|
SPANIOLEN VED SIN VENS DØR
(Frembrydende Nat. Man hører Havet bruse i Storm. En Baad vipper ved Stranden. Et Par Huse
ved Enden af en Gade. Spaniolen banker paa en Dør. En Mand med sin Huustro aabner Vinduet.
Kongens Genius sidder i Ravneham paa Gjenbotaget).
Spaniolen
Lukop! Her er jeg frelst: her boer
en blodkjøbt Ven, en Fosterbro'er.
Vennens Huustro
(Til sin Mand).
Hør ei din Ven! Hør Ravnens Skravl!
Ei spaaes godt fra Nabogavl.
Spaniolen
Lukop! lukop, min Hjertensven!
Vennen
Ved Gud og Alt, Du er det; men -- --
Spaniolen
(Hestetramp høres).
Lukop! Det gjælder Død og Liv!
|
d.I,b.1,s.334 |
Huustroen
Hør ei din Ven, men hør din Viv!
Spaniolen
Du Broderskab til Døden svoer.
Huustroen
Jeg troer, ja i en Ruus ifjor.
Vennen
(Vil aabne Døren).
Nei, Viv, med Blod han kjøbt mig har.
Huustroen
Sælg nu din Lykke gratis, Nar!
Vennen
(Lukker Døren, men fatter sig, og vil opbragt aabne den).
Han er min Ven. Ti, Naboravn!
Bort, falske Qvinde, fra min Favn!
Min Hjertensven, velkommen! . .
Huustroen
-- Men,
da er Du ikke Kongens Ven . .
Vennen
(Lukker Døren).
Fordømt! Ei Kongens Ven? Da bort!
Da tryggere i Dødens Port,
paa Havets Skum, hos Ulv du boer,
end hos din svorne Fosterbro'er.
Nu mellem os en Muur der staaer.
Din Blomst i Skyggen dens forgaaer,
for med sit Støv at gjøde min,
der klattrer op til Murens Tind.
|
d.I,b.1,s.335 |
(Afsides). O Nat bedæk, o Storm med Brag
du døve dog mit Hjertes Slag!
Hvor højt de tordne, jamrer med
i dem et Dødssuk af min Eed!
Huustroen
Din Ven en takfuld Taare har.
Ret skjønt, om du paa Bryst den bar.
Men Taaren, som en Konge der
kan græde, Demantstjerne er.
Vennen
Velan! Jeg veed, at Kongens Harm
sig stiller mellem Barm og Barm;
ja samme Hjerte kløves jo
af Kongens Harm, det Sværd, ito.
(Styrter med draget Sværd ud mod Spaniolen).
Spaniolen
(Fjernende sig imod Havet).
Jeg ryster Støvet af min Sko.
Som Kongens Hal, saa Borgerbo.
Er han Tyran: i Mandens Sjel
er Venskab Politik -- Farvel!
(Kaster sig i Baaden. Dronningens Genius følger
ham; slaaer sine Vinger ud; Stormen griber i, og
det gaaer afsted. Rytterskaren kommer).
Rytterhøvdingen
(til Spaniolens Ven)
Ha, veed du ei, at Kongens Harm
mod Vennen væbner Vennens Arm?
Hvi slog du ei?
Vennen
(Viser sit Sværd).
Jeg drog mit Sværd . .
|
d.I,b.1,s.336 |
Rytterhøvdingen
. . Men slog ei. Du er Døden værd.
(Rytterne springe af, og hænge Manden i hans Port).
Vennens Huustro
(Styrter ud).
Hvad gjorde I? At drage Sværd
mod fredløs Ven, er Stjernen værd.
Rytterhøvdingen
Nu vel -- og kald det ei for seent --
Han faae sin Stjerne som fortjent!
(Fæster en Ordensstjerne paa Liget).
|
| BLA BAKOVER |