|
|
| d.I,b.1,s.327 |
KONGENS OG DRONNINGENS GENIUSER
Kongen
(Springer op).
En Liberal? -- ja ved min Magt!
Og det i Kongens Hal?
Min Øx, du har for længe lagt,
men snart staae op du skal.
Og skjær saa Tidens Sener af,
saa den ei gaaer saa fort;
men staaer, som Halte ved sin Stav
i Kongens Æreport.
Dronningen
Den Throner slaaer med Vingen stærk
omkuld, den Phønixørn,
som vare de kun Legeværk
for Timerne, dens Børn.
Nys den fra Thuillerien fløj,
gjort ung i Ild paany.
Den Pyrenæ'en er ei for høj,
med Bræen over Sky.
Den elsker jo Bourboners Blod?
Vogt, at den ned ei slaaer!
Kun om du Mildhed skinne lod,
den Ørn du fangen faaer.
Da bærer den -- en Svane tam --
til Stjernerne dit Navn.
Der boer det, men i Engleham
du Selv i Himlens Favn.
(Synker Kongen tilfode).
|
| d.I,b.1,s.328 |
Kongen
Bort! Mildhed er den Sol hvori
en Krone smelter hen.
Du beder for Forræderi. . . .
Dronningen
(Reisende sig).
Nei, Drot, for Spanien!
Det var dit Folk som dømte dig
i Mandens Tale nys.
Det var din Sjel, som dømte sig
i dine blege Gys.
Kongen
Om Qvinder græd, om Engle bad,
Han Døden viet er,
som her . ! Han flyer; men Kongens Had
har lange Falkefjer.
Mit Kobbel! over Bjerg og Dal
forfølg ham, Gardevagt!
Spor an! Det er en Liberal!
Det er en Kongejagt.
Halloh! som rappe Manzanar
henover Heden fly!
Men Kongen sine Øine har
jo i den høie Sky.
Du hører Telegrafens Klap
for hvert et Skridt du gaaer.
Den Hjort maa være straalerap,
som Hund og Falk ei naaer.
Dronningen
Fly! Se dig ei tilbage før
bag Spaniens Grændser blaae!
|
| d.I,b.1,s.329 |
Kongen
Ha, Landegrænds er Kongens Dør.
Der mine Mynder gaae.
De snufte under Steen og Straa,
og speide op i Træ,
og mine Falke sidde paa
den høje Pyrenæ.
Dronningen
Da ty til Oceanet! Rul,
o Hav, saa fort hans Karm!
Vel Spanskesjøen gaaer saa huul,
dog inden Herrens Arm.
Kongen
Min Genius forfølg ham da!
Flux, Aand, dig aabenbar!
(Kongens Genius aabenbarer sig i en mørk, vinget Gestalt).
Dronningen
Gud, send ham da min Skytsaand fra
din Himmel til Forsvar!
(Dronningens Genius aabenbarer sig i en lys, vinget Gestalt).
Kongen
Min Genius, forfølg ham da!
slaa Stormen mod hans Seil!
Ha, lad en Planke springe fra
hans Snekkes Agterspeil!
Dronningen
Min Genius, o følg ham da!
Sæt Vingen op til Seil!
Lad fyrig Medbør blæse fra
hans Snekkes Agterspeil!
|
| d.I,b.1,s.330 |
Kongen
Min Genius, snart som en Snog
du lure i hans Trin!
Dronningen
I Busken tætved rasler dog
ham vak og varsom Min.
Kongen
Snart som en Ravn med Uheldskrig
omflyv ham aabenlyst.
Dronningen
Han leer dog, mørke Geist, ad dig,
naar min først har ham kyst.
Kongen
Min Genius, i glohed Ørk
send ham en Samumvind!
Med tropisk Middagsstraale tørk
hans Blod og Hjerne ind!
Dronningen
Min Skytsaand, da til et Paulun
om ham din Vinge spænd!
Og til den arme Flygtnings Mund
en livlig Kilde send!
Kongen
Naar han paa Vennens Dør en Nat
med tvivlsom Finger slaaer,
syng da fra Nabohuset, at
hans Ven ei aabne tør!
Indsyng i Vennens Viv slig Skræk,
saa lærer Manden den!
|
| d.I,b.1,s.331 |
Dronningen
Da aabn din Favn, og ham bedæk!
Da, Skytsaand, vær hans Ven!
Kongen
Min Dæmon, bøj de vilde Lyn
hans aabne Barm imod!
Dronningen
Min Genius, knæl da paa Sky'n
ved Lynets Herres Fod!
Kongen
Styrt Bræen, Geist, nedover ham!
ham i en Fann begrav!
Dronningen
Da tee ham, Aand, en Jægergam,
en Ø i Sneens Hav!
Kongen
Min Aand, min Hevn, ihvorsomhelst,
til han er død, forfølg!
Dronningen
Min Genius, til han er frelst,
dig, hvor han vandrer, dølg!
Kongens Genius
(Til Kongen).
Din Skytsaand alt forladt dig har,
naar Ondt du byder den.
(Forsvinder).
Dronningens Genius
(Til Dronningen).
Din Aand, naar Nødens Kors den bar,
vil komme stærk igjen.
(Forsvinder).
|
| BLA BAKOVER |