|
|
| d.I,b.1,s.2 |
MINDEQVAD
OVER SØELIEUTENANT L. BRUUN
Forunderlig er Herrens Vei,
For os den sig i Mulmet svinger,
Den øiner Dødelige ei;
Men vist den dem til Maalet bringer,
-- Du saarer vel, o store Gud!
Din Godhed sletter Saaret ud!
En Yngling saae vi at henile,
Glad til sin elskte Fæstemøe;
Hans Tanker hos sin Pige hvile:
Ei tænker fyrig Elsker døe.
Han iled' hen paa sorte Hav . . . .
-- Der aabned' sig og blev hans Grav!
Ja! Elskov Farer ikke seer,
Ei aner Døden Elskovs Hjerte,
Ved egen Sorg hans Hjerte leer;
Men græder ved sin Piges Smerte.
Din strænge Skjæbne rev, o Gud!
En Elsker voldsomt fra sin Brud!
Dit Legem tumler Bølgens Gang
-- Og der det sank i Fader-Arme --
Din Sjel til Himlen sig opsvang;
Vi ofre dig vil Taarer varme,
Og bede Herren gyde Trøst
I Faders, Moders, Pigens Bryst.
Min Klage lyder mest for dig,
O, ømme Pige, i hvis Øie,
Den tunge Kummer speiler sig,
Hvis ædle Sjel nu Sorger bøie:
Græd, Pige, græd! -- Mens Taaren randt,
Saa ofte jo vor Kummer svandt!
|
| d.I,b.1,s.3 |
En Ven qvad dette, gode Bruun,
Med Følelse -- mens Hjertet bæver;
Hvil rolig nu paa Havets Bund!
Din Skygge blandt de Kjære svæver.
En Taare faldt for elskte Møe;
Og En for dig i vilde Søe.
|
| BLA BAKOVER |