|
TIL HAGBARTH
Skulde jeg glemme dig, Hagbarth, om nogle
Fjeldrygge skille os ad, som
Tiden, der sætter sit Taageskjold mellem vort
Nor og dets Fortid?
|
| d.I,b.1,s.196 |
Endda den glimrer jo klar, som i Oldings
Tanker hans Ungdom, der løb paa
Roser, og segnede: -- Tiden forgjæves vor
Oldtid vil skjule.
Du er min Konge, min Hagbarth, jeg er dit
Norge; ak har jeg ei mørke
Fjelde og fraaddækket Bølge i Sjelen, og
suser ei Storm af
Lidenskab vild gjennem Tungsindets Fyr, hvor
skjult dog Forglemmigei leer i
Mosset ved Foden? Min Konge den glad paa sin
Krone vil fæste!
Den er din Indtægt; thi Landet er fattigt:
Venskab gjør Lidet, for gode
Hjerter, dog vægtigt! Fortrolighed knytter jo
Kronerne fastest?
Mjøsen jeg ligner: Du Dalen, der favner
Bølgen med blommeklædt Arm, som
Laurkrandsen slynget om mørkeblaae Skjolde: -- O
Mjøsen var mørk, hvis
Totn den med glimrende Ax ei forgyldte:
Skjoldet vanærede Helten,
uden en Laurkrands; men Valskygger speiles i
glindsende Laurblad.
Mjøsen vil aldrig forlade den Bred, der
laaner den Skjønhed: behøver
jeg at sige Dig, Hagbarth, jeg aldrig vort
Forbund forglemmer?
|
| BLA BAKOVER |