|
Blandede Bemærkninger.
609. Om Liin.
Man kan præparere uhæglet Liin, saa at det bliver
meget blødere, og altsaa kan spindes finere end ellers.
|
| s.404 | Det behandles paa følgende Maade. Man løser Bund-
terne op, og udbreder Linet, Altsammen til een Kant, paa
Bunden af et Bøgekar, der er saa stort, at det kan ligge
deri uden at bøies. Man kan for Sikkerheds Skyld lægge
noget linned Tøi imellem hvert Lag, for at det skal blive
mindre ugret. Over Karret bindes et Klæde, og saa bø-
ges Linet med Lud som andet Vasketøi. Efter Luden maa
det overbøges flere Gange med varmt Vand, og det sidste
Vand staar paa til det er koldt. Naar dette er aftappet,
optages Linet med Forsigtighed og hænges over Stænger,
der bør hænge i Solen, hvis det ikke er Frostveir; Linet
maa pilles vel fra hinanden, og saaledes hænger det til
det er ganske tørt. Siden hægles det, og behandles som
almindeligt, men baade Liin og Stry bliver blødere. Der
er ogsaa en anden Maade med at rulle og kæmme Liin;
men da den har været at læse i Aviserne, og jeg ikke har
gjort Prøve derpaa, vil jeg ikke gjentage den.
610. Smitte til Garn.
Bomuldsgarn til Renning smittes langt bedre før
det nøstes, end i Væven, baade sparer man Væversken den
Tid, som medgaar til den bestandige Smitten, og Garnet
bliver stærkere at nøste og svøbe, naar det er smittet for-
inden. Man tager saa meget Vand, som man kan tænke,
kan staa over Garnet, 1 Lod Hornliim og 2 Skeer Hve-
demeel til hver Mark Garn. Hornlimet knuses og udko-
ges i Vand, derpaa røres Melet i koldt Vand og kommes
i det kogende, som en Jevning. Saa lægges Garnet i, og
man slynger en Lykke paa hver Hespel, for at det ikke skal
|
| s.405 | hænge i hinanden. Man trykker det bestandig ned med
en Stav, medens det koger, til Saucen næsten trænger gan-
ske ind i Garnet; da løftes Gryden af, og hensættes til
det er koldt nok at behandle; da vrides det løselig op,
pilles vel ud og hænges paa Stænger et Sted, hvor det
kan tørres hurtigt, enten i Solen, eller under Loftet i et
varmt Værelse; det bør ikke smittes, før kort før det skal
bruges. Det bør koge i 10 Minutter.
Liingarn kan ikke smittes uden i Væven, idetmindste
kjender jeg ingen Maade hertil. Er det stærkt, da bliver
Lærredet lettere og bedre af usmittet Garn; men trænger
man dertil, saa faaes ingen Smitte bedre, end Geleè af
islandsk Mos, lavet som den man bruger til Syge, dog
lidt blødere end den almindelige Grød. Striegarn smittes
i Væven med tyk, suur Mælk eller kold Bygmeelsgrød,
der ikke er altfor haard. Om Vævning kan forresten intet
Skriftligt meddeles, den maa læres ved Beskuelsen.
611. Om at skure og pudse Kjøkkenredskaber.
Bliktøi skures simpelt med fiin Sand og Vand; det
maa tørres vel for Ilden, thi hvis der bliver noget Vaadt
tilbage i Sammenføiningerne, saa rustner det strax og gaaer
itu. Kobber kan ogsaa skures med meget fiin Sand 1
a 2 Gange om Aaret; men oftere vilde det slide for me-
get. Theemaskiner, Kjedler, som bruges paa Bordet, og
Saadant trænges ofte til at pudses, og Pigerne bruge
ofte at tage Eddike eller suur Saft, naar de kunne faae
den, og væde Muursteen med, thi da bliver Kobberet hur-
tigt blankt; men dette er reent galt, thi det bliver anløbet
|
| s.406 | Dagen efter, og ved ofte at pudse med Suurt, taber det
tilsidst reent sin røde Farve. Fiin Olie er det bedste at
væde Muurstenen med, og naar Karret bliver vel afpud-
set med tør Muursteen, der er fiingneden, saa mærker man
ingen Lugt af det Fede ved Olien. Næst Olie er Vand
bedst, men der bør aldrig være mere, end at blot Ste-
nen vædes.
Messing pudses ogsaa med fiin Muursteen og Skind.
Det bliver vel ligesaa blankt af fiinstødt Kul, men det
faaer en mere blaalig Skjær, ikke saa reen guul som af
Muursteen. Jerntøi skures i Aske og Vand og tørres vel
for Ilden. Det, der sjelden bruges, saasom Gorojern, Vaf-
feljern o.s.v., indgnides med en Fleskesvor før de bort-
hænges, for ikke at rustne. Fine Knive maa ikke skures
med Sand; de faae da lettelig Rifter, de pudses med fiin
Muursteen paa Skind eller ogsaa med det fine Jernstuv
som falder af i Smidien og som maa sies gjennem et
Stykke Flor før det bruges.
Sølvtøi vaskes først med Sæbevand og en fiin Bør-
ste. Naar det er tørt, pudses det med fiint Kridt paa
Skind, dog bliver det aller blankest, naar man vil spand-
dere Magnezia istedet for Kridt.
612. Sønderslaget Steentøi.
Naar hvidt Steentøi er slaaet itu, saaledes at alle
Stykker passe til hinanden, og de kunne sammenbindes, saa
væder man først alle de Sider som mødes, med Ægge-
vide, og binder dem saa vel til hverandre, at det faaer
sin rette Façon; derpaa lægges et saadant Kar i nysiet
|
| s.407 | Mælk, der maa staae vel over; det sættes over Ilden, me-
dens Melken er kold og koger sagte i flere Timer. Styk-
ket optages, man stræber at aftørre den levrede Melk med
et Klæde, kun ikke ved Sprækkerne; Forbindingen bliver
paa, og saa sættes det paa et varmt Sted i 6 a 8 Dage
at tørres vel. Skaden viser sig da blot som en Smel,
og det sammenkogte Sted er ligesaa stærkt som det øvrige
af Karret. Jeg vil dog ikke tilraade at koge Hanke paa
Kander, thi disse behøve for megen Styrke, heller ikke er
det sikkert at koge Porselain saaledes, endskjønt jeg nogle
Gange har forsøgt det med Held.
613. Kaffe.
Da jeg har havt flere Exempler paa, at unge Men-
nesker have været uvidende om den Egenskap ved Kaffe-
bønner, at de svælle ud ved at brændes, saa vil jeg her
anmærke det, for at en ung Huusmoder ikke skal blive be-
draget for sin Uvidenheds Skyld. Gode Kaffebønner, af
dem, der ere smaa og blaagraa, kunne svælle ud, saa at
man faaer det Dobbelte tilbage efter Brændingen. Dette
aftager gradviis eftersom Bønnerne ere slette, men noget
øge de altid. Den Øvelse, man har i at brænde Kaffe,
gjør ogsaa sit, til at den øger meget eller lidet. Hvis den
brændes ujevnt, saa faaer man ikke den rette Nytte hver-
ken af de Bønner, der ere for lyse, eller af dem, der ere
forbrændte; og brændes den med for stærk Ild, saa bliver
ogsaa Bønnerne forbrændte udenpaa, før de ere gjennem-
brændte, derved hindres de i at svælle ud. Naar man
først gjør Gryden eller Panden varm, og siden bruger lang-
|
| s.408 | som Hede, saa bliver den allerbedst. Kaffe bør heller ikke
koge hurtig, men langsomt og jevnt fra en Side. Ved
at koge et Stykke tørret Fiskeskind med Kaffen og naar
den afsættes at lægge noget Koldt ovenpaa Laaget, bliver
den hurtig klar. Af 1/2 Fjerding raa Kaffe, der brændes og
koges godt, kan blive 2 Contorkoppe overmaade stærk Kaffe.
614. Sengeklæder.
Da flere af mine Bekjendte har troet, at det vilde
være Mange kjært, at faae en nøiagtig Underretning om
Sengeklæders Tilberedelse, saa tilføier jeg her, hvad jeg
veed herom.
615 Fjær.
Den Fjær, som man selv samler af Gjæs og Fugle,
minker i Almindelighed 4 Mærker paa hvert BPund ved Rib-
ningen, den Kjøbte, ofte meget mere; det beroer paa hvor-
vidt den er fri for Sand. Man maa ved Indkjøbet af
Fjær see efter, at man ikke faaer af den, der ligger løs
paa Gulvet i Hobe, men af hele Matter. Til en Under-
dyne i en dobbelt Seng af 3 Alens Længde, gaaer 2 BPund
ribbet Fjær, og i en Hovedpude til samme Seng 1/2 BPund;
men man kan ikke regne blot det Halve heraf til en en-
kelt Seng; 2/3 af Varets Bredde og af Fjærens Vægt bli-
ver omtrent passende.
616. At dune Fjær.
Naar man skal forfærdige Sengeklæder til en heel
Seng, ønsker man gjerne den fineste og meest duunagtige
Fjær til Hovedpuder, og tager heller den grovere i Un-
derdyner. Den adskilles paa følgende Maade. Man væl-
|
| s.409 | ger et tomt Værelse, helst Et, der er rappet eller beklædt
med Bord. Her hænger man et Par Lærredslagen for det
ene Hjørne, paa en Snor eller Stang, og et tredie befæ-
stes høiere op lige ned i Hjørnet, og hænger udover de
andre, saa at det Hele danner et lidet Telt. Derunder
placerer man en Pige, der ikke maa have uldne Klæder
paa, hun har et høit glat Træspand, som hun fylder halvt
fuldt med ribbet Fjær og rører deri med en lang, stiv
Hvisp (Riis), da flyver al Duun og fiin Fjær op, og fal-
der atter ned paa Gulvet, medens den grove bliver tilbage
i Spandet. Naar den ikke flyver mere op, tømmer hun
Spandet og tager en ny Portion, og naar der bliver en
stor Hob paa Gulvet, tømmes den i et Var. For dem,
der ikke have et ledigt Værelse, kan det lade sig gjøre at
tage et høit Kar, sætte et lavere Spand med Fjær ned
deri, og tildække og tilbinde Karret med et Lærredslagen,
saa at der kun er et Hul til Pigens Arm. Men dette er
mere besværligt, da Lagenet maa løftes af for hver Om-
bytning, og det er seent, fordi man ikke med Lethed kan
bevæge Armen.
617. At rense Fjær og Duun.
Naar Dynerne blive gamle og undertiden have været
udsatte for Fugtighed, saa klumpe Fjærene seg deri, de blive
da ubehagelige at ligge paa, og lader til at være tyndere,
end de virkelig ere. For at afhjælpe dette, maa man have
et forsigtigt Menneske, der kan passe, at en stor Jern-
gryde eller Bryggekjedel bestandig holdes godt lunken, men
aldrig bliver hed. Deri kommer kun 3 a 4 store Haand-
|
| s.410 | fuld Fjær eller Duun af Gangen, og rører sagte deri med
den bare Haand, til Fjæren er gjennemlunket. Da svæl-
ler den ud og bliver som ny og levende. Alt Gruus og
Sand, som er i Fjæren synker tilbunds i Gryden, dette
afbørstes for hver tredie eller fjerde Gang. Man maa
have et Foustage ved Siden af Gryden, foruden det Fjæ-
ren er i, for at tømme den rene i. En Dyne seer næsten
dobbelt saa tyk ud efter denne Operation, og Varet va-
skes da med det samme.
618. Dynevar.
En Underdyne maa være 2 a 3 Qvarteer længere
end den Seng, hvortil den skal høre, Sengen maalt in-
deni, og mindst 1/2 Alen bredere end Sengen; thi dette
tager Fylden op, og det er godt, naar Dynen kan lægges
lidt op imot Sengens nederste Ende. Til Underdyner
bør man vælge Liinbolster, da Bomuldsbolster saa let vil
revne, naar Dynerne skulle vendes i Sengen. Til Hoved-
puder derimot - især til de øverste, hvori man har Duun
eller fiin Fjær - kan Bomuldsbolster bedre gaae an, ja
næsten være ligesaa tjenligt. Alle Hjørner paa Puder og
Underdyner besyes med semsket Skind.
Alle nye Var maa gnides paa Vrangen, før Fjæren
kommer i, enten med guult Vox eller med gul Stang-
sæbe, dog undtager man den øverste Hovedpude. Er det
Vox, da maa Stykket, hvormed man gnider, varmes ofte,
Sæben er det ikke nødvendigt at væde. Den er billigere
|
| s.411 | end Vox, gjør samme Gavn, nemlig at hindre Sengeklæ-
der fra at give Støv fra sig, og er langt bedre for Varene,
naar de skulle vaskes. Det lugter vel stærkt af Sæben i
Førstningen, men naar de luftes godt efter Gnidningen,
før man har Fjær i, saa er det ikke værre end Vox.
Somme lave en Røre af guult Vox opløst i kogende Vand
og jevnet med Hvedemeel, hvilken Røre bliver paasmuurt
med en Malerkost, men dette vil let sees på Retten, naar
det ikke er paastrøget med desto større Forsigtighed; det
smuldres af ved Brug og lægger sig i Fjæren som Støv,
og saadanne Dyner ere meget udsatte for Beskadigelse af
Rotter og Muus, naar de ligge i øde Værelser.
Til Overdyner bruger man ingen Smørelse, men det
er godt at have et Undervar af Scherting, for at det øver-
ste Var lettere kan aftages og vaskes. Til Gjestesenge
bruges meest Duun, og 7 a 8 Pund er da passende til en
Dyne paa en dobbelt Seng.
618. Duuntepper.
Man syer det yderste Betræk i Striber, der ere et
Qvarteer brede, og sætter imellem enhver saadan Aabning
et bredt Bændel eller en Tøistrimmel af en Fingers Bredde
efter Indbretningen. Dette maa syes med Kastesøm, men
ikke trækkes. Af Scherting syes lange Poser, der passe
til disse Huller, men som hellere maa være rundelig vide,
end for smale, da det er stygt, naar der skulde blive tomme
Rum i Overtrækket. Er Teppet 2 1/2 Alen langt, saa er
24 Lod Duun passende i hver Pose, og dette bliver 6 Pund
|
| s.412 | til 8 Poser; men vil man have det saa langt, at det skju-
ler Sengen, saa maa man forholdsviis tage mere. Po-
serne kunne nu stikkes ind, og tages ud, naar Betrækket
vaskes. De maa syes fast med nogle Sting i begge Ender.
Dette er tykke Vintertepper, Sommertepper behøve kun
12 a 16 Lod i hver Pose.
|
| bla bakover |