Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL NICOLAI WERGELAND [Kristiansand, april -- mai 1814.] Gode Fader, maa jeg heller komme ind i Rauns Skole. Jeg længes inderlig efter at see dig igjen. Gode Fader, vil du unde mig at komme paa Comedie, thi jeg har ikke været der meere end en Gang og den Gang fik jeg ikke seet mere end den første Acht med Liniedands og lidt i de andre Achter og det meste af den sidste saa at jeg ikke fik seet alle de Konster Dhrr: Paran og Winther gjorde, og mere har jeg ikke at skrive dig til. TIL IDA HAFFNER [7. desember 1824?] Med dette Brev vil de, høistærede Frøken, modtage de be- lovede Brikker. De ere saa klodsede, at jeg skammer mig ved dem; men da jeg troede det var bedre de kom, som de ere end at Ingen kom, saa sendte jeg dem. Deres Feil skal jeg korteligen vise og gjøre godt, saa vidt jeg kan. Jeg indbilder mig nemlig de omtrent vil synes saa: SIDE: 2 IDA. See hid, Herr Mester, see, de Brikker er' ei blaae! Hvorfor? om jeg maa spørge. Hvi kan jeg ei blaamalte Brikker faae? Det var en Ting, hvorfor du skulde sørge! Mon det for Intet hedder Blaamandsspil . .? HENRIK Tilgiv mig Frøken! Jeg ei kunde, Saa gjerne, som jeg ogsaa vil . . . . . DE. Du vil og ikke kunde . . . .? . . . . . Ingenlunde . . Siig heller, du ei det forstod; Det bedre for dig lod. JEG Jeg tilstaaer, jeg det ikke veed; Bliv blot ei, gode Frøken, vred, Fordi jeg udmunderte dem ei blaae. (Jeg troer det for det Samme og kan gaae) Distinction der bliver jo, Sku' jeg troe, Imellem Guult og Sort . . DE: Du Narrifas! See videre de monstra du har gjort: To Dusin Djevle gule. (Ei styggere de kom fra Fandens Hule) Med Chapeaubas, Kan Damer spille vel med dem; Det er jo svarte Fanden selv . . . . . Nei . .! Henrik skjælv! Synk ned . . . . Nu bli'r jeg vred. De er' saa underlig', Kort -- De ligne dig.! SIDE: 3 En sær, fordrejet Smag, Ligger jo for Dag Ved saadan Form . . . . Hu! . . Fy! du græder . . .? JEG. Af Sorg jeg mine Kinder væder; Mislykte Fostre vakte den Men -- Jeg vil ei dølge, Mit eget Hoved var den Norm, Jeg maatte følge. DE. Ja da min Ven! De maatte blive gale. Et Alvorsord endnu jeg til dig tale: Naar du ei bedre kunde gjøre, da skulde du saa friskt ei ladet høre: Du kunde dreje lidt, Ja maaskee ogsaa dem. Du skulde tiet . . . . Stille Men . . fy! der seer jeg atter trille Taarer frem. (Den Lectie vel til Hjertet gik) Jeg er jo ei saa slem . . . . . . . . . Henrik! JEG. Hvortil mon disse skabte ere Uden for at være Kujoner. For at de tapre Amazoner Seierskrands kan bære . ! Ved dem beseire kan de sø Paa Berger Tante Ø!. . . SIDE: 4 DE. . . . Gaa nu Din Vei . . . JEG. Nei! Kom kuns ihu: Der følger Regning, som er svær DE. Kom frem Med den . . . Om du tør . . .! JEG. Den er her. . . . Hør! Hvis de mig rigt belønne vil, For Fliden, Som virkelig er megen liden; Saa mig beær Med et Spil Med de Sorte og de Gule Til Jule. DE. Du fordrer stort; du spiller slet. JEG. De mener: net! Jeg spørger andengang: Vil de? DE. Ja! Jeg skal see .! Adieu! Nu har jeg opregnet Feilene; dog glemte jeg, at de ikke ere blanke; hvorfor maaskee lidt Skjænd kan vanke, og jeg troer at jeg gjorde det ligesaagodt, da det dog var aldeles ligegyldigt, ved at poeticere min Anklage og Forsvar. -- Jeg veed ikke om det var rigtigt, at vise dem min Færdighed i at skrive Riimbreve, eller idethele at skrive til dem; men naar SIDE: 5 jeg forsikrer, at det falder mig lettere det Første, og at et lystigt Lune var Versenes Moder og naar jeg veed, at jeg har dem til Dommer, saa falder Skruplerne bort. . -- Snart, vil jeg haabe, skal jeg have den Fornøjelse at see dem og deres gode Moder, hvilken hilses af deres hengivne Ven og Tjener Henrik Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND [Christiania april 1825?] Gode Fader Til Pintse haaber jeg at komme hjem; nunc mihi magis enim litteris (duris atque amaris) vacandum quam parentes dulcissimos visendum est. Min Oncle er sommetider hos mig og da politicerer vi en Timestid og taler om dig. Efter hvad han siger, saa ønsker jeg Min ædle Fader! Du hvis Pen Frimodig tolkede for Norge Dets største Savn: til Klippeborge Hvis Mnemosyne kaldte hen De skjønne Muser: Du som maled' Med stærke Træk, et blodigt Slaverie, Og viste, da du saadan taled, At Normænd efter Secler først var' frie, Da Lænken brast, som over Havet bandt -- Da mørke Taage (semper spero) svandt! Du, som paa Altret ædel lagde, Selv fattig ned din Hædersløn, Genie og Kundskab dig tilbragde (Bevidsthed altid meer end Guldet sagde) -- Din skjønne Daad, den føler dybt din Søn! -- Men -- skjøndt din Datter Mnemosyne skal Med evig Laure krandse vist din Tinde: Saa Pennen grib! Dit Norge fordrer meer! Da evig Norge hædre skal dit Minde! Saa ere mine og din Broders Tanker. -- Coute qu'il coute -- nullum pretium nimis, tanto præmio arridente! Sic censeo. SIDE: 6 Nu Pengesagerne: Skrædderregningen følger med qvittert: jeg har tilgode 1 og 8 Skil. da han ei havde Smaapenge. -- Frøet koster 1 Sp. 1 -- 12 og Aspargesfrøet, da Rødder ei ere at bekomme, 1 Mark. Pode- qvistene kunde jeg ei faae hos Gartneren; men kanskee paa Tøjen, hvor jeg ei kunde komme formedelst slet Føre og knap Tid; men snarest muligt skal jeg sende dem. -- Manuscripterne vare ei afsatte -- Forordningerne følge med samt Bogen Robin- son som koster 1 Spec, tilligemed Forklaringerne à 1 Spec og 2 Mark. Af Guttene fik jeg 6 1/2 Specie, hvoraf altsaa 1 1/2 til Frøe 1 -- 48 til Forklaring 1 -- - Robinson 3 -- 4 -- 12 Gjenleveret dem 2 -- 12 Ditto -- 1/2 Spec. Summa Summarum 6 1/2 Spec. Jeg fik ligeledes af Pengene til Logie 2 Spec: for meget, da jeg blot skyldte 10 for Marts, hvilke jeg gav Guttene, da de vare komne til kort. -- Jeg har alt fortjent og faaet 5 1/2 Spec for Privatlæsning. -- Hils alle gode Fader fra din flittige Søn Henrik. TIL CAMILLA WERGELAND Eidsvold 9 Jan. 1827. Kjære Søster Camilla! Jeg skriver her fra Hjemmet et Par Ord til Dig, hvorhen jeg kom iforgaars først, efter en temmelig kjedsommelig Juul i Chri- stiania. Hos Auberts var jeg blot 2 Gange, og var da engang Tilskuer ved en Comedie (Alpehyrden af Balth. Bang). Alle Auberts Børn, undtagen Frantz, Jacobine og Julie, alle Vibes og Jette og Mad. Glükstad opførte ret godt. Chr. Glükstad var Souffleur. Andreas Vibe er bleven Ridder af den russiske St. Annaorden tilligemed et Par andre norske Officerer, fordi han var med paa Expeditionen til Finmarken. SIDE: 7 Jeg kan hilse dig meget fra Graapiis. Han ligger og snorker paa Commoden, mens jeg skriver dette. Han trives særdeles vel, og jeg har klippet et lidet Mærke i hans lodne Hale forat kjende ham, naar han lusker over Gaarden (hvilket dog skeer sjeldent, formodentlig formedelst Kulden, der gjør Kakkelovnen saa sær- deles tiltrækkende). Graapiis med paaholden Pen. NB. Dette er et facsimile af Piis's Pote. Jeg var hjemme lige til 10 Sept., men har saa været i Chri- stiania siden. Lad mig see, Du som en rask norsk Gjente beholder dit Mod, er flink etc. Her er alt Gudskelov vel. Du skal holde mere af Norden- vinden end af alle andre Vinde, fordi den kommer fra Norge, og af et Grantræ, om du seer noget, mere end af andre Træer! Et lyksaligt Nytaar ønskes dig af din stedse kjerlige, ømme Broder Henrik. P.S. Hils mine danske Fættere. TIL GERHARD MAGNUS E -- 8 Apr: [1827.] Gode Magnus! Skriv mig dog engang til. Har Du af Prælimi- narist Kyhn for 1/4 Aar faaet et Brev? Svar mig herpaa! Jeg vil, da jeg har særdeles Hast, blot bede Dig have mig i ven- skabelig Erindring, og, om Du kan, at laane mig hvad Du har, el. kan faae af Hjelms Philosophie. Besøg mig i Pintseferierne. Din oprigtige Ven Henr. Wergeland. P.S. Hils Rubach og Fougstad. Tilgiv mit stygge Brev, en Af- fødning af Hastværk og gammel Sluddervorrenhed. TIL VEDASTINE MALTHE Eidsvold 29 Julii [1827]. Gode Fru Malthe! De maa have hørt hvad der hændte da Deres Familie var her. Jeg vover at skrive dette for at bede SIDE: 8 Dem ikke at være vred eller forstørre et ulykkeligt Menneskes tunge Skjebne ved Deres Uvillie. Jeg skriver ogsaa dette for at bede Dem for mig at bede Deres Familie om Tilgivelse fordi jeg forstyrrede den Fornøjelse, De mulig hiin Aften kunde havt: jeg takker Lovise fordi hun -- som jeg dunkelt troer at erindre -- var saa godhjertet at see til mig da mit Hoved brændte og jeg neppe var mig selv mægtig: jeg beder den gode Hulda intet Nag bære til mig -- intet Nag -- ved Gud! jeg fortjente en bedre Skjebne. . Hun maa ikke hade mig, ikke foragte mig: bed den Gode tilgive mig, om jeg har bedrøvet Hende, for min Kjerlig- heds, Hengivenheds Skyld: lad min skrækkelige Skjebne forsone mig med hende. Kunde Hun see i min Sjel, jeg var vis paa Huldas gode Hjerte vilde beklage mig og ikke kunne nære de Følelser, jeg frygter for. O, Hulda vil ikke hade mig, fordi jeg bedrøvede Hende, naar Hendes gode Moder beder Hende derom, ikke foragte mig fordi mine Følelser brusede over og jeg viste mig svag og lidenskabelig! Jeg er nu rolig, som en Harpe, hvis Strenge alle ere brustne, og min Fornuft kan oversee min Stilling og den mørke, uafvende- lige Retning, min Skjebne maa tage og har taget; men jeg har Øjeblikke, da jeg ikke kan dette, da alle Gjenstande, alle Ideer krydse hinanden paa engang, og Alt svæver for mig som i en Taage: jeg har Øjeblikke, da jeg ikke kan vurdere mine Skridt og jeg ikke veed om det er Sandt eller blot en Drøm, hvad der vist, vist er hændts: jeg er da aldeles sløv og ligegyldig -- der lægger sig en kold Riimfrost om Hjertet, som, naar Bevidstheden vender tilbage, smelter i Graad og en unævnelig Følelse af Sorg og Vemod. Det er med en saadan Følelse jeg skriver dette til Dem ædle Frue! jeg benytter et saadant Øjeblik til at fortælle Dem hvor- ledes jeg har kunnet handle saaledes som jeg har handlet: Midt i Januar sagde jeg Deres Datter, baade mundtligt og skriftligt, at jeg holdt meget af Hende. Hulda behandlede mig særdeles ædelt, og gav mig det rimelige Svar: "Nei!" da Hun, som hun ogsaa sagde, maatte holde det for et Øjebliks Indfald af mig, og Hun holdt mig for temmelig letsindig." Da vi næsten ikke kunde siges at være allene, kunde jeg ikke videre udvikle mig; men maatte forlade Hende med mit Afslag og med forhøjet Kjerlighed og Agtelse for Hulda, da den Gode viste en saa god SIDE: 9 Forstand og et saa ædelt, godmodigt Hjerte, at jeg maatte be- undre Hende i samme Grad som jeg maatte beklage mit Tab. Jeg var dog ikke saa letsindig som Hulda troede -- jeg glemte Hende aldrig, men nærede desuagtet et svagt Haab, da jeg troede (daarligen) at Intet var umuligt for sand alvorlig Kjerlighed, og at vore Characterer stemmede temmelig overeens, at Hulda den- gang ikke burde have svaret anderledes, men at Hun engang vel, naar Hun havde prøvet min Lidenskab for Hende, ikke vilde nægte mig Haab, naar jeg forresten vilde vise mig Hende værdig. -- Jeg saae ikke Hulda næsten et halvt Aar, men da jeg gjensaae Hende, var det ikke Hendes blomstrende Skjønhed som opfriskede min Lidenskab; thi den havde i Huldas lange Fraværelse den hele Vinter, saa aldeles behersket min Sjel, at -- jeg skammer mig ved at sige det, -- det var mig umuligt at bestille Noget, hvad det saa skulde være: -- jeg haabede, jeg drømte, jeg tænkte ideligen paa hvorledes jeg skulde vinde min tabte Himmel tilbage, og jeg vidste, at fik jeg først Grund til Haab vilde min Sjels uvirksomme, slappede Tilstand igjen hæves, og at jeg da snart vilde gjenvinde dobbelt hvad jeg i Studier havde tabt. Det var ikke Huldas blomstrende Skjønhed, som lod min Lidenskab voxe til en saadan svimlende Høide, at min Forstand ikke kunde hæve sig over den, men endnu mere det Blik, jeg havde kastet i Hendes Sjel, og som grundede min Kjerlighed paa Agtelse og den inderligste Beundring: min Indbildningskraft, hvis fulde Virksomhed Intet i min Ensomhed formaaede at afbryde, ud- dannede sig et Ideal -- kort min Sjel var liig det Skib, som er kommet Malstrømmen for nær: det kjæmper, det sætter alle Seil til; men -- forgjæves! de sorte Klipper rage alt som skum- dækte Tænder frem af Hvirvelens Centrum -- ha! nu er det gaaet under med Top og Tavl! Jeg kjæmpede, jeg stred med mig selv, med min Stolthed, som længe qvalte enhver Tanke om nok engang at bede om den Piges Hjerte, som engang afslog det, men min Stolthed eller Selv- følelse og min sunde Livsphilosophie vare Kjæmpere, med Hjelme af Avner og Landser af Halmstraae i Kampen mod de Rækker af gyldentrustede, dristige Forventninger og modige Planer og de tusinde purpurklædte Drømme, der flagrede om som Sara- cener paa deres glindsende Heste i Ørken, og som min Phantasie opfyldte min Sjels Synskreds med. Hver Gang jeg var i Risebroe, SIDE: 10 fik hine to Kjæmpere Dødsvunder; men kun der var jeg nogen- ledes glad; hjemme var jeg følesløs for Alt og aldeles eensidig: jeg følte vel at jeg ikke burde være hist saa ofte; men Hulda havde sagt til mig, da Hun gav mig sit Afslag, at Hun ikke kjendte mig, og jeg besluttede da, da jeg var paa det Rene med mig selv, at jeg skulde, for at afbryde min uvirksomme, passive Til- stand, tilbyde Hulda min Haand andengang og paa enhver Be- tingelse og det snart, noglegange at skjænke mig den søde Glæde at see og tale med Hende først. O, jeg er et Menneske, som klattrer til Himlen paa en flagrende Spindeltraad, hvis Indbild- ningskraft er saa stærk, at den lader mig lee, hvor de Fleste andre neppe smile, og græde, hvor Andre vilde gabe! Da jeg havde været i Risebroe nogle Gange, skrev jeg et Brev til Hulda og hendes for mig dyrebare Forældre, men som jeg ikke sendte, da jeg maatte endnu engang og nok engang see Hende. Jeg bad deri Hulda, hvis Hendes gode Forældre Intet havde derimod, give mig et Løfte om "Ja", dersom Hendes Hjerte var frit, naar jeg inden halvandet Aar fremstillede mig med Embedsexamen med bedste Charakteer: jeg bandt mig til Hende ved mit Æresord; men ingen Forpligtelse skulde hvile paa Hende ihenseende til Hendes fri Valg i den Tid eller saalænge Hun selv vilde: jeg lovede ogsaa deri aldrig at see Hende før den Tid og aldrig uden jeg i den Tid havde opført mig ulasteligen. Men -- jeg var saa uvis, om hvad jeg skulde gjøre, og endelig blev min Beslutning, at den Dag, Hulda først kom hjem til os, vilde jeg bede Hende om en Samtale i Enrum, hvor jeg vilde bede om Hendes Tilladelse til at tale med Hendes Forældre om hiint For- slag: jeg vilde roligen udvikle for Hende Alt: jeg vilde sige Hulda, at jeg ærligen vilde arbeide for at blive Hende værdig, at jeg vilde rette mig i Alt efter Hendes Raad og Vink og, at jeg følte mig for evigen bunden til Hulda og Huldas ædle Forældre, at min Characteer, uagtet dens lidenskabelige, heftige Anstrøg, dog i Grundtonen nærmede sig Hendes, at jeg Intet forlangte uden at Hulda skulde give Agt paa mig og fandt den Gode mig da værdig, naar hiin Tid var forbi, og Hun selv var frie, skulde det fjerne Haab nærme sig sin Opfyldelse: iøvrigt, dersom Hulda aldeles Intet vilde svare da, vilde jeg bede om Tilladelse til at skrive Hende og Hendes Forældre til om en Tid, da Hun da vilde kunne betænke sig. Dersom Hulda derimod gav et ubetinget SIDE: 11 "Nei" vilde jeg bedet Hende ikke erindre mig med Uvillie, og roligen taget en bestandig Afsked med Hende. -- Jeg vidste at sidst Torsdag var Dagen, da min Skjebne skulde dreje sig: jeg havde besluttet i Haugen at tale med Hulda: men der blev ingen Spadseren af og jeg saae med stedse stigende Spænding den ulykkelige Dag at rulle sig mere og mere sammen i sit Slør. Om- sider beder jeg Hulda om en Samtale i Enrum, eller ogsaa i Overvær af En af Hendes Søstre; men Hulda, Hulda nægter det, nægter mig dette. Jeg havde ikke ventet det: Hulda vilde ikke give mig ti Mi- nutter for mit hele Liv! Jeg fandt det meget haardt: halv van- vittig agtede jeg ikke Hendes Bøn om Intet at sige: jeg kunde ikke erholde en Samtale i Enrum: jeg erindrer Intet -- jeg rakte Hulda min Kjerlighed som en dugget Rose: hun gav mig den igjen som Vanvids bedøvende Valmue. O Gud! det havde ikke skeet havde jeg talt med Hulda allene: jeg vilde roligen have taget Afsked med Hende og skjult mig paa mit Værelse: jeg vilde ikke bedrøvet Hulda og mine For- eldre, ikke havt Forbrydelser at angre, eller nu været i en Til- stand, Gud befrie et Menneske fra at være i. Jeg har det Haab, at Gud snart vil lade mig døe -- jeg er fornøjet derved, jeg er glad derved. Min Volcan maa snart være udbrændt og styrte sammen -- jeg er glad derved! Et svagere Legeme vilde meget snart bukke under for Følelser som mine. Fortvivlelse er ræd- som. Jeg troer ikke Hulda burde have afskaaret mig alt, alt Haab. Haabløs Fortvivlelse er rædsom. Jeg vilde jo gjort alt: jeg vilde have blevet et godt Menneske. Jeg har aldrig gjort Nogen uden mig Selv noget Ondt med Villie. Jeg burde heller ikke det; men havde Hulda ikke afskaaret mig alt, alt Haab, al Udsigt til en lys Fremtid, vilde jeg -- saa var min Plan -- strax i Kirken for Herrens Alter, i Huldas og hendes Søstres Nærvær, krævet Gud til Vidne paa, at jeg aldrig vilde med Vidende gjøre uden Godt. Hulda burde ikke have aldeles, aldeles berøvet mig den mindste Udsigt, naar Hun saae min Sjel saa ganske knyttet til Hendes: jeg vilde vist have været god mod Hulda, jeg vilde jo gjerne have biet, gjerne, først naar jeg havde taget baade theologisk og juridisk Examen, seet mit Haab træde frem af Mørket: jeg vilde ikke være bleven staaende, naar jeg da kom i en Bane: jeg vilde jo anstrenget mig for at SIDE: 12 krandse Hendes Tinding med Hæder og lægge Lykke for Hendes Fødder. -- Ha, nu er Alt, Alt forbi! alle mine Planer og For- ventninger! alt uden min bitre Sorg! alt -- min Sjel er Tham- beskjelvers brustne Bue! Alt er forbi, forbi, fortabt! Alt burde Hulda ikke have betaget mig! Naar jeg tænker paa hvad der er hændt, svimler jeg, jeg kan ikke fatte mig. O -- dette Brev, som jeg er saa dristig at sende Dem bærer vist Præget af min uordentlige, forstyrrede Tankegang; men det vilde ikke blive bedre om jeg skrev det om. Naar jeg tænker paa min Fremtid, sortner det for mig -- jeg skjælver. Jeg sagde til min Fader, at jeg maatte til Grækenland, at mit Liv dog ikke skulde ganske spildes. Han forbød mig det ikke; men med blid Sorg mindede han mig om mine Forældre. O Gud, hvad skal jeg gjøre? Jeg ønskede andengang efter den ulykke- ligste Dag ikke at have Forældre. -- Jeg veed det, jeg skulde bekjæmpe min Sorg: jeg vilde det; men jeg er saa overbeviist om at Alt er tabt, at jeg er fortabt. Jeg veed, jeg vidste det forud, at Hulda alene havde en absolut Indflydelse paa baade mit indre og ydre Liv. -- O Hulda! burde ikke betage mig alt, alt: Ømhed for Hende er den første Følelse, den stærkeste, næsten eneherskende hos mig. -- Lever man ikke lykkelig med Den som elsker En? Jeg troer det, og jeg veed jeg elsker Hulda og vil bestandig gjøre det mere end enhver af alle De, som engang vel ville beile til Hende: Hulda maa have hørt noget meget Ondt om mig; men mange gives der, som kalde mig Deres Ven og smigre mig i Øinene og tale ilde om mig ellers: naar Hulda havde seet i min Sjel vilde hun fundet Lys og Skygge i en stærkere Afvexling end i mange andre Sjele, men mere, mere Lys end Skygge: min Kjærlighed til Hulda var skjøn om den endog var lidt phantastisk; men dette klædte den godt, som mørke Øjenbryn et smukt Ansigt. -- Hulda burde ikke dræbe Alt hos mig -- o det er ikke Hulda men Skjebnen, Skjebnen -- : Jeg er ikke haard og mit Hjerte er ikke ondt -- det sige mine Fiender: mine Grundsætninger ere ophøjede, skjøndt et Phlegma kalder dem sværmerske og min Characteer er igrunden god trods dens Ubesindighed, Fremfusenhed og Lidenskabelighed. Jeg kan være lykkeligere og ulykkeligere end mange Andre i samme Omstændigheder formedelst mine glødende Følelser. -- Alt er tabt -- jeg er afsindig. SIDE: 13 -- O gode, ædle Fru Malthe! tilgiv mig . . jeg vilde været Dem en god Søn om Skjebnen havde villet det. Alle som kjende mig, holde meget af mig -- Hulda vilde ogsaa kunnet det. -- Jeg beder Dem hilse Alle fra mig: jeg takker for Deres Godhed, for Lovises Godhed, der bekymrede sig om mig: jeg velsigner Hulda: jeg er religiøs -- jeg vil bede Gud om Godt for Hulda: jeg beder Hulda leve vel, meget vel! Jeg savner to Papirer -- det ene var mit Farvel til Hulda, som jeg skrev ahnende hvad der vilde skee: jeg maa have givet dem fra mig da min Sjel var i Taagen: jeg troer Lovise har dem: Hulda skal have dem: jeg beder Hende ikke rive dem isønder: Hun maa ikke være vred paa mig fordi jeg bedrøvede hende: Hulda maa ikke hade mig: jeg er jo dog hendes bedste Ven. Eller Hun troer det ikke? -- Ha, jeg maa bryde af: det er Skam for mig ikke at kunne sammensætte et ordentligt Brev. -- Tilgiv mig! jeg er ikke vel! De maa forlade mig Dette. Henr: Wergeland. TIL VEDASTINE MALTHE [26. august 1827.] Jeg vover at bede Dem, ædle Fru Malthe! om, dersom Deres bedre Skjønnende Intet skulde have derimod, at overlevere Deres gode Datter Indlagte. Jeg beder Dem tillige undskylde mig for Dem Selv, for det, vist uordentlige, Brev, jeg et Par Dage efter det tungeste af alle Uheld, var saa frie at sende Dem, og hvori jeg bad Dem ingen Uvillie, intet Nag nære mod mig. Jeg nærer det Haab at Deres eget og Døttres gode Hjerter har tilstaaet mig idetmindste en Deel af min Bøn. Jeg vil ud- sone min Forseelse. Med den inderligste Ærbødighed og varmeste Hengivenhed Henrik Wergeland. SIDE: 14 TIL HULDA MALTHE Eidsvold 26 August 1827. Det er en Maanedsdag siden jeg grov liden Kirsti i Muld . . en Maaned? en Maaned? -- har Tiden da mistet sit hvirvlende Hjul? Jeg stoler saa meget paa Deres gode Hjerte, at jeg haaber, De ikke vil tilintetgjøre disse Linier ulæste, om de end i Begyndelsen maa opvække ubehagelige Erindringer, og om de ere formede af en Haand, De maa hade. Jeg vilde ikke skrive Dem til, dersom jeg ikke skyldte mig selv det, og at jeg altsaa bør det troer jeg; desuden -- jeg reiser naar denne Maaned er ude og, da jeg vist ikke i lang Tid seer disse Egne igjen, kunde jeg ikke nægte mig den smerteligsøde Følelse at tale med Dem for sidste Gang her igjennem den døde Skrift -- det eneste Middel, som staaer mig tilbage. Jeg faaer bære min Skjebne: den at see lutter glædesløse Dage imøde; men Deres Uvillie kan jeg ikke bære: tilgiv mig derfor saasandt De er et godt Menneske, og, naar De engang hændel- sesviis hører mit Navn nævne, eller paa en anden Maade uvil- kaarlig maa erindre Dem mig, forbind da intet Nag, ingen Uvillie dermed. Jeg beder Dem . . For at lette Deres gode Hjerte denne skjønne Sejer, kan jeg forsikre Dem, at jeg maaskee var mindre virkende Aarsag til den, for mig skrækkeligste, for Dem ubehageligste af alle Hæn- delser. Jeg har nemlig hørt, at man, allerede før De med Deres Søstre kom, mærkede hos mig en paafaldende Aandsfraværelse, Ytringer af en høi Spænding i Sjelen, som jeg iblandt andet ytrede ved en uvilkaarlig Latter, da man sagde mig, at Malthes kom. De forskjelligste, voldsomste Følelser gjennemkrydsede mig den Dag i den Grad, at min Forstand ikke formaaede længere at beherske dem. Jeg lignede et Skib, som krænger i Stormen, saaat Seilene og Vimplerne dyppes i Vandet. Især den smerte- lige Følelse, at jeg maatte give min Stolthed tabt, naar jeg atter vilde henvende mig til Dem og Bevidstheden om at jeg ikke vilde kunne andet, da min Lidenskab var voxet til en saadan Høide, at mit hele Væsen var aldeles opløst i den, forenet med Tvivl, Længsel efter at see Dem, Forventningen om hvad min Skjebne vilde blive og som det ene Øjeblik bar et lyst, det SIDE: 15 andet et mørkt Præg, Angest, tunge Ahnelser, Planer gjorde mit Indre fuldkommen ligt et oprørt Hav, allerede før jeg talte til Dem og bad Dem om en Samtale. Da jeg, efterat De havde nægtet dette, atter bad Dem, var jeg saalidet mig selv mægtig, da Visheden om at Alt var tabt saa voldsomt kastede sig ind i mine øvrige Følelsers Hvirvel, at jeg ikke tog i Betænkning at gjøre dette, med et forstyrret Udseende, midt i Selskabet -- -- Ved Gud! jeg kan være ubesindig, jeg kan være uden den rigtige Tact for det Anstændige, jeg kan lade mig ene og alene lede af den første Impuls, uden at overveje Tid, Sted og de rimelige Følger; men jeg forsikrer Dem, at i en sund, normal Legemstilstand vilde det aldrig skeet. Jeg holder mig nu for fuldkommen istand til at bedømme mit Skridt, men det er mig umuligt at begribe hvorledes jeg kunde handle saa. Det var mig derfor, paa en vis Maade, behageligt at høre, at man allerede forud mærkede at jeg ikke befandt mig vel, da en saadan Til- stand, som jeg dog kun uegentlig kunde være Skyld i, maatte for Dem betage min Character det Anstrøg af Lidenskabelighed og Udelicatesse, jeg syntes at lægge for Dagen. Jeg troer, at De, skjøndt den Forurettede, maaskee vil være min mildeste Dommer; men, om min udelicate Fremfærd alene eller for største Delen var selv Aarsag i at jeg blev et Rov for Fortvivlelse og at mine Sandser vildedes, saa leed og lider jeg jo Straf nok, og saameget mere vil De ikke lægge Byrden af Deres Uvillie til mine øvrige Sorger, da min Handlemaade, skjøndt i Grunden en monstrøs Søn af Heftighed, Overilelse og deraf at min Fornuft fandt saalænge Behag i min Indbildningskrafts Gjøg- lerier, at den omsider blev en Slave deraf, dog, nærmest taget, uden at Characteren lider sønderlig Brøst, var en Følge, et Ud- brud af en Sygdom: en Sjelssygdom, som ogsaa virkede paa Legemet, hvilket jeg kunde see deraf, at min Svindel, som den efterlod sig, kun ved Lægemidler lod sig fordrive. Desuden var jo, naar jeg vil gaae tilbage til den allerførste Grund, mine, isandhed skjønne, Følelser for Dem, og den faste Overbeviisning, at kun De vilde kunne gjøre mig til hvad jeg kan blive, at en Forbindelse med Dem og Deres Familie vilde have den mest heldbringende Indflydelse paa mig, forenet med Mistvivl, den første Grund til at jeg viiste en Svaghed, jeg maa rødme over -- den nemlig at give mig til Priis for Forhaabninger, jeg vel SIDE: 16 bedre vidste vare tomme og vilde styrte mig i Afgrunden, naar jeg troede deres falske Skin. Dersom jeg med fuldt Overlæg havde gjort hvad jeg gjorde, dersom jeg med Villie havde opført mig saa slet imod Dem, hvor kunde jeg da virkelig have holdt af Dem? Naar jeg havde da havt Forstand nok til at tænke mig Deres Stilling, og jeg roligen havde udsat Dem for saadanne Ubehageligheder, kunde jeg have elsket Dem da? Jeg vilde da blot have været den raa Egoist, jeg vilde været mere ufølende end det Gulv, jeg traadte paa, og jeg maatte da nødvendig, med en saadan Characteer, nu føle Forbitrelse ved Siden af krænket Forfængelighed og søge Trøst i Haan og Spot. Jeg føler ikke dette, men derimod tilfulde, at jeg ingen Prætensioner bør have, at der ingen Uret er mig skeet, men at jeg har meget bitterlig at angre, men mest at jeg imod Den, jeg ikke for mit Liv vilde krænke, ikke har opført mig uden slet: jeg føler den inderligste Hengivenhed for Dem og Deres Nærmeste, og jeg veed, at jeg elskede Deres Sjel og Hjerte meer end Deres Legeme og med en høi, reen og varm, om noget heftig Følelse, og -- at jeg ikke kan aflade det saalænge jeg er her paa Jorden og vel ikke videre frem heller. Min vakre, ædle Hulda! -- tillad mig og tilgiv mig, om jeg en eneste Gang nævner Dem saa -- hav nu Intet mere imod mig! glem mig heller med min Feil! Jeg vil vise Verden, at Ingen kan elske og nærme sig Hulda Malthe uden virkelig at blive bedre. Det skal være min eneste Trøst, at jeg om en Tid kan sige til mig selv: "jeg havde fortjent en bedre Skjebne." En anden Bevæggrund til disse Linier er den, at jeg veed, at der i Deres Familie ere blevne fortalte details om mig, som just ikke geraade min Sædelighed til Ære; men jeg kan paa min Samvittighed forsikre Dem og Deres Familie, hvis gode Om- dømme er mig helligt og dyrebart i alle Omstændigheder, at de ikke forholde sig saa. Jeg veed vel, at mit Liv forhen aldeles ikke kan tjene til Mønster, men saa negligeant har jeg dog ikke været om mit Rygte, som hiin Løgn vil gjøre mig til. Jeg har hørt dette af En, som havde det fra L. Dahl. Dersom Folk undertiden kan have talt om mig som et uordentligt Menneske, da kan jeg ogsaa herfor, næst Bagvaskere, fordetmeste Per- soner, som smigre mig, men hade mig fordi jeg har fornærmet dem enten ved Sandheder eller Sarcasmer, takke mig selv, da jeg SIDE: 17 til mine Feil maa regne Aabenmundethed og den tvetydige Dyd, at jeg deler Alt, hvad mig selv og mine egne Hemmeligheder angaaer, med mine Venner. At jeg nogensinde har været i slet Selskab, er ved den levende Gud! ikke sandt. Da maatte vel hellere mine Venner kunne kalde mit Selskab slet, om galt skulde være. Iøvrigt et Menneske, der knapt nok er 19 Aar vil man vel ikke gjøre til et Monstrum af Tøilesløshed og Vildhed, og, har jeg været uordentlig, da følte jeg isandhed Trangen til noget Ædlere. Men -- som jeg siger, Verden skal see, at Ingen kan nærme sig Hulda Malthe, en saadan Datter af en saadan Moder, uden virkelig at blive bedre. -- Jeg har hørt Trediemand finde det forunderligt, at jeg saa- snart kunde glemme Jfr. Selmer. Samme Tanke kunde jo opstaae hos Dem og derved tillige Meningen, om at De nok ikke havde feilet, da De sagde, jeg var letsindig. O De har vel ikke feilet i denne Dom; men -- jeg spillede ogsaa dengang mine Kort som -- et Beest: jeg sagde hvad jeg havde paa Haanden, lod Andre kige mig i Kaartet og blev da tydelig Bete, hvilket jeg ikke var bleven, dersom der da havde været Mandsmod hos mig. Jeg vil fortælle Dem en Mythe: "En skjøn Sjel -- De kan tænke Dem Petrarchs Laura eller Johanna Gray, eller hvilket andet ædelt Fruentimmer, De erindrer Dem -- hævede sig fra Jorden. Den udfoldede sig herligere og herligere igjennem jo flere Liv den vandrede: den havde allerede gjennemvandret Aandernes, Stjerneaandernes, Seraphernes, Che- rubernes og Eloahernes Klasser, da den øverste Eloah, forbauset over denne Aands Dyd og Glands, for ikke at flette et nyt Mellemled mellem sig og Englene, i sin Viisdom deelte den og sendte den atter ned til Jorden, at gjennemløbe samme Bane. Begge denne herlige Aands Dele vare hinanden fuldkommen lige, som en kløvet Diamant, og som to Stjerneskud dalede de tvende Søstersjele ned til Jorden. Den lunefulde Skjebne lod dem synke i to yndige Legemer i vort gode Fædreneland, og Menneskene, uvidende om deres foregaaende Skjebne, kaldte den Ene "Hulda", den Anden "Emilie". -- Jeg veed ikke hvilken gunstig Aand, der meddelte mig dette; men jeg ene kjendte disse Tvendes foregaaende Skjebne; maaskee min Sjel var de svage Levninger af Jorden, som endnu klæbede ved Aanden, og at jeg, nedstyrtet med dennes to ædle Dele, af SIDE: 18 en uimodstaaelig Drift, eller Gjenerindring af den gamle Forening, dreves til at opsøge dem; men komne her til Jorden maatte disse adlyde den Lov, at ligeartede Ting frastøde hinanden under visse Betingelser. Dette er blot en Mythe, men den strenge Sandhed er at jeg fandt langt mere hos Dem end hos Jomfru Selmer, hvor god og fortreffelig Hun end er; desuden var den inderlige Agtelse og Hengivenhed, jeg nærede, og nærer, for Deres gode Forældre ogsaa et Baand, som maatte knytte mig til Dem. Jeg hørte saa- meget Godt om dem -- jeg er en Enthusiast for det Gode, skjøndt jeg gjør det Gale -- at jeg holdt af dem før jeg havde talt med en Malthe. -- Jeg veed ogsaa, at der er bleven sagt, at jeg i min Dom over Dem og S. havde, hvad det Udvortes angik, givet den Sidste Fortrinet, og jeg vil ikke nægte, at jeg virkelig har sagt dette til en Ven, som jeg ei troede skulde bringe det videre, men jeg sagde det ogsaa efter blot andengang at have seet Dem. Jeg kunde meget vel udvikle hvad jeg i Deres Sjel og Character finder saa Elskværdigt og Fremstikkende for Hiins, men min Smiger, eller -- ikke Smiger men sande Roes -- vilde ikke kunne glæde Dem, ligesaalidet som De har kunnet finde noget Ondt i hiin flygtige Dom. At jeg finder Dem smuk, veed De, og at jeg holder Dem for meget god, ædel og fornuftig seer De af, at jeg, uagtet al Forbindelse, alt Haab derom er brustet, inderligen beder Dem om ikke at tænke ilde om mig. Jeg skriver alt Dette forat retfærdiggjøre min Character for Dem, forat vise Dem, at mit Hjerte havde mindre Deel i mine Feil end der kunde synes. Mit nu begyndende Liv skal ikke bringe Dem til at angre Deres Skaansomhed. Ingen, Ingen vilde dog kunnet gjøre det af mig som De; men, uagtet hele mit Haab om et lykkeligt Liv, hvortil mit hele Temperament synes at sigte, er forbi, uagtet Alt forekommer mig glædesløst og Verden har tabt sine livlige Farver -- latterligt for en Dreng paa 19 Aar -- har jeg dog for en Deel erholdt min Sjelskraft tilbage, som har lagt sløv, uden Springfjer, i den lange Tid fra jeg førstegang aabenbarede Dem mine Tanker og ligetil andengangs Catastrophe. Jeg vil nægte mig al Fornøjelse, jeg vil i en Hast tage Examen og søge min Trøst i den Tanke, at Hulda nu maa være forsonet, og i Bestræbelser for at erhverve mig et Navn. Ikke saameget mine Forældres Trøstegrunde, mine Venners SIDE: 19 Deeltagelse eller Doctorens valeriana har gjengivet mig min Sjels- sundhed, som en Plan, jeg med levende Interesse har opfattet, og som isandhed forskaffer mig en ligesaa skjøn som behagelig Adspredelse. Jeg havde nemlig fast besluttet, da jeg vidste at jeg uden Dem ei kunde blive god og lykkelig, for dog at gjøre nogen Nytte her, at ofre mig for Grækerne. Jeg maatte med Smerte opgive denne Plan, da min Fader vemodig foreholdt mig, hvad jeg skyldte mine Forældre, men jeg skammede mig, skjøndt jeg blot havde givet mig Selv dette Løfte, ved at den Tanke blot skulde være et tomt, ligesom pralende, Løfte, og ved, at jeg saa- ledes paa en Maade havde blot indbildt mig selv noget. Jeg be- sluttede derfor, da jeg holdt mig bunden ved dette phantastiske Løfte, at løse mig paa en Maade, som jeg fandt fyldestgjørende for min Ære, der var øm ved at holde sig selv for en Pralhans's Ejendom. Jeg fandt nemlig et Emne, passende at behandle som Frithjofs Saga af Tegnér: jeg greb den Plan med Interesse at udarbeide det og begynde dermed min Debut paa Parnas til Bedste for dem, jeg vilde ofre min Arm, og saaledes indbilder jeg mig, naar jeg skriver nogle Linier derpaa, at jeg arbeider eller fægter for dem. Da jeg finder i dette Arbeide en smuk Adspredelse, gjør jeg det med Lyst og altsaa gaaer det glat fra Haanden; ja, hvad der mere bestyrker mig, er en Dom af en lærd Mand og com- petent Dommer, som jeg ikke kan tænke paa uden at blive blodrød. Gode Hulda! -- o endnu engang maa jeg tale saaledes med Dem, da jeg ikke kan, ikke formaaer at skrive det kolde "Jomfru Malthe" eller endogsaa "høistærede Jomfru Malthe" -- gode gode Hulda! skjøndt De er ung, føler jeg dog den højeste Grad af Ærbødighed for Dem, for det rene Ideal af det Gode og Skjønne jeg forgjeves maa see i Dem. Dersom nu min Saga bliver god, dersom jeg tør lade den see ved Siden af Frithjof, vil De da tillade, at jeg svagt viser Dem min Ærbødighed ved at tilegne Dem den; men -- som jeg siger -- blot i det Tilfælde, at den virkelig bliver god, ikke middelmaadig, men kommer heelskindet ud af høje, lærde, fornemme, strenge Recensenters Kløer. -- Dog -- det har Tid endnu, men til Seenhøstes maaskee. O jeg vil glæde mig, dersom jeg kan gavne Hellenerne ved at sidde her i min Krog og fægte SIDE: 20 drabeligere end Hyrkaki med min Pen og øde mere Blæk paa Papiret end Bobolina har sprøitet paa Ægæerhavet. Jeg seer med Forbauselse, at jeg, ved mit Brev, har dynget et Herculesarbeide paa Dem; men dersom De virkelig alligevel læser det, er de meget ædelmodig, meget snild, meget god. -- De gjør mig meget Godt, men jeg Dem blot Ondt; hvorledes skal jeg da gjøre Dem noget Godt? Ved at slutte mit Brev, som dog har den Fortjeneste, at det er meget prosaisk. Jeg vil gjøre det -- strax. Dersom jeg ejede 10,000 Daler, gav jeg de 9,999 bort for at tale med Dem 2 Minutter før jeg reiser. Hvor let vilde jeg da ikke gaae min vamle Bane imøde, hvor, hvorsomhelst jeg vender mig, Valmuer stinke mig imøde? O Gud! jeg gav alle 10,000 bort for een Minut. Jeg vilde gaae glad til det vamle Arbeide, ved en dunkel Theologies Gjennemlæsning at søge samme Adspredelse som Den, der gaaer ud i Ørken, naar han finder Palmyras Ruiner ulidelig triste, og til den Glæde, i ledige Timer at beskjeftige mig med at sige og opfinde Sarcasmer over mig selv -- det rigeste Emne af Verden. Det er besynderligt, at ikke tusinde Spottefugle hænge sig paa mig; men de gjøre igrunden klogt i at overlade det til den mest Berettigede dertil og til den Bitreste. Aldrig kan jeg opgive Tanken om, at De og jeg godt vilde kunnet harmonere: jeg veed med mig selv, at jeg i væsentlige som uvæsentlige Puncter vilde, paa Deres mindste Vink, have rettet mig: jeg troer ogsaa, at, i Grundtrækkene, stemme vore Characterer: og det veed jeg, det veed jeg vist, at jeg elskede Dem -- o endnu, endnu og bestandigen -- med Følelser, som ikke vilde vanhelliget vor Frelsers Bryst. Men jeg har handlet daarligen, daarligen, afsindigt -- o mere end afsindigt. Men Sjelen, om Skjebnen er mørk som Nathimlen, hænger jo fuld af funklende Planer, og Stjerners guldrøde Frugter. Jeg siger, jeg har Stjerner -- jeg har ingen, intet Haab, ikke saameget som Sir Kenneth om at erholde Edith Plantagenet; men -- Tretallet er et helligt Tal: jeg vil arbeide, jeg vil samle mig Fortjeneste og, naar jeg har en god Examen og et Navn, vil jeg endnu engang -- den Sidste -- dersom Huldas Haand og SIDE: 21 Hjerte endnu er fri -- bede den Ædle om at gjøre mig lykkelig -- ha, i en Grad, jeg ikke kan tænke mig uden at svimle. -- Jeg vil vel bede haabløs, men jeg vil da ikke gaae bort uden den gode, ædle Huldas Agtelse eller Velvillie. Jeg kan ikke glemme Dem, ikke udslette det Indtryk, De har gjort paa min Sjel. Er jeg derfor maaskee svag? Jeg kan ikke glemme Dem, men jeg vil og kan finde mig i Skjebnen. -- Levvel! Jeg har beseglet dette Løfte med Graad -- gid det maa være den sidste paa lang Tid. Vær min milde Dommer: jeg beder undertiden til Gud, jeg vil bede, og jeg gjør det og stedse, for Dem. Dersom jeg kunde tale med Dem een Minut, istedetfor at sætte dette Brev elendigt sammen, vilde jeg rense Deres Faders Skov for enhver Splint; men -- jeg tør ikke, jeg kan ikke . . vær blot ikke vred, men siig ved Dem selv, naar De vender Dem fra dette Papirs Aske: "han vilde det dog ikke saa ilde!" Lev evig vel! Jeg maa stedse erindre Dem med Ærbødighed og Ømhed og Vemod. Henr: Wergeland. TIL VEDASTINE MALTHE Christiania den 22de Sept: [1827] . Jeg har herved den Ære at oversende Dem, ædle Fru Malthe! i en convolut af Tak, den Bog, De saa velvilligen laante mig. Jeg har lært af den: jeg har maaskee min Deel af Charleston, og, man kunde troe, ogsaa af Clairford. Jeg vilde ønske, at det ikke var saa. Det er ikke saa! Dette Stykke vilde gjøre Virkning paa Theateret; men min Smag er nu saa forvænt eller fordærvet, at jeg endog finder Schiller og Oehlenschläger temmelig matte. Jeg kom uforsigtigviis til at beskadige Bindet, saaat jeg har været saa frie at forandre det. Jeg vil tillade mig her at bevidne Dem, min moderlige Ven- inde! min inderlige, varmeste Taknemmelighed. Jeg vil i Gjer- ningen bestræbe mig for at vise, at De ikke har ødslet Deres Godhed og Ædelmod paa en Uværdig. Jeg forsikrer Dem og Hulda derom. Jeg er meget lykkelig nu: jeg veed, jeg gaaer den skjønneste Bestemmelse imøde: det er en forhen ufølt Rolighed i mit Indre, som gjør dette, og denne Følelse har udviklet sig af Bevidst- SIDE: 22 heden om, at de ædleste Væsener, jeg kjender, gribe ind i min Skjebne, og om, at det beroer paa mig Selv hvorvidt denne skal fremtræde lys eller mørk i Fremtiden. De og Hulda vil troe mig, naar jeg siger, at jeg aldrig vil bedrage Dem, aldrig handle anderledes end at jeg uden Rødmen tør paapege det. Jeg er stolt af at kunne fritage min feilfulde Character for Falskhed. Jeg vilde før kunne bedrage mine Nærmeste end disse, ved hvem mit hele Væsen hænger. Jeg holdt af Dem, som om jeg havde været Deres Søn, førend Deres Handlemaade imod mig i den Grad opfordrede min Taknemmelighed, hvormeget da nu, da De har gjengivet mig mig Selv, gjort mig lykkeligere end ud- svævende Drømme kunde male sig det og lykkeligere end jeg -- fortjente? O, min moderlige Veninde! -- tillad mig at bruge dette Navn, som jeg finder, om end for dristigt, dog sandt -- søg Deres Løn i Visheden om, at De har gjort et Menneske bedre. Naar De engang seer tilbage til Deres daadfulde Liv, vil De i Erindringen herom finde en skjøn Perle: -- jeg vil ind- fatte den. O, vil jeg engang, i et nærmere Forhold, kunne vise Dem mine Følelser for Dem? vil jeg? -- Gud og Hulda raader. Mange Mennesker have Billeder af den, de holde af: det be- høver jeg ikke, og jeg har det forud herved, at Gjenstanden ikke røbes, men at den staaer der i al sin Skjønhed, tydelig indtil de fineste Træk og Nuancer, kun for mit Øje, hvor og naar jeg vil, dog helst alene, og straalende lige klart i Mørke som ved Lys. Jeg glæder mig meget nu ved dette ejendommelige i min Phantasie, at den saa troe kan gjengive Gjenstanden saaledes at Dennes Ejendommelige i de forskjelligste Former, i ligesaa forskjellige som i den optiske Cylinder, altid fremstiller sig, idealt skjønt, skjønt som Naturen, som det Reale, min Ideeverden drejer sig om. Jeg behøver ikke at sige Dem og Hulda hvilket Billede jeg gjentagne Gange med større og større Sjeleglæde lader gaae op for mig, og at det uudsletteligen med den inderligste Kjær- lighed og Agtelse er indpræget i mit Hjerte; men naar jeg over- lader mig til Erindringen og Indbildningskraften, maa jeg dvæle længst ved de Former af mit Myriorama, som viser mig den Gode og Dyrebare i de Øjeblikke, da det bedste Hjerte svøm- mede eller tydelig aandede i Hendes Træk. Isandhed jeg maa beundre mit Billede, der er en saadan Sjels Tolk, og jeg kan ikke blive mæt af at betragte det; og hvor glad maa jeg ikke SIDE: 23 være ved dette, da jeg veed, at ikke nogen bitter Følelse for mig kunde udaande sig i disse Træk? Dersom Bølgerne, naar de kun hæve sig saameget, at Livlig- heden intet taber, glidende imellem skjønne Bredder, som Stjer- nernes Speil, indfattet i Løvværk, kunde tale, vilde de maaskee udtrykke sig omtrent med nogle af indlagte Sonnats Vers. De og Hulda vil i dem see mine Følelser, see om de ere skjønne, og om min Sjel opfatter ret Indtrykket af det Høje hvorefter den stræber. Jeg seer jeg bliver vidtløftig; men De vil skjænke mig dette, min gode, ædle Fru Malthe! Man taler saa gjerne med Dem, man elsker, og jeg finder en saadan Fornøjelse i at tænke paa Dem og Hulda i mine ledige Stunder, at jeg ikke savner de Ad- spredelser, jeg har renonceret paa: -- hvormeget mere da at tale med Dem? Dette maa jeg dog tilføje: skjøndt min ulykkelige Hændelse temmelig, dog ei saameget som jeg havde tænkt, er bleven be- kjendt, og, naturlig, som en Hydra har voxet uhyre og i groteske Former, har jeg dog selv og ved Andre, faaet Vished om, at Huldas Navn neppe meget er berørt. For Spot har Tildragelsen aldrig været noget Emne. Jeg kan ei sige Dem, hvor kjært dette er mig. Navnet "Hulda" er mig helligere og kjærere end Jødernes "Jehovah". Jeg har ogsaa iagttaget en ubrødelig Taushed med- hensyntil det, som nu gjør mig saa lykkelig; men i min velsignede Hjembygd tænker jeg de kløgtige Hjerner have været i Bevægelse og conjectureret og gjettet, dersom de have faaet at vide, at jeg har været i Risebroe. Som et Beviis paa de slette Følelsers Ond- skab kan De tage hvad jeg ikke har villet besmitte dette Brev med, men sat paa en lille Seddel. Jeg hilser Hulda, min ædle Hulda! Jeg lever og virker blot i Hulda: Hulda er min Athmosphære, min Electricitet, mit altvir- kende, guddommelige Princip. Jeg beder Dem at sige Hulda, at jeg er det lykkeligste Menneske ved Bevidstheden om, at Hulda ikke hader mig, men er mig velvillig, er min Ven. O jeg er Hendes bedste, bedste Ven! Jeg vil aldrig vise mig anderledes mod Hulda end øm, oprigtig, om en Smule phantastisk. Min Kjerlighed er prøvet og skal prøves, den er grundet paa Agtelse og dens yngre Søster er Taknemlighed. Om et Aar vil Hulda see mig igjen anderledes; men gid ogsaa mit Y [dre?] maatte SIDE: 24 faae en mindre hæslig Form! Jeg beder Hulda fremdeles erindre mig med Velvillie og Godhed, og ogsaa De, min Lykkes Stifter- inde, min blide Norne! vil gjøre dette og fæste Tillid til hvad jeg har lovet. Levvel! Levvel! De og alle Deres! Den tolvte October feirer Ingen gladere end Deres ærbødige og taknemligt-hengivne Henr: Wergeland. Et saadant ædelt Væsen har villet indbilde Andre, og formo- dentlig sig Selv med, at H:, paa en temmelig haard og just ikke sandfærdigste Maade, har forsøgt at triumphere paa min Be- kostning. Jeg fortæller Dem dette som et Træk til Hines Characteristik, da jeg veed, at De allerede havde fattet disse i deres rette Lys. Jeg har nu hørt mine Bedrifter paa Grundseth fortalte; men -- ved Gud! ere de saadan fortalte Dem, da maa jeg meget, meget beklage mig som et Offer for saa afskyelige Tunger; men det er umuligt. Imidlertid er der bleven fortalt, Gud veed af hvem, langt større, meget hæsligere Udskejelser end dem, De veed; men ikke engang det var sandt. Min Fader kan være mit bedste Vidne. TIL VEDASTINE MALTHE Christiania 10de October [1827] . Jeg nærer vel en Frygt for at det maaskee mishager Dem, at jeg har vovet at tilskrive Dem og nu atter vover det; men -- jeg kan ikke maale den milde Fru Malthes Godhed: neppe, hvor høit jeg vurderer den, vurdere den efter Fortjeneste. -- Dette Sidste maa komme deraf, at det er mig uvant at støde paa saamegen Godhed og Velvillje, som maaskee vil være stor nok til at til- stede mig Opfyldelsen af denne min Bøn: at det maa være mig tilladt at have den Glæde at tilsende Dem den nye Roman "Napoleon". Skjænk mig denne sande Fornøjelse, gode Fru Malthe! Jeg vilde være saa glad, dersom den kunde gjøre Dem nogle Øje- blikke underholdende, Dem, som jeg maa takke for enhver til- freds Time. SIDE: 25 Jeg har havt indlagte første Hefte liggende en Stund for at oppebie det andet; men det kom ikke. Da jeg troer tre eller fire Hefter udgjøre et Bind, tør jeg maaskee, naar De har faaet et saadant Antal, udbede mig dem, engang ved Leilighed, til- sendte for at tilstille Dem dem i en solidere Dragt. Jeg har prøvet at udtrykke min Beundring for hint monstrum geniale; men jeg har i den, hvis Napoleon skal være Poemets Centrum, uforholdsmæssigt lange Indledning, styrtet mig ind i en Hvirvel af Hypotheser og i en original mystisk-philosophisk Aandelære, som jeg skulde have megen Interesse af at lade virkelig philosophiske Hoveder -- ikke orthodox-theologiske -- smage lidt paa. Jeg lægger dette Digt, som jeg meget uegentlig kalder "Napoleon" her hos, om De skulde kunne interessere Dem ved at følge Deres unge Ven i hans poetiske Dybsindig- heder, i Philosophemer, som han har Dristighed nok til at op- kaste uden nogensinde at have seet i en Philosophie. Deres skarpsindige Hoved vil bedømme mine Satser ret: -- Phantasien staaer for Fornuftens, Athenes, Tribunal. Jeg har i nogle Vers til en nys afdød Ven ogsaa ytret den Tanke: at Skjebnen, idet den berøvede mig ham, tog det Sidste fra mig, saa at den nu intet Mere vil finde at plyndre fra mig. Verden vil troe dette; kun De og Hulda og jeg selv veed, at det er ganske anderledes: jeg er jo saa riig og glad ved Deres og Huldas uendelige Godhed og ved alle Deres Velvillie imod mig: jeg nærer jo et Haab i Stilhed, som jeg ikke vilde bytte mod Frankrigs Throne: -- Visheden ikke for en Klode? Hvad mine Poesier angaaer, da nyde de den tvetydige Lykke at forstaaes tilfulde blot af rene Genier; hvorimod en stor Deel, skjøndt deres æsthetiske Mave finder Dem aldeles ufordøjelige, gabe og rose; men en anden Deel tvivler om at jeg forstaaer hvad jeg skriver og sige reent ud: det duer ikke. Jeg er imid- lertid meget vel fornøjet med et lidet Publicum af den første Klasse, og jeg er hemmelig glad ved at vide Norges tvende uimod- sigeligt bedste Hoveders, anseelige Mænds, i høi Grad smigrende Dom -- og det over mine daarlige Avisstykker. Det maa være det Individuelle deri, og det at jeg træder en egen Vei, som Disse finde saa tiltrækkende. Det synes vel ubeskedent af mig at ytre dette; men jeg veed, at De med den huldeste Godhed bekymrer Dem om mig, og at SIDE: 26 det glæder Dem om det gaaer mig vel. Jeg er vel glad ved at høre Saadanne bedømme mig saaledes; men jeg viser isandhed ikke min forfængelige Glæde eller rettere Følelse af Velbehag: stolt vil jeg ikke blive, om jeg engang endog skulde retfærdig- gjøre Hines Dom. Jeg vil aldrig kunne have anden Stolthed end den af at De, ædelmodige, ejegode Fru Malthe har skjænket og vil skjænke mig Deres Godhed og af Huldas Yndest -- hvilken Himlen forlene mig! Det vil ogsaa være mig tilladt at sige Dem, at jeg studerer skarpt og i ingen Henseende krænker mit Løfte eller besmitter min rene Tilbøjelighed for den elskelige Hulda. Jeg tørster efter Examen; thi Theologien, som den foredrages, gjøres ethvert ikke aldeles mechaniskt, taaget Hoved modbydelig, og jo længer det varer des mere. Der vil vel engang -- saa haaber jeg -- komme en Tid, da Hjertet vil føle sig lykkeligt, og da Aanden frit vil kunne bevæge sig i sin egentlige Sphære: en Tid, da jeg nær Dem, ved Huldas -- o en Guldalder, en Feeverden -- ved Huldas Side, med Hulda vil kunne dyrke Sprog, digte og tegne, hvortil Naturen goddædig skal have givet mig et ikke almindeligt Anlæg, naar de pligt- mæssige Studier ere fuldbragte. Vil Dette nogensinde blive virkeligt? O De og Hulda behersker jo mit Hjerte og Sjel: De kan jo danne dem som De vil: de ere bøjelige og ikke fordærvede, og vil jo gjerne naae Idealet, som i dem smelter aldeles sammen med Hulda. Men -- man stræber blot at naae Idealer: det højeste man naaer er Lighed, og Haabet lader jeg mig ikke frarive -- dette som ansporer mig til at stræbe efter at blive fornuftig og ædel- modig som De, god og mild som Hulda. Jeg er allerede ikke mere den heftige, brusende, hidsige, udskejende! -- Det er iovermorgen Deres Bryllupsdag: jeg kunde have ladet mine Følelser for Dem rulle hen i rythmiske Cadencer: men, blottet for den poetiske Dragt, maatte Kjernen være bleven den: "at de Menneskers lykkeligste Dag, som min Hengivenhed sætter lige med mine egne Forældre, ogsaa maa være mig hellig og kjær: at jeg maa være glad og bedrøvet med dem til hvem min Skjebne er knyttet, som jeg elsker og agter, som har trøstet og lykkeliggjort mig, som ved Ædelmod og Godhed for stedse har bundet min Taknemlighed og Kjærlighed." SIDE: 27 See her den rene Ytring af min Følelse, og jeg tillægger det Ønske: at Gud vil lade Dem og Deres Mand, sunde og tilfredse, see mange saadanne, den trofaste Kjærligheds, Festdage rinde op. Jeg vil paa disse stedse forene mine Bønner med alle dem som bønhørte stige til Himlen fra den Cirkel af Børn, hvormed De har forskjønnet Jorden. Jeg beder ofte godt over Dem Fru Malthe og over Hulda: jeg finder Jorden for arm for mine gode Ønsker for disse Kjære. -- De vil hilse Hulda? denne rosenklædte Eng, hvor min Tanke glad sig tumler. De vil hilse den Hulde fra mig -- den Eneste i Verden, som veed aldeles, hvor god og skjøn Hendes Sjel er, at den er en mangesidet Diamant -- hver Side en Dyd, som Hun har arvet fra sin Moder, at mit hele Væsen speiler sig i de klare Sider og at min hele Tilværelse bestaaer i det Billede, jeg finder der. O, lad mig engang finde det der! Jeg kaldte Huldas Sjel en mangesidet Diamant: jeg siger den hviler i et Rosenblad: hendes Legeme er skjønt som et Rosen- blad. Men Sjelen glimrer igjennem og Hjertet er det som gjør Legemet skjønt: det hersker paa Læben og i Smilet og i Kindens Eldorado: det kjæmper med Forstanden om Pladsen i Øjet, og denne Kamp er det som lader Øjet vise sig straalende, glimrende, roligt og klart. Panden er Fornuftens uomtvistelige Sæde: der sidder den som en alvorlig Gratie. O, dersom Hulda, Hulda har glemt at jeg elsker Hende, saa mind hende paa det: siig Hulda, at jeg elsker Hende, og vil elske hende ligemeget om eet Aar og om tredsindstyve Aar, at jeg elsker Hende som Engen Vaaren, der ikke kan blomstre uden Denne aander, at den Sætning vist er sand: man lever lykkeligst med Den, som elsker En meest . . Dette maa Hulda troe, da er jeg lykkelig, da ville mine Luft- casteller stivne i Templer med svævende Arcader og Colonner, ved det Trylleslag som Feen Hulda alene, alene mægter at gjøre. -- -- -- Jeg maa standse; jeg burde det maaske for længesiden; men min moderlige Veninde vil ogsaa nu være overbærende, og ikke unddrage mig en Velvillie, en Godhed, som gjør mig saa glad og SIDE: 28 stolt, idet jeg med saamegen Grund og den oprigtigste Følelse kan tegne mig Deres stedse taknemlige og ærbødige Henr: Wergeland. P.S: De bad mig engang i Sommer i Eidsvoldbakken, at see til at faae fat paa nogle vilde Castagner: jeg har herved den Ære at presentere en Haandfuld. Jeg seer med megen Ærgrelse, at Afskriveren har fordærvet det Exemplar, jeg lod ham afskrive af mit carmen om Napoleon: jeg fik det først efterat jeg havde talt i mit Brev derom, og De vil da maaskee undskylde de mange Rettelser, Versenes slette Stilling, til hvilken jeg troer Skriveren maa have taget de skjæve Been, han er i Besiddelse af, til Mønster. Jeg frygtede, at min egen stygge Kloe vilde gjøre galt, men denne ziirlige har gjort det tusindgange værre. TIL NICOLAI WERGELAND Christianiæ die post idus Novembris MDCCXXVII [!] [ ): 14.november 1827] . S: Summas gratias quidem tibi -- carissime pater! ago; sed quan- tum valent? valent -- insusurrat et dictitat cor -- vincula amoris nostri mutui arctius connectere, quamvis meritis tuis de me im- pares. Sed verbum solum præsens tempus præbet; -- verbum, ex corde prosiliens, manu porrecta offert momentum: Res vero, res restat -- annis tantum revelanda -- in sinu futuri gemitans jacet: gemitans, quod nondum nata sit, quod tempus, quo fructibus aureis curva procedet, lateat. Lætas meas gratias, singularem sane pietatem etiam lingva illa externa, me judice egregiæ illius dilectissimæ puellæ singularium animi facul- tatum diserta testis est. Forma pulcherrima, quoad orationem SIDE: 29 maxime concinna, epistolæ illæ ornatæ sunt: materia men mine Skjebner har tæmmet den, og en saa uhyre Letsindighed kan jeg ikke tænke mig mulig, ikke forenet med min Sjel, som, aandende alene af en ædel, reen, geistig Lidenskab, virker for mine Pligter som Søn og for at vise, at ikke De og Deres Moder ødslede Godhed og Huldsalighed paa en Uværdig. Idet jeg før undertiden overlod mig til et uordentligt Liv, gjorde jeg det af Mangel paa noget Bedre: nu har jeg jo dette Bedre: jeg har de ædleste, mest elskede Menneskers Deeltagelse. Lad mig ikke tabe denne, dette mit kostbare Kle- nodie, blide, elskelige Hulda! Berøv mig ikke det kjæreste, jeg ejer, fordi En eller Nogle misunde mig det og ville plyndre mig som Pharisæerne de fattige Enker! For at gaae i Detail, maa jeg rigtignok, ved Siden af flere- SIDE: 31 gange at have undslaaet mig for saakaldte Lag, som man vel ei kunde finde nogen Synd i at deeltage i, tilstaae, at jeg kun to- gange i denne lange Tid har deeltaget i saadanne, og det da engang paa min Fornufts Ruin. Jeg vil ikke forsvare det; men den strengeste Dommer tilgiver engang. Desuden -- det er længesiden, og jeg har udsonet en Sviir med mange, mange, ved Bogen tilbragte, Morgener, Dage, Aft'ner. Jeg vil blot ønske, oprigtigen ønske: gid man fortælle alt hvad jeg gjør; men ikke hvad jeg ikke gjør! Istem ogsaa dette Ønske, gode Hulda! De vil da høre Intet ondt, men meget mere Godt om mig, Deres ærbødige, trofaste Elsker, om den, som seer min højeste, sin eneste Lykke i Deres Godhed. Ikke fornøjede med at fremstille mig fra en letsindig Side, at tillægge mig en Letsindighed, jeg ikke, under mine Omstændig- heder, kan tænke mig engang mulig, da mit Maal, mit skjønne Maal, hvorefter min Sjel brænder, uafladelig staaer mig for Øie, har man ogsaa villet fremstillet mig fra en -- uædel Side, nemlig at jeg skulde have sagt, udspredt: "at det blot beroede paa min Opførsel om jeg skulde faae Hulda Malthe". Jeg vil ikke søge at fralægge mig Beskyldningen for et saa elendigt Pralerie: jeg har ikke fortjent Mistanken, om De skulde agte mig lidt nok til at fæste Lid til en saa skammelig Bag- vaskelse. O, jeg vilde ønske, at det ganske vist var saa! jeg var da vis paa at blive den Lykkeligste; men mit stille Haab giver ikke min alvorlige Tilbøjelighed Slip paa; thi saa svagt det er, er det det eneste blege Rosenblad en stormfuld Ungdom har levnet mit Hjerte; og Hulda under mig det til en glad Leeg for mine Drømme: det er det Seil, som, saa lidet det er, driver min Sjel frem. Jeg elsker Dem, Hulda! min Skjebnes hulde Styrerinde! varmt og -- taust. Jeg vovede ikke engang at tale med Ludvig om Dem, endskjøndt Navnet brændte mig paa Tungen hvergang han besøgte mig: naar han vilde gaae og jeg endnu ikke havde talet om det jeg helst og saa gjerne vilde tale om, tog jeg ham ved Kjolen, var forlegen, bad ham endelig at bie; -- men det kom dog ikke frem, jeg turde aldrig tale om Dem. Jeg loe ofte ad mig selv, naar han var gaaet. Først da Lovise havde fortalt mig Ovenanførte, talte jeg, fordi jeg maatte. Han veed jeg tog mig Dette nær, han trøstede mig. Nogle Dage før jeg fik Hiint at vide, havde jeg fortalt ham Noget, som nu viser mig en sand- SIDE: 32 synlig Aarsag til den sidste Bagvaskelse. Han vil kunne fortælle Dem det. Dette, siger jeg, giver en sandsynlig Grund til dette Ovenanførte; men det er jo ogsaa muligt at det er en smaaligt- tænkende Sjels Hevn, eller -- om til Hevn ingen Grund skulde være -- et Udbrud af en Yndlingstilbøjelighed? -- Gud veed, om De ikke snart faaer høre, at jeg bespotter Dem, ringeagter, hader, forhaaner Hulda. Jeg vil nu, saa langt dette Blad rækker, tale om noget andet med Dem, med min -- Gud lade dette sødeste af alle Ord snart virkeligen fremtræde i fuld Betydning -- med min gode, saa- længe min Sjel existerer elskede, dyrebare Hulda. At jeg elsker Dem veed De, og, at jeg elsker Dem oprigtigen og inderligen, troer De; ikkesandt? Jeg kan ikke lade det være: jeg er altfor overbevist om Huldas Fortræffelighed, og, at jeg kun ved Huldas Side, ved Huldas Moders Side, vil blive det hvortil Naturen skabte mig: et ganske godt Menneske . . Denne ømme Følelse ytrer sig i Alt hvad min Sjel lægger sig paa. Min Phantasie drømmer sig lykkelig, skjøndt min Fornuft tidt hvisker: Hulda vil aldrig lide Dig, om ikke for Andet saa fordi man almindelig forskyder hvad der paatrænger eller tilbyder sig." Dette er en piinlig Tanke; men Forfængeligheden svarer sagte: man har fortalt meget mere Ondt om Dig, end du virkeligen har gjort: det kan umuligen Hulda, den rene, fromme Hulda skjænke noget andet end Afsky; men naar Hun seer, at Du ikke er saa slem, og, at du alvorligen be- stræber Dig for at blive Hulda værdig, saa . . . . ."Kort -- i mine ledige Timer gaaer det mig saaledes, og -- Hulda! min elskelige, kjæreste Hulda! af de forskjellige Tankers Hav hæver Phantasiens Engel sig og viser mig et altfor velkjendt Smiil -- en Rosenknopguirlande -- og en Kind, hvis hulde Runding er den Plads, hvor mine Tanker tumle sig.. en Pande -- ha, en kløvet Maane liig, som skinner under en bølget Skye: en Haarlok liig en frodig hængende Vedbende, smigrende et Marmor med sin lette Skygge. Kort aldeles saaledes, med samme Smiil, Træk, samme Blik, som forskjønnede Deres Ansigt, da De ved Deres huldsalige Ord til SIDE: 33 mig, da jeg saae Dem sidst, gjorde mig saa usigelig lykkelig. O, jeg vilde være det ogsaa nu, naar jeg vidste Deres Tanker og Deres Moders, naar ikke en saadan brændende Længsel efter at see Dem, tale med Dem havde bemestret sig mig. Jeg længes, jeg længes! Lovise sagde -- men jeg kan ikke troe det var hendes ramme Alvor -- at jeg vist holdt meget af Hulda; men jeg var saa ung, og da kunde jeg let forandre mig." Jeg finder det saa umuligt at forandre mig i den Henseende, at jeg maa lee, naar jeg tænker paa hendes Ord. Dersom jeg skulde forandre min Lidenskab, maatte jeg glemme Dem ganske, og hvorledes det kan gaae til, indseer jeg ikke, medmindre en Nervesygdom skulde betage mig Hukommelsen. Jeg er vistnok ung, men jeg har dog nogen Er- faring: og sidder Fasthed, Klogskab i en børstet Hage? skal man indlade sig i en Kjærlighedsforstaaelse, som da ikke for- tjener Navnet, ligesom i en Contract, i en Pengecontract, med kold Egennytte, eller ligegyldig, og først med de myndige Aar? O, har Hjertet ikke været aabent før, saa vil det forblive lukt: der vil et ungdommeligt, et varmt Hjerte til, svulmende af den rene, skjønne Lidenskabs varme Aande! Og dette vil ikke synke mat ned igjen; thi det slaaer kun iforeningmed det andet elskede Hjerte. Kjærligheden skal have en Vaar -- og denne er dens skjønneste Tidspunct -- fuld af Blomster, glindsende Birke, Ah- nelser flagrende om som purpurvingede Sommerfugle, under en Himmel, farvet af Trofastheds Farve: det blaa. Men dens Vaar glimrer ikke, Blomstrene hænge matte med blege Kroner, ikke kneisende og vajende, som naar et friskt Hjerte, der omfatter hele Verden med Kjærlighed, aander henover dem, naar de Aar komme da de egennyttigere Tilbøjeligheder maae spire frem. Kjær- ligheden er vel da ligesaa alvorlig; men de 19, 20 Aars Kjær- lighed er Jordbæret, friskt plukket, der endnu har den aroma- tiske, piquante Duft. Spørg Deres Moder om det er sandt hvad jeg siger. Ak, at jeg kunde appellere til Deres Hjerte. Vær ikke vred for dette lange Brev: naar jeg var vis paa at De tilgav mig det, vilde jeg endnu mere friste Deres Godhed; men igrunden kan jeg det ikke, da Ludvig reiser om en Times Tid. Formedelst Tidens Knaphed er det og, at jeg har forandret Papiret, da jeg ikke kan faae noget nu saa tidlig. SIDE: 34 Erindr mig ikke, om De ikke ganske har glemt mig, med Uvillie, vakre, ædle Hulda! De vil det ikke, naar De erindrer hvor- meget jeg, hvor inderligen jeg elsker Dem. Tilgiv ogsaa, at jeg vover at nævne Dem saa: min, min gode, vakre, elskelige, el- skede Hulda! Det er mit Hjertes Trang at nævne Dem saa, naar jeg taler til Dem. Vær mig god for min Kjærligheds Skyld, skjøndt denne er heller ingen Fortjeneste. Jeg skrev dette Brev mest fordi jeg var bedrøvet for Deres Skyld, om De troede hiin sidste Bagvaskelse. Tro herefter intet Ondt om mig! Lad mig gjennem Ludvig faae vide Deres Tanker medhensyntil hine. Da Himmel og Jord ere fattige nok for mig, naar jeg beder om Godt til Dem, til Hulda: ere alle Juleglæder i mine Øine ogsaa for smaa -- imidlertid jeg haaber at det ikke vil nægtes mig, idet jeg beder om disse til Dem. Levvel! Levvel! Henr: Wergeland. TIL LUDVIG MALTHE Chnia 10 Dec. [1827.] Min kjære Louis, jeg venter længe paa et Par Ord fra dig, om hvad H., din Søster siger . . o har hun Intet sagt? Hun vil Intet sige? hun troer mine hevngjerrige Fiender, skjulte, plyn- drende den Lykke, Skjebnen har kastet til mig, som det skumle Hav skyllende glindsende Rav til Preussens sørgelige Kyst? Hun troe dem og ikke mig? ha, er det saa, saa skriv ogsaa det; thi Forventningen qvæler langsomt, gjækkende Døden med enkelte Aandedrag. Jeg erindrer nu først, at det kun er -- lad mig see | | | | | fem Dage siden du og din gode Søster reiste. Det er altsaa for- meget forlangt af mig, at du skulde skrevet nu; men -- Tiden er mig et stønnende Dovendyr, slæbende sig frem paa det visne Løv, og siden du reiste og Lovise reiste -- Lovise, hvis Venskab jeg vandt, hvis Godhed er en bølgende, himmelblaa Fjer, fæstet med en uløselig Demantagraffe til den store, store, sorte Odins- hat som skygger mig, er borte, men igjen, borte fra Hulda, L, din Moder, dig, fra denne Kreds, min Sjel brænder efter at knytte sig til -- sniger Dagene sig frem paa Krykker, Timerne halte, Minutterne snuble. SIDE: 35 Og naar jeg seer hen til Julen -- det sortner. -- Vær ikke phlegmatisk Louis, og siig ikke -- skjøndt der vel er Grund derfor -- at Juletiden er ikke forskjellig fra en anden Tid uden blot i Navnet. Den er virkelig forskjellig: Jeg vil ikke deducere dette. Men at sidde i sit Værelse, røge Tobak, ver- sificere, læse, maaske gaae med slet Humeur paa Comedie og i et geneant Byeselskab, høre Bjeldeklang uden for Vinduerne, være solo -- Alle bortreiste -- min Gud i Himlen, hvilket Liv, hvilket afskyeligt Liv! hvilke Udsigter! Dog -- Alt er godt: det værste har jeg dog ikke nævnet: det er: have det mørkt indvortes, qvæle Graad med Smiil. O, det var alt godt, naar jeg vidste hvad H. tænker. -- -- -- -- -- -- -- -- -- Hid kom jeg -- jeg var henne og hørte paa Dahl ved Examen -- da jeg ved Hjemkomsten fandt dit Brev. Jeg takker Dig min Ven! jeg takker Dig! Og Hulda, Hulda ofrer jeg min inderlige Tak og Agtelse for hendes beroligende Ord. Jeg er rolig, jeg er glad og ikke glad! kan du forklare dig denne Stemning? Hvor jeg agter hende for hendes forstandige Opførsel? er hende takskyldig for hendes Godhed? Men siig mig, hvad lever min Kjærlighed af, hvad giver den Næring? Og dog svulmer den, blomstrer paa en sygelig Stengel? Den er udødelig -- den er udødelig! den lever jo af Intet. Skjøndt jeg er i et saa uendeligt Fjerne fra din elskelige Søster, skjøndt hun selv fjerner mig saa langt bort fra sig, skjøndt der ligger en Ørken mellem mig og hende (mel. den tørstige Ismael og den rislende Cisterne) skjøndt endog denne 1/10,000 Part af l/100 Haab -- min eneste Rigdom -- ofte forlader mig og jeg mistvivler el. fortvivler: skylder jeg Hende, Hulda og Lovise, som deeltager i min Skjebne som en øm Veninde, at bidrage mit til at de kunne kjende mig -- endog om jeg maa afdække Feil. Hulda viser mig Tiltroe, jeg bør vise Hende at jeg for- tjener den, at jeg ikke vil bedrage Hende ved Forstillelse, om jeg maa bekjende, rødmende, Forseelser, endog saa stygge som det at bryde et Løfte; men jeg holder et Andet, naar jeg gaaer den lige Vei frem og -- jeg kjender Hjerterne, jeg aabner mit for. Jeg er letsindig, jeg er letsindig, meget letsindig -- det siger jeg med bitter Alvor til mig selv -- gid Hulda og Lovise kunne SIDE: 36 finde en mildere Benævnelse. Jeg vil -- gode Ludvig! at du skal fortælle dine to Søstre følgende letsindige Hdling af Den, som gav dem saa alvorlig og ærlig Løftet om et exemplarisk Liv; men de kunne være vis paa, at, finde de det stygt, finder jeg det endnu styggere. Sagen er nemlig: da jeg kom hjem fra Grorud laae der Invi- tation til mig fra Vedøe til en Aftenscommerce: jeg var slet til- mode, da dere var borte -- alt var tomt: jeg gik og svirede tilgavns. Jeg kan ikke beskrive den Følelse, den Skamfuldhed for mig selv, jeg følte og føler bagefter. Den var sort som dette Blæk. I sig selv var der intet Ondt i et lystigt Calas med slige Folk; men -- det var ikke mere end 6 Timer efterat jeg havde trykket Lovise i Haanden og, mindst ahnende min Svaghed, ærlig, sikker i min Sag, lovet hende, den Gode, som er saa deeltagende i mine fata, en Opførsel, værdig den ømme Lidenskab, jeg be- varer og det Venskab jeg føler for Lovise: det var ikke mere end l/2 Jevndøgn efterat jeg havde givet Hulda de samme Løfter. O, jeg skammer mig for mig selv! Det tjener blot til min Undskyldning at Dahl var Lagets Gjenstand, da hans skriftlige Exam. var forbi. Jeg tager Deel i hs Skjebne . . Gid det gaae ham godt! Dog -- Lovise, Hulda troe ikke at det var saa reent galt med mig -- nei! en theologisk Professor kunde gjerne været tilstede; men -- jeg, trods min sangvinitas, er meget scrupuløs nu. Jeg har saa knappe Udsigter til at vinde min eneste Lykke, at jeg maa anvende Alt. Ha, hvor jeg efter Juul skal skyde Fart i theologica! Kan jeg komme ind, gaaer jeg ind i seminariet. Men hvad kan hjælpe mig! Det vil ikke hjælpe mig om jeg fik et Navn! Bed Hulda og Lovise ikke holde mig for falsk, svigefuld for- medelst Hiint. -- Det skal ikke hænde, at jeg ved noget nogen- sinde skal vanhellige deres Godhed eller den Godhed, den for- træffelige, af mig tilbedede Moder overøser mig med. [fotnotemerke] Dit Brev er brændt. Det første jeg gjorde, efter at have læst det en 3,4gange, var, at jeg løb hen til Borchsenius og bad Fotnote: Dersom En holdt af mig vilde jeg holde af ham el. hende igjen. -- SIDE: 37 om Forladelse fordi jeg havde tænkt slet om ham. Nu er det alt glemt. Lovise er en Nar, naar hun siger, hun er mig takskyldig for Fornøjelser, jeg har skaffet hende. Sig hende at hendes Ven- skab er et Kongerige jeg har erobret, at min korte Omgang med Hende herinde var min eneste virkelige Glæde siden den Tid, jeg talte med Hulda og at den mulig bliver den sidste: at jeg tørster efter at vise min Hengivenhed for den fortræffelige Huldas fortræffelige Søster. Sig hende, at i min Sjel blomstrer, gløder, en Rose, høirød, for Hulda; men en himmelblaa skal for Lovise slynge sig rundt dens Stengel. -- Hulda ømmer sig ved at aabne et Brev? vel! men Indlagte Linier ere ikke et Brev: dem skal hun læse: de ere et troe Billede af mit Indre. Fornavne er sande og stærke. -- Stella er Hulda, er Hulda. O at hun løste Hjelmen. Hør nu Ludvig! phlegmatiske Ludvig! du kan ikke tænke dig noget bitrere end at elske haabløst. Kom ikke og siig at jeg er ung: -- jeg er erfaren, gammel; men Klogskab hviler ikke paa mit Hoved: Der hviler hellere en Forbandelse. Hør -- du maa skrive til mig snart: det er det samme hvad det er, om det er ganske kort: om H. og L. og din Mo'r. Jeg lever blot for dem; men jeg maa holde mig skjult, borte, skjøndt jeg er lidt bedre nu end for 4 Maaneder siden. Du skal, skal skrive mig til -- om ikke andet saa hvad dere bestiller, taler, etc. -- kun ikke om Mad el. om noget, saa vigtigt det kan være, udenfore de Vægge som indeslutte Hine. Naar kommer din Moder? I Nat vil det bestemt snee. Da kommer hun og din Fa'r med? ikke sandt? Hulda følger med, fordi der er Plads i din Mo'rs Bredslæde. Saa er det. Hils alle: Hulda 15 000 000 Gange -- din Moder og Lovise 1000 Gange. Selv kan du tage saamange du troer til- kommer dig -- det er ikke saa lidt -- blot skriv. Jeg kysser Hulda taknemligt paa Haanden. Henr. Wergeland. TIL VEDASTINE MALTHE [26? desember 1827.] Jeg troer i den Grad at nyde Deres godhedsfulde, ædelmodige Deeltagelse -- ædle Fru! at De ikke uden Interesse vil læse den SIDE: 38 lille Farce, jeg er saa fri at sende Dem, naar De hører jeg er Autor til den. De havde maaskee, ligesaalidt som jeg selv, ventet saa snart at see mig trænge mig ind i Forfatterskaren, der er større end Na- poleons Armee i Rusland, og medhensyntil Fortiden, hvad Ge- niet angaaer, paa et Tilbagetog. Jeg har sluttet mig til den som en Marodeur, og jeg fægter med Maske paa og med et opdigtet Skjoldmærke. De havde vist heller ikke ventet, at jeg vilde gribe Satiren. Hvad denne angaaer, da har den aldeles ikke de personlige Hensyn, Somme vilde sige; skjøndt jeg ikke vil nægte at visse Folks umaadelige, fremstikkende Egennytte og Arrogance have givet Anledningen. Min første Idee hertil fik jeg hos en Ven en Aften, hvor vi lagde vore Hoveder i Blød for at fremsætte de latterligste Situationer, nogle voldsomme, egennyttige, hinanden og hele Verden truende, Supplicanter kunde tænkes i. Jeg gik videre end de Andre, og inden jeg vidste Noget deraf, havde jeg faaet en Farce fat i min Indbildning. Jeg anvendte nogle Timer, jeg ellers plejede at gjøre Besøg i, til at forme det lidt bedre: en Hob mere eller mindre Bekjendte subscriberede, og -- see her hvad det blev! Vær huld og naadig mod det! hvad jeg næstegang fremlægger, skal bære flere Blomster, flere gyldne Frugter, mindre, færre Torne. Isandhed det lille Qvarteer af en Have, jeg i dyre Domme lejer paa Parnas, har her bragt mig en Tornebusk, en Hyben- busk; men -- een Rose (Monologen) een frisk, dugget Rose vil De finde. Dette siger jeg, dette Sidste, at der dog er een Rose, forført ved Folks Dom, der pretendere et lidet Tribunal i Æsthe- tikens Rige. Dog eet Sted er der i Monologen, jeg selv holder af. Jeg har sat et lille bitte X ved det. Ligeledes see øverst paa Pag: 60. Her er det som om Himlen vilde slukke Helvede med Sky- ernes Graad. Den har alt druknet det kjære Haab, jeg havde om at faae Dem -- Ædle! Dyrebare! at see og tale lidt med. Jeg var saa glad i det; men nu er det forbi. Jeg havde en Tid meget at tale med Dem om, da jeg vidste mig fremstillet fra en slet Side for de Mennesker, hvis gode Omdømme er det, min Sjel aander for. Man møder mig aldrig aabent! ja, endog min Faders Kjærlighed har Skurke, for en Tid siden, søgt at berøve SIDE: 39 mig; men de virkede intet uden at lægge derved en complet Nidingsdaad til deres forrige Dynge af samme Slags. Jeg veed, og De veed det og, at der er meget at sige paa mig, at mine Lyder ere Børn af Ubesind og Sandselighed tildeels. Men -- ikke mere herom! Jeg veed De er god, at [De] dog ikke holder mig for utaknemmelig, falsk etc. Efter Juul faar jeg see Dem. Dette Haab er mig en Stjerne, glimrende igjennem de mørke, afskyelige Regn-Juledage. Jeg vil ikke besvære Dem mere, ædle, fortræffelige Menneske! De har havt megen Uleilighed af mig; men jeg betaler den med den inderligste Hengivenhed, med en sønlig Kjærlighed, den dy- beste Agtelse! Vurdeer den! Tilgiv mig, at jeg saaledes føjer min Lyst til at tale med Dem! vil De dadle det, saa siig blot: "det unge Menneskes Frihed (for ei at sige noget værre) taaler at beskjæres; men jeg vil tie med videre Irettesættelse, for jeg veed, at han holder af mig. Jeg hører derfor i hans Breve intet Andet end hans Hengiven- heds Aandedrag." Hulda er bange for alt fra mig: jeg tør neppe hilse hende og lade det Ønske skjule sig i min Hilsen: at jeg maa see næste Juul og Nytaar gladere imøde end denne. -- Mit Carneval kom- mer jeg til at holde med meget adstadige Folk ): med Moses og Propheterne, da jeg har faaet den herculiske Styrke at tage fat for fem Dage siden paa den berømmelige Genesis. Dog -- Hulda gjør Ret i det. Det er med Mandspersoner iforholdtil Fruentimmer som med Hr. Lucifer, at, faae de først fat i et Haar, faae de snart den hele Person. Jeg vil stræbe at vise mig saaledes at Hun, den gode Hulda, ikke skal frygte for at være i min Magt, -- en constitutionel Magt, hvor Hjertet er Grundloven. De kan ikke, ædle, gode Fru Malthe! troe, hvor Lovise og jeg ere blevne gode Venner, og hvor glad jeg er ved at vide mig en Plads i et saa godt, aabent Hjerte, og ved at vide Hende deel- tagende i min Skjebne. Jeg holder af Dem som en Søn af sin Moder, af Lovise saameget som mange Elskere af Deres Elskede; men af Hulda mere end ti Elskere, naar Deres Kjærlighed blev sammenadderet. . Dette er sandt: min Lidenskab er saa reen som varm -- den har oversvømmet min Sjel: den falder aldrig: den venter blot paa Huldas "Bliv!" og Lande og elyseiske, palme- SIDE: 40 dækte Øer og Lande, med Roser, dunkeltglødende i Laurers og Olivens Skygge, ville skyde frem af det høje Hav. Jeg bringer Hulda min kjærlighedsfuldeste Hilsen -- Lovise min venskabeligste -- Dem, ædle Frue -- min -- Gud lade det blive saa! -- min Moder, bringer jeg den taknemmeligste, den sønligste, ømmeste Hilsen. Himlen vil lade Sundhed, Glæde og regne ned paa Dem og Deres høitagtede Mand. Bed Hulda -- om jeg tør frembringe en saa dristig Bøn, som jeg kun tør grunde paa Overbeviisningen om Deres Godhed og paa mit gode For- hold -- ei at erindre mig med Uvillie! I dette Haab henlever jeg et Liv ofret mine Pligter. Deres ærbødige, taknemmelige Henrik Wergeland. P: S: Tilgiv mig min Dristighed, idet jeg besværer Dem med dette Brev, og at det, slet sammensat, tillige er yderst malpro- pert; men -- mit Blækhus finder jeg næsten tørt, og det er alle- rede forlængst Høimidnat, og Hesten reiser, som jeg troer, imorgen tidlig. TIL LUDVIG MALTHE Chania IVto post idus Jan: [ ): 17. januar 1828] . Desiderium meum -- men at forsvare sig med Krykker? De due ligesaa lidet som dette. TIL VEDASTINE MALTHE Christiania 2den April [1828] . Her -- ædle, kjære Fru Malthe! sender min melancholsk-satiriske Muse, som fordetmeste, under Latter, gjemmer en søndertrykt Taare i Baggrunden, Dem atter nogle Suk, som jeg har opfattet og moduleret i dette bizarre Phantasiestykke. Hør det huldt og overbærende! Thoras Vemodstoner og Udbrud af Moderkjær- lighed lad dem hæve sig frem over de Andres Narreskrig! Jeg havde det Uheld at tabe Efterspillet, hvori denne gode ulykkelige Characters Moderkjærlighed, som jeg troer -- da jeg skrev de sidste Blade med fuld Lyst, improvisatorisk ned -- stærkere og heldigere var tegnet, saa dette, nu trykte, Efterspil, da jeg tillige var syg, med Ulyst, paany, da jeg ingen Concept havde brugt, maatte nedskrives. Dog, dersom ikke denne ædle Følelse, som Deres Hjerte huser i dens fulde Livsblomstren og kjender saa vel, at De maa kunne klart see hvorvidt jeg har opfattet den rigtigt, skulde synes truffen i sine Nuancer: saa maa dog sees hen til den høje Grad af Spæn- ding hvori hendes Følelser gradviis kom, og til hendes hele Cha- racteer, der har en større Overvægt af passiv Blidhed end af Kraft, saa at ogsaa hendes Ulykke -- den, som maa være den SIDE: 43 skrækkeligste for et ædelt, dannet, blidt Fruentimmer at see sit Liv, formedelst en tilgivelig Feil (ligesom Desdemona og Othello) nemlig Lettroenhed, svinde hen, lænket til en brutal, drikfældig, haard, elendig Pralers -- nedbøjede hendes Sjel til Vanvid næsten. Nu vil jeg ikke skrive flere saadanne Farcer, lade saadanne Smaakarter falde af mit Træe, hvor der modnes nu et stort, guld- tegnet Æble, som De -- Gode, Kjære! og Hulda -- min Bedste, mit Kjæreste af Alt! skal afplukke, hvis De værdige mig det, og hvis De ikke tage Deres Godhed fra mig, saa denne Frugt kan modnes, naar Vaaren kommer. Dette Digt, hvormed jeg offentlig vil træde frem, er omfattende og bærer Navn af "Himmel og Jord". Naar det er færdigt, cri- tiseret etc. etc., vil jeg sætte mig paa en Hest, med mit Manu- script i Lommen og trave op til Risebroe -- bede Dem og Hulda høre paa mig med Taalmodighed mens jeg læser det op imellem Thevands og Aftensmadstid ude i Lysthuset, forat De kan sige, om det maa dediceres mit Hjertes Stella og Stellas Moder, eller reentud: Hulda og Huldas Moder. Derefter, hvis mit Ønske kro- nes, pakker jeg ind og galopperer fløitende tilbage i den vakre Sommernat -- -- "Levvel Risebroe! Sov vel! sov vel Allesammen!" I modsat Fald rider jeg ganske sagte bort; men -- "Sov vel! Levvel Risebroe! sover vel Allesammen!" faaer det ogsaa hedde, naar jeg lister mig op ad den lange, sandige Bakke, som -- naar man rejser ned ad den er det livlige Billede af Vejen til Himme- rige: -- lang, kjedende, dersom man ikke var saa nær Maalet, at man alt kan skimte Englene udenfor, trættende, sandig. Det forstaaer sig: jeg maa adspørge Dem, om De tillader mig, om De vil, at jeg maa besøge mine Længslers Tumleplads saa. Jeg vil bede Dem derom en Tid forud. -- Det er en lystig Plan, en munter Plan! O hvor glad jeg vil være, naar jeg kan række Hulda, min favre Musa og hulde Sanggudinde, min Sjels første, betydelige Foster som Geburtsdagsgave, naar jeg kan plante min provençalske Orangeqvist under hendes attende Vaars varmt- aandende, klare Himmel! Skal jeg sige Dem, min ædelmodige moderlige Veninde, hvad der egentlig har drevet mig til først at skrive disse Farcer, dette Børneværk? Jeg vil det, da de muligens, altfor muligt, kunne være uden Værd, og min gode Hensigt dermed maaskee kan ud- slette noget lidt af det Onde hos mig, men som De dog omfatter SIDE: 44 med huldsalig Godhed og Skaansel. Jeg vil da sige Dem det: den første skrev jeg for af Indkomsterne at hjælpe en ulykkelig Familie, men -- jeg brugte dem op selv, da de kom ind kun saa lidt efter lidt i smaae Dele. Jeg var da ligenær mit Maal, mit Forsæt var bleven Røg, dersom jeg ikke havde grebet Pennen nok engang forat indhente det forsømte. Saa er det! saasnart min Forlægger betaler mig, saa staaer jeg der, og kan saae mine Penge ud. Jeg har lært Dette af min Fader og af Dem: jeg har Lyst til at gjøre Saadant, som igrunden blot er at practisere efter den Theorie "leben und leben lassen." Jeg har og den Plan at lade sætte Musik til en 17 Mais-sang, og komme ud til Bedste for Eu- genias Stiftelse. Jeg vil udsone mine Synder, og vil om en Tid Intet mangle uden, uden, uden . . . . -- -- -- O priez vous pour moi chez -- o vous sçavez chez quelle! et toute ma vie sera une prière pour vous et elle! O 26de December! o 16de Januar! o 18de Juni! vee 26de Juli! Held! Held 10de September!! Hvilket Aar, hvilket Aar! Uagtet jeg sidder indemuret mellem Folianter, Penne, Blæk; lever stille ellers som mit Haab i mit Bryst: uagtet jeg vel ihu- kom det Løfte, jeg saa sikker og glad gav Dem her i Byen, paa den gladeste Dag, jeg har havt siden 10de September, har dog, som jeg faaer høre, et comisk Indfalds Udførelse, gjort en ufor- ønsket Opsigt. Jeg vilde paa en saadan Maade ydmyge en lat- terlig, uforskammet Herre, der paa en uhørt fræk Maade havde fornærmet min Ven, og tillige see nogle besynderlige Carricaturer sværme om mig en Aften, gøglende som en naragtig Drøm, som om, naar jeg foldede ud et Carricatur af Bogen "London og Paris". Figurerne bleve levende med alle deres afstikkende Farver. -- En Aften prydet med Fornøjelser, egne i sit Slags. Jeg troede det Hele skulde gaaet stille af men den høje Herre tog Copier af mine Indbydelseslister og prostituerede sig, ved at lade disse komme ud, for hele Byen. Nok -- jeg vil ikke bryde Dem med Fortællingen om hvorlunde han tog mig min Frihed og Lighed saa ilde op at han udfordrede mig paa Kaarde eller Pistoler -- ligegodt (v: en Scene i Farcen). Det er ingen Tvivl om at De maa have hørt det; men ved Leilighed kan enten Ludvig eller SIDE: 45 jeg fortælle denne Tragicomedie. -- Jeg kunde, jeg burde have ladet det være; og jeg skal, jeg skal lade al Flygtighed, al overilet, ubetænksom Spøg fare, om jeg endogsaa ikke derved stod i Fare forat tabe Deres saa høitskattede Gunst. Men hvormeget binder mig ikke Visheden om at jeg har dette Klenodie? O jeg seer det i den Hilsen De har sendt mig igjennem Ludvig! Taknemme- lighed kan ikke glemme Godheden, som saaledes viser at den aldrig glemmer at være god mod Den, som den engang, engang saa stor at den kunde være allegange, har udfoldet sig for i sin hele Skjønhed. -- Taknemmelighed og Godhed, ere ikke disse saaledes evigen reciproque? Jeg skulde, efter min Faders Vilje, have været hjemme for at hjælpe ham med et Par Prædikener nu i denne Paaske; men endnu nu -- Kl. 1 Skjærthorsdags Morgen, da jeg skriver dette -- veed jeg ikke, om jeg kan reise, da jeg ikke er ganske frisk. Reiser jeg, faaer jeg atter vende mine Øine fra Risebroe, mens mit hele Sind og Hjerte, bugnende af Længsler, er langt inden- for Døren; thi jeg vil ikke komme før jeg, som en sand Atlas kommer slæbende med baade "Himmel og Jord". Ogsaa af Dette skal det Halve tilhøre Jordens Arme. -- At jeg kunde skrive og ryste Guld af min Pen i Huldas Skjød, og Hulda igjen ryste det ud over Jammeren, Armoden og Elendigheden! At det vilde engang skee! Vil det skee? vil det skee? -- ah, le chat il dort! il dort! Jeg giver Dem her tohundredetusinde levende, aandende Hil- sener, med bankende Hjerter og dristige, aabne Barneblik, hvoraf 50,000 knæle for Dem, 50,000 for Deres høitagtede Mand, 70,000 for Hulda, 20,000 for Lovise, 10,000 for de Andre, skjøndt af disse færrest for Josephine, som jeg veed er vred paa mig, al- vorlig vred. Med den dybeste Agtelse, Taknemmelighed og Hengivenhed Henr: Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold 20 Mai 1828. Epistel. Veni til Pindse kjæreste Ven! tag med Dig hvem som Dig lyster herhen! Vide det gamle Venskab -- Hjertets Pynt om det end vajer, som Birken, lysegrønt! Vise din Ven, der sidder um zu kukeluren midt i Naturen! Hvis ei min Musa -- som nu -- var splendid, og rystede duggede Blomster paa min Tid, jog Morgen paa Morgen og farvede Sorgen: SIDE: 50 saa vilde Du Magne! naar du kom herhid i Aspen see mig hænge som Absalon fast og, stiv som en Pinde for Vindene slingre -- men ikke i Haaret, men heller i Bast. Men nu Gudskelov! jeg troer Du vil mig finde med Piben i Munden og lortede Fingre, drivende, under en bredskygget Hat -- i Leeg med en Kat -- rundt Solvæggen ledig og dog ikke ledig. -- Kom, kom Magne -- kom i Gaarden er Rum og Flasken er ei tom, kom kom og kjed Dig! kom kom og glæd mig! og saa vend om! Din Henr. Wergeland. TIL WILHELM SISSENER [Eidsvoll 23. mai 1828.] Epistel. Jeg hører Herr Major! at De min Far har kaldt lidt hen til Dem, og ham -- um Sie zu revangiere beym Zunge nicht beym Hand und Zahn wie wilde Thieren -- en Hob Geschichten der om mig, hans Søn, fortalt. En slig Maneer kan synes lumpen -- hvis Fridrik gjorde Sligt, saa fik han Klaps paa Rumpen -- . Men -- da de er saa stor og dertil en Major og Ridder -- som jeg troer -- hos hvem l'honneur skal være Rettesnor, saa takker jeg Dem for at De mig venligst sparte for med Geschichterne min Fader selv opvarte; SIDE: 51 og -- permettez moi -- jeg underdanigst mener, og dertil Dem med Fuldmagt nu forlener, (uindskrænket ej af Sandhed utilbørlig lænket) -- til at sige Alt om Herr Majorens Tjener Henr. Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold 29 Juni [1828] . Gode Ven Magnus! Hilsen fra Vedøe og mig, varm som denne Stund, stærk som Vinden, der afkjøler hver andet 5te Minut, behagelig som Jasminernes Aande ind af mit Vindue, der ogsaa par douceur des odeur udsoner Heden. Jeg vil bede Dig ihast -- saaledes at Du om 8te Dage el. 10 i det Seneste sender mig herop Productet af din venskabelige Anstrængelse -- at skaffe mig Subscribenter paa et lidet bitte Arbeide, som jeg vil frem- lægge i Sommer som en Geburtsdagspresent til mia donna Stella. Idetmindste Formen skal blive yderst gracieus, som om den var skabt af Ella selv [?] -- en hermaphrodite mellem Oct. og Duodez. Altsaa -- faa gode Venner til at forsikkre mig subscribendo om at De ville bidrage til at faae den lille Sum ud som behøves til at sætte denne lille Blomstskude ivejen. En Pione. -- Subscription paa Brestes og Beines Drapa Digt af Henr. Wergeland, Stella gewidmet som inden en Maaned vil være i Subscribenternes Hænder. Det hele Indkomne er bestemt enten til Indkjøb af Grundloven eller til andet almeennyttigt Brug; hvorfor Prisen, skjøndt noget stor medhensyntil Volumen, ansættes til een Ort. Bliv ikke vred fordi jeg bebyrder Dig med Saadant atter; men bedste Ager faaer tiest sukke under Ploven. Lad mig see Du gjør dette -- det er det samme om ei saamange tegne sig -- Lad mig see Du skriver -- Lad mig see Du vedbliver venskabe- ligen i huld Erindring at gjemme Din Ven Henr. Wergeland. SIDE: 52 P. S. Idag debuterede Eduardo paa [Prædike] stolen. Ret brav! Send det indlagte Brev til Paalydende saasnart Du kan. Jo snarere jo bedre. Navne Expl. E. Vedøe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 Lensmand Kaasen i Eidsvold . . . . . . . . 1 Proc: Praem i Eidsvold . . . . . . . . . . . 1 Kapitain Norgrenn i Eidsvold . . . . . . . 1 SIDE: 54 TIL GERHARD MAGNUS Eidsv: 9de Jul. [1828.] Jeg har faaet en ny Plan -- gode Magnus! den Blomst jeg havde færdig er bleven til et Æble. Hvis Du, efter mit sidste Brev -- har faaet nogle Venner til at subscr., forskjellige fra dem, som Du fik paa "Harpeslag" ivaar, saa spørg Dem om De ville vedblive til en noget højere Priis, da en Cyclus af Poemer nu, istedetfor dette Sidste kommer ud, betitlet "Stellas Digte". -- Det er slemt at, blot man bier et Par Dage, saa voxer en saadan geistig Ting som Aladdins Aand i Kobberkisten. Lad mig kuns nu bie med Underretning til Du kommer herop, som jeg vist venter i Ferierne. Igaar reiste Vedøe nordefter. Min Gud hvad siger man i Byen om den yderlig slette Begyndelse af Schiwes Skilderie? Kom herop, Nu, da Rosen er sort, Jasminen graa, og Himlens Blomsterskjær stinker, og Hjertet blegner, Vennen maa og tør sin Ven hid til sig vinke. Vedøe kommer hid igjen. Levvel! Stellas Digte skulle ikke mangle Farve og Gehalt. Levvel. Henr. W -- d. TIL ENGELBREGT HALD [Juli? 1828.] Fortsættelse Om faae Uger udkommer et lidet Digt, betitlet formodentl. Napoleon, til Grækernes Bedste. Maa jeg sende Dig nogle Explr. til Liebhabere i Arendal. For Subsc: er Prisen 1 , for Ikke- subs. noget over. Lad mig see der kommer noget klækkeligt ud blandt de frihedskjære Arendøler. Der have Nogle skrevet paa for 10 Explr; for Sagens Skyld mest bør Sligt gjøres. Indkommet remitteres gjennem den stockholmske Committee. I Chsands Avis har Preus averteret "Harpeslag" som kommer i Løbet af Aaret; men at skrive did for den Sags Skyld var ei SIDE: 55 værd for een Mand: vil du da nedlægge i Klubben i Arendal el. have hos dig en Plan som du kan afskrive saaledes: Harpeslag for Venskab og Kjærlighed, Frihed og Fædreneland af Henr. Wergeland. for Subs. mellem 2 a 3 Ort. Ligeledes vil du, da jeg nu vil bryde den Bane, jeg troer mig skikket til, nemlig den tragiske, ligeledes indtil videre afskrive en Liste og anvende den paa "Luurblæsersken, et fædrenelandsk Sørgespil af Henr. Wergeland. Prisen ubestemt. Udkommer i Efterhøsten." Sinclars Skjebne skal deri opvækkende fremstilles. Stykket helliges "Kongen og enhver anden god Normand." Naar jeg saa min Tid for mig og ikke denne formaledidede Theol. sad mig paa Nakken som en Igle, der suger al Geist ud næsten, turde jeg annoncere en Cyclus af Sørgespil. Lev vel! Levvel! Jeg vil engang see Dig hjemme. Din Henr. Wergeland. P. S: Et Raad vil jeg give Dig -- ex usu sapientia -- See efter paa din Bryllupsqvel, at der ikke ligger Dyner paa Sengen, men Teppener, -- Teppener. Kunde disse undværes var det godt. -- Opfyld min Bøn for Supplicanten, som kan tiltræde strax!! Skriv! TIL ENGELBREGT HALD Eidsvold 30 Aug. 28. Vil Du tage en Mødding til aulicus? "Haneborg" er dog ved Gud, verbotenus udlagt: Mødding. Hvorimod den brave Weenum sprogrigtig, veracissimo typo, af vort gamle Norske udlægges "vén Heim" ): et behageligt Hjem (ligesom Thrannum = Thrands Hjem). Men jeg troer sandelig min Client vinder i mere end ihenseende til Navneallegorier og Anagrammer, nemlig i den Henseende, som dit Hjerte maa og bør see hen til: at han med sine, nu uanvendelige, Kundskaber er at betragte som den alder- stegne Dandsemester, der var meget ilde deran, som Du kan be- SIDE: 56 gribe, da han jo var uskyldig i at hs Been stivnede af Alder og Gigten krandsede hs Knæer med Knuder -- han trykkes nemlig nu af Armod. Du vil tage Hensyn dertil, om ikke til at han fordrer i Løn blot 80 Spd. eller om du herpaa vil qvitte mere, da levner Nøden ham intet Nei. Du maa ikke nægte nu i dine lykkeligste Dage en saa retfærdig Bøn! Og jeg for min Part veed ingen Present mig mere kostbar end naar du sendte mig dit: "Ja!" Manden vil hurtig sætte sig ind endogsaa i Spe- culationsregninger og med Tryghed vil han kunne føre dine Bøger og Correspondence. Skriv til Haneborg (og tænk aldrig paa nogen tydsk Spazier) Haneborg, som vist ei trænger saa, at du for en ringere Priis har faaet et Subject! Svar mig herpaa næste Post og fortæl din Paradiisgeschichte -- som jeg med inderlige Lykønskninger og en brændende Tunge efter engang at opleve en lignende vil læse Afmal den -- glem ei mindste Rosenblad, ei mindste Natsphinx, som paa Græsset sad. Og i det skjønne Nattemalerie (naar Druens Stjerneglands er slukt, og Høitidsmaanen, Bægret, har sig lukt) afmal Cheruben paa blodstrøet Flugt, som gjemmer sig med alt sit Pralerie, og Sværdet glødet op i Vestas Ild, bag Paradisets Natviolers Lugt, da han ei mægted' Edens Helligdom med fordums Tapperhed at værge, saasnart med Fakler og med løsnet Belte den vakre Engberth-Adam kom. -- Nu kan for evig Tid (som vore Helte) den Cherub ikkun fægte ved at sværge. Og bandende fra Jord han dra'r til Skyen (hans Blod din Brudemorgen farver rød: Det er den Morgenrødme, som din Nattesødme igjennem silkeblaae Gardiner -- som Rosenkrands om Himmelen -- tilskinner) og beder Sejerherren hærge Byen, han efterlod, saa skammelig, vid aaben, med Ætnas Lava og Cyclopevaaben SIDE: 57 (den eenøjede Cyclop, som sidder paa sin Ende, som Bjønn i Mose, Paradiset brænde!). Cheruben, som, liig Fafner paa sit Guld, saalænge laae og ruged' paa sit Hul er borte nu (saa gaae det alle Taaber) og i sin Flugt han Seireren tilraaber: "Æd! fraads -- mit Skjold var ikke seigt! "saa gaae det hver som fægter feigt! -- "æd! fraads! og drukn udi dit Rov! "brænd! myrd! slaa ned som Kutusow! "Og hedte han Smolenskoi; vist du skal Sophinskij hedde paa din Val!" Sligt -- hører Du -- det Store med det Smaa som Wouvermann nøiagtig -- tegnes maa! -- Nu brænder Piben ikke mere -- det er min Phoebus (et Glas Vand er den hos Rasmus) en Rosenknop hos Asmus; men da dens Duft gaaer gjennem først hans Sjel (som Baldur gjennem Dagligstu'en hos Hel) saa lugter det vi faae just ei som Roser, men nærmere -- nu hvad du vil -- som Hoser. Og hvad der kommer fra den Første, har hverken Lugt og Smag, men Godtnok er for Tørste -- Da Mellemsætningen blev lang begynder jeg igjen min Sang der hvor den stod: nu brænder Piben ikke mere, altsaa: Stop med at improvisere. Husk paa Weenum! fattig og flink! Skriv snart om hiint og dette. Levvel! Mine og alles Gratulationer her! Min personlige Lykønskning til din Sophie! Levvel! Din Henr. Wergeland. P: S: Send Subs.listen du har til Messell som er Forlægger. Apropos vil Du være Forlægger til et Sørgespil? Du kan lade Schwach bedømme Riscquen. TIL ELISA WOLFF [Eidsvoll 10. sept. 1828?] Høitærede Frøken Wolff! Brevskriven heraf, Henrik Wergeland beder Dem inderligen og ærbødig-taknemlig, om at ville læse det Følgende i Ensomhed. Gjør det! Til Elise Wolff. Overbeviisningen om, at jeg skylder Omsorgen for mit højeste Vel ethvert Forsøg, indhyllede det endog det tvivlsomste "Maa- skee" i sig, driver mig til dette Skridt, som det eneste mulige der kan føre til min sande, eneste sande Lykke. Mit høje Be- greb om den Ædles Mildhed og Skaansomhed, jeg pligter at aabne mit Hjerte for, giver mig Mod dertil, idet det forvisser mig om, at ingen forudfattede Meninger -- i dette Øjeblik, da De maaskee ahner Indholdet af disse Linier -- vil bringe Dem til at see det Følgende udsprunget af andre end af de ædleste Kilder: af Sandhedens, den redeligste Hensigts og af Nødvendig- hedens. De vil ikke lægge disse Blade bort uden at være over- SIDE: 60 tydet om og agte den Alvor, som er den dybeste Tone i dette Hele, som gjør de Følelser og Tanker, jeg her blotter, agtværdige. Jeg siger, en dyb Erkjendelse af den Pligt, jeg skylder Gud og Alle og mig Selv: nu at begynde det mere energiske og sande Liv, jeg har Kald til, byder mig paa den eneste Maade, den, De af dette Brev vil erfare, at stræbe at opløse de Dishar- monier, som lyde i mit Indre, og hidtil have kjendeligen afpræget sig i min Tænke- og Handlemaade. Jeg har intet Haab om, at de paa den skjønneste og eneste fuldkomne Maade ville løse sig; men jeg maa og bør forsøge derpaa, da det Mulige er Menneskenes, ikkun det Umulige forbeholdet Gud. Min vaag- nede Selvanskuelse af mit Værd og min højere Bestemmelse alt her i Livet, vil ogsaa i det Tilfælde, at jeg saae min skjønneste Tanke, min ædleste Plan visne, bringe mig til at leve opofret alene Hine, og til at stræbe at glemme, at jeg har et Hjerte, som var skabt til at nyde i fuldeste Maal Jordens sødeste Glæder, men aldrig nød dem, som aldrig var roligt og lykkeligt, fra den Tid af, at min Phantasie og Aandskraft, med Bevidsthed, stillede sig det ved Siden. -- For et Menneske af den Character og Aand, jeg, oprigtigen, efter den Kundskab, jeg har til mig Selv, vil vise Dem, jeg er, vil De finde det rigtigt og saa sandt, at det ikke kan være ander- ledes, at min Ungdoms favreste Tanke var og er den: i mine livligste Aar, mens Hjertet har sin skjønneste Vaarvarme, at be- sidde en qvindelig Sjel, der forstod min Sjel, som jeg Hendes, fuld af Adel og fyrig, hele Verden omfattende Velvillie, fuld af Tanker, saa lige mine som Tvillingenglesøstre deres Brødre: -- en Qvinde, som forenede med Aand og Kundskaber et Hjerte, der var beslægtet i Maaden at føle, i enhver Yttring med mit, der var glad og sorgfuldt med mit, og gjennemglødet af Ømhed for mig og Kjærlighed til hele Menneskeslægten. Kort -- et Væsen jeg kunde leve i og for, uden Hvilket mit Liv var kun et halvt Liv, i hvem jeg saae Dyden og mig Selv, mit eget Indre, afbildet i Regnbufarver -- et Væsen, jeg kunde meddele mig for, saa sandt som om jeg talte i min egen Sjel, hvis Dom var mig Alt, som kunde lede mig i min Stræben efter det Gode, og den, jeg føler mig udelukkende kaldet til: den digteriske Fremstilling af det højere og sande Liv: -- et Væsen, i hvis Aand og Cha- racter jeg gjenfandt forskjønnede baade de gode Træk, jeg be- SIDE: 61 sidder, og dem, jeg manglede, hvis Indre var mig den skjønneste Dydelære, som jeg aldrig blev træt af at studere og frugtbar- gjøre; og som kunde være Mønstret, jeg baade som Menneske og Digter afbildede, som vilde fremtræde hvorsomhelst jeg, som den Sidste, afmalede den fuldkomne Qvinde: -- et Væsen, som i indre og ydre Skjønheder sammensmelter mest med det Ideal, min Phantasie sysselsætter sig beundrende med. Et saadant Ideal, saa fuldkomment harmonerende udkastet af en Sjel, der er enthusiastisk for det Ophøjede og Skjønne og Gode, og udmalet af en glødende Indbildningskraft, hører vel, som ofte er lært, blot hjemme i Ideernes Rige. Dette maa man vistnok sande, dersom man fordrer det i sine Arme med alt det Feeagtige, eller med alle de Himmelfarver, Phantasien ødsel ind- hyller Sandheden i. Men hvor man, med et saadant Ideal i Hjerte og Hoved, finder en Pige, man, endogsaa med koldt Blik, maa tilstaae svarer i Et og Alt, det Phantastiske fradraget, til Hiint, der smelter Drøm og Virkelighed, med den sødeste Følelse af Liv, sammen i den reneste, inderligste Tilbøjelighed, i Kjær- lighed. Er denne voldsomme Følelse vakt hos et varmt Tempe- rament, taaler den ingen Anden ved Siden, men forherskende udtrykker den sig i hans hele Liv; om den er lykkelig, som et til Glæde og Dyd og alt Ophøjet Alt oplivende Princip, som en for det Gode ubetvingelig Kraft; om den er haabløs og ulykkelig enten som Tungsind, eller Tungsind afvexlende med uregelmæs- sigt, vildt Lune, eller tvungen og derfor desmere støjende Lystig- hed, eller bizar Spot med sig Selv og Andre og Alt, eller den viser sig i Slappelse af alle de ædlere Kræfter. Jeg har laant Trækkene til denne psychologiske Skildring af mig Selv. Naar De har viist mig den Opmærksomhed at læse dette Brev til Enden, vil De bedømme om den er rigtig. -- Jeg maa nu med Angst og Forventning blotte min helligste Tanke, og jeg skrider dertil med et Alvor, der vender sig mod Himlen i et inderligt Suk, før de skjebnesvangre Ord staae der, urokkelige som Skjebnen. Naar jeg engang høitideligen aflægger det apostoliske Løfte, kan ikke min Stemning være vemodigere: jeg vil da endnu engang rystes af de samme Følelser. Jeg beder Dem min Ædle og Gode! være mit alvorlige Vidne, min milde, skaansomme Dommer, og jeg vil med uforbeholden Oprigtighed og Sandhed i mørke og lyse Træk, sætte Dem istand dertil. SIDE: 62 Min Agtelse for Deres Beskedenhed forbyder mig, i det em- phatiske, men dog sande Sprog, jeg af Tilbøjelighed ellers gjerne valgte, ja endog i det Simpleste, at nævne, hvad der hos Dem, Elise Wolff, har gjort og stedse gjør Dem til mit Hjertes Hellig- dom, som mine ædleste Tanker og reneste Ønsker bøje sig for og omfatte med al den Glands, en skjøn Phantasie, med al den inderlige Ømhed, et dybtfølende Hjerte kan skjænke, om hvem mine Livsplaner dreje sig afhængige midt i deres Dristighed og naturlige Frihed -- O sandere, hvem jeg høiagter og beundrer i den Grad, at min Lidenskab, at min Kjærlighed, at mit ude- lukkende Ønske, at leve alene for denne hellige Gjenstand -- skjøndt jeg, som De vil erfare, længe har kjæmpet forat ned- dæmpe enhver anden Følelse end Høiagtelse -- synes mig Dum- dristighed og utilladt imod Den, jeg gjerne viede mit Liv til at tjene i det Fjerne, som en Devot sin Helgen. Mistvivl ikke -- ædle, fortræffelige Pige! om den sandeste Oprigtighed, i det vigtigste af alle Anliggender, hos et Menneske, hvem aldrig hans Fiender have berøvet denne Dyd. De vil for- undre Dem over denne Tilstaaelse; men De vil forundres end mere, naar jeg her tilstaaer Dem, at ingen anden Kjærlighed end den eneste og højeste og inderligste til Elise Wolff, har be- hersket min Sjel og vil det til jeg synker sammen som en ud- brændt Volcan: at alle mine besynderlige fata, alle mine Bizar- rerier og tilsyneladende Udbrud af det lidenskabeligste Gemyt, alene ere Ytringer af min indre, voldsomme Kamp for at dæmpe mine Følelser, der dog altid reiste sig i deres himmelske Kraft og Skjønhed, saa jeg nu maa slappe min Spænding og elske med Vemod min ulykkelige Lidenskab, som en Moder sit Barn med Tæringroserne paa Kinderne. Jeg er vis paa, at De med Deel- tagelse vil følge mig, naar jeg nu, med Vemod og et Øje, der skjuler slet en Taare -- liig det faldne Edens blinkende Cherub -- anatomerer mit Indre, udvikler de fineste Traade i mit Hjerte, som have sammenslynget sig til den forunderligste Væv. -- O, jeg seer Dem blande Alvor og Godhed i et Smiil, om De smiler ved at skue de Gjøglerier, et dog ganske fornuftigt Menneske, med fri Villie, har ladet sin Phantasie spille Sig. Det er min Sjels Historie, jeg vil fortælle. Jeg betragter mig objectivt og prøvende, og jeg har Nøglen til alle mine Inconse- qvencer og Udskejelser, og jeg seer Fingeren som sønderrev alle SIDE: 63 disse Strenge i mit Indre. Vil De følge mig, skjøtter De Dem om at kjende Deres feilende, men inderligste Ven: saa -- endnu engang beder jeg Dem -- maa Deres gode Hjerte ikke være taust. Lad det tale engang imellem, og opbyd Deres Menneske- kundskab forat prøve min psychologiske Skizze, og De vil da tilgive mig mit unøisomme Gemyt, der ikke lader mig rolig uden et qvindeligt Hjerte, der er prydet med alle hine ophøjede Egen- skaber, der aldrig har tilladt mig Selv, hverken i Godt eller det Feilfulde Middelmaadighed, og heller ikke lader mit inderste Ønske være fornøjet med det Middelmaadige. Forat De bedre kan lære mig heel og holden at kjende, vil jeg begynde fra det første min Characteer begyndte at udvikle sig selvstændigen. Da jeg kom til Universitetet slap Skolen en uro- lig, spectakelfuld Dreng paa 17 Aar ud i Verden. Jeg slog mig til ligestemte Kammerader d: v. [s.] saadanne, som med et fuldt Glas i Haanden, med et fuldt Hjerte saae ned fra en svimlende Frihedshøide paa den vide Verden, agtede kun eget Omdømme, spillede latterlige Spectakler, i en større Stiil end paa Skolen, eller ogsaa skjult ytrede jeg især mine og deres politiske Syns- maader paa en følelig og udtryksfuld Maade, sloge Rygtet i Vind og Veir, da vi, og jeg for min Part især, nok meente, at naar Tid kom, eller det faldt beleiligt, skulde vi nok tvinge det til at tie stille, brugte physiske Kræfter imod Politiet, og aandelige Kræfter, hvori jeg især havde den Ære at udmærke mig, til at antage et Herredømme, hvilket en blodig Satires Svøbe vogtede, iblandt de øvrige Academiker -- Kort jeg var en complet Reno- mist; dog uden at jeg derfor gjorde mig skyldig i de allerusæde- ligste eller ødelæggende Udsvævelser, men fordetmeste vare mine Udskejelser mere støjende end vedholdende og igrunden ned- værdigende. De bestode ikke f: Ex: i Spil (da jeg aldrig har kunnet naae Færdighed i det Simpleste, eller kan sidde længer ved Bordet end en Timestid) eller vedholdende Nattesviir eller Ophold paa Bordeller -- aldrig! som mange Andre, hvem Rygtet dog sparede; men almindelig i en Aftenbolle, hvorom da den faste Stok var forsamlet, og saa, naar den var forbi, til et eller andet af de Optøjer, som imidlertid vare udklækkede, og som almindelig havde en eller anden Spidsborger tilbedste; paa hvilke tumultuariske Tog det da ikke manglede paa at blive kjendt. Dette Commerce-Collegium eller rettere Bureau for gale Streger SIDE: 64 bestod af meget Faae og ingen uværdig Person indsluttede det: alle vare gode Hjerter og gode Hoveder og dertil fidele Karle: Alle enten mine Lige eller Overmænd. Jeg var Sjelen deri, enten nu fordi jeg malede bedst Carricaturer om Formiddagen, skrev de bedste Satirer om Eftermiddagen, var den muntreste ved Glasset og den bedste Drikker og Opfinder af Spectakler om Aftenen, eller den villigste Udfører om Natten. Dertilmed nød jeg alle andre Studenters Velvillie (paa dem nær jeg pidskede med Satiren fra Cathedret i det almindelige Samfund) i en hædrende Grad, saa jeg ret fornøjet saaledes dræbte mine Dage. Collegierne besøgte jeg dog af og til af den Grund ei at fortørne Professorerne, saa jeg behøvede at læse mere; og anden Examen tog jeg ogsaa ordentlig. Characteren af de Spilopper, jeg var Hovedmanden for, kan sees af denne Geschichte: en høilys Efter- middag gaaer jeg med en tro Achates fra en munter Forsam- ling, i fuld Officeersuniform hen til en ondskabsfuld gjerrig Maren Giftekniv, annoncerer mig som en Officeer fra Landet, der var reist til Byen ene og alene forat frie til hende. "Hvis hun ikke vilde have mig, skulde hun -- nu en forsvarlig Eed -- betale mig frie Reise, Skyds og Diæt . ." Men til Ulykke, neppe vare disse Ord af Munden før jeg brast i en saadan Latter at jeg hurtigst maatte søge Døren og Gaden -- hvor vi saae Vinduerne, med en forfærdelig Skjælden fra hiin Dame, aabnes -- og hjem. Midt i dette bon-vivant-Liv var jeg bleven forelsket. Pigen var smuk i Alles Øine og god i Alles Munde. Endskjøndt jeg just ikke -- det var i Juletiden -- opførte mig til nogen Hygge for Hende, da jeg, midt for min Herskerindes Øine, viste mig som en erklæret Svirebroder; og, endskjøndt jeg -- efter en Vens Raad -- paa en ubesindig og ravgal Maade lod hende mærke hvad jeg følte, kom jeg dog i en Forbindelse med Hende par correspondence. Min Fortrydelse over min forrige udelicate Op- førsel gjorde, at jeg aldrig, trods Indbydelse endog, havde Mod til mundtlig at tale med Hende. Dette, samt at jeg, uagtet jeg havde lovet Taushed, forført af min heftige Lyst til at tale med En, der nøie kjendte hende, om Hende, Time ud og Time ind, var indiscret nok til at aabenbare Hendes Fætter, min specielle Ven, Sammenhængen; og han -- da han i min Feriefraværelse Selv forliebede sig i den elskværdige unge Dame -- saa var han saa lidet ærlig mod sin aabenmundede Ven, at -- han fortalte SIDE: 65 Hende min Indiscretion, afskar dette Baand. -- Om faae Uger derefter gratulerede jeg min Ven i en Elegie, hvoraf han vel maatte slutte sig til, at jeg havde Venskab nok for ham til mere at bebreide mig min Dumhed end Ham hans Mangel paa Ærlig- hed, til Forlovelsen med min fordums Elskede. Nu -- hele dette Afsnit kunde jeg gjerne sprunget over. Jeg fører Dem derfor ind i den anden, vigtigere Act, idet jeg for- tæller Dem, at hiint Billede snart forsvandt af min Sjel, hvortil vel meget bidrog min høje Agtelse for min lykkelige Rivals Egen- skaber, og, at jeg nu begyndte at vaagne til Digter, idet jeg mere og mere uddannede i min Phantasie hiint Ideal, som jeg kaldte Stella. Hvor skulde jeg finde en Stella? min saa rigt udstyrede Stella? Allerede før jeg saae Dem malede med usikker Haand en Ahnelse i Baggrunden af min Sjel, udslettende det af og til med sin Aande -- som en ung Pige, der faaer Griffel og Tavle i Haand forat lære at skrive -- det Navn, som nu er mig saa dyrebart, som nu er det Navn, Menneskene give min Stella. Elise! jeg saae Dem, da mit indre Billede var uddannet, og jeg søgte ikke længer. O virkelig, min Stella havde jeg ikke givet bedre Hjerte end det som udaandede de søde, fromme Smiil i Deres aandrige Ansigt: ikke større Aandsgaver, neppe de Kundskaber, som skaffer Dem Alles, endog den mest upartiske Mandspersons, Høiagtelse. Jeg svimlede, som jeg nu gjør, ved at see Afstanden imellem mig og det Maal, min mørke Norne urokkeligen pegede paa: jeg svimlede ved at see den Spidse, hvortil min Lykke var uløseligen lænket, umulig, umulig at naae: jeg svimlede, og min Dristighed, der havde sagt til mig, at jeg fortjente og kunde ei blive lykkelig eller til hvad jeg skulde blive, uden min aandrige, hjertensgode, engleskjønne Stella blev funden og vennehuld stil- lede sig ved min Side som min synlige Genius, forvandlede sig til bitter Kummer, over at den fundne Stella var saa fornem, altfor dannet iforhold til mig, og dertil riig. Jeg saae tilbage og en Taare kom mig i Øjet: jeg saae fremad og det sortnede for mig. Denne Stemning søgte at faae Luft i en Strøm af vilde, regel- løse Oder, hvis Grundtone var mit Væsens, nemlig Tungsind -- SIDE: 66 som en Gigant, der seer det himmelske Olymp over sig og ud- støder frugtesløse Hviin og Suk. Min Pens Fostre døde paa Faae nær i Ilden, og kun nogle Enkelte ifra den Tid har min Fader optaget i de "Stellas Digte" som om faae Maaneder ville vise sig paa Parnasset -- og efter Dommeres Mening, som have Kjendskab til Petrarcas Canzoner, ved Siden af disse som flam- mende Cheruber ved Siden af smiilfulde Serapher. Med saa- danne unyttige Beskjæftigelser hensled jeg en Tid, og jeg sank mere og mere i mine Øine i samme Forhold min fundne Stella steg. Dette fandt jeg dog var et elendigt Liv: jeg søgte Ad- spredelse, gad dog ei reise til Byen. I disse kjedsomme Dage reiste jeg, for at distrahere mig lidt, ud til et Huus, som var prydet med mange smukke, morsomme Døttre, som jeg første- gang togange den forløbne Juul havde seet, og af dem med mere end almindeligt Behag den Yngste. Da jeg kom var hun borte i en Præstegaard et Par Mile derfra. Som jeg sidder midt iblandt Søstrene -- tænk da hvad jeg gjør! Øjeblikkelig beslutter jeg at gjøre ved et Alexanderhug Ende paa den gordiske Knude af sygelige Tanker, jeg bar paa, at opgive min egentlige Stella og indsætte den fraværende unge Pige i Stellas Rang. Jeg springer op, vinker en Ven, som da var der, som en af Søstrenes Kjæ- reste, udenfor, spørger ham: "Hulda er jo meget godhjertig og snild?" Han svarede med klaprende Tænder og utaalmodig over denne Samtale i den bidende Kulde: "Ja . . javist!" "Hun har et godt Hoved?" -- Ja et meget godt! "Har hun lært synderlig Mere end hvad man lærer ved Confirmationen?" -- "Aa Snak -- var Svaret -- Nu maa jeg ind til Kakkelovnen." Nok -- jeg tager strax Afsked, til ikke liden Forundring for Familien, da jeg ikke vilde bie engang forat spise tilmiddags, skjøndt Bordet stod dækket, angiver som Paaskud, at jeg vilde besøge en Officeer, sætter mig i Slæden, og jager afsted til Stedet, hvor Hulda var. Paa Reisen indbildte jeg mig fuldt og fast, at jeg handlede meget fornuftigt i at give en ødelæggende og hensigtsløs Lidenskab Afsked ved saaledes at extemporere en Anden. Jeg kom, fandt Hende i Selskab, skrev nogle Linier, som jeg bad Hende læse, da hun kom hjem, og fik saa -- tilpas -- et mundtligt "Nei". Jeg reiste tilbage, nynnende Fastings Epigram over en uheldig Elsker, som kom, saae men ikke vandt. At jeg da ikke drog synderlig tungere om Hjertet hjem end ud, er klart. SIDE: 67 Dette var da den første Scene i mit Sørgedrama, den første Forvikling, jeg hildede mig i, for at rive de Circelænker over som bandt mig til min jordiske Stella, som dog forekom mig ligesaa umulig at vinde, som om Hun boede i Himmelen. Min egentlige Stella vendte ubetvingelig tilbage; og jeg lod Hænderne synke under de bittreste Følelser af Uværdighed: min Munterhed har siden bestandig været borte, og mine Venner mærkede snart, at mit Lune var fremkunstlet, at jeg alt længe har qvalt en Taare i Baggrunden; men jeg stræbte ved exces- sive Indfald, Støi og Overmættelse ved enhver Leilighed, at gjøre dem til Løgnere: jeg vilde indbilde dem, at min Sjel var ligesaa fri og stærk som det Legeme, hvis Constitution jeg forcerede. Nu derimod -- min Skjebne løse sig eller ikke -- være min Kamp forbi med hele sit Slæb af Inconseqventser og Forvildelser, idet jeg greb efter falske Surrogater for at tilfredsstille mit bræn- dende Ønske efter en saadan Livsengel som De, min Stella! Jeg føler mit højere Kald og store Mænd, selv Aladdins Forfatter, indvie mig dertil, eller ere Vidner om at Naturen viede mig til et Saadant. Min Sjel gjemmer Frugter, om Hjertets favreste Blomster bestandig skulle visne! Se nu den anden Scene! Jeg vil tegne den i faae Træk. Rygtet om at min Stellas Hjerte tilhørte nu en Anden, gjorde kun lidet Indtryk paa min stumme Smerte, der, om Smerte kunde være følesløs, virkelig var saa. Det gjorde lidet Indtryk; thi De stod mig ikke fjernere derfor: jeg var haabløs tilforn. Jeg be- sluttede nu igjen at bede Hulda have mig kjær, forat glemme, om jeg kunde, at jeg var ulykkelig; og jeg besluttede, ved første Leilighed at overtale hende -- det bære eller briste! -- Jeg sagde Hende midt i et Selskab i et afsides Værelse, at jeg ikke havde glemt Hende, at Hun alene kunde gjøre mig lykkelig. Den gode Pige svarede mig meget fornuftig, men indhyllede i sit Svar det bestemteste Nei. I dette Øjeblik, da jeg var mig Tabet af min rette Stella og den Stella, jeg vilde elske istedet, bevidst, aab- nede der sig som en bundløs Grav i mit Indre -- en Nerve- svingel betog mig, en Vanvidsfunke foer igjennem min Sjel og oplyste en skrækkelig Plan, som liig et skummelt Spøgelse trængte sig frem fra den . . Jeg vil tie -- Gud og De ville tilgive! Nervestyrkende Midler hjalp mig snart, og min Sjel var ro- ligere, som Havet efter en Orcan. Jeg kunde græde; og jeg SIDE: 68 græd over at have nu engang mere end før bedrøvet mine For- ældre og Hulda, ved at blotte en saadan Lidenskabelighed, skjøndt hiin Catastrophe var ligesaameget at tilskrive, efter Doctorens Mening og min indre Vished, om hvor dybt den egentlige Rod laae, dybt under min Tilbøjelighed for Hulda, en Slappelse i Systemet som en indre Brøst; men denne Slappelse var netop een af de ulykkelige Følger af min haabløse Kjærlighed til den rette Stella, jeg vilde sætte Hulda istedetfor, af den langvarige Spænding, den medførte, og som min urolige Phantasie, der byg- gede og nedrev himmelhøje Planer, ikke kunde aflade at nære. Jeg var svag, meget svag, som ikke kunde lære taalmodig at opgive disse Planer, som jeg, i lykkelige Drømme, ventede dog skulde skjænke mig Deres, min Stellas Venskab. Jeg bad Hulda tilgive mig, at jeg ikke havde kunnet betvinge mig, at sammenstødende Omstændigheder havde bragt mig til at glemme mig Selv i et ulykkeligt Øjeblik. Huldas Moder yn- dede mig, ligesaa Hendes Fader, og Hun bad mig see Tiden an, da Huldas Hjerte endnu var frit. Hulda bad mig bie et Aar, saa kunde jeg tale til Hende. Jeg var glad heri, endskjøndt jeg vel næsten kunde vide det sande, definitive Udfald, da hun virke- lig nærede Godhed for en Anden, som jeg, medhensyntil Ordent- lighed, Petitmaiterie og Udvortes, ikke tør maale mig med, men som jeg, medhensyntil Værd ikke vil maale mig med. Allerede længe før Aaret var forbi, var hiint gjensidige Løfte ugyldigt, som Huldas gode Hjerte vel havde bragt hende til at give, da hun vel frygtede for at mine Sjelskræfter ikke vilde kunne holde sig oppe. -- O havde hun vidst, at min Kjærlighed blot elskede hende som et Billede for den rette Elskede! Havde Hun sagt Ja til mine Bønner, saa vilde jeg sagt Hende Alt, at jeg havde elsket Elise Wolff i Hulda, men at jeg nu vilde stedse elske Hende som om Elise Wolff laae ved mit Hjerte. -- Jeg har dog glemt at indflette min Plan at gaae til Græken- land. Hellas kalder -- Se en Celte vil blandt Helte søge sig en blodig Palme; thi hvor Hjertets Roser falme og hvor Vaarens Purpur veeg, blomstrer en Cypresse bleg. SIDE: 69 Min Fader sagde Intet videre imod; men jeg har aldrig seet ham saa sorgfuld. Jeg lod det være; men løser nu det Løfte, jeg havde derom gjort mig Selv, ved at udgive et lidet opus den Sag tilbedste. Nu søgte jeg hastigst ind i et Hul i Byen, tog mine Bøger fat, og forsagede ganske mit forrige skjødesløse Liv, som kun et Par Gange blev afbrudt, og den ene Gang af disse ved en Leilighed, som gjorde Opsigt, formedelst den Vedkommendes Fadaiser; en Leilighed, da jeg, forat revengere en Ven, som, paa en lumpen Maade, af en vis høi, ung Laps var bleven fornærmet, paa en bitter Maade lagde mig ud med Denne. I det Hele førte jeg nu et upaaklageligt Liv, indtil min Fader i sidste Mai, dels formodentlig forat jeg ei ved min Ubesindighed skulde styrte mig i Uleiligheder den 17de Mai, dels forat ordne endeel Poesier, Han har fundet værd Offentliggjørelse, dels for her roligere at kunne studere, lod mig komme hjem, ja vel og for, som skeer, at jeg kan øve mig i practiske, en Lægbroder eller Noviz tilladte, geistlige Forretninger. Saaledes er jeg da nu her, og gjør dette Forsøg paa at naae min eneste, sande Lykke, skjøndt haabløs, dog ei som før fortvivlende; thi min Sjelskraft har reist sig, og rækker mod Himlen efter Lauren, om Roser og Forglemmigejer blive mig nægtede: jeg gjør dette Forsøg, med Pen i Haand, under en Hæg i den fri Natur, med Følelser mest lige de reli- gieuse, jeg tidt, naar jeg er alene, rystes af. Se da her med Mildhed -- ædleste Elise -- mit brogede Liv. Min Kamp har ikke gjort mig lykkelig, men bedre. Og lad den Svaghed, som ikke lod mig tvinge min heftige, men ædle Til- bøjelighed for en saa ophøjet Gjenstand, og som har bragt mig Anger og Sorg og Forbedring til Frugter, være udsonet af det faste Forsæt, som staaer i min Sjel, som et Marmorminde over en blegnet Blomstrende, med den uudslettelige Skrivt: "nu stedse -- hvis ikke et ømt, men heftigt og feilende Hjertes prøvede Kjærlighed nogensinde kan gjenlønnes, at leve for Elises Godhed og Agtelse." Ja ved Himlen! denne kan jeg tiltvinge mig, thi de er retfærdig. Vær glad Elise! over at et varmt og redeligt Hjerte elsker Dem, over at en vinget Aand ærer Dem! Ynd en Kjærlighed, som ikke hviler paa en Phantasiesky, men paa den dybeste Ærbødighed, den mest ubetingede Høiagtelse! Den fordrer Deres Agtelse, den beder om Deres Godhed, om De ikke har noget SIDE: 70 Mere for dens inderligste Suk. Den vil være glad ved at faae Hiint, den beder dristigt om, men naaede den Dette -- jeg har intet Begreb om hvad jeg da vilde føle -- o jeg frygter jeg da vilde endnu engang blotte Lidenskabelighed i Henrykkelse. Det er usandt, at man ei kan elske uden Haab; thi jeg har altid haabløs elsket Dem; og isandhed jeg vil elske Dem saaledes, naar De her paa Jorden bliver en Andens, om Fædrenelandet engang, hvis saa skee skal, laaner mig en af sine Døttre i Livet. Mit Hjerte vil være rigt nok paa Ømhed og en ringere Kjærlig- hed for Denne. Men min Aand kan kun elske Een eller rettere tilbede Een, som Petrarca sin Laura, i hvis skjønne Sjel den seer sig Selv, som Marmortemplerne sig Selv i Fee Morganas Speile; og, naar den Selv er udødelig, da maa ogsaa de ædleste Tanker og Følelser, den gjemmer, være udødelige. Et seraphvinget Haab peger hisset -- et smiilfuldt Haab, som river mig gjennem mørke Aar og Døden, naar min Sjel i Morgenrøden svanereen tør dukke sig, hvisker, at den der engang tør finde og nærme sig og slutte sig fast til og vise sin oprindelige Skjønhed ufordunklet, og dennes største Skjønhed, sin rene, pletfri Kjærlighed for den ædle, rene Aand, den søgte forgjeves og stod saa fjernt i Støvet. Eengang, bag rullende Aar, din Sjel jeg ventende møder, Stella! Stella! Den vil jeg kjende blandt tusind, tusind blegnede Aander, Stella! Stella! See, liig et flagrende, gyldent Slør, den kommer i Luften, Stella! Stella! Den vil liig Skyen af Rosers Aande svømme i Æthren, Stella! Stella! Ha, jeg vil glemme de Aar, som svam i Graad, naar jeg seer den, Stella! Stella! Frydfuld min Aand i sin Purpur- Taage ryster som Harpen, Stella! Stella! SIDE: 71 Da vore Sjele og vore Taager smelte tilsammen Stella! Stella! Som i en eneste tvende Skyer opløses ofte, Stella! Stella! Ak skal vi krydse hinanden, lige fiendtlige Planer, Stella, Stella? Vi gjennem Æthren vil glide, liig en tvehalset Svane, Stella! Stella! -- Solen Du, før end den første Elskov, drukner i Bølgen, Stella! Stella! Den Du ei drukner i Aar, i Graad, i Sang, i et Bæger, Stella! Stella! Er ei min Kjærlighed født paa Jord, men lever i Himlen Stella! Stella! Ha, Du min elskede Sky! vi ville stige til Herren, Stella! Stella! Aander om Guddommen svæve, liig' din Bruunlok om Panden, Stella! Stella! Gud vil vor Sky til et ædelt Ætherlegeme danne, Stella! Stella! Legemets Venstre tilhører Dig, men min er dets Høire, Stella! Stella! Thi i dets Venstre der boer, som Morgenstjernen, et Hjerte, Stella! Stella! Gud os et Scepter af Stjerne- straaler lægger i Haanden, Stella! Stella! Gud os befaler at vogte Jordens elskende Hjerter Stella! Stella! Natten skal tjene os, liig en stum, men skarphørig Morjan, Stella! Stella! Se den vil bringe os Sukket, Møens Barm den betroed, Stella! Stella! Se som Demanter den samler, bringer Ynglingens Taarer, Stella! Stella! SIDE: 72 Morg'nens Korallesky er vor drømmebringende Hærold, Stella! Stella! Gud os Ohebiel kalder ): ædel Kjærligheds Engel, Stella! Stella! Saadan en Tanke, saadant et Haab gjør mig lykkelig med Deres Godhed Elisa-Stella! Men hvis -- Gud er jo velsignende og hans Raad usporlige -- det ikke skulde forekomme Dem umuligt, engang, naar jeg i Gjerningen viste mig en saadan Salighed værdigere, at føle noget mere end Godhed, at elske den heftige Yngling for hans inder- lige, trofaste Kjærligheds Skyld: saa -- hør nu hiint inderlige Suk -- saa beder jeg Dem om Tilladelse til, naar jeg har taget Attestats til Vaaren, at maatte nærme mig Dem, forat De kan lære Den at kjende, som elsker Dem saa som ingen Pige er bleven elsket, siden Laura levede, som beiler ærbødigen til Deres Ømhed. Saasandt det er Dem muligt, nægt mig ikke dette Ædel- modsbeviis, at tillade mig at vise hvad jeg siger: at jeg elsker Dem med den redeligste Villie at give Dem Alt hvad De alene kan give mig, at arbeide paa Deres Lykke og at fjerne ethvert Glimt af Sorg fra Deres Liv, og at denne Kjærlighed mægter at gjøre mig god og stor. O Elise, gode, fortræffelige, elskeligste Pige! der ligger derfor intet Baand paa Dem; men, naar jeg, styrket i de gode For- sætter, jeg finder det saa let at holde, med en Borgers Rang i Staten, smykket med mere end Scandinaviens Hyldest, tør see Dem engang imellem, hører Dem tale, er nærmere et Vidne til Deres skjønne, prunkløse Liv og til de Skatte, Deres Aand skjuler, naar vi gjensidigen kunne kaste et klarere Blik i vore Sjele -- o da, i min vil De finde skjønne Sider, De ikke ahner, og jeg vil beundrende see alt det Ædle klart, som jeg veed er i Deres -- og da engang maaskee vil jeg turde tale i mit højeste Anliggende, hvis De ei forbyder mig dette. Jeg elsker jo Elises Sjel: Hendes Venskab er jo mig Salighed nok. Tro, jeg eftertragter ikke saa høit et Maal, uden jeg jo veed, jeg har Kraft til at blive det værd! Der er ingen af mine Tilbøjeligheder, endog uvæsentlige og for mig behagelige, som jo, hurtigen som en Regndraabe, paa Deres mindste Vink, vilde falde bort. O hvor lykkelig, hvor lyksalig, hvilken Vellyst, nær Dem at SIDE: 73 lære at blive god og af Deres aabnede Hjerte at lære den sødeste Poesie, at suge af deres Læber Roes og Opmuntring og Dyd! Jeg vil være Elisa-Stellas Harpe! Jeg lænker Verdens Beundring til Elise, til den Elise, som besjeler mig, som mægter at røre den dybttonende Streng, en gavmild Natur legende spændte som en Regnbue igjennem min Sjel! Ja Elises Smiil fremlokker Qvad af sin Harpe, Digt, som Oehlenschläger sagde var udførligt kun for Cherubens Harpe! Dette vil jeg i "Himmel og Jord" hvis gigantiske Plan, som en Melkevei, jeg neppe uden delviis kan beskue og omfatte, bølger igjennem min Sjel. Se "Himmel og Jord" naar jeg med en dristig Prometheusfinger faaer skabt det og maal da min Kjærlighed Elise! Thi Elises Sjel er Guddommen i dette Digt, hvor Verdenshistorien, som et fortløbende Drama, hvis Knude er Ideernes og Folkenes Kamp og Udvikling imod Frihed, kun er en Scene, og hvor et dristigt Blik hæver sig op i den anden Verden og iklæder hvad det seer, og fremsætter som philosophiske Hypotheser, Phantasiens mest straalende Dragt. Det er en Aandeverden min Geist vil afdække, et heelt Verdensdigt, hvori som Centrum Stellas Liv og Fort- skriden mod Fuldkommenhed med en Pensel, dyppet i Solen, skildres. Som Tidmaaler følger Verdenshistorien i Drama ved Siden. Dette er formeget, for stolt sagt af mig? -- O jeg taler jo nu til Dem, som om jeg talte med mig Selv: jeg viser Dem jo mine skjulteste Tanker og mine Feil, og da maa De jo og see min Ahnelse om, at jeg vil klynge til min alvorlige Muses Barm min Smerte, at hun kan med et Kys give den sin Skjønhed? Maa jeg ikke, naar jeg er oprigtig imod Dem, endogsaa om jeg blot- tede en Feil, sige Elise, at jeg veed, jeg vil komme til at leve hædret, om jeg skal saa leve ulykkelig? O, føler jeg min indre Naturkraft, min Genius, spaae mig, hvad jeg om to Aar -- naar "Himmel og Jord" har seet Dagens Lys -- vil hedde inden og uden Norges Grændser; og, at jeg vil det, uden Ro og Lykke -- min Gud! hvilke Farver vilde jeg finde i min Sjel med disse Hjerteblomster? hvor meget ædlere og livligere vilde min Muse træde frem, og uden dette Melancholske, som nu er dens af- gjorte Tone, naar Elises Yndest og Ynde begeistrede mig, naar jeg vidste mig kjendt og elsket af dette gode Hjerte, æret af denne lyse Aand? SIDE: 74 O gjør mig til hvad jeg kan blive Elise! ædle Elise! Og dette er -- efter vor Konges Ord -- mit Fødelands Ære; jeg lægger til: ogsaa et godt Menneske. Troer De dette var et lønfuldt Værk, og Prøve værd? Ja! ja, De vil kunne plante en Dyd for hver af mine Feil! Men jeg maa vise Dem disse upartisk, saavidt jeg kjender til min Character, endskjøndt Man har, og det en Competent, har sagt om mig, at jeg var et besynderligt Menneske, der midt i mit buntede, af Lidenskaber omtumlede Liv, klart opfattede En- hvers indre Beskaffenhed, men derimod ikke forstod at skjule mig Selv for nogen Anden end netop for mig Selv. Jeg maa troe dette er sandt, endskjøndt jeg har modsagt mine Venner, som have sagt, at de lærte mig at kjende paa een Dag, og pra- let af at jeg var nok hulere end som saa. Alligevel -- jeg kjende nu mig selv eller ikke, og jeg veed det er vort Livsstudium og det vanskeligt nok at lære sig Selv at kjende -- De maa kjende mig, og tage min Characteristik an for rigtig, naar den, som jeg siger, efter Overbeviisning er affattet. Efter min og Venners og Fienders Dom er jeg sangvinisk af Temperament, godmodig, lidenskabelig, haardfør, Enthusiast, sandselig ved Siden af de mest ætheriske Grundsætninger og Følelser, lettroende, nysgjer- rig, tolerant og mildtdømmende uden imod dem, som altid bør være og ere retfærdigen blottede for Satiren, nemlig dem, som i enhver Henseende ville synes men ikke ere, aabenhjertig, aaben- mundet, aabenhaandet, ærgjerrig, men aldrig vilde jeg blive stolt, om min Skjebne blev nok saa glimrende, begavet med et let Sind -- min Letsindighed er tæmmet -- fornøjet til Overgiven- hed, ikke egenkjerlig, en god Ven, en hidsig, men strax forsonlig Fiende, blødhjertet og Ven i Gjerningen af alle Ulykkelige, op- farende, ubetænksom eller ubesindig i høi Grad, fremfusende mere end kold modig, kan ikke bære en Velgjerning eller Tje- neste ugjengjeldet, phantastisk i Tilbøjeligheder, forsømmelig og gjerne opsættende, forlegen blandt Fremmede, en slet Cavaleer, kjær af Mennesker og Dyr, Blomster, kort af alt Liv, ustadig, patriotisk, nøisom, nationalstolt, lattermild, ja kivagtig forat faae noget at lee af, om Materie mangler, ikke forfængelig, Hang til Satire -- og vist mange flere Lyder og tvivlsomme Dyder. Og maaskee min engang havte og efterfulgte Mening: "leeg med Last og Forførelse, og viis, netop i at paatage og afkaste, efter frit SIDE: 75 Tykke, deres Aag, din Overlegenhed! Lad engang dine Lyster løbe, og viis ved pludseligen at standse dem, at de ere din højere Sjelskraft underdanige, ligesom Den først er en god Kudsk, der tør sætte med sine vildeste Skimler nedad Bakken, og kan standse dem midt i Farten" -- kan ogsaa kaste noget Lys i min Characteer og mit forrige Liv -- Ja virkelig jeg har undertiden søgt Bekjendtskab med Falstaffer for at kunne belure den Last, jeg legede med, som Hercules i Vuggen med Slangen, og siden aftegne den des sandere. Hvad den tvetydige Lyst til Satire angaaer, da ytrer den sig med Valg og oftest er den godmodig, kun sjelden mundtlig sarcastisk. Den bitre, jeg har, mader jeg Løgnen og Bagvadskelsen med. Tvende Satirer, Publicum har seet, ere af Folkemunde og onde Samvittigheder, for største Deel applicerede paa Personer, jeg ikke havde tænkt, paa to nær i den Første, jeg tegnede efter Naturen. Jeg havde ikke ladet Publicum see Nogen af Disse, hvis jeg ikke -- det være Dem alene sagt -- havde villet af egne Kilder hjælpe en fattig Slægtning. Da Bogtrykkeren snød mig paa den Første, og jeg brugte selv de faae Levninger, maatte jeg faae den Anden ivejen. Satire er langtfra at være mit Fag. Hvad mine Kundskaber an- gaaer, da ere de ikke udmærkede, endogsaa min æsthetiske Læsning er meget indskrænket, da Intet tilfredsstiller mig siden jeg læste og atter læste Shakespeare (i Oversættelse). Jeg har laud til artium examen, haud til philosophicum, da jeg ikke kunde overtale mig til at tage om Mathematik, hvori jeg fik en fortjent slet Character. Historie og Botanik ere mine Yndlingsviden- skaber. Min Fader siger, jeg har et større Talent end han til Malerie; men da maa han slutte fra nogle barokke Composi- tioner, jeg paa egen Haand har gjort; og, har jeg et saadant Talent, da er det ikke det mindste uddannet, da jeg ikke har havt Taalmodighed til at blive under en Lærer. Mine Sprog- kundskaber ere ogsaa middelmaadige. Hvor slet Franskmand jeg er kan De see af disse Tanker, jeg i det Sprog vil udtrykke, til min Skytsengel, om jeg har Nogen: at han skal bede for mig hos Dem. Priez pour moi à -- o vous savez a Quelle! Et toute ma vie sera une priere pour Vous men isandhed til et ædelt, skjønt Liv -- ædelt kan det blive, skjønt, vil Elises Godhed gjøre det, saligt, himmelfarvet kan en gjengjeldt Kjærlighed gjøre det. Naar saa et Aars Tid eller saa er gaaet, kan jeg see mig om en fast Plads i Staten, og Kongens udmærkede Yndest, som jeg har havt den, i min Stilling, sjeldne Lykke at naae, da han med Interesse atter og atter har spurgt efter den endnu ubetydelige Yngling, og lovet ham sin særdeles Naade, sikrer mig en Saa- dan efter Ønske. H: M: var først opbragt over nogle vel raske, patriotiske Udfald; men -- hvad jeg har fortalt, tilfaldt mig dog alligevel. Jeg vilde først svaret, at jeg addresserede mig til hans Retfærdighed, og haabede at ville fortjene hvad jeg bad om; men slig Tale gik ikke an efter min Faders Mening; og jeg tak- kede for den høje Naade i et fransk Madrigal, som han leende puttede i sin Portefeuille. Mit Hovedembede vil vel blive at opdyrke det Agerstykke, jeg fik i Vuggegave paa Parnas, men, naar jeg saa er 23 Aar, vil jeg tage min Tilflugt til Staten og Kongens Gunst. Nu, elskværdigste, bedste Pige, kjender De mig ligesaameget som om jeg en Tid havde været saa lykkelig at omgaaets Dem. De har seet mig som jeg nu er, og da seet mange Feil. Min Kjærligheds høje, ædle Character kan vel udsone nogle af Disse, men -- hvis, hvis De for dennes Skyld skjænker mig min Bøn, til hiin Tid uden Haab om Gjenkjærlighed, for at være lykkelig i Deres Godhed, at turde nærme mig min ophøjede, mægtige Genius -- hvor vil da min Ubesindighed, Letsindighed og flere Feil, som allerede nu af den sande Følelse af Andagt, Tanken om Dem har opfyldt mig med, ere dæmpede, blive af? Jeg vil blive Elise aldeles liig, from og god og dydig og dannet og ædel! SIDE: 77 Elises Roes mere end en Verdens Beundring: Elises Smiil min højeste Belønning! Den ene Time bæres det mig for, som om jeg hørte en Stemme inden i min Sjel, der hvisker: du bliver aldrig lykkelig! den anden Stund lyder en sødere Røst -- et Haab, som slaaer Nakken mod Stjernen, og snubler i Roser -- saa uhyre -- , som bærer mig, som Aladdins Aand sin Herre gjennem Luften over Oceanet, høit over enhver Sorg, enhver tungsindig Betragtning, som hæver sig op over disse som en Engel over Gravhøjene, hvorunder Synd og Lidenskab og Last med Legemet tilsammen slumre fast. Haab er Smertens Veninde: fra Glæden flyer det, og siger: eget non me! Skal dette Haab, som blot beder om engang at turde være nær min dyrebare Helligdom, døe? O jeg veed, at Elise vil ikke berøve mig det uden den retfærdigste Grund. Vel, fra Fjernet maa jeg da vinde Elises Agtelse og Velvillie; og det skal engang ahne mig, at Elise ynder min Kjærlighed, om jeg Selv ikke kan vinde denne Priis: Elises Bifald og Velbehag og ømme Godhed -- for hvem ingen, ingen Anstrengelse var andet end en Leeg. Ja, den ædle, hjertensgode Elise vil ikke glemme, at man lever lykkeligst hvor man mest er elsket, og Elise vil dømme, om Jeg elsker mest, naar denne Kjærlighed rækker sine gyldne Frugter imod Himlen: gode Gjerninger og Kraft til alt Stort og Godt. Tro, at jeg føler beskeden og ærbødig min Afstand fra Dem! Tro, at min Dristighed bør undskyldes, da den redeligste Hen- sigt, de skjønneste Følelser og Planer fremskabte den -- Den maa ikke synes forunderligere end Vandcolonnen, Geisir slynger imod Skyen: Denne vilde jo strømme lavt, kogte ikke Heklas Flammer under den. Tro, at jeg bedre, end jeg har her i dette Brev sagt, jeg er, vil nærme mig Dem, og tænk ogsaa, at min egen Aabenhjertighed og Ligefremhed har jeg ligesaamegen Skade at tilskrive som ondskabsfulde Uvenners og Uveninders Bag- vaskelser! Og endnu engang Elise! nægt ikke mig, Deres inderligste, varmeste Ven, det Glimt af Skaansel og overbærende Godhed, SIDE: 78 Deres Hjerte er gavmildt med. Lev vel! Levvel! og vær lykkelig, saa er jeg ogsaa lykkelig, i hvordan end min Skjebne bliver. Jeg beder Gud og Dem, at det maa gaae mig godt, at jeg ikke maa føle mig bestandig saa ene, med saadan utilfredsstillet Længsel efter et ædelt, medfølende Hjerte, efter en Sjel som forstaaer min, at jeg ei for Livstid maa see netop min skjønneste Egenskab, min Idealitet, min Modtagelighed for de ædleste og livligste Følelser, bringe mig Ulykke og Kummer! Vist, vist! Elise vil ikke forskyde mig, naar jeg blot beder om engang, naar jeg er værd dertil, i Nærheden at torde beile til Hendes God- hed, Agtelse og Venskab -- Kjærligheden ligger i Himlens Haand! Hiint vil være nok til at gjøre mig lykkelig. Verden vil engang nævne Elise som min Genius. "Hun elskede ham ikke, men hun gjorde ham til hvad han blev!" Med den dybeste Høiagtelse, den sandeste, ømmeste, aandigste Kjærlighed Henrik Wergeland. P: S: Lov mig at holde dette Brev hemmeligt, og bed Deres Forældre om det Samme. Som Svar vil være nok, hvis De til- lader mig mit inderlige Ønske, blot -- som en sød Hieroplyph -- at tegne et coloreret Blad, og med Knop; eller, hvis De maa nægte mig dette, -- om De vil unde mig da i min Smerte en dyrebar Erindring -- en farveløs Glemmigei paa et lidet Stykke Papiir. Hvis det behager Dem at svare paa denne Maade, at svare Selv, saa lyde Convoluten "til Eidsvold" endskjøndt jeg nu, naar De læser dette, formodentlig er i Christiania, hvor jeg er for nogle Dage forat faae mit første Sørgespil trykt. Lev vel: Himmel og Jord ere for fattige for mine Ønsker! Tag mig i Forsvar, om Deres Forældre skulde finde altfor Meget at dadle hos mig; og det vil og kan Elise, naar jeg siger, jeg vil aldrig see Dem igjen uden jeg er værd i alle Henseender min rene Kjærlighed, enten den tør juble Verden imøde, eller den blege Smerte skal vugge den i sin Favn. Naar jeg seer Dem vil jeg rødme, men ikke af Skam! P: S: Elise! læs blot det Vigtigste igjennem engang til. Jeg takker Dem for Deres Opmærksomhed, hvis De har læst dette hele, lange Brev igjennem, som jeg ikke har turdet gjøre under- SIDE: 79 holdende for ikke i det Mindste at vige af fra Sandheden. De kan see af de mange rene Blade iforvejen, at jeg ikke havde tænkt at komme til at bryde Dem med saa meget. hwg. Nok et p: s:! Jeg seer med Skræk, hvilket afskyeligt, gjen- nemtrækkende Papiir jeg har brugt. Min Papiirhylde er i Uorden her paa Landet. See heller ikke Klatterne! SIDE: 98 TIL GERHARD MAGNUS E [idsvol] P [restegård] 4 April 29. Lige Titler og Rang vi have min Ven (Du har en Blyant og jeg har en Pen) Lige Fordeel vi have min Gert (du er hos Ev'er: jeg paa Seraphconcert) Heri du vinder af Lykketræf forud for mig dog et f, da Du er amicus men du behøver vel neppe mere end et Øjekast derpaa, saa Forlæggeren vel kan faae styre sin Lyst derpaa. Jeg glæder mig inderlig til at see din Composition; men læg mere til, for Exempel, da du har Farver, som Sorte- kridtet mangler, saa fremstil Athmosphærens Oprør endnu vildere, for Exempel: Torden og Lyn, hist en Regnskuur, her en Regnbue brudt. Om 7 (syv) Dage taler jeg med Dig. Din Henrik Wergeland. SIDE: 99 Postscriptum. Da jeg skrev sidst til dig, var det det 7de Brev. Se her en Liste paa mine Forretninger: Æde og drikke og hvile paa Sophaen. Cytheream colere. En Proces. Examen, hvortil petitum er indleveret. Msket og Messias at producere. do. do. at corrigere. Lyriske Digte at corrigere. Aviser -- TIL ESAIAS TEGNÉR Christiania 18 Mai 1829. Tilgiv den unge Dreng af en Digter -- o jeg veed ikke, om jeg er det, om jeg har en Harpe i Hjertet -- som tør sende Tegnér sin Førstegrøde. Kaster De den, farer den tilbage, er den Avner -- vel, saa er jeg med borte. Her er Splid om hvad jeg skriver, og jeg er halv glad, halv angst. Jeg har sukket: Vee min Harpes Sprog bliver kun en Monolog. Ingen skatter, Ingen fatter det for Vaudevillelatter. Imidlertid -- jeg løber dristig frem. To Presser gaae -- de have alt naaet mig igjen -- jeg skriver til dem begge og har blot Enden i Tanken; men, som jeg troer, ved hvert Blad, som le- veres vaadt til Pressen, at nærme mig, seer jeg mig rykket videre tilbage, da nye Udsigter, nye Dale og Kongeriger folde sig ud. Kløgtige Karle (hvoriblandt dog Folk , -- -- -- -- som læser kun ved Lys af Næser, eller, om de fik Lygte til i Avindsblik, raabe dog: kom! jeg vil rette Feil i Digt som dette! SIDE: 100 Kløgtige, hvad vi kalde stø'e Folk, som vide om dette Fore- tagende, sige: at det er at tage sig Vand over Hovedet, at jeg er en uforskammet Knægt -- nonum prematur in annum o. s. v. Men jeg kan ikke hjælpe. Der er min Gaade -- fuld af sammenrullede Suk -- om min Productivitet staaer i Forhold til intensiv Kraft. Sphinx! Sphinx. Oedipus! Oedipus! Tilgiv mig, store Skjald! Jeg sender ogsaa, som en Prøve paa min Lyrik, en Degnelap ved Siden af Sinclars Krigskaabe. Er jeg en Pjaltekræmmer eller har jeg Tyrus og Purpur? Atter en Sphinx, en Sphinx! Tilgiv, men glem ikke Henrik Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS [Eidsvoll november 1829.] Tak for det venskabelige Brev -- herindi følger Camillas for din Artighed, som over Skrævet fast til Hjertet naaer; ja gjør, at hun og alle vi den hele Dag, med nyt Behag maa kige i den deilige Væv, saa vaarskjøn og frii (à la Gobelin) den Penelope slaaer. Ellers er jeg attonitus over Statsr. Vogt, hvis saa skulde være sandt? Er Manden gal? Dog langtfra at være bange for noget Saadant; men -- er det saa -- da hænger det godt sammen med den alexandrinske Plan at bringe Fakler i Gemytterne. Jeg arbeider nu horrendum -- beder at levere Indlagte til Bull -- beder at hilse kjære Baade. SIDE: 102 Bed Odén at fare i Mag (Vedøe gier jeg en god Dag) [ -- -- -- -- -- -- -- ] Levvel! Det vil være mig den største Fornøjelse at høre fra dig. Den 17 Dec. kommer jeg ind. Din oprigtigste Henr. W -- Harald er saa tvær -- bed da Jens om han vil gjøre mig den Tjeneste selv at bringe Indlagte til Bogb: Johansen. Bliver det borte kan det ei af mig erstattes. TIL MAURITS HANSEN [Utdrag ved brev-mottageren.] [Begynnelsen av 1830.] For et Par Aar siden gjorde jeg Bekjendtskab med den van- vittige Johanna. Hun var da ædru men røbede sit sædvanlige Hang til Brændeviin. Jeg tog hende op paa mit Værelse for at spørge hende ud. Hendes Ansigt er fyldigt, Ørnenæse, brune, store, livlige Øine. Et snehvidt Haar buer frem under Kappen. Hun lo eller græd om hinanden, stoppede en af mine Piber og dampede. Af hendes Livshistorie har jeg udbragt Følgende. Hendes Bedstefader var en Oberst Kolbrandt, Mechlenburger, Commandant paa en Fæstning i en tydsk Krig. Fæstningen blev stormtagen af Franzoserne, af hvem hans frugtsommelige Kone blev spiddet, fordi hun ikke vilde opdage, hvor Commandanten laa skjult nemlig i en Kjælderhvælving. Hvorledes han siden kom ud, vidste hun ikke; men hans Sønner, hvoraf hendes Fader havde militair Rang, bragte ham med sig til Norge, hvorhen de af Regjeringen vare forskrevne for at bestyre Glasverkerne. Jo- hannas Fader fik Hadelands og Hurdalens. Hans Broder kom til SIDE: 103 Sverige. De levede ødselt og udsvævende, og fattig døde Bedste- faderen og ligger begraven paa Jævnagers Kirkegaard. Men før hans Død lagde Skjæbnen sin tunge Finger paa Johanna. Hun fatter Tilbøielighed for en ung Bonde ved Navn Hans Freng, Spiger- handler og Smugler. Han indbilder hende om sin herlige Gaard paa Hedemarken. Frugtsommelig rømmer Frøkenen med Hans, som fører hende til sit Hjem, en usel Hytte i Værmeland. Da nu Bedstefaderen af Sorg over Johannas Skjæbne og strax efter (ogsaa) den udsvævende Fader døde, fik Hans inddrevet lidt Arv for sin Kone og døde efterat have sat den overstyr. Med sit Barn paa Armen vandrer Johanna til sin svenske Onkel, der beholder Ungen, men kjører hende over Grændsen. Det er Søn- dag, Johanna sidder paa sin Bedstefaders Grav, det eneste Sted, der hørte hende til paa Jord. Menighedens Omstimlen vækker hende. Med stolte Skridt træder hun ind i sin Bedstefaders ud- mærkede Stol i Kirken. Hun var fra den Tid vanvittig. TIL GABRIEL H. KROHG Christiania 24 April 1830. Det fryder mig at høre din Syslen -- gode Ven! med Folkene i [ -- ] , en Gjenstand, der ogsaa sysselsætter mig udelukkende næ- sten. Jeg gaaer ogsaa ind paa din Plan medhensyn til Dragten, hvorom jeg hører af vor fælleds [ -- -- ] , nu jeg er herinde for at bringe nogle Præliminarier istand før en Stholmstuur, som jeg skal gjøre. Mit højeste Ønske hvisker ogsaa om en Odelsgaard i philosophisk Roe, om at være Landmand, og det taler høit om at man da kun er aldeles frie -- jeg kan da ikke andet, end bifalde din Plan at blive Landmand; dog helst -- tag theologi- cum; gaae paa [ -- -- -- -- ] . Du kan jo læse alt hjemme. Anvend din Indflydelse for Folkebladet -- det er efter min Plan og har [Krigsraad Flor] som 1ste Redacteur, det skal være et Communicationsmiddel imellem Sogneselskaberne. -- Skaf Bøn- derne Bøger! -- Leve Frihed og Sandhed og Menneskekjærlig- hed, den høje Broder til Qvindekjærlighed, hvilken lille Søster ogsaa ømt maa tages i Favn. Lev vel, din Henr. W. Jeg skal sende dig nogle Almue-Smaaskrifter. SIDE: 104 TIL ALMUEN I EIDSVOLL Eidsvold Præstegaard 11te Juni 1830. Budstik. Paa Hrr Lensmand Kaasens og egne Vegne være det herved betegnet for Enhver, hvem denne Liste tilsynekommer, at et of- fentligt Møde vorder afholdt Løverdag Eftermiddag Klokken 4, 12te Juni, paa Haug, hvor da en Eidsvold vigtig Sag bliver at afhandle. -- Enhver opfordres da til at møde. -- Denne Liste bedes derhos hurtigst sendt fra Grande til Grande saalangt den kan række til imorgen Eftermiddag. Henr. Wergeland. Til Heiret, Hage, Finstad o. s. v. TIL PETER ANDREAS HEIBERG Eidsvold 14 Julii 1830. Høiædle Herr P. A. Heiberg. Saa ung jeg er, ere Aar visnede hen over min Længsel efterat kunne bevidne Dem, ædle Herr Heiberg, som Frihedens høi- hjertede, uforbeholdne Talsmand, Menneskerettighedernes længe- lydende, klare Tunge, som Den, der under Alderdommens Snee endnu gjemmer Kjærligheden til det fjerne Fædreneland -- det, vi have tilfælleds -- ungdommelighedsvarm -- -- ja Den min dybeste Ærefrygt, der fremstiller det Sjeldne og næsten Ideale: paaeengang Fædrenelandsvennen og Verdensborgeren. Jeg greb da Leiligheden til at fyldestgjøre denne Trang, idet jeg, endende 17de Mai netop mit første betydeligere Værk, viede Dem dette: et Digt, hvori jeg tænker mig Peter Andreas Heibergs Aand at leve. Er dette saa -- da fortjener det en offentlig Dom, og da er det nu for den dygtigste Dommer, som heller ikke vil nægte en saadan, og da har jeg ikke forsyndet mig ved at tilegne Dem det. Tør jeg tillige anbefale Dem medfølgende Paquet til Generalen De La-Fayette, ja bede Dem om, hvis han er i Paris, Selv at overbringe ham den? Se, De har alt to Bønner i den første og ærbødigste Hilsen! -- men de vidne om det omfattende Begreb, SIDE: 105 jeg har dannet mig om Deres Mildhed eller Omgjængelighed. Den tredie Bøn gaae derimod til Himlen i det inderligste Levvel, Levvel for Dem: at Verden og især vort Norge i Decennier endnu maae frydes og styrkes ved nye, friske Frugter af Deres kraftfulde Genie og ædle reen-republicanske Tænkemaade, hvem jeg vil kjæmpe med alle mine Landsmænd at yde den dybeste Høiagtelse. Henr. Wergeland Cand. theol. TIL GERHARD MAGNUS E. [idsvoll] P. [restegård] 29 Septbr. 1830. Endskjøndt -- mi Magne! du vel helst vilde sidde rolig og tælle Klaskene af de Bask jeg faaer in publico, saa vil jeg dog, saasom jeg angrer at have indladt mig specielt med Anonymus, istedetfor at benytte det almindelige Svar til Slige, som findes i "Digte" 18de Poem 24 Linier nedad Siden fra Begyndelsen, dog prøve at røre lidt paa Dig, anmodende Dig, Ven, om at ville i Mbldt gjøre opmærksom paa de Stropher, omtrent saalunde be- gyndende: "Hr. W -- d kunde gjerne, efter Indsenderens Mening spart sig ethvert Svar mod sin Angriber, da han allerede før prophetice har absolveret alle saadanne Karle i en Indledning til 18de Poem i sine Digte (udgivne hos Lehmann) hvilken Indsen- deren ikke vil undlade her at nedskrive o. s. v. -- Da jeg angrer som sagt at have dyppet Pen for slig Slyn- gels Skyld, saa begriber du at jeg ikke skjøtter om atter at gjøre det ved en Recit som ovenberørte, men hvilken overlades til en af mine Kjære. Din Henr. Wergeland. TIL MARCUS PLØEN M. FL. Eidsvold Præstegaard, 2den Octbr. 1830. Til de Høistærede Herrer, som ere ispidsen for Subscriptionen til Anskaffelse af et Minde for henfarne Statsraad Chr. Krohg! SIDE: 106 Undertegnede tillader sig at forelægge Dem følgende Sag, ud- bedende sig Svar paa vedføjede Spørgsmaale: Da det forekom mig og Enkelte, jeg derom samtalede med, som noget mindre hæderligt for Nationen, at der ikke fandtes det mindste Mærke (monumentum) paa Eidsvold Værk, som kunde betegne, at man med en Slags Taknemlighed, Stolthed eller hvilket Navn, der nu kan være mere passende paa en saadan Følelse, ihukom de der forefaldne store Begivenheder -- da dog under- tiden enkelte Fremmede besøge navnligen den saakaldte Con- stitutions-hal: faldt det Undertegnede ind, at det vilde vel ikke kunne være at betragte som et Monument, om en Winthers Pragt- udgave af Grundloven i Pragtramme der blev ophængt -- der netop i den Sal hvor Grundloven blev given; men at dette dog vilde være meget passende, baade i sig selv, som og derfor, fordi at denne Sal nu er saa total berøvet al Prydelse, at den ube- hageligste Følelse paatrænger sig den Indtrædende, men hvilken vilde overgaae til en aldeles modsat, velgjørende Følelse, saa- snart han mødte et saadant Vidne om at norske Borgere ihukom og vidste simpelt men passende at vise deres Agt for Stordaaden, der øvedes. Fra ivaar af har jeg igjennem Hr. Consul Semb de engelske Ejeres Samtykke, til at et saadant Exemplar af Grundloven i Pragtramme ophænges i Constitutionshallen, forblivende stedse ved Bygningen. Da jeg staaer i den Formening, at man for de subscriberede Penge til Krohgsmindet ogsaa, og aldeles i Subscriptionens Aand, og uden at dette berøves Noget i Elegants osv., vil kunne være istand til at bekoste en Pragtramme som omtalt, og hvortil vel neppe behøves stort over 18 -- 20 Spdlr., saa tillader jeg mig at spørge de høistærede Herrer: om De ville understøtte berørte Plan ved enten af egen Myndighed strax af Subscriptionen at anvise det Fornødne, besørgende selv eller ved mig eller Andre tillige Anskaffelsen? -- eller om De troe at behøve at forelægge for Subscribenterne, samt om de da ville antage Dem den som Deres eget propos? Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. i Theologien. SIDE: 107 TIL GERHARD MAGNUS Chnia [ ): Eidsvoll] 6te Decb. 1830. Gjør mig den Villighed -- Ven Magnus -- at udføre en commis- sion, hvormed det haster; gaa nemlig uden engang at røge Piben ud, op til Papa Winther og viis ham indlagte Rulle; men lad ham for Alting ikke faae Fingrene i den før du enten har contanter (som du ikke maa slaae en Skilling af i) eller Beviis. Vil han ikke, saa ymt lidt om at du fluxen skal gaae hen og faae den trykt paa mit eget Forlag -- fortæl ham om den umaadelige Nysgjerrighed efter la Parisienne som publicum lider af, saasom det i Bladene hører og seer Tirader deraf (Lafayette la liberté des deux mondes f. Ex.); fortæl ham at den svenske Oversættelse er af Hjerta -- at jeg skal corrigere, naar jeg kommer ind om nogle Dage. Gjør alt dette saa jeg med Budet kan faae Svar. Gjem Pakken hos dig, hvis han ikke vil til jeg muligens i 2 Dage kræker ind til dig. Lad mig blot endelig faae Svar. Kunde Du selv bringe Pakken til Hviid var det vel -- kan skee naar du lyster. Jeg skal fortælle dig om Stholm en Klat. Her er intet andet Nyt end at jeg maler Dørstykker i Olie om Dagen, ret kjønne mintro. Levvel! Fortryd ikke; dog, om du saa var saa fortrøden over mine Bryderier at du var sort, saa bare udret dem, og vask dig saa hvid igjen i et Smiil, naar Du faar Parisienne at see. Den skal staae i Maanedskriftet, som jeg skal lade hente mod contanter strax. Din Henr. Wergeland. P. S. Hakon paa Baades Malerie har nok hugget P. P. S. i Skal- len kan jeg see. TIL GERHARD MAGNUS E [idsvoll] Pgd 16 Febr. 1831. Jeg kan erindre, kjære Ven! at Du engang yttrede nogen Ulyst over det Arbeide el. Bryderie Maanedskriftet foraarsagede dig -- jeg finder det ogsaa rimeligt ved Siden af dine mangfoldige Arbeider osv. -- Vel! jeg er villig til at lette Byrden ind paa mine Skuldre -- posito, at Gagen er 10 Daler Maaneden el. 9 el. 8; thi Misfornøjelse over Folkebladets No. 3 har gjort mig lysten efterat flytte ind til Byen forat holde det inden Tømme, og da vil jeg flytte ind i en liden sort Hybel og boe som i et Blækhuus. -- Mon Maanedskriftet vil have medfølgende Opsats? Jeg arbeider paa en Original polit. Afhandl. dertil, da mit carmen politicum (øget til det Dobbelte, saa det vilde udgjort 11 trykte Sider) er confisceret. Kan Du hos Venner skaffe mig af med nogle Alen superfiint Vadmel -- Alen 1 Mk. og 20 s.? -- Kom der ikke forleden en Slyngel fra Toten med en 60 Alens Rulle, som jeg havde bestilt i et 17 Mais Raserie, og spadserede afsted med en Forskrivning SIDE: 111 paa 20 Daler omtrent, som skal løses 12 Marz under Æres For- tabelse. Faaer jeg ikke solgt det paa 12 Alen nær, blier det mit Liigklæde. Din Henr. W -- Siig til Camilla, at man forundrer sig over at hun ikke gi'er et Gny fra sig derinde i det Musehul. Pakkene ere sendte forlængst til Veslehamm. hw. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll febr. -- april 1831?] Min kjæreste, bedste Ven! 1mo viid, at jeg kalder dig saa af Hjertensgrund. 2) Tak fordi du ikke pryglede eller jog mig ud, eller paa an- den Maade behandlede mig som jeg fortjente. 3) viid: kommer jeg til det Dollhuus Byen, som gjør Syglinger af raske Karle fra Landet, eller Kleinvorringer, der ere ds Venner, ds gjæstmilde Venner til Ækelhed og Bryderie, af Karle, som ere raske paa Landet, og Daarer af Folk som ere kloge inden ds fire Vægge paa Landet, og Sviregaster af Sædelærere paa Landet: saa (Satan tae den tydske Periode) skal jeg ikke tage din Sopha op den udslagne Dag, fylde dit Gulv med gasterende Trompetere osv., ikke smage andet end Øl o. a. d. 4) viid at jeg fandt mine velsignede Dompapper og Tita og Ter- titten i ønskeligt Velgaaende; men hele Buret beskidt og Skrika død. 5to) viid, at jeg deels af et passeligt Qvantum Punsch paa Moe samt af Skuet af de meest forbausende Nordlys qviknede op, saaat jeg nogenlunde frisk hjemkom paa Morgensiden, samt nu, aandende i min vante Luft, er i fremskridende Bedring. 6) modtag 4 2det H. for Alm. 2 17 Maisroser, 2 Cactus [?] . 7) Levvel! Din Henr. W -- TIL GERHARD MAGNUS [Juni 1832.] Herved meldes Deres Velbaarenhed, at jeg for min Person har erholdt 14de H: af Mdsk. Underdanigst Deres Velbaarenheds allerærbødigste Henr. W -- P. S: Ianledning af D: h: Vbhds Bryllup ønskes allerærbødigst: "Far i Mag! Far i Mag!! Nyd længe, og nyd med Behag og Smag!!" TIL GREGERS F. LUNDH [Høsten 1832?] Egregio Lundh, professori S. Poema "Czaris" vel "Cæsaris" utut sese, nec liberis Musis nec honore sed, si venierit, per mille dulcium tibiarum cantabit: o Lundh! Lundh! toto poemate simul correctum remittendo (id- qvod fieri potest nuntio primis hebdomadis seqventis diebus misso) semper obstrictum habebis clientem Henr. Wergeland SIDE: 141 Mors sit tyrannis addicta; sed etiam nostris tyrannis Danoma- nis! Ita esto! -- ideoqve rogo, spero, ut tua ope testi- monia Sivertsenii Heisio inclytissimo visenda mittentur. Animo tuo favore gaudente cliens S S. SIDE: 164 TIL FERDINAND DUMARSKI OG JANKOWSKI [Mars 1834.] Messieurs, Messieurs, le Colonel Dumarski, le Lieutenant Jankowski. Ce n'est pas sans être surpris, Messieurs, que nous apprenons votre dessein de quitter la Norvège. -- Même que nous respec- tons cette perséverance heroique, refusant le repos que ce pays dans toute sa frugalité pourrait offrir aux fatigués du combat, pour défendre encor une cause si bonne mais desastreuse, -- même que nous devons respecter cette vue sublime et liberale, qui com- mande de combattre pour une branche de cette humanité, qui abandonna la Pologne à son sort: néanmoins daignez, Messieurs, accepter l'assurance, que nous vous disons notre adieu avec beaucoup de regret. -- La sincérité de nos sentiments et nos meilleurs voeux pour votre avenir et le progrès de vos intérêts les plus sacrés, ajoute- ront -- nous osons l'espérer -- quelque prix à la démarche in- signifiante par elle-même, que quelques citoyens d'une commune rurale -- la plupart même inconnue à Vous -- prennent la liberté de Vous adresser quelques mots avant votre départ. -- Par un de nous sousignés, qui a l'honneur de votre connais- sance, nous sommes avertis, que c'était concerté entre Vous, Mr Lieutenant Jankowski et lui, de faire demander chez un for- geron de cette paroisse, enseigné par lui-même, un fusil de chasse, comme on les trouve dans ces contrées de la Norvège. -- C'est pourquoi nous prenons la liberté de Vous en présenter un tel, avec une devise, annonçant notre espoir sympathique pour votre patrie, et nos sentiments pour Vous. -- En Vous priant d'accepter cette petite marque de notre attache- ment, nous regrettons seulement, qu'en même temps elle ne portera que le nom d'un souvenir. -- Nous avons l'honneur, Messieurs, de nous nommer Vos très-humbles serviteurs. -- SIDE: 165 TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Eidsvold 28 Mars 1834. Til det høje Collegium akademicum. Idet Undertegnede herved ærbødigst ansøger om den ved Uni- versitets-Bibliotheket ledigværende Amanuensis-Post, paaberaabes, foruden de akademiske Qvaliteter, som det er det høje Colle- gium akademicum bekjendt at jeg er i Besiddelse af, følgende Omstændigheder, som formentlig kunne komme i Betragtning til min Fordeel: 1) Det er min Hensigt, om jeg, ved at anbetroes Posten, er- holder Midler til at opholde mig ved Universitetet, at lægge mig efter et andet Studium end det forlængst fuldendte theologiske. Lyst til videre og mere alsidig Uddannelse yttrer dette længe nærte Forsæt, der tillige er aftvunget af Frygten for at juridiske Uheld og Forviklinger, hvor uvedkommende end, og kun efter en vis Uretfærdighedens og Ulykkens Conseqvens, skulle ogsaa have den Følge at spilde det kostbare Udbytte af mit hele første akademiske, ja vel af mit hele hidtil førte Liv med alle dets Opofrelser af Aar, Formue og Flid. 2) Ved andre Universiteter, hvor Nepotismus er fremmed som ved vort, er det en retfærdig og ædelmodig Sædvane at ind- rømme Studerende, der enten ville uddanne sig til egentlige Videnskabsmænd, eller for hvem andre Baner lukkes, naar de trænge, og Retfærdigheden ellers heri forliges med det Billige, fortrinviis som Asyler de Poster, som høre under deres Ressort. 3) Fremfor Andre i lignende Stilling er jeg i Besiddelse af en Egenskab, som et Kirkedepartements Circulaire af 11 Juli f. A. tilsiger fortrinlig Adgang til Befordring, idet jeg nemlig ved en Række, tildels med Opofrelser i mine indskrænkede Kaar ud- givne, Almuskrivter, hvorimellem et Par maaskee kunne kaldes noget videnskabelige, har søgt at udbrede Oplysning og at gjøre mine Kundskaber frugtbringende. Maaskee bør jeg herunder omtale, at jeg har Universitetets ophøjede Canzlers naadige Tilsagn om at blive sat i en passende Stilling. De Bilag, som skulle medfølge en Ansøgning ere hoslagte en saadan om et geistligt Embede, og ere saaledes i Regjeringens SIDE: 166 Hænder. De godtgjøre, at jeg i December 1825 fik laudabilis til Examen artium, senere haud illaudabilis til Examen philosophi- cum, og samme Charakter til theologicum i Mai 1829, samt til dennes praktiske Afdelinger laudabilis, hvilke absolveredes da jeg ifjor Sommer erholdt Ansøgningsalderen. Der medfølger og en Attest om at jeg siden 1829 hos min Fader Provst Wergeland, Sognepræst til Eidsvold, har øvet mig regelmæssig i geistlige Forretninger. I testimonium publicum findes et ellers fordeel- agtigt Omdømme forringet ved Tiraden "spreta juvenili levitate" -- en ubestemt Yttring om hvem det kun er klart, at den vil bidrage til at tilintetgjøre mine Forhaabninger som geistlig Sup- plicant. Har da denne Følge været ligesaa klar for det ærede Facultet, som saaledes yttrede sig, troer jeg dog at burde være forvisset om, at det er tvertmod dettes Hensigt at udstrække de uheldige Virkninger deraf til at negtes Adgang til saa ubetyde- lige, mere verdslige Poster som ansøgte er. Idet jeg mest lægger Vægt paa min Hensigt at studere videre, saasom at fremme dette formentlig maa være i et akademisk Collegiums Interesse, om end ei dermed var forbunden at hjælpe en Akademicus til at redde lidt af sin Livslykke, og at veder- lægge ham hine maaskee spildte Opofrelser, haaber jeg at komme i Betragtning til at erholde den ledigværende Amanuensis-Post ved Universitets-Bibliotheket. Ærbødigst Henrik Arnold Wergeland Candidatus theologiæ. TIL LUDVIG DAA Eidsvoll Pgd. 1 April 34. Kjære Ven! Tak for Din Trofastheds Prøve i Underretningen om Amanuensisposten. Med dette følger Ansøgningen -- levert til Prof. Lundh, til hvem jeg beder dig at gaae saa snart du kan forat høre om den er i sin Orden eller om den skal omformes til anden Autoritet end Collegiet og da paa medsendte stemplede Papiir. Isaatilfælde haaber jeg Du skriver den om efter Lundhs Anviis- ning og besørger den ind til Collegiet. Hvem sidder i Colle- giet? Hvem er det du boer hos? Har du hørt fra Latham? Jeg SIDE: 167 frygter det Værste. Det har stormet umaadeligt i Vaar eller ved den Tid. Jeg melder ham ellers at jeg vil reise over og be- søge ham. Blot det træffer ham. Det kan kun kaldes et Forsøg at skrive ham til. Jeg har skrevet til Lundh at du kommer. Dette er indilagt hs Brev. Paa Mandag falder min Dom. Jeg maa bort fra disse Thingstude, som jeg hader saaledes at mine Øine synke ind i Hovedet. Din Henr. Wergeland. TIL GREGERS F. LUNDH Eidsvoll Pgd. 1 [fotnotemerke] April 1834. Ædle, høitagtede Ven! Du har hædret mig med dit Venskab; men sandelig der har Du lagt en Byrde paa Dig. Jeg er paa Knæerne -- ræk mig din Arm! Jeg er i Nød -- strax raaber jeg til Hjælp! Jeg døer -- sandelig du maa følge mig til Jorden. Jeg lever -- jeg lever ved Dig -- Jeg triumferer -- ogsaa din Sved har Deel i Triumfen. Se, jeg trækker paa den umaadelige Capital som der er i en saa op- rigtig Mands Venskab. Dersom jeg turde ahne at du vilde sige: dette er formeget, -- da, nu, meget er det, men formeget kjender jeg ikke for mine Venner. Sagen er -- jeg veed ikke til hvilken Autoritet en Ansøgning om Amanuensposten (som "min Søn William" skal have) skal indleveres. Jeg overantvorder en saadan til Dig, stilet til Colle- giet, men, idet jeg hoslægger stemplet Papiir om den kanskee skal stiles til Højere, kanskee til H. M., anmoder jeg venligst og erkjendtligst om Du isaafald vil, med behørig Ordre og Under- retning om de nødvendige Forandringer (saasom til "underda- nigst osv.) overdrage at ordne denne Affære til Daae, til hvem jeg heri lægger en liden Billet desangaaende. Forklar ham da nøje (thi i Sligt er han vel aldeles uvidende) hvorledes det skal omformes. Tal min Sag for Dhrr Professorer Lundh, Hersleb, Steenbuch, Rathke, hvoraf vel et Par ere i Collegiet. Bed Prof. rev. Lundh at byde Sverdrup Eggen. Jeg vil studere Islandsk, Historie og Medecin, om jeg faaer de 200 Sp. Jeg rustificeres for stærkt Fotnote: Slet Omen. SIDE: 168 . heroppe -- maa ind til Byen. Jeg maa fra Thingstudene -- de dræbe mig. Viis mig og den Villighed at purre Capt. Munthe efter et Svar paa noget ham tilsendt, samt at anmode Adolf Stabel om han vil faae indsat i Mbldet Sangen til Pohlakkerne, dog med saadan Forandring i 4de Vers: "ruller, som mod Berg hiin Flod, over højen Kreml i Blod." Fortryd ikke paa alt dette Bryderi. Lad mig vide noget hvori jeg kan gjentjene. Elsk din Kone, Friheden og din Ven Henr. Wergeland. Formeld "Gammelen" min sandeste Høiagtelse. TIL CARL F. RIDDERSTAD 2 April 1834. Intet hører jeg fra Dig, -- ædle Ven Ridderstad! -- Intet. Jeg veed ikke om Morgenbladene med Recensionen ere Dig tilhænde- komne; ikke om min Norges Historie. Er det fordi jeg endnu ei har sendt dig hvad jeg længe har lovet, fra Boghandleren? Nu! han har holdt mig med gode Ord; men denne Dag dette afgaaer, skal jeg atter sende ham en Maning. Han fortalte mig, at efter min Anmeldelse afgik endeel Exemplarer af Behold- ningen. Jeg venter, jeg kræver din Mening om Recensionen. Resten af dette Papir vil jeg bruge til at afskrive et Afskedsqvad til Polakkerne her, med hvilket sendtes dem et Gevær med Sølvplade paa, hvorpaa Ordene: "End er Polen ei forloren." Sæt det ind i et svensk Blad. Din Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Eidsvoll Præstegaard 8de April 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Som Bilag til Undertegnedes for nærværende indleverte under- danigste alternative Ansøgning om Alten-Talvigs Sognekald eller SIDE: 169 Tønsberg Katechetur, troer jeg herved at burde indsende Under- retning om at den under 7de April d. A. fældede Sættedom i den af Procurator i Agershuus Amt J. O. Praëm mod mig for formentligen injurierende Udtryk anlagte, begge Parter naadigst beneficerte Sag, indeholder ogsaa følgende: "Den af Hovedcitanten i hans Stevning af 29de April og Indlæg af 16de Mai 1831 mod Contracitanten nedlagte ærerørige Paastand mortificeres, saa den ei kommer Denne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte." Af Dommen vedkommer Dette alene min Stilling som Ansøger. underdanig Henrik Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Eidsvoll 8 April 1834. Til det høje Collegium academicum. Som Bilag til Undertegnedes indleverte Ansøgning om Ama- nuensisposten ved Universitetsbibliotheket, troer jeg herved at burde underrette om at Sættedom af 7de April d. A. i den af Procurator Praëm mod mig for formentligen injurierende, begge Parter beneficerte Sag, indeholder følgende: "Den af Hovedcitanten i hans Stevning af 29de April og Ind- læg af 16de Mai 1831 mod Contracitanten nedlagte ærerørige Paastand mortificeres, saa den ei kommer Denne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte." Af Dommen vedkommer Dette alene min Stilling som Ansøger, forudsat ellers, at det høje Collegium, ligesom andre Autoriteter, skulde ville tillægge hint private Forhold afgjørende Vigtighed. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 170 TIL P. J. HOPPE [Eidsvoll april 1834.] S. T. Herr Hoppe. Overbringeren slamper herop igjen. Altsaa kan med ham følge nogle Ark. De har vel faaet alt Mscriptet til 1814. Jeg har en liden Verdenshistorie liggende parat paa 2 1/2 -- 3 Ark. De skal have den med evindelig Forlagsret for 10 Sp. og 10 -- 20 -- 30 Explr. Det er det samme -- jeg sender hermed Manuscriptet. Ligesaa -- hos Mad. Lehmann trykkes i Budstikken "Om Ar- beidsanstalter". Jeg forærer Dem Retten til at lade ombryde det til Octav samt en Liste fra Embedsmændene heroppe paa 200 Explr. Hurtig Resolution. Jeg vil kun have en 80 heftede Explr. Deres Henr. Wergeland. TIL H. O. CHRISTENSEN Eidsvoll, 28 April 1834. Høitagtede Ven (ellers: velbaarne Herr Byfoged) Christensen. De er upaatvivlelig meget formaaende i Deres Kreds, idet- mindste berettiger Alt Dem til at være det. De rustne Skrivere, Futer o. a. desl. rundtom i Deres Egne ville vist have megen Respect for Deres Anbefaling. Det er om denne jeg anholder for [George Krogh] , om Nogen af deslige Folk skulde behøve En paa Contoret, som de, uden just strax at gjøre til edsvoren Fuldmægtig, kunde anbetroe Domsconciperen osv. og andre juridiske Smøre- rier. Der er nemlig foregaaen en total Forandring med [Krogh] , undtagen med hans Forladthed, Armod og andre Ulykker. Jeg har overtydet mig derom. Andre have gjort ligesaa. Jeg fristede ham nys paa selv en Bitter, som en Nyckterhetsselskabspræsi- dent uden Sofisterie kan tage -- nei! han var fast. Siden før Juul har han verbotenus ikke smagt hvad De veed han før til sit Fordærv svælgede. Han lever som ugageret Lærer hos Bonden [ -- ] s Drenge i [ -- ] -- en ligesaa usikker som ham i nærværende Status uværdig Stilling. Jeg besøgte ham ved Paasketid; han saae ud som før; men mod mine Forsikkringer -- SIDE: 171 Mennesket skaber sin Skjebne: det modige Blik imod Fremtiden er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin -- satte han Fortvivlelsens Filosofie: Intet at haabe, intet at ønske er det Eneste, som kan lykkeliggjøre et Menneske (ja et der er kommet til hans Punct.) Jeg nævnte Dem mellem de Jurister jeg troede kunde virke for ham. Mistro spillede i hans Ansigt; det var hans Glæde, at han dog havde en Ven (men en saa magtes- løs) der erindrede ham. Det er ham det tungeste, at han er for- glemt. Før har jeg søgt for ham hos Embedsmænd, der averterte i Aviserne efter Penneslikkere og Vriumpeis-Emner; men -- Skuldre de drog indunder betænksomme Kind. Gjør hvad De kan, gode Christensen! Red ham! De kjender ham vist -- godmodig, flink som Fanden selv i Jura. Hils Bugge og Dahl fra mig! Træd frem foran Spidsborgerne og Magistraten og feir 17 Mai! Bed Bugge give Gutterne fri den Dag. Jeg tænker at være England nærmere end Norge den Dag -- did jeg reiser for at forsøge at bryde mig en Bane, da Fædrelandet maaskee ikke vil bruge mig. Imidlertid inviterer jeg Dem til at møde i Højesteret i Praëmske Sagen, der ventelig først kommer fore naar De er at træffe i Christiania. Da hedder det Sejer eller Død. De vil, ærede Ven, upaatvivlelig engang blive budt en Orden, men en svensk. Viis det første Exempel paa at en norsk Mand refuserer den, saafremt dens Statuter (p. ex. Vasaordenens) alene betinge Fortjenester af Sverig. Nordstjernen -- det kan endda saa være; da den tilhører Videnskabernes almene Republik. I sin Tid offentliggjordes det, at Falsen havde det i Tanke; jomen sa'n -- Gives der mange Slyngler paa Deres Kant? Her er en Velsig- nelse deraf. De have bemægtiget sig min Formue, og hvad der er værre, mit Perlehumør eller endeel deraf. Dog blive de neppe muntrere derefter. Der er Aqva Tofana i Fraaden af den sidste Latter. Har De et Landsted? Vaaren er der -- reis did -- glem Verden -- reis did og elsk! I Mai og Juni burde Staten staae SIDE: 172 stille -- alt Embedsliv, al Prosaisme, al Ærgrelse ophøre; men Alle være Haner, Starrer og Spurve. Naar De kroer og fryder Dem paa Deres Tue, saa tænk paa mig, den plukkede Hane (uden Høne), men som endda galer -- og nu galer Dem et hjerteligt Levvel. Deres Henr. Wergeland. P. S. Læg [Indlagte] i Posten, om der gives nogen i de bar- bariske Egne. TIL KONGEN Christiania 29de Mai 1834. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Ca- pellan til Norderhougs eller ogsaa alternativt til resi- derende Capellan til Gus- dals Præstegjeld, begge i Agershuus Stift. At selv betydeligere Sognekald i den sidste Tid ere blevne theologiske, med Undertegnede jevnaldrende, og paa een Tid fra Universitetet absolverede Candi- dater naadigst anbetroede, kan ikke andet end at opmuntre Undertegnede til atter at overlevere sin Skjebne i Deres Maje- stæts Hænder, idet jeg herved underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Capellan til Norderhougs Præstegjeld i Agershuus Stift, eller, om dette ikke skulde behage Deres Maje- stæt, til at overtage samme Hverv i Gusdals Præstegjeld i samme Stift. De til saadan Ansøgning nødvendige Bilag ere i den kongelige norske Regjerings Værge, saa jeg i nærværende maa henvise til dem. Lige underdanigst bemærkes, at Underretning om at min private Modstander Procurator Praëms ærerørige Paastand i Sag, der verserer mellem os, under 7de April d. A. ved Dom er mor- tificert, til samme Deres Majestæts Regjering er indsendt, samt at jeg for at komme ud af saa ubehagelige og ødelæggende juri- diske Forviklinger har tilbudt min Modpart at acquiescere ved den fældede Dom. Dette Tilbud, alene motivert af rene moralske Hensyn, har været forgjeves. Men -- det er gjort; jeg har gjort hvad jeg kan; og, hvor smerteligt end Afslaget maatte være -- jeg har dog det Haab, at Deres Majestæt ikke vil tillade, at dets Følger udstrækkes videre end nødvendigt, at en privat, men SIDE: 173 revengert Modstanders Hensigter, som jeg har søgt at mildne, fremdeles suspenderer Kræfter, der ere uddannede til Deres Majestæts og Fædrelandets Tjeneste. Christiania 30 Mai 1834 underdanigst Henr. Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Eidsvoll 17. juli 1834.] I Forgaars var Prof: Esmarck her med sin Søn, for at under- søge min Sundhedskilde. Han erklærede, at han kun een Gang her tillands har fundet nogen saa fortrinlig, og at den er af samme Qvalitet, som Porla i Sverrig, hvorom den berømte Berze- lius har skrevet. Den indeholder meget Jern, do. Hydroteonsyre, giver med Blysukker et endnu uundersøgt Præcipitat, ubetydeligt Kalk (noget ondt, som dog opvejes ved en anden Ingrediens) samt Svovel. TIL LUDVIG DAA Mand. Morgen 21 Juli [1834]. I dette Øjeblik modtog jeg dit melancholske Brev, kjæreste Ven! Med een Ven (og jeg vil være det) kan du hjælpe dig. Sic ego. Den Overs. af Bruces kan Du, hvad Norvagismerne (maa- skee noget overdrevne) pynte paa. Heri det forlangte af Byron -- alt sendt med Fornøjelse om det tilfredsstiller dig, og ingen- lunde, efter dine underl. Overdrivelser, af Rang som Venskabs- gjerning, men kun, som det er, med Venskabs-Ord. Jeg kommer nok ikke til Chnia i hele Sommer; men jeg beder Dig inderlig om at iværksætte din gode (men som det synes in momento conceptionis qvalte) Tanke at røre paa dig hidop. Du har Kjærre -- eller om den er solgt (qvod bonum f. f. fuerit!) saa reiser daglig Eidsvellinger fra Glasgaarden. Kom snart! Tag med dig hvem du vil -- helst en Medeciner men SIDE: 174 alt var Sort, Olje, Orme, Mask og Raadenhed. Jeg maatte slæbe det ned igjen. Med Journal vil jeg ikke have at gjøre for Stu- diets Skyld. Leve Reactionen, Generalfiskaler osv. Din H. W. TIL GREGERS F. LUNDH Eidsv. Pgd. 11 Aug. 34. Høitagtede, kjære Ven! Mens den vénste Somren randt, havde jeg et vakkert Haab i Blomster om at see Dig og vore svenske Venner her, og da at gjøre Følge med op til Hammer Haabet om disse Glæder staaer dog endnu qvart, fast ikke uligt andre sørgelige Levninger af en Sommer: Qvister, tørre og soplimslige, Halmstubber o: desl. Kjære, gjør hvad Du kan! Her er p. t. nu indtraadt, som det lader til, fast godt Veir, og Søndenvind afvexler i Døgnet med Norden, saa Seiladsen kan ret gaae godt. Jeg vil her sætte Dig ligefor ham Gahnen. Denne trak Bay til sig. Bay holdt gode Miner (hs Faders og hele Families Bo og Ejendom var der lige i Egnen); dusede med Svenskerne; lod Gahnen med godt Haab gjøre flere Bestikkelsesforsøg. Endelig bliver Tiden Gahn lang. Han erklærer sig træt af lang Liggen, og mæt af Bays gode Løfter og Snak. Han æsker Handling, den dem imellem omtalte Handling, at han uden at gjøre Allarm skulde lade Gahn rykke ind og forsøge at overrumple den da svage Position ved Lier. Bay svarer, at han skal saa gjøre, da han fandt at han havde indladt sig formeget med ham til at træde tilbage; men den Belønning, Gahn vilde paatvinge ham (sigende: "du är en fattig Man, Bror Bay. De 1000der beroe för Dig i Krigscassan") vilde han Intet vide af før Alt var forbi. De skildtes. Om faae Timer skulde Forræderiet fuldbyrdes. Men hvad gjør Bay? (Poliskhed el. Fuulhed er et Nationaltræk, netop sligt hos Normdne som W. Scott skildrer det hos Scotterne) SIDE: 175 Han sprængiler til Kgsvinger, hvor Krebs var, beretter alt, ud- beder sig, at han for ei at røbes for Svenskerne, maa blive arre- stert som Forræder paa Retouren til sin Post, samt at han, for Normændenes Skyld, maa faae en Befaling under Attaqven. Det skeer. B. er kommen til Åbogen skifte paa Edskogen, da 2 Graa- kapper med behørig Vagt indhentende ham arrestere ham under adskillige Smædeord og Forrædertractemente, og føre ham tilbage bag Armeens Linjer. Disse havde imidlertid stærkt besat Lier. -- Gahn gik i Snaren. Der fortælles, at Svensker siden have sagt: "ta' mig Djæflen, hørte vi ikke Bayens Röst i Krutröken!" -- Sejerherren ved Lier er Premierlieutnant, forøvrigt en fattig, meget fattig Mand som holder til paa en liden Ejendom nær Skuepladsen for hans herlige Bedrift. Din forb. vensk. Henr. Wergeland. TIL KONGEN Eidsvoll 22de August 1834. Til Kongen. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Katechet og før- ste Lærer ved Borgersko- len i Tønsberg eller sub- sidiært og alternativt til hinanden enten til reside- rende Capellan til Liers Præstegjeld i Agershuus Stift eller til Borgens Præ- stegjeld i Bergens Stift eller til Sognepræst til Justedal i samme Stift. Idet Undertegnede fortrinsviis henholder sig underdanigst til forhen, idet Næsoddens nu anderledes besatte Kald ansøgtes, ind- leverte Ansøgning, som nu underdanigst gjentages, om den fremdeles vacante Post som Katechet og første Lærer ved Borger- skolen i Tønsberg: ansøges herved under- danigst, saafremt det ikke maatte behage Deres Majestæt naadigst at indvilge mig denne, subsidiært om at maatte naadigst vorde anbetroet enten Liers residerende Capellani i Agershuus Stift, eller, i Mangel heraf, enten Borgens residerende Capel- lani eller Justedalens Sognekald i Bergens Stift. Imellem de geist- lige Embeder ere disse de ringeste, som for Tiden ere ledige; og bemærkes, at nærværende underdanigste Ansøgning skeer subsidiært og efter den Orden hvori Embederne ere nævnte. Kun de første, og særligen det allerførste af disse Embeder, SIDE: 176 tilbyde saa tilstrækkeligt Virksomhedsomraade, som jeg troer at kunne udfylde. Og det er mere derfor, forat kunne gjøre bedre Fyldest for mig i Tilfælde af naadigst Anbetroelse, end for de bedre Livskaar, de tilbyde, at jeg underdanigst ansøger dem med noget Fortrin. Men maa jeg end deri vige for Værdigere eller for Medansøgende, som staae Deres Majestæts Naade nærmere, vil dog Indvilgelsen af det mindste og det mine Ønsker nævne sidst betragtes af mig som en Naade, som jeg alene kan veder- lægge ved at forøge Intensiteten af pligtmæssig Virksomhed inden en Kreds, som ikke tilsteder den nogen synderlig Udstrækning. Jeg har troet, at skylde Forældres Opoffrelser forat danne mig til Geistlig, hvortil min Fader har lagt praktisk Veiledning i nu paa de nærmeste halvsjette Aar, at ansøge selv det allerube- tydeligste geistlige Embede, før jeg, opgivende Haabet om at disse og øvrige Opoffrelser og Adkomster ville vorde frugtbrin- gende, under nye Opoffrelser af Formue og Tid begynder forfra igjen paa et nyt Studium, hvoraf jeg med større Sikkerhed kan vente, at det omsider skjænker mig Brød, selvstændig Stilling og en Virksomhed, afpasset efter mine Kræfter, skjøndt mere fremmed for min Tilbøjelighed -- den der tidligen bestemte mig for det Geistlige. De nødvendige Bilag, hvori findes hvad jeg under et livligere Haab har havt at paaberaabe mig ved foregaaende Ansøgninger om større geistlige Embeder end noget af dem, nærværende underdanigste Ansøgning gaaer ud paa, ere med hine indleverte til og siden beroende hos Deres Majestæts Regjering. De Ad- komster, de omhandle ere sednere kun forøgede med længer Supplicanttid -- en Anciennetet uden Værd, om denne Tid ikke, som Tilfældet er, fremdeles havde været anvendt til stadig Ud- øvelse af alle de geistlige Forretninger, som kunne udøves af en Candidat; og hvorved jeg forud har erhvervet mig og lagt for Dagen en Færdighed i geistlig Praxis, som en af de sednere Regjeringsanordninger, der sigter til at lade Candidaterne er- hverve noget deraf ved Universitetet, viser af Deres Majestæt at være tillagt alt Værd. Derimellem kan maaskee, som bestyr- kende især min underdanigste Ansøgning om Katecheturet, for- tjene at anføres, at jeg har været anseet duelig til i indeværende Sommer, under min Faders naadigst tilladte Fravær, alene at bestyre iblandt andet ogsaa den talrige Ungdoms Religionsunder- SIDE: 177 viisning -- en Beskjæftigelse af en saa alvorlig Natur, at man med Rimelighed kan antage, at det høje Collegii academici Haab, "ut levitas mea juvenilis sperneretur" er opfyldt. Idetmindste maa den samvittighedsfulde Embedsmand, som viste mig denne Tillid, og som unegtelig kjender mig bedre end Collegium acade- micum, have antaget det. En Psycholog vilde ogsaa upaatvivlelig sætte sin Videnskabs Ære i Pant paa, at enhver "levitas", uden den som tilhører Alderen -- og da en hos mig forsvunden -- er min Natur aldeles fremmed. Det er ogsaa kun en saadan forbi- gaaende "levitas", der er bleven anmærket i mit testimonium publicum. I Henseende til den hemmende Indflydelse, man kan ville tillægge det Comma, da tør jeg ogsaa underdanigst gjøre opmærksom paa det forøvrigt udmærkende Omdømme, som hiint testimonium indeholder, samt paa, at det samme Udtryk "spreta juvenili levitate" forhen ikke har udestængt fra geistlig Befor- dring. Dernæst tillader jeg mig ogsaa underdanigst at henpege paa det Rimelige i at Grunden for hiin Anmærkning ikke ligger i nogen daddelværdig Levemaade -- thi jeg opholdt mig en be- tydelig Deel af Universitetstiden i mit Fædrenehuus, havde ved Academiet ikke pecuniær Leilighed til at føre hvad man kalder et udskejende Liv, har ved bilagt Attest godtgjort, at jeg ordent- ligen søgte Forelæsningerne, og tog examen theologicum efter en kortere Tid end sædvanlig -- ; men maaskee især i den ved saa ungt et Menneske vistnok paafaldende Omstændighed, at jeg var indviklet i en vidtløftig Proces, og i at jeg var kommen i Folketale som satiriserende over visse publike Begivenheder og Personer, og -- hvad Tilfældet var med Flere -- omnævnt ved Begivenheder, som tillagdes politisk Charakter. I hvad Forkleinende man nu maa kunne finde ud ved en Sammen- lægning af dette, synes det dog, at maatte indskrænke sig til Temperamentsfeil, som tilhøre visse men talrige Complexioner i min daværende Alder d: e: en levitas juvenilis, der ligesaavel lader sig omsætte med samme Mening "levis juventus", og saa- ledes ikke indeholder stort andet end hvad der lader sig sige om unge Mennesker og Ungdom overhovedet. Alligevel, de øvrige Enkeltheder uberørte, tillader jeg mig kun i denne Henseende at erindre, at den, vel efter Fleres end min Mening ikke retfærdige, men dog ubetydelige Mulct, som hiin Proces havde tilfølge, synes at antyde, at hele Sagen ikke var saameget værd som en flere- SIDE: 178 aarig, af det Offentlige decretert, kostbar Proces, og at jeg altsaa har lidt mere end jeg burde. Forhen har jeg underdanigst frem- ført Grunde for det Haab jeg har til min retfærdige Konge, at deslige private, i sig selv noksom straffende Forhold ikke ud- strækkes til at tilintetgjøre Alt hvad jeg -- i jordisk Forstand -- har levet for for mig selv og Forældre, som jeg skylder at gjen- gjelde deres Velgjerninger. En Befordring, hvortil jeg forøvrigt maatte være værdig, vilde paaengang udrive mig af disse juri- diske Forvikklinger, som jeg hader, mens min Bevidsthed ikke dadler mig derfor; og Deres Majestæts offentligen beviste Naade vilde mere end ellers blive en privat Velgjerning -- en af dem, som trænge til Hjertet. Det Modsatte: at jeg for hine Omstæn- digheders Skyld skulde tilsidesættes og fastholdes i Uvirksomhed, det tilstede ikke Deres Majestæt, saasandt Magten til at vise Ret- færdighed er en Konges Herligste, men Magten til at vise Mildhed og Naade det kongelige Hjerte endnu dyrebarere. -- Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvoll, 25 Aug. 1834. Genom R. Weisberner måste du hafva förlängst hørt från mig, dyrbara vän; icke säreget bref, utan underrättelse om hur mycket jag gillade din plan och om hvad jeg derföre gjort, nemlig med- delt den til Bjerregaard samt en ung talentfull sjungande vän, Sigurdson, -- bondson från Lomb under Dofre -- märkande sig ständigt "Urdsongis." Han har fått ros och tadel af samma sorten, dock ingendera så starkt som jag i börjande. Sickra dig om bidrag tör jag från honom, fast jag ännu -- mens han fast- hållits af sjukdom -- intet fått; men om B. tvekar jag. Likså skref jag Weisb. två grundar, huru jag ämnade uppsätta att till- skrifva dig: 1) ett missmod, sedan jag i den tiden (början af Juni) vistades i ett melancholiskt deciderande, om jag, för den dyra oafhängighetens skull, skulle offra det politiska hat, som lärde neka mig geistlig verksamhet, mitt redan 5årige theologiska Candidatur, och kasta mig paa medecinen, tagande in till akade- SIDE: 179 mien som Student igen, genom 4 herkuliska år bryta mig en ban, der måste gifva mig frihet och bröd, när jag hunnit de 30. Af- vundet og misstanken har ätit min morgon; min middag ville jag behålla för mig sjelfve. Tärningen faldt dit. Jag uppbier [?] blott min faders återkomst från Paris, dit han gjort en tour med min syster sedan i Juni. 2) [Forsinkelse av regnskapet for "Tidsrunor"] . Kemien og Physiken -- hjälpvetenskaper i medecinen -- har jag lyst at studera vid Upsala. Jag skulle då äfven lära Sven- skan; men tror du, bror, til skriftliga uttryckets fullkomlighet? Vore det möjligt -- jag ville göra allt för att vistas mitt lif i Sverig. -- En upsats om vår literatur ville jag göra allt at få Bjerregaard till, då han vill skrifva den bättre -- antingen min fâr; jag skall bedja honom. Din Henr. Wergeland. TIL H. O. CHRISTENSEN Eidsvoll 4 Sept. 1834. Høistærede Hr. Byfoged Christensen! For [Krogh] kan da endnu intet gjøres, ved det jeg endnu intet hører fra Dem. Nu! Hans Stilling er dog noget forbedret, da han er bleven fast Huslærer for [ -- ] s Børn. Imidlertid -- kan noget gjøres for at faae ham i en juridisk Vei, saa gjør det i Deres Kreds. Maa jeg anbefale dem Indlagte -- enten til velvillig nid- kjær Forsorg eller til Fidibusser. Taler De med C. A. Løwold, saa fortæl ham at jeg studerer Medecin. Juristerne have Intet videre udrettet end at gjøre en Doctor af en Præst. Deres Henr. Wergeland. P. S. Jeg begynder som Student i Christiania strax min Far retournerer fra Paris. SIDE: 180 TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvoll 3 October 1834. Dyrbara broder! Trenne gånger bedjar du "skrifva, svara ändt- ligen med första posten", sc. om jag ingår som medfadder för den unga samväxtlingen "Svea och Nore." Du har eröfrat mig; jag nekar icke, fast det vill väcka svenska Heimdal til tut och jem- merslåt at se den rysliga Jothunen blotta pannan så näre hans båga. Mere end dette kan jeg heller ikke nu give dig, da jeg staaer midt imellem Kufferter og Reisepargas for at drage ind til Akademiet. Lige siden jeg den 30te September fik dit Brev af 14de har jeg ogsaa være hængesyg, da min Hest nemlig sprang med mig, der var fuldt reiseklædt, i Vormenelven fra Færgen. Vi forsvandt i Dybet. Jeg vendte da hjem fra en offentlig Fest jeg havde foranstaltet "til Fædrenes Minde." Talen jeg da holdt fra en Høi fra Borgerkrigenes Tid tilligemed Sangene skal Du faae, naar jeg fra Christiania, efter Conferenz med Bjerregaard o. fl. har nærmere besvaret dit Brev, som jeg derfor tager med mig. Du skal i denne Maaned faae Bidrag. Ikke Reiseskizzer, men Skizzer, ): Tegninger, Udkast. Jeg skriver ellers lidet Poesi nu, da mit Sind staaer til den brydsomme Bane jeg vælger. Ha, Ven! Stormen kom stærk -- 5 fagerttegnede Seil (mine 5 Candi- dataar) fore splintrede fra Masten -- men se! jeg gjør en Ven- ding og skjærper endda haanende de Seil jeg har tilbage. -- Jeg deeltager ikke engang i den Trætte som i Kjøbenhavnsposten er bleven ført pro Alen Jord til. Materialierne opvække Alles Forundring ved deres Tørhed og Sværhed. Raskt gaaer Arbeidet fremad. Amalie er flittig paa Tomten. Skal der Bud ind lel for os tomreipes, saa kunde jeg spare Penge om Stolene men medens min Ansøgning cirkulerede, skede Salg med den Clausul i Skjødet, at Kjøberen, i Bevilgelsestilfælde, vedtog som en Servitut paa Ejen- dommen, at Gravstedet skulde erholde Plads som af mig bestemt, hvorimod Vedligeholdelsen skulde paahvile min Familie. Kom- mende Ejere kunne altsaa idetmindste ikke borttage Gravstedet, og da min Familie er talrig og i ret gode Stillinger bør man vel kunne stole noget paa dens naturlige Følelser -- ikke at tale om min Enkes. I en Skrivelse har jeg desuden anordnet, at Gravstedet opføres med største Soliditet og beskyttes ved en stærk Port for Grottens Aabning, hvortil Stedets Ejer og nærmeste Frænde skulle have Nøgler. Jeg haaber saaledes og andrager ærbødigst om, at denne her opgivne Garanti -- den naturligste og vel derfor sikkreste -- tages tilfyldest, saa jeg erholder det Kongl. Kirkedepartements Tilstaaelse for at Resolutionen kommer mig tilgode. Ansøgning til Hs. Mt. Kongen frafaldtes da jeg opdagede, at jeg ikke var udsat for Mad. Jacobsens Veto. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 390 TIL P. T. MALLING [1. mars 1845.] S. T. Hr. Malling Jeg ønskede meget 1 Expl. af Ord fra Prækestolen til Gjen- nemsyn, at jeg ikke skal tage noget forhen trykt ind i den Sam- ling jeg nu udgiver. Venskabel. Henr. W -- Tænk Dem! Min Nabo Bureauchef Christensen døer imorges efter 6 Dages Sygdom, og her ligger jeg i 11 Maaneder uden at Døden kan faae Bugt med mig. Han døer af Forstoppelse og jeg æder og fordøjer efter 11 Maaneder, som om Indretningen var af Patentstaal. -- TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 3die Marts 45. Kjære Fader! Hvilket besynderligt Gudsraad! Her ligger jeg i 11 Maaneder og daglig togange spiser jeg dygtigt af vel den sværeste Kost, som gives naar man ikke har Bevægelse, nemlig af Soldater- stump men før det bliver mildere, for- lader jeg ikke Sengen. Da jeg har ikke mindre end 2 Bogtrykkerier sysselsatte forat faae Postillen færdig (til Overrækkelse til Kongen før han mod sin Afreise faar formeget at bestille) -- og da bliver færdig om en Uge alt: saa vil jeg punktviis besvare dit Brev: 1) Bygmesteren opfører hele Huset med Ovne og 3 panelede Værelser, samt malede Gulve men da den endnu har noget over 200 Spd. tilgode, vil den have Pant i det nye forat cedere Pant i det gamle Bostelle. 3) Wulfsberg mener jeg er gal. Han skylder mig for 100 til SIDE: 391 Sverige for over et Aar siden sendte "Jøder". Siden Nytaar har jeg krævet Regnskab; men han beder altid om Udsættelse. 4) Vosgraffs Gave er 100 Alen, ikke 1000 ): 2 Alen paa den ene Side. 5) De gode Materialier ere: det 8 Aars Tømmer fra Wolffs paa Blindern -- Mose fra Bodsfængslets Oplag -- Bord fra Gulbrand Henriksen. Da Tømmeret er saa svært og smukt (ogsaa betalt med 8 Sp. Tylten) bliver det behandlet med Kunst, idet Stokkene tæljes og høvles. 6) Oscar faaer Brevet nu strax efter Modtagelsen. 7) Portrætet til 2den Udg. af Lodsen er i Kbhvn; men til Tryk- ningen faaes først Papiir til Vaaren. Imidlertid lader jeg mig ikke opholde fra Reisen ved det. 8) Tidemand tog af for sin egen Fornøjelse; den Skizze jeg fik kasserede jeg. 9) Gørbitz er for kostbar, og Olsen den bedste naar jeg engang lader mig tage af for Lie. Henrik. P.S. Jeg kan ikke sige hvormeget det glæder mig at høre din Aktivitet. Uden den trives jeg heller ikke i min Sygdom. Og hvad skal jeg finde paa naar Prækenerne ere færdige? Det giver sig vel. -- Dronningen havde yttret da hun kom hjem fra Slottet "Nu har jeg seet hvor Wgd boer og hele Huset var besat med Flag." Paa hendes Geburtsdag flagger jeg atter og da saaledes: Fra Huustoppen -- 3farvet fransk (til Ære for Eugen) do do hvid Gjøs (til Ære for Damen) " Tagvinduet brasiliansk ( " " for Familien) " Altanen 1 norsk og 1 svensk. -- For Dronningen blev først præsenteret Lister over norske Forfattere, hvilket hun havde forlangt. Det gik da som før. "Men jeg seer intet af Wergeland anført," sagde hun. "Det er netop ham jeg vil have af." Derefter kom da Ordre til Anskaffelser en masse, og saa kom -- den sledske Kammerherre (ventelig den Samme, der havde bragt hiin Liste) for at fortælle mig om Dronningens Opmærk- somhed -- at hun alt med stor Fornøjelse havde læst van Huysum -- at Gratialet kunde hæves af mig ad libitum -- og at han personlig ønskede intet hellere end at kunne tjene mig, blot jeg vilde yttre et Ønske. SIDE: 392 TIL NICOLAI WERGELAND 3 Marts 45. Kjære Fader! Status in quo. Ringen har jeg ikke paa Finge- ren; dertil er den for brillant med sine over 50 Diamanter. Jeg sender hermed noget Haugefrø, som jeg beder dig uddele mellem Huusmænd i Eidsvold, saaledes at hver faaer ligemange Smaapakker omtrent. Imidlertid taale Portionerne godt at halveres, saaledes at enten Laura overtog dette nyttige Arbeide med en Theskee. Gulerodfrø og en trykt Anviisning skal følge. De der der skulle betænkes først ere Præstbak, Linkerud og Frauerud samt Østerud Huusmændene, item Hønsebidmanden og hvilke Huusmænd, Du vil. Guldværkspladsene ere gjennem Thorsten Tønsager tilsendte 10 hele Portioner, og Holsmanden har faaet 1do. "Res parvis crescunt." Det er Mottoet eller Valgsproget for det af mig stiftede "Kaal- og Rot-Selskab." Mere om et Par Dage. Tilgiv Papiret. Din Henrik. TIL NILS DAHL Grotten, 4 Marts 1845. Kjære Ven! Jeg haaber Du ikke er vred fordi jeg ogsaa om en enkelt af dine Udladelser i de fordømte Debatter har udtalt mig med samme Uforbeholdenhed, som om mine tilsyneladende Modstan- deres. Til Tegn herpaa vil jeg have Du skal besøge mig; men uden at tale om hiin Sag -- Andragendet og Debatterne. Jeg skal da sige Dig en ikke uvigtig Sidegrund til min Misbilligelse, -- til at jeg yttrede den; thi nære den maatte jeg. De Debatter har ærgret mig. Hertil nu forceret Arbeide med mine Prækener, idet jeg har taget 2 forskjellige Presser med ligesaamange drukne Sættere og Trykkere i Virksomhed. Item Bygningsarbeidet -- Udtællinger -- at Murernes Personale den ene Dag er drukkent og intet kan bestille, og at Tømrerne til- bringe den anden med at spille Kort og drikke Brændeviin paa Stokkene Kl. 11 om Formiddagen i det herligste Solskin -- Item poetiske Anfægtelser, hvoraf jeg har havt en svær en inat. Søvnløs SIDE: 393 da naturligviis, men nu idag fik jeg det paa Papiret. Item hvad hver Dag bringer med sig -- Item -- item -- Din Henr. Wergeland. TIL HEINRICH A. THAULOW Grotten 7 Marts 45. Kjære Fætter! Du overrasker, overvælder mig ved din rige Sending, og Du gjør mig undselig ved din Enthusiasme for mig! Hvorledes skal jeg takke dig og din Hustru. Der ligger saa stor en Deeltagelse i dette, at jeg er forfjamset. Men gjør ikke hvad Du siger Du vil gjøre med Pennen. Jeg har skrevet meget bit- tert med mine Penne. Men saamange jeg har brugt, har dog aldrig et saadant prægtigt Bundt været i mit Eje. Jeg har hjul- pet mig med Kalkunpenne hjemmefra og ved Siden deraf just ikke altid paa den redeligste Maade. -- Men hvordan jeg skri- ver! Ja det er dog sandt, hvad der staaer deroppe saa tosset: at jeg er bleven forfjamset. Fra Pennebundtet til Æggekagen (isandhed excellent) ile mine Blik ligesom Æslets mellem Høknipperne. Dit Brev med Følge kom ogsaa midti et langt Poem til Dronningen, der havde gjort mig Hovedet kruset ved det at jeg opdagede, at jeg havde brugt et galt Versemaal et langt Stykke nedover. Jeg maa til dermed igjen. Dog maa jeg først sige dig, at jeg befinder mig brav efter Omstændighederne. Af Hjertet gjensvarer jeg dig dit Venskab. Min venligste Hilsen til Lina og endnu engang Tak til eder Begge! Jeg slutter af Sendelsen at I leve vel, og det glæder Ingen mere end Din Henr. Wergeland. P. S. Igaar var her ved min Seng Dronningens Overhofmester- inde (en "Zucha", blind -- har opdraget Josefine; men smuk endnu) samt 2 af de svenske Hofdamer, ledsagede af Aumonie- SIDE: 394 ren. Jeg syntes godt om deres Væsen. De vilde ogsaa have Haandskrifter. Eh bien! Idag ogsaa fornemt Besøg, nemlig Overhofmarskalk Løven- skjold med Kone. TIL KONGEN Grotten pr. Christiania 7 Marts 1845. Henrik Wergeland, Bureau- chef, ansøger underdanigst om en Forandring ved en af Betingelserne i den kongelige naadigste Reso- lution af 13de Februar d.A., betræffende Oprettelsen af et privat Gravsted, uden hvilken Forandring Reso- lutionen ikke kan komme ham tilgode. Da det ikke staaer i min Magt, ganske at efterkomme den kongelige Resolution af 13de f. M., der naadigst tilstaaer mig Ret til privat Begravelse, i det Punkt "at Begravelsesstedet af nuværende og efter- følgende Ejere anstændig vedligeholdes", nødes jeg til herved underdanigst at an- søge om at denne Betingelse maa modi- ficeres. Stedet blev nemlig solgt og Skjøde ud- stedt før Resolutionen faldt; og da det baade forekom min Hu- stru og mig som unaturligt og Følelsen saavelsom Pligten saa- rende, om Omsorgen for Gravstedet skulde unddrages Familien og paalægges Fremmede, med hvis Interesse for Tingen det kunde være misligt: saa blev Servitutclausulen i Skjødet saaledes af- fattet, at Ejeren af Stedet indrømmede for bestandig Pladsen, medens Vedligeholdelsen erklæredes for en Familiesag. Kjøberen har imidlertid været villig til at udvide Ejerens For- pligtelse til at vedligeholde Gravstedet eller bortskaffe hvem der maatte hvile, om Familien skulde lade det forfalde; og da han har forbundet sig og sednere Ejere i vedlagte Deklaration, af- given i Vidners Nærvær og under Segl, ansøges underdanigst om at følgende Betingelse ved den kongelige naadigste Resolu- tion af 13de f. M: -- "at Begravelsesstedet af nuværende og efterfølgende Ejere anstændig vedligeholdes, i hvilken Anledning Bevillingen bliver at thinglæse" saaledes omformes: -- "at Begravelsesstedet af Familie og, i Tilfælde af Forsøm- melse, af Ejendommens daværende Indehaver anstændig vedlige- SIDE: 395 holdes, med Hensyn til hvilket sidste Punkt en af nuværende Ejer afgiven Deklaration bliver at thinglæse og til Kirkedeparte- mentet at afgive." Underdanigst Henrik Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 12 Marts 45. Kjære Fader! Mit Sidste om Besøgene af kvindeligt Hofpersonal er vel ar- riveret. Dagen efter fik vi Visit af Hofmarskalk Løvenskjold med Frue. Hun har senere sendt mig en Gelee der er nydelig. Fra Heinrich Thaulow paa Modum -- dog det er sandt, jeg har nok fortalt om hans Sendelse og sendt Brevet. I Anledning af den Anmodning fra Hofdamerne om Autografier, tænker jeg at skrive omtrent som saa: 1) til den blinde Dronningens Selskabsdame: O ædle Dame, jeg har fattet, at Gud har rigelig erstattet. HW -- 2) Til Dem. Bøttiger: Grotten 14de Marts 1845. Høistærede Frøken! (NB. Her ganske blank Side). Med største Høiagtelse Henr. W -- verte Og paa den anden Side staaer: P. S. Hvormangen sort og fuldbeskreven Side er ikke tommere end denne hvide? 3) Til Dem. Friedel: Besøget. Jeg nu paa Livet haaber, dog ei af Piller, Pulver eller Draaber; SIDE: 396 men Genier, husvalende og blide, jeg saae en Dag ved Smertenslejets Side. HW. Eller skulde jeg lade Nr. 1 lyde saaledes: O ædle Dame, jeg har fattet af Alt, af Tale og af Mine, at Gud har rigeligt erstattet med Aand og Hjerte og med Josefine.? Status som før. Idag begynder Optømringen paa den færdige Grundmuur. Paa 7 med Kniplinger af Papiir omgivne Blade har jeg selv med virkelig smuk Perleskrivt fuldført mit Digt til Dronningen. (14 Skilling Bladet). Sammenheftet med et 3farvet Silkebaand og i en rød Saffiansportefølje overrækkes det af Aumonieren. Siden en Dag gaaer Amalie ned med Autografierne til Damerne. Kjærligst Hilsen fra Os Henrik. P. S. Camilla taler om din Indkomst hid; bi til Milden kom- mer iveiret noget mere. Idag er det smukt i høi Grad. P. S. Igaar var begge Majestæter paa Slottet. Jeg tonede da 2 nor- ske og 1 svensk Flag. Der skal skee store Forandringer ved Slottet. P. S. Da Optømringen skulde begynde idag, holdt jeg kl 7 idag Folketale til de 6 Tømmermænd. Den begyndte "Hør nu Gutter! troer I, at der er nogen Kjæft i Norges Land, som ønsker Livet af mig?" -- "Ne -- i!" Allemand. "Nu saa bygger mig en varm Potte. Lover I mig det? -- "Ja -- a!" Allemand. "Gaaer saa ud og faaer Kaffe!" [fotnotemerke] (Hearhim!) Slutningen vandt almindeligt Bifald. Fotnote: (NB. udtrykt ved Puffen i hinandens Sider). TIL MORTEN KILDAL Grotten 23 Marts 45. Kjære gamle Ven! Grotten er Navnet paa det Landsted, jeg lod bygge paa Slots- bakken over en Fjeldkløft, der indrettedes til en Grotte under SIDE: 397 Huset, og hvori jeg har erhvervet Bevilling til Bisættelse, om min nærværende Sygdom ender med Døden. Stedet har jeg imidlertid -- da det var vejrhaardt -- solgt med et godt Udbytte, eller dog Ballance, og lader mig nu bygge en liden Huusmands- stue i Pilestrædet. Spekulationen er baade i Livs- og Dødstil- fælde meget klog. Jeg, som trækker et heelt Menageri med mig, samt behøver Væggene i Logiet til fri Opspigring af alskens Grejer, saasom store Malerier, Reensdyrgevirer osv., kan ikke leve i noget lidet Logie. Nu faaer jeg Huus med alle nødven- dige Bekvemmeligheder, Have, Udhuus osv. for 700 Spd., hvilke betales contant. -- Men jeg taler som om jeg havde Haab om selv at nyde noget deraf. Men dermed er det misligt. Jeg er sengeliggende nu siden 1 Maj f. A. af alle mulige Lungesygdomme (i den højre). Forhærdelse er i det sidste 3/4 Aar min lumske og livsfarlige Plage. Lægerne ere forbausede over min Kon- stitutions Styrke, uden hvilken jeg forlængst skulde være væk. Skulde Sygdommen virkelig give sig, skal jeg til Nizza og Neapel i et Aars Tid. Og saa ind i Stuen min. Jeg vilde saa gjerne leve nu, da jeg har været overhobet med Beviser paa Folkets og Kongefamiliens Deeltagelse, og da jeg er forligt med alle mine gamle Venner, med Daa, Heltberg og Lerche. De have indseet, at jeg dog har gaaet "beint fram" bestandig, og altid været den gode Sag trofast. Fra Carl Johans Enke har jeg faaet en prægtig Brystnaal, og i Gaaraftes bragte en Kammerherre mig fra Dron- ningen og Kongen en endnu prægtigere Diamantring. -- Jeg kunde saaledes nu føre et behageligt Liv, dersom ikke Døden havde abonneret mig. Men det bliver nok Enden. Ellers fik jeg mine Knæk ved at tage efter Din Vane, Mårten, at ville prale med blaastribede Shirtingsskjorter. Jeg havde nemlig til 1 Mai or- dineret Ophør af Ovnsilægning i mit med et Par Alen tykke Mure omgivne Kontorværelse -- kommer skumsved op, glemmer at Værelset var uden Varme, kaster af for at sidde i min blaa Skjorte -- efter en Times Tid eller saa har jeg min Knæk. No. 2 fik jeg 17 Mai, da jeg endelig skulde kjøre til Byen for at see paa Processionen. -- Det vil være mig kjært at høre fra Dig. Skulde jeg leve, saa se til engang at sende mig et Par Komager; jeg gjør mig store Tanker om deres Hensigtsmæssighed, saa de vel lode sig bruge i flere Strøg her. -- Doktoren kommer. Lev vel, Lev vel, min kjære Ven. SIDE: 398 TIL KONGEN Christiania 25de Marts 1845. Henrik Wergeland, Bureau- chef ved Rigsarkivets Kon- tor ansøger underdanigst om naadigst Tilladelse til Ophold i Udlandet i Re- convalescenz-Tilfælde i 3/4 Aar og med Behold af Gage. Den 1ste Mai f. A. blev jeg paa mit Kon- tor overfalden af en Lungebetændelse, der siden er gaaen over til en Forhærdelse i Organet, som, især i vort Klimat, kun lader lidet Livshaab tilbage. Lægen, Lec- tor Conradi, har imidlertid i underdanigst vedlagte Erklæring anbefalt et Ophold i et mildere Klimat som mulig Redning; og skjøndt jeg for Nærværende neppe har Kræfter til at røre mig fra Lejet, skylder jeg dog, for det mulige Tilfælde, at disse i saadan Grad skulde vende tilbage med den blidere Aarstid, at jeg kan efterkomme Lægens Anviisning, at erhverve mig naa- digst Tilladelse dertil saa betimelig, at jeg kunde benytte første gode Søleilighed. Jeg ansøger derfor underdanigst Deres Maje- stæt om naadigst Tilladelse til et Ophold i det sydlige Europa fra den Tid af at jeg maatte føle mig stærk nok til at tiltræde en Reise did og indtil trefjerdedels Aar derefter, samt med Be- hold af min Gage. For ikke ganske at oppebære denne uden Vederlag, har jeg under min nu snart aarelange Sygdom dog gjort hvad jeg efter yderste Evne har formaaet. Embedsbøgerne har jeg saaledes personligen ført fra Sygelejet i det første Fjerdingaar, da Syg- dommens Tilvæxt og Lægen forbød Saadant. Om Kontorets Anliggender har jeg fremdeles ladet mig underrette uagtet min nærmest Foresattes Tilladelse til ganske at undlade enhver Be- skjæftigelse dermed, og Indberetningen fra Kontoret for afvigte Aar er af mig personligen affattet. Det Offentliges Krav paa at see Embedet vedbørligen røgtet under alle Omstændigheder er efterkommet af Kontorets duelige 1ste Amanuensis, som velvil- ligen med det kongelige Finantsdepartements Bemyndigelse har forestaaet de løbende Forretninger og anordnet Arbeiderne i Kontoret. Og da dette Arrangement efter Overenskomst kan blive bestaaende saalænge Departementet finder Forretningernes Gang betrygget derved, samt da 2den Amanuensis ligeledes er duelig dertil, formenes underdanigst at disse Omstændigheder SIDE: 399 kunne anføres til Anbefaling for nærværende underdanigste An- søgning. Underdanigst Henrik Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 25de Marts 1845. Til det kongelige Finantsdepartement. Vedlagte underdanigste Ansøgning af Dags Dato om naadigst Tilladelse til, med Behold af Gage, at opholde mig i det syd- lige Europa i 3/4 Aar efterat jeg maatte have erholdt Kræfter til at tiltræde en saadan Reise, som i ligeledes hoslagte Læge- Attest er anbefalt til min Helbreds mulige Gjenerholdelse, an- befales ærbødigst til gunstigst Indstilling. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL HERMAN FOSS Grotten 26 Marts 1845. Min Hjertens Lykønskning, ædleste Ven! til Forandringen i din Stilling, om hvilken jeg troer, at den vil, ved den større Regel- mæssighed i de paahvilende Forretninger, være din Helbred gavn- ligere end den forrige, der var saa delt mellem anspændende Sager. Jeg har ogsaa med stor Glæde hørt omtale, at Hs. Mt. skulde ville tilbyde dig Permission til en Badereise, om en saadan maatte være at anbefale; og hvad var mere efter Folkets Ønske, end at Du ret maatte hvile og forfriske dig, efter et saadant Liv af Arbeider for det? Jeg har rigtignok alt skrevet til Finantsdepartementet om at erholde Forhandlingerne; men for din gode Medvirken til at er- holde dem vil jeg være meget erkjendtlig. Min Helbred fremdeles svævende mellem Liv og Død; men le- vende og død er jeg din hengivne og ærbødige Ven Henr. Wergeland. SIDE: 400 TIL NILS DAHL [26. mars? 1845.] Se f. Ex. indlagte lille Bog (et Aftryk af 1ste Korrektur blot.) Den vil maaskee gefalde Almeenheden og Storthingets Libe- rale; men der tør være Sager deri, f. Ex. Pag. 20, som gefalde Regjeringen og navnlig min Chef saalidet, at man under 4 Øjne lader Hr. Bureauchefen forstaae, at man vel ikke vil gjøre ham videre Uleilighed for at have yttret Ringeagt for den autorise- rede Religionsunderviisningsbog, og andre Meninger end Chefen om Brændeviinssagen, hvori han er optraadt som Hovedmand, samt for Læren om at modsætte sig med Magt selve Kongen i Undertrykkelsestilfælde etc.; men at han ikke maa vente nogen fordeelagtig Indstilling til Storthinget om Eftergivelse. "Meget mere (antager jeg der vil blive lagt til) agter jeg at paapege, at De dog maa vente nogen Fædrenearv, som da lader sig slaae Klo i." Saaledes, kjære Ven, saaledes er det at forstaae, at jeg sættes i et nyt Afhængighedsforhold til Regjeringen ved en Indstilling, som Du talte om. Jeg har lidt nok før, fordi jeg har været mine Meninger be- kjendt. Det lod sig vel endog anføre, at jeg ved min offentlige Optræden 17 Mai 1833 ved Krohgsstøtten, paa samme Tid jeg skulde holde min Dimispræken og aabne Supplikantbanen, gav Festen en Bestyrkelse og Ungdommen et Exempel. Men vi maa tales ved før Dagen, der afgjør min Velfærd. Din Henr. Wergeland. TIL PEDER FAUCHALD Grotten 27 Marts 45. Til Peder Fouchald! I Indien skeer det ofte, at en Tiger, der har smagt Menneske- kjød, fæster haardnakket Bopæl tætved en Landsby, hvor da næsten daglig En eller Anden bliver dens Bytte. Den, som vover at opsøge og er saa heldig at dræbe Bæstet, betragtes og belønnes som Landsbyens Frelser; thi ofte maa Befolkningen endog fortrække. Finder Du nu nogen Analogi mellem en Hindu- SIDE: 401 Yngling, der vover sig ud mod Dyret, men kommer sønderreven tilbage, og dog agtes for sin Gjerning, og mig i Dysten med P., saa maa Du ogsaa finde, at jeg ikke bør agtes mindre end om jeg virkelig var bleven den juridiske Sejerherre. Men at remit- tere min Ansøgning om Eftergivelse til Regjeringen er, istedetfor Noget, der lader sig ligne med den indiske Landsbyes Godhed mod den uheldige, men menneskekjærlige, Jæger, at sætte mig i et særeget Afhængighedsforhold til den og at lade mig forblive gjeldbunden og Fant. Det hedder, og jeg billiger det, at Em- bedsmændene, istedetfor blot at fortære, ogsaa bør erhverve sig noget til Alderdom og Efterladte -- nu! jeg bygger mig en Stue efter min Leilighed d. e: en saadan som Huusmænd have paa Landet; men naar skal jeg siges at eje den, saalænge jeg skal holdes i et saadant Suspenso. Jeg kan ved et eller andet Skridt, f. Ex. ved et Skrivt vække vedkommende Finantschefs Mishag, saa har jeg, om end Storthinget paapeger en Udsættelse til næste Thing med Executionen, dog at befrygte en Indstilling, som kan bevirke, at Executionen dog omsider kommer, og at saaledes Ps Borgerløfte om min Ødelæggelse gaaer i Opfyldelse. Man skulde ikke knække Modet hos dem, der have Hjerte til at træde op mod Almuens Udsugere. Det er mig sagt at Kommitteeindstillingen vil gaae ud paa en saadan Sagens Suspension, og min Følelse ved at høre det var som om jeg havde faaet et Hundehalse med Lænke i om Halsen. Da jeg nu troer, at Storthinget er paa Folkets Vegne dispone- rende Herre over det jeg søger om, og da jeg har søgt om Eftergivelse og ikke om Henstand, saa er det mit Ønske, at der imod en saadan Indstilling maa fremsættes Forslag om at Thinget strax deciderer alternative mellem Eftergivelse og Hensendelse til Regjeringen. Og er det mit Ønske, om din egen fri Anskuelse tilsteder det, at Du vil fremsætte et saadant Forslag. Falder det, da staaer Indstillingen og jeg faaer finde mig i Halset enten det er fodret af Kommitteen med Komplimenter eller med Pigger. Din Henr. Wergeland. P. S. Lad Dahl læse dette. SIDE: 402 TIL WILHELM LASSEN Grotten, 2 April 1845. Hr. Cand. jur. Alb. Lassen! Der kommer et Par Damer fra Hoffet op til os Kl. 5, samt Pastorerne Studach og Montz, og blive der til Kl. 7. Vil De, Nobleman, underholde dem og Deres syge Ven med at lade høre den Valdersens Kjærlighedsvise? Jeg negter ikke jeg har aabnet Perspektivet for Gjæsterne til Muligheden af ved et gjen- taget Besøg at faa høre en norsk Vise til den smukke Harpe, de havde opdaget -- idet jeg nemlig fortalte om Deres Godhed mod mig, at komme til ubestemte Tider som et Aandebesøg for da at spille mig op til Poesie. Deres Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 7de April 45. Kjære Fader! Vedlagte lille Bog haaber jeg vil fornøje dig og gjøre Nytte. Kommitteen indstiller mig ikke til Bevilgelse; men at den skal henstilles til Regjeringen med Anbefaling. Imidlertid haaber jeg at faae Sagen afgjort ved et Gratiale. Om 8 Dage lader jeg mig i en Portechaise transportere i mit nye Huus. Uag- tet Flytningen er saa nær og det meget Ufærdige udenfor Kon- trakten, feire dog Arbeiderne fri Mandag idag. Det skal koste dem det saakaldte Krandselag. Om mine Ærgrelser og Udtæl- linger ved Bygningen udenfor Kontrakten vil jeg ikke tale. Sagen angrer jeg dog ikke. Jeg har iforgaars og idag siddet noget oppe. Fra Kammer- herre Holst Brev igaar, at Dronningen subscriberer paa 10 Explr. af mine "Samlede Digte" (ja naar de engang komme). Jeg ønsker Underretning om hvorledes Frøuddelingen foregaaer. Hver Por- tion maa deles. Foruden til dig har jeg sendt til Th. Tønsager, Mad. Kaasen, Poul Jøndahl, Knudsen og Walberg. Ialt 300 Portioner. Tak for Smøret og Kjødet, kjære Fader. Det Sidste var ellers ikke røget, men speget; men ogsaa det smager af og til. Min Doktor mener, at jeg kan flytte ind siden Tømmeret er SIDE: 403 tørt. Stedet "Grotten" har ellers vundet meget i Værd, da Slottet har kjøbt Jacobsens, saa det nu er nærmeste Nabo og vil blive omgivet med Park, om det ikke kjøbes. Imorgen 8 Dage skal Kongen reise. Lad mig vide om din Helse! Levvel! Henrik. TIL MADAME KAASEN Grotten, 8 April 1845. Kjære Madam Kaasen! Altid maa jeg pusle med noget, selv nu paa min 11 Maane- ders Sygeseng. Ved en Dalers Penge af egen Lomme og nogle Sammenskillinger har jeg sendt 300 Haugefrøportioner til Eids- vold, bestemt til Uddeling mellem Huusmandsklassen, for dog at forsøge at lære dem denne saa nyttige Avl. Jeg anbefaler Dem saaledes til Fordeling som De bedst veed i Deres Strøg med- følgende 4 Portioner (hver bestaaende af 5 Sorter) men hvilke igjen bør deles hver i 2 -- altsaa til 8 Huusmænd, hvilke da ogsaa erholde sine Planer eller Anviisninger. Til Knudsen anbefales samme lille Antal Portioner til Vær- kenspladsene. De bør ogsaa deles i 8. Walberg har faaet 24 saadanne Portioner at uddele fra Risebrobakken til Værket. Jeg haaber at betvinge Døden, naar vi faae ret Foraar i Luften; imidlertid er min Sygdom nu af den slemme Beskaffenhed, at jeg en Dag kan være nogenledes, men saa næste igjen ret daarlig. Uden mine naturlige Kræfter var jeg forlængst væk, sige Lægerne. En stor Behagelighed er den Opmærksomhed, der vises mig fra de Kongelige. Igaar meldte Dronningens Kammerherre, at Hds. Mt. subscriberer paa 10 Explr. af mine Digte, til hvis Indkjøb hun ogsaa før har givet Ordre. Paaske- aften bragte en Kammerherre fra begge Majestæter en Diaman- tesring (70-80 Spd.), og en ligesaa prægtig og kostbar Brystnaal har Enkedronningen sendt mig. Fra Dronningens Damer Blomster. Levvel! Min venskabeligste Hilsen til Kaasen, og et Kys med store Tyrkebarter paa til Laura. Hun kan vove det, da jeg seer kjæk ud i Ansigtet; men mine Been! mine Been! -- -- "Sjuh! Tal aldrig om det!" sagde gamle Møller. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 404 TIL CHRISTIAN TØNSBERG Grotten 8/4 45. Gode Ven! En Timestid før Modtagelsen af dette Brev, havde en For- legenhed, jeg for min Sundheds Skyld ikke kan udholde længer, tvunget mig til at tilskrive Enkekassen, at jeg ingen anden Red- ning saae, end at udbede mig Sparebankbogen, om Administra- tionen ikke kunde laane mig de 200 Spd, den lyder paa. Min Police i Londoner-Assurance-Selskabet sikkrede ellers Enke- kassen Pantet i Bygningen. Dette maa jeg melde Dig. Jeg er paa det skjændigste be- draget af min Bygmester, og slipper ikke med 600 Spd. istedet- for 450. Din Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 11 April 45. Kjæreste Fader! Uagtet jeg i høi Grad er magtesløs -- og det har jeg været i nogle Dage, jeg antager af Ærgrelser ved Bygningen, siden det er Apetiten der slaaer Feil -- vil jeg dog tilmelde dig Følgende, da det vil glæde dig. 1) Fra Kherre Holst Brev, at Hds. Mt. har behaget at sub- scribere paa 10 Explr. af mine "Digte." 2) Amalie var tilligemed Fru Mariboe indbuden til Dem. Zuch i Palæet Balaftenen for da i hendes Værelser at træffe og tale med Dronningen i fuld Pynt. Men ikke alene dette vederfaredes hende, hvorunder da Hds. Mt. udtrykte levende Interesse for mig, men Dronningen kaldte alle Prindserne og Kongen ind, og da talte Denne længe med hende, spurgte om min Huusbygning, om jeg vilde kunne flytte ind, og endte med at sige: "Siig ham, at jeg har paalagt Due at melde ham at han for det første for det følgende Aar skal beholde sit Gratiale, og siden -- lagde han leende til -- skal vi nok sørge for ham. Amalie har smukke Øine og Esprit, saa hun klarer sig godt under slige Omstændig- heder og ret lader til at have vundet Bifald hos O. men da han har udbetalt de 200 for min nye Grund, kan jeg ikke perse ham mere. Efter en Mængde Afslag (hos Gløersen først) paa det Propos at kjøbe Feilbergs Obligationer for Lodsen og Katechismen (50 og 15) rentebærende og forfaldne 11 Dec. d. A. kjøbte endelig Autenrieth den paa 15 og Jac. Dybwad laante mig 50 Spd. Men hermed er jeg ikke hjulpen. Faaer jeg mit Huus i nogenlunde Stand for 600 Spd. skal jeg være glad. Til Enkekassen har jeg skrevet om at faae de i en Spare- bankbog indsatte 200 Spd. tilbage; men endnu har jeg ikke Svar derfra, og imorgen er det Løverdag, Betalingsdag. Min største Ærgrelse er at Bæstet har gjort det umuligt at anbringe 6 prægtige Dørstykker; den maa have kulmineret siden jeg nu er sløv og mat. Levvel! Kjærligst Hilsen og Længsel efter Brev! TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum Mid. 17 April 45. Kjæreste Fader! I dette Øjeblik erholdt jeg din Hjælp. De kjærlige Ord hvor- med den sendtes rørte mig og rører mig nu paany til Taarer. En Steen er dog væltet af mit Hjerte, idet de flinke Bygherrer Benthien og Burckhardt, efterat have gaaet Huset igjennem med SIDE: 406 Maal og Blyant i Haanden, gav den Erklæring, at Huset in statu quo var værd 700 Spd. Jeg maa troe slige Folk -- de er- klærede sig i Vidners Overvær -- skjøndt jeg ikke kan begribe, at de saa høit kunne taxere et Huus, som dog til nu kun har kostet en 550. Det Manglende, nemlig Udhuus, en Kvist og Stakit vil vel medtage til 700; men propor [tio] naliter maa det da være værd 1000 Spd. Middag 15de blev jeg transporteret i en Portechæse fra Hospi- talet; og Gudskelov jeg kom hid, da den trak noget ganske for- færdelig, saa jeg lignede en Mand, der springer iland paa et Skjær. Jeg har i 14 Dage havt Øreværk; i disse Dage ganske forfærdelig. Igler sattes igaaraftes; men Betændelsen er lige stærk. Hertil har jeg faaet stor Smerte i mine Hoftebeen af Ligningen, saa jeg, forat vogte mig for Liggesaar maa holde mig paa Siderne til stor Pine for mig. Hovedsygdommen er til dette ikke brav; men min Appetit er bedre. Mine Værelser her ere saa solbare og hyggelige, at jeg idet- mindste hidtil har opsat med at følge Conradis Bud, at jeg skulde tage paa Hosp. Jeg veed ikke hvad jeg skal troe om Lægerne. Lie mente for mange Dage siden, at jeg gjerne kunde holde mig i mit Huus, og han erklærer mit Expectorat for Sliim. C. erklærer dette for Pus og min Sygdom for Suppuration i Lungen. Dette gjør, at jeg følger mit eget Hoved. Sorenskriver Sørenssen kjøbte den Feilbergske Obligation for Lodsen paa 50. Men af Dybwad har jeg laant 50 Spd. Altsaa vil jeg nok behøve 100 Spd. til eller derover; men Tønsberg kan vel ogsaa præstere noget af de 330, jeg har hos ham. -- Tidemand er Mester for Tegningen efter min Idee. Jeg model- leres nu til Byste af et stort af Flinto opklækket Talent, en Hansen. -- Katechismen gjør Lykke. Due complimenterede mig og sagde at han især havde syntes godt om Verset over Skan- dinavismen. Ideen er da ikke synderlig anskrevet ved Hove kan jeg troe. Jeg troer jeg har skrevet til dig om dette Besøg. Medaljen, jeg har faaet, er en i Bronce af Throndhjems Byes Med. i Anledning af C. Johans Jubilæum og Kroning, hvilke Ting -- sagde D. -- mine kjære Landsmænd, som de karak- terisere saa rigtigt som "stae" -- have slaaet sammen. Og nu det kjærligste Levvel og den inderligste Tak fra din Henrik. SIDE: 407 P. S. Til Sujet for et Dørstykke ønskedes allersnarest ind dine to Vandtegninger af Præstebakudsigterne. Har Du mit Rids af Helgø og Hovindsholm? Saa ønskede jeg det. P. S. Du skriver intet om Haugefrøsagen. P. S. Strax Alt er færdigt, underrettes Du derom, da jeg er vis paa, at Du her i disse solbare venlige Værelser, vilde trives. Give Gud, jeg maa opleve den Glæde! 18de April Bededags Morgen: Jeg befinder mig noget bedre i Brystet, Øret og paa Hoften. -- TIL CHRISTIAN TØNSBERG Hjerterum 1 Mai 45. Jeg befinder mig atter hjemme, min Ven! og her bedre -- naar jeg ikke tager Hensyn til Pengeforlegenheden, som for- følger mig overalt, skjøndt ikke længer end til Grotteporten. Da Du har ønsket, at jeg skulde henvende mig først til Dig med literære Handeler, saa anbyder jeg dig for 8 Spd. 100 Explr af "Indlæg i Jødesagen" (Bogladeprisen 48 Sk.). Med denne Billet til Dig sendes ogsaa i et andet Anliggende Brev til Feil- berg, hvori han anbydes Oplagets Rest for 10 Spd; men Du skal have Forkjøbsret for de 8. Det er mig særdeles piinligt; men jeg vil ikke kunne undgaae at anmode Dig om at hjælpe mig med Penge, og det ikke faa. Imidlertid kan Du dog gjerne derfor tage Musikdaasen i Lommen og komme op til Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum Csti Himmelfr.d. Aften [1. mai] 45. Kjæreste Fader! I Eftmd. modtaget dit Brev. Eidsvoldstyk- kerne skal ikke selv være Dørstykker; men Sujetter dertil. For en saadan Biografi betales 5 Spd, af Volum som omspurgt. Sidst Søndag 8te Dage tog jeg til Hospitalet, hvor min Tilstand stadig forværredes. Slet Luft, Støi, Ørepine, Ondt i Hoftebenet, Hjem- vee -- alt dette slog sig til min Hovedsygdom, saa jeg tog hjem igaar med et Tab for de Dage af 11 Spd. 94 Sk. Her, hvor SIDE: 408 Amalie har været rastløs imidlertid med at faae malet og gjort istand saavidt man har rækket, finder jeg mig ulige bedre. For min nu maanedsgamle Plage Øreværken hentede Amalie Draaber og Raad strax hos Moer Sæther. Men hendes Olje stinkede saa, at jeg allerede idagmorges ophørte med Kuren, overladende mig til Sygdommens Gang. Den volder mig uhyre Plage. Tønsberg ønsker at tilforhandle sig Restoplaget af "Breve". Han anbyder til Valg for 24 Spd. af den Sum, dere maatte for- enes om, to store Genfer-Musikværker, der spille 8 Stykker hver med en uforlignelig Skjønhed. Oscar har ogsaa hørt det ene (bestaaende af alle norske Nationalsange, Napoleonsmarsch) og var overrasket. Tønsberg havde taget den hid forat under- holde mig. Indretningen seer ud som en liden Pult af Nøddetræ. Et Gislesens Brev til mig i f. Uge, hvormed han sender mig nogle Trær, beretter, at han har 5 Subscrib. paa dine Prækener; men "venter at faae nogle til". Det glæder mig, at Du har slaaet dig paa Maling. Hvad der adspreder gavner Sundheden. Dersom Du vilde paa et Par Bretter (hvert 1/2 Al. høit, 1 Al. 2 T langt) vilde male mig af noget af Eidsvold, vilde jeg sætte forgyldte Lister derom og agte dem meget meget høit. F. Ex. enten de to, jeg har skrevet om, eller et Prospekt af Præstegaarden taget et lidet Stykke henne paa Allegjærdet saaledes at dine Vinduer bleve halv syn- lige mellem Pilegrene. I Forgrunden to store Pilestammer, mellem Rammen og Pilen til Venstre sees den skovrige Dal, Vormen og Nynabben. Saaledes: SIDE: 409 Opgaven er ikke let; men Farverne indeslutte Trylleri til at gjenkjende. F. Ex. Husets gule Farve og det Par hvide Søiler, som ved en Torsion bør blive synlige. Men for Alt -- ikke uden Du skulde have Lyst dertil. -- Dem. Bremer har sendt mig sit sidste Arbeide; med [en] over al Maade smigrende Tilskrift. Dronningen siges at have faaet de røde Hunde. Fra Feilberg maaskee netop fordi jeg er saa svag. Men jeg følte mig stærk, opbragt. Jeg vil sige Dig, min gjæve Ven, hvorledes Norge efter fattig Leilighed -- naar man endelig vil experimentere -- kan faae sig en pensylvansk Indretning. Den nye store Rigshospitalsbygning er kassabel som Hospital for pathologiske og chirurgiske Patienter, hvortil den netop bruges, alene formedelst den ganske forfærdelige Reson- nanz, hvormed de uhyre Gange opfylde Bygningen. Jeg tog derhen for at undgaae 10 tæt ved mit Øre hamrende Snedkere, men jeg flygtede derfra hovedsagelig for den Støi, som der var alene af de langt i Fjernet skrigende Børn. Lægerne erklærede ogsaa denne Omstændighed med Lyden paa Grund af feil Struktur for at være af den væsentlige Uleilighed, at Huset ikke duede for hine to Sorter Patienter, som behøve Ro. Til Hudsygdomme lader Bygningen sig derimod nok bruge. SIDE: 410 Men denne Bygning lod sig anvende til en ret betydelig Pen- sylvananstalt. Der er saa lydt i de ved en saadan Indretning fordeelagtige store Gange, at man fra Ende til Ende vilde høre den fineste Rallen, naar En eller Anden i Cellerne havde hængt sig eller skaaret sig i Halsen. Flere af de store Værelser kunde afdeles, og til Afsondringen mod Hospitalet var det vel nok, at det halve af de svære Vindueshøider gjenmuredes og jernsprink- ledes. Til Hospital fik man da af Træ opføre en Bygning paa Haugetomten imellem Fødselsstiftelsen og omhandlede kassable nye Hospital. Der maatte gives en speciel Undtagelse fra Bygnings- loven for Christiania. Hospitaler, hvor der altid er Folk paafærde, ere lidet udsatte for Ildebrand, og de burde i vort Klimat altid være af Træ. Hospitalet sælges til Staten, og der bygges igjen for den Sum. Men tag et Par Thingmænd med og gaae op paa det nye Hospital og undersøg Tingen. Venligst Hilsen! Henr. Wergeland. TIL S. A. W. SØRENSSEN Hjerterum 3 Mai 1845. Ak, Anton Wilhelm Sørenssen, hvilke Budskaber fra Thinget i Dissentersagen! Vil man fremkalde Catilinaer, der skulle indkalde Despotiet? Saa ussel jeg er, har denne Sag ikke ladet mig lukke Øinene mere end et Par Timer inat og først da Dagen skinnede ind igjennem Vinduerne. Men jeg følte mig stærk og opbragt, som om jeg kunde tage Deel i denne Lysets og Mørkets Strid. Ikke er jeg i denne Henseende saa lidenskabelig fordi jeg ind- seer, at Jødesagen bestemmes af Adfærden mod de Christne; men fordi jeg om Livet Haabløse ahner, at jeg hiinsides neppe vil finde Alt efter Systemet. Jeg behøver ikke at opmande Dem, Lysets varmhjertede Kjæm- per! men naar Dagen kommer i Storthinget, da kjæmp, ras, græd, og naar intet hjælper, da demaskeer Egoismen og Raa- heden med den Chirurgs Kulde, der flænger Huden af et Ansigt under en Obduction! Det gjælder Folkets Ære i Verden. Sagens Venner, der have besluttet sig til at tale ved den Leilighed, burde SIDE: 411 forene sig og fordele Modparterne imellem sig ligesom Picado- rerne gjøre med Tyrene i Fægtningerne. Levvel! Vær vred og tapper! Henr. Wergeland. P. S. Behold vedlagte Bog som en Erindring! Læs sidste Af- snit o: Profetierne. TIL CHRISTIAN TØNSBERG 7 Mai 45. Tak for de idag erholdte tyve Spdlr., der forhaabentlig sikkre mig 2/3 for Arbeidslønnen for Ugen; men den maa klares heel, da jeg vil see at drive det til at kunne afskedige dem paa Lør- dag. Assuranceforretningen har imidlertid taget 6 Spd. 1 Mk med. (Assureret for hvad det koster mig d. e. 900 Spd. altsaa netop dobbelt). Men i Tillid til at have 100 Spd. at disponere over, har jeg lovet en Mand paa ikke mindre end 40 Spd En paa 30 og En paa 17 Spd, saa jeg er i svært Betryk, naar de melde sig. Det skulde være idag, men endnu seer jeg Ingen. Dersom jeg kunde anvise mine Bygningskreditorer til Dig, var det ypperligt. Jeg kan ikke fordre; men mine Omstændigheder anbefale mig ): min Sygelighed og at jeg er narret af min Byg- mester, saa jeg maa præstere dobbelt. Friskne til kan jeg neppe før her bliver Ro i Huset. Venligst Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 3 Pintsed. [13. mai] 1845. Kjære gode Fader! Din Skrivelse med Posten har jeg endnu ikke faaet; men skal øjenbliklig sende Bud. Tak for Tiuren; den kom dobbelt vel, da vi nu holde egen Huusholdning. Min Kone trakterer mig fortræffelig og jeg har en ypperlig Appetit. Saa meget er vist, at jeg, efterat have givet mig i M. S.s Kuur og kom hjem har faaet denne, friskere Udseende og Vigør til- bage. I over en Maaned væmmedes jeg for Bøger og for at skrive. SIDE: 412 Nu kan jeg ikke blot læse; men jeg skriver mine "Livsskizzer" -- jeg antager med adskillig tør Humor. Tidemand har gjort mig et Par komiske Skizzer. Der er Alvor og Skjemt om hin- anden. Jeg tænker at udbringe en Klat Penge deraf. Naar Du kommer ind, underlægges de din Bedømmelse. At have Ind- seende med Lodsen har jeg ikke formaaet, da den lagdes under Pressen i min svage Tid. -- Paa Tiuren fandtes kun 2 (siger og skriver to) Vingefjær. Din Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND 13? [ ): 14] Mai 45 (Onsd. Morgen). Kjære Fader! Jeg synes, Du bør antage Tbgs Propos, da Du vil have Fornøjelse af Instrumentet for de 5 Spd. En tydelig Forklaring om Optrækning de kom til mig midt i Flytningen. Ogsaa de lader sig ikke forsende med almindelig Leilighed. Ved Versene om M. S. cacherer jeg, at jeg bruger hende. Det gjælder Tugthuset. Imidlertid siger hun, at selve Excel. har bedet hende gaae til mig. Mit Huus med Udhuus og Stakit er taxeret efter mit eget Op- givende af dets Kostende for 900 Spd. Min kjærligste Tak for dit gode Tilbud; men kun i yderste Nød vil jeg atter falde dig til Byrde. Kontant er til Dato udbetalt 590 Spd. Hos Tønsberg har jeg tilgode 290 ): 880. Men Sagen er han kan ei præstere Alt paa eengang. Imorgen faaer jeg dog 60 Spd. ( ): 60 Schnei- dere im Hölle) Henrik. P. S. Huset er som Trehuus nok noget lydt; men der er da Politi i Huset. Jeg har 2 Spilrum; det ene indrettet virkelig med specielt Hensyn. Jeg troer Du just vilde trives her. SIDE: 413 (NB. C. P. Conchæ in Andelven juxta pontem Baarlidaliensem inquiri debent, annon margiritiferæ sint. Interdum margaritæ 40 -- 50 thalerum pretii in patria nostra reperiuntur). TIL EIDSVOLL FORMANDSKAP Hjerterum ved Christiania, 17de Mai 1845. Da denne 17de Mai efter al Sandsynlighed er den sidste jeg oplever, anmoder jeg Formandskabet i min elskede Hjembygd om at modtage medfølgende Sølvpokal som en Amindelse om en oprigtig Ven, og et Bidrag til at festligholde Dagen paa det Sted, hvor den især bør feires. Pokalen er derfor inskriberet XVIIde Mai Pokal; og er det derved antydet, at den kun skal bruges paa denne Dag, navn- ligen og fortrinsviis i det offentlige eller Hoved-Selskab, som maatte holdes, men dog saaledes, at den kan udlaanes til et Privat-Selskab, saafremt det skulde træffe, at intet offentligt større Selskab til Dagens Feirende et eller andet Aar kommer istand. At den opbevares hos Præstegjeldets Ordfører, er mit Ønske, og maa vel befindes hensigtsmæssigst, da han i Regelen vel vil staae i Spidsen for den offentlige Festlighed. Leve Friheden! Gid dens Fødselsdag altid maa høitideligen erindres paa dens eget Fødested! Henr. Wergeland TIL NICOLAI WERGELAND 17de Mai 45. Kjæreste, gode Fader! Jeg befinder mig i nogen Tid, og især idag, saa slet, at jeg ganske vist troer, der ikke kan være langt tilbage. Med M.S.s Medecin, som jeg virkelig tog nøiagtig i over 8 Dage, har jeg holdt op, da Hovedsygdommen, min Trangbrystighed paa Grund af Obdurationerne i den ene Lunge, ikke bedredes. Idag er jeg saa slap, at der er ordineret Nafta. Veiret er strengt og blæ- sende, og kan muligt være Aarsagen til den stærke Trykken for Brystet, og at Klimatet dræber mig, har jeg altid tænkt. Kun en Bid som en Sølvspecie kunde jeg faae ned idag af den deilige Tiur. SIDE: 414 Hvad der skeer, min kjære ømme Fader, saa tænk paa hvor- ledes Mennesker endnu stærkere end jeg, f. Ex. Auberterne, have maattet afsted i den bedste Alder. Mine Begreber om Guds Storhed og egen Lidenhed opfylde mig med en stærk Trøst. Jeg døer som Deist, som en Allahs oprigtige Dyrker, af Ærbødighed ikke vovende at gjøre mig detaljerede Forestillinger om hvad der venter hisset eller rettere hvorledes det da er indrettet. Jeg finder meget i denne Verden saa skjønt (f. Ex. den Gyldenlak, der staaer for mig, og min Kanarifugl) at min Fantasi ikke kan udbilde sig noget Skjønnere; dog troer jeg, at ogsaa i denne Hen- seende det andet Liv vil have Fortrin. Naar jeg, uagtet jeg ogsaa gjerne, ja heller nu end nogensinde, vilde leve, er saadan til- sinds, saa vær trøstig, tag Sagen som Hjob eller Cato! Du er idetmindste forberedt, min kjære, ædle Fader! Mine Livsskizzer (igaaraftes begyndte jeg netop paa "17de Mais-Bekjendelser" og fortsætter kanskee idag, om Naftaen virker. Jeg tilstaaer, at jeg i en lang Række af Aar aldrig har kjedet mig som paa den 17de Mai, fordi man partout, og Jeg isærde- leshed, skulde være glad og trække om hele Dagen i stramt Kostume i idelig Bevægelse og endelig fordi man ikke kunde undgaae at tage ind en umaadelig Mængde Spirituosa. Og dog har jeg idag viist mig ret som en uforbederlig 17 Mais- Gast, idet jeg, for paa en peen Maade at tvinge Eidsvollingerne til altid at feire Dagen, netop idag skjænker Præstegjeldet min Sølvpokal. Den er nok værd 20 Spd; men videre Værd af Af- fektion har den ikke for mig. Nu vil den gjøre Nytte og Navnet Wergeland vil ikke døe i Bygden. Den er idag sendt Tønsager som Ordfører; men det er mit og hans Ønske, at Du vil kalde til dig Viceordføreren med øvrige Formænd og overrække dem Gaven. Du kan da ved samme Leilighed sige: "Min Henrik staaer neppe over; men han gaaer sin Gud imøde som en Helt; thi han bringer Ham det ærlige Hjerte tilbage, der blev nedlagt i hans Bryst, fuldt af ufordærvede, kun for denne Verden, hvor man saa let støder an, for stærke Følelser. Hans Daarskaber skrive sig fra, at dette var Tilfælde med hans bedste." Levvel, kjæreste Fader! Dette er ikke det sidste Brev. Henrik. SIDE: 415 TIL NICOLAI WERGELAND 18de Mai 45. Kjære Fader! Lidt bedre er jeg idag, skjøndt meget slap, tung for Brystet og med min Ørepine uforandret. Intet hjælper for denne. Igaar seent fik jeg adskillige curiøse Storthingsbesøg: først Daa og Nøstvig (den Sidste plakat). Daa ydede mig en stor Triumf: han greb min Haand, kyssede den heftigt og sagde: du har udført en stor Mission her i Verden. "Hvad er det" hvi- skede jeg med min hæse Stemme og vred Haanden fra ham og gav ham den igjen til Haandtryk, hvorpaa han fjernede sig hef- tigt. (NB. Dette fortælles hverken eller nedskrives!). Derpaa kom Tønsager, Ueland og enten Monsen eller Mossige, Alle tre plakate. Tønsager begyndte da paa den ene Side af Sengen i Amalies Nærværelse: "Jaja nu seer jeg nok, at Du ikke har længe igjen. Det er mærkeligt hvor Døden har præget sig af i dit Ansigt siden jeg saa dig sidst." Dertil Ueland paa den anden Side klappende i Haanden og med et "saligt Ansigt" "Aa nei vist -- De lever bestemt, bestemt, bestemt. Var jeg ikke saa blød af mig, havde jeg været her for længesiden, men jeg gjorde mig -- hih! hih! -- slige Forestillinger om Udseendet, atte jeg, atte jeg -- -- "Ja se bare her Du hvor Tindingknokerne staae frem, faldt da Tønsager ind. "Haab er der ikke; men du vil nok vide at døe kjækt, og erindres vil Du altid i Eidsvold." Saa syg jeg var, morede jeg mig ganske overordentlig ved denne ypperlige Materie for en "Livsscene?" Men jeg rækker neppe ud med dette Arbeide. Ueland havde strax han kom ind ladet Hat og Stok falde paa Gulvet, og saaledes blev der da en høist komisk famlende Søgen af Nykterheds-Ultraen. Tønsager blev ved at røre; han glemte baade at sige Goddag og Farvel til min Kone. Saa ranglede de da afsted. Pokalen eller Gaven deraf fandt de overordentlig eller snarere i sin Orden af mig, da Sligt kun kunde gjøres af mig. Büsten kan faaes naar det skal være. Mesteren derfor har til- budt at pakke den ind i Papiirstrimler til Transport; men hertil hører Kasse og en paalidelig Leilighed. Kommer en saadan til mig, skal jeg faae det besørget. SIDE: 416 Denne Expedition besørger Tønsager, som boer nu bekvemt i Hagen Larsens Gaard. Levvel! Henrik. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Christiania 19 Mai 1845. Da jeg i de senere Dage er bleven overordentlig svag, er det mig af stor Vigtighed at vide, om der fra min Side er foretaget nok til at Thinglysning af den kongl. Resolution om Privatbegra- velser kan foregaae og Bevilling udtages. Der er erhvervet af Stedets nærværende Ejer Paategning paa Skjødet, at Gravstedets Vedligeholdelse skal paahvile Stedets Ejere ham selv iberegnet, samt en skriftlig Erklæring fra Panthaverne, at de ikke have noget imod, at et Gravsted oprettes paa Ejendommen; og van- skelig rækker min Evne til at efterkomme Betingelserne yder- ligere. Jeg andrager derfor ærbødigst om at erholde det konge- lige Kirkedepartements Minde til at thinglyse Resolutionen og at løse Bevillingen. I lige Maade ansøger jeg om at Indvielsen af Stedet maa skee umiddelbart forud for Bisættelsen, dog ganske afsondret fra denne. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 20de Mai 45 Kl. 7 Morgen. Kjære Fader! Jeg veed ikke om de 17de og 18de til Tønsager givne Breve, der melde min Tilbagegang i Helbred ere i dine Hænder. De ville dog ganske vist komme. Jeg er ikke værre, men snarere bedre idag (da det Onde i Luften synes at komme ned) men alligevel gjør jeg nu ikke Regning paa nogen synderlig lang Livsfrist. Under disse Omstændigheder falde mine raa Kre- ditorer mig til saameget Besvær, at jeg nødes til at benytte mig af dit kjærlige Tilbud, som da vil frede mine sidste Dage. Igaar skrev jeg dog i et lyst Øjeblik mit rimeligviis sidste Digt, kanskee ogsaa det delikateste eller hvad jeg skal kalde det. SIDE: 417 Af Samlingen af mine Digte bør udsondres som en egen Sam- ling alle mine Viser, med hvis Indsamling jeg har været beskjæf- tiget, men kun faaet faa ind. Kan jeg vente Hjælpen med Omgaaende? Eller om Du sendte Expresse ind efter Spillet og Büsten? Det kjærligste og taknemligste Levvel, elskede Fader! Dog er dette ikke det sidste Brev fra Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 22 Mai 45. Kjære, gode Fader! Saa lidet tilbøjelig jeg er til at gribe Pen- nen idag, da jeg udmases ved Udbetalinger, endskjøndt jeg er noget bedre med det bedre Veir, vilde det være skammeligt at opsætte med at takke dig for din store store Godhed -- meddelt med saa øm en Kjærlighed. Det maa jeg idetmindste sige: at den paaskjønnes af den inderligste Taknemlighed. Fortæller Erik at jeg græd da jeg læste Brevet, da var det ikke af nogen anden Grund end Rørelsen over din Godhed. Tak, Tak! da Far! Büsten besørgedes igaar indpakket af Mesteren (Kassen er Bvolds) og vil komme med G. Strand, der reiser i Eftermdd., altsaa omtrent samtidig med Erik. Jeg har havt Besøg af G. Strand og P. Jøndal, og læste i deres Ansigter m. m. Bekræftelse paa Tønsagers Orakelsprog den 17de. Men kanskee Veiret endnu kan hjælpe -- kanskee? Levvel! Henrik. P. S. Mad. Egeberg sendte mig idag en nydelig Blomsterpresent samt 25 Apelsiner. De 12 skulde været opsendte; men da Ca- milla just kom tilstede og fraraadede det, da de vilde bedærves saasom hun selv havde sendt, saa lade vi det være. Her be- dærves de hurtigt, og Du skal ikke mangle naar Du kommer ind. P. S. Det andet Spil har jeg aldrig hørt. Det er hos Uhr- mageren. P. S. Da jeg endelig igaar sendte Wbg Concept til en Stevning i Form af en Ordre til Myre Kommissionskontor, krøb han til Korset. De 4 Spd. vedkomme Harald. SIDE: 418 TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 23 Mai 45. Kjæreste Fader! Saa ofte jeg kan faaer jeg give dig Under- retning og jeg kan da melde, at jeg idag er meget bedre. Igaar- aftes var jeg høist ussel. Hermed den nye Udg. af Biografien, hvormed jeg paa flere Ste- der er misfornøjet. Lad mig faae Arkene tilbage. Der har i lang Tid i Ugebladet været en heftig Strid mellem Apotheker Thaulow contra Møller thi denne Present glædede mig meget. Saa kom Moer Sæther overordentlig tilfreds med mine Vers. En gammel Kunde Hr. Viborg i Brevig, hvor hun har været nu, havde sagt, at "han ikke vilde have undværet de Vers for hendes Skyld for 100 Daler". Hun vilde overøse mig med Apelsiner og Æbler og lovede at sende mig Ertebrød, Havredo. (fladBrød) samt en delicat Pultost og Kjernesmør med Græsløg i, hvilket jeg yttrede vilde smage mig ypperligt. Imorgen skriver jeg igjen. Brevene faae gaae ud paa Slump, saa der nok kan komme et før, som skulde været bag. Kjærligst Levvel! Henrik. TIL CHRISTIAN TØNSBERG 25/5 [ ): 24/5] 45. Kjære Ven! Dagen er der -- Mod Kvellingen overfaldes jeg af Rykkere og det af grove. Kjære hjælp mig og kom om mu- ligt selv. Min Far har jeg sendt dit Brev og raadet ham at entrere. Jeg har en meget vigtig Sag at tale med Dig om, og naar du har sat paa Examenskrakken Dagen ud, maa Du røre paa dig om Du ikke vil have Hæmorrhoider. Henr. W. Pengene kunne nok betroes Budet; men kommer Du selv med. SIDE: 428 TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold Præstegaard 6te Jan: 1831. Til Det kgl. Departement for Justits- og Politivæsenet. Da det nyttige Vildt, efter Kyndigeres Sigende, baade her og andensteds saa mærkeligen Aar for Aar aftager, at man med Grund kan være bekymret for denne Næringskildes næsten to- tale Hensvinden, har Undertegnede fattet den Plan, som ogsaa har vundet de Almuemænds Bifald den er meddelt, at faae en Forening istand imellem dette og de tilgrændsendes Sognes Byg- dinger, der forpligtede Enhver til at indskrænke sig i sin Jagen efter det nyttige Vildt til visse Tider af Aaret, naar det havde afynglet, og isærdeleshed til at afholde sig fra den skadelige For- aarsjagt, der især ødelægger det større Fuglevildt under dets Yngletid. Man bør og tør tillige antage, at dette vilde efterlignes i andre Bygder, ja overalt, hvortil Undertegnede af al Magt vil virke i de flere Bygder, jeg gjennemreiser; ligesom og det synes alene muligt ved saadanne private Overeenskomster fuldkommen at hævde den velgjørende Lov, som jeg troer, uden at kunne nærmere betegne den, gives til Vildtets Beskyttelse. Da imidlertid denne Lov, som formenes at eksistere, de facto idetmindste synes henlagt eller sat udaf Betragtning, tillader Un- dertegnede sig at andrage for det høje Departement om: at hiin Lov igjennem Fogderne bringes Almuen tilminde og indskjærpes jo før jo heller, eller i det Seneste paa første Vaarthing. Det maa nemlig være vigtigt, saa hurtigt som muligt at see hiin gode Hensigt opnaaet. Et Aars Orden i Jagten gjør meget, som ellers i hele sin ødelæggende Rasen, krænkende Naturen, der, idet den i Elskovstiden gjør de uskyldige Skabninger ligesom blinde og lettest at dræbe, ligesom betroede disse Værgeløse i disse deres Livs Culminations-øjeblikke til Menneskenes Ædel- modighed, netop da ved ovenbetegnede Tid begynder. Man veed SIDE: 429 desuden fra Sverrig og Brittanien hvor virksomme hurtige For- holdsregler i denne Henseende ere; thi de understøttes af disse Dyrs Ynglsomhed og den Kjærlighed de fatte til de Steder, hvor de i Ro kunne pleje deres Yngel. Det er bedre at fylde en Skov om Høsten fuld af Jægere og Hunde end at løsne eet Skud der om Vaaren og naar de ellers søge til Rede. Hiin Lovs Indskjær- pelse er aldeles nødvendig for at den fornuftigere Fleerhed, som i denne Sag vide og ere villige til at hylde den Sandhed: at Fri- heden netop bestaaer i Rettighedens vise, lovbestemte Afmaalen til Enhver, og ikke i denne Henseende i en Tøilesløshed, der er uden Klogskab og Følelse og kunde alene synes passende i Iro- kesernes Skove -- forat disse, siger jeg, deri kunde have en Bestyrkelse til at holde i Ave de Uvittige (især imellem løse Personer, Skyttere af Profession, Indsiddere o: fl:) som skulde ville være slette nok til at benytte sig af denne de Fornuftigeres Afholdenhed. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Eidsvoll 25 April 1834. Til Det kongelige Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Frihed at foreslaae det kongelige Kirkedepartement at afkjøbe sig for ti Spd, der ønskes udbetalte først i næste Maaned, hundrede heftede Exemplarer af det, som Manuscript, Departementets høje Chef forhen be- kjendte lille Arbeide "Omrids af Heelhistorien". Jeg troer nemlig, at de, i Lighed med andre Underviisningsbøger, kunne uddeles til Almueskolerne. I saa Tilfælde hoslægges Forlæggerens Tilstaaelse forat mig tilkommer 100 Explr. og hospaategnet Anviisning derpaa. Underdanig Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 430 MED "AH!" TIL LUDVIG MALTHE [21? Desember 1827.] Ludvig Malthe venskabeligst fra l'auteur bien connu. See min Dreng, første Dreng, vild som Folen i en Eng! See, liig Richard Gloster, han fødtes frem med Ulvetænder, Øgleblik og Kattehænder, Haaret ligt en børstet Man! See hvor sorte Rynker dandse, lige Bølger over Næsen! See hvor spydigt Smil tør krandse, lige vilde Nordlys, Munden! See hans Væsen er Dverg Dickies Sind igrunden! See, hans Løyert er en "Farce" sort som Nat, blot om Kanterne besat med lidt bleggrøn, bitter Karse: -- ingen Liljer -- blot en Rose gløder frem af nøgen Mose! accipe benevole! Foruden de, som er anført, vrimler det deraf, er Stykket be- fængt dermed. -- Slemt, meget slemt! Blot den Feil af Folk blev glemt. SIDE: 431 MED "AH!" TIL VEDASTINE MALTHE [26? Desember 1827.] Lecture fra Deres ærbødigste Siful. Endskjøndt jeg ønsker: Deres Dage blive mange; og ønsker stedse saa, at de maa være alle smukke blaae, er det det bedste Suk, som deri laae: at aldrig Deres Aftner blive lange! MED "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS" TIL GUSTAF HJERTA [1830.] Til Den ædle Gothe G. Hjerta høiagtelsesfuldest fra Forfatteren Jeg emnede at skrive Menneskehedens Epos, Republicanerens Bibel, men -- Maatte selv Guddommen Chaos frembringe, før Verden fremgled, rinde af skumle Dyb, de sølvklare, vældige Strømme: Hvi da ei undskylde en stakkels Poet, hvis hundred Voluminer Sandhed begyndte med Drømme? HW. MED "OM SMAG OG BEHAG MAN IKKE DISPUTERE" TIL J. J. HEDRÉN [Februar 1832.] Høiærværdige Hrr J. J. Hedrén, Biskop i Carlstad Lehn, Commandør, p. p. sendes denne Aristo- fanide-Bagatelle med Højagtelse fra autor. Denne Belems-Chocolade er lavet for endeel norske Tunger af en daarlig Smag og for nogle danske Parasiter, som genere flere Normænd end Sif. S. SIDE: 432 MED "DE SIDSTE KLOGE" og "BARNEMORDERSKEN" TIL FREDERIK DUE Christiania 15 Decbr. 1835. Høivelbaarne Herr Stassekretær Due. Som et ringe Vidnesbyrd om uskrømtet Høiagtelse og For- bindtlighed tillade Deres Høivelbaarenhed mig herved at over- sende Dem mine to sidste Arbeider. Ærbødigst Henr. Wergeland. MED "DET FRIGJORTE NORSKE UNIONS- OG ORLOGS-FLAG" TIL OLE R. A. SANDBERG [Juli 1844.] Doctissimo Medco Nav.li O. Sandberg, olim commilitoni, ob enarrationem de festu civili in Frederiksværn, occasione vexilli emancipati eleganter heller ikke af at jeg skulde være relegeret fra Universitetet, som en vis ædelsindet og stormodig Krigsmand heroppe vil have sagt heroppe (saa aldeles ins Geheimniss og med betydende Vink); men fordi min Fader vil det, uden dog at pecuniaire Hensyn har bestemt ham, men formodentlig Omhu for mig, at jeg nemlig ikke, i disse politisk- tegnfulde Tider og navnlig ved Hans Majestæts Nærvær den 17 Mai, skulde ubesindigen styrte mig i Uleilighed, samt fordi han har skaffet mig Bøger for lang Tid siden, og jeg, ved en af mine Professorers Nærværelse i Storthinget, egentlig Intet har at gjøre i Byen som jeg jo kan gjøre ligesaagodt her: desuden skal jeg, i min Faders Fraværelse paa en tiltænkt Visitats læse med Kirke- børnene, og holde min Moder med Selskab, naar baade Fa'r og Søster ere i Byen. Disse Grunde har min Fader anført mig, skjøndt hans simple "Kom hjem!" vilde været nok til at suspendere min store Lyst til at være i Byen nu just i denne Tid og til at feire den høje Festdag blandt agtværdige Venner histinde; og jeg trætter Dem her med at at sætte dem her ned saa vidtløftigen, fordi jeg vil, at De ei maa troe, at jeg egenmægtigen søger, eller vil søge at nærme mig saa pludselig Deres Moderbarms deilige Blomst, som bøjer sin Glands for mig, men ikke kan nægte mig sin Vellugt: at jeg ikke dristigen vil røre ved mine Forhaabninger, der er en dunkel Himmels Skystriber, lysrøde, violette, guldgule, smaragdgrøne Skystriber lavt om en mørk Horizont, som Perle- og Koralkrandsen om en Negerindes Pande, for ved et Trylleslag at fremmane den eneste Tone, som flux gjør Dæmringen lysblaa og fast som et hvalt Skjold, og Skystriberne til levende Gestalter, til Engle af den sødeste Form, Alle lige, Alle Huld'er -- Alt, for skjønt for Virkeligheden, skjøndt Virkeligt, svævende som imellem Drøm og Sandhed. Jeg vil Intet fremskynde, ikke prøve paa at fremtrylle ved et SIDE: 47 tilfældigt Slag den sødeste Accord af den endnu -- o jeg haaber -- endnu urørte Harpe, Hulda har i sit Hjerte, hvis første lydelige Tone er en Samklang af den blødeste Consonant og den blødeste Vocal (Ja! Ja!). Men det maa De sige Hulda, at jeg er endnu saa riig og glad ved hendes Velvillie som 10de Sept:, og jeg beder Hende, med en Følelse, som i sig har en Blanding af An- dagt eller af høi Ærbødighed og Agtelse, hvilken adler en ildfuld Kjærlighed, ikke at tage den fra mig! ikke at tage den fra mig; men lade den voxe, dersom Hulda opdager Andet i mit Hjerte end en øm og høi Kjærlighed for Sig, en inderlig Hengivenhed til Sig, en dyb Agtelse for Sig, dersom Hulda ogsaa opdager, foruden disse stærke og rene, Sig gjældende Følelser, ogsaa en varm Følelse for alt Godt og Stort, om den endnu er skjælvende og svag som en Æolsharpes Toner ved Vindens første legende Anslag! -- Ja, jeg torde vove at sige Hulda, som jeg nu siger Hendes menneskekloge Moder, at jeg ikke kunde have de første Følelser uden den Sidste; -- og, at de første Følelser, mod Hulda, aande høit i mit Bryst, i min Sjel, derom vidner ethvert Træk i mit sande, i mit aandige Liv. -- Tænk efter og see i Fremtiden! Jeg maa da ogsaa fortælle min gode Genius, at jeg, før jeg havde tænkt, og med noget Andet kommer til at træde frem blandt Digterne. Min Fader har seet nogle Poemer af mindre Omfang af mig, som han fandt værdige Offentliggjørelse, og han har alt udstedet Subscriptionslister til at dække en Deel af Tryk- ningsomkostningerne. Hulda træder frem i de fleste af dem under Navn af Stella, og jeg havde kaldt en Deel af Digtene "Stellanea"; men Fa'r har kaldt det Hele "Harpeslag om Ven- skab og Kjærlighed, Frihed og Fædreneland af Henrik Wergeland". Denne lille Krands af mørktglødende, duggede Blomster er hel- liget "Stella". -- -- -- Vil Hulda blive vred, naar Hun veed, at Stella er Hulda? Engang i Sommer vil jeg tale med Hulda om det, og om mit Yndlingsværk, som jeg ikke vilde bede om at maatte bære den Vakres og Godes Navn, dersom det ikke havde en dristig Vinge og stræbede efter Stjernerne. -- O! Vær ligesaa mild og god imod mig ædle, kjære Fru Malthe, og hulde, vakre Hulda! og kom en vakker Vaar! kom snart med Humlerne surrende i Piletræerne udenfor mine Vindver, og med Violer og Birkeløv SIDE: 48 og Vand, hvori jeg kan kjøle mine Lemmer, saa vil mit Værk voxe snart og stærkt som Prometheus's! Ludvig, med hvem jeg, ligesiden ihøst har havt den Gevinst og Fornøjelse at staae i en nøje Venskabsforbindelse, havde, Aftenen før jeg reiste, det, fra min Side aldeles ufortjente, splendide, ven- skabelige Indfald at forære mig et meget smukt Kobberstykke, et Portrait af en ung Savoyarde-Pige; men tænk! tænk! det er Hulda, Deres egen Hulda, min, min Sjels Hulda, lyslevende, op ad Dage, lyslevende, i egen, egen Elskelighed. Her hjemme saae de strax hvem det søde Smiil, det deilige Øje, Hage, Mund, kort Alt tilhørte, og de maatte forundre sig over det besynderlige Tilfælde. Jeg faaer nu hængt det op paa mit Værelse, og paa den ene Side har jeg hængt et "la douleur," men paa den anden "la vénération". -- O hvad skal det første af disse symboliske Malerier til? Lad douleur komme bort! myrd, qvæl Uhyret med le sourire. Lad dette sidste vakre symbolum komme op! Le Sourire paa den ene Side, et endnu mere ligt og smukkere Huldabillede i Midten, Le Ravissement paa den anden Side og La Vénération nedenunder! Men det glæder mig ogsaa meget det Glimt af Deres Ludvigs Vennefølelse for mig og -- om jeg kunde finde et mindre væg- tigt Ord, saa valgte jeg det -- Yndest for den Tilbøjelighed, der opfylder min Sjel og som han kjender saa nøje til, som just Valget af dette Stykke lod mig see. Han var nemlig inde med mig hos en Kjøbmand, som havde mange Saadanne, nogle Dage forud, forat vælge med mig et Stykke, jeg vilde pryde mit Værelse med. Jeg saae da snart mit ud; men jeg kunde ikke kjøbe det strax. Og nu kommer han mig i Forkjøbet just med det Samme. Hvis Han har gjort det af Interesse for min Lidenskab for netop Stykkets hulde Original, da har han ikke handlet uforsig- tigt . . har han vel? Hvad ellers Ludvig angaaer, da troer jeg forvist, at hans Kundskaber ere ligesaa faste som hans Characteer, og, at han har et testimonium cum laudabile i sin Vestelomme. Til Høsten trækker han det frem . . voilà . . . ah! Ret! bravo min Gut! dacapo saa atter til Sommeren, og saa atter om halvandet Aar igjen dacapo . . saa basta! hviil dig nu! Ved samme Leilighed fortalte Ludvig mig, at min Hjertens- SIDE: 49 veninde, min gode Lovise, var heftig angreben av Rosen. Jeg bevidner Lovise min inderlige Deeltagelse, og haaber, det vel nu alt er i Bedring, og, at snart Hendes naturlige, favre Roser vil opblomstre paany. Tag mig ikke min Svadsighed ilde op! Den, som beder derom holder inderligt og taknemmeligen af Dem og alle Deres. En kort Slutning udsone det vidtløftige Indhold, idet jeg blot over- antvorder mine Hilsener, til Hulda, Lovise og Alle der, til Deres Velvillie, og vover at ytre det Ønske, at den milde Vaar -- naar den engang kommer -- maa føre den milde Huusfrue med hen- des favre Døtreflok, som Foraarssvaner, den Miilsvei nordpaa, fra Risebroe. Med dyb Agtelse og inderlig Hengivenhed Deres Henr: Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS [Eidsvoll mai? 1828.] Vil Du drage Omsorg for Subscriptionslister paa "Him [mel] og Jord", og lade mig vide Subscribenterne, og ligeledes gjem dem derinde saa skal de ikke tabes. Naar Du kommer herop skal Du faa en sær Passage at vide angaaende mig. TIL HULDA MALTHE Eidsvold Præstegaard 2den Julii 28. Til Hulda Malthe! Tillad mig gjennem Pennen, naar Tungen maa være stum, at tale een Minut -- det hele Brev skal sandelig neppe medtage mere Tid -- med den dyrebare Pige, hvem mit Hjerte har hel- liget sin dybeste Agtelse og sine ædleste Følelser. Jeg vil give Dem et svagt Beviis paa min Høiagtelse; derfor vover jeg at skrive disse Linier til Hulda Malthe; og derfor vil De tilgive mig min Frihed. Tilintetgjør dette Papiir -- og De har jo da Mindet som af en Samtale med mig; og en Samtale -- gode Hulda! vil De nu efter den l0 September sidst ikke nægte mig mere. Dog jeg vil ei spilde det kostbare Minut med at tale om Andet, skjøndt maaskee vigtigere, end hvad jeg netop havde foresat mig at tale om. Kort da -- her indlagt vil De finde et lidet Poëm, som jeg inden en Maaned agter at see komme fra Pressen. Hvis De vil behage at gjennemlæse det, vil De finde det temmelig kort; men det er bestemt at trykkes i saadan Format, med ligemange Linier paa Siden, smuk Tryk, Taschenbuchform, smukt Bind etc. saaat det vil komme til at see ganske tækkeligt ud. Det indeholder Fædrenes Historie, Sigmund Brestesens Faders og Farbroders Historie; hvilken Helts Saga jeg ifjor sagde at ville besynge og dedicere min gode Engel -- Dem, vakre, dan- nede Hulda! Men et langt større Emne -- saa uhyre at selv Miltons synes simple derimod (men lad see hvordan det bliver) -- har beskjæftiget mig, beskjæftiger mig, og vil beskjæftige mig i Maaneder til, da jeg maa pløje Testamentet ved Siden. Dette hedder "Himmel og Jord"; og -- Hulda! naar dette kommer for Dagen, SIDE: 53 da -- om ikke Hulda er min -- skal Rygtet være mit. Men det skal ogsaa være Huldas; thi det er hendes Fortræffelighed som be- synges: Hendes Godhed nu er det som styrker min Sjel til at skabe og udfolde sine Tanker. Det er bestemt at tilegnes Dem. Det ind- lagte Poëm er da blot en liden phantastisk klædt Forløber. Jeg skriver da dette Brev for at bede Dem tillade mig -- da det er bestemt til 11te August -- at tilegne "Norges Blomst, Hulda Malthe" Digtet, som et svagt Tegn paa inderlig Høiagtelse. Gjør det! Det kan jo den ene Ven gjøre imod den Anden eller imod sin Veninde, hvorpaa gives tusinde Exempler. Det kan De ikke nægte; og heller ikke kan De nægte, at jeg ærer og elsker Dem, og for Dem selv vil De ikke kunne nægte, at De isandhed fortjener et langt større Udmærkelses og Høiagtelses Tegn, som jeg og med Tiden vil være istand til at kunne give Dem. De vil see, at jeg har sat mit kjæreste Navn overalt hvor det, efter Tankegangen maatte forekomme; men skulde De ei ville tilstede min Bøn, at jeg høit for Verden maa sige nu, hvor elskværdig Hulda er, saa siig mig dog idetmindste -- om det med Himlens Hjælp er saa -- at ingen Uvillie imod mig er Grunden dertil. Hvis De ikke skulde ville inden Lørdag Middag svare mig kortelig et Par Ord, da jeg maa have Manuscriptet snart igjen -- og jeg ikke nu vilde mundtlig tale med Dem i Risebro, saasom jeg frygtede da at træffe Husets kjære Beboerinder oc- cuperede med Bryllupsstads: saa troer jeg bedst, hvis jeg faaer vide at det ikke forholder sig saa endnu i R . . . (thi alle Rygter ere ikke borte eller vinge- og tungeløse her, om Fru Sis -- er borte) at jeg drister mig til at ride ud til Dem og mundtlig høre Deres Mening. Kommer jeg, saa kommer jeg med en god Samvittighed -- min ædle Hulda! at jeg i Hovedsagen, i mit daglige Liv, har holdt mit Ord, som jeg gav da jeg sidst saae Dem, nemlig: at ville leve min Kjærlighed og dens Maal værd! Maaskee Minutet er ude -- jeg troer det -- altsaa -- Levvel! Jeg længes efter at see Dem, at tale med Dem; men jeg veed ei om mit Syn er Dem behageligt. Denne Tanke er fuld af Malurt. Lev vel! Tag mit Jordbær, min Rosenknop, mit Ax som simple Ømheds Tegn! O var jeg Deres Frithjof, som De er min Ingeborg! Levvel! Henrik Wergeland. P. S: Min Papirskuffe her paa Landet seer De er slet forsynet med Papiir; -- mais . . . . SIDE: 58 TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF [Christiania 13. sept. 1828?] Høistærede Fru Oberstinde Wolff! Med sønlig Kjærlighed og Ærbødighed beder jeg Dem vise mig den Godhed at overlevere Deres Elise Indlagte. Hvis det ikke skulde behage Dem først Selv at gjennemlæse det, da jeg har maattet gjøre det saa vidtløftigen, saa er Indholdet kort dette: Jeg siger Deres fortræffelige Datter, at jeg elsker Hende: jeg siger: at jeg aldrig har elsket nogen Anden: Jeg blotter mit Hjerte og viser, at min i Folkemunde værende Tilbøjelighed for en vis Dame, var et Forsøg paa at bekjæmpe min Lidenskab for en saa ophøjet Gjenstand. Jeg siger, at, idet jeg aabenbarer min inderlige, skjøncharacteristiske Kjærlighed, som har sin Rod i intet Phantasie - Blændværk, men i den mest ubetingede Høi- agtelse, føler jeg en Følelse hos mig, som byder mig at gjøre et Forsøg, saa jeg ei siden skal bebreide mig Uvirksomhed, om jeg føler mig og bliver mindre lykkelig. Jeg siger, at jeg har et Hjerte, som ikke Millioner have til at fatte en sand Kjærlighed: at ingen Pige er elsket saa; men at Hun fortjener en saadan Ømhed, og til Denne en bedre, en mere dannet, en smukkere Elsker. Men jeg siger Elisa, at jeg ikke kan fatte min Salighed som hendes gjengjeldte Elsker, men at jeg blot beder Hende, naar jeg bliver værd til at være Elises Ven, om at maatte nær hende tilvinde mig Hendes Godhed og Venskab. For Kjærlighed raader Himlen. Jeg fortæller med ufordulgt Sandhed og Oprig- tighed Alt hvad mig angaaer, mine Feiltrin og Feil. Jeg siger, at jeg i Eet og Alt vil rette mig efter Hendes renere og bedre Villie, at jeg vil vinde Hendes Yndest ved endogsaa uden Vink at møde de Ønsker, Hun maatte nære som Den, der vil mig Vel: Jeg viser Elise det Liv, hvis Genius jeg ydmyg kalder Hende til at være: Jeg tilstaaer mit Uværd nu, men henpeger paa min Kraft og paa hvad Gud har givet mig. Se Dette! Hav Intet imod de redelige Ord, jeg taler til Deres dyrebare Datter! Og hav Intet imod mig for de sønlige Følelsers Skyld, jeg siden jeg saae Dem paa Brensmork, og ikke kunde holde mig fra bestandig at see paa den blide fremmede Fru ved Bostonbordet, bestandig har næret for Dem. Jeg kan ikke troe, at et mindre venskabeligt Forhold til Deres Veninde Majorinde SIDE: 59 S:, fordi jeg behandlede hendes Søn efter Fortjeneste, har bragt Moderen, som partisk og temmelig heftig Dommerinde, til at nedsætte mig i Deres Øine. Hvis saa er, har den lidet rosvær- dige Msr. fils hevnet sig grusomt. Jeg har end en Bøn til Dem -- naadige Frue! en Bøn, som jeg forener med den: at De, hvis Elise tilstaaer min Bøn, ogsaa maa Intet have derimod -- nemlig den, at Ingen uden Elises Forældre maa faae min høje Plan at vide. Min redelige Villie undskylde dens Dristighed! Jeg haaber De er mig god . . maa jeg det? Da er jeg lykke- lig, da er Deres over min Ros ophøjede, Elise mig ogsaa venlig. Elises gode Fader vil ikke vredes over at en feilende, men alt Godt og Stort, forat være en saa hellig Følelse som Kjærlighed til hans Hjertes kjæreste Blomst værdig, nu opofret Yngling! Modtag høiædle Frue! Elises dyrebare Moder, Yttringen af min uskrømtede dybe Ærbødighed og kjærlige Hengivenhed for begge den Elskeliges Forældre! Gid Gud vilde vie mit Liv til i Gjerningen at vise dette! TIL ELISA WOLFF Christiania 20 [ ): 18?] September 1828. See jeg tager strax Deres Venskab i Beslag, fromme Elise, idet jeg her ved nok et Par Ord prøver Deres Taalmodighed. Det forekommer mig som om jeg alt havde erholdet Deres Tilsagn om godhedsfuld Overbærelse med den, som sandest af Alle i Verden forstaaer at vurdere Dem, og at maale denne høje, ud- fundne Værdie med den højeste og ædleste Kjærlighed. Jeg har en Bøn til Dem: at De vil tillade mig for Verden at vise min rene Høiagtelse for Dem, min Sjels Sjel, mit ingeniums genius, ved at tilegne Dem mit første Sørgespil, hvis De finder det og dets Autor værdige en saadan Prydelse og Velvilligheds- beviis. Jeg sender Dem derfor dette forat De, om det behager Dem, kan læse det igjennem; og, hvis Deres Omdømme skulde stemme overens med Bjerregaards, Lector Messells og andre Byens bedste Æsthetikeres, vil fra Værkets Side Intet være ivejen. Hvis De ikke -- skjøndt Exempler gives nok af -- vil tillade mig dette, da tag blot det løse Blad med Dedicationen ud; og De maa ikke tage mig det ilde op, at jeg beder Dem, om Søndag eller og om næste Mandagmorgen, sætte en Oblat for indlagte Convolut, som lyder paa Messell og at De virkelig er forvisset om, at jeg vil holde i alle Henseender de Løfter, jeg har gjort Gud og Dem og mig Selv, uden hvilke jeg ikke kan være værd det ædle og fortrinlige Menneskes Agtelse og Venskab, jeg beder om engang i Tiden at maatte naae. Jeg hørte igaar, i en Samling af høitagtede Mænd, som viste mig den SIDE: 80 Artighed, ved en saadan fortrinlig agtelseværdig Mand af Deres Midte, at indbyde mig med de ligefremme Ord: at de ønskede at lære mig at kjende, at En sagde: jeg manglede Intet uden en aandrig, god, dannet Qvinde for at blive -- til hvad Beskeden- heden byder mig ei at sige. O dette er isandhed Sandt! Se dette ædle Elise! dette inder- lige Ønske engang at lære Dem personlig at kjende, og virkelig -- De skal tilstaae mig, om De ei kan elske mig, at Deres Ven- skab hører mig til som den Agtelse jeg vil tage som Skat af mere end vort Fødeland. Hvis jeg ei nu paa et fremmed Sted skrev saa genert, skulde Jeg -- saasandt De ei troer, at den kan lyve for Dem, som til- staaer sine mange Feil, forat jeg med min ømmeste Veninde kan skabe Dyder deraf eller istedet, hvis Kjærlighed er saadan, at de allerfleste Mennesker ikke vilde kunne fatte den mere end Idioten Shakespeares Poesi -- da skulde jeg vise Dem tydelig, hvor liden Tilbøjelighed jeg har til det støjende, uregelmæssige Liv, hvorom Bagtalelse og Rygtet altid har havt nok at fortælle, saaat jeg frygter næsten, eller frygtede, da jeg tog Pen ihaand til det første Brev, at Skyer af Mistvivl og ufordeelagtigt Om- dømme vilde fordunkle det klare Blik, jeg vil De skal see mig med mine Ønsker og Planer med. Lad dette ikke skee. Dette vilde være min bittreste Sorg. Fat min Kjærlighed og De vil ikke kunne forskyde den, om De ogsaa hører en Stemme i Deres Indre hviske: jeg har fortjent den. En højere, ædlere Følelse har aldrig rystet et jordisk Bryst. Den er en knælende Seraph, som beder om sin Nærbeslægtedes, sin Søsters Godhed. O hvilket Liv vi skulde føre, saa uskyldigt og høit og betydningsfuldt! En kraftfuld Sjel ligger i Deres Haand Elise, Elise! Lev vel! Henrik Wergeland TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF [Christiania 18. sept. 1828?] Jeg beder Dem -- gode, ædle Fru Wolff -- om at give Deres Datter min indlagte Bog. Hun har ligesaastor Deel i den som jeg; ja i Alt hvad jeg skriver. Jeg vil være Dem meget taknemmelig. Deres Henr: Wergeland. SIDE: 81 TIL ELISA WOLFF Eidsvold Præstegaard 26 0ctober 1828. Til Elise Wolff. Jeg ønsker, at de faae, sidste Ord, jeg føler, jeg bør sige Dem, maae kunne udtrykke min Taknemmelighed og Høiagtelse saa dybt som min Sjel føler disse. Jeg ønsker, at mine Følelser maae strømme klare igjennem disse sidste Linier, som de strømme sande igjennem mit Hjerte -- nu lykkeligt, da det gjemmer Visheden om, at den Eneste og Bedste kjender min Sjel og skatter og lønner dens Følelser med Alt hvad jeg angstfuld stræbede efter, med Deeltagelse og Godhed og et Smiil af Venskab. Min Kjærlighed tie; men Taknemlighed og en Følelse, højere end Høiagtelse, men som jeg intet Ord har for, dersom De vil mistroe mig, naar jeg siger "Tilbedelse" maae tale. Denne sidste Følelse er for meget blandet med Ærbødighed til at turde tale, som i enkelte Strøg af mit første Brev; men alligevel er det mig umuligt, i disse sidste Ord, som ogsaa i hine Første, Andet end at glemme den formelle, kolde Benævnelse, jeg for Verden, med Denne, maa nævne Dem med: det er mig umuligt nu, da jeg taler i Eenrum med Dem, at nævne Dem anderledes end saaledes som mit Hjerte nævner Dem inden de tause Læber; thi for mig er De intet Andet end den aand- og hjerterene, ædle og milde Elise. Saaledes nævner mit Hjerte Dem -- mine Drømme lægge endnu Ord til -- tillad derfor, at jeg kalder min Velgjørerinde saa. Jeg troer, saavist som mit Øje finder Dem skjøn, men mit indre Øje endnu skjønnere, at den Tid vil komme før Graven, da De mundt- ligen vil høre mig blot nævne Dem saa, om en Lykkeligere her kan lægge "min" til -- ja, at De da vil glæde Dem over, at Deres gamle Elsker finder sin højeste Fryd i at turde tiltale sin Ene og Hellige saaledes som jeg turde tiltale Dem om vi vare Børn. Er dette en Spaadom? Mit Øje svømmer . . og derfor -- ikke mere Udmalningen af en Scene om 20 Aar! Men det vil hæn- des, hvis Alvors strengere Blik kan skimte bag Skjebnens Slør -- eller (dette er vist sandere) en Taare er et enkelt Stjerne- skud, et lynsnart Skimmer som gjennemfarer Rummet bag dette Teppe, som hænger lige for min næste Secund, saa vi kunne see; men hastigt, hastigt; og, Hvad vi saae, gjemmer Erindringen. SIDE: 82 Men hvor let i denne Hast at tage feil? Et saadant Blik maa være et Lyn; thi at ville udgrunde noget, duer ikke. Hvor let at see feil? See en Ørken fuld af rædsomme Gestalter istedet- for, Hvad det virkelig var, et Paradiis palmekrandset, orange- klædt? -- Ah, jeg er ingen Clairvoyant, eller rettere, jeg veed ikke, om jeg er det. Men jeg vilde ønske Dem, Elise, blot to Minut- ters Klarsynethed forat læse i mit Hjerte. De behøvede ikke da at være forud saa retfærdig og mild som de var blot ved at høre Udbrudet af mine Følelser, hvilke Sproget kun, naar jeg dypper det i min Phantasie og følger min Geist, nogenledes kunde udtrykke. Det er ikke sandt, at Poesie lyver; men Mistanken herom hviler (Gud veed, hvilken Løgner har opfundet det) dog paa den, og, forat undgaae mindste Skin af denne, læste De mine Følelser i den simpleste Prosa, som jeg, ledet af hiin For- dom, troede kom Sandheden nærmest. Det var at see en Se- raph klædt i den farveløse Ornat, en Geistlig eller Borgermester iføre sig for ei aldeles at tabe sig mellem det vrimlende Støv. Mit Væsen er Kjærlighed til Elise (min Stella, min himmelske Stella, som jeg ikke vil finde før i Himmelen) og denne Kjær- lighed er Poesie; thi den er en Stræben efter det Ophøjede og Skjønne. Hvad heraf conseqvent følger er klart: nemlig, at mit Væsen er Poesie, at det for at udtrykke sin Kjærlighed burde brugt Poesie. Dog, Elise! læg Mærke til min individuelle Maade som Digter i Fremtiden, og da vil De see, at den Clairvoyance, jeg ønskede Dem, er unødvendig, da, i hver en eneste af mine Aandsfrugter, som nu snart, naar jeg faaer Examen fra Nakken, Slag i Slag skulle skyde frem, mine dybe Følelser, de evige, for Elise ville blive klarere og stedse være Grundtonen. Ha -- sandt! sandt! det vilde være hensigtsløst og fornuftstridigt -- altsaa tvert- imod hvad vi maae tænke os som Forsynets Lov -- om et Væsen skulde igjennem et heelt Liv rastløst arbeide og tænke imod et Maal forgjeves og saaledes, naar dette Væsen kom ind i den anden Verden, skulde det finde sit forrige Liv, som bugnede under høje, aandige Tanker, kraftfulde Handlinger og en ædel- charakteret Vemod, som stedse slog sine Vinger, liig en lænket Sortdrosl, mod det Fjerne -- til Intet. En Sjel maa jo dog be- holde sit livgjørende Princip -- og Hvad dette er hos mig, veed De Elise -- eller dog Erindringen. Og hvad maa da ikke denne SIDE: 83 fortælle? Nok, nok herom -- min Beundring! Men dette ikkun, at der gjenkjende Aander og gjenkjendes. Jeg er kommen reent ifra mit Thema: det at takke min Vel- gjørerinde, og sige Dem, hvorfor jeg kalder Dem saa. Det synes Dem besynderligt, at jeg, som siger, at mit hele Væsen kun er Kjærlighed, i denne Følelses højeste Forstand og Udstrækning, for Dem, som jeg kalder min Eneste og Hellige, og som veed, at den maa være jordisk frugtløs -- o den er for høi i sin Beskaffenhed for Jorden -- at jeg, som med alt dette (o en Cherub og et Dyr) er meget sandselig, og gjerne vilde leve fornøjet og leende paa Jorden, dog siger at jeg nu er lykkelig? Just fordi min Lidenskab for Elise er saaledes, derfor holder den -- thi Jeg er ikke andet end den -- sig lykkelig og riig alene ved den Elises Agtelse og Godhed, om hvilke Visheden er mit Hjertes dyrebareste Klenod. Ja, jeg takker Gud fordi jeg brød min qvalfulde Taushed, der var ødelæggende i mit Indre, som en Kræftskade, der aad bort hver en Glæde, hver en mild Hjerte- bevægelse, jeg ellers har let for. Jeg takker Gud fordi jeg aaben- barede mig for Dem, Elise! der skjænkede mig min Ro og et Vidne, et levende Vidne om det Hjertes Fortræffelighed, jeg elskede og evig ikke kan andet end elske over Alt, og et Pant paa Besiddelsen af min Helligdom: Elises, den levende Stellas Deeltagelse og vennehulde Godhed, i de egenhændige dyrebare Linier, Elise værdigede mig. Jeg har jo vundet Alt hvad jeg bad om, -- Alt hvad jeg efter Kamp turde bede om. Min Velgjørerinde glæd Dem: Deres inderligste og trofasteste Ven er lykkelig! Elise, min Sjels Sjel! De har belønnet min Kjærlighed fuldelig med Deres Agtelse og venlige Godhed og blide Deeltagelse. Tro, og vær glad ved ikke at have spildt disse Præg af Deres Hjerte. Mit fulde Hjerte takker Dem -- det er fuldt af Følelser som ere min Kjærligheds Søstre: Taknemmelighed og dyb Ærbødighed, og som ville lære Reenhed og Evighed af den. Elise, De har givet mig nok, mere end nok for at føle mig tilfreds og ulige lykkeligere end før. Isandhed det forekommer mig som om jeg havde for- nærmet Elise, og nu nød den søde Forsoning. Ja, det er saa! Der er meget i mit ydre Liv, som har fornærmet denne ophøjede Følelse, som lever i mit Indre. Søde Forsoning, søde Bevidst- hed -- mit hellige Klenod -- at jeg ikke længer er min Eneste og Hellige fjern og fremmed længer, men saa nær som to vel- SIDE: 84 villige Sjele kunne være, om gjensidig Kjærlighed ikke sammen- smelter dem -- Tro ei jeg kan agte dette for høit! Jeg har Ro, en mild Ro, og den samme evige Kjærlighed i Hjertet; men aldrig paa Læben . . ikke mere, hvis ei et besyn- derligt, velsignende Forsyn . . . o Intet er umuligt, reent umuligt! Men, fordi jeg siger Dette, tro dog ikke, at jeg haaber. Min Li- denskab har altid været haabløs. Dette har luttret den. Den staaer ved sin egen Styrke. Den er ikke prydet med noget Haabs Regnbuefarver. Den er kun skjøn ved sine rene, ophøjede Træk, som de ædle Antiker i Marmor af Gudegestalter; og den er bleg og uforanderlig som disse. Lad den staae i mit Hjerte som et evigt Monument over . . . . . O Elise, min Ædle! De vil ikke see hid eller tænke hid uden en mild Følelse, som ikke er langt fra Vemods bløde. Vel, lad den hvile -- Elise, giv Vel- signelse hertil -- som et Barn, der smiler, skjøndt dødt, i sin Moders Skjød. Kun en Frelser kan opvække det! Min Frygt for at jeg ei skulde synes Dem at fortjene et saa- dant Beviis paa Godhed, som det De har viist mig, ved at til- skrive mig Deres Tanker, var det, som lod mig bede Dem om blot hieroglyphisk at tolke disse. Tænk da min levende Glæde, da jeg saae, hvor aabent De behandlede mig, i hvilket skjønt Forhold -- alle mine Ønsker skjøde Blomster -- i hvilket ædelt jeg kom i til mit Hjertes Tilbedede, som et Menneske, De vær- diger at tænke paa med Godhed og Deeltagelse. Jeg nærede en saadan Mistro til min Fortjeneste; og nu vare de Par na- gende Aar, der have som udsuet mit Hjertes livligste og for- aarsaandende, aromatiske Følelser og afslikket deres phantastiske, spillende Farver, medeet, som ved et Trylleslag af min Fee, blæste bort. Elise! Deres Godhed og Deres vennehulde Agtelse veed jeg, jeg kan bringe til at voxe. Dette skal være mit Livs Arbeide, som skal udslette hver tung Erindring. Gud give, jeg aldrig maa tage feil, mod min gode Villie (uagtet denne) i Mid- lerne, som kunne føre til saa skjønt et Maal! Hvert Træk i Deres Brev, ædle Elise! er mig en Talisman, en Krands af Amuleter imod alt Ondt. De skulle vogte mig for alt sandt Ondt. Jeg gjemmer Brevet omhyggeligere end om det var Stormoguls Diamanter. Jeg læser det daglig med Ærefrygt og Glæde, skjult og ene. Min Ven og Svoger trængte ind paa mig med Spørgsmaal, da han en Postmorgen saae mig glemme to SIDE: 85 tykke Breve for et, som jeg ikke holdt op at læse og læse med en saa tiltagende Rødme, at jeg næsten kunde frygte for, at det kjære Papiir, som jeg af Mistænkelighed holdt tæt bøjet om An- sigtet som et Skjold, vilde svides. Han rimede det sammen (rig- tigt nok) med et stort Brev, han, som jeg ogsaa boede med, vidste jeg i Christiania havde bestandig baaret paa Brystet om Dagen, og om Natten læst ned i hans Pult (det laae ogsaa i en forseglet Convolut uden Navn) -- "Snak, Snak! lov aldrig at spørge mig herom!" var mit Svar, idet jeg smekkede det ned i min hemmeligste Skuffe, hvorfra det ofte maa frem. Det gavner mig at læse det ofte. O, skjøndt jeg holder det i den ene Haand nu mens jeg skriver med den anden -- jeg seer det, jeg kan det udenad -- jeg kysser Elises tydelige, hellige Navn: saa tvivler jeg næsten om Sandheden, at jeg virkelig er saa lykkelig, at være Ejer af denne Kostbarhed. Troer De, jeg siger for meget? O Elise, De har jo sagt mig, at De troer mig, da De veed, at jeg er redelig. De maa tro mig, ogsaa naar jeg siger, at i den vide Verden er der Ingen, som vilde eller kunde vurdere Elise og Alt fra Elise saa rigtigt som jeg. Kan jeg skatte Det for høit, som har gjengivet mig min Til- fredshed og Aandskraft? Ja, en Følelse af Stolthed, naar jeg tænker mig som hædret med Elises Deeltagelse og Venskab, for- visser mig om at jeg aldrig vil tabe disse. Jeg vil vise i mit Liv hvor høit jeg skatter dem! Kan jeg dermed gjengjelde? O min velgjørende Genius og min Veninde -- jeg tør i Elises Navn kalde Dem saa -- kan jeg dermed gjengjelde? Ja dette Ene kan jeg jo gjøre, som jeg -- o denne Tanke er Triumph! -- som jeg veed vil endogsaa glæde Elise! Og det skal jeg gjøre: -- Jeg vil handle som om jeg ventede, at min Ene, min Sjels Hel- lige engang kunde elske mig med Kjærlighed, og jeg vil da vinde nye og flere og klarere Glimt af Elises Venskab, ja engang, en- gang Elises Høiagtelse og Fortrolighed. Jeg er lykkelig, som veed, at jeg vist kan vinde disse Goder, uden hvilke mit Liv var mig en Ørken, om den end gjenlød af Verdens Bifald. Selv Ind- bildskhed og min Stolthed og utilfredsstillede Følelser maa bejae dette. Jeg vil altid handle i Menneskehedens Sag, i Fædrelan- dets og Frihedens, i philanthropisk Aand -- efter Fornuftiges Me- ning, men ei efter Alles, er denne christelig -- og min Virke- SIDE: 86 kreds vil ikke blive liden. Naturligt, at jeg da ofte vil kunne glemme min egen Sag, mit tilsyneladende Bedste; og naturligt, at Fiender ville voxe op i ethvert af mine Trin, som jeg dristigt, efter disse Grundsætninger, styrer imod Maalet. Hvad der da ikke lader sig bøje til Siden rykkes op. De seer, hvor riig jeg holder Deres Godhed Elise! da jeg tager saa meget af den i Beslag til denne lange Samtale. O hvor- meget jeg ogsaa nu havde at sige! Men jeg tør ikke føre mit Brev ud over dette Ark: og dog frygter jeg . . . nei, jeg vil stræbe at holde mig inden dette; ja jeg havde ikke tænkt, at mine Li- nier, mine sidste Linier skulde rækket heelt hid. Men Høstafte- nerne ere velsignet lange baade for mit kjære Arbeide, og for Elise, der skal høre paa sin taknemmelige (men altfor) ordrige Ven, og Deres Taalmodighed er endnu længer. See, nu har jeg atter spildt et Stykke! -- Den Tanke er bitter: der kunde komme en Tid, der kastede en Gnist af Bedrøvelse ind i Elises fromme Sjel, og da var jeg fjern. See, det er Bevidstheden -- tænk, jeg tør, med Haand paa Hjerte og Pande, og Øjet mod Himlen, sige dette -- om at jeg har den bedste, den bedste Villie til at gjøre saa godt et Væsen lykkeligt, som bringer mig til at lægge Eftertryk paa dette "jeg". Ak, har Den, som gav mig Villien, berøvet mig Evnen? Jeg troer, at hvor Villien er virkelig stærk og reen, der er Evnen ogsaa. Det er en saadan Villie, forenet med Tro, som har frem- bragt Undergjerningerne. Men hiin Tanke blive en Tanke! Elise, Elise, fromme, elskeligste Elise, vær, bliv lykkelig! Dette er min Sjels højeste Suk. Himlen og Deres fortræffelige Forældre har gjort Dem værdig til at blive den Lykkeligste. Himlen vil være retfærdig! Den lykkeligste Mand vil staae som et Forsyns Engel over Elise, i den Plads, hvor mine Ønsker glødede . . . Ha, ikke et Suk af Kjærlighed! Jeg ærer Deres Betænkeligheder, men ingen mere end den, Deres Følelse tilsagde Dem. Og dog er Aarsagen, hvorfor jeg saa silde takker Dem, den, at jeg først skrev et altfor langt Brev, som jeg brændte, for at gjendrive en anden af hine. See, en ny Side! O, jeg har saadan Lyst til ogsaa paa denne at give mit Hjerte Rum til at udaande sine Følelser og Tanker, nu, da jeg seer den hele Side for mig; men det er for dristigt SIDE: 87 af mig at tilskrive Dem saameget. Derfor, endnu blot faae Ord, meget faae. Jeg vil, og maa sige Dem: det er mig umuligt -- skjøndt jeg ahner, at dette Løfte, jeg gjør mig Selv, vil ikke længe, naar den ene Betingelse bortfalder, forblive bindende -- det er mig umu- ligt, saalænge jeg veed, Elise er fri, og ikke har valgt, at søge mig nogen Pige, der isandhed ikke vilde finde anden Elsker i mit Hjerte end Eftersletten af den sande Foraarskjærlighed, som De veed, hvem den tilhører -- om mit Temperament og Alt og Alle tilraabte mig. -- Min Gud, hvor jeg ønsker, at Elise vilde -- naar det skede med fri Villie; thi noget Andet er jeg ikke egenkjærlig nok til at nære mindste Ønske om, endogsaa om jeg saae den højeste Lykke forud bag mange Aar -- hvor jeg øn- sker, at Elise vilde prøve mig igjennem lange Aar. Men dette maatte jeg ikke vide; thi ellers havde jeg ingen Fortjeneste deraf. O nu -- min Phantasie fører mig langt, langt. Elise! jeg vil blive brav for at behage Dem, for at gjøre mig værd Deres Godhed! Der skal, naar jeg blot vinder Tid, ikke blive saa Meget tilbage som nu, af Hvad der nu, med saamegen Ret -- desværre! desværre! -- bortmaner de endnu velvilligere Følelser, som jeg leed Alt, for at see et Glimt af i Elises Sjel. Elise jeg vil elske Menneskene, fordi Elise er velgjørende og menneskekjærlig, og fordi Elise nu er et Menneske! Jeg vil ik- kun gjøre vel, fordi Elises Liv maa lære mig det. Og jeg vil, om det er muligt, bortsynge Tungsinds- eller Vemodsaanden, som er jo nærmere jo fjernere fra Elise, hvor mit Hjertes sødeste Følelser, min Sjels skjønneste Tanker, mine inderligste Bønner til Gud for den Eneste og Godes Vel, dvæle. Det er Kjærligheden til Elise, som skal gjøre mig god; og Deres milde Bifald og Godhed giver min Sjel sin Elasticitet og Kraft, saa at jeg naaer Maalet: det Punct, hvorfra jeg tør fordre Elises Venskab. O jeg ønsker De var en Andens ganske, forat De kunde lære at kjende min Kjærlighed ret! Ak -- Elise! jeg mærker hvor lidet jeg holder mit Ord: "intet Ord, ikke et Suk af Kjærlighed! Blot Taknemmelighed tale her i disse sidste Linier til Elise!" Jeg er ofte, næsten uvilkaarlig, falden hen til det jeg maatte forbyde mig, og mit fulde Hjerte har bevæget Pennen. Tilgiv mig det, Elise! Tilgiv mig dette netop fordi De veed, at jeg holder saa alvorlig af Dem. Ja saa SIDE: 88 alvorligt, at jeg turde sætte "at jeg elsker Dem saaledes ene" dersom jeg ikke vidste, at De maa være elsket af Alle. O ja, jeg sætter det "ene saaledes" dristig til. Glem mig, for dettes Skyld, heller ikke Elise, ædle, aandfulde og fromme Elise! Jeg veed hvad Tid De læser dette Brev -- omtrent veed jeg det; og, hvis jeg mærker en glad Bevægelse hos mig, da, saa vil jeg holde den for en ahnelsesfuld Bekræf- telse paa at Elise lover i sit Hjerte, at hun ikke vil glemme sin inderligste og, som Ven, bedste Ven; men tænke undertiden paa ham, og ret mildt, og troe ham ligesaa vel som hans Fiender, dem han forhverver sig ved Feil, der ere naturlige Udvexter paa nogle Dyder, hans Kjendere vide, han besidder. Jeg vil ikke glemme Hvad jeg er min Kjærlighed skyldig, eller rettere den velvillige Godhed og det deeltagende Venskab i Elises Hjerte, som det er min højeste Stræben at udvikle og bevare! Levvel! Levvel! For mig er der een Gud og een Elise! Hvis jeg er god, er Gud min milde Velgjører og Dommer. Lign Gud deri Elise! ikke at være bedre stemt, ikke at lade Deres God- hed velsigne mig mere end netop som jeg fortjener; og deri, deri: naar jeg er brav, handler mandigt og ædelt, saa velsigne De mig med nye Smiil af Deres milde, fortræffelige Hjerte. Kun mild Retfærdighed! Gud vil høre mit inderligste Suk: Elise blive og være lykkelig ogsaa hernede! Forsynet være retfærdigt! Levvel! Døden er ingen Skilsmisse imellem Elise Wolff og Henr: Wergeland. P: S: Tragedien er nu tilegnet Kongen. Alt Skjønt, jeg baade i Liv og Værker kan frembringe, skylder Elise Tilværelsen. Dette er isandhed saa. Jo mildere Elise er, jo mere, naar jeg fortjener det, Elise er min Veninde, des stærkere gløder min Geist, des skjønnere Frugter modnes hos mig baade i Hjerte og Hoved. Mit hele Liv skal vorde et Digt om Elise. Mine poetiske Værker ville blot deri være episodiske Canzoner. Jeg bliver ærgjerrig -- gjerrig for at opdynge og opdynge min Skat: Elises Bifald og Venskab. Jeg vil vise det, naar jeg træder frem som Mand. SIDE: 89 TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF Eidsvold Præstegaard 1ste November 1828. Skjænk mig -- bedste, høistærede Fru Wolff! -- den Glæde at overlevere Deres Elise mine sidste Ord. Jeg bør takke Deres -- mere end ærede Datter for Hendes Godhed imod mig, da Hun værdigede at give mig et saa mildt Svar, der sikkrede mig Besiddelse af min dyrebareste Skat: Deres fortræffelige Datters godhedsfulde Deeltagelse. Min ærbødigste Tak yttrer jeg, fordi De opfyldte mit Ønske, at overlevere forrige Brev. Jeg vilde ønske, at jeg engang i Gjerningen, og tigange i Gjer- ningen, kunde vise min inderlige Hengivenhed for Elises ud- mærkede Forældre. Jeg hilser Disse med dyb Høiagtelse og sønligt Hjerte Henr. Wergeland. TIL ENGELBREGT HALD Eidsvold 2 Nov. 1828. [ -- -- -- -- ] Kom ind til Christiania til Marked (med din Kone, saa jeg kan faae kysset hende paa Haanden) da jeg tænker -- hvis saa skeer, skal det blive en stolt Aften, Galleriet skal have et Anker med Punsch -- at faae min "Sinclar", som nu er i Trykken, paa Scenen (omarbeidet da.) Hør, Du kan, hvis Du vil være Forlægger -- hvilket jeg synes maatte være behageligt for Dig -- give mig jevnt en Rød for hver en sort Tragedie jeg sender. Nei, blot for det Første -- siden voxer det. Saa besørger du Trykken, og er jeg i Christiania skal jeg corrigere, og Du bliver en Slags Forpagter paa Parnas. Jeg gav hele Parnas for Barboes lille [Høi?] med Alt hvad derpaa findes. Men Alt, nagelfast og løst. Tak for din velvillige Indbydelse, som engang skal blive be- nyttet tilgavns. Dog, kommer jeg, saa -- ikke ud om Aftenen, saa Pigen, naar hun lukker op for os (med Løgte) siger til Dig: Moer ligger alt. Ikke af Flekken fra Barboe, fra Cigarren, Dob- beltøl og Viin! Opdrag dine Børn haardført! Opkast Dig i din Egn til en skarp Tand for alle Undertrykkere og Smaatyranner! Faae Børn som SIDE: 90 en Israelit! Hvergang Du hæver et Glas -- tænk paa en Ven! Tænk ofte paa Venner. Speculeer ikke uden paa Forlæggeri! Anlæg et lidet smukt Bogtrykkerie i Arendal. Sig Sophie fra mig, at hun ikke maa stjæle altformeget Kjær- lighed og Venskab ud af Engelbreth, hvor det laa som et rente- rigt Liggendefæe for Din Henrik Wergeland. P. S. Jeg er raget i en alvorlig Proces nu med nogle af Ca- valleriebrigaden, som jeg har indstevnet for Vold, da de vare [ -- -- ] Redskaber, paa Gardermoen, i en vis høi fainéants Fingre. TIL ENGELBREGT HALD Chnia 11 Dec. 28. Med Nilsemand 50 Explr af -- see Selv -- gode Engelbreth! De sælges her med Rivaf for 12 Sk. Stykket. I Chsand er ogsaa 50; men den lille patriotiske Satanas Arendal sluger nok ligesaamange. Remitteer mig Udbyttet, at jeg kan sende til Præst G. Lammers i Thjem, eller send ogsaa, hvis du seer Snit dertil, directe did. Jeg ligger herinde forat faae Sinclar corrigeert, til Juul. Boer hos Lerche. Lever paa gl. Maneer. Den holder ikke op før jeg faaer en liden Sophie at stusle med. Det maa tære mindre. Ikke? Dersom du nu ikke -- jeg seer det i Drømme og naar jeg seer nogle Grosserer-Paradigmata paa Gaden -- er en trivelig liden Globe, saa -- drømmer jeg feil. Nyt! (Dersom Sligt Nyt nogensinde bliver gammelt og ikke værdt at lægge Mærke til -- da er Følelsefriheden brandskattet og Hjertets Slag qvalte og Tungen hængt, og Sympathie forslidt etc.) Man uddeler Næser her til -- allerhøjeste Næser -- til Stat- holderen og Sibbern og Cheferne, som fulgte, med deres Corps, Krohg tilgravs. Man siger i den Anledning -- priis dig lykkelig som boer paa Landet paa dit lille Frydentop (Math. 25) -- at der ikke skal lades Steen paa Steen tilbage af Arendal. Decre- tum est! -- Drypperte grassere her. Everlef er bleven Vasaridder. Rosen- qvist har faaet en Sølv Æreskaarde af Cadetterne. Han havde den paa 4. Nov. 1828. [ -- -- -- -- -- ] SIDE: 91 I denne Maaned begynder min Krigsretssag. Kys din Kone -- naar jeg kommer, saa gjør jeg det selv, uden at spørge dig, men hende; men saa hurtigt at det nytter ei at svare Nei eller bøje Nakken -- ifra din -- som saadan -- fortræffelige Ven Henr. Wergeland. Til Marked! Til Marked! TIL ENGELBREGT HALD [Eidsvoll januar 1829?] Tak, snilde kjære Ven Engbreth -- fordi du ansaae gunstig min protegé. Du har opladt din Haand og mætter, naar du gaaer ind paa hans Forslag, hs fattige Kone og 4 Børn, som blive her, for ei at skaffe Bryderie hos Dig og skaffer en fornuftig aldrende Mand sorgfrie Dage. Han er som sagt habil til sin Post, og er til Tjeneste naar være skal. Du talte om at en Saadan skulde spise ved dit Bord; men hellere fra dit Bord. Naar han undertiden har været hos os 5 -- 6 Uger, saa har han rigtignok da og der gjort det; men man kan i en Familie, liden eller stor, tænke sig tusinde Tilfælde, hvor man ønskede ethvert fremmed, endog en særdeles Vens Ører borte, -- huuslige Affairer -- Fa- milieaffairer -- Sengeaffairer eller Gardinaffairer -- Dit og Dat, som man vil afhandle ganske privatim. Hvad Tuur tager Du, naar Du stryger udenlands? Jeg er nys- gjerrig. Men -- Guds Død! din Sophie maa (saasandt jeg skulde maget det saa!) være da i høistkjære høistvelsignede Omstæn- digheder. Nei -- jeg stregede nu og fik 9 Streger til Mai -- Det gaaer endda an. Saa Lykke paa Reisen! Faaer jeg Examen til Mai, saa reiser jeg til Chfeld efter Camilla, og naar Du kommer hjem eller muligt før, besøger jeg dit Frydentop hvis gyldne Hjelm er Maderapocalen og rosenkindede Portviinglas en Række af Houris i Salen, og Allahs Lys Sophies Smiil, du Engelbreth Gabriel Engel, der peger smukke Houris ud med snoet Vedbendstengel (en Korketrækker mener jeg) Propheten selv vil jeg være, som hine Rosenrøde skal til Himlen syvende bære. -- O nei, et Glas Grog, din Venlighed -- en Pibe Liverpool -- og saa kaster jeg Gjenten i Sengen, naar jeg gaaer paa Kam- SIDE: 92 meret om Quellen. Hør ellers -- jeg vil frie i Arendal -- bestemt! bestemt! Men hun maa have saamange Penge at jeg kan kjøbe et Bogtrykkerie. Gjerne en Enke, naar hun har Grunker og saa store Sønner at de kan være Sættere. Hvis en Saadan findes, saa giv hende et lidet Vink, saa hun kan jage dem i Lære strax, saa Alt medeengang kan komme igang. Helst dog Gudbevares en Pige, dog maa Posen voxe i samme Forhold som Skjønheden og Aandsqvaliteter svinde ind -- i saadan scala Den der kunde hage sig fast i Lovise -- Lovise -- Hun som ejer det lille vandige og luftige Feeslot paa Tromøen, og boe SIDE: 93 der alle sine Livsens Dage og see det ryge af Skorstenen paa Barboe fra 3die Etage, hvor Bogtrykkeriet skulde være, og skaffe mig hvert Aar en Bogtrykkerdreng til min gamle Alder. -- Mangetak for din velvillige Omhu for mine autorsager. Se til at faae Listen paa Sinclar hid. Den er udkommen og vil gaae godt om blot Subscribenterne faaer, da jeg er vel fornøjet med dit Antal om det saa blot bliver de du havde. Paa den ene Liste (den eneste som endnu er indkommen, undtagen i Xnia) fra Thjem, hvor endnu resterer een, var 76. Dog vil det ikke lønne [at] skrive paa Norsk saaledes at deraf kan leves som en poet [maa?] leve -- derfor har jeg den Plan at skrive paa Tydsk (først læ[re]) og søge gjennem Prof. Steffens at blive lidt bekjendt for [deres?] Matadorer. Da jeg var i Xnia sidst tugtede jeg Msr. Ewerløf lidt. Levnuvel da gode Engelbreth. Kys din Sophie paa Haanden fra din Ven Henr. Wergeland. P. S: Send mig hvad der er udkommet af Krohgs Sange og ved Leil. til Chnia de usolgte (hvis saa er) Explr, at de kan komme til Thjem. TIL CHR. R. HANSSON Eidsvold [slutten av januar 1829] . Gode Ven! Er Selim Markedsstykket? Et slet Stykke. Et Sørgespil kan, qvoad cor da ikke (naar det er i en eller anden Green historisk). [fotnotemerke] -- Emnerne ere der alle i poetiske Druser gediegent Guld hængende under Fjeldet, som en Stymper let kan file af til en Knap og raabe: ecce corona, ecce tiara! See Einar Thambeskjelver var bleven næsten af sig selv et herligt Drama, var det ikke faldet i en Rhetors Hænder. En Rhetor [er] aldrig Poet, som en fortræffelig Dreier (en Kunstler) ikke en fortræffelig Billedhugger. O var Sinclar spillet til Markedet, saa var jeg kommen til Byen Fotnote: En Vaudeville aldrig slet qvoad naturam, naar Handlingen er i Khavn eller dans Paris. Farcen i Venedig -- Dramaet Eng- land, Spanien -- Nok for en dramatisk Tactiker som du og en theatralsk Practiker som Du. SIDE: 94 i den Lystighed. Nu kommer min Fader alene, og jeg maa blive hjemme. Et er der dog Tid til at gjøre medhensyntil Sinclar, nemlig at lade Mad. Bøcher og Berg (som Helten) i Costume de- clamere Slutningsscenens Replique i 2den Act, eller hvadsom- helst det maatte behage den velvise Direction at vælge. Jeg beder dig derfor -- min kjære Ven -- hvis du maatte interessere dig endnu for en saadan Idee, du selv fremsatte for mig i [Xnia?] at sørge for at faae den istand og fuldfærdig til Markedet. Eller ogsaa sidste Efterspil? Det vilde have store Fordele for mig, da et stort Publicum blev gjort opmærksommere paa Stykket, og maaskee give en Opmuntring, uden hvilken autor maa søge en anden Himmel, et andet Sprog for sine Vers. -- Skriv mig til om Directionen gjør noget for denne Plan i denne Uge før Markedet. Man kunde jo tage en Replique som lod sig lære meget snart. Dit Expl. af Sincl. faaer du ved Uddelingen af de andre Hæders- exemplarer. Jeg staaer mig ellers godt ved denne, da den har, paa nogle faae Lister blot, mødt en talrig Subscription: saaledes i Thjem paa den ene Liste af 2 -- 75 Stykker. Til Vaaren kommer et Digt, et Drama, som hedder Messias. Levvel. Din Henr. Wergeland P. S. Tag du Bjerregaard paa Partie med for Opførelsen af Repliquen af Scenen og tal selv som min Ven. P. S. Sig Fougstad, at her er en Mand som vil kjøbe en Løkke ved Byen, ved Dramsvejen, men, da der ingen Beskrivelse stod i Aviserne over [?], har han slaaet det af Tanker. Det kan være saa paa flere Steder. Sættes den paa Auction for at prøve Fuld- magten? Siig, jeg giver 10 Sp. for en Fjeldknat saa stor som jeg er lang -- 3 Alen. Det er Alvor. Jeg vil bygge en liden Pavillon paa Flekken -- eller bygge den her og kjøre den ind. TIL ENGELBREGT HALD Eidsv. 1 Feb. 29. Du maa endelig skjænke mig den Glæde at see dig her, nær- ved, hos mig, enten du reiser til Thjem eller ikke. Det er SIDE: 95 lettere for dig paa godt Føre at glide herop, end for mig -- Du er spontaneus, tui compos og -- hvad skal jeg kalde Dig for at udtrykke din Rigdom -- Aandens Rigdom, Guld eller, bedre, Aandekreds -- Frihed -- være sin egen Herre. Jeg har meget at tale med dig om, Planer, store og smukke etc. -- Jeg maa bede dig, hvis Du paa ingen Maade vil besøge din gamle, ældste Ven, at skrive mig til snarest skee kan om din Bestemmelse medhensyntil W -- , om han maa reise med til Chnia forat præsentere sig. God Fornøielse i Markedet -- spender nogle Piber som sidst paa Dominique at han kan salutere fortjente Subjecter. -- Jeg sidder hjemme, løber paa Skie om Morgenen, læser Hebr: om Fmddgen, Græsk om Eftmdg, Dogmatik om Qvellen, og seen- qvels skriver jeg (rigtignok lidt om Dagen ogsaa) paa et opus, som gjør mig Hovedet broget af Tanker og Planer for at faae Forlægger. Din Svogers Boghandling er den eneste næsten, som jeg med Anstændighed kunde contrahere med om et Værk, jeg har anstrenget mig for; men skjøndt de med Munden sige at Sligt bør understøttes, og, at autor bør spares for de aandsfor- tærende Bogtrykker og Correctionsforretninger, saa handle de ganske anderledes, trække sig forknyttede tilbage, og ere kun for Tydskerne til Profit. -- Kom kjære Ven -- lad mig faae snakke med dig. Levvel. Din Henr. W -- P. S. Dette Bud (svar med det om du kan) reiser med som min Fa'rs og Søsters Bagagelas. TIL ENGELBREGT HALD E. [idsvoll] P. [restegård] 24 Feb. 29. Jeg har 2ganger i mit Liv været durchflau. Den ene Gang 16 Jan. 1826, da jeg veltilpakket, med Brev d'amour i Lommen, Dunster i Hovdet, Klokkespil paa Hesten, i min Faders Polak- pelts drog ud nogle Miil for at frie, og fik den Besked -- jeg var en flygtig, fordrukken, letsindig Knegt, som ikke meente det mindste med mine Eeder og Phraser. Den anden Gang nu i Febr. da jeg stod bag Døren med opspærret Mund og gabende SIDE: 96 af Længsel, med bankende Hjerte for at modtage min gamle Ven, som jeg var vis paa kom, da han ikke sendte en Tøddel fra Byen. -- Nu da Farvel Pamphile! Man har jo sagt dig, at jeg vilde prakke dig en fordrukken, forfalden, uordentlig Compan paa i W. -- Dette er Sandheden: Han er en meget fornuftig Mand at tale med, en fortrinlig Regn- skabsfører, af et godmodigt Gemyt, og -- han har sagt mig det dybtbevæget -- han drikker undertiden fordi -- han hungrer, er slet gift og fordi han hjemme ikke kan hygge sig iblandt de pjaltede Unger og ved en Føde, han ikke kan vænne sig til. At han kan og vil lade af med en saadan Feil har han viist ved at være hos os i l l/2 Maaned, i højeste Grad nøgter, og beklage alligevel den Dag, da han skulde hjem igjen. -- Det er Elendig- heden, som bringer ham til at søge denne sædvanlige Lethe. Naar hiin hører op, lader han være. Dette er hans Løfte, be- seglet med en Taare -- Psychologien giver Adgang til at haabe dette er sandt. Et dueligt Mske reddes paa denne eneste Maade. Jeg caverer for ham. Desuden er der 1 Maaneds Opsigelse eller, om forlanges, Løbepas næste Dag efter at han viser -- om han dog skulde det? -- at det er en Vane hos ham. -- Var jeg i hs Stilling, jeg blev hans facsimile. Han har engang været en af Egnens Cavaliers, som første Contorist efter Forvalteren ved Værket, Bogholder og Udsalgets Bestyrer -- nu smager ikke Vas- vellingen ham, som han dog maa føde sine Børn med, efterat han er bleven bedraget af C. Anker med alle de Andre. Han gaaer derfor som oftest ud, lærer velhavende Folks Børn at læse, regne etc, skriver for Folk og slukker sin Sorg i Brændeviin. Naar han alene hos dig (Familien bliver her) faaer et medium mellem din og Folkenes Mad, en Dram til sit Smørrebrød om Morgenen, en til Eftersvælg, en Flaske Øl til sin Aftenpibe i sit lille Lukaf, er varm og tæt klæd -- jeg forsikkrer dig, han vil skaffe dig Ære og Glæde -- han vil finde sig glad og lykkelig, og ikke spilde denne elyseiske Tilstand ved letsindigt Tilbagefald. Den Mand min Fader har talt om, er vel i alle Hens[eender] ordentlig, men vil ikke kunne tjene det mind[ste paa] et Contoir eller ved din Pult og dine Brugs[sager]. En Post viser sig des- uden for ham paa Horten nu. Hvis min Fa'r tvivler om W's Fasthed, saa behøver jeg ikke at erindre dig om at for min Fa'r er den en Vederstyggelighed, som snart drikker en Dram. Han SIDE: 97 er hyperbolisk indtaget imod Drik, kjender ikke W -- som jeg, og undskylder næsten før en Morder end en Sviregast. Alt hvad jeg om Wen: har sagt her er saa sandt og rigtigt som at jeg er Din Henr. W. Der er desuden Tid nok, før du reiser til at afskedige ham, om du ei er fornøjet med W. og faae en Anden igjen. -- TIL GABRIEL H. KROHG Eidsvold 17 Marts 1829. Her indlagt (gjem det vel til jeg kommer) er en Scene af Msket og Messias, som er under Pressen sukkende. Mal den af til jeg kommer ind først i April. Det er Jorden i dens Tohu-Vabohu- Tilstand. Den er uforlignelig skikket for Oliepenselen. Men der er smukkere Scener i Poemet (min Ungdoms Klenod). De 2 Væsener ere Phun-Abiriel (en høi, grublende Aand) og Ohebiel, en Aand besjælet af en mild Tilbøjelighed. Min gode Ven din gode Ven Henr. W. -- TIL ENGELBREGT HALD Eidsvold 18 Marts 29. Du forstaaer Indlagte godt nok. Giv Schwach No. 2. Resten af Krohgdigtene send ved Leilighed til Chnia til Chr. Smith. See Mbldt Onsdag ll Marts. Gjør derefter. Skal vi engang gjøre isammen en studentermæssig Reise til Stockholm men en saa ringeagtet og vanæret Dragt skjøtter jeg ikke længere om at bære eller endog at eje. Hvis-Aarsag over- lades den Deres Høivelbaarenhed, som formeentlig Den af hvem Rytterne igaar maae have faaet Ordres, der conseqvent tilstede en saadan Fremfærd, til aldeles fri, behagelig Disposition og Eje. Henrik Wergeland. TIL AUGUST BERG Eidsvold Præstegaard 11 Oct. 1829. Har Du, gode Ven, alskens Skrabsammen af Bøger i vort Sprog, hvilket du uden Savn kunde afsee, og din Hylde uden Skam mangle -- saa giv mig dem til et Almuebibliothek, jeg vil fundere. SIDE: 101 Tal med Lerche -- han kan tage dem. Faa fat paa nogle hos Nils og gode Venner. Din Henr. Wergeland. Mit Skriverie er grændseløst. Jeg maa af virkelig Armod bruge fundne Convoluter. TIL GERHARD MAGNUS E. [idsvoll] 5 Nov. 29. Jeg har herved den Fornøjelse at invitere Dig, paa min Faders Vegne, til min Søsters Bryllup, Mand. og Tirsdag 9de dog find et Rim, der kan betegne Flerheden af denne Klasses dumme Storsnudethed, Kulde og Sløvhed for den opløftende Sag, der finder sin Klang i hint latinske Emblema -- et Rim paa "Kjol", som kan betegne denne Klasses, denne aandløse, demoraliserede Masses latterlige aristokratiske Væsen! et Karakteristikon paa den! -- som kjøre i Karjol! Vel! Muse, som meder i Ætherens Rymder med lange Strenge som Solstraaler -- ja, som vilde du Stjernerne fange, -- dengang du fisked en Sild. Dog, lad være! Det er noget ganske uskyldigt at komme saa- ledes frem gjennem Verden; men -- tænk Dem -- staaende paa et Sted, omringet af Bønder, oprettende Sognesamfund og Bog- samling, at se konditionerede Slyngler, som dertil have nægtet at hjælpe, fare forbi saaledes udrustede med en højere Stands Pynt og i Karjol -- da ser De let, at en Uvilje, der nødig vil yttre sig imod interiora (skjønt vis paa at slige Karle behøvede snarere kanske end de Bønder, de kaster Vrag paa, nogen Selv- undervisning) hefter sig til det Ydre, findende i hvert lille Atom af dette Præget af deres sædelige og borgerlige Uværd. "Fanden ta baade dig og Karjolen" er da et naturligt Udbrud. -- Men, Guds- død! hvor langt vi har kjørt alt ind i dette Papirs Blaaler. Vend om! Hvor fortrinlig opmuntrende vilde det ikke være, om Bogsam- linger osv. havde et Forbindelsesmiddel, et Meddelelsesmiddel med hinanden. Et saadant sættes snart frem til alment Brug i "Folkebladet", hvorpaa jeg beklager ei at kunne sende Dem en SIDE: 109 trykt Plan, da de ere ude. Imidlertid vil De vist have den Godhed at sætte en sammen og igang rundtom Dem, hvori De kan frem- sætte følgende Fordele og Beskaffenheder ved det: 1. Det skal være et Forbindelsesmiddel mellem Sogneselska- berne osv. 2. Aldeles et Blad for Bondestanden. 3. Det skal være et ubesmittet Organ for Folkets Trang. 4. Det udkommer 1 Gang ugentlig i Kvart for 1 Sp. aarlig, som kvartaliter erlægges, og skal desuden indeholde alt, hvad der ellers gjør, at man holder de dyrere Tidender, saaat det i økonomisk Henseende er fordelagtigt. 5. Enhver Bonde kan deri faa sine Tanker fremsatte uden at han behøver at mistro i nogen Henseende Redaktionen, der be- staar af et Par sande Folkevenner. 6. Det skal være et Redskab til at nedlede borgerlig Oplys- ning til de lavere Stænder. O. s. v. De opfatter Ideen med et saadant Blad og udtrykker det overtalende. Hav den Uleilighed samt den Godhed at ind- sende Planen til Krigsraad Flor i Kristiania, som er en af Redak- tørerne. De vilde meget forbinde Redaktionen, om De vilde ind- sende Bidrag, for Eksempel først om Trøgstads Bogsamling osv. Den Plan jeg sender Dem paa et Folkeskrift (56 for Almuen) skriver sig deraf, at jeg ikke fik en Bogtrykker til at trykke dette mere Vidtløftige paa samme Vilkaar som 2det og 3dje, nemlig: jeg faar l00 Eksemplarer, som uddeles gratis. Den lave Pris viser dog, at jeg ikke tragter efter Vinding. 3dje Hefte er endnu større, en praktisk Botanik for Landmænd, og har siden Pinse været hos Hviid. Jeg beklager, at et Retsmøde hindrer mig fra længere at syssel- sætte mig med Dem om vort fælles Anliggende. Fra at passiare med en beslægtet Sjæl skal jeg hen at veksle Skidtord med Norges mest berygtede Prokurator, som i sin Lumpenhed gaar saavidt, at han (han praler deraf) indsender Denunciationer om, at mine Bestræbelser for Oplysning og Folkeord ikke er andet end Masker for politiske Stemplinger. Det er en saadan Slange, man træffer paa ved at rode i Mørket; men en tyk Klerk, der blot henviser sine Faar til Katekisme og Forklaring, er en saadan Padde med hvid Vortering om Halsen. Levvel Deres Henr. Wergeland. SIDE: 110 TIL CARL F. RIDDERSTAD [Eidsvoll januar -- mars 1831.] Ere Taageformer mine Qvad, dæmrer Mørket i hver Rad: glem ei, at Drengeblod banked i Pulsen, saa Fingeren skjalv! glem ei, jeg malte i Mulmet; thi Stellas Øine belyste ei Lyren! [Her følger diktet "Til Gotheskjalden Ridderstad" i sin første formning, se I. Digte, 1ste bind, s. 389 -- 390 med tilhørende varianter.] Jeg har intet andet vedhaanden, Ridderstad, hvilket -- som fra mig Selv -- kan bære Vidne om, at jeg ikke glemmer den Fornøjelse jeg havde og har af vort momentane Møde. Var Vejen noget kortere, men meget mindre kjedsommelig, saa satte jeg mig paa min lille Norbagge, og lod det Møde ikke blive det Sidste. Se Norge! Henr. Wergeland SIDE: 112 TIL GABRIEL H. KROHG Eidsvold, Paaskeaften [2. april] 31. Tak min kjære Ven! for dit lange Brev, et Beviis saa langt og sikkert som thesis horrenda og jeg vilde dog fyldestgjøre dit Ønske at sende det. Han troede altid det var nok, at [ -- -- ] havde faaet. Nu skulle de gaae frit til [ -- ] s Postaabnerie. Send Bidrag. De No. som mangle i dem, jeg herved sender, skulle følge, naar du svarer mig. -- Jeg har den faste Plan at see mig om i Verden til Mai. Først til Frankrig. Min stakkels Ven [ -- -- ] , som ingen Udvei saae for sig i Hjemmet, reiser derimod ikke saaledes à la papilion. Han vil hemmelig -- hs Venner hjælpe ham med Pge -- reise til Polen. Det er alvorligt, men -- Tys! ellers sættes der Pind der- for af de Carnailler, som plyndrede ham for 100 Spdlr. -- I Sver- rig glædedes jeg ved Hjertas Bekjendtskab (herfor skjændte [ -- -- ] ) Franzéns, Wallins og Hedrens. De gave mig overraskende Beviser paa Agtelse, ds Værker osv. Jeg lærte at kjende en Cadet Ridderstedt paa Carlberg, om hvem Medborgaren siger: sjelden i Europa, aldrig i Sverge har en Yngling viist sig med saadant Talent for Skjaldekunsten som han. Er det saa, da behøvede jeg ei at vie ham til Liberalismen, som jeg har forsøgt i et Poema til ham. -- Audienzen hos HM. begyndte med Duskregn, men da jeg hyllede mig ind i en stoisk Kappe og intonerede paa haardt udtalt Fransk: Vôtre M. est puissant, mais vôtre disgrace ne vaut pas s'eloigner les vrais amis de Vous, et entre ceux je suis men jeg faaer det paa Tirs- dag igjen i Portsmouth, hvorfra jeg gaaer til Havre. I Mellem- tiden vil jeg gjennemspadsere Øen Wight. Southampton er en deilig By; især the High Street er meget glimrende. De skjønne italiensk byggede Huse forskjønnes overalt med Altaner, besatte med Blomster. Idag, Søndag, har jeg besøgt Kirkerne, men af den anglikanske Gudstjeneste hover kun Sangen mig. Den udføres af Cantorer med mange Smaabørn under sig. Alt er elegant i højeste Maade. Men hvor skjøn den Verden er, som Menneskene her have skabt, saa er dog Guds i Omegnen endnu SIDE: 115 skjønnere, med alle disse uhyre Egetræer paa de dejlig grønne Sletter og Smaahøje og Parker, gjennemskaarne af levende Gjærder. Jeg tog en temmelig lang Spadseertour igaar, hvorpaa jeg botaniserede. Jeg fandt ikke mange Frugttræer, men des- flere, for mange andre, og Høhøsten i Gang. Svinene ere som vore med opstaaende Øren, Hestene enten meget smaa eller uhyre store. Bønderne bruge Æsler. Hvedeagrene ere mage- løse, men Havreagrene ikke saa. Hele Staden oplyses af Gas, hvilket ogsaa, fra samme Kilde, meddeles til Kirkerne, Taver- nerne og Boderne. Dyrt er her i højeste Maade. For et Par Skoe maatte jeg give 14 Sh: det er 14 Gange 36 Skilling. Engelsk- mændene ere høflige vakkre Folk, men især Børnene ere deilige. Jeg var ikke det mindste søsyg -- -- . TIL LUDVIG DAA Southampton 2den Juli 31. Min kjære, kjære Ven! -- I be hier, und un world etrangere me circondat -- Her seer Du noget af det lingva franca, hvoraf jeg betjener mig. Det vil blive rigere end det Engelske, om Philologer vilde give sig af med det. Klar Typus nok paa det er det Haand-misgreb at jeg dypper her i forskellige Blækhuse. -- Jeg kommer fra Tavernen (Inn) the Sun, hvorhen jeg løb for af Aviserne at prøve Rygtet om en total contrarevolution -- som Nogle sige -- eller revolution du tout peuple contre le ministere for en Krig pour la liberté europeenne -- Oh! qu'il si soit! a quel moment viens je donc a la France; -- men ikke et Ord! Himmel! Desto bedre! Den velsignede Spænding hvori jeg er, vil da stige ligeindtil med hængende Flab -- demisso ore suspensis oculis -- at see imod Frankrigs Kridklinter, naar jeg nærmer mig did paa Tirsdag. -- Overreisen varede 3 fulde Uger -- Veiret som i ind- lagte 1ste Sang af et Poëm jeg spinder ud ved min dyre en- gelske Tobak, i Southamptons glimrende, over al Maade glim- rende saakaldte Highstreet. -- Af Brist veed jeg ikke andre end paa Penge og af at jeg idag paa en Botanisering, poeming, cir- cumspecting ja en Reise til Authoriteterne i Ptmouth, før de indsaae, at Chnia ikke laae ved Østersøen eller at vi ikke havde seilet gjennem Kattegat til Eng- land. Men paa Spithead havde jeg dog det pragtfulde Skue af en stor Deel af den brittiske Flaade med Caledonia, Codringtons Seirsskib fra Navarino, en frygtelig Machine paa 3 -- 4 Dæk. Liigtorne og det at mit Pas er spadseret til London har lagt mig qvar her idag Søndag, som jeg har tilbragt i Kirkerne, paa Promenaderne og i the Sun Inn. Den anglicanske Kirkes Ritus hover mig kun hvad Musikken betræffer. Den er fortrinlig, udført af Orgel og en heel Braate smaae Tenorister. Paa Pro- menaden fandt jeg bekræftet det Hygge Engelskmanden skal finde i sin Familiekreds. Jeg belurede en Sømand med sin Kone, Søster og Smaaebørn en heel Time. Den barske, af Porter, Tobak og Kjødæden rødfedtede, stridsortskjæggede Mand var som et Barn. -- I the Sun læste jeg the Globe ved Lexicon. I Gaarsavisen stod Hunt mangegange mærket med loud laughter, fordi han kom til at nævne reason (hvilket saaledes var stavet "risen"); men i Dagsavisen havde han en alvorligere conflict. Han sagde om "the head of H. M. ministery: He and has family received 68,000 L a year out of the peoples money" -- hvor- til Lord Howick svarede "such an attack from such a quarter (loud laughter) ought to be only treated with silent and utter contempt (cheers!)." Hertil svarede igjen Hunt "I hope that the public would hear this and the answer I have received". Han behandles med Ringeagt; -- dog lader han til at være et Organ for mange Stæder, efter de mange Petitioner at skjønne, som gaae igjennem Ham. -- Dublins Studenter have leveret en Anti- reformpetition, som befaltes to be printed. -- Her i Shampton staaer paa mange Mure, som Rest fra Valgtiden, med 2alenlange, smukt hvidmalede Bogstaver enten: King and Reform! eller "At- SIDE: 117 terley and Peanearie are the Men" eller Atterley Peanearie for ever osv., hvorimellem andre have indflikket et lille Not. I the Sun gjorde jeg Bekjendtskab med the right hon. Whisky -- Den er skammelig bagtalt af vor ellers saa sanddru Flor. -- Jeg sen- der min Vadsæk tilbage og putter Skjorterne mine til mig, for ret britisk vogelfrie at komme afsted; men i Fkrig vil jeg kjøbe et Asen, naar jeg reiser (kanskee gjennem Tydskland) og føre det til Norge; ja indføre dem der. -- Filles de joie ere frække her; men smukke for det meste. Og tænk! de unge Piger, eller ret- tere Fleerheden kun af dem drikke Brandy ligetil Spundsberu- selse; men j'ai les informe, qu'il faut, que les nymphes soient roses et violettes, mais non pas kaadklattrende Drue de Vin. Fruentimmerne forekomme mig skjønne, alle Børn overmaade deilige, Mandfolkene aabne og raske. Engelskmændene ere høf- lige, Toldbetjenterne tiggende og paahængende. -- -- -- Hvor tomt det blier! Til Køys! Levvel! De venskabeligste, kjærligste Hilsener til Broch, Flor, Gl Stabell med alle Hans, N. Dahl. Levvel Din Henr. W -- d. Kommer der nogle Planter ved Smith, saa gjem dem. Ilagte Breve afleveres paa Posthuset. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Paris 16. juli 1831. Her mellem disse forbausende Paladser, Templer, Kolonner, Monumenter af gigantisk Form, over al Maade glimrende Bou- tiker, flere 100,000 der ilende, krydsende, skrigende, pyntede eller smudsige Mennesker af det forskjelligste Udseende, har jeg nu været i 10 Dage, og agter at forlade alt dette Nye og bestandig Nye først efter de 3 Dages Fest, 30te Juli, for, over Havre, at retournere. Fra Havre tog jeg med Diligencen for 25 Frank til Paris, hvortil et Jevndøgn gik med. Var England smukt, saa maa jeg dog tilstaae, at Frankrig er skjønnere paa de fleste Steder, ja næsten overalt. Dalene ved Havre, Honfleur og Rouen ere saaledes mageløse og langt over hvad Øen Wight har at vise, og SIDE: 118 hvad en Indbildningskraft kan skabe sig. Normandies Skjønhed bestaaer i det Afvexlende, som England synes at mangle; men disse Afvexlinger komme af at det er ikke uden Bjerge. De Stæder, jeg saae i England, vare derimod nydeligere og smag- fuldere end de franske. Jeg steeg af i Hôtel du Havre, hvor Hei- berg boer. Jeg fandt ham gaaende i Barndommen. Men siden 3 Dage boer jeg i Hôtel du Nord, Rue des Fossées de St. Victor, to Huse fra en Landsmand, Student Mohn fra Bergen, der ligger her for at studere de orientalske Sprog. -- -- Det jeg har seet er 1) Versailles og 2) Trianon. I Versailles er alt vel vedligeholdt af den forbausende Pragt, endskjøndt det har staaet ubeboet længe. Trianon ligger ganske nær, i Haven saa- godtsom. 3) St. Cloud (ikke indvendig, da H. M. er der). 4) Louvre med den berømte Colonnade og Maleriegalleriet!! 5) Tuillerierne med Have. 6) Pantheon, halvseet kun, da det repareres til Festen. Det ligger nær mit Logis. 7) Det store Bibliothek, hvor iblandt andet nogle gigantiske Glober, samt en stor Mængde Antiker af alle Sorter, fra den plumpe berømte Zodiacus, der er taget ud af Isis's Tempel i Ægypten, til de mangfoldigste fineste Gemmer. 8) Bibliotheket St: Genevieva, hvor jeg saae Rom paa et stort Bord af Huse af Pap. 9) Mange Kirker, hvor jeg har seet ka- tholske Bryllups- og Liigceremonier 10) Jardin des Plantes, eller den store botaniske Have med Naturalmuseet og Menageriet. Jeg har seet nok af Løver, Kongetigre, Giraffen, Hyæner, Strudse, Zebrar, Elefanter, Slanger osv. 11) Kongen, Dronningen og Made- moiselle, kjørende i Pragteqvipager, med Laqvajer i antikt rødt Fløjels-Costume og hvidpuddrede. 12) Den 14 Juli et Opløb paa Bastillepladsen. Pøbelen vilde plante et Frihedstræ paa denne Plads, da det var Aarsdagen efter dens Indtagelse. Regjeringen havde i Proklamationer advaret derimod, da Dagen skulde fejres med de 3 i Slutningen af Maaneden. Alt vrimlede paa Gaden -- Vinduerne vare fulde -- hist og her tykkere Stimler med en Skriger eller Taler kanske imidten. Garnisonen med Lobau i Spidsen samt Nationalgarden paa Benene. Mohn og jeg sad i et Kaffehuus paa Bastillepladsen, hvor især Stimmelen var stor, da udenfor Huset en saadan Prædikant rejser sig op paa Ræk- værket, læsende høit en Brochure. Snart lød det: continuez! continuez! til ham, eller, da Linjetropper marcherede forbi: vive la ligne! -- hvilket raabtes for at vinde Linjetropperne imod Natio- SIDE: 119 nalgarden, der er den stærkeste Kapsun paa de rovgjerrige Sanscu- lotter. Med eet raabte Tusinder af Munde: le mouchard! le mou- chard! à l'eau! à l'eau! Folket troede at have opdaget en Spion inde i Kaffehuset. Man retirerede hvor man kunde for at slippe ud; men det var ikke godt; thi vilde brune Karle stode truende udenfore, for at gribe Spionen. Ingen af de i Kaffehuset værende var sikker paa ei at blive holdt for Spionen og sønderrevet. Mairen kom i sin sorte Uniform med trefarvet Skjærf, og bad Gjesterne forlade Kaffehuset, der skulde lukkes. Mohn og jeg gik til Døren, men neppe aabnedes den paa Glyt af den skri- gende Vertinde, før to Karle grebe med rasende Gebærder efter os. Mohn rev sig med Møje løs. Vi slap ind i Fælden igjen, be- klagede os for Mairen, at vi hverken kunde blive eller gaae. Han lod Nationalgarden komme, og nu slap vi væk uden andet Tab end at man rev Skjødet af Mohns Frak, og en rød Nellik, der skal være et forhadt Tegn, som en Sansculot løb hen for at rive af min Vest. Flere skulle være saarede og et Par dræbte. Her ulmer en Revolution, som man almindelig siger og uden Sky. Ministeriet er meget inpopulært. Idag gaaer jeg til Delavigne og Delafayette, som jeg venter hjemkommen fra Landet, samt i en Synagoge og til Gobelins. Jeg har været paa Theatre Français (!!) samt paa Th. de Molière, hvor jeg saae Tartufe. Paris er langt- fra saa opfyldt med Forfængelighed og Fif som dets Copier. Man er meget ugeneret her. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Havre de Grace 12. august 1831.] -- -- -- Alt er gaaet vel. Jeg er frisk og rask, men længes hjem, skjøndt Erindringen om de fordømte Processer er uad- skillelig fra den om Hjemmet. -- -- Sidste Dag i Paris var jeg Gjest hos Grev Løvenhjelm. -- TIL OTTO V. LANGE Eidsvold Præstegaard, 23de September 1831. Høistærede Hr. Overlærer, ædle Ven, -- St. Salvador! Jeg var en 8te Dag i Chnia. i Suus og Duus, og nu en 10 Dage herhjemme, hvor da netop var en Strøm af Fremmede, en Dynge 1/4aars- SIDE: 120 gamle Breve, som bede om hurtigst Svar, samt en Deel juridiske, poetiske eller tvertom pecuniære Sager, som kunne bringe En fra Sands og Samling: saaat jeg først nu virkeliggjør at bevidne Dem min Høiagtelse for Deres Characteer og øvrige Egenskaber, min Glæde over det Venskab, De i vort korte Samvær beærede mig med og gjorde evindeligt ved en fortsat Række af Beviser herpaa, samt -- hermed tilbagesendende 25 Spdlr. -- min Er- kjendtlighed for denne sande Frelserhjælp. Nogle faae Dage til vil jeg dog udsætte Opfyldelsen af denne Pligt, da jeg staaer paa Spranget til Chnia, og derifra kun kan franquere directe til Aren- dal. Det var et sandt Venskabsstykke. Det forekommer mig som en Drøm, at jeg har kunnet faae laant 25 Sp. -- en umaadelig Sum: 3 Dages Fornøjelse: et Livs Fornøjelse (dersom man har Hjertensmunterhed til Underlag); thi efter 3 glade Dage bør man døe. Man lever i Trældom under Constitutionspalmen, som man siger eller synger -- velan! men den er som Træerne i Alad- dins Underhave: Frugterne glimre og ere virkelige Diamanter istedetfor Glasæbler, Rubiner for Plommer -- de ædes ikke: de ere ikke nyttige for Tidsæten, men denne Hungrige sætter en taabelig Stolthed i at kunne skjænke disse Arvklenoder ligesaa ufrugtbare, ligesaa koldt-glimrende til Ætlingerne og Ætlingers Ætlinger. Stagnation, al Stagnation er det sande Dynd i stagnum illud Diaboli, quod fingunt theologi man kunde SIDE: 121 gaaet ombord i Statsstasbaaden Constitutionen, glemt og drømt i Champagner, skyllende over Dækket i 3 udslagne Salighedsdage, og -- med Latter over de tilbageblevne Narre blandt Passage- rerne, taget et Par Skurke iblandt dem under Armen, og med dem og den sidste Daler -- styrtet sig ud i det svallende Skum. Det er ikke skeet, fordi jeg er en Daare, der har ladet mig lænke af en Spindelvæv: Æren, til en elendig Tingstue, til et Ting- studefjøs op paa Landet. Levvel! Jeg beder Herr J. Aall med hele elskværdige Familie forbindtligst hilst. Med Hr. [ -- ] taler jeg, røger jeg i Enrum en Pibe Tobak til stærkt Øl. Med Hr. [ -- ] drikker jeg 8 Snapser Genever og leer, men ikke meer. Med endeel Andre spiser jeg levende Torsk og drikker Viin. Alle hilses og takkes for den gjæstevenligste Artighed. Levvel! Deres forbundne Henr. Wergeland. Chrnia. 6te Octbr. Jeg er her. Brevets Convolut er aabnet. 5 Sp. ere spadserede ud. Hvis er Skylden? -- Hovedstaden -- denne Hovedstad, som deri dog er en Hovedstad, at der er dyrt. Det vil kun bringe mig Fornøjelsen af at skrive dem snarest til endnu engang. H.W. P. S. Siig Hald, at han bør ikke ærgre sig over sin 6 Dages Quarantaine, for alle fra Kjøbenhavn hjemvendende Normænd burde (især i moralsk Henseende og æsthetisk) underkastes en 14 Dages Quarantaine, en Purification, en Kjølhalen og et Svedebad. TIL OTTO V. LANGE Eidsvold, 16de [26de?] October [1831] . Agtede, kjære Hr. Ven! Hermed 5 Spdlr. De 20 har de vel faaet saa seent de end kom? En Plan er vel ligeledes pr. Commissionær i Chnia kom- men i deres Hænder? -- Man spaaer mig her Krig med Rus- land, med Storczaren selv, fordi jeg har, i en Slags Parentation over Polen, expectoreret mig i en saadan Tirade: "Suwarow SIDE: 122 myrdede Børnene . . . nu myrder Nikolai Fædrene og Mødrene, saa hele Mskyngelen døer . . ." -- Juristerne tale vidt og bredt om det Farlige i sligtet Hjerteudbrud . . Jeg maa lee . . Krig med Rusland! Nu vel -- jeg har Had mod det for et heelt Folk. Kom- mer det til Slag -- jeg taber og kommer paa Tugthuset. Vel! vel! Saa skal det gaa i disse Dage, da Jordens Djævle have seiret. Seiren ved Warschau strække sig ogsaa til Os. Saa skal det gaae -- nu, da man med Skjel kan spørge: Retfærdige Gud! vil din Throne du vige? Barbarernes Czar, skal Han den bestige? Hvo, du eller Han, skal styre paa Jorden? Sit Had imod Livet, Fortærelsens Vilje har Satan ham givet; og Gud ham sit Lyn og sin knusende Torden. Men vare vi frie i Sandhed -- havde vi, iblandt andre liberale Institutioner, Juryer for Trykkefrihedssager -- Hollah -- da kunde Historien tale mens Despoterne levede. Da var ikke Saga en Gravnynnerske, en Vaisenhuspilt. Henr. Wergeland. TIL LUDVIG DAA 4 Novb. 1831. Kjære Daae -- Du har Skam af at gribe en gammel Ven med catoniske Plumpfingre i saa uskyldigt et Lurendrejerie, som at tage de 10 Spdlr og putte i et eller andet Hul der har gabet for- Længe, og saa sætte sig selv d: e: en ærlig Mand for en anden ærlig Mand ind som din Debitor til Juul. Her ligger hele Klatten, der ellers skulde faret i Grüning med sidste Tirsdagspost. Du har forlangt 10 Spdlr, her er de. -- Tør jeg bede dig hilse N. Dahl fra mig med Anmodning om at han gaaer til Flor og til- byder sig som Correcteur og Hjælpeexpeditør af Fbldt mod 1 Spdlr maanedlig? Jeg har vel sendt Flor (efter hans desperate Indryk af Trykfeil i No. 39) et Avertissement efter en Slig, men Dahl ønsker jeg fortrinlig. Jeg har ikke andet end Ærgrelser af det Blad og den skjødesløse, om sin og min honneur uvorne Makker; mon jeg er ubillig -- hs Øine? Jo han er skjødesløs -- da maatte han faae fat paa En, som kan see for sig. Saa som det er denne SIDE: 123 Maculaturlap som skryder med Fbldnavn, kan det ei bestaae. -- Jeg er dig meget taknemlig fordi du har gjort Alvor af dit Løfte om at foreslaae Hjelm en Retirade til Fordeel for mig -- denne Plan var ogsaa en af de flere Du fremsatte eller med mig ud- kastede til mit Vel. En af disse -- om en Nytaarsgave maa jeg idetmindste forandre til en Markedsgave (slige Titler ere mig uudstaaelige) da -- her er Novbr allerede, og jeg har to Arbeider at fuldbringe til medio Decb. Jeg arbeider derfor herpaa meget vedholdende og forsyner dertil Fbldet med hele Bunker. Stort Haab har jeg til mine Digte hvad min literaire honneur angaaer d: e: jeg haaber de hvad Klarhed betræffer og en total Brist af, ja hvor der gives Leil. Spot med den ulykkelige, men dog virke- lig i min ynglende, klængende, gjernesigindtilstrygende, gralum- merlystne, liderlige Natur engang grundede Sentimentalitet, som raader i de forrige Digtes Galskaber, skulle udsone disses Slet- hed. Jeg ærgrer mig over at have skrevet sligt som en stor Deel af disse latterlige Jeremiader -- og dog hvor rørte de mig ikke da jeg skrev dem. Skidt! -- Det er en besynderlig Uvidenhed du holder mig i om Lerche. Er, blier han i Fkrig? Herom maa du melde mig. -- Jeg hører Intet fra Schive. Den elendige Perpendikel hævner sig ved aldrig nu at lade mig faae Skilderier; heller ikke han svarer mig paa flere Billets om Trykning af L. i H. Tør jeg bede dig, gaae hen til ham og afæske ham mundtlig hs Svar angaaende dette, samt -- om den er paabegyndt -- paaskynde den af al Kraft, og, hvis første Ark er aftrykt (endog om ikke corrigert) faae det til mig med Budet. Hermed sendes Mscript til 1ste Farce, som jeg vil bede dig kun i 2 a 4 Portioner betroe til hans Hur- lumheiskuffe, alteftersom han trykker af. Dersom Du kunde drive mig op et Par af mine Subsc:planer, gad jeg nok have dem. Siig til Heffermehl, at jeg har atter skrevet til Opdal. Vil Du lade Budet faae med sig den Floretstump du tog til Kradser imod medfølgende chef d'oeuvre af mig til samme Brug? samt efter indlagte Liste stell Budet paa ret Vei til at udrette mine Ærender. Din H. W. P. S. Lad kuns Soelvold besørge Bispebrevene! Det maa skee snart, skal det være til nogen Ting. SIDE: 124 TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold Pgd. 4 Novbr. [1831.] Mangetak, min Ven, for Laanet. Jeg tør bede dig at aflevere indlagte Brev til H. Olsen. Deri er Ansøgning om selv fra Landet at laane. Dersom det ikke bryder dig formeget at sende et Bud med en Lap op til Biblioteket, saa beder jeg dig at skaffe mig Anna Leengrenns Digte, Grev Creutzes do., Tegners mindre Digte og et Bind af Lagerbrings Sveriges Historie eller af Beckers Welt- geschichte. Jeg gider ikke trætte dig med at spørge om A. N. M. af J. H. Levvel Henr. Wergeland. Dette Bud er hjemmefra selve Gaarden; og medfører en Kasse til Bøger. Hils Angelot dersom han er i Chnia. Om et Par Uger maa jeg ind. TIL GERHARD MAGNUS E [idsvoll] Pgd. 8/11 [1831] . 7de Hefte af Mdskrivtet er mig aldrig tilhændekommet. Kan jeg faae det, saa vel! Item anmoder jeg el: rettere forespørger mig om det var muligt at erholde det Blad (det er netop for sig Selv) hvorpaa "Festrimeren" stod, samt Heftet med Opium i. Der er en Mand i Hamborg, som skulde have de Sager. Dersom det ikke er dig muligt at expedere de Sager nu, saa maaskee Du vilde have dem færdige til næste Leilighed. Er de særskilte Opiumer at faae kjøbte? Lebewohl! TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll desember 1831?] Du har saa ofte, min meget kjære, talt med mig om hvorledes jeg skulde sikre mig en uafhængig Existence, der ikke skulde altformeget -- som t. Ex: en personelcapellanig Slavestand hos en gammel dum Klerk -- staae i Strid med de Grundstrøg for min Bestemmelse som vel stikke frem i min Tilbøjelighed til at SIDE: 125 virke paa Publiken scribendo. Jeg henvender mig da til dig med en Plan, du vil see i Indlagte, og beder dig, saa hurtig du gaaer ud efter Modtagelsen heraf, at bringe Manuscriptet hen til Sch -- Guds Død her er alt Gutten fremme, som skal reise -- hen til Schiwe, til hvem jeg har skrevet. Vort Pengemellem- værende, samt det at han har svenske Aviser gjør at jeg hen- vender mig til ham. Da du maaskee bør læse Brevet til ham angaaende Udfærdigelsen av Prøvearket, saa indlægges det her -- forsegles igjen og gives Gutten atter til Frembringelse. Vil Schiwe ikke trykke strax, saa forkynd Folkebladets Opsigelse hos ham, og at han skal komme til at gjøre Regnskab for endeel Expl. deraf, som jeg nu er kommen underveir med ere afsatte hos ham hemmelig. Herre Gud, at man ikke strax kan sige til en Slyngel at han er det; men maa endnu bære over med ham. Vilde han blot nu rette paa sig og degradere sig til Bogtrykker, Expediteur, Copiist og Pensioneret af et ordentligt Blad. Siig ogsaa til Schiwe, at du har Anmodning fra mig om i Vægrings- tilfælde at gaae til Lehmanns og Krohns Bogtrykkerie forat faae Prøvebladet trykt strax. Jeg tør ikke i denne casus bede Dig derom, men maa da vel reise ind, saaat jeg kommer om Eftmd- dagen og reiser om Morgenen. Faaer jeg nogle Ord fra dig? De glæde din Henr. W -- P. S. Klag for Soelvold over at jeg ikke faaer Statsborgeren. Finder du at indlagte Oversættelse af Rule gaaer an -- at Metret er rigtigt, saa giv Hjelm den til Maanedskriftet. Siig til Schiwe, at jeg glemte i Brevet til ham at forlange de sidste Skilderier. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll vinteren 1831 -- 32?] Kjære Ven! Dine Bestræbelser forat hjælpe Digtene frem vilde være mig saa kjære som de ere om de end ikke vare saa hel- dige. Jeg subscriberer mig evigen som din erkjendtligste Ven -- ikke for de 24, heller ikke fordi jeg trængte til et fornyet Beviis for dit opofrende Venskab, som jeg gjengjælder; men fordi jeg dog glæder mig over at have erholdt det i disse -- jeg maa troe -- Anstrengelser. SIDE: 126 Dersom Sigurdson er i Sfundet, saa lad ham faae Indlagte efter Indrykkelse i Bladet der; ellers uden dette. Han er vel i Byen denne fortræffelige Karl? At jeg finder ham vel inde i Mythologien osv vil Du see. TIL GREGERS F. LUNDH Eidsvold Pgd. Lørdag 28de Jan. 32. Høistærede Herr Professor Lundh, Indlagte Mscrpt -- omtrent 2 Ark trykt eller maaskee 1/2 til -- ønskes trykt i Deres Trykkerie, i almindelig Octav 30 -- 32 Linier paa Siden -- smukke Corpus til den ordinære Text -- do. Petit til de understregne Steder -- 500 Explr. Men Knuden er, at det skulde ud til Marked. Derfor er min Anmodning, min for- bindtligste Anmodning, om at De, om nogenledes muligt, fra Mandag Morgen intentis viribus vilde lade sætte ved et Par Karle, saa jeg kunde faae det hele op med Onsdagsposten paa Torsdag til Correctur, forat sende det ind igjen med Lørdags- posten, hvorefter jeg da andengang vilde tage Correctur, naar jeg til Marked indfinder mig for at besørge Udgivelsen og Pres- sen godtgjort. I sidste casus overgiver jeg mig paa discretion eller finder mig i Deres Priis. Skulde De ikke kunne overtage Arbeidet, da beder jeg Dem at være saa god til Schiwe at overlevere Mscptet saavel [som] disse Bestemmelser, der da, tilligemed Anmodningen om Hurtig- hed, gjælde for ham. -- Med Høiagtelse Henr. Wergeland. P. S. Med Correcturen No. 1 behøves ikke Mscriptet. TIL GREGERS F. LUNDH E [idsvoll] Pgd 17/3 32. Jeg oversætter Byrons Manfred -- 3 Ark vel el. maaskee. Sligtet Værk, med sligt Stempel vil være en stiv Briis paa Sma- gens Vimpel. Spiser man ikke vore Svalereder hos os, saa spiser man saa Gu' de chinesiske. SIDE: 127 Vil De trykke det -- saa vel! Vil De give mig Penge der- for -- saa vel! Vil De give mig halve Oplag -- saa vel! Vil De give mig fri Tryk for noget andet, til Vederlag -- saa vel! Noli societatis lingvæ restituendæ oblivisci! Med Høiagtelse Deres Henr. Wergeland. Lector Messell vil anbefale Manfred. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll, mars 1832.] Kjære Daae. Soelvold skulde blot raadføre sig med dig om Trykningen, men dertil hørte rigtignok et Imprimatur. Nu beder jeg dig at sende Indlagte forseglet til Lundh strax, samt at corrigere det -- Mscriptet er godt, og du maa som Filolog kunne conjecturere. Dette skal skee -- neml. Sendelsen til Lundh, saafremt Soelvold ikke gaaer ind paa Trykningen av Balladen efter mit Propos, i hvilket Fald han paa min Bekostning skal lade Viserne trykke efter den i Følgerække, saa at det Hele bliver en liden Bog betitlet som Vi- serne. NB. Men alt maa skee hurtigt, da Ottedagegammelt lugter for mig. Jeg taaler ikke at røre ved L. i Holyrood, fordi det er for gammelt. Anpriis Soelvold Hurtighed, samt siig ham, at han skal lade en Slamp streife om paa Ringerige, i Agger osv med Catechismerne sine, saa vil han, ligesom jeg, tjene Penge paa mine. Saa gjør jeg og stryger Skillinger til mig. Saa vil jeg gjøre med Balladerne. Han kan ikke handle. Sæt Mod i ham. Bare Hurtighed. Din dig meget elskende Henr. W. NB. Dog skulde de hver kunde tages fra hinanden, for at kunne sælges for 4 Skill. hver, eller 8 sammen. Gjør Soelvold det, saa Intet til Lundh. Men da lad mig faae hele Correcturen. SIDE: 128 TIL GREGERS F. LUNDH 6/4 32. Jeg har fulgt Deres Raad -- brave, høit -- ikke høistærede, for det siges til Enhver -- høitærede Hr. Lundh, og budet Hjelm samt den kostelige Schiwe Byrons chef d'oeuvre. Men jeg kom- mer vel til at lyse Geistens Forbandelse i Manfred over mit Arbeide: Se, alt virker Uheldstjernen! Alt en klangløs Lænkegjord rundtom Hjertet, over Hjernen spandt det stærke Trylleord; bandt din Qual og dig tilsammen, raabende: nu dø i Flammen. Derfor har jeg ad interim standset midt i anden Act. Men neppe døer noget skjønnere i denne forbandede Tid, da afskye- lige, opkogte, juridiske el. politiske -- nei især juridiske Afhandl., med en Skrivergravitet i Dommersædet, dominerer i Journalerne -- end denne Byronide. Og hvilken Poesie kan leve? Og dog -- hvilken Klage! Verden er jo dog bleven bedre; og da kan ikke den poetiske Sands have tabt sig. Men Verden er endnu i en stor Kamp med Juristerne, der allesteds have fisket i og stedse røre op i Revolutionsrøret. Og -- priset være den almene Sjel -- deres Sejer varer vel ikke evig -- Det Formelles Kjæm- pere skal ikke repræsentere Mskeheden -- lad da før det Gei- stige, og med det en ny Poesie hæve sig -- fremtræder end dette som det seirende Geistlige. -- -- Poesien kan før aande under en Præstekaabe end under skippundvægtige Pandecter -- heller under en Lov, der siger til Den, der hungrig uden videre mætter sig paa Guds fulde Jord, at han bør nedknæle for et Frelser- billede ): for sin egen lidt suurseende Genius, -- end under den Lov, der hjerteløs, kold og triumferende over at have grebet en arm Synder, siger "6 -- 1 -- 8 Delinqventen skal som Tyv og Udskud trælle sin Livstid i Jern, kagstryges, brændemærkes -- osv." -- Saa er det! Og se mig, Deres Client, hvor Juristerne arbeide for at gjøre mig prosaisk ved alle deres afskyelige Redskaber! Men hvor Naturen kjæmper! Legemlig Tortur er forbudt; men er der værre Tortur end den aandelige, den over Aanderne, som disse seendrægtige, authoriserede Bødler, anvende. Og kunne de ret SIDE: 129 seigpine, da anbefales slige til Bureaukratiet som en ypperlig Ju- rist ): en af Tidens Despoter. Saa er det fra Dupinerne til vore Kroges Rabulister. Han bliver det ved at udrykke sit Hjerte og qvadrere sin Hjerne paa samme Maade som i Thibet den Munk er en ypperlig Munk og Mskehedens Triumph, som kan udrykke kraftigst Følelsen af sine Nerver. -- Hvem der er klogest af disse, er ikke saa greit at sige; men hvem der er bedst, findes let. -- Dersom der var Spørgsmaal om Psychologie, Organ, Constitution, Nød og alt et Mskes Ejendommelige og Habituelle, naar disse elendige Lovrabbiner skulle producere Frugterne af deres Viis- dom i en Dom over en Synder f. Ex.: -- saa velan! -- Men -- tal sligt "Du er ikke Jurist" svarer Æslet, ja endogsaa spottende ): "De forstaar det ikke -- De er en Tosk" -- Se, ret paa Verden, vær et Mske, og De skal strax faa dette "De er ikke Jurist! -- denne Classes uhyre Anmasselses Schibboleth. -- Man dræber mig nu vel snart; men blier jeg da en Djævel, saa vil jeg fra Thingstuens Stude til Parlamentets Bucentaurer fare ind i Msk- hedens og Poesiens, hins Sjels, Forhaanere og Mordere. Som en arg Nisse skal jeg pirke Galskab indunder den ærværdige Dom- mers Paryk, saa han til alles Forskrækkelse, midtunder sine alvor- lige Conclusioner, midtunder Dødsdommen, skoggrende siger "Bæ! vi ere nogle Narre tilhobe!" -- ja og bladdre op i alle Indlæg, i alle disse uhyre Registraturer, vælte Bureauhyllerne, til hvis Fyl- delse med lutter aandsfortærende Copier Staterne engagere 100de Dagdrivere, der dagdrive og copieskrive sig sløve og til Krykker; -- ja og vælte Diriksens Blækhuse, Protocolbjerge, Breve, Circulærer -- hei hop, Altsammen -- Han under hvis Tyrannie jeg sidder nu 6 Miil fra ham; thi jeg skal nu, mens Vaarsolen skinner varm ind igjennem Vinduet, der er fuldt af Malver osv Blomster -- mens en liflig Caffepibes Røg driver hen under høje Gyldenlakker nu mens jeg skriver til Lundh -- mens Vindvet staaer oppe i den milde Luft, og Starren hærmer og fløiter ligefor -- jeg skal nu afcopiere, tænk, afcopiere tre over Alt formodentl. kjedsommelige Dirikske Decreter. Bureaukratie, Du har flere Trælle end Czaren og Keiseren! 18de Aarhundredes Helte skulde være stive som Potsdammergardere. 19de Aar- hundredes blive krumme, pukkelryggede, hektiske, feige, høf- lige, snigende. Af disse 3 Breve kan man vist faae et heelt ud med bare Komplimenter, mandarinske evindelig gjentagne Vidt- SIDE: 130 løftigheder, som vist afcopieres paa 6 Steder med perset Lunge. Og dog -- jeg seer det angaaer en Strid om en raadden Bod mellem et Par Capellaner -- istedetfor om De vare Christne og Msker -- De vilde kappes om at give hinanden Pindene, ja om En manglede et Huus, da at give sin Broder det. -- -- -- Hvad er det for en Filippica, jeg har skrevet. Jeg har forglemt mig og ladet løbe -- forglemt, at jeg skriver til en Forretningsmand. Nu vel, jeg troer, at dersom De ikke kjeder Dem paa Sygelejet, bedste Hr. Lundh, saa har De sprunget over og seer efter Gjensvars- og Forretningspuncterne. De skulle vel komme -- at rari nantes in gurgite vasto. Dog seer jeg at i dette gurges er en sand Menings truncus plumpet i. Denne er paa 1ste Side "ny Poesie" -- qvid est? De forjettede Tiders nye Poesie? -- Nuvel skulde ikke ogsaa det Begreb engang hæve sig til Sandhed og Poesien alene henflyttes i Ideeverdenen, ja i det Ikkehændte -- ikke i det Forbigangne el. Nærværende: det er hjemfaldent til den bebrillede Historie, hvorimod det uvæb- nede Seerøje, stedse speidende forud, skal lade synge om stedse nye Himle, som aabne sig for det, bedre Mskheder, nye For- træffeligheder og Historiens end ikke udviklede Følger. Hvortil uden til Ørkesløsheds Moro da disse bagvendte Romantikere, som ville drage Verden om, forgabende sig i nogle Hjelmpigger, Volds- bedrifter og Ruststøv? Hvortil disse rimende Krønikeskrivere, der kline "Epos" paa deres Historier? Sæt Æneis og Thors Reise til Jothunheim blandt Historikerne. Men sæt Edda paa Poeternes Hylde. Den, som skrev den, saae forud: han levede vel i den ældste Old, men hvad han skrev fattedes ikke af de Samlevende, hvis Sandser, under Thorbilledet, kun de voldsomme ydre Natur- kræfter kunde gjennemtrænge: først paa Hakon Jarls Tid, eller saa, fandtes flere, der opdagede de højere, pantheistiske Ideer i Eddaen; og da Pantheismen var dem nok, de skarpe Natur- hoveder, saa kjæmpede de haardt mod Monotheismen, hvorimod dog Asalærens Dunkelhed havde ladet de Fleste blive Indiffe- rente: saa de -- og det var Kongerne, der havde lidt Guld og Ære at lægge i Vægtskaalen, vandt. Men nu først kan man commentere sandt over hvad det gamle Seerøje saae. Der er Poesie, og dens Triumf hyldet af sildige Sekler, saa endog de mest sværmeriske Monotheister (Grundtvig osv.) bøje sig derfor. -- Poeter have da været lige fortrinlige til enhver Tid og med SIDE: 131 enhver Dannelse. Gjør Intet! Plato, Spinoza, Eddas Forfatter -- se der 3 ligestore Sider af samme Prisme, hvori det guddoml. Væsens Straaler bryde sig. Saa den raa Homer, den raa Shake- speare, den vilde, men dannede Byron osv. -- Nu nok! Langt klogere end det Raad, De gav mig, at sende Byron til Mdskriftet, er det, De giver Dem selv at restituere Deres Helse paa Landet. Her kan De jo være nogle Dage (Hurdalen er nær): Her er smukt, sund Luft, Kalvesteg, ja af Kalve, som die Mo'eren, Bordeaux osv. -- Gammelnorsk kan jeg ikke -- jeg siger det med Rødme i Eenrum. Et af Deres Qvartalskrifter kunde i en Slags Fortale indeholde en Grammatik deri. Red os vore Casusendelser og Personbøininger i Verberne. For det kunde man gjerne give Kongsberg. Med at damascere Snorro forstod jeg at behandle poetisk enkelte af hans Helte i Ballader eller at travestere Qva- dene. Jeg er til Tjeneste. Jeg vil udgive slige Folkesange, altsom de forudgivne betale sig. En lang Ballade fra de senere Begiven- heder "Blaamyra" corrigerer jeg nu. Jeg vilde have den trykt hos Dem, men Statsborgeren, som har Forlaget mod at give mig 1/2 Oplag, har ladet den trykke hos Krohn; og jeg seer, at et passende Vignet mangler. Et saadant er det, som staaer foran de hos Dem trykte "Tanker om Storthingsvalg". Nu er det vel mod al coutume at laane sligt. -- Alligevel; det Vignet er meget passende. Vignettet er Hjelm, Sværd og Belte og Balladen er en Slagsang. Gjør Hvad De kan! Jeg skal sende til Dem Balladen, saa vil De see om Noget bør gjøres. Synes De ei om den, saa brænd den og Mscriptet skal følge efter som Offer for Deres Sundhed -- Med Høiagtelse Henr. Wergeland. TIL GREGERS F. LUNDH E [idsvoll] Pgd. 3/5 32. Høitærede Herr Prof. Lundh Indlagte tillader jeg mig at anbefale Deres Sætter, forat han, i Format som før, kan sætte paa et Halvark, indtil han med Søn- dagsposten faaer Sluten ): en Vise til samt Noter, for de Bæster opfylder ikke en af mine Hensigter med disse Viser, nemlig at tvinge dem, dersom ikke den blotte Lyd er dem nok, til selv SIDE: 132 at slaae efter i Snorro. Jeg kommer saa selv ind Onsdag for- modentlig for at corrigere det hele Halvark og tage det med mig, ved hvilken Leilighed jeg venter Debet opgivet, hvorpaa da strax, idetmindste for forrige 1/2 Ark, skal betales. Dog -- skulde det være saa djævleblændt, at endda til den Tid Heggen thi jeg reiser ind forat faae Franzos-Polakken Montbar med mig, og han skal kun see Norge i Triumfdragt. Nu ligner hun en Lægdekjerring med hvidstrimet Haar over Pjalterne -- Een, som nu hverken Sommer eller Vinter vil forbarme sig over. Levvel! Med Høiagtelse Henr. Wergeland. P. S. Far har sat Musik til mine Viser -- og de synges. TIL LUDVIG DAA [18. juni 1832.] Eidsvold -- Mandag 18de Juni Kl 10 Fddg -- modtaget din Billet, og iler med Leilighed i samme Fmddg at svare: Jeg kan dels formedelst et Retsmøde d. 22de, dels formedelst adskillige Reise- grejer (f: Ex: Skoe, Nudder i mine engelske Halvstøvler osv) ikke SIDE: 133 være færdig før den 24de om Morgenen, da jeg agter med et Musikcorps at seile til Hovindsholm, for der om Aftenen at deel- tage i den enorme Sthansleik som der i de sidste Aar er bleven feiret paa den lille Holme af halve Toten og Hedemarken. Der- fra har jeg tænkt mig at reise gjennem Toten, Haland, Ringerige og i Modum at slaae ind paa Kgsbergvejen. Siig til Pope, at disse Egne ere i fuldeste Pragt paa denne Tid, men at Thele- markens Høiegne først midt i Juli ville være os skjønnest og be- qvemmest -- siig ham, at han ikke bør forsømme den eclatante Sthansfest -- den største i Norge -- at paa den Tid kan man med Jevndøgnsvindene (som idag ere begyndte med en herlig Sønden- bris) faae den skjønneste Mjøsseilads; samt at den Sving Intet vil koste ham, saasom jeg der træffer lutter Bekjendte, og har idet- mindste foresat mig ikke at give ud en eneste Skilling uden Færgepenge før jeg har Modum i Ryggen. Med Popes Selskab er jeg desuden rundelig tilfreds -- flere genere. 1ste Juli ere vi hos Darjes i Modum og have Udsigten baade til et Glas Grog og til Eggedalshornene. Pope kunde gjøre Følge med Thesen herop den 21de, eller og, gaaer han ud om Aftenen saa er han her betids om Morgenen -- en af de 100 Eidsvellinger, som nu ere i Vejen, tage hans Randsel. Jeg vil ingen Bylt have med mig. Bed Pope forsyne sig med en liden Kikkert, om han har den, da min er istykker. Bed Pope gaae ind paa denne vel udvidede, men ikke bekosteligere Route, der skal vorde et vandrende Gjæstebud fra Hovindsholm til Landhandler Hammer til min Onkel Thaulow til Kapellan Støren og Doctoren -- til Darjes -- og saa først til Skillingerne. -- Vilde Du gjøre mig en Tjeneste: saa gik du hen til Hoppe, og spurgte om Alt var expederet efter Aftale; dog tør jeg ikke bede dig, men blot foreslaae. Det befaler jeg dig dog at tilstille Hjelm Medfølgende, der haster. Med det Grundknæk mit Humør har faaet af Amor, af Pro- cesser, af de afskyeligste og bittreste Erfaringer behøver Du ikke at frygte for, at jeg skulde røres eller rokkes ved velhavenske eller andre Angreb. Selv det Modsatte, som har hændts og hænder mig: Beviser paa udmærkede Mænds Agtelse paa mit selvfortjenstløse Talent gjør et lidet Indtryk paa min Apathie. En liden Bolle under en Syringbaldachin, der lun aabner sig mod SIDE: 134 Varmen og en dundrende Keglebane, og et Par Clarinetter -- eller en Pibe i Solvæggen og lignende Vehicler lade mig lee ad de 24 Tvistens og Ulykkens Aar. Det er et særdeles sødt Skum, som flyder ovenpaa dette Hav af Galde. Bagateller! Bagateller! Af Alt, rørende mig Selv eller Andre, ærgrer jeg mig mest over Pontoppidans Forklaring. Der er intet Andet, som jeg hader -- intet andet, som jeg elsker end Sandheden, Eensomhed, Ærgrelse og -- naar Selskab skal være -- Dig. venl. Henr. W -- P. S. Jeg vil kjøbe Mark -- blive Bonde eller Planter. -- Mdskriftet skylder mig Penge -- Det er det Allerværste [at] kræve. Jeg er ræd her alene ved at tænke derpaa -- [Men] Reisen -- alle Aarer ud forat komme afsted. -- TIL HENRIK A. BJERREGAARD [Eidsvoll førstningen av september 1832.] Deres Brev, kjære, høitagtede Bjerregaard, er mig af højeste Værd. Jeg kan ikke sige, hvor den Tale huede mig, hvor jeg fik Mod af den, hvor jeg glædede mig ved at besidde saavel et saa- dant Pant paa Deres Fortrolighed og Godhed for mig som deri ogsaa en ny Grund til endmere at agte Dem og have Dem kjær -- En ypperlig Commentær til Nationalsangen af dens Forfatter. Jeg har ogsaa fra min Fa'r at forsikkre Dem om at hvert af Deres Ord er som skrevet ud af hans eget Hjerte -- at han i højeste Maade billiger Deres Idee om at forene Kræfterne for det Gode quæst. -- Det skulde ikke mangle paa Mænd af saadan Vilje og det voxne Mænd baade af Lærdom og Alder. Knuden er blot, at de ere noget magelige og skye alt Skin af nogen overlagt Samvirken, for ikke at sige en Conspiration. Her kan nævnes Lundh, Hjelm, Præst Hesselberg, do. W -- d., Justitiar Berg, Candidat Stabel (der maaskee kunde have Indflydelse paa Morgenbladet), Toldinspec- tør Lassen i Thjem, Rector Holmboe i Bergen (der Begge kunde være som et Slags Inspectører over Bladene der) [fotnotemerke] Adjuncterne Brømmel og Wraamann sammesteds, Filologerne Daae og Brock i Fotnote: Capellan N. Dahl i Bergenstift vilde skrive flittigt. SIDE: 135 Xnia, S. O. Wolff, maaskee Medecineren J. Lie (der vel ikke er saa daarlig Stilist), Theod. Broch, og maaskee lod Ing. lieut. Lund sig overtale til at skrive nu og da, og Lieut. Wibe lod sig maaskee vinde som Tirailleur m. fl. Baade iblandt Studenter og Officerer gives der ikke saa faae Velsindede, men om Talenterne er et større Spørgsmaal. Af Journaler er nu vel H's Mdskrift aabent, Schiwes Xnia Tilskuer og Blad lod sig bemestre, Nordlyset skulde være Sagen viet, saafremt det kunde komme ud (Jeg skal nu lade Pla- nerne indkalde) Morgenbladet er en fælleds arena og til grovt Skyds kunde Stborgeren og nordenfjeldske Journal tjene. Det forekommer mig som at Modkraften saaledes lod sig orga- nisere til en jevnt vedligeholdt Bearbeidelse af Publikum, at et Par af Sagens Chorager i Chnia tilskreve (med Anmodning da om Hemmeligholdelse) eller, saafremt Hemmeligholdelse ikke blev anseet for nødvendig, tilsendte hver af de Mænd, De maatte holde villige og dygtige til et saadant Samvirke, en offentliggjort Deduction om Litteraturens og Velanstændighedens farlige status, med Anmodning om at bidrage til at modvirke Angrebene her- paa. Ved Skrift isærdeleshed maatte dette skee, og Afhandlin- gerne kunde da maaskee enten tilstilles de visse Commissionærer i Xnia eller andre Byer, som da efter Indholdet anviste dem Plads i Bladene, saafremt saadant stod til deres Disposition. Herved vilde maaskee bevirkes mere planmæssig Eenhed i Mod- kampen. Forpligtedes eller vilde Samkjæmperne forbinde sig til at levere et Bidrag (af Foreningens Aand) hvert l/2 Aar eller saa, da vilde denne Modkamp vinde i Kraft, Publikum holdes i Aande og omsider betvinges af de idelige Impulser, og Modparterne merke, at Valpladsen langtfra var tom, men stedse dundrende under nye Rækker og Salver. Af herlig Virkning paa Almenheden vilde det være, om deslige Afhandlingers Forfattere af Autoritet navngave sig. -- Gjenstande for slige Artikler vilde være Svar paa danomanske Opsatser, Recensioner over danske Værker af Indflydelse i Norge (f. Ex: Vaudevillerne), over norske, hvori en Danomanie maatte spøge, Optagelse af de svenske og andre Recensioner og Artikler, som maatte være i vor Aand, Advarsler, Satirer osv. En Afhandl. af min Fa'r "om de danske Skuespil" blev ivaar indtaget i Aftenbladet -- det skulde være godt, om Schiwe (hvilket dog ikke er at tænke paa) opfyldte sit Løfte at SIDE: 136 aftrykke den særskilt. Naar endeel vilde tage flere Explr., saa gjorde han det maaskee. -- Tænk over noget af dette, og handl! Gjør mig saa den For- nøjelse at underrette mig om hvorledes De tænker denne Ligue contre ligue istandbragt. Alt for Norge! er Deres Løsen; -- ogsaa jeg kan glemme eget Ondt over dette Onde, som tærer Fædre- landet, og som nu har declareret sig som en løbende Kræft. Den politiske Demoralisation udvikler sig hurtigere nu end selv i de første Lykkejægeriets Aar efter 1814's Revolutionen; -- man vo- vede dengang ikke, som man nu saa dristigen gjør, at lære Folket Blusel for sig selv. Troer det først, at det er et Intet, saa vil det ogsaa troe, at det Intet har at tabe. Det vil bemestres af den vanærede Piges Følelser, som enten udvandrer fra sin Faders ærlige Huus til Bordellet, eller sætter sig skamblussende og græ- dende paa Strandens Klipper, ligegyldig enten Stormen bortriver hende ellerom de stigende Bølger voxe hende over Hovedet. -- Jeg skriver paa en Slags Critik over Vidar; -- min Fa'r troer, at jeg ikke bør svare W -- haven; imidlertid vil der dog blive svaret i en særskilt Pjece. Indlagte over Ole Rein tør jeg maaskee bede Dem, gode Bjerregaard, at anbefale til Morgenbladet, hvis Red: jeg veed stod i meget god Forstaaelse med ham. Men vil De, i Tilfælde af Indrykkelse, ogsaa have den Godhed at ordinere Correkturen Dem tilsendt. Mine lit. Fiender hænge ofte Hatten paa Trykfeil. I Tilfælde af Ikkeindrykkelse i Mbldt, tør jeg da bede Dem, med Omslag og Adresse "Til Biens Redaction" at faae det didhen practiseret. -- Pynt det! fiil det! -- jeg veed ellers ikke om Bladene i mit Fravær have indeholdt Noget om O. R. H. Han maa ikke liste sig saa aldeles sagte bort. Kan jeg vente nogle Linier? Dette tørre Brev fortjener dem sagte ikke; men det turde nok bie en Stund før jeg kommer til Byen. Det er endnu smukt heroppe, og denne Roe smager mig særdeles godt. Naar De vilde komme herop til Juul, saa skulde nok et Kammers med Seng etc blive arrangeret for baade Dem og Deres Henriette. Vi skulde da besøge Lassen eller han komme hid. Levvel! Min venligste og forbindtligste Hilsen til Deres smukke, smekkre, søde, siirlige, foruden med alle andre Dyder udzirede lille Kone. Henr. Wergeland. SIDE: 137 P. S. Har Stykkerne fra den danske Bi staaet i Aftenbladet, saa maaskee Striden begynder, idet da vel en stor Deel hidtil ukjendte Kjæmper pro nobis fremtræde. Det er sandt: jeg skal bede Dem fra min Fa'r, om at De vilde have den Godhed at see ham tilstillet, -- saafremt De kan finde den frem -- en af ham skrevet Bemærkning over Anachronismer i Sinclarsvisen i mit Stykke Sincl. P.S. Intet Videre gjøres for "over O.R.H." -- jeg sender det dog, om De skulde have Lyst til at see hvad jeg har skrevet over ham. Min Fa'r har fundet det upassende at skrive over En, som man veed døde in delirio tremente. -- Linierne ønskes tilbage eller gjemte. TIL JOHAN CHR. VIBE [Eidsvoll september 1832.] Gode, høitagtede Fætter! Min forbindtligste Taksigelse for det gjæstmilde Tag, der skjæn- kedes den stakkels Vandringsmand modtage De og Deres venlige Lise! Turen fuldendtes med August; dog holdt Britten og jeg ikke Drag sammen længere end til midt uden for Frithjofssædet i Sognefjorden. Dyppet i Mjøsen havde gjennemisnet hans Ven- skab -- det mærkede jeg i Adskillelsesmomentet; thi han kla- gede heftigt over "det umenneskelige Barbarie" at jeg havde kunnet raillere over slig dyb Tragik. Reisen har tilfredsstillet mig, især Sogn-Passagen over Jothunfjeldene, Bergen og Damp- farten rundt Norge, der rulles op som et Landkort i en Fart. W -- havens Bog, der ikke ved sine stilistiske Dyder, udsoner sin Værdløshed i kritisk og Armod i moralsk Henseende -- faaer fra 3die Mand et Modskrift. Den bedste Maade for mig er maaskee i nye Arbeider at vise "at jeg forstaaer at bruge det Brugbare i den megen Kritikakl, hvorved Autodidacten overhøljes". Tillad mig derfor at anbefale til velvillig leilighedsviis Omgang imellem Præsteskabet indlagte Plan! Jeg ønsker den dog snart tilbage. Punctet om "Sproget" vil findes om en Tid af mig afhandlet i Mdskriftet. Tante Vibe kom her i det beleiligste Øjeblik. Onkel Fritz og SIDE: 138 Fa'r gik paa Gulvet. Fritz jun: fantaserede paa Fløiten. Tante Aubert var just midti den bedrøveligste Beretning om hvorledes en Tjener havde laant hende af hds egne Glasser, med andre Snyderier, ja ligetil at der regelmæssig blev bort saa en Hjerpe saa en Rype af Porten. Jeg kniber, for Postens Skyld, paa Papiret. Det lægges indi et fr. til Jørstad i Faaberg, hvor en Saamaskine skal bestilles. Venligst, forbindtligst H. Wergeland. TIL EMIL AUBERT E. [idsvoll] 20/9 32. Jeg er ganske undselig, Miil; alligevel -- jeg har altid troet Dig i Besiddelse af en Slump Godmodighed. Det er til denne jeg sender til Besørgelse: Brev til Hviid -- Solvold (disse vil nok Henr. Heltberg besørge) do. -- Hadeln og Bjerregaard. do. et til Stockholm, som leveres Fattiggreven fra mig, saasom Michal Løwold -- min stkholmske Postmester -- er borte, som jeg troer. Om et Par Dage har jeg en Recension af Vidar færdig. De senere No. mangler jeg. Jeg maa da (hvor gjerne jeg vilde ind- tage Alt under et) indskrænke mig til dem jeg haver. Der er skam nok af Utøi for min Kam paa den Ase. En Jette, en bus- tet lodden Jette kan ikke være fuldere af Gnit osv. Bgaard fore- slaaer mig Istandbringelse af en planmæssig Modstand mod Da- nomaniet -- une ligue contre ligue. Gaa ind i den og skriv. Det maa hagle paa dem fra 1000 [?] Kante. -- Skade, at Skilde- riet er p. t. standset. Man har da kun Mbldet til Fløiflankering, Hjelms Mdskft til Centerkanonade og Statsborgeren til at skyde med de Sager, som ere forbudt i Folkeretten. Deri maa en Land- storm rykke frem. -- Jeg gad høre fra Ludvig. Din Henr. W -- d. Hermed 5 Breve. SIDE: 139 TIL HANS HOLMBOE Eidsvold Præstegaard, 10de Oct. 1832. Høitagtede, kjære Holmboe! 5, virkelig femgange har jeg æsket Svar af en Pengemand i Christiania, Lieut. [ -- ] (af Værdie efter eget Skjøn imellem 8 og 10,000), som jeg Dagen efter min Ankomst selv saae at sende paa Posthuset Reqvisition til en Lieut. [ -- ] , Regn- skabsfører ved Soldatesquen i Bergen, at udbetale Dem for mig 20 Spd., som [ -- ] s Gage skulde afgive til [ -- ] ; -- Svar, om han har faaet Vished fra Bergen at alt var gjort som det skulde, har jeg krævet, men Intet faaet. Nu maa jeg da spørge Dem selv, min gode Nødhjelper og faste Klippe, om De har faaet de 20, og der- næst de 5, hvilke [ -- ] paatog sig at sende omframt? Hvis ikke, da skal De faae dem med samme Post, som han faaer en Ulykke. Alene ventende efter den militære Dagdrivers Svar paa et Spørgs- maal, som jeg udtrykkelig, ja den ene Gang udtrykkeligere end den anden, skrev angik en Æressag (hvilket jeg antog maatte vække Officeren), har jeg opsat at takke Dem og Deres søde, for- træffelige Kone for den artigste Gjæstmildhed. Jeg vilde have det i Orden først. Jeg maa vide om det er det. Vil De hilse Sagen forbindtligst fra mig, at han, om han skjøt- ter om nogle virkeligen udmærkede Insect- og Ammonshorns- Forsteninger til Museet, kan lade en bergensisk Fragtfarer paa Christiania hos Regenzportner Olsen afhente en Kasse eller Pa- cotil, adresseret "Bergens Museum -- Overlærer Sagen." Propo- neer for ham, at Welhavens Bog ligeledes der bør opbevares; thi den er virkeligen en Curiositet, hørende baade mellem Sma- gens Abnormiteter, Aandsabortus og Forstandsforsteninger; des- uden er den jo et bergensk Product. Fortræffeligt at leve i Kamp, naar man har Neb. Tobak i Ro, Kaffe i Ro; ellers -- Pennene flyve! Bægrene bruse! Hesten galloppere under en! Satirer fraade! Seil krænge! høi Rigg og Sjøgang huul! Op og ned! Kan man sige: sum qui sum, saa bliver altid dette ens ligesaa uryggeligt som den svævende Kahytlan- terne eller det i evigt Vaterpas hvilende Kompas midt i Havdø- ningerne. Jeg har Uvenner; men ogsaa Venner. Jeg tæller Dem, probissime, imellem de Sidste, og for 10 Saadanne kjøber jeg ikke Millioner af det andet. -- Lad mig fremdeles gjøre det! Erindr mig med Godhed som jeg maa erindre Dem med Erkjendt- SIDE: 140 lighed og saa varme Følelser, at Afstand og høi Agtelse ikke svaler dem. Min venligste og forbindtligste Hilsen til Deres gode og smukke og forstandige Huusengel -- Deres bedste Klassiker som Skjønhed, og om jeg ikke tager Feil ogsaa en ægte Roman- tiker -- saa at De besidder Æsthetikens højeste personificerede Ideal. Lev fremdeles lykkelig, gode, brave Holmboe! Intet dirum fatum maa forstyrre en Lykke, De med saamegen Ret fortjener at besidde og besidder -- og besidde in æternum! Henr. Wergeland. P. S. Skriver De eller Deres Kone til Findaas, saa beder jeg hilset fra mig. Det er en hjertensgod Qvinde Fru V. Jeg kan ikke sige hvor det glædede mig at see hende ved Afskeden paa Dampbaaden kysse med Taarer sin Tjenestepige, som skulde østerefter. I det Øjeblik gad jeg havt Dorthe Øragers Hætte paa. Men det var et ypperligt Træk -- midt i Elegancen var det, midt imellem snerpede Næser og Munde, der vel kunne kysse en Skjødehund og græde for Piis, men ikke for et plebejisk Medmenneske. TIL LUDVIG DAA 14/11 32. Kjære Ven! Kgh var meget hidsig paa at komme udaf Byen; -- han sagde "Gudskelov jeg har den i Ryggen!" Næste Dag op- dagede jeg, at han pediculis abundare, hvorfor jeg i den klin- gende Kulde tvang ham til at klæde sig nøgen af [i] en Skog, hvor jeg da, næsten spyende af Ækelhed, pilte den ene Graa af hans Brystragg efter den anden. Derpaa lærte jeg ham, at han skulde gaae ind i første Stue, og, under Paaskud af at have lagt paa Skrimstad, (hvor han skulde bande for Kjærringa paa at det var et Svinehul) erholde Vand og Kam til Haaret. Dette skedte, og vi var da inde hos Kraad Bsenius. Tredie Dag satte jeg ham af hos Grinder, hvor han skulde være i 8 Dage forrettende noget ju- ridisk, men om Lørdag henter jeg ham ud til en Præst, hvor han skal skrive et Sthingsforslag. Praëm vil ikke have ham; sed, ubi Diabolus non vult, Deus vult. Kan Du skaffe mig Vidarer? Din Henr. W. Hvad Brock angaaer -- saa beholder jeg vel tilslut kun een Ven og een Uven tilbage ): alene meipsum. TIL ANDERS DAHLE Eidsvold Pgd. 6 Dec. 32. Humanissime hospes! Dolet sane, quod gratibus tam justis petitionem adjungam. Bene scis, si penatem tuum Amorem illum fornaci, rostro suo, imposi- tum credere liceat, me in pugna, quamquam ardente non tamen certamine, versari. Tertio vero quodam proprium libellum defen- sorium, jamjam sub prelis gementem, se suscipiente, mihi solum restat vincere cantando. Ex involuto benevolo tuo animo quid quæram apparebit. Quando igitur poteris aliquos Stavangrienses men fordi Passagen er trang, glide Vingerne af og man faaer en liden blankskuldret Glut istedetfor en fjedret Engel, en himmelsk Høne. Jeg kom vel tilpakket ombord; men det hører til Sjøen. Stavanger leed jeg. Den seer saa syndicusagtig ud -- ærværdig og narrisch -- en Borgermand med Allonge, men glemmende at tage Skjødskindet af -- landlig, sjøagtig, maje- stætisk og usel. Dog det foer forbi som et Lanternamagicabilled. Det bedste var, og det som vil forblive var at jeg kom saavel ihuus -- nei, det bedste var dog, at jeg fandt en Ven, som jeg ikke vil og kan glemme: fornuftig, liberal, munter og Stands- broder -- nei, det bedste af alt var dog, at jeg fandt ham lyk- kelig. Ita semper mane! Din Henr. Wergeland. SIDE: 143 Hils din Kone paa det venligste og Bugge og den Ven i Sta- vanger som fulgte mig længst paavei: Cognackarafflen! TIL CARSTEN A. LØWOLD. Eidsvold Pgd. 6 Decbr. 32. Gode, brave Ven, fortræffelige Vært og Bombardeur! Jeg maa takke forbindtligst for al beviist Gjæstmildhed, be- klagende kun, at jeg ledsager min Tak med en Anmodning. Jeg veed, Du vel vil prøve at opfylde den, saafremt det, efter dit Kjendskab til localia men jeg holder det fra min Side forat være det dygtigste Slag, om jeg kom frem med nogle Digte, saa vel udarbeidede som jeg kan. Men dertil behøver jeg 100 Subskr: til dem jeg har saasom jeg har sat Prisen umanerlig billig. Jeg har ingen Trykplan ved Haanden; men hoslægger en kort Udsigt. Kan Du, saavist som jeg troer Du vil, faae mig et Par eller et Dusin eller et Skok Subscr: saa remitteer mig Listen ufrankert i Posten. -- -- Jeg veed ikke om Du i Folkebladet og Statsborg: har seet hvorledes jeg har benyttet dine Opgivter af Patriarcherne og Sectererne dervester? Harcelleren bider bedst paa slige Folk. Fra Møller og gl. Andersen kan jeg hilse. Vi have været muntre sammen ihøst flere Gange; -- iblandt andresteder ogsaa nys i et Bryllup, hvor Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind kan saamange Rynker glatte. Andersen paa Frilsæt Been af Porcelin noksaa net i Dandsen satte -- som det hedder i Bryllupsvisen. De venligste Hilsener (de for- bindtligste til din Hustru) sendes dog fra Henr. Wergeland. Paa Gjensyn i det nye Aar et Juleglas drukket imellem os i Egersund og Eidsvold 2den Juldagsefta precis Kl: 10! SIDE: 144 TIL ANDREAS FAYE Eidsvold 18 Decbr. 32. De seer, høistærede Hr. Faye, at jeg p. t. ikke har meget at opvarte med; imidlertid skal jeg spore efter i flere Bygder og sende Dem Udbyttet. Jeg har virkelig i flere Bygder af de fjer- nere spurgt efter Sagn, men meget sjelden truffet derpaa eller maaske paa de rette Folk; thi ikke alle have Interesse derfor; og hvad Sagn uden historisk Værd angaaer, f. Ex. om alskens Nisse- og Huldrevæsen, da troer jeg kun at en commentarisk, Overtroen bekjæmpende Opbevarelse deraf kan være nyttig. Den er ogsaa rimeligviis i Deres Plan. Jeg troer dog, at enkelte historiske Sagn sidde i min Hjerne, men i en Hast at kunne rode dem frem af det Pulterkammer, har været mig umuligt. De tør træde uvilkaarlig frem, og den, der skal gribe dem strax, skal være mig. Christiania 21 Decbr. De veed, at jeg færdes i en brændende literær Strid. Om kort udkommer fra Trediemand Modskriftet for mig. Mihi solum re- stat vincere cantando. Jeg vil saaledes udgive adskilligt -- iblandt andet Digte, hvorpaa Subskr.lister har været udstedte, men endnu har jeg ikke nok Subskribenter. Kan og vil De forsøge paa at faae Nogle rundtom og i Arendal, saa er jeg Deres For- bundne. Der har dog alt Lange, Dedekamerne og Aal tegnet sig. Det er "Digte" og et politisk satirisk Drama, tilsammen 10 -- 12 Ark, særskilt heftede for 60 Sk. De vil da maaskee skrive dette over et Blad Papiir og forsøge hos Meldal og fl.? For Portos Skyld lægges ingen heri. God Juul! Godt Nytaar! Hils Halderne, Storm, Aal, Lange, Pihl, Berbom, Dedekam og fl. Venl. Henrik Wergeland. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll] 22/1 33. Jeg skjønner ikke hvor det kan falde Dig ind, at jeg skulde smøre de Par Skizzer ind mellem Poesierne. Det gaaer ikke an; men, da jeg har et Par til liggende, saa vil jeg faae Solvold SIDE: 145 el. en Anden til at give dem ud under et kanskee. Skal det være gode Tanker, Du har derom, saa ere de for overdrevne. -- Hvilke Rygter om Julebukkerier paa Hadeland? hvilke fryg- telige? Alene det Ord Rygte spænder; men naar der kommer "frygtelig" til, saa maa man briste af Utaalmod efter at vide hvad det dog er, man spinder op i det Sladderhul af en By. Om rencontren med Brejen formodentlig? at jeg strøg en Pen af i hs Ansigt? ikke vilde drikke med ham paa Grund af Lands- forræderiet formodentlig? Hvad er da det? Nei -- paa retouren fik jeg fat paa en Lægdegut -- Anders Larsen Lynder som jeg nu paa Grund af hans enorme Genie tog med mig i Pulken og har nu her. I Form en Æsopus, udvikler han -- saa jeg har seet gamle Poper skamfulde -- godt hvilkensomhelst Text, Du giver ham. Han er en geistlig Improvisator. Dertil nu hans lille Fele med Hestetaglstrengene og Brusqvistbuen, hvorpaa han kliner afsted. Jeg vil først -- at han kan lære Elementerne -- see til at faae ham ind paa Vaisenhuset. Siden faaer jeg vel Raad til at tugte ham op, da jeg har Udsigter til først at blive Pers. Kapellan i Næs. Derfor kommer jeg ind med Anders maa- skee ved Marked forat præke til Demis og varetage Sagen. -- De skammelige Præster -- i Gjæstebudet fortælle de om Guten -- men lade ham gaae for Lud og Koldt paa Betlerstigen i Diagonalen fra Xnia til øverst i Vardal. Han er faderløs og moderløs og da jeg kom, laae hs Søster paa Døden. Leende sprang Knægten i Pulken -- tog Taglfelen frem -- spillede og saa afsted. Folk komme forat see og høre ham. -- Naar Broch enten Selv vil give obtrectatoren en paa Snuden eller, om jeg kan, vil give mig det i commission, saa kunne vi blive Venner Undertegnede for En, der med mere end Glæde vil SIDE: 146 blive det. Denne Sorenskriver har meget, forfærdelig meget at bestille? -- saa meget fortræffeligere! I Thi den, jeg anbefaler, har stærke, har Atlasskuldre (om juridiske Sager ellers kunne lignes med Atlasbyrden) til at bære det Alt, ja han trænger netop dertil, og Sved vil være ham velgjørende, mere velgjørende end de Taarer, Ørkesløshed og en fortrykt Stilling lærer min Klient. Denne Sorenskriver boer i en behagelig Egn, har dannede Qvinder i sit Huus? -- fortræffeligt! min Klient veed at skatte dette, der vil være ham den bedste Balsam, og han vil fornøje dem til Vederlag med sin Godmodighed og dannede Omgang. Han er altsaa arbeidsdygtig og dertil et velvilligt Menneske. Jeg bruger Omsvøb før jeg nævner min Mand: -- flere Afslag have lært mig det. Jeg veed ikke hvorledes jeg skal tage Sagen og anbefale ham, uden at tilhylle den Betænkeligheds Hage, der er ved ham, og saaledes, at jeg kan indbilde mig at dette For- søg ei vil være saa forgjæves som de andre. Jeg taler for Candi- datus juris, laudabili utr: exam: ornatus, George Krogh -- et Navn, De formodentlig kjender som engang straalende ved Univer- sitetet, men som er bleven Gjenstand for Medlidenhed siden han blev forfalden. Imidlertid overdriver man hans Feil; han kan undvære Brændeviin, og med inderlig Taknemlighed vilde han gribe den eneste sikre Redning der gjenstaaer; en juridisk Post -- hvilkensomhelst. Imidlertid vilde jeg dog ikke raade til at anbetroe ham andet end Contorforretninger, men ingen, der maatte føre ham ud paa egen Haand paa Reiser, idetmindste for det første. Desuden vil han med Glæde og Vilje til at gjen- reise sig ogsaa tage imod en saadan Ansættelse paa Prøve, over- ladende sin Løn til Den, der saaledes vilde række Haand til at frelse ham for Staten og sig Selv. Skal der saa stort et Mod da til at strække sin Haand udover Dybets Rand, naar du en Engel frem deraf kan trække, der sved sin Ving i Flugt om Solens Brand? Der ligger han, og Smuds og Støv bepletter Serafens stjernehvide Fjer; Sig paa hans Skuldre Dybets Øgle sætter, og Mørkets Ugle ad den faldne leer. SIDE: 147 Paa Bunden høres under Mulmet fraade som Belials Harm et Ocean. Serafens Vinger klappe taarevaade, og sidste Redningslyn antænder Han. O se det Du, hvem Dyb og Himlen høje er kun en Haand, som du oplod! o se det sidste Aandelyn hans Øje dig sender taareglimrende imod! Og Du, som, for en Baad at redde, styrter i aabent Hav, hvi vil Du dog ei redde Aandekarm fra Skjændslens Syrter, og give Hæderen igjen George Krogh? Maaske alligevel denne G [ang er Fr] elsens Gang. Jeg vil saa gjerne troe det, siden min ulykkelige Ven i et bevæget Øjeblik anfortroede mig, at en hemmelig Sorg havde været hans For- fører. Det er saadanne ædle Mennesker helst ville hjælpe. Krogh opholder sig siden før Juul i Sthingsmand Tønsagers Huus, hvor han underviser denne brave Mands Søn, og ellers behandles med sand Kjærlighed. Men at denne Stilling ikke er den tjenligste for Krogh, er sandt. Som en aftaklet af Storm og Sjø ramponert Fregat i en Udhavn ligger han der; -- men -- Takkelage paa! Seil ud og Vind i -- og atter ud paa Liv- sensbølgerne! Hvem forlader et godt Skib for et Havaries Skyld? Og dog behandle Mskene hverandre som Druknende: den, der sidder paa et Skjær eller en Planke, sparker den Kravlende i Hovedet. Har et Mske faaet en Læk, saa forlades han, og den Faldne sparkes efter. Bedste Hr. Pastor anvend Deres Indflydelse paa Sorenskriveren for den talentfulde Kroghs Redning. Deres agtelsesfulde Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 148 TIL MARIA LINDEMAN Eidsvold 7 Mai 33. Jeg forlanger isandhed -- gode Høistærede Madame Linde- mann -- at De antager det, at jeg sender Dem et Par afskyelige Kludrerier (men forlangte af En jeg nødig vilde nægte noget) for det største Bevis paa Tiltro til Deres skaanselsfulde Om- dømme og godmodige Overbærenhed. Men Kluddrerens Navn fordres fortiet om De viser dem fristende. De kan, som sandt er, sige at de er af en Bondegut, der aldrig havde lært at tegne. Havde jeg ellers et Explr, af et lidet Poem "Spaniolen" skulde De see at jeg tegner noget bedre med Pennen. Deri er netop Horungtindstenen tegnet. De 4 Steentryk ere saa makulerede, fordi jeg maatte skjære dem ud af nogle Træplader, hvortil de var fastgrødede; -- ellers har Winther dem, pudsede da samt illuminerede paa det skjønneste. De tre Høifjeldsituationer ere saa usle at selv de Billeder af denne Natur, de kunde vække i Phantasien, kun vilde blive som en ¿ i en Geometri mod en Pyramide mod Formerne saaledes som de staae der og forbause. Den Kontrast, Norge tilbyder imellem sine yndige Indlande om Mjøsen, Øyern og Tyrifjorden og saa det Groteske i Fyresdalen og langs Fjordene i Bergen, er ellers overraskende og det Inter- essanteste Naturen kan fremvise. Men -- arme Fruentimmere med skarpe opfattende Angelica Kauffmannsøine, med kunstrig Haand, bevægelig Fantasi og følende Hjerte, som ikke kan be- stige Fjeldsatserne og vandre over Veien mod blodige Fødder! Men dobbelt arme Vandringsmand, som ikke kan udtrykke hvad du har seet og saa gjerne vilde meddele en saadan Qvinde, skjøndt Storbillederne dog staae der i Sin Indbildning med de blonde Tinder, de hvide Snekaaber, de smalgrønne Kyster med de blomstrende Valnødtræer og varmede af Solreflexen fra Glet- scherne hist over den sorte Fjord. Der vil komme en Tid da vi ville kunne med en Udaanding male paa Skyerne hvad skjønt og stort vi saa i Verden. Da jeg kom hjem sidst med Tanken om at overtale min Kom- pagnon til at overblive Dagen saa jeg kunde, efter Deres gode Indbydelse, nyde min kjære Lindemanns og hans elskværdige Hustroes Selskab -- fandt jeg "der Unerbittliche" reist og mit Værelse fuldt af Venner, som voldelig lagde Beslag paa mig. SIDE: 149 Jeg ærgrer mig over at have opsat det Besøg for min mere kjære end gamle, lykkelige Ven. Dem og ham ledsage mine bedste Ønsker da bort og tilbage! De seer at hermed følger et Brev til Hamborg; men De er kun bebyrdet med det, saafremt De tror uden Udgift for Dem ved Leilighed at kunne sørge derfor. I andet Fald, da kan det, om De vil være saa god, deponeres hos Bernhoft, der bor i samme Gaard som Dere. Jeg skal da afhente det, naar jeg den 16de d. kommer og finder de Mennesker borte, jeg saa gjerne vilde finde. Deres høiagtelsesfulde Henrik Wergeland. TIL J. D. RUNGE Eidsvold 7. Mai 1833. Høistærede Herr Runge, Hamborg(?) For længere Tid siden viste De mig den Opmærksomhed, og upartiskere end jeg var, med virkelig Ligegyldighed, vant til at behandles, at omtale mig som Forfatter i Litt. Bl. d. B. H. Om de kbhvnske Redactører ikke vare lumpne nok til at udelukke ethvert Forsvar for mig, naar jeg af personlige Fiender angribes, skulde De, Herr Runge, maaskee have hørt fra og om mig. Nu vilde jeg gjerne give en Mand, som jeg maa ansee med Agtelse, Anledning til selv at dømme, og da havde De ligeledes havt specimina, saafremt jeg ikke som borteværende, -- en Sommer i Frankrig og en i vore Høifjelde -- havde forsømt Leiligheds- tiden. Denne skal jeg dog passe i Sommer, saafremt jeg erholder Besked om at De er i Hamborg og skjøtter om at lære disse Erisæbler at kjende, som jeg udslynger. Nu har jeg som otie- rende nogle Mile fra Chnia kun nogle Ubetydeligheder at sende Dem, men imellem disse det Explr jeg ejer af et Stridsskrift for mig. Den Kritik over Dramaet "Opium" De, Høistærede Herr Runge, omtalte i Deres Artikel i L. Bl. er af samme per- sonlige Fiende, som i Stridsskriftet vises til rette. Min Nations ypperste Aanders Bifald siger mig: tandem o. s. v. Beærer De SIDE: 150 mig med et Svar, der efter disse Linier kun kan blive et Mod- tagelsesbevis, da kan det addresseres enten til Kjøbmand Jacob Gluckstad i Christiania eller til Deres Henr. Wergeland. P. S. Dette formodes at afgaae over Chtiansfeld, ellers mangler sjelden directe Skibsleilighed. TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold, 17 Juli 1833. Kjære Ven! Jeg veed intet om Du ivaar fik en Sending af nogle Smaasager fra mig, indeholdende "Spaniolen," et Digt. Jeg har formedelst Storthingsefterretninger endnu ikke i Morgenbladet seet min retfærdige eloge over "Tidsrunorne;" men den skal dog komme. Desuagtet ere de, saavidt jeg veed, nær udsolgte, om de ikke alt ere det, hvorefter jeg skal remittere Dig Beløbet naar jeg sender Dig et Bind Digte som ere under Pressen -- nogle af "samma anda." Udgiv Noget nu og lad mig sørge for det hertillands. Gjør en Reise hid! Men ihvad Du gjør, saa lad den samme Aand leve sig selv liig i Bedrift, som saa glimrende og ægte fremhæver sig i Tidsrunorne. Den som rører sig i Spaniolen og Cæsaris (Cza- ris) er den beslægtet -- to Vinger af een Ørn, der flyger langs- med Kjølen, blikkende med Angst over Europa, med Gløden mod Øst. Og for alt -- om jeg besværer Dig med Commissioner -- se disse indlagte -- saa tro blot at jeg har store Tanker om Venskab. Din Henr. Wergeland. P. S. En Tale, jeg holdt 17 Mai d. A. for Storthinget og en utallig Folkemasse ved Afsløringen af Krohgs Minde, tilvandt mig en stor Sejer i Opinionen -- en Fortsættelse af den, som Modskriftet mod den welhavenske Kritik forskaffede mig. Det Modskrift har min Fader sendt Dig forlængst. Er det frem- kommet? SIDE: 151 TIL KONGEN Eidsvolds Præstegaard 25de August 1833. Naadigste Konge! Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde beskikket til Sognepræst for Næsod- dens Præstegjeld i Agers- huus Bispedømme. Næsoddens Sognekald er et af de ringe- ste geistlige Embeder i Riget. Underteg- nede vover derfor, som Candidat i Theo- logien, underdanigst at ansøge Deres Maje- stæt om dette Kald, fortrøstende mig til at besidde ligesaavel Evne som redelig Villie og varm Lyst til at forestaae Embe- det, om det naadigst maatte anfortroes mig, saavel til Deres Majestæts naadigste Tilfredshed som til Menighedens Bedste. Den underdanigst hoslagte Døbeattest udviser, at jeg har op- naaet den Myndigheds Alder, i hvilken det er tilladt at frem- stille sig blandt Supplicanterne til naadigst Ansættelse i offentlig geistlig Virksomhed. Af de theologiske Professorers Attestation om den Flid og Orden, med hvilken jeg freqventerede deres Forelæsninger, medens jeg var ved Universitetet, som og af mit testimonium publicum, der udviser, at jeg til examen artium i December 1825 erholdt Charakteren laudabilis, til philologico-philosophicum haud il- laudabilis og til examen theologicum i Forsommeren 1829 haud illaudabilis, vil Deres Majestæt naadigst bemærke, at jeg ikke uhæderlig har tilbagelagt den akademiske Bane. Min Fader Provst Wergeland i Eidsvold vil kunne bevidne, at jeg i de fire Aar, som ere forløbne siden jeg bestod den theo- logiske Embedsexamen, ikke har forsømt, under hans Veiled- ning, praktisk at uddanne mig for min Bestemmelse; -- at Vidnesbyrd, der formeentlig maa ansees for stadfæstet ved Ud- faldet af de katechetiske og homiletiske Prøver, som jeg i sidst afvigte Juni Maaned underkastede mig, ved hvilke Censorerne til kjendte mig Charakteren laudabilis. Et Circulære til de geistlige Embedsmænd, som under 11te for- rige Maaned udgik fra Deres Majestæts Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet i dette Rige, i hvilket Geistlige op- muntres til at udgive Almeenoplysning fremmende Skrivter, med Udsigt til af saadanne Fortjenester at ville kunne hente end større SIDE: 152 Adgang til Befordring, tilskynder mig til, i underdanigst Haab om, at Deres Majestæt ikke anseer det med Unaade, herhos ogsaa som Supplicant at berøre, at jeg, i mine Candidataar, saa- vel ved adskillige populære Skrivters Udgivelse, som ved Istand- bringelse af Almuebogsamlinger og Sogneselskaber i og udenfor min Hjembygd har søgt at indlægge mig nogen Fortjeneste af Almuens Oplysning. Til Dette, som jeg har troet, uden Ubeskedenhed at kunne underdanigst anføre til mit Bedste, maa jeg nu og med Smerte til- føje følgende. En Sag, der blev mig forvoldt som Student paa Grund af en mindre overlagt Disput om et Terrain med en Leir- vagt, er endelig efter 5 Aars Forløb sluttet ved en Højesterets- dom, som idømmer mig 30 Spdlrs Mulct og halve Sagsomkost- ninger. En anden Sag, opstaaet derved, at jeg af Overbeviisning og Medynk med Forurettede og med formentlige Beviser ihænde, offentlig anklagede en Procurator for utilbørlige Handlinger mod Staten og Menneskeheden, verserer endnu for Underretten. Hvad den første, allerede paadømte og tilendebragte Sag angaaer, da er jeg efter min inderligste Overbeviisning, ikke blot ved den endelige Dom, men før og udenfor samme, straffet langt over den antagne Forseelse, ligesom og almindelig Opinion antager, at Retten her ikke har været saa heldig at ramme det Rette. Deres Majestæts milde Retfærdighed vil derfor, langtfra at taale, at Straffen ved min Tilsidesættelse udstrækkes over de ved den betegnede og fastsatte Grændser, hellere udøve den ædle Be- naadningsret, ved min Befordring at skjænke mig en Erstatning for hvad jeg har lidt formeget. Betræffende den anden endnu uafgjorte Sag, da være det mig naadigst tilladt, blandt Bilagene til denne Supplik underdanigst at fremlægge den mig ved naa- digt beneficium forundte Sagførers Attest for at Sagen ikke kan være mig farlig i borgerlig Henseende. Derfor og i al Fald nærer jeg underdanigst den Tillid, at Deres Majestæts Høimodighed og Retfærd ikke tilsteder, at jeg straffes uden efter Dom, og tilmed straffes saa haardt som med min Konges Unaade, og med, paa et Forhold til Enkeltmand grundet, Udelukkelse fra Adgang til de Statens Poster, hvortil jeg har opoffret min Ungdom og min hele Sjels Anstrengelse. Dette vilde være Velfærds Fortabelse for mig; men at en opbragt Fiendes grundløse Paastand skulde have en saa skrækkelig Virkning endog før det er afgjort hvor- SIDE: 153 vidt den kan tages tilfølge eller om Modparten selv derfor skal undgjelde, fortrøster jeg mig underdanigst til at Deres Majestæts Retviished naadigst ikke vil tillade. Dersom jeg da ellers i andre Henseender maatte ansees værdig Deres Majestæts Naade og dygtig til Statens Tjeneste i mit Fag: saa tør jeg underdanigst haabe, at Deres Majestæt ved naadigst at tilstaae mig Næsoddens af Indtægter ubetydelige Sognekald, naadigst vil aabne mig den offentlige Løbebane, hvortil jeg føler mig udrustet med de fornødne Evner og besjelet af den bedste Villie, og i hvilken jeg har den inderligste Attraae efter at blive Konge, Fædreland og Menneskeheden nyttig. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Christiania?] 23de Sept. [1833.] Jeg lever af Hestekjødet i denne Tid. I Aften skal Wang.. spise Beef deraf hos mig .... Jeg vilde nok have mere Hestekjød. TIL JOHAN JOHANSSON OG G. SCHEUTZ Eidsvold 10 Octbr. 33. Høistærede Herrer, Herr Johanson og Herr G. Scheutz. Jeg tillader mig i Tillid til Deres Godhed at anbefale til Ind- rykkelse i Deres Blad Indlagte. De vil ikke negte en angreben Mand Forsvar. Men -- paanær Sangen, som i Tilfælde af Op- tagelse, maatte beholde sit Sprog -- maaske det skulde over- sættes -- Rimeligviis; men hvorledes bærer jeg mig da ad? Saa- fremt Redactionen ikke velvillig paatager sig det, saa har jeg Haab om at maaskee Hr. Ridderstad eller Lektor Grafström eller Mag. Mellin, om man henvendte sig til en af dem, vilde gjøre det. Dog -- De finder vel paa et Raad, om De kuns ville optage Tilsvaret. I saa Tilfælde ønskede jeg Underretning derom -- hvilket altid kan skee frit gjennem d. norske Protocollist ved Statssecretariatets Afdeling i Stholm O. P. Wiiger. Jeg har SIDE: 154 stundom den Vei sendt nogle Smaasager til høitagtede svenske Venner, og saaledes ogsaa til Dem, ærede Herrer; men er uvi- dende om de ere komne til Adressen. Forbindelsen var dog ad den Vei let at holde aaben. Under Couvert til Generalmajor Birch (Agershuus) kommer alt mig tilhænde. Tillader mig at vente derigjennem om en Tid et No. af Argus! -- Jeg sender hermed tillige 2 No. af et Blad, som udgives af et ungt Talent, en Bonde- søn Sigurdson fra Lomb. Hans er Qvadet til Kronprindsen -- min Recensionen af Lassens Historie, et Verk, der fortjente noget Vidtløftigere og Bedre. Forbindligst Henr. Wergeland. Af udmærkede Bønder paa dette Thing havde vi: Neergaard (fra Romsdals Amt) Foutgal (Christians A.) Tønsager (Agers- huus -- fra Eidsvold), Ueland (fra Stavangers) Haagenstad (Cstians), Selboe (for Agershuus). -- Maribo har uigjenkaldelig tabt Folkets Godtykke ved sin uendelige Debatsyge og heftige Angreb paa Odelsthingets Ret til at omtale Statsraadernes Færd misbilligende uden at bestemme sig til Action. Det er beun- dringsværdige Fremskridt Bønderne gjøre i Oplysning. Velstand tiltager ogsaa. Jeg har isinde ved en gratis Afhandling at gjøre dem opmærksomme paa at Loven tillader dem at af gjøre sine Trætter ved Voldgivtsmænd -- Noget der ei er i Brug af Uvidenhed. TIL JENS CHR. BERG Eidsvold Præstegaard 11 Octbr. 1833. Høivelbaarne Herr Justitiarius Berg. Deres Høivelbaarenhed tage mig det ikke fortrydeligt op, om jeg tillader mig ærbødigst og forbindtligst at udbede mig Deres Tilretteviisning angaaende et Punct i Fædrelandets senere Historie, som jeg ikke ret veed hvorledes jeg skal udlade mig om i en "Norges Historie for Almuen", der i Høst skal under Pressen. Jeg er saameget ængstligere derover, som dette Arbeide, efter den Lyst at dømme hvormed de forskjellige Almuer have under- støttet det, ikke vil vorde uden Indflydelse -- den jeg dog aldrig ønsker det paa Sandhedens Bekostning. Jeg tillader mig derfor at spørge D. H., som noster summus historicus, om hvorvidt jeg med Sandhed tør yttre: SIDE: 155 -- -- "Vigtigere Indflydelse havde Sjøkrigen med England; thi da Norges Handel derved gik tilgrunde for Danmarks ensidige Statskløgts Skyld, blev det klart for mange Nordmænd, at For- eningen med D. var en Uting. Slig Viisdom, som burde have været Børnelærdom i Norge forlængesiden, lærte ogsaa den mod Sluten af dette Aarh: overalt stigende Oplysning og Regjeringens haardnakkede Vægring af at opfylde Nordmændenes Hovedønsker at erholde egen Høiskole, en Bank og en Højesteret. Den norske Løve tilkjendegav ved temmelig lydelig Murren, at den vilde vaagne. Nordmændene begyndte at see sig om, og saae kun Fædrelandets Vanære og det gamle Riges Aag og at baade Ræn- ker og Lænker havde omspundet det altforlænge. Med sorgfuld Ahnen hørte man i Danmark Normændene synge: "Saa vakne vi vel op engang og bryde Lænker, Baand og Tvang. Fædrelandsvennerne saae sig om efter Redning. De tænkte paa en Forening med Sverige; men da K. Gustaf ikke vilde ind- rømme den Frihed, de forlangte: saa sammensvore de sig i Aanden om ei med Haanden til at gjenreise gamle Norge paa egne Been, oppebiende alene gunstig Tid til dette Storværk. Den ædle Prinds Chr: Aug:, som stod i Spidsen for Hæren og den, formedelst Søkrigen afskaarne Forbindelse med D., oprettede Regjeringscomission, var udseet til Norges Befrier.(?) Saaledes stode Sagerne, da Fred. d. 6te besteg Thronen 1808. Han fort- foer til Norges Ødelæggelse i det fiendtlige Forhold mod Eng- land. Derved opkom da ogsaa en Krig med Es Bundsforv: Sve- rige, hvori osv. -- -- -- Men da Svenskerne fik Veir af hvad de norske Fædrelands- venner pønsede paa, nemlig paa N's Befrielse ved Chr: Aug: saa valgte de netop Denne, som de desuden havde lært at agte som Fiende, til Thronfølger i Sv., under Navn af Carl Aug., i den Tanke, at Norge af Hengivenhed for Prindsen skulde følge med. (?) Da de heri fandt sig bedragne, siges Prindsen at have faaet en brad Død ved enkelte Adelige, som Stockholmerne, der fandt sig skuffede ved at miste Thronfølgeren, toge blodig Straf over. (? NB Dette Punctum maa udtrykkes anderledes). Et Foreningsbaand fandt de Nordmænd, som samvirkede for Fædrelandets Frelse, i Selskabet for N's Vel; og den endelige, SIDE: 156 hidtil med saamegen Tværhed af den ellers veltænkende Fredrik afslaaede, Oprettelse af et Universitet i Chnia kunde ikke bringe de utallige Forurettelser, Norge under Danskevældet havde lidt, i Forglemmelse. Den var meget mere at betragte kun som en nødtvungen Firen, forat ikke Baandet skulde briste; thi hiin langvarige Nægten, trods de klareste Grunde, viste noksom at denne saakaldte Gave ikke henhører til de frivillige Velgjerninger, som alene have Fortjeneste. -- -- " Saaledes har jeg i mit Udkast. Jeg vilde ønske, at Sandheden gjennem Deres Høivelbaarenhed kunde tillade mig at beholde det om Nordmændenes Conspiration eller maaskee blot instinct- mæssige Overeenskomst, der ikke engang behøvede Conspira- tionens formalia, og at den maatte erklære, at Opløsningen af P [ -- -- ] med Svenskernes Valg af Chr. Aug. er mere end en interessent Hypothes. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold Præstegaard, 19 Nov. 1833. [ -- -- -- ] Jeg tog ind mine Linier til Dig i Mangel af Tid til at skrive en bedre Dedicaz og af Kjærlighed til dem, der skaf- fede mig dit første Brev. Tid? Ja jeg laae dengang (i Mai) i Christiania og havde med 3 offentlige Taler at gjøre, ved Krohg- støtten, for Højesteret, hvor Kampen varede paa 4de Dag, og Dimispræken. Jeg havde et mageløst Publicum. [ -- -- ] TIL P. J. HOPPE Torsdag Qvel. [Eidsvoll vinteren 1833 -- 34.] Hermed Mscpt. Her finder jeg, som indlagt er, -- gode Hr. Hoppe -- en Plan med 16 paa, samt skrev Vikingens Red. til mig forleden at han i Thjem havde (efter trykte Planer) 40 -- 50. En Cholerabarbeer deroppe Dr. Sissener, som fik med sig didop i det hohe Nord en Pakke Planer har skrevet hjem til sin Mama her i Bygden at han vilde have flere. Nu i Guds Navn lad ham faae! (De bør trykke endeel efter forrige) Spendeer et galant Brev paa stort Post franc. til ham, og jeg skal love Per- SIDE: 157 sonen gjør sit Bedste (hils ogsaa fra mig), og kjøber atpaa sine Doctorbøger hos Dem. Vil De have Uleiligheden med indlagte Avertissement. Jeg skulde have 2 Geografier og do Gramma- tikker til. Jeg skulde maaskee tage 12 til af hver; dog med Betingelse, at, om jeg ei blev af med dem, saa kunde de gjen- leveres in statu quo de modtoges. Hver Søndageftmdd. nemlig lærer jeg en 15 confirmerte Bondegutter lidt deraf. De sluge Viisdommen med stor Begjærlighed de vakkre Folk. Af "Hakonar- maal" burde jeg have havt en Stump inde med i Historien; men jeg havde ingen Text. Gid jeg endnu havde den! Her vil jeg ridse Dem en Slæde jeg har ladet gjøre -- en Slædecorvette "Pilen" med 2 nydelige Metalsvingbasser, Halvdæk til at stikke Fødderne i, Kahyt bag til Pibe, Vad- og Mad-sæk m. fl. Beqvemmeligheder . . Dog tør jeg ikke komme til Byen med den -- Deres Henr. W -- TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold Præstegaard, 12 Jan. 1834 Endelig -- min kjære Ven Ridderstad -- seer jeg mig istand til at kunne oversende Publicationen af de Ord om Dig, som ere min Overbeviisning aftvungne og saa gjerne givne af mit Venskab. Venskab? -- jeg vilde et andet Ord herfor -- de Gamles "Fostbrødrelag" helst -- for dette kjære og hæderlige Forhold, hvori jeg staaer med Dig. Dog have vi endnu ikke spiist Saltskjepper med hinanden -- vort Møde var snelt som et Par Dandsendes, usynbart som to Aanders i Luften -- dog føler jeg noget for dig som maa ligne disses i Inderlighed, og SIDE: 158 mens jeg har 100 Venner jeg helst "råkar" ved Bægret, klinker jeg helst med dig i Ord og Tanke. Alligevel, hvor aandigt-be- hageligt det er mig at være Skjalden Ridderstads Ven, -- jeg maa erkjende, der er formeget forfængeligt deri til at jeg tør negte den Følelse af Glæde sit sedlige Fortrin, hvormed jeg tænker mig Din Godhed, Oprigtighed, Dit Frisind. I disse Hen- seender er Du min Ven -- siden jeg nu engang skrifter for Dig, -- som kun tre Andre ere det; og, om man engang vil anatomere mit Hjerte, vil man deri finde et [Korsblad?] med Navnene: Rid- derstad -- Daae -- Heltberg -- Latham. (De 2 mellemste Studenter: især den 1ste en storhjertet Republicaner og Universitetets flin- keste og braveste; den Sidste en engelsk fellow). Vort Forhold som Skjalde, saavidt jeg tør sige det -- nu -- det er ejen- dommeligt; dog maa det kun kaste Glandsen over hiint. Jeg be- drager mig dog ikke selv, naar jeg siger, at jeg, udenfor disse særegne inderlige Forhold, har givet mig af med at bedømme dig som Digter. Jeg indløser et Løfte, dog kun et, der var gjort mig selv. [ -- -- ] [Hoppe] er min Forlægger til en liden Norges Historie (5 -- 7 Ark) 1ste Hefte, som til samme Tid udkommer -- det eneste Arbeide jeg kan sige jeg tjener noget paa, da jeg har 10 Sp. Arket. Jeg har meldt Dig, at en Recension forlængst var til Morgenbladet indleveret; men har jeg sagt Dig, at den var forkommet? Den Du nu har, er en ny, frembragt i nødtvun- gen Hast. Thi det er ikke, som Du ymter om, at jeg vel i Julen faaer feriere -- nu, min gode Latham besøgte mig vel, og vi vare lystige nogle Dage -- ; men en Proces med en Procurator, jeg har beskyldt for Udsugelser m. m., og som nu stunder til Paa- dømmelse ved første Instanz efter 4, nei 3 Aars Forløb, har netop siden September plaget mig med de mest sammendyngede og elendigste Forretninger og Skriverier, og vil plage mig ogsaa denne Maaned ud, til jeg har mit Indlæg færdigt til at slænge ind imellem de Thingstude. Da vil jeg feriere; -- er det mig muligt, vil jeg gjøre en kort Reise over til England eller Frank- rig; dog bliver det vel England, hvorhen Latham vil have mig -- og did reise de Fleste af de mange Sjømænd, som byde mig fri Overfart. Imidlertid faaer mine Ansøgninger om Kald (deri- mellem Alten-Talvig i Finmarken) prøve sin Lykke. Men jeg er compromittert; -- gjør man Vanskeligheder, da tænker jeg at hylde Uafhængigheden bedst ved at kaste mig paa Medecinen. SIDE: 159 "Digtene" ere endnu ikke udløste af Fangenskabet, da jeg, af Misnøje med den liden Afsætning -- ihvorvel Subscriptionen herpaa vil dække Omkostningerne -- ikke har gjort mig syn- derlig faderlig Omhu for at faae dem fri. Det Publicum som ynder mine Sager er lidet, men enthusiastisk. Imidlertid finder jeg saameget at dadle ved hvad jeg har skrevet -- min Feil er Selv- lærlingens Fejen fra Haanden. Men om det, jeg siger kan staae, maa Æschylos' Linjer gjælde: -- Jeg gjerne taler saa til dem, der mig forstaae. For Andre er jeg taus. Maaske giller Du dem for eget Vedkommende, skjøndt mig synes, at Du, høi som Sommerdagen, er ogsaa klar som den. Lad mig vide -- er Kong Birger Magnussøns og hans Brødres Ulykkesfærd behandlet i Sverige? Tag det Emne da til et Sorg- spil; jeg skal ogsaa prøve derpaa. Dog har Schillers Fiesko ind- givet mig den Tanke at bruge den prosaiske Stil, men endnu mere Hensigten at faae dem paa Skuepladsen d. v. s. paa et Privattheater, for paa det offentlige fordærves vore Øren af en jydsk Bandes Plappr. Du kan troe det er hyggeligt, at høre Hakon Jarl og Sigurd Jorsalafar tale "Københaunsk." -- Tænk dig som Svensk det samme med Birger af Bjälbo eller Siger- sälle Erik. Naar Du er i Stockholm og gaaer forbi Argus, saa spørg ham om han ei har ubenyttede Artikler fra mig. Brug dem da, som Dig bedst tykkes. Dit Nytaarsimpromptu -- nu, Musen velsigne Dig derfor med et Digt, hvorefter Aaret maa nævnes. Jeg er ikke istand at give Dig en Strofe -- Thingstudene have stanget Organet ind. Hvad ønske Dig, som, blot Du skriver, Klenodier fra Himlen river, og saaer dem ødselt over Muld? Hvad Hæder Dig, som hædrer Lande? Aljordens Skatte tør ei blande sig mellem dine Strenges Guld. Din Henr. Wergeland. SIDE: 160 TIL OLAUS KNUDTZEN [Eidsvoll januar 1834.] Velkommen hjem! -- brave Ven! -- velkommen daraussen- fra! Jeg sender dig hermed 100 holl. Ducater, fuldvægtige og gule som Sisiker eller som om de vare udmyntede af Solen, til hvad smaa Debet Du maa kunne have i Kongens egen Stad Køben- haun eller hvorsomhelst i de fremmede Lande. Slige Æg lægger jeg idetmindste efter mig hvor jeg kommer -- Vindæg, som jeg siden maa hælde gyldne -- veritabelt gyldne Blommer i. Sed credo te salvum evasisse. Asker faldt imidlertid i Asken. Ligesaa fik jeg istedetfor Næs- odden en Odde paa min Næse, og den som lang var. Men jeg tænker at stikke den i Blækhuset og dermed kluddre en An- søgning om Alten. [fotnotemerke] Da er man mig qvit. Søger Du det? Nu vel! vi ville kjæmpe derom som 2 Rosmarer eller Eenhjørninger paa et Iisflag. Heri ligger 2 Confirmationstaler -- jeg anholder hos Vennen mere end hos Redactøren om at de, eller en af dem, optages i førstudkommende Hefte for Skolel. Slige er neppe ganske upas- sende; og er deres ypperste Dyd at de ere korte -- som min Taalmodighed til at skrive Breve. Over Marked maa Du og Gammelen see hid -- Vi tales ved før. Din. Henr. Wergeland. P. S. Jeg har ladet mig gjøre en Slæde accurat som et Orlogs- skib -- fører 10 Kanoner -- Flag og en Thordenskjold. Fotnote: Formodentlig saa kaldet, fordi Stormen der i Polarchoret til Chaosets Forherligelse har en dyb Altstemme. Eller maaskee det mørke Polarhav brydende ind mellem klingrende Basaltsøiler. Papa Roveruds Conjectur. TIL OVE VANGENSTEEN E [idsvoll] Pgd. 14/2 34. Gode, kjære Ven! Jeg er kommen underveir med at den Krug har forsvaret Cen- sur og Pressetvang -- at han er i den tydske Forbundsdags Aand og Sold -- jeg vil ikke have hans Bøger -- den fordømte Tydsker. SIDE: 161 Men vil Du hjælpe lille Kyhn til at faae efter medfølgende Requisition -- da brav og mange Tak. Har Bibliotheket Bestil- linger paa London til April -- da skal jeg gjerne overtage dem. Totus tuus Henr. Wergeland. TIL KONGEN [Eidsvoll februar 1834.] Naadigste Konge. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Sognepræst til Alten-Talvig i Finmarkens Amt: eller og, om dette ikke maatte finde naadigst Behag, til Katechet ved Tønsberg Kirke. Alten-Talvigs Sognekald har, omend- skjøndt det vel hører imellem Finmarkens betydeligste, dog været theologiske Can- didater tildelt, endog uden at de have været forud i Besiddelse af det praktiske Kjendskab til egentlige geistlige Forret- ninger, som nærværende underdanige An- søger alt siden 1829, efter forhen bilagte Attest, ikke har undladt at erhverve. Dette, i Forbindelse med at jeg troer at kunne sige, at jeg i en Række af Almuskrivter har lagt for Dagen den Nidkjærhed for Almu-Oplysning, som Circulæren af 11te Julii f. A. fra Deres Majestæts Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet tilsiger fortrinlig Adgang til Befordring, og som vel især udfordres i hine Egne, giver mig Haab om, at Deres Majestæt naadigst vil ansee, at jeg underdanigst ansøger om der at anvises en Virkekreds. En saadan er aaben i det ledigværende Alten-Tal- vigs Sognekald; og det er ikke en skuffende Følelse, men Be- vidstheden af et arbeidslystent, maaskee endog for de en fin- marksk Præst paahvilende Besværligheder enthusiastiskt Sind, som siger mig, at jeg ret i en saadan Stilling vilde kunne vorde Guds Sag og Landsfaderens Hensigter til Nytte. Det forekommer mig, at i Anbetroelsen af et saadant Embede ligger fordobblede, næsten apostoliske Opfordringer til geistligt Gavnvirke; og at jeg kun paa egedesk og stockflethsk Maade skulde kunne takke for en saadan Naade. De Documenter, som godtgjøre min Adkomst dertil, saavidt den strækker, ere, siden en foregaaende Ansøgning om Næs- oddens Kald, i Regjeringens Værge. De bestaae af en Daabs- SIDE: 162 attest, hvorefter jeg ifjor erholdt Ansøgningsalderen -- af en Attest fra de theologiske Professorer om at jeg med Orden og Flid frequenterede deres Forelæsninger -- af et testimonium publicum, der beskriver, at jeg, med laudabilis til examen artium, Januar 1826, og senere med haud illaudabilis til examen philoso- phicum, i Mai 1829 absolverede den theoretiske theologiske Em- bedsexamen med haud illaudabilis -- af en Attest fra min Fader, Sognepræst til Eidsvold, at jeg siden da praktisk under ham har uddannet mig som Geistlig -- af en Erklæring fra min Sagfører i beneficeret Sag med Procurator Praëm, der viser, at denne ikke af mig anlagte Sag ingen paa mit gode Navn skadelig Indflydelse legaliter vil kunne have -- og endelig af et testimonium for at jeg i Junii f: A. absolverede den theologiske Examens praktiske Prøver med laudabilis. Jeg har hertil kun at føje, at jeg, siden Indleveringen af den Ansøgning hvormed disse Bilag fulgte, ei har undladt at fortsætte den deri berørte Virksomhed for Reli- gions- og anden Kundskabs Udbredelse, idet senere tvende dertil sigtende Skrivter, hvoraf det ene en geistlig Tale, ere ud- givne; ligesom jeg og i dette Præstegjeld har oprettet en Søn- dagsskole, hvori en Skoleholder, der betales, og jeg gratis har givet og giver Underviisning. Men saadant Virke er for lidet til at gjøre Fyldest for sit Liv; og al Kraft quæles og fordærves om dens Baner ikke aabnes -- ja, for at faae Noget at bestille og udtømme sig paa, nedkalder den heller fiendtlige Skjebner. Men disse i hiin Proces væbne sig netop med Trudselen om at sætte mig i Uvirksomhed, at suspendere mine bedste Aar, at indskrænke mig til en blot pri- vat Virksomhed, der er for snever. Jeg tyer derfor til min Konges Naade; og denne vil ikke være andet end forskjønnet Retfærd, om den bliver mig til Deel saa- ledes, at private, uafgjorte Forhold ikke formindske hvad Ad- komst jeg som Ansøger ellers maatte have. I dette Haab vover jeg ogsaa, saafremt det ikke maatte vinde Deres Majestæts naadigste Bifald at anbetroe mig Alten-Talvigs Sognekald, lige underdanigst herved at ansøge om da naadigst at maatte vorde udnævnt til Katechet ved Tønsbergs Kirke, med hvilket Embede en Lærerpost ved denne Byes Skole er forbunden. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland. SIDE: 163 TIL JOHAN DAHL Eidsvold Pgd. 24 Febr. 1834. S. T. Herr Boghandler Dahl. Jeg beder undskylde at jeg ei i Markedet afgjorde min Debet for Pennymagazinerne. De vil imidlertid hos Boghandler Hoppe, erholde Deres Tilkommende for de modtagne 18 Hefter saafremt De vil uleilige Dem med at forevise ham disse Linier. Der blev spillet mig et slemt Puds ved Standsningen af Hjelms Maanedsskrift. Jeg havde nemlig den Accord med Advocat Hjelm, at han istedetfor Honorar skulde levere mig nogle 100 særskilte Aftryk af en længere Afhandling betræffende vort Sprog m. m. som tildeels skulde vorde optagen i først udkommende Hefte af Maanedsskrivtet. Paa et Brev desbetræffende fra engang ifjor- høstes af har jeg formodentlig formedelst Hjelms Sygdom intet Svar erholdt. Jeg tillader mig derfor at henvende mig til Dem, Herr Dahl, med Spørgsmaal om De har Lyst til at lade Afhand- lingen trykke saaledes at vi dele Oplaget, og at jeg renoncerer paa min Ret at see den i først udkommende Hefte af Maa- nedsskrivtet. Et Par Ord paa Omslaget kunde give Opus- culet den Anbefaling at det var emnet og antaget til Op- tagelse deri. Thierrys ypperlige Værk "histoire de la conquete de l'angleterre par les normands" 2den Udgave i 4 Bind 8vo skulde jeg have Lyst til paa billige Betingelser at oversætte. Da denne Historie vedrører meget den norske og danske, turde det hende at man fik tilstrækkelig Subscription her og i Danmark. Vil De vove? Publiceer da. Det var dog neppe værd at befatte sig med andet end den egentlige Erobring, undladende hvad der ei staaer i nogen Forbindelse med Nordens Historie. Verket har charmeret mig. Msr. Latham gjorde mig opmærksom derpaa. Ærb. Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania, 9de Nov. 1834. Trofaste Ven -- Broder Ridderstad! Min Tilstaaelse om at indgaae som Medredactør af Kalenderen maa Du for en Maaned siden have faaet. Jeg skrev deri, at jeg stod paa Indreisen til Christiania for at paabegynde det mede- cinske Studium -- et langt Rum, men i hvis Perspectiv staaer Uafhængighed af Magt og Naade. Jeg havde ei været her længe, før jeg hos de to poetiske Forfattere, jeg ansaae [dueligst?] nemlig Bjerregaard og Urdsongis, søgte Bistand; men mager blev den. Bjerregaard har ganske holdt op at skrive, og mellem sine Acter (han er Stiftsoverretsassessor) var han ei at bevæge til at skrive den Literaturafhandling, Du saameget attraaer. Jeg kunde vel befatte mig med en Deel af vor Literatur; men jeg venter Du indseer, at den poetiske Deel ei lod sig afhandle af mig, og da vilde mit Arbeide ei blive noget Helt og mangle noget -- uundværligt. Af øvrige Bidrag har jeg kun hidtil faaet hvad Du SIDE: 182 seer herindlagt. Mit nye Studium har saa aldeles optaget min Tid, at jeg selv intet nu leverer med denne Sendelse. Jeg har maattet afbryde et Poem, som jeg begyndte paa Eidsvoll og em- nede Kalenderen. Imidlertid har Du selv antydet, at Kalenderen, i overhængende Brist paa norske Bidrag, kunde optage enkelte af mine forhen udgivne, og foreslaaer jeg da "Spaniolen" og "til Norges Flag"; til hvilken en svensk Baron Roxendorff, god Musi- kus, nu sætter Musik. Den skal nemlig afsynges ved en Fest "til Forfædrenes Minde", som paa Thorsdag (Dagen for Slaget ved Graaholmen) skal, efter min Anstiftelse, feires i Studentersam- fundet. Salen draperes med norske Flag -- Rigsvaabenet straaler i Hallens Ende -- Tale holdes af mig -- Artillerimusiken led- sager Nationalsangene -- Repræsentanten Advocat Hjelm ud- bringer Minniskaalen i et gammelt Drikkehorn eller en Sølv- pocal osv. Af medfølgende Tale seer Du, at jeg lod samme Fest (for at give Nationalaanden, den nikkende, et Stød i Siden) feire i Eidsvoll. Titelen paa Kalenderen? Den har ikke behaget. Men nu Hovedet i Blød! "Fostbrødrene?" "Bifrost?" "Gjallarhornet?" Vælg! find op! Bjerregaard er enig med mig i at "Svea och (og) Nore (Nora) ikke duger, og endnu mindre noget der tyder paa Scandinavien. Politiken har endnu ikke høinet sig til at kalde Aandernes Forening sit Endemaal. Det Navn er derfor forhadt. Du vil finde et der ikke støder, fast det må blive mindre betydningsfuldt. Meld mig det saa, og jeg skal svare "genast, genast." Jeg er villig til at levere et Sørgespil "Hinduen" 4 Ark trykt stort -- som mit Bidrag til Kalenderen. Gaaer det an? Under Alt -- bliver det Alvor, skal jeg ogsaa tage den ophængte Harpe ned for Alvor. Klokken er 9 Mandag Morgen -- Prosectoren kommer -- Po- sten gaaer. Din Henr. Wergeland. SIDE: 183 TIL KONGEN Eidsvoll Præstegaard 28 December 1834. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Sognepræst i Nordre Oudal, Agershuus Stift, eller til Sognepræst i Nissedal, Christiansands Stift, eller til Sognepræst i Strandebarm, Bergens Stift, eller og til reside- rende Capellan til Vedøe i Throndhjems Stift, alter- nativt i ansatte Orden. I foregaaende Ansøgninger har jeg Un- dertegnede, holdende mig særligen til Deres Majestæts Naade, søgt ogsaa for Deres Majestæts Retfærdsblik at fremstille for- meentlig godtgjørende Grunde forat hver- ken en privat Mands blotte Paastand eller et betingende Udtryk i testimonio publico eller Det, at jeg ei før har været ansat som personel Capellan, bør kunne lægge afgjørende Hindringer ivejen for min geist- lige Befordring. Henholdende mig til Hvad jeg, disse Omstændigheder angaaende, for- hen maatte have underdanigst anført, til- lader jeg mig, med Hensyn til den første, underdanigst at stille Deres Majestæt for Øine: 1) det Unegtelige i at ingen Magt, selv ved det allerbedste Ud- fald af den Proces, hvori hiin Paastand er fremkommen -- men hvilket dog ingenlunde er nødvendigt forat lade denne blive underkjendt -- vil kunne erstatte mig mine bedste Aar eller det mindste deraf, naar de ere hengangne unyttige for Staten, hvis Tjeneste de skulde været offrede, og for mig Selv. Ingen Magt vil kunne gjengive mig de Evner og Færdigheder, hvormed jeg, i Tillid til Deres Majestæts Naade, og i Haab om at kunne an- vende dem i Deres Majestæts Tjeneste til Fædrelandets Nytte, havde udrustet mig, anvendende dertil mit hele foregaaende Liv. Ingen Magt vil kunne erstatte mig noget af dette da saa for- spildte, eller ophæve den ødelæggende Indflydelse paa mit Sind og hele Tilkommende, en saadan Skjebne maa have tilfølge. 2) Der gives Exempler paa selv Embedsmænd, der ikke suspen- deres, omendskjøndt ærerørige Beskyldninger og Paastande, under Proces som i offentlige Blade, gjensidigen nedlægges over dem. Heller ikke har min Beskyldning og Paastand mod min Modpart nogen saadan hans Embedsvirksomhed hemmende Indflydelse, lige- som hans Supplicantdygtighed hverken af ham eller Vedkommende betragtes som svækket. Analogier ere altsaa ikke tilstede imod mig; og jeg vilde med- SIDE: 184 rette kunne klage, om jeg skulde være den Eneste imod hvem en saadan Strenghed gjordes gjældende. 3) En saadan Suspension af min Adkomst som Supplicant er, under Omstændigheder som nærværende, jo intet andet og mindre end en Straf uden og før Dom. Og foruden det, at Retfær- dighed i Almindelighed og ubetinget forbyder saadan Straf, bliver den i nærværende Tilfælde formentlig mere betænkelig ved føl- gende Omstændigheder: a) Der er saa lange Udsigter for Sagen quæst., der nu snart staaer et Aar for Stiftsoverretten uden noget Fremskridt, at en Suspension af mine Supplicantadkomster vilde være nær det Samme som en permanent Udelukkelse. b) Med Hensyn til mine Aar, og at jeg har intet Andet at holde mig til end mine geistlige Qvaliteter, vilde Tilintetgjørelse af hele mit borgerlige Velvære resultere af en saadan Tilside- sættelse -- en for haard Straf for En, der ikke har forbrudt sig imod det Offentlige. c) Staten har under alle Omstændigheder ligefrem Regres til mig som Embedsmand. d) Saavel Acterne i Sagen, der for Tiden er i den kongelige norske Regjerings Værge, som Underretsdommens Præmisser og Fritagelsen for Omkostninger, godtgjøre formeentlig, at jeg ikke uden Grund denoncerede Modparten, samt at Begreber om Med- borgeres Forurettelser ved Denne havde Indflydelse paa dette Skridt. Disse Tanker gjøre ogsaa Almuerne sig, og desaarsag har Paastanden ingenlunde indgivet dem forringede om mig. Imellem dem vil den altsaa ikke lamme min Virksomhed -- en Frygt, som vel er det eneste Motiv til at holde mig ude fra den geistlige Vei, indtil Dom fra Højesteret endelig deciderer. 4) Foruden alt Det, der af Acterne godtgjør, at Paastanden ikke kan blive tagen tilfølge, foruden Modpartens og Sagførers, af min naadigst beskikkede Advocat paapegede, utvetydige Indrøm- melse af det Overdrevne deri, har jeg jo en Dom for dens Uefterrettelighed, der udtrykkelig mortificerer den; og ved hvilken jeg har tilbudt at acquiescere. -- Naadigste Konge! tør jeg underdanigst tilføje, at jeg besidder Deres Majestæts høitelskede kongelige Søns, Rigernes Kron- prindses, eget dyrebare Tilsagn, "at ville beskytte mig, om mine juridiske Forviklinger, som jeg befrygtede, skulde true med at SIDE: 185 udeholde mig fra den geistlige Embedsbane"; -- at af Deres Majestæts Regjering har dens første Medlem gunstigst person- ligen erklæret sig af den Mening, at de omtalte private Forhold ingen saadan Følge kunde have; og tvende Andre -- hvilke trende høje Personer jeg alene ærbødigst henvendte mig til -- lode mig heller ikke uden Haab. -- Testimoniets betingende Udtryk angaaende, da udbeder jeg mig underdanigst, til det i foregaaende Ansøgninger herom An- førte, Deres Majestæts naadigste Opmærksomhed for 1) den Omstændighed, at jeg forlod Universitetet 1829 om Som- meren, og opholdt mig fra den Tid af hos min Fader, hvorom er fremlagt Attest. I det Tidsrum kan megen "levitas juvenilis" af- lægges; og det er naturligt, at den forsvinder med Juveniliteten. 2) Testantes have ellers i samme Attest udtrykt sig mere end almindeligt fordeelagtigt om mig. 3) Udtrykket quæst:, der i sig selv, naar man tager Hensyn til Meningen af Ordet "juvenilis", vel ikke siger saameget, for- mildes ogsaa, naar man samstiller det med de samme Testerendes forhen afgivne Attest om at jeg flittig og ordentlig havde besøgt Forelæsningerne. Lægges nu hertil, at jeg i lange Mellemrum opholdt mig hjemme for at læse hvad der kunde læses paa egen Haand, er der ikke megen Sandsynlighed tilbage for, at "Levi- teten" har været betydelig. 4) Netop de samme betingende Udtryk have forhen ikke været til Hinder for geistlig Befordring. Med Hensyn til, at jeg ei forhen har været ansat som personel Capellan, da bemærkes underdanigst: 1) at jeg i længer Tid end personelle Capellaner, der befordres, lige fra Examen, til Foresattes og Menigheds Tilfredshed -- hvor- paa offentlige Beviser haves -- har udført alle de geistlige For- retninger, som kunne anbetroes en ikke Indviet. 2) At jeg under saadanne Omstændigheder vel neppe bør lide for at jeg foretrak en grundig og fleersidig Øvelse i Faget, og ret at uddanne mig til Statens og Kirkens Tjeneste, før jeg an- tog, at burde ansøge Deres Majestæts Naade om at komme deri. 3) Oftere ere Candidater naadigst kaldede til residerende Ca- pellanier og ringere Sognekald. Overalt seer jeg jevngamle og yngre Medbrødre med ikke bedre Charakterer ansatte. 4) Jeg renoncerede paa en personel Capellans oeconomiske SIDE: 186 Fordele; men, uddannende mig lige med en Saadan, troede jeg ikke at tabe fremfor ham i Udsigter til fremtidig Befordring. Endnu har jeg kun underdanigst at lægge til, at Caution eller om muligt Betaling skal blive præstert for min Gjeld til det Offent- lige, i Tilfælde af naadigst Ansættelse, hvilken alene kan sætte mig istand til at opfylde denne Forpligtelse. Saaledes, naadigste Konge! troer jeg at have mødt de Be- tænkeligheder ved min naadigste Ansættelse i geistligt Embede, som ovenanførte Puncter kunne volde. Efter dette er det, at jeg herved underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde ud- nævnt til Sognepræst fortrinsviis i Nordre Oudal i Agershuus Stift eller alternativt i Nissedal, i Christiansands Stift, i Strande- barm, i Bergens Stift, eller til residerende Capellan i Vedøe Præstegjeld i Throndhjems Stift. Nordre Oudalen ansøges pri- mært, ikke fordi jeg troer det er bedre i Indtægter end disse øvrige smaae Kald; men fordi jeg tør haabe, der at see min Virksomhed for det Gode og Nyttige lettet, efterdi jeg baade som Prædikant er kjendt af dette Sogns fleste Indvaanere, der jevnligen søge denne Nabobygd Eidsvolls Kirke, og derved, at jeg har havt Anledning til at virke i Ord og Gjerning til Opret- telsen af en fremdeles bestaaende Almuebogsamling dersteds. Naadigste Konge! tillad mig at haabe, at mine underdanigste Ansøgninger kun hvor de maae staae tilbage for den Dygtigeres maae være frugtesløse; men at de ikke maae være det i sig selv formedelst Omstændigheder, hvormed der er mere end nok privat Lidelse forbunden. Der var en Tid -- en fiendtlig Skjebne har maaskee tilintetgjort dens Forjettelser -- da jeg troede min Fremtid sikkret, mine Evner tilsagt Anvendelse efter den Ret- ning de have, mine Adkomster retfærdiggjorte i gjentagne naa- digste Tilsagn af Deres Majestæt Selv. Jeg kan ikke glemme det. . Jeg synes det er Uret, om saa skjønt et Haab skulde hen- blegne til en sorgfuld Erindring. Men har jeg, som den letsindige Lykkelige sin Tryllelampe, tabt Kraften i det mægtige Kongeord -- lad mig dog, som Han, søge derefter igjen! Lad, naadigste Konge, ikke mig være den Eneste i Norge, hvem ikke alene Brødet, men selv Retten til at ansøge derom, skal negtes! Underdanigst Henrik A. Wergeland, Candidatus theologiæ. SIDE: 187 TIL CARL GUSTAF VON ROXENDORFF [Christiania vinteren 1834 -- 35.] [Her, h] øjstærede Herr Baron! er Endecoupletten. Du Selv og Disse det er et Bed hvorpaa Guds Engle med Fryd see ned. Og Vi i trofast og kjærlig Klynge, vor Adeline, et Gjærde slynge af Ømhed knyttet om Dig og Dine. Jeg forsikkrer Dem, jeg er alvorlig betænkt paa Operaen. Jeg benytter sandsynligviis en forlængst fattet Idee til en Tragedie -- virkelig magnifique i Sujettet. Den er orientalsk. Den sidste Stormogul Schah Allum, afsat af Englænderne og pensioneret be- fattede sig i sine sidste sørgelige Dage med at skrive Elegier. Jeg lader ham nu forfatte sit eget Livs Sørgespil og (med en bitter Ironi) -- da Tyrannen Lord Clive er hos ham i Besøg -- opføre for ham i sit Pallads af sine Huusfolk el. Slaver. Clive og Scha- hen med Følge danne da som et Theater og de Spillende Slaver et. Man kommer til en Scene i Schahens Liv hvor han lader En af sine Sønner blinde. Dette skulde nu skee paa Skrømt; men -- den afmægtige Despot reiser sig ved Clives Side og (forat vise sig som Herre i sit eget retiré) byder Slaven at gjøre det virke- ligt men ønsker, forat afpasse sit Tilskud, nøjere Oplysning om de Opoffrelser, Andre af Familien, navnlig Sskriver Thaulow, have gjort." Jeg troer at kunne forsikkre dig, at de Indskrænkninger, dette Svar indeholder, skrive sig alene fra Reisezubusen. Du har imidlertid selv, gode Ludvig, i dine Ord "Een kan umuligt gjøre alt" leveret et Slags Forsvar derfor. Privatim sagt til Dig, og indrømmende at jeg ikke kjender til de private Forhold, f. Ex. Gjelds, eller de sønlige Offre, Julius Thaulow kan have bragt, har jeg den Mening at han alene eller med nogen Hjælp til er istand til at forstrække med hele Klatten. Idetmindste berettiger min Forfatning mig til at have store Tan- ker om en 60 Spdlrs maanedlig Indtægt. Inden føje har du to trofaste Venner hos Dig, hvoraf den ene vil spørge lige saa ivrig efter Havre og sit eget Velbefindende som den anden efter en Pibe Tobak og dit. Din Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Christiania 11te Marts 1835. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Undertegnede giver sig hermed den Ære, underdanig at over- sende et Responsum fra det juridiske Facultet, der gaaer ud paa at erklære mine Supplicantadkomster ikke suspenderede ved Modpartens Paastand i verserende Sag, hvilket underdanig bedes at maatte medfølge Ansøgningen som Bilag. Underdanig Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 190 TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania 25 Marz 1835. Altforlænge, Broder Ridderstad! har det været stilt mellem os. Men sandelig, ikke blot da jeg læste som Medicus om Magne- tismen, hvorledes det skulde staae i Menneskets Magt, ved at fixere Tankerne paa en Fraværende, at vække ham til aandig Correspondenz, sendte jeg mine Tanker til Dig. De og min Sam- tale, enten med din Landsmand Ekstrøm (gjennem hvem dette atter gaaer) eller med dem af mine, som kjende dine Tidsrunor, have ofte gjældt Dig, og jeg har fornummet noget i mig, der for- sikkrede mig om at Venskabet mellem os ikke domineres af Postgangen. Dog er det godt og nyttigt, tørhænde for Flere end os, saafremt vor Forbindelse bærer de Frugter, den kan og bør bære for det Almindelige, om vi ikke vænne os til en Taushed, der, ved at skille vore Kræfter, kan lamme dem, om den end ingen Indflydelse har paa vore Følelser for hinanden. Min Ven! Jeg skylder dog at nævne, men hurtigen, hvad der har gjort mig til din Skyldner i Brevvejen. Det er: mit nye Stu- dium gjør Beslag paa min allermeste Tid, og, er jeg kommen vel hjem fra Collegierne, generes jeg ofte af Besøg, saa kun faae Stunder ere mine. Jeg har dernæst ikke kunnet faae Bidrag af Andre til vor Kalender, og har kun sjelden følt et Kald til at forfatte, som jeg har suspenderet, fordi jeg har en Pult fuld af flere, dog fordetmeste ikke fuldtfærdige Arbeider, som jeg ikke seer Udvei til at faae under Pressen. Sligt gjør ikke en ung Forfatter godt. Tillige har den literære Feide betræffende et landsforrædersk, danomant, aandløst Skrivt, "Norges Dæmring" af min gamle Uven Welhaven beskjæftiget mig, især da dets Forsvarere forsøgte at frelse Stymperen ved at forsøge paa alle Maader at føre Krigen over paa mit Terrain. Da denne Feide vel neppe er dig ganske ubekjendt, interes- serer dig maaskee at vide, at et "Forsvar for Norge og Critik over det berygtede Skandskrivt Norges Dæmring" udkommer (8 Ark stort) fra min Fader i disse Dage. Du skal faae det Ugesdag efter dette. Publicum er meget spændt derefter. Jeg kan aldeles paalideligt sige dig, at der imellem alle oplyste og velsindede Folk er kun een Mening om Skrivtets Usselhed, fast man siger at det har sine Forsvarere imellem Noblessen, især SIDE: 191 da mellem dennes corrumperede Damer. At det har vundet det imellem Danmarks Smaapoeter og Redactører, kunde man vente. Har Du ei læst Skrivtet, kan Du vist faae det hos Bataljonspred. Ekdahl i Stockholm; og lad mig da vide det Indtryk det har gjort paa dig. Hos Ekdahl kan du vist ogsaa faae laant "Pape-gøjen," en dramatisk Satire (paa Titelen "et Fastelavnsriis af Siful Si- fadda") som jeg udgav mod Danomaniet sidst Februar. [Her følger en beretning om at den bokhandler som spiller en hovedrolle i farsen, selv tilbød sig å forlegge den, for 12 spd. arket, samt om den "Commentær over Papegøjen" Wergeland på hans for- langende forfattet.] Da det kom til Stykket, vilde han ei trykke den, hvorfor jeg skrev ham en for ham selv, og afsatte den første Commentær for 10 Spd. til. Saaledes lever jeg formelig af disse Tvistigheder eller rettere af Dumheden hos Modpartiet. Farcen har været af stor Virkning for den Sag, jeg af inderlig Overbe- viisning og støttende mig til alle redelige Landsmænd, der lige- saavel hade en aandig som en politisk Afhængighed, holder for den gode og utabelige. Den Fare, vi staae i fra dansk Side, er opdaget; men at vi fra svensk ogsaa tilføjes voldsomme Attentater, lægger Overflyt- telsen af det norske Vaaben i det svenske alt for klart og til sørgelige Ahnelser hos Enhver, der er Foreningens sande Ven, for Dagen. Dit redelige Hjerte vil ligesaavel som mit fyldes med Forbandelser over de Enkelte, der have foretaget sig et saa vold- somt Skridt. Endnu ere Gemytterne for oprørte i Norge til at vide paa hvad Maade denne høist alvorlige Sag maa tages: enten ved en almindelig Adresse eller ved en formelig Protest fra Stor- thinget. Hvad vore privatissima betræffer, da glem ei det Vigtigste: Kalenderen. Den vil under Omstændigheder, der true at for- vandle Foreningen til et blot politisk, aands- og kjerlighedsløst Baand, maaskee gjøre sin Nytte som Heftplasteret over det ga- bende Saar. Det er ikke nødvendigt, at den udkommer til Nyt- aar; men før og naarsomhelst. Kunde ikke Titelen være "For- eningen -- Samling af svenske og norske Arbeider" eller noget "dylikt?" Annonceer Planen, og det snart. Der behøves Tid at løbe paa. Din Wildheim maa du sende mig, ligesaa hvad Andet du har udgivet eller har Afskrivt at afsee af. Din "En Jättekung jag o. s. v." optages i en Studentersangbog, som jeg er sat til at SIDE: 192 faae udgiven af Studentersamfundet; den og "Farvel Welika"; men gid vi havde flere af din højsindede og højhjertede, liberale Muse! Taler eller skriver Du L. Hjerta til, da søg at interessere ham for vor Samplan. Jeg vil det, naar jeg svarer paa et høist behageligt Brev, jeg har faaet fra ham. Dog bytter jeg det ikke for et af dine eller for det jeg venter. Din Henr. Wergeland. TIL KONGEN Christiania 10de Mai 1835. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Ca- pellan til Hof Præstegjeld i Soløer i Agershuus Stift eller alternativt til reside- rende Capellan til Rollaug Præstegjeld i samme Stift. I foregaaende underdanigste Ansøgnin- ger, og især i sidstforhen daterede, har Undertegnede forsøgt at opstille alle sine Adkomster til, ved Deres Majestæts Naade ansat i geistligt Embede, at kunne vorde Fædrelandet nyttig. Henholdende mig til hiin udførligere Fremstilling, tillader jeg mig underdanigst at fremhæve i naadigst Erindring, at jeg tæller sex Candidataar, hvoraf de fem ere tilbragte under Ud- førelse af de geistlige Forretninger hos min Fader, Sognepræsten i Eidsvoll, der kunne overdrages en Ikkeindviet, samt at mine Charakterer ere haud illaudabilis til den theologiske Examens theoretiske og laudabilis til dens praktiske Deel. Som yderligere Anbefaling seer Undertegnede sig istand til underdanigst at hoslægge et Responsum fra det juridiske Facultet, som erklærer, at mine private juridiske Forhold -- dem jeg, uden Hensyn til den Skade og de Lidelser, de have forvoldt og volde mig, som Christen og Menneske beklager og betragter som en Tilskikkelse, der er tung nok i sig selv -- legaliter ikke kunne være mig til Hinder som Supplicant. Det er saaledes jeg underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde udnævnt til residerende Capellan til Hofs Præstegjeld i Øvre Rommeriges, Soløer og Oudalens Provstie, Agershuus Bispe- dømme, eller alternativt til residerende Capellan til Rollaugs Præstegjeld i samme Bispedømme. SIDE: 193 Dersom til ovenanførte Det, at jeg har anvendt mit sidste Candidataar til, igjennem to Semestre, benyttende al offentlig og -- med særegne Omkostninger -- privat Veiledning, at paa- begynde Medecinens vidtløftige, fra mit forrige aldeles heterogene Studium -- et Nødanker, jeg kun med Anstrengelser, Opoffrelser og formørkede Udsigters tunge Sind har udkastet . . . dersom Dette kan antages at vidne om Lyst til Virksomhed og Uddan- nelse: saa tør jeg ogsaa underdanigst haabe, at mine Aars stigende Krav paa en Virksomhed, større end Studentens kummerlige Er- hvervs, og Formuløshedens Trang og Lyst til i Ansigtets Sved at vinde Brødet ikke heller ganske vil være uden Indflydelse paa Deres Majestæts følsomme Naadesind. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL NICOLAI WERGELAND Mand. Morg. Kl. 8. [1835.] Kjære Fader -- Hermed til Camilla, hvis Brev skal besørges, en Bog. Ligesaa nogle Blade. Ligesaa et Forsøg af Welhaven paa at efterligne mig -- hvilket skal være saa let. Confereres bør det med de efterlignede Steder i Digtene. Det har ogsaa været indsendt etsteds; dog erindres nu ikke Afbenyttelsen nøje. Din kjærlige Henrik. Sig til Camilla, at jeg nok skal gjøre mit Bedste med Bøger; men at jeg staaer i Ansvar, og har mange udlaante før -- samt at hun ikke maa være saa umaadelig -- TIL OSCAR WERGELAND Chnia 15 Decbr. 35. Kjære Broder -- Besørg Indlagte -- et Expl. af Begge er til dig. Faae opspurgt Ridderstad hvor han er henne. Hør efter SIDE: 194 det hos O. Aubert. Han er Lieutn. ved Helsingeregiment. Og skriv ham saa til om han har skrevet mig et Brev til i de sidste 1 1/2 Aar; jeg har intet faaet; men senest gjennem O. Aub. til- sendt ham noget. Lad mig faae vide Frugten af dine Undersø- gelser. Ellers Alt vel; -- hjem reiser jeg en 14 Dages Tid til Juul. Nicolai er alt strøgen. Føret er Krungler. Kjender Du Captain Hazelius, saa lad ham læse mine Arbeider; ligesaa Hjertaerne (Oberstlieutnanten og Aftonbladmanden). Opsøg gamle Proto- kolsecretær Brummer og hils ham fra mig, med Forespørgsel om hvorledes det gaaer med Oversættelsen af min Norges Historie. Lebewohl Liebster Henr. Convolut om til Wallin. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 23de Januar 1836. Til det høje Collegium academicum. Dersom det er, som man siger, at Amanuensisposten ved Uni- versitetsbibliotheket vil vorde ledig, har Undertegnede herved den Ære atter at melde sig som Ansøger derom. Til de i for- rige Ansøgning anførte Adkomster, har jeg kun at lægge, at jeg agter at fuldføre det medecinske Studium, som det høje Colle- giums medecinske Medlem ventelig vil kunne bevidne jeg nu i 3 Semestre med Flid har drevet. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL OSCAR WERGELAND Xnia 6te Febr. 36. Kära Broder! Tvi! Du lärer vara mycket ledsam vid at skrifva. Dock vet jag Du mår väl -- väntligen dock bäst på Blåaporten ock i Kolmätargränd. Något om rekommenderade expeditionerne, om emottagandet af en paccotilj böcker, om Ridderstads uppfrå- gande voro dock icke ur vägen få veta. Item om jag, som på- tänkt, kan få genom din adress tillstilla Lundquistska bokhandel'n SIDE: 195 så småningom literära Saker. Således kommer nu en transport ock vidare sen -- fem om fem på gången. Hilsa Ulla ock Moll- berg och örnkläckaren Otto från Henrik Far var i Byen 8 Dage i Marked. Camilla er her siden da og bliver her en Tid hos Diriks. Alt vel -- Brevet til Lundqvist leve- res med Explrerne, og siden fremdeles hvergang Bøger kommer. -- P. S. Aftal med Otto om jeg vexelviis med dig kan addressere til ham. -- TIL OSCAR WERGELAND Xnia 19 Febr. 36. Kära broder -- skaffa mig gena [st mot] kontant vederlägg- ning "Fördomsfria tankar om åtskilliga ämnen" -- 1 Rd. 16 s. bko.; samt Wallins Katekes 16 s. bko. Svar utbedjas om du har mottagit någre böcker af mig vid Jultiden samt nys förliden andre åt Lundequists bokhandel. Din Henrik W. (hos Søren Hansens i Grændsen). TIL KONGEN Christiania 20de Februar 1836. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Ca- pellan til Ullensager Præ- stegjeld i Agershuus Bispe- dømme. Det er atter med Paaberaabelse af mit langvarige, nu snart syvaarige, Candidatur og dets Anvendelse dels til at uddanne mig til Geistlig og senere til et nyt, den Geistlige gavnligt Studium, nemlig det me- decinske, samt af det juridiske Facultets Deduction for min legale Adkomst til geist- lig Ansættelse, at jeg herved underdanigst ansøger Deres Majestæts Naade om en saadan i det ledigvæ- rende residerende Capellanie til Ullensagers Præstegjeld under Agershuus Bispedømme. Idet jeg saaledes underdanigst henholder mig til dette og hvad videre jeg, mig til Fordeel, har anført i foregaaende Ansøgninger, SIDE: 196 har jeg troet ogsaa at burde bilægge en Erklæring fra min be- falede Sagfører, som godtgjør, at den Sag, der forhen har ladet Deres Majestæts Regjering være af den Formening, at deri først maatte hændes endelig Dom med Mortification -- ved Under- retten erholdt -- af Modpartens Paastand, før den vilde be- qvemme sig til at indstille mig til naadigst Ansættelse, er af en saa langvarig Beskaffenhed, at jeg skal siges at lide ikke for min egen Skyld, idet jeg forgjæves ogsaa har tilbudt Acqviesceren, men for en tvungen Sags ejendommelige vidtløftige Natur, om mine Adkomster som Supplicant fremdeles suspenderes. Efter denne Oplysning tør jeg da haabe Forandring i Deres Majestæts Regjerings hidtil havte Anskuelse, og at jeg ikke længer skal lide under Anticipationen af en Straf, hvis Haardhed sees deraf, at den ikke gaaer ud paa noget mindre, end, uden Hensyn til nogen Dom, at sløife et Livs Anvendelse og Anstrengelser. Forsaavidt Deres Majestæts Regjering eller vedkommende De- partementschef har kunnet være i Uvished om Fortolkningen af Udtrykket "spreta juvenili levitate" i mit testimonium: da ville underdanigst bilagte Skrivelse fra den theologiske Professor samt to Attester fra mine nuværende Foresatte, i Forbindelse med hinanden, formeentlig afgive en saadan Fortolkning derover, at kun de særegne fordeelagtige Udtryk om mig i Testimoniet blive tilbage at fæste Opmærksomheden ved. Videre Fortolkning staaer det desuden vedkommende Departement aabent at indhente hos Collegium academicum eller det theologiske Facultet. Det Embede, jeg her underdanigst ansøger om, har været er- holdt af yngre Candidat, ihvorvel med bedre Charakteer. Men denne Mangel tør maaskee ventes opvejet af de Garantier for praktisk Duelighed, som jeg kan opstille i min Examen practicum, i Attesten om at jeg i længere Tid har været beskjeftiget med geistlige Forretninger, og som endelig jeg ikke feiler ved at sige at den offentlige Mening tillægger mig den. At jeg siden, mis- tvivlende om at dette skulde komme mig tilgode, med Opoffrelse har givet mig ind paa et nyt og langvarigt Studium, reducerende en Candidat, hvis Jevnaldrende og yngre Colleger forlængst ere ansatte, atter til Student, kan ikke andet end vidne mig til For- deel, saameget mere som jeg under disse aftvungne Anstrengelser har vundet Vidnesbyrd om mine Læreres Bifald. Disse ere vel ikke afæskede til nærværende Øjemed, men til at bilægges en SIDE: 197 Ansøgning om en Lærerpost ved denne Byes Borgerskole, hvortil jeg var imellem de Indstillede -- noget, som formentlig godtgjør, at der i sædelig Henseende -- jam spreta levitate -- intet er paa mig at udsætte. I Forbindelse med disse Anførsler turde det ogsaa være anmærkningsværd, at en anseet Lærer ved et fremmed Universitet -- Professor Schouw ved Kjøbenhavns -- har nylig i en Afhandling søgt at gjøre den Anskuelse gjældende, at man bør tage mere Hensyn til den Anvendelse af sin Tid og senere Udvikling, en Candidat lægger for Dagen, end til den blotte Charakteer. Der er vel for Nærværende flere geistlige Poster ledige, hvortil jeg har troet underdanigst at kunne melde mig som Ansøger, end Ullensagers residerende Capellanie; men ingen af dem synes at tilbyde saa beqvem Anledning som dette til at realisere Ideen af Oprettelsen af et Skolelærerseminarium, som, naar det var kommet til nogen Grad af Fuldkommenhed, fra at være en privat Indretning kunde extraderes det Offentlige, og saaledes bidrage til at opfylde baade Deres Majestæts yttrede velgjørende Omhu for Oplysningsværket og Lovens Bydende. Ogsaa i en saadan Hensigt er det da, at jeg underdanigst an- søger Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde beskikket til residerende Capellan til Ullensagers Præstegjeld. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL KONGEN Christiania 20de Februar 1836. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Hospitalspræst i Throndhjems By. Med Gjenpaaberaabelse af mit langva- rige, nu snart syvaarige, Candidatur og dets Anvendelse dels til at uddanne mig til Geistlig og senere til at lægge mig efter et nyt, den Geistlige gavnligt, Studium, nemlig det medecinske, samt af det juri- diske Facultets Deduction for min legale Adkomst til geistlig Ansættelse -- er det jeg Undertegnede herved underdanigst ansøger Deres Majestæts Naade om en saadan i det ledigværende Hospitalskald i Throndhjems By. -- SIDE: 198 Idet jeg saaledes underdanigst henholder mig til Dette og hvad videre jeg, mig til Fordeel, har anført i foregaaende Ansøgninger: har jeg troet ogsaa at burde underdanigst bilægge en Erklæring fra min befalede Sagfører, som godtgjør, at den Sag, der forhen har ladet Deres Majestæts Regjering være af den Formening, at deri først maatte hændes endelig Dom med Mortification -- ved Underretten erholdt -- af Modpartens Paastand, før den vilde beqvemme sig til at indstille mig til naadigst Ansættelse, er af en saa langvarig Beskaffenhed, at jeg skal siges at lide ikke for min egen Skyld, idet jeg forgjæves ogsaa har tilbudt Acqviesceren, men for en tvungen Sags ejendommelige vidtløftige Natur, om mine Adkomster som Supplicant fremdeles suspenderes. Efter denne Oplysning, tør jeg da haabe Forandring i Deres Majestæts Regjerings hidtil havte Anskuelse, og at jeg ikke længer skal lide under en Straf, der ikke er retfærdig fordi den er grun- det i en, ikke engang af Sandsynligheden understøttet, Anticipa- tion af en Dom, hvormed det har lange Udsigter, og hvis Haard- hed sees af at den ikke gaaer ud paa noget mindre end, uden Begrundelse i nogen Dom eller anden Støtte end en vederlagt personlig juridisk Anskuelse, at tilintetgjøre et foregaaende Livs Anvendelse og Opoffrelser. Forsaavidt Deres Majestæts Regjering eller vedkommende De- partementschef har kunnet være i Uvished om Fortolkningen af Udtrykket "spreta levitate juvenili" i mit testimonium: da ville underdanigst bilagte Skrivelse fra den theologiske Professor samt to Attester fra mine nuværende academiske Foresatte, i Forbin- delse med hinanden, formeentlig afgive en saadan Fortolkning derover, at kun de særegne fordeelagtige Udtryk om Underteg- nede i Testimoniet blive tilbage at fæste Opmærksomheden ved. Videre Fortolkning staaer det desuden vedkommende Facultet aabent at indhente hos Collegium academicum eller det theolo- giske Facultet. Det Embede, Undertegnede her underdanigst ansøger om, har været erholdt af yngre Candidat, om end med bedre Charakteer til den theoretiske Examen. Men denne Mangel tør maaskee ansees opvejet af de Garantier for praktisk Duelighed, som jeg kan opstille i min Examen practicum, i Attesten om at jeg i længer Tid har været beskjeftiget med geistlige Forretninger af SIDE: 199 forskjellig Art, og som endelig jeg ikke feiler ved at sige at den offentlige Mening tillægger mig samme. At jeg siden, mistvivlende om at dette skulde komme mig til- gode og lidende under Vægten af hiin høje Vedkommendes An- skuelse, med Opoffrelse har givet mig ind paa et nyt og lang- varigt Studium, reducerende en Candidat, hvis jevnaldrende og yngre Colleger forlængst ere ansatte, atter til Student, kan for- meentlig ikke andet end vidne mig til Fordeel, saamegetmere som jeg under disse aftvungne Anstrengelser har vundet Vidnes- byrd om mine Læreres Bifald. Disse ere vel ikke afæskede til nærværende Øjemed, hvortil jeg da kunde have erholdt flere, men til at bilægges en Ansøg- ning om en Lærerpost ved denne Byes Borgerskole, hvortil jeg var imellem de Indstillede -- noget, som formeentlig godtgjør, at der i sædelig Henseende (jam spreta levitate, si fuisset) intet er paa mig at udsætte. I Forbindelse med disse Anførseler, turde det maaskee ogsaa være anmærkningsværd, at en anseet Lærer ved et fremmed Universitet -- Professor Schouw ved Kjøben- havns -- har nylig i en Afhandling søgt at bevise Rigtigheden af den Anskuelse, at man bør tage mere Hensyn til den Anven- delse af sin Tid og senere Udvikling, en Candidat lægger for Dagen, end til den blotte Examenscharakter. Det er da paa ovenanførte Grunde og i Tillid til Deres Maje- stæts Naade at Undertegnede underdanigst ansøger Deres Maje- stæt om naadigst at maatte vorde udnævnt til Hospitalspræst i Throndhjem. -- Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Christiania 20de Februar 1836. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Idet Undertegnede giver sig den Ære med ærbødigst Anbe- faling at oversende to underdanigste Ansøgninger betræffende Ullensagers residerende Capellanies og Throndhjems Hospitals- kald ledigværende Embeder, bilægges de med følgende: SIDE: 200 1) Testimonium publicum, -- 2) Det juridiske Facultets Respon- sum, -- 3) Erklæring fra Professor Hersleb betræffende Udtrykket i Testimoniet: "spreta juvenili levitate, -- 4 dit til Far sidst ogsaa læst, da han i dette Øjeblik er her paa mit Værelse, hvor han boer siden idag mor- ges for nu i Eftmdd. at reise op med mig til Paaske. Mal mig af i Olje vedlagte to i samme Format, hvortil jeg har forgyldte Rammer. Calmeyer supplerer nok af Hukommelsen, da han vist har været paa Stederne. Hilsen til Calmeyer. Mal den Scene i "sidste Kloge" hvor Djævlene fare af med Zobolam eller hvor Ayanna styrter sig ud. Driv paa det Haandværk, især Landskab troer jeg. Lykke til! Lundequist skal avertere i Aftonbladet; er han doven, da skal det til Deleen -- Lebewohl Henr. TIL S. A. W. SØRENSSEN M. FL. Bededag 29de April 1836. Paa Opfordring fra Undertegnede til at danne en Forening til at overveje og udføre de præliminære Forholdsregler betræffende et Nationalmonuments Oprettelse ved Eidsvoll Jernværk, sammen- traadte 27de sidstl. følgende Medborgere: Sognepræst Hesselberg -- Statsrevisor Stabel -- Assessor Bjerregaard -- Advokat Randklew -- Lector Schweigaard -- Fuldmægtig Adolf Stabel -- Ingeniørcapitain Aubert -- Ar- tillerilieutn: Holst -- Kjøbmændene Jacob Juul og Schreiner -- Landskabsmaler Flintoe og Depotforvalter Gløersen -- Hver for sig personlig egnet til at være Sagen nyttig i dens Ud- førelse og ikke anderledes forholdende sig til den og den hele Forening end Tænderne i et Hjul. Ça ira! Man blev snart enig i, at Sagens uomtvivlelige Interesse og Vigtighed i og uden Fædrelandet ikke alene fordrede energiske Beslutninger, men al den Planmæssighed i sit første Anlæg og al den Authoritet, som norske Borgere kunne give den. Man var ikke i Tvivl om hvor denne var at søge. Det blev da be- sluttet, at et Møde igjen skulde holdes den 29de, Bededagsaften SIDE: 202 Kl. 6 i et dertil afgivet Lokale i Søren Hansens Gaard nederst i Grændsen, hvor Planer skulde fremlægges, og hvor ovennævnte her tilstilede ærede Medborgere skulde anmodes om at ville hædre Forsamlingen og gavne Sagen med sin Nærværelse. Denne ærbødige Anmodning skeer da herved til Mhrr. Herr Højesteretsadvokat Sørenssen, Højesteretsadvokat Hjelm, Sognepræst Riddervold, Grosserer Jensen, Rector Holmbo, Gaardejer Haagenstad, Byfoged Christensen og Kirkesanger Ueland om de til bemeldte Tid og Sted ville skjænke Forsamlingen sin Nærværelse. Svar herom bedes paategnet. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 26de Mai 1836. Da den Tid af tre Maaneder, som det høje Collegium acade- micum har ansat for Undertegnede som 2den Amanuensis ved Universitetsbibliotheket, med denne Maaned er forløben, og Un- dertegnede ønsker at vedblive i benævnte Function, andrages om at extenderet Beskikkelse dertil af Collegiet maa vorde ud- færdiget. Et Vidnesbyrd fra Hrr. Overbibliothekaren om hvorledes Undertegnede hidtil har røgtet sit Hverv hosfølger. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 29 Juni 1836. Undertegnede anholder om fremdeles at maatte vorde beskikket til 2den Amanuensis ved Bibliotheket, hvortil det er sandsynligt at Storthinget vil bevilge det fornødne, siden Gagen for denne SIDE: 203 Post dertil er eenstemmig indstillet af vedkommende Kommitté. Jeg befinder mig ogsaa midt i et vidtløftigere Arbeide, nemlig Optagelsen af Doublettkatalogen. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ORLA LEHMANN [Christiania juli 1836.] De vil, høistærede Herr Lehmann, gjøre mig en Fornøjelse ved at beholde hoslagte 2 af mine senere Arbeider til Erindring om at De vovede Dem ind i den norske Varulvs Hule. Faaer De Tid til at læse dem (og det mindre med den Underretning at den er skrevet fra første Haand saadan som De har den trykt) saa vil De, ved et andet Besøg, som jeg ønsker mig, da jeg er sat ud af Stand til at gjengjælde Deres, kunne sige mig om Raggen er saa strid endda paa Bæstet. Deres Henr. Wergeland. Nok engang -- jeg ønsker meget at meddele Dem noget. TIL NICOLAI WERGELAND [Christiania] Mand. Morgen [12. sept. 1836] . Kjære Fader -- jeg sender hermed mit Svar paa den Cstnelles Angreb paa mig, der har vakt Uvilje saavidt der er kommet mig nogen Mening til Kundskab. Svaret er ligelydende indrykket i Søndagsbladet, og har vundet Bifald ved sin Moderation og Op- rigtighed. Til Risum og Roshauw har jeg atter havt Bud idag Kl. sex omtrent, men det er endnu ikke kommet tilbage, og jeg maa nu gaa ud. Flyvebladet gaar stærkt af. Jeg vil skrive et el. 2 Nr. til, og deri skal vises at de herlede sig fra sand norsk Bedrøvelse over de Krænkelser Folk og Thing maa lide. Brevet til Fru Ekleff gaar imorgen med Kokken paa Damp- baaden. Igaar skrev jeg følgende simple Vers til Storklokken i Christiansand: SIDE: 204 Mit Bryst er haardt, min Røst ei mild; Dog Engles blide Harpespil. Har ingen bedre Mening. Jeg toner over Kristiansand: "Gak ind i Fred hver Viv og Mand i Kristi tro Forening!" Levvel. Din Henrik. TIL JONAS COLLETT [Desember 1836.] Højvelbaarne Herr Statsraad Collett. Dersom Deres Højvelbaarenhed viser den Opmærksomhed at gjennemblade disse Paginaer, vil De finde nogle som prise det, at "gribe Aanden i Tingene, Betydningen i Tegnene" og ikke at ringeagte det udvortes Smaa. De har nu med saamegen Godhed viist, at De gjør saa med Hensyn til den ubetydelige, men ikke ubetydende, Yttring af de norske Studenters Højagtelse; og tør da Undertegnede uden Fortrydelse have tilstedet sig den Frihed herved at tilstile Dem sine Ord om at gribe Aanden i Tingene, Betydningen i Tegnene, det Store -- eller det Gode -- i det Smaa? Med dyb Højagtelse Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 27de Januar 1837. Til det høje Collegium academicum. Siden for Juni Maaned f. A. har Undertegnede intet erholdt for den mig ved Collegiets erkjendtligt paaskjønnede Godhed midlertidigen overdragne og hidindtil af mig varetagne Post som 2den Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. I Haabet om, om- trent ved denne Tid at ville kunne erholde paa eengang udbetalt det Hele, eller saa meget deraf som Universitetets øvrige For- hold maatte tillade, har jeg maattet gjøre Gjeld til mine Nødven- digheders Bestridelse. Idet jeg derfor herved ærbødigst andrager for det høje Collegium academicum om at det for sidste Halvaar i forløbne Aar samt for denne Maaned i indeværende mig Til- SIDE: 205 kommende maa blive mig anviist, maa dog Underretningen nys- oven om hvorledes jeg hidtil har hjulpet mig ikke saaledes for- staaes, at jeg ikke beredvilligen skulde underordne mit Krav hvilkesomhelst andre. Ærbødigst Henrik Wergeland. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Kristiania 4 Mai 1838. Til Administrationen for Kristiania Byes Vel. Jeg ønsker at indtræde i Selskabet for Kristiania Byes Vel med Bidrag som indlagt 1/2 Spd. for indeværende Aar. Jeg be- klager, at jeg, for det første, maa indskrænke mig hertil. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL OSCAR WERGELAND Chnia 7. Mai 38. Mon cher frere! J'en doute que j'ai de quelques choses pour mettre a toi; car je crois que j'ai deja mis mon "Stockholmsfarer No. 2" mais seulement a l'objet de donner a l'Etranger une idee du genre de mes poesies. L'Exemplar de mon poeme de la ven- geance pour Pologne men gaaer kanskee rundt. -- De maa endelig komme! Deres Veninde Jfr. Bekkevold venter Dem med Deres Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 2den Aug. 38. S. T. Herr Fuldmægtig Stabel. Alvorligt -- skulde De virkelig tænke paa at faa en Anden, end Sivertson til at udarbeide de svenske Artikler for Morgen- bladet, saa lægger jeg Dem paa Hjerte mit Tilbud at overtage dette Hverv paa den Opsigelsestid, De selv maatte bestemme. Jeg troer, flere af vore fælleds Bekjendte, om et for Sivertson saa uheldigt Tilfælde skulde indtræffe, at De maatte finde Dem nødt til at afskedige ham -- vilde see med Fornøjelse at jeg blev den Remplacerende. Der er Intet i mine øvrige Beskjæf- tigelser som gjør det vanskeligt for mig, med ligesaa stor Punkt- lighed, som jeg har lagt for Dagen og vænt mig til paa Biblio- theket at overtage deslige vices for Morgenbladet, hvis Interesse da og tillige blev min. SIDE: 207 Det væsentligste Motiv til dette Ønske er virkelig de Forhold jeg har meddelt Dem mundtlig, ligesom og, at mit Byggeri har gjort at min Indtægt og Udgivt ikke længer staa i saa godt et Forhold til hinanden som tilforn. Deres Henr. Wergeland. TIL AMALIE BEKKEVOLD [Bruddstykke.] [5. august 1838.] [ -- ] Første, som gjorde mig opmerksom paa Deres skjønne Sjel, at De, uagtet dette, uagtet han stundom ikke behandlede Dem med Delicatesse, dog var saa ærbødig mod ham. Ak, Amalie, min Elskede, jeg haaber, han ikke vilde have imod en Forbin- delse mellem os, naar De bare kunde gjengjelde min Følelse, og naar Vi saa fik et smukt Hjem og tog Olava eller en anden af de smaa til Os?, -- han vilde ikke have noget herimod heller. O Amalie, bedste, kjæreste! lad mig sværme væk og bygge mine luftige Slotte indtil de enten forsvinde eller De giver dem Virke- lighed. -- Jeg afbrydes. Hurtigt ind da Lap, og saa Gud veed hvor jeg nu skal faae den afsted. Nu har De 3 Breve med 2 Poster og 2,3 i den ene Convolut. Ikke saa? ellers er noget borte. Levvel! Naar seer jeg Dem? Gid Deres Moder kom i Aften! Levvel, huldeste, fagre Amalie og glem ikke P S. Naar De kommer, skal De see et smukt (saa haaber jeg) Digt til Dem. TIL AMALIE BEKKEVOLD Søndag Eftmddg. [5. august 1838.] Dette, kjæreste Amalie, skriver jeg et Par Timer efter Ind- lagte, og i min Ensomhed. Jeg har sendt Bud efter Deres Fader paa et Glas Porter for dog at kunne tale om Dem, og det al- vorligt. Der var intet Brev med Posten; altsaa stoler jeg og venter paa Deres Moder. Jeg længes efter hende, skjøndt jeg vel under hende et langt Hvilerum for hendes huuslige Byrder. Amalie, smukke ungdommelige Amalie, skal De engang blive som hende? O ikke saa nedbøjet, om saa -- hvilket Gud give! -- skal skee, at jeg skal afvende Livets Sorger fra Deres skjønne Sjel. SIDE: 208 Ved den Alder kan Kjærlighed endnu være lykkelig. Og min Følelse for Dem er af den Art, at mit Hjerte, skjøndt sandseligt og med sit Blod, slaaer fyrigere ved Tanken om Deres Aande- lige og Indre end ved Synet af den Ynde, som har fortryllet mit Blik. Jeg kan ikke give Slip paa den, skjøndt den ikke gjør mig lykkelig under den qvælende Uvished om hvordan den i Tiden vil blive besvaret. Det er vist, at min Kjærlighed for Dem, hul- deste Amalie, gjør mig bedre og giver mig et Had til alt Andet end hvad der kan behage Deres rene Sjel. Jeg satte Pennen til denne Side, fordi den Tanke faldt mig ind, at mine lidenskabelige men inderligt oprigtige Udbrud kunde synes Dem som udrundne af den Tro, at jeg havde nogen Ret til Deres Hjerte. Elskede, nei -- De er fri. Jeg vilde mindst af Alle øve nogen Vold paa Deres Følelser. Medlidenhed er mig ikke nok. Jeg forlanger, hvad De ikke kan give uden De har den fuldeste Tro til mig og Deres Følelser have taget den Retning -- jeg forlanger mine Følelser besvarede saaledes at vore Sjele ere eet, vor Glæde og Sorg fælleds. O Amalie, jeg føler den umaadelige Kraft min Aand vilde faae, naar den havde en saadan Himmel at tye til. Min Muse vilde faae et ukjendt Sving, og Amalie skulde dele mine Triumpher, Amalie "den Perle, jeg har funden ivaar paa vilden Strand, reen som Demantens Vand, som Graad fra Engels Øje runden." Jeg afbrydes af Besøg -- Amalie, huldeste, sødeste Pige Lev- vel! Gud velsigne Dig og bevare Dig for din trofasteste, var- meste Ven Henr.W -- P. S. Jeg er i saadan Angst for at Peter Holm, til hvem jeg addresserede det første Brev (under Æresløfte om Taushed) ikke skal have været i Mos, at jeg nu midt paa Natten er staaet op for at bede Dem i saa Tilfælde [fotnotemerke] at vise Deres Onkel denne Bemyndigelse til at modtage Brevet. Ellers behøver jo ikke Deres Onkel at være iblandet mit Hjerteanliggende. Godnat, kjære Amalie! Godnat! Kom mig ihu den Aften, De har faaet dette ihænde! hw. Fotnote: I saa Tilfælde vises Deres Onkel kun dette Postscriptum. SIDE: 209 TIL AMALIE BEKKEVOLD 5 Aug. [1838.] Blomstbrev til Amalie. To røde Nelliker . . . . . . . ): Skjøndt min Kjærlighed tiltager, To hvide Nelliker . . . . . . . . ): voxer min Tungsindighed. En blomstløs Rosenqvist . . . Min Kjærlighed er glædeløs. Lyngqvist . . . . . . . . . . . . . Jeg er forbandet Blaaklokke . . . . . . . . . . . . Jeg ahner i min Fantasie Valmue . . . . . . . . . . . . . Vanvid eller Græsstraae . . . . . . . . . . . . Døden. Henrik. TIL AMALIE BEKKEVOLD [12? August 1838.] Blaaklokke . . . . . Er det blot en fager Drøm, Bringebær . . . . . . at Du vil skjænke mig det Sødeste Du ejer: Rosenknop . . . . . din jomfruelige Kjærlighed? Verbena . . . . . . . . Min Lykke beruser mig. Kløver . . . . . . . . . Gud vil velsigne Kartoffelblomst . . nøisomme Hjerter. Aster . . . . . . . . . . Og jeg vil bevare min Kjærlighed til den sil- digste Alder. TIL AMALE BEKKEVOLD [August? 1838.] Blaabærblomst (Slaaer næsten Jeg lover ikke meget, men det, aldrig feil) . . . . . . . . . . . . . . jeg lover, skal jeg holde. Qvist med Bærret . . . . . . . . . . . . Her har Du mig som jeg er. Jordbærblomst . . . . . . . . . . . . . . . Du skal snart lære at kjende mig bedre. Qvist med Bærret . . . . . . . . . . Er Du nu fornøjet med mig? Tyttebærblomst . . . . . . . . . . . . . O hvor min Fattigdom smerter mig? Qvist med Bærret . . . . . . . . . . . Tro mig, vi skulle have Bryllup inden Juul, saa fattige vi ere. Tejebær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Skjøn Jomfru, din Brudekrands er færdig, naar Du behager. SIDE: 210 TIL ADOLPH B. STABELL Biblioth. 6 Septbr. 38. S. T. Hrr. Fuldmægtig A. Stabel. Jeg er ikke underrettet om De skulde have modtaget for en Tid siden et Tilbud fra mig om at overtage Sivertsons Affaires ved Morgenbladet. Dersom De ikke allerede har bestemt Dem for nogen Anden, gjentager jeg det med Forpligtelse at være punktlig tilstede i Byen indtil Posterne og Korrekturen ere expe- derede. At De ei behøver at frygte for, at de egne Reflexioner, som de svenske Artikler maatte give Anledning til, skulle under mine Hænder antage andre Farver end Mbladets gamle, sikkres De for ved mit Løfte, der har sin Grund i en Forandring i mit Private, som gjør enhver økonomisk Acquisition dobbelt nød- vendig mod ellers. Med min Amanuensisgage, som ligeledes er betinget ved en Orden der maa være punktligere end selve den der er nødvendig ved Mbladet, vilde jeg da faae nok til at leve uafhængig. Deres Henr. Wergeland. TIL JENS G. DØDERLEIN 5te Octbr. 38. Selskabet for Kristiania Byes Vel, hvoraf Herr Stadsfysikussen er et virksomt Medlem og maaskee en af dets Funktionærer, har, som jeg troer, gjort Byens Forskjønnelse ved Træplantninger til et af sine nærmeste Formaal. Jeg tillader mig, i saa Henseende, gjennem Herr Stadsfysikussen, at gjøre et Forslag, som formeent- lig, om det udføres, ikke lidet vil bidrage til at forskjønne "the appearence of the city", og en af de Udsigter, nemlig fra Fæst- ningspromenaden, som oftest besøges af Publikum. Jeg foreslaaer nemlig, nu i den rette Tid om Høsten ved Plantninger af temmelig vidtkomne, riigløvede og rasktvoxende Træer, navnlig af Poppler, at give den nordre Side af den skal- dede, kun med Buske besatte, Hovedø et smukkere Udseende. Øen har mange dybe og fugtige Steder, som passe for om- nævnte Træsort; og ligesom Kommandantskabet sandsynligviis ikke vil have Noget imod Udførelsen af et saadant Project, kan SIDE: 211 man vel ogsaa vente, at Fæstningen vil afsee den Madjord og Gjødsel, som den ved Opmuddringer o. desl. har Overflod af. Træsorterne burde, foruden Poppel, ogsaa være Løn, Gran og Furu, og være saa store, at Kreaturer ikke kunde skade dem. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDERIK HOLST M. FL. Kristiania 14 October 1838. Til Dhrr Professores Medecinæ Dr. Holst, Dr. Skjelderup, Dr. Heiberg og Dr. Generalchirurg Thulstrup. Da jeg, som geistlig Supplicant, holder det for hensigtsmæssigt at godtgjøre, at jeg har anvendt fire Semestre af mine Candidataar paa at studere Medecinen, nemlig fra Begyndelsen af 2det Sem. 1834 og til henved Slutningen af 1ste Semester 1836, da min An- sættelse ved Bibliotheket vanskeliggjorde en anstrenget Fortsæt- telse deraf, anmoder jeg herved ovennævnte mine ærede Lærere om, herpaategnet at ville bevidne, -- min Privatpræceptor, Hrr Pro- fessor Holst, som forhen af ham attesteret -- men hvilken Attest ikke af Modtageren kan præsteres -- at jeg har bivaanet Fore- læsninger og underkastet mig Examinatorier, Hrr. Professor Skjel- derup, at det samme i det Tidsrum har været Tilfælde med mig i hans Fag, Hrr Professor Heiberg, at jeg har besøgt hans Fore- læsninger og freqventeret Hospitalet, samt Hr Prof. Thulstrup, at jeg har frequenteret hans Examinatorier. Jeg haaber mine ærede Herrer undskylder denne Anmodning for hvis velvillige Opfyl- delse, ligesom for den gode Veiledning, jeg af Enhver især har nydt i et Studium, jeg ikke betragter som forladt, jeg bestandig er Deres ærbødigste, forbundne Henr. Wergeland. E. S. Ovenomskrevne Attest fra Hrr Holst, ligesom en paa samme Tid afgiven fra Hrr Skjelderup, ere komne tilhænde senere fra Universitetssekretæren og vedhæftede her. SIDE: 212 TIL IVER HESSELBERG Grønlien 16 October 1838. S. T. Herr Sognepræst Hesselberg. Saa vanskeliggjort som den geistlige Supplikatur er bleven gjort mig, anseer jeg det ikke overflødigt, at indhente en anseet Geistligs Erklæring om hvorvidt han troer vor Kirke tjent med mig. Da Deres Velærværdighed er min Sognepræst, og jeg har nydt velvillig Tilladelse nogle Gange til at prædike i den af Deres Kirker, hvortil jeg nærmest hører, veed jeg Ingen, jeg i saa Henseende før bør henvende mig til, hvorfor jeg vover at udbede mig Deres uforbeholdne Mening om min Person som Aspirant til at komme i geistlig Virksomhed. Dersom Deres Velærværdighed er saa artig at indlade Dem herpaa, ønsker jeg Deres Erklæring skreven paa dette eller et vedhæftet Papir. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 12te November 1838. Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen, om naa- digst at maatte vorde be- skikket til residerende Ka- pellan i Nannestad Præ- stegjeld under Agershuus Bispedømme. Den Skjebne, Undertegnede har lidt som Ansøger i det Fag, alle Ungdommens Aar ere anvendte for, har været uhel- digere og bittrere end hvilkensomhelst Andens af jevngamle eller meget yngre Kandidater. Jeg seer allerede længe Saa- danne, med lignende eller slettere Karak- terer, som Sognepræster i Kald, hvis Ka- pellanier vilde tilfredsstille mine Fordringer. Men siden disse, medens Statsraad Diriks forestod Kirkedepartementet, fandt saa lidet Gehør, at man ikke engang tog Hensyn til mine Ansøg- ninger, har jeg hidindtil undladt bona fide at indlevere saa frug- tesløse Papirer, og trukket mig tilbage med Følelsen af at være den ene Forskudte. Det er Tilliden til min højmodige Konges Naade, til Regjeringens Retfærdighed, den stedse levende Tilbøjelighed for det geistlige SIDE: 213 Kald, og Trang til en anden, mere afmaalt, Virksomhed, end den, min isolerede, fra alle Forhaabninger løsrevne, Stilling har affødt, som paany lader mig ansøge, og da om Landets knappeste Embede. Jeg skulde dog neppe vove det, dersom jeg ikke havde den grundede Tro, at Hvad, der bevirkede hiin vilkaarlige Sus- pension af mine Adkomster til at søge og erholde Noget, var alene en personlig juridisk Anskuelse hos daværende Departe- mentschef, men som ikke deles af den nærværende, eller til- stedes at strække sine ødelæggende, Livshaab og Virkekraft lammende, Følger endnu længer udover mine bedste Aar. En Betænkning fra det juridiske Facultet godtgjør idetmindste, at Mænd af Competence kunne opstille Grunde for en modsat Anskuelse, end den, afgangne Statsraad Diriks gjorde gjældende imod mig, nemlig, at man, før man kunde tænke paa at tage Hensyn til mine Ansøgninger, maatte oppebie endelig Dom i en Sag, jeg har med privat Mand betræffende Injurier fra begge Sider, men som i sine Motiver ere væsentligst forskjellige i at mine Ud- tryk herlede sig fra min Dom over Modstanderens Forhold til Andre og hans fra en lidenskabelig Opfatning af mit til hans egen Per- son. Havde Statsraaden kunnet forudsee Langvarigheden af denne Proces, hvis Ende efter 7 1/2 Aar ikke kan øines endnu, idet den fremdeles staaer for Stiftsretten, eller hvilke Følger for mit hele Liv denne Udsættelse paa ubestemt Tid, denne tvungne Sløifen af arbeidslystne Kræfter har maattet have, skulde han sandsyn- ligviis ikke have tillagt private Forhold en saadan Vægt. Men paa denne hans Anskuelse, saadan som han nu retfærdiggjorde den for sin egen Sjel, havde hiin Betænkning, som deducerer den modsatte, ligesaalidt Indflydelse, som at jeg, mens min Mod- part ikke for Processens Skyld har mødt Hindringer for sin Be- fordring, laae under for den grusomme Lod, at see mine fore- gaaende Anstrengelser spildte, mine Udsigter tilintetgjorte og mine bedste, uerstattelige Aar at gaae hen i stedse større Fjer- nelse fra mit Kald og i en tvungen Uvirksomhed, som hverken har været mig god eller kjær. Den lagde mig nemlig, uden der- ved at læge den saarede Følelse af Tilsidesættelse, Beskjæfti- gelser ihænde, som ikke just pleje at befordre Folk frem, og som miskjendtes af en heftig Journalpolemik endog i sine Tendenzer, der aldrig vare andre end at gavne Fædrelandet, og kun deri SIDE: 214 noget egennyttige, at jeg ogsaa tilsigtede, at give mig selv til- strækkeligt at bestille, naar Aandsarbeiderne bleve for ensfor- mige og Studerestuen for snever. Jeg hensigter her til de poli- tiske og journalistiske Idrætter, man, med Ret og Uret, tillægger mit Navn, som -- hvilke de end vare -- om de sees med et andet Øje end opflammede Journalisters, vare frie for al smaalig Regjeringskritik og bare Præg af en stærk Følelse for mit Folks Nationalitet ligesom de aldrig fornegtede Enthusiasmen for dets Konge. Jeg har ogsaa været angreben som Den, der skulde besidde formeget af denne Egenskab -- kort! jeg har fundet, at man, med den bedste Vilje, har saa ondt ved at gjøre i slige Ting, især naar man foragter at være noget Vaklende og Halvt, at jeg ret hjertelig længes efter Rolighed, ligesom jeg forlængst har fjernet mig fra en Kampplads, min Aand ingen Tilbøjelighed har for, og hvor der hos Os ikke føres nogen anden end Patrio- tismens egen Borgerkrig. Der er det Partihad og personligt Fiendskab ikke har bluets ved at beskylde mig for Agitation og misligt Unionssind -- ja! jeg har et Gemyt, der ogsaa kan lide under en bevæget Tids Indflydelser, jeg har Evne til ogsaa at danne mig en Mening, jeg kjender ikke til Ligegyldighed i Fædre- landets Anliggender, og jeg har agiteret, ja virkelig agiteret Al- muen ved mange Skrivter og Sange til at elske Konge og Fædre- land, til at kjende dets Historie og Natur, til at stifte Foreninger for Oplysning og medborgerlig Virksomhed. Den Agitation har jeg drevet. Og jeg har, som en svensk Forfatter har udladt sig med, forsøgt, i Forbindelse med ham, ved Udgivelsen af et for begge Nationer fælleds Tidsskrivt, at knytte de aandelige Baand imellem dem fastere; -- jeg har, som historisk Forfatter, gjort mit til forat gjøre Hensigtsmæssigheden af deres Forening ind- lysende -- det har jeg gjort -- det er mit mislige Unionssind. Min Bevidsthed frikjender mig i andre Henseender ikke for Ube- tænksomheder mod mig selv, undtagen i deres Motiv; men i at være en god Borger, og i at besidde de Anskuelser, man kan fordre hos et Menneske af den Oplysning, man maa tiltroe mig ellers, tør jeg kræve ikke at vige for Nogen. Jeg har derfor maaskee i Ovenstaaende søgt at møde Betænke- ligheder ved min Ansættelse, som ikke existere. Disse Allotria betragtes maaskee som en Vegetation af mit Liv, der ikke røber SIDE: 215 noget ilde om dets Kjerne, eller trænger mine Qvalificationer til Ansættelse tilbage. Og i denne Henseende, naadigste Konge, kan jeg underdanigst anføre: 1) Af de ni og et halvt Aar, jeg nu tæller som Kandidat, har jeg, paa et kort Mellemrum nær til en Udenlandsreise, anvendt de 5 første til praktisk Uddannelse hos min Fader under jevnlig regelmæssig Udøvelse af Prædiken, Skolebesøg og Konfirmations- underviisning; de 2 følgende til at studere Medecinen ved Uni- versitetet, og de 2 1/2 sidste har jeg været og er Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Hoslagte Vidnesbyrd -- fra Overbibliothekaren, de medecinske Professorer og min Fader -- godtgjøre alle Vedkommendes Til- fredshed med mig i disse forskjellige Stillinger, og at jeg har anvendt min Tid pligtmæssig til at gjøre mig brugbar. Den sidste officielle Indberetning om Universitetets Anliggender roser navn- ligen min Opførsel paa Bibliotheket -- en Post, som udkræver den strengeste uafbrudte Nøiagtighed, idet jeg er den eneste Ansatte ved den offentlige Læsesal, der dagligen skal aabnes. Det øvrige paahvilende Kopiistarbeide fortsættes under de sæd- vanlige Universitetsferier; og, om det end giver mig det knappe Nødvendige, saalænge mine deraf lidende Øjne holde ud, og til- byder Anledning til adskillig Literaturkundskab, saa betager dette Arbeide for Brødet mig dog Adgangen til at fortsætte Me- decinen, der netop lægger Beslag paa de samme Timer, og ind- renter mig for Fremtiden kun Vidnesbyrd om at man for Ordens og Flids Skyld nok tør betroe mig noget. 2) Det er allerede flere Aar siden H.H. Biskopen over Agers- huus Stift yttrede i en Betænkning, at jeg nok kunde være at ansætte i et residerende Kapellani. Men den bedre Tid for geist- lig Befordring fandt endnu Sted da jeg tog min Examen, saa jeg seer alle mine Jevnaldrende, der have valgt den Vei, forlængst vel ansatte, og med Udsigter langt forud for mig. Gud har, i hvad Deres Majestæt naadigst maatte lade mig begynde med, ikke gjort det umuligt for mig at indhente dem igjen; og jeg har Viljen dertil. 3) Med mine Examenskarakterer ere Mange gaaene lige til Sognekald. De ere haud illaudabilis til den theoretiske siden Mai 1829, og siden Juni 1833 laudabilis til den katechetiske SIDE: 216 Prøve og laudabilis inprimis ob specimen scriptum til den homi- letiske. Det kan dog, i Henhold til hoslagte Erklæringer fra Sognepræsterne i Eidsvold og Agers, og fordi det synes somom man gjerne hører mig, med Rimelighed antages, at jeg senere har erhvervet mig noget af det Manglende i Udførelsen. 4) Mine Kandidataar ere altsaa langt flere end hidtil alminde- lig har fundet Sted. Endogsaa uden at see hen til den gode Mening om min Ordentlighed, som de forskjellige hoslagte Atte- stationer give Anledning til at fatte, forudsætter min Alder, at den "levitas juvenilis", som mit testimonium publicum, der dog ved Siden deraf tillægger mig særegent rosende Egenskaber, jam "spreta est". Og har jeg nu i alle de Aar ikke undladt at ud- danne mig baade specielt som Geistlig og i anden videnskabelig Retning, der ogsaa kan være den Geistlige til Nytte, og at gjøre mig saa nyttig, som en isoleret Stilling og selvskabt Virkekreds har tilladt, tør jeg maaskee ogsaa underdanigst haabe, at min Kandidatalder ligeledes vil betyde noget til min Fordeel. 5) I disse Henseender er det vitterligt, at jeg ikke har ladet det være med lige til den sidste Tid at holde mig i Prædikeøvelsen. Jeg har, som Mediciner, af reen Interesse for den geistlige Virk- somhed, medens jeg havde maattet opgive Haabet om at offre denne mine Kræfter, ogsaa besøgt de pastorale Forelæsninger og Examinerne ved flere af Byens Almueskoler. Som Mediciner søgte jeg ogsaa at fortsætte min Virken for Oplysning imellem Almueklasserne, idet hoslagte Skrivelser fra Rigshospitalsdirektionen, Kommandantskabet og Politimesteren udvise, at jeg har istandbragt Bogsamlinger for Hospitalspatien- terne, Hovedvagten og Raadstuearresterne, hvor jeg havde til Hensigt at sysselsætte ledige Mennesker paa en nyttig Maade. Tilforn har jeg været virksom i samme Retning mellem forskjel- lige Landalmuer, og de forskjellige Almueskrivter af reen sæde- lige Tendenz, jeg har forfattet og udgivet have ikke bragt mig anden Vinding end Bevidstheden om, efter ringe Leilighed, at have gjort mit for en saa god Sag, som dog tilsidst bliver den vigtigste af alle. Det er ikke med den Fornøjelse, hvormed jeg kan fremlægge betydende Mænds Vidnesbyrd om god Opførsel, at jeg omtaler denne min Virksomhed. Endskjøndt den frem- deles lever i sine Gjerninger, erkjender jeg fuldtvel, at den kun erholder nogen Betydning ved mine Kaar og Stilling, og ved at SIDE: 217 paapege en god Vilje, der kun trænger til den Virkekreds, hvori den hører hjemme. Dette er den geistlige, og jeg har troet at kunne finde den i en Egn, hvor jeg er kjendt af Præsteskab og Almue rundtom, og hvor nu et residerende Kapellani, det knappeste i Landet, er ledigt. I Haab da til min Konges Naade, at Hvad der taler til min Fordeel maa hos Deres Majestæt have Overvægten, saa den Be- stemmelse, jeg har offret Formue og Aar, ikke tilintetgjøres medens disse gjøre min Lyst fyrigst, min Evne stærkest til at blive Konge og Fædreland nyttig i deres fælleds Tjeneste, an- søger jeg derfor underdanigst om naadigst at maatte vorde an- betroet Nannestads residerende Kapellani. Underdanigst Henrik A. Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grønlien ved Opslo 12 November 1838. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Idet jeg herved ærbødigst oversender underdanigst Ansøgning om Nannestad residerende Kapellani, giver jeg mig den Frihed at specificere følgende Bilag dertil: 1) Det juridiske Facultets Betænkning af 20de Februar 1835 om hvorvidt min Proces med Procurator Praëm i dens uafgjorte Stilling stiller retlige Hindringer ivejen for min Ansættelse. 2) To Attester fra Overbibliothekaren Professor Sverdrup om mit Forhold som Amanuensis paa Universitetsbibliotheket, den ene af 31 Marts 1837, den anden af 10de Octbr. 1838. 3) En Attest fra min Fader, som Sognepræst i Eidsvold, hvor jeg opholdt mig endeel Aar, dateret 23 October 1838. 4) En Erklæring fra min nærværende Sognepræst, Hr Hessel- berg til Agers, af 17de October 1838. 5) Attester fra de medecinske Professorer mit Forhold som medecinsk Studerende betræffende. SIDE: 218 6) Fire sammenheftede Skrivelser -- fra Rigshospitalets Direk- tion, Kommandantskabet, Politimesteren og Bibelselskabets Centralcommittee, sigtende til at oplyse en speciel Virksomhed af mig for Almuefolks moralske og intellectuelle Oplysning. 7) En nærmere Fortolkning af Professor Hersleb, som Decanus i det theologiske Facultet, betræffende Tiraden "spreta levitate juvenili" i mit testimonium publicum, og dateret 7 Dec. 1835. Jeg maa ellers ærbødigst bemærke, at dette mit testimonium publicum, saavelsom min Døbeattest, udstedt 1808 af daværende Sognepræst til Oddernæs ved Kristiansand Engelhardt, ikke har ladet sig finde ved mine ældre Ansøgninger i Kirkedepartementet, da jeg nu søgte dem der tilbage for at hoslægges nærværende Ansøgning. Jeg veed selv ikke at hente disse Papirer andet- steds, men der findes upaatvivlelig Sikkerhed for, at de der ere producerede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grønlien 26 November 1838. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Da jeg finder, at hoslagte Skrivelse af 14 Juli 1836 fra Colle- gium academicum, som jeg først senere, end jeg indleverte min underdanigste Ansøgning om Nannestad Kapellani, har havt An- ledning til at fremhente, indeholder et saadant Total-Videtur om mig siden jeg paany i 1834 freqventerede Universitetet, at deraf, navnlig af de sidste Udtryk deri, fremlyser en fordeelagtig For- tolkning over Udtrykket "spreta juvenili levitate" i mit testimo- nium publicum, troer jeg at burde indsende samme som Bilag til ovennævnte Ansøgning. Lige ærbødigst hoslægges en Oversigt af endeel Indstillinger til Kald, jeg paa samme Tid søgte, hvoraf sees, at jeg dengang blev forbigaaet for yngre Kandidater af samme Karakteer. Maa- skee bør bemærkes, at jeg ikke anderledes kan indestaae for SIDE: 219 dens Paalidelighed, hvis Prøvelse dog staaer i Departementets Magt, end at den blev mig afgiven under sidste Storthing af en Repræsentant, der interesserede sig af egen Drivt for at see min formentlige Tilsidesættelse paatalt af Protokolkommitteen. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL AMALIE BEKKEVOLD Kristiania, 10. Dec. [1838.] [ -- -- ] Du er mig god nok som Du er, min hulde forstandige Kjæreste; men hvad Dannelse Du -- vel at mærke uden at tabe din Naturlighed og at blive affecteret -- kan erhverve, er natur- ligviis Gevinst for din Aand og vil skaffe baade dig Selv og mig som din Mand mange Glæder i det Tilkommende, NB just ikke i Himlen mener jeg, men i det Liv, vi skulde føre sammen Hjerte ved Hjerte, og da især, om det bliver imellem Mennesker, der just ikke ere vore Aandslige. Jeg vil da med den Oprigtighed, jeg skylder Dig, sige Dig, at den første Betingelse for at skrive smukke Breve (som en Mar- quise de Sevigné og Rahel v. Ense) har Du allerede, nemlig en naiv, letbevægelig, ugenert Aand, der ikke slæber sig stivt hen- gjennem Linjerne, men afpræger sig let med enhver Bøjning i Tankegangen. Vittighed mangler Du heller ikke, troer jeg, men jeg gjør ikke synderlig af den hos Piger. [ -- -- ] Her har [ -- ] siddet og tøvet mig en heel Time bort, saa jeg neppe har fem Minutter tilbage, om jeg vil have dette afsted idag. Jeg tilgiver ham det for hans Godhjertigheds Skyld. I Løverdags var jeg hjemme om Aftenen, hvor jeg læste i min Marryat -- om Søndag Formiddag kom Tydskeren Fein til mig efter en 7 Dages Overreise fra London til Drøbak. Han har 18 Kister med forskjellige Sager med sig, sin Formue, og vil saa nedsætte sig her. Sig Far og Moer, at han seer rask og vel- tilmode ud. Han har i Sommer været i Skotland, England, paa Helgoland, og 1 à 2 Nætter skjult i Hamburg. Kongen er i Torsdags reist fra Stockholm. Vor Skjebne er i hans Haand, idetmindste om vi skulle forenes snart og paa Landet. Hvor det bliver -- bliver jeg din lykkelige, lyksalige Henrik. SIDE: 220 TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 21de Decbr. 1838. Til Den Kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet For det Tilfælde, som jeg, senere end jeg indleverte Ansøg- ning om Nannestad Capellani, har ladet mig forlyde med skulde muligens kunne indtræffe, at der, til min Skade, skulde kunne blive lagt nogen Vægt paa en Sag, jeg har med en Candid. mi- neral. Sinding, har jeg troet at burde reqvirere en Udskrivt, hvilken hermed følger til mulig Afbenyttelse. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL AMALIE BEKKEVOLD Eidsvold Præstegaard, Nytaarsdags Morgen 1839. Amalie, min Elskede! Det Aar, hvori Du gav mig dit Hjerte, tilhører nu kun Erin- dringen; et begynder, der ligeledes skal forsvinde, men idet det forsvinder, overtyde os om, at vor Kjærlighed ikke tilhører Aarene, men Evigheden. Lader os idag udvexle denne Tro med hinanden! Det er vore Gaver, en aandig Ring imellem vore Sjele. Ja, min Amalie Sofie, som har min Sjels Højagtelse og mit Hjertes hele Kjærlighed, Forsikkringen om at Du stedse vil be- sidde disse under Aarenes Flugt, er min Gave til Dig idag, saa simpelt fremsat som her, forat Du des før maa troe det. Og Du gjør det! Bevar dette Papir imellem vor Kjærligheds Erindringer. Jeg skal ikke blues, om Du viser mig det paa min sidste Dag. Din Henrik. TIL AMALIE BEKKEVOLD Tirsd. Fmddg. 15 Jan. [1839.] Det er muligt, min søde tilbedede Amalie, at jeg selv over- rækker Dig disse Linjer; thi jeg har foreslaaet din Moder at SIDE: 221 møde Dig i Bunden imorgen mod Aften, dersom Du ikke kommer idag. Da venter jeg dig, om -- hvad Gud forbyde, om han nogentid vil bønhøre mig -- Du skulde have havt Anfald igjen af denne [?] nye Syge, der forfærder mig i samme Forhold som den forøger min Ømhed. Ihvordan det nu bliver med mit Møde, saa kan kun min Forkjølelse, om den bliver ved det samme, som den nu er, afholde mig fra at omfavne min Elskede nogle Timer før ved min Mødereise. Og under alle Omstændigheder, kjæreste Amalie, saa tænker jeg, idet jeg slutter fra mig selv, at mine Linjer ville være dig kjærkomne. Kl.7 var jeg alt hos din gode Moder, der bedrøvedes meget ved at høre dit Syg- domstilfælde, som jeg ikke kunde tie med. Det laae og ligger mig for tungt paa Hjerte. Din Moder trakterede mig med varm Aftensmad og Punsch samt med Natteleje i din Faders Seng, som bekom mig vistnok bedre end i Grønliekulden. Siden har jeg idag været paa Bibl., hvor jeg kom forsaavidt tidsnok som det først skal aabnes paa Thorsdag. Dette skrives hos din Moder, hvor jeg venter Gløersen. Jeg har fortalt ham om hvor godt jeg leed din Familie paa Moss uden Undtagelse, og at jeg for Eftertiden vil heller tie end ved Svar give Anledn. til Uvenskab med din Fader. Saaledes skal nok alt gaae godt, Amalie; og Intet i Verden skal kunne trænge fiendtligen ind- imellem vore Hjerter. Gid jeg nu bare fik dette idag nedlagt paa Bunden. Det vilde overtyde dig om min Længsel og at Du inderligen -- og nu ængstligen -- elskes af Din Henrik -- TIL P. CHR. HOLST Grønlien 31 Januar 1839. Høivelbaarne Herr Statsraad m. m. Holst. Da jeg, formedelst den knappe Tid, Deres Høivelbaarenhed kun kunde tilstaae mig, ikke igaar fandt Anledning til at med- dele mig om Det, jeg egentlig vilde i den Samtale, De var saa god at tilstede mig, nemlig om et personligt Motiv for min An- søgning, som ikke har faaet Plads i denne, udbeder jeg mig ærbødigst Tilladelse til denne skrivtlige private Henvendelse, SIDE: 222 der ogsaa vil optage mindre af Deres Tid end en fornyet mundtlig. Beskaffenheden af Samtalen var heller ikke egnet til at give mig Lyst og Mod til at fremsætte Noget, som, uagtet al sin indre moralske Rigtighed og Vægt, er udsat for ikke at anerkjend [es] saaledes som jeg har den Skjebne hist og her at skulle forstaaes. Den syntes mig nemlig at lægge for Dagen, at mine Fienders planmæssige Bestræbelser for at frem- stille mig som et Menneske, der Intet bør kunne vente af Staten, ere trængte igjennem paa Steder, hvor min Skjebne afgjøres og have efterladt Indtryk, der ere mig ufordeelagtige, selv hos den Retfærdige. Jeg skulde tie, lægge Armene op, og taale Miskjendelsen, dersom Pointet at vinde eller tabe min Bestemmelse og Adgangen til at fuldbyrde hvad jeg er skabt til, ikke gjorde ethvert ærligt Forsøg paa at redde denne til Pligt. Nannestad, med saa ringe Indtægter, at mine nærværende ere større, har ved sin Beliggenhed en Vigtighed for mig som for ingen Anden, idet denne nemlig tillader mig at udføre den for mig livsvigtige og for vor magre Literatur neppe ganske ligegyl- dige Plan, ved Bistand af anseede Literatorer i Hovedstaden og min Fader i Eidsvold at udgive hvad jeg hidtil har forfattet af saadan Art, at det kan fortjene at opbevares. At der er noget deraf i Massen, indrømme selv De, der have havt værst forat tilstaae mig noget. Saa gammel, jeg nu er, maa jeg udføre dette Forehavende, om jeg skal kunne raade dermed og ved Siden deraf eller efter kunne give de poetiske Stoffer Liv og Fuld- endelse, der kun vente paa landlig Afsondrethed, Fjernelse fra al Kiv og en friere Afdeling af Tiden end jeg nu maa finde mig i. Jeg kan ikke beskrive med hvilke bittre Følelser jeg seer mig nødt til i min nærværende Stilling under nedslaaende Ud- sigter at sløife i mine bedste Aar dette mit naturlige Kald. Leve ved det gaaer ikke an hos Os; men at dyrke det i et lidet geist- ligt Embede, der ogsaa blidgjør sin Knaphed ved Muligheden af Adgang til Hovedstadens videnskabelige Kilder, gaaer an for En, hvem det, om ikke for andet, saa for de Forventningers Skyld, man nærer, vil være en paahvilende Æressag at stræbe endog at udmærke sig. Og denne Tanke vover jeg at nære, hvor uvis om min Capacitet dertil end den Besynderlighed maa gjøre mig, at en Mand, jeg maa have saamegen Høiagtelse for som Deres SIDE: 223 Høivelbaarenhed næsten syntes at frygte for at jeg vil gjøre Standen Skam, mens en Geistlig af strenge Anskuelser, der har yttret sig i et af de Papirer, der medfølge min Ansøgning, og som De var saa god at love mig Deres Opmærksomhed for, mener at jeg tvertom vilde gjøre den Ære. Efter saadant kan jeg vel ikke vide Hvad jeg skal troe om mig Selv; kun det veed jeg at jeg alene har Villie, og det den alvorligste og bedste, for det Sidste. Det maatte især være Almeenmand, som skulde finde min Ansættelse som Geistlig anstødelig; men i dettes Sted er det saa, at Folket længe har undret sig over at jeg ingen saadan har erholdt. Det vil med Bebreidelse kræve mig tilbage af Re- gjeringen, om den Skjebne, mig fra dens Side times, driver mig fra Fædrelandet. Særskilt med Hensyn til Almeenmand i den Egn, hvor jeg ansøger om Ansættelse, og den Agt, jeg staaer i der, kan netop en Embedsmand i Kirkedepartementet, Hr. Borch- senius, som ligeledes omtrent derfra, rimeligviis give Oplysninger. Med Forhaabning om at Deres Høivelbaarenhed ikke tager mig Friheden med denne aabenhjertige Henvendelse ilde op Deres Høivelbaarenheds ærbødigste Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grønlien ved Opslo 4de Martz 1839. Til Den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Underviisnings-Væsenet. Efter Forlydende skal Undertegnede forbigaaes ved Indstillingen til Nannestad. Det er en Uretfærdighed, som bør forebygges, om den kan, ogsaa for Kirkedepartementets høitagtede Chefs Skyld, om hvis retfærdige Vilje der ingen Tvivl kan næres. Om jeg, under Følelsen heraf, vover at sige dette, gaaer jeg dog i det Upassende ikke saa vidt som Departementets Expeditions- sekretær er gaaen mod mig, da jeg i dette Supplicationsanlig- gende personligen henvendte mig til denne Embedsmand i hans SIDE: 224 Kontor forat anmode ham om at undersøge en mig betræffende Sag før han lod den influere til min Skade. Jeg stødte der paa en Stemning imod mig, hvoraf jeg kun kunde slutte mig til nye Tilsidesættelser; og da han endog tillod sig med en Haan, hvis Grusomhed jeg følte, at sige: "Jeg seer, det er Geniet, som trykker Dem", lukkede jeg Døren efter mig med Opgivelsen af ethvert andet Haab, end det som Tilliden til Departementschefens erkjendte Retfærdighed indgav mig. Det er denne, jeg nu anraaber. Dens Anstrengelse er bleven nødvendigere siden et nyt Uheld, mit Navns Indblanden i en Sag, der har paadraget en vagthavende Officeer Straf, giver min Tilsidesættelse, der in casu er Tegnet paa Udelukkelse fra al geistlig Befordring, et Skin af Retmæssighed. Men de retlige Oplysninger, som ere indhentede, ville lade dette forsvinde. De indeholde saameget til min Retfærdiggjørelse, at jeg har ladet H. Hbhed Statssekretær Due tilstille en Udskrivt deraf til Brug, hvor det var hurtigst fornødent, nemlig hos Hs. Majestæt Kongen, hvorefter jeg havde og har til Hensigt ærbødigst at oversende samme til det kgl. Kirkedepartement. Dette maa kunne skee inden de allerførste Dage, hvorfor jeg herved lige ærbødigst an- holder om, at endelig Indstilling til omnævnte Kapellani først maa skee efter at det er bleven mig muligt at oversende Ud- skrivten. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL LORENTZ MEYER 6 April 39. S. T. Herr Cand. jur. Meyer. Jeg staaer i Begreb med at sælge min Flek i Grønlien. Deres Far har hidtil ikke villet benytte sin Forkjøbsret som Ejer af Prydzeløkken. Skulde De ved nærmere Eftersyn, som min Gut har Ordre at tilstede Dem, finde mit Huus og Have værd 325 -- 30 Spd. som nødvendige om De har Forskjønnelsesplaner ved Allunværket og Omkringliggende, saa er jeg villig til at overlade Dem det. Til en Terrassehave er Situationen af det Hele ufor- lignelig. Jeg tænker mig min Hytte ved et italiensk Altantag forvandlet til en Pavillon og Bakken uafbrudt ned beplantet med SIDE: 225 Træer smeltende sammen med Allunværket og Prydzehaven af- sondret fra Søen ved en Poppelrad, som villig vil voxe der. Til Springvand i Midten eller nederst i et saadant Anlæg er der god Anledning. Væk da med det raadne røde Huus og Plankevær- kerne. Stedet vilde blive fortryllende. Mit Huus er ret beqvemt indrettet til at gaae ind i en saadan Plan, og de nedenforliggende Stykker ligge for smukt til for Potetes alene. S.u.! Ærbødig Henr. Wergeland. TIL ENGELBREGT HALD 6 Mai 39. Kjære Engelbrecht! Med Faye afgik idag Brev til dig, men da jeg hører, han kræker saa sent frem, og det presserer med hvad jeg deri attraaede, saa jager jeg dette efter med Posten. Jeg skal nemlig udgive en Visebog for Sjømænd, og beder Dig derfor skikke mig hurtigst med Posten alle de traditionelle Sjø- mandsviser, Du kan opdrive. Af ægte Sorten skjønner Du, omend ikke fuldt saa lystig som den: Maria er en prægtig Tøs -- forfra -- -- -- -- -- -- -- -- -- bagfra! Din Henr. Wergeland (Ægtemand p. t.) I min Bolig i Agersgaden med min skrivende Kone ved Siden. TIL HERMAN BAGGER 21 Mai 39. S. T. Herr Bagger! Vil De vise mig og Sagen den Opmærksomhed at gjennemlæse indlagte Propositioner til Forandring i Gl.§ 2 men da Sagen, saa ubetydelig den maa være i Deres Øine, dog er intet mindre end et Velfærdsanliggende for mig, saa nødes jeg, imod min Vilje, til atter at meddele mig i denne Henseende. Sagen er, at jeg ikke kan faae solgt min Obligation paa Grøn- lien for forhen omtalte Bankheftelse; og dette er mig af Vigtighed netop nu, da jeg skal betale ikke alene 100 Sp. til Norges Bank, men ogsaa en heel Deel Smaagjæld. Min Anmodning er derfor, om De enten vil befrie Grønlien fra Heftelsen ved at klarere Banken, eller kjøbe Obligationen stor 230 Sp. med maanedlig Afdrag 10 Sp. hver første Dag i Maa- neden, uden Renter, for 200 Sp. Der er Pant i Ejendom og Bo- have, hvilket sidste jeg har overtydet mig om ikke er saa ringe. Af disse to Arrangements foretrækker jeg, formedelst Tidens Piinagtighed, det Sidste. S. u. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL J. RICHARD KROGNESS Christiania, 10 Juli 1839. Gode Ven! Disse Linjer først for at vise, at jeg ikke har glemt Dig, dernæst for at anmode Dig om at forhøre Dig hos [?] om der i hans Boglade er nogen af mine Bøger ham engang tilsendt, hvorfor jeg da venter Opgjør og Tilbagesendelse af det Usolgte. Hos Andersen troer jeg intet er af saadant. Igaaraftes kom Sivertson op til mig paa en af de første eller den første Udvandring af Hospitalet, hvorifra han nu tænker at flytte. Han vilde ikke blive, hvorom jeg anmodede ham, da jeg feirede netop min Kones Geburtsdag med et Bal -- et complet. Men hør nu Pøbelens extravagante Galanteri! Inden jeg veed Ordet af det fyre de 4 gevaltige Svingbasser af udenfor mine Vinduer. Jeg blev bange for Politiet, da Klokken var 2 om Natten og det smaldt som Brandskud, og gik ud med en Flaske Punsch og Brandy for at faae dem væk; men inden kort gik SIDE: 227 den anden Salve værre end den første, og jeg lod dem saa sejle sin egen Sjø for Politiet. Alt gik dog af iro, og da jeg saae ud, stod 2 Vægtere mellem de paa mine Damer, min Blomsterillumi- nation etc. gloende. Af Sangere vare Schmuckert, Staal, Has- lund og Glückstad. Efterat have kysset den smukkeste Jomfru (og der var adskillige) og fæstet en Rose paa hendes Barm med min Brystnaal (som naturligviis bliver siddende der) kom jeg tilro Kl. 4, og sidder nu atter her paa Bibliotheket, hvor jeg længes efter throndhjemsk Sild, throndhjemsk Aqvavit og thrond- hjemske Venner, hvorimellem Du. Din Henr. Wergeland. P. S. Foss's Skaal blev drukken som "i Mangel af bedre" den bedste Mand i Norge, og [ -- ] s som ubetinget den største Tøve- bøtte i Norge. -- [Krogh] har jeg hentet ind til at redigere Fædre- landsvennen, hvoraf et Nr. udkom i Lørdags. Han kom i jam- merlig Status, men er nu ret peen Mand. [?] Boer hos Risum, tarvelig. Interesseer Dig for Bladet. TIL J. RICHARD KROGNESS Christiania, 1 Aug. 1839. Kjære Ven! Saa beskjæftiget som jeg er, nemlig med Udarbeidelsen af en almindelig Kulturhistorie, der koster Læsning af meget, og Tænk- ning, samt af hvad Du vil see af Indlagte, der anbefales paa det Bedste, maa Du ikke forundre Dig over at jeg benytter Univer- sitetsbibliothekets Tid i en Stund, der er tilovers, og Lapper saaledes som de her haves vedhaanden [ -- ] Sivertson har for 9 Spd. maanedlig alt i Huset paa en Løkke ved Galgeberg hos Kjøbmand Voxen, i hvilket afsondrede Logis han arbeider paa Constitutionshistorien og paa et udvidet Religionstoleranceforslag, som skal frem paa Thinget, alt efter de Ideer der findes i "Hart- korn" i Morgenbladet, hvilket Sivertson har skrevet. Fra Bang har jeg modtaget et bebreidende Brev for Pengene fra Kongen, som jeg ei vil besvare -- vidste han hvad jeg ar- beider og vil arbeide for dem! Og nu levvel, gode Ven, og skriv snart til Din Henr. Wergeland. SIDE: 228 P. S. 9de Juli var min Kones Geburtsdag; da havde jeg Bal -- 3 Musikanter. Dog herom har jeg meldt Dig. Du seer heraf hvad stille Leben jeg fører, naar saadant gjør Epoche. TIL LUDVIG C. M. AUBERT 30 Aug. 39. Doctissimo Ludovico Aubert, lingvæ latinæ lectori S! [Qvamqvam] re sane tristi, specie qvadam lusoria, lingva mihi non sat versatili tui est et balbutientem intelligere. Res, me premens, tuoqve bono cordi recommendata, ita sese habet: Filius qvidam ex celeberrimo illo cive Christiano Krogh, Studiosus jam per plurimos annos, nec non optime in diversis artibus, præsertim, ut ex Philologo Chr. Schmidt audio in lingvis antiqvis instructus, hîc in tanta miseria vitam degit, ut men jeg kunde ikke gjøre det. Man skreg over Letsindighed; Kongen sagde: "tout perdu!" Ingen tænkte paa, at man kan brække Benet paa Stuegulvet. Kongen, som havde besluttet at gjøre Noget for mig, tilbød mig da Ommeldte, som jeg modtog mod Forpligtelse at udgive Skrivter for Almuen, hvilket jeg redeligen har gjort og gjør. Dette Tilbud satte mig istand til at ægte min Pige, og siden 27 April er jeg da gift, og hvorledes, vil Du see af hoslagte, som vel er skrevet i Frierdagene, men hvoraf jeg ikke vil have en Linje ændret. Jeg er fordybet i Præparatorier til en Kulturhistorie, som jeg, om Arbeidet lykkes, maaskee vil holde Forelæsninger over. Om du har seet mit svenske Poem over Wallin (Morgenbladet) vil du ogsaa have seet, at her er et qvalfuldt Helvede for Poeten. "Din hand har hvilat på min hjessa. Den lagerlös då er berömd. Du signadt mig. Det var en messa, som kunne frälsa en fordömd. Nu kall den på min panna bäfve! Den brinner af en smärta, ty inom den dör (Nationen lefve!) hvar enda dag en poesie." etc. Er det rigtigt? Ingen har hjulpet mig, ikke en Lexicon en- gang. Et broderligt Haandslag (Bibliothekklokken slaaer) fra Din trofast hengivne Ven Henr. Wergeland. SIDE: 230 P. S. Faaer Norge og Europa stort Nyt fra Sverig over Juul? Russen tør være for occuperet for at kunne tale et Ord med. Fostbrødrene kunne komme til at stikke Sværd i Jord og blande Blod sammen, før man tænker. Men det er slet, hvad her for- tælles, at Kongen selv maa dele, ja faae Broderparten af For- bittrelsen mod Ministeriet. Her er han overordentlig populær. TIL ANTON SCHJØTH Bibl. 3/9 39. S. T. Intelligenzsedlernes Redaktion. Den ærede Redaktion kan være overbeviist om at jeg altid kun lader mig lede af min Overbeviisning, ligesom jeg ogsaa troer, at jeg ikke vilde gavnet en Sag, jeg altid har forfegtet, med et saa lidenskabeligt Udtryk, som hiin Opsats bar. Jeg har skrevet en anden noget vidtløftigere, hvor jeg gjør Rede for min altid nærede Uvilje over en Institution, der, istedetfor at blive os til Nytte, er til Fordærvelse; og det er min Hensigt ikke at afstaae fra at minde Direktionen om det saa skammeligt tilside- satte Løfte om en Theaterskole for norske Elever, og over den Ligegyldighed, som vises mod ethvert billigt Ønske i Publikum om at nationalisere Theatret, opmuntre til originale Stykker -- kort at give Theatret et bedre Sving, et sandere og naturligere Liv end dette fremmede, Snylteplanteagtige, som nu unegtelig er karakteristisk for det Hoslagte anbefalet. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Kristiania 3 Decbr. 1839. Hermed giver jeg mig den Frihed at oversende 1ste Nr. af det i Morgenbladet annoncerede Blad "For Fattigmand", hvis deri forklarede Tendenz formentlig falder temmelig nær sammen med Selskabet for Kristiania Byes Vel. I denne Anledning tillader jeg mig at udbede mig snarest muligt Svar paa, om Selskabet vil overtage Bladets Forlag fra denne dets Begyndelse eller fra SIDE: 231 det følgende Nummer paa de Betingelser, jeg nu har truffet Ac- cord om med Bogtrykker Steen og Kjøbmand Ziiølner som Pa- piirhandler for 1ste Nr. Denne overlader nemlig til dette Brug Riset til nedsat Pris 1 Sp. og Steen leverer deraf 1000 Explr. for 4 Sp. -- Summa 5 Sp. for hvert Nr. i Oplag af 1000 Explr., hvoraf 500 Explr., efter min Disposition af dette 1ste Nr., dis- tribueres gratis igjennem Agers Præsteskab i Forstæderne, og de andre 500 Explr. anvendes til Dækkelse af Omkostningerne ved Salg. For dette 1ste Nr. er jeg Bogtrykkerens Garant til Skades- løshed, hvorimod det mulige Overskud tilfalder ham derfor, mens det for de øvrige Nr. gaaer ind i Bladets Interesse. Jeg paa- tager mig uden Godtgjørelse at sørge for dets Udgivelse, og har grundet Haab om Hjælp med Indholdet -- f. Ex. passende An- viisninger til Smaafortjeneste osv. Hvorfor tye til Private, og danne en egen Forening, da Sel- skabet for Kristiania Byes Vel dog allerede er saadan en, og ikke mangler Kræfter til at vove dette Forsøg, denne ikke be- tydelige Resico, som dog ganske vist vil bære nogen Frugt direkte for det. I et følgende Nr., som for en stor Deel allerede er færdigskrevet, ja en Opsats deraf trykt eller sat, vil jeg forsøge at afvænne vor Pøbel med den Mangel paa Omhu for offentlige Træplantninger osv., som den viser; og at Bladet arbeider Asy- lerne lige i Hænderne er klart. Men lad nu det og Ideen tale for sig selv. Kun udbedes et hurtigt Svar, da det første Indtryk maa forfølges. Imorgen Aften er der ikke een Familie i vore For- stæder, som ikke har læst dette Blad, der ganske vist kunde være bedre, men som nu dog udfylder den Mangel paa Med- delelse af noget Bedre, som mange af de Onder, den laveste Klasse og de Andre lide under, vistnok kunne tilskrives. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ENGELBREGT HALD Xia 10 Dec. 39. I Anledning af gammelt godt Venskab, af at Du er en gammel Jurist plane non in jure Romano imperitus, kanskee tilligemed salig Bjørnskov og Tranlampen i Chsand en Discipel af celeber- SIDE: 232 rimus Motzius, i Anledn. af god Leilighed med en herlig Søn af det glade skibsfartendogpaaamerikadrivende Arendal og endelig i Anledning af mange Fortjenester af mit Hjerte og forat vise Dig hvorledes jeg klorer ifra mig og minde Dig paa Dit skjønne Løfte om traditionelle Sjømandssange og om mig -- et Expl. af den Konstitutionelle fra Din om Dig flittig spørrende trofaste Ven Henr. W. P. S. Hvis Du har Lyst at see hvorledes gamle George færdes, saa reqvireer Fædrelandsvennen (om Mr. Sandberg lader slig Reqv. passere): Deri skriver han fra en Gaard i Fedt meget grundige og gode Opsatser. Jeg gjorde et Forsøg, som atter løb galt af, i Sommer med ham; men -- det besynderlige, vidunder- lige Mske! -- Humeur og Udseende aldeles ved det Gamle. Jeg havde skaffet ham Logie og Kost og det gik godt i 14 Dage; men saa kom han i Lag med en forbandet politiserende Skræd- der i Gaarden og saa gik det Fanden i Vold. Hils Dedekamerne og Kittel! TIL JOHAN DAHL 13 December 1839. S. T. Herr Boghandler Dahl. I Anledning af et Brev fra Dem til Herr Willmers sen., af Gaars Dato, hvori De beklager Dem over, at han "paa forskjellige Steder skal have brugt fornermelige "Udeladelser" om Dem", og hvori findes følgende Tirade: "Blandt Cand. theol. Henrik Wergeland og hans Confratres kan jeg tillade Dem at snakke om mig saa meget De vil, da De maa tude med de Ulve de er iblandt, men naar De i anstændigt [dette ord overstrøket] andet Selskab endnu engang vover" -- o. s. v. finder jeg det nødven- digt for de Personers Skyld som tilligemed Herr Willmers har været mine Gjæster at afæske Dem en nærmere Erklæring, som jeg for min egen Person kan skjænke Dem. Disse Personer ere: Cand. jur. Georg Fein, Stud. Philol. Auten- rieth. Begge Udlændinge. Depotforvalter Gløersen, Kjøbmand Andreas Bergh og Cand. jur. Olafsen. Betræffende Herr Willmers "Udeladelser" -- formentlig Ud- ladelser -- da kan jeg tilføje, at de ikke var i nogen Maade SIDE: 233 paafaldende eller usædvanlige om Deres Person, om jeg ellers maa have forstaaet nogle Udtryk i billedlig Form ret. Deres Brev er i mit Værge, og vil give Anledning til strengere Krav fra de Fraværende, om tilfredsstillende Svar ikke følger. Henr. Wergeland. TIL LARS RASCH 14 Decbr. 39. Til Formanden i Direktionen for Selskabet for Kristiania Byes Vel. Idet jeg opfylder min Forpligtelse, at takke for den virksomme Deeltagelse der fra Direktionens Side er bleven viist mit Fore- tagende med Bladet "For Fattigmand", giver jeg mig tillige den Ære at underrette om, at jeg, ved et indkaldt Møde af Skole- lærerne i Forstæderne, kom overeens med dem om en saadan forholdsviis Fordeling: 1. Fjerdingens Distrikt . . . . . . . . . . . . . . 40 Explr. 2. Vaterlands do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 do. 3. Pipervigens do. . . . . . . . . . . . . . . . . 55 do. 4. Hammersborgs do. . . . . . . . . . . . . . . 40 do. 5. Møllergadens do. . . . . . . . . . . . . . . . 40 do. 6. Nyskolens do. . . . . . . . . . . . . . 100 do. Tilsammen til Byens Distrikter, indbefattende Ruseløkbakken etc. . . . . . . . . . . . . . . 300 Explr. Samt i Agers: 1. Vestre Saugenes Distrikt . . . . . . . . . . 85 Expl. 2. Østre do. do. . . . . . . . . . . . . . 50 do. 3. Lakkegadens men da Bladet læses med Interesse, og vel med Tiden kanskee erholder Ad- gang til andre Byer, bør det kunne bære sig; og det troer jeg kan skee ved at udvide Oplaget til 2000 Explr., hvorved 1200 Explr. erholdes til Salg ): 10 Spd., som er meer end tilstræk- keligt til det større Papiirbehov men i dette Øjeblik tvivler jeg dog om, at det er Ret at give efter. Men i dette Tilfælde er ret hvad der er klogest; og det veed jeg ikke, men ønsker Veiledning. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL [Ca. 28. desbr. 1839.] S. T. Herr Stabell. Min Broder bad mig i Julen skaffe ham nogen Fortjeneste ved Oversættelser. Da nu Nordlandsspeculationen paa Fiskeri stod i Bladene, og jeg paa samme Tid læste i Minerva en virkelig særdeles instructiv Artikel om Hvalfiskefangsten, hvorpaa Specu- lationen maaske burde henledes, har jeg ladet ham oversætte den, og den tilbydes nu Mbladet mod den Betaling slige Arbeider pleje at faae .Jeg antager for denne 1 1/2 Sp -- 1 Sp, da den udgjør et dobbelt Nr. af Minerva altsaa et lidet trykt Ark. Fortsættelse af Israels Børn hermed. Den sidste Artikel er virkelig opløftende. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 235 TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold 5 Jan. 1840. Ædle, trofaste Ven! Næst de Glæder, som en lykkelig Kjærlighed har bragt mig, veed jeg Intet, som har glædet mig meer i det gamle Decennium, end det Vidnesbyrd om et helligt Sjelevenskab, jeg modtog i dit Brev netop som jeg stod paa Julefarten hid hjem. Idag, Dagen før min Indreise til Christiania, har jeg benyttet den større Sam- ling, som jeg har kunnet finde i min Faders Hylder af Hvad jeg har skrevet, end jeg er i Besiddelse af, til, efter dit velvillige Ønske, at levere Dig hoslagte Notater betræffende min Forfatter- virksomhed. Naar jeg kommer til Christiania skal jeg søge sam- men Hvad jeg kan finde og tilstille Dig det ad bedste Vei, jeg kan opdage -- saavidt jeg nu troer ved Deponeren i Lundqvists Boghandel, hvor Du da kan lade spørge efter en 14 Dage efterat dette er Dig ihændekommet. Jeg har bragt min Amalie din og din Kones saa venlige Hilsen. Hun har Hjerte til at forstaae hvorledes Vi kunde blive Venner i Liv og Død ved første Møde, og forener sin Gjenhilsen med den, jeg sender Dig og Den, der gjør Dig lykkelig, af mit ful- deste Hjerte. Da hun kjender til, at jeg er mere ligegyldig, end ret er, med Breve, maatte hun vel forstaae, at noget Ualminde- ligt sysselsatte mig, da hun under Indpakningen fandt mig lig- gende paa Knæ foran den aabne Kuffert, læsende dit Brev ved Lyset paa Stolen, mellem Strømper og Linned, ikke reisende mig, ikke svarende før jeg havde det fuldt tillivs. -- Jeg erin- drer ikke hvor udførlig jeg har været i Beretningen om min "Forandring", men det maa jeg dog vel have sagt Dig, at jeg ikke søgte Andet hos min Viv end Godhed, Forstand og Tække; og jeg føler en Triumf over at Enhver troer med mig, at jeg har fundet det. Men jeg forlanger, at Du skal være udførligere om dit Huslige, beskrive mig din Huustro, sende mig et Par af de Poesier til Hende, som vist ikke ere udeblevne, hendes og dit Barns Navn, fortælle mig hvor Du boer, i hvad Stilling etc. Intet betræffende Dig vil være mig uden høj Interesse; jo nærmere din Personlighed des mere. -- Jeg er vis paa at nogle af dine Arbeider, navnlig dine sidste Poesier, vilde finde Afsætning her, hvorfor din Boghandler burde hidsende nogle; for Länstidningen SIDE: 236 haaber jeg at skulle kunne gjøre saameget, at den bliver holdt af Morgenbladet og Athenæet. I det Første lader jeg indrykke en Opsats efter dit Opgivende, saasnart jeg kommer til Byen. Jeg maa antage, at et vidtløftigere Brev til Dig, indeholdende Forklaringer over Stockholmsfareren, Flyvebladet etc., efter at jeg havde modtaget dine Tids- og Krigsbilder, er forkommet. Men tag for dem min ærlige Erklæring om, at dersom nogen Normand ærer din Nation, da er det jeg; men det Uvæsen af krybende Supplicanter, at omgaae den konstitutionelle Autoritet, ved en Stockholmsfart, hvorpaa man derinde sætter al for høj Priis, fortjente vel en offentlig Misbilligelse. At den Normand, som maaskee føler varmest og heftigst, blev det Individ, som ved Storthingets Opløsning i 1836 tog Bladet fra Munden i den Mening, at en Gjerning, som den Løvenskjold havde tilladt sig, kun kunde skee under Norges Unionsforhold, og ikke om det ikke leed under en fremmed overvægtig Indflydelse, var vel og- saa temmelig "naturgemäss". I Besiddelse af en sekelhævdet Nationalære, er det vel ikke saa let for Svensker at forstaae, om en Normand ønsker at see sin nyere og ringere dog ube- skaaret i sin Ringhed, og hvorledes han troer ikke at kunne være paastaaelig nok i det Kapitel. Man begynder, og med- rette, at mistvivle om Energien og Retsindigheden hos de i Uni- onssagen Delegerede. Man hører Intet til deres Foretagender, og Frygten for de svenske Medlemmers større Slughed og Uvilje mod Koncessioner -- uden hvilke Unionen falder ved den første Leilighed af nogen Betydenhed -- er ikke aftaget ved denne Hemmelighedsfuldhed. Ligesom Ingen i Norge kan være eller existere som Illiberal i den Bemærkelse som andetsteds, ere Alle fanatiske med Hensyn til de Fordringer, Norge har paa Lighed i udvortes Repræsentation o. s. v. De to sidste Farcer, jeg lod udgaae i November, havde en rivende Afsætning, og have havt den Nytte for mig, at mine -- virkelig mistroiske -- Landsmænd have lært, at jeg ikke har solgt min Pen for den Understøttelse, jeg, paa Tilbud, ikke paa Ansøgning, og under Forlovelsesforhold har modtaget af H. M. Tilbudte uden Forpligtelse, imodtog jeg dem mod at betale dem ved Oplysningsarbeider, og det har jeg hidtil løst ved en Læse- bog for Almuen, en til Asylernes Bedste udgiven liden Bog, en Sangsamling med Fortale for Sjømænd, og nu ved Udgivelsen af SIDE: 237 et Blad "For Fattigmand" eller for Arbeidsklassen -- et Fore- tagende, som har Fremgang, og som overtyder de Mange, som troede mig hensat i et uværdigt Afhængighedsforhold, om at jeg i Philanthropisme som i Andet aldrig har været andet end mig selv liig. Den Constitutionelles Insinuationer for at berøve mig Kongens Understøttelse have i den Henseende været mig af megen Nytte. Jeg troer idetmindste Selv, at jeg har faaet til- bage det Meste af en Popularitet, jeg aldrig har søgt, men be- siddet, og mistet endeel af fordi Menneskene maale En efter deres egen Tommestok. Den kan komme til at blive brugt. Jeg ahner større Ting fra Sverig, end Du lader til at vente. Naar havde en Rev. slige Forløbere? "Hvad gjør du nu?" I flere Maaneder beskjæftiger Forelæs- ninger over Kulturhistorien mig. Det er en økonomisk Opera- tion for en Deel. En Prøveforelæsning i Studentersamfundet løb vel af; men spør's nu om Saamange af det store Publikum tegne sig, at jeg kan staae mig paa at fortsætte et Arbeide, der er saameget mere anstrengende, som jeg maa qvæle Drivten til at give de Poesier Liv, som idelig og altid skyde sig frem som vildt Kjød fra Dybden af mit Væsen. Min Anerkjendelse er ellers i betydeligt Fremskridende (en Englænder Laing deler den endog med den Enthusiasme at han oversætter af mig) og dertil vil da din i Morgenbladet oversatte Eosartikel ikke bidrage lidet. -- Bladet var sendt Morgenbladet af mig før Du var saa god at sende mig det. -- Men har Du Materialier nok? Jeg gad vide hvad du har af mig; og lad mig vide det. Jeg veed da hvad du mangler. Erkjendende hvorhen min Extemporalmaneer ofte har ført mig, brænder jeg af Utaalmodighed efter at kunne udgive mine Arbeider i en kritisk Samling. Jeg har bogstavelig [extem- poreret?] flere endog betydelige Arbeider -- de fleste af Far- cerne, den indiske Cholera, Hytten o. s. v. Jeg kaldes bort. Før mit Næste skal jeg nærmere see efter om noget Væsentligt i dit Brev, hvorpaa Du kunde ønske Svar, er forbigaaet. Til da det broderligste Levvel fra din hengivneste Ven Henr. Wergeland. SIDE: 238 TIL ANTON SCHJØTH 9de Jan. 40. Gode Ven! Jeg er i Chnia igjen, men Patient af Tandpine. Gid De aldrig føle dens Rædsler! -- det er mit Nytaarsønske. Igaar trak jeg en Kindtand ud og et Stykke af Kjæven fulgte med, saa jeg maa holde mig inde, og skrivtlig udrette mine Kommissioner. Imellem disse overligger en fra det gl. Aar, den nemlig for en trængende Stud. at afhænde hosfølgende Mscpter for hvilke l Sp. Stykket overhovedet vel er billigere end billigt. Han tager der- imod, men med 6 Sp. for det Hele vil han være fornøjet, eller -- fornøjet med 5 vil han være glad ved 6. De kan da med Tryghed see Intelligenzen fodret for Aaret med Halm idetmindste. Et Engagement for Verlagsbuchhandler Baurmeister i Kiel til at skrive en "Geschichte der norwegischen Constitution" modtog mig ved Hjemkomsten. Hans vigtigste Motiv er at det har op- rørt Publicum dernede (i Hertugdømmerne) at Kg. Christian 8de har erklært Cstitutionen for "ein Werk der Uebereilung". Indlagte anbefalt. Ønskes afskrevet hvis det er Tilfældet med Hovedstykket. Deres Henr. W -- TIL WILHELM F. K. CHRISTIE Kristiania 13 Januar 1840. Højtagtede Herr Stiftamtmand Christie. Dhrr Baurmeister og paa Hvem da først uden paa Dem, Herr Christie? Min Chef paa Bibliotheket, hvor jeg er Amanuensis, Sverdrup har tilintetgjort sine egne Optegnelser fra de Dage, men, idet han lovede at ville censurere mine Ark og be- rige dem af sin Erindring, underrettede han mig om at De var den Normand, som var rigest udstyret med optegnede Memorabilia, navnlig med Bemærkningerne til Gl's§§ne; og jeg besluttede, ikke at lade Solen gaae ned før jeg havde tilladt mig at anmode Dem, under Æresords Discretion, om saadant ønskes, at betroe mig Deres Optegnelser og at beære mig med Deres Veiledning. Der- som De har eller der i Bergen findes min lille Norges Historie, da vil De i 2den Deel mod Slutningen finde hvorledes jeg har fremstillet Begivenhederne under Konstitutionens Tilbliven og skiftet Æresrollerne imellem Personerne. Med Sverdrup og min Fader vedhaanden, og under Udarbeidelsen af den senere Af- deling af Værket, Konstitutionens Livshistorie, faaer jeg vel tage fat paa Arbeidet alligevel; men troer De, at et saadant, ogsaa for vor Skyld bør foretages, og at jeg nogenledes vil kunne ud- føre det, da værdiges at bistaae mig med hvad Oplysninger, Træk af K. C. VIII og af de Dages Historie, De i Pult eller Erin- dring maatte besidde! Med det oprigtige Ønske, at Norge længe maa besidde sin Christie sund og lykkelig forbindtligst Deres højagtelsesfulde Henr. Wergeland. SIDE: 240 TIL KONGEN Kristiania 14 Januar 1840. Henrik Wergeland, Kan- didat i Theologien, ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst Tilstaaelse af Portofrihed for sit Blad "for Arbeidsklassen". Efter at have i Morgenbladet gjort op- mærksom paa en tilstedeværende syn- kende Tilstand i Kristianias og Forstæders simplere Masses Moralitet og Nødven- digheden af, at nogen aandelig Meddelelse skede til en Klasse, som endog kun sjel- den benytter sig af den geistlige Veiledning i Kirken, og for- pligtet ved et naadigst tilstaaet temporært Annuum til, med frit Valg, at virke for Almuens Oplysning, har Undertegnede, i et Blad, først betitlet "For Fattigmand", men siden, i et fornyet Oplag, som blev nødvendigt, efter Selskabet for Byens Vels Ad- ministrations Ønske, som har garanteret mig for videre Tab end Omkostningerne ved det første Nummer, betitlet "For Arbeids- klassen", søgt at virke til Forbedring af hiin sørgelige Tilstand. Af dette Blad, hvoraf hoslagte tre Nummere ere udkomne, og som fremdeles agtes udgivet i samme Tendenz, uddeles til den Ende 7 -- 800 Explr. gjennem Skolelærerne i Byens Forstæder og nærmeste Omegn, medens Restoplaget, 1200 Explr., averteres tilfals for en saa billig Priis, at Bladets Udgivter, der bestaae af Papirets Kostende, Bogtrykkerløn og Boghandlerens Procenter, netop derved kunne dækkes. Men da dette Oplag er større end denne ene Byes Behov, og da enten Bladets Idee eller Bekjendt- skab til dets Indhold og Trang til en saadan aandig Meddelelse til de fattigere Klasser, som ogsaa er følt andetsteds, har ladet forskjellige Reqvisitioner af et betydeligere Antal Exemplarer indkomme fra Byer og Anlæg, der have en talrig Arbeidsklasse, saasom fra Drammen, Modums Blaafarveværk o. fl. a: saa finder Undertegnede ingen anden Udvej, da Bladet ingensomhelst anden Udgivt taaler, forat tilfredsstille dette Krav og saaledes at udvide Bladets nyttige Virksomhed, end den, som vil aabnes det ved en fri Porto -- en Begunstigelse, som forhaabentlig vil synes saa- meget mere retfærdig og rimelig, som Bladets Publikum er den fattigste Klasse, saa Portoen heller ikke kan byrdes paa dette, om Hensigten, der for største Delen fremmes ved reen Gave af Bladet, skal kunne opnaaes. Deres Majestæt har i altformange udmærkede Menneskekjær- SIDE: 241 lighedshandlinger lagt Deres særegne Ømhed og faderlige Omhu for de fattigere Klasser for Dagen til at ikke Undertegnede med god Fortrøstning skulde vove at fremsætte nærværende under- danigste Ansøgning om at Bladet "For Arbeidsklassen" naadigst maa forundes fri Forsendelse med Posterne. Underdanigst Henrik Wergeland, Kandidat i Theologien. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Christiania 26de Januar 1840. Til Administrationen i Selskabet for Christiania Byes Vel. Paa en Tid, da det Aar for Aar bliver kostbarere at forsyne sig med Brænde, saa Steenkul er bleven i betydelig større Grad en Indførselsartikel, saa vor Afhængighed af Udlandet i denne Henseende er forøget, vil den ærede Administration maaskee indrømme mig, at enhver Brændebesparelse, der kunde skee paa en let udbredelig Maade og i en stor Scala, maa ansees at være af Vigtighed. I Udlandet, hvor Naturen endnu tidligere har sat Grændser for Forbruget af Veed, og hvor man dog er vant til en her ukjendt Oeconomie med denne Artikel, har saavel det Offentlige som særegne patriotiske Selskaber med Forkjærlighed fæstet sin Opmærksomhed paa enhver Opfindelse, ethvert Forsøg paa at forbedre med Besparelse Opvarmningen saavel i offent- lige Indretninger som i private, og navnlig i den mindre For- muendes, Huse. Navnlig har den berømte Udgiver af det almeen- nyttige danske Magazin for Kunstnere og Haandværkere, Prof. Ursin interesseret sig særdeles for Brændebesparelsen og iblandt andet paapeget, at Slendrianen gaaer i Almindelighed saa vidt, at man bruger 20 Brænde til at koge 22 Mad, mens 1/7 Deel af Brændet, naar nogen Oeconomie anvendes, kun er nødven- digt. Konfurer er ligeledes en Opfindelse, som maa tilskrives Erkjendelsen af det Nødvendige og Nyttige i at Forholdsregler tages til Indskrænkning i Brændeforbruget. Og hos Os i en SIDE: 242 Natur, der kun silde reproducerer, nødes vi sandelig allerede nu til at tænke paa at undgaae en total Mangel i Byens nærmeste Tilførselsegne paa denne Nødvendighedsartikel, der i samme For- hold maa blive kostbar for Enkeltmand som Omegnen udarmes derpaa og som en tiltagende Folkemængde og Fabrikrørelse vil forøge Trangen til Tilførsel af Ved. Jeg tør saaledes, i den Tro, at ethvert rimeligt Forslag til en saa vigtig Besparelse og til Undgaaelse af en saa frygtelig Fiende som Vedmangel fortjener især Opmærksomhed af Selskaber af patriotisk og oeconomisk Tendenz, ærbødigst udbede mig den ærede Administrations for Nedenstaaende. Efter mange anstillede Forsøg med at opvarme Værelser med Damp paa en Maade, jeg skal give mig den Ære at forklare noget nærmere, er jeg kommen til det Resultat, at man derved besparer 15/16 Dele af Brænde tilligemed de andre Fordele, som flyde deraf, saasom en større Sikkerhed for Ildebrand og lettere Feining o. s. v. Man anbringer nemlig i hvert Værelse en Varme- beholder, som kan forarbeides af Blik, Kobber eller Messingblik i Form af en Kakkelovn eller hvilketsomhelst Slags Møbel. En Damppande anbringes i et Bryggerhuus eller Kjøkken, hvorfra Dampen ledes gjennem Rør til de forskjellige Varmebeholdere hvor man vil have opvarmet. Den forønskede Temperatur kan tilvejebringes med Haner. Naar Varmeholderen er opvarmet, be- holder den ellers Varmen i 2 -- 3 Dage og frembringer en over- ordentlig jevn og behagelig Varme. Dette er Resultatet af mine Forsøg i det Mindre, men som jeg desværre ikke har Evne til, under nærværende Tiders knappe Konjunkturer, til at iværksætte i den Scala, som kan behøves forat overtyde Enhver om at ingen Opfindelse er fornuftmæssigere og mere paalidelig i sine velgjørende Følger, end denne saa simple, som jeg nu i korte Omrids har fremstillet. Men forat kunne ud- føre Planen efter en saadan Maalestok, at Enhver maa finde sig overtydet om dens Hensigtsmæssighed, nødes jeg til herved igjen- nem den ærede Administration for Christiania Byes Vel at an- søge om et rentefrit Laan af dettes Kasse af 300 (tre hundrede) Spdlr. mod Afbetaling i 10 (ti) Aar, tilbydende mig enten at iværksætte Forsøget i en eller anden offentlig Bygning eller i mit eget Huus, hvor Planens Anvendelighed da kunde under- SIDE: 243 søges af kompetente Mænd, saasnart jeg kunde have den Glæde at indbyde mine Medborgere til at tage dens Udførelse i be- hageligt Øjesyn. Ærbødigst E. Rolfsen. Blikkenslagermester. Dronningens Gade Nr. 79. TIL FREDRIKA BREMER Kristiania 4/5 Februar 1840. Mademoiselle Bremer! De har skaffet mig en overraskende Glæde, som jeg vil være Dem mere erkjendtlig for, end jeg kan lægge for Dagen ved at udføre Deres hædrende Kommission, saa godt som De nu vil see jeg har udført den d. e: saa godt som jeg hidtil har kunnet. Bibliotheket kan nemlig indeholde Mere, som kan falde i Deres Plan -- ahner jeg ret, vil De vælge en norsk Situation for Deres nydelige Pensel? -- og jeg skal ikke forsømme at have Øinene med mig i Hylderne hvorsomhelst jeg kan opdage Noget, jeg troer kan være Dem tjenligt. Selv har jeg ikke været frugtbar paa Tegninger af vort Folkeliv; nogle Skizzer i Sortkridt -- vir- kelig ogsaa kaldte Sortkridttegninger -- i et undergaaet Blad tør jeg ikke nævne; men om jeg var i Besiddelse af et Manuscript "Veslelars," men som er forkommet, vilde jeg sende Dem det. Derimod troer jeg at burde henlede Deres Opmærksomhed paa M. C. Hansens Noveller, der virkelig skildrer især Kjøbstadlivet ret træffende omtrent fra vore og de næstforegaaende Tider. Men skulde jeg af Deres Ønske, at erholde medfølgende "Engels- toft om Qvindens Kaar i den ældre Tid", turde slutte, at det er denne, De især skjænker Deres Opmærksomhed (skjøndt jeg af Deres Yttringer maa troe det er den levende og friske) da glem ikke Runestenen, som bærer Indskrivten: "her hviler den smuk- keste Pige paa Hadeland!" Ja, en Runesteen med denne Ind- skrivt; -- mig synes der ligger en heel Roman i den alene. I den alene? Ja man har ikke meer at holde sig til, og dog synes den at være nok, -- riigholdig som to udrevne Ord af en Bibeltext. Man kan sætte denne Indskrivt imod alle dem, som have ur- geret saa over det Delicate, Ultraromantiske i Frithjofs Elskov. SIDE: 244 De gode grundlærde Prosaister betænke ikke med al sin histo- riske Lærdom, at det er en af de første Lærdomme, Historien indgiver, at Menneskene ere sig altid lige, at Hjertet ogsaa har sit Geni, ligesaa ædelt og uopnaaeligt i sine Udtryk, uden Hen- syn til Differenzer af Aar eller Aartusinder, som Menneske- aanden, der har fremstillet sig i det graa Olds Homer ligesaa æsthetisk-reen i Udtrykket som hos hvilketsomhelst andet Geni i senere Dage. Den Naturnødvendighed, hvorefter Bladet runder eller spidser sin Oval eller Kilden nedstrømmer i Skjønheds- linier er ikke mere tvingende end den, som har ladet en Elsker paa Halfdan hin Svartes Tid eller Aarhundreder før riste sin Elskede saa skjønt et Minde. Eller kanskee det hele lille Konge- dømme gjorde det? Det er ialfald skeet med Appel til "almänna opinionen". Jeg har snakket om min Steen -- som om jeg sad hos Dem ved Lampen eller ude paa en smuk Plet, og ret kunde være fortrolig med Dem; men da jeg saae den, gjorde den Indtryk paa mig som en Drøm, jeg kun kunde huske Enden paa; den var omgroet med vilde Roser, og det gjorde ogsaa Indtryk paa mig. Bonden -- det var paa Gaarden Dyna paa Hadeland -- vidste hvad disse Træk betød, og det gjorde mere Indtryk paa mig dette levende Sagn, denne Skjønhedens Udøde- lighed, end da jeg nogle Miil borte hørte det bekræftet hos en Kundskabsmand, og senere saae det i Bøger. Hun maa have været meget smuk. Saa nær tilbage mod Gothestammernes cau- casiske Udspring enten et Ideal af disses rene Menneskeform, blaaøjet men blond (Circassierindernes Typus endnu) eller maa- skee af Celternes, det ravnsorte Haar med de mørkeblaae Øine -- denne sjeldne Komplexion, som endnu træffes oftest i Høi- skotland og stundom i Spanien? Hun var da en Jothunqvinde, og hendes Skjønhed havde et Folkehad at betvinge. Destobedre. En Gothe havde det Mod at elske den Dæmoniske -- saa maatte hun forekomme ham det mørke Folks Datter -- og at sørge over hende og at kræve alle Norges Slægter og Tider til Vidne derpaa. -- Blot nu Stenen ikke er brugt til Grundvold under et Fjøs eller et Brændeviinsbrænderi. Det er Tidens Aand. Men hvad seer jeg! min Steen er ogsaa væltet over paa denne Side. Nu faaer jeg lade den ligge -- Alvorligt. -- Men det er ogsaa Tidens Aand, at Sagn og Sange døe paa dens tobaksrygende og theedrikkende Læber. Og -- der kom- SIDE: 245 mer ingen nye istedet, især ingen nye nationale, ingen Ballader, ingen Sange af Sorg eller Glæde. Da jeg var heftigere politisk troede jeg, at det antydede en indre Misfornøjelse. Det frap- perede, at "det lykkelige" norske Folk ikke sang, at Skoven stod grøn, men at Fuglene ikke sang. Jeg troede, at det følte sig ikke saa lykkeligt endda, og at det nok vidste hvor Skoen trykkede. Jeg troer vel ogsaa endnu, at Norge, sat i større Rapport til sin gamle Glands, vilde være sangrigere. Det sang ogsaa under For- haabningsaarene 1808 -- 14, men siden tier det, paanær de regle- menterede Nationalsange, som man dog endnu maa bruge Bøger til for at faae til at gaae. Ultrapatrioten Henr. W -- vil ikke paa- tage sig at synge nogen tilende. Det var som om Fuglene be- gyndte at synge saasnart Dagene bare bleve lidt længere og det dryppede lidt af Grenene, men at de saa have fundet, at ingen Sommer kom, og saa taug og endnu tie af Forskrækkelse. Men imod disse traurige Gisninger stille sig lysere Erfaringer. Jeg fandt, at det er Slaverne, Serber, Russer etc., som synge. De trøste sig dermed som Buurfuglene; og for mig, der troede mit Folk sygt i sit Hjerte, og kun havde fundet liden Beroligelse i at Yankeerne, de republicanske, men egoistiske Yankeer, heller ikke synge, var dette en Trøst. Jeg ræsonnerede mig til, at Folket havde formeget at bestille til at synge, og saaledes blev jeg nogenlunde tilfreds med min Utilfredshed. Dog -- oprigtigt -- den er som gammel Tandpine: har man engang havt den, saa værker det ved Erindringen derom -- jeg kan ikke forsone mig med at et lykkeligt Folk ikke skal synge og være poetiskt i sit hele indre Liv, i sine Barnestuer, Brudestuer, Julestuer, Spinde- stuer, ved Væven, Sliulen, Plougen og Seilet. Men Flere lade til at have følt, at det ikke er saa, siden man nu iler med at fange de døende Sagn og Viser, som dog ere tusinde Gange mere indtagende paa en gammel Kjærrings eller en Brudepiges eller en liden rødblommet Gjentunges Mund end i et Skilling- magazins Stereotyper eller i en "elegant", med en lang Fortale om Eventyrets og Folkesangens Natur udstyret Sagn- og Sang- samling. Jeg mener ikke med mine Veklager, at Folkesangen ganske er død; men man maa tilfjelds for at finde den, og da maa man forstaae Sproget og det gjør man i Almindelighed ikke. Nor- mændene have mere end andre Folk to Sprog, som kun van- SIDE: 246 skelig trænge ind i hinanden: Skriftsproget, det fordanskede, som Folket tvinges at lære for Religionens Skyld [fotnotemerke] , og som det for- kaster saasnart Tvangen er forbi, og aldrig taler og allermindst synger i, og Talesproget, hvori de Dannede ikke trænge saavidt ind, at de kunne berige eller forskjønne dets Mundsveirsliteratur, eller endog kun redde dets levende Sange for de Degenera- tioner, de ere undergaaede og undergaae. Der var en Normand, fød under Dovre, Edvard Storm og ligeledes en Stockfleth, som forstod at hente disse Alpens Gemser ned, men nu faaer man lade dem løbe. I en Samling, jeg beklager ikke at kunne sende Dem, "Hallagers norske Ordsamling" findes nogle heldige Forsøg af disse Digtere; et af dem "Heimatkomsten" falder ganske i Deres Ønske ved den naive Skildring af Huuslivet, som den giver. En Hansson skal ogsaa have vovet sig op paa Sæterne, forstaaet og beriget deres Sange. Men over Folkesangen saa- ledes som jeg kjender den, nemlig forsaavidt den klinger i et forstaaeligt Tungemaal, d. e. noget nær i Skrivtsproget, saadan som den lyder i Byalmuens og nærmest Omboendes Mund, troer jeg at kunne klage ligesaameget som over Naturen af de Sange, som afvexle i et kortvarigt Modeliv inden de saakaldte dannede Klasser. Disse tilgjængelige Folkesange ere slette i Form og Gehalt, uden Indflydelse paa Livskarakteren, uden Betydning for dennes Beskuer. Men -- Materien voxer mig under Haanden. Jeg faaer i Kort- hed sige Dem, at jeg -- og det er sagt med Smerte -- ikke tør love Dem synderligt Bidrag til Folkets Karakteristik af dets Sange. Det synger i det Hele ikke, dets egentlige Sange i dets eget Tungemaal ere saa ubekjendte som Gaelic, og dets igjen- nem Skriftsproget indympede ere slette og udartede. Jeg har anstrengt mig forat bekjæmpe dette ved at erstatte et i Secler næsten bedrivtløst Folks Mangel paa Text ved at balladisere noget af dets ældste Historie; men uden synderlige Følger. Dan- mark med sin Masse af kunstgjorte Viser, der alle beile til Fol- Fotnote: I en "Sevel Blochs Reiseiagttagelser Kbhvn. 1808", som jeg, efter Gjennemsyn, dog ikke finder værd at sende, staaer: "I søndre Gudbrandsdalen synes Almumandens Sprog mindre for- staaeligt, og de forstaae det danske Sprog, der prædikes her, neppe saa godt, som i den nordre Deel af Guldbrandsdalen." SIDE: 247 kets Gunst, men kun leve i Maanedsskrivterne, viser noksom, at en bedre Periode for Folkesangen maa komme af sig selv. Og jeg troer paa Menneskehedens evige Selvforyngen, og at Norge, naar det faaer bygget og ryddet fra sig, og bliver gam- melt i det Nye, vil igjen blive besøgt af sine blaaklædte Huldrer med Langeleiken i Hænderne. Saa seer Folkesangens Muse ud. -- O, hvad siger jeg! mit Folk har ikke Poesi nu, og i dette Øjeblik (det er Marked) toner en Halling fra Gaden fra en om- vandrende Spillemand i Skindbuxer og hvid Kufte. Denne ejen- dommelige, vilde, rørende Musik er vor Nationalpoesi. Hvortil behøves Ord, naar ingen Normand, ihvor denationaliseret han end kan være, kan høre den uden med den Vexel af hjemlige Vemodsfølelser, af Lidenskaber, af Erindringssyner fra Landets og Folkelivets Inderste, som saa kjendeligt har bevæget disse musikalske Naturgeniers Sjele idet de bøjede Hovedet over den metalstrengede Hardangerfele og overlode sig til Indskydelserne. Der er samme Alf i Ole Bulls og den berygtede "Malicerknuds" Violin og Kompositioner. Den Første rører Enthusiasmen stær- kest naar han lader den Sidstes forunderlige Toner -- Tonen i hans Toner -- klinge igjennem. I en Roman fra nyere, ikke nyeste, Tider, vilde denne Karakteer være fortræffelig. Han skal have været den mest gudsforgaaene Krop, men hans Halling- og Polskdandskompositioner ere af en beundringsværdig Genialitet. De have det tilfælleds med Dynastenen, at de meddele Ind- trykket af en fortalt Begivenhed, hvis Details ikke ville blive klare. Men skulde -- De vil erindre at jeg har vedgaaet min Incom- petenz til at dømme om vor Fjeldpoesi, paa hvis Tilvær og Væsen jeg ikke mer tør sværge end paa Aandernes, men som jeg dog ligesaavist troer -- skulde en saa malende Musik være uden en ligesaa riig Folkepoesi? Nei, jeg troer den er til, men, som sagt, paa Høiderne og i Aftagende inden sine Sprogskranker, og at disse ikke er lette at trænge igjennem, synes mig viser sig nok- som af at nu have saamange 100 Præster færdets inde i Dalene siden Vi bleve fri og alt Nationalt fik sin rette Værdi igjen, uden at have enten samlet eller berettet noget om Folkesangen der- inde. Og dog har der været mange poetiske Dilettanter imellem dem, som syntes skabte til et saadant Hverv. Men Kjærligheden maa drive dette. Alt hvad vi kan opvise af saadanne Fore- tagender er Fayes Sagn, et Rygte om at Præsten Wolff skal have SIDE: 248 samlet nogle fra Thelemarken ("Fjeldstuen") og en Samling af "Dialektsange" (saa har man opgivet mig dens smagløse Titel) som nu skal være under Arbeide, men af Folk, jeg ingenlunde anseer for competente. En Skjald maatte gjennemvandre Norge forat opdage dem; men da maatte han ikke ligge i Præstegaar- dene. Kommer jeg paa Landet, skal jeg udrette noget. Ved et Tilfælde har jeg engang fremmanet en af disse Sange igjen. For nogle Aar siden hørte jeg en Søn af en Fjeldpræst i Stu- dentersamfundet, legende paa en Violin at qvinkulere en Melodie, der tiltalte mig saa at jeg sprang op, spurgte "hvad F -- er det du spiller der? Om igjen? Hvor har du det fra? For Guds Skyld syng om du kan!" Og han kunde et Par Vers -- jeg gjorde Laget opmærksom paa dem, og man lærte dem paastedet, og Visen blev Favorit først for Studenterne og nu er den forlængst imellem Almuen igjen. Men hvor høit boede den ikke? og hvor gammel og udbredt i gamle Dage. Studenten havde den fra Opdal, og da jeg kom hjem, kjendte min Fa'r den fra sin Barn- domsegn ved Sognefjordens Munding. Det er en ung Pige, som beklager sit Fald "Ifjor gjett' æ Gjeita ti djupasta Dalom, o. s. v." Jeg har skrevet til den Melodi en Ballade om en Bondeoprører imod det danske Tyranni imod Slutningen af forrige Aarhundrede, som jeg nu seer Adlersparre har indtaget i sine Samlinger, uagtet jeg, opbragt over hans Impertinence imod Anckarsvärd strax reklamerede igjennem hans Bekjendte en Mag. doc. Tham. Jeg bliver Dem for lang. Jeg skal sende Dem hiin under Pres- sen værende Visesamling eftersom den arkeviis forlader samme. Engageret af en Kielerboghandling til at forfatte en "den norske Konstitutions Historie" er jeg ligeledes beskjæftiget med at sætte mig ind i mit Folks Karakteer og Hu (Lynne) i den Tid, dette Værk fik sin Tilblivelse. Men det er en Stemning udenfor dets naturlige, Avisefterretninger ikke Sagn, Proclamationer, Decreter og Krigssange af modernt Tilsnit, ikke Folkeviser, jeg har at støve efter. De Sange, Soldaten digtede paa sin Bivouac (og der ere saadanne) ere ikke opbevarede. Malicerknud (eller Maliser- knud? af Malis ): Milits, ikke af Malice, skjøndt det Sidste og- saa er rimeligt) componerede der og i -- Slaveriet. Mon ikke En eller Anden -- en gammel Militær -- i Deres Egn -- skulde kunne give Dem nogle Omrids af denne originale Karakteer. Jeg skal søge at sende Dem nogle af hans Kompositioner. -- SIDE: 249 De vil finde en Liste over de Bøger, jeg har udtaget. Har De dem først, saa -- sub rosa -- kan De gjerne beholde dem et Par Maaneder. Det er ilde, at M. C. Hansen har selv laant herfra sin "Huusven"; men mon den ikke skulde kunne faaes fra Moss eller fra et Lejebibliothek i Fredriksstad? Der er en Fortælling "den mechlenborgske Familie," hvortil jeg har givet ham Sujettet, der giver mange gode Træk af den conditionerede og Kaxe-Klas- sens Liv paa Landet. Tre interessante Tidspunkter for en Novelle vilde være enten den for Bernt Ankers o. Fls. Machinationer med Gustav d. 3die (Hansen har noget herom) eller Christian Augusts Tider, da der conspireredes til en Løsrivelse fra Danmark eller Hoelernes Conspiration i 1818 imod vor Konstitution. Men med det Sujet er det for tidligt, og Deres uskyldige Muse forfølger ikke saadanne. Tra [ditioner] . Med de bedste Forsætter om engang at holde op, har jeg vendt Bladet om, og jeg har endnu ikke sagt Dem hvor høit jeg skatter Dem. Har De fundet, at min Genius har et Hjerte, da maa den vel elske det ømme og blide, som slaaer i Deres. Og den gjør det, Frederikke Bremer! Jeg hoslægger hvad af mine Sager, jeg har vedhaanden. De vil modtage dem ikke som en Erkjendtlighed fordi De smigrer mig (og Deres Dom gjør det eller rettere den opløfter mig) men som en Erindring om at vi engang mødtes sammen. De vil i Alt træffe synlige Flygtigheds Spoer -- og det er ogsaa, paanær Barnemordersken og Spaniolen -- bogstavelig extemporeret paa Lapper af den heterogeneste Beskaffenhed; men lade Gud mig engang iværksætte Samletudgaven af hvad jeg har skrevet! Ska- belsen, Msket og Messias vil især trænge til Filen. Det er Støbegods, en Kolos, som endnu ikke er bleven afpudset, -- ikke engang Sandet af Formen; men siden vil man have ondt for at klyve op til den forat faae det gjort. Min egen Geist maa endnu engang omsvæve den og feje den reen med Slaget af sine Vinger. Den har mange Gange slaaet sit Hjerte af Qval over at være Poet og dog ikke at kunne være det. Utallige Poesier faae intet Tilvær. Ethvert sundt Øjeblik afføder en. Men jeg maa jage Ideerne bort som Slanger, der skyde mig over Vejen, qvæle dem som Vandstraaler der springe [op?] , og som dog ikke alle kunne tæmmes. Det Sprog jeg skriver i [læses?] ikke af vor Millions eller halvanden Millions 1/8 Deel. Men var jeg en Englænder SIDE: 250 eller en Tydsker eller, i Mangel af dette, da en Svenske. Jeg havde da et Publikum og Frederikke Bremer var min Landsmandinde. Det hjerteligste Levvel først og fremst og saa Bevidnelsen om min Høiagtelse og uindskrænkede Tjenstvillighed fra Deres Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 12 Februar 1840. Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien og Amanuensis ved Universi- tetsbibliotheket, ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst at maatte vorde udnævnt til Archivarius ved det norske Rigsarchiv. I Archivariusposten ved Rigsarchivet er saagodtsom den eneste Post ledig, der nogenlunde falder Undertegnedes Ansæt- telse som Amanuensis ved Universitets- bibliotheket i Perspektivet. Det er idet- mindste ikke i Rækken af Embeder let at opdage nogen, der tilbyder mere med Bibliotheksforretningerne eensartede Be- skjæftigelser, eller som kræver mere denne punktlige Orden, dette daglige uafbrudte Tilsyn, som en Ansættelse paa et Biblio- thek som Universitetets gjør nødvendigt og næsten mechanisk tilvant. Siden denne min Ansættelse i Foraaret 1836 har mine Foresattes Attester til forskjellige Tider tillagt mig disse og andre, hos en Archivar heller ikke overflødige, fordeelagtige Egenskaber; og i Tillid til disse, og om jeg tør forudsætte Kjendskab hos Deres Majestæts Regjering til mine udgivne historiske Arbeider, som saaledes faae attestere sig selv, er det Undertegnede ansøger underdanigst Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde an- betroet den ledige Archivarpost ved det norske Rigsarchiv. Hædret af Deres Majestæt med en temporær naadigst Under- støttelse til at arbeide for Oplysningen, har jeg især troet at op- fylde dette Hverv ved at gjøre de historiske Indsigter, jeg maatte besidde, frugtbare. Efter tilforn at have udgivet, foruden en kortfattet universalhistorisk Oversigt, en ræsonneret Norges Hi- storie og et Udtog af denne, har et særdeles omfattende Fore- tagende, Udarbeidelsen af Forelæsninger over Kulturhistorien, sysselsat mig siden hiin Deres Majestæts Understøttelse naadigst blev mig tildeel, og jeg er kun bleven forhindret fra Publika- tionen deraf ved Udarbeidelsen af et andet vidtløftigt Værk, "den SIDE: 251 norske Konstitutions Historie", hvis Nytte tiltrak mig, og som fordrer Udsættelsen af hiint i nogen Tid. Jeg omtaler dette, fordi Historien synes at være Archivarens Fag -- en Archivarpost en af de faae Belønninger, en Stat har specielt at yde historiske Arbeider. Der ligger en Opfordring til at blive en Historiker i Archivarens Beskjæftigelser; og jeg troer at have lagt for Dagen, at den ikke skulde mangle at blive for- staaet. Den ene Side af mit literære Liv hælder decideret mod denne Videnskab; derfor vil Ingen, og mindst enhver værdig Medansøger, finde det paafaldende, om jeg vover dette Forsøg paa at hævde en Livsudvej for en afgjort Aandsretning, idet jeg underdanigst ansøger Deres Majestæt om den eneste Post inden Staten, der baade tilbyder et Yndlingsstudium Materialier og Op- muntring, og pligtmæssig Opførsel i en beslægtet underordnet Stilling Belønning. Og denne eneste Post er Archivarens ved Rigsarchivet, hvorom Undertegnede, i Henhold til hoslagte Vidnes- byrd fra min Foresatte, med Appel til mine Arbeider inden Histo- riens og navnlig Fædrelandets Histories Omraade og med Fortrøst- ning til Deres Majestæts retvise Naade underdanigst vover at ansøge. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 13 Februar 1840. Til den kongelige norske Regjerings Finants- Handels- og Told-Departement. Da Regjeringsindstillingen betræffende Oprettelsen af en Ar- chivarpost ved Rigsarchivet først kom til Kundskab i den offi- cielle Tidende No. 14, 25de f. M., og ubekjendt med at Indstilling af Ansøgere skulde skee inden kortere Tid end sædvanlig, kan Undertegnede først idag, anden Dag efter at Departementet alle- rede har erklæret sig med Hensyn til de indleverede Ansøg- ninger, tilstille hoslagte underdanigste Ansøgning om bemeldte Post. Den er skreven igaar, men et Tilfælde inden Vedkom- mendes Familie gjorde at Attesterne ikke kunde bilægges før nu. Skulde nu Det, jeg har havt at paaberaabe mig i Ansøgningen SIDE: 252 som Motiver til at stille mig saa værdige Medansøgere ved Siden, ikke findes tilstrækkeligt til at forandre noget ved Indstillingen, men der dog endnu -- lovligen eller velvilligen -- være Adgang for mig til enten blot at see mig nævnt som Ansøger eller yder- ligere bemærket, da skeer herved min ærbødigste Anmodning om at Saadant maa komme mig tilgode. Ærbødigst Henr. Wergeland TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 14 Februar 1840. Til den kongelige norske Regjerings Finans- Handels- og Told-Departement. I den Skynding, hvormed Undertegnedes underdanigste Ansøg- ning om Rigsarchivarembedet under Gaarsdato affærdigedes, for om muligt ikke ganske at komme forsilde bilagdes ikke Examens- lister og Døbeattester. Ifølge disse, som oftere ere blevne Re- gjeringen meddelte ifølge med Ansøgninger, er jeg født i Kristian- sand 17de Juni 1808 af Forældrene daværende res. Kapellan N. Wergeland og Alethe Dorothea fød Thaulow, vaccineret samme- steds af Stadsfysikus Petersen og døbt af Pastor Engelhart; i 1825 demitteret fra Kristiania Skole med Karakteren laudabilis, tog filosofisk Examen [i] 1827 med haud illaud. og i Mai 1829 theologisk Embedsexamen med samme anden Karakteer ligesom i Juni 1833 den praktiske Prøve med laudabilis for den kateke- tiske og laudab. imprimis ob specimen scriptum for den homi- letiske Deel deraf. I Aarene fra 1829 til 1834 om Høsten ud- dannede jeg mig i forskjellige geistlige Forretninger under min Faders Veiledning, hvorefter jeg studerede Medecin ved Univer- sitetet indtil min Ansættelse ved Universitetsbibliotheket berøvede mig Tid dertil. Saafremt disse Oplysninger skulde være nødvendige, bedes de Ansøgningen hoslagte. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 253 TIL LARS RASCH Kristiania 19 Febr. 40. S. T. Herr Procurator Rasch. Ompaaskrevne Forslag fra Bogbinder Barlien anbefales til den ærede Administrations Opmærksomhed og Bifald. Jeg har havt saameget Bryderie og Ærgrelse af den uordentlige Bogtrykker Steen baade for hans Uordholdenheds og mislige Regningers Skyld, og den fuldstændige Kontrol med Bladets Udsalg og For- sendelse vanskeliggjør Regnskabet og Erholdelsen af en Balance saameget, at det vil befrie mig for de med dets Udgivelse for- bundne Uleiligheder for størsts Deel, om Administrationen vil gaae ind paa Forslaget. En detailleret Status skal blive ind- leveret; men da Nr. 6. er under Pennen, iler jeg med denne Ind- stilling, da Barlien, i Tilfælde af Antagelse, da strax kunde op- træde som Forlægger. Selskabet kan paaregne 1 Nr. hver 14de Dag. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL BAURMEISTER den luttrer Meddelelserne; i den forsvinder enhver Tanke om at give Fremstillingen af Begivenheder, som i sig selv have Historiens rene Veltalenhed, individuelle Tendenzers og en Partisags fyrigere, men forføriske Slagskygger og Farver." TIL HENRIK GROTH [Christiania febr. 1840.] Høistærede Hrr. Ven! Hold ved, saa kommer man frem -- stat pro ratione voluntas -- Taalmodighed overvinder alt -- glem ikke at smøre naar Du er i Vejen osv. osv. -- og saaledes var jeg da i Christiania ved Bibliothekspulten Kl. 10 1/2 (!! Godt gjort?). Men een Ting glemte jeg i Drammen, og det var at drikke Duus med Dig, min hyggelige Vært. Du seer jeg gjør det paa Distance da; Soit comme ça! Saa være det (hvis Du vil). Men hvorfor jeg skriver er for at takke Dig og din snilde Kone for al beviist Hospitalitet; og det gjør jeg da nu paa oprigtigste om ikke paa høfligste Maade. -- Jeg tilbragte Vejen med at gjøre Vers om Drammen og en eensom Skorstenspibe paa Vejen ved Hæg, dem Du maaske vil see i Mbldt. Dersom Du vil tie stille, vil jeg paa den anden Side sige Dig -- at jeg hermed anbefaler Dig til Oversendelse til Selmer et lidet Lystspil med Sang, som jeg har liggende, til mulig Opførelse i Drammen. Jeg fik da en lystig Tour did med nogle Venner. Jeg staaer paa en spændt Fod med Direktionen her, saa jeg ikke vil være den i nogen Maade forbunden, og da jeg nu har seet Scene og Personale i Drammen, finder jeg at det nok kunde gaae. Lad mig blot faae snart Svar. Levvel! Venligst Hilsen til din Kone og Dine fra Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 28 Februar 1840. Til Collegium academicum. Da jeg har isinde at ansøge geistligt Embede, og sal. Professor Hersleb i hoslagte Skrivelse antyder, at Collegiet, naar en direkte SIDE: 255 Henvendelse til dette skede, ikke vilde være utilbøjeligt til at erklære sig om Udtrykket i mit testimonium publicum "spreta juvenili levitate", der altid naar jeg har søgt igjennem Departe- mentet har viist sig at hvile som en Forbandelse paa mig, holder jeg det for fornødent, herved at anholde hos det høje Collegium om en yderligere Erklæring over dette Udtryk. Til Veiledning i saa Henseende hoslægges foruden ovennævnte Skrivelse, Over- bibliothekarens, paa Herr Underbibliothekarens, for Tiden en anden Ansøgning bilagte, grundede Attest, der stemmer overens med dem, han forhen har havt den Godhed at meddele, samt Attester fra de medecinske Professorer og fra de Sognepræster, jeg har tilbragt mit Liv under siden testimonium publicum afgaves. Da dette tilligemed mine øvrige academiske Vidnesbyrd (ogsaa en hoslagt Døbeattest) er forkommet under viderværdige Suppli- cationer og lang Henliggen inden Departementet, er det rigtignok ogsaa mit ærbødige Ønske, at erholde et nyt testimonium publi- cum og nye Afskrivter af mine samtlige Examenskarakterer, for- synede med Datumsangivelser; men jeg veed ikke om jeg tør uleilige med en saadan Anmodning, især da jeg nødes til at ud- bede mig Collegiets Bestemmelse og de hoslagte Papirer igjen- indhændigede inden faae Dage, da Ansøgningstiden er nær sit Udløb. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 5 Marz 1840. Til den kongelige norske Regjerings Finanzdepartement. Idet Undertegnede herved giver sig den Ære at hoslægge, som yderligere Bilag til den underdanigste Ansøgning om Portofrihed for Bladet "For Arbeidsklassen", det senest deraf udkomne Nummer, troes ogsaa at burde bemærkes, at Bladet senere er reqvireret, tildels i betydeligt Antal, fra Steder, hvorhen det vil være umuligt at see det forsendt uden en saadan naadigst Be- gunstigelse. De reqvirerede Exemplarer overligge saaledes indtil Resolution maatte falde. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 256 TIL KONGEN Kristiania 9de Marz 1840. Henrik Arnold Wergeland ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst at maatte vorde udnævnt til Sognepræst i Røgens Præ- stegjeld under Agershuus Bispedømme. Da det behagede Deres Majestæt at skjænke Undertegnedes Foretagender til Almuoplysningens Fremme Deres naadige Opmærksomhed, og at forøge Naaden af Deres ædelmodige Understøttelse til at fortsætte denne Virksomhed med Haabet om at ansættes i det geistlige Fag, hvortil jeg har uddannet mig, vilde jeg ikke handle i Aanden af en saa- dan, ved Deres Majestæts særegne Naade endnu mere til Pligt blevne, Virksomhed, hvis jeg ikke indsaae de Fordele for denne, som det nu ledige Røgen Sognekald i Agershuus Stift tilbyder. Det er ikke Deres Majestæt ubekjendt, at Undertegnede søger for en Deel at afbetale sin Erkjendtlighedsgjeld til Deres Maje- stæt ved at udgive uden anden Godtgjørelse et Blad "for Arbeids- klassen", som lader til at ville vinde nogen moralsk Indflydelse paa sit Publikum, og da nu det lille Røgen er beliggende imel- lem de to Byer, som maaskee mest i Norge tiltrænge en saadan Indvirken paa en talrig Arbeidsklasse, og som dette Kalds For- retninger vistnok ville tilstede mig at fortsætte, og da dets an- slaaede Indtægter ikke ere større end Hvad jeg ved Deres Maje- stæts Naade nu omtrent har: saa har jeg troet, i Tillid til Deres Majestæts naadige Tilsagn, at burde vove dette Forsøg paa at komme i en Stilling, der er saa egnet til at forøge og betrygge en Virksomhed, som baade har vundet Deres Majestæts naadige Behag og nogen Deeltagelse hos Folket. Var Røgen endnu mindre end det er -- jeg vilde dog betragte dets Ledigværen som en Omstændighed, jeg ikke burde undlade at forsøge at benytte i den gode, filanthropiske Sags Interesse, som Deres Majestæt har indviet mit Liv til. Foruden dette specielle, i Deres Majestæts naadige Hensigter og Omsorg indflettede Motiv, gjemmer min Sjel nok et i dens altid tilbagekommende, af mange foregaaende Uheld inden Supplicaturen aldrig qvalte, Følelse af Prædisposition til den geistlige Virksomhed. Denne taler stærkere end Betragt- ningen over Hvad jeg har anvendt for at komme i den. Man udretter mere naar man ogsaa har det præstelige Navn. Det vil have Indflydelse paa min hidtil havte spredte, navnløse Menighed SIDE: 257 af Landets Arbeidere og Lazaroner, der rigtignok hverken yder Tiende eller Offer, men endeel Erfaring, som Præsten ikke bør undvære, hvorimod Efterretningen om at det ikke var muligt for deres Moralisator at blive Præst vil afskjære min Virksomhed i den Retning sin bedste Nerve. Nei, Uheldene under en fore- gaaende Departementchefs Indstillinger til min Tilsidesættelse, saa- som til Justedalens Kald i 1834, til Hofs, Rollaugs, Legangers, Vedøens og Borgunds Kapellanier i 1835, have ikke tilintetgjort Følelsen af ogsaa et naturligt Kald til i geistlig Ansættelse ret at gavne mit Land og min Konge, Menneskehed og Kirke. Eller misforstaaer jeg mit eget Hjertes Lyst eller den vitterlige Om- stændighed, at Almeenmand synes gjerne at høre mig og at troe om mig, at jeg vil ham vel? Hermed kan en Præst komme langt, endskjøndt man ikke kan læse sig til det Fortrin, der ligger i denne Individualitet. Men med større Føje tør det maaskee være mig tilladt underdanigst at anføre, i Henhold til hoslagte Bilag: 1) at jeg sandsynligviis er den ældste uansatte geistlige Kandidat i Landet. Idetmindste seer jeg, saavidt Erindringen rækker, alle mine Jevnlige og flere Aar Yngre ansatte i tildels betydeligere Embeder. Jeg har været paa det nærmeste den Eneste, som ikke har nydt godt af at have taget Examina i, og at henhøre til, en Tid, da Adgang til Embede var mindre knap. 2) Af disse 11, elleve, Kandidataar har jeg tilbragt omtrent de 5 under praktisk Uddannelse hos min Fader i alle de geistlige Forretninger, som en Ikkeordineret kan udføre -- navnlig præ- dikede og katechiserede jeg hver anden Gang, og førte Kaldets og Provstiets Kopiprotokol, saa geistlig Embedsførsel er mig i alle Maader saa vel bekjendt som om jeg havde været Kapellan i ligesaa lang Tid; de følgende 2 Aar har jeg paa egen Bekost- ning studeret Medecin ved Universitetet, og i de sidste 4 Aar har jeg fungeret som Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Godtgjør nu Dette, at jeg ikke har været ledig i alle disse Aar, men benyttet dem til fleersidig Uddannelse, turde det maaskee ogsaa fortjene at bemærkes, at Ansættelsen paa Bibliotheket baade forudsætter en god Formening hos Collegium academicum om min Opførsel -- hvorfor jeg ogsaa hvert Aar har erholdt den fornyet ifølge mine Foresattes Anbefaling -- og den strengeste, uafbrudte, næsten ferieløse Orden og Nøiagtighed, idet jeg fun- gerer paa Læsesalen, der daglig er aaben for Publikum. De øv- SIDE: 258 rige daglige Timer optages af en Katalogkopieren, som jeg allerede i rum Tid har mærket mit Syn lider under i den Grad, at jeg ikke vil kunne udholde dette Arbeide i lang Tid, uagtet det er mit Levebrød. 3) Mine Foresatte til de forskjellige Tider udtrykke sig i alle Maader fordeelagtigt om mig, og min Opførsel paa Bibliotheket roses desuden navnligen i den sidste officielle Indberetning i Rigstidenden om Universitetets Anliggender. 4) Det er allerede flere Aar siden Hs Høiærværdighed Biskopen i Agershuus Bispedømme, leilighedsviis ved en Ansøgning fra mig, erklærede at jeg kunde være skikket til naadigst Ansættelse i et residerende Kapellani. 5) I Løbet af mine Kandidataar har jeg, ved Siden af en Mængde andre Arbeider, hvorimellem vor Literaturs betydeligste digterske Værk maaskee her kan bemærkes siden det tillige er af religiøs Tendenz, udgivet ikke mindre end 15 forskjellige Oplys- nings Skrivter. Denne Række begyndte med et, som, i Forbindelse med personlig Virken paa flere Steder, havde ikke ubetydelig Ind- flydelse paa Oprettelsen af de af Deres Majestæts Regjering med saamegen Interesse anseede Almubibliotheker. Imellem Bilagene vil ogsaa findes nogle, der karakterisere min Virksomhed i denne Retning. 6) Mine academiske Karakterer: Laudabilis til 1ste og Haud illaud. til 2den Examen samt Embedskaraktererne Haud til den theoretiske, Laud til den kateketiske og Laud imprimis ob spe- cimen scriptum til den homiletiske Prøve ere, med Anciennetets- avancen, ikke slettere end at Andre vel have med lignende er- holdt Ansættelse af omtrentlig Gehalt som den af Undertegnede her underdanigst ansøgte. 7) Bibliothekforretningerne ere af den offentlige Natur, og kræve en saadan Tillid til Fungerende, at det formentlig ikke er ubilligt, om de tillagdes lige Vægt med Ansættelse i lige saa lang Tid idetmindste som personel Kapellan. Factisk har jeg nu til- lige forrettet dennes vigtigste Funktioner i 5 Aar til. Disse ere de Adkomster, hvormed jeg kan retfærdiggjøre Deres Majestæts naadige Tilsagn om geistlig Ansættelse efter en saadan Tid, som nu er henrunden siden jeg hædredes med Deres Maje- stæts naadige Understøttelse. Jeg skylder denne Taknemligheden for et lykkeligt og virksomt Aar; jeg vil skylde den for et lykkeligt SIDE: 259 og virksomt Liv, om nærværende underdanigste Ansøgning om det lille, for literær Virksomhed til Land- og Byalmuens Tarv saa sær- deles beqvemme Røgen Sognekald maatte vinde min naadige Konges Velbehag. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien. Hermed Bilag: Nr. 1. 1ste og 2den Examensliste, dat. 26 Novr. 1825. " 2. Erklæring fra Professor Hersleb af 7de Dec. 1835. " 3. Do. fra Collegium Academicum af 14 Juli 1836. " 4. Do. fra det Juridiske Facultet af 20 Febr. 1835. " 5. Do. fra Overbibliothekaren af 13 Febr. 1840. " 6. Do. fra de medecinske Professorer af Decbr. 1835. " 7. Do. fra Sognepræsten i Eidsvold af 23 Oct. 1838. " 8. Do. fra Sognepræsten i Aggers af 17 Oct. 1838. " 9. 4 Skrivelser fra Rigshospitalsdirectionen, Bibelselskabets Centralcommittee ofl. af Mai 1835. " 10. Fortegnelse over udgivne Almuoplysningsskrivter. TIL KONGEN Kristiania 9de Marz 1840. Henrik Arnold Wergeland ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst at maatte vorde udnævnt til Sognepræst til Hafslo Præ- stegjeld i Bergenhuus Stift saafremt hans underda- nigste Ansøgning af Datum ut supra om Røgens Præ- stegjeld under Agershuus Bispedømme ikke naadigst maatte vorde indvilget. Dersom de specielle Grunde, som have bevæget Undertegnede til under Dags Dato principaliter underdanigst at ansøge det først ledigt averterede Røgen Sognekald under Agershuus Bispedømme, ikke ere blevne befundne vægtige nok til at Deres Majestæt i Naade kan have indrømmet mig samme, da er der i det omtrent lige- saa store, afsondrede Hafslo Sognekald i Indre Sogn i Bergens Stift et Kald ledigt, som maaskee bedre kunde stemme med min naadige Konges omsorgsfulde og vise Hensigter. Jeg vilde heller ikke der imellem den gamle Folkisbygds Naturmennesker savne Anledning til at kunne gjøre Kirken og Civilisationen Tje- nester og til at være taknemlig for min Konges Naade ved at anvende mine kraftigste Aar til Fordeel for en skjøn men vild SIDE: 260 Green af det Folk, hvis Lykke er Hans saa herligt udførte Meed. Det er en præstelig Virksomhed, jeg tiltrænger forat kunne blive mit Fædreland saa nyttig, som Gud har villet foretegne mig i de Evner og den Energi, han har givet mig. I Henhold derfor til de almindelige Anbefalingsanførseler i min underdanigste Ansøgning om Røgens Sognekald og til de samme vedlagte Bilag, og i hengiven Tillid til Deres Majestæts Naade, er det da jeg herved, i Tilfælde af at Røgen maatte være bleven mig negtet, lige underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde udnævnt til Sognepræst i Hafslo Præstegjeld under Bergens Bispe- dømme. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 9 Marz 1840. Til Den kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Herved giver Undertegnede sig den ærbødige Frihed, igjennem Hans Høiærværdighed Biskoppen, der godhedsfuld har lovet at ville meddele sin Erklæring, at oversende to underdanigste An- søgninger, den første principaliter om Røgens Sognekald i Agers- huus Stift, den anden om Hafslo Sognekald i Bergens Stift, led- sagede med 10 Bilag, hvortil bedes føjede ved Departementets Forsorg, saafremt de skulde findes inden dets Værge, Testimo- nium publicum, Døbeattest og det theologiske Facultets Attesta- tion betræffende Embedsexamen. Disse Papirer, der saa ofte have passeret Departementet, at de ere vel bekjendte af vedkommende Embedsmænd, ere nemlig ikke komne tilstede siden foregaaende Supplicationer; men siden et af de hoslagte Bilag, nemlig N. 3 ved yderligere, af mig foran- lediget, Efterspørgsel af Universitetssekretæren, dog kom tilstede efterat det hedte, at alle mig vedrørende Papirer vare mig extra- derede, kan jeg ikke negte, at jeg nærer den Tro, at de frem- deles enten beroe, siden en foregaaende Ansøgning, inden De- SIDE: 261 partementet, eller ere forkomne paa en Vandring, de havde at foretage til Protokolkommitteen paa Storthinget 1836. Men lige- saa liden Oplysning har der været at faae ved dettes Arkivariat. Imidlertid ere Papirerne saa vanskelige at skaffe igjen eller noget istedetfor, men tillige, som ovenberørt, saa bekjendte med Hensyn til sit Indhold, at jeg tør haabe, at Fremmet af mine Ansøgninger desaarsag ingen Vanskelighed vil lide. Mit Testimonium publicum indeholdt af Ualmindeligt den ved senere Erklæringer formentlig modificerede og i Aarenes Løb i sig selv abolerede Tirade "spreta juvenili levitate", foruden en- deel Udladelser om nogle særegne personlige Fortrin, som vilde gjøre mig særdeles skikket i Kirkens Tjeneste, og Døbeattesten, at jeg er fød i Kristiansand 17de Juni 1808 af Forældrene da- værende Adjunct Nicolai Wergeland og Alethe Dorothea, fød Thau- low, og kort efter døbt af Sognepræst Engelhart til Oddernæs. Med denne forekommer det mig, at en Vaccinationsattest var vedheftet, der godtgjorde, at jeg var bleven vaccineret af Stads- fysikus Petersen i Kristiansand. Indholden af det theologiske Facultets Examensattestation er angivet i Ansøgningen. Ærbødigst Henrik Arnold Wergeland, Cand. theol. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania, 26 Marz 1840. I denne Stund modtager jeg No. 3 af Stockholms Länstidning. Min Ven, min Fostbroder lever og virker, det er nu vist; men om han har faaet mit lange Julebrev og nok et skyndsommere Do. fra mig for en 14 Dage siden, det er uvist. Noget fra Dig har jeg ikke seet siden det med Eos i, og jeg har stærk Mistanke om at Ulykken atter har været ude at gaae imellem os med sine Delineationer. -- Tager jeg feil naar jeg troer at kjende Dig igjen i "Sværdet i vore Dage," som jeg har oversat og tænker at sende til Christianssandsposten, der iblandt andet indeholder saamange velskrevne Artikler om det danske Hof, at jeg med næste Post vil foreslaae Redactionen at bytte Tidender med Dig. Den kan være Dig til Nytte maaskee. -- Her: SIDE: 262 "Fæst ei din Glæde ved Sværdet blot. Nu kan det gjerne i Balgen sove. En anden Retning har Verden faa't: Medborgerdannelse, Fred og Love. Skal endnu engang min Harpe, Bro'r, om Sværdet tone paa Feldt og Vove, da er det altid, ja altid, for Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun Spørgsmaalstegn er nu Sværdet ved Diplomatikens Diskurs ved Hove; men Udraabstegnet det bliver med Medborgerdannelse, Fred og Love. Hver Sag har fundet en Forsvarsgrund fra Arildsdage, i Uroldsskove; men Sværdet mener i denne Stund Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun saa det ejer endnu sit Værd -- -- en Sang for det tør jeg endnu vove. Tænk altid paa, naar du dra'r dit Sværd, Medborgerdannelse, Fred og Love! Jeg har angivet Dig i Christianssandsposten som Forfatter. Hermed de to polemiske Farcer, jeg udsendte i Høst, den ene mod en taabelig opblæst Retning i Selskabslivet, hvortil en Vo- tering i et Selskab gav Anledning; den anden mod [Professor Motz- feldt] , der har tirret mig i den Constitutionelle. -- Mit Blad for Ar- beidsmanden, som Du skal faae snart, faaer et stort Publicum -- alene i Christianssand 410 Subscribenter. Jeg udgiver det gratis, eller rettere, som jeg har erklæret i Tidenderne, som en partiel Afbetaling af min Gjæld til Kongen. -- Vale! intime vale! Den Blomme, som ligger indeni mellem de to Torne, er voxet i Norge for din Kone, til hvem den gjemmer en Hilsen. -- Jeg venter. -- Din Henr. Wergeland. P. S. Med dette Brev afgaaer et til Kongen om et Præstekald. Faaer jeg det jeg vil, sender jeg Gigh efter dig til Carlstad. SIDE: 263 TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Kristiania 31 Marz 1840. Til Administrationen i Selskabet for Kristiania Byes Vel. Idet jeg herved har den Ære at oversende de paa Bogbinder Barliens Forlag udkomne Nr. 6 men hør nu SIDE: 266 min Undskyldning: "Jan van Huysums Blomsterstykke," hvoraf De vil have seet et Par Brudstykker, er bleven til noget Helt, saa lidet det er, og jeg har vovet at kalde det en Buket til Fred- rika Bremer -- en Komposition, "der vel er indgivet af Beskuel- sens henrykte Øjeblik, men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse for at turde hedde en Buket til den geni- fulde Malerinde, som har valgt Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end van Huysums, til Gjenstande for sin nyde- lige Pensel." Dette lille Arbeide vilde jeg nu oversende med mit Svar, men den eneste Presse, der havde typografiske Forziringer nok for mit Øjemed, bliver først ledig i disse Dage. Mit histo- riske Arbeide, hvorunder jeg stønner som Atlas, har ogsaa kun tilladt mig i enkelte halve Søndagsmorgentimer at overlade mig til den behageligste af alle Nydelser, at forsøge Gjengivelsen af en vakt Skjønhedsfølelse. Men De vil have Taalmodighed, som De har Godhed for mig. Min hele Korrespondance er i désordre. Maaskee vil det være mig muligt ved samme Leilighed at kunne sende nogle af hine Sortkridttegninger. Samtidig som den Mu- sikus, der var i Besiddelse af de nationale Kompositioner, var bleven anmodet om at skaffe mig dem i Afskrivt, var han sat i Virksomhed -- om jeg ikke misforstod ham -- for Grevinde Som- merhjelm gjennem en Student Dahlin. Med denne eller næste Post skal dog Arbeidsmanden komme, som De har værdiget Deres Opmærksomhed. Men hvad skriver jeg her uden i hver Linje at røbe hvor dis- siperet jeg har været og er. Men jeg skal tage mig betalt, naar jeg faaer arbeidet mig ud af denne ægyptiske Trældom. Og det er for vore forrige Ægyptere, for de Danske, [fotnotemerke] jeg træller i disse velsignede Solskinsdage, da jeg maa anvende saamegen Vold paa mig selv, for ikke at følge en af de mange uvilkaarlige Indsky- delser og gribe et af de Themaer, der stundom komme frem af sig selv i min Sjels Overflade som Dybets Chimærer under den solbestraalte Havflade, visende sig som sorte ubestemte Omrids af en Form, der pirrer Fantasien og Nysgjerrigheden. Klokken ringer 5; det er Ægypternes til Arbeide. Jeg har netop iaften at skildre Kristian Frederiks første Landstigning paa Hvaløerne efter en Overfart paa en Fiskerbaad, i Matrosforklæd- Fotnote: I den Forstand, at Arbeidet skal tjene til at vække dem. SIDE: 267 ning. Velan Prinds! den Begyndelse passer godt til det hele Eventyr. Jeg vil forsøge fordi jeg maa, da jeg nu engang er inde i det. Derfor -- Farvel Skaldinna! Clios Marmorkulde lægger sig om alle de venlige og erkjendtlige Følelser, hvormed Deres Deeltagelse og Godhed erindres af Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 3die Mai [1840] . Til Den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Da det kongl. Kirkedepartement i afdøde Statsraad Dirikses Tid formeentlig lagde nogen Vægt, mine underdanigste Ansøg- ninger til Hinder, paa en af Prokurator, nu Foged, Praem over mig nedlagt Paastand, uagtet samme ved Underretsdom var mor- tificeret, og denne min Modpart ikke hindredes ved den imellem os verserende Sag fra at befordres, troer jeg, ærbødigst at burde underrette Departementet, i Anledning af mine indleverede An- søgninger, om at Paastanden nu ligeledes ved Stiftsoverretsdom er bleven mortificeret, ligesom den mig ilagte Mulkt af 300 Spdlr. er nedsat til 100 Spd. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 27 Mai 1840. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Da Undertegnede i Indstillingen til Nedre Qvinnesdal Sogne- kald, efter Protokollen, seer sig i den paafaldende Grad tilside- sat, at ikke blot lige Karakteer af to Aars yngre Datum, men endog sletteste Karakteer til Examen theoreticum af et Aars yngre Datum og slettere til Practicum gives Fortrin for de Ad- komster, jeg i mine forskjellige Ansøgninger har kunnet opstille: saa maa der gives Grunde, jeg ikke kjender til, men som jeg bør SIDE: 268 kunne imødegaae, om jeg fremdeles vil ansøge, til denne De- partementets Handlemaade. Jeg tør saaledes i et Land, hvor Regjeringshandlinger ere under- kastede lovligt Ansvar, og hvor jeg troer at have med Person- ligheder at gjøre, der erkjende et moralskt, udbede mig de Grunde, der have bevirket Undertegnedes ovenpaapegede Til- sidesættelse, opgivne, forat jeg enten kan imødegaae samme, om det er mig muligt, eller undgaae Tids- og Pengespildet med An- søgninger, som ere forgjæves. Ærbødigst Henrik Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET [Christiania 3. juni 1840.] Undertegnede skylder, i Haab om at der da ikke vil negtes ham de ærbødigst omanmodede fornødne Oplysninger om Grun- dene til hans Tilsidesættelse, navnlig ved Indstillingen til Nedre Qvinnesdal, at anmærke, at de Opgivelser, hvorpaa denne Forme- ning grundedes, ikke vare tydelige nok, fordi han dengang ikke var i Besiddelse af sikkre Data for de Fortruknes Qvalifica- tioner. Imidlertid forandrer det ikke Sagen til min Disfaveur, saafremt jeg ellers har Ret til at troe mig ubilligen tilsidesat, at det ikke er en Kandidat med sletteste Karakteer til en Embeds- examen af et Aars sildigere Datum men en af samme Aars Datum med sletteste Karakteer alle sine akademiske Examiner igjennem, og med ringere Karakteer til den praktiske, der er bleven mig foretrukken som tredie Indstillet. Nummer To har samme Karakteer som Undertegnede, men af tre Aars yngre Datum. Karakteren for hans Practicum findes ikke antegnet i Universitetsannalerne. Den først Indstillede har vel et Laud, men et fem Aars yngre, men ikke bedre Karakteer til Practicum; og jeg har været ligesaa længe Amanuensis ved Universitetsbiblio- theket som han har været personel Kapellan. Jeg giver mig da gjentagende den Frihed at yttre Haabet om at Departementet vil finde, at jeg vanskelig i denne Tid, da dog SIDE: 269 adskillige smaa Kald ere ledige, kan vove at søge, før det til- stedes mig at kjende den Anstødssteen, hvorpaa mine Forhaab- ninger strande. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL CHR. AUG. THORNE Xnia 17 Juni 40. Højstærede Hr. Thorne! De vil af Bladene have seet, at jeg agter som Prøve paa Pres- sens Fuldkommenhed hos B' at udgive et Par Digte, "Spaniolen", med Musik af Langballe, og "Blomsterstykket", hver ikke over 40 Skill., inden Bogtrykkerfesten 29de. Men jeg maa drive op Subscribenter; paa anden Maade maa Alt hvad der hører Skjøn- literaturen til døe. Og med Boghandlersubscription gaaer det saa slet, at Private maa til. Kan De gjøre noget ved en underhaands Subscription, er jeg Dem forbunden. Taler De med Postmesteren, saa hils ham med Anmodning om mit Mscpt tilbage. Deres Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 29 Juni 1840. Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien an- søger Hans Majestæt Kon- gen om naadigst at maatte vorde udnævnt til reside- rende Kapellan til Grans Præstegjeld under Agers- huus Bispedømme. I Grans residerende Kapellani er et Em- bede ledigt, hvori Undertegnede, ligesom forhen antydet i underdanigst Ansøgning om Røgen Sognekald, vil kunne fortsætte den virksomhet for By- og Landalmues Oplysning, der har været saa heldig at vinde Deres Majestæts naadigste Opmærk- somhed og Understøttelse. Til de i bemeldte Ansøgning anførte Grunde for min Ansæt- telse i geistligt Kald, ligesom og til Hs Høiærværdighed Biskop- pens afgivne Erklæring i Anledning af foregaaende i dette Aar indleverede underdanigste Ansøgninger, men fremfor alt til Deres SIDE: 270 Majestæts faderlige Naade, hvorpaa jeg daglig taknemmeligen modtager Beviser, er det jeg da henholder mig, idet jeg herved underdanigst ansøger Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde udnævnt til residerende Kapellani i Grans Præstegjeld under Agershuus Bispedømme. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien, Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 29 Juni 1840. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Idet Undertegnede har tænkt sig det muligt, at de Grunde, som maatte have bestemt det kongelige Kirkedepartement til at forbigaae mig ved Ansøgninger om Sognekald for Medsuppli- kanter af idetmindste ringere Examensqvaliteter, ikke ville have samme Vægt ved en underdanigst Ansøgning om et residerende Ka- pellani: giver Undertegnede sig den Frihed at anbefale hoslagte underdanigste Ansøgning om Grans residerende Kapellani, med Anmodning om at den i Foraaret d. A. indleverede om Røgens Sognekald, hvori de Adkomster, Undertegnede har kunnet op- stille for sin Ansættelse, udførligst ere fremsatte, maa blive samme bilagt. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDRIKA BREMER Kristiania 6 Aug. 1840. Alt siden flere Maaneder staaer jeg i den uforsvarligste Gjeld til Dem, højtskattede Fredrika Bremer, som jeg ikke kan forlade mig naar jeg seer tilbage udover disse mange Sommeraftener, som nu siden Deres næstsidste og sidste dyrebare Linjer, ligge bag mig som visnede Blomster, som slaget Hø, hvis Flor erin- SIDE: 271 dres med angerblandet [fotnotemerke] Vemod. Men der er heller ikke en Stod- der, som vil have et Tiggerbrev udfærdiget eller honoreret, eller en Enke, som vil have noget Lignende paa Papiret eller noget Raad og Trøst, uden de skulle til mig. Der staae de ved Lyst- huusdøren allerbedst jeg troer mig i Eensomhed; en Kat har ikke kunnet liste sig sagtere frem; og saa er enten en Poesi eller et godt Forsæt spoleret. Og saadant et var ogsaa den behagelige Forpligtelse, at betale min Brevgjeld til den herlige Aand, min er saa lykkelig at være kommen i Meddelelse og Forbindelse med. Under disse skyldfulde Omstændigheder (thi jeg kunde dog have brudt overtvert med besøgende Klienter og Venner, der virkelig beskatte min Tid formeget) har Deres Silfverskål været tung at bære indtil nu, da jeg iværksætter mit længe nærede Forsæt at takke Dem for dette og Deres andre udmærkede Be- viser paa en Godhed, der paaskjønnes med inderlig Taknemme- lighed, som den største Hæder, der nogensinde er og vil kunne blive mig beviist. Jeg har indtil nu seet Gløder paa mit Hoved, naar jeg gjenspeiledes af dens gyldne Dyb. Iaften har jeg fyldt den med Blomster, som en Anonym -- jeg vil, som jeg i en Poesi i Morgenbladet forleden har antaget, haabe en Qvinde [fotnotemerke] -- gjentagende har sendt mig; jeg har sat den for mig og taget Deres Breve frem, og sidder nu her forat tale med min ædle Velynderinde saalænge et forventet Besøg af et Par qvindelige Bekjendte fra Landet vil tilstede mig det. Gid Natten kom før dem! Jeg har nemlig besluttet fra i Aften af, saalænge disse lumre og stille Sommeraftener vare, at sysle ved Lampe for aabne Lysthuusdøre, overskyggede af en Portal af Frugttræer. Det vil maaskee give det italienske Drama, jeg arbeider paa, noget syd- landsk, skjøndt jeg frygter den Spænding, jeg kommer i ved Nattearbeide. Men vore Sommere ere saa korte, og August er Afskedsmaaneden, og iaften vil jeg idetmindste udsætte mig for en Tilstand imellem Søvn og Vaagen, hvori jeg grangiveligen seer og taler med Dem og hører Fredrika Bremers Navn og en In- scription om hende til Silfverskålen af de Blomsters Sylfer, som Fotnote: Over at man ikke har benyttet Sommeren nok. Det gjør man sjelden. Fotnote: Efter halve Oplysninger en gammel Kone. Det var godt, jeg ogsaa tænkte paa den Mulighed i Versene. SIDE: 272 nu bade sig i den. Den prangede saaledes første Gang ved et Maaltid, hvor Mauriz Hansen og Bjerregaard vare mine eneste Gjæster. Lampen er kommen, og viser mig at jeg ogsaa har taget Deres Trälinna med her ud i Haven. Nu, Stunden er ganske Digter- indens -- det De i høi Maade er i dette fantasirige Arbeide, hvorfor De ogsaa være paa det inderligste takket. Jeg meddelte Hansen dets Idee og nogle af de skjønneste Strøg, og vovede at sige ham, at De sandsynligviis var allerede beskjæftiget med den Skildring af det norske Samliv, De viste mig den Ære i et Brev af Febr. Maaned at meddele mig vilde sysselsætte Deres opfat- ningsrige Pen. Trälinden er ellers vel formeget Poesi til just at tiltrænge Versformen, og dog forekommer det mig, at denne -- den 5fodede Jambe -- vilde have været den endnu klæde- ligere. De ønsker at vide hvad jeg tænker om -- "Norges Tanker" ): formodentlig, om jeg gjengiver Deres foregaaende skjønne Udviklinger af denne Tankeconcentration rigtigt, om Norges mo- ralske Individualitet og den Retning mod bestemte Idrætter, som denne har taget. De vil vide, om denne er mod de højere menneskelige Formaal, mod Filanthropiens idealske Meed, mod Menneskekjærlighedens Gjerninger, om dets Politik er af mere storhjertet Natur, end almindelig siges, om Nationen tæller flere Karakterer ovenfor Egoismens sædvanlige Niveau og om disse ikke maa gaae tilgrunde formedelst Isoleren og Mangel paa Sym- pathier; navnlig om "en ung flicka -- i Deres paatænkte Skil- dring -- lefvande i en vanlig huslig krets, inom hvis bröst" De vilde lægge "denna kärlek till ett friare och högre lif, kan undgå att bli martyr för den rigtning, som blott tänker på pynt och Smörrebröd?" Er det ikke saa? Jeg vil besvare det Sidste først, saa godt jeg kan. I det virke- lige Liv kjender jeg kun een Qvinde, Maria Schandorff, i hvis Liv et saadant højere, i det Offentlige fremtrædende Opsving har fundet Sted, og som har formaaet at holde sig paa samme. Hun er Eugeniastiftelsens og dens Asyls Stifterinde -- en præg- tig Bygning reiser sig nu ved hendes utrættelige Virksomhed -- og i sine yngre Dage saae man meer end eet smukt patriotisk Digt fra hendes Haand. Et alvorligt og dybt Sind, forenet med sand Qvindelighed, har aabenbaret sig i hendes hele Liv fra SIDE: 273 disse første agtværdige Sværmerier, der skulde opflamme Lan- dets Krigere og dets daværende politiske Chef, og til hendes senere Aars utrættelige Arbeider forat stifte denne Tilflugt for Nødens Børn. Hun er bleven bagtalt, men aldrig latterliggjort. Hendes stærke Nerve af Religiøsitet har opretholdt hende ogsaa i Verdens Dom; og denne, om end af noget mildere og mindre herrnhutisk Præg, troer jeg Deres unge høihjertede Pige maa be- sidde, om hun med psychologisk Sandhed skal kunne bestaae mel- lem sine Omgivelser i Deres Skildring. I Norge vil dette ialfald være meer nødvendigt end f. Ex. i Frankrig, England eller Amerika. Mængdens Fadhed og Forfængelighed domineres her kun, naar Spørgsmaalet er om en Qvinde, af Agtelsen for hendes Religiøsi- tet. Kundskab og Talent uden denne, ihvor moralsk og pletløs hun end kan være, isolerer hende snarere og indbringer kun Skuldertræk, og at Flaneagtige af begge Kjøn stikke Hovederne sammen forat lee paa hendes Bekostning. Her i Hovedstaden og i nogle efterhærmende Familier kan det vel i enkelte Cirkler være anderledes, men det Nationale er at studse over andre Ideer hos en Qvinde end dem der høre Gryden og Pyntebordet til. Med Grusomhed vises hun af Forældre tilbage til den første, og af sine øvrige Omgivelser til det Sidste. Jeg var engang Vidne til, at en fra Kundskabers og Karakteers Side overordentlig Dame (Frøken Elise Wolff) yttrede nogle frie politiske og patriotiske Me- ninger; men Virkningen var paa de øvrige Damer omtrent som naar en Høg har viist sig over Gjæssene, og Herrerne lod til med større Fornøjelse at have seet hende pille paa en Sidedames Strimmel og hørt hende sige "Søte Kaja, hvor har du kjøbt denne?" osv. Ofte har jeg ogsaa truffet at Damer af Værd gribe til denne sørgelige Udvei at sløife sig selv og at gjøre sig ubetydelige for Verdens Freds Skyld ): fordi De vide, at man nu i disse gifte- knappe Tider vil have dem saa ): ligesaa eense som Alnerne af Bomuldstøisrullen, de faae sine Kjoler af. Prr -- de, jeg ventede, komme nok nu; de ere ganske to saa- danne Alner. -- -- Det er dem ikke; og jeg har da Leilighed til at fortælle Dem, at en Scene af en i det norske Samliv sjelden Roman derved sandsynligviis er opsat til imorgen. Damerne ere to Søstre, en afdød Kavallerimajors Børn, den ene ældre og mindre end godt udseende, en Slags Duenna pro tempore for den Yngre, der i mange Punkter er godt Exemplar af en 19aarig Pige. SIDE: 274 Det hænder sig i Vinter, at min bedste Ven, en allerede 38aarig Em- bedsmand, lader sig paa en Maade, jeg forstod, mærke med, at Pi- gen havde gjort Indtryk paa ham. Jeg vidste, at han midt i glim- rende Kaar nagedes af Kummer over Udsigterne til at maatte henleve sine Dage eensom efterat Troløshed af en Kjæreste i hans unge Dage havde efterladt en Bitterhed imod Kjønnet, der lod ham passere for en Qvindehader, ja endog havde givet ham Navnet deraf, men som jeg, der kjendte ham bedre, ikke havde synderligt Frygt for. Jeg besluttede da at gjøre alt forat for- binde ham med Pigen -- gjorde ad nogle Omveje hendes Be- kjendtskab og lod hende i dette Lysthuus en smuk Maiaften vide, at det stod i hendes Magt at gjøre en brav og smuk, men ikke længer ung Mand lykkelig, om hvis Opmærksomhed Hun, efter de flere Gange hun nu hos mig havde omgaaets ham, ikke længer kunde være i Tvivl, og hvis Dybde i Følelsen jeg nøje kjendte. Jeg lod hende tillige vide, at en Sidegren af hendes egen Fami- lie, der forgjæves havde søgt at vinde ham for en Kusine, og med hvem han ligeledes var forbunden, vilde høist sandsynlig cabalere imod ham for hans Formues Skyld, hvorpaa den for nogle endnu nærmere Beslægtedes Vedkommende gjorde Reg- ning. Dette havde han forlængst i en mørk Time, hvori han er- klærede, at heller ikke Jeg skulde blive glemt, fortroet mig. Den 7de Mai kjøbte jeg mig en Flaske Champagne, satte friske Blom- ster overalt, og sørgede for at Parret blev alene i mine Værelser mens min Kone og jeg vandrede her under Træerne. Efter et Par Timer blev Flasken brugt hvortil den var bestemt. Men nu begyndte alle Hjul at gaae. Pigen blev kaldet hjem nogle Miil herfra, og da hendes Forlovede Pintsedag introducerer sig i hen- des Hjem hos Moderen indløber der fra Broderen, en ung Lieute- nant, to Breve til Moderen og Frøkenen, der indeholdt de skamme- ligste Bagvaskelser. Forlovelsen vedblev imidlertid og Forholdene engede sig sammen indtil nu for 3 Dage siden min Ven søger Hr. Svogeren forat udbede sig Oplysninger om Brevene og forat tilvejebringe et Slags tilsyneladende Forlig, saa de i Verdens Øine ikke skulde give Anstød. Men efter en Ordvexel viser Svogeren ham Døren med Trudsel om at slaaes paa Liv og Død med ham. Og -- 2den Dag derefter indfinder han sig ved 2 ældre Officerer og udfordrer sin Svoger "paa Liv og Død", fordi han er bleven fornærmet af ham under 4 Øine. Armeens Gene- SIDE: 275 ralintendant, under hvem min Ven arbeider, maa være Vidne til en saa rasende og lovstridig Adfærd paa Armeeintendantskabets eget Bureau. Svaret, siger min Ven, skal erholdes skrivtligt og sandsynligt igjennem Generalcommandoen. Men for denne iler Lieut. at anmelde selv det Passerede, og saaledes trues nu hans hele Fremtid. Jeg, der indsaa at hans Plan kun var, endogsaa for denne Priis, at sprænge sin Søsters Forbindelse, affærdiger flux en Expresse til Frøkenen med en skriftlig Forklaring over det Passerede og inviterer hende ind til os strax forat hun kan intervenere før nogen Anmeldelse skeer. Den er nu som sagt skeet, og Alt er kun at haabe af Kongens Benaadning. Det ringer -- Alt sover -- jeg maa ud -- -- -- Expressen er kommen tilbage med et Brev fra Frøkenen, hvori hun melder at hun ikke kan komme for -- Tandpine! O en Bøtte Vand over Hovedet havde ikke gjort det ned- slaaende Indtryk paa mig, som havde ventet at see hende styrte ind bleg, forgrædt, med Lokkerne i Uorden, overdøvende mig med Spørgsmaal. Men Tandpine er en slem, om end prosaisk, Smerte -- altbetvingende maaskee -- og dog skal intet være saa probat derimod som en pludselig Skræk. Og var der ikke Mate- rie dertil i min Fremstilling af de forfærdelige Optrin imellem hendes Broder og Elsker? Jeg maa dog tilstaae, at efter hendes Brev nærer jeg Haab om at min skjønne Bygning ikke vil ramle overende, og at Historien vil ende med et desto snarere Bryllup. 8de Aug. Svogeren vil lade sig nøje med Gen. Wedels arbitrære Af- gjørelse, naar denne Grand-Sergeant indfinder sig. Det er da Enden paa Historien el. Episoden, og paa mit Svadseri, idet jeg tænkte at trække den ind under Materien som en Paralel- lisme til Deres ideale Heltinde, der dog skulde kunne tilhøre det norske virkelige -- ikke just det samme som: virkelig nor- ske -- Liv, nemlig som en Paralellisme af en virkelig Familie- roman, der dog ikke formaaer at bringe Gemytterne ud af deres prosaiske Ligevægt, til Deres imaginerede Roman, hvor et høit- stemt Sind skal give sine Omgivelser og Livet, som det møder denne Personlighed, poetisk Farve og højere Betydning. Det er ogsaa ædlere Sjeles Clairvoyance at see denne overalt, og den findes ogsaa overalt. SIDE: 276 En Novellist hos Os af lav Rang trods sine Volumina, en Wang, har i en 17deMaigave "Maja", betitlet saa efter Heltinden, for- søgt at skildre en højere norsk qvindelig Personlighed, men gjort hende latterlig, istedetfor ophøjet og dominerende sine Omgivelser ved sin Ædelhed, ved at gjøre en outreret 17 Maispatriotisme og en Forkjærlighed for dennes renomistiske Repræsentanter til hendes Livs Idee og bevægende Elementer. Men dette er selv for Ynglinger og Mænd noget Halsbrækkende inden Opi- nionen. Der maa for saadanne Vovehalse (jeg taler af Erfaring) noget Andet ved Siden for at kunne holde En oppe. Ihvor poli- tiskt Norge end er, duer Politik ikke der til hos en Qvinde at forkynde de højere Hjerteslag, hun har. Et halvt Yttrende ved en usøgt Leilighed af en agtværdig politisk Tænkemaade gjør derimod glimrende Effect. Jeg har lagt Mærke til saadanne, men sjeldent desværre -- dog ikke saa sjeldent som til den gaase- agtige Naivetet og gjedeagtige Friskhed eller Fripostighed, hiin slette Opfatter af et Folk, i hvis inderste Midte han dog er fød og opdragen, har givet sin Vanskabning. Da politisk Energi er abgeschmackt hos en Qvinde, da pro- ductivt Geni endnu ikke har viist sig inden Kjønnet hos Os, og da de gode Hoveder eller de enkelte Talenter, som nu og da vise sig over Hoben, ved Huller i Hjertet, Medisance etc. ikke holde sig i Krediten meer end som saa, og dog egentlig ikke have Styrke til at bevare sig forat gaae tilgrunde under "Pynt- og Smørrebrødsinteresserne" -- er der Intet i disse Aabenba- relser af en Individualitet tjenligt som Mærke for dennes højere Art. Hos Os maa en saadan qvindelig Karakteer udlade sin ædlere Ild igjennem Religiøsitet, NB. en praktisk, Velgjøren- hedens. Og desbedre, siden Skinnet heraf er bleven Mode, og Mantillerne skulle bedække Charité-Søstrene. Ved den kan Hun midt i vort prosaiske Huusliv -- prosaiskt dog kun i Sammen- ligning med enkelte Nationers i Syden -- bevare en Sfære for sig Selv. Hendes qvindelige Omgivelser ville snart finde det naturligt, at Hun er noget simplere i Pynt etc. end Andre, og de mandlige ville hos en saa dyb Sjel, ligeledes finde Udbrud af politisk Varme i sin Orden. Og der har vi et norskt Ideal, saaledes som det kan taales i en Roman, der giver sig ud forat skildre Livet, fordi det virkelig kan findes i dette. SIDE: 277 Jeg erindrer i dette Øjeblik en norsk Qvinde, der i sin Egn vinder Opmærksomhed, men ikke Bifald, ved nogle Yttringer af Individualitet, der kun mangle større Evner, en mere ideal og fremragende Personlighed for at vinde en bedre Løn. En Datter af den strengorthodoxe, politiskradicale, energiske Præst Hessel- berg, Præstekone i Oudalen, er paa engang bleven Fordandserinde mellem Bønderne paa 17 Maisfeste, som hun ivrigen fremmer, og holder Andagtsøvelser med dem om Søndagseftermiddagene, hvor hun da fører Forsædet. Den sidste Excentricitet fjerner hende mest fra et Ideal for sit Kjøn. Den smager idetmindste mindst. Hendes Mand, Præsten, har heller intet andet at gjøre derved end at røge sin Pibe; men det er uvist om han just beundrer sin fromme Alethe mest. Men Deres fine Pensel, genifulde Fredrika! vil bedst vide at finde Linjen imellem det Høje og Latterlige, der grændse saa nær. Saameget jeg har ladet Pennen løbe, uden at give mig nok Tid til at eftertænke, uvis om jeg har fattet Deres Spørgs- maal og bange forat synes at ville belære Dem, tør jeg dog maa- skee ikke have Ret i, at en praktisk Religiøsitet, fattende eller fremhjælpende Ideer til alment Vel og Nødens Bistand, maa være den stærkeste Nerve i en norsk Qvindekarakteer, der skal være natursand i sin Idealitet. Deres andet Spørgsmaal, som jeg maaskee ogsaa har paa min Samvittighed ikke at have besvaret, om Pontoppidans naturlige Historie etc. er Dem tjenlig i nogen Maade til at sætte sig ind i norske Forhold? . . Nei! Gammeldags overtroisk, blot om Fugl og Fisk. Vilde De just ikke tage Deres Skildringer fra seneste Tid, da er Chr. Augusts Dage og 1814 interessante Punkter. Den førstes og Folkets Yngling, Major Darre (gift efter en scenefuld Roman med en Bondepige og boende paa Toten) er en interessant Figur, især ved hans Forbindelser med Georg Adlersparre etc. Min Konstitutionshistories 1ste Hefte udkommer sandsynlig ihøst. Jeg er om Foraar og Sommer uskikket til Arbeider af den Natur; den er for alvorlig. Giver Kongen mig enten Rigs- archivariatet eller en Ansættelse paa Landet, vil jeg der i Mag fuldende dette vidtløftige Værk, som fordrer langsommere og vaersommere Skridt end jeg troede. SIDE: 278 Den gode Fru Sommerhjelm har lovet at see Dem tilstillet et Par Expl. af v. Huysums Blomsterstykke (først afsendt gjennem Statssekretær Due -- ligesom dette Brev). De ere et ringe Vid- nesbyrd om den Høiagtelse, jeg nærer for Deres Hjerte og Geni. Henr. Wergeland. P. S. (hvorfor bedes om Forladelse). Man springer over hvor Gjærdet er lavest. Spørgsmaalet om "Norges Tanker og Id og Idrætter" lod jeg bag mig. Men isandhed det er mig en Glæde at kunne sige, at de ikke ere saa forvir- rede, som man skulde troe, og som ved første Blik synes. I politisk Henseende er der en uniistisk Minoritet imod Unioni- sternes Fleerhed; men der er Eenhed i Folkets Tanker om at op- lyse sig. Mod Sluten af Danskevældet (forb. Ihukommelse!) tænkte Norge kun agronomiske Ideer igjennem, af en dunkel Følelse af vaagnende Kraft, der maatte have noget at øve sig paa, og hos En- kelte ogsaa af Erkjendelsen af at Landet først maatte tænke paa at emancipere sin fysiske Tilværelse idetmindste noget bedre, før det var Tid at bryde Lænken. (Og saaledes kastede Sverige sig paa Plogen efter C. XII Ulykkestider og søgte deri og fandt en Tilfreds- stillelse af øvelsevant Kraft, og en Ære). Men nu tænker det af en lignende Trang til at forberede politiske Reformer og til at give Frihedssystemet Styrke, hovedsagelig paa at oplyse sig. Kommuneindretningerne virke uhyre til denne Retning, og paa Storthingene blive Massens Krav paa Oplysningsbidrag stedse lydeligere og mere anerkjendte. I Byerne gjør Filanthropien større Fremskridt end nogensinde. Massens Interesser gjøre sig stedse meer og meer gjældende hos Os. Og -- ça ira! TIL AMALIE WERGELAND Christiania, 20 Aug. 1840. Kjære Kone! Jeg har med Forskrækkelse hørt af et Par Rei- sende, at Dere efter 7 Timers Forløb kun vare avancerede 2 Miil, ligesom jeg veed, at Eidsvold naaedes først den anden Dag. Regnen har vel holdt Dere i Huus. Mit Liv siden Du reiste SIDE: 279 har været fuldt af altformange Adspredelser. Men nu skal man ikke faae mig ud før Du igjen er hos mig, søde Amalie. Naar Du kommer, skal Du faae see fem herlige Stykker jeg har faaet paa Væggen, ): 53 smaa fine Gibsbasreliefs efter Thor- waldsens store Basreliefs, og andre store antike Billedhugger- Mesterstykker. I dybe sorte Rammer fæstes de blændende, gemmefine smaa Friser paa blaat Fløjel med Liim. Da Mad. Ege- berg sendte mig ind et Glasfad med Moreller, lod jeg et Par Medaillons, forestillende Nat og Dag efter Thorwaldsen, følge med. Læs om disse Sager for Fa'r. Kommer der noget forønsket med Stockholmsposten idag, reiser jeg til Dig imorgen Eftermiddag. Imidlertid maa Du ikke vente. Jeg burde kanskee ikke have skrevet saa, behold det imidlertid for Dig selv, og dybt i dit Hjerte den gamle Kjærlighed og Øm- hed, som du, mit kjæreste Liv, lever og bevares i din Henriks. TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 7 Septbr. 1840. Til Den kongelige norske Regjerings Departement for Finanz- Handels- og Told-Væsenet. Det er Udgiver og Forlægger af Bladet "For Arbeidsklassen" ubehageligt at maatte atter anholde om Departementets Mellem- komst, idet Postmesteren i Throndhjem, som hosfølgende Skri- velse fra Grosserer Bing dersteds udviser, negter at ville bistaae med Distributionen, endog om speciel Anmodning derom vilde indløbe. Da Throndhjems By og Forstæder skulle, efter Reqvisition fra enkelte velvillige Medborgere der, erholde et saa betydeligt An- tal som 206 Exemplarer, der herfra besørges særskilt kon- voluterede, og denne Reqvisition er indløben for over 1/2 Aar siden, efterfulgt af en Skrivelse, der truer med Abonnementets Opsigelse, om man ikke sættes istand til at nyde godt af den ved kgl. Resolution tilstaaede Portomoderation: haabe Under- tegnede, at det kongelige Finanzdepartement vil finde dette vort SIDE: 280 ærbødige Andragende i sin Orden, om at Postmesteren i Thrond- hjem, hvis Uvilje til at bistaae med Skillingmagazinets Distribu- tion nylig har været Gjenstand for Publiceringer gjennem Bladene, maa tilholdes at opfylde sin Pligt i dette her paaankede Tilfælde. Ærbødigst Henr. Wergeland. Barlien (Udgiver og Forlægger af Bladet "For Arbeidsklassen"). TIL ADOLPH B. STABELL 12 Sept. 40. S. T. Herr Fuldmægtig Stabell. Jeg seer idag Granskeren annonceret til snar Udkomst og til- lige i de udenlandske Efterretninger i Mbld. idag Intet der viser at den nærværende Referent deraf har nogensomhelst Interesse eller endog blot Samvittighedsfuldhed, som betalt Mand, for dette sit Kald, uden det skulde være et Par Strøg af de ethno- og geografiske Kundskaber, som Daa besidder, og hvormed han saa gjerne glimrer. Det er utilgiveligt, at Mbld. opvarter paa engang med fire Efterretninger, der forlængst er læste i vore Provinds- blade; og dette er Tilfælde med Artiklen "Tyrkiet" idag. Mehemed Ali og Tyrkerne blive ligeledes igjen fremstillede med samme fanatiske Uretfærdighed. Men lad det nu være, skjøndt jeg troer at naar denne vigtige Green af Mbld. allerede nu plejes med saa liden Omhu, saa kan det ikke love sig bedre siden af denne Mand, der altid omfatter sine egne Børn med udelukkende Kjærlighed. Da jeg ikke har kgl. Understøttelse længer en i 2 Aar ): til Nytaar, og endnu ikke har Udsigt til Befordring, maa jeg see mig om itide efter ethvert Arbeide. Jeg tilbyder derfor her skriftlig min Tjeneste paa Prøve, naar Red. maatte finde det fornødent at anskaffe en ny Refe- rent af de udenlandske Efterretninger. Jeg skal personlig hente Svar. Dette er skrevet for at De kan overtænke Sagen. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 281 TIL AMALIE WERGELAND Kristiania 20 Nov. [1840] Kl. 5 1/2 Morgen. Min kjære, kjære Amalie! Dersom Du finder tre Blyantskors etsteds paa dette Brev, saa er min Udnævnelse til Rigsarkivar kommen igaaraftes, og Du dermed til bestalter Frue. Alle forsikkre og gratulere i de sidste Dage. Selv den Constitutionelles Korrektør og Oversætter kom ind derfor paa Bibliotheket iforgaars, da han havde det fra Foug- stad, at Udnævnelsen alt var skeet. Hos dine Forældre var jeg i Søndags for at fortælle om Reisen efter dit Brev. Fra Capt. Olsen fik jeg gjennem din Moder til Foræring en stor spansk Sukkermelon, hvoraf jeg har sendt Moer det Halve tilligemed et Græskar. Idag skal jeg til at sylte. Jeg vækkes om Morgenen af kurrende Duer, hvoraf jeg igaar kjøbte to, som jeg har i et Buur her i Kammeret. Jeg har uafbrudt været hjemme siden du reiste; men har kanskee paa Søndag et Boston- parti. Dog det er sandt, hos [ -- ] har jeg maattet spille en Aften, men uden synderlig at more mig. De vare saa ærgerlige paa "Dramatikken" fordi de altid maatte dandse med hinanden, at de have besluttet aldrig at gaae der. Men nu, kjæreste Amalie, om din Tilbagekomst, hvorefter jeg ret alvorlig længes? Og strax maa du da sige, hvor jeg skal hente dig. Din elskende Henrik. TIL AMALIE WERGELAND Kristiania, Lørdag Morgen [21. novbr. 1840]. Kjæreste Amalie! + + + + + + + + Din kjærlige Henrik. P.S. Mit Brev, sendt med Posten igaar, har vel naaet dig, hvori du vil finde disse Korses Betydning. SIDE: 282 Imorgen maa jeg ret savne dig, da jeg maa diske op -- jeg tænker med Oxebryst, Ost og Portviin. Din Henr. TIL KRONPRINS OSCAR Kristiania 29 November 1840. Naadigste Kronprinds! Sildigere end jeg ventede, men dog saasnart det fra min Side har været muligt at skynde paa, kan Undertegnede først nu give sig den underdanige Frihed, i Tillid til Deres Kongelige Høiheds naadige Overbærelse, at forelægge dets ophøjede Forfatter sin norske Oversættelse af Skrivtet "Om Straff och Straffanstal- ter". De faae og spredte Paralleler vare dog ikke saa lette eller hurtige at indhente her, hvor alt Statistiken Vedkommende hidtil er saa forsømt og mangelfuldt, og med de omsider anskaffede Plancher, saa utilfredsstillende de ere, havde det ogsaa sine Vanskeligheder. Maatte Oversættelsesarbeidet i det Hele og den Maade, hvor- paa jeg har søgt at lægge mine Landsmænd Sagen paa Hjerte, kun ikke vække Deres Kongelige Høiheds Mishag og betage mig Haabet om ogsaa at værdiges at meddele dem de Aandsfrem- bringelser for Menneskehedens Sag, som senere maaskee maatte flyde fra samme talent- og følelsesfulde Pen! Underdanig Henrik Wergeland. TIL G. H. MELLIN Kristiania 18 Dec. 40. Høistærede Herr Mellin! Hvor slappe Forbindelserne ere imellem Brødrefolkene! Jeg veed ikke hvad Mellin er [fotnotemerke] , uden G. H. Mellin, en af Sveriges virksomme og yndede Literatører. Desaarsag gjør da Titelen heller intet til Sagen. Dette finder nok sin Adresse, og ligesaa tør det vel blive med mig, om jeg engang beæres med nogle Fotnote: Jeg troer Pastor. SIDE: 283 Linjer, om De end ikke mærker dem med "Bureauchef" eller "Rigsarchivar", som Hs. Mts. Naade har gjort mig til siden 14 Novbr. Men dette gjensidige Ubekjendtskab hører Fanden og hverken Muserne eller Unionens gode Genius eller Sjelefrændskabet til. Derfor lad Os begynde, og har De engang en Stund tilovers, saa skildre mig engang Forholdene mellem de literære Personligheder, deres politiske Farve og Opholdssted. Kun mellem Ridderstad og mig er der nogen Korrespondenz, men sjelden. Han er også forslagen til "Østergyllen", saa jeg idetmindste med Sendelser af hvad jeg skriver har ondt forat naae ham. Modtag hoslagte Poesier som et Venskabsbeviis. Der findes nogle Explr. hos Lundeqvist og Bonnier, men kanskee ubemærkede. Vil De meddele Publikum Deres Dom derom, kunde denne kan- skee bidrage noget til at flette de tynde Traade sammen mel- lem begge Literaturer. Ved de danske Koterier her er jeg lige- saa fremmed i Danmark ): der er dunkelt og stort Rygte nok, men kun Faae have Dokumenter ihænde. Jeg har ogsaa forfær- delig liden Sympathi for det Land, og jeg troer heller ikke at de enkelte skandinaviske Fantaster dernede med sine Brager og Iduner osv. ville bringe det til noget. Mange af disse Forsøg ere kun Middelmaadighedens Anstrengelser for et Navn. Udg. af dette Tidsskrivt gjorde mig et Besøg, og jeg fandt en saadan Politikus og Literator par force, der dog ingen højere stemt Streng havde i sin opskruede Geistharpe end Tilbedelsens af hans Fre- derik, og nu vel Kristian. De kan troe jeg i denne Kristian har med en smuk Person- lighed at gjøre under Udarbeidelsen af min Konstitutionshistorie. Bi lidt over Juul, og De skal faae det Første af dette Værk, som voxer mig frygteligt over Skuldrene efter de Dimensioner, jeg har givet dets Propylæer. (Jeg finder her et Ark paa Pulten, som jeg lægger i til Fidibusser). Hermed ogsaa den ene af de to Farcer Sif. Sifadda forleden udgav sic calumnias evadens. De vil deraf mærke hvilke Vaaben man har brugt forat hindre min Fremgang. Pjecen alluderer ellers til en foregaaende af samme Tendenz "Papegøjen". Et broderligt Farvel fra Deres Henr. Wergeland. SIDE: 284 TIL PAUL H. BIRCH 18 Jan. 41. Høistærede Herr General! Et vist Møde til Dands gjør at jeg maaskee ikke til den af Hr. Generalen antydede og ellers forønskede Tid kunde nyde Æren af Hr. Generalens Besøg. Disse Papirer, som hermed remitteres, have ellers forbauset, og jeg vil ret gjerne have den Fornøjelse at see Hr. Generalen naar ellers maatte være beleilig, forat tale om disse moralske Fænomener. I næste Nr. af Ar- beidskl. ønskede jeg at behandle denne Materie, hvorfor jeg da maaskee kunde gjenerholde Papirerne tillaans. Deres hengivne Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL [Utdrag ved forfatteren.] [15. februar? 1841.] S. T. Morgenbladets Redaction. De forlanger dog vel ikke Hals- og Haandsret over et Forsvar imod Deres eget lave Angreb paa mig? Det er usselt, efter et saadant Angreb, at negte mig Plads. Jeg veed ganske vist ikke hvilket Sted, der støder Dem, uden det jeg nu har strøget. Gjør forøvrigt Blyantnoter i en første Correktur, som jo kan passere Dem, skal der blive taget Hensyn dertil. [ -- -- -- ] TIL ADOLPH B. STABELL [Mars? 1841.] S. T. Morgenbladets Redaktion. Finder De ikke at det er en Nidings Spil De driver med mig, idet De angriber med de laveste Imputationer og negter Forsvar derimod, saa skal jeg, ved Gud, lære Dem det ved at forsøge at vække Deres Samvittighed. Kommt Zeit, kommt Rath! H. W. SIDE: 285 TIL JOHAN LUDVIG HEIBERG Kristiania [18. mars 1841] . De vil maaskee, høistærede Herr Professor, finde den Paastand, at det norske Publikum er for indskrænket for en Forfatter, saa rigtig den er i sig selv, mindre i sin Orden hos en saa norva- giserende Skribent, som De f. Ex. af et af de to hoslagte Poemer vil finde at jeg er; men Trangen, Ønsket om at see sit Publikum udvidet, vil dog ikke synes dem unaturligt. Men hvorledes? En kritisk Journal gives ikke i vort hele Land, og saaledes har man ondt nok for selv hjemme at blive kjendt for hvad man er. Men i Danmark har man en saadan, og Kritiken der er beføjet til ogsaa at udstrække sin Ferle over den norske Green af Fælleds- literaturen. Jeg gad ret see noget af mig bedømt der til Vei- ledelse af en Opinion, som jeg har den Tanke om von Hören- sagen at den ikke er mig gunstig, og saa ogsaa fordi jeg tænker paa at blive det danske Publikum noget bedre bekjendt gjennem et dramatiskt Arbeide, jeg saa gjerne, naar jeg turde bebyrde Dem, Danmarks Aristarch, dermed, vilde lade gaae igjennem Deres Hænder. Af Dem især ønskede jeg mig noget kjendt siden min Viin har begyndt at klare sig noget; og jeg fortjener at være det af andet end af Welhavens Kritik. Noget har jeg da fundet sammen til Dem, og det beder jeg Dem da at modtage og om muligt foran- ledige bedømt hvad der kunde fortjene dette. Jeg stoler i saa Henseende især paa "Blomsterstykket", som mest skikket til at introducere mig for et Publikum, som vel omtrent tænker sig mig som en Slags Vildmand i Parnassets Budskadser. Min Kompliment for Deres genifulde Kone. Naar De bringer hende den bør hun tænke paa Mohawkhøvdingen, der henrykt kastede sin Fjederhjelm ind paa Scenen for den Beundredes Fødder. Tør jeg lade et dramatisk Stykke gaae igjennem Deres Hænder? Det er idag den 18 Marts. "Fatte il verde?" Jeg sender Deres Kone min første Aurikel og en norsk Perle. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 286 TIL ELSE MARIE HVIID 21 Marz 41. Høistærede Madame Hviid! Uagtet jeg har lidt og lider saameget ved Fuldmægtig Stabells uædle og uforsvarlige Adfærd imod mig, vil jeg dog lønne ham med at gjøre mit til at forebygge hans borgerlige Undergang. I Anledning af en anonym Opfordring til at erklære mig om det Faktum, hvilket desværre forholder sig saa, at Hr. Stabell har i sit Departementskontor i flere Vidners Overvær æreskjældt Hans Majestæt med Udtryk, som jeg ikke vil betroe Papiret, fordi de virkelig oprøre mig formeget, raader jeg Dem til strax at lade ham kalde, forat han ved Skrivelser til alle Landets Redaktioner muligens kan forebygge en Annonce derom, som vil have de frygteligste Følger for ham. Jeg maa nemlig af Yttringer i Brevet troe, at man vil gaa denne Vei, især da jeg synes at spore af den Tirade "hvorledes kan De i Deres Embeds- og personlige Stilling til Kongen, som De siger De er saa hengiven forsvare at taale slige Yttringer i Deres Nærværelse uden at foranledige ham dragen til Ansvar?" -- at det ikke just er nogen Ven, jeg har at gjøre med, men En, der meget mere glæder sig ved at volde mig Ubehageligheder og Stabell alvorlig Ulykke. De og han handle nu som De ville. Jeg veed intet andet Fore- byggelsesmiddel end det foreslaaede. Det er maaskee ikke til- strækkeligt for S. har vidst at erhverve sig Fiender. Deres Henr. Wergeland. P. S. Det passerede den 18de Februar. Udtrykkene ere af den Natur, at han neppe vil kunne vedblive i Morgenbladets Tjeneste, og om hans offentlige kan der ikke være Tale. Hs. Mt. har neppe tilforn nogen Grund til at være ham god. P. S. I dette Øieblik modtager jeg atter tilbage en Optagelse indrømmet Poesi, som det gjør mig ondt ikke at faae ind. Kan De overtale ham, saa gjør det. Af hoslagte Breve vil De see hvordan han behandler en af Morgenbladets flittigste Indsendere, især i Poesi. Jeg har, om jeg ikke faaer den ind, intet andet SIDE: 287 Sted end Christiansandsposten, hvor jeg da maa bemærke Sta- bells haarde og ubillige Opførsel. Vil han ikke, udbedes den til- bage; men min nærværende Advarsel fortjener noget andet. TIL ADOLPH B. STABELL 21 Marts 41. S. T. Morgenbladets Redaktion Kristiania. Magtpaaliggende. Skulde Red. efter det Beviis paa at jeg ikke vil dens Person- lighed ilde, den vil have erholdt idag gjennem Morgenbladets Ejerinde, ikke have besluttet sig til uden Anm. i Texten at op- tage den Poesi, det er mig om at gjøre at faae ind uanseet de Chikaner, jeg i denne Henseende har maattet døje, dog ikke have bestemt sig dertil, udbedes den tilbage. Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 22de Marts 1841. Hr. Fuldmægtig A. Stabell! Hvad tænker De paa med Deres idelige Fornærmelser. Min Taalmodighed er nu forbi, og jeg vil ikke længer gjøre mit til forat forhindre Følgerne for Dem af Deres vidnesfaste, forbry- derske Æreskjælden af Hs. Mts. Kongens Person. Bered Dem derpaa, om Nogen skulde anklage Dem. Henr. Wergeland. TIL CARL AUGUST GULDBERG 27 Marts 41. S. T. Herr Boghandler Guldberg. Saafremt den med mageløs og utilladelig Impertinence paa- heftede Anmærkning ikke tages væk strax ved at kassere Om- slaget, hvorom jeg idag maa underrettes, uanseet at mine Aver- tissementer derom maaskee allerede har viist sig i nogle Blade, SIDE: 288 vil jeg tage Forholdsregler til at afsondre dette Hefte som et Værket uvedkommende Caput mortuum, idet jeg vil underrette Publikum om at jeg ikke vedkjender mig samme, men vil be- gynde Værket med Rigsforsamlingens Historie, der i et Tillægs- hefte vil blive forsynet med Indledning: Behold saa et Arbeide, hvori man selv vil være Forfatter. Det skal kun tjene mig som Materiale til et nyt. Henr. Wergeland. TIL JOHAN LUDVIG HEIBERG Christiania 2 April 1841. Før De endnu, højstærede Herr Professor, er kommen Dem af Forundringen over mit første Brev, gaaer allerede Trudselen, at sende Dem min Omarbeidelse af Venetianerne i Opfyldelse. Men jeg maa søge en Mand, som forstaaer Tingen, en Autoritet, som kan give mig en acquiescabel Dom, og som vil hjælpe mig frem til en Plads paa Scenen, om jeg fortjener den. Jeg foragter selv altfor dybt Poeter uden Kald til at jeg vilde tillade mig at fort- fare i en lignende Daarskab, den at ville paa Scenen, paa en god Scene, om jeg dertil ingen naturlig Adkomst besad. De vil af hoslagte Kritik over Stykket i dets første (og paa Ære improviserede) Skikkelse see hvorledes det gik her. Men jeg vil af private Grunde ikke frembyde det igjen; -- en er, at jeg har ingen Respekt for et Par Direktionsmedlemmers æsthe- tiske Omdømme, saasom for den rent militære og despotiske Wedel, med hvem jeg desuden staaer paa en fiendtlig Fod siden Studenterdagene. Med den talentfulde Linstow (Architekten, Slotsintendant, Deres Landsmand) er det derimod ganske ander- ledes. Men han staaer alene med al sin bedre Skjønsomhed, og leer med mig over Militærvældet paa vort Theater, hvori ikke blot den commanderende General, men ogsaa Commandanten paa Agershuus ere Cæsar og Pompejus. Siden mit første Brev, har jeg ladet mig sige, at De er Thea- trets fungerende Censor, og da vil jeg blot, at De, om og naar De har fundet at Stykket kan lade sig indsendes, overleverer Overbringeren, min Fætter Cand. jur. Kancellist Looft det, som da paa mine Vegne vil friste Lykken. Lykken? Lykken burde SIDE: 289 ikke have noget at gjøre med slige Sager. Men det er nu en- gang saa at den vil have sine Fingre om ethvert Scepter og i enhver Ting. Looft har med denne Leilighed ogsaa modtaget et andet Stykke i samme Hensigt: en Vaudeville "Søcadetterne iland" med Musik af Harpenisten Langballe fra Kbhvn. Skulde De ønske at see den, da har jeg sagt Looft at Intet er mig kjærere. Men bede Dem derom tør jeg ikke. Jeg har allerede taget Dem formeget i Beslag. Jeg har ladet Politiken for en stor Del fare; jeg vil være hvad jeg har større Lyst til: Poet. Men hvilket indskrænket Publikum yder ikke Norge? Af Danmark og Norge kunde blive et; men i det første Rige er jeg kun lidet og ufordeelagtigt kjendt. Her er ingen Kritik; -- men om jeg søgte et Tribunal i D? Jeg frygter ikke derfor, uagtet jeg vel veed, at Dommen vilde i mange Maader blive Tilretteviisning eller Hjemviisning til ny og bedre men vil døe som andet Mundsveir, dersom De blot ikke begaaer en Daarskab, som vil bringe den af Dem saa ubetimeligen alle- gerede §22 før i Anvendelse mod Dem end mod Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 7/4 41. S. T. Hr. Fuldm. Adolf Stabell Rev.dept. Dersom jeg, med alle mine Skrøbeligheder (og derimellem Hid- sighed) uden hvilke jeg dog maaskee ikke var den jeg er, ikke vidste, at jeg er en god Normand, god Poet, og god praktisk Kristen (om end skrøbelig i Troen) vilde jeg ikke være bleven saa opbragt, at yttre mig om Deres Karakteer i saa alminde- lige Udtryk, mens jeg kun mener at De har handlet sneverhjertet mod mig. Da jeg har troet, vi delte Anskuelser og at det var Snak at De besnakkede mig paa min Bag allerede længe før dette Uveir brød løs, tog jeg mig Deres Destruction af mit Re- nommé langt mer nær end f. Ex. det Dunciadetræk igaar, da et Brev, undertegnet U. Motzfeldt, P. Munch, Ebbell, Birch-Reichen- vald og C. Morgenstjerne melder mig at jeg er uværdig til at være Medlem af Athenæet, hvor jeg havde meldt mig ind. Sligt vil blive fortalt efter min Død med Latter og Harme, og Mbldts Historier med mig kanske ogsaa. Imidlertid kan adskilligt repareres af dette Forhold, der giver de Onde saamegen Glæde; og derfor foreslaaer jeg en Samtale betræffende Sagen baade in Generali et in Speciali betræffende Udtrykkene i Ch.sandsposten. Vil De saaledes sætte Tid og Sted imorgen Ford. eller i Efterdg. Jeg boer nu paa Slotspladsen i Roshauws lille Huus og er altid hjemme naar jeg ikke er i Ar- kivet. -- Henr. Wergeland. NB. Jeg vil behandles ærligt. Beskuf mig ikke! PS. Da jeg ved Bgd. har taget sig nær (han har yttret det for mig) Lumpenheden i Ch.sandsposten ønskes min lille, kun altfor lidet udtømmende Protest mod hin Skamflik optagen. -- TIL ADOLPH B. STABELL [8. april 1841.] Saaledes som det nu er formet, troer jeg at have mødt Deres Ønske. Jeg har endog udeladt Tiraden om "politisk og privat etc." og holdt mig nærmere til Deres første Udkast end før ned- skrevet. Slutningslinjerne vedkomme mig alene og skulle be- holdes, da de antyde min billige Smerte over den skammelige Bagvaskelse at jeg skulle kunne være en Denunciant. Henr. W -- P. S. Jeg stoler naturligvis paa, at De intet forandrer, over- stryger eller sætter til, ligesom det i det hele var bedst, om vi behandle hinanden honet og vendte os forenede mod Ormene, som lette Hovederne op. De vente snart Gjæstebudsmat at leve af, naar det lilla Hofvet aabnes. P. S. Brevet skal betales, hvorfor De gjerne trygt kan remit- tere det til Forsendelse ved mig, om De ikke selv vil spendere. -- TIL ADOLPH B. STABELL [8. april 1841.] Jeg valgte Udtrykket "Ringeagt" fremfor "Uvilje", fordi man ikke bør nære den sidste Følelse for "Middelmaadighed og Man- gel paa større Omrids af Karakteren", hvilket jo var Terminus. Det var da sandere og mere i Harmonie med Poesien. Forøvrigt var der Tid til en Forandring, naar samme var rimelig, men da jeg intet hørte dertil, troede jeg De var fornøjet. I Athenæumsdirektionens Beslutning kan ingen dannet og honet Mænd være enig. Jeg skal sørge for at denne Skamløshed kom- mer for en Generalforsamling og for et i min Stilling nødven- digt, om nogen vover at angive nogen infamerende Grund. Har jeg Fiender eller træffer De paa dem, kan jeg forsikkre Dem at jeg ligeledes træffer paa Uvenner af Dem. Vil De fortælle at SIDE: 293 min Konst.hist. strax vil blive tagen under Fortsættelse paa Rejer- sens Forlag (der igaar gjorde mig Tilbud, som var antageligt) kan De det. De sagde selv, at man sagde, den ikke turde fort- sættes(!) Deres en garde Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 9 April [1841] . Vi maa komme overens om at tilintetgjøre vore fælleds Fien- ders Machinationer forat ødelægge os. Jeg foreslaar derfor en gjensidig Erklæring, hvoraf et Udkast til Deres, bestemt til at indtages som Red.artikel i Morgenbladet, her hoslægges paa Discretion og Ære, at det bliver imellem os. Den jeg giver Dem bliver til Deres Afbenyttelse, hvorom Alt vi nærmere kunne komme overens paa Kontoret, hvor jeg formodentlig kommer til at blive alene i Morgen, da jeg har glemt at bede Kopisterne komme og heller ikke kjender Kontorcoutume i Departementerne. Mange Flere end de, der glæde sig over vort Fiendskab, vilde glæde sig over at en Fred sluttes. Kunde vi arrangere dette endnu idag, var det bedst. -- Athenæ- erne eller Asinæerne maa berøves det farlige Skalkeskjul, De yttrede de vilde paaberaabe sig. -- Indlader De Dem ikke derpaa, stoler jeg paa at Dette med Udkastet useet af Andre remitteres. Henr. W -- TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Christiania 24 April 1841. Til Administrationen i Selskabet for Kristiania Byes Vel. Af de sex første Nummere af Bladet for Arbeidsklassen, som Selskabet for Kristiania Byes Vel var saa god at bekoste Ud- givelsen af, uddeltes til Byens sex Almuskoledistrikter gjennem Skolelærerne 300 Explr. samt til de 7 nærmest tilgrændsende af Agers 400 Explr. foruden 5 til hver af Strafanstalterne, Raad- stuearresten og Mangelsgaarden, ligesom en ubestemt Mængde SIDE: 294 uddeltes spredt. Dette og at have grundet et Blad, som nu virker mere udstrakt i Landet i samme Retningen er det Udbytte Sel- skabet har af sin Understøttelse, hvoraf jeg forhen har beklaget, at en Deel gik tilspilde ved at første Oplag af Nr. 1 maatte gjen- tages (ligesom der nu paa Barliens Forlag existerer et tredie Oplag deraf) fordi jeg havde maattet udvide Oplaget for de føl- gende Nummere og ved Bogtrykker Steens Uefterrettelighed, der, efter Barliens Opgave, som har gjennemseet hans afleverede Op- lag, endog havde ladet ham trykke samme Text paa begge Sider af Arket. Til Cappelen, Boghandleren hersteds, solgtes 100 Explr. af Nr. 1 for 1 Spd., som ventelig er mig debiteret i vort mellem- værende Regnskab, og som jeg altsaa skal betale, og til General Birch er ved Steen solgt ligeledes 100 for 1 Sp. 1 Mk., hvilken Betaling jeg ikke har paakrævet, da de 100 Explr. gik til Asylet paa Grønland. Med Nr. 6 overtog Bogbinder Barlien Forlaget og lod det ud- videde Oplag trykke hos Malling, ligesom han ogsaa optrykkede de foregaaende Nummere; og ved dette Arrangement gjorde han det indlysende for mig, at Byens og Omegnens Almuskoler ikke kunde erholde de 700 Explr. for den Sum, Selskabet for Efter- tiden havde erklæret at kunne anvende. For denne blev da en forholdsviis Nedsættelse foretagen i det Antal, der var bestemt for Skolerne, og Lærerne bleve saavel averterede som anmodede om hvergang at afhente sine Nr., hvilket deres Qvitteringer maae godtgjøre. Exemplarerne til Strafanstalterne ere desforuden ind- bundne gratis afgivne ved Afslutningen af 1ste Aargang. Forat dække de betydelige Omkostninger ved denne -- for hvert Nr. mellem 15 -- 20 Spdlr. formedelst Oplagets Størrelse -- er det da Forlæggeren Barlien anholder om Godtgjørelse af Selskabet for Byens Vel for de siden og med Nr. 6 afgivne Exemplarer, hvoraf Distribution fremdeles i denne nye Aargang, hvoraf 8 Nr. ere udkomne, foregaaer. Jeg har anmodet ham om at hoslægge denne Skrivelse saavel første Aargang som disse senere Nr. forat den ærede Administration kan overtyde sig, om Bladet fortjener frem- deles at tages saa stort Antal af som det af 350 Expl., hvorfor Selskabet for Christiania Byes Vel fra Nr. 6 af har været Sub- scribent. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 295 TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL [April 1841.] S. T. Dhrr Administratorer i Selskabet for Kristiania Byes Vel! Jeg har engang tilforn givet mig den Frihed at henlede Sel- skabet for Byens Vels Opmærksomhed paa Hensigtsmæssigheden af Træplantninger paa Hovedøen paa den Side, som vender mod Fæstningspromenaden. Da der ved Kapningen af Balsompoplerne paa Kirkegaarden er en Mængde passende Træer for billig Priis at erholde, ligesom ogsaa Tilførselen af andre Træarter er tem- melig stærk, foreslaaes, at den ærede Administration strax er- hverver Tilladelse til og iværksætter Plantningen af Træer paa denne tilforn langt mindre skaldede Øe, som saa let kan blive en Pryd for vor Byes Havn og Udsigter. Ærbødigst Henr. Wergeland. P. S. Strækningen, denne Omsorg burde udstrækkes til, er fra Kollen inclusive til henmod Husene. De fugtige Kløfter afgive alle gode Pladser. -- TIL ANTON SCHJØTH 4/5 41. Naar Hrr. H. T. Winther indskrænker sin Konkurrenceiver til at gaae danske Moerskabsskrivter en høi Gang, saaledes som f. Ex. er Tilfælde med hans Ugeskrivt Ny Hermoder, der har til Hensigt at fortrænge den kjøbenhavnske Portefeuille, kan man ikke andet end ønske ham tillykke med deslige Foretagender, at sige, naar han virkelig kan holde Priis med det fremmede Gods og de ikke ere under dette i Værd. Men dette Sidste maa han ingenlunde indbilde sig er Tilfælde, naar han leverer sine egne Poesier, eller saalænge han lader Redaktionen af Omslaget i saa uduelige Hænder, som de, der hidtil har saa rigeligen ud- strøet sine Flauser deri. Hver Søndag faaer Publikum Beviser ihænde forat denne Ny Hermoders Skrædder, som skulde give Kjolen Tilsnit, er en høist elendig Fusker. Indsenderen vil kun SIDE: 296 indskrænke sig til et, til Dagsnyheden i 16de Hefte om Jydeskip- pernes Ankomst til Bryggerne, som ender sin Fortælling om deres Mismodighed over Konjunkturerne med denne, for Os selv saa stødende Phrase: "thi vi ere ikke sultne dennegang". Hvem føler ikke, at den smagløse Herre her netop udskjæmmer dem, han vil have forherliget, og at der ligger en Tilstaaelse deri om at vi dog før have, drevne af Hungeren, trængt til at mættes af Fremmede. Og bagefter denne Lapsus følger en saa uforskam- met Apostrof til en nævnt Mand, at man har ondt forat troe, at Den, man almindeligviis nævner som Redakteur af dette med Moder o. sv. opfyldte Omslag, virkelig skal være Hr. M. R. For Ovenstaaende anholdes om Plads snarest i Intelligents- sedlerne. Venskabl. Henr. Wergeland. TIL ANTON SCHJØTH [Våren? 1841.] Kjære Ven! Den Sang har jeg ikke; men den findes i "Hytten" eller Cstian d. 2dens Afreise", hvilken igjen findes i et Bind "Blandinger", som Athenæet ejer. Kan jeg faae see den Intellig.seddel, hvori om Hartmann og Goldsmith? Det bedres med mig noget. Gid saa med dig! TIL LARS RASCH Chnia. 14 Juni 1841. Høistærede Hrr Rasch! Hermed Plakaten saaledes som jeg nu har redigeret den. 500 Explr. ere trykte for 2 Spd. hos Malling. I det idag trykte Blad for Arbeidsklassen er den baade indtaget og indskjærpet som De behagentlig vil see af det hos Dem idag nedlagte Explr. Jeg foreslaar at følgende Steder betænkes med Opslag: 1) Alle Byens Udgangsveje (paa Ruseløkken kan de store Træer samt Klingenberghjørnet tjene dertil) 2) Tøjenportene samt andre Steder i Haven (ved at sende Gartner Siebke 15 -- 20 Explr.) 3) Slotsanlægget (ved at tilstille Kommissionen 50 Explr.) SIDE: 297 4) Fæstningen (Træerne kunne tjene til Opslag) 5) Krohgstøttepladsen 6) Kirkegaardene (ogsaa i Opslo) 7) Uranienborgskoven -- Frogner -- Loranges Anlæg. (Ved at til- stille Ejerne f. Ex. 5 Explr. hver. Der er nylig skeet Volds- værk i Frogners Skov.) 8) Hist og her paa Hjørner i Forstæderne, i Pipervigen, ved Saugene, paa Ruseløkbakken men det er en naturlig Ego- isme, jeg ikke lægger Dølgsmaal paa, at jeg, med al min uskrøm- tede Nationalfølelse, dog hellere vilde være en anden hvilken- somhelst større Literatur anhørig end den norske. Anklangen af denne Klage vil De finde i nogle af Stroferne i hoslagte lille Arbeide, hvori jeg replicerer en Polemik, som De nok neppe har noget Begreb om. Jeg gjør mig dernæst store Tanker om Danskernes Humanitet, og maaskee Nyheden i denne Tilnærmelse turde klappe den mildt paa Hjertet. I en vis Maade en Appel, er det dog Ret- færdigheden jeg søger, og jeg har den Tro om Theaterdirek- tionen, hvis Sammensætning dog er mig ubekjendt, at jeg ikke vil lide et Afslag af Hensyn, der ikke skulde være retfærdige. Vinder jeg Entreen, kan jeg være den danske Scene til Tjeneste, da det maaskee mindre mangler mig paa Kræfter til at præstere noget, end paa den "Skole", som er den p. t. herskende, og som det da vil være Klogskab af mig at tilegne mig. Min Muse er bleven saa hærdet under en streng Opdragelse, at et Afslag kun vil blive henregnet til de mange Forsøg paa at reise sin Pande iveiret, hvorunder hun har vundet endeel af sin Styrke, sin Løvetand- eller Kokleare-Karskhed eller sit "Obe- roende", som Svensken siger. Derfor, naar De er saa artig, saa lad staae til med Stykkerne. De gaae sin Skjebne imøde, som Forfatteren gaaer sin, uden at jeg dog troer, at disse Skjebner staae i intimere Forbindelse end at jeg, selv i et dobbelt Afslags Tilfælde, kan være "ligegod for SIDE: 299 det!" Derfor og derfor og endelig fordi et Stykke, som jeg finder "Maurerpigen" at være, kan antages, benytter jeg mig af Deres Velvillighed og ønsker Stykkerne indsendte. Vaudevillen troer jeg burde maaskee ikke være anonym, fordi den er egnet til at overbevise om Antidanismens Nonexistence. Prof. Petersen har jeg sendt Blomsterstykket og fortsætter Mscptet. 2det Hefte vil omfatte Rigsdagen, men heller ikke mere. I det Materiale, Amtmd Blom har forstrækt mig med, har jeg saa god Hjælp, at jeg ret burde sende ham 1ste Hefte. Dersom du vil lade det til, vil jeg ogsaa gjøre det. Et Regnskab over mellem- værende Status forønskes. Billedbibelen har jeg ikke subskriberet paa; det veed jeg positiv, og uden de apokryfiske Bøger ind- tagne i samme Bind, vil jeg slet ikke have den. Jeg gjør meer af dem. For Normann staaer jeg tegnet for 5 1/2 Spd., hvilke skulle aftrækkes fra mig eftersom han faaer tilgode for Arbeide. Men maaskee han er i Gjeld? Han maa da ikke faae mere paa Regning før dette er betalt. Venskabeligst Henr. Wergeland. P. S. Jeg har nogle Poesier til Nat og Dag mod 1 Sp. cont. pr. Stykke. Skulle vi? TIL CARL AUGUST GULDBERG 4 Dec. 41. Heller ikke nu er Mscptet kommen. Hvem der saa bliver For- lægger, har jeg ikke Raad til at lade 2 Døgn gaa hen sine linea. Denne Deel vil ikke overskride et Arketal af mellem 10 og 15 Ark i det Hele. 1) Til Nytaar skal Trykningen kunne begynde. 2) Fra da overtages en Debet af l00 Spd. hos Glückstad. 3) l0 Spd. pr. Ark. 4) Hvis Ombrækning og andre lignende Korrekturulei- lighed bliver meer end almindelig, gaar det paa min Regning. Een Ombrækning kan dog skee i Arket Venskabeligst Henr. W. SIDE: 305 TIL OLE BULL Christiania 11. Décembre 1841. A Mr. Mr. le chevalier Ole Bull. Hôtel du Nord. (Christiania). Fais moi donc le plaisir, mon ami bien-aimé, de venir à mon Grotte miraculeux demain avant-midi ): de bonne heure, avant que les bavardeurs, dont j'ai vu un exemplaire extraordinaire chez toi, emmènent temps et tes bonnes humeurs. Il n'existe pas une chose plus détruisante et plus abominable pour un esprit que tels visiteurs. Dans toutes circonstances le même Henri W. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 13 Dec. 1841. Herr M. S. Warburg. Jeg har hermed den Fornøielse, at oversende 2 Expl. af det hos Cappelen, der ikke er Forlægger, reqvirerede Forsvarskrivt for Mosaiterne. Det sendte Beløb af 5 R, Rgs er tillstrække- ligt til at dække 3 Explr., men da jeg benytter en Privat Leilig- hed, som netop imorgen afgaaer, maa jeg inskrænke mig till disse 2. Da jeg idag ikke faaer Tid til at søge Asylets Bestyrelse, maa de tage till Takke med min Qvittering for Gaven af 1 Sp. 1 6 sk. til Asylet. Opinionen om Mosaiterne forbedrer sig i Norge. Deres Henr. Wergeland. TIL CARL AUGUST GULDBERG Kl. 10 1/2 Lørdag. [Januar 1842?] Gode Ven! Jeg har været paa det Glückstadske Kontor, hvor Overføringen af det Resterende -- efter Kristies Mening om at Mscptet kan anslaaes til 7 Ark Text altsaa 30 Spd. -- som det lod til ingen SIDE: 306 Vanskelighed vilde volde, naar der gjordes Rede for 70 Spd. Jeg stoler paa Opgjør -- saaledes idetmindste at 50 Spd. betales hvorpaa nok Henstand med de 20 faaes. Idag maa det arran- geres, om jeg ej vil stevnes. Gjør mig denne Tjeneste. Arbeidet er jo haandfaaet og sikkert. Henr. W. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 5. Febr. 1842. Herr Michael Warburg. Deres Indholdsrige af 1ste dennes, er modtaget igaar, Højst- ærede Hr. Warburg, og et lykkeligt Tilfælde vil, at netop imorgen afgaaer Hr. Schlyter og medtager maaske 10 Explr af de forlangte, og saa godt betalte, 32 Expl., hvoraf jeg skal gjøre mig al Umage for at faae de Resterende afsendte. Asyldirectionens Takbevidnelse vil komme i Morgenbladet lige- som jeg for min Part, sender ved denne Leilighed 1 Expl af Bogen og min Bevidnelse af Modtagelsen af de 45 Spec. til Handels- og Sjøfartstidningen. Jeg tør fremdeles paastaa, at Opinionen forbedrer sig, navnlig synes jeg at mærke det hos Storthingsrepræsentanterne. Slaget vil idetmindste blive haardt, ja jeg kan ikke nægte mig selv (ved), at jeg har Haab om at den vil gaae. Det troede jeg ikke for nogle Maaneder siden. Dr. Steinheim i Altona har under 15 Sept. sendt Provst Hertzberg, den ottiaarige, saa folkekjære Gubbe, der talte de fortrykte Israeliters Sag, et latinsk Brev gjennem mig, som jeg vil lade offentliggjøre med Oversættelse ved Siden af. Jeg har ogsaa en Poesi liggende, som til passende Tid skal vise sig for at holde Sagen i Aande. Det var ellers karakteristisk, at da mit Skrivt i Høst sendtes om til Asylets Venner, hvis Navne vare tegnede paa en Liste, var det netop de anseligste Kjøbmænd (f. Ex. Heftye, Meyer, Th. Olsen, Du- borgh) som skrev paa med Streg under "skal ikke have denne Bog". Der ymtes endog om, at Heftye skal arbeide paa at faae en Modadresse istand, ja endog have forsøgt paa at faae Sørens- sen til at falde fra. Morgenbladet har, ligesom ogsaa den Con- stitutionelle iagttaget en dyb Taushed -- maaskee som jeg troer, SIDE: 307 fordi jeg staaer personlig paa en fiendtlig Fod med Redactionerne, der dog ynde Sagen, men forsvaret har den været i 2, angrebet i 1 af Landets andre Aviser. Lader os haabe! Deres med Høiagtelse forbundne Henr. Wergeland. TIL JAKOB LEVERTIN Grotten pr. Christiania 15 Febr. 1842. Højstærede Hrr. Dr. Levertin. Idag d. 15de Febr. har jeg imodtaget Deres Ærede af 7de, og Tak for det! Tak for Deres Godhed og for det brugbare Mate- riale i de vedlagte Afskrivter, der indeholde -- som jeg har i dette Nu skrevet til en for Sagen enthusiasteret Storthingsmand -- factiske, uigjendrivelige Argumenter. Documenterne skulle, naar de retournere fra ham (Rector Holmboe fra Bergen, der i denne Byes Avis stylo fragrante har expliceret sig) først benyttes extract- viis i et Blad, og siden overleveres Konstitutionskommitteen. Låtom oss hoppas! Ja virkelig -- jeg har nu Haab: Mange og eminente Personligheder inden Repræsentationen ere derfor, fast mange af dens Venner sige: "dennegang vel ikke, men dog en- gang", og at der ymtes om en Modadresse fra de rigere Kjøbmænd hersteds. Men De har Ret i, Højstærede, at Emancipationen, om den skal skee, maa være fuldkommen. Ingen Helotklasse! Af Deres Menigheds Forstandere vil De erfare, at deres Re- compense for 50 Explr. er bleven anvendt i et æsthetisk-vel- gjørende Øjemed: til at forære Asylet her de 3 bedende Børn i Gibs i Legemsstørrelse, hvis Originaler af Rauch staae i Waisen- huset i Magdeburg samt til en mindre Christ-staty. Giverne og Mosaiterne i Almindelighed bleve kjærligen erindrede i Talerne ved Afsløringen, der gav Anledning til en liden Børnefest. Idag sendte jeg Dr. Steinheim i Altona, som har bekostet Trykningen af Skriftet "Indlæg i Jødesagen", som jeg maa troe De har læst, Asylbestyrelsens Taksigelse. Men -- jeg maa ogsaa fortælle, at Deres Troesbroder Hr. Warburg i Gothenburg har sendt samme Asyl 45 Spd. for reqvirerede 32 Explr af bemeldte Skrivt. Han vil blive offentligen takket derfor. -- En Poesi, "Jøden", har jeg SIDE: 308 i Tanker at udgive til yderligere Bearbeidende af Opinionen, som ellers mærkeligen har forbedret sig i dette Punkt. Jeg arbeider som Strømmen baade over og under, som Draaben, der udhuler Stenen, og belaver mig paa at blive gjennembanket ved en god Leilighed om Sagen gaaer igjennem. "Vil Du dit Fædreland saa ondt?" spørger man stundom. Jeg, som elsker det indtil Synd, indtil næsten at elske det mere end Menneskeheden og Retfær- digheden!? Deres højagtelsesfulde Henr. Wergeland. TIL C. A. GULDBERG OG A. DZWONKOWSKI Kristiania 15 Febr. 1842. Undertegnede tilbyder sig at redigere "Storthingstidende" saa- ledes som den skal redigeres ): saaledes at den giver et tro og fuldstændigt Recit af det passerede i velføiet Sammenhæng, med korrekt Tryk, ikke fremmed Ortografi, og punktlig udkommende til de bestemte Tider. Henr. Wergeland. TIL CARL AUGUST GULDBERG 28 Febr. [1842.] Det gaaer forfærdelig seent med Trykningen. Betænk, at Op- lysninger om de ved § 2 Gl. begaaede Feil ere af Vigtighed ved Jødesagen, og at Bogen derfor ønskes ud snarest muligt. Der er vel gaaet over 1 Maaned paa eet Ark. Hvorledes bliver det med Sthingstidenden? Jeg kunde vel imellem begge Hefter have Tid, og jeg behøver at arbeide for ikke at gaae tilgrunde. Henr. W. Jeg begynder nu paa 2det Hefte af Rigsfors. Historie. Det vil blive mindre vidløftigt end jeg troede. -- Jeg skal vise man kan faae tørre Ting interessante -- Lad Cstie endelig ofres alene til dette Arbeide. Paa saa lidet Forandring som i 1ste Ark betaler jeg ikke 4 Mk., ikke en Skilling. Dette er Forord, som bryder Trætte. Det er ubilligt af C. at forlange saadant. Der er ikke een Ombrækning. Før vil jeg lade Feil (tilfældige) gaae. SIDE: 309 TIL JAKOB LEVERTIN Kristiania 10de Marts 1842. Høistærede Hr. Levertin. Siden Sidst er med Sagen skeet, at Konstitutionskommitteen har forlangt Højesterets Betænkning med Hensyn til dens For- malitet, nemlig om Bestemmelsen om Israeliterne kan regnes til de Grundlovsprinciper, som efter Gloven ikke maa forandres. Efter min Mening er den kun et Tillæg til et af Principerne; og det skal om et Par Uger blive beviist i min Konstitutionens Histo- rie, som da forlader Pressen. En Extract af de Betænkninger, De var saa god at sende mig, skal indrykkes i et af Bladene. I den Constitutionelle indryk- kede jeg forleden, med Oversættelse, Dr. Steinheims Latinske Brev til afdøde Provst Hertzberg. Men, for ogsaa at understøtte Sagen fra Følelsens mægtige Side, lader jeg, under Titel "Jøden en blomstrende Tornekrands" en liden Poesisamling om nogle Dage forlade Pressen. Da den er bestemt til at uddeles til alle Storthingsmænd, Tidender men ikke at jeg har skrevet paa dobbelte Blade. -- Omittas, quæso! SIDE: 310 TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania, 10de Marts 1842. Nu, som De vil, højstærede Hrr. Warburg! Vil De ikke have Takbevidnelsen i Gøtheborgsavisen, er det nødvendigt at De er- holder den i Morgenbladet, hvor alene Direktionsskiftet i Asyl- bestyrelsen har foraarsaget at den endnu ikke har staaet. Jeg har skrevet til Stederne, hvor Sagen er omhandlet, og ved Lej- lighed skal De ogsaa erholde det. I "den Constitutionelle" lod jeg for nogle Dage siden indrykke Dr. Steinheims latinske Brev til Provst Hertzberg med Oversættelse og nogle Indledningsord, da Gubben var død omtrent som Brevet blev skrevet. I samme Blad vil ogsaa Extract af den for Israeliterne fordeelagtige Be- tænkning fra vedkommende Embeder og Magistrater i Stockholm, Gøtheborg og Norrkøping, hvorpaa det svenske Kongebrev i 1838 grundedes, og som Hr. Mag. Levertin i St.holm var saa god at sende mig, blive indrykket. Den blev ellers strax sendt til Kon- stitutionskomitteen, hvor den vil gjøre Nytte. Qvæstionen er, med Hensyn til sin Formalitet, bleven Højesteret forelagt, lige- som der og vil blive indhentet Børscomitteernes Betænkninger, hvilke sidste rimeligvis, især fra Bergen ville blive fordomsfulde. Jeg kan ellers sige at jeg endnu ikke har stødt paa et eneste Medlem af Storthinget, som ikke har været for, og jeg kan umu- lig troe at Højesteret kan, med Hensyn til Formaliteten være af den Mening at Qvæstionen hører til de Principer for Grundloven der ikke "maa" forandres. Den staaer -- hvad der om faa Dage, et Par Uger skal blive beviist i min da udkommende "Konstitu- tionens Historie" -- kun som et Tillæg til et af dens Principer. Men for ogsaa at understøtte Sagen fra Følelsens Side har jeg forfattet i de sidste Dage en Samling af Poesier som under Titel "Jøden" (en Krands af Blommer og Torne) indeholder lutter Mo- tiver til Tolerance og Skildringer af Uretfærdigheder som det til- sidesatte Folk lider fra norsk Side. Denne skulde da uddeles til Storthinget og alle Vedkommende, Tidender etc. etc. hvortil jeg maa have en underhaands Subskribtion. Men saaledes under- haanden rækker den vel neppe til, især da den ogsaa skal og bør blive smukt udstyret. Jeg vil naturligvis sende Dem, Højstærede, alligevel; men kan De reise Liebhabere til endeel Exemplarer, saa behag at opgive SIDE: 311 Antallet. Prisen har jeg tænkt 24 Skill. Jeg arbejder con amore, og lover mig mange Proselyter for den gode Sag, af dette (Hjertet bestormende) Middel. Ingen Lejlighed skal blive forsømt forat faae Bøgerne afsted. Jeg takker for Deres Interesse for mine Bestræbelser for en Sag, om hvis Retfærdighed jeg forbauses over at Mennesker kunne tvivle. Fra Kjøbenhavn er der viist den ingen Opmærksomhed, og Sagen er vel at Mosaiterne der er for meget Danske til at turde hylde en Udvikling af den norske Frihed. Deres med Høiagtelse Henrik Wergeland. TIL A. A. AFZELIUS Grotten (hvori der er Plads for dig) ved Chnia. 10 Marts 1842. Saa jeg er i Erindringen endnu, min kjære svenske Broder i de bedste Sympathier? Det skal vække mig op til flittigere Vex- ling os imellem. Disse Linjer ere blot Forordene herpaa. Jeg har skrevet saa meget i Aften (Poesier, for ogsaa fra Følelsens Side at understøtte min Motion for Jøderne) at jeg er ganske fortumlet. I næste skal ogsaa komme Samlingen "Jøden" -- en blomstrende Tornekrands" -- og Opgift paa De, der have dig at takke for dit genifulde og saa tiltrækkende Værk. Har jeg ikke sendt min Bog om Jøderne? Opgiv mig hvad Du har af mig. Afsnittet i 3die Deel af Häfderne om Sverres Tal om Drik staaer imorgen i mit Blad for Arbeidsklassen. Vor maaskee stærkeste Sympathi er vor Enthusiasme for Carl Johan. Deri vil jeg ikke vige -- ikke for mine Sanges Skyld; men fordi jeg har været mig selv liig deri til alle Tider. Og jeg har lidt derfor. Hans historiske Betydning har ingensinde været mig dunkel, og den skal vinde Belysning i det Værk, jeg hermed sender Indledningen til, og om faa Uger første Deel af. Om B -- har jeg intet andet fordeelagtigt Begreb, end at han har været hans trofaste Drabant. Crusenstolpe gad jeg "sabrere". Men -- "tills vidare!" Kun om Hesselberg det, at han er en Uven af C. J. Skal jeg sende ham Häfderna, naar han er det? SIDE: 312 Vel hører han ikke til dem, der krænke mig fordi jeg elsker ham; men han lider det ikke hos mig, og vi leve nu afsondrede fra hinanden. Broderlig og sønlig Hilsen fra altid hengivne Henr. Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania d. 25de Marts [1842] . Min forbindtligste Tak, Højstærede! for Deres kraftige Bistand til at faa Poesisamlingen til Verden. Det er vel kun en Flanke- bevægelse, men den er stilet lige i Fiendens Centrum: i Hjertet, hvor jeg ret har Haab om at den skal virke. De skal ikke bie længe efter Bladene, hvortil jeg nu igaar kan føje endnu et, nemlig den Constitutionelle for igaar, hvori jeg har indrykket vor berømte (i 1820 omtrent afdøde) Biskop Johan Nordal Bruns enthusiastiske Dedication "Til Israel" af sit Heltedigt "Jonathan". Paa Tirsdag kommer min extraktrige Oversættelse af Kommerce- kollegiet med flere svenske Autoriteters fordeelagtige Betænk- ning, hvoraf Dr. Levertin sendte mig Notarialafskrivt. Denne sendes derpaa tilbage til Konstitutionskommiteen. 1) Høiesteretsbetænkning er falden ud i Favør. To Medlemmer have været af den Mening, at Grundloven forbød enhver Frem- sættelse af Propositionen. Men nu Punktet No. 2. Og her maa handles! 2) Storthingspræsidenten Hr. Sørensen har indhentet Konsul Egidius Formening i Amsterdam, og den er i høi Maade ufor- deelagtig. Jeg har hans Brev for mig hvilket punktviis skal be- svares saa godt jeg kan, men jeg har taget indlagte Afskrift af hans Bilag, hvori hans egentlige Argumenter indeholdes, da Brevet selv kun indeholder hans personlige Mening, og jeg har taget den for at forhøre mig hos Dem, om De hurtigst kan gjennem en anseet Troesforvandt i Holland fra Autoritet (f. Ex. en anseet Jurist eller selve Ministeriet eller Generalkonsulatet) faae Punk- terne mere tilfredsstillende besvarede. I Mangel heraf, og fordi det haster, kunde maaske en saadan Besvarelse erhverves i SIDE: 313 Gothenborg. Fra Holland skulde man netop vente de bedste "Betyg". Under disse Omstændigheder er det af Levertin Sendte og min Bog "Indlæg" o. s. v. af Nytte. Men til Arbeid! Deres agtelsesfulde Henrik Wergeland. P. S. Kanske et eller to Ark af Poesierne medfølge dette Brev, forat De kan see hvorledes de ere anlagte. Igaar fortalte en Ven mig at have hørt at jeg arbeidede i denne Sag for Betaling af Mosaiterne. Jeg svarede ham ved at vise ham min Gjældsbog. P. S Lad Hr. E. blive bekjendt for den han er. Han er ukri- stelig og umenneskelig i sine Udtryk. TIL A. A. AFZELIUS Grotten 1 April 42. Ædle, broderlige Ven! Vedlagte vil lade Dig se ind i min Sjels Motiver til Jødefor- slaget. Jeg haaber noget af denne Maade at argumentere paa. Storthinget sidder nu og læser Poesier og det rører sig under Kufterne og Uniformerne -- tænker jeg. -- Hesselberg traf jeg paa, og da jeg ikke kunde undlade at bringe ham din Hilsen, maatte jeg ogsaa omnævne Häfderne uanseet hvad jeg skrev Dig til i mit korte Svar paa din venlige Sendelse. De øvrige Exem- plarer ere saaledes distribuerede: Cand. theol. Fearnley, Lærer for Middelstandsskolen, Cand. Bech og Student Moe, begge Histo- riedyrkere og Amanuenser ved Rigsarkivet, Student Autenrieth, en hidemigreret würtembergsk Student, der vil fæste Bo her, en Bekjendt og Brevvexler med Uhland, Professor i Historien som Du veed, Student i Mineralogien Tischendorff der færdes paa Reiser imellem Landfolket, Student Roscher ligeledes Mineralog, nok en Student og Rigsarkivet. Fortsættelse af Konstitutionshistorien skal jeg snart kunne sende. Dette Arbeide bortkalder ogsaa nu Din hengivne Henr. Wergeland. SIDE: 314 TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania, d: 10 April 1842. Høistærede Herr Warburg. Det Gørtziske skrift er særdeles velkommet og righoldigt, hvor- for det skal blive anbragt paa rette Sted. Nogen verificeret Af- skrift har ikke Sørensen været tillbøjelig att meddele af Egidius' brev, dog har han sagt, at han vil betænke sig. Ogsaa det theologiske Facultets Betænkning er falden ud till Fordeel for Sagen, men -- som jeg ventede -- Børsecomitteernes ere det modsatte. Hermed 25 Exempl. af Jøden, hvaraf Resten skal følje med Leilighed. Et oprigtigt Levevæl af Deres H. Wergeland. TIL HENRIETTE BJERREGAARD 16 April 42. Fru Henriette sal. Bjerregaard. Da Frimurerne paa Deres sal. Mands Begravelsesdag just havde et Møde, blev vedlagte Qvad skrevet og anonymt opsendt, hvilket jeg troer at burde berette Dem, da den Salige, i Forbindelse med dets Oplæsning, høitideligen blev erindret af Logen. Deres hengivne Henr. W -- TIL JAKOB K. BONNEVIE Grotten 19 April 1842. Efter Det at dømme, jeg før har faaet gjennem Bureauchef Borchsenius til Almuebogsamlinger af Departementets Sager, ere disse ikke af den Betydenhed, at de skulde være værd den for- male Omvei, Hrr. Bureauchefen antyder som den rigtige. Kan ellers være at den fortjener dette Navn, men om at den in casu er den, der fører hurtigst og bedst til Maalet, at yde Bestræbel- serne for Almues Oplysning Opmuntring, tillader jeg mig at tvivle. Henr. Wergeland. SIDE: 315 TIL JØRGEN SCHIWE Xnia 24 April 42. Gode gamle Ven! Dersom Du vil som jeg, glemme vi alle Mis- forstaaelser imellem os, lade fem være lige og fornye vor gamle gode Forstaaelse. Vi tales ved med det første! Venskabeligst Din Henr. Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania 1 Mai 1842. Højstærede Hr. Warburg! De være paa det bedste og inder- ligste takket, fordi de saa expedit har sørget for det Egidius'ske Skrivts Vederlægning. Med samme Post der bragte mig Deres sidste Ærede, fik jeg nemlig baade Brev fra Dr. Riesser og fra Lipmann hvilket sidste der var paa Fransk jeg lod oversætte og tilstille Kommitteen. Det indeholdt en foreløbig Protest og Til- sagn om officiel Dokumentation fra selve Ministeriet. Kommit- teen har jeg anmodet om at oppebie disse Oplysninger. Fra Dr. Steinheim modtog jeg samtidig en Poesi ledsaget af et Sølv- skrivetøj, der strax blev benyttet til at skrive i mit Blad for Ar- beidsklassen vedlagte Forsøg (hvortil den Goertziske Bog var mig til god Hjelp) paa i populært Foredrag at opklare Begreberne. Overbringeren heraf, Hr. Artillerikaptain Scheel er en Ven af Sagen. Er der Lejlighed til at tale med ham, vil han være til Oplysning. Efterhaanden og med det Første skulle flere Exem- plarer af "Jøden" følge fra Deres Henrik Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania d. 20 Mai 1842. Højstærede Hrr. Warburg! Hermed 100 Explr. af Jøden, hvoraf de Resterende skulle følge med Tak for Mæcenatunderstøttelsen med et saa betydeligt Be- SIDE: 316 løb. Levertin har forbrugt omtrent 100, og da jeg har sølet med Oplaget, maa et nyt til. Steinheim lader det oversætte af en Svensk (Israelit) i Altona. Men til Vigtigere! Saasnart jeg nu har faaet den infame Dumrian Cand. chirurg. Reichenbachs Skrivt mod Steinheim, hvoraf han har sendt Stor- thinget 5 Explr. gjendrevet, veed jeg intet meer at oversende Kommitteen. Jeg lader det jammerlige Smøreri, som gaaer ud paa at skulle bevise, at der i den mosaiske Religion ligger Motiv nok til Israeliternes evige Udelukkelse af og Trældom i de kristne Stater, til en lærd Tydsker her forat bedømmes med Hensyn til Sproget der ligesom Indholdet er under Kritik, samt desforuden til en anseet Filosof hos Os forat bedømmes med Hensyn til Ind- holdet, da min Dom vel vilde bære Mistanke om at være noget partisk. Den Person skriver og ræsonnerer som en Badskjær- svend -- hvad han vel ogsaa er. Jeg har været beskjæftiget igaar med at oversætte de senest fra Hr. Lipmann oversendte Dokumenter, nemlig fra gamle General Chassé (den berømte), fra Statsraad von Hall (Justitsministerens Fader) og fra Krigs- ministeren List. Saaledes haves fra alle Ministerierne i Holland og alle udmærket hæderlige. Intet har mere grundfæstet min Overbevisning end disse saa faktiske Dokumenter, hvorfor jeg har Deres kraftige Bistand at takke. Sagen skal og maa vindes, om end ikke ganske sikkert denne Gang; men hvad der kan gjøres, skal gjøres. Jeg har saaledes tilskrevet en anseet Gejst- lig om at yttre sig; da flere af Storthingsbønderne er af pietistisk Hang, og at han gjør det slutter jeg af, at han har forlangt det Reichenbachske Skrivt. Han tilligemed en anden ligeledes op- fordret Gejstlig boer paa Landet. Til flere af Bønderne har jeg stilet kraftige Opfordringer understøttede af Citater af Bibelens positive Bud -- kort min Iver er steget og ikke dalet. Om faa Dage begynder den celebre Hjelm, Thingets ypperligste Stilist at concipere Kommitteeindstillingen, som De kan love Dem bliver brillant. Den er eenstemmig paa nær een Bondes Stemme -- en Bergenser, som da han havde læst Indlægget som sendtes ham, var saa uvidende at han spurgte en af mine Venner, som er barnefødt i den Egn: "Hvad Tro mon Jøderne ere af? Dyrke de Billeder?(!) SIDE: 317 Jeg skriver dette paa Flugten, da jeg maa see at træffe Hjelm forat bede ham bie at sætte sin Pen i Bevægelse til Kritikerne over hint Smøreri indløber. Deres med Agtelse hengivne Henrik Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 2 Juni 1842. Til Det kongl. norske Kirkedepartement. Af de Skrivter, som Kirkedepartementet maatte besidde Oplag eller endeel Explr. af, tillader Undertegnede sig at anholde om at erholde fire Sæt, bestemte til de i vedlagte Blad omtalte Almue- bogsamlinger for Byens Forstadsdistrikter, for et Garnisonsbiblio- thek i Hovedvagten samt til en Sognebogsamling i Skibtved, hvorfor Sognepræsten skrivtligen har anmodet mig om at interessere mig. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL SAMUEL P. LIPMAN Cha. 7 Juny 1842. Monsieur! En supposant que vous avez recue une lettre, que j'ai vous addressé au commencement de Mai par Mr. Scheel, Capitaine d'Artillerie, se rendant d'ici a Liege, je vous repete ma grand reconnaissance pour vos efforts infatigables en me procurant des temoignages, qui ont neutralisé la pasquinade injurieuse du notre Consul a un tel degré, que le defenseur de la motion [fotnotemerke] dans le "Storthing" (dont je ne puis pas être membre comme chef d'un bureau gouvernemental en qualité d'Archivarius du Royaume) ne pense pas même la produire. Les declarations des Mrs. tous les ministres, du vieux van Hall, Chasse et du Dr. F. List se trou- Fotnote: Mr. Sørensen (juge, ci-devant avocat de tribunal supreme, presque toujours President du Storthing) a qui l' . . [?] du Consul est adresse. SIDE: 318 vent ensemble dans le mains du même membre du Storthing, qui a present est occupe a rediger la proposition du Comité Constitu- tionel, dans laquelle on leur donnera tout le poids de l'Experience même. Du coté du comité, à l'exception d'un seul membre -- un paysan, mais sans cet bonne raison, qui se trouve chez la plupart des membres paysans -- la chose sera recommandee d'une voix, et dans la diète, je connais tant des defenseurs distingues, que la perte meme a present ne serait qu'une preparation a une victoire prochaine. Le puissans [?] Journaux se sont declares pour la chose. Ils [redonnent?] ce produit [?] d'attaques 2) afbenyttes af dig som Materiale blot, og frit og uafhængigt; 3) tilintetgjøres efter Afbenyttelsen. Raadfør dig ellers med Convers.lexikon der Gegenwart. Jeg troer det er der. Du kan gjerne med Sandhed paastaa, at jeg har været meget daarlig, men at jeg nu er en streng Dommer, som blot stunder efter at kunne redigere med Kniven i Haanden -- at jeg har været haardt behandlet, saa Løvetanden er mit Symbolum. Først 1834 kan jeg angive som Tiden da jeg begyndte at skilne mel- lem Godt og Ondt. Sk. men hver Gang har jeg fundet mig gjækket. Fød i Chsand 17de Juni 1808 af Forældrene daværende res. Capellan Nicolai W. og Dorothea Thaulow (en fra det Slesvigske stammende i Danmark og Norge udbredt Familie. Se Gjessings Jubellærere). Wergeland (eller vel rettere Værgeland) er Navnet paa en Gaard i Evindvig i Yttre Sogn, hvorfra Bedstefaderen, som var Kirkesanger, flyttede ind til Bergen. Æten besidder den endnu og er bekjendt for sin Høide og at dens Medlemmer gjerne blive gamle. Kun en Farbroder af Nicolai Wergeland vides før denne at [have] hævet sig fra Bondestanden, idet han nemlig tjente sig op ved Garden til at kunne tage Afsked som Kapitain. I 1817 forflyttedes Faderen som Sognepræst til Eids- vold, hvorved Sønnen kom til at erholde sin Opdragelse i Gene- ralmajor Auberts Huus og at gaa paa Chnia Kathedralskole fra 1819 -- 25. Aubert opdrog ham som sine egne Børn spartansk, og det har maaskee sin Andeel i den Sundhed og Styrke W. nyder, skjøndt hans Konstitution er af Naturen meer end al- mindelig stærk. Begyndte allerede i 1821 i anden Klasse at skrive i Morgenbladet, som dengang var meer æsthetisk. I 1825 Student med laud og i Foraaret 1829 havde han 2den Examen og theologisk Examen med haud. Havde allerede dengang ud- givet Skab. Men. men i hans Prædikener fandt Publi- cum meget Behag. Opholdt sig, med Undtagelse af en Reise til Frankrig og England i 1831 og i Norge i 1832 hos sin Fader under hyppige Besøg i Chnia indtil Høsten 1834, da han lod sig indskrive som medecinsk Studerende. Han kom nemlig ingen Vei i Kirkedepartementet, uagtet Kongen yndede ham og uagtet han havde udgivet en Række Almueskrivter og stiftet en heel Deel Almuebogsamlinger ved sin Popularitet. Denne befæstedes SIDE: 327 ved den Aabenhed, hvormed han fremtraadte dels som Almue- oplysningsbefordrer dels som Talsmand for 17de Mai, og ikke mindst ved den Tale han holdt for en umaadelig Folkemasse og for Storthinget under aaben Himmel 17 Mai 1833 ved Minde- støttens Afsløring for forhenværende Statsraad, Storthingsmand Chr. Krohg. Hans Skribentvirksomhed lader sig dele i følgende Grene: 1) Hans reent poetiske (Messias -- 2 Bind Digte -- Sørgespil- lene Sinclars Død og Barnemordersken -- Dramaerne Opium og Den Indiske Cholera samt Hytten, Skuespillet Campbellerne (med 2 Prologer) samt to endnu utrykte do. og en Mængde adspredte mindre Digte. Særskilt udkomne ere Digtene: Cæsaris -- Blaa- myra -- Spaniolen -- Jan van Huysums Blomsterstykke -- Svalen og de to smaa Samlinger eller Cyklus'er Langeleiken (Poesier i Nationaldialekt) og Jøden). 2) Hans satiriske (Farcerne: Ah! -- Irreparabile tempus -- Harlekin Virtuos -- Fantasmer -- Om Smag og Behag man ikke disputere -- Papegøjen (med et pole- miskt Bihangsskrivt, kaldet Commentæren -- Stockholmsfarerne Nr. 1 og Nr. 2 -- Norge i 1800 og 1836 -- De sidste Kloge -- Kringlen eller Norske Almacks -- Engelsk Salt -- Vinægers Fjeld- eventyr -- Dompapen -- Verden tilhører os Jurister. Herhen hører ogsaa hans Sifuliner ): Epigrammer mod Welhaven samt en Mængde spredte Sager). 3) filanthropiske (sit venia!) "For Almuen 1 -- 6 Hefter -- Læsebog for Almuen -- Normandens Katechismus -- Folkeviser -- Veslebrunens Tale (Om Pligter mod Dyrene) -- Indlæg i Jødesagen -- Bladet "For Arbeidsklassen, 3 Aargange. 4) historiske. Norges Historie i 2 Dele (ræson- neret Foredrag) -- Carl Johans Historie efter hans Valg i Sverige. -- Norges Constitutionshistorie -- 1 og 2 Hefte -- Desuden har Begyndelsen viist sig til "Almuestalsmanden Lofthuuses Historie". 5) Taler: Ved Krohgsstøtten -- Til Forfædrenes Erindring -- 17de Maitaler -- Den Tale, jeg vilde holde ved Agershuus Amts Valgmøde -- En Samling af Prædikener -- Christsind i Landfarsot. Desuden en Mængde politiske og satiriske Opsatser i bunden og ubunden Stiil i forskjellige Blade, især Morgenbladet. Op- traadte i 1835 -- 37 som Redaktør af "Statsborgeren", som da antog en mere bidende og harcellerende Tone, navnlig mod den Constitutionelle, og ophørte at være et Denunciationsblad mod Embedsmændene. Udgav ogsaa sine patriotiske Flyveblade for SIDE: 328 Menigmand. Var vel siden 1836 ansat som Amanuensis ved Uni- versitetsbibl., hvormed han forlod Medecinen, men skadede sig ved sine politica hos Regjeringen og Kongen. Vandt atter Dennes Yndest ved sit Digt "Kongens Ankomst" i 1838 Decbr., saa han fik Haab om et Kapellani, hvorefter han stundede, da han havde forlovet sig med en Pige uden Formue. Men en Aften attra- peredes han i Kongevagten hos Officeren med et lystigt Selskab, der førte Guitarer og Punsch med sig. Der blev Sag mod Offi- ceren og Kapellaniet røg i Lyset. Kongen lod ham da tilsige et Par 100 Daler i 2 Aar og Udsigt til Befordring, hvilket W. mod- tog mod at maatte arbeide for Almueoplysningen. Han udgav da Bladet for Arbeidsklassen. Senere har Hs. Mt. tillagt ham 300 Spd. i andre to Aar og i Høsten 1840 udnævnt ham til Bureau- chef for Rigsarkivet. Siden Vaaren 1839 er han gift og har bygget sig en liden Villa paa et smukt Punkt nær Chnia, kaldet "Grot- ten", fordi Huset virkelig staaer ovenover en Klippegrotte. Hs for- rige Venner glemte, at W. altid har været en Enthusiast for Carl Johan, og behandlede ham grusomt som en Apostat, hvilket der dog ikke er Spoer af i noget af hans seneste Skrifter. P. S. I Bien, et Maanedskrivt, staaer en Mængde Poesier (ero- tiske deriblandt) ligesom Oversættelser af de europæiske Natio- nalsange kan erindres. P. S. NB. Cantate ved Bogtrykkerfesten. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 29 August [1842] . Endelig, højstærede Herr Warburg, kan jeg melde Dem, at Konstitutionskommitteens Indstilling idag blev leveret til Afskri- veren, og at den i denne Uge vil blive refereret i Thinget. Det har været baade ærgerligt og maaske skadeligt, at den har ladet vente saalænge paa sig, indimod Thingets Slutning, da Thing- mændene burde have haft længer Tid, at overtænke den i. Aar- sagerne har været Overdyngen med Arbejde paa Koncipisten, Advokat Hjelm, og i de senere Dage tør vel en liden Rørelse af et Slag paa Tungen (hvoraf jeg dog ikke mærkede noget idag) have gjort sit til at udhale dette Arbejde, hvorpaa jeg ialfald vil basere en ny Fremsættelse af Propositionen, om samme ikke denne Gang skulde gaa igjennem. SIDE: 329 Jeg har underrettet baade Lipman og Steinheim om Sagens Stilling, samt om at den absolut vil blive foretaget formedelst sin Egenskab af Grundlovs-Proposition. Man vil da ialfald kjende sine Folk, hvilke, og af hvilken Qvalitet man har for og imod. Har De faaet sidste Remisse af "Jøden"? Lad mig vide, om De mangler og hvormange. Af den og af Indlæget har jeg disponeret Exemplarer paa vore Dampskibe forat virke paa Opinionen. De læses sagde en af Cheferne, Lieut. Lorange mig idag. Et Levvel fra Deres med al Agtelse venskabeligst Henrik Wergeland. P. S. Dette med Magister Brunerus fra Lund, som jeg iaften venter. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 9de Septb. 1842. Hotel du Nord Kl. 4 Eftermd. I dette Øieblik er Sagen afgjort efter 7 Timers Debatter med 51 Stemmer for og 43 imod, et Tal, som vel ikke paa 11 nær (94 vare tilstede) tilfredsstiller Lovens Krav for en Grundlovs- forandring, men som dog, især, da næsten uden Undtagelse, et- hvert Navn og Talent i Thinget er for, er en Begyndelse, der lover alt for næste Gang. Dette saameget mere som Modstandernes Argument var, blot at bie disse 3 Aar, saa de civile Love samtidigt kunde forandres. Præsidenten refererede ogsaa fra mig Propositionen fremsat paany. Indlagte var tilstillet enhver Repræsentant, ligesom Præ- sidenten ogsaa oplæste nogle religiøse Motiver fra mig. Egi- dius'ses Affære gav Anledning til megen Debat, hvorom De skal erholde nærmere tilligemed selve Indstillingen. Hvad der staaer paa Indlagte med Undtagelse af Bibelhenvisningen, var ogsaa indrykket i den Constitutionelle idag. Det var skrevet inat og strax besørget. Ellers gik det med denne Sag i en forfærdelig Hast siden Vedkommende mærkede at Storthingstiden snart var udløben. Herlige Taler bleve holdte navnlig af Foss, Sørensen, SIDE: 330 Præsterne Castberg og Arup, samt fremfor alle af Rector Holm- boe fra Bergen. Præsidenten Sørensen brast gjentagne Gange i Taarer, og da Voteringen forkyndte Udfaldet, blev der pebet flere Gange fra Galleriet, saa han maatte kalde til Orden. For- øvrigt, Højstærede, er jeg tilfreds med et Udfald, der er et Frem- skridt, og lover Opfyldelse næste Gang, baade med Hensyn til G.loven og til den civile Lovgivning. En afgjort 2/3 Pluralitet havde jeg neppe ventet mig, og -- oprigtig -- knap saa stærk som den blev: 51 for -- og derimellem alle Oplyste -- og 43 imod, hvorimellem de fleste Bønder. Sagen skal forfølges -- vær derom overbeviist! Forøvrigt saa vil De nok af Morgenbladet faae et omtrentligt Recit, og næste Gang mere. Paa Galleriet var Stemningen afgjort for og den skal blive det imellem Folket. Nu kjende Sagens Venner hin- anden. Deres med Højagtelse Henrik Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 12 September 1842. Ganske fortræffelige Efterretninger, højstærede Hr. Warburg, som De ikke vil undlade at meddele Sagens Venner! Den følgende Dag fremsatte jeg Propositionen paany, vedtaget af Præsident Sørensen som før, og foruden ham vedtoge og paa- tegnedes den som egen af næsten samtlige 51, der ogsaa tillige danne Eliten af Storthingets Talent og Oplysning. Men ikke nok med det; der blev ogsaa besluttet, paa Forslag fra Sørensen, at Regjeringen skulde anmodes, formentlig ved Nedsættelsen af en Kommittee, at forberede til næste Storthing et samtidigt Lovfor- slag til Ophævelse av de civile Loves intolerante Bestemmelser, hvilke G.loven ved Ordet "fremdeles" kun har befæstet uden at etablere noget nyt. -- Jeg er ganske henrykt over denne for- træffelige Vending, og den imponerende Holdning Sagen nu har antaget, idet Regjeringen nu impliceres deri, og den ikke længer bliver et Individs, men Storthingets oplyste Majoritets. Jeg ventede, naar jeg skal være oprigtig, først en senere Frem- gang, men dette lover den endelige Sejer allerede næste Gang. Jeg skal nok holde Sagen varm, og saaledes see at faa trykt SIDE: 331 Indstillingen i sin Heelhed, thi den jeg nu sender er kun en Deel deraf, formedelst den presserende Tid. Hjelm fik nemlig en Mindelse af et Slag paa Tungen, da han var under Arbejde der- med, og som sagt før, han var desuden overlastet med Konci- peringer fra Konstitutionskommitteen. At purre ham har jeg imidlertid ikke undladt ligesiden Mai Maaned. Bladene ere samtlige for Sagen, saavidt jeg endnu har seet dem. Hermed et Par av dem, Qvitteringer, et Par overliggende Breve, samt mangfoldige Hilsener fra Deres Henrik Wergeland. P. S. Mit af 9de d. skrevet strax efter Debatten er vel mod- taget? TIL JAKOB LEVERTIN Christiania 15 Septbr 1842. Høistærede Hrr. Dr. Levertin! Den 9de d. afgjordes Sagen i Storthinget med 51 for og 43 mod, og saaledes manglede der 12 Stemmer i den 2/3 Pluralitet, som der skal til for et Grundlovsforslag. Men der er uendeligen vundet for Sagen i følgende Omstændigheder: 1) erklærede Alt hvad der var af Talent sig for den, medens Modpartiet, fægtende med de elendigste Grunde, kun bestod af Bønder og 6 Præster, over hvilke Sidstes Adfærd Alle forundre sig. 2) blev Proposi- tionen strax fremført af mig og dengang ikke blot vedtaget af Sørenssen, Storthingets Præsident, men ogsaa undertegnet og ved- taget af næsten samtlige 51. 3) Opinionen har i alle Blade udtalt sig fordømmende over de 43. Det Sidste er ikke uvigtigt, men 2den Post er af decideret Vigtighed, da den nu giver Sagen en Hold- ning, der sikkrer dens Sejer -- sandsynligviis allerede næste Gang. Debatterne varede i 7 Timer. Herlige Ord hørtes. Paa hver Plads laa et Explr. af Indlagte, der tryktes om Natten, lige- som Præsidenten ogsaa oplæste en Defension af mig. Han af- brødes i et senere Foredrag af sine egne Taarer, og da han op- læste: 51 mod 43 og saaledes ikke bifaldt, hørtes 2 -- 3 Piber fra Galleriet, saa han maatte kalde til Orden. Debatterne udgiver jeg særskilt paa Norsk og Tydsk tilligemed nogle Indledningsord, og har jeg for dette Arbeide betinget mig 100 Explr. der skulle SIDE: 332 beroe til næste Storthing. Oprigtig, Hr. Levertin, jeg er fornøjet. Saaledes som Sagen nu staaer kan den vende sig rolig imod Fremtiden. Ça ira! Om De har faaet nok Explr. af "Jøden" ønsker jeg mig under- rettet, samt kunde det maaskee ikke være afvejen, om der be- kjendtgjordes i Aftonbladet at Debatterne i denne Sag særskilt ville udkomme hos Boghandler Dahl paa Norsk og Tydsk, ud- givet ved mig. Deres med al Agtelse Henr. Wergeland. P. S. Dette sendes ved min Ven Artillerilieutenant Iversen, Kourer i Anledning af Storthingets Opløsning. -- TIL MICHAEL S. WARBURG Grotten ved Christiania 19 September 1842. Saa hedder det Sted, jeg beboer udenfor Byen, højstærede Hr. Warburg og derfor da jeg ikke har Tid -- neppe Tid til at faa dette afsted -- et saadant Papiir. Derfor maa De dog ikke slutte, at jeg behøver at føre Dem en Regning for Porto paa Halsen. Jeg vil blot meddele Dem følgende: 1) at Sørensens Tillægspropositioner ikke gik igjennem, da selv Sagens Venner holdt dem for mindre nødvendige. Det kan vel være, men jeg havde dog ønsket, at Regjeringen var bleven im- pliceret i Sagen. Forat drive det dertil, eller at de behørige For- holdsregler skulle privat blive tagne, skal alt skee. Den Konstitutionelle omtaler dette saa: Storthinget. Møde 13de September. Præsident Sørensen. -- -- "Dernæst toges under Behandling Sørensens Forslag angaaende Anmodning til Regjeringen deels om a) at foranledige Oplysninger indhentede og næste Storthing forelagte betræffende Jøderne og deres Forhold, og deels b) at forelægge næste Stor- thing Udkast til Lovbestemmelser som maatte ansees fornødne, hvis Gl.s § 2 forandres. Forslaget blev ikke bifaldt. Litr. a mod 58, og Litr. b mod 57 Stemmer. For Forslaget yttrede sig Hjelm paa Grund af den stærke Opinionsyttring, der laa i det. Foss fandt, at en tilstrækkelig Opinionsyttring udtalte sig i den over- SIDE: 333 vejende Pluralitet, som Grundlovsforandringen havde havt for sig i Storthinget, og desuden ved at Forslaget var fremsat paanyt; desuden kunde Private ligesaa let indhente de omhandlede Op- lysninger som Regjeringen." Nu lad gaa! Foss er Konstitutions- kommitteens Formand, og ikke Sagen imod, men en af dens bedste Støtter, uagtet han denne Gang gjerne kunde tiet stille. Han frygtede for at Regjeringen skulde nedsat en af de ende- løse Kommissioner. Saameget er vist at Sagen ved at adop- teres af Storthingets bedste Majoritet har gjort et overordentligt Fremskridt. 2) Debatterne udgives ved mig med Indledning og paa Norsk og Tydsk. Jeg har derfor betinget mig af Forlæggeren, Bog- handler Dahl, 100 Expl. at oplægges til næste Storthing. Jeg gjemmer ogsaa "Indlæg" til da. 3) Ligeledes udkomme Debatterne i Form af et Folkeskrivt i nogle 1000 Explr. Opinionen har forbedret sig selv hos Mod- parterne. En Annonce eller Erklæring idag i Morgenbladet er ligesaa fuld af Pønitense som indlagte Brev fra en af Neierne, som De siden kan sende mig tilbage. Man mente at Udtrykket "udgaae" ikke var rigtigt -- et daarligt Argument. -- Afskriv- terne skulle blive tagne og sendte fra Deres Henrik Wergeland. TIL LARS RASCH Kristiania 2 Oktober 1842. Af vedfølgende to Journaler vil De see, at den for Forstads- distrikterne paa Byens vestre Kant oprettede Bogsamling har god Fremgang og Freqvents, saa den formentlig kunde fortjene Selskabet for Byens Vels Bistand forat blive til en permanent Indretning, hvis Nytte nok vilde lade sig spore. Da der nu i disse Dage netop afholdes en Bogauktion, hvor Acqvisitioner lode sig gjøre saavel for Bogsamlingen for de vestre som for den for de østre Distrikter, anholdes om at der for Sel- skabets Regning maa blive indkjøbt Bøger til Deling mellem disse to Bogsamlinger til et Beløb af 10 Spdlr. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 334 TIL P. L. MØLLER Chnia 23 Oktober 42. Overbringerne, Dhrr. geborne Schweitzere, Berlinerstudenterne Fries thi sandelig da jeg før Juul hørte en Exami- nation af ham til store Filologicum var Komedien kostelig: Til- SIDE: 340 hørerne (Filologer) med Hattene for de grinende Munde, men med leende Øine ovenover Bræmmen, og Professorerne bidende sig i Læberne og yderst forlegne. Isandhed Prostitutionen over- gik min Forventning. Det var Konversationslexicon extra men rimeligviis maa det skee ved et Andragende fra den til Hs. Mt. Kongen. Dhrr. Mosaiter blive saaledes ganske passive, og nødes ikke til at gjøre noget ydmygende Skridt. Deres med al Agtelse Henr. Wergeland. P. S. Jeg benytter Leiligheden til at aflægge Dhrr Meyersons, Assur og de øvrige Herrer Forstandere min Hilsen. I Morgen- bladet har jeg indrykket et Brudstykke af et Brev fra en gam- mel Hr. Meyer i Svendborg, Mosait og Stadskapitain dersteds. -- TIL CHRISTOPHER A. HOLMBOE [9. juni 1843.] Maaskee indlagte Daler fra 1792 finder Anvendelse i Mynt- samlingen? Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL OLE BULL Grotten 27 Juni 1843. A Mr. Mr. Ole Bull. Jeg var paa Bryggen forat byde Dig mit Velkommen, da jeg veed mig at have i dit Fravær opført mig, som det en oprigtig Ven anstaaer, og Dagen efter gjorde jeg Dig mit Besøg; men der traf, at jeg maatte, efterat være meldt, vente saalænge, at jeg maatte tro -- eller rettere sagt, at jeg ikke vidste hvad jeg skulde tro. Jeg gik, da Ingen kom, og besluttede at forhøre mig hos Wetlesen, om han vidste noget om, at mit Besøg var blevet Dig ubehageligt, og at der altsaa skulde ligge en Fornærmelse i Ovennævnte. Men jeg har ikke truffet ham eller nogen Anden, som kunde oplyse mig herom, hvorfor jeg herved æsker din egen Forklaring. SIDE: 343 Jeg vil haabe, Du har læst Pratté's Erklæring paa sin Ære, at jeg ikke var nævnt i hans Brev til Rosén som i nogen Maade paa hans Side i hans Angreb. Skulde han heri ikke have erklæret overensstemmende med Sandheden (hvorfor jeg tror, jeg tilskrev Dig om endelig at se hans Brev), da skal jeg vide at handle mod ham som fortjent; men en saadan Ringeagt for egen Ære, et saa voveligt Spil, er mig utænkeligt, foruden at det vilde involvere den skammeligste Løgn om mig. Havde jeg været musikalsk, havde jeg maattet tage Parti i Striden; men, tilbøielig ellers til Partitagen, har jeg dog troet her at burde være neutral. Han har forøvrigt Værelse hos mig, da han har anmodet mig om Huus, indtil han om kort reiser, og hans Værelse var opsagt til bestemt Dag. Jeg vilde ikke nægte en Fiende saadant. -- Jeg gjentager, at jeg maa have en Forklaring. Intet Svar vilde ogsaa være en, og det den, at jeg har Bagvaskere i din Nærhed, Fiender af mig og ikke Venner af Dig, saaledes som Du har i Henr. Wergeland. TIL P. L. MØLLER Xnia 14 Juli 43. Jeg har seet, og paaskjønner, din venskabelige Intention, at gjøre mig ved Aktstykker noget mere bekjendt i Danmark end jeg er; men hvorledes skulde man bære sig ad med at see et større Arbeide formelig bedømt? Her er Kritiken ganske i en Lethargi; men fra en dansk kritisk Journal kom nok en Bedøm- melse over i vore Blade; og saa kunde jeg maaskee komme til at staae mig paa at have trykt dette her vedlagte Arbeide. Jeg iler med at sende Dig det, min Ven, før det er udkommet, først til din egen Dom, og saa med det Spørgsmaal om Du veed nogen Udvej til at faae det underlagt en Kritiker ex professo. Hvorledes er Petersen? Han være indtaget eller ei imod mig, saa tør jeg lade ham læse Stykket. Med en senere, men snar, Lei- lighed vil jeg sende Ludv. Heiberg et Exemplar, da jeg gjennem ham har forsøgt at faae Stykket (i Mscpt) paa kbhvnske Theater. Jeg gjorde Oehlenschläger et Besøg -- traf ham hyggelig, fidel, og havde Æren af et igjen, hvorved da Dahl var hans Guide. Mirabilia occurrunt -- Tempora mutantur men skal dog see til at klare Sangen, om Du vil bistaa mig med at oversætte Artiklen om O. Bull i medfølgende Zeitung Pag. 238. Det Punktum med No- derne udelades. Siig saa Budet hvad Tid det kan hente. Din Henr. W -- TIL P. L. MØLLER Chria. 16 Sept. 43. Kjære Ven! Strax jeg havde faaet dit Brev og "Arena", sendte jeg begge Dele forud til Bull med skrivtlig Anbefaling og fulgte selv efter med mundtlig nogle Timer efter. Han var da meget vel sindet -- vilde dog afgjøre det personlig med dig -- og om Nogen ikke senere er kommen ivejen, antager jeg Du kan faa dit Ønske op- fyldt. Din Sendelse til ham var da endnu ikke kommen ham ihænde. Om hvorledes det gaaer ønsker jeg nok at vide noget. SIDE: 347 I Morgenbladet for i Søndags 8 Dage har jeg et "Norge til America i Anledning af Bulls Didreise", som jeg ønsker Du vil see til at faae læst. Bull har maaskee en Afskrivt af mig. Jeg skriver for Nærværende hans Biografi for Samlingen "Mærke- lige Normænd". Den bliver dog i en anden Stiil end de andre tørre skeletagtige der. Jeg har havt Ubehageligheder med B. for Prattés Skyld, især da Pratté havde anmodet mig om at maatte boe nogle Dage hos mig, da han havde opsagt sit Logis. Saa- megen arabisk Gjæstfrihed havde jeg dog, ikke at lukke mit Pau- lun for en Fremmed, endskjøndt jeg, der kjender Bulls i deslige Punkter svage Karakteer, forudsaae, at B. vilde deraf slutte sig til nogen Partitagen. Jeg fik dog Pratté til at gaae paa Bulls Koncert i Sommer, og jeg oversatte den ganske anderledes ly- dende Kritik, han nu afgav. Levvel! Jeg finder, Du taler for ringe om dine poetiske Anlæg (I "Arena"). Holst har altid været mig en Vandmand. Din Henr. Wergeland. P. S. Med Arbeide er jeg ganske overlæsset. 1) Lodsen. 2) Ud- gaven af en Læsebog i 2 Dele. 3) Do. af Constitutionshistorien (Hos Colmann i Augsburg). 4) Do. af dens 4de Hefte paa Norsk. 5) Bulls Biografi. 6) Diverse. P. S. Jeg sagde Bull, at han muligens vilde træffe paa Fiender af dig, her som i Kbhvn. Det var Folk, sagde jeg, som havde imod dig, saavidt jeg vidste, for nogle Privatissima (et Forhold med en Theaterdame). Saa havde jeg hørt, og troede det bedst saaledes at bryde Brodden. Men er jeg ikke uegennyttig med saa alvorlig at føje dit Øn- ske? Du har gjort mig Tjenester i Kbhvn. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Grotten 26de Novb. 1843. Til Administrationen i Selskabet for Christiania Byes Vel. Herved tillader jeg mig at oversende Dem Udlaansprotokollen ved det af mig oprettede Almuebibliothek for at den ærede Ad- SIDE: 348 ministration kan overtyde sig om med hvilken Tilvæxt af Deel- tagere af den virkelige Almueklasse denne Indretning om Søn- dagene benyttes, og om at de Bidrag, Selskabet for Byens Vel hidtil til ubestemte Tider har understøttet den med, med Hensyn til den Sands for noget Bedre, som derved unegtelig udbredes, maa ansees for vel anbragte. Til samme Tid er ogsaa en Ud- laansanstalt paa Grønland, som Hr. Cand. theol. Hansen bestyrer, understøttet fra min med Bøger. Indretningens tiltagende Afbenyttelse gjør imidlertid formeent- lig, at den bør sikkres sin Bestaaen, og da Bøgerne naturligviis slides, uagtet deres Behandling virkelig er bedre end jeg ventede, behøves baade Tilvæxt af nye og Indbinding. Jeg tillader mig derfor at foreslaa, at Selskabet for Christiania Byes Vel antager sig denne Almuebogsamling eller begge disse Almuebogsamlinger for Byens vestre og østre Forstadsdistrikter og erkjender dem for ved Selskabet bestaaende Indretninger ved at tilstaae dem en fast aarlig Understøttelse av 15 Spd. hver, for hvis Anvendelse naturligviis Regnskab til hver Generalforsamling bliver at anvende. Skulde den ærede Administration ikke ville eller kunne gaa ind herpaa, giver jeg mig den Frihed at andrage om at der til- staaes det vestre Forstadsdistrikts Almuebogsamling, der er det betydeligste, 12 Spd. og det østre 8 Spd. Udlaanene tiltage ved Vinterens Indtrædelse, og da netop en Bogauktion er annonceret, er der Udsigter til at kunne forsyne sig for god Priis. Protokollen udbedes til Afhentning næste Søndag Morgen i det Seneste, da den bruges om Middagen. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JACOB VON DER LIPPE Christiania 19 Dec. 1843. Privatissimum! De Beviser fra Arne Magnussen, som Deres Høiærværdighed har fremfundet, vare naturligviis af høi national Vigtighed. Men se, uagtet dette fra min Side, med Bistand fra Justitiarius Berg og Prof. R. Keyser, af al Magt fremhæves, og jeg slog paa, at her maatte man, om man ikke var nogle Nat- huer, ikke slippe Taget, men gribe det an med al diplomatisk SIDE: 349 Magt -- se, om der vel gjøres noget fra Kirkedepartementets Side. Jeg har vel intet hørt i den senere Tid; men her i Høst lod det paa vedkommende Kontorchef, som om den Sag nok vilde sove hen iro, som om den endog var ubehagelig at røre ved. Maaskee har De ikke hørt videre derom; men det kunde dog maaskee være værd, om De f. Ex. yttrede Ønske om at see hvad derom har været skrevet. Vi leve i slette Tider hvad det Nationale betræffer. Vi skulle som Hunden være glade ved at kunne gnave vore Been i en Krog. Materialismus og atter Materialismus, ikke Følelse, ikke Mandsmod! Hvad har vi Selv- stændighed og Diplomati for? Hvortil denne Tractatbestemmelse, som siger, at Norge ogsaa af Videnskabeligt skal have hvad Norges er. Som sagt -- har man svaret Dem, at der er ikke videre at gjøre ved den Sag, da er det ikke saa. Dokumenterne, som De har fremfundet det juridiske Beviis for, medens man nok vidste, at Dokumenter i 1000viis fra alle Norges Capituler vare gangne samme Vei, befinde sig i Kjøbenhavn, i den saakaldte Arna- Magnæanske Samling, forsaavidt de ikke ere mellem de i 1728 brændte. Da tabtes en Mængde af de saaledes udlaante; men en Mængde ere tilbage, og til at faae dem kunde hine Beviser være fortræffelige, naar man blot fra højere Steder ville. Men disse Kontormennesker, disse Jurister have ikke Følelse for sligt, og det er til at ærgre sig over, men ikke til derfor ganske at give en retfærdig Sag tabt. Deres Høiærværdighed betragte disse Ord som en passant sagte ved Møde i Kirkegaden paa Deres Vei til Storthinget. Det var et godt Ord! -- vil ikke Regjeringen -- har den ikke saameget Been i Næsen -- saa er Sagen slet ikke for ringe til at an- hængiggjøres i Thinget. Deres ærbødigste Henr. Wergeland. TIL NILS J. WESSEL-BERG [Midtvinters 1843 -- 44.] Igaar Kl. 6, da jeg og min Kone spadserede ud lidt i Maane- skin, faldt jeg i Iisbakken nede ved Pannewitz, saa at jeg neppe SIDE: 350 kan komme ud. Jeg seer frygtelig ud, da jeg trimlede rundt paa Hælen og modtog hele Stødet paa den høire Kindbakke. Bril- lerne ere hos Clausen. Det kunde gjerne blevet Avancement. Men sørg nu for følgende. 1) Korrektur til mig af 2det Ark. 2) Med Budet Lassens Romernes Historie samt ogsaa hans øvrige historiske Arbeider. Item Falsens samt et Par hi- storiske Verker af den danske senere Literatur. Navnlig Grundtvigs Verdenskrønike (Jeg tror dog den er fra før 1814). 3) Knoph vedbliver at emballere og catalogisere i passende Pakker -- saameget muligt for 5 Aar af Gangen. 4) Anders bærer ind af 1ste Afdeling Bispearkivet, som op- stilles inde i mit Værelse langs Væggene paa Gulvet, og ved denne Leilighed eftersees Pakke 78, der skal indeholde Delingsforretninger Prestegaarde vedkommende -- navnlig om den indeholder en saadan af 1614 mellem Vestby Preste- gaard og Pebberstad. Findes det deri, sendes Dokumentet op til mig tilligemed det Brev fra Schanche, som ligger i Journalen paa Pulten. Venskabeligst Henr. Wergeland. P. S. Min Kind seer ud som disse udbugede flammede Skild- paddesnuusdaaser, og det knaser og braser derinde. Lad Anders dog komme op. Kommer Smeden efter Løfte med Slæde, tør jeg dog nok komme ranglende. TIL CHRISTOPHER A. HOLMBOE Grotten 7de Jan. 44. Høistærede Hrr. Professor! Den Modersmaalets Sag, De har skrevet om, er upaatvivlig Fædrelandets vigtigste, vigtigere end alle de politiske, aandelige eller andre, som beskjæftiger Regjering og Folk. Men medens Vi bie den lange Udsigt igjennem, som De aabner os til at er- holde en Ordbog ved Samlinger, Korrespondencer men i sidste, da maa jeg, saa syg jeg er, erklære Dem, at en saadan samvittighedsløs Uretfærdighed mod en Mand, Re- gjering og Fædreland har været saa utaknemlige imod, kunde bringe mig til at realisere hvad jeg kan, naar jeg vil og tager mig Tid, nemlig at reducere det altfor overmodige Morgenblad. Folket er bedre forberedt dertil end De troer; og det skulde undres mig, om ikke ogsaa denne Gang det Himmelske skulde gaae i Opfyldelse, at al Uretfærdh. bærer Kimen til sin Død i sig. En Søn, der er overbeviist om at hans Fader bærer Døden i sit Liv siden hiin Uretfærdh. tilføjedes ham, og som nu mærker at denne fortsættes og billiges af vor fornemste Bladredaktør, maa allerede besidde nogen Energi og Lyst til at hevne ham; og endnu har min naturlige, ikke saaledes spændte, Energi nogen- sinde opgivet et Øjemeed ufuldført. Vær derfor ikke saa ganske rolig for hvad en nu dødsyg Mand her har skrevet Dem til paa sin Seng med Hensyn til den Skjebne, Deres Redaktøradfærd, kan pludseligen drage over det nu saa mægtige, alt haanende Morgenblad! Nogen Gjenstand for Publicitet bliver dette dog vel ikke. -- Henr. Wergeland P. S. Ved denne Leil. tør jeg bringe I. K. Christies i Erindring, samt at jeg skulde korrigere et Punktum deri. Anden Pintsed. [27. mai.] Jeg vil ved denne ubehagelige Expektoration, men som jeg ikke har kunnet holde tilbage, meddele Dem et nylig arriveret Træk af hvad jeg idetmindste troer at kunne udtyde som Exped. sekr. i Kirkedepts uudslukkelige Had til mig (og alt hvad der hed- der Wgd). Idag 14 Dage sender jeg Dept. en høflig Skrivelse, som jeg vedlægger hoslagte Skrivt af Simon Wolff, hvori jeg gjør SIDE: 354 opmærksom paa, at der neppe er skrevet noget hensigtsmæssigere mod Udvandringen og at Dept. kunde erholde heftede Explr a 3 Sk., om det vilde lade uddele i de med Udvandringslyst især inficerede Egne. Jeg maatte da have Svar inden Ugens Udløb for de staaende Presseres Skyld. Til Dato har jeg intet Svar faaet -- man har beholdt Explaret -- og først imod Slutningen af forrige Uge kom Copiist Teisner ranglende indom Barlien med det Paaskud, at Dept. havde ingen Penge til det Brug. Læs det Wolffske Skrift, og døm saa, om her ikke burde con- traarbeides noget. Intet Dept. er ødslere med sine Kommisioner, men nogle Daler til at forsøge at oplyse Folket i hint vigtige Punkt og at kalde dets bedre Besindelse tilbage -- dem har man ikke. Mit Navn paa Titelbladet og maaske den 17 Mai har, om jeg ikke meget feiler, gjort det. -- TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Grotten 29 Mai 1844. Til Administrationen for Selskabet for Christiania Byes Vel. I min Sygdom, der nu har varet længe, kan jeg kun fremsende den Annotationsliste, jeg selv har ført over de for Selskabets med- delte 12 Spd. indkjøbte Bøger til Almuebogsamlingen. Den ud- bedes derfor tilbage. Cand. Hansen paa Grønland har strax erholdt sine 8 Spd. til Bogsamlingen dersteds; men nogen Qvit- tering har jeg ikke erholdt. Da Aargangen af Bladet "For Arbeidsklassen" har indeholdt Fortsættelser, vil det formentlig være til nogen Forvirring og til uforudregneligt Tab for Bogbinder Barlien, om der nu plud- selig midt i Aargangen inddrages endeel af de Explr. deraf, som Selskabet har havt den Godhed at indkjøbe. Min Mening er at samtlige disse Explr. først burde hæves ved Aarets Udgang ind- bundne, og da bruges som Præmier. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 355 TIL J. E. KRAFT Christiania 5 Juni 1844. S. T. Hrr. Sorenskriver Kraft. Snart er en Maaned gaaen siden Modtagelsen af Deres artige Brev og af Vedbenderne (veritabel Hedera Helix) og endnu har jeg ikke svaret og takket Dem og Deres gode Døttre, som have været de venlige Indsamlere deraf paa de vilde Klipper! Men jeg overraskedes af dette Beviis paa Godhed midt under en Lungebetændelse, midt imellem Liv og Død, saa der ikke var at tænke paa at skrive for det første, ja ikke før nu; og de ustøe Træk vise nok, at det skeer tilsengs. Ja her ligger jeg endnu -- Maimaaned spildt, og den ene Dag af Juni lister sig unyttet og unydt hen efter den anden. Jeg veed ikke engang, hvorledes det staaer med mine Vedbender; men jeg frygter for, at dels Drengen, som uden Opsigt maatte grave dem ned langs Grottens Klipper, har gjort galt, og dels forat det vedholdende tørre og kolde, blæsende Veir har været mine stakkels forsømte Yndlinger til Meen. Derfor, siden De er saa god at spørge, om jeg vil have fleer, -- derfor, ja, vil jeg være saa ubeskeden at yttre Ønske om, at dersom nogle gode Vedbendkrandse med gode Rød- der, uden for stor Uleilighed, atter lode sig hente fra Klipperne om Mandal, vilde Hidsendelsen, forat jeg, naar nu Regnveir og Varme kommer, kunde forsøge deres Akklimatiseren, være mig meget kjær. Igaaraftes indfandt Prok. Berg sig fra Hjelm med Deres An- tegnelser. De skulle blive supplerede efter Evne, og sendes med mine Noter paa en Lap idag til min Fader, som har fulgt bedre med hvad jeg har skrevet og udgivet, end jeg selv. Med den størte Høiagtelse, og anbefalende min Kompliment til Familien, Deres forbundne Henr. Wergeland. P. S. Fra Kl. 4 imorges til 8 har jeg taget en Afskrift af Deres Noter, suppleret noget og tilføjet ikke saa lidt. SIDE: 356 TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 15 Juni 1844 En liden Erindring om at jeg dog lever! Det er ogsaa kun saa- vidt, thi siden først i Mai har jeg lagt af en Lungebetændelse, og endnu ligger jeg tilsengs plaget af Afmattelse og Krampehoste. Derfor, tilgiv disse saa nedrablede Linjer! Mit Sind er ligesaa sygt som mit Legeme. For en Poet af Natur er Norge et elendigt [?] Land. Jeg skulde ikke have meget imod at flytte op her ovenover, og min forskrækkede Læge siger at jeg gjør alt dertil. Levvel Deres Henrik Wergeland. P. S. Fra Dr. Steinheim med Kone har jeg for ikke længe siden havt Brev; de stode da paa en Rejse til Schweiz -- Italien. De Lykkelige! TIL C. F. ALLEN Christiania 18 Juni 1844. Høistærede Herr Allen! Først idag erholder jeg Deres Skrivelse af 24de f. M. En Lungebetændelse har forbudt mig at hente mine Breve og al Korrespondance. Den Münchenske Diplomsamling befinder sig ikke i Rigsar- chivet, men annekteret Universitetets Diplomsamling, hvorfor jeg skal ile med at kommunicere Prof. Rudolf Keyser, der er sam- mes Forstander, Deres Brev, med Anmodning fra mig om at er- holde udlaant de Dokumenter, der findes af dem De ønsker, forat jeg kan foretage Excerptionen. Dette maatte skee hjemme hos mig, da jeg endnu er syg. Jeg beklager kuns denne for Dem spildte Tid. Et Brev som Deres skulde dog ikke have angrebet mig; men Doktoren, Doktoren -- . Med en oprigtig Lykønskning til Deres videnskabelige Idrætter Deres tjenstberedvilligste Henr. Wergeland. SIDE: 357 TIL ANTON SCHJØTH [Slutten av juni 1844.] Kjære Ven! Om Du af "Bergens Stiftstidende" for 20de d. vilde indtage i Ugebladet hvad der staaer (formodentlig af Rector Holm- boe) om mig og mit forhaandenhavende Arbeide, kunde det maa- skee hjælpe det frem. Hos Orsa og Mad. Lehmann kan vist Bladet faaes. Har Avertissementet staaet omredigeret, ønskede jeg med Budet at see det Blad. Fremdeles krank er Din Henr. W -- P. S. Idag har jeg skrevet en lang Folkevise om "For Ret og Sandhed". -- TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 22de Juli 1844. Højtagtede Hr. Warburg! Jeg var for slet, da Dr. Ballin var hos mig sidste Gang til at kunne tilskrive Dem min Tak for Deres deltagende Skrivelse, men det er mig en Trang, at gjøre det, og det skee da nu! Jeg veed ellers ikke hvad jeg skal troe om min Sygdoms Udgang. Lægerne haabe bedre jo mattere og us- lere jeg bliver, men idag lod jeg mig hemmelig bringe en Bog over Lungesygdomme, og deraf læste jeg mig til, at jeg har et af de farligere Tilfælde, nemlig en Lungeflades Sammensynkning, saa Cellerne forsvinde og Lungerne opfyldes med Sliim. Imid- lertid har jeg her paa Sygelejet udkastet Planen til "Jødinden" en Samling af 9 -- 11 eller 13 blomstrende Tornekviste -- et Pen- dent til den foregaaende og af samme Tendentz. Døer jeg vil mine oprigtige og af Hjertet udrundne Bestræbelser for Israels Folk være mig en glad Tanke i det Sidste, om Gud forunder mig Besindelsen. Staaer jeg over, da er den gamle Kjæmper atter paa sin Plads. Her ligger ved min Seng Pakken af "Indlæg i Jødesagen", der ere bestemte til de Storthingsmænd som ikke var der forrige Gang. Men endnu har jeg ikke havt Lejlighed eller Kraft til at expedere dem. Noget Frø falder imellem Klippen, noget i fængende Jord -- som altid. -- (Vedlagte røde Dug burde SIDE: 358 svinges "i sin naturliga storlek föran Götheborgs rasande tjurs ögon" G. L. Ikke sandt?) -- Jeg er i Øjeblik som nu vel til- sinds -- ja altid vel tilsinds, forsaavidt jeg ikke knurrer eller frygter. Men, kjære Ven, naar jeg letter mig op og seer Somren udenfor mine Vinduer, denne Sommer, jeg ikke har nydt med alle dens extraordinaire Glæder -- eller naar jeg seer i Spejlet eller seer paa mine indsvundne Lemmer -- da bliver jeg tung om Hjertet. Men Levvel! Tak for Deres Deltagelse! Levvel! Henrik Wergeland. P. S. Hauser var her med en Charlatan af en Sanglærer som hedder Schütze, og var saa artig, gjentagende imod min første Benegtelse at modtage saadan Høflighed, at ville spille hos mig ved Sengen. Men da han ikke kom, antager jeg at hans Kammerat har talt nogle tydske Ord til min Kone, som hun ej har forstaaet rigtig, om at der skulde sendes Bud efter Violinen. Han gjorde furore. TIL HALVOR H. RASCH [Ca. 1. august 1844.] Høitærede Ven! Her ligger jeg nu fulde 3 Maaneder af Hepatisation i Lun- gerne. Imidlertid har jeg søgt at more mig med Diverse, saasom med at indrette min Brønd nede i Grotten til offentligt Brug med Inscriptioner etc., oprette en Veistolpe med Advarsel paa Vers til at kaste af Læsset under den bratte Kneik ved mit Huus, hvor skrækkelige Hestemishandlinger finder Sted. I Manden i Grottens Navn sker alt dette. Selv har han faaet en ny rød Kappe. Men til Grottens fuldstændige Dekoration mangler jeg intet mindre end en Bjørn, og da jeg mindes paa Musæet at have seet en gammel bustet der var en Skam for det af Ælde og Forfaldenhed, tillader jeg mig at spørge Dem, om den kan blive kjøbt for rimelig Priis, eller om der er noget andet større vildt Dyr at afhænde for at give Plads for bedre. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 359 TIL S. A. W. SØRENSSEN [27. august 1844.] For Guds Skyld, høistærede Hr. Sørenssen, De vil dog vel ikke frasige Dem Valget? Vor eneste Præsident! Og nu, saaledes som Thinget sammensætter sig, bør ingen af de aandige Qvæstioners Kjæmpere forlade sin Post. Det er Forræderi meer end imod Fædrelandet alene. Hvor gjerne jeg vilde tale med Dem; men her ligger jeg siden 2 Mai af alle Lungens Sygdomme. Dog kjæmpende mod Pøbel- pakket i Ugebladene, der er bragt i Oprør ved en forrykt, uddelt Brochure. Men igaar skrev jeg mig i Sved -- blev forkjølet og er farligt deran paany, saa jeg inat paa en forhen flaaet Ryg skal have en Spanskflue saa stor som et Landkaart. Jeg har skrevet en "Jødinde", en Række af 10 rørende Poesier af nogen Længde, forat virke paa Følelsen, men heller end "10 blomstrende Tornekviste, burde Opus hedde "Perler for Sviin". Jeg mistvivler; men ikke om den endelige Sejer. Og hvorledes kunne Dhrr. rime det, at de stemme (f. Ex. Valstad) for almindelig Religions- frihed og mod Jødernes Admission. En udmærket Afhandling paa 15 store Spalter i Götheborgs Sjöfartstidende om Kirkes og Stats nødvendige Adskillelse, med et herligt Finale om Jøderne, lader jeg oversætte forat uddele til Sthinget, Præster imorgen fyldes den 4de Maaned. Dr. Ballin var et af de gode Mennesker, som see alting i et Rosen- lys. Da jeg udspurgte ham om Dampbaadenes gevaltige Støden SIDE: 360 paa Skjæret, sagde han ogsaa at det var Ingenting, næsten ikke føleligt. Saaledes med om Sygdom, som jeg ikke endnu kan sætte noget fast Haab til. For 3 -- 4 Dage siden paadrog jeg mig en Forkjølelse ved Uforsigtighed, som har kostet mig en Spansk- flue over min halve, allerede før af et andet Plaster aabne Ryg; men nu synes jeg idag jeg er lettere, og saaledes lister jeg mig til i al Hast at skrive Dem nogle Linjer til. De maa nemlig ikke forblive uvidende om, at en Slyngel af en omvendt Altona-Jøde, en L. M. Nathanson, har ved et Skand- skrivt, der uddeles og sælges her, vakt et sandt Oprør i de lavere Borgerklasser her. Først viste sig 2 skamløse Angreb paa Sørensen, der just var kommet tilbage fra Udlandet; jeg svarede -- Svar paafulgte, hvori Forfatteren formelig undsagdes. Men det er bedst jeg hermed lader følge Bladene, saa kan De selv see. Under Forfattelsen af Stykket "Jødefrygten", skrev jeg mig i Sved og fik min Forkjølelse, et Sting, paastedet, da jeg allige- vel vilde ende. Derfor er Enden saa afbrudt. Man har endog- saa drevet det til at opfordre til ikke at vælge Sørensen; men han er dog valgt. Nu er jeg strengelig forbudt at blande mig videre deri. Alle Forsvarene ere imidlertid før dette skrevne af mig. Men -- noget af Vigtighed! Læs i Berlingske af 21 Aug. Ar- tikelen "Luxemburg" den hollandske Konges personlige Erklæring om Jøderne i hans Stater. Jeg har ladet den indrykke i Intelli- gentssedlerne og tilskrevet Morgenbladet om at optage den, da den vil blive paaberaabt i Storthinget. Jeg staaer paa en fiendtlig Fod med den lumpne Redaktør af dette Blad. Desaarsag maaske faaer jeg ikke ind der min -- ogsaa til Chr.sandsposten sendte -- Oversættelse af Kapitlet om Pligten mod Næsten. Han skal dog purres dertil. Storthingets Sammensætning er ikke meget lovende, og især frygter jeg for den Bearbejdelse Bønderne vilde blive undergivne i sine Logiser hos de simplere Borgere. Disse ere hos os en ube- skrivelig raa Slægt. Imidlertid skal der blive arbejdet. Jeg udgiver som Brochure til Uddeling den fortræffelige Artikel i Sjöfartstidningen. Min "Jødinde" er voxet til 10 -- 11 Tornekviste indeholdende for det meste Træk af Ædelsind, der ere tillagte Jødinder af mig. Man har stundom sagt mig at i Opinionen mellem de mere Dan- SIDE: 361 nede har den lille "Jøden" virket mere end "Indlægget". "Jød- inden" er langt vidtløftigere. Nu skal jeg see til at samle Aviserne. Levvel, Deres venskabeligste Henrik Wergeland P. S. Tak for Læsebogen. Dr. Levertin har ogsaa senere sendt mig den, og Dr. Wolff sin Bibelhistorie. De ere af Nytte for Sagen. TIL HENRIETTE GLÜCKSTAD 8 Sept. [1844.] Kjære Jette! Jeg er taknemligen [ -- -- -- ] dine Vidnesbyrd om Sjelens og Hjer [tets -- ] Deeltagelse. Modtag denne korte, [ -- -- ] Forsikkring, da jeg med et idag daarligt Bryst, dog har skrevet adskilligt. De deilige Dage drev mig ud paa Altanen og i Haven mod Lægens Tilladelse og hvergang syntes jeg jeg befandt mig bedre; men Conradi nedrev alt igaaraftes -- jeg kan gjerne sige Haabet med. Han erklærede nemlig, at jeg ikke kunde vente Restitution før Juul og at den mindste Forkjølelse var dødelig for mig. Hvor- ledes undgaae dem med min sensible Hud i de kolde Efteraars- maaneder? Jeg har meer end halvt antaget det for min Dødsdom. Din hengivne Henr. Wergeland. TIL HALFDAN KJERULF Grotten [? 19. Septbr. 1844] . S. T. Hrr. Hagb. Kjerulf! Ganske uden Beskjeftigelse kan jeg ikke udholde paa Syge- lejet. Jeg har saaledes seet en Tegning af en i Rusland bru- gelig Saugstol, som sparer det halve Arbeide ved en overor- dentlig simpel Mekanik, hvorved Tyngden af en Steen eller et Lod er særdeles virksom. Denne lader jeg nu træsnitte og sætte ind i Bladet for Arbeidsklassen med vedlagte Linjer, ligesom jeg SIDE: 362 ogsaa har faaet Bogbinder Barlien til særskilt at lade Visen ud- komme med Figur. Men en Melodi? De er Manden, der kan finde den rette Tone, om De vil see igjennem Indlagte. Den nøgne Melodi vilde jeg da faae sat til under Figuren. Forbindtligst Deres Henr. Wergeland. TIL S. A. W. SØRENSSEN [1. oktober 1844.] Atter ligger der et Brev fra Archives Historiques paa 1 Spd. 114 Sk., som jeg ikke vil løse; men tillad mig at spørge Dem, om De ogsaa har faaet et saadant Brev og om De har løst det samt da vil lade mig vide Indholden. Der synes at ligge en Pjece eller en Avis indeni. Deres høiagtelsesfulde Wergeland. P. S. Hvilket Genrestykke Scenen med de fordømte Jøder paa Lütkens Billard! Harpespillersken Mad. Petersen, der angav dem som Jøder, skal ogsaa i sin Tid (i sin blomstrende Skjønheds- periode) have angivet den Leya, der blev ført durch ganzes Nor- wegen. TIL S. A. W. SØRENSSEN [Oktober 1844.] I Hamburger Neue Zeitung staaer Charlataneriet med Archives historiques demaskeret. Jeg har skrevet et alvorligt Promemoria til Directionen, hvis Brev virkelig -- men paa slet utydeligt Fransk -- indeholder den Uforskammethed, at man skal betale 2 fr. pr. Linie for sin Forherligelse. "Ikke en Sous -- skriver jeg -- og jeg udbeder mig som en Gunst at mit Navn ikke maa komme i Archives historique. Deres altid Henr. Wergeland. SIDE: 363 TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB Christiania, 11te Oktober 1844. Til Direktionen for det kongl. Videnskabernes Selskab. Idet jeg herved har den Ære at oversende "Læsebog for den norske Ungdom," 2de Dele, hvis Udvalg og Indledninger til de enkelte Afsnit tilhøre Undertegnede, samt Digtene "den engelske Lods" og "Jødinden", nærer jeg det Haab, at dette Udbytte af en Arbeidsomhed, som paa det nærmeste det halve Aar har maattet sysle tilsengs under en livsfarlig Sygdom, vil tjene til nogen Anbefaling for det ærbødige Andragende, der længe har lagt mig paahjerte, og som jeg drives af Ængstelsen forat Døden skulde forekomme Muligheden af mit Ønskes Opfyldelse til her at fremsætte. Jeg vover nemlig at andrage om det kongelige norske Viden- skabers Selskabs Understøttelse til at see det i mit 21de Aar udgivne voluminøse Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias" ud- givet i en Omarbeidelse, som jeg, i Haabet om at denne mine svage Kræfters Anvendelse ikke vil være spildt, allerede har ført et godt Stykke frem. Digtet lider af alle Ungdommens Brøst, af formløs Henriven og Mangel paa Tøilemagt; men man har fundet poetiske Egenskaber derved, som ikke bør henligge, som de nu gjøre det, i en Dynge af Formløsheder og Dunkelheder, men som bør, i en bedre Gestalt, redde for Literaturen dennes be- tydeligste Digt -- hvad det vil forblive, saa strengt jeg end be- handler det og reducerer det i Omfang. Dette formindsker Tryk- ningsomkostningerne, saa disse ikke maa kalkuleres efter den første Udgave, der desuden er særdeles ødselt trykt, nemlig med kun 30 Linier paa Siden. Selv vilde jeg desuden sørge for den største Sparsomhed ved Trykningen, hvortil jeg dog antager at 100 -- 150 Spd. muligens kunne medgaae; dog at forstaae saaledes, at jeg ikke endnu kan angive Summen vissere, end at Maximum ingenlunde vil overskride den sidste Sum. Da jeg vilde begynde Trykningen saa snart muligt, vilde jeg, naar jeg kom noget hen, bestemt kunne opgive Resten af hvad der behøvedes. Oplaget -- 500 Explr -- vilde blive Selskabets indtil Summen muligens blev dækket ved Afsætning, hvorhos jeg dog ærbødigst vilde ud- bede mig 50 Explr., mest bestemte til Gaver udenlands. SIDE: 364 Værket er ikke længer i Boghandelen; og, saadan som det er, siden man ligesaalidt kan lægge Aar til sin Alder som Alen til sin Høide, ønsker jeg det ogsaa ude af Literaturen. Og hertil er en Udgave, hvori blot det Gode er beholdt, det eneste Middel. Jeg ansøger Fædrenelandet om mit eneste Stipendium idet jeg anbefaler nærværende Andragende til den ærede Direktion for dets Videnskabers Selskab. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NILS DAHL. Grotten, 11 Okt. 1844. Min Hjertens Tak, kjære Ven, for den sande Livsbalsam, Du sendte mig i dit inderlige og skjønne Digt. Det traf mig høist lidende, saa jeg ikke strax kunde takke Dig og byde Dig mit Venskab ukjølnet igjen, og siden har et Foretagende, jeg vil om- melde nedenfor, samt Udhalen fra Trykkeriet med "Jødinden," som jeg vilde sende Dig, udsat disse Linjer, der skrives under et stærkere Haab om at see Livet reddet, end jeg nogensinde under min lange Sygdom har havt. Virkelig synes jeg nu paa 4de Dag at spore en mærkelig Bedring, skjøndt jeg endnu neppe kan reise mig, naar jeg er paa Huk eller Knæ; men jeg har faaet Appetit, og den Kvælen for Brystet er betydelig lettet. Vi ville altsaa haabe; og isaafald at jeg bliver stærk nok til en Reise paa Vaarsiden, er min Plan at gjenvinde min Helse i Italien. Høstklimatet frygter jeg dog -- ikke Vinterens saameget, da frisk, elastisk Luft virker ligesaa forfriskende paa mig, som den fug- tige nedtrykkende. Det er ellers ved at holde min Aand i Vivacitet ved at give den noget at arbeide paa, at jeg -- mod Lægernes Anordning -- befinder mig bedst; og jeg har da ikke begyndt paa noget mindre end Augiasarbeidet at omarbeide Skabelsen etc. Det kommer til at lide store Reduktioner -- og sandelig de behøves. Titelen bliver sandsynlig blot "Mennesket." Jeg ansøger Vid. Selskab nu om Understøttelse til dets Udgivelse. Da jeg med det Samme, som Medlem, sender min Læsebog, 2 Dele, Jødinden og Lodsen, som tildels Udbytte af disse Sygemaaneder, haaber jeg at bevæge SIDE: 365 DHrr. til at give en Oxe, som tærsker saa flittig, det Knippe han ønsker. Dit Digt har vundet særdeles Bifald fra den æsthetiske Side her. Jeg deler dette med de mange Kompetente, hvis Yttringer jeg har hørt, men at jeg dog skatter højere den Venskabets Deel- tagelse, der har dikteret [det] , maa Du troe. Min Lykønskning til dit Thingvalg og det hjerteligste Levvel fra Din Henr. Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 15 October 1844. Høistærede Herr Warburg. Jeg har i dette Øieblik Bud i Byen for at faa et ferskt Expl. af "Jødinden" til Dem, og haaber ikke at blive skuffet. Men hvad kan det nytte alt hvad man gjør, naar Skurke af Jøder nedrive Alt igjen ved at snige sig herind og drive Bedragerier og Handel med usædelige Ting -- de saakaldte Cordons -- under den oprørte Tilstand, hvori den større Borgermasses Opinion om Sagen befinder sig. De er vel underrettet af Morgenbladet om hvad der er hændt med Jøderne Philipson och Lopez (?) fra Gothenborg -- en Leon arriverede ogsaa paa deres Inkaldelse men absenterede sig paa de Førstnævntes Arrestationsdag. Jeg gider ikke gjentage det; men saameget er vist, at de 2 Personer have skadet Sagerne mere end noksaamange Brochurer vilde have gjordt. Det er ikke mere end Retfærdighed, om de ved Tilbagevenden til Gothenborg eller hvor der er Mosaisk Menig- hed, belægges med al den kirkelige og borgerlige Straf, denne kan udøve, og jeg nedkalder denne over deres Hoveder, idet jeg an- moder Dem om at anmelde deres skjændige, deres hele Nationen og den retfærdige Sag skadende Forhold for Vedkommende. [fotnotemerke] Fremdeles till Sengs Deres vänskabsfuld Henr. Wergeland. Fotnote: Blive de straffede af Synagogen, bør dette publiceres i Mor- genbladet. De svenske "Bud" ere komne. Tabt. SIDE: 366 TIL HEINRICH A. THAULOW Grotten 28 Oct. 44. Tak for dit venlige Brev, min kjære Fætter! Deri er ogsaa Medecin. Apothekets har jeg udtømt. Nogen Bedring med min Lungeforhærdelse paa Rygsiden siger Conradi han kan spore; men mit Bryst, mit Bryst! Der er Bronchioloqui som Blæse- bælgene paa Verket og en Sliimopkastelse, der ikke synes at ville tage Ende. I mange Maaneder holder ogsaa en profus Natte- sved ved, hvilken dog synes at være en Afsondringsproces af Sygdommen eller de syge Dele (høire Lunge) og ikke af Svæk- kelse. Mine Kræfter i de sidste 3 4 Dage ere dog ikke som for flere tilbage, saa jeg ikke tør fæste mit Haab ret fast. Og saa dette Klimat! denne Udsættelse for Forkjølelser! Kommer jeg paa Benene, da er mit Helsehaab et længere Ophold i Neapel eller Montpelliers Omegn. I Tanken om en saadan Reise finder jeg nogen Erstatning for dem over mine tabte Maaneder i Sommer og dem jeg endnu har tilbage paa Sygelejet. Jeg beskjeftiger mig med at omarbeide Skabelsen og Messias; men ofte anstrenger det mig, saa jeg lægger det hen. Imidlertid er jeg dog kommen længere frem end jeg tænkte da jeg be- gyndte. Ingen Anden kunde gjøre noget ved det Arbeide, og saaledes som det var udgaaet i min tidligere Ungdom kunde det ikke forblive. Nu skal der blive noget af det. Saaledes mangler jeg ikke Sysselsættelse for Aanden; men de skrøbelige Kræfter gjøre Arbeidet saa afbrudt. Det har imidlertid saaledes optaget mine faa disponible Øjeblikke, at jeg har forsømt at takke dig for dit Brev før nu. Dertil det hjerteligste Levvel til Dig og din Kone. Din Henr. Wergeland. TIL PEDER FAUCHALD Grotten 13 Nov. 44. At sende Jødinden til dig, gode Ven, er overflødigt; men da Du dog maaskee kunde have Moro af at læse den en Kvelstund, saa lægger jeg herved et til L. J. [ensen] bestemt Exemplar forat Du saa underhaanden kan læse det, sætte saa en Oblat paa og see SIDE: 367 at faae det over til Ringsager. Skjær det da peent op og lad Bogen ei faae Mærker! Den engelske Lods er derimod for Dig! Jødinden er bestemt til igjennem Følelsen at bane Sandheden Vei. Derfor forsøger jeg at bløde op hos ovennævnte haarde Stivnakke, som jeg tænkte og gjorde fast Regning paa som en Oplysningens Mand. Jeg ligger fremdeles; er kvik i Hovedet og frisk i Maven; men Brystet er ret daarligt. Idag er jeg ude i Mbldt og trommer imod Russerne -- egentlig mod noget endnu værre i den Cstnelle, nemlig et complet rævbælgersk Indförlifningsstykke af Munch Ræder, Gud veed hvor Mbldt har sine Øine, naar det lader saa- dant passere. Jeg for mit Vedkommende har da protesteret i kraftigste Maade. Ueland troer jeg er bleven gal. Sligt Projekt har man dog aldrig seet Magen til ): som han selv kalder det det er nyt i Ideen. Jeg gad see hvad Theis vil erklære, om han er af For- mandskaberne. Levvel! Hilsen til Familien fra venskabeligste Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania, 17 Nov. 1844. Kjære Ven! Modtag denne Erindring fra et 7 Maaneders Sygeleje. Jeg er i de sidste Dage saa svag, at jeg maaskee er død naar Du mod- tager dette. Jeg lider af Lungeforhærdelse, en lumsk og snigende Sygdom, og Klimatet er mig for haardt. Kommer jeg paa Be- nene saavidt, maa jeg ved nogle Maaneders Ophold i Neapel søge at vinde min knækkede Helse igjen. Under min Sygdom har dog altid mine Aandsevner været friske, og saaledes har jeg fra Sengen expederet ikke blot Lodsen (paabegyndt ifjor); men "Jødinden," som jeg desværre ikke kan sende Dig med. Min Svaghed nu kommer mig slemt an, da jeg netop imorgen lægger under Pressen Omarbeidelsen af mit Ungdomsvolum [?] "Skabelsen, Mennesket og Messias." Det var mig en Æressag at give dette Arbeide en ordentlig Form, og af det kgl. Viden- SIDE: 368 skabers Selskab i Throndhjem har jeg faaet 100 Spd. til dets Trykning. Men de forslaae ikke 2/3 engang. Maatte jeg blot fuldføre dette, saa er jeg færdig og bered, i hvad der skal skee. Lad mig høre fra Dig om hvorledes Du til Sjel og Legeme befinder Dig, om din Virksomhed -- kort Alt! Det hjerteligste Levvel fra din i Liv og Død trofaste Henr. Wergeland. Allerede efter disse Linjer er jeg træt. Dette sendes med Violonisten Georg Rostad fra Throndhjem, der anbefales til Jön- köpings musikelskende Publikum og til Dig. Han er et godsligt Menneske. TIL JONAS COLLETT Grotten 22 Novbr. 1844. Høivelbaarne Herr Statsraad Collet. Min hjerteligste Tak, høistærede Herr Statsraad, for den venlige og hædrende Interesse, De viser mig i min Sygdom. Den bestaaer i en Forhærdelse i den høire Lunge, saa jeg, da kun den venstre kan fungere, ligner en Dampbaad, der kun arbeider med eet Hjul. Jeg bæres oppe alene ved min Konstitutions Ressourcer; men skulde f. Ex. min hidtil gode Fordøjelse briste, medens den hidtil saa nogenlunde har holdt Tabet af Kræfter ved de stærke Sliimudtømmelser Stangen, saa ligger jeg under for disse. Ophøre disse paa naturlig Maade, og der endnu er det mindste af Kræfter tilbage, vil Livet seire. Men dette Klimat! dette Klimat! Jeg har et Barometer i mit Bryst. Med klar Luft er jeg kvik og dispo- neret, og da er Aandsarbeide mig -- imod Lægens Supposition og Ordre -- en Nødvendighed og Lettelse. Jeg fik min Knæk af de gamle Mure paa Agershuus. Man fyrede mig for svært i Ovnene her i de allersidste Dage i April, da vi havde stærkt Solskin, og jeg befalte, at man idetmindste skulde lade være at lægge i mit Værelse. Jeg kommer varm paa Kontoret, kaster Kjolen af og sætter mig til Pulten i Skjorte- ærmerne uden at tænke paa at der ikke var i Ovnen. Efter en Timestid betages jeg af en saadan Kuldegysen langs Ryggen, at SIDE: 369 jeg maatte gaae hjem, og siden 2den Mai ligger jeg nu her. Alt- saa min egen Skyld. Forhærdelsen i Lungen er secundær efter en Betændelse deri. Jeg beskriver Dem dette, høiærværdige Herr Collett, formedelst den Deeltagelse, De har viist mig, og som har bragt mig Lise. Lad mig bevidne Dem min Tak og den Høiagtelse, hvormed jeg i Liv og Død er Deres Høivelbaarenheds ærbødigst forbundne Henr. Wergeland. TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB Christiania 22 Novbr 1844. Til Direktionen for det kgl. norske Videnskabers Selskab. Jeg har herved den Ære at aflægge min ærbødigste og for- bindtligste Taksigelse for den tilstaaede Understøttelse til Ud- givelsen af Digtet "Mennesket", og at underrette om at den ærede Direktions Betingelser skulle blive iagttagne. Jeg har ikke erholdt Forlægger, og har derfor saaledes kon- traheret med Bogtrykker Fabritius, at han faaer 14 1/2 Spd. for 500 Explr. tvespaltede Ark i Skilling-Magazin-Format. Beregnet til 10 saadanne Ark med over 2000 Linier pr. Ark, ville de blotte Trykningsomkostninger løbe op til 145 Spd.; men dette er dog den billigste Udvei. At dømme af det første trykte Ark vil Vær- ket dog blive af et saadant Udvortes, at Bemærkningen paa Titel- bladet, at det er udgivet ved det kongelige Selskabs Understøt- telse, ikke skal geraade dette til Skam. Min Helbreds vaklende Forfatning, -- kun stø i at jeg maa holde Sengen, -- gjør at jeg paaskynder Trykningen i den Grad, at jeg haaber ved Nytaars- tider allerede at kunne oversende den ærede Direktion de for- langte Exemplarer. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 370 TIL HENRIETTE HOLMBOE Grotten pr. Christiania, 30 Nov. 1844. Min kjære Veninde! Saa maa De tillade at jeg kalder Dem, efter Deres saa venligt deeltagende Brev. Det har bragt mig Balsam idag, der har været en af mine haardeste Dage. Hjertelig Tak for disse Linjer, som jeg ogsaa vil give min op- rigtige Ven, Deres Holmboe, Deel i! Jeg kjender nok hans stærke Følelser, og tager jeg ikke feil skylder jeg ham i Ad- skillelsensaarene flere Venne-Sværdslag i Stiftstidenden. Ud- bruddet af hans Følelser i Jødesagen er det vel ogsaa, som nu har proscriberet ham fra Storthingsbænken. Den skrækkelige November gaaer ud idag. Det er min 7de fulde Sygemaaned, og det tilsengs. Jeg tænkte at den skulde rive mig væk; men den har dog kun holdt mig under idelige Bryst-Forkjølelser, der for min egentlige Sygdom -- en For- hærdelse i Lungen -- alle ere yderst farlige. Min Sygdom fik jeg ved den Uforsigtighed paa Arkivkontoret, at jeg glemte, at jeg havde forbudt at lægge mere i Ovnen -- den sidste Dag i April eller 1ste i Mai -- kom svedig derop, kastede Frakken af og sad saaledes i en tynd Shirtingsskjorte i det kolde, af 3 Alens Mure omgivne Fæstningsværelse, indtil jeg blev betaget af en saadan Gysen langs Ryggen, at den jog mig hjem. Jeg blev da behandlet for en Strubebetændelse -- thi det slog sig til en desperat Hoste -- indtil den 17de Mai. Den Dags Pro- cession maatte jeg see; fik ogsaa Lov til, vel emballeret, at kjøre ned i Overlærer Møllers nye Gaard. Jeg var nu ved Kjørselen ganske udpustet, saa jeg ikke følte til den Trangbrystethed, der ellers ledsagede enhver liden Anstrengelse; og da jeg nu befinder mig nedenfor den særdeles steile og lange Trap i Huset, glemmer jeg, at jeg er syg og at jeg er indpakket i baade Kappe, Mack- intosh etc. etc. og gjør som jeg plejede for at faae hurtig Ende paa den afskyelige Trap, ): jeg tog den i en to tre Sprang. Kommen ind til Møller maa jeg da op i en Sofa, og Klæderne rives af mig til jeg fik Veir igjen. Jeg saa da Processionen, kighostende og slubbrende i eet Væk i noget Drikke -- den fremkaldte mine Taarer. Jeg følte jeg havde faaet en Knæk; og næste Dag deklareredes Lungebetændelsen, hvis Følger jeg SIDE: 371 da endnu lider af. Alene min Konstitutions Ressourcer holde mig oppe; men det gjælder hvorlænge dette kan vare. Kan der holdes Liv i mig indtil Forhærdelsen har givet efter, saa vil jeg i Neapels Klimat søge ganske at gjenvinde min Helse. Mit Haab er svagt; men skeer det, da vil jeg ogsaa haabe at jeg skal gjensee Dem og Holmboe og lade Dem læse i mit Aasyn hvor kjære I begge ere blevne mig efter det Vidnesbyrd om Deeltagelse, som jeg har modtaget. I vare det fra den Stund, jeg lærte Eder at kjende; I skulle blive det i Liv og Død. Jeg vil ellers gjerne leve. Jeg elsker Naturen formeget og veed at more mig paa for simple Maader -- ja endog blot inden mig selv -- til at jeg ikke skulde ville dette. Men saa naragtig og gudløs er jeg ikke, at jeg ikke ogsaa skulde tage Døden som en god Gave. Nu kunde jeg ellers leve i Fred og Ro med alle Mennesker, og man vilde ikke forbittre mig Resten af Livet -- den jeg ret troede at kunne regne til en høj Alder. Jeg har ikke kjedet mig en Time under al den Liggen. Min Aand har været disponeret, saa jeg -- rigtignok stik imod Læ- gernes Ordres -- har arbeidet ganske artig. Har jeg været uden saadan Beskjæftigelse, er jeg strax bleven døsig. Man kjender bedst sin egen Natur; og sandelig min Sygdoms Langvarighed og den umaadelige Ødslen med Medecin har ikke forhøjet min Agtelse for DHrr. Læger. Men fortæl nu blot Holmboe, at jeg under min Sygdom har expederet min Læsebogs 2den Deel med Indledninger, Udvalg og Korrektur, skrevet de 9/10 af Lodsen, hele Jødinden paa mindre end en Maaned, og at jeg snart er færdig med Omarbeidelsen af Skabelsen, der kort før Juul skal vise sig dersom Bogtrykkeren holder Ord. Jeg er forbauset over at jeg paa en saadan Smertesdag har kunnet skrive saa langt et Brev; men strax maatte jeg svare, da Deres Brev altid løb mig i Hovedet og jog mig Koncepterne til hin Omarbeidelse ud -- og den er ikke grei -- ; men jeg tør parere paa der er en Veirforandring ude til det Klarere. Da er jeg strax kvikkere i Nervesystemet, om Brystet bliver lige slet. -- Men nu Levvel! det hjerteligste Levvel til Eder Begge! Et Hjertes Tak -- en Aands Velsignelse! Henr. Wergeland. SIDE: 372 TIL KONGEN Grotten ved Christiania, 16de Decbr. 1844. Henrik Arnold Wergeland, Bureauchef ved Rigsarki- vet, ansøger underdanigst om at erholde Bevilling til at bisættes i muret Grav paa egen Grund, samt om at Tilladelsen dertil maa vorde udstrakt til hans Hu- stru saafremt hun senere saadant maatte ønske. Saalænge jeg har besiddet mit af mig opførte lille Landsted "Grotten" ved Chri- stiania, har det været mit Ønske, at den Naturejendommelighed, der har givet Ste- det Navn, nemlig en Fjeldkløft, der løber op imod det høitliggende Huus og ender under dette i en Grotte, kunde blive be- nyttet af mig og Huustro til sidste Hvile- sted. Og nu, da jeg efter Maaneders Hen- liggen paa Sygelejet, ikke har stort Livshaab, beskjeftiger dette Ønske ideligen mit Sind. Drevet heraf, og da jeg har erfaret, at der fra Sundhedspolitiets Side er intet at sige, vover jeg da nærværende underdanigste Ansøgning om, at det naadigst maatte vorde mig, saalænge jeg er Ejer af bemeldte Sted, tilladt at bisættes i ovenbeskrevne Grotte, samt om at dette ogsaa maatte gjælde min Hustru, om hun saadant senere maatte ønske. Denne Bisættelse skulde bestaae i at Kisten indsættes i et i Grotten fritstaaende Muurvæk, der overalt skal have mindst en halv Alens Tykkelse og cementeres over det Hele. Graven bliver altsaa hermetisk tilsluttet, men vilde gjennem den, idet- mindste fra Vaaren af, aabne Grotteport ligge frit tilskue med den religiøse Dekoration, den maatte erholde. Selve Grotten har den ikke ubetydelige Høide af 8 -- 9 Alen, og ovenpaa den er atter en Kjelder. I Tilfælde af, at det ovenoverstaaende Vaa- ningshuus skulde ved Ildebrand eller af anden Aarsag komme bort, vilde Graven eller Mausoleet -- om dette Navn ikke er for prægtigt for noget saa simpelt paatænkt -- befinde sig i den aabne Fjeldkløft, hvor jeg selv har plantet hver Busk, og hvor den vilde være en Forskjønnelse af Naturen paa dette af Spad- serende meget besøgte Sted. Men om Deres Majestæt, naar Sagen er uskadelig for Andre og vil tjene en Dødssyg til Beroligelse, skulde naadigst indvilge denne underdanigste Ansøgning, nøde mine Kaar og Udsigter for den Efterladte mig til at forbinde hermed et lige underdanigst Andragende om, at jeg naadigst enten maatte fritages for Gebyr, SIDE: 373 eller at jeg maatte tilstaaes at erlægge kun almindeligt Bevillings- gebyr med 10 Spd., saaledes, at Kgl. Resolution af 19 Novbr. 1824, der fastsætter 40 Spd. for Bevilling til at oprette "private eller Familiebegravelser", hvorved ogsaa et ubestemt Antal Personer erholde en Særret, ikke gjøres anvendelig paa dette specielle, sandsynligst kun til min egen Person indskrænkede, Tilfælde. Underdanigst Henrik Wergeland. TIL CHRISTIAN TØNSBERG 8 Jan. 45. Gode Ven! Forretningsmænd ere ordknappe og desuden har jeg havt meer Arbeide idag end jeg har havt godt af. Altsaa 1) Priserne hos den Bogbinder paa middels stivt heftet (Jeg maa knibe; maaskee Du koster elegante Bind paa?) ønskes meddelte. 2) NB. Grottens Salg maa ikke glemmes. (Priis 2800 -- 3000) Taxt paa Huset 2380. Faste Penge 1800 Spd. 50 Spd. til Mad. Jacobsen aarlig. Dette er Hovedopgaverne. -- 3) Linstow vil gjerne bytte Stykker, da Øststykket har Affec- tion for ham. Hans Fjeldstykke synes mig interessantere at have, da Tind er den Egn alle Reisende besøger. Kom herop er bedst. Venskabeligst Henr. Wergeland. TIL CARL TH. DAHL Grotten 26 Jan. 1845. S. T. Hr. Auditør Dahl! Det skal skee som De vil med den specielle Erklæring; dog ønskede jeg to Ord fra Fleischer blot, siden jeg ikke personlig kan faae tale med ham. Hvem kan være gladere end jeg ved at finde, at der ikke gaves Een paa Rigsforsamlingen af For- rædersind? Jeg troer ogsaa at Constitutionshistorien siger dette udtrykkelig. Aarsagen, hvorfor jeg ikke vil have De skal tale til D. er, at SIDE: 374 jeg vil fremsætte Ønsket om at han vilde fortsætte; men da han intet forstaaeligt Svar gav, saa kan ingen 3die Mand tale til ham om den Sag, uden at han vil troe, at jeg har tillagt hans virkelig blot i et Slags "Hm! hm!" bestaaende Svar nogen Bestemthed. For Deres Artighed med Bogen min forbindtligste Tak! Venskabeligst Henr. Wergeland. TIL CARL TH. DAHL Grotten 30 Januar 1845. I næste Hefte af min Konstitutionshistorie, der først slutter Rigsforsamlingens Historie, saaledes at Plads til Anmærkninger i Anledning af Hvilketsomhelst i det Foregaaende staaer aaben, vil blive indtaget en Anmærkning omtrent saalydende angaaende det om Repræsentanten Kancelliraad Dahl omnævnte Rygte. (Se 3die Hefte). "At denne Mening om denne enkelte Repræsentant ikke var andet end et af Partihadet eller maaskee af en enkelt personlig Fiende fremkaldt Rygte, er uomtvivleligt. Aall forkaster det og- saa. Den Plet er Rigsforsamlingen og Nationen fri for, men ikke for at have fegtet med Bagvaskelser mod de Mænd, som enten aabent vedkjendte sig at være Foreningsvenner eller mistænktes for at være det. Til de Sidste hørte Kancelliraad Dahl." Henr. Wergeland. TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB Christiania 30 Januar 1845. Til Direktionen for Videnskabernes Selskab i Throndhjem. Med gjentagen Tak for den tilstaaede Understøttelse har jeg herved den Ære at oversende det forlangte, saa ringe, Vederlag af 5 Explr af Poemet "Mennesket". Maatte den ærede Direktion ikke finde de 100 Spd. for dyre for hvad herved er erhvervet Literaturen. Min Helbredstilstand nødte mig til at skynde mig, saa Arbeidet fra min Haand neppe SIDE: 375 endte da Klokken ringede Julen ind -- Sidste Afsnit i Digtet vil vise hvorfor jeg fandt noget i den Omstændighed -- og i 2 Maa- neder blev Bogtrykkeren færdig. Da jeg maatte vente selv at blive bebyrdet med Forlaget, maatte jeg renoncere paa det Ni- tide. Først da Bogen var færdig, indfandt den Feilbergske Bog- handling sig med det usle Tilbud af 100 Spd. og de overskydende 50 Spd. til Bogtrykkeren for Oplaget paa 500 Explr; og saavel Direktionens liberale Vink om at søge Honorar istedetfor at til- bagebetale, -- hvilket jeg ved Honoraret burde have været sat bedre istand til -- samt min Sygdom lod mig imodtage dette. 18 Explr gaae til Udlandet som Present. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 31 Januar 45. Kjæreste Fader! Tak for din expedite kjærlige Opmærksomhed for mit Ønske. Jeg spiste ogsaa strax midt paa Formiddagen en heel Siik røger saa Resten. Jeg overvældes af Beviser paa mine Landsmænds Hengivenhed. Storthingsmændene besøge mig (En, Bødtker fra Skeen, styr- tede til og kyssede min Haand uden Affectation, men med Taarer i Øinene). Jeg veed ikke om jeg har sendt dig den gjennem Morgenbladets Red. sendte Indbydelse fra Inspektøren paa Tor- ungen Fyr om at tage mig i Gratis-Logis, om Søluften var god for mig. Men kjærest af Alt er mig hosfølgende Brev fra en Vægter, som jeg har hjulpet i mange Aar. Udplyndret af en Lensmand Juel kom han med en stor Børneflok herind fra Hal- lingdalen, og kom til mig. Jeg fik ham da i et Aars Tid eller 2 som Huusmand hos G. Henriksen, og da Pladsen droges ind, fik jeg ham til Vægter og et af Børnene paa Eugeniastiftelsen. Jeg fik ham og ansat ved det katholske Kapel, hvor han møder frem i Mondur. Det er en sand from Mand. Honoraret for Lodsen er 50 Spd med Pant i Oplaget. Mons har ikke faaet Pakken til Egger afsted, da Benoit ikke reiste. Jeg sender "Msket" til Bibl. royale, men vil forsøge at faae det gjennem Consulen. Det SIDE: 376 er passende, da vort Universitet har mange Gaver fra den franske Regjering; og enhver Normand bør derfor føle Taknemlighed. Mine Pengesager skal jeg styre som en klog Mand. Sundt har faaet Planerne, men at prakke dem paa Afzelius ellers vil det være let at komme derfra over til Neapel. Den Plan er god. Men jeg har endnu en Plan som er bedre: Døden kan tage mig død udaf Huset; men den skal ikke sætte mig halv levende paa den nøgne Bakke den 14 April. Den Dag -- det var mere gjort med mit nærværende Huus -- flytter jeg ind i min Huusmands- hytte. Vær ikke bange! Mine Kapitaler angribes ikke. Til hele Vaaningen bruges kun Kongens Gratiale ): 300 Spd. og 200 til Jord. Det er Økonomi istedetfor at leje Logis enten paa Rigs- hospitalet eller andetsteds, og jeg maa boe for mig selv for alle mine Grejers Skyld, og døer jeg, skal min Enke boe for en Snees Daler om Aaret og det bekvemt. For 2 Værelser Pigekammer og Kjøkken hos Værter, der grine om jeg slaaer en Spiger i Væg- gen eller røger en Pibe Tobak paa Vandhuset, koster mindst 100 Spd. og det afsides. Nei, jeg vil leve à mon aise, skal jeg leve ): mellem Heste, Grise, Kaniner og Souvbukke samt Fjerkre. Derfor -- ça ira! Det er mit Valgsprog som Poet og Mske. Den 14 April flytter jeg ind -- -- -- NB. hvis der er fuldkommen tørt Materiale at faae. Ellers lader jeg bygge mens jeg er borte, og er jeg saa fornøjet, skal Bygmesteren -- naar Hytten er prøvet -- sandelig Juleaften faae min Sølvpokal med 1 Dukat for hvert Værelse. Stol paa det -- ! bygger jeg bygger jeg klogt, saa Vær- dien er sikkret, og jeg har Linstouv ved min Side. Stedet, jeg har tænkt mig, er tæt ved Pilestrædvejen paralel med Scheels Sted, godt i Ly, varmt som en Potte, for en Svagling siger Lægen jeg bliver. Før jeg gjør noget Skridt skal ogsaa Conradi divinere mig. SIDE: 377 Idag er jeg modig som en Løve, skjøndt Brystet er saart efter megen Hoste. Det kommer maaskee af at jeg sov noget bedre i Nat: Saa langt var jeg kommen da Oberste Vosgraff indtreen og gjorde Ende paa Byggeplanen. Jorden blev for dyr. Jeg faaer altsaa i sin Tid leje Rum for mine Møbler og see til hvor der kan blive af Kone og mig. Levvel, kjæreste Fader! Paa Tirsdag mere. Da kommer ogsaa Portrætet op igjen. Henrik. P. S. Tak for Komplimenten i Epigrammet! Jeg er i Forlegen- hed dermed. Lørdag Morgen. [1. febr.] Saa slem en Nat som inat har jeg aldrig havt. Jeg maatte idetmindste hoste engang hvert Minut fra 9 1/2 til 1 1/2, da jeg om- sider maatte lade Pigen vække. En Ølost skaffede mig da Søvn. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten Tird Midd. 4 Feb. 45. Kjæreste Fader! I dette Øjeblik forlod Statsminister D. mig efter et langt Be- søg, hvorunder han overrakte mig fra Enkedronningen for Kon- gens Mindekrands og navnlig for "Kongen lider", som Due havde oversat, en Brystnaal bestaaende af smaa Diamanter i Arabesker om en Viintopas. Naalen er af Guld og i Kapsel. [fotnotemerke] Item Budskab fra Kongen selv, at han vilde sende mig en Guld- medalje; men der var endnu noget Arbeide dermed. Item fra ham selv et af Carl Johans Lommetørklæder brugt af ham i hans Sygdom. Det er af Traadkammerdug med C. J. i et Hjørne. Døer jeg vil have det i Haanden. Men jeg troer jeg faaer min Livstraad spundet altsom noget beskjæftiger min Sjel. Det er nu denne Byggeplan, der skal ud- føres om jeg bliver frisk, fordi den er den bedst beregnede af Fotnote: Juvelerer Øiseth har taxeret Stenene for 50 Spd. Brink lige- ledes med Tillæg, at Arbeidets Skjønhed hæver Værdien til 70 -- 75 Spd. SIDE: 378 Verden. Men jeg har en Bøn -- en Herodias-Bøn -- om nogle Ting, som ville behøves, om Tingen realiseres, og som ellers og- saa ikke ere borte. Sagen er den: i det store Kjøkken skal et langt massivt Bord med Bænker have Plads, hvor jeg og min Husfreya hver Høitidsaften ville spise med Pigen og Gutten, og hvor vi ellers ofte om Sommeren, naar Birkeløv sættes i Krogene og nu er min Anmodning at Jacob maa faa tage Livet af en af de sværeste Bjerker paa Præste- gaarden netop nu før Sevjen skyder op -- og det skeer snart -- og deraf gjøre først en god Kubbestol af det Tykkeste, en do. af det derpaa følgende, en Kjødhuggestabbe af en derpaa føl- gende Stub (den staaer perpendikulær) og endelig en 2 1/2 Alens Vedstabbe (ligger ned) af en Stub af Resten. Alt, Stolene ogsaa, med Barken paa. Jo særere formet og massivere jo bedre! Denne forhaabede Sendelse anbetroes Stolen Nr 1 og den lille Stab til en Kjører, Stolen Nr 2 og den lange Stab til en do. der er ifølge med hinanden, hvorfor hver skal erholde 30 Sk. Musæus sagde, at Rigdom af Materier havde hidtil gjort, at der ikke var lagt Haand paa B. Jeg lærte ham, at han skulde gjennemlæse Materialierne og derpaa skrive af Hovedet. Guldberg havde dog ikke søgt ham her og talt med ham. Jeg gav ham en af Planerne og han fik een til. De andre skal jeg nok ogsaa blive af med. Sundt (faaet Plan) er Stud. theol. her, overmaade anseet og flink. Saa slem en Nat som mellem Søndag og Mandag har jeg al- drig havt. Og Lægen havde udrustet mig mod Hosten med nogle Draaber. De forværrede den, og jeg slog Resten i Potten. Ølost kom; Hosten gik; -- men Søvn ikke. Idag fortæller Lægen at der var meget Opium i og at den hos Enkelte sender Incita- tion forud for Slapheden. Men slige Experimenter vil jeg ikke vide af. Flere Recepter skrives ikke for mig. Igaar ordinerede jeg mig da selv en Kop varm Hylde- og Kamillethe i det Øje- blik jeg vilde sove. Følgen inat var upaaklagelig Søvn og mild Hoste. Jeg holder mig herefter til disse simple Midler og min, som Lægen idag kaldte den "gigantiske" Konstitution. Mit Spørgs- maal om Udsigten var bedre til Liv end til Død, vilde han ikke besvare før han havde talt med Conradi. SIDE: 379 Min Ansøgning om privat Begravelse er bevilget med nedsat Gebyhr fra 40 Spd til 10. Jeg løser naturligviis en Bevilling før den behøves. Kirkedept. skal have vredet sig noget gudsjammer- ligt i sin Indstilling for dog at faa Gebyhret op til 40. Præmisserne om Bevilgelsen skulle være saaledes skruede, at de synes Læse- ren at være imod -- indtil endelig den aftvungne Konklusion kommer, at den dog maa finde Sted. Jeg faaer 2 Spiltoug vil jeg haabe, om jeg bygger, Remisse, Kammer som en Potte (just ikke Kammerpotte) og lad mig saa faae see dig engang sidde i Kubbestolen over en Ret Torsk! Foran staaer en Tinkande, hvori jeg vil sætte en Sølvspecie med C. Johans Portræt forgyldt, ligesom hos Bønderne. Men bed Kaasen kjøbe mig paa Auktion en smuk Træølkande. Det kjærligste Levvel Henrik. TIL WILHELM LASSEN 8de Febr. 1845. Hr. Cand. jur. Albert Lassen. Tak for igaar! Følgen var 14 Vers til O og en søvnløs Nat. Men ellers er jeg ogsaa brav idag. -- Hermed Archivarvisen samt nogle andre Sager, jeg, ved at søge efter dem, fandt. Sag- visen gad jeg høre. Deres Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 10 Febr 1845. Kjære Fader! Mine Vers til Kongen gjøre furore. Min rolige Læge kyssede mig paa Panden og fortalte at et Selskab (af instruerede Folk, Præsten Lange fra Drammen men standsede efter 2 Timer da jeg fandt Sluten brav og ikke turde forcere mig. Da jeg har glemt Netto af Vedøes Debet, sendes hoslagte Brev, hvis Begyndelse upaatvivlig maatte bringe mig til at dreje hans Paryk omkring. Slige Folk maa tages med simple Regninger ind- lagte i tørre Skrivelser. Sic: N. N. debet -- osv. Siig mig ved Leilighed, bekoster Du eller [ -- -- ] Gjør Du det, da er det at sye ham ufortjente Puder under Armene. Han har ingen Nød om han saa sad paa et Skjær. De kjærligste Hilsener Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Tird. Formid. 11 Feb. 45. Kjære Fader! Naade paa Naade! Idag indfandt Kammerherre Oberstl. Sørens- sen sig fra Kongen og Dronningen med Forespørgsel om mit Be- findende, hvorhos han havde at takke fra dem begge for Poesien SIDE: 381 i Morgenbladet, der havde "henrykket og glædet dem Begge over- ordentlig ligesom de takkede for alt hvad jeg havde skrevet om den sal. Konge, hvilket de alt med Beundring og Rørelse havde læst." Det var ganske overordentlig hvorledes han, som han udtrykkelig sagde, havde Ordre at udtale sig om det Behag det Digt havde vundet, hvorhos han lagde sin egen Tak til. Jeg bad ham naturligviis takke begge MM. for denne over- raskende Ære og for den kraftige Medecin som deri var sendt mig, hvorhos jeg maatte finde mig smigret ved at det ikke blot var min Konges og Dronnings, men smagfulde Menneskers Dom, der her kronede mit Digt. Hvad min Helse angik, da var det min Bjerkebeinerkonstitution, som havde at kjæmpe med en lumsk og dræbende Sygdom, nemlig Forhærdelse i Lungen, der havde en farlig Allieret i Klimatet, saa jeg havde besluttet at rømme Marken ved at reise til det Sydlige med Hs Mts Tilla- delse men denne svære Kulde knuger mit Bryst. Endnu er jeg ikke kommen videre med Bygningsplanen; men dersom jeg faaer den Bjerk, saa maa derfor ikke Kubbestolene opsættes -- NB. med fuld Bark og Næver paa. Til de øvrige gode Ting af Resten ønskedes ogsaa et Par Bleier, da jeg bruger Stokkeved. -- De Bagateller kunne ogsaa være det Samme. Dronningens Skriftefader Ridder det gaaer glat efter alle Mærker. N. Dahl skriver mig til igaar, at det er udlagt, og maaskee ikke engang bliver sendt til Committeen. Denne er ellers slet sammensat for mig, nemlig mest af Folk, der lidet kjende til mig. Tak for det tilsendte! Det med Fløden var et løst Indfald. Imidlertid skal jeg nu gjøre et kosteligt Maaltid med en Kjex til Fløde. Min nye Bolig -- hvis Bygning kan sees fra mine Vin- duer meget godt -- er i Livs- eller Dødstilfælde det Klogeste, jeg har gjort. Grund og alt koster 650 Spd. Herfor faaes flere Bekvemmeligheder end i Byen for det 3 -- 4 dobbelte af Renterne af denne contant udlagte Kapital. Jeg har været saa heldig -- og uden det var det udsat -- af faae tørre Materialier til Alt. Netop fordi jeg ikke i et privat Logis kan faae opspigre alle mine Skramlerier og trække mine Dyr med mig, maa jeg have noget for mig selv. Det er i Kjøkkenet ved det lange Bord Kubbestolene skulle have Plads. Ovenover et svært Rensdyrgevirer, paa Siden Lange- leken og Ølkruset med CJohansdaleren forgyldt paa. Mine Kræfter ere gode; men Brystet er tungt. Blot mildere Veir. Idag skal jeg for Doktorens Regning males af Olsen. Lie har SIDE: 383 en Samling af alle sine Venner, og han siger, han desuden vil have et paalideligt for en Udgave af mine Arbeider. De kjærligste Hilsener fra Henrik. P. S. Bjerkene ere faldne som Vidner om din Kjærlighed. Jeg selv elsker intet i Naturen saameget som gamle Træer. Jeg spekulerede paa et lidet Sted bare for et eneste Træes Skyld, som stod der, og havde alt en Ode i Hovedet, der begyndte med en Omfavnelse af Træet og endte med at jeg liberede og rent ud erklærede det for en Gud. -- P. S. Wexels har sendt mig Indlagte; men faaet passende Svar. Tak for Godhed naturligviis -- Remiss af hans Bønnebog en "Middelalderens Gjenganger", med den Bemærkning, at jeg troede at finde mere Kraft i eet af de Blik, hvormed jeg om Aftenen med Smerte drejede mig om forat lede efter en Stjerne. Til Ligfølge foretrak jeg en ærlig Hedning og en trofast Hund for de Christne, der, fordi de vare Christne, ikke troede at kunne følge mig. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grotten 19 Februar 1845. Til Kirkedepartementet! Underhaanden har jeg faaet den kongl. Resolution af 13de d. angaaende Ret til privat Begravelse at see; og da den indeholder 1. at en enkelt af nærværende Ejers Panthavere skulde ved sit enkelte Veto kunne berøve mig den Naade, som Hs. Maje- stæt ellers tilstaaer mig, og 2. at den nærværende Ejer og de kommende Ejere skulle vedligeholde Graven -- saa er det min Agt uopholdelig at indgaae til Hs. Majestæt med Andragende om at begge disse Punkter kunne gaae ud. Imidlertid udbedes ærbødigst, før jeg bekvemmer mig til at forelægge Enken Mad. Jacobsen f. Ex. den kongelige Resolution paa en Maade til hendes gunstige Bekræftelse, at det kongelige Kirkedepartement vil opgive mig om en saadan Betingelse støtter sig til noget bestemt Lovsted. Ligeledes udbedes ærbødigst opgivet, om Departementet ikke SIDE: 384 vil tage som god Garanti min Enkes, Frænders og Venners An- tegning for at Graven skal blive vedligeholdt. Efter de mange Deeltagelsesbeviser, der ere mig ydede i min Sygdom, og efter min Plads i Folket, kan Kirkedepartementet ganske sikkert an- tage, at dette ikke vil tillade nogen Skandal med mit Minde. Det opføres for mange Aar; men skulde det forfalde for grovt -- nu vel, Kirkedepartementet opgive hvor meget jeg i Fattig- kassen bør deponere forat 2 Vægtere da kunne bære Beenraden bort! En frænologisk Datids Medeciner giver maaskee ogsaa for Craniet hvad Bortflytningen og Nedstikningen i en Kirkegaard af Resten kunde koste. . Jeg troer, at Departementet ganske kan undlade al Omsorg for Vedligeholdelsen af mit Gravminde. Men Gud bevare mig forat den skulde være paalagt de Ejere, som kunne komme til at besidde Landstedet Grotten! Da kunde det være uvist, naar En af disse kunde sige til Familie og Publicum, at den Sag ved- kom alene ham. Tillige udbedes udlaant Kirkedepartementets Indstilling i denne Sag. Jeg kjender de foregaaende, og maa derfor antage i denne Grunde fremsatte for de her paaankede Betingelser. Maaskee jeg deraf kan hente alle her i denne Skrivelse ønskede Oplys- ninger betræffende den Adgang Panthaverne skulde tilstedes; maaskee dens Gehalt ogsaa kunde bevæge mig til at lade det Hele fare. Da min Helbred, der intet Øjeblik sikkrer mig for Døden, nøder mig til at ile med Ansøgningen, udbedes et snart Svar, ligesom Udlaanet af Indstillingen ikke skulde vare mange Timer. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania 21 Febr. 1845. Kjære, ædle Ven! Dine Sendelser og din venlige Skrivelse er i mine Hænder siden faa Dage, og denne virkede som en herlig Medecin. Jeg ligger endnu tilsengs -- nu 10 Maaneder! Alene min mærk- værdigt stærke Konstitution holder den ellers hurtigt dødelige Sygdom saalænge Stangen. Det er Lungeforhærdelse; den har SIDE: 385 skrækkelig afmagret mig; men Hovedet er i Orden, Maven lige- ledes og Ansigtet friskt. Jeg kan endnu ligge længe saadan med uvist Udfald. Nu er Klimatet frygteligt for mig med dets 27° Kulde; men bliver det mildt og jeg kommer noget til Kræfter, reiser jeg sidst i April over Bordeaux til Montpellier forat kunne seile hele Vejen, og derfra til Nizza. Men hvor gjerne jeg nu vilde leve. De mest rørende Beviser paa Deeltagelse fra det hele Land have overstrømmet mig. Til- bud fra Folk ved Søen om frit Ophold hos Dem, en Langelek (Huldras Instrument) fra en Bonde høit oppe i Valders, Breve, Delikatesser, Blomster, Frugter, Forlig med alle mine gamle Venner (ogsaa med Daa, der angreb mig saa i Granskeren for det Gra- tiale, jeg havde af C. J. "som Redaktør af Bladet for Arbeids- klassen" -- sic in terminis). Anerkjendelse som Digter og som Pa- triot, der aldrig har veget fra sin Vei -- hvilket Storthingsmæn- denes Besøg viser mig. Paa samme Tid modtager jeg en prægtig Brillant fra Enkedronningen og en Kammerherre fra Kongen og Dronningen med Spørgsmaal efter min Helse og store Kompli- menter for en Hilsen til Oscar i Morgenbladet. Jeg vilde altsaa kunne see et behageligere Livsafsnit imøde nu, end det tilbage- lagte, om Gud maatte tilstede mig Livet. Men, som sagt, jeg svæver mellem det og Døden. Dine poetiske, kun altfor smigrende, Udgydelser af Venne- hjertet ere mig dog det dyrebareste. Jeg har sendt det ene Aftryk til min Fader, som jeg veed de ville glæde særdeles. Og hvor Tabet af din Hustru gaaer mig tilhjerte! Ingen behøver huus- ligt Hygge mere end en Mand, der som Du er en Kjæmper, saa redelig og utræffelig, for Tidens og Menneskehedens Krav. Men gid Du nu kunde have Leilighed til en Ro offret alene Musen, og da den alvorlige og høje! Der gaaer enorme Kræfter bort fra Publicisten, naar han ogsaa er noget højere. Jeg har erfaret og følt det. Du gjør det ogsaa, det er jeg vis paa. Lever jeg og kommer helbredet, om ikke meer end 1/4 af min forrige Helse, tilbage -- da sikkert vi sees! En Vinter ager jeg med egen Hest i smaa Dagsreiser ind i Sverige, og da -- ! Men skal jeg bort, længere bort -- da, Ven, tag det varmeste, det til Døden trofasteste Venskabs Levvel! Din Henr. Wergeland. SIDE: 386 P. S. Under mit nu solgte Landsted (i hvis Sted jeg alt lader bygge en liden Huusmandsstue) er en Fjeldgrotte, hvori jeg har faaet kongl. Tilladelse til at have min egen Grav af Muur. P. S. Tak for dine Skrifter. Jeg deler din Mening om at der intet Fremmed bør være i de respektive Nationers Flag. NB. Læs sidste Afsnit (Profetierne). TIL DITLEV LINSTOW 21/2 [1845] . Jeg flagger imorgen i Anledning af Kongens Besøg paa Slottet; og det har Skik. Voici! ): øverst hvid Gjøs med rødt Flag samt fransk Flag (det re- publikanske, hvorunder C. J. blev stor). Udaf Loftet stort nyt Flag. Paa Husets Sider gl. norske Flag. Men hvad Tid kommer han? Jeg ønsker denne Lap tilbage forat give min Fader en Ide. Deres Henr. Wgd. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 23 Februar 1845. Jeg lever endnu, som De seer, højstærede Hr. Ven. Min Kon- stitution forbauser alle Læger. Men mit Haab er svagt som -- SIDE: 387 mit Bryst. Jeg fremlægger for Thinget paa dets Læsesal Alt hvad der kan gavne Sagen, og mellem de nye Representanter er der flere Venner af Sagen, end jeg haabede. Kun dette; jeg er idag for svag efter en Overlæsselse med Skriveri paa Sengen, da jeg har et personligt Andragende for Thinget om Eftergivelse af en Gjæld til Staten (Procesudgifter mod en Blodigel paa min Hjembygd Eidsvolds Almue). Indlagte bedes sat en Oblat paa og besørget. Det er aabent forat De kan se Anledningen. Men jeg har en Kommission: I en af Gø- theborgs Boglader er at faae "Parleur i 8 Sprog." Vil De skaffe mig den? Den koster nogle og 30 Skilling og Pakkepost gaar nu. Deres hengivne Henrik Wergeland. SIDE: 420 TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum Mand. 26 Mai 45. Kjære Fader! Da muligens dette kan naae dig før eller paa Reisen og da vil glæde dig, saa viid, at i dette Øjeblik modtog jeg Medaljen "Memoriæ pignus" med et Brev du skal faae læse fra Due. Den er af Guld, ikke liden med hine Ord i en Laur- krands paa Reversen; paa A -- Kong Oscars Portræt med sæd- vanlig Titulatur. Om Randen "Henrico Wergeland". Velkommen! Din Henrik. TIL JOHANNES FLINTOE [Førstningen av juni 1845] . Høitagtede Herr Flintoe. Jeg har her paa mit Sidste nedskrevet endel Livsskildringer, hvortil Tidemand har havt den Godhed at udføre et Par Teg- ninger, som i Træsnit (og de ere ypperligt udførte her i Træ) skulle tages ind i Texten. Men nu staar jeg der. Jeg kan kun meddele et aldeles raat Omrids, men af Skizzen selv vil en begavet Tegner strax see hvorledes det skal være. De er den Eneste, som kan hjælpe mig med de resterende 4 Tegninger, og jeg beder Dem derom. Med Fornøielse erlægges et Honorar, og da det er Forlæggeren kan og bør ingen gamle Bekjendt og jeg siger med Oprigtighed, Venskabs Hensyn hindre en saa occuperet Mand fra dog at see sin Tid nogenlunde betalt. Deres Henrik Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 10 Juni 45. Kjære Fader! siden du reiste, har det været usselt med mig: en skrækkelig Trykken for Brystet, tiltagende Smerter i Øret, ja idag endog en Snev af Tandværk. Jeg har flyttet mig længer SIDE: 421 fra Vindvet idag. Veiret er endnu ikke det rolige, jeg behøver. Inat havde jeg en temmelig stærk Blodbrækning, saa jeg ligger her med Forbud mod enhver Samtale og under ny Medecin. Jeg vil foruden en Griis, hvis Paasætning er fordeelagtig, kjøbe Amalie 2 Høns og en Hane; men vil du forære mig noget Byg? Nu er der i 3die Korrektur kommet 32 Linjer paa Siden, og det monner noget anderledes, saa jeg netop har faaet de 3 første Fortællinger paa 1ste Ark. Endnu en Korrektur til maa haves. Er jeg for svag til det Arbeide, skal det sendes dig. Fabricius skal levere 4 Ark ugentlig. Din taknemmelige Søn Henrik. TIL JOHANNES FLINTOE 11. 6. 45. Høistærede Herr Flintoe! Dersom De finder Tid for Deres gode og med sand Erkjendt- lighed paaskjønnede Vilje, vil der nok snart blive Spørgsmaal om Galskabens Figur. Derefter skulde Touriststykket følge; men dersom De finder, at vedfølgende Tegning gaaer an, saa ved Gud jeg ønsker at spare Dem. Thi derefter følger den vanskelige Tegning til "le drapeau blanc". (Jeg vedlægger et Kludder forat De kan se Hyt- ternes Form og Beliggenhed. De bør dog dreies mere for Rum- mets Skyld). Derefter et Stykke forestillende en gyngende Baad og to Been opaf Vandet paa hver sin Side, og endelig Hovedet og lidt af Brystet af en i Campbellerslaget slagen In- telligentsridders hovne Næse og Mund, et tilbolnet Øje idag ligesaa, om- endskjøndt jeg har havt en slem Hostenat -- meget slem. Na- turen opererer med mig. For Bysten kan jeg personlig ikke sørge; det bliver nok ogsaa Amalie vanskeligt af Mangel paa Bud, Papiirstrimler men strøget at den ene Dame var en Søster. Ellers finder jeg dine Rettelser paafaldende faae; men i det Stykke saa overdrevne, at jeg skulde tro der har været fremmede Fingre i Spillet. Flintoe har tegnet ypperlige Figurer. Derimellem en slagen Intelligentsridder efter Campbellerslaget. Med Tørklæde om Hovedet og et Kors af Plaster paa Kindet betragter han meget mismodig en sønderbrudt Barnetrompet. Mit kjærligste Levvel! Henrik. P. S. Da der forsendes Buster til Stavanger til Forhandling, vil det være overflødigt at sende nogen til Jelsø. Men sender Du, saa send til Oscar, der boer nær Bryggerne og altid har Oppasser. Vi mangle Bud. Men lad Wedø kjøbe selv. Fragten vil blive dyr. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 18 Juni 45 Eftmd. Kjæreste Fader! I dette Øjeblik har jeg faaet dit af 16de. Det har bedrøvet mig at see dig saa mismodig; -- jeg betragter ikke Livet som en saadan vanitet. Jeg nød et Øjeblik deraf idag, som var Aar værd; thi -- miraculum! medeet var det som om Noget i mit Indre befalte mig at staae op og opfylde det allerede opgivne Ønske, at kunne sidde en Stund ude paa Altanen. Jeg var svag til at gaae; men tænk i en halv Times Tid nød jeg den Lyst. Det er en Epoke i min Tilstand. Jeg havde igaar faaet et Opiat "Morphium" (10 Draaber ved Senge- tid) som virkelig sløifede Nattehosten og skaffede mig Søvn. Mine Kræfter vare saaledes gode. Strax besluttede jeg at skaffe dig den kraftige Medecin, og dit Brev opmuntrer mig endnu der- til; men idag har Lægen endnu ikke været her. Jeg skrev 3 Skizzer igaar (In alles blive de et Par over 40) og morede mig med Spillet. Hverken Camilla eller Oscar seer jeg noget til. Camilla har heller ikke været her siden Du var her. SIDE: 424 Alle Tegningerne ere færdige fra Flintos Haand og overleverede Hansen. Det gaaer ikke saa fort fra Hr. Fabricius. Jeg har idag først expederet 2den Korrektur af 3die Ark. Da Arkene ikke ere store, mase de heller ikke saameget ud. En 13 -- 14 Ark bliver det dog nok. Jeg ligger dog og hviler mig ud blot for Korrekturens Skyld, saa jeg -- nei jeg vil her ikke forsværge mig -- Jeg vilde sagt: saa jeg neppe skriver det nationale Stykke ned, der gjærer i mit Hoved. Nu læser jeg idetmindste "Nelly og hendes Bedstefar" af Boz og venter og venter og venter paa Korrektur af 4de Ark. Levvel! Henrik. P. S. Det forlangte Explr skal bekommes. TIL NICOLAI WERGELAND 20de Juni 45. Kjære Fader! Hvor besynderligt! allerførste Gang befinder jeg mig vel ude og bagefter; men da jeg igaar skulde gjøre det efter uden et saadant indre Kald, besvimer jeg strax, og jeg troer jeg var død paastedet, havde ikke en Student været der, som kunde slæbet mig ind. Siden har jeg ikke befundet mig saa vel, idet jeg har været plaget af Mathed. Da Dr. Lie gjorde sig vigtig ved Anmodningen om en liden Flaske Morphium til dig med, saa deler jeg herved min Flaske med dig. Tag nu 10 Draaber naar Du lægger dig. Da 10 Draaber ere for mig i min Svaghed, kan Du dog vist tage et Par til. Probeer dog. Den virker, synes mig, mest mod Morgensiden. Jeg troer at handle efter din Interesse, naar jeg idag bemyn- diger paa dine Vegne Malling til at gjøre op hos Jæger. Han reiser paa Lørdag forat faae gjort op sine egne. Gud velsigne dig med Helse og Humør! Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND Christiania 27 Juni 45. Kjære Fader! Hermed alt hvad jeg har. Dine venligere Breve give "Amerikafarerne" Tilværelsen. Min Nat har imid- SIDE: 425 lertid ikke været rar, skjøndt Morfiumen virkede paa Morgen- siden. Probeer Du den! I min Svindel er den uskyldig. Paa Kakkelovnsmuren i mit Værelse har jeg faaet et Stykke malet at see paa i det Sidste. Det forestiller livagtigen Heste- haven seet fra Præstebakken omtrent tvertsover til Kirken. Jeg seer mellem Træerne Muren hvidne hvor Mor hviler. I For- grunden morer Brunen sig med et Ekhorn. Den er et rent Portrait. Alt malt af Bratz uden videre Omkostninger. Du kan ikke troe hvor det er godt at have for Øinene. Af Stilisten er der -- 162 Exp. " HWs Forsvar -- 9 " " Lærebog 2det Oplag -- 20 " " Lærebog 3 " " -- 19 " De kjærligste Hilsener fra os Begge! Henr. W -- TIL NICOLAI WERGELAND 29 Juni 45 Middag. Kjære Fader! I nogle Dage til idag har jeg ret været meget daarlig -- nogen Anstrengelse ved Syngestykket (bliver færdigt ikvel) havde en Skyld deri, saasom Nattesøvnen gik væk. Ho- sten var rigtignok den nærmeste Grund for Nat til igaar hostede jeg saa Halsen svulmede op og jeg alvorlig frygtede for Qvæling. Efter den fraværende Lies Ønske lod jeg Conradi hente, og hør nu -- 15 Draaber Nafta og 20 Morfium ved Sengetid samt samme Dosis længer udpaa Natten, om Hosten ikke gik og Søvnen kom. Dertil Seltersvand og Viin om Dagen. Altsaa 30 Draaber N. og 40 Draaber Morfium skulde være Dosen istedetfor Lies 5 -- 10 Draaber! Jeg tog inat ialt 30 Dr. Morf. og 10 N. Saameget er vist, at mit Bryst strax blev friere, Natten taalelig og at jeg idag er saa kvik at Stykket skal blive færdigt. Men naar nu Lie kommer, der ordentlig havde gjort mig bange for sine Draaber. Jeg vil herefter ikke vide af hans langsomme Slæben i Døden. Du behøver altsaa ikke at være bange for Opiatet. Jeg sender min Klad, der er temmelig god, til Direktionen, da jeg maa have Handelen snart istand. Tak SIDE: 426 for den søde lille Dronning Pomarre! Hun lever i højeste Vel- gaaende, og hvem kunde ogsaa slagte et saadant Vidunder af Skjønhed. Din Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND Onsdag Aften 3 [ ): 2] Juli [1845] . Kjære Fader! Jeg har havt frygtelige Dage og Nætter af Øre- pinen med Rheumatisme i Baghovedet. Inat først Søvn Kl. 4 uagtet 30 Morfiumdraaber. Idag har jeg sovet næsten hele Da- gen. Brystet som før. Kamfersalve bag Øret er ordineret. Ap- petiten maadelig; dog har Heinrich Thaulow sendt mig et helt Fad Siik. Naar jeg havde Kræfter til at svare ham. Men idag ligger jeg som i en Sopor, og skal atter have stærk Dosis Mor- fium. Et rædsomt Veir har raset lige paa mine Vinduer. Kjærligst Hilsen Henrik. TIL NICOLINE THAULOW Chrnia 3 Juli 45. Kjære, deeltagende Line! Under mine forøgede Lidelser for- øges Følelsen for din og din Heinrichs Godhed og Kjærlighed imod mig, men Evnen til at udtrykke den formindskes. Min Ørepine raser frygtelig i Forening med en Rheumatisme i Bag- hovedet, der stundom har afpint mig Skrig -- og hertil mit idelig som under Blyplader arbeidende Bryst. Jeg længes efter min Forløsning; men min Appetit udhaler den. Du har da ogsaa bidraget dertil. Thi strax igaar tog jeg mig en fersk Portion Siik, og ordinerede den anden røget. Men her ligger jeg til- sengs -- idelig tilsengs, da mine Been ikke længer ville bære mig. Og hvad skal det [blive] til for mig og min stakkels Kone. Jeg har, mest for at skaffe hende en Indtægt, skrevet et natio- nalt Syngestykke "Amerikafarerne" og sendt Kladden til Theater- direktionen. Ak, maatte det blive antaget! Det var en be- SIDE: 427 tydelig Affære for min Efterleverske. I dette Haab henligger jeg under mine Piinsler. Levvel! Hilsen til gl. Tante, Jette, Johan! Mit Levvel til dem! Henr. Wergeland. TIL HALVOR H. RASCH 6 Juli 45. Kjære Ven! Jeg har faa Dage tilbage -- og jeg længes ret efter Opløsning -- Museet testamenterer jeg Bella, som fortjener Plads der som Skelett og udstoppet som Typus for den antike Hundeform paa Basrelieferne. Men vil De have den, saa tag den strax, da den forstyrrer mig min knappe Søvn. Seer jeg Dem ikke, saa Levvel af Hjertet. Vi sees nok igjen paa et Sted, vi ville have Grund til at være ligesaa fornøjede med. Deres høiagtelsesfulde hengivne Henr. Wergeland.