HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833

d.I,b.1,s.166  
I STORMEN

           F
løien hviner: Lyraen klinger, skjøndt
                      skjult ved mit Hjerte . . O ti!
           ti, mens vi henover Skaraen løbe til
                 mosdækket Lye.


           Stormen fører ikke din Klang til de
           skjælvende Stjerner: den døer
           uhørt blandt Ener og hvinende Lyng, som den
                 vildsomme Fugl.



           Rimen hvirvler gjennem de bugnende
           Strenge, og vælter en Qvist
           henover Marken, og dandser til Fyrrenes
                 Sukklang i Ring.



           Fly, min Lyra, Stormenes Favnetag!
           Stormen vil haane din Streng,
           brusten i sittrende Vellyst, og Solen vil
                 finde dig taus.



           -- Saa en Elsker sørger, naar Møen, som
           svoer ham sin Tro, i en Valz
           glad seer Forførerens Muskler, og bøier sin
                 Kind mod hans Bryst.



           Her ved Grottens vajende Gran Du, som
           sang, hvergang Timen sig sneg
           frem med et Kjærlighedsblus under Kappen, nu
                 Stormen forfølg!



           Nordlys ride Vinterens fnysende
           Skimmel. -- O rolig den nys
           stod under Aftenens Purpur og
                 rysted sin Man.
          
d.I,b.1,s.167  

           Blege stige Nordlys paa Aftenens
                      Skyer? se hver var en Karm,
           Freja selv værd! Saa for Harme maa flygte vor
           Kjærligheds Drøm,
           og Ungdoms Morgenskjær ifra Panden
           svinde, naar Manddommens Dag
           vælter Ærgjerrigheds Sky frem og Hadet i
           Rynkerne skjult.



           Glad jeg seer paa Stormenes Seir over
           Granernes Kroner . . Ha, saa
           Folkene plyndre Despoternes Tindingers
           blodige Guld!



           -- Birk, forgjæves lader du Graalokken
           flagre, og praler med Aar!
           Ha, se Kong Lear paa Heden: se Stormen jo
           haaner hans Haar!



           Stormen hvirvler Mosset af Armodens
           Hytte, mens, rolig i Barm,
           Huusfader favner, ved udslukket Arne, sin
           slumrende Viv.



           Stormen hvirvler Marmor af Mammonens
           Kuppel: paa guldvirket Seng
           vælter sig Herren i Taarer og Sveed, og han
           favnes af Angst,
           mens fra Dynen springer Samvittighed,
           hugger sin Tand i hans Bryst,
           som naar et lynbørstet Vildsviin sig reiser ved
           Vandrerens Fod.



           Vild Najaden kysser Han: vred hun da
           furer sit Aasyn; men maa
           atter og atter dog taale hans Favntag med
           bølgende Barm.
          
d.I,b.1,s.168  

           -- Stormen voxer, Sneebræen liig . . nu den
                      ligner en rasende Ulv:
           saaret i Foden, den kradser i Sneen, og
           reiser sit Ragg.



           Stormen over Dal, over Fjeldene
           flyver med Fnystren -- ha, liig
           tusinde Thrønd're, der trække de tunge og
           tordnende Sværd.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE