HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833

   . . . Stedet blev uhyggeligere, Advarselen vægtigere jomere jeg saae paa Kor-
set, paa Dødsmærkene henne paa det Øde, paa de taarnede Fanner. Men min
Veivisers Fortælling om hvorledes det gaaer til naar Fannen ryger løs, bandt mig.
Det er en Explosion -- umuligt at se for sig, snart umuligt at stolpe længer frem.
Da være Gud En naadig. Stormen løsner de opad den sorte Side dyngede
Snefanner, saa de, rygende om Toppen, give Jøkelen Udseendet af en Vulkan.
Derfor udlægges ogsaa dens Navn som "Fannrøgen" Fjeldet, der ligesom
ryger af Snefanner, af "Fannrøg".

   "Saaledes -- fortalte Dølen -- fulgte jeg nys en Udlænding hidover fra Sogn,
en rask, mørklét Karl, der vilde til Snehætten. En liden hvid Sky laa paa
Fannarauk, men det var ikke andet end en svag Røg af en Fann, der begyndte
at røre sig. Men snart kom den hele Fannrøg. Gud fri os! Den Fremmede
holdt mig i Kofteskjødet for at kunne see og følge mig. Hid kom han, men ikke
længer. Ugen efter fandt jeg ham død, omfavnende Korset. . ."

   Jeg havde lagt Hovedet i Haanden. Det blev stille. Kun den æselgraa,
æselvesle, men dromedarstærke og sikkre Dølehests Pusten i det brune Græs
hørtes af og til. En Time efter hørte jeg min Døl raabe sit "Afsted!" Dog
d.I,b.1,s.321   reiste jeg mig ikke. Han troede jeg sov. Dog hørte jeg ham tregange raabe sit
"Afsted!" Jeg tænkte paa den Fremmede.
   Jeg veed ikke hvorfor det faldt mig ind, at han maatte have været En af
de mange proskriberte Liberale af forskjellige Nationer, som i de Aar 1832-33
flakkede om i Europa; men den Mørklétes Død med Korset i sin Favn indgav
mig Maaske'et, at han var en Spanier. Man behøver, for at forstaae det Føl-
gende, kun at erindre denne Nations Skjæbne i de første Par Aar efter den
franske Julirevolution, Absolutisternes Rædselsgjerninger og Forfølgelser mod de
Liberale, Disses Anstrængelser paa saamange Punkter, og især under alt dette
den mærkelige Indflydelse, som den dengang liberale skjønne Dronning Kristina
Maria forstod at vinde over sin Gemal Ferdinand VII i hans Sygdom i Begyn-
delsen af Aaret 1832, og at være i Besiddelse af i hans Dødsøjeblik, uagtet
dette usle Væsens vaklende Tilbagefald til Calomardes og Espannas Principer.
Hvorfor kan ikke min Spaniol have været En af Torrijo's eller Mina's ulykke-
lige Følgesvende? Af den Førstes 80 skjød man kun paa engang de 25 paa
Ferdinands Befaling. En af disse Helte for Konstitutionen af 1812, for de samme
Principer som udgjøre Blodet og Marven i vor Konstitution, kan gjerne have
oplevet mine Scener og endelig sin Død ved Fannaraukkorset paa det norske
Højfjeld, -- en Skjebne, som ialfald var en mangefold blidere end den Livs-
fristen, spanske Refugiados, efter "Hubers Skizzen", have lidt midti London indtil
de allerseneste Forandringer vel have gjengivet dem, som undgik Hungersdøden,
deres Fædreland.



           " -- -- Thi Frihed er Himmelens Sag.
           Var Englen ei fri, da i Himlen blev Oprør."

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE