|
SPANIOLEN PAA HAVET
(Hav. Morgendæmring. Spaniolen i sin Baad for fulde Seil udefter fra Spaniens Kyster,
der blot vise sig som en Taagestribe).
Spaniolen
Nu mit Hjem er hine Taager;
dette Øde er min Verd,
mine Venner vilde Maager,
uden Fiender mit Sværd.
Vaagen Slummer,
Lystig Kummer,
Hjerteslag og Skyggefærd.
Dog bag hine Taagestrimler
Spaniens Storhed sidder stum.
Maagen flyer mod bedre Himle.
Sejer Sværdet synger om.
Foran Baaden
slynger Fraaden
Straaler i de øde Rum.
|
d.I,b.1,s.337 |
Bag de Taager Laurer skinne.
Dem i vaagen Drøm jeg bandt
om mit frelste Spaniens Tinde,
naar mit Sværd sin Fiende fandt.
Sorgen dulmer,
Kraften svulmer,
Drømmens Liv er skjønt og sandt.
Manden midt paa Oceanet
skyder Aandelyn dog did
hvor den Frihed, Vej han baned,
sidder lænket end en Tid.
Bær, du Høje,
Tidens Bøje
til din Frelser iler hid!
Speid, da Frihed, lænkebundne,
over Havet, til du seer
dine Frelsensstjerner rundne,
din Befriers Bramseil der!
Kast din Lænke,
Ærens Enke!
Hjem din Mand da kommen er.
Bue mellem Jordens Helved'
og dens Himle, Bølgen, der
mellem Fri og Trælle hvælvet
Frelsesbane stedse er,
bær til Spanien
fra Britannien
og fra Gallien Frelsens Hær!
(Kongens Genius farer over Havet i et Uveir). Derfor, Drot, dit Had du sender
ud paa vilde Ocean:
ad den Vej den Frie vender
atter til sit Fædreland.
|
d.I,b.1,s.338 |
Fraad da, Bølge,
Æresfølge
for en fredløs Frihedsmand!
(Bygeskyer taarne sig. De drive lynende henover Havet. Midtimellem dem synes som et krængende
Skib, med Kongens Genius tilroers, at styre løs paa Spaniolen. Et andet, med Dronningens Genius,
under trefarvet Flag, synes at bruse netop imellem, og at bore det isænk. De forsvinde begge under
et Brag som af to mod hinanden bristende Skyhoser. Spaniolen skjærper Seil).
Fries Sejl er Aandevinger.
Du i Hvirvl paa Tidens Hav
som en Skyggesnekke svinger,
Trælledrot, som veed ei af
at det daged
under Flaget,
plantet i Bourbonners Grav.
Se, det gav, i Lynglimt tvende,
Tyranniets Dødssalut!
Disse Farvelyn skal tænde
Thronerne ibrand tilslut!
Naar de falde
sammen alle,
Jord, da har du kjæmpet ud!
|
| BLA BAKOVER |