HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833



d.I,b.1,s.229  
UNIO ROBUR GOTHORUM
TRIA JUNCTA IN UNO
TRINITAS GOTHORUM
STORM-MÆLE
TIL GUSTAF HJERTA



           "M
in Sjels Harpe med et hvæsset Smertes-hviin
                                  tvertsover har jeg skaaren
                        -- det uselige Liin.
           Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee
                       paa klangfuld Vinge baaren
                       en himmelfødt Idée:
           Forbandelse den møde, hvor Jubel mødte før!
                 i Tausheds Grav den træde; ei gjennem Harpens Dør!
                 Hui -- ha! med søndersledne Strenge,
                       min egen Brud jeg hænge,
                 mit Hjertes Tanke-engle jeg strangulere tør.


           Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor.
                       Forhaanelser kun svare
                        -- det er min Hymnes Chor.
           Ja, var min Harpe end en Regnbu' fuld af Sang,
                       naar Nor vil heller kare
                       i Kobberskillingers Klang,
           mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred.
                 I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned.
                 Nei -- ha! jeg heller gaaer i Graven;
                       ja bryder Plecter-staven,
                 og vandrer under Mosen, og tager Harpen med.



           Jeg tier da -- javel! Ak, Hjerta, ikke vel!
                       Thi just idag en Tanke
                       er kommen til min Sjel.
          
d.I,b.1,s.230              Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat;
                       og dog, trods disse Rosers Duften
                       (en Hær af Majestæter, der dampe hen i Luften)
                       trods, denne høje Tanke
                 med Guddomsild i Øjet og Engleving paa Hat,
                 paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker:
                       jeg raaber ei: "kom ind!" men sidder taus som Nat.


                 Saa Taushed svoer jeg Vormens Bølge
                       og Skreyas Sky:
                 de Eneste, som gide høre,
                 de Eneste, som gide svare,
                 de Eneste, som mægte følge
                 de Skygger, som paa Harpens Gny
                       fra Himmelen til Jorden flye.



           -- Frem Gjæstebordets Pocaler, Glemselens gyldne Valmuer!
           -- En Skaal! -- Silentium er slagen med Kammerherre-nøgler
                       paa Sølverfad.
           En Skaal! -- Silentium er hvislet af alle Tunge-øgler
                       i Gjæsterad.



           En Skaal: "Sandhed er Skin,
                       Frihed en Vind,
                       Selvstændighed Griin
                       paa Trællekind . . . Klinker! Klingklingeliklang!
                       Gid ingen af disse
                       Gespenster maae suse,
                       maae kneise, maae rødme
                       paa Dovres Tind! . . . Op! Drikker engang!
                       Men gid vi maae spise
                       som Viindruer Lænken! . . . Smasker! Smask er vor Sang!
                       med Herskernaades Sødme
                       paaknæ os beruse! . . . Drikker! Kluk! Kluk!
                       Til Himlen forvise

d.I,b.1,s.231  

                       Moralen og Tænken! . . . Hikker! Det er vort Afskedssuk.
                                  Ja, gid vi maae glemme,
                       hvor vi have hjemme! . . . Tilbunds!
                       Ja lader os smeltes
                       i Selvhersker-smiil! . . . Tilbunds! tilbunds!
                       til Smaakugler æltes,
                       der kastes, der væltes
                       hvor Støberen vil! . . . Tilbunds! Ret saa!"



           -- Slig Skaal, slig Skaal
           indmaner' en Hofdæmon i mit Bægers Baal,
           indtryller en Hofmandssjel
           (en livlig Orm i en Purpurfell
           -- et bævrende Maaneskin)
           i min kolde og døde Viin.



           -- Frem da Gjæstebuds Pocaler! Tilgiver, jeg kaldte
           før Eder, fuult under Bordene skjulte Dragers
                 glimrende Snogblik!



           Nei, hulde Stjerner ere I, dalede i en
           Vennekreds: Vinen, som Hjerter i Venners Øine,
                 funkler i Eder . . .
           . . . ja svulmer i Eder som overfulde Fryd i en Taare.



           -- Klingklingeliklang til Kjælder- eller Soupee -- sang!
           Se Gjæsternes Smiil
           langs Bordet som en Løbeild!
           Regelmæssig op- og nedad plaske de alle som Aareslag.
           De bævre paa blussende Kinder som Strenge paa rosenkrandst Harpe.



           -- Hekatomber til Ungdommens Ære!
           Ofrer Modet paa Tallerken! hvælver Hjertet under Skaal!
           Put Mad i Mund, og ti! Træk Fløjel paa, og taal!
          
d.I,b.1,s.232              Ofrer Sundhed, ofrer Ungdom paa et Fad!
           Ud med Hjernen! ind med Duften af en Raadyrs-brad!
           Ofrer Sværd og Harper for Knive og Gafler!
           Udspyer catoniske Tanker med Viin og Rosiner!
           -- Hekatomber til Ungdommens, fortunas Dyrkeres Ære!
           Thi gammel, puddret Rojalist skal tabe i at æde,
           og gamle Satyr i Drik; -- han rødmer af Skam, ei af Viin.


           -- Vi leve af Naade og Gjæstebud -- Hollah!
           Den er vor Riego, som sprækker -- Vivat, comedat in coelis!
           Vor Frihed er lav Viintold og gode Kjødpriser -- Floreant in æternum!



           Vor Sandhed en Ukase; dens Fakkel en Sølverstjerne.
           Vor Selvstændighed en Sinecur og rolig Middagsluur.



           -- Klingklingeliklang til Gjæstebuds-sang!
           Hid kommer ei den forhen Elskede: Musen skyer Dampen af Steg
           Chrystalkronte Gjæstebudsbord! Syngende Chrystaller!
           Søde Melodica-Hyaline! dig vil jeg slaae.
           Huldere er du, end Harpen, Ingen hører paa.



           -- Jeg til en Liimpind Plectren gjorde;
                 min Lyras Streng
           jeg snoede til en Dompapsnare;
           jeg hang min Harpe som en Done
           i vildest Skov i hele Norden,
           at fange Trost, som liden Dreng,
           til hiint mit Skjaldfarvels-festin.



           Der hænger den -- Nu brøl med Vinden!
                 og lefl og ból
           min gyldenlokk'de Elskerinde,
           mit straalespændte Verdenshjerte
           -- ja evig min og mit, forinden
           jeg gav dig fri til Sky og Sol --
           med alle Verdens Vinde ból.

d.I,b.1,s.233  

           Hvad kan jeg andet, end at sætte
                            i Mosen mig,
           og kalde den mit Gjæstetaffel,
           og suge Tytebær for Druer,
           og lytte til de Vindes Trætte
           om hvem, der først skal parre sig
           -- o fordums Elskede, med dig?



           Mon kan jeg mætte meer det Helved,
                 jeg huled ud,
           at gjemme deri Tausheds-éden?
           Hvad kan jeg for, at Skovens Vinde
           til runde Tonedryp sig hvælve,
           idet de øve voldsomt Brud
           igjennem Harpens gyldne Skrud?



           "Hui! Harpe, jeg river dig bort!"
           -- saa hviner Nordvinden gjennem den over mig --
           "Jeg river dig bort . . Du skal pryde mig, hui!
           "som gylden Ring om Ørnhals sort."



           "Hanrei! Hanrei! Hanrei! langmodige Hanrei!"
           -- saa skrasler Sydvinden gjennem den ned til mig,
                 vuggende sig kaad over Harpen --
           "Nei, fromme Elsker!" nedhvisker Denne, den haanende Troløse
           i langt-hendøende Gjenlyd i Vindstillet (Matheden
                 efter Omfavnelsen).



           Saa haaner det, saa hviner det.
                 (Saa falder der en Qvist i Skoven)
           Saa klirrer det, saa runger det.
                 (Saa falder der en Kongl i Skoven)
           Saa skrasler det, saa rasler det.
                 (Saa falder der lidt Bark i Skoven)
           Saa suser det, saa bruser det.
                 (Saa falder Granetop i Skoven)
           Saa piber det, saa fløiter det.
          
d.I,b.1,s.234              -- -- Ja pib og fløit saalænge du vil!
           Med Haand for Munden, taus og stil
           jeg sidder her i Mosen blot og lytter til.
      

           Ja, nu, jeg ligger her i Lyngen
                       som jordet Liig
           (      thi Grav er sandeligen rundtom,
                       og Himlen neppenok er Laaget,
                       og disse Mennesker en Klynge
                       af Spøgelser; -- ja visselig,
                       saa kolde Hjerter er' ei Liv.) . .

      

           Ja, jeg i Lyng og Mos og Myren
                       begravede Liig
                 maa, naar jeg ei tør synge, lytte
                 til Svanesangen ovenover,
                 hvor, se, i Harpens Baal -- se Fyren
                 dets sorte Røgsky! -- ak, for mig
                 forskudte Elskling ofrer sig.



           Tys da! Tys da! Lad' høre Hvad Vindene spille
                 paa Harpen, der hænger for hvilke, der ville;
                       ja hænger paa Qvist, liig funden Rem,
                       man selv ei gider tage; men hænger frem
                       for gjerrigere Vandrer . . Vel! vel da! den slingrer
                       for Veir og for Vind,
                       til Tjeneste for alle Svadaers Fingre.
                       Men, Hvo endog, der slaaer den, ei meer er Skammen min.
                             Jeg vil, som Andre gjøre,
                       forhaane Hvad jeg hører og Hvad jeg ei vil høre.
           -- Tys da! Tys da! Lad høre Hvad Vindene spille!
           Det haaner ei meer, det hviner ei meer.
           Dei piber ei meer, det fløiter ei meer.



                 Ved Himlen! faaer Vinden Vid da?
                 Forbi er Chaos, Harpen er bleven
                 en portdannet Form, hvorigjennem Verdnerne glide.
          
d.I,b.1,s.235                          Ved Himlen! Ah, taler Vinden?
           Der suser en Søndenvind gjennem Harpen.
                 Den hænger sig hvidnende fast ved de mellemste Strenge.
                 Der bruser en Østenblæst gjennem Harpen.
                 Den hænger sig blaanende fast ved de øverste Strenge.
                 Der hviner en Nordenstorm gjennem Harpen.
                 Den hænger sig rødnende fast ved de nederste Strenge.


                       Som et trefarvet Flag,
                             med gylden Sejerskrands cirklet,
                                   flagrer over mig, se, min frigivne Harpe!
                       Ja, som udfoer paaeengang,
                             liig brede Baand, af en Løve
           staalblaat Sværd, en Blodstrøm og Hjerterod snéhvid.



                       Se taagehvid Søndenvinden,
                             som kom den fra lave Øer!
                        -- O Følelse svulmende, æsende! Vælter
           sig Kattegat gjennem mig? Øresund banker i Pulsen?



                       Se himmelblaa Østenblæsten,
                                   som kom den fra mørke Søer!
                                          -- O Iisnende! Mørke! Brusende! Store!
                 Mon Mälarn decemberkold fraader igjennem mit Hjerte?
                 Foer Vetteren héden (ja gjennem Kanalerne aareladt)?
           og strimer dens Skygge, som Østenvind blaa, gjennem Harpen?



                       Se høirød er Nordenstormen,
                             som kom den fra høje Jøkler!
           -- Ha Svævende! Sære, svimlende Gysen!
           Frembugner et Dovrefjeld under min Hjerne, og løfter
           den op, saa (liig tusinde Stjerner, der ud af en Sol, ved
           et Skaberens Tryk, naar han fremaf sin Alvældes Dybder
           opløfter sin Fingers Ildsøile, briste) den breder
           sig melkeveiskimrende paa Firmamentet, og skuer
           med tusinde Øine, som Mórilden irrende, under
           sig Lande og Have og Øer som drivende Skyer?

d.I,b.1,s.236  

                       Ved Himlen! ja Vinden taler.
                                  Dens Røst er et Folks Raaben.
           Dens Tusmørk-atomer Hoveder ere;
           ja Menneske-aasyn -- vel mindre end Dugdryp, dog Aasyn.



                       Millioner af fnugsmaae Pander
                       den Sydvindens Hvidnen danne;
           Smaaeøines Millioner Øststormens Blaanen;
           Millioner af blussende Kinder den Nordblæstens Rødnen.



                       Ved Himlen! Ja Søndenvinden
                       de talløse Smaaemundes Surren
           -- hui! samsmelter, hui! til eenvældig Brusen,
           der, hui! naar den gaaer som et skummende Hav gjennem Harpens
           de nederste sølverne Strengechor, hui! saa de hoppe
           som florklædte Piger, der dandse maae for en Barbardrot,
           af Strengene deles til Ord flux, der tone som danske:



                       "Før svævede jeg paa Havet . ."
                        -- hør Sydvindens Sang paa Harpen!
                       Hvo høre? I øde Skov jeg jo lytter? --
           "Som Møensklintens blege Gespenst, ja jeg svæved paa Havet."



                       "Den Punct, hvorom rundt jeg hvirvled'
                       (den Fædreland knapt kan kaldes)
           en Bøgetop-klynge var paa en Banke.
           Knapt syntes mod Havet den Stads som en Østers med Tangdusk."



                       "Dog brusede undertiden
                       rubinrene Nordenvinde
           mig gjennem som sunde Pulsaarer -- Eijah!
           da drak jeg dens Granduft, sig Bøgene lufted og kroed
           mod Skyen -- hvert Blad da som mættede Storfugles Vinger."

d.I,b.1,s.237  

                 "Da tusinde hvide Seil sig
                            udspredte fra Banken (hiin, der
           var Østersskal kun imod Oceanet).
           Som skinnende Perler de trillede udover Havet.
           Sig Flaader udbredte som Perlemoers-hvifter til Svaling;
           thi over mig Himmelen brændte af Dann'brogers Tusind."



                       "Men Nordvinden trak tilbage
                       sig snart til sin hule Klippe.
           Da Bøgen til Tang sank, hiint Skjær til en Skal, og
           de talløse Seil som Snedriv i Kattegat smelted,
           og Flaaderne, lige Conchyl-argonauter nedsjunke."



                       "Jeg dalede mat mod Bølgen
                       (thi nu ingen Kraft mig løfted')
           Evind'lig jeg sqvalp paa Havet -- o vamle,
           dødblege Kretiners udtrukne, livløse Samleje! --
           Jeg slubbrede Belternes Skum, og de slugte min Taage
           i evigt, kjedsommeligt Kredsløb . . ."



                       "Ha, Vindenes Spot ei længer!
                       Ei Sumpenes Trællebundne!
           Min søvnige Lænke engang ei rasler.
           En svingende Hvidmaages Flugt er det Liv, som mig rører.
           -- Se Denne kan kaldes min Drot, og en Terne min Dronning.
           Dens afmaalte Cirkler er al Majestæten, den ejer."



                       "Brist Sluse, min døde Qvalme!
                       Jeg storme vil over Havet;
           ja did mod Nordost, hvor Himmelen rødnes
           af Nordstorm (som udstrømmed Jøklernes Qvelglands) og blaanes
           af Øststorm i evige Vexel, liig trefarvet Banner,
           hvis Striber kun vexelviis flagrende tee sig i Luften."



                       "Forbandede Lænker, brister!
                       Ha, gjennem har Rusten ædt jer!
           Hui! henover Vesterhavet jeg fraader
           som Dødsens-anstrengelses Sved gjennem sorteblaae Furer."

d.I,b.1,s.238  

                       "Jeg høitover Hav mig reiser,
                                  ja liig en uhyre Musling,
                 der evigen snoer Spiralerne opmod
                 et Maal i en Himmel, ja stedse fra videre Kredsløb
           -- en Malstrøm af Luft -- jeg hvirvler min Spids imod Maalet."



                       "Jeg dele vil Eders Frihed.
                       Jeg bruser til Nordenvinden,
           det Jordhjertets sunde Aandedrag gjennem
           en Nordpolens Hule -- did bruser jeg hen, did jeg hvirvler,
           hvor Nordvinden rødner og Østvinden blaaner en Himmel."

            

           -- Ved blot et "Amen! Amen!" krænker
                       jeg knapt min Eed,
                       og knapt ved Hovdet lidt at lette,
                       og ved lidt Mismodsriim afryste?
                       Vel! Amen da til brustne Lænker!
                       Vel! Amen til den Thron, som gled
                       i Kattegat fra Sjølund ned!



                       "Kom, hulkende, blege Søster!"
                        -- saa Nordvinden hviner -- "kom du!"
           "Ja, hæv dig -- saa Østvinden udtoner --
           fra sygeligt Leje til os i den svalfriske Æther!"



                       "Din Bøgkrands mod Sky da hvifter.
                       Den løfter sig op til Granen.
                 Dit Belte vil svulme; ja, som du skulde
                 en Klynge af Smaaeøer føde, fagre som Thorseng."



                       "Ret, spræng Dine gamle Lænker!
                       Da vældig paa Jord du vorder,
           naar -- hil dig -- vi begge Nordens Behersk'ere
           dig henhvirvle med i vort Seirsveddeløb omkring Polen."

d.I,b.1,s.239  

                        -- Saa chorsynge Nord- og Øst-storm.
                                  Og Sydstormens Brusen svarer:
           "Se Brødre, jeg stevned frem! Da jeg letted
           mig op, se, en Skare af toppede Maager nedtumled
           i Bølgerne matte, da Taagen ei længer dem bar, og
           en Klynge af døsige Sælhunde (disse, som forhen
           var Skjærenes Herrer) med Hylen nedplasked i Dybet."



                        -- "For kostbar ei Frihed kjøbes.
                       Hvis Livet den koster, giver
           man bort kun en Sølvklump, hvoraf Tyranner
           med Sceptrene hamre sig Natbækken snart, snart en Huusgud,
           for gyldne Pocal, hvoraf Himmelske Salighed drikke."

            

           "Hvad kosted din Frihed mere
                       end disse din Trældoms Yngel,
                       der dengang du opsteg, skvulped i Dybet,
                       ei taalende Skuet (halvblinde de bleve i Mørket,
                       de pustede ud og indaandede selv af de store,
                       trompetlige Næseboer) af Himmelens Klarhed, der aabned
                       sig over dem, liig det alvorlige Blik af en Guddom?"



                        -- Saa chorsvare Nord- og Øst-storm.
                       Se, sammen de trende Vinde
                       sig hvirvle, og løfte Lyraen, liig en
           Trolovelsesring imod Himlen! se fare den gjennem
           saa tom, med et Dvergmaal, der klinger saa huult som en Eed, den
           gjenhænger. Men Vindene bruse forénede hen, og
           sig samslynge til en uhyre Skyhós, som sætter
           sin Spidse paa Dán-holmen, Scandiens tredelte Hjerte.
           Den opsuger Landenes Styrke og Havets, saa Snekker
           som Hagel udbriste, og talløse Spyde som Iisslag.
           Huulttordnende løfter den sig, saa en Zone af Jorden
           i Skyggen forgaaer, mens den breder sig ud under Himlen
           som trefarvet Flag over hvert af de scandiske Riger.

d.I,b.1,s.240  

           Det tier -- Havblik -- Stormstille!
                            Den sidste Klang
           var Stormens (nu min Syngemesters)
           nedladne: "Tak for Laan af Harpen!"
           -- Ha, atter jeg den Tause gribe,
           liig Dreng, der oppaa rostrum sprang,
           der taus over hævet comitium hang.



           Thi sov Hvo kan, naar Skyen gjalder!
                 Og ti Hvo vil,
           naar Vinden selv Oracler qvæder,
           naar Chore tale selv fra Luften!
           Jeg høit min Eed tilbagekalder.
           Jeg jubler, trods det Helveds Ild,
           jeg svoer min første Hymne til.



           Ja, skal jeg for min Meeneed stænges
                 af Himlen ud,
           jeg jubler udenfore Porten,
           saa Petrus kommer ud i Skjorten,
           og skal da (om jeg saa skal hænges)
           det hele Stormmaal høre ud
           om trende Folke-stormes Lænkebrud,
           om trende Folke-stormes Sammenskud.



           -- Ja, hvis mig Jorden og fordømmer,
                 der hører paa,
           at samme Dag, jeg svoer at tie,
           jeg alt har kimet fire Timer,
           da veed jeg, Hjerta ei vil glemme,
           at, brænder Skjalde-hjerte, maa
           vel Røgen ud af Munden gaae.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE