|
|
| d.I,b.1,s.146 |
ODE TIL NORGES FLAG
Er det et Skib eller hvidblaa
Taage, som kommer paa Bølgerne fjernt,
liig en gammel Erindring i Sjelen?
Høibarmet Snekke til Norge
bæres: alt kysser en friere Vind
Seilets Fuldbarm og Bannerets Læber.
Snekken paa Bølgerne ligner
Stridsmand paa fraaddækket Skimmel: fra Sølv-
hjelmen vajer den høirøde Fjeder.
Stærk kommer Stormen fra Fjeldet,
stærk som en Trudsel af Herskerens Mund;
-- sød er Lugten af Hjemstavnens Graner!
Oldtidens Minder med Flaget
komme, og Sjelen, liig Bølgerne, høit
svulmer: søde Erindringer fast ved
Norriges Flag, som ved Møens
Purpurmund klæber: . . jeg hører en Lyd,
liig et Havs eller rystede Skjoldes!
-- Njorfasund sortlokket Hoved
bøier for Jorsalafar: se hans Flag
snart sig reiser som Seirherrens Klinge,
bøiet bag Nakken til Hug, og
snart det, af Africas Ildaande hedt,
ligner Løvernes hængende Tunge.
Ørkenen drikker sin Herskers
Sved, da han flygter for Norriges Flag,
flyer, liig Taagen for dunkelrød Maane.
|
| d.I,b.1,s.147 |
-- Flag! ogsaa Vesten Dig saae, naar
høit over Barfod, liig Morgenens Sky
over guldvinget Straale, du hvifted'.
Kongen da guldtandet Løve,
væbnet i Banneret satte: -- den der
staaer som Seirer paa bloddugget Valplads.
Engang, naar Tænderne voxe
hvasse hos Dragen i Frihedens Lund,
naar i Norriges Sjel sig en Tanke
gnistrende reiser om Kamp, som
Nordlys paa Himlen, og ud fra vort Land
Helte fare, liig Heklas Funker:
hæve de Bann'ret, som Jetter
kjæmpende rundtom en Ildjøkel, hvor
dybt de dyppe de tørstige Sværde.
-- Se! ha, er det Stjernerne eller
Gnister, som falde? o Nat eller Røg
hvirvler frem af det blussende Banner?
-- Ah, Norriges Piger, o kommer,
kommer, med Læberne fulde af Sang,
Smiil og Kys, under Norriges Banner!
Kommer, som lysrøde Skyer,
syngende Vestvindes Skjul, naar de gaae
under Solen; thi Marken er rolig.
Ak, Eders Ynglinge see I
blanke og blussende slumre paa Skjold:
Bann'ret seiermæt bugner i Vinden.
"Ha, Skjald, vore Ynglinge sorte
Jetter, Bannerets hvinende Ild
Jøklens kneisende Flamme du kaldte?"
|
| d.I,b.1,s.148 |
"Møer! jeg saae Eders Elsktes
Muskler blaaligen svulme, og Støv,
blodigt, sortne de svedige Pander.
Kampen nu ryger ei mere,
Natten har rullet sig sammen, og lagt
Seiren bunden for Norriges Banner.
Lykke omstraale det, liig den
evige Glands, som fra Norriges Drots
Krone rødmer paa Norriges Fjelde!
Høihed omsvæve det, liig hiint
Smiil om Eugenias Læber -- en høi
Cherubs Vingeslag over et Eden!"
|
| BLA BAKOVER |