HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833




PAA EN KIRKEGAARD

           M
in Harpes Sprog
           bliver kun en Monolog:
           Ingen skatter, Ingen fatter
           det for Vaudeville-latter.
           Mange vil med Fing'-ikors
           vise mig en Kongevei
           til Parnassets bratte Hei,
           hvorfra Harpen flyve kan,
           som et gyldent Seil paa Vand,
           fuld af klappet Storm,
           over Jord og kronet Orm.
           Ak Lapither! Vee Centaurer!
           Hvad I vise er ei Laurer:
           -- det er Pors.
           Nogle læse
           kun ved Lys af egen Næse,
           eller om de fik
           Lampe til i Avindsblik,
           ville finde dog, og rette
           fæle Feil i Digt som dette.


                 Ak, med dette Suk jeg tænder
           dyre Harpe til den brænder,
           til et Qvad, som Røg og Gnist,
           hvirvler sig -- til Himlen vist!
           Der jeg kjender Aander trende
           . . o for Hvem jeg her tør tænde
           paa Psalter-alter Offerqvad.
           Ja, om, uden Streng og Stav,
           taust et Digt paa Hjertet sad,
           som en bøiet Aand paa Grav,
           vilde de hvert Suk dog kjende:
           hvert et Suk, der, sort som Storm,
           gjennem Digtets Hjerte brød,
          
d.I,b.1,s.192              blev dets sorte Haarlok-orm,
           hver en Jubel, Digtet fik,
           som sit himmelvendte Blik.
           Ha at synge for en Død,
           som i denne Stund kan gjerne
           være paa den fjerne Stjerne!
           Vil jeg høre Gjensvar fra
           hule Ribbens-harpe? -- Ha!
           Er min Harpe Hieroglyph,
           er mit Hjerte Logogryph
           for de Mennesker, som have
           endnu Issen over Graven?
           for den hele Livsens Strøm,
           (Mandevid og Dyredrøm)
           der i Blodets Regnbu-vover
           endnu flyder Graven over?


           Ak, min Irsk i Straaleslør,
           Dig jeg ene Uret gjør!
           Du, som Fleer med uselt Neb,
           spotter ei mit Harpegreb.
           . . Ah, vi kjæmpes . . Tys! du vandt.
           Sligt et Aftensuk jeg spandt
           ikke ud af Hjertets Lin,
           morgenmalte Phantasi'en.



           Gud i Redet gav os nok
           hver en gylden Lyrarok,
           at vi begge flittigt ud
           skulde spinde Kvad til Gud.
           . . O saa stærke, at i Skyen
           du kan binde Falke-lyn:
           jeg i Mulden Djævle binde,
           hvis de lade end sig finde . . .
           Eia ja i Munkekaabe
           tør de over Verden raabe:
          
d.I,b.1,s.193              endnu hjerteløst Kyrads
           staaer for hjernetomt Pallads:
           endnu hist og her er Vaaben
           (som om Adils var i Hoben)
           som Kronen, i Klerkemulmet Lys,
           hviftende i Trælle-gys.
           Du har blodig Spurvehøg,
           Glenten og en hykkelsk Gjøg
           med din Trillesang at binde,
           saa de ikke Klo kan finde.
           Jeg har værre Høg at tvinge
           (Klingeneb og Kobbervinge)
           Du har til din Harpes Spøg
           Nøddeskriker og Musvitter.
           Jeg har norske Jesuiter
           (Salighedens Aagerkarle)
           norske Jyder, norske Jarle.
           Du i Granetop har søde
           Drossels Barm med Sang at føde,
           saa du faaer dit Kvad igjen
           omskabt til et Dvergmaals-spil,
           (som muntert Ord til traurig Ven
           faaer Svar i Vemods-smiil).
           Jeg ved Granerod har funden
           ogsaa Drossel sød i Lunden;
           men saa taus, som Stjernen, der
           er for smuk til Selv at qvæde,
           men de høie Engle græde
           ved dens kolde Liljeskjær.


           "Ha i Sol se Brudeseng!
           se i Maanen frodig Dreng!
           Livsens Aand, af Morgenskyer,
           fletter Dig en Rosenhytte!
           Øde Jomfruvemod bytte
           Du med fulde Modersmiil!
           Søde Stjerne,
           vil du evig være Terne?

d.I,b.1,s.194  

           Se til Jorden: Druer varme
                      hænge om dens aabne Barme:
           Havet er et Moderskjød,
           mindste Kvist en Arm saa blød,
           fuld af Sang og Blik og Børn,
           fra lille Irisk til voxne Ørn!
           Livsens Aander, kolde Stjerne,
           ville Alle -- o saa gjerne,
           synge Bryllupshymnen: "Bliv!"
           mens du vælger ud den Ene,
           som tør kryste ømt dit Liv,
           kryste ud i Rosen, som
           staaer der graa og kold og tom,
           Livsensvellugt, Lys og Blod;
           gyde Guld i kolde Stene,
           Skyens Glands i Palmerod;
           og i Muld og Nervespind
           egen Guddom væve ind!"



           . . . Ha, hvor var jeg? -- hvor blev af
           blege Chordrengs Psalmer,
           da de Hagbarths brudte Stav
           grov bag disse Almer?
           I et Himlens Bryllup, hvor
           Liv undfangede en Jord,
           som paa første Morgenrød
           frem fra Dybets Mørke flød?
           O bedre, bedre! jeg er ene:
           her er jeg, der Omsens Grav!
           O jeg varmed disse Stene
           op med Graad til ud de skjød
           Pindseliljers Stjerneglød,
           hvis jeg ikke vidste, at
           en Taare faldt paa Baarens Nat,
           . . en Taare, som kan Helved selv
           lysne op til et Himmelhvælv!
           Ha mit Hjerteblod er ei
           værd den halve Taare -- Nei!
          
d.I,b.1,s.195              For slig Taare paa min Grav,
           bort mit Harpe-liv jeg gav.


           Dette Liv er meer for mig
           end et Rige, Carl, for Dig,
           som til Kronens hede Glands
           Skygge fik i Laurbærkrands
           og i Borgergreen (den Bedste,
           trods Lauren om dit Kaardefæste) --
           Uden Harpens fulde Hjerte,
           uden disse Strenge-aarer
           -- ha, der Ætherblodet banker,
           Pulsen slaaer af Aandetanker! --
           Engle skabtes ei af Taarer,
           Engle, som til Himlen bar
           al den Sorg, mit Hjerte har . .
           . . o jeg sank i Mulden ned,
           tigged' Ormene om Fred.
           Nu jeg Plectrens Helligkjerte,
           -- tændt i Harpens hede Hjerte,
           Røgen: Synd, og Gnisten: Smerte --
           svinger lystig paa min Grav,
           synger selv min Liigsang, hvis
           den -- fortidlig, nei betids --
           ei af Døden brydes af,
           som da falder ind med sit Chor
           af Præst og Orme og Degn i Flor . . .
           -- -- -- -- -- -- --
           -- -- -- -- -- --


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE