FORORD.

Ved Lov af 6te Juni 1863 blev der paabudt en almindelig Revision af Landets Matrikel.

Under det vidtløftige, gjennem mange Aar fortsatte Arbeide, som denne Lovs Gjennemførelse krævede, fremkom fra flere Sider Forslag om at benytte Leiligheden til med det samme saavidt muligt at faa rettet paa de mange Inkonsekventser og Feil, som fandtes i de i Matrikelen taxerede Gaardes Navne, saaledes som disse vare skrevne i den hidtil gjældende Matrikel eller almindelig skreves i Bygderne.

I denne Hensigt blev der ved Kgl. Resolution af 11te April 1878 nedsat en Kommission til Revision af Navnene i Matrikelen. Til Medlemmer af denne Kommission opnævntes Professorerne Sophus Bugge og O. Rygh og fhv. Provst Johan Fritzner.

Kommissionen fandt det nødvendigt at tilveiebringe et temmelig om- fattende Materiale af Oplysninger om de enkelte Navne, for at den kunde udføre sit Hverv saa tilfredsstillende, som Tiden og andre Omstændigheder tillod det, og gik strax i Gang med dette Arbeide.

Disse Oplysninger maatte efter Sagens Natur være af to forskjellige Slags, begge lige nødvendige som Grundlag for Kommissionens Arbeide.

For det første maatte man, saa fuldstændigt som muligt, søge at faa samlet de Former, hvori Navnene findes i bevarede Skrifter fra Tiden før den store Ændring, som Landets Sprog undergik mod Slutningen af Middel- alderen, saavelsom deres Skriftformer i Jordebøger og andre Kilder fra de nærmest følgende Aarhundreder, — de sidste Former i den Udstrækning, hvori de kunde antages at have Betydning for Kommissionens Arbeide og for en videnskabelig Undersøgelse af Navnene.

Dernæst maatte man søge at faa paalidelig Oplysning om, hvorledes Navnene nu for Tiden lød i folkelig Udtale i de Bygder, hvor de hørte hjemme. Disse Udtaleformer viste sig nemlig at være et vigtigt, i mange Tilfælde uundværligt Hjælpemiddel til at bestemme Navnenes oprindelige Form og Betydning. Kommissionen kom derhos snart til den Overbevisning, at den, naar den skulde søge at finde praktisk brugbare Skriftformer for de nuværende Navne, maatte gjøre det til sin første Regel, saavidt muligt at nærme disse Former til den virkelig brugte Udtale.

Indsamlingen af disse Oplysninger, der stadigt fortsattes ved Siden af Kommissionens øvrige Arbeide, afsluttedes i det væsentlige i 1886, og i Høsten 1887 begyndtes Trykningen af den nye Matrikel (fuldendt i Høsten 1892).

Under Trykningen kom jeg til at tænke paa Ønskeligheden af, at det nu samlede, i flere Henseender værdifulde Materiale snarest muligt kunde gjøres tilgjængeligt ogsaa for andre end Kommissionens Medlemmer. Af disse var jeg den, der var nærmest til at sørge for dette, da det hele Mate- riale fandtes samlet hos mig, for den største Del indtegnet i mit gjennem- skudte Exemplar af den gamle Matrikel, og jeg derhos efter den Maade, hvorpaa Kommissionens Arbeide var blevet ordnet, havde havt bedre Anled- ning end mine Kolleger til at blive nøie bekjendt med alle de forskjellige Oplysninger.

Jeg foretog mig derfor efterhaanden at ordne dette Materiale efter den nye Matrikel og renskrive det i let overskuelig Form, saaledes, at de til hvert Amt hørende Oplysninger dannede et særskilt Bind. Efter hvert som disse Amtsbind bleve færdige, overdrog jeg dem til Rigsarkivet, hvor de siden have været tilgjængelige for alle og ere blevne adskillig benyttede.

Jeg havde ikke havt nogen Tanke om, at dette meget omfangsrige Haandskrift kunde blive trykt, ialfald ikke i nogen nær Fremtid.

I 1896 blev imidlertid af 8 Medlemmer af det da forsamlede Storthing, som vare blevne opmærksomme paa Arbeidet, fremsat Forslag om Bevilgning af et Beløb til at begynde dets Udgivelse. Forslagsstillerne vare D'Hrr. Hægstad, Schanche, Bøhn, G. Knudsen, Glestad, Refsdal, Wexelsen og Konow.

Forslaget blev anbefalet af Storthingets Budgetkomite i en Indstilling af 9de Juli 1896, idet Komiteen særlig henviste til, at "Oplysningerne ere af Interesse for nær sagt enhver Gaard i Landet, foruden at de har stor Betyd- ning for det nationale Sprogstudium". Komiteen fandt det derfor heldigt, om de kunde komme Almenheden tilgode ved at blive udgivne i Trykken. Den oplyste, at den havde henvendt sig til Kirkedepartementet om Sagen, og at jeg paa Forespørgsel fra dette Departement havde erklæret mig villig til at besørge Udgivelsen og til, efter et af Departementet udtalt Ønske, at forsyne Værket med Tillæg af Forklaringer om de forskjellige Navnes Be- tydning.

Ved Sagens Behandling i Storthinget den 21de Juli blev det besluttet at bevilge et Beløb til Paabegyndelse af Udgivelsen, og i den følgende Stor- thingssession bevilgedes den 26de Marts 1897, hvad der behøvedes til dets Fortsættelse i Budgetterminen 1897-1898.

Efter at den første Bevilling var givet, anmodede Kirkedepartementet efter Henstilling af mig D'Hrr. Professor Dr. Gustav Storm og Underbiblio- thekar ved Universitetsbibliotheket J. B. Halvorsen om at sammentræde med mig for at udarbeide en Plan for Udgivelsen.

Hovedtrækkene i Planen vare allerede givne ved de ovenfor i Korthed refererede Forudsætninger.

De Oplysninger, som skulde gives, maatte, ligesom i Haandskriftet i Rigsarkivet, knyttes til den nye Matrikel og meddeles ved de enkelte Gaarde i den Orden, hvori de ere opførte i denne.

Da Værket skulde gjøres tilgjængeligt for en større Almenhed, maatte det indrettes saaledes, at det kunne sælges i mindre Dele, og hver Del gjøres uafhængig af de andre, saa at den fuldt ud kunde benyttes ogsaa af dem, der ikke havde Adgang til de andre Dele. I den endelige Plan blev bestemt, at hvert Amt skulde udgjøre en Del og kunne kjøbes særskilt. Som Følge heraf vil der i hvert Amtsbind nok kunne henvises til Oplysninger, som ere givne andensteds i samme Bind, men ikke som Regel til andre Bind. Dette faar selvfølgelig mest Betydning for de til Navnene føiede Forklaringer om deres Oprindelse og Betydning. Naar der forekommer Navne eller Ord, benyttede til Dannelse af Navne, som træffes jevnlig over det hele Land eller store Dele af Landet, maa Forklaringerne gjentages i lige Fuldstændighed for hvert Bind. En hel Del Gjentagelser blive saaledes uundgaaelige; de ville vel tildels ogsaa for Læsere, som have det hele Værk ved Haanden, være nok saa bekvemme.

Endelig maatte efter det anførte Anordningen af Indholdet og Frem- stillingen saavidt muligt anlægges saaledes, at Værket blev brugbart baade for Læsere, som vilde benytte dets Indhold i videnskabeligt Øiemed, og for dem, der uden særlige Forkundskaber søgte Oplysninger om Stedsnavnenes Historie og Betydning. Jeg tør haabe, at Læsere af begge Klasser ved Be- dømmelsen af Fremstillingen ville tage billigt Hensyn til denne Dobbeltopgaves Vanskelighed.

Indholdet af den af Departementet vedtagne detaljerede Plan vil i det væsentlige skjønnes af det nu foreliggende første Bind (Planen er trykt i sin Helhed i Storthings-Proposition 1897 No. 1, Hovedpost IV S. 45-49). Her skal kun fremhæves, at det blev bestemt, at der ved Siden af Amtsbindene skulde udarbeides et særskilt Indledningshefte, der blev at gjøre færdigt saa tidlig, at det kunde følge med det først udgivne Bind, og at dette Hefte skulde uddeles som Gratisbilag til dem, der kjøbte ét eller flere Bind af Hovedværket. Indledningen skulde indeholde de nødvendigste almindelige Oplysninger om Navnene, Forklaringer af gammelnorske Ord, som ofte fore- kom i Navnene, eller som tiltrængte en udførligere Udredning, Oplysninger om forskjellige Navnes og Navneklassers Ælde, om deres Udbredelse omkring i Landet, om de grammatiske Former, hvori Navnene fremtræde, om de vig- tigste af de Lydforandringer, de have undergaaet i Tidens Løb, og andet lignende. En Hovedhensigt med denne Indledning skulde være i den en Gang for alle at meddele Forklaringer, hvortil der siden kunde henvises i Hovedværket, og derigjennem at begrændse Tallet af Gjentagelser i dette og formindske dets Omfang.

Efter at Planen var fastslaaet og de andre Forberedelser gjorte, som vare nødvendige, naar Trykningen af et saa omfangsrigt Værk skulde sættes i Gang, begyndte Trykningen i Februar 1897.

Efter at jeg saaledes har gjort Rede for det viktigste af Værkets For- historie, skal jeg gjennemgaa dets enkelte Bestanddele og meddele de Oplys- ninger om disse, som det kan være nyttigt at kjende for dem, der benytte det.

I. Værket slutter sig til den i 1887-1892 udgivne nye Matrikel. Det følger den Orden, hvori Herrederne, Sognene og Gaardene ere opførte i denne, og giver deres Nutidsnavne i den Form, hvori de der ere skrevne.

Kun Sogne- og Gaardnavne behandles, de sidste ogsaa kun forsaavidt de ere optagne i Matrikelen; andre Stedsnavne medtages almindelig kun, hvor de tjene til at belyse Sogne- eller Gaardnavne.

Hvert Gaardnavn danner en særskilt Artikel, som begynder med Gaardens Nummer i Matrikelen, hvorefter Navnet anføres. Hvor dette kun forekommer i Brugsnavnrubrikken i Matrikelen, tilføies til Gaardens No. ogsaa Brugets, med et Komma imellem.

Der er taget Hensyn ikke blot til de ældre Navne, men ogsaa til de, der skrive sig fra nyere Tid, endog de i vor egen Tid opstaaede. Man vil dog finde det naturligt, at der er lagt forholdsvis mest Vægt paa de ældre Navne, baade fordi de nyere for en stor Del ere let forstaaelige, og fordi de have mindre Betydning for Navnenes Historie i det hele. Endel af Brugs- navnene ere ogsaa forbigaaede, fordi jeg ikke havde noget at meddele om dem, ikke engang Oplysning om Udtalen. Hvor man savner Forklaring af et saa- dant Navn, vil man forøvrigt ofte finde den andensteds i Bindet ved at slaa efter i Registret.

II. Efter Anførselen af Navnet, som det staar i Matrikelen, følger dets Udtale i Bygden. De til at udtrykke denne benyttede særskilte Lydtegn ville findes forklarede i Fortegnelsen over brugte Forkortelser og Tegn foran i hvert Bind.

Den Udtale, der her er søgt gjengivet, er den, som høres i daglig Tale mellem Almuesfolk i vedkommende Bygd, og som gjennem mundtlig Over- levering fra Slægt til Slægt stammer fra Navnets oprindelige Form, uden ialfald for Gaardnavnenes Vedkommende i nogen nævneværdig Grad at være paavirket af de gjennem Tiderne vexlende Skriftformer.

At faa denne Udtale frem er ikke altid nogen let Sag. Den, som for- søger derpaa, vil snart erfare, at der blandt Landsfolket er ikke liden Til- bøielighed til at betragte disse Udtaleformer som noget, der kan være godt nok til dagligt Brug, men som det ikke passer sig at bruge hverken i Skrift eller ligeoverfor Folk, der ikke selv tale Bygdemaal. Som Følge deraf faar man altfor ofte til Svar paa sit Spørgsmaal om Udtalen givet den nu vanlige Skriftform eller en Form, som nærmer sig til denne. Man maa spørge op og op igjen, og det lykkes dog ikke altid at naa den ægte Bygdeudtale; det kan jo ofte ogsaa, ialfald i Øieblikket, være vanskeligt at afgjøre, om man har naaet den.

Kommissionen havde heller ikke Tid og Midler til at drive disse Under- søgelser saa grundigt, som den kunde have ønsket. De blev besørgede af to af dens Medlemmer, Bugge og Rygh, som til dette Arbeide blot kunde anvende en Del af sine Sommerferier. Der kunde under disse Omstændigheder ikke uden ganske undtagelsesvis være Tale om at indhente Oplysningerne særskilt i hver enkelt Bygd; man har faaet de fleste af dem ved at vende sig til Exercerpladse, Lærerseminarier og andre Steder, hvor Landsfolk fra forskjel- lige Bygder fandtes samlede.

Udtaleopgaverne have som Følge af alt dette adskillige Mangler. For det første har man maattet lade sig nøie med, hvad Sprogmænd nutildags ville kalde en "meget grov" Lydbetegning, og desuden ere Opgaverne sikkert ikke sjelden unøiagtige forsaavidt, som de kunne være paavirkede af Skrift- formen.

III. Efter Udtalen komme de Former, hvori Navnene ere skrevne i de ældre Kilder, hvoraf der er givet en kort Oversigt nedenfor i Indledningen S. 1-3. Disse Oplysninger ere alle samlede af mig.

Hvor Kilden er et Brev fra Middelalderen, er altid efter Henvisningen til det Sted, hvor det findes, tilføiet dets Aarstal. Haves Brevet nu kun i en yngre Afskrift, er ogsaa dennes Aar bemærket. Er Kilden en gammel Jorde- bog, vil man kunne finde Alderen ved at se efter i Listen over brugte For- kortelser og Tegn. Kilder fra de sidste tre Aarhundreder ere almindelig kun betegnede med det Aar, hvorfra de skrive sig. Findes ingen ældre Skrift- form tilføiet, saa er Navnet endnu ikke anført i den yngste af de benyttede Kilder, Matrikeludkastet af 1723. Deraf følger naturligvis ikke altid, at Navnet er blevet til efter den Tid; om Stedet ikke var taxeret som særskilt Eiendom 1723, kan det gjerne desuagtet have havt det samme Navn flere Aarhundreder tidligere.

Der er lagt an paa at give den Form, hvori Navnene fandtes skrevne i ældre Kilder, aldeles nøiagtigt. Ganske strengt er dette dog ikke gjennem- ført for de af de senere Aarhundreders Jordebøger, som jeg tidligst gjennem- gik; ved mine Optegnelser af dem har jeg ikke altid lagt Vægt paa f. Ex., om der stod -rudt eller -rud, og paa lignende mindre væsentlige ortografiske Eiendommeligheder.

IV. Endelig følger sidst i hver Artikel, hvad jeg har kunnet give til Navnets Forklaring.

Jeg har gjennem Kommissionens Arbeide havt et rigere og paalideligere Materiale til Støtte for mine Forklaringsforsøg end nogen af dem, der tid- ligere have arbeidet paa skandinaviske Stedsnavnes Forklaring, og jeg har ved min Deltagelse i dette Arbeide ogsaa vundet den Fordel fremfor dem, at jeg har faaet ret god Oversigt over et meget stort Omraades Navne, hele Norges. Jeg har efter Evne søgt at udnytte disse gunstige Betingelser.

Paa den anden Side har jeg ofte ved Udarbeidelsen af disse Forklaringer og ved min Beskjæftigelse med Stedsnavne i det hele følt mig trykket ved, at jeg ikke er Sprogmand af Fag. Jeg har vistnok, naar jeg manglede en sproglig Oplysning eller var i Tvivl om et sprogligt Spørgsmaal, kunnet hente Veiledning hos min Kollega Professor Sophus Bugge. Men hvor villig og rigelig end denne Veiledning har været ydet — i en Mangfoldighed af Tilfælde udenfor de faa, hvor jeg har betegnet en af ham meddelt Forklaring med et tilføiet (SB) —, har den selvfølgelig ikke paa langt nær kunnet er- statte Mangelen af egen Indsigt.

Naar jeg alligevel har paataget mig Arbeidet, har det været, fordi det maatte gjøres, naar der bødes en saa god Leilighed dertil, og fordi jeg mente, at der dog ogsaa kræves adskillige andre Kundskaber end de sproglige til Forstaaelse af Stedsnavne. Jeg maatte desuden ogsaa tage hensyn til, at Forklaringerne kun ere en mindre Del, om end en vigtig Del, af Værkets Indhold.

Ingen, som selv har forsøgt sig paa Forklaring af Stedsnavne, vil undres over, at mangen Gang ingen Forklaring har kunnet gives, og at endnu oftere Resultatet bliver en usikker Formodning, eller flere forskjellige, tilsyneladende mulige Formodninger, mellem hvilke intet sikkert Valg kan gjøres. Ofte træffer det ogsaa, at man godt kan forklare et Navns sproglige Mening, men ikke forstaar, hvilken Tanke den, som i sin Tid gav Navnet, har havt med dertil at vælge dette Ord eller denne Sammensætning af Ord.

En Vanskelighed, jeg ofte har følt ved Navnenes Forklaring, er Mange- len af tilstrækkeligt Kjendskab til Stedforholdene paa de Steder, hvor Nav- nene høre hjemme. Man har jo nu ret gode Karter til Hjælp; ved velvillig Imødekommen fra den geografiske Opmaalings Side har jeg ogsaa havt Anled- ning til at faa udlaant Fotografier, forsaavidt saadanne havdes, af de under Opmaalingsarbeidet optagne Detailkarter i større Maalestok. Selv disse yde dog ikke altid den nødvendige Veiledning, fordi Navne ofte ere givne efter Eiendommeligheder ved Situationen, som kun træde frem paa Karter i meget stor Maalestok. Jeg er derfor forberedt paa, at Folk, der ere nøie kjendte paa de vedkommende Steder, i adskillige Tilfælde ville kunne berigtige de af mig givne Forklaringer eller give en bestemt Forklaring, hvor jeg har staaet uvis.

I Spidsen for hver Forklaring har jeg sat Navnet i normal oldnorsk Form, i de Tilfælde, hvor jeg troede at kunne bestemme denne ialfald med nogenlunde Sikkerhed. Som Normal har jeg søgt at gjennemføre den Form, Sproget maa antages at have havt i Norge i Begyndelsen af det 13de Aar- hundrede. Jeg gjør særlig opmærksom paa, at jeg som Følge deraf har skrevet de Ord, som oprindelig begyndte med Hl-, Hn-, Hr-, uden H, fordi dette i Norge paa den nævnte Tid ikke længere hørtes i Udtalen og brugtes i Skrift; almindelig har jeg dog tilføiet den ældre Form i Parenthes. Jeg har ikke forsøgt at skjelne mellem e og det ved i-Omlyd af a opstaaede æ.

Stedsnavne udenfor Norge har jeg kun sjelden kunnet benytte til Vei- ledning, allerede af den Grund, at jeg ikke havde tilstrækkelige Oplysninger om dem til at kunne benytte dem med Tryghed, navnlig ikke Oplysninger om den nuværende Udtale. Jeg er ogsaa tilbøielig til at tro, at man paa denne Undersøgelses nuværende Standpunkt udretter mest til dens videre Fremme ved at samle Arbeidet inden enkelte større Omraader, for hvilke man i Forveien har skaffet sig nogenlunde fyldestgjørende Oplysninger. Forholds- vis mest har jeg af ikke-norske Navne kunnet benytte de ældre islandske, der jo ogsaa staa de ældre norske nærmest.

V. Oplysninger om Sognenavnene ere givne, hvor Fortegnelsen af Sognets Gaarde begynder i Matrikelen. Da Størstedelen af Sognenavnene oprindelig ere Gaardnavne, og de Gaarde, hvorefter Navnene ere tagne, i de fleste Tilfælde endnu ere til i Sognet, er dog Forklaringen af Sognenav- nene i Regelen at finde under de vedkommende Gaarde.

Ved Slutningen af hvert Herred har jeg under Overskrift "Forsvundne Navne" behandlet de Navne paa Gaarde, som jeg har optegnet efter ældre Kilder, men som nu ikke længere ere opførte i Herredets Matrikel. Navnene ere ikke altid derfor i Virkeligheden "forsvundne"; de ere ofte endnu til som Navne paa Pladser, paa Jordstykker og lign., — vist meget oftere end i de faa Tilfælde, hvori jeg er kommen til Kundskab derom. Ofte har jeg dog ialfald kunnet oplyse, hvor den savnede Gaard er blevet af, fordi jeg i yngre Jorde- bøger havde fundet den nævnt som Underbrug til endnu existerende Gaarde. — Af forsvundne Gaarde havde der kunnet opføres endel flere, hvis jeg lige fra først af ved Gjennemgaaelsen af de senere Aarhundreders Jordebøger havde lagt an paa at optegne alle de, jeg der fandt.

Ved Herredets Slutning er desuden givet Oplysninger om gamle Bygde- navne, som have været brugte om den hele Bygd eller om Dele af den, for- saavidt saadanne Navne kjendes fra Herredet.

VI. Paa forskjellige Steder er der meddelt adskillige Oplysninger nær- mest af historisk Art, der ikke have noget at gjøre med Navnene som saadanne. Af disse Oplysninger skal jeg særlig fremhæve følgende:

1. Ved Anførsler fra middelalderske Breve og Jordebøger er det almin- delig bemærket, naar man af det anførte Sted kan se, at Gaarden dengang har været delt i flere Brug, og med hvilke Adskillelsesnavne Brugene be- tegnedes. Jeg skal her gjøre opmærksom paa, at man, naar der i et saadant Tilfælde er anført f. Ex. "nordre østre" uden Adskillelsestegn imellem, har at forstaa dette som betydende: nordre Del af østre Gaard. Staar derimod "nordre, østre" med Komma, er Meningen, at paa det anførte Sted er omtalt to Parter eller Brug af den nævnte Gaard, det nordre og det østre.

2. Ogsaa ved Anførslerne fra Matrikeludkastet af 1723 er stadig an- mærket, hvor mange særskilte Brug der da fandtes paa Gaarden, og med hvilke Navne disse betegnedes, forsaavidt Navnene ere tilførte i Udkastet, hvilket ikke altid er Tilfældet.

3. Tidligere selvstændige Gaarde, der i den senere Tids Jordebøger ere nævnte som Underbrug, ere anførte, i størst Fuldstændighed fra Matrikel- udkastet af 1723. Af dette er ogsaa optaget de Husmandspladse, som der omtales som hørende under Gaardene. Gjennem disse Optegnelser bliver det, som allerede bemærket, muligt at paavise Beliggenheden af en stor Del af de ældre, "forsvundne" Gaarde.

4. For de allerfleste Herreder er efter en enkelt Jordebog, almindelig fra Tiden omkring 1600, opgivet Gaardenes Ansættelse til fulde (hele) Gaarde, halve Gaarde, Ødegaarde og halve Ødegaarde (hvor den sidste Klasse brugtes, hvilket ikke var Tilfældet overalt; Benævnelserne paa de to sidste Klasser vare forøvrigt tildels forskjellige). Dette var en Klassifikation af Gaardene efter deres Størrelse og Godhed, hvorefter adskillige offentlige Ydelser ud- lignedes. Klassifikationen er her udtrykt paa den Maade, at 1/1 betyder fuld Gaard, 1/2 halv Gaard, 1/4 Ødegaard, 1/8 halv Ødegaard. Naar der saaledes efter en Jordebogs Aarstal staar 1/1, 1/1, 1/4, betyder dette altsaa, at vedkom- mende Gaard efter denne Jordebog paa den Tid var delt i 3 Brug, hvoraf de to vare fulde Gaarde og det tredie Ødegaard.

5. Ved hvert Herreds Slutning er tilføiet Oplysning om ældre Kirker, som sikkert vides at have været til, men senere ere nedlagte. Ligeledes er ved Artiklerne om Sognenavnene anmærket, til hvilken eller hvilke Helgener Kirken var viet i den katholske Tid, forsaavidt Kirken var til allerede da og fornøden Oplysning nu haves.

Disse Notitser grunde sig for den allerstørste Del paa Optegnelser, som jeg havde gjort for egen Nytte og Fornøielse under Arbeidet med at uddrage de ældre Navneformer af de for dette Øiemed gjennemgaaede Kilder; for en mindre Del skrive de sig fra Samlinger, som jeg havde gjort ved andre Leiligheder.

Jeg har taget dem med, fordi jeg antog, at de særlig vilde interessere mange Læsere omkring i Bygderne. Ogsaa for dem, der benytte Værket i videnskabeligt Øiemed, turde de have noget Værd. Jeg lægger særlig Vægt paa Oplysningerne om Gaardenes Deling i Middelalderen, fordi jeg tror, at der hidtil neppe har været lagt tilstrækkelig Mærke til, hvor stærkt mang- foldige Gaarde i Landet have været udstykkede allerede i denne Tid, uagtet deres dyrkede Landomraade da maa have været mindre end nu. Jeg kunde forøvrigt med Hensyn til en Del af disse Oplysninger have ønsket, at de havde været fuldstændigere, end de ere; jeg har gjort Notitserne som Bisag ved et andet Arbeide uden at tænke paa, at de kunde blive trykte.

Hvad den efter dette Forord følgende Indledning angaar, maa man ikke i den vente at finde noget Forsøg paa at give en sammenhængende og udførlig Fremstilling af, hvad der kan siges om norske Stedsnavne og særlig om Gaardnavne i Almindelighed. Et saadant Forsøg vilde jeg heller ikke have indladt mig paa, før jeg havde gjennemarbeidet det hele Lands Navne paa samme Maade, som jeg har gjort det med et enkelt Amts i det nu fore- liggende 1ste Bind, — ialfald ikke, medmindre jeg havde havt flere Aars Forberedelsestid. Hvad der nu er givet, er ikke stort mere end den aller- nødvendigste Veiledning til at benytte og forstaa det Værk, hvortil Indled- ningen hører.

Til Indledningen er føiet to Tillæg.

Det første af disse indeholder en alfabetisk ordnet Fortegnelse over en Del af de oldnorske Ord, som findes benyttede i Gaardnavne, med Oplys- ninger om deres Betydning, om de deraf dannede Navnes Ælde, Hyppighed og Udbredelse i Landet, om de vigtigste af de lydlige Forandringer, hvori de fremtræde i Nutidens Navne, om de Ord, hvormed de let kunne forvexles i Navne m. m. Hensigten med dette Tillæg har først og fremst været at kunne slippe med at give vidløftigere Forklaringer kun én Gang for alle. Udvalget af de Navne, som skulde behandles her, maatte nødvendig til en vis Grad blive vilkaarligt, og det kan vel hænde, at jeg har forbigaaet et og andet, som helst burde være medtaget.

Det andet Tillæg er en alfabetisk Liste over Landets nuværende Herre- der med Oplysning om, hvilket Fogderi og hvilket Amt de tilhøre. I For- klaringerne i Værkets Text har jeg jevnlig omtalt Gaarde, som ligge i andre Landsdele, og jeg har da for Kortheds Skyld i Regelen maattet lade mig nøie med at angive deres Beliggenhed blot med det Herreds Navn, i hvilket de ligge. Læsere, som ikke kjende Herredet eller ikke ere sikre paa, hvor det er at søge, ville let kunne finde den manglende Oplysning ved at se efter i denne Herredsliste.

Den ved et Værk af saadant Indhold meget vanskelige og møisommelige Korrektur har Hr. Underbibliothekar A. Kjær besørget. Ham skyldes ogsaa Udarbeidelsen af Registrene, paa hvis Fuldstændighed og Paalidelighed saa- danne Skrifters Brugbarhed i saa høi Grad beror.

For den særdeles Omhu, Nøiagtighed og Kyndighed, hvormed disse Ar- beider ere udførte, ville Læserne, ligesom jeg, være Hr. Kjær meget tak- nemmelige.

Kristiania 4de Febr. 1898.

O. Rygh.

Det Værk, hvortil de efterfølgende Bemærkninger skulle tjene som Indledning, er først og fremst anlagt paa nogenlunde fuldstændigt at fremlægge, hvad der nu er tilgjængeligt af Oplysninger om hvert enkelt Gaardnavns Form og Lydelse til forskjellige Tider, og dernæst paa at forklare Navnenes Betydning, forsaavidt Udgiveren har troet at kunne bestemme denne ved Hjælp af de Midler, som have staaet til hans Raadighed.

Den første Del af Arbeidet har i sig selv stor Interesse i sproglig Henseende og er derhos det nødvendige og uundværlige Grundlag for den sidste.

Blandt Midlerne til at udfinde Navnenes rette Form er, for de Navnes Vedkommende, hvis Tilblivelse falder noget længere tilbage i Tiden, Maaden, hvorpaa de findes skrevne, naar de nævnes i bevarede Skrifter fra Fortiden, et af de vigtigste. Navnene forandres gjennem Tiderne, som Talesproget forandres; Lydene skifte, og Afslidning og Afkortning indtræder under den i Aarhundreder fortsatte Brug. Nav- nene blive derved ofte saa ukjendelige, at selv den kundskabsrigeste og skarpsindigste Sprogforsker i mange Tilfælde vil være ude af Stand til at afgjøre, hvorledes de oprindelig have lydt, naar han alene kjender dem i den Form, de nu have.

Heldigvis omtales en stor Del af Landets nuværende Gaarde i Skrifter af forskjellig Art allerede i den Tid, da Sproget endnu kan betegnes som Oldnorsk. Størst Udbytte i denne Henseende give de Jordebøger fra Middelalderen, vi endnu have tilbage — næsten ude- lukkende Fortegnelser over geistlige Stiftelsers Gods — og de mange bevarede Breve fra samme Tid, nu allerede for den største Del trykte i Diplomatarium Norvegicum. Ikke faa Gaardnavne forekomme i Sagaer, især i de norske Kongesagaer, men ogsaa leilighedsvis i saa- danne, som fortælle om islandske Ætter og Personer. Enkelte Navne findes endelig i Indskrifter fra Middelalderen.

Disse Kilder ere af forskjelligt Værd efter deres forskjellige Alder og efter den større eller mindre Troskab og Nøiagtighed, hvormed de gjengive Navnenes Lyd i Skrift.

Desværre skrive de allerfleste af dem sig fra en forholdsvis sen Tid, fra Middelalderens 2-3 sidste Aarhundreder. Af Brevene gaa kun faa saa langt tilbage som til det 13de Aarh.; først i det 14de begynde de at blive talrige. Af Jordebøger af noget større Omfang er ingen bevaret, som er ældre end 1350. De fleste af de Navne, man finder i disse Kilder, ere af meget ældre Oprindelse, tildels op til 1000 Aar ældre og derover. Det siger sig selv, at disse Navne for en stor Del havde undergaaet betydelige Forandringer, inden de op- tegnedes i den senere Middelalder paa de Steder, hvor vi nu først finde dem, og at følgelig den Form, hvori vi have dem der, kan være temmelig langt fjernet fra den oprindelige. De Navne, som findes i Sagaerne, ere optegnede noget tidligere, for det meste i det 13de Aarh.; men disse Navneformers Paalidelighed forringes endel derved, at Sagaerne skyldes islandske Forfattere og ere skrevne paa Island, — at vi ikke længere have dem i Forfatternes Haandskrift, men i Af- skrifter, — for mange Sagaers Vedkommende desuden ogsaa derved, at deres Indhold i længere Tid har været bevaret i mundtlig Over- levering, før det nedskreves. Idethele maa det dog siges, at Navne- formerne i Sagaerne ere bedre, end man under saadanne Omstændig- heder kunde vente dem.

At de middelalderske Optegnelser af Navne heller ikke, hvor man har dem fra første Haand, kunne være ubetinget paalidelige med Hensyn til Gjengivelsen af Navnenes daværende Udtale, er omtrent selvsagt. For det første maa der naturligvis findes Feil, som skrive sig fra Uagtsomhed eller Mangel paa sproglig Kyndighed og paa Øvelse i at gjengive Lyden i Skrift; af det Slags Feil er der jo mange, og kanske lige saa mange eller flere, endnu i vor Tids Jordebøger og offentlige Dokumenter. Dertil kommer særlig for de gamle Jorde- bøgers Vedkommende, at det har været meget vanskeligere dengang, end det er nu, at faa Rede paa de mange Navnes rigtige Form.

Det er derfor ikke at undres over, at vi i disse gamle Kilder ret ofte støde paa Navne, der aabenbart ere feilagtigt skrevne. Kjender man saa Navnets gamle Form kun fra denne ene Kilde, kan det være umuligt nu med Sikkerhed at rette Feilen. Man maa derfor være lidt forsigtig i Brugen af middelalderske Navneformer; det er jo under saadanne Omstændigheder klart, at der godt hist og her kan være Feil i dem ogsaa i Tilfælde, hvor der ikke synes at være nogen Grund til Mistanke.

Antallet af Gaarde, som findes nævnte i de nu bevarede Skrifter fra Middelalderen, er ingenlunde jevnt fordelt over Landet. Der gives Egne, hvor dette er Tilfældet med næsten alle de Gaarde, som vare til allerede i den Tid, og andre Egne, hvor saagodtsom ingen af dem findes nævnt saa tidlig. Bedst kjendes de gamle Navneformer fra de Distrikter, som hørte til det daværende Oslo Stift, hvorfra man har baade en god og righoldig Jordebog (Biskop Eysteins Jordebog, alm. kaldet "den røde Bog") og en Mængde Breve. Sparsomst flyde begge disse Slags Kilder for Nedenes og Lister og Mandal Amter og for Nordland.

Nogen Erstatning for, hvad der mangler af Oplysninger fra Middel- alderen, give dog Jordebøger og andre Kilder fra de nærmest følgende Aarhundreder. Fra disse have vi, som det kunde ventes, meget mere levnet af det Slags end fra Middelalderen. Allerede fra Begyndelsen af 16de Aarh., Tiden omkring 1520, haves endnu mere eller mindre fuldstændige Skattemandtal for den største Del af Landet. Fra den senere Del af samme Aarhundrede findes Jordebøger og Skattemandtal for hele Landet, i større eller mindre Antal for de forskjellige Lands- dele, og fra 17de Aarh. ere de bevarede i Mængdevis. Af disse Kilder vil man i dette Værk finde benyttet de fleste og vigtigste af dem, som tilhøre det 16de Aarh., og et lidet Udvalg af de senere, ned til det for det hele Land bevarede Matrikeludkast af 1723.

Navneformerne fra disse Aarhundreder høre med for at vise, hvor- ledes Navnene have forandret sig gjennem Tiderne, og de have sproglig Interesse, saameget mere som de skrive sig fra en Gjærings- og Over- gangstid i Tale- og Skriftsproget. Men ogsaa for det specielle Studium af Navnene yde de ofte god Hjælp, især fordi Navnene i disse Kilder for en stor Del endnu have en ældre og mere oprindelig Form end de have nu, — endog ældre, end de kunne antages at have havt i den samtidige Udtale. Jordebøgernes Skrivere have nemlig i Regelen havt ældre Jordebøger for sig og have ofte fulgt dem, ikke Udtalen. Det følger ogsaa af sig selv, at Navnenes Skriftform gjennemsnitlig kommer til at staa paa et noget ældre Standpunkt end Tidens Ud- taleformer; endnu i vore Dage skrives jo mange Gaardnavne i en Form, som forlængst er forladt i Udtalen.

Man finder derfor ofte, hvor Oplysning mangler fra Middelalderen, Navnenes Form i den Tid bevaret i disse yngre Kilder, eller ialfald Veiledning til at udfinde den. De ere dog for den, der ikke nøiere kjender disse Tiders Maade at skrive paa, noget vanskelige at benytte paa Grund af den da brugelige forvirrede og ustø, med Bogstavtegn urimelig sløsende Retskrivning.

Ved Siden af de ældre Skriftformer kommer Navnenes nuværende Udtale i Betragtning som det andet Hoved-Hjælpemiddel til at be- stemme deres rette Form. Man maa dog da holde sig udelukkende til den Udtale, som bruges i daglig Tale Mand og Mand imellem blandt Almuesfolk i Bygden. Den mere eller mindre af den nu van- lige Skriftform paavirkede Udtale, som man kan høre ogsaa af dem, i Samtale med Folk, som ikke tale deres eget Maal, har intet selv- stændigt Værd; den er kun at betragte som en Forvanskning af den ægte Bygdeudtale.

Denne maa i det store taget siges at være ganske uafhængig af Skriftformerne, de ældre saavelsom de yngre. Det har ved de Under- søgelser omkring i Landet, hvis Udbytte fremlægges i dette Værk, vist sig, at Landsfolket med sjelden Troskab har bevaret Stedsnavnene fra Fortiden uden at ænse de mangfoldige vexlende Former, hvori de have været skrevne gjennem Tiderne. De ægte Udtaleformer stamme saaledes umiddelbart fra de oprindelige. De have imidlertid selvfølgelig undergaaet den samme Udvikling som Sprogets øvrige Stof og staa i nu allerede delvis udgivne af H. J. Huitfeldt-Kaas i "Norske Regnskaber og Jorde- bøger fra det 16de Aarhundrede", hvoraf hidtil 2 Bind ere udkomne. Det samme gjælder vistnok i mange Tilfælde om de Skriftformer, vi kjende fra Middel- alderen. Dette er det forøvrigt vanskeligt at paavise, og Forholdet er endnu ikke nærmere undersøgt. det væsentlige i samme Forhold til de oprindelige Former som de nuværende Bygdemaal til Oldsproget. Udtalens Uafhængighed af Skrift- formerne viser sig selv i Bygder, som ligge tæt ind til større Byer, og hvor Skriftformerne derfor have havt størst Magt; disse have kun be- virket, at den paa mundtlig Overlevering beroende Udtale i saadanne Bygder bruges af en forholdsvis mindre Del af Befolkningen.

Denne Udtaleformernes Uafhængighed af de forskjellige tilfældige forstyrrende Indflydelser, som Skriftformerne have været underkastede, er det, som giver dem deres største Værd for Studiet af Navnene. De kunne gjennem Sprogets naturlige Udvikling have fjernet sig tem- melig langt fra Navnenes Urform og ligge, som ovenfor bemærket, ikke sjelden længere borte fra denne end Nutidens Skriftformer, men i Paalidelighed overgaaa de langt disse.

Udtaleformerne give derfor ofte Veiledning til Navnets rette Op- fatning, hvor andre Oplysninger svigte. Hvor vigtig den Støtte er, man har i dem, mærkes bedst i Tilfælde, hvor Navnet i daglig Brug nu er ombyttet med et andet og saaledes den engang brugte Udtale- form af det er gaaet tabt. Har man da ingen ret gammel Skriftform at holde sig til, men blot den Form, hvori Navnet i den seneste Tid har været skrevet i Jordebøgerne, staar man ved Navne, som frem- byde nogen Vanskelighed, ofte ganske raadløs. Hvor Navnet endnu lever i Udtalen, er Udtaleformen af særlig Betydning ved den Hjælp, den yder til at kontrollere Skriftformerne og opdage Feil i disse, samt til at bestemme Navnets grammatiske Form, dets Tal, Kjøn og Bøi- ningsform, som ikke kan skjønnes af Skriftformen, naar man ikke kjender denne fra meget gammel Tid.

Efter denne korte Oversigt over det Grundlag, hvorpaa enhver nøiere Undersøgelse af Gaardnavnene maa bygges, gaa vi over til at betragte enkelte Sider af deres Historie og Natur, som det kan være nyttigt at kjende noget nærmere for dem, der ville benytte dette Værk, navnlig for Læsere, der ikke ere særlig sprogkyndige.

 Hvorledes gamle Gaardnavne forsvinde.

Spørger man, hvor mange der endnu lever i Bygderne af de Gaardnavne, som fandtes i Landet paa et vist givet Punkt i den fjernere Fortid, f. Ex. ved Ud- gangen af den hedenske Tid, maa Svaret blive, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at en meget stor Del af disse er gaaet tilgrunde, uagtet det er lige saa utvivlsomt, at Gaardenes samlede Tal nu er meget større.

Vi kunne med ret stor Sikkerhed slutte dette efter kjendte For- hold fra noget senere Tider. I de til os komne Jordebøger og Doku- menter fra den senere Middelalder forekomne mange Gaarde, som nu ei længere kjendes i vedkommende Bygd, og endnu i Jordebøger fra 16de og 17de Aarh. træffes adskillige saadanne. Mange af disse for- svundne Gaarde ville findes anførte i dette Værk, og endnu flere kunde vistnok samles ved omhyggelig Gjennemgaaelse af samtlige bevarede Kilder fra de sidstnævnte Aarhundreder. Denne Bevægelse har fortsat sig ned til vor Tid, hvorfra man vil kunne nævne adskil- lige Gaardnavne, som ere lige ved at gaa af Minde i Bygden; det kan tages for givet, at den er begyndt meget langt oppe i Tiden.

Det er paa forskjellige Maader, at Gaardnavne saaledes gaa ud af Verden.

Et af de hyppigste Tilfælde er, at Navnet forsvinder, fordi Gaarden ved at blive forenet med en anden Gaard og slaaet sammen med denne ophører at være selvstændigt Brug; den anden Gaards Navn kommer da gjerne snart til at gjælde for begge. Det kan hænde, at dette sker, selv om den Gaard, hvis Navn bliver det seirende, er en mindre Eiendom og har et Navn af yngre Oprindelse; almindelig bliver den Gaards Navn, paa hvis Grund Husene staa, Fællesnavnet. Under- tiden kan den opslugte Gaards Navn dog holde sig meget længe som Benævnelse for den Del af den samlede Gaards Jordvei, som skriver sig fra den, eller paa det Jorde, hvor engang dens Bygninger stod. Der kjendes enkelte Exempler paa, at ellers forsvundne middelalderske Gaardnavne have holdt sig til vor Tid paa denne Maade, og flere vilde sikkert komme frem, om man havde fuldstændigere Kundskab om disse Særnavne paa enkelte Jordstykker; de kjendes almindelig kun af Gaardens egne Folk og af de nærmeste Naboer, og det er derfor vanskeligt at faa Rede paa dem.

Et beslægtet Tilfælde er det, at en Gaard mister sit oprindelige Navn, fordi den tidligere i længere Tid har været Underbrug til en anden. Naar den saa igjen skilles fra denne, er ofte det gamle Navn glemt, selv om det den hele Tid har været opført i de officielle Jorde- bøger, og Gaarden faar et nyt. Dette er da i mange Tilfælde et saadant, som minder om Gaardens Uselvstændighedstid, et Navn som Aunet (auðn), Ødegaarden, Ødejorden (Øijorden).

Meget ofte er et gammelt Gaardnavn blevet borte paa den Maade, at Gaarden er bleven delt i to eller flere Parter, og Parterne have faaet hver sit særskilte Navn; disse Navne have da snart fortrængt det gamle Fællesnavn, som nu var blevet unødvendigt. Dette ind- træder dog langtfra altid, ikke engang oftest, ved Delinger af Gaarde. Fællesnavnet kan holde sig som Grændenavn, eller som Navn paa en af Parterne, eller det vedbliver at bruges om dem alle eller ialfald om flere af dem med Tillæg af en Adskillelsesbetegnelse som vestre, østre osv. Den sidste nu meget brugte Betegnelsesmaade var hyppig allerede i Middelalderen. Opstod ved Delingen nye Gaardnavne, blev disse meget ofte sammensatte Navne, hvis 1ste Led var et Personnavn eller et Ord, som sigtede til Gaardens Beliggenhed i Forhold til de andre Parter, medens det andet var et Ord som býr, hús, garðr. Hvor man finder Gaardnavne af saadan Form, kan der være god Grund til at formode, at Gaardene ere opstaaede ved Deling, og finder man flere saadanne Navne i Klynge, bliver der Sandsynlighed for, at de ere Parter af en Gaard, hvis Navn er tabt, — hvis man da ikke imellem dem eller lige i Nærheden har en Gaard med Navn af ældre Præg, fra hvilken de kunne formodes at være udskilte. Saadanne Formodninger ville dog i Regelen blive noget usikre, og selv, om der kan tilveiebringes Sandsynlighed for, at et gammelt Navn er gaaet tabt paa Stedet, vil det oftest nu ikke være muligt at udfinde dette. Undertiden lader dette sig dog gjøre. Saaledes vise Gardene Øfst- hus, Midhus, Aarhus og Nesthus i Vikør Sogn i Hardanger sig at være Dele af en Gaard, der har havt det paa Vestlandet temmelig almindelige Navn Fj&bmaapeno;rðr, Fjorden, og nu, om Navnet havde holdt sig til vor Tid, vilde have hedet Førde (svarende til Firði, Dativ af Fj&bmaapeno;rðr). Gaardenes Beliggenhed svarer ogsaa til dette Navn, der sta- digt bruges om Gaarde ved Bunden af en Fjord; de ligge nemlig ved den indre Ende af Noreimvandet, som er den inderste Del af Fjorden Noreimsundet. Ligeledes kan det paavises, at Nordgaarden, Mid- bøen, Grave og Utgaarden i Seljord Sogn i Telemarken ere Parter af en Gaard, som har hedet Silakr.

Gaardnavne forsvinde videre ofte derved, at Gaardene faa et nyt Navn, som fortrænger det oprindelige. I mange Tilfælde er det i Bygdens almindelige Brug, at det nye Navn kommer op og fæster sig; Grundene dertil have vist været forskjellige og ere ikke altid saa lette at bestemme i de enkelte Tilfælde.

Hyppigt er et Navn, som betegner Stedet efter dets Beliggenhed, traadt i Stedet for et andet, som ikke har nogen saadan lokal Tilknyt- ning. Jevnlig er da det fortrængte Navn et, der er givet efter en Person, som engang har eiet eller beboet Gaarden, som naar en Gaard, der har hedet Jakobsrød, nu kaldes Myrene. Dette kan vel tildels hænge sammen med, at Erindringen om den Person, hvortil det ældre Navn sigter, taber sig i Bygden. Gjælder det Navne, som først i de sidste Aarhundreder ere komne ind i Jordebøgerne, kan der være Formodning om, at det efter lokale Forhold givne Navn har været brugt allerede før den Tid og har holdt sig, uagtet et nyt Navn blev givet ved Indførelsen i Jordebogen; det sidste har da aldrig været andet end officielt Navn og er faktisk det yngre af de to.

Sjeldnere findes det omvendte Forhold, at et lokalt Navn er om- byttet med et Eiernavn, som naar en Gaard i Bærum, der oprindelig hed Sólbergar, nu kaldes Krysby (det sidste Navn lyder i det paa Latin affattede Brev af 1304, som oplyser Forholdet, Kryvilsbole, — vel efter et Mands-Tilnavn).

Jevnlig sees det ogsaa, at et Navn, som man ved Udskillelsen af en Del af en gammel Gaard har villet give det nydannede Brug, ikke har fæstet sig; man har vedblevet at benævne det med den samlede Gaards gamle Navn.

Ligesaa hænder det ofte, at en Gaards Navn ændres paa Grund af senere Forhold i dens Historie. Herunder hører delvis det ovenfor Nesthus kaldes i BK. 81 a og DN. IV 253 N. i Firði, og i Firði nævnes endnu som Gaard her BK. 33 a. Grænden kaldes ogsaa endnu Fjærabygde (Fjarðarbygð). Se DN. XI 168. 225. XIII 160 og Stiftsbogen samt Wille, Beskrivelse over Sillejord S. 47. Paa de anførte Steder var det gamle Gaardnavn allerede gaaet over til Grænde- navn, Silakrsb&bmoe;r. Dette Navns Form kan forøvrigt være noget usikker, da de Kilder, hvorfra det nu kjendes, ere sene. Tænkeligt var nok Seljuakr, i Lighed med det nærliggende Seljugerði, hvorefter Sognet har faaet Navn. — Andre Exempler paa det her omtalte Forhold ere anførte i Thj. VSS. 1891 S. 154, og flere findes. DN. II 65. omtalte Tilfælde, at en Gaard ved at have været Underbrug faar et Navn som Ødegaarden.

De ældre Navne bruges, naar Ombytningen er foregaaet i de sidste Aarhundreder, tildels endnu i den officielle Matrikel.

I en anden Række af Tilfælde er det en af Gaardens Eiere, som har faaet et nyt Navn lagt paa den. Oftest er dette vistnok skeet, fordi det gamle Navn havde, eller ialfald mentes at have, en mindre tiltalende Betydning, eller fordi man fandt det simpelt, trivielt eller gammeldags. Navneombytninger af dette Slags mislykkes dog ofte, fordi man i Bygden vedbliver at bruge det gamle, tilvante Navn, og det nye bliver lidet kjendt og brugt; det kan hænde, at det, naar nogen Tid er gaaet, forsvinder ogsaa af den officielle Brug og gaar i Glemme.

Det kan her særlig mærkes, at Præstegaarde, som have været det fra gammel Tid, i Regelen have mistet sit oprindelige Navn. Det blev efterhaanden Brug at kalde dem blot "Præstegaarden", og derved blev det virkelige Navn skudt tilside; dette kjendes da oftest nu kun, hvis det findes i gamle Jordebøger eller Breve. Dette Forhold er gammelt; vi finde paa flere Steder "Præstegaarden" som Gaardnavn i Bygder, der ikke have havt egen Præst siden Reformationen, og hvor Gaarden følgelig har faaet dette Navn allerede i den katholske Tid. Saadanne Forandringer tage selvfølgelig Tid. Hvor en Gaard først er bleven Præstegaard i de sidste 1-200 Aar ved Oprettelse af nye Kald, kan derfor det oprindelige Navn endnu have holdt sig. Saa- ledes kaldes Præstegaardene i Skoger (eget Kald 1752) og i Nittedalen (1774) fremdeles i Bygden med de Navne, Gaardene havde, før de blev Præstebolig, Dæle og Omsi.

Endel gamle Gaardnavne ere endelig tabte derved, at de Gaarde, som de tilhørte, ere ødelagte ved Naturbegivenheder, som Jordfald eller Stenskred. Det har ogsaa oftere hændt, at Gaarde, som vare ryddede i Fjeldet eller i en Afkrog, senere ere opgivne, fordi for- andrede økonomiske Forhold bevirkede, at det ikke længere lønnede sig at drive dem. Ogsaa i dette Tilfælde vil Navnet let kunne glemmes.

Exempler paa flere af de omhandlede Tilfælde af Navnes For- svinden eller Forandring af Navn kunne paavises allerede i Middel- alderen, skjønt det kun er ved rent Tilfælde, at Oplysning derom er bevaret fra den Tid. De have vist forekommet i endnu ældre Tider; i de senere Aarhundreder have de været meget hyppige. Navne- forandring blev for ikke længe siden særlig begunstiget ved en Lov (af 15de Juni 1878), som berettiger enhver Gaardeier til at give sin Gaard et nyt Navn ved thinglæst Erklæring. Denne Ret er dog hidtil — heldigvis, maa man vel sige — ikke benyttet i nogen større Ud- strækning.

 Navneforraadets Forøgelse ved Dannelse af nye Gaarde og Navne. Bestemmelse af Navnenes Alder.

Medens saaledes en I den sidste Udgave af Matrikelen ere de virkelig brugte Navne, forsaavidt Oplysning kunde faaes om dem, tilføiede enten i Brugsnavnrubrikken eller i en Anmærkning. Mængde ældre Navne af forskjellige Grunde gaa ud af Brug og for- svinde, opstaar der stadigt nye. Gamle Gaarde deles, og nye fremstaa, eftersom Oprydningen af Landet skrider frem; dermed følger Behov for særskilte Navne for de saaledes tilkommende Gaarde. Navne- antallets Forøgelse paa denne Maade er naturligvis begyndt meget tidlig og har fortsat sig uafbrudt gjennem Tiderne. Den kan have været svag eller midlertidig have standset i Tider, da der var Tilbage- gang i Næringskilder og Folketal; men saa meget stærkere Fart har den skudt, naar der var god Fremgang i begge Henseender, som i Vikingetiden, for at nævne et Exempel fra en fjerntliggende Tid. Stærkest har Forøgelsen vistnok været i vort Aarhundrede, særlig i dets sidste Halvdel, paa Grund af den store Mængde af Smaabrug, som i denne Tid ere fraskilte ældre Gaarde.

Denne Tilgang af nye Gaardnavne har været mangedobbelt større end den i foregaaende Afsnit omhandlede Afgang.

Det maa dog herved erindres, at en ret betydelig Del af de til- kommende Navne ikke kunne siges at have været nye Navne i egent- ligste Forstand. Jeg tænker her paa den Klasse af Navne, som man for Kortheds Skyld kunde kalde "Opkaldelsesnavne". Eiere af nye Gaarde give dem ofte Navn efter en ældre Gaard, som er deres op- rindelige Hjemsted, eller som de af andre Grunde have særlig Inter- esse for. Eller ogsaa vælge de iflæng et mere bekjendt Stedsnavn, fra Indlandet eller Udlandet, — ofte ikke et Gaardnavn, men et By- eller Landsnavn. De fleste Lande i Europa og en Mængde af dets Byer findes derfor igjen i norske Gaardnavne; i den senere Tid ere ogsaa Navne fra Amerika komne til, som Kvebek, New-York, Chicago, Dacotah. Af indenlandske Navne have nogle bohuslenske Bynavne (Bahus, Kongell, Oddevall), uvist af hvilken Grund, været i særlig Yndest i 16de og 17de Aarh. Ofte vælges ogsaa Navne, som blive bekjendte gjennem Literaturen, mythologiske Stedsnavne, Navne paa udenlandske Steder, som blive almindelig omtalte paa Grund af mærke- lige Begivenheder, som nylig ere foregaaede der.

Denne Opkaldelsesskik gaar maaske ikke saa særdeles langt til- bage i Tiden; ialfald kan kun faa Spor til den nu eftervises før Middelalderens Slutning. Blandt de mange Gaardnavne, som dannedes paa Island i Landnamstiden, er der neppe et eneste, som med fuld Sikkerhed kan antages givet efter en Gaard i det Land, hvorfra Land- namsmændene stammede. Heller ikke fra Norge kjendes ret mange gamle Exempler. Navnene Jakobsland i Røken (nævnt i RB. 109. 110, nu udtalt Jakksland) og Galis i Kodal Sogn i Andebu (skrevet Galiza i RB. 61) maa vistnok være hentede fra Gallicien i Spanien; dette Landskab var vel kjendt i Norge i Middelalderen paa Grund af de hyppige Valfarter til Apostelen Jakobs Grav i Compostela, efter hvem Landet i Norden oftest kaldtes Jakobsland. Bjermeland i Vestnes, skrevet Biarmaland i AB. 77, er udentvivl det bekjendte Ved saadan Opkaldelse tages der selvfølgelig intet Hensyn til, om Navnet efter sin Betydning passer paa det Sted, hvor man anbringer det; et Navn, der sigter til en Høide, kan f. Ex. godt blive brugt om en paa en Slette liggende Gaard. Bjarmeland ved Hvidehavet; Navnet maa være givet Gaarden af en Mand, som havde gjort en Handelsreise til dette Land.

Opkaldelsesnavne tilhøre altsaa vel hovedsagelig de sidste Aar- hundreder. Til at gjøre dem saa almindelige har det vistnok bidraget, at man i den senere Tid ikke, som man fordetmeste maa have gjort tidligere, har kunnet eller villet vente, indtil Gaarden af sig selv fik et Navn i Bygdens Brug; man maatte have det strax og havde da ofte ondt for at finde det.

Som Følge af den stadige Tilgang af Navne findes der blandt de, der nu ere i Brug, Navne fra alle Aarhundreder lige fra en Tid, som maa ligge forud, og tildels vel langt forud, for 500 e. K., ned til Nutiden.

For Navnenes Benyttelse til sproglige og historiske Undersøgelser er det, som det let indsees, af stor Vigtighed saa nøie som muligt at kunne ordne dem efter deres Tilblivelsestid, eller med andre Ord at kunne bestemme de enkelte Navneklassers og Navnes Alder.

Man er endnu ikke naaet synderlig langt i denne Henseende og vil uden Tvivl kunne komme meget videre i Fremtiden ved fortsat sammenlignende Studium af Navnene. Allerede nu viser det sig dog muligt ad forskjellige Veie at danne sig en mere eller mindre bestemt Mening om en hel Del Navnes Alder.

I mange Tilfælde kan man allerede efter Navnets almindelige Karakter eller efter de Forestillingskredse, hvorfra det er hentet, be- stemme Tiden, hvorfra det skriver sig, eller ialfald afgjøre, om det er gammelt eller nyt. Navne som Aas, Berg, Li, Vold, Vang, Aa, Vatn, Eik, Os, Eid osv. kan man med temmelig Sikkerhed tillægge betydelig Alder, — hvis de da ikke skyldes Opkaldelse, hvad der ikke ofte vil være Tilfældet; derved vælges nemlig ikke gjerne saa enkle Navne. Paa den anden Side vil man, naar man hører Navne som Nøisomhed, Rosenlund, Frydenberg, Fredheim, Karenslyst, Høienhall, Godthaab, strax være paa det rene med, at de maa være meget unge, ialfald ikke over 2-300 Aar gamle. Ved Opkaldelses- navne lader Tilblivelsestiden sig ofte temmelig nøiagtigt afgjøre. Navne som Gimle, Breidablik, Folkvang, Freiasdal, Lidarende maa skyldes de sidste 100 Aar, da den gamle Mythologi og Sagaliteratur først i denne Tid have været kjendte i videre Kredse. I hvilken Tid Gaard- navnene Jena, Vagram, Vaterlo, Solferino, Balaklava ere blevne til, siger sig selv.

Blandt de gamle Navne er der, som bekjendt, en hel Del sammen- satte, som til sidste Led have et Ord, der har været meget stærkt brugt i sammensatte Gaardnavne over det hele Land eller i større Dele af det. Med Hensyn til flere af disse Sammensætningsled lader det sig allerede nu paa forskjellige Maader paavise, at de kun have været brugte i en begrændset Tid, og hvilken Tid omtrentlig dette har været. Det viser sig saaledes, at man havde ophørt at bruge vin og heimr i Gaardnavne allerede omkring Vikingetidens Begyndelse, altsaa mindst to Aarhundreder før Kristendommens Indførelse, — at staðir, land, setr ikke kom i Brug før ned imod Vikingetiden, men have holdt sig noget ind i den kristelige Tid, og at ruð helt tilhører denne og vel neppe rækker saa langt op som til dens Begyndelse.

Af usammensatte Navne kan man, som allerede bemærket, antage alle de for ret gamle, som ere et Ord, der betegner en almindelig forekommende lokal Situation (Aas, Berg osv.), og som have ube- stemt Form. Derimod er det ved dem almindelig ikke muligt nøiere at bestemme, hvor gamle de ere. Nogle af dem ere sikkert af høi Ælde, maaske tildels ældre end de ældste af de til vor Tid bevarede sammensatte Navne; men det er muligt, visselig ogsaa sandsynligt, at ganske lignende Navne vedblev at opstaa endnu en god Stund ud i Middelalderen.

Ofte bestemmes Navnets Alder derved, at der til dets Dannelse er benyttet et Ord, som knytter sig til historiske Forhold, der vides ikke at have holdt sig ud over en vis Tid, eller først at være ind- traadte efter en vis Tid. Det er saaledes givet, at Gaardnavnet Hof, eller Navne, hvori et hedensk Gudenavn er benyttet som Led, maa være blevne til i den hedenske Tid. Lige saa sikkert er det, at Navne sammensatte med kirkja, prestr, munkr maa være fra den kristelige Tid. Samme Tid maa de med Personnavne sammensatte Gaardnavne tilhøre, hvis Personnavnet er et af de, som først kom i Brug efter Kristendommens Indførelse (Pétr, Páll, Jón, Marteinn, Magnús, Klemet, Cecilia, Kristín, Margrét osv.).

Gaardenes større eller mindre Betydelighed som Jordbrug kan ogsaa, forsaavidt de ikke have skiftet Navn i senere Tid, være af Vigtighed i Spørgsmaalet om Navnenes Alder. Gamle Gaarde voxe gjerne i Tidens Løb og blive ved fortsat Rydning til store Brug. Finder man saaledes et aabenbart gammelt Navn paa en ubetydelig Eiendom, bliver der Grund til at formode, at den har faaet dette Navn sent ved Opkaldelse efter en gammel Gaard. Saadanne Slutninger blive dog altid noget usikre, fordi Gaardene jevnlig formindskes ved Deling, og det kan hænde, om det vel end just ikke ofte er hændt, at det oprindelige Navn bliver hængende ved en af de mindste Parter, medens de øvrige faa nye Navne.

Nærmere Oplysninger om de forskjellige Gaardnavnes Ælde ville, forsaavidt jeg kan give dem, findes i den nedenfor i Tillæg I givne Forklaring over endel i Gaardnavne brugte Ord og under de enkelte Gaarde i Hovedværket.

 Navnenes grammatiske Form.

a). Navnenes Talform. Den overveiende Mængde af Navne har Entalsformen; men ved Siden af disse findes der i alle Dele af Landet et ret anseligt Antal af Fler- talsnavne.

Af de sidste have de allerfleste utvivlsomt havt denne Form lige fra sin Tilblivelse. Dette kan dog i mange Tilfælde nu ikke siges med Sikkerhed, fordi Brugen af Talformerne i Navne i Middelalderens Skriftform er meget vaklende. Det hænder ofte, at en og samme Gaards Navn i Kilder fra omtrent samme Tid og endog paa forskjellige Steder i samme Kilde findes baade i Ental og i Flertal. Dette har sikkert blot sin Grund i Skjødesløshed eller i Mangel paa Kundskab om den rette Form, og ikke deri, at begge Former brugtes om hin- anden i Tale i vedkommende Bygd.

Grunden til Brugen af Flertalsformen er jevnlig vanskelig at for- staa. Ofte sees den dog at have ligget deri, at det, hvorefter Gaarden fik Navn, naturlig betegnedes med et Flertalsord. Var der f. Ex. paa Stedet flere nøgne Bergflader eller Bergknatter, blev Bergar, Klettar, Kleppar naturlige Navne paa Gaarden. Var der paa en Gaard, der laa ved Vand, flere fremspringende Odder, blev Nesjar et passende Navn. En Eiendom, som, da den blev selvstændigt Brug, bestod af flere Engstykker, kunde kaldes Engjar, og en, der bestod af en Gruppe af Smaaøer, faldt det af sig selv at benævne -øyjar med et Forled, som betegnede denne særskilte Øgruppe. Ved en Landings- plads, hvor Omegnens Beboere havde endel Baadnøst staaende, kunde en der ryddet Gaard komme til at hede Naustar; Gaarde i Nær- heden af en Aspe- eller Askelund kaldtes Aspar, Askar osv.

Om Deling af Gaarden i flere Brug tildels har medført, at dens Navn gik over fra Entals- til Flertalsform, forekommer mig meget tvivlsomt; ialfald vil der neppe i noget Tilfælde kunne føres Bevis for, at dette er skeet.

Kun forholdsvis sjelden synes Gaardnavne at have skiftet Talform i senere Tid; endnu sjeldnere lader saadan Forandring sig sikkert paavise paa Grund af den ovenfor omtalte Vaklen i Skrivemaaden i Middelalderen for dette Punkts Vedkommende. Overgang fra oprindeligt Entals- til Flertalsnavn lader til at forekomme hyppigst i de indre Bygder af S. Trondhjems Amt, skjønt den heller ikke der er meget almindelig. Den omvendte Overgang, fra Flertals- til Entalsnavn, træffes oftere, dog mest kun i enkelte hyppigt forekommende Navne. Saaledes er Sólbergar nu paa de fleste Steder blevet til Solberg, Uppsalir til Opsal, Navne sammensatte med -staðir til -stad. Den sidste Forandring beror dog vel ikke paa virkelig Skiften af Tal- form, men paa lydlige Grunde, paa den Afkortning, som det svagere betonede 2det Led i det sammensatte Navn er udsat for.

b). Navnenes Kjøn. Med Hensyn hertil skal her kun mærkes det særegne Forhold, at Ord af Intetkjøn, naar de brugtes som Steds- navne, i gammel Tid i Norge gik over til Hunkjøn. Saaledes bliver Berg som Flertalsnavn til Bergar osv. Dette har holdt sig endnu i vore nuværende Gaardnavne. Man kan derfor i Regelen paavise Forholdet ogsaa i Tilfælde, hvor man ikke kjender Navnet i oldnorsk Form eller i denne kun har det i Genitiv eller Dativ, i hvilke Bøi- ningsformer Kjønnet ikke kan bestemmes i Flertal; den nuværende Udtaleform er nemlig i den allerstørste Del af Landet forskjellig i Flertal af Hunkjøns- og Intetkjønsord, saavel i ubestemt som i bestemt Form.

Denne Forandring af Kjøn forekommer kun i gamle Navne; men i disse er jeg tilbøielig til at tro, at den har været undtagelsesfri Regel. Den gjenfindes ogsaa paa Island, hvorhen den maa være overført allerede i Landnamstiden, Ved Intetkjønsord, som først i kristelig Tid begynte at blive brugte i Gaardnavne, som ruð, kan den ikke paavises. Jeg giver her en Liste over norske Gaardnavne, der i Ental ere Intetkjøn, og af hvilke der ialfald med tilnærmelsesvis Sikkerhed kan paavises Hunkjønsformer i Flertal. Jeg har søgt at gjøre Listen saa fuldstændig som muligt; men det kan nok hænde, at endnu et og andet Navn bliver at tilføie. Entals- og Flertalsformen af hvert Navn ere her stillede ved Siden af hinanden.

Auðn, Auðnir. Berg, Bergar. Birki, Birkjar. Blind- erni, Blindernar. Blik, Blikar. B&bmoe;li, B&bmoe;lir. Efni, Efnar. Eið, Eiðar. Eiki, Eikjar. Fall, Fallar. Fjós, Fjósar. Gil, Giljar. Gljúfr, Gljúfrar. Grjót, Grjótar. Holt, Holtar. Hús, Húsar. Kjarr, Kjarrir. Klif, Klifar. Kot, Kotar. Lað (Hlað), Laðir. Land, Landir. Lyng, Lyngar. Naust, Naustar. Nes, Nesjar. Nór, Nórar. Raun (Hraun), Raunar. Rís (Hrís), Rísar. Rjóðr, Rjóðrar (Rjóðar). Setr, Setrar. Skauf, Skaufar. Spjót, Spjótar. Torg, Torgar. Tún, Túnir. Vað, Vaðir. Vatn, Vatnar. Þorp, Þorpar.

Medvirkende ved denne Skiften af Kjøn har vistnok den Om- stændighed været, at Intetkjønsnavne i det gamle Sprog uden tilføiet Artikel havde den samme Form i Flertal som i Ental, alene med Undtagelse af de Tilfælde, hvori Omlyd af Vokalen indtraadte i Flertal. Ved saadanne Navne vilde altsaa ikke Flertalsnavne skille sig ud fra Entalsnavne, om Kjønnet forblev uforandret. Dette er dog kanske ikke tilstrækkeligt til helt ud at forklare det paafaldende Forhold.

At i en Del af det Trondhjemske Gaardnavne af Hunkjøn og Intetkjøn jevnlig komme til at blive Hankjønsord ved Tilføielse af Hankjønsartikelen i Ental, vil blive omtalt i næste Afsnit.

c). Ubestemt og bestemt Form. Med Hensyn til Artikelens Brug i Gaardnavne er det Regel, at Navne, der gaa saa langt tilbage i Tiden som til den tidligere Del af Middelalderen, have ubestemt Form (Aas, Berg osv., i Flertal Aaser, Berger, med noget forskjellig Form af Endelsen i forskjellige Egne). Hermed er naturligvis ikke sagt, at alle Navne af ubestemt Form ere saa gamle. Allerede Navne fra den senere Middelalder have ofte fra først af havt Artikelen tilføiet, og ved Navne af endnu senere Oprindelse er dette meget almindeligt.

De gamle Navne uden Artikel have i de allerfleste Tilfælde holdt sig i denne Form til Nutiden. Der gives dog endel Undtagelser, Navne, som i senere Tid have faaet Artikelen tillagt. De fleste af disse Undtagelser tilhøre det Nordenfjeldske. Ved Entalsnavne er Jeg har der af saadanne Gaardnavne bemærket Eiðar, Fljótar, Grenjar, Hlaðir, Hrísar, Lyngar, Nesjar og Þorpar. Det maa bemærkes, at der i enkelte Tilfælde kan være Tvivl, om Nominativendelsen i Flertal har været -ar eller -ir. auðn findes ogsaa i Ental tildels brugt som Hunkjønsord; men Hunkjønsformen i Flertal i Gaardnavne forekommer hovedsagelig i Egne, hvor det nu som Entalsnavn er Intetkjønsord (det Nordenfjeldske). denne Overgang sjeldnere; i Flertalsnavne er den derimod ret hyppig og har ikke liden Udbredelse. Navne som Aasan, Bergan, Lian, Fossan, Myran, Tveitan (tildels med noget forskjellig Endelse), svarende til gammelt Ásar, Bergar, Líðir, Forsar, Mýrar, Þveitar, fore- komme af og til i Buskerud Amt, især i Sigdal og i Numedal, ikke sjelden i Jarlsberg og Larvik Amt, ofte i Bratsberg, Nedenes og Nordre Bergenhus Amter; i Romsdals Amt ere disse bestemte Flertals- former almindelige i gamle Navne og i de trondhjemske Amter omtrent eneherskende.

Et ganske eget Tilfælde af Overgang fra ubestemt til bestemt Form — og med det samme tildels Skiftning af Kjøn og Tal — fore- kommer i endel trondhjemske Bygder. Det er i disse meget alminde- ligt at føie Hankjønsartikelen i Ental til Gaardnavne, ogsaa til saa- danne, som oprindelig have andet Kjøn end Hankjøn, eller have været Flertalsord.

Er Navnet oprindelig Hunkjøns- eller Intetkjønsord, gaar det over til Hankjøn i alle Bøiningsformer. Er det Flertalsord, pleier derimod Flertalsformen at holde sig i Dativ, oftest ogsaa i Genitiv.

Navne, som have undergaaet denne Forandring, forekomme mere eller mindre almindelig paa Nordmør (hyppigst i Surendalen og Rin- dalen), i den største Del af S. Trondhjems Amt (ikke i de fleste af Kyst- og Øbygderne i Fosen Fogderi; heller ikke i de allerøverste Bygder i Guldalen), og i de sydligste Bygder af Indherred i N. Trondhjems Amt. Et Par isolerede Exempler findes i Nordre Søndmør. For- andringen er ingensteds paa langt nær konsekvent gjennemført, og i flere Bygder træffer man den kun ved enkelte Navne eller Navne- klasser.

Til nærmere Oplysning af dette hidtil lidet paaagtede Forhold anføres nedenfor endel Exempler, ordnede efter Navnenes oprindelige Kjøn og Tal.

1. Hankjønsnavne i Ental. Navne, sammensatte med heimr, der overalt ellers i Landet have bevaret den oprindelige ube- stemte Form, lyde her paa mange Steder -emmen, i Gen. -emms, Dat. -emma (Hóeimr f. Ex. nu Hoemmen). Kvam (Hvammr) bliver Kva1mmen, Stav (Stafr) Sta1ven, Høiby Høibyen.

2. Hunkjønsnavne i Ental. Ved disse er denne Overgang sjelden. Et sikkert Exempel er det gamle Rauðefja i Surendalen (AB. 67), der nu heder Rø1ven, Gen. Røvs. I dette Tilfælde kan den stærke Sammendragning af Navnet have befordret Overgangen. Denne synes ogsaa i et enkelt Tilfælde at forekomme i et med vin sammen- sat Navn: Sneen i Støren (utvivlsomt opr. Snævin), udtalt snø2a'n, i Dat. snø2a.

3. Intetkjønsnavne i Ental. Af saadanne have mange i disse Egne faaet Hankjønsartikelen. Navne sammensatte med nes lyde saaledes nu ofte -nesen, i Dat. -nesa, f. Ex. Krangnes i Suren- dalen (opr. Krakanes efter AB. 67). Ligeledes bliver setr som sidste Led i Navne her almindelig til -seten, i Dat. -seta. Ruð er paa adskillige Steder blevet til rø1en, i Dat. rø1a. Garberg i Mel- dalen udtales garberjen, i Dat. -berja, Skei i Surendalen sjæ1en, Øverskot i Stadsbygden øsskotten (jfr. af nædzsta Skote i AB. 63 om Nabogaarden), Esp (Espi) paa Byneset og paa Leinstranden æ1sspen, Hov (Hof) i Hegre Sogn i Stjørdalen hå1vinn osv.

4. Flertalsnavne. Ogsaa her er der mange Exempler. Navne paa -staðir udtales meget ofte i denne Del af Landet -staen, -ståen, -stóen, men i Dat. -stå, -ståm, -stóm, i Gen. -stå, -stó. Aa i Meldalen (opr. Ár, se AB. 52) udtales å1en, Dat. åm. Loglo paa Leinstranden (af Laghaloom AB. 42) lyder ló2lóen, Dat. lólóm, Østhus i Børsen, opr. vistnok Øfsthúsar, ø2ssthúsen, Dat. -såm osv.

Den her omtalte Tilføielse af Hankjønsartikelen til Gaardnavne er vistnok først indtraadt i de sidste Aarhundreder. Der har ikke været noget Spor at finde af den ved de Navne, hvori den nu bruges, i de Tilfælde, hvori de nævnes i Middelalderen. Ogsaa nu finder den sjelden Udtryk i Navnenes sædvanlige Skriftform.

Det kan vel med Rimelighed antages, at den er udgaaet fra de Tilfælde, hvorpaa Exempler opførtes ovenfor under No. 1, Navne, der fra først af vare Hankjønsord i Ental. Efter at det var blevet al- mindeligt at nævne saadanne i bestemt Form, er denne uforandret overført ogsaa paa Navne af andet Kjøn og paa Flertalsnavne, hvor- ved man vistnok i Tanken har havt for sig Hankjønsord, som havde Betydningen "Gaard" (býr, garðr). Der har her gjort sig Hensyn gjældende, væsentlig ensartede med de, som i en meget ældre Tid havde bevirket, at Egennavne paa Elve og Øer regelmæssigt fik Hun- kjønsform og Egennavne paa Holmer Hankjønsform, fordi Sprogets Ord for disse Begreber havde det tilsvarende Kjøn (á, øy, holmr).

d). Navnenes Bøiningsform. Med Hensyn til denne skal paa dette Sted alene fremhæves, at den gamle Dativform i mange Tilfælde nu er bleven Navnets Hovedform, ogsaa i Egne, hvor Dativ som Bøi- ningsform ellers er tabt i Sproget. Gaarde, hvis Navne oprindelig lød Sandr, Berg, Hólar, Þorpar, hede altsaa i saadanne Tilfælde nu Sande, Berge, Holum, Torpum, svarende til de gamle Dativformer Sandi, Bergi, Hólum, Þorpum.

Disse Navneformer antages almindelig, og vistnok med god Grund, at have sin Rod deri, at Gaardnavnene i daglig Brug i gamle Dage oftest hørtes i Dativform, med Præpositioner, som forbandtes med Dativ, som á, í, at, af, undir. I de skriftlige Kilder, hvorfra vi nu kjende de gamle Gaardnavne, anføres de jo ogsaa hyppigst i Dativ, som de Oplysninger om disse Navnes ældre Form, der fremlægges i Hovedværket, ville vise. Dette førte da ofte til, at Dativformen kunde fortrænge de andre Bøiningsformer og fæste sig som Navnets Hoved- form. Almindelig er den da nu ogsaa dets eneste Form; kun paa Vestlandet har ved saadanne Dativnavne ved Siden deraf ogsaa den oprindelige Genitivform holdt sig. Af Berge høres saaledes ofte der Genitiven Bers (Bergs); Joranger i Hafslo (oprindelig Jórungar), der kaldes Jørongo i Dativform, har i Gen. Jøronga osv.

I Entalsnavne er denne Brug af Dativ som Hovedform temmelig almindelig over det hele Land — skjønt ikke lige hyppig overalt — naar Navnenes Kjøn er Hankjøn eller Intetkjøn, og de have ubestemt Form. Ved de stærkt bøiede Ord er Endelsen nu kun paa faa Steder i (mest konsekvent brugt i Sætersdalen); almindelig lyder den nu e (Aakre, Aase, Dale, Eide, Hamre, Hauge, Hole, Holte, Hove, Kvamme, Lunde, Nese, Sande, Sunde osv.). I svagt bøiede Han- kjønsord er Endelsen som i Oldsproget a (Bakka, Haga osv.). I de Egne, hvor gamle Flertalsnavne paa -ar eller -ir nu i Udtalen have Endelsen e, er det ofte umuligt at adskille saadanne Navne fra stærkt bøiede Dativnavne i Ental, naar ingen Oplysning haves om Navnets Form i gammel Tid; da kan f. Ex. et Navn, som nu lyder Aase, lige godt være gammelt Ási (Dat. Ent.) og Ásar (Nom. Flt. i ubestemt Form).

Af Hunkjønsnavne findes Dativ, naar Navnet har ubestemt Form, kun rent undtagelsesvis nu som Hovedform. Lidt hyppigere er denne Brug ved Hunkjønsnavne i bestemt Form, skjønt ogsaa i dette Til- fælde sjelden. I Regelen kan den kun paavises ved svagt bøiede Hunkjønsord, som Holene eller Holon (opr. Holunni, af Hola), Tukun (Takunni, af Taka), Flugon (Flugunni, af Fluga), Guton (G&bmaapeno;tunni, af Gata). Ved stærkt bøiede Ord kan den ogsaa af og til synes at forekomme, som naar man hører det gamle Kleif udtalt k£ei1ven, ikke k£ei1va; det bliver dog da meget tvivlsomt, om ikke Udtalen med -en er indkommet fra Skriftformen eller Udtaleopgaven er urigtig, lempet efter denne Form. Et sikkert Exempel af denne Art — rigtignok et noget særeget — er det ofte paa Østlandet fore- kommende Gaardnavn Toen, der svarer til den gamle bestemte Dativ- form Tónni af Tó.

I bestemte Navne af Hankjøn og Intetkjøn er Dativ som Hoved- form langtfra saa almindelig som i de ubestemte, men findes dog ikke saa sjelden paa Østlandet og i det Nordenfjeldske.

I Flertal ere Dativnavne meget almindelige i Hardanger, Voss og Nordhordland. Enkelte Exempler findes i den nordvestlige Del af Ryfylke og den tilstødende Del af Søndhordland, samt i Indre Sogn, mest i Aurland og i Hafslo. Paa Østlandet forekomme dette Slags Former ret ofte i Valdres, Hallingdal, Numedal, Øvre Telemarken og Sætersdalen; i de to førstnævnte Landskaber træffer man dem dog mest i Navne, der bære Præg af senere Oprindelse. I andre øst- landske Egne findes saadan Form kun ganske undtagelsesvis ved Navne, der vides eller kunne formodes at være gamle; i nyere Navne er den derimod ikke sjelden i Oplandsbygderne (Sveum, Myrum, Bergum, Tøftum, Husum osv., i Tilfælde, hvor der efter Omstændig- hederne ikke kan være Tale om Sammensætning med heimr). I mange Dele af Landet, som paa Vestlandet og i det ovennævnte Strøg fra Valdres til Telemarken, er Dativendelsen i saadanne Flertalsnavne nu o eller å. Der skrives da hyppigst e, og man maa kjende Ud- talen for at kunne skille disse Navne ud fra de, der i Virkeligheden ere Dat. Ent. eller Nom. Flt. i ubestemt Form; ogsaa i de sidste Til- fælde pleier nemlig Skriftformens Endelse gjerne at være den samme.

En Særstilling indtage endel Flertals-Dativnavne, som have En- stavelses-Stammer, endende paa en af Vokalerne á eller ó, og hvori Dativendelsens u allerede tidligere er bleven opslugt af den forudgaa- ende lange Vokal. Exempler herpaa ere det bekjendte Bygdenavn Lom i Gudbrandsdalen (gammel Nominativform Lóar) og Gaard- navnene Rom (Róar), Krom (Króar), Flom (Flóar), Aam (Ár), Flaam (Flár), Blom (Blóar), Mom (Móar). Saadanne Navne træffes ogsaa i Egne, hvor man ellers ikke pleier at finde Dativnavne i Flertal, og i Egne, hvor Dativen i Flertal ellers har mistet sit m. De høre udentvivl til de ældste i Dativnavnenes Klasse; i det hele er der vel Grund til at antage, at Brugen af denne Bøiningsform som Navnets Hovedform er af gjennemsnitlig sen Oprindelse.

e). Præpositionsnavne. Saaledes kan man kalde Gaardnavne, der stadigt bruges med en foransat Præposition. Der gives nu endel Navne af denne Form i enkelte Dele af Landet; almindelig Udbredelse synes de ikke at have. Som Exempler kunne anføres unde Bergo, unde Bergi (Valdres, Hallingdal), unde Aase (Hallingdal), unda Brote (Nordhordland), onde Lendaa (Søndfjord), onde Naavinne (Søndfjord); paa Bakka (Hallingdal); me Vatne (Søndfjord), me Straumen (N. Helgeland); pund Aasen, pund Forsæ, pund Kallen, pund Staven, pund Tinden (alle disse Navne med pund fra Nordland).

Paa de fleste Steder bruges saadanne Navne nu kun om smaa Brug, som ikke kunne være synderlig gamle.

Ogsaa i Middelalderen findes dog Gaarde ikke sjelden nævnte med saadanne Præpositionsnavne som Hovedform, og i nogle Tilfælde sees Præpositionen allerede dengang at være voxet sammen med Hovedordet til et, sproglig noget uregelret, sammensat Ord. Man finder saaledes i de gamle Jordebøger og Breve Gaarde kaldte i Undirási, i Undirbj&bmaapeno;rgum, i Austansjó, á Vatnamillum. Endel af disse Navne findes ogsaa i Nutiden i den samme sammen- satte Form. Enkelte af disse ere sammensatte med undir, som Undeberg (undir Bergi), eller med millum, sat efter Hovedordet, som det ovennævnte Vatnemellem. Oftere findes Navne dannede med norðan, sunnan, austan, vestan, ofan, útan (opr. fyrir norðan osv.), som Nordenaa (Bygland), Noraberg (oftere i Tele- marken), Noragutu, Noradal (Saude), Østenaa (Kviteseid), Østensjø (Aas, Aker), Austvatn (Odalen; austan vatn i DN. II 72), Vesta- berg (Brønnø), Søndenaa (oftere), Ovenstrøm (Telemarken), Utakleiv (Buksnes).

Som det vil sees af Exemplerne, bero alle disse Navne paa Gaardens Beliggenhed i Forhold til en vis given anden Lokalitet, og ved Navne af anden Art kan denne Betegnelsesmaade ikke tænkes anvendt. Det viser sig videre, at den har været brugt ned til den Denne Form bruges dog ved dette Navn nu maaske kun, naar Gaarden nævnes i Forbindelse med Eierens Navn; som Hovedform er opgivet Ondelendene (sammensat Form, opstaaet af Præpositionsformen, se nedenfor). Saa kaldes i daglig Tale det bekjendte Fiskevær Kalle i Lofoten, fordi det ligger nær Foden af Fjeldet Vaagekallen. Se Bd. I S. 113, 216, 252. allernyeste Tid, da mange Gaarde med Præpositionsnavne først sent kunne være blevne selvstændige Eiendomme, men at dens Oprindelse maa falde temmelig langt tilbage i Tiden, eftersom man allerede i Middelalderen finder Navne af denne Klasse, som ere overgaaede til sammensatte Ord.

Det forekommer mig dog meget tvivlsomt, om denne Form med Præposition, som man nok tildels har ment, kan antages at have været den oprindelige Form for alle de Gaardnavne, der ere givne efter Gaardens lokale Forhold til en Natursituation. Naar saadanne Gaardnavne med Præposition nu blot forekomme som Undtagelser, og det samme kan sees at have været Tilfældet i Middelalderen, ligger det nær at tænke sig, at de ogsaa i den fjernere Fortid, hvorfra vi nu ingen Oplysning have i denne Henseende, have været Undtagelser, om end mulig noget hyppigere Undtagelser. Det synes jo at være en ret vel grundet Slutning, at vi maatte have havt flere Spor af dem levnede i Middelalderen, hvis de engang havde været en konsekvent brugt Form. Jeg har derfor liden Tro paa, at Gaarde, som laa paa eller under en Aas, altid fra først af have hedet á eller undir Ási, Gaarde, som laa ved Foden af, i Skraaningen af eller paa Toppen af en Bakke, altid undir eller á Bakka, Brekku, Gaarde, som laa ved en Elv, altid við Á, eller med Elvens Egennavn med Tillæg af denne Præposition osv., og at følgelig de mangfoldige Gaarde, som nu kaldes simpelthen Aas, Bakke, Aa osv., først senere skulde have faaet Navnet i denne Form. Der synes mig god Grund til at forud- sætte, at dette Forhold i en Mængde af Tilfælde har været det oprindelige.

 Sammensatte og usammensatte Navne.

Gaardnavne ere enten Enkeltord eller to ved Sammensætning forenede Ord, der da for Kortheds Skyld kunne kaldes Navnets 1ste og 2det Led, eller dets Forled og Efterled.

Man maa her skjelne for det første mellem sammensatte Navne, som have havt denne Form allerede fra den Tid, da de blev til, og saadanne, som oprindelig have været usammensatte og først senere, ofte først efter temmelig lang Tids Forløb, have faaet et Forled tilknyttet.

Til den første Klasse kan man med Sikkerhed regne f. Ex. Navne, sammensatte med heimr, staðir og land, med et af Adjektivet lauss dannet Ord (lausa, løysa, løysi), mange af de med nes sammensatte og Navne, hvori Adjektivet nýr er 1ste Led (Nygaard, Nyhus osv.).

For de til den anden Klasse hørende Navne kan som Repræsen- tant nævnes de overordentlig talrige, der have ruð til sidste Led. Med Hensyn til disse kan det endnu i adskillige Tilfælde gjennem Vidnesbyrd fra Middelalderen bevises, at Gaarde, som oprindelig blot kaldtes Ruð, siden have faaet tilsat et Forled, som særskilt betegnede denne ene blandt de mange Gaarde af dette Navn. Herved fremkom da Navne som Grímsruð, Forsaruð, Haugaruð, Brattaruð, Lindaruð, Ormaruð osv. Der synes at være al Grund til at antage, at dette er gjennemgaaende Forhold ved Rud-Navnene. Lignende Forhold finder sandsynlig Sted ved mange af de Navne, som have setr, þorp og þveit til sidste Led.

Grundene til, at et Forled med Tiden blev føiet til Navnene af den sidste Klasse, maa have været forskjellige. Ofte laa det vistnok deri, at man følte Behov for at skille de enkelte Gaarde af ofte fore- kommende Navn fra hinanden; men i mange Tilfælde maa vist andre Grunde have virket med, f. Ex. at man naturlig kom til at kalde Gaarden efter en Eier eller Eierinde, som havde gjort sig mere end almindelig bemærket.

Af det foregaaende følger, at Personnavne som 1ste Led i Gaard- navne af den sidste Klasse ikke altid, ikke engang oftest, kunne an- tages at tilhøre den Person, i hvis Besiddelsestid Gaarden fik sit nu- værende Navn. Det er i Regelen en senere, tildels meget senere Eier. Der kan endog paavises Exempler paa, at en gammel Gaard først for 2-300 Aar siden har faaet et Tillæg af denne Art. En Gaard i Stranden paa Søndmør, som endnu ved 1600 skreves Berg og da eiedes af en Mand af Navn Arne, kaldes længere ud i 17de Aarh. efter ham Arneberg og heder endnu saa. En Gaard i Hadsel Sogn i Nordland, der hed Setr endnu i Begyndelsen af 17de Aarh., benævnes 1661 og endnu i vor Tid Brakset efter Oluf Brag, som boede paa Stedet i 1614 efter et Fogedregnskab fra dette Aar.

Derimod kan man f. Ex. ved de med staðir sammensatte Navne, af hvilke de allerfleste have et Personnavn til 1ste Led, altid være sikker paa deri at have den Persons Navn, til hvem Gaarden var knyttet, dengang den fik Navnet; disse Gaardnavne høre nemlig, som ovenfor anført, til de oprindelig sammensatte.

At skjelne mellem de her omhandlede to Klasser af sammensatte Navne er forøvrigt ofte ugjørligt med det ufuldstændige Kjendskab, vi nu have til de enkelte Navnes Historie. Med Hensyn f. Ex. til de med vin sammensatte Navne er der vistnok meget, som kan tale for at anse dem for oprindelig sammensatte; men da vi have ikke faa Exempler paa Vin og Vinjar som usammensat Gaardnavn, bliver det altid en Mulighed, at adskillige af disse Sammensætninger kunne skrive sig fra yngre Tid.

En særegen Klasse blandt de Navne, der ere overgaaede fra usammensat til sammensat Form, danne de, hvori det tilsatte Ord er 2det Led. Dette er Navne, som ere givne Gaarde efter Fjorde, Ind- søer og Øer, der fra Begyndelsen havde Enkeltnavn, men siden fik dette øget med et Fællesord, som betyder Fjord, Indsø eller Ø. Saa- ledes er det oprindelige Hvínir, Navn paa den til Kvinesdal ind- gaaende Fjord, allerede i Middelalderen blevet til Hvínisfj&bmaapeno;rðr; det gamle Ønavn &bmAAPENO;rn (i Snorra-Edda) er nu blevet til Arnøen Altsaa kan man ved Navne paa ruð antage som Regel, at det ikke er Gaardens første Rydder, hvis Navn haves i 1ste Led. Se om dette og andre paa lignende Maade forandrede Fjordnavne min Afhandling om norske Fjordnavne i "Sproglig-historiske Undersøgelser, tilegnede Professor C. R. Unger". (Skjervø Herred, Tromsø Amt), og det gamle Njót lød ialfald allerede ved 1300 Njótarøy (nu Nøtterø). Antallet af Navne, som ere blevne sammensatte paa denne Maade, viser sig forøvrigt at være meget mindre, end det kunde synes, naar man holder sig til Navnenes rig- tige Nutidsform, som man har den i Stedets Bygdeudtale. I moderne Jordebøger og paa Karter finder man ofte deslige Navne udstyrede med et saadant Tillæg, uagtet dette ligesaa lidet nu bruges i Udtalen, som det brugtes i Skriftformen i Fortiden.

Endel Navne, som Ruðstaðr, Bólstaðr, Innlaga, Aukland, Hagfella, have sproglig sammensat Form, men have ikke faaet denne som Navne; de vare allerede sammensatte som Fællesord, før de gik over til Egennavn paa Gaarde.

I en Klasse ganske for sig staa en ret mærkelig Række af sammen- satte Navne, som i Korthed maa omtales til Slutning. Deres Mærke- lighed ligger ikke i deres Ælde, heller ikke i deres Betydning for Navnedannelsens Historie — de ere som sagt ganske isolerede og have ingen Forbindelse med de øvrige Navne — men i deres meget eiendommelige Form. Deres første Led er regelmæssigt et Verbum i Imperativform og det andet et Adverbium, i Regelen et Stedsadverbium. Man kunde kalde dem "Imperativnavne". Jeg giver, mest for Kuriosi- tetens Skyld, i en Anmærkning et nogenlunde rigeligt Udvalg af dem. De findes saa godt som alene paa Østlandet, til og med Telemarken, mest i de lavere Egne, og tilhøre næsten altid Pladse og Smaagaarde.

Sproglig ere de fleste af disse Navne let forstaaelige, men man kommer ofte i Forlegenhed, naar man skal gjøre sig Rede for, hvilken Tankegang der ligger til Grund for deres Brug som Stedsnavne. I nogle Tilfælde synes man dog at kunne gjette sig ogsaa til denne. Saaledes maa vel Navne som Vendom og Svingom sigte til Steder, hvor Veien ender eller gjør en stærk Svingning. Kikut, Seut, Tittut have formodentlig Hensyn til vid Udsigt fra Stedet. Kantut, Stuput kan passe paa Beliggenhed i en brat Helding eller paa Randen af en saadan. Hævop og flere lignende Navne kan hentyde til høi Belig- genhed. Sjaaheim er et Sted, hvor man kommer frem paa Kanten af Aasen og faar Udsigt til Bygden. Hvorledes de to Navne Gaata og Sitpaa ere at forstaa, skjønnes let af Stedernes Beliggenhed; det første findes ved Foden af en lang, brat Bakke i Kjølveien paa Hade- land, det sidste paa Toppen af den samme Bakke.

En hel Del af disse Navne synes at indeholde en Opfordring til at komme til Stedet eller at dvæle der. Ialfald en Del af Navnene af denne Betydning kunde formodes at skrive sig fra, at de vedkom- mende Steder som Hvilesteder ved Alfarveien havde gjort Tjeneste Baskop, Behim (bed hjem!), Bilidt, Blaasop, Blivstil (bliv stille!), Brennop, Busop, Bustop, Dustihop, Feiop, Findpaa, Flinkop, Flygind, Flygop, Friskop, Fykop, Fyldpaa, Gaata (gaa af!), Gapop, Harkop, Hinkop, Hoppop, Hævop, Kantut (af kanta d. e. vælte, styrte ud), Kastut, Kikut, Kommatt (kom igjen!), Krypind, Latop (luk op!), Lysop, Passop, Peisop, Piskop, Pungop, Pusut, Reisop, Rivop, Rusvæk, Rykind, Rykop, Sjaafram, Sjaaheim, Sjaahit, Sjaatil, Sjaavid, Seop, Setil, Sitlidt, Sitpaa, Skrikut, Slaa- imot, Smalop, Smellop, Smettbak, Smettop, Snapfrit, Snappop, Snertind, Snokop, Snoktind, Snørop, Soprein, Soput, Sparkop, Sprettop, Springop, Springover, Staalidt, Statfram, Stolpop, Stoppop, Strævop, Stupind, Stuput, Svingom, Søkkned, Tittut, Trasop, Trommop, Trækkop, Tørkop, Valsop (af at valse, dandse Vals), Veltikoll, Vendom. som et Slags Værtshuse. Man kunde let fristes til at tænke sig, at denne Afdeling af Imperativnavnene var Udgangspunktet for den hele Klasse, og at de øvrige vare dannede i Efterligning af deres Form paa Grundlag af andre Forestillinger. Mod denne Forklaring taler dog unegtelig, at Navne af samme Slags, tildels i Betydning ganske sva- rende til de norske, ere temmelig almindelige i Tydskland. Deraf maa sluttes, at de fra først af ere komne til os udenfra. De have dog, som man ser, skudt frodig Væxt i en Del af Landet. Folke- vittigheden har fundet et rigt Felt i dem; deraf er vistnok for en stor Del deres Hyppighed at forklare.

Man finder intet Spor til dem i noget ældre Kilder og kan derfor vist trygt antage, at de alle skrive sig fra de sidste 2-300 Aar.

Om de sammensatte Navnes Alder i det hele lader for Tiden lidet sig sige med Sikkerhed. Saavidt de foreliggende Oplysninger række, kan det bestemt paavises, at en Mængde oprindelig usammen- satte Navne til forskjellige Tider have faaet sammensat Form, og at de sammensatte Navne derfor gjennemsnitlig tør være yngre end de usammensatte. Dette udelukker dog ikke, at der kan have været en hel Del sammensatte allerede blandt det ældste Sæt af Stedsnavne i Landet.

 Navnenes lydlige Forandringer gjennem Tiderne.

Som berørt ovenfor (S. 3 f.), har Stedsnavnenes oprindelige Form i det store taget gjennemgaaet den samme Forvandling, som har gjort Oldnorsken til de nuværende Bygdemaal, forsaavidt de enkelte Ords Form angaar. Ved at gjennemgaa de Skriftformer fra meget forskjellige Tider, som findes opførte ved mange af de i Hovedværket omtalte Navne, og sammenholde dem med Nutidens Udtale, vil man faa et Begreb om Enkelthederne i denne Forvandling. Riktignok er det væsentlig kun de senere Trin af den, som vi paa denne Maade lære at kjende; vi have jo nu kun i ganske faa Tilfælde Skriftformer af disse Navne bevarede fra ældre Tid end 14de Aarh., og i den Tid var Sprogover- gangen allerede ret vidt fremskreden. Man mærker det ofte ogsaa paa Navnene selv, saaledes som de fremtræde i den ældste nu kjendte Form, at denne ikke kan være den oprindelige, og mange Tegn paa det gamle Sprogs Forfald sees. I denne Henseende kan f. Ex. mærkes, at sammensatte Navne, hvis 1ste Led havde en paa -ar endende Genitivform, oftest have mistet r'et, og at der er stor Usikkerhed i Vokalen, naar 1ste Led ender paa en Vokal; Tilfælde, som Hæra- land skrevet istedetfor Hæruland, møde idelig allerede tidlig i 14de Aarh. Udtalen maa have været uklar eller vaklende i saadanne Tilfælde allerede dengang.

Idet der forøvrigt henvises til, hvad der er anført om Lydfor- andringerne ved Behandlingen af de enkelte Navne, og til de Slut- ninger i denne Henseende, som man vil kunne drage ved at sammen- holde Formerne fra forskjellige Tider, skal her kun særlig omtales E. Förstemann, Die deutschen Ortsnamen (1863) S. 210. enkelte Klasser af disse Forandringer, fordi der om disse i dette Værk er brugt Kunstudtryk, som for mange Læsere kunne tiltrænge nær- mere Forklaring.

a). Dissimilation (Uligegjørelse). Saaledes kaldes de Ændringer af Konsonantlyd, som hyppigt indtræde, naar samme Konsonant eller to i Lyd nær beslægtede Konsonanter følge nær efter hinanden (al- mindelig i to paa hinanden følgende Stavelser), for at undgaa den Mislyd eller den Besværlighed i Udtalen, man følte ved dette nære Sammenstød af ensartede Lyd. Konsonanten bliver da paa det ene Sted enten ombyttet med en fjernere liggende Lyd, eller den falder ganske bort. Oftest hænder dette, naar Konsonanterne l, m, n eller r gjentages med kort Mellemrum. Saaledes kan Langaalen blive til Langaaren (Langállinn, den lange Stribe, Navn brugt om lange, smale Sund og om Øer af samme Form), Langland til Langrann, Lisleby til Nisleby; det gamle Stóladalr paa Søndmør er blevet til Stordalen (nærmest udgaaende fra den afkortede Form Stoldalen), og Maalselven i Tromsø Stift udtales må1nnsæ£va. I Glømmen i Smaalenene, skrevet Glemminge, oprindelig Glymeimar, og i Far- men i Hedrum, opr. Farmeimar, er det sidste af de to m'er blevet til n. Det gamle Nunnuruð i Øiestad udtales ló2nnerø, Vinvangar i Stjørdalen vø2£vangan, Sunnaná paa nogle Steder i Ryfylke sø2nnarå. Risluruð i Eidsberg er blevet til Lislerud, Frignar- eimr i Ullensaker til Flindrum, Fraknaberg paa Inderøen til Flakkenberg, Graarød i Borge Sml. (Gróarruð) til grå2£e.

Som Exempler, hvori den ene af de to Konsonanter er bort- falden, kan nævnes i2hlebøen for Lillebøen (Søndmør), Tien for Tinderni (Fet), tø2rgønnsbý for Torgrimsby (Skjeberg), bæ2rrfø for Berufj&bmaapeno;rðr (Lindaas; nærmest udgaaende fra Dativformen Berufirði og den deraf opstaaede nyere Form bæ2rrfør).

Ogsaa ved andre Konsonanter findes Dissimilation i enkelte Til- fælde, som ved kå2ppegåt i Raade for Kápukot, væ2ssbý i Løiten for Besseby (Bersabýr, af Mandsnavnet Bersi).

Af de Tilfælde, hvori denne Ændring er fremkaldt ikke af Gjen- tagelsen af en og samme Konsonant, men af to beslægtede Konso- nanters Forekomst med kort Mellemrum, er det hyppigste det, at m i en foregaaende Stavelse bliver til n, naar en følgende begynder med b. Saaledes Nøkleby for Møkleby (Myklibýr), Nøkleberg for Møkle- berg, Aarneberg for Ormeberg (Ormaberg).

b). Assimilation (Ligegjørelse) og dermed beslægtede For- andringer. Forekommer baade ved Konsonanter og ved Vokaler, men langt hyppigere ved de første.

Assimilation af Konsonanter finder i Regelen kun Sted, hvor Konsonanterne støde umiddelbart sammen, hvad enten dette har været Tilfældet fra først af, eller er en Følge af, at en mellem dem oprindelig udtalt Vokal i Tidens Løb er bleven sløifet i Udtalen.

For at bringe bedre Overensstemmelse tilveie mellem de sammen- stødende Lyd er enten den ene Konsonant gaaet over til den anden, eller ogsaa forandret til en, som staar den nærmere i Lyd, eller i vedkommende Bygdemaal lettere udtales sammen med den.

Assimilation af det første Slags er f. Ex. Overgang af rn til nn (som i Horn, Kvern), dn til nn (som Rønningen for Rydningen), rs til ss (Foss for Fors), ts til ss (Vass for Vats), mb til mm (Lamm, Kamm for Lamb, Kamb), pb til bb (Klæbu ved Trondhjem, udtalt k£æ1bbú, oprindelig Kleppabú, gjennem Mellemformen Klepbu), tb til bb (Setberg udtalt sæ2bber), td til dd (Flatdal udt. fla2ddal), dg til gg (det nordenfjeldske Gaardnavn Sogge, oprindelig Soðgar), pg til gg (Opgaarden udt. u2ggaren, Kviteseid), tg til gg (Utgaarden udt. u2ggaren, Seljord), nl til ll (Linland eller Lindland udt. li2llann), rl til ll (Karlstad udt. ka1llsta).

Til det andet Slags hører Overgang af kn til tn efter l og r (som i Heltne for Helkne, Bjertnes for Bjarknes), vn til mn (som i Ravn, Havn), rn til dn (Hodn for Horn), ts til ks (Brakstad for Bratstad), fs og ps til ks (Opsal udtalt ó2kksal, Oksaas for Upsáss), nb til mb (Stembøl for Stenbøl), tb til db (Utbø udt. u2ddbø), kd til gd (Stokdal udt. stå2ggdal), pd til bd eller vd (Opdal, opr. Uppdalr, udt. paa nogle Steder u2bbdal, paa andre u2vvdal). Efter Bygde- maalenes forskjellige Eiendommelighed kan dette Slags Lydforandring i forskjellige Egne komme til at gaa i lige modsatte Retninger. Saa- ledes bliver ps (naar det ikke gaar over til ks) i den største Del af Landet regelmæssigt til fs, medens omvendt i Strækningen fra Mandal til Sogn fs regelmæssigt bliver til ps.

I nogle Tilfælde bliver Forholdet mere indviklet derved, at den ene Konsonant først indvirker ændrende paa den anden og siden selv gaar over til den. Saaledes kan Bratberg i Udtalen først blive til bra2tper, idet b ved Indflydelse af den foregaaende haarde Konsonant forhærdes til p, og dernæst til bra2pper derved, at t selv gaar over til p. Paa lignende Maade kan Rækbú (opr. Rekabú) blive til ræ2ppú, Opgaarden til ó2kka£en.

Kun sjelden findes Assimilation mellem Konsonanter, der ikke umiddelbart berøre hinanden. Exempler ere Fliflet for Friðaflet (Faaberg), Blaaflat for Brúarfl&bmaapeno;t (Etnedalen).

Naar Assimilation foregaar mellem Vokaler, bestaar den deri, at Vokalen i en af Stavelserne under Paavirkning af en anden Stavelses Vokal gaar over til denne (oftest den foregaaende Stavelses til den efterfølgendes). Saaledes er f. Ex. Brunáss blevet til brå2nås, Haukáss til hå2kås, Þveráss til två2rås, Húsabýr til hý2ssbý, Austbýr til ý2ssbý, Refhóll til ró2vó£, Høymýrr til hý2mmýr, Þóruruð til tó2ró.

c). Ligedannelse (Tiljevning), en med den i det næst forud- gaaende Afsnit omtalte Vokalassimilation delvis sammenfaldende Lyd- forandring. Med dette Navn betegnes en Forandring af Vokalerne, som i mange Dele af Landet jevnlig indtræder ved tostavelses Han- kjøns- og Hunkjønsord, hvis første Stavelse har kort Vokal; i Regelen er Stavelsen ogsaa aaben d. e. den ender med Vokal og har kun enkelt Konsonant efter sig. Udgangspunktet for Vokalforandringen er, at Ord af saadan Form paa mange Steder faa Endelsen a for Hankjønsord og o eller u for Hunkjønsord, ikke den i de samme Egne ved Ord af anden Lydform brugte Endelse e. De førstnævnte Endelser ere udgaaede fra det gamle Sprogs Endelser i Bøinings- formerne udenfor Nominativ (a ved Hankjøn, u ved Hunkjøn). Saaledes kommer f. Ex. det gamle hani (Hane) til at lyde Hana, nefi (hnefi, Næve) Neva, stigi (Stige) Stiga, mosi (Mose, Myr) Mosa, lega (Liggen, Liggested) Legu, vika (Uge) Viku, hola (Hulning) Holo, fura (Furutræ) Furu, efja (Evje) Evju.

Paa Grundlag af disse Former indtræder igjen tildels videre- gaaende Omdannelse af Vokalerne i saadanne Ord. I Hankjønsord kan Endelsens Vokal for det første ved Assimilation forandre den foregaaende Stavelses Vokal. Desuden bliver paa mange Steder her Endelsens Vokal til å, hvorefter den foregaaende Stavelses Vokal ved Assimilation gaar over til samme Lyd. Ordets oprindelige Form kan da blive nok saa vanskelig at gjenkjende i dets nuværende Udtale. Saaledes bliver Hana til Haanaa, Neva til Nava eller Naavaa, Mosa til Maasaa, Stiga til Staga eller Staagaa. Paa lignende Maade gaar f. Ex. Hamar over til Haamaar, Sumar (Sommer) til Saamaar.

Ved Hunkjønsord kan ogsaa Endelsens o eller u assimilere 1ste Stavelses Vokal, saa at man for Lego faar Logo eller Lugu, for Lada (Lade) Lodo eller Ludu, for Viku Voko eller Vuku. Hvor saadan Assimilation finder Sted, faa baade o og u lukt Lyd i begge Sta- velser.

Disse Lydforandringer findes, som sagt, ikke overalt i Landet; de træffes kun paa Østlandet (til Østre Telemarken) og i det Trond- hjemske og ere i de forskjellige Dele af dette Omraade mere eller mindre vidtgaaaende.

d). Halvemaal kaldes med et paa nogle Steder brugt folkeligt Navn den Eiendommelighed i Udtalen, at Lyden h tilføies foran en Vokal i Ordets Begyndelse, og at omvendt h sløifes i samme Stilling i Ord, hvori det oprindelig hører hjemme. Den sidste af disse Udtaleforandringer er nu almindelig i enkelte vestlandske Bygder (især i den Største Del af Søndmør); ogsaa den første høres der tildels. I At Forandringen kan indtræde ogsaa ved andre Ordklasser end Substantiver, er uden Betydning her, hvor der kun tales om Navne. For nærmere Oplysninger om Forholdet henvises til Aasen, Norsk Grammatik S. 95 -99 og til de mange Exempler i Hovedværket. I nogle Gaardnavne af Hankjøn af den her omhandlede Form findes Endelsen a vist- nok ogsaa paa Vestlandet, hvor Ligedannelse ikke bruges, f. Ex. Haga, Hana; men dette har sin Grund i, at Dativformen, hvis gamle Endelse jo var a, er blevet Navnets Hovedform (se ovfr. S. 15). Skulde "Halvemaal" være en i Lighed med den med dette Navn betegnede Udtale gjort Ændring af alfamál d. e. Alvers, Underjordiskes Maal? Det var isaafald et i Spøg eller paa Spot dannet Navn. Stedsnavne er saadan Udtale ikke saa sjelden hist og her omtrent overalt i Landet. Ulige hyppigst ere Tilfælde af den første Art, Navne, som have faaet h'Lyden tilføiet foran Begyndelsesvokalen. Meget al- mindeligt er dette ved Navne, som til 1ste Led have Mandsnavnet Atli eller et med Asl- begyndende Personnavn (Haslestad, Hasle- rud, i Tilfælde, hvor det af ældre Skriftformer kan sluttes, at de ere sammensatte med Atli eller med et Navn som Aslákr, Aslaug). Det forekommer ogsaa ofte, at Navne, hvis Forled er esja (en Art Sten, hvorom se Tillæg I), i Nutidens Udtale begynde med Hesje-, Hesi-, Hess-. Blandt spredte Tilfælde kan nævnes Illestad i Andebu, udtalt hi2llesta (oprindelig vistnok Illugastaðir); Ommelstad i Nordre Land, udt. hó2mme£sta (i DN. II 182 skrevet Umblauzstaðir = Úblauðsstaðir, af Mandsnavnet Úblauðr); Elgestad paa Nøtterø, udt. hæ2£jesta (Elgjastaðir, Elgistaðir i RB. 66. 185); Elgeton i Hurum, udt. hæ2£jetón (ikke nævnt i ældre Kilder, men vistnok opr. Elgjartún); i Helgetun i Rindalen (i 16de og 17de Aarh. skrevet uden h; opr. samme Navn som det foregaaende); Hæggholmen for Ægholmen (fl. St. i Bergens Stift); Ystmark i Beitstaden, udt. hý2smarkja (Yztam&bmaapeno;rk).

Kun undtagelsesvis forekommer det, at h som Begyndelseslyd er sløifet i Navne; men der kan dog anføres enkelte sikre Exempler. Det gamle Hornboranes er saaledes nu paa fl. St. blevet til Ombornes; Hovden har jeg paa ganske nye Karter fra Egnen omkring Grændsen mellem Namdalen og Helgeland seet skrevet Ovden, hvoraf kan sluttes, at denne Udtale maa høres der; Anholt i Stokke er efter DN. XI 85 opr. H&bmaapeno;dnuholt; Hulebak paa Tjømø (opr. Hurðarbak) udtales ialfald tildels ú2£ebakk.

 Navnenes Forklaring med Hensyn til deres Betydning.

Naar det ikke gjælder Navne, hvis Betydning uden Vanskelighed findes om- trent af Enhver, vil man ikke komme ret langt, om man, som ofte sees forsøgt, tror at kunne finde Forklaringen med Hjælp alene af det nuværende Skriftsprog og den nuværende Skriftform af det enkelte Navn.

Det er nemlig allerede ovenfor (S. 1 fgg.) paavist, at den første Be- tingelse for at komme til Forstaaelse af vanskeligere ældre Stedsnavne er at faa deres tidligere Form frem, saa langt op i Tiden og saa nær den oprindelige Form som muligt. Den nuværende Skriftform frem- byder saa ringe Garanti for Rigtighed og er sproglig saa lidet vei- ledende, at man i saadanne vanskeligere Tilfælde aldrig med Sikkerhed kan bygge noget paa den alene; kun af gamle Former i Forbindelse med den nuværende Bygdeudtale kan paalidelige Slutninger drages. Det træffer ikke sjelden, at et Navn, som efter Nutidsformen kan synes at frembyde en nok saa rimelig, nærliggende Forklaring, gjen- Det tør være, at Tanken paa Trænavnet hasl her har blandet sig ind. Lignende Indflydelser kunne have gjort sig gjældende ved flere andre af de anførte Exempler. I dette Tilfælde kan dog Forandringen mulig forklares som Dissimilation. nem de ældre Former utvivlsomt viser sig at være af en anden, ganske forskjellig Oprindelse. Det er altsaa de ældre Navneformer og det ældre Sprog, man har at gaa ud fra, om man skal vente at naa til en begrundet Mening om Betydningen.

Ved ethvert Forsøg paa at finde denne vil selvfølgelig det første og vigtigste Hjælpemiddel blive af sproglig Art. Man maa ved hvert enkelt Navn søge at udfinde, hvilket, eller hvis Navnet er sammensat, hvilke Ord i det gamle Sprog der ere brugte til at danne Navnet, og hvilken af de flere forskjellige Betydninger, som disse Ord ofte kunne have, det er, som foreligger i denne enkelte Anvendelse.

Mangen Gang vil det allerede derved blive muligt sikkert at paa- vise Betydningen af Navnet, men kanske endnu oftere kommer man, naar man alene følger den rent sproglige Undersøgelses Vei, ikke til noget Resultat, ialfald ikke til noget afgjørende og overbevisende. Grunden dertil er i mange Tilfælde den, at vort Kjendskab til det gamle Sprog og til de enkelte Navnes sproglige Udvikling ikke er fuldstændigt nok. Mange af de gamle Navne ere jo blevne til i en Tid, som ligger forud for den ældste, hvorfra vi nu kjende Oldsproget, og selv ved dem, der ere endel yngre, kan der være benyttet Ord, som tilfældigvis ikke findes i nu bevarede oldnorske Skrifter. Ved andre Navne er der tilfældigvis kun bevaret Oplysninger om deres Form fra sen Tid, og deres sproglige Forstaaelse bliver ganske usikker som Følge deraf. Endvidere hænder det meget ofte, at man bliver i Uvished om, hvilken af flere sproglig lige mulige Forklaringer der er den rette, — hvilken af et Ords Betydninger man har i Navnet, eller hvilken Tanke der ligger til Grund for dets Brug i det foreliggende Stedsnavn.

I deslige Tilfælde bliver der da Spørgsmaal, om der findes andre Hjælpemidler til Navnets Forstaaelse, som kunne træde støttende til. Der gives flere saadanne, og de ere af saa stor Vigtighed, at der jevnlig er Opfordring til for Sikkerheds Skyld at tage ogsaa dem med, selv om man synes sig at have naaet en sikker Løsning ad sproglig Vei.

Mangfoldige Gaardnavne ere, som bekjendt, givne efter Beskaffen- heden af Gaardens Grund eller dens Omgivelser. Ved at undersøge Stedforholdene vil man derfor ofte finde Forklaring af Navnet eller blive istand til at vælge mellem flere mulige Forklaringer. Gaardens Beliggenhed vil, for at nævne et Par Exempler blandt mange, afgjøre, om det gamle Ord h&bmaapeno;fn (Havn) i et Gaardnavn er at forstaa i Be- tydning af Havnegang eller af Skibs- eller Baadhavn. Paa lignende Maade vil det kunne bringes paa det rene, om Navne sammensatte med kross (Kors) skrive sig fra en Korsvei, fra et som Seilmærke reist Kors eller fra andre Slags Kors, og om bugr i Navne har Hensyn til en Veikrumning eller til en Bugt af Hav eller Indsø osv.

Der er den Vanskelighed ved disse Lokaloplysninger, at de ofte ikke saa let kunne bringes tilveie. Hvad en enkelt Mand kan have af Lokalkjendskab, er for intet at regne, naar et helt Lands Gaard- navne skal behandles, og Karterne strække heller ikke altid til. Selv de bedste Karter, som nu haves, ere i alt for liden Maalestok til at kunne vise ganske smaa Detaljer i Situationen, og paa saadanne bero mange Gaardnavne. Dertil kommer, at Omgivelserne kunne have for- andret sig i den lange Tid, som er gaaet hen, siden Navnet blev til. Det kan nu være ganske tørt paa en Gaard, som i sin Tid fik Navn af, at Grunden var sumpig; smaa Tjern og Vandpytter, hvorefter Gaarde ere benævnte, kunne være ganske forsvundne; Naturbegiven- heder kunne have givet Omgivelserne et andet Udseende; Gravhauger, Bautastene og andre Fortidsminder, som ligge til Grund for Gaard- navne, kunne være ødelagte.

Videre er Sammenligning med andre nærmere eller fjernere beslægtede Gaardnavne altid til betydelig Hjælp ved Forklaringen af det enkelte Navn. Med Kjendskab til Landets samlede Navneforraad vil man langt sikrere kunne dømme om en Forklarings Mulighed eller Rimelighed, end naar man alene har det ene Navn at holde sig til. Først gjennem en saadan Oversigt lærer man, fra hvilke Kilder man her i Landet til forskjellige Tider har pleiet at hente Navne paa Gaar- dene, hvilke Ord og Betydninger af disse ere sædvanlige og usæd- vanlige i Gaardnaavne, — hvilke Navne og Navneklasser der har al- mindelig Udbredelse i Landet, og hvilke der ere indskrænkede til større eller mindre Dele af det. Ved sammensatte Navne, der til sidste Led have et som saadant i gamle Gaardnavne hyppigt brugt Ord, som vin, staðir, ruð, vil det kun ved at undersøge en Mængde saadanne Navne fra forskjellige Egne i Sammenhæng være muligt at faa Rede paa, hvad Slags Ord man pleiede at bruge som Forled ved Siden af dem, hvad der igjen kan veilede til sikrere Forstaaelse af de enkelte Navne i Klassen. Naar man f. Ex. paa denne Maade har lært, at vin i intet Tilfælde sikkert kan bevises at være sammensat med et Personnavn, vil man i Tilfælde, hvor der kunde synes at være sproglig Mulighed for en saadan Forklaring af et Navn paa -vin, være beret- tiget til at forkaste den og søge en anden.

Fremdeles maa i denne Sammenhæng fremhæves, at et Navn, som paa det Sted, hvor man først støder paa det, kun haves i sene Skriftformer, der give liden eller ingen Hjælp til Forstaaelsen, paa et eller flere andre Steder kan være bevaret i gammel Form; dets For- klaring er da ofte, om end ikke altid, givet for alle de Tilfælde, hvori det findes. Ved Navne, ved hvilke man nu ikke har andet paalideligt at rette sig efter, end den nuværende Bygdeudtale, træffer det, at man har dem paa andre Steder, hvor Udtalen har bevaret dem i en op- rindeligere Form, der leder til at finde Forklaringen.

Hvor det gjælder Navne, der ere tagne efter Stedets Omgivelser, kan Stedforholdene paa et Sted være saa udprægede og klare, at Navnets rette Opfatning dermed er sikret, medens de i andre Tilfælde, hvor samme Navn træffes, ikke give noget tydeligt Fingerpeg; der kan desuden paa et enkelt af de flere Steder, hvor Navnet haves, ogsaa findes andre til samme Lokalitet sigtende Navne, som afgjøre Spørgs- maalet.

Som mange Exempler i Hovedværket ville vise, hænder det ikke sjelden, at Navne, der i den senere Tid have havt ens Form, ere af ganske forskjellig Oprindelse.

Ved Navne, som lade til at have en Persons Tilnavn til 1ste Led, vil denne Forklaring blive mindre sandsynlig, hvis man finder det samme Gaardnavn adskillige Gange paa forskjellige Steder i Landet, eftersom Tilnavne gjerne kun havde liden Udbredelse og endog ofte vare særegne for den enkelte Person.

Hvad der i det nærmest foregaaende er anført, er alene Exempler til Oplysning om Nødvendigheden af ved Undersøgelser om Stedsnavne at skaffe sig Oversigt over de, der findes indenfor et nogenlunde stort, sproglig og historisk væsentlig ensartet Omraade.

Endelig maa det fremhæves, at Kjendskab til forskjellige udenfor Navnene liggende Forhold kan yde god Hjælp til deres Forstaaelse.

Saaledes navnlig historiske Forhold. Studser man f. Ex. ved at finde brú eller en Sammensætning med dette Ord som Gaardnavn paa Steder, hvor der efter Situationen aldrig kan tænkes at have været nogen Bro i den Mening, hvori vi nu pleie at tage dette Ord, saa svinder Forundringen, naar man har lært, at brú i ældre Tid ogsaa betegnede forskjellige Slags Foranstaltninger til Fremkomst over en blød, myret Strækning, som en Række af Tømmerstokke eller en Stenlægning (Jordbru). Eið som Gaardnavn paa Steder, hvor det ikke synes at høre hjemme efter det indskrænkede Betydningsomfang, Ordet nu har, forklares derved, at det i ældre Tid ogsaa brugtes om Strækninger af Landvei forbi Fosser og Stryk i Elve osv.

Et nøiere Kjendskab til de i Fortiden brugte Personnavne er ogsaa uundværligt for Udredningen af mange Gaardnavne, da en saa stor Del af disse have et Personnavn til 1ste Led. Herom vil der blive talt udførligere paa et andet Sted nedenfor.

Selv om man benytter alle de forskjellige Hjælpemidler, som nu haves, bliver der dog mangfoldige Navne tilbage, som man for Tiden maa lade uforklarede, eller for hvilke der alene kan gives en mere eller mindre usikker Gisning om Betydningen.

Ved de ældste Navne ligger Grunden dertil oftest i et eller andet af de ovenfor S. 25 fremhævede Forhold. Her skal med Hensyn hertil kun tilføies, at Vanskeligheden ved Navnets sproglige Forklaring eller ved Opfatningen af den Tanke, man har havt med det, antagelig ikke sjelden har sit Udspring af, at Navnene hyppigt udgaa fra noget ganske tilfældigt, fra et øieblikkeligt Indfald, et ved den Tid, da de blev til, faldet spøgende Ord, en Begivenhed, som er foregaaet da, eller noget andet lignende.

Mange af de Navne, som endnu vente paa en Forklaring, ville vistnok finde den i Fremtiden, naar man kommer videre i methodisk- videnskabelig Undersøgelse af Stedsnavnene og derved ogsaa, i større Udstrækning end det nu er muligt, kan medtage Navnene i andre Lande, som fra gammel Tid have været beboede af beslægtede Folk.

Skjønt meget altsaa endnu er dunkelt paa dette Omraade, vil dog det betydelige Antal af Landets Gaardnavne, som allerede ere sikkert eller nogenlunde sikkert forklarede, kunne ansees tilstrækkeligt til at give et almindeligt Begreb om disse Navnes Karakter og om de Forestillingskredse, hvorfra de fleste af dem ere hentede. Jeg tror, at det vil være nyttigt og veiledende for mange, som have Interesse for de Minder om Landets Fortid, som Navnene indeslutte, at meddele en Oversigt over deres Kilder, forsaavidt de allerede nu kunne paa- vises. I det følgende gives derfor en saadan gjennem en Fortegnelse over Ord, benyttede i norske Gaardnavne, ordnede efter de forskjellige Klasser, hvortil de kunne henføres efter sin Betydning. Endel af dem ville findes nøiere forklarede med Hensyn til sin Betydning og Anvendelse i Stedsnavne i det nedenfor følgende Tillæg I.

Det maa bemærkes, at de anførte Ord for en Del kun indirekte ere benyttede i Gaardnavne, gjennem Egennavne paa forskjellige Natur- situationer, som ere dannede af dem, og hvorefter igjen Gaarde ere benævnte.

a). Ord, som betegne Høider, Fjeldknatter, Fjeldtoppe, Høide- rygge, Fjeldsletter, fremskydende Spidser af Fjeld og Høider. áss, berg, bj&bmaapeno;rg, borg, drangr, fjall, fles, gnípa, gnúpr, hamarr, haugr, hauss, hjalmr, hóll, horn, Hov, hváll, hæð, Hø, Høgd, h&bmaapeno;rgr, h&bmaapeno;ttr, kampr, kaun, kista, kleppr, klettr, Klimp, Klump, Knabb, knappr, knauss, knjúkr, knollr, knútr, kn&bmaapeno;ttr, kollr, koppr, krakkr, kúla, kúpa, leiti, nakki, n&bmaapeno;s, sáta, Skarv, sker, sneis, stafr, staurr, steinn, stokkr, tindr, toppr, þúfa (þúfr), varða; alda (egtl. Bølge, i overført Betydning om Høiderygge), bak, bali, band, Banke (Bank), egg, grandi, hals, Hevel (se Ross's Ordbog), kambr, kj&bmaapeno;lr, m&bmaapeno;l, m&bmaapeno;n, ok, Rabb (Rabbe), rimi, Rind (Rinde), ris, Rulla, ryggr (hryggr), r&bmaapeno;ð, vagl (Vagle), Vor, &bmaapeno;xl; Fly, heiðr; hyrna (hyrni), hæll, h&bmaapeno;fði (Hovda), h&bmaapeno;fuð, Klubb (Klubba), knífr, múli, Nabbe (Nobb), nef, Nibba, n&bmaapeno;f, skaut, skot, sn&bmaapeno;s. Desuden endel Egennavne paa Høider og Fjelde.

b). Skraaninger, Styrtninger, Afsatser i heldende Terrain. bakki, braut, brekka, bringa, brjóst, brot, flá, flug, gafl, hjallr, h&bmaapeno;ll, kinn, kleif, klif, kné, lein, líð (hlíð), melr, pallr, set, síða, skor, sk&bmaapeno;r, staup, tó, ups, urð, veggr, &bmaapeno;kla (&bmaapeno;kull); Adjektiverne brattr, hallr.

c). Kløfter, Skar, Huler. barki, gap, gil, gljúfr, gloppa (gluppa), hellir, klafi, klauf, klofi, klofningr, klupt, Klypa, lið (hlið), rauf, rifa, Ripa, skarð, skor, skora, skúti, strjúpi, súla, s&bmaapeno;ðull; Adjektivet klofinn.

 Fortegnelsen gjør ikke Fordring paa at være fuldstændig. Adskillige Ord ville findes opførte under flere Rubriker, fordi de i Navne ere brugte i flere Betydninger. Under- tiden kan der være Tvivl om, i hvilken af flere Rubriker et Ord skulde sættes, og Afgjørelsen bliver da temmelig vilkaarlig. — Ordene ere opførte i oldnorsk Form, naar de findes i gamle Navne og Formen kjendes af bevarede oldnorske Skrifter eller med Sikkerhed kan angives. Ord, hvis oldnorske Form er uvis, eller som kun findes i nyere Navne, staa i Nutidsform og ere udmærkede med særskilt Skrift.

d). Sænkninger i Terrainet af forskjellig Form og Størrelse. botn, dalr, Dolp, Dump, dæla, d&bmoe;l, d&bmoe;la, d&bmoe;ld, d&bmaapeno;kk, for, Gila, Gjota, Grofs, gróf, gr&bmaapeno;f, hol, hola, hvammr, hverr, ketill, kjóss, kúpa, Kvelv, laut, lægð, lægi, ofn, seila, skál, Slor, sukka; Adjektivet djúpr.

e). Snevringer paa Land eller i Vand. einangr, Klemma, kreppa, kverk, nór, Smog, strjúpi, þr&bmaapeno;ng; Adjektiverne krappr, þr&bmaapeno;ngr.

f). Strand, Rand (ogsaa med anden Begrændsning end Vand), Eid. barð, barmr, borð, borða, borði, brún, drag, eið, fjara, jaðarr, rani, r&bmaapeno;nd, Rør (i Egennavne om Fjeldkanter), str&bmaapeno;nd.

g). Halvøer, Nes, Odder (de samme Ord tildels ogsaa brugte om Fremspring paa Land). haki, hali, horn, hvarf, hverfi, kló, knappr, múli, nef, nes, oddi, Pynt, rani, rófa, skagi, skot, staðr, stafn, Strut, tangi, tunga.

h). Øer, Holmer, Skjær. boði, fles, flúð, holmr (holmi), sker, øy.

i). Elve og mindre Vandløb. á, bekkr, elfr, fljót, l&bmoe;kr, l&bmaapeno;gr, móða, og en hel Del Egennavne paa Elve.

j). Mundinger af Elve og Fjorde. mynni (minni), óss.

k). Udvidelser og Forgreninger af Elve. efja, flá, flói, grein, Haa, hylr, kvísl, lón, sil.

l). Strømme, Stryk, Vandfald. fors, iða, søyð og et andet af sjóða afledet Ord, hvoraf Gaardnavnet Sauðar, staup, straumr, strengr, Strok, Stryk, svelgr.

m). Kilder. brunnr, íla, kelda.

n). Indsøer, Tjern, Vandpytter. dapi, Demma, depill, laug, l&bmaapeno;gr, Paul, Pus, Putt, pyttr, Pøyla, sær (sjór), tj&bmaapeno;rn (tjarn), vatn.

o). Bugter, Fjorde, Sund. angr, bugr, Bugt, efja, fj&bmaapeno;rðr, flói, hópr, keila, kíll, kjóss, pollr, strjúpi, sund, vágr, vík.

p). Grunde Steder i Vand. grunn, rif, vaðill (v&bmaapeno;ðull, veðill); Adjektivet grunnr.

q). Havne, Landingspladse, Overfartssteder over Vand. atróðr (?), eiklið, far, festr, fólskn, h&bmaapeno;fn, lað (hlað), lag, lending, róðr, Sjø, st&bmaapeno;ð, sund, vað.

r). Beliggenhed paa flad, jevn Grund. Flae, flata, flati, fl&bmaapeno;t, fl&bmaapeno;tr (?), fold, grund, slétta, vangr, v&bmaapeno;llr; Adjektiverne flatr, jafn, sléttr.

s). Beliggenhed ved Enden af Fjord, Indsø osv. botn, endi (endir).

t). Beliggenhed med Hensyn til Veir, Vind, Sol, Søgang. brim, byrr, él, fjúk, frost, íss, klaki, regn, skuggi, snær (snjór), veðr, vindr.

u). Veie, Veiskiller. braut, drag, far, Gald, gata, geil, Kluft, kross, leið, skeið, stigr, úf&bmoe;ra, vegr.

v). Krumning af Vei, Vandløb eller Strandlinie. bugr, hvarf, horn, krókr, Sving, vík.

w). Vraa, Vinkel, afsides Beliggenhed. horn, krá, krikr, kró, krókr, Løyning, rá, ró.

x). Grundens Beskaffenhed paa Stedet. alfr, aurr, dý, efja, fen, fit, gor, grjót, Grut, heiðr (i Betydning af lyngbevoxet Sted), helkn (h&bmaapeno;lkn), hella, kjarr, leirr, malmr, mold, mór, mosi, mýrr, raun (hraun), sandr, saurr, skalli, skarn, Skarv, Skrabb (Skabb, Skobba), Stad, Stede, stofn (stufn), stúfr, sult, svað (sv&bmaapeno;ð, svæða, svæði), veisa, yrja, øy, øyrr; Adjektiverne blautr, frjór, fúll, greiðr, grunnr, gr&bmoe;nn, harðr, hvass, hvatr (de to sidste om drivende Jord, som bringer Sæden hurtig til Modning), kaldr, magr, skarpr, skitinn, skrindr, þunnr, þurr, vátr.

y). Forskjellige Naturforhold paa eller ved Stedet. blik, esja, f&bmaapeno;nn, glenna, holmr, mót (ámót osv.), rjóðr, skafl, skjól, tó, þaul; Adjektiverne blár, bleikr, grár, hvítr, h&bmaapeno;ss, illr, jarpr, ljótr, rangr, rauðr, svartr.

z). Træer, Buske, Samlinger deraf og Produkter deraf. aldin, almr, apaldr, Asall, askr, barr, bast, bj&bmaapeno;rk, bók, Brakall, Busk, b&bmaapeno;rkr, eik, einir (Brake, Brisk, Bruse, Sprake), epli, fauskr, fura, gr&bmaapeno;n, hasl, heggr, holt, Kage, klungr (Njupa), Kramp, lauf, lim (limar), lind, lundr, lynr (hlynr), Mor, m&bmaapeno;rk, not (hnot), næfr, píll, rapi (hrapi), raun, rís (hrís), risla (hrisla), rót, Rune, runnr, rust, selja, skaf, skógr, Snar (Snaar), Snat, sperra, spíra, timbr, tjara, tré, tyri, þinurr, þorn, þ&bmaapeno;ll (þella), víðir, viðja, viðr, v&bmaapeno;ndr, ýr, &bmaapeno;lr, &bmaapeno;sp. Desuden maa her særlig mærkes de af Trænavne afledede Intetkjønsord paa -i, med Betydning af et med vedkommende Træ bevoxet Sted, af hvilke mange Stedsnavne ere dannede (eski, birki, b&bmoe;ki, eiki, fyri, greni, hesli, lindi, røyni, þyrni, þelli, elri, espi).

æ). Anden Plantevæxt og Produkter deraf. Amor, Arve, ber, blóm, burkni (tj&bmaapeno;lg, Blom, Grofte, Slok, Moldfoder), bygg, dylla, einstapi, fífa, fífill, Finn, Gopla, gras, hafri, halmr, hampr, humli, hvein, hv&bmaapeno;nn, Kjeks, korn, laukr, lín, lyng, maðra, mj&bmaapeno;l, mosi, mækir, Nata (Netla), næpa, pors, Rams, rugr, røyrr, sef, sina, Smele (Smyle, Smylm), st&bmaapeno;rr, sv&bmaapeno;ppr, Turt, þang, þistill.

ø). Dyr og deres Tilholdssteder. Akkar, ari (&bmaapeno;rn), aurriði, bjórr, bj&bmaapeno;rn, dúfa, dýr, elgr, elptr (alpt), falki, fiskr, fugl, gás, gæslingr, gaukr, gaupa (ló), gjóðr, haukr, hegri, heri, hj&bmaapeno;rtr, humarr, humla, hvalr, igða, Igle, íkorni, jarpi, kráka, lax, lómr, lómundr, lús, márr, maurr, melrakki, murtr, mús, mý, m&bmaapeno;rðr, orkn, ormr, orri, otr, padda, rafn (hrafn, korpr), refr, reinn (hreinn), seiðr, selr, (Kobbe), síkr, síld, síll, skel (Muslinger), smyrill, svala, Titing, Toks, trana, þeisti, þerna, þiðurr, þorskr, úfr, ugla, ulfr (vargr, Tass, Skrubb, Graabein), valr, æðr, &bmaapeno;nd; fé, naut, uxi, yxn, stútr, kýr, kvíga, kalfr, bukkr, hafr, geit, haðna, kið, sauðr, fær, veðr, lamb, hestr, marr, ross (hross), merr, fyl, foli, svín, g&bmaapeno;ltr (galti), gylta, purka, sugga, sýr (?), gríss, hundr, rakki, k&bmaapeno;ttr (kisi, kausi), hani, h&bmoe;na, h&bmoe;ns, kjúklingr, kýkla; b&bmoe;li, gren, híð, látr, lega, leikr, (Fugleleg), reiðr (hreiðr).

aa). Ord, som have Hensyn til Gaardens Tilblivelsesmaade. auðn, auki, aukland, auklendi, aukn (?), autn, brandr, brenna, broti, fall, Felling, innlag, innlaga, k&bmaapeno;s, ruð, ruðland, ruðlendi, ruðningr, ruðstaðr, svið, sviða, sviðningr, taka, t&bmoe;ki, váll, þveit; Adjektivet nýr. Hertil høre ogsaa Ord, som betyde "en Del", brugte i Navne paa Gaarde, der ere opstaaede ved Deling, deild, lutr (hlutr), partr.

bb). Ord, sigtende til Særegenheder ved Gaardens Bebyggelse eller ved enkelte af dens Bygninger, eller til Huse af forskjellig Art, som engang have staaet paa Stedet. baðstofa, búð, búr, dyngja, eldhús, fjós, flórr, gammi, hof, hús, klefi, kofi, kot, kota, kvern, kylna, laða (hlaða), lopt, mylna, naust, róf (hróf), Sag, salr, sel, skáli, skjá, skytja, smiðja, stallr, stofa, sv&bmaapeno;l, sætr. Her kan mærkes et Par Sammensætninger, som sigte til pri- mitiv eller provisorisk Bebyggelse, Fjalabúð (Fjælebod; endnu Gaard- navn i Ramnes; Spor til det paa fl. St. som Navn paa Sætre og lign.), og Borkbua (Bod, hvis Vægge ere gjorte af Bark, paa fl. St. Sæter- navn).

cc). Ord, sigtende til andet Menneskeværk paa Stedet eller til Menneskers Benyttelse af det paa forskjellige Maader, eller til dets Brugbarhed for saadan Benyttelse. brú, bryggja, grind, kl&bmaapeno;pp; kaupangr, torg; leikr (om Mødesteder til Leg og anden selskabelig Fornøielse); þing; borg (i Betydning af Fæstning); varða, viti; kol (hvor dette Ord i Stedsnavne er brugt med Tanke paa Kulbrænding, som har været drevet paa Stedet); rauði, blástr (sigtende til Myr- malmsmeltning); salt; torf; lím (Kalk); almenningr, akr, ekra, raukr (hraukr), rjúkr (hrjúkr), skarn, tað, torð; beit, eng, geil, grind, há, hagi, hjalmr, h&bmaapeno;fn, høy, kví, matr (hvor det, som antagelig oftere i Stedsnavne, er brugt om Steder, som ydede Føde for Husdyr), rák, sláttr, stakkr, stekkr, tá, tr&bmaapeno;ð, vin; agn, fang, gildra, kast, ker (Kar til Laxefangst), l&bmaapeno;gn, merð, nót, sleði, slóð, snara, teina, váð, varp (varpa, verpi), veiðr, ver (om Fiskevær, Ægvær osv.); reki; Bom, Dam, drag (Dragvei for Tømmer), Hængsel, h&bmaapeno;gg, Hogster, kast, laup, (hlaup), løypi (hløypi), Lændse, Stamm, Stemma, Tekst, Velta.

dd). Ord, som blot betyde Bosted, Opholdssted eller dyrket Land. ából, áb&bmoe;li, ból, bólstaðr, bú, bústaðr, bygð, býr (b&bmoe;r), b&bmoe;li, garðr, heimr, hús, j&bmaapeno;rð, land (lenda, lendi), Rom, setr, stofa, tún, tupt, þorp, vist.

ee). Naturlig begrændset eller indhegnet Stykke Land. báss, bingr, byrgi, b&bmaapeno;lkr (balki), garðr, gerði, hagfella, Hegn, lykkja, rein, reitr, teigr, Teppa, tr&bmaapeno;ð, tún (?).

ff). Eiendommens Størrelse. mannsverk, mælingr, sálds sáð (Jord, hvori kan saaes et Saald Korn); Ord, der udtrykke Gaar- dens Størrelse efter Landskylden, som øyrir, ørtog, fjórðungr, spann, pund, húð; Adjektiverne litill, smár, mikill (mykill), stórr.

gg). Jordveiens Form (Ordene dog vel ofte sigtende til For- men af en naturlig Situation, hvorefter Gaarden er benævnt). áll, (ál, ól), bjórr, hjól, kringla, lengja, refill, ringr (hringr), Ripel, skekill, sp&bmaapeno;ng, strind (i Betydning af Stribe); Adjektiverne bjúgr, breiðr, digr, langr, mjór, skammr, stuttr.

hh). Naturbegivenheder, som have sat sit Mærke paa Stedet. fall (Jordfald osv.), gr&bmaapeno;f, Rap, Rot (af hrjóta), runi (hruni, af hrynja), skriða, Svor.

ii). Navne, der have Hensyn til forskjellige Forhold i Gaar- dens Historie. Herunder høre de mangfoldige Navne, der til 1ste Led have en Persons Navn eller Tilnavn, som engang har besiddet Gaarden, eller ogsaa et Ord, som betegner en tidligere Besidders Stilling eller Beskjæftigelse. Videre konungr, kirkja, prestr, kanoki, biskup, klaustr, munkr i Navne paa Gaarde, som engang have været Kongsgods eller geistligt Gods, — Gudenavne, Ordene guð, hof, h&bmaapeno;rgr, vé, heilagr paa Steder, der have staaet i noget For- hold til Gudsdyrkelsen i hedensk Tid, — Navne, som sigte til Strid eller Retstrætter om Gaarden eller med Indflydelse paa dens Skjæbne, f. Ex. Vígdeild, Þræteng og andre med Þræt- sammensatte Navne, Spjótlag, Hundsbit (Jord, som er betalt i Bod for et Hundebid), — Navne, som minde om, at Gaarden engang som Underbrug har været øde og ubebygget (auðn, Ødegaarden osv., se ovfr. S. 5), eller om Stiftelser, Næringsdrift og lign., som engang har havt sit Sæde der (f. Ex. klaustr, sáluhús, gildi, Værk, Brug), — Navne sigtende til Fortidsminder paa Gaarden (dys, haugr, kuml, steinn i Betydning af Bautasten).

kk). Navne, der sigte til Væsener, som leve i Folketroen. draugr, dvergr, gýgr, j&bmaapeno;tunn, nykr, troll, þurs. Disse Ord kunne tildels være indkomne i Gaardnavne ved Brug som Tilnavne til Personer, i andre Tilfælde ved Brug som Fjeldnavne (det sidste gjælder ialfald om gýgr).

ll). Navne, tagne efter Sammenligning med Klædningsstykker og lign. bakskyrta, bakstakkr, blæja, dúkr, hekla, hetta, h&bmaapeno;kull (?), kalfskinn, kápa, m&bmaapeno;ttull, segl, sekkr, skyrta, sloppr (?).

mm). Ord, der som Fællesord betyde "Stang" eller noget lig- nende, og hvis Betydning i Stedsnavne oftest ikke kan bestemmes sikkert, men som ialfald tildels maa sigte til Stedets Situation. brandr (?), kafli, lúðr, lunnr (hlunnr), raptr, stafr, staurr, stokkr, st&bmaapeno;ng.

Af de ovenfor nævnte Klasser af Egennavne, der hyppigt indgaa som Led i Gaardnavne, tiltrænge to noget nærmere Forklaring med Se Bd. I S. 105. Hensyn til sin Forekomst i disse: Elvenavne og Personers Navne og Tilnavne.

Elvenavne. Disse, der ligge til Grund for en Mængde Gaard- navne og andre Stedsnavne, fortjene særlig Opmærksomhed, navnlig fordi en stor Del af dem skjønnes at være meget gamle.

Der har været en Tid, da alle Vandløb i det hele Land, eller dog de allerfleste af dem, havde sit eget selvstændige Navn, som i Regelen var et usammensat Ord, eller ialfald ikke sammensat med et Ord, som havde Betydningen "Elv". I nogle Dele af Landet har dette oprindelige Sæt af Elvenavne holdt sig ret godt helt ned til Nutiden, bedst vel i Østerdalen, i Nordre Gudbrandsdalen og i Dalbygderne i Søndre Trondhjems Amt, særlig i Orklas Dalføre. I disse Egne haves endnu egne, ikke af andre Stedsnavne dannede Navne paa næsten alle Vandløb, ofte paa ganske ubetydelige Bække.

Paa de fleste Steder ere dog mange af de gamle Elvenavne komne ud af Brug og glemte; i enkelte Landsdele, særlig i den største Del af Vestlandet, ere kun faa af dem endnu ilive. De ere da blevne erstattede med sammensatte Navne, hvis sidste Led gjerne er Aa eller Elv, medens det første pleier at være et Gaardnavn, et Bygde- navn eller Dalens Navn; dette sidste Navn indeslutter i sig ikke sjelden det oprindelige paa Elven. I det hele kunne de tabte Elve- navne ret ofte endnu paavises og restitueres gjennem forskjellige Stedsnavne, som ere dannede af dem og endnu ere i Brug. Ofte have Gaarde faaet selve den Elvs Navn, ved hvilken de ligge, uden Tillæg eller Forandring, som i det hyppigt forekommende Gaardnavn Bjarka, nu Bjørke eller Bjerke. For det meste ere dog de af Elve- navne opstaaede Navne sammensatte, med Elvens Navn som første Led. 2det Led er, som det kunde ventes, meget ofte et af Ordene dalr eller nes. Navne med det første Ord til sidste Led betegne da Dalføret eller en i dette liggende Gaard, og Navne med nes en Gaard, som ligger ved Elvens Udløb i Hav, Indsø eller anden Elv, paa det ved Udløbet dannede Nes, eller ogsaa paa et Nes, som dannes ved en Krumning af Elven. Hvor man finder et med dalr eller nes sammensat Navn, og man er i Tvivl om Navnets første Led, har man derfor altid Opfordring til at undersøge, om der ikke efter Omstændig- hederne er Grund til at søge Elvens tidligere Egennavn i dette Led.

Sikrest kunne glemte Elvenavne eftervises, naar man paa for- skjellige Steder i samme Vasdrag finder Navne sammensatte med samme Forled, og dette har saadan Form, at det med Rimelighed kan antages at være Elvenavn.

Jeg anfører nogle Exempler paa saadanne Tilfælde for nærmere at oplyse, hvad ovenfor er sagt om tabte Elvenavne.

Mosselven, som falder i Fjorden ved Moss, har sit gamle usam- mensatte Navn Mors bevaret i Bynavnet Moss ved Udløbet, i Gaard- navnet Mosseros (Morsaróss) i Vaaler, hvor den falder i Vannsjøen, og endelig i det gamle Navn paa Hobølbygden, som ligger endnu længere oppe, Mossedal (Morsardalr).

Se Bd. I S. 352. 364. 395.

Hovedelven i Røken vides i Middelalderen at have hedet Gró. Navnet er nu forlængst aflagt, men lever eller har levet til senere Tid i Stedsnavne paa forskjellige Steder i dens Dal. Broen, hvorpaa den gamle Hovedvei mellem Kristiania og Drammen var ført over den langt oppe, i Trandby Sogn i Lier, kaldtes endnu ved 1600 Grobro. Længere nede, ved Stokker i Røken, ligger nede ved Elven en Gaardpart af Navn Grodalen, og endelig heder en Ø udenfor dens Udløb i Fjorden Graaøen (d. e. Gróarøy).

Ved en liden Elv nordøstlig i Tjølling ligger et Stykke oppe i dens Dal Gaarden Istre (gammel Form Istra efter DN. II 400). Længere nede i Dalen findes Gaarden Skallist (Skalistra efter RB. 38. 50. 54, men vel rettere Skallistra), og nær Elvens Udløb i en Kile af Tønsbergfjorden Gaarden Syrrist, i RB. 51 skrevet Siaugh- aristra (d. e. Sjóvaristra, Istra ved Søen). Af disse Navne følger, at Elven har hedet Istra, som en Elv i Romsdalen endnu kaldes.

Ved Ognelvens Udløb paa Jæderen ligger Gaarden og Kirkestedet Ogne (udtalt ó:2gna). Elven kommer fra Bjerkreim Sogn, hvor den har sit Udspring i Ognevandet, gaar videre forbi en Gaard Ognedal (urigtigt skrevet Ougendal, udtalt med langt, lukt o) og igjennem nok et Ognevand. Samtlige disse Navne maa stamme fra Elvens oprindelige Navn, og dette maa have lydt Ógna eller vel snarere Ógn. Gaardnavnet skrives paa flere Steder i Middelalderen Ogna, som svagt bøiet Hunkjønsord; men den nuværende Udtale med Endelsen a tyder paa en Flertalsform Ógnar; var Nutidsformen ud- gaaet fra Ental Ógna, maatte Endelsen efter Egnens Dialekt nu være e. Dertil kommer, at nogle Holmer udenfor Elvens Munding, som alm. skrives Ogneholmene, ogsaa findes skrevne Ognarholmene; er dette rigtigt efter Udtalen, som tør være sandsynligt, fører ogsaa det til Formen Ógn for Elvenavnet.

Længere nord paa Jæderen, i Gjesdal Sogn, er der en Gaard Oltedal, der utvivlsomt oprindelig har hedet Alptardalr, af det som Elvenavn meget hyppigt brugte Ord alpt, en Svane. Elven, der nu kaldes Oltedalsaaen, har sit Udløb i en Arm af Stavangerfjorden i Høle Sogn i Ryfylke ved en Gaard Oltesvig, strax nedenfor en liden af Elven dannet Sø, der nu efter en anden Gaard kaldes Ragsvandet. Formen af det første Led i Navnet Oltesvig leder til den Slutning, at det er et gammelt Navn paa Søen, Alptir (Elptir?), og videre, at ogsaa dette Navn, ligesom Gaardnavnet Oltedal, stammer fra det oprindelige Elvenavn Alpt.

Hovedelven i Aasen Sogn i Indherred, der nu har forskjellige Navne i sit ved flere Søer afbrudte Løb, viser sig gjennem flere paa forskjellige Steder i Dalen bevarede Navne at have hedet Hupla. Ved Udløbet ligger Gaarden Hoplen, udtalt hó2pp£a og skrevet i Hupplo AB. 30. Den anden i Rækken nedenfra af de Søer, som Elven gjennemløber, heder Hoklingen, og lidt nedenfor den ligger en vider Gro RB. 280. JN. S. 81. 343. DN. II 238. IV 702. VIII 494. Gaard Hoklingan (begge Navne udtalte med lukt o). I de to sidste Navne er aabenbart kl opstaaet af pl; de have tidligere lydt Huplingr og Huplinjar.

Blandt de usammensatte Elvenavne er der visselig nogle af for- holdsvis sen Oprindelse, som ere afledede af Stedsnavne af anden Art; men det store Flertal af dem bære Præg af at være gamle, til- dels endog meget gamle. Tildels lader dette sig ogsaa direkte bevise gjennem deres Forhold til andre af dem dannede Stedsnavne; vi finde allerede blandt vore ældste sammensatte Gaardnavne, de paa -vin og -heimr, ikke faa, som have et Elvenavn til Forled.

Personnavne og Tilnavne. Disse Navne optræde i Gaardnavne næsten udelukkende i Sammensætning, som 1ste Led. Kun enkelte Gaardnavne fra den seneste Tid dannes af et usammensat Personnavn.

Saavidt nu kan dømmes derom, have Personnavne ikke været brugte til Dannelse af Gaardnavne i den ældste Tid, hvorfra vi nu kjende saadanne. De findes dog allerede tidlig i udstrakt Brug; alle- rede fra Vikingetiden har man mange Gaardnavne af dette Slags, og det tør være muligt, at de gaa endnu noget længere tilbage i Tiden.

I mange Tilfælde er i disse Navne Personnavnet nu saa stærkt forandret ved forskjellige lydlige Ændringer, at det er vanskeligt at gjenkjende det. Dertil kommer, at der ikke sjelden er benyttet Personnavne, som ere bortlagte for meget lang Tid siden; der gives endog Personnavne, som ialfald fra norske Kilder nu alene kjendes gjennem de Gaardnavne, som dannedes af dem i den Tid, da de vare i Brug. Ved Behandlingen af Gaardnavnene behøver man derfor god Oversigt baade over de Personnavne, som til forskjellige Tider have været brugte i Norge, og over de Former, hvori de nu fremtræde i Gaardnavne paa forskjellige Steder.

Vort Kjendskab til Fortidens Personnavne er desværre nu temmelig ufuldstændigt. Før Diplomernes og Jordebøgernes Tid begynder, eller til henimod 1300, have vi ingen andre Kilder til Oplysning om dem, end Sagaer og de ikke særdeles talrige Indskrifter, og de i disse Kilder forekommende Personnavne ere ikke saa mange, at de kunne siges at give en fyldestgjørende Forestilling om det hele Navneforraad. Nogen Erstatning har man dog i de mange islandske Personnavne, som vi kjende fra 9de Aarh. af. Islands Befolkning kom jo for den aller- største Del fra Norge, direkte eller over de norske Kolonier i Vesten. De Navne, vi finde paa Island i den ældste Tid, kunne derfor sikkert forudsættes at være af norsk Oprindelse og at have været brugte sam- tidigt ogsaa i Norge, — bortseet fra de let kjendelige Navne af irsk og skotsk Udspring, som kom til Island fra de norske Kolonier i disse Lande.

Dette Tilfælde er noget udførligere omhandlet i Thj. VSS. 1891 S. 195 f. Af de sidste kan neppe mere end et eneste sikkert paavises at have været brugt i Norge, Njáll (opr. Níall), der har holdt sig til vor Tid i Ryfylke (skrevet Njeld, udt. Njæll, Njædl).

Der er desværre endnu ikke offentliggjort nogen samlet Forteg- nelse over norske og islandske Personnavne fra Tiden før Reformationen. Jeg har til Brug for Undersøgelsen af Stedsnavnene selv maattet gjøre mig en saadan Fortegnelse, der dog af Mangel paa Tid ikke er bleven saa fuldstændig og veiledende, som jeg havde kunnet ønske den.

Særlig Omtale fortjene de i Gaardnavne ofte mødende saakaldte "Kjæleformer" af Personnavne, d. v. s. Tillempninger af disses Form for at lette Udtalen, som de fremkomme i Børns Mund eller dannes for Børnenes Skyld. Disse Kjæleformer gaa med Tiden let over til virkelige selvstændige Personnavne, eller de blive ialfald ofte den daglig senere i Livet brugte Form af Navnet for den enkelte Persons Ved- kommende. Mærkeligt nok synes de nu ikke at være synderlig brugte i Landsbygderne i Norge; derimod ere de fremdeles almindelige paa Island, og det samme viser sig af Gaardnavnene og andre Kilder at have været Tilfældet hos os i Middelalderen. Jeg giver nedenfor en Liste over de Navne af dette Slags, som jeg hidtil har bemærket, og tilføier ved hvert af dem det eller de Navne, fra hvilke de maa an- tages at være udgaaede. Endel mindre sikre Exempler ville blive om- talte i Hovedværket ved de Gaardnavne, i hvilke de kunne formodes at være brugte.

Ambi, Amba (Arnbj&bmaapeno;rn, Arnbj&bmaapeno;rg). — Aski (Asgautr eller et andet med Asg- begyndende Mandsnavn). — Begga (Bergljót). — Guddi, Gudda (af Navne begyndende med Guð- eller Gaut-). — Guði (af Navne begyndende med Guð-). — Gulli (Guðlaugr, Guðleifr, Guðleikr). — Gummi (Guðmundr). — Gutti (af Navne begyndende med Gaut-). — Kabbi (Kalfr). — Kobbi, Kubbi (Kolbeinn, Kolbj&bmaapeno;rn). — Leifi, Leppi (af Leifr eller et dermed sammensat Mandsnavn). — Magga (Margrét). — Mangi (Magnús). — Siggi, Sigga (af Navne begyndende med Sig-, vel mest af Sigurðr og Sigríðr). — Toddi, Todda (Þórðr, Þorðís). — Tolli (Þorleifr). — Tosti (Þorsteinn). — Tubbi, Tubba, Tobba (Þorbj&bmaapeno;rn, Þorbj&bmaapeno;rg). — Valki, Valka (Valgarðr, Valgerðr).

I mange Gaardnavne er det ikke vedkommende Persons Egennavn, men et Tilnavn, som han har baaret, der er brugt. Tilnavne vare, som bekjendt, meget almindelige hos os i Middelalderen og have været ikke lidet brugte ogsaa længere tilbage i Tiden. Deres almindelige Anvendelse forklares let af deres Nytte til at adskille forskjellige Per- soner af samme Navn i en Tid, da Familienavne vare ukjendte. Disse Tilnavne have, i de Tilfælde, hvori vi nu kunne have en Mening om deres Betydning, gjerne sin Oprindelse i Eiendommeligheder ved Per- sonens Udseende, hans Klædedragt, hans Maade at være paa, hans Sindsbeskaffenhed og Tilbøieligheder, — ofte ogsaa i en rent tilfældig Anledning, en paafaldende Ytring, han engang havde ladet falde, en Begivenhed eller et Foretagende, hvori han havde havt Del paa en saadan Maade, at Tanken derom fæstede sig ved ham osv.

Prøver i Cleasby-Vigfussons Ordbog S. XXXIV. Det kan bemærkes, at Kjælenavnet undertiden findes føiet til det virkelige Navn som Tilnavn: Arnbjörn ambi, Magnús mangi, Þordís todda.

Det er vist kun de færreste af de Gaardnavne, som udgaa fra Tilnavne, ved hvilke dette nu bestemt kan paavises. De fleste Til- navne have kun tilhørt en enkelt Person, og de Kilder, hvorfra Til- navne kunde hentes, vare, som sagt, mange og uberegnelige. Nogen Veiledning har man dog her i de mangfoldige Tilnavne, knyttede til bestemte Personer, som kjendes fra de til vor Tid bevarede Skrifter fra Middelalderen.

Blandt den store Mængde af Gaardnavne, hvori Personnavne indgaa, er der et temmelig betydeligt Antal, som ere dannede af Kvindenavne. Dette er sikkert altid at opfatte saaledes, at Gaarden er opkaldt efter en Kvinde, som engang har eiet eller brugt den.

Den ovenfor meddelte Liste over Ord og Forestillinger, som træffes i norske Gaardnavne, er, som sagt, ikke fuldstændig. Foruden alt det, som kan være glemt eller overseet, og det, der kan ligge i Navne, som vi endnu ikke forstaa, maa særlig mærkes, at der ovenfor ikke har kunnet tages synderligt Hensyn til alle de Modifikationer af Be- tydningen, som kunne fremkomme ved Sammensætninger.

Som et lidet Bidrag til at udfylde, hvad der mangler, skal jeg til Slutning fæste Opmærksomheden ved to ret mærkelige Klasser af Navne, som kunde kaldes "Sammenligningsnavne" og "rosende og nedsættende Navne".

Sammenligningsnavne. Dermed menes Gaardnavne, overførte fra Natursituationer, der ere benævnte efter deres Lighed med en eller anden Gjenstand, som man jevnlig ser for sig i det daglige Liv, et Redskab, et Vaaben, et Klædningsstykke, en Legemsdel hos Mennesker eller Dyr osv. Paa saadanne Sammenligninger beror, som det let sees, Anvendelsen i Stedsnavne af ikke faa af de ovenfor opregnede Ord, som naar et Fjeld kaldes Hals, Nakke, Ryg, Kam, Kjøl, Hjelm, Horn, Kiste, Saate, en Fjeldside Bryst, Bringe, Gavl, Kind, Væg, en Kløft Strube, et Nes Hale, Næse, Skaft, en Fordybning Kjedel, Skaal, en Ø eller en Fjord Sæk, et Stykke Jord med et Klædningsstykkes Navn osv. Deslige Sammenligninger ligge jo over- hovedet til Grund for en stor Del af de Udvidelser, som Ords Betyd- ninger efterhaanden have faaet i Sproget.

Jeg skal her tilføie nogle Exempler paa Ord, der paa denne Maade ere overgaaede til Stedsnavne, men med hvilke dette kun for- holdsvis sjelden er skeet, saa at Tanken paa den oprindelige Betyd- ning ligger nærmere. Jeg opfører kun saadanne, som, ved Over- førelse eller ved Sammensætning, findes anvendte i Gaardnavne. Vilde man tage med ogsaa de, der alene ere brugte om Skjær, Nes, Fjelde osv., vilde en meget lang Liste kunne opstilles.

ausa (findes, ligesom ogsaa det ligebetydende Koks, brugt om runde Bugter). — brók (Buxe; brugt om Tjern, der i sin Form have Lighed med et Buxeben eller med begge en Buxes Ben, men ogsaa om andre Situationer af saadan Form). — hanakambr (om takkede Fjeldrygge). — hestr (om Fjelde med en Indsænkning lig Hestens buede Ryg). — hjarta (om hjerteformede Skjær og Øer). — keipr (gammeldags Aaretol af selvvoxet Træ, brugt om Fjelde og Skjær). — Kivneb (et Slags Fæstningsværk, se Bd. I S. 114). — laupr (en Løb, om Fjelde). — lé eller ljár (en Ljaa, i Ljánes, Navn paa Nes, der i sin Form have Lighed med en Ljaa, lange, krumme og spidse). — magi (Mave, om en indelukket Vik). — nafarr (Bor; om Fjelde, vel ogsaa om lange, smale Viker). — rekuskapt (Spade- skaft; vel om Fjeldfremspring). — ryggr (hryggr), i Sammensætning med forskjellige Dyrs Navne, som Gjeiteryggen, Galteryggen, Kobbe- ryggen osv., om langstrakte Høider af forskjellig Form. — segl (Seil; om Fjelde og Skjær). — síld (om langstrakte Øer). — spjót (om spidst udløbende Øer og Fjeldfremspring; om Øer ogsaa det ældre ligetydige Ord vigr). — taska (Pose, Pung; bl. a. om Halvøer). — þexla (Bødkerøxe; om Nes). — þarmr og g&bmaapeno;rn (begge betydende: Tarm; om langstrakte Jordveie). — &bmaapeno;ngull (Fiskekrog; om forskjellige stærkt krummede Situationer).

Rosende Navne ere saadanne, som fremhæve gode Egenskaber ved Eiendommen eller Stedet. Der gives temmelig mange Navne af denne Art, og af disse vise endel sig at være meget gamle. Exempler ere de med gull (Guld) sammensatte Navne, som Guldbringen, Guld- aakeren, Guldhaug, Guldmoen; de med Adjektivet fagr sammen- satte (Fegrin, Fagerbakke, Fagerhol, Fagerholt, Fagerland, Fager- nes osv.), og det deraf afledede Fegringr, der bl. a. findes som Bygdenavn paa Romerike, nu Fering (alm. skrevet Feiringen); de med gagn (Gavn, Nytte) sammensatte (Gagnøy osv.); de, der ere sammensatte med skart eller skraut, hvilke Ord begge betyde: Stads, Pragt (Skarteimr, Skartlien, Skrauthváll); de med beztr (bedst) sammensatte (Besteland, Bestjord, Beztató); de med smj&bmaapeno;r (Smør) sammensatte (Smørtue, Smørberg, Smørklep); Navne som Himinríki, Paradís, Sæla (Lyksalighed; deraf vistnok det i Ber- gensegnen paa et Par Steder forekommende Navn Selen, udtalt sæ2ló).

Nedsættende Navne sigte til uheldige Egenskaber ved Gaarden, betegne den som et daarligt, næringsløst Sted, antyde Frygt for, at den altid vil komme til at blive en ringe Eiendom osv. Saadanne Navne findes i endnu større Antal end de rosende. Mange af dem ere vistnok efterhaanden opkomne i Bygdens Brug og kunne tildels have fortrængt et af Eieren givet Navn; men andre lade til at skrive sig fra Eieren selv. Ofte tage de sig ud som en Ytring af Beske- denhed, ægte eller tilgjort. Kun en mindre Del af dette Slags Navne bærer Præg af at være fra ældre Tid. Som Exempler paa disse Und- Det maa ved disse erindres, at mange saaledes begyndende Navne skrive sig fra Mandsnavnet Gulli. tagelser kan nævnes endel af de Navne, der til sidste Led have en Afledning af Adjektivet lauss (løs), som Brødløs, Grasløs, Husløs, Mjølløs, Klæðløysa, Rossløs, Matlausagrend (DN. I 118. RB. 291. 420; i Urskog); videre endel Navne med efni (Emne) til sidste Led, som Akrsefni, Bjárefni, Bólsefni, Jarðarefni, Landsefni (ogsaa Efni usammensat som Gaardnavn, jfr. Bd. I S. 68); Navne som Ves&bmaapeno;ldin (Usseldommen, forsvunden Gaard i Eidsberg, se Bd. I S. 161; anføres ogsaa fra Bohuslen i RB. 368); Stafkarl, Staf- kerlingin (Tiggeren, Tiggerkjerringen, se Bd. I S. 267). — Af nyere Navne af denne Klasse er der en Mængde; dog forekomme de ikke ofte udenfor Østlandet. De allerfleste af dem ere Pladsnavne. Jeg anfører nogle faa Exempler til Prøve: Allergot ("aldrig godt"; meget udbredt); Allerno (se Bd. I S. 373); Nøa, Pina, Plaga; Jammeren, Jammerbakke, Jammerdal; Graaten (grå1ten); Hungeren, Hunger- holt, Svelta, Svelterud; Skrapstaden; Kornfrit.

 TILLÆG I. ENDEL AF DE I NORSKE GAARDNAVNE FOREKOM- MENDE ORD MED OPLYSNINGER OM DERES BETYDNING OG BRUG.

á f. (Gen. og Flt. ár), Aa. Er det gamle norske Ord for "Elv", endnu brugt saaledes i en stor Del af Landet. Elv (elfr) brugtes i det gamle Sprog kun om enkelte meget store Elve (indenfor Norges daværende Grændser om Glommen og Gøtaelven, Raumelfr og Gautelfr); først mod Slutningen af MA. begyndte man at kalde ogsaa mindre betydelige Elve elfr. Gammel Sideform ó, endnu bevaret i adskillige Stedsnavne. I Nordland nu udtalt Aag, men alm. ikke skrevet saaledes. Som sidste Led i Navne tildels af- kortet til -a, mest i Nordland. Findes sms. med vin og heimr (Æn, &bmOE;n; Áeimr).

akr m. (Gen. akrs, Dat. akri, Flt. akrar), Ager. I Navne nu, ligesom i Ordets Brug som Fællesord, næsten overalt udt. Aaker. Som 2det Led i Navne ofte afkortet til -åk, -åkk, -ak, -akk. Naar da 1ste Led ender med r, er det vanskeligt at adskille fra det gamle Ord rák n., Græsgang, hvorpaa Kvæg drives, eller Kvægvei (af reka, drive).

alfr m. findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men maa efter dets Anvendelse i meget gamle Stedsnavne antages engang at have været brugt ogsaa i Norsk, som endnu i Svensk, i samme Betydning som aurr (se dette), Grus, Grusgrund under det øverste Jordlag. Oftere i Sms. med heimr og vin, i sidste Tilfælde i mindre let kjendelig Form (Ulven, Aulin, se Bd. I S. 399).

áll m. (Gen. áls, Flt. álar) brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygde- navne, hvoraf nogle endnu bruges (Aal, Aalen). Findes sms. med vin (Ælin, se Bd. I S. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok be- slægtede Ord ál, ól f., der nu betyder en Rem af Læder.

almr m. (Gen. alms, Dat. almi), Alm (Træ). I Navne usms. i Ental (ofte i Dativform) og som 1ste Led. Et enkelt Tilfælde af Sammensætning med heimr kjendes. Som 1ste Led, naar en Konsonant følger, oftere paa Vestlandet afkortet til Al-, der igjen ved Dissimilation kan blive til An-, naar 2det Led indeholder et l (Almdal, Aldal, Andal). I andre Landsdele bliver i det sidste Tilfælde Alm- ofte til Am-, Aam- (Amli, Aamli, Amdal, Aamdal, Amland, Aamland).

alpt se elptr.

angr m. (Gen. angrs, Dat. angri) maa engang have været brugt i Be- tydning af Fjord og Vik, men er nu kun bevaret i endel Egennavne paa Fjorde og Viker, som tildels ere overgaaede til Bygde- og Gaardnavne. r er nu oftest bortfaldet i Udtalen. Kan forvexles med Afledningsendelsen angr, som man har f. Ex. i det hyppige Indsønavn Øiangen, og med vangr (se dette).

apaldr m. (Gen. apaldrs), Abild, Vildæbletræ. Ofte, især som 1ste Led, i Gaardnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har 2det Led et l, mister det oftest sit l (Apeland, Abeland for Apaldra- land). Apaldrs- som 1ste Led kan ved Afkortning og Lydændring blive hel ukjendeligt (Afset eller Akset for Apaldrssetr, Aksnes for Apaldrsnes, se Thj. VSS. 1891 S. 155). Sammensætning med vin findes (Apaldasin i Østre Aker, nu Abelsø).

askr m. (Gen. asks, Dat. aski, Flt. askar), Ask (Træ). Ofte usms. som Gaardnavn i Ent. og Flt. (Ask, Aske, Asker) og som 1ste Led. Af Sammen- sætningerne skrive nogle sig fra et af Trænavnet dannet Elvenavn Aska; andre Navne, ikke særdeles mange, ere sms. med det afledede Ord eski n., med Ask bevoxet Sted (se ovfr. S. 31). Ofte sms. med heimr, men ikke med vin. Kan forvexles med askr, Æske, lidet Kar (i nyere Navne) og med aska f., Aske.

áss m. (Gen. áss, Dat. ási, Flt. ásar), Aas, langstrakt Høide. Ofte sms. med heimr, maaske ogsaa undertiden med vin. Som 1ste Led i Nu- tidsform udsat for at forvexles med flere Personnavne (Kvindenavnet Ása, Mandsnavnene Oddr, Ormr), med á, Aa, og i enkelte Tilfælde med Træ- navnene askr og &bmaapeno;sp. Som 2det Led i senere Tids Skrift ofte urigtigt for óss, som i Skrivemaaden Røraas for Røros.

auðn n. (Gen. auðns, Dat. auðni, Flt. i Gaardnavne auðnir) og f. (Gen. auðnar, Flt. auðnir), Ødemark, øde, ubeboet Sted. Brugt som Gaard- navn dels, fordi Stedet var ryddet i Ødemark, dels fordi det en Tid som Underbrug havde været ubeboet (ovfr. S. 5). Det sidste Tilfælde vistnok det hyppigste. Som Gaardnavn mest brugt i de trondhjemske Amter, i be- stemt Entalsform (Aunet), i Dat. Ent. (Aune) og i bestemt Flertalsform (Aunan). I disse Egne desuden hyppigt som 2det Led i sms. Navne; 1ste Led da oftest en ældre Gaards Navn, hvorunder Bruget engang har hørt eller paa hvis Grund det er ryddet. Søndenfjelds sjeldent og kun usms.; au gaar her oftest over til aa eller ø. Søndenfjelds er Navnet dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord, nordenfjelds altid af Intetkjøn, undtagen i Flt., hvor det efter den S. 11 f. forklarede Regel gaar over til Hunkjøn. Disse Navne, især de sms., maa for en stor Del være temmelig unge.

auki se autn.

aukland n. er dannet af auka, øge, og maa betyde Øgningsland, ved Rydning tillagt Land. Ofte Gaardnavn i de sydvestlige Landskaber, fra Nedenes til og med Søndhordland; i Stavanger Amt træder dog mest den afledede Form auklendi n. i dets Sted. Ofte i senere Tid skr. Økland, Ugland, Øglend; tildels udtalt med enkelt Vokal, o eller ø. Gaar tilbage til MA., men er vel ikke særdeles gammelt.

aukn se autn.

aurr m. (Gen. aurs, Flt. aurar), Grus, især om den faste, urørte Grus- grund under det øverste Jordlag. Ikke sjeldent i Bygde- og Gaardnavne, tildels dog gjennem deraf afledede Navne, Sønavnet Aurr og Elvenavnene Aur, Aura og Yrja; deraf ogsaa Bygdenavnet Yrjar (Ørlandet) og enkelte med yrja sms. Navne, som det nordenfjeldske Langyrja. Findes sms. med vin (Aurin). Jfr. alfr.

autn n. (Gen. autns, Dat. autni) findes temmelig ofte som Gaardnavn i Smaalenene og paa Romerike, nu oftest udt. med ø, Øtten, eller, hvor Nav- net har Dativform, Øtne. Er sandsynlig en yngre Form af aukn; dette kan ikke paavises som Fællesord, men kan godt tænkes brugt i samme Betydning som aukland. I en Form, nærmere den oprindelige, synes Ordet brugt i Øktner (maaske snarere udtalt Auktner) i S. Odalen og i Øktna i Nes Rom. (GNo. 169,7). Jfr. Bd. I S. 5. Vel i samme Mening findes som Gaardnavn auki m., Forøgelse, paa et Par Steder søndenfjelds (Røken, Strømmen) og i Flt. Aukan om nyere Gaarde paa Nordmør og i Øbygderne i Fosen.

bakki m. (Gen. og Dat. bakka, Flt. bakkar), Bakke. Har i det gamle Sprog ogsaa den særlige Betydning: Elvebred, Søbred (fordi en saadan gjerne danner en Skraaning). Som 2det Led jevnlig afkortet til -bakk, især nordenfjelds.

bali m. (Gen. og Dat. bala), jevn Førhøining eller Vold langs en Strand. I adskillige Gaardnavne vesten- og nordenfjelds, mest nyere; ialfald et enkelt, Bale paa Balestranden i Sogn, er dog sikkerlig meget gammelt. Ogsaa om Holmer og Skjær langt fra Land.

balki se b&bmaapeno;lkr.

barð n. (Gen. barðs, Dat. barði), Kant, Rand. Mange Stedsnavne, deriblandt ogsaa Gaardnavne, stamme fra dette Ord gjennem dets Brug om Kanten af et Fjeld eller om en Fjeldafsats. Findes sms. med vin (Berðin). I samme eller beslægtet Betydning synes i enkelte Navne ogsaa borða f. og borði m. brugte.

barmr m. (Gen. barms, Dat. barmi, Flt. barmar) findes oftere som Stedsnavn, især paa Vestlandet, mest brugt om Viker og om Øer, hvis Navne igjen gaa over paa Gaarde. Udgaar sandsynlig fra Ordets Betydning: Brem, Kant.

bekkr m. (Gen. bekkjar og bekks, Flt. bekkir), Bæk. Som usms. Navn for det meste ungt; blandt de sms. ere derimod vist adskillige gamle. Særlig kan mærkes det i Østlandets lavere Egne ikke sjeldne Bekkjar- hvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og Bækhus, Bækkerhus, der oftest svarer til gammelt Bekkjóss, Bekkjaróss (Bækkemunding).

berg n. (Gen. bergs, Dat. bergi, Flt. i Gaardnavne bergar f., Berg, Klippegrund. Vokalen er i Nutidens Udtale i Stedsnavne ofte ændret, især, hvor det er brugt som sidste Led, og i den sydvestlige Del af Landet. berg kan saaledes blive til bør, bor (aabent o), barg, bar (de to sidste Former i Ryfylke, naar Ordet bruges som 2det Led). Formen bjarg synes ikke at forekomme i norske Stedsnavne, uden det skulde være i Sammensætningen Bjargvin, Bj&bmaapeno;rgvin, der dog lige saa godt kan forklares af bj&bmaapeno;rg f. Sammensætninger med vin og heimr findes.

bingr m. bruges nu efter Aasen 1) om en Kasse, fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af en Væg (til Oplag af Korn, Mel, Salt o. lign.; jfr. oldn. torfbingr om Rum til Brændetorv). 2) om afdelt Rum til Smaafæ i et Fjøs. Naar man tager Ordets Anvendelse i Stedsnavne med i Betragt- ning, kunde man vel forudsætte en opr. mere omfattende Betydning: afskilt Rum paa en Flade. Findes som gammelt Grændenavn i Eidsvold, paa to Steder i Nes Rom., paa Eker (der endnu brugt) og efter DN. II 579 maaske ogsaa tidligere i Hedrum. Som gammelt Gaardnavn i Trøgstad og Sørum; ellers ikke sjeldent i Navne paa Pladser fra nyere Tid i Smaalenene. Ordet forekommer ogsaa i Formen Binge m., der maaske ogsaa er gammel (brugt paa Østlandet efter Ross; ogsaa alm. i Indherred).

birki se bj&bmaapeno;rk.

bjórr m. (Gen. bjórs), kileformet Stykke, saaledes ogsaa kileformet Landstykke; enkelte Gange brugt som Gaardnavn i Ent. og Flert., udentvivl efter den sidste Betydning. At adskille fra Dyrenavnet bjórr, Bæver, der findes i mange sms. Stedsnavne, et Vidnesbyrd om dette Dyrs vide Udbredelse i Landet i Fortiden.

bj&bmaapeno;rg f. (Gen. bjargar, Flt. bjargir), et Ord af samme Stamme som berg; kan ikke paavises i Oldn., men maa efter dets Brug i Stedsnavne være meget gammelt Ord. Efter denne Brug skulde man tro, at det tildels har været brugt om fremstikkende, noget høie og bratte Berg. Aasen anfører det fra Voss med Betydning: en Række af lavere Klipper, Ross fra Stjørdalen med Betydning: en lang og ikke ganske lav Aasryg. Findes i Gaardnavne over det hele Land, undtagen i de lavere Egne paa Østlandet. Som 2det Led lyder det nu oftest -bjør. Forvexles ofte i Skriftform med det endnu mere udbredte berg; i flere Sammensætninger finder man paa forskjellige Steder begge Ord benyttede f. Ex. Ravneberg (Ramberg) og Ravnebjør (Ram- bjør), Røineberg og Røinebjør. Findes sms. med vin og heimr.

bj&bmaapeno;rk f. (Gen. bjarkar), Birk (Træ). Endel af de derfra stammende Gaardnavne komme nærmest af det af Ordet dannede Elvenavn Bjarka (i Nutidsform gjerne Bjørke). Et andet af bj&bmaapeno;rk afledet Ord, birki n., Sted bevoxet med Birk (se ovfr. S. 31), har udstrakt Anvendelse i Gaard- navne, usms. og som 1ste Led. Usms. lyder det nu oftest Børke, Børkje. Af Sammensætningerne er den mest brugte Birkeland, der er et særdeles hyppigt Navn i Strækningen fra Vestre Nedenes til Søndfjord. Udtalen af birki som 1ste Led er forskjellig; undertiden afkortes det stærkt (Børset for Birkisetr) og kan da forvexles med andre Sammensætningsled (som berg og borg), naar ikke gamle Former haves. I Skrift finder man ofte Birke og Bjerke istedetfor Bjørke; undertiden synes Bjørke virkelig at være traadt istedetfor oprindeligt Birki (nærmere herom i Thj. VSS. 1891 S. 185). Sammensætninger med heimr kjendes (Bjarkeimr, Bjarkareimr); derimod, som det synes, ingen med vin.

blik n. (Gen. bliks, Flt. i Gaardnavne blikar f.) betyder: noget, som blinker, noget, som er hvidt, lyst i Sammenligning med Omgivelserne. Findes i temmelig mange Navne, især ofte i Fjeldnavne (Blikaasen, Blikberget, Blik- hatten osv.), i Nutidsform mest lydende enten Blik- eller Blek-. Et beteg- nende Exempel er Kvitblik i Skjerstad, liggende lige under det fra gammel Tid bekjendte Marmorbrud her. Usms. oftest i Flt. Blikar, der paa et Par Steder nordenfjelds ved en paafaldende Overgang er blevet til Blokkan. Elvenavn af denne Stamme er Blika, endnu bevaret paa et Par Steder i Tryssil i Formen Bleku.

bók f., Bøg (Træ). Findes kun i ganske faa norske Navne, oftest i den afledede Form b&bmoe;ki n., Sted bevoxet med Bøg (se ovfr. S. 31 og Bd. I S. 60).

ból n. (Gen. bóls) findes sjelden i Gaardnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af Bosted, Gaard; meget oftere bruges det deraf afledede b&bmoe;li, se dette.

bólstaðr m. (Gen. bólstaðar, Flt. bólstaðir), Bosted, Gaard; ofte i Gaardnavne, mest som 2det Led (hyppigst Miklibólstaðr, Storgaarden). Som 2det Led mister Ordet stadigt sit l, og oftest bliver -stad afkortet til -st, saa at det kommer til at lyde -bost (alm. udt. med aabent o; ofte skr. -bust, men ialfald kun undtagelsesvis udt. saaledes).

borða, borði se barð.

borg f. (Gen. borgar, Flt. borgir). Af de Betydninger, hvori Ordet findes brugt i Oldn. og nu i Folkesproget, er "befæstet, med Mure omgivet Sted, befæstet Høide" den, der maa ligge til Grund for dets Anvendelse i Stedsnavne. En hel Del af de af Ordet dannede Gaardnavne kunne bevises eller ialfald formodes at sigte til en af de gamle "Bygdeborge", befæstede Tilflugtssteder, som vare indrettede af den omgivende Bygds Befolkning, og hvoraf der i Fortiden har været en Mængde i Norge, tildels endnu bevarede som Ruiner (se om dem Aarsberetningen fra Foreningen til norske Fortids- mindesmærkers Bevaring 1882 S. 30 ff.). Sikrest tør direkte til saadanne Anlæg henføres Navne, der simpelthen ere Ordet borg i Ent. eller Flt. (Borg, Borgen, Borge, Borger), og Sammensætninger som Borgaas. Der tør imid- lertid ogsaa ved disse være Mulighed for, at man med dette Navn tillige har betegnet Høider, som vare skikkede for et saadant Anlæg, selv om de aldrig havde været benyttede dertil; i saadan Betydning findes Ordet jevnlig brugt paa Island. Til de gamle Borge valgtes oftest Høider eller Koller, som stod ialfald nogenlunde isolerede og vare ubestigelige paa længere Strækninger, saa at det blot behøvedes at opføre en enkelt eller dobbelt Mur, hvor Ad- gangen var lettere. Til en af disse Betydninger er vel ogsaa det afledede Navn Borgund at henføre, brugt baade om Øer og om Gaarde paa Fast- landet. Tvivlsommere stiller Forklaringen sig i andre Tilfælde, som ved Sammensætningen med vin, Byrgin (nu ofte feilagtigt skr. Borgen, istedet- for Børgen efter Udtalen) og ved nogle af de med Byrgis- sms. Navne, som Byrgiseimr eller Birgiseimr (nu Børsum eller Børseim). De sidste ere snarest at forklare af byrgi n. i den paa Island endnu brugelige Betydning: Indelukke; indhegnet Sted (jfr. byrgja, at lukke). Byrgin er hyppigt, paa Østlandet; derimod findes kun et enkelt Borgeimr (Hafslo).

botn m. (Gen. botns, botz, Dat. botni, Flt. botnar), Bund. Som Gaardnavn brugt om Steder, liggende ved Enden af en Fjord, en Indsø eller en dyb Indsænkning paa Land. I de sydligste Egne paa Østlandet udt. Baann, i den vestlige Del af Oplandene Baatt. I Nordland er Ordet ialfald i Stedsnavne nu gjerne Intetkjønsord. Som 1ste Led vanskeligt at holde ud fra bátr, Baad; saaledes er det Navn, som pleier at skrives Baatstø, meget ofte i Virkeligheden Botnsst&bmaapeno;ð (Støen ved Enden, af Fjorden eller Søen). En enkelt Gang i Sms. med heimr (Bottem i Lesje), ikke med vin.

brandr m. (Gen. brands, Flt. brandar) findes meget brugt i Steds- navne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i Brandstad, Brandsrud, Brandset (saadanne Navne ere dog tildels udgaaede fra det sms. Mandsnavn Brandulfr, og Navne som Branderud kunne være sms. med et af Brandr afledet Mandsnavn Brandi). I andre Tilfælde har brandr aabenbart Betydningen "Brænding", hvorved vel ialfald oftest er tænkt paa den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; saaledes i det paa Oplandene ikke sjeldne Brandval, Brandvaal, Brandvol (sidste Led váll, se dette). Fra denne Betydning udgaar sikkert ogsaa det især nordenfjelds om Smaajorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen "Stok", da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne (se ovfr. S. 33).

braut (Gen. brautar, Flt. brautir; afledet af brjóta, bryde), Vei; i det nuv. Folkesprog ogsaa "Bakke, Side af en Terrasse" og "Bakkekant, Brink" (Aasen). I Stedsnavne ligge antagelig oftest de sidst anførte Betyd- ninger til Grund, der maa være gamle. Fra Betydningen Vei udgaar dog ialfald Brautamót (Veimøde; Gaard i Høland).

brekka f. (Gen. og Dat. brekku, Flt. brekkur), Bakke. I mange Stedsnavne, mindst brugt nordenfjelds. Som 2det Led jevnlig afkortet til -brekk. I Vest-Telemarken og i Nedenes og Lister og Mandal Amter nu til- dels udt. Brokke.

brenna f. (Gen. og Dat. brennu, Flt. brennur), Brænding. I Steds- navne om Jord, som er gjort skikket til Dyrkning ved Brænding (jfr. brandr, sviða, sviðningr, samt broti, fall, k&bmaapeno;s og váll, der have samme Mening, skjønt Brændingen ikke er fremhævet ved selve Navnet). I mange Navne, hvoraf dog ialfald de fleste maa være temmelig unge. Paa Østlandet ofte i samme Betydning et stærkt bøiet Hunkjønsnavn, Brenn.

brot n. (Gen. brots; af brjóta, bryde) findes i endel Stedsnavne, hvoraf faa se ud til at være gamle. I de fleste Tilfælde har det vistnok der den Betydning, det har som Fællesord i Folkesproget: brat Helding, Brink (jrf. braut). Det findes efter denne Betydning ogsaa brugt om Fjelde med brat Affald.

broti m. (Gen. og Dat. brota, Flt. brotar; af brjóta, bryde) bruges endnu, alm. skr. Braate, om et opbrudt Stykke Land, særlig om et saadant, hvor de borttagne Træer og Buske dynges sammen og saa brændes for med Asken at gjøde Jorden. Af denne Betydning er vistnok overalt Navnets meget hyppige Brug i Stedsnavne at forklare. Mest paa Østlandet, sjeldent vesten- og nordenfjelds (jfr. de andre under brenna anførte Ord af lignende Betydning). Endel af Navnene ere ialfald saa gamle som fra MA.

brú f. (Gen. brúar, Flt. brúar, brúr), Bro. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om "Jordbroer" d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen paatvers i Veiens Retning (ogsaa kaldet "Kavlebru") eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform faar Vokalfor- bindelsen úa, er denne nu oftest gaaet over til aa. Brúar- med et Ord paavisligt i et enkelt Exempel paa Island i 10de Aarh. (Landn. 268. 269). allerede i MA., se f. Ex. RB. 191. DN. IV 222. til 2det Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu ud- tales dl, Braad- (Braadland, Braadli for Brúarland, Brúarlíð). Sammen- sat baade med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket til Brýn).

brún f. (Gen. brúnar), skarp Kant, Skrænt (hvor en Høiflade gaar pludselig over i en Skraaning). I endel Gaardnavne, usms. oftere paa Sønd- mør; Sammensætninger haves baade med vin (Brýnin) og med heimr.

brunnr m. (Gen. brunns, Flt. brunnar), i Stedsnavne vel mest efter den gamle Betydning "Kilde", men ogsaa maaske tildels efter den yngre, ud- videde, af Vandhentningssted overhoved. Ikke alm. i Navne, paa fl. St. i Nutidsformen Brynn; den mest bekjendte Sammensætning Brunnøy (Brønnø); bl. a. om et Kirkested i Nordland).

bú n. (Gen. bús), Gaard, beboet Jordbrug. Mest i sms. Navne. An- vendt som 1ste Led har det vistnok ofte en anden Betydning: Kreatur- besætningen paa en Gaard. Meget brugt som 2det Led i tildels endnu be- varede Bygdenavne, i hvilke det vistnok er at forstaa: "beboet Strøg". Saa- ledes Austbú, Riðabú, Svaðbú (Hedemarken); Skaðabú, Ringabú, Foldabú (Gudbrandsdalen); Kolabú (Toten); Brandabú (Hadeland); Sollabú eller Sollubú, V&bmaapeno;lubú (Valdres); Andabú (Jarlsberg); Rennabú, Kleppabú, Selabú (S. Trondhjems Amt); Sparabú, Bagabú (Indherred). I det Trondhjemske er bú som 2det Led nu tildels gaaet over til Hunkjøn (-bua) baade i Bygde- og Gaardnavne. I mange Tilfælde er det, naar blot nyere Former af Navnene haves, umuligt at adskille bú fra búð.

búð f. (Gen. búðar, Flt. búðir), Bod, Bygning opført til midlertidigt Opholdssted eller til Oplagshus. Meget alm. i Gaardnavne, usms. oftest i Flt. (Buer, Buene, Buan); flere af Navnene maa være temmelig gamle. Hyp- pigst er det vel Fiskerboder ved Elve og Indsøer eller paa Fiskevær (Ror- boder), Høboder, Sæterboder, Saltboder (se Bd. I S. 343), som have givet An- ledning til Ordets Brug i Gaardnavne. Ofte vanskeligt at skille fra bú, se dette.

bugr m. (Flt. bugir), Bøining; i Stedsnavne særlig brugt om Bugter (som dannes ved en Bøining af Strandlinien), men ogsaa om Krumning af Elv, Vei og lign. Mest nu udt. med lukt o. I de Egne, hvor og nu pleier at gaa over til au, bliver det Bau, Bauen. Findes sms. med heimr.

burkni m., Bregne. Findes i enkelte Gaardnavne hist og her, alm. nu udt. med o (mest lukt o) i Rodstavelsen og med Overgang af kn til tn; i et enkelt Tilfælde synes Navnet udgaaet fra en Nominativform borkn (Borten i Flaa Sogn i Guldalen, skr. or Borkni DN. II 36). Nogle andre Navne forudsætte en Form berkn-, og i Gaardnavnet Brekne i Vanse har man maaske Ordet i samme Form som det danske Bregne og det svenske bräken. Sammensætninger findes med heimr. Planten har nu desuden flere andre Navne omkring i Bygderne; af disse ere i Gaardnavne bemærkede Blom, Grofte, Moldfoder, Slok, Telg (i gammelnorsk Form vistnok tj&bmaapeno;lg). Ordets Brug i Stedsnavne vistnok at forklare af Bregnerøddernes Anvendelse som Kvægfoder.

bústaðr m. (Gen. bústaðar), Bosted, findes i Gaardnavne, men sjelden, langtfra saa alm. som bólstaðr, med hvilket det i Nutidens Skriftform let forvexles.

býr se b&bmoe;r.

byrgi se borg.

b&bmoe;ki se bók.

b&bmoe;li n. (Gen. b&bmoe;lis, Flt. i Gaardnavne b&bmoe;lir f.), Opholdssted, Bolig, ligebetydende med ból, hvoraf det er afledet. Enkelte af de Navne, hvori det findes, lade dog til at være udgaaede fra en anden Betydning: Opholds- sted for Dyr (Rede og lign.); saaledes har man vistnok at forklare Kráku- b&bmoe;li (Kraabøl), Haukab&bmoe;li (Haukebøl), Rafnab&bmoe;li (Rambøl). Ellers mest sms. med Personnavne og, mindre hyppigt, med Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed og lignende Forhold. Som sidste Led oftest afkortet til -bøl (i Udtalen tildels endnu stærkere, til -bel).

b&bmoe;r m., ogsaa i Formen býr (Gen. b&bmoe;jar, bjár, Flt. b&bmoe;ir), Gaard. De to Former af Ordet bruges i Navne ikke om hinanden, men have hver sit særskilte Stedsomraade; i Kilder fra MA. forblandes de dog hyppigt, uden- tvivl som Følge af, at vedkommende Skriver opr. har hørt hjemme i eller har faaet sin boglige Uddannelse i en anden Landsdel end den, Navnene til- høre. I det store taget er by den herskende Form paa Østlandet, i de trond- hjemske Amter og i Tromsø Amt (paa det sidste Sted vistnok indbragt af Indflyttere fra sydligere Egne, hvor denne Form bruges), bø derimod fra Bratsberg til og med Romsdals Amt og i Nordlands Amt. Det maa dog mærkes, at det usms. Bø, Bøen har noget videre Udbredelse end -bø, -bøen som Sammensætningsled (det første bruges saaledes i den sydøstlige Del af Smaalenene, hvor -bøen kun forekommer i en enkelt Bygd, Enningdalen). Dette synes at tyde paa, at býr i Tidens Løb har udbredt sig paa den anden Forms Bekostning. Ogsaa andre Uregelmæssigheder findes; i Egne, hvor ellers bø bruges, træffer man saaledes Huseby, og i sadanne Egne kan -by undtagelsesvis forekomme ved Gaarde, som have været Herresæder (Hesby paa Finnø, Berby i Enningdalen). I ældre Tid findes Ordet i den sydvestlige Del af Landet ofte brugt som sidste Led i Grændenavne, og findes tildels saaledes brugt endnu, især i Sætersdalen (Aardalsbø, Vallebø osv.). Som sidste Led i Udtalen ofte afkortet til -be (naar s gaar foran, -pe) og enkelte Gange skr. efter denne Udtale. I sms. Navne, hvor Ordet er sidste Led, er første Led i de fleste Tilfælde enten et Personnavn (eller et Ord, som beteg- ner tidligere Eieres Stilling, som i Præstby, Munkeby), eller ogsaa Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed, Grundens og Omgivelsernes Beskaf- fenhed og lignende Forhold, særlig ofte et Adverbium, som udtrykker Belig- genheden i Forhold til andre Gaarde (som Vestby, Sundby, Meby, Melby, Neby, Øverby). B&bmoe;n er maaske en Sammensætning af dette Ord med vin.

b&bmaapeno;lkr m. (Gen. balkar, Flt. belkir), i Navne ogsaa i Formen balki (Gen. balka, Flt. balkar); betyder Skillevæg mellem to Rum f. Ex. mellem Baaserne i et Fjøs. I de ikke faa Stedsnavne, hvori disse Ord ere brugte, kunde de derfor antages at sigte til et Høidedrag, som man havde sammen- lignet med et saadant Skille. Der kunde dog ogsaa tænkes paa en anden, afledet Betydning af b&bmaapeno;lkr: Afdeling (noget ved Mellemstykker afdelt), der jo nok kunde være brugt f. Ex. om et af Høider begrændset Sted. Sammen- sætning med vin findes (Bolken i Jevnaker).

dalr m. (Gen. dals, Dat. dali, Flt. dalar og dalir), Dal. Er, som man efter Landets Natur maatte vente, meget alm. i Gaard- og Bygdenavne. I usms. Navne er i Telemarken og paa Vestlandet Dativ Ent. og Flertal de mest brugte Former. Sammensætning med vin hyppig, i mange forskjellige Nutidsformer (se Bd. I S. 39); med heimr sjelden. Om den i enkelte Til- fælde mulige Forvexling af dalr som sidste Led med staðir se dette.

drag n. (Gen. drags, Dat. dragi). Heraf endel Gaardnavne, ligesom ogsaa af det beslægtede Hunkjønsord dr&bmaapeno;g (Gen. dragar); begge dannede af draga, drage, trække. I Navne have de aabenbart flere forskjellige Be- tydninger, hvoraf følgende sikkert kunne paavises: 1) Sted, hvor man træk- ker Baade over et Eid, for at spare sig Veien omkring et Nes, eller gjennem et Sund, der er for grundt til at kunne roes (deraf bl. a. Drageid, Dragøen). 2) langstrakt Ø eller Holme. 3) Vei, ad hvilken Tømmer og Ved slæbes. 4) Hunkjønsordet synes i enkelte Tilfælde brugt i den af Aasen fra Romerike anførte Betydning: lang Hulning i Jorden, liden Dal. Oftere, især norden- fjelds, findes Navne af denne Stamme, nu skrevne Drag-, Drage-, Drog-, der nærmest komme af et Elvenavn Dr&bmaapeno;g eller Draga (i nogle Tilfælde norden- fjelds, hvor det er bevaret, nu lydende Drugu, ved Ligedannelse).

drangr m. (Gen. drangs, Flt. drangar), spids, opragende Klippe; i Norge neppe bevaret uden i Stedsnavne (jfr. dog Drange hos Aasen). Brugt i Navne fra den vestlige Del af Bratsberg Amt til den sydlige Del af Stav- anger Amt og i Ønavnet Drangøen et Par Steder ellers.

dr&bmaapeno;g se drag.

dý n. (Gen. dýs), Dynd. Brugt i enkelte Navne, mest i Sammensæt- ninger, hvoraf et Par med vin; sigter i denne Anvendelse vistnok til dyndet, sumpig Grund.

dys f. (Gen. og Flt. dysjar), sammenkastet Stenhob, især om Grav- røser fra hedensk Tid; endnu brugt i den sydlige Del af Stavanger Amt. I Navne næsten blot paa Vestlandet; sammensat mest med land (Dysjarland, Dysjaland).

d&bmaapeno;kk f., Fordybning. Temmelig ofte i nyere Gaardnavne, især i Val- dres og Numedal. I ældre Navne mest gjennem Elvenavnet Dokka, som vel ialfald rimeligst udledes af dette Ord (en i dybt nedskaaret Leie løbende Elv); af Elvenavnet kommer en Sammensætning med vin (Dokkin, Eids- vold). I Flt. Dekker; paa Søndmør ogsaa i Ent. Dekk.

efja f. (Gen. og Dat. efju, Flt. efjur), i Oldn. i Betydningerne: dyndet Grund og: strømløs Bugt i en Elv. Deraf mange Gaardnavne, mest i usms. Form. Nogle af disse kunne vel ogsaa udgaa fra en af de øvrige hos Aasen og Ross anførte Betydninger, som: Vik med sumpige Bredder, Bagstrøm i en Elv, Gren af en Elv, stillerindende Bæk. Paa endel Steder nu lydende Evju, Ivju, Yvju, Øvju (Ligedannelsesformer).

egg f. (Gen. og Flt. eggjar), Egg paa skjærende Redskaber, i overført Betydning: Ryg, Kam af Fjeld eller Jordhøide. Fra den sidste Betydning udgaa mange Gaardnavne, deriblandt flere med heimr sms., et enkelt mulig med vin.

eið n. (Gen. eiðs, Dat. eiði, Flt. i Gaardnavne eiðar f.), Eid. Bruges nu som bekjendt om et smalt Landstykke, som forbinder to bredere, og om en dyb Indsænkning i et Fjeld, som giver let Vei mellem to Bygder. Deraf mange Stedsnavne. I mange andre sees Ordet desuden i ældre Tid ogsaa at have havt en anden, beslægtet Betydning: en Strækning, kortere eller længere, hvor man maatte tage Veien over Land istedetfor Vand- eller Isveien, som ellers paa Grund af Landeveienes mangelfulde Beskaffenhed brugtes saa langt som muligt. Ved Fosser og Stryk i større Elve vil man derfor hyppigt finde Steder med Navnet Eid eller et dermed sms. Navn. Bekjendt Exempel Eids- vold (opr. Eið) paa Romerike, hvor den lange Vandvei ned over Mjøsen og Vormen endte ved den første Fos i denne Elv (Sundfossen), og hvor videre Transport derfor maatte foregaa over Land for at komme enten længere ned- over Vormen eller til Øieren eller Oslofjorden. Som 2det Led i Udt. ofte afkortet til -e eller -i. Især paa Vestlandet skrives ofte feilagtigt Eide eller -eide, hvor Udtalen viser, at det rigtige var enten Eid, -eid eller Eidet, -eidet. Findes i gamle Sammensætninger med vin og heimr; ogsaa i en meget gammel afledet Form Eiðund (Ødyn i Orkedalen).

eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr), Eg (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se ovfr. S. 31), en Mængde Gaard- navne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gaardnavnene at forklare.

eiklið (eikhlið) n. forekommer som Fællesord kun paa et Sted i den gamle Frostathingslov (XIII 10), hvor det betegner det Sted, hvor en Mand har Leie for sin Baad (eikja). Findes som Gaardnavn paa enkelte Steder hist og her, nu mest lydende Ekle, og maa der da sigte til, at Gaardene have ligget ved en saadan Baadstø i en Elv.

einir m. (Gen. einis), Ener (Træ). I ikke faa, mest nyere Gaardnavne. Paa enkelte Steder nu udt. Einer, Einaar. En afledet Form eini n., Sted bevoxet med Ener, kan paavises ialfald paa et Par Steder. I Gaardnavne findes ogsaa flere af de andre nu brugte Navne paa Træet: Brake, Brisk, Bruse, Sprake.

elfr se á.

elptr f. (Gen. elptar), ogsaa i Formen alpt (Gen. alptar), Svane. Fra dette Ord stammer en stor Mængde Stedsnavne, der komme dels direkte af Fuglenavnet, dels af dets udstrakte Anvendelse i Navne paa Elve og Ind- søer. Det er ofte vanskeligt at sige, paa hvilken af disse to Maader det en- kelte Navn er at forstaa; den sidste tør have mest for sig i de fleste Til- fælde. Som Elvenavn er Ordet vistnok ikke at opfatte om en af Svaner hyppigt besøgt Elv, men som beroende paa en Sammenligning af Elvens Løb med en Svanes Gliden over Vandfladen (jfr. flere andre Fuglenavne af Hun- kjøn, der uden Forandring ere brugte som Elvenavn, tildels dog vistnok med Tanken paa Fuglens Stemme, som H&bmoe;na, Igða, Kráka). I Nutidens Udtale af de herfra stammende Navne er Oprindelsen oftest ukjendelig uden nærmere Oplysning; man finder Formerne Alp-, Alt-, Art-, Eft-, Ekt-, Elt-, Emt-, Ept-, Ert-, Ett-, Oft-, Olt-, Ort-, Øft-, Økt-, Ørt-.

eng f. (Gen. og Flt. engjar), Eng, Græsmark. I den største Del af Trondhjems Stift og i Nordre Østerdalen nu Intetkjønsord, ligesom tildels allerede i MA. (se Fritzner under eng n.). Som sidste Led gaar det ofte over til -ing, -ingen, og dermed tillige tildels til Hankjønsord. En enkelt Sammensætning med heimr findes, mulig ogsaa en med vin. I de Egne, hvor ng nu udtales som nn, bliver det undertiden forvexlet med endi, Ende (f. Ex. Vasseng skr. for Vassende).

esja f. (Gen. esju) bruges nu i Folkesproget om forskjellige Stenarter, bl. a. om Klebersten. Ordet findes i mange Stedsnavne og maa være gammelt (jfr. Fjeldnavnet Esja paa Island). Nu udtales det næsten overalt med foransat h-Lyd (se ovfr. S. 24) og lyder derfor som 1ste Led (den eneste Maade, hvorpaa det forekommer i norske Navne) Hesje-, Hesi-, Hess-. Med Hes- begynde nu ogsaa adskillige Navne, der til 1ste Led have Mandsnavnet Heðinn, og med Hesje- endel nyere Navne, som komme af Hesja, Høhesje.

eski se askr.

espi se &bmaapeno;sp.

ey, eyrr se øy, øyrr.

fall n. (Gen. falls, Flt. i Gaardnavne fallar f.) findes i Stedsnavne i forskjellige Betydninger: 1) Sted, hvor Træer ere faldne, af Ælde eller om- kastede af Storm (som i Trefald, Vefald). 2) "Nedfældning i en Skov, Træer som brændes til Askegjødning" (i denne Betydning mest i nyere Navne; i samme Mening brugt Felling). 3) Jordfald (saaledes Landfall, Mælfall, Leirfall).

festr f. (Gen. og Flt. festar), Toug, hvormed Skibe og Baade fortøies i Land. Forekommer som 1ste og 2det Led, kun undtagelsesvis usms., i endel Navne langs Kysten (saaledes Festvaag, Djupfest, Hammerfest, Sygne- fest ved Sognefjordens Udløb); i disse synes det ikke at kunne forstaaes anderledes end: Sted, hvor Skibe kunne fæstes i Land, Havn.

fit f. (Gen. og Flt. fitjar), frodig Græsmark, især en saadan, som ligger lavt og ved Bredden af Sø eller Elv. I mange Stedsnavne, alminde- ligere paa Vestlandet og nordenfjelds end paa Østlandet. I den meget brugte Flertalsform Fitjar tildels misforstaaet i yngre Skriftform og skrevet med kj eller kk. Af de forskjellige Nutidsformer mærkes som den mindst gjenkjen- delige Fiane (Fijane), brugt i de Egne, hvor t her i Udt. gaar over til d (for Fidjane, opr. Fitjarnar).

fjall n. (Gen. fjalls), Fjeld. Sjelden eller aldrig som Flertalsord, naar det bruges som Navn usms. Den islandske Sideform fell synes ikke at fore- komme i Norge. Enkelte Sammensætninger findes med vin (Fellin) og heimr. Meget forskjelligt udtalt (Fjæll, Fjell, med lukt e, Fjill, Fjøll, Fjedd, Fjødd, Fjædl). Hvor det som sidste Led kommer efter s, falder ofte f bort i Udtalen. Brugt som 1ste Led i Genitivform kan det i Nutidsform vanske- lig skilles fra Fjallars-, af Mandsnavnet Fjallarr.

fjórðungr m. (Gen. fjórðungs), Fjerdedel, findes i endel Navne, der neppe ere meget gamle. Nogle af dem ere at forklare deraf, at de have ud- gjort Fjerdedelen af en større Gaard, hvoraf de ere udskilte, eller svaret Fjerdedelen af en bestemt Landskyld (f. Ex. af et Skippund Korn eller en Vog Fisk); ved andre er Forklaringen endnu uvis.

fjós n. (Gen. fjóss, Flt. i Gaardnavne fjósar f.). I Gaardnavne usms., mest i Flt., og som 1ste Led. Rimeligvis overalt sigtende til Sommerfjøs, som har staaet paa Stedet, før det blev Gaard, medens det endnu kun be- nyttedes som Havnegang.

fj&bmaapeno;rðr m. (Gen. fjarðar, Dat. firði, Flt. firðir), Fjord. Endel af de af dette Ord kommende Gaardnavne sigte til Indsøer, hvorom Ordet endnu bruges søndenfjelds. I Regelen betegnes med dette Navn Gaarde, som ligge ved Fjordens eller Indsøens Bund (Ende). Af de Former, hvori det bruges som Navn usms., er særlig at mærke den især paa Vestlandet meget brugte Dativform Firði, nu Førde (udt. Føre). Endvidere findes Fjære (særlig be- kjendt som Sognenavn ved Grimstad) og paa enkelte Steder langt nord i Landet Fjær (tildels udt. Fjal, med tykt l); fra hvilken af Ordets gamle Bøiningformer disse Navne udgaa, tør være usikkert. Som 2det Led i Navne kan Ordet antage endnu mere paafaldende Former. Her findes ved Siden af det vanlige -fjord, -fjorden ogsaa -fær, -før, efter forudgaaende s forandret til -vær, -vør, f. Ex. Tysvær i Ryfylke, opr. Teitsfj&bmaapeno;rðr, udt. Tyssvør, — endvidere -fjær og i Nordland paa nogle Steder -for (lukt o). Med Und- tagelse af de to sidste maa ogsaa disse Former være udgaaede fra Dativfor- men. f falder ofte bort i Udtalen i -fjord, naar s gaar foran (Grønsjord for Grønsfjord).

flata, flati se fl&bmaapeno;t.

fles f. (Flt. flesjar), Skjær, som ligger i Vandskorpen og ofte over- skylles. I Gaardnavne tildels efter et saadant udenfor Gaarden liggende Skjær; andre Tilfælde maa forklares deraf, at Ordet, ligesom sker, har været brugt om Partier af bar Klippe, som stikke op af Jordmark paa Land. Usms. mest i Flt. Flesje (Flesjar). I nogle faa Tilfælde søndenfjelds findes en allerede i MA. forekommende Sideform fres, se Bd. I S. 345.

flet n. (Gen. flets, dannet af flatr, flad) synes i Stedsnavne, hvori det ikke sjelden forekommer, at betyde: Flade, flad Strækning (jfr. fl&bmaapeno;t). Fra Oldn., ligesom fra det nuværende Folkesprog, kjendes det kun i forskjel- lige mere specielle Betydninger.

fl&bmaapeno;t f. (Gen. flatar, Flt. flatir), Flade, flad Strækning (jfr. flet). Alm. brugt i Navne, nu Flat, Flot, Fløt. Sideformer flata f. (Gen. fl&bmaapeno;tu, paa Vestlandet), flati m. (Gen. flata) og en stærkt bøiet Hankjønsform fl&bmaapeno;tr (Gen. flatar), hvis Nominativform dog tør være usikker (jfr. Fritzner).

fold f. (Gen. foldar) brugtes i Digtersproget om Jorden, men synes ogsaa at have betydet: Slette. Fra den sidste Betydning udgaa vel endel af Ordets Anvendelser i Stedsnavne, bl. a. dets Brug i Fjordnavne (mest be- kjendt som det gamle Navn paa Kristianiafjorden og som endnu brugt om en Fjord i Namdalen). I Andre Tilfælde er det det ofte forekommende Elve- navn Fold, som ligger til Grund for Gaardnavnene af denne Stamme. Om det sidste er det samme Ord, er vel tvivlsomt; det synes efter den nuv. Udtale tildels ogsaa at have været brugt i svag Form, Folda.

fólskn f. (Gen. fólsknar) er den gamle Navneform for Fosen (udt. Fó1sna), der nu bruges om flere Øer langs Vestkysten. Ordet, der ikke findes som Fællesord i Oldn., kommer aabenbart af fela, skjule, og har opr. lydt fólgsn; Betydningen maa være: Skjulested (jfr. oldn. fylgsni, fylskni n., der har samme Betydning). Ønavnene forklares vel rimeligst deraf, at Øen har havt en Havn, hvor man kunde ligge ubemærket af forbifarende Skibe (jfr. løynivágr, der bruges i samme Mening). Ordet ligger maaske ogsaa til Grund for Gaardnavnet Fosnes, udt. med langt, lukt o, der findes paa 3 Steder (Stryn, Beitstaden, Fosnes i Namdalen), men Betydningen er her ialfald i de fleste Tilfælde mindre klar. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 181 f.

for f. (Gen. forar), Fure, Rende, Fordybning; forekommer oftere i Gaardnavne, tildels skr. Faar. I Navne er det tildels vanskeligt at skille fra f&bmaapeno;r f. (Gen. farar), der har været meget brugt som Elvenavn og gjennem denne Brug ofte er kommet ind i Gaardnavne; desuden, naar det staar som 1ste Led, fra fura f., Furu (se dette). Det kan ogsaa forvexles med Ford m., der i den sydlige Del af Stavanger Amt bruges om Vei over sumpigt Land og om Sumpe, der jevnlig oversvømmes af en gjennem dem løbende Bæk (se Aasen og Ross under Ordet).

fors m. (Flt. forsar), Fos, allerede i MA. ofte skr. foss, som det nu udtales i Norge undtagen i Nordland, hvor den opr. Udt. har holdt sig. Meget ofte usms., i Ent. og Flt., om Gaarde, som ligge nær en Fos. Gamle Sammensætninger findes, et Par med vin, mange med heimr. I de Egne, hvor sl nu udtales tl, bliver Foss- til Fott-, naar l følger (Fottland for Foss- land). Sammensat, som 2det Led, undertiden i den afledede Form -fyrsi (-fyssi) n.

fres se fles.

fura f. (Gen. furu, Flt. furur), Furu (Træ). I mangfoldige Steds- navne, usms. og sms., i meget forskjellig Udtale, ligesom Tilfældet er med Trænavnet. Nogle sms. Navne synes at komme af et ligelydende Elvenavn. En enkelt Sammensætning med heimr kjendes, mulig ogsaa enkelte med vin. Af Trænavnet er dannet fyri n., et med Furu bevoxet Sted (se ovfr. S. 31), hvoraf ligeledes endel Gaardnavne.

f&bmaapeno;r se for.

garðr m. (Gen. garðs, Dat. garði, Flt. garðar) betyder opr. Gjerde, dernæst indgjerdet Jordstykke og endelig Gaard (vel med Tanke paa den indgjerdede eller af Huse indesluttede Gaardsplads). Ved de enkelte Navne er det ofte umuligt at afgjøre, hvilken af disse tre Betydninger der ligger til Grund; naar Ordet staar som 2det Led, vil det ialfald i Regelen være den sidste af dem. I Hallingdal afkortes det som 2det Led ofte til -ga. I denne Stilling kan det, naar 1ste Led ender med s, forvexles med skarð, skor og skáli, og er i Skrift ofte blevet forvexlet med dem. Sammensæt- ninger med vin findes (Gerðin, G&bmaapeno;rðin, hver af dem kun i et enkelt Til- fælde); her maa dog mærkes, at disse kunde høre sammen med det eien- dommelige, uforklarede Navn G&bmaapeno;rð (nu Gol) i Hallingdal.

gerði n. (Gen. gerðis), indgjerdet Jordstykke. Ofte i Gaardnavne, mest i nyere, men ogsaa i endel gamle. I Hallingdal findes det i Hunkjøns- form, Gjerda. Søndenfjelds har Ordet, tildels allerede før Middelalderens Udgang, faaet Vokalen o istedetfor e (giordi) og skrives nu alm. Jorde, Jordet; nordenfjelds udtales det tildels med a. Som sidste Led jevnlig af- kortet til -gjerd (-jær).

gil n. (Gen. gils, Flt. i Gaardnavne giljar f.), Kløft, Revne, Fure i Fjeld. Nu mest udtalt Jel med lukt e eller Jøl. Paa enkelte Steder findes Hunkjønsformer, Gil f. og Gila f., med samme eller nærstaaende Betydning. Et Par Sammensætninger med heimr kan paavises, derimod ingen med vin.

gjóta f. (Gen. gjótu) kjendes ikke fra Oldn., men maa være gammelt Ord. Betyder nu: langstrakt Hulning i Jorden, langagtig Græsplet mellem Bakker eller Klipper (Aasen). Formen Gjot f. kjendes fra Stedsnavne i Østerdalen.

glenna f. (Gen. glennu) er heller ikke bevaret i Oldn., men kan med endnu større Sikkerhed antages at være gammelt. Betydning: aabent Rum i en Skov, Græsplet mellem Klipper. Findes ret ofte som Gaardnavn paa begge Sider af Kristianiafjorden og vestover til Nedre Telemarken.

gljúfr n. (Gen. gljúfrs, Flt. i Gaardnavne gljúfrar f.), omtrent lige- betydende med gil, men vel ialfald fortrinsvis brugt om Kløfter, hvorigjennem et Vandløb gaar. Nu udtalt Juv; allerede i MA. skr. Giuf (AB. 79. DN. I 757. RB. 55). I Hallingdal og Valdres forekommer en Hunkjønsform Gjuv. Intet Spor er ved Undersøgelserne om Stedsnavnes Udtale fundet til den af Aasen opførte Form Djuv. En afledet Form glyfra f., der bruges i Folke- sproget om en Bjergkløft, findes i et enkelt Gaardnavn (Kvinesdal) og ialfald paa 1 Sted som Fjeldnavn (Bruvik).

gloppa, gluppa f. (Gen. gloppu) kjendes ikke som Fællesord fra MA., men findes i Stedsnavne allerede i denne Tid. Betyder nu i Folkesproget efter Aasen: Hule, Kløft i Berg, ogsaa: brat Fordybning i Jorden; desuden ogsaa brugt i enkelte andre beslægtede Betydninger (se Ross).

gor n. forekommer i nogle Gaardnavne, udentvivl i den endnu kjendte Betydning: Søle, Dynd. Sammensætninger findes med vin (Gorvin, Gyr- vin) og heimr. Ellers brugt i andre Stedsnavne, særlig i Sammensætningen Gortjern (Dyndtjernet).

grandi m. (Gen. granda), Sandbanke, Grusbanke, helst ved eller i Vand. I enkelte Gaardnavne, deriblandt ogsaa gamle, mest usms. og især nordenfjelds.

grind f. (Gen. grindar og grindr, Flt. grindir og grindr), Grind, Ramme udfyldt med Gitterværk. I de fleste af de mange heraf kommende Stedsnavne, og især i de nyere af dem, at opfatte om Grind som Lukke for et Led; altsaa et Sted, som laa i Nærheden af et Grindeled. I nogle Tilfælde synes det dog rimeligere at tænke paa flytbare Grinders Anvendelse til Fold for Kvæg, som førtes fra det ene Sted af en Mark til en anden for at faa den jevnt gjødet ("grindgaaet" Mark). Paa Østlandet nu tildels udtalt Grin med lang Vokal. Forekommer paa fl. St. sms. med heimr, derimod neppe med vin.

grjót n. (Gen. grjóts, Flt. i Gaardnavne grjótar f.), Sten. De fleste heraf dannede Gaardnavne have vel Hensyn til stenet Jordbund. I Steds- navne nu i forskjellige Former, Grjot, Grot, Grøt. Sjeldnere usms., mest nordenfjelds og der altid i Flt., men meget ofte som 1ste Led. Oftere sms. baade med vin (Grýtin) og heimr. Af de i Stedsnavne forekommende af- ledede Ord er især at mærke Elvenavnet Grýta f. (Stenelven), Grýtingr m. og Grýting f.; de to sidste findes ofte som Gaardnavne, nu tildels i Formen Grøtting (Hankjønsordet vel i saadanne Tilfælde overført fra et Fjeldnavn og Hunkjønsordet maaske fra et Elvenavn). I enkelte Gaardnavne findes et uden- tvivl beslægtet Ord Grut; dette bruges nu i Norsk kun i Betydning af Grums, men i svenske Dialekter betyder det: Grus, Smaasten; af denne Betydning er kanske Anvendelsen i norske Navne at forklare.

gróf f. (Gen. grófar), Bæk; Ordet sigter særlig til den Fordybning eller Rende, som Bækken graver sig, og har sandsynlig ogsaa været brugt om andre Slags Fordybninger. Som Gaardnavn i Hallingdal, Numedal, Telemarken og paa Vestlandet. Naar man kjender Udtalen, skilles det alm. let fra gr&bmaapeno;f derved, at det har lukt o.

gr&bmaapeno;f f. (Gen. grafar, Flt. grafar og grafir), Grav. Betyder gravet Fordybning overhovedet, frembragt ved Menneskers Arbeide eller af Natur- kræfter. I Betydning af Grav for døde Mennesker findes dog Ordet sikkert aldrig i Stedsnavne. Nutidsformer Grav, Grov med aaben Vokal, Grøv. Findes, men meget sjelden, sms. med vin (Gr&bmaapeno;fin, nu Grivi i Bø Tlm.) og heimr (Grafeimr). I enkelte Tilfælde er af et som Gaardnavn brugt Gr&bmaapeno;f allerede i MA. dannet en svag Form Gr&bmaapeno;fa (vel udgaaet fra Dativen Gr&bmaapeno;fu), hvoraf det nuværende Navn Grue (oplysende her er det af et Gaardnavn op- staaede Bygdenavn Grue i Solør, skr. Gravar i Gen. 1224 i DN. I 6, men Grofu i samme Bøiningsform 1347 i DN. IV 256 og fl. St. i RB., Grafu i Dativ 1321 i DN. V 60 og i Gen. ofte i 15de Aarh.). Jfr. gróf.

gr&bmaapeno;n f. (Gen. granar), Gran (Træ). Da Træet mangler i en stor Del af Landet, har Ordet ikke saa udbredt Anvendelse i Gaardnavne, som de andre Navne paa vore alm. Skovtræer. Adskillige Sammensætninger haves med vin og heimr (de første i gammel Form Grenin, Gr&bmaapeno;nvin, Gr&bmaapeno;nin, nu Greni, Grani, Grini, nordenfjelds Grenne og Grinni). Til det deraf af- ledede greni n., granbevoxet Sted, findes kun et enkelt Spor (se Bd. I S. 196).

hagfella f. (Gen. hagfellu), Risgjerde, Gjerde dannet af paa hinanden lagte Stokke med Kvistene paa. Mest i nyere Navne nordenfjelds i Formen Hafella, udentvivl opr. betegnende Jordstykker, indhegnede med saadant Gjerde. Paa et Par Steder i Larviksegnen i den afvigende Form Hafallen (i Hagfalli RB. 49); paa et enkelt Sted i samme Egn Intetkjønsord, Hag- fellit, i gammel Form (DN. II 556).

hagi m. (Gen. og Dat. haga, Flt. hagar), Havnegang, opr. indhegnet Jordstykke overhovedet og maaske saaledes at forstaa i de ældste af de derfra stammende Gaardnavne. I disse har det nu meget forskjellige Udtale- former omkring i Landet, ligesom Fællesordet. Hvor det nu udtales Haue, Haua, kan det være vanskeligt at skille fra de af haugr kommende Navne.

hali m. (Gen. og Dat. hala, Flt. halar), Dyrehale. Brugt i endel Gaardnavne, i hvilke det dels kan sigte til lang og smal, maaske tillige krummet, Jordvei, dels til en langt fremskydende Tunge af en Høide. Usms. og i Sammensætningerne Kattarhali (Katralen, se Bd. I S. 44), Refshali (nu Refsal, Refsalen), Standhali ("Staahale", nu Standal). Jfr. rófa.

hals m. (Flt. halsar), Hals. I Stedsnavne vel altid sigtende til Ordets overførte Brug om lavere Høider, som skille mellem to Dale, og om smalt Jordstykke mellem to Vande eller mellem Klipper; mulig ogsaa brugt om en fra en større Høide fremspringende lavere. Findes sms. med vin (H&bmaapeno;lsyn), men ikke med heimr. Afledet deraf det paa Vestlandet paa flere Steder forekommende Ønavn Halsna, om Øer med høiere Endepartier, forbundne ved et lavere Mellemparti.

hamarr m. (Gen. hamars, Dat. hamri, Flt. hamrar), Hammer. I Stedsnavne ialfald oftest efter Ordets Brug om en steil Klippe, Bergvæg; om noget af dem udgaar fra Betydningen: Sten, som antages at være den oprin- delige, og som ikke sikkert kan paavises i Oldnorsk, bliver uvist. Meget alm. i Gaardnavne. Som 2det Led undertiden afkortet til -am eller -aam, -om (Aaram, opr. vistnok Arahamarr, Ørnehammeren; Haslum, udt. -aam, for Haslhamarr, i Frogn). Gaar i saadanne Tilfælde en Vokal foran, kan ved Sammendragning af Vokalerne den gamle Form blive endnu stærkere afkortet, som i Knem i Strømmen, opr. Knéhamarr. Findes sms. med vin (Hemrin) og heimr.

hasl m. (Gen. hasls, Flt. haslar), Hassel (Træ). Som 1ste Led til- dels vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Atli og forskjellige med Asl- be- gyndende Personnavne, fordi Gaardnavne, der have dem til Forled, nu gjerne udtales med h foran Begyndelsesvokalen (se ovenfor S. 24). Endvidere er at mærke, at Gaardnavnene Hasle, Hosle og adskillige af de med Hasl-, Hosl- begyndende Navne blot indirekte stamme fra Trænavnet, gjennem Elvenavnet Hasla. Findes sms. med vin (Heslin) og med heimr. Det af Trænavnet afledede hesli n., Sted bevoxet med Hassel (se ovfr. S. 31) er ogsaa alm. i Gaardnavne; deraf er bl. a. at forklare det fra Lister til Søndhordland meget alm. Gaardnavn Hetland, opr. Hesliland, ved Dissimilation ændret til Hes- land og videre til Hetland, eftersom sl i disse Egne regelmæssig bliver til tl.

haugr m. (Gen. haugs, Dat. haugi, Flt. haugar), Haug, Forhøining. Bruges baade om naturlige Høider, Jordhauger og Fjeldtoppe, og om saa- danne, som skylde Mennesker sin Tilblivelse, f. Ex. Gravhauger. Fra alle disse Betydninger udgaa Gaardnavne. Som 2det Led ofte udsat for stærk Afkortning (Nasu for Nashaugr i Vang Hdm., Halse, ældre Halsaa, for Halshaugar, ved Mandal). Kan forvexles med h&bmaapeno;gg, Hugst, og som 2det Led med h&bmaapeno;fuð og h&bmaapeno;fði. Findes sms. med heimr, men ikke med vin.

hauss m. (Gen. hauss, Dat. hausi, Flt. hausar), Hovedskalle. I afledet Betydning om rundagtige Fjeldknatter, brugt især om Skjær og Fjelde, men ogsaa i Gaardnavne. Ofte i Navne urigtigt skr. Haugs, som om det kom af haugr; som 1ste Led i Skrift undertiden forvexlet med hús.

heggr m. (Gen. heggs, Flt. heggir), Hæg (Træ). Baade usms. (sjelden i Flt.) og i Sammensætning som 1ste Led i Navne. I sidste Tilfælde er det tildels Elvenavnet Hegga, som ligger til Grund, og i nogle Navne, som Heg- stad, maaske Mandsnavnet Heggr, der kjendes fra Islands ældste Tid (Landn. 318. Egils Saga Kap. 11) og altsaa vel er opr. norsk, mulig ogsaa Mands- navnet Heðinn. Mange Sammensætninger med vin (Heggin) og heimr.

heiðr f. (Gen. og Flt. heiðar), Hei, ubeboet, skovløs og jevn Stræk- ning, ofte, men langtfra altid, med Bibegreb at høi Beliggenhed; særlig om lyngbegroede Flader. Flere Sammensætninger med heimr findes (Heiðeimr, Heiðareimr, det sidste nu Hedrum, Herum), derimod neppe nogen med vin.

heimr m. (Gen. heims, Flt. heimar) har i Oldn., ligesom i det nuv. Folkesprog Betydningen: Bosted, Sted, hvor man har sit Tilhold. Denne Betydning er det vel ogsaa rimeligst at søge i Ordet i de mange Stedsnavne, hvori det findes; ialfald kan det ikke i disse betyde: Familiehjem, som man nu tildels synes at antage. Usms. findes det kun i to Tilfælde som Gaard- navn (Sand Ryf. og Hevne); derimod er det meget alm. brugt som 2det Led i sms. Navne. Antallet af Tilfælde, hvori saadanne Gaardnavne forekomme eller vides at have forekommet i Norge, er omkring 1000.

Ved denne, som ved flere lignende Optællinger i følgende Artikler, er hver enkelt Forekomst af Navne, der oftere vende tilbage, som Sóleimr, regnet med i Tallet.

De med heimr dannede Navne høre utvivlsomt til de ældste af vore sammensatte Gaardnavne. De synes aldeles ikke at forekomme i de i Vikinge- tiden opstaaede norske Kolonier i Vesten. Paa det ligeledes i Vikingetiden bebyggede Island er der nogle faa af dem, hvoraf enkelte (Sólheimar paa et Par Steder, Vindheimar, Meðalheimr) nævnes allerede i Sagaer. Selv om disse Navne skrive sig fra Landnamstiden og ikke ere optagne senere i Efterligning af norske Navne, staa de dog som rene Undtagelser blandt den store Masse af gamle islandske Gaardnavne. Man maa derfor have Ret til at slutte, at Brugen at danne Gaardnavne med heimr var ophørt i Norge eller var ved at ophøre allerede ved Vikingetidens Begyndelse, og at følgelig de allerfleste Navne af denne Klasse maa tilhøre en ældre Tid.

I MA. skrives disse Navne dels i Entals-, dels i Flertalsform, hyppigst i den sidste, men Skrivebrugen er i denne Henseende meget vaklende; i Nu- tidens Udtale har Flertalsformen ikke efterladt sig noget Spor. h'et i heimr findes allerede i de ældste norske Diplomer og Jordebøger kun undtagelsesvis skrevet i Navne. Det har altsaa allerede i den senere Middelalder ikke været hørt i Udtalen; naar det af og til skreves, var det, fordi man vidste, at det skulde være der. Heller ikke nu høres det i ægte, uforfalsket Bygdeudtale, bortseet fra de mange i den sidste Tid nylavede Navne paa -heim, som Alf- heim, Aasheim, Fridheim osv.

1ste Led i de mange med heimr sms. Navne kan ikke i noget Tilfælde med fuld Sikkerhed paavises at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest er det Ord, som sigte til Gaardens Omgivelser, Grundens Beskaffenhed og deslige Forhold. Ikke sjelden er det Trænavne eller Plantenavne, Elvenavne, Dyrenavne eller Adverbier, som betegne Gaardens Beliggenhed i Forhold til andre Steder (Suðreimr, Vestreimr, Uppeimr osv.). I enkelte Til- fælde findes Forled, som synes at antyde, at Stedet havde en religiøs Betyd- ning eller stod i Forbindelse med en bestemt Guds Dyrkelse (Helgeimr, Guðeimr, Njarðeimr eller Njarðareimr, Baldrseimr).

1ste Led har oftest det vedkommende Ords Stammeform; men det er ikke sjeldent, at Genitivformen er brugt. Samme Ord kan paa forskjellige Steder findes sms. med heimr baade i Stammeform og Genitivform; saale- des findes Aspareimr og Aspeimr, Bjarkreimr og Bjarkeimr, Bjarn- areimr og Bjarneimr, Geitareimr og Geiteimr, Heiðareimr og Heiðeimr,Njarðareimr og Njarðeimr, Skógareimr og Skógeimr, Sævareimr og Sæeimr.

De med heimr sammensatte Navne forekomme over det hele Land, men ikke lige hyppigt overalt. Paa enkelte Steder er der paafaldende faa, i hele Glommedalen ovenfor Romerike (intet i Nordre Østerdalen), i Nedenes og Lister og Mandal Amter og i Nordland. I de øvrige Landsdele maa de overalt siges at være ret hyppige, om end ikke ganske jevnt fordelte.

I Nutidens Udtale har dette Sammensætningsled antaget mange for- skjellige Former. I den allerstørste Del af Østlandet er Udtalen nu -óm, -aam, -øm, (Skriftform -um eller i enkelte Tilfælde -im). Disse Udtaleformer bruges ogsaa længere vestover til og med Lister og Mandal Amt. Fra Stavanger Amt til og med Søndmør er den vanlige Udtale -eim (ogsaa alm. skr. saaledes); samme Udtale bruges ogsaa paa Østlandet i Lom, Skiaaker, Valdres og Hal- lingdal, samt i den øvre Del af Numedal, paa det sidste Sted dog vexlende med -em. Allerede paa Søndmør høres tildels ligeledes -em, og denne Udtale er den herskende overalt nordenfjelds, ligesom ogsaa i den største Del af Nordre Gudbrandsdalen. Paa nogle Steder siges -ei istedetfor -eim; dette er Tilfældet i den midtre Del af Valdres, i Jæderen og Dalene og i nogle faa Bygder i Søndhordland. Paa et enkelt Sted, i Eggedal og i den nordre Del af Sigdal Hovedsogn, findes en endnu stærkere Afkortning, til -e. Desuden er der hist og her enkeltvise Undtagelser fra de ovenfor opstillede Hovedregler; disse Undtagelser synes ialfald oftest at grunde sig paa sær- egne Lydforhold i det enkelte Navn. Hvor 1ste Led ender paa en Vokal eller ved Bortfalden af en opr. udtalt Konsonant er kommet til at ende saa- ledes, kan Navnet blive stærkt sammentrukket. Saaledes i det hyppige Sæ- eimr, der nu lyder Seim, Sem, Sæm (i det nordenfjeldske og Nordre Gud- brandsdalen tildels, efter en gammel Sideform Síeimr, Sjém eller Sim); end- videre i Vadeim i Sogn, udt. Veim, Raaeim i Indre Holmedal, udt. Røim og adskillige lignende Tilfælde.

hella f. (Gen. og Dat. hellu, Flt. hellur), Helle. Brugtes i det gamle Sprog, og derefter i Stedsnavne, ikke blot, som nu, om en flad, nogenlunde tynd Sten, men ogsaa om fladt Berg, flad Klippegrund. Stedsnavnene ere vist for det meste at forklare af den sidste Betydning. Usms. bruges det mest paa Vestlandet. I Navne er det ofte meget vanskeligt at skille det fra forskjellige andre Ord: hellir, Hule (se dette), Adjektiverne hallr, hel- dende, og heilagr, hellig. Personnavnene Halli, Herleifr, Herleikr, Helgi, Helga.

hellir m. (Gen. hellis, Flt. hellar), Klippehule, Skjul under en ud- overhængende Klippe. Forekommer ret ofte i Stedsnavne i de samme stærkt afvigende Udtaleformer, som Fællesordet nu har i forskjellige Egne (som Hellar, Heller, Heddar, Hillar, Hiller, Hallar). I Sammensætning vanskeligt at skille fra forskjellige under foregaaende Artikel anførte Ord; saaledes kan det være umuligt at afgjøre, om Navnet Helleimr kommer af hella eller hellir, eller om nuv. Helland, Helleland er at forklare af hella, hellir, Helgi, Helga eller heilagr.

hjallr m. (Gen. hjallr, Dat. hjalli, Flt. hjallar) brugtes i det gamle Sprog og bruges endnu i forskjellige Betydninger, der kunne sammen- fattes i Begrebet: noget fladt, som ligger høit. Saaledes om Fiskehjell, Tjæ- rehjell, Fjøshjell, en Hylde paa en Væg, et fladt ophøiet Parti paa lavere Grund, en flad Afsats i en Li eller en Fjeldside (en Terrasse). Fra de to sidste Betydninger udgaar en vidstrakt Anvendelse i Stedsnavne. I disse findes ogsaa en svagt bøiet Form hjalli (Gen. og Dat. hjalla, Flt. hjal- lar), der ikke kan sees at have været brugt i andre Betydninger end de to sidstnævnte. Paa de fleste Steder lyder Navnet nu Hjell, men har forøvrigt paa sine Steder afvigende Udtaleformer: Kjæll, Kjædl (i Stavanger Amt, der tildels skr. Tjell, i Orkedalen og i Guldalen), Hil med langt, lukt i (Stjørdalen), Hell med lukt e (andre Steder i Indherred); det oprindelige Hjall er bevaret i Hallingdal og Numedal. Findes sms. med vin (Hillin, Hyllin, maaske ogsaa Hellin) og med heimr.

hjalmr m. (Gen. hjalms, Flt. hjalmar), Hjelm, Stak. De mange fra dette Ord stammende Gaardnavne ere dels direkte at forklare af Betydningen Stak (Kornstak, Halmstak, Høstak, Løvstak, Torvstak), dels af Ordets Brug som Navn paa Høider, der kaldtes saa efter Lighed i Form med en Hjelm eller en Stak; Ordet findes virkelig ogsaa endnu brugt som Egennavn paa Fjelde og paa høie Øer. I Gaardnavne hovedsagelig brugt som 1ste Led. Enkelte af de Navne, som efter Formen kunde henføres hertil, maa skrive sig fra Mandsnavnet Hjalmr, andre fra et Elvenavn Hjalm eller Hjalma, endnu bevaret i den sidste Form i Eidfjord i Hardanger (udt. Jølmo). Ingen Sammensætning med heimr, derimod et Par med vin (Hilmin, Helmin). Sædvanlig er Ordet i Navne nu gaaet over til Hjelm-, men mange afvigende Udtaleformer findes: Jel-, Jøl- (begge disse Former foran et med Konsonant begyndende 2det Led), Jam-, Jem-, Jom- (aabent o). I de sidste Former kan m foran s ombyttes med n, hvorved fremkommer Jens-, Jøns-. Hvor Hj- i Begyndelsen af Ord udtales haardt, omtrent som Kj-, skrives tildels (i Stav- anger Amt) Tj-: Tjelm-, Tjam-, Tjem-, Tjom-, Tjens-. Hjalm- er bevaret i Udtalen i Hallingdal. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 191 ff.

hjarta n., Hjerte; findes i Gaardnavne, der grunde sig paa, at Gaarden ligger ved en Situation, som efter sin Form kan sammenlignes med et Hjerte. Som Exempel kan tjene Hjertvik i Akerø, Romsdalen, benævnt efter et i Viken liggende Skjær Hjertet. Oftest i Navne paa Øer, Hjartøen, Hjartholmen; i en stor Del af Landet nu gaaet over til Hjert-. Mange af de med Hjart-, Hjert- begyndende Navne ere dog af anden Oprindelse; ialfald maa endel af dem komme af Dyrenavnet hj&bmaapeno;rtr, Hjort.

hl- se l-.

hnakki se nakki.

hof n. (Gen. hofs, Dat. hofi) bruges i Oldn. om et hedensk Tempel, men har mulig engang ogsaa i Norge havt den almindeligere Betydning: Gaard, Hus, ligesom i flere beslægtede Sprog. Da de fra Ordet stammende Gaardnavne utvivlsomt ere meget gamle, kan nok hof i disse tildels have havt denne sidste Betydning eller en lignende og behøver derfor ikke overalt at have Sammenhæng med den hedenske Gudsdyrkelse. At det dog ialfald i adskillige Tilfælde skriver sig fra et gammelt Tempel, kan med Sikkerhed sluttes deraf, at Ordet i Navne saa ofte findes sms. med et Gudenavn: Óðinshof, Þórshof, Frøyhof, Frøyshof, Njarðarhof, Ullinshof, Viðarshof. Mest usms. i Ental, i Nominativ og Dativform, Hof, Hofi (Hov, Hove; nu tildels udt. Høv og undertiden ogsaa skrevet saaledes). Som 1ste Led i Sammensætningerne Hofvin og Hofland, hvoraf det første mest bruges i den østre Del af det Søndenfjeldske og i et Par Tilfælde norden- fjelds, det sidste vestpaa i det Søndenfjeldske og paa Vestlandet. Forsaavidt hof i disse Navne er at opfatte i Betydning af Tempel, som der vel er al Sandsynlighed for, maa de betyde: Land, Gaard, som tilhører et Tempel. Deraf følger naturligvis ikke, at der har staaet et Tempel paa Gaarden, om end dette meget vel kan have været Tilfældet. Ordet kan som 1ste Led i Navne forvexles med haugr, med den bestemte Form af Adjektivet hár, høi, og med h&bmaapeno;fuð, h&bmaapeno;fði. Som sidste Led falder det nu paa mange Steder i Udtalen sammen med haugr og er tildels i Skrift forvexlet med dette (som i Torshaug for Torshov, Norderhaug for Norderhov). Det maa endvidere adskilles fra et Ord Hov n. (vel af hefja, løfte), der endnu bruges som Fællesord i Betydning: Forhøining, og findes i mange Gaardnavne af nyere Oprindelse i Strøget fra Kristianiafjorden til Sætersdalen, altid i bestemt Form, Hovet.

hol n. (Gen. hols), Hul. Findes i mange Gaardnavne, der dog alle synes at skrive sig fra nyere Tid; mest brugt søndenfjelds.

hola f. (Gen. og Dat. holu), Hulning, Fordybning. Meget almindeligt i Navne over det hele Land; de fleste af dem synes dog at være temmelig unge. Forekommer i mange forskjellige Udtaleformer, af hvilke særlig er at mærke Ligedannelsesformerne Hølu, Hølo, Holo (den sidste med lukt Vokal i begge Stavelser; i bestemt Form Holoa og Dativ Holone, gammelt Holunni).

hóll m. (Gen. hóls, Dat. hóli, Flt. hólar) og det ligebetydende hváll (Gen. hváls, Dat. hváli, Flt. hválar), isoleret Høide, helst en rundagtig. Den sidste af de to Former synes nu i Norge kun at være be- varet i Stedsnavne. Den første er mest brugt i den østre Del af det Sønden- fjeldske og nordenfjelds, den sidste i den vestre Del af det Søndenfjeldske og paa Vestlandet; de forekomme dog paa flere Steder om hinanden i de samme Bygder. hóll findes i enkelte Sammensætninger med vin og heimr. De almindeligste Nutidsformer af hváll er Hval, Hvaal, Kval, Kvaal; kun paa enkelte Steder høres Gvaal og Kaal (det sidste i Indherred), de to sidste ikke eller kun undtagelsesvis brugte i Skrift. Begge Former i Navne mest usms. Kan forvexles med Dyrenavnet hvalr (i Navne næsten blot som 1ste Led), med váll og váðill. — En Sideform, vel yngre, af hóll er Hole m., der efter Aasen (jfr. Ross) bruges søndenfjelds i Betydning af langagtig For- høining, Jordryg mellem dybe Hulninger eller Bækkeløb (i Hallingdal om en liden Skovstrimmel, en Lund); dette Ord findes i Stedsnavne i den sydøstligste Del af Landet og i Øvre Guldalen.

holmr m. (Gen. holms, Flt. holmar) og holmi m. (Gen. holma, Flt. holmar) brugtes og bruges som bekjendt om smaa Øer. Desuden findes det i Betydning: en Plet, som adskiller sig fra den omliggende Grund, som en Jordplet paa en Klippe, en Græsplet i en Ager, et Stykke uslaaet Eng (Aasen). Den sidste Række af Betydninger ligger utvivlsomt til Grund for en meget stor Del af de mangfoldige Gaardnavne, hvori dette Ord forekommer, tildels aabenbart meget gamle Navne. Sammensætninger findes baade med vin og heimr. Mest brugt usms.; af de sms. Navne, hvori Holm- er første Led, skrive nogle sig fra det i MA. meget almindelige, endnu i Smaalenene og paa Romerike brugte Mandsnavn Holmr, andre, som Holmedal, fra et Elvenavn Holma eller Halma.

holt n. (Gen. holts, Dat. holti, Flt. i Gaardnavne holtar f.), Lund, liden Skov. Brugt i mange Gaardnavne søndenfjelds, usms. i Ent. (ogsaa i Dativform) og i Flt., sms. især som 2det Led. Mange af disse Navne ere sikkert meget gamle, andre (deriblandt Holtet i bestemt Form) fra nyere Tid. Ordet er ofte vanskeligt at adskille fra et vistnok af samme Stamme dannet Hankjønsord Holt, der efter Aasen betyder: Høi, Bakke, stenig og ujevn For- høining; dette findes i Stedsnavne fra Søndmør nordover (hertil vist ogsaa at henføre det i Sogn og paa Helgeland oftere forekommende Fjeldnavn -holten). Som Hankjønsord findes Ordet i Stedsnavne ogsaa i Gudbrandsdalen, men har der og i Valdres efter Ross Betydningen "Lund", ligesom Intetkjønsordet. Det sidste er meget alm. i Gaardnavne søndenfjelds til og med Bratsberg Amt; som sidste Led findes det oftere i Navne endnu noget længere vestover, til ind i Lister og Mandal Amt. Ellers har man det kun hist og her. I sammensatte Navne er ved holt 1ste Led oftest et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed, eller Beskaffenhed, ret ofte ogsaa Træ- eller Plantenavn eller Personnavn, sjelden Elve- eller Dyrenavn.

hópr m. (Gen. hóps, Dat. hópi), liden Bugt, helst en indelukket. I Stedsnavne næsten kun paa Vestlandet og nordenfjelds, især i Nordland. Intet Spor fundet i Norge til den islandske Intetkjønsform hóp.

horn n. (Gen. horns, Dat. horni), Horn. De heraf dannede Gaard- navne udgaa fra to af Ordets gamle Betydninger: Horn paa Dyr, og: Hjørne, Vinkel. Den første af dem kommer til at danne Gaardnavne gjennem dens Overførelse paa spidse Fjeldtoppe, ved at anvendes paa Gaarde, som ligge under en saadan. Den sidste ligger til Grund ved Gaarde, som have sit Navn af, at de ligge ved en Krumning af en Elv, eller i en Dal, som danner en Vinkel, eller ved et stærkt fremspringende Nes; i sidste Tilfælde kan dog ogsaa undertiden forudsættes Sammenligning af Nesets Form med et Dyre- horn. Findes i Sammensætning med vin (Hornvin, Hyrnin), men ikke med heimr. Et afledet Ord hyrna f. (Gen. hyrnu) findes ogsaa i adskil- lige Gaardnavne med lignende Betydning, tildels dog maaske gjennem dets Brug som Elvenavn (om en Elv, som gjør en skarp Bøining); i nyere Navne nordenfjelds ogsaa et afledet Intetkjønsord hyrni.

hr- se r-.

hús n. (Gen. húss, Dat. húsi, Flt. i Gaardnavne húsar f.), Hus. Sjelden i Navne usms. i Ental (undtagen i nyere Navne i bestemt Form, Huset), der- imod oftere i Flt. Som 1ste Led findes det kun i et enkelt Tilfælde sms. med heimr (i Stokke), aldrig med vin. Af andre Sammensætninger, hvori hús har denne Stilling, er den hyppigste Húsabýr, der har været forstaaet paa forskjellige Maader, men sikkert med størst Sandsynlighed forklares om en vel bebygget Gaard, der har mange, gode eller prægtige Huse (c. 50 Til- fælde over det hele Land, de to nordligste i Kvæfjord i Senjen). Desuden er af de saaledes sammensatte Navne at mærke de, der betegne Stedet som be- bygget, i Modsætning til nærliggende, hvor intet Hus fandtes (hyppigst Hus- øen). Som 2det Led findes hús ogsaa ofte, men neppe i meget gamle Navne. 1ste Led er da oftest et Personnavn, noget sjeldnere et Ord, som har Hensyn til Beliggenhed og deslige; kun undtagelsesvis Ord af anden Betydning. I denne Stilling kan hús efter Nutidens Udtale let forblandes med óss, der nu tildels som 2det Led udtales -us, og er ogsaa tildels i Skrift blevet for- vexlet dermed (særlig er Áróss, Aamunding, oftere urigtigt gjort om til Aarhus).

hváll se hóll.

hvammr m. (Gen. hvamms, Dat. hvammi, Flt. hvammar) bruges endnu paa flere Steder i Betydning: kort Dal eller Sænkning, omgivet af Høider, dog saaledes, at der til en af Siderne er Aabning. Samme mening har Ordet sikkert i de talrige deraf dannede, for det meste meget gamle Gaardnavne. Nutidsformer Hvamm, Gvamm, Kvamm, Kvam med lang Vokal, Kvaamm, Kvabm (de sidste 3 Former mest eller udelukkende brugte paa Vestlandet, den sidste alene i Nordhordland), Hom med lang, lukt Vokal, Homm med aaben Vokal (disse Former i Strøget fra Vest-Telemarken til Dalene).

hvarf n. (Gen. hvarfs) synes i Stedsnavne ialfald mest at være brugt om en Krumning, af hverfa, vende, svinge. Saaledes i det oftere forekom- mende Navn Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og i Kvarv, Kvarvsnes (Kvarsnes, Kvasnes) om stærkt fremspringende Nes, hvorom Seil- leden gjør en Sving. I den sidste Anvendelse kan Ordet dog ogsaa forklares af en anden Betydning af hverfa: forsvinde, da Udsigten til det, der ligger bag Neset, tabes, idet man svinger om det. Nogle Navne udgaa vel ogsaa fra den af Ross fra Telemarken anførte Betydning: Hjørne, Vinkel, Krog f. Ex. af en Ager. I Stedsnavne sees Navnet nu paa mange Steder at være Hankjønsord. Findes paa et Par Steder sms. med vin (Hverfin, nu Hver- ven). I lignende Betydning findes i Navne ogsaa det afledede Ord hverfi n. Dette har desuden før været meget brugt, og bruges paa enkelte Steder endnu, i Bygde- og Grændenavne, som i Sandshverfi, nu Sandsvær (i denne Be- tydning meget almindeligt i Fortid og Nutid paa Island). hvarf har ogsaa, men sjeldnere, dannet Grændenavne med samme Betydning, ialfald tildels som Hankjønsord (saaledes Starvaren, gammelt Starahvarfr, i Nes Rom.).

hverfi se hvarf.

hyrna, hyrni se horn.

h&bmaapeno;fn f. (Gen. hafnar), Havn. Findes i Stedsnavne i to Betydninger 1) Havn for Skibe og Baade 2) Havnegang, Græsgang. Som 1ste Led under- tiden, naar Vokal følger efter, i Genitivform, Hafnar- (nu Havner-).

h&bmaapeno;fuð n. (Gen. h&bmaapeno;fuðs, Dat. h&bmaapeno;fði), Hoved. Bruges i Stedsnavne om fremspringende, noget svære Fjeldpynter (ikke blot om saadanne, som springe frem i Vand). Ofte sms. med Dyrenavne, fordi man har sammenlignet Fjeld- pynten med et bestemt Dyrs Hoved (Bjørn, Hest, Hund, Ko, Oxe, Stud, Kraake). I enkelt Tilfælde om øvre Ende af en Fos (Fosshovedet i Klæbu). Udtaleformerne meget forskjellige; tildels som 2det Led udt. -hau og da let at forvexle med haugr. I samme Mening, sigtende til Fjeldpynter, fore- kommer i Gaardnavne ogsaa det afledede Ord h&bmaapeno;fði m. (Hovde). Derhos findes nu i Gudbrandsdalen, Hallingdal og Valdres en Form Hovda, dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord.

h&bmaapeno;gg n. (Gen. h&bmaapeno;ggs), Hug; synes i Stedsnavne ialfald oftest at betyde: Hugst, Adgang til at hugge Trævirke. Tildels sms. med Ord, som betegne Trævirkets Art, f. Ex. Skafh&bmaapeno;gg, Vandh&bmaapeno;gg (af v&bmaapeno;ndr, myg Kvist, se Bd. I S. 137). Paa enkelte Steder udtalt Haugg og da let forvexlet med haugr. I enkelte Tilfælde mulig i Betydning af Fjeldkløft (Indhug i Fjeld; jfr. den bekjendte Kløft Jutulhogget i Østerdalen). Et Par med Hoggan- be- gyndende Navne komme antagelig af et Elvenavn H&bmaapeno;ggvandi, den hug- gende. I samme Mening som det første h&bmaapeno;gg forekommer i nyere Navne Hogstr, Hogst (ogsaa udt. med ø).

h&bmaapeno;ll f. (Gen. hallar, Flt. hallir) findes i flere gamle Gaardnavne, formodentlig i den Betydning, hvori det endnu paa fl. St. findes i Folke- sproget: Helding, Li (Halle, Hallan, Hollan). Oftere i samme Mening i nyere Navne i Ent., Halla, Holla. h&bmaapeno;ll f., en Hal, og hallr m., Sten, kunne neppe sikkert paavises i Navne; derimod ere flere Gaardnavne dannede af Adj. hallr, heldende (deraf Sammensætning med vin og heimr, H&bmaapeno;llin, H&bmaapeno;llvin, Halleimr).

h&bmaapeno;rgr m. (Gen. h&bmaapeno;rgs) bruges i Oldn. om Steder, indrettede til hedensk Gudsdyrkelse og, som det synes, viede til en bestemt Gud. Disse Guds- dyrkelsessteder have været forskjellige fra hof, men deres Beskaffenhed kjendes ikke nærmere. Mulig er Grundbetydningen: Stenhob, en Betydning, som Ordet endnu har bevaret i det svenske Folkesprogs harg, der i Sverige paa fl. St. findes som Stedsnavn. Endelig findes Ordet nu, som Hunkjøns- ord, i Norge brugt om Fjeldtoppe. Som Gaardnavn sjelden usms. (Horg i Guldalen), men meget ofte sms. med vin (Horgin, nu Horgen) og ialfald en enkelt Gang med heimr (Horgjem i Romsdalen). Det lader sig alm. ikke afgjøre, i hvilken af de forskjellige Betydninger Ordet er brugt i det enkelte Navn; undertiden kan dog Beliggenheden vise det, som ved det nævnte Horgjem i Romsdalen, der ligger lige ved Foden af Romsdalshorn, og hvor derfor den sidst anførte Betydning maa antages. Ordet findes ikke i Norge, som hof, sms. med Gudenavne.

h&bmaapeno;ttr m. (Gen. hattar), Hat. Er meget brugt om Fjeldnavn, og ligger i denne Anvendelse til Grund for endel Gaardnavne; andre derimod, f. Ex. Hattestad (Hastad), ere at forklare af et Mandsnavn H&bmaapeno;ttr, der nu kun kjendes fra Gaardnavne (jfr. Bd. I S. 301).

høy n. (Gen. høys), Hø, findes som 1ste Led i mange Navne, af hvilke især Høyland er almindeligt (som Gaardnavn fra Mandalsdalen til Nord- hordland; som Bygdenavn, i Flt., ogsaa paa Romerike og paa 2 Steder i det Trondhjemske). Navne med dette Forled ere vel overalt at forklare saaledes, at Stedet opr. har været brugt blot som Slaatteland. Oprindelsen til de nu med Høi- begyndende Navne bliver dog ofte usikker, fordi de ogsaa tildels kunne skrive sig fra andre Kilder: fra híð, Hi (se Bd. I S. 361), heiðr (se ovenfor under Ordet; især i det ofte forekommende Høiby) og Mandsnavnet Heðinn. Det kan derhos mærkes, at Haugi, Dat. af haugr, som Gaard- navn nu tildels lyder Høie.

íla f. (Gen. ílu, Flt. ílur), Kilde, opspringende Vandaare; kjendes ikke fra Oldn., men maa have været brugt, da det findes i adskillige gamle Steds- navne. Flere Sammensætninger findes med vin (Ílin, nu Ilen, Ile). Der er gamle Navneformer, som vække Spørgsmaal, om der ikke har været brugt en Sideform af Hankjøn, íli (se Bd. I S. 105).

innlag n. (Gen. innlags) forekommer nu oftere som Gaardnavn i Jarlsberg og Larvik Amt (Indlaget) og maa betyde: indlagt Jord (indtaget til Dyrkning fra Udmarken). Findes allerede i MA., men er dog maaske først kommet i Brug i dens seneste Tid. En Sideform innlaga f. kan paavises i Bohuslen (RB. 359). Endnu yngre ere vistnok de paa Østlandet og norden- fjelds forekommende Former Indlæggen, Indlægget, Indlæggingen.

jaðarr m. (Gen. jaðars, Dat. jaðri, Flt. jaðrar), Kant, Rand, endnu brugt i denne Betydning som Fællesord. Som Landskabsnavn i Jæderen (Jaðarr) søndenfor Stavanger, kaldet saaledes, fordi det ligger som en for- holdsvis flad Strækning langs med høit Indland. Ofte som Grændenavn, hvor man vel ogsaa har forestillet sig den bebyggede Grænd som Rand foran en nærliggende Situation f. Ex. et Høidedrag; i et enkelt Tilfælde brugt som Indsønavn, Jaren paa Hadeland (jfr. med Hensyn til Betydningen det nær- liggende R&bmaapeno;nd, Randsfjorden). Som Gaardnavn findes det kun paa Østlan- det, men er der almindeligt i de lavere Egne. Nuværende Udtaleformer: Jaer, Jar, Jær. I Navne har det i den østlige Del af det Søndenfjeldske alm. beholdt Tostavelsesformen (Jaer, Jaeren), medens det i den vestlige alm. er Enstavelsesord (Jar, Jaren), — dog saaledes, at det ogsaa der behol- der den opr. Betoning, naar Artikelen tilføies. Af Ordet er dannet et i For- tiden meget brugt Elvenavn Jaðra, hvorfra flere Gaardnavne stamme.

j&bmaapeno;rð f. (Gen. jarðar), Jord. Bruges oftere som 2det Led i Gaardnavne, især i Nordland, paa Østlandet mest i Numedal; i Bergens Stift fornemmelig i Navnet Øijorden (Eyðij&bmaapeno;rð, ligebetydende med det alm. udbredte Øde- gaarden).

kambr m. (Gen. kambs, Dat. kambi), Kam. I Gaardnavne overalt efter dets Anvendelse om takkede Fjeld- og Høiderygge. Paa nogle Steder i Sammensætningen Hanekam, med samme Mening. Nu udt. dels Kamm, dels Kamb.

kast n. (Gen. kasts), Kast. De af dette Ord dannede Stedsnavne, der alle synes at være temmelig unge, fordele sig antagelig paa 3 forskjellige Betydninger, mellem hvilke det tildels vil være vanskeligt at vælge: 1) Sted, hvor man kaster, udsætter forskjellige Slags Fiskeredskaber. 2) Sted, hvor man slipper Tømmer ned over en Høide til videre Transport. 3) sammen- kastet Stenhob, Røs. Jfr. varp.

kaupangr m. (Gen. kaupangrs, kaupangs) bruges i MA. i Norge om Kjøbstæder, men maa tidligere ogsaa have været Navn paa Markedspladse, Derimod synes der ikke at være Grund til med Fritzner at antage en stærkt bøiet Hunkjønsform íl. hvor man kun til visse bestemte Tider mødtes for at drive Handel. Derom vidner bl. a. de ikke faa Gaarde omkring i Landet, som endnu bære dette Navn, i Nutidsform Kaupanger, Kaupang, Kopang, Koppang. Jfr. torg.

keila f. (Gen. keilu), smalt Sund, smal Vik. Findes ialfald nu i Navne kun brugt paa Landets Vestkyst.

kelda f. (Gen. keldu), Kilde; ogsaa brugt om Brønde og andre Vand- hentningssteder, om dybe Vandpytter og om smaa, stilleflydende Vandløb. Ikke sjeldent i Gaardnavne, især som 1ste Led, tildels udtalt Kjøll- (i Øster- dalen og det Trondhjemske).

kíll m. (Gen. kíls, Dat. kíli, Flt. kílar), smal, dybt indtrængende Vik. Temmelig almindeligt Gaardnavn. Udtalen af enkelte af disse Navne, ligesom den oftere forekommende Skrivemaade i Kila i middelalderske Kil- der, vække Formodning om, at der ogsaa har existeret en svagt bøiet Sideform.

kinn f. (Gen. kinnar), Kind, Siden af Ansigtet; nu, og utvivlsomt ogsaa i Fortiden, tillige brugt overført om en brat Helding af et Fjeld eller en Aas; ogsaa om Øer med brat Affald. Fra de sidste Betydninger ud- gaar Anvendelsen i Gaardnavne. Særlig at mærke Kaldakinn, den kolde Fjeldside, nu Kolkinn (jfr. det i Norge, som paa Island, brugte Fjeldnavn Kaldbakr, Koldryggen). Er nu tildels i Udtalen, og i endnu flere Tilfælde i Skrift, løbet sammen med tj&bmaapeno;rn, Tjern, fra hvilket det derfor kan være vanskeligt at skille i Navne.

kirkja f. (Gen. kirkju), Kirke. De mange Gaardnavne, hvori Ordet er første Led, bero i de fleste Tilfælde paa, at Gaarden engang har været Kirkegods; kun undtagelsesvis er Grunden den, at der har staaet en Kirke paa Stedet.

kjarr n. (Gen. kjarrs, Dat. kjarri, Flt. i Gaardnavne kjarrir f.), Krat, Samling af Buske, især en saadan, som staar paa fugtig, myret Grund; ogsaa om selve den med Krat bevoxede Myr. Oftest usms.; hyppigst brugt paa Strækningen fra Kristianiafjorden til Lindesnes. Nu alm. udt. Kjærr, tildels dog Kjær med lang Vokal; paa nogle Steder Kjørr, der dog pleier at være Hunkjønsord.

kjóss m. (Gen. og Flt. kjósar) bruges 1) om en smal Vik (nu mest i Nordland) 2) om en liden Dal eller mindre Fordybning 3) om en liden Skov eller et Buskads. Adskillige Gaardnavne udgaa ialfald fra de to første Be- tydninger. Nu paa fl. St. udt. Kjøs, i et Par Gaardnavne paa Romerike Kjus. I senere Tid have flere af disse Navne urigtigt været skrevne med Tj-.

kj&bmaapeno;lr m. (Gen. kjalar, Dat. kili, Flt. kilir), Kjøl i Fartøier, overført: Fjeldryg, især en saadan, hvorover der gaar Færselsvei mellem to ved den adskilte Bygder. Oftere som Gaardnavn i Dativformen Kili. Nogle Navne skrive sig maaske fra en anden Betydning: Myr, Græsslette tilfjelds (især brugt i Østerdalen og i S. Trondhjems Amt).

klauf f. (Gen. klaufar), trang Kløft, brugt i flere forskjellige Anven- delser, f. Ex. om Aabningen i kløftet Dyrehov, om Aabningen mellem Tæerne og Fingrene paa Mennesker. Ofte i Gaardnavne, i disse vistnok altid efter en Kløft i Fjeld eller Jordhøide.

kleif f. (Gen. og Flt. kleifar, af klífa, klyve), brat Bergside, ad hvil- ken der gaar en Vei. Meget alm. i Gaardnavne, især usms. i Ent. og Flt. Jfr. klif.

kleppr m. (Gen. klepps, Dat. kleppi, Flt. kleppar), Klump, i for- skjellige Anvendelser, saaledes ogsaa om Fjeldknatter (i Fjeldnavne ogsaa brugt om høie Fjelde). Efter den sidste Anvendelse ofte i Gaardnavne, mest usms., i Ent. og Flt., ogsaa i Dat. Ent. I Fjeldnavne, især nordenfjelds, fin- des ogsaa Formerne Klimp og Klump, hvorfra enkelte nyere Gaardnavne skrive sig. Der har været et ligelydende Mandsnavn Kleppr, hvoraf endel Gaardnavne, hyppigst Kleppsstaðir (nu ofte udt. Kleff-, Kløff-).

klettr m. (Gen. kletts, Dat. kletti, Flt. klettar), Fjeldknat; det danske "Klint". Ofte i Gaardnavne, dog ikke saa alm. som kleppr; ligesom dette mest usms., i Ent., Flt. og Dat. Ent. I den sydlige Del af Hedemar- kens Amt Spor til en Sideform kletta f.

klif n. (Gen. klifs, Dat. klifi, Flt. i Gaardnavne klifar f.), ligebety- dende med kleif (se ovfr.), men nu i Brugen som Fællesord afløst af dette. Dativformen Klifi har nu som Gaardnavn i S. Bergenhus Amt paa nogle Steder Formen Klyve (aabent y). Samme Nutidsform, men med lukt Vokal, har et Gaardnavn, der findes paa et Par Steder (Solum, Os), og hvis gamle Form synes at være Kljúfa f. (vel af kljúfa, kløve; jfr. Kluva f., Kløft, Klemme, anført af Aasen fra Hallingdal).

kl&bmaapeno;pp f. (Gen. klappar, Flt. klappir), Klop, liden simpel Bro over Vandløb eller sumpig Grund (jfr. brú). I adskillige Gaardnavne; det paa et Par Steder forekommende Navn Steinklop viser, at det Slags Broer ikke altid vare af Træ.

knappr m. (Gen. knapps, Flt. knappar), Knap. Findes brugt i Navne paa Fjelde, paa Fjeldfremspring, paa smaa rundagtige Halvøer, der blot ved et smalt Eid hænge sammen med Fastlandet, og paa Skjær. I en- kelte Gaardnavne, vel kun efter de tre første Betydninger. Nu tildels lydende Napp. Som 1ste Led er Knap-, Nap- i Gaardnavne tildels at forklare af Adj. knappr i Betydningen "trang" og af et Mandsnavn Knappr (se Bd. I S. 347).

knauss m. (Gen. knauss, Flt. knausar), Fjeldknat (ogsaa om større Fjelde). Sjeldent i Gaardnavne, tildels udt. Naus.

kné n. (Gen. knés, Gen. Flt. knjá), Knæ. I Fjeldnavne, hvor Ordet vel altid sigter til et af Fjeldets Skraaning dannet Knæk; synes tildels i Navne ogsaa brugt om andre Bøininger, f. Ex. af en Indsø. Da Ord begyn- dende med kn jo nu tildels i Udtalen have mistet sit k, hører ogsaa nogle Navne paa Njaa- paa Vestlandet vistnok hid.

knjúkr m. (Gen. knjúks), brat, rundagtigt Fjeld, nu i Formerne Knuk, Knyk, Nuk, Nyk. Derefter enkelte Gaardnavne.

knollr m. (Gen. knolls), Knold, Bergknold. Findes i nogle Gaard- navne, tildels i Udtaleformerne Gnoll og Noll.

kn&bmaapeno;ttr m. (Gen. knattar), Fjeldknat. Findes i Gaardnavne kanske mest som 1ste Led, i Formerne Knott, Knatt, Natt (enkelte Navne paa Vest- siden af Kristianiafjorden forudsætte en svagt bøiet Form Natte). I Sammen- sætninger ofte vanskeligt at skille fra et gammelt Mandsnavn Kn&bmaapeno;ttr (se Bd. I S. 30). I det paa 3 Steder V. for Kristianiafjorden forekommende Gaardnavn Knattv&bmaapeno;llr (nu Knatvold, Natvall) ligger vistnok en anden gammel Betydning af Ordet "Bold" til Grund; det maa betegne Steder, hvor man i gamle Dage har forsamlet sig til Boldleg (jfr. leikr).

kol n. (Gen. kols) findes som 1ste Led i mange Navne. Det kan til- dels sigte til Kulbrænding, som er drevet paa Stedet, hvilket utvivlsomt ofte er Tilfældet; men der er ogsaa Navne, hvor man har Grund til at tænke paa mørk Farve ved Stedet som Anledning til dem, særlig Navne som Koltj&bmaapeno;rn, Kolsjór. Vanskeligheden ved at forklare Navne, som begynde med Kol-, forøges derved, at de utvivlsomt tildels stamme fra forskjellige andre Ord: Fjeldnavnet kollr og Mandsnavnene Kolr og Kollr.

kráka f. (Gen. kráku), Kraake (Fuglenavn). I Gaardnavne næsten udelukkende som 1ste Led. Nogle af disse Navne ere at forklare direkte af Fuglenavnet, saaledes Krákureiðr (Kraakeredet) og det ligebetydende Kráku- b&bmoe;li (se b&bmoe;li). I andre Tilfælde er det Fuglenavnets hyppige Anvendelse som Elvenavn, der ligger til Grund (Navnet bæres endnu af flere Elve norden- fjelds). Endelig lægge flere af de Navne, hvori Ordet findes, den Formodning nær, at Kráka engang har været brugt som Kvindenavn, skjønt denne Brug nu ikke historisk kan paavises (Kráka i Sagnet om Ragnar Lodbrok be- viser naturligvis intet). Kan være vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Kraki (i Egne, hvor dette ved Ligedannelse kan faa aa i 1ste Stavelse) og fra et andet Mandsnavn, Krókr, der i Sammensætningen Króksstaðir nu tildels har faaet Udtalen Kraakksta.

 Efter det paa fl. St. forekommende Ønavn Krákrøy kan der være Grund til at for- mode, at Ordet engang har havt en stærkt bøiet Form Krák f., jfr. Bd. I S. 307.

krikr m. (Gen. kriks), Vraa, Vinkel. Findes i adskillige Gaardnavne, af hvilket dog neppe noget er synderlig gammelt. Tildels udtalt med lukt e og skrevet Krek, Kreg; ogsaa Udtale med lukt i findes. Synes tildels som Navn at sigte til Beliggenhed inde i en Elvebugtning. I nyere Tid ofte i sms. Navne skrevet Krigs- og misforstaaet som kommende af "Krig".

kringla f. (Gen. kringlu, Flt. kringlur), Kreds, Ring. I adskillige Gaardnavne, hvoraf dog kun faa synes gamle, altid vistnok sigtende til noget rundt, afrundet ved Stedets Situation. Sideformer Klingra, Klinga; til den sidste findes Spor allerede i MA. (se f. Ex. RB. 123. 286). Nogle Navne komme af det nærstaaende kringr m., Ring; til disse hører dog ikke det oftere forekommende Kringstad, hvori vistnok Mandsnavnet Grímkell er 1ste Led.

krókr m. (Gen. króks, Flt. krókar), Krog, Krumning, noget krumt. Meget alm. i Gaardnavne; men det er ofte vanskeligt at bestemme dets Me- ning i de enkelte Tilfælde. Meget ofte sigter det til en Krumning af en Elv, i nogle, som det synes, til en Bugt af Sø eller Vand (Krumning af en Strand- linie). Paa nogle Steder har det utvivlsomt Hensyn til afsides Beliggenhed, hvorved maaske den Tanke ligger til Grund, at man maa reise "til Kroks" for at komme derhen. Derfra udgaar vel ogsaa Ordets Brug som Pladsnavn søndenfjelds (Kroken). I et enkelt Tilfælde i Sammensætning med vin (Krøke i Lom). Har desuden søndenfjelds været brugt, og bruges tildels endnu, som Grændenavn. Endel med Krok- begyndende Navne stamme fra Mandsnavnet Krókr (saaledes Kroksrud, Krokstad).

kross m. (Gen. kross, Flt. krossar), Kors. I mange Gaardnavne, usms. i Ent. (da altid i bestemt Form) og i Flt., oftere sms. Navnene skyldes mange ganske forskjellige Anledninger. Endel af dem, især af de nyere, sigte til et Veiskille, en Korsvei. Ved andre er der et ved eller paa Stedet anbragt Kors, man har tænkt paa. Der har været mange saadanne Kors reiste omkring i Landet i Fortiden, anbragte i meget forskjellig Hensigt. Enkelte stod der for at indbyde Forbigaaende til at forrette sin Andagt paa Stedet, f. Ex. Korset paa Øren i Nidaros, hvoraf Stykker endnu ere bevarede (se Undset, Indskrifter i Trondhjems Domkirke, Christ. Videnskabsselsk. Forh. 1888 S. 39-44) og det i RB. 463 omtalte Kors paa Hvilestedet ved Eidskog Kirke, maaske ældre end Kirken. Andre Kors vare Gravminder eller vare satte til Erindring om Begivenheder, forefaldne paa Stedet. Atter andre stode langs Kystleden som Ledemærker for forbiseilende (jfr. Fritzner under hafnar- kross og hafnarmark); deraf Navne som Korshavn, Korssund, Korsnes. Endel Steder have faaet Korsnavnet deraf, at der paa Stedet i Situationen var noget, som kunde lignes med et Kors. Paa denne Maade er f. Ex. at forklare Navnet Korsfjorden søndenfor Bergen og i Trondhjemsfjorden, ud for Stadsbygden; i disse Tilfælde er det sammenstødende Fjorde, som danne Korset (jfr. Vindekrossen om det Sted i Ryfylke, hvor Vindefjorden i ret Vinkel støder sammen med Sandeidfjorden og Yrkefjorden, Norges Land og Folk XI 17); paa samme Maade findes Korssjø, Korsvand, Korstjern brugt om korsformede Vandsamlinger. Endel med kross sms. Gaardnavne have vistnok sin Forklaring deri, at Eiendommen har tilhørt et i en Kirke anbragt Kors; det sees nemlig af Kirkejordebøger fra den katholske Tid, at saadanne Kors undertiden havde særskilt Jordegods til sin Vedligeholdelse og Belysning. Ogsaa andre Anledninger til saadanne Navne kunne paavises; Gaarden Kors- fure i Rovde Sogn paa Søndmør er saaledes utvivlsomt benævnt efter et med Kors mærket Furutræ, der har tjent som Grændsemærke ved den ikke langt fra Gaarden løbende Sognegrændse mod Volden Sogn. — Nu tildels udtalt Krøss og derefter tildels urigtigt skrevet Kryds-. Paa mange Steder er Ud- talen Kors, tildels gaaet over til Intetkjønsord. — Navnet Korsrud kommer ikke af kross, men af det gamle Mandsnavn Kárr.

kuml n. (Gen. kumls), Gravminde (fra hedensk Tid). Findes i ad- skillige Gaardnavne som 1ste Led, tildels i Nutidens Udtale forandret til Kongle, Kongel- og, især hvor der er et l i 2det Led, til Konge-; maa betegne Steder, hvor der fandtes gamle Gravminder.

kvísl f. (Gen. kvíslar, Flt. kvíslir), Gren, Forgrening. Bruges i Navne, hvor en Elv forgrener sig, hvor Elve løbe sammen, eller ved et gam- melt Aafar; ogsaa ved Steder liggende ved en Tverelv, idet denne opfattes som Gren af den Elv, med hvilken den senere løber sammen. Forekommer ogsaa brugt om Arme af Indsøer. Udtalt Kvitl, hvor sl bliver til tl.

k&bmaapeno;s f. (Gen. kasar, Flt. kasir), Dynge. Særlig brugt om Dynge af fældede Træer og Krat, som brændes for at give Aske til Gjødning af den ryddede Jord. Derefter om et paa denne Maade opdyrket Jordstykke, hvor- fra Ordets Anvendelse som Gaardnavn udgaar. Det er altsaa omtrent ens- tydigt med váll, men vel gjennemsnitlig yngre end dette i Navne, jfr. ogsaa de øvrige under brenna anførte Ord, som danne Navne af beslægtet Be- tydning. Hyppigst brugt, mest usms., i den sydøstlige Del af Smaalenene, i Bratsberg Amt, i Opdal og i Guldalen. Nuv. Former Kas, Kos, Kaas. I en- kelte Tilfælde kan vel en Dynge af anden Art ligge til Grund for Navnet.

lá f. (Gen. lár). Ordet synes at forekomme i adskillige Gaardnavne som 2det Led, men dets Betydning i denne Anvendelse er uklar, og det er meget vanskeligt at holde det ud fra andre i Lyd nærstaaende Sammensæt- ningsled, især fra ló (se dette). Disse to Ord forblandes allerede i Middel- alderens Skriftform saa ofte i Navne, at der kunde blive Spørgsmaal, om de ikke ere forskjellige Former af et og samme Ord; af Hensyn navnlig til den nuværende Udtale bliver dog dette maaske mindre sandsynligt. lá findes i det gamle Sprog brugt om Strandvandet ved Havbredden og hos Digterne om Havet; i Nutidens Folkesprog om Sumpvand, især jernholdigt Vand. Ingen af disse Betydninger giver dog en tilfredsstillende Forklaring paa alle de her- hen hørende Navne. Laaen i Aurland, i gammel Form Lávin, kan være sms. med dette Ord. I nuv. Udtale oftest -la, men ogsaa i andre Former (saaledes -lu).

laða (hlaða) f. (Gen. l&bmaapeno;ðu), Lade (for Hø og Korn). Er 1ste Led i mangfoldige Gaardnavne, i hvilke det vel ialfald oftest sigter til en Hølade, som engang har staaet paa Stedet. Mange forskjellige Udtaleformer i Nu- tiden (La-, Lø, Lau-, Liu-, Lyu-, Ly, Lodo, Ludu). En hel Del af disse Navne ere temmelig unge; af de ældre kan mærkes Løland, Løtuft, Løtveit, Løset (det sidste kommer dog i nogle Tilfælde af Mandsnavnet L&bmaapeno;ðvir). La- i Gaardnavne er tildels af ganske anden Oprindelse; Navne som Lahelle, La- berget, Lastein ere saaledes dannede af Verbet laða (hlaða) i Betydningen: indlade (Varer i Fartøi) og betegner Steder, hvorfra Varer have været trans- porterede tilvands. Nogle usms. Navne La, Lae maa skrive sig fra lað (hlað) n., noget, som er oplagt, opstablet i Orden, en Betydning, som kan komme til Anvendelse i Navne paa forskjellige Maader. Det bekjendte La- ðir (Hlaðir) ved Trondhjem har formodentlig samme Mening som de oven- for omtalte Navne Lahelle osv.; her har været Udførselsplads for Nidelvens Dalføre, før der blev By ved Elvens Munding (dannet af lað n. med den i Gaardnavne sædvanlige Overgang til Hunkjønsform i Flt., se ovfr. S. 12).

lag n. (Gen. lags) findes i endel Gaardnavne, usms. og hyppigere som 2det Led, i de fleste Tilfælde vistnok i Betydningen: Fiskested (Sted, hvor man udlægger Garn og andre Fiskeredskaber, jfr. kast, varp). Bekjendt Exempel Bækkelaget ved Kristiania. Ogsaa som første Led har man dette lag i adskillige Navne i Genitivform, udtalt Laks- og derfor ofte forstaaet, som om det kom af Fiskenavnet lax. I endel andre Navne maa lag betyde: Havn, Sted, hvor man lægger Fartøier (jfr. oldn. lægi).

land n. (Gen. lands, Dat. landi, Flt. i Gaardnavne landir f.), Land. Findes kun undtagelsesvis usms. som Navn, i et enkelt Tilfælde (Land ved Nordenden af Randsfjorden) som Bygdenavn. Saa meget almindeligere er det som 2det Led, især i Strøget fra Bratsberg til S. Bergenhus Amt, paa hvilken Landsdel omtr. 80 % af Navnene paa -land falder; det samlede Antal er ikke langt fra 2000. Blandt de nævnte Amter have igjen Lister og Mandal og Stavanger de fleste (omkring 950). Ogsaa i N. Bergenhus Amt og i Nord- land ere disse Navne ret hyppige. I det øvrige Land er der forholdsvis kun faa, allerfærrest i Oplandsdistrikterne paa Østlandet.

Jvfr. hermed, hvad der nedenfor vil blive anført om Udbredelsen af de med staðir sammensatte Navne.

Der findes endel saadanne Navne i de af Nordmænd i Vikingetiden stiftede Kolonier i Vesten. Ogsaa paa Island er der adskillige af dem, men de allerfleste af disse synes at være nyere Dannelser, der ikke have nogen indre Sammenhæng med de tilsvarende norske. Idethele kan man vel antage, at Navne paa -land for en meget stor Del tilhøre Vikingetiden og naa et Stykke op i den forudgaaende Tid, dog sikkert ikke paa meget nær saa langt, som f. Ex. de paa -vin og -heimr. Det maa dog mærkes, at der utvivlsomt ogsaa blandt de norske Navne af denne Klasse er endel forholdsvis nye.

1ste Led i Sammensætningerne med land er oftest Ord, der hentyde til Beliggenheden, Grundens Beskaffenhed osv. (meget alm. Ord af Adjektiv- form, f. Ex. Haaland, Holand, Breiland, Langeland); dernæst hyppigst Per- soners Navne og Tilnavne. Jevnlig forekomme ogsaa Elvenavne og Træ- eller Plantenavne. Af Sammensætninger med Trænavne er der ikke saa særdeles mange; men flere af disse forekomme meget hyppigt, saaledes Eikiland, Birkiland, Espiland, Hesliland (nu Hetland, se under hasl), Fyriland, Heggland, Almland (nu alm. Aamland). I ikke faa Tilfælde er 1ste Led Navn paa et Husdyr (hyppigst Rossaland, Kalfaland, Svínland); for- holdsvis ret ofte er det ogsaa et Gudenavn eller et Ord, som vidner om, at Gaarden har staaet i noget Forhold til den hedenske Gudsdyrkelse. Det oftest forekommende Navn af den sidste Art er Hofland (Hovland, se hof); til den første hører Þórsland (udelukkende paa Vestlandet og der nu udt. Totland), Óðinsland, Frøysland, Frøyland, Njarðarland, Ullarland.

látr n. (Gen. látrs), Liggested, af liggja, ligge. Bruges nu ikke læn- gere som Fællesord, men er bevaret i endel Stedsnavne langs Kysten; beteg- ner vel overalt Steder, hvor Sælen jevnlig gaar paa Land, og som derfor give Leilighed til at fange den. Derfor oftest i Sammensætningen Sellátr, der nu har antaget mange forskjellige Former.

laug f. (Gen. og Flt. laugar), Bad, Vand til at vaske sig i. Findes i enkelte Gaardnavne, ialfald tildels at forklare gjennem Ordets Brug som Ind- sønavn; enkelte Søer, især i S. Trondhjems Amt, kaldes endnu Laugen, der dog maaske er et af laug dannet Hankjønsord. Der er ogsaa Spor til Laug som Elvenavn (mærk særlig Laudal i Mandalsdalen, alm. feilagtigt skr. Løv- dal, Laugadalr i DN. X 116 jfr. DN. X 769). Lader sig ofte vanskelig skille fra lauf n., Løv, og fra l&bmaapeno;gr (se dette).

laukr m. (Gen. lauks), Løg; findes som 1ste Led i adskillige Gaard- navne, i hvilke det vel sigter til vildtvoxende Løgarter. Det maa mærkes, at Stedsnavne dannede med dette Ord findes langt mod N., til hinsides Tromsø. Findes i en enkelt Sammensætning med vin (Laukin, nu Lauki, i Olden).

laup (hlaup) n. (Gen. laups), Løb, af laupa, løbe. I Navne i for- skjellige Betydninger, saa at det ikke altid kan bestemmes, hvilken af dem man har for sig. Ofte er det at forstaa om Steder, hvor man vælter Tøm- mer (lader det løbe) ned paa Sletten eller ned til Vandvei. I andre Tilfælde sigtes til Skred, som have gaaet paa Stedet (Stenskred, Sneskred, Jordfald). Ogsaa de afledede Former Løypa f. og Løype n. forekomme. Kan tildels for- vexles med laupr m., Løb, Tine, der er indkommet i Gaardnavne gjennem dets Brug som Fjeldnavn. Navnet Laupstad kommer vist altid af et Elve- navn Laupandi, den løbende (Laupandastaðir).

laut f. (Gen. lautar), Fordybning, liden Dal. I nogle faa Navne, mest nyere, men ogsaa i Sammensætning med vin, Lautin (2 Gange paa Rome- rike og i Sognenavnet Løiten paa Hedemarken, der urigtigt er blevet skr. saaledes i senere Tid, udt. Løten).

lega f. (Gen. legu), Liggen, Liggested. I den sidste Betydning brugt i Gaardnavne, mest i nyere Navne paa Vestlandet, om Steder, hvor Husdyr pleie at lægge sig ude i Marken; ialfald i enkelt Tilfælde dog i et gammelt Navn (Sellæg i Overhallen, opr. Sellega, enstydigt med Sellátr, se látr, jfr. Thj. VSS. 1891 S. 222 f.).

leikr m. (Gen. leiks), Leg. Findes i Navne i to meget forskjellige Betydninger. I mange Navne, deriblandt adskillige særdeles gamle, sigter det til Stedets Brug i Fortiden som vanlig Samlingsplads for en Bygds Befolk- ning til Lege af forskjellig Art (Boldleg, Brydning osv.), vistnok ogsaa til andre selskabelige Forlystelser (særlig Hestekamp og Hestevæddeløb). Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter II 2 S. 108 ff. Hvor stor Betydning saadanne Sammenkomster have havt i Fortidens Liv, viser sig ikke mindst i Mængden af de Stedsnavne, som minde derom. Blandt disse Navne maa først og fremst mærkes det ældgamle Leikvin, allerede i Middelalderen paa de fleste Steder gaaet over til Løykin, nu oftest skr. Løken, men udtalt paa flere forskjellige Maader (Løken, Løikje, Løkje, Løikja, Lekven, Lekve). Dette Gaardnavn er meget alm. i den sydlige Halvdel af Landet (45 Tilfælde; det nordligste Exempel findes i Sundalen). Mærkeligt nok kjendes ingen Sam- mensætning med heimr. Yngre, men dog temmelig gamle Navne af samme Betydning ere Leikvangr (oftest noget forandret i Nutidens Udtale, til Leikvam, Lekvam, Lekum, Leikang) og Leikv&bmaapeno;llr. Ogsaa Leiknes (Lik- nes, Leknes) er vel at forklare paa samme Maade.

Den anden Betydning, hvori leikr findes i Stedsnavne er: Fugleleg, Sted, hvor Aarfuglen og Tiuren samles i Parringstiden. Disse Navne ere vel ikke saa særdeles gamle (oftest Leikaas og Navne, hvori Leiken er sidste Led).

lein (hlein) f., Skraaning, Helding. Ikke ret mange, men gamle Navne heraf; mest usms., i Ent. og Flt. Paa et enkelt Sted (Toten) gammelt Bygde- navn.

leirr m. (Gen. leirs), Ler, leret Jordsmon. Ikke alm. usms. som Gaard- navn, men meget ofte som 1ste Led. Findes i gamle Sammensætninger, Leirin (Løyrin, nu Løren) og Leireimr. I saadane Sammensætninger nu tildels gaaet over til Lær-, ogsaa hvor ikke Konsonant følger (Lærum for Leir- eimr o. fl. Exempler). Det afledede leira f., som dels betyder leret Stræk- ning og dels har været meget brugt som Navn paa Elve, der føre leret Vand, findes ogsaa ofte i Gaardnavne, tildels usms.

leiti n. (Gen. leitis; af líta, se) synes i Navne anvendt i to nær be- slægtede Betydninger: Sted, hvor man kan se langt, som i en Dal, hvor Elven et længere Stykke gaar i ret Linie og ingen fremspringende Høider stænge for Synet, og: Høide, hvorfra der er vid Udsigt til to Sider, men som da ogsaa, naar man er kommen forbi den, spærrer Udsigten til en af dem. Paa enkelte Steder nu i Formen Løite. De fleste af Ordet dannede Navne synes at være forholdsvis unge.

líð (hlíð) f. (Gen. líðar, Flt. líðir), Li. Et af de almindeligste Ord i norske Stedsnavne, usms. og sms. Som 2det Led bliver det i enkelte sjeldne Tilfælde afkortet til tonløst -le og er da udsat for at forvexles med lið (hlið) n., Led, Aabning; dette Ord findes dog kun sjelden i Navne. Naar líð som første Led har havt Genitivformen Líðar-, har det tildels bevaret denne og lyder Liar-, Lier-, Lir-.

lín n. (Gen. líns), Lin. Der gives ikke saa faa Stedsnavne, der sikkert eller sandsynlig ere sms. med dette Ord som 1ste Led. Saaledes findes Línakr (forsvundne Gaarde i Urskog og i Saude), Línekra (Ringebu, Valdres), Línland (oftere i de Egne, hvor land er alm. Sammensætnings- led), Líntj&bmaapeno;rn (Ogne Sogn paa Jæderen og meget ofte som Navn paa Tjern), Líntó (2 Steder i Smaalenene, se Bd. I S. 20). Efter al Sandsynlighed er Lina i Bamle og Line i Time, der begge maa have vin til sidste Led og opr. have lydt Línin, ogsaa sms. med lín. Disse Vidnesbyrd om Lindyrk- ningens Ælde i Norge bestyrkes derved, at man ogsaa paa Island finder Nav- nene Línakradalr, Línekrudalr, af hvilke ialfald det første er meget gammelt (Landn. 169). I nogle Sammensætninger kan lín vanskelig skilles fra lind (se den følgende Artikel).

lind f. (Gen. og Flt. lindar), Lind (Træ). Kun i et Par Tilfælde usms. som Navn (i Flt.), men ret ofte som 1ste Led. Findes i flere Tilfælde sms. med heimr (Lindeimr), i et enkelt med vin (Lindarin i Aker). Ligeledes ere adskillige Navne sms. med det deraf afledede lindi n., Sted bevoxet med Lind (se ovfr. S. 31), særlig ofte Lindiáss, Lindaas (paa nogle Steder paa Vestsiden af Kristianiafjorden nu gaaet over til Lyngaas, endog undertiden udt. Løngnaas, som om den opr. Konsonantforbindelse var gn). I nogle Sammensætninger vanskeligt at skille fra det foregaaende Ord. Det maa desuden mærkes, at Navne, der skrives Lind- og udtales Linn-, findes langt hinsides Lindens Voxegrændse mod N. (Søndmør efter Schübeler Virid. Norv. II 385), endog helt oppe i Nordland. Der maa altsaa under denne Form skjule sig ogsaa andre Sammensætningsled. Skulde det islandske lind f., Kildevæld, engang have været brugt ogsaa i Norge?

ló f. (Gen. og Flt. lóar) angives nu i Norge paa enkelte Steder at være brugt om lavtliggende Engsletter ved en Vandbred og i lign. Betydning (se Aasen og Ross). Findes i mange gamle Navne, usms. og som 2det Led, hyp- pigst nordenfjelds. De mest bekjendte Exempler ere Bygdenavnet Lóar, nu Lom, i Gudbrandsdalen og Osló (opr. vistnok Ásló). Paa mange af de Steder, hvor Navnet forekommer, synes den angivne Betydning ikke at passe; til nogen sikker Mening om Ordets Betydning i Navne er man endnu ikke naaet. Jfr. lá og sló, med hvilke Ord det kan forvexles.

logn n. (Gen. logns), Stilhed, Stille, særlig brugt om Vindstille, men ogsaa f. Ex. om rolig, blank Sø. I Navne mest gjennem det deraf afledede Elvenavn Lygna, der endnu bruges paa fl. St., og hvoraf f. Ex. Lyngdal i flere Tilfælde kommer (saaledes i de to Sognenavne i Numedal og i Lister Fogderi). Jfr. l&bmaapeno;gn.

lón f. (Gen. og Flt. lónar) bruges nu om en dyb Bæk med svag Strøm, om mindre Utvidelser i Bække og Elve, om Vandpytter, om Slaattenge i Vand; i et Par Stedsnavne i Namdalen ogsaa om en Poll i en Fjordbund. Usms. i Gaardnavne vel kun i Flt. Nordenfjelds i Indherred og i Namdalen paa endel Steder brugt som Intetkjønsord, tildels i Formen Lun. Paa Island er Ordet ogsaa, allerede fra gammel Tid, af Intetkjøn, men bruges der alene om næsten helt indelukkede Bugter af Søen.

lopt n. (Gen. lopts) har i adskillige Navne Betydningen: Bygning med to Stokværk, saaledes utvivlsomt i Lopthús og Loptstofa, af hvilke det første er temmelig utbredt. I Navne som Loftaas, Lofthaug, i det en enkelt Gang (i Askvold) forekommende Lofteim, ligesom i Fjeldnavnet Loftet, sigter det vistnok til høi Beliggenhed; denne Anvendelse kan bero enten paa Sammen- ligning med et Loft i den angivne Betydning, som en mere end almindelig høi Bygning, eller er at henføre til lopt i en anden Betydning: Luften, Luft- rummet (noget som rager op i Luften). Navne, som begynde med Lopts- i Genitivform (nu tildels Lofs-, Loss-,) ere vistnok overalt af forklare af det gamle Mandsnavn Loptr. At dette Navn i MA. kun brugtes paa Island og ikke sikkert kan paavises i Norge, er ikke nogen Indvending af Vægt. Det er kommet til Island fra Norge, hvor man kjender det fra Oldtiden (Landn. 38 jfr. 295), og kan gjerne have været brugt ogsaa hos os i den tidligere MA., hvorfra vi kun kjende forholdsvis faa norske Personnavne.

lundr m. (Gen. lundar, Dat. lundi, Flt. lundar), Lund, liden Skov. Meget alm. i Navne, især usms., i Ent. og Flt. Der gives neppe noget Navn, som med Sikkerhed kan antages at sigte til en af den hedenske Tids hellige Lunde; størst Grund til at formode dette tør der være ved Forsetalundr i Onsø og ved det paa Østlandet forekommende Guðislundr, nu Guslund eller Gusland, ved hvilket dog Forklaringen af 1ste Led er usikker (jfr. Bd. I S. 247. 318). I et enkelt Tilfælde sms. med heimr (Bd. I S. 374). I Sammen- sætninger har Genitivformen Lundar- tildels holdt sig, nu Lundar-, Lunder-, foran Vokal Lundr-. Tildels udt. Lonn, med lukt o, og Lønn.

lutr (hlutr) m. (Gen. lutar, Flt. lutir), Del, Part. I bestemt Form, Luten, i endel Navne af nyere Oprindelse, tildels i afvigende Udtaleformer, som ogsaa ofte følges i Skrift, Loten, Lotten, Løten.

lykkja f. (Gen. lykkju, Flt. lykkjur), Løkke, indhegnet Jordstykke. I dets Brug i Navne er det sikkert overalt at forstaa saaledes, ikke i Betyd- ningen: Bugt, Bugtning. De fleste af de herhen hørende Navne synes at være fra senere Tid.

lynr (hlynr) m., Løn (Træ). Er mærkeligt nok, uagtet Træet voxer almindelig i det sydlige Norge, sjeldent i Navne. Usms. findes det kun paa et eneste Sted som Gaardnavn (Løn i Ramnes); der gives en enkelt Sammen- sætning med heimr (Lønnum i Biri).

l&bmoe;kr m. (Gen. l&bmoe;kjar), Bæk, helst en dyb med svag Strøm; ogsaa om en Vandsamling i en Sump og (efter Stedsnavne) om smaa Udvidelser, Loner, i mindre Vandløb. Ikke meget brugt i Gaardnavne.

l&bmaapeno;gn f. (Gen. lagnar), Garn, Vad til Fiskeri, efter Aasen endnu brugt paa Helgeland i Formen Lagn. Findes i Formen Logn i enkelte Navne, mest paa Romerike; de fleste af dem have bestemt Form, Logna, og ere neppe meget gamle. I disse Navne maa Ordet betegne Steder, som egne sig til Fiskeri med saadant Redskab.

l&bmaapeno;gr m. (Gen. lagar) bruges i det gamle Sprog om Vædske, flydende Sager af forskjellig Art; om Vand i Modsætning til Luft og Land; om stille- staaende og rindende Vandsamlinger. Den sidste Betydning har affødt endel Stedsnavne. Det bruges nu som Navn paa flere Elve og Indsøer: om Hoved- elven i Gudbrandsdalen, Numedal og Suldal, om Søerne Nordmandslaagen paa Hardangerfjeldet og Fosterlaagen paa Grændsen af Romsdalen og Nordmør. I alle disse Tilfælde tør der være Grund til at antage, at Ordet fra først af har været brugt som Fællesord og har afløst et ældre, tidlig glemt Egennavn paa Elven eller Søen. For Numedalslaagens Vedkommende lader det sig endnu bevise, at den opr. lige til sit Udløb har hedet Naum eller Nauma. Ordet findes ofte som 1ste Led i Navne, sigtende til en ved Stedet værende Elv eller Sø, i Genitivformen Lagar-, nu Lager-, Lage-, Laar-, Lar-, La-.

malmr m. (Gen. malms). Endel af de med dette Ord sms. Navne skrive sig sikkert fra den vel kjendte Betydning: Erts, som Malmaasen, Malm- haugen, Malmkollen, Malmsjøen, Malmbækken. I mange af disse Tilfælde maa Navnet have Hensyn til den i ældre Tider meget nyttede "Myrmalm" af Jern. Ved adskillige, ialfald i Regelen gamle Navne slaar dog denne Forklaring ikke til, som ved Malmer, Malme, Malmøen, Malmanger, Malmeim. Sand- synligvis har man i saadanne Navne at søge den Betydning, som Ordet endnu har bevaret i Svensk: Sandmo, Grusslette.

marr m. (Gen. mars), Hest. Er i det kjendte Oldnorsk kun brugt af Digterne, men maa engang have været almindeligt Navn paa Dyret (jfr. den lige ned til Nutiden bevarede Hunkjønsform merr). Af Ordet i denne Be- tydning maa nemlig utvivlsomt adskillige sms. Navne forklares, som Maraas, Mardal, Mareim, Marvik, Marøen og maaske flere. I enkelte Tilfælde er Mar- en afkortet Form af Mark-, se m&bmaapeno;rk.

melr m. (Gen. mels, Dat. meli, Flt. melar), Mæl, Sandbakke eller Lerbakke ved en Elv. Findes i mange Gaardnavne, paa enkelte Steder nu udt. Møl. Har kanske ogsaa havt en videre Anvendelse, om Sandbakke, Sand- slette i Almindelighed, som nu paa Island. Det maa mærkes, at Mel-, Mæl- i mange Navne er af en ganske anden Oprindelse, svarende til opr. Meðal-, mellem, som i Meðaleimr (Mælum) og Meðalland (Meland, Mæland).

mjulna se mylna.

mold f. (Gen. moldar), Muld, Muldjord. Usms. som Gaardnavn vesten- og nordenfjelds (Molde, Moldan). Oftere som 1ste Led, enkelte Gange sms. med vin og heimr (Moldin, Moldareimr). Som 2det Led i det nogle Gange forekommende Rauðamold (Rødmulden). Navne som Moldstad, Molle- stad, Moldtun forudsætte vistnok et Mandsnavn Moldi, der dog nu ikke kjendes uden fra disse Gaardnavne. Kan forvexles med m&bmaapeno;l, hvoraf ad- skillige Navne komme, der nu alm. skrives Mold-.

mór m. (Gen. mós, Dat. mói, Flt. móar), Mo, Sand- eller Grusslette. I Flt. er Móar nu i Navne undertiden i Udtalen blevet til Maa (jfr. Over- gangen fra Brúa- til Braa-, se under brú). I bestemt Form i Ental lyder det i Numedal og det meste af Telemarken Mogen, i det gamle Egdafylkes Omraade Monen. Sammensætning findes med vin (M&bmoe;n paa Voss, mulig ogsaa M&bmoe;in i Skedsmo).

mosi m. (Gen. mosa) bruges nu i den største Del af Landet kun om Moseplanter og deraf bestaaende Plantedække. Kun i Smaalenene og i Akers- hus Amt har det endnu den ogsaa i Svensk og Dansk bevarede Betydning af Myr, kanske særlig blødere Myr. Efter de Stedsnavne, hvori Ordet findes, maa den sidste Betydning engang have havt temmelig vid Udbredelse i Landet; en stor Del af dem forklares nemlig meget naturligere af den end af den først nævnte. Man finder Ordet i Navne sms. baade med vin (Mosinjar, Mysin) og, en enkelt Gang, med heimr. Mos- i Navne kan være af anden Oprindelse (bl. a. Gen. af mór eller Elvenavnet Mors).

mót n. (Gen. móts), Møde, Mødested. Usms. findes det kun i enkelte nyere Navne, ellers ofte som 2det Led i tildels gamle Navne om Steder, hvor Vandløb, Dale eller Veie mødes: Ámót, Bekkjamót, Brautamót, Dala- mót, Vegamót (det første Navn meget almindeligt, de andre sjeldne).

múli m. (Gen. múla, Flt. múlar), Mule paa Dyr; derefter om noget høie, bredt sluttende Nes. Særlig ofte Digrmúli (Digermulen), der ogsaa paa et Par Steder er blevet Gaardnavn. Mest vesten- og nordenfjelds.

mylna, mjulna f. (Gen. mylnu), Kornmølle, yngre, opr. udenlandsk Ord for det norske kvern; brugt som Fællesord i MA., men igjen uddød i Sproget. Har afsat en hel Del Navne, hvori det er 1ste Led, og hvori det nu udtales meget forskjelligt: Mjøln-, Mjøn-, Mjun-, Mjon-, Møln-, Møn-, Mønn-; i enkelt Tilfælde endog afkortet til Mjø- (se Bd. I S. 94). Nogle af Navnene stamme ikke umiddelbart fra mylna, men fra det deraf dannede mylnari, mjulnari, Møllemester.

mýrr f. (Gen. og Flt. mýrar), Myr. Deraf mangfoldige Navne; hyp- pigst i den bestemte Form i Ent., Myren (i nyere Navne) og i Flt. (Myrer, Myre, Myran). Som 1ste Led undertiden udt. med svækket Vokallyd (Mør-, Maar-).

m&bmaapeno;l f. (Gen. malar), Banke af Smaasten, især langs en Strandbred; nu lydende Mol (Maal), Møl, Mal. I enkelte Navne usms. og sms.; som 1ste Led vanskeligt at skille fra mold.

m&bmaapeno;n f. (Gen. manar), Manke, paa Heste. Overført om Fjeldrygge og derigjennem i enkelte Gaardnavne (udt. Maan, Møn, Man).

m&bmaapeno;rk f. (Gen. markar, merkr; Flt. markir, merkr), Skov. Findes i en Mængde Stedsnavne, udt. Mork, Mørk, Mark. Som 1ste Led i gamle Sammensætninger altid Mark-; kan da, naar 2det Led begynder med s, miste sit k. Findes i adskillige Landskabs- og Bygdenavne, som Hedemarken (Heið- m&bmaapeno;rk), Telemarken (Þelam&bmaapeno;rk), Finmarken (Finnm&bmaapeno;rk), det nu forsvundne Vingulm&bmaapeno;rk, Aremark (Aram&bmaapeno;rk), Ømark (Øyjam&bmaapeno;rk) og det ligeledes nu forsvundne Aursm&bmaapeno;rk i Smaalenene (se Bd. I S. 177. 178. 186). I en- kelte Navne er Mark- at forklare af et andet Ord, mark n., Grændse, som i Marksteinn, Grændsesten, nu Marstein.

nakki (opr. hnakki) m. (Gen. nakka), Nakke. Er kommet ind i en hel Del Gaardnavne gjennem dets hyppige Anvendelse som Fjeldnavn.

naust n. (Gen. nausts, Flt. i Gaardnavne naustar f.), Nøst, Skur til Forvaring af Skibe og Baade, nu tildels udt. Nøst. Usms. oftest i Flt., om Steder ved Søen, hvor Folk fra Indlandet have havt sine Baade oplagte, og hvor derfor en Samling af Nøst har staaet. Paa nogle Steder, som det synes blot i nyere Navne, i Formen Nauster, Nøster (ogsaa usms.), især i Nordre Østerdalen og den øvre Del af Guldalen.

nef n. (Gen. nefs, Dat. nefi), Næse, Næb; i Navne kun sjelden, mest efter Ordets Brug om fremspringende Fjeldpynter.

nes n. (Gen. ness, Dat. nesi, Flt. i Gaardnavne nesjar f.), Nes, For- bjerg. Meget alm. overalt i Landet. Ofte usms., mest i Ent., men endnu oftere som 2det Led. 1ste Led er i disse sms. Navne meget alm. Navnet paa en Elv, et Sund eller en Fjord, ved hvis Munding Stedet ligger (jfr. ovfr. S. 34). Ikke sjelden er nes sms. med Navnet paa en Ø, en Halvø eller et Fjeld, hvorfra Neset stikker ud. Hyppigt er 1ste Led videre et Ord, som betegner Naturforhold paa eller ved Neset, Planter eller Træer, som findes der, Dyr, som jevnlig træffes der, Grundens Beskaffenhed, afstikkende Farve paa Fjeldgrunden osv. Ret ofte har Forleddet Hensyn til Nesets Form, dets Omrids, dets større eller mindre Høide, dets Længde osv. I temmelig mange Tilfælde sigter det til Bygninger, som have staaet paa Stedet, Husdyr, som jevnlig slippes paa Græs der, Grundens Benyttelse i Jordbrugets Tjeneste og andre ved Menneskers Virksomhed fremkaldte Forhold. Personnavne ere ikke almindelige i disse Sammensætninger; i enkelte Tilfælde er 1ste Led, eller synes det ialfald at være, et Gudenavn (Torsnes, Balsnes, Frøines, Frøis- nes). Mindre ofte findes nes som 1ste Led i Navne, dog i meget gamle Sammensætninger (Nesin, Neseimr). Om Formen -nesen med tillagt Han- kjønsartikel i en Del af S. Trondhjems Amt se ovfr. S. 13.

nór n. (Gen. nórs) betyder nu i Norge trangt Sted i Elv, Sund, Fjord eller Indsø og kjendes ogsaa i lignende Betydning i Svensk og Dansk. Det findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men at det er gammelt Ord i Landet, følger af de ikke faa gamle Stedsnavne, hvori vi have det. Mange Sammen- sætninger med heimr kjendes, derimod neppe nogen med vin.

n&bmaapeno;f f. (Gen. nafar). Ordets Anvendelse i Stedsnavne udgaar fra dets Brug om Hjørnet af laftbyggede Træhuse, Stedet, hvor Stokkenes Ender ere sammenfældede. Denne Betydning overføres ved Sammenligning paa Fjeld- hjørner eller Fjelde, der have saadanne Hjørner, og efter disse igjen ere endel Gaarde benævnte; i nuv. Udtale oftest Nov, sjeldnere Nøv, og sms. Nav-. Kan i Navne forvexles med Mandsnavnet Nafarr, med nafarr m. (Bor) som Fjeldnavn og med Elvenavnet N&bmaapeno;f.

n&bmaapeno;s f. (Gen. nasar, Næse (opr. Næsebor). Derefter overført om en fremragende, brat Forhøining og derfor alm. i Fjeldnavne, især i Bergens Stift (ofte urigtigt skr. -naaset, -nøset, fordi man har opfattet den i disse Egne for Hunkjønsord i bestemt Form brugte Endelse -e som Intetkjønsendelse). Oftere i Gaardnavne (Naas, Nos, Nøs), hvor det overalt maa sigte til Høider af den omtalte Form.

ó se á.

ól se áll.

óss m. (Gen. óss, Dat. ósi, Flt. ósar), Os, Udløb af Vand, ogsaa brugt om Fjordmundinger, Indløb fra Havet og lignende Situationer. Paa Østlandet nu paa fl. St. Intetkjønsord, Oset. En enkelt Gang synes det sms. med vin (Óssin, nu Aasen i Aker). I Gaardnavne usms. og ofte som 2det Led, særlig i Forbindelse med á, Áróss (Elvemunding). I saadanne Sammensætninger jevnlig i senere Tid udt. -us (tonløst) og derfor forvexlet med hús, se dette. Ligeledes er i Skrift oftere det mere bekjendte áss sat istedetfor det.

pollr m. (Gen. polls), liden rundagtig Vik med trangt Indløb. Vel tillige brugt om smaa Søer eller Elveudvidelser; efter Ross i Stavanger Amt tillige om en liden Pøl. Som Gaardnavn i usms. Form næsten altid i bestemt Form, Pollen.

rá f. (Gen. rár), Vraa, ogsaa i Formen ró. Findes i adskillige Gaard- navne, hvor Gaarden efter sin Beliggenhed kunde siges at ligge i en Vraa, f. Ex. om afsidesliggende Steder, om saadanne, som ligge i en fra Bygden udskydende Kile af dyrket Land, eller som ligge omgivne af Høider, saa at de ikke sees i Frastand. I gamle Navne søndenfjelds, usms., mest i Flt. Róar, der nu efter den sædvanlige Overgang af óa til aa pleier at lyde Raa, for- saavidt det ikke har faaet Dativformen Rom (se ovfr. S. 16). Paa enkelte Steder i den ældre Form Vraa. Sms. paa et Par Steder med vin (R&bmoe;n) og oftere med heimr (Róeimr). Kan i Navne ikke altid let holdes ud fra for- skjellige andre Ord, blandt hvilke kan mærkes Adj. rauðr, rød, der nu som første Led ikke sjelden lyder Raa-, og et gammelt Ord Raa, som betyder Grændselinie.

rabbr m. (Gen. rabbs), langstrakt Banke. Findes i Gaardnavne, mest af nyere Oprindelse, over det hele Land, hyppigst nordenfjelds; ogsaa i den svagt bøiede Form rabbi m.

rák se akr.

rauði m. (Gen. rauða), det gamle Sprogs Ord for Myrmalm af Jern (paa Grund af dens rødagtige Farve), ligger vist til Grund for endel Navne, men kan næsten aldrig sikkert skilles fra Adj. rauðr.

raun (hraun) n. (Gen. rauns, Flt. i Gaardnavne raunar f.) maa have betydet nøgen Fjeldgrund. Findes nu i Norge kun bevaret i Stedsnavne. I saadanne er det oftest brugt om Holmer og Skjær (tildels i Formen Rogn); er i denne Anvendelse nu i Norge Hunkjønsord ogsaa i Ent. I Gaardnavne findes det sjelden og er der ofte vanskeligt at skille fra det følgende Ord. Paa Island bruges det især om saadan Fjeldgrund, som er dannet af størknet Lava; den oprindelige Betydning synes dog ogsaa der at have holdt sig paa enkelte Steder (se f. Ex. Kålund, Hist. topogr. Beskrivelse af Island II 264).

raun f. (Gen. raunar), Rogn (Træ). Fra Oldn. kun kjendt i den afle- dede Form røynir, m., men endnu meget brugt i Norge i den oprindelige, eller i den af denne ved lydlig Forandring opstaaede Rogn. Som Gaardnavn usms. og som 1ste Led. Nogle faa Sammensætninger med vin findes (Røynin, Raunvin), ingen med heimr. Jfr. det foregaaende Ord. Mange Gaardnavne ere desuden dannede af det afledede røyni n., Sted bevoxet med Rogn (se ovfr. S. 31).

rein f. (Gen. og Flt. reinar), Rein, Græskant, der danner Skjel mel- lem Agre og andre dyrkede Jordstykker. Ikke sjeldent i Navne, især paa Vestlandet og nordenfjelds; i denne Anvendelse vel at forstaa om et paa saa- dan Maade afgrændset Jordstykke (jfr. Udtrykket reint ok steint, hvorom se Fritzner under reina). I Navne vesten- og nordenfjelds findes tildels Sideformen reina f. (Gen. reinu), der efter Aasen i Bergens Stift ogsaa bruges om en smal Forhøining, en lang Vold af Jord eller Grus. Kan i sms. Navne være vanskeligt at skille fra Dyrenavnet reinn (hreinn), Ren, og fra andre Ord, som røyni (se raun f.).

reitr m. (Gen. og Flt. reitar), afgrændset Flade, Rude; særlig om en dyrket Jordflek, et Bed i en Have og lign. Alm. i Navne nordenfjelds, mest i bestemt Flt., Reitan. I et Par gudbrandsdalske Navne synes det der- fra forskjellige reit f. at forekomme, maaske snarest i Betydningen: Grøft (se Ross under Ordet).

rif n. (Gen. rifs, Dat. rifi), Rev, langstrakt, fra Land udgaaende Grund i Vand. Forekommer et Par Gange sms. med heimr. Det er muligt, at rif i Navne ogsaa har andre Betydninger foruden denne. Kan tildels for- vexles med refr, Ræv, og det deraf dannede Mandsnavn.

rimi m. (Gen. rima, Flt. rimar), langstrakt Forhøining, Jordryg eller Bjergryg. Deraf mange, dog mest nyere Navne. I nogle Egne brugt om en skovbevoxet Ryg eller om Skovstrimmel, Skovstykke overhovedet. Der findes ogsaa et stærkt bøiet Hunkjønsord rim, mest brugt fra Romsdals Amt og videre nordover; paa et enkelt Sted (i Selbu) er dette Ord af Intetkjøn (der brugt om Skovstykker). rimi bliver i Indherred ved Ligedannelse til Raa- maa, der i et Par Navne er blevet misforstaaet og skr. Rødmo. Ordet synes i et Par Tilfælde sms. med vin; om det nogle Gange forekommende, med heimr sms. Remmen hører hid, er kanske tvivlsomt.

rindi m. (Gen. rinda, Flt. rindar), omtrent enstydigt med det fore- gaaende Ord, men ikke som dette brugt om Skovstykker. Maa, uagtet det ikke kan paavises i Oldn., være gammelt Ord, bl. a. fordi gamle Sammen- sætninger som Rindin og Rindeimr vel maa henføres til det. Paa adskil- lige Steder nu brugt som stærkt bøiet Hunkjønsord, rind, der vel ogsaa er gammelt (mærk særlig Bygdenavnet Rind, nu Ring, i Ringsaker). Er i Navne vanskeligt at holde ud fra et gammelt Elvenavn Rind eller Rinda.

ringr (hringr) m. (Gen. rings, Flt. ringar), Ring, Kreds. Findes i adskillige gamle Stedsnavne, bl. a. i Sammensætninger med vin og heimr; er desuden alm. Pladsnavn i nogle Østlandsegne. Nogle gamle Navne, som Ringisakr (Bygdenavn, opr. Gaardnavn, paa Hedemarken og Gaardnavn i N. Aurdal) og Ringissjór, maa udgaa fra en afledet Form, men ere van- skelige at forklare (Ringissjór maaske af et opr. usms. Sønavn Ringir). Ringaríki har til 1ste Led et gammelt Folkenavn Ringar; det samme er maaske Tilfældet med Ringabú i Gudbrandsdalen. Endel med Ring- be- gyndende Navne komme af Mandsnavnet Ringr (Hringr), som Ringsrud, Ringstad; andre, som det synes, af et Elvenavn Ringa.

rís (hrís) n. (Gen. ríss, Flt. i Gaardnavne rísar f.), Ris, Kratskov; ogsaa brugt om Samling af afhugne Kviste og Buske. I usms. Navne mest i Flt. (Rise, Riser, Risan); ogsaa alm. som 1ste Led. Sammensætninger med heimr findes. At adskille fra det følgende Ord. Der har været et Elvenavn Rísa; kun faa Navne komme af det gamle rísi m., Kjæmpe.

ris n. (Gen. riss), Forhøining, Høidekam. Ikke kjendt fra Oldn., men sandsynlig gammelt Ord; bruges dog mest i nyere Navne. Nu oftest udt. med aabent i eller lukt e, paa enkelte Steder dog, som det synes, med lukt i.

rjóðr n. (Gen. rjóðrs, Flt. i Gaardnavne rjóðrar, rjóðar f.), aabent Rum i Skov, Grønning, Græsplet (jfr. glenna). Ikke sjeldent i Navne, men ofte ikke let at gjenkjende. I Udtalen er nu paa nogle Steder i Ordets Be- gyndelse r bortfaldet (Jo), paa andre j (Ro, Rø), hvilke Udtaleformer da gjerne have paavirket Skriftformen. Paa Grund af den sidst nævnte Udtaleforandring bliver det undertiden vanskeligt at skille fra ruð.

ró se rá.

rófa f. (Gen. rófu), Dyrehale. Findes i adskillige Stedsnavne, gamle og nyere, især i Smaalenene (jfr. Bd. I S. 20); at forklare som hali (se dette). Paa et enkelt Sted har det i ældre Tid været Grændenavn (i Gjerdrum, RB. 240).

ruð n. (Gen. ruðs, Dat. ruði), Rydning, ryddet Sted. Overordentlig hyppigt i Gaardnavne i den sydøstlige Del af Landet. Usms. findes det som Gaardnavn i c. 230 Tilfælde, hvoraf over 80 % tilhøre Østlandet, til og med Bratsberg Amt. Resten er omtrent jevnt fordelt over de øvrige Amter. Af de i disse forekommende usms. Rud-Navne tør dog nok flere i Virkeligheden stamme fra rjóðr. Ry, der findes som Gaardnavn paa fl. St. i Orklas Dal- føre, kommer sandsynlig ogsaa af det sidste Ord, uagtet det i den seneste Middelalder tildels findes skr. Ruð. I Ryfylke og S. Bergenhus Amt findes endel Gaardnavne, som nu skrives Rød eller Røen, men som efter Udtalen maa være en ellers ukjendt stærkt bøiet Hunkjønsform af Ordet; til denne synes der at findes enkelte Spor ogsaa ellers i Landet.

Som sidste Led findes ruð i c. 2900 Tilfælde. Disse tilhøre næsten alle Østlandet, Bratsberg Amt derunder indbefattet. Hele det øvrige Land har kun 20 af dem, hvoraf de fleste findes i Nedenes og i den øvre Del af Guldalen. Navnenes Fordeling over Østlandet er i det hele temmelig jevn; dog maa mærkes, at der er forholdsvis faa af dem i de fleste af de store Dal- fører, med Undtagelse af Numedal, især i deres øvre Bygder. Østerdalen har kun 14 (hvoraf 1 i Nordre Østerdalen), Nordre Gudbrandsdalen 21, Valdres 53 (intet i den øverste Bygd, Vang), Hallingdal 57. De Fogderier i Landet, hvor der findes flest af dem, er Rakkestad (266), Aker og Follo (219), Buske- rud (236).

Gaardnavne, dannede af dette Ord, høre i det store taget til det yngste Lag blandt de af vore Gaardnavne, som ere blevne til før Reformationstiden. Endnu i RB. er ruð som Betegnelse for en Jordeiendom i enkelte Tilfælde først paa Vei til at blive Egennavn (f. Ex. S. 240: Fors halft annat øyris bol ok øyris bol af rudinu þær hia; S. 341: i rudinu wp af Intaku), skjønt det paa mangfoldige andre Steder i samme Bog allerede op- træder som fuldt fæstet Egennavn. Et Bevis paa, at disse Navne ere for- holdsvis unge, er det ogsaa, at ret mange af dem ere sms. med Personnavne, der ikke have været brugte her i Landet før efter Kristendommens Indførelse, som Adam, Benedict, Jón, Klemet, Marteinn, Páll, Pétr, Stefan, Thomas, Cecília, Kristín. Paa den anden Side tør man vist ikke benegte Muligheden af, at ruð i Navne i nogle Tilfælde kan være gammelt; men som sikkert tør man fastholde, at det først har faaet sin store Udbredelse i forholdsvis sen Tid.

I de sms. Navne er 1ste Led, forsaavidt dets Betydning kan bestemmes, oftest Personnavn eller Tilnavn. I ikke faa Tilfælde er det et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed. Sjeldnere er Ordet sms. med Elvenavne, med Navne paa Træer, Planter og Dyr eller med Navne paa andre Gaarde, hvorfra "Rudet" er udgaaet.

Flere Omstændigheder tyde paa, at mange af de Gaarde, der ere sms. med ruð, maaske endog de fleste af dem, opr. have hedt Ruð i usms. Form og først senere have faaet et Forled tilføiet. Herom nærmere ovfr. S. 17. De sidste Navne ere ikke medregnede i det foran opgivne Tal. Jeg har saavidt muligt ved Optællingen søgt at undgaa at medtage de mange Navne af denne Klasse, som ere dannede i senere Tid i Efterligning af de gamle. Det kan her tillægges, at der findes Exempler paa, at en og samme Gaard med saadant Navn har været nævnt med forskjellige Forled, som den i DN. III 415 omtalte, senere forsvundne Gaard Ketjulsruð i Aas, der i dette Brev oplyses ogsaa at have været kaldet Bessaruð, efter en senere Eier af Navn Bessi.

Som usms. Navn har ruð nu oftest ubestemt Entalsform. Bestemt Entalsform (gammel Form Ruðit) findes næsten kun i Bratsberg Amt, og der især i Øvre Telemarken, hvor det skrives Rui, en Skriftform, som let kan lede til den urigtige Forudsætning, at det er gammel Dativform. Virkelig Dativform i Ental forekommer i Gudbrandsdalen, Valdres og Hallingdal, ellers kun 1 Gang i Smaalenene (Bd. I S. 16) og 2 Gange i det Trondhjemske.

I Nutidens Udtale lyder ruð i Gaardnavne, usms. eller sms., alm. dels Ru (lukt u), dels Rø; der skrives derfor ogsaa dels Rud, dels Rød. Udtalen med ø bruges i Egnene omkring Kristianiafjorden, dog ikke ved Fjordens inderste Del, videre østover til Rigsgrændsen i Kystbygderne og vestover, ligeledes kun i Kystbygderne, til Nedenes, ligesom ogsaa i de faa Tilfælde, hvori saadanne Navne findes længere vest og nord. Derved er at mærke, at Udtalen med ø har lidt videre Udbredelse i usms. Navne end i sms.; dog findes den ogsaa i disse kun nær Grændsen for -rø i sms. Form. Hvor der udtales ø i sms. Navne, bliver Vokalen ofte svækket til et tonløst e. Af de Ændringer, den oprindelige Form ellers kan undergaa i Udtalen, bør særlig mærkes, at r hyppigt bliver borte efter s og l; saaledes kan Eiriksruð blive til Ærse, Skúlaruð til Skulu. Skriftformen har undertiden rettet sig efter saadanne Udtaleformer, fordi man havde tabt Bevidstheden om Navnets Oprindelse, som i Belse i Frogn, opr. Bergþórsrud (tidligere skr. Belsø og paa Grund af denne Form forvansket til Belsjø).

En mindre udbredt Udtale er -ro, dels med lukt, dels med aabent o (Nordre Gudbrandsdalen, til og med Ringebu, og paa enkelte Steder i Ber- gens Stift).

ruðland n. (Gen. ruðlands) og det deraf afledede ruðlendi n. (Gen. ruðlendis), ryddet Land, findes som Gaardnavn, det første sjelden, det sidste i Lister og Mandal Amt ret ofte.

ruðningr m. (Gen. ruðnings), Rydning. Meget alm. Navn i nogle Egne, især nordenfjelds, altid brugt i bestemt Form. Nu paa de fleste Steder udt. med ø og oftest skrevet Rønningen, Rønningan. Er utvivlsomt gjennem- snitlig yngre end ruð, men kan paavises brugt som Navn allerede i MA. (RB. 380. 502).

ruðstaðr m. (Gen. ruðstaðar), Rydningssted, ryddet Sted. Som Gaardnavn temmelig alm. paa Østlandet, nu sædvanlig skr. Rustad, Røstad (undertiden i bestemt Form, Rustaden, ved Misforstaaelse tildels skr. Rustan); ogsaa enkelte Exempler nordenfjelds. Findes allerede i den senere Del af Middelalderen. Paa Oplandene bruges i nogle Bygder, mest mellem Mjøsen og Randsfjorden, med samme Betydning Røstø (tildels udt. og skr. Røste), Røstøa, der maa udgaa fra en gammel Hunkjønsform Ruðst&bmaapeno;ð.

rust f. (Gen. rustar), Lund, liden Skov. Ikke kjendt fra Oldn., men blandt de deraf dannede Stedsnavne er der flere gamle. Nu mest lydende Røst, paa Søndmør Ryst med aabent y. Ogsaa fra de andre hos Aasen og Ross anførte Betydninger af Ordet udgaa mulig nogle Stedsnavne.

ryggr (hryggr) m. (Gen. ryggjar, Flt. ryggir), Ryg. De deraf dannede Gaardnavne ere at forklare af den overførte Betydning: langstrakt Forhøining af Jord eller Fjeld. Som usms. Gaardnavn altid i Ent. Ofte sms. med Dyrs Navne, med hvis Ryg man har sammenlignet saadanne Forhøininger efter deres Form (Bjørneryggen, Galteryggen, Gjeiteryggen, Hesteryggen, Kobbe- ryggen, Reinsryggen, Suggeryggen, Svineryggen). Enkelte af disse Høidenavne ere overførte paa Gaarde.

røyni se raun f.

røysi (hrøysi) n. (Gen. røysis), ogsaa i Flertalsformen røysar f., Røs, Stendynge. Nu Hunkjønsord, Røis, i begge Tal, baade som Fællesord og i Navne. Som Navn usms. og sms.; af Sammensætningerne er den hyp- pigste Røysaland, ofte forekommende fra Kristianiafjorden til Søndhord- land. Findes sms. med heimr. Paa et enkelt Sted (Hole, Ringerike) er Røysi gammelt Bygdenavn.

r&bmaapeno;ð f. (Gen. raðar), Rad. Synes i den Anvendelse af Ordet, der ligger til Grund for dets Brug i Stedsnavne, at have betydet: Grusryg, Grusbanke. Har særlig været brugt om de lange Banker af Grus og Rullesten, gamle Moræner fra Istiden, som paa begge Sider af Kristianiafjorden stryge gjennem Smaalenene og Jarlsbergegnen (jfr. Norges Land og Folk I S. 7 og 14), og har der givet Ophav til en Del Gaardnavne. Er i disse Egne, ligesom ogsaa andensteds, nu Intetkjønsord, Raet. R&bmaapeno;ð forekommer som Ønavn (Radøen nordenfor Bergen).

r&bmaapeno;nd f. (Gen. randar, Flt. randir), Rand. Ikke ret ofte i Navne (jfr. Thj. VSS. 1891 S. 209, hvor der kan tilføies Gaardnavnet Randaberg ved Stavanger og Randøen østenfor Kristiansand, opr. R&bmaapeno;nd, jfr. Randar- sund i Fornm. s. IX 17). Mest bekjendt af disse Navne er Indsønavnet R&bmaapeno;nd, nu Randsfjorden (jfr. jaðarr).

salr m. (Gen. salar, Flt. salir), Sal, stort Værelse. Som 2det Led i en Mængde Gaardnavne, hvoraf det mest udbredte er det vistnok meget gamle Uppsalir, nu oftest skr. Opsal, men udtalt paa mange forskjellige Maader. Ialfald i denne Forbindelse synes salr ikke at kunne have anden Betydning end: Opholdssted, Gaard. Ellers kan fremhæves de ogsaa meget gamle Bygde- navne Skíringssalr, det nuværende Tjølling, Óðinssalr, der kjendes fra Smaalenene (Fagrskinna S. 12, jfr. Bd. I S. 310) og fra Melhus (DN. II 226). Kan i Navne tildels vanskelig skilles fra andre Ord, særlig s&bmaapeno;ðull, Sadel (om Høider med en Indsænkning), og hali, i Navne, hvis første Led ender med s (som Refshali, nu Refsal).

salt n. (Gen. salts), Salt. Stedsnavne, hvori dette Ord indgaar, skrive sig i de fleste Tilfælde fra den i ældre Tid langs Kysten i stor Udstrækning drevne Saltkogning af Søvand, som dengang kunde lønne sig, fordi Brænde- materialet var billigt og det fra Udlandet indførte Salt meget dyrere end nu. Oftest forekommende Sammensætninger Saltbúð (Saltbu, Salbu, jfr. Bd. I S. 343) og Saltketill (Saltkjel). Hvor denne Forklaring ikke er mulig, kunne saadanne Navne maaske tildels have Hensyn til et saltholdigt Myrhul eller noget lign. (jfr. Aasen og Ross under Salta). Fjordnavnet Salten, Salt- fjorden er af anden Oprindelse; det lyder i gammel Form Salpti og er endnu ikke sikkert forklaret. Fra denne Stamme Salpt- skrive sig mulig ogsaa nogle andre Stedsnavne (jfr. "Sproglig-historiske Studier, tilegnede Pro- fessor C. R. Unger" S. 47 f.).

sandr m. (Gen. sands, Dat. sandi, Flt. sandar), Sand. I en Mængde Gaardnavne, usms. og sms. Mange Sammensætninger med vin (Sandvin, Sandin, Sendin, S&bmaapeno;ndin) og med heimr.

saurr m. (Gen. saurs, Flt. i Navne saurar), Skarn, Smuds, Søle. I Navne vel overalt at forstaa om myret, dyndet Grund (jfr. med Hensyn til Forklaringen Landn. 126); findes usms. og som 1ste Led. Det mest udbredte sms. Navn er Saurb&bmoe;r, Saurbýr, nu oftest udt. Sørbø, Sørby. Disse Navne adskilles i Nutidsformen fra opr. Suðrbýr, Sørgaarden, derved, at dette har mistet r-Lyden i Udtalen (Søby); dette Navn har desuden fra gammel Tid oftest lydt Sunnbýr (nu Sundby). Som 2det Led i Navne udtales saurr nu med svækket Vokallyd (-sur, -ser).

sef n. (Gen. sefs), Siv. Findes i nogle Navne, deriblandt et meget gammelt, Sivesin i V. Toten (Sifisin, se DN. I 274. II 363); dette kommer dog kanske nærmest af en afledet Intetkjønsform paa i eller af et Indsønavn paa -ir. Kan ofte vanskelig holdes ud fra sæv-, Stammeformen af sær, Sø.

sel n. (Gen. sels, Dat. seli, Flt. i Gaardnavne maaske seljar f.), Sæl, Husene paa en Sæter. I Gaardnavne næsten kun i Kristiansands og Bergens Stifter, usms. og sms. Som 2det Led især brugt i Nedenes og den østlige Del af Lister og Mandal Amt, nu tildels udt. -søl. Forvexles let med andre i Stedsnavne brugte Ord, særlig Trænavnet selja, selr (Sælhund) og sil.

selja f. (Gen. selju), Silje (Træ). Undertiden usms., oftest som 1ste Led. I denne Stilling har det mange forskjellige Former i Nutidsudtale, saaledes Sel-, Sele-, Selle-, Selli-, Søl-, Silju-, Sylju-, Sølje-. Til dette Ord henføres vel ialfald rimeligst en oftere forekommende Sammensætning med vin, Selin (jfr. Bd. I S. 282).

setr n. (Gen. setrs, Dat. setri, Flt. i Gaardnavne setrar f.) betyder i de fleste Tilfælde i Gaardnavne vistnok: Opholdssted, Bosted (Sted, hvor man sidder, af sitja, sidde). Forskjelligt derfra, ikke blot i Betydning, men ogsaa i sproglig Form, er et af samme Stamme dannet Ord sætr (i det gamle Sprog ligeledes Intetkjønsord, men nu for det meste Hunkjønsord), Sæter, i den endnu vel kjendte Betydning af Sted i Udmark eller i Fjeldet, hvor man holder Kvæget om Sommeren. Disse Ord kunne forøvrigt ikke altid let skilles fra hinanden i Navne; de af det sidste kommende ere vist- nok for den største Del af gjennemsnitlig senere Oprindelse.

Begge Ord findes i Navne usms., i Ent. og Flt., og sms., i sidste Til- fælde mest som 2det Led. I denne Stilling kan setr let skilles fra sætr derved, at det sidste regelmæssigt har bestemt Form (-sætra, -sætret). Som 2det Led er setr meget almindeligt i Gaardnavne. Det findes i over 900 Tilfælde, mest udbredt i den nordlige Del af Landet, fra Søndfjord til Nord- land. Denne Landsdel har over 70 % af de med setr sammensatte Navne; forholdsvis flest af dem findes i Romsdals Amt (henimod 250). Paa Østlandet ere de forholdsvis hyppigst omkring Mjøsen.

Disse Sammensætninger synes at være temmelig gamle og tør vel for den største Del henføres til Vikingetiden og den nærmest forudgaaende Tid. De findes ikke paa Island, men derimod ikke sjelden i de gamle norske Kolonilande i Vesten. Det kan ogsaa mærkes, at Personnavne fra kristelig Tid ikke findes i denne Sammensætning (den eneste mulige Undtagelse er Paalset i V. Toten).

Med Hensyn til Valget af 1ste Led i disse Navne er Forholdet i det store taget det samme som ved Navnene paa -ruð. Forskjellen er, at Person- navne her ikke have fuldt saa stor Overvægt, medens Ord, der sigte til Ste- dets Beliggenhed eller Beskaffenhed, Elvenavne, Træ- og Plantenavne fore- komme forholdsvis oftere. I Sammensætning med andre Gaardes Navne findes setr ikke. I et Par Tilfælde er 1ste Led et Ord, der synes at have Hensyn til den hedenske Gudsdyrkelse (Frøiset, Veset).

Som sidste Led lyder setr nu oftest -set, tonløst eller svagt betonet (dels med lukt, dels med aaben Vokal). I den søndre Del af S. Bergenhus Amt, Indre Sogn og Nordfjord er Udtalen -sete med aaben Vokal, i Stjørdalen (undtagen Skatvaal Sogn) -sete med lukt Vokal. Om Formen med tilføiet Hankjønsartikel (-seten) i en Del af S. Trondhjems Amt se ovfr. S. 13. Naar Ordet som 1ste Led har Genitivformen Setrs, er det nu ofte blevet til Sæs-.

sil n. (Gen. sils), stilleflydende Strækning i Elv eller Bæk. Maa være af samme Stamme som det af Aasen og Ross fra N. Trondhjems Amt anførte Adj. sel, stilleflydende, men kan ellers ikke paavises som Fællesord i Oldn. eller i nuv. norske Bygdemaal; derimod findes det endnu bevaret i svenske. Deraf Bygdenavnet Sil, nu Sel, i Gudbrandsdalen, sandsynlig ogsaa Tryssil i Østerdalen. Ogsaa enkelte Gaardnavne komme antagelig deraf, skjønt man i disse har ondt for at adskille dette Ord fra andre i Lyd nærstaaende.

sjár, sjór se sær.

skagi m. (Gen. skaga), fremstikkende Odde af Land. Deraf adskillige usms. Gaardnavne. Paa nogle Steder, især nordenfjelds, bruges nu i samme Betydning Intetkjønsordet Skag, som oftere findes i nyere Navne. Deraf maa vel ogsaa forklares Fjeldnavnet Skaget (i Ø. Slidre). Det er at mærke, at enkelte opr. med Skaga- begyndende Navne komme af Mandsnavnet Skagi.

skáli m. (Gen. skála) bruges i Oldn. dels om Hal, et stort Værelse, dels om særskilte, til forskjelligt Brug bestemte Huse ved Siden af det egentlige Vaaningshus og om Huse langt fra Gaarden til midlertidigt Brug; nu i Folke- sproget om Skur og lignende Bygninger. Fra disse sidste Betydninger udgaar, ialfald i de fleste Tilfælde, Ordets Brug i Gaardnavne. Det kan ofte i Navne ikke sikkert skilles fra skál f., Skaal, der bruges om Fjelde og Tjern, vist- Ikke síl, som antaget af Fritzner. nok ogsaa om runde Fordybninger; af det sidste Ord udentvivl at forklare Sammensætningerne med vin og heimr, der forekomme hver 1 Gang (Skælin i Borge Sml., se Bd. I S. 272, og Skáleimr i Vikør).

skalli m. (Gen. skalla), Pande, Hovedskalle; i Bygdemaal ogsaa om en tør eller stenet Forhøining. Af den sidste Anvendelse af Ordet, som sik- kert ogsaa er gammel, er dets Brug i Stedsnavne i Regelen at forklare. I Sammensætninger som Skallerud, Skallestad, Skaltorp er dog vel snarest at tænke paa skalli som Tilnavn i Betydning: den skaldede, eller mulig som virkeligt Mandsnavn.

skapt n. (Gen. skapts), Skaft. Som Stedsnavn især om lavere Udlø- bere fra Fjelde, om Odder og om Holmer, fortrinsvis Holmer, som ligge yderst i en længere Række. I ældre Gaardnavne kun en sjelden Gang som 1ste Led. Et par Gange findes Sammensætning med vin (Skeptin). I nogle Tilfælde kommer Skaft- af Mandsnavnet Skapti.

skarð n. (Gen. skarðs, Dat. skarði), Skar, Indsænkning med Høider paa begge Sider. I Navne oftest usms. Sammensætninger findes med vin (Skerðin, Skorðin). Som 2det Led ikke sjelden i Skrift forvexlet med garðr, naar 1ste Led ender med s; ogsaa udsat for Forvexling med skor og sk&bmaapeno;r.

skeið n. (Gen. skeiðs, Dat. skeiði). Af de Betydninger, hvori dette Ord findes i det gamle Sprog, er vel: Bane, til Kapløb eller Kapridning, snarest den, der ligger til Grund for de Navne, hvori det forekommer; man kan have benævnt Stedet saaledes enten, fordi det virkelig brugtes til saadan Kappestrid, eller fordi det egnede sig til dette Brug. Forklaringen bliver dog noget usikker. Mulig kan man ogsaa tildels tænke paa den nu ikke ual- mindelige Betydning: Gaardsvei mellem Agre. I mange gamle Gaardnavne over det hele Land, mest usms., hyppigt i Dativformen, Skeie; i Udtalen nu tildels Ske eller Ski, især naar det staar som 2det Led.

sker n. (Gen. skers), Skjær: i Navne oftest sigtende til bare Klipper, som stikke op af Jordmark (jfr. fles), dog tildels vel ogsaa til lave, isolerede Fjeldhøider. Usms. vel kun i bestemt Form, Skjæret, i nyere Navne. Ofte som 1ste Led, ogsaa i ældre Navne; er dog da tildels af anden Oprindelse; kan saaledes komme af Elvenavnet Skjerva (Skerfa) eller af et andet af Stammen skarf dannet Ord.

skjá f. (Gen. skjár), Skur (f. Ex. til Bevaring af Fisk, Ved, Torv, Hø); endnu meget brugt, men gaaet over til Hankjønsord. Findes oftere i Navne, mest nyere og især i Nordland; alm. urigtigt skr. Sjaa. Endel Navne skrives rigtigt Sjaa- og komme dels af sjór, Sø, dels af Verbet sjá, at se. Dunkelt er det oftere forekommende Skjaastad (ikke Sjaastad), der ikke synes at kunne forklares af skjá.

skógr m. (Gen. skógar og skógs, Dat. skógi, Flt. skógar), Skov. Findes selvfølgelig i mange, tildels gamle Gaardnavne. Sammensætninger med heimr forekomme (Skógeimr, Skógareimr), men ingen med vin. I de fleste Østlandsegne nu udt. Skau, idet óg er gaaet over til au. I disse Egne har den vanlige Skriftform i senere Tid været Skoug, en Form, som er urigtig, idet den indeholder en Sammenblanding af det opr. Skog med Udtalens Skau.

skor f. (Gen. og Flt. skorar) bruges nu om en Afsats i en Fjeldside, en liden Flade under en steil Klippe; ogsaa om en større Flade ved Foden af et Fjeld (Aasen). Det har i ældre Tid tillige havt Betydningen: Skar, Revne i Fjeld eller Fjeldside, hvortil vel ogsaa den af Aasen fra Telemarken anførte Betydning: Hulning, omtrent som et Bækkeløb med Bakker paa begge Sider, er at henføre (efter Ordets opr. Betydning: Indsnit). Ofte usms., paa Østlandet mest i Flt., ellers mest i Ent., alm. skr. Skaar; lidet brugt i det Trondhjemske. Kan forvexles med garðr, skarð og sk&bmaapeno;r; som 1ste Led ogsaa med Elvenavnene Skorfa og Skorga og med Mandsnavnet Skorri.

skot n. (Gen. skots), synes i Stedsnavne brugt i Betydninger, der ikke kjendes ellers for dette Ord, men meget vel kunne forklares af dets Udspring af skjóta, skyde: Fremspring af Land, især høit Land, og op- ragende Høide (altsaa noget, som skyder frem eller skyder i Veiret). Enkelte Navne kunne vel ogsaa udgaa fra den hos Aasen omtalte Betydning: Sted, hvor Tømmer skydes ud over et Berg.

skriða f. (Gen. skriðu), Skred (Jordskred, Bjergskred, Sneskred); hyppigt brugt om Steder, hvor Skred engang have gaaet og der findes Mærker efter dem. I adskillige Navne usms. og sms., forskjellig udtalt (mest med lukt e i 1ste Stavelse). Paa nogle Steder findes med samme Betydning skrið n.

skuggi m. (Gen. skugga), Skygge. I Navne baade usms. og som 1ste Led, vel altid betegnende Steder, som ligge i Skygge, have lidet Sol. Af de sms. Navne (hyppigst Skuggaruð) ere nogle aabenbart temmelig gamle; af de usms. findes et enkelt (Skuggen i Borgund Sdm.) omtalt allerede i Joms- vikinga saga (Fornm. s. XI 118). De fleste af dem ere dog sikkert af nyere Oprindelse.

sláttr m. (Gen. sláttar), Slaatteland, Slaatteng. Findes i Navne ogsaa i Formerne slátta f., Slætt f. og Slætte n. Desuden maa der have været en stærkt bøiet Intetkjønsform Slaatt. Det hyppigt forekommende Gaardnavn Slaattet, Slottet kan nemlig visselig i mange Tilfælde ikke for- klares paa anden Maade, medens det i andre skriver sig fra, at der i Nær- heden engang har været en gammel "Bygdeborg" (se ovfr. under borg og Bd. I S. 119). En tredie Mulighed til Forklaring af nogle af disse Navne er, at man i Spøg kan have givet tarvelige Hytter Navnet "Slottet", og at dette kan have fæstet sig ved dem, som det er gaaet med mange andre Spøge- og Spottenavne.

slétta f. (Gen. sléttu), Slette, flad Strækning. I mange Navne, hvoriblandt endel gamle. At adskille fra de, der komme af de under den foregaaende Artikel omtalte Ord Slætt og Slætte. I sms. Navne har Slet- alm. sin Oprindelse af Adj. sléttr, hvoraf ogsaa en Sammensætning med vin kommer (Sletta i Romsdalen, Slitin i DN. II 233).

sló f., et ellers ukjendt Ord af ganske uvis Betydning, findes som 2det Led i nogle trondhjemske Gaardnavne (anførte i Thj. VSS. 1882 S. 26 Anm.); kan i Navnenes nuv. Form let forvexles med ló, saameget mere som s nu i flere Tilfælde er blevet borte i Udtalen. Det er maaske det samme Sló, der findes som Navn paa en nu forsvunden Gaard i Odalen i RB. 469.

sneis f. betyder: Pind, Stage, i forskjellige Anvendelser, bl. a. om Kornstør. I nogle faa Gaardnavne, som kunne tænkes at skrive sig fra denne sidste Anvendelse af Ordet; de kunde dog nok ogsaa henføres til dets, lige- ledes sjeldne Brug som Fjeldnavn (Lurusneisen ved Luruvandet i Nordli Sogn, Lierne). Findes en enkelt Gang som Gaardnavn paa Island (Hunavatns Syssel).

spjót n. (Gen. spjóts, Flt. i Gaardnavne spjótar f.), Spyd. Oftere i Navne paa Steder, hvor der er et Fremspring, som ender spidst, ligesom et Spydblad. Oftest sms., især med Ord, som betegne Ø, Nes, Vik, Indsø, Tjern. I Gaardnavne ogsaa usms., hvor da vel en fremstikkende Spids af en Høide i Regelen har givet Anledning til Navnet (jfr. Bd. I S. 56). I Nutidens Udtale Spjot-, Spjøt-, Spjut-, Spyt-.

staðr m. (Gen. staðar), Sted. Er i sin Anvendelse i Stedsnavne ganske forskjelligt fra Flertallet staðir, som derfor omtales nedenfor i en egen Artikel. Som Entalsord har staðr i Navne to forskjellige Betydninger. I ikke faa Tilfælde betyder det simpelthen: Sted, saaledes i Bólstaðr, Bú- staðr, Bjárstaðr (Gaardsted, af b&bmoe;r, nu alm. Bjaastad), Búðarstaðr (Bodsted), Hofstaðr (Tempelsted), Kaupstaðr (Handelssted), Kvernstaðr (Kvernested), Kerstaðr (Sted for et Fiskekar, til Laxefangst), Ruðstaðr (Rydningssted), Saltbúðarstaðr (Sted for Saltbod). I nogle saadanne Sammensætninger findes ogsaa med lige Betydning Hunkjønsordet st&bmaapeno;ð. Da staðr var saa overordentlig hyppigt brugt i Navne som 2det Led i Flertals- form, har det senere tildels faaet denne ogsaa i disse Sammensætninger, hvor det opr. var Entalsord.

I nogle Navne betegner derimod staðr aabenbart noget, som stikker frem, skyder ud (jfr. stafn). Denne Anvendelse af Ordet er maaske at for- klare af den gamle Betydning: Standsning (se Fritzner under staðr 1), fordi Fremspringet i Terrainet volder Ophold for den, der skal forbi, og, hvis det gaar ud i Søen, kan nøde ham til at vente for at faa anden Vind (jfr. Thj. VSS. 1891 S. 227). De mest bekjendte Exempler paa denne Anvendelse af staðr i Stedsnavne er Halvøen Staðr paa Grændsen af Nordfjord og Sønd- mør (i senere Tid urigtigt og mod Udtalen paa Stedet skrevet Stadt og der- for udtalt Statt) og Stadsbygden ved Trondhjemsfjorden, i ældre Tid Staðr, der danner et i en skarp Bøining af Fjorden udskydende Nes. Herhen hører vel ogsaa Gaardnavnet Stai (Staði, Dativform; i Storelvedalen, Kvikne og Vaage), den oftere forekommende Sammensætning med heimr (Staðeimr) og endnu nogle flere Navne. Gaardnavnet Staðsbj&bmaapeno;rg (i Skedsmo og i Øier), der skrives saaledes i den senere MA., maa derimod paa Grund af den uregelrette Genitivform vel antages at være en Forvanskning af Stafnsbj&bmaapeno;rg, som det skrives i Haakon Haakonsens Saga.

Ved nogle af Navnene i den sidst anførte Klasse kunde nok ogsaa tænkes paa det Stad m. eller n., der efter Aasen og Ross nu bruges paa fl. St. i Betydning: Elvebakke; dette maa være et gammelt Ord, da det findes med lignende Betydning ogsaa i svenske Bygdemaal.

staðir m. (Flertalsord, jfr. foregaaende Artikel). I Flertal aldrig usms. som Navn, alene anvendt som 2det Led. Dets Betydning i denne Forbindelse kan ikke sikkert bestemmes; men det maa synes rimeligt, at det er: Bosted; Grunden, hvorfor Flertalsformen altid er benyttet, er endnu ikke oplyst.

Antallet af Gaardnavne, sms. med staðir, er over 2500. De findes overalt i Landet; Antallet er dog forholdsvis størst paa Østlandet (navnlig i Smaalenene, i Akerhus Amt og i Hamar Stift) og i de trondhjemske Amter. Derimod er der meget færre af dem paa Strækningen fra Langesundsfjorden til og med Sogn; forholdsvis flest findes der i denne Landsdel i Stavanger og i Lister og Mandal Amter. Paafaldende er Modsætningen mellem Sogn med kun 32 af dette Slags Navne og Sønd- og Nordfjord med 90. Paa Øst- landet staa Hedemarkens Fogderi med 137 Navne og Kristians Amt med 322 forrest; nordenfjelds har S. Trondhjems Amt 166 og N. Trondhjems 199.

Sammenligner man disse Navne med Hensyn til Udbredelsen i Landet med de ældre paa -vin og -heimr, viser det sig, at flere af de Egne, der have paafaldende faa Navne af de to sidste Klasser, ere ret vel forsynede med Navne af den første. Stærkest er Forskjellen i Tromsø Stift med 147 Navne paa staðir mod 2 paa vin og 7 paa heimr. Omvendt gives der Egne, hvor de to ældre Navneklasser hver for sig have Overvægten, Halling- dal, Nedre Telemarken, Hardanger og Voss, Sogn; i Valdres og paa Ringerike er der ialfald flere Navne paa vin end paa staðir, og i Romsdals Fogderi flere paa heimr end paa staðir.

Af Interesse er det ogsaa at sammenligne Forekomsten af Navne paa land og paa staðir. Hvor der er ualmindelig mange af de første, er der forholdsvis faa af de sidste, saaledes paa den omtalte Strækning fra Lange- sundsfjorden til Sogn (dog med Undtagelse af selve Sogn og af Hardanger og Voss), og omvendt. Man skulde næsten tro, at disse to Ord have konkurreret med hinanden ved Dannelsen af Gaardnavne i Vikingetiden, i hvilken Tid de begge maa have været mest brugte, saaledes at det ene har været mest yndet i nogle Egne, det andet i andre.

Navne paa staðir forekomme ikke sjelden i de i Vikingetiden opstaaede Kolonier i Vesterlandene; paa Island havde en Mængde af de i Landnams- tiden grundede Gaarde saadanne Navne. Det maa deraf sluttes, at Dannelsen af Navne med staðir hovedsagelig falder i denne Tid, om den end kan være begyndt noget tidligere og kan have været fortsat noget ud over Vikingetidens Grændse. Meget længe kan det dog ikke have været, eftersom der blandt de mangfoldige Navne af denne Klasse, som have et Personnavn til 1ste Led, kun findes et eneste, hvori Personnavnet hører til de i den kristelige Tid indførte, Jónsstaðir, der tilmed kun forekommer 2 Gange.

Deri ikke beregnet de temmelig mange, som man har dannet fra nyt i Lighed med de gamle i senere Tid.

1ste Led er ved staðir i de allerfleste Tilfælde en Persons Navn eller Tilnavn; ved intet andet af de mere udbredte Sammensætningsled har Forled af denne Art saa stor Overvægt. Ikke saa ganske sjelden træffes som Forled Navnet paa en Elv, en Fos eller en Strøm i en Elv. Kun i faa Tilfælde har man hidtil i saadan Sammensætning kunnet paavise Navne paa Fjelde, Høider, Indsøer eller Fjorde.

Udtalen er nu i den største Del af Landet -sta. Flere afvigende Former findes dog. I den større, sydlige Del af Jæderen afkortes -staðir nu til -st (jfr. bólstaðr); H&bmaapeno;gnastaðir bliver saaledes der til Hognest, Guðmund- arstaðir til Godmest, Reiðarsstaðir til Reiest, Oprustaðir til Aabrøst osv. I Hardanger, paa Voss og i den nordenfor Bergen liggende Del af Nord- hordland udtales staa (paa nogle Steder i Nordhordland dog -ste). I en stor Del af S. Trondhjems Amt (ikke i Fosen) er Udtalen oftest -sto eller -staa, hvorhos hyppigt Hankjønsartikelen i Ental tilføies (se ovfr. S. 13); ogsaa, hvor i disse Egne Udtalen er -sta (eller med Artikelen -sta'n), kommer dog tildels afvigende Form frem i Gen. og Dat. (-sto, -staa, -stom, -staam). Det sidste er ogsaa Tilfældet i Stjørdalen sydligst i N. Trondhjems Amt.

Der er flere andre Sammensætningsled, som i den nuv. Udtale eller ial- fald i Skrift ere faldne sammen med staðir; undertiden bliver det derfor vanskeligt at bestemme Navnets oprindelige Form for 2det Leds Vedkom- mende. Hyppigst er dette maaske Tilfældet med st&bmaapeno;ð, der nu som 2det Led ikke sjelden udtales -sta og da ogsaa gjerne skrives -stad. Videre bliver ofte i Navne, hvor 2det Led er dalr og 1ste Led ender med s, dalr afkortet til -da og derhos d ved Indflydelse af s forhærdet til t, saa at Navnet i Udtalen kommer til at ende med -sta; ogsaa da skrives ofte nu -stad (f. Ex. Fjerding- stad paa Eker, opr. Fjórðungsdalr, Vettesdal i S. Undal, udt. Vættesta; jfr. ogsaa Bd. I S. 372). Paa nogle Steder i Nordre Østerdalen og i Sønd- hordland bliver stofa som 2det Led i Udtalen afkortet til -sta; i Tønset finder man saaledes Suðrstofa og Útstofa udt. Søsta, Usta (skrevet Sør- sten, Usten, i Tysnes Myklestad for Myklastofa, i Fuse Austestad for Austrstofa og Øfstestue udtalt Øppsta. Ogsaa steinn, st&bmaapeno;ðull og stafr kunne som 2det Led blive til -sta. En enkelt Gang sees steðja at være af- kortet til -sta (Skjerdingstad i Melhus, opr. Skerðingssteðja; Overgangen skeet allerede i den senere MA., AB. 44). Det skjønnes let, at saadanne For- andringer ofte kunne have fundet Sted uden at efterlade noget for os kjende- ligt Spor; man opdager dem i Regelen kun, hvor ældre Skriftformer haves, som røbe dem. Her maa videre mærkes de Tilfælde, hvor oprindeligt staðr er blevet til staðir, se ovenfor under staðr.

I de Egne, hvor ubestemt Flertalsform nu i udtalen har Endelsen a, bliver, naar Ordets Stamme ender med st, Udtalen naturligvis sta; i saadanne Tilfælde kan da et usammensat Navn faa Udseende af at være sms. med staðir, og falsk Skrivemaade med -stad opkommer, som nu ikke let kan udryddes (f. Ex. Tastad ved Stavanger, opr. Tastar; Baustad i Nerstrand, tildels endnu urigtigere skrevet Bustad, opr. Baustar).

stafn m. (Gen. stafns, Dat. stafni, Flt. stafnar), Stavn, paa et Skib eller en Baad; i Navne overført brugt om stærkt fremspringende, brat Høide og om langt udstikkende Odder. Ikke meget hyppigt, usms. og som 1ste Led. Et Par Gange findes Sammensætning med heimr. Som 1ste Led nu ofte Stam- og da let forvexlet med Stamm, Dæmning. Jfr. staðr.

stafr m. (Gen. stafs, Dat. stafi, Flt. stafir), Stav, Stok. Dets ret hyppige Brug i Gaardnavne, usms. og sms., kan tildels skrive sig fra dets Anvendelse som Fjeldnavn. Det synes derhos at have været brugt som Navn paa langt fremstikkende Halvøer og Nes, der havde saadan Form, at de kunde sammenlignes med en Stav; derpaa tyder bl. a. den hyppige Forekomst af Navnet Stavenes, Stavnes (nu tildels udtalt Stamnes). Ordet findes ogsaa i Elvenavne (som i det ikke sjeldne Stavaaen), maaske betegnende en Elv, som paa en længere Strækning har ret Løb. Findes sms. baade med vin (Stafin, St&bmaapeno;fin, det sidste nu lydende Støvi eller Stovi) og heimr. Jfr. staurr, stokkr, st&bmaapeno;ng.

stakkr m. (Gen. stakks) findes af og til i Gaardnavne i Betydning af Høstak og lign. (ikke saa alm. som hjalmr). I nogle Tilfælde er Ordet indkommet gjennem dets Brug som Fjeldnavn.

staurr m. (Gen. staurs), Stør, Pæl. Usms. og som 1ste Led i nogle Navne, deriblandt Sammensætninger med vin og heimr (Staurin, Staur- eimr). Kan delvis forklares af Ordets Brug som Fjeldnavn; mulig har det ogsaa, ligesom stafr, været brugt om Halvøer og Nes (Staurnes forekommer paa flere Steder). Nogle nyere Navne udgaa vistnok fra Betydningen: Korn- stør. Jfr. stafr, stokkr, st&bmaapeno;ng.

steig f. (Gen. steigar) kjendes ikke som Fællesord, men findes som Gaardnavn, temmelig sjelden, men i forskjellige Landsdele. Maa komme af stíga, stige, og sigter maaske til høi Beliggenhed.

steinn m. (Gen. steins, Dat. steini, Flt. steinar), Sten. De mange af dette Ord kommende Navne have i Regelen Hensyn enten til store, jordfaste Stene eller til Stene, reiste af Mennesker (som Bautastene), eller ogsaa til Fjelde, høie Holmer og Smaaøer; saadanne kaldes nemlig ofte "Steinen", med eller uden et Forled. Kun i enkelte sammensatte Navne sigtes til stenig Jordbund; derom bruges alm. grjót (se dette). I nogle Til- fælde endelig ere saadanne Navne givne efter noget, som har været bygget af Sten (Steinbrú, Steinker). Som sidste Led hyppigt afkortet i Ud- talen, til -stei, -sti, -ste, -sta. Som 1ste Led kommer Steins- ofte af Mands- navnet Steinn eller et dermed sammensat Navn (Steinarr, Steinulfr).

stofa f. (Gen. stofu), Stue. Mest som 2det Led, i Navne af noget senere Oprindelse, i meget forskjellige Udtaleformer, ofte afkortet (som -stu, -stog, -stau, -stø, -sta, -sto). I Nordre Østerdalen findes ved Siden af -sta (omtalt ovfr. S. 78) den endnu stærkere afslidte Form -sa; begge disse Ende- led indeholde stofa i bestemt Form.

stofn, stufn m. (Gen. stofns, Flt. stofnar), Træstubbe. Ikke ret ofte, usms. og som 1ste Led; usms. vel altid i Flt. Nuv. Udtaleformer i Navne Stomn, Stumn, Stømn, Stønn. Maa vistnok forstaaes som betegnende Steder, hvor mange Træstubber stod igjen efter omhugget Skov, dengang da Navnet blev givet. Jfr. stúfr.

stokkr m. (Gen. stokks, Flt. stokkar), Stok, afhuggen Træ- stamme. Af de Betydninger, hvori dette Ord er indgaaet i Navne, kunne ial- fald enkelte paapeges, medens Forklaringen af dem i mange Tilfælde bliver ganske uvis. Det har paa flere Steder været Navn paa Sund, altid vel brugt om retløbende Sund. Stokken kaldes endnu Sundet mellem Stokkøen og Fastlandet i Fosen, og dette er sikkert ogsaa det opr. Navn paa Sundet mellem Stord og Bømmelen i Søndhordland, der nu kaldes Stoksund; der findes endnu en Gaard af Navn Stokken ved Sundet. Det samme tør antages om Stoksund i Brunlanes og Oddernes. Som Fjeldnavn forekommer stokkr ogsaa, om end sjelden. Videre findes Stokka og Stokkaaen som Elvenavn, hvorved ligeledes ret Løb kunde være Grund til Navnet; dog kan her være Spørgsmaal ogsaa om Afledning af støkkva, springe, hoppe. Endelig maa Brugen af Ordet stokkland i en gammel norsk Lov (se NgL. V under dette Ord) i Betydning af "Rydningsplads" vække Formodning om, at ogsaa stokkr i Gaardnavne kan have en lignende Mening. Ordet findes sms. med vin (Stykkin). Oftest i Navne usms. og i Flertal. Jfr. stafr, staurr, st&bmaapeno;ng.

strind f. (Gen. strindar) er i sin temmelig sjeldne Forekomst i Navne vel at forstaa i en af de af Aasen anførte Betydninger: Strimmel, Stribe (jfr. áll, jaðarr, r&bmaapeno;nd). Paa flere Steder Bygdenavn (Strindar og Borgstrindar áttungr paa Voss og Strind ved Trondhjem).

str&bmaapeno;nd f. (Gen. strandar), Strand. Meget alm. Gaardnavn, mest usms. (Strand, Stranden, kun undtagelsesvis i Flt., Strande; tildels nu udt. Strond, Strønd). Ogsaa om Gaarde, som ligge ved en Elv eller en Bæk. Hyppigt i Navne paa Bygder og Grænder, som ligge langs Vand.

stufn se stofn.

stúfr m. (Gen. stúfs), Stump. Ikke meget alm. i Navne, mest som 1ste Led. Kan tildels i disse have den nævnte Betydning, men vel oftest en anden, der tilfældigvis ikke forekommer i Oldn.: Stubbe af et Træ (jfr. stofn). Sammensat med vin i Stýfin. Udentvivl med samme Betydning have stumpr og stubbr, stubbi været brugte allerede i MA., da Navne dan- nede af disse Ord forekomme i denne Tid (se f. Ex. Stumparuð og Stubba- ruð i Registret til RB.). Af saadanne Navne er der ikke faa, særlig af de med stubbr dannede; dette findes ogsaa usms. som Navn (Stubbe, Stubban).

st&bmaapeno;d f. (Gen. og Flt. st&bmaapeno;ðvar) findes i Navne oftest i den Betydning, hvori det endnu bruges i Landet i Formen "Stø": Landingsplads for Baade. Meget alm. usms. i Ent. I Nedre og Øvre Telemarken og tildels i Hardanger udt. Staa; som sidste Led ofte afkortet til -sta eller -ste (jfr. staðir). Des- uden bruges Ordet nu som sidste Led i Navne ofte med Betydning: Sted, hvor noget staar, hvor det kan anbringes eller pleier at anbringes (f. Ex. Hesjestø, Stakstø, Skjenstø; i samme Betydning ogsaa det hos Aasen anførte Intetkjønsord Støde, jfr. ogsaa staðr ovenfor).

st&bmaapeno;ðull m. (Gen. st&bmaapeno;ðuls, Dat. st&bmaapeno;ðli, Flt. st&bmaapeno;ðlar), Sted, hvor Kvæget pleier at samles for at blive melket; ogsaa brugt om Sæterbygninger med omgivende Plads, og i adskillige Dele af Landet nu enstydigt med "Sæter". I mange Gaardnavne, usms. og som 2det Led, forskjellig udtalt, dog mest Støl. Som andet Led undertiden afkortet til -stel.

st&bmaapeno;ng f. (Gen. stangar, Flt. stengr og stangir), Stang. I mange Gaardnavne, usms. (Stang, Stange, Stanger) og som 1ste Led. Som Vink til dets Forstaaelse i nogle af disse Tilfælde kan nævnes, at Stang, Stangen findes brugt som Navn paa Halvøer og Øer, og at Stangnes er en alm. fore- kommende Sammensætning. Dermed ere dog vistnok langt fra alle disse Til- fælde forklarede. Jfr. stafr, staurr, stokkr.

sult f. (?) kan ikke nu paavises i Oldn., men synes at findes i ad- skillige Gaardnavne, nu lydende Sylte; den gamle Form Sultar er bevidnet ved AB. 66. 81. 83. 106 og DN. III 259 (paa et enkelt Sted, AB. 68, findes ogsaa Syltar). Maa staa i nær Forbindelse med det i den sydøstlige Del af Østlandet brugte, vistnok med salt beslægtede, Sylt, Sylta, der efter Ross betyder: en liden Sump, oftest uden synligt Afløb og vegetationsløs og saltholdig i Midten, derfor gjerne søgt af Kvæget. I Finmarken bruges Ordet nu om en lav, flad Strand, som ved Høivande overskylles af Søen. I et en- kelt Tilfælde (i Manger) skrives en Gaard, hvis Navn nu udtales Sylta, i MA. baade i Siltum og Siltrar (BK. 56 a). Dette tyder paa en Side- form med r i Stammens Udlyd, hvortil ogsaa endnu brugte Stedsnavne hen- vise (Gaardnavnet Syltren, udt. Sy1ltra, i Brønnø; Navne som Syltretjern, Sylterøen).

sund n. (Gen. sunds, Dat. sundi, Flt. i Gaardnavne sundar f.), Sund, smal Strækning af Vand mellem bredere; ogsaa om Overfartssted over en Elv eller et smalt Vand. Tildels udt. Synd, Synn, paa enkelte Steder Sinn. Som sidste Led afkortes det ofte til -sen; lyder i denne Stilling tildels ogsaa -sing, -søng. Nogle af dette Ord kommende Navne synes at forudsætte Betydningen: trangt Pas paa Land, smal Strimmel mellem Jordsmon af anden Art; denne Betydning kan med Sikkerhed paavises paa Island (f. Ex. búðarsund, trang Passage mellem to Boder; mýrarsund, Myrstrimmel mellem Høider; Mjó- syndi, Egennavn paa et ved Sammenknibning af en Dal dannet Pas, Kålund Hist.-topogr. Beskr. I 477). Sammensætninger findes med vin (Sundin, Sundvin) og med heimr. Som 1ste Led er det at skille navnlig fra det gamle Sunn-, der kommer af suðr og betyder: søndre (Sundby, Sundalen).

svað n. (Gen. svaðs, Dat. svaði), bar Klippegrund, især hvor Jorddækket er afskyllet eller borttaget ved Skred. Har ogsaa været brugt i Formerne sv&bmaapeno;ð, svaða, svæða, svæði, der tildels blot kunne paavises i nyere Norsk eller i Stedsnavne (jfr. Bd. I S. 117). svað og svæði findes ogsaa brugt om Fjordstrækninger, indelukte Bassiner, Udvidelser af Sund og desl.

sviða f. (Gen. sviðu, Flt. sviður), svedet Sted, Sted der er ryddet ved Brænding. Almindeligt Gaardnavn, i denne Form mest paa Vestlandet. Paa Østlandet mest Svea, der maa forudsætte et gammelt svið f., nordenfjelds Sveet, svarende til svið n. I Indherred findes paa mange Steder en Flertals- form Svedjan (jfr. svensk svedja, svedjeland). Det maa desuden mærkes, at Sviða ogsaa har været brugt som Elvenavn. I samme Mening som det førstnævnte sviða er paa endel Steder det af samme Stamme dannede svið- ningr m. brugt som Navn (nu Svinning, Svenning).

svæða, svæði, sv&bmaapeno;ð, se svað.

sv&bmaapeno;l f. (Gen. svalar, i Oldn. nu alene paavisligt i Flertalsformen svalar, svalir), Sval, bedækket og mod Udsiden aaben Gang omkring et Hus. I Gaardnavne maaske kun i Svalestuen (Svalastofa), der er almindeligt i Tele- marken, men ogsaa forekommer i Numedal og i Sætersdalen. Andre Navne, der begynde med Sval-, kunne komme af Adj. svalr (kjølig), af Mandsnavnet Svali, af Fuglenavnet svala (Svale), mulig ogsaa fra andre Kilder.

sær m. (Gen. sævar), ogsaa i Formen sjár, sjór (Gen. sjávar, sjóvar), Sø, brugt baade om Havet og om Indsøer. Sjelden som Navn usms., men ofte i sms. Navne, især som 1ste Led, meget forskjellig udtalt i Nutiden. En særegen Anvendelse har det i de vestlige og nordlige Kystegne, især i Nordland, hvor Sjøen, føiet som 2det Led til en Gaards Navn, betegner Gaar- dens Landingsplads nede ved Søen (f. Ex. det bekjendte Dampskibsanløbs- sted Sandnessjøen paa Helgeland; ofte ved Misforstaaelse skr. Sandnesøen og opfattet som sammensatt med øy, Ø). Navne, dannede af dette Ord, ere hyppigt i senere Tid misopfattede og som Følge deraf feilagtigt skrevne; særlig kan bemærkes, at Sjør-, af Genitiven Sjóvar, ofte skrives Skjør-, og at sær som 2det Led af og til er blevet forvexlet med sel og setr.

sætr se setr.

s&bmaapeno;ðull m. (Gen. s&bmaapeno;ðuls), Sadel. Forekommer, i Formen Sal, i nogle Gaardnavne, altid vistnok sigtende til sadelformede Indsænkninger i eller mellem Høider, eller ogsaa til Fjelde, som have faaet det meget almindelige Navn Sadelen (Salen), fordi de have en saadan Indsænkning.

taka f. (Gen. t&bmaapeno;ku) findes fra gammel Tid som Gaardnavn, i bestemt Form, Takan, i nogle Bygder ved den svenske Grændse, fra Rødenes til Eidskogen (jfr. Bd. I S. 174). Efter sin Afledning af taka, tage, er det vel at forstaa: optaget, opdyrket Land, altsaa som et af de mange Udtryk for "Rydning". Paa enkelte Steder i Stavanger og S. Bergenhus Amter findes et Gaardnavn Tøkje (Tøgje), der er Intetkjønsord og vel kan tænkes at svare til et gammelt t&bmoe;ki n., med samme Betydning.

teigr m. (Gen. teigs, Flt. teigar), Teig, afdelt, afgrændset Stykke Jord eller Skov. Findes i mange Navne, mest nyere, men ogsaa adskillige gamle, i Regelen usms. eller som 2det Led. I et enkelt Tilfælde sms. med et Gudenavn (Frøysteigr). Naar det bruges som 2det Led i bestemt Form (-teigen) efter et med s endende Forled, kan det forvexles med steinn, da Udtalen bliver den samme eller næsten den samme.

tj&bmaapeno;rn f. (Gen. tjarnar, Flt. tjarnir), Tjern, liden Indsø; ogsaa brugt om Vandpytter og Vandhul. Der findes allerede i MA. en Sideform af Intet- kjøn, tjarn (Gen. tjarns), hvoraf ofte Kjens-, Kjøns-, Tjens- som 1ste Led i Nutidsnavne (Kjensli, Kjensmo, Kjønsøen osv.). Blandt de forskjellige Ud- taleformer kan mærkes det undertiden forekommende Kjinn. I Stavanger Amt findes i Navne et Tjens- af anden Oprindelse, kommende af hjalmr, se dette Ord.

tó f., Græsplet, liden Grønning mellem Klipper og Krat (Aasen). Da deslige Grønninger i Fjeldsider gjerne findes paa Flader eller Afsatser i Skraa- ningen, bruges Ordet ogsaa særlig om en saadan græsklædt Afsats. Hyppigt i Gaardnavne, usms. i Formerne To og Toen, den sidste stammende fra den gamle bestemte Dativform Tónni; kan i denne Form være vanskeligt at ad- skille fra tún. En Sammensætning med vin, T&bmoe;n paa Voss, har vel dette Ord til 1ste Led. Paa enkelte Steder i Flertalsform, Tøa og (bestemt) Tødna.

torg n. (Gen. torgs, Dat. torgi, Flt. i Gaardnavne torgar f.), et Torv, Mødested for Handelssamkvem. Findes paa nogle Steder som Gaard- navn, mest brugt om Smaapladser, men ogsaa i enkelte Tilfælde, hvor det maa være gammelt. Maa vel overalt — undtagen kanske enkelte Gange, hvor det er af meget sen Oprindelse — antages at sigte til en gammel Mar- kedsplads, enstydigt med kaupangr, se dette. Oplysende i denne Henseende ere især to af de Tilfælde, hvori det forekommer. Paa Torge i Elverum (i gammel Form enten Torgar eller Torgi, nu gjerne urigtigt skr. Thorrud) holdtes endnu i Slutningen af forrige Aarh. det saakaldte Nilsmessemarked for Tryssilboerne (Krafts Beskr. 2den Udg. I 341), og Biskop Jens Nilssøn for- tæller i sin Beretning om en Visitatsreise i 1594 (S. 277) om Sæteren Torget paa Krokskogen, at "de der lægge Tjære og Tunge (d. e. Korn) op om Vin- teren"; her have altsaa Ringerikingerne paa Vinterføret bragt de Varer op, som de havde at afsætte, formodentlig nærmest til Borgerne i Oslo.

tr&bmaapeno;ð f. (Gen. traðar, Flt. traðir), af troða, træde, maa have Grund- betydningen: stærkt betraadt, opptraakket Plads. Det bruges om en Fold, hvori Kvæget indelukkes, om en indhegnet Havnegang i Hjemmarken, om en indhegnet Eng, om et Jordstykke, der er lagt til Hvile efter at have været opbrudt til Ager osv. Mest i nyere Navne. Nu i flere forskjellige Former, Traa f., Trø f., Tra n., Træe og Træ n., Trøe n.

tún n. (Gen. túns, Dat. túni, Flt. i Gaardnavne túnir f.) har opr. betydet: Gjerde (samme Ord som tydsk Zaun) og derefter: indhegnet Sted. Det tør være muligt, at det har havt denne Betydning endnu i de ældste af de norske Gaardnavne, hvori det forekommer. I Norge har det i den histo- riske Tid været brugt om Gaardspladsen paa en Gaard (fordi den var ind- hegnet), tildels ogsaa med Indbefatning af de omgivende Bygninger (derfor paa Vestlandet om de forskjellige Parter eller Brug i en Gaard). Sammen- sætninger findes baade med vin (Túnin, Túninjar) og med heimr (Tún- eimr, nu tildels i Udtalen forandret til Tanum, Tannum, Tønnum, Tonneim). Udtales paa Østlandet Ton og kan da forvexles med det under tó omtalte Toen; som 2det Led ofte afkortet til -tu eller -to.

tupt eller topt f. (Gen. tuptar, Flt. tuptir), Hustomt. I Navne mest usms., ofte i Flt., eller som sidste Led. pt er i den største Del af Landet nu gaaet over til ft. Som Sideformer forekomme i middelalderske Jordebøger typt, tomt, tumt, tymt, tømt (Formerne med mt jevnlig skrevne med et f eller p mellem disse to Konsonanter); dertil svare som Nutidsformer Tøft, Tomt (udtalt dels med lukt, dels med aaben Vokal), Tømt, paa enkelte Steder Temt. Kan i Navne ikke altid sikkert skilles fra en Stamme þopt, af uvis Betydning, hvoraf f. Ex. det bekjendte Tofte (Þoptin) i Dovre kommer.

þorn m. (Gen. þorns), bruges i Betydningen Tjørn, Tornebusk endel i Gaardnavne, hyppigst i Forbindelsen Þornberg, nu alm. gaaet over til Tan- berg. Nogle Sammensætninger med heimr kunne forklares af Ordet (Todneim i Høiland og Hetland, Tansum i Eidsvold). Det deraf afledede þyrni n., Sted bevoxet med Tjørn (jfr. S. 31 ovfr.) findes ogsaa i nogle Navne, nu ly- dende Tønne-, Tøns-.

þorp n. (Gen. þorps, Dat. þorpi, Flt. i Gaardnavne þorpar f.) findes i Oldn. brugt om en Klynge af Gaarde og, hvor der tales om udenlandske Forhold, om Byer. I nyere Folkesprog bruges det paa enkelte Steder, som i Østerdalen, om en Husmandsplads, ligesom nu i Svensk; efter Ross findes det desuden i Ryfylke brugt om en Flekke, et Strandsted. At Betydningen Husmandsplads ikke har været fremmed for det gamle Sprog, synes at maatte sluttes af det haanlige Begreb, som lægges i Ordet þorpari. Oldn. þyrpast betyder: flokke sig sammen; i Gammeldansk er Torp: Landsby, ligesom det tilsvarende tydske Ord Dorf. Det synes derefter rimeligt, at Ordets Grund- betydning ved Anvendelse i Stedsnavne har været: tæt beboet, folksomt Sted. Overgangen til den tilsyneladende stærkt afvigende Brug om Husmands- pladse kan maaske forklares saaledes, at saadanne Pladser ofte laa i Klynge i en Udkant af Grænden eller af Gaardens Jorder.

Þorp findes som Gaardnavn baade usms. (mest i Ental, sjeldnere i Flt. og i Dativform i Ent. og Flt.) og som 2det Led i sms. Navne. I den sidste Brug er det ikke hyppigt uden i Smaalenene, der har 3/4 af samtlige Landets Navne paa -torp; især ere disse almindelige i Rakkestad Fogderi. Der findes endel af dem ellers paa Østlandet; det vestligste af dem er i Mandalsdalen. Længere vestover og nordenfjelds mangle de. Det usms. Torp har noget vi- dere Udbredelse. Ogsaa af disse Navne har Smaalenene over Halvdelen, men der er dog adskillige af dem i Akershus og Hedemarkens Amter og enkelte hist og her ellers (4 i Lister og Mandal, 2 i S. Bergenhus og 2 i Trondhjems Omegn). Antallet idethele er ikke meget stort, noget over 50 usms. og noget over 70 sms.

1ste Led i de sms. Navne er oftest et Personnavn eller Tilnavn, men det kan ogsaa være et Elvenavn eller et Ord, som har Hensyn til Stedets Beskaffenhed eller Beliggenhed. Om disse Navnes Alder lader sig for Tiden neppe andet sige, end at de maa gaa temmelig langt tilbage.

Som Bygdenavn findes þorp paa nogle faa Steder. Det nuv. Eidsvold Sogn, den vestenfor Vormen liggende Del, kaldtes i MA. Austþorp og i Modsætning dertil Nannestad og Bjørke Sogne Vestþorp. Et Sogn i Nordre Land hed Þorp og kaldes endnu Torpa med ændret Kjøn (Hunkjøn).

þúfa f. (Gen. þúfu, Flt. þúfur), Tue. I Gaardnavne vel oftest at for- klare af Ordets Brug om Høider og Fjelde; det er meget alm. i Fjeldnavne, ogsaa om større Fjeldtoppe. Der har desuden været en Hankjønsform þúfr, der nu fra Oldn. kun kjendes i Gaardnavne, men endnu bruges som Fælles- ord i Hallingdal og i Bergens Stift med Betydning: Top, Knude, noget spids Forhøining paa en Flade (jfr. Bd. I S. 11). Paa et Par Steder findes Sam- mensætning med vin, Þýfin.

þveit f. (Gen. og Flt. þveitar) findes i Oldn. ikke som Fællesord, ialfald ikke i en Betydning, hvoraf Stedsnavne kunde forklares. Nu bruges Tveit i endel Bygder bl. a. om en Græsplet mellem Skov eller Klipper, en Slaatteng i Skoven, en Rydning (se Aasen og Ross). En Del af de af Ordet opstaaede Gaardnavne, som have bestemt Form og kunne være forholdsvis unge, maa vel henføres til disse Betydninger. I Tilfælde, hvori Navnet er gammelt, er det derimod et Spørgsmaal, om ikke Betydningen har været sim- pelthen: udskilt Part, for sig beliggende Jordstykke, der naturlig kan udledes af det gamle, i Angelsaxisk bevarede Verbum þwîtan, afskjære, skjære istykker, hvoraf Ordet er udledet. Findes ikke som Navn paa Island eller i de vestlige norske Kolonier, men er i Vikingetiden overført til Nordengland fra Danmark (nu skr. thwaite). Der er saaledes Sandsynlighed for, at de ældre af disse Navne gaa meget langt tilbage i Tiden.

Tveit-Navnene standse omtrent ved Sognefjorden; nordenfor denne findes blot et Par af dem i Sønd- og Nordfjord og et Par i Indherred. Hyppigst forekomme de i Bratsberg Amt, i Nedenes, i Stavanger Amt (her næsten blot i Ryfylke) og i Søndre Bergenhus. Paa Østlandet findes de, om end i ringere Antal, dog ret hyppigt i de lavere Egne; i Oplandsbygderne gives derimod kun faa af dem (ingen i Gudbrandsdalen og Østerdalen). Deres samlede Antal i Landet er c. 600, hvoraf omkring 200 usms.

I de sms. Navne er 1ste Led ogsaa her i de fleste Tilfælde Personers Navne eller Tilnavne. Desuden findes ret ofte Ord, betegnende Beliggenhed eller Beskaffenhed, Elvenavne, Træ- eller Plantenavne; ikke sjelden er 1ste Led ogsaa Navnet paa en anden Gaard, hvorunder da Stedet engang maa an- tages at have hørt. I nogle faa Tilfælde synes þveit sms. med et Gudenavn (Frøitveit, Frøistveit, Ultveit).

ups f. (Gen. upsar), Klippevæg, lodret eller meget brat Side af en Klippe, sædvanlig en mindre Klippe (Aasen). Baade usms. og sms., især som 1ste Led, i Navne; nu i mange forskjellige Udtaleformer (Ups, Ops, Øps, Ufs, Ofs, Øfs, Uks, Oks; Form ux findes allerede i den ældre Borgarthings-Kristen- ret, i et Haandskrift fra 1ste Halvdel af 14de Aarh., NgL. I 368).

urð f. (Gen. urðar, Flt. urðir), Ur, Stenhob dannet af Naturen, mest om Stensamlinger, som danne sig ved Ras nederst i en brat Fjeldside. Ofte i Navne; Sammensætninger med vin og heimr findes (Urðin, Urðarheimr). Paa nogle Steder i de nordligere Dele af Landet nu udt. med lukt o (Or, Ol med tykt l).

 Af de 2 hos Fritzner anførte Exempler er DN. II 70 misforstaaet; bú ok þueit ere der Egennavne (de endnu existerende Gaarde Bu og Tveit i Kinservik Sogn i Hardanger). I det paa 2 Steder AB. 77 forekommende half tweit smørs (efter Haandskriftet forøvrigt rettere at læse halftweit som sms. Ord) maa tweit være Sideform af tweiti.

vað n. (Gen. vaðs), Vadested over en Elv eller andet grundt Vand. Ofte usms. og som 2det Led. Findes sms. baade med vin (Veðin, V&bmaapeno;ðin, jfr. Bd. I S. 62. 223) og med heimr.

vaðill m. (Gen. vaðils, Flt. vaðlar), grundt Sted i Vand (af vaða, vade), grundt Sund, Sted, som kun ved Flodtid staar under Vand; ogsaa som Navn paa Eider og lign., som engang i Tiden have været undet Vand. Side- former v&bmaapeno;ðull og veðill (jfr. Bd. I S. 276. 312). Paa de fleste Steder nu i Formen Val, der især er hyppigt nordenfjelds og ikke maa forvexles med valr, Falk, der ogsaa findes i adskillige Stedsnavne, som 1ste Led, eller med hváll, der jo paa flere Steder udtales Val. Ellers findes ogsaa Udtaleformerne Vaul, Voil, Veel.

vágr m. (Gen. vágs, Dat. vági, Flt. vágar), Vaag, liden Bugt, gjerne en noget indelukket. Findes i en Mængde Gaardnavne, usms. og sms. I en enkelt Sammensætning med vin (Vágsin, nu Voksen i Aker), derimod ikke med heimr. Vágs- som 1ste Led bliver nu gjerne udtalt Vaaks- med kort Vokal, hvorfor man kan se skrevet Voks-, Vox-. Hvor Navnet har Dativform i Ental og udtales Vaaje, skrives undertiden Voie, Voje, Vøie. Som 2det Led afkortes vágr ofte til -vaa (i enkelte Tilfælde til -va) og vágar til -vaar.

váll m. (Gen. váls, Flt. válir) bruges efter Aasen paa Østlandet om Stammer og Rødder af fældede Træer, Stub paa afbrændt Mark. Ross har Ordet, men som Intetkjønsord, fra Solør, Vinger og Smaalenene om en Dynge af Grene og mindre Træstammer; ogsaa i svenske Bygdemaal findes vål m. i lignende Betydninger. Herefter tør vistnok med Grund antages, at Ordet i Navne er at opfatte i lignende Betydning som k&bmaapeno;s og broti (se disse Ord), om Jord, som er ryddet ved Brænding. Dets Anvendelse i Stedsnavne gaar dog vist længere tilbage i Tiden end disse Ords. Det findes sms. med vin (Vælin, Volin). Meget udbredt paa Østlandet, sjeldent andensteds; usms. oftest i Flt. Som 2det Led tildels udt. -vøl, -vol, -val. I denne Stilling er det i Skrift i senere Tid ofte forvexlet med -vold, af v&bmaapeno;llr (Brandváll f. Ex. skrevet Brandvold); Udtalen, som, hvor váll er det oprindelige, har tykt l, adskiller dog i mange Egne let de to Ord. Vanskeligere kan det undertiden være at skille váll fra hváll.

vangr m. (Gen. vangs, Dat. vangi, Flt. vangir), græsgroet Slette, Grønning. I ældre Tid ofte brugt om Græsvolden omkring en Kirkegaard, hvor Menigheden samledes; derved er det blevet Navn paa adskillige Kirke- steder og som Følge deraf Sognenavn. Gamle Sammensætninger ere ligeledes det hyppige Leikvangr, Legevold (jfr. leikr ovfr.), i hvilke ng nu oftest er gaaet over til m (Leikvam, Lekvam, Lekum, ogsaa med bevaret ng, men bortfaldet v, Leikang, Lekang), og áivangr, ævangr, Grønning, hvor man gjør Holdt paa Reiser for at lade Hestene græsse (dansk: Bedested). I nyere Tid har det søndenfjelds tildels været brugt om Sætervolde og findes derfor oftere i Navne paa Sætre og Gaarde, som opr. have været Sætre. Meget brugt i Navne, gamle og nyere, oftest usms. og i Ent. I enkelte Tilfælde har det beholdt Nominativens r ogsaa i andre Bøiningsformer (i Vangre, se Bd. I S. 336); det kan da som 2det Led komme til at blive forvexlet med angr.

varða f. (Gen. v&bmaapeno;rðu), Varde, Opstabling af Træ eller Sten, til Af- brænding som Signal (jfr. viti), til Afmærkning af Veilinie, til Mindesmærke. Findes i adskillige Navne, deriblandt Sammensætninger med vin og heimr (Verðin, V&bmaapeno;rðin, Varðeimr), ved hvilke der dog ogsaa mulig kan tænkes paa v&bmaapeno;rðr m., Vagt, Vogter. I den øvre Del af Glommedalen og norden- fjelds ofte som Fjeldnavn i Formen Vola, med tykt l. Som 1ste Led jevnlig afkortet til Var- (Val-).

varp n. (Gen. varps), Kast (af verpa, kaste), har i Navne to forskjel- lige Betydninger: 1) Sted, hvor man kaster, udsætter Fiskeredskaber af for- skjellig Art. 2) sammenkastet Stenhob, Røs. Man finder ogsaa Formerne verpi n. og varpa f. (i det Trondhjemske nu mest i Formen Vorpa), dog vel kun i den første af de to Betydninger. Enkelte Navne synes at forudsætte Hankjønsformer (Varp, Verpe). Jfr. kast.

vatn n. (Gen. vatns, vatz, Dat. vatni, Flt. i Gaardnavne vatnar), Vand. I Navne oftest brugt med Hensyn til Indsøer, jevnlig usms. som Navn paa Gaarde, der ligge ved saadanne. Findes paa et enkelt Sted (Tysvær) sms. med heimr. Som 1ste Led gjerne i Genitivform, nu Vass-. I Kyst- egnene fra Langesundsfjorden til Flekkefjord som 2det Led udt. -vann.

vé n. (Gen. vés), Helligdom, helligt Sted; Ordet synes dog efter flere af de ældste Steder, hvor det findes i det gamle Sprog, ogsaa at have havt en almindeligere Betydning, Hjem eller Bosted. Forekommer paa nogle Steder usms. som Gaardnavn; ligeledes i enkelte Tilfælde som 1ste Led i Navne. De allerfleste af de nu med Ve- begyndende Navne, som Vehus, have dog en ganske anden Oprindelse, af viðr, Skov (se dette). Som 2det Led kan det neppe i et eneste Tilfælde med Sikkerhed paavises i Norge. Adskillige Navne kunde efter Nutidens Udtale synes at være sms. dermed; men disse vise sig at have vin til sidste Led.

veggr m. (Gen. veggjar, veggs, Flt. veggir), Væg. Ikke meget udbredt i Navne, oftest usms. og da mest i Flt. Sigter vel i de fleste Til- fælde, om ikke overalt, til en Fjeldvæg eller en brat Li. En enkelt Gang sms. med heimr (Veggem i Ottadalen i Vaage).

vegr m. (Gen. vegar, vegs, Flt. vegir, vegar), Vei. Mest i nyere Navne, dog ogsaa i enkelte gamle; der findes saaledes Sammensætninger med heimr.

ver n. (Gen. vers), Vær, Sted, hvor man opholder sig til visse Tider om Aaret for at drive Fiskefangst og anden ved Søen faldende Fangst. Al- mindeligt i Navne langs Vestkysten og især i Nordland, oftest om smaa Øer eller Grupper af saadanne. I Regelen have sikkert de med dette Navn be- tegnede Steder opr. kun været beboede i "Værtiden", skjønt nu antagelig Flertallet af den have fast Bebyggelse. I flere Tilfælde blive Navne med fj&bmaapeno;rðr til sidste Led, hvis første Led ender med s, nu udtalte -vær eller -vør og skrives da ogsaa -vær (se fj&bmaapeno;rðr). Ver-, Vær- som 1ste Led i Navne kan være af mange forskjellige Oprindelser, bl. a. komme af veðr, Veir, og af dvergr, Dværg.

verpi se varp.

viðr m. (Gen. viðar, Flt. viðir) betyder i det gamle Sprog Skov, Træ, Stok, Trælast. I Navne er det vel ialfald i de fleste Tilfælde at tage i Be- tydning af Skov. Nogle Gange sms. med vin og heimr (Viðin og Viðeimr). Usms. synes det alene at forekomme i Flertalsformen Viðir, nu Veer, Vea, Vean, Veum, Veaa (de to sidste Dativformer), nordenfjelds i de ved Lige- dannelse fremkomne Former Vaadan og Vuddu. Meget ofte som 1ste Led; mest udt. Ve-, men ogsaa Vi- med lukt i (jfr. Bd. I S. 397). Som 2det Led sjeldent (et Par Gange Myrkviðr, den mørke Skov).

vík f. (Gen. og Flt. víkr), Vik, Bugt. I adskillige Tilfælde i Navne brugt om Bøininger af Elveløb og, som det synes, ogsaa om Indbugtninger af Høidedrag. Som 2det Led undertiden afkortet til -vi, især i Egne, hvor det nu udtales med blød Konsonant (Vig).

vin f. (Gen. og Flt. vinjar). Ordet var gaaet af Brug i Oldnorsk i den Tid, hvorfra vi nu kjende Sproget, og havde kun efterladt sig Spor i Sammen- sætningerne vinjarspann og vinjartoddi. Det er bevaret i enkelte be- slægtede Sprog (gotisk winja) med "Havnegang" som opr. Betydning. Denne Betydning har da vel Ordet rimeligvis ogsaa havt i de talrige norske Gaard- navne, hvori det findes brugt.

Oftest usms. og, især, som 2det Led; sjeldnere som 1ste Led. Usms. mindre alm. i Ent. Vin (paa et enkelt Sted som Bygdenavn, Venebygden i Ringebu); udtales nu søndenfjelds Ven med lukt Vokal (alm. urigtigt skr. Veen, med den Forestilling, at -en er Artikelen), nordenfjelds Vænna, i be- stemt Form. I to Tilfælde (begge i Ringsaker) har man Formen Vinju (urig- tigt skr. Vindju), der vel maa være Dat. Ent. Meget oftere har man Navnet i Flertalsformen Vinjar, nu Vinje, Vinjer (Vinjar), paa enkelte Steder udt. og skr. med e; i Trondhjems Stift mest i bestemt Form, Vinnan. Paa nogle Steder paa Vestlandet har Flertalsnavnet nu Dativform, udt. Vinjo. Som 1ste Led i Navne mest i de to Sammensætninger Vinjarváll og Vináss, nu Venaas.

Som 2det Led findes vin overordentlig hyppigt. I denne Stilling havde det i den største Del af Landet allerede i den senere Middelalders Skriftform for det meste tabt v-Lyden, saa at 2det Led lød -in, -yn. Paa Vestlandet holdt den oprindelige Form sig bedre, og v høres der endnu i Udtalen i de fleste Tilfælde, hvor en af Lydene g, k, l, r eller d gaar i Forveien (det sidste Tilfælde oftest, hvor der er nd, som i Sandvin, Sundvin, men ogsaa und- tagelsesvis ved enkelt d, som i &bmOE;yðvin, opr. Eið-vin, i Ulvik). Under- tiden er v i lignende Lydstilling bevaret ogsaa i den vestre Del af Østlandet og nordenfjelds. I Flertalsformen -injar, -ynjar findes disse Sammensæt- ninger ofte i Indherred og nogle Gange i N. Bergenhus Amt.

Med Hensyn til disse Navnes Form er videre at mærke, at man fra 13de Aarh. af jevnlig finder -ini i alle Bøiningsformer, enkelte Gange ogsaa -inis som Genitivform (se f. Ex. Bd. I S. 100. 222). At dette er en Form af sen Oprindelse, følger med Nødvendighed allerede deraf, at vin er Hunkjønsord og har bevaret dette Kjøn til Nutiden som usms. Navn. Den findes tidligst, i Dativ, i nogle trondhjemske Diplomer fra sidste Halvdel af 13de Aarh. (DN. II 10, 1255. I 49, c. 1265. II 36, 1297; ogsaa i en Indskrift fra 1270-1280 i Trondhjems Domkirke, se Undsets Afhandling om Indskrifterne i denne Kirke i Ch.nia Videnskabsselskabs Forh. 1888 S. 48). I et Par vestlandske Diplomer træffes den ved 1300 (DN. II 35, 1297. DN. XIII 3, c. 1300); paa Østlandet kan den først paavises fra 1310 af. I Kongesagaerne, hvis Vidnesbyrd for- øvrigt i et saadant Spørgsmaal har mindre Vægt, findes Dativen -ini i Sverres Saga (Fornm. s. VIII 35. 164) og ganske enkelte Gange ellers, medens de ellers overalt, hvor Navne af denne Klasse forekomme, have -in i Dativ. I de andre Bøiningsformer kan -ini først paavises længere ud i 14de Aarh. -in vedbliver derhos at bruges ved Siden af -ini, ialfald saa langt ned som til 1320 overveiende, tildels om de samme Gaarde og endog i samme Kilde, og den gamle Genitivform -injar, -inar til c. 1400 ved Siden af den afslidte Form -ina, -ini og -inis. Da der nu desuden vel maa siges at være ringe Sandsynlighed for, at man saa sent som i 2den Halvdel af 13de Aarh. skulde have dannet en afledet Intetkjønsform paa -ini af disse gamle Navne, maa det være berettiget at antage, at disse senere Former sproglig alene kunne betragtes som vilde Skud, der skylde de gamle Bøiningsformers Forfald sin Oprindelse, og lige saa berettiget at betvivle, at -ini har været hørt i Tale i 13de og 14de Aarh. udenfor Dativformen. I denne er den ganske naturlig indkommet i denne Tid, ligesom man samtidigt i denne det gamle Sprogs Opløsningstid tildelte mange andre Hunkjønsord Dativformer paa -i, som ikke opr. tilkom dem. Fra Dativen er saa i-Formen i Skrift gaaet over i de andre Bøiningsformer i disse ældgamle Navne, om hvis Oprindelse og Betydning dengang al Bevidsthed var tabt. I ethvert Tilfælde kan det ikke være rigtigt at opstille Formerne paa -ini som Normalformer for de med vin sms. Navne, som man tildels har gjort.

Hvor 1ste Led ender med en Vokal, ere de med vin sms. Navne allerede tidlig sammentrukne, saaledes at af sidste Led kun n er blevet tilbage, som slutter sig umiddelbart til 1ste Leds Vokal (Brýn af brú, R&bmoe;n af ró, Æn og &bmOE;n af á, ó, M&bmoe;n af mór, L&bmoe;n af ló osv.).

1ste Led har dels Stammeformen, dels Genitivform, den sidste sjeldnere og mest paa Østlandet. Har dette Led en Vokal, der er modtagelig for Om- lyd, finder man dels uomlydte Former, dels Former med v-Omlyd, dels med i-Omlyd (de sidste forholdsvis mindre hyppigt). Saaledes finder man Sandvin eller Sandin, S&bmaapeno;ndin og Sendin; Granin, Gr&bmaapeno;nin og Grenin; Dal- vin og D&bmaapeno;lin; Bleikin og Bløykin; Austrin og Øystrin.

De fra vin stammende Navne ere sikkert de ældste af de med mere udbredte Sammensætningsled dannede. Der findes intet Spor til dem hverken paa Island eller i de norske Kolonier fra Vikingetiden, og Ordet selv var omtrent uddød i det historisk bekjendte Oldnorsk. Nærmest i gjennemsnitlig Alder maa de med heimr sms. Navne komme. Til disse findes der dog, som ovenfor omtalt, Spor paa Island, og som Fællesord har Ordet holdt sig til Nutiden; de gaa derfor rimeligvis noget længere ned i Tiden end de paa -vin. Det kan vistnok med saa stor Sikkerhed, som man for Tiden kan naa i saadanne Spørgsmaal, antages, at man allerede før Vikingetidens Begyndelse havde ophørt at danne Navne af vin.

Antallet af disse Navne er omtrent ligesaa stort som af de med heimr sms. og naar op til henved 1000. I sin geografiske Udbredelse stemme de paa det nærmeste overens med heim-Navnene. De ere ligesom disse sjeldne i den øvre Del af Glommedalen, i Nedenes og i Lister og Mandal, samt i Nordland; i disse Egne, med Undtagelse af den først nævnte, er dog heimr noget hyppigere end vin. Af andre Afvigelser kan mærkes, at vin har Over- vægten i de fleste østlandske Distrikter samt i Hardanger og Voss, medens omvendt heimr er hyppigere i Stavanger Amt (her i stort Overtal) og fra Sogn af videre nordover. Enkelte Bygder have et paafaldende stort Antal Navne med vin til 2det Led, særlig Aker og Voss.

1ste Led i de med vin sms. Navne synes aldrig at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest møder man som 1ste Led et Ord, som betegner Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed. Trænavne, Plantenavne, Dyrenavne, Elve- navne forekomme ret ofte, ligesaa Adverbier og Adjektiver, som sigte til Gaardens Beliggenhed i Forhold til andre beboede Steder (Austrin, Vestrin, Uppin, Ytrin osv.). Af Navne, der med større eller mindre Sikkerhed kunne antages at hentyde til hedensk Gudsdyrkelse, findes Óðinsyn, Njarð- arin, Frøysin, Ullarin, Ullinsyn, Dísin, Hofvin, H&bmaapeno;rgin, Guðin, Helgin.

I Nutidens Udtale have Navnene med vin til sidste Led mange for- skjellige Former. v er, som ovenfor nærmere oplyst, kun undtagelsesvis bevaret. I Endelsen ere e og i de mest udbredte Former; i mange Tilfælde kan man høre samme Navn af Forskjellige udtalt baade med e og i. I den mere oprindelige Form en eller in findes disse Navne nu udtalte i visse Dele af Smaalenene (langs Amtets Grændser i Ø., S og V.), delvis paa Follo, i Aker, i Nes og Vang paa Hedemarken, paa Toten, Hadeland og Ringerike, i Buskerud Fogderi og paa enkelte Steder i Bergens Stift (Os, Fane, Lindaas, Sogndal). Paa mange Steder findes den paafaldende Endelse a (f. Ex. Dal- vin udt. Dalva, Løykin udt. Løikja osv.): i Søndre Hedemarken, Nedre Telemarken (delvis ogsaa i Bamle), enkelte Steder i Ryfylke og Søndhordland, almindelig i Søndfjord, Nordfjord og Romsdals Amt samt i nogle trondhjemske Bygder (Aafjorden, Meldalen, Støren, Selbu, Klæbu og Stjørdalen). Det maa derhos mærkes, at de ovenfor omtalte sammendragne Navne Brýn osv. over- alt beholde n i Udtalen. Der gives forøvrigt ikke faa Undtagelser fra den vanlig i vedkommende Egn brugte Udtaleform, Undtagelser, som vel have sin Grund i særegne lydlige Forhold.

viti m. (Gen. vita), i Navne i Betydningen: Varde, opstablet af Træ og bestemt til at antændes som Signal i Krigstid (jfr. varða). Ofte, sms. og usms., i Fjeldnavne, der igjen af og til ere brugte som 1ste Led i Gaard- navne. Nu alm. udt. med e i 1ste Stavelse; desuden findes de ved Lige- dannelse fremkomne Former Vaatta-, Vaattaa- og Vatta-.

v&bmaapeno;ðull se vaðill.

v&bmaapeno;llr m. (Gen. vallar, Dat. velli, Flt. vellir), Vold, græsbevoxet Slette, omtrent enstydigt med vangr. Meget almindeligt i Navne, især usms. i Ent. og Flt. og i bestemt og ubestemt Form. Paa adskillige Steder, ligesom vangr, brugt om Sætre.

ýr m. (Gen. ýs), Barlind, Taxus (Træ). Kun i nogle faa Navne, hvori- blandt sandsynlig en Sammensætning med vin, Ývin (se Bd. I S. 297). Gaardnavnet Ýdalir (BK. 28 b. 29 a), nu Hydal i Øn Sogn, Hyllestad, falder i sproglig Form sammen med det mythiske Ýdalir, Guden Ulls Bolig; men om det sidste virkelig ligger til Grund for Gaardnavnet, er vel mere end tvivlsomt.

yrja se aurr.

&bmaapeno;lr m. (Gen. alrar), Older, Ore (Træ); i Oldn. ogsaa i den afledede Form elrir m., der neppe kan paavises i Stedsnavne. Som Navn maaske en enkelt Gang usms., i Flt. (Aare, udt. Aaranne, i Staareim Sogn i Nord- fjord), men ofte som 1ste Led, nu lydende Or-, Aar-, Older-. Ogsaa det af Træ- navnet afledede elri n. (se ovfr. S. 31) findes i nogle Navne, i Nutidsform Er-.

&bmaapeno;sp f. (Gen. aspar), Asp (Træ). Ikke ofte usms. som Navn og da mest i Flt.; alm. som 1ste Led. Sammensat baade med vin og heimr (Espin, Aspeimr, Aspareimr). Endnu oftere findes det afledede espi n. (se ovfr. S. 31), ligeledes meget oftere som 1ste Led end usms. Den oftest forekommende Sammensætning er Espiland, som findes fra Telemarken til Søndfjord. Som 1ste Led afkortes espi undertiden til Es- eller Ep-.

øy f. (Gen. og Flt. øyjar), Ø. Har i det gamle Sprog, ligesom endnu i enkelte Bygdemaal, været brugt ogsaa om flade Strækninger med frodig Plantevæxt, som ligge langs Vand uden at være omflydte; til denne Betydning er en stor Del af de fra Ordet stammende Stedsnavne at henføre. Desuden er at mærke, at mange Steder, som i den Tid, da de fik et med øy dannet Navn, virkelig vare Øer, senere ved Opgrunding ere blevne landfaste og der- for ikke længere svare til Navnet. Et særlig ofte forekommende sms. Navn er Helgøy, der er for hyppigt til overalt at kunne forklares af et af Person- navnene Helgi eller Helga, og derfor sikkert i mange Tilfælde er at over- sætte: den hellige Ø.

øyrr f. (Gen. og Flt. øyrar), Øre, Banke af Grus og Sand (aurr), oplagt af Vand, særlig af Elve. Bruges ogsaa om Øer i Elve, som ere dan- nede paa samme Maade.