|
NYTAARSVERS
Mat klinger Harpen naar Jorden mon hvile
Slumrende hen udi Vinterens Skjød;
Sneens Liglagen vor Moder omfavner,
Om hendes Isse vi Blomsterne savner.
-- Dog jeg maae glemme Naturen er død
Naar Skjønnere smile.
Ja skjønnere Blomster end Dødelig finder
Danner den Krands jeg besynge nu vil!
Ei Misnøidens den skinnende Krone,
Ei Himmelens Belte den stjernede Zone,
Straaler saa yndigt, beskedent og mild
Som mine Gudinder!
En nysprungen Rose Emilie er
I Øiet Forglemmigei smiler.
Og himmelske Ynder den Rosenknop bær
Og Uskyld i Bægeret hviler.
En Lillie er Thrine -- Den Lillieblomst er
En Vugge for Skjønhed og Dyder,
Og Stemplet, som paa Diademet den bær'
Er "Lillien just Skjønhed betyder."
|
| d.I,b.1,s.6 |
Hvad dufter vel sødt som dit snehvide Blad
Du yndige smukke Jasmine?
Hvad yndes vel saa som Talenternes Rad
I dit Diadem, Caroline?
Beskedent saa smiler den blaae Glemmigei,
Den skjuler sin Skjønhed bag andre:
Saa yndigt, beskedent, gaa altid din Vei
O Hedchen! Gid alle saa vandre!
Viola! jeg fletter dig ind i min Krands!
Elise! Jeg hylder din Ynde:
Hvad er uden denne vel Skjønhedens Glands?
Nei skjøn er man ei uden Ynde.
Min Lyra jeg stemmer ved Nyaarets Rand,
Dens Toner er vildfarend Due
Som flagrer og flyver i Vinterens Land.
-- Ak, den er saa venlig at skue.
Den banker og banker paa Vinduet med
Nebbet, thi Duen den fryser.
Luk op, mine Damer! Den bringer jo med
Et Brev -- ak, den Lille den gyser!
Men straxen den synger og ønsker det, at
Den Krands ingen Dødelig saare.
Den Krands ikke visne i Alderdoms Nat:
Den Krands ikke dugges af Taare.
Hendrik Vergeland.
|
| BLA BAKOVER |