Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL FINANSDEPARTEMENTET Rigsarkivet paa Agershuus, 4 Januar 1841. At jeg under Dato har overtaget min Funktion som Bureau- chef ved Rigsarkivet, giver jeg mig den Ære herved skyldigst at meddele, idet jeg tillige oversender, til Gjennemsyn og Tilbage- sendelse til Rigsarkivet, det Certifikat, jeg har givet min Formand, forat de deri omskrevne Dokumenter, som bevares under sær- egent Lukke, ere mig i sin Orden overleverede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMEN TET 12 Januar 1841. Ved Rigsarkivet findes henliggende 170 Explr. af hoslagte, en- gang til Uddeling mellem Landalmuerne bestemte, Anviisning til at brygge Øl, hvilke maaskee nu, da man paa flere Steder søger at bekjæmpe Brændevinets Brug, kunde finde Anvendelse over- ensstemmende med den oprindelige Hensigt ved at overleveres SIDE: 2 det Kongl. Selskab for Norges Vel til Uddeling gjennem Sogne- selskaber eller Almubibliotheker. Isaahenseende tør jeg tjenst- ligst udbede mig Departementets Bestemmelse. TIL FINANSDEPARTEMENTET 8 Febr. 1841. Under 4de d. tilskrev Rigsarkivets Kontor Statholderskabets Sekretariat, under Adresse "Kammerherre Holst", følgende: "Under 14de Septbr. 1815 tilskrev Armeedepartementet davæ- rende Statholder Grev Essen om at erholde de "Karter, Planer og Documenter, Norge vedkommende", som ifølge 2de Skrivelsen hoslagte Fortegnelser derover, daterede 4de Juni og 18 Aug. 1814, vare overleverede de Kongl. svenske Kommissairer Oberste Klercker og Major Hagelstam og af dem bragte til Stockholm. Disse Karter m. m. kom, efter denne Reqvisition, først i 1819 i Rigsarkivets Værge, hvorfra de for en Deel ere Opmaalings- kontoret udlaante, hvorimod ovennævnte Fortegnelser ikke ere gjenindhændigede. Rigsarkivets Kontor maa derfor tjenstligst have Statholderskabets Sekretariat uleiliget med at tilvejebringe og oversende disse ikke uvigtige Fortegnelser, som rimeligviis enten beroe i dets Værge eller Arkiv eller i Stockholm." Uagtet Kontoret, ved at henvende sig til den Autoritets Se- kretariat, som havde i sin Tid modtaget hine to Fortegnelser, troede at være paa den Vej, der lettest vilde sætte det i Besid- delse af disse for dets pligtige Kontrol vigtige Dokumenter, har Hr. Kammerherre Holst, i Gjensvar af 5te d. erklæret denne Sag sig uvedkommende, hvorfor jeg giver mig den Frihed at andrage om at Departementet vil interessere sig for at disse Fortegnelser komme i Rigsarkivets Værge, hvor de høre hjemme og savnes, især med Hensyn til den Udstykning af de deri citerede Karter og Planer, som finder Sted imellem Opmaalingens og Rigsar- kivets Kontor. TIL FINANSDEPARTEMENTET 12 Februar 1841. Jeg tillader mig at henlede Departementets Opmærksomhed paa at Rigsarkivets allerede noksom opfyldte Lokaler i længere SIDE: 3 Tid have været bebyrdede med omtrent 50 Sække kasserede Arkivalier, som formentlig kunne finde Afsætning til en af Papir- møllerne. Anden Afsætning bør disse Papirer neppe have, idet de nemlig derved tilintetgjøres, og saaledes ikke, ved at cirku- lere som Makulatur, udsætte Arkivets Personale for nogen Mis- tanke eller Eftertale om nogen Skjødesløshed med Arkivalierne. Maaskee kunde en Papiirfabrikant være tilbøjelig til, efter Ak- kord, at modtage efter Vægt alt det efterhaanden Kasserede. TIL FINANSDEPARTEMENTET 19 Februar 1841. Undertegnede har herved den Ære, ved Oversendelsen af hos- lagte Specifikation over de i Arkivet beroende kassable Arkiva- lier, at efterkomme en mundtlig Anmodning derom af Hrr Expedi- tonssekretær Fougstad. Sagerne ere gjennemgaaede og kasserede af Arkivets Assistenter og atter reviderede af dets Bestyrere Tid efter anden. Anmeldelsen herom og Andragende om det Kasseredes Afhændelse i Skrivelse af 12te D. hoslægges. TIL FINANSDEPARTEMENTET 18 Marts 1841. Idet Kontoret tjenstligst oversender det Svar paa Jarlsbergs og Laurvigs Amts Forlangende i Skrivelse af 15de d. at Under- søgelsen efter de reqvirerede Pante- og Skjødeprotokoller, Laur- vigs Sorenskriverembede vedkommende, har været forgjeves, til- lader Undertegnede sig at henlede Departementets Opmærksomhed paa at Bestemmelsen i Kongl. Resolution af 10 Juni 1837, -- hvorefter samtlige Autoriteter og Embedsmænd af de forskjellige Etater have at indlevere til Rigsarkivet "alle saadanne forefin- dende Papir-Documenter samt Protocoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer er til nogen Nytte for Embedernes eller Ombudenes Bestyrelse, og som i antiquarisk, statistisk eller historisk Hen- seende maatte ansees at være af nogen Interesse, -- kun mis- ligen efterleves. SIDE: 4 TIL FINANSDEPARTEMENTET 3 April 1841. Undertegnede tillader sig herved at forespørge sig om hvor- ledes man fra Rigsarkivets Kontor har at forholde sig naar be- kræftede Afskrivter af Arkivalier forlanges af Private. Da nemlig det sædvanlige Arbeide udkræver Personalets Tid, bør saadant leveres ved Afskrivning udenfor Arbeidstiden. Da Kontoret imidlertid har knappere Arbeidstid, og Almeenheden bør have saamegen Nytte af Regjeringskontorernes paa fast Gage satte Personale, som uden Ubillighed mod dette kan tilstedes, vilde det vel, efter Undertegnedes Mening være rettest, om saadant Arbeide paalagdes præsteret af Kontoret udenfor Arbeidstiden gratis, som Tilfælde har været i Bureauchef Jürgensens Besty- relsestid, naar saadant Arbeide enkelte Gange forlangtes. Men da saadanne Reqvisitioner, hvor sjeldent de end i Regelen ville indløbe, dog kunne gaae ud paa saa vidløftige Afskrivter, at Billigheden igjen vilde blive forrykket, om ingen Godtgjørelse derfor tilstodes, troer jeg at burde udbede mig det kongl. De- partements Bestemmelse, om Afskrivter til Private skulle kunne udfærdiges i den til Gjennemgaaelsen af Arkivet bestemte og nødvendige Tid, eller om hvorvidt og med hvilke Hensyn Sportel- loven maatte være anvendelig for Rigsarkivets Kontors Vedkom- mende, naar deslige Afskrivter udfærdiges udenfor hiin Tid, der saameget som muligt bør tilhøre Arkivet selv. TIL OPMAALINGS-DIREKTIONEN Christiania 23 April 1841. Fra den Kgl. norske Regjerings Finants- Handels- og Told-Departement. Idet Departementet maa erklære sig enig i at de i Rigsarkivet beroende Karter, som oplyse Landets Geografi, hensigtsmæssigere opbevaredes i Opmaalingens Arkiv, bemærkes, at Massen af disse forskjellige Karter og den Omstændighed, at flere, navnlig Fæst- ningskarterne maaskee havde sin bedre Plads i Ingeniørbrigadens Archiv, til hvem ogsaa en betydelig Deel af de i Aarene 1818 -- 20 fra Sverige udlaante Karter af dette Slags i sin Tid ere udlaante, gjør det ønskeligt, at der fra Opmaalingsdirektionens Side commit- SIDE: 5 teredes En til i Rigsarkivets Lokale paa Agershuus at udsondre og modtage Karterne. Den beleiligste Tid vilde, for Arkivlokalets Skyld, og da dette Arbeide sandssynligviis vil medtage en ikke saa kort Tid, være om man udsatte dermed til Begyndelsen af næste Maaned, da det større og dertil beqvemmere Sommerar- beidsværelse tages i Brug. TIL P. WIESELGREN 29 Mai 1841. I, saavidt erindres, 4de Bind af det af Hr. Provsten udgivne Delagardiska Arkiv findes anmærket, at endeel vigtige, Foreningen mellem Rigerne angaaende, Dokumenter ere skjænkede bemeldte Arkiv af Hr. Kancelliraad Wallmark. Det vil være af Interesse for det norske Rigsarkiv at erholde nærmere Oplysninger om disse Dokumenters Indhold, Antal og Erhvervelse, og forsaavidt saadanne uden for stor Uleilighed for Deres høiædle Velærvær- dighed lade sig forskaffe, vil Undertegnede paa Embeds og egne Vegne være Hrr. Provsten særdeles forbunden. TIL D. W. F. PECKEL 2 Juni 41. Under 16de Febr. 1818 har Rigsarkivet gjennem Hr. Kammer- assessoren modtaget fra Statssekretariatets Arkiv de Protokoller fra den fra Høsten 1807 -- 10 fungerende interimistiske Regjerings- kommission, som da befandtes i bemeldte Arkivs Værge, og se- nere ere ikke de i Følgeskrivelsen paapegede Defekter, nemlig Deliberations-Protokollerne Nr. 1 og 7, Registerne til samme Proto- koller Nr. 2, 5, 6, 7, 8 og 9, Korrespondenceprotokollerne Litr. B og C -- alt Kommissionens 1ste Kontor vedkommende -- samt af 2det Kontors de manglende Registre til Korrespondenceproto- kollerne Nr. 1, 2, 3 og 5, blevne supplerede. Et Udlaan i videnskabeligt Øjemed til Jernværksejer Ridder Aall gjør disse Defekter dobbelt beklagelige for Øjeblikket, hvorfor jeg giver mig den Frihed, tjenstligst at forhøre mig hos Hr. Kam- merassessoren, som Arkivarius ved Statssekretariatet, om ingen af ovenciterede manglende Protokoller siden i Mellemtiden have ladet sig finde, i hvilket Fald de udbedes behageligen snarest muligt oversendte til Rigsarkivet. SIDE: 6 Jeg tillader mig ligeledes at bemærke, at ethvert Spoer, hvor- efter disse vigtige Arkivalier muligens lade sig opdage, vilde være af særdeles Værd for Arkivet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 7de Juni 1841. For baade at vinde Orden i Arkivsagerne og Rum i Lokalerne, bør, efter Undertegnedes Formening, en Kassation finde Sted af den overordentlige Masse af forskjelligartede Bilag -- Beviser, Qvitteringer, Ind- og Udbetalingsordrer o. a. desl. -- til Zahl- kasse- Fogedkasse- Militærkassernes- og Told-Regnskaberne, som nu opfylde Rigsarkivets bedste Lokaler, begravende i sine Dynger det Opbevaringsværdige, saa dette stundom vanskeligen kan findes og fremhentes. Denne Kassation bør dog kun finde Sted, hvor Hovedregnskaber og General-Extracter findes, ligesom den ogsaa neppe bør strække sig videre end til og med Aaret 1820, saaledes at alle Arkivalier fra de sidste 20 Aar altid op- bevares. Undertegnede giver sig derfor den Frihed, at indstille oven paapegede Bilagsdokumenter til de forskjellige Kasseregnskaber, forsaavidt Tidsrummet til og med Aaret 1820 betræffer, til Kassation. TIL BISKOPEN I AKERSHUS 9 Juni 41. Paa Grund af gjentagne Requisitioner af Oplysninger, at hente fra Dokumenter, som vel, ifølge Kgl. Res. af 10 Juni 1837 skulde findes i Rigsarkivets Værge, men hvortil de dog ikke fra Stiftets Arkiv ere oversendte, maa Undertegnede herved tjenstligst have det ærede Stift anmodet om Iværksættelsen af denne Oversen- delse af de Arkivalier, som Embedet kan undvære, indtil Aaret 1814, eller indtil det senere Aar, Stiftet selv maatte troe Over- leverelsen kunde udstrækkes til. TIL AMTMANDEN I SMAALENENE Chnia 24 Juni 41. Nogen Gjenpart af den i Amtets Skrivelse af 21de D. i Af- skrivt forlangte Kgl. Resolution af 3 Novbr. 1629 til Fordeel for SIDE: 7 Descendenterne af daværende Klokker i Foss Sognekald i Bo- huslehn, findes, efter anstillet Undersøgelse, ikke i det norske Rigsarkivs Værge. Da imidlertid ikke Registranterne, men kun Koncepterne, og disse for endeel defekte, bleve afleverede fra det danske Geheimearkiv, saasom Registranterne ogsaa inde- holdt Resolutioner, der angik de norske Kolonilande, som frem- deles staae under dansk Regjering, maa Departementet henvise til dette. Brudstykket, der var vedlagt Reqvirentens Skrivelse, af den originale Resolution, oversendes hermed. TIL FINANSDEPARTEMENTET 14 Juli 1841. Da den kongelige Resolution af 10 Juni 1837 kun har havt yderst ubetydelige Afleveringer af Arkivalier, mest fra enkelte Præster, tilfølge, og der dog er Grund til at antage, at flere af Rigets Arkiver, saasom Stifternes, Bispedømmernes, navnlig, efter Forlydende, Agershuus Bispedømmes, det over Stadsporten i Bergen opbevarede, Generalkommandoens o. fl. indeholde vigtige og interessante Dokumenter, som efter Resolutionen skulde op- bevares i Rigets Arkiv, der uden en saadan Forføining ikke vil svare til Navn og Bestemmelse, samt da det senerehen vel og- saa kan gjøres Behov, at gjentage Paamindelsen om Resolutionens Efterlevelse: troer Undertegnede ærbødigst at burde foreslaae, at en Cirkulær af Indhold som hoslagte Skrivelse trykkes og til- stilles alle vedkommende Autoriteter. TIL FINANSDEPARTEMENTET 13 August 1841. Rigsarkivets med to midlertidige Assistenter siden medio Juni forøgede Personale vil, indtil disses Ansættelsestid med Septbr. Maaned udløber, fortsætte Ordningsarbeidet i de paa det nær- meste brandfrie Kasematter under Kirken, der nu ere indrettede til ret hensigtsmæssige Lokaler for en betydelig Deel af Arkivet. Men naar det større Kontorværelse, forat kunne benyttes om Vinteren, som før med Expeditionssekretæren for det Indre om- handlet, bliver afdelt, vil der ogsaa i Vintermaanederne erholdes god Arbeidsplads i det egentlige Kontorlokale for det hele Per- SIDE: 8 sonale, Rigsarkivet nu har i sin Tjeneste; og da dettes Tarv, i den uordnede, af Arkivaliernes Masse overvældede, Tilstand, hvori det befinder sig i Sammenligning med andre Rigsarkiver, som dog ere udrustede med et langt stærkere Personale, vel kan behøve, idetmindste for en Tid indtil man bliver Herre over Masserne, den Arbeidsstyrke, det for Nærværende har: troer jeg, at burde herved ærbødigst foreslaae, at de to midlertidige Assistenter, Cand. theol. N.J.W. Berg og Student A. Knoph, hvilke Begges særdeles Flid og allerede vundne Brugbarhed for Ar- kivet, jeg herved faaer Anledning til at bevidne, beholdes som Extra-Assistenter ved Rigsarkivet fra Udløbet af September Maaned indtil videre. TIL AMTMANDEN I STAVANGER [Utkast for Finansdepartementet.] 2den Sept. [1841]. En i Rigsarkivet opbevaret Skrivelse, dateret Egersund 17de Marts 1808 fra daværende Amtmand i Stavanger Amt U.W. Koren, hvori den kgl. interimistiske Regjeringskommission for Norge ad- spørges om Forholdsregler med Hensyn til at beskytte Stavanger Amts "betydelige Arkiv" mod fiendtligt Angreb enten ved Bort- transportering længer ind i Landet eller om Bevskriveren frem- deles skulde lade det blive staaende i sin Bopæl, giver følgende Skildring af Stavanger Amtsarkivs daværende Tilstand og Ind- hold især af ældre Sager: "Stavanger Amts Archiv bestaaer, foruden den med samtlige Collegier, den interimistiske Regjeringscommission, Stifts Direk- tionen og med Stifts- og Amtmænd etc. etc. førte Correspon- dance, tillige af en heel Deel Protocoller, henhørende til Laug- tinget, Raadstue-Retten og Bytinget i Stavanger i den Tid samme var Stiftsstad, saa at Protokollernes Antal alene, indberegnet Cassebøger beløber sig til 453 Stykker, og det hele Archiv op- tager nu indpaa 2 Værelsers Rum." Paa Grund af disse Oplysninger, maa Departementet herved have bragt Amtet i Erindring den Kongl. Resolution af 10 Juni 1837, ifølge hvilken saavel de i ovenciterede Skrivelse omnævnte Arkivalier, hvorom ialfald nærmere Underretning ønskes afgiven, som hvilke yngre, der ikke maatte være nødvendige for Embe- dets Bestyrelse, forventes afleverede til Opbevaring i Rigsarkivet. SIDE: 9 TIL FINANSDEPARTEMENTET 24 Sptbr. 41. Da Kjøbmand Ziiølner i hoslagte Skrivelse overbyder Plads- major Glad med 22 Skilling pr. Bismerpund af kasserede Arki- valier, forat forvirkes ved hans Papiirmølle, foreslaaer Kontoret ærbødigst, at dette Anbud, som er foranlediget ved en skrivtlig Forespørgsel fra Undertegnede, vedtages. Da Hr. Ziiølner i sin første, ligeledes her vedlagte, Skrivelse oplyser om, at beskrevet Papiir endog lader sig betale med 48 Sk. pr. B, er det iøine- faldende, at den ikke ubetydelige Afsætning, som i Løbet af Sommeren er skeet til den Gladske Papiirmølle til l0 Sk. pr. B har kastet mindre end rimeligt af sig. Hr. Ziiølner lader tillige, idet han støtter sit Forslag til sit betydelige Overbud, forespørge, om han for Beløbet kan levere Papiir til Regjeringens Brug efter vedlagte Priiskurant. TIL THEODOR BROCH 2 Oct. 1841. Da hosfølgende Kart over Nidelvens Løb og Forbygninger i samme, af Aar 1730, maaskee, uagtet denne sin Ælde, kan være af nogen Interesse og Nytte for det betydelige Forbygningsar- beide, som nu finder Sted, oversendes samme med Anmodning om at det, efter den mulige Afbenyttelse, maa blive remitteret. TIL FINANSDEPARTEMENTET 11 Decbr. 1841. Hosfølgende haandskrevne Beskrivelse over Bergen, hvoraf 1ste og 3die Deel kun er bleven fundet, og som formentlig er Forfatterens Autograf, har været henliggende i Rigsarkivet, sand- synligviis siden Statholder Vibe i 1722, eller saa omtrent, indhen- tede Beretninger om Landets Kjøbstæder. Da ellers ingen hi- storiske afsluttede Manuscripter forefindes i Rigsarkivet, fore- slaaes ærbødigst, at dette Fastingske Haandskrivt overdrages Universitetets Manuscriptsamling, som behøver de Bidrag, den kan faae. SIDE: 10 TIL FINANSDEPARTEMENTET 17 Decbr. 1841. Med Hensyn til vedlagte Andragende fra Rigsarkivets Bud Anders Stensby om at hans Gage, 4 Spdlr., maatte forøges med andre 4 Spdlr. maanedlig, indstilles dette, paa Grund 1) af den sædvanlige Departementsbuds-Gage, 2) af den Opførsel og de Egenskaber, som gjøre Ansøgeren skikket til sin Betjening, 3) af de af Denne anførte økonomiske Grunde, samt 4) formedelst det ei saa sjeldent svære Arbeide, som paaligger Rigsarkivbudet, til saaledes at bevilges, at dettes Gage fra næste Aars Begyn- delse af forhøjes med 2 (to) Spdlr. pr. Maaned, saaledes at den maanedlige Gage, der ikke for Sommermaanederne bliver at for- høje, fastsættes til 6 (sex) Spdlr. INDBERETNING FRA RIGSARKIVET FOR AARET 1841 12 Januar 1842. Fra Aarets Begyndelse af, da Undertegnede tiltraadte sin Post som Bureauchef ved Rigsarkivet, og til Aarstiden tilstedede læn- gere Arbeide i de ydre, tildels underjordisk- eller kjælderartede, Lokaler, fortsattes i det første Kontorværelse, som da var det eneste, der lod sig benytte, den foreløbige chronologiske Ordning af den uordnede, kun i Sække opbevarede, Masse løse Arkivalier, som paa samme, af Professor R. Keyser anbefalede, Maade, havde udgjort Assistenternes Hovedbeskjæftigelse i de foregaaende Aar, og vil afgive Sysselsættelse nok for de kommende, naar det saa- ledes Chronologiserede igjen skal afordnes efter Materien og Au- toritetsrubrum. Disse i Sække samlede Papirer befandtes af Indhold, nemlig især henhørende til de ældre Statholderskabers- og Stiftsarkiver, som de paa Gulvene spredte, hvis Bortførelse derfra og Gjen- nemgaaelse, ifølge min nærmeste Formands Indberetning af 16 Marts f. A. fuldførtes i hans Konstitutionstid. De Arkivalier, som under Revisionen, efter eget eller fælleds Skjøn, forekom kassable, lagdes igjen i Sække, der hensattes med Mærke for at foreslaaes til Kassation og Salg, mens de Op- bevarede henlagdes, i saa godt Sammenhæng som muligt, med paategnede Omslag, i de med Aarstal mærkede Hylderum i det andet Kontorværelse. SIDE: 11 Før Sommerarbeidet med Ordningen af de forskjellige Arkiver efter Lokal-Leiligheden i Rigsarkivet begyndte, modtoges, til Op- bevaring i Arkivlokalet i Departementsgaarden følgende Arkiv- sager: 1. Fra Justits- og Politidepartementets Revisionskontor Overfor- mynderiregnskaber fra 54, i en medfølgende Fortegnelse spe- cificerede, Overformynderier. 2. Fra Finantsdepartementets Tabelkontor Oplaget af de trykte statistiske Tabeller og Femaarsberetninger. 3. Fra Matrikuleringskontoret Oplaget af den under Hr. Plesners Opsigt trykte Matrikul. 4. Do. Do. af den under Hr. Blichfeldts Opsigt trykte Matrikul. 5. Fra Toldrevisionskontoret under Revisionsdepartementet 2001 Toldregnskabsprotokoller fra samtlige Toldsteder for Aarene fra 1814 -- 1834. Og 6. Fra Marinerevisionskontoret under samme Departement 268 Pakker af Søvæsensregnskaber sc: Lodsvæsenets . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1814 -- 30. Marinekorpsernes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1819 -- 30. Fyrvæsenets . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1814 -- 30. Havnevæsenets . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - -- -- Hjælpe- og Understøttelseskassernes . . . . . . . . . . - -- -- Fonds- og Pensionerings . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1814 -- 17. Tilfældige Udgivters . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1814, 1815 og 1817. Priisrealisations . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . for 1814. Qvarantæne-Regnsk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1814 -- 30. Flaadens Do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - -- -- Værfternes Do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - -- -- Indrulleringens Do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1807 -- 29. Søqvæsthuus-Kassens . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1820 -- 30. Fondet for Qvæstedes og Faldnes Efterladte . . . . . - 1820 -- 30. Regnskab over udbetalte Priispenge . . . . . . . . . . . - 1813 -- 14. Da disse under Nr. 5 og 6 anførte Sager afleveredes ganske uordnede, og deres Ordning, Opstilling og Katalogisering udførtes om Eftermiddagene, før Departementets Skrivelse af 11te Juni om Arbeidstidens Udvidelse fra 1 Mai til Udgangen af Septbr. under samme Dato var bleven Kontoret meddelt, blev Assistent SIDE: 12 Bech, der havde at bestille med Toldprotokollernes Ordning, til Deling med den dertil fra Toldrevisionskontoret afgivne Kopiist Hetting, af Hr. Expeditionssekretæren, paa Forespørgsel af Under- tegnede, tilstaaet i Godtgjørelse for det besværlige og extraordi- nære Arbeide, de Vagtjournaler, Toldangivelser og Følgebreve, som med Hr. Expeditionssekretærens Indvilgelse kunde kasseres under Ordningen, ligesom Assistent B. Moe erholdt de Matros-Kon- trabøger, Kanonbaaderegnskaber betræffende Provianten o. a. d., med Hr. Expeditionssekretærens Samtykke kasserede, Bilag til Marineregnskaberne, som han havde at ordne og katalogisere. Det ved Salget af disse kasserede Arkivalier udvundne Gratiale opgives for Bechs Vedkommende til 20 -- 25 Spd. og for Moes til omtrent 10 Spd. Efter Meddelelsen af ovennævnte Departementets Bestemmelse af 11te Juni, ansattes under 15de s. M. Cand. theol. N.J.W. Berg som Extra-Assistent, og under 22de Studiosus A. Knoph i samme Funktion, efterat Posten havde været en Student Leganger, der opholdt sig paa Hedemarken, tilbudt, formedelst de Kundskaber i den fædrelandske Historie, der tillagdes ham. Valget, der var Undertegnede overladt af Hr. Expeditionssekretæren, kunde dog neppe have truffet Nogen, der vilde være Arkivet tjenligere end de to Ansatte. Med det forstærkede Personale begyndte det egentlige Som- merarbeide i de ydre Lokaler, navnlig i de to hvælvede lange Kasematter under Slotskirken, af hvilke den ene, hvor Bogtrykker Grøndahl havde endeel Tryksager henliggende, der nu af ham midlertidigen henflyttedes i Arkivets forrige Vedskuur, allerede forud, i Mai, var bleven røddet og indredet med de behørige Reoler. Medens Arbeidet foregik i denne, indrededes ogsaa den anden Kasematte med 2 højere Reolrækker i Midten og 2 lavere langs Siderne, saavelsom ogsaa den mellem begge værende Gang, hvilke begge toges i Brug, saa at Arkivet nu i disse Kasematter har sit bedst indrettede, brandfrie, om end mørke og kolde og i et enkelt Hjørne noget fugtige, Lokale. I denne Rigsarkivets 3die Afdeling ordnedes og henlagdes i nummererede Hylder føl- gende Arkiver, som dels overflyttedes, for bedre Ordens og Rums Skyld, fra den overfyldte 1ste Afdeling, dels sammenord- nedes af de paastedet sammenhobede Masser: SIDE: 13 I. Afleverede fra norske Auktoriteter: a) Norske Generalitets- og Kommissariats Kollegiums Arkiv; b) General-Indqvarterings-Kommissionens; c) Overproviderings-Kommissionens samt Provideringskom- missionens for Agershuus' og Kristianssands Stifter; d) Rigsbankens; e) Overhofrettens; f) Overadmiralitetsrettens; og g) Overkriminalrettens Arkiv. II. Afleverede fra Danmark i Aarene 1820 -- 22: a) Generalitets- og Kommissariats-Kollegiets Arkiv med dertil hørende Regnskaber, afleverede fra Kollegiets Revisions- kontor; b) Dokumenter vedkommende det almindelige norske Brand- forsikkringsvæsen, Kjøbsteds- og Skiftevæsens Regnskaber. Afleverede fra Kancelliet; c) Matrikuler, Dokumenter vedkommende offentlige Stiftelser, Skattereguleringsvæsenet og Tabelvæsenet; Do. henhø- rende til det i sin Tid oprettede General-Forstamt, samt vedkommende Sager under de "sønden- og nordenfjeldske Kontorer" og Bergværkerne. Afleverede fra Rentekammeret. d) Arkivsager vedkommende Industri- og Fabrikvæsenet, Regnskaber vedkommende det militære Uldmanufaktur paa Kongsberg samt Told- og Konsumtionsvæsenet. Jour- nalsager vedkommende Toldvæsenet samt Kanal- Havne- og Fyrvæsenet. Afleverede fra General-Toldkammer og Kommerce-Kollegiet; e) Arkivalier vedkommende Glasværkerne, og den norske Kasse-Direktions Arkiv. Afleverede fra Finanz-Kasse- Direktionen; f) Arkivalier vedkommende Myntvæsenet, afleverede fra Finanz-Kollegiet; g) Arkivalier vedkommende Postvæsenet, afleverede fra Ge- neral-Postdirektionen; h) Fra den kongl. Karantæne-Direktion for Norge, Danmark og Hertugdømmerne; i) Fra Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler; samt k) Dokumenter henhørende til Sø-Etaten. SIDE: 14 Over de i Kjelderne under Kirken ordnede Arkivalier er en Katalog, der samler de ældre specielle og gjør dem lettere at afbenytte, bleven udarbeidet af Assistent Bech efter Arbeidets Ophør i Kjelderne. Dettes Beskaffenhed betræffende, bør det maaske ikke lades ubemærket, at det var ualmindelig besvær- ligt for Assistenterne, hvis Klæder især leed under Byrden og Behandlingen af de støvede Pakker. Den Person, som i det gamle Bud Jens Hansens Sted hjalp med ved at transportere Arkivalierne ned i Kjælderne, erholdt ogsaa for sin Umage af Departementets Kontorkasse en Betaling af 4 Spdlr, for hvilken Maanedsløn han nu siden Udgangen af Oktober er ansat som fast Bud, da han viste sig duelig, og Arkivets Tarv fordrede En, der kunde være dets Tjeneste meer opofret end det forrige, andetsteds beskjæftigede, Bud. Under 23de April kommuniceredes Kontoret Opmaalingsdirek- tionens Skrivelse af 20de s. M. om, at de topografiske Karter, som maatte være i Rigsarkivets Værge, og ikke tilhøre historiske Dokumenter, maatte vorde afgivne til Opmaalingskontoret; og den 22de Juni indfandt Detaljøren, Ingeniørlieutenant Vibe, sig i Arkivet, hvor han af de fremlagte Karter udtog 134 Stykker af Beskaffenhed som ovennævnt, for hvis Udleverelse han under 29de s. M. gav Beviis. Under 2 Oktober tilstilledes Opmaalings- kontoret 16 topografiske Karter, som imidlertid vare blevne til- bagereqvirerede fra Laantageren, Professor Munch, i hvis Værge endnu endeel befinde sig. Af Journaler er bleven ført: 1) Kopibog for udgaaende Breve (Nr. 1 -- 86). 2) Do. for indkommende Skrivelser (Nr. 1 -- 47). 3) Ud- laansprotokol, der udviser, at Udlaanet, især af Dokumenter af historisk Indhold og i literær Hensigt, har været i betydeligt Til- tagende. Saaledes har Jernværksejer J. Aall under 2den Juni er- holdt paa speciel Tilladelse udlaant alle Regjeringskommissionens Protokoller, og Udgiveren af Rescripterne Cand. jur. A. W. Berg jevnligen i Aarets Løb benyttet sig af det Materiale for hans Værk, som Rigsarkivet tilbyder i "Norske aabne Breve, Missiver" o. s. v. 4) Fortegnelse over de fra Rigsarkivets Kontor udfærdigede Udskrivter samt over de paastedet afbenyttede Arkivalier. Ud- skrivterne have beløbet sig til 16, som dels gratis ere besørgede ved Undertegnede og Personalet, dels af Reqvirenterne. 5) En Katalog over Rigsarkivets Inventarium ): over dets Bogsamling og SIDE: 15 Tilbehør af Mobilier og da Expeditions- sekretæren mundtlig tilsagde dem at blive ved i Arkivets Tje- neste et halvt Aar endnu, begyndte Arbeidet i Kontorlokalet med Oktober Maaned med en foreløbig Udsondring af Overhof- rettens Papirer, hvormed Extra-Assistenterne, Moe og Under- tegnede, naar Tid gaves, siden have været beskjæftigede, medens Cand. Bech har udarbeidet førommeldte beqvemmere Katalog over den 3die Afdelings Indhold. Foruden de 2 store Kjældere, hvoraf denne Afdeling bestaaer, har Arkivet under Kontorværelserne 2 mindre Kjældere, hvoraf den mindste kun i højeste Nød for Rum kan lade sig benytte. SIDE: 16 I den større derimod henlagdes i kronologisk Orden i den første Halvdeel af Juni ved Assistent B. Moe: 1) Vice-Statholderska- bets og Slotslovens Arkiv (1704 -- 22). Tilsammen 70 Pakker; samt 2) Kommissariats-Kommissionens Arkiv (1807 -- 15). Tilsammen 48 Pakker. Rigsarkivet har saaledes ogsaa der tabt sit forrige uordnede Udseende, og er i Virkeligheden ogsaa blevet tilgjænge- ligere og brugbarere. Fra Kontorets Side er Intet blevet forsømt for, ved Paamin- delser og Indkaldelser, at see gamle Laan fra Arkivet bragte i Orden, samt for i andre Henseender at varetage dets Tarv. Saa- ledes er Kgl. Res. af 10 Juni 1837, samt Lov af 24 Juli 1827, forsaavidt den paabyder Afleverelsen af et Generalkart over Christiania og Bergen fra disse Byers Stadskonduktører, navnlig den første, oftere bevirket bragt i Erindring (Skrivelser til De- partementet og Vedkommende af 18 Marts, 15 Juli, 2 Sept. og 5te Novbr.) og fra Udgiveren af det bekjendte svenske Værk "Det Delagardieske Arkivet", Provst Wieselgren, erhvervedes, paa Forespørgsel, en Fortegnelse over de norske Dokumenter vedkommende Foreningen med Sverige, som i hint Værks 4de Bind angives som forærede af den svenske Kancelliraad Wahlström til det Delagardieske Familiebiliothek paa Löberöd. Da Hr. Wieselgren i sit, ellers private, Brev til Undertegnede, der i Egenskab af Arkivar motiveredes til hiin Forespørgsel, tilbyder Afskrivter, om forlanges, af hine Dokumenter, vil denne Sag nær- mere blive at fremsætte for Departementet. Efter Overenskomst med Diplomsamlingens Bestyrer, Professor Keyser, skulde de Dokumenter, som maatte forefindes i Rigs- arkivet ældre end Aaret 1537, som baade danner en geistlig og en politisk Grændse i vor Historie, overleveres Diplomsamlingen til Opbevarelse indtil Tidsgrændsen imellem dennes og Arkivets Omraade maatte blive resolutionsmæssigen fastsat. I Aarets Løb er imidlertid intet saa gammelt Dokument forefundet, ligesom heller ikke nogen Indsendelse af ældre Embedsarkiver, efter Kgl. Res. af 10 Juni 1837, er skeet. Uagtet Litr. b i Konklusionen af Departementets Foredrag til Hs. Mt. Kongen af 26 Nov. 1839, ved at anordne, at den aarlige Indberetning ogsaa skal indeholde Forslag om hvilke Arkivalier, der kunne kasseres, synes at antyde, at alt det Kassable skal opbevares indtil Aarets Ende, gjorde dog den Masse af Kassa- SIDE: 17 belt, som ansamlede sig uagtet al Sparsomhed ved Kassationen, og den betydelige Beholdning af ældre Kasseret i de opfyldte Lokaler, en af en specificeret Fortegnelse ledsaget Indstilling af 12te Februar om sammes Bortsalg til Tilintetgjørelse nødvendig. Departementets Samtykke hertil indløb 10de April, hvorpaa Papir- fabrikanterne Glad af Trykpapiir, hvorefter det senere Kasserede er bleven ham tilvejet i Undertegnedes eller en anden af Arkivpersonalets Nærværelse. Det Makulatur, Ziiølner saaledes har erholdt, har ligeledes bestaaet af de ved den forrige Kassation til Bortsalg bestemte forskjellige Regnskabsbilag, samt for en liden Deel af de beskadigede og uvigtige Papirer, som falde i Hænderne under den foreløbige Revision af Overhofrettens Papirer, og som ved Departementsskrivelse af 30te Nov. sanktioneredes til Kassation. -- Det vil ikke vare længe før Beløbet for det Kasserede ikke alene vil have dækket, men endog overskyde, Kontorets Udgivter, saa betydelige disse endog have været i dette første Aar efter dets Oprettelse, da saamange Snedkerarbeider m. m. gjordes nød- vendige. For Permerne har det dog ikke lykkets at finde Afsæt- ning. Aftrukne i Vægten, ere de sækkeviis blevne bragte tilbage, SIDE: 18 og derpaa, med Expeditionssekretærens Tilladelse, paa Anmod- ning fra Generalmajor Birch, skjænkede til Bogbindermateriale til Grønlands Asyl. Endeel Pergamentpermer af ældre Thing- og Raadstueprotokoller -- muligens Levninger af de i Krigs- aarene til Patroner tagne Arkivalier eller af de senere hen ved Indbrud bortstjaalne Protokoller -- fandtes henlagte i Arkivet, og overlodes en Bogbinder, forat indbinde Arkivets Bøger, efterat Jurisdiktioner, Titel og Aarstal vare blevne noterede i eget Hefte. En Pergamentpermet Protokol, der var ført paa Agershuus i Hannibal Sehesteds Dage, men uden at være af officielt Indhold, erhvervedes af Undertegnede, ved tilfældigt Paatræf, for Arkivet. Derimod afgaves til Universitetsbibliotheket følgende Mscpter in folio: "Beskrivelse over Christian Vtes Reise i Norge 1685" og "1ste og 3die Deel af en Beskrivelse over Bergen af Borger- mester Cl. Fasting." Til det kgl. Selskab for Norges Vel afgaves i Februar 170 Explr. af Olufsens Afhandling om at brygge Øl, der fandtes henlagte i Kontoret. Da Rigsarkivet for Tiden og videre frem i et Perspektiv, det ikke lader sig saa let gjøre nu at fastsætte Enden for, yder fuldt op at gjøre for det nærværende Personale, og det er at vente, at Indleverelsen af ældre og nyere Sager nu efter dette Kontors faste Oprettelse vil komme i Gang og skee hyppigere, er det at ønske, at Rigsarkivets Personale indtil videre ikke maa ind- skrænkes. Ved Arkivaliers Imodtagelse i Lokalerne i Departe- mentsgaarden maa Personalet deles, og Afleveringerne hidtil have, paanær de af de trykte Sager, fundet Sted i en saadan Uorden, at det Dage og Uger har afgivet Beskjæftigelse for en Assistent at bringe de tilsendte Læs i en saadan Orden i Hylderne, at man fra Arkivets Side har kunnet vide og give en Tilstaaelse for hvad man har modtaget. Undertegnede troer det derfor hen- sigtsmæssigt, om det blev alle de Regjeringskontorer, som afle- vere Arkivalier til Rigsarkivet, paabudt at gjøre dette i saadan Orden, at de strax kunne gives sin Plads. Idet Undertegnede saaledes ærbødigst foreslaaer, at Rigsarki- vets to Extraassistenter, naar det dem tilsagte Halvaar er ud- løbet med Marts Maaned, gives Ansættelse indtil videre, be- mærkes, at kun ved en saadan Forceren af Arbeidet, vil den Tid intræde, naar der ogsaa er bragt Orden efter Materien i de løse Masser, at Rigsarkivet vil kunne taale en Indskrænk- SIDE: 19 ning i Personalet, hvorom det vilde være Undertegnede en Til- fredsstillelse snart at kunne afgive ærbødigst Indstilling. TIL CARL FOUGSTAD 21 Jan. 1842. Da et velkonditioneret, paa Lærred heftet og med Ruller for- synet Explr. af Pontoppidans Karter over det sydlige og nord- lige Norge tilbydes Arkivet for den, med Hensyn til dette Karts Sjeldenhed, billige Priis: 3 Spdlr, og da det norske Rigsarkiv ikke bør være dette Kart foruden -- ligesaalidt som noget Hoved- kart over Riget -- foreslaaes ærbødigst, at det anbudte Kart kjøbes for bemeldte Priis. TIL JACOB JÜRGENSEN 24 Jan. 42. Efter Assistent Moes Beretning har Hrr Bureauchefen i sin Tid ladet Dem forlyde med at være gjennem Bureauchef Bern- hoft kommen i Besiddelse af 6 Protokoller vedkommende Op- gjørelsen med Danmark, hvilke jeg isaafald tør udbede mig til- stillede som Rigsarkivet tilhørende. TIL FINANSDEPARTEMENTET 11te Februar 1842. Rigsarkivet er først i disse Dage, ved Efterspørgsel fra Kon- torets Side, kommet i Besiddelse af 6 Protokoller, betitlede "Sam- linger af de Opgjørelsen med Danmark vedkommende Akter", hvilke i Bureauchef Jürgensens Bestyrelsestid extraderedes ham ved Bureauchef i Statssekretariatet Bernhoft fra Storthingets Ar- kivarius til Opbevarelse i Rigsarkivet, hvor de ogsaa formeentlig høre hjemme, og nu, paa Grund af deres Vigtighed og en Deel af Indholdets Beskaffenhed, under Laas ere forvarede. Indholdet af den første af disse Protokoller, "Instructioner til Commis- sarierne," har, paa Grund af deslige diplomatiske Forføiningers secrete Natur, og da det Hensigtsmæssigere i at have noget Be- stemtere at holde sig til, end saakaldet Kontorbrug og Sædvane, formeentlig maa erkjendes, vakt Ønsket hos Undertegnede om SIDE: 20 at være i Besiddelse af en Instruktion fra Departementet, hvori ogsaa Reglerne for Udlaan af Protokoller og Dokumenter til Af- benyttelse hjemme og paastedet vare foreskrevne. Kontorbrugen ved Rigsarkivet har hidtil ikke negtet Udlaan hjem af løse Do- kumenter, og tilstedet Afbenyttelse og Gjennemsyn paa Stedet af hvilkensomhelst Protokol, der maatte forlanges. Hidtil har saa- dant kun været Tilfælde i videnskabelig Hensigt; men sikker kan man ikke være for, at ikke den blotte personlige, eller vel endog en journalistisk, Nysgjerrighed vil benytte sig af den Adgang til Tilfredsstillelse, Rigsarkivet maatte tilbyde, og den ansvarlige Bureauchef er saaledes udsat for Følgerne af Hvilkensomhelsts indiskrete Brug af en Frihed til paa Stedet at lade sig forelægge til Afbenyttelse hvilkensomhelst Protokol, der ikke kan siges be- grændset ved den Omstændighed, at deslige Arkivalier ikke ud- laanes uden Departementets specielle Tilladelse. Indrømmelsen af Tilfældets Sjeldenhed medgiver dog ogsaa dets Mulighed; og Embedets Natur og Sædvanen ved andre Rigsarkiver, hvor Per- sonalet, saavidt vides, endog er eedfæstet, og hvor Regler for Publikums Adgang dertil ere foreskrevne, og det langt snevrere end det maaskee vilde lade sig gjøre eller være passende hos Os, tilsiger og bestyrker formentlig Hensigtsmæssigheden af en Instruktions Udstedelse for Bureauchefen ved Rigsarkivet, som hverken gik Tilliden til Dennes Konduite, Liberaliteten mod Pu- blikum eller Regjeringens Ret over sine Arkivalier for nær. TII FINANSDEPARTEMENTET 8 Marts 1842. En Reqvisition fra Sandsvær efter Udskrivt af en Justitspro- tokol, som ikke har været afgivet til Rigsarkivet, og derfor maa- skee endnu kan beroe ved Buskeruds Amt, giver fornyet Anled- ning til at beklage, at den Kongl. Resolution af 10de Juni 1837 saalidet efterleves. Idet derfor Undertegnede tjenstærbødigst til- lader sig at gjentage sin, i Skrivelse af 15de Juli f. A. yttrede Formening om det Hensigtsmæssige i en almindelig Indskjærpelse af ovennævnte Resolution, anholdes ogsaa om, at vedlagte Skri- velse maa udfærdiges til Buskeruds Amt. SIDE: 21 Til Buskeruds Amt. I Anledning af en til Rigsarkivet indløben Reqvisition fra Sands- vær om en Udskrivt af Justitsprotokollen for Nummedal og Sands- vær for Aar 1756, som ikke har kunnet effektueres, da der ikke ved Rigsarkivet forefindes yngre Protokoller for bemeldte Juris- diktion end af Aar 1734 -- 35, maa Departementet herved tjenst- ligt bringe i Erindring til snarest mulig Efterlevelse Kongl. Re- solution af 10de Juni 1837, hvorefter alle saadanne Dokumenter og Protokoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer ere til nogen Nytte for Embedernes eller Ombudenes Bestyrelse, eller som be- sidde nogen antiqvarisk, statistisk eller historisk Interesse, skulle fra samtlige Embedsarkiver indsendes til Rigsarkivets Bestyrelse, efter at en Fortegnelse over de Arkivalier, som agtes afgivne, forud er indsendt til vedkommende Departements Approbation. Idet Departementet saaledes maa have Amtet tjenstligt an- modet om at see denne Resolution iværksat for dets eget Arkivs Vedkommende, saaledes som dette for Tiden er, tør det ogsaa vente denne Paamindelse udstrakt til Amtets underordnede Em- bedsmænd. TIL CARL FOUGSTAD 16 Marts 1842. Med denne Maaned løber det halve Aar tilende, Hr. Expedi- tionssekretæren nævnte som Prolongationstiden for de ved Rigs- arkivet ansatte to Extraassistenter. Udbedende mig Departe- mentets Bestemmelse om videre Prolongation kan tilstaaes, maa jeg erklære, at Rigsarkivets Tarv fordrer for Nærværende For- blivendet med nærværende Personale, og at det fra Kontorets Side ikke skal mangle paa Underretning om naar Indskrænkning deri kan skee. TIL FINANSDEPARTEMENTETS INDRE-AVDELING 19 Mai 1842. Ved de under Gjennemsyn værende Konsumtionsbøger findes "Maleværksprotokoller", om hvis Indhold det ligeledes vedlagte Regnskap i Extrakt afgiver formentlig tilstrækkelig Oplysning. Desaarsag foreslaaes de til Kassation. -- Tillige forespørges tjenst- ligst, om det ikke kunde gjøres til Regel for Kassationen, at i SIDE: 22 Almindelighed de Arkivalier, ældre end 1814, kasseredes, hvis Hovedindhold findes indtaget i Protokollerne, som opbevares, eller i de samme vedlagte Extrakter og Regnskaber. TIL STIFTAMTMANDEN I CHRISTIANSAND [Utkast for Finansdepartementet.] 23de Mai 1842. Da der ved Rigsarkivet, i videnskabeligt Øjemed, har været Reqvisition efter Dokumenter, som for en Deel sandsynligviis maa være beroende i Christianssands Stifts Arkiv, nemlig alt hvad der vedrører de Lofthusiske Uroligheder fra Aarene 1785 -- 88, bringes herved kgl. Resolution af 10 Juni 1837, hvorefter det er samtlige Autoriteter paalagt "at indsende til Rigsarkivets Be- styrelse alle saadanne Papirdokumenter samt Protokoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer ere til nogen Nytte for Embedets Bestyrelse, og som i antiqvarisk, statistisk eller historisk Hen- seende maatte ansees at være af nogen Interesse, i behagelig Erindring. TIL FINANSDEPARTEMENTET 24 Mai 1842. Den Kongl. Resolution af 10 Juni 1837, der paabyder samtlige Rigets Autoriteter og Embedsmænd at indsende til Rigsarkivet de Papirdokumenter og Protokoller, som ikke ere nødvendige for de respektive Embeder, er i den Grad bleven lidet efterlevet, at kun 6 (sex) Sognepræster, nemlig i Tind, Hvidesø, Alten-Talvig, Eidsvold, Sandsvær og Tjølling, alle i Aaret 1838, have opfyldt dens Bestemmelser. Desaarsag, og da Kommunikationerne ere lettere fra mange Steder i nærværende Aarstid, troer Underteg- nede, at en Indskjærpelse af ovennævnte Resolution, i Lighed med et under 15 Juli f. A. fremsat Forslag, vil være hensigts- mæssig. Udkast til en Cirkulære i den Anledning til samtlige Overøvrigheder vedlægges derfor tjenstærbødigst. TIL A. DZWONKOWSKI 23 Juli 1842. I Anledning af Deres Skrivelse af 13de D., modtaget den 20de, meddeles herved, at Opgjørelsesprotokollerne med Danmark intet SIDE: 23 indeholde om noget norskt katholskt Fond, samt at jeg, da en Undersøgelse, "om der ikke i Rigsarkivet kan tilvejebringes Op- lysninger om Katholikerne i forrige Tider have været indrøm- mede Tilladelse til Udøvelse af deres Gudstjeneste her i Riget," uden bestemtere Opgave af Tiden, vilde blive altfor vidløftig, af Interesse for Sagen, og for maaskee at kunne lede til nogen nærmere Bestemmelse af Tiden, har erhvervet vedlagte juridiske Betænkning fra Hr. Højesteretsadvokat Hjelm, som han tillige har havt den Godhed at overlade til hvad Brug man maatte ville have derfor. Skulde den føre til nærmere Bestemmelse af Tiden, skal en Undersøgelse i Rigsarkivets Kancelliafdeling strax vorde iværksat. TIL FINANSDEPARTEMENTET 19 Aug. 1842. En under 5te Nov. f. A. udfærdiget Paamindelse til Vedkom- mende om Afleveringen af Agershuus Stiftsdirections Arkiv har endnu ikke havt nogen saadan tilfølge, ligesom hidtil i indevæ- rende Sommer, til Beqvemhed for den stedfindende Ordning, ingensomhelst Aflevering har fundet Sted. Imidlertid sees den Tid snart imøde, da Arkivets Localer paa Agershuus hist og her ville afgive Rum for hvad der maatte blive afleveret; og da nu saadan Aflevering synes at foregaa langsomt, hvortil formentlig Mængden af Arkivalier og Møien med deres Ordning maa være Grunden, siden den kgl. Resol. af 10de Juni 1837 paabyder saa- dan uden videre at skulle skee, foreslaaes herved tjenstærbødigst, at tilstille Agershuus Stiftamtmandskab, der er i Besiddelse af en Mængde uordnede og slet opbevarede ældre Arkivalier, en Skrivelse som vedlagte, for at Rigsarkivet maaskee da til Høsten eller engang i Vinterens Løb kunde komme i Besiddelse af disse Sager, hvorefter der stundom har været Efterspørgsel. TIL SVERIGES RIKSARKIV [Utkast for Finansdepartementet.] 10 October 1842. Departementet troer herved tjenstlig at burde oversende til det kgl. svenske Rigsarkiv vedlagte, i det norske Rigsarkiv forefundne, 3 Sverige alene vedkommende Dokumenter af diplomatisk Ind- hold, nemlig SIDE: 24 1) Kommercetraktat 2) Forbundstraktat imellem Sverige og Storbritannien, dat. Lon- don, 1ste Okt. 1661, i svensk Haandskrivt; 3) Traktat mellem Sverige og Portugal af 1643, i latinsk Haand- skrivt. Departementet benytter Leiligheden til at yttre Formening om det Ønskelige i, at, ved forefaldende Leilighed, gjensidig Udvex- ling fandt Sted af saadanne Arkivalier, der i hvert af begge Ri- gernes Arkiver maatte forefindes at vedkomme udelukkende det andet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 8 November 1842. Embedsmænd af Regjeringens Personale, hvormed Underteg- nede har oftere vexlet Tanker om den, for Historie og Arkiv- væsen, for det Offentlige som Private, ikke uvigtige Sag, der er Gjenstanden for nærværende tjenstærbødige Skrivelse, have troet, at den rettest bragtes paabane fra Rigsarkivet. Det er nemlig paa det, for alt Arkivvæsen uhensigtsmæssige, men i de senere Aar til al Embedskorrespondence brugelige, men til Opbevaring, formedelst Chlorbehandlingen, uskikkede, saakaldte "Maskinpa- piir," jeg holder det for Pligt at henlede Departementets Op- mærksomhed, tjenstligst givende mig den Frihed at bemærke, at, dersom vor Tids Korrespondence ikke inden kort aldeles skal forsvinde og alt Arkivvæsen ikke saaledes blive indskrænket til de blotte Protokoller og de enkelte Dokumenter, som tilfældigviis maatte bestaae af bedre Papiir, er det uundgaaeligen nødvendigt, at der tages Regjeringsforholdsregler imod Bruget af hint saa- kaldte Maskinpapiir, og det ikke blot for Departementernes, men for samtlige Embeders og Administrationsgrenes Vedkommende. Den samme Bemærkning er, om ikke erindres feil, for nogen Tid tilbage bleven fremsat i tydske Blade, hvori der fremhævedes med Eftertryk den al Historie og Arkivvæsenet truende Fare, som er forhaanden og let lader sig forudsee af et vidtudbredt Brug af et Materiale, der saa godt som kun er beregnet paa Øjeblikket og dets Behag. Man faaer renoncere paa det Behagelige for Følelse og Øje, SIDE: 25 omendskjøndt det ikke er at tvivle paa, at Fabrikationen vilde rette sig efter de Reqvisitioner, som gjordes, og den Resolutions Bestemmelser, som maatte emaneres. Intet kan erstatte, at det morknes og smuldrer hen i sine Sammenlægninger. Det maa først og fremst være stærkt forat det kan blive en Sandhed, at "littera scripta manet", og om man desforuden forlangte det baade glat og hvidt (eller helst med noget blaaligt Skjær) var det vel ikke formeget krævet af vor Tidsalder. Til et Vidnesbyrd om at man i vor Stat for 200 Aar siden har vidst at sørge for baade godt og forsvarligt Papiir, vedlægges herved en kongelig Qvit- tance fra Aaret 1646, der formentlig er skreven paa den af Kong Christian IV anlagte Fabrik. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM [Utkast for Finansdepartementet.] 19 Nov. 1842. Da Bureauchefen ved Rigsarchivet underhaanden har skaffet sig Kundskab om, at det vil være af nogen Interesse for Univer- sitetsbibliotheket, til Supplement af dets egne Exemplarer, at er- holde en Samling af norske Aviser fra Aarene 1810 -- 1814, der kunne afsees fra Rigsarchivet, hvor de ikke danne noget Heelt, som dog etsteds i Riget bør være at tilgaae, tilmeldes herved tjenstlig, at 14 Pakker af Bergens, Throndhjems og Christians- sands Addresse-Aviser for ovennævnte Aar stilles til Universitets- bibliothekets Disposition og til Afhentelse fra Rigsarchivet. Lige- saa kunne 2 Pakker Placater og Anordninger i samme Hensigt overlades. TIL CHRISTIAN GLAD 21 Nov. 1842. I Henhold til Hr. Pladsmajorens gode Løvte om at erholde til- sendt Prøver af Papir fra Deres Fabrik, i Anledning af den af Undertegnede vakte Motion om Afskaffelse af det saakaldte Ma- skinpapir til Embedsbrug, tillader jeg mig ogsaa at udbede mig, at De ogsaa, som sagkyndig, vil yttre Dem om dette, formentlig ikke uvigtige, Anliggende. Deres ærede Svar, hvori saavel Deres egen Erfaring med Hensyn til ovennævnte Papirsort som Deres Formening om Aarsagerne til dets Skjørhed og Uduelighed til SIDE: 26 Opbevaring og om hvilken Papirsort der kunde ansees for hen- sigtsmæssig til Embedscorrespondence, ønskes meddeelte, vil da blive vedlagt den Continuationsskrivelse i denne Anledning, hvor- med de forskjellige Papirsorter fra vore Fabriker oversendes til Finantsdepartementet. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM [Utkast for Finansdepartementet.] 21de Novbr. 1842. Da Rigsarchivets Samlinger, ifølge dets foregaaende og nær- værende Bestyreres Formening, ikke bør strække sig længere til- bage end til og med Aaret 1537, der i politisk og religiøs Hen- seende danner en Epoche i Rigets Historie, saaledes at dette Aar bliver dannende Skillet imellem Rigsarchivets og Diplomsamlingens Documenter, oversendes herved tjenstlig et Pergamentdocument, to Do. paa Papir samt 20 Brudstykker af forskjellige gamle norske Codices, hvilke ere forefundne i Rigsarchivet, men ifølge deres Ælde vedkomme Diplomsamlingen ved Universitetet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 22de Novbr. 1842. I forrige Aars Indberetning tilkjendegav Undertegnede at ville afgive tjenstligst Underretning om naar Rigsarchivets Ordning maatte tillade nogen Indskrænkning af Personalet; og da dets Samlinger nu ere bragte i en saadan Orden, at En af Personalet kan undværes, foreslaaes herved tjenstligst, at Assistent B. Moe, der siden medio September har været underrettet om, at en Fore- stilling som nærværende i Løbet af Efteraaret vilde indløbe, og som har erklæret sig tilfreds med at forlade Archivet, afskediges fra Rigsarchivet ved indeværende Aars Udgang, og at Cand. theol. N. J. Wessel Berg ansættes som 2den Assistent. TIL FINANSDEPARTEMENTET 23de Novbr. 1842. Da jeg forgjæves, paa alle mig mulige Maader, har søgt at faae Assistent B. Moe til at fremvise til Konferering med Rigsarkivets SIDE: 27 Laaneprotokol de af ham i et betydeligt Antal udlaante Arki- valier, idet jeg baade har anvendt i Løbet af Maaneder idelig gjentagne Anordninger og Befalinger, samt endelig lige forgjæves ladet Kontorets Assistenter Bech og Knoph søge ham hjemme med Udlaaningsprotokollen for der at konferere, og da han fremdeles gjentagende har erklæret mig reentud ikke at ville gjøre dette, af den Grund, at der "muligens kunde forefindes Dokumenter derimellem, hvorfor han ikke havde afgivet Beviis" : maa jeg her- ved tjenstligst anholde om, at det maa blive ham paalagt direkte fra Departementet at fremvise for mig, til Kollationeren med Rigs- arkivets Laaneprotokol, samtlige Rigsarkivet tilhørende Arkivalier, som maatte være i hans Besiddelse, enten han saa veed han derfor har afgivet Beviis eller ikke. Det er nemlig Tilfælde, at bemeldte Moe har isaahenseende i den Grad misbrugt min Tillid og udsat mig for Ansvar og Ar- kivet for Tab, samt forøvrigt paa saa mange Maader givet mig Anledning til Misfornøjelse, at jeg, da saadant ikke er Tilfælde med nogen af de to yngre Ansatte, ikke kunde foreslaae nogen Anden til Afskedigelse naar den Tid kom, at Personalet taalte nogen Reduktion. Derpaa er han forlængst bleven forberedet, og afgav da det Svar, at han endogssa selv havde tænkt paa at forlade Arkivet og ikke var forlegen for anden Udvei. Jeg havde tænkt at kunne undgaae, at forbinde nogen Klage over Assistent Moe med Indstillingen om hans Afskedigelse; men det Exempel paa utaalelig, alt Forhold mellem Foresat og Under- ordnet forrykkende og tilintetgjørende, Overhørighed, han, som ovenangivet, gjentagende har afgivet, nøder mig til herved tjenst- ligst paa det indstændigste at anholde om, at Assistent Moe, som desuden har opført sig saaledes, at jeg for nogle Maaneder til- bage saae mig i den Nødvendighed ikke længer at kunne betroe ham Nøglerne til Kontoret, strax ved indeværende Maaneds Ud- gang afskediges, uden at han, saasnart han har aflagt Regnskab for de udlaante og udtagne Arkivalier, som han har ihænde, har oftere at indfinde sig paa Kontoret. TIL FINANSDEPARTEMENTET 29de Novbr. 1842. I forbindelse med Undertegnedes Skrivelse at 8 d. M. betræf- fende Afskaffelse af Maskinpapiret til Embedsbrug, oversendes SIDE: 28 hermed under Paket Litr. A en Betænkning fra Papirfabrikanten, Pladsmajor Glad med 5 vedlagte Papirsorter af hans saakaldte Nedre Papirmølles Fabrikater, under Rulle Litr. B 19 Prøver af Papirsorter af den Juul og saaledes stod da kun tilbage Rigsarkivets saakaldte 2den Afdeling paa Agershuus, der i de to første smaa Værelser indeholder det ældre Stifts- Statholderskabernes og Slots- lovens Arkiv, samt i det tredie indre fornemmelig det ældre Kancelliarkiv samt Qvæsthuus- og Krigshospitalskassens Regn- skabsprotokoller tilligemed en Mængde andre militære Arkiv- sager. Dette Værelse blev først igjennemgaaet efter Katalogen, Pakkerne forsynede med Afficher og Reolerne rubricerede, hvor- efter Ordningen i de to forreste Værelser begyndte med Gjen- nemgaaelsen af samtlige Stiftets gamle Thingprotokoller, Stat- holderskabets Referatprotokoller o. s. v. indtil Afleverelsen af Stiftsarchivet, hvilket slutter sig til Indholdet af denne Arkiv- afdeling, endeligen fandt Sted ved den Tid Arbeidet maatte ind- skrænkes til Kontorlokalerne. Leiligheden, da den nye 3die Af- deling indrettedes til Modtagelsen af dette og Bispearkivet, blev benyttet til at anskaffe 5 nye Reoler i 2den Afdeling, saa Rigs- arkivet nu er saa forsynet med Reoler, som Rummet tillader, med Undtagelse af et mørkt Siderum til ovennævnte Kjælder i 1ste Afdeling. Af Afleveringer har i Aarets Løb følgende fundet Sted: 1) Fra Professor R. Keyser: a) Fortegnelse over Skjøder og Adkomster, Jordegods i Norge angaaende, efter det kgl. danske Kancellies Befaling afleveret til kgl. norsk Statssekre- tær Hr. P. Chr. Holst, som Befuldmægtiget, ved Geheimear- chivarius Grim Thorkelin, Aar 1820. b) Kopiprotokol af Re- gistraturerne, som findes i Bispearkivet paa Bergens Bispe- gaard. Fotnote: Efterat dette er skrevet er det, efter Aftale med Stiftamt- manden, bleven bestemt, at de Arkivalier, som ere yngre end 1820, blive at remittere. SIDE: 32 2) Fra Bureauchef Jürgensen: 6 Protokoller, indeholdende In- struktionerne og Forhandlingerne ved Opgjørelsen med Dan- mark. 3) Fra 2det Revisionskontor: Toldantegnelser med Koncept- Decisioner og Bilag fra forskjellige Aar imellem Aarene 1806 og 1830, Generalextrakter, samtlige i Behold havende Kon- sumtionsregnskaber indtil Aaret 1827 m. m. Toldvæsenet ved- kommende, samt endeel Dokumenter vedkommende de i sin Tid omordnede Vare-Kontrolkommissioner. 4) Fra Stavanger Amt: Kassabøger for Jedderens og Dalernes Fogderi fra 1714 til 1800 og for Ryfylke Fogderi fra 1714 -- 1733. 5) Fra Agershuus' Stift: Stiftets hele ældre Arkiv indtil og med Aaret 1832. Og 6) Fra Agershuus' Bispe-Embede: Det ældre Stiftsdirektionens og Bispe-Embedets Arkiv. Til Diplomsamlingen og Universitetsbibliotheket er igjennem Collegium academicum bleven sendt endeel Pergamentsdokumenter og Brudstykker samt ældre Papirdokumenter, norske Aviser fra Aarene 1808 -- 14 og en Samling af Plakater, ligesom ogsaa til vedkommende Autoriteter i Sverige endeel ældre Specialkarter over Territorier i Sverige samt endeel diplomatiske Haandskrivter. Mellem Udlaanene, der til 59 Laantagere have udgjort et større Antal af Arkivalier end i de forrige Aar, kan mærkes, at Rigs- akten har været udlaant to Gange i Aarets Løb, nemlig først under 4de Januar, ifølge Ordre, til Justitsdepartementet, og siden under 23de August til Storthingets Konstitutionskommittee, fra hvem den blev tilbageleveret 20de September. Den særskilte Protokol, som føres over "Udskrivter og afbe- nyttede Arkivalier", udviser, at der i 1842 har været meddelt 22 Udskrivter og afbenyttet 36 Arkivalier. Uagtet disse mest have været Protokoller, er det dog ikke let, naar en Mængde, der idelig ombyttes, bliver afbenyttet, at være ganske nøiagtig i denne Kontrol. Dens fornemste Hensigt er heller ikke den detaljerede Talangivelse af de enkelte, ofte i Pakker afbenyttede, Dokumen- ter, men en Oversigt over hvilke Brancher af Arkivet -- og i hvilken Retning, videnskabelig eller praktisk -- der i Aarets Løb have været søgte. SIDE: 33 Til Opmaalingskontoret udleveredes i Februar 158 Karter, ved- rørende Landets Topografi, og i December lod Ingeniørbrigaden udtage de fortifikatoriske Tegninger, som forefandtes i Rigs- arkivet. Rigsarkivets videnskabelige Hjælpemidler ere blevne forøgede med Slutningshefterne af den Timmeske Samling af Forordnin- gerne, med de i Aarets Løb udkomne Hefter af den Bergske Samling af Reskripterne, Pontoppidans Norges Kart og med 12 Bind af historisk Indhold. Kasserede ere blevne: de ældre Maaler- og Vejerbøger samt Toldantegnelser, Maleværksprotokollerne, de ældre, fra Stavanger Amt sendte, Kassabøger, med Undtagelse af Kassabøgerne for hvert 10de Aar, samt endeel Bilag til Zahlkasseregnskaberne for sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede. Ifølge Regnskab, aflagt under 27de December, er der solgt kasseret Papiir for 75 Spd. 38 Sk. -- deraf dog 13 Spd. 70 Sk. Rest fra næstforrige Aar -- , og ere samtlige kasserede Protokoller solgte til Arsenalet til for- højet Priis, 48 Sk. pr. B , for at bruges til Karduser og saa- ledes efterhaanden at tilintetgjøres. Underhandlingerne med Professor R. Keyser, om hvilket Aar, der mest passende skulde danne Skillet imellem Diplomsamlingen og Rigsarkivet, have af ham atter været bragte paabane uden at det dog endnu kom til nogen endelig Bestemmelse, da Hr. Keyser fandt det bedst at udsætte denne endnu en Tid. Et sildigere Grændseaar end det forhen foreløbigen antagne, Reformations- aaret 1537, f. Ex. Aaret 1600 eller Christian 4des Hyldelsesaar i Norge 1591 vil da rimeligviis blive fastsat. Under 14de Oktober kommuniceredes Hs. Mt. Kongens naadigste Bestemmelse: ikke at sanktionere sidste Storthings Beslutning, at opføre de for Arkivpersonalet anslaaede Gager som midler- tidige. Rigsarkivets Tarv, idet Aarets Slutning, som ovenberørt, medførte Afleverelsen af Bispe- og Stiftsdirektions-Arkivet medens man endnu havde at gjøre med den foreløbige Gjennemgaaen af det bogstaveligen en masse og i Uorden afgivne Stiftsarkiv, vil ogsaa, idetmindste for Vinteren, gjøre Bibeholdelsen af de 2 Extra- SIDE: 34 Assistenter nødvendig, saafremt de Afleverelser, der, som be- lovede og ellers, ere ivente til Foraaret, ikke skulle træffe Rigs- arkivets Personale saa beskjæftiget med at bringe Orden i sine Masser, at det ikke kan yde senere Afleverelser nogen anden Modtagelse end den blotte Hensættelse af Kasserne. Medens denne Gjennemgaaelse af de i Løbet af Efteraaret afleverede to Arkiver har beskjæftiget Assistenterne Moe og Knoph, har Cand. Berg fortsat Reenskrivten af de under Ord- ningen i de ydre Lokaler optagne Kataloger, og Hrr Cand. Bech har fuldført en Hovedkatalog over Rigsarkivets hele Indhold ved Udgangen af Aaret 1842, hvori samtlige specielle Kataloger og Designationer ere indtagne, og som altsaa i sit Bind, under hvilke- somhelst Forbedringer Katalogiseringen maatte modtage og under alle Rigsarkivets Udvidelser, i sildigere Tider vil afgive et histo- risk Mærke og en fuldstændig Skildring af Rigsarkivets Omfang og Tilstand ved denne Tid. TIL OLE E. GJERDRUM 9 Jan. 1843. Da jeg har ladet mig sige, at endeel ældre Arkivalier, Agers og Folloug Fogedembede tilhørende, skulle opbevares paa Foged- gaarden, tillader jeg mig tjenstligst, saafremt saa skulde forholde sig, at bringe i Erindring Kgl. Resol. af 10 Juni 1837, ifølge hvil- ken samtlige civile og andre Embedsmænd, efter Approbation af vedkommende Departement, skulle til Rigsarkivet indsende samt- lige Papirdokumenter og Protokoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer ere til nogen Nytte for Embedernes eller Ombudenes Be- styrelse, og som i antiqvarisk, statistisk eller historisk Henseende maatte ansees at være af nogen Interesse. TIL FINANSDEPARTEMENTETS INDRE-AVDELING 18 Jan. 1843. Idet vedlagte Andragende fra Kontorets Bud tjenstligst over- sendes, maa jeg derom erklære, at det ikke vilde være til dets Baade, om det skulde miste en allerede routineret Tjener. Hans Løn er 4 Spd. for Maanederne October til April incl., samt for Maanederne Mai til Sept. et Tillæg af 4 Spd., altsaa for Aaret SIDE: 35 68 Spd., hvortil endnu kommer noget Extra for Vedskjæring. Skulde nu i Forhold til andre Departementsbuds Løn, 8 Spdlrs faste Gage, med Afkald paa al Betaling for særegne Arbeider, ikke findes passende, troer jeg at kunne bringe i subsidiært For- slag, at tilstaae ham, à 7 Spd. maanedlig, 84 Spd. i aarlig Løn, med Forpligtelse at forlade den militære Tjeneste og at forrette Vedskjæring og hvad andet Arbeide, der maatte forefalde, uden nogen Godtgjørelse. TIL OLE E. GJERDRUM 1 Feb. 1843. Da den kgl. Resol. af 10 Juni 1837 synes at gjøre til Hoved- betingelse for Archivaliers Aflevering til Rigsarchivet fra de for- skjellige Embeder, at de formedelst Ælde ikke længer skulde kunne være disse til nogen Nytte; da man hidtil ved Rigsarchi- vet ikke ubetinget har casseret saadanne Archivalier, som de i Hr. Fogdens Skrivelse af 28de f. M. omnævnte, samt da disse formeentlig ville afgive Supplementer ved den Gjennemgaaelse af Agershuus Stiftamtmandsembedes ældre Archiv, som for Tiden finder Sted i Rigsarkivet: tillader Undertegnede sig herved tjenst- lig at yttre den Formening, at det vel var rigtigst at erhverve vedkommende Departements Approbation, i Overensstemmelse med Resolutionens Bydende, paa ovennævnte Archivaliers Ind- sendelse en masse til Rigsarchivet. TIL JUSTISDEPARTEMENTET 7 Febr. 1843. I Anledning af Departementets Forlangende, at anstille Under- søgelse i Rigsarkivet, om der skulde forefindes noget skrivtligt Vidnesbyrd for, at en i Bergen imellem Aarene 1660 og 1670 afdød General i de dengang forenede Rigers Tjeneste, Johan Henrik v. Schulten, fød i Westfalen, skulde have disponeret over en Deel af sin Formue til Fordeel for sine derværende Frænder: gjenmeldes herved tjenstligst, at saavel Rigsarkivets Afdelinger, hvor saadanne Dokumenter kunde være at søge, nemlig det ældre Kancelliarkiv fra ovennævnte Aar saavelsom Datids Statholder- skabs Protokoller, som de af vor Literaturs Skrivter, hvor Op- SIDE: 36 lysninger om Personer af en saadan Charge ellers kunde være at hente, saasom "Adelslexikon", "Fosses og Sagens Bergens Beskrivelse", "Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie" og "Klüwers Mindesmærker", ere samtlige blevne undersøgte uden at opdage endog kun Spoer af en Person af saadant Navn. [fotnotemerke] Thi, at "Klüwers Mindesmærker" oplyse om, at en Georg Chri- stian von Schultz, fød i Braunschweig, er i Aaret 1715 død i Throndhjem som kommanderende General sammesteds, kan for- meentlig ikke engang antyde Muligheden af nogen Forvexling, da Opgivendet af Schultens Navn -- om end Endelsen "en", efter tydsk Sæd, kan være en Apposition -- og Fødested er saa bestemt. For ikke at lade Noget uforsøgt, har Undertegnede ogsaa, men lige forgjæves, ladet vor udmærkede Personalhistoriker Justitia- rius Berg konsulere, saa der neppe staaer andet tilbage end, under Antagelsen af, at Schulten kan have været ansat i den danske Deel af Armeen, men død i Bergen paa en Reise eller under et kortvarigt Ophold her i Landet, at henvise Vedkom- mende til at forsøge en bedre Lykke i det danske Kancelliarkiv. TIL FINANSDEPARTEMENTET 19 Mai 1843. Saavel i den Bestemmelse i den kgl. Resol. af 10 Juni 1837, at samtlige Landets Embedsarkiver, civile, militære og geistlige, skulle afgives til Rigsarkivet efterhaanden som de blive saa gamle, at de kunne undværes ved Embederne, som ogsaa i Navnet og Naturen af et "Rigsarkiv", synes den Mening at ligge, at det skal kunne tjene Folket eller Hvilkensomhelst i det hele Rige til Op- lysning i Velfærds- eller videnskabelig Henseende. Da det nu, for de fleste Auctoriteters og Embeders Vedkommende har gaaet langsomt med Iværksættelsen af ovennævnte kgl. Resol., og Som- meren tilsteder de Fleste lettere Adgang til Hidtransport, vilde Fotnote: Af disse Værker indeholder "Bergens Beskrivelse" alle Kom- mandanternes Navne, "Samlingerne" en Mængde Personalnoter, og "Mindesmærkerne", en Samling af Epitapher over i Thrond- hjem afdøde og bisatte højere Militære -- med hvilken Stad Bergen kunde være forvexlet. SIDE: 37 det formentlig være hensigtsmæssigt, ved en Circulære -- som foreskrevet i Skrivelsen herfra Kontoret af 15 Juli 1841 og 24 Mai 1842 -- paany at indskjærpe Resolutionens Efterlevelse. Imidlertid vilde det dog være til megen Oplysning for Almen- heden, til Oversigt for Rigsarkivets Bestyrelse og Andre over Arkivvæsenets Tilstand i Riget og saaledes overensstemmende med et Rigsarkivs Betydning, samt til Lettelse ved Afleveringen og Besparelse derved, naar man herfra kunde meddele Hvad der ønskedes afleveret, om der her i Rigsarkivet blev opbevaret Designationer fra Rigets samtlige underordnede Arkiver, hvorfor herved tjenstærbødigst indstilles, at Departementet vil bevirke en kgl. Resolution, hvorefter det bliver paalagt samtlige Embeds- auctoriteter og Magistrater saavelsom Landets Præster, inden et Aar at indsende til Opbevaring i Rigsarkivet en Designation over de Arkivalier, som ere i deres Værge. TIL J. CHR. BERG OG R. KEYSER 14 Juni 1843. Jeg tillader mig, paa Grund af MHrrs Kjendskab til Samlin- gerne i Kjøbenhavn, at udbede mig Deres Betænkning i Anledning af hermed oversendendes Forespørgsel fra Kirkedepartementet om Arnas Magnussens Udlaan af Arkivalier fra Stavanger Dom- kapitels Arkiv. Det defekte Brev fra Magnussen af 1709, som MHrr ville finde sidst anført paa Biskoppens Fortegnelse an- tyder, at endeel af de udlaante Dokumenter ere blevne efter- lagte paa Island. TIL FINANSDEPARTEMENTET 21de Juni 1843. Underrettet om, at der ved Nedre- og Øvre-Romeriges Soren- skriverier skal henligge endeel ældre Protokoller, efter hvilke Slags Arkivalier der er hyppigst Efterspørgsel ved Kontoret, og da saadant rimeligviis er Tilfælde ved andre Jurisdiktioner, fore- slaaes herved tjenstligst, at samtlige Sorenskriverier tilstilles en Skrivelse, som vedlagte til ovennævnte tvende Embeder, samt en Fortegnelse over de Protokoller, ethvert af de respektive Em- beder vedkommende, der for Tiden forefindes ved Rigsarkivet. SIDE: 38 Maatte Departementet billige, at denne Forholdsregel udstrækkes til samtlige Sorenskriverier, skulle Skrivelserne snarest muligt efterhaanden blive oversendte. TIL KIRKEDEPARTEMENTET 30te Juni 1843. I Anledning af en Forespørgsel af 13de D. fra Kirkedeparte- mentets 1ste Expeditionskontor, om endeel fra Stavanger Dom- kapitel i Aarene 1698 og 1700 til (daværende Arkivsekretær) Arne Magnussen i Kjøbenhavn udlaante gamle Dokumenter, hvorfor Be- viser, Designation og Skrivelser desangaaende ere af Biskoppen i Christianssands Stift fremfundne af Bispearkivet, nufortiden maatte forefindes i Rigsarkivet: gjensvares herved tjenstligst, at saadant ikke er Tilfælde eller kan være det, da det er en, for danske saavelsom for norske Videnskabsmænd bekjendt, og af de Sidste høiligen beklaget Omstændighed, at de til Arne Magnussen fra de forskjellige Arkiver samt fra Private i sin Tid udlaante Arkiva- lier og Dokumenter ikke, for den betydeligste Deel, bleve tilbage- leverede, men, forsaavidt de ikke brændte i den store Ildebrand i Kjøbenhavn 1728, legerede til Kjøbenhavns Universitet, hvor de endnu findes som en dets øvrige Manuskriptsamling annekteret særskilt Afdeling. Den paa Universitetsbibliotheket værende "Cata- logus Diplomatum Norvegicorum in Bibliotheca Legati Magnæani", in fol. udviser, hvilken endnu stedse betydelig Samling af natio- nalvigtige Arkivalier og Dokumenter, der saaledes ere Norge fra- komne uden retlig Adkomst og Kompetents fra Testators Side, om det end ikke havde været udtrykkelig paabudt, saaledes som i Cirkulære til Stiftsøvrighederne af l9de Febr. 1687, ved deslige Udlaan af Domkirkerne og andre Arkiver at "give Beviis og at tilbagelevere det Laante i uskadt Stand", samt havde ligget i Sagens Natur, at Embedsarkivalier og Adkomstbreve kun under en saadan Betingelse have kunnet være udlaante. Magnussen erklærer ogsaa selv i en Skrivelse fra 1706 (Nordisk Tidsskrivt for Oldkyndighed. Bd. 3. Pag. 103), efter at have yttret om de udlaante Sager, at de vare til ingen Nytte ved Kapitlerne, saasom Ingen mere forstod dem: "Dog haver jeg ufeilbarligen isinde at skikke dem tilbage, naar jeg tilfulde haver brugt dem, hvortil jeg mig og haver reverseret". Testamentet blev dog, efter Jon Olafsens SIDE: 39 Beretning i hans biografiske Efterretninger om Arne Magnusson i bemeldte Tidsskrivt, Pag 34, forfærdiget et Par Dage før han døde og "den sidste Dag af ham selv underskrevet, da han dog neppe kunde skrive meer". Gjennemsøgelsen og Afleveringen gjældte Rigernes samtlige Dele, og da det er bemærket om Ribe Kapitel, at det havde den Forsigtighed at meddele Afskrifter, kan man slutte, at dette har været en Undtagelse, og at Originalerne overalt ere blevne udlaante. Hvad M. Stephensen, i en Anmærkning i Jon Olafsens Efter- retninger Pag 98, siger om Islands Skjebne i denne Henseende, er da ganske bleven gjældende for Norges Vedkommende; og han siger: "Landkommissionen (hvoraf Arne Magnussen var Medlem) lod sig være anliggende at udplyndre Island for dets dyrebareste Dokumenter og Haandskrifter af Antiqviteter, Historie og andre Stykker af videnskabeligt Værd, paa Pergament og Papir." Ved Opgjørelsen med Danmark, navnlig Universitetet betræf- fende, findes ikke denne Sag berørt, hvilket formentlig vilde og maatte have fundet Sted, om de norske Kommissærer havde havt Beviser ihænde for de Udlaan, den Arna-Magnæanske Samling skylder sin Tilværelse; og saaledes have Normænd maattet reise til Kjøbenhavn for der at afskrive hvad der i Fædrenelandet burde staae dem tilrede. Af højeste Vigtighed maatte derfor Opdagelsen af Beviserne i Bispearkivet i Christianssand forekomme, hvorfor Undertegnede troede at burde indhente de med den Arna-Magnæanske Manu- skriptsamling velbekjendte Herrer Justitiarius Bergs og Professor historiæ Keysers Betænkning, der ganske godtgjør Vigtigheden af Beviser og meddeler klar Oplysning om den rette Beskaffen- hed ved hiin illegale Acqvisition, uden at de dog have fundet sig foranledigede ved Sagens Stilling for Nærværende, til at foregribe Regjeringen i at angive og udfinde Maaden, hvorpaa Norge igjen kan komme i Besiddelse af en saa interessant, i national og viden- skabelig Henseende saa vigtig Eiendom. Muligt kunne vel endnu flere magnæanske Laanereverser findes ved Gjennemgaaelsen af de andre Bispearkiver; men til derpaa at bygge Ankrav, i den Ud- strækning lovligt kan være, og hvilket synes at have Medhold fra dansk Side i den derfra anerkjendte Kielertraktats 21de Ar- tikel, ere de fremfundne forhaandenværende tilstrækkelige efter SIDE: 40 ovennævnte Herrers Betænkning, hvilken, tilligemed de Expe- ditionskontoriets Skrivelse vedlagte Dokumenter, herved over- sendes. TIL CARL FOUGSTAD 15de Juli 1843. I Anledning af Hr. Expeditionssekretærens for Bech yttrede Formening, om at det, for Rums Skyld, neppe skulde være værd at udfærdige nogen Cirkulær for at see ældre Sager indsendte til Rigsarkivet, vil jeg tillade mig at paapege den Seendrægtighed, hvormed saadanne Indmaninger sædvanligviis efterkommes. Det er saaledes vel Tilfælde, at den Kongl. Resolution desbetræffende behørigen er kommuniceret høiere og lavere Embedsmænd; men det er kun yderlig Faa, som have taget Notits deraf; og af de i de to foregaaende Aar udsendte Erindringer, frugtede de kun hos Stavanger Amt: Skulde alle Indsendelser skee paa engang, vilde de vistnok overvælde baade Locale og Personale; men efter disse Erfaringer er det neppe at befrygte. Et Cirkulære, som foreslaaet, vil sandsynligviis kun have tilfølge, at der mod Damp- fartens Slutning indløber endeel Arkivalier, som befinde sig sik- krere paa Agershuus end i Privatboliger, hvor Respecten derfor snarere tager af end stiger med deres Alder. TIL KIRKEDEPARTEMENTET 5te August 1843. I Undertegnedes Skrivelse af 30te Juni d. A. betræffende de Arne-Magnæanske Dokumenter yttres, at Sagen ikke har været berørt under Opgjørelsen med Danmark forsaavidt Universitetet angaaer, og dette er ligeledes Tilfælde med Qvæstionen om Tilbageleverelsen af norske Arkivalier i Almindelighed. Da imid- lertid Opgjørelsesprotokollerne udvise, at Udleverelsen af samt- lige, Norge vedkommende, Arkivalier har udgjort en oftere om- handlet, fra norsk Side som Betingelse udenfor det opstillede Underhandlingsprincip "Uti possidetis" inhæreret, og fra dansk Side indrømmet, Gjenstand for Underhandlingerne, har Under- tegnede troet, tjenstligst og i Kontinuation med foregaaende SIDE: 41 Skrivelse at burde oversende i verificeret Afskrivt hvad der isaahenseende kunde tjene til Oplysning og Støtte i Tilfælde af fornyet Ankrav. TIL FINANSDEPARTEMENTET 20de December 1843. Idet Undertegnede herved, paa Forlangende, i ligeledes vedlagt Skrivelse, af Amanuensis ved Rigsarkivet, D. Bech, tjenstligst oversender et af ham uarbeidet "Forslag til en Plan for Rigsar- kivets arkivmæssige Ordning", tillader jeg mig at bemærke følgende: Saa vist og af sig selv indlysende det er, at en Ordning efter Materien eller efter Fag og Administrationsgrene er den ønske- ligste og ideale for et Arkiv, og at denne er det Maal, hvortil dets Bestyrelse maa stræbe og engang bør komme, ligesom den ogsaa er den naturlige, naar Arkivalierne, under en ordnet de- partemental Bestyrelse kontorviis afgives, og idet der altsaa for- meentlig ikke kan være noget at udsætte paa Forslaget i sig selv og paa dets Rubriceringer: saa maa jeg dog være af den Mening, at dets Iværksættelse for Tiden vil være ganske uhensigtsmæssig med Hensyn til Arkivets ældre Afdelinger før 1814. Og det er disse, som for Tiden ere under Ordning efter en af den fore- gaaende Arkivbestyrelse som den bedste befundne, og af Hrr Bech selv, i hans i den Constitutionelle Nr. 137 1842 indrykkede "Over- sigt over Rigsarkivets Tilstand fra de ældre Tider indtil Udgangen af Aaret 1840" anbefalet Methode. Det hedder nemlig deri, at Iværksættelsen af Forsøget paa en fagviis Ordning af disse ældre Arkivalier" efterhaanden bortfaldt af sig selv, ligesom ogsaa Ord- ningen efter Materien erklæres først senere hen at kunne ind- træde. Men hertil er Tiden endnu ikke indtraadt, og der har ikke mødt nogen Vanskelighed ved den stedfundne chronologiske Ordning, som skulde kunne forklare og nødvendiggjøre nogen Forandring af denne Anskuelse. Masserne have gjort en Ord- ning, som f. Ex. den, der i Aarets Løb har fundet Sted ved de sidst afleverede Dele af Agershuus' Stifts- og Amtsarkiv -- , nemlig i nummererede Paqvetter, hvis Indhold fra samme Aar er katalo- giseret, -- nødvendig, og nu at iagttage en anden Ordning, en streng efter Materien, ved den ældre Deel at Stiftsarkivet, som skal slutte sig til hiin, synes formeentlig lidet anbefalelsesværdigt. SIDE: 42 Saasnart derimod de endnu uigjennemgaaede Dele af det ældre Arkiv ere gjennemgaaede og ordnede paa den hidtil brugte Maade, og der bliver Tid til paany at gjennemgaae dem, kunde for- meentlig en Ordning efter Forslaget være at forsøge. Et For- søg kan først overtyde om den er iværksættelig og overkommelig med Hensyn til det hele Arkiv før 1814. Dette Aar danner en skarp Grændse; og Rigsarkivet opfylder, med Hensyn til Om- stændighederne, formeentlig ganske vel sin Bestemmelse, naar det, om end med Bibehold af de gamle Inddelinger, har Alt før denne Tid i Reol og Katalog, og er efter den àjour og stedse istand til at modtage Afleveringerne fra Departementskontorerne og at give disse sin Plads i Række med de næstforegaaende. Rigsarkivets 2den Amanuensis Hrr Moe er bleven meddelt hans Kollegas Forslag, og har erklæret sig enig med Undertegnede i at det for Tiden ikke er anvendeligt paa det ældre Arkiv før dettes Ordning er foregaaet efter den hidtil brugte Methode. Da vil formeentlig den rette Tid være kommen til at skjænke det al den yderligere Opmærksomhed, som den Interesse for Sagen og den Tænksomhed, det røber, fortjener. Det følger ellers af sig selv, at Ordning efter Materien iagttages hvor den bekvemt kan skee, nemlig ved Arkiver fra Autoriteter, hvis Administration ikke omfatter altfor mange Brancher. Dette er f. Ex. Tilfælde med den Ordning af Agershuus' ældre Bispearkiv, som for Tiden foretages af Undertegnede personlig; men netop fordi Ordningen efter Materien har været let ved et Embedes Ar- kiv, hvis Officia snart lade sig opregne, kan denne ikke tjene til Beviis for at en saadan Ordning skulde være anvendelig paa hele det ældre Rigsarkiv. Skulde et Forsøg skee til en Begyndelse, vilde maaskee det ældre Kancelli-Arkiv være det tjenligste dertil, men burde dog formeentlig ialfald opsættes indtil Ordningen efter den hidtil brugte Methode er tilendebragt. TIL FINANSDEPARTEMENTET 30 Dec. 1843. I Anledning af det kgl. Depts. Opfordring til Undertegnede, i Skrivelse af 24de d., at yttre sig om en Deeltagelse fra Kon- torets faste Assistenters Side i Indstillingerne om Arkivaliernes SIDE: 43 Kassation, tillader jeg mig herved tjenstærbødigst at meddele følgede: De faste Assistenters Formening er altid hidtil mundtligen bleven indhentet ved de Forslag, som siden Undertegnedes Ansættelse herfra ere skete betræffende Arkivaliers Kassation og Afhæn- delse. Med Erkjendtlighed maa jeg imidlertid modtage den For- mindskelse i den personlige Resico, som en anordnet Deelta- gelse fra mine Assistenters Side vil forskaffe mig, hvorhos det dog maa bemærkes, at denne fælles Censur ikke uden Forsinkelse i Arbeidet og tidspildende Disputter ofte om Bagateller, der kun have Værd for den personlige Dilettantisme, vil kunne udstrækkes til ethvert enkelt Dokument. Man maa isaahenseende stole paa Routinen og paa den samvittighedsfulde Interesse for Arkivet, som i tvivlsomme Tilfælde søger Kollegaernes Raad og Veiledning. Der danner sig da ganske naturlig en diskutterende Kommittee, hvor Grunde og Stemmefleerhed, ikke Kontorchefens personlige Mening, gjør Udslaget. Ganske vist vil han og, som Tilfælde har været, om ogsaa kun for sin egen, for Ansvarets, Skyld, ved de allerfleste af deslige Spørgsmaal underordne sig Assistenternes forenede Mening. En Instrux, der foreskrev Regler for Kassa- tionen, for Udlaan o. s. v., har stedse været Undertegnedes Ønske, ligesom det ogsaa i Skrivelse til Dept. af 10 Febr. 1842 har været fremsat; og jeg tillader mig tjenstærbødigst at formene, at de Be- stemmelser, Dept. maatte finde passende og hensigtsmæssige med Hensyn til Assistenternes Deeltagelse i Indstillingen til Kassation af Arkivalier, kunne indtages i en saadan Instrux, uden at gives Formen af en speciel Departementsanordning. Videre end til at paalægge Kontorchefen at indhente de to første Assistenters For- mening, saaledes at deres Deeltagelse i Bestemmelsen om og Ind- stillingen til Kassation kun bliver konsultativ, og at hans Stemme bliver den afgjørende, bør denne Deeltagelse, som dog har For- men af en Afhængighed af sine Underordnede, dog formentlig ikke gaae. INDBERETNING FRA RIGSARKIVET FOR 1843 30 December 1843. Ligesom Gjennemgaaelsen af Rigsarkivets enkelte Dele og Do- kumentpakkernes Henlæggelse i nummererede Reoler udgjorde SIDE: 44 Hovedbeskjæftigelsen i forrige Aar, har Udarbeidelsen af Kata- loger og Igjennemgaaelsen af to ældre, i Aarets Løb og i Slut- ningen af afvigte Aar afleverede, Arkiver, nemlig af Agershuus Stifts- og Amts fra de senere Tiaar af foregaaende Aarhundrede til 1820 og af Agers og Folloug Fogderies Arkiv, samt Paabe- gyndelsen af Agershuus Bispestols og af det ældre, altid her ved Arkivet beroende, Agershuus Stifts Arkivs Ordning udgjort nær- værende Aars Arbeide. Personalet har derfor saaledes været delt, at Udarbeidelsen af Katalogerne, hvorved alle de spredte Designationer ere samlede, har været overtaget af Assistent Bech, som hertil har havt Cand. N. J. W. Berg til Hjælp som Afskriver, medens Assistenterne B. Moe og Knoph tilligemed Undertegnede have været beskjæftigede med Gjennemgaaelsen, Ordningen og Katalogiseringen af hine ældre Arkiver. Af disse medtog det vidløftige og for en stor Deel af løse, uordnede Papirer bestaa- ende Agershuus Stifts- og Amts Arkiv omtrent 2/3 af Aaret, før det, ordnet i nummererede Pakker, hvis Indhold var indført i en Katalog, som nu, i Lighed med Arkivets øvrige, vil blive at reen- skrive, kunde henlægges i det i forrige Aar indrettede nye Lo- kale, Nr. 3, der før tjente til Veedbod og Opbevarelsessted for endeel fremmede, Arkivet uvedkommende Sager. Inden medio d. M. var ogsaa Agers Fogderies ældre Arkiv, der afleveredes 14 Oktober s'., paa samme Maade gjennemgaaet, ordnet i Pakker, katalogiseret og henlagt i samme Lokale, hvorpaa Assistenterne Moe og Knoph paabegyndte Gjennemgaaelsen af det ældre, altid paa Agershuus beroende Agershuus Stifts Arkiv, medens Under- tegnede tog Agershuus' ældre Bispearkiv under Ordning efter Fag og Materie. Udarbeidelsen af Kataloger, saaledes at de mangfoldige spredte Fortegnelser over de i ældre og nyere Tider afgivne Arkivalier kunde haves samlede inden eet Bind, er saa nær sin Fuldendelse, at de Kræfter, som derpaa have været anvendte, i det første Fjerding- eller Halvaar 1844 ville kunne anvendes til Igjennem- gaaelsen af Arkivalierne. I Slutningen af forrige Maaned paabegyndtes ogsaa af Ama- nuensis Bech et Generalregister over saavel de ældre som ny- udarbeidede Katalogers Indhold med indbyrdes Jevnførelse imel- lem disse, hvorhos Hovedkatalogen er forsynet med alfabetisk Register og endeel af Hr. Bech udarbeidede historiske Anmærk- SIDE: 45 ninger, der meddele Oplysning om Collegialvæsenet m. m. under den forrige Forening, hvorved det baade bliver lettere at finde frem og at forklare sig de befulgte Inddelinger. Rigsarkivets Katalogvæsen bestaaer saaledes nu, foruden af den fra Danmark af overleverede Samling af Specialkataloger, 1) af 1 Hovedkatalog, der omfatter disse ældre og de senere, fra Departementernes Kontorer afgivne, Designationer, forsynet med Register og An- mærkninger; 2) af 1 Generalregister, der i eet Bind giver en Oversigt af Arkivets Indhold; samt 3) af Kataloger over de en- kelte Afdelinger, hvori Reolernes Indhold angives efter Nummer. Syv af disse Kataloger ere færdige -- deraf fem udarbeidede i Aarets Løb -- og den ottende er paabegyndt. Foruden ovennævnte Agers og Folloug Fogderies ældre Arkiv, er i Aarets Løb ogsaa indsendt fra Stavanger Amt fire Kasser, indeholdende ældre Cassabøger for Ryfylke Fogderi, hvoraf, ifølge indhentet Bemyndigelse, kun hvert femte Aars Cassabog toges til Opbevarelse, samt fra Postkontoret under Finantsdeparte- mentet endeel Arkivalier betræffende Postvæsenet fra Aarene 1819 -- 1830. Fra Arkivet er i Aarets Løb afgivet fire Kopier af gamle Do- kumenter til Universitetets Diplomsamling, samt til forskjellige Rekvirenter 22 bekræftede Afskrifter. Laantagerne have beløbet sig til 66, hvoraf En i videnskabelig Henseende har dels paa Stedet dels ved Udlaan afbenyttet flere af de ældre Thingprotokoller. Protokollerne udvise 46 indkomne og 72 udexpederede Sager. Mellem de sidste indtager en af en indhentet Betænkning fra DHrr. Justitiarius Berg og Professor R. Keyser samt af en Gjen- part af Forhandlingsprotokollen ved Opgjørelsen med Danmark ledsaget, Svarskrivelse til Kirkedepartementet paa en Forespørgsel af 13de Juni om endeel, Stavanger Domkirke vedkommende gamle Dokumenter, hvorfor daværende Historiographus Arne Mag- nussens Udlaansbeviis var fremfundet i Christianssands Bispearkiv, maatte findes i Rigsarkivet, formedelst Sagens nationale og viden- skabelige Betydenhed, den vigtigste Plads. Foruden hine Cassabøger, om hvis Cassabilitet Justitiarius Bergs Formening ligeledes indhentedes før Autorisation til at kassere og afhænde samme erhvervedes, er det Følgebreve, Ansøgninger om Friskydspasse og disse selv, samt forskjellig Korrespondence, SIDE: 46 der findes indtagen i Kopibøgerne, som har, ifølge Bemyndigelse, været Gjenstande for Kassation. Det kasserede Papiir er bleven afhændet til Private efter Vægt og til forskjellige Priser til et samlet Beløb af 60 (sexti) Spd. 6 Sk., hvorover Regnskab er afgivet. Da Opmaalingskontoret har faaet Plads i Rigsarkivets Lokaler for Oplaget af Amtskarterne med tilhørende Plader, har den In- geniørofficeer, som hermed har Opsyn, ifølge Departementets Tilladelse, erholdt Nøgler til Lokalet anbetroede paa Betingelse af at de forblive i hans Værge og af ham afgives til Rigsarkivets Bestyrer, naar de ikke længer behøves. Rigsarkivets Inventarium er bleven forøget med Amtskarterne, Schønings "Norges Historie", samt hans "Forsøg til de nordiske Landes gamle Geografi", Rosenkildes "Norges Forandringer i geist- lige og verdslige Sager", Mylius "Adelers Levnet", Paus' "Samling af gamle norske Love", Carstens' "Det norske Vaabens Opkomst og Forandringer", Schwachs "Udsigt over de nordiske Rigers Mynt- væsen", Rothliebs "Ättartal för Hds. kgl. H. Kronprindsessen" (fun- den i Archivet) Sinnholds "Der Archivar und das Archivwesen" med tilhørende Plancher, de af Kirkedepartementet udgivne For- tegnelser over Stiftelsesbreve samt "Betænkning fra Befæstnings- kommissionen" -- næsten samtlige Bøger, som baade kunne være Videnskabsmænd, der maatte arbeide i Arkivet, og Personalet til Nytte under de videnskabelige Arbeider, hvortil deres Plads ved Rigsarchivet indeholder Opfordringer, som ikke ere blevne uden Følge. For Archivets større Sikkerhed for Ildsvaade er der endeligen bleven sørget ved Anskaffelsen af en ny, med Jernplader omlagt, Kakkelovn istedetfor den gamle brustne, hvilket Fæstningens In- geniørdetachement, paa Anmodning, velvilligen lod istandbringe. TIL FINANSDEPARTEMENTET 2 Jan. 1844. I Kontinuation med den under 30 f. M. tjenstligst afgivne Er- klæring, betræffende en Maade til at erholde bedre Garantier ved de stedfindende, for Arkivaliernes Kassation, tillader Under- tegnede sig herved yderligere at yttre: For at ikke Kassationen, som hidtil i de fleste Tilfælde, skal SIDE: 47 foregaae efter Enkeltmands Skjønnende og efter kun et enkelt Gjennemsyn, og for at Kontorchefen kan erholde bedre Kontrol dermed saavelsom med enhver de dermed beskjæftigede Assi- stenters Flid og Duelighed, foreslaaes, at der i en Instrux an- ordnes, at samtlige af Assistenterne casserede Arkivalier under- kastes Kontorchefens Revision. Undertegnede, som hidtil ogsaa har opfyldt en Assistents Funktioner, vil saaledes see sin Deel- tagelse i Arbeidet, der forhen kun var summarisk og uden anden Autoritet end Routinens, som ogsaa tilkom Assistenterne i høiere Grad formedelst deres længere Ansættelse, forandret og ind- skrænket til en Kontrol, som dog tilbyder nogen Sikkerhed mod Uagtsomheden. Med Hensyn til de kasserede Arkivaliers endelige Afhændelse og Tilintetgjørelse, da foreslog Undertegnede, i Skrivelse af 12 Febr. og 24 Sept. 1841, at de, for at blive virkelig tilintetgjorte, skulde sælges til Papir Fabrikeieren Kjøbmand Ziiølner, som Materiel for hans Mølle, til en Priis af 32 ß. pr. B., hvilket var 22 ß. pr. B. mer end Papirfabrikanterne Glad men det Ansvar, som paahviler Rigsarkivaren, idet Arkivsager over- antvordes i hans Værge, samt den Kundskab, der ventes af ham, gjør det ogsaa ønskeligt, at han sættes istand til, ved mulige Efter- spørgseler, for hvis Søgen efter det Enkelte og I-Detalj-Gaaen ingen Grændse lader sig med Bestemthed optrække, at kunne afgive saa bestemt Oplysning, som muligt, om det Efterspurgte endnu er til eller ikke. Men omendskjøndt der saaledes formeentlig maa antages, at Kassationens Vedbørlighed er sikkret ved den angivne Fremfærd, og Rigsarkivet maa være tilfredsstillet, naar dertil meddeles For- tegnelse over af hvad Slags det Kasserede er, ligesom Designa- tioner ogsaa forventes at medfølge hvad der i sin Tid maatte af- gives til Opbevarelse, vil jeg dog ikke holde den Formening til- bage, at bedst var, at de i Generaladjutant-Expeditionen kasserede SIDE: 49 Arkivalier kunde passere Rigsarkivet før de enten, forsaavidt de maatte være tjenlige dertil, tilintetgjøres paa Arsenalet eller gives andet Brug. TIL FINANSDEPARTEMENTET 16 April 1844. Da det under Revisionens Iværksættelse i Generaladjutants- expeditionen har viist sig, som yttret Muligheden af i Hr. Expedi- tionssecretærens Bemærkninger ved mit senere Udkast til en Skrivelse til Armeedept., at det lader sig gjøre, "til fælles Be- kvemmelighed" og "uden Skade for Sagen" at komme mundtligen overeens med vedkommende Militære, kan maaskee al videre Korrespondance i den Anledning falde bort eller dog opsættes indtil jeg, naar Afleveringen skal finde Sted, faaer forsøgt, om de Designationer, som forventes at medfølge denne, ikke kunne bevirkes afgivne med en saadan Udførlighed, at deraf ogsaa kan sees, hvilke Arkivalier der ere beholdte af Generaladjutantexpedi- tionen selv, og hvilke der ere kasserede og afgivne til Arsenalet. TIL KIRKEDEPARTEMENTET 20 April 1844. Saafremt der fra norsk Side maatte være paatænkt eller under Iværksættelse nogen Foranstaltning til Igjenerholdelsen af de i Danmark værende Arna-Magnæanske norske Dokumenter: turde maaskee vedlagte Afskrift af det i min tjenstærbødige Skrivelse af 30te Juni f. A. til det kongl. Kirkedepartement omnævnte kongl. Rescript af 19 Febr. 1687 ikke være ganske uvigtig, forsaavidt nemlig Udtrykket i de i "Nordisk Tidsskrivt for Oldkyndighed", 3die Bd. vidløftigen meddelte, ved Olafsens og Werlauffs Navne autoriserede, "Biografiske Efterretninger om Arne Magnussen", der maaskee ville blive benyttede i Reklamations-Tilfælde, at nemlig bemeldte Rescript udfærdigedes til Stiftsøvrighederne "i Danemark", kunde vække Tvivl om dets Kommuniceren ogsaa i Norge. Fra 1684 var Magnussen den Bartholins Amanuensis, til hvem Dokumenterne skulde udlaanes, og sin første Reise til Norge, forat indsamle dem, gjorde han i Aarene 1689 -- 90 i saadan Stilling; men at Rescriptet ogsaa har været gjældende for det ganske analoge Tilfælde, at han senere paa egne Vegne foretog en Efter- slæt, er formentlig uomtvivleligt. SIDE: 50 TIL UTENRIKSMINISTEREN [Utkast for Finansdepartementet.] 31 Mai 1844. I Anledning af en Efterspørgsel fra Byfogden i Skien, om denne Byes "Kæmner-" eller Commune-Regnskaber før 1813 maatte fore- findes i det Kgl. Norske Rigsarkiv, have de anstillede Under- søgelser ledet til det Resultat, at ingen saadanne Regnskaber for norske Byer forefindes dersteds, ligesom de Registraturer, som i sin Tid medfulgte de fra Danmark afgivne norske Arkivalier, heller ikke omnævne saadanne Regnskaber. Da imidlertid et Circulære af 11te Juli 1801 oplyser om, at samtlige deslige Communeregnskaber ere blevne afleverede fra det Kongl. Danske Rentekammer, til hvis Revision de indsendtes fra Communerne, til det Kongl. Danske Cancelli, og det dog er muligt, at en Henliggen kan have fundet Sted, samt da disse Regnskaber ere af Vigtighed: udbeder Departementet sig her- ved tjenstligst, at det Kongl. Norsk-Svenske Udenrigsministerium vil være uleiliget med, fra det Kongl. Danske Cancelli at indhente de Oplysninger, som dette maatte kunne afgive om ovenom- handlede Sag. TIL FINANSDEPARTEMENTETS BOKHOLDERKONTOR 20 Juli 1844. I Anledning af en Skrivelse fra Kontoret af 11te Marts, hvori henstilles til mig at meddele den Besvarelse, som maatte foran- lediges af 13de Post af Antegnelserne til Indtægtsbogen for 1841, meddeles herved følgende Oplysninger, der formentlig ere egnede til at berolige Statsrevisionen forsaavidt ogsaa Omsorgen for Rigs- arkivets Arbeiders indre Detail og Methode maatte paahvile denne. 1.) Bestemmelsen om hvad der fra Rigsarkivets Side kasseres beroer ikke saa ganske "paa den Enkeltes Omdømme", som Statsrevisionen synes at antage. Bureauchefen er understøttet af to routinerede Assistenter, og hvor En af disse Tre er i Tvivl om et Papirs Kassabilitet adspørges de Andre. Ansvaret og Interessen for Arkivet samt den Sparsomhed med Kassation, som maa være Grundsætning ved et Arkiv, hvor mange Papirer ere spredte, der ellers hænge sammen og da fortjene at opbevares, sikkre ogsaa for en samvittighedsfuld Omgang med Kassationen. SIDE: 51 Denne kan endogsaa gjerne siges at foregaa ved "en Kommission", hvilken formentlig ogsaa med gjensidig Konsultation vilde dele Revisionen imellem sig. Til yderligere Sikkerhed har Underteg- nede, paa Anledning fra Finants-Departementet, foreslaaet, at Kontorchefen skulde gjennemgaa det af Assistenterne Kasserede. 2.) Der er ingen Arkivalier kasserede og solgte uden med ved- kommende Foresattes Approbation. I de første Aar af Under- tegnedes Embedstid, da Udgifterne ved Kontoret for nye Reoler vare store, søgtes en Slags Dækkelse ved at udbringe det kas- serede Papir til saa høi Pris som muligt til Private; men senere er der fra Kontorets Side foreslaaet for Finants-Departementet, at alt kasseret Papir for Eftertiden skal sælges til Papirmøllerne eller Arsenalerne for at tilintetgjøres. 3.) I disses Materialmagasiner er det rette Opbevaringssted for de Papirer, der engang ere kasserede fra Rigsarkivet. At hen- lægge disse værdløse Masser i egne Lokaler, og der katalogise- rede, som Statsrevisionen vil, er ugjørligt af denne ene gode Grund, at Pladsen er knap nok til hvad der skal opbevares. -- Tvivl, om Svar kunde være nødvendigt, da Finants-Departe- mentet vilde være i Besiddelse af Oplysninger, samt Sygdom har forsinket denne Skrivelse. TIL D. BECH Christiania 5te December 1844. I min Sygdoms Forfald, der endnu synes at ville vare, maa jeg herved have Dem, som ældste Amanuensis ved Rigsarkivets Kontor, anmodet om og bemyndiget til at anordne alt ved Kon- toret for dets øvrige Personale forefaldende Arbeide, saaledes at dette har ganske at rette sig efter Deres Befaling i saa Hen- seende. INDBERETNING FRA RIGSARKIVETS KONTOR FOR 1844 " AVS="Henrik Wergeland"> 18de Marts 1845. Den 1ste Mai blev Undertegnede paa Kontoret overfaldet af et Ildebefindende, der lige siden, under Form af en Række Lunge- sygdomme, har bundet mig til Sengen. Imidlertid har jeg derfra SIDE: 52 personlig ført Korrespondencen og Protokollerne i de første tre Maaneder af Sygdommen, indtil Lægen strengeligen forbød det; og det er, for dog at gjøre noget for min oppebaarne Gage, at jeg nu personlig affatter nærværende Indberetning for afvigte Aar, hvortil jeg er sat istand ved Protokollerne samt ved egne og Kontorpersonalets afgivne Optegnelser. Reqvisitioner, hvoraf Aaret har havt talrige i Høstmaanederne, have imidlertid med stor Flid været røgtede og vedbørligen expe- derede af 1ste Amanuensis Hr. Bech. Rigsarkivet har i dette Aar havt to Hovedarbeider fore, nemlig 1) den fremdeles Ordning af det ældre Akershuus Stiftsarkiv, foretagen paa forhen angivne og alene anvendelige Maade, og hvorpaa Ende muligens kan naaes i indeværende Aar; og 2) Gjennemgaaelsen i Generalkommando-Lokalet af de militære Ar- kivalier, om hvis Afgivelse til Rigsarkivet der fra dette vaktes Motion i Skrivelse af 1ste April. Medens det første Arbeide har været overdraget de to midlertidige Assistenter, og hvortil Under- tegnede kan lægge sin egen Gjennemgaaelse i Aarets første fire Maaneder af en Deel af det gamle Bispearkiv, har Kontrollen ved Gjennemgaaelsen af Militærsagerne i Generalkommando- lokalet siden 15de April været overtagen af 2den Assistent Hr. Moe. Og har han indtil Aarets Udgang, ved sin Revision af Hvad der af Oberste Vosgraff med 2de militære Assistenter har været ud- taget til Kassation, befundet 35 Sække kassable ogsaa for Rigs- arkivets Vedkommende, hvorimod han til Opbevaring deri har udtaget og samlet af det Kasserede 40 Pakker, hvilke, nedlagte i tvende Kasser og ledsagede af Designation ere tagne til Op- bevarelse. Det i Slutningen af 1843 paabegyndte "Register, hvori hen- vises saavel til de originale som til de nye affattede Fortegnelser over Arkivalier, som opbevares i Rigsarkivet", er fuldført ved Hr. Bech forsaavidt angaaer alle de Sager, som ere afgivne fra Danmark, og udgjør saaledes en for sig bestaaende Deel. Ved Siden heraf er Fortegnelse tillige ført over de af Akershuus Stifts- og Amtsarkiv klassificerede Sager, ligesom der ogsaa er fortskredet med Afskrivningen af de danske Kataloger. Foruden de militære Sager, have 5 andre Indleveringer til Op- bevarelse i Arkivet fundet Sted, hvilke, foruden at være led- sagede af Designationer, tillige ere blevne antegnede i Journalen. SIDE: 53 Omtrent halvfjerdehundrede Dokumenter foruden 60 Pakke- sager og Protokoller have været afgivne til Udlaan. Under 16de Januar indsendtes Beløbet af det i 1843 til for- skjellige Kjøbmænd solgte kasserede Papiir med 60 Spd. 6 Sk., hvormed Afhændelsen til Private, uanseet at de betale bedre, er endt. Statsrevisionens Antegnelse til Statsregnskabet for 1841, Indtægtsbogens 13de Post, hvilken angaaer Kassationen af Papirer og disses Afhændelse eller senere Skjebne, og som oversendtes hertil til Notifikation fra Hoved- og Kontra-Bogholder-Kontoret, er postviis bleven besvaret. Og i Anledning af det kongelige Finantsdepartements Skrivelse af 24de Decbr. 1843 angaaende Erhvervelsen af saamegen Sikkerhed som muligt for Kassationens Vedbørlighed, foresloges i ærbødigst Skrivelse af 2den Januar f. A., at Arkivkontorets Chef skulde i en forventet Instrux paalægges en Revision af det ved Assistenterne Kasserede, samt at dette skulde alene sælges til Tilintetgjørelse ved Papirfabrikkerne under Kontrol fra Kontorets Side. Den højere Priis, som Kjøbmændene give for Makulatur, kan nemlig friste til igjen at sælge hvad der for en lavere er kjøbt forat gaae til Fabrikken. For Tiden hen- staae 22 Sække med kasserede, i Pakker sammenbundtede, Pa- pirer, samt befindes der i Arkivet deslige Pakker til et Antal, som maaskee vil udgjøre 6 à 8 Sække. For Rummets Skyld bør disse afhændes efter en Revision af 1ste Amanuensis i Under- tegnedes Forfald. Under 20de April vaktes fra Rigsarkivets Side Motion om Gjen- erholdelsen fra Danmark af de Arna-Magnæanske Dokumenter, ligesom Skiens ældre Kæmner-Regnskaber, der fra danske Rente- kammer skulle være afgivne til danske Kancelli, ere, paa For- langende af Stedets Byfoged, blevne reklamerede under 17de Juni. Den kongl. Resolution af 10de Juni 1837 synes fremdeles at være gaaen afglemme over Landet, ligesom Begreberne om et Rigsarkiv at være uklare hos Flere. Især fremstikker dette i den af Arkivets flittige Historiker Hr. Moe i sidste Hefte af militært Tidsskrift -- hvorfra Afhandlingen ogsaa er særskilt aftrykt -- paapegede Plan, at danne et saakaldet "Krigsarkiv". Selve dette parodiske Navn indeholder formentlig Beviset for et saadant Insti- tuts Ulovmæssighed saalænge ovennævnte Resolution skal gjælde; thi Dokumenter fra Krigsaarene, hvilke det især skulde indeholde, ere af reen historisk Beskaffenhed, og saaledes Rigsarkivet ved- SIDE: 54 kommende og tilhørende, saasnart de formedelst Alderen ere blevne overflødige for Tjenesten. Et Exemplar af Hr. Moes Afhandling vedlægges ogsaa af den Grund, at den meddeler en Green af Rigsarkivets Historie, nemlig de der fra ældre Tider opbevarede militære Arkivafdelingers. Den 20de Mai afreiste 1ste Amanuensis Hr. Bech i private An- liggender til Throndhjem, hvilken Leilighed benyttedes til at ind- hente Oplysninger om samtlige Arkivers Tilstand i Stiftsstaden. I den Anledning tilskreves Throndhjems Stift under 6te Juni om at den nødvendige Adgang skulde aabnes Hr. Bech, som under samme Datum var bleven meddelt denne Skrivelse. Allerede før den indløb havde han imidlertid seet sig istand til at paabegynde sine Undersøgelser, hvormed fortsattes til henimod Udgangen af Juni Maaned. Hr. Bechs ifølge Ordre forfattede Indberetning ved- lægges ligeledes nærværende, hvoraf sees, at en Mængde Arki- valier fra Throndhjem tilkommer Rigsarkivet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 25de Marts 1845. Idet Undertegnede herved oversender Indberetning fra Rigs- arkivet for 1844, bedes min Sygdom, der især var stærk i afvigte Aars sidste og dette Aars første Maaned, bemærket som Und- skyldning for at den først nu fremkommer. Det var et Arbeide jeg gjerne vilde foretage selv, og ved saa- ledes at have maattet udsætte det, er jeg dog bleven sat istand til at lade Indberetningen ledsages af Amanuenserne Hr. Moes Afhandling om de militære Arkivafdelinger og Hr. Bechs om Ar- kiverne i Throndhjem, hvilke begge angaae Foretagender fra Rigsarkivets Side i afvigte Aar, men som først nu ere blevne meddelte, Hr. Bech anbefales for veludført Hverv til et Gratiale. TIL FINANSDEPARTEMENTET 26 Marts 1845. Da jeg i Morgenbladet for Onsdag f. Uge havde læst den af daværende Nationalrepræsentant Hr. Foss, som Kommitteefor- mand, undertegnede Indstilling om Oplaget af Storthingsforhand- SIDE: 55 lingerne m. m., tilskrev jeg samme Dag Hr. Foss om, naar Sagen foretoges i Storthinget, at ville foreslaae, at eet Explr. paa Skriv- papiir af Rigsforsamlingens og Storthingenes Forhandlinger samt de to øvrige nævnte Skrifter, skulde beordres afgivet nu og frem- deles til Opbevarelse i Rigsarkivet. Hr. Fosses imidlertid ind- trufne Udtrædelse af Storthinget foraarsagede, at Motionen frem- sattes af en anden Repræsentant, som jeg havde fortalt min Henvendelse til Kommitteeformanden, og det er mig berettet, at denne Proposition erholdt samme Udfald som Repræsentanten Daa's om Afgivelsen af 10 Explr. til Storthingsarkivet, nemlig at Præsidenten, uimodsagt af noget Medlem, yttrede, at saadan Afgivelse vel lod sig arrangere mellem Vedkommende uden særegen Storthingsbeslutning. Da Oplaget er overdraget til det kongl. Finantsdept., henvender jeg mig herved med ærbødigst Andragende om at ovenmeldte Forhandlinger samt Skrifterne om Bodø- og Smaalehns-Sagerne maae, i et Skrivpapiirexemplar og indbundne, nu og fremdeles, saalænge Dept. har Myndighed derover, blive afgivne til Rigsarkivet. Skulle disse National- forhandlinger findes deponerede nogetsteds af det Offentlige, bør det vel være der. TIL ERIK ANKER Eidsvold Præstegaard 22de September 1828. Høivelbaarne Herr E. Anker, Oberste, Chef for det oplandske ridende Jægercorps, Cabinets-Kammerherre, Ridder af Sværd- ordenen p. p. Undertegnede seer sig nødsaget til at henlede Deres Høivel- baarenheds Opmærksomhed og Retfærdighedsfølelse paa neden- staaende factum, der indeslutter Klage over personlig Fornær- melse og ulovlig voldelig Behandling, mig vederfaret af den, ved Cavalleriebrigadens Slutningsmaneuvre 20de d. M. paa Gaarder- SIDE: 56 moen, som vagthavende Underofficeer fungerende Militair af op- landske Corps. Jeg befandt mig samme Dag dersteds tilhest tilligemed en academisk Medbroder Lerche. Da den fuldtudslagne Cavallerie- front syntes at forbyde os paa vore rosinantiske Øg, ligesom flere andre, bedre udrustede, Tilskuere, at ride midt over Sletten, og nogle mig bekjendte Damer, som indtoge den søndre Forhøining, tiltrak sig min Opmærksomhed, tog jeg, med min Compagnon, ikke i Betænkning at ride bag om Fronten, imellem denne og Teltlinien, saameget mere som samme Passage var opfyldt baade med andre Ridende og en Mængde tilfods. Som jeg omtrent var avanceret ligefor Vagtteltet, hører jeg bag mig et Brag, som om To rede imod hinanden. Jeg vender om til min Kammerad, som fulgte omtrent 10-15 Skridt bag mig, og faaer da vide at en Militair, som kom ridende ud fra Leiren, havde qvaramboleret hans Hests Bagdeel. Endnu medens jeg erkyndiger mig herom, kommer Underofficeeren i Vagten og befaler os, "at pakke os strax". Vi gjorde Miner til adlyde, Lerche reed lidt videre, jeg kastede min Hest om, da Lieutenant Kreutz paa en lidet høflig Maade betyder os det samme. Jeg spurgte da om, hvor nær jeg turde ride Teltlinien, men Lieutenanten var alt borte, og Underofficeren gav mig først efter mange brutale Udladelser og Trudsler om Arrest at forstaae, at Enhver -- uagtet Folk uantastede vedbleve at passere den Bane, jeg havde redet -- havde at holde sig efter en Linie, som utydeligt var opdraget langs med Teltrækken, efter hans Sigende i 28 Skridts Afstand. Jeg havde ikke faaet denne Underretning før jeg adlød, og holdt mig netop udenfor den betegnede Linie, idet jeg sagde Under- officeren, at jeg der vilde blive til en Officeer paa en ordent- lig Maade gav mig Oplysning derom, samt om hvorfor ingen Anden blev opholdt. Dette behagede nu Underofficeren at ud- lægge til, at jeg ikke respecterede hans Myndighed, hvilket jeg dog noksom havde viist ved ufortøvet at adlyde. Og denne sin besynderlige og latterlige Mening udtrykkede han, overensstem- mende med sin brutale Character: "O han siger, der er ingen Commando her" o. s. v. Medens jeg saaledes holdt der udenfor den betegnede Linie, maatte jeg høre paa, at Underofficerens Undergivne med ham kappedes i at øve deres raa Vid paa min og min stakkels Hests Bekostning, som f. Ex:, da jeg, kjendende SIDE: 57 dennes Phlegma og for at vente der mageligere, havde lagt Tøilen paa Halsen, tillod en af Vagten sig at sige: "see, hvor fuld han er, han kan ikke holde Hesten!" og: "troer du, fordi du bærer Briller, vi have nogen Respect for dig!" og "du har ikke Baand eller Stjerne, saa vi gi'er dig -- " Og andre saadanne Udladelser, som blot kunne tjene til at vise den inhumane Tone disse Folk antoge, og med deres Underofficeers Samtykke, uagtet jeg lod ham kalde frem, og bad ham holde sine Undergivne ifra saadant utilbørligt Overmod og fra Grovheder, som nu beføjede mig, hvis han ei vilde hemme dem, til endnu længere at bie her for at faae en Officeer i Tale, og for hvem jeg kunde besvære mig nu. Jeg fik blot Latter til Svar, samt endnu flere Bonmots af samme Tendenz fra Soldaterne; men Underofficeren uddrog deraf atter med en forfærdelig Arrighed -- og det gamle "Pak dig! vil du pakke dig!" uagtet jeg befandt mig paa det anviiste Sted -- at jeg, saasom jeg vilde have en Officeer fat, ikke agtede nogen Commando. Jeg sagde nu reent ud til ham: "jeg seer nu, da du tager Partie med dine feilende Undergivne, at jeg ikke kan tale med dig eller bør endog spilde et Ord paa dig, da du hverken behandler mig som jeg efter min Beskaffenhed fortjener og er vant [til at] behandles, men ei engang med den Agtelse, du skylder enhver af dine Landsmænd, el [ler] En, der havde for- seet sig: derfor bier jeg nu her til en Officeer kommer, hvor- læ [nge] Maneuvren varer, og hvor besværligt det falder mig at sidde her som et værgeløst Of [fer for] Middagssolen og for dine Soldaters tilladte Grovheder!" Flux lynede hans Kling [e af Ske] - den og et "Arresteer ham!" tordnede ham af Munden. Man greb min Hest: [jeg steeg strax] af og sagde: "vær saa god; blot see til at det stakkels Øg faaer Lidt. Iøv [rigt skal denne] Spas komme Herr Overjægeren dyrt til at staae!" Jeg var neppe kommen over [Linien førend] han gav Contraordre, enten nu fordi han indsaae Følgerne for sig af disse Ord [eller fordi] Flere af de Tilstede- værende traadte nærmere med Spørgsmaal, om han turde a [rre- stere en] brødeløs, fri Mand, som biede paa et tilladt Rum forat faae nærmere Oplysning af en Officeer. Jeg indtog atter min Plads paa Hesten, hvor en Mand bragte mig en Flaske Øl, jeg havde sendt ham hen at kjøbe, da jeg, dels af Ridtet, dels af min Plads midt i Solheden, dels af den evige Snakken med den trettekjære Underofficeer, var plaget af en saadan Tørst, at-jeg SIDE: 58 frygtede: (hvilket og nær hændte, da jeg siden fik fat paa Herr Lieutenant Borchgrevink) naar jeg fik en Officeer itale, ikke at kunne faae et Ord frem. Jeg steg da af med Flasken, bad om at maatte faae tale med Underofficeren, som jeg, da han kom, tiltalte saaledes: "jeg seer mig nødsaget til at bede Dem, da jeg generer mig for, her midt paa Pladsen og i disse Damers Paasyn, at sætte en Flaske for Munden og drikke, at bevise mig den Tjeneste, enten i Vagtteltet eller i et Andet at tillade mig at stille min Tørst, som plager mig i den Grad, at jeg næsten er syg". Men -- "hvad? vil du drikke Øl i Teltet? Vil du gaae ind i vore Telte?" var hans Svar; og, da jeg sagde: "jeg spørger jo blot, om De kan tillade mig dette" greb han mig ved Nakken, førte mig, mens jeg søgte at gjøre ham hans inhumane Opførsel begribelig, samt, at kun den højeste Trang tvang mig til at hen- vende mig til En, jeg havde saa lidet at vente mig af, under de Udraab: "Fort! Pak dig! Vil du pakke dig! Her commandere vi!" henimod den afstukne Linie. Endnu paa Grændsen af denne bad jeg ham idetmindste at skaane mig for at slæbes afsted paa en saadan Maade, men denne -- isandhed en Baschkir ligere end en fri, og til sin hæderlige Stand opdragen Normand -- drager atter sin Klinge og -- fugtler mig over Skulderen, og svinger, med Udtryk af den mest rasende Vrede i Aasyn og Gebærder, Klingen, som til Hug over mit Hoved. Hans Miner, hans Trudsler lode vente frygteligere Attentater mod Medmennesket og Lovene end allerede skeet: da Capitain Ingjer løber til, river mig ud fra ham, og velvilligen lover strax at skaffe mig fat paa en Officeer. Han beder mig følge sig til den Jourhavende, men vi vare ei saa heldige da at faae Nogen fat. Da jeg, efter endt Maneuvre hen- vendte mig til Hr. Ritmester Næser og Herr Lieutenant Borch- grevink, forbød den korte Frist, de da havde, at udvikle dem Sagen, men Sidstnævnte henviiste mig til Deres Høivelbaarenhed som det rette Forum. Overensstemmende med den alvorlige Sandhed og vidnefast -- uden at tiltrænge de mange ukjendte Civile, som uanmodede tilbøde sig, saasnart de saae jeg ilede bort med Capitain Ingjer, for at vidne med mig, oprørte ved at see en saa vilkaarlig Frem- færd -- har jeg fremsat det Passerede. Jeg veed min Sag i upartiske, redelige Hænder. Det er den borgerlige Frihed som er krænket, de menneskelige Rettigheder som ere fornærmede. SIDE: 59 Men just derfor, at jeg veed disse forsonede, saasnart De faaer vurderet Krænkelsen, bringer mig til at overlade Forbryderen til Deres Høivelbaarenheds retvise, arbitraire Straf. Jeg vil ogsaa være fornøjet ved, i min mangesidigen occuperede Stilling, saa- ledes at slippe for, ved en vidtløftigere Fremgangsmaade, at hen- lede Publicums Opmærksomhed paa en Sag, som mange Hurtig- dømmende ville lade sig forlede af til endnu mere oppositions- mæssigen at reise sig imod den militaire Stand, hvortil man jo hist og her seer Symptomer. Jeg forventer Deres Høivelbaarenheds ærede Beslutning. Med Høiagtelse Henr. Wergeland, Student i Theologien. TIL ERIK ANKER Eidsvold Præstegaard 17de Nov. 1828. Høivelbaarne Herr E. Anker, Oberste, Chef for oplandske ridende Jægercorps, Kammerherre, Ridder af den Kongelige svenske Sværdorden m. m. Ifølge min første Skrivelse til Deres Høivelbaarenhed, qva Corpschef, hvori fandtes den historiske Fremstilling af mit og den vagthavende Underofficeers med Trops Forhold ved Revuen paa Gaardermoen d. A., anklager jeg herved formelig, da arbitrair Straf ikke her kan anvendes, og indstevner, for Angjældendes rette første Forum, A) omhandlede Underofficeer for a) at have, uagtet jeg øieblikkeligen rettede mig efter hans Anviisning om hvor jeg uantastet kunde befinde mig paa Revue- pladsen, uanseet, at ingen Anden blev tilbageviist ifra den mig forbudne Plads, imod mig viist en uværdig, brutal Opførsel, lige stridende imod Reglementet, og til et slet, af dem ogsaa strax practice efterfulgt, Exempel for hans Underhavende. Denne uværdige Tone angav han, uden at tale om Udeladelsen af almindelige Høflighedsformer, da Hrr Lieutenant Creutz heri foregik ham igjen og Underhavende med Exemplet, og uden at tale om enkelte Udtryk, som man mere maatte tilskrive Mangel paa borgerlig end paa moralsk Dannelse. SIDE: 60 1) ved at drive offentligen Spot deels med min Persons deels med min Eqvipages Udseende, imedens jeg, paa tilladt Territo- rium, ventede paa en Officeer, der tilstrækkeligen kunde oplyse mig om hvor jeg ufornærmet og uden at komme Nogen for nær kunde befinde mig paa Pladsen, 2) ved offentlig at turde usandfærdigen lægge ulovlig, ufornuftig Tale i min Mund, paastaaende, at jeg erklærede: ingen Commando at erkjende eller agte paa Pladsen, ja, at jeg ophævede denne for Alle, idet han sagde, jeg erklærede, at der aldeles ikke paa det Sted var nogen Commando eller Autoritet. 3) ved, da jeg for ham, som Superieur dersteds, klagede over, at hans Underhavende tillod sig, paa deres Post, at antaste mig med Haansord, imens jeg, paa tilladt Plads, oppebiede en Officeer, jeg, som Fornærmet ved det Foregaaende, kunde henvende mig til, at have, istedetfor at rette de Feilende, paany og i samme forhaanende Tone, taget disses Partie. 4) ved gjentagne Gange at trække Sabel imod mig, og saaledes offentlig udpege mig som Fredsforstyrrer, for at drive mig bort ifra en Plads, han Selv havde tilladt mig at besætte, for at jeg, som af Fornærmeren Selv ikke kunde vente Retfærd, der kunde oppebie den vagthavende Officeer. -- Hans Inconsequence viser sig ogsaa deri, at han i samme Hensigt, da han vel ikke maa have syntes om, at jeg fik en Officeer fat, paa en raa Maade bød mig arresteret og lagde Beslag paa min Hest, men, da jeg flux lavede mig til at adlyde, i samme Øjeblik lod dette fare. -- 5) ved at have, paa den meest upassende og ulovlige Maade, nægtet mig at opgive mig den Officeers Navn, jeg havde at hen- vende mig til. Og b) for, da jeg, med Skildvagtens Tilladelse tilfods nærmede mig Underofficeeren, for at adspørge ham om han kunde tillade mig, uden at forsee sig mod Lovene (hvilket udtrykkeligen blev lagt til) i et eller andet Telt at stille min ved Ridt, Hede og skjult Uvillie over at lide saa uværdig en Behandling, høitstegne Tørst, ved en Flaske Øl, en Tilstedeværende kjøbte for mig, saasom jeg maatte genere mig ved at gjøre det paa Pladsen, og vilde her oppebie den længe forventede Officeer, -- for da at have paa den mest krænkende og ulovligste Maade øvet personlig Vold imod mig, 1) ved at gribe mig i Kraven, og saaledes med Eder og Skjælds- SIDE: 61 ord ledsage mig tilbage, endskjøndt jeg ikke engang anmodede, men blot spurgte, endskjøndt jeg nærmede mig med Skildtvagtens høit givne Tilladelse og skjøndt jeg bad ham slippe mig, da jeg gik saa hurtigt, han maatte ønske, eller for at arrestere mig, hvortil han alene havde Myndighed, men vist ikke til at prosti- tuere et Menneske, som allerede før ansaae sig fornærmet, og derfor ventede paa En, der kunde dømme imellem os Og 2) hvilket er Hovedforbrydelsen og derfor Hovedanklagen -- ved, til alle disse Fornærmelser, at have lagt offentlig, legemlig Mishandling. B. anklager jeg Vagtens Mandskab for, igjennem den hele Affaire, at have viist uværdigt Overmod, misbrugende deres Myndighed, ved at ytre offentligen Haansord imod min Person og min Equipage. De Vidner, jeg indtil nu har faaet opsporet, ere: Studiosus jur. F. G. Lerche, i Christiania, Capitain Ingjer, i Ullens- ager, Ungkarl Niels Pedersen Ildbjerget i Eidsvold, Ungkarl Ole Pedersen Hellerud i Eidsvold, Fuldmægtig Scheiti i Skydsmoe, hvilken Sidste formenes at kunne opgive Flere. Ligeledes skal der i Næs Sogn, Øvre-Rommerige, ogsaa findes Øjevidner, samt paa flere Steder. Den betydelige Straf Loven tilsiger for saa voldsomme Angreb paa Alt hvad der maa være det enkelte Menneske helligst, idet man nemlig synes at have lagt an paa netop at krænke mine Følelser, og paa hvad der maa være en fri Nation dyrebart -- dens Rettigheder -- ja Rettigheder, Trælle kunne besidde, og som altsaa angaaer hele Menneskeheden -- kunde vel jeg være tilfredsstillet med, om den ikke i hele dens Udstrækning blev udøvet. Imidlertid fordrer et dannet Publicum, netop Publicum i dets ædlere Betydning, fornærmet i min Person, som et Medlem af dette, Lovens fulde Strenghed, til et Exempel, udøvet. Og vil jeg, hvis den ærede Krigsrets Dom ikke skulde tilfredsstille, vide at finde Retfærdigheden i Højesteret, hvor da denne Sag vil er- holde en almenere, fortjent Vigtighed. -- Jeg ønskede tillige Oplysning om hvorfor det kun blev mig, samt Hr. Studiosus Lerche forbudt, imedens det tillodes Hvem, der lysted, tilhest eller tilfods, at bevæge sig paa Samme. Da jeg gav den anklagede Underofficeer dette naturlige Spørgsmaal, SIDE: 62 fik jeg ingen anden Oplysning end en blank Sabel, og "det skiller dig ikke." -- -- Hvad det, for ulovlig og upassende Opførsel an- klagede Vagtmandskab angaaer, da maa jeg tilstaae at de næsten kunne undskyldes med Underofficeerens Exempel og Bifald til en saa instruxløs, raa Fremfærd, der virkelig lignede den man stun- dom hører tyrkiske Spahis eller Tartarer viser mod krigsfangne Civiliserede. Dog siger man, at hines Chef skal i den senere Tid have forstaaet at lære dem mores og en anstændigere Tone. Denne Chef har ved en saadan Humanitet og Retfærdskjærlighed, i en vis Henseende, vundet Europas Velvillie. Paragrapher i det militaire Reglement, som jeg, i mere eller mindre Grad, har fundet omtalte casus anrørende ere: 1 Deels 2 Cap. § 12. 3 Cap. § 17. § 18, 4 og 7 Passus, § 31, 1, 2 og 8 Pass. § 45, 1, 4, 5 og 7. 12 Cap. § 133, 1-7. § 134, 1. 2 Deels 4 Cap. 4 Art. § 86, 1-2. § 92, 5. 3 Deels 2 Cap. 4 Art. § 28, 1, 2, 6. § 29, 1. Forøvrigt haaber jeg af den ærede Krigsret hurtig Retfærdighed. Ærbødigen Henr. Wergeland, Student i Theologien. TIL ERIK ANKER Christiania 2den December 1828. S. T. Chefen for oplandske Cavalleriecorps. I Forbindelse med Foregaaende og Mellemværende fordrer jeg herved Vidnerne eedfæstede, samt ifølge 26de, 28de, 30te og 76de Krigsartiklel, nedlægger jeg herved Paastand: 1) at anklagede Mandskaber -- efter Artikel 26de -- af Vagten belægges med Fængselstraf, efter den større eller mindre Deel Enhver af disse maa blive oplyst om at have havt i paaankede Lovstridige For- hold. 2) at anklagede Overjæger belægges -- i Overeensstem- melse med 28de og 30te Artikel -- enten med 60 Dages eensomt Fængsel eller med 6 Aars Slaverie. 3) at Sagens flydende Omkostninger, efter den høje Krigsrets Skjøn, udredes af Anklagede. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 63 TIL FERDINAND WEDEL-JARLSBERG Eidsvold 27 Dec 1828 Til Den høje Kongelige norske Kavalleriebrigade. Exceptio judicis inha- bilis imod oberste, Chef ved det oplandske ridende Jægercorps, Kammerherre m. m. Erik Anker, som Dommer i den, efter ind- leveret Klage over util- børlig og ulovlig Medfærd og Mishandling, overgaaen Klageren Studiosus theo- logiæ Henrik Wergeland af det vagthavende Mand- skab med Overjæger ved Revuen paa Gaardermoen 20de Sept. d. A., af Klage- ren forlangte Krigsret. Paa Undertegnedes officielle historiske Beretning om den Begivenhed ved Ka- vallerierevuen paa Gaardermoen 20. Sept. sidstleden, hvor man saae et raat, til sig Selv overladt Militair drive den meest op- rørende Leeg og Spot med Medborgerens og Menneskets Rettigheder paa Underteg- nedes nærmeste Bekostning -- paa denne Fremstilling af Begivenheden -- tilligemed formelig Klagemaal over Forbryderen med Konsorter indsendt til Anklagedes Corps- chef, Herr Oberste m. m. Erik Anker, er- holdt jeg til Gjensvar en Skrivelse fra Nysnævnte, der viser ham som forud ind- taget imod mig , den ene Part, idet Skrivelsen, (hvoraf verifi- ceret Afskrift hermed følger) indeholder en verbal Injurie i de Ord: "... om De fremdeles fremtuurer i at holde Deres Rygte og gode Navn saa lidet i Ære", for hvilken injurierende Udladelse jeg lovmedholdeligen vil drage Hans Høibaarenhed til Ansvar. Det er ikke overflødigt at berette, at Herr Oberstens Skrivelse aaben var indsluttet i en Ditto til min Fader, skjøndt en Passus af Ind- holdet lader slutte snarere en modsat Handling af høibemeldte Herre; men ved den valgte Maade at meddele mig sit ufordeel- agtige Omdømme om mig, har han tillige meddelet mig fuld lovlig Kraft til at drage Injurianten til Ansvar for Domstolene. Herr Oberste Ankers Brev til min Fader indeholdt forresten en fra Begyndelsen til Enden usandfærdig Fremstilling af hiin Begivenhed paa Revuepladsen, saa som Herr Corpschefen foregiver at have hørt den, hvortil Kilderne retlig skulle blive efterlyste, saa For- nærmede og -- mere end dette -- Krænkede ikke skulle have Bag- vaskelse at kjæmpe imod. Desuden anmodede Herr Oberst Anker deri min Fader om at bevæge mig til at frafalde Sagen, hvortil, efter Hans Mening, det burde bevæge mig, at Herr Corpschefen "privat havde irettesat Underofficeren". SIDE: 64 Efter Foranførte og henpegende paa den sidste Periode i Herr Oberste m. m. Ankers Brev, med Hjemmel af Lovene og efter Sagens Natur, fremlægger jeg herved ærbødigst imod høimeldte Herre Erik Anker, Oberste, Corpschef, Kammerherre og Ridder, som Dommer i den ovenomtalte verserende Krigsretssag, min formelige exceptio judicis inhabilis. Jeg anbefaler hermed denne min Exception til den høje Au- toritets retfærdige Skjøn, som jeg henvender mig til underdanigst. Henr. Wergeland, Stud. TIL ØVRE ROMERIKES UNDERRETT Eidsvold Præstegaard 4de Marts 1829. Nedenstaaende Skizze, som characteristisk, og, i hvert Træk, sandt, angiver Tonen og den virksomme Aand i Militairets paa- ankede uværdige Handlemaade imod mig ved Rytternes Af- mønstring paa Gaardermoen 20de September forrige Aar, maa jeg bede som oplysende Bilag tilføiet min fortællende Fremstilling af det Forefaldne til Chefen for oplandske ridende Jæger-Corps; og da den kaster et Blik ind i de skjulte Drivfjedre i Maskineriet i hiint scandaleuse Drama, anbefaler jeg den til de høiere Au- thoriteters Opmærksomhed, som ville komme til at sysselsætte sig med omhandlede Sag. -- Den vil mere tjene til muligt at berigtige det subjective Omdømme, da den viser Aanden i Hand- lingerne, hvorunder jeg og Medborgeres Følelser og Rettigheder lide, idet den lader en af [fotnotemerke] Baggrundens Figurer fremtræde, som en af Heltene i hiin opførte bittre Pasqvil paa den hæderlige militaire Stand, paa dens Conduitte, Love, Agtelse for Ret og Retfærdighed, ja paa vor Tidsalder og dens Fordringer, end ind- virke paa den retlige Dom, jeg imødeseer, hvilken blot vil afgjøre den paaankede Gjerningssag, hiin Aands synlige Frugter. -- Da jeg hiin Dag, saasnart jeg ansaae det muligt, efter Brigadens Indrykning at faae mældt den dujour- eller vagthavende Officeer, hvad der var mig vederfaret af hans Underhavende, med Til- ladelse af Vagten, gik ind i Leiren: mødte jeg Cav: Lieutn: Kreutz, Fotnote: Hvis disse skulle fremtræde Alle, turde Dramet faae det piqvante Træk af Cartel (man lugter dog ved et saadant Blodet, om man ikke seer det) og den tragiske Glands, at have en høi- adelig Helt med iblandt de Andre. -- SIDE: 65 den Samme, som faae Timer tilforn havde angivet den Tone, Vagten siden fulgte, og som et rigt Thema vidste at variere, ved, i uhøflige Udtryk, at byde mig forlade det Territorium, Hundreder delte i Fred med mig. -- Jeg bad ham at vise mig, eller lade føre til, dujour havende Ridtmester Næssers Telt. -- Efterat have til Overflod, saasom jeg ved hiint første Møde havde (vel ogsaa da allerede overflødigt) oplyst ham paa hans Spørgsmaal om mit Navn, ogsaa nu fuldstændigen besvaret samme Udbrud af Nys- gjerrighed, viste han mig paafaldende artigt den Officeers Telt, jeg ønskede at tale med. -- Hr. Ridtmesteren var sysselsat med Toilettet, følgelig ikke Tid til at høre paa mig, som haabede at kunne faae Sagen afgjort ved Vedkommendes Afstraffelse paa Stedet ved Afløsningen. -- Henviist til Lieutenant Borchgrevink, bliver jeg strax ved Udgangen af Fornævntes Telt, vaer Hr. Kreutz kommende fra Leirens Indre med to, som det lod til, Under- officerer i Følge, i en saadan Retning, at vore Veie dannede en ret Vinkel saa jeg med Øiet blev vaer, hvad mit Øre end tyde- ligere bevidnede -- Kreutz udbrød nemlig, bøiende i Gangen Hovedet imod sine Følgesvende, med en demonstrerende Arm- bevægelse imod mig i høi og tydelig Haanstone: "Aa han er gal!" hvortil disse med Latter applauderede: "ja Hr. Løtnan -- han er gal, disperat" o. s. v. Øieblikkelig vendte jeg mig om, og min dybe Følelse af det Uværdige i hans Opførsel maa vel have udtrykt sig klart nok i eet Blik og een Mine, som Medynk og Foragt, thi det forekom mig tydeligt næsten (dog vil jeg ikke edelig forsikkre dette, som Alt Andet i disse Blade) at Hr. Kreutz's Ansigt ud- trykte pludselig, saavidt det efter sin Natur kan, den billige Skamfuldhed. -- Ganske paalidelig kan jeg dog heller ikke sige, om Jægernes Bifald over Hr. Lieutenantens Nedladenhed, høi- røstet vedblev at yttre sig; dog synes det rimeligt, at jeg paa min Bag fik af alle Tre af samme, ja vel af et grovere Slags end det, jeg, saagodtsom uden Skye, fik lige i Ansigtet. -- Jeg erin- drer ikke, om jeg fortalte Lieutenant Borchgrevink, da jeg strax efter traadte ind i hans Telt, denne friske Mishandling paa min Sjel; muligt at den, jeg før havde lidt paa Legeme og Sjel, som var Aarsag til mit Ærinde, sysselsatte mig meest, men hiin sidste Lidelse bidrog sit til den høie Grad af Sinds- og Legemsudmattelse, sidstnævnte Herre var Vidne til. -- Faa Timer derefter, øieblikkelig efter hævet Taffel hos Generalen, æsker jeg, i en talrig Kreds af SIDE: 66 Officerer, Hr. Kreutz's formelige Undskyldning, idet jeg foreholdt ham det Nedværdigende i for sine Undergivne at berøve En, der desuagtet forhen paa det føleligste og skrækkeligste var her for- nærmet, sit moralske Værd. -- Med en forundret Mine gav han et Svar, der synes at maatte vække Formodning om, at han Selv ikke maatte være i Besiddelse af det Clenod, han havde frakjendt mig -- et Svar, der er det eneste komiske Træk i det hele Sørgespil, nemlig: "jeg kjendte Dem jo ikke". -- Her vendte jeg mig leende om til hans Kammerader: "saameget værre vel, mine Herrer, at fordømme ukjendt Mand. -- Forresten er det nu tredie Gang siden Middagstid idag, at Hr. Kreutz ignorerer mit Navn. -- Jeg veed ikke, hvad jeg med Ret bør slutte heraf." -- Og, idet jeg henvendte mig til Kreutz: " -- tredie og sidste Gang hjælper jeg nu paa deres Hukommelse. -- Jeg hedder Henrik Wergeland, er Student ved Norges Universitet i Theologien." "Ja saa -- afbrød Kreutz, -- o! Gud bevares, hvor kunde jeg saaledes imodstride Verdens Omdømme ..." og flere slige værdi- løse, i dette Tilfælde, elendige Complimenter. -- Jeg søgte nu, efterat have udtrykt min besynderlige lille Agtelse for hans personlige Omdømme, men min Uvillie, over at være af ham nedsat hos Andre, at bevæge ham til at gaae i sig Selv og erkjende sin Feil, ved exempelviis at anføre mig Selv, som den der ikke vilde undslaae sig for at udsone paa saadan Maade, et overilet Ord eller Handling. -- Om denne overtalende Tone, istedenfor min forrige simpelthen opfordrende, vilde frugtet og bragt den Følelse af Retfærdighed til at vaagne, jeg vilde røre hos Kreutz, fik jeg ikke Leilighed til at erfare; thi, da jeg i mine Ord til ham, brugte gjentagne Gange det Udtryk "nedværdigende" om hans Adfærd: afbrød Lieut: studiosus Morgenstjerne mig hef- tigen: at det var uforskammet af mig, her paa deres Myndig- heds forum, at turde tiltale en Officeer saa, og at turde bebreide ham, hvad det behager ham at sige til sine Underhavende. -- Denne Apostrophe bestemte vel Kreutz; thi neppe havde jeg svaret Hr. Morgenstjerne: "jo naar det angaaer mig saameget." før Kreutz i en fremhævet Stilling, slog sig pathetisk, der hvor Hjertet sidder, og raabte: "paa min Ære det er Løgn, hvad de siger. -- Sligt har jeg aldrig sagt!" Medrette forbauset kunde jeg kun svare: "Ja naar Sagen faaer en saadan Vending, kan jeg her Intet gjøre; men hvor let var det mig ellers at faae de to SIDE: 67 Vidner frem og ...." Her tog en civil Bekjendter mig under Ar- men, og bad mig forlade Leiren, da, som han sagde, flere Officerer allerede fnysede imod mig rundt om. -- Formodentlig vakte Med- broderens kathegoriske Erklæring Tvivl om Sandheden af det, jeg nylig havde fremsat. -- Dog har jeg Grund til at troe, at meget Faae af de Tilstedeværende, hvis de opmærksomt havde hørt til, kunde alvorligt forudsætte det Afsind hos mig, bestemt at ville, som dreven af en fix, falsk Idee at hiin krænkende, ærerørige og paa det Sted for mig skadelige Beskyldning skulde være gjort mig; eller den Dumdristighed, at ville, midt i en Kreds af Fornærmerens Venner og Standsbrødre, hvori jeg kunde vente at møde ufortjent [fotnotemerke] personlige Fiender, paadutte ham en Usand- hed, der i sine Udtryk var beskjæmmende og krænkende for mig Selv. -- Men uvis og vaklende maatte selv den Upartiske blive ved at høre og see Officerens udtryksfulde Forsikring paa Æren. -- Jeg gik da og gjemte Resten af hiin afbrudte Sætning: "og de (Vidnerne) ville da -- saa vist som de selv have Ære -- afgjøre hvem der bliver Løgneren." Dette er da, hvad jeg kaldte en Skizze af hiin Dags Historie. -- Heller ikke dette lille Træk, da man deri seer den samme Aand at røre sig, vil synes uden Betydning. En [fotnotemerke] Officeer, jeg formodentlig blot formedelst Fra- standen ikke kunde gjenkjende, tillod sig, medens han sad tilhest i Brigaden, som da just gjorde Front ifra Leiren, vinkende imod mig, der da [fotnotemerke] efter min Mishandling af Vagten, just red sagte langs bag Brigaden paa et Rum, mange Tilskuere ellers besatte, at raabe, formodentlig til Vagtmandskabet: "jag ham der væk!" Hvad ellers det mellem mig og Lieut. Kreutz angaaer, saa gjorde jeg mig endnu den Umage, for at forskaane ham for at blive prostitueret ved en sandfærdig Offentliggjørelse, som denne, af hans Færd, at opsøge ham i Christiania, for at æske hans skrivtlige Undskyldning; men i hans Logie hedte, at han var bortreist. -- Og vilde jeg heller ikke nu iværksætte dette Skridt, da jeg ved min Sag reen og sikker nok ellers, dersom ikke en Skrivelse fra Oberste m. m. E. Anker, fra Brigaden o. s. v. gav Nys om, at man til Forsvar for anklagede Underofficeer, agter Fotnote: v: forrige Anmærkn: Fotnote: Det forekommer mig, at Stud: Lerche vidste hans Navn. Fotnote: Han vidste maaskee ikke: at det alt var gjort. SIDE: 68 at lade alle mulige Miner springe imod mig, hvad de saa maatte kunne fyldes med. -- Jeg kan ikke undlade at tilføie, at jeg allerede under Samtalen med Kreutz fik Nys om hvilken Farve Begivenheden ved Vagt- stedet alt nu havde antaget bag Teltlinien, thi da jeg sagde til Kreutz: at i dette Tilfælde var den [fotnotemerke] Plet, han satte paa mig for sine Underhavende, endogsaa skadelig for mig, som allerede før af disses Lige ja maaskee af de Samme var fornærmet, her afbrød den agtværdige Officeer, Studiosus Bech mig: ja men W. Du var jo den Angribende, Du vilde jo slaae Underofficeren." "Min Gud, -- var mit Svar -- er Sandheden allerede forvandlet hertil i saa kort en Tid, hvor vil det saa gaae?" Man conferere ellers dette Svar med det Udsagn Procurator Praëm vil for en Time siden have hentet fra mig Selv. -- Iøvrigt lader det til at Lieut: Kreutz, med Over- og Underordnede Venner, kjender til og forstaae at anvende den endog for en Phlegmaticus virksomme Recept paa at faae klog Mand gal, nemlig efter legemlig og aandelig offentlig beskjæmmende Mishandling, Angreb paa ens moralske Værd, Cabaler og Bagvaskelser at kjæmpe imod. -- ærbødigst Henrik Wergeland. TIL ØVRE ROMERIKES UNDERRETT Eidsvold den 13de Marts 1829. Der udfordres ikke stor Skarpsindighed til at indsee, hvem der har været først og sidst den fornærmende Part i Affairen paa Gardermoen. -- Det er indlysende, at jeg strax fra min Ankomst der paa Stedet, saasnart jeg blev kjendt, blev udpeget til et Maal for grov og fornærmelig Behandling med det Overmod, som Mængden og Overmagten der maatte indgive selv det aller feigeste Menneske. -- Hr. Kreutzes Adfærd, hans Overgang fra Grovhed til ironisk Høflighed m: v:, som jeg har fremsat i min Skildring af Aanden i disse Optøjer, maae overbevise Enhver om, at jeg med Hensigt Fotnote: Han ophævede, ved at berøve mig min Fornuft for sine Underordnede, en vægtig Grund for det feilende Vagtmandskab og den forbryderske Underofficeer til at angre. SIDE: 69 blev irriteret og insulteret. -- De upartiske Vidners Udsagn lægger for Dagen, at selv de gemene Jægere, enten det skede med eller uden Ordre, insulterede mig; og, at Insulten endelig gik saavidt, at en af Dem, trædende paa Landets hellige Constitution, som for- byder at bruge Militairmagt mod nogen, uden i Oprørs-Tilfælde, og paa den Eed, han ventelig har svoret til samme, hugger til mig med sin Sabel. Jeg bilægger hertil en verificeret Copie af et Brev fra et Øievidne fra Schydsmoe Sogn. Endelig beviser Contrapartens, Corpsets og Brigadens Fremgangsmaade efter Tildragelsen indtil Dato, at Hadet, Hevngjerrigheden, som Amtet og Enhver Anden vel med Rette kunde antage, ikke en Gang er bleven slukket ved den yderste Grad af Injurie, nemlig legemlig Mishandling. -- Thi i Stedet for at give mig den Satisfaction, jeg var saa berettiget at fordre, ved at afstraffe Karlen kommer denne med en Klage, han aabenbar ikke selv har conciperet, propfuld af høist fornærmelige Udtryk, bagtalende, skjæve, Sagen uvedkommende, Anmærkninger og Fortællinger, for at exculpere sig selv, og nedbryde min Agtelse, og denne Klage understøttes ved Erklæringer fra det hele Corps, alle i samme Aand, som Klagen, alle i een Uniform og ligesom hugne ud af een Blok, for at faae den Justitssag anlagt imod mig, som egentlig skulde anlægges imod Contraparten. -- Man hører, man seer, hvorledes Officeren tugter Jægere for Feil, i Exercicen eller i Tjenesten. Kunde man da troe andet, end at en Constitutionsstridig Brug af Sabelen paa en vaabenløs Tilskuer, som kun var kommen for at beundre og altsaa til at forhøie Nydelsen ved Maneuvrerne (thi hvad er al Herlighed uden Tilskuere), ogsaa maatte være reglementstridig? Jeg indgiver saaledes en Klage til Corpset, vis paa, at Corpset vilde lære den Skyldige, at bruge sin Sabel paa en anden Maade, end paa Ryggen af Landets Børn. -- Men til min Forundring maa jeg erfare, at den Ret af Militaire, som skal bedømme dette, finder den Brug, Karlen havde gjort af Sabe- len, aldeles ikke at være saa betydelig, at den kan fortjene Straf, og at den mishandlede Klager endnu bør forfølges videre, paa det han ogsaa formelig offentlig processualiter kan mishandles. -- Retten maa jeg dog tilsidst finde, om jeg end skal søge den med Lygter. -- Ikke destomindre er der i selve Oberste Ankers Erklæring Spor til, at Contraparten selv har havt en Følelse, omendskjøndt dunkel Følelse, af Karlens Strafværdighed, idet han selv tilstaaer, at han bebreidede ham, at han ikke arresterede, istedenfor at slaae til. -- SIDE: 70 Men naar Retten endog bryder frem gjennem saa megen Taage, da maa den være stor og stærklysende. -- Ja Rygtet fortæller (og videre Vidneførsel vil oplyse, om dette er sandt, eller ikke), at trende Officerer bag Teltet skal have slaaets og revet hinanden Uniformen itu, fordi de vare uenige i Henseende til den Be- handling, jeg havde fundet, hvoraf det da og er klart, at der har været et agtværdigt Officeerspersonale, som ikke har billiget Kammeradernes Adfærd, men anseet mig for fornærmet og mis- handlet. -- Jeg henvender mig nu til den af Underofficeren underskrevne Klage med Bilag. -- Her vil jeg med den fortjente Foragt gaae forbi de talrige Haansord og Injurier, en Fortsættelse af det mod mig paa Gaardermoen brugte militaire Sprog, hvori Klagens Aand og Motiver saa tydelig røber sig selv, og kun holde mig til Hoved- punkterne, deels væsentlige, deels uvæsentlige. -- Til de, ikke blot uvæsentlige, men endog Sagen aldeles uved- kommende, Sager i Contrapartens Papirer henregner jeg, hvad der anføres om min berusede Tilstand, om min Pengemangel og om mit Ophold i en af Husene eller Kipperne paa Gaardermoen. -- Som Klage betragtet, kan man, naar man vil bruge det rette Epithet, ikke kalde dette andet end dumt og latterligt. -- Hvad kommer det det oplandske Jægercorps ved, og hvad Beføining har det oplandske Jægercorps til at klage og lamentere derover, om jeg har en Perial, en tom Pung og intet andet Skjul over Hovedet, end en af Gaardermoens Kipper? Kom det mig ved at lægge Mærke til, eller at opholde mig over det, om Officererne paa samme Dag kom ud fra Generalens Middagstaffel med Pidsker, Perialer, Snidsere eller noget saadant, og derefter boxedes bag Teltet? Aldeles ikke. Hvad der var i deres Hoveder og deres Punge, saavelsom hvor meget skjønnere de i deres Telte vare arrangerede, end vi Civile i Kipperne, var ikke min Sag. -- Det vilde derfor være sært, at ikke finde den samme Ligegyldighed paa deres Side, hvad mig angaaer, hvis ikke ved denne Leilighed just en sværtende Sminke udfordredes for at give Anklagen det Eftertryk, den i sit Væsentlige fatter. -- At jeg var beruset og det saaledes, at jeg endog maatte holde mig i Sadelen, imedens jeg blev insulteret af Gaardermoens Militaire, er en Usandhed, som modsiges af de upartiske civile Vidners Udsagn. Selv Contrapartens egen Fortælling, at jeg efter SIDE: 71 Actionen sad og drak i en Kippe, bidrager til Overbevisningen, at Contrapartens Skildring af min Opførsel i denne Henseende er ligesaa falsk som fornærmelig. -- Thi, hvis jeg under Actionen allerede maatte holde mig i [fotnotemerke] Sadelen, saa maatte jeg, ved der- efter at drikke endnu mere i Kippen, komme i den Tilstand, at jeg ikke, som jeg gjorde, kunde ride ligehen til Risebroe hos Hr. Kammerraad Malthe, hvor jeg blev om Aftenen; jeg er ogsaa vis paa, Hr. Kammerraaden baade kan og vil bevidne, at jeg ikke kom til ham i beruset Forfatning. -- [fotnotemerke] Hvad angaaer mit Ophold i en Kippe, da maa Enhver, som ikke faaer Adgang til Teltene, tage tiltakke med Stedets Leilighed, saasom der ikke gives andet end saadanne Smaahuse der om- kring. -- Ikke heller seer jeg, hvorledes det kan vanære nogen, at sætte sig ned i saadan Hytte, som selve Baronesser under- tiden ikke har skammet sig ved at betræde. -- De egentlige Klage-Puncter, der lade sig indbefatte under de to Rubrikker, at jeg skal have overtraadt en Demarkationslinie og betraadt et helligt, de Militaire blot indviet, Territorium, og for det andet, at jeg skal have truet at ville slaae Overjægeren en Flaske i Planeten, og derved nødt denne til at trække blank, har ligesaa liden Realitet, som foromrørte Saus, hvori de ere indsmørede. -- Det er nemlig, hvad første Punct anbelanger, ved Vidnerne godtgjort, at jeg ikke opholdt mig andensteds, end der, hvor andre Tilskuere havde taget Plads; og, om jeg af og til over- traadte Demarkationslinien, saa var det kun øieblikkelig, og deels af Uagtsomhed, da den saakaldte Demarkationslinie var vanskelig at see, uden Forstørrelsesglas, og jeg er kortsynet; deels af Nød- vendighed for at vige for de exercerende Esquadroner, deels med andre Officerers Tilladelse og efter Forespørgsel. Saadant hænder paa alle Exerceerpladse, eller ved alle saadanne Leilig- Fotnote: Man see den sande Aarsag i Mit af 22de September f. A., hvori er fortalt, før jeg vidste, at de, med Hensyn til Rytterfeil, skarpøiede Ryttere vilde gjøre min Hest til Forræder imod mig, Aarsagen netop. -- Fotnote: Det er beviisligt, at jeg forlod Pladsen strax efter Afbigts- scenen med Kreutz, og kom, efter en halv Times Ridt, didhen ved Solnedgang. Jeg traf ogsaa der Capit: Ingier. SIDE: 72 heder, hvor Folkesamlinger og noget Skuespil har Sted. -- Endnu har man aldrig hørt, at nogen er bleven behandlet saa grovt, som jeg af den Aarsag, uden det var En, man for ubehagelige Reminiscencers Skyld, eller af anden Grund, vilde have en Dyst med. -- Endnu har man aldrig hørt, at Staten har lagt Justitssag an imod nogen, fordi han skrævede over en Rendesteen, eller at en saadan Forseelse er bleven betragtet og behandlet som en Forbrydelse, til hvis Hevn man Superos et Acheronta maatte bevæge. Justitssag forudsætter Forbrydelse, Forbrydelse forud- sætter Lov; og "ingen kan dømmes uden efter Lov"; men hvilken Lov jeg har overtraadt, ved at overtræde Jægernes Demarka- tionslinie, seer jeg ikke. Moselovs ti Bud vel ikke; Norske Lands- lov vel heller ikke? -- Jægerne selv, da de afridsede Linien, gjorde det til en Lov, hidtil skal du komme og ikke videre; men havde de selv gjort Loven, maatte de ogsaa selv holde den i Hævd, og dertil vare vel de 1000 Mand stærke nok. -- Det er et daarligt, et Gudsjammerligt Politii, der (saa vel udrustet, som de) bagefter kommer og klynker og vil have Staten til at paatage sig, hvad der hørte dem selv til. -- Og overalt er det i høi Grad moer- somt, naar 1000 bevæbnede Mænd klager over Molest og Vold af en eneste Ubevæbnet. -- Ikke mindre urimelig er den anden foranførte Hovedpunct i Klagen. Jeg skulde have rykket an imod Hovedvagten, bevæbnet med en Flaske, for at bestorme den, og jeg skulde have angrebet Overjægeren der og truet at slaae ham med Flasken, og derved indjaget denne saadan Skræk, at han ikke vidste andet Raad i sin Befippelse, end at gribe til sit skarpe Vaaben, for at blive en saa farlig Fiende qvit. -- Jeg vil holde mig fra at lee, søge at være alvorlig, saa meget som muligt, og ganske vel meent tillade mig at ponere, at det virkelig var et Angreb, og at jeg kom, som en Fiende, stormende imod Vagten; a la bonne heure, saa var jo ogsaa dette en Vaabenøvelse og paa sin Plads, og naar Underofficeren vandt Seieren, drev Fienden tilbage, og trium- pherende kunde stikke Sverdet i Balgen, efter at have faaet Leilighed til at svinge det paa en virkelig fiendtlig Ryg og ikke paa kryds og qvær i Luften, hvad vilde han saa mere, har han da Aarsag til at klynke bagefter og kalde Staten til Hjælp? Men Usandheden i det hele er notorisk; endogsaa uden Vidnesbyrd, uden Kundskab om Detaillen i Tildragelsen maa Enhver med SIDE: 73 nogenlunde Dømmekraft begribe, at det ikke kan være saa. -- Det er jo dog overordentlig usædvanligt, ja uhørt, at en ung rask Soldat skulde blive bange for en Flaske, om den endog var ladet med Brændeviin, endsige med uskyldigt Øl, som ikke slaaer nogen Mand i Hovedet. -- Eller om, hvilket dog ansees for urimeligt, en utidig Frygtagtighed for det farlige Vaaben, jeg bar i Haanden, drev Overjægeren til at slaae til med sit Sværd, saa var jo dog dette den høiste Grad af Malconduite, da han var omringet af sine underhavende Jægere, som kunde have ført den frygtelige Stormer bort, enten i Arrest, eller udenfor Linien; saa at ingen Aarsag gaves til Frygt, og intet Nødværges Tilfælde havde Sted. -- Han havde jo desuden mig i sin Magt før han slog, da han jo greb mig i Nakken, uden at jeg satte mig til Mod- værge, og førte mig ud til Opstillingslinien. -- Jeg sætter atter igjen, at jeg havde truet at slaae til med en Flaske, og spørger, naar den, som blot har truet med at slaae, skal anlægges Justitssag mod, hvad Sag skal da anlægges mod den, som virkelig slog saaledes, som Overjægeren? Denne Volds- gjerning er vitterlig og publik, og den kræver jeg afstraffet, at jeg kan fornemme Velsignelsen af en constitutionel Regjering. -- Der- imod er ingen Voldsgjerning fra min Side begaaet. -- Hvad min Hensigt var med at gaae til Teltet, er bekjendt. Jeg traadte heller ikke indenfor Linien, uden efter Jægernes egen Tilskyndelse, som sagde, at jeg gjerne kunde gaae hen til Over- jægeren selv og bede ham om Tilladelse til at gaae lidt under et Telt, for at drikke min Flaske Øl, der ei saa passende kunde skee under aaben Himmel. At jeg havde i Sinde at slaae Over- jægeren i Planeten, er Noget, jeg aldeles benægter, og ingen kan bevise. At jeg ikke gjorde det, ikke en Gang efter at Overjægeren havde udøvet sin Heltedaad paa mig, er Beviis nok paa at jeg ikke vilde det. -- Hvad Procurator Praëm beretter, er grundet paa en Misforstaaelse af mine Ord, "at jeg, efter at have faaet Hugget, var færdig til at slaae ham Flasken i Planeten" ; hviket jeg var besindet nok til ikke at gjøre, i det, som jeg nu seer, falske Haab om en [fotnotemerke] retfærdig Satisfaction. -- Fotnote: Retfærdigheden, civil som militair, ja den Himmelske, kan vel krænkes, naar man, som Lie med høie og lave Venner, be- spotter dens Blindhed ved at putte den Blaar i Hulerne, og søger SIDE: 74 Saaledes er den rette Sammenhæng i denne Begivenhed. -- Mig kan denne Voldsgjerning og skammelige Misbrug af den kostbare Magt, Staten holder for sin Sikkerhed mod indvortes og udvortes Vold, ikke beskjæmme. -- Om en Mand falder selv i Algiersk Fangenskab, og der maa udstaae de skjændigste Mis- handlinger af Barbarerne, saa er han derefter lige hædret, efter sit Værd, naar han kommer hjem til Sine. -- Saaledes og i alle andre Tilfælde. -- Ingen kan bevare sig mod Overmagten. -- Endelig skulde jeg, vil og, tale et Par Ord om de formeentlig ærefornærmende Udtryk i en af mine Skrivelser, Vedkommende have paaanket. -- Derom kun faae Ord. -- Raae kalder jeg de gemene Jægere, fordi de mangle den Opdragelse, som forskaffer Andre Benævnelse af dannede Mennesker, som og fordi de ved denne Leilighed i deres Opførsel mod mig viste sig raaere end Andre. -- [fotnotemerke] Til sig selv overladte kalder jeg dem, fordi de stimlede om mig, som en Biesværm, loe og støiede, og dreve Haan med mig og vare frie for Exercice. Anseer Brigaden dette for en Fornærmelse, saa er den fornærmet omtrent, som en Barnepige kan føle sig fornærmet, naar man beskylder hende for, at hun overlader Børnene til sig selv. -- At de dreve Spot og Spøg med mine og Medborgeres Rettigheder og Følelser, har jeg ogsaa troet mig at have Lov til at sige, hvis man har Lov, at sige Sandhed her i Landet. -- Eller hvilket Menneske med Følelse kan negte, at den Mishandling, jeg leed paa Gardermoen af det raae Mili- taire, var oprørende for mine Følelser; og hvilken af Tilskuerne Fotnote: at vildlede det, der erstatter den Synet, nemlig dens fine, rigtige Følelse. Man see her især hen til det Unaturlige i deres Op- spind. Og, faaer jeg engang Satisfaction (som skal skee, om ikke for min, saa for Folkets, Skyld), har den dog i Præmisserne været uretfærdig imod mig, da disse ere krænkende for den Fornærmede. Dog (Spiren til Fordærvelse ligger i det Ondes eget Væsen) disses egen Beskaffenhed maa netop være et Middel til -- at see bag den synlige Udaad ind i dens Indre. -- Fotnote: Havde en Officer været tilstede, havde Mishandlingen vel neppe skeet; eller dog, hvis Galt skulde være, bag et Telt. Jeg vilde idetmindste, i det Tilfælde, andraget om denne Naade, af den Grund: at man har tilstaaet Slaver den Forrettighed eller Gunst bag fire Vægge, at , og jeg var dog en fri Mand. SIDE: 75 kan negte, at det jo var oprørende for hans og mine Følelser -- og hvorfor var det oprørende for deres Følelser, uden fordi de her saae for deres Øine Exempel paa, hvorledes en Borgers første Rettighed af Staten, Sikkerhed paa Liv, Lemmer og Helbred, af selve militairet, som skulde værne derfor, bliver tilsidesat, ringe- agtet. -- Et Exempel paa en Misbrug af Magten, der kunde blive farlig for dem selv, og en Gang ramme dem selv. -- Naar nu ovenikjøbet et Medlem af denne Stat, efterat have lidt en saadan offentlig Fornærmelse, ikke alene ingen Opreisning faaer, men endog skal forfølges for Domstolene, som en Forbryder, i Følge en aldeles ugrundet Klage, i hvilken selv den Eenfoldigste seer private Lidenskaber og smaalige Cabaler aande ud af alle Kanter, og saaledes det sidste bliver værre end det første, saa maae man medrette fortvivle de reipublicæ salute, skrækkelig maa da voxe Mismodet paa den ene og Overmodet paa den anden Side, indtil man har det completteste Tyrrannie og Sla- verie. -- Det være mig tilladt kun endnu at tilføie et Par Anmærk- ninger. -- 1, De som paa Modpartens Side have skrevet i denne Sag, ere deels selv de, der have fornærmet mig, og som det maa interessere at tage Hovedfornærmeren, [fotnotemerke] Overjægeren, i Forsvar, deels forme- delst Subordinationen og l'esprit de corps inhabile til Vidner. -- 2, Da Brigaden opfordrede Oberste Anker, at fremkomme med den private Correspondence mellem ham og min Fader om denne Sag, saa er det besynderligt, at han ikke har fremlagt min Faders Brev til ham, men kun et contentum af sit eget. -- Min Faders Skrivelse bør komme for Lyset. -- Administrator af det præliminaire Forhør i denne Sag bedes, at denne Deduction, tilligemed den heri paaberaabte verificerede Copie af et Brev maa blive vedlagt Documenterne. ærbødigst Henrik Wergeland. Fotnote: Af den Grund ogsaa, at de Selv derved maa frifindes. SIDE: 76 TIL LAURENTIUS BORCHSENIUS Eidsvold Præstegaard 22de Marts 1829. I Forbindelse med min Skrivelse af 13de denne Maaned giver jeg mig den Ære, som tredie Postulat, at anføre: 3) Brigaden opfordres til at opgive (cfr. dens Skrivelse af 3die Februar dette Aar), hvad Mere graverende den maatte være vi- dende om mit Forhold paa Gaardermoen betræffende, da ellers dens Udsagn i hiin Skrivelse: "Studentens Forhold blev ikke skildret saa graverende som det virkelig var" let kunde faae Skin af Skumlerie, eller Brigaden idetmindste blev paaduttet Be- breidelsen, at have en forvænt Smag, som ikke finder, at Over- jægeren med Flere have smurt tykt nok paa. -- Ligeledes vil jeg her tilføie i Anledning af hvad Oberste, Kammerherre Anker, i hans Impertinenthed af 8de Januar 1829 (v: især hans med "begrændsede Tirade") anker over, nemlig, at jeg om Formiddagen var bleven attaqeret inde i Leiren og bort- viist af Officerer: Korteligen nu, da jeg ellers, hvis Hensigten af foregaaende Skrivelser ikke opnaaes, maa see mig nødt til at beskatte [ -- -- ] Tid for en detailleret [ -- -- ] , som baade Empirie og Speculation lige rigeligen tilbyde, grundet Oprullen af høie og lave Mod- parters forbausende ulogiske Misgreb i deres Dynge af Docu- menter -- kort, som sandt, fremsætter jeg her hiin Passage: Tidlig om Formiddagen inviterer Chirurg Wille Student Lerche og mig fra Pladsen og i sit Telt for at bringe vore af Caffe og Ridt destruerede Maver i Orden. -- Han beder os ride lige derop -- der er Intet iveien -- kommer strax efter -- Adieu saalænge! Som sagt saa gjort; og, hvis Vagtteltet, som jeg troer, laae paa venstre Haand, som Hjørnetelt, af den Leirgade, som førte til Doctorteltene, saa var det netop en Skildvagt af den samme Vagt "som siden -- -- -- der, paa Spørgsmaal, om jeg kunde ride Gaden op, gav "Ja" til Svar. -- Som vi red opad den brede Gade kom en Officeer, og sagde, at vi ikke maatte ride der. Vi sagde da vort Ærinde; og da vi (mens Naturen drev paa [ -- -- ] alle Kræfter) tænkte som saa: "der ligger jo Doctorens Telt" faae Skridt endnu saa ere vi i Behold, bleve vi ved at ride videre fort, uden videre Modsigelse. -- Nu SIDE: 77 vare vi ved Maalet. Jeg sprang af Hesten, bad min Compagnon passe paa den, snørede Tømmen til Sikkerhed om første den bedste Teltlinie og gik ind i Teltet, hvor jeg af en fremmed Doc- tor, da Chirurgen endnu ikke var kommen, og jeg havde Hast, saasom jeg ikke troede mig saa sikker under en saa halvcivil Sauvegarde, som Chirurgens, fik min Gentiana og gik; hvorpaa da min Medbroder sørgede for sig med samme Gesvindighed. -- Idet jeg nu løste min Hest kom en Officeer og bød os forlade Leiren, hvilket flux skede, da vi toge Retiraden bagom, langs Skoven. Hvis jeg heri virkelig har forseet mig, og min Upasse- lighed, der var af det Slags, at den hurtig kunde og burde raades Bod paa, ikke kan undskylde mig, da bør min Mave og Tiltro til Chirurgen samt min Uvidenhed og Sorgløshed, der lod mig glemme at slæbe en Tjener med mig for at holde min Hest (skjøndt jeg isandhed kunde ladet være at tøire den paa nogensom- helst Maade) lægges i Bøder. -- Disse kunne vel ikke blive saa store; men noget større end de retlige gav jeg gjerne, dersom de maatte blive anvendte til Sikkerhedskaart for Tilskuerne paa Gaardermoen -- saadanne, som jeg har læst den berømmelige fra Diavolo uddelte i Calabrien, hvilke altid respekteredes af hans Bande. -- Fortællingen herom undlod jeg af min første Skrivelse af 22de September, fordi den ikke faldt mig ind, da alene Sagen selv stod mig klart [fotnotemerke] for Hovedet, da jeg klagede, og ikke en sand Ubetydelighed, der ikke staaer mere i Forbindelse med paa- Fotnote: Jeg har det Haab, at de competente Vidnesbyrd tilsammen- lagte ville blive et fac simile af min første Erklæring eller Klagen, som Oberste Anker i al Venskabelighed vilde have henlagt, fordi han, seende frem i Tiden, "ikke vilde kunne forhindre alle de Personligheder, som fra alle Kanter ville fremstrømme imod mig, naar Sagen først havde begyndt at versere" -- Se den Musicus kjendte sit Claveer før han begyndte at spille derpaa! Godt stemt, godt spillet; men -- Choret, Choret stemmer ikke: Bassene ere falske, Discantene sande, og Efterspillet, hvordan vil det blive? Denne hele Sag, som musicalsk Stykke betragtet, tør ikke ude- lukke den poetiske Retfærdighed. -- Det var hiin første Klage Oberste Anker vilde lægge den Capsun i Munden: at jeg, for Høfligheds Skyld, burde takke og beholde og frafalde en Plan, der vilde volde ham med Corps (udtrykket ved "os") meget Bry- SIDE: 78 ankede Sag end en Galgenfristes afhuggede Hoved med Krop- pen. -- Jeg undlod den i min Skrivelse af 13de denne Maaned, fordi jeg ogsaa da sysselsatte mig med Hovedsagen, foregaaende heri den hele Brigade med et følgeværdigt Exempel, og satte Ankers Anker over en saadan Frihed af mig under samme Ru- brik, som Rytteriets Vidtløftigheder om mit Forhold i Kroen, Fuldskab og andre slige, hvis Viddet hos D'Herrer er desto dybere og Samvittighederne desto rummeligere, kostbare, besynderlige og unødvendige Ødselheder. ærbødigst Henr. Wergeland. TIL VALENTIN SIBBERN Eidsvold Præstegaard 26de Marts 1829. Da jeg maae troe Documenterne i Gaardermoesagen fra Be- styreren af Forhørene under denne, øvre Romeriges, Jurisdiction allerede tilsendte vedkommende Øvrighed, tillader jeg mig directe gjennem det høie Amt at indsende Nærværende med nedenom- mældte Indberetning fra Capitain Schøyen under Soløer og Ouda- lens Jurisdiction, hiin Sag betræffende. -- Denne Sidste modtog jeg som Svar paa en Skrivelse fra mig af 15de Marts, hvori jeg ønskede betimelig Underretning om Hrr Capitainen med Søn blot havde været Vidne til noget Uvæ- sentligt ved mig anrørende Affaire paa Gaardermoen, da jeg Fotnote: derie, og ved at ville indbilde mig, at han havde alt correxet Overjægeren, hvilket maatte kunne ansees som Revenge". Men den Lørdag har lært mig at Revselse imellem Venner lyde saa omtrent: "Min kjære Ven! jeg vil just ei forbyde Dig gjøre oftere hvad nu er hændt; men -- men -- men -- jo men, du nok forstaaer mig Ven!" SIDE: 79 isaafald vilde gjøre mig en Fornøielse af at stræbe at spare Hrr Capitainen og Øvrighederne Uleiligheden af Stevnemaalet, hvilket da vilde bortfalde under den Jurisdiction, hvor han var det eneste opgivne Vidne. -- Hr. Schøyens her medfølgende originale Svar var indsluttet i en Convolutt, hvori fandtes skrevet: "Af Indsluttede vil Høistærede see, hvad jeg og min Søn kunne vidne i deres Sag, og kan et saadant Vidnesbyrd være til nogen Styrke, da vil jeg med Søn af redebon Ufortrødenhed gjøre vor Pligt uden Stevnemaal. Min Søn opholder sig i denne Tid i Chri- stiania og logerer hos Kjøbmand Ziølner til behagelig Underretning. Søy: 19/3 29 Forbindl: Schøyen" . Den unge Schøyen, hvis videre Vidnesbyrd skulde gjøres Be- hov, vil altsaa blive at søge i Christiania. Og det høie Amt med andre vedkommende retvise Autoriteter ville afgjøre, om Hen- sigten af mit Forespørgsel hos Capitain Schøyen: at spare Tid, Penge og Bryderie, kan opnaaes efter hans modtagne Svar, hvori jeg med Glæde bliver vaer, at Hr. Capitainen, og vel da ogsaa hans Søn, have opfanget et Udtryk af mig, der skriver sig næsten fra Øieblikket foran Hovedmishandlingen overgik mig og viser langt fra den mordiske Hensigt imod Overjægeren, Han, med Consorter, tillægger mig, men meget mere, at Noget maatte være mig vederfaret nylig før, eller vederfares mig endnu af Overlast fra Jægerens Side, der afpressede mig et saadant Udraab, som "det er er skjændigt at blive saaledes behandlet!" Denne saa- ledes beklagede Overlast er, at han tog mig, paa mit høflige Spørgsmaal, i Kraven og behandlede mig aldeles overeensstem- mende med Hvad i min første Fremstilling er anført som umid- delbare Præmisser før den forbryderske Opførsel skred til yderst Voldsgjæring. -- Den store Mængde af Jægere indenfor og Til- skuere udenfor Opstillingslinien kan have skjult Jægerens Arm, der havde Fæste i min Kjolekrave bagtil, for Capitain Schøyen, saa jeg forekom ham som bevægende mig henimod ham frivillig. -- Dette, tilligemed Capitainens Skrivelse af 19de Marts 1829, maa jeg da bede tillagt Sagens Papirer. ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 80 TIL FORLIGELSESCOMMISSIONEN FOR CHRISTIANIA Christiania 24 Juli 1829. Undertegnede maa herved ærbødigst bede indkaldt for For- ligelsescommissionen i Christiania til næste Møde paa Mandag 27de Juli d. A. Overjæger ved andet gevorbene Jægercompagnie, Bang, for Undsigelse paa Livet imod mig, for der at forsøge paa at træffe Forlig. ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. boende i Advocat Hjelms Gaard. TIL L. BORCHSENIUS OG C.F. MICHELET Eidsvold Præstegaard 18 October 1829. Til De Herrer Bisiddere i Commisionen, nedsat for at dømme Cand. Wergelands og Overjæger Lies Forhold paa Gaardermoen 20 Sept. 1828. [fotnotemerke] Plus stricto, mendax, offendit lingva, mucrone. Med forventning tog jeg fat paa denne Sags Documenter; med Undtagelse af det høie Departements, læste jeg dem igjennem med Forbauselse; med Afskye tillukkede jeg dem igjen. -- Uagtet min urokkelige Overbeviisning, der ikke har bedraget mig endnu med Hensyn til de indtil nu afhørte faae, men de rette civile Vidner, om at de sande gyldige Vidnesbyrd i denne Sag ikke vel kunne stride imod min Beretning om denne; vilde jeg dog fortvivle om at erholde Retfærdighed, dersom jeg ikke fandt i Hovedvederpartens med Angjældendes Fremstilling af Sagen og Andet Sagen uvedkommende, i Corpschefens og Brigadechefens -- kort næsten i Alt, hvad de tilhobe have produceret af hiin Først- nævntes Indlæg, saa grove Inconseqventser, at det vil koste min Haand mere end mit Hoved Arbeide, at faae det beskjæmmende Sammenvæv heelt oprullet. -- La bourde avoir sa grace. Uden den duer den ikke. -- Jeg seer denne Dynge af Documenter og inhabile Vidnesbyrd Fotnote: Lyder: Tidt dybere end svungen Klinge kan Løgnfuld Tunge stinge. SIDE: 81 har allerede netop igjennemløbet Alphabetet -- det romerske. -- Nu begynde vi paa det gothiske, der maaskee turde hjælpe til at faae en sundere Tale frem, samt en gothisk Retfærdighed. -- Denne tillod iblandt Andet ingen fri Mand at pidskes offentlig, forbød Forbrydere at vidne. -- Jeg tillader mig da i Ærbødighed at udbede mig de høje Autho- riteters Opmærksomhed, hvis agtede og velvise Omhue for Sand- hed og Ret have nærmest været Aarsag i, at jeg sættes i Stand til at erfare hvortil mine Skrivelser og Klager til Cavalleriet have været brugte, samt hvad man har opdynget imod disse, imedens jeg heelt igjennem særskildt undersøger Beskaffenheden af Mod- machinationerne, og udviklende Aanden i disse, yttrer mig der- næst yderligere i Almindelighed. -- I den første Hensigt styrer nu Sandhed min Pen og denne Sandhed vil vel ogsaa have Kraft nok til at belive den med en ædlere Qvist, end den der er ipræget Hovedvederpartens Er- klæring, hvis Usandheder ere alene og tydeligen den onde Sam- vittigheds -- Gud veed af hvem -- modulerede Suk; og end den, der rører sig i 1) Oberste m. m. E. Ankers Erklæring af 22de Jan. 1829 -- Heri fortæller denne Herre "at flere af Corpsets høistagtværdige Officierspersonale forklarede ham Sagen eenstemmigen paa en Maade, der fuldkommen overbeviste ham om, at den unge W. maatte i høi Grad vilde blive prostitueret, saafremt Sagen blev alvorlig undersøgt" o. s. v. Da intet er lettere end at finde Beviset for, at den Kulde (Officeerpersonalet) hvori saa at sige Hr. Obersten er bleven døbt til en uforanderlig Troesbekjendelse i denne Sag, ikke kan ud- ledes af nogen anden end netop af den aller ureneste ): af an- klagede Modparters, saa bliver det desto vanskeligere at finde en Undskyldning eller en Grund, der kan bestaae for en sundt- tænkende, sat, lidenskabsfrie Mands Omdømme saaledes, at den retfærdiggjør den Række af eensidigt-skjæve, partiske Domme, som udgjør Følgeslutningen i Hr. Oberstens Erklæring. -- Mit Be- viis for at Officeerspersonalets eensstemmige Forklaring, som have en saa hurtig afgjørende, næsten explosionsmæssig en Virkning paa Oberstens Tænke- og Handlemaade) ikke har eller kan have sit Udspring fra andre end netop anklagede Modparters, fører jeg saaledes: de eneste militære Øjenvidner vare netop det in SIDE: 82 casu til Vidnesbyrd inhabile Vagtmandskab: jeg havde (v. Bilaget) Leilighed til at anføre næsten i samme Moment, som Officers- ensemblet, der tog sin Begyndelse, strax efter Maneuvrens Slut- ning, hos Høistcommanderende, var opløst, at, ligesom om Gemyt- terne forud vare beredte til at modtage Smitten, da Anklagedes usandfærdige Beretning havde meddeelt sig Officererne: De ci- vile Vidner ere tildeels af den Beskaffenhed at de indtil de ikke kunne have havt Anledning til at sysselsætte sig med nogen af D'Herrer Officerer og, var dette endog Tilfældet, viste deres retlige, competente Vidnesbyrd, at Historien fra deres Side ikke kan have modtaget den falske Fernis, bagtalerske Tunger have overmalet den med. -- Hr Procurator Praem har tillige oplyst om, at den Samtale med nogle Officerer, hvori han yttrede den falske Fremstilling af Sagen, han troede at have hørt af mig Selv, blev holdt paa en Tid, der ikke tillod den at meddele sig den Officeerkreds, hvor jeg fik Nys om til hvad Side Sagen skulde og alt var dreiet. -- Havde endog Officierpersonalets Forklaringer det aller første Udspring af denne Samtale, ville de dog neppe vinde noget i Værdie ved at blive paa denne Maade enstydigt med Misforstaaelse og Sladder. Men da det er saa, at disse For- klaringer Oberste Anker beraaber sig paa, ikke kunne have nogen anden Kilde (hvorfor ogsaa deres Eensstemmighed stemmer) end netop det selvsamme Vagtmandskab, som, jeg gjentager det her, viste sig, anført og med Tilladelse dertil af deres commando- havende Overjæger, Lie, som et raat, til sig selv overladt Militær, der paa den meest oprørende Maade drev Spot og Spøg med mine og Medborgeres Rettigheder Følelser, saa ville de vel vinde ligesaa lidet i Gehalt ved mere passende at erklæres eenstydige med Begrebet: usandfærdigt Rygte. -- Men om en Mand bør grunde en "fuldkommen Overbeviisning" paa saa løs Grund som et Rygte -- -- -- ja herpaa finder man Svaret i Krogen af dette? Hören sagen -- siger man ellers -- ist halb gelogen. -- Hvad Slutningen angaaer i Erklæringen, da lader jeg med For- nøielse denne Hale af Impertinencer ligge i Fred; thi da jeg har i den senere Tid havt den Ære med Hr. Obersten at føre et Slags Correspondance eller aandeligt Liv, hvori jeg isandhed har lært Erik Ankers Aand at kjende lige som Sandheden af, at man maa vænne sig til de Folk, man fører Samliv med og man vel maa kjende en god Vens Feil men ikke nævne dem. -- SIDE: 83 2) i Overjæger Ole Andersen Lies Erklæring af 9de Decem- ber f. A. Da han henter sin Indledning af Overjæger Ander- sens Beretning, saa maa Bebreidelsen for dens Urigtighed falde paa denne. Det er nemlig aldeles urigtigt, idetmindste hvad an- gaaer mig, at vi indtoge "en fast Stilling" imellem Leirlinien og Brigaden; og, da jeg ved ofte at see mig tilbage, medens jeg reed sagte opad hiin Parallele, for ikke at tabe min Medbroder afsigte iblandt den Mængde Tilskuere, som opfyldte dette Mellem- rum, altid saae ham omtrent i samme faae Skridts Afstand, har jeg al Grund til at troe, at ogsaa han bestandig var i samme jevne Bevægelse, som jeg. Dog nægter jeg ikke Muligheden af at han et Øjeblik kan have vendt sin Hest imod Maneuvrene og holdt stille. I første Tilfælde er jo Modpartens Udsagn feil- agtigt aldeles; i andet Tilfælde maa det have været Studiosus Lerche meget vanskeligt, hvis han havde Øinene paa det rette Sted, at iagttage en Rytter, som, fra Leirgaden, kom udstyr- tende bag ham. At jeg slutter mig rigtigt til Lerches Stilling, troer jeg saa deraf, at Stødet traf hans Hestes Bagdeel [fotnotemerke] . Fotnote: Det maa kaldes en Lykke, at en gammel Kjelling, at Barn eller endogsaa en robust Fodgjænger ikke befandt sig i det Mo- ment paa samme Punct ellers kunde et Mord have bibragt sit til at give Dagens Historie, og en brukken civil Nakke vilde da ogsaa være bleven, som den vanærede Klinge, ophængt iblandt Tropæerne. Havde derimod en ubevægelig Ting, en Stok, en Galge o. s: fl. staaet der, vilde, da Rytteren, Lieutn. Jentoft, selv erklærer, at han var i en saadan Fart, at han ikke vel kunde dreje af, vel det gaaet ud over en Militær. At denne Herre siger, at han maatte bøje min Hests Hoved tilside forat komme forbi, forholder sig ikke saa, dels fordi jeg da maatte have befundet mig bag Lerche og altsaa fornemmet Contusionen med andre Sandser end Øret (hvilken ufuldkomne Efterretning nødte mig til at vende om for at faae det Heelt at vide) dels fordi jeg veed det umuligt for een Arm, hvis Tryk Carrieren desuden maatte gjøre meget flygtigt, at faae bøjet den Hests Hoved, jeg da reed paa. Har derimod Lieutenant Jentoft brugt begge sine Arme dertil, troer jeg hiint vel muligt: men tillige da, at han ikke har havt Tøilerne i sin Magt, saa hans Anstød imod Lerches Hest vel lader sig forklare. SIDE: 84 I det Følgende vil Overjæger Lie: at Lieut. Kreutz, vel at mærke, før den active Officeer stødte an imod den passive Lerche, skal have befalet mig, at [fotnotemerke] forføie mig bort, "hvilken Til- sigelse jeg ikke alene lod uopfyldt, men gav endog det højst ube- skedne Svar: "skaf mig en ordentlig Officeer at tale med." Jeg maae her oprigtig tilstaae til Militærets Ære, at her gjør Lie dette Uret; thi jeg var ligetil hiin Rencontre forbleven uantastet paa Pladsen; men ifra mit Spørgsmaal om hvoraf den reiste sig, begynder alle mine fata. Da nemlig kom først Kreutz og gav den Befaling, jeg nedenfor har anmærket, i en saadan Hast, at jeg intet Svar fik paa mit Spørgsmaal om hvor jeg skulde vende mig hen. Da Vagten drev paa at jeg skulde "gakke mig paa Flekken som Lieutenanten sagde" var mit rimelige Svar dette: "at jeg vilde have en ordentligere Ordre at følge end den høist ubestemte Kreutz havde givet, da jeg jo endnu ikke vidste hvor jeg ellers paa Pladsen uantastet kunde være. Imidlertid faaer De vise mig et Rum, hvor jeg frit kan oppebie en anden Officeer end Kreutz; thi han havde slig Hast, at jeg blev lige klog." Denne Tale er det, Overjægeren kalder "usammenhængende og uvedkommende Snak, som røbede, at den Talende enten maatte være gal eller i høi Grad beskjænket". Ligeledes uddrager Han eller Erklæringens Autors Psychologie den samme sørgelige Slut- ning af følgende titopkastede, men aldrig besvarede Spørgsmaale (hvis nye Fornærmelser ikke kunne kaldes tilfredsstillende Svar): "Hvad har jeg gjort, hvorfor jeg skal jages ifra den Plads, Andre i Fred besætte? Jag mig ud eller bort, hvor De vil; men pas saa paa, at faae alle de øvrige Tilskuere bort, eller saa klager jeg til Chefen? Hvem og hvor er vagthavende Officeer? Nu -- svarer Du mig ikke med Andet end ved at drage blank imod mig, og ved Plumpheder, saa viis mig en Plads, hvor jeg idetmindste kan være i Sikkerhed for disse". Da han langt om længe viiste mig en utydelig Linie, uden hvilken jeg skulde kunne befinde mig uantastet, saa erklærede jeg ham engang for Alle: at der forblev jeg indtil jeg fik fat i den forønskede Officeer, af hvem jeg haa- bede den hidtil nægtede Underretning." Disse Ord er det, som commenteres saaledes: "jeg vedblev Fotnote: Da denne Befaling i anden Tidsfølge kom, lød den fra Kreutz: "Vil han mars gakke sig!" SIDE: 85 med Grovheder og Chicaner, der, blandt mere, gik ud paa at bibringe os Foragt for vor Stand." Her har ellers Overjægerens Orakel været vel meget pythisk-dunkel, da han har givet sit Ud- sagn saa stort emphatisk Omfang, at det kan rumme Hvad man behager at putte ind under det, om det saa var nok saa groteskt og uhyre og usandt. Førend jeg forlader Indledningen til Hovedhandlingerne, troer jeg ikke overflødigt at bemærke: ved min Ankomst paa Pladsen, før Exercicerne begyndte, reed min ovennævnte Kammerad og jeg langs op med Teltlinien, i ikke længer Afstand fra denne end da jeg blev antastet siden om Formiddagen af Vagten. Da jeg vendte tilbage, møder jeg Prem.lieut. Schilling, som, da jeg spurgte: om jeg havde Lov til at ride Teltene saa nær, gav mig et bejaende Svar. Det svæver mig fore som om et "Kors" eller "Gudbevares" i hans Svar endog udtrykte en Slags For- undring over mit Spørgsmaal. Man seer i detmindste heraf Forskjellen imellem at have Venner og Fiender paa Gaarder- moen; og vel tillige, at jeg neppe kom paa Gaardermoen for "at yppe Klammerie med Officerne eller -- som Obersten, da den mig fiendske Anskuelse af Sagen voxer [fotnotemerke] rangviis, endogsaa vil, med hele Militæretaten; for at hindre Officererne i deres Tjene- steforretninger, og andre mig ubekjendte Øiemed, som jeg skal have havt". Ligeledes lægge man Mærke til, at, da Brigaden gjorde [fotnotemerke] "Holdt" og "Hviil" befandt jeg mig i min rolige Direction henimod de sydlige Smaaehøje paa Pladsen, hvor den finere Verden især opholdt sig, alt midtveis for Leiren, indeklemt imel- lem den fuldt udslagne Rytterlinie og Teltlinien i en Paralelle af omtrent en 40 Skridts Diameter. Det var nu dog vel ligesaa Fotnote: Brigadens Anskuelser stige i dette Forhold til at yttre: "Stu- dentens Forhold blev ei skildret saa graverende som det virkelig var." Overjægeren har ikke gjort det godt nok? Fotnote: Dette lille Pusterum blev benyttet ret paa Skolemaneer. Mesterlectianerne pleje i Friqvarteret at opmuntre Peblingerne til alskens Spilopper, som da, jo galere de ere, bidrage til at forhøje den kortvarige Nydelse, de føle fra deres Vindue. Paa Academier eller Krigsskoler faae de Ældre ikke Lov til at sidde saa rolige, men maae deeltage selv i Optøjerne. -- Dette er utentvivl rigtigere; men -- applicatio fiat! SIDE: 86 rimeligt om jeg fortsatte min Vei, som at jeg vendte tilbage? De andre mange Tilskuere, som krydsede hverandre i dette Mel- lemrum -- hvor de vel medrette ansaae sig mere sikrede end om de vilde, for at komme over Pladsen gaae rundt om dens yderste vidtløftige Grændser eller i en Afstand ifra Rytterfronten, som dog, efter et eneste Indfald af Generalen, kunde sætte sig i Bevægelse og uden Redning omfløje dem -- bleve heller ikke forstyrrede af Militæret. Overjæger Lie gaaer dernæst over til at indlede sin ikke for- drejede, men bagvendte Fremstilling af Slutningsscenen, saaledes: "under denne Støjen og Skraalen skal W. have begjæret en af Vagten til at hente sig Brændeviin . . . . og "bød han Vagten Skjænk." Competente Vidner faae retligen afgjøre saavel alt Andet, som ogsaa fra hvem Støjen og Skraalen kom. At der virkelig gaves saadant Tegn paa Uorden veed jeg selv altfor vel, og Stimmelen af Tilskuere har vel fra denne fornemmelig sin Oprindelse. Var jeg den støjende og skraalende: saa havde det været den Vagt- havendes Pligt at arrestere mig eller fjerne mig fra Pladsen ): ud i den vilde Skov. Dette første gjorde han, ikke af den Grund, et conduitløst Forsøg paa; men fordi jeg vovede at bede Skildvagten: (som med de Udtryk: "aa Fanden vil du ham nu da?" gjorde det) skaffe mig Underofficeren itale og da vovede at spørge ham: om hans Mandskab kunde tillades at drive offent- lig høirøstet Haan og Spot med fremmed Mand [fotnotemerke] . Det sidste gjorde han ikke, da han formodentlig erindrede, at have Selv er- klæret mig den Plads fri og tilladt jeg befandt mig paa. Det er beviisligt, at jeg først afbrød med hiin Anmodning til Skildvagten min Taushed, da et Træk af Jægrenes Haantale imod mig, viiste en Trælleraahed, som saarede mine fædrelandske Følelser mere end min Selvkjærlighed og Selvfølelse. Er det da ikke klart, at den Støi og Skraalen, som Overjægeren har Ret i fandt util- børligen Sted ved Vagtteltet, mere har sin Oprindelse fra en 20-30 Jægeres Struber, der aldrig feilede deres Tribut af Latter til den af dem, det behagede at improvisere en Raahed over mig, end fra mig alene, hvis hele Tale til Underofficeren i den Anledning viser noksom, at jeg allerede da bar min Skjebne med Fotnote: v: min Beretning af 22de Sept. f. A. SIDE: 87 Resignation? Det hele Mandskab, som strømmede af og til, som Bier i Solskinsveir udaf Kuben, ud fra Vagtteltet, stillede sig ørkesløse, med Armene overkors ligeoverfor mig, der holdt rolig paa hiin Side den betegnede Linie, og loe, forhaanede og gottede sig over mig, tør endogsaa have den forbausende Dristighed at ville vælte denne uværdige Opførsel ind paa de [fotnotemerke] civile Tilskuere? paa disse, der tilkjendegav mig, midt under Militærets Forhaa- nelser imod mig, deres Deeltagelse ved deels at tilbyde mig deres Vidnesbyrd, deels ved at ville (hvilket jeg imodsatte mig) ind- virke til min Fordeel paa Vagten, ved at sige, hvilken Person den var, de saaledes opførte sig imod? At tilstede det isaahenseende forbryderske Vagtmandskab at vidne i sin egen Sag vil vel neppe blive den retfærdige Øvrigheds Sag. Og, da Overjægeren gjorde Partie med dem, da jeg ankede for ham over deres Opførsel, saa, eftersom den ene Føjelighed er den anden værd, kan man forklare sig den [fotnotemerke] Dristighed, hvormed de understøtte dennes ubeviste, ubeviislige og i højeste Grad ufornuftige Paastande. Herom dog mere siden. -- Nu Brændeviinshentningen og Skjænk- ningen? -- Jeg appellerer her til enhver [fotnotemerke] Ungkarl i den vide Verden, med nogenlunde Dannelse, der kan sætte sig ind i min Stilling ): i Øiesynet af unge, agtbare, dels kjendte dels ukjendte Damer. Hans hele Beskrivelse af Slutningsscener er dog det elendigste Sammenvæv af det Hele, eller den egentlige Ædderkop i det Fotnote: Hvorledes kunde jeg i det Tilfælde appellere til Vagtens Overjæger? Fotnote: Heri er der en sand Veddestrid imellem dem. (Cfr. Lit- tera. L: 2 og 4 Deponent). Fotnote: Eller til enhver Fornærmet med det Spørgsmaal, om han henvender sig netop til sine Fornærmere med Anmodning om en Tjeneste og Velvillighedsgjerninger, naar han har lettere for isaahenseende at meddele sig Venner eller ogsaa passive Ube- kjendte. Af saadanne Mennesker bestod den civile Kreds, som nærmest omgav mig. At der iblandt disse befandt sig en Judas, som jeg, som den Første den Bedste, anmodede om at hente mig en Flaske Porter eller Øl, er meget muligt: men Denne kan da neppe, som han gjør, med Sandhed deponere: at jeg af en saadan Flaske vilde skjænke Drammer ud. SIDE: 88 hele Opspind. Jeg for min Part mangler sandelig det Mod, at kaste mig alene ind bag en Front af 20-30 Jægere, for, med alle Disse i Ryggen, at slaae den fuldt bevæbnede fiendtlige Com- manderende til Jorden med et saa skrøbeligt Vaaben som en Flaske. En saadan von-Spillsk [?] Strategie var vel neppe at an- befale selve Generalmajor Wedel i Feldten. Lykkes det derimod det forenede Militær for Retten at berøve mig min Forstand, da kan det vistnok staae dem frit for at paadutte mig alle de regel- løse og ravgale Handlinger, de forenede Contraparters forenede Phantasie mægter at opfinde. Det synes tillige klart, at havde Overjægeren Tid til at gribe mig i Nakken, føre mig 8-10 Skridt tilbage, drage sin Sabel og slaae mig med den (ja Tid alene til dette Sidste) saa manglede der ham ikke tid til at træde et Skridt tilbage og udsige de to Ord: Arresteer ham! hvortil jo rundt om mig 50 Arme maatte være rede. At dannede fornuftige Men- nesker, hvoraf, naar Kreuz og nogle Faae andre undtages, jeg bør troe Corpsets Officeerspersonale bestaaer, virkelig have ladet sig binde en saa jammerlig sammensat Usandhed paa Ærmet, begriber jeg ikke (v. Bilaget om Affairen med Lieut. Kreuz). Esprit du corps en sic, kan umulig alene være stærk nok dertil, skjøndt den ellers vældigen træder frem i denne Sag, og glimter frem af dens Documenter i saamange Puncter som Straalerne fra den hele Brigades Klinger paa Gaardermoen. Hvad enten nu Forbryderen har lært af sin egen eller en anden ond Sam- vittighed sin Beretning om Catastrophen i Sørgespillet, der sna- rere, saa plumpt det end blev spillet, har paadraget Acteurerne Klap fra det militaire Gallerie, Parterre som fra Logerne, end Mishag og følelig Daddel -- saa har han først jammerligen indstu- deret den; thi -- hvorledes kunne hans følgende Ord harmonere med Naturen, med Vidnernes, ja med Karlens eget foregaaende Udsagn: at jeg var paaengang saa dristig at ville, omringet af bevæbnet Magt, saagodtsom ubevæbnet slaae en bevæbnet Soldat (ja vel holde ham, hvis i Attentatet mindste Plan kan tillades at tænkes) og dog i samme Moment aflod at bruge den Feigestes naturlige Modvaaben, det defensive Nødværge? Han siger nem- lig: at han, efterat have givet mig et Drag over Pukkelen, be- tydede mig, hvilke for mig skadelige Følger det ville have om jeg fremdeles med Vold vilde trænge ind paa ham! -- Isandhed, det Absurde i hans Sammensurium gaaer over alle Grændser, SIDE: 89 og jeg væmmes ved at bruge min Pen og min Tid paa et For- svar, et Afbeviis derimod. En saa fredelig, viis Lection passer vel efter den nys foregaaende voldsomme, rasende! Dog, denne Usandhed er mere dum end uforskammet (v. hans følgende Ord: at jeg fandt hans Tale og Adfærd grundet o. s. v.) havde jeg været saa tapper en Karl, at jeg angreb ham saa som han for- tæller, saa passer virkelig min rolige Adfærd efter Mishandlingen særdeles godt til hiin foregaaende urolige. Nei, om han havde sat en saadan Top paa sit Tag over Forbrydelsen: og derpaa, naar han havde fældet Overjægeren med sin Flaske, vilde han overrumple og massacrere Vagten med samme Vaaben, Mand for Mand, ja Gud veed, om ikke saa Sqvadronen, Brigaden og Kammerherren og Generalen o. s. v. -- da vilde den have været mere i Aand og Bogstav harmonerende med hans Beretninger, end denne om den af ham i al Ro forelæste og af mig med søm- melig Tak imodtagne Lection. Det er ellers vist og vidnefast, at Overjægeren, saasnart jeg, med Skildvagtens Tilladelse nær- mede mig ham (i hans Sprog: styrtede ind paa ham) lagde paa en beskjæmmende Maade (ved at gribe mig i Nakken) Haand paa mig; at jeg, istedetfor instinctmæssig da at stræbe at rive mig løs, anvendte Anmodninger og Bønner om at skaane mig for en saadan Prostitution, at han desuagtet ikke aflod saaledes at tortere mig, men [fotnotemerke] slæbede mig nogle Skridt ligetil Afstiknings- linien; at han lumskeligen da bag min Ryg, skjøndt jeg allerede var med Foden lige paa (jeg mindes ei om over) Grændsen af hans Territorium, uddrog sin Klinge og slog mig over Ryggen. Da, i Øjeblikket jeg følte Noget, drejede jeg mig instinctmæssig halvt om, hævede Armen hvori jeg holdt Bouteillen og havde vel slængt Barbaren den i Panden, hvis jeg ikke, ved at see ham med Skarpen af Klingen i fortsat sqvadronerende Bevægelse over mit Hoved, havde indskrænket mig til at bruge den de Par Se- cunder til Skjold om han vilde hugge, til Capt. Ingjer tog mig bort; ellers -- dog, jeg tør ei som Overjægeren med Consorter Fotnote: Slæbede ): ikke saaledes at jeg positivt modsatte mig; men det Haab en Bedende nærer, idetmindste medens han beder, om at hs Bøn vil blive opfyldt, vakte naturligen den passive Modstand, som gjør at man ikke løber idet man siger: slip blot, -- jeg kan jo og skal og vil jo gaae tilbage selv. SIDE: 90 dømme Villien og det Mulige. Min Stemning da Hr. Captainen traf mig røbede ikke en Halvberusets stormende, en Heelberusets støvede Følelser, men de viste sig som Beskjæmmelsens og Uvil- liens. Jeg søgte at bekjæmpe mine Lidenskaber, som saa føle- ligen vare rørte: det viste min afbrudte halv bekjæmped Graad. En Beruset vilde ikke i sine saaledes vakte Lidenskabers Oprør have erindret hiin legemlige Trang, som saaledes var bleven afbrudt, eller, om den yttrede sig, neppe Stedet saameget, at han, som jeg gjorde med Captainen, havde anmodet En om Ledsagelse hen i Skoven for der med nogenlunde decorum at kunne tilfredsstille hiin. En Beruset vilde vist have da forglemt, strax at begive sig hen til Damerne og gjøre Undskyldninger, som jeg gjorde, fordi jeg havde været et uskyldigt Middel (saa løde mine Ord) i Barbarernes Hænder til at forbitre dem Dagens Fornøielse. Jeg tør sige, at af disse smaae Træk, som foregik umiddelbar efter Mishandlingen, fremlyser istedetfor Rasenhed og Fuldskab, Sindighed og Herredømme over sine Lidenskaber. Af Tonen i de injurierende Fornærmelser Overjægeren endnu tillader sig i Slutningen, skulde jeg næsten troe, at han var selv Autor til sin Erklæring, dersom ikke Lieut. Kreutz'es Skri- velse lærte mig , at Officerer kunne skrive og tænke ligesaa raat som Soldater. Han beskylder mig og Stud. Lerche for paa en "uværdig, brutal og lovstridig Maade at have søgt at yppe Klammerie med D'Hrr Officerer, hvem de søgte at hindre ved Udførelsen af deres Tjeneste -- -- o. s. v. -- til "Thi om han end hiin Dag viste et Forhold uværdigere end den laveste Pøbel i Fuldskaben udover, saa vil jeg dog ikke have troet ham saa for- dærvet, at han nu skulde ville forsøge paa ved løgnagtige Fore- givender at bringe mig i Forlegenhed" o. s. v. -- se hans Be- skrivelse over mit Ophold i Værtshuset -- -- " Har han i Foregaaende grebet dybt i Posen for at finde Noget, der kunde undskylde hans Udaad -- den han vel er bleven under- rettet om ei kan retfærdiggjøres selv i det værste af ham frem- stillede Tilfælde -- : saa har han dog her, ved at concentrere saameget Grundfalskt og Ærerørigt imod mig, gjort det let for enhver Upartisk at see paa hvor svage Fødder, han veed med sig selv, han staaer paa, da han troer, ikke at kunne fjælge sig ved maadelige Usandheder. En klog Raadgiver havde dog raadet Karlen først ikke isaahenseende at gaae forvidt, at gaae SIDE: 91 indtil Ubluhed og Plumphed i Opdigtelsen, og dernæst ikke at blotte sig ved, med ligesaamegen Vidtløftighed som Usandfær- dighed og Skadefrohed eller Ondskab at udmale nogle aldeles uvedkommende Scener deels før og endnu mere efter Affairen. Jeg forbigaaer derfor at afbevise dem, hvorfor ogsaa Vidnerne have fritaget mig. Over de smaalige Bagvaskelser veed jeg at hæve mig; og min Øvrighed og mit Lands Love kunne ikke til- stede ubeviiste, ja modbeviiste krænkende Beretninger og Paa- stande at have Indflydelse paa et ungt Menneskes Vee og Vel. Jeg skjænker Karlen med hans Patroner den Glæde ved Opspind og Smaaligheder, som skulle beskjæmme mig, at faae øst Vand paa en af deres Superieurer, min uforskyldt hevngjerrige Fiendes Mølle; men for hine ovenanførte virkelige Injurier faaer Karlen staae mig særskilt til Ansvar. Dog disse, som Hovedsagen, er nu i Retfærdighedens Haand for at vejes. Anmærkn: Jeg havde fattet det Forsæt, paa samme Maade, som i Ovenstaaende nu Corpschefens og Overjægerens Erklæ- ringer (de 2 første) ere omhandlede, at drøfte alle Modpartens Hjælpedocumenter; men denne Skrivelse har nu lagt afbrudt lige siden Forhøret paa Næs i Marts d. A., formedelst Borte- væren, saa jeg indsendte i dettes Sted et kortere Indlæg til Forhørets Bestyrer. Flere tilkomne competente Vidner og min Agtelse for Commissionens Medlemmers Skarpsindighed over- beviser mig om, at et saadant vidtløftigt Arbeide vilde være overflødigt. Urimelighederne stikke nok frem alligevel, om jeg ikke sammenhober dem. Klokken er 11 nu om Aftenen før jeg imorgen har den Ære at møde for Commissionen: paa een Nat feier ikke jeg Augias's Stald. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold 6te Novbr. 1829. S: T: Hr. Procurator Praëm. Jeg har i Mbldt. No 268 under Mærket S: S: forfægtet alene en politisk Anskuelse, og maa jeg erklære Dem, at saaledes Hen- SIDE: 92 sigten dermed ligesaalidt har været den at ville fornærme eller reelt skade Dem som nogen anden enkelt Mand. Jeg er ligesaa beredvillig til offentlig, som nu privat at give en Erklæring overeensstemmende med denne. Har De alligevel troet Dem derved eller paa anden Maade fornærmet af mig da kan jeg derfor vel ikke hjelpe; men vor forhenværende venskabelige Forstaaelse lægger det Ønske i min Pen, at, i det Tilfælde, saadant Misforstaaet maa vorde glemt, og jeg seer ikke andet end at den det kan, om vi endog ikke skulde være enige i hiint Stykkes Hovedhensigt, som De nu kjender. Deres Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd 11 Decbr. 29. S. T Hr. Proc. Praëm. Om jeg ikke husker feil tilstillede jeg Dem et Brev af 6 Novbr., hvilket ogsaa havde synligen de tilsigtede gode Følger; og ligeledes, om jeg ikke husker feil, lovede De mig et Svar (som naturligt ogsaa bør følge paa en artig Skrivelse) hvormed jeg skulde kunne være fornøjet. Uden dog, fordi jeg imødeseer dette paa 6te Uge, derfor at tillade mig at troe, at det ikke var Deres virkelige Hensigt med et saadant Løfte (eller med andre Ord at De troer at kunne be- skuppe mig): tager jeg mig dog den Frihed at anmode Dem om et saadant Svar inden Søndag Aften. I manglende Fald er der to Alternativer: enten mit af 6 Nov: igjen, eller, hvis dette skulde være Dem for kjært, skal jeg have den Fornøjelse at tillægge dette et Amendement. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd. 13 Dcbr. 29. Noget Svar paa hvad De til Overflod spørger om erholder De nu ligesaalidt som nogensinde før. SIDE: 93 Uden at lade mig bevæge ved Deres gjentagne af og til smid- skende Anmodninger, Forslag o: a: d. eller af Frygt for nogle smaalige Trudsler, som synes tagne af den anden i Mbl. 275 Anonymes Hjerne, men alene af et Slags Galanteri for D's resp: Familie, for hvem jeg nødig vilde være Aarsag til at den maatte blive borte fra en Familiefest i vort Huus, som jeg vidste den gjerne vilde bivaane, og hvis Nærvær man fra vor Side ligesaa nødig vilde undvære, føjede jeg Dem saavidt, at jeg forsikkrede Dem atter om, hvad jeg 1000gange havde sagt Dem; men som De, af Mangel formodentlig paa Kjendskab til den ædlere Bund i Menneskets Hjerte, syntes at finde ikke saa naturligt og ligetil endda, nemlig om at jeg ikke havde til Formaal for St. i No. 268 at fornærme eller reelt skade Nogen ): at Stykkets Motiv ikke var Ondskab eller Skadelyst eller Lyst til at vælte mig ind paa Dem og i Proces. Hvor overflødigt det er for ethvert Menneske, naar han ikke er en stemplet Forbryder, at attestere at han ikke ledes af en uværdig Sjelstilstand til nogen bestemt Handling, ind- saae jeg vel sagtens ligesaaklart da som før og nu; men da det lader til at De finder Behag i, og jeg saae at jeg fremmede hiin Hensigt ved at umage mig med at give saadant Certificat, saa viste jeg Dem en saadan uforskyldt Høflighed, hvortil jeg endog, paa Deres yderligere indstændige Anmodning lagde Løfte om at frafalde for Retten at søge En af mine Skamflikkere i Avisen, mod det gjensidige Løfte fra Dem, at De om et Par Dage vilde sende mig en Tilbagekaldelse af de Haansord, De selv har søgt at opløfte mod mig i Aviserne. Saa (NB. her staaer et Ord i Copien, som jeg ei forstaaer) var jeg, at jeg, efter Aftale om en Samtale før hiin Fest, umagede mig hen til Dem, at jeg føjede Dem i at nedskrive hvad jeg Sandheden tro kunde sige og vilde have sagt til Deres Familie, og i at frafalde Tiltale imod min In- juriant, da han syntes at være Dem meget nærangaaende (skjøndt denne Indrømmelse dog mest kom af at jeg vel ikke havde syn- derlig Tid og Lyst til at rode i sligt Sk ..), og lovede at indstille Alt, hvoraf da den naturlige Følge skulde være, at De til Vederlag gav mig privat Opreisning for de Skamflikker, der tydeligen og direkte fra Dem ere henslængte i Aviserne paa mit Navn. Ja dertil bevægede mig Godhed for Deres Familie og den Tro, at jeg i Ubetydeligheder gjerne kunde føje En, der var min Ven før han blev uværdig dertil, skjøndt jeg Intet havde af ham at SIDE: 94 frygte for -- En jeg fandt for Skranken baade mod min Fader og hans Søn -- En, der bagtalte Sønnen for Faderen, ja noget endnu værre i Befippelsen -- som forhaante mit Navn i Avi- serne, og -- derom er jeg ved Dem Selv overbeviist -- gjorde dette med mange Fingre, enten sættende Consorter dertil eller selv under falskt Vizir. Jeg glemte alt Dette, og var tilfreds med, at Alt var stille mellem os -- tilfreds med, at jeg fremdeles, uden deri at see Hevnelysten, maatte lide af Dem som min Modstanders Sagfører i Justizsagen baade ved Sagens desaarsag urimelige Længde som ærgre mig over Deres Fordrejelse deraf. Nu -- seer jeg mig til Løn opholdt i at forfølge Sagen mod hiin Calumniant alene ved vore gjensidige Løfter. Indtil nu har jeg holdt mit; indtil nu har De brudt Deres. Sagen er in statu quo før 6te Novbr. [fotnotemerke] Kom De med hvad De behager, i hvilken Proces De lyster; jeg er rustet og forfølger min, overladende til Dem at handle forat fornærme og reelt at skade. Henr. Wergeland. TIL HEIRET, HAGE, FINDSTAD O. S. V. Eidsvold Præstgaard 11te Juni 1830. Paa Hrr. Lensmand Kaasens og egne Vegne være det herved betegnet for Enhver, hvem denne Liste tilsynekommer, at et offentligt Møde vorder afholdt Løverdag Eftermiddag Klokken 4, 12te Juni paa Haug, hvor da en Eidsvold vigtig Sag bliver at afhandle. -- Enhver opfordres da til at møde. -- Denne Liste bedes derhos hurtigst sendt fra Grande til Grande saalangt den kan række til imorgen Eftermiddag. -- Henr. Wergeland. Fotnote: Iblandt andet gjerne med hvad De 6te Nov. sagde at ville forskaane mig for i Justizsagen: "nogle Bitterheder (eller Be- skjæmmelser), som de hadde tiltænkt mig" -- efter Deres egne Ord. Før baade Bitterheder og Smudserier sammen i Eet -- -- (NB. Afskriften er her ulæselig) -- . SIDE: 95 TIL DOMSKOMMISSIONEN Eidsvold Præstegaard 25 Octbr 1830. Til De ærede Herrer Dommere i Commissionssagen mod Cand. Wergeland og Overjæger Lie. Undertegnede aflægger herved sin ærbødige Undskyldning for at han ikke møder for den ærede Commission ved forestaaende Møde i indeværende October, idet han, appellerende til og sto- lende paa de ærede Herrer Commissariers Humanitet, har be- givet sig paa en Reise til Stockholm med sin Fader, hvilken ikke formedelst de korte Dage osv. kunde udsættes. Da jeg ikke er bleven færdig med et høist nødvendigt Hoved- indlæg, da endnu Vidner ville blive at afhøre, da det er første Gang at jeg anmoder om Udsættelse, som jeg ellers ofte mod Ønske har seet forundt i denne Sag: saa andrager jeg for den ærede Commission om, at Sagen ikke efter dette Møde bliver optaget til Dom, men at alle dens Documenter, Præliminarierne indbegrebne, blive mig udlaante til 18de December d. A. I fuld Tiltroe til Indrømmelsen heraf, da baade Billighed og Retfærdighed fordrer den, overlades til den ærede Commission at bestemme, hvor jeg skal afhente Documenterne; dog tillader jeg mig at foreslaae, at de enten under Addresse til mig beroe til Afhentelse hos Lensmanden hersteds, eller, at jeg kan erholde dem hos første Commissair, da jeg inden den Tid, ovenfor er nævnt, vil komme til at foretage en Reise i Nærheden af hans Bopæl. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll, December 1830.] P. M. til Procurator Praëm. Daare, seer Du da ei at Din rasende Nidhevn bringer, for- følgende Hvad der hører en Efterverd til, Dit Navn, hvis Ære- brist Glemsel ellers veldædigen dækked, som en udødelig Skjænd- sel, ogsaa til Denne? SIDE: 96 TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold Præstegaard 12te Decbr. 1830. Til den kongelige norske Regjerings Departement for K. Justits- og Politie-væsenet. Med Hjemmel af Loven af 3die August 1824, § 8, andrages om: at min ordentlige Dommer, inden hvis Jurisdiction det factum passerede, der skal undersøges af naadigst nedsat com- bineret Commission, der tillige skal dømme imellem Cand. Wergelands og Overjæger Lies Strafskyld, nemlig Soren- skriveren over Øvre Rommerige atter maa beskikkes til at indtræde i Kommissionen istedetfor det civile Medlem, der blev beskikket, som formodes, midlertidigen under Hans Fravær paa Storthinget. Foruden Lovens Befalende, troer Undertegnede med Grund at kunne berøre Følgende, som yderligere Bevæggrunde for Ind- rømmelse af dette Andragende: 1) Det nu tilforordnede civile Commissionsmedlem, for hvis Skarpsindighed og Upartiskhed jeg ikke nærer andet end Høiagtelse, er netop min Modparts ordentlige Dommer, idet han tillige har i Commissionen et Medlem af sin egen Stand. 2) Sorenskriveren i Øvre Rommerige har, som Bestyrer af Præliminairforhørene og af de fleste afholdte ordentlige For- hør, saaledes, at i hans Fravær kun eet Forhør er bleven afholdt i hans Jurisdiction, mere sat sig ind i Sagen end den i hans Sted Tilforordnede, der, da Sagen endnu ei er op- taget tildoms, ei har havt Documenterne anderledes ihænde end paa de Forhør, han har administreret. 3) Den, hvis mit Andragende billiges, forkortede Afstand imel- lem Commissionens tvende Medlemmer, hvorved den bliver fra 10 Miil, forkortet til høist 2, letter Conferentser, hvis behøves, Papirers Meddelelse osv. som kunde fornødiges for Sagens hurtigere og retfærdige Udfald. Da sidste Møde før Sagen indlades tildoms er berammet til omtrent medio Januar, n. A. paa Øvre Rommerige, tillader jeg SIDE: 97 mig yderligere at andrage om at hvad der skal forføjes i denne Anledning maa iværksættes i betimelig Tid før dette Møde. Hvorfor denne Andragning kommer saa silde har sin Grund i den visse Forventning jeg nærede om, at det høje Departement vilde af sig selv bringe istand igjen Commissionen som den var før Sorenskriveren i Øvre Rommerige bortkaldtes af højere Pligter imod Staten cessante causa cessat effectus. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. TIL GEORG H. HAUGE Eidsvold Præstegaard 19de Jan. 1831. S. T. Herr Procurator Hauge, som Referent i Gaardermosagen. Da muligens et Brev, jeg ved Leilighed tilsendte Deres Vel- ædelhed medio eller i Slutningen af forrige Uge, hvori de Vidner, De er villig til at foranstalte afhørte, opnævnes, ikke er Dem tilhændekommet: saa tillader jeg mig atter at opgive dem her: Svend (?) Ellensen Bye paa Gjøvig i Vardal Anders do. do. . . . . . . . . . . i Vardal Thomas Steenberg . . . . . . . . . . . . . . . i Ringsager, hvorhos Ridtmester Glad og angjældende Lie nødvendigviis maae skaffes tilstede ved samme Commissionsmøde, som jeg til Pro- tocollen idag har andraget om at see afholdt inden 14 Dage. Lies Defensor har paastaaet intet Møde afholdt før 10de Marz i det første paa Grund af en Reise, der vil medtage hele Fe- bruar. Men imod et saa langt Ophold, der først vil hæves naar Vaarthingene begynde, og som kan foraarsage slige Forholds- regler imellem mine Vidner og ovennævnte, for ei at sige flere Militaire, som de jeg befrygter tagne in præliminaribus causæ, samt for hvilket defensor ingen bestemtere og mere fyldest- gjørende Grund har angivet end sin egen Sagens selv uved- kommende Beqvemmelighed og privatissima, hvortil føjes Trud- sel om at han ellers maatte fratræde som defensor, -- haaber jeg, at De som retsindig Referent baade vil protestere og be- virke tilintetgjort. Andet Commissions-medlem er aldeles villig SIDE: 98 til at fremme Sagen hurtigst muligt; og for at høre 1ste Com- missairs Mening om hvor snart, det er ham beleiligt at faae Commissionen sat (paa Alfstad?) reiser jeg imorgen ganske tidlig ud til ham paa Plogstad. Hvis De faaer dette Brev nogenledes tidligt paa Formiddagen, og det er Dem om at gjøre at see Spørgsmaalet afgjort ved eengang istedetfor ved langvarig Corre- spondence, saa træffer De formodentlig der ogsaa Capt. Mi- chelet, som did reiste idag. Tillige maa jeg anmode Dem om ei at opgive Vidnernes Navne til defensor. Qvæstionerne skal jeg tage mig den Frihed at fremlægge ved afholdende Commissionsmøde, der er af Vigtighed. Henr. Wergeland. TIL DOMSKOMMISSIONEN Eidsvold 20de Januar 1831. Til De ærede Commissarier i Gaardermosagen. Ved Mødet paa Raaholdt igaar, dicteredes af mig til Proto- colls, at de forhen af mig omnævnte Vidner til Referenten vare opgivne, nemlig 2 i Vardal, 2 i Ringsager, til hvis Afhørelse jeg tog mig den Frihed at foreslaae Skydsstationen Alfstad paa Toten, samt hovedsagelig anmodede jeg saavel Referent i sær- egen Skrivelse som deherr Commissarier, om at formaae dette Vidneforhør saasnart muligt af Grunde som i Brevet til Refe- renten nærmere ere opgivne, og som vel strax ville falde de ærede Herrer selv ind. Imidlertid protesterede Lies Defensor imod et saadant Vidneforhør eller Commissions-møde før, i det tidligste, 10de Marz, truende med, at han ellers vilde fratræde sit Defensorat, og opgivende som Grund herfor at hele Februar for ham vilde medgaae til uopsættelige Reiser. Foruden Vaarthingene, som i Marz formodentlig begynde, ville vistnok flere Grunde overtale Commissionen til at bifalde dette mit yderligere Andragende: at senest inden medio Februar en Commission sættes for at afhøre disse Vidner, uden at man lader Sagens Fortgang være afhængig af den private Defensors Be- qvemmelighed, især, eller ikke at tale om, at denne ikke har opgivet nøiere end ommældt, nogen Grund for at han ei før kunde bivære et Commissionsmøde, undtagen den ubestemte, at SIDE: 99 han skulde reise. Denne Reise, siges der, gjælder Stockholm, for der igjennem Supplicantveiens Rapport at søge Embede; men dette gjør den vel neppe til noget Argument for et længere Sagens Ophold -- En Følelse siger: nei tvertimod! -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDERIK G. LERCHE [Slutten av januar 1831.] At Du kan foranstalte det Fornødne, tjener til Underretning, at om Dig, mod hvem intet findes i nogen af Acterne i Gaarder- mosagen, saaledes at Beskylderen staaer aldeles alene, findes i Ole Andersen Lies Erklæring, Forhøret Litr. I, følgende Tirade: "Skulle imidlertid H. Wergeland vedgaae, at han og Stu- dent Lerche vare de Personer, der, som ovenmældt, paa en uværdig, brutal og lovstridig Maade søgte at yppe Klam- merie med DHrr Officierer, hvem de søgte at hindre Ud- førelsen af deres Tjeneste; som voldeligen overfaldt mig der i Officierens Fraværelse førte Commandoen i Vagten; og som til liden Ære for sig selv paa en prostituerende Maade viste sig i en saa beskjænket Tilstand, at han maatte holde sig i Sadelen for ei at styrte i Marken, saa kan jeg ikke fra- gaae med Hr. Studenterne H. Wergeland og Lerche at have havt den ovennævnte Affaire." Item i samme Erklæring: "Wergeland laante Penge af sin Medbroder Lerche, der igjen skal være kommen en Bonde til Byrde, forat erholde det nødvendige til sin Afreise der fra Egnen." Item i Proc. Praems Indlæg for Lie: "Dennes Staldbroder Hr. Lerche gjorde jo ogsaa alt sit til at forhindre Arresten, da han erklærede at hvis Wergeland bliver arresteret, saa skulde man ogsaa arrestere ham, der hørte til Følget." Henr. Wergeland. SIDE: 100 P. S. Hvad siger Du til den vakre Omstænd., som jeg har faaet opspurgt Vidner paa, at Ridtmester Glad paa Hmarken, fordi formodentlig han, som dengang var i Unaade hos Baronen, vilde gjøre sine Hoser grønne, har før Affairen givet Ordre til Lie at slaae mig? Og tænk! det er ham netop som har ført de første af Prælim.forhørerne mellem Jægerne! Skriv mig til -- lad mig vide om Du er i el. skal forlade Byen, og naar! TIL DOMSKOMMISSIONEN Eidsvold 27de Martz 1831. Til DEN ÆREDE COMMISSION, nedsat forat paadømme Cand. Wergelands og Overjæger Lies Forhold paa Gaardermoen 20de Septbr. 1828. Tandem prosiliet Sol et diva Astræa e nocte! d: e: Omsider -- vist som Solen straale skal af Natten -- guddommelige Retfærd trine skal igjennem Rabulistens mørke Snirkel-Sval ind i sin egen Lyse Tempelhal! Gudinden, skal jeg Tidens Genius troe, ei bærer ved sit Indtog en Chako, men Borgerhatten. DEN PAA ALLE MULIGE MAADER MISHANDLEDE OG DEREFTER PAA SINE FIENDERS ANSTIFTELSE ANKLAGEDE CAND.THEOL: HENR.WERGELANDS sidste Ord A til sit Forsvar i Gaardermoe-Sagen. Motto: "De Prov, Vidnerne afgave imod Rebecca, vilde i vore Dage være blevne delte i 2 Classer: de, som vare Sagen uvedkommende og de, som vare physisk umulige. Men begge Slags bleve i hine overtroiske Dage anseede som tilstrækkelige Beviser for den til- sigtede Brøde. Til de Første hørte saadanne, som f: Ex: disse: at man havde hørt Rebecca mumle noget i et uforstaaeligt Sprog: at hun undertiden talede med sig selv, og saae op i Luften, somom hun derfra ventede Svar: at hendes Klæder vare af et fremmed og mystisk Snit, og ikke lignede dem anstændige Fruentimmer plejede at bære osv. -- Alle disse Omstændigheder, saa naturlige og ubetydelige de i sig vare, blev der nu lagt stor Vægt paa som Beviser imod Rebecca." Den berømte Retslærde W. Scott: Ivanhoe 3 D. p. 127. Det er beklageligt, at Jurisprudenzen endnu i vore Tider er saalidet blevet gjennemtrængt af den sande Filosofie, som dog, SIDE: 101 styrende Tidens Aand og givende denne det characteristiske Hu- manitetspræg, ikke har undladt at laane de øvrige Videnskaber -- Theologien end ikke undtagen -- sin Liberalitet og Skarp- sind: saaat man i en Sag af en saadan Borgervigtighed som denne og dertilmed anlagt af Staten, i vore Dage seer Advocater optræde, der, efter gammelt Snit, udsvæve fra Hovedsagen og bortsøle Hovedspørgsmaalet, for alene paa nogle Ark eller Bøger Papiir at kunne tilfredsstille den smaalige Drift, som burde være henfaret med vore gamle Lovtrækkere, til at udbrede sig om endeel materielle betydningsløse Smaating. Dog -- denne almene Bebreidelsen rammer vel kun Jurisprudenzen i det Hele i vort Land som en Europas Afkrog, hvor det, at forme sine Ideer efter den danske Enevoldsherres geniefulde Haandskriver Ørsteds gjælder for Juristens højeste Anbefaling; og da især de af vore Jurister, som ikke engang vise sig at fortjene denne. De tvende af Disse, som have med denne Sag at bestille, afgive i deres hele Beviisførelse og Indlæg Godtgjørelse nok for denne Paa- stand. I Frankrige eller Engelland vilde Ministeren, saafremt en lignende Sag decreteredes, følt sig forbunden til at anbetroe den til den talentfuldeste Advocat, til den sandeste Jurist ): Den i hvis Liv, som Retfærdighedens og Lovenes Talsmand, hiin sande Filosofie, Tidsalderens styrende Genius aabenbarer sig; og man vilde da ikke hørt gamle Toldanordninger og andre Bar- barismer paaberaabes i en Sag, hvor Folkets Grundlov og Folkets Hærs Reglement, Skarpsind og Liberalitet maae være de alene Talende, man vilde ikke seet Despotiers [fotnotemerke] Undertrykkelsesmidler Fotnote: Dette er ubetinget sagt medhensyntil Theorien. De Franskes første Benyttelse af Julisejeren var at indføre i deres Charte "extraordinaire Retter maa ikke finde Sted". En af Polakkernes Hovedklager imod det russiske Tyrranie angik det Samme, og erindres ret -- var det Samme Tilfælde hos Belgierne. I Praxis derimod fælder jeg derimod ikke saa ubetinget en Dom. Re- gjeringerne kunne -- som jeg in casu bør antage -- i et legum dilemma anvende i Hensigten den i Retfærdighedens Tjeneste; men Advocaterne kunne forvandle dem til et Undertrykkelsens. Eller er dette ubilligen sagt af den, der har faaet Krænkelser osv. ja endog af sin Advocat trues med Straf og svære Omkostninger, fordi han klagede over en uhørt Misgjerning? -- SIDE: 102 "extraordinaire Retter" af Medborgere selv med Begjærlighed gribes som et Middel til privat Hevn og til at udtømme en lav Sjels Uhumskheder; man vilde da ikke høre saadanne jammer- lige Raisonnemens som følgende Referentens "forhaanet er vel Borgeren blevet, anholdt ene iblandt Alle, henlokket og slaget af Soldaten; men han har dog vovet at svare Soldaten, og dette er at vise en Trods, som bør straffes med en 1000 Daler eller saa"; man vilde ikke paa -- saa burde man haabe -- forlængst aflagt Thingstudemaneer see Advocater trække Støvler, Klæder, Bagvaskelser over den Anklagedes private, før og efter punctum quæstionis førte Liv, Yttringer over andre Gjenstande o. s. v. o. s. v. ind i en Sag af denne Natur, der -- for ei at forvolde enten Angjældende eller Staten større Omkostninger end de Commis- sionssager ellers uundgaaelig medføre -- burde strax fra Begyn- delsen indskrænkes til Hovedpuncterne; man vilde ikke -- dog jeg kjedes ved at anticipere hvad jeg nedenfore vidtløftigen nødes at omhandle -- man vilde ikke have Behov at byde Advocater i en saadan Sag et Motto som ovenstaaende. Dette er anbefalet Referentens Eftertanke, som synes at have havt det Begreb om en Referent: at denne nødvendig og ex officio som Referent maa dømme begge Parter skyldige. Det er imidlertid -- besynderligt nok -- hovedsagelig af Refe- rentens Deduction jeg de- og producerer mine Uskyldsbeviser. Hvad Modpartens private Sagførers saakaldte "Forsvarsskrift for denne" angaaer, da fritages dets ejendommelige, Forfatteren aldeles characteriserende Beskaffenhed, ligesom og hans naive Slutningsreplique, hvori siges, "at, skulde han have gaaet forvidt i sit Indlæg, da maa man betænke, at Han, som fra Barnsbeen Enthusiast for alt Militært, kun har talt som Militær" fritager ogsaa de resp. Dommere formeentlig fra at værdige samme nogen Opmærksomhed. Beklager jeg mig end, med den paa de mangfoldigste Maader Forurettedes hele Vægt; saavel over de Krænkelser og Foruret- telser Sagen har medført, som over det forbausende Resultat af Referentens Hovedbrud, (det jeg, efter hans egen Taxt, maa holde for at have været forfærdeligt), og over selve Sagens Anlæg, eller rettere over at Staten har fundet sig beføjet til at actionere den factisk fornærmede Klagende: saa antager jeg dog, idet jeg SIDE: 103 seer hen til de udkaarne Commissairer, at Justitsdepartementet har grebet til denne Yderlighed, af Bevæggrunde, der bedre holde Stand for Moralens Domstol, end Føjelighed for Brigadens indstændige Begjæringer. Idet jeg siger, at et Blik paa de Med- borgere, Justitsdep. har kaaret til Dommere over mig lærer mig denne Overbevisning, siger jeg med det Samme, at jeg er over- beviist om at have erholdt de retfærdigste, competenteste Dom- mere d. e. Mænd af erkjendt Skarpsind og (i [fotnotemerke] denne Sag ikke at forglemme) Liberalitet eller Medborgersind. Det militære Com. Medlem vil altsaa paa en anden Maade, end ved at gjennemsee Korpsanordninger o. a. d. fra Leopold af Dessaus Tider og gamle Dages souveraine Regjeringers Regle- mens, ruste sig til at fælde Dom i denne Sag; thi slige Rescripter -- af hvilke Tidens Genius bryder Staven med Afsky over et stort Antal -- vil jeg gjerne troe kunne faae et blot Svar til en Soldat henfortolket til Høiforraad og Majestætsforbrydelse; og det juridiske eller civile Medlem vil i denne Sag finde den vær- digste Gjenstand for sin erkjendte Skarpsindighed; og -- om han end ikke vil fra saa høi en Standpunct betragte Sagen, som om den var en af Tidens Kampe mod de hengraanede Sekters Barbarie og [fotnotemerke] Militærdespotisme -- Han vil dog, saa troer jeg, i sin Dom tillige lægge for Dagen; at den Grundlov, han saa Fotnote: Hvor nemlig, mere end i de allerfleste andre, de forskjelligste Lidenskaber ere i Spillet. Jeg fritager aldeles Referenten, forat have ladet sig lede af Saadanne; men forskjellige Samtaler, hvori Lies Sagførers uædle desto stærkere have spillet, og som kunne have været Følge af hans Forhold til Denne, kunne dog have indvirket paa hans Tankegang og Overbeviisning. Intet bliver saaledes ganske frit uden Dommernes. -- Fotnote: Hvilke forbausende Levninger af Kasteaand lader sig ikke spore hos alle de Officerer, som have -- blandet sig i denne Sag? Hvilken foragtelig Partiskhed kiger ikke frem af hver Linie i Brigade- og Corpschefens Skrivelser? Denne Kasteaand en- gagerede Lies private Sagfører, og sikrede ham Betaling for hans opera con amore. Den skal være Forbryderens fasteste Værn? -- Se Patrouillen No. 8. 1830. SIDE: 104 ofte tapperligen har forsvaret, er ham mere end selv nyeste Reglement; at Medborgeres Æres og Livs Sikkerhed er ham mere end nogle militære Snore og Strege i Fredstider; at en habeas corpus-Ret existerer i Constitutionens Ly, om end ingen egen Lov omsværmer den; kort -- at hans Jurisprudence ikke lader sig paatrykke det Mærke hvormed jeg stemplede Sagens Advocater. Baade det militære som og civile Medlem ville ihukomme, at de ere Medborgere idet de skride til Dom- fældelse i denne Sag, hvorimod Officeren kan være alene Mi- litær foran sit Compagnie, og Juristen alene Jurist i hundrede andre Sager. Har jeg end saaledes det fasteste Haab om at erholde Ret- færdighed, og bør jeg end troe, at det var Regjeringens Mening, idet den greb til det yderligste Middel: en Commissionsaction, at forskaffe mig samme: saa kan jeg dog ikke andet, end med et inderligt Suk beklage, at vor borgerlige Frihed er saa lidet udviklet, at -- idetmindste ved en Sag af denne Beskaffenhed -- det ikke staaer i Folkets Magt ved en Jury at erklære "Skyldig- eller Ikkeskyldig til Action"; thi selv i den Maade, en, eller idet- mindste denne omreisende Commission anvender forat erhverve Parten Retfærdighed, ligger en følelig Straf. Folket turde maa- skee da vise en [større] Ømhed for Statscassens Penge, end dennes Vogtere selv. Jeg vil ende disse Betragtninger over Sagens Anlæg og Førelse med at anføre af "Archenholz's brittiske Folks Historie" et Træk, som viser, hvorledes i et Land, der dog ei har en friere d. e. Mske- eller Borgerrettigheder mere sikkrende Forfatning end Fædrelandet, og i en Tid, da et militært Jernspiir eller ret- tere Korporalstokken hvilede over Europa, en lignende Sag blev afgjort: "Forat beskytte Rigets Bank, trak Soldater daglig og i "dobbelte Rader gjennem City, hvilket gav Anledning til "megen Uorden. Man vilde nemlig ikke at Soldaterne skulde "marschere midtad Gaden, men i enkelte Rader paa Siden. "Denne fornuftige Fordring besvarede man med Kolbestød, "hvilken Adfærd ikke blev paaanket af Officererne, der ere "blandt alle polerede Nationer de raaeste af deres Stand, SIDE: 105 "som de Gemene, formedelst Mangel paa Subordination ere "de insolenteste Krigere i Europa. Crespigny, en ung Mand "af Stand, hvis Fader var Medlem af Parlamentet, fik et "saadant Stød, som han gjengjeldede med et Slag af sin Stok. "Soldaten fældede ham til Jorden med sin Bajonett, som "han stak bag ved hans Øre dybt ind i Hovedet. Man bragte "ham halvdød i et Huus i Nærheden. Citys Indbyggere vare "yderlig forbittrede, og Lordmajor sendte strax Stadsmar- "schallen til Krigsministeren, forat berette ham dette Tilfælde, "og paastaae hurtige Foranstaltninger, hvormed slige Optrin "for Fremtiden kunde forebygges. Men Soldaten var, allerede "før denne Erindring indløb, arresteret. Nu forsamlede Magi- "straten af London sig, og overdrog Raadsherren Watson "at betyde Directeurerne for den engelske Bank, at de for "Fremtiden havde at betjene sig af Citymilitsen istedetfor "de kgl. Soldater. Dette blev ogsaa antaget. Den heftede "Soldat beraabte sig paa, at han var først angreben; i "Betragtning deraf, og da Haandlægen erklærede den Saa- "rede at være uden Fare, løslod Fredsdommeren ham mod "en Caution af 400 £. Tre Oberster og en Captain vare "hs Cautionister. Nu indgav denne Soldat, som var af "Garden, en Klage over at han først var angreben af "Crespigny, hvilken da, mod en Borgen af 80 £, lovede at "indstille sig for Retten. "I October blev denne Sag afgjort. Cresp. lod sig, liggende "i en Seng, bære for Retten. Dallas, en stor Lovkyndig, "forsvarede Soldaten, og anførte blandt Andet Shakespears "Ord i Macbeth: "Hvo kan paa samme Tid være viis og "forbauset, sindig og rasende, troe mod sin Klage og lige- "gyldig?" Contrapartens Advocat Erskine tilstod, at Shake- "speare havde været en af de største Menneskekjendere; "men han havde dog lagt disse Ord i en Hyklers Mund, "som havde begaaet et dybtudtænkt Kongemord. Forsaavidt "Klagen gik ud paa, at Soldaten skulde have havt nogen "morderisk Hensigt, blev den forkastet, da man betragtede "hans Handling i Sammenhæng med det Stokkeslag, han "havde faaet som en Virkning af en heftig og brusende "Lidenskab. Derimod blev Soldaten, erklæret skyldig i per- SIDE: 106 "sonligt Overfald og derfor tildømt 12 Maaneders Fængsels- "straf i Newgate, hvorimod hans Klage mod Crespigny, der "ikke var understøttet af noget Vidne, blev tilintetgjort af "Dommeren." Mange Paralleler lade sig optrække imellem denne og min Sag, [men] ingen er mere mærkværdig end den, at den engelske Soldat hitter til Undskyldning eller endog Motiv for sin Udaad, paa det samme falske, absurde Foregivende som Lie, nemlig, at han først var angreben af den Civile. Det er et Exempel fra en berømt Ret, jeg hidfører; og har da vel mere Authoritet, end en eller anden despotisk dansk, for alt Militært partisk Parol- befaling eller deslige, man skulde ville anvende imod mig, som den der -- beviisligen ved et Tilfælde, -- geraadede indenfore den yderste Linie, og da vovede at fordre Oplysning, for ikke atter at geraade i Ubehageligheder, før jeg adlød. Det er imidlertid hverken de Tab eller Uleiligheder, Sagens Førelse har bebyrdet mig med, eller min Stilling, som Den, der engang agter eller bør antages at agte at søge geistligt Lærer- embede, hvorved tilkjendt Straf for lovstridigt Forhold (og hertil regnes selve Omkostningerne) kunde gjennem mit hele Liv vorde mig til Hinder og fortsat Straf, eller endnu mindre Bevidsthed om Strafskyld in casu i nogensomhelst Henseende, der lader mig udstrøe disse Bemærkninger om at jeg haaber i Dommen at høre Harmonien imellem den ideale og alene formale Retfær- dighed, saaledes som Hiin under en varigere, for ei at sige evig, Typus aabenbarer sig saavel i vor som i alle liberale Grundlove, og danne i mindre varige, for ei at sige kun til en Tid gjæl- dende, underordnede Love, Anordninger, Reglemens og flere Deslige, til hvis Materielle Hverdags-advocaterne (og iblandt Dem Sagens) alene formaae at klynge sig, endskjøndt der i dem -- hvis de skulde kunne være brugbare -- ogsaa maa findes saa- stor en Funke af den liberale Retfærdigheds Idee, et Begge maa lade sig sammensmelte i Dommen. -- Men jeg betragter ogsaa Sagen med en særegen Interesse: som tredie Mand kunde jeg gjerne sige, som Menneske og Borger. Thi sandelig det er -- foruden den criminelle Hovedqvæstion, som alene angaaer min Modpart Soldaten -- almeenvigtige Opgaver, som dertilmed skulle SIDE: 107 løses. Disse har jeg berørt ovenover; og man vil ikke i vore Tider fortænke en Akademiker, om hans unge Øje med livlig Interesse følger Civilisationens sejerrige Trin, og seer i nærværende Sags Dommere dennes personificerede Udøvere, dennes Hænder, der opløfte sig fra det hellige Dommersæde forat udrive en ung Medborger fra at falde som Offer for et Justitsmord, der er be- virket anlagt, om ikke mod hans Liv, dog mod hans Ære og Velfærd. DOMMERE! Den, der er bleven offentligen haanet, offentligen aandigen og legemligen mishandlet, og derefter som Klagende offentligen til- talt, skal nu ogsaa, efter en lang, krænkende Proces, straffes og betale!!! Kan der tænkes noget Mere Absurd? noget mere Retfærdighed, ja menneskelig Fornuft Forhaanende, end en saadan Paastand? Dette skal -- idet jeg paaberaaber mig mit Brev af 22de Septbr. 1828, Indlæggene af 4. og 13. Marz 1829 og af 18de Octbr. 1829, hvilke jeg anbefaler til de ærede Dommeres Opmærksomhed, saasom i deres Overensstemmelse saavel med hinanden indbyrdes som med de antagelige Vidner, som og i min udviste Sikkerhed i mine Forklaringer, ogsaa ligger et ikke uvigtigt Beviis for min Sanddruhed og Uskyld -- Dette -- gjentager jeg -- skal bevises! Da jeg seer min Spaadom opfyldt, at de competente Vidners Prov kun vilde vorde facsimilia af mine første og sidste, mundt- lige og skriftlige Fremstillinger: saa skrider jeg ogsaa, med Vaaben, der falde mere i Øinene end ovenpaaberaabte Uryggelighed og Overeensstemmelse i mine fra Tid til anden fremlagte For- klaringer, og ikke alene udrustet med Bevidstheden om min Uskyld og lidte Uret, trøstig til mit Beviis for hiin Paastand, der gjælder de tvende Advocaters Paastande imod mig, og til at bevise vidnefast, fremskridende med Begivenhederne Dagen quæst: min totale Uskyld; især i den Trodsighed med lignende, som Referenten imputerer mig. SIDE: 108 Den skal straffes og betale, som A) er, skjøndt Han *ikke havde været Nogensomhelst til For- nærmelse, men erklærede sig, da han ved den **udslagne Front under Evolutionerne, ikke kunde undgaae at befinde sig paa en Plads, han hverken vidste eller saae var forbudt tilforn, baade istand og ***villig til at forføje sig bort paa første tydelige og be- stemte Oplysning om hvor det kunde tilstedes ham uantastet at opholde sig, dog a) ****bleven paa en antastende, fornærmelig Maade offentligen anholdt; og b) *****paa en brutal Maade af Officerer ubestemt bortviist, samt c) saalænge, saavel af højere som lavere Gemene, ved ******raae Befalinger, Trudsler om Arrest, fornærmelige omsvøbende Udla- delser og Bortviisninger, der vare uefterrettelige for ham, saasom de vare ubestemte, trods hans simple, bestandige Thema var "kan jeg ikke være her: saa siig *******bestemt Svar!" opholdt, indtil dette første Møde var bleven til en offentlig Prostitution. NB. Er heri fjerneste Spoer til nogen Trodsighed og Opsæt- sighed? Og her skal denne -- saa høit taxerte -- være [. . . .] Vidnesbyrd:> * Ref. Ded: 2 S. imidten -- Praems skriftl. Erklær. 5. Marz Pag 11. ** 2den Dep. i Forhør paa Grimstad siger at "Afdelingens svingende Fløi næsten berørte Frontlinien. -- Lieut. Jen- toft bevidner (Pag. 380) at jeg var "foran Frontlinien, mel- lem Denne, 2 Geled af Corpset og Vagtteltet. Smaahøjene, (som vare besatte af Tilskuere) ligge bagenfore Opstillings- linien. -- 3 Dep. (Mil. Vidne) siger "at jeg blev omfløjet"; samt Refer. Deduct 2den Side øverst. -- *** Lie siger selv (Pag. 130, 19 Oct. 1829) at jeg opfordrede ham til at underrette mig om hvor jeg kunde ride. -- desuden 14 V. 160, 21 Oct. og Militært Vidne Pag. 391 siger det ud- trykkeligt **** Ref.Ded. 2 S. midtpaa cfr 6 V. Pag. 147. ***** Ref. Ded. 17. Side nederst. Ryens Dep. Præl. Forh. P. 71. ****** 23 V. 219. Ref. Ded. 3. Side nederst og 17de Side øverst. ******* 13de og 20 V., 35te Pag. 303. Ja, jeg maatte jo endog til fremmede Officerer henvende mig. cfr 1 Dep. Pag. 16, 5te Marz 1829. SIDE: 109 Anmærkning: De militære Qvasividner ere meget villige til at lade Jentoft ride paa mig; men om en saadan Qvarambole veed hverken jeg eller Lerche eller flere Vidner, og jeg troer, ei Jentoft selv Noget. Derimod veed man, at det var imod Lerches Hest Jentofts Sammenstød skede, hvilket dog, efter 29de, 30te, ja endog Kammerherre Ankers Tjener P. Østbergs Udsigende, kunde af Jentoft være undgaaet, da Han kunde see os, der, efter nogles Prov vare i sagte Avance, mod de neutrale Smaahøje, efter Andres holdt stille udimod Pladsen, ikke kunde see Ham. Her vil det maaskee ikke være overflødigt at henflytte en Af- ridsning af Scenen, Linierne o. s. v. hvoraf man da vel ogsaa kan uddrage den Slutning, at den, der, som forhen aldeles uvi- dende om en Leirs Indretning og Situationen dersteds, nogen- lunde rigtigt kan udføre dette, dengang maa aldeles have havt sin Eftertanke og Hukommelse i sin Magt. Videre: Den skal straffes og betale, som B) da han langtomlænge fik den forønskede, bestemt1 affordrede Underretning, om hvor Mærkelinien var, om hvilken han 2forhen ikke havde engang mindste Ahnelse, og skjøndt han saae den meget utydelige Linie, bag hvilken han var bleven indeklemt, 3ikke agtet i Hævd af Andre, dog øieblikkeligen og vedholdende, saa han ikke siden uden med Tilladelse gik over den, respecterede den. SIDE: 110 Vidnesbyrd: 1 29 V. Pag. 275 -- Lies Forkl. Pag. 130. 2 26 V. cfr med 14 V. Pag. 160. 3 14de V. Pag. 160. -- Overjæger Andersen Pag. 347 -- 15de V. Pag. 161 og 162. -- 30 V. Pag. 289. -- Capt. Schøyens Skri- velse og Vidnesbyrd, Pag. 277, hvor der siges at indenfore Opstillingslinien vare "baade før og efter Mange". Ligeledes sidste Vidne Ole Homb. -- 24 V. 226; ja selv Mil. V. Pag. 370. -- 30 V. Pag. 280 siger "at jeg reed fra den Plads jeg under Disputen med Officererne havde holdt, ud paa Pladsen, hvor Lie indlod sig i Dispute med mig, formenende mig denne Plads. Anmærkning: Det er af yderste Vigtighed, at der bliver lagt Mærke til, at jeg vedholdende blev paa den mig indrømmede Plads, thi af hvad anden Grund skulde jeg opholde mig der, lige indtil Udmattelse, uden fordi jeg der maatte oppebie Exercicens Slutning, hvis jeg vilde faae Officeeren du jour at vide, og Revenge over Vagt- mandskabet, der fornærmede mig med Haansord. Min fore- gaaende saakaldte Dispute med Officererne kunde ikke angaae Andet, end, at jeg vilde bestemt have opgivet et Sted, hvor det kunde tillade mig at være. Og saa billigt et Spørgsmaal kan Referenten kalde Trodsighed, og forlange straffet med store Sum- mer? Den indrømmede Plads kunde Lie ikke formene mig, fordi den var mig indrømmet og fordi mangfoldige Andre besatte samme Terrain. Kunde han derimod, da skulde han, som Vagt, ikke disputere. Den skal straffes og betale, som C) ingen Oplysning, men blot usømmelige, prostituerende Svar og Klingens [Sving] ninger, erholdt paa sine, baade i sig Selv og Uskyldsbevidsthed, velgrundede, lovlige, billige og gjentagne Spørgs- maal, om hvilken Officeer ved Vagten han havde at beklage sig for. Vidnesbyrd: NB. Burde jeg ikke underrette en Officeer om at Vagten opførte sig slet, bestialsk? 5te Dep. Pag. 22 5te Marz, eensstemmig med 6te Dep. -- 1ste V. Præl. Forhør Pag. 16 nederst -- 30 V. Pag. 288, som SIDE: 111 lægger til, at jeg begjærede dette forat faae Revenge; hvilket viser, at jeg allerede da holdt mig for fornærmet. -- 28 V. Pag. 257 viser, at jeg, selv efter Affairen derom var uvidende. Mil. Vidn. 4de Dep. Vetten siger, at han indlod sig i Sam- tale med mig, og at jeg paastod at ville erholde Ret, fordi jeg bortvistes, hvor Andre fik Lov at staae. Militære Vidner P. 373 og 374 sige "at jeg stødte an mod Kreuz, ikke mod Jentoft". Det passer godt paa den Maade hvorpaa Kreuz styrtede hen mod mig. Anmærkning: Vil man sige, at der var Officerer nok, som talte med mig strax ved Anholdelsen, da beder jeg at lægge Mærke til, at selv Disse (f: Ex: Kreutz), gjorde sig skyldig i brutal, uefter- rettelig Tiltale til mig. Et "vil han mars væk!" er dog vel ingen Oplysning, og det mindst for Een, der har en Leir paa den ene, en Front paa den anden Side, og forbudt Territorium for og bag sig. Anden Oplysning var ei at faae af Kreutz -- og dette var jo som at vandre efter kreuz-lagte Pegefingre -- og heller ikke stort anden af de Andre, der kun ilede til i flyvende Hast. Hvilken klog Mand vilde, under saadanne Omstændigheder, und- lade at spørge og atter spørge sig fore; indtil han kunde faae af- lokket et Svar? Og dette er -- min Forbrydelse, og det saa høit taxert ! Den skal straffes og betale til, som, D) paa det neutrale 1Sted, han, med Lies egen Tilladelse, havde valgt ved og ligeudenfore 2Opstillingslinien og ligeoverfore Vagt- teltet, for der at 3Oppebie den endnu ikke opgivne Vagtofficeer, og altsaa ventende i lovligt Ærinde, blev av selve det Vagtmandskab, som skulde holde over Orden, continuerende offentligen overøst med 4Forhaanelser. Vidnesbyrd: 1 Capt. Schøyens Skrivelse og Vidnesbyrd, ligesom og 30 V. Pag. 288 -- 15 V. P. 161, 162. 2 5 V. Præl. Forh. P. 21 øverst, eensstemmigt med 6te V. -- 23 V. P. 222 paastaaer at Flere, hvoriblandt han Selv vare paa samme Sted som jeg. Ligesom sidste Vidne. 3 Refer. Ded: 19 Side øverst. 4 Refer. Ded. 4, 5, 6, 7de Side, samt Lies egen Forkl. Pag. 131, 132. -- Ref. Ded. 14 S. øv. og 20 S. øv. samt især 21 S. og 27de SIDE: 112 og 29de Side, og Ryens skriftl: Dep. i Præl. forh. Pag. 71 ne- derst. -- Overjæger Andersen P. 397 -- 23de V. P. 219 opgiver endog 3 Jægere og 1 Overjæger som dem, der især gjorde sig skyldige i denne Uorden. -- Sidste Vidne O. Homb be- vidner dette ogsaa, at man tilføjede mig denne Overlast. Anmærkning: Jeg opofrede altsaa noget af min Fornøjelse forat faae Ret- færdighed af en Officeer, eller af min Hensigt med Gaarder- moreisen ved at dvæle saalænge paa dette Sted. Hvilken anden Hensigt er det tænkeligt at jeg derved har havt, end den alle de andre Tilskuere maa antages at have havt, nemlig at fryde deres patriotiske Hjerter ved Skuet af Wedels Skarers kunstige Evo- lutioner, hvori jeg idetmindste allerede da ahnede at see, og siden allerede har seet, Fædrelandets Frelse og den ædleste Loyalismes tappreste Værn? Dette blev mig imidlertid af Vagten forspildt, og min Post som Ventende gjort mig dobbelt generende ved den Mængde, som stimede om jomere jeg sattes blot for Krænkelserne og jo højere Vagtens kaade Støi og Latter hvirvlede sig. Jeg tænkte vel ofte paa at opgive min Plan at oppebie Officeren og forlade Stedet; men vil [. . .] fordømme den Tanke, som lod mig blive holdende: den, at da de raae Karles Haan- latter vilde forfølge mig end stærkere: at det altsaa var bedre at bie og [. . .] indtil jeg, ved Officerens Ankomst, kunde vise, især det omstaaende dannede Publicum, at jeg havde Ret? -- Forhaanelserne vare ellers af en saadan Art, at, endskjøndt de syntes at maatte falde i størsteparten af Tilskuernes Smag, saa vakte de dog hos de Civile af Disse det Modsatte af Hvad de vakte hos Soldatesquen ): larmende, haanende Bifald, og friskt Mod til at blive ved i samme Tone. -- 23de V. siger jo, at min Medfart gjorde et saadant Indtryk paa ham, at han traadte frem, og tilbød sig som Vidne. Med ham var 24 Vidne. Den skal straffes og betale, som E) Viste saamegen Resignation, at han, da Forhaanelserne bleve for krænkende og raae, baade svarede sagtmodigen; og da dette ei frugtede, henvendte sig til Underofficeren med det næsten bønlige Spørgsmaal "om slig Opførsel var en militær Vagt tilladt mod Frem- mede, der biede i lovligt Ærinde; men erholdt kun Brutaliteter og nye Beviser paa lovløs Adfærd til Svar. SIDE: 113 Af Vidnesbyrd herom gives der mangfoldige. Nogle af de civile Vidner forsikre ogsaa, at jeg ogsaa, ved at bringe dem Gud iminde, paa en religiøs, og da vel den allersagt- modigste Maade, søgte at bringe Dem tilbage til deres Pligter idetmindste imod mig. Men da kun Lie selv tilstaaer, at han maatte byde Mandskabet forlade mig -- Noget som Over- jæger Andersen hverken har hørt eller troer at være skeet, og Dette ikke understøttes af Nogen: saa har man ingen Godtgjørelse for at Lie fulgte min billige Anmodning at han skulde holde Styr paa Mdskabet; men klart er det, at han griber til den Udflugt at sige, at han af egen Pligtfølelse bort- viste Mandskabet, da han seer, at der ikke lod sig lægge Skjul over hele Vagtpersonalets uværdige Forhold. -- cfr. Lerches Prov. Hvilken herlig Grube da i denne Scene af Sørgespillet for Referenten til at øse sine straalende Be- viser for min Trodsighed og Opsætsighed!! Han vil jo, at Den skal straffes og betale til, som F) leed den Tort, uden mindste Grund -- saasom Han endnu i samme sørgelige statu quo opholdt sig i Vagtens Paasyn og som et Offer for dennes Raahed, indenfore Linien ventende paa en Of- ficeer, som han kunde beklage sig for -- at blive offentligen befalet i Arrest, hvilken forsaavidt effectueredes at Haand lagdes paa hans 1) Person og 2) Hest. Vidnesbyrd: De fleste Vidner, ja selv Modparten ja 23 V. siger at "et Par Jægere" gjorde det. Anmærkning: Selv erindrer jeg ikke, at Haand da lagdes paa min Person; men heri er dog vel intet besynderligt, da min hele Adfærd viser, at mit Hoved blot var sysselsat med Tanken om, hvorledes jeg iilsomst og paa det bedste skulde føje mine Mis- handlere. Det er ellers beviist "at man greb mig i Brystet;" samt, imod 20de Vidnes Udsigende, at jeg da, som hele Tiden, var i Stillestand udenfore Linien. Bevæggrunden til Arrestforsøget maa enten have lagt i den totale Tøilesløshed som herskede ved Vagt- personalet, alene, eller deri, at man opbragtes over at jeg, efter SIDE: 114 foregaaende Fornærmelse, og, efterat have, paa mit littr. E om- nævnte Spørgsmaal, faaet et grovt Svar (hvilket er vidnefast) gjerne kan have i billig Uvillie sagt "at de maatte skamme sig ved hvad Tjeneste de gjorde!" d. e. jo -- efter al fornuftig For- tolkning -- ikke at de skulde skamme sig ved at være Militære d. e. jo Landets Forsvar eller ved at staae i Landets og Kongens Tjeneste; men "at de maatte skamme sig ved saaledes at op- fylde deres Pligter som vagthavende Soldater". Mangfoldige, selv Mil. Vidner deponere Støi og Spectakel ved Vagten. Kom den -- mod al Rimelighed og alle Beviser -- fra mig -- da skulde Vagten ikke taale det, men arrestere. Milit. V. Pag. 371 tilføjer gjen- tagende, at han ikke kan erindre, i hvad Forbindelse slige Ord ere af mig brugte; og Dette er Tilfælde med alle de Mil. Vidner -- hvilke ere de Eneste, som have hørt slige eller lignende Ord af mig. Hvor høist usikkert er det da ikke, at min saakaldte Dispute med Vagten, har skredet ikkun saa fiint over Sagtmodig- hedens Grændser, som hine Ord, -- dem jeg dog hverken vil eller kan benægte. Civile Vidner bruge det ubestemte, ample Ord "Dispute" om mine Advarsler og Tilsvar til Vagtens Haan og Skraal; men i deres Sprog siger det ikke andet, men netop det Samme, som en "Samtale, der føres høirøstet fra een eller begge Sider". Her var nu et fuldt [fotnotemerke] , skraalende, haanende Vagt- mandskab imod mig alene. At jeg ikke har talt saa høit, sees ogsaa deraf, at kun faae af mine Ord ere blevne opfangede af Tilskuerne; men derimod flere af Jægernes. Min Tale til Jægerne -- eller Disputen fra min Side -- har, som vidnesfast og ind- lysende af sig Selv er -- bestaaet i [fotnotemerke] Beklagelser, [fotnotemerke] Spørgsmaal og Tilretteviisninger f. Ex. ovennævnte mulige Tirade. Tilskueres Tilbud paastedet at ville følge mig som Vidner viser, hvor mange Fornærmelser allerede da vare overgangne mig. Men Den skal straffes og betale til, som G) viste i den Grad Agtelse for en militær Vagts Rettigheder, at han øjeblikkelig i Gjerning (ved at stige flux af Hesten) og i Ord Fotnote: fuldtalligt. Jeg paastaaer ikke hvad jeg alene antager. Fotnote: f. Ex: "det er skjændigt at blive saaledes behandlet". (Se Capt. Schøyen.) Fotnote: f. E. til Lie, om saadan Opførsel var et Vagtmandskab tilladt? SIDE: 115 (ved et "vær saa god! Det har De Ret til") erkjendte dets Ret til at øve den Myndighed imod sig, endog udenfor Opstil:linien, men under sednere Ansvar. Vidnesbyrd: Ref. Ded. 19 S. øv. -- 5te V. Præl. forh. Pag. 33 -- 5 Dep. Pag. 21, 5te Marz, samt 14de Marz 8de V. Pag. 257. -- 30te V. Pag. 281 har opfanget de Ord af mig: "det er haardt at lide slig Behandling". Disse Ord vise dog vel ingen Opsætsig- hed? -- Anmærkning. Det maa i høi Grad svække Lies Troværdighed, saavelsom og Andersens, at Ingen af dem vedgaaer, at min Op- førsel var som oven beskrevet, endskjøndt saavel paaberaabte som mangfoldige andre, ja selv Mil. Vidner, eenstemmigen bevidne det. Lies Erklæring Forh. Litr. I overtyder om at han endog før jeg reed, fra det første Anholdssted inden Opstillingslinien, udenom denne, kom til, og altsaa er den Underofficeer, der truede med Arrest. Var det dog alligevel ikke Lie, saa maa det dog -- saa- fremt der ikke har været et aldeles Anarchie i Vagten -- have været Andersen; og han fortjener da en Deel af Sagens Om- kostninger med Lie. 6te og 11te Dep. paa Røhr sige, at Lie af- stod fra Arresten fordi han sagde, at det vilde være for stor Skam osv. Har nu ikke Lie været den Arresterende, saa seer man hvor meget man kan lide paa dette Slags Vidner (Vagten) som siger, at de have hørt selv slige Ord af Lies Mund. Men i min Opførsel -- er der Spoer af den Trodsighed, Ulydighed og Opsætsighed Referenten vil fremtvinge? Lies Sagførers Paastand, at der ligger en opirrende Trudsel -- jeg troer han siger saa -- i at jeg strax vilde lade mig fængsle, men henviste til Officerens Afgjørelse er ikke stort jammerligere eller rettere sagt (saafremt det Hensigtsstridige er det sande Latterlige) latterligere. Alligevel ere de tvende hæderlige Colleger enige i, at Den skal straffes og betale til, som H) da Vagten, især Underofficeren, efter dette haandgribelige Attentat, paa en ligesaa conduiteløs Maade frafaldt dette Angreb d. e. gjorde Ende paa den Leeg, og han igjen steg tilhest paa sit forrige Sted udenfore Opstill.linien, atter saae sig som et værnløst Maal for Vagtens forbryderske Kaadhed. SIDE: 116 Vidnesbyrd: At Lies Sagfører antager l/2 Time forløben imellem Ar- resten og Slaget kommer vel Sandheden temmelig nær. Denne Tid anvendtes paa ovennævnte Maade. -- 20 V. 200. Cfr. ellers foransatte Litr. D, under hvilken jeg vilde have henført Dette, hvis jeg ikke her havde foresat mig, netop at lade Scene følge paa Scene, saaledes som de fulgte indtil Misgjerningens Catastrofe. Tidsfølgen er nøje iagttaget; og, eftersom Vagtens Adfærd udviklede sig i denne i større og større Raahed, saa viser sig Lies Hovedforbrydelse motiveret af min Sagtmodighed, som han troede vel at turde prøve indtil det Alleryderste, og ikke i Modsætsighed eller eggende Ord fra min Side; thi hvilken Vagt, eller endog hvilket Menneske, om det endog ikke havde Magten, vilde kunne i henimod 1 Time efter Praems Regning, og næsten saalænge efter min, taale fortsatte Drillerier? Og dog taalte jeg det, uagtet jeg saae min Spagfærdighed eller Villighed, eller hvad jeg skal kalde -- se 20 V. Pag. 200 -- det Modsatte af Gjenstridighed, og alle mine Forsøg paa at føre de tøilesløse Soldater tilbage til deres Pligt eller idetmindste til "Raison" aldeles frugtesløse og kun at tjene som stimuli til nye Udskeielser, der ved det Sving af Overmod, de i deres Væxt satte Lies Sind i -- som ogsaa syntes bragt ud af Ligevægten ved berusende Midler -- forandres det til den Rasenhed, der alene kunde udføre en saadan Forbrydelse som Hovedudaaden quæstionis. Ja, jeg taalte (cfr. Cand. Lerches Vidnesbyrd) Mere end man kunde forlange af et Menneske, for ei at sige af et ungt, hvor vold- somt Uviljen kogte end i mit Indre, over at see Landets Sved og Formue ødslet paa slige uværdige Soldater, men jeg ventede jo paa en Officeer, hos hvem jeg dengang troede at finde mere Fornuft, forat udtømme den. Derfor taug jeg og leed. At det ikke er Tant, at jeg vilde lade Vagten tilbage til dens Pligt, og tillige som Beviis for, at jeg havde mine Tanker fuldkommen med mig, vil jeg anføre det af Lies Sag- fører som factum Antagne, at jeg gjorde, under mit lang- varige, stadige Ophold, Skildtvagten opmærksom paa, at Flere overtraadte Linien. Heri skulde jeg ogsaa troe ligger Godtgjørelse nok, forat jeg Selv da holdt udenfore denne Linie: Opstillingslinien; og at jeg heller ikke traadte inden- fore den siden. Men Hvad hjælper Alt -- SIDE: 117 Den skal jo straffes og betale til, som I) da Sjelslidelser og Udmattelse fremkaldte en stærk Tørst, og han af 1Agtelse for det ydre decorum ikke vilde tilfredsstille den paa Stedet, og heller ikke af ovenberørte Grunde ikke 2turde forlade den indrømmede Plads, valgte det eneste tilbagestaaende Middel forat fyldestgjøre hiin Anstændighedsfølelse: det at 3til- kalde Underofficeren, for af ham at erholde Oplysning om det kunde 4tillades at stille denne (ligesaa uskyldige som stærkeste) Drift i eller bag et Telt (det tomme Officerstelt?); men, da Denne først nægtede i 5stødende Udtryk at komme, og i samme Tone opmuntrede, for ei at sige befalede, ham at komme til sig, dog viste en saadan Vaersomhed, at Han, befrygtende Svig (hvilken Snog ogsaa fremstak sit giftige Hoved, saasnart Offret var lokket indenfore Trylleringen), og erklærende "at Han dertil ei havde Ret, saasom Han kun kunde komme Underofficeren itale ved at over- skride Demarcationslinien, dertil (til at overskride denne tilfods) først indhentede Skildvagtens 6Tilladelse. Vidnesbyrd: 1 Ref. Ded. 8 Side -- Praems skriftl. Erkl. Pag. 12, 5. Marz. -- Mil. V. 400 og 401. 2 [?] Dep. Pag. 21, 5te Marz. -- 1. Dep. Pag. 18, 5. Martz. 3 Ref. Ded. 8 Side midterst. -- 1. V. Præl. Forh. Pag. 18 ned. -- 15. V. Pag. 162. 4 Lies egen Forklaring Pag. 134. -- Fru Eriksens Pag. 306. 5 Ref. Ded. 9. Side. -- 39 V. Forh. 30. Juli 1830. -- 17de V Capt. Ingjer Forh. 26 Juli 1830 ad c. -- 6 Hvad 20de V. Pag. 197 angaaer, da staaer hans Prov "at der paalagdes mig at træde tilbage, men at han ikke hørte Hvad vi talte sammen" saavel i Strid med sig selv som med de Mangfoldiges, som have afgjort, at jeg bad om og erholdt Tilladelse til at overtræde Linien. Der siges ogsaa "at Skildtvagten sagde: gaa kuns ind, du har jo Lov dertil". Anmærkning: Ingen af de gyldige Vidner tale om "Opsætsighed" fra min Side uden Fru Eriksen. Da imidlertid de Udladelser af mig, som dette Vidne -- og, som jeg troer, hendes Søster Mad. Poppe -- SIDE: 118 har opfattet stride imod Begrebet af "Opsætsighed": saa er der enten at antage, at Vidnet (hos hvem det dog er tilgiveligt) deler Anskuelse med Referenten, der kalder det Opsætsighed ikke at adlyde Soldatens endog ubestemteste, med Fornærmelser ledsagede Befalinger blindt, eller at hun har dette Begreb, javel endog Ordet selv fra den Passiar mellem 2 Jægere, hun hørte, af hvilke den Eene sagde, at der var en slem Mund paa mig. Men, hvor slem denne har været, oplyser Vidnet selv os om: "Jeg svarede paa Overjægerens: kom hid du! jeg er ikke din Tjener -- "ja, du er heller ikke min Herre!" Det er ellers høist mærkeligt, hvor- ledes dette Vidne gjør Vidnet -- der fortjener en Plads ved Siden af Kammerherre Ankers originale Peder -- Hans Kyhns Opspind tilskamme, da hverken Hun eller hendes Søster kan end i fjerneste Maade erkjende at have hørt slige Udladelser af mig, som de Kyhn foregiver at have fra dem. Kyhn erklærer tillige, Pag. 313, at de Damer(?) han skal have hørt(?) disse af, ikke vare nær det Sted, hvor Affairen foregik, og han geleidede dem "uafbrudt" lige til Afreisen!! Har man hørt Magen til Jammer- lighed i at smøre sammen, naar man dog giver sig af med Saa- dant? Men vi staae maaskee nærmere ved Opspindets Kilde, end vi ahne: -- det vakre unge Menneske er, som bekjendt, Modpartens Sagførers Klient og Elev (for ei at sige Kreatur) i Adskilligt. Kan der tænkes Opsætsighed ved Siden af den agtsomste Lydig- hed, Agtelse for Rettigheder og den yderste Forsigtighed? tirrende Raillerie ved Siden af de sagtmodigste, endog religiøse Forma- ninger? Opmuntringer til at holde Folk ude fra det forbudte Rum ved Siden af "Riden frem og tilbage" og "snart inden snart uden- fore Linien" eller (som et Mil: Vidne endog vil) "med min Hest tversover den opkastede Leirlinie(!!)?" Eller "Trækken, Dragen og Sliden" i min Hest, ved Siden af mine Spørgsmaal, om hvor jeg skulde ride hen? -- Frækkere, unaturligere Paastande hørtes vel aldrig. De lode sig gjøre med forønsket Følge, naar Referenten og Liet. Kreuz eller Kam.herre Anker vare Dommere og Proc. Praem Referent. Det kunde da ikke gaae mig værre, end om det skulde behage de nuværende Dommere heri at give Sagens Referent Ret, at SIDE: 119 Den skal straffes og betale til, som K) blev, trods hiint dobbelte Leide, nærmende sig den Under- officeer, der selv havde kaldt ham til sig, under Fremførelsen af sit Ærinde, voldeligen af ham greben i Nakken, og ført saaledes, trods sine Bønner om Skaansel for saa scandaleus Prostitution og trods sine Tilbud om selv strax at gaae tilbage, ikke til sit forrige Sted, men et, hvor Mishandlingerne endnu mere [fotnotemerke] faldt i Øine. Vidnesbyrd: 5te Dep. Pag. 21, 5. Marz (som paastaaer at Lie løb til) -- 20 V. Pag. 197 og 198. -- Capt. Schøyens Skrivelse af 14. Marz 1829 (hvor han kalder Lies Fremfærd før Slaget "skjændig Behandling".) M. V. P. 3 [?] Mangfoldige baade civile og militære Vidner sige, at Lie havde taget mig i Kraven og ført mig. Altsaa havde han bemægtiget sig min Person, og behøvede aldrig, selv ikke under nogen Omstændighed at slaae. Ligesaa Ref. Ded. 10 S. ned.; 13 S. Hvilken barbarisk Grusomhed at mishandle den Bedende? og dog er Synden større at ville paalyve Denne Forbry- delser. Angsten forat redde sig selv kan ikke undskylde. Jeg idetmindste vilde heller lide Alt selv, end ved Rettens Hjælp foraarsage den Uskyldige Straf. Lie viser, at man i Angsten ei veed, hvad man griber til. Anmærkning: Personligt Angreb var det Eneste, som kunde undskylde Lies Hovedforbrydelse (se Fgende). Han griber derfor til dette eneste Middel: at fingere, falskeligen at beskylde mig herfor; men hvor- ledes understøttes dette Paaskud, som maatte falde ved sin egen Urimelighed og Unaturlighed? Han siger, at jeg talte, da jeg kom henimod ham, om at faae Lov til at komme ind i et Telt. Men naar understøttedes Anmodningen med Angreb og det gjentagne? Den, som har faaet ham til at smøre slige Dumheder isammen, burde dømmes pro meliori informatione. Han siger, at jeg stødte imod ham, og hans egne Vidner sige, at jeg vilde forbi ham. Han siger, at jeg talte, da han greb og havde grebet mig i Kra- ven; men kan ikke erindre Hvad eller hvorom jeg talte. Men Fotnote: Refer. Deduct. 29 S. midt. SIDE: 120 her kan man da uden Feiltagelse supplere, thi under slige for- tvivlede Omstændigheder, kan ikke anden Tale antages, end den, der gik ud paa Befrielse herfra ): Bønner. Det er ogsaa Paa- faldende, hvor vaklende Lie har været i denne Paastand, som hverken i dens Opfindelse, efter al Rimelighed idetmindste, til- hører ham, eller i dens Bibeholdelse, hvorfor hans Sagfører (der i et Retsmøde paa Elstadmoen ved Puffen og et Slags Caroussel- spil førte ham tilbage til denne Usandhed han var paaveje at for- lade, se Forh: 26. Juli 1830) har Skammen, og -- saafremt, efter min gjorte og herved gjørendes Paastand, der er Straf for slig Adfærd mod Dem, der staae for Retten for at afhøres, som ulovlig -- tillige en Deel af Skaden. Da jeg i et ældre Indlæg vidtløftigen har modbeviist den latter- lige Paastand om Supplicantens, den ubevæbnede, af Vagt, med dragne Klinger, omringede Supplicants Angreb paa den bevæbnede Overjæger, hvem han netop ansøgte om Noget, og Dette Synderens sidste Paaskud ikke fortjener endog mindste Opmærksomhed som strax iøinefaldende Unaturligt: saa vil jeg ikke videre værdige det et Ord; men ansee Stedet her passende til at bringe en juridisk Børnelærdom iminde, som ligesaameget tager mig i Beskyttelse, som den rammer Lie. Se Nørregaards Private Ret IV § 1007: "I Henseende til criminelle Loves Anvendelse, der, forsaavidt Samme gaaer ud paa Gjerninger, bliver det en Hovedsag, at have Vished om, at den Gjerning er begaaet, paa hvilken criminelle Love skulle anvendes; thi Ingen kan tiltales som Gjerningsmand, ingen Straf finde Sted, ingen Dom afsiges til at fælde Nogen som skyldig, medmindre Gjerningen existerer". Ligeledes er det en agtværdig, hinduisk, og vistnok sand Retsregel: "100 Vidner kunne ikke paabevise Den Afsindighed, som 2 Vidner sige er klog". Lov- mesteren i Abdera maatte enten lee eller harmes af Medynk og henvise en saadan Paastand som Lies til Daarekisten, om man vovede at fremsætte den for ham; og der skal et andet Talent end Lies Sagførers til at forsvare endog nogenledes saa slet en Sag, der hartad er ligesaa umulig at forsvare som Hovedudaaden selv. Men jeg troer næsten, at om jeg var bleven for Vagtens Moroes Skyld, spidet foran Vagtteltet, saa vilde Advocaterne være enige i, at corpus burde afklædes, forat faae de Penge frem, jeg burde betale til. Der er mellem disse Urimeligheder ikke saa stor Forskjel; thi de ville jo, at SIDE: 121 Den skal straffes og betale til, som L) i det forsamlede Folks Paasyn af Umennesket -- af Lie, der imidlertid planmæssigen med sin1Indbydelse at komme til sig, koldblodigen havde udtrukket sin Klinge, og ført mig udenfore eller ligetil Opstillingslinien -- blev slagen, efterat være 2bortstødt; ja, som led denne Mishandling, der er saa oprørende som en Mishandling nogensinde kan tænkes; ja som leed en Mishand- ling, Naturen, Folkeretten, Grundloven, civile og militære Love raabe Hevn over, ja som selv disse Sidste i deres Strenghed ikke tilstede uden som 3Straf over en domfældt Forbryder. Vidnesbyrd: Factum selv er godtgjort. Jeg anfører derfor blot op- lysende Vidnesbyrd til de nøjere Omstændigheder derved. Saaledes: 1 Lie Pag 175. Ligeledes Lie Pag 174 -- bekræftet af 30te V. Pag 182, -- hvoraf sees, at Soldaternes Tøilesløshed og Bar- barie gik saavidt, at deres Befalende tilraabtes af dem, at slaae mere! Det samme vidner 1 Dep. Pag 17 -- 5te Marz. 2 Lie siger selv -- Forh. Pag 133, 19 Octbr. -- at han før Slaget skjød mig fra sig d. e. vel udenfore eller over Linierne. -- Dette er saameget værre for ham. 3 Departementets Skrivelse af 5te Marz 1829 bedes læst med Opmærksomhed; ligesaa Caval. Brigadens af 3 Febr. 1829 -- Ankers Brev af 4 Oct. 1828 -- Praems Pag 38, 14de Marz -- Capt Schøyens af 19 Marz 1829. Se Bilaget. 1ste Dag paa Røhr, 3die, 4de, 5te, 6te, 7de, 8 og 14de og Overjæger Andersen vidne mod Lie, at han vidste hvem jeg var før Rappet. Anmærkning: For en saadan Forbrydelse kan ingen Straf, med Undtagelse af Livsstraf og evigt Fængsel, være for stor. Give ikke Statens Domstole Retfærdighed, naar det ulykkelige Offer kræver det, ja endog om ingen krævede det, da er Statens Formaal: Sikker- hed først og fremst for Liv og Helse og Ære forfeilet, da er den de facto opløst: Borgeren sættes fuglfrie tilbage i Naturstanden og Selvhevnen kaldes frem som Dommer. Og, slæbes den saa umenneskeligen Fornærmede igjennem langvarige Processer, naar SIDE: 122 han vover at klage over en factisk Forurettelse: for derefter at lide Straf og berøves sin Formue, da sikkrer heller ikke Staten for Denne: da er Alt opløst, Alt lovløst: da forvandle Domstolene sig til Opdragelsesanstalter for Mordere og Tyve -- af Retfær- dighed. Hvad man vilde kunne gjøre mod en Christi Lærling uden at frygte for at hans billige Harme skulde tage den Retning, vilde man ikke ustraffet gjøre imod alle Andre. At den Dom, som skal fældes i denne Sag, imidlertid vil godtgjøre de norske Borgere, at Staten yder dem Sikkerhed for alt Livets Uundvær- lige: Liv, Helse, Ære og Velfærd og, at den, om det end ikke staaer i dens Magt at afværne enkelte Udbrud af den Raahed, som det endnu ikke har lykkets at forvise fra Gelederne, dog vil ave disse med Lovenes hele Strenghed, derom har jeg den fuldeste Overbeviisning. Havde jeg ikke havt den fra Begyndel- sen: saa havde jeg ikke klaget. Men, skulde Dommen kuldkaste den, vel -- jeg vil endda ikke angre, at have kjæmpet for Ret- færdigheden, at have ført en af Tidens Kampe for Menneskelig- heden; men kun bittert beklage, at et Beviis staaer der for at det bliver det Bedste for mine Landsmænd at ophæve al Stat og Lov og Ret og tye tilbage til Skovene. Nei, nu, idet jeg gjen- nemgaaer Sagen, og, [un?] drende mig om, spørger mine Dom- mere, om det Mindste af Vaklende, om den mindste Skygge af Skyldbevidsthed har viist sig i min Fremfærd under Sagens Fø- relse, som kunde stille sig imellem mig og den Naturlighed og Fornuft -- kort. Sandhedens egen Styrke, der viser sig i min Fremstilling af det Passerede -- nu staaer denne Overbeviisning om den fuldkomneste Retfærdiggjørelse, totaleste Frifindelse, og- saavidt skee kan Opreisning og Godtgjørelse paa det klareste for min Sjel! Thi er en Tøddel underkastet Forandring i min Da- gen efter min Pinselsdag affattede første Klage? Og hvilken skyld- bevidst Klager? og det for Mænd, han (cfr. Keilhaus Forklaring og Lieut. Bechs ofl.) vidste indtagne for Modpartens falske Frem- stilling? Men, saastor var Forbrydelsen og saa liden min Lyst til at see Forbryderen straffet, at jeg gjerne skjænkede Partisk- heden Noget af Straffens Strenghed. Derimod, Hvad imod mig holder Stand i Lies Erklæring? At intet gjør det skal jeg vise her ved at stille alle hans Beskyldninger og Udsigender, som kunne være imod mig, og i een Scala med Sandheden ved Siden. Disse ere: SIDE: 123 Cand. Lerche og jeg toge fast Stilling inden Opstil.linien. Modbeviist Litra A, selv af hans egne V. Kreutz talte til mig før Jen- toft stødte an. Ubeviist; men Beviist, at Jen- tofts Træf mod Lerches Hest var første Begyndelse. Grovheder og Chicaner, der iblandt Andet, skulde gaae ud paa at bibringe Foragt for milit. Stand. Ubeviist. Selv om de vare be- viiste, saa forudsættes dog hos et dannet M.ske, at der gaves Grund til slig Tale. (Litr D, E, H samt Anmærkn til J) Beviist er derimod hvad jeg leed af Saadant og hvor- ledes jeg søgte at tale til Rette. Støjen og Skraalen. Ubeviist; men derimod Beviist mod Vagten. Begjæring om Brændeviinshent- ning ved En af Vagten. Ubeviist. Skjænkebydning til Vagten af en Ølflaske. Ubeviist (Jeg vilde jo ikke selv tømme den under aaben Him- mel.) Indstyrtningen paa Lie. Behøves der Modbeviis, saa er der nok af. "Vold -- at jeg vilde slaae ham". Taget tilbage af Lie. "At jeg paa en uværdig, brutal Ubeviist. Jeg var ikke Nogen til og lovstridig Maade søgte at Anstød eller Hinder og hver- yppe Klammerie med Office- ken begjærte Trætte eller rer og at hindre dem i Udfø- trættede med nogen Officer. relsen af deres Tjeneste, samt Det er ubeviist. viste mig saa beskjænket, at jeg maatte holde mig i Sad- Modbeviist og Ubeviist. len for ei at falde i Marken." SIDE: 124 "At jeg blev ført ud af Leiren fra Lægeteltet". Ubeviist og Modbeviist. "At jeg søgte forsætligen at yppe Klammerie i oplandske Corpse's Leir". Det Modsatte, min Sagtmodig- hed er derimod Beviist (s. Litr E og F) "At jeg med Støi og Skraal spenderede": Pengelaan osv. Modbeviist og Ubeviist. Nei! efter et saadant Resultat af Undersøgelserne, giver jeg ikke min Overbeviisning om fuldkommen Frifindelse og Erstatning, mit Haab om Retfærdighed tabt. Var end Vejen lang og besvær- lig, som jeg havde at gaae for at finde Ret -- jeg skal dog finde den. Da skal jeg ikke angre, at jeg har seet baade Tid og Penge spildte ved Reiser og slige aandsfortærende, hjerteoprørende Sys- selsættelser, som de, der have været Følger af denne Justizsag, der skylder Brigadens Umættelighed sit Tilvær, og som stundom har ladet mig ønske, at jeg heller havde modtaget 25 Gode af Bri- gadechefens eller hvilkensomhelst bedre Generalprofosses Haand og -- tiet. Men, endog aldeles frikjendt, saa har dog Sagen selv været mig en betydelig Straf, der maa ansees saameget tungere, som jeg er den uskyldige Klagende. a) Har jeg ved den været forhindret fra at søge de Levebrød, min Stilling og Alder tillod mig at søge. b) Har jeg ikke havt den frie Raadighed over mit Opholdssted. Idetmindste har jeg troet at burde betragte mig kun som halvfrie og bunden til Commissionens Nærværelse. c) Maae min Credit, især ved de Forsøg paa at skade den, jeg nedenunder vil komme til at opstille, som og ved den blotte Justitssags Anlæg, og især min Credit som vordende Ansøger om geistligt Embede, have lidt. d) Har jeg lidt den Krænkelse at høre og see Forbrydernes og Hovedforbryderens Superieurer, som jeg i min Godtroen- hed først henvendte mig til, baade mundtlig og skriftlig stræbe at tilintetgjøre min Klages sædelige Formaal: de Forbryden- des Forbedring ved Straf til Exempel for Andre. Thi de synes 1) at kappes med Hovedforbryderen i at overøse mig SIDE: 125 med Usømmeligheder og Insolencer; 2) at opmuntre Lie til endnu videre at fremture i at opstille sine skamløse Urime- ligheder; 3) at kappes om at fælde (og det a priori) i en afgjørende Tone den mest bagvendte Dom om en Sag, de ikke kjendte til uden fra mine Modparter; men hvis endelige Re- sultat, naar dette blev Retfærdighedens, maatte ogsaa, for- uden egentligen Angjældendes Forbedring, tjene til at give hine Disses Forsvarere et, som det synes, endeel af Disse ubekjendt Begreb om, at vore Tiders og især det frie Lands Militær maa, foruden civil Redelighed og Retfærd, religiøs Sandhedskjærlighed og sand militær Conduite, have et An- strøg udvortes og en Kjerne indvortes af Humanitet og Civi- litet, hvis Cheferne ikke ville paadrage sig retfærdig Daddel og hvis det hele Militær vil agtes som en Deel af Folket og ikke som en Modsætning til eller desorganiseret Deel af dette, hvilken da gaaer sin naturlige Opløsning imøde, ihvor sikker den end kan troe sig bag sine Førere. Cfr. til d) 6te V. Pag 147 og 148, samt alle Oberste An- kers Papirer, endskjøndt han senere nægter at have dadlet, at Underofficeren slog, hvilken Nægtelse gjendrives af 11te V. Pag 152, samt af hosføjede Bilag. e) Har jeg lidt de Krænkelser, at see Sagens Papirer gjorte til et Gjemmested for alskens elendige, smaalige, Sagen vidt- løftiggjørende uvedkommende Angreb paa min sædelige Van- del, for usle Forsøg paa at nedrive og besudle mit gode Navn og Rygte, hvilke -- som Verden nu engang er -- ikke desto- mindre blive fornærmende og skadende. Som saadanne maae de betragtes, omendskjøndt de i Papirerne bør ansees tilintet- gjorte ved Universitetslærernes og Deres afgivne Omdømme, der grunde dette paa et nærmere Bekjendtskab (Cfr 7de V. Pag 148), end det, jeg f. Ex: engang havde knyttet med Pro- curator Praem og Hans Kyhn, forat lære Characterer af en mørkere Farvetone at kjende, og udvide min Mskekundskab ved ogsaa at kaste et Glimt i det menneskelige Hjertes skum- lere Folder. Dommere! Jeg var 20 Aar, da den Ulykke rammede mig paa Gaardermoen, disse Blade handler om -- siger: kunne I, eller SIDE: 126 hvem kan gjengive mit Rygte det fine Arom, som omgiver en- hver Ynglings Navn, om hvem man gjør sig Forhaabninger, men som man i Sagen har kappets om letsindigen at henveire. Mit Navn er af en stærkere Natur, men mit Rygte, der har saa uendelig en Indflydelse i det private Liv, hvo gjenreiser mig den Blomst, naar raae Hænder sønderplukkede dens tendre Hjerte- blade? Og -- er dette ikke Straf? Og endelig f) Af Hovedforbryderen, Overjæger Lie, som gik ligeindtil den yderste Grad af legemlig Mishandling, seer jeg mig -- for- uden de reale, factiske Injurier -- ogsaa tilføjet verbale In- jurier, hvis Strafbarhed er beviist, idet deres Usandfærdighed under Sagens Behandling er lagt for Dagen, og forhen i Ind- læg paastaaet lagt i Straf. Intet af alt Dette, og lidt nok af det Væsentlige kommer ind under Referentens Beregning; ligesaalidt som det, at endog en meget mildere Straf, ja den mindste Straf vil have Indflydelse paa min hele Livsbane, som mine Forældre, der herved ogsaa uskyldigen straffes, med store Bekostninger have netop nu fuldtud rustet mig til at betræde, hvorimod endog en større Straf, end den han har tiltænkt Overjægeren, kun vil have liden Indvirkning paa hans senere borgerlige Forhold. Har man bestræbt sig for at trække, aldeles fra puncta quæstionis uafhængige, fore- og eftergaaende Scener ind i Undersøgelserne, hvorledes har det da kunnet undgaae ham, og hvorledes har han kunnet bringe i Harmonie med sin Mening om min Opsætsighed, det factum: at jeg aldrig betraadte Leiren uden paa Indbydelse og dertilmed erhvervet Tilladelse!? Jeg spurgte jo saaledes Ritmester Schilling allerede tidlig om Morgenen om jeg kunde holde Leiren saa nær; og som svarede Ja, skjøndt han ikke nægter, (Pag. 246) at jeg da kunde være indenfore Opstillingslinien. Dette vidner ogsaa Guldbrand Ihl- bjerget, der holdt min Hest, mens jeg profiterede af Ritmesterens Indbydelse til hans Telt, og altsaa ogsaa var paa samme Sted. (Men der i Teltet bleve mine Fiender den unge Wedel, Lieut. Morgenstjerne og Kreutz mig vaer, og da allerede lagdes sand- synligviis Planen til Dagens Historie). SIDE: 127 Videre: da Chirurgen Wille indbød Cand. Lerche og mig til sit Telt (Pag. i Forh. 265 og 269, hvor der siges, at han 2 Gange indbød os -- saasom nemlig han førstegang ikke kom tilstede) saa siger jo baade Lerche, at vi erhvervede Skildtvagtens Til- ladelse til at ride op til Teltet, og Skildtvagten selv bekræfter dette (Pag. 392), med Tillæg "at vi da maatte ride hurtigt". Op- sætsighed, som saa dyrt bør betales, ligger der vel ikke i, at jeg af Uvidenhed og Hastværk bandt Hesten i en Snor ved Telt- pindene? og vel endnu mindre i, at jeg, da Chirurgen ei var kommen efter Aftale, flux [fotnotemerke] lystrede Officeren, der bød mig ride bort, og reed bagud om Skoven? Lieut. Brochs Sigende, at jeg endelig vilde have en Underofficeer til at holde min Hest, er ikke understøttet af noget Vidne og benægtet af mig, ihvorvel jeg erkjender Muligheden af at kunne have henvendt mig til den første den bedste om at sørge for min Hest saa hurtigt som muligt, forat jeg ikke skulde gaae Glip af Chirurgens Frokost a la fourchette, som alt fortæredes. Kun det erindres vist, at jeg vilde sætte Hesten i en Slags Stald i Nærheden, men turde ikke, da Ejermanden var mig ubekjendt. Det er næsten værre, ja syndigere at ville lægge Trodsighed og Opsætsighed i min forsigtige, rolige Adfærd og [fotnotemerke] Sagtmodighed, end som Proc. Praem, Ondt i at jeg byder en anstændig Overjæger i mit og Vennens Selskab et Glas Viin, og i mine Ord: "at man skylder den honette Mi- litær, ja den hele Stand, naar den opfører sig honet en Smule (d. e. en temmelig Grad af) Agtelse". Mon jeg havde fremlagt Beviser for disse Ord, om jeg endog kun kunde ahnet en saa uvittig Fortolkning? De ere tvertimod, tilligemed min første Klage og mit Brev af 17 Nov 1828, Beviser forat jeg ikke, som Praem vil paadutte mig, nærer nogen Uvillie mod Soldatesquen i det Hele, af hvilken Stemning han vil udlede sin hele bagvendte Frem- stilling af min Fremfærd. Om jeg, efterat have lært at kjende den enorme Kasteaand og ihøjeste Grad uretfærdige Partiskhed som har besjelet en Deel af de Officerer, som ere nævnte i Fotnote: Ankers (Kammerherrens?) Sigende, "at jeg indtraf paa de mig forhen forbudne Steder" er baade ubeviist og ubeviisligt, thi ved 2det Nærvær hos Wille holdtes Samværet paa et ganske andet Sted. Fotnote: En saadan Adfærd havde jeg jo ogsaa lige forud foresat mig, efter Praems Udsigende. SIDE: 128 denne Sag, nærer en dyb Foragt for Nogle af Disse kommer vel ikke Sagen eller Lies Sagfører ved. Dette hans Anførende har omtrent samme Vægt som hans Anførender og Vidneførsler om mit Antræk (hvoraf -- saa fattig er man -- man ogsaa vil mo- tivere Lies Handlinger og Vagtens Fremfærd). Selv M. V., for- uden mangfoldige af de gyldige Vidner (saasom Mil. V. Pag. 373) sige, at det var skikkeligt; men 3 bekjendte Petitmaitre: Praem, Leganger, Kyhn, sige nei! Sadelen Modparterne have saameget at bestille med, var Praems Svigerfaders bedste Ridesadel. Dog -- bort med sligt Lapperie! Som anklaget og overbeviist om lovstridigt Forhold (Se Litr. D, H og L, 1) kan Vagtmandskabet ikke antages som fuldgyldige Vidner. Heller ikke P. Østberg, der, formodentlig forat gjøre sin Herre til Behag, smører altfor tykt og plumpt paa, og derved indsøler sig i Urimeligheder. Disse ere heller ikke vanskelige at finde hos alle de militære Vidner, og de ere hist og her paabe- raabte af mig, forat vise, at selv hos dem bryder Sandhedens Lys af og til frem. Saasandt en ridende Jæger bør vide For- skjellen imellem Leir- og Opstillingslinien, saa er det en Urime- lighed af 2det M. V. Pag. 376 at sige "at da jeg stod af Hesten, stod denne tvertover den opkastede Leirlinie". Ligeledes siger M. V. Pag. 377, at Capt. Ingjer tog mig i Brystet, og at jeg fulgte ham efter nogen, skjøndt forgjæves Modstand". Hvor kan med Sanddruhed siges saadant tvertimod Ingjers Forklaring? Skjøndt det er afgjort at Cand. Lerche og jeg rede sagte opmod de syd- lige Smaahøje, siger dog P. Østberg "at vi fore og svingede med Hestene"; og, Pag. 386, hvor kommer ikke der dette Vidnes Udue- lighed for en Dag, idet han gjenkalder sit løjerlige Foregivende om Capt. Ingjers og min Svir post festum i Borchgrevinks Telt? Desuden -- den almægtige Kaste-aand hvilken Indflydelse har den ikke paa Vidnesbyrdenes Anstrøg og Character i det Hele? Men, tages de militære Vidner af Vagtmandskabet gyldige som Vidner om Lies og mit Forhold: saa kunne de dog aldrig tages gode som Vidner i deres egen Sag d. e. de kunne dog ikke vidne gyldigen om Alt hvad der staaer i Forbindelse med de Optrin i Dagens Historie, som de udfyldte med Haansord osv. mod mig? og selv om punctum quæstionis, hvilke partiske Vidner maae ikke de være, der tilraabte Lie, at han skulde slaae endmere? De SIDE: 129 maae visseligen forskydes, og da falder alle Staverne under det Echafaut, Referenten har opreist i sin Deduction, hvor jeg skal brændemærkes med Straf og betale flere 100 Daler, formodentlig for at Han, ved at beskylde mig for "Opsætsighed og Trodsighed" kan hylde den skammelige Praxis, at, naar Staten anlægger Sager, da maa Parten, enten han er uskyldig eller ikke, betale; samt den gamle, men ikke altid rigtige Mening, at i Proces har begge Parter Uret; ja muligen den nye Formening med: at Re- ferentens vigtigste Hverv er at halvere Skylden og Straffen. Protesterende imod den eneste men tillige saa ugrundede Refe- rentens Paastand, at jeg paa Gaardermoen viste Trodsighed og Opsætsighed imod Militairet, samt imod enhver vilkaarlig For- tolkning af mine Ord der, til Fordeel for Referentens grundløse Paastande om et Forhold af mig, der saaledes skulde lade sig characterisere og straffe -- paastaaer jeg, støttende mig in specie paa foranførte A til L incl. og litr. a til e, incl. Pag. 20: Aldeles Frifindelse, Fritagelse for at deeltage i Omkostninger og Erstatning for Tort og Creditspilde. Som Erstatning for Tort og Creditspilde paastaaer jeg (cfr. lit. d. e. f. Pag. 20, 21): Kammerherre Anker mulcteret for hans, af mig tilforn paa- ankede ærekrænkende Tirade i hans 1ste Brev til mig, hvil- ket findes i Sagens Documenter; Overjæger Lie tilkjendt en Skjærpelse i Straffen for hans (se litr. f. Pag. 21) injurierende Skrivemaade i sin "Erklæring", hvilke Injurier jeg i et af mine foregaaende Indlæg har ci- teret og paaklaget; Procurator Praem mulcteret for hans injurierende Skrive- maade mod mig i Forsvarsskriftet for Lie, og særskilt mulcte- ret for forhen paaklagede, ulovlige Adfærd mod Lie som afgivende Forklaring for Retten ved Mødet paa Elstadmoen; samt, under Eet, alle under Sagen om mig fremkomne ære- rørige Udtryk mortificerede. Endvidere paastaaes: Vagtmandskabets Vidnesbyrd forkastes. SIDE: 130 Jeg har talt, og Sandheden og Retfærdigheden og Menneske- ligheden med mig imod Falskheden og Uretfærdigheden, Bar- bariet og Hevnen og alle de uædle Lidenskaber, som nogensinde bevægede slette Menneskers Hjerter. Jeg tier, men noget Højere taler til mig i disse Forventningens Dage: at det skal ikke skee at et Justitsmord forøves mod den mishandlede, uskyldige unge Borgers Ære, og et Justitsrov mod hans Velfærd! Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL DOMSKOMMISSIONEN B 28de Martz 1831. Høistagtværdige Dommere! Det Factiske i denne Sag, som skal afgjøre om §§ 94 og 96 af Norges Grundlov borthuggedes den 20de Septbr. 1828, om Lovens Sværd ogsaa skal ramme Den til Jorden, som den raaeste Volds Klinge kun bragte til at bæve, eller om disse to, der burde være saa forskjellige som Djævlens Horn og den Alretfærdiges Lynstraale, ere Eet -- det Factiske, den faste Grundvold, hvorpaa jeg staaer og, glemmende mine Lidelser i Haabet, anraaber om Retfærdighed, ligger for Eder. Det kunde være Nok; ja det kunde vel kaldes mere end Nok til min Ret- færdiggjørelse, da Sandhedens eget Lys (det, der aldrig fjerner sig fra det Rimelige eller fra Fornuften, men aldrig beskinner Urimelighedens, det objectiv-Ufornuftiges til at begrave Uskyl- digheden forgjeves opdyngede Chaos, hvis Unatur og al moralsk Æsthetik, ja selv Tænkningens Love krænkende Grotesqve alene fremhæves i det skimrende Lys, Falskhedens Irrblus og Hevnens Øine laaner det) . . . Ja, dette Factiske, dette hine Handlingers Ydre, som jeg nu har afpudset, saa at den blinde Justitia kan tage paa og beføle hver en Form uden at tilsmudse sine Fingre, der ikke uden Støv vilde komme fra at berøre det, saaledes som det kom ifra Referentens, og ikke uden Stank fra at be- føle det, saaledes som det tilhutledes af den private Sagfører Praems urene Hænder, kunde være Nok, ja mere end Nok, da SIDE: 131 Sandhedens eget Lys aldrig har ophørt at fremskinne under Sa- gens Løb, om det endog kun i Zikzak og med Kamp, med al dets Gudkrafts Anstrengelse kunde fremglittre i Modparternes Opdyngelser; men, se! det fandt tusinde Huller at udbryde af selv der: af de slet sammenfatede Opspinds Revner og gisne Sammenføininger, af de gabende Urimeligheder og af de mod- stridende Munde -- Noget som ei kan have undgaaet de ærede Dommeres Blik. Alligevel vil det ikke i denne Sag være tilfredsstillende for Retfærdigheden at bedømme de forskjellige facta Dagen quæst: som blotte facta. Retfærdigheden fordrer, og det vil være en Gjenstand fuldkommen værdig de høistagtværdige Dommeres er- kjendte Skarpsindighed og Retsind, ogsaa at trænge ind i Hand- lingernes Indre, og, forsaavidt disses Aand lader sig indtil Over- beviisnings Klarhed opfatte, lade denne indvirke paa Dommens Aand. Jurisprudencen vil ikke vanære sig ved at erklære sig for en Fiende af Logiken og Menneskekundskaben. Den [s] Aand er fri, omendskjøndt dens Arme ikke tillade sig at favne videre end Lovenes Baner ere afmaalte. Man vil ikke udelukke Under- søgelserne over Hensigterne fra Undersøgelserne over de blotte Handlinger. En Dom, der udelukkende beskjæftigede sig med Disse, saaledes som de fremtræde fra Menneskets Indre i Luften og Sollyset og aldrig fuldkommen troe, men altid nuancerede afspeile sig i selve Tilskuernes Øine, ikke at tale om den For- skjellighed de antage i hver af disses Tankekreds og i Deres, der atter med Ørene opfatte disse Copier, men dog ville frem- trænge sin Dom og lægge, som man siger, et Ord med i Laget . . en saadan Dom, der ikke brød sig om at lede efter Handlingernes Kjerne, efter Hjertet i dette Legeme, den dog paa det Nøjeste skal anatomere -- kort, som ikke vilde vandre tilbage til Hand- lingernes Kilde, saavidt et menneskeligt Øje kan følge denne, indtil den taber sig i den Domfældtes Sjels forborgne Dybder, hvorover kun det alseende Øje lyser . . en saadan Dom vilde selv være uden Kjerne og blot et Skelet af Hvad den skulde være. At dømme er jo i sig selv ikke andet end at sammenligne og henføre under vore rene Begreber, under vor foregaaende Tænk- nings Resultater de mødende eller fremsatte Gjenstande. Det bliver alt som et Spørgsmaal, om Gjenstanden saaledes frem- SIDE: 132 stilles for den dømmende Fornuft, at denne analogisk kan slutte til dens (saafremt der ikke qvæstioneres om Vanvids- handlinger) fornuftige Mulighed idetmindste; men forat komme til dens Virkelighed, forat fælde en sand Dom, maa den Døm- mende opbyde alle [sin] Fornufts ædleste Evner, og kun, hvor Dommen angaaer en [ret] lig Gjenstand, forsaavidt binde sig til Lovens Bogstav, [som in] gen af Disse maae erkjende sig suspen- deret derved. Spørger man nu, om mine Handlinger og Hensigter ere saa- ledes fremstillede i mine Modparters Sagførers Fremstilling deraf, da maa en Fornuft, der saaledes vil dømme, svare: nei! den kan ikke antages. At antage Hensigten med min Nærvær forat være nogen anden end almindeligen unge Menneskers er ved slige Leiligheder (og da for en Akademiker især at see noget Nyt og lære noget om muligt) vilde være ligesaa ufornuftigt, som at antage, at Lies Hensigt med sin Vagt var alene at for- nærme og slaae mig eller nogen Anden. Erfaring tilbyder intet Exempel paa, og Fornuften forkaster uden Risico Muligheden af, at en Student kom forat insultere en Brigade og binde Heste i Teltsnore eller drikke med en Vagt, men med sine Venner, som andre Folk, til en Parade; og at en Vagt stod Vagt i den Hensigt, at gjøre Spectakel, skjælde og slaae Folk. At antage min Hensigt med at ride inden for Opstillingslinien at være den, at komme i Klammerie med de Magthavende og være til Hinder, vilde jo være ligesaa fremmed for al Fornuft, som at antage, at den hele Brigadefront just da udslog sig, forat indspærre mig. Derimod har Fornuften Intet imod, at min Hensigt var at be- væge mig frit hvor Andre gjorde det, henimod et Sted, hvor jeg bedre kunde fremme ovenbestemte Hovedhensigt. Heller ikke har den Noget imod, at erkjende, at jeg vilde holdt mig uden- fore Opstillingslinien, om endog noksaa Mange havde befundet sig der, naar jeg havde kjendt til den; og at jeg ikke kjendte til den, vil Fornuften ligesaa villig antage; som og, at jeg da heller ikke havde redet udenom den, dersom jeg kunde forud- seet hiin Rytteriets E [volu] tion. At antage uskyldige Grundhensigter eller Hensigter ved begge Parters Nærvær paa Stedet, maae altsaa [anta?] ges a priori. Gjenstanden for Dommen er alene at afgjøre hvorvidt Parterne have fjernet sig derifra, og hvorvidt noget moralsk Ondt, noget SIDE: 133 Forbrydersk har blandet sig i eller havt alene Deel i de Hen- sigter, som afprægede sig i de enkelte Handlinger. Man veed, at jeg spurgte om Tilladelse til at ride kortest Vei gjennem Leiren til Doctorteltet, hvor Forfriskninger skulde ind- tages. I dette lille sangvinske Træk viser sig hiin min Hoved- hensigt ganske reen: jeg vilde fornøje mig og hvem veed hvad jeg kunde see af Latterligt eller Klogt, lærende af Alt. Hen- sigten med at kaste Tømmen om en Teltpinde (det Telt jeg gik ind i) kunde jo vel ikke, i den Stund jeg ventede i samme Telt at fryde mig iro, være den at rive Teltet overende; men ingen anden lader sig tænke end Hastværk. Det vilde være ligesaa ufornuftigt deri at lægge noget Ondt, som i Skildvagtens Til- ladelse og i Officerernes Bortviisning. Hensigten med at lystre saa øjeblikkeligen denne kan jo ikke være anden end at fremme hiin Hovedhensigt med mit Nærvær paa Pladsen, ved at undvige saameget som muligt Alt hvad der kunde forstyrre denne eller Hovedbetingelsen for dens Opnaaelse: Roe og Fred med alle dersteds og mindst med dem, som havde Magten til at for- styrre den. Hensigten med mit og min Vens Ridt (se oven) kunde saa- meget mindre være at qvarambolere med Lieut. Jentoft, som vi ikke formaaede at see ham; men Fornuften maa erkjende Mu- ligheden af, at dette var Jentofts Hensigt, fordi den baade i sin Erindring synes at kunne paavise noget Lignende (f. Ex. i Kbhavn i Aaret nogle [og?] 90, da en Officeer puffede sig ind paa en Student, hvilket gav Anledning til et stort og voldsomt Opløb) og vel maa erkjende det Lidenskabe [lige?] men dog derfor ikke Hensigtsstridige, i at en Officeer "midt paa sin Myndigheds forum" som Lieut: Attaché Morgenstjerne kalder [Gaar] dermoen, griber Leiligheden til at tilkjendegive En sin Uvil [lie] og Over- legenhed dersteds. Naar man veed, at visse militære Corp [ora- t] ioner nære den Grundsætning, at naar Een af deres Midte efter deres Mening fornærmes, saa ere de Alle fornærmede (hvilket Princip maa antages at herske i Cavalleriebrigaden, saasnart et Par Officerer, som de Ældste af samme Classe, anmodes eller beordres af selve Brigadechefen at frembære en Udfordring paa Liv og Død for Dennes Søn Lieutenant Attaché Wedel, som troede sig holdt for en Nar af mig): saa finder man heller intet Urime- ligt i at Lieut. Jentoft, skjøndt jeg aldrig tilforn havde engang SIDE: 134 vidst af hans Tilvær, saaledes paa en Maade tournerede som Alles Ridder. Endskjøndt heri intet Usandsynligt er, ligesaalidt som i den Mening, at Lieutenant Baron Wedel, som saae sig be- røvet Æren eller Fornøjelsen af at nedlægge mig eller tugte mig for min supponerede Mening om sig, og, tillige med et Par andre Colleger, hvoriblandt den ene, for Voldsomhed berygtede Secun- dant, blev mig vaer midt paa dette de unge Lieutenanters Myn- digheds forum, har hemmeligen virket til at hevne sig paa mig ved Hvad der skede Dagen quæst: saa er dette dog kun Mulig- heder, men dog langtfra tomme Muligheder. I Lieut. Kreuz' van- ærende Adfærd imod mig ligger derimod Hensigten at fornærme mig utvetydigen for Dagen. Nu kommer vi til Adskillelsespunctet, hvor jeg saae min Hoved- hensigt, forsaavidt denne angik Fornøjelse, spildt, og hvor Lies og andre Modparters Hensigter udgrene sig fra at være skyld- løse til at blande sig med uædle, indtil disse herskede alene som vild Lidenskabelighed, og affødte Synd. Min Hensigt med at spørge mig for, da jeg anholdtes, kan jo ikke tænkes at være anden end den, at ville faae [Svar?] jo be- stemtere jo bedre. Fik jeg nu dette, hvorledes er det da tænke- ligt, at jeg, som hidtil ikke havde givet Prøve paa Ulydighed, men endog Løfter om Agtsomhed og Lydighed, da den Mand jeg gav dette til (Proc. Praem) erkjendte Muligheden af, at oven- nævnte Officerer kunde ville hevne sig for formeentlige Fornær- melser, og Beviser herpaa, skulde dog pludselig nu, omgivet med en Overmagt, der var baade rustet med Staal og Authoritet, som jeg før ja selv i den [. . . .] Maade dette strax skeede paa ligger Intet, som man kan [kalde?] uædle Hensigter, om det end er reglements- stridigt. Men [nu] begynder han at forlade sin Pligt, at han ikke strax [gav mig] Svar paa mit Spørgsmaal om et tilladt Sted, og, da dette naturligvis bevirkede nye Spørgsmaal og Henviisninger [til] hans Pligt at underrette mig derom og faae Andre bort ifra samme Sted, lod Raahed og Lidenskabelighed blande sig i sine Svar, samt deri, at han, da jeg erklærede mig fornær [m] et og udbad mig hans Officeers Navn, nægtede mig dette i raae Udtryk. Her har allerede uædle Hensigter blandet sig i den oprinde- lige, der, idetmindste med Hensyn til det Ydre, havde Retmæs- sigheden for sig. Maaskee ogsaa det slette Exempel Lieut. Kreutz gav ham ved sin brutale, uefterrettelige Bortviisning, har været en af de Kilder, der medførte dette Urene, men som fra nu af opbrusede i hans og Vagtpersonales Indre og omsider bortskyl- lede saavel de Blomster Billighed, Høflighed og Menneskelighed omsnoer Pligtens Klippe med, som og tilsidst denne selv. Er nu min erklærede Hensigt: at bie efter en Officeer uden- fore Linien: -- saa kan den jo ikke tillige være den, at spilde den Ret, med hvilken jeg kunde fremstille mig som den Klagende for ham, ved at tage Post der, forat overøse Vagten med Grov- heder. Desuden, naar hørte man en Cavaleer befatte sig med Sligt, eller med at gjøre i beruset Tilstand en slig Figur tilhest, som Modparterne skildre, i bekjendte Damers Nærvær, for hvis eller hvis Forældres Agtelse han aldrig har viist Ringeagt? Ligeledes -- hvilken anden Hensigt er det muligt at tænke under For- maninger, ja endog religieuse, end Tilretteviisning og de Feilendes Forbedring? eller hvilken anden Hensigt end denne og, at af- gjøre Alt i al Pyntelighed, som man siger, ligger der i sagtmodige Svar? eller hvilken anden Hensigt, end de Fornærmendes Til- SIDE: 136 bageviisning til deres Pligt ligger der i det af den retfærdigste [ti?] fold-opfordrede Uvillies: "skammer jer, for hvad Tjeneste I gjøre! Her er jo ikke som om her skulde være en Vagt!"? [eller hvilken] anden Bevæggrund til strax at ville lade mig arrestere, [lader sig] tænke, end Agtelse for en Vagts Rettigheder, Føjelig- hed og den hemmelige: saaledes at ophøre at være en Gjenstand for Vagtens Kaadhed og Publicums Nysgjerrighed? Himlen bevare os da fra nogensinde at dele den søvnige Hjernes Tankegang, som henleder alle disse conseqvente Retsindighedens Træk til Opsætsighedens Enormiteter! Derimod fra Lies Side? Lidenskabeligheden var allerede vakt og opmuntret, saavel ved en Officeer, som ved sin ejendommelige Varme i raae Gemytter og ved den gjensidige Gnidning og Op- eggen i dens Væxt. Og hvorledes frembrusede den ikke i For- haanelserne, i den tøilesløse Støi, Vagten overlod sig til, indtil den kataractmæssig nedstyrtede og knuste en Medborgers, ja alle Medborgeres Helligste, som Lovene tilsige Uforkrænkelighed? En Drift, hvori der ligger Kime til Fordærvelse for værende og kommende Slægter, til at vise det militære Overmod, som desværre lever og rører sig, hvormeget end Love og Reglementer stræbe at nedkue det, var vakt og vilde -- tilfredsstilles, og det, efter Driftens Natur, mere og mere. Og hvilken stimulus var ikke Ørkeløsheden, hvori Vagten befandt sig, og min Forladthed? Og hvilken Knude var der ikke at overhugge? -- et ungt Men- neske af simpelt Udvortes, som Officererne havde viist sig fiend- ske imod, og som ikke vilde adlyde blindt? -- Det var dog Løjer, om ikke han skulde kunne bøjes? Se, hvilken Tanke- gang! og hvilken anden vil man finde rimeligere? Der ligger selv nogen Undskyldning deri for de Feilende. Antages endog, at Lie og Vagten holdt sig for fornærmede, saa havde de jo Vagtens Officeer at møde fremfor ligesaavel som jeg, der dog [i] min Retfærdsbevidsthed ikke tog i Betænk- ning, ja intet højere ønske [de] end at fremstille mig for saa tvivl- som en Dommer og med Saa [mange] imod mig; og, skulde Taal- modigheden forgaae dem, saa [havde de] Retten til at arrestere. Men, antaget som oven, hvad vare deres Handlinger andet end Selvhevnens? Naar kal [. . . .] Retfærdighed? og naar sætter denne Qvintessence af [. . . .] Lidenskabers Bærme sig Grændser i sin Gjæren og Opæsen? Hvo tør afgjøre, om Lies Skarpsqvadroneren SIDE: 137 over mit Hoved efter Slaget ikke vilde bleven til Banehugget, om det skrækkelige Indtryk, Mishandlingen gjorde paa mig, eller den fremmede Officeers Deeltagelse ikke havde afvæbnet ham, og bragt ham til at tænke paa hvilke Midler han skulde gribe til forat undskylde og skjule. At den lovløseste Sindsstemning havde betaget Flere af Vagtmandskabet, og at de delte Hensigten med Lie ligger klart i Tilraabet, at Han skulde slaae mere. Men er der Fornuft, eller andet, end de samme Lidenskaber i civil Kjole, parrede med Skyldbevidstheden, i at antage en saadan Sindsstemning, der førte og efter sin Overspænding maatte føre til Forbrydelse, som vakt ved min Erklæring, at jeg lod mig arre- stere under Ansvar, og ved min Opmuntring til Skildvagten, at holde det forbudte Rum ryddigt for Uberettigede? Til hvilke Latterligheder føre dog ikke Lidenskaberne, der ere selv dobbelt kjendelige og, skal jeg kalde dem medynksværdige eller dobbelt latterlige, som de ville affectere Skarpsindighed, og spekke sit Nonsens med "forsaavidt"er "Tings Væsen" "jeg maa bemærke a priori" og andre Termini, Skrubhøvl-dannelsen efterlader i sine Furer? At min Hensigt med at tale med Lie, bede Skildvagten om Forlov til at nærme mig ham, gjøre dette med Flasken i Haanden skulde være den, at komme ham tillivs, har selv Referenten for- kastet, og det er Meget. At jeg skulde enten af Vanvare eller sædvanlig hurtig Gang støde an mod ham, eller søge at komme ham forbi did jeg vilde er ligesaa unaturligt og altsaa uantage- ligt for Fornuften. Hvilken Bedende bar sig nogensinde saadan ad? Men at Lies Hensigt med at gribe mig i [Kraven?] og saaledes føre mig en 15 Skridt, skyde mig fra sig og [slaae?] af Nødverge, Frygt eller af Andet end af ovennævnte [Grund?] motiveret, lader sig ikke ad nogen Udvei antage. Derimod lader sig antage som Mulighed, ad denne Bagport, som dog maa staae den Anklagede aaben til hans Fordeel, at Lies Hovedforbrydelse skyldes et Øjeblik, da han ingen Hensigt formaaede at være sig bevidst, sit ulykkelige Tilvær. Jeg veed idetmindste, hvor him- melvidt forskjelilge end Aarsagerne vare, at jeg i den Secund Slaget skede, var som bevidstløs og tilintetgjort. Hvilke Hensigter, der skinne frem af forskjellige af Office- rernes Indvirkninger paa denne Sag, trænger ikke til videre De- chiffrering. De høre henunder at omtale det temmelig alminde- SIDE: 138 lige Rygte i Vagtmandskabets Hjembygder, at dette har svoret til en anden Fane end Sandhedens. Høistærede Herrer Dommere! min Pen har været heldig nok til at laane Udtryk af Menneskefornuftens evige Dictamen, saa- ledes som I, i udmærket Potens, besidde denne. Alligevel -- Hvad støtter jeg mig til uden Haabet? men et Haab, som opammet af Uskyldigheden, er blevet voxent og stærkt, og, lænende sig som en urygget Overbeviisning om Retfærd, til Frihedens Palme, seer med Øine, hvori Sandhedens Straale funkler, gjennembævende disse allerede triumpherende Fiender gjennem Samvittighederne. Disse Taager, der kun ere de mørke Dampe af den onde Sam- vittigheds Angstsuk, skulle ikke tilhylle Begivenhederne, eller vove at ville omsløre det skarpe Dommerblik: adsplittede skulle de nedsynke til de Dybder, hvoraf de dristede at fremhæve sig: -- man vil angre (og Skjændsel skal forbittre Angeren endmere) at man s [øg] te forgjæves at dække Forbrydelser med Falskhed. Den [. . .] ge Anger er den eneste Kaabe, som klæder Forbry- delsen nogen [lede?] s. Man afskyer den ikke i Poenitentseserken. Man [. . .] og grues vel for den i dens blodige Nøgenhed; men man foragter den og domfælder den skaanselløst om den vil fremkunstle Uskyldigheden, hvis Smiil ikke lader sig eftergjøre saa let som at smøre Barter paa en Recrut. Ligesaa passiv som en Recrut, der sætter sig ned under Voxet og Soden har vistnok min Modpart selv været under den hele Sag. Den Anger, jeg veed han har ytret over det Begangne (som dog visselig vanærer mere end de fleste almindelige crimi- nelle Forbrydelser) vil jeg ønske ikke maa forstørres ved, at det [u] lykkelige Redskab skulde see sig sat i Stikken af sine høje Venner; og alene (saasandt Gud hører mig!) for Exemplets, for Landets, for Borgersikkerhedens Skyld, ønsker jeg al Lovens Strenghed over ham. -- Den Foragt jeg med en stor Deel af mine Landsmænd nærer for min Modparts private Sagfører, lader mig uden Forbitrelse tænke paa de Fornærmelser, han under Sagen har gjort alt Sit til forat tilføje min Ære. Efter sin Cha- racteer kunde han ikke opføre sig anderledes. Praëm maatte da ophøre at være Praëm, og krænket Forfængelighed og Hevn at kunne drive Mennesker, der ikke ere begavede med udmærket Forstand, Dannelse og Selvherredømme til de største Daarskaber og Nederdrægtigheder. Alene fordi hans uædle Lidenskaber SIDE: 139 ikke have kunnet mætte sig ved at henlægge Fornærmelserne i Acterne, men har, uden at betænke hvilke Misbilligelser han paadrager sig derved af alle Andre, foruden de Interesserede, hvortil Hovedindlægget egentlig kan anses som (værdigen) de- diceret, udspredt navnligen dette i Afskrifter, lader mig indlægge Fordring om Mulct og Mortificeren. Kun det over al Maade Retfærdighedens Form og Væsen, som og al Følelse stødende i hans Adfærd paa [Elstad] moen, hvor man skulde tvinge min Tørnen mod Lie frem, m [en] Hvor Praëm man saae at tørne Bryst mod Bryst -- O, nei! de sank blot i Hinandens Arme, og svoer med Blik og Vink og Fod og Barme, der sammenbævede af Venskabs Varme, Hinanden evig Harmonie. lader mig, hvor frugtløst dette Forsøg paa [at? . . . . Sand] heden end har været, paastaae ham anseet med passende Straf. Referenten skilles jeg ligegyldig fra. Han har ikke tilfredsstillet mig; men jeg har sagt ham, at jeg ikke holder Modvillighed, men maaskee altfor stor Tiltroe til de, efter min Paastand, ugyldige Vidner, (hvis Ugyldighed eller Gyldighed maaskee før Indlæggene burde været bestemt) og for liden Tidsanvendelse for Grundlaget til den Overbeviisning, som fremtræder i hans Ded: med saa uheldige Resultater, samt bedet ham erindre at Uskyldsbevidsthed har høi Stemme og før lader sig Struben tilsnøre, end den lærer Taushed eller Høflighed paa Sandhedens Bekostning. Saaledes staaer jeg aldeles sindsrolig og saa upartisk og for- sonlig, som en Part kan, for Eder mine Dommere. Jeg tager Afsked med Eder, og ønsker, at, om jeg hist og her skulde have feilet, eller -- med mere Sandhed sagt -- om I skulde finde, at jeg kan have feilet, at da ikke Smaating maa forekomme Eder værd at opvejes med min kommende Velfærd: men at den be- rømte Retstaler Lord Erskines Ord [fra] Kingsbench maa give Eder Principet: "Ethvert menneskeligt Tribunal bør søge at udøve Retfærdighed saaledes, som vi herefter ønske den udøvet paa os. Efter det Princip, hvorefter Fiskalen fordrer Dom -- Gud se i Naade til os! -- maae vi, istedetfor at stille os for hans Domstol, Christnes Haab og Trøst, sige til Bjergene: falder over os! Thi hvo af os kan, for Alvidenheds Undersøgelse, fremvise et reent, uflekket SIDE: 140 og feilfrit Levnetsløb? Men jeg haaber i al Ydmyghed, at vort Væsens algode Ophav vil dømme os, saaledes som jeg har anført Eder til et Exempel: at han nemlig vil holde vort Livs store Bog i sin Haand, og tage Hensyn til den deri herskende Aand i det Hele. Hans Retfærd vil aldrig udsøge Bagateller som Gjenstande for Straf uden at sammenholde dem med Sammenhængen af vor Tilværelse, hvor Feil undertiden kunne findes udsprungne af Dyder og mangfoldige Forseelser, ved msklig Ufuldkommenhed, indpodede i vore bedste og ømmeste Følelser." Ærbødigst Hnr. Wergeland. DOMSPÅTEGNING Eidsvold Præstegaard 14de Octbr. [1831] Mig foreviist og forkyndt under Dags Dato. Saa [. . . .] Com- missions Dom, da endog den mi [. . . .] den Uskyldige og beviist Uskyldige. Hav [. . . .] under 9de Dennes meddeelt Amtet, at mit Ønske er at see Dommen for mit Vedkommende indanket for Højesteret, med Andragende om, at isaafald Hr. Højesterets- advocat Sørenssen, som dertil har erklæret sig villig, maa be- fales til der at føre min Sag. Han skaffe denne Forfølgelses- proces et Udfald, Retfærdigheden maa billige! Hnr. Wergeland. TIL HØIESTERET Henr. Wergelands Forsvarstale i Gaardermoesagen, holden i Højesteret. [Eidsvoll i mai 1833] H. H: Norges øverste Dommere! Jeg havde ikke ventet mig den Ære at maatte forsvare mig for denne ophøjede Forsamling af Dommere. Men det er en Ære som er sørgelig for den mishandlede Skyldfri, som har ingen anden Glæde for mig end Høitidelighedens, Ærefrygtens og Haabets blandede; forresten er den mig og skal den vorde SIDE: 141 de høistærværdige Hrr. Dommere et sørgeligt Beviis paa, at for mig har ingen Retfærdighed i denne Sag været at finde uden- fore denne Hal. Jeg er kommen hid forat søge den. Den maa være her eller ikke paa Jorden. -- Høistærv: Hr. D.! De seer for Dem et Offer for den gru- somste Mishandling, militært Overmod kan tænkes at kunne tillade sig selv i en raa Tid hvor Borgere og Love ikke er- kjendtes. De seer et Offer for enkelte personlige Fienders Hevn, der vilde have været mskeligere om den havde myrdet og ikke offentligen mishandlet og vanæret og søgt langsomt at mætte sig med Krænkelser af Mskts af Ynglingens og Sønnens fineste Følelser, med en ustraffet, idag af Actor med Hjertens- glæde optaget, Fortsættelse af Fornærmelser mod den Mis- handlede, med Krænkelser af Sandheden og Retfærdigheden, med de mest oprørende, Sagen uvedkommende Undersøgelser -- kort, med Alt hvad jeg har lidt under en lang Forfølgelsesproces, der gav mig og min Skyldfrihed, mit Rygte og Velvære i Døds- fienders Hænder, i Deres, der fornedrede den saakaldte Ærens Klinge til et Banditvaaben, -- i Ens, der forraadede den Ret- færdighed, hvis Tjener han skulde være. H.! De seer et Offer, der er blevet mere mishandlet medens han søgte Retfærdighed end ved Misgjerningen, der nødte ham til at søge denne. Dog er Retfærdigheden mere fornærmet; thi det var under dennes Skjul at man vilde nedbøje hvad der ei var knækket tilfulde, at man vilde fuldføre Forbrydelsen: den at ødelægge et ungt Mskes Haab og Lykke og Ære. Derfor skulde Himmel og Jord bevæges forat faae den Mis- handlede stillet jevnt med sin Mishandler, hvis Forbrydelse at have straffet paa det haardeste uden Dom var soleklar, for den Tyveaarige en langvarig, pinselfuld overordentlig Ret -- Theo- logen underkastet offentlig Tiltale. Derfor skulde en uværdig Justi- tias Tjener, min bittreste Avindsmand, lejes -- Han, hvis Indlæg og øvrige Opførsel under Sagen godtgjør dette -- lejes, men ikke av Modparten, der ogsaa heri behandledes som umyndig, som blot me- dium af sine skjulte Machinatorer, men af alle hans Corpses Office- rer, af den skjulte Phalanx, i hvis Spidse han, som den dræbende Landse, var fremskudt. Jeg har seet Brevet -- de indestode ham alle som Een -- en corps -- for Betalingen. Han har fortjent den; thi han har fuldbyrdet Hevnen saavidt det stod til ham. SIDE: 142 Der maatte en finere Egg til end den plumpe Klinges, som faldt paa min Ryg, forat naae den Forhadtes Sjel, forat kunne skjære hans i fineste Nerver, afskjære Theologen sine Udsigter, Ynglin- gen sin Ære -- kort forat Planen ret kunde fuldkommes. H.! jeg troer at burde berette Eder de Lidelser, jeg er tilføjet under den Retfærdigheds Navn det er Eders hellige Kald at vogte. Actor har kun givet en svag Prøve deraf. De skulle siden i Følgerække maaskee røre og forfærde eder, og I skulle beklage, at de ere uerstattelige, Videre -- da der af Commissionen intet Hensyn er taget til Sagens Indre, vil det være nødvendigt at jeg aabner dette og fremmaner disse Skygger deraf, som maa have forekom- met Commissionen enten for dunkle eller for forfærdelige. Til dette Sagens Indre, som desværre har været for Commissionen et urørligt og ubegribeligt Mysteer, vil maaskee ogsaa høre en- deel ubedragelige psychiske Vidnesbyrd om Sandheden, som vel ikke tegnes i Protocol, men vel bør tegnes i den skarpsin- dige Dommers Hoved. Da Dommen noksom viser at de ikke ere komne Sandheden tilgode -- Noget, som vel kunde skee, da det civile Com:medlem har ladet Præmisserne forfatte af En, som aldrig overvar Forhørerne, hvor slige Træk forefalde -- saa vil det være nødvendigt at gjøre opmærksom paa dem. Men hovedsagelig -- da Commissionen har udfundet en ny Forbrydelse under Navn af "trodsig Pukken paa Ret": vil det være nødvendigt at prøve denne nye Forbrydelse -- om den dog gives -- dens Strafbarhed og om den var tilstede. Og endelig -- da Com: har havt saa liden Følelse og Skjøn af alle hine Lidelser, at den har troet at burde forøge dem for hiin nye, uhørte Forbrydelses Skyld med Strafbøder, uden at de dog derved kunne forøges: saa vil det være nødvendigt at fremstille endeel af dem for en Ret som har og som det er til- ladt at have Hjerte og Følelse. Den skal -- saa haaber jeg -- lære mig at troe paa Tilværet af en anden Jurisprudenz end den jeg har lært at kjende og foragte -- om dette Udtryk kan bruges om Noget, der er koldblodigt, dog kogende i sit Indre, sløvhjernet og dog forfølgende en Plan, beregnende seendrægtig i sin Grusomhed, ligelet, bevidst eller ubevidst Redskab som Magt med egne dæmoniske Hensyn. SIDE: 143 H: D: jeg vil forudskikke en kort Fremstilling af hvad der mødte mig paa Gaardermoen hiin Septemberdag 1828. Jeg træffer strax ved min Ankomst did om Morgenen nær- udenfor Leiren en Bekjendt Ridtm: Schilling -- jeg spørger om jeg kan ride der -- han svarer ja. Viser dette andet end Viljen, Hensigten ikke at fornærme? Sch: indbyder mig i sit Telt. Derudenfor, kigende med Øje- kast som i samme Stund forekom mig uheldvarslende, ind ad Telt- aabningen paa mig, forsamlede sig Lieut: Baron Wedel, Kreuz, Mstjerne og -- om jeg ikke feiler -- Coucheron, med hvilke jeg langtfra stod paa nogen god Fod. En Udfordring jeg samme Aar fra Wedel havde modtaget officielt paa Faderen Brigade- chefens Ordre viste tillige, at han troede at have noget ude- staaende med mig. Officererne samtaltes med hine betydnings- fulde Miner saa tydelig om mig, at Mistanken at de vilde gribe en Leilighed den Dag til at fornærme mig (el: i deres Sprog re- vengere sig) opkom hurtig hos mig tillige med Planen at vogte mig i alle Henseender. At denne Mistanke var naturlig endog hos Andre, endog uden hin Anledning til dens Fremkomst viser Proc: Praems Prov, at han, da han traf mig kort efter, raadede mig til at skye enhver Anledning til at mine Fiender mellem Officererne kunde give deres Fiendesind Luft mod mig. [fotnotemerke] Jeg tilsagde ham ogsaa dette. Men at i hiin Samtale udenfor Teltet et Krigsraad holdtes om hvad der skulde foretages mod mig -- er der Nogen, der veed hvad der senere passerede, som ikke med mig holder sig derom overbeviist? Dette hører imidlertid til de Ting i Sagens Indre, som ere overseede af Commissionen. Dog er hermed forbundet den Lykke, at det ei er blevet feilanskuet, men skikket til, uendset og util- hyllet af nogen skjæv Commentær, nu at fremsættes for skarpere Øine, der ikke ville undlade at opdage Forbindelsen mellem denne Forscene og Hovedacten. Var der af Com. lagt vedbør- ligt Mærke hertil, skulde den dog maaskee ikke i sine Doms- præmisser fraraadt mig Formeningen om en, af Com: saakaldt "præmeditert Chicane". De senere indhentede Læge Kjølstads og Storthingsmd. Øverns Thingsvidneprov bekræfte vel indtil Vished disse Slutninger, at jeg var et forud udseet Hevnoffer, men nok synes der alligevel at være i denne indledende Be- givenhed til at vække en Mistanke herom, som maatte have væ- SIDE: 144 sentlig Indflydelse paa Anskuelsen af de senere. -- Den skal da bekræftes. -- De senere Begivenheder, som vedrøre Sagen ere følgende: Passerende tilhest i Skridt i den med hundrede andre Civile opfyldte Paralel mellem Leirens første Teltrække og den just da Leiren fravendte men med denne jevnlange, udslagne Rytterie- linie -- medens iblandt andet netop Den, som har gjort mig dette indgetogne Ridt til størst Forbrydelse, nemlig Lies Sag- fører saaes galopperende foran Fronten imellem Officererne, som hørende til Staben -- medens den fredelige Hensigt kun sysselsatte mig, ad denne Vei, jeg ofte og navnlig da jeg besøgte Schilling, uhindret havde passeret, at hilse paa nogle Damer paa Slettens anden Side -- : saa, uden at have for- nærmet eller hindret nogen, paaredet eller være paaredet -- omringes jeg af Vagt, befales jeg af tilsprængende og forsvin- dende, glødende Officerer og navnlig af Conspiranten Kreuz med et brutalt "Mars væk! vil han mars væk!" at forføje mig bort fra et Sted, hvor hundreder af Andre tillodes frit at bevæge sig. H: H:! jeg beder med Ærbødighed, at den Opmærksomhed, hvormed I omfatte denne hele Sag, maa concentrere sig i denne Stund til et gjennemtrængende Skarpsind, der kan kløve det juridiske Spind om denne Minut i Begivenheden og lynbelyse dette hiin Dags Øjeblik, der var min Ulykkes Fødselsstund. Jeg skal fremkalde det igjen, at det roligt kan hensynke i Forglem- melse efterat det har seet dette Øjeblik henlysne over disse mørke Acter, forsone hiint, og hensvinde mellem de velsignede, hvorunder Ære gjenreistes, Sandhed erkjendtes og Retfærd seirede. I den Stund, da den brutalt bortvistes fra Steder, hvor hun- dreder Andre uhindret færdedes -- den, der havde søgt Under- retning, der efter egen og Andres Overlæg og Raad netop holdt sig tilbage langs Skoven og Udkanterne -- kun mens Militæret var ude paa særskilt Anmodning engang besøgende en Bekjendt i Leiren -- og som ikke havde været til Nogens Hinder . . i den Stund, da Den omringedes og anholdtes af Vagt imellem den øvrige Folkesværm, med hvem han af Front- og Leirliniernes Paraleller var indklemt, som bevægede sig stille imellem de øv- rige, uden Ahnelse af forbudt Territorium uden at paaride nogen eller at være paareden . . i den Stund, da det unge Mske, efter SIDE: 145 Commissionens eget Udtryk, ved "haanende Udladelser" prosti- tueredes for Damer, den theologiske Præstesøn, der kjendtes af Alle der, for Tilskuerne . . i den Stund, H: D! raktes den sam- menspundne Knude Ynglingen forat Harmen over Beskjæmmel- sen, den pirrelige Bevidsthed at lide Uret og Alderens og Temperamentets Fremfusenhed skulde friste til at afhugge den istedetfor at lade Sindigheden løse den. Da skulde Klingerne frem -- stærkere, vildere Klinger -- Ædlere Knuder skulde af- hugges: de i Hjerterødderne, der knytte Msket til sit Haab, til Tro paa at de gode Msker dog ikke ere saa faae, at der er en Retfærdighed paa Jorden, der i Vilje er liig den himmelske, -- Dennes Redskab ikke Dæmonernes, -- Barbariets, Hevnens, alle uædle Lidenskabers, Kuerske ikke trællende under disse, -- ikke i Ondskabens Sold men knusende denne -- ikke tilbedende Former, men som den overlegne Aand brugende dem -- ikke fuldbyrdende for Hevnen, men standsende den selv i Tan- ken -- ikke en skjærpende Appel for Næveretten -- fra denne, men holdende denne tilbage, fordømmende denne, bandlysende den fra det msklige Selskab i Aarhundredet! -- Jeg kan ikke opgive dette Haab mens jeg strider denne Kamp. Da vil der være Tid. H.! H.! Jeg beder eder at erindre, at jeg befandt mig paa et Sted jeg før paa Forespørgsel havde erholdt Tilladelse at holde paa -- et Sted, der var besat af mangfoldige andre Tilskuere imellem Front- og Leirlinierne som i en Canal hvor det ikke er let at vende; samt at jeg ikke havde været nogen til Hinder, at jeg hidtil kun havde villet og udtalt de fredel. Hensigter, og at det ikke var mig, der, men En useet der bag mig, blev paaredet af Officeren -- at min Stilling var saaledes da jeg pludselig om- ringedes af Vagt, anholdtes paa en beskjæmmende Maade, bort- vistes paa det brutaleste og dog alligevel ubestemteste. Jeg tør sige til de Graahærdede: "Lægger Haanden paa eders Hjerter! tænker eder som 20aarige i denne Stilling! -- hvorledes vilde I have handlet og søgt at rede eder ud deraf? Hvorhen med Sikkerhed efter et "Mars væk med sig!" mellem [fotnotemerke] udspændte Leirlinier og tusinde Ryttere? Hvilken Anviisning var dog dette? Fremad? Der forbød 30 tøilesløse Jægere Passagen. Tilbage? Derfor anholdtes jo, fordi jeg var kommen denne Vei. Fotnote: Jentofts. SIDE: 146 Hvad i al Verden var der vel andet at gjøre i denne Situa- tion end det jeg gjorde? Det er jeg erklærede at vilde oplyses om hvorhen jeg skulde bevæge mig? om hvor jeg kunde op- holde mig uantastet af Vagt, Forhaanelser, Beskjæmmelser og af Kreuz's Impertinencer? og at det da sømmede Vagten, naar dette Rum var forbudt, at bortholde andre ogsaa derfra! Anviisning erklærede jeg mig villig strax at lyde. Dette er godtgjort. At man forholdt mig denne Anviisning, at man først efter flere Forhaanelser underrettede mig om Tilværet af en Op- stillingslinie -- dette er det som har gjort mig strafskyldig i Com: Øine, som fordrer blind Lydighed, skjøndt vel Den skal have ligesaa vanskeligt som alle Andre forat sige hvorhen det havde været rettest at flytte sig. Lydigheden vilde her virkelig været blind og farlig, om end Actor ikke har villet fatte dette. Efter langtomlænge erholdt Anviisning forføjede jeg mig uden- for paapegede, ved Ælde høist utydelige, mig hidtil aldeles ube- kjendte i Tørven opstukne Linie -- holdt der forat oppebie den vagthavende Officeer, forat jeg kunne forklage mig for ham -- forhaanedes fremdeles skjøndt paa tilladt Plads af Vagten og dens Underofficeer -- udsattes for det Indfald af disse Tøiles- løse at arresteres, hvortil jeg erklærede at Vagten havde Ret og mig villig, ihvorvel det frafaldtes somom det smagte bedre og fulgte bedre Ordren, med alskens kaad [e] Løjer at forhaane mig -- og blev endelig, da jeg med Skildvagtens Tilladelse til- fods nærmede mig Underofficeren for af Delicatesse at udbede mig Tilladelse til i eller bag Teltet at stille min Tørst ved en Flaske Øl af denne greben i Nakken og trods mine Bønner om at skaane mig for denne Prostitution, da jeg selv skulde gaae tilbage, slagen af ham med Klingen. Jeg har undladt at udbrede mig om disse Scener hvori For- nærmelserne steg indtil en Forbrydelse, der fremkalder Grund- loven til at straffe den, -- til en, der oprører Alle undtagen dem, der have forbundet sig med dem -- til en Forbr. strafskyldig selv mod den Strafskyldige. Jeg har undladt det fordi Commissionen selv indrømmer denne Fremstilling -- fordi Timerne kun ere faae til min Skjebne af- gjøres -- og endelig fordi jeg maa vende tilbage til Anholdelses- scenen, saasom det er under denne Commissionen vil at jeg skal have viist Trodsighed, Paatrængenhed og Ulydighed. Dette SIDE: 147 skal være min Forbrydelse. Derfor er jeg bleven juridisk mis- handlet i 5 Aar. Og skal tilslut straffes andengang. Men be- vises der at Com: er kommen hertil ved Ræsonnemens, der vanære Forstanden, ved forbausende Modsigelser -- saa dynger dog ikke denne Synd paa Justitsministeren, at den frygtelige Kraft af en Statsproces, som hs Pennestrøg bevægede imod en Uskyldig Mishandlet virkelig knuste denne mod den sidste Væg hvorhen han søgte sin Frelse. Denne høje Embedsmand erklæ- rede i Medhold af Amtet, at Just: Dep: ingen Grund fandt til Justitsaction. Da truede Cavall: brig.chefen, at saafremt denne ikke iværksattes, kunde der ikke exerceres paa Landets Exer- ceerpladse, og -- det synes utroligt -- Justitsministeren decre- terede. Amtet vedblev sit. Dette er et høist mærkeligt Træk i denne Proces, der saaledes, om man vil efterforske dette for- tærende, stedse voxende gjennem 5 Dyrkredse rullende Uhyres Fødsel, skal findes af lav Oprindelse, ussel som en Orm, ynglet af en Trudsel til Far og af Svaghed til Mor i et skrøbeligt Hjerte. -- H. H.! Commissionen kommer til at imputere mig hiin uhørte Forbrydelse Paatrængenhed og Gjenstridighed, som ikke kan ansees sonet med Fornærmelser og den mest beskjæmmende, mest offentlige Straf, gjennem følgende udmærkede Ræsonne- mens, der alle findes i dens Domspræmisser: 1. "Wergelands Ytringer vare uskyldige. De indeholdt blot Anke over Omstimlen, Haansord og Hensigten med ubeføjet Arrest!" 2. "Det er rimeligt, at W.s Ytringer væsentligen have været Svar paa Vagtens haanende Udladelser". 3. "Det er sandsynligt at "W. opirredes ved virkelig eller for- mentlig Fornærmelse". 4. "Det maa derhos antages, at Vagten under Ordstriden ikke har været sindig og høflig, men at den derimod har chicaneret W. saaledes som ovenciterede Vidner have provet". 5. W.s Gjenstrid var, "at han erklærede ikke at ville adlyde før han var overtydet om at den nødvendig maatte efterleves, tilføjende at flere Tilskuere opholdt sig paa samme Sted". 6. Commissionen forsvarer selv mine Udtryk i en Skrivelse "et raat, til sig selv overladt Militær, der drev en uværdig Leeg med Medborgeres Rettigheder og Følelse". Det er efter slige Grunde at det er lykkets Commissionen -- SIDE: 148 hvad vist ikke Alle skulde -- at paastaae at have "opdaget en saagodtsom total Tilsidesættelse af Respect mod Vagten og andre Vedkommende Befalinger ["] . Det er af dette Skarpsind jeg er dømt. Var Lies Forbrydelse ikke saa udygtig til alt Forsvar, saa let at fatte -- vidste jeg ikke at han har forstørret denne ved Frækhed og ved at hilde sig indi Usandheder -- var jeg Trediemand -- jeg maatte ogsaa troe at dette ulykkelige Redskab var skeet en lignende Retfærd. Dog skal det være kloge og ædle Mænd som have dømt efter slig Tale. Jeg indrømmer det, og skulde befinde mig i en ulø- selig Gaade dersom jeg ikke vidste at Domspræmisserne ere forfattede af en tredie Mand. Men naar jeg veed det, da be- griber jeg vel ikke saa ganske hiin Slutning, men at alle disse psychiske, ubedragelige Vidnesbyrd om Sandheden, der, ligesom et Aroma om Frugten, at hiint Minespil i Aasynet, uvilkaarlig frembryde under en saadan Sags Behandling, spille synlige for et godt Øje under de tørre juridica og omgive dem med en egen Athmosfær, med et Sandhedens Aandedræt, der er hørligt og fatteligt for den fine Sands -- ja da begriber jeg hvorledes disse ere gangne forlorne -- disse der nu, da Sagen er som et Liig der skal anatomeres, vanskelig kunne trylles til at frem- rødme over den. Men visselig -- de vare engang livlige og tyde- lige nok. Saaledes -- Lie modsiger sig i Hovedpunctet for Retten -- Alt hænger af et Minut, Alle ere spændte, da springer hans Pro- curator Praëm frem -- tørner mod Vidnets Bryst foran Skranken -- Lie! Lie! raaber han, gjorde ikke Wgd. saa? -- Den stam- mende, den blegnende Synder kom sig. Procuratoren smiler i Triumf ad min frugtesløse forsildige Protest. Nu tilbringes en Tid med at forelæse Lie hans første Samvæv forat han ikke oftere skal gjøre det til Usandhed og med Rettens Irettesættelser til Procuratoren, der i dette Øjeblik redelig fortjente Corpsets Betaling. Hvad han i sit Indlæg gjorde mere derfor kan Corpset ikke betale, og behøver det ikke; thi det gjorde denne Ædle extra og conamore. Men i hiint Optrin hjalp det mig og Sandheden lidet, at Retten harmedes bag efter og satte Sarkasmer over det utillade- lige Gjøglespil som den kalde [r] det med Procuratorens Seirssmiil over ved et lykkeligt Tryk at have stødt den Sandhed tilbage der fremhævedes i Overfladen for Dagslyset, men kun for atter at forsvinde. En Druknemorder som saae sit Offer uventet SIDE: 149 stigende op i Brøndens Overflade kunde ikke hurtigere støde dette Vidne tilbage, end Procuratorens ulovlige Kneb kuede Sandheden ned i Dybet igjen. Men denne Sag, hvori saamegen Lidenskabelighed -- der altid er oprigtig -- har yttret sig er riig paa Træk hvori Sandheden stikker frem. Hvori kan vel denne Proces' Natur som Forfølgelses- proces klarere aabenbare sig end i Brigadechefens Trudselsbrev eller Manifest til Just. dep.? eller i Praëms Engagement af Corpset? i hans aabenhjertige Tilstaaelse, at han kun har beskyldt for alle Forbrydelser og skrevet som fra Barnsbeen enthusiastert for alt Militært, og fordi han holder det for en hellig Borgerpligt at berøve Henr. W. Udsigt til Embede? Dette vil findes i hiint Indlæg, som i blaa Saffian med Guldsnit overraktes B.Chefen B.Wedel, og hvori -- H. H.! D: lærer at kjende hvorledes Retten er forvaltet mod mig! -- eller disse Beskyldninger for Forbry- delser erklæres provede af ham som eedfæstet Vidne hvilke han senere tager tilbage i en anden Sag, efterat de have virket i denne. Dette er gjort af En, som vel maa vide hvad Meened er. Saa- danne Forbrydelser maatte til for at forsvare Lie og fuldbyrde Hevnen. Men denne maatte forsødes. Derfor hviskedes af Lies Procurator i mine Øren: "se der sidder Deres Fa'r og Sognets Bedste -- det skal gjøre godt i den gamle Mand at høre Sønnens Ungdomssynder her mellem Sognemændene!" Og nu maatte den ærværdige Ret spørge mine Omgangsvenner under Eed, om jeg gjerne drak Grog til min Tobak, naar jeg besøgte dem osv. -- Kan nogen føle at dette er ubarmhjertige Knive, som naae Hjertet? Kan nogen tvivle om denne Proces' Natur? denne Ret fuldbyrde hvad saaledes er be- gyndt? -- H.! H.! Jeg har hørt Actor -- og forbauses ikke længer over Commissionens Slutninger; -- thi hans ere løsere -- ikke over Bygdeprocuratorens dumdristige Opførsel i Thingstuerne paa Lan- det; thi jeg har seet en anseet Advocat ved Norges Højesteret i sin Sikkerhed triumfere over den, hvis mangf. Krænkelser han kjender -- jeg har hørt ham koldblodig at forøge Grusomheden og under Actoratets testudo opfordre Vanæren som sidste Vaa- ben mod denne hvis Natur er bleven bestormet med alle det formskandsede Overmods Vaaben, beleiret med alle Nederdrægtig- hedens Approcher. SIDE: 150 Jeg har ingen anden Gevinst af disse ulykkelige Procesaar, hvori en fornem almeenforhadt Mands Forfølgelser har sat mig, end Erfaringer; men en af de sørgeligste fik jeg da. Jeg lærte igaar at aristokratisk Ufølsomhed kan ligne Ondskaben i ds Udtryk om ikke i dens Vilje -- at En af Norges talentfuldeste Advocater synes at behøve en lignende Behandling som den jeg leed af Militæret, forat kunne ræsonnere rigtigt og retfærdigt derover, idet hans oprørende Paastand viste at hans Følelser mangler Livlighed nok til at sætte sig ind i den. Det vilde glæde Bankadvocaten at see den fodres af en Arrestforvarer bag Sprinkler som et vildt Dyr med Vand og Brød -- Den som op- sluger Verrinske Procuratorer. Det vilde fryde Den, som, efterat have læst det praemske Indlæg, endnu tillægger dette Fornær- melser, frakjendende mig Følelse af Anstænd. og Ære, fordi jeg var i Fiendevold, kaldende det Paastaaelighed at jeg søgte Ret, bebreidende mig at jeg uvidende om retlig Gang og om at jeg henvendte mig til Parket, af Lede til Proces, raadet dertil, først ansøgte om arbitrær Straf for Fornærmeren -- det vilde fryde ham -- omendskjøndt han vel vil søge at indbilde at hs Overbeviisning byder dette -- at kunne frarive Praëm Seiren sigende: "ikke du men jeg seirede -- du Crassus -- jeg Pompejus victoriam de Spartaco illo reportavi! Du ærgrede ham blot -- jeg vanærede -- Du formørkede blot hans Sangvinisme og spildte nogle af hans Aar -- jeg har spildt hans Liv, -- thi han vilde ikke leve uden Ære -- og En med en Fjerbusk har takket mig, hviskende: "gik det saavidt -- dog det er godt! det som begyndtes sidst er fuldbragt!" -- Messiadens Forfatter er- kjendte sig ikke reen som sin Besynger ellers vilde han have taalt at de hudflettede og haanede ham og spyttede paa ham og domfældte ham. Han var et Mske, derfor taalte han det ikke; -- dog det kommer ikke over mig! -- jeg toer mine Hænder -- jeg er Advocat -- jeg mindes ikke ret hvad enten jeg mente hvad jeg paastod, eller ikke!" Sagt uden Lidenskab -- denne Advocats Hensigter forfærde mig mere end hans Ord -- de forfærde mig dobbelt, fordi jeg seer dem, jeg seer dem, og jeg dog forudseer at han vil dække dem under sit Actorat. Men her, jeg veed det, kan kun være Spørgsmaal om at vise det Ugrundede i hans Paastande. SIDE: 151 Jeg finder isaah: at jeg kan skyde mig indunder Commissio- nens de fleste Puncter. 1) Actor bruger det høist unøiagtige Udtryk "De stødte an mod Jentoft". Dette er kun om Lerche godtgjort, ihvorvel det burde hedde at Jent. stødte an mod ham, saasom Jentoft kom perpendiculær fra Leiren mod os, der rede paralelle med den. Jent: siger rigtignok at han bøjede paa min Hests Hoved; men baade maa jeg med fuldeste Overbevisning benegte dette, og heller ikke er dette hans Udsagn understøttet af noget Vidne. Actor debiterer Usandheden "at jeg med Haandgjerning mod- satte mig Lie". Hertil siger Com: "det er altfor urimeligt at til- troe Werg: en saadan Hensigt mod en bevæbnet og af bevæb- nede Hjælpere omgiven Modstander". [fotnotemerke] [ ] Actor gjør meget af mit Besøg hos Lægen [og] Office- rernes Erklæringer og Vagtmdskabets Vidnesbyrd og de af Op- landske C: Ritmst. adm. Forhøre. Selv Kreuz's holder han ikke for for tvetydig til ikke at støtte sig dertil. Commissionen har imidlertid ikke tilkjendt Vagtmdskabet noget Troværd, og sat mit Besøg hos Lægen -- hvilket skede efter Indbydelse og æsket Un- derretning -- udenfore denne Sag baade herfor og fordi; som Com: selv erkjender, jeg rettede mig efter Officerernes Tilretteviisning, samt fordi det foregik længe før Begivenheden, fjernt fra dennes Sted, ukjendt af Lie før siden, og fordi den finder intet Ondt i Tildragelsen. -- Videre har Actor bebreidet mig Paastaaelighed i at søge Ret. Men -- lod han Tanken følge med disse Contradictorier? Jeg troer at heri viser sig min Skyldfribevidsthed idet jeg ikke lod mig af Oberste Ankers partiske Svar -- omendskjøndt jeg deraf saae hvad jeg havde at vente -- afskrække fra at see en Sag anlagt hvoraf jeg haabede mere Gavn for det Almene end for mig Selv. Et samtidigt Brev fra Oberst Anker til min Fader viste at Han fryg- tede paa Sines Vegne Sags Anlæg; og et senere forgjæves fremkaldt Fotnote: Samt: "Agitationen fra W.s Side var en uvilkaarlig Følge af Forsøg paa at komme forbi Lie eller at slippe fra ham, da denne slæbte ham med sig". Samt: "det er sandsynl: at hs Paatræng: (denne jeg dog paastaaer ikke havde Sted) forat k. i Telt: frem- kaldtes derved maaskee at L. gav ham et uhøfligt Svar paa hs Spørgsmaal derom". SIDE: 152 Svar fra min Fa'r lærte denne Mand at beholde sine taabelige Me- ninger om Sagen, sine Complim: til Fad:, Impert: mod Sønnen, hos sig selv. Paanær endeel fornærmende Udtalelser om Drengestreger -- dem han dog vil dictere en underlig Straf -- og om Mangel paa Følelse af Anstænd: og Ære, fordi jeg indlod mig (naturligviis og, som beviist, nødtvungen) i Ordstrid med gemene Soldater -- disse ufornødne Krænkelser, som en ædelsindet Actor i en Sag af denne Beskaffenhed vilde have undladt -- finder jeg videre kun hs Paastand, at jeg skal betale to senere Thingsvidner at æske Svar. Men disse Forhørs Beskaffenhed som virkelig an- gaaende Sagens Reelle og fremskaffende Oplysninger om Lie, godtgjør noksom det Ubillige heri. Det forekommer mig som der gives nok Anledninger for et djærvt Advocattalent til at det skulde sætte sin Sejerære paa Spil i Kampen mod et vist Ube- tydeligt som dette, og dog Umuligt. Actors Strafpaastand er mig saa oprørende at jeg isandhed ikke formaaer at fæste mine Tanker dertil. Den bringer mig næsten til at ahne, at Adv: Petersen har den ædelmod: Hensigt at ville vække Medlidenhed for sin fordums Lærers Søn forat frelse denne -- at hans Beviser derfor med Vilje ere saa løse -- at han med sin odiøse Procedure alene vil dække dette hem- meligste, elskværdige Forraad af sit Hjerte. Maaskee? maaskee? Advocatens Dyder gaae maaskee kringel- krogede som hans Laster. Var det hans Alvor -- da staa han den Domstol, som hører mig, om denne ikke kan, tilrette for det Brug han har gjort af sine Evner og disse Acter i denne Sag!! Han maatte have kunnet udfinde det Rette! Nu har han udfun- det Noget, der er til lige liden Ære for hans Skarpsind som (om hiin Ahnelse ei er sand) for hs Hjerte og for disse Skranker, hvor det forfærder mig at Uskyldigheden skal udstaae sin svæ- reste Kamp, den Krænkede endmere unødvendig med kold Gru- somhed mishandles. Dog vil jeg haabe at hans Haand var den sidste plumpe som skal frydes ved at slaae sine rasende Fuger gjennem mit Indre. Hvorfor de ikke sønderrive mig er fordi de rullede allerede tidlig under fremmede Hænder, som greb i den unge Sjel og vilde høre dens Jammer -- fordi de ere i Harmoni med den øvrige Undertrykkelses Suk i Verden, og fordi jeg kjender denne Geist -- SIDE: 153 Aanden som jeg ejer -- som i Storm har lært mig Sang -- han som har serafisk Rang, han, hvis Navn er Sejer. Denne Forfølgelse er snart forbi -- dens Aar forsvundne. Jeg vil forglemme Smaalighederne fordi de vare for smaae, Uret- færdighederne, Forbrydelserne fordi de vare for store og skulde avle Mskehad om de erindredes. De have virket som Torden- skyer. De gaae over som de! Smaalighederne vare deres Regn, fiin og gjennemtrængende, dog bortdunstende. Jeg vil forglemme at en ærværdig Ret brugtes til at gjennemgranske Lønkamrene og til at maale mine Venners Gjæstebægre -- at en forlængst glemt Latter over en fornem ung Laps kostede mig 5 af mine bedste Aar hengivne til de infameste Undersøgelser, til alle Smerter, offrede den grusomste Hevn -- at det lykkedes de egentlige Forbrydere at holde sig skjulte medens den Mishandlede stilledes ligemed Bandi- ten, medens overbeviste Anklagede førtes som Vidner mod ham og en Dødsfiende optraadte forat tilhylle Sandheden, som dog frembrød, og forat overhølje ham med sine Løgne -- Jeg vil forglemme at Statens frygteligste Kraft en extraordinær Justitsproces bevæ- gedes mod en Skyldfri ved en Trudsel af hiin Paapegede -- hiin nu vor Coriolanus mellem Vascerne, hvem Actor strider for paa dette forum og bringer en Triumf ved en Paastand -- der er fordømt af Retfærdigheden, naar der siges om den, at den er aldeles i denne Proces' Aand. Den skal være mere end afbeviist, idet jeg afbeviser Commis- sionens. Jeg bringer ærb: i Erindring, at Tidspunctet, da jeg efter Actors fornemme Mening skal have vist Mangel paa Anstænd: og Æresfølelse, og, efter Commissionens min eneste paaankede (men ei tilværende) Forbrydelse Tilsidesættelse af Respect for Vagtens og andre Vedkommendes Befalinger, var, da Cand. Lerche paaredes af Lt. Jentoft og jeg, der intet ahnede, anholdtes. Jeg har godtgjort i Medhold af Com: at min Vilje ikke var at for- nærme -- men tvertom -- jeg har godtgjort, at jeg ingen fornær- mede. Det er kun givet at jeg desuagtet anholdtes paa skarpeste Maade medens Andre fik være der samt at jeg æskede Op- lysning om hvor jeg uantastet kunde være. Jeg troer tillige at have godtgjort mod Actor at dette ikke var saa let at afgjøre SIDE: 154 for mig da Siderne vare tilstængte af Leiren paa den ene, og ved en Udfalden af Brigaden paa den anden og da jeg ikke maatte være hvor Andre var. Pladsen foran brigaden var dens, og did vogtede jeg mig altid at komme, kun listende mig hvor jeg troede at kunne det i Stilhed. Og skulde jeg alene forvises til Sko- gen, der var ubeqvem nok for En tilhest, da maatte jeg frem i den Direction, jeg var; og til Skogbryne, hvor Damerne stod, vilde jeg. Videre er det givet, at jeg yttrede Misnøje med Kreuzes bru- tale og ubestemte, for mig der frygtede at komme fra Scylla i Char: efter bedste Skjøn ikke følgelige "Vil han mars væk!" -- samt at jeg bebreidede Vagten dens Kaadhed, omtrentlig saa- ledes: "er dette en Vagt? Opførsel som af en Vagt?" Her maa jeg tillade mig ærb. at gjøre opmærksom paa, at den Yttring som under denne Ordvexel, hvilken fra min Side ene kom af at man ikke oplyste mig om hvor jeg uden fremdeles Prostitu- tion kunde opholde mig -- altsaa af Anstænd:følelse -- skal være undsluppen mig, og hvilken man finder mest graverende, nemlig den: "Skam jer hvad Tjeneste I staae i!" -- eller formodentlig og rimeligviis: "Skam jer hvad Tjeneste I gjøre!" af Com: for- svares -- og i Anledn: heraf, at Com: antager, at Lie selv har været med i den haanende Vagt, -- og at det i det hele har været misligt med Commandoen, da Lies foregivne Ordre til Vagten at holde styr ikke erkjendes af selve 2den Underofficeer Andersen. Videre er det godtgjort af Com: [s] Charakteristik over mit Parti i Ordvexlen, nemlig osv -- -- naturligviis først er heraf godtgjort at Com:, efter saadant Ræ- sonnement paa en ubegribelig Maade er kommen til sit fixe Begreb om min Forbrydelse, min Ulydighed, men ogsaa, at Ord- vexlen fra min Side var nødtvungen. Derhos er det godtgjort at jeg paa første Anviisning af en Demarcationslinie forføjede mig udenfor denne, og -- som Com: indrømmer -- "blev holdende der", ventende paa dujourhavende Officeer, for hvem jeg havde erklæret at ville forklage mig. "Forklage mig!" H. H.! i min Stilling, med min Frygt, at være udsat for Fiendesvold, ja allerede i den -- hvem vil forklage sig og det for En af disses Colleger, uden den der er fornærmet haardt efter inderste Overbeviisning? Dette var Optrinet, som skal være mig farligst. Hvad er der blandet i disse Øine -- hvilket Skjær -- at de see For- SIDE: 155 brydelse her? Jeg har opført mig roligere end det anstod et saaledes fornærmet ungt Mske. Men den hemmelige Ahnelse om Efterstræbelse, Visheden om mine Uvenners Overmagt, hine qvindelige Bekjendtes Overvær lod mig vedligeholde en rolig [ ] Forsigtighed, som jeg maa forundre mig over, naar jeg gjentænker mig Raaheden og Lumpenheden; og hvorom Vid- nesbyrd ere afgivne i Eenstemmigheden af mine mange Forkla- ringer og i min stadige Overbeviisning om skeet Uret. -- Jeg blev holdende -- uden for Opst. -- ventende en Officeer, jeg kunde klage over. Hvorledes opførte jeg mig da under dette Optrin? Intet imputeres mig. Dettes Strafskyld tilhører alene Lie. Det er godtgjort at jeg fremdeles forhaanedes paa dette tilladte Rum, mens jeg ventede i lovl: Ærinde -- at jeg var villig til Arrest, da det stak Lie at more sig hermed. Lies egne Ud- sagn erklære at jeg spurgte efter vedk. Officeer. Og da Ud- mattelse, Ærgrelse og Tørst forlangte Lædskelse, var det af Anstænd:følelse at jeg vilde skjule dens Tilfredsstillelse. Dette kunde kun skee bag el: i et Telt; -- og, da Vagten en Stund havde været stille, troede jeg at kunne anmode Lie, som jeg forudsatte saa megen plebejisk Godmodighed hos, om at tillade mig dette. Com: indrømmer mig nu, at jeg "har havt Tilladelse til at gaae over Linien". Men kom jeg nu for at bede? Kan jeg da have fornærmet, stødt m: fl: Afsindigheder? Kom jeg af Delicatesse -- kan jeg da have villet midt paa aabent Rum, indvælte mig i Slagsmaal med den bevæbnede Jægere? Jeg blues ved at maatte modsige saadant. Man veed nu hvad der skede -- jeg blev grebet og slaaet. -- Herom Intet! Gjerningen raaber selv. Nu Processen, da jeg stod alene mod Corpset og Praëm alene med 1/2 Procurator i Referenten -- og her Actor med sin Act, der alene er marqveret, hvor man har kunnet finde noget Skin imod mig. Nei -- ikke alene; thi Sandheden har været med mig gjennem Alt, og her i denne Sal søger denne Himmelske sin indtil nu borteværende Mage den jordiske Retfærd. Den -- jeg har lidt for Haabet at finde denne. Mskelighedens, Grund- lovens, Reglementets, min Fornærmer har Intet lidt; -- han er avanceret. Modadvocaternes Bebreidelser for Commissionssags Anlæg rammer ikke mig. Der er Ingen som hader den mere SIDE: 156 end jeg. Jeg var fornøjet med hvad Revenge man vilde give mig. Dette viser et Indlæg fra 14. Marz (troer jeg) 29 hvor jeg helt igjennem erklærer mig saa. Jeg tillader mig H. H.! at paastaae paa Grund af at Quart. Lie har tilbagetaget sin første Fremstilling af Hovedscenen og af Districtsl. Kjølst. og Stmds. Overns. Prov, at Justitiens videre Tiltale forbeholdes imod ham for urigtigt Vidnesbyrd. Samt gjælder denne Paastand ogsaa for Proc. Praëms Vedkommende saasom han tildels tilbagetager under senere Sag injurierende Beskyldn., han siger sig som edfæstet Vidne i denne Sag at have fremsat. Udtryk Mortificerede. Skulde nogen af de høistærv. [H.?] tvivle om [ ] og Udtryk. For de 30 Daler er her ikke kjæmpet -- for Retfærdigheden og Sandheden og Liberaliteten, for et forfulgt Individ. De 30 Daler være skjænkede Slavecassen som aftvungne af Brigadechefen til Slavernes [?] Maver [?] . Heller ikke paastaaes haardere Straf end af Commissionen ansat for Lie. Men strafløs paastaaer jeg den Forfulgte, den uretfærdig Straffede at være, strafløs og fri for Omkostninger. Erstat- ning kan mig ikke gives. -- H. H: jeg har ikke villet vækket Medlidenhed over den Med- fart jeg har lidt. Jeg har lært selv at undvære Retfærdigheden. TIL AKERSHUS AMT Grønlien 16. Februar 1839. Til Agershuus Amt. Da jeg agter at indgaae med underdanig Ansøgning om at maatte vorde eftergivet Omkostningerne i den saakaldte Gaar- dermosag, paadømt ved Højesteret i Sommeren 1833, udbedes Akten udlaant af Amtets Archiv, hvor den formenes beroende. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 157 ET NØDVENDIGT ORD (Af Henrik Wergeland, Cand. Theol.) Morgenbladet 6. -- 8. febr. 1831. [Trykt i dette verks avdeling III, bind I, s. 155 -- 161.] Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 15. april 1831. Paa en Gjennemreise træffer jeg Procurator Praems Tilsvar til mit i Februar d. A. i Morgenbladet Indrykkede om hans skurke- mæssige Fremfærd imod mig, og har da blot Tid til at forsikkre Publicum, at ved min Hjemkomst skal denne Forbryder mod Stat og Menneskehed stemples som fortjent. Christiania, den 14de April 1831. Henr. Wergeland, Cand. Theol. [Før trykt i dette verks avdeling III, bind I, s. 181.] Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [Eidsvoll 23. april 1831.] Da Procurator J: O: Praëms Embedsfærd vil vorde under- kastet en Prøvelse for Domstolene, saasom jeg paa Grund af forskjellige formeentlige uretfærdige, udsuende og lovløse Hand- linger af bemælte Praëm, hvilke især have faldet mine Sam- bygdinger til Lidelse, har i offentlig Tidende fældet en saadan Dom om denne Embedsmands Fremfærd, at Staten derfor maa fordre Beviser, saa anmoder jeg alle og Enhver, som paa hvilken- somhelst Maade skulle formene sig forurettede af bemældte Praëm til at henvende sig til mig, for at jeg efter Prøvelse kan ordne deres Klager imellem mine Ankeposter og Beviser mod ham. I Tilfælde jeg antager Sagfører, da vil han modtage og afbenytte samme til fælles Bedste. Da Sagen angaaer Embeds- fortabelse saavidt jeg endnu seer, samt da en heel Deel Er- statninger turde falde Procurator Praëm til Pligt, saa raader jeg alle og Enhver som han indesidder med Regnskaber for, til hurtigst at faae samme afgjort. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 158 CIRKULÆRE [Eidsvoll i april 1831.] At Procurator Praëm intet godt Ord og Rygte har havt eller har iblandt Folk som Forretnings- og Embedsmand, saaledes at han er berygtet for Ubluehed i Pengefordringer og Haardhed ved Inddrivelser, kunne vi Mænd af Eidsvold bevidne. Henrik Wergeland PÅTEGNING PÅ STEVNING Eidsvold 30te April 1831. Denne Stevning hvori Forbryderen mod Stat og Menneskehed, ved de Paastande, Raseriet over at see sig endeligen paagrebet, betynget med Skyld, lægger Synderens oprørte Sjelstilstand for Dagen, er mig forkyndt. -- Contrastevning skal vorde udtaget. Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold 30te April 1831. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politie-væsenet. Idet Undertegnede imødeseer en Proces med Procurator i Agershuus-amt J. O. Praëm, hvorved jeg skal bevise mine offent- lige Erklæringer om ham i Morgenbladet No 105 d.A., hvilke angaaer hans Færd som Menneske og Embedsmand, erholder jeg idag en Stevning fra Bemeldte, hvori han siger, at han ganske vist venter, om det ikke allerede er udfærdiget, beneficium pro- cessus gratuiti, og indstevner mig til Straf for Ovennævnte i Morgenbladet No 105 samt for hvad Fornærmeligt jeg i "Skand- skrifter og Pasquiller skriftligen og ved mundtlige Udladelser" maatte have yttret imod ham. Da jeg meget tvivler paa, at en fornærmet Embedsmands Pri- vilegium ogsaa strækker sig did, at han i en Sag, han, hvis han vil vedblive som Embedsmand, maa anlægge, og derfor be- vilges beneficium processus gratuiti til, ogsaa kan benytte dette beneficium til at faae sine private Sager afgjorte og forvikle SIDE: 159 Hovedsagen eller den alene beneficerede Sag, samt vidtløftig- gjøre denne, tillader jeg mig, at andrage om, at, hvis beneficium bevilges Procurator Praem, da deri maa fastsættes bestemt, hvilke af mine ærerørige Anker mod ham som Embedsmand, det er han erholder fri Sagførelse imod, eller -- kortere -- hvorvidt Hans beneficium processus gratuiti strækker sig. underdanig Henr. Wergeland Cand. theol. TIL DEN KONGELIGE NORSKE REGJERING [Eidsvoll 28. mai 1831.] Candidatus theologiæ Henrik A. Wergeland i Eidsvold ansøger under- danig, om at beneficium processus gratuiti naadigst maa vorde ham indrøm- met, samt at Stiftsoverrets- procurator Randklev maa vorde ham befalet til Sag- fører i den Proces, han er underkastet mod Procura- tor i Agershuus Amt J. O. Praëm, fordi han offent- ligen har stemplet Denne Embedsmand som "For- bryder mod Stat og Men- neskehed". For denne min Ansøgning, som Nødven- digheden byder mig at affatte, om end ikke en almeent som fortrinlig erkjendt Jurist derom havde givet mig det bedste Haab, og som med dette herved under- danigen anbefales den kongelige norske Regjerings Retviished om at beneficium processus gratuiti naadigen maa vorde mig indrømmet til den Proces, som er opkom- men imellem Procurator i Agershuus Amt J. O. Praëm og mig, formedelst min i et Morgenblad d: A: fremsatte Beskyldning imod denne Embedsmand, som den, der er "en Forbryder mod Stat og Menneskehed", tillader jeg mig at anføre følgende Grunde: 1. Jeg har paadraget mig denne Sag med alle dens Uleilig- heder og tilsyneladende Farer ikke for min egen, men for An- dres Skyld. Og for hvilke Andres? For Deres, der maae have en Talsmand: for uvidende, men forurettede Bønders, for lidende Medborgeres, for Enkers, for ødelagte Familiers, hvis Klager og Taarer, idet de rakte Beviserne for deres Retfærdig- hed frem, hvis Veeraab over, hvis Jammer under en udsuende, forbryderisk Embedsmand jeg ikke længere formaaede at udholde, ligesaalidt som Synet af Dennes, efter et consequent Udsuelses- SIDE: 160 system, fortsatte Ødelæggelser mellem Mnsker, der maatte være mig kjære. Det var Medlidenheds- og Retfærdigheds-følelser, det var Pligt imod mine Sambygdinger, der i flere Aar, baade før og efterat Staten betroede J. O. Praëm Embede i denne Egn, forgjæves have seet sig om efter Hjælpen, og af Hvilke Enkelte endog have grebet til at klage for Hans Majestæt Selv, der bød mig at gjøre dette Skridt: at sætte videre Betænkeligheder tilside, paadynge min Ungdom, der bøjer sig under Krænkelserne af een vidtløftig Proces, med en ligesaa besværlig, idet jeg som Menneskehedens Talsmand fremtræder som Anklager. Ja, jeg kan vel, uden at gaae forvidt -- thi min Plan var længe gjennem- tænkt og udsprungen ogsaa af dette Motiv -- sige, at det var Følelse af Pligt imod Staten, der ledede mig, da jeg, oprørt over det Hyklende-Dumdristige i at En, der, saasandt der endnu var Liv i hans sedlige Væsens Kjerne, maatte have en saadan Skyld- bevidsthed som Procurator Praëm, turde offentligen erklære Hvilkensomhelst for en Løgner, der kunde dadle Noget i hans Embedsfærd, ilede med mit Angreb, der maatte føre den sene Retfærdighed frem. Følelse af Pligt imod Staten, siger jeg, har ogsaa ledet mig; thi jeg maatte vide, at Denne ikke kan være ligegyldig, ja vel heller ikke i længere Tid uvidende om at et enkelt Menneske saa skjændigen misbruger det Embede, Den betroede ham, ligesaavelsom og, at vor paa Folkets Ønsker og Stemning opmærksomme Regjering langtfra med Indifferenz an- seer, at en Enkelt, ved en saadan fortsat ulovlig Embedsfærd, som den, hvoraf jeg har hentet mine Beviser imod Procurator Praëm, nærer og udvikler en Misfornøjelse hos en Fleerhed i Bondestanden, som Denne af Uvidenhed saa let forplanter over paa den hele Embedsstand -- en Folke-tænkemaade, de gode Borgere, der have nogensomhelst Indvirkning paa Folket, ikkun kunne lede og afholde fra fordærvelige Udbrud, men hvortil Statsmagterne alene kunne oprive Rødderne. Dette skeer da ogsaa, naar Staten, saavidt det ved Retfærd og Billighed kan skee, fremhjælper den Borger, der fremtræder for sine lidende, til at erhverve sig Ret evneløse Medmennesker, saaat han ikke af Armod eller af anden Kraftmangel synker under sit af Pligt- følelse paatagne Arbeide. At Folket virkelig saaledes betragter Sagen, ja, at Folket viden- SIDE: 161 fra udenom disse Bygder med opmærksom Forventning haaber, at see et Exempel statueret paa den mest berygtede Bondeplager, derpaa modtager jeg Beviser; og ligesaavel heri, som i Embeds- mænds deeltagende Yttringer, hvori Embedsstanden lykønskes til at blive af med en Plet, der har skadet dens Anseelse, finder jeg vel Opmuntring; -- men den Hjælp til at fyldestgjøre Ret- færdigheden og tilfulde opfylde Forventningerne, og som jeg be- høver forat ikke jeg skal blive Den, der "døer for Folket" kan alene Staten skjænke mig. -- Hvor lidet endog en Parallel kan kaldes et Argument, saa falder dog en Saadan en mig ind, som jeg vil hensætte her: i sit første Udkast -- som de fattigere Lidendes, de Undertryktes Talsmand -- var dog den romerske Folketribun-magt ærværdig, ja, næsten ideal-skjøn. Han frem- traadte anklagende for Senatet, og det hørte ham altid med største Opmærkssomhed -- kort, gjorde Hvad der stod i dets Magt forat fyldestgjøre Folket, eller rettere Retfærdigheden, naar den talte igjennem Folkets authoriserede Organ. In re er jeg her i denne Sag et saadant Folkets Organ -- ikke authoriseret af Staten; [......] oprørt over at Procurator Praëm, i stadig, progressiv Tilvæxt, har vedligeholdt det almene slette Rygte, han erhvervede sig næsten strax efterat han satte Foden her i Landet og som alle- rede i malende, kraftige Udtryk, udtalte sig gjennem sal: Justitiarius Falsens Mund paa Storthinget -- selv om jeg, saa svagt udrustet, ja alene støttende mig til den moralske Dom, i Ubesindighed havde yttret Hvad der nu trækker mig, belæsset med retlige Beviser, for den juridiske Domstol, hvor den blinde Justitia vil føle og tage paa med Hænderne -- selv da vilde en billig Med- følelse anbefale mig til al Statens Hjælp. Men nu, da jeg staaer der i Mængden af Klagende, med Beviser ihænde om de for- skjelligste Forbrydelser, og af hvilke Beviser det kgl. Finanz- departement er vidende om Eets Beskaffenhed, der maa anbe- fale mig, samt da -- paa Faae nær -- alle Selvejende i min og Proc. Praëms Hjembygd, have udtrykt deres Misfornøjelse med denne Embedsmand og Bifald til mine Bestræbelser for at de kunne blive ham qvit ved -- bekræftende den ene af de almin- delige Ankeposter imod ham -- at underskrive, dels med, dels uden eget Tillæg "at Rygtet er almindeligt" følgende Erklæring: "At Procurator Praëm intet godt Ord og Rygte har havt eller SIDE: 162 har iblandt Folk som Forretnings- og Embedsmand; men at han tvertimod er berygtet for Ubluhed i Pengefordringer og Haardhed ved disses Inddrivelser, kunne vi Mænd af Eidsvold ikke andet end bevidne." -- da troer jeg medrette at kunne ansees som in casu en heel Medborgerclasses Organ, og at anføre som Grund for min underdanige Ansøgning, at jeg ikke fører min egen, men Andres: lidende, i længere Tid forurettede Medborgeres af Bonde- standens Sag, af hvilke Alle mangle Evner til selv at [......] TIL BORCHSENIUS Eidsvold 11te Mai 1832. S: T: Administrerende i Sagen Procurator Praëm mod Candidat Wergeland. Den Anmodning, som er Gjenstand for denne Skrivelse, der ønskes vedlagt eller indtaget i Protocollen, er vel ikke nødvendig for Deres uomtvivlede Nidkjærhed for Retfærdspleien, men burde dog, fordi min Modpart fremturer i paa forskjellige Maader at krænke denne, forlængst være skeet. Den ærede Dommer vil vide hvad der er at gjøre, naar saadanne saavel mod Processens Formelle stridende som i dens Reelle indgribende Foretagender vises at være gjorte af en Part, som dem jeg her vil paapege, idet jeg anmoder om at Retten vil sikkre mig, den anden Part, for de skadelige Følger, de kunne have. 1. Gjøres opmærksom paa, at Modparten fremdeles ikke holder sig efterrettelig dem, ham saavel af Dommeren selv, ved første Forhør, som af denne og min Advocat oftere givne Irettesættelser og Advarsler mod at lægge Vidnerne Ord i Munden. Den første Irettesættelse, han desangaaende fik af Dommeren, erindres at være falden under Christen Christopher- sen Dønnums Prov. Og har denne paaankede Uregelmæssighed været saa paafaldende, at mange Personer have forundret sig over, at saadant kunde hengaae længere upaatalt anderledes end med de mangfoldige mundtlige Erindringer han har faaet, uden at iagttage derfor noget sømmeligere Forhold. 2. Gjøres opmærksom paa, at Modparten, ved en til Vanvi- dets eller Raseriets Paroxysmer gaaende Opførsel inden Rettens SIDE: 163 Skranker, naar et eller andet ham ubehageligt Prov er under Afgivelse, og af en saadan Voldsomhed, at Examination, Proto- collation og enhver Retshandling derved og derunder ophævedes, ja at endog Andres end Vidnets Tanker af Forfærdelse maatte adspredes, har forseet sig imod Lovens 1 -- 12, og søgt at for- virre og skrække Vidner, saafremt det ikke skulde godtgjøres, at han stundom ikke er sig Selv mægtig. -- I hvad der end af disse to Tilfælde er det rette, saa maa saavel, Rettens uhin- drede Pleie og Anstand som min Tarv og Vidners Thingfred sikkres. Under Anders Jensen Bergereies Afhørelse forefaldt et Optrin af ovenbeskrevne Slags, under hvilket, om det end bar alle Præg af en til Sindsforvirring stegen Rasenhed, dog i den Tiltale til Vidnet, hvormed det, midtunder Provet, brød løs imod dette "jasaa! Du har da kommet til mig som Spion? som Spion for Wergeland? Ha!" o.s.v., den Hensigt at dupere Vidnet m. m. umiskjendeligen fremstikker. Den Irettettesættelse og Paa- mindelse af Administrerende, at han ved slig Fremfærd maatte hæve Retten, som Modparten da paadrog sig, har han langtfra holdt sig efterrettelig; thi lignende Scene forefaldt under For- hørene paa Vaarthinget. 3. Bringes i Erindring, at Modparten ved de fleste Forhører har krænket Thingfreden i Almindelighed og Undertegnedes isærdeleshed ved at afbryde Retshandlingerne med voldsomme Udbrud, som, da de indeholdt som oftest de fornærmeligste Apostrofer til Sagen uvedkommende, men Undertegnede nær- mest vedkommende Person, foruden Bagvaskerens og den endnu skammeligere Hensigt, som lader sig tænke, ligefremt maatte gaae ud paa at fornærme paa det smerteligste og derved at opirre Underteg- nede. -- Modparten er forgjæves saavel af Administrerende som af Undertegnede med Advocat, ja af egen Advocat, gjort opmærk- som paa det Ulovlige, Urigtige og Umoralske i slig Fremfærd, og anmodet om at iagttage en bedre og sømmeligere. Jeg er- klærer rent ud, at Retten maa sikkre mig for ikke oftere at fristes til hvilkensomhelst Exces man kan tænke sig naturlig hos et gjentagne Gange paa det føleligste fornærmet ungt Menneske. Retten maa staae mig til Ansvar, at jeg ufornærmet og uden at udsættes for at forsee mig, kan nærme mig i Velfærds- og Æres- sag, dens Skranker. SIDE: 164 4. Underrettes om, at min Modpart udenfor Retten søger at virke paa Vidnerne til forandret Udsagn eller anderledes Ud- sagn, end de kunne give. Dette er skeet med endnu ikke afhørt, men omnævnt Vidne Marthe Julsrud, som han reiste til og forlod med Ed paa, at hun løi, da hun maatte erklære, at hendes Samvittighed forbød hende at gaae ind paa den Frem- stilling af Sagen, han vilde bibringe hende. Og dette skal være skeet med Jens Nielsen Julsrud. Hvorvidt Loven henregner det til tilladelig Paavirken paa Vidne, at han, da han fornam oven- nævnte Marthe Julsrud at vedblive sin Overbeviisning, samme Dag ved Lensmanden, formeentlig beskikkelsesviis, lader hende tilsige, at den Koe var afqvittet i Regnskabet, som hun, ligesom afhørte Broder, kun kunde sige var tilbudt, betingelsesviis, afæsket bestemt og erholdt som "Gave", uden at Betingelserne holdtes -- hvorvidt dette er Paavirken paa Vidne, om den er tilladelig, eller om deslige Præcauteler eller retter Postcauteler ere tilladelige -- det vides ikke. En Slags Delicatesse gives der dog vel i slige Tilfælde, hvis Mangel man ikke vel stiltiende kan ansee. -- I følgende Post vil man idetmindste finde denne Mangel. 5. Omendskjøndt Undertegnede med Sagfører i Stevningerne have omnævnt de Personer de vare at forkyndes for: saa iagt- tager dog min Modpart ikke samme Fremgangsmaade, idet hans Stevninger ikke nævner de Vidner, han lader ved Lensmanden tilsige. Jeg finder i dem blot, at de gjælde for alle dem, de maatte forkyndes for. Ved denne skjulte Fremgang, om hvis Lovlighed eller Ulovlighed jeg er uvidende, er idetmindste en Slags Billigheds-Ligevægt, en Liighed i Procesfremgangsmaade, som vist ikke er uden Nytte og idetmindste hvad man kaldte anstændig og honet, fra Modpartens Side ophævet. -- Imid- lertid haaber jeg, at den ærede Dommer vil vide at sikkre anden Part al billig og lovlig Rets Nydelse, Skranken sin An- stand, og mig, samt Vidnerne Rettens Fred for Fremtiden, samt at anvende Loven mod de Indgreb, som herimod ere skeete eller kunne skee. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 165 TIL NILSON Langvæg den 7de December 1832. Til Hrr. Sættedommeren i Sagen mellem Proc. Praëm og Cand. Wergeland. P. M. Imellem Sagens Papirer vil findes et i Foraaret d. A. fra mig til daværende Sagens Administrator stilet Brev, hvori jeg, be- klagende mig over min Modparts forskiellige ulovlige Fremfærd samt uanstændige og Rettens Anstand krænkende Opførsel, op- fordrer ham ærbødigt til at paasee min Tarv i saa Henseende. Denne Opfordring var naturligviis ledsaget med den skyldigste Erkjendelse baade af Administrators gode Villie og frugtesløse gjentagne Forsøg fra hans Side for i saa Henseende at opfylde sin Pligt, samt af Vanskeligheden af at kunne altid komme de uanstændige Udbrud af et overordentligt lidenskabeligt af indre og ydre Omstændigheder oprørt Gemyt. Jeg erkjendte tillige at min tilforordnede Advocat ligeledes havde giort alt sit, men med lidet Føie, til, for at sætte Grændse for en Ubændighed der fore [kom] alle Tilstedeværende lige oprørende, ja i visse Mo- menter frygtelig. Samme Erkjendelse af meget ærede Hrr. Sætte- dommers Villie og Evne til at sørge for Parters og Rettens Tarv, afgiver jeg skyldigst, i det jeg tillader mig at gjøre S. T. og op- mærksom paa hiin Ankeskrivelse, paa Grund af at den, trods sin Sandhed og Alvor, ikke har havt den tilsigtede Virkning paa Modpartens Opførsel. Han har nemlig atter forseet sig mod dens 2de Hovedpuncter. Disse gaae ud paa 1), en util- ladelig snart insinuerende, snart imponerende Adfærd mod Vidner for Skranken; -- samt 2), som ovenberørt, en Retten forstyrrende, Vidner forvirrende Opførsel, der oftest i høi Grad har været Undertegnede fornærmende. At han, Procurator Praem, ikke har med Hensyn til 1ste Punct, forbedret sig, er beviist derved, at min Advocat har desaarsag senere maattet for Skranken tale ham tilrette. Og at han til Undertegnedes Fornærmelse ogsaa i 2det Punct atter har overskredet baade Ret og Sømmelighed, er klart for hele Rettens Personale, som var 30te Septbr: Vidne til, at min Modpart truede med voldsomt Angreb paa min Person selv midt i Retten saafremt jeg fremdeles tillod mig at tiltale ham paa samme Maade som da. Dette bestod nemlig i, at jeg i Øieblikket SIDE: 166 før Retten sattes, gjorde ham opmærksom paa min i Vaar ind- leverede Ankeskrivelse over hans Opførsel, og at jeg, saasom min Advocat havde maattet irettesætte ham ved et senere For- hør, der under mit Fravær i Sommer d. A. afholdtes, for den utilbørlige Opførsel, som deri paaklagedes, maatte have ham an- modet om for Fremtiden at ændre den. En af de Grunde jeg for denne anmodende Paamindelse brugte, var, at Sagen gjeldte saavel min som hans Velvære samt at saavel min Advocats som min Adfærd i Sagen havde været hans modsat og upaa- anket af Administrator og Modpart med Sagfører. Paa Grund af Ovenanførte, anmoder jeg høistærede Hr. Sættedommer om at anvende den meest skjærpede, ellers ved andre Sager næppe nødvendige, Opmærksomhed paa at min Tarv ikke i nogen af de ovenberørte Henseender krænkes paa nye eller rettere ofte gjentagne Gange. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NILSON Eidsvold den 10de Aprili 1833. S: T: Hr. Sættedommeren i Sagen mellem Proc. Praëm og Wergeland. Det er Dem, høistærede Hr. Sættedommer, bekjendt, at jeg allerede togange har skrivtligen maattet hentye til den Beskyt- telse, jeg har troet Retten har kunnet og burdet give mig mod Vederpartens ligesaa uterlige som moralsk oprørende Fremfærd inden Skranken til forskjellige, men langtfra særskilt under Paatale anmærkede Tider. At disse Foretagender, der hensigte klar- ligen saavel til Rettens som Sagens Bedste, intet have frugtet, vil være i Deres egen Erindring fra sidste Retsmøde. Det er derhos mod min Advocats Beraad, at jeg trediegang, med atter fornyet Begrundelse, men for at forsøge om muligt med bedre Held, tyer til al den Beskyttelse, der er i Rettens Magt mod en Opførsel af Vederparten af saa oprørende en Natur, som den, der da standsede Rettens Forhandlinger, krænkede, forvirrede og forfærdede. -- Jeg forlanger Rettens Paategning om dette ikke er sandt, SIDE: 167 om ikke min Modpart afbrød Vidneførselen ved den vold- somste og utilbørligste Opførsel til Rettens Krænkelse, Sagens Stansning og Thingalmuens Forargelse baade paa Grund af Op- trinets egen Beskaffenhed, og af de særlige, unaturligen oprø- rende Udladelser, som Modparten da tillod sig, og hvilke jeg har forsikkret mig. -- Jeg bringer tillige ærbødigst i Erindring, at jeg dengang mundtlig æskede Rettens kraftigste Bistand. I det jeg forresten forbeholder lovlig Anke over Modpartens Opførsel som anmærket, og atter erkjender det vanskelige for Retten i at forebygge den i det sti- gende Raseries og Explosionens Øjeblikke, troer jeg at burde æske Rettens skrivtlige Irettesættelse min Modpart dicteret i Protocollen, forat muligens Erindringen om at dette Middel er anvendt kunde forebygge lignende Skandaler for Eftertiden. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL RETTEN Eidsvold 22de Aug 1833. Til at opfylde ovenyttrede Hrr Praems Ønske skulde jeg natur- ligviis være saa meget mindre utilbøielig som jeg selv tilforn, skjøndt forgjæves, har fremlagt Forskjelliges skrivtlige Anker, op- fordrende disses Angjeldende, Proc. Praem, til at frabevise sig dem. Hvad ovenberørte Anke fra Hjort angaaer, da beklager jeg ret, ikke for Øieblikket at kunne opfylde Provocantens Ønske, der maatte overraske naar han viste andre af mig fremlagte Anke- skrivelser saa liden Opmærksomhed. Efter den omhyggeligste Leden i alle mine Gjemmer kan jeg for Øieblikket ikke finde Hjorts Papirer, og maae da enten antage at de ere i min Advo- cats Værge -- ere forlagte, eller vel endog tabte. Jeg skulde dog næsten troe, at det sidste er Tilfældet, og at dette er skeet paa Langvæg, da det forekommer mig, skjøndt dunkelt, somom jeg havde dem med didhen sidste eller næstsidste Thingdag. Dog erindres, at Indholden gik ud paa ligefrem at beskylde Praem for i J: Hjorts Huus iværksat Ran af et Skiftedocument -- for- meentlig en privat Control Hjort havde holdt i Skifte paa Bjørn- stad i Feiring -- og hvorved paastodes Boet tilføiet et betydelig SIDE: 168 Tab -- det Hjort anslog i 100 Dalerviis. Som Vidne til Ranet stod antegnet under Hans Risebrobakken, den Ældre, der endnu troes at leve, og som senere for mig har bekræftet de Passerede som Hjort opgav det. Et andet Brev fra Hjort beskyldte P. for Forfalskninger af et Gjeldsbrev fra en Hans Iversen Kringlen i Nannestad. Disse Breve vare af Hjort selv, uden Motiv fra Undertegnede, tilsendte denne til forskjellige Tider. Alt skal imidlertid gjøres forat tilveiebringe Originalerne efter Praems Forlangende, der seent i gaaraftes modtoges. Henr. Wergeland. De hjortske Papirer fundne engang i October og fremlagt ved Decemberthing /33. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll 13. september 1833.] S. T. Hr. Praëm. Jeg troer at burde lade Dem vide, at jeg aldeles ikke seer mig istand til at afbenytte Sagens Papirer til sidst i denne Maa- ned. De ere dertil for vidtløftige og kræve for alvorlig Behand- ling. Desuden vil ny Vidneførsel blive nødvendig her og andet- steds. Jeg underretter herom forat tilbyde Dem Sagens Papirer til yderligere Brug fra Deres Side om saa maatte behage forat ikke Tiden skal gaae tilspilde. Deres Erklæring om Salget af Berg til Dr. Hermann ønskes -- samt om O. Trøgstads Regnskaber -- Alt for Hurtigheds Skyld, for ei at opsætte til Svar kan komme fra Hermann osv. -- Henr. Wergeland. P. S. Stauringsmaskinen maa af Dem tilbagetransporteres samt Deres Erklæring om Nytten deraf ventes afgivet. SIDE: 169 TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll 15. september 1833]. Jeg vil extrahere alt hvad jeg kan, men maa udsætte endelig Tilskrivt indtil jeg har ført Vidner her og andetsteds. Til Decbr. skal Alt være færdigt. Baade Hauge og Nsen yttrede Tvivl om Muligheden af at jeg til Høstthinget kunde blive færdig. De maa selv dele denne Mening. Skal vi voldgive Sagen. -- Henr. W -- TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 5. Nov. 33. S. T. Herr Procurator Praëm. Da jeg snart tænker at tage Sagens Papirer fat, maa jeg op- fordre Dem til at meddele mig mod Quittering en Dem i Vin- teren 30 -- 31 af Skriver Borchsenius meddelt og i senere Attest fra ham paaberaabt, men ingensinde fremlagt Attest. Skulde de mundtlig ville meddele mig den, da skal jeg imorgen Kl. 5 være i Ebakken. Behageligt Svar udbedes. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd. 15 Novbr. 33. S. T. Herr Procurator Praëm. Jeg giver mig herved den Frihed at adspørge Dem, om De ved Paategning herpaa vil tilkjendegive at De vedtager Varsel til Thingsvidne ved Rommedals Decbrmaanedsthing, som afholdes enten Tirsdag eller Onsdag Ugen før Juul, men hvilken Dag be- timeligen og bestemt skal blive Dem og andre Vedkommende opgivet. Det er mig nu ihændekomne Decumenter i den Ole Thorbjørnsrudske Sag der bestemmer mig hertil. Procurator Hauge skal paa lignende Maade blive anmodet om at modtage Varsel, saafremt De beqvemmer Dem til denne nem- mere Maade, hvorimod De og Han, i manglende Fald skulle blive varslede ved al Formalitet. Henr. Wergeland. SIDE: 170 TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd. 20 Novbr. 33. S. T. Herr Procurator Praëm. Erkjendtlig for vedtaget Varsel i honet Skrivelse af 17de d. har jeg den Fornøjelse at gjensvare, at en saadan skrivtlig Opgave har Ole Thorbjørnsrud under Vitterlighed af et af Stevnevid- nerne samt en Gaardmand herfra Bygden meddelt mig tilligemed Deres originale Forlig afsluttet hos ham paa Executionsdagen 29 Juni 1822 og gaaende ud paa at fastsætte Summen fra 348 Sp. med Rente fra 1815 til 520 Sp. med Rente til 1ste Mai 23, hvori Deres Godtgjørelse skulde være indbegrebet. Imidlertid veed jeg endnu ikke, om jeg benytter Deres gode Tilbud, da enkelte Personers f. Ex: Ole Brøshougs uforskammede Upaalidelighed -- denne Karl kom saaledes til mig imellem de allerførste Klagere og sagde sig viist til mig fra Fogden Malthe -- har lært mig at søge saa fast Grund jeg kan faae. -- Dog har jeg en vigtigere Sag, som dog maaskee mundtlig af- handledes bedre, omendskjøndt jeg dog herpaa udbeder skrivtlig Svar, der er Gjenstand for disse Linier. Jeg sidder her mellem Acterne Kl. 6 Morgen; men -- det er 20de Novbr. Jeg har 16 Dage eller kun 13 -- 14 tilbage. Jeg forudseer Umuligheden af at blive færdig, og har derom under- rettet Sættedommeren og Hauge, ymtende dog kun om Sand- synligheden heraf. Jeg har følgende Grunde at opstille for Krav paa Henstand. 1) Sagens Vidtløftighed, Indviklethed, de mange stridige Indlæg; herimod 2) min Ukyndighed i slige Affærer (baade større og mindre end et Mske i min Stilling burde have) 3) en vidtløftig Corresponce [?] , der kan documenteres, Sagen betræffende, hvorfra kun Svar plukviis [?] og langsomt ind- løbe fra fjernere Egne. 4) adskillige Retshandlinger, ligesaa i sin Tid tabte. 5) Sandsynligheden af at det til Romedals Thing berammede Forhør iværksættes. 6) det umulige i at jeg kan aldeles udelukkende sysselsætte mig med et saa trættende Arbeide, som denne Sag (Hauges SIDE: 171 Indlæg f. Ex: er ødelæggende for Øinene at læse i denne evindelige Lysetid) 7) Efter skrivtlig Accord med Boghdler Hoppe har jeg i denne Tid tillige at "holde en Presse igang, see Mscript ei mang- ler" -- et Velfærdsanliggende for mig, da han betaler mig 10 Sp. pr. Ark, paa hvilket Honorar Creditorer, der ellers kunne paaføre mig Omkostninger, have Krav. 8) Det at jeg bør have Sagen endelig fra mig, hvilket de i 3, 4 og 5 paaberaabte Omstændigheder forbyde. 9) Jeg med Sagfører har altid viist den højeste Interesse for Sagens Hurtighed. Imidlertid tilbyder jeg saadan Overenskomst og Udvei: den 10de Januar overleverer jeg hele Sagen med Indlæg til Dem eller og, om De saa vil, reiser jeg til Hauge eller Nilson, som De vil, med hele Stadsen. De maa indsee, at den Anklagede maa forsvare sig -- at Han maa arbeide, som er anklaget paa Bremerholm og 3 Mark. At han virkelig i lang Tid naarsomhelst har været at finde op til Ørene i disse Papirer vil Deres Guldbrandsen, som undertiden gjør mig den Fornøjelse at see ind til min Ensomhed, kunne for- tælle Dem, og mine Extracter vise. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 20 Novbr 1833. Msr Praëm er en Nar, dersom han vil fremlægge mine private Breve i Retten -- Msr Praëm er mere end en Nar, som ikke kan indsee at sligt Forhold er indiscret (se i Lex:) -- Beskjæf- tiget med Msr Praëms Streger ikke Tid til videre. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 20 Nov: Aften [1833] . S. T. Proc. Praëm. Ligesaavel som jeg havde det Haab, at denne Proces skulde lære Dem adskillige uundværlige Dyder saasom Retsskaffenhed, Mildhed, Barmhjertighed, Redelighed, og a: fl., om end Udøvel- SIDE: 172 sen af disse skulde faae et snevrere Omraade end tilforn: saa havde jeg ogsaa troet, at en Smaalighed, et lumpent Hang til at skuffe Aabenheden skulde forsvinde af Deres Gemyt. -- Jeg seer nu, at den er det naturlig og ligesaa hensynsløs som den Egenkjærlighed og Havesyge, der har ført Dem til Deres Lykkes og Forhaabningers Afgrund. Min Gud -- jeg kan ikke uden at rødme tænke mig et Mske med den Forvorpenhed og Fuulhed, men taabelige Fuulhed -- rødmede De ikke selv, da De skrev det? -- som siger til en Anden i mit Forhold til Dem: "kom lad os tales ved og viis mig da den Tjeneste at fremtae de Docu- menter De endnu har tilbage" -- og som tilstaaer Deres Ønske, og skriver Dem til: naar han vil føje Dem; og disse Rænker vil De fremlægge. De ville jo overvælde Dem med Skam Praëm! Skal det være Triumf? Nei, den er Dem værdig; kun Dem! Følg dette Raad: red hvad De kan ved en anden Adfærd end en saa høist taabelig og beskjæmmende; og søg ingen Støtte i den Beskyldning mod mig at jeg harcellerer Dem. Tro mig, efter umaadelige Fornærmelser, tager jeg min Rolle i Deres Sørgespil med mere Beklagelse og Ædelmod end Had. Dertil er De mig for elendig og beklagelsesværdig. Henr. Wergeland. TIL BORCHSENIUS Eidsvold 21de Novbr. 1833. Velbaarne Hrr Kammerraad, Sorenskriver Borchsenius. De tillader, at jeg herved ærbødigst udbeder mig til Brug i Sagen med Praëm Deres Erklæring, som gjerne herpaa kan tegnes, om den Forhøielse i Incassationsprocenter, han fra først af iværk- satte mens han var hos Dem, skede med Deres Vidende, Vilie og Tilskyndelse, eller om De billigede eller misbilligede den, da den kom til Deres Vbheds Kundskab. Henr. Wergeland. -- SIDE: 173 TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 24/11 33. S. T. Hr. Proc. Praëm. Idet jeg giver mig den Ære at tilstille Dem disse Hauges Linjer foreslaaer jeg atter at vi enes om at sløife Mødet 7de Dcbr. -- hvorom jeg da skal tilskrive Vedkommende, skjøndt De da vel maa melde Hauge Deres Beslutning -- paa den urokkelige Betingelse, at jeg under alle andre Omstændigheder end Syge- leje, som dog yderst sjelden rammer mig -- til 1ste Januar (herlig Julemoro for mig!) afleverer Papirerne til hvem De be- hager. Foruden af opgivne Grunde kan Opsættelse ikke nægtes den paa Ære og Slaveri m: m: Indstevnte af følgende nye: 1) Jeg har hidtil forgjæves reqvireret de seneste Udskrivter. Dette er vel godt nok!? 2) Praëm anfører selv som Grund for sin Udsættelse "at han ei fra forskjellige Steder har som Bilag erholdt de dertil re- qvirerede Udskrivter og Attester" (Maa vel gjelde for mig med, da Samme er Tilfældet) 3) Jeg Lægmand udi den berømmelige jus har hele Sagen at bestille med. 4) Praëms Svar kom 9 (ni) Maaneder efter Thesens Indlæg. 5) Senere Vidneførsel kunde ganske rigtig, som Thesen bemær- ker, været sparet om Modparten havde haft min Artighed at tillade Vidners Afhørelse iflæng efter Tidsbeqvemmelighed. 6) Og -- som Alpha og Omega -- Sagen gjelder mere end Livet. For Livsopholdet under dens Arbeide maa jeg ogsaa arbejde ved Siden; dog skal Beviis produceres for at jeg har arbeidet uhyre i Sagen. Hvad jeg raader til er virkelig det Bedste for os Begge og det Anstændigste for den grusomme Forfatter af Stevningen af 27 April 31. Endeligt Svar udbedes, men hverken intetsigende Forsikk- ringer om "Umuligheden i at udvide Henstanden" eller Moraler eller Jeremiader eller Skjældsord eller vidtdrevne Høfligheder (der kun ere de blanke Haar paa Puus) men blot simpelthen hvad fornuftigt og pynteligt og uundgaaeligt er: "velan Msr Werge- land lad os enes herom!" Husk det er det sidste hvorom vi kunne enes i dette Liv! Henr. Wergeland SIDE: 174 TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold 24 Novbr. 1833. S. T. Herr Procurator m. m. Praëm. Deres Svar af Dato modtaget. C'est bien, Msr. Praëm. Henr. Wergeland. P. S. Sligt Papiir som dette har De dog ikke. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 19 Dec 33. S. T. Herr Proc. p. t. Praëm. I Defens:skrivtet for Lie findes følgende Tirade mellem Deres øvrige Skarn, der nu falder og skal falde med Blyvægt paa Deres syndige Nemesis viede Hoved: "Patriotisme! Gud bedre os! Jeg kunde fortælle Noget, give et træffende Beviis paa et en saadan Patriot værdigt Kryberi af -- Slags. Denne Gang vil jeg forbigaae det, maaskee jeg fuldstændig fortæller det næste Gang." De har undladt at fortælle det. De opfordres nu til at gjøre det i et Document der vedlægges denne Sag. I manglende Fald da vedlægges dette, hvori jeg erklærer Dem for en elendig Skum- ler, om De ikke gjør det. Angaaende føromskrevne Brevskaber samt om naar og hvor De vil see mine Documenter, der aldeles ikke paa anden Maade betroes i Deres troløse Hænder, end under mine Øine eller mot Beviis. Jeg husker da jeg gav Dem Erklæringen af 6 Nov 29. At De ikke skal sige jeg kommer bag paa Dem, saa vid, at jeg ved Siden af mit Indlæg udarbeider et Uddrag af Deres For- brydelser der skal publiceres i Mbldt. formodentlig. Henr. Wergeland. TIL MALTHE Eidsvold 30. Dcbr. 1833. S. T. Hr. Kammerraad og Foged Malthe. Under 23de Juli 1833 skriver Proc. Praëm i fremlagt Skrivelse: "Jeg er anmodet om at foranledige Undersøgelse angaaende endeel SIDE: 175 Budstikker undertegnet H. Wergeland" -- og jeg maae, ligesom jeg forhen har gjort til Amtet og faaet benægtende Svar, at der- fra ingen Anmodning til Praëm var udgaaen, herved have Fogderiet anmodet, om tjenstvilligen at afgive Svar paa: om for dette Praëm har faaet en saadan Anmodning, hvilket gjerne herpaa kan teg- nes til Fremlæggelse i Retten. Rigtignok har Fogden forhen mundtlig leilighedsviis givet lignende Svar som Amtet, men et skrivtligt behøves i ovennævnte Hensigt. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL THESEN [Eidsvold slutten av januar 1834]. Højstærede Hr. Advocat Thesen! Vil De skrive Noget ang. Indlagte. Mit Indlæg vil jeg see at tage med ind til Dem paa Mandag, om jeg faaer Frist af Nilson. Paa Løverdag bliver det færdigt. Deres Henr: Wergeland. TIL RETTEN INDLÆG I SAG ANLAGT AF PROCURATOR PRAèM MOD CAND. THEOL. HENR. WERGELAND FRA HENR. WERGELAND. FIAT JUSTITIA! Eidsvold i Januar 1834. A. Jeg vil gaae ligetil Sagen. Gaardermosagen har viist mig, at den Uskyldige bør ikke bebyrde sig med Anstrengelser for sin Frelse. Men jeg troer netop at gaae ligetil Sagen, selv saadan som den er efter Beneficiets Indskrænkelser, om jeg kaster et, paa Ære og Samvittighed, ved al Edens og det Helliges Magt be- kræftet sandru og klart Lys over de dels foregaaende Led dels mellemliggende Led af Modpartens og mit gjensidige Forhold. SIDE: 176 Dette er nødvendigt, da de ere, af let forklarlige Grunde, der maae søges i Modpartens Bevidsthed, af denne uberørte -- da de godtgjøre, at Annoncen quæst. var en nødvendig Følge deraf -- og da deraf vil blive klart hvor haardeligen det Menneskelige i mig var bleven krænket før jeg fristedes til at concentrere mit Om- dømme om min Fiende saa skarpt, men derfor ikke just bestemt nok, som skeet er. Man skal see, at jeg, før jeg greb til dette Nødværgeskridt, hvortil jeg nys tilforn af P. offentlig var opfordret, havde af egen Erfaring maattet opgive al Tro til Modpartens Redelighed mod mig, alt Haab om at Den skulde standse sine Forfølgelser, som benyttede Vidnets Hellighed til paa det grusomste at fornærme mig ved en uopfordret afgivet mageløs Række af Injurier, mens han vel vidste, at Sagen, hvorunder de afgaves, ved sine Byrder, samt oekonomiske Hensyn, forbød mig at gaae Rettens Vei da med ham; og som lagde Dødshadet for Dagen i den aabne Er- klæring, at han ved at nedbryde min Ære havde til Hensigt at ødelægge min Velfærd, at gjøre mit hele foregaaende Livs Bekost- ninger og Anstrengelser tilintet. Jeg abstraherer min Person herfra; og min Natur og vel en- hver Andens, oprøres ved det Djævelske og Forbryderske mod al Menneskelighed i en saadan Plan, men studser ved Frækheden i at turde under selv en Rets Øine lægge den for Dagen. Og vil da nogen forundres over den Stilling jeg har sat mig i, eller ret- tere saaledes er bleven sat i, til en saadan Modstander, eller over at et saadant Gemyt maner Nemesis over sig, og faaer lære at svale sin glødende Hevn og sone sine Idrætter med Klager over sig selv? Min Advocat har tilfulde godtgjort Tilværet in casu af retorsio injur: -- Men skulde noget Beviis herfor gjøres behov for "Candi- daten til Tugthuset", "Løgneren", "Drukkenbolten", "Falskneren", "Oprøreren" osv.? eller for Den, der erklæres saaledes injuri- eret og derfor injurieret, at alt hans Fremtidshaab kan vorde tilintetgjort? -- ikke at tale om, at disse Capitalinjurier gives en snigende Offentlighed, forvandles i Afskrivter til vandrende Pas- quiller, og endelig offentlig erklæres, at være Pressen emnede. Alt dette maa være Dommeren bekjendt, og jeg appellerer til det Indtryk det gjorde paa hans Gemyt. Min Advocat har dog godtgjort retorsio alene efter disse data, SIDE: 177 og de vare tilstrækkelige, og maae efter al Lov og al Følelse være det. Imidlertid gives der andre, som vare ham, men ikke Praëm ube- kjendte, ihvorvel han har troet at finde sin Regning ved at fortie dem, fordi de røbe lumpen Adfærd mod mig og kuldkaste ganske det Beviis for primus aggressus fra min Side, som han vil hente fra Mbld 268 for 1829. Fordølgelsen heraf har kun viist, at Underfundighed og Klogskab ere forskjellige. Før jeg kommer dertil, vil jeg dog, -- baade for ret at iagttage den chronologiske Orden, jeg for Sandheds og Klarheds Skyld vil vælge i Fremstillingen af vort Forhold, og forat bevise, at Praëms slette Rygte og Medfølelse for Andres Lidelser ved ham har ud- øvet sin fulde Indflydelse paa min Færd og forædler mine Bevæg- grunde, samt forat lægge for Dagen, hvor aabent og oprigtigt jeg har behandlet ham i en Charakters Aand, der ikke kan handle anderledes, -- her forudskikke et Træk, hvis Betydning er let at udfinde. Fra Aarene 1825 -- 27/28 omgikkes jeg Praëm venskabelig. Da hændte det en Sommeraften, efterat jeg i længere Tid havde været borte fra ham, at Ritmester Schilling og jeg rede ham forbi ved hans Gjærde. Praëm raabte os an, inviterede os, og spurgte mig, hvorfor jeg havde været saalænge borte. Jeg opgav ham da Grunden, at være den, "at jeg i den sidste Tid havde hørt, at han skulde være slem med mine Sambygdinger -- at jeg fore- trak at gjøre deres Sag til min, og at erklære ham, at jeg, hvor ilde end for Selskabeligheds Skyld, under saadant ei kunde være hans Ven". Da jeg troer, at jeg detallierede det jeg havde hørt noget nøjere, skjød Praëm til Vidner; og 1 eller 2 Dage derefter havde jeg en Stevning, som af min Fader og mig paategnedes, paa Halsen. Dog kom det, jeg veed ikke hvorfor, ikke videre; og en 3/4 Aar efter hang vor Omgang, som man siger, igjen saa- vidt sammen indtil han tog Parti med en saa rasende Iver i Gaardermosagen eller indtil Stykket i Mbldt 268/29. Min Opførsel heri tør jeg indstevne for alle Ærens Domstole, for enhver hvor Oprigtighed og Aabenhed gjælder; derimod er Praëms Frafald af Sagen mistænkelig nok især paa Grund af senere Udladelser til mig seenhøstes 29 "at han vidste nok, at jeg holdt Øje med ham; men at jeg ikke maatte troe ham saa slet Jurist, at han ikke, om han gjorde noget uret, skulde vide at cachere sig". Disse ere hans egne Ord; -- jeg behøver ikke at sige, at de bidroge sit til at ud- SIDE: 178 danne det Begreb om hans moralske Beskaffenhed, som fandt Udtryk i Annoncen quæst. Hiin foregaaende Begivenhed faaer baade heri Betydning des- foruden, at den giver en Formodning for mig, at jeg altid har behandlet Praëm med samme Ærlighed og Oprigtighed, hvorpaa jeg gav ham et saa utvivlsomt Beviis -- at min Uvilje selv nu senere, da personlige Fornærmelser paa Ære og Velfærd kom til, dog altid er gjennemstrømmet af stærke Aarer af uegennyttig Medfølelse, og at den lader slutte, at saa forskjellige Charakterer maatte være fatumstemplede til Fiendskab. Det kommer nu kun an paa at opklare, hvem der først greb til Offensiven, og hvor- for. I hine Yttringer antyder vel P., at han mistænkte mig for Rustninger; men man lægge Mærke til, at de faldt efterat P. havde taget en Rolle i Gaardermosagen, som han vel førte saa offen- sivt som muligt, og efterat han, som han selv har bekræftet, havde forsikkret mig om aldeles ikke deri at ville optræde. Den Dristighed, hvormed han i den Sag injurierede mig, viser ogsaa at han neppe frygtede forat jeg skulde have Evne til at skade ham. Min Advocat begrunder nu sin Formening om Praëms primus aggressus paa hans Opførsel i hiin Sag. Praëm derimod sin om primus aggressus fra min Side paa et i Mbldt 268/29 indrykket anonymt Stykke, hvori han anser sig injurieret. Dette har han gjort til sin Angrebsbasis i Gaardermosagen og i denne Sag til basis for sit Forsvar. Ganske har han undladt at berøre hvad der i denne Anledning er passeret os imellem, afgivende kun dermed ogsaa for Retten et Beviis paa den Troløshed, hvor- for -- som man skal see -- jeg var saalænge et Offer til et aaben- bart fiendtligt Forhold var at foretrække med en Mand hvem et- hvert Vaaben var brugeligt fra den offentlige Injurie til det i For- troende givne Ord, der skulde brydes. Jeg vil ikke commentere over hiint Stykke. Det er nok, at af al Praëms og Hauges forente Undersøgelser kun resulterer den Forbrydelse, at jeg brugte Bogstavet "P". Et andet Bogstav skulde maaskee blevet ligesaa farligt. Men idet Hauge gjør sig al Umag forat paavælte Navnet "Praem" alle de lumpne Streger, der ud- fylde Bogstavet "P" til en foragtelig Characteer uden derfor just til nogen levende og virkelig Person, begaaer han den lille Buk at forglemme, at Praëm selv i Mbldt. 273/29 har erklæret "at det alene er af enkelte Tirader, sigtende til politiske Meninger, og nær- SIDE: 179 værende Indsenders i den Anledning forhen fremførte Yttringer, at han finder sig beføjet til at antage, at det er ham som der er meent" . Praëm har altsaa selv offentligen erklæret, at det er kun af be- tegnede politiske Meninger han slutter, at han er ment. Var det nu end saa -- naar regnedes Bebreidelse for politiske Meninger til In- jurie? Derimod bedes bemærket af samme Bilag de aabenbare For- nærmelser mod Siful Sifadda, hvilket Navn ingensinde er blevet forvexlet med noget andet end med mit, endog før dets Con- formitet dermed vedgikkes; og at Praëm erklærer at ville, om han "efter anstillede Undersøgelse skulde finde de grove Be- skyldninger virkelig sigtende til ham", sagsøge mig. Dette er ikke skeet. De "anstillende Undersøgelser" maae da naturligviis have ladet Praëm finde, at de grove Beskyldninger ikke virkelig sigtede til ham. Hvor bliver da af mit aggressur? Fritager Nogen mig derfor paa den offentligste Maade, da er det jo Praëm selv. Men, vel at mærke, han gjør det under Fornærmelser, der paavælte ham selv aggressuret. Et Menneske, der var ærekjært nok til at frasige sig en mod ham galant Mands Venskab, da han fik Troen ihænde om hans Uværd, henfører visselig ikke Charakteriserin- ger som et foragteligt Menneske uden til de bittreste Krænkelser. Men skulde mine Dommere endnu tvivle paa, at jeg maa fritages forat ansees som aggressor, da vil bilagte Erklæring af 6.Nov./29 [fotnotemerke] , der af Praëm var antagen som fyldestgjørende, aldeles ophæve selv ethvert Skin, der isaahenseende kunde være imod mig. Intet Ord skulde angaaende denne Sag mere behøves, dersom ikke Praëms Adfærd i den Anledning kastede et saadant Lys over hans Charakteer og Sindelag mod mig, at en med Beviser forsynt Fremstilling deraf bliver nødvendig; og det saamegetmere som den bidrog mere end alt andet før Defensionsskriftet for Lie til at uddanne det Totalbegreb hos mig om Praëm, for hvis Rigtig- hed jeg skal gjøre Rede. Jeg skrider altsaa videre frem i Begivenhederne ham og mig imellem. I Mbldt No 275 viste sig 2 anonyme Stykker -- begge af Praëm, Fotnote: Bil. 2 (Omtalt at være Praem given i Mbld 38/31.) Saaledes at han har faaet den offentligste Æreserklæring. SIDE: 180 hvorom Mbldts Red: er besørget beskikket -- og hvoraf det ene, undertegnet N. N., paa det skamløseste, under Skjældsordene "Haabløs-Villigliderlig" og "Sviinfuld Supekjær" m: m: giver mit Rygte tilpriis; og ved samme Tid optraadte Praëm i Gaardermo- sagen, hvor han strax begyndte med en Vidneførsel om hvor dybt jeg stak i Glasset hos mine Venner m: mere, der bittrere end alt andet maatte oprøre mine Følelser. Hans Ondskab gik til den unaturlige, Menneskeheden oprørende Yderlighed, at jeg maatte tye til Commissairernes Mellemkomst, fordi Praëm truede mig med at ville lade Vidner spørge om Usædeligheder af mig "hvilket -- som han sagde -- vil gjøre Deres Fader, som kommer tilstede, godt, naar han hører det midtimellem sit Sogns bedste Bønder". Det vilde være at tænke slet om det Menneske, om hvem man ikke antog, at han, ved at høre dette, følte al menneskelig Fø- lelse i sig oprørt. Det var idetmindste Tilfælde med Dhrr. Com- missærer. Disses Erklæring om Sandheden heraf haaber jeg at kunne bilægge. Indtil da er dette Træk overladt Praëms Beneg- telse, om han skulde rødme saameget over sig selv. Den skal dog staae lidet til Troende hos Forf. til hint Defensionsskrivt og hos Den, der søgte en, rigtignok mindre, Triumf i dog at benytte Faderens og Almuesmændenes Nærvær til at lade den 21aarige Søn og Den, der ofte prædikede for dem, undergaae Forsmæ- delsen af offentlig Undersøgelse af hvad og hvormeget han drak til Gjæstepiben. At jeg selv skulde opdigte noget saadant mig beskjæm- mende, der ligger i hiin P.s Intention, som alene ved Commissærer- nes Mellemkomst forblev dette, vil vel Ingen tænke. Rimeligere er det at antage, at den vakkre Plan mod min Velfærd, som paa sidste Side af Defensionsskrivtet saa naivt aabenbares, allerede da var undfangen i den Sjel, der saaledes med stedse fremskridende Tyde- lighed udfoldede sin Afskyelighed for mig. Dette stærke Ord er Udtrykket for det -- Afsky -- , der stod malt i Commissærernes Ansigt, da jeg maatte raabe dem tilhjælp. Men der skulde end en Fornærmelse, en Underfundighed, der skulde forspilde min Ære i Publicums Øine, til, før jeg fik Overbeviisningen om at Praëm var en saa slet Person, at vel alt det Onde og Haardhjertede, jeg hadde hørt om ham ellers, stod til Troende. Ved denne Tid, først i Nov/29 stundede en Fest i vor Familie til. Forat Nabofamilien, hvori Praëm er bleven indtagen, skulde deri kunde deeltage, og Praëm bringes til senere [at] iagttage et SIDE: 181 mindre krænkende Forhold i Gaardermosagen, indgik jeg paa at give ham hiin Erklæring (Bil. 2) betræffende Opsatsen i Mbld No. 268, paa Praëms Overtalelse, saasom jeg ikke troede en saa- dan Erklæring nødvendig og ufortjent af En, der senere offent- lig og under Sagen paa saa mange Maader havde krænket mig, og med den udtrykkelige Betingelse, at Praëm skulde give mig en lige fyldestgjørende Erklæring betræffende de Siful fornær- mende Opsatser i No 373 og 375. Da min Erklæring var ned- skreven paa Praëms Contor, hvor det efter Aftale skulde skee, og ham, da den var tagen god, bona fide levert paa Stedet 3 Dage før Festen, gav han Spisetid til Undskyldning forat han ikke strax kunde meddele mig sin, hvorimod den om et Par Dage og inden Festen skulde afgives. Dette skede ikke -- Festen kom og Praëm med -- Maanedsdag derefter kom; men endnu ikke den belovede Erklæring, som var en Betingelse for min. Der- imod hørte jeg at Praëm tog Copier af min og viste den til For- skjellige; saaledes at han noksom, foruden ved at beholde den, lagde for Dagen, at han tog den tilfyldest, og ansaae formodent- lig dermed de "Undersøgelser anstillede" saa tilfredsstillende, at Sag maatte falde bort. Min Erklæring var afgiven, antagen og benyttet -- den, jeg skulde have i Udvexlingsmomentet, men betroede ham paa Æres- ord at levere om et Par Dage, forholdtes mig alt til ud i Julen paa 8de -- 9de Uge. Da jeg imidlertid ahnede, at jeg var bedragen, æskede jeg omtrent ved 12te Decbr enten min Erklæring tilbage eller den belovede fra ham igjen, hvorpaa jeg modtog Tilstaaelse forat min Skrivelse af 6te Nov: var modtagen; men ikke et Ord om nogen Gjenerklæring. Derpaa tilskrev jeg Praëm under 13de eller 17de Decbr. følgende Brev, der unegtelig klart belyser vort daværende Forhold. [Her følger Wergelands brev til Praëm 13. december 1829, se s. 92 ff.]. Da jeg i dette Øjeblik gjenfinder Copien af ovennævnte Brev til Praëm, som jeg formente skreven ved den 12te Decbr, vil jeg ligeledes indtage den her: [Her følger Wergelands brev til Praëm 12. december 1829, se s. 92]. SIDE: 182 Jeg antager nu, at en senere Anmodning om at opfylde Æres- ordet er tilstillet Praëm omtrent ved eller i Julen f: A.; og i Til- fælde at den skulde endnu være i Praëms Eje, opfordres han herved til at fremlægge saavel den som øvrige paaberaabte Origi- naler, saameget mere som jeg kun har havt abbrevierede Af- skrivter at gaae efter, om hvis Tilvær og Beskaffenhed Vedkom- mende skulle faa Syn for Sagen. Jeg antager nemlig, at kun en Skrivelse af mere Virkekraft end disse og maaskee flere andre, som kanskee endnu ere i Praëms Eje, kan have bevæget Praëm til en Aften sent ude i Julen at gjæste mig betræffende denne Sag, hvorved vi toge min Fader til Mellemmand. Da han hørte Sagens Sammenhæng siden hiin Dag i Novbr. kunde han natur- ligviis ikke andet end at forholde med mig Praëm den Behand- ling jeg havde lidt for min Godtroenheds Skyld, og at Praëm havde at vælge imellem at opfylde sit Løfte med en fyldestgjørende Gjenerklæring eller og at give min Erklæring tilbage forat den ikke skulde misbruges mere end allerede skeet var. Praëm afgav da paany Beviis forat han tog min Erklæring for god derved, at han, forsøgende forgjeves nye Udsættelser under Paaskud som f. Ex, at han skulde i Selskab, conciperede tvende Gjenerklæringer betræffende Stykkerne i No 273 og 275; men som hverken god- kjendtes af Mellemmanden eller af mig, hvorpaa han da endelig maatte gjengive Erklæringen fra mig, -- det samme Document som Bilag 2. Da det først er her jeg træffer sammen i Begivenhederne mel- lem Praëm og mig med min Advocat, vil jeg standse lidt forat gjøre opmærksom paa hvad der af foregaaende Fremstilling maa uddrages: 1) Hvor skjærende falder ikke Contrasten i Øine mellem min aabne, oprigtige og godtroende Færd og Praëms fordækte, al Ære, Tro og Love haanende? 2) En saadan Handel som Erklæringens Udvexlen har altid hørt under Ærens Domstol; og kan Forholdelsen af en belovet og betroet Gjenerklæring derfor forsvares, mens den bona fide af den ene Part afgivne benyttes i Afskrift og ved Fremviis- ning? Er dette ikke en vis Benyttelse af Andenmands Gods, der kun kunde blive Ejendom naar Modpantet var givet? 3) Maatte ikke denne Behandling baade vække Uvilje hos mig og en ringe Mening om Praëms Redelighed? SIDE: 183 4) Maatte ikke det Slette, jeg havde hørt om Praëm vinde Til- tro i et Gemyt, der saaledes var forberedet af P. selv til at troe hvad Slet det kunde være om ham, idetmindste hvad Mangel af Ærlighed og Æresfølelse betræffer? Og maatte denne Behandling ikke oprøre en ung Akademicus, der havde lagt et aabenhjertigt Sind for Dagen og det gjentagne Gange mod P, maaskee mere end andre? 5) Da Praëm paa flere Maader havde lagt for Dagen, at den efter Overenskomst afgivne Erklæring, at han ei var ment med P. i Mbld: No 268/29, var godtagen, bortfalder Vægten af al Argu- mentation forat jeg, som Forf: af nævnte Opsats, skulde være Aggressor injurians, og derved have givet Praëm nogen Und- skyldning dog for hans senere Fornærmelser. 6) Jeg havde, ved at afgive tilfyldesttagen Erklæring gjort alt mit forat tilkjøbe mig en anstændig Medfart i Gaardermo- sagen fra Praëms Side. 7) Mine Breve under al denne Tid, som Modparten vil gjøre til den der ynglede hans senere Fornærmelser, vise den største Maadeholdenhed, intet fiendtligt Sind, og en ufortjent Skaan- sel, medens Gdermosagen førtes paa det begyndte hadefulde og fornærmende Viis og medens min Ære gaves til Priis ved den ugjengjeldte Erklærings Misbrug. 8) Efterat jeg havde fralagt mig paa fuldstændigste Maade, der kun manglede den belovede Gjenerklæring, at have fornær- met Praëm eller Nogen med hiin Opsats, blive Angrebene i No 273 og 275 mod Siful Sifadda staaende som første aggres- sur, som første offentlige Injurieren mod mig fra Praem. 9) Praëm handler ikke redeligt heller i denne Sag, mod Retten og Sandheden ved at have fortiet disse Omstændigheder, hvis Vigtighed er indlysende i mere end i charakteristiske Hensyn, og hvis Fordølgelse forrykker Punktet hvorfra man maa gaae ud. Jeg har ogsaa Grund til at betvivle, at de have været hans Sagfører ubekjendte, da Praëm lagde intet Dølgsmaal paa Erklæringen, mens han havde den ihænde. At jeg havde givet Praëm en Æreserklæring, uden selv at have faaet nogen, var Rygte i Bygd og By; og hvad Indfly- delse dette maatte have paa min voxende Overbeviisning om Praëms sedlige Uværd er vel klart for Andre ogsaa end den Lidende. Men idet jeg lægger dette for Dagen har jeg det SIDE: 184 Haab, at Oprigtighed, der har, som man seer, skadet mig, ogsaa engang vil og maa geraade mig til Frelse. -- Havde jeg nu tilforn lidt en Behandling af Praëm, som maatte vække dyb Foragt for ham hos mig -- havde jeg allerede tidlig lagt for Dagen et Indtryk af hans Vanrygte for Plagerier mod mine Sambygdinger, hvilket neppe kan tilskrives nogen anden Natur hos mig end en, der ikke er uden Krav paa Agtelse -- havde jeg, da Praëm troede sig fornærmet af mig, beredvilligen rettet hans Feiltagelse og givet ham al den Opreisning som stod i min Magt, og faaet den uværdigste Behandling til Tak: -- da maatte jeg af Indlægget fra Praëm i Gdermosagen vel overraskes, opfyldes med den bittreste Harme og erkjende, især naar P. selv sagde mig det i sit Product, at jeg havde med en Æres- og Vel- færdsfiende at gjøre, hvem intet Middel var helligt. Og hvilket Middel skulde være helligt for en Hensigt, som den han paa Slut- ningssiden erklærer for sin? og hvilke Midler har han ikke brugt? Jeg vil opregne disse, og fremstille den Masse af Injurier, som maatte til før jeg opbragtes -- de oprørende Angreb paa min Ære før jeg derved fristedes til at angribe hans under Selvforsvaret. I Gaardermoindlægget altsaa -- som begynder med den Forsikkring at P. "vil forbigaae enhver overflødig Ytring, der ikke kan vedkomme Sagen", og som ender med den Erklæring til "Dem, som maaske kunde forundre sig over Tonen i Indlægget", at han seer enhver Fornærmelse mod den milit. Stand, som desuden indbefatter hans kjæreste Venner, i "saa strengt Lys som muligt", og hvorefter han tillægger: "jeg har altsaa kun skrevet efter min egen Følelse" -- i hint berygtede Pro- duct angiver han som Grund for den antagne "Tone" (og hvilken mellem Fornærmelserne her bliver den 1ste: Totalsummen af tiltalte W.s imod Statens, Moralens, Sædeligheds og Beskedenheds Love, mod Sædvaner og Vedtægter, ja imod den af ham som theol. Cand. aflagte Eed stridende Hand- linger vil styrke Vidnernes Prov om hans forbryderske Adfærd' [fotnotemerke] . Derefter iklæder Sagføreren sig "det edfæstede Vidnes" Hellighed og fortfarer at udtømme sine "egne Følelser" i en Række Injurier Fotnote: Anm: Det er dette Praëm siden (formodentlig efterat det har virket tilstrækkelig) vil have til "Drengestreger". (O hellige Vidne Sandhed!) SIDE: 185 der snart gaae til 6 -- 21 -- 2 og 6tes Massivitet snart ere mere be- regnede paa at saare det unge Menneske og den theol. Candidat, snart paa at fremstille mig fra den farlige Forbryders snart fra en beklagelig og foragtelig Side. Vi skulle see om al verbal Injurieren [fotnotemerke] ikke er udtømt i følgende, der commenterer hiin Grund og supplerer Totalsummen ud af mine stridende Hand- linger (eller Forbrydelser) mod Statens Love osv. (eller mod Sta- ten m m). Praëm fortfarer da saaledes, erklærende eller "bevidnende": 2. at jeg "varierede mellem dem, der kom paa Gmoen forat faae sig et Ruus, Kortspil eller andre lavere Tilbøjeligheder til- fredsstillede og dem der kom forat forstyrre den alm. Rolighed og krænke og fornærme Andre"; 3. "Huusejere kan skaffe sig Ro for næsvise Personer, Fylde- fanter (Jeg vil bruge bekjendte Ord) og desl. ved at lukke sine Døre og derved tillige sikkre sit Løsøre for Tyvehaand." 4. "W: havde, da det er temmelig bekjendt, at han med al sin Grovhed er meget feig, maaskee endnu ikke sat sig i den halv- berusede Tilstand, som var ham -- som Tilfælde med alle Cujoner, nødvendig forat kunne give sin Tilbøjelighed til at trodse den til- tænkte Luft"; 5. "Den ham egne Uforskammethed". "W's beskidte Virkelighed". 6. "Er det muligt at en studert Person, altsaa formodentlig et nogenlunde dannet Mske, kan opføre sig saa uforskammet, saa- ledes haane en lovlig Autoritet, trodse Lovene, dynge Brøde paa Brøde? at en tilkommende(?) Fredens og Sandhedens Prædikant kan i sine Skrivelser saaledes smøre Usandhed paa Usandhed og paalyve den og dem han saa grovelig har fornærmet, saa- danne gravamina? Jo, den der kjender hs vita fra den Tid han som allerede en lang Dreng slog Gen:procurørens Vinduer ind af bare Patriotisme, og indtil denne Dag kan troe dette." 7. "Jeg tør ikke benegte, at han hører til den Slags Msker -- de gives desto værre som saamange andre onde Ting -- der an- tage det for Patriotisme hvad fornuftige Msker, der mene det ærligt med Kge og Fdreland kalder -- Oprør!" Fotnote: Cfr. Regjer:indstillingens Udtryk om min Medfart ved Gd:Ind- lægget. Den siger: "at jeg i og udenfor Sagen indtil Yderlighed var nedværdiget". SIDE: 186 8. At jeg skal i et Selskab have sagt "det er skjændigt Tøi som staaer i Biblen, at man skal være Øvrigheden underdanig, at dette skulde brændes" -- en fræk Paadigtelse af Praëm og hvem anden! "Forargelse". 9. At mine Skrivelser "vrimle af Usandheder". 10. "Han erkjender altsaa, at han kun lagde an paa at forføre disse troe Tjenere af deres Pligt til at overtræde den. Han vilde saaledes ligerviis som den onde Aand som Slangen forføre og for- lokke til Brøde?" 11. "Det kan man kalde at lyve med Hardiesse og forene Trods med Hykleri". 12. "Retten overlades at afgjøre, hvorvidt W: kan agtes for et sanddru Menneske." 13. "Skulde Vagten have arresteret alle Fyldefanter, var Leiren bleven fuld af tildelsfulde Arrestanter: altsaa var Arrest sikkert uhensigtsmæssig med Hensyn til Wergeland". 14. Praëm paastaaer, at jeg i mine Indlæg modsiger mig selv. Dette hedder hos ham: "Fy, han maatte skamme sig saaledes at væve i Fylla!" 15. "Lie ansaae W med fuld Føje for en drukken Skøjer". 16. "Hos W. seer man Feighed med Lovstridighed". 17. "At jeg i Ullensager har brændt en Catechism fordi den indeholdt Treenighedslæren, og at man skulde udrydde saadant skjændigt Tøi hvor man fandt det". 18. "Ringeagt -- beskyldes jeg for -- mod agtv: Overmænd, Reli- gion, Sædelighed, Love og Statsborgeres Agtelse". 19. "En, der opfører sig som Pøbel maa taale den Behandling, som vitterlig er ene anvendelig paa Pøbelen". 20. "At jeg, (Pram), vilde billiget Lies Opførsel mod Fyllefanter af den simplere Classe". 21. "Jeg haaber, at W engang skal blive overtydet om at Lov- løshed ikke er Frihed, at det ikke er Frihed at haane alle Autho- riteter". 22. "Den ækleste Egenkjærlighed er, som bekjendt, den udeluk- kende Egenskab hos Patrioter af hans Slags. Patriotisme! Gud bedre os! Jeg kunde fortælle Noget, give et træffende Beviis paa et en saadan Patriot værdigt Kryberi af -- Slags. Dog det vil compromittere Andre. Derfor vil jeg dennegang forbigaae det; maaske jeg fuldstændig fortæller det næste Gang". SIDE: 187 23. "Er det saa underligt, at W. findes skyldig i lovstridige og usædelige Hdlinger, naar man erfarer hvorledes han fordriver sin Tid? -- jeg formoder i Ørkesløshed og Lediggang". "Beskrivelsen i hans Faders Attest, at han intet ejer og ingen Indtægter har, passer kun paa en complet Lediggjænger. Hr. Cand. maa dog efter sin Alder og Størrelse kunne bestille noget Nyttigt". 24. -- "Vi see af Alt udenfor Sagen, at W. fremstiller sig for ethvert upartiskt Øje som en Synder". 25. -- "Jeg tillægges at mangle god C.stendomskundskab, som tillægges Lie. 26. -- "Det kan være ligegyldigt, om hs Far maa betale en stor eller liden Summa forat fritage Sønnen forat afsone Mulcten med Kronarbeide eller Sidden paa Vand og Brød. 27. -- "Det vil da blive klart, at W.s Ære ikke i nogen Maade stod til at forringe ved et fortjent Rap". Da jeg engang paa en Indbydelse til at danne et Sogneselskab i Eidsvold af Uvidenhed om Formerne havde kaldt den en Bud- stik, for hvilket Propos Lensmanden og jeg stod i Spidsen, saa- ledes, at jeg i fælleds Navn skulde udstede Indbydelser uden at noget om dennes Titel blev bestemt: saa begik Praëm den Dum- dristighed, forat dupere denne Mand og derved udbringe noget Skadeligt for mig, at tilskrive ham "at han (Praem), da han var anmodet om at anstille Undersøgelser om nogle saakaldte Bud- stikker, maatte spørge om dette ogsaa skede paa Lensmandens Vegne". Dette negtede Lensmanden naturligviis hvad Benævnel- sen angaaer, men vedgik at Sogneselskabsforslaget var fælleds. Da jeg skrev til Amtet, om P. af det "var anmodet om at an- stille Undersøgelser om osv." fik jeg Negtelse heraf til Svar; og fra Fogden var heller ingen Anmodning kommen. [fotnotemerke] (Se Mbldt 39/31). For dette mit Foretagende, som maaskee mindst fortjente Daddel, og for andre Bestræbelser for lignende nyttige Indretninger faaer jeg ydermere disse Fornærmelser i hans Indlæg -- fra "jeg frem- lægger herved en Gjenpart af endeel af W udstedte "Budstik- ker" -- til "Forbedringshuus". Han synes imellem disse Citater ret at [. . . .] lere i Fornærmelser, somom han var piint af den Tanke, at der turde gives Dem, som regnede mig mine Be- Fotnote: NB. Fogdens Benegtelse er nu ogsaa i mit Værge. -- Og hos- lagt mellem 2det og 3die Bilag. -- som Bil 23. SIDE: 188 stræbelser i det kgl. Selskab f. N. Vels Aand til Fortjeneste. Saa- ledes da: 28. -- "Bønderne havde sandelig andet at bestille end at løbe efter at see -- Potatos' Virkninger paa ham". 29. -- Beskylder han mig løgnagtigen for i Oudal i en Samling af Bønder at være baaren bort af Fuldskab. 30. -- Beskylder P. mig ligefrem for Løgn ): "man erfarer af Lensmand Kaasens Erklæring, at W.s Udsigende at handle paa K.s Vegne ligefrem er Løgn". 31. -- "Hvem staaer nærmest for Touren til at ansees for Løg- ner eller Falskner -- W. eller Lie?" 32. -- Praëm siger, at "Straf paa Livet el. Fæstningsarbeide var anvendelig paa mig" for den Overskrivt "Budstik". -- 33. -- "Han er Candidat til det hell. Læreembede. Jeg vil, for hans Forældres Skyld ønske, at Domstolene ikke, paa Grund af fornævnte hs Adfærd, foreløbig ville ansee ham som Candidat til -- Tugthuset. Jeg troer imidlertid, at ogsaa han vilde isaafald afgive et nyt Beviis paa det Upassende i Benævnelsen "For- bedringshuus"." 34. -- "Hans skadelige Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade". -- Man troe ikke at disse mageløse Fornærmelse [r] , hvor Døds- hadet, den gediegne Ondskab og Impieteten stikker gysenopvæk- kende frem ikke skatterede men i al sin Nøgenhed hermed have en Ende. Nei! -- men mit Hjerte -- om jeg maa bruge en Talemaade -- vender sig i Livet paa mig paany, og en Stemning truer at paa- komme mig liig den, der gav Annoncen i Mbldt 105/31 sit Tilvær, om jeg skulde videre end jeg har gjort sysselsætte mig med dette af Uhumskheder og Injurier helt igjennem vexlende Skandskrivt. De Injurier, som ere opregnede, ere samlede med Lethed for- medelst Mængden, og de ville formentlig være tilstrækkelige til at vække idetmindste den Følelse hos Andre, som retfærdiggjør min, fandtes denne end, som naturligt, i højere Grad. Den har ingen Følelse, hos hvem dette ikke finder Sted, hos hvem Afsky ikke vækkes over en saadan Udtømmelse af Had, over et saa skam- løst Misbrug af Vidnehelligheden og over Hensigten mod min Vel- færd, hvori alle disse Ubluheder og Fornærmelser nedskreves og SIDE: 189 endelig over Skandskrivtets Forvandling til Pasquil ved den Publi- citet Praëm vedgaaer udenfor Retten at have givet det [fotnotemerke] . Men skulde Wergeland ikke efterat dette saakaldte Defensions- skrivt kom ham ihænde have retorqueret dets Injurier? Com- missionsdommen siger saa. Nu, vi ville see, hvorledes de ere retorquerede. De ere det -- men NB kun efter Commissionens Mening -- i mit Hoved- indlæg af 28. Marz i disse Linjer: "Den Foragt jeg med en stor Deel af mine Landsmænd nærer for min Modparts private Sagfører, lader mig uden Forbittrelse tænke paa de Fornærmelser, som under Sagen har gjort alt Sit til forat tilføje min Ære. Efter sin Charakter kunde han ikke op- føre sig anderledes. Praëm maatte da ophøre at være Praëm, og krænket Forfængelighed og Hevn at kunne drive Mennesker, der ikke ere begavede med udmærket Forstand, Dannelse og Selv- herredømme til de største Daarskaber og Nederdrægtigheder. Alene fordi hans uædle Lidenskaber ikke have kunnet mætte sig med at henlægge Fornærmelserne i Acterne; men har, uden at betænke hvilke Misbilligelser han paadrager sig derved af alle Andre foruden de Interesserede, hvortil Hovedindlægget egentlig kan ansees som (værdigen) dediceret, udspredt navn- ligen dette i Afskrivter, lader mig indlægge Fordring om Mulct og Mortificeren." Men er dette at retorqvere saadanne Fornærmelser som hine? Kan man, jeg kunde næsten sige dette -- rime sammen en saadan Moderation med en Charakteer som den der udsprudlede i Mbldt No 105 endeligen og langt om længe? Det maa være denne paafaldende Moderation, som giver Praëm i Indlæg af 4de April/31 Dumdristigheden til den nye Fornærmelse gjentagende at erklære "Alt det han har sagt for beviist og ikke af mig benegtet", hvilket Indlæg med disse Udladelser Praëm ender med den Erklæring, "at det ikke er nødvendig at det kommer mig tilhænde" -- noget som heller ikke er skeet før i denne Stund. Jeg skulde heri have retorqueret hine Fornærmelser? Himmel! Fotnote: Anm: Hvor forværrende for P., at han i sit Indlæg i denne Sag forsøger at undskylde alle Injurierne med at de "blot angik Drengestreger, som fortrinlig begavede let begaae" og at kalde dem blot "utilbørlige Ord"!? SIDE: 190 min Gud! tilgives kunne de, foragtes, oversees, benegtes kunne og ere de, men retorqueres kunne de ikke, ja, de ere det ikke med Udladelsen, den dertil for ubestemte Udladelse: Forbryder mod Stat og Menneskehed! Men jeg nærmer mig Catastrophen da dette Udtryk faldt. Jeg vil da, ligeledes i Tidsfølge, saaledes som det i Documenterne ligger for Rettens Øine, fremsætte de andre Motiver og de for- skjellige Fornærmelser der hidledte den, og mine Forsvarsskridt indtil dette sidste blev mig aftvunget. [fotnotemerke] I) Idet jeg gjør opmærksom paa det uendeligen Krænkende, tyde- lig paa at oprøre mit Sind, og hertil særdeles Hensigtsmæssige i hine Opregnelser 2, 3, 4, 6, 8 og 10 (disse to indeholdende virke- lige Injurier i de skammeligste Opdigtelser), 13, 14, 15, 17, 20, 23, 26 (denne indeholdende en Menneskeheden oprørende Apo- strophe til Far og Søn) og 32,: opstiller jeg disse Beskyldninger: a. "Stridende Handlinger mod Statens, Moralens, Sædeligheds Love og mod min Eed som Cand. theol. -- forbrydersk Adfærd -- Ringeagt mod Religion, Sædelighed, Love m: m: -- Forar- gelse -- Lovløshed -- Lovstridighed -- forenet med Feighed -- ækleste Egenkjærlighed som Patriot -- Kryberi -- flaut Smigreri til Retten (Ps Indlæg af 4 April) -- Ørkesløshed og Lediggang -- en mig egen Uforskammethed -- og endelig Løgn og Oprør." b. Charakteriseres jeg som "Forstyrrer af den alm: Rolighed -- som besjelet af allehaande lavere sandselige Tilbøjeligheder -- som en næsvis Person -- Fyldefant -- Cujon -- som En der forener Grovhed med Feighed, Trods med Hykleri -- som En der ikke mener det ærligt med Konge og Fædreland -- som trodsende Lovene -- som haanende lovlige Authoriteter -- som En, der smører Usandhed paa Usandhed -- som En der lyver med Har- diesse ( ): dristig Løgner) -- som En der forfører fra Pligt og forlokker til Brøde -- som En der i sine Indlæg væver i Fylla Fotnote: Anm. Hverken ved 1ste eller sidste Instanz har jeg faaet Opreisning. I Thesens Quadruplik siges "at Prams Fornærmel- ser ei blevne tagne under Paakjendelse i Hret." Og kan det vel antages at have medvirket til at Commissionen ei gav mig Revenge, at inden Dommen havde Annoncen quæst. staaet i Mbldet. SIDE: 191 -- som en drukken Skøjer -- som en der opfører sig som Pøbel og er Pøbel -- som En, der holder Lovløshed og Haan mod Authoriteter for Frihed -- som skyldig i lovstridige og usæde- lige Handlinger -- complet Lediggjænger, der burde arbeide med sin Krop -- for alles Øine en Synder -- som En, hvis Ære ei staaer til at forringe selv ved offentlig Straf -- som En paa hvem Kronarbeide, Vand og Brødstraf, Livsstraf eller Slaveri er an- vendeligt -- som En der staaer nær at være Løgner eller Falskner -- som En, der neppe kan agtes for et sanddru Menneske -- som snarere end til geistligt Embed Candidat til Tugthuset, og endelig reent ud som Djævelen selv. Naar taarnedes Skjældsordene mere? naar dyngedes Krænkel- serne højere? naar opfordredes Afsky og Uviljen stærkere? naar fremtraadte Bagvaskelsen frækkere og med flere Usandheder i Munden? naar omfattedes flere og sværere Forbrydelser end alle disse i dette Praëms Indlæg, som udtømmer dem fra Høiforraadet til Letsindets Forseelser paa mit unge Hoved? Er der nogen Last som ikke er nævnt? Selv til Tyvens alluderes der paa en skjæn- dende Maade. Er der nogen Følelse, som ei paa det grusomste er rørt og krænket? Selv den sønlige maatte mishandles. Og Dette skulde ikke veje op imod dette ene "Forbryder mod Stat og Menneskehed", sagt om Procurator J. O. Praëm! Men denne Mand siger, at Alt dette er beviist. Det er Løgnen som dækker sig med Løgnen! Naar bevistes noget af alt Dette? naar bevistes Noget ved selv det enkelte Ud- sagn alene, selv som nu belagt med Vidnets Eed? [fotnotemerke] Disse to Capitalforbrydelser og Beskyldninger "Løgn og Oprør" siger dog Praëm at have beviist ved at fremlægge i Gdermosagen en Erklæring fra Lensmand Kaasen, hvori han negter at have committeret mig til at udstede Indbydelse til Sogneselskab, og ved at jeg kaldte disse Indbydelser "Budstik" i Texten alene. Men Lensmanden har senere bevidnet, at disse Indbydelser ud- gik efter Aftale mellem os; og fra Amtet har jeg faaet Erklæ- ring -- ligesom og fra Fogden -- at Praëm ikke fra Dem (og fra hvem anden skulde det da vel være?) er -- som han siger -- anmodet om at anstille el: foranledige Undersøgelse i Anled- ning af endeel udsendte Budstikker signerede H. Wergeland". Fotnote: og ved et saadant Vidnes? Cfr. 1 -- 13 -- 16. SIDE: 192 Amtet siger ligeledes, at Undersøgelse i slig Sag kunde ei falde det ind -- (om erindres ret, da Brevet ei er vedhaanden). Nu er det dog vel ligesaa klart som at jeg kun ved "Budstik" vilde have "Circulære" oversat for Bønderne og at en Uvidenhedsfeil i slig Sag, hvortil Opmuntring var skeet fra kgl. Selsk. f. N. V, at Løgnen retournerer paa Praëms eget Hoved med al 6 -- 18 -- 8's hele Vægt. Dog herom paa sit Sted under Dechiffreringen af For- bryderen mod Staten. II) Praëm erklærer selv sin Hensigt med al sin Injurieren og den- nes pasquillerende Udbredelse at være at ødelægge min Velfærd og Livs Haab, i følgende sit Def.skrivts Slutningslinier: "derfor henregner jeg det til en hellig Borgerpligt, at gjøre alt forat tilintetgjøre enhver Mulighed for Henrich Wergeland til nogensinde, idetmindste ikke forinden flere Aar have godt- gjort hans totale Forbedring, at komme i en saadan Stilling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgernes Tænke- og Handlemaade. Grunden til denne Anskuelse henter jeg fra hvad jeg i denne Sag har anført om ham. Jeg kjender ingen anden Maade at opfylde denne Pligt paa end ved at lade det komme til Authoriteternes Kundskab hvad jeg antager som tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse". Saaledes staaer der tydelig at læse, om man her ikke skulde troe sine egne Øine. Var dette Menneskets Hensigt altsaa? Den er ikke menneskelig. Derfor, dertil altsaa de topmaalte Fornær- melser og Injurierækken? Nu, svare de ikke til Hensigten? Des- værre de have alt svaret dertil. Saaledes som de her ere citerede staae Ordene tydelig at læse den Dag idag [fotnotemerke] , men de vare ikke -- mon af en Slags Blygsel? -- som nu, skjøndt utilstrækkelig, belagte med Krydsstreger og det sat istedet: derfor henr: jeg til hell. Bgerpligt, at fremstille Hr Hen- rich Wergeland i sit sande Lys for at hindre hans skadelige Ind- flydelse paa osv." Det er vist, at under min fordømte Sag havde Udtrykkene i lang Tid ikke denne Redaction, og at jeg ved Attest, der, naar Fotnote: NB Allerede i Vaaren 1833 sikkrede jeg mig Ordene ved Attest. Denne hoslægges. paafordres, kan fremlægges, har forsikkret mig dem i al deres fæle Ægthed. En ond Plan kan gjennemfare Sindet og henveires; men den er rodfæstet om den skrives i alvorligt Document og under Vidnets Eed, og forat fremlægges inden Retten og Authori- teter. Der turde vel være en Fleerhed i Norge, som vilde erklære det for en Forbrydelse mod Menneskeheden, om Praëm fik sin Hensigt opfyldt med at kuldkaste den Ynglings Lykkeshaab, som saa ofte offentligen selv af Modstandere er erklæret haabefuld for selve Fædrelandet. Med mig vil ogsaa Enhver med Følelse erkjende en saadan Hensigt mod ethvert, men maaskee især ungt Menneske, som endnu intet Godt havde nydt for sine Anstren- gelser, for krænkende Menneskeligheden, for en Forbrydelse mod Menneskeheden, og ogsaa mod Staten forsaavidt den gaaer ud paa at berøve denne et dygtigt Individ. Og er ikke et saa oprørende Attentat ogsaa for Offerets For- ældres Vedkommende en Forbrydelse mod Menneskeheden, ): mod naturlige og menneskelige Følelser, mod Mennesker, der ikke have gjort Den noget Ondt, der fordrer ogsaa Deres For- haabninger og anvendte Omkostninger paa sit Barn netop i den Stund de skulde opfyldes og bære de første Frugter? Der er en fin Følelse hos Os, som lader os med Uvilje see at unge Træer gjøres Skade, at en Blomst, om man end ei selv op- elskede den, modvilligen knækkes; ja vi sige endog i daglig Tale "det var Synd", og slutte ufeilbart som oftest til et ondt Gemyt hos Den, der gjør det. Men ere vi saa retfærdige og ømfølende for døde Ting -- visse- lig, Menneskene maae ogsaa være det for Ynglingen hvis Flid, hvis Lykkestræ, hvis Forhaabningsblomster netop da de skulle slaae ud med Overlæg tilintetgjøres af en Fiende, der ikke blues forat vedgaae dette at være sin fuldtbetænkte Hensigt. Oprører da dette Andre naturligen, hvor maatte det da oprøre mig, det kaarne, alt saarede Offer selv, hvem Dødshugget saaledes høitideligen var tilsagt, hvis Lykke og Velfærd vare saa dristigen undsagte! -- hvor maatte det oprøre mig paa Forældres, der saaledes havde arbeidet for mig forgjæves, og egne Vegne. Jeg beder min Dommer her at spørge sit eget Hjerte ad, at tænke sig, at maatte bringe sin gamle Fader det Budskab: jeg SIDE: 194 har faaet en Fiende, som har svoret at forfølge mig evig, at til- intetgjøre mine Udsigter og dit Haab ved at bringe Bagvaskelser om mig til Dem, som raade for min Skjebne; -- og de ere did- komne og virke mig ubekjendt -- jeg veed mig tilsidesat -- Du har elsket mig forgjeves, arbeidet for mig forgjeves -- jeg vil aldrig kunne gjengjelde det -- Du er bedragen i det Øjeblik jeg skulde kunne dette -- Min Flid, alle mine Aar ere spildte, opslugte af et af et uforskyldt Dødshads fæleste Øjeblikke, da Planen undfangedes at ødelægge min Lykke, og da Bagvaskeren gav sin Pen Dristighed til at nedskrive, at han undsagde min Velfærd!" Videre hører til de Fornærmelser, som hidledte Katastrofen i No 105/31. III) Praëm undlod ikke at søge paa enhver Maade at give sine Bagvaskelser og Injurier alt det Troende, som han kunde give dem. Saaledes erklæres, at jeg, ved saaledes som omnævnt at være fremstillet "i min Heelhed." a) "er fremstillet i mit sande Lys" b) "at han har beviist Alt det han har sagt" c) "at jeg ikke engang har dristet mig til at benegte noget deraf". Disse to sidste Citater ere af Indlægget af 4de April/31, som vel ikke, efter Praëms Ytring om Unødvendigheden deraf, kom mig tilsyne før 15de April; men -- foruden at b) indeholdes i Defen- sionsskrivtet -- dette bestyrker netop hvorledes han paa Bogen søgte at styrke sine ubeviste og ubeviislige Injurier. d) I Mbldt No 99/31 erklærer han: "Det Væsentlige -- efter min Formening -- af Alt hvad han beskylder mig for, usandfær- digen at have sagt om ham, og noget Mere til, har jeg under en Justitssag anført og beviist." Jeg beder Dommeren nu at betænke: 1) Defensionsskriftet circulerede pasqvilmæssig, dets Udtryk om mig vare in Publico; og Dette forsikkres nu af en Mand, som burde vide hvad det er, at være beviist, at det Væsentlige af Alt ( ): Løgn, Oprør, halsløs Gjerning, Ugudelighed, Drikfældighed osv) var beviist; 2) det Skumlende i "og noget Mere til", som P. har ladet trykke med udmærket Stiil for ret at vække Publicums Fantasi, og give SIDE: 195 dette, der maaskee kunde troe det nok med hine Laster, et ret stort Begreb om et moralskt Uhyre, personificert i mig; 3) det Vanærende, det Oprørende denne Praëmske Erklæring maatte have for mig. e) Erindrer Praëm ofte om "at det er som eedfæstet Vidne -- vel at mærke -- at han forklarer sig om mig". Dette har min Sagfører saa passende charakteriseret, at jeg ikke videre kan fremhæve det Forbryderske og højere justitiel Op- mærksomhed Værdige i saaledes at bruge Vidneeden. Det dyb Foragt for Praëms sedlige Beskaffenhed Indgydende heri, er ligesaa paafaldende. Jeg troer Hr Thesens Omdømme over denne Færd viser, at den paa ham har gjort et lignende Indtryk. -- Jeg har glemt, paa sit egentlige Sted ): hvor der gjøres Rede for hvorledes jeg paa Fornærmelserne i Def.skrivtet har svart eller "retorqueret", som det dog ganske umuligen kan kaldes, at paapege mine Opsatser i Mbldt No 37, 38, 39 for 1831. Men jeg gjør det nu paa det bestemteste. Jeg beder dem læste paa det opmærksomste og at erindre at dette Skridt er fra min Side det der gaaer nærmest foran for Annoncen quæst! Man vil forundres over den -- ikke alene efter Injurieskrivtets Fremlæggelse men efter dets snigende Publicitet -- resignerende Moderation, hvoraf disse "nødvendige Ord" ere gjennemaandede fra først til sidst; og om man da ved Contrasten skulde lige for- undres over det synlige Iilsind i No 105 -- dette sagt, for- saavidt det var iilsindet at bebyrde sig med en Proces af denne Natur -- da beder jeg at betænke følgende nye Krænkelser og Motiver til at yttre en Overbeviisning om Praëm, som var streng men retfærdig. IV) Man kan oversee en Bagvaskelse naar den forbliver alene i sine Ord -- Jeg oversaae endogsaa Praëms Erklæring, at ville meddele Regjeringen sit mig skjændende Skrift, ja at have for- færdiget Redskabet til Mordet paa min Ære og Velfærd derfor, jeg oversaa det, fordi jeg hverken troede Ondskaben eller Fræk- heden saastor. Men naar nu Bagvaskelsen fulgtes af reel Skade, naar jeg virkeligt fandt den kommen til sin Adresse, til Dem, som raade for min Skjebne -- siig mig, var dette da blot den gamle Fornærmelse, eller denne kun i forhøjet Grad, eller var det ikke meget mere en ny og skjærende Krænkelse. Dette er skeet. Min SIDE: 196 Fader har underrettet mig om, at Regjeringens første Medlem Statsministeren selv har sagt sig til ham underrettet om at jeg (der in Paranthesis: er Udgiver af Prædikener og Lærebøger) var denuncieret som Religionsforhaaner og Gudsbespotter af Proc. Praëm. Jeg skulde troe dette ligger i Praëms Fremstilling af en Katechismes Opbrændelse for Treenighedslærens Skyld osv. Der- om specielt var det H.E: sagde sig vidende. Indtil dette Øjeblik har jeg ikke, skjøndt paatænkt, havt Anledning til at retfærdiggjøre mig, om behøves skulde videre for mig, for En hvis Tænkesæt ligger for Dagen i mangfoldige ogsaa religieuse Skrivter. Det Factum, som Praëm saa skammelig har fordrejet og belagt med Ondt, er ogsaa i offentligt Skrivt "HWs Charakteer som Mske og Digter" oplyst som jeg troer mig til Ære og Løgneren til Skam. Det er: jeg examinerede en Fattigmands Barn i Læsning, og gav det en blank 8 Skilling til en ny Katechisme, hvorpaa jeg, forat være sikkrere paaat min udtrykkelig dertil bestemte Gave skulde blive anvendt saa, brændte den gamle væmmelige og ubrugelige. Dette tør jeg være mig bekjendt for Msker som det i al sin Vel- menthed er bekjendt for Gud. Men nu den Praëmske livsanklagende Beretning! og Denne -- min Stilling som theol. Cand. tagen i Betragtning -- alene bekjendt og maaskee med den hele Injuriemasse for den Mand, der maa- skee kan have den vældigste Indflydelse paa min Skjebne! Vil man endnu forlange Skaansel af den saaledes Fornærmede og saa- ledes Skadede? Kan noget Udtryk om en saadan Fiende i sub- jectiv Forstand være overdrevet og Forbrydelse? Kan Den, han saaledes har forbrudt sig imod gjenforbryde sig tilfyldest mod ham? Og om han kunde og gjorde det? Hvad da? Men dette er ikke skeet. Retorsion af saadanne Fornærmelser som P.s var umulig. Idetmindste holdt jeg mig ikke for saa lykkelig, ved Ud- trykket quæst. om Praëm at kunne give lige for alle de dels blot diffamerende eller skjændende Ynglingens og Theologens Rygte eller ud paa Capitalforbrydelser gaaende Beskyldninger, der af Praëm om mig vare udsaaede i det offentlige Omdømme og sær- lig, som man har seet, i Deres, der raade for min Skjebne. Thi V) Pram vedgaaer i Mbldt No 99/1831 "at han har meddelt Afskrivt" af hint Smædeskrivt. Dette har han givet en snigende Publicitet (cfr. IV foreg:) Han har forvandlet det til SIDE: 197 en Pasquil og det vel saa infam og infamerende en Pasquil som mu- ligt. Det har (cfr. Mbld "Et nødv: Ord") i længere Tid uden at jeg havde Anledning til at forhindre det eller forsvare mig, ja en Tid mig uafvidende, virket med al den græsseligste Pasquils Kraft. Hem- melig circulerede og insinueredes et Manuscript, der maatte finde Tiltroe som retligt Document og formedelst den paaberaabte Eed og en Jurists Forsikkring om at "Alt" hvad jeg under Puncterne i Mbld. 37, 38, 39 erklærer usandt "og Noget Mere til" var ret- lig beviist, og indeholdende alle de Beskyldninger, som vel kunne gjøres et Menneske. Et Skrift udspredtes, der idet det detallierede en Mængde Forbrydelser om mig, dog tillige gav Enhvers Indbild- ningskraft det videste Omraade med Hensyn til endnu noget Mere Ondt, som skulde tillægges mig -- et Skrift, der -- som man siger -- ikke levnede mig Ære for to danske Skilling -- , som opfordrede al Statens Magt imod mig, al offentlig Foragt over mig, som erklærede mig uværdig i enhver Henseende, men værdig Bøddeløxen og Kirkens Ban; og som dog, under Vidnets Eed, under alle Forsikkringer, under Dediceren til selve Regje- ringen, beilede til al offentlig Tiltroe -- og Dette, Dette medens jeg kun af dets skadelige Følger underrettedes om denne dets pasquilmæssige Anvendelse!! Er ikke dette Pasquillens Indflydelse? Er ikke dette Pasquillen selv? Er ikke dette "at sætte Skandflik paa?" Skriver jeg paa et Blad om en Mand, at han er en Røver osv, og lader det circulere ham uvidende eller vel endog vidende og med mit Navn under, mon ikke dette er en Pasquil, hvorefter Folk for den Pas- quillerede ville tage sig iagt? Skriver nu Praëm om Cand. theol. W., at han er en Oprører og Religionsforhaaner, og lader det circulere -- er ikke dette en Pasquil, hvorefter baade Vedkom- mende og Andre ville, om de ikke binde denne Farlige med Lo- vens Jern, dog tage sig iagt for ham og mindst give ham Anled- ning til at øve sine forbryderske Idrætter? Og er dette ikke saa- meget mere en Pasquil, ja, mere end en Pasquil, som denne al- mindelig kun har Ens Ære til Maal, men den Pramske ogsaa ud- trykkeligen sagt og factisk opfyldt min Velfærd? I Mangel af nogen anden Bog, der har Definitioner til Maal og juridisk Anseelse, søgte jeg i Conversationslexicon, der dog forsaavidt har Anseelse, som Udgivernes Lærdom er uomtvistet, og fandt følgende Definition paa Ordet "Pasquil": SIDE: 198 "Pasquil (Haanskrift, Skamskrivt, Libell) er et uden Navn eller un- der opdigtet Navn bekjendtgjort Skrivt, hvorved En beskyldes for en Forbrydelse, der efter Lovene straffes med Døden, med Æreløshed eller med legemlig Straf. Dog kaldes og Det en Pasquil, hvori man beskylder nogen for umoralske eller blot latterlige Hdlinger forat skade hans gode Navn. Sædvanligt forstaaer man ved Pasquil en anonym Injurie; dog paastaae Nogle, at Anonymiteten ikke er no- gen væsentlig Fordring ved samme". Anvendes nu dette paa Forberørte, da faaes ud, at det praëmske Indlæg, der utvivlsomt er et "Haanskrivt, Skamskrivt", der er "be- kjendtgjort", og det paa en saadan for mig hemmelig Maade, at denne vel kan staae ved Siden af den forværrende Anonymitet, der endvidere "beskylder mig for Forbrydelser, som efter Lovene straffes med Døden, med Æreløshed eller med legemlig Straf", og desuden for baade "umoralske" og "latterlige Handlinger", samt er skrevet, insinueret og sat i Omløb "for at skade mit gode Navn" -- at dette Skrivt i sig selv, i sin Udbredelse og i sin Hen- sigt og virkelige Indflydelse er en Pasquil af Praëm mod og om mig. Man lægge ogsaa Mærke til, at denne Pasquil eller Praëms frække Erklæring i No 99, at den som saadan havde virket, kom saa nytig før mit Retorsionsforsøg i No 105, at en Handling som denne, en Virken paa mit Gemyt som denne var naturlig. Om det for disse forhadte Procesuleiligheders Skyld havde været klogere at undlade at vise Sindet oprørt, da var dette 1) neppe rigtigere 2) neppe naturligt for Nogen og mindst for mig, uden Hensyn til livligt Temperament men alene til Fornærmelserne Exaggeration og Beskaffenhed, og 3) Tid til sligt utænkeligt Phlegma- maadehold eller til at faae slig Kulde ind i et med saa glødende Helvedvaaben saaret Gemyt manglede. -- Det er af en saadan Pasquillant artigt nok at høre og see de mangfoldige Anstrengelser forat faae en Pasquil ud af det fabu- løse Bret, hvilke have godtgjort det Afskyværdiges og Latterliges Frændskab. Da herom Intet er gyldigt beviist, kunde jeg spare mig ethvert Ord derom; men da ogsaa i hine frugtesløse Op- hævelser Forstokketheden og det gloende Begjær efter at see mig "i højeste Galge" stikker frem, saa dog lidt herom. Linjerne paa Brettet siges at lyde: SIDE: 199 "Daare, seer du da ei, at din rasende Nidhevn bringer, forfølgende hvad der hører en Efterverd til, dit Navn, hvis Ærebrist Glemsel ellers veldædig bedækte, som en udødelig Skjændsel ogsaa til denne?" Gaaende kritisk tilværks findes i dette Epigram, endog uanseet den poetiske Form og Sprog, som udelukker prosaisk Conformitet, 1) ingen Udladelse af utvilsom injurierende Beskaffenhed, og 2) de Udladelser, som skulle indeholde Invectiver, kun betingelsesviis satte. Thi hvem tør negte, at Den, der øver "rasende Nidhevn" (der dog Syn for Sagen er øvet af Praëm til yderste Grad) er en "Daare"; og at Den, som forfølger et af de Navne, som til- staaes udødelig Ære paa Grund af Rang som Digter, Maler osv. (uden her in casu just at være paastaaet anderledes end at Nav- net dog vil overleve dets Ejer), knytter derved sit uhæderligen til det ): gjør sit til eller bringer sit som en udødelig Skjændsel til Efterverdnen. Flere Nidinger f: Ex: de atheniensiske Sofister leve saaledes i Historien, "hvis Ærebrist Glemsel ellers veldædig bedækte." Saaledes ogsaa mange berømte Mænds Mordere m: fl. Hvor liden Ære jeg ellers efter Forhenopstillede maa med enhver Anden tilkjende P., er det dog klart, at i disse Linier tillægges ham "Ærebrist" i Modsætning til den højere, efter Døden levende Ære, som tilkjendes, med eller uden Grund, Den han forfølger ): som et ubekjendt Navn vilde ellers hans forsvinde om han ikke lagde an paa at give det hiint sørgelige Krav paa at opbe- vares. Og hvorom Alting er -- Enhver maa med mig tilstaae, at disse Linjer, der synes at have været P. tilemnede gjennem Cand. Krogh, hans Frænde, paa hvem de aldrig kunde virke pasquil- mæssigt ligesaalidt som paa Ps Folk, der ikke forstod dem, og at være P. ihændekomne strax efter Gaardermoindlæggets pasquil- mæssige Bekjendtgjøren, indeholde og gaae kun ud paa en høist beføjet Advarsel ja næsten et Barmhjertighedsanraab om at af- staae fra et oprørende Forfølgelsessystem. VI) P. "erklærer" mig i No 99, saafremt jeg har villet tillægge ham nogensomhelst lovstridig, uretfærdig eller uredelig Handle- maade for -- en Løgner. At denne Æreskjælden er ganske fuldstændig og uden at mildnes ved sin betingelsesvise Fremsættelse, er indlysende fordi Betingelsen netop var tilstede. Jeg havde jo i Mbldt i det "nød- SIDE: 200 vendige Ord" tillagt Praëm en uretfærdig og uredelig Handle- maade imod mig, beklagende mig offentlig i en ikke desmindre høist moderat Tone over at være det uforskyldte Offer derfor. Og nu erindre man tillige, at denne Beskyldning, der efter sin Natur kræver retlig Revenge, gjøres En, der forud kjendte til Praëms Færd ved Dønnumhandelen, Aager, med meget mere, som dels maatte forekomme mig medrette at være hvad det havde Ord for nemlig lovstridig, uretfærdig og uredelig Handlemaade dels som ublue Udsugelse og Beviser for Mangel paa menneske- lig Følelse. Ligesaa erindre man, at P. selv vedgaaer saaledes at have handlet og at have til Hensigt fremdeles at handle imod mig, som jeg beklager mig i hiin Opsats over at han havde gjort; og at saaledes Injurien "Løgner" er ganske ubeføjet. Eller skulde der være Mennesker, som ikke vilde kalde Insinua- tioner "hos Authoriteter" mod et ungt Mskes Lykke uredelige, eller den for Dagen paa Defens:skrivtets sidste Side aabent frem- satte onde Hensigt uretfærdig, og Anstrengelser forat tilintetgjøre nyttige Foretagender samt den Maade hvorpaa P. for sit Ved- kommende har benyttet Vidneeden lovstridige? Jeg tør ogsaa sige, at ret mange Mennesker, om de, som jeg, vare forudvidende om endeel af de Handlinger af Praem, hvis Undersøgelse in casu er foranlediget, endog kuns som Rygtet for- talte dem og uden de Beviser for mig, som jeg har kunnet pro- ducere, med mig ville betitle dem, som P. -- høist mærkeligt! -- selv, og uden anden Anledning end den almene Følelses, som ogsaa gjennem ham udtalte sig i hiin Characteriseren af ubestemte Handlinger, betitlede dem! Men var Beskyldningen, at jeg er en Løgner, grundløs før denne Sag, da giver visselig ikke den Mængde af vedstaaede Anker over Handlinger af P., der lade sig characterisere som han selv har gjort det, hvilke inden Retten ere af mig producerede, nogen ny Beføjelse dertil. Beskyldningen "Løgner" stod da jeg førstegang tog det Mbld ihaand ligesom nu for mig i al sin Massivitet. Jeg var paa det fuldstændigste, haardeste og offentligste angreben paa Æren. Men dobbelt oprørte det mig, at Proc: Praëm, en Mand hvis Rygte som Menneske var saa slet, og af hvis Handlinger mange dels havde et høist tvetydigt Skin, dels af Retsfølelsen maatte fordømmes, vovede at føre et saadant Sprog. For mig, der kjendte til mange SIDE: 201 deslige saakaldte "Streger", og som var det for en som den af P. be- skrevne Handlemaade udkaarne Offer, var det det frække Hykleri. Men forsaavidt jeg tillige i dettes Sprog var fornærmet grovere end man tillader at tilgive det, stod mig kun tilbage enten Sags- anlæg eller Retorsion. Hvad nu Sagsanlæg angik, da fandt jeg strax, at jeg dertil var altfor fattig, og desuden stod jeg i en Proces den Tid, hvorom jeg med den Gamle i Götz v: Berlichingen af Hjertet sagde "at jeg hellere vilde plages engang saalænge af Kolden end begynde Sag forfra". Der stod altsaa kun tilbage Retorsionen. Og jeg valgte dette Middel, som Naturen selv tilsiger og som flere Omstændig- heder endda ved omnævnte tilsagde mig. Og dette er det nu som Modparten vil negte mig Ret til at have brugt og Gyldigheden deraf! Hvad skal man dog sige om Modpartens fortvivlede Forsøg paa at deducere, at jeg bør straffes for min Udladelse om ham særskilt, og han for sin "Løgner" med alle hine andre sammen- bundtede Injurier, hvilke fremkom før min -- hvad skal man sige om dette: "blot han i Helved styrter, da med Jubel jeg styrter efter -- " naar man i samme Mbld: læser: VII) "Jeg (Praëm) vil haabe og ønske, at Enhver, der maatte føle sig truffen ( ): med den til mig stilede "Løgner"-Beskyldning) heri vil finde en uforkastelig Opfordring til at foranledige, at den retfærdige Strenghed, hvormed Regjeringen lader undersøge en- hver anklaget Embedsmands Forhold, i fuldeste Maade maa blive anvendt mod mig." ? Det var efter at have læst dette "Haab og Ønske, denne ufor- kastelige Opfordring", at jeg i Annoncen quæst: ilede at opfylde den. Hvad der kunde synes Retfærdighed af den saa uhørt For- nærmede blev nu en Slags Kjærlighedspligt. Idet jeg indrømmede min egen oprørte Stemning noget, indrømmede jeg ogsaa min Fiende Opfyldelsen af et Haab, et Ønske, en uforkastelig Op- fordring. Min Modstander, maaskee træt af at vide sig fordømt af den offentlige Mening, udfordrer høitidelig denne til at give Beviser fra sig, udfordrer Mskeheden til at give Grunde for sin længe nærte Uvilje, udfordrer Alle og Enhver og særskilt mig SIDE: 202 hans fornærmede Fiende, hans kaarne Hevnoffer til at ytre sig om ham uden Skaansel og saaledes at det Offentliges retf: Streng- hed i fuldeste Maade maatte blive anvendt paa ham. Isandhed det havde ikke været forsvarligt hverken mod mig eller P. ikke at følge en saadan Opfordring! Men med hvad Ret klager han da siden over umaadelig Fornærmelse, over et Brænde- mærke, over uforholdsmæssig Retorsion, over en Overlast hvor- for Han er det uskyldige Offer? [fotnotemerke] Jeg burde dog maaskee af foregaaende Erfaring vidst, at P.s Ord ere lidet at stole paa, og antaget, at P.s offentlige, "uforkastelige Opfordring" var intet andet end Praleri, og hemmeligen af ham anbefalet til at for- kastes alligevel af Medlidenhed, Proceshad eller hvilken anden Følelse, der kunde komme ham tilgode. Men er det saa, som man af denne hans Inconsequenz kan antage, hvad værre har jeg da begaaet end at have sat Tillid til hans Ord og taget dem for mente som sagte? Belægger han nu Yttringen af sit "Ønske, Haab og sin ufor- kastelige Opfordring" med Beskyldningen at være en "Løgner" -- har han da ikke tillige sat mig Kniven paa Struben for at ud- pine af mig en Udladelse, der kunde bevirke det Offentliges Strenghed i fuldeste Maade, efter eget Ønske, udøvet mod ham? Men endogsaa uden denne uforkastelige Opfordring, maatte han ikke efter sine Beskyldninger mod mig, efter den fiendtlige Fod hvorpaa han havde sat os mod hinanden, efter den Mening han for Aar tilbage var underrettet om at jeg havde om hans Færd som Embedsmand og Mske, efter sin Erklæring at have min Velfærds mine Forældres Haabs Ruin til sin Hensigt -- maatte han ikke efter alt Dette vente, at jeg hvert Øjeblik førte Krigen over i hans eget Land, tabte Taalmodigheden og greb Offensiven? -- med korte Ord, maatte han ikke, uden udtrykkelig Opfordring dertil, vente at jeg sagde ham min Mening om sig reent ud, eller "hvad Karl han var?" Og nu kommer denne uforkastelige Opfordring, Hand- sken kastes under Pauker og Trompeters Lyd, Fienden opfordrer selv til at gjæstes inden egne Grændser, han udfordrer og beder og truer under Tvang af at hedde en Løgner for Alverden til at give Kampen et andet Sving end den blotte Skjældens og Bagvaskelses Fotnote: Anm: C.fr. med "Opfordringen" Modpartens Sigende: "at jeg har villet fremtvinge denne Sag"(!) SIDE: 203 -- sandelig saadant Tilbud maa man dog høre paa, det vilde være baade Synd og Skam ikke at modtage det. I andet Fald skulde P. ikke have undladt at raabe: "se jeg har stemplet som Løgner, jeg har æreskjældt og tør det, jeg har opfor- dret høitideligen til at fremkomme med Noget imod mig, men Ingen har svaret -- jeg er seirende ved Sandhedens Ubetvingelighed; den unge W. er sønderknust; jeg er reen, som man seer, -- han er be- dækt med al den Skjændsel, jeg overøste ham med, og hans Taus- hed viser, at han er det medrette". Det er for naturligt til at be- negtes, at saa vilde skeet, om jeg ikke havde adlydt den ufor- kastelige Opfordring. Jeg vilde selv have givet min Velfærd Døds- stødet, fuldstændiggjort den Fiendes Sejer og min Skam og be- kræftet hans Beskyldninger om jeg havde handlet anderledes. Og jeg vilde ikke have adlydt den tilfyldest, om jeg havde udtrykt mig i mildere Udtryk end disse quæst:, som min Overbeviisning ligesaavel indgav mig som min Følelse for egne og andres Lidel- ser; thi P. "ønsker, haaber og opfordrer jo uforkasteligen" til saaledes at yttre sig at retfærdig Strenghed maatte i fuldeste Maade mod ham blive anvendt. Men angaaende Udtrykket quæst: siden. Mellem Motiverne dertil har jeg endnu at anføre: VIII) Mit Kjendskab til Handlinger af Praëm, der oprørte min Følelse for Ret og Menneskelighed, og som fordi de vare for- skjelligartede ikke tillod en specificerende Maade at udtrykke sig paa om dem, men netop krævede et Udtryk der var omfattende og passende for Totalindtrykket af dem i min Sjel [fotnotemerke] . At dette saa forholder sig, er godtgjort. At jeg ikke troede at burde lade mig nøje med hvad jeg forud vidste om hans Færd, -- men henvendte mig til mine Sambygdinger paa samme Maade hvor- paa jeg plejer at meddele mig til dem i andre Sager (f. Ex. Sogne- selskabs, nyttige Avertissementer osv) -- derfor takke Praëm hin rasende Stevning og hin offentlige Opfordring til at foranledige Alt un- dersøgt [fotnotemerke] . Uden at nævne Selvforsvarets Ret, maa jeg dog erklære, Fotnote: Cfr: Præmisserne i Gbrand Tønsagers Sag. Fotnote: Anm: Hvad angaaer Modpartens Intention af Udtrykket "Em- bedsfortabelse", da erklærer Amtet: "at dette maatte være Føl- gen om Beskyldningen bevistes". Jeg har altsaa ei, som paa- staaet, forstørret nogen Brøde. SIDE: 204 at jeg stod og staaer i den Tro, at jeg i Grunden taler mine Sambyg- dingers Sag mod P:, saa jeg henvendte mig til dem med en Tillid, der, idet den ei blev skuffet, tillige viser, at den Tro er Sandhed. Man cfr hermed P.'s Frygt forat det, om jeg falder i Kampen mod ham, dog vil hedde, at jeg faldt som en for Andre Devoveret. Manden har ogsaa Ret i, at der er en god Deel Uegennyttighed i min Strid; det Egenkjærlige, som maa blande sig deri, er alene Selvforsvarets. Mellem Motiverne hører endvidere: IX) Ligefremme Opfordringer fra Forskjellige [fotnotemerke] , der angave sig uretfærdig lidende ved Praëm, til at bevirke, at dem skede Ret. Man cfr hermed det mellem mig og P. Passerede, da jeg første- gang optraadte mod ham mundtligen erklærende, at jeg ikke kunde længer være Dens Ven, over hvem mine Sambygdinger førte saa- danne Klager, ligesaa at Lars Dønnum flere Maaneder før Annonc: quæst: uopfordret henvendte sig til mig med sin Angivelse i Brev til Finanzdep., samt Lysagerfolkenes, den gamle Bjørnstads o: fl: Andragender før Sagen -- og man vil indsee, at dette medfører Sandhed. Kunde det nu saa være, at jamrende Qvinder let over- drive -- indlysende er det dog, at deres Klager og Synet af Betlerfamilier, der selv sagde og om hvem der sagdes, at de vare ulykkeliggjorte og faldne Fattigvæsenet tilbyrde ved Grusomheder af Praëm, dog altid maatte have Indflydelse. Jeg nævner her som dem hvis Nød i Trangvinteren 1831 især rørte mig, f: Ex Kari Graven med hendes Børn, Jens Maler med Familie, og Enken efter Guldbrand Tønsager med sine Børn -- om hvilke alle det var vist, at de før de kom i Ps Hænder vare velholdne. Da Sorenskriveren skrev Præmiss: til Dommen i Sidstnævntes Sag, maa han have følt det Samme som jeg, naar jeg saae dem van- drende sultblege og frostblaae nøgne i Sneen og hørte dem for- bande Praëm, som Ophav til sin Elendighed. X) Praëms infame Rygte [fotnotemerke] henhører, om end ei egentlig mellem Motiverne, saa dog mellem de Ting, der indvirkede paa mig Fotnote: Anm: Hauge siger -- "da Indstevnte fremtraadte som Al- muens Beskytter"(!) Fotnote: Just.Dep: har ogsaa lagt betydelig Vægt paa P's slette Rygte. SIDE: 205 til at fremsætte mit Omdømme om P:, som det findes i Annonc: quæst [fotnotemerke] . -- Det kan ikke være Nogen ubekjendt, hvor stor Indfly- delse Mange Andres Mening og Medhold har til en Handling. Msket er uvitterligen underkastet denne Opinionens Magt. Deri ligger en Opfordring til at fremstaae. Den har fremskabt mange store Handlinger, og den har afholdt ofte den Enkelte fra Ondt eller Daarligt. Heller ikke har den nogensinde tabt det Ord for at være Sandhedens og Retfærdighedens egen i de allerfleste Tilfælder, som den altid har besiddet. Vitterligt er det nu, og af Modparterne selv erkjendt, at Praëm altfra de første Aar, han kom hertil Landet, paadrog sig Almenomdømmets Misnøje, og at dette ikke har mildnet sin Bitterhed. Det vakte almen Sensation, at høre Just: Falsen i Storthinget skildre P:, dengang endnu et ungt Mske, som en Verres, som en Plage for Landet; og er det vist, ligesom det og var almindeligt Sigende, at Falsens Inpopu- laritet gav P. Naturalisationen. Det er ogsaa vist, at ingen Em- bedsmand har paadraget sig saamange Klager til H. M. Kongen som P. De sidste Gange Høistsamme har været her ere saa- danne blevne ham overrakte; og sagdes der, at H. M. havde yttret sig overrasket derved. Det mest forhadte og foragtede Avisstykke, som i vore Tidender har viist sig, og hvis Forfatter ofte blev betitlet Landsforræder, det saakaldte Rævbælgstykke i 1829 tillagdes Praëm endog saa almindeligen, at han fandt sig beføjet til at benegte det. Og var det et ligesaa almindeligt Ord, at han i Stockholm medhavde et Amalgamationsproject, som, efter den Beskrivelse man hørte, stod i Classe næsten med hiin Op- sats. Et mærkeligt Beviis paa hvor infamt et Rygte P. havde af- gav ogsaa Slaven Krogsgaard ved sin scandaløse tillidsfulde Hen- vendelse til P., at deeltage i Bedrageri med Bankpapirer -- en Fristelse, som P. vel modstod, mens han dog ved den Maade Fotnote: P: indrømmer selv, at han før Fiendskabet med mig havde Vanrygte. "Dette (hans retfærdige (?) strenge Færd) maatte avle Bagtalelse og Løgne; naar da disse naaede en Uven, der med Evner forente Spottelyst, med rosværdig Iver forat hjælpe for- mentlig Forurettede Lettroenhed osv -- kort naar de naaede Henr. W. da maatte de hos ham blive en brusende Strøm. Saa- ledes bliver han ved at deducere Nødvendigheden ): Ansvars- løsheden af min Adfærd mod ham. SIDE: 206 hvorpaa han skuffede Forbrydercomplottet og fik Lieut. Bang arrestert snarere tabte end vandt i det almindelige Omdømme. Et saa alment Sletrygte maatte nu vel gjøre det mindre be- tænkeligt for mig at yttre mig strengt om Manden, da han ende- lig tvang mig dertil. Og paa samme Viis som en saaledes reno- mert Persons Fornærmelser tabte i Vægt, maatte Uviljen voxe over at et Mske, der selv var betynget med et slet Navn, vovede at ville vanære mit. Haabende, at min ærede Dommer ikke mistyder noget af for- hen Anførte som hensigtende til at undskylde Udtrykket quæst. om Praëm -- det jeg senere skal bevise er brugt medrette -- maa jeg dog tilstaae, at paa samme Tid som hine umaadelige Fornærmelser i Gdermoindlægget, Hensigten at ødelægge mig, Er- klæringen at have udbudt dem i Afskrivter og at ville prente dem, Klagerne over Praëms Færd og Vanrygtet om ham samt Erindrin- gen om hans uredelige Opførsel imod mig var fuldt levende i min Sjel, -- saa havde jeg dog -- hvilket og det "nødvendige Ord" viser -- den Hensigt, at lade alt andet Modværn beroe, at tilgive og at lade Flammerne af hans Hevn med Tiden uddøe i sin egen Aske. Jeg var endog, hvilket kan bevises, paa en Reise til Vestlandet for der at nedsætte mig fjernt fra min For- følger, da Ps Opsats i No 99 naaede mig i Chria. [fotnotemerke] Men den inde- holdt nye Injurier, den erklærede for Løgner, den opfordrede ufor- kasteligen til at anklage, og -- jeg anklagede. Jeg havde gjort alt hvad man af den Christne kan fordre; jeg havde, som en Digter siger: "taalt meer end hele Helveds Bærme" -- jeg havde været oprigtig og var bleven skuffet -- jeg havde paa samme Tid jeg gav P. fyldestgjørende Erklæring over et mis- tydet Stykke seet Ps Fornærmelser i samme Blad blive staaende Fotnote: Anm: Forsaavidt der i Dep.Indstillingen staaer, at jeg tildels kom til Chria i den Hensigt at bevirke P. dragen til Ansvar: da ved jeg ei hvorpaa saadant Yttrende kan grunde sig. Ansøg- ningen er ei af eller ved mig forfattet. Muligt dog, at jeg ved samme Leilighed, paa Anmodning medtog Brev for L. Dønnum til Fin. dep. Dog vides Intet herom. Beviis for at min Hensigt var den her angivne kan produceres. SIDE: 207 umildnede -- jeg havde seet min Uven sønderflænge mit gode Navn idet han optraadte i en Sag, der noksom alligevel kunde snærte mig -- jeg havde hørt og seet ham erklære, at min Vel- færd var Maalet for hans forfærdelige Angreb paa min Ære: at altsaa ikke denne var ham nok -- jeg hørte ham endnu oven- ikjøbet svare mine maadeholdne Beklagelser over saa tung en Skjebne med offentlige Erklæringer om at han skulde vide at udføre sin Hevnplan indtil det Yderste først bearbeidende min Velfærds Herrer med at give Forhaanelserne en snigende Publi- citet og siden Alfolket ved at prente dem -- dertil havde jeg besluttet og var midt i Udførelsen at flye en saa rasende Fiende: da -- Løgnerbeskyldningen og den uforkastelige Opfordring stand- ser mig. Jeg spørger efter dette, om man kunde vente mindre end et Forsøg paa at retorquere? Hvad Forbrydelse da at jeg iværk- satte det? Drager dette nu min Modstanders Ruin efter sig -- hvis Skyld da? Jeg har godtgjort, at jeg ikke søgte den. Han havde undsagt mig paa min -- jeg havde kun beklaget mig her- over, og jeg søgte at undvige en Fiende hvis Rasenhed kun maatte ødelægge ham selv og bedrøve begge Familierne. Eller er jeg sagsøgt paa Frihed og Ære fordi mit Udtryk ikke skulde være netop æquivalent? Vistnok Staten bryder sig ikke om saadan Smaalighed -- den vil have Sikkerhed for om Praëm er saadan Embedsmand han bør være. Medens det altsaa dog maa komme mig til Gode, at kunne, som jeg har gjort, godtgjøre at jeg med subjectiv Ret har er- klæret Praëm for en Forbryder mod Stat og Mskehed og for mod mig at have viist en skurkemæssig Adfærd: saa er det Staten der opfordrer mig til ogsaa at godtgjøre den objective ): at Praëm har forbrudt sig som Embedsmand. Kan jeg godtgjøre dette, da har jeg gjort Fyldest for Velgjer- ningen med Beneficiet og beviist Staten en Tjeneste. Og kan jeg godtgjøre andre Handlinger af P., end de [m] mod mig, mod det Mskelige i mig, forøvede, nemlig saadanne som have kræn- ket det Mskelige i Andre og som oprøre Andres Følelse -- da har jeg formentlig gjort mere end det paaligger mig til Befrielse. Rigtignok maa Staten altid erkjende, at dens og Mskehedens Øjemed er eet: at altsaa det at forbryde sig mod Mskeheden er ogsaa, og især af en Embedsmand, at forbryde sig mod Staten; SIDE: 208 og jeg vil holde mig hertil, omendskjøndt jeg, efter nys forhen antagne, skulde kunne gjøre Staten Fyldest for Beneficiet og ramme dens Hensigt og, saavidt dette strækker sig, min Retfærdig- gjørelse, ved alene at godtgjøre Handlinger af Praëm, der ere util- ladelige for Embedsmanden om de end ikke stride mod Mskelig- hedens Følelser og Moralens Bud. Vil jeg derfor i det Følgende skilne imellem deslige Handlinger, saa forsyne dog Documenterne mig med adskillige, hvori begge ): Forbrydelse mod Stat og Mskehed forenes; af hvilke altsaa kun een burde være mig nok. Disse ville altsaa udgjøre den 3die Classe af Handlinger, der maae komme mig tilgode i mit Forsvar, om Retfærdighed findes. Jeg vil dog indtil videre ikke herom tvivle, omendskjøndt min Skjebne i Gaardermosagen har idetmindste gjort min Troe her- paa meget moderat, ligesom og Hr Hauges Omforandring af sin som Referent i den Sag formodentlig alvorligen afgivne Forme- ning viser at hiin Dom ogsaa paa Andre har havt vældig Ind- flydelse. Vis paa vil jeg imidlertid holde mig, at, om det til nu af mig anførte og godtgjorte prøves som det bør, om der er Følelse for Fornærmelser i min Dommers Sjel, om han efter dette sætter sig ind i min den først og sidst Fornærmedes, Æreskjældtes, paa Velfærden Sigtedes, og endelig til Anklage Opfordredes, Stilling i den Stund da Annoncen quæst. fik Tilvær, den Erkjendelse maa indrømmes mig: at jeg havde al subjectiv Ret til at skrive som jeg skrev til Selvforsvar. At vinde den har været Maalet for denne Del af mit Indlæg. Denne tilsigtede Erkjendelse af Dommeren maa udgjøre en vigtig Deel af Dommen, der dog hovedsagelig maa søge at trænge ind i den til Prøvelse overgivne Handlings Indre. Om jeg har havt objectiv Ret, om Praëms øvrige Handlinger qualificere sig til den af mig under forberørte Omstændigheder afgivne Charakteriseren, vil blive Gjenstanden for de følgende Linier, der ogsaa henhøre til det samme tvungne Selvforsvar, som endelig sagde min bittre Avindsmand hvad jeg, forøvrigt end alene mod mig, var vis paa han var; og som endelig satte ham i en Schach, der lader ham anvende alle Kunster, selv dem mod Regel og Anstand, forat undgaae en Skjebne, der saalænge har truet ham fra hvilkensomhelst Haand den højere, Gjengjel- delsens Retfærdighed maatte udkaare. -- SIDE: 209 B En stor Forfatter siger: "I den bestandige Kamp mellem den Retskafne og den Underfundige, har den Sidste Fordelen, saalænge det angaar Livets daglige Forholde; men saasnart den Før- ste overvinder sin Modbydelighed forat gjøre sig be- kjendt med Lasten og træde frem forat forsvare sine egne ophøjede Grundsætninger, er han langtmere uden- for sin Modstanders Beregninger end om han gjorde Brug af de mest udtænkte Krogveje?" Forbryder mod Stat og Menneskehed? Qvid est? Ja det lader til at være vanskeligt nok at svare herpaa; thi Alle, som i denne Sag hidtil have skrevet, have givet forskjellige Fortolkninger. Praëm, der, som bekjendt, sjelden hol- der Maade, har naturligviis skildret det som en Slags nyopfun- den Injuriebombe, fyldt med alt muligt Ondt, og som ganske ufor- varende skal have slaaet ned i hans Uskylds Paradiis. I sit Ind- læg, hvis klynkende Væsen contrasterer saa paafaldende med den Adfærd han oftere har viist i Retten mod alle dennes Ved- kommende, og som har lignet det Rovdyrs Rasenhed, der mær- ker at man er det paa Spoer -- i dette sit Indlæg, der kun kan overbevise om at Hykleri er en af hans Laster, spørger han end- ogsaa med en latterlig Alvorlighed "hvem der vel er grovest for- nærmet?" Efter hans Mening maa da hint Udtryk sige mere end "Løgner, mod Statens, Moralens og Sædeligheds Love stridende Handlinger, samt end alle de 40 (fyrgetyve) massive Æresskjælds- ord, samt den forbryderske Adfærd" der ere mig tillagte i Gder- moindlægget, Prams Apotheoseskrivt. Hans Stevning godtgjør ogsaa hvilket forfærdeligt Begreb han danner sig derom. Hauge er allerede mindre overspændt, idet han "ikke" kan er- klære sig "fuldkommen enig med P., og at Injurien quæst. ikke kan forstaaes som Sigtelser for de største Forbrydelser osv". Dog lægger han nok deri til at retfærdiggjøre P's forgjæves Udfordring til sine charakteristisk farvede Kinder til at rødme. Og jeg ind- rømmer, at han maa have Ret i og Fortjeneste af ikke at paa- vælte sin Part Mistanke for noget værre end i Beskyldningen inde- holdes og end den lader sig, og maa, fortolkes med. Justitsdepart: definerer Udtrykket quæst. med, "af Pram for- SIDE: 210 mentligen begaaede Brud paa de Pligter han som Sagfører og Mske skyldte baade Staten og Mskeheden". Just.depart. [fotnotemerke] antager altsaa, at deslige Feil ere nok til at supplere Begrebet af "Forbry- der mod Stat og Mskehed". Hvorledes min Advocat fortolker det ligger for Dagen baade i hans bestemte Yttrende derom og i at han paastaaer mig fri- funden efter det om Ps Færd godtgjorte. Disse Facta ere da nok efter hans Mening, og falde -- hvilket vel heller ikke kan negtes -- sammen med hvad Regjeringen kalder "Brud paa Sag- førerens og Mskets Pligter mod Staten og Mskeheden". Saaledes har Enhver, der i denne Sag har havt Anledning til at yttre sig, sin egen, mere eller mindre afvigende Fortolkning. Tillige har Regjeringen ved at give mig beneficium tilkjende- givet, at det holdt mig fortjent til beneficiet og at jeg, med al Fyldestgjørelse derfor, havde godtgjort mine Ord, om jeg kunde bevise hvad jeg i Ansøgningen anfører ): Udsugende Forhold, mislig Adfærd hvor det angik Statens Interesse, Haardhed, slet Rygte derfor -- paa hvilket Sidste det synes som at Justitsdep. lægger Vægt. Hvor nu Meningerne ere saa delte, ja selv hvor de ikke ere det, men hvor Udtrykket er nyt, plejer man dog virkelig at tye til Dens Fortolkning, som brugte det, holdende sig til det gamle Ordsprog: Hvermand er sine egne Ords bedste Fortolker. Jeg erkjender, at bestemtere Udtryk kunde været brugt -- at jeg kunde skrevet: "Proc: Praëm er en Aagerkarl, som tager 15 pcto, 20 pcto af Aalborgsæter- og Dokken-Mændene og 60 Sp. af Ole Thorbjønsrud for Henstand nogle Maaneder med Resten af en uhyre forøget Sum -- ergo: Praëm er en Forbryder mod Staten og dens Love. Proc. Praëm er en Udsuger, som for 400 Daler paa 1 Aar lader Ole Thorbjørnsrud forskrive sig for 520 Sp. med Renter; og en ubarmhjertig Mand er han, som hos den udarmede Gbrand Tønsager holder 2 Executioner med svær Mødeberegning samme Dag; og uden menneskelig Følelse er Han, som vil slaae den 80aarige pyntelige Jens Braaten og som har mishandlet den høistfrugtsommelige Erik Jahnsens Kone -- ergo tilsammenlagt: Proc. Praëm er en Forbryder mod Mskeheden." Fotnote: Ja, Regjeringen, som har handlet i Vedtagelse af dettes Ind- stilling. SIDE: 211 Saaledes kunde jeg skrevet. Men hvortil denne stylus periphra- sticus? -- Den kan være god nok for Angivere af Profession -- hvortil, naar jeg i 5 Ord kunde sige det Samme og tillige omfatte alle de lignende "Brud", som ere P. nu paabeviste? Jeg vilde jo desuden ikke angive: Spørgsmaalet var at concentrere mit Om- dømme, at svare som der raabtes og opfordredes. En Specifi- ceren vil Enhver der kjender til denne Sag nok indsee var umulig [fotnotemerke] . Altsaa -- et kort, saavidt muligt sikkrende Udtryk; og et saadant er brugt. Ordene "Forbryder", "Stat", "Menneskehed" tages i meget forskjellig, snart vidtløftig snart snever Betydning. Vil man substantivisk nævne En, som begaaer en mindre Brøde, en Forseelse, da har man i vort Sprog, der ikke kjender Ord som "en Forseer, en Feiler" intet andet Ord at tye til end "For- bryder", hvilket ogsaa bruges om Den, der allersværest begaaer sig [fotnotemerke] . Jo, man har "Synder"; men idetmindste efter min Følelse er dette Udtryk allerhaardest. Det er maaskee herfor, at det af P. er brugt om mig. "Forbryder" -- dette Ord erholder da sin Vægt alene af den Forbindelse det staaer i. Sættes der: "For- bryder mod Sabbathens Helligholdelse, mod det 6te Bud osv" -- da veed man, at der menes Helligbrøde og peccata carnis; men dog derfor ikke hvilken Art og Grad af disse Synder. Men Fotnote: ikke absolut, naturligviis; men umulig med Hensyn til Mbldets Rum, til Tid og Omstændigheder. En Specificeren skulde tillige maaskee have udsat mig for at lide Straf fordi jeg ikke fuldt beviste det mindre, medens jeg gjorde det med det Vigtigere og Fleerheden af Klagerne -- dette dog Forudsat den Urimelighed at Sagen udgrentes i saamange Sager som Anker. Men noget Saadant kan nu ikke falde i Tan- ken engang, saadan som denne Sag er. Fotnote: Anm. Forfatteren af "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge ): mod den norske Stat", actioneredes ikke. Da Han senere, formedelst de heftige Angreb, dette Skrivt vakte, betit- lede det "Forhold": saa erholdt han ligesaa mange Irettesættelser for denne "upassende" Redaction, og det erkjendtes at intet andet Ord end "Forbrydelser" lod sig bruge baade fordi Sproget intet ligebetegnende ejede og for Sandhedens Skyld. Hvad vilde jeg vel udtrykt, om jeg havde skrevet "Forhold"? SIDE: 212 nu skulde jeg dog tro, at Begreberne "Stat" og "Menneskehed" er langt amplere end hine to, hvis Betydninger enhver Børneforkla- ring udvikler indtil det allernøjeste, forfølgende dem i enhver Ud- grening. Hvor er Staten ikke! Hvor ikke Menneskeheden? Disse to smelte desuden sammen i Begrebet, jo fuldkomnere de ere. End- ogsaa begrændsende disse Udtryk meget, kunne vi sige: Staten er i sine Love, Menneskeheden i sine Fordringer, i alt hvad Menneskeligt er. Menneskeheden maa ligesaavel som den En- kelte kunne sige: humanitas sum og Den der begaaer eet Lejermaal ligesaavel hedde en Forbryder mod 6te Bud som Den der begaaer Hoer, saa maa man vel, naar man sætter "Forbryder" sammen med hine 2 langt mere omfat- tende, ja af alle, der falder mig ind, mest omfattende Begre- ber, have en endnu større Mislighedernes Scala at gjennemgaae. Ingen vil, om han hører En med runde Ord erklæret for en Forbryder mod Sabbathen, derfor sige: han maa have afbrudt Præsten under Prækenen med høje Eeder; han vil bie til han hører hvori Helligbrøden bestaaer; men dog derfor, om den exi- sterer i nogen Henseende, kalde den "Helligbrøde" [fotnotemerke] . Hvem kan derfor sige, at Udtrykket "Forbryder mod Stat og Menneskehed" gaaer ud paa det Yderste og Sværeste af For- brydelse derimod? [fotnotemerke] Han vil bie til han hører hvorpaa det gaaer ud; og dog ligesaavel kalde Den "Forbr: m: St: og Mhed" som i mindre Henseende forbrød sig derimod, som den der gjorde det i Høiforraad, Tortur osv. Fotnote: Præsidenten i Sthinget turde i sin Tid der omtale P. ligesaa drøit som jeg -- kun mere omskrivende. Fotnote: Hauge bruger selv et saadant ampelt Udtryk om Pram, hvor han indrømmer En og Anden Grund til at troe at P. har søgt ved nogle Leiligheder ubillig Fordeel. Ubillig Fordeel passer baade paa Bedrageri og paa Falskhed og paa Dyrhed. Især for Sagføreren bliver dette Udtryk tvetydig og prægnant. SIDE: 213 "I Dyd ei gives nogen sidste Tind, i Last ei nogen dybest Afgrund -- Alt gaaer gradeviis fra Satan og til Gud." Efter et individuelt Indtryk, som disse Ord kan have gjort, maae og kunne de ei bedømmes. Eensidigheden har isaahenseende faaet en god Advarsel i hine forskjellige Fortolkninger deraf. De maae og ville af den ærede Dommer alene bedømmes efter det Produ- cerede; og da maa, efter nysanførte uomstødelige Ræsonnement, i hvad min Modstander Paabeviist -- betydeligt eller ubetyde- ligt -- naar det blot er "Brud" paa hans Pligt som Embeds- mand, som Borger og paa Menneskelighedens Krav, være fyldest- gjørende. At jeg er istand til at paavise endeel ikke Ubetydeligt af saa- dant Slags maae være uvæsentligt til Udslaget [fotnotemerke] . Her er igrunden blot Spørgsmaal om en eller to saadanne til- strækkelige Handlinger -- om man vil dele Udtrykket. -- Det er Modpartens Arbeide forat fremstille sig som den der ofte var upaaklagelig, ja mere end det, der har fremkaldt de mange Mod- stykker hertil. I en Sag af denne Vigtighed, hvor Stevningen lyder paa Ære og Frihed, bør man vel mindst bygge paa saa relative Begreber som "betydeligt og ubetydeligt". Hvert Hoved har isaahenseende sine Tanker, hvert Hjerte sine Følelser. Spørgs- maalet bliver alene: var det lovligt, rigtigt? og: var det honet, menneskeligt, ærligt? Det er alene Hensyn, og da i min, den Anklagedes Faveur [fotnotemerke] ; som kan tages til hiint i sig selv Relative, forsaavidt at Dommeren ikke kan negte for sig selv, at en al- meen Følelse, som jeg har delt, maatte og maa tillægge Det en Grad af Betydelighed, som Loven alligevel har forbigaaet uden udtrykkelig Misbilligelse. Mængden af saadanne Gjenstande i denne Sag, og dennes egen Beskaffenhed forhverver mig et ligesaa ustridigt Krav herpaa, som paa at Hensyn tages til hvor- ledes forskjellige Træk af Prams Færd maatte vise sig for mig i det Forhold, jeg stod til ham, til de formentlig forurettede Almuesfolk, og forsaavidt jeg kan tillægges nogen særegen Be- Fotnote: Hermed er jo dog derfor ikke sagt, at Ubetydeligheder, blotte Forseelser skulde kunne være nok. Fotnote: Det Sandsynlige er altid i Anklagedes ): i min Favør. SIDE: 214 vægelighed i Følelsen og tilmed ydre Grunde i Opfordringer, Kla- ger osv. til at lade denne yttre sig. De mange Beviser for at jeg i en Sag saa lidenskabelig som denne ingensinde har imputeret P. andet eller noget værre end andre Folk vedstode gjør det endmere retfærdigt, at der tages Hensyn til hvorledes hver enkelt af de opgivne Handlinger af P. maatte forekomme mig. Min Anskuelse vinder tillige Styrke isaa- henseende, da den ved mange af de forekommende Tilfælde falder sammen med min Advocats og andre Folks og derimellem med de Klagendes, ja endog, som Hauge siger, med "competente an- seete Dommeres". Disse Hensyn kan jeg fordre tagne mig tilgode som forstær- kende mit Forsvar ligesaavist som at de maatte formindske min Strafskyld, om jeg ikke skulde kunne føre dette tilfyldest. Hine relative Begreber om det mere eller mindre betydelige i Ulovligheden af enkelte Handlinger af P. maae naturligviis ingen Indflydelse have, da Ps Embedsfærd bør være pletfri. Skulde de have nogen maatte det være ved de Handlinger hvori P. impu- teres Inhumanitet ): Forbrydelse mod Mskeheden; og da maae de have en i min Faveur, saasom jeg i deres Fremstilling ikke er gaaen videre end jeg var motivert til, og end at jeg kunde appel- lere til en almeen Følelse. -- Men idet Staten ikke kræver Beviser for Røveri, Falskt eller andre deslige Capitalforbrydelser til aldeles Frifindelse for Den, som anklager en Embedsmand forat have forbrudt sig mod den; men isaahenseende er tilfreds med hvilketsomhelst paabeviist Brud paa Embedspligten: saa kan jeg, idet jeg er istand til at paa- bevise P., var det end kun et eneste saadant, fordre, at intet individuelt Indtryk af Udtrykket quæst:, som maatte være over- spændt nok til at fordre mere end Staten gjør, og altsaa blot er en personlig Følelse, gjør sig gjældende ved Bedømmelsen af Spørgsmaalet om det Lovlige. Deri holder jeg mig til Mod- partens eget Princip, idet kan erklærer "at han holder sig til dem, som lære, at Borgersikkerheden bedst fremmes ved de positive Loves ubetingede Anvendelse". Selv ved det andet, men underordnede Spørgsmaal: om det Humane, -- kan en individuel Anskuelse kun medrette gjøre sig gjældende hvor den kan appellere til en almeen. Men denne erklærer sig krænket ved mange mindre Forseelser end Mord og SIDE: 215 Hevnbrand; og en individuel Formening om at Beviser for saa- dant dog maatte til for at forsvare Beskyldningen at være en Forbryder mod Mskeheden vilde være uden Støtte. Ogsaa Humani- teten har sine Love [fotnotemerke] og mange flere Forbrydelser derimod end de borgerlige opregne mod sig. Alligevel ere alle hine Fortolkninger af Udtrykket quæst: al- lene udrundne af og grundede paa et individuelt Indtryk deraf. Om jeg selv vilde afgive nogen, skulde den vel besidde mest, men ikke tilstrækkelig Authoritet, og det af samme Grund -- nemlig fordi den alene kunde søge sin Begrundelse i en indivi- duel Anskuelse. Jeg kan vel gjerne erkjende, at med min For- tolkning eller med mit Begreb om den rette Betydning deraf stemmer ingen saa nøje overens som den i Regjeringsindstillingen afgivne; og den har vel den højeste Authoritet, da hele Regje- ringspersonalet synes at gjøre den til sin ved at beneficere mig til at godtgjøre alene hvilkesomhelst "Brud" af Praëm "paa Sag- førerens og Mskts Pligter". Men alligevel -- Fortolkningen af Udtr: quæst. kan kun skee factisk; og den maa være begrundet i en almeen Anskuelse. Men denne findes jo alene i Lovene: i de borgerlige og i de moralske. Jeg har havt objectiv Ret til at anklage Proc. Praëm som skeet er, naar jeg kan paabevise ham Brud paa disse. Regjeringen har paa en sjelden Maade indrømmet mig den. Men naar var ikke Aager, Udsugelse, Svig med Statens Penge, Uefterrettelighed, der har voldet Medborgere Tab, og unødvendig Haardhed m: m: m: "Brud" paa de borgerlige og moralske Love? "Brud" paa Embeds- mandens, særligen paa Sagførerens, Borgerens og Menneskets Pligter mod Staten og Mskeheden?" For den moralske Domstol [fotnotemerke] skulde jeg kunne slippe med mindre Fotnote: NB. Disse Love findes endog skrevne i Nationernes Tanke- sprog og i Sædelæren. Saaledes f. Ex: "læg med den venstre hvor den høire mon saare" ofl. deslige. Ja endog for Dyrene har Mskeligheden sin Beskyttelsescodex. "Bind ikke Munden til paa den Oxe som tærsker" osv. Disse Humanitetens Love ere et med -- almindelige Pligter. Fotnote: NB. Jeg appellerer her til den ærede Dommers eget Kjend- skab til Publicums Tanker om P. Der er 1000der til i Norge, som troe med mig at P. er en "Forbryder mod Stat og Mskehed". SIDE: 216 end Beviser herfor; og endnu mindre skulde jeg behøve Sager, der involvere noget værre endda. Jeg tilstaaer oprigtig, at jeg for Hr. Prams Skyld ikke ønsker, at saadant, der ruster det Of- fentliges hele Vægt imod ham, var kommet frem; da jeg bør troe, at for den juridiske Domstols hele Strenghed maae Beviserne for hine Anker være nok for mig. En Stat, der er fuld af Retskaffenhed og Omhyggelighed for sin Ære, skulde ikke engang erklære den Embedsmand brødefri, som blot forbrød sig mod Mskeheden; thi det er Statens Høimaal, at gjøre dennes Krav og Dyder til sine, og at smelte sammen med den i Idealet. Derfor kræver den ogsaa et uplettet Rygte af Embedsmændene, sine Repræsentanter; og Regjeringsindstillingen angiver tydeligen, at dette og hint i vor Stat er Princip. Ligesaa siges der med Sandhed: at Den der forbryder sig mod Staten, forbryder sig mod Mskeheden. Det er jo denne, som gjennem Staten repræsenterer sig, gjennem Statens Embedsmænd sine For- maal, sin egen Tendenz til Orden og Retfærdighed. Gjennem Sta- ten anbetroer den f: Ex: de Enkelte Dommer- og Sagførerembe- der; og den kræver sig betalt med -- fremforalt Agtelse for de Love til hvis Overholdelse de valgtes. Mskeheden føler sig derfor dobbelt kræn- ket naar en af Statens Embedsmænd, og det af de lovkyndige, begaaer Brud paa de borgerlige Love. Den straffer saaledes Aagerkarlen, selv om han blot fældes af Folkemeningen, med Spot og Foragt, om han er blot Borger; men er han Embedsmand, er han sat til at vogte Lovenes Overholdelse, da nedkalder den alle Lovens Straffe over ham fortrinligen foruden den Afsky, hvormed det sedlige Almeenomdømme straffer ham. Udsugelser, Drøihed i Betaling, Haardhed hos en simpel Contorbetjent f. Ex., straffer Mskeheden med Uvilje og Ringeagt eller om det gaaer høit med en offent- lig Advarsel; men farer en Embedsmand saaledes frem, da kalder Mskeheden, Almeenomdømmet, det strax "Misbrug af den offent- lige Tillid, utaaleligt Tyranni" osv. Vi see ogsaa, de Tidender, som angive sig som Mskehedens Talsorganer, Oppositionstiden- derne, at jage efter Embedsmænds Forseelser; og det Offentlige negter ikke, at det skeer en Tjeneste, om saadanne paabevises En- kelte. Ligesaa, om en offentlig Casse beskuppes, da anseer Folket Forbrydelsen ligesaavel mod sig begangen som mod det Offentlige; og det kaster mere Uvilje paa en saadan Forbryder end paa den al- mindelige Tyv. Praëms Aager angaaer derfor Mskeheden, skjøndt den synes nærmest at angaae Staten; og hans Haardhed Staten, SIDE: 217 skjøndt den synes nærmest at angaae Mskeheden. Hans Kjøb af Procesfordringer angaae Staten, men Mskeheden oprøres formedelst de Lidelser, som derved paaførtes enkelte Borgere. Og naar han lader sig uretteligen af det Offentlige udbetale Penge og dertilmed tager dem hos sine Parter, da vedrøres Stat og Mske- hed ligemeget med Afsky, om de end ikke, som Tilfældet er, begge directe vare Gjenstande for Udaaden. Der er altsaa et saa inderligt, gjensidigt Forhold mellem Stat og Mskehed, at Forbrydelser, og især en Embedsmands, mod den ene ogsaa blive det mod den anden. Det vil derfor ved mange af P.s ikke være saa let at afgjøre om de mere ere Forbrydelser mod Staten end mod Menneskeheden eller omvendt. Men vist vil det vorde at i flere af hans Handlinger ere begge paa det tydeligste krænkede, idet dels de borgerlige Love ere brudte, dels den offentlige Tillid skuffet, og unødvendig Haardhed, Ubarm- hjertighed og Sløvhed i eller Ringeagt for almindelige moralske Følelser lagt for Dagen [fotnotemerke] . Det er Saadant som under Et er characteriseret med Udtrykket quæst.; eller -- om man vil have det endnu nøjere -- det er en moralsk Tilstand, som er istand til Saadant, der saaledes er charakterisert. Thi selv om Praëm efter eget Sigende skulde været endnu heldigere i sin "Cacheren" -- den han noksom har gjort Brug af -- vilde jeg ikke kunne ændre den Overbeviisning om hans moralske Uværd, som har fundet det eneste adæqvate Udtryk i Annoncen quæst. Men er det saadanne Handlinger, saadanne "Brud paa Sag- førerens og Mskets Pligter mod Staten og Mskeheden", som deri ere charakteriserte: da maae Beviserne for deres objective Sand- hed baade fortolke Hvad der er meent dermed, og at dette er ment med al gyldig Grund. -- I det Følgende opfylder jeg altsaa Løftet "at stemple Pro- curator Praëm som Forbryder mod Stat og Menneskehed". -- Fotnote: Anm. Man kan maaskee sige at Udtrykket quæst: er af mig fortolket i min Placat med Udtrykkene "forskjellige formentlig uretfærd:, udsugende og lovløse Hdlinger som især have faldt min Sambygdinger til Lidelse". Dette vedstaaes. Jeg veed endnu ikke hvorledes jeg bedre skulde forklare det. Det falder ogsaa sammen med Just:Dep: Indstillingens. SIDE: 218 I Undersøgelse af Hvad Modparten har fremført til sit Forsvar. Praëm indrømmer i sit Indlæg "at en eneste Handling, som almindelig antages kun at have sit Udspring fra et fordærvet Hjerte, slet Tænkemaade eller Ringeagt for Lovene og Embeds- pligt" maa være nok for mig, naar jeg kan paabevise ham en saadan. Ihvorvel denne Fortolkning er strengere end Regjeringsind- stillingen, er jeg naturligviis dermed tilfreds. Dog synes det mig Galskab af en Mand, som fører sligt et Sprog, at søge sin Frelse i at opstille blidere Modstykker af sin Vandel, somom ikke Alt beroede paa hvad jeg producerer. Vel siger han ogsaa, med sædvanlig Inconsequenz, at Exempler paa hans redelige og humane Adfærd mod Forskjellige "kan synes Sagen uvedkommende"; men at han ikke destomindre fordrer lagt Vægt derpaa viser han factisk ved at opstille dem. I en Action fra det Offentlige kunde en saadan Redningsprocedure høre hjemme; i nærværende har den kun uforsvarligen vidtløftig- gjort Sagen. Jeg skulde ikke med et Ord behøve at møde denne Side af min Modparts Sagførsel -- og det saameget mindre som han ved at tillægge sig Fortjeneste af nogle Handlinger indirecte frakjender sig den i de andre, hvoraf han ikke gjør sig til -- saafremt den ei gav saa rigeligen Beviser for det Modsatte af hvad som til- sigtes: Beviser for Haardhed og Egennytte idet de skulle godt- gjøre Humanitet, Ædelmod og Uegennytte. I det Hele tjener den ei til at overtyde om andet end at Pram besidder en ny Last -- Hykleri. Denne Opdagelse vil dog langtfra overraske saameget som naar man, ved at undersøge de selvsamme Bilag, der skulle be- grunde hiin frugtesløse Selvroes, finder, at Praem isaahense- ende staaer yderst lidet til Troende. -- 1. I Prams Erkl: til Amtet om Erik Fossums Klage (Ps Bil: 1) siger han "at Overbud (ved Auctionen da han kjøbte dennes Avling) ikke skede". Og hans Bil. 2 siger udtrykkelig, at saadant skede [fotnotemerke] . Fotnote: NB. Ordene ere: "Avlingen blev opraabt samlet for 21 Sp. 66 ß, hvor efter det ved Bud og Overbud blev opdrevet til 26 Sp. SIDE: 219 Er dette den Sanddruhed, man fordrer af Embedsmanden under hans Eed i offentlige Erklæringer til Overøvrigheden? Eller endog for en Ret? Jeg gjør dette til en Anke mod ham. Men der er flere ejusdem generis. -- Ligesaa er det med hans egne Vidner beviist at være falskt hvad han i samme Erklæring siger "at han befoel sine Folk at bære hende ( ): Erik Fossums høifrugtsomme- lige Kone) bort," "og det kan vel hænde, at En tog hende noget følelig i Armen"(!) Jeg maa tilstaae, den sagtmodige Mildhed, som dette skal vise, og om saa var, heller burde hedde skaanselløs Vold, at lade en jamrende Kone i den Tilstand saaledes borttransportere. 2. P. debiterer, at han i 8 Aar ikke har for sig selv havt nogen Sag. Af hs Bil 61 sees dog, at 22 Sept/23 gik P., der havde ind- stevnet Christof. Julsrud for 58 Sp. til saadant Forlig at mod- tage 25 Spd; og gik Ps Paastand om 15 Sp. i Procesomkostninger fløiten. Men -- dette er 10 Aar. Ligesaa at han 26 Nov/25 i Sag med Lars Langvæg og Ole P. Dokken for 350 Sp. vedtog Forlig paa 70 af Langvæg [fotnotemerke] ; og gik ligeledes de paastaaede Procesom- kostn: 50 Sp. i Lyset. Hertil nu Processerne med Gbrand Tønsager og med Gjorde- moderen, samt et Øje paa hoslagte Bil. 3, der viser, at han i 1828 søgte Lars Skjerden af Stange paa 27 Sp. 48 Sk, som for- langtes for Regnskabs Opgjør, men erholdt kun ved Dom 7 eller 17 Sp. 48 Sk; og man seer, hvor lidet han staaer til Troende selv i sin Documentation, som han dog burde betænke, for hans egen Skyld, burde være paalidelig [fotnotemerke] . Ovenstaaende afgiver ellers nye Anker, saafremt P. ei har ment her ved Jurisdictionen, da han -- dog ei tilfulde maaskee har sine Ord ibehold. -- -- 3. Af Ps Bil. 62 findes, at 10 Sp. for Møde ved Exsecutioner "endog hvor Reiserne have udgjort flere Mile" har været Praëm Fotnote: NB. Maaskee dog denne Sag har været for Andre. -- Fotnote: Bil. 17 viser nok en Proces P. har havt for Voldsgjerning. Men ogsaa den er udenfor de 8 Fredsaar rigtignok. Den hei- retske Proces kan ogsaa regnes til Ps; da han og Part dømtes in solidum. SIDE: 220 tilkjendt hos Chr. Dønnum ( ): 2/3 Fjerding fra hans Bopæl) Christen Findstad (1/2 Miil) Lars Langvæg (2/3 Fjerding) Lars Larsen Heiret (3/4 Miil). Ligesaa, at han samme Dag hos den udarmede Gbrand Tøns- ager lod holde 2 Forretninger og tog i Sallarium 10 Sp. (1/4 Miil). Sandelig dette er elskelig Humanitet (Alle disse Nævnte ere som bekjendt udarmede Folk, der have give P. meget at tjene) -- og dette er at give Fienden Vaaben ihænde. Ikke Jeg, og vel nepp nogen Anden, kan af dette begribe med Fogden den pram- ske Skaansel mod Fattige. 4. Uagtet Bil. 57 viser, at den Tid var i 1820, da P. tog imod 2 pcto, naar en forstandigere Requirent ei vilde indrømme mere: erklærer P. dog selv altfor naivt i Anledning af Bil. 56: "naar jeg befatter mig med Incassationer, da gjør jeg det ikke under 8 pcto. Se 45 Bil. Dette Bil: viser ogsaa, at P. hos Chr: Findstad reserverte sig forlods af Auctionsbeløbet 8 Sp. for Møde og 8 pcto. Incass. salar. Skyds fra Mork til Findstad 2 Mile (se ovenfor). Omkostninger 12 pcto. Gjelden 100 Sp. Solgt for 116 Sp. 68 Sk. Betalt contant 50 Spd. [fotnotemerke] Og sees af Auctionarii Paategning paa den originale Regning (Act. 171), at Mødet maa have været kort, "da Hr P. i Utide forlod Auctionen". Nu, hulde Beskedenhed, rødmer du ikke, naar P. efter Dette, endnu roser sig af at have laant Chr: Findstad engang 60 Sp.? Ventelig vare de af Overskudet, skjøndt man hører ikke at saa- dant er kommet Manden tilgode. Men det er jo sandt -- P: er- klærer jo "at det altid har været hans Princip, enkelte Gange at tage fuld Betaling for havte forskjellige Arbeider". Slige Ud- flugter høre ogsaa til Redningsproceduren, skjøndt de unegtelig betage "Godheden" meget af sit Tække. -- 5. 28de og 29de Vidnes Erklæring, at P. sagde sig, som Kyhns Regnskabsopgjører, at skulle betale dem Kongeskydsen, er be- Fotnote: P's Skrivelse af 18 Juli/33 siger, at de 50 Sp. skulle være Afdrag paa hans Gjeld i det Hele. Han, Christen, bliver saa- ledes ikke den Eneste, om hvem jeg kan have den glade Tanke, at denne Sag bevirker dem Godtgjørelser om end kun nogen og sildig. -- SIDE: 221 negtet af P. Skjøndt det nu er notorisk, at P. sad og sidder inde med alt Kyhns Regnskab, -- noget, der og viste sig paa "Grinden" -- , og skjøndt hint eenstemmige Vidneprov vel maa staae til bedre Troende forsaavidt det gaaer ud paa P.s Ud- ladelse: er det dog af P., som sagt, benegtet. Hvad skal man da troe, naar P: i Bil. 47 erklærer "at han har overtaget H. L. Kyhns udestaaende Fordringer til Incassation."? Efter mit Be- greb følger af et saadant Forhold, at han ogsaa maa udgjøre hans Debet, især naar han lover det til 2 Mænd. Men sligt fragik denne ærlige og ordholdende Embedsmand. 6. Efter P's Bil. 52 skyldte Halvor Grinden 13 Sp -- 1 -- 23; efter 53 Bil: 21 Sp. -- 1 -- 23 ß. Derpaa betalt 30 Sp.; hvilket hverken gjør 26 Sp. 3 ß til Gjeldrest eller, som Kyhn skriver, 15 Sp. Hvor stor Resten blev burde P. vide før han paaførte den ud- armede Deb. Omkostninger. Men spørger P: oftere: "er dette Egennytte?" Nei, det er kyhnske Regninger og praemsk Opgjørelse, hvilken almindelig skeer med temmelig runde Tal. P. undlader ei at rose sig af, at han staaer sig slet paa Kjøbet af Grinden; men Bil. 53 viser dog at den taxeredes for 150 Spd; og P. fik den langt under dette. Tillige strøg der [fotnotemerke] Arvepenge med, som ei kunde røres. 7. Af Bil. 44 sees, at P. tog 6 pcto hos Christen Nielsen Røssie. Dette maa have været den Auction, da dette V. paastaaer "at P. betingede sig 5 Spdlr forat ei pct: skulde blive 15 Sk. Og, siger V., "at det vedtog at betale 5 Sp., men har dog seet Regninger, hvoraf sees, at P. tog ialt 15 pcto" (Hvilket ogsaa er ganske rigtigt.) Fotnote: En Arvecapital nemlig som tilhørte 26de eedfæstede Vidnes Ole Findstads Kone. Denne gik med -- siger V -- "efterat P. og Kyhn havde faaet fat i Grinden", og P. siger han afskræk- kede dem fra Proces derom, da han sagde denne vilde koste mere. -- Det forekommer mig dog som om Trediemands Penge ei kan røres. Dommerne afgjøre dog om heri er noget ulovligt! om Fornuften heri bedrager sig! SIDE: 222 P. siger nu, at denne "senttænkende Bonde", dette Vidne lyver ligefrem, "fordi P. ei lod, som provet, Auctionen holde hos ham; men efter Overenskomst med P." (Jeg skulde dog troe nødt dertil) og fordi Lensmanden vidner, at slig Accord ei foregik i hans Nærvær. Vidnet maa dog staae ligesaameget til Troende som P. De 15 pcto ere ogsaa herlige at paaberaabe sig, om man vil søge Beviser for Humanitet og Uegennytte. Det er høist usandsynligt, at en saa raa Almuesmand skulde opdigte en saa- dan Beskyldning mod P. Det Ulovlige deri paafalder ikke strax, og ikke dette; men at P. brød Løftet er det, som lader ham klage og derved for Andre opdage Brøden. 8. Af Bil. 14 sees, at Lars A Sundby "ikke forstod den skades- løse Transport". P. debiterer, at L. Sundby ei har villet modtage hans Tilbud. Af Beskikkelsen sees, at han ei har kunnet af Pgemangel. Samme Bil. giver ogsaa Ps Tilstaaelse for Kjøb af Fordringer og Sag. 9. Af sin Færd mod Ole Gundersen Kneppe gjør P. meget. Men der bliver virkelig mindre tilbage for hans Roes end jammerlig lidet. Hvorledes denne Mand blev P. skyldig 50 Sp: for Sag- førerforretninger, er ikke godt at sige. Betalingen er i alle Til- fælde ublu [fotnotemerke] . Derfor toges dog Sikkerhed baade i den gl. Mands Vilkaar og i i Sønnens Jordvei staaende 700 Sp. I Exsecut: forretn: findes og at Ole har forbeholdt sin Ret mod P., der nu, trods Løfte om at betales Terminviis, agter at tage Udlæg i Vilkaaret. Auct. paa Kneppe 11/2 29 (Bil. 73?) opgiver nu 12 1/2 pcto til P. inden 3 Maaneder -- 6 pcto Incass. salar -- 6 Sp. for Møde -- samt, at P. tilsloges 2 voxne Kjør for 9 Sp. 3 Ort og det for 3 Aar for 150 Sp. taxerte Føderaad for 27 Sp. 36 ß; -- 20 Sp. -- og 10 Sp. 2 -- 12 ß. Nobelt isandhed! Men Kreaturerne, der gik for saa godt Kjøb, laantes jo Konen. (De bleve dog alligevel "en skjønne Ejendom Fotnote: NB. Hauge siger "at af O. Kneppes Gjæld var 26 Sp. be- talt. Mod at erholde 24 Sp. skulde Resten ): = 0 eftergives. Udmærkede Godhed! SIDE: 223 og en god coup"), og det overlodes at fremstille en anden Kjøber? Men man kjender Bonden -- Skræk staaer af Pram; og om han mente det oprigtigt, hvorfor bød han selv ei mere, da det var hans egen Gjæld? Stinker anden Selvroes -- hvad infernalsk Duft maa da ikke en saadan have? Paa min moralske Sands virker den som Fræk- hed, og det som en, der maatte pirre til Latter, om man ikke følte Medynk med de arme Folk, der lide ved slig Godhed. 10. Hvor kleint bevænt det dog maa være med denne Godhed, sees af forhenciterede Bil. 2, samt af 3., der godtgjøre, at han hos den tiggefærdige Erik Jahnsen tog 5 Sp. for Møde ved en Contorist, Skydsgodtgjørelse (Afstanden 1/4 Miil) samt 10 pcto og 4 pcto til Incassator. De plumpe Forsøg paa at skyde Skylden paa Andre ere ogsaa at mærke, idet han siger "at det var muligt at en af hs Folk tog Eriks Kone noget følagtigt i Armen"; og i sin edelige Er- klæring til Amtet, at hans Contorbetjent ingen Ordre havde til at kjøbe Avlingen. Hvem vil troe, at denne afhængige Person gjorde det paa egen Haand? Der maa vel ogsaa have været noget galt ved det siden han undskylder sig saaledes ): med en haandgribelig Usandhed. Det er derimod en Godhed af Praëm, at han slog 3 skyldige Spd: indunder de 8, han efter Bil. 3 for- drede for Møde hos den stakkars Erik. 11. Af Ps Bil: 30 sees, at han ved sin Contorist tog 8 Sp. Mødet paa Næs (1/4 Miil); samt 6 Mark for Kaldsedlen og 2 Sp. for Møde ved Commissionen. Man kan befæstes i sin Tillid til P's gode Attester og Vidnes- byrd, naar hermed confereres Forligelss-csær Legangers Erklæ- ring; og ved at læse hint Bil: i sine store Tanker om den praëmske Humanitet. 12. Af Bil. 36 sees, at P. hos Ole Brustad, en meget udarmet Mand, paastod sig ved godvillig Auction forlods 6 Sp. Ligesaa ved at møde ved Agent Julsrud. Og af Bil: 37 -- 12 pcto. Samt staaer der: "I Incassationssalar reserverer og betinger jeg mig 8 pcto". SIDE: 224 Pram erkjender ligeledes at have, forat udbetale ham paa Haanden givne 125 Spd. taget 5 Sp. Dette er netop Renter af Summen for 1 Aar [fotnotemerke] . Det er disse Folk, som Pram, "efter sin Skik, ikke vil lade mere end høist nødvendigt føle, at de mod- tage Velgjerninger." Jo, de føle det! Ovenstaaende er uimodsigeligt. Men da P. truer med at gjæste disse Folk, der neppe have Brød til Munden og som bestaae af en syg Mand og 7 Børn, for endnu Tilgodehavende, saafremt jeg ikke erkjender, at dette er Tilfælde -- da betænker jeg mig al- drig, naar Kniven saaledes sættes mig paa Struben, for saa let en Priis at kjøbe disse Folk Fred og Roe og Frihed for et sligt Besøg som Procurator Jens Obel Praëms. 13. Ps Bil. 18 viser, at denne Mand "der ikke regner det saa nøje med fattige Debitorer" tog Renter af 3 1/2 Sp. fra 17 Septbr til Januar [fotnotemerke] . Da deraf sees, at Lensmand Andersen var Creditor, er det rimeligt, at de 4 Mk Kari Graven mener -- og hvorfor 4 Tdr. Sædehavre er betalt -- ere noget andet. -- Efter Bil. 44 og 45 tog han 6 pcto foruden Omkostningsprocenterne 12. Efter Bil 24 -- 12 pcto samt Incassationssalar. 14. P. glemmer at han for Kaldskrivelsen -- Bil. 21 og 22 -- har faaet særskilt Betaling. Det er for det ene Forlig Bil. 23, at 15 Sp. toges af Ole Kind og 6 Sp. af H. E. Aalborg.(!) Fotnote: NB. Det odiøse heri søger han at skjule ved en under denne Sag f. A: tilsat Anmærkning. En saadan bagpaa Bil. 38 synes at vise hiin Ps fabuløse "Bogs Usikkerhed; thi, efterat der først var skrevet, at Debitor fik Lov selv at reqvirere Auctionen for større Tilløbs Skyld, staaer der nu "men den var, efter min Bog, re- qvireret af mig. Fotnote: NB. Af P's Brev til Ræder (Anh. a til Bil. 4) sees, at han endog beregner sig Renter for 8 Dage, og det af Folk, han har suget noget rædsomt tilforn. Det er samme Mand, som negter en Formynder Johannes Ve- stengen Renter af Penge han i 10 Aar har sat inde med, og det efterat han af Sskriveren mundtlig skrivtlig er nævnt. -- SIDE: 225 Even Heiret har, tvertmod hvad P. siger, at han "ikke ander- ledes har villet hjælpe Hans E. Aalborg" (NB da den unødven- dige Exsecution for Hadelandsfolkene, der flere Aar derefter ei vare betalte overkom ham); men han har, formedelst Ps Troløs- hed "maattet" paa den Maade hjælpe ham. 15. Bil. 28, b viser, at P:, foruden de 200 Sp., havde et Forlig, stort 91 Sp. 96 ß paa Jens Maler (der af Bil. 25 -- 27 sees at have om- trent paa samme Tid været i følgende Mænds Hænder: Prams, Kyhns, Bulls og Lütkens -- Alle bekjendte som strenge Penge- mænd); samt at dette heftede paa Gaarden, og var ikke -- som P. siger -- "udbetalt i 1825, forinden J. N. Malers Gaard blev solgt". Høistærede Dommer! hvad er dog dette for en Documentation! Yderst charakteristisk er Ps Roes af at den -- behandlede J. Nilsen vilde i et ydmygt Brev laane 3 Sp. mod Pant hos ham, somom heri laae Erkjendelse af quit imellem dem. Mandens stadige Be- negtelse heraf maa dog vel være bedre; ja indicierne til at han er, som man siger, bleven ret ynkelig oprykket behøve neppe den. 16. Ps Bil. 30 viser det Falske i Ps Skryderi om at Iver Julsrud betingede sig, at Exsecut: først skulde prøves hos Jens Maler; der staaer nemlig, at Iver Julsrud forlangte Exsecut: hos sig for ei ved at prøve hos den fattige Jens at forøge Omkostn. til Unytte. 17. At Praëm til sit Forsvar debiterer rene Usandfærdigheder be- vises af, at han erklærer, at i de 10 Sp. han "som ei bruger at belaste sine Parter" forlangte for Møde i det som aldeles armt udgivne Marthe Augustinusdttr Bjerkes Huus, var iberegnet Fog- dens, stort 1 Sp. 52 Sk. Men der staaer dog paa Exsecutions- forretningen af 3 April/30 med Prams egen Haand: "Med Tillæg af Exsecutionsomkostng 51 Sp. 54 ß. betalt Praem". Disse udbringes ved 40 Sp. -- Salar. 10 -- Møde 1 Sp. 2 ß Exsecutor. Mig forekommer det endogsaa forbrydersk i en Rets- sag saaledes at lyve. 18. At P. altid for sine Møder bedre salareres end Fogden, er der mange Syner for Sagen for. Men, at han tager 8 Sp. hos den SIDE: 226 fantprocederte Bjertnæsmand -- Bil. 10 -- mens han "holder Manden for fattig til at tage Udskrivt in forma" af sin Velfærds- sag -- det gjør denne pretenderede Skaansomhed forfærdelig problematisk. Saaledes "Som Røg i Luften hen de Dyder drage, og Lasters Kul alene blier tilbage." 19. Der staaer ei som P. Bil. 7 anfører, at det Mere til Laanet skulde tages "af det Lysager-Enken tilloddede Beløb"; men af Auctionspengene mod at hun skulde godtgjøres af hendes Børns og Steddatters Arvelodder. Dette Urigtige i Prams Documentation er vigtigt baade fordi det er en Forseelse af P. at documentere saaledes og med Hensyn til de 29 Sp., som Formynder Jens Braaten beskylder P. at have forholdt. Jeg skulde afholde mig fra videre Prøvelse af de Humanitets- Exempler P. anfører til sit Forsvar, dersom deres jammerlige Beskaffenhed, Frækheden i at paaberaabe sig sligt, og i at be- nytte den upaalideligste Documentation og selv deres Indhold af Beviser paa en høi Grad af Egennytte, Udsugelse og Inhumanitet ei gav de Forbrydelser, som senere skulle opstilles, istedetfor et mildnende Lys tvertom en skjærende, men til dem passende Skygge. Visselig, de Dyder eller gode Gjerninger han paabe- raaber sig ere hans Laster eller onde og uretfærdige Gjerninger saa lige som Skyggen Legemet; og der er ikke -- som jeg troer at have beviist -- stor Forskjel paa at være Gjenstand for hans Barmhjertighed eller Ubarmhjertighed. Det er saa, at Vidnet Lundberg har erklæret, at P. har be- handlet ham meget skaansomt; men ligesom dette intet releverer, saa er det et rimeligt Spørgsmaal: hvilke særegne Forhold kunne her ikke tænkes, om de end ikke ere saa intime som de med Leganger, Agenten Julsrud og den gamle snurrige Patron Werner -- Kyhn og Hauge ei at forglemme -- ; men snarere af den Art som Wolds, Lars Næs' og Andres, der, som de sige "endnu ikke ere ude af hans Kløer". Imidlertid ere de fleste af de Meriter, som P. give Charakteren Rosværdig, af hiin Beskaffenhed, saa jeg maa omnævne idetmindste endeel deraf F. Ex: SIDE: 227 [fotnotemerke] a. Ps egen Tilførsel A. Pag. 89, hvor han siger i Anledning af Aager-affæren med Aalborgsætermændene: "at han, ved ikke paa den Maade ( ): ved at aagre) at forlige sig med dem kunde paa deres Bekostning endog have tjent det dobbelte". (!Yderst fortreffeligt!) En herlig Undskyldning for Aager. Ligesom ogsaa den at han af Andre turde tage og tog 20 Pcto "Som Røg" osv. [fotnotemerke] b. 3die V. siger, at Ps Fuldmægtig ( ): Han, der efter Ps' Erklæring til Amtet ingen Ordre havde formentlig til at kjøbe) lovte Avlin- gen igjen mod Sikkerhed for Auctionsbeløbet; men lægger dog til "at denne vidste vel, at sligt var Vidnet umuligt i dets ud- blottede Tilstand og i den Hast hvormed det fordredes". "Som Røg" osv. [fotnotemerke] c. P. "tilbød" meget ædelmodigen 4de V. "at hente Melken af Koen (den i Fangenskab bortførte) paa Mork" ( ): en Vei hvorfor Praëm beregner sig 5 -- 8 Sp.). Men Vidnet fortsætter saaledes -- "Hvilket V. i sin frugtsommelige Stand og med sit spæde Barn i daarligt Føre ei kunde". -- "Som Røg" osv. d Ps Gaardskarl, 6te V., deponerer, at P. bad ham ei at gjøre Eriks Kone noget Ondt, naar han fulgte hende. ( ): " [fotnotemerke] bar hende bort"). Men vi behøve blot at erindre, at -- hun allerede havde faaet nok! -- "Som Røg" osv. [fotnotemerke] e Anne Venger skal have "takket" P: fordi Føderaadet ei paa Livstid bortsolgtes. Det er sært, at denne Kone forstaaer sig bedre paa Ironi end Praëm. (Cfr. hendes Depos.) P. roser sig af, at han tilbød at "tage en Actie med" i Føderaadskjøbet; men Uegennytten bliver liden naar man gjør et maadeligt Overslag over Føderaadets Værd. [fotnotemerke] Fotnote: lectio varians. Fotnote: Cfr ogsaa Protesten ved Forretningen! Hvorledes da mu- ligt, at Deb. og hans Kone kunne have været veltilfredse? SIDE: 228 [fotnotemerke] f Rosen over den honette Adfærd med Brustadfolkene for- mindskes indtil Atomlidenhed, naar man seer, at P. salareredes ved 3 idetmindste 2 af disse frivillige Auctioner hos disse arme Folk, udtog det Dobbelte af Gjelden; og, efterat have taget 60 Sp og Salarium, er det han praler af at have eftergivet 28 Sp. -- [fotnotemerke] NB. Jeg tilstaaer dog gjerne, at Rimeligheden er for, at Auc- tionerne kun hedte frivillige. Men P. forekommer mig rundelig betalt og vel saa det. [fotnotemerke] g P. praler af "at han aldrig har krævet Marthe Augustinsd. paa Sedsvold". Exsecutionsforretningen (denne ellers høist mærkelige) viser at P. forlangte for Mødet og 3 Miles Skyds hos disse for- armede Folk, der havde ladet ham tjene saa klækkeligt. (Skydsen kan ellers ei blive mere end 2 Mile eller 2 1/2). [fotnotemerke] h Exsecutionsforretning holden paa Næs Gaard (hvor Procura- toren ventelig havde andre Forretninger end just denne) viser, at den praemske Ædelmodighed og Godhed dog kan overgaaes; thi medens Praëm forlanger 8 Sp. for Møde frafalde Vidnerne sit lille Krav. Ligesaa hos Hans Heiret, hvor P. lod hele Hø- avlingen sælge for 28 Spd. -- Gjælden 5 -- 6 Sp. Prams Salærer 14 Sp. [fotnotemerke] i Forligelsescommissæren priser i høi Stiil Ps Humanitet. Men noget svulstigt bliver dog dette, naar man seer, at den arme Jens Nilsen har maattet give ham 2 Sp. for Mødet ved Commis- sionen. Cfr. hermed Lars Olsens Dep. om at have maattet give 5 Sp. o: fl. d. [fotnotemerke] j P. gjør sig meget til af, at han har liden Indkomst af Grinden; ja det er ikke langfra, at han regner sig det til en Fortjeneste Fotnote: NB. Gjelden -- 163 Sp. Betalt -- 86 Sp. -- 108 Sp. og 1 Ort, samt 33 Sp. og for Jørgen Opsal -- 40 Sp. Efter Ps egen Reg- ning udbetalt -- 253 Spd. Hertil Salar ved alle Auctioner. Og endda siger han at have 28 Sp. med Renter for 4 Aar tilgode. O "faderlige Godhed!!" SIDE: 229 at have kjøbt langt under Taxten, en Ejendom af saalidet Værd for ham (For Halvor tør den vel have havt mere Værd). Imidler- tid sees af Bil 51 -- 55, at Forpagteren, der kun har det Halve af Plads og Huse og ingen Ret til Skogen svarer en Afgift der i Ps egen Contract anslaaes til 10 Sp. ): mere end Renter om P. end havde maattet give det 2dobbelte af hvad han gav. [fotnotemerke] k Den skammeligste Lovtale henter P: sig fra sin af Just. Falsen saa forfærdeligen charakteriserede Adfærd med Kjøbet af John Dokkens Gaard. Jeg veed, at denne Mand under nærværende Sag har villet anke for mig over P.s Behandling -- noget der neppe vilde falde En ind, der skulde have nydt saa stort et Gode af P., som denne selv siger. Jeg veed, at P. ved Auctionen kaldte Manden ud, og anmodede ham om ei at forhøje Budet over det ubetydelige hvorfor P. ville kunne faa sig Gaarden til- slagen, hvorpaa John skulde blive der siddende og saa faae den igjen. Ja -- John sad der et Par Aar; men -- -- udsagdes saa. [fotnotemerke] Han gik til Byen den skuffede Mand som Daglønner. Det er ved praëmsk Godhed, at vore Jordbrugere maa forlade Hjemmet og blive Lejearbeidere. Det er ved praëmsk Godhed, at betlende Familier streife om i denne Bygd. Det er ved praëmsk Godhed at Fattigcassen belastes mere end ellers vilde være Tilfælde. Jeg kan fordre, at man skal trænge ind i det Indre af P.s Handlinger, og ikke lade sig nøje med Skinnet af Humanitet, som P. med mageløs Frækhed har forsøgt at give nogle af dem -- dog ingen mere og ingen med større Frækhed end denne Handling, der i sin Tid oprørte alle Menneskers Følelse. Jeg skal overbevise om at John Dokken har klaget bitterligen over at være bleven Offeret for Ps Underfundighed; og at dette ikke er denne Mands Hjertensmening og Sandheden hvormed P: i denne sin forresten Sa- gen quæst. uvedkommende, Deel af sit Forsvar, betræffende denne Affære figurerer. Til Praëms Forsvar, eller egentlig Forsvarsmidler, henhører ogsaa Følgende: 1. Hans evindelige Appell til en ubekjendt, aldrig fremlagt Fotnote: P. solgte Gaarden til P. Bagstad (se Pag. 52 -- 53) [s. 238.] SIDE: 230 saakaldet "Bog" eller "Hovedbog" [fotnotemerke] -- "min Bog" som han kal- der det; 2. Understøttede Demonstrationer og Retfærdiggjørelser i Breve der Tid efter anden ere fabrikerede til Hauge, og af denne ind- tagne og paaberaabte; 3. Hans Maneer nu under Sagen at skynde sig med at opfylde forsømte Pligter, saasom at supplere Regninger, betale osv. [fotnotemerke] Den affecterte Tillid, hvormed de 2 førstnævnte Forsvarsmidler anvendes, vil naturligvis kun blive hvad den er -- et Selvbedrag, som dog mere aabenbarer end skjuler Mangelen af bedre Forsvar. Selv om P. fremviste sin saakaldte "Bog", og deri fandtes Tal og Qvittancer saaledes som han opgiver dem -- hvad Trovær- dighed kunde dette have hos en Mand, som f. Ex. nu iler med at paaskrive den citerte Ole Trøgstads Regning, at han har fundet, at han derpaa havde anført Advocat Sørenssens Krav 5 Sp. for stort, og nu godtgjør dette? Forklare sig maa han; men at tillægge slig Forklaring større Troværd, end Vidners Udsagn tvertimod og Do- cumenter, gaaer dog ikke an. Hans Forsøg derpaa er især mærke- ligt i den fortvivlede Sag med Marthe Augustinusdtr Bjerke; og dri- stigst er hans Appel til Bogen imod den 80aarige Jens Braatens An- bud af Eed paa at han ei har quittert for de 29 Sp. i Lysagerboet. Paa Gravens Rand gjør en i alt agtværdig Mand og vel neppe Nogen Meen- eed, især da her ikke er Spørgsmaal om at vinde noget derved. Ligesaa findes i hiin fabuløse Bog, at Koen, som 2 Vidner erklære at være P. givet efter Krav derom for et Løfte, er der antegnet som godtgjort med 9 Sp. Og da Folkene, Giverne, i hvis Fordeel slig Godtgjørelse (saameget mere som vi see den voxe i Priis fra 9 til 15 -- til 20 Spd) jo maatte være, benegte, at sligt er kommet dem tilgode eller skulde komme dem tilgode, lader han dem sligt ved Beskikkelse forkynde, som om denne sildige Be- kræftelse kunde styrke det fra "Bogen" hentede Udsagn, og ikke Fotnote: "Incassationsbog", lectio varians. Der maa staae noget i den Bog; dog neppe Synderegisteret. Meget kan naturligviis ogsaa indføres i den. Fotnote: Bil. 4 med Anhang a og b. NB. I Brev af 2den Juli 1833 foregiver Praëm Qvitteringens Forkommelse. Den sagdes underskrevet af forlængst afdøde Ole Mago. SIDE: 231 maatte meget mere berøve den al Troværdighed. Bemærkes maa ogsaa, at P. har forfattet Opgjørelsen med Jens Nilsen under denne Sag. Samt, at P. først 29 April 1833 har sikkret Christen Dønnum hans Plads. Cfr. Not. 10 Pag. 67. [s. 258.] . Cfr. Pag 63. [s. 251 -- 252.] . 4. Sandheden, flere Ankendes Krav paa mulig Erstatning har lidt nok ved den praëmske Cacheringsmethode, saaledes som denne mundtlig er forøvet ved utilbørlig Indvirken paa Vidnerne under Examinationen dels ved at lægge dem Svarene i Munden dels ved at dupere dem ved en al Retshandling afbrydende ra- sende Adfærd -- og hvorom jeg maa, uagtet Acten derom bærer mangfoldige Vidnesbyrd, og mine tregange gjentagne Klageskri- velser derover ere uigjendrevne, herved ærb. æske Dommerens udtrykkelige Attesteren enten særskilt eller i Præmisserne. -- Det vil derfor være en vidt overdreven Begunstigelse, om Ps forskjellige skrivtlige Cacheringer end ydermere skal tilstedes den tilsigtede fordærvelige Indflydelse. Det bærer Vidne om hvor slet Modpartens Sag er, at han tyer til saadanne Forsvarsmidler mod -- den Anklagede. 5. Praëm har ogsaa mellem disse endeel fordeelagtige Attester. Disse maae ligeledes i denne Sag komme i ingen Betragtning, saafremt de ikke indeholde Beviis mod noget enkelt af mig paa- staaet, hvilket ingen af dem dog gjør. Hvor fordeelagtige de end kunne være, angaae de dog hovedsagelig hvad her ei er Spørgs- maal om, nemlig P.s juridiske Evner; og forsaavidt de erklære, at P: ved Udstederne bekjendte Leiligheder har været i sin Be- handling mod Folk som han bør være, da skulde jeg troe, at dette maa være magtesløst imod den modsatte Adfærd, jeg kan paabevise ham ved andre [fotnotemerke] Leiligheder. Desuden maae bemærkes, at et andet Indhold af Attesterne vilde ikke være synderlig andet end en Anklage; og dette vilde dog være saa sin egen Sag for alle Udstederne enten paa Grund af det private eller offentlige Forhold hvori de staae til P. Hvad de enkelte Attester angaaer, da formener jeg, at Fogdens, efter hvad forhen under No 3, Pag. 40 [s. 219 -- 220.] , er godtgjort, taaler allehaande Modificationer. Sorenskriverens 1ste kan kun an- gaae den Tid P: var hos ham; og er af de senere afgivne en, der Fotnote: Ja, stundom ved de samme. -- Cfr. N. 3 -- Pag. 40. [s. 219 -- 220.] SIDE: 232 skal være saa lidet fordeelagtig som en Embedsmand kan taale den, -- en nemlig fra 1825 -- 26, ikke fremkommet paa Opfor- dring [fotnotemerke] . Desuden taber enhver prisende Attest sin Glands ved Præmisserne i Gbrand Tønsagers Sag; og viser nærv. Bil. 5, at selv hiin Tid, da P. var hos Bsenius var hans Adfærd saaledes, at den paadrog ham dennes Irettesættelse. At han senere gav Anledning til at erholde en lignende se -- Bil. 6. Forligscommissæ- rens Erklæring contrasterer med eedf. V. Lars Dønnums Dep. 22 Juli/33, at P. tog 5 Sp. for Forligsmøde; og Forlig af 20 Sept/21 be- viser, at han af Lysagerenken ligeledes tog 5 Sp. og paa saa strenge Beting. at 299 Sp. skulde betales inden een Maaned; -- en Adfærd, hun, der havde givet P. som Incass. saameget at fortjene ellers, mindst fortjente. -- Muuses Attest angaaer blot Hørensagen. -- Byfoged Lyche, hos hvem P. har været, har ikke villet give nogen Attest, da han erklærede mig i Brev, at han ikke kunde harmo- nere med P. Forresten troer jeg, at P. har faaet sine Attester for Skranken i denne Sag af mangfoldige ved ham lidende og for- urettede Msker, og af de flere 100 Mænds Underskrivter, som til- lægge ham Ordet for Haardhed og Udsugelse. [fotnotemerke] Mellem Modpartens Forsvarsmidler kan ogsaa regnes den sær- deles Anstrengelse han gjør sig for ret at faae ophobet Anke- poster i Mængdeviis imod sig, samt forat kaste Skygge paa den Maade hvorpaa jeg har erholdt saa anseelig mange Under- skrivter om hvad Rygte Praëm staaer i her i Bygden. I sidste Henseende, da er beviist, at jeg ikke Selv eller ved eget Bud, men ved Fjerdingmændene, hvem jeg alle paa eengang derom anmodede, fik dem samlede. At jeg viste en af disse ud af mit eget Værelse med Bebreidelse fordi han mundtlig i saa Manges Nærvær turde vedgaae, at P. var berygtet, men ikke skrivtlig, og fordi han imellem Fjerdingsmændene var den Eneste som ei var med i Almuebogsamlingen -- det skulde jeg troe gjør intet til at svække hine Rygtevidnesbyrds Troværd. Og betræffende Opdyngningen af Anker [fotnotemerke] , da viser dette jo Fotnote: NB. Bil. 5 -- a (mærkelig Attest!) Fotnote: Se og Bil. 7 og Bil. 72 bestaaende af 6 sammenheftede Blade og 2 vedhængte Skrivelser. Fotnote: NB. Modparten kalder ogsaa mine Anker "tilsyneladende rigtige". SIDE: 233 kun, at dog Saameget kan ligge i det Paapegede, -- at jeg alt- saa i moralsk Henseende var skyldløs, om jeg ikke kunne paa- bevise P. noget Ondt, men kun, at Sandsynligheden deraf var tilstede i en saadan Grad, at Selv andre end jeg kunde fristes til at specificere Beskyldninger. Der behøves imidlertid tilvisse ingen Mængde af Ankeposter til min Frifindelse. Deres Gehalt er alene isaahenseende det Af- gjørende. Der spørges om "Brud paa Sagførerens Pligter mod Staten og Menneskets mod Menneskeheden" eller Humaniteten. De første ere lette at mærke, da man har de positive Loves Alen at maale facta med; og mon ikke Vanskeligheden i at paavise noget imod den sidstes er alene tilsyneladende? De hellige Skrivter paastaae, at Mskhedens eller Mskelighedens -- som her maatte være det Samme -- Grundlove ere skrevne i alle Mskers selv i Hedningernes, Hjerter. Forhen er gjort Rede hvorfor her ei ganske nøje kan skilnes imellem Forbrydelser mod Staten og imod Mskeheden, saasom nemlig begge Disse gribe paa det allernøjeste ind i hinandens Principer, Tendenz og Midler. Ankerne ville derfor, enten de indeholde Forsvarsbeviis for begge disse 2 Dele af min Hovedanklage eller kun for hvilkensomhelst af dem, i Totaliteten falde sammen; og det vil være lige nær- gaaende denne Sag, om jeg paabeviser noget oprørende eller noget lovstridigt, og om jeg paabeviser det specificerende eller ikke. Det er dog ikke med Hensyn til hvad jeg selv billiger, at en mere, ja aldeles afgjørende Indflydelse maa tillægges det Lov- stridige fremfor hvad der alene ere inhumant og den almene Følelse oprørende; thi paa mig har det Sidste virket mere end Hint til at afgive Omdømmet quæst: om Praëm. Kun isaahen- seende kan maaskee Brud paa Mskets Pligter mod Msket til- kjendes en underordnet Plads mod Brud paa de borgerlige Love og Embedspligterne som der af hine fordres flere for at tilkjende En derfor sedligt Uværd mens en enkelt af disse bryder Staven over Embedsmanden. Man vil dog faae see nok af begge i det Følgende, nok af SIDE: 234 hvad der er mere end "Splinter i Øjet" som Hauge med en frem- stikkende Erkjendelse af sin Parts -- "den lidende Uskyldigheds" -- Skyld, benævner det Praëm paabeviste, mod Stats og Mo- rals Love begangne. Procurator Praëm er overbeviist I) OM UDSUGELSER. a) Ved Aager. Beviser: 1) I Thingsvidne 18 Decbr 1833 ved Romedals Thing [fotnotemerke] bekræfter eedfæstede [fotnotemerke] Vidne Ole Hermansen Thorbjørnrud "at Praëm blev betalt 60 Spd. forat give Henstand med Betalingen, og for hvilket Beløb Anviisning gaves paa Incassator Cappelen". Vidnet til- lægger, at "det ikke troede, at deri var indbefattet Betaling for Møde eller Renter". Herom overbevises man og af Praëms Brev (Bil. 4-a). Vidnet tilføjede fremdeles "at Praëm forlangte disse 60 Sp". 2det V. Ole Dahl, ligeledes eedfæstet, bevidner "at han var en- gang med første V. hos Praëm, og da opgjorde denne en Bereg- ning over skyldige Renter, hvorefter han foruden disse forlangte for Henstand 20 Sp., hvorfor Ole Thorb. og Vidnet gave Beviis." Differencen imellem Provenes Opgaver forsvinder, da Ole Thorb. ogsaa omtaler 22 Spd., som skulle være erlagte. Desuden har Eenstemmigheden fuld Kraft, da begge samvidne i at Penge uden- for Renterne fordredes af Praëm og erholdtes. Naar man nu faaer høre hvorledes denne Mand ellers er bleven udsuget af P., har man et Exempel paa en af de Sager hvori det Lovstridige og Oprørende, omfattende hinanden, kjæmper om Overvægten. Men skal dette alene hedde, som P. siger "at være noget dyr", spørgende derefter "og hvad saa da?" Der er overbeviist Aager, skamløs Aager. Praems Adfærd i det Hele med Ole Thorbjørn- sen er saaledes, at Beviserne derfor alene maae bevirke mig fri- kjendt. Fotnote: Bil. 8 med Anh: a-b. Fotnote: En af de 2 Jurisdictioners Domme maa feile med Hensyn til Eedfæstelsen eller ikke af Vidnerne i denne Sag. -- SIDE: 235 2) Forhør 22 Juli 1833. Deri bevidner edfæstede Lars Dønnum, at Praëm tog 30 Sp. af Vidnet og 50 af Ole Dokken for nogle Maaneders Henstand med Obligationsgjeld. Denne har rimelig- viis været den, hvorom Proces reiste sig, og hvori P. istedetfor 350 Sp. vedtog Forlig paa 70 Sp. (Cfr. ovenfor 2 Pag 40). [s. 219.] Ved citerte Forhør maae lægges Mærke til Modparternes An- strengelse for at faae Qvæstionen sløifet og Anbud af Eed om Aagersigtelse intendertes, samt til den noble Grund hvorfor Lars Dønnum slap ringere. 3) 34te og 35te V. Christen og Nils Nilsen erklære, at Praëm tog 10 Sp af 40 paa et halvt Aar, og endda 1 Sp. paategnet ind- tagne Regning eller Beviis paa 50 Sp., som Renter. Altsaa ud- laaner 40 Sp. mod Beviis paa 50 [fotnotemerke] ; og forat skjule det antegner 1 Sp. som Renter. "Den lidende Uskyldighed" tager vakkre Pro- center paa en kort Tid. Forliget gjør dette ubestrideligt fast at P. siger, at han -- dog kun for den enes Vedkommende -- har havt adskilligt Bryderi. 35te Vidne, for hvem dette Bryderi skulde være paataget, mælte ei et Ord derom, da han depon: om Aageren. Men denne Maneer at skjule sig paa, at paaskyde med ligesaa runde Ord som Tal Uleilighed osv er netop Aagerkarlenes egen. 4) Maaskee feiles ei saameget, om det kaldes "Aager", at han afkjøber for meget mindre Bjertnæsarvingerne deres Arvekrav, f: Ex. et paa 107 Sp. for 80, mod skadesløs Transport [fotnotemerke] ; thi dette ophæver jo Resicoen, og mellem at "forskyde" En 80 Spd og "laane" En 80 Sp. mod Beviis paa 107 Sp. sees ingen Forskjel. P. havde ei givet 80 Sp. alene forat faae 80 med ordentligt Paaløbende igjen; han havde Udsigt til at faae 107 Sp. igjen. Trang lod Arvingerne indgaae slig Handel; og P. benyttede sig deraf. 5) Aageren (hedder "Documenteren" i Modpartens Stiil) med Aalborgsætermændene, hvilke fattige Folk fik 85 Sp. mod at Praem "som god Betaling" som han selv siger modtog Hafners Beviis paa 100 Sp., er (cfr. Lars Langvægs tredie understøttende Fotnote: NB. ): 50 pcto. Fotnote: NB. Ps Papirer med Lars Sundby vise noksom "at han ikke taber rentud". Af Ps Bil 9 sees at han af L. Sundby og Ole Jensen Bergereje lod sig skadesløs tiltransportere 2 Exsecutions- forretningers Beløb 733 Spd. med Renter. SIDE: 236 Prov) saa beviist i Acterne og af Hr Thesen saa klart lagt for Dagen, at videre herom er overflødigt. Praëms Undskyldning [fotnotemerke] "at han, hvis han ei saaledes havde arrangeret det, vilde kunnet for- tjent meget mere, da Lars Langvæg skulde ud med Pengene", maa være et Uddrag af hans Levnetsviisdom trods dets al Ret- færdighedsfølelse parodierende Frækhed. Dog seer man Practiken strider ikke mod Theorierne. Thi hvor ædelmodigen end P. ar- rangerte det, gik det dog saa: 1) Langvæg, som skulde ud med 100 Sp. og troede at hente dem hos Aalborgsætermændene som Kjøbere til en Jordvei, han solgte forat klare sig, fik kun 85. 2) Aalborgs.mændene fik kun 85 mod Beviis paa 100, og have maaskee strax paa anden Maade maattet erstatte Langvæg ): de have faaet omtrent 60 Sp. for 100. 3) Praëm fik derimod 100 Sp. for 80 og 85. [fotnotemerke] Denne Handel er dog intet Gaardhandel-arrangement -- thi det var alt afgjort mellem Vedkommende -- men et Aager-arrange- ment af utvetydigste Slags. Den er blind eller uretfærdig som ikke indseer dette. Aagercapitlet sluttes med Hauges Erklæring "at han -- jeg med -- holder sig til Dem, som lære ham at Borgersikkerheden bedst fremmes ved de positive Loves ubetingede Anvendelse!" -- Det skee! En anden Classe af Udsugelser hvori P. til Overmaal har gjort sig skyldig lader sig ei saa skarpt og nøje betegne som forrige. Jeg faaer dog adskille de Kjendsgjerninger, som derunder maae sortere, fra dem der alene kunne henføres til Ubillighed og Ublu- hed i Pengefordringer, fremstillende dem som Udsugelser. Fotnote: NB. Se Thesens Anm: Pag 92 om P's pinefulde Forsøg paa at slippe fra denne Aagersag. Tilsidst griber han til slige for- træffelige Argumenter som, at den hele Ulykke som skede var jo blot "at Kjøberen lagde disse Omkostn. til Kjøbesummen.(!) Fotnote: NB. Til Aager hører ogsaa det ved Bil. 10 med 5 Anh: Op- lyste Pag 55, note 7. [s. 240.] Den der øver Aager saamange gange er jo en Aagerkarl? En gang er dog igrunden nok. SIDE: 237 b) ved skaanselløs, oprørende Behandling af Debitorer, i Hensigt og med den Følge at tilvende sig ublu Fordeel endog med Disses aldeles Ødelæggelse. Beviser: 1) I Forh. 22 Juni 1833 deponere edfæstede Peder Bagstad med Kone, at P. lod afholde uvarslet [fotnotemerke] Exsecution hos dem i begges Fravær. Ps Bil. 87 viser, at Praëm ved Extracommission 27de Juni/22 fik af P. Bagstad tiltransportert et Forlig paa Ole Thorbjørnrud af Romedal, stort 348 Sp. 70 ß. med Renter fra 14 April 1815, og afsluttet Aaret tilforn. Bil. 8, a samt Thingsvidnet 18 Dec. f. A. viser, at Praëm ind- fandt sig allerede Formiddagen den 29 Juni 1822 [fotnotemerke] med Exsecu- tionspersonale uvarslet hos Ole Thorbjørnrud, hvor han ved Trusel strax at lade Gaarden bortsælge fik ham til at forskrive sig for 526 Sp. og 80 ß., hvori Praëms [fotnotemerke] og Fogdens Salar indbefattedes, hvilke, mod Pant i Gaarden, taxert for 900 Sp., med frasagt Løsningsret m. m., skulde alle være betalte inden 1ste Mai 1823 med Renter. Hvilke glubske Overfald! Paa mindre end 2 Dage en slig For- øgelse i sit Tilgodehavende! Og vel maatte han indsee, at den ulykkelige Ole ei vilde kunne klare sig i slig Termin; men at han længe vilde vedblive at være plukbar. Hvilken frygtelig Hale er der ikke paa den bagstadske Sag? -- den, hvorom Hauge, uden at ymte det mindste om disse hedemarkske Sager, siger kort og godt "basta!" -- Thingsvidnet godtgjør nu, at Thorbjørnrud har betalt denne skamløst opskruede Gjeld med følgende Summer: 1) 200 Sp. 2) 200 Sp. 3) trende Oblig., hvis Beløb ei erindres, men som formenes indbefattet i de omsider betalte 182 Sp. (Skal efter Bil. 4-a være 188 Sp. 36 ß.) 4) Aagerpengene 60 Sp. 5) 22 Sp. og hertil en Qvie. Bil. 4-a viser, at P. desuden har afholdt en Auction hos Ole Thorb. 29 Juni/29; og at en Christopher Kjeverud er bleven hans Debitor for 40 Sp., samt, at denne transportviis fra en Christopher Olsen Struberud er kommet i saadant For- Fotnote: Dette bliver dog altid en Haardhed, især mod En, der, ved at kjøbe Dokken havde givet P. saa anselig Gevindst. Fotnote: Bil. 8-a. Fotnote: P. regnede at han var reist fra Xnia; men, for en Feils Skyld, boede han da i Eidsvl.bakken 6 Miil nærmere. SIDE: 238 hold til P. Denne er neppe den samme som Syvert Larsen Struberud, der ogsaa i denne Sag sees paa samme Maade (cfr. Bil 8-b) fra Ole Thorb. directe at være bleven Ps Skyldner. Hvilken Række af Udsugelser; men hvor maa den afskyblan- dede Forbauselse stige, naar vi høre, at Bagstads Gjeld: de med Forliget paa Thorbjørnrud betalte 409 Spd. var for -- -- John Pedersen Dokkens Gaarddeel, den om hvis Salg Falsen philippi- querte i Storthinget!!! Vil man mere? vil man mere af Blodsugeri, Aager, Falskhed og Hykleri, for ei at sige noget mere? Pram kjøber en Gaard for et Par 100 Daler, besnakkende Manden, at det blot er en Finanzoperation til hans eget Bedste -- Denne sidder et Par Ord paa Praëms, udsiges (saa berettes der) eller -- hvad vist er -- udsteder Skjøde til P. Bagstad, mens Pengene, de 1000 Sp., gaae idetmindste for allerstørstedelen til Praëm og Manden med Bettel- staven til Byen fra Gaard og Grund. For Resten af Kjøbesum- men transporterer Bagstad til Praëm Forliget paa Thorbjørnrud og saa gaaer det, aagrende denne Mand Fant, gjennem ham og en, to, tre Folk til deroppe inden Ødelæggelsesraseriet er mættet. Det var kun den første Act i dette Sørgespil, som oprørte Falsen. Hvad vilde han sagt, og hvad siger min ærede Dommer til det Øvrige deraf; og først da til den mageløs frække Hyklerselvroes, som P. tillægger sig for sin Færd med John Dokken og lod derfor en Høavling bortsælge, som Aar til andet gav 120 S Hø, og uagtet Debitor bad om at maatte lade sig den tilslaae selv mod Caution af Den Samme som kjøbte Alt paa 6 Ugers Henstand. P. tog 6 Sp. Mødet; Vidnerne eftergave sit baade ved Auctionen og Exsecutionen, hvor P. tog 8 Sp. efter Forretn. [fotnotemerke] Udskrivt af Arrestprotocollen viser, at P. for Møde hos samme Mand har taget 12 Sp. 30 ß., mens Fogdens alene var 6 Sp. 114 ß. Hiin uretfærdige Adfærd mod H. Heiret bidrog særdeles til Dennes Ødelæggelse -- en Bedrift, som senere fuldførtes ved den vold- somme, af begge højere Instancer underkjendte Arrest, som P. iværksatte; og derved at P. ved forskjellige Trudsler afskrækkede ham fra ifølge Hretsdommen at søge Erstatning hos Lars Larsen [fotnotemerke] , hvis hele Formue samt Kones Arv sees at være kommen i Ps Hænder. At denne Formue ikke har været ubetydelig viser Ole Eggers Prov 22 Juli/33 at han alene har betalt P. 80 Sp., som vare laante af L. Larsens Kone. Den løb op til nogle 100 Sp:, som Fotnote: Bil 82 (Nævnes saa da det først senere efter de øvrige Bi- lags Antegning fandtes) indeholdende 5 Skrivelser. -- Fotnote: Altsaa 14 Sp. af 5! Fotnote: Anm: Hauge "fatter ikke hvortil Lars Larsens Prov" -- Jo, det kaster, med al dette Vidnes Fordægtighed, Lys over P:s Ope- rationer med hans Formue. SIDE: 240 alle ere gangne samme Vei; og selv om der var Sandhed i eller blot Sandsynlighed for at denne Ps Client havde bekommet den eller Valuta derfor, da har jo P. ved sine ulovlige Trudsler for- aarsaget, at H. Heiret ei vovede videre at forfølge sin Protest mod at der skede Transactioner til hans Forfordeel. Det er af- gjort, at denne Mand er bleven ødelagt ved haard, af Domstolene som uretfærdig erkjendt Medfart af Praem [fotnotemerke] , og at denne har drevet sin Forfølgelse saavidt, at selv Dommens Satisfaction ikkun blev verbal, men forresten ei af den tilsigtede Nytte for ham i nogen anden Henseende. 6) Saavidt sees af Bil. 9 [fotnotemerke] -- forhen i Afskrivt forelagt P. inden Retten i Tillid til hans i 1ste Forh. paa Gjestad Erklærede at ville forsvare sig mod enhver kun antydet Anke -- har P. beholdt paa det nærmeste 100 Spd. mere end ham tilkom. Om det er som Anklagersken siger, at angjæld. Familie derved er bragt til Armod, vides ikke. Dette afgjør dog kun lidet med Hensyn til Spørgsmaalet om det lovlige; men af Vigtighed er det ved Spørgs- maalet om det oprørende, det det Immoralske forstærkende i en Handling. 7.) Ved Bil. 10 med 5 Anhang [fotnotemerke] er den Aager beviist P. paa, forsaavidt Klageren ved Documenter har godtgjort Rigtigheden af hiin egenhændig undertegne [de] med Vitterlighedsvidner forsynte Anke, som hans Vaadedød har forhindret ham fra at bekræfte inden Retten, at Praem forat udlægge for ham 8 Sp. 1 Mk. 9 ß. tog Beviis paa 15 Spdlr. Det er blodsugende saaledes at benytte sig af en Mands for- knytte Stilling, idet han om 2 Dage ellers skulde møde Creditor for Retten. Og synderlig mildere kan det ikke benævnes hvad Klageren, og siden for Retten hans Søn erklære, at P., da han tilfældigviis var paa Naboegaarden, og disse Aagerpenge, som, med 1 Sp. for Commissionsmøde, opløbe til 17 Sp. 4 M. 8 ß., sendtes til ham ved Konen, endnu dertil negtede at modtage dem før han fik 5 Spd. til. Dette er at pine Penge af fattige Folk. Fotnote: Cfr. N. L. 1 -- 19 capitels strenge Articler om Arrest. Det er klarere end Dagen, at P. har sat sin Part i Stikken. Han er en enfoldig Karl; men som jeg troer har lært at skrive saavidt. -- Fotnote: Bil: 9 med Anh. a. Fotnote: Bil. 10. med Anh. a-b-c-d-e. SIDE: 241 8) Ps Medfart med Jens Nilsen Maler [fotnotemerke] er saa tilstrækkeligen af Hr. Thesen beviist at være Udsugelse til Mandens og Fami- liens Ruin, at videre Beviis ei gjøres behov. Kun disse Anm: Paa det af P. Jens Nilsen forelagte, under denne Sag forfær- digede Regnskab bliver dog 78 Sp og noget over, som han ikke erkjender. Han siger vel, at han nu og da har faaet noget [fotnotemerke] Smaat; men 78 Sp? Ellers troer jeg, at det er dette Regnskab eller Maaden hvorpaa han har udviklet det som Hauge meget betegnende kalder "en vel gjennemtænkt Plan". -- At det har gaaet underligt til med den hurtige Destillation af J. Nilsens For- mue, der som en velhavende Mand kom her til Sognet, er ind- lysende. Han besad dog 800 Sp. paa Hedemarken og fik 780 for Smedstad -- nu har han med Kone og Børn i mange Aar været Fattigvæsenet til Byrde; og man veed dog hverken om ham at han spiller, drikker eller ødsler; men kun at han er en stræb- som Arbeider, der har seet sin Formue forgaae, mens han gav P. saa anstændigt Salar som 200 Sp. for at drive en Sag, der tab- tes; og, som man seer, særskilt Betaling forat opgjøre hans Af- færer. Disse kom ved sligt Opgjør i den højeste Uorden; men desuagtet, og, som anført, uanseet det Meget P. derved ellers havde erhvervet sig, finder man i Regnskabet nu anført 10 Sp. "forat opgjøre Affærerne". Men ved at anføre sligt kommer man dog en praemsk Liquidationsbalance saameget nærmere, skjøndt saadant Opgjør vel er en nødvendig Følge af Forretningerne selv og altsaa godtgjøres i disses Salar. Cfr. ellers Nota 15. Pag 43. [s. 225.] 9) Fogdens Attest (cfr Not. 3, Pag [40] [s. 220.] ) beviser, at P. hos den udarmede Gbrand Tønsager exsequerede 2gange samme Dag. Fotnote: NB. Mandens egen taabelige Godtroenhed har unegtelig Rolle med i dette Sørgespil; ligesaa Kyhn, Bull og Lütken og endeel stumme Personer; men disse ere langt underordnede. Praëm har Hovedrollen -- han er Helten, som naar han triner frem i Ex- positionsscenen (den hedemarkske Sag) siger: "Afveien! Her er jeg!" Naar han nu bagefter i Efterspillet siger: "Stakkels Jens! stakkels smaae Børn, som vare fødte i Velstand!" da er det Rø- veren paa Carthagos Ruiner. -- Fotnote: at det holdt haardt nok at faae sligt Smaat sees af at han ydmygeligen og med Pant maatte bede i sin Nød om 3 Sp! SIDE: 242 Act. 156 beviser, at han beregnede sig hos samme Mand 8 Sp. Møde (1/4 Miil) og Sundpenge 2gange, hvilke dog ikke erlægges af Folk, der boe i Eidsvold. Dette viser til hvilken smaalig Yder- lighed han gaaer i sin Vinding; men alligevel bør Størrelsen eller Ubetydeligheden af dette Tillæg ikke, naar dette er uretmæssigt, formindske Brøden. Denne Families Ødelæggelse herleder sig for største Delen fra Praëms ubarmhjertige hensynsløse Medfart. Der skal navnlig dengang der exsequ: 2gange have været hjerte- rystende Scener i dette Ulykkens Huus; og Folk troe Enken, naar hun med sine spæde Børn ved deres Døre jamrer til Jord og Himmel over Praem. -- c) ved overdrevne Beregninger. Dette er blot et mildere Udtryk for Udsugelse. Denne skeer derved. Dyrhed er vel ingen Forbrydelse; -- P. erkjender den ogsaa selv -- men Omstændigheder kunne dog gjøre den til et med Udsugelse, og da er det at den almene moralske Følelse fordømmer den som Brud paa Mskets Pligter mod Msket. Saa- danne Omstændigheder ere Debitors Armod; den oprindelige Gjelds Ubetydelighed; ringe Umag; at man ellers har fortjent meget af samme Folk, hvorved Erkjendtlighedsfølelsen maatte vækkes; at Andre ere langt billigere osv. Paa mig har i det mindste ublu Fordringer af P., eller Dyrhed, virket meget til at uddanne Begrebet om ham som en Bygdeplage [fotnotemerke] ; og det kunde ikke andet end paafalde mig, at f. Ex Praëm tog 8 -- 10 Sp. for 1/4 Miils Vei, naar jeg vidste, at vor Lensmand for henved 6 Mile frem og tilbage til Gjødingsæter i Hurdalen blot tilkjendtes 2 1/2 Sp. Det maatte heraf forekomme mig, at Øvrigheden ved at bestemme slig Betaling factisk benegter Billigheden af hiin praemske. De særegne Omstændigheder ved endeel Tilfælde, hvori denne al- meene Følelse, som ogsaa erkjender hine Love og at Medliden- hed og Anstændighed bør sætte Havesygen Grændser, gjør dog, at jeg ikke indskrænker mig til de Beviser alene forat P. mang- foldige Gange har overskredet al Billighed i sit Krav, som for- hen ere anførte. (Bil. 8-a o. fl: -- Cfr. Noterne under Artiklen "Hvad P. anf. til Forsvar".) Fotnote: NB. Jeg maatte ogsaa søge Analogi med hvad Læger er- holde for ulige mere Bryderi og Ansvar. SIDE: 243 Beviser: 1) Forlig af 20 Sept 21 angiver at han har taget 5 Sp. for Forligsmøde af Lysagerenken, i hvis Mands Boe han som Inc: havde erhvervet saa meget tilforn. Ligesaa af Lars Dønnum. Af Begge havde han ellers tjent (ikke fortjent) meget. [fotnotemerke] 2) Enken Live Hansdatter Ørbæks Regning fra Praëm er for plump i sin Opskruen til at burde tilhøre denne Regnemester. Opgaven har synligen været for denne Ynder af runde Tal at faae Debet netop drevet til 100 Sp., hvilket ogsaa naaes paa en Prik ved den pudserligste Renteregning. 3) For et Forlig mellem Hans Endridsen Aalborg og Ole Kind 15 Sp. af den Første, 6 Sp. af Denne. Begge vare fattige Folk; men selv Rigere maatte afskrækkes fra at indlade sig i Forlig paa slige Conditioner. Hans Aalborg havde desuden oftere været P. til god Indtægt. 5 -- 6 Sp. havde været det visse for Møde hos ham paa Nabogaarden. 4) Bil. 88 viser at Manden paa Fugleruds Gjeld, stor 84 Skil- ling voxte til 8 Sp. 39 ß. Jeg hoslægger en Qvitt: fra P. til en Hans Fugelrud paa 13 Sp., i den Tro, at det er samme Sag be- træffende [fotnotemerke] . Qvitteringen er vedhæftet en anden af samme Form ): omtrent 1 Qvadrattomme stor -- formodentlig for desbedre at kunne gjemmes. 5) Sorenskriverens Erklæring Bil 5 om Ps paa egen Haand fore- tagne Opskruen af Incass. pcterne [fotnotemerke] , hvorved Sorenskr: antager at hans eget Navn kunde lide. Jeg erindrer og, at det almene Misnøje i disse Egne frempegede Dette af Hr. Praëm, og glemte ikke at bemærke, at en saadan Forøgelse var dobbelt ubillig i hine knappere og med Auctioner osv: overfyldte Tider. 6) Efter Regning af 1 Febr. 1830 for Møde ved Exsec. paa Kringler 10 Sp; mens Fogden kun har 2 Sp. 36 ß. Der har han ogsaa forud taget Skadesløsbrev, som Ole Iversen negter at være sig oplæst. P. har ogsaa der som ogsaa ved Fotnote: Bil. 11. Fotnote: Bil. 12. Fotnote: NB. 8 pcto findes paa flere Steder tagne i Inc: pr: -- Saa- ledes i det betydelige Lysagerboe. Derved foraarsages visselig Sælger og Kjøber Forliis. -- Sorenskriveren siger, at selv dette svære Boe har maattet spæde til de store Prcter.(!) Protest skede og mod P. som Incassator. Se Borchsenius Skriv af 16 Nov/21. -- SIDE: 244 Auct. paa Findstad, ved Exsec. hos Marthe Bjerke ikke beregnet sig sin Skyds rigtig. Dog sees af Adv. Thesens Tilførsel paa sin Regning i det kringlerske Opbudsboe, at Skydsberegning ikke er den retskafne Sagfører ligegyldig med Hensyn til Rigtigheden. 7) Execut. forretn. af 14 Nov/27 viser [fotnotemerke] , at P. hos den udarmede Nils Toftnæs tog 2 Sp. for Forligsmøde og 6 Sp. for Exsec. møde begge Gange ved blot at skikke en Skriverdreng afsted. At Folkene vare arme, sees af at man maatte exsequere i den lille Jordvei efterat alt øvrigt kun strak til 17 Sp. P. søger nu vel i sit sidste Indlæg at undskylde sin Dyrhed, som han ellers "tilstaaer" med Begrebernes Forandring, saaledes at man nu vil ansee sig velbetalt med 10 Sp. hvor man før fik 20 -- 30; og hvilke forandrede Begreber han naturligviis kalder "ubillige". Men Retfærdigheden kjender ikke en saadan Foran- dring i Begreberne, og Billigheden udvikler sig som enhver Deel af det Moralske med Tiderne istedetfor at gaae tilbage; desuden tvivler jeg paa at saadanne formindskede Salarier tilkjendes af Folk, som lide af ubillige Begreber. 8) Fremlagte Brev fra Lars Stormoen af Oudal og Thorsten Sandholts Prov viser dog, at 20 -- 30 Sp. heller ikke forslaaer for Praëm; men at der maa 50 Sp. til før han finder Billigheden. Dette sees at have været Prisen for 2 1/2 Miles Reise med fri Skyds. 2gange senere har han taget 25 Sp. for samme Tour ved Auctionsmøde; men var 50 Sp. billigt førstegang, maae de vel have været det de senere Gange. 9) 47de edfæst. V: Gunder Elstad dep. 8 -- 10 Sp. for Møde ved Skriverkarlen 1/4 Miil borte paa Exsec: og Auct. For En- hver, som ikke har været Vidne til Ps uforsvarlige Adfærd med Vidnerne, maae det være uforklarligt, at dette Vidne siger "ikke at kunne erkjende P. for dyr ved Forretningerne" [fotnotemerke] ; og Fotnote: Bil. 13. Fotnote: NB. Dette er ventelig -- thi Sligt er skeet mangfoldige Gange, og værre endda under Sagen -- saaledes gaaen til. Pram (med et vist stivt Øjekast paa Vidnet) "Det kan du da ikke sige Gun- der, at jeg har været dyr?" Gunder Aa -- nei! . . . Hr. Procu- rator; men -- Pram (med et stivere Blik) Nu? -- Gunder! Gun- der Aa -- nei! Pram: maa jeg bede tilføiet osv. -- Senere er da Modsigelse fremkommet ved nøjere Spørgsmaal fra min Side. SIDE: 245 13 Linjer nedenfor staaer der "hvilket forekom Vidnet no- get dyrt." 10) Der sees virkelig, at Mathis Nordmyrer havde 20 Sp. at disponere over. Disse bortskjænkede den fattige Karl til sin ligesaa arme Svigerfader Christopher Melby til Udbetaling af Pram; men disse bleve hvor de vare, skjøndt denne Svigersøn- nens Vilje maatte for et Mske, der kunde føle det Ædelmodige deri, have et Legats Hellighed. Pram kan ikke, om han kan give nogen Grund hvorfor han ei lader Pengene komme den Gamle tilgode, naae dette uden ved umaneerligt at udvide sit Krav. Dog, var det ikke netop efter Opgjør med P. at disse 20 Sp. kom til Rest? 11) Kun ved en lignende Liquidationsavance kan P. sætte noget imod den døende Hans Jørgensen Vengers Forsikkring, at det Sølv- skatbrev P. solgte til Fogden ei er kommet ham tilgode. For mig idetmindste har en Erklæring paa Dødssengen megen Trovær- dighed [fotnotemerke] . 12) Selv Lars Næs, der endnu staaer i indviklede Forhold til P. i Pengesager erklærer (Hauges Act 270) "at P. havde været noget dyr ved Inddrivelser" [fotnotemerke] . Men herpaa behøves ingen flere Beviser. De due desuden kun forsaavidt de vise Ringeagt for almene sedlige Følelser saa- som Billigheds og Mskeligheds, ihvorvel det ikke kan negtes, at Dyrhed -- dette er virkelig et mildt Ord her -- i de fleste Til- fælde, for ei at sige altid strider mod Humaniteten, mod Mske- lighedens Love. -- Men Pram har begaaet voldsommere Brud paa Mskets Pligter mod Msket og Mskeheden, Forbrydelser mod Mskeheden, lige- fremme Angreb paa Moral og Humanitet. Som en Tyran har han ret baaret sig ad, idet ingen Alder, intet Kjøn, ingen Tilstand har været fri dels for Trudsler om legemlig Mishandling dels for denne selv, samt for Trudsler om anden Ulykke, som ligeledes ei er bleven borte. Praëm er overbeviist om Fotnote: Bil. 14. Fotnote: Se Bil. 24 med Anh: 12 pcto Incassation og dertil svært In- cassationssalarium!! Dette af et fattigt Boe. -- SIDE: 246 II) VOLDSOM, HENSYNSLØS, UMENNESKELIG ADFÆRD, a) ved Trudsler om legemlig Mishandling og anden Ulykke. "Oldingens Afmagt rørte ei ham. Han spotted den grædende Enke." Beviser: 1) Den 80aarige Jens Steffensen Braaten, der som Formynder kom i Forretninger til Praëm truedes af denne med Prygl af Ride- pidsken, hvilket er bekræftet af tilstedeværende eds. V. Morten Henriksen Lysager. Da jeg i 1ste Forh. paa Gjestad, i Nærvær af Retspersonalet, dog i Selskabsværelset, erklærede at dette maatte dog være en Forbryd: mod Mskeheden [fotnotemerke] , saasom det oprørte al Følelse, mente rigtignok P., idet han vedgik det, at det ei kunde modtage slig Betydning. Jeg appellerer dog med Tryghed til min Dommers og ethvert Mskes. Følelse, til alle Tiders og Folkeslags Moral og Tænkemaade. Selv som en enkelt Overilelse skulde dette være uundskyldeligt; men det bliver det endnu mere, naar man seer, at han har saadan oprørende Adfærd for Vane, brugende sligt haandgribeligt Duperings- og Opgjørelses-middel snart i Havesygens snart i den ublandede Harmes Tjeneste. -- 2) Jens Nilsen Maler, som P. ellers burde elske for hans Føje- ligheds Skyld, forklarer, at Praem i sit Huus, i Provstens Nærvær, saasom denne [fotnotemerke] med Vidnet var didgaaen for fælleds at faae Greje paa noget Regnskab, "slog Skaade for Døren, overskjændte Vidnet, stod over det i truende Stilling med en Ridepidsk, og truede med snart at sælge dets Gaard, hvilket ogsaa skede." 3) 59de V. var lidende af Miltsyge og Melancholi; men dette for- hindrede ikke P. fra ligeledes at true det paa Krop og Formue. Marthe Julsrud, denne Ivers Søster, bevidner, at Broderen kom alterert hjem; og jeg erindrer, at han skjælvende og grædende kom til mig, som det var skeet, og fortalte det; men hans Sinds- rystelse maa have været særdeles heftig da den ei lagde sig paa den 3/4 Miil lange Hjemvei. Fotnote: "Graae Haar ere Ærens Krone". Og -- "Vanærer du de graae Haar, fortjener du dem ikke" -- siger Mskelighedscodexen. Fotnote: Min Fader har for Thesen erklært, at han fulgte med Jens, da denne kom og beklagede sig over at P. var saa forfærdelig dyr ved Tiendekravet, hvorfor han fulgte med ham for at udbede Skaansomhed mod Jens. -- SIDE: 247 4) 24de V., Hans Heiret, truedes af Pram, at han skulde faae En til at prygle det op, dersom det ikke taug [fotnotemerke] ): "det gjorde Demonstrationer" fordi Udlæg for 26 Sp. toges i en Avling værd 150 Sp; og ventelig fordi det bad om at maatte betroes Tilslaget med Caution af samme Mand (Svigersønnen) som erholdt det. Ligesaa truede P. samme Mand at "give ham lysteligt Prygl", dersom han ei afstod fra at protestere imod Lars Larsens Løs- øres Forauctioneren, og at ville, ifølge Hretsdommen, lægge Be- slag derpaa. Ved samme Leilighed var det P. udlod sig med "at ville føre det igjennem Processer til Hret 2 -- 3 gange" om han ei afstod fra saaledes at ville opfylde Hretsdommen. -- En smuk Maade for Retfærdigheden at komme frem paa. Højeste- ret maa vel glæde sig over at dens Domme respecteres saa af Sagførerne. 5) 30te Septbr 1832 truede P. inden Retten mig med at tage mig afdage [fotnotemerke] , hvorved Verden vilde skee en Tjeneste; dog lod han mig leve fordi jeg var en Plage for mig selv, hvorved han antog at hevne sig eftertrykkeligst. 6) Mine uigjendrevne, ugjendrivelige og ved Dommerens Attest 22 Jun/33 bekræftede 3 Klageskrivelser til Retten, en af 11 Mai/32 og en af 7de Dec/32 samt Tilførsel i Juni/33, hvor Retten atter an- raabes, og Praëms Tilstaaelse (Hauges Act 281 cfr med 293 hvoraf sees hvor velment den er) af sin Opførsels slette Natur mod Adv: Thesen vise hvor voldsom dette Mske selv i Retten tør være, og hvorlidet han ledes af almeensedlige Hensyn. Herom kræves udtrykkelig Dommerens nøjere Attestation enten særskilt eller i Præmisserne, hvilket er saameget nødvendigere som flere Vidner ved Ps Rasenhed ere blevne duperede. 7) Cand: Krogh har bevidnet, at Pram erklærte: "kan jeg ikke hevne mig paa Henr Wergeland skal jeg hevne mig (el: naae) hans Fader.(!) Efter denne al Mskehed oprørende, unaturlige Udladelse af- gjøre man nu, om der, efter Kroghs contradictoriske Sigende, alligevel var hos P. Spoer af Rest af Godhed for min Fader. Jeg opfordrer ogsaa Dommeren til at erklære sig om Praem ikke oftere har, uden Anledning, paa en den sønlige og al Følelse Fotnote: NB. H. Heiret ogsaa truet med personlig Arrest. Fotnote: N. L. 6 -- 9 -- 16. samt 1 -- 12 -- 1, 3, 7. SIDE: 248 dybt krænkende Maade inden Retten udladt sig om min Fader. Sligt er efter al sund Moral unaturligt og mod Mskehed forbry- dersk. Ved Siden af 1ste Passus i denne Artikel er det maaskee ikke afveien at opstille Kroghs Prov: "at jeg ved Sagens Begyn- delse yttrede Ønske om at Sagen ei maatte føres med formegen Bitterhed." b) ved virkelig Mishandling og Haardhed forøvrigt. 1) Det er vel ei bleven beviist, at 3die Vidnes Erik Jahnsens "frugtsommelige Kone med et Spædbarn paa Armen" som hun paastaaer, er af Pram bleven truet med Svøbeslag, da hun paa Quindeviis formodentlig med Graad og Jammer bad at maatte beholde sin Ko og Faar, der skulde ernære dem. Derimod er det sat udenfor al Tvivl hvad Konen ellers forklarer, ihvorvel hiint ogsaa har Sandsynligheden for sig. Efterat hun nemlig har deponert "at hun næste og anden Dag efter Bortførelsen var paa Mork og bad med Taarer om idetmindste at faae Koen igjen, da dens Melk var hendes og Børns eneste Næring" -- men hvilket negtedes, indtil Koen af sig selv kom tilbage, med hensynsløs Grusomhed og saameget mere uden Skin af Retfærd, som 46de edfæst: V., ved at bekræfte "at Konen udjagede selv fremmede Kreaturer af Ps Avling paa Fossum" har tilintetgjort Sandsynlig- heden af at hun slap sine egne ind -- (at de kom ind kunde dog skee, da edf.32V: bekræfter at "Grinden var maadelig saa fremmede Kreaturer kunde komme ind"; men som dog ialfald ei med Vilje er skeet, da samme V: siger "at Koen havde Tjor" da han paa P's Ordre bortførte den) . . . og efterat hun uimodsagt har oplyst "at hun seent om Høsten atter forgjeves bad om sine Faar, og saa, da hun gik hen paa Jordet forat see til dem og fandt et af dem klippet, drev dem henmod Gaarden forat faae Lov til at klippe de andre 2": da var det "Praem kneb hende i Armen, saa hun længe var guul og blaa og skjød og puffede hende uagtet hun var sin Nedkomst meget nær". Hun erklærer og, at hun derover blev "altereret" og at de Brystsmerter, hun siden da har lidt af ere Følger af denne Behandling. Det lader til, at P. har selv følt det Oprørende og mod Mske- heden forbryderske i denne sin Færd; thi han har ret anstrenget sig forat give den kolde Grusomhed at berøve en forhen pjalte- SIDE: 249 plukket Familie dens eneste usle Næring Skin alene af streng Gjengjeldelsesret og Ejendomsomsorg, og forat give sine Folk Skylden for Mishandlingsmærkerne paa Armen. Videre har han gjort sit, forat faae Konen skildret i den højeste Affect, ikke betænkende, at, om saa var, da har den for sine Børns Hungers Skyld selv rasende Moder det allerhøjeste Krav paa Medlidenhed. Men Sandheden skinner igjennem selv de af sine Tjeneres Prov som Praëm til sit Forsvar fremkalder, ja selv igjennem Pains (eller Prams aldeles Afhængige og, efter Attester en "nichtswür- dig" Karl). Denne siger, "at Praem holdt hende med Haanden fra sig"; og ligesaa edf. 32 V. siger "at P. tog hende med Vrede i Armen, da hun brugte Mund" hvilket sidste han forklarer, læggende til, at han dog "ikke fornam Skjældsord, men at hun græd, jamrede sig, og fulgte ham". Dette V's Prov, at han ei saa hverken Pain eller John Mork tilstede dengang, fortjener at lægges Mærke til; ligesaa, at Pain siger at hun var "som en vild Purke (om huskes ret)" uden at han dog hørte "hvorfor hun saaledes teede sig." [fotnotemerke] Til ydermere Bestyrkelse cfr man nu, at Konen strax bekla- gede sig og viste Armen for 6te V. Prams Gaardskarl, hvilket af ham er godtgjort; samt baade, at Lensmand Kaasen har ved- gaaet, at hun kom til ham beklagende sig, og at han raadede hende at stevne Praem, og at Konen selv under Forhøret, i Borchsenius' Nærvær, uimodsagt erklærte, at hun ligeledes gik til Sorenskriveren, som, da han -- ventelig efter flere Dage -- saae Mishandlingsmærkerne, i Lune spurgte hende, om P. der havde bidt hende. Selv Hauge gaaer ind paa, at P. har mis- handlet Konen, men slig Bedrivt er kun "af et cholerisk Tempe- rament, og hvad 100 i lige Tilfælde vilde gjøre". Jeg troer dog om Hauge, at han meget vil frabede sig at blive regnet mellem disse 100. Factum er her; og nu imod dette Ps under Embedseed afgivne Erklæring! Et Umenneskelighedens Factum er her, som min hu- mane Dommer ligesaavel som jeg, med fuld Tryghed appellerende til almeen msklig Følelse, maa fordømme. Selv det er umenne- skeligt at berøve en hungrende Familie sin sidste Næring, havde Fotnote: NB. Pains Prov i denne og Lars Larsen Heirets i en anden ere af samme juridiske Værd. SIDE: 250 end Gjærdet været istand og Konen ei viist sin gode Vilje idet- mindste ved af sig selv at uddrive fremmed Quæg. Koen kom vel igjen; men først efterat saalang Tid var gaaen, at de Hung- rende gjerne kunde været døde. Selv i det nødvendige, at Koen imidlertid hos P. maa være melket, saafremt Konen ei didgik at gjøre dette for sig selv, ligger noget oprørende [fotnotemerke] . Men Pointet af Rystende i dette Idylsørgespil ligger dog i den fortvivlede høifrugtsommelige Moders Mishandling. Der har været oplyste Nationer som satte Dødsstraf for saadant; og alle ere enige i at omgive Qvinder i den Tilstand med en Slags Hellighed og Uan- tastelighed. Selv Dyrene iagttage noget lignende; og hos Mskene tilsiger Moral og Følelse og Instinct ligemeget Skaansel i fortrin- lig Grad imod dem baade for Moderens og Fosterets Skyld. 2) Anh. a til Bil. 15 viser at andre Individer af det svagere Kjøn have uforskyldt været Gjenstand for Mishandling af P. Imidlertid lægger jeg, formedelst det Fiendskab som sees at være imellem Angiveren og P., der ogsaa beskyldes for noget mere af samme, ikke anden Vægt paa denne Begivenhed end at den viser P's voldsomme Sind, og bestyrker Angivelserne om dettes Udbrud ved andre Leiligheder. Ialfald har P. ved at slaae anden Mands Tyende begaaet en Ulovlighed (N. L. 3 -- 21 -- 3, analog. 6 -- 9 -- 4.), der ikke kan undskyldes med at han syntes Pigen fordrede for meget ved at kræve hvad Loven tillader; og et inhumant Træk af Utaknemlighed bliver det, da det var en Ærlighed af det fattige Tyende at levere ham de 100 Sp:, som vare fundne paa Alfarvejen. 3) Uden derom at have anmodet, erholder jeg fra en Holm Jølsen en Skrivelse, der fortjener Troværdighed paa Grund af de deri paaberaabte mange Vidner, hvorimellem 2 militære Embedsmænd, og fordi den henviser til en Retsprotocol. Deri hedder det, "at under en Commissionssag slog Praëm til Ri- dende Jæger Jens Hansen Moen, som lod tilføre i Protocollen om Erstatning for den skedte Fornærmelse, som troes var i 1827. P. selv har ogsaa mundtlig tilstaaet Sandheden eller at factum er passeret; men omtalt det som en Ubetydelighed, og at han Fotnote: NB. Senere finder jeg, at der staaer, at Konen, mod Tilbud, i sin frugtsomlige Stand og med sit spæde Barn i slet Føre ei kunde. (Det var en Vei, hvorfor P. tager 6 Sp.) -- SIDE: 251 dertil ved Karlens Næsviished blev motiveret. Dog maa det neppe have været saa ubetydeligt, da Rygtet herom gik i sin Tid, og beskrev det som et Held at Folket ei greb til fysisk Revenge; heller ikke tilsteder 1 -- 12 -- 1, 3, 6, 7, samt 6 -- 9 -- 16, 18, 19 og 6 -- 7 -- 8 at kalde slig Adfærd ubetydelig. Den er i højeste Maade ulovlig og et ligefremt Brud paa Sagførerens Pligter; ja ogsaa paa Mskets mod Msket. P: dømte mig fra Livet fordi jeg paa en Excerceerplads skulde have slaaet til en Jæger (en Urimelighed som siden frafaldtes); nu -- jeg mener Retsskranken eller selv det blotte Nærvær ved en Ret og i retligt Anliggende kræver lige- saamegen Respect idetmindste som en Leirlinie og nogle Kosakker derbag. Hos en beruset Almuesmand vilde en slig Adfærd hedde strafbar Kaadhed; hos den juridiske Embedsmand er den Lov- løshed og Forbrydelse. [fotnotemerke] c) ved hensynsløs Haardhed i Adfærd som Sagfører. Herpaa er forhen anført en Mængde Beviser; dog synes ud- runden af samme Sindelag, som lod P. forgribe sig paa den Høifrugtsommelige og svinge Ridepidsken mod den 80aarige og mod den Syge og mod den bedende Debitor i Præstens Nærvær, at han 1) Pintseaften [fotnotemerke] , efter Helgdens Indringning, Kl. 6 bortexseque- rede Erik Fossums Avling for de 6 Sp. -- Haardt var det ogsaa, at Erik først fik Faarene igjen mod at love P. Vedhugst i sin Skog. 2) Efter Act 104 "var P. ikke uvillig til at give 18 V. Henstand med Auct., der skulde holdes s. D.; men da V. kom med Cau- tionist, var P. ei at formaae til at give nogen Henstand". ("Nei! jeg kan s'gu ikke!" hører jeg ham bleg og kold sige til de aande- pustende, svedige Bønder, som havde ilet over 1 Miil i Tillid til Løftet) Dog sees vel, at Cautionisten var god nok deraf, at han fik Tilslag for hvad der solgtes. Fotnote: 4) Bil. 17 underretter i Brev fra Sthingsmand, Stadscaptain Holst om at P. har i Drammen havt en Sag med en Hr Torrisen for at have hugget efter Denne med blank Sabel, -- hvilken Sag dog afbrødes ved Dennes Død. -- Fotnote: NB. Saadant angriber Folks religiøse Følelse, -- neppe heller lovligt. -- SIDE: 252 Det maa altsaa have havt forfærdelig Hast med at inddrive eller rettere maaskee indrive de Penge. Ja, det synes saa; men da Vidnets Kone 2 1/2 Aar efter besøgte Creditor, en Frænde paa Hadeland, havde Denne endnu Intet bekommet [fotnotemerke] . Der blev da en Jammer, da man fik høre den uvitterlige Ulykke, som uden Nytte for andre end den, der indesad med Pengene, ved Requisi- tionen til P. var overgaaet Frændskabet her. Ere Pengene be- talte, da ere de det kun under denne Sag; thi Paaske 1831 vare de det ikke, endskjøndt baade Requir: havde været hos P:, og Denne burde have tilsendt ham Pengene strax directe eller gjen- nem Embeds- eller Ombudsmænd i hs Egn. P. har selv, Act: 105, erklært, at "han havde intet imod, at dette Vidnes Prov ansees for den rene Sandhed". Det har da skortet forfærdelig paa Undskyldninger. Det maa være slig unødvendig Haardhed, som P. kalder "den strenge Retfærd, som har gjort ham bagtalt"; -- dog nei, saa kan det ikke være; thi i denne Kjendsgjerning ligger jo ligesaa- megen uvorren Skjødesløshed i Sagførerforretninger som unød- vendig Haardhed for Dagen. Denne antager endnu en mørkere Farve, naar man betænker, at dette V. Hans Endridsen Aalborg alt dengang var kommen paa Knæerne, saa der kun skulde slige Stød til for ganske at bringe ham saa dybt i Armod som han er [fotnotemerke] . 3) Wengerfolkene vare ved Ps Hjælp berøvede Føderaadet i deres Alderdom, og det et Føderaad som solgtes uendelig under Værdien. Dobbelt Haardhed maa det da kaldes, om det er som i bilagte Brev [fotnotemerke] fra Enken til P., dat. 13 Januar 1830 siges, at Sølvskatbrevet, hvorfor P. bona fide gaves fuld Qvittering mod Godtgjørelse i Kherre Ankers Fordring, som stod til Inddrivelse, ikke er afquittet i denne. Er det saa -- hvilket jeg i 1831, lige- som nu, burde antage, da Brevet er tilstilet P. selv, indeholdende Fotnote: NB. Unødvendig Haardhed = Grusomhed. Fotnote: Anm: P. mener nok at der ligger netop Accuratesse i hs il- somme Færd; men om han fra den hadelandske Slægtning havde strengeste Ordre til at udtage Pengene -- visselig, han havde ogsaa Ordre, selv om den ei nævntes, til at tilsende ham Gjelden. At faae den var jo netop Hensigten hos Erik Blegen. -- Fotnote: Bil 18 (Se Nota 9 -- Pag 42). [s. 222.] SIDE: 253 saa svar en Beskyldning -- da maa det vel endnu stærkere be- nævnes. 4) Jeg kan maaskee henregne hertil, at Ps um [enne] skelige Stevningspaastand i denne Sag er endydermere skjærpet i Indl. af 16 Mai/31. 5) Cfr. Opfyldelsen, saavidt det stod til Pram, af den neder- drægtige Trudsel til Marthe Julsrud om at ødelægge den Familie i Bund og Grund. 6) C.fr. Trusel til Ole Thorbjørnrud, da P. faldt med Døren ind i Huset hos ham. Pag 52. [s. 237.] Ligesaa de allerfleste af Noterne til 1ste Afdeling af Undersøgelsen af P's Forsvar. Saaledes Nota 3 -- 4 -- 6 -- 7 -- 9 -- 10 -- 11 -- 12 -- 14 -- 15 -- 18. Art.C. Pag 86. [fotnotemerke] Tyrannisk Voldsomhed, raa Grusomhed bliver dog først ret afskyelig naar den er parret i Gemyttet med Underfundighed og Ringeagt for Tro og Love. Paa hans Underfundighed, hvorfor jeg A, Pag 3 -- 4, [s. 179.] Bil. 2 har viist, at jeg selv har været et Offer, vil senere føres mange Beviser. Her vil jeg blot nævne, at Procurator Praëm er overbeviist om III RINGEAGT FOR TRO OG LOVE. For at være en Ærligmand maa man ikke besidde denne slemme Feil, hvorved ofte Medborgere bibringes stor Skade. Staten fordrer vel ogsaa allerførst hos en Embedsmand Ærlig- hed, at andre Folk kunne stole paa ham. Mskeheden kalder denne Dyd ogsaa en af sine og al Sedligheds Grundkrav. At P. dog mangler den -- herfor Beviser: 1) Se forrige Side 2. [s. 251.] 2) 28de og 29de Vidnes enstemmige Udsagn -- med Tillæg, at P. fragik sit Løfte med Vrede og bortvisende dem. Se Note 5, Pag 41. [s.220 -- 221.] N. 7. samme Pag. [fotnotemerke] 3) Løftet til Jens Maler, "at det var godt at have de 200 Sp. i Baghaand". Samt (cfr. 21 og 22de Vidner) om at han skulde Fotnote: 7) 8 Sager paaførte Gbrand Bjerknæs. Fotnote: Nota 14, Pag 43. [s. 224.] SIDE: 254 faae igjen de overblevne deraf. Senere var Aftalen, at han der- for skulde faae "et lidet Hjem", da Pengene ei vilde ud af Pram igjen. Jens er bleven hjemløs, og venter neppe at faa andre egne Vægger end de sidste 4 Bretter; dog selv dem skulde Fattigcassen give. 4) Løfte til Iver Julsrud (23 V), hvorved Koen vandtes uden Nytte for Iver før P. nu i denne Sag tvinges til at opdigte eller paabyrde Folkene, at den er valutert. 5) Lars Eriksen Rogler eller Eskerud [fotnotemerke] (som ved Sagens Be- gyndelse da han efterspurgtes forat blive stevnet sagdes gaaen vestover paa Arbeide) angiver, at han og en anden Mand ved brudt Løfte af P. ere bragte til Betlerstaven. -- 6) Bilagte Afskrivt [fotnotemerke] af Brev fra Proc. Ræder viser, i Forbind. med Bil. 4, 4 a og b, at det er ikke Bønder alene som have lidt ved Ps Mangel paa Tro og Love. For Brud paa Statens "Love", paa hvad "Tro og Love" Pram har svoret denne, se Beviser hartad overalt i dette og Advocat Thesens Indlæg. -- Procurator Praëm er overbeviist om andre forskjellige IV BRUD PAA SINE PLIGTER SOM SAG- OG REGNSKABSFØRER. a) Skjødesløs Sagførsel. Beviser: 1) I Sag for Jens Nilsen findes, at han i Mødet 10 Jan./27 hver- ken mødte eller lod møde. Denne Mand har dog betalt anstæn- digt forat faae sin Sag ført. 2) Jens Nilsen sees at have paa Ps Raad og paa en Maade Tilsvar ved ham ført Sagen paa Hedemarken, der gik tabt -- som Jens mundtlig sagde for Retten -- mod en Procurator der- oppe, om hvem Ordet gaaer, at han aldrig vinder Sager. P. havde faaet Sikkerhed i Jens' 200 Sp; denne troede at have Sikkerhed i Ps Ord. 3) I den Sag for og med Marthe Aug.dtr Bjerke m. fl. mod Korens Boe, som Thesen i Indl. 10 April/33 bringer paa Bane, sees, at P. ei har, paa sine Parters Forlangende, skjøndt Penge dertil Fotnote: Bil. 19. Fotnote: Bil. 20. SIDE: 255 havdes, paa meget nær betimeligen ladet dem faae Domsacten. NB. beholdt den 2 1/2 Aar, paaskydende videre Indstevning. -- 4) Anders Lade paa Thotn klagede [fotnotemerke] i Sommer over at han 7 -- 8gange uden at have faaet Svar havde adspurgt P. som sin Sagfører om en Sags Stilling, der forlængst troedes paadømt. Da han ankede herover i flere Mænds, Sthingsmænds, Nærvær og lovede mig skrivtlig Oplysning, indhentede jeg denne ved Be- skikkelse, hvoraf sees, at P. for 14 Dage før dennes Datum 12 Decbr. først havde underrettet ham om Sagens Stilling, nemlig dens Tab. Jeg antager det at være en Sagførers Pligt hurtigst at tilmelde sin Part Dommen. 5) Bilagte Brev [fotnotemerke] fra John Ekornhoel af Oudal indeholder en- deel Anker over maadelig Sagførsel, svundne Løfter og mod disse forøgede Udgivter m: m: Ligesaa bilægges Brev fra en Berthe Blødmyrhoug af Næs -- Anh. a 6) Jeg troer Enhver maa være overbeviist om at Lars Larsen har været yderlig slet tjent med Ps Arrestsag med H. Heiret og ved den senere Procedure deri, hvorved Lars kom i Stikken alene. -- Jeg antager ogsaa, at en ædlere Mand end P., naar han indsaae, at et voldsomt juridisk coup af ham selv truede Partens Formue, vilde søgt paa en pynteligere Maade, ved Forlig, at jevne paa Erstatningen end ved Selv at tilvinde sig al Partens Formue. Det er alene en Domsilluderen, naar han erklærer "at skulle vide at gjøre sit Creditorforhold paa L. Larsen gjældende, saalænge han skylder noget." Det er vist, at L. Larsen aldrig har staaet i videre Forbind. med P. før Sagen; og neppe burde han, saafremt han har mindste Anstændigheds- og Billighedsfølelse, taget Noget for en Sag, som ved ham fik saa ulykkeligt et Udfald for -- begge ): baade Ps Part og Hans Iversen, som ingen Erstatning fik. 7) Exsecut. forretning hos M. Augustinusdt. Bjerke viser Ps Omhu for sine Parter ret paa en oprørende parodisk Viis. [fotnotemerke] b) Slet Regnskabsførsel. Beviser: 1) Act. 109, hvor Jens Nilsen, der stod i saa indviklede Regn- skabsforhold til P. og navnligen hin Sag betræffende, deponerer Fotnote: Bil 21. Fotnote: Bil 22 med Anh. a. Fotnote: Cfr.4 -- Pag 40 [s. 220.] at P. i Utide forlod Auctionen hos Chr.Findstad, hvor han beregnede sig saa enormt. SIDE: 256 "at han hverken har faaet nogen Regning over sin Gjeld til P. for denne Sag el. Noget tilbage paa de 200 Sp., uagtet P. flere Gange siden har lovet at give de 200 tilbage el. et lidet Hjem af slig Værdi." Ligesaa Act: 110, hvor s. V. dep., at det "oftere forgjæves har anmodet om Regnskab." 2) Bilagte Selvskrivelse [fotnotemerke] , vedstaaen inden Retten ved Exami- nation, udlader sig "at naar Udstederen Paul Iishoug er kom- men til P. og affordret Regnskab for bemeldte Auction har han slaaet op med et stort Sinde og tillige begyndt at overøse mig med en grov Mund, saa jeg aldel. ingen Regnskab endnu har erholdt." Det synes af Skrivelsen, at Manden har havt Ret til at kræve Regnskab. Ligesaa indeholder Skrivelsen 2 forskjellige Anker; den ene, at P:, uden senere at ville gjøre Regnskab, har udtaget Bankind- skud; den anden, at P. inddrev hos V. 100 Daler D. C., med 50 Sp. og dertil Omkostninger. 3) Citerte Bil. [fotnotemerke] vise, at P. som Incass. i Jacob Solbergs Boe har anført for samme Veilængde ved en Auction 2 Sp. 3 Mk. 2, og ved en anden 3 Sp. Ligesaa, at han af dette lille Boe har foruden 12 Procto beregnet sig 11 Sp. 2 Mk. 22 i saakaldet Incass.- salar, og hertil endnu 9 -- 2 -- 21 i Auct.omkostninger. Item, at Formynderen Johannes Vestengen forgjeves har krævet Regn- skab -- at Sskriveren paa et Thing Sommeren 1830 -- altsaa 10 Aar efter Auctionerne -- mundtlig paalagde P. at aflægge Regnskab -- at Skriveren ved Paategning af Mai 1831 ydermere har paalagt Form: at søge det hos P.; -- at P. ved egen Paa- tegning viser, at han 26 Juli 1830 sad inde med meget over det halve af Formuen; -- og endelig, at P:, trods Sskriverens Paa- tegning, at Formynderen skal "aflægge Rigtighed" for Alt "saa- velsom for Renterne", erklærer, at kun nogle Daler staae igjen, og negter at godtgjøre Renterne, fordi de i den lange Tid, han har sat inde med Pengene, ei ere blevne krævede. Cfr Nota 13 -- Pag 43. [s. 224.] Dette er dog virkelig mageløst af Frækhed og Uredelighed. Og om han blot var Skriverens Fuldmægtig, da Inc: af dette Boe betroedes ham, -- som Embedsmand har han dog siddet inde med dets Formue i lang Tid, indtil selv denne Sags Begyndelse, Fotnote: Bil. 23. Fotnote: Bil. 24 med Anh. a. SIDE: 257 ja kanskee indtil nu, og negter Regnskab og Renter af Boepenge! Rigtignok bringer Praëm i Indlæg for Iver H. Kringler, dat: 12 Mai/28 "i behagelig Erindring, at Anordn: af 7/2 94 § 15 bestemmer, at Værge, som lader de til Betaling forfaldne Capitaler og Renter henstaae over 4 Uger efter Terminen skal selv betale samme"; men denne Ps Underretning fælder jo ham selv, men frigjør Værgen Johannes, som ei har undladt sin Pligt at kræve. -- 4) Beskikkelse [fotnotemerke] til Amund Henhoug af Næs, hvori siges, at P. paa Krav om Afgjørelse af 13aarigt Incassationsregnskab "blev fortrøden og hidsig", og sagde at kunne forevise Quittering, uden dog at forevise den. Ligesaa, at ingen Fyldest erkjendes mod- tagen af P. for en Fordring i Skiftet efter Amunds Moder. Sum- men her spørges om er betydelig. 5) O. Trøgstads Regning. Samt 3die V. Act 66, 7de V. 75. Lige- saa de 2 1/2 Aar det varte før Hans Aalborgs Creditor tilfældig fik vide, at Pengene med Strenghed vare inddrevne, skjøndt 19 V. dep:, at P. før havde sagt, at der vel neppe var noget at faae. 6) I Bil. 26 [fotnotemerke] med 2 et værdigt Supplement til Ps Regnskabs- væsen i Soelbergsboet. Det gaaer ud paa, at P. siger sig endnu at være Enkens Creditor, uagtet hendes Auct:regn: ere betalte, og uagtet hun af sin Mands Boe af P. ei har erholdt en Skilling, ihvorvel "Overskudet" paa hendes Part, efterat Creditorerne vare fyldestgjorte, skulde være 36 Sp. 3 Mk. 21 ß. Den Stakkels Kone har desuagtet laant Penge og dyttet i Pram. 7) Anke [fotnotemerke] fra Præstegjeldets Gjordemoders Mand over at P. erklærede en Restanceliste "qvakklet bort" og over at P. er for dyr med de Folk han kræver Gjordemoderpenge af, idet han tager det dobbelte af hvad Debet er alene for at lade oplæse, at han incasserer Restancerne. -- 8) Nærv. Lodseddel [fotnotemerke] viser, at de 29 Sp. i Lysagerboet skulde udbetales af P. -- (Dog erindres ei hvorledes P. fremstiller denne Sag; men jeg troer Thesen har gjendrevet ham). Mod den gamle Laugværge Jens Braatens Benegtelse, under Anbud af Eed, af at disse 29 Sp. ere komne Enken tilgode, har P. kun i Brev af 2 Juli f. A. at sætte om Qvitteringens(?) Forkommelse. 9) Act. Pag. 153 godtgjør, at han har "afviist Gbrand Tønsager med Vrede og Bitterhed." Fotnote: Bil. 25. Fotnote: Bil. 26 med 2 Regninger. Fotnote: Bil. 27. Fotnote: Bil. 28. SIDE: 258 En Hovedfeil ved det praemske Regnskabsvæsen er Vanske- ligheden i at slippe derudaf igjen. Mindre vigtigt er de smaae usle Lapper hvorpaa quitteres; men forhen er paapeget hvorfor de have saadan Tommeform. [fotnotemerke] Hr. P. er sig selv liig i Smaat som i Stort. 10) Cfr Pag 47. [s. 231.] Først under denne Sag gives Jens Nilsen, efterat mange Aar ere henrundne siden hans Ruin, Regnskab. At før ei har været givet under saa betydelige Affærer viser Jens Nilsens Klage derover inden Retten, og at han paa dette Regnskab nægter flere Puncter. -- [fotnotemerke] c) Kjøb af Fordringer og Sager. Beviis herfor har Hr. Thesen uomstødeligen uddeducert af Ps Færd med Bjerknæsarvingerne. I denne Anledning har Hauge at paa- beraabe sig Ps nuskrevne Skrivelse til Undskyldning for de 8 Sa- ger, som paa engang af P. paaførtes Gbrand Bjerknæs. Det er ube- viist hvad Hauge debiterer, at P. har troet det uiværksætteligt at faae alle 8 under een Sag. Factum faaer dog nok afgjøre. At erindre under A anføres her, at Sagnet, at Gbrand Bjerknæs tog sin Død af den Procesovervældelse, gjorde i sin Tid et hef- tigt Indtryk paa mig, som naturligt paa ethvert Mske, der ikke troer, at simple Almuesfolk ere følesløse for Velfærd, Sorg o: a: d. Ellers er det paafaldende hvorlidt man i Hauges Forsøg paa at bortræsonnere det, efter Forordn 4 Marz/90 Forbryderske mod Staten, forsaavidt denne findes i Lovene, i dette Sagkjøb, sporer til den "Fasthed, Styrke og Klarhed i Rets- og Moralitetsbegreberne", som han tillægger vor Tid. Det er Synd, at noget man burde ønske var en Sandhed og et virkeligt Udbytte af Historien, alene er en Floskel i sin Anvendelse under Forsvaret for Angreb paa hine Begreber. Alligevel tør der dog nok være noget i, at de Fotnote: Maaskee hører det dog til en ordentlig Regnskabsføren at give ordentlige Qvitteringer. Men se 4 -- Pag 57. [s. 243.] Hvil- ken afskyelig Hensigt ligger ikke her Tanken nærmest? Fotnote: NB. 11) Pag 70 [s. 261] (cfr) citeres, at Hauge undskylder P. forat han tog Transport paa Ole og Andreas Jensen med saa stor Sum med at han ei havde Tid at eftersee sine Regnska- ber (!!) SIDE: 259 for Andres Vedkommende ere "faste, stærke og klare" nok til at finde, at en Mængde af Proc. Prams Handlinger ikke stemmer med dem. d) Almufolks Forlokkelse. Beviis. Desværre for Pram -- om man end ei vil regne hertil hans Raad og Adfærd i J. Nilsens [fotnotemerke] og Lars Larsens Sager, skjøndt de havde de ulykkeligste Følger for dem, og skjøndt især den Sidstes hele Formue er gaaen i P.; -- ja, om man end ei hertil vil regne, at 74 V. Haagen Ingalsen bevidner, i bilagte Skrivelse bekræfter, [fotnotemerke] og i Stiftsoverretssag ang: Gden Rejerstads Salg til Lensm: Poppe gjennem sin Advocat anklager P. for at have for- lokket ham til at gjenlevere en Qvittering paa 24 Sp; men for hvilken han dog exsequerte fuldt ud, tillæggende, at han rev den istykker, og fragik siden at der fandtes engang saadant Beviis -- vil man ikke regne saadant til Forlokkelse, endskjøndt det vinder Troværd, da intet i den Anledning er foretaget af P., som dog til hiin Sag var varslet; og heller ikke Maaden hvorpaa den aldersvage Grønbekmand forskrev sig paanyt, eller at Lars Sundby paa Ps Beskikkelse og 2 andre af Bjerknæsarv: (Ole Jensen og Andreas) erklære, at de ikke forstode hvad Document det var, P. lod dem underskrive . . . Alligevel, siger jeg, skjøndt Notiz bør tages af alt dette, da selv Sandsynligheder bør komme den Anklagede tilgode, ligesaavist som at det samme maa blive Regel til Fordeel for P., hvor han er anklaget -- alligevel gives der desværre for P. utvivlsomme Beviser for at hiin store For- brydelse baade mod Stat og Mskehed hører mellem Proc. Praëms -- disse ulykkelige Bedrivter, hvori Hykleriets Hvide indblander sig, men kun desmere afstikkende, imellem Haardhedens Røde, og Underfundighedens dybe Blaa til et trefarvet Frihedssymbol paa at synde. Ole Jensen Bergereje, Andreas Sedsvoldeje -- den Første un- der Ps overhaandtagende Rasen under Vidneforhøret mod Vidnet og mig -- erklære, at P. er i Besiddelse af et Skadesløsbrev (paa [fotnotemerke] hver af dem?) paa 70 og 80 Sp., udenfor det som forøvrigt Fotnote: Bil. 29. Fotnote: Bil. 30. Fotnote: Anm. Jeg seer, det er saa. I Andreas' Pantebrev (cfr P's Bil. 16) har været skreven 100 Sp., men er rettet til 80. Det er SIDE: 260 er imellem ham og dem som Bjerknæsarvinger; og at for denne Sum pantsattes hos Ole Jensen hs Løsøre bestaaende af 1 Ko, 1 Par Faar og noget Indboe -- "hvortil Pram raadede, som en Maade, hvorpaa Vidnet kunde bringe det dertil, at det Offentlige Intet erholdt for Sagsomkostng i en Justizsag." Andreas Jensens edfæst. Huustro, 61de og 62de edfæstede Vid- ner erklære det samme, sig vidende om den af selve Angjeldende angivne Grund, og at Disse vare meget angste for Følgerne deraf. Edfæst. 62 V: bekræfter Sammenhængen med de udtrykkelige Ord, at det var "efter Prams [fotnotemerke] Overtalelser", at Skadesløsbrevet udstedtes -- til det Offentliges, Statens Forfordeel [fotnotemerke] . Uagtet angjeldende Ole Jensen har dep:, at han en Tid efter paa Ps (meget charakteristiske) Spørgsmaal, om hvorledes det var gaaen! (nemlig om Fogden havde faaet en lang Næse), gav det friske Svar: "Tak Hr. Proc! det gik brav!" -- saa bekræfter dog Konen og 62 V., at hans Misfornøjelse og Anger samt Frygt baade for Følgerne af at han havde ladet sig overtale til Brøde mod det Offentlige og Sandheden og for at han havde givet alt sit Ejendes og Ejendomsvordendes i Ps Hænder, var særdeles stor og ofte viste sig i Taarer og Natteuroe. Ole Jensen græd og bitterlig, da han røbede mig Sammenhængen; og, om jeg ei feiler, angav Andreas Jensens Kone, at han vist derover tog sin Død. Men være end dette overdrevent -- de ahnte, at de vare for- lokkede til Brøde -- de indsaae, at de vare forlokkede til Noget, der kunde vorde dem til Ruin, idet de langtfra vare sikkre for at P., der negtede at gjengive Pantebrevet engang vilde gjøre dette gjældende. Fotnote: klart, at han ikke kunde sætte aabenlyst deri "forat præravere det Offentlige"; men noget andet; og da var Bjerknæsforholdet godt at skylde paa. Men hvorfor lyde saa omfattende Trans- porter paa disse de fattigste Mænd af alle Arvingerne, og ikke saa paa nogen af de andre. Fotnote: Ja gjentagne! Fotnote: Anm. Pram tilstaaer "at han ikke havde det Paalydende at kræve; men søger Støtte i at "intet Mske hverken paa det Of- fentliges eller egne Vegne nogensinde har spurgt mig om hvor- meget jeg havde at fordre, og har heller ikke hindret Nogen i at faae sit hos dem." -- Nei, han har bare, ved at tage Brev paa det dobbelte af hvad de ejede! -- SIDE: 261 Til Bestyrkelse trænger dette knusende factum ikke videre; imidlertid ligger der en saadan overflødig i Prams -- -- Beneg- telse at have havt Kundskab om Gjeldsforholdet til det Offent- lige(!!) -- Act 91 og 93 efter en Sag, hvori han selv havde Rolle, og om hvis Parters Stilling han desuden af egen Interesse, efter forudværende Transportforhold, maatte skaffe sig Vidende; -- ikke at tale om at han saaledes var prioritert fremfor alle senere Krav -- et Forhold hvoraf man skulde troe, at han blot af kaad Lyst til at forfordele og tumle sig paa Forbrydelsens Rand har gjort som han gjorde. [fotnotemerke] Ligesaa er Hauges Forsøg paa at forsvare factum et overflø- digt Bestyrkelsesmiddel, da det, paa Grund af Sagens Beskaffen- hed, kun, som det dog med al Nød og Neppe alene kan, føres undskyldesviis, nemlig med at "det skal være skeet ihast, og gjort med en rund Sum, da Pram ei havde Tid til at eftersee Regn- skabet" (!!!) -- Sat superque. [fotnotemerke] Procurator Praëm er overbeviist om directe at have forbrudt sig mod Staten, nemlig om V AT HAVE TILVENDT SIG UNDERFUNDIGEN OG UDEN AT DET TILKOM HAM STATENS PENGE. Beviis findes i Thesens Indl. af 10 April; og kaldes selv af Hauge den deri P. paabeviste Handling "nederdrægtig", om den hænger saa- ledes sammen. Og hvad Modbeviis føres, uden at P. i et nys- fabrikert Brev undskylder sig med, at han før Beneficiet har havt Bryderier for Marthe Augustinusdtr -- hos Thesen findes det Hele fuldstændigen. Denne Sag er og maa for enhver retfærdig Dommer alene være nok til mit Forsvar. Videre er Procurator Praem overbeviist om VI) AT HAVE FORAARSAGET OG MEDVIRKET TIL AT STATEN EI ERHOLDT HVAD DENS VAR. Jeg kan ikke andet end at troe, at Staten kræver i Embeds- eden at dens Embedsmænd skulle paasee det Offentliges Tarv i alle Henseender og at dette ei forfordeles. Den Embedsmand har altsaa ikke godt vogtet sin Eed, som forsømmer noget isaahenseende, ja endog spiller under Dækket med og tager Hovedrollen an ved slige Handeler. Proc. Praëm er en saadan Embedsmand. Beviser: 1) Hvad nys Pag. 69 [s. 259 -- 260.] er anført om hans Machina- tioner med den uforholdsmæssige, ingen virkelig Gjeld underlagte Transporteren af Ole Jensens og Andreas Jensens værende og vordende Ejendele, forat Fogden intet skulde faae til de dem idømte Sagsomkostninger. Han reiste ogsaa virkelig med ufor- rettet Sag, da Pantebrevet til P. fremlagdes; og -- "det gik brav!" -- 2) Kan Tvivl være om Ps Forhold i Dønnumhandelen? Den er saa tilfulde udviklet af min Advocat, at jeg kan indskrænke mig til følgende af Documenterne og Vidnesbyrdene hentede op- lysende Bemærkninger: 1) Christen Christoffersen erklærer i Qvittering af 9 Febr/28, at Fotnote: eller under Sagen, idetmindste hvad det ene Beviis angaaer. Fotnote: (Anviisning quitteret 30 Juni 1830) SIDE: 263 ham i intet Tilfælde tilkom 300 Sp. Disse vare nok til at kunne dække Statscassens Rest 295 Sp. 58 ß., som den efter Finanzdep. Skrivelse af 21 Mai/31 endnu var. [fotnotemerke] 2) Christen fik ogsaa omtrent 120 Sp. tilgode paa de først sti- pulerede 1300 Sp. 3) Christens angivne Gjeld udenfor den til Lütken opløber ialt til 166 -- 168 eller højest til 175 Sp. Altsaa tilbage meget over 300 Spd, [fotnotemerke] som omtrent udfordredes til Staten. Men et større Overskud udkommer, naar bemærkes, at den betydeligste Debet nemlig til Jens Dønnumfladen kun var en Deel af en Pantegjeld, der heftede paa Dennes Plads, som Vidnet Christen afkjøbte ham -- efter Auctionen naturligviis, hvor Intet blev til Staten, og efter det reelle Kjøb, da ligeledes Intet blev til Staten, men til saaledes at kjøbe nye Ejendom. Hvor tilstrækkeligt Overskudet end var, godtgjør dog Christen Pag 51 "at han aldeles ingen contante Penge har modtaget enten af den Ene eller Anden som Overskud af dets Gjeld, hvilken det var Pram overdraget at besørge afgjort ved Kjøbesummen." Men hvorfra ere da Pengene komne til at kjøbe Jens Fladens Plads? Jo, fra Praëm. Han kjøbte Pladsen og lod Christen sidde derpaa meget precært, indtil han nu nylig først under denne Sag lader ham tage Skjøde derpaa. Men for hvis Penge kjøbtes Pladsen? For Statens saalænge denne ei var fyldestgjort; for Christens forøvrigt -- forudsat at det var muligt, at komme ud af det sædvanlig ubestemte, endeløse Skyld- forhold til P. for dette Vidne, som meget naivt erklærer "at det ikke veed, om P. har snydt det eller ikke." Omendskjøndt jeg nu rigtignok troer dette, benegtes dog, i Henhold til 1ste Vidnes ligeledes benegtende Prov, at jeg har villet have ham til skrivtlig at meddele mig Klage over P. -- Christen erklærer ogsaa selv, at han ved de Tider Gaardsalget fandt Sted var "som forstyrret i sit Hoved", og at have sagt dette til mig. Fotnote: Bil. 31 med Anh.a. Fotnote: Den Sum siges delt mellem Lütken, som vedkjender sig 150 og Pram. Men selv om P, der dog har faaet mere, ingen Inter- esse havde havt udenfor den almindelige, vil hs Forhold som Embedsmand blive lige strafværdigt in casu. SIDE: 264 4) Ps Skrivelse til Fin:dep. hører til Cacheringsmidlerne, hvor besynderligt det end er, at han ikke skulde indsee, at en Sag der behandledes mellem saamange Medvidende, umuligt kunde blive skjult. Skrivelsen er af 29 Dec: 1829, og 11te Januar f. A. holdtes Auctionen. Deri erklærer P. "at han veed, at der be- stemt intet bliver tilovers til Statscassen paa Grund af de Be- tingelser han veed Creditor vil sætte"; samt vil han overtale Fin:dep. til at byde indtil dens Fordring (anslaaet af Pram til 400 Sp.) bliver sikkret, eller at tiltransportere sig alle Heftelserne, hvorefter P. med 5 Aars Henstand vil være ansvarlig for skades- løs Betaling. Dette Greb er dog forfærdelig plumt for at faae Lars Lang- væg, hvem man alt som Kjøber havde i Kikkerten, og som alt havde budt underhaanden 1700 Sp., til endnu at lægge paa, om han vilde have Gaarden; -- eller og, om han traadte tilbage og Departementet beed paa, forat faae Pengene af Statscassen. Man erindre blot, 1) at Pram, efter Christens Prov og alt hvad derom er oplyst, med aldeles Fuldmyndighed skaltede og valtede for Christen under alle disse Transactioner; -- 2) at P. siger sig bestemt at vide, at Intet vil blive tilovers, da han kjender de sættendes Be- tingelser ved Auctionen; -- 3) at der blev "opgivet" 8 April 1828 ved en Exsecution, hvorunder Fin:dep. lod møde, at saavel Chri- stens Løsøre som Gaard var solgt [fotnotemerke] . (Se Finanzdep.'s Skrivelse. Bil. 31); -- og 4) at Lütken forbeholdt ved Auct. 11 Januar 1828, "at opgive til hvem Skjødet bliver at udstede". Havde man da svart Dep's Fuldm:, at Intet var at erholde, kunde det saa endda være; men Jux bliver det, at svare saa senere, da Overbud alt før var gjort, og Overbudskjøbet slut- tedes allerede samme Maaned eller meget snart, faae Dage efter Auctionen 11 Januar. Til hine Underbemærkninger føjes: 5) Det endelige Salg skede paa P's Contor, og med en Hemme- lighedsfuldhed, der lod P. bortvise de 2 Bønders Koner, sigende "at en saadan Handel var Noget Konerne ei behøvede at over- være." (Jeg seer Øjekastet, som ledsagede disse Ord, oplysende deres Mening). De 3 Sælgere vidste, at Lars Langvæg havde Fotnote: ): at der Intet var at faae. SIDE: 265 budt før Auctionen 1700 Sp.; -- nu havde han lagt det sidste 100 paa; og efter Aftale samledes de da hos Pram forat bringe det i Orden og -- Byttet i Sikkerhed. 6) Dette, at de samledes hos Pram, hvem Christen har er- klæret at være sin fuldeste Værge, samt Lars Langvægs Depos. at "alle 3 (Pram, Christen, Lütken) som vare tilstede i Ps Bopæl indlode sig med Vidnet om Gaardkjøbet; dog synes det rimeligst, at Chr. Dønnum maatte betragtes som Sælger iforhold til V. som Kjøber, da Lütken indrømmede Christen Ret til at sælge Gaar- den underhaanden" -- Dette viser dog klart, at først nu det rette Kjøb skede (thi hvortil ellers andre Mellemhandlende end Lütken og Lars Olsen), og at det ikke skede ved Lütken, men ved Praëm for Christen, til hvis Meed Auctionen og Lütkens pro tempore Kjøb kun var et Middel. 7) 1ste Vidne har i Bil 33 og for Retten depon: "at efter Ps Forslag (ved hiin Conferenz) var det at Kjøbesummen i Skjødet skulde lyde alene paa 1300". Alene dette, at ansætte i Documenter, der kræve den Authori- tet som Skjøder, Kjøbesummen lavere og saa betydelig lavere end den er, og som juridisk Embedsmand at raade dertil, synes mig at maatte være en Forbrydelse. Act. Pag 44 findes og deponert, at P. erklærede under Handlen "at naar Documentet saa blev skrevet, kunde Statscassen Intet faae, da den havde Fordring efter Lütken". Slige Forklaringer ere afgivne under Ps idelige rasende Op- faren og Afbrydelser, der ere den tydelige Grund til Hauges Erklæring om "at det Passerede har lært ham, at P. selv vilde komme til at lede Sagens Behandling, og at han ved det hidtil Passerede herom ere bleven overtydet". Men en Sag, der har saamange baade indre og for Dagen lagte Beviser om sin Sand- hed, trænger ei til Sandsynlighedsbeviser derfor -- hvoraf det dog unegtelig er et, at Lars Olsen, endnu i Afhængighed til P., uagtet dette, og uagtet dennes uforsvarlige Færd, under Vidne- forhøret alligevel deponerer saaledes. 8) Ps mislige Forhold bliver endnu værre efter hvad der i hs Brev til Dep. staaer (cfr med hs Indlæg!); thi naar P. siger, at Dep. ved at byde 1700 Sp. vilde kunne blive betalt -- maa man da ei spørge: -- hvorfor kan Staten da ei blive betalt naar SIDE: 266 100 Spd. gives over den Sum, hvormed erklæres, at den kunde og skulde blive betalt?! 9) En slig Sag maa kun jammerligen kunne forsvares; og dette er da ogsaa Tilfælde. Hvad siger man f. Ex. om sligt Forsvar fra P., at Tillægssummen 500 Sp. "var ham en ny og uvedkom- mende Handel."(!!) Det er samme Mand, der siger dette, som selv erklærer sig forat være "den ulykkelige Mands (Christens) Raadgiver og Befuldmægtigede". Jeg skulde troe, at en Forøgelse i Gaardprisen af 500 Sp. var i Partens højeste Interesse. Af slige Forsvar sees kun, at man blues -- desværre uden Fortjeneste, thi kun ved Tvang. -- 10) Et ligesaa elendigt Forsvarspaafund er det, at slig Handel kun er en Prioritetsdisput -- vel! jeg sætter det, men da maa det være for Christen, ei for P., som Embedsmand, der aldrig bør lade sine Pligter mod Embedsed og Stat og hvad Retfærd er komme i tabende Collision med sit Forhold til en Privat, være denne end en Part, der med Christen Dønnums, den isandhed ulykkelige Mands, bona -- nei, optima fide anbetroer sig til ham, var det endog ikke i en Defraudations-casus. Praëm erklærer Den for en Slyngel, som handler anderledes end han har handlet i dette Tilfælde, og Den for en Dumrian osv. [fotnotemerke] -- Mig er det nu aldeles klart, at denne Heftighed eller Uforskammethed er alene kunstlet, og et Beviis paa hs onde Samvittighed, som man, uden Psychologi, veed, ofte bryder saaledes ud. Den humane Mand vilde ikke bryde saaledes ud, og den Retskafne kunde det ikke, Fotnote: 11. Lütkens Prov:(!!) "Det forekommer Vidnet, somom han af Christen Dønnum har hørt, at Lars Olsen skulde give 500 Spd forat indtræde i Vidnets Sted". (Til Hvem da, uden til Praem?) Videre: "Hvorledes Overskudet blev anvendt er V. ei bekjendt, hvorimod det kan forklare, at det og Lars, Christen og Praem vare samlede forinden Auctionen, hvor da P. anmodede Lars om ved Auctionen at byde en klækkelig Sum, omtrent 1800 Sp. Lars bød dog ikke da; men indtraadte først i V's Bud nogen Tid efterat Auctionen var forbi med 1800 Sp. Vidnet erholdt 150 Sp. forat give facilere Vilkaar med endeel af Pantegjælden. At disse vare af Overskudet har V. ei udtrykkelig hørt; men kun hørt det omtale som afgjort Sag og bekjendt." SIDE: 267 da han maatte ellers kunde forsvare sig, og vel vide, at slige Apostrofer indeholde intet Forsvar, men snarere det Modsatte. Ps' hele Fremfærd under Handelen og siden viser tydelig, at han ikke, som Hauge siger, "har holdt sin Fremgangsmaade fuld- kommen legal, hvorfor han ingen Anledning havde til uopfordret at underrette høje Vedkommende." Visselig en retskaffen Em- bedsmand havde, opfordret af sin Pligt, underrettet det Offent- lige, som dettes Tjener, om at det ved en Machination stod Fare forat tabe en betydelig Sum; og P: havde jo før Auctionen, da denne Fare end ei var saa tydelig paafærde, ved Brev af 29/12 27 noksom viist, at han uopfordret turde communicere høje Ved- kommende den Sag betræffende. -- Det har været Skade for Staten og de 2 Almuesmænd, og vil rimelig vorde det for P, at han ikke gjorde det. -- Men han var undskyldt; thi i sligt Til- fælde opfordres man kun af sin Pligt. Til Fuldendelsen af dette sanddru Maleri af en Embedsmand, en Sagfører som Forbryder mod Stat og Mskehed hører endnu i Virkeligheden Intet. Det skulde igrunden være overflødigt at bevise, at Medborgerne, Almenheden, ogsaa holde ham derfor, for slet som Embedsmand og Mske; da et saadant Omdømme maa være naturligt. Men da Vanrygtet, og det om en saa ube- tydelig Embedsmand, kan bevises at have Sted i en saa over- ordentlig og grotesk Grad; og da N. L. 1 -- 9 -- 8 derimod kræver af Proc: at de skulle, foruden at være gode og oprigtige, ogsaa være uberygtede Mænd; samt da det, som før berørt, formedelst sin Enormitet har havt ikke ringe Indflydelse mellem Motiverne til at yttre Meningen quæst. om Praem: saa vil jeg give Beviser derfor Plads under følgende Post. Procurator Praëm er overbeviist om: VII) AT VÆRE AF ET MERE BEPLETTET NAVN END EN ÆREKJÆR EMBEDSMAND OG STATEN OM EN EMBEDSMAND KAN TAALE. 1) Proc Praëm er i upaaankede Domme dels meget ilde omtalt, dels har han ikke faaet deri tilbørlig Revenge. a) Præmisserne i Dom i Gbrand Tønsagers Sag. -- Tilstrække- lig i alle Maader anvendt af Hr Thesen. Praëm anstiller sig SIDE: 268 uvidende om Præmissernes Yttringer om ham -- disse, der dog endnu ere selv i Almuesfolks Minde. Men være det end saa, skjøndt det er utroligt og bør ikke troes -- for mig, den Anklagede, maa det dog være nok, at jeg kjendte dertil. [fotnotemerke] b) Domsact af 23 Aug/26 viser, at P., efter Paastand om 3 Mk eller 100 Sp. Mulct, fordi han var beskyldt for "vanærende Hdlin- ger, falske Navne osv", alene fik 5 Sp. Mulct. Cfr. Thesen. -- 2) Mangfoldige Klager til Majestæten og Regjeringen ere ind- løbne over ham. Saaledes H. Rejerstad, Erik Jahnsen, Gbrand Tønsager -- hvis Klage, efter hine Domspræmisser at slutte, ret har været grun- det. Naar man med saaliden Sandhed tør erklære sig over Klager som P (se Pag) har vovet at bruge ved en foregaa- ende fra Erik Jahnsen, da kommer dog lidet andet ud af saadan de Fortryktes Klager. [fotnotemerke] -- 3) Et Complot af Bankbedragere havde den Tillid til Praem at anmode ham om Compagniskab. Det skede ikke som Hauge siger, "i Enfoldighed", men i gode Tanker. At P. har havt den Skjebne at nedrives som en Blod- suger og et Mske, der trods sin Ungdom og korte Ophold dog havde gjort sig ufordelagtig bekjendt af Landets ypperste Bor- ger Sthingspræsidenten paa sit Sæde, og at faae et saadant Fortrolighedsbeviis af Landets Nichtswürdigste, er dog vir- kelig paafaldende. Man veed, jeg mener Bankbedrageren Krogsgaard, som gjorde P. et Propos om Fælledsskab, som Denne benyttede til at forraade Forræderne. Han skulde neppe vovet at komme med Sligt til nogen anden Embeds- mand end en, han troede god nok til sligt. Rygtet har ingen- Fotnote: NB. Hauge siger selv: "det i denne G. T's Sag Pram Ved- kommende var om Øvrigheden fandt hs paaklagede Forhold ulasteligt". Men dette er dog vel befundet i Domspræm:, om end ei Overøvrigheden behagede Action derfor mod P. (Sidste Odelsthing viste at Action ikke altid behøver at gribes til for at straffe.) Fotnote: Bil 34 do Bil 34, 2 Bil 35, 3. SIDE: 269 sinde tilføjet Pram et hæsligere Brændemærke. Og der gives Folk, som mene at han slet ikke har udslettet det ved at overliste Skurkene. 4) Praems Rygte er slet som Embedsmand og Menneske baade i denne og andre Bygder. Beviist ved bilagte 2 Skrivelser fra Sthingsmand Selboe i Nedre Rommerige og fra Valgmand Dysterud i Oudalen samt ved henimod 200 Gaardmænds Underskrivter her af Pgjeldet. [fotnotemerke] Disse ere frivilligen afgivne og erhvervede ved at tilstille Fjerdingsmændene Listerne. At Ps Venner Julsrud, Leganger og enkelte andre ei have bevidnet det Samme er rimeligt, da det skulde kaste en Skygge paa dem Selv, om de vedgik hans slette Rygte; dog vedgaaer Julsrud at vide at nogle gjøre det. At vanhædrende Rygter om at P. var Rævbælgmageren, og at han havde i Stockholm en Memorial til Fordeel for Amal- gamationen igjære, gik i det større Publicum, var en bekjendt Sag. Legangers Yderlighed at erklære, at han kun veed, at mindre agtværdige Personer laste P., fortjener ei at veder- lægges. Den, der er noget kjendt her vil finde Præstegjel- dets agtværdigste Bønders Navne paa Listerne og deriblandt Sthingsmand Tønsagers og Sogneselskabets Formænds. Og er det vist, at jeg vilde kunne havt det dobbelte Antal Navne, om jeg ei i største Hast, Vaaren 1831, havde ladet dem der findes samle, eller om jeg ogsaa havde søgt Be- kræftelse paa Ps Vanrygte inden de andre Pgjelde, hvori han er personlig bekjendt. Der er ingen liberal Mand, som tør negte, at Almuen har en rigtig Tact til at bedømme sine Em- bedsmænd, og at dens Dom, hvor ingen personlig Lidenskab virker, er retfærdig. Authoriteter kunne mere bedømme Due- ligheden, Almuen derimod Retskaffenheden, Humaniteten og Bravheden -- Egenskaber den frakjender Pram. Men jeg glemmer, at det at føre Beviser for at Proc. Praëm er vanrygtet som ingen Sagfører i Landet er det, vanrygtet som Embedsmand for sin Charakter og Opførsel, er som at føre Be- Fotnote: Bil. 7, 2 (af 6 Blade og 2 Breve) cfr. Pag 48. [s. 232.] SIDE: 270 viis for at Sort er ikke Hvidt [fotnotemerke] . Desuden siger jo Praem selv om Sagen "at man kan stemples som, ja tilsyneladende overbe- vises om at være en Skurk, men dog være en ærlig Mand"; og mere end en saadan Selvtilstaaelse behøver sandelig et Rygte ikke for at have nok Grund. Hvad Ps angaaer, hviler det dog paa en endnu solidere, paa Sandhedens egen, paa en Række af Kjendsgjerninger, af mere eller mindre slette Træk som snart røbede Egennytte, snart Haardhed, snart Lumpenhed, snart Under- fundighed, og som begyndte fra da han satte Foden i dette Land og er forsat indtil det Sidste. Kan han forbedres her, maa det skee ved denne Sag og dens Følger, og da vil Rygtet ogsaa paa en behageligere Maade hævde sin Retfærdighed; thi dette hurtigt dømmende er den let vibrerende Tunge paa Retfærdighedens egen Vægt. Efterat Procurator Praëm saaledes er overbeviist om Udsugelser, Aager, unødvendig Haardhed, usandfærdigt Uddrag af Documenter, Ringeagt for andres Lidelser, for Tro og Love, Forlokkelse af uvittige Almuesfolk til Brøde, Kjøb af Fordring med Sag, misligt Forhold ved Transactioner til Statens Skade, Tilvendelse af offentlige ei tilkommende Pænge m: m: og om at offentlig Vanhæder omgiver alt dette som en stinkende Sky en Skare Dæmoner -- er det at Praem selv siger, at han kun tilsyneladende kan være stemplet ja overbeviist om at være en Skurk." Endnu klarere fremtræ- der Hauges Anskuelse af Ps Skyld af den yderlige Contrast imellem følgende Conclusioner af ham: Først siger han nemlig: "at Intet er beviist, der nedsatte P. som Embedsmand og Bor- ger; og at han virkelig i denne Sag er -- den lidende Uskyldig- hed!" (risum teneatis!) Men dernæst: "Dog skal det ikke være sagt hverken af P. eller H., at Ps For- hold er fuldkommen daddelfrit ): saadant, at det i Et og Alt skulde vinde enhver competent anseet Dommers ubetingede Bifald."(!) Fotnote: NB. Hauge siger: "Enhver, der har nogen Erfaring, veed, at der er betydelig Forskjel paa Bagvaskelse og et almindel. Rygte, som en betydelig Fleerhed er enig om at tillægge Nogen." Godt, Hauge! Dette synes skrevet om Praëm. SIDE: 271 Dette er meget sagt af En, der gjør sig til af at være P.s "mangeaarige Ven." Men at den sande Erkjendelse af P.s Strafskyld selv ei af dette intime Forhold lader sig ganske kue, sees ligesaa klart, hvor han søger at formilde "den Mening (ogsaa H.s Ord) som En og Anden kunde antage, om at han (Praem) i et og andet Til- fælde har søgt ubillig Fordeel" med -- Erkjendelsen af at han dog har undladt dette med andre(!) -- med P.s individuelle An- skuelse(!) -- ja -- med Prams Livsforholds Bydende over hs Uegennyttighed og Opofrelse ): med at Praëm bruger mange Penge. Meget aabenhjertige Tilstaaelser isandhed! Her har man da 1. P.s Erkjendelse af at han er stemplet som og tilsyneladende overbeviist om at være en Skurk. 2. Hauges Erkjendelse af at P.s Forhold [fotnotemerke] ei er daddelfrit, saa- ledes at det i Et og Alt kan vinde competente Dommeres Bifald ubetinget -- af at En og Anden kunde antage (naturlig efter hvad under denne Sag er oplyst) at P. i et og andet (altsaa i flere) Tilfælde har søgt ubillig Fordeel; men at dette har været efter P.s individuelle Anskuelse (nemlig at søge ubillig Fordel). Jeg havde ikke ventet slige Modsigelser af Folk, der passere for, og bør, efter sin Stilling, at være kloge; jeg havde ikke ventet slige Concessioner af Folk, der stevne En paa Ære og Frihed og Formue, som kun har skrevet omtrent det Samme. Men hvorledes kan, jeg vil ikke sige den yderlige Paastand i P.s Stevning, men hvilkensomhelst mildere Straf være anvende- lig da? Hiin kunde ikke anvendes med Retfærdighed efter P.s under A mod mig beviste Forhold, selv om han var brøde- og pletfri; og idet jeg har godtgjort, Intet at have opdigtet P. til Skade, og da P. og hans Advocat indrømme, ikke alene at Skin- net er imod P. og det i andre Øine end i mine, men og at han har søgt ubillig Fordeel ved Leilighed: saa mangler dog den animus injuriandi, som er det der skulde belægges med Straf, da i andet Fald ogsaa alle disse Andre og selv hine competente Dommere, som maae misbillige enkelte af P.s Handlinger maae erkjendes strafskyldige, idet jeg da ikke har gjort noget værre end disse siges at maatte have gjort, om de som jeg havde Fotnote: Ellers af ham kaldt "Splinter i Øjet". (Det er dog noget.) SIDE: 272 kjendt disse pramske Handlinger, og været opfordrede til at yttre sligt Omdømme, og forud i det Forhold til P. som jeg var i. Under slige Omstændigheder er det bagvendt at ville negte En skadesløs Ret til at yttre hvad man indrømmer ham og Andre Grund og Ret til at mene om En. Man kommer kun tilbage til det Spørgsmaal: om Udtryk- kene quæst: ere for skarpe eller ikke. Men dermed og derfor er langtfra sagt, at de ere upassende. Isaahenseende er forhen viist, at de maae passe paa de om P. oplyste facta af Brøde mod Stat og Mskehed som Embedsmand og Borger. De maae passe derpaa, saasom disse nye Udtryk ikke af nogen Autho- ritet kunne anderledes censureres end efter Det, som Brugeren deraf angiver som ment dermed; og, om man vil (skjøndt ufor- nødent) tagende Andres Fortolkning analogisk ved Siden. Og i denne Henseende har jeg erklæret, at jeg intet har imod at Departementsindstillingens tillægges, som og rimeligt, mest Autho- ritet. Og jeg spørger med Tillid: ere ikke mangfoldige Hdlinger Praem paabeviste, der ere Brud, grove Brud, paa Sagførerens og Mskets Pligter mod Stat og Mskehed! Uforsvarligt at negte det! Efter hine Modparternes Concessioner og Confessioner om at Andre, selv competente anseete Dommere kunne, efter det Op- lyste, have Grund til at fordømme P. for Adskilligt -- efterat P. siger sig tilsyneladende overbeviist om at være en Skurk -- efterat Hauge kalder en af P.s Handlinger nederdrægtig om den er saa, som den viser sig for min Advocat -- efter at jeg var opfordret under Straf af at hedde en Løgner til at anke -- efterat det er utvivlsomt, at jeg ei har paadigtet P. noget -- hvor er da denne animus injuriandi, som skulde finde Gjen- gjeldelse ved Berøvelsen af Ære, Frihed, Formue -- Alt? -- Selv om jeg intet havde paabeviist P., selv om han var den pletfri Mand, -- hans Forhold mod mig maatte gjøre slig eller en lignende Straf urimelig. At det forekommer Modparten, at han ei er tjent med mindre, at Hauge [fotnotemerke] søger at insinuere Dom- meren et ringere Begreb om en saadan Strafs Betydning ved at Fotnote: NB. Ved det Sted excellerer denne floskuløse Proc: ret i Nonsens -- som f: Ex: "at Benaadning ret vilde hjemle fuldt Krav og Overbeviisning om at jeg var bleven Offer for min gode Vilje." Til Ironi er dette for plumt skrevet. SIDE: 273 aabne en spottende Udsigt til Benaadning -- at P. i harmfuld Ahnelse, om at han ei faaer sin Hevn fuldbyrdet, imputerende Dommeren mulig Svaghed, udbryder: "Gud give, det ikke maa blive paa Grund af den Frygt hvorfor man gaaer af Vejen for den giftige Slanges hvislende Tunge" -- hvad er dette uden Taabelighed, Fornærmelse mod Dommeren og mig, og Beviis for at Stevningens Injurier, som paa min Velfærd have havt Ind- flydelse, ere virkeligen fremførte med alt undskyldningsløst Over- læg. De gribe ogsaa fortræffelig ind i den i Gdermosagen blot- tede Plan. Men Undskyldningen for Stevningens ihvor overdrevne dog overlagte Injurier hentes fra det Begreb Pram har dannet sig om mit Udtryk i Mbldet om ham. Men hvilken Fortolkning deraf har vel mindre Authoritet end Parten Praëms? Og desuden giver andre mere oplyste Landes Presse, ja i senere Tider vor egen, saa mangfoldige Exempler paa hvor forskjelligt, men dog over- alt mildere, allehaande Folk, ja selv de højeste Embedsmænd bedømme Avisudladelser mod sig, at Retfærdigheden aldrig tør fælde alene efter Individets Begreb om det mere eller mindre Massive i et Journalinvectiv. Derimod ansees Ære, Frihed, Formue overalt og til alle Tider af ligestor Værdi. Medens man i Frankrig mulctere Den der, offentlig erklærer Kongen for en guillotinværdig Meneder, og frikjender Den der skriver paa en Muur af en offentlig Bygning, at Ludvig Filip for- tjener sin Faders Throne Guillotinen: saa skulde i Norge Den fradømmes Ære og Frihed, som erklærer om en privat Mand, at han har forbrudt sig! Retfærdigheden er ikke astræisk med- mindre den erkjender en Lighed, og at den dog burde øves lige- ligen over Jorden saavidt skee kan. -- Men Forordn. 20 Sept/99, uanseet at den ikke erkjendes passende med Forfatningen, indrømmer ingenlunde lovmedholdig Ret til at nedlægge saadan Paastand. Den har den Clausul "at Fornær- melserne skulle være fremførte aldeles uden Grund." Og efter dette vender jeg igjen tilbage til, at jeg selv alene med min Re- torsionsret maatte være uden Fare forat hiin yderlige Paastand kan tages tilfølge. Altsaa en mildere Straf? Mulcten? Men selv i den maa vi trine lavere ned paa Grund af hine Modpartens Concessioner, SIDE: 274 af min Sanddruhed, af at det er klart, at jeg har fremtraadt efter Opfordring fra Modparten og for andre Msker, der have vedstaaet, at de troede sig lidende ved P. Vi staae altsaa ved et lavere Trin af Mulcten allerede før vi komme til Det, som maa ophæve enhver Straf, nemlig Det at Praëm virkelig er overbeviist om at være hvad jeg har erklæret ham forat være. Selv En, der gjør sig overspændte Begreber om Udtryk: quæst. maa være mere end vel fornøjet med hvad der er udbragt ): med hvorledes det factisk er udtydet med for- skjellige Brud paa Love, Moralbud, paa Embeds-, Borger- og Menneskepligter, idet de, trods al Vanskeliggjøren og det Vanske- lige deri i sig selv, ere Hovedcit: paabeviste. [fotnotemerke] Jeg paastaaer mig derfor, med al Retfærdighed, frifunden al- deles for Hovedcit.'s Tiltale, og ligeledes fri for nogensomhelst Deel i Sagens Omkostninger. At ville idømme mig nogen Omkostning vil være at erklære Aager, Udsugelse, Haardhed, svigfuldt Forhold mod Statens In- teresse og Penge m: m: for saa ubetydelig Brøde af en Embeds- mand, at ingen Lægmand derfor maa vove at anklage ham. Des- uden har jeg paa det strengeste holdt mig til beneficiet, og kun nødtvungen og i muligste Korthed fulgt Modpartens Ud- skejelser derfra, hvilket min Advocat noksaa nøje har varetaget. Se mit Tilsvar Pag. 84 i Acten. Derimod har Modparten skejet vidt og bredt udenfore Sagens Gjenstand -- noget, som naturligviis maa alene komme paa hans Kappe. Han har vel i sin Tilførsel Pag 81 15/2 32 røbet, at han erkjendte det Upassende i Sagens Udvidelse; men faaet denne effectueret, støttende sig til en Eragtning, som jeg alene af Penge- mangel ei har kunnet paaanke (samt og for ei at standse Sagen) og som formentlig især er motivert ved Ps Grund derfor, at han tilsigtede derved Oplysning til Udtr: quæst.'s rette Mening. Men hvorlidet dette tilsigtedes og derved kunde opnaaes troer jeg godtgjort ved hele Sagens Gang, da Modparten ofte har bragt dennes Gjenstand afsigte, ved at søge endog at bringe min Fader ind deri, idet hans Affærer ved Forligs-Commissionen ere indtagne deri, ved de under Afdeling A meddelte Oplysninger Fotnote: NB. Alt hvad jeg kunde producere mod P. er dog ikke un- der denne Sag fremkommet. -- SIDE: 275 om Brættet, ved Forbindelsen mellem Ps Stevning og min Be- kjendtgjørelse osv. Man vil ogsaa finde, at, endskjøndt jeg alene har tilladt P. at føre Vidner iflæng med mine, mens lignende Artighed ei udvistes mig, Sagen dog har staaet forfærdelig længe for P. -- jeg troer engang over et Aar, og det uagtet han ikke kunde have, som jeg, fra fjerne Egne at hente noget til Brug mod mig i denne Sag. Under denne Langvarighed ere ogsaa flere, jeg troer efter opgiven Liste til Thesen, indtil 6 eller 7, vigtige Vidner afdøde. Acterne vidne om den fra min Side brugte Korthed; derimod om det Modsatte fra Ps, der har spildt altfor megen Tid med Rasen, Injurieren og Fritten om de taabeligste Ubetydeligheder og mest uvedkommende Ting. Hans hele Forsvarsside, idet han har ført Vidner, om at han med dem har været honet, var igrun- den blot Tidsspilde. At jeg, længe efter at min Advocat er- klærede, at han havde nok, og selv efter at jeg troede at blive færdig, har maattet beholde Sagen -- det klage dog ikke P. over som selv sidste Retsmøde indleverte Indlæg; desuden maa be- tænkes, at meget vigtigt -- iblandt andet Thingsvidnet [fotnotemerke] 18 Decbr f. A. i Rommedal -- i den Tid er oplyst; og at en Ikkejurist hartad tager sig Vand over Hovedet naar han skal behandle en saadan Sag fra først til sidst. Imidlertid forskaffede hint Thingsvidne mig Frist til at fuldende Herculesarbeidet, saaledes at jeg ingen- lunde kan siges at være denne skjænket. Efter nys ovenanførte bør Modparten alene bære Omkostnin- gerne i deres hele Omfang. Og paastaaer jeg Procurator Praem klækkeligen mulctert under eet eller særskilt for hans tidt gjen- tagne voldsomme og usømmelige Adfærd inden Skranken mod min Advocat, mig og ustevnt Mand [fotnotemerke] (som oftest ere Stevningerne ei mig eller Fader forkyndte) ja selv mod Retten [fotnotemerke] , idet han 22 Juni f. A. tilførte mod Dommerens Irettesættelse "at han frabad sig alle Advarsler, der isandhed blive uden Virkning, saalænge Fotnote: I Sammenhæng staaende med forhen omprocede. Bagstads Sag. Fotnote: Bil. 35. Fotnote: NB. Almuen, som har været Vidne til disse Tøilesløsheder af Praem, skal, om de ei straffes, tabe al Agt for Skranken, og troe, der at kunne afgjøre ved Slagsmaal og Mundhug sine Tvistig- heder. SIDE: 276 Retten ei kan hæve Aarsagen", og hvilken Opførsel s. D. gik til den Usømmelighed at beskylde Thesen for Løgn og at sige høit "at han sk . . . ." i hans Advarsler" [fotnotemerke] (da han gav mig Ordene skrivtligt, som han vovede at sige); -- ligesaa, efter Thesens Tilførsel 7de Decbr/32, for Tilstevning af mange Vidner uden skrivt- lige Ovæstioner (Forord. 3 Juni/96), og for sin utilladelige snart in- sinuerende snart truende Adfærd mod Vidnerne under deres Afhøren. Hans Trudsler inden Skranken mod mit Liv paastaaer jeg ei særskilt mulctert, da jeg antager dem for Udbrud af et Vanvid; derimod paastaaer jeg indtagen under det til Mulct Qva- lificerede hans under foregaaende Not 1, Pag 39 [s. 218.] o: fl: St. beviste usandfærdige, Retten vildledende og krænkende Documen- teren, saafremt den ei skulde egne sig til højere Straf. Det mig Injurierende i Stevningen paastaaes, tilligemed alle i og ved denne Sag fremkomne og forekommende Injurier af Praëm mortificerede; og da Stevningens Injurier, meden Praëm har sat i samme Embedsstilling, og ikke, som han siger, i en med Hensyn til sine Goder ved denne Sag forringet, har havt skadelig Indvirk- ning paa min Velfærd og Udsigter: saa paastaaes mig for Tort og Creditspilde en anseelig Sum af Praëm udbetalt. Og ende- ligen paastaaes alle Deres Ret til Erstatning af Praëm erkjendt, som have, og om hvem det under og ved denne Sag er bleven godtgjort, at de af ham ere blevne forurettede fra Staten selv af og til alle Disse, som sukke hans Navn paa Betlerstien. -- Saaledes er det alene retfærdigt og upartiskt. En anden Dom, end saadan total Frifindelse for mig, skulde oplyse Folk kun om, at hvad de almindelig antage for Forbrydelse mod Stat og Mske- hed, for Brud paa Love og Pligt som Embedsmand og paa Moral- bud, agtes kun ringe mellem Sagførere. ærbødigst Henr. Wergeland. Fotnote: Dette Udtryk sagdes høit inden Skranken 22 Juni; ja P's Usømmelighed gik saavidt, at han, da jeg sagte spurgte ham om det ingen Ende skulde tage med slige usømmelige Udladelser, endog raabte: "det skal jeg gjerne give dem skrivtligt" og -- gjorde det, hvilken Seddel endnu haves. SIDE: 277 TIL NILSON E. Pgd. 25. Marz/34. Høistærede Herr Procurator Nilson. Dersom De skulde have Tid saavidt, tør jeg da udbede mig en liden Underretning om Dom kan ventes paa Vaarthinget? Jeg har nemlig en Londonsreise i Tanke, men før den vigtige Epoche er over, vil jeg ikke iværksætte den eller indlade mig med nogen Skipper. Man beretter mig, at P. ofte gjæster Dem under Deres Arbeide. Vel! er det saa, da er det Dem ubehageligt -- det siger idet- mindste min Følelse mig. Imidlertid -- det være sagt med usvæk- ket Agtelse for Deres Retskaffenhed -- jeg kan ikke undlade stundom at tænke mig ham bestormende denne; og jeg behøver at gjenkalde mig Deres Tilsagn om den reneste, (men alligevel vanskelige) Upartiskhed, for ei at blive urolig -- og det trods de flere Forbrydelser og Utilladeligheder, som han ei har kunnet vride sig fra. De vil finde dette desuagtet naturligt -- det gjæl- der mere min Velfærd end hans: min totale, før den endnu har begyndt: hans kun for en Deel. Men -- nok! Mere skulde let overgaae til Insinuationer lige- saa frugtesløse hos den Retfærdige som utilladelige og unødven- dige for Deres med Høiagtelse Henr. Wergeland. Jeg har aabnet Brevet igjen -- idag (Askeonsdag) beretter et Rygte -- jeg skal ved Leil: nævne Hjemmelsmanden -- 1. at P. har været hos Dem i flere Dage. 2. at Dommen er falden saa- ledes: Wergel: 30 Sp. Mulct -- Udtrykket qvæst: mortificert -- Omkostningerne ophævede. Om det første har jeg intet at sige, omendskjøndt jeg ei kan negte, jeg ikke hørte det uden en ubehagelig Følelse. Om det andet, saafremt der er noget deri, hvilket Gud forbyde! -- kun dette: at da maa Bedrag og Udsugelser til Blodet og Voldsom- hed af oprørende Art være Smaating, og at jeg er forloren -- . Men saa stor en Uret vil dog ikke skee, eller er det Spil hvori min Velfærds Ruin kun er en liden Bête, at jeg opofres SIDE: 278 en Fiendes Hevn? Han tog maaskee kun Munden saa fuld for dog at vinde noget. Alene Tanken om at hint Rygte skulde være sandt sætter mig i en Bevægelse, hvoraf -- De tage det ikke ilde op -- jeg seer disse Atpaalinjer bære Spoer. TIL KONGEN Christiania 5te Juni 1834. Henrik Arnold Werge- land ansøger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naadigst Meddelelse og Fornyelse af beneficium paupertatis for de højere Retter, hvortil han er ind- stevnt i, hidtil ham benefi- cert, af Procurator J. O. Praëm paa Grund af for- mentlige Injurier i Morgen- bladet anlagt Sag; samt om at Højesteretsadvocat Hjelm maae vorde beskik- ket til at indtræde som hans Sagfører. Da de samme Grunde, hvorefter Deres Majestæt naadigst tilstod Undertegnede beneficium paupertatis ved Underretten i Sag, anlagt af Procurator i Agershuus Amt J.O. Praëm formedelst formentlig Injurie i Tidenden "Morgenbladet" og under 7de April d. A. ved denne Ret paadømt, samt af Vederparten til 9de Juni førstkommende for Stiftsretten indanket, fremdeles maae antages at være tilstede, -- da Underteg- nedes Stilling siden i ingensomhelst Hen- seende har forbedret sig; -- samt da hos- lagte Brev fra Vederparten godtgjør, at Undertegnedes Tilbud at acquiescere ved Underretsdommen, som dog derfor ikke ansees for retfærdig, er afslaaet ved at Vederparten fremsætter en saa ubillig Betingelse som den, at Undertegnede ogsaa skal paatage sig de betydelige Omkostninger, hvorfor Dommen ellers fritager, og Undertegnede saaledes mod sin Vilje tvinges til at see Sagen prøvet ved højere Retter, hvortil ham aldeles mangler ham Midler: saa forhaabes, at Deres Majestæt ikke vil negte nærværende underdanigste An- søgning om fornyet beneficium paupertatis til videre saaledes nødvendiggjort Forsvar ved Domstolene i omtalte Sag naadigst Bifald. Lige underdanigst ansøges om at Højesteretsadvocat J.A. Hjelm maa vorde beskikket til at varetage mit Tarv, da min hidtil be- skikkede Sagfører har fremsat saadanne Pengefordringer uden for sit tilkjendte Salarium, at jeg har maattet vælge Alternativet at frasige mig hans fremtidige Bistand -- det han selv fremsatte ved Siden af sin Fordring i Brev af 26de April at salareres som SIDE: 279 privat Sagfører endog i Tilfælde af offentlig Beskikkelse. Uden at være i offentlig Stilling eller i noget andet Erhverv, maatte dette være Undertegnede ligesaa umuligt, som det vil blive at vare- tage Noget til min, den Anklagedes, Tarv om beneficium pauper- tatis, som ansøgt, ikke naadigst maatte vorde tilstaaet Deres Majestæts underdanigste Henrik Arnold Wergeland Candidatus theologiæ. Hermed et Bilag. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvoll Præstegaard 5. Septbr. 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Tillæggende og Rettende i Undertegnedes først i Juni d. A. til det kongelige Justitsdepartement indleverte underdanigste An- søgning om fornyet Bevilgelse af beneficium paupertatis for Over- retten i Sagen med Procurator i Agershuus Amt Praem, afgives herved underdanig Underretning om at Stiftsoverretsprocurator E. Bruun i Skrivelse har erklæret sig villig til at indtræde for mig som befalet Sagfører, samt om at jeg endnu ikke har kun- net erholde Underretsacten beskreven fra Sættedommeren, forat faae den vedlagt Ansøgningen -- det han dog har lovt snarligen at sætte mig istand til. Underdanig Henrik Wergeland, Candidat i Theologien. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Christiania 16 Decbr 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justiz- og Politi-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Ære, at oversende til Af- benyttelse ved den Undersøgelse af Acterne i forhen benefice- ret og nu for Overretten indanket Sag mellem Procurator Praëm SIDE: 280 og Undertegnede, som det kongelige norske Justizdepartement formentlig foretager, for derpaa at grunde Indstilling om naadigst ansøgt videre beneficium paupertatis, de Dokumenter, som ere tilstillede fra Sættedommer Procurator Nilson, nemlig den be- skrevne Act samt femten forskjellige Bilag. Underdanig Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvoll 10 Februar 1835. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Som yderligere Motiv forat beneficium paupertatis til videre Fø- relse af Sagen med Procurator Praëm, hvorom Ansøgning med Bilag hviler hos det kongelige Departement, naadigst maatte vorde mig forundt, tillader jeg mig underdanig videre at anføre 1. at det ved senere Opgaver er gjort mig sandsynligt, at jeg ved Optagelsen af et Forhør vil kunne paabevise angjældende Modpart en Handling som Embedsmand, der alene fuldkommen vil være tilstrækkelig til at vederlægge hans Anklage. 2. at jeg vel siden den Tid, jeg saaledes charakteriserede Mod- partens Færd som Embedsmand og Menneske, at Sag vaktes, var vidende om paapegede Handling; men at jeg undlod at see den oplyst ved Underretten, fordi jeg ikke troede at burde paa- byrde Modparten mere end det, jeg antog tilstrækkeligt til egen Frelse, fordi jeg dengang ikke var paa det Rene om hvorledes jeg skulde gribe denne deciderende Reservedeel af Sagen an, fordi adskillige Omkostninger, jeg ikke havde Lejlighed til, der- ved vilde være forbundne, og endelig fordi Oplysninger af hiin Handling, som er foregaaen udenfor disse Egne, ikke havde Inter- essen af at revengere Mennesker, som vare mig noget nærme, hvil- ket jeg i moralsk Forstand maatte kunne sige om Sambygdinger og Bekjendte heromkring; -- Og 3. at alene naadigst Bevilgelse af beneficium vil sætte mig istand til at forsøge dette Middel for min borgerlige Frelse og derved tillige overtyde den høje Magt, som tilstod mig naadigst SIDE: 281 denne Hjælp til at paatale min Ret, at denne Naade var ogsaa tilstaaet i dens egen Interesse. Negtes mig dette Redningsmiddel, da vil Forbrydelsen gaae fri, og jeg vil see mig nødt til at erklære, at jeg af Fattigdom maa see min Sag, der er Fleres, ja vel selve det Offentliges, uforsvart, og saaledes lade den skjøtte sig selv. At min oeco- nomiske Vanmagt virkelig er saa stor, at jeg i et saadant Til- fælde vilde blive nødt til at give min retfærdige Sag og borger- lige Skjebne til Priis, tør maaskee ogsaa heri finde et Beviis, at jeg for Tiden alene af den Grund maa fjerne mig fra Univer- sitetet for at kunne sammenspare det Nødvendige til et fortsat Ophold der for ad et andet Studium, end mit egentlige og fuld- endte, at forsøge at arbejde mig henimod det Brød, det viser i et langt og fjernt Perspectiv. Den Embedshandling, jeg sigter til, kan, om behøves, opgives. Den er af en saadan Beskaffenhed, at jeg af juridiske Grunde har troet ikke uden nødvendig Anledning at burde angive den. -- Denne Skrivelse bedes vedlagt min underdanigste Ansøgning. Underdanig Henrik Wergeland. cand. theol. TIL BRUUN [Christiania 8de juli 1836.] Da jeg imellem Sagens Papirer, i hvis Gjennemsyn jeg blev afbrudt ganske faa Dage efter sidste Udsættelse, har truffet paa et Document fra Praëm, skrevet af ham under Datum fra Juli f. A., og undertegnet af to Personer, Ole og Hans Jenssen Seds- volleie, hvori de ophæve de høist vigtige Relevationer, som de til min Fordeel inden Retten have afgivet, og jeg af den Grund holder det ganske nødvendigt til min Tarv at faa dette paafal- dende Foretagende undersøgt, ligesom jeg og i andre Henseen- der og fra anden Kant attraaer Erhvervelse af Yderligere i Sagen: saa tillader jeg mig herved at anmode Dem om, saa betids at indlevere, eller med Deres Samtykke lade mig indlevere, Ansøg- ning om Bevilling dertil, at Attest derom kan paa næste Retsdag produceres til Indvilgelse af ny Henstand. Idet De fordrer denne, turde det maaskee ikke være afvejen SIDE: 282 at tilkjendegive Retten, at jeg ligetil nu forgjæves har søgt paa privat Vei at faa omtalte Personer fat, at jeg kan producere Lægeattest for, at Nytten af hele sidste Henstand er bleven til- intetgjort for mig ved Sygdom, der endnu fremdeles i 4 -- 6 Uger vil binde mig til Seng og Værelse, og at jeg derfor ikke kan være tjent med mindre Henstand end 12 Uger. Den Omstændighed, at vedkommende Departement alene paa Grund af at Sagen ei er paakjendt fremdeles suspendere mine Adkomster til Ansæt- telse i Embede, maa være Vidnesbyrd nok for Retten om at jeg tvinges til disse Krav om Henstand. Ansøgningen kan formentlig baade som beneficeret Sag angaa- ende, og under nærværende budgetløse Tider, skrives paa ustemp- let Papiir. Og maaskee dette Brev kunde være at meddele Retten. TIL KONGEN Kristiania 8de Juli 1836. Henrik Arnold Werge- land ansøger underdanigst Hans Majestæt Kongen om at maatte, som tilstaaet beneficium paupertatis til for Overretten at fremme Sag med Prokurator Praëm, erholde naadigst Bevilling og Beskikkelse af Sagfører til Erhvervelse af Things- vidne i Øvre Rommeriges og Drammens Jurisdiction, og, hvad det første be- træffer, foranlediget af Documenter fra Modpar- ten, som senere er frem- lagte og tilsigte at svække Prov, der for Underretten ere aflagte i Ansøgerens Favør. Undertegnede, er der naadigst tilstaaet beneficium paupertatis til for Overretten at fremme Sag med Procurator Praëm af Agershuus Stift angaaende Beskyld- ninger mod ham som Embedsmand og Menneske, har under denne vidtløftige Sags Gjennemsyn truffet paa et Document, skrevet af Praëm selv, dateret 20 Juli f. A. og undertegnet med paaholden Pen Hans og Ole Nielsen Sedsvold, hvis nøjere Un- dersøgelse, da det modstrider forhen af- givne Prov og kun stemmer med Praems eget Foregivende, i høi Grad til Retfær- dighedens og min Sags Tarv er, efter Un- dertegnedes og beskikkede Sagførers Me- ning, nødvendig. Det er ligeledes Tilfælde, at Oplysninger til min Fordeel i en Sag, der tillægges saa- megen Skjebnevigtighed for mig som ovennævnte, staae mig til Tjeneste i Drammen, hvorfor den naadigste Bevilling til Erhver- velse af nye Oplysninger i Sagen, som, førstnævnte Casus be- træffende, skulde være at indhente paa dens gamle forum Øvre SIDE: 283 Rommeriges Jurisdiction, ogsaa ansøges underdanigst om at maatte naadigst blive meddelt i saadan Udstrækning, at al videre Oplysning, som maatte findes nødvendig, kan indhentes. De Documenter, der give den behørige Underretning om at Brevet af 20 Juli f. A. tilsigter at svække Indflydelsen af en Re- levation mod Praëm, hvori det Offentlige selv er interesseret, nemlig Sagens Nummer 55, 66, 67, 74, hosfølge. Underdanigst Henrik A. Wergeland. TIL KONGEN Kristianja 5te november 1836. Henrik Arnold Werge- land, Candidatus theolo- giæ ansøger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naadigst at vorde tilstaaet beneficium paupertatis med fri Sagfører til Op- tagelse af et enkelt Things- vidne, hvorved tilsigtes fornøden Oplysning i hans forhen naadigst benefice- rede Sag med Underrets- prokurator i Agershuus Amt, J.O. Praëm, og hvor- til han af Modparten er motiveret ved et senere af Denne inden Retten frem- lagt Dokument. Da Undertegnede, paa Grund af det Udtryk i Deres Majestæts Justitsdeparte- ments Skrivelse af 5te September d. A., hvori meddeltes Afslag ved højeste Resolu- tion af 2den s.M. paa Undertegnedes under- danigste Ansøgning om naadigst at maatte tilstaaes beneficium paupertatis med fri Sagfører til Erhvervelse af Oplysning, som fornødigedes i Undertegnedes forhen naa- digst beneficerede Sag med Prokurator J.O. Praem ved et senere fra ham inden Retten fremkommet Dokument, at Under- tegnede skulde ønske "igjennem Things- vidner at tilvejebringe nogle til den mel- lem Supplicanten og Procurator Praem for Agershuus Stiftsoverret verserende In- juriesags nærmere Oplysning formentlig fornødne Beviisligheder", -- maa tro, at det Kongelige Justitsdepartement maa have staaet i den Formening, at Undertegnede ønskede et saa udvidet bene- ficium, at derved lettelig kunde foranlediges utilbørlige Vidtløftig- heder, -- hvilken Udvidelse dog ikke hensigtedes: saa er det Undertegnede herved atter underdanigst henvender sig til Deres Majestæt, ansøgende om naadigst at maatte erholde et saaledes limiteret beneficium paupertatis med fri Sagfører, at derefter kun SIDE: 284 et Thingsvidne kan optages i Ullensager i Agershuus Amt over de to i hoslagte fra Modparten senere producerede Dokument benævnte Personer, hvis foregaaende Vidneprov formenes at stride mod deres i det af Modparten selv skrevne Dokument afgivne Erklæring. Undertegnede bør nemlig i en saa erklæret Velfærdssag nære Frygt for at Retten muligens ikke kunde bestemme sig til at undlade at tage Notiz af et Papiir af saadan Natur. Selve Sagen har opløst sig i flere Forsøg fra Undertegnede paa at paabevise Modparten at forskjellige Almuesmænd af ham ere blevne for- urettede og tilkomme Erstatning, og dette er netop Tilfælde med de i Dokumentet figurerende enfoldige Personer, der have for- skrevet sig mod hvad man efter Acterne formentlig maa holde for Sandhed og deres egen Interesse. Med taknemlig Erkjendelse af den Velgjerning, Deres Majestæt har viist Undertegnede ved forhen naadigst forundte beneficia i denne Sag og af Forpligtelsen til ikke at misbruge samme, til- lader Undertegnede sig dog underdanigst at formene, at Frem- læggelsen af Modpartens Dokument og af et af den Beskaffen- hed er saa extraordinær, at en Udvidelse i beneficiet, der alene gaaer ud paa en saaledes fornødiget Undersøgelse, formenes underdanigst at maatte stemme med Deres Majestæts retfærdige Hensigt med det forhen naadigst forundte beneficium til at see Sagen bedre plejet ved Overretten. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 4. Januar 1837. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Da Undertegnede, ved Sammentræf nu i Julen med de Personer, som havde ladet sig af Procurator Praem bevæge til at under- skrive et Papiir, hvorved Prov i Undertegnedes Sag med denne SIDE: 285 Mand forandredes til Sandhedens og min Skade, og til hvilket Papiirs Undersøgelse Ansøgning om beneficium er gjentagende indleveret -- , nu privat har erholdt tilstrækkelig Oplysning des- betræffende: saa underrettes herved ærbødigst om at beneficiet ikke mere behøves, og at de med Ansøgningen følgende Papirer ønskes extraderede snarest muligt forat Sagen kan fremmes i sin Gang. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL STATSRÅDSAVDELINGEN I STOCKHOLM Kristiania 5te Januar 1837. Til den kongelige norske Regjerings Afdeling i Stockholm. Hosfølgende Dokument, der vil overtyde om det Falske, al Ret og lovlig Procedure Krænkende i det af min Modpart Pro- kurator Praëm producerede, "Gjestad 28de Juli 1835" daterede, Dokument, og saaledes ogsaa om det Grundede i at indlevere den Ansøgning om udvidet beneficium til dettes Undersøgelse, som for Tiden er oversendt til naadigst Afgjørelse i Stockholm, gjør videre retlig Undersøgelse overflødig, hvorfor Undertegnede herved underdanigst tilbagekalder sin Ansøgning om beneficium dertil. I Brev til Justitsdepartementet af 4de d. skede ogsaa saadan Tilbagekaldelse paa Grund af hiin privat erhvervede Oplysning, hvortil Nærvær paa Stedet under Juleferierne gav Undertegnede Anledning, men da jeg der hørte at Sagen alt var expederet til Stockholm, motiveredes jeg til snarest muligt at iværksætte dette Forsøg paa at foraarsage saa faa Uleiligheder og Ophold som muligt. Hoslagte Dokument udbedes vedlagt de øvrige Ansøgningen vedkommende Papirer. Underdanigst Henrik Wergeland. SIDE: 286 TIL STATSRÅDSAVDELINGEN I STOCKHOLM Kristiania 8. Januar 1837. Til den kongelige norske Regjerings Afdeling i Stockholm. Da Advocater ere af den Mening, at det Document, Under- tegnede underdanigst har oversendt den kongelige norske Regje- ringsafdeling i Stockholm, imod hvad jeg yttrede i vedfølgende Skrivelse om det formentlig Overflødige i at erholde noget Be- neficium, netop bør retligen undersøges og til min Sags Tarv ved Thingsvidne bestyrkes: saa giver jeg mig den Frihed, herved underdanigst at inhærere Ansøgningen, om desangaaende ikke allerede skulde være naadigst decideret. Det oversendte Dokument vil forhaabentlig findes egnet til at afgive nye Motiver derfor. Underdanigst Henrik Wergeland, Cand. theol. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 24de Mai 1837. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politivæsenet. Undertegnede udbeder sig herved ærbødigst at maatte erholde en Udskrivt af det kongelige Departements Indstilling om min Ansøgning om naadigst beneficium til Optagelse af et Things- vidne i Sagen med Procurator Praem, forsaavidt og i saa stor Udstrækning den indeholder et Extract af et, i Ansøgningen som Motiv til Thingsvidnet paaberaabt, Document fra Praem, dateret Thingstedet Gjestad 28. Juli 1835, samt Referat af de med Ind- holdet af dette Document i Forbindelse staaende, forhen i Sagen releverede Omstændigheder. Da Sagen skal inden Retten førstkommende Mandag, og den udbedte Udskrivt der skal benyttes, efter først at være bleven min Sagfører bekjendt, giver Undertegnede sig den Frihed at yttre Ønsket om at erholde den den 26de d. Ærbødigst Henrik Wergeland. SIDE: 287 TIL BRUUN [Kristiania] 29de Mai 1837. Højstærede Herr Advocat Bruun. Idet jeg herved giver mig den Frihed at oversende Afskrivt af Thingsvidnet af 14de April samt en Afskrivt af Justitsdeparte- mentets Referat angaaende min Ansøgning om beneficium for- saavidt betræffer Indholdet af det Document fra Praëm, som for- anledigede Thingsvidnet, maa jeg tillige meddele Dem, at dette Papiir er mig frakommet -- saavidt jeg kan antage ved Conci- pisten af Thingsvidnestevningen Cand. juris Georg Kroghs Skyld, som forat forfatte denne fik det udlaant. Papiret var mig vigtigt, og Thingsvidnet maa oplyse, at dets Opbevarelse ganske var i min Interesse. Maaskee Praëm var at be- væge til at meddele en ny Udgave deraf. Referatudskrivten saa- velsom min i Thingsvidneudskriften indtagne Contraerklæring kan i saa Henseende tjene til Veiledning. For at reparere herpaa samt at see Thingsvidnet benyttet til yderligere Forsvar, hvorom jeg har modtaget Deres gode Løfte, er det nu jeg anmoder Dem om idag at anholde om dertil til- strækkelig endelig Udsættelse. Upasselighed hindrer mig fra per- sonlig at møde. Deres ærbødigste Henr. Wergeland. Henrik Wergeland MÆRKELIG DEEL AF SAGEN MELLEM PRAèM OG HENR. WERGELAND [Statsborgeren 24. september 1837.] Det er visselig ikke fordi jeg troer at kunne indvirke til For- deel for den juridiske Stilling af min Sag med Prok. Praëm, at jeg indlader mig paa disse offentlige Meddelelser, som jeg neden- for skal udbede mig Publikums Opmærksomhed for; men fordi jeg troer, at de fortjene den og kunne være Medborgere til Nytte som et overordentligt Exempel paa en underfundig Procedure og fortvivlede Forsøg paa at cachere begangen Udaad. Skjøndt langt- fra det eneste heraf i Sagen, haaber jeg ogsaa, at nærværende Fremstilling vil indeholde tilstrækkelig Advarsel mod at frem- SIDE: 288 træde som Anklager imod hvilkensomhelst Embedsmand, som maatte ligne min Modpart ikke blot i Gjerninger, men i Opfind- somhed af Midler til at forsvare dem. Han bør lade hine raabe længe nok til Himlen; thi han skal erfare, hvor vanskeligt det er for ham, at paabevise Forbryderen hans Forbrydelser eller Noget, som kan retfærdiggjøre hans Anklage i den Grad, at han kommer skadesløs fra sit uegennyttige, selvopoffrende Foreta- gende, og hvor let endogsaa hans soleklareste Beviser kunne vristes ham af Haanden, om han ikke passer sig desbedre. Desværre han vil ogsaa erfare, at der skal mere til for den Ene end for den Anden forat forspilde Regjeringens Bevaagenhed, og hvad en Retfærdighedens Tjener, hvis Liv ellers er fuldt af Anklage, kan tillade sig af Uretfærdighed, Snigveje i Proceduren og Under- fundighed uden at gaae glip af at befordres og see Banen ud- videt for sin Praktik. Før jeg gaaer over til Fremstillingen af det Afsnit af Sagen, som jeg her vil give til Priis for det almindelige Omdømme, bringer Tanken om en Embedsmand som Praëms paafaldende Befordring til Stiftsoverretssagfører, ved Siden af min Udeluk- kelse fra den simple Ansøgningsret, hvilken i den senere Tid, paa given Anledning, har været berørt i Bladene, mig til at hid- føre hans i flere end een Henseende mærkelige Slutning paa det Indlæg i den saakaldte Gaardermosag, som han i behørigt Pragt- bind forærede General Wedel -- Ophavsmanden til denne Sag, hvori jeg, -- jeg griber denne Leilighed til at forsikkre det for Gud og Mennesker -- saasandt jeg haaber at blive salig -- har lidt skrækkelig Uret fra først til sidst, fra Begyndelse til Dom. Den lyder saaledes: "Endelig maa jeg, forinden jeg nedlægger Pennen denne Gang, tillade mig at sige nogle Ord om den Tone, hvori dette Indlæg er forfattet. Jeg indrømmer oprigtigen, at enhver Læser, som kuns seer mig i det Forhold til Wergeland, som enhver Sagfører til sin Parts Modpart, er beføiet til at undre sig over min Skrive- maade og maaske? dadle den. Men, endog uden Hensyn til nogensomhelst særeget Forhold, som maatte finde Sted imellem Wergeland og mig, vilde jeg dog have brugt den samme Tone, først paa Grund af min individuelle Anskuelse af hans Forhold, og det for mig oprørende deri. Jeg er fra Barndommen, og vil altid blive det, forsaavidt en, med mit hele Væsen beslægtet SIDE: 289 Hengivenhedsfølelse kan hjemle dette Udtryk -- Soldat med Liv og Sjel.(!) Den militaire Stands Vigtighed, dens Krav paa Ag- telse og Lydighed staaer neppe klarere for noget dødeligt Øie, end for mit.(!!) Jeg seer derfor enhver Fornærmelse mod denne Stand, der desuden indbefatter mine kjæreste Venner,(!) i saa strængt et Lys som muligt.(!!) Jeg har altsaa kuns skrevet efter min egen Følelse.(!!!) For det andet, er der noget som henregnes til høiere Pligter; derfor henregner jeg det til en hellig Borger- pligt, at fremstille [fotnotemerke] ) Hr. Wergeland i sit sande Lys for at hindre hans skadelige Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handle- maade. Grunden til denne Anskuelse henter jeg fra hvad jeg i Sag har anført om ham. Jeg kjender ingen anden Maade at op- fylde denne Pligt paa end ved at lade det komme til Authori- teternes Kundskab hvad jeg anseer som tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse.(!) Feiler jeg, saa kan mine feilagtige Anskuelser ikke skade ham [fotnotemerke] ) Ere de derimod rigtige Fotnote: Oprindeligt -- hvad tydeligt staaer at læse -- har Mennesket skrevet: "Derfor henregner jeg det til en hellig Borgerpligt, at gjøre Alt forat tilintetgjøre enhver Muelighed for Henrich Wergeland til nogensinde, idetmindste ikke forinden flere Aar have godtgjort hans totale Forbedring, at komme i en saadan Stilling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade" o. s. v. Det er Prokurator, Stiftsoverretsprokurator Jens Obel Praëm, som har skrevet dette. Og det har jo ret lykkets ham at see denne sin "hellige Borgerpligt(?) opfyldt. Det er ogsaa fordi jeg har kaldt denne Adfærd mod mig skurkemæssig, at han nu i næsten 7 Aar holder mig indviklet i en Proces, hvori han ikke har ladet nogen af sine Kunster ubrugt. Og tvivler Nogen i Norge paa, at Jeg desuagtet har Grund til at erklære ham for hvad han er, saa henviser jeg ham til dette praëmske Ind- læg, hvoraf Forfatteren tog Afskrivter, "for at lade det, ): de tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse, komme til Authoriteternes Kundskab." Fotnote: Dette er ubetaleligt. "Feiler jeg" d. e. ere mine Denunciatio- ner falske "saa kan disse feilagtige Anskuelser" d. e. Bag- vaskelser og Løgne "ikke skade ham." (!!!) SIDE: 290 nu, saa har jeg ogsaa handlet rigtigt -- og da er der vel intet at dadle. Dette være nok til mit Forsvar i denne Sag. Mork den 29de October 1830. ærbødigst Praëm." Uagtet disse planmæssige Attentater, som jeg maaske formeget har foragtet, paa at tilintetgjøre Frugterne af mit hele foregaa- ende Liv, paa mine Adkomster, Udsigter, Velfærd og gode Navn, er det mig dog ikke vanskeligt at godtgjøre, at de Forurettelser, Praëm i en Række af Aar havde tilføjet mange Mennesker i mine Hjemegne, hvortil kom hans egne hyklerske og fripostige offentlige Provokationer, vare Det, som deciderede mig til at er- klære mig om ham som Borger og Menneske saaledes som Ud- trykkene faldt i det Svar i Morgenbladet, hvorifra han tog An- ledning til nærværende Sag. Mange Aar iforvejen havde han nemlig stevnet mig, fordi jeg i Vidners Overvær havde, til Gjen- svar paa en Invitation, sagt ham selv, at jeg ikke skjøttede om længer at pleje selskabelig Omgang med En, der foer saaledes med Bønderne, som jeg nu havde hørt. Denne Sag blev imid- lertid saa lunkent forfulgt, at der ikke blev videre af den. Men lod jeg mig dengang alene lede af Følelser, der ingen Indblanding havde af Hensyn til egen Personlighed, til at bryde med en Per- son, som jeg hidtil havde staaet paa en god Fod med, saa troer jeg, at der alene heri er Sandsynlighed for at det samme uegenkjær- lige Motiv ogsaa havde væsentlig Indflydelse paa at jeg senere anklagede ham som skeet er. Sagens eget Indhold beviser det. Uagtet hans Nidingsarbeide i Gaardermosagen gjør ethvert af mine Udtryk kun til simpel Retorsion, og mine Udtryk for En- hver med menneskelig Følelse have nok til sit Forsvar i de grændseløse Fornærmelser, det er en Sammendyngning af, antog dog Sagen strax fra min Side sin egentlige Karakteer af Paa- tale af de Forurettelser, P. havde tilføjet Andre. Og det var ikke faae, som kom frem, uagtet alle hans Kunster forat vride sig unna. Han har i denne Henseende været frygtelig at pro- cedere med. Det er lykkets ham at berøve de fleste af mine Vidner Edskraft, som om de vidnede i egen Sag, og Bestikkelser bagefter, med den Imponeren paa enfoldige Almuesfolk, som saadant altid har, hvorved han har ladet Vidnerne forkynde Be- SIDE: 291 regninger, saaledes som han nu vilde have dem, men anderledes end de tilforn havde faaet dem at føle og end de havde erklæ- ret sig over dem inden Retten, have ogsaa hørt til hans Echap- peringsprocedure. Saaledes var der et Par Folk, Broder og Søster, som holdt Huus sammen og vare bekjendte for Orden og Stræb- somhed -- de ragede i Praëms Kløer formedelst en Kaution for en Ven, en til Bygden indflyttet Hedemarking, hvis Formue og- saa var gaaen med under "honet Behandling". -- De stakkels Folk maatte for en Henstand forpligte sig til P. med en Koe, i Dusør; men en "god Koe," som P. forlangte. Og den blev hentet af P.s Folk udaf Baasen. Dette forsikkre de for Retten. Men hvad gjør nu P., som bagefter skammede sig siden det kom for en Dag? Jo, Han lader ved Beskikkelsesmændene forsikkre, skjøndt de endda ikke troede det, siden de vidste anderledes, at Koen var bleven dem afqvittet med 9 Spd. i hans Regnskabs- bog (der indeholder meget rart, om Nogen nogensinde fik see den). Sic calumniam effugio ): saaledes slipper jeg fra at hedde en Skjelm, kan P. sige. Folkene bleve imidlertid ved sit, skjøndt de saaledes imod sin Vilje fik 9 Spd. for Intet, siden nogen Va- luta for Koen aldrig havde været paatænkt. Og de bleve der- ved indtil deres Sidste. Thi de døde begge kort efter, som de selv sagde, og som deres Omgivelser troede, fordi deres ikke stærke Helbred nedbrødes endmere af de Lidelser og Bekym- ringer hine juridiske Forviklinger medførte, og især hvad Søsteren angaaer, som Følge af de Anstrængelser, hvormed hun søgte at stoppe Svælget fuldt, som truede med at sluge Familiens hele Velvære. De ere døde og de ere de eneste. Men takket være Forsynet, at to Vidner bleve ilive, indtil jeg kunde faae dem afhørte angaaende det i Dumdristighed mage- løseste Forsøg paa at fordølge en begangen Uretfærdighed, som min Modpart endnu i denne Sag har tilladt sig. Det er for Frem- stillingen heraf jeg udbeder mig Publikums Opmærksomhed, idet jeg ikke vil indblande noget Ræsonnement derover fra min Side, men blot anføre Sagen reentud af Akterne. SIDE: 292 Advokat Thesens Duplik af 10de April 1833. "I Aaret 1827 paatog Citanten (Praëm) sig og udførte efter naadigst beneficium paupertatis en Sag for Marthe Augustinus- datter Bjerke m. Fl. mod Assessor Korens Boe, hvilken Sag imid- lertid fik det Udfald, at Boet frifandtes mod at betale noget over 64 Spdr, hvortil Prokurator Hauge, som curator bonorum, havde deponeret i Retten 70 Spdr, samt at Marthe Augustinusdatter m. Fl. blive tilpligtede at betale i Salarium m. m. til deres egen Sagfører Prokurator Praëm 40 Spdr. Acten i denne Sag, sluttet i Aaret 1828, fremlægges herved. Marthe Augustinusdatter og de øvrige Sagsøgere have imidlertid aldrig bekommet noget af de dem tilkjendte Penge, der, med det deponerede Beløb 70 Spdr, af Prok. Hauge ere udbetalte til Prok. Praëm, saaledes som er- fares af Dennes vedlagte Skrivelse af 5te d. derimod har Praëm, uagtet han saaledes allerede havde faaet mere end Valuta for sit Tilkommende, under 3 April 1830 ladet afholde Execution for samme, saaledes som erfares af vedlagte fra Amtet udlaante Forretning, og under denne Forretning, læggende Skjul paa de omhandlende 70 Spdr, ladet Vidnerne attestere, at intet fore- fandtes til Udlæg, hvorefter han har benyttet denne Attest til hos Amtet at erhverve Anviisning paa Fogedkassen for de 40 Spd. og saaledes at lade sig disse atter betale, saaledes som er- fares af den paategnede og qvitterede Anviisning af 30te Juni 1830. Citanten havde saaledes formeentligen paa engang forholdt sine Parter 30 Spd. af deres Tilkommende og ladet sit eget Til- kommende betale 2de Gange, eller med andre Ord: han har besveget det Offentlige for 40 Spd. og sine Parter for 30 Spd. Han har saaledes tillige paaført disse sine Parter en ubeføiet Executionsforretning, hvorved han klarligen ei kan have havt anden Hensigt, end at kunne foregive for dem, at Overskuddet af de 70 Spdr medgik til Forretningsomkostningerne, medens han benyttede Forretningens Resultat, saaledes som allerede an- ført; og med Hensyn til dette Resultat skal endvidere, efter b.te Parters Opgave for mig ved Sessionen den 30te f. M. være at mærke, at de ingenlunde negtede at eie Noget, men at det var Praëm, som bevirkede saavel deres som Forretningsvidnernes Tilførseler, hvilket saameget lettere kunde skee ubemærket af Administrator, som denne vel maatte ansee sig uberettiget eller SIDE: 293 ialfald uforpligtet til at kontrollere, hvor Reqvirenten var en Sag- fører, der gav sig Mine af at inddrive eget Tilkommende og endog i den Anledning fordrede Salarium for Mødet med ikke mindre en 10 Spdr [fotnotemerke] ). Endelig skal det efter lige Opgave for mig, være at mærke ved denne Sag, at Praëm skal have tilbageholdt Acten for dem ikke mindre end 2 1/2 Aar, saa at de først fik den i For- aaret 1821, under Paaskud af at Dommen burde indstevnes til Overretten, hvilket de ifølge hans Yttringer, ønskede, men som ei blev iværksat." Modparten benegtede min Sagførers Anke saavelsom den ene af Marthe Bjerkes Sønners Jacob Nielsens, Vidnesbyrd, paa hvil- ket, saavelsom paa den anden Broders Forklaring, den var grun- det. Og hans Forsvar maa vel, efter Omstændighederne, have været ganske vel anlagt, siden Underretsdommeren ikke har fun- det, at denne Sag var nok til min Frifindelse. Det maa den dog være, naar den var tilstrækkeligt oplyst; men det er den først blevet siden, og det netop ved Praëms, af overdreven Angst for dette Punkt i Sagen, klodsede Forsøg paa ganske at cachere sig og den rette Sammenhæng. Thi hvor overraskedes jeg ikke, ved næsten 3 Aar efter at den var paaanket, at see et Brev produ- ceret fra Praëm, skrevet af ham selv og undertegnet af begge Sønnerne Hans og Ole med paaholden Pen, hvori de erklære, at Praëm havde ført Sager for dem ellers, saa hvad han havde som Salarium i Sagen med Korens Boe ikke var egentlig derfor men for saadant andet Arbeide. Dette var grovt. Det kunde umuligt hænge rigtigt sammen. Knebet maatte undersøges. Kam- merraad Borchsenius, der med sin Kontorbetjent, som begge til- stedeværende paa det Tingsted, hvor P. havde faaet de to Al- muesmænd hen, som saaledes vare bragte til at lyve i egen Pung, kunde, paa Forespørgsel, intet erindre af det oplæste Papiir, og ingen Oplysning give om hvorledes det var gaaet til. Jeg fik da fat i begge Brødrene selv, som gav mig den Erklæring, man nedenfor Fotnote: Paa Exekutionsforretningen af 3die April 1830 staaer med Praëms egen Haand: "Med Tillæg af Executionsomkostn. 51 Spd. 54 Sk. betalt Praëm." Disse udbringes ved de (2 Gange betalte) 40 Spd., Salarium 10 Spd. for Mødet og Fogdens Til- kommende. SIDE: 294 vil finde indtagen i Thingsvidnet, og optog til Oplysning af Sagen et Thingsvidne ved deres Hjemthing paa egen Bekostning, siden Be- neficium blev mig negtet. Det blev fremmet uagtet alle Indven- dinger, og -- det behøver ingen Kommentær. Det taler for sig selv. Det vidner om hvad Prok. Praëm har øvet mod Stat og mod nogle fattige Medmennesker, og endelig om, hvor samvittigheds- løs og dumdristig han er i de juridiske Udveje, han søger; men førend vi gaae over til det, saa læg Mærke til noget: Dokumen- tet, hvorpaa Praëm havde faaet Brødrenes siden fragaaede Til- staaelse saavelsom den Contraerklæring, de havde givet mig -- de forsvinde, de forsvinde, medens de vare i mit Værge, i Dens, som ingen kostbarere Papirer havde, og ikke vogtede nogen om- hyggeligere!! De forsvinde, netop de, og ingen andre i Bunken, forsvinde kort før Thingsvidnet og have ikke siden viist sig. Der skede da nok Opfordringer fra Praëms Side ved Retsbordet om at komme frem med det; men, som sagt, Thingsvidnet fremme- des, da jeg havde Doublet af min Erklæring, hvori den praëmske punktviis var gjendrevet. Istedetfor denne, som Praëm har været uvillig til som Autor at reproducere, hjælper man sig nu med en Extract af Justitsdepts. Indstilling af 2 Sept. 1836 i Anledning af min Ansøgning om Beneficiet til Thingsvidnet. Thingsvidnet. "For Vidnecitanten, Candidat Wergeland, mødte Overretspro- curator Schønheyder ved Candidat Lerche, der fremlagde den af Citanten udtagne Stevning af 17de Februar dette Aar og Fuld- magt til Comparenten af Gaars Dato, hvornæst Comparenten bad de indstevnde Vidner, Ole og Hans Nilssønner, fremkaldte, examinerede og edfæstede; ligesom Underretsacten forevistes i Retten. Comparenten bad dernæst Administrator forelæse for Vidnerne den af dem udstædte Erklæring af 26de December forrige Aar, hvoraf Copie fremlagdes, til edelig Vedtagelse, hvor- hos Comparenten forøvrigt forbeholdt sig alt lovligt og, efter nærmere Anledning, at fremsætte Qvæstioner til Vidnerne. Det Fremlagte indtages her, saalydende: N. 1. CR. 10 Sk. Spd. I den mellem Procurator Praëm og mig 1837. nu for Overretten verserende Sag finder jeg det nødvendigt at erhverve nye Oplysninger -- blandt andet SIDE: 295 om den rette Beskaffenhed af den af Hans Nilsen Sedsvold og Ole Nilsen Sedsvold under 20de Juli 1835 til Procurator Praëm afgivne Erklæring, hvilken de ved en skriftlig Tilstaaelse eller Erklæring af 26de December forrige Aar aldeles have forandret -- hvilke Oplysninger jeg, ialfald efter dertil erhvervet Bevilling, inden Overretten agter at bruge til min Sags Tarv. Thi indstev- nes herved at møde mig eller Fuldmægtig inden Vaarthinget for Ullensagers Thinglaug, som holdes paa Lensmandsgaarden Algrim den 14de April 1837. 1, som Hovedvederpart og Sagvolder Pro- curator Praëm at see Breve og Beviisligheder irettelagte, Vidners Prov, stevnte og ustevnte, samt i fornødent Fald Procedüre og Eragtninger at anhøre; 2, som Vidner, under Lovens Faldsmaals- straf, Ole Nilsen Sedsvold og Hans Nilsen Sedsvold, indbyrdes Confrontation, samt med andre Vidner, om fornødiges, og Con- frontation at undergives, samt Vidnesbyrd at afgive til Oplys- ning i ovennævnte Sag. Kristiania den 17de Februar 1837. Henr. Wergeland. Erklæring. Undertegnede Hans og Ole Nilssønner, Sønner af Marthe Au- gustinusdatter Bjerke, hvis Sags Papirer have været Gjenstand for en Undersøgelse under Processen mellem Candidatus theo- logiæ Wergeland og Procurator Praëm, erklære herved: 1. Ifjor ved Sommerthingleite for Ullensager, da vi vare stev- nede til Møde i anden privat Sag til dette Sogns Thingsted Gje- stad, tilbød Procurator Praëm os, navnligen mig Hans, at tale os til bedste hos den Part, vi der havde at møde, uden at det skulde koste os noget, saasom han sagde, at han selv havde andet Ærinde did. 2. Praëm forelagde os der en Skrivelse, saa- vidt erindres dateret Gjestad 20de Juli 1835, som vi, paa hans Anmodning, undertegnede mod Løvte at udlevere os derfor et hos ham hvilende Skadesløsbrev paa 35 Speciedaler, hvorfor og- saa er erholdt Qvittering; men denne Skrivelse, som kun hur- tigen oplæstes for os, forstode vi ei, og ville ikke have saaledes forstaaet, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen mellem Wergeland og Praëm, eller indeholde nogen Til- staaelse for at Procurator Praëm for os tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage SIDE: 296 sig paa nogen Maade betalt af os. Tvertom formene vi, at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvor Praëm saavel hos det Of- fentlige som hos Boet vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, imod Forsikring om at drive den Retterne igjennem for- holdtes os i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for vort, eller, som vi ogsaa troe, for vores umyndige Halvbroders Vedkom- mende, hvis Penge Praëm formentlig var indesiddende med, var Videre at gjøre til Rets Erholdelse. Denne Forklaring er af os afgiven i Vitterlighedsvidners Nær- værelse til Candidat Wergeland i den Hensigt at lægges oven- nævnte, af Praëm forfattede og af os undertegnede, ved Siden inden Retten. Eidsvold, 26de December 1836. Hans Nilsen Sedsvold. (med paaholden Pen.) Ole Nilsen Sedsvold. (med paaholden Pen.) Til Vitterlighed Gaardmand Lars Olsen Dønnum. Ole Olsen Blakkisrudeje, paa Præstegaarden. (med paaholden Pen.) H. Wergeland. Som befalet for Procurator Praëm mødte Stiftsoverretsprocu- rator Andresen, som i Anledning af det indstevnte Thingsvidne bemærkede, at Thingsvidnecitanten sees at have fremlagt en løs Copie af en under 26de December forrige Aar affattet Erklæ- ring, uden at producere den under 20de Juli 1835 til Procurator Praëm afgivne Erklæring, der paa det nærmeste knytter sig til hiin, og uden hvilken de indstevnede Vidner ikke kunne indlade sig paa at udlade sig angaaende Ægtheden og Rigtigheden af det fra Hr. Wergelands Side Producerede. Paa Grund heraf paastod Comparenten Thingsvidnestevningen, som ikke lovligen forfulgt afviist, eller, ialfald, at den begjærte Vidneførsel ikke tilstodes Vederparten førend han har tilende- bragt alle de Oplysninger, som ere nødvendige, for at sætte Vid- nerne istand i dens Heelhed at overskue den Begivenhed, hvorom de skulle vidne. Komparenten maatte dernæst anmode Dommeren om, indstæn- digen at lægge Vidnerne paa Hiertet, at de ikke, uden at paa- drage sig juridisk og moralsk Ansvar, kunne indlade sig paa at afgive en Contestation, der vilde komme i en bestemt Strid med SIDE: 297 den af dem forhen under 20de Juli 1835 afgivne Erklæring. Ind- subsidium maatte Comparenten, i Medhold af 1-13-6, paastaae, at det ikke tilstedes Vidnerne at afgive Prov efter den fra Hr. Wergelands Side afgivne Erklæring, der ikke er forfattet af dem selv. Idet Comparenten dernæst, for ethvert Tilfælde, paastod sig tilkjendt passende Salarium for Mødet, foruden Skyds og Diet, efter approberede Regninger, forbeholdt han alt Lovligt. Lerche bad tilført ifølge Ovenanførte: at det var ham aldeles ubegribeligt, hvorledes Modpartens Sagfører kunde paastaae Sa- gen afviist, da Stevningen vil befindes at være i fuldstændig Orden, og det vilde være en juridisk Absurditet, at afvise en Vidnestevning paa Grund af en umotiveret Formodning om, at Vidnerne ei skulde kunne besvare hvad der i Retten maatte blive dem spurgt om; thi det kunde ikke falde Comparenten ind, at Modpartiet udenfor Retten havde skaffet sig Kundskab om, hvad Vidnerne kunde besvare, eller ikke. Med Hensyn til Vederpartiets Fordring om, at det af Procu- rator Praëm erhvervede Document af 20de Juli 1835 af Citanten burde have været produceret i Retten for at skaffe Vidnerne -- som Vederpartiet udtrykker sig -- Oversigt over Sagens Heelhed, da er det aabenbart at, forsaavidt Vederpartiet maatte ønske det, er det Sammes Sag at producere det for at faae det conte- steret, om saadant maatte ønskes. Dette hører aabenbart under Contraqvæstioneringen og min Parts Interesse er det alene at faae constateret Indholdet af det af Comparenten fremlagte Dokument, og det maa naturligviis overlades til Vidnerne at afgjøre, om og hvorvidt de kunne dette, uden at Praëms Document blev fremlagt; saafremt de dertil er- klærede sig uvillige eller udygtige, kunde Thingsvidnet ikke af- vises, men udsættes, for at erhverve Overrettens Tilladelse til at bruge det udlaante originale Document her ved Retten, hvortil speciel Tilladelse fra Overretten maatte erhverves; men overalt saa er det Vidnernes Sag, at afgjøre hvad de kunne og ville be- vidne, og det kunde ikke falde min Part ind, at føre med sig et Document, hvis Contestation alene vilde falde i Modpartens Interesse. Hvad den bevægelige Tiltale til Dommeren angaaer om, at opfylde sin Dommerpligt med Hensyn til Vidnernes Forklaring, SIDE: 298 da er Comparenten overbeviist om, at den er aldeles overflødig, og med Hensyn til den totale Misforstaaelse af 1-13-6, da vil Comparenten blot gjøre opmærksom paa, at her ikke er Tale om noget Document, der skal indeholde Svar paa Vidnerne forud bekjendtgjorte Spørgsmaale, men Vidneførselen er for Øieblikket alene indskrænket til det Factum, om de for Vidnecitanten og i Vitterlighedsvidners Overvær havde erklæret sig saaledes, som der i det fremlagte Document er anført. Forsaavidt Vederpar- tiet skulde troe at finde nogen Styrke ved Udtrykkene i den fremlagte Stevning, forsaavidt de i samme ere stevnede til at vidne om den rette Beskaffenhed af den af Praëm forhen er- hvervede Erklæring, da maatte Comparenten atter gjøre opmærk- som paa, at det alene kan være Vidnerne, som kunne afgjøre om de ere istand dertil, uden at forevises bemeldte Document. Paa Grund af Ovenstaaende begjærede Comparenten Things- vidnet fremmet. Efter et Par duplicerende Tilførseler eragtedes: Thingsvidnet fremmes, og ville de af Thingsvidnecitanten ind- stevnte Vidner blive at afhøre overeensstemmende med hans Be- gjæring, da det vil beroe paa disse, hvorvidt de, uden at blive foreholdte den i Stevningen ommældte Erklæring af 20de Juli 1835, kunne afgive den afæskede Forklaring. Andresen forbeholdt alt Lovligt. De indstevnede Vidner vare tilstede, som, efter foregaaende Præparation, paa lovlig Maade bleve edfæstede. Som 1ste Vidne blev antaget, Ole Nielsen, 40 Aar gammel, boende paa Gaarden Sedsvold her i Thinglauget, Parterne ube- slægtet og ubesvogret, som, efterat være foreholdt af Dommeren, om det har meddelt Prokurator Praëm den i Thingsvidnecitan- tens Stevning ommældte Erklæring af 20de Juli 1835, svarede bestemt, at dette kan han ikke erindre, hvorefter for Vidnet blev oplæst den af Thingsvidnecitantens Sagfører fremlagte Erklæring af 26de December forrige Aar, hvilken det vedtog af ham at være meddeelt og underskrevet og hvis Rigtighed det vedstod under den aflagte Eed. Andresen, i Anledning af Vidnets Svar, maatte provocere det til at fremkomme med den i 2den Post af den foreholdte Erklæring omhandlede Qvittering, idet han forøvrigt forbeholdt, under Hoved- sagen at gjøre de fornødne Reflectioner over Vidnets Prov. SIDE: 299 Vidnet erklærede til den fremsatte Provocation, at afvigte Aars Vaar, saavidt erindres Mandagen efter Bededag, modtog det paa Indstevntes Bopæl en Qvittering af Denne, lydende paa 35 Spe- ciedaler, hvilke Indstevnte havde udbetalt eller qvitteret for Vid- nets Moder, Marthe Augustinusdatter Bjerke, for længere Tid siden, og tilføiede Indstevnte, at vedkommende Skadesløsbrev var benævnt blandt Documenterne i Wergelands Sag. Paa Grund af Forestaaende Vidnes Prov bad Lerche Vidnet examineret efter herved fremlæggende Qvæstioner: 1. I hvad Anledning er det Skadesløsbrev udstedt, som om- nævnes i den til Wergeland afgivne skrivtlige Erklæring af 26de December 1836? 2. Hvad er det Vidnet formener at have tilgode hos Praëm? 3. Var Vidnet tilstede ved den Execution, Praëm lod afholde i Moderens Huus? og fandtes der ikke Udlæg? 4. Vedkjender Vidnet, at den til Praëm afgivne skriftlige Er- klæring af 20de Juli 1835, som staaer i Strid med den til Werge- land senere afgivne, er udstedt efter Foranledning og Anmod- ning af Praëm mod hvad Sagens rette Sandhed medfører? 5. Gjorde Praëm Vidnet opmærksom paa, at det muligens i sin Tid vilde kunne komme til at beedige den paa Gjestad af- givne Erklæring? 6. Har Wergeland gjort Vidnet opmærksom paa, at den til ham afgivne Erklæring muligens i sin Tid vilde blive at beedige? 7. Har Praëm afgivet nogen Forsikring eller Løvte om, at den for Vidnet og dets Brødre udførte Sag skulde til deres Bedste blive fremdreven og vunden igjennem alle Retter? 8. Er Praëm bleven opfordret til at opfylde sit Løvte og paa hvad Maade? 9. Har Praëm udført Sager eller andre Forretninger for Vidnet hvorved det kunde være kommen i hans Gjeld? Vidnet besvarede de fremlagte Qvæstioner saaledes, efterat 60de Vidnes Forklaring i Hovedsagen, ifølge Thingsvidnecitantens Begjæring, var samme forelæst: Til 1ste. Det her omspurgte Skadesløsbrev blev udstedt ian- ledning af en Gjeld, Vidnets Moder stod i til Indstevnte for en for hende udført Sag mellem hende og Amund Hansen Bjerke. Til 2den. Veed ei, om han havde noget tilgode hos Indstevnte eller ei. Til 3die. Ja! og da saavel Indstevnte som Laugrettet SIDE: 300 erklærede, at Intet fandtes til Udlæg under Executionsforretnin- gen, antog Vidnet ogsaa det samme, og var glad over saaledes at slippe; dog tilføiede Vidnet at der, efter Indstevntes Op- givende, fandtes nogle gamle Kar, som ikke var af nogen Vær- die. Efter Anledning fra Citanten svarede Vidnet, at der, efter dets Formening, maaskee fandtes Saameget i dets Moders Huus, som kunde været tilstrækkeligt til den omprovede Executions- forretnings Afgjørelse; men Indstævnte undersøgte ikke, hvor- vidt Noget til Udlæg fandtes, og yttrede til Laugrettet: "Her findes Intet". 4de Qvæstion frafaldes af Citantens Sagfører. 5te ligesaa paa Grund af Vidnets Prov. Til 6te: Ja! Til 7de: Indstevnte yttrede i den omspurgte Anledning at ville søge Bene- ficium for Vidnets Moder og Børn, ligesom og, at han havde Lyst til at see Sagen afgjort ved Høiesteret. Til 8de Nei! Men Vidnet har flere Gange været hos Indstevnte for at erfare Ud- faldet af Sagen, hvorom det for en Tid siden erholdt Underret- ning med Tilføiende, at det er mange Aar siden. Wergeland bad Vidnet spurgt, om det derved blev forseent at faae Sagen frem- drevet gjennem de høiere Retter og om Tab derved er bevirket for det eller dets Familie. Vidnet svarede hertil: at da Underretning om Sagens Udfald ved Underretten ikke erholdtes, forinden det var forsildigt paa Dommen at erholde Opreisning, kunde Sagen saaledes ikke komme videre, og, efter Indstevntes Ytring og Løvte ved Sagens Modtagelse, antager det saaledes at være paaført Tab saavel for sig som Familien. Vidnet tillagde sluttelig, i Anledning af Indstevntes Provoca- tion, at det troer at have den omhandlede Qvittering hjemme, og er villig til at udlevere Samme til Indstevnte mod behørig Sikkerhed. 2det Vidne Hans Nielsen, 42 Aar gammel, boende paa Gaar- den Sedsvold her i Præstegjeldet og til Parterne ubeslægtet og ubesvogret. Vidnet erkjendte i Lægdsommeren 1835 paa Gaarden Gjestad her i Bygden, medens denne Gaard var Thingsted, at have med- deelt Indstevnte en Erklæring om, at Vidnets og Broders samt Moders, Marthe Augustinusdatters Mellemværende med Ind- stevnte var op- og afgjort, hvilken Erklæring blev given, for at det af Vidnets Moder til Indstevnte udstedte Skadesløsbrev kunde SIDE: 301 erholdes tilbage, hvilket imidlertid da ikke skete, af den Grund, at dette Document var beroende blandt de i Sagen med Werge- land producerede, hvorimod Indstevnte lovede saasnart muligt, at skaffe Samme. Til samme Tid erholdt ogsaa Vidnet en Tilstaaelse fra Ind- stevnte, at Denne ingen Fordring havde paa Vidnet, dets Moder eller Broder. Den af Citanten fremlagte Erklæring af 26de December forrige Aar blev for Vidnet oplæst, hvorefter det erklærede at have meddeelt og underskrevet Samme, ligesom det og vedstod Rig- tigheden deraf under den aflagte Eed, med Tilføiende: at det seer sig fuldkommen istand til at afgive denne Erklæring, uden at den omprovede, i Citantens Stevning ommeldte, Erklæring af 1835 bliver det forelagt. De fremlagte Qvæstioner besvarede Vidnet saaledes: Til 1ste: Veed ei andet herom, end at Skadesløsbrevet qvæstionis, efter dets Moders Udsigende, blev udstedt for een eller flere Sager, som Indstevnte for hende havde udført, uden at have hørt Noget Videre i denne Anledning. Til 2den: Vidnet formener, at Boet efter dets afdøde Fader har tilgode hos Indstevnte 30 à 40 Spdlr. for den Indfordring, han havde paataget sig for bemeldte Boe i Assessor Korens Boe. Til 3die: Var ei tilstede ved den omspurgte Forretning, men an- tager, at der i dets Moders Huus fandtes Saameget, som ud- fordredes ved omtalte Forretning. Til 4de. Vidnet antog, ved Meddelelsen af Erklæringen til Procurator Praëm i Aaret 1835, at Samme blot skulde gjelde, for det omprovede Skadesløsbrev, hvorimod Erklæringen til Candidat Wergeland af 1836, blev med- deelt i den Formening, at Vidnet, dets Moder og Broder endnu havde en Fordring paa Procurator Praëm i Anledning den im- provede, ham overdragne Comission, i Assessor Korens Boe. Efter Citantens Begjæring blev den af 60de Vidne under Hoved- sagen afgivne Forklaring dette Vidne forelæst, i hvilken Anled- ning det erklærede ei heller, for sit Vedkommende, at have mod- taget Noget af de af bemeldte Vidne omprovede 70 Spciedalere. Til 5te: Nei! Til 6te: ligesaa, dog med det Tillæg: at Citanten ytrede sig saaledes: "Det er muligt, at Du senere kan blive spurgt nøiere herom, og føiede som Grund hertil, at han ikke maatte erklære Andet, end hvad der var sandt og rigtigt. Til SIDE: 302 7de: Indstevnte ytrede ved den omspurgte Sags Modtagelse, at han troede den maatte vindes og vilde see Høiesterets Dom i Samme. Til 8de: Saavel Vidnet som dets Broder, afhørte 1ste Vidne, har været hos Indstevnte, Vidnet kun een Gang, men dets Broder flere, for at erfare Udfaldet af den omprovede Sag, men Vidnet erholdt det Svar, at Dommen ikke var beskreven i Samme, hvilket Svar ogsaa dets Broder, efter hvad han har be- rettet Vidnet, skal have erholdt. Efter Anledning fra Citanten erklærede Vidnet, at det antager, at dette, af Indstevnte udviste, Forhold har været til Skade saa- vel for sig som dets Broder og Halvbroder, da det var deres Hensigt, at indanke Dommen i vedkommende Sag til Overretten, men som blev forsilde, hvilken Indankning begrundedes paa Ind- stevntes meddeelte Løvte, eller Ytring ved Sagens Modtagelse. Til 9de: Foruden den omprovede Sag, har Indstevnte udført een for Vidnet, hvorved det dog ikke er kommen i Dennes Gjeld, da Omkostningerne bleve udredede af Modparten. Vidnerne ved- kjendte sig deres afgivne og dem forelæste Forklaringer, hvor- efter de, da ingen af Parterne havde dem Videre at tilspørges, demitteredes. Lerche bad tilført: at han, med Hensyn til det nu erhvervede Thingsvidne, alene vil bemærke, af hvad Beskaffenhed den til Praëm afgivne Erklæring af Vidnerne kan være, da 1ste Vidne ei engang kan erindre at have afgivet nogen Erklæring og 2det Vidne er aldeles usikker i Erklæringens Indhold, saaledes som dette af ham er antydet. Det skjønnes saaledes let, at Man ei har været altfor samvittig- hedsfuld med at gjøre Vidnerne opmærksomme paa, hvad der skal have staaet i den af dem afgivne Erklæring til Praëm." Duplik af 14de August d. A. fra min beskikkede Advokat. "Herved giver jeg mig den Ære at fremlægge Thingsvidne af 14de April 1837. Naar man tager i Betragtning de lange Udsættelser, der saa- vel her ved Retten som ved Underretten have været Vederpar- ten indrømmede til Iagttagelse af sit Tarv, naar man seer hen til, at Vederparten med sin Replik har fremlagt 4 nye Documen- SIDE: 303 ter, hvis Beskaffenhed synes at maatte paafordre en nærmere Drøftning, maa man sikkert finde det paafaldende, at der gjen- tagende og paa det kraftigste er protesteret mod Bevilgelsen af de af min Part begjerede Anstande. I min Parts Interesse kunde det aldrig være at bevirke nærværende Sags Trainering, da det er en bekjendt Sag, at Sammes formeentlige uvisse Stilling har havt en hemmende Indflydelse paa hans Bestræbelser for at komme i Embedscarrieren, medens det ikke mindre er bekjendt, at Samme ingen skadelige Følger har havt for hans Vederpart, der midt under Sagens Gang har nydt Forfremmelse. Jeg haaber ogsaa, at den ærede Ret, ved at see hen til det hermed frem- lagte Thingsvidne, om hvis Indhold jeg nedenfor skal yttre mig, vil erkjende, at de bevilgede Udsættelser til min Parts Tarv have været fornødne. Specielt at gjennemgaae Vederpartens Replik vilde lede til en idelig Gjentagelse, der vilde være ligesaalidt nyttig som behage- lig. Jeg anseer det derfor hensigtsmæssigst blot i Almindelighed at benægte Replikken, og i al Korthed at hosføie følgende Be- mærkninger. Forsaavidt jeg har paastaaet Kjendelsen af 16de Mai 1832 og Underretsdommen kjendt uefterrettelig, og Stævningen og Sags- maalet, forsaavidt Samme gaaer ud paa noget Andet end den formeentlige Fornærmelse i Morgenbladet No. 105/1831 fra Under- retten afviste, da ere mine Grunde herfor ingenlunde modbe- viste ved Vederpartens vidtløftige Raisonnement, som jeg derfor modsiger. Hvorledes man skal bringe hans Benegtelse af, at Praèm i sin Ansøgning om Beneficium kun har refereret sig til Morgenbladet No. 105/1831 i Harmonie med den Sandhed, som dog ligger klart for Alles Øine, at hans Bevilling kun indskrænker sig til bemeldte Morgenblad, er vanskeligt at begribe. Dersom han virkelig har ansøgt om Bevilling til at fralægge sig ogsaa de øvrige formeentlige Beskyldninger, saa er vel i alt Fald saa meget klart, at han forsaavidt ei har erholdt Bevilling; han har altsaa forsaavidt procederet udenfor den ham meddeelte Bevilling, og Eragtningen og Dommen, der har sanktioneret denne Procedure, maa i dette Punkt utvivlsomt kjendes uefterrettelige. Den ærede Ret vil neppe med Vederparten finde det for drøit sagt af mig, naar jeg har paastaaet, at der i første Instants er oplyst en Vrimmel af Handlinger, der af Pram ere foretagne og SIDE: 304 som formeentlig kunde give Wergeland Anledning til at ansee ham som en Forbryder mod Stat og Menneskehed. Man be- høver blot at see hen til de af mig i mit Tilsvar paapegede Steder for at erfare, at mit Udsagn medfører den strængeste Sandhed. In Specie maa jeg bede bemærket Wergelands eget Indlæg i Underretten, hvis historiske Recit charakteriserer Veder- parten som primus aggressor, og hvis Rubriseren af de oplyste Facta maa godtgjøre, at Beskyldningen ikke grunder sig paa de mindste borgerlige og moralske Lovovertrædelser. Jeg benægter iøvrigt, at jeg har gjort mig skyldig i den Modsigelse, at ind- rømme med Underdommeren, at det i alt Fald kun er oplyst, at Praëm har været Gjenstand for et mindre fordeelagtigt partielt Omdømme, samt i enkelte Tilfælde udviist en mindre forsigtig og stræng lovlig Fremfærd, og at hans Forhold ei kan betragtes som fuldkommen daddelfrit, idet jeg paa samme Tid har paa- staaet, at han har begaaet en lang Række af Handlinger, hvor- ved han ligemeget har brudt juridiske og moralske Love. Jeg henviser til mit Tilsvar, hvori vil findes Beviis for, at jeg ei har indrømmet, at i alt Fald kun hiint var oplyst. Med Hensyn til de Facta, hvorpaa min Part begrunder sin Paa- stand om, at have godtgjort Sandheden af sin Beskyldning, da skal jeg fremdeles afholde mig fra yderligere Commenteren over Massen af Samme, end allerede skeet er, hvilket jeg saameget mere kan holde mig fritagen for, som Vederparten efter mit Ex- empel blot har henviist til det tidligere Passerede. Et Par Om- stændigheder ville dog tiltrænge en nøiagtigere Drøftelse, deels i Betragtning af, at Vederparten har offret dem en fornyet Op- mærksomhed, deels fordi jeg er kommen i Besiddelse af nye Documenter, der kaste et klarere Lys over de imputerede Hand- linger, og levere gode Bidrag til Vederpartens Charakteristik. Efterat saaledes min Parts Sagfører ved Underretten i Indlæg af 10de April 1833 (Appellantens Act p. 571 -- 573) havde oplyst, at Vederparten, som beneficeret Sagfører for Marthe Augustinus- datter m. Fl., ei til disse havde udbetalt hvad der ved Dom i en Sag mod Assessor Korens Boe var dem tilkjendt, og til hvis Saldering der af Procurator Hauge, som Curator i bemeldte Boe, var ham leveret 70 Spd. at han desuagtet for det ham tilkjendte Salarium, 40 Spd. lod foretage Exsecution, at han under Denne beregnede sig 10 Spd. Salarium, at han, læggende Skjul paa de SIDE: 305 omhandlede 70 Spd. har ladet Forretningsvidnerne attestere, at intet Udlæg forefandtes, (ihvorvel der var Formodning om, at denne Attestation var urigtig), at han dernæst har benyttet denne Attest til af Amtet at erholde Anviisning paa Fogedkassen paa sit Salarium, uagtet han derfor maatte være mere end betalt i de for Parterne tilbageholdte 70 Spd. og endelig at han havde forhindret Appel paa Underretsdommen, ved i 2 1/2 Aar at tilbage- holde Samme, har Procurator Praëm i Overretten fremlagt en Erklæring fra Marthe Augustinusdatters Sønner, Hans og Ole Nielssønner Sedsvold, hvis Indhold jeg, da Documentet er for- kommet, er forhindret fra nøiagtigen at anføre, men som, ifølge den fremlagte Extractudskrift af Justits-Departementets Indstil- ling af 2 Septbr. 1836, skal være gaaet ud paa i det Væsentlige at constatere Praëms Angivelse af Factum. Documentet maa følgelig have indeholdt, at Vederparten, foruden Salariet, havde Penge tilgode hos hine Parter (for hvilke han ansaa sig berettiget til at liqvidere i de omhandlede 70 Spd.) og at han, forinden han foretog Exsecution for Salariet, havde meddeelt dem den for- nødne Opgjørelse i Anledning af de i Korens Boe oppebaarne 64 Spd 99 Sk. (cfr. No. 104). En Attest af saadan Beskaffenhed, der paa den ene Side stod i Strid med 60de Vidnes Prov, og paa den anden med de af hine Personer til min Part afgivne Forklaringer, var det let at ahne, at det ei kunde forholde sig saa ganske rigtigt med, og Wergeland maatte derfor finde sig opfordret til nærmere at undersøge den sande Sammenhæng. Denne er det lykkedes ham at opdage. Af den i det hermed fremlagte Thingsvidne indtagne Erklæring fra Hans og Ole Niels- sønner Sedsvold, hvis Sandfærdighed de have beediget, fremlyser det, at Praëm, med Tilbud om gratis at tale til Rette for dem i en Sag, hvori de vare stævnte, og mod Løfte om at tilbagelevere et hos ham hvilende Skadesløsbrev paa 35 Spd. har bragt dem til at undertegne hiin første Erklæring af 20de Juli 1835, hvis Indhold de ei havde forstaaet, og som de ei vilde have forstaaet saaledes, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen, eller indeholde nogen Tilstaaelse for, at Procurator Praëm for dem tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage sig paa nogen Maade betalt af dem, da de tvertimod formeente at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvori Praëm saavel hos det Offentlige som hos Boet SIDE: 306 vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, imod For- sikkring om at drive den Retterne igjennem, forholdtes dem i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for deres, eller, som de ogsaa troe, for deres umyndige Halvbroders Vedkommende, hvis Penge Praëm formeentlig var indesiddende med, var Videre at gjøre til Rets Erholdelse. Hermed maa jeg bede sammenholdt deres under Thingsvidnet afgivne Prov, der godtgjør, at de Intet have erholdt af de oftnævnte 70 Spd., at altsaa Attestationen om, at der forinden Exsecution for Salariet foretoges, i hiin An- ledning var meddeelt dem fornøden Opgjørelse, ligeledes er urig- tig, og endelig, at der under bemeldte Exsecution vilde været forfundet Udlæg, naar det havde været Vederpartens Hensigt at have Saadant. Hans Nærværelse under Forretningen, for hvilken han har beregnet sig 10 Spdls Salarium, synes altsaa saa langt- fra at have havt til Hensigt at befrie det Offentlige fra at komme til at udrede Salariet, at just netop det Modsatte maa have været hans Intention. Af hvad jeg saaledes har anført vil den ærede Ret erfare, at ikke alt Skin af Ulovlighed ved den omhandlede Affaire, saaledes som Vederparten paastaaer, er forsvundet, at meget mere den retsstridige Fremgangsmaade er tydeligen be- viist, og at dertil er føiet Omstændigheder, der synes at hen- pege paa Forlokkelse til Afgivelse af urigtige Forklaringer. Det Farlige i en saadan Handling er altfor meget erkjendt til, at jeg skal indlade mig paa nogen Udvikling deraf. Med Hensyn til dette Punkt skal jeg til Slutning endnu gjøre opmærksom paa det Urimelige og Usandfærdige i Vederpartens Anbringende (No. 104), at han i de 70 Spd. havde liqvideret det af Enken udstedte Skadesløsbrev paa 35 Spd. medens det er beviist, at bemeldte Skadesløsbrev i uqvitteret Stand beroede i hans Værge, og først tilbageleveredes som Vederlag for at undertegne Erklæringen. Da det saaledes er beviist at Vederparten har brugt et ufor- svarligt Forhold for at tilveiebringe Attester, da det ikke mindre er beviist, at dette Forhold i eet Tilfælde har havt Indflydelse paa Attestens Indhold maa de af ham producerede Attester, for- saavidt han deraf har villet udlede noget Beviis mod hvad Werge- land har anbragt, betydeligen svækkes. In specie benægter jeg, at der af de med Replikken under Litr. b og c fremlagte Bilage kan udledes Noget imod hvad der om Begivenheden med Jens SIDE: 307 Nielsen Maler tidligere er anført, idet jeg kun skal paapege det Afhængigheds og Underdanighedsforhold til Praëm, der af Skri- velsen af 15 Juni 1833 (Litr. c) fremlyser, og at Attesten af 13 Dcbr. 1834 er udstedt, efterat allerede saadant Forhold var ind- traadt. Med Hensyn til Fortolkningen af Grdls § 100 skulde det an- sees upassende at indlade sig paa en udførligere Udvikling end allerede i mit Tilsvar er leveret, hvilken jeg anseer i det Hele vel begrundet hvorfor jeg modsiger Vederpartens Modargumenter. Jeg benægter iøvrigt Replikken i det Hele og Enkelte og under- giver Sagen Dom, i Henhold til min tidligere Paastand." Et Par Dage efter Thingsvidnet opfordrede Beskikkelsesmæn- dene "ifølge Reqvisition fra Stiftsoverretsprokurator Praëm" En- ken Marthe Bjerke følgende Qvittering: "At det i sin Tid af Marthe Augustinusdatter Bjerke til mig udstædte Skadesløsbrev forlængst ved Liqvidation er indfriet det tilstaaes herved. Mork, 2den Mai 1836. Praëm" Den er dateret næsten et Aar efter at Sønnerne gik tilthings forat møde Praëm. Og hvad siger den andet end hvad vi vel vide, at er noget Skadesløsbrev indfriet, saa er det dette. Men; sic calumniam effugio, siger Praëm. Alligevel sætter jeg min Frelse i denne Deel af Sagen. 22 Septbr. 1837. H. Wergeland. TIL AKERSHUS STIFTSOVERRET [Kristiania] 25 Septbr/37. Det er med Nød at jeg overvinder min Modbydelighed forat tage paany fat paa og yttre mig i en Sag, som ligesaameget er et utaknemmeligt Arbeide for Andre som et aftvunget Selvfor- svar mod et Menneske, der i sine Forfølgelser og Procedure synes ikke at erkjende almindelige moralske Love og Hensyn. Til den knytter sig ogsaa den bittre Følelse af erstatningsløst forspildte Aar, hvori min Modparts aabent erklærede Hensigt, at bevirke mig udelukt fra Embedsbanen, saalænge i min bedste SIDE: 308 Alder er bleven fuldbyrdet, at jeg vel maa begynde at troe at denne Sag ikke alene kræver Anstrengelse, Ærgrelser, Opoffrel- ser, men Udbyttet af mit hele foregaaende Liv, Forældres Haab og Omkostninger paa min Opdragelse og Dannelse og Medbor- geres og egne Forhaabninger om ved den at være gjort mit Fædreland nyttig. Og Denne umenneskelige Straf, denne arbitrære Tilintetgjørelse af en Tid, hvoraf Skaberen selv ikke kan gjener- statte mig et Minut, skal gjøres endnu ømfindtligere ved den partiske Begunstigelse, som er viist Modparten ved hans Befor- dring under denne Sag, som suspenderer mine Adkomster, fordi hans umaadelige Had har bragt ham til at opdynge Paastande, hvorfor han fortjener al den Irettesættelse, som Domstolene kan give! Og den skal gjøres endnu strengere og langvarigere ved den forviklede, intrikate Charakteer, Modparten lige indtil det Sidste ikke har ophørt at meddele Sagen ved idelig Fremlæggelse af nye Dokumenter, tildels af den mistænkeligste Beskaffenhed, og som desaarsag have maattet give Anledning til Udsættelser og en Forlængelse af Proceduren, som vel kunde være i Modpar- tens Interesse, men aldrig i min. Dette er da endelig den sidste Udsættelse, og, om ikke den nødvendigste -- thi det have de været, som det praemske Do- kument af 20. Juli 1835, der faldt ned som Fahnen i Lifland, maatte foranledige -- saa er den dog vist den billigste, idet den er indrømmet den Anklagede til at gjøre sig bekjendt med en Sags Stilling i det Hele, som allerede før den er vel halvveis igjennem Retterne, ja fra sit Anlæg, saaledes som Modpartens Ondskab vilde det, har decideret mit Livs Vanskjebne uerstatte- ligen. Dette er ogsaa en af Praëms Fortjenester af Fædrelandet. Jeg vil ellers tilstaae oprigtigt, at jeg ikke har formaaet at be- nytte Udsættelsen til andet end at gjennemsee Sagens senere tilkomne Papirer; og hvad Vægt, jeg tillægger navnligen dem, der oplyse Praëms Defraudationer imod det Offentlige saavel- som imod det Bjerkeske Boe, vil man see af hosfølgende No. 6 -- 7 af Bladet Statsborgeren, hvori jeg gjør Publikum bekjendt med de tilstrækkelige Oplysninger, jeg desangaaende har præsteret -- uanseet Praëms ret naturlige Ophævelser over den Offentlighed, jeg har givet enkelte Afsnit af Sagen. Min Sagførers Deduktioner gjøre ogsaa enhver vidtløftigere fra SIDE: 309 mig selv overflødig. I mit eget Indlæg finder jeg intet andet at for- andre eller tillægge, end at jeg lægger den ærede Ret paa Hjerte, hvorledes simpel Mortifikation af Modpartens Paastand ikke kan være nok, da den -- efter hans Indlæg i Gaardermosagen aabent erklærede Hensigt -- nu i en Række af Aar har havt en saa til- intetgjørende Indflydelse paa min borgerlige Stilling. Havde han ikke selv erklæret dette at være sin Plan, som han ansaae det for en hellig Borgerpligt at udføre, vilde det kun have været en arbitrær Forurettelse af Regjeringen, hvorfor den alene maatte bære Skylden. Men nu har han iværksat den ikke alene ved sine skamløse Denunciationer i hint Indlæg, men ogsaa ved sin grund- løse, af Regjeringen som ærekrænkende betragtede, Paastand; og derfor maa Erstatningen, om saadan kan skee, paahvile Praëm. Dette maa ogsaa blive Tilfælde med Sagens Omkostninger. Det er jo Retsskik, at de paalægges en Part, saasnart mindste Skygge af Strafskyld er tilstede. Og jeg skulde troe, at mere meget mere end det er Tilfælde med Praëm. Han har egget mig saavel ved Opfordringer i Bladene som ved hint afskyelige, til en snigende Meddelelse mellem min borgerlige Lykkes Herrer bestemte Produkt, som jeg endnu ikke kan taale at see uden jeg bogstavelig føler mig syg af Harme; og endelig, da jeg var egget frem til offentlig at erklære min Mening om hans hele Personlighed som Embedsmand og Menneske, nemlig, at han havde forbrudt sig som Embedsmand ved at forurette forskjel- lige Mennesker, og baaret sig skurkemæssigt ad mod mig -- hvilket er Mening og Indhold af paaankede Annonce i Morgen- bladet, hvortil Sagsanlægget kun bør være indskrænket -- saa tør jeg paastaae, at det, uagtet alle hans Kunster og Tingens egen Vanskelighed, har lykkets mig at præstere langt mere af Beviser paa saadan Adfærd af ham, end Sættedommeren har villet indrømme. Han har enkeltviis betragtet hver enkelt Mis- lighed af Praëm, og fundet den utilstrækkelig til min Frifindelse. Massen af Misligheder, der reflekterer et klart Billede af en forbrydersk Embedsmands og et slet Menneskes Totalitet, har han heller ikke havt Øje for, mens det dog er utvivlsomt, at saa- vel denne Masse af oplyste Handlinger af Praëm, som hver for sig ikke kunde være nok til min Frifindelse, som saadan maa komme mig tilgode, især ved den Slagskygge den meddeler Praëms næsten latterlige Skryderier af sin Reenhed og Samvit- SIDE: 310 tighedsfuldhed, som ogsaa de enkelte mere graverende maa ind- virke til min Fordeel, idet der imellem dem ogsaa findes de, som maatte retfærdiggjøre endnu strengere og bestemte Udtryk. Med Hensyn til Processer af denne Natur, da ville altfor mange Exempler paa den Mildhed, hvormed Injurier af andre Domstole ere blevne anseete, være i de ærede Herrer Dommeres Erin- dring til at jeg skulde behøve at anføre nogle. Ethvert juridisk Repertorium indeholder saadanne. Det er ogsaa bekjendt, at de samme Udtryk, jeg har brugt om en Mand som Praëm, ja endog med forstærkende Tillæg, ere hertillands hengaaede uden Paatale. Jeg har fortolket mine; men tillader ingen Indskrænkning deri; thi jeg er endnu mere overbeviist end nogensinde om at Praëm i Daad som Sind er det, jeg har erklæret ham at være imod endeel enfoldige Medmennesker og det sidste, men ikke ringeste Offer for hans Slethed, nemlig Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 29 September 1837. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politivæsenet. Undertegnede troer at burde hermed oversende Justitsdeparte- mentet det Exemplar af Bladet "Statsborgeren", hvori findes det Thingsvidne til Oplysning af et af Procurator Praëm i min Sag med ham i 1835 produceret selvgjort Document, som jeg paa egen Bekostning har maattet optage, da mine underdanigste An- søgninger om Beneficium paupertatis dertil ikke naadigst indvil- gedes, samt den Fremstilling af defraudatorisk Adfærd af be- meldte Embedsmand mod det offentlige og egne Parter, som mine beskikkede Sagførere, saavel før den yderlige Bekræftelse, Things- vidnet har givet Anken, som efter, have fundet Grunde til at afgive. Dette skeer baade fordi jeg derved godtgjør, at der var Aar- sag nok for mig til at ansøge om Beneficium til Optagelse af et Thingsvidne, hvorfor jeg har maattet sætte mig i Gjeld, og hvis Nødvendighed var fremkaldt af min Modpart, og fordi jeg troer, at der i Sagens Papirer, der ere beroende i Stiftsoverretten, er SIDE: 311 præsteret saa tilstrækkelige Oplysninger om forbrydersk Adfærd af Procurator Praëm, at der maa være Grund for det Offentlige til at drage ham til Ansvar forinden den mellem ham og mig verserende Sag, som kuns angaaer min Frifindelse eller Ikkefri- findelse, bliver endeligen paadømt, og hvortil der fremdeles er lange Udsigter. Dette forekommer mig idetmindste at være Til- fælde med den Deel af Sagen, som Thingsvidnet af 14 April 1837 har oplyst; og det er rimeligt, at Publikum, forsaavidt som det er bekjendt med dens Offentligjørelse i hoslagte Blad (cfr. no. 23, 21de Hefte), ogsaa vil finde, at der er Grund for Regjeringen til her at handle. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Grønlien 11 Februar 1839. Til den Kongelige Norske Regjerings Departement for Justits- og Politivæsenet. I Begyndelsen af 1837 indleverede Undertegnede en underda- nigst Ansøgning om Beneficium til ved et Thingsvidne at indhente Oplysninger om et i min Sag med Praëm under Stiftsoverrets- proceduren fra denne fremkommet og af ham under 28 Juli 1835 skrevet Dokument, som formenes vedlagt Ansøgningen tilligemed et Dokument fra mig, hvoraf dog Afskrift havdes, og som begge ikke senere ere komne mig tilhænde. En Indrykkelse fra mig i Statsborgerens 21de Hefte i Begyndelsen af 1837, der nu tilfæl- digviis atter falder mig ihænde, giver mig Anledning til at troe, at disse Papirer eller især det førstnævnte, for mig overordentlig vigtige fra Modparten endnu skulde kunne skaffes tilveje, idet der i Annoncen debiteres at de paa den Tid vare expederede med hiin Ansøgning til Stockholm. Da dette er skeet gjennem det Kongelige Justitsdepartement, udbeder jeg mig, at det vil sætte sig i Virksomhed for at skaffe mig ovennævnte Papirer tilbage, eller godtgjøre mig, at de ere af mig bilagte Ansøgningen og mig tilbagesendte med Svaret derpaa. SIDE: 312 Jeg har i denne Anledning under Dato anmodet Stiftsover- retten om at indstille med Sagens videre Drivt indtil jeg faaer udført dette sidste Forsøg paa at gjenerholde disse vigtige i Sagen producerede Papirer. Henr. Wergeland. TIL BYFOGD THRAP Kristiania 20 April 1841. Jeg skylder at meddele Deres Velbaarenhed, i Anledning af den under 25 April f. A. faldne Stiftsoverretsdom i den med Foged Praëm beneficerede Sag, hvorom Byfogedkontoret vil have mod- taget Kommunikation, at det er min Hensigt strax at see Sagen appelleret til Højesteret, uden længer at oppebie Modpartens forventede Forholdsregler til samme Endemaal. Ansøgning om Beneficium vil saaledes uopholdelig blive indleveret, hvorfor jeg haaber Exekutionen af hiin Dom stillet i bero. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDERIK STANG 28. April 1841. Byfogden finder en Attest fra Dem om at Stevning er udtagen nødvendig forat han kan indstille Exsecutionen. Tør jeg udbede mig en saadan? Ærbødigst Henr. Wergeland. SVAR PÅ PRAèMS FORLIKSTILBUD Grotten 22de Marts 1843. Bevæget af klagende, men uefterrettelige Almuesfolk i min Hjembygd, og opirret af Angreb paa Ære og Velfærd, saavel i et Retsindlæg, hvoraf Afskrifter tages, som i offentlige Blade, og navnlig af det umiddelbart foregaaende i Morgenbladet, hvilket tillige indeholdt en Provocation, apostroferede jeg i Foraaret 1831 SIDE: 313 daværende Procurator Praëm saaledes i samme Blad, at han deraf fandt sig foranlediget til at paaføre mig en Injurieproces, der nu har varet i samfulde 12 Aar til stor Sindslidelse og Velfærds- spilde for mig, og som endelig har faaet det Udfald for mig ved Stiftsoverretten, at jeg er idømt 100 Spdlrs. Bøde og Processens Omkostninger til, som vel beløbe sig til en 550 Spd. eller mere. Er Hr. Foged Praëm ikke tilfreds med denne eklatante Hevn, saa maa han gaae videre og appellere Sagen til Høiesteret. Hvad mig angaaer, saa, endskjøndt denne Dom er for mig ruine- rende, og jeg ikke har Formue til at udrede det Idømte, agter jeg ikke at appellere til høiere Ret, men ønsker denne Sag evig endt og forglemt. Det bliver saaledes ikke min Skyld, om Høie- steret "bebyrdes med at gjennemgaae og paakjende en saa over- ordentlig vidtløftig Sag". Omendskjønt det er med Beredvillighed jeg imødegaaer min Modparts Tilbud om Acqviescenz og antager samme, er det dog ikke fordi jeg nærer nogen Frygt for et værre Udfald, men vel Modbydelighed nok for at maatte paany beskjæftige mig med denne Sag, som jeg har gjort mig Umag for at glemme i sin Op- rindelse som i sit Udfald, i sin Heelhed som i sine Details. Imidlertid maa jeg, før jeg afgiver denne afæskede Erklæring angaaende det af Hr. Praëm omnævnte Brev, i Anledning af hans Anførsel om en Samtale imellem os under fire Øine (hvilken ogsaa fandt Sted netop i det Øieblik Sagen ved Underretten var optagen til Doms) her meddele at den fra min Side her- ledede sig fra en mig strax efter den Annonces Indrykkelse i Morgenbladet som foranledigede Praëm til Sagsanlæg, tilstillet anonym Skrivelse -- at mine Undersøgelser vare frugtesløse, -- og at en Person, som jeg intet Bekjendtskab havde til og siden ikke har seet, omtrent ved den Tid Stiftsoverretsdommen var falden, henvendte sig mundtlig til mig med Opmuntring til at fortsætte dem, uden at dog dette er skeet, eller at jeg fæstede nogen Opmærksomhed derved. Jeg har nu, efterat have seet Brevet, som til Haand og Ind- hold forekommer mig aldeles Fremmed, gjentagende anstrenget min Hukommelse, om noget i Samtalen, som tænkelig dog kunde være, skulde fra min Side have "foranlediget" et saadant Brev, der gaaer ud paa at true med ny Vidneførsel i en abandonneret Sag, men forgjæves. Og denne, af mig ikke søgte Samtale med SIDE: 314 en ganske fremmed Person, som jeg, med al Erkjendtlighed for hans Deeltagelse, ikke ydede synderlig Opmærksomhed, er dog det Eneste, som jeg kan sætte i nogen tænkelig Forbindelse med Brevet. Men som sagt, videre end til denne Supposition stræk- ker min Hukommelse sig ikke. Jeg kan derfor, saavel med specielt Hensyn til Ordet "foranle- diget", som til de øvrige Brevet angaaende afæskede Udtrykke, paa Ære erklære, at jeg ikke erindrer at have foranlediget eller at have ringeste Deel i Forfattelsen af bemeldte Brev, hvis Indhold desuden er for mig uden Betydning, samt at jeg ikke har andre Beskyldninger at fremføre imod Foged Praëm end de i Sagen fremførte. Og da disse af Underretterne ere befundne ubeviis- lige, maa vel den faldne Dom være saa rigtig, at jeg desaarsag og for Fredsommeligheds Skyld bør modtage min Modparts An- bud: og da jeg i Ovenstaaende formeentlig har efterkommet hans Forlangende, erklærer jeg, at jeg acqviescerer ved Stifts- overrettens Dom, og agter ikke at gaae videre uden nødtvungen og fremtrukken af min Modpart. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Christiania den 29de Februar 1844. Da mit, i Svaret paa Deres Beskikkelse yttrede Ønske, ganske at see ethvert Mellemværende mellem os ophævet, var oprigtigt, er det mig en Ubehagelighed atter at maatte gjenkalde dette i Deres Erindring. Jeg kan nemlig ikke opsætte længer med at besvare et Krav fra Byfogden af ikke mindre end 813 Spd. 66 Sk. for af det Offentlige udlagte Omkostninger, og da er mit eneste Haab, at den Grund til Udsættelse med Betalingen vil blive taget god, at jeg agter at ansøge næste Storthing om Eftergivelse. Mellem Argumenterne derfor vil ogsaa forekomme, at det mo- ralske Øiemed for min Anklage, at mitigere Deres Behandling af Almuesmanden, strax viste sig at være opnaaet, og da al Aarsag til noget Had til Dem saaledes er ophævet, holder jeg det for ret og godt, ikke at udsætte Dem for Ubehagelighederne af en saadan Kamp for dog at vinde Anerkjendelsen af mine Bevæggrunde og om muligt dermed Bedringen af min Velfærd, SIDE: 315 saafremt De skulde være tilbøielig til at dække ovennævnte Sum. Udenfor denne har Sagen kostet mig Hundreder, ligesom Mulkten endnu resterer. Jeg vil heller ikke fordølge for Dem, at jeg imellem mine Ar- gumenter for en Eftergivelse sandsynligviis ogsaa vil behøve at benytte en, under Ventilationerne i Anledning af Deres Beskik- kelse indhentet Skrivelse fra en Mand, der nyder den største Agtelse i Samfundet, imellem og udenfor sine Standsbrødre, hvori forekommer følgende Tirade (med Navnet her fortiet): "N. N. kunde intet Svar give mig uden hvad han sagde selv forhen at have meddeelt Dem: at der i den omskrevne Sag vel havde været gode Beviser at faae, men at de nu ere tabte". I en saa alvorlig Kamp for Velfærd og Navn vil De, om De sætter Dem i mit Sted, finde det i sin Orden, at jeg giver min Sag al den moralske Vægt, som jeg kan, og jeg har det Haab, at den ikke skal mangle Talsmænd ogsaa udenfor denne dens Beskaffenhed, min Fattigdom og den literaire Betydning for Fæd- renelandet, man maaskee vil kunne tillægge mig. Nærværende er paa Ære og Samvittighed kun betroet dette Papir, ligesom Sagen selv, om De gaaer ind paa Forslaget, frem- deles vil blive imellem os. Da mine Kaar ikke engang tillade mig at betale de halve Omkostninger, har jeg ikke kunnet modificere det. Vil Repræsentationen vise mig en Velvillie, skjænker den mig ligesaa snart det hele Beløb som en Del deraf, endskjøndt Indbetalingen f. Ex. af det Halve maaskee kunde være et godt Motiv nok til at indskrænke Petitionen til de simple Ord: da mere ikke kan præsteres, anholdes om Eftergivelse af Resten af Om- kostningerne. Jeg maa udbede mig et bestemt Svar, da jeg, som sagt, ikke længer kan opsætte med at erklære mig i Anledning af By- fogdens Krav. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 9de Marts 1844. I Anledning af det høje Departements Paalæg af Dags Dato, at jeg har snarest skee kan at afgive min Erklæring betræffende et Andragende fra Foged Praëm om at Undersøgelse maa blive SIDE: 316 anstillet efter en Forbrydelse, jeg, efter hans Udtryk, enten skulde vide eller have opdigtet om ham, kunde det formeentlig være tilstrækkeligt at foranledige Hr. Praëm opfordret til først at op- give hvilken Forbrydelse han mener; thi af mig er han ikke an- klaget for nogen saadan udenfor de af mig opstillede og paa- dømte Ankeposter, og dens Beskaffenhed er ikke engang antydet. Men forat spare ham for en Forlegenhed, erklæres herved, at det første Alternativ desværre ikke er Tilfælde og jeg troer at kunne skaane mig for et Svar paa det andet, der jo kun er et fornærmeligt Udbrud af Hr. Praëms Gemyt. Første Alternativ betræffende kan jeg nemlig ikke sige, at jeg veed nogen saadan Forbrydelse af Hr. Praëm, saasom Beretnin- gen i den mig fremmede anonyme Skrivelse til ham, om at Be- viser for en saadan skulde være efterladte til mig af en Afdød, har viist sig at være falsk, da ingen saadanne ere mig ihænde- komne; og Mangelen paa alvorlige Undersøgelser derefter fra min Side viser, at jeg, som erklæret, ogsaa har holdt Anviis- ningen for "betydningsløs" for mig. At jeg ikke destomindre, da hiin anonyme Skrivelse meddeltes mig fra Hr. Praëm, under Ventilationerne om at indlade mig paa Sagens Standsning, forhørte mig gjennem en Ven paa det op- givne Sted om Beviser, der skulde kunne frelse mig, virkelig dog skulde være mig testamenterede, er formeentlig noget jeg skyldte mig selv uden at det dog selv i Tanken, som det synes Hr. Praëm her vil gaae paa Jagt efter, involverer nogen Fornær- melse imod min forrige Modpart. Samme for alle Mennesker naturlige Motiv har ogsaa ladet mig adspørge Hr. Praëm om han ikke skulde finde sig opfordret til at dele Sagens økonomiske Byrder med mig; og sandelig der er meget i hvad der under Sagen er releveret og i de faldne Dommes Præmisser -- skjøndt der var meest i et paa den for- underligste Maade under dens Henstand for Stiftsoverretten bort- kommet Dokument -- som gjør en saadan Deeltagen billig; og muligt var det dog, at Hr. Praëm, der nu staaer Øjeblikket nær- mere, da Mennesket maa ønske at have udsonet efter Evne, kunde ville erkjende dette. I Sagens første Aar tænkte jeg mindst paa, at Yttringen af min, som jeg har beviist, ikke blot individuelle Formening om Hr. Praems Fortjenester af min Hjembygd skulde koste mig andet SIDE: 317 end Tidsspilde og Sindslidelser; i dens senere maatte jeg ned- spænde mine Forventninger til at vi vilde komme til at betale begge To, og med Tanken om, at den Praëm, jeg har kjendt som Prokurator Praëm, virkelig skulde fortjene at slippe ganske fri og saaledes dog opnaae paa sine gamle Dage at see mig ødelagt, kan jeg endnu ikke gjøre mig fortrolig. Havde jeg havt Anled- ning til at møde Hr. Praëm Ansigt til Ansigt, vilde jeg med samme Aabenhed, som i min Skrivelse til ham, have fortalt ham om hvad jeg tænkte at gjøre i Anledning af den enorme Regning, og spurgt ham, om han ikke, af Grunde han selv bedst maatte klargjøre sig, ganske vilde gjøre en Ende paa det Hele ved at klarere den; og noget andet end et saadant aabent Spørgsmaal er mit Brev til ham heller ikke. Ordet "Opfordring", som jeg finder brugt derom, er formeentlig ikke ganske det rigtige. Op- fordringen maatte Hr. Praëm finde hos sig selv. Idet jeg, i Tilfælde af at denne ikke skulde finde Sted eller være for svag til at taale Modvægten af 813 Spd. 66 Sk., ikke saae eller seer nogen anden Udvei end i et Andragende til Stor- thinget om Eftergivelse, troede jeg ogsaa at burde kunne anføre i dette, at jeg ogsaa havde forsøgt denne mulige Udvei gjennem Hr. Praëms Billighedsfølelse til at see det Offentlige forskaanet; og under alle Omstændigheder fandt jeg, at han burde være underrettet om dette mit Forsæt og at jeg skyldte ham, paa Grund af skete Forlig, idetmindste at tilbyde ham et Middel -- det eneste tænkelige -- til at spare sig selv for anden Gang at høre sit Navn ilde omtalt paa det Sted, idet jeg blev spart forat bebyrde Nationalrepræsentationen med mit Andragende. Han har forskudt denne Udvei, og saaledes maa det da skee, at jeg forsøger det Sidste, nemlig at motivere dette saa godt fra den moralske Side, som jeg kan. Denne er min; den juridiske er bleven Praëms. Jeg maa saaledes naturligviis anføre af Ac- terne hvad der taler for min Færd og altsaa imod Praëms mod Medmennesker og mod mig, og jeg maa søge at gjøre det ind- lysende, at Retfærdsfølelse har dikteret mig Anklagen; men om jeg vil søge nogen Styrke i den af Praëm fremhævede Udladelse i min Korrespondents Svarskrivelse til mig -- derom har jeg i mit Propos til Hr. Praëm, i Ordet "sandsynligviis", kun yttret mig som en Mulighed; og da Andragendet endnu ikke engang er for- beredet, har jeg heller ikke kunnet yttre mig bestemtere. SIDE: 318 Vist er det, at jeg, overensstemmende med Sandheden maa deri angive Ulyst til Proces, naturlig og bibragt Ulyst, men ikke Erkjendelse af Uret mod Hr. Praëm, som Bevæggrund til at jeg vedtog hans Forslag om Acquiescenz. Vil nu Hr. Praëm, paa Jagt efter ufremsatte Tanker og privat Korrespondence eller forat op- drive hidtil ukjendte Beskyldninger og nye Trættegrunde, gaae udenfor Sagens hidtil havte Udstrækning ved partout at ville have, at jeg endnu skal vide mere ondt om ham: saa maa dette formeentlig ialfald blive en ny og privat Sag, hvorunder det først og fremst maa staae til ham at godtgjøre, at jeg paany har inju- rieret ham ved at fremsætte noget Saadant enten som offentlig Klage eller paa nogen anden af de Maader, der betinge en For- nærmelse. For den større eller mindre Offentlighed, det maatte behage Hr. Praëm at give mit Brev til ham, kan jeg saameget mindre svare, som dets private Natur for Tiden udtrykkeligen var be- tydet. De Departementets Skrivelse medfølgende Afskrivter vedlægges. Ærbødigst Henr. Wergeland TIL BYFOGD THRAP Grotten 14 Marts 1844. I Anledning af Herr Byfogdens Paakrav, snarest muligt at be- tale Omkostningerne i min havte Sag med Foged Praëm med 813 Spd. 66 Sk., maa jeg herved afgive den Erklæring, at jeg for Tiden intet ejer til Dækkelse af en saadan Sum eller nogen Deel deraf, saasom Fast og Løst af hvad der er i min Besiddelse er beheftet, samt at det, saavel af Grunde hentede fra denne min Mangel paa Evne som fra Sagens egen Beskaffenhed, er min Hensigt at ansøge førstkommende Storthing om Eftergivelse. Desaarsag tillader jeg mig at andrage gjennem Herr Byfogden om Henstand med Forsøg paa at inddrive denne min Gjeld til det Offentlige. Saavidt erindres antog jeg i Vedtagelsen af min Modparts For- slag om at acquiescere, at Omkostningerne vilde formodentlig blive en 5 -- 600 Spd. Deres nu opgivne saa meget større Beløb har SIDE: 319 ganske forfærdet mig, saa jeg, i Uvisheden om hvad Storthinget vil gjøre, er utilfreds med at have ladet mig bevæge til at ac- quiescere. Men da dette nu engang er gjort af Afsky for Pro- ces -- staaer ingen anden Udvei aaben for mig til at reddes fra Undergang end oven opgivne, hvorom jeg ogsaa har troet at burde underrette min forrige Modpart. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 15 Marts 1844. Før jeg afgiver den i Skrivelse af Dags Dato afæskede yder- ligere Erklæring i Anledning af Foged Praëms Klage over at være spurgt, om ikke han vil betale Omkostningerne i den mel- lem os stedfundne Sag, tillader jeg mig herved at forespørge mig, forat undgaae at røbe hidtil unævnt Mands -- og dertil en Vens -- Navn, om Departementet ikke vil tage to Embedsmænds skrivtlige Bevidnelse for god, om at de have seet et Brev med den citerede Tirade i, som de kjende af Haand- og Underskrivt at være fra en Mand, om hvem Udtrykket passer, at han nyder den største Agtelse i det Samfund, hvori han lever. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 18de Marts 1844. Det kongelige Departements Opfordring til at fremlægge den Skrivelse, jeg i mit Brev til Foged Praëm af 29de Febr. omnæv- ner at have faaet, efterkommer jeg i den Form, Departementet i Skrivelse af 16de d. og senere har tilladt mig at bruge, idet jeg vedlægger en Bevidnelse fra to af Regjeringens Embedsmænd. Den godtgjør, at jeg hverken har "opdigtet" noget eller brugt noget Udtryk om Brevskriveren, der skulde tjene til at give hans Ord nogen utilbørlig Vægt, samt endelig, idet den oplyser, at dette i en anden By skrevne Brev er af samme Dato, som min SIDE: 320 Erklæring paa min Modparts Beskikkelse, at jeg i den ikke kan være skyldig i nogen Reservation eller i Noget, der kan begrunde Tvivl om min Redelighed under Sagens Opgjør. Under Overvejelserne om at indlade mig herpaa, har jeg vel, foranlediget af Hr. Praëm selv ved hans Forelæggelse af det mig fremmede anonyme Brev, anmodet en Ven i Fortrolighed om dog at forhøre sig om der virkelig skulde, som opgivet, existere noget Depositum til mig fra en Afdød paa Stedet; men da hans Svar sees at være dateret "Drammen den 22de Marts 1843", hvilken var den betegnede By og hvilken Dag heller ikke var Postdag, og min Acqviescenz-Erklæring er af samme Dato, formener jeg godtgjort, at denne er afgivet ganske uafhængig af denne Korre- spondenz og i Sandhed, som jeg har erklæret, med Opgivelse af al Anke imod min Modpart. Da Denne, ved at forelægge mig det anonyme Brev, som jeg maatte sætte i Forbindelse med et ellers forglemt og desereret Opgivende af en mig fremmed Person, selv havde motiveret min underhaands Forespørgsel, er han ogsaa selv Aarsag i, at jeg har troet leilighedsviis at burde meddele ham det ikke oppebiede Udfald af min Undersøgelse. Men har jeg, under Indflydelsen af Tanken om hvad denne Sag har kostet mig i Formue og af hvad der er bedre end denne, under Øjeblikkets Nedskriven givet Anledning til at udtyde denne Meddelelse af noget senere Indløbet, som det dog kunde interes- sere Praëm at vide, som nogen "Trudsel", da beklager jeg saa- dant, og erklærer, idet jeg henpeger til den hele Tone i min Skrivelse og til det Utænkelige i at jeg skulde ville opgive Mangel paa Beviser inden Storthinget som Grund for et Andragende, at jeg hverken har havt saadan Hensigt eller har den at "oprippe" det gamle Mellemværende. Ogsaa dette vilde ganske modstride min Hensigt, at hentye til Nationalrepræsentationen, i hvis Godhed jeg alene øiner Red- ning for et Paakrav, der saa meget overgaaer min Evne og den Sum, jeg i Svaret paa Beskikkelsen har antaget. Tvertom -- intet er sandere end mit Ønske, at Praëms og mit Navn aldrig maae blive nævnte sammen mere paa Jorden uden det, at jeg kunde undgaae hiin Udvei. Men den er den eneste, som Haabet, ikke Forventningen, an- viser mig, og at hine Navne da maatte blive nævnede sammen, SIDE: 321 og vejede sammen, det var noget, som det forekom og frem- deles forekommer mig, jeg ikke burde undlade at gjøre min Modpart opmærksom paa. Har jeg virkelig feilet eller forbrudt mig heri, da ligger Straffen i den Magts Haand, til hvem jeg vil henty, men som jeg ikke skulde vove at henvende mig til, om jeg erkjendte at have fortjent Tilintetgjørelsen af min Velfærd. Et Vidnesbyrd om, at jeg ikke gjør det, vilde jeg ogsaa finde i Spørgsmaalet til min Modpart, om han ikke skulde ville overtage Resten af Omkostningerne, og det var det Sidste og Eneste, jeg kunde forsøge for at undgaae en Hentyen til Storthinget, som maatte være ubehagelig for os begge. Afskrivterne vedlægges. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL EIDSVOLL FORMANNSKAP Grotten 24 September 1844. Da det er min Hensigt og mit eneste Haab om ikke økono- misk at gaae tilgrunde, at ansøge Storthinget om Eftergivelse af det Offentliges Krav paa mig for udlagte Omkostninger i Sagen med forhenværende Prokurator Praëm, til Beløb -- foruden de Hundreder Sagen ellers har kostet min Fader -- 813 Spd., og jeg, undgaaende enhver Anledning til, ved den Leilighed, at op- rippe Sagens Detaljs, alene vil begrunde mit Andragende paa Vidnesbyrd om at jeg af uegennyttig Interesse for min Hjem- bygd traadte frem som Anklager, samt paa Sandsynligheden for, at denne min Anklage dog har bevirket, at endeel af den Sum, jeg nu har at søge om Eftergivelse af, er kommen Medborgere tilgode: saa tillader jeg mig i dette Velfærdsanliggende, at udbede mig Eidsvolds Formandskabs Svar paa følgende Spørgsmaal: "om det ikke var Tilfælde, at min Anklage mod daværende Prokurator Praëm almindelig sagdes at have til umiddelbar Følge, at han blev meget moderatere i sine Fordringer?" Det ærede Formandskabs Svar udbedes her ompaa tegnet. Ærbødigst Henr Wergeland. SIDE: 322 TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 31te Oktober [1844.] Beskjæftiget med at bringe min Ansøgning til Storthinget om Eftergivelse af Omkostningerne ved min Sag med Foged Praëm i Orden, nødes jeg til at bebyrde Departementet med disse Linjer. Da jeg med Vished tør antage, at Departementets Hensigt med dets, ogsaa til Foged Praem meddelte, Skrivelse til mig af 10de Mai, ikke strækker sig til at give Denne Vaaben ihænde imod mig til at skade mig i Storthinget, og bemeldte Skrivelse dog indeholder Udtryk, der, formedelst sin Ubestemthed, kunne gives en saadan Anvendelse: saa er det min ærbødigste Anmodning, at Departementet endnu i denne besynderlige Sag, for min Vel- færds Skyld, vil være uleiliget med at afgive en nærmere For- klaring over disse, for mig, formedelst min Modstanders Natur og det Brug, han har viist at kunne gjøre med Breve, farlige Udtryk. Tiraden, at Departementet haaber, at jeg "alvorligen vil for- tryde det gjorte Skridt, og søge i Fremtiden at afholde mig fra hvad der kunde være underkastet en ligesaa ufordeelagtig Be- dømmelse" aabner nemlig Adgang for alle mulige Gisninger om at jeg maa have begaaet noget moralsk Slet, noget min Charak- teer Forkleinende, eller at dog Departementet maa have havt denne Anskuelse. Udtrykkene ere baade ubestemte nok til at lade det Første indtræffe og strenge nok til at antage det Sidste. Men da jeg nu ikke i denne Sag har andet at bebreide mig, end en taabelig, men af Charakterens Aabenhed og min indre Følelse af lidt Uret, af havt Ret netop udrunden, Handling, og da min Hensigt er at undgaae under Afgjørelsen af min Ansøg- ning enhver Yttring af Fiendtlighed, saaledes at jeg, saavidt mu- ligt, indskrænker Ansøgningen til en blot Appell til Thingmed- lemmernes allerede stedfindende Opinion: haaber jeg mit høit- ærede foresatte Departement vil kunne sætte sig ind i baade med hvilken Smerte og med hvilken Urolighed jeg maatte mod- tage dets Skrivelse. Det er før hændt i Storthinget, at en Op- læsning under Debatterne pludselig forandrede Thingets Mening til Ansøgerens Skade; og anvendes nu Departementets Skrivelse saaledes, da maa jeg, istedetfor den fredelige Fremgang, jeg vilde SIDE: 323 bruge, udruste min Talsmand med Gaardermosagens og den Praëmske Sags afskyelige Detaljer, og jeg maa af min Mod- standers, endog før vor Proces, rene nedskrevne Ord: at Øde- læggelse af min Livsbane er hans Meed, søge at gjøre mit bona- fide-Spørgsmaal til ham, om han ikke fandt sig opfordret til at bistaae med Omkostningerne, mindre urimeligt i Storthingets, end det desværre har synts i Departementets Øine. Da endvidere den Reservation ved Forligsafslutningen, Praëm vilde imputere mig, er vederlagt, haaber jeg, at det kongelige Departement ikke negter mig en saadan Forklaring af ovencite- rede Ord, at Ingen kan troe, at Departementet mener dermed, at nogen moralsk slet Handling af mig begaaet ved Forespørg- selen hos Hr. Praëm. Thinget vil, saa haaber jeg om den der bliver berørt, henregne den til de individuelle, som En billiger, en Anden ikke, alteftersom Charakteer og Convenientsbegreberne ere forskjellige. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL STORTINGET Grotten pr. Christiania 15de Februar 1845. Til Kongeriget Norges ellevte ordentlige Storthing! Henrik Wergeland an- drager ærbødigst om Ef- tergivelse af Omkostnin- gerne ved hans Sag med forhenværende Prokura- tor Praëm. Min Forfatning nøder mig og Sagens Natur opmuntrer mig til at andrage for Folkets Repræsentanter om Eftergivelse af Omkostningerne i den Sag, jeg, i dettes Interesse, ulykkeligen har fristet med for- henværende Prokurator Praëm. De ere svære. Til 813 Spd. 60 Sk. har man drevet det, foruden mine egne Udlæg ved min Faders Godhed -- og disse vare ligeledes i Hundredeviis til Advokaten jeg maatte tinge fra Byen. Lig- nende Summer har Nationen vel spenderet paa enkelte Perso- ners Reiser, men jeg blues idet jeg maa nævne en saa stor. Men saa lyder Byfogdens Krav. Jeg ønsker Sagen afgjort af Følelsen, af den samme Magt, som drev mig til en Strid, hvis Offre ere store, men hvis Sejer SIDE: 324 kun er et Exempel -- kort af den Mening, som enhver norsk Mand maa have gjort sig derom. Nedenfor mellem mine faa Grunde, vil jeg maatte skizzere dens Gang; men at fremmane dens oprørende Detaljer kunde vække Debatter, ubehagelige for mig, som vil glemme, ubehagelige for Ham, som jeg har tilgivet -- ja med en Tilgivelse, som jeg haaber skal vinde mig min egen hos vores Begges endelige Dommer. Mine Grunde for en Skjænk, som jeg vil betragte som en Hæder og Oprettelse, ere som sagt faa: 1. Jeg har handlet af uegennyttige Bevæggrunde, af Patriotisme, af Medfølelse for den Almue, hvori jeg levede, som jeg blev elsket af og elskede igjen. Der er Repræsentanter tilstede, som ville kunne bevidne Sand- heden af mit Opgivende om dette Forhold, samt af at en Mængde Almuesfolk optraadte om mig som Klagende. I Ordets egentlige Forstand optraadte jeg for Almuen, der be- tragtede mig som sin Beskytter, og hvis Tiltro og Klager gav mig Mod. Men dette maa bemærkes: saa irriteret jeg paa egne Vegne kunde være over Prokuratorens foregaaende Fornærmelser i de offentlige Blade, og navnlig over hans i Gaardermosagens første Indlæg fremsatte Hensigt, at ville ødelægge min Fremtid, viser dog selve Udtrykket "Forbryder mod Stat og Menneskehed", hvilket var det, der især drev Praëm til Sag, at jeg var oprørt paa Andres Vegne. Min Natur og min Religion byder mig, at jeg skal kunne være dette, og af disse har jeg ladet mig lede uden at lade mig for- virre af min ungdommelige Forbauselse over at ikke Dommerne og Prokuratorerne følte den samme Hjertevee, som jeg, over samme Handlinger. Disse Herrer have, f. Ex., ikke fundet det Haarde, som jeg fandt i, at Praëm lod holde 2 Exekutioner paa een Dag hos en før alt yderlig fattig Mand, eller det Lave i at han endog drev Beregningerne indtil dobbelte 4 Skilling i Sund- penge, skjøndt han, uden nogen Gjenoverfart, tog sin Middag hos den stakkels Mands Nabo, den ærede 3die Repræsentant for Agershuus Amt paa nærværende Ting. At jeg en Vinter mødte den siden fra Gaarden komne Mands Enke med en Børneflok paa 4 -- 5 Stykker, næsten nakne paa Been og Krop, vadende i Sneen, kunde heller ikke nedstemme min Følelse. SIDE: 325 Det er denne som har syndet, om Dommernes Følelse har været den rettere. Dette maa nu Thingets Følelse afgøre! Det forekommer mig, at kan jeg overtyde dette om at jeg har hand- let, om end daarligt i jordisk Forstand, dog af rene Motiver: saa bør jeg skaanes for videre Lidelse. Ingen kan erstatte mig Sjelens ikke blot Lidelser, men Tab. Et ubetydeligt og, paa en uforfulgt Stevning nær, følgeløst, Træk forekommer mig dog at betegne mine Motivers Reenhed temmelig tydelig og karakteristisk -- det nemlig, at jeg i min første Studentertid, da Praem var min behageligste Omgang som Nabo, gav ham til Svar, i mange Vidners Overvær, paa en artig Indbydelse, at Alt maatte være forbi mellem os siden jeg havde hørt ilde om ham mellem Almuen. Jeg erindrer, at Praem havde bemærket paa Stevningen, der indløb, at han af Høflighed lod den forkynde ved Folk, der ikke vare Stevnevidner, og at min Fader antegnede, at hverken Provst Wergeland eller hans Søn forlangte, at blive bedre behandlede af Prokurator Praëm, end han plejede at behandle Almuen. Ak! nu, siden det fremmede Menneske kom derind, begyndte Paradiistinterne at henblegne over min Hjembygd. Men her er nogle materiellere Grunde, skjøndt jeg tilstaaer, ikke meget stærke. Jeg vilde saa gjerne, at den første, alene moralske og subjektive, skulde være nok. Selv har jeg lidet Øje for andre. Naar det ikke kunde mistydes som en Stolt- hed eller endog et Bedrag, siden Forlængelsen af mit Liv er høist usikker, vilde jeg blot sige: "eftergiv mig den Sum, mit altid høimodige Folk! Jeg skal betale de Blade med andre". Men Reserven af min lille Armee faaer nok frem. Altsaa: 2. Vedlagte Erklæring fra Formandskabet i Eidsvold viser, at det er sandsynligt, at dog noget kontant Vederlag for hvad jeg søger Folket om er kommet en Deel af dette tilgode. Sagen havde nemlig strax den Følge, at Praëm blev i alle Dele upaa- klagelig i sit Forhold, og jeg fik mangen Tak derfor. En eller anden af Landets mange juridiske Blodigler tør maa- skee ogsaa have fanget Skræk af Sagen -- et Tag, som man i det Følgende vil see, begyndte med at spænde Krok. SIDE: 326 3. Min Modpart drev nemlig min ordinære Dommer, Hr. Borch- senius, der kjendte Praëm bedre end jeg, fra Sædet ved strax, jeg troer i første Møde, at føre ham som Vidne om en saadan Ubetydelighed, at alle Mennesker kaldte det proforma og et ju- ridisk Coup. Ja det var et Coup. Fra dette første Møde var Sagen tabt. Anden Gang skulde jeg være Offret for en extraordinær Retter- gang. En Prokurator, der neppe kunde holde sit Hoved oppe for Nervesvindel, aandssvag som legemsvag af værste Art Sygelighed for denne Sag, der sandelig fordrede Øinene oppe, fældede nu efter mange Aar den tvetydige Dom, at jeg skulde mulkteres med 300 Spd.; men Staten betale Omkostningerne. Ved Overretten kom disse paa mig, men Mulkten nedsattes til 100 Spd. Da nu Sagen skulde videre frem, faaer jeg et Acqviescenz- Tilbud fra Modparten, som jeg modtog af følgende Grunde: 1. var Sagen bleven mig fremmed; jeg havde kun en ube- tvingelig Modbydelighed for Procedure tilbage -- ja en Rædsel, efterat jeg havde troet at see Retfærdigheden saa ofte komme hovedløs frathinge. 2. Min Advokat, der var ansat ved Højesteret, erklærede han vilde ikke føre min Sag længer. Han forekom mig ogsaa lunken nok før. Mod mig skulde jeg ved Højesteret have Praems Ungdomsven, Rettens talentfuldeste Sagfører. 3. I Tilbudet om Acqviesceren ved Overretsdommen vare Omkostningerne rigtignok anslagne 2 eller 3 hundrede Daler under hvad jeg siden fik vide; men for mig vare 500 Daler af samme Vægt som 800 eller 8000. Thi mener jeg, paa Grund af denne Post, at Omkostningernes Størrelse især ere en Følge af den extraordinære Rettergang. 4. Jeg er i bogstavelig Forstand fattig. Mit hele Liv har været Arbeide, og dog ejer jeg vel neppe den Pude mit Hoved hviler paa. At en Forfatters Arbeide kun skaffer knapt Brød her i Landet, vil man see af, at jeg for det vidløftigste poetiske Arbeide i alle 3 Rigers Literaturer har faaet 100 Spd. Alene Korrekturen slider Nervekraft udaf Øjet for meer end de 100 Daler. Men en god ahnelsesfuld Forhaabning lader mig skrive dette Betlerbrev med den samme Pen, hvormed SIDE: 327 hint Arbeide endtes. Gammel Gjeld, Gifte ikke efter Penge, Enke- kasse, det dyre Levested (formedelst de svære Penge, hvorunder Alt lider) o. s. v. faaer forklare, at det er saa smaat med mig. Selv moderate Terminer vilde bringe mig, der neppe er i Vandskorpen mellem Formuens Een og Armodens Nul, til at synke. Mine Fordringer til Livet ere maadeholdne. Ved at sælge mit nybyggede Landsted, hvor jeg fandt, jeg ikke havde Raad til at boe, har jeg faaet omtrent 2/3 refunderet af hvad den Huus- mandsstue med Grund vil koste, som jeg atter bygger for at min Enke, eller vi fælles, om Gud saa vil, kunne boe saa billigt, som det her lader sig tænke. Hele Huset skal kun koste 450 Spd. og det halve Maal Grund 200, saa her var noget at tage til, dersom ikke Enkekassen, for at vige Prioritet i min forrige Ejendom, skulde have den i den nye. Over hiin disponerede jeg ikke uden Forespørgsel om Ret dertil. Men hvordan mine Omstændigheder ere, saa maa jeg, om Gud giver mig saavidt Styrke, skaffe Udveje til det længere Ophold i Syden, hvoraf jeg alene kan vente nogen Restitution. Praem har nok engang skrevet og bragt til Højes og Laves Kundskab, "at han henregnede det til en hellig Borgerpligt at gjøre Alt forat tilintetgjøre enhver Mulighed for Henrik Werge- land til nogensinde -- idetmindste ikke forinden flere Aar have godtgjort hans totale Forbedring -- at komme i en saadan Stil- ling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade" [fotnotemerke] -- han har nok skrevet saa engang, skjøndt naadigen modificeret det noget ved en senere Læsning af det famøse Indlæg; men til at lade mig døe i det hjemlige Klimat strækker dog ikke Forjettelsen sig i hint Borgerløfte. Dette faaer ansees opfyldt ved at, ganske rigtigt som lovet, min akademiske Retning, Embedsexamen og Omkostningerne for at faae denne efter 3 -- 4 Aar, er gaaen tilspilde. Det hedte nem- lig i Kirkedepartementet, at man først maatte oppebie Sagens sidste Ende. I 9 Aar gav man mig der "Stene istedetfor Brød", som salig Hesselberg skrev i en Erklæring, indtil høisalig Carl Johan omsider gjorde en Ende paa det paa en anden Maade. Men medens jeg gik saaledes hen (og tænkte saa smaat paa Amerika) sad Modparten ikke alene i Embede, men befordredes. Fotnote: NB. Akten i Gaardermosagen. Indlæg fra Praem sidste Side. SIDE: 328 Hans blotte Paastand om baade Tugthuus og Slaveri over mig for mit Udtryk om hans Færd, havde hiin frygtelige Virkning. Af og til i de lange Supplikantaar kunde nok Udskejelser og Aabenbarelser af en anden politisk Anskuelse, end den der gjaldt ved Departementernes Pulte, hænde; men, idet dette Sid- ste er i sin Orden hos en frank Charakteer, tør jeg paastaae, at Ingen ere mere udsatte for Udskejelser end Supplikanter, der langpines. De fortvivle og give i oprømte eller desperate Øje- blik Departementet -- hvad jeg ikke tør skrive eller engang be- tegne. Jeg vil saaledes til et Exempel tilstaae, da jeg 9 Aar efter min Examen, der faldt i bedre Tider end nu, stod med Taarer i Øinene bag daværende Expeditionssekretærs Ryg (thi den vendte han mig) og just erklærede ham, at mit eneste Haab nu maatte være Amerika, hvis jeg ikke fik det Kapellani -- det mindste i hele Riget -- jeg nu søgte om, og han da svarede med en spodsk Hoveddreining, at han kunde sige mig, at "Grun- den til, at man ikke ville ansætte mig, var at jeg var for stort et Geni" -- ja jeg vil tilstaae, at jeg, efterat have svaret, at "som Spot vare disse Ord grusomme, som mente en Uretfærdighed", vilde det, endog med Hensyn til min egen Personlighed, været meget naturligt, om jeg, med en saadan Glassplint i Hjertet, var ilet lige hen fra Departementskontoret til et Sted, hvor der var hed Viin og Punsch at faae, og om jeg, i Anledning af Bureau- kratens Anerkjendelse, havde drukket indtil jeg saae min lille Annexkirkes Taarn i det spidse Glas, jeg holdt i Haanden. Disse aabne Tilstaaelser, om at der nok kunde være at dadle ved mig, uagtet, var dog min Modparts Paastande, der ganske vare i Kon- seqventse med hint Borgerløfte, den især opgivne Grund til min Tilsidesættelse. Lægges nu hertil mine Forældres Græmmelse over at see mine Universitetsaar spildte for en Mands Skyld, de ikke agtede meer end jeg, Udgifterne til en Advokat, der ikke var let at tilfredsstille, Sindslidelser og Tab af Humør og ganske vist af meget af den Fyrighed, jeg maa besidde som Dig- ter: saa antager jeg virkelig, at hint Borgerløfte ikke ogsaa vil udstrække sig til, ved en Exekution, at berøve mig Adgangen til at søge mig en mildere Luft. Det vilde være grusomt. Det Andet er ikke grusomt; men man faaer finde et Navn derfor. Jeg kjender ikke noget at sætte istedet. SIDE: 329 Summen vilde have forfærdet mig, om den virkelig havde været den mindre, som Praem havde opgivet; men da Sand- heden kom, og Praëm just var i Byen ifjor Vaar omtrent paa samme Tid, forespurgte jeg mig i et høfligt Brev, om han ikke fandt sig opfordret til enten at betale ud eller at dele. Det var skeet ganske bona fide; men dog som et sidste Halmstraagreb før jeg besluttede at søge Storthinget. Jeg havde vel i den Acqviescenzerklæring sagt, at jeg ikke havde noget at sige paa Praëm, men min Mening om de fældte Dommes objektive Ret- færdighed kunde jeg dog ikke saa medeet faae ud af mit Hoved. Praëm, sagde man, var bleven en høist respektabel Mand, og jeg vidste om, at han just ikke var pengekjær i den Bemærkelse som det hedder om den Gjerrige -- kort hvem veed, tænkte jeg -- og skrev. Men hans Sindelag imod mig, havde ikke forandret sig. Han gjorde nogle forfærdelige Ophævelser i det Departement, hvorunder jeg hører; dette fandt ogsaa Historien forskrækkelig; der taltes om Suspension, indtil endelig det Hele endte med at jeg fik i en Skrivelse en skarp Irettesættelse. Men hvor dette Efterspil paa Sagen, som jeg ikke har troet at burde tie med, har ængstet og ærgret mig! I de første Maane- der af min Sygdom kunde jeg ikke faae denne Triumf for min utrættelige Modstander ud af mit Hoved. Forgjæves skrev jeg Breve paa Breve til Expeditionssekretæren og Andragende til Departement om at den dog ikke maatte meddeles min Mod- stander. Han har Beviset for at mine høiagtede Foresatte har misbilliget hint saa naturlige Udtryk af min Mening om paa hvis Side dog egentlig Retten er -- han har det imellem sine Hænder medens jeg har det Offentliges Regning. Denne Historie kan dog kun betragtes som et Supplement til den øvrige Opfyldelse af hint Borgerløfte. Men Borgerkronen frem nu! Thi ogsaa ved dette, ved at und- sige paa Velfærden et farligt Menneske, har Praëm søgt at gjen- gjelde Nationen Gaven af sin Naturalisation. Jeg vil, om Staten enten gjør Indførsel eller i lange Aar suger mig ud, dog ikke kunne forandre min Mening, om hvem der med- rette burde været brændt i Legen. Ve mig, havde jeg rørt Praëm, om jeg ikke havde troet at min Sag var den retfærdige! Han har ogsaa lidt; thi Ingen sætter højere Priis paa at roses, SIDE: 330 istedetfor at dadles, af Menneskene; og det onde Rygte, ud- bredtes, idet dets Tilvær bevistes. Jeg vil haabe, at hine forfærdelige Ord ere ikke længer mente, ialfald siden jeg nu er et høist usikkert Bytte. Skulde de endnu være det, da kan jeg kun tænke mig dem udstrakt til Embede, Skribentvirksomhed og Velfærd. De to Første skal jeg vel, om jeg bliver ilive, selv forsvare; den Sidste er mig og Hustru eller Enke berøvet i det Øjeblik dette Andragende negtes mig af Storthinget. Med Underdanighed ærbødigst Henr. Wergeland. Hermed 2 Bilag. TIL STORTINGET Grotten 23/24 Februar 1845. Til Storthinget. I Anledning af de igaar stedfundne Debatter over mit ærbø- digste Andragendes Afgjørelsesmaade, maa jeg tillade mig at yttre Følgende: 1. Jeg protesterer imod, at have givet Repræsentanten Bonnevie Anledning til at antage, at jeg nu holder ham for min Avinds- mand, samt til, formedelst en saadan falsk Supposition at suspen- dere sin Stemme. Der er Aar henrundne siden Hr. Bonnevie, som Expeditions- sekretær i Kirkedepartementet, gav mig Anledning til at troe, at han ikke vilde mig vel; men Ve Den, som kan gjemme paa Fiendskab! Tvertom derfor, jeg antager, at Hr. Bonnevie nu øn- sker, at hans Følelser for mig dengang havde været anderledes, og at han altsaa netop vil mig vel. Eller om jeg endnu for ham er en Fiende -- mod hvem skulde man være retfærdigere? Og hvad Suspensionen af Stemmen angaaer, da skulde af en saadan Grund, som opgivet, ogsaa alle mine personlige Venner i Thinget vige Sæde. Men jeg vil ikke miste Hr. Bonnevies Stemme af den Grund, at jeg har gjort det Modsatte af at beile til den. Lige frem, beintfram har jeg gaaet mit hele Liv; ere SIDE: 331 disse Dage mine sidste, skulle de ikke see mig at skifte Maxime, saa mangen brodden Pande den har kostet. Og i en Skildring af Følgerne for mig af den praëmske Sag, kunde jeg dog ikke fortie, hvorledes Kirkedepartementet tog dette Forhold. Det raadede for min Velfærd; det var maa- skee, ja rimeligviis, en af de Autoriteter Praëm erklærer at ville meddele det Indlæg til, hvoraf mit Citat i Andragendet er taget. Saameget er vist, at mange Geistlige, og det ikke af Kirkens middelmaadige, have beklaget, at jeg ikke blev Præst, at man negtede mig at blive det. Det var haardt nok; men nu Bureaukratens Spot til! Det var for meget! Jeg antager, at de Papirer, Hr. Bonnevie har fremhentet, er min Klage over hans Fremfærd ved den Leilighed, og jeg vil haabe, at den stemmer med min senere Fremstilling deraf, men siden Hr. B. finder Dokumenter frem (hvoraf jeg rigtignok ikke kan begribe hvorledes de skulle indeholde synderligt Forsvar): saa vil jeg ogsaa tillade mig at oversende herved en Erklæring af sal. Pastor Hesselberg, hvilken Hr. Bonnevie vist kjender igjen. Originalen maa ligge der, hvorfra han har hentet sine Papirer. I en sanddru Fremstilling lod dog ikke al Tilsidesættelse sig begrunde i den praëmske Sag; jeg burde vel heller ikke fortie hvilke Grunde, man, udenfor denne, anførte imod min Ansæt- telse? Nei -- jeg har været aaben og redelig, og saa troer jeg Hr. Bonnevie vil være i sit Votum over min Velfærd. Derfor prote- sterer jeg. Skal jeg døe, da døer jeg i den Forstand som et Barn, at jeg ikke kan begribe hvorledes hadske Følelser skulde kunne faae Tilladelse af Sjelen til at indvirke paa et Votum -- og et Votum i en Nationalforsamling! et Votum over en Mands Velfærd! Jeg kan tænke mig blide ædle Følelser indvirkende paa og modificerende den strenge Retfærdighed, men ingen andre. 2. I Anledning af Hr. Ryes Krav om Regnskabsoplysninger, bemærkes, at noget specielt Regnskab har jeg aldrig seet, lige- saalidt som det medfulgte Byfogdens Skrivelse, hvori den hele Sum opgives. Jeg kan ikke finde dette Brev; men jeg frem- sender de Dokumenter, Domsakte m. m., som jeg har faaet ud- laant, om deri skulde findes noget til Veiledning. SIDE: 332 Til disse Dokumenter hører ogsaa det Indlæg fra Praëm, hvoraf mit Citat af hans Intentioner er taget. Det befinder sig i Hr. Fauchalds Værge, da mit Ønske var, at han og en anden Re- præsentant blot vilde overtyde sig om Rigtigheden af Citatet, hvorefter jeg, i Overensstemmelse med min Yttring i Andragendet, at ville undgaae Indtrængen i Sagens Detaljer, vilde have Skand- skriftet tilbage og atter begravet under sit Støv. Men om de hermed følgende Dokumenter ere Sagens samt- lige, veed jeg ikke. Da Sagen begyndte ved Overretten, syntes de mig vidløftigere. Da havde jeg dem udlaant, og ved den Leilighed hændte mig den store Ulykke, at mit kostbareste Do- kument, af Form kun et Halvark, forsvandt paa mit eget Værelse af Midten af den voluminøse Pakke større og mindre Dokumenter, hvori det laae efter sit Nummer. Forgjeves søgte jeg ved et Thingsvidne at redde noget af det Tabte; forgjeves kløede jeg mig bag Øre og gned mine Øine og beklagede mig for Retten. Papiret var og blev borte. Jeg mistænkte dog naturligviis "Ingen" -- den største Tyveknegt og Ulykkesfugl i Landet. Ingen, som til regelmæssige Tider er fra sit Værelse, bør hænge dets Nøgle ude, især naar det, som mit dengang, ligger afsides. Enhver Ulykke bør bære en Viisdom til Frugt. 3. I Debatterne har man berørt Forhold, jeg ikke veed at for- klare mig om, men det er skeet med plump, om end venlig, Haand. Ialfald forstaaer jeg ikke hvorledes f. Ex. en Gunst, jeg skulde nyde paa højere Steder, skulde kunne have nogen Ind- flydelse paa de Regnskabsoplysninger, Thing eller Kommittee maatte ønske i denne Sag fra Regjeringen. Gid det var saa vel, at Regjeringens hæderlige Medlemmer yndede mig! At Kongen viser Skjalden Naade -- det er Normannasæd. Men i Debatterne er der, efter Avisreferatet, faldet Yttringer fra Dhrr. Repræsentanter Sørenssen og Bergh, der ere saa kræn- kende, at jeg maa andrage om denne Skrivelses Trykning, idet denne dog indeholder min Protest. Jeg vil ikke opholde mig ved Hr. Berghs Hjerte- og Nyregransken, saa smertelig den maa være mig nu da jeg ligger og troer mig tilgivende mod Alle. Men af Hr. Sørenssen venter jeg en Forklaring, om Ordene i Bladet ere rigtige: "at jeg har forlangt en Erkjendelse af min Fortjeneste udtalt gjennem en Storthingsbeslutning". Det har jeg ikke gjort i mit Andragende. Hvilkensomhelst norsk SIDE: 333 Yngling, der havde vovet det Samme for sin Bygd, maatte have samme Adkomst til Eftergivelse. Fortjeneste vilde være en stærk Grund. Jeg har erklæret mine Grunde for svage. Kun Uegen- nyttigheden af mine Motiver, Reenheden deraf, om end fordunklet af Ungdommens Heftighed, har jeg lagt nogen Vægt paa. Men denne er ingen offentlig Fortjeneste, skjøndt Bevidstheden herom er mig saa stærk i Brystet, at den endog vil kunne bære Stor- thingets Afslag. Jeg andrager om, at denne Skrivelse maa blive ved Mod- tagelsen oplæst i Storthinget, samt om at den maa beordres snarest trykt i Morgenbladet. Publikum, hvis Opinion ligesom en Athmosfære igjen omgiver og indvirker paa de enkelte Thing- mænds, maa ikke troe, at jeg, der ligger paa min Sotteseng, og ligger og skriver Prækener derpaa i de Øjeblik jeg kan arbeide, nærer Had til Nogen eller mangler Resignation. Maaskee rettest ogsaa var, om Trykningen af det hele Andragende blev beordret siden det har foranlediget, og maaskee endnu engang vil foran- ledige, vidløftigere Debatter og Omstændigheder, end man forud kunde troe. I Underdanighed ærbødigst Henr. Wergeland. TIL STORTINGETS BUDGETTKOMMITÉ Grotten 2 Marts 1845. Da Morgenbladet refererer, at den ærede Kommittees For- mand, Herr Byskriver Rye, under Debatterne i Anledning af min Erklæring til Storthinget har yttret, at denne "Intet indeholder, der kunde faae Indflydelse paa Hovedandragendets Behandling": maa jeg tillade mig, at paapege, at min Beretning om det bort- komne Dokument ligesaalidt er anført uden Hensyn til at be- virke en for mig gunstig Beslutning, som den i selve Andragendet om de Lidelser, jeg har været udsat for i Supplicantvejen ifølge den praëmske Sag. Jeg antager nemlig neppe uden Grund, at utilregnelige Uheld -- og et af denne Art! -- bør tale til nogen Fordeel. I Ridder- eventyrene hænder det stundom, at Helten midtunder Kampen SIDE: 334 med Dæmoner seer sig sine Vaaben berøvet; men han agtes desbedre; Deeltagelsen for ham vinder. [fotnotemerke] Den blotte Fralæggelse af Beskyldninger, der maatte vække ufordeelagtige Domme om min Charakteer eller dog om mit Gemyt, som f. Ex. at jeg nu, svævende fremdeles imellem Liv og Død, skulde nære Avind og mangle Resignation -- ogsaa den tænkte jeg mig ikke overflødig, hvor der skal vejes imellem et fattigt Lands Evne og Hjerternes Vilje. Ialfald -- saadan som jeg ligger, alene baaren oppe over Graven af en mærkværdig udholdende Konstitution, kunde jeg ikke lade saadanne Pletter sidde paa mig. Imidlertid ere Refera- terne saa forskjellige om den Sag i Morgenbladet og den Constitu- tionelle, at jeg ikke vilde fundet mig foranlediget til noget andet end de Dokumenters Oversendelse, som jeg havde i mit Værge, om jeg kun havde læst det sidste Blad. Ærbødigst Henr. Wergeland. Fotnote: De Ophævelser, jeg gjorde ved Overretten og Thingsvidnet vise, hvilken Indflydelse paa Sagen, jeg tillagde dette Dokument. SIDE: 335 TIL FORLIKELSESKOMMISJONEN I KRISTIANIA Kristiania 28 Mai 1838. Herr Cand. Sinding har ladet mig indkalde til Forligelsescom- missionen i Anledning af en Strid, som forefaldt om Aftenen d. 18de d. imellem os paa et Traktørsted, hvor vi stødte sammen. Min Andeel i denne Hændelse vil jeg kun forsvare ved den ufordulgte Sanddruhed, hvormed jeg vil fremstille den saavel- som hvad jeg senere har foretaget for at jevne den. Det vil deraf indlyse, at jeg ikke kunde have nogen ond Intention mod Hr S., at jeg maatte finde mig provoceret til Vredesudbrud, og at jeg har viist al den Forsonlighed, som anstaaer en Christen især da naar han har ladet sig henrive til at tugte hvor det retteste havde været at oversee og foragte. Jeg fremstiller saaledes Sagen saaledes som de Oplysninger, jeg har kunnet indhente af Tilstedeværendes Forklaringer og Sindings egen Tilstaaelse tillader mig det. Under Samtale om en denne Sag uvedkommende Tredie- mand, opstod først Ordstrid mellem Hr Sinding -- dengang som fremdeles indtil udpaa den følgende Dag mig ubekjendt -- og mig, som Sinding kjendte navnligt idetmindste. Da han brugte flere fornærmelige Udtryk om mig, gik jeg til ham om Bordet med Anmodning om at han dog skulde sige mig sit Navn, hvor- paa det behagede ham at svare med et Puf, der ikke blev re- torqveret. Hans Fornærmelser gik ligetil at han anmodede Op- vartningspigen om at faae mig væk. Uagtet jeg naturligviis strax maatte mærke, at jeg i denne ubekjendte Person ikke havde stødt paa noget mod mig velsindet Menneske og opirredes mere og mere, afholdt jeg mig dog fra at gjengjelde hans Udladelser, der gik ligeindtil Skjældsordene af "raa Pøbel som De Herr Wergeland", og havde kun det Svar hertil, at "slig Grovhed vel fortjente Bank, men skulde blive sparet for Stedets og Personens Underlegen- SIDE: 336 heds Skyld." Men da han umiddelbart derovenpaa kom med en høist oprørende Sigtelse, der kun var et mindre direkte Udtryk for en Løgn, som var udspredt af et noksom bekjendt Parti, der paa alle Maader forfølger mig og søger at fortrædige mig, og hvorfor endeel Forklaringer, der netop samme Dag vare blevne indhentede paa Politikammeret paa det fuldstændigste havde fri- gjort mig, den nemlig at jeg skulde have slaaet Ruder ind hos Kjøbmand Kloed, Sindings Fætter: da opirredes jeg i den Grad, at jeg gjengjeldte hans i Ord og Gjerning mod mig forøvede For- nærmelser med de Midler, jeg havde i min Magt, hvorved Han da kom tilkort. Jeg beklager, at jeg lod mig drive dertil; men det er mig ikke givet, at kunne stedse forblive kold ved den uophørlige Række af Fornærmelser, med hvilke jeg paa enhver optænkelig Maade forfølges, og undgaae at gribe til Modværge, hvormeget jeg end bestræber mig for at bevare Rolighed. Jeg fandt det derfor ikke upassende, uagtet den oprindeligt Fornærmede, at byde Haand til Forsoning eller til anden Afgjørelse af Sagen imellem os ind- byrdes som Mænd af Ære. Jeg spurgte strax Dagen efter, men forgjæves, paa Stedet om man dog ikke vidste Navnet paa den Person, jeg havde været i Tvist med, og da jeg endelig udpaa Dagen tilfældigviis fik det at vide af en fælleds Bekjendt, an- modede jeg saavel Denne som tvende Andre om at mægle For- lig. Da de kun bragte Budskab om at Sinding forblev uforsonlig og havde allerede tilsagt vitterlige Fiender af mig, at jeg skulde sagsøges, gik jeg selv til ham, men fik det overraskende Svar, at det ikke længer beroede paa ham at handle i Sagen til noget Forliig, men at det ikke var Den, af hvem han havde faaet sin Revselse, men "Henrik Wergeland man vilde tillivs", for derved at lægge min borgerlige Virksomhed -- hvilket ogsaa blev sagt af Herr S -- en ny Hindring ivejen. Til denne Ende mødtes da mine gode Tilbud med Fordringer, der vare saa overdrevne og fornærmelige, at deres Fremsættelse i Virkeligheden var det samme, som et ligefremt Afslag paa min Anmodning om Afgjø- relse og Overeenskomst. -- Hvad Herr Sinding og hans Parti stoler paa er vel ikke alene min Afsky for Processer, under hvilke jeg allerede har lidt og lider saameget, men ogsaa at jeg ikke skulde have fuldt juridiske Beviis for den mig tilføjede SIDE: 337 Overlast, der fremkaldte Revselsen. Imidlertid er jeg dog i dette Øjeblik vis paa at have været heldig nok til at have idetmindste eet Vidne tilstede den hele Tid; og jeg tvivler om at Hr Sinding vil være samvittighedsløs nok til at aflægge den Benegtelseseed, som Lovens 1 -- 14 -- 6 i saadant Tilfælde byder. Paa adskillige af hans Fornærmelser f. Ex. Udkastelsesforlangendet haves desuden tilstrækkeligt Vidnesbyrd. -- Pryglene selv skede saavidt jeg veed med Næven og ikke med min Stok, der var en dopskoløs Rosentjørn, og at de ikke have været noget betydelige synes man at kunne slutte af at han gik fra Stedet alene og ikke hjem men op til ovenomtalte Trediemand, ligesom og at han var ude de følgende Dage til visse Tider. Det er mig imidlertid mere om Fred at gjøre end om hvilken- somhelst tilpruttet Fyldestgjørelse, og jeg tilbyder derfor at erlægge Bøder efter Lovens 6 -- 7 -- 8 for at have i mit Nødværge mod de mig tilføjede Fornærmelser ladet mig opirre til at gaae videre end det blotte Forsvar fordrede og selv taget Fyldestgjørelse for Fornærmelserne, hvorimod jeg frafalder al Paastand paa videre Straf over min Modstander end der ligger i de beholdne Varer, han saaledes har faaet. Skulde han derimod ikke ville modtage min saaledes gjentagne Gange rakte Haand til Fred og Forsoning, tillader jeg mig herved at anmode om Forligsmæglingens Ud- strækning ogsaa til de af Klageren mod mig under den paakla- gede Begivenhed udøvede verbale og reelle Injurier og deres retlige Følger, saaledes at jeg, hvis Proces endelig skal finde Sted, kan gjensidig drage ham til Ansvar under Sagen. I Mangel af Forlig bedes saaledes Sagen ogsaa, forsaavidt af mig contraklages, henviist til Rettergang. -- Skulde mod [Forventning] Contraforligsmæglingen ikke kunne foregaae, bedes den ærede Commissions Beslutning i saa Henseende, tilligemed Foreviisnings- paategning, herpaa mig meddelt, forat jeg kan iagttage hvad der efter Omstændighederne maatte ansees fornødent til min Rets Erholdelse. Jeg haaber at, efter dette, min Karakteer ikke kan lide noget værre i Billiges Omdømme end at den tillægges saa- megen Irritabilitet, at jeg ikke taaler Rækker af Fornærmelser og Stænket af en Beskyldning for en Uorden, der altid har været mig ligesaa fremmed som ellers at tugte Folk corporligt. Henr. Wergeland SIDE: 338 PÅTEGNING PÅ STEVNING Chria 18de Juni 1838. Denne i sine Paastande usandfærdige og af en personlig Fiende, jeg kan oversee, udkastede Stevning er foreviist. Henr. Wergeland. TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT 12 Juli 1838. Jeg afgiver med Sikkerhed allerede ved Sagens Begyndelse nærværende Tilsvar, overbeviist om at de Forklaringer, min Mod- part vil kunne indhente gjennem sine Vidner, ikkun vil bekræfte den Fremstilling, jeg giver af Sagen. Paa nær et Par Qvæsti- oners Fremsættelse til de af Modparten indstevnede, og maaskee et Par andre senere Vidner, haaber jeg at vorde forskaanet for videre Uleilighed af en Sag, som jeg maa føle mig mindre end oplagt til videre at give mig af med formedelst de Hænder, hvori den er kommet, og som have Æren af dens Tilblivelse. Gjorde jeg ikke kort Proces og overlod min Sag til Rettens egen Gang, skulde enhver videre Indblanden i den fra min Side være selv at give mit Sind og Gemyt til Priis for den koldhjertede Expe- rimenteren med nye Incitamenter derpaa, som denne Sag, i sin Tilbliven, sin Tendenz og saaledes som Stevningens Udladelser og Qvæstionerne vise den skal instrueres, skal tjene til at iværk- sætte. Der er allerede nok Modbydelighed i Tanken om den totale Mangel paa Anstændighedsfølelse hos En, der offentlig har annonceret sig som min personlige Fiende og, i sin aandelige Ringhed, som min Forhaaner, at han iblander sig imellem Par- terne, gjør mine Forligstilbud om intet, puster en Proces op og lader alt Forlig strande paa disse Sindings til Forligelsescommis- sionen som ellers til mig uforanderligen yttrede, for en voxen Mand, der skulde handle med Frihed, lidet hæderlige Ord: "Sagen beroer ikke længer paa mig, men paa Andre." Og hvad stikker under disse "Andre"? Ingen Mand i Norge er her uvidende om Svaret, eller om at han her støder paa den haarde Bund af et forfølgelsessygt Parti med alle dets smaalige Chicaner. Og nu skulle ogsaa processuelle Plagerier indtage sin Plads i Rækken SIDE: 339 deraf. Procurator Dunker har overtaget Hovedrollen deri; -- han skal handle for egen og fælleds Regning, og "gjøre Arbei- det forsvarligt". Det er -- sagde Sinding mig i Øjnene, da jeg bød ham Forlig, "ikke Den, der har slaaet mig, men Henrik Wergeland man vil have fat paa". Fra den Stund har jeg ikke havt vanskeligt for at see Sagen i sit rette Lys ): som en Parti- sag, som en Sag vakt og voldt af de hadeværdigste Motiver. Hvis endnu om denne Beskaffenhed ved Sagen, som Ingen kan tage feil af, bestemmer mig til at antage en Sagfører, stoler jeg imidlertid paa, at Retten selv vil beskytte mig imod enhver over- dreven Udskejelse, denne bestaae enten i en infam Qvæstione- ren -- hvoraf der er adskilligt i Modpartens fremlagte -- eller, som Tilfældet er i en saa falsk Fremstilling af det mellem Sin- ding og mig Passerede, som den, der karakteriserer Stevningen. Sagen er simpel, saa simpel og let at finde Rede i som nogen. Den passerer vel daglig paa et eller andet Sted, uden at den bliver Gjenstand for Proces eller vækker videre Opmærksomhed. Den ligger for Dagen kort, men tilstrækkeligen, i Ordene: Sin- ding fornærmede mig paa et offentligt Sted, og jeg slog ham. Heri er min Anklage som mit Forsvar. Der er Anklage i den rigtige, men hos de fleste Mennesker altfor seendrægtige, Tanke, at jeg burde overseet Fornærmelsen; men der er Forsvar i, at denne bestod i en grov, usandfærdig, giftig Beskyldning, som ikke kunde forfeile sin Virkning paa nogetsomhelst sensibelt Gemyt, og i at det at lade opirre dog er menneskeligt og tilgiveligt, og, med saadanne Motiver, som jeg havde, aldrig strafbart i den forfærdelige Udstrækning, Modparten gjør sig en næsten latter- lig Forventning om at kunne drive det til. Man kunde tage en Voldgivtsret af lutter flegmatiske Tempera- menter, af Mennesker af den sløveste Taalmodighed af Verden, naar de kun havde mindste Følelse af Agt for sit Navn og Omhu forat det ikke krænkes for haardt, samt vare af en nogenlunde tilsvarende Alder og Stilling til min, og jeg er vis paa, at de agtværdige Jurymænd, naar de spurgtes om Nogen af dem kunde taale, paa et offentligt Sted at beskyldes af en brutal Ubekjendt forat have begaaet Gadeuordener og slaaet Ruder ud -- at de SIDE: 340 da med een Mund vilde svare "Nei, nei" og at om Noget i Ver- den opfordrede til Revselse paa Stedet saa var det Saadant. Selv Dunker, om han ikke selv har svækket den naturlige Varme af sit Blod, og med uforskyldt Forglemmelse af hans egen usømmelige Deeltagelse i de berygtede Theaterspektakler d. 28 Jan. s. turde jeg, bona fide appellere til med et saadant Spørgs- maal, om det ikke just uheldigviis gjaldt mig. Idetmindste vil jeg, til hans Ære, ikke sikkre for Nogens Øre eller Næse, der paa et offentligt Sted skulde vove at beskylde Stiftsoverretsprocurator Dunker for at have slaaet Ruder ud hos Folk. Jeg vil fremstille Sagen i sin Sammenhæng, fordi det deraf endnu mere vil fremlyse, at jeg end yderligere end ved en saa- dan infam Beskyldning var provoceret til at tage mig selv til- rette. I et saa oprømt Humør, at Folk, der ikke kjende mig, gjerne feilagtigen kunde troe, at jeg havde drukket formeget -- kort i et Lune mere oplagt til at traktere end til at maltraktere Folk, støder jeg d. 18 Mai om Aftenen paa en Ubekjendt, hvis paa- faldende "bøse" Mine og Positur lagde mig det spøgende, uskyl- dige Spørgsmaal i Munden: "Er De sindt?" Jeg troede i Per- sonen at træffe paa et Exemplar af et Slags Carricaturer paa offentlige Steder, nemlig Geseller og Bodsvende, der søge at affectere en forfærdelig air. Spørgsmaalet var imidlertid ikke fremsat i nogen tirrende Tone. Et mut Svar foranledigede en kort Ordvexel, hvorunder jeg nok kunde mærke, at jeg ikke var stødt paa nogen Ven eller høfligt Menneske i denne Person, som frisktvæk nævnte mit Navn i opirrende Forbindelser mens han haardnakket negtede at opgive mig sit. Under dette spurgte Sinding mig om en Trediemand, der skulde være en fælleds Be- kjendt. Da jeg hertil, fordi jeg samme Eftermiddag havde havt et betydeligt Pengeudlæg for min Godheds Skyld mod omtalte Person, gav det Svar, at jeg nu gav denne en god Dag for de og de Aarsagers Skyld, bebreidede den Ukjendte mig med utaale- lig Insolents mine Udladelser, som han strax vilde referere for hiin Trediemand, hvortil jeg blot svarede at han ikke behøvede at blande sig ind i vore oeconomiske Affærer, at vi vare nok gamle Venner til at gjøre op Saadant uden Imængen af en Uved- kommende, hvis Navn jeg desuden ikke vidste. Forat erholde dette at vide, begav jeg mig efter deslige Mundhuggeri, paa An- SIDE: 341 ledning af et grovere Udtryk om mig end de almindelige i Sin- dings Passiar, hen til Sinding med Anmodning om at han, der behandlede mit Navn saa haardhændt dog vilde skaffe forsaa- vidt partie egale, at han opgav mig sit. Det skulde ærgre mig om jeg sad der som Maalet for en Gesells Uforskammethed. Det behagede Sinding at besvare mit høist rimelige Spørgsmaal med et Puf, som jeg, hvor antageligt jeg finder det, ikke erindrer om jeg gjengjeldte. Kortefter gik Sinding saavidt i sin Ufor- skammethed, at han bad Pigen faae mig paa Døren. Da jeg for- gjæves havde spurgt de 2 Tilstedeværende om dette Menneskes Navn, gik jeg ud i Værtindens Værelse i samme, og kom, med ligesaalidet Besked derom, ind igjen med de spøgende Ord om at jeg nu vilde have min bestilte Mad engang ligesaavel som Sinding. "Se nu har Han faaet i Krybben sin -- lad nu mig faae lidt i min". Hertil svarede Sinding under en Strøm af andre Fornærmelser, som ere gangne mig afminde, at om Nogen skulde bruge Kryben, maatte det være en "saa raa Pøbelknegt som Henr Wergeland." "Veed De, at sligt fortjente et Slag paa Snu- den?" var mit Svar medens jeg endnu forblev paa min Plads paa den anden Side af det lange Bord. Men da den Ubekjendte hertil replicerede: "Aa, De har lettere for at slaae Ruder ind end at slaae mig" -- til hvilken giftige Beskyldning han knyttede en yderligere Imputation for Feighed: saa forlod Taalmodigheden mig: jeg gik hen til Personen, tog ham frem paa Gulvet og gav ham et Par Ørefigener. Han lod sig falde, og da jeg kort efter saae mig om fra min Plads efter ham, var han forsvunden. Han gik, som jeg kan oplyse, sporenstregs op til føromtalte Tredie- mand, der boede paa Fæstningen og afgav det Referat om hvad jeg havde sagt om ham i Anledning af vore Pengeanliggender, som han havde truet med. Det lader saaledes til, at Sinding ikke har faaet saa meget Bank endda eller det mindste mere end han fortjente. Havde dette været Tilfælde, skulde han neppe ved Sengetid have fore- taget sig en saa lang og unødvendig Promenade. Her maa jeg ikke undlade at paapege en Omstændighed, der maatte bidrage til at gjøre min Vrede retmæssigere end den allerede var ved det Giftige, som mere skjærpedes end sløvedes netop ved det indirekte i Beskyldningen. Jeg havde nemlig samme Dag været indkaldt til at afgive Forklaring om den Rude- SIDE: 342 indslagning, hvortil Sinding sigtede, og da havde saavel Gjer- ningsmanden som en Officeer, der i samme Anledning var ind- kaldt, samstemmigen oplyst, at det var saa langt fra at jeg havde nogen Deel i dette -- som Angjældende selv paastod -- Vaades- værk, at jeg meget mere haardt bebreidede ham sin Uforsig- tighed. Jeg havde heller ikke seet factum; men befandt mig langt fra i Samtale med en ligesaa Uvedkommende, der ligesom jeg var inviteret ud den Aften til at spise hos Fru Deist. Men naar det nu ikke engang ved fuldstændigt Vidnesbyrd inden Politiskranken skulde lykkes mig at gjøre mig fri for en uværdig og ufortjent Mistanke, og det hos en Person, der højst sandsyn- lig, som Beslægtet af Kjøbmand Kloed, i hvis Huus Ruder blev indslaaet, maatte vide, at jeg havde frigjort mig for enhver Deel- agtighed deri -- da, sandelig, jeg spørger om den højst fornær- mende Beskyldning endnu kunde modtage nogen større Bitter- hed. Og den gjordes mig af en Anonym, som forhen havde mis- handlet mit Navn, og mod hvem jeg saaledes var værneløs. Det er første Gang jeg har seet mig nødt til at revse fornær- mende Uforskammethed paa den Maade. Jeg har været mellem vitterlige Uvenner og dog aldrig forhen brugt fysisk Magt mod dem, saa dette Tilfælde -- saa kaldes det medrette -- med en ganske Ubekjendt ikke kan relevere noget til en saadan Misfor- deel for min Karakteer, at jeg skulde regnes for et Individ mod hvem man strax burde sætte de allerstrengeste Lovbud i An- vendelse. Skjøndt jeg indrømmer, at jeg burde have overseet ligesaavel hin lumpne Beskyldning som de øvrige forangaaende Fornærmelser, kan jeg dog ikke negte, at der er Noget i mig som ganske billiger og finder i sin Orden, at jeg tugtede Per- sonen. Der skulde noget over- eller under-Menneskeligt for at kunne drive Taalmodigheden videre end jeg drev den. Min Adfærd siden mod Sinding tjener ganske til at bekræfte, at der er ingen Grund til at slutte ufordeelagtigt om mig for dette Tilfældes Skyld. Jeg har ganske opført mig som en god Kristen idet jeg har forsøgt enhver mulig Udsoning. Men paa noget haardere, hevngjerrigere og min Tænkemaade i lignende Forhold mere modstridende Gemyt end min Modparts har jeg endnu al- drig stødt. Forgjæves bad jeg ham selv og gjennem fælleds Be- kjendte om dog at frafalde den Beslutning at gjøre en Proces af det Lapperi, Tingen dog egentlig var. Jeg tilbød ham at betale SIDE: 343 simple Bøder, naar han vilde lade alt gaae af i Stilhed. Jeg gjorde ham opmærksom paa de indirekte skadelige Følger det kunde have for min Velfærd, om det kom til Proces og mine hadske Fiender fik rode efter Behag i dette vort Mellemværende -- Følger, han ikke vilde kunne beregne eller standse. Kort jeg gik ham langt nærmere paa Forsoningsvejen end han nogensinde kunde vente. Men forgjæves. Desmere forbausende er det at læse i Stevningerne, at jeg har "mishandlet" ham uden mindste Anledning; og mest maa man forbauses over denne frække For- vanskning af Tingen, naar man veed, at jeg baade har meddelt Modparten selv og hans Sagfører hoslagte Fremstilling af Sagen, der er forfattet af en Advokat efter den, som et af Vidnerne mundtligen afgav ham, men uden at hverken han eller Dunker toge nogen Notice deraf og bleve tilbøjeligere til at forlige Sagen. Jeg paastaaer Frifindelse for al Tiltale og det Fornærmende i den usande Fremstilling af [det] Passerede, som findes i Stev- ningen, saavelsom hvad Fornærmeligt, der indeholdes i nogen af Qvæstionerne mortificeret. Ærbødigst Henr Wergeland. SPØRSMÅL TIL VIDNENE 12 Juli 1838. Quæstioner til Vidnerne i Sagen Sinding c: Wergeland. 1) Forekom det Vidnet, at Wergeland var af godt og oprømt Lune under Samværet hos Fru Deist? Navnligen tiltalte han Sinding førstegang i en venskabelig, spøgende Tone? 2) Hvorledes optog og besvarede Sinding Wergelands Tiltale? 3) Erindrer Vidnet nogle af Sindings Udtryk om Wergeland? 4) Hvem forekom det Vidnet var fornærmeligst i sine Udla- delser? 5) Tiltalte Sinding Wergeland ved Navn mens han negtede at opgive Denne sit? 6) Spurgte Wergeland Vidnet, om det vidste Navnet paa den Person, han var kommen i Ordvexel med? 7) Saae Vidnet at Sinding puffede til Wergeland, da Denne spurgte om hans Navn? SIDE: 344 8) Befalede Sinding Pigen at kaste eller at faae Wergeland ud? 9) Beskyldte Sinding Wergeland forat have slaaet Ruder ud? 10) Bebreidede Sinding Wergeland, at han var for feig til at ud- føre sin Trudsel med at slaae ham? 11) Hvilket Udtryk af Sinding gav Wergeland Anledning til at true ham med Bank? 12) Fremsattes denne Trudsel bestemt eller saaledes at Werge- land sagde, at Sinding vel kunde fortjene Bank for sine Ud- ladelser? 13) Brugte Wergeland andre Vaaben end Hænderne? Henr. Wergeland. ANHANGSQVÆSTIONER A) Til Pigen: 1) 8de Qvæstion 2) Har Procurator Dunker spurgt Vidnet, om Wergeland har anmodet det om at fordølge Sandheden? B) Til Cand. jur Olafsen og Cand. med Simmers? 1) Hørte Vidnet, at Wergeland bød Sinding Forlig, og fik til Svar, at det ikke var Den, der havde slaaet Sinding, men Henr. Wergeland, man vilde have fat paa? 2) Gjentog Sinding sin Beskyldning mod Wergeland at han havde slaaet Ruder ud og at dette skulde have været hos Kjøbmand Wessel? Henr. Wergeland. TIL ANTON EGER S. T. Herr Cand. juris Anton Eger! Qvæstioner i Sagen Cand. Sinding c. Cand. Wergeland. Kristiania 12 Decbr 1838. A) Til Cand. jur. Chr. Olafsen. 1) Besøgte Cand. mineralogiæ Sinding Vidnet sidstleden 18de Mai seent om Aftenen i Vidnets Logis paa Fæstningen efter at Sammentræffet hos Fru Deist med Wergeland var fore- gaaet? SIDE: 345 2) Hørte Vidnet, at Wergeland den følgende Søndag paa Sin- dings Værelse beklagede Hvad der var skeet, og det især med Hensyn til Sindings Personlighed som ham ubekjendt og Videnskabsmand, samt at han tilbød Forlig. 3. Hørte Vidnet, at Sinding erklærede, at det ikke længer stod til ham at forlige Sagen, saaledes som han havde maattet love En, nemlig Prokurator Dunker, ikke at gjøre det? 4. Hørte Vidnet, at Wergeland gjorde Sinding opmærksom paa, at Dunker var hans, Wergelands, erklærede Fiende, og at Han, som voxen Mand, maatte kunne handle frit, istedetfor at nedværdige sig til Redskab for Partihadet? 5) Hørte Vidnet, at Wergeland foreholdt Sinding, at juridiske Vidtløftigheder ved Mellemværendet kunde have en Række af indirekte Ulykkesfølger for hans Stilling, som han hverken kunde beregne eller standse om han vilde. 6) Hørte Vidnet Sinding erklære, at Han dog nok kunde ville forlige sig, dersom det ikke netop var Henrik Wergeland, han havde faaet at bestille med, samt, at Denne formedelst sin politiske Adfærd fortjente Alt hvad han kunde faae? 7) Hørte Vidnet Sinding beskylde Wergeland for at have slaaet en Rude ud hos Kjøbmændene Kloed men ingen saadan Paapegning fandt der Sted, hvorfor jeg faaer holde mig til de i hans Indlæg anførte løsrevne Citater. I Forligelseskommissionen opførte Daa sig som om han kun betragtede Mødet for en For- malitet, man saa hurtig som muligt maatte søge at faae affær- diget. Hans Fordring gik først og fremst ud paa, at jeg skulde betale, og dernæst paa at jeg skulde gjøre ham en skrivtlig Af- bigt, hvorimod Uforligeligheden i hans Sind lod ham uden videre Betænkning forkaste en Proposition, jeg fremsatte til Forlig. Da jeg troer, at denne lægger for Dagen et saa forsonligt Sinde- lag imod min hadefulde Modstander, min "erklærede Uven", som han selv har nævnet sig i sit Blad, at det er mig en Trøst (lige- som jeg troer det geraader mig til Ære) at jeg har kunnet be- holde det under hans mageløse Angreb paa mit Navn og min Rolighed, vil jeg her indtage det. Mit Forslag til et Forlig lød saaledes og er i disse Udtryk indtaget i Forligelseskommissionens Protokol. "Under Dags Dato er Undertegnede inden Forligelseskom- missionen komne overens om at begrave vore gjensidige For- nærmelser i Glemsel, og, idet vi give hinanden Erklæringen om at vi holde hinanden for retskafne Mænd, om ikke for Eftertiden at give den gode Sags Fiender Aarsag til at glæde sig over vort Fiendskab". Min Formening inden Forligelseskommissionen om at "mangen god norsk Mand vilde glæde sig", om et saadant Forlig kom istand, bekræftede sig ogsaa, idet flere af Landets Tidender, i stærkere Udtryk end vore ubetydelige Personligheder kunde for- tjene, yttrede sin Tilfredshed med at et Forlig af saadan Aand skulde være indgaaet. SIDE: 348 Det for mig Graverende, Hr Daa vil fremhente af sine Citater af Talen Pag. 11, "Daa har o. s. v. -- Storthingsvalg," Pag 9 "Be- sidder jeg o. s. v. -- gjort". Pag. 6 "Saaledes o. s. v. -- elske" og hvilke andre Pagg. han maa have henviist til, baserer han paa at han "ikke kan finde, at jeg har i Skrivtet angivet hvilken eller nogen slet Handling", Daa "skulde have tilladt sig imod" mig. Men selve Hovedcitatet Pag 11 angiver med udmerket Tryk en saadan Handling i de Ord, at han har "villet ødelægge et Navn, som er Fædrelandet af Værdi, og tilintetgjøre en Virksomhed, som altid har været dets højeste Interesser usvigeligen viet, -- derfor og ikke for Fornærmelserne mod mig, for Syndene mod Kristen- og Menneskepligt, anklager jeg ham o. s. v. Har Daa, som der er noksom og meer end nok Beviser for i hans Blad "Granskeren" havt og forfulgt en saadan Hensigt -- har han, som der anføres Pag 10 med utrættelig Energi gjort alt forat berøve mig en Popularitet, hvorved jeg har kunnet virke noget for Oplysning og Nationalitet -- har han arbeidet didhen med en Planmæssighed og Rastløshed i Anstrengelserne, som (efter det, mig ikke velsindede Blad, den Constitutionelles Yttring) har vakt Gysen -- har han, som anført Pag 8, "anvendt alle optænkelige Kunster paa at udslette mig med et Brændemærke af Folkets Erindring", og gjort mig til Gjenstand for sine mageløse Forføl- gelser og Angreb paa Ære, Lykke og Virksomhed, at en svagere Konstitution skulde bukket under -- da tør jeg, med Appel til enhver menneskelig Følelse, til Moralen og dens Logik, til Aan- den i mine Skrivter og Foretagender, sige, at han har begaaet en slet Handling, som fuldeligen giver Substrat for den høist undskyldelige Mening, at Hr Daa kunde have godt af at vinde noget mere Ligevægt i Sindet før han indtog Sæde imellem Nationens Kaarne. En Snees, jeg vil troe, især Bønder, i hvis Smag Granskeren arbeider, have meent, at han kunde være værd at prøve strax, skjøndt jeg nok tør paastaae fremdeles at der gives Flere og Fornuftigere af min Mening. Erindringen om dette Udfald af Valget giver mig Anledning til at paapege i Forbigaa- ende endnu en Grund til Forundring over denne Sags Anlæg. Det er nemlig hverken meer eller mindre end en Utaknemme- lighed af Hr Daa, da jeg kan bevise, at Flere af de Valgmænd, der gave ham Stemmer, have tilstaaet, at de kun ved mit Skrivt bleve opmærksomme paa en Kandidats Tilvær, om hvem jeg i SIDE: 349 andre Henseender, Aandsgaver, Kundskaber og politisk Farve, end i hans Adfærd mod mig, havde yttret mig saa fordeelagtig. Skrivtet er fuldt af deslige Eloger, og haaber jeg da ogsaa med det Samme udstyret med Beviser for at jeg har skrevet af Over- beviisning og med Vilje til at være retfærdig mod En, hvis Ad- færd mod mig er af baade den Constitutionelle og Morgenbladet bleven kaldt gysenvækkende og grusom. Sproget har ikke stær- kere Ord, og de ere dog brugte i Fiendemund. Jeg har erholdt Udsættelser forat sætte mig i Besiddelse af de forskjellige spredte Numere af det Daa'ske Blad, hvori han har baaret sig saaledes ad, at hans Færd fortjener en saa paa- faldende Karakteristik; men selv i dette Øjeblik er jeg ikke i Besiddelse af det vigtigste, af det, han behagede at skyde Resikoen fra sig over paa de skyldløse Udgivere, og hvis skamløse og ondskabsfulde Kalumnie alene denne Sommers mange Udgiv- ter hidtil have forhindret mig at see yderligere paatalt. [fotnotemerke] Jeg har dog faaet samlet endeel Nummere igjennem fire Qvartaler af dette Hr. Daaes Privatblad; og jeg vil tillade mig at anføre endeel af de Fornærmelser, som maatte indgive mig den Tanke om Hr Daa, at han formedelst denne Rasenhed og Mandbidsk- hed, som den af Andre ofte er bleven kaldet, ikke fortjente for Tiden at kaldes til Sindighedens egen Hal og Æressæde. Han begyndte strax i de første Nummere at udpege mig som en fra den gode Sag Frafalden, som en foragtelig Kongesmigrer, mistænkelig Borger o. s. v. I 1ste Heftes Nr.23 siger han, i Anledning af min Ansættelse som Bureauchef ved Rigsarchivet, at jeg lider af "Mangel paa bevislige Kvalifikationer til mit Embede", og at det Gratiale, jeg har af Hs Majestæt Kongen for at skrive for Almuen, vel vil være den fornemste Hindring for min Afskedigelse uden Lov og Dom. Da Gransker og Morgenblad vare lukte for Forsvar og jeg blev træt af at være den evindelige Skive for Granskerens Skarnkast hver Mandag og Fredag, forsvarede jeg mig i en satirisk Pjece. De Nr af Granskeren, som derpaa saae Lyset, Fotnote: Under Nedskrivelsen af det Følgende erholdtes dette Nummer. Enkelte sælges ikke, og Fornærmelserne strække sig igjennem alle hidtil udkomne Hefter. -- SIDE: 350 men som jeg ikke har kunnet faae fat paa, overgik alt hvad nogen Literatur vel har frembragt af Grovhed og Lumpenhed. Jeg erindrer kun deraf, at Han søgte at gjøre den Paastand gjældende, at det nu, da jeg havde skrevet Strofer til Hs Mts Fødselsdag, var en absolut Umulighed for mig at blive begeistret mere. Dette Latterlige bemerkes kun fordi det røber Intentionen imod Hovedgrenen af min Virksomhed, Hovednerven i mit Væ- sen: den poetiske. I Bund og Grund skulde jeg ødelægges i Opinionen. Den skulde ogsaa tabe sin Tro om min Kapacitet ogsaa i denne Henseende. Hvor lidet strengt rigtigt det kan være, er det dog Tilfælde, og har været det til alle Tider, at Intet opirrer mere end et Attentat af saadan Beskaffenhed. I Nr 20, 2det Hefte, med hvilket vedlagte Nr 21 staaer i Rap- port, betegnes iblandt andet min "ny Stilling" som "en Skjændsel". Granskerens 3die Hefte begynder med at belære Publikum, at det ikke har sin lovlige Rigtighed med Tilværet af mit (rigtignok af Hr. Daa selv ansøgte) Embede, og i Nr. 6 og 7 skildres jeg i en Anmeldelse af min Konstitutionshistorie som afhængig, ikke sanddru og veirhaneagtig, hvorhos der syntes i Udtryk, der kun lade sig forstaae som bekræftende, om at dette Arbeide har været undergivet en Hofcensur. Maaskee tør jeg tillade mig at mene, at Udførelsen af et saadant Værk ikke er uvigtig; men vissere er det dog nok, at den rette Maade at standse og øde- lægge det paa er slige Bagvaskelser. 3die Hefte Nr 13 indeholder en Sigtelse, som i Massen og Vægten af det Kalumnierende, den indeholder, begraver hvilken- somhelst verbal Fornærmelse, der maatte bruges imod dens Op- hav. Han siger, jeg har "omgaaets med en Daad, som bragte hans nuværende politiske Grundsætningers Venner i Athenæet til at forbyde ham at sidde paa samme Bænk som de eller andre honette Folk" og han kalder mig "en Udvist fra den dannede Klasses ikke Selskab, men blotte Nærvær". Han hensigter her- med til, at nogle Stemmers Majoritet og hans egen af vedlagte Nr af Morgenbladet skildrede Virksomhed ikke lod mig blive Med- lem af et Læseselskab; men hvad sigter Kalumnianten til med Ordet "Daad?" Det er dette Udtryk, jeg har villet og fremdeles vil see paatalt, saafremt mine Omstændigheder tillade det. Fandt end Regjeringen, som jeg forelagde Spørgsmaalet derom, at jeg ikke ex officio skulde paatale det, saa maa man dog vel tilstaae, SIDE: 351 at intet Udtryk kunde bruges, der giver Gjetningen og Bag- vaskelsen videre Spillerum fra Mordet og Tyveriet til hvilken- somhelst anden Skjændighed. "I Himlens Navn -- skriver saaledes min Fader, i den Anledning -- "hvorfor undlader Du nu Processen om dette Ord, som har "vakt Forundring og Mistanke hos Mange? Sagen er simpel "og ligefrem, naar den ikke forplumres af dig selv. Lad det "være Bogtrykkeren eller Redacteuren, som har at svare derfor; "det er ligegyldigt. Granskerens Ord om dig ere saadanne, at "hele Publicum maa tro, at du har begaaet en infam Handling. "Hvad Modparten har at bevise, er altsaa at du har begaaet en "saadan Handling. Lad ham for Retten opgive det han virkelig "har sigtet til, eller, forat komme ud af Kniben, noget andet, saa "haaber jeg han ikke kan bevise, at du har begaaet en æreløs "Gjerning; og det kan kun, efter min Forstand, lidet nytte ham "at sige, at han mente det eller det, eller at det han mente ikke "var fornærmeligt; thi det er hans Ord, som det hele Folk har "læst, og ikke hans Tanker, som Ingen kjender, for hvilke han "er ansvarlig. Det er falsk hvad Daa siger i Granskeren No. 19, "at Angivelserne vare, at W -- blev udelukket af Athenæet og at "denne Begivenhed havde sin fornemste Aarsag i et Stykke han "havde skrevet i Chsandsposten. Saa staaer der ikke i Gran- "skeren; men der staaer, at Du har omgaaets med en Daad, som "gjør dig uværdig til at sidde paa Bænk med honette Folk m. m. "Det er noget andet. Har man Lov til at sige sligt ustraffet om "sin Medborger, saa Vee over hele Borgersamfundet! Jeg er "ingen Elsker af Processer og Retter. Jeg kjender det Væsen, "men her er det nødvendigt at kaste sig i dette Onde for at "undgaae et større". Endog om Daas Prostitution ved en Sags Anlæg i den ene specielle Anledning maatte være mindre let at forudsee, maa en Injurie af denne paa engang feige og æreskjændende Beskaffen- hed have en væsentlig diskulperende Indflydelse paa nærværende Sag. Jeg veed ikke hvilke Udtryk der ikke skulde kunne for- svares som Gjengjeld mod En, der saaledes veed at kalumniere. Ved slige ubestemte, men desmere omfattende Udtryk er det "macula adhæret". Mangfoldige senere udkomne Nr af Granskeren, sekunderede af Morgenbladet, hvori Daa ogsaa har Andeel som Redaktør af SIDE: 352 en af de staaende Artikler og som fast, betalt Indsender, inde- holde ligeledes irriterende Angreb; men efter det nys paa- pegede vilde det være overflødigt at hefte nogen Opmærksom- hed derved. Enhver Læser af disse Blade vil erindre de idelig gjentagne Sidehug til det skyldløse Erkjendtlighedsforhold, hvori jeg har den Ære at staae til Hs Mt Kongen; og maaskee vil ogsaa Lavheden i Forsøgene paa at sætte Ondt imellem min nærmeste Foresatte, Expeditionssekretær Faugstad, og mig, ved at oprippe i et Citat i et Nr i 4de Hefte af Granskeren en Ha- rangue mod ham som Redaktør for 5 Aar siden af den Consti- tutionelle, være i modbydelig Erindring formedelst den karakte- ristiske Ondskab i Intentionen dermed. Hr Faugstad har dog overseet dette jammerlige Forsøg med samme Foragt som jeg; og ligesaa frugtløst har Hr Daas Forsøg paa at stifte Uvenskab mel- lem en af mine kjæreste Venner, Assessor Bjerregaard, og mig været. Han beskylder mig nemlig forat have handlet som slet Ven imod denne Mand, hvis Rolighed Hr Daa, som bekjendt, for kort siden opoffrede med kold Hensynsløshed ved at trække ham som en Schachbrikke frem paa Valgarenaen imod en Kandidat, Daa har overhobet med alle en umaadelig Egenkjærligheds Ud- gydelser; og denne slette Vennefærd skulde bestaae i at jeg ikke har hindret Tilblivelsen af en Kritik over Hr Bjerregaard, jeg ikke i fjerneste Maade kunde have Anledning til hverken at hindre eller fremme. Er det saa, at min Fader er dens Forfatter, da lader han vist ikke sin Pen rives sig af Haanden af en om- trent 20 aarig Søn. Han er ikke, og har ikke skrevet som Bjerregaards Uven, og Kritikken saa Lyset i B.'s maaskee inti- meste Vens, Advokat Hjelms Maanedskrivt. Men Deslige har kun Betydning forsaavidt det viser Overmaalet af Statsrevisor Daas hadefulde Sindelag imod mig og forklarer Til- blivelsen af den paaankede Tale. Hvorledes skulde jeg kunne troe et Menneske værdigt til Storthingsbænken, som kan nære slig Uretfærdighed i sit Hjerte og være saa let udsat forat Liden- skaben løber af med ham? Han taaler ingenlunde politisk Me- ningsforskjel. Det hedder at gaa ham ivejen. Hvorledes har ikke hans Færd været mod Professor Schweigaard? Til hvilken Yder- lighed har ikke hans Uvilje mod Professor Hjelms Religionslovfor- slag ført ham gjennem de fleste af Granskerens Nummere. De, der have anden Mening end Han gjør han til staaende Artikler, SIDE: 353 til daglige Skampælsdelinqventer. Med hvilken Bitterhed for- følger han ikke fast ethvert af Regjeringens Foretagender? Hvil- ken Ringeagt mod dens Personer? Hvilke Begreber fulde af Had og Skjævhed meddeler han ikke sit Publikum af mindre selvtænkende og oplyste Borgere om de publike Forretningers Gang, foremalende det i sit Spøgelsebillede "Bureaukratiet" en landsødende Uting? Med hvilken Fripostighed snakker han ikke om Ting, han ikke forstaaer, og forsvarer sine Vildfarelser med al en Rabulists fortvivlede Frækhed? Saaledes gjorde han nylig i Daddelen over et Veiarbeide Alne til Favne, og var dog ikke at beqvemme til at indrømme, at Differencen dog løb noget op; og paa denne Udartning af en forstenet ubøjelig Selviskhed har han leveret flere Beviser end nogen anden norsk Publicist. -- Nei, jeg bliver -- hiint Snes Bønder af "Akershuus" i Ære -- ved min Mening, at slige Qvaliteter ikke høre hjemme i Stor- thinget. Ængstelsen for hvorledes det desformedelst vil spænde af med Statsrevisor Daa i Thinget er heller ikke nogen fremmed Følelse i Publikum. -- De sidste Dage have ogsaa leveret mig endnu et Beviis ihænde paa hvor megen Ret jeg har i den Mening, Talen gaaer ud paa at gjøre gjældende, nemlig at han endnu mangler behørig Lige- vægt i Sindet. Uagtet man nemlig burde kunne vente noget Op- hold i Hr Daas Angreb saalænge denne Sag om vort gjensidige Forhold staaer under Behandling, har han dog ganske nylig i en mig uvedkommende Anledning fremsat den ubeviislige Beskyld- ning, at jeg, som [han] kalder det, har forladt Liberalismens Sag. Til denne maa, efter min Mening, enhver Normand, der bryder sig om Medborgernes Agtelse, bekjende sig, og saaledes fandt jeg mig da beføjet til at tilstille "Granskerens" Udgivere en Protest med den Bemærkning, at om samme, efterat være Redaktøren forelagt, ikke blev optagen, maatte den igjen overleveres mig, da den i saa Fald var bestemt til Offentliggjørelse i et mere upar- tisk Blad, og jeg ikke havde Koncept. Men hvad gjør nu Stor- thingsmanden, denne Talsmand for det Liberale? -- Han tilintet- gjør den fremmede betroede Ejendom. Under hans Hænder og i Ovnen forsvinder den Angrebnes Forsvar, det Arbeide, hvortil en Tid var anvendt, som tilhørte Anstrengelser med andet, Andre tilakkorderet Arbeide. Havde jeg tilladt mig slig Gjerning med en Udarbeidelse, Hr Daa havde istandbragt med Tidsanvendelse SIDE: 354 og i en for ham vigtig Hensigt, da veed jeg nok hvad han gjorde. Jeg skulde da i dette Øjeblik have en Proces til med ham af en farligere Beskaffenhed end denne. Denne Ulovlighed kaster og- saa, skjøndt senere passeret, sit Lys paa det Sindelag, som kunde baade i aabenbar Handling (vide bilagte Morgenblads- tillæg) og i saamange umoralske Udskejelser af forfølgelsessygt Had (vide Nummerne af Granskeren) give sig Luft. Paa disse passe sig netop Ordene "falske -- aabenbare -- og forsætlig", som Modparten vil have anvendte paa min Tale. Det er nemlig ikke falskt, naar jeg siger, at Daa har skjændet mig imod bedre Overbeviisning; thi mine Skrifter kjender han, og de bære Vid- nesbyrd imod hans Beskyldninger for Frafald, Servilisme etc; min Vandel kjender han, og den veed han har været ligefrem, at jeg ikke har ansøgt eller beilet til den, af egen Naade givne, Understøttelse, han finder en saadan Forbrydelse at have mod- taget, og at jeg aldrig har fornegtet min oprigtige Hengivenhed for den store Mand, som var Nationens Velgjører før han blev min private. Bladet "Statsborgeren", som jeg engang redigerede paa den samme Daas Opmuntring, som ikke destomindre und- lod sin belovede Understøttelse, da han saae mig "i Suppen der- med", som sligt Hverv gjerne kunde kaldes, men hvilket jeg over- tog af redeligt selvopoffrende Hensyn til at ikke det eneste da- værende Blad af Opposition ganske styrløst, af politisk Feighed, skulde forlades -- dette Blad indeholder et mærkeligt Vidnes- byrd om min Modparts Falskhed i at citere og om hiin loyale Følelse, som altid skal være mig en Ære, hvad saa end de lumpne Besudlere af hiin ophøjede Personlighed i Morgenbladet og Granskeren mene derom, og dette Vidnesbyrd findes i Styk- ket med Overskrivt "Leve Carl Johan!" et par Nummere før den Mindesang over Sieyes og Paraphrase over hans "La mort sans phrase", Granskeren vil endog lægge blodgjerrigt Had i mod den Personlighed, enhver anden Følelse end Hengivenhed er en Utak- nemmelighed og Forbrydelse imod. Det er heller ikke "aabenbare", at jeg har injurieret Daa, fordi Hensigten at hindre hans Kald for Tiden til Storthinget er aaben- bar. Det er meget meer aabenbart, at jeg har villet give Publi- kum store Tanker om hans aandelige Kald dertil senere hen og i andre Henseender end i den ene: hans Adfærd mod mig. Det er Selvforsvar af mig, og det var af Vigtighed for mig at hindre SIDE: 355 en saa rasende Avindsmand Adgang til at skade mig i Storthin- get, som jeg har Andragende at gjøre. Retfærdighed eller Billig- hed er vel ikke at haabe hos en "erklæret Uven" efter slige Antecedentier som paapegede ere. Det "Forsætlige" falder her ganske sammen med det "Aabenbare": Forsættet at give mine Medborgere fordeelagtige Tanker om Daa i andre Henseender, men vel ufordeelagtige om hans Handlemaade mod mig, har jeg aabent forfulgt efter en Mængde Foranledninger fra Modparten, som gjør den baade moralsk tilladelig, ja vel endog agtværdig formedelst Upartiskheden deri, og jeg vil haabe lovlig som For- svar og som moderat i sin Form. Modpartens Fornærmelser ere derimod "falske" fordi det er en Bagvaskelse, at jeg har sveget den gode Sag, og "aabenbare og forsætlige" fordi de tydeligen gaae ud paa i et offentligt Blad at gjøre mig til Gjenstand for Medborgeres Uvilje og Ringeagt, at opirre mine Foresatte imod mig, og at berøve mig Navn af et ærligt Menneske. Thi paastaaer jeg mig frifunden for Statsrevisor Daas forskjel- lige Paastande og ham ilagt Processens Omkostninger. Ærbødigst Henr. Wergeland. Hermed som Bilag: 1) "Den Tale, jeg vilde holde paa et Prøvevalg for Akershuus Amt 15 Aug 1841". 2) "Granskeren", Nr. 23/1 Hefte. 20, 21/2 Hefte. 1, 6, 7, 13, 19/3 Hefte. 3) Tillæg til Morgenbladet Nr. 130/1841. -- TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT Kristiania 9 Decbr. 1841. Jeg har gjennemlæst een Gang Statsrevisor Daas Replik, og skulde lade den være ubesvaret af den Slags Despekt, man maa føle for Mennesker, som i den Grad kan fornegte sine Hand- linger, som Modparten har beqvemmet sig til at gjøre ved paa flere Steder at fragaae Forfatterskabet til de umaadelige, mang- SIDE: 356 foldige og uigjenkaldelige Fornærmelser i Granskeren imod mig, dersom dette Blad ikke for nylig havde indeholdt nogle Ansku- elser om Diskussionsretten om Valgkandidater, der ere saa yders forskjellige fra de i Repliken yttrede, at de fortjene Rettens Op- mærksomhed i denne Sag [fotnotemerke] . Denne frappante Foranderlighed vil mere end noget Andet betegne den Individualitet, jeg er saa uheldig at have med at gjøre, og forklare den naturlige Mod- bydelighed, jeg har for en Sag med et Menneske, hvem Aaben- hed, Konseqvens i sine Yttringer og Meninger og Vedgaaen af sine Gjerninger synes at være fremmed. Den vil ogsaa være synlig af den Korthed, hvormed jeg hefter et Par Linjer til nogle af de Punkter i Repliken, jeg endnu har i Hukommelsen. Lyst til Procederen kan jeg mindst bebreides af Hr Daa, der, som maaskee bekjendt, engang endog har procederet Livet af sin Vens Hund, hans Vogter ved Sygelejet, og som af Iver forat plage mig med Proces har kunnet forglemme de mange Anled- ninger i hans Fornærmelser til at paaføre ham lignende Uleilig- heder, jeg har ladet hengaae. Den feige Henskyden under uskyl- dige Mennesker, hvoraf han fremdeles betjener sig, har heller ikke kunnet opmuntre mig dertil. Jeg lader mig nøje med den indre Blussel, en saadan Adfærd maa vække, og med den Tro, jeg har til, at Daa i sit Hjerte med Skamfuldhed erkjender, at han har gjort mig saa stor Uret, som vel det ene Menneske kan tilføje det Andet. 1) Jeg har aabent vedgaaet, at Frygt forat Daas blinde Had vilde bringe ham til at modsætte sig hvad jeg havde at anbringe for det Storthing, han er pousseret frem til Medlem af, var et af mine Motiver til Talen qvæst., og et, der har en saadan Grund i min Modparts Fremfærd, tør jeg nok vedkjende mig, naar man blot vil forstaae det som underordnet Hovedhensigten at gavne det Almindelige ved at søge at hindre, at Storthinget skulde blive en Tumleplads for de Udskejelser, man nu har Exempler nok af i Hr Daas publicistiske Færd. Talen indeholder en høi- tidelig Forsikkring om at denne Hensigt har bragt mig til at gribe Pennen. 2. Daas Forsøg paa at sætte Ondt imellem den nævnte af mine gamle Venner har blot gjentaget sig efter Talen. Det er et Fotnote: Det her mente Blad skal idag blive erhvervet og vedlagt. -- SIDE: 357 foregaaende. Og det er ogsaa blot berørt fordi denne "Historie" er en af de Episoder i vort Fiendskabs Historie, som indeholder mest af det, der maatte irritere mig, og mindst af det, der kan geraade min Modpart til Ære. Slige Træk kunde bringe Menne- sker af nogen Følelse til endnu større Yderlighed end til at sige om en Mand: han er for Tiden altfor egoistisk og lidenskabelig til at sættes til det og det. Og dette er min Tale in nuce. 3. Havde jeg kunnet skaffe mig Gransker-Nummerne paa anden Maade end ved Laan hist og her, skulde jeg produceret flere Vidnesbyrd om at jeg er bleven overhobet af Daa med de exem- pelløseste Fornærmelser, med Fornærmelser af den Art, at jeg har beklaget, at Loven forbyder at byde det Menneske mit Liv i en Tvekamp, som saaledes kaarer mig til et Maal for de utaale- ligste Forfølgelser i den lumpne Hensigt at berøve mig Livskil- derne i Medmenneskers Tillid og Agtelse til al Virksomhed i det Kald, jeg følger. Jeg skulde saaledes f. Ex. have henledet Op- mærksomheden paa det Udsigende af Hr Daa, eller Granskeren, om han vil, at jeg næsten i hvert Menneske paa Gaden skulde møde En, der havde Aarsag til Fiendskab mod mig. Det Om- vendte er snarere Tilfælde. Jeg troer idetmindste at have gjort meer forat gjøre mig Mennesker forbundne end Hr Daa, der meer end engang, i Egenskab af Gransker, er bleven lignet i Bladene med en mandolm Tyr, bidsk Hund osv., som skulde ligge Folk i Benene. Hr Daa burde forat undgaae sligt, gjøre som han har gjort mod mig, erklære offentlig, at han ikke skrev i, men blot ejede Granskeren. Det vilde ialfald være lige tro- værdigt. 4. Kan Daa i Nr. 21 af Granskerens 2det Hefte ikke finde, at jeg er den først Fornærmede, saa vil han finde det i 1ste Hefte. Jeg var næppe udnævnt til mit nærværende Embede før han begyndte med disse Skumlerier, som i en saadan Stilling maatte være dobbelt irriterende, uden at jeg derfor kan erkjende at jeg deraf har ladet mig drive til noget utilbørligt eller uretfærdigt i den naturlige Retorsion. 5. Daas Evne til at fordreje en Sag viser sig ogsaa i hans Benævnelse "Beskyldning for Usandhed" om en Regningsdissenz med en Boghandling. Det lader somom han vil, at jeg ogsaa deraf skulde have trukket Materie til en Proces. Hvad vil han da sige, naar han hører, at jeg forlængst er forligt med hiint SIDE: 358 Forlag og arbeider derfor? Det er en Fordrejelse af Sagens For- hold forsaavidt jeg tør troe, at Alle, som læste de Linjer, Bog- handlingen og jeg vexlede, ikke lagde noget saa skammeligt som Usandhed deri; men det rettere Navn er nok, at det viser min Modparts Evne til at trække Ondt af Alt hvad der angaaer mig. 6. Hvad Revisoren saa mener om min Overflod af Penge, har jeg dog ikke havt de Par Daler tilovers, som en Kontrastevning vilde koste. Sagen vilde maaskee derved være mere i sin Orden, og der var Grund nok til det, men jeg har, som sagt, maattet renoncere derpaa, og troer fremdeles mit Forsvar sikkert i min Modparts foregaaende Aggressus, idet Hr Daa, haaber jeg, lige- saavel for den ærede Dommers som ethvert andet retfærdigt og følende Menneskes Vedkommende, vil blive staaende ene med sin hartad latterlige Forsikkring om at han "ikke har kunnet er- kjende, at han nogensinde har injurieret mig". Eller skal dette maaskee være en ny Fornærmelse, eller blot et Udbrud af den selvbehagelige Følelse, som Troen paa Granskerprivilegiet paa at være grov og fornærmelig maa opfylde "Ejerens" Bryst med? 7. Det har heller ikke lykkets Hr Daa at finde nogen logisk eller juridisk Forbindelse mellem Fornærmelserne, om han kunde erkjende at de havde fundet Sted, og nærværende Søgsmaale. Hvorfra er det da jeg argumenterer mig i Talen til Mangel paa Sindsligevægt hos Hr Daa uden fra hans Adfærd mod mig, idet jeg -- som mig synes temmelig rimeligt -- slutte mig deraf til at han vilde være ligesaa uretfærdig og lidenskabelig mod Andre, og saaledes blive let udsat forat tabe Sagen og Sømmeligheden ved hans Stilling inden Repræsentationen af Øjesyn? Det mangler ikke paa Exempler udenfor mig paa at Hr Daa er meer end almindelig, meer end nogen offentlig Diskuttens, som hidtil har vist sig hos os, udsat forat lade sig henrive til skamskjændende Personligheder. 8. Hr Daa bebreider mig, at jeg ikke sagsøger Granskerens Udgivere. Hvor let det er at faae fat paa det hele Kompagni og dets Chef har jeg idag erholdt et nyt Beviis paa, da Udgi- verne have sendt en Beskikkelse, hvori jeg lader spørge om Voldsværket med mit Mscpts Tilintetgjørelse er af dem eller af Redaktøren personlig bleven forøvet, ubesvaret tilbage. Jeg erindrer ikke flere Punkter af Repliken. Den tilbyder og- saa heltigjennem lidet mærkeligt uden hiin Benegtelse at have SIDE: 359 anden Deel i Fornærmelsen imod mig, end at være Ejer af det Blad, hvorigjennem de have fundet Dagslyset. [fotnotemerke] Men den er og- saa saa mærkelig, at jeg ikke vilde vovet noget Forsvar i denne Sag, men med Glæde strax og aabent erkjendt mig som Feilende og Strafværdig, dersom -- den stod til Troende. Men nu staaer den der som en monstrøs Fripostighed, som en jammerlig Feig- hed, som maa vække Forbauselse hos Enhver over at den kjække sqvadronerende Forkjæmper, der altid bød Cykloppanden frem, pludselig forvandler sig til en Muus, der befippet søger ind i et af Anonymitetens Smuthuller. Nu! har jeg troet at jeg havde med Granskerens Ejer at gjøre som Forfatter, saa har jeg troet Morgenbladet, han selv er Medredigerer i, og andre Blade, som have debiteret det uimodsagt af ham, og saa maa min Fornærmer i Granskeren ganske have tilegnet sig Ejerens, ved sin Kunstlen temmelig originale, Stiil. Men endog antaget, at Ejeren ikke lyver, indeholder dog Bladet nok af Injurier i de af hans Navn mær- kede Opsatser om mig til at gjøre Skriftet qvæst. ankeløst som Retorsion og Forsvar, ligesom det formentlig i sin Tendenz at modarbeide et umodent og skadeligt Valg, [fotnotemerke] til hvis Fremme In- sinuationerne vare tydelige nok, er daddelløst. Og hermed giver jeg en god Sag i en retfærdig Dommers Hænder til endelig Afgjørelse. Ærbødigst Henr. Wergeland. Efterskrivt. I det Øjeblik, dette indleveres, har jeg ikke faaet det her foran nævnte Nr af Granskeren, men et andet Nr, nem- lig 43, som hoslægges, da det indeholder nogle om end ikke saa paafaldende Vidnesbyrd om, hvor vidt Hr Daa ellers vil have Diskussionsretten om Valgkandidater udstrakt. Fotnote: "En Mand, som negter og modsiger Alt har ikke slaaet ind paa den rigtigste Vei til at erhverve sig Troværdighed". Granske- rens Red. 12 Nov/1841. Fotnote: "Intet Menneske kan have Tillid til den Person, om hvem han veed eller formoder med Sandsynlighed, at han ringeagter ham, eller vil behandle ham med Uforskammethed". Granske- ren Red. 16 Nov/1841. SIDE: 360 TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1825.] Om vi saae en god Mølle staae uvirksom af Mangel paa Vand, vilde vi da ikke aabne Slusen? Lad mig have den Glæde at sætte denne Mølle i Bevægelse. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1825?] Jeg gav hvad jeg havde, 2 Mark og en ny Skjorte. Jeg løb ud og skaffede Manden 6 -- 7 Kunder. Maden bliver mig bitter i Munden ved at vide saa megen Elendighed; jeg synes ikke jeg har Ret til at spise mig mæt. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania juni 1826.] Det gyser i mig, naar jeg tænker paa alle disse mathematiske Regninger, Tal og Qvadrater. TIL STUDENTERSAMFUNDETS UNIFORMKOMITÉ [Begynnelsen av des. 1826.] S: T: Hr. stud. juris Hald, mad. Nielsens Gaard i Christiania. Jeg tager mig herved den Frihed, med Undskyldning for de slette Tegninger, ærbødigst at indstille til Comitteens Betænkning følgende Forslag: SIDE: 361 Distinctionerne for academiske Borgere bestaae af: Buxer med Fløielsrender og en støbt Sølvlyra i eller under en Sølv-Oliekrands, som kunde paaheftes Kraven af enhver Kjole. En Stadsuniform bestaar af sort Kjole af almindelig Uniformsnit, med Fløielsopslag og Lyren paaheftet den stive Fløielskrave. Tegningerne ville op- lyse saa godt de kunne. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold 23de Jan. [1827] . I indlagte Papirer, min gode Magnus! vil du see en af mine ulykkelige Historier. -- Den er sand og det er en virkelig Pige som har revet mit Sind paa saadanne Afveie. Jeg vil fortælle Dig det, da jeg veed du ikke vil fortælle min scandale ud igjen. -- Historien er: jeg blev forliebt i Hulda Malthe; efter at have seet, talt, dandset et Par Gange med hende, reiser jeg ud til Risebroe for at frie -- træffer hende ikke hjemme -- da hun er i Ullensager Præstegaard sender jeg øjeblikkelig et Brev til hende, men da jeg ikke kan vente efter Svar, klæder jeg mig senere (2. Dag efter) paa, beder om Hest til en Tour og -- reiser til Ullensager Præstegrd, 3 Miil. Der træffer jeg hende; hun er sær- deles blid, og mig syntes at hun søgte mig. Jeg var nærved at blive gal eller at en Aare skulde springe. Saa stormede Blodet af bare Glæde -- jeg tænkte mig allerede min Reise som Masse- nas Tog i Spanien -- : kaste sig ind i et fiendtligt Land, slaae en heel Guerilla (jomfruelige Betænkeligheder) og tage Madrid. -- Jeg nærmer mig til hende, spør om hun havde faaet Posten igaar -- "Nei!" -- Du kan troe jeg ærgrede mig capitalt. Jeg ventede den Aften. Posten kom ei, jeg talte alt i Et om Posten, naar vi hentede Posten, naar man burde hente den her, om Politik etc. -- Omsider bad jeg Præsten, den anden Dag, at hente den, "da jeg ventede et Brev". Han glemmer det og om Aftenen leier jeg Bud til at gaae efter Posten. Han bringer mit Frierbrev i mine egne Hænder og -- jeg maa -- give Hulda mit eget Frierbrev midt i Stuen. Da hun havde læst Begyndelsen midt i Selskabet, tog hun det og gik bort. Da hun kom igjen, SIDE: 362 ventede jeg hende i Enrum. Jeg farer og tager hendes Haand -- men slipper den da hun siger: jeg kan ikke svare Dem andet end Nei. Jeg talte med hende en Time uden Nytte; dog skiltes vi som gode Venner. -- Hun var saa ung og smuk og der kunde blevet noget Godt af Hende. -- Efter 3 Dages Forløb kom jeg hjem med en Kurv! -- Var ikke det en vakker Reise. -- Hun havde Intet imod mig sagde hun, blot den faste Troe at jeg ikke passede for hende: hun sagde: jeg var letsindig: jeg sagde: det var ret; jeg er ogsaa hidsig, fremfusende ubesindig; men min Ømhed skulde forsone hende med disse Lyder og hendes Dyder skulle afslibe det raae eller skjærende i min Characteer. -- Jeg forsikrer dig, jeg havde al Grund til at haabe et godt Udfald. Jeg troer sikkert at Lausen D har bagtalt mig. (Han har nok Grund til det da jeg har været grov mod ham paa Ballerne naar han har blæret sig og legt den Rene for sin Kjæreste). Desuden var hun fuld da jeg friede, da vi havde drukket meget Viin og jeg havde saaret Quinden i hende et Par Gange af Ufor- sigtighed Dagen iforveien; ex: gr: Fruentimmerne skulde ud og være borte at pynte sig. Hun gik nede og var pyntet. Det seer jeg ikke; men bebreidede hende Dovenskab og negligence fordi hun gik her nede og drev mens de Andre trællede med Pyn- ten. -- Hun svarte Intet. -- Hun er vist hemmelig forlovet [over- strøket i]. Det er tilpas for mig, bestemt tilpas! jeg kaster mit Hjerte for enhver Tøses Fødder; de træde paa det og Blodet sprøiter af det. -- Jeg vil dog forsøge engang til hos Hulda. -- Siig Intet af alt Dette Magnus! Jeg kom ikke af Byen før Kl. 8 om Aftenen, snydefuld: jeg havde været paa Raadstuen for at redde en drukken Hore som græd, da man arresterede hende og for P. Monkerud og Caspary og Conradi etc. -- I Julen har jeg levet ret muntert; kun er det slemt, at man havde bagtalt mig hos mine Forældre og det dygtigt. -- Inat kom jeg hjem fra en Aquavit Sviir og et morderligt Slags- maal imellem Forvalter Larsen og mig. Jeg har mine Øren fulde af Blod. Det kom sig af at han kaldte Lerche for en Svinepelts, hvorpaa jeg skar et Øre af et syltet Svinehoved og kastede i Ansigtet paa ham; det kom tilbage og nu kom et Ørefigen fra min Side; derpaa 2 fra Glasmesteren og derpaa reev jeg Leens- SIDE: 363 manden overende og slog Larsen i Øinene. Derpaa kom jeg i Gulvet og blev overmandet. -- Da jeg var kommen op slog jeg ham igjen og tabte paa nye; jeg slog igjen og fik igjen Prygl, dog mest fordi jeg var ræd for Brillerne mine som laae paa Gulvet og fordi han tog i Testiklerne. -- Vil du sende mig indlagte Papirer igjen! og svar mig! skriv mig til! treffer du Lerche saa fortæl ham at jeg har slaaets for ham og at Glasmesteren vil leie Banditer til at prygle ham i Markedstiden! Hils mine Ven- ner og skriv mig til, saa skal du faa et ordentligere Svar. Levvel! Henr. Wergeland. P.S. Om Søndag skal jeg præke 1stegang; min Fader har be- falt mig det alvorligt. Jeg bliver heroppe og læser -- eller skri- ver hellere -- . Kan du ikke -- en passant -- faae Spørlag paa en hebr. Michaelis Bibel som tilhører mig? Mit Navn staaer i, Bin- det sort og revnet i Tilheftningen. -- Jeg savner meget Selskab her! At nogen vilde komme herop! -- Faugstad lovede at be- søge mig i Julen; jeg var hos ham samme Dag, jeg reiste, at minde ham paa hans Løfte; men han var ikke hjemme. Jeg ventede ham alligevel. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1827?] En af mine Venner har raadet mig til at klæde mig bedre, da jeg i den Henseende ikke holder Skridt med andre Men- nesker. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1827.] Med min Juletour bliver der intet af; jeg faaer nok holde mig i Selskab med adstadige Folk, med Moses og Profeterne. SIDE: 364 TIL ENGELBREGT HALD [Før trykt efter Lassens utdrag, V: 1: 89f.] Eidsvold 2 Nov. 1828. Du skulde -- bedste Ven! (foruden dine gode Ord til ham) commenteret disse paa den svenske Canaailles Ryg. Eller da du saa tydelig saae Spionen stak frem (og med dem er der ingen Ærlighed; eller mod dem er ikke nogen Uærlighed falsk nok) saa skulde du inviteret ham til en Eftersvælg -- faaet fat i Schwach eller en anden af 3, 4 Brave -- og saa givet ham en Lexe at lære, kaldt ham ved hans rette Navn og givet ham Honorar som Spion. -- Jeg var ganske ædru da jeg aabent er- klærede mig for den nominelle Bormester; men i Hot. d. N. (hvor rigtignok P [?] var Secretairen) kom der Gjæring i min Patriotisme og jeg slængte Bærmen deraf Knegten i Ansigtet. Den gamle Ræv v. P. fik Sit. Herindeni ligger en Sang, som du qua Directeur kan faa i Orchestret. Find ud af Musiken. Jeg vil heller tærske end skrive Noder. Kom ind til Chnia til Marked (med din Kone, saa jeg kan faae kysset hende paa Haanden) da jeg tænker -- hvis saa skeer, skal det blive en stolt Aften. Galleriet skal have et Anker med Punsch -- at faae da min "Sinclar" som nu er i Trykken, paa Scenen, (om- arbeidet da). Dersom din Sophie er en saa livlig og fortrinlig Dame som fru Messell, da har du sgu skudt Papagøjen. -- Jeg har talt med hende en Stund da jeg biede efter Lectoren, [som] først tog For- laget, men saa traadte tilbage. Hør du kan, hvis du vil være Forlægger -- hvilket jeg syntes maatte være behageligt for dig -- give mig jevnt en Rød for hver en sort Tragedie jeg sender. Nei, blot for det 1ste -- siden voxer det. Saa besørger du Trykken og -- er jeg i Chnia -- skal jeg corrigere, og du bliver en slags Forpagter paa Parnas. Jeg gav hele Parnas for Barboes lille Høi med Alt hvad der- paa findes. Men Alt, nagelfast og løst. Tak for din Opmærksomhed for mit Ønske -- gode Ven! For din velvillige Indbydelse, som engang skal blive benyttet tilgavns. Dog kommer jeg, saa ikke ud om Aftenen, saa Pigen, naar hun SIDE: 365 lukker op for os (med Løgte) siger til dig: "Moer ligger alt". Ikke af Flekken fra Barboe, fra Cigarren, Dobbeltøl og Viin! Jeg hilser herfra os hjemme allesammen. Men alle de kjed- sommelige Personer her, Du spurgte om, gider jeg Fanden ikke hilse fra. Opdrag dine Børn haardført! Opkast dig i din Egn til en skarp Tand for alle Undertrykkere og Smaatyranner! Faae Børn som en Israelit. Hvergang du hæver et Glas tænk paa en Ven! Tænk ofte paa Venner. Speculeer ikke uden paa Forlæggerie! Anlæg et lidet smukt Bogtrykkerie i Arendal. Siig Sophie Dedekam ifra mig, at hun ikke maa stjæle altfor- meget Kjær [lig] h [ed] og Venskab udaf Engelbreth, hvor det laae som et renterigt Liggendefæe for din Henr. Wergeland. P.S. Jeg er raget i en alvorlig Proces nu med nogle af Cavalleerebrigaden, som jeg har indstevnet for Vold, da de vare lumpne Redskaber paa Gaardermoen, i en vis høi fainéants Fingre. Gid der maa voxe Tvist mellem Haneborg og Dig som Seneps- kornet i Fablen. TIL ERIK ANKER Grorud 29 November 1828. S. T. Herr E. Anker, Oberste, Chef for oplandske Cavalleriecorps, Kammerherre, Ridder af den kongelige svenske Sværdorden etc. etc. Jeg har herved den Ære, ianledningaf verserende Sag, at til- melde Deres Høivelbaarenhed, at jeg, formodentlig til Juul, vil komme til at opholde mig i Christiania. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 366 TIL ERIK ANKER Eidsvold Præstegaard 27 Dec. 28. Til Oplandske ridende Jægercorps. Jeg har herved den Ære at tilmelde, at Corpsets Ærede af 20de d: er modtaget. Tillige maa jeg iblandt de af mig nævnede Vidner berigtige Holm Schjeitie til "Holm Ryen, Fuldmægtig, boende i Skydsmoe", samt anfører jeg iblandt dem: Johannes Voxen paa Nitteberg- Gaard i Skydsmoe. Tillige formelder jeg pligtskyldigst, at jeg under Dags Dato, til den høje Cavalleriebrigade har indsendt min formelige exceptio judicis inhabilis imod Herr Oberste Erik Anker, Corpschef, Kam- merherre m. m. som Dommer i verserende Krigsretssag. Henr. Wergeland. TIL ERIK ANKER Eidsvold 13de Januar 1829. Til Oplandske Kavallericorps. Jeg har hermed den Ære skyldigst at tilmelde det respective Corps, at Gaardbruger Berg paa Fenstad i Næs Øvre Romme- rige vil blive at anføre iblandt Vidnerne ved den Tildragelse paa Gaardermoen, som har foranlediget verserende Sag anlagt af mig imod vagthavende Underofficeer dersteds med Mandskab. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL L. BORCHSENIUS OG C. F. MICHELET Christiania 28. April [1829] . Indlagte Skrivelse fra Kammerraad Foged Malthe, bedes ved- lagt Papirerne i Gardemoesagen. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 367 TIL KOMMISJONEN NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 [Kristiania 22. mai 1829.] Til Den ianledning af de formeentlige Uordener 17 Mai s: nedsatte Commission. Som Mishandlede af Militæret ved Passerede paa Torvet til- lader Undertegnede sig at melde Stud. theol: Reinhardt do. do. Heffermehl Handelsfuldmægtig Baardsen samt den ærede Commissions ærbødigste Henr. Wergeland. stud. theol. TIL KOMMISJONEN NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 Christiania 28 Mai 1829. Til Den høje Undersøgelses-Commission ianledning af det den 17de d: Hændte. Undertegnede, som, efter indleveret petitum til det theologiske Facultet, er tilstedet Adgang til examen theologicum, seer, efter Opslag fra decanus facult:, Denne berammet til at begynde Fre- dag Morgen 29de Mai, continuerende, hvad den skriftlige Deel betræffer, den paafølgende Mandag og Tirsdag; men jeg veed mig tillige indkaldt for den høje Commission til imorgen. Da jeg maa betragte min examen, hvilken jeg, da jeg 1825 be- gyndte mit academiske Liv, fastsatte til i Foraaret 1829 og jeg desaarsag er ankommen hertil Staden, som Velfærdssag baade for mig og Familie, haaber jeg at Commissionens ærede Med- lemmer Intet have imod at skjænke mig ovennævnte tre Dage til at fyldestgjøre saaledes min Pligt som academisk Borger og Søn. SIDE: 368 Jeg tillader mig at tilføje, at jeg idag Formiddag, i dette An- liggende har været hos de trende ældre Medlemmer af Commis- sionen, men ikke været saa heldig at træffe Nogen, og at jeg i dette Øjeblik agter at tale desangaaende med Commissionens nye Medlem. Ærbødigst Henr. Wergeland. PROTOKOLLDIKTAT FOR KOMMISJONEN NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 [Kristiania 30. mai 1829.] [Til 1ste Qvæstion: Var Deponenten sidstleden 17de Mai tilstede paa Fæst- ningsvoldene eller Bryggerne ved Dampskibets Ankomst?] Deponenten var den 17de Mai tilstede paa Fæstningsvolden og Bryggen, lidt efter Dampskibets Ankomst. Aarsagen hertil var det Rygte som Deponenten havde hørt, at der fra høiere Steder skulde være draget Omsorg for, at Dampskibet, som bærer Constitutionens Navn, mod den almindelige Orden, ikke skulde indtræffe, hvori Publicum ikke undlod at lægge Betydning. [Til 2den Qvæstion: Deeltog Deponenten der i at synge eller i at raabe Hurra, hvilke Sange i saa Fald, og i hvilken Anledning, raabtes der Hurra?] Deponenten saae fra Fæstningen Dampskibets Ankomst, og udraabte der, om han erindrer ret, 2de Gange: "leve Constitu- tionen, Hurra!" og formoder han saaledes at være den Person, som Stiftamtmanden har i denne Anledning omhandlet i sin For- klaring. Deponenten forlod Fæstningen for at ile til Bryggen, hvorda imidlertid Dampskibet allerede var ankommet i Havn, hvor han traf en temmelig betydelig Folkemængde, og paa den egentlige Toldbodbrygge, hvoriblandt de Andre, hans Excellence Statholderen, Stiftamtmanden, Commandanten, og nedefter til Politieadjudanten, en Deel Mennesker, beskjæftigede med Sang og Hurraraaben, uden dog at kunne opgive, om de nævnte Herrer heri deeltoge. Deponenten begav sig nu paa et, ved Enden af Toldbodbryg- gen beliggende Skib, ogsaa opfyldt tildeels med syngende Men- nesker, hvor han da af og til, efter Evne deeltog i Sangen. SIDE: 369 De Sange, som bleve afsjungne, troer Deponenten findes alle af- trykte i et lille Hefte, trykt hos Torkild Borg, og Deponenten har ved ethvert Selskab i frie Luft, været Vidne til, at saadanne Sange endes med et Hurra. [Til 3die Qvæstion: Hvilke Flere deltoge heri, og skete dette efter noget foregaaende Overlæg, og da hvilket, samt hvor og af hvem foranlediget?] Foruden Deponenten bemærkede han ingen anden end Candi- datus juris Krogh, Student Borchsenius, Student Høstad, ditto Strøm og Student Heffermehl. Om dette skede efter noget fore- gaaende Overlæg, veed Deponenten ikke, da han først ankom midt under Sangen. [Til 4de Qvæstion: Var det Deponenten eller nogen Anden, som hver Gang begyndte med Hurraraaben og Skrigen?] Deponenten veed ikke, om der var Nogen, som hver Gang begyndte med Hurraraab. [Til 5te Qvæstion: Tog Deponenten Plads paa noget af de ved Bryggen liggende Skibe, og da hvor paa samme, og skete dette med eller uden Ved- kommendes Tilladelse?] Deponenten havde Plads paa et det Heftyske Handelshuus til- hørende Skib, hvor han, med en af Heftys Handelsfuldmægtige, forhen om Dagen uden speciel Tilladelse fra Skibets Eier eller Reder, havde været ombord; og paa den omqvæstionerede Tid, da han fandt Skibet forud opfyldt med Folk, troede han saa meget mere at kunne undlade at erhverve de saakaldte Ved- kommendes Tilladelse. [Til 6te Qvæstion: Efter hvilken Opfordring var det, at Deponenten forlod Skibet eller Bryggen? og gik Deponenten derpaa i samlet Følge, og da med hvem, opad Toldbodgaden, og siden standsede ved Studentersamfundet?] Deponenten forlod Bryggen omtrent Kl. 6, paa ingen anden Opfordring, end hans egne trette Beens, og gik derfra alene op i Byen for at besøge en syg Ven, Stud: juris Lerche, hvor han forblev ligetil om Aftenen omtrent Kl. 10. [7de Qvæstion: Af hvilken Grund deeltog Deponenten i dette Følge?] 7de Qvæstion bortfalder. SIDE: 370 [8de Qvæstion: Deeltog Deponenten i at raabe Hurra paa denne Vei, hvo begyndte hermed, og hvilken var Hensigten hermed?] 8de Qvæstion ligeledes. [9de Qvæstion: Kan Deponenten opgive, hvilke af Følget da gik ind i Stu- dentersamfundet, og hvilke tilforn havde deeltaget i det Middagsselskab, som der skal have været afholdt?] 9de Qvæstion ligeledes. [Til 10de Qvæstion: Veed Deponenten, om der samme Sted holdtes noget Samqvem mellem Folkehoben og Studenterne inde i Samfundets Localer, enten ved Samtaler gjennem Vinduerne eller i anden Maade, eller ved fælleds Syngen og Hurraraaben, eller ved at Studenterne snart opholdt dem i Samfundet, snart i Folkehoben?] Deponenten fandt ved at gaae forbi Studentersamfundets Lo- cale, paa sidstnævnte Tid, Alt fuldkommen roligt der, ingen Folk paa Gaden, ja Vinduerne, trods Heden, i Samfundslocalet lukkede. [Til 11te og 12te Qvæstion: 11) Hvorhen begav Deponenten sig herfra? 12) Forsaavidt Deponenten fremdeles opholdt sig paa Gaden, spørges: hvor forblev han saaledes, i hvilken Hensigt og hvorlænge; og deeltog han i Sær- deleshed i at raabe Hurra eller pibe, eller i andre lydelige Yttringer, og i saa Fald i hvilken Hensikt?] Ved det chemiske Laboratorium møder Deponenten en Mængde spadserende Mennesker, hvilken han, da den bestod af enkelte Rækker Vandrende, maatte antage for et saadant Tog af Lyst- vandrende, som man ellers i smukt Veir møder paa Promenaderne. I dette Tog eller i disse Rækker opløftedes af og til et Hurra- raab, hvilket, saavidt Deponenten, der standsede og lod Rækkerne passere sig forbi, bemærkede, især kom fra enkelte Hobe halv- voxne Drenge, hvormed Spadsererækkerne rigelig vare spæk- kede. Hvis disse Rækker, der naturligen i Begyndelsen bestod af Drenge og yngre Mennesker, i Midten af Voxne Mennesker af for- skjellig Stand og Kjøn, i Enden af ældre Folk, og hvoriblandt han bemærkede saa adstadige Matroner, som man nogensinde seer 2de Gange gaae i Kirken paa en Søndag -- skulde kunne kaldes et Tog, da maatte det være fordi, som Deponenten bemærkede, en Deel, Politieofficianter, som efter Sigende skal have succederet Generalmajor Wedel Jarlsberg, indtoge den første Plads. SIDE: 371 Deponenten fandt saa lidt besynderligt ved dette Tog, at han kun blev bevæget til at gjøre Følge med, da han bemærkede en Politiebetjent, som gjennemkrydsende Folkemængden, ruskede og slog hist og her de Smaadrenge, han kunde attrapere under Hurraraaben. Deponenten fulgte nu Hoben alene igjennem øvre Slotsgaden, Grændsegaden, forfølgende Politiebetjenten, for at give ham et godt Raad, da Deponenten bemærkede, at Hurraraabene tiltoge hver Gang han udøvede sin Myndighed. Ved Torvet var Depo- nenten saa heldig at naae Politiebetjenten, og tiltalede ham om- trent i følgende Udtrykke: "Hør min Mand, vil De følge mit Raad, saa slaae ikke Gutterne, fordi De hører jo at Raabet hver Gang bliver værre, lad Mængden gaae sin Gang, saa skal De see, at Mængden fordeler sig i alle de Gader, som gaaer fra Torvet, og bliver da gjort til Intet." En anden Politiebetjent som flux stak Ørene til, gav et Svar, hvoraf Deponenten maatte slutte, at man nok havde Lyst til at faae fat i ham, nemlig: "forsvarer De da Oprøret Hr. Wergeland?" Deponenten blev ham Svaret skyldig, og fulgte atter de Spadserende, som blev opholdt, hvis han kan slutte fra sig selv, af Nysgjærrighed ved paa Torvet at see Commandanten i fuld Uniform holdende til Hest, tilligemed nogle andre uniformerede Herrer. Mængden sluttede sig ørkesløs om de ligesaa ørkesløse Herrer til Hest, af og til paa samme Maade, som under Spadserefarten til Torvet, hørtes Hurraraab, uden at Deponenten kan sige, om det istemtes alene af Mængden tilfods. Hvad Hurraraabene angaaer, da istemtes de aldrig af den hele samlede Mængde; nogen Piben hørte Deponenten da ikke. De- ponenten, og formodentlig den hele Mængdes Nysgjærrighed, fik snart ny Næring, ved at see en ny Trop Ridende ankomme, led- saget med Lygter. Her gjorde Deponenten, der den hele Aften ikke oplod sin Mund, sig skyldig i den første Uorden. Han af- brød nemlig det ved Sidstnævntes Ankomst, der begav sig hen til Commandanten med øvrige Følge, opkomne Stille, ved en Latter, erindrende sig vilkaarlig Diogenes' Lygtehistorie. Til- bagetrykt af Stimmelen, som opkom ved, at en, Deponenten ubekjendt, af Herrerne til Hest, holdt en lille Tale til Folket, hørte Deponenten kun en enkelt Tirade af de næsten øieblikkelig efter Talen, efter Sigende oplæste Oprørsartikler. Et Hurra reiste sig atter, efterat disse vare læste, og en Pibe lod sig høre, fra SIDE: 372 den Kant, hvor nogle Politieassistenter havde deres Stade. Fem Minutter, saavidt Deponenten uden Uhr kunde slutte, efter Op- rørsartiklenes Oplæsning, ankom Cavallerie og strax efter Infan- terie paa Torvet, og efter et ligesaa kort Mellemrum, kun udfyldt med en Proclamation fra Commandanten til Damerne, hvis Text var, saavidt den af Deponenten lod sig fatte, at Damerne vilde han raade til at gaae, thi nu indestod han ikke for noget, gjorde Cavalleriet et Choc i en Halvcirkel fra Ole Heyerdahls Hjørne, hvor Deponenten hele Tiden havde sit Stade, rundt Vandposten, svingende om ved Steenhobene, hvor Folk faldt hulter til bulter. Da Deponenten havde Plads omtrent hvor de gallopperede ud fra, og hele Tiden var alene maneuvrerede han heldig nok, baade ved dette første Choc og det andet, som i samme Direction da tydeligen strax ved Udgallopperingen var Aarsag i, at Folk, hvor- iblandt Deponenten bemærkede Børn og Qvinder, faldt om hin- anden med Skrig og Jammer, uden at kunne angive om nogen kom til videre Skade, da Deponenten skyldte sit eget Liv, med Øinene at forfølge Chocet, hvilket paa samme Maade foer fremad og endte med en formelig Attaqve paa Stenhobene. Deponenten hørte Hug og Skrig, saae Sablerne svinges, kort det hele Optrin havde Udseende af en Massacre. Han ilede hen til Valpladsen, da Seierherrerne havde forladt den, hørte Forbandelser over den fientlige General, Gudskelover fordi de vare komne fra den Pust med Livet, Jesunavn! Blodet springer ham ud af Skulderen, fra en Trop, som syntes ledsage en Mand, formodentlig den Saarede, henimod Kirken. Om et saadant Tilfælde ikke skulde blive nøiere oplyst, da veed Depo- nenten, at der iblandt de Blesserede have været Folk, som have besluttet at dække deres Saar med Kjærligheds Kaabe, hvilket Vidnerne, dog, saavidt Deponenten veed, ikke have tilladt. Men hvor Mange kan det ikke have lykkets, saaledes i Gjer- ningen at misforstaae et Moralbud. Rygtet melder dog, at paa Valpladsen ved Steenhobene, skal en gammel Kjelling, som sad paa Steenhobene, være bleven, efter et kort Angreb af Lieute- nant Morgenstjerne ved et forunderlig høit og velført Hug, hugget ned fra sit Tilflugtssted samt have brudt sit Laar under hans Hest. Hvis noget saadant var skeet, da troer Deponenten at have maattet høre nogen fremstikkende Qvindestemme, hvilket Deponenten dog ikke lagde Mærke til, da Alt der var Jammerskrig. SIDE: 373 Det lod nu til, at Cavalleriet havde opsøgt sig andre Volter; idetmindste blev han ikke saa voldsomme Choc meer var fra den Plads han fremdeles beholdt ved Kirkegadens Begyndelse. Infanteriet saae Deponenten nu sørge for Exec: af Oprørsacten, men paa en Maade, der, saavidt han kunde blive var, ikke kom nogen til legemlig Brøst. Deponenten opholdt sig i den nederste Deel af Torvet, saaledes at Kirkegaden bestandig stod ham aaben, og besøgte han ogsaa 2de Gange uden Hinder, den i General Haxthausens Gaard boende Kjøbmand Herre. Ved det andet Choc var Student Leganger tilstede og undveeg paa samme Maade som Deponenten. Klokken omtrent 12 møder han paa sin rolige Hjemgang, udenfor Haxthausens Gaard i Kirkegaden, et Detache- ment Cavallerie, hvis venstre Fløimand, Gud veed af hvad Grund, hilser ham i Forbifarten, uden mindste foregaaende eller efter- følgende Tiltale, med et temmeligt drøit Klingeslag over Ryggen; han vender sig øieblikkelig, for at faae Gjerningsmandens Nummer opgivet, men denne iler med de øvrige Ryttere videre frem, uden at see sig tilbage og forsvinder paa Torvet. Bureauchef Christensen og Kjøbmand Herre vare Vidner til, fra den Sidstes Vinduer, at dette passerede. Lieutenant Morgen- stjernes Udsagn om, at denne Jæger opgav paa Spørgsmaal, at hans Hest var bleven slagen af den han da hug, benægtes. En Usandhed bør dog have Rimelighed; men hvad rimeligt er der i, at en enkelt Person (thi han var næsten den Eneste idetmindste paa den Side af Gaden), angriber med et tyndt Spanskrør, som da var hans eneste Vaaben, paa et saa aabent Terrain og paa en Tid, da Fortoug og Trapper ikke af Cavalleriet bleve respec- terede, et Cavallerie-Detachement med dragne Klinger, hvis Fryg- telighed og uskaansomme Fremfærd Deponenten havde været Øien- vidne til, og forhen har Erfaring om? De nævnte Vidner maa ogsaa kunne oplyse, om Rytteren har fortalt sin Officier sandt eller ikke. Rigtignok kunde et Slag fra Deponentens Side med et tyndt sort Rør i Tusmørket, have undgaaet deres Opmærksomhed, men en mærkeligere Lyd, end med et hvert andet Stokkevaaben, maatte have paafulgt, og desuden maatte et hurtigt Sidespring, være den nødvendige instinctmæssige Bevægelse hos ham, for at undgaae det Gjenhug, han maatte vente. Deponenten bar dengang Studenteruniform; da han ikke kunde faae Jægeren eller den Commanderende fat, gik han hjem og SIDE: 374 bar den selv ned i Commandantens Gaard, med et Brev, hvori stod hvad Commissionen af selve Brevet allerede har erfaret. Da intet heraf blev modtaget, sender han det Dagen efter gjen- tagne Gange ned i det Ankerske Fideicommisses forrige Gaard; da Budet omsider erklærede sig uvillig til at gaae, formenende at han derfra ikke kom tilbage med Livet tredie Gang, sender han et nyt Bud, en trettenaarig Dreng, som feiltagende sætter den i den af Commandanten forhen beboede Gaard, hvor nu Statholderen opholder sig. Dette Bud fortæller Deponenten, at en Ordonants i Stiftsgaarden, ridende Jæger Jens Guldbrandsen, havde fortalt ham, at Lieutenant Baron Wedel Jarlsberg havde bestilt dem (eller en?) til at slaae Wergeland, hvor de traf ham. Paa Spørgsmaal benægter Jægeren at have sagt saa, men Jæge- ren som slog Deponenten, vil maaskee kunne give Oplysning. Foruden paa det omtalte Sted paa Torvet, var Deponenten og- saa tilstede oppe ved Studentersamfundets Locale, hvor han fandt Gaden spærret med Infanterie, ligesom en Cavallerie-Trop krydsede ved Hjørnet. Deponenten hørte her Generalmajor Baron Wedel Jarlsberg i Forbifarten befale de Faae paa Hjør- net, uden at krænke den spærrede Gade, samlede Folk, at de skulde forføie sig bort, da han ellers inden et Minut, skulde være Mand for at faae dem bort med Magt. Da Deponentens Nys- gjærrighed nu var mættet, gik han hjem. [13de Qvæstion: Er enten Deponenten eller Nogen, han kan navngive, under det Passerede den 17de Mai anmodet om at afholde sig fra at synge, raabe Hurra, pibe o. s. v., eller om at bortfjerne sig, og hvor og af hvem er i saa Fald dette skeet, og hvad har Deponenten i den Anledning svaret og fore- taget?] Til 13de Qvæstion svarede Deponenten Nei. [Paa Tilspørgende bemærkede Deponenten, at han ikke har hørt Hurraraab "for 17de Mai".] [14de Qvæstion: Har Deponenten været udsat for nogen personlig Over- last samme Aften, og i saa Fald hvilken, samt hvorved foranlediget?] 14de Qvæstion er allerede besvaret. [15de Qvæstion: Er Deponenten allerede forinden 17de Mai indtraf, advaret fra, eller anmodet om, at afholde sig den Dag fra enhver Uorden, eller fra enhver offentlig Høitideligholdelse af Dagen, som formeentlig Aarsdag af Con- stitutionen, og hvorledes er saadan Advarsel eller Anmodning skeet?] SIDE: 375 Til 15de Qvæstion Nei. [Til 16de Qvæstion: Har Deponenten enten nede paa Bryggerne eller i Ga- derne eller paa Torvet om Aftenen eller Natten den 17de Mai bemærket nogen af de Medlemmer som deltoge i Selskabet i Studenter-Samfundet, hvil- ket Selskabs Medlemmer navnlig vare de, som ere anførte paa den under No.22 fremlagte Liste?] Deponenten har omtalt, som de paa Skibet eller Bryggen værende Studenter Cand: juris Krogh, Student Høstad og Stu- dent Borchsenius, hvilke han med Vished veed vare tilstede ved Aftensmaaltidet i Studentersamfundet. [17de Qvæstion: Om Deponenten veed noget mere til Oplysning i denne Sag eller at tillægge sin Forklaring?] Da kan Deponenten blot efter Rygtet og Samtale som nær- værende opgive Student Strømsøe, admissus juris L. Stang, Stu- dent Georg Dallas Bull, Student T. Bernhoft, Lieutenant Meinertz som nærværende civil paa Torvet, og Fuldmægtig Johan Collet. [Deponenten blev derpaa forelagt som 18de Spørgsmaal: Hvorfor bortfjer- nede han sig ei fra Torvet og tilstødende Gader, da han erfarede at Oprørs- loven var læst og Folket befalet at begive sig bort? Deponenten svarede:] Nysgjærrighed førte ham til Torvet, de anførte Scener bragte ikke Nysgjærrigheden til at lægge sig, Oprørsloven har han hver- ken før, da eller siden hørt, og skjøndt han var vidende om, at en saadan Artikel blev oplæst, hørte han dog af Folk dersteds, som han ikke navnlig kan opgive, at det havde intet at betyde, som kunde komme Livet til Skade, da den 3de Gange skulde oplæses, hvilket Deponenten antog ikke at kunde være skeet i saa kort Tid. Deponenten saae Ingen, hverken Mand eller Qvinde, begive sig bort. Den tilstødende Gade maatte Deponenten holde ligesaa usikker som Torvet. Deponenten var den hele Tid alene, og deeltog ikke i nogen lydelig Yttring. Deponenten opgav som en af dem, der kunne give Forklaring om nærværende Sag, Cand. theol. Wedøe, samt Maler Gjøs. I Anledning af, at fore- gaaende Deponenter have opgivet, at Student H. Wergeland skulde have været beskjænket, blev han derom tilspurgt, men han benægtede aldeles at saadant havde været Tilfældet. Som Vidner i denne Henseende opgav han Fuldmægtig Ullich og Han- delsbetjent Poppe. SIDE: 376 Til sit Svar til 13de Qv. tilføiede Deponenten, at det Rygte, uden at kunne opgive bestemt hvorifra, er kommen ham for Øre, at be- meldte Aften En af de af Politiet antagne lønnede Politieassistenter pludselig skal have faaet det Indfald at gaae hen til Commandanten, som da skal have været til Hest, tage sin Hat af, sigende: "nu falder jeg fra", hvorpaa han, svingende sin Hat, skal have istemt et saadant Raab: "Hurra for 17de Mai". Deponenten har ikke bemærket nogen Mand, paa hvis Hat 17de Mai var malet, hvorom han nu blev tilspurgt. TIL LUDVIG MARIBOE [Kristiania 22 juni 1829]. S. T. Herr Capitaine Mariboe. Naar Touren til Indrykning i Patrouillen kommer til mit, for Undersøgelsescommissionen aflagte Depositum, vil De maaskee velvilligen give Plads der for Nedenstaaende, enten som en Nota nedenunder min Benægtelse mod Politiets samt Commandantens Forebringende om, at jeg sidstleden Dag i Mai imellem den 17de og 18de skal have været i en beruset Tilstand, eller og som Til- sats bag. Ærbødigst H. Wergeland. Da jeg den 17de Mai d. A. om Aftenen imellem Kl. 6 a 7, paa et Fartøi som laae ved Toldbodbryggen, talede med Herr Can- didatus theologiæ H. Wergeland, erfarede jeg ikke, saavidt jeg efter bedste Overbeviisning kunde skjønne, at han hverken var beskjænket eller beruset af Spirituosa. Dette bevidnes herved efter Forlangende. Christiania den 22de Juni 1829. F. H. Poppe, Handelsfuldmægtig. 17de Mai 1829, fra 7 omtrent til 9 1/2 samtalede jeg med Stud. Henr. Wergeland i mit Logis, uden at opdage Noget, der kan give mig nogen Grund til at antage ham for beskjænket. F. G. Lerche, Student i Lovkyndighed. SIDE: 377 Paa Forlangende af Herr Candidat Henrik Wergeland, som den 17de Mai d. A. om Aftenen imellem Kl. 11 og 12 var tvende Gange hos mig, bevidner jeg herved, at han da aldeles var fri for at have nogen Ruus. Christiania den 22de Juni 1829. C. F. G. Herre. Søndag Eftermiddag den 17de Mai efter Dampbaadens An- komst, saae jeg Hr. Cand. theologiæ Wergeland ombord paa Galeasen Fortuna, tilhørende Dhrr. Th. Joh. Heftye og Comp., og kunde jeg da ikke bemærke, at han var beskjænket. Th. Sabro. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania juni (?) 1829.] Jeg har fundet et nyt Dei existentiæ argumentum ex stella vel ex usu kaldet. Hersleb har det nu til Recension. TIL FORLIKELSESKOMMISJONEN FOR KRISTIANIA Christiania 24 Juli 1829. Til Forligelsescommissionen for Christiania. Undertegnede maa herved ærbødigst bede indkaldt for For- ligelsescommissionen i Christiania til næste Møde paa Mandag 27de Juli d: a: -- Overjæger ved andet geworbne Jægercom- pagnie, Bang, for Undsigelse paa Livet imod mig, for der at for- søge paa at træffe Forlig. -- Ærbødigst Henr. Wergeland Cand. theol. boende i Advocat Hjelms Gaard. SIDE: 378 TIL KOMMISJONEN, NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 Christiania 25de Julii 1829. Til Den høie Undersøgelsescommission ianledningaf 17de Mai Passerede. Ved de Forklaringer, Undertegnede har havt den Ære at af- lægge for den høie Commission, blev forglemt at omtale et Møde, jeg med Politieadjutanten havde paa Torvet, som jeg endnu troer er rigtigst at omtale, da det synes at kunne kaste Lys, paa saa- vel med hvad oprigtig Fredsommelighed Politiet deeltog i Sam- lingen paa Bryggen, som og maaskee paa min personlige Til- stand som beruset eller ei. Omtrent, saavidt erindres, Kl. 10 1/2 om Aftenen sidste 17de Mai, da Commandant og Politie vare omgivne af nogle Folk paa Chri- stiania Torv, og der var gjort Anstalter til at faae disse væk snart som Oprørere, befandt jeg mig meget nær Politieadjutanten. Saa- meget mere som jeg ikke var ganske Fremmed for ham, tillader jeg mig ganske sagte at ytre for ham: "Dass, jeg er bange for at her gjøres vel meget af Sagen". Hvortil Denne i en vred- laden Tone svarede: "Aa bryd Dem ikke om det. Wergeland, -- De har gjort alt formeget af det." Dette er det hele Sammentræf med ham. Siden paa Bryggen havde Dass til da ikke kunnet see mig, og Rapporterne fra Po- litiet vise ikke, at de havde lagt Mærke til noget Begaaet fra min Side i den korte Tid jeg havde Anledning til at iagttage Politiet og Folkerækkernes Færd, som kan grunde en saa pro- fetisk forblommet Trudsel, som den, der synes at ligge i Hr Dass's Ord. Det at have været paa Bryggerne og der deeltaget i at hilse "Constitutionen", synes da saa hemmeligen at være bleven regnet til Forbrydelse, idetmindste hos Dass. I saa Fald venter ham vel en Disput med S: T: Hr Stiftamtmanden. Baade i min og flere Andres deposita have Udsagnene om hvad man bemærkede paa Torvet antaget en beskrivende Form og, saa at sige, artet ud til historiske Malerier. Pennen kan vel gjøre det tydeligt nok, i det Enkelte især, men Penselen forstaaer dog bedst ved et Strøg at faae det Hele i Ideerne: Da det, hvad Torvscenen især angaaer, synes at maatte være den høje SIDE: 379 Commission, hvoraf Ingen, saavidt vides, paa Torvet var tilstede, ligesaa vanskeligt, som vigtigt, at faae en saadan Idee af det hele Tableau der: saa tillader Undertegnede sig, med Ønske om at det maatte acteres, at indsende i saadant Øjemed et Steen- tryk, som er tilfals i Hoppes Boglade, hvilket jeg, mest af alle de Bataille- og Oprørs-Stykker, jeg har seet, til Overraskelse fandt tjenligt til at opvække Ideen om: hvorledes det saae ud paa Torvet i vor Bye, da Cavalleriet efter Chefens Ordre, gjorde Angreb. Ærbødigst Henrik Wergeland. TIL FORLIKELSESKOMMISJONEN FOR KRISTIANIA Christiania 18. August 1829. Da jeg formedelst en for mig nødvendig Reise, ikke kan af- give personligt Møde i den af mig for Forligelsescommissionen anlagte Sag mod Overjæger Bang, befuldmægtiges herved S. T. Hr. Student Schønheyder til paa mine Vegne at møde, og skal alt, hvad han maatte vedtage eller indgaa, i enhver Henseende ansees for ligesaa forbindende, som om det af mig selv var vedtaget eller indgaaet. Henr. Wergeland Cand. theol. TIL STUDENTERSAMFUNDET Eidsvold Præstegaard 18. Sept. 29. Til p. t. første Directeur i det norske Studentersamfund. Jeg tør herved anmode Dig, min Ven og Broder, om i de norske Studenters Samfund, heelt at oplæse disse Linier, samt paa dettes Vegne inden otte Dage gjensende mig dets ærede Svar, hvoraf jeg haaber at see, at jeg ikke greb feil, da jeg hen- vendte mig til en nødvendig og sand Oplysnings Venner og varme Understøttere. Præliminariter behøver jeg vel ikke at demonstrere over at SIDE: 380 dette Ord "Oplysning" er vort fælleds Schibboleth -- at det er den høieste Pligt for Dem, der fik det Selv at kjende i udstrakt Betydning, at stræbe at vise i Daad, at de have fattet og for- staaet denne til Gavn for Almeenheden -- at Religionen er ble- ven Grundlaget eller Lampen for denne Oplysning -- at alle Kundskabens Elementer ere blevne indsluttede i Religionens Ele- menter, i denne Form først indgives Mennesket, og ere saaledes blevne os Selv indgivne som Børn. Ligesaalidt behøver jeg vel at paapege andre Beviser end Enhvers Erfaring for, at Fleer- heden af Menneskene deres hele Liv igjennem forblive, medhen- syntil Forstandsudvikling, Børn, ihvor besynderligt det end maa forekomme os, at Verden i det Hele i denne Henseende er ryk- ket saa lidet frem, at en Almuesmand paa Herodis Tider og En i vore Dage ere saa lidet forskjellige i aandig Udvikling, som et graat Skjæg i Jødeland kan være det fra et ligeformet i Norge. Dette er isandhed saa, omendskjøndt maaskee enkelte Arter af den grovere Overtroe har tabt sig formedelst det Exempel, der nolens volens har indvirket paa de lavere fra de højere Classer. Men Grunden til hiin sørgelige Sandhed, at de højere Classer af Borgerne bestandig gaae fremad imod Oplysning og aandig Fuld- kommenhed, medens de lavere Classer i Aarhundreder blive staaende paa samme Trin, stikker, efter min Overbeviisning: 1) deri, at de raae Elementer og de mystiske Dele af Religionen ere den eneste og udelukkende Kundskab, som bibringes dem; og 2) deri, at de korte Udtog, hvori denne udelukkende Kundskab bibringes dem, af en slags, isandhed latterlig Respect (som for Mumier) aldrig forbedres eller gives en passende Udvidelse eller Forandring; men som en Huusgud eller Nationalgud, hos nogle Folkeslægter, agtes de at vinde for Slægterne i Værd, ved deres Ælde, og saaledes gaae de, som et helligt Arvestykke, som en hellig Arvering, der maa passe til Ætlingernes Fingre i tusinde Led, om end Fingrene skulle blive krogede, uforandrede gjen- nem Seclerne. -- En saadan Almeenbog, hvorved dette er Tilfældet, er hos os Dr. Martin Luthers liden eller mindre Catechismus. Den kan have været meget passende for det mystiske 15 -- 16de Aarhun- drede eller for Tider, da man i Masse adskilte sig fra den katholske Formular-religion, der da forekom afsmagelig og uvær- dig; men mig har det oprørt i mit Inderste, da jeg nu nøjere SIDE: 381 ved Confirmations-praxis lærte den at kjende, at den endnu maa tjene til Grundvold for Almuens Underviisning. Med den endnu brugelige Bog, Pontoppidans Forklaring (som kunde passet sig paa den Tid den blev skrevet, den danske Christian 6tes Decen- nium, da Folket i et despotisk Land maatte rette sig efter Despo- tens Lune, som da favoriserte Devotionen) er rigtignok det Samme Tilfældet, at den er i høi Grad ubrugbar, Gud og Menne- sket og Christus (paa hvis Kappe Mester Eriks Fadæser kom- mer) i lige høi Grad fornærmelig; men en Forandring i den kan man fra Regjeringen om en Tid vente, hvorimod Cathechismen skal blive som den er. De ægte Lutheranere lyve, naar de paa- staae, at de ingen Helgener have som Catholiker og Thibetanere; thi den ellers al Agt værdige Luther er dem nok en større Hel- gen end Benedict og Lama for hine; blot det ei behager en eller anden Ivrer at ophøje Mester Morten til Gud. Catechismens Uforanderlighed synes idetmindste at tyde hen paa en stærk Mening om Dr. Luthers Ufeilbarhed. Et Expl. af den følger her med, forat Enhver kan, ligesom jeg, blive overtydet om Nødven- digheden af en Forandring deraf. Hertil, til en saadan hensigts- mæssig Forandring, har Brevskriveren, hvis ikke en Dygtigere vil paatage sig dette Hverv, besluttet at anvende sine ringe Evner; og, da han troer det at være den bedste Maade hvorpaa man ihast kan faae den udbredt blandt Almuen, at en stor Deel gratis uddeles: saa er det, at han herved foreslaaer Studentersamfun- det, saafremt det er enigt med mig i det Nødvendige i en for- bedret Udgave af hiin almene Bog, og i det Værdige for det norske Studentersamfund i at fremvirke den: at der decreteres: 1) Et Oplag af 1000 Expl. af: "Martin Luthers mindre Catechismus" til Brug for Sandhedens enfoldige Venner omarbeidet af en Jesu Discipel, og udgivet af det norske Stud. Samf. besørges trykt af Omarbeideren paa Samfundets Be- kostning. 2) En Committee nedsættes til gratis Distribution af 700 Explr. hvorimod de resterende 300 tilfalde til lige Deling Sam- fundet og Omarbeideren til Salg. SIDE: 382 Bekostningerne kunne ikke blive betydelige, da det er blot de 5 Parter jeg agter at give mig af med, uden at endse det lange papistiske Anhang om Skriftemaalet, Bønformularer etc. For- resten anbefaler jeg endnu engang dette Forslag til Samfundets Opmærksomhed, udbeder mig Taushed om dette Hele og en venlig Erindring af Hver især. Eidsvold Præstegaard 18. Sept. 29. Henr. Wergeland. P.S. For 15 Spdlr. troer jeg man kunde faae Trykning og Heft- ning. Samfundet kunde maaskee sætte disse 15 som maximum, og blot nu bevilge 10 Spd. PROTOKOLLDIKTAT I GARDERMO-SAKEN [Elstadmoen 21 okt. 1829.] Efter Samtale med det i Comparentens Exception Tilførte imod Procurator Praëm som Defensor for Overjæger Lie, paaberaabte Vidne maa han nu antage, at hine ovenciterede Udtryk af Pro- curator Praëm, ikke kan tillægges en saadan Mening, som han deri troede at finde, saaat det Indførte, muligens Injurierende for Procurator Praëm, nu antages for ophævet ved denne Tilførsel. TIL LUDVIG STOUD PLATOU Eidsvold Præstegaard 21de Februar 1830. Høivelbaarne Herr Statssecretair, Professor, Ridder Platou Præses i Det kongelige Selskab for Norges Vel. Deres Høivelbaarenhed tilgive mig gunstigst, at jeg beder Dem, ved et saa kathegorisk Imperativ, som De kan anvende imod en Presse, der skylder Selskabet for Norges Vel saameget som den Lehmannske, at paabyde denne Færdiggjørelse af det lille Hefte "for Almuen" i denne Uge. Jeg har ventet den med desiderio effervescentiæ, da de skulde circulere en liden Tid før jeg sætter mig selv i Bevægelse. -- Jeg vilde gribe Tiden i Haarene, og de stedse længere og længere Solstraaler flaggre bag dens Flugt SIDE: 383 -- Dagene længes og Arbeidet staaer. Tre Præster og fem Bøn- der udenom Sognet, samt fire i det, er Alt hvad jeg har vundet i den lange Tid, jeg ventede paa den dovne Presse. Jeg hører, at Deres Høivelbaarenhed korrigerer disse selv. -- Det er formeget. Det Arbeide baade kunde og vilde jeg gjerne udføre. I Slutningen af denne Uge haaber jeg, ved Deres Høivelbaaren- heds gunstige Omhu, personlig at kunne modtage Exemplarer af Heftet. Deres Høivelbaarenheds ærbødigste Henr. Wergeland. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL [Utdrag ved O. A. Øverland.] [Eidsvoll prestegård 27. mai 1830.] En privat Forpligtelse, som jeg havde al Grund til at tro skulde kunne ophæves ved Føret og saaledes slippe mig løs paa den Vei, jeg afstak for mig i min første Skrivelse til den høie Direction, hvis Bifald gjorde den lysende for mig, har bunden mig og vil endnu i nogle Dage binde mig til Stedet. Nogle forudbegyndte Tryksager, som jeg nødvendig maa corrigere selv, have bundet mig -- som i et 6 Miils Tjor -- til Christiania, og med en pinlig Utaalmodighed maa jeg høre rundtom Folk, der ville fremme Bogsamlingssagen i deres Bygd, at ytre en Slags Længsel efter, at jeg skulde komme til dem og se til at faa drevet Sagen igjennem. Ganske ledig har jeg dog ikke været. Jeg har forudmærket mig den Vei, jeg snart tager gjennem Landet ved at faa uddelt tillige- med Skrivelser den største Del af de sidstmodtagne 150 Exem- plarer af "For Almuen", 1ste Hefte, saaledes ved Præst Brager 30 Exempl. til N. Bergenhus Amt til Jarlsberg 28 do. - Thotens Sogner atter 7 do., Søndre Oudal atter 4 do. Ved J. Neergaard til Meldal, Surendal, Tingvoll, Fredøe, Orke- dal 24 Explr. Til alle Hedemarkens Prestegjælde igjennem Presterne 35 Expr. SIDE: 384 Grundet Ullensager Almuebogsamling ved Gave af 10 Skrifter, ligeledes Nordre Oudals ved Gave af 5 Bøger. Givet til Store Næs 6 do., til Nannestad 7 do. De fleste af disse givne Bøger er nogle økonomiske Smaa- skrifter, man var saa god at tilstille mig med de 150 Exempl. af "For Almuen" samt en Del af nogle Skrifter (Campes Sædelære og Constitutionens Katechismus), Hr. Grosserer Pløens Gavmild- hed satte mig istand til at kjøbe til saadant Brug. Efter at have sat en Indbydelsesliste i Gang i Fenstad, Annex til Store Næs, reiste jeg derud, og blev da grundet et Sogne- selskab og et Almuebibliothek af 30 Medlemmer (hvilket Antal nu skal være betydelig forøget) efter en løs Plan, jeg paa Stedet udkastede, men hvis bedre Udvikling har sysselsat mig siden i nogle Dage. Det forekom mig, som om en særskilt Oprettelse af Bogsamlinger i Sognene træder paa en Maade i Veien for Op- rettelsen af Sogneselskaber, især hvis hiin er forudgaaende og altsaa forud har forpligtet Deltagerne til Bidrag, hvilket nu vilde falde dobbelt tungt, naar tillige Sogneselskabet fordrer Sit. Men begge Indretninger kunne meget vel forenes, og derfor, paa den Maade, vil jeg stræbe igjennem Bygderne. De skulle oprettes paa engang og, hvor en af disse Indretninger maatte være forud- bestaaende, sideordnes. For at iværksætte dette maa jeg i Mangel af nogen anden be- nytte en af mig forfattet Tale samt et Udkast til Love, hvori jeg har forsøgt paa at opmuntre til at danne Selskaber for Sognenes Vel og da, med det samme, ifølge Selskabets Statuter, Bogsam- lingsforeninger. Jeg sender den herved, andragende om, at den høie Direction vil lade den trykke paa Selskabets Bekostning i samme Format som forrige samt i det Tilfælde tage især Lov- udkastet i egen fuldkommen Overveielse og handle med det, som det maatte behage. Jeg haaber at den høistærede Direction villigen tilgiver mig en Bestemmelse i dette Udkast, hvilken synes stri- dende mod Selskabet for Norges Vels egne Love, naar jeg kan beraabe mig paa en Erfaring, der bragte mig til at begaa den Dristighed. Jeg mener Bestemmelsen om de aarlige Bidrag, hvil- ken giver Adgang til at være Sogneselskabsmedlem for færre Skilling end det i Fædrelandssamfundets Love bestemte, og den Erfaring, der lod mig fatte en saadan Bestemmelse, fik jeg ved Mødet i Fenstad, hvor, saasnart jeg havde ytret, at det kgl. Sel- SIDE: 385 skab for Norges Vel fastsætter 60 Skill. som aarlig Kontingent for Selskabets Medlemmer, flere, og det formuende, Gaardmænd paa det bestemteste erklærede umuligt for dem i disse Tider at præ- stere et saadant Bidrag med den Fornøielse, man maa føle, naar man skal udrette noget tilgavns for noget. Er nu det Tilfælde i en fortrinlig Næringsbygd, hvorledes vil det da gaa i andre? Jeg har stræbt at forene denne Opposition med hiin Bestemmelse i Selskabet for Norges Vels Love, saa godt det stod i min Magt. Sogneselskabernes Kasser ville sikkerlig ikke tabe ved de af mig opførte nøiere Bestemmelser angaaende Bidraget, og jeg har hørt Embedsmænd ytre det samme. De rigeste Gaardmænd erlægge deres 1/2 Spdlr., men nu kommer nyttige Folk af enhver saadan Formuesrang til, som ellers vilde udelukket dem. -- At ellers Sogneselskabernes Oprettelse meget vil fremmes ved et Op- muntringsskrift er vel ligesaa rimeligt, som at Interessen for Bog- samlinger er meget vakt ved Læsningen af Opmuntringsskriftet for dem. Det har vist sig i Eidsvoll, hvor Deltagerne er stegne nær 70, samt enkelte Landmænds exempelværdige, levende In- teresse for at se dem grundede hos sig. Saaledes O. Grinder i Fenstad, O. Rustad paa Thoten, Dysterud i Oudalen, til hvilken sidste samt til Store Næs jeg imorgen reiser for paa begge Steder at grunde Sogneselskaber og Bogselskaber efter min Plan; lige- ledes næste Uge til Nannestad, hvor Kapellan Stang med den rette Feuer griber Sagen. Kapellan Neumann i Ullensager og Pastor Schroeter i Næs arbeide heldigen for den. Dersom en Del passende Skrifter kunde skjænkes enhver oprettende eller dog nogle af de oprettende Bogsamlinger, da var dette at tage Folk fra den rette Side. Jeg tillod mig desaarsag at anmode Hr. Pastor Schultz i Thjem om at erholde, hvis muligt var, en Del af Klüwers Bondepractica, som er udgivet af Videnskabernes Selskab, enten gratis eller til nedsat Pris, og fik ogsaa et Slags Løfte. Til det Brug har jeg forfattet ved Uddrag af en hel Del Skrifter "Den norske Landmands nyttige Kundskab om de Læge- Farve- Garve- og Gift-Planter, der voxe paa hans Jord", hvilken liden Bog ogsaa -- som Frimann kalder Selskabet for Norges Vel -- Pantheas Ægide bedækker! Flere dygtige Naturkyndige skulle først forbedre den. Da jeg længselfuld ser det Øieblik imøde, jeg kan tiltræde min Vandring, venter jeg og anmoder jeg om, i Tilfælde af, at den høie Direction beslutter at trykke SIDE: 386 Talen og maaske Lovene som Prøve, som Noget, der maa fremme Selskabets Maal, dets Udbredelse i Bygderne, -- ja da anmoder jeg om, at Trykningen maa ske meget hurtig. I dette visse Haab tror jeg at kunne sende dette ufrankeret, men bifalder ikke Di- rectionen mit Forslag, da skal, hvis det er Udgift for Selskabet, Portoen godtgjøres. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL [Utdrag ved O. A. Øverland.] [Kristiania 30. juni 1830.] Da jeg ved, at Directionen agter at give Herr Provst Bull paa Hedemarken, der i en Vildelse tror sig fornærmet, et formodent- ligen fyldestgjørende Svar, og befrygter Muligheden af, at deri kunde indløbe noget, der kunde synes eller klinge som et Hvil- kensomhelst af en Slags Undskyldning for Undertegnede, som om jeg enten i Formen eller Tingen skulde have forløbet mig imod Hans høilærde Velærværdighed: tillader jeg mig at frabede mig en saadan Godhed, forsikrende at jeg forud ved at skylde Directionen en Erkjendtlighed, der ikke trænger til nogen ny Opmuntring, samt at Herr Provsten skal for mit Vedkommende erholde en skyldig og sømmelig Afbigt. TIL AKERSHUS AMT Eidsvold Præstegaard 12te Dec. 1830. Til det høje Agershuus-Amt. Iblandt Gaardermoesagens Papirer findes en Skrivelse fra Pro- curator Praem til Lensmanden i Eidsvold, hvori han siger sig "anmodet om at foranledige en Undersøgelse i Anledning af en- deel Budstikker med Underskrift H.Wergeland". Jeg tillader mig derfor at spørge det høje Amt om Procuratoren fra det har er- holdt en saadan Anmodning, som da formodentlig er foranlediget ved usandfærdige Denunciationer fra samme slette Menneske, der ikke veed paa hvad Maade han skal faa mættet sin For- bittrelse imod mig, og ikke foragter noget Middel forat skade mig. Jeg kan dog ikke faae i mit Hoved, at denne slette Borger SIDE: 387 er bleven authoriseret til at forfølge mig og standse mig i at op- muntre Bønderne baade her og andetsteds (hvilket ogsaa er skeet med Held) til at oprette Bogsamlinger og Sogneselskaber -- en Hensigt, som Skrifter for Almuen og Tidender og iblandt dem Selskabet for Norges Vels og endmere de ved mit Nærvær, Tale og Medvirkning virkeligen oprettede Bogsamlinger og Sognesel- skaber vidne om med al Sandhedens Eenfold, og derfor ikke kunde troes nogen Authoritet ubekjendt. Ialfald troer jeg, at burde underrettes om, at saadanne Undersøgelser vare igjære om eller imod saadanne offentlige Handlinger af mig, eller om de ere det endnu, efteraf ovenanførte Skrifter ogsaa tydeligere have lagt for Dagen deres uskyldige, gavnlige Tendenz og Følger. Lige- ledes tillader jeg mig at anmelde, at, hvis Forbud ikke skeer, agter jeg baade her i Eidsvold -- hvor omhandlede Budstikker dengang vare frugtesløse -- og i andre Sogne i Amtet at foran- stalte ved Præsterne, hvor de dertil ere villige, Møder ved Bud- stikker forat faae hine Indretninger istand som Forgreninger af Selskabet for Norges Vel. Ærbødigst Henr. Wergeland. cand. theol. Henrik Wergeland TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold Præstegaard 6te Jan. 1831. [Trykt V: 1 s. 428 f.] TIL PROKURATOR HAUGE Toten 11. jan. 1831. Til Referenten i Gaardermoesagen. Følgende Vidner, som det først nu har været mig muligt at faae opspurgt, forlanges afhørte: Thomas Steenberg, Ringsager, Knud Ellensen Bye paa Gjøvig i Wardal, Ridtmester Glad paa Hedemarken. Henr. Wergeland. SIDE: 388 HENRIK WERGELANDS SKRIFTLIGE SPØRSMÅL TIL VIDNENE I GARDERMOSAKEN [Fremsatt i Vardal 11. mars 1831.] 1. Til hver af Brødrene Bye. A. Har Vidnet seet Ridtmester Glad i Samtale med Overjæger Lie eller nogen Anden af Vagtmandskabet ved Oplandske Corps før Candidat Wergeland der blev slaaet? a. Var Ridtmester Glad dengang i Linien? b. Hørte Vidnet noget af eller hele denne Samtale? c. Hørte Vidnet saaledes ikke, at Ridtmester Glad i en halv befalende Tone opmuntrede eller gav Lie Ordrer til at slaae eller paa anden Maade fornærme Candidat Werge- land? B. Har Vidnet hørt nogen udlade sig om, at have hørt Ridt- mester Glad enten opmuntre eller paa hvilkensomhelst anden Maade antyde for Lie, at han skulde fremfare imod Cand: Wergeland som oven berørt i Subq: c.? d. Har Vidnet ikke hørt Thomas Steenberg af Ringsager sige, at han har hørt dette? eller e. Har Vidnet hørt om Thomas Steenberg, at han skulde have hørt Ridtmester Glad give Overjæger Lie eller nogen Anden af Vagtmandskabet saadan Ordre eller Anmod- ning? Og, f. Har Vidnet opgivet Thomas Steenberg som den, der skulde have hørt Omqvæstionerede, for Wergeland? C. Har Vidnet hørt Nogen af de, som Vidner i denne Sag af- hørte Mandskaber udlade sig med, at de ikke havde holdt sig Sandheden efterrettelig i denne Sag, til Skade for Wer- geland? g. Har Vidnet hørt Sligt sige af Andre om visse militaire Vidner? af hvilke og om hvilke? 2. Til Thomas Steenberg. D. Har Vidnet hørt Ridtmester Glad give Overjæger Lie (eller nogen Anden af Vagtmandskabet) Opmuntring eller Ordre til at slaae eller fornærme Wergeland? Samt b. og g. SIDE: 389 3. Til Ridtmester Glad. E. Har Vidnet givet Lie en saadan Ordre? h. Hvorfor? i. Lod Vidnet Lie henkalde til sig? og ved hvem? 4. Til Overjæger Lie. F. Hvor var Overjægeren henne i den korte Stund, Overjæger Andersen for ham overtog Befalet i Vagten? G. Vidnet skal endnu engang fortælle den hele Scene i fra at Wergeland traadte over Leirlinien med flasken og indtil han blev slaget. k. Tilbød Wergeland ikke at ville forføie sig bort selv, da angjældende Lie havde grebet ham i Kraven, for at føre ham bort. l. Talte Wergeland da slet ikke Noget? eller truede han endogsaa da? H. Hvem har Angjældende først henvendt sig til om Raad i denne Sag? Hvem har conciperet hans første Erklæring? 5. Til Ole Homb. I. Holdt Wergeland stille udenfor Linien, eller reed han frem og tilbage? Hvor langt udenfor Linien holdt han? K. Gik Wergeland mod Tilladelse over Linien, da han havde faaet Flasken? L. Talte Wergeland til Lie eller bad for sig, eller tilbød selv at ville gaae tilbage da Lie havde grebet ham i Kraven? M. Var der mange af Tilskuerne indenfor den Linie, Wergeland holdt sig udenfor efter Vagtens Forbud? TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 30te Mai 1831. Til Directionen for det kongelige Selskab for Norges Vel. Indlagte har en Niels Olsen Alfstad paa Toten anmodet mig skriftligen om at fremsende. I Konvoluten til mig, saavel som SIDE: 390 i hans til S. T. Ovennævnte Stilede ytrer Hr N. Alfstad den For- mening, at min Bevidnelse -- som ikke nægtes -- og Anbefaling skulde kunne virke til Fordeel for hans Andragende; men den gode Mand maa nok i sit totenske lille Himmerige drømme sig, at paa Jorden som i den store Himmel giver den gode Villie Rang og Vægt. At Hr N. Alfstad var den Første, der paa To- ten, og det med al Anstrengelse arbeidede paa at faae en Bog- samling for Almuen istand, er sandt, ligesom og, at det har lyk- kets ham at faae, som han siger, en 40 Sambygdinger til deri at deeltage; men ligesaavist er det og, at en, formeentlig bedre grundet og ordnet Sognebogsamling i Vinter har dannet sig i samme Sogn, i nærmere Forbindelse med det kgl. Selsk. f. N. V. Kan man nu end antage, at en Deel Selvkjærlighed eller For- kjærlighed for sit Værk, bringer Hr Niels Alfstad til af al Magt at stræbe at fastholde den af ham indrettede første Forening, saa er dog dette undskyldeligt og meget beleiligt for den sande Po- litik, der skal bringe den gode Sag Sejer ved ogsaa at benytte Redskabernes, de underordnet-Virkendes Svagheder. At op- muntre ham vil da være baade retfærdigt og klogt; thi dette Sogn er formuende og læselystent, saaat dets Beboere baade kunne og gjerne ville underholde to Læseselskaber, hvilke (let at indsee), naar de særskilt have bestaaet et Aars Tid, og voxet i denne Tid, uden hver for sig at have mægtet andet end at udvikle Kræfter, som dog ikke naae den Fuldkommenhed ved Indretningen, Deeltagerne have tænkt sig, ville og maae sammen- smelte -- som Ohio og Missouri til den vældige Missisippi -- til een stor Bogsamlingsindretning, der kan kaldes en særlig Frugt af den Eenhedsaand, som man bør fremhjælpe, netop ved at samle dens Udskejelser og benytte dem, idet man lader som man ikke mærker dem, og som bør røre sig i saa skjøn en Dal. Dersom det er Hr N. Alfstads Mening, at den lange Forstands- øvelse, som kaldes Convention, skal gjennemlæses af S. T. den høje Direction, tør jeg ikke tilføje mere end jeg desangaaende, efter Anmodning, har gjort. Jeg benytter denne Leilighed til at aflægge min skyldigst, ær- bødige Tak for Oversendelsen af de 50 Bondepracticaer. De Bog- samlinger, samt enkelte flinke Bondesønner, som have faaet dem, takke det kgl. norske S. f. N. V. og det kgl. norske Vidensk. Sel- SIDE: 391 skab for Gaven. Saavidt min Erfaring, efter personligt Nærvær, strækker sig, og det er kun efter Diameteren fra Dramselven til Grændsen og fra Christiania til op i Vardal: saa er det særdeles paafaldende, baade hvor stor Forskjel der kan være paa Almeen- aand og Oplysningssands imellem angrændsende Bygder (f. Ex. et for Gran paa Hadeland og et + for Toten paa den anden Side af Kjølvejen) ja endog imellem enkelte Grannlag i samme Bygd, som og hvor lidet af disse Statens ædle, belivende Kræfter der findes overalt hos den saakaldte Proprietær- eller conditio- nerede Classe. Hvor der findes nogle af dette jammerlige Ari- stokratie, holder Bonden sig tilbage af Beskedenhed; og, hvor der findes Mange heraf, gaaer Alt istaa. Papaerne i saadanne Familier, hvoraf der findes altformange, spille 2 Skillingsboston den ganske Vinter og troe at have gjort Noget Stort, om de (for Skams Skyld) have indmeldt sig i S. f. N. Vel -- Mamaerne føre Sladder i Bygderne, og ere tilligemed Døttrene de faste Mode- journaler for Bondeqvindfolket, hvilke fremlægges især paa Gal- lerierne i Kirkerne til Afbenyttelse -- Sønnerne slænge hjemme, fiske om Dagen, bedrive Synder om Natten (skjøndt deres for- herskende Lidenskab er den heftigste Afskye for Ploven eller det saakaldte "Bondearbeid") samt fra Lørdag til Mandag øde- lægge aldeles det nyttige Vildt, ved den tøilesløseste Jagt -- Døttrene (ligesaa blege som de Maanedsroser fra Jylland, hvor- med de pryde deres Hjernekammere, hvori nogle Pjalter af en ungdommelig Fantasie flagre om som Gardinfillerne paa et Privet, hvor Vinduet somoftest er ude) -- se, de fortæres af Ørkesløs- hed og qvindlige Længsler og mislykkede Forsøg paa at tilfreds- stille disse -- de gaae i Frøe og visne under deres fremmede Musseliner, fordi en rask, flink, formuende, ja dannet Bonde- karl ikke tør opløfte sine Øine saa høit: -- til den Himmel, hvor saamange Stjerner smægte. Hvilken fordærvet Natur! og hvor fordærvelig! Thi i hvor- mange Bygder veed jeg ikke, at hine Papaer (hvem Vognheste, Karioler, Titel eller blot Byfødsel skaffer en latterlig Anseelse) alene ved deres Indolenz og Hang til alskens dumme, men for- detmeste Vindesygen pirrende Forlystelser, have været til Hinder for Sogneselskabers betimelige Opkomst; og mon da -- naar der var et velindrettet Sognesamfund -- Hungersnøden skulde nærme SIDE: 392 sig Hjemstavnerne? eller (naar bedre Mønstre ovenfra gaves) et saadant Forfængeligheds Hang tage Overhaand, at skinnende Silke bedækker den fillede Serk og Maven, hvor Barkemelet og Halmstumperne gjære? . . . Finis Jeremiadis! Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL HELENE CATHARINE LUNDH [Dedikasjon i "Om Smag og Behag man ikke disputere"]. [Februar 1832] Fru Professorinde Lundh med Agtelse for Qvinden, Moderen Borgerinden fra Siful. TIL REDAKTØREN AV "ALMINDELIGT NORSK MAANEDSSKRIFT" [Utdrag ved redaktøren, J. A. Hjelm] [Eidsvold vinteren 1831 -- 32] Digtet [ ): Cæsaris] skildrer en Helligalliance-Napoleon, en mo- derne Xerxes. Ligesom et Barn i det mørke Moderlivs Skabel- sesmulm, saa er det født og baaret af en grublende Sorg over Polens Fald, og fremstødt under Sjeleveer. Det er belivet af en religiøs Aand -- der gaaer en Guddom igjennem disse voldsomme Elementer -- som henfarer over de rullende Sangbølger. Det skal ud, og man skal see, at jeg har vidst at bruge det brugbare i den Daddel, hvormed man gjør sig en Triumf af af overhølje Autodidakten. Min politiske Sorg er endt, efterat jeg gjennem Digtets harmoniske Overgange er kommet paa det Rene med mig Selv desangaaende. SIDE: 393 TIL IVER HESSELBERG [Utdrag ved brevmottageren]. [Eidsvoll 17. juni 1832]. Det er ikke Vet ikke at kunne finde det Ophøiede, ja Sande i ethvert Religionens Mysterie. De spæde Børnesjele sløves ved strax at faae saa haard en Føde. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 7. Marts 1833. S. T. Directionen for det kongelige Selskab for Norges Vel, navn- ligen dens Industriclasse. Den høistærede Direction har, ogsaa ved at bekoste Gartnere oplærte, viist hvor fast den har Selskabets Maal for Øje. Den har, ligesom og Agershuus Amts Ldhuushd.ningsselskabs Admini- stration, fremdeles til Hensigt saaledes at fremme det; og der er vel neppe delte Meninger om det Fortræffelige heri. Imidler- tid vil det med velvillig Opmærksomhed tillades Undertegnede at fremsætte Forslag om at et ungt Menneske, enten istedetfor en Gartnerlærling, eller disses Antal ubeskaaret, besørges oplært i de forskjellige Tilvirkninger af allehaande Nøthaar og Buster samt af Horn. Tanken om alle de nyttige og skjønne Ting (saasom Krølhaar og Daaser m. fl. i Handelen gjængse Smaavarer af Horn) som Udlændingen forstaaer til vort Deficit at forfærdige af disse Ting, der hertillands paa det nærmeste henslænges som værd- løse, bringer mig dette Propos eller Vink til bedre Eftertanke i Pennen. Een Professionist heri -- og som troes at ville være ny i Norge -- vilde afføde flere, og Familier finde Næring baade ved Opkjøb i Raat og Salg af det Forarbeidede, som aldrig -- især hvad Krølhaarene betræffer, vilde mangle Afsætningen. Bonden vilde ogsaa tjene en Skilling; og maaskee mangen Hamp- ager vilde skrive sig fra den Tid af at de Nøthaar og Svin- buster kom i Priis, som han nu kun troer kan snoes Reeb af. Tilmed faldt det mig ind, at en Opmuntring vilde være nyttig fra det kgl. Selskab til Apothekerne om at disse skulle gjøre sig Umage for at forsyne sig herfra Landet med de officinelle Planter, SIDE: 394 dette til lige Godhed med Udlandet kan forskaffe. Bonden, den fattige Fjeldbonde især, vilde tjene ogsaa der en Skilling, naar han -- t. Ex. gjennem Præsterne eller Sogneselskaberne -- fik at vide, at Apothekerne kjøbte visse Plantesager, han havde Let- hed forat erhverve sig. Hvis det er saa, som jeg fra en Læge har, at Officinerne efter gammel Vane faae fra Hamborg, eller hvor deres Handelforbindelser end ere, endog islandsk Mos -- saa er det dog altfor galt. Imellem de Planter, som der er størst Forbrug af, og som visseligen vort Land kunde forstrække Offi- cinerne med en god Deel af, hører formeentlig Valerianen; men man kan aldrig vente sig uden Opmuntring og Taxt tilbudt noget anseeligt Partie. Nu grønnes denne R [. . . .] s Thyrsus langsmed vore Bække, men i fast Bund; og mod Høsten bøje sig hundrede tusinder Valerianskjærme blegnende ned, henblegnende i Støv over at deres Liv henrandt frugtløst uden at en menneske- og plantekjær Haand lod dem udaande deres helsebringende Livs- geist i alle disse tusinde romantiske Hulde, der have rødmet, men nu blegne som dem. -- Næringskilder maa aabnes hvor de kunne og hvor smaae de endog synes -- om de endog kun kunne lignes med den dryp- pende Piplen i Lien, der dog har Styrke nok til at indgyde Mi- rakelkraft i alle de Valerianrødder, som udgrene sig rundt den i Mosen. Og dog fortjener ikke Nøthaar- Krølhaar- Buste-Til- virkningen, Anvendelsen af alskens Horn til nydelige fransk-nyde- lige Fabricater og Anvendelsen af indenlandske fuldgode offici- nelle Planter -- hvilke der nu end maatte opgives -- ikke saa ringt et Billede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL P. J. HOPPE [Kristiania] 1. Juli 33. S. T. Hrr Boghandler Hoppe ved Universitetet. Ti "Cæsaris" ønskes af Henr. Wergeland. SIDE: 395 TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 10. Aug. 1833. S. T. Directionen for det kongl. Selskab for Norges Vel. For den Opmærksomhed, den ærede Direction har viist endeel Forslag, jeg ivaar tog mig den Frihed at fremsætte om Krølhaar, officinelle Planter osv., og hvorpaa et i f. M. modtaget Svar er et hædrende Beviis, aflægger jeg ærbødig min Tak. Jeg troer dog ikke at spilde den ærede Directions Godhed eller at opfordre denne til andet end hvad billigt og overens- stemmende med Selskabets Meed er, om jeg paany indstændigen fremsætter Anmodning om at faa Forslaget om en Arbeidsanstalt for Øvre Romerige indtaget i Budstikken. Den ærede Direction vil behage at erindre baade at den paatænkte Indretning, skjøndt anlagt i et enkelt Distrikt, dog skulde være en Prøveindretning for hele Norge, for alle dettes Districter, som tiltrænge lignende, men ikke vove Forsøget; samt at det, uden Bekjendtgjørelse i Budstikken -- som det eneste hertil passende og aabne Blad -- vil være mig som Enhver, der med mig vil lægge Haand paa Ideens Realisation, umuligt at faae Forslaget saa alment og fore- løbigen bekjendt som nødvendigt er før man gjør Alvor af Sagen. Gjenstanden er unegtelig almeenvigtig og landoekonomisk, saa den hører hjemme i Budstikken -- et Blad, som drivtige Medlemmer af S.f.N.V., saasom Sorenskriver Borchsenius og Procurator Hauge m. fl. Embedsmænd i denne Egn opmuntrede Forslagets Forfatter til at søge. Jeg inhærerer saaledes min Anmodning, forventende Svar, i Tilfælde at den atter skulde negtes, i hvilket Fald en Idee, som Mænd med Vilje og Kraft vilde lægge Haand paa at virkeliggjøre, kun er bleven et Luftcastel -- det den ikke fortjente. Ærbødigst Henr. Wergeland. RANDNOTER I ADVOKAT THESENS "QVADRUPLIK" [Aug. 1833] [Advokat Thesen bemerker at han ikke kan "finde at denne Procurator P. er tillagt Forfatterskabet til forskjellige . . . . Afhandlinger". Wergeland bemerker:] SIDE: 396 Havde jeg taget "H." hvad vilde da Hauge sagt? Eller "N." -- da Gud fri mig for Proc: Nissen! Eller "S." -- hvor mange Procuratorer vilde da ikke revets om at komme til at rive mig isønder? Jeg skulde troe det nok, at jeg har givet Praëm en skriftlig benegtende Erklæring i 1829. Herimod lader sig vel Intet sige. Henr. W -- . [Advokat Thesen nevner at Wergeland ikke anså "det fornødent at anlægge noget Søgsmaal" mot Praëm. Wergeland legger til:] Grunde herfor: 1. Penge! Penge! 2. Tid! Tid! 3. Afsky for Processer. 4. do. for Praëm. 5. Familieforholde osv. Henr. W -- . [Til en bemerkning om bilagene 66 og 67 sier Wergeland:] Bil. 67 viser at Gden Lier B. . . . var pantsat P., som kom deraf i Besiddelse. Bil. 66 gaar kun ud paa 35 Sp. for Gjeld. [Til en bemerkning om at det er uforståelig hvorfor P. er kommet "i Harnisk, naar det ei skulde være Bevidstheden om at have deltaget med Lars Larsen i en Hevn-action til Hans Svensens Skade", skriver Wergeland:] Cfr. Höjesteretsdommen! Herpaa vil jeg døe! Henr. W. [Advokat Thesen skriver: "det forholder sig aldeles ikke saa, at Praëm kunde vide nogen Besked om hvad der mellem min Part og mig blev talt". Wergeland tilføier:] Det var aldeles umuligt for Praëm, da der kun hvidskedes -- i egentlig og streng Betydning -- imellem mig og min Advokat. Først bagefter, da Praëm mærkede, hvorvidt han havde forløbet sig, tog han, -- efter redelig Sæd -- sin Tilflugt til at erklære 'Nederdrægtigheden' mig tilstilet; -- Noget der ikke skulde være saa farligt. Qvæstionen var i Ordene Thesens og ei Henr. Wergelands. SIDE: 397 TIL H. A. BJERREGAARD [Dedikasjon i "Digte. Anden Ring"]. [November 1833] Til Digteren Bjerregaard med sand Agtelse og Venskab fra Forfatteren. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 10. Decbr. 1833. Til Directionen for det kgl. Selskab for Norges Vel. I Førstningen af Septbr havde jeg den Ære at tilskrive Di- rectionen, der var saa opmærksom at underrette mig om at den vilde tage Indrykkelsen i Budstikken af mit Storthingsforslag an- gaaende en Arbeidsanstalts Oprettelse i Øvre Romerige i Over- vejelse, at Afhandlingen stod til at erholde i Storthingets Archi- var. Da intet videre høres hertil, tør jeg antage at Budstikkens Re- daction har fundet Indrykkelser af interessante Skildringer af le petit cultivateur françois mere passende. Imidlertid har jeg arbeidet for meget for den Sag til at lade den ganske falde; jeg troer at skylde den fornemmelig og de Embedsmænd, der uleiligede sig med Oplysninger til Fremstil- lingen, at gjøre Forsøg paa at faae dette Forslag i Folks især i deres Hænder, som skulle realisere Forslaget efterat det har gjennemgaaet Offentliggjørelsens Prøver og erholdt dennes mulige Forbedringer. Henholdende mig til forhen opgivne Grunde hvor- for denne Sag formenes at angaae den store, som S. f. N. V. har gjort til sin, og formedelst egen Uformuenhed til at faae Afhand- lingen trykt, andrager jeg herved ærbødigst om, at det kgl. Sel- skab for Norges Vel bekoster Trykningen af Undertegnedes Forslag til en Arbeidsanstalt for Øvre Romerige, og meddeler mig 200 Explr. frit til Uddeling gjennem Sogneselskaberne der- steds, om dette ei skulde heller ville paatages af Directionen gjennem Administrationerne. In subsidio andrages om, at et Bi- drag indtil 15 Sp. gives til Trykningen, hvorfor Selskabet for Norges Vel erholder 150 Explr. i Materie. Det Manglende i Om- kostningerne faaer jeg da see at faae dækket selv. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 398 TIL LARS ROVERUD [Eidsvoll slutten av desember 1833; påskrift på brev til "S. T. Herr Candidatus theologiæ O: Knudtzen i Hr. Musiklærer Roveruds Gaard ved Sværdfejer- bakken", sml. brev til O. Knudtzen, trykt V: 1: 160, hvor uriktig datert]. Nytaarsvers til Roverud (og Juulgaade). Et nyt Aar stunder -- et gammelt gaaer. Og jeg faaer ønske et godt nyt Aar. G . . V . . . m . . r . . . . ! G . . S . . . . . snee! G . . H . . . . . . f . . . . . ! P . . . . . . tømmes! O . g . . D . i . . . . a . A . . . . rømmes m . . l . . . ret af din Sjel at lee, n . . . D . af Æsler og Øg bedømmes. Henrik Wergeland TIL KIRKEDEPARTEMENTET Eidsvoll 25. April 1834. [Trykt V: 1 s. 429]. TIL JOHAN DAHL [Kristiania] 25. Aug. 34. S. T. Herr Boghandler Dahl. Kan jeg umage Dem med Bestillingen af "Populær treatise on Chemistry by Hugo Reid. Part 1 price 6 pence", som findes anmeldt paa 1 af de Cyclopædier, der, tilligemed 2 penny-maga- siner til mig, nylig ere modtagne. De følgende Dele af Pop. treat. osv. ønskes ogsaa altsom de udkomme. Henr. Wergeland. TIL DET JURIDISKE FACULTET Christiania 31. Januar 1835. -- Til det juridiske Facultet ved det kongelige norske Frederiks-Universitet. Tvingende Velfærdsanliggende bringer Undertegnede til herved ærbødigst at anholde om det høje juridiske Facultets Besvarelse, saa snart som nogenledes skee kan, paa følgende Spørgsmaal: SIDE: 399 "Kan privat Mands blotte Paastand om ærerørig Straf ilagt Modparten for formentlig verbal Injurieren have til- følge Suspension af Dennes Adkomster som Supplicant, medens Hiin hensidder i uforstyrret Nydelse af Embede, hvis forbryderske Anvendelse var paaanket i de injurie- rende Udtryk, og efterat der gives Underretsdom for at Paastanden ei kan blive tagen Tilfølge?" Det er overflødigt at paapege videre det Umulige for alle Magter i Himmel og paa Jord, i Tilfælde af fuldstændigste Fri- findelse, at erstatte kun en Time af den sløifede Tid, som sær- egne Omstændigheder kunne tillægge dobbelt Værd, -- at Staten, under alle Tilfælde har Regres; at en saadan Suspension er en Straf før og uden Dom, saavelsom Enkelthederne ved den Sag, som har givet Anledning til at jeg uleiliger med en Facultets- quæstion. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JOHAN DAHL Chia Mars 1835. For en Commentær til Papegøjen har Boghandler Dahl betalt ti Spdlr. til Henr. Wergeland. Dersom Dompapen, Commentær til Papegøjen, stor 15 skrevne Paginaer udgjør mere end et trykt Ark almindelig Octav, da er- klærer jeg mig villig til at betale Honoraret 10 Spdl. tilbage. -- Henr. Wergeland. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Christiania 29de April 1835. Til den høje Direction for det kongelige Selskab for Norges Vel. Beskjæftiget med at indsamle Bøger til Brug for Patienterne i Byens Hospitaler, for de i Arresterne Hensiddende og for Hoved- vagterne, anholder Undertegnede ærbødigst om til ovenangivne SIDE: 400 Meed at maatte vorde skjænket hvad Bøger, det maatte staae i den høje Directions Raadighed og være efter Selskabets Tendenz at afgive. Særligen ønskes, om muligt, "Snorro Sturlesøn, Mal- lings store og gode Handlinger og Graves nationale Fortællinger", saavel paa Grund af deres Indhold som fordi kun en af dem er indkommen mellem de samlede Bøger, og jeg ellers er blottet for Midler til at anskaffe dem. Ærbødigst Henr. Wergeland. (log. h. Jfr. Schwenke i Raadhuusgaden). TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB [Eidsvoll 7de September 1835.] Til den høje Direction for det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Dersom den Forudsætning er rigtig, at det er efter det Kon- gelige Videnskabers-Selskabs Statuter, eller i dets Tendenz, ved Bidrag at fremme Udgivelsen af Norske Værker, enten de have det blot Nyttige og Videnskabelige, eller hovedsagelig det Skjønne, som Forfatteren selv ikke har Evne til at skaffe under Pressen og vel derfra: saa andrager Undertegnede ærbødigst om, at en saadan Godhed maa vorde ham tildeel, saaledes at det Konge- lige Norske Videnskabers Selskab enten med den hele udfor- drendes Sum, -- Femti Spdlr. -- eller saameget derunder, som ellers gunstigst maatte bestemmes, fremhjælper Udgivelsen af et af Undertegnede forfattet Sørgespil af original Composition, mod at Selskabets Casse, saavidt muligt refunderes af Udsalget, i hvilken Henseende tilstrækkelige Arrangements med Boghandlerne skulle vorde trufne. At et Stykke der anbefales saadan Gunst, ikke i nogen Maade vedrører politiske og polemiske Interesser, behøver ei at forsik- kres. Hvorvidt Undertegnede ellers skulde fortjene den, faar de høje Vedkommendes Bekjendtskab, jeg har den ære at henvende mig til, til mine foregaaende Skrivter, og navnlig til det sidst, i Juni d. A. udkomne dramatiske, afgjøre. Undertegnede er villig SIDE: 401 til at underkaste Arbeidet nogle opgivne Videnskabersselskabs- medlemmers Videtur i Christiania. Indtil Octobers Begyndelse kan Svar behageligen addresseres efter Nedenstaaende. Eidsvoll 7de September 1835. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 28de Marz 1836. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Underviisnings-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Ære at oversende et Exem- plar af den stockholmske Biskop Wallins Katekismus, sidste Ud- gave, med Forslag, at det kongelige Departement lader denne Bog, der synes -- hvad og allerede Forfatterens Navn borger for -- ganske fortræffelig, oversætte og udgive under sin Auto- ritet som en Bog, der har sin Plads imellem den gjængse Kate- chismus og Forklaringen og sin Anvendelse baade i Almuesko- lerne og af de mange Confirmander, der nu slippe med Kate- chismen, mens de dog utvivlsomt, hvad en Fleerhed af dem angaaer, kunde drives et Skridt videre, om man kun havde en saadan passende Bog. Undertegnede tilbyder ihenseende til Oversæt- telsen, om det kongelige Departement derfor skulde bestemme sig, sin beredvillige Tjeneste. Underdanig Henr. Wergeland Cand. theol. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 4 Juni 1836. Til Den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Underviisnings-Væsenet. Da Undertegnede troer, at Sagen at besørge forbedrede Reli- gions-Undervisningsbøger udgivne, heller ikke hvad den mulige SIDE: 402 Udgivelse af den wallinske Katekismus betræffer, har godt af at oppebie 7aarige Betænkninger, udbedes benævnte Bog igjen til- stillet ærbødigste Henr. Wergeland. TIL EMILIE DIRIKS [Citat ved brevmottageren.] [Kristiania 11. aug. 1836]. Ankom Kl. 3 1/2 1 1/3 Minut -- befordret Kl. 3 1/2 2 1/5 Minut. TIL JOHAN KROHN [Kristiania] 19de Mars 37. Jeg indestaaer Hr. Krohn for at han ikke skal mangle Manu- skript til Statsborgeren. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [Statsborgeren 20. april 1837]. At det i dette Blads 21 Hefte Nr. 23 indrykkede Dokument, indeholdende en Erklæring fra to, Undertegnedes Sag med Pro- kurator Praëm vedkommende, Vidner, under et Thingsvidne den 14de Dennes, har erholdt edelig Bekræftelse, bringes herved til Kundskab, ligesom og, at den Deel af Sagen, som dermed staar i Forbindelse, i sin Heelhed skal blive bekjendtgjort. 17de April. Henr. Wergeland. TIL JOHAN KROHN [Kristiania] 20. Juni 1837. Under Dags Dato er Bogtrykker Krohn og jeg komne overens om at jeg overtager Ansvaret med Bladet Statsborgerens Udgi- velse og Besørgelse af dets Indhold. Henr. Wergeland. SIDE: 403 TIL STUDENTERSAMFUNDETS FØRSTEDIREKTØR [Kristiania] 31. Marz 38. -- Til Det norske Studentersamfunds første Direktør. Jeg vil ikke oftere deeltage i Debatter, hvorunder jeg, som sidste Gang var Tilfælde, udsættes for personlige Fornærmelser. Sagen selv indlader jeg til Votering, idet jeg holder al videre Discussion for overflødig. Dersom denne Votering faaer et saadant Udfald, at mit vel- meente Tilbud forkastes, da antager jeg det for et Tegn til at jeg ikke kan virke mere for Samfundet, og at jeg ikke, navnlig ved at skrive Stykker for Samfundet, mere kan vise mig er- kjendtlig for dets Godhed at have kaldet mig til at være dets Gjæst. Jeg giver det saaledes med Tak dets Gave tilbage, øn- skende, at, hvad jeg frygter ikke maa skee, at nemlig en anden politisk Aand ikke maa blive raadende inden dets Vægge end den, der altid fandt en trofast Kjæmper i fordums Samfunds- broderen Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 15. Octbr. 1838. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Undervisningsvæsenet. Undertegnede tillader sig herved at udbede sig tilbage de for- skjellige Bilag, som maatte findes vedlagte mine Ansøgninger. Ingen af disse er senere end fra Statsraad Dirikses Tid. Ærbødigst Henr. Wergeland. Cand. theol. TIL AUDITØR JACOB AALL Grønlien 25. Februar 1839. S. T. Hrr Auditør Aall. Da De er underrettet om hvilke extraordinære Følger, Lieut- nant Gamborgs Sag, formedelst min Stilling, vil kunne have for mig, og Forhørene nu ere sluttede, haaber jeg De ikke vil negte SIDE: 404 mig herpaategnet Deres attesterende Erklæring, om at disse op- lyse følgende undskyldende Omstændigheder ved mit Forhold. 1) Jeg kom og gik med mit Selskab roligt til og fra Vagten. 2) Jeg besøgte Lieutenanten efterat have erholdt Skildtvagternes Tilladelse, og blev der paa Indbydelse af denne. 3) Besøget skede kun i Forbigaaende; og de medhavte Drikke- varer vare ikke bestemte til at nydes der. Den umiddelbare Anledning til at dette for en ringe Deel dog skede var Lieute- nantens af mig refuserede Anbud af en stærkere Sort. 4) Der blev kun nydt l à 2 Glas pro Persona. Ligeledes var Sangen og Musiceringen ubetydelig, og bestod i at Lieut. Bertram sang alene 3 -- 4 Stropher af en tydsk Sang accom- pagnerende paa en Guitar. 5) Jeg gjorde Selskabet opmærksom paa Pladsmajorens Nær- værelse, og var saa lidet uvillig til at adlyde Opfordringen om at gaae, at jeg anvendte Overtalelser paa Lieut. Bertram. 6) Jeg vidste ikke Tiden, men Opholdet i Vagten varede fra omtrent Kl. 10 3/4 til noget over 11 1/2, i hvilken Tid Natposterne endnu ikke vare udstillede. Dersom De er saa god at betragte disse Punkter, troer jeg at kunne undvære nogen Udskrivt. Saavidt vides, er der intet i dem, som ikke er beviist i Forhøret. Deres Henr. Wergeland. TIL DEN CONSTITUTIONELLES EKSPEDISJON [Kristiania 16. nov. 1840.] Nedenstaaende Avertissement bedes indrykket i den Constitu- tionelle for 17de Nov. imorgen med Korpus. Betaling medfølger. Henr. Wergeland. [Her følger et avertissement, trykt avd. III, bd. 3 s. 471.] TIL STUDENTERSAMFUNDETS DIREKSJON [Kristiania] 4. Dec. 40. Til Studentersamfundets Direktion. Undertegnede kræves nu ogsaa for 4de Qvartal d.A., skjøndt jeg dog allerede i 2det paaskrev Qvitteringen, at jeg ansaae mig SIDE: 405 udmeldt. Da denne Udmeldelse kun var mundtlig skeet, og imod mig ubekjendte nyere Bestemmelser, der kræve skrivtlig Ud- meldelse, antager jeg mig vel pligtig at svare for de 2 første Qvartaler, i hvilken Henseende Anbud er gjort, men endnu ikke besvaret; derimod haaber jeg mig fri for yderligere Paakrav. Henr. Wergeland. TIL H. TH. MØLLER [Kristiania 2. april 1841]. Høistærede Hrr Møller! Kan De da tage disse to Pakker med til samme Adresse. I Kufferten (hvor den brede Pakke maaske kan ligge paa Bunden) kunne de adskilles. Maaske Angjældende træffes bedst i Colle- giet. Lykkelig Reise! Meget forbunden. 9 3/4 2. April -- 41. Henrik Wergeland. P. S. Maaske en af Deres Compagnons delte med Dem? TIL C. A. FOUGSTAD [Kristiania] 25 Mai 1841. -- Høistærede Hr. Expeditionssekretær Faugstad! Jeg giver mig den Frihed at oversende Dem aaben min An- søgning om benef. proc. grat. imod Granskeren, fordi jeg troer, at min Superiør bør ikke være uvidende om et Foretagende af denne Natur, der saa nær vedkommer Embedsmanden og ud- springer for en stor Deel af hans Forhold. Maaskee skulle og- saa saadanne Ansøgninger være ledsagede af Ansøgernes Fore- sattes Betænkning eller Anbefaling, og isaafald udbeder jeg mig Deres Indflydelse forat jeg kan faae Ret mod en Injuriant, som forstikker sig selv efterat have udslynget en Kalumnie, som netop ved sin Ubestemthed er egnet til at vække de mest udskejende SIDE: 406 Formeninger. Naar De har havt den Godhed at gjøre Dem be- kjendt med Indlagte, tør jeg bede Ansøgningen forseglet og over- sendt. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 25 Mai 1841. Til den kongl. norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Frihed at indsende til det kongl. Departement for Justits- og Politivæsenet en underdanigst Ansøgning om at maatte naadigst vorde tilstaaet beneficium pro- cessus gratuiti til Sag mod Bladet "Granskeren" for en Yttring i hosføjede Nr. 13 af 15de d. M., der er egnet til at vække ære- krænkende Formeninger om Undertegnede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 25 Mai 1841. Henrik Arnold Werge- land, Bureauchef ved Rigs- arkivet, ansøger underda- nigst Hans Majestæt Kon- gen om naadigst at maatte vorde tilstaaet beneficium processus gratuiti til Sags Anlæg mod Bladet Gran- skerens Udgivere, Bog- trykkerne Krohn 1808 af Christiania Intel- ligentssedler, hvorved findes bilagt Fattigvæsens-Regnskaber for 1805, 1806 og 7 til Oplysning om Forholdet imellem det frivillige og det paalignede Bidrag, hvorved Datidens Fattigvæsen bestod. Kan dette være til nogen Tjeneste, udbedes Bladet tilbagesendt efter Afbenyttelsen. Wergeland. TIL SIMON OLAUS WOLFF Grotten 6 Juni 43. S. T. Hr. Simon Olaus Wolff Sogneprest til Seufde i Nedre Tellemarken. Har jeg takket Dem høistærede Hrr Pastor Wolff (heller: har jeg takket Dig, kjære Simon Olaus) for Bidragene til Bladet? Jeg vil haabe det, skjøndt det meget Arbeide i Løbet af Vinteren SIDE: 417 med Konstitutionshistorien har gjort mig glemsk i min Korrespon- dence. Men det er umuligt, at jeg har kunnet undlade en saa- dan Skyldighed. Jeg er nemlig særdeles forbunden derfor baade for de tilsendte Bidrags egen Skyld og for det folkekjære Navns. -- Men lad nu Folket faae see det igjen snart! Vore kritikak- kelske Bullenbeissere ere ikke saa farlige; og jeg har dog, som jeg troer at have meddelt Dem, hørt af Buch, at De virkelig skal gjemme en Samling af Frygt eller vel rettere Modbydelighed for dem. Schwach skriver mig til iforgaars, at han med det første udgiver et Bind. Jeg er i fast Brevvexling med ham, især som Konsulent ved Udgivelsen af Samlingen fra mig. -- Imidlertid er det mig om at gjøre, at see mit betydeligste dramatiske Arbeide udgivet, især fordi jeg haaber det skal anbefale hint Foretagende, hvorved jeg vil faa slaaet en Streg over en heel Deel Ungdoms- skrab. Jeg har dog endnu kun en 80 Subskribenter, men be- høver 100 -- 120 forat slippe ifra uden direkte Tab. Bisperne har jeg anbefalet endeel Planer, samt -- som jeg gjør i Indlagte -- leilighedsviis bebyrdet nogle Venner og Bekjendte dermed. Jeg sender dette med Margit Randal (ej Branddal?) som jeg har retledet noget med Hensyn til en Ansøgning og nu i dette Øjeblik sendt til Maler Tidemand for hendes maleriske Dragts Skyld. Virkelig ganske fortræffelig med sine mørke Farver og Skarlagenskautet med det grønne Underklæde i Forgrunden af et norskt Landskab. -- Troer De hendes Mands Udaad er skeet i Vrede -- ikke koldt beregnet Snigmord -- saa kunde vel en god Anbefaling snart være til rette Tid. Han har været der 7 Aar troer jeg; og det kan vel være nok for et Sekund af Op- bruusning hos en Fjeldbo. Hermed en paa Krogkleven improviseret Vise. Jeg listede mig nemlig fra Jagten og begav mig til Sengs Kl. 2 1/2 om Natten, vaagnede Kl. 6, vidste der vilde vanke ondt fra de øvrige Jægere, fik mig en Medicinflaske med Blæk og en Lap Papiir og gik saa ud paa Udsigten, hvor jeg nedskrev dette mit Forsvar, hvormed jeg ogsaa afvæbnede Vreden, da de endelig traf Foræderen paa en Brante noget længere ud paa Dagen. Levvel! Behold i venskabelig Erindring Henr. Wergeland. SIDE: 418 TIL JOHAN DAHL [Kristiania] 5. Aug. 1843. [På kvitteringen av 10/3 1843 (se ovenfor s. 414) er skrevet:] Et Kjoletøi 2 Spd. -- Tilsammen 4 Spd 90 Sk. hvilke paa det indstændigste bedes udbetalte af Hrr Boghandler Dahl som Afdrag paa Mellemværender. -- Wergeland. TIL SIMON OLAUS WOLFF [Kristiania høsten 1843.] Høistærede Hrr Wolf Til den Læsebog, De af Morgenbladet vil have seet jeg er be- skjæftiget med at udgive, har jeg vel allerede Adskilligt af Dem; men da Buch har fortalt mig, at De har en Mængde poetiske Arbeider færdig liggende, er jeg saa fri, at sende Dem her en forbindtligst Anmodning om at erholde endeel deslige Bidrag. -- Læsebogens 1ste Deel skal afpasses til Borgerskolernes øverste og Latinskolernes nederste Klasser, men den 2den Deel til Videre- komne. -- Ialfald maa jeg udbede mig en kort Skizze af Deres Vita, som skulde forudskikkes hvad der af Dem først optages. -- Om at erholde videre Bidrag til Arbeidsbladet tør jeg ikke an- mode, ihvor kjært det end vilde være mig at modtage saadant. De har isaahenseende allerede forpligtet Deres Henr. Wergeland. TIL HOVEDVAGTEN [Kristiania] 27/11 43. Hovedvagten staaer hos mig tegnet for Udlaan af et Bind af 1) Bomares Naturhistorie 2) Fader Roderik blandt sine Børn 3) samt for Nr. 237. SIDE: 419 Ligeledes Artillerivagten for Erxlebens Naturlære Hvilke bedes tilbageleverede Wergeland. Henrik Wergeland [REGNSKAP FOR HESTEN] [Okt. -- nov. 1843] Hesten. Okt. 1843. Sp. Sk. 2den Potetesgræs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 60 4 12 Pd Hakkelse . . . . . . . . . . . . . . . . 1 " 6 Græsgang 1 Uge . . . . . . . . . . . . . . . " 60 Klid til 1. November . . . . . . . . . . . . . . " 96 Mask . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 9 Nov. Do . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 12 Do . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 14 Drank . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 8 16 Mask . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 18 Do . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 9 21 -- . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 25 -- . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 TIL FINANSDEPARTEMENTET Rigsarkivet 17de Januar 1844. Til Det Kongl. Finantsdepartement. I afvigte Aar er i Alt solgt kasseret Papiir til saadant Beløb: Til Arsenalets Protokolpapiir à 60 Sk. pr. B, 19 B . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Spd. 60 Sk. Til Kjøbmand E. Petersen løst Papiir à 40 Sk. pr. B, 50 1/2 B . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 - 60 - - -- Møller Do., 25 B 3 1/2 Mk. . . . . . . 8 - 40 - - -- Ziiölner à 32 Sk. p. B, 61 7/8 B. 16 - 54 - - -- Jackwitz à 40 Sk. pr. B, 21 4/5 B, samt en Slump for Sp. . . . . . . . . 8 - 32 - 60 Spd. 6 Sk. SIDE: 420 Hvilken Sum er saaledes indbetalt: Under 8de April f. A. i Zahlkassen . . . . . . . . . . . . . 9 Spd. 60 Sk. -- 23 Decbr. -- gjennem Expeditionen for det Indre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 - 100 - -- 15de Jannuar d. A. i Zahlkassen . . . . . . . . . . . . 24 - 86 - Balance . . . 60 Spd. 6 Sk. Til Bogbinder F. Werner er afhændet Permer à 1 Sk. Stykket til et Beløb af 1 Spd. 108 Sk., hvorfor han til Kontoret har afgivet en Protokol af tilsvarende Værdi, som vedlagte Qvittering udviser. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ADOLF TIDEMAND [Våren 1844 ?] S. T. Hrr Maler Tidemand. Noget, der vil eller kan komme til at interessere Dem, er i dette Moment kommet i mine Hænder gjennem Montz, som i dette Øjeblik er her. -- Jeg er hindret derved at komme til Dem, men er det Dem muligt, saa gaa herover til Deres Henr. W. TIL DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTION [Kristiania 18. juni 1844.] Indlagte udbedes indtaget. Skulde Red. besvare Morgenbladets igaar, da kunde den yttre sig vidende om, at der var sendt en Artikel til Morgenbladet, som endnu henligger, uagtet Red. en- gang havde tilstaaet dens Optagelse. Nu er naturligvis Sagen afsluttet. Den ulykkelige Adsplittelse her er imellem Folk med Evne! Ellers skulde Morgenbladet inden Juul være reduceret til sin halve Magt ved et nyt Blad, eller et, som maaskee lod sig bygge paa den Cstnelle. Ærb. Henr. Wergeland. SIDE: 421 TIL ANDREAS FAYE Christiania 13 Sept. 44 Min varmeste Erkjendtlighed for den Interesse, De gjentagende viser for min Person og mine literære Idrætter, høistærede Herr Faye! Dersom Benetter, Skipperen, hvormed dette afgaaer, kun laae nogle Dage til, vilde jeg kunne sende Dem den engelske Lods; og hører han til de Folk, som ikke just ride naar de sadle, saa kan det endnu skee. Midt i næste Uge tænker jeg at have Exemplarer. Men maa jeg bebyrde Dem med den Kommission at tilstille Skuespildirektøren i Bergen vedlagte omarbeidede Stykke, som han anmodes om at antage til Opførelse mod at jeg erholder i Honorar 50 Spd. Han erholder derfor Tilladelse til at tage en Afskrift af Manuskriptet, hvilken bliver hans Ejendom i 1 Aar. Efter den Tid skal jeg have Ret til at lade det trykke om jeg vil. Til Stykket hører komplet Partitur original, af Harpenisten Langballe komponeret, Musik, hvilken ogsaa staaer til hans Disposition; men de i Mscptet antydede ældre Melodier troer jeg ville goutere Publikum bedst, skjøndt Langballes Musik er god. Entrerer Direktøren, da betaler han Honoraret saasnart hans Afskrift er færdig, og han igjen overleverer Dem Mscptet. Da det er det eneste, saa er jeg bange derfor. Jeg har nok det Mscpt, jeg har omarbeidet efter, men Forskjellen er stor. Med mig er det daarligt. Inden Høsten er forbi, er jeg høist sandsynlig afsted. Siden Maii Begyndelse ligger jeg nu tilsengs af Sygdom i Lungen, hvor nu en Forhærdelse ikke vil give sig. Jeg tæres langsomt hen og venter daglig den virkelige Tæring. Det kunde derfor synes underligt, at jeg bebyrder Dem med den Kommission; men lykkes den, kan Revenuet komme min Kone tilgode. Med Benetter kunde jeg kanskee faae Mscptet tilbage, om Direktøren ikke vil. Levvel! Deres venskabeligst forbundne Henr. Wergeland. SIDE: 422 TIL MORGENBLADETS REDAKSJON [Med et korrekturavtrykk av diktet "Norges politiske Forsvinden"]. [Kristiania ca. 12. nov. 1844]. Lad mig faa denne Korrektur saa jeg slipper at skrive af et Explr. for mig! TIL ADOLF TIDEMAND [Kristiania ca. 17. des. 1844.] S. T. Hrr Maler Tidemand Agersgaden. Sujet til et Genrestykke. "De ere Jøder"!! Lütkens Billardstue, fuld af bekjendte Snapsere. I Forgrunden 2 Gripomenusser ved et lidet Bord, afbrudt i Taskenspillerkun- ster ved at en Harpespillerske (Mad. Petersen) pegende paa dem raaber til det omstaaende ophidsede Publikum: "De ere Jøder". Forfærdelse paa Jødegesichterne. Forbauselse og Harme paa Publikumets Ansigter. Den ene Jøde søger at stikke sine Ter- ninger eller "Punguten" til sig. En adstadig Snapskonge lægger Haand paa ham. Værtens blege Ansigt og en Markør, som gjør et Kast over Disken i Baggrunden osv. Her kan man faa nogle af Byens kosteligste Figurer med. (Se bag). HW. Sætrand Schjerven Guul Henriksen Smed Blichstad Blikkensl. Rolfsen jun. men for Flerheden var nu vel 50 Portioner nok. Ved den trykte Veiledning -- et Oktavblad -- maatte ikke forglem- mes Opmuntring og Anvisning til at avle Frø selv det første Aar. En Løgsort burde medfølge i Frø. For ei at overskride de 6 Sk. pr. Portion, kunde man maaske faa nok Næpefrø for 1/2 Skil- ling. Gartneren burde ogsaa i Rabat give for 1 eller l/2 Skilling af et eller andet Frø pr. Portion. Anbefalet i Hrr. Præsidis og den øvrige Direktions Hænder! SIDE: 426 TIL ADOLF TIDEMAND Grotten 16 Marts 45. S. T. Herr Maler Tidemand Ruseløkvejen. Indlagte skal forestille en Døl iført Kofte (den gamle Gud- brandsdalske) og derunder Skjorte med Malje -- en Figur, der skulde bruges i en ny "Nordmandens Katechisme" ligesom Luthers i de religiøse. Den skulde altsaa træsnittes; men til Original herfor duer ikke engang mit Stykke. Men vil De slaa mig en god noget oval Rundar og deri, uden megen Skygge, tegne mig en saadan Figur? Deres Henr. Wergeland. TIL NAH NAHSEN [Kristiania] 19 April 45 Det er Nahsens Lykke, at det behager mig at klarere denne Regning senest i Løbet af næste Maaned. Wergeland. SIDE: 427 TIL ADOLF TIDEMAND Hjerterum 12 Mai 45. Siden De var saa god at tilbyde mig en Skizze til, saa lod nok en efter Nedenstaaende omtrent sig anpasse til medfølgende Skildring. Vil De altsaa, bliver jeg endnu mere Deres forbundne Henr. Wergeland. Henrik Wergeland MIN SIDSTE VILJE: Ved fuld Bevidsthed nedskrives Følgende, der ønskes skjænket Opmærksomhed af Vedkommende: 1) Skulde min Fader ikke være tilstede naar Gud kalder mig, bedes min Broder Oskar at overbringe ham Budskabet. Hans Nærvær vil maaskee hindre, at den svage Livstraad brister [overstrøket:, som Kirkedepartementets Uretfærdighed mod ham og Pressens og Folkets Ligegyldighed derved har gnavet paa] . 2) Jeg ønsker at man udsøger mig en træbeskygget Plads paa Byens Gravlund, og at begraves fra mit Huus om muligt er. 3) At dette ikke skeer før de umiskjendeligste Tegn paa Op- løsning, haaber jeg. SIDE: 428 4) Exam. jur. Tønsberg har erklæret sig villig til at være min Enkes Laugværge. 5) Jeg veed i denne Stund ikke hvormeget jeg skylder i Enke- kassen; men antager, at det er omtrent 200 Spd. Til min Faders Godhed har jeg det Haab, at der bliver sørget for at hun faar fuld Pension af 100 Spd. 6) Min førte Bog over Bygningen udviser Forholdende dermed. 7) Jeg har af farlig Gjeld 2 Vexler paa 100 Daler, trasserede for P. Bekvold. Der maa øjeblikkelig sørges for at han op- fylder sit Løfte at betale disse Papirer med et Laan i Spare- banken. Han har ogsaa lovet mig Skjøde paa en liden Slup Nordstjernen. 8) Af mine Skrifter, da falder Forlaget tilbage til min Enke, saasnart de ere udsolgte. Paa samlede Digte har jeg en 80 Subs. samt Hds M. Dronningen for 10 Explr. Men hvem skal udgive dem? Havde det staaet til mig, vilde jeg omarbejdet begge "Ringene". I mit Skrin vil man finde Kontrakten om Læsebogen. Af nyere Sager har Hr Tønsberg paa Forlag Livsskizzerne samt Søcadetterne iland (betalte) og Feilberg Lodsen 2det Oplag, Jødinden, Normandens Katechismus og Mennesket. Hvad Skrifter, der maatte indkomme, kjøbes af Hr Tønsberg til en ansat Priis. Hos Gumpert i Gothenborg, Jæger i Kbhvn og Bonnier i Stockholm befinde sig 6 Explr. af Venetianerne m. m. hos de to Sidste. 2det Oplag af Jød- inden maa ikke gaae under 40 -- 50 Spd. 9) De mig af DD. MM. Kongen og Dronningen samt Enkedron- ningen givne Klenodier, bestaaende af en Brystnaal, Brillant- ring og Medalje skulle efter min Enkes Død gaae i Arv til nærmest Beslægtet af Navnet Wergeland. I Nødsfald kan min Enke realisere dem. 10) Udenfor disse Bekjendte ønsker jeg ikke man vil gaae ved Indbydelsen til at følge mig til Jorden: Lieut. Tischendorff, Iversen og Hagemann -- Pastor Montz -- Linstow -- H. Rasch -- L. K. Daa -- L. Esmark -- Barlien -- Birch -- E. Tide- mand -- Capt. Scheel -- Autenrieth -- G. Krogh -- Isak Muus -- Gulbrand Henrichsen -- Thurmann -- Statsraad Foss -- Dr. Conradi -- Dr. Lie -- Overlærer Møller -- Adv. Hjelm -- Prok. N. Berg -- Arkivpersonalet, hvorimellem og- saa Budet. SIDE: 429 11) Ville Nogle af mine intime Venner, som min Amalie selv da veed at finde, -- men kun om hun troer det kan muntre hende -- indfinde sig igjen om Aftenen for at trøste hende og drikke et Glas Punsch paa min Erindring, da er saadant overensstemmende med min Smag. De skulle ogsaa derved antyde, at de af og til ville see til min Enke. 12) Mellem Gjæld har jeg glemt at anføre en paa en 50 Spd. til Glückstads Bo. 13) Jeg tager det kjærligste Levvel fra min elskede herligt ud- rustede Hustru. Det er mit Ønske, at hun maatte erholde og modtage et værdigt Tilbud. Ligesaa nedbeder jeg Him- lens Velsignelse over min med den højeste sønlige Varme elskede ærværdige Fader. Gud [overstrøket: tilgive -- jeg kan ikke -- Den, der har ved Krænkelser under Embedsret- sindigheds Skjul, forbittret hans sidste Aar!] Til mine Brødre og Søstre det kjærligste Levvel! De venlig- este Hilsener til mine sande Venner! Tilgivelse til Alle, der i Livet have været mine Fiender! Jeg erindrer ikke mere! Gud være da med mig i det Sidste! Levvel! Levvel! Hjerterum i Pilestrædet Juni 1845. Henr. Wergeland. At Undertegnede erkjende at Bureauchef Wergeland idag ved Affattelsen af dette Dokument, som ellers er ved sin fulde For- nuft og med fri Vilje har nedskrevet det bevidne Christiania D. u. s. BREVUTKAST FOR AMALIE WERGELAND [Hjerterum 11. juli 1845, kl. 4 morgen.] Til -- -- Paa min salig Henriks Vegne og Forlangende en Erindring fra ham. Hans Enke. 1. Min Kone 2. Lie 3. Conradi SIDE: 430 4. Iversen 5. Tischendorff 6. Far (sørges for at han faar fra 10 -- 17 Ark med Omslag). 7. 8. Candidaterne 9. 10. Oscar 11. Et Explr. til Josephine.