HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833




EN SANGFULD SOMMERMORGEN PAA SKREYA
STELLAS DIGT

STELLA

DIGTEREN

HANS VEN

EN HULDRE

CHOR AF JÆGERE

(Fjeldegn i Morgendæmringen.)



Digteren



                 H
ør Stella! Stella!
           Et blaat Kjern nu øjner mig, Stella, paa Jagten ved
           Ørkesløshed de lystne Jægre skuffe.


           -- Ha, løb, feige Hare, og optænd ved Flugten de
           tapre Lureres Tørst til Qvellens Bæger!

d.I,b.1,s.101  

           Min Sang kløver Dæmringen: Skjærsommersolen paa
                      Nordkap vajer nu rød som Norges Banner.



           Og hist bøjer Søvnen en lattermild Fjeldgjentes
           lange Øienhaar over tause Kinder . . .



           (En Rad Natvioler, som over de søvnige
           Roser praler, som Natten over Dagen.)



           Et guult Haar om Panden er Sommerens Maaneskin,
           som i Blomsternes Dugg sig stille bader . . .



           O ligt selv en Dugg over Himlen, saa Stjernerne,
           Liljer lige, bag Skyens Blade dukke.



           Min Mø, seer du Jægren, den raske, med Vandliljer
           -- Kjernets Stjerner -- at lege taus ved Stranden:



           Hvad da tænker Stella? "Mon Stella, som Vandliljen,
           svømmer over hans Sjels den mørke Bølge?"



           En Falk flyver: Rolig dens Staalvinge seer jeg, at
           mørkne Duen, som glemmer nu sin Elskov.



           Hvad da tænker Stella? "Mon nu mine Blik, som hin
           Falk hist, glindsende blaat om Sjelen svæver?"



           Min Mø! fjern er Elskov, som øser de frugtbare
           Tanker ned, som en lunken Regn om Vaaren:



           saa sødt Digt og spraglede Planer, som Hyben og
           Epheu, under dit Smiil, mod Himlen voxe.



           Og fast hiint det klæbrige Vildnis mig, midt i mit
           vilde syngende Løb paa Marken, binder.

(en Hvirvelvind reiser sig.)



           Men nær Skreya slaaer fra sit Skjød ud en Hvirvelvind:
           Kjernet hvælver nu tusind Bryn saa sorte.

d.I,b.1,s.102  

           Og høit Mjøsen bruser og synes en sølvstrenget
                      krandset Harpe: en iisgraa Skjald er Skreya.



           Jeg seer fast til Skreyas de skygg'løse Sider mit
           Norges Minder, liig blege Steenbræk, klæbe.



           Det graae Helgøe fjernt, som et Skib under Taagernes
           hvide Seil, mig en skummel Færøe tyktes.



           Min Sjel skjælver: blegnet en Saga fra Færøe (som
           ligner Ungen fra Ørneredet fløjen)



           med hæs Susen flyver den gjennem, som Aftenens
           Ravn en Midsommernat paa blodig Vinge.



           Da ei undres Norriges Mø, om en Baun i mit
           Hjerte mere end Elskovs Roser flammed!



           En Sang, Favre! Dvergmaalet være min Harpe, og
           Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulle!



           O lyt, Stella, Fagermø, foroverbøjet med
           Blikket, Dugdraaben ligt i Natviolen!



           Men Dig bringer engang min Harpe et højere
           Echo frem af dit eget Norges Dyder.



           Nu Sang lyde! Dvergmaalet er mig en Harpe, og
           Skreyas Aande dens Rungen rundtom ruller.



           Ejah! Skrey alt drager sin Aande tilbage, og
           Hvirvelvinden har endt sin Dands paa Bølgen.



           Skjøndt sort, dog en Terne, der ophang med Nynnen de
           røde Skyeblus til Himlens Højtid: Dagen.

d.I,b.1,s.103  

           Rødmer du, Himmel, fordi vel de favre
                      Vestvinde have letsindigen viftet din
                 Sortlok fra Barmen,



           viet kun Stjernernes Blik og den Maanes
           Skue, du bærer, liig hvidvinget Due paa
                 Ungmøens Skulder



           -- nu, ak, et Bytte for Skabninges frække
           Blik? Er det Jomfruens Harme, som farver din
                 Pande med Purpur?



           Natten jo unddrog dig Sløret, hun laante
           dig, naar om Aft'nen du blusser ved Menneskets
                 syndfulde Dagværk.



           Jeg vil ei Stella fortørne, om end jeg
           kunde mit Øie ved Tindingens Roser blandt
                 Liljerne fryde!



           Eller mon, Himmel, du rødmer ved Bølgens
           Kjærlighed? Bølgen, der raser, naar Stormene
                 mørkne dit Aasyn,



           suger din Graad, og sin skumhvide Tand i
           Klipperne slaaer; men, hvis, Himmel, du leer, da sig
                 pynter med Roser?



           -- Jeg vil og juble, naar Stella er glad, liig
           Svanen paa Vandet: da Bølgen jeg ligner, som
                 kysser dens Vinger,



           skummer om Elsklingens Billed, som skinner
           dybt i min Barm. -- Hvis i Stellas de deilige
                 Øine en Taare

d.I,b.1,s.104  

           funkler liig Stjernen, som viser sin blege
                      Haan imod Dagen, der springer fra Østen med
                 blinkende Guldhjelm:



           da vil jeg være den brusende Storm, der
           afslikker Duggen, og jager den skjælvende
                 Stjerne tilbage.



           Himmel, ved gjennem Jasminer at see den
           Stella alene, som frygter min sydende
                 Elskov, du blusser:



           Naar hun en Vaarmorgen hæver -- o liig et
           Solglimt, som springer fra urørte Snebræ -- sig
                 op fra sit Leje.



           Se, hun sin egen Tilværelse offrer
           glad nu et Smiil og til Gud og Syringen, som
                 blomstrer ved Vindvet.



           Tænderne synes en Række af Svaner
           under en rosendækt Bred; men kun Vingernes
                 Spidse du skimter.



           -- Ak er det Sundhed og Ungdom, som toer
           Kinden alene i Purpur -- den Eng, hvor min
                 Tanke sig tumler?



           Bølger ei Elskov i Blodet, men svagt, som
           Straalen paa Søen? som Liliens Stengel, svagt
                 rystet af Vinden?



           -- Flyv høit, min Ørn, mod din Sol! enten styrte
           ned du med knusede Vinger, o eller og
                 fange du Solen!



           Hør klart Glam og Jægrenes Jubel sig vælter her
           rundtom Aasen.

d.I,b.1,s.105  
Chor af Jægere



                 Haloh! Haloh! Haloah!
                      Kom i Skoven Venner! den søde
           Duft af de norske Graner og Jagtens
           kjære Besværlighed hæver,
                 Yngling, vor Sjel.



           Op i Lien, Dreng, med de blaae og
           gothiske Øine! speid høit fra mosgroet
           Steen under Birken -- en Blotsteen
                 maaskee tilforn!



           Op i Fjeldet, Drenge, hvor Graner
           skygge de lyse Kjærn, liig den grønne
           Hjelmfjeder over en Kjæmpers
                 himmelblaa Skjold!



           Hør ved Foden Mjøsen, en dunkel
           Fremtid liig, bruser, som da til blodig
           Davre den Drot Olafs Drage
                 drog imod Hring.



           Taagen stiger: som naar en Sultan
           træder blandt Harems blussende Qvinder,
           flammer, blandt Østens de røde
                 Skyer, nu Sol.



           Klar nu Mjøsen ruller, liig Norges
           glimrende Old i Tanken -- som dengang
           Olaf den sejerrig drog fra
                 Drotternes Drab.



           Duggen svinder snar som en Qvindes
           Taarer: En Ørn nu bruser forbi: den
           synes i Solen en Stjerne
                 gylden og rød.

d.I,b.1,s.106  

           Hør en Luur! hvor modig dens Klang! Der
                      flyver et Suk fra gamle og svundne
           Dage. -- Ha Forfædreskyggers
                 Hviin fra en Sky!



           Hør en Sætergjente de fordums
           blodige Kriges Forbud fra Fjeldet
           sender, men nu kun som Fredens
                 milde Herold!



           Hendes blanke Glavind i Øjet
           tvang os, til Tegn paa Ungmøens Sejr, at
           kysse med Ydmyghed Barmens
                 sølverne Skjold.
                 Haloh! Haloh! Haloah!

(de drage forbi.)

Digteren



           Jagten taug. Nu lyster min Sjel, at
           vandre blandt Norges blegnede Minder,
           stolt som en Hjort under Eges
                 mosgroede Lye.

(Den vigende Morgentaage taarner sig som Skygger.)



           Nær en Skygge flaggrer: den slaaer sin
           skyhvide Kappe ned, og jeg seer, som
           Solglimt i Skyen, en Konges
                 Spyd i hans Bryst.



           Ha af Buen kjender jeg Eyvind;
           og, nu han viiser Saaret, af Læbens
           svulmende Muskler: -- for Norges
                 Frihed jeg døer!



           Se Griotgards Søn, der beklager
           Kongen, som fik sin Bane igjennem
           Kjæmperens Hjerte! -- for Norges
                 Konge jeg døer!

d.I,b.1,s.107  

           -- Visner Skygger, Skyernes blege
                      Blomster! en Yngling viet I har til
           Daad for sit Fædreneland: -- Stella
                 signe min Daad!

(Skyggerne og Taagen forsvinde. Solen staaer klar.)



           Saa lød Sangen: Dvergmaalet var mig en Harpe, og
           Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulled.



           Min Sang taug; og Skreya tilbage sin Dæmringdamp
           slaaer, som Vinger den bag sin Skulder folded!



           Men Dig, Stella, sender jeg engang et klingrende
           Dvergmaal glad af mit Norges Oldtids Dyder.



           Se høit Skreya løfter alt Solen, som Kongen en
           guldguul Jagtfalk paa hvælvet, staalblaa Skulder.



           Og vildt jager Solfalken Skyer, som spettede
           Harer, ti bag en Aas og ti i Mjøsen.



           O nys klaged' Lyngen, og Tusmørket græd med mig,
           nær mig Selsnæpen drak sin Gift af Duggen.



           Min Sjel, frisk og dugsprængt fra Himlen, sit Blomster: et
           Qvad, en blodrød Pione ligt, da udskjød.



           Nu Sol dypper Straalen i Mjøsen, og kjøler i
           Æthren Kinden, om Panden Regnbu fletter.



           Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
           Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!



           En Sorg tømmer Sylvius's Hjerte, saa Bunden han
           alt kan skimte, ei blank som fordum Randen.

d.I,b.1,s.108  

           Dog end Taarer perle paa Bunden: o drik dem min Kummer, og
                      segn beruset bag Hylden hist paa Graven!



           Naar Nat aander, voxe de op imod Randen, som
           hvide Liljer, og vidt og sødt de dufte.



           Men Sol seer, jeg lyver: at Sylvius's natlige
           Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.



           O Nat, søde Sommernat! kun naar du vækker en
           Drossels Vemod til Sang, min Stella hvisker.



           Ha, den Stella evig er min, som Violen er
           Engens Blomst! I min Sjel en Stella voxer,



           saa liig Dagens Stella, som bader i Rosernes
           Vellugtskygge sin Barm, naar Solen brænder,



           og leer stedse, stedse, som Bækken, og tænker, at
           Barmen stedse bør Liljeknoppen være.



           En grum Tid vil plyndre din Skjønhed, og Stemmen (ei
           Droslen meer) under rustne Tænder skrige!



           End da blomstrer Skjærsommernætternes Stella, saa
           skjøn som Dagens er nu, i Hjertet frodig!



           End da drømte Stella mit ældede Hjerte med
           Sang vil fylde, mens Du bag Rokken luder.



           Men Sol seer, jeg lyver, at Sylvius's natlige
           Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.



           Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
           Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!

(slumrer ind.)

d.I,b.1,s.109  
En Huldre

(bøjer sig over Digteren.)



           Lyng blød, Troldurt rød
                      gule Valdsak, Steenbræk hvid,
                 aander hid!
                 Sleve sort,
                 langt bort!
                 Humler vilde,
                 Kjærnets Vover,
                 tier stille,
                 mens han sover!



           Favre Drømmes Gjenskin spille
                 paa hans Kind!
           Hyben, send med Skreyas Vind
                 hid et Blad!
           Drømme, gjører Sorgen glad!
           Minde, sid ei stumt tilbage
                 fra de Dage,
           som om Dennes Elskovs røde
                 Knopper fløde,
           junivarme, lyseblaae,
           da Solskin spillede paa Kinden,
                 da vaagne Drømme turde see
                 mod Dagen høit og skoggerlee,
                 og frit, som Sommerfugle grønne
                 og lysblaa, gyldne -- alle skjønne --
                 rundt flagre, nynnende saa blødt
                 som Lyngens Humle -- alle sødt --
                 om Stella, Stella!

(forsvinder.)

Stella

(kommer.)



           Mit Navn lød? Dvergmaalet fangede
           "Stella! Stella!" og førte sit Rov over Dalen? -- Ah
                 her, sangfulde Yngling?



           O Dig tidt Stella har sagt, at hun
           elsker Blomsterne kun og sin Kilde, som meer end din
                 Sang lovsynger Stella.

d.I,b.1,s.110  

           Se hist fri Sneklokken vajer hvor
                      helst den lyster; og Stellas Barm skulde lænkes, din
                 Kind stedse at varme?



           Se hist fri Fjeldrosen slynger sin
           Knop, og Luften kun kysser: ha Stellas Mund i dit
                 Kys skulde forbrænde?



           O dig tidt Stella har sagt, at hun
           elsker Rosens og Stellas Gud, som bag Stjernerne
                 boer, liig bag Jasminer.



           Ah, tys! tys! blegrøde Smiil om hans
           Læbe flagre, som blomstrende Siv, der for Vinden sig
                 høit hæver og synker.

(bøier sig over ham.)



           O vist sligt Smiil er en glindsende
           Tankes Vinge? Saa stands! Hvis jeg fanger den,
                 maaskee jeg
                 da Ynglingen elsker?

(kysser Sylvius.)



           Et Skjul! Skjul! Sylvius vaagner, hvis
           Elskov raaber i Drømme paa Stella. Nu vaagne hans
                 Brysts voldsomme Bølger.

(skjuler sig.)

Digteren



           Min Sjel dufted': Drømme, som funklende Larver om
           hvide Hyldblomster, rundtom Sjelen flagred!
                 Stella, Stella, hør min Drøm!



           Stella! Dagen kan du byde
                 sort at flyde
           om min Sjel, ha, Sløret liig,
           som om Enkens unge Kinder
           -- Roseneng blandt Marmorminder --
           som en Taage bølger sig.

d.I,b.1,s.111  
Stella

(afsides.)



           Tidt den hvide Herskers Barm var Sorgs Cisterne.

Digteren



           Tys, Echo?
                      Natten kan Du ei befale
                 Sorg at male:
           Natten sort har Læben rød,
           som den huldt til Hovedgjærde
           bøjer -- o, en taus Gebærde
           ofte er en Tale sød!

Stella

(afsides.)



           Hør, fra sorte Negers Hjerte Latter sprudler!

Digteren



           Tys, Echo? Echo?
           Natviolens Aande svæver
                 om dens Læber:
           I dens Mørke Drømme staae,
           liig bag Fanen norske Drenge,
           ranke som en Ask i Enge,
           gylden Hjelm og Skjolde blaae.

Stella

(afsides.)



           Spydes Skin om Natten tyder Morgensejer. Ha, ha!

Digteren



           Tys søde Echo! Echo!
           Med en bøjet Valmustengel
                 Nattens Engel
           rørte ved min Sjel: o Møe!
           Favre Stella, flux dit Billed
           i de Drømmes Skjolde spilled'
           -- Purpursky i blanke Søe.

d.I,b.1,s.112  
Stella

(afsides.)



           Blanke Runer rundtom Nattens Skjoldrund blinke.

Digteren



           Tys, Echo?
                      Stellas Barm sprang hvid fra Belte
                 paa de Helte:
           blot til Steller formed' sig
           drømte Rader, som jeg skimted'.
           Møens Navn i Bann'ret glimted',
           glimred' Oriflammen liig. --

Stella

(afsides.)



           Se i slebne Demant tusind Sole spille!

Digteren



           Tys, Echo? Echo?
           Hjelmen er en hulet Stjerne:
                 o, hvor gjerne
           jeg for slige Landser døer,
           som de vakkre Drømme bære:
           Stellas Blik de Landser ere,
           Skjoldet er et lysblaat Slør.

Stella

(afsides.)



           Ah, du seer i Feen Morgans vendte Speile.

Digteren



           Tys, søde Echo! Echo!
           Liig en Rosenkrands sig strækker
                 drømte Rækker,
           hvor hvert Led er Stella; men
           snart de blive mindre, mindre,
           snart som Stjerner smaae de tindre
           langt i Fjernet -- grib nu Een!

d.I,b.1,s.113  
Stella

(afsides.)



           Barn til Bjerget, for at fange Stjerner, springer.

Digteren



           Tys! Echo?
                      "Grib nu Een! thi hine fagre
                 "Skygger flagre
           "bort som Blad af Rosen rød:
           "let jeg vil, blandt disse mange,
           "ved et Spring en Stella fange,
           "eller finde her min Død!"

Stella

(afsides.)



           Fædredalen synes flye for Sønnens Iilskridt.

Digteren



           Tys, Echo? Echo?
           Da jeg, trods de blanke Vaaben,
                 sprang i Hoben;
           men den lange Række flød
           hen i tomme Skyer, som glide
           gyldne bort, som de, der ride
           rundtom Østerhimlen rød.

Stella

(afsides.)



           Qvinden elsker Glavinds Glands, men hader Odden.

Digteren



           Tys, søde Echo! Echo!
           Med en Æolsharpes bløde
                 Klang, de røde
           Skyer om mig suse: liig
           Bølger svulme de, og Stellas
           Skikkelse -- som hist af Hellas
           Hav en Venus -- hæver sig.

d.I,b.1,s.114  
Stella>

(afsides.)



           Gid hans vindøjede Phantasie jeg kunde blinde!

Digteren



           Tys, Echo?
                      Hendes Blik Demanter vare,
                 eller klare
           Stjerneskud, som faldt fra Skye.
           -- Ha min Sjel dem tørstig fanger:
           Drikke ikke Bølgeslanger
           Solens Glands, naar den vil flye?

Stella

(afsides.)



           Engles Vanvids Tanker falde ned som Drømme.

Digteren



           Tys, Echo? Echo?



           Stella vinker: -- ei en Bølge
                 Sol kan følge;
           men den bruser -- ha forladt!
           -- Se, da gjennem Luften flagre
           ned fra Stella tvende fagre
           Lokker -- hver en dunkel Nat!

Stella

(afsides.)



           Sorg kan føde Smiil, liig skumle Sky en Stjerne.

Digteren



           Tys, søde Echo! Echo!



           Flux jeg greb dem: se, de sprede
                 sig til brede,
           brune Ørnevinger ud:
           ubevidst jeg stiger: Skyer
           mellem mig og Stella flyer.
           Stella favner jeg -- o Gud!

d.I,b.1,s.115  
Stella

(afsides.)



           Haabet hæver Sisyphus's Steen og Skjebnen.

Digteren



           Tys, Echo?



           Følelse -- o liig det sagte
                            Stød, som bragte
           Verdnerne i Sving, som lod
           Sole gløde, Bølger svulme
           af Prometheus's Ild, som ulme
           maa i Plantens blege Blod!

Stella

(afsides.)



           Søde Drøm, for smuk for Sandheds plumpe Finger!



           Ah, det rører sig under mit Hjerte.

Digteren



           Tys, Echo? Echo?



           Liig vestalske Qvinder, hvide
                 Stjerner glide
           os forbi: ei Sphærers Sang
           vækker os: ei vore Sjele
           vare længer tvende Dele,
           men en enkelt Harpeklang.

Stella

(afsides.)



           Drømme skjenke os et iilsomt Blik bag Himlen.



           Ah mine Aarer smelte sammen!

Digteren



           Tys, søde Echo! Echo!



           Vore Legemer, liig Flammen,
                 smelted' sammen:
          
d.I,b.1,s.116              Er det Stellas varme Blod,
           som saa mildt i Aaren flyder,
           liig en Foraarsvind, som gyder
           Blomsterflod om Klippens Fod?
Stella

(afsides.)



           Bruser, Skjald, dit mørke Blod i Stellas Hjerte?



           Ak mit Hjerte er som fordunklet af Vellugt.
           Min Barm som en Sal med nedrullede Gardiner.

Digteren



           Tys, Echo? Echo?



           Liig i Tempelet, hvor tvende
                 Luer brænde,
           under samme Barm der slaae
           vore Hjerter, Bølger lige,
           som ensformigt stedse stige
           høit mod Strand bag Skjolde blaae.

Stella

(afsides.)



           Hist vil tvende Sjele, liig en Ring, forenes.



           Var jeg din Eneste? O væk! væk!

Digteren



           Tys, Echo! Er det Echo?



           Stella! nu jeg Morg'nen hader:
                  -- se den blader
           af mit Lykketræe, som tør,
           kun bag Nattens sorte Volde,
           Frugten ud af Guldblad folde
                  -- Rosenkind bag Nonneslør.

Stella

(afsides.)



           Elskerinden kalder Guldhjelm Gravens Hvælving.

d.I,b.1,s.117  
Digteren



           Tys, Echo? er det Echo? Ha jeg hørte . . .
                      Ha, jeg hader nu en Morgen
                 rød: thi Sorgen
           hvifter, liig en Ravnefjer,
           fra dens Hjelm. I Nattens dunkle
           Slør Hieroglypher funkle,
           som en Guddom væved' der.

Stella



           Sorg er ofte Ravnefjer paa Kongekrone.

Digteren



           Ha, søde Echo, frem! Jeg hørte . .

Stella

(træder frem.)



           O se, se, daadløse Yngling, din
           Morgen visner! . .

Digteren



           Min Himmel! er Stella? O har Du vel
           læst hvad Sylvius drømte?

Stella



                 Ha se, se, daadløse Yngling, din
           Morgen visner, og selv du som Phaeton søger en
                 kilden Angst i at brænde.

Digteren



           Udsluk dit Øje da Stella! Kun jeg vil din Skjønhed
           finde bag Rynker . . O gid Du var starblind som Rosen!



           Vist har dit Smiil min vaagende Sjel, mens jeg slumred',
           laant sine Farver, mens Regnbuedrømmen den væved'?

d.I,b.1,s.118  
Stella



                 En syg Drøm! hængende Lediggangs
                      vilde Skud, som Vedbend, der raadnende Egebul,
                 kaad og spraglet, omvæver!

Digteren



           Vaarskjøn du søger, en Skjærsommermorgen, paa Fjeldet
           Vaarblommer -- Stella, se jeg er den snehvide Skovpryd!

Stella



                 Ha, blot ud Stellas duggede
           Læber tørster du efter -- liig Druen, der presses og
                 bort nu kastes -- at suge!

Digteren



           Glad under Ranken, hvis Drue jeg drak, jeg mig skjuler!

Stella



                 Ha Du blot hungrer at tumle Dig
           over Ungmøens Skjønhed, som Persiens Schach over
                 Susas svulmende Liljer!

Digteren



           Gid Du var Hvidtorn fra Barmen! foroven kun Stella!

Stella



                 O ti Løgn! Engang din sangfulde
           Elskov blive vil hæs, og din hungrige Elskov sig
                 Selv vil snarlig fortære!

(Stella gaaer.)

Digteren



                 Farvel! Hør mit Farvel til Stella, min Stella!

d.I,b.1,s.119  
Digterens Ven

kommer.



           Stirr ei, Ven, i den mørke
                      Bølge, skummel som Catos
           Dyd: den hæver sig sort som Othellos
                 sydende Galde!



           Stirr ei, Ven, i den mørke
           Bølge! Flyv over Norges
           favre Roser, min glindsende Skye: de
                 tørste i Dalen.



           Ha! den ensomme Taare
           er en Sorgens Herold: et
           blegnet Smiil er jo Kummerens Terne,
                 valmubekrandset?



           Tal! thi ei jeg kan fatte
           Ternens Nynnen: se nys hun
           sang bag raslende Roser -- o liig en
                 lattermild Nymphe.



           Tal! jeg ikke Hæroldens
           Sprog kan fatte: han nys, som
           Glædens Sending, i Øiet høit svang en
                 glindsende Landse.

Digteren



           Hvælver sig ikke en Himmel, o Gud,
                 under din Bølge?
           Slumrer ei Skjebnen i Bølgens Skjød?

Hans Ven



           Afsind! Skjebnen ei standser
           ræd ved Bølgernes sidste
           Skvulp: ha gjerrig den følger en iilsom,
                 susende Kugle.

d.I,b.1,s.120  
Digteren



           Sisyphus er jeg: -- en Evigheds Træl.
                            Ha, at jeg kunde
           kaste et Blik under Dødens Slør!

Hans Ven



           Saml ei Sorgen i Barmen!
           Let den bliver pontinske,
           stille Taagesøe, kjær kun for sorte,
                 skrigende Ravne.



           Led den dristig i Vennens
           Hjerte: snart vil din Sjel da
           ligne Dalen, hvor guldhaaret Sæd med
                 Roserne flettes.

          

Digteren



           Ingen kan bære min Kummer, Cleanth!
                 Mig er en tidlig
           Død cyrenensiske Simon liig.

Hans Ven



           Ven! din Sjel er som Hekla:
           -- ingen Flamme, en doven
           Røg og hule og skjælvende Torden
                 Rædselstid varsler.



           Dunkelt brænder dit Øie,
           ligner Nordlys paa Nattens
           Pande: -- græd! for hver Taare en Rose
                 gløder af Jorden.



           Du -- o nys liig Guitarens
           Toner, bruser i Stormen
           huult som Æolusharpen, og livsfro
                 ønsker Du Døden?

d.I,b.1,s.121  
Digteren



           Taaren er Sjelens Blod: o en lys,
                            skinnende Alf, hvis
           Moder var tidt Phantasien skjøn.



           Taaren er borte: den Demant, hvis Vand
                 afsliber Sorgen,
           finder jeg ikke i Taagen meer.

Hans Ven



           Ha, er Elskov din Kummer?
           Svage, hvad er en Qvinde?
           -- Blomst idag, men imorgen en Hob af
                 bladløse Qviste!



           Se, en Taage, om Morg'nen,
           høirød hvælver sig over
           Steppen: Dagen vil komme og Ørknens
                 hvinende Sandflugt.

Digteren



           Dyd er et Eviggrønt, frygter ei Aar:
                 Seer jeg ei Stellas
           Moder elskværdig, en Palme liig?



           Dyd er Demanten, som frygter ei Aar:
                 Stellaskjøns Læbe
           finder jeg sød, om dens Purpur veeg.



           Den er en Port, hvor, for Himmel og Jord,
                 Dyder, fra Hjertets
           Dyb, sig (som Havfruchor) tee med Sang.

Hans Ven



           Se, min Brud er en Hebe,
           taus -- ak, Dyd hos en Qvinde! --
           evig Ungmøe, og evig vil Kindens
                 Rosenvang blomstre.

d.I,b.1,s.122  

           Hendes Medgift er Glæde:
                      altid brudeklædt Møen
           staaer, med Perlekrands stolt paa chrystalne,
                 funklende Throne.



           Viin er Dronningens Navn: o,
           elsk den Trofaste! Feen
           snart din Ravn skal forvandle til Glædens
                 syngende Lerke.

Digteren



           O kun en eneste Drue jeg veed:
                 Stellamins Læber,
           hvorfor jeg gjerne gav alt mit Blod.



           Bæg'ret er Letsinds Leje; men Dyd
                 hviler paa Stellas
           Læber (en Seraph paa Purpurskye.)

Hans Ven



           Mange Møer, hvis Øie
           ligner glimrende, mørkblaa
           Spydod, Barmen to sølverne Skjolde,
                 blomstre i Norge.

Digteren



           Stedse i Hjertet jeg gjemmer et Blik,
                 Stella mig gav: en
           glandsfuld Saphir i en skummel Kløft.



           Se hendes Barm er et Tempel af klar
                 Marmor, og Hjertet
           Alterets rolige Ambraild.

Hans Ven



           Hæv dig, døende Ørn, til
           Daad for Norrige: ofte
           daadfuld Fædrelandskjærlighed boer i
                 sorgfulde Hjerter,

d.I,b.1,s.123  

           Liig den mandige Einar
                      Thambeskjælver, som elsked'
           Orklas Fraade og Arnen, der laae bag
                 klagende Fyrre.



           Yngling, se med platonisk
           Smiil, liig spraglede Skyer,
           Verden iilsom at bruse forbi din
                 rolige Klippe!



           Yngling, nyligen glad som
           Birkens bølgende Top -- se,
           riig er Norriges Frihed, og mere
                 huld end en Qvinde.

Digteren



           Marius liig paa Carthagos Gruus,
                 evig landflygtig
           sender jeg Suk til mit Fædreland.



           Stellas Barm er mit Fædreland:
                 der er min Arne . .
           -- Ha, Capitolium evig lukt!

Hans Ven



           Yngling, Træl af et Smiil, af
           Musklers Spil, se i Fjernet
           hænger Hæderens Palme! Den glindser
                 evig som Plejas.

Digteren



           Vanæret stiger jeg ned i min Grav,
                 æreløs døer jeg:
           Hele min Hæder var Stellas Roes.



           Ene min Palme paa Elsklingens Kind
                 blomstrer, naar huldt den
           rødmer til Beilerens gode Daad.

d.I,b.1,s.124  

           Kinden vel blomstrer Italiens Vaar.
                            Angest jeg søgte
           Palmen, men Glemselens Valmu fandt.



           Døsig den spirer paa Ynglingens Grav.
                 Maaskee vil Stella
           spørge: "hvo boer i hiin friske Grav?"

Hans Ven



           Ei tungsindige Krages
           Flugt i Taagen, men Ørnens
           fulde Vingeslag Palmen vil naae, som
                 hænger i Skyen.



           Liig en Guldørn Du stige
           høit med Lyren! O Stella
           glad vil undres og elske de dybe
                 Toner fra Luften!



           Ofte et høitsvunget Glavind
           rækker Krandsen; men ofte
           lokker Lyraens tejiske Klang den
                 ned ifra Himlen.



           Se -- hans Hjerte er brustet!
           Nys det ligned' en gylden,
           klangfuld Harpe, der bruuste for Dig, du
                 tunghøre Stella.

Digteren



           Den kun, hvis Lyra i Musernes Smiil
                 glindser, liig bølge-
           strengede Hav, som er Solens Speil,



           lønnes med Palmen, men Glemsel vil mørk
                 ruge paa Strengen,
           hvorpaa kun skjælver en Taares Glands.

d.I,b.1,s.125  

           Før var mit Qvad en Gratie, som
                            dandser paa Roser:
           Lyren da glindsed' i Stellas Smiil.



           Stella min yndende Muse da var:
                 liig Aphrodite
           frem af sit Hav, sprunge Qvad fra Sjel.



           Musen har bortvendt sit Smiil, og min Sang
                 bruser som Bølgen,
           skummel, naar Solstraalen visner hen.



           Vee mig, mit Qvad er en Aftenvind, naar
                 sagte den sukker
           henover Gravhøjens gustne Græs.

Hans Ven



           Yngling, skjøn er en sorgklædt
           Melpomene: dit Qvad er
           Taagen ilende hen over Engens
                 duggede Teppe.



           Stella, fuld er hans Barm af
           Blomster: elsk du hans Hjerte!
           Stella, elsker du ei Orientens
                 glimrende Hauger?

Digteren



           Se, i mit Hjerte min Kjærlighed staaer,
                 Bautaen liig, der
           evigen sorgfulde Runer bær'.



           Blegnede Baldur min Ungdom er liig:
                 Skjebnen er Hødur.
           Død vil jeg savne min Nannas Graad.

FORRIGE
NESTE