HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833


DEN SYTTENDE MAI

           M
ai syttende af Tidens Bølger randt;
           skjøn over Nord -- den Himmelen lod smile,
           da Kjæmpen vaagnede af Seclers tunge Hvile,
           fra aabnet Øie mørke Taage svandt.
                 Skjøndt ei for at skue
                 Skjoldenes Glands,
                 ei Sværdenes Lue,
                 Einheriars Dands,
                 men Frihedens Krands
                 om Tempelets Bue,
           og Hakonarætens den herlige Krone,
           som straalende steg af Fortidens Grav --
           da Jernseclers smuldrede Liiglagen faldt --
           liig Solen, der stevner fra rolige Hav,
           for favne en Kongehelts Isse, som kaldt
           af Folket, besteg vor fædrene Throne.


           O ædle Konning! stedse Normand var
           et kraftfuldt Træe, hvis Frugt var Dyder høie:
           et trofast Hjerte altid Barmen bar
           og Ærligheden lysed' i hans Øie:
           Hans Ahner blinke høit paa Sagas Skjold:

d.I,b.1,s.11  

           -- O! naar jeg Oldgudindens Teppe hæver
                      og skuer Heltefærd paa Gimlevold
           og Kongeskygger -- da mit Hjerte bæver
           af Fryd. Med Ret han sig ophøiet troer
           -- hans Hæder end paa Bautastene groer!



           Men -- hæver Fortid Tanken i hans Sind
           og føler han de gamle Skjaldres Toner
           liig Bølgers Brusen, Storm om Klippetind
           og Skyers Kamp trindt hiin Horneel hist throner:
           end høiere sit Hoved hæve han
           ved Norge nu ved Norges Carl Johan!



           Din lyse Oltid sank i Seclers Nat.
           Ei sandt, Dig lysted' sove gamle Kjæmpe?
           en Vaabenhvile? -- Helten nedsank brat;
           men Sjælens Ild kan Søvnen lang ei dæmpe.
           Et Ydunsæble rakte Tiden hen;
           Du bed i det og reiste Dig igjen.



           Hadet smelter for Frihedens Ild:
           et Had, som Dankonger bygged'.
           Dog aldrig Norgubbens Øienbryn skygged'
           en Gnist, som ei vise han vil.
                 Grundet paa Ælde,
                 kan kun Ærlighed fælde
                 det Had, som da vilde svinge,
                 evigt fra Kjølen sin Vinge.



           En Staalmuur det være,
           Som Norges Frihed beskytte!
           Beundrende Folkene lytte
           skal efter hvad Saga mon lære
           med Sorg eller Smilen i kommende Tider
           om Norge og Frihedens Død eller Liv.

d.I,b.1,s.12  

           -- O Saga! Alvorlige! skriv,
                      mens Taarer ad Kinden nedglider:
           "Som Saragossa faldt Nor!
           Messeniens Skjæbne
           Norge ei fristed!
           Men Sønner af Nor,
           af Frihedsild grebne,
           fra Forglemmelsen vristed'
           Dit evige Navn!"
                 Saa lyde din Gravsang herlige Stavn!
                 O vil Du for Frihed ei døe?
                 En Yngling for elskede Møe
                 jo gjerne vil døe!



           Og siig hvilken Møe er saa yndig og skjøn
           som Friheden, Norriges Brud?
           Til den er jo viet hver Norriges Søn.
           Os ene gav Gud
           den Møe, hvortil Verdner fra Oltiden beiled',
           for hvem jo en Cato og Winkelried segned'
           og Helten Riego i Dødens Arm blegned'.



                 I Normænd! for bevare Bruden reen:
                 Lad Klogskab være hendes Jomfrubelte!
                 og hun skal blive huld, som da hun treen
                 fra Himlen ned blandt Norges gjæve Helte.



           Lad Glæden tænde sin Fakkel i Alterets Lue
           og svinge den høit over Norge,
           under de høie Arcader,
           Fjeldenes snedækte Borge!
           Skue hist de dandsende Rader
           under Tempelets Bue,
           hvor Kongen, ophøiet mild,
           hædrer og elsker Normandens Ild!
           staaer blandt ærværdige Gamle,
           de ædle og gladstemte Normænd,
           og Smaabørn ved Mødrenes Barm,
          
d.I,b.1,s.13              som efter Konningen famle
           med spæde, udstrakte Arm.
           Konge! trin hen
           til Frihedens Altar i Granernes Skov!
           Hvor Maien ryster de duftende Lokker,
           hvor Dig Normænd omslynge
           -- en Borg, som ei Ulykke rokker --
           Hør! hvor de synge
           din og Selvstændigheds Lov.


                 Hvilken Niding tør Kredsen sig nærme?
                  -- den Kreds, ærværdig ved Oldingers Sølvhaar
                 og sød ved de Norges yndige Qvinder
                 og Ynglingers Blik og de blussende Kinder:
                 denne Kreds om Altret, som staaer
                 i Lunden, som Normænd beskjærme?
                 Ha! hvem tør male misundeligt Had?
                 og skelende Mistro
                 imellem Konge og Folk?
           Gid Normannakonge du sad
           her mellem de smilende Mødre,
           i Mændenes kraftfulde Boe!
           -- her er Ærlighed Tolk
           og alle er Brødre!



                 I Normænd! føle denne Glædens Dag,
                 skjøn som den Elsktes Smiil
                 og yndig som Minstrellens Harpeslag
                 i Birkelund om Heltefædres Høie.
                 For Norge lys -- som Solens aabne Øie
                 for Kloder, høit paa Himmelteltets Blaae
                 for evig funkler -- saa den evig staae!
                 Gid Ingen kunde sige saa:
                 "Dog ha! hvi jubler da ei Norge ud
                 sin Fryd, en Høisang hæver op til Gud,
                 som over Norges Fjelde evig throner?
                  -- hvi bæve ikke de af Jubeltoner?"
          
d.I,b.1,s.14                    Men jubler Fryd paa denne skjønne Dag!
                 Held Fædreland! dets raske Sønner Held!
                 Af Foraarsluftens rene, klare Væld
                 din Skaal, mit Land i hvert et Aandedrag!

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE