|
|
| d.I,b.1,s.16 |
FRU ELSE RUSTADS MINDE
Ei kan Mennesket kaste
sin Fakkel i Fremtidens Nat:
forgjæves gribe vi fat
de Timer, som evigen haste,
mod Evigheds maalløse Hav:
-- ofte var Livet vor Roligheds Grav;
kun i Dødens rolige Lunde
vil Skjebnen fredelig blunde.
Ja, vor Glæde er Blade,
som Skjebnen i Løbet os gav.
Med dem vor Vei til vor Grav
vi smykke saa barnligen glade.
-- Men hvi vil jeg græde i Sang?
segnede Lillie til Sorgqvad mig tvang.
Ak! for Norges skjønneste Qvinde
jeg seer et taarevædt Minde.
Ja min Sorg vil jeg græde:
Du var jo saa skjøn og saa ung!
Ei saae jeg Skjebnen saa tung;
ved din maa selv Ondskaben græde.
Men altid din Gravhøi skal vaad
grønnes og blomstre ved Erindringens Graad,
der med Sorrig stedse skal knæle
ved Skjønheds tidlige Mæle.
Dit Liv jeg saae at glide sagte hen
-- en Rose, der gynger paa Sølvbækkens Bølger:
ingen Vind, ingen Storme tør omtumle den,
de Blomster paa Bredden med Hilsen den følger;
men snart sig ved Bredden den Roseskjøn dølger.
|
| d.I,b.1,s.17 |
Jeg saae den, der favnet i Lye af en Eeg;
jeg saa den der spire: den kraftrige Stamme
at omslynges ømt udaf Rosernes Neg,
der tidobbelt gløded' ved Kjærligheds Flamme
-- Vee! der skal de Storme den Roseskjøn ramme.
Den frodigen spired' med blomstrende Skud,
der yndigen sig trindtom Moderen slynge;
-- da Bladene hvirvles af Stormvinden ud,
paa svulmende Bølger de blegnede gynge --
Nu Kummerens Skyer det Egetræe tynge.
Vist vil Gud denne Taare
Du ofrer din Hustrus Leer
mildne, naar Barnet du seer,
der græder ved Moderens Baare.
Vaaren træder i Vinters Spor
og friske Roser de spire, hvor
Skjebnen lagde din Fryd i Jorden.
Som Solskinsregn forskjønner Torden,
skal Kummer smelte i Vemod hen.
Vemodstaaren er sød og maler
dunkelt Erindringer frem igjen,
som blidt alene til Hjertet taler.
Høsten vil ryste sit visnede Haar
over din hensvundne, blegnede Vaar:
Astren vil kold ved Gravhøien smile
-- snart skal og den ved Moderbarm hvile --
men, naar ei Astre men Roser vi finde
da vil du smykke den Segnedes Minde.
-- Ak! Tungsind med Perler i Haar,
Grav som opredet Brudeseng:
Kummer sig skjuler i Blomstereng;
leer mens Graaden i Øje staaer! --
|
| d.I,b.1,s.18 |
Lille! græd du ved din Moders Grav!
Dobbelt skjøn er Barnets ømme Kummer.
Hun, der elsked' dig, der Liv dig gav
om dig vil drømme i sin søde Slummer,
naar hun fra sin Himmel seer din Graad.
-- Violens Kalk af Morgenduggen vaad.
Naar da Vaaren i sin Dronningdragt
-- Rosens Flamme, Liliens Sne -- saa fage
iler frem, af hele hendes Pragt
en himmelblaa Forglemmigei du tage
Den sætte du paa Graven stille hen:
Hun glemmer ei, om Hjertet sover end.
Ungmøe, naar da Barmen hæver sig,
liig Amor paa sin hvide Duevinge,
skal Mindet om en skjøn Ulykkelig
-- din Moder -- sig fra Hjertet sagte tvinge
og vinker stumt dig hen til hendes Grav,
der sank, for tidlig, ak! i Skjebnens Hav.
|
| BLA BAKOVER |