|
STELLA OG SKJALDEN
"Skjald, mellem gloende Tænder
drømmer i Feber din Tunge
kun om Kys.
Skjøndt under Skuldrenes hvide
Vingely slumrer end knopløs
Stellas Barm:
|
| d.I,b.1,s.214 |
visner din Arm dog af Længsel,
blusser dit Blik, hvor jeg vender
helst min Fod.
Eja! du siger, mit Smiil er
Rankens og glindsende Druers
Rad min Mund?
Eja! du siger, at alle
Druer skal drikkes, men Ranken
plejes ømt?
Stella kun kysser sin Lege-
søster, en Bæk, og sin Ven, en
Rosenbusk.
Sødere synger end Dig Hiin,
løbende foran med hvide
Liljers Slæb.
Favrere rødmer end Dig min
Rosenbusk: Duggen, dens Øje,
stirrer ei.
Men en vellugtende Vind dens
vajende Knopper, som gyldne
Cymbler, slaaer.
Klem ikke Luften, om Stellas
Aande den end, som usynlig
Blomst, har gjemt.
O bland ei med syge Jasminers
Aftensuk Sang over eet af
Stellas Haar!
Svulm om din Lyre din Musk'l! med
lynlige Qvæder din Tunge
Skyen slaae!"
|
| d.I,b.1,s.215 |
Saa Hun loe, da jeg viste
hende min Elskov, der glimrede gjennem Graaden,
liig en Gartner, der rækker
glad Herskerinden om Morgnen den første Rose.
Nu kan Roserne avle
Gift, siden Stellas Læber slig Tale fødte.
Nu, I Liljer, vær Ormes
Skjul, siden Stella i Barmen slig Tanke nærte.
Mangen Blomst saae jeg bøje
sig efter Fingren den forhen kun Torne rakte.
Hind, hvi gaaer du alene?
skotter med rindende Blik til din tomme Side?
O, Sorg fængsler min Sjel, som den tunge
bruunrustne Stormhat en Ynglings
favre Kinder og gyldne Lokker.
Dog maa jeg, skjøndt Øinene mægte
ikke at flyve, og Aanden
sukker qvalt, som en Vind i Hulen,
Sværd svinge, skjøndt Ingen det fulde
Saar under Rustningen seer, og
Sved om Saaret, som Skum paa Bæg'ret.
Løs Sorghjelmen, Stella: se Rynker
blive Viziret: jeg griber
Harpens Slør, som jeg hang paa Birken.
Ha, sku den, liig glimrende Regnbu',
lænet til Ygdrasil! Stella
er' dens Strenge gyldne Landser?
Hvert Spyd har sin Kjæmpe, som staaer ved
Siden usynlig -- en Skare
Aander -- Strengenes stærke Toner.
|
| d.I,b.1,s.216 |
Ak, Strengene ligne dit Haar, skjøndt
dunkelt som Bølgen, der triller
gjennem sneedækte, hvalte Strande.
Ak, Strengene ligne dit Haar, naar
Vaarvinden, hviskende bag det,
smigrer Nakken med Æbleblomster.
Løs Sorg-hjelmen, Stella: de frie
Lokker (sangfulde Tanker) vil flagre som Solens
Vinger, svulme som Morgenskyer.
|
| BLA BAKOVER |