|
TIL MIN FADER
DEN NIENDE NOVEMBER 1826
Ei saa glad mit Hjerte seer den Dag,
med Maiens unge Løv om Panden, træde
af Tidens Skjød, da Friheds ædle Sag
i Normands Hjerte fæstede sit Sæde,
som den, der mig min gode Fader gav.
Skjøndt jeg er borte fra det kjære Hjem
og Bjerge, Dale mellem os sig strækker
saa flyver Tanken jo uhindret frem
og Kjærlighed fra Bryst til Bryst jo rækker
om mellem begge vælted' sig et Hav.
|
| d.I,b.1,s.19 |
Ja, kjære Fader! blandt den Kreds, som snoer,
ved Kjærligheds og Ømheds Lænke bunden,
sig trindt om dig -- som Roserne der groer
og slynger sig om Birkens Fod i Lunden --
din Henrik gladest hilser dig idag.
Ei blot for dig, som Fader, ædel, god,
som Christi Tjener, yndet af de Ringe
og Høie; men for Normanden, der stod
og talte Norges Sag saa høit paa Thinge,
mit Ønske stige paa min Harpes Slag!
-- Jeg kan ei standse Tiden i dens Løb:
den tunge Alder stedse fremad iler
og hæver stedse høiere det Svøb,
bag hvilket dunkelt Evigheden hviler. --
Kun Sundhed standser Tidens raske Fjed.
Ja Sundhed er som varme Solskinsregn,
der frisker selv de gamle Birkes Lokker,
og Hæder, Kjærlighed det skjønne Hegn,
som Uveirsstormene forgjæves rokker:
-- urørt hviler bag det Ro og Fred.
Dog -- takket Himlen være! end du staaer
jo rask og ung og stærk blandt dine Kjære,
som Birken dækker unge Rosers Vaar
imens den høit mod Sol sin Top mon bære.
Saa skal du Fader! længe, længe staae!
Indtil du bliver Sølverpoplen liig:
-- sund, hædret, rask, en vakker Sølverhaaret,
der lever blandt din Afkom lykkelig:
paa Ømheds Skjød dit Hoved sagte baaret.
-- Ved Sundhed vil du denne Alder naae!
|
| d.I,b.1,s.20 |
Og kan Du Himmelfader! vel en Søn
den Gave nægte til sin gode Fader.
Nei, længe skal den ædle Gran staae grøn
mens vissen Alm og Elle Du afblader.
Ja, jeg er vis min Gud vil høre mig!
Og sande Sundhed som en Morgenglands,
der straaler rødmende paa Templets Tinder,
hvor for Athene mellem Musers Krands
og Borgerdyd et Alter staaer derinde.
Med Sundhed, Lykke Gud skal signe Dig!
din Søn
Henrik.
|
| BLA BAKOVER |