|
OLVAR BONDE
Konghelle var Norriges Øje saa klart.
Det straalende saae
udover det Blaa.
Nu griner det blindet, blodigt og svart.
-- Der faldt saamangen en Ædelsteen af Norges Krone.
Mod Jyden, mod Gothen det blinked med Ild.
Fra Guldfløi saa rød
de Øjeglimt skjød.
I Midten laae Borgen som blanke Pupill.
Der faldt saamangen en Ædelsteen af Norges Krone.
|
| d.I,b.1,s.286 |
Kong Harald hin Gille Kong Magnus, sin Bro'r,
med gloende Teen,
gjør blind som en Steen.
Men dyrere Øjesteen mistede Nor.
Du Sarpsborg kan see i en drivende Sky.
Men lavt om en Fjord
som guldvirket Gjord
sig Konghelle bugted flunkende ny.
Den Norriges Guldport, den deilige By,
der laae den i Mag
under kobberne Tag.
Fra Fjorden den syntes et Vaarmorgengry.
Det Fodtrin til Norrige laae der bedækt
med Liin og Skarlag.
Men Vimpler og Flag
et Konningetelt derover har strækt.
Først Konghelle-trin, saa til Sarpsborgen op!
Saa Oslo, den Trap
med Krone til Knap!
Saa Hammer! saa Nidros, den Norriges Top!
Men midtudi Byen en Domkirke stod.
I Alterets Guld
laae Golgathas Muld
og Splinter af Korset med Frelserens Blod.
|
| d.I,b.1,s.287 |
I Domkirkens Sølvtag de Borgere saae
hvor blank og hvor hed
Jorsalafars Sved
den Bygmesterdrots over Konghelle laae.
Men vendiske Snekker bag Hisingsøe sprang.
Da hørte de -- Tyh!
det ringer i By;
til Høimesse ringer det trediegang.
-- Ak, Konghelle-borger, som sidder saa from
med Hustro og Mo'r
paa Gulv og i Chor,
de Røvere brænde din Ejendom!
Ak, Konghelle-qvinde, til Orgelets Spil
du lytter saa glad,
men hjemme en Brad
de Røvere gjør af din Datterlil.
Ak, Konghelle-borger med Psalmbog paa Knæ,
gid Skjold blev den Perm!
hvert Psalmeblad Jern!
Thi Røvere hænge din Søn paa Træ.
Præst Anders, du taler saa vakkert fra Stol.
Men udenfor -- Sjuh!
vel højere endnu
en Hane saa rød over Konghelle goel.
|
| d.I,b.1,s.288 |
Med Øjet mod Himlen den Præst ei blev vaer
hvad Lysning der blev,
hvad Røgskyer der drev.
Og Gamledags-Kirkefolk saae kun paa Fa'r.
Med Øret til Harper i Himmelen lagt
han hørte forvist
ei Brag eller Brist.
Og Gamledags-Kirkfolk paa Præsten gav Agt.
Snart laae der for Konghell en gloende Kulp.
Naar Ildmørjegrop
skjød Askesky op,
det var som om Helved opstødte en Gulp.
I Konghell var Qvide, paa Skurdhaug var Fryd.
Der rundt gik ei Rok,
men Mjødhornet nok.
Den Maane af Guld stod bestandig i Ny.
Men Røgskyen drev som med Budstikke sendt
til Bøndernes Lag.
Da mørknedes Dag,
da standsede Mjødhorn og Stegen blev brændt.
Da Olvar den Bonde slang Kruset paa Baal.
Han glynnte fra Glug.
"Nu diskes ei Dug;
men vendiske Rygge maa diskes med Staal!"
|
| d.I,b.1,s.289 |
"Ei Konghelle findes -- Gud naade hvad Gru!
Der gløder en Sky
ei Tag over By.
Men Bønder med Biler vel findes endnu."
"End Kirken dog kneiser, som Kridklint i Hav,
i Bølger af Ild.
Det gaae som det vil:
det hellige Gudshuus maa frelses deraf!"
I Bonden har Borgeren Værge og Værn.
Han gi'er os sin Bod.
Vi give ham Blod,
betale hans Udlænding-regning med Jern.
Og Olvar den Bonde greb Bilen med Gny.
Saa sprang han afsted,
og Bønderne med.
Men langt er tilkirke i brændende By.
Ham kringsatte Otte af Vendernes Flok.
Tre skar han isund.
Tre hugg han igrund.
Af Øxskaftet Resten fik rundelig nok.
Paa Domkirkedøren med Stump af sit Skaft
han banked saa fast
at Portene brast.
Da væltede Røgen om Piller og Laft.
|
| d.I,b.1,s.290 |
"Nu Tid ei at synge! nu Tid ei til Graad!
ei Tid til at see
omkring paa den Vee!
Men Tid kun til Strid!" Det var Olvar's Raad.
Da stævntes til Borgen. De sanded den Dag,
at Bamsen har Ragg,
at Bonden har Plagg
af Vadmel, men Begge et Hjerte derbag.
|
| BLA BAKOVER |