HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833


SPANIOLEN PAA HAVET
(Hav. Morgendæmring. Spaniolen i sin Baad for fulde Seil udefter fra Spaniens Kyster,
der blot vise sig som en Taagestribe).



Spaniolen



           N
u mit Hjem er hine Taager;
                 dette Øde er min Verd,
           mine Venner vilde Maager,
                 uden Fiender mit Sværd.
                 Vaagen Slummer,
                 Lystig Kummer,
                 Hjerteslag og Skyggefærd.


           Dog bag hine Taagestrimler
                 Spaniens Storhed sidder stum.
           Maagen flyer mod bedre Himle.
                 Sejer Sværdet synger om.
                 Foran Baaden
                 slynger Fraaden
                 Straaler i de øde Rum.

d.I,b.1,s.337  

           Bag de Taager Laurer skinne.
                            Dem i vaagen Drøm jeg bandt
           om mit frelste Spaniens Tinde,
                 naar mit Sværd sin Fiende fandt.
                 Sorgen dulmer,
                 Kraften svulmer,
           Drømmens Liv er skjønt og sandt.



           Manden midt paa Oceanet
                 skyder Aandelyn dog did
           hvor den Frihed, Vej han baned,
                 sidder lænket end en Tid.
                 Bær, du Høje,
                 Tidens Bøje
                 til din Frelser iler hid!



           Speid, da Frihed, lænkebundne,
                 over Havet, til du seer
           dine Frelsensstjerner rundne,
                 din Befriers Bramseil der!
                 Kast din Lænke,
                 Ærens Enke!
                 Hjem din Mand da kommen er.



           Bue mellem Jordens Helved'
                 og dens Himle, Bølgen, der
           mellem Fri og Trælle hvælvet
                 Frelsesbane stedse er,
                 bær til Spanien
                 fra Britannien
                 og fra Gallien Frelsens Hær!



          
(Kongens Genius farer over Havet i et Uveir).
Derfor, Drot, dit Had du sender
                 ud paa vilde Ocean:
           ad den Vej den Frie vender
                 atter til sit Fædreland.
          
d.I,b.1,s.338                    Fraad da, Bølge,
                 Æresfølge
           for en fredløs Frihedsmand!
          
(Bygeskyer taarne sig. De drive lynende henover Havet. Midtimellem dem synes som et krængende
Skib, med Kongens Genius tilroers, at styre løs paa Spaniolen. Et andet, med Dronningens Genius,
under trefarvet Flag, synes at bruse netop imellem, og at bore det isænk. De forsvinde begge under
et Brag som af to mod hinanden bristende Skyhoser. Spaniolen skjærper Seil).



           Fries Sejl er Aandevinger.
                 Du i Hvirvl paa Tidens Hav
           som en Skyggesnekke svinger,
                 Trælledrot, som veed ei af
                 at det daged
                 under Flaget,
                 plantet i Bourbonners Grav.



           Se, det gav, i Lynglimt tvende,
                 Tyranniets Dødssalut!
           Disse Farvelyn skal tænde
                 Thronerne ibrand tilslut!
                 Naar de falde
                 sammen alle,
                 Jord, da har du kjæmpet ud!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE