HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833


IDYL-ODE
TIL FREDERIK STANG MIN CLEANTHES

                                                   ù-ùù-ù-ùù-
                                                   -ùù-ù
                                                   -ùù-ù-ùù-ù
                                                   -ùù-



           K
om Elskov, kom du imorgen igjen!
           kom med din Taare!
           kom med din Datter blegkindet Klage!
           kom til din Ven!


           Da Tusmørket kom en Viismand i Skjul
           hvisked: til Vinen
           trænger du liig til Regnen den Birk som
           gulnende staaer.

d.I,b.1,s.23  

           Den Viismand Fornuften hedder: Hans Had
                      følger dig Elskov.
           Gaae min Veninde! mørkgrønne Ranker
           hade din Graad.



           Høit svang han en Fakkel -- meer jeg ei saae
           Elskov din Stjerne.
           Snart jeg i Epheus kjølige Skygger
           syngende laae.



           Ak, Slave jeg er. Ha, kan jeg da ei
           Tanken om Huldas
           mørkeblaae Øine engang av Sjelen
           rive? -- o nei!



           Paa Randen af Bægret sidder min Sorg.
           Liig naar en Høg med
           Vingerne slaaer fra Fjeldtinden, rød af
           Morgenens Guld.



           Paa Druernes Purpurbølge min Sorg
           glider som Svanen.
           -- Dybt, see, den dukker! stiger som Glædens
           modige Ørn!



           Min Fryd under Ranken rasler: min Kind
           er ei Cypressens
           duggede Blad: min Tanke er heed som
           Ørkenens Vind.



           Den henover Sorgen farer, liig Siv
           svider den Sorgen:
           hvirvler dens Støv i Glemselens døde,
           staaende Søe.

d.I,b.1,s.24  

           -- Hvis Hulda nu under Løvhytten treen,
                      sød som et Barndoms
           Minde, da sprang jeg op, og om Midjen
           slog jeg min Arm.

                                                   -ù-ùù-ù
                                                   -ùù-ùù-ùù
                                                   -ù-ù



           Hulda loe, da jeg viste
           hende min Elskov, der glimrede
                 gjennem Taarer,
           liig en Gartner, der rækker
           glad Herskerinden om Morgnen en
                 dugget Rose.



           "Hvor letsindig?" -- saa Hulda
           talte -- "du blot mine Øine og
                 Læben elsker."



           -- Nu kan Roserne avle
           Gift, siden Huldaskjøns Læber slig
                 Tale fødte!



           Nu I Lilier vær Ormes
           Skjul, siden Hulda-Barmen slig
                 Tanke nærte!



           Hulda ligner den vevre
           Hind, der sin kronede Beiler i
                 Springet gjækker:



           eller Blomsten, som, naar man
           rører den, hyller sin Barm til, og
                 bøier Panden.

d.I,b.1,s.25  

           Mangen Hind saae nok Skoven
                      skotte med rindende Øine, til
                 fordums Beiler.



           Mangen Blomst saae jeg falmet
           bie forgjæves paa Fingren, den
                 før foragted!





           Nu Morgnen sit Kobberskjold høit i Øst
           rækker, og Dag, som
           rødvinget Fugl steg, syngende høit mod
           Himmelens Hvælv.



           See, kommer ei Dag, som Eyvind, der høit
           sagde: "nu Konge
           Tid ei at drikke!" -- Seilet paa Hav og
           Skjolde han saae.
           Min Kummer jo kommer, Skibene liig,
           sorte i Taagen:
           Adelsteen liig jeg seirer med Pilen
           dybt i mit Bryst.
           Min Sorg, som var liig en Ørn, som min Viin
           havde med gyldne
           purpurne Lænker fængslet, nu svæver
           mørk over mig.



           -- "Levvel min Cleanth! at Selma ei skal
           undres ved Kindens
           Bleghed: din Pige lider ei Svir og
           Druen, der tør
           med Kinden og Læbens fugtige Ild
           beile . . Jeg iler
           hjem til min Sorg, der stiger i Sjelen
           mørk som en Damp." --

18 29/1 27.
d.I,b.1,s.26  

           Hun skulde da Druens flammende Kind
                      kysse! . . . ha, see, hvor
           Draaben paa Læben perler, liig Blod paa
           Rosernes Blad!



           Ei Blomsternes Dug saa glad Kolibri
           drikker, som jeg nu
           misundte Draaber suger af Huldas
           halvaabne Mund.



           -- Alt Aftenens Stjerne skimter jeg, liig
           Vennens Farvel, der
           zitrer i Øiet: -- hist en Liguster
           suser forbi.



           Farvel da min Dag! jeg elsker en Nat:
           Natten min Fryd med
           funklende Øine seer: Den er Vinens
           trofaste Ven.



           Men -- Stjerner er tause Vidner. Min Fryd
           deler jeg; Sorg jeg
           bærer alene: Sødt med en Ven at
           sværme en Nat!



           Cleanth hist fra Bruden iler: Hans Haar
           smelter med Nattens
           Taage tilsammen. Hurtig hans Gang, liig
           Ungdommens Haab.



           Cleanth! hos din Ven du sidde! Din Sang
           lyde om Selma!
           Sangen mit Hjerte ryste, liig Vestens
           Vinde en Asp!

d.I,b.1,s.27  

           Cleanth du om Kysten synge, hvortil
                      før mine Drømme
           svam gjennem Graad og sank, men du vandt E-
           lysiums Møe!



           Han Harpen da tog, men tømte en Skaal
           først for sin Elskte.
           Sangen sagte som Floden imellem
           Viinhøie gled.

                                                   -ùù-ùù-ù
                                                   -ùù-ùù
                                                   -ùù-ù
                                                   -ùù-ù



Cleanth



           Jeg saae min Selma som Barn, før
           Barmen sig hæved liig
                 Amor paa Duens
           snehvide Vinge.



           Sagte i Hjertet da bølged'
           Følelser som naar en
                 Vestenvind kruser
           Indsøens Flade.



           Selmalils Lokker var slaget
           Guld: hendes Sjel var en
                 Stjerne bag Morgenens
           purpurne Skyer.



           -- Bort jeg maa reise, og før jeg
           Ungmøens Hjerte af
                 Elskovs Prometheus-
           Finger saae dannet.

d.I,b.1,s.28  

           -- Ak! Da jeg kom, fandt jeg Lokken
                      dunkel og bruun, og i
                 Øiets Azur en
           ubekjendt Flamme.



           Rank var hun: Barmen to Parter,
           hvide og hvalte, men
                 nu hendes Kys blev
           rødmende Hilsen.



           Ven! Da din Elskov i Pigens
           Sjel kom som Solen, der
                 flammer i Øst -- og
           Himmelen blusser.



           Glemt var jeg: Barndommens Minder
           vare liig Bladet, som
                 Vindene vifte
           henover Søen.



           Da kom en Sky og sig mellem
           Solen og Himmelen
                 lagde: en Uroe
           mørkned din Himmel.



           Atter min Kjærlighed steg: dens
           Duft var for Pigen som
                 Rosernes Lugt; din
           Elskov som Dampen



           stigende op fra Marken, hvis
           Blomster den dugged, naar
                 Solen sin Piil skjød
           gjennem dens Brynje.

d.I,b.1,s.29  

           Du nu er glemt . . . jeg min Selma
                      favner som Søen sit
                 Norge, som Himlen
           guldvinget Straale.





           Cleanth for sin elskte Bægeret drak:
           trindt om sin Elskov
           slog han en Purpurkaabe: -- jeg Harpen
           greb og jeg qvad:


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE