99. Smaakreaturer.

   Af disse ere Gjæs og Høns de fordeelagtigste at
holde; thi Ænder æde forholdsviis mere end Gjæs; ja
der fattes ikke meget i at en And behøver samme Føde
som en Gaas, om det end kan være af en simplere Sort,
og der er neppe mere Mad og Fjær paa 3 Ænder end
paa en Gaas. Kalkuner er ogsaa kostbare at føde, og
udsatte for at crepere ved den mindste Uforsigtighed, des-
uden er der ingen Duun og liden Fjær; men for velha-
vende Folk ere de moersomme at have, da de bedst kunne
tages til i en Hast, baade fordi de ere velsmagende uden
s.92   at være gjødede, og fordi Fjeren er saa hurtig at afribbe.
De faae sædvanlig mange Unger, men disse ere vanskelige
at opklække. Hvad man især maa vogte sig for er, at
de fryse, hvilket de aldeles ikke taale; ved enhver kold
eller stærk Regnbyge maa de drives til Huus. Ungerne
maa have sine Gryn udblødte i Melk de første Uger;
men at de skulle fødes med haardkogte Æg, som mange
troe, er ikke nødvendigt. De synes godt om Bær og al
Slags Grønt, og hvem, som har Kalkuner Vinteren over,
bør om Høsten nedsalte Grønt, som aftages, naar man
optager Rødder, løse Blade af Kaal, Nesle og deslige.
Af dette udvandes lidt daglig, og gives Kalkunerne imel-
lem knust Havre; det sparer paa Kornet og holder dem
friskere. Om Sommeren er det godt at have en Sand-
hob, hvori de kunne bade sig; thi deraf trives de vel.


100. Gjæs.

   maa have saa meget de ville æde fra første Septem-
ber til første November, da det er i den Tid de sætte
Æggestok. Paa Landet har man i denne Tid ofte An-
ledning til at lade dem rense Agrene, naar Kornet er
indhøstet, hvorved de trives overmaade vel. Fra Novem-
bers Begyndelse til Juul behøve de blot en Haandfuld
Havre om Morgen og Aften, og fra Juul og til Midten
af Februar kun en Haandfuld om Dagen; men fra denne
Tid af, da de lave sig til at lægge Æg, maa de have
rigelig Føde, helst saalænge der intet Grønt er at nippe
ude. Kan man hindre, at de ikke faae Kalk og Kul, saa
er det godt; thi deraf blive Æggenes Skal knudret, og
af saadanne Æg blive sjelden Unger. Skal af Mandler,
s.93   især af bittre, maa ikke kalkes i Gaarden; thi af saadanne
blive de fleste Smaakreature syge, og Gjæs især.
   I Vandet trives de bedst, og det kan ikke nytte at
holde Gjæs, hvor der ikke er Anledning til Vand; det
Eneste man kan gjøre, er at grave en stor Fordybning i Jor-
den, og ofte fylde den med reent Vand. Naar de begynde at
hverpe, maa man passe at holde dem paa det Sted, hvor
man vil de skulle ligge; thi de lide ikke at flyttes, og
ligge sjelden rolig paa et nyt Sted; dette maa vælges
saaledes, at det er frit for Fugtighed og Træk. Det
allerbedste er, naar man forfærdiger smaa Huse, der ere
ganske tætte, de dannes som en Kasse, der er 2 Alen lang
1 1/2 Alen bred og 1 1/4 Alen høi, uden Laag; den sættes
paa Enden med Aabningen frem og mures fast paa et
Underlag af en Muursteen; foran Aabningen slaaes et
smalt Bret for at holde den Halm inde, som man lægger
der til Gaasens Rede, og fra dette Bret til Gulvet gjø-
res en Broe af Muur, Træe eller Torv. Disse Huse
placeres i et Udhuus, der er rummeligt og ikke for aabent,
der vænner man dem til at hverpe ved at lukke dem ind
i det yderste Huus hver Aften, og der sætter man deres
Føde og Vand nedenfor den lille Broe, medens de ligge,
saa gaae de en Gang daglig ned at æde, og væder ikke
sit Rede, som naaar de have Maden ved Siden af sig.
Eftersom de hverpe maa Æggene tages ind, saa de kun
have et at hverpe paa; de maa gjemmes paa et Sted,
der hverken er for varmt eller fryser, og vendes hver Dag.
De Æg, der ere over en Maaned gamle, due ikke til Un-
ger, derfor bør man numerere dem. 15 Æg er det
s.94   meste en stor Gaas kan ruge, og det er sjelden der bliver
Unger af alle, naar de have saa mange, 11 a 12 er det
almindelige. Ungerne maa gjerne slippes i Vandet 2 a
3 Dage efter de ere udklækkede, hvis det ikke er meget
koldt. Det er bedst, naar man kan vænne Gaasen til
selv at føre dem ud og ind; dertil er den lille Broe især
nødvendig, men de første Dage maa de bæres til Van-
det i en flad Kurv, hvis det er langt og ujevnt. De
maa have fine Gryn udblødte i Vand 14 Dage a 3 Uger,
siden kunne de faae knuset Havre og leve af Grønt ude,
men i den Tid de sætte Fjær maa de leve godt; thi da
ere de svage, og taale ikke at sulte; de ere ogsaa meget
empfindtlige for stærk Regn og Tordenbyger i denne Tid,
og medens de ere ganske smaa. I Slutningen af Juli
eller i August kan man plukke alle løse Fjær og Duun
af de Gjæs, der ere fra forrige Aar eller ældre, men det
maa skee lempelig; man binder Been og Vinger paa dem,
saa de ikke kunne slaa, og føler derpaa sagte i Fjærene
under Brystet især, om der ere nogle, der følge let med.
Man kan paa denne Maade faae en stor Deel Fjær og
Duun, der ellers blev spildt paa Marken.


101. Ænder.

   Hvad der er sagt om Gjæs gjelder for det meste og-
saa om Ænder; dog kunne Ænder leve af simplere Føde,
men maa æde næsten bestandig. De kunne til Nød fødes
med Høefrøe og Avner udblødte i Vand, og med en lille
Smule Meel paa, men behøve meget for at gjødes. Gode
Ænder lægge ikke sjelden Æg anden Gang, naar Ungerne
ere blevne store; men da er det gjerne for sildig paa
s.95   Aaret til at lade dem ligge; man bruger gjerne Æggene
til Huusholdningen.


102. Høns.

   Da Æg ere saa nødvendige og nyttige i en Huus-
holdning, er det ogsaa fordeelagtigt at holde Høns for
dem, der have Plads dertil; men man maa behandle dem
godt, hvis de skulle lønne sig; de maa aldeles ikke fryse,
og man har dem derfor sædvanlig i Fæehuset om Vin-
teren; men hvor man har et særskilt Faarehuus, trives
de bedre der, da de ikke taale den Fugtighed, der gjerne
findes i Fæehuset. De hverpe meest og tidligst, naar de
gaae løse i Fjøset om Dagen, og have fri Adgang til at
flyve op om Aftenen i et eget Rum; man maa derfor
have et Laag paa Drikkekarret, saa de ikke skulle drukne
sig deri. De Køer, der ikke ere vante dertil, blive vel
undertiden bange for disse flyvende Væsner, men ved
Vanen taber det sig snart, og man bør ikke forandre det,
om endog en Høne skulde blive ihjeltraadt i Førstningen;
thi det er utroligt hvor mange flere Æg de lægge, naar
de have sin Frihed. Man lader dem da blive i sit Buur
om Morgenen indtil de have hverpet. De maa fødes
vel hele Aaret om, dog føde de sig selv meest om Som-
meren. Orme af Kaal og andre Smaaorme ere en De-
licatesse for Høns og Kyllinger, man bør derfor ikke kaste
dem i Ilden, som man sanker af Kaalen, men give Høn-
sene dem.

   Af lunken Grød med suur Melk paa hverpe de her-
ligt, ligeledes af Hareskarn, naar man kan finde det om
Foraaret; man tørrer det og giver dem det iblandt deres
s.96   Korn, men dette maa ikke overdrives; thi der er Exempler
paa, at de deraf hverpe, saa de døe. Kyllinger maa og-
saa have sine Gryn udblødte i Melk eller Vand i 3 Uger;
de kunne ellers æde mange Ting, Brødsmuler, Potetes,
baade raa og kogte, der ere hakkede smaae, og Smuler
af stegt og kogt Fisk. Baade Gjæs og Høns ere Elskere
af Ribs- og Stikkelsbærkart, derfor maa man vogte sig
for at slippe dem i Haven; thi have de engang faaet
Smag derpaa, saa flyve de siden over Plankeværket, og
kunne gjøre stor Skade. Kyllinger voxe seent, og ere af
den Grund kostbare at føde; hvor man faaer dem for
12 a 16 &bmskilling;. Stykket lønner det sig ikke at opklække dem.
   En Høne ligger paa sine Æg i 3 Uger, en Gaas og
en And i 4. Til en Hane kan holdes 8 Høns, men til
en Gasse kun 2 Gjæs. Somme holde vel tre, men de
faae sjelden flere Unger, ja undertiden færre end de, der
holde 2. En Gaas er bedst i sit andet, tredie og fjerde
Aar. En Gasse kan uden Skade blive 6 a 8 Aar gam-
mel. Høns lægge flest Æg jo yngre de ere; men til at ud-
klække Kyllinger ere de bedst skikkede i andet og tredie Aar.

    bla bakover
   bla videre