|
ODE TIL NORGES FRIHED
-ùù-ùù-ùù-ù
-ùù-ù-ùù-ùù
-ùù-ù
Ei om de Nordblus, der flette om Polens
Oldingeisse Ildkrands, men Dybet, der
straaler af Perler, Araberen synger og
Maharas Guldstøv.
Skjalden, hvis Harpe paa Herthadals Bøge
Alherren hang, han synge om Kronen, hvis
Gjenskin i Fortiden luede svagt fra
Norriges Fjelde.
Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten,
vævet af Toner -- : Jeg vil og nævne mit
Norriges Stolthed, ja Guldet, der rinder i
Normandens Aarer:
Perlen, der gjemmes i Normandens Barm, som
straaler i Øiet: Tindingen mørk af den
Krone, der gjorde Publicola hædret -- ja,
den vil jeg synge!
Svag er min Plecter at svinges for Frihed,
Frihed, der fældte Taarer de sidste og
stjaalne, da først jeg mit Bryst imod Norriges
Skyeborge hæved'.
|
| d.I,b.1,s.15 |
Hen mod de Fjelde, der dækked' i Secler
Normannakjæmpens Søvn, saae Gudinden -- da
græd Du, men Taarerne fulde paa Normandens
sovende Hjerte.
Modergraad falder for sønlige Hjerte
heed -- og det slog, men tungt fløi Vampyren, der
suged' dets Blod, bort, bort, for den døende
Dana at tære.
Ei var det Samson i Dalilas Skjød; thi
Sværdet, hvor Død og Frihed paa Eggen høit
hviner, det værdigen Norge og Frihed sang
hellige Hymner.
Snart skal ei længer den gamle Eurotas's
Sølverskjæg dryppe af Blod, men sin Vove skal,
liig Susquehannah, i Frihedens Enge den
roligen vælte.
Liig Cherubim skal om Frihedens Tempel
Storthinget evig værge -- liig Norriges
Ørne med vidtslagne Vinger det dække vort
Norriges Frihed.
Normandens Blik er et Frihedens Sværd, og
Hjertet dens Skjold: den granvoxne Normand er
Frihedens Støtte, men Norriges Ungmøe er
Frihedens Billed'.
Skjøn er Valkyrien: Øiet Athenes,
Læberne Yduns Æbler, og Panden er
Friggas, og skjønt klæder Egeløvkrandsen de
flagrende Lokker.
-- Nu staaer Du stolt her med Niobes Smiil og
hænger paa Normandens fattige Dørstolper
Egeløvkrandsen, og vinker til Arnen dit
odlede Afkom.
|
| BLA BAKOVER |