HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833


DRENGEN

           H
eld mig, se Stella legende med en
           Drengs det lokkede Hoved?
           Bag Jasminen sig useet
                 tænker den Hulde.
d.I,b.1,s.203  

           Hvi i Jasminens Skygge? ak, har da
                      Pigens Moder vel sagt: "i
           Manden skue du Slangen,
                 Øglen i Drengen?"



           Vee, da, som Kadmus, lagde i Jord hun
           Dragens Tænder, og snarlig
           skulde Furier voxe
                 frem mellem Roser.



           Drengen er skjøn, og Stella hans Haar, ligt
           Solskin, elsker, og Munden
           er, paa Liljeblad lagt, et
                 rødmosset Jordbær.



           Kinden paa Drengens Lokker hun lægger,
           som naar Straaler paa Morgenens
           Skyer bølge, som gyldne
                 Vimpler paa Feers



           purpurne Seil: -- Se, regne ei Kys paa,
           Kinden, liig, naar en Flok af
           purpurvingede Duer
                 dale til Jorden?



           Følelser dunkle bryde igjennem
           dine lysnende Kys og
           Blik, som Sommernat gjennem
                 Qvelsrødt og Luftblaat.



           Ønsker de føde (et for hver Finger)
           dunkle som Sommernatsstjerner.
           . . Ah Maria Hun seer med
                 Jesus paa Skjødet!

      

           Følelse -- o uforstaaelig som Himlen,
                 beruust af Nat og Jasminduft
                 (den veed ei selv sin Ruus, før kolde
          
d.I,b.1,s.204                    Morgenvind blæser den bort: nu
                 seer den, at dens Jasminer
                 vare kun en Drøm om Stjerner,
                 dens Stjerner en Drøm kun om Solen:
                 med Sol i Skjød, den sukker nu ei mod Natten)
                 O Stella, en Vind det jomfrulige Slør
                 (der bugner nu ud, som et Seil, af Drømme)
                 vil splitte, saa knapt du i Luften
                 det seer som en drivende Taage;
                 men dine Taare-jasminer dale ned,
                 men dine Ønskestjerner dale ned,
                 som i dit Skjød et Solsystem du samler
                 af slige gyldenlokk'de Drengehov'der.


           O, at jeg Tiden kunde tilbage
           rive: Tiden, da Lokken
           lignede Stjernernes Skimmer:
                       Blaavinget Due



           ligned' mit Øie -- Tiden, da under
           Træet, Bedstefa'r planted',
           dengang Mo'er-min blev født, jeg
                       sorgesløs leged'!



           Hjertet var ligt da Lærken, hvis Glæde
           høit i Vaarluften dirrer:
           ligt det Blad, som paa Bækkens
                       Sølvvover svømmer.



           Maaskee da hine Kjærligheds Lyn -- o
           Stellas Kysse -- mig skjænktes?
           Pletten jeg blev, hvor Rosen
                       Bladene rysted'?



           Ha, nu er Hjertet Ørnen: nu fraader
           Bækken: Bladet er sjunket:
           Kinden ligner ei Æblet,
                       hvormed jeg leged.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE