|
|
| d.I,b.1,s.93 |
TIL STELLA
Ha, hvor spænder sig min Sjel
op til Himmel, ned til Hel,
over Sol og over Skye
til Messias, første Klang
i den høie Aandesang,
som ved Blivet
toned ud i Livet,
der i Blod og Kjød og Jord
Farve fandt og Udtryksord!
Ha, og ned bag Steen og Mose
graver den sig som en Rod,
som en klingrende Alrune,
drikker gammelt Heltery,
suger svundne Dyders Træk,
suger svundne Lasters Skræk
op af Pergamenters Blæk,
op af Munkeruller brune,
op af brusten Rustnings Blod,
springer saa med Duft mod Sky,
op med Klang og Nervegny,
som en Balsaminerose
-- o hvert Blad et Sørgespil:
Skyggen Graad og Lyset Ild.
Men mit Hjerte, stakkels Enke,
har kun liden Moro af
flyve over Skyers Lænke,
taaresløret Blik at sænke
i en blodskysløret Grav.
Hun har nok vel med at tænke
paa sit eget Sørgespil,
hvor der myrdes med en Piil,
stranguleres med et Smiil,
|
| d.I,b.1,s.94 |
druknes i et Øies milde
rosenkindomspundne Kilde;
og saa mørkt, at Graad er Lys,
Knuden Vanvid næsten, aaben
kulsort Grav bag Neslehoben
Enden, og Musiken Gys.
Ak, med slige Sørgespil
maa mit Hjerte, stakkels Enke
more sig; og Laurbærsmiil
med Cypressetaarer stænke
i sin sjunkne Ungdomsborg,
hvor paa brusten Vold og Hjørne
hviner Uglesuk, og Sorg
piber der som vilde Tjørne,
voxer Vemods blege Rose.
(Gid det dog var Glemsels Mose!)
Eja, paa de høie Mure
Smiil som Purpurvimpler vajed,
Kindens Banner Skyen prajed,
Øjet var paa højen Tind
Bueskytte snar som Vind,
Latter bølged ud som Røg,
som Granater Vid og Spøg.
Nu med Jorden jevnt er Alt,
tæt og tykt i dybe Fure
smelter goldt, forbandet Salt.
Væk! væk! lad Alting synke!
Tandklokken briste i Mundens Capel!
Høialtarhjertet synke til Hel!
Lad det blive et Morads!
Jeg har aldrig lært at ynke
brustet, splintret, knust Pallads.
Frem sig hæve Kravebeen
som mit Hjertes Bautasten!
Troer du, at jeg angest saae
Lungens Gjenfærd hoppe paa
|
| d.I,b.1,s.95 |
Kinden som en Lygtemand,
hist og her som Nordlysbrand?
Frem som brune Tidsler maae
Rynker springe ovenpaa
Hjertet, spinde rundt sin Torn
om det hule haarde Horn,
som om Valpladsskinnebeen,
der er kaade Netlers Teen.
Se min Aand fra min Ruin
svæver op med Stjerneskin:
Stjerneskin, thi det er Nat
nu jeg griber Harpen fat,
roder i dens Strengeskat,
bøjer Strengen, saa min Sjel
farer, som et klangfuldt Lyn,
op fra Jord, igjennem Sky'en . . .
Ja, faaer neppe Tid at sanke
denne Glemmigikke-Tanke:
Jord Farvel! min Jord, Farvel!
Synk Ruin! du Taarn af Sorg!
Vemods epheusnoede Høi
(ak, min Kind) synk uden Støi
ned i Barmens Siddimsdal!
Brist min høje Kummerborg!
(brist min Hovedpandeskal!)
Synk mit Skuldergolgatha!
Himlen er mit Zion -- Ha!
Alt er forbi.
Nu er jeg fri.
Min Stella! min Aand,
uden at svimle,
vugger sig kjæk paa cherubfyldte Himle.
Seer du, min Haand
er dens Skygge, som lav
slæber sig hen over Støv over Grav?
|
| d.I,b.1,s.96 |
Haandens fjedrede Stav
er Billedet af
den melkeveihvide Harpestrengsvinge,
hvorpaa min Aand
tør gjennem Himlens Seraphchore svinge.
Tys, hvor de støde i Solebasun!
Af Maanehorn gjalder det Himmelpaulun:
"Gud Halelu! Hvor søge vi Gud?
Solstraalen peger fra Himmel i Dyb . . .
Mod vinget Cherub
vinker det slæbende Kryb . . .
Mod Seraphernes Chor
flagrer en Puppe i Spindelvævflor!"
Hil Halelu!
Mit Hjerte, mit Hu
finder sin Gud.
Stella er hellig . . Min himmelske Brud,
seer du vor Fæstensring (Graven i Muld,
Graven dernede) sluttet og fuld?
Se Pintsliljeperletræk rundtom den snoer,
Stella, det Navn, som din Skjald bar paa Jord!
(O Gud velsigne den Haand, som har sat
de Stjerner paa Gravens hvælvede Nat!
Velsign den, min Stella! Ak, var det dig selv,
som nærmed dig Graven en Bededagsqvel,
mens Klokkerne klang deres Høitidssang,
med Haanden saa blomstfuld som Barmen var trang,
da være din Taare Guds dalende Velsignelse!)
Hil Halelu! Er Stella min Gud,
jeg, som din Messias, da maa paa dit Bud
Sole byde
flamme og syde,
Kloder at flyde
brusende ud.
|
| d.I,b.1,s.97 |
Se fra din Hellighed! Sign mine Liv!
Raab, naar min Harpe udtoner et "Bliv!"
"At Alting er godt, jeg seer!"
Da vil jeg skabe Verdener fleer.
Se, hvor min Venus, saa skjøn
som sangfuld Vaarmorgen grøn,
ud fra min Harpebarm bølger.
Jupiter følger.
Ha, som Kong Carl den funklende frem
fra sit strengtækte Hjem
skyder sig, kringsat af Smaamaaner fem!
Ah, eller regner jeg Mars vel blandt dem?
Han brusede rød,
i slig Fart, fra mit Skjød,
at neppe jeg hastigst den kunde velsigne
ved den med Scandiens Oscar at ligne.
Nordstjerne Hil!
Du er mit Norriges Banners Ild.
Uranus, manet
til Taagerunden,
Du er Napoleon, bunden
af Oceanet.
Dunkle Saturn, som en Skjærsommerqvel
(Morgnens Velkommen og Aftnens Farvel,
malt paa det samme
Horizontæbles Ramme)
susende brød fra min Sjel.
|
| d.I,b.1,s.98 |
Ceres og Juno og Vesta, der trille
som Taarer paa Himmelens Kind,
de ligne de Oder, som sendes
til Venner, og brændes.
Pallas, du lille,
knapt kan du skille
fra Luften dit Skin . . .
Ah, du maa ligne min lille Canin.
Jord, fra dit lunkne, frugtbare Skjød
Morgensky springer som Rosenglød.
Regnbuebeltet, sprunget ito,
siger: du lod ei din Jomfrudom Ro.
Snart du din Elsker, Solen, gav
Mammuth i Skov, Leviathan i Hav.
Kydskheden manes til Pande-Pol,
Viinhøjebarme krystes mod Sol,
Libanons Navle og Arams Bug
bade sig dybt i hans Kjærlighedsdugg.
Jord, dig Maanen holder
i Skyslørets Folder,
sukkende: "Moder, jeg fryser . . o tag
mig til din Barm, din Dag!
Jeg tørster og sulter . . o giv
mig af din Melk, dit Blod, lidt Liv!"
-- "Ah, Maane er voxen . . . Fy skamme dig Dreng!
Du har besteget alt Stjernernes Seng.
Hæng ei ved Barm; men paa Himmelens Eng
springe du kan, og af Solstraalen plukke
(nu skal din Fader dig føde)
Citroner om Morgnen, Æbler om Qvel.
O de vil Tørsten nok slukke.
Frisk! De bekomme dig vel!"
|
| d.I,b.1,s.99 |
Jord, hvilende paa din Frugtbarhed,
om dine Bryster Liv vrimle
som Stjerner om hvalte Himle:
paa Højen staaer Løven som Sol,
over Dalens Palmer Fuglene flye,
som Planeter over Skye,
som Maaner staae Liljen og lille Viol.
O Jord, din Ømhed er Ild,
den store Hjerteild gjemt
dybt under Havgjord, af Bjergebarm tæmt,
din Harm Elementernes Spil:
Du Friheden ligner, der hviler i Nor,
opammer Stordaad og Dyder og Flor.
Det kolde Maanespil
(som Wellingtons Skjoldrunds Ild)
Frihedens Lys i hver Sjel,
som bærer Navnet af Træl,
men seer med Længsel,
fra kronet og thronet Fængsel,
den Underglands under Dovrefjeld.
Ha, der staaer Carl med hvas Hellebarde,
vak som en Varde,
Krohgs og Knudssøns Skygger fast
svæve derover og hvine hvast,
som to Dioscurer i Mast,
naar Stormen lurer
i Bølgens Furer . . .
Fra Knudssøn og Krohg, o lige til mig,
som knapt er Violen liig,
der gjemmer i Hjertet en Dugdraabe kun
til Speil for Gud og Verdens Rund,
i Frihed (vort Gudevæsens Grund)
vi slynge isammen Alle vor Rod;
men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine
tør sig mod Himlen høine,
skinne paa Land, slaae Duft over Hav,
saa Trælle kan vaagne i Munkegrav,
|
| d.I,b.1,s.100 |
rodet saa dybt til Helvede af
et Øxescepter og Bispestav,
at Djævlene krybe stundom op,
og sætte sig paa Thronmonumentets Top.
Ha Friheden blomstrer i Blik og Mund,
er Hjertets Marv og Sjelens Blod!
O Stella, min Sang om Frihed i Nord
Harpens Guldsky bryder,
ud den flyder
som frugtbare Jord.
Se fra din Hellighed! Sign mine Liv!
Sign min Harpes Bliv!
|
| BLA BAKOVER |