Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 RIGSFORSAMLINGENS HISTORIE II INDHOLD 1. Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Fra 1ste til 7de Mai. Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets første 50 Para- grafer. (Konstitutionskommitteens Indberetning. Selvstændighedens Prokla- mation. Bestemmelser om Religionen og Kongedømmet). Diplomatiske For- handlinger. Beslaglægning paa Orlogsfartøjerne. Den 7de Mai. 2. Fra 8de til 11te Mai. Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets sidste 55 Paragrafer. (8te Mai. Statsraadet færdig reguleret. Debatter om Indføds- og Stemmeretten. 9de Mai. Indføds- og Stemmeretten afgjøres. 10de Mai. Storthingets Organisation og Myndighed. Finantskommitteens Indberetning. 11te Mai. Rigsretten og Højesteret organiseres. Debatter om Værnepligten og Odelsretten. Grundloven færdig i Realiteten). 3. Sympathier for Norge. (Engelske Sympathier. Normændene i Kjøbenhavn). SIDE: 2 Rigsforsamlingen paa Eidsvold. II. (Fra 1ste til 7de Mai). Affaærdigelsen af Konstiutionsudkastets første 50 Paragrafer. "Og Normanden raade i Norge" Omqvæde [fotnotemerke] Første Mai var en Søndag, men derfor ingen Hviledag for Konstitutionskommitteen. Den kom sammen, tog atter sit Udkast for sig, og syslede dermed fra Klokken 10 Formiddag til Kl. 6 Eftermiddag. Det visse, af utroede Rygter forudforkyndte, Bud- skab om en forbausende, uagtet sit Fjerne ogsaa Norge skjebne- truende Begivenhed, der forøgede Øieblikkenes Vigtighed, var netop samme Dag kommet til Rigsforsamlingen. "Har De hørt det"? spurgte de Komne de Kommende eftersom de stege af. "Napoleon er falden. . . ." "Napoleon"?! "Falden, afsat, dethroniseret af sit eget Senat". "Napoleon har Armeen". "Han har allerede selv takket af, selv frasagt sig Thronen. Alt er forbi". Om just Konstitutionskommitteens Medlemmer netop brugte disse Ord for sin Forbauselse, kan være ligegyldigt, men visselig tænkte de: kom! Øjeblikkene ere blevne kostbarere. De Be- givenheder, som nu ville udvikle sig, maae træffe vort Værk fuldbyrdet. Og de ilede op paa sit Værelse og satte sig til Arbeidet, til yderligere Diskussion over Udkastet og dets punktvise Forsvar Fotnote: Brugt som Motto til en i "Tiden" for 26de April 1814 indsendt Opsats: "Trøndernes Følelser efterat have læst svenske Proklamationer". De havde ikke tabt noget i Heftighed siden gamle General G. F. v. Krogh, Thrøndernes paalidelige Veirmærke, i 1807 endog vilde have offentligen brændt af Bøddelen et til Trondhjem sendt svenskt historiskt Skrivt, af saadan Titel: "Försök till en historisk Berättelse om de Anledningar, som wållat att Norrige förlorat sin sjelfständighet och blifvit regeradt af fremmede Regenter. -- De Norrske Veten- skapers Sälskap i Ödmjukhet tilegnadt af Erich David Kidron, Philosophiæ Magister och Collega Scholæ i Halmstad". Titelen var Krogh nok, skjøndt Sel- skabets Sekretær forsikkrede ham, at Skriftets Indhold ikke var saa "ubeskeden" som den. SIDE: 3 under dets forestaaende Prøvelse i Plenum. Rigsforsamlingsmæn- dene i Forsamlingsværelset havde imidlertid faaet et tilstrække- ligt Konversationsemne i hiin Begivenhed, der øjensynlig kunde have den betydeligste Indflydelse paa Norges Skjebne. Men hvilken? Jo, een var vis, og lod sig strax opdage i de mørke Støvskyer, som nu, efter Kolossens Fald, drev over Verden: det vrede Pennestrøg i Fontainebleau adskilte Norge endnu vissere fra Danmark end Edmund Bourkes og Wetterstedts siirlige Træk under Kielertraktaten. Den haanlige Blækkladd paa Lappen, hvorpaa Napoleon rablede Frasigelsen ned, var det sorte Parce- segl paa, at Norges Adskillelse fra Danmark var bekræftet med al Udenverdenens Begivenheders og Konjunkturers Magt [fotnotemerke] . Kun i den fjerne Fremtid, naar nye havde dannet sig, var der endnu en Mulighed for en Gjenforening -- ikke at øine, men at tænke, om saadant endnu engang kunde times Norge, saaledes som dets kaarne Mænd nu havde laget det. I korteste Udtryk bestod ogsaa disse Mænds politiske Karakteerforskjel deri, at Nogle af dem hadede og frygtede Tanken om en Gjenforening og derfor troede den mulig, medens de Andre foragtede den eller dog be- handlede den med en Ligegyldighed, som om de ansaae den for umulig. Det var naturligt, at Prindsregentens Omgivelser, saavel- som Andre udenfor Rigsforsamlingen, der virkelig ønskede og haabede en Gjenforening, og som skulde have seet den i et nær- mere Perspektiv, om ikke hiint Napoleons Pennestrøg var kommet ivejen, maatte have meest tilovers for sidstnævnte Rigsforsamlings- karakterer; thi disse havde idetmindste ingen Betænkelighed ved det første Skridt til Muligheden af hiin Tankes Virkeliggjørelse i Tiden: Kristian Frederiks Kongevalg. Og i hans Partisaners Øine Fotnote: Madame Stael -- Holstein siger i sin Appeal to the nations of Europe, with some historical and statistical fragments relating to Norway: "Den for Sverige saa høist ønskelige Erhvervelse af Norge er bestemt og udelukkende den, som vilde give Napoleon meest Forargelse, og den han mindst vilde samtykke i, saalænge han kunde modsætte sig den. Hvorledes vilde Han vel nogensinde samtykke i, at Uafhængigheden af en Regjering, som allerede ligger for langt udenfor hans Magt, saaledes befæstedes, Han, hvis første Statskunst bestaaer i, efterhaanden at berøve enhver Stat al Uafhængighed, og tvinge den til at tage Deel i fremmede Krige, endog der, hvor det ligefrem strider mod dens egen Fordeel? Naar vilde han samtykke i, at Sverige fik en mere udstrakt Søkyst, og derved mere Grund til at undgaae Uvenskab med England? -- Aldrig"! Se ogsaa Anm. Pag. 256 i 2det Hefte. SIDE: 4 balancerede dette de Vanskeligheder, som en fri Konstitution kunde opstille imod en Bringen tilbage til det Gamle. Men nu -- Napoleons Fald vippede enhver Tanke derom for en ube- stemmelig Tid uøineligen op i Skyerne. I Fjernet af Norges Frastand maatte de Følger, Begivenhederne i Frankrig kunde have for Norge, tage sig saadan ud. Men ander- ledes saae Kronprindsen af Sverige dem an fra Lüttich. De Allieredes Invasion i Frankrig, imod Aftalen i Trachenberg med Monarcherne forrige Høst, havde oprørt hans franske Hjerte; dette Ordbrud og Umaadeholdenheden i deres Fordringer lod ham befrygte en lignende Glemsomhed med Hensyn til Garan- tierne for Kielertraktatens Opfyldelse. Han iler til Paris; 1/2 Time efter Ankomsten er Keiser Alexander i hans Hotel forat svare paa hans Bebreidelser: "Vi kunne ikke mere rette derpaa; og da der for Øjeblikket kun er Spørgsmaal om særskilte Interesser, saa lad os strax bringe i Orden hvad der vedkommer Deres Adoptiv- Fædreland. Afstaaelsen af Norge, allerede afgjort ved Kielertraktaten, bør anerkjendes og garanteres af alle de Al- lierede; jeg betragter dette som min egen Sag, og jeg stiller til Deres Raadighed de 60,000 Mand, jeg har staaende under Ben- ningsens Kommando". Faa Timer efter var Kronprindsen paa Tilbagevejen til Lüttich med de behørige Dokumenter paa de 5 Stormagters Bekræftelse af Garantien for Kielertraktaten. I bedre Lune end hine Prindsens opvartende Herrer vilde have røbet for Repræsentanterne, om de ikke just nu havde været med ham paa en Snartour til Kristiania, kom endelig Konstitu- tionskommitteens Medlemmer ud til de ørkesløse, paa dem og Bordet ventende Repræsentanter. Man hørte Sverdrups sarka- stiske Latter, idet han ironisk foreslog til godt og sidst at dekre- tere Rein en Takadresse for hans exemplariske Rolighed og Taus- hed i alle Kommitteens Sessioner. Og saa tilbords, og saa - Napoleon og Konstitutionsudkastet og atter Napoleon, hvis Fald var en saadan Nyhed, at den først ved Ugens Ende viste sig i "Tiden", det eneste Blad i Kristiania, som beskjæftigede sig med den udenlandske Politik. Og nu trængte Beretningerne fra Frankrig saa ganske dem fra Rigsforsamlingen ud af dets Spalter, at det først den 17de Mai, "for imidlertid at tilfredsstille Medborgeres SIDE: 5 Længsel efterat erfare Resultatet af Forsamlingens Arbeide", kunde begynde sit korte Referat med Forhandlingerne den 25de April, og den 19de Mai ikke var kommet længere deri end til Citationen af de første antagne 36 §§ d.e. til Afslutningen af den 5te Mais Forhandlinger. Ferierne, som for de Medlemmer, der ikke havde Plads i de to Kommitteer, havde varet saagodtsom fra den l9de April, vare nu forbi. Næste Dag, 2den Mai, fik de at bestille med at af- skrive Konstitutionsudkastet efter Diktat. Dagens Forhandlinger bestode forøvrigt i Referat af det i sidste Møde, den 28de April, Forhandlede og i Valg paa Præsident og Vicepræsident for de følgende vigtige 8 Dage. Præsident blev Diriks, skikket dertil ved sit ordnende og besindige Hoved, og Vicepræsident blev Bendeke. Morgendagen skjænkedes dog til Overvejelse af Ud- kastet hjemme i Qvartererne, og næste Forhandling berammedes til Onsdag den 4de Mai. Konstitutionskommitteens Indberetning. Selvstændighedens Proklamation. Bestemmelser om Religionen og Kongedømmet. I de forrige Møder havde Forfald ikke været saa sjældne, hvori formodentlig Veilængde og Førefald ogsaa havde sin Deel; i hvert af de to nærmest foregaaende havde saaledes ikke mindre end 9 fundet Sted. Men denne Dag synes man ret at have villet møde frem; thi ikke mindre end 110 Medlemmer vare tilstede. Forhandlingerne begyndte med Oplæsningen af følgende lapi- dariske, af samtlige Medlemmer under 30te April undertegnede, Indberetning fra Konstitutionskommitteen, hvis Arbeide nu para- grafviis skulde prøves: "Det vigtige Kald blev betroet Kommitteen, at udarbeide Forslaget til en Konstitution for Riget. Den fremlægger herved Resultatet af sine Arbeider. Æmnets Natur forbyder at levere noget Fuldkomment, og dette har hidtil end ikke været muligt i de Stater, hvor dyrekjøbt Erfaring har understøttet Theorien. Under sit Arbeide har Kommitteen havt stadigt Hensyn til den borger- SIDE: 6 lige Friheds Betryggelse, Eiendommenes Sikkerhed og Rettighedernes muligste Lighed. Rigsforsamlingens Viisdom vil vide at bestemme, hvorvidt dens Be- stræbelser for at fremme dette almeenvigtige Formaal have været led- sagede af Held. Forskjellige Bidrag til Konstitutionsværket ere indleverede, saavel fra Rigsforsamlingens Medlemmer som fra Andre. Kommitteen har modtaget disse Bidrag med Erkjendtlighed, og benyttet dem, saavidt Omstændighederne gjorde det muligt. Naar de ere oplæste, vil Rigs- forsamlingen selv bestemme, om end Mere af disse Bidrag bør ind- lemmes i Statens Grundlov. Den private Lovgivnings Bud ere udenfor Konstitutionens egentlige Grændser. Kommitteen har derfor kun fremsat nogle didhørende Prin- ciper, hvis Nødvendighed i den borgerlige Lovgivning ved den Norske Nations egen Erfaring er godtgjort. Det vilde være lidet gavnligt, om Kommitteen havde forsøgt at til- veiebringe fuldkommen Eenhed i Stilen og streng Orden i Paragra- fernes Følge. Udeladelser, Forandringer eller Tillæg, som Forsamlingen maatte finde hensigtsmæssige, vilde tildeels nedbryde denne Eenhed og Orden. Om Statens Pengevæsen udfordres Bestemmelser, og disse ville ikke kunne indføres i Konstitutionen, førend Finantskommitteens Forslag ere fremsatte og prøvede. Kommitteen tillader sig derfor det Forslag, at Stilen og Materiens Form maa vorde undtagne fra Debatterne. Naar Forsamlingen har tilendebragt sine Forhandlinger om det hele Udkast og de §§. angaaende Pengevæsenet, som deri bør indlemmes, vil Stilens Eenhed og §§s. rigtigste Orden beqvemmest fastsættes ved 2 eller 3 dertil udvalgte Mænd. I flere Poster have Kommitteens Medlemmers Meninger været deelte, og den underkaster nu Rigsforsamlingens visere Granskning, om og hvorvidt sikrere Midler i Konstitutionen kunde udfindes til Betryggelse for Fædrenelandets Selvstændighed, dets Hæder og Held". Kommitteens hensigtsmæssige Forslag, ikke at spilde Tiden med Debat over det blot Formelle, men overlade dette til en Kommittee, blev enstemmig bifaldt. Bladet "Tidens" Redaktion vilde jo sørge for, indtil dette var skeet, at Publikum ikke skulde forblive uvidende om de Paragrafer, som imidlertid affærdigedes. Men vi have seet hvorledes det gik baade hermed og med Rigs- forsamlingstidenden. Hegermann fremsatte derpaa nogle, Dagen iforvejen nedskrevne, SIDE: 7 Bemærkninger til Konstitutionsudkastets lste, 2den, 12te, 14de og 115de §. Præsidenten oplæste dem, og Rigsforsamlingen vedtog efter hans Forslag, at de nøjere skulde tages i Overvejelse ved de Paragrafer hvortil de henhørte. Hegermanns første Bemærk- ning gik ellers ud paa, at Nationen ved Opdragelsen skulde fysisk dannes for Fædrelandsforsvaret og saavel gjennem den militære som højere Underviisning bibringes Kundskab til Forfatningen - Ideer, som Patrioter vel fra Tid til anden ikke have ladet uddø af Erindringen, men som dog endnu savnes i sin Gjennemførelse i det almindelige Opdragelsesværk. I alle Underviisningsanstalter, fra Almueskolen til Universitetet, militære som civile, skulde der læses offentlig over Konstitutionen, og Ingen skulde kunne vorde Embedsmand, uden at han deri var bleven nøie examineret. Konstitutionen skulde i Tabelform gjennem Autoriteterne og i Skolerne bringes til almindelig Kundskab, for derved -- hedte det -- at opdrage Nationen til med Indsigt og Kraft at trænge ind i Konstitutionens Aand og som Folkerepræsentanter at kunne paasee, paatale og vedligeholde Rigets Selvstændighed. Af denne Idee er der ogsaa ikkun bleven lidet; men i den sidste af Heger- manns Bemærkninger vil man gjenkjende den, senere hen paa sit Sted i Grundloven indtagne, Bestemmelse, med Hensyn til Forandringer i denne, at de aldrig maae modsige dens Principer, men alene angaae Modifikationer, og at dertil 2/3 Pluralitet ud- fordres. Denne vigtige Garanti for Konstitutionen skyldes saa- ledes denne Repræsentant. Sorenskriver Weidemann oplæste derpaa selv sit vidtløftige, af hans Medkommitterede Stabel og Lysgaard vedtagne, moti- verede Udkast til en Konstitution, hvilket paa hans Forlangende vedlagdes Protokollen. Det afgav i sin Vidtløftighed og motiverede Form, ja selv i sin noget pedantiske Stiil, umiskjendeligt Vidnesbyrd om den samvittighedsfulde Flid, hvormed Forfatteren havde stræbt at svare til sit Distrikts Tillid. Dette var Vest-Oplandene, der, ligesom de østre, i Strøgene omkring Mjøsen og Guldbrandsdalen opefter, vare beboede af en myndig Bondeslægt, som saae sine Befuldmægtigede og Embedsmænd paa Fingrene, og til hvem ad- skillige brudte Straaler af Tidens politiske Oplysning vare trængte. "Kun for at undgaae sit Distrikts og Menigmands ublide Dom," var det derfor han forlangte Forslaget vedlagt, saa han, "om Pluraliteten maatte give et betydelig modsat Udslag, ved den, SIDE: 8 ved Rigsforsamlingens Lov hjemlede, Afskrivt eller Attest kunde dokumentere, ikke at have lagt Skjul paa sine Kommittenters Ønske." Efter dette oplandske Forslag vilde det dog ikke have seet saa vel ud med Beskatningsretten, hvis Besiddelse dog vistnok var deres fornemste Ønske. Denne var nemlig, efter Forslaget, lagt i Kongens og hans Raads, "et Nationalraads", Hænder; og heller ikke af dets mange originale Ideer vil man gjenfinde synderligt i vor nu gjældende Grundlov. Mere brugbart var der i Korens, paa Eidsvold forfattede, Strøtanker, som derpaa beskjæftigede Forsamlingens Opmærksom- hed. Især udmærkede de sig ved den Religionstolerance, de vilde have gjort gjældende, men tabte sig omsider i Spaadomme og Drømme om en næranstundende fuldstændig skandinavisk Union af alle tre Nordens Riger, hvis Kroner da skulde samles paa Kristian Frederiks Hoved. Dennes Valg til Norges Konge skulde være Grundlovbestemmelse, men naar hiin Union fuldbyrdedes, skulde han kunne vælge sin Bopæl hvor han fandt det tjenligst. I Lysgaards dernæst oplæste "Forslag angaaende Adskilligt, Kon- stitutionen og Lovgivningen vedkommende," forfattet paa Hjem- stedet, spøgte ogsaa Tanken om en Dobbeltkrone, men Norge skulde dog "altid blive at ansee som Hovedrige, hvor Regenten bestandig og uforanderlig burde have sin Residents". Alle tre Forslag vare for Odelsretten, uden at dog Lysgaard foreslog den sikkret som Grundlovbestemmelse. Det er vel neppe heller Lands- baade, at den er bleven det, omendskjøndt Lysgaards, den mægtige og med Folkets Vilje saa velkjendte Dølekaxes Ord, naar han er- klærede Odelsretten efter Udstrækningen af Forordningen af 14de Januar 1771 for et Folkeønske, vel maatte staa til Troende og have Vægten af Folkets eget Diktamen. Da ogsaa han, for Kommittenternes Skyld, havde forlangt sit Forslag vedlagt Proto- kollen, findes i Rigsforsamlingens trykte Forhandlinger ogsaa ind- taget endeel dette vedheftede Bemærkninger med Hensyn til den senere Lovgivning, hvorimellem da Ønsker om en Kjøbstad ved Mjøsen, et Kanalanlæg fra denne Sjø til Kristianiafjorden, fri Brændeviinsbrænden og Geistlighedens faste Gagering allerede vise sig. Paa det nærmeste vare allerede et Par Timer henrundne under disse Oplæsninger, og endnu stod der et indsendt Skrivt, inde- holdende Forslag og Bemærkninger til en Konstitution for Norge SIDE: 9 tilbage at meddele. Det var hiint anonyme, hvis Forfatter man af Falsen, til hvem det var sendt, senere hen fik at vide var en Svensk ved Navn Gyllenbourg, som opholdt sig i Danmark [fotnotemerke] . Falsen indleverede det nu til Oplæsning, som paa Præsidentens Forslag ogsaa gik for sig med Rigsforsamlingens Samtykke. I en fyrig Stiil udbredte den kosmopolitiske Forfatter sig især over, at Normændene skulde tage Skrækexempel af den svenske For- fatnings Hovedfeil, Stænderinstitutionen. Et Senat, efter den franske Konstitution, maatte ligeledes forkastes, fordi det, hvor ikke en des kraftigere Moderator fandtes i Regenten, vilde føre til Aristokrati. Dette og Embedsmandsvælde var det Norge især maatte vogte sig for at give Anledning til i den Forfatning det nu vilde give sig; "alle Sveriges Revolutioner vare blevne foran- ledigede af disse to Landeplager". Kongen skulde have Magt til at erklære Krig efter eget Forgodtbefindende, men dog efter at have hørt sit Raad, da Nationens Beskatningsret holdt Misbrug af denne Myndighed inden Skranke; Ministrene skulde være an- svarlige, men af de underordnede departementale Embedsmænd skulde kun de, der arbeidede direkte under Ministrene, være af- sættelige uden Lov og Dom; Trykkefrihed skulde finde Sted og Regjeringen indrette et Tabelværk saa fuldkomment som muligt, for at Oversigten over Statens Forhold kunde blive let for enhver Fotnote: Ikke "Gyllenborg." Haandskriftets Titel var: "Lidet politisk Ruskomsnusk," men imellem Bilagene til Rigsforsamlingsprotokollen findes den strøgen af Falsen. Denne Person, Baron Carl Fred. Ehrensvärd, havde været Lieutenant i Svea Artilleriregiment, men han var, som indviklet i Gustaf IIIdies Mord, landflygtig kommen til Danmark. Fradømte sit Adelskab og betragtede som borgerligen døde, var det en Betingelse for den Benaadigelse, at de i hiin Sag Indviklede kunde opholde sig i et Naborige, at de skulde aflægge sine Fædrenenavne. I Danmark opholdt sig saaledes Grev Horn under Navnet Clason og Friherre Ribbing under Navn af Frederiksen. Ehrensvärd kaldte sig Gyllenbourg (eller, som der staaer i Nyerups og Krafts Forfatterlexikon, Gyllembourg), en Trave- station af Moderens Familienavn Gyllenborg. I Kjøbenhavn blev han nøie kjendt med P. A. Heiberg og gift med hans efterladte Hustru. Han lod sig bruge i den danske Regjerings Interesse og skrev en Pjece under Titel af "Strödda Anmärkningar öfwer Sveriges Ställning i Sommaren 1808", (hvorom se Geschichte der Swedischen Revolution bis zur Ankunft des Prinzen von Ponte-Corvo. Kiel 1811, S. 53 ff.), og var det denne Pjece, som den danske Regjering ved en Luftballon lod oversende fra Sjæland til Skaane forat vække Opstand imod Gustaf IV Adolf. I Forfatterlexikonet nævnes G. som Forfatter til nogle andre Pjecer og som fød 1766. Han døde 1815. SIDE: 10 Borger. Disse og flere statsretlige Almeensteder i det Gyllen- bourgske Skrift lode sig nok høre; men, om ikke en gammel Illuminat eller et forhenværende, Medlem af en af de mange svenske, Illuminatvæsenet efterhærmende, Ordener, stak frem i hans Forslag om at indføre religiøs-politiske Nationalfester, hvortil Juul og St. Hans passeligst kunde bruges, samt at "indrette de religiøse Akter: Daab, Konfirmation, Nadveren, Kopulation og Begravelse, saaledes at de gjøre Indtryk paa Følelsen, Forstanden og Fantasien": saa er dog den, kun med en let Tinte af Kristen- dom anstrøgne, fransk-theofilanthropiske Sværmer fra Aarhun- dredets Begyndelse ikke vanskelig at opdage. Og virkelig han har spaaet, han har havt et Seerblik under Nedskrivningen af disse Ideer. Thi staaer der ikke: "Den interessanteste Dag for Norges nye Skabelse bør blive en national Høitidsdag," og er den ikke bleven det? Gyllenbourg, hvem den franske Revolutions pompøse Fester upaatvivlelig har foresvævet, vilde endog, at Maaden hvorpaa den burde høitideligholdes skulde fastsættes i Konstitutionen. Da Repræsentanten Wergeland holdt sit, hjemme i Kristianssand forfattede, udførlige Konstitutionsudkast tilbage, saasom det alle- rede var bleven afbenyttet i Kommitteen, var der ingen flere Forslag og Bemærkninger til en Konstitution i sin Heelhed at opholde sig ved, hvorfor Rigsforsamlingen vedtog, at de øvrige til Konstitutionskommitteen indleverede Bidrag, som blot angik enkelte Momenter i Grundloven, efterhaanden, naar disse kom under Afgjørelse, skulde ved Oplæsning blive meddelte. Det var over Middag. Eftermiddagssolen spillede allerede paa- skraa indad det store vestre Altanvindu da Debatterne over Kommitteens Konstitutionsudkast kunde begynde. Og de rede- lige Arbeidere delte ikke den Overtro, at det vanværder et stort Foretagende, om det paabegyndes i Resten af en Dag, med den dalende Sol. De havde ingen Timer at offre under Skinnet af en Forberedelses- eller Indvielses-Hvile; thi disses Minuter til- hørte Fædrelandet. Strax lagde de Haand paa Værket, og ikke mindre end 20 af Grundlovens vigtigste Paragrafer er det Ud- bytte, som skyldes denne samvittighedsfulde Anvendelse af denne SIDE: 11 Rest af Dag. . . . Nogle Sekunders Tysthed, og -- Præsidenten oplæser af Konstitutionskommitteens Protokol: "§ 1: Kongeriget Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig monarkisk". Det er Konstitutionens Program; det var i Korthed baade Kon- stitution og Manifest. Og da denne Punkt allerede den 16de April var antagen som Grundsætning, skede ingen Motion, saa §'en uforandret vedtoges. Præsidenten fortsatte: "§ 2: Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. Alle Religionssekter tilstedes fri Religionsøvelse, dog ere Jøder fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget". Mellem første Punktum og sidste Komma i denne Paragraf sad der dog endnu et mildt menneskeligt Hjerte i Ordene "alle Religionssekter tilstedes fri Religionsøvelse", men Sekretæren, Christie, foranledigede først den, for vort Land rigtignok uvæsent- lige, Indskrænkning deri, at dette kun skulde gjælde for de kriste- lige Religionssekter, og siden er det, under Paragrafens Redak- tion, ganske revet ud af den. Nogle foreslog, at Ordet "offentlige" i første Passus skulde udgaae, og navnlig mente Wulfsberg, at det kunde være nok, at den lutherske Religion erklæredes for "i Almindelighed" at være Statens Religion. Hount fandt, at Slutningen af andet Passus ikke vel kunde forenes med den Tolerants og Humanitet, som indeholdes i Begyndelsen deraf, og formeente, at der burde gjøres en Undtagelse for Jøderne -- en Mening han ogsaa havde yttret under Grundsætningernes Antagelse. Christie gav derpaa Diskussionen en bestemt Retning ved at oplæse følgende Proposition: "I en liden Stat, hvor der ikkun er taalt en eneste, nemlig den evangelisk-lutherske, Religion, hvor der ikke er store Stæder, som kunne ventes at trække Fremmede i Mængde til sig, og hvor Indbyggerne ere fyrige og have en levende Fantasi, bør fri Religionsøvelse, efter min Formening, ikkun tilstædes de kristelige Religionssekter. For Staten kan ikke ventes noget betydeligt Gode derved, at ubehindret offentlig Gudsdyrkelse tilstaaes alle andre Religionssekter; derimod kan stor Skade befrygtes deraf. Det Nye behager blot fordi det er nyt; den Eenfoldige, som ikke bryder sig om, ligesaalidt som han formaaer, at SIDE: 12 undersøge og overveie, førend han vælger, eller rettere blot omskifter, kan let forledes; Bedrageren kan, under Skin af Hellighed og religiøs Iver, let tilliste sig hans Formue, og forlede ham til Laster, Opsætsighed imod Landets Øvrighed o.s.v. -- Menneskeoffringer, Afgudsdyrkelse, Bigami, og deslige, kunde ogsaa da lovligen finde Sted. Omendskjønt dette Sidste just hos os ikke er synderligen at befrygte, bør Konstitu- tionen dog ikke aabne Veien dertil: den bør tvertimod forebygge endog den blotte Mulighed deraf. Naar denne §. ubetinget antages, kunde Jesuiter eller andre mere eller mindre skadelige Munkeordener ind- trænge sig, hvilket Fortidens vise Lovgivere med sand Faderomhu hidindtil have forebygget. Apostasi, eller Frafald fra den herskende Religion, kan vanskelig forebygges, naar alle Religioner offentligen ud- øves. At straffe Apostaten stemmer idetmindste ikke overeens med hiin udmærkede Tolerance. Skadeligt vilde det ogsaa, efter min For- mening, være, om Landets Indbyggere, af den herskende Religion, havde Tilladelse til, at lade deres Børn oplære og opdrage i andre Religioner. Jeg holder altsaa for, at denne §. bør forandres saaledes: "Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Reli- gion. Alle kristelige Religionssekter tilstædes fri Religionsøvelse; dog ere Jøder og Jesuiter fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. Munkeordener maa ikke taales. Landets Indbyggere, som bekjende sig til Statens offentlige Religion, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i den Samme". Da Normændene vistnok kunne være rolige for Besøg af de ukristne Gudsdyrkere, Muhamedaner, Buddhaister o.a.d., med hvis Navnes Rædsel Proponenten endnu til Overflod understøttede sit Forslag, var der lidet at indvende imod det fortolkende Ord han vilde have tilføjet den eneste liberale Bestemmelse i hele Paragrafen. Midelfart yttrede kun, at den katholske Kirkes Guds- tjeneste, efter sin sandselige og mystiske Beskaffenhed, maatte være mere egnet til at befordre Frafald i Landets Kirke end de flere Religioner, Christie havde anført. Paa hans Bemærkning, at Bestemmelsen om Jesuiterne var overflødig, da Ordenen ikke længer existerede, yttrede Diriks, at den var igjenopstaaet, og at man ikke maatte glemme, at Fædrene i forrige Aarhundrede havde forsøgt at vinde Proselyter for den katholske Tro baade i Sverige og Hanover. For Jøderne forsøgte Grev Wedel ogsaa denne Gang en fegtende Retirade, uden at der dog lod sig vinde meer af deres moderatere Modstandere, end Erkjendelsen af, at deres Udelukkelse mere var begrundet i politiske end i reli- SIDE: 13 giøse Hensyn. Med 94 Stemmer blev Paragrafen bifaldt med de af Christie foreslaaede Forandringer. "§ 3: Regentens Titel er: Vi af Guds Naade og efter Rigets Konstitu- tion Norges Konge". -- bifaldtes eenstemmig, hvorimod "§ 4: Kongen skal stedse have bekjendt sig til den evangelisk-lutherske Religion, haandhæve og beskytte den". -- kun vandt 77 Stemmer for sig i sin uforandrede Form. De Øvrige følte med Uvilje det plumpe Fingerpeg i §'ens fem første Ord paa Kronprindsen af Sveriges Person. Det var øjensynligt, at de alene ved den falsenske Majoritet i Kommitteen havde faaet sit Tilvær, for ved selve Grundloven at gjøre hans Valg umuligt, og dette Angreb paa Valgfriheden vakte hos Forsam- lingens mindre lidenskabelige, men finere følende, Minoritet en Følelse liig den ubehagelige ved under en Marionetforestilling at faae Traadene og Fingrene at see. Det var Falsens og Reins Fingre man opdagede. Man saae den Figur, de vilde have frem, idet Modfiguren saaledes blev mærket; og kunde der endnu være nogen Tvivl om Hensigten, saa ophævede den lidenskabelige Rein den ved en kort fragmentarisk Tale, der begyndte med at pro- klamere Samvittighedsfrihed i Troessager, men endte med at er- klære en Konges Troesskifte for alene grundet i Ærgjerrighed og Hykleri. "Kongen kan, -- hedte det -- som ethvert Individ, hykle en Religion, som ei boer i hans Hjerte; og derfor staaer han kun Gud til Ansvar. Naar derimod en Konge ikke tager i Betænkning, at afsværge den Religion, han engang har bekjendt, og hvori han er opdragen, og at antage en anden, for at vinde en Krone; saa lægger han klarligen for Folkets Øine, at han virkelig slet ingen har; og dette kan, dette maa ikke være noget Folk ligegyldigt, at see en Konge paa sin Throne, der spotter saavel med sine Fædres som med sin sidst antagne Tro". Man saae hvor denne Skorpionhale pegte hen. "At faae dette sagt -- skriver Forfatteren af Brevene fra Eidsvold Dagen efter -- var altsaa alt det han vilde, og hvorfor han vilde have dette sagt er let at begribe. Men jeg tør sige, der var saare Faa i Salen, som dette ikke mishagede". Det tog sig ogsaa virkelig ilde ud i en protestantisk Præsts Mund, at bebreide en Katholik SIDE: 14 Overgangen til hans egen mere luttrede Kirke. Talen, siger Brev- skriveren, hvis Bemærkninger over dette Punkt ere særdeles læseværdige, burde ikke været hørt i Forsamlingen. "Politiken gjør Fiender, Religionen bør ikke kjende Andre end Brødre"! Et Haandskrivt fra en anden Repræsentant yttrer sig ogsaa lige- saa strengt misbilligende over, at en oplyst Religionslærer, der baade havde prædiket og besjunget Tolerance, saaledes kunde lade sig forlede af politisk Lidenskabelighed. "Had mod andre Religionssekter, var den oplyste Lutheraner altid fremmed, og uhørt er det, at nogen Sekt skulde straffe Den, som gaaer over til dens Tro. Vi ansee jo vor Troesbekjendelse for den rigtigste, for den meest overeensstemmende med Guds Bud, for den, der gjør meest skikket til borgerlige Dyder? Maatte vi da ikke meget mere opmuntre til at antage denne Troe, end at afskrække derfra? Eller skulde vi være barbariske nok til at antage, at kun Opdragelse deri kan gjøre værdig til dens Bekjendelse? Skulde det være Brøde, fordi Skjebnen lod mig fødes af Forældre, der vare Hedninger, at bekjende den Tro, om hvis Sandhed jeg følte mig overbeviist? og skulde denne Troes Bekjendere være mine Fordømmere? Henrik den 4de blev vel utro mod Religion, men tro mod Gud og sine Medmennesker". Rein understøttedes af Sverdrup; men Peder Anker foreslog, at de Ord "stedse have bekjendt" skulde udgaae. I samme Aand yttrede Wedel sig, menende dog, at det kunde være nok, naar Ordet "stedse" udgik; og Grøgaard, altid rede med en Satire, hvis Braad hans venlige Smiil mildnede, spurgte, om det Ord "stedse", man var saa forpikket paa at faae ind, ogsaa skulde udstrækkes til at give Agt paa det nyfødte Barns første Lyd, for deraf at give Agt paa dets Troesbekjendelse? Man fik dog sin Vilje frem, og det kunde de Falsenske altid være ligesaa visse paa at faae, som at det ikke nyttede den modsatte Mino- ritet at komme med noget Forslag. "§. 5: Kongens Person er hellig. Han er ophøjet over Daddel og Anklage. Ansvarligheden paaligger hans Raad". -- antoges eenstemmig; og, efter nogen Debat, antoges med meer end 2/3 Stemmefleerhed, saalydende Udkastets: "§. 6: Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Eed: Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensstemmelse med dets Konstitution og Love; saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord! Er intet Storthing paa SIDE: 15 den Tid samlet, nedlægges Eeden skriftlig i Stats-Raadet, og gjentages høitidelig af Kongen paa første Storthing". I denne §. døbtes altsaa de kommende Nationalforsamlinger med det vakkre og passende Navn, de hidtil have baaret, og som Verden nu kjender ligesaa vel som andre Landes langt mindre udtryksfulde: "Parliament, Kammer, Kongres" o.s.v. Wergeland foreslog dette Navn i Konstitutionskommitteen, og da den fore- trak det for det af Falsen foreslaaede "Althing", har han altsaa Æren af at være Navngiveren. Weidemann mente, at Eeden burde aflægges i Kirken ved Kro- ningen, og kun een Gang. Diriks forklarede, at Hensigten med Bestemmelsen om den foreløbige skrivtlige Eed var, at Kongen ikke skulde kunne tiltræde Regjeringen før samme var aflagt, og Koren mente, at Eeden ikke burde aflægges ved Kroningen, da samtlige Folkets Repræsentanter vel neppe da kunne være tilstede. Ved "§ 7: Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, at kun Mand af Mand kan arve Thronen. Den nærmere Linie gaaer for den fjernere, og den Ældre i Linien for den Yngre", -- oplæste Christie et Forslag om at forandre §'en didhen, at ogsaa Mand af Qvinde skulde kunne arve Thronen, naar Mand af Mand ikke var til i nogen af de arveberettigede Linier, hvori altid nærmere skulde gaae for fjernere, Ældre for Yngre. Hegermann understøttede Mo- tionen, hvorimod Rogert gjorde opmærksom paa, at den agnatisk- cognatiske Arvefølge kunde føre til, at en Søn af en Fyrste- datter, der var i Ægteskab med en Privatperson, kunde komme paa Thronen. I 500 Aar, sagde han, havde den rene agnatiske Succession været gjældende i Norge, og den eneste Afvigelse derfra, som skete med Kong Sverres Dattersøn, blev siden er- klæret for ulovlig. Kommitteens Udkast blev dog antaget med 105 Stemmer; og eenstemmigen passerede derpaa "§ 8: Den udvalgte Konges i lovligt Ægteskab avlede mandlige Livs- arvinger ere arveberettigede i den Orden, forrige §. foreskriver, saa at Riget stedse bliver udelt hos Een; hvorimod de øvrige Prindser, til hvilke Thronen ved Arv kan komme, bør nøies med den dem af Stor- thinget tilstaaede Apanage, indtil Arveordenen kommer til dem. § 9: Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, saa at, om han først efter Faderens Død fødes til Verden, nyder han dog strax sit til- børlige Sted i Arvelinien. SIDE: 16 §. 10: Naar en til Norges Throne arveberettiget Prinds fødes, skal hans Navn og Fødselstid tilkjendegives førstholdende Storthing og an- tegnes i dets Protokol". Koren fandt, at en Prindses Fødsel burde antegnes andetsteds end i Protokollen, som kunde tabes, og da Vidnesbyrdet med. "Nei, replicerede Diriks, den Ængstelighed er for overdreven; thi der vil jo altid være mere end 100 Vidner". Ligesaa passerede eenstemmig "§. 11: Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreslaae sin Efterfølger for Storthinget, som enten antager eller forkaster Forslaget". Den følgende §. var en af dem Hegermann havde indleveret Bemærkninger ved, bestaaende ved denne §. af et Tillæg, hvor- efter den midlertidige Regent, hvis Alder han troede kunde fast- sættes til det fyldte 18de Aar, intet skulde kunne udøve af sin kongelige Myndighed med mindre 2/3 af Statsraadet, hvortil Stor- thinget skulde kunne tilforordne nogle Medlemmer, vare enige med ham. Efter det fyldte 25de Aar skulde denne Indskrænk- ning falde bort. Forsaavidt Debatterne drejede sig om §'en efter Udkastet, yttrede Wedel sig imod et Enkedronning-Regimente; han fandt det uværdigt for Mænd at beherskes af en Qvinde, og saadant desuden ikke stemmende med Antagelsen af en reen agnatisk Arvefølge. Rein derimod byggede paa den moderlige Kjærlighed, formedelst hvilken en Enkedronning, der regjerede i Søns Sted, maatte antages at ville overgive ham Landet i saa lykkelig en Forfatning som muligt. Hendes Magt var desuden ikke saa betydelig, da hun, efter §. 13, ikke skulde have flere Stemmer end den første Statsraad. Der debatteredes dog især over det Hegermannske Tillæg, som dog ikke vandt Pluralitet. Meer end 2/3 af Repræsentanterne stemmede nemlig for §'ens uforandrede Antagelse efter Udkastet, ): "§. 12: Er nærmeste Thronarving ved Kongens Død umyndig, fører Enkedronningen, om hun er Kongens kjødelige Moder, saalænge hun forbliver Enke, Regjeringen i Forening med Statsraadet, indtil Kongen vorder myndig. Er saadan Enkedronning ei til, da føres Regjeringen paa samme Maade af den nærmest arveberettigede Prinds, som da er over 25 Aar gammel, under Titel af Regent. Hvis Regentskabet er tilfaldt en Fjernere i Arveordenen, paa Grund af at den Nærmere ei var fuldmyndig, da skal den Første fravige det for den Sidstnævnte saasnart denne har opnaaet 25 Aars Alder. SIDE: 17 I disse Tilfælde affattes Beslutningerne i Statsraadet efter de fleste Stemmer, og har Enkedronningen eller, i Mangel af hende, Regenten tvende Stemmer". "§. 13: Er ingen saadan fuldmyndig Prinds til, føres Regentskabet af Stats-Raadet i Forening med de Mænd, som Storthinget maatte finde fornødent at tilforordne. I saa Tilfælde har den første af Stats-Raadets Medlemmer Forsædet og tvende Stemmer". -- antoges eenstemmig med det Tillæg: "under Ansvar efter § 16". Under §'ens Behandling fremsatte Hegermann, at 4 af Stor- thingets Medlemmer aarligen skulde begive sig til Regjeringens Sæde forat undersøge om Konstitutionen overholdtes, samt at under en Mellemregjering En af Statsraadet aarligen skulde ud- gaae, forat Regjeringen ikke skulde i længere Tid forblive i enkelt Families Hænder. Wedel troede det bedre, at Kontrollen paalagdes hele Stor- thinget, end 4 Delegerede, og han fandt ikke Statens Tarv rammet, ved at en duelig og Konstitutionen tro Statsraad skulde udgaae blot fordi En endeligen skulde det, da saaledes den Erfaring, han allerede besad og kunde erhverve, vilde gaae tabt for det Al- mindelige. Paa Mølbachs Spørgsmaal, hvem der skulde forstaaes ved den "første Statsraad," forklarede Diriks og Sverdrup, at det maatte være den Første i Embedet og af to paa samme Tid Be- skikkede den først Nævnte. §. 14: De i §.13 fastsatte Bestemmelser gjælde ligeledes, i Tilfælde af at Kongen ved Sinds- eller Legemssvaghed bliver uskikket til Re- gjeringen, eller er fraværende fra Riget". Og "§. 15: De, som i Følge Foranførte anordnes til at forestaae Regje- ringen, medens Kongen er umyndig, fraværende eller paa anden Maade ude af Stand til selv at regjere, skulle for Storthinget aflægge følgende Eed: "Vi love og sværge at ville forestaae Regjeringen i Overeensstem- melse med Konstitutionen og Lovene, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord". -- antoges ligeledes eenstemmig med den Forandring, efter Forslag fra Grøgaard, at De, som forestaae Regjeringen, "hver for sig aflægge følgende Eed: "Jeg lover og sværger" o.s.v. Ved §. 14 foreslog Nogle, at Bestemmelserne i §.12 ogsaa skulde gjælde i de Tilfælde denne §. indeholder. Andre fandt det der- imod upassende, at Dronningen under saadanne Omstændigheder skulde have Deel i Regjeringen. SIDE: 18 "§. 16: Saasnart deres Statsbestyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for Samme". -- bifaldtes eenstemmig. "§. 17: Nærmeste Arving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge. De øvrige Kongelige Børn kaldes Prindser og Prindsesser". Hegermannforeslog, at Titelen af Prinds og Prindsesse ogsaa skulde tilkomme Kongens Descendenter i 2det, 3die o. fl. Led samt i Sidelinjerne, og efter nogen Debat blev §'en eenstemmig ved- taget saaledes forandret: "Nærmeste Thronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge; de Øvrige, som til Thronen ere arveberettigede, kaldes Prindser, og de Kongelige Døttre Prindsesser". "§. 18: Ingen Prinds af Blodet maa forlade Riget, gifte sig eller be- give sig i fremmed Tjeneste uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Kronen". Koren meente, at den myndige Prinds burde kunne gifte sig efter eget Tykke, hvorimod Wedel troede, at Kongens Samtykke var nyttigt og nødvendigt, forat ikke, som man havde seet Exempler paa, en Prinds skulde gifte sig altfor langt under sin Stand. §'en gik dog eenstemmig igjennem som den var. "§. 19: De Kongelige Prindser og Prindsesser skulle for deres Per- soner ikke svare for andre Dommere end Kongen eller hvem han dertil forordner". Wedel yttrede ved denne Leilighed, at det syntes haardt, om man paa den ene Side skulde negte Prindserne og Prindsesserne en Ret, som tilkommer enhver Statsborger, at dømmes af al- mindelig Ret og for sit Værnething, og paa den anden Side give Kongen Ret til at beskikke deres Dommere. Frederik IIden af Preussen's Historie som Kronprinds og Karoline Mathildes havde noksom viist dette. Rigsretten burde være deres Forum. Der blev ogsaa debatteret, om den Klausul skulde lægges til §'ens Slutning: "med mindre de beklæde Statens Embeder". Med meer end 2/3 Stemmer gik dog §'en uforandret igjennem. "§. 20: Kongen er myndig naar han har fyldt det attende Aar. Saa- snart han er indtraadt i sit nittende Aar, erklærer han sig offentligen at være myndig". SIDE: 19 Wedel yttrede, at det vilde være farligt og upassende at lade sig regjere af en Dreng, hvilket man vel ofte her i Norden kunde kalde Personer paa 18 Aar. Han foreslog derfor Myndigheds- alderen udsat til det 21de Aar. Hegermann m. Fl. replicerede vel, at det var forat undgaae de muligens farlige Følger af en lang Mellemregjering, at man havde foreslaaet det 18de Aar. Der sattes da under Votering, om der skulde foretages nogen Forandring ved den i §'en ansatte Myndighedsalder, og da 73 Stemmer erklærede sig for at den skulde udsættes, foresloges det l9de, 20de og 21de Aar som termini a quibus. 15 Stemmer erklærede sig for det 19de, 51 for det 20de og 44 for det 21de, og saaledes forandres i §'en Ordet "attende" til "tyvende" og "nittende" til "enogtyvende", hvorefter den iøvrigt eenstemmigen blev bifaldt. Efter et saa drabeligt Dagsvirke, hævedes dette Møde. Og gjennem det store Altanvindu mod Vest skinnede heller ikke Solen længer. Fra Rude til Rude gled det sidste violetrødmende Gjenskin af de Skyer, hvorunder den var forsvunden for at gaae op over den anden nordlige Hemisfæres befriede Lande, Verdens Forbilleder i at vinde sig Friheden, saa styrkede allerede af dennes unge Blod, at de befandt sig i frygtløs Kamp paany i Grændse- skovene og paa Oceanet med dettes trekronede Dronning, det gamle skinsyge Moderland. Hist skinnede i denne Stund Solen paa den lange Linje af den engelske Cochranes Blokadeseil, og en ny Dag af Aarvaagenhed begyndte for Patrioterne; her kaldte Foraarets farvede Tusmørke Patrioterne til Ro, og idet de droge hver til sit, kunde de i den smukke naturlige Lund "Dorotheenbusken", ligeoverfor Rigssalen, i hvis Alleer de saa ofte vandrede, Ven med Ven eller Manden ene med sin Grublen, høre den norske Nattergal hilse Norges herligste Foraar med Toner, saa afvexlende, begeistrede, dybe, søde og tungsindige, som de Følelser, der nu fyldte dets Ædlestes Hjerter, og at indvie med dem de guldsprættende Birke, hvorfra de klang, til det Symbol paa Norges Frihed, dette yndige Træ er blevet i Folkets Tale og Sange. Det sprætter i den Egn i ikke altfor sildige Aar med Majens Begyndelse, og staaer i sin fagreste ungdommelige Pragt ved Maanedens Midte. I dette Foraar, i SIDE: 20 1814, holdt det Skridt med Konstitutionens Udvikling, springende ud, aabnende sine Knopper med dens Paragrafer. Den 4de Mai svævede kun om dets Qviste i Solen ligesom et tyndt, med glimrende Punkter besaaet, bleggult Flor; den 17de kan man være vis paa, Birkene der ligeoverfor Hallen stode i fulde Kroner, med lavende, gyldne, fryndsede Guirlander i Festons om den hvide Stamme, der indbyder saa til deri at indriste hvad der er Hjertet dyrebart. Dagsværket havde været en Begyndelse som den fremadstev- nende skumkløvende Snekkes. Alle maatte være tilfredse der- med, men Konstitutionskommitteen især med at dens Arbeide saa godt havde udholdt den første Prøve inden Skrankerne. Det samme Repræsentant-Antal mødte igjen den 5te Mai, og fortsatte med "§ 21: Kongens Kroning og Salving skeer i Trondhjems Domkirke, efterat han er bleven myndig, paa den Tid og med de Ceremonier han selv fastsætter". Omsen foreslog Kristiania til Kroningssted fordi denne By skulde være Hovedstaden, hvorimod Darre forsvarede Trond- hjems Adkomster paa Grund af de historiske Erindringer, som knytte sig dertil. Koren fandt ogsaa et Argument for Trondhjem i at Kongen derved kom til at gjøre en Reise igjennem Landet, hvilket maatte antages at være gavnligt. Grøgaard opkastede Spørgsmaal, om Tiden for Kroningen ikke burde bestemmes, forat den ikke skulde gaae saaledes i Langdrag, at den, som man havde seet Exempler paa, aldrig blev foretaget. Præsi- denten bemærkede, at nogen Tidsbestemmelse ikke vel kunde finde Sted, da Krig og Landfarsot kunde forhindre sammes Over- holdelse. Hount mente, at Kroningsceremonierne burde bestemmes for Omkostningernes Skyld; men Præsidenten fandt dette mindre passende, da Ceremonier, som nu bleve foreskrevne, vel neppe vilde stemme med Tidens Aand om 100 Aar, hvilken Tid man dog vel burde paaregne for en Grundlov. Storthinget skulde hver Gang faae at bestemme Omkostningerne, og Kongen kunde desuden have privat Formue, som han vilde anvende paa sin Kroning. Med 88 mod 22 Stemmer blev det dog ved Udkastet; og med netop 2/3 Stemmer antoges ligeledes SIDE: 21 "§. 22: Er Thronarvingen fraværende, naar Kongen døer, bør han indfinde sig i Riget inden 6 Maaneder, efterat Dødsfaldet er ham til- kjendegivet, hvis uovervindelige Hindringer ei forbyde det, eller for sin Person have tabt Adgang til Thronen". Mølbach opkastede Spørgsmaal, om ikke Maaden, hvorpaa Dødsfaldet skulde bekjendtgjøres, burde bestemmes, forat fore- bygge Paaskud om Uvidenhed fra Thronarvingens Side. Andre foreslog, at saadant skulde skee ved en Deputation, og Wedel og Diriks paastode, at det absolut maatte forudsættes, at Til- kjendegivelsen af Dødsfaldet var beviist, førend Udelukkelse kunde finde Sted. Maaden hvorpaa Tilkjendegivelsen skulde skee, meente de lod sig ikke forud bestemme, da der kunde ind- træffe Omstændigheder, som ikke tilstedede, at Forskriften blev befulgt, men at andre Bekjendtgjørelsesmaader maatte bruges. "§. 23: Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, betroes visse af Storthinget dertil udnævnte Mænd i Forening med Enkedron- ningen, om hun er hans kjødelige Moder, med Udelukkelse af den nærmeste Thronarving, hans Livsarvinger og Statsraadet". -- bifaldtes eenstemmig med det Tillæg efter Wergelands Forslag, at der istedetfor Ordene "og Statsraadet" skulde sættes til: "og Regentskabets øvrige Tilforordnede". Han fandt nemlig, at de samme Grunde, som der var for at udelukke Statsraadets Med- lemmer, ogsaa maatte tale for Udelukkelsen af de Mænd af Storthinget, som efter §. 13 skulde deeltage i Regentskabet. Eenstemmigen passerede derpaa de følgende tre Paragrafer: "§. 24: Alle Regjeringsbeslutninger og Befalinger skulle stedse ud- stedes i Kongens Navn" [fotnotemerke] . "§. 25: Ved Kongens Død eller i det Tilfælde, i hvilket et Regent- skab bør beskikkes, skal strax et overordentligt Storthing sammen- kaldes af Statsraadet. Forsømmer Statsraadet denne Pligt over 4 Uger, besørges Sammenkaldelsen ved Justitiarius og Tilforordnede i Høiesteret". "§. 26: Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Thronfølger udkaaren, da sammenkaldes Storthinget strax paa den i forrige §. be- skrevne Maade, for at vælge en ny Kongeæt. Imidlertid forholdes med en udøvende Magt efter §. 13". Fotnote: I Kommitteens første Udkast lød denne § saaledes: "Alle Regjeringssager, Beslutninger, Befalinger og Forretninger skulle skee i Kongens Navn. Og skal han altid selv underskrive naar han har naaet den myndige Alder og tiltraadt Regjeringen". SIDE: 22 Ved §. 25 blev dog, paa Wedels Bemærkning, at Statsraadet ikke altid ved Kongens Død kunde sammenkalde Storthinget, da saadant maatte skee af Thronarvingen selv, naar han var myndig, vedtaget, at Udtrykkene i §'en skulde under Redaktionen for- andres derefter. Og saaledes blev da Ordene "eller andre Ved- kommende" tilføjede efter "Statsraadet" i Slutningen af første Punktum. Desto flere Debatter vakte de følgende to Paragrafer, som begge spillede hen paa Muligheden af et intimere Forhold til Danmark, og saaledes vare Prøvestene paa de ægte norsknationale Hjerter. "§. 27: Kongen skal boe i Riget, og maa ikke opholde sig uden for det længer end 6 Maaneder uden Storthingets Samtykke, med mindre han for sin Person vil have tabt Ret til Kronen". Weidemann, som ved Spørgsmaal, der i nogen Maade rørte Landet Selvstændighed og Nationaliteten, viste en levende Ind- bildningskraft, foreslog, at Kongen skulde forpligtes til at boe inden Rigets nærværende Grændser, og Omsen, at det ikke skulde staae i Storthingets Magt, at bevilge en længere Udeblivelse. Det kunde ellers let skee, at Kongen lidt efter lidt kunde faae stadigt Ophold i et andet Land og blot gjøre Lystreiser til Norge som i forrige Tider. Man kunde da komme til at faae en Konge paa Papiret; og det burde derfor bestemmes, at, naar Kongen havde været fraværende i 6 Maaneder, maatte han ikke forlade Riget igjen før om 5 eller mindst 3 Aar. Fleischer mente, at, naar Kongen havde været borte i 6 Maaneder, burde han ikke kunne forlade Riget før efter andre 6 Maaneder idetmindste, hvorpaa Carstensen holdt en komisk Oration, der gik ud paa, at Kongen i hele sit Liv kun maatte være fraværende i 6 Maaneder. For- gjæves søgte Præsidenten at formilde disse strenge Konditioner; Carstensen vilde ikke slaae af. §'en blev endelig med 84 mod 23 Stemmer antagen i saadan Form efter Weidemanns og Flei- schers Amendements: "Kongen skal stedse boe inden Rigets nuværende Grændser, og maa ikke uden Storthingets Samtykke opholde sig udenfor det længere end 6 Maaneder af Gangen, med mindre han for sin Person vil have tabt Ret til Thronen". Ved §. 28: "Kongen maa ikke antage nogen anden Krone eller Re- SIDE: 23 gjering, uden Storthingets Samtykke, hvortil i dette Tilfælde Totredie- dele af Stemmerne udfordres". -- yttrede først Koren, at han troede at kunne øine Muligheden af de tre nordiske Rigers Forening under Norges Konge, og at det burde staae i Folkets Magt, paa den Tid saadant kunde skee, at afgjøre om Foreningen var ønskelig eller ikke. Men nærmest gjorde §'en en Gjenforening med Danmark mulig, formedelst Kristian Frederiks meer end blot sandsynlige Valg, og dette gav Wergeland Anledning til en af sine fyrigste Taler. "Intet, -- sagde han -- ærede Medborgere, intet anseer jeg for mere fordærveligt for Fædrenelandet, end Gjenoprettelsen af Foreningen med Danmark, Kilden til den Afmagt, Fædrenelandet er sjunket i. Jeg siger dette i Sandhed uden Nag til den Nation, som engang kaldte sig Tvilling- broder af Nor. Det danske Folk udmærker sig ved flere elskværdige Dyder, og Frederiks Hjerte har i flere Decennier været prøvet. Vi ønske begge al Held og Velsignelse, men Forening maa ei være meer -- hiint Tvilling- broderskab maa ei mere have Sted i al Evighed. Den har kun Skinnet af Grundighed den Indvending, at vi ei bør binde Efterkommernes Hænder; thi maae Fædrene ei binde Efterkom- merne, saa maa ingen Lov skrives; hver Artikel i Konstitutionen er et Baand paa Efterkommerne. Men skulde de bindes i noget, saa var det i dette Stykke, da vi kunne beraabe os paa en lang Erfaring. Et Skridt, vi bebreide vore Forfædre, maa vi ei tillade vore Børn. Vi, som have over 400 Aars Erfaring om Følgerne af Forbindelsen, bør for evig forekomme, at ikke vor Efterslægt, som engang vil have for- glemt disse ublide Dage, ubesindig tilintetgjør Frugten af deres Fædres tunge Møjer, Norges Selvstændighed, og indlader sig i Forhold, de visselig engang, ligesom vi, ville finde vare et Onde. Haard er den Himmel, som bedækker Norge, Klimatet er strengt; vi ere Beboere af en hyperboræisk Afkrog paa Kloden, og Naturen har bestemt os til at savne saamange af de mildere Landes Fordele. Men Naturen, god midt i sin tilsyneladende Ubarmhjertighed, og ret- færdig midt i sin Uretfærdighed, har aabenbar villet levne os Erstat- ning for hine Savn, og derfor beskikket, at Norges, i nogle Henseender saa ufordeelagtige, Beliggenhed skulde i andre Henseender være saare velgjørende. Himmelen har villet, at dette Rige, som ei kunde dele de rigere og skjønnere Landes Glæder, ei heller skulde dele deres Sorger; at dette Land, som ei kunde nyde de frugtbarere og mægtigere Rigers Lykke, ei heller skulde have Deel i deres Elendigheder og Tvi- stigheder? Her skulde vi boe, saa var Himlens Vilje, som den Fattige SIDE: 24 i sin afsidesliggende Hytte, smaaligen forsynede, men tilfredse med det Lidet, nydende det i uforstyrret Fred, uden at kjende de Stores Vel- lyster, men ogsaa udeelagtige i deres Kabaler, Splid og Kummer. Derfor afskar Naturen os fra Fastlandet ved et svælgende Dyb, en Afgrund, og værnede trindt om Landet med Pallisader i talløse Klipper. -- Men vi overskrede Naturens afmærkede Grændser, og indgik en unaturlig Forbindelse med et Rige, der ei kunde andet, end inddrage os i unatur- lige Krige, indvikle os i Misforstaaelse med Magter, med hvilke det for Norge var ligesaa ufornødent og underligt, som skadeligt, at være ueens. Al Fordeel af vort Lands Beliggenhed have vi saaledes, ved Forbindelsen med Danmark, opoffret. Men er nu Baandet løst uden brødefuld Revolution, tilbydes os Leilighed til at vende tilbage inden Naturens, Fredens og Lykkens Grændser, skulde vi da fremdeles op- offre eller tillade sildigste Efterslægt at opoffre det store Gode, Fædrene- landets Beliggenhed forskaffer det? Skulde et Baand, der fast ved intet gjengjælder de dyreste Opoffrelser, atter kunne knyttes? Eller har Norge nogensomhelst gjensidig Fordeel af den danske Forbindelse, hvor stor og herlig maa da hiin Fordeel ikke være, naar selv langvarige Feider ei ere for stor en Priis for samme? Nævn, hvo som kan, det politiske Gavn af Norges Indlemmelse i den danske Stat, som ei kjøbes for dyrt med Norges Sønners Blod, med hungrende Enkers og Børns Skrig, med Udelukkelse fra Europas Havne, med Handelens Død, med Penge- væsenets Undergang? Krig, Menneskeslægtens Svøbe, alt det Godes Ødelægger, -- Fred, Gjenstanden for Folkenes megen Raab til Him- melen, skulde ei komme i Betragtning, skulde agtes for intet imod en Pagt med Øerne paa hiin Side Havet? Hvormed har da Danien for- tryllet dette Folk, at det endnu, førend Riget har forvundet Lidelserne af 7 Aars Feide, kan tænke sig Gjenforeningen -- at det paa en Tid, da det lægger den første Grundsteen til en egen, uafhængig Stat, og staaer færdig til med Strømme Blod at besegle sin Uafhængighed, kan taale Forestillingen om, at Efterslægten atter skulde skjænke Danmark Frugten af sine Møjer? Af en saa nøje Forbindelse mellem to Riger, der adskilles ved et Hav og ved et heelt mellemliggende fremmed Kongerige, kunde og kan ei komme andet end gjensidig Fordærvelse. En mægtig Flaade var kun det Eeneste, der nogenlunde formaaede, at sammenholde Delene af en saadan Stat; og da dette Baand brast, brast Norges Scepter ud af de danske Monarkers Hænder. Fordoms- frie Danske have endog erkjendt Gyldigheden af disse Sandheder, og selv gode Frederik vedgaaer i sin Proklamation af 18de Januar, at Flaadens Tab opløste det mulige Baand mellem Dan og Nor. Vi have svoret Norges Selvstændighed; men hvad forstaaes ved Norges Selvstændighed? Have vi været selvstændige, eller ere vi det SIDE: 25 først nu? Ingensteds har en højere Tolk udviklet os tydelig Selvstændig- hedsbegrebet. Mig forekommer det imidlertid unegteligt, at Eeden for- pligter os til for evig at bryde med Danmark. Thi, er en Forbindelse med Sverig Uselvstændighed, saa maa og Forbindelse med Danmark være det. Er Sverig os et Scylla, saa er Danmark os et Charybdis. Og nu er det Tid i alle Maader at betrygge os, at vi ei, efter ved Kamp og Møje at have undseilet hiint, som et Vrag skulle strande paa dette! Yder Folket nu alt -- hengiver det Liv og Formue til Brug indtil sidste Skjærv, saa maa og bør det og vinde hædret Selvstæn- dighed ligesaavel fra den ene som den anden Side. Altsaa, Brødre, aldrig mere dansk! Dette er hver ægte Nordmands Ønske. Vi have været Kongerne af Danmark et trofast Folk. Tiden er kommen, da vi, uden at forspilde denne Roes, uden brødefuld In- surrektion mod en lovlig Herre kunne iagttage Fædrenelandets Inter- esse. Vi ville tage et venskabeligt Farvel, uden Harme, uden Nag. Vi skilles nødig fra en Ven, som lang Omgang har gjort os kjær, skjøndt vi ofte saae suurt til hinanden. Men det maa saa være. Hvad Gud haver villet adskille, maa intet Menneske tilsammenføje. -- Jeg foreslaaer derfor, at Kongerigerne Danmarks og Norges fremtide- lige Adskillelse udtrykkelig anføres i Konstitutionen. Det vilde være let, yderligere at motivere Vigtigheden deraf; men jeg anseer det for ufornødent, og frygter for at trætte Forsamlingens Opmærksomhed. - Skulde dette Forslag ei antages af Forsamlingen, da giver jeg mig den Frihed at proponere, at 28 §. maa udtrykkes saaledes: "Kongen maa aldrig antage nogen anden Krone eller Regjering". Betingelsen: "uden Storthingets Samtykke", anseer jeg enten for overflødig eller farlig. Overflødig er den, saafremt sidste §. bliver gjældende, som tillader Storthinget at ændre Konstitutionen. Overflødig er den, dersom 1 §. skal være evig gjældende, da denne erklærer Norge for et frit og uaf- hændeligt Rige. Farlig er den stedse; thi den vil udsætte Storthinget for Fristelse, og intet er vissere, end at Pluraliteten paa Storthinget ikke altid er Pluraliteten i Folket. Have derimod Nationens Repræ- sentanter et ubetinget Forbud at henpege paa, da kan og vil en Fyrste aldrig, i Henseende til andre Throners Bestigelse, sætte dem paa Prøve; og skulde det skee, hvilken Frimodighed til Afslag giver det ikke at kunne sige: vi tør ikke; vi have Loven for os"! Efter en saadan Expektoration kunde vel en Mand være be- rettiget til at sige sit Amen, sit Dixi men Wergeland havde en endnu kraftigere Tale i Baghaanden, hvilken han dog ikke fremførte, af Frygt for at opirre Gemytterne, og mistvivlende om at det vilde lykkes ham, ene og uunderstøttet, SIDE: 26 at aabne Forsamlingens Øine for den Fare for Rigets Selvstæn- dighed, som lurede under hine tre Ord. Da imidlertid Intet af hvad der er opbevaret fra hine Dage tydeligere og mere levende anskueliggjør hvad Meninger om Norges Fortid og Fremtid, der besjelede Taleren og det Parti, han bekjendte sig til, og da denne anden Tale, om end blot læst og billiget underhaanden af de Ligetænkende, saaledes er et nyt og interessant Aktstykke, der kaster Lys ned i Hjerternes Dybde, har jeg troet at kunne op- bevare den her, om den end ikke kan siges at tilhøre Historien om det Passerede. Ved Opførelsen af dramatiske Stykker pleier man ofte, for Publikums Skrøbeligheds Skyld, at sløife ved en Indcirklen visse Repliker, og det stundom just de meest poetiske. Men derfor komme de dog Læseren tilgode; og i Eidsvolds- dramaet er netop denne sløifede Tale en af de Repliker, som den skjønsomme Læser vil beklage er gaaen tabt under Op- førelsen. Men vel var det for Repræsentanten, at han lod det blive ved hvad han havde sagt; thi det lader sig ikke sige til Rigsforsamlingens, eller rettere det herskende Parties, Roes, at politisk Tolerance var en af dens Dyder. Og her førte den meest Isolerede af Minoriteten et saadant filippisk Sprog, her blottede han med saadan Kjækhed sine Modstanderes politiske Hjerter, med saadan Aabenhed sit eget, her slog han i sin Flugt indenfor Hensigternes vebundne Grændser, og her profeterede han med saa sikker og harmfuld en Sorg over den Fremtid man beredede Fædrelandet [fotnotemerke] ,at Reglementet neppe skulde have beskyttet hans ulykkelige Hoved for de voldsomste af alle Majoritetens Vredes Elementer, og ganske vist vilde man, istedetfor det kordiale "Hvad sa'e du, Broer? (eller Fætter)"? som stundom, sagt med Haanden lagt til Øret, pudsigen afbrød de Talende, have hørt Talen af- brudt paa flere Steder af Udraabet: "Hvad siger den Forræder, den Svenske"! eller af det forfærdelige "Stinges" d. e. "Ned med ham med Kniven"! som Brevskriveren fra Eidsvold siger tidligen skal underhaanden være bleven hørt. Man tænke sig blot Rigsforsamlingens to Partier, Majoritetens Intolerance, dens overmodige, lidenskabelige Chefer, den adsplit- Fotnote: Havde Kristian Frederik vedblevet at være Norges Konge, havde vi alt oplevet den Tid da disse Spaadomme sandsynligviis vilde være gangne i Op- fyldelse. Og da -- eet eller nogle Hvedebrødsaar, hvori Norge ikke var bleven tilsidesat; men saa -- l'ancien regime. SIDE: 27 tede, kleinmodige Minoritet, Erindringerne fra den 12te og 19de April, Regenten og hans Partisaner under samme Tag, og saa denne Tale holdt: "Jeg raader til og foreslaaer, at den sidste Klausul i denne §. ud- slettes, nemlig den: "uden Storthingets Samtykke", og at det forbydes ubetinget, at Norges Konge antager nogen anden Krone. Den Klausul synes at komme saa uskyldig og beskeden tilsidst, men den er lumsk og farlig, og kan volde meget ondt. Gjenforening med Danmark leder den til; altsaa til det vi af alt mindst maa ønske. I gamle Dage var dette Folk agtet og berømt, dette Rige mægtigt. Men hvad er det bleven i de Aarhundreder som ere forløbne siden den sidste Haraldides Endeligt? Forarmet, forglemt, reduceret til en Provinds, nei til en Koloni, hvor man vil opføre Toldboder til Indsamling af Skatterne og Fæstninger til at kue de Skatteydende med, men hverken Skoler eller Akademier eller Hospitaler eller Kongeboliger. Dertil skjæn- kede private norske Mænd Lokalerne. Sine Nederlag betalte man med norske Provindser, og sine sidste med hele Norge. Lemlæstede og ud- suede har man kastet os fra sig. Lad nu endelig Norge vorde selv- stændigt, lad Aareladningerne ophøre, og Riget beholde sit Blod inden i sig, da vil man see med hvilken Spændekraft det vil udvikle sig og hæve sig i alle Dele. Have vi nu flere Aarhundreders Erfaring for os om den danske For- enings Skadelighed, skulle vi da ikke ved alle mulige Midler hindre dens Fornyelse, eller skulle vi ikke vogte os og med al mulig For- sigtighed bortskaffe Alt, som kan gjøre den mulig, og følgelig ogsaa bortskaffe bemeldte Klausul: "uden Storthingets Samtykke"? Man siger: hvad kan det skade, at de Ord staae der? Storthinget vil dog vist aldrig samtykke i en Gjenforening; det er altfor meget imod Folkets Villie. Hvad kan det skade? Jeg spørger: hvad kan det nytte? Alt unyttigt maa bortskaffes af vor Grundlov. Alt unyttigt maa bortskaffes af vor Statsforfatning baade i den ene og anden Henseende. Vil man ikke, at Storthinget skal samtykke, saa maa man heller ikke give det Lov at samtykke. Ansaae man det ikke for muligt, at Stor- thinget kunde samtykke, saa havde man heller ikke anseet det for hensigtsmæssigt at paahænge Paragrafen denne forræderiske Sætning. Hvo kan tvivle paa, at dens Ophavsmand jo har tænkt sig, at den Tid kunde komme, da en Gjenforening ikke blot blev mulig, men endog ønskværdig? Ja hvo veed, om den ikke just skylder Ønsket om en Gjenforening sin Tilværelse, og om den ikke netop er sat der, forat gjøre en saadan Reunion mulig? Saaledes slaaer man en Jernring i Siden paa et Fartøi. Den hænger der uden at nogen lægger Mærke til den, uden at den synes at gjøre SIDE: 28 fra eller til, skade eller gavne. Men siden seer man, at den tjener til at fæste Hagen eller Touget i, naar man vil hale Skuden til sig. "Uden Storthingets Samtykke" er en Hank til at tage os i, og den vil jeg skal slaaes af. Man siger ogsaa, naar der staaer, at Norges Konge ikke kan bestige nogen anden Throne uden Storthingets Samtykke, saa er det nok, saa er der ingen Fare; thi Storthinget samtykker ikke, med mindre Folket vil det. De, som tale saa, maae ikke vide hvormange danske og for- danskede Sjæle Landet er fuldt af; de maae ikke kjende Parlamenters, Kammeres og Rigsdages Natur og Historie, ikke vide, hvor let en Re- gent skaber sig Repræsentantskaber efter sit Sind, hvor let han ind- virker paa samme og sætter sin Vilje igjennem, og hvormeget lettere han gjør det i et Land, hvor der hersker saadanne Fordomme til Gunst for Sagen, hvor der hersker saadan Danomani. Jeg for min Part maa, efter den Vending Sagerne have taget og efter det Kongevalg, som kan forudsees, ansee Gjenforeningen for næsten vis, endog om hiin Klausul udelades; men bliver den staaende, er Til- bagefaldet saa meget sikkrere, -- det heller om kort Tid end læn- gere hen i Tiden. -- Endog under Norges første Konge vil det skee, medens dennes Personlighed gjør det vanskeligt for Folket, at enten skille sig ved ham, eller negte ham hans skjønnere Fædrenearv, den danske Succession, som ikke kan være langt borte, -- medens Landet er fuldt af Danske og Dansksindede, medens Fordommene ere i fuld Kraft, og medens man endnu er uvidende om hvad Landet kan blive til i en fri Tilstand, og indbilder sig, at Rigets nuværende Afmagt og Forlegenhed er en Følge af, at det er bleven løsrevet fra den danske Stat som en Arm af et Legeme, forvexlende saaledes Virkning med Aarsag. Lad det altsaa ikke blive muligt for selve Storthinget at samtykke deri! Selv under den Forudsætning, at Storthinget var Folket og at Folket var Storthinget, saa Storthingets Samtykke virkelig var Folkets eller Pluralitetens Samtykke, bør Bestemmelsen udgaae. Thi naar Folket kunde samtykke i en Gjenforening, saa kjendte det ikke sin egen Vel- færd. Man maa betage Folket Magten til at kunne skade sig selv, eller i det mindste lægge det saamange Hindringer i Vejen derfor, som muligt. Man bør, ved at udelade Betingelsen qvæstionis, lage det saa, at det norske Folk ikke kan blive dansk igjen, uden at bryde selve Konstitutionen. Jeg forudseer, siger jeg, en Gjenforening, saaledes som Tingene gaae, endog uden hiin Klausul, og af den Grund alene er det, at jeg vilde raade til en Forening med Sverige under Betingelse af vor Konstitution. Det herligste vilde være, at Norge bestod ganske for sig selv, og hverken SIDE: 29 havde med den Ene eller den Anden af Naboerne, som elske os saa inderlig, at skaffe. Men efter min Anskuelse lader dette sig ikke gjøre. Undgaae vi Charybdis, saa falde vi i Scylla. Hvad Folket i Felten vinder over den ene, vil det i Fred og Ro skjænke den anden. Sejeren bringer ingen Gevindst, men Tab af det vi fegte for. Ved at vinde, vinde vi intet, og det norske Blod er flydt forgjeves, naar det udgydt for en dansk Thronarving. Undgaae vi at forenes med Sverige, vi und- gaae da ikke at gjenforenes med Danmark. -- Men af disse Alter- nativer anseer jeg det første, nemlig Foreningen med Sverige, for det mindste Onde. Der er to Goder, vi have at fegte for, nemlig Rigets absolute Selvstændighed og den Grundlov, vi udkaste os. Det første anseer jeg for at være tabt, eller, efter de politiske Omstændigheder, uerholdeligt. Tabes det ikke i Kampen med Sverige, saa tabes det i Freden med Danmark. Men denne uerholdelige absolute Selvstændig- hed er ikke af den høje Vigtighed som Grundloven. I Forening med et af Rigerne, under Betingelse af vor Konstitutions Bibehold, kan det Norske Folk blive lykkeligt; men kuldkastes Konstitutionen, saa bliver det lidende, hvad enten det forenes med Danmark eller med Sverige. For Konstitutionen maae vi altsaa fegte indtil det Yderste i alle Til- fælde. At tabe den, er først et sandt Tab; det er at ligge under. Nu vel, siger man, naar saa er, at vi maae forenes med eet af Ri- gerne med Bibehold af Konstitutionen, hvorfor kunne vi da ikke heller forenes med vore gamle Brødre de Danske, og beholde vor Grundlov, end med de Svenske? Nei heller med de Svenske. I Forening med Sverige er det sandsynligere, at vi kunne beholde Grundloven i Tidens Længde tilligemed al den udvortes Selvstændighed, den endog i saadan Forbindelse kan forbeholde Riget, end i Forbindelse med Danmark. Sverige er selv et constitutionelt Land, Danmark et despotisk. Re- gjeringen i begge Lande, Norge og Danmark, vilde blive modsatte Ex- tremer. Vi have ingen Sympathier med de Svenske, siger man. Desto bedre, siger jeg; desto vanskeligere vil en Amalgamation blive, desto lettere ville vi beholde vor Nationalitet. Med Danmark vil Amalgamationen strax være gjort. Norske og Danske ere som to Draaber Vand, der ville flyde sammen ved den ringeste Berørelse. Svenske og Norske ere i denne Henseende som Vand og Olie. Men, siger man, vi have jo næsten intet tilfælles med det svenske Folk, uden samme Fornødenheder og samme Udførselsvarer. Just derfor er denne Forening at foretrække for den danske, naar vi have vor Selvstændighed og Nationalitet for Øie. Det norske Folk har en Slags Mistro til det Svenske, især til dets talrige Adel. Atter desto bedre, saa vil det norske Folk med saameget SIDE: 30 mere Cirkumspektion vaage over sin Grundlov og sine Foreningsrettig- heder, hvilke det derimod af Kjærlighed og Tillid til den danske Re- gjering og af tilvant Lydighed efterhaanden vilde lade sig fraliste. Jeg vil her ikke tale om, hvad Politik tilraader med Hensyn til de geografiske Forhold, og hvormeget vissere det er, at vi i Ufredstid komme til at slutte os til et Parti, som er mere passende for os eller mindre uheldbringende for Riget, naar vi ere unionerede med Sverige, end naar vi ere det med Danmark. Hvad nogle snakke om, at vi i Krigstid vilde savne det danske Korn, er ikke værdt at lægge Mærke til. De Danske ville ligesaa gjerne sælge, som vi kjøbe deres Korn, og vi ville aldrig savne det, saalænge der er Agerdyrkning i Danmark. Ja midt i en Krig med selve Danmark, vil Danmarks Korn komme til vort Land. De maa sælge deres Korn til os, for at faae Penge til at føre Krigen imod os, Noget kan vi selv tage paa Søen. Det hændte jo i den sidste Krig, Danmark havde forskaffet os med England, hvis man kan tro Rygter og Skipperefterretninger, at jydske Skibe, som skulde tilføre os Korn, naar de vare komne halvveis, forandrede Kours, og styrede vester til England med det. Jeg anseer det altsaa for en sand Politik, som Kjærlighed til Fædrene- landet og Omsorg for dets Frelse og Fremtids Vel tilraader, at vi, om vi ikke ville tilbyde den svenske Konge den norske Throne under Be- tingelse af at vor Grundlov bibeholdes, og at vi beholde vor egen ind- vortes Regjering, vor egen Lovgivning og Pengevæsen, Maal, Vægt, Sprog, Krigsmagt, Flag etc., dog udelade af denne Paragraf de Ord: "uden Storthingets Samtykke". Talerne, der holdtes i Rigsforsamlingen, vare enten improvi- serede eller kun bundne til saadanne Notater, som lode sig op- skrive paa en Lap paa Bænkene, paa en tjenstvillig Ryg eller, som i de østerlandske Skoler, paa Knæet, og saaledes ere kun de Foredrag, der, i Form af Betænkninger og Forslag, vare or- dentligen nedskrevne og vedlagte Protokollen, at finde i dens trykte Forhandlinger. I disse findes derfor ikke andet Spor saavel efter Wergelands som andre Repræsentanters holdte Foredrag, og Overgangen til Modpartiets Anførsler anderledes antydet end i disse magre Linjer: "Efterat der var gjort adskillige Indsigelser imod denne §., fremlagde Jakob Aall sin Betænkning, der lyder saaledes: "At forbyde i nærværende Konstitution, paa en absolut Maade, Norges Konge at modtage nogen fremmed Krone, kunde, efter mit Begreb, blive et Indgreb i Landets tilkommende nationale Lykke. Det SIDE: 31 er umuligt for nærværende Forsamling at forudsee alle de Tilfælde, som kunde gjøre en saadan Indskrænkelse farlig for Samfundet. Hverken denne eller andre Bestemmelser, der ikke kunne betragtes som Grund- love, hvis uforanderlige Værd igjennem alle Tidsaldre er bleven erkjendt, bør gjøres saa urokkelige, at de jo kunne modtage de Modifikationer, som Tid og Omstændigheder, Landets Tarv og forandrede Kultur- tilstand maatte gjøre fornødne. Ligesom en saadan absolut Lov vilde være farlig, saa vilde den og indeholde en direkte Modsigelse mod Konstitutionens Aand. Efter Kommitteens Forslag vil rimeligviis nærværende Konstitution kunne underkastes Modifikationer. Rigsforsamlingen, som ikke tiltroer sig den Viisdom, at kunne i et stakket Tidsrum træffe en uforbederlig Norm for Stats-Styrelsen, som tæller flere forstandige end i Stats-Politiken erfarne Mænd blandt sine Medlemmer, forbeholder tilkommende For- samlinger at fuldende det nærværende Værk, der umuligen nu kan modtage den høieste Grad af Fuldkommenhed. Jeg foreslaaer altsaa, at den 28de §. maa beholde sin nærværende Form". Unegtelig var der mere Frihed for Nationalrepræsentationen i den Bestemmelse, Aall forsvarede, men visselig der var ikke mere fjernsynet, efter Menneskene, som de ere, afpasset, og efter Sandsynlighederne beregnet Klogskab og heller ikke mere sand Omsorg for Nationens Selvstændighed, end der laae i Wergelands Amendement. For de Sympathier, som endnu ikke vare ud- slettede af Aalls bløde, i sin Struktur mere danske end norske, Karakteer, hvori de havde furet sig dybere ind end hos de fleste andre Nordmænd, havde Tanken om en Gjenforening med Dan- mark, med Behold af den fri Forfatning, heller ikke det afskræk- kende, som for hans Modstander i denne Sag. Til hans Yttring om den mulige Lykke, der kunde ligge for Norge i Kongens Er- hvervelse af et andet Rige, bemærkede ellers Rein, at det var vigtigere, at Landet blev regjeret vel, end at dets Konge regje- rede over Meget, hvilket Sidste ialmindelighed var til Hinder for det Første. Han troede derfor ikke, at enhver Udvidelse af Riget kunde være ønskelig. Diriks bemærkede, at man ved de Ord "eller Regjering" havde havt Hensyn til den mulige Erhver- velse af Lande, som just ikke vare Kongeriger, saasom Fyrsten- dømmer, Provindser eller Kolonier, hvis Besiddelse kunde være nyttige for Riget og dets Handel. Men Ængstelsen for en Gjenforening med Danmark havde talt SIDE: 32 forgjæves. Det viste sig ved Voteringen, da §'en blev antagen uforandret med hele 98 Stemmer imod 11, at Øieblikket med sine Krav og Interesser, og den nærmeste Fremtid med sine glade Løfter beherskede Fleerheden saa udelukkende, at den kun havde et dunkelt Blik for Fremtidens politiske Sandsynligheder og Kom- binationer. Eenstemmigen antoges derpaa "§. 29: Kongen anordner al offentlig Kirke- og Guds-Tjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religions-Sager, og paaseer, at Religionens offentlige Lærere følge de foreskrevne Normer". Og "§. 30: Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Af- gifter, som Storthinget paalægger". Den følgende Paragraf, navnlig i Anledning af den deri om- handlede Anvendelse af det beneficerede Gods, gav derimod Anledning til megen Diskussion. Den lød: "§. 31: Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier an- vendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almeen- væsenet nyttigste Maade. Saavel Kjøbesummer som Indtægter af det Geistligheden og Skolerne beneficerede Gods skulle blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Eiendomme skulle alene anvendes til disses Gavn". Fra Bønderne Lundegaard, Huvestad, Harildstad, Olsen og Bjørnsen fremlagdes og oplæstes følgende Forslag, som de for- langte tilført Protokollen, bekræftet Gjenpart af og Votering over: "Det beneficerede Gods, der er en Levning fra den Katholske Hierar- chies Old, der og er at ansee som en for nærværende Tid og Omstændig- hed aldeles overflødig og upassende Interesse; ligesom ogsaa at saa- dant Gods ikke heller bliver bragt til den mulige frugtbringende Fuld- kommenhed ved Forbedringer: saa var det at ønske, at alt saadant Gods maatte blive anvendt til det almindelige Bedste, og i Anledning af Landets vilkaarlige og trængende Omstændighed, som et Bidrag eller Hypothek til at ophjælpe Statens Bank og Pengevæsens yderst slette Forfatning, der mulig vil opbyde alle mulige Anstrængelser af Stats- kræfterne; og ikke, som der i §. 31 i Konstitutionsakten er foreslaaet. Vores Forslag og Formening er, i Følge vore Kommittenteres Forlan- gende, at Præsterne for Eftertiden kunde blive aflagte med fast Lønning i Penge, som andre Embedsmænd, af Statskassen, saaledes som kunde tilstrækkelig ansees, og passende for Enhver; hvorhos tillige maatte SIDE: 33 tages Hensyn til ethvert Kalds Præstegaarde, der i mange Henseender er saare ulige i Omfang og Godhed, ogsaa maatte komme i Betragtning; men alt beneficeret Gods der udenfor maatte blive efter Omstændig- hederne lagt til det Almindelige ved at gjøres i Penge eller paa den Maade, man ansaae beqvemmest, at dette Gods ogsaa kunne vorde privat Eiendom, som andet Odelsgods, for vedkommende fremtidige Eiere. Men, skulde denne vor Formening ikke finde den høje For- samlings Bifald, da maa det tillades os at nedlægge den Paastand, at det beneficerede Gods vel til Videre maa henlægges til Oplysnings- væsenet, men at 31te §. ikke nu tilfulde fastsættes, men reserveres Ret til paa næstkommende Storthing nærmere at afgjøre den". Heidmann forelæste nogle Bemærkninger, der gik ud paa det Samme, ligesom ogsaa Dahl erklærede sig derfor. Præsterne selv toge af en agtværdig og maaskee ikke saa uklog Takt, mindre Deel i dette Spørgsmaals Afgjørelse, end man skulde troet efter dets Vigtighed for dem. Ikkun Midelfart, korteligen understøttet af Darre, udviklede sig i denne Sag. Han maatte protestere imod det Uretmæssige i at noget af det beneficerede Gods an- vendtes udenfor sin udtrykkelige Bestemmelse, eller, forsaavidt det var skjænket til gudeligt Brug, imod at anvende det til noget andet. Oplysningen imellem Almuen paa Landet var derimod saa ringe, og Bonden i Almindelighed saa modvillig til at yde Bidrag til Skolevæsenet, at det beneficerede Gods hovedsagelig burde afgive Midler til Skolevæsenets Forbedring. Skulde det beneficerede Gods anvendes udenfor sin oprindelige Bestemmelse, mente Taleren, at man ikke maatte gjøre Regning paa deslige milde Gaver i Fremtiden. Wedel erklærede det for en uudslettelig Skamplet paa Forfatningen, om det tillod sig noget Indgreb i det beneficerede Gods. Det var Ejendom, en Stands Ejendom, der maatte respekteres ligesaavel som Privatmands. Men det var nu at befrygte, at, naar man begyndte med den, vilde man til- sidst angribe Privatejendommene. Lysgaard bebreidede Midelfart, at han skar Alle af Almuen og alle Almuer over een Kam, og han anførte sin Hjembygd Biri til Exempel paa Bondens Bered- villighed til at bidrage til Oplysningen. Røbede der sig Uvillighed dertil nogetsteds, da var vel Aarsagen, at Geistligheden ikke havde sørget for duelige Skolelærere. I endnu hvassere Udtryk foer nu Teis Lundegaard løs paa Præsteskabet. Kry før over sit Forslag, hvis Hovedidee, at lade det beneficerede Gods komme SIDE: 34 det almindelige Pengevæsen tilgode, ikke tiltalte Faa, talede han sig vredere og vredere. Præsterne, tordnede han, "mishandlede" Almuerne, og tillode sig saamange Misbrug og "grove Forbrydelser" med Bygslingen, at det vel var paatide, at Folket tog lidt Haand i Hanke i med. Men det var nu paatide for Trediemand at op- træde imellem Parterne, og det blev da Christie, idet han nemlig oplæste og fremlagde en Betænkning [fotnotemerke] mod Salget af det bene- ficerede og de offentlige Stiftelsers Jordegods. Han foreslog, at det indtil videre skulde henstaae med det i 1812 paabudne Salg af det beneficerede Gods eftersom det blev ledigt, og han lod sig henrives til at yttre de skrøbelige Paastande, at Bygselleilændingen levede i Almindelighed i ligesaa gode, om ikke tildeels i bedre, Kaar end Selvejeren, og da Gaarden sædvanlig gaaer i Æten, saa betryggedes ogsaa dennes fremtidige Kaar. Imidlertid vare Omstændighederne nu saa, at dersom Gaarden skulde sælges ved Auktion, vilde den afdøde Leilændings Søn neppe kunne reise de fornødne Penge til Kjøbet; ialfald ikke til at gaa til den Sum, som Kjøbstadmanden. Kom nu det meste Leilændingsgods i denne Klasses Hænder, vilde det enten blive udsat for Lodbrug eller For- pagtning, og Følgen vilde blive, at Landet fik usle Lodbrugere og Fæstere istedetfor velstaaende Leilændinger. Ved Voteringen blev dog §'ens mellemste Passus antaget med 69 Stemmer mod 40, og første og sidste eenstemmigen. Under den alternative Votering mellem §'en og de 5 Bønders Forslag, faldt det atter i Østerriisøer- Repræsentantens Lod at flette en komisk Scene indimellem Dagens øvrige alvorlige. Han voterede nemlig: "Skal jeg svare efter min egen Interesse paa Spørgsmaalet, om det beneficerede Gods skal kunne anvendes udenfor sin oprindelige Bestemmelse, da maa jeg stemme: "Nei"; men skal jeg stemme efter min Hjertens Over- beviisning, maa jeg svare "Ja". Og opfordret til at give en be- stemt Erklæring, voterede han dog: -- Nei! Ved §. 32: Kongen har højeste Befaling over Rigets Land- og Sømagt. Den maa ikke overlades i fremmede Magters Tjeneste, og ingen frem- mede Tropper maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke". -- vakte Klausulen om fremmede Tropper nogle Debatter. Holck mente, at Hjælpetropper dog maatte kunne indkomme i Riget Fotnote: I Rigsforsamlingens Forhandlinger er anmærket, at denne Betænkning savnes ved Protokollen. SIDE: 35 uden Storthingets Samtykke, saasom Tilfælde let kunde være, at der ikke blev Tid til at indhente det. Wedel yttrede derimod, at Hjælpetropper kunde være ligesaa farlige som fiendtlige, og at der, under Navn af Hjælpetropper, kunne indføres saadanne som vare bestemte til at undertvinge Landet. Han tænkte da vistnok paa en dansk General Monk, ligesom denne stuartiske, en olden- burgsk Restitutor. Udfaldet blev, at §'en antoges med 95 Stemmer imod 9, med det Tillæg, paa Forslag fra Diriks, at efter Ordet "Tropper" sættes "undtagen Hjælpetropper imod fiendtligt Anfald". Imod "§. 33: Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter". -- lod Sibbern oplæse følgende nedskrevne Foredrag: "Det være mig tilladt, ved Regentens saa omtvistede Ret til at er- klære Krig, ærbødigst i Rigsforsamlingen at yttre Følgende: At denne Ret, negtet Regenten, undertiden har havt ulykkelige Følger for et Land, negter jeg aldeles ikke; Historien fremviser flere Exempler herpaa; men viser ikke den samme Historie tillige, at Regenten, i Be- siddelse af denne Ret, har styrtet Nationen i Elendighed for flere Sekler? Naar den vise, den gode Regent stedse sad paa Thronen, behøvedes i denne Henseende ingen Bestemmelse; han vilde altid med faderlig Omhu vide at træffe sit Folks Vel; men, hvor faa Trajaner og Mark Aureler imod de mange Fyrster, der af pirret Forfængelighed, Herskesyge og andre smaalige Lidenskaber ofre deres Undersaatters timelige Lykke! Var ikke, som bekjendt, et skjævt Vindue, som Ludvig den 14de i ondt Lune opdagede, Anledningen til en af de skrækkeligste Krige, Frankrig har ført? Mange ville vel paastaae, at Regentens ubetingede Ret til at erklære Krig ikke bliver farlig i det Land, hvor Beskatningsvæsenet er i Folkets Hænder; men disse Mange see da ikke, eller ville ikke see, at, naar Landet først efter Regentens vilkaarlige Villie er styrtet i Krig, naar Fædrelandet, som Følge deraf, er oversvømmet af fremmede Krigere, eller Landets Sønner ligge i fremmed Land, ville da ikke Landets Børn, maae de ikke ville, om endog med Opofrelse af sidste Skjærv, søge at redde det elskede Fædreneland? Man glemme overalt ikke, om vi endog øine den lykkeligste Fremtid for nærværende Generation, at Konstitu- tionen, som vi haabe, skal være skreven for kommende Slægter. Paa Grund af Foranførte, vælger jeg saaledes af tvende unegtelige Onder det mindre Onde, og troer, at Regenten ikke ubetinget bør have SIDE: 36 denne Ret; selv Gustaf den 3die i den Konstitution, han 1772 gav sig selv og det svenske Folk, antog: at, naar Statsraaderne eenstemmig vare imod Kongen, denne da ikke kunde erklære Krig". Kommitteen, navnlig Motzfeldt, Sverdrup og Wedel, forsvarede dog §'en med en saadan Fremgang, at den tilsidst uforandret blev antagen med 90 Stemmer mod 14. Sverdrup mente, at ikke Den altid førte Angrebskrig, som begyndte Krigen; at det var upolitisk at tage et heelt Thing paa Raad med om at føre Krig, fordi samme da neppe vilde blive holdt hemmeligt; at der ikke da kunde gjøres Regning paa den Fordeel at føre Krigen paa fiendtlig Grund, og at Kongen i Krigshenseende var nok indskrænket ved Storthingets Bevillingsret. Sibbern svarede hertil, at denne Ind- skrænkning havde mindre at betyde end det syntes, da Folket vel maatte skaffe Penge naar Krigen først var begyndt. Wedel yttrede, at det ikke var saa let at skjelne mellem Forsvars- Angrebskrig. Ikke Den, der slaaer til, men Den, der ægger til Striden, er Aarsagen. Retten til at føre Krig var odiøs nok; men maatte ansees for et nødvendigt mindre Onde forat fore- bygge et større. Man havde ikke heller endnu udfundet Mulig- heden af at indskrænke denne Ret for Regenten, til hvem ogsaa det franske og det fri engelske Folk derfor havde overdraget den. Hvad Sibbern havde anført, at Gustaf III i 1772 dog havde fundet hensigtsmæssigt at dele denne Ret med Stænderne, da havde Gustaf ogsaa viist, hvorledes den kunde eluderes, og hans Krig med Rusland beviste Farligheden af, at Folket havde Deel i Retten til at føre Krig. Kommitteen støttede ogsaa især sit Forsvar til den Modvægt dette Kongens Prærogativ havde i Folkets Bevillingsret. Man vilde finde, at Kommitteen, i at afveje begges Magt, havde be- tænkt Folket saa vel, at ethvert yderligere Tillæg dertil ifra Kongen vilde gjøre denne til en Nullitet. "§. 34. Regjeringen er ikke berettiget til militair Magts Anvendelse imod Statens Medlemmer uden igjennem de i Lovgivningen bestemte Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed, og den ikke øiebliklig adskilles, efter at de Artikler i Lands- lovene, som angaae Oprør, ere den tre Gange lydeligen forelæste af den civile Øvrighed". Grøgaard mente, at den civile Øvrighed, i Oprørs Tilfælde, ikke altid vilde kunne finde Leilighed eller være istand til at op- SIDE: 37 læse Loven, hvortil Wedel og Diriks yttrede, at Lovens Oplæsning ikke altid maatte ansees som absolut Betingelse for Militærmagtens Anvendelse. Denne maatte, i saadanne Tilfælde, som paapeget, desuagtet kunne bruges. Den civile Øvrighed maatte ogsaa være beføjet til at betjene sig af militær Eskorte under Oplæsningen, og Bestemmelsen havde Autoritet for sig i den engelske Konstitu- tion, hvorfra den var hentet. §'en bifaldtes derpaa eenstemmig. §. 35 oplæstes derpaa saalydende: "Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høiesterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet. [fotnotemerke] Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig den ham tildømte Straf. I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes anlagte for Rigsretten, kan ingen Benaadning finde Sted". I Kommitteens første Udkast lød denne Paragraf korteligen saaledes: "Kongen har Ret til at benaade, efterat Høiesteretsdom er falden og han har indhentet dens tilligemed sit Statsraads Be- tænkning. Dog ikke i Sager, som af Storthinget foranstaltes an- lagte". Diriks foreslog, at Benaadning ogsaa maatte kunne finde Sted i Sager for Statsforbrydelser, idetmindste saa vidt, at Re- genten skulde have Ret til at formilde Straffen een Grad. Hvad der til een Tid og under visse Omstændigheder blev anseet for Statsforbrydelse, kunde til en anden Tid og under andre Om- stændigheder endog blive anseet for Fortjeneste. Wedel mente derimod, at en Gunstling isaafald lettelig kunde slippe for fortjent Straf; at den Dømte, om Dommen kun lød paa Embedsfortabelse, kunde gaae ganske fri; og at det var mindre farligt, om et Ex- empel statueredes, end at den skyldige Forbryder mod Staten skulde være strafløs. Skulde Benaadning finde Sted i slige Sager, maatte den ialfald indskrænkes til at kunne eftergive Livsstraffen. Falsen fandt det betænkeligt, at overlade den Domfældte Valget imellem Straffen efter Dommen, naar denne lød paa Livsstraf, og Benaadningen, naar denne gik ud paa Fængsel paa Livstid. Og isandhed maa det indrømmes, at Forbryderens Frihed til at modtage eller forbyde Kongens Benaadning, kan, i Dødsstrafs Tilfælde, gjøre denne til et Selvmord. §'en blev dog eenstem- migen antagen med saadan Forandring, at der i dens Slutning, istedetfor Ordet "Benaadning" sættes "anden Benaadning end Fritagelse for idømt Livsstraf". Fotnote: I de trykte Forhandlinger er §'en kun gjengivet til dette Punktum. SIDE: 38 "§. 36: Kongen kan give og ophæve midlertidige Anordninger, be- træffende Handel, Told, Næringsveie og Politi; dog at de ikke stride imod Konstitutionen og de af Storthinget givne Love. De gjælde provi- sorisk til næste Storthing". I Kommitteens første Udkast lød den saaledes: "Kongen kan give og ophæve midlertidige Anordninger betræffende Handel, Politi og Næringsveje, men de maae ikke stride mod Konstitu- tionen og de af Storthinget givne Love. Den Statsraad, som har kontrasigneret Anordningen, staaer derfor til Ansvar. De gjælde provisorisk indtil Storthinget bestemmer om de skulle vedblive eller ikke". §'en var vigtig indtil Farlighed; men vakte dog ikke nogen Diskussion. Mølbach spurgte, om Kongen ved midlertidige An- ordninger ogsaa skulde kunne paabyde ny Told og Huusinqvisi- tioner, hvortil Diriks svarede, at han maatte være berettiget til det første i Tidsrummene mellem Storthingene, da samme afhang saameget af Omstændighederne, men mod Huusinqvisitioner vilde Spørgeren finde Borgerne sikkrede ved §. 107 i Konstitutions- udkastet. §'en vedtoges eenstemmig. Dagen endte med Oplæsningen af et Forslag fra Organisten i Eidsvold vedrørende Adskilligt han vilde have forandret og for- bedret i Lovgivningen, men som Redaktionskommitteen dog ikke har fundet det værd at lade trykke. Det bidrog, ligesom et fore- gaaende, til at Forsamlingen opløstes i godt Lune over denne Opdagelse af, at den parodieredes i Bygden af Kandestøberier. Og hvormeget bedre var dog ikke dette end om Almuen ganske ligegyldigen havde anseet hvad der passerede i dens Midte? Men saa var ikke Tilfælde. De hyppige Sammenstimlinger paa den store Gaardsplads og de ivrige Udfritninger af deres Værter havde allerede lært Repræsentanterne, at Omegnens Almue, med større Interesse end man kunde vente, havde sin Opmærksomhed hen- vendt paa deres nationale Forehavende. SIDE: 39 Diplomatiske Forhandlinger. Beslaglægning paa Orlogsfartøjerne. -- -- Vi sende jer, vakkre Voltimand, og jer, Cornelius, at bringe gamle Norge denne Hilsen. Hamlet. Den følgende Dag var almindelig Bededag -- altfor høitidelig, efter de kirkelige Anordninger, til at Rigsforsamlingen ogsaa da skulde kunne fortsætte Arbeidet. Og vi ville ogsaa vie denne Episode til den Slags Hvile, som en Afvexling af Gjenstandene for Betragtningen er. Vi ville see ind i Regentens Kabinet, hvor han og Holten lade til at have faaet uopsættelige Forretninger. . . Ja, en dansk Søofficier Falbe har just overbragt Hs. kgl. Høihed en Skrivelse, dateret Wenersborg den 3die Mai, fra Hs. danske Majestæts Kommissarier, Kontreadmiral Steen Andersen Bille og Oberst Kristoffer v. Lønborg, udnævnte ved Reskript af 18de April til at opfordre Kristian Frederik til at overlevere til Hs. svenske Majestæts Befuldmægtigede Norges Fæstninger, faste Pladse, offent- lige Kasser og Domæner, hvilke Overleverelse de tillige skulde besørge fuldbyrdet. Skrivelsen lød saaledes: "Til Hans Høihed Prinds Kristian Frederik af Danmark! Det er i Følge allerhøjeste Befaling, at vi undertegnede danske Kommissarier have indfundet os i det svenske Hovedqvarteer i Weners- borg, for derfra, i Følge med tvende svenske Kommissarier, at anmelde os for Deres Høihed, og i Deres Haand at levere et Kongeligt Reskript, hvis væsentlige Indhold er en nøiagtig Opfyldelse af den sluttede Freds- traktat i Kiel af 14de Jan. d. A., og i Særdeleshed forsaavidt angaaer den 4de, 15de, 16de og 21de Artikel. Som en Følge heraf, og i Henhold til vores Instrux og Kommissorium (hvoraf vi indsluttet lade følge Gjenpart), maae vi herved underdanigst anholde hos Deres Høihed om at blive satte istand til, saa hastigt som muligt, at udføre det Ærinde, der er os overdraget. Koureren, som bringer os Deres Høiheds Svar, vil finde os paa Grændsen, færdige til strax at indfinde os hos Deres Høihed." Og i det Skrivelsen vedlagte Kommissorium maa bemærkes følgende Angivelse af Grunde derfor udenfor Kielertraktatens Bydende: "Med dyb Bekymring have Vi erfaret, at Eders Kjærlighed, Vor nærmeste elskede Frænde, til hvem Vi med uindskrænket Tillid for- troede Norges Bestyrelse, istedetfor at efterkomme de Samme af Os SIDE: 40 tillagte Befalinger, har vovet at tilsidesætte dem, og derimod at erklære Riget Norge som uafhængigt og Sig som dettes Regent: at negte al Overleverelse af hvad Hs. Majestæt Kongen af Sverige efter Fredstraktaten havde Ret til at paastaae: Og endeligen, at Deres Kjærlighed har med Magt sat Sig i Besiddelse af Vore Krigsskibe, som befandtes i de Norske Havne; befalet andet Flag end det Danske heist paa Samme, og belagt deres Førere, Vore Tjenere, med Arrest". Denne Handling, det raskeste og mest determinerede Træk af Kristian Frederik under hans hele Regjering, var allerede forøvet i Marts Maaned [fotnotemerke] . Paa Kongen af Danmarks Tilbagekaldelse under 23de Februar af Officerer af den danske Armee, og hans Befa- ling, at samtlige i Norge værende Orlogsbrigger og øvrige arme- rede Seilfartøjer skulde afseile til Danmark, erklærede Regenten, i Skrivelse til Kongen af Danmark af 6te Marts, at Befalingen for Officerernes Vedkommende skulde blive dem meddelt, men at den angaaende Flaaden ikke lod sig udføre af dens Befal- havende, Kontreadmiral Lütken; thi -- lyder Skrivelsen -- "han har ei Mandskab til deres Besætning, og Min Forpligtelse her, at forsvare Landet med de Midler, som levnes Mig, forbyder Mig des- uden, at lade dette Søværn afgaae fra Norges Tjeneste. Jeg tilligemed hele Nationen erkjender vist Deres Majestæts Ejendomsret til samme, men det vilde ikke destomindre være lige uforsvarligt af Mig, om jeg vilde udsætte Staten for et saadant Afsavn af det Forsvar, som muligen vil udkræves af os. -- Jeg beder Deres Majestæt blot et Øjeblik at tænke Sig i Mit Sted". Overadjutant Brock affærdigedes nu til Frederiksværn og Oberst Arenfeldt til Kristianssand forat lægge Beslag paa Orlogsfartøjerne. Gamle Lütkens Protestation havde hans og de danskfødte Offi- cerers Huusarrest tilfølge, som ikke vilde give deres Revers paa at ville forholde sig uvirksomme ved Udførelsen af de af Regent- skabets Befalinger, der sigtede til at sikkre Norge dette sit Sø- værn. Beslaget gik saaledes for sig. I Kristianssand var dog Briggen Allart nær sluppen væk. Medens Arenfeldt Morgenen efter sin Ankomst havde de derværende Orlogsfartøjers Chefer og Officerer forsamlede hos sig, forat meddele dem Regentskabets Befaling, kommer der Bud, at Allart, kommanderet af den danske Fotnote: Under 19de April emanerede ogsaa Ordre, at danske Fartøjer skulde være samme Forpligtelse som andre fremmede underkastede, at tage Lods under Norge. SIDE: 41 Kapitain Schønheider, gjør sig klar til at gaa under Seil. Og virkelig der bevæger den sig udad Skibsløbet. Arenfeldt sender et skarpt Skud over den fra et af Odderøens Batterier, hvorpaa Schønheider kalder Besætningen, der paa Faa nær bestod af Nor- mænd, sammen, og underkaster sig dens Mening. Mellem disse var der ingen Dissents; om faa Minutter ligger Allart mellem de andre Brigger, og Kapitain og Næstkommanderende gaae iland, for siden at blive førte ned til Danmark ligesom alle de danske Sømænd, der satte sig i samme Kategori. Det nye norske Flag tonede fra samtlige Orlogsfartøjer, hilset af disses nu purificerede Besætning; og da Efterretningen herom kom til Kristiania, ud- stedte Regenten sin Parolbefaling: "Idet jeg herved høitideligen erkjender Hans Majestæt Kongen af Danmarks Ejendomsret til de i Norges Havne nuværende Orlogsbrigger, hvilke ved Fredstraktaten til Kiel ei afstodes til Sverig, erklæres lige- ledes: at denne til Norges Forsvar uundværlige Søstyrke, indtil videre, er tagen i norsk Tjeneste, og vil saaledes føre norsk Flag og Vimpel. De danskfødte Officierer og den danskfødte Besætning skulle snarest muligt overføres til deres Fædreneland; Kapitain Fasting overtager Kommandoen over Kongeriget Norges bevægelige Sømagt og øvrige Sø- Defension, hvilken Kommando den kgl. Danske Kontreadmiral O. Lütken, savnet og høiagtet af alle Norske Søkrigere, har nedlagt. I Kristiania etableres et Søkrigskommissariat, til hvis Chef Kommandør Jens Schou Fabricius herved udnævnes, og hvis Organisation nærmere skal anordnes". Om denne Begivenhed yttrer ellers Kristian Frederik sig saa- ledes i en Skrivelse til Kongen af Danmark af 18de April, hvor- med han oversendte Brocks og Arenfeldts Rapporter: "Ihvormeget Jeg havde imod at udøve Saadant imod danske Sø- officerer, saa troer jeg dog, at min Handling var en uundgaaelig Følge af deres, paa streng Filosofi grundede, Vægring, og at de selv maatte ønske Saadant, for at retfærdiggjøre, at de ei kunde udføre Befalingen at bringe Briggerne ned. -- Selv det med Briggen Allart Forefaldne giver et fyldestgjørende Beviis paa, at Officererne ei imod det norske Mand- skabs Vilje formaaede at afseile med Briggerne. -- Det modsiger tillige ethvert Paafund om stedfindende Overeenskomst imellem Mig og Deres Majestæt angaaende Briggerne, og i denne Henseende vil De ei fortryde paa hvad der er hændt. Overhovedet beder Jeg Deres Majestæt at tænke Sig i Mit Sted, og De vil indsee, at Jeg ikke kunde handle anderledes". SIDE: 42 Hverken paa disse Meddelelser eller paa en Deklaration af 22de Februar, der skulde afgive Svar paa Kongen af Danmarks aabne Brev af 18de Januar, havde Regenten erholdt nogen officiel Besvarelse før den, der laae i hine Kommissærers Skrivelse fra Wenersborg, Men nu skulde denne uopsætteligen besvares, og saaledes finde vi da paa Bededagen, den 6te Mai, Kristian Frederik i sit Kabinet paa Eidsvold Værk, med Pennen i Haanden. Og var det Bededagsarbeide, saa blev det dog ikke Bedemandsstiil. Svaret til Hs.danske Majestæts Kommissarier lød kort og godt: "Ligesaalidt som Hans Majestæt Kongen af Danmark kan vente Lydighed af det Norske Folk, som han ubetinget har løst fra dets Tro- skabs Eed imod Høistsamme, ligesaalidet seer Jeg Mig, som dette Folks Regent, beføiet til at tage Hensyn paa den ved De Herrer Kontre- admiral Bille og Oberst v. Lønborg, Hans Danske Majestæts udnævnte Kommissarier, overbragte Opfordring og Overgivelse af Norges Fæst- ninger o. s. v. Jeg nødsages i dette Tilfælde hellere at udsætte Mig for Hans Majestæts, Min høitelskede Hr. Fætters, Mishag, end svige Eed og Pligt imod et uafhængigt og trofast Folk, hvorved jeg i lige Grad vilde fortjene alle retsindige Nordboers Ringeagt. Eftersom de Herrer Kommissariers Forhandlinger udi Norge vilde være aldeles frugtesløse, saa ønsker jeg ikke heller, at de skulde være Øjenvidner til den billige Fortrydelse, med hvilken deres Ærinde nødvendigen maatte mødes iblandt Normænd. Regentskabet i Norge, Eidsvold den 6te Mai 1814. Christian Frederik." Med dette Svar ilede Koureren tilbage Morgenen efter, og saa kunde da baade Voltimand og Cornelius blive der de vare. Men før han tog afsted, rystede han adskilligt ondt af sig, nemlig først en Gjenpart af en Skrivelse af 22de April fra den svenske Minister i London, Baron Rehausen, til Landshøvdingen i Gothen- borg, Grev Rosen, hvori denne, med det lettende Takkesuk: "Gud skee Lov, vi ere komne saa vidt"! underrettes om den engelske Regjerings fiendtlige Forholdsregler imod Norge, Ankers Afviisning, Embargo paa dets Skibe og Blokade af dets Havne. Fra Anker selv havde man ingen Efterretninger herom, saa hans Breve til Regenten enten maatte være opsnappede eller forkomne. Ligesaa vidste ogsaa Koureren at nedslaae Rigsforsamlingen med For- SIDE: 43 tællingen om, at man vidste nøie Beskeed derfra i Sverige. Werge- lands Tale den 19de April havde han saaledes læst i det svenske Hovedqvarteer; og Denne lægger til i sine "Breve", at der ogsaa i Rigsforsamlingens Midte virkelig skulde være en Mand, som man havde mistænkt for at tjene begge Partier med sine Kundskaber. Har jeg altsaa for denne Enes Vedkommende sagt formeget, da jeg engang i det Foregaaende yttrede: "De vare Alle Patrioter"? Eller skulde en Mistankes skyggeagtige Fingerpeg være mægtigere end samtlige Rigsforsamlingsmænds Haandslag, da de ved Ad- skillelsen ikke udelukte Nogen af Broderkjæden, i hvis Midte hiin trøstfulde Tanke om samtlige Medlemmers Ærlighed maatte føle sig saa tryg. Fra Udlandet bragte Grosserer Marcus Pløen, som i Providerings- anliggender havde været over i Jylland, mundtlige Efterretninger, og det var rimeligviis disse, i Forbindelse med Falbes fra det svenske Hovedqvarteer, som bragte Brevskriveren fra Eidsvold til at slutte, at en af Følgerne af Napoleons Fald vilde være, at Norges Skjebne formodentlig allerede var, med endnu stærkere Determination, afgjort i Paris eller i Kronprindsen af Sveriges Hovedqvarteer i Lüttich, og at Denne snart vilde ile hjem forat fuldføre sit paabegyndte, men nu afbrudte, Værk. Hans Skrække- billede var, i sidste Nr. af Tiden, nemlig for 3die Mai, bleven paany fremkaldt af Baggrunden, idet deri, paa Regentens Befaling, var bleven meddelt tvende Skrivelser fra ham til Feldtmarskalk Grev Essen, daterede Lüttich 10de og 21de Marts, og som i en Oversættelse, der røbede Fabrikstedet, vare blevne skikkede ind i Norge. I den første skriver Kronprindsen om Kristian Frederik, at han formodede, at nogle sletsindede danske Embedsmænd havde opflammet denne unge uerfarne Prindses Hoved, og han paalægger Essen, at give alle veltænkende Mennesker tilkjende, "at hverken Kongen eller den svenske Nation ville, eller begjære andet af Nordmændene, end Enighed og Venskab; at Kongen ikke be- høver af Norge hverken Kontribution, ei heller Flaade, ei heller Armee, og langt fra at ville udskrive Soldater i sine nye Stater, har han isinde at afskaffe den Skyldighed der paaligger Nordmændene, at være til Regjeringens Disposition indtil en Alder af 60 Aar, da Alderdommen sætter den største Deel af Menneskeslægten i den ulykkelige Stilling, at forblive i en aldeles Uvirksomhed. Kongen vil derfor indskrænke Milicen, og formindske de Byrder, der trykke dette ulykkelige Land. SIDE: 44 Jeg gjentager det: Hans Majestæt vil ikke udskrive en eneste Soldat; Han vil sætte den norske Armees Styrke i Forhold til Landets Folke- mængde, til dets Handels Reaktioner, til dets Industrie og til dets Ager- dyrkning, der saa gruelig er bleven forsømmet af Prinds Kristian og foregaaende Statholdere. Kort! Kongen vil ikke have nogen Konskrip- tion i Norge, Han vil endog ved Freden afskaffe den i Sverig, efterat have overlagt med Rigets Stænder derom. Hans Majestæt behøver ei den norske Armee for at gjøre den paa Fastlandet værende svenske Armee fuldtallig; disse Rygter underholdes kun af slette Borgere i Landet, af Sveriges Fiender og af danske Agenter". Det andet Brev, hvorunder findes anmærket, at begge ere bog- staveligen aftrykte, lyder saaledes: "Min Fætter! Det er let at forudsee, at, hvis Prinds Kristian vedbliver sit troløse Foretagende, skal vores Vaabens Styrke, understøttet af vores Allierede, ufortøvet med Seier krone en Sag, som henter sin Grund fra "Retviisen", fra Samfundslovene og fra de helligste Forbin- delser. Imidlertid kræver Menneskeligheden, at man anvender alle de Midler, hvorpaa Klogskab og Velvillighed give Anviisning, for til Følelsen af sine Pligter at tilbageføre et ved nogle Ærgjerriges Rænker "forvillet" Folk -- et Folk, som ved Traktaten til Kiel er berettiget til broderlig Tillid af enhver Svensk; -- men skulde Fornuften og Føjeligheden for- gjæves vilde "høje" sin Røst: skulde Prinds Kristian, veiledet af troe- løse Raadgivere, for utallige Ulykker udsætte dette Folk, hvis Vel burde være hans kjereste Maal: skulde Samvittigheden i hans Hjerte ikke være nok mægtig at formaae ham til at afstaae fra sine sorte Planer; saa gjør ham opmærksom paa den Afgrund, som aabner sig under hans Fødder, og paa den ulyksalige Skjæbne, som venter en Rebel, hvilken ved Ulydighed udsætter sig for at tabe al sin Ret saasom Dansk Under- saat. Underrette de Oprørske, at Lovenes Hevn svæver over deres Hoved. Lad bekjendtgjøre, at alle Udlændinger strax bør afgaae fra Norge, hvis de ikke ville ansees og straffes som Forrædere imod den Svenske Regjering: at enhver Dansk, som, uagtet sin Regjerings Befa- linger, bliver tilbage i Norge fire Dage efter den Tid som af Kongen i Danmark er bleven bestemt for Landets "Overleverende", skal erklæres Fredløs: at enhver som modtager Prinds Kristians ulovlige Sedler, skal dømmes som falsk Mynter og dens Ejendom seqvestreres. Giv og tilkjende, at Jeg kommer tilbage med min Armee, og at Jeg vel ikke uden livlig Smerte, men med al den Kraft min Sjel ejer, er færdig at føre mine tappre Soldater til Erobringen af de Rettigheder, som ved en høitidelig Traktat ere blevne os forsikkrede, og som de SIDE: 45 største Magter i Europa har garanteret. Jeg gjentager Dem, min Fætter, Forsikkringen om min Tænkemaade for Dem, og beder Gud at han vil tage Dem i sin hellige Beskyttelse. Deres vel affektionerade Fætter Karl Johan". At Kronprindsen af Sverige, siden Feldttoget mod Napoleon var forbi, virkelig ogsaa snart vilde indfinde sig mægtigere end han nogensinde vilde have kunnet, var let at see igjennem den Taage- væv af Rygter, som samtidigen med denne Efterretning rimeligviis fra et Forgemak udbredte sig i Repræsentanternes Selskabsværelse om at han skulde ville takke af fordi han ikke længere taalte Nordens Klimat, blive Premierminister i Frankrige eller Dusin- fyrste i Tydskland, hvorpaa da Gustaf IVdes Søn skulde indtage hans Plads i Sverige. Nei, hans snarlige Ankomst til Grændserne baade blev sagt og troet paa Eidsvold, og ligesom Snakket om Prindsen af Vasa kunne være brugbart nok til at ægge de natio- nale Antipathier, var Karl Johans Nærmelse kun en Spore mere til at skynde sig med Konstitutionsværket, saa han kunde finde Nationen færdig med sine Anliggender. Deri vare Alle enige. Men Majoriteten, Bierget, meente: for i den færdige Konstitution at have et blussende Altar i Nationens Midte til at gløde For- svarets Vaaben i; Minoriteten tænkte stille i sine Hjerter: forat have en Basis at gaae ud fra i Underhandlingerne. Altsaa til Arbeidet igjen Alle med fornyet Fyrighed! Den 7de Mai. -- -- "og Adel er ikkun en Lyd". P.A. Heiberg. Efterat Lysgaard havde fremlagt Afskrivt af sit i forrige Møde Yttrede om Anvendelsen af det beneficerede Gods, og forlangt det indført i Protokollen, forat han ved Udskrivt deraf kunde godt- gjøre for sine Kommittenter at han havde yttret sig overeens- stemmende med deres udtalte Vilje, oplæste Præsidenten: "§. 37: Kongen kan meddele Rang, Titler og Ordener til hvem, han forgodt befinder, til Belønninger for udmærkede Fortjenester; dog saa- ledes, at ingen af hine maa være arvelige, give Ret til Fritagelse fra SIDE: 46 Statsborgeres fælleds Pligter og Byrder, eller medføre fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maa tilstaaes Nogen for Fremtiden". I det første Udkast havde denne §. lydt saaledes: "Kongen kan meddele Ordener for udmærkede Fortjenester til hvem han for godt befinder; men ingen Rang kan finde Sted, den undtagen, som et virkeligt Embede medfører; og ingen enten personlig eller blandet arvelig Forrettighed maa tilstaaes Nogen". Steenstrup og Heidmann havde begge den 28de April indleveret til Konstitutionskommitteen Betænkninger over den 10de Grund- sætning, og Steenstrup aabnede nu disse øvrige Debatter om Adelen ved at oplæse sin: "Da vor forrige Statsforfatning aldeles forandres; da endog den højeste arvelige Forrettighed, som var tilstaaet nogen Person, er falden tilbage til Folket, og ikke enten til en Deel eller heel igjen kan erholdes uden ved ny Overdragelse fra Folket: saa maa vel ogsaa dette blive Til- fældet med alle andre større eller mindre arvelige personlige Forrettig- heder. Det strider imod Tingenes Natur, at vor forrige Konstitution skulde kunne virke ind igjennem den nye, som, for at være retfærdig, maa begynde med at tildele alle Borgere lige Rettigheder, eller idet- mindste, for ikke at berøve en nulevende Person en efter den forrige Konstitution havende Forrettighed, gjøre denne uskadelig for hans Med- borgere, og lade den døe med ham. Det være mig derfore tilladt aller- ærbødigst at foreslaae Grundsætningernes 10de §. saaledes nærmere bestemt: "Personlige eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikke tilstaaes Nogen eller forplantes paa Nogen for Fremtiden". Steenstrup, ivrig, arbeidende sig varm for sin Idee, rastløs derfor som Pukhammeren i sine Slag paa det Værk, han har været et Drivhjul for, havde ogsaa, i en Skrivelse af 5te Mai, fuld af Ængstlighed og Varme, ne qvid detrimenti respublica caperet, yderligere lagt Rigsforsamlingen paa Hjerte Vigtigheden af sit Amendement og udviklede det til en saadan Omformen af hele §'en: "Kongen kan meddele Ordener som Belønninger for ud- mærkede Fortjenester. Ethvert Embede medfører en vis Embeds- rang, som Kongen kan tillade i Naade afskedigede, fortjente Embedsmænd fremdeles at beholde. Personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maa ikke tilstaaes Nogen eller forplantes paa Nogen for Fremtiden." SIDE: 47 Hersleb Hornemann oplæste og vedlagde et motiveret Forslag om saadant Tillæg til §'en: "De Adelen hidtil tilstaaede arvelige blandede eller personelle Forrettigheder forplantes ikke paa de nu- værende adelige Familiers Descendenter, der efter denne Tid fødes". Omsen mente, at Afgjørelsen af Adelsspørgsmaalet burde hen- staae til en kommende Nationalforsamling, og at Kommitteen havde forbigaaet at fatte endelig Bestemmelse i denne Sag, fordi den da ogsaa havde maatte indlade sig paa andre Privilegier, saasom Laugene, Saugbrugsprivilegierne o. s. v. Sverdrup yttrede, at enten vare Adelsrettigheder erhvervede for Penge, eller meddeelte som Belønninger for udmærkede For- tjenester af Staten. I første Tilfælde vilde det være uretfærdigt at gjøre Indgreb deri, og i sidste idetmindste meget ubilligt. Provst Schmidt var af den Formening, at ingen anden Rang eller Udmærkelse end den Embedet medfører burde finde Sted. Adelige Forrettigheder burde ikke kunne forplantes, og betræffende de blandede og reelle Forrettigheder, saasom Privilegier og Mono- poler, der indskrænkede Næringsvejene og Eiendomsrettens frie Udøvelse, erklærede han, at det var ham udtrykkelig paalagt af hans Kommittenter, at paastaae dem hævede, hvorfor han refe- rerede sig til, og maatte bede oplæste, endeel til Præsidenten indleverede skriftlige Opinionsyttringer fra endeel af dem, nemlig fra Modums Almue, over dette Punkt. Fabricius erklærede sig ligeledes imod Rang og Titler, men for Udmærkelse ved Ordener og Bibeholdelsen af Embedsrang. De adelige Forrettigheder vilde han skulde ophøre med den første Generation. Han oplæste ogsaa ved samme Leilighed en Betænk- ning over Udkastets §§. 41 og 42, der kunde ventes samme Dag at komme under Behandling. Rein indrømmede, at Ordener for vitterlige Fortjenester kunde have sin Nytte, Bryn, at en militær Orden for udmærket personlig Tapperhed især vilde være passende, og Kapitain Motzfeldt, at den Omstændighed, at Ordener havde sin Oprindelse i meget gamle Tider syntes at tale for deres Hensigtsmæssighed. Grø- gaard bemærkede, at der ikke lod sig trække nogen Parallel mellem Militærordener og ældre Ridderskaber. Saaledes kunde ikke Korsridderordenen ansees som en militær Fortjenesteorden, men kun som en Forening til et vist Øjemed. Sverdrup sagde, at Romernes Ege- og Laurbærkrandse dog maatte ansees som SIDE: 48 Fortjenesteordener, og at Priserne i de olympiske Lege bleve eftertragtede som de højeste Udmærkelser. Holck foreslog, at Storthingene ved 2/3 Stemmers Pluralitet skulde uddele Ordener efter Kongens Forslag, hvorimod Diriks bemærkede, at dette i flere Henseender vilde være betænkeligt, men især fordi Den, som blev foreslaaet til en Orden uden at faae den, derved er- holdt en meget krænkende Udmærkelse, og Grøgaard ønskede blot, at Ordenerne og Tolvskillingsperioden snart maatte være forbi. Mange Øxer vare nu hørte huggende imod Fødselsaristokratiets gamle Træbull, der kan see smuk nok ud i Frastand med sine glindsende Grene, og vække Interesse ved Sagnene om hvad der er passeret derunder (skjøndt dette kun i meget indskrænket For- stand lader sig sige om den norske Adel), men som man i Nær- heden vil opdage udsuger Grunden saa langt omkring sig, at den idetmindste fortjener den langsomme Uddøen Normændene have dømt den til, ved i en Afstand at afskjære Forbindelsen med dens Rødder. Men nu reiser sig en Repræsentant forat hævde den Beskyttelse, som Paragrafen sigtede til at yde den bestaaende Adel. Det er Medlemmet af Konstitutionskommitteen, Jakob Aall, der i følgende nedskrevne Foredrag først optræder for denne moderate Konservatisme, udelukkende dog Kongens Ret til at uddele blotte Titler af sit Forsvar for §'en: "I en Stat som den Norske, der rimeligviis ikke bliver i Stand til at lønne alle Embedsmænd, især de høieste, passende til Embedernes Vigtighed og Embedsmandens anvendte Møie, kan Rang betragtes som et Gode, eller idetmindste som et uundværligt Onde. -- Forfængelighed flyer vel ikke denne Stat; mange duelige Mænd vilde maaskee opofre Rolighed og forsømme Velfærd, naar de stige høiere paa Ærens Trin, end deres Medborgere -- men Titler i en saa liden Stat, som vores norske, forekommer mig aldeles overflødige. De uddeles ofte til dem, som ere mindst berettigede til at bære dem, indeholde i smaa Stater noget vist Latterligt, og fordunkle sande Fortjenester. Naar Kongen kan give sine Embedsmænd Rang efter vilkaarlig Bestemmelse; naar han kan uddele Ordener for civile og militære Fortjenester, saa for- mener jeg, at Staten har givet ham Midler nok ihænde til at lønne For- tjenester med uvæsentlige Fortrin. Men derhos skulde jeg foreslaae, at Embedsrang ei ophører med Embedet. Der er noget vist Ubehageligt for en Mand, der har opofret sin Tjeneste til Statens Bedste, i at miste de Æresfortrin -- vare de endog uvæsentlige -- hvoraf han var i Besiddelse. SIDE: 49 Paa nærværende Rigsforsamling at tage nogen Beslutning, som be- røvede de faa Adelsmænd, der monne være i Landet, enten om kort eller længe, de personlige arvelige Rettigheder, hvoraf de ere i Be- siddelse, vilde jeg ansee for inhumant og stridende imod den Agtelse, som man skylder Enhvers lovligen erhvervede Rettigheder. Jo lettere deslige Beslutninger tages, jo færre Personer der kunne og ville for- hindre dem, jo mere Varsomhed paaligger Forsamlingen. Det blive en Gjenstand for Lovkommitteen, at undersøge denne lidet talrige Stands Indvirkning paa Samfundet, og derefter forelægge en tilkommende For- samling Resultatet af dens Undersøgelse! Os være det nok, i Konstitu- tionen at have forebygget denne Stands Udvidelse, som vistnok, især under visse Omstændigheder, kunde blive Nationen til største Skade". Grøgaards Røst, hvortil Alle saa gjerne lyttede, høres efter Aalls i et veltalende Foredrag, hvori han først drager tilfelts imod Titels- og Ordensvæsenet i Almindelighed, og særligen banlyser det fra Norge. Hans Grundsætning er, at Mennesket alene selv giver sig den sande Ære. "Monarchen kan ved Titler og Ordens- tegn tilkjendegive sin Mening om en Persons Fortjenester; men hvor let kan ikke hans Mening være vildfarende? Har den aldrig været det"? spørger han med sit mildt sarkastiske Smiil og med et Blik, der ligesom standsede sig selv i at løbe Forsamlingen rundt. Men, efterat have fremhævet, at Titler og Ordener kun forvirre Æresbegreberne, at den Konge, som derved vil virke paa sit Folk, ærer ikke dette, men haaner det, liig Europæeren, som med Glasperler takker den enfoldige Amerikaner, udbryder han: "Man misforstaae mig ikke! Her i denne værdige Forsamling ere saa- mange hæderlige Mænd med Titler, med Ordenstegn, Mænd, for hvilke mit Hjerte føler dyb Ærbødighed; og saa hæderværdige Mænd ere det fuldkomneste Beviis for, at ikke Titel eller Orden er i sig selv nogen Skam; men er det Titler eller Ordenstegn, som i sig selv udgjøre disse Mænds Hæder? Det er Manden som ærer Ordenen, men Ordenen ærer, egentlig talt, ikke Manden". Ved at Æresbegreberne forvirredes, mente Taleren, at National- karakteren vilde forværres, at man vilde nøjes med at synes hæderlig istedetfor at være det, heller glimre end gavne, og ikke drives af ædle og varige, men af lave og usikkre Bevæggrunde. "Usikkre ere de lave Bevæggrunde. Den store Napoleons store Magt var grundet paa den uægte Ære. Hvad er den nu, uagtet dens Støtte var Æres-Legionen? Alle de mangfoldige Alen hvide Baand med røde SIDE: 50 Kanter, som ere vævede i vore Dage, vare dog ikke istand til at sammen- holde den Dansk-Norske Stat". Taleren endte med at bemærke, at Titler og Ordenstegn lede før til den af Holberg latterliggjorte honette Ambition, end til ægte Æresfølelse, og indledede, med Spørgsmaalet, om det vilde geraade Forsamlingens Fornuft og Ambition til Ære, om den i Norges Grundlov anordnede Titler og Ridderordener, det Forslag, at §. 37 skulde forandres omtrent saaledes: "Ingen personlige eller blandede arvelige Rettigheder maae tilstaaes Nogen for Fremtiden; ikke heller blotte Titler eller anden Rang, end Embedsrang. Ingen Ridderorden maa stiftes i Norges Rige. De, der nu bære noget udenlandsk Ordenstegn, maae vedblive at bære det". Det vidtløftigste Foredrag i denne Sag holdt Dr. Møller, og naturligviis, efter denne Karakteers Anskuelser, rettet imod Titler og Adel, medens der stak noget frem af hans Begeistring for Oldtidens Republiker og for Frankrig under Konventet i de Ideer, han fremsatte om at efterligne hines Hæderskrandse i en Orden for Fortjenester, der kunde bestaae i en, i Baand eller Kjæde baaren, Laurbær- eller Egekrands med Sindbilledet af Mars, Minerva, Merkur o. s. v., eftersom de vare militære eller civile, samt om at Storthinget skulde, med Kongens Samtykke, kunne dekretere, at en Borger havde gjort sig fortjent af Fædre- landet, og ansøge Kongen om Hæderstegn for ham. Meddelte Kongen saadant efter eget Tykke, skulde Grunden dertil forud be- kjendtgjøres og nedtegnes i en Hædersprotokol, hvilken Idee i det væsentligste ogsaa vil sees optagen i §'en, saaledes som den slap ud af disse Debatters Skjærsild. Men fremfor alt indprentede Taleren, at det gjenfødte Fædrelands Borgere og Borgerinder maatte rense sine egne Hjerter for de Fordomme, de havde ind- suget under det gamle System. Fædrelandets Selvstændighed vilde ikke kunne bevares, sagde han, uden Alle som Een aflagde de "Fordomme og Vedklæbelser, som vi ved vor forrige og for- nemmelig seneste Bestyrelse ere blevne hildede og nedsjunkne udi" . Disse var det, der, "ligesaameget som den sildigere Aands- tvang, havde bragt os til Randen af vor Opløsning som en Stat og et Folk". Det var let at see, mente han, at Forfængelighed, Overdaadighed, Blødhed, Selvraadighed, (?) Egennytte og Smiger baade i Vers og Prosa, SIDE: 51 med disses fordærvelige og sørgelige Følger, der vare fremledede ved den forrige Bestyrelses Svaghed, Sløvhed og Inkonseqvents, alene vare det, som havde bragt os til at synke ned under vor forrige Magt og Selv- stændighed, -- ikke, hvad man saa gjerne vilde troe, Mangel paa Midler og sand Nationalkraft til at hævde Samme. "Det er altfor vist -- endte Repræsentanten fra Arendal denne straffende Indledning til sit Foredrag -- at det kun er Smaahedsaand, Letsindighed, falsk Æresfølelse, Selvsmiger og Tant, der saaledes have indtaget de adlydende Statens Borgere, at vi saa stændigen ere blevne satte tilbage i Værd og Anseelse som en Nation, mod hvad vi forhen have været. Vi skue ikkun trindt om os i enhver Deel af Landet, og mangen En gribe kuns i egen Barm, og man vil finde, at disse Betragt- ninger ikke ere enten overdrevne eller usande. En Sammenligning af to til tre Decennier tilbage med det sidste vil end ydermere gjøre det indlysende". Hvem gjenkjender ikke her i disse Overdrivelser, saa velmente de vare, en Efterligning af disse frasefulde Taler i det franske Konvent, hvori dets ordgydende Smaa-Catoner hævede sig selv ved at tordne imod den almindelige Fordærvelse? Saa udredet er intet Øg som dette Thema; men der er heller intet, der har baaret saamange Patrioter til Forum fra de ældste indtil vore Tider, og det baade fordi det er let at bestige, og fordi det veed Vejen did, hvor Rytteren vil. Men hverken Jeremias eller Demo- sthenes, som ogsaa have redet det i dets bedre Dage, før det blev saa udpiint og udslidt, have ment det bedre end Alexander Møller, i hvis Patriotisme et elskværdigt Træk af Enthusiasteri ingensinde forsvandt. Hans Haar blegnede; men dette ikke i hans Sjel. Lieutenant Heidmann havde under Grundsætningernes Behand- ling den 16de April foreslaaet saadant Tillæg til den 10de: "at de enkelte Individer, som for Nærværende ere i Besiddelse af deslige arvelige Forrettigheder, vel kunde forplante disse paa deres nu fødte Arvinger, men at derimod Forrettighederne gaae over fra arvelige til at vorde blot personelle i det Øieblik benævnte, nu fødte, Arvinger komme i Besiddelse af Samme". Ligesom Steenstrup havde han under 28de April indleveret en Betænkning til Konstitutionskommitteen, hvori han igjentager dette Forslag, med den Bemærkning, at Antagelsen af den 10de Grund- sætning vilde, uden denne yderligere Bestemmelse, være inkon- SIDE: 52 seqvent og etablere en Ulighed i Rettigheder, idet nemlig Besid- deren af slige Forrettigheder indrømmedes den fulde Benyttelse deraf indtil de sildigste Slægter, medens Erhvervelsen deraf var negtet enhver anden Statsborger. Denne Betænkning blev da nu oplæst, hvorpaa Aalls Mening om de adelige Rettigheders For- blivende i de Familier, som nu besad dem, fik en uventet For- fegter i Wergeland. "Ingen Stand -- sagde han -- bør faae billig Grund til Misnøje med Konstitutionen. Den unge Stat maa ei begynde med en voldsom Uret. Paa nogen Maade at anfalde urgamle arvede Familierettigheder, som Fædrene deels have tilkjøbt sig for deres Midler, deels erholdt som Gaver af fordums Regentere, var en Fornærmelse af Ejendomsretten, var en Krænkelse af Donationers og Testamenters Herlighed, var et revolutionært Foretagende, der maatte lede, om vi vilde være konse- qvente, til en Kuldkastelse af alle Forrettigheder og Privilegier i alle Stænder, af hvad Navn nævnes kunde. Men nu er det ikke Tid at løsrykke det i vore borgerlige Forhold dybt rodfæstede, og ved revo- lutionære Voldsomheder at vække Misnøje, eller gjøre Prøvestykker, der ligesaasnart kunde geraade Almeenvæsenet til Fordærv, som til Fordeel. Derpaa maa lempelig forsøges i rolige Dage. -- Forgjæves troe vi os skaansomme og retfærdige mod de nulevende norske Adelige ved at bestemme Privilegiernes Ophør til andet eller tredie Led. At plyndre en Søn eller Sønnesøn er vist ikke at skaane en Fader. Ogsaa vor ufødte Afkom interesserer os. Ogsaa mod den have vi Pligter. -- Privilegiernes Arvelighed udgjør uden Tvivl deres største Herlighed". Videre gjorde han opmærksom paa, at Adelen i Norge hverken var saa stor eller saa privilegeret, at der var Grund til at frygte den eller til at Staten kunde frelses ved dens Undergang. "Hvad enten vi særskilte eller i Forening med et andet Rige komme til at sætte vor Konstitution i Udøvelse" , var Taleren tilbøjelig til at tro, det vilde være skadeligt at udrydde al indfødt Adel. Man burde for Tiden ikke forlange meer, end at ingen nye adelige Huse oprettedes, og at ingen ny Rang, Titel eller Orden skulde medføre Fritagelse fra Statens Byrder eller fortrinlig Adgang til dens Embeder. Paragrafen troede han derfor burde forblive uforandret, hvorefter man kunde overlade til de tilkommende konstitutionelle Magter, at hævde Lovgivningen med Hensyn til adelige Sædegaarde og deres Skatydelser, samt til at forekomme det af Bondestanden beklagede Indkjøb af Jordegods. SIDE: 53 Denne Tale bar nu rigtignok ogsaa et frygtløst Vidnesbyrd om denne Repræsentants falkeagtig-isolerede Uafhængighed; men kun de Færreste forstode, at den alene var udrunden af Omhu for, at Fædrelandet under sine Lidelsers Krisis ikke skulde udsættes for nogensomhelst Rystelse, der ikke var undgaaelig nødvendig, og ikke af forældede feudalistiske Anskuelser, som mindst vilde høre hjemme i denne Videnskabsmands lyse Hoved, i dette Med- lems af Bondeherkomst, der repræsenterede det gjenfødte, det unge Norge saa godt som Nogen netop ved sin Hyldest af den nyere Tids Lærdomme, hvis ægte Søn han var. Talen forøgede ikke hans Venners Antal, men Dyngen af de Stene, hans Fiender samlede paa, og tre Dage derefter stod at læse i Kristiania In- telligentssedler en Opfordring til Wergeland til at bekjendtgjøre sin Tale til Forsvar for de adelige Forrettigheders evige Ved- varenhed. Det var en af hine Stene, hvorom man alene kunde vide, at den var udsendt fra en ukjendt Haand i Rigsforsamlingens Midte, et udmumlet "Korsfæst", der vidnede om at vor Friheds Fædre ikke altid i Hidsigheden respekterede den Frihed, de havde betinget sig selv. Overalt -- der har vel neppe været nogen Nationalforsamling af noget Liv, uden en politisk Lidenskabelighed er bleven fremynglet, der ligesaalidt har bryd sig om Reglementet, som den gjærende, overbrusende Viin om Bægrets Rand; og de Sindsbevægelser, som under den franske Revolution lode det ene Medlem anklage det andet paa Livet, det ene Parti føre det andet til Guillotinen, vare i sig selv ikke voldsommere end de, der i Rigsforsamlingen paa Eidsvold bragte den ene Repræsentant til at indanke den Andens Meninger for et mistænksomt, bevæget Publikum, hvis Gunst eller Ugunst, i det Mørke hvori det befandt sig, kunde styres imot hvilke Hoveder en skjult Haand behagede. Forskjellen er kun, at Guillotinen ikke var i Mode her, og at man kun havde Bladenes Gabestok eller Æressøile, eftersom man vilde bruge dem til. Saaledes læste man i det Nummer af Intelligentssedlerne, som gik forud for det hadske Fingerpeg paa Repræsentanten fra Kristianssand, et Spørgsmaal, som maatte vække Væmmelse hos Enhver, der kjendte den Person paa hvem den offentlige Opmærksomhed herved skulde henledes og virkelig ogsaa blev henledet, om Nationen ikke burde "værdeligen lønne den i Sandhed store Mand og sande Fædrelandsven, Hr. Over- krigskommissær Sebbelow i Kristianssand, for hans, til Folkets SIDE: 54 Lyksalighed, saa ypperlige Afhandling om Norges Regjeringsform" ? Og tvivler Nogen endnu om Rigtigheden af ovenanførte Bemærk- ning om at denne Tid affødte Tegn paa en Lidenskabelighed, ligesaa stærk i Hjerterne, som hiin, der havde Guillotinen til sin Tjeneste, saa læse han den spørgsmaalsviis fremsatte Opfordring i samme Blad af 20de Mai til at "skjære Næse og Øren af en Normand af Stand og Indflydelse" (Grev Wedel), der skulde være "saa nederdrægtig, at han ei alene selv ønsker, men endog vover at forføre den uvidende Almue til at ønske og yttre sig Sverige hengivne" , hvorpaa da den saaledes Stymprede skulde overføres til den svenske Grændse. Men -- tilbage til Forsamlingen, som idag og under denne Vo- tering ikke manglede noget Medlem. Sagen optoges endelig. Der voteredes først om §'en skulde antages efter Forslaget eller for- andres, og 93 Stemmer imod 19 erklærede sig for det sidste. Eenstemmigen vedtoges derpaa, at Embedsrang skulde finde Sted, og dette ligeledes gjælde for de i Naade afskedigede Embedsmænd. Med 98 Stemmer mod 9 forbødes enhver anden Rang, og ved samtlige, at Kongen skulde kunne meddele Titler. Derimod er- klærede 81 mod 23 sig for, at Kongen skulde have Ret til at med- dele Ordener, dog med den, eenstemmigen vedtagne, af Møller foreslagne, Klausul, at Grunde for denne Udmærkelse offentligen skulde bekjendtgjøres. Men endnu stod det vanskeligste Punkt af §'en tilbage: Kjernestenen efterat man var bleven færdig med de bløde Dele paa denne, den sødeste, men ikke den sundeste, Frugt paa Frihedstræet. Der skulde tages en Beslutning imellem Forslagene om Adelsrettighedernes Indskrænkning til deres nær- værende Besiddere, med Udelukkelse af de senere Fødte, og om det hele Spørgsmaals Udsættelse til næste Storthing. Og dette Sidste blev antaget med 62 Stemmer imod 46, saa at §'en i sin Heelhed saalydende blev tilført Protokollen: "Kongen kan ikke uddele nogen anden end Embedsrang og Titel. Den Embedsmand, som i Naade afskediges, beholder den Titel og Rang, hans havte Embede har medført. Til Belønning for udmærkede For- tjenester kan Kongen meddele Ordener til hvem han for godt befinder; men ved Ordeners Tildelelse, skal offentligen kundgjøres de Fortjenester, hvorfor de ere givne. Intet Hæderstegn kan give Ret til Fritagelse fra Statsborgernes fælles Pligter og Byrder eller medføre fortrinlig Adgang til Statens Embeder. SIDE: 55 Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maae tilstaaes Nogen for Fremtiden". Adelsspørgsmaalets Opsættelse har sandsynligviis været Norge tilbaade, først fordi dets uafgjorte status quo, som en Ulighed mindre, kan antages at have lettet Overeenskomsten med Sverige, og dernæst fordi dets senere Behandling og Skjebne har næret og opretholdt Repræsentationens moralske og politiske Mod. Dets endelige Afgjørelse i 1821 synes nemlig at danne omtrent en saadan Epoche i Folkets Selvstændighed og konstitutionelle Liv, som den første skudte Bjørn eller anden Tapperhedsbedrivt i Ynglingens. Fra den datere Nordmændene en Opposition paa sine Storthing og den iversyge Nidkjærhed, hvormed de have hævdet Selvstændig- heden. Saasnart Udfaldet af Voteringen var bleven meddelt, reiste Falsen (de Falsen) sig, og overraskede Rigsforsamlingen ved at oplæse med bevæget Stemme en Erklæring af Dags Dato, hvori han for sig og Afkom frasagde sig Adelskabet. Denne Frasigelse lød saaledes: "Til Rigsforsamlingen paa Eidsvold! Det er maaskee den ærede Forsamling bekjendt, at ogsaa jeg tilfældig- viis er født Adelsmand: hvorlidet Værd dette Fortrin, om man saa vil kalde det, har havt for mig, troer jeg de vide, som kjende mig; jeg har aldrig været iblandt dem, som troe, at Fødsel kan meddele Fortjenester, som man ellers mangler. Allerede for længe siden havde jeg frasagt mig mit Adelskab, naar jeg ikke havde frygtet for, at et saadant Skridt havde kunnet blive mistydet; Aarsagen, hvorfor det først skeer nu, efterat Debatterne om denne Materie, ere endte, er ene den, at jeg ikke ønskede Nogen skulde troe, at jeg vilde foregribe den almindelige Mening. Man vil maaskee sige, at, da den Adel, jeg og min Familie er i Be- siddelse af, for Øieblikket næsten ikke medfører noget Prærogativ, hvis Afstaaelse kan være Staten til Gavn, saa kan det heller ikke kaldes nogen Opoffrelse fra min Side, at jeg frasiger mig Samme. I denne Henseende tillades det mig at forsikkre, at det heller ikke er min Hensigt, at min Handling skal betragtes som nogen Opofrelse; min Adel være forenet med Rettigheder eller ikke, saa vil jeg blot, fra nærværende Øieblik af, Intet have forud for mine Medborgere, var det end blot i Navnet. Jeg har derfor troet, her at burde fremlevere denne min høitidelige Deklaration, hvorved jeg for mig og mine Descendenter aldeles fra- skriver mig vor hidtil havte Adel med alle de Rettigheder, som dermed kunde være eller blive forenede". SIDE: 56 Dels undrende, dels beundrende Blik fulgte ham, da han gik over Gulvet forat vedlægge Protokollen denne Slags Efterligning af Hertugen af Noailles' Abdikation hiin Nat i den franske National- forsamling. En Taushed indtraadte, som Steenstrup afbryder og fortolker ved at springe op og udraabe: "Det var et følgeværdigt Exempel" ! Skulde der tales i denne Anledning, kunde det heller ikke overraske Nogen, at denne Taler, ifølge sin Aand og sit Temperament, først tog tilorde. Med en vis Skyhed søgte Øinene de øvrige Adelsmænd, og fremfor alle da Wedel, Lehnsgreven, hvis Adel dog duede noget i den Forstand, at den ikke, som de fleste af Oldenborgerne adlede Normænds, stammede fra en Beste- faders Pengepose, om der end ikke er noget i Sagnet, at de wedelske Ahner skulle gaae lige op til den navnkundige Wittekind. Men Wedel, Anker, Løvenskjold forbleve rolige og ubevægelige, uden at vise Tegn til at ville følge Exemplet. Tausheden blev til synlig Forlegenhed, som man var glad ved Præsidenten om- sider endte ved at oplæse den følgende §. nemlig: "§. 38: Kongen vælger og afskediger, efter eget Godtbefindende, sin Hofstat og sine Hofbetjente. Til at lønne disse og holde sit Hof, til- staaes Ham af Storthinget en passende aarlig Sum". Hvilken blev eenstemmigen antaget. "§. 39: Kongen vælger og beskikker, efterat han har hørt sit Stats- raad, alle civile, geistlige og militære Embedsmænd. Til Statens Embeder skulle alene norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion, have Adgang; dog kunne Udlændinger udnævnes til Pro- fessorer, Læger og til Konsuler paa fremmede Steder. De kongelige Prindser maae ikke beklæde civile Embeder". Provst Stabel forelæste og afleverede til Protokollen en Fore- stilling om at Indfødsretten uden Undtagelse maatte blive i Kraft, hvortil Sverdrup bemærkede, at der idetmindste for Universitetets Skyld maatte gjøres en Undtagelse, da dets Lærestole ellers ikke kunde blive besatte. Diriks anførte, at Kommitteen, i at udelukke Prindserne fra civile Embeder, havde taget Hensyn til at de ikke kunde tiltales for de ordinære Retter. §'en antoges eenstemmigen, med Forbeholdenhed, at det nær- mere ved Udkastets §. 53 skulde afgjøres, hvem der, med Hensyn til Embeders Erholdelse skulde ansees som norske Borgere. Stabels Betænkning vilde da atter komme fore. SIDE: 57 "§. 40: Alle Embedsmænd, Land- og Søe-Krigere sværge Konstitu- tionen og Lovene Troskab og Lydighed: "Jeg lover og sværger at ville forestaae det mig betroede Embede, at ville ved alle Leiligheder forholde mig i Overeenstemmelse med Konstitu- tionen og Lovene, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord". -- Sammen oplæstes derpaa de to følgende §§. "§. 41. Kongen vælger selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad bestaaer af: 1) en Statsraad for Finantsvæsenet; 2) - -- - Justitsvæsenet; 3) - -- - de udenlandske Sager; 4) - -- - Krigsvæsenet; 5) - -- - Oplysningsvæsenet. Disse fem ere Statsraadets faste Medlemmer. Foruden dem kan Kongen ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget, til at tage Sæde i Statsraadet". "§. 42. Under Finantsvæsenet indbefattes alle Sager, der angaae Rigets Mynt- og Pengevæsen, Indtægter og Udgifter, Statens Gjeld og Tilgodehavende, samt Eiendom, Næringsveie, Kanaler, Veie, Broer, Havne og overhovedet alle Rigets oekonomiske Anliggender. Til Justitsvæsenet hører alle Sager angaaende Lovenes Opretholdelse og Politiet. Under udenlandske Sager forstaaes Alt, hvad der vedkommer Rigets Forhold til fremmede Magter, eller indkommer fra Norske Gesandter, Agenter og Konsuler i fremmede Lande, eller fra fremmede Magters Gesandter, Agenter og Konsuler i Norge. Krigsvæsenet indbefatter alle Sager om Land- ogSø-Magternes Or- ganisation og Forsyning, militære Embeders Besættelse, militære Op- dragelsesinstituter, og alle andre Sager, angaaende Rigets Sikkerhed mod udvortes Vold, forsaavidt disse ikke ere egentlige Kommandosager. Oplysningsvæsenet omfatter alle Sager, der vedkomme Universitetet, Geistligheden, Kirker, Lærde, Borger- og Almueskoler, samt Opdragelses- instituter, Hospitaler og milde Stiftelser. Fattigvæsenet henligger ogsaa derunder, indtil en ny Tingenes Orden kan finde Sted". I Anledning af det lille Ord "Selv" [fotnotemerke] i Begyndelsen af §. 41, fremsatte Wulfsberg, i et Forslag om at lægge Valget af Stats- Fotnote: Om den rette Forstand af den Bestemmelse: "Kongen vælger selv sit Raad", har der været Dissens mellem vor Regjering og vore Storthing, og Storthinget har vistnok gjort ret i at give efter i dette Punkt. Jeg har desangaaende ad- spurgt en af de endnu i Live værende Konstituenter og faaet følgende Erklæring: "Under Forhandlingerne i Rigsforsamlingen havde jeg vel, (saasom Kongen SIDE: 58 raader ganske eller for en Deel i den lovgivende Forsamlings Hænder, en af disse Theorier, mod hvis strenge Udførelse, udenfor den Magt, Fleerhedens seirende Opinion i store konstitutionelle Stater har tilhævdet sig, den historiske Erfaring hidtil har prote- steret. I Frankrig løb idetmindste de forskjellige Prøver med de Ministre, Nationalforsamlingen paatvang Ludvig den 16de, ulykkeligt af, og hverken Englands gamle eller nogen anden Stats nyere Forfatning har iført denne Idee Lovbogstavets Virkelighed. Den hører til de Theorier, mod hvis Rigtighed i sig selv der ikke lader sig anføre saameget som for samme, og om hvilke der lader sig spaa, at de muligens engang ville gjenopstaae i en Tidsalder, der har sprængt og udvidet de for de nærværende Stater afstukne konstitutionelle Proportioner, under hvis tvingende Hindringer Fotnote: selv og ingen Anden, vælger ogsaa de øvrige Embedsmænd, (§. 21) kun at han dem angaaende hører sit Statsraad, og saasom det ikke er indlysende, om deri ligger ikke alene en Rettighed, men ogsaa en Pligt, om Kongen kan eller skal selv vælge sit Raad) nogen Frygt for at Ordene: "Kongen vælger selv sit Raad", i Fremtiden vilde vække Tvivl og Tvistighed, men jeg var ingenlunde i Uvished om, hvad man egentlig sigtede til, hvad man vilde have til Lov. Jeg forstod Bestemmelsen saaledes, som Regjeringen nu vil have den forstaaet, og som jeg er overbevist om, at alle øvrige Grundlovens Fædre vilde have den forstaaet, nemlig, at Kongen, uden at høre sit Statsraad eller nogensomhelst Autoritet eller enkelt Person, vælger sit Raad (i det Hele eller i enkelt Regjeringsafdeling) eller at Kongen skal vælge et Statsraad, og at han kan vælge et Statsraad, uden at raadføre sig med Nogen. Det synes ogsaa at forstaaes af sig selv og at ligge i Sagens Natur. Med Forbigaaen af hvad der i Grundloven selv forefindes til Støtte for denne Mening, indskrænker jeg mig til en eneste Bemærkning. Kongen er til førend Kongens Raad er til. I det Øjeblik, Kongen skal vælge sit Raad, existerer intet Raad, Kongen har da intet Statsraad at høre, men maa vælge selv uden Indstilling eller Forslag. Saaledes forholdt det sig i Begyndelsen af den nye Tingenes Orden, da Kongen var valgt og Grundloven traadte i Kraft; og saaledes er det tænkeligt, at det endnu midt under en Konges Regjering kan komme til at forholde sig, nemlig naar Kongen finder for godt (i Kraft af §. 22) at afsætte hele Statsraadet, hvilket intet Sted i Gl. forbydes, og hvilket kan have Sted, om end Kongen, efter samme §., hører Statsraadets Erklæring eller Forsvar førend han afskediger det. Overalt er det tilforladeligt, at Kon- stituenterne have villet give Norges Konge samme Rettighed, som andre Europas konstitutionelle Konger ere i Besiddelse af, den nemlig, selv at kunne sammen- sætte sit Ministerium, at kunne kalde til sin Throne Raadgivere, som han har Tillid til og troer sig tjent med, enten middelbart selv eller umiddelbart selv, enten efter Forslag, Raad og befalet Betænkning af høitbetroede Enkelte, eller af Korporationer, eller og i egentligst Forstand "selv", naar Kongen har Kundskab nok om Qvalificerede, uden at raadføre sig med Nogen". SIDE: 59 saavel denne som mange andre af Republiken udaandede Ideer ligge begravede -- ; men som Aander, der ville bryde sine Liigstene. Ogsaa i Kommitteens første Udkast stod Ordet "selv" . Det hedte endogsaa deri: "Kongen vælger selv sit Raad af norske Borgere o. s. v." , saa Wulfsberg i Indledningen til sit Forslag ganske vist rammede Meningen, idet han fortolkede det ved "efter eget Godt- befindende" , og der ingen Tvivl kunde være om, at Kommitteen vilde have det forstaaet i den mest udvidede Bemærkelse, saa at Kongen i dette Punkt ikke engang behøvede at spørge sit Stats- raad. Wulfsberg derimod grundede sit Forslag paa Sandheden i, at Statsraadet ikke blot skulde være Kongen til Hjælp, men ogsaa Folkets Ret til Beskyttelse, samt paa Vigtigheden i at sørge for, at selv den Regent, der ikke brød sig om eller vidste at træffe et godt Valg, kunde faa Mænd med almindelig Tillid ved Siden. Han mente ogsaa, at Fjernheden af Ansvaret for National- forsamlingen, ifølge Menneskenaturens Skrøbelighed, neppe i Al- mindelighed vilde udøve den Indflydelse paa Statsraaderne som en Konges altid over Hovedet svævende Unaade, medmindre de gjordes ganske uafhængige af denne. Og saaledes foreslog han da: 1) "At Statsraadets Medlemmer skulde udnævnes af Storthinget (eller hvad Benævnelse Rigsforsamlingen maatte erholde), eller (om dette ikke finder Bifald) at Storthinget foreslaaer 2 til 3 til hvert Fag, hvoraf Kongen vælger 1. 2) Naar Vakance i Statsraadet indtræffer imellem de afholdende Stor- thing, konstituere de øvrige Statsraadets Medlemmer en Anden i den Afgangnes Sted indtil næste Storthing, der da enten antager eller for- kaster den Konstituerede, eller i al Fald gjør Brug af sin Forslagsret. Som en formentlig gavnlig Bestemmelse foreslaaes endvidere: 3) At Fader og Søn eller tvende Brødre maae ei paa een og samme Tid have Sæde i Statsraadet". Sverdrup yttrede herimod, at Forslagets Antagelse vilde lade en Mellemmagt opstaae imellem Kongen og Folket, som Historien noksom viser Skadeligheden af; og Falsen fandt, at §§. 41 og 42 allerede som de vare indeholdt et skadeligt Indgreb i den i Kon- stitutionens Principer for Kongen afstukne Magt. "Ethvert Middel, sagde han, hvorved man kan sikkre Borgerne imod ulovlige Ind- greb i deres Rettigheder, er hensigtsmæssigt, men at indskrænke den kongelige Myndighed blot forat indskrænke den, forekommer SIDE: 60 mig ikke alene at være uden Hensigt, men det vil endog være Staten til Skade". Ingen kunde bedre end Kongen bedømme, paa hvad Maade Forretningerne bedst udføres, og i Statsraadernes Ansvarlighed for sine Expeditioner laa al den Sikkerhed, Staten kunde forlange. Han foreslog derfor, at der istedetfor §§. 41 og 42 skulde indtages i Konstitutionen en §. saalydende: "Kongen vælger selv sit Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal idetmindste bestaae af 5 Medlemmer, men foruden dem kan Kongen, ved overordentlige Leiligheder, tilkalde andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget, til at tage Sæde i Statsraadet. Forretningerne fordeler han iblandt dem saaledes, som han det for tjenligt eragter". Slutningen af Fabricius's, ved Behandlingen af §. 37 oplæste, Betænkning angaaende disse §§., blev nu gjentaget, og gik ud paa, at det skulde overlades Kongen at organisere sin Regjering, som dog ikke maatte bestaae af fleer end 7 Statsraader, eller be- høvede at omfatte noget eget Departement for Krigsvæsenet. Militærcheferne skulde derimod være pligtige til at afgive i Stats- raadet de Oplysninger og Formeninger det maatte forlange. Efter Debat over Sagen, foretoges Votering om §§. 41 og 42 skulde antages efter Udkastet eller forandres, hvilket Sidste med 102 Stemmer imod 10 blev vedtaget. Dernæst blev der voteret, om Statsraadet skulde vælges af Kongen eller, efter Wulfsbergs Forslag, af Storthinget, og for det første Alternativ erklærede 105 sig imod 1. 99 Stemmer imod 3 voterede derpaa, at Falsens Forslag skulde antages som §. 41 istedetfor Udkastets, med saa- dant Tillæg eenstemmigen efter Wulfsbergs Forslag: "Fader og Søn eller tvende Brødre maa ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet". §§. 42, 43 og 44 bleve derpaa eenstemmigen bestemte at skulle udgaae. §. 43 bød, at der skulde ansættes to Regjerings-Sekretærer for Finanz- og Krigsvæsenet, men for hvert af de øvrige kun een, og §. 44 overlod til Kongen, uanseet de tre foregaaende Paragrafers Bydende, Fordelingen af Statsraadets Forretninger, kun at Ud- givterne ikke forøgedes. I Henseende til Ansvaret skulde for- holdes som bestemt maatte vorde i en senere §. "§. 45: Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning der fattes, naar ikke idetmindste 3 Medlemmer ere tilstede". -- SIDE: 61 antoges eenstemmig, med den Forandring, at det, istedetfor Ordene "idetmindste 3", skulde hedde "over det halve Antal". "§. 46: Hindres det Statsraad, til hvis Fag den Sag, der skal fore- tages i Statsraadet, henhører, ved lovligt Forfald fra at møde, skal Re- gjeringssekretæren for Faget tage Sæde i Statsraadet, indtil Kongen har fattet sin Beslutning i bemeldte Sag. Har ogsaa han lovligt For- fald, konstituerer Kongen en anden Statsraad til at foredrage Sagen. Hindres flere end to Statsraader, ved lovligt Forfald, fra at møde i Statsraadet, saa skal Kongen konstituere andre Embedsmænd i deres Sted, saaledes at altid i det Mindste 3 ere tilstede". Debatterne gave denne §. nogle Forandringer, hvorefter den eenstemmigen blev antagen, nemlig, at ikke Regjerings- ( ): Ex- peditions-) Sekretæren, men en anden Statsraad skulde af Kongen konstitueres i Forfaldstilfælde til at foredrage Sagerne; hindredes flere, indtil det halve Antal Statsraader, ved lovligt Forfald fra at møde i Statsraadet, skulde Kongen konstituere andre Embeds- mænd i deres Sted, saaledes at altid over det halve Antal af de sædvanlige Medlemmer var tilstede. "§. 47: Alle Sager af Vigtighed, diplomatiske og egentlige militære Kommandosager undtagne, skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag det hører, og af ham expederes, overeensstemmende med Kongens i Statsraadet fattede Beslutning". -- antoges eenstemmig med det Tillæg, efter Falsens Forslag, at den skulde begynde saaledes: "Forestilling om Embeders Be- sættelse og alle Sager" o. s. v. "§. 48: I Statsraadet føres Protokol over alle de Sager, som der for- handles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Fri- modighed at sige sin Mening, som Kongen er forbunden at høre; men det er denne forbeholdt, at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme. Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen, Rigets Love, eller øiensynlig skadelig for Riget, er det Pligt at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføje sin Mening i Protokollen. Den, der saaledes ikke har protesteret derimod i Protokollen, ansees at have været enig med Kongen, og er ansvarlig derfor saaledes, som siden bestemmes i §. ". Wedel, understøttet af Løvenskjold, yttrede, at, da Statsraaderne skulde være ansvarsfrie, naar de havde protesteret til Protokollen, og Kongen, uanseet Protesten, kunde fatte Beslutning efter eget Tykke, var det ønskeligt, om der kunde udfindes en Bestemmelse, SIDE: 62 som med stærkere Tvingende kunde afholde Kongen fra at fatte en mod Statsraadets Mening aldeles stridende Beslutning; og mente Taleren, at dette for en Deel vilde opnaaes naar det blev gjort til Pligt for den Statsraad, der havde vedlagt en frugtesløs Protest, at nedlægge sit Embede indtil Sagen kunde vorde under- kastet Storthingets Bedømmelse. Idetmindste vilde dette vække en Sensation i Publikum, som Kongen vistnok saameget som muligt vilde undgaae. Han foreslog derfor et saadant Tillæg til denne eller den 50de §., hvorimod Sverdrup og Diriks yttrede, at et saadant Forhold og især at Sagen skulde underkastes Stor- thingets Bedømmelse, vilde være stridende mod den engang an- tagne Grundsætning, at den udøvende, lovgivende og dømmende Magt skulde være adskilte, og at en Statsraad, som af private Hensyn ønskede sig sat i Rolighed for stedse, eller for en Tid be- friet fra Forretninger, vilde finde god Leilighed dertil efter Wedels Forslag. Ved Votering faldt dette, hvorpaa saavel denne §. blev eenstemmigen antaget som "§. 49: Den Statsraad, som forestaaer det udenlandske Departement, bør have en egen Protokol, hvori de Sager indføres, som ere af den Natur, at de ikke bør forelægges det samlede Statsraad. Forøvrigt gjælde i dette Tilfælde de samme Bestemmelser, som i §. 47 ere fastsatte". Den følgende §. antoges først efter Debat eenstemmigen i saa- dan Form: "§. 50: Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve, militære Kommandosager undtagne, skulle, for at være gjældende, kontrasigneres af den, der ifølge sin Embedspligt har foredraget Sagen. Han er ansvarlig for Expeditionens Overeenstemmelse med den Protokol, hvori Resolutionen er indført". Efterat denne Gjenstand var bleven debatteret, antog For- samlingen eenstemmigen denne §. med saadan Forandring: "Alle de af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve (militære Kommandosager undtagne) skulle kontrasigneres af Den, som ifølge Embedspligt har foredraget Samme, til Beviis for Expeditionens Overeens- stemmelse med den Protokol, hvori Resolutionen er indført, og hvorfor han er ansvarlig". Den mærkeligste Forskjel imellem denne Redaktion og Ud- kastets var, at dette havde imellem Ordene "skulle" og "kontra- signeres" Kommaet, "for at være gjældende" , hvilket Koren og Sverdrup mente kunde udgaae, da det syntes at tillægge Stats- SIDE: 63 raaden højere Magt end Kongen. Overflødigheden deraf i streng Bemærkelse, da Meningen af Ordene "alle" og "skulle" ikke kan være tvivlsom, maa vel ogsaa indrømmes. Imidlertid forekommer det dog, som om der alligevel er saa megen Kjerne i den Skal, at den ikke burde have været bortkastet. Endskjøndt en Over- flødighed, er Kommaet dog ikke bare Fyldekalk (og det første kan for Tydeligheds Skyld taales i Lovstilen; det sidste ikke) - kort, det hører til de Spiger, man før bør lade blive siddende end tage væk. Forhandlingerne sluttede med Oplæsningen af en til Præsidenten indleveret Skrivelse af 11te April fra "adskillige Bønder i Trond- hjems Stift" , der især gik ud paa at henlede Rigsforsamlingens Opmærksomhed paa Nødvendigheden af at forøge Almueskole- lærernes Lønninger. Den var affattet i en ganske anden Aand med Hensyn til Præsterne end de andre Andragender fra Al- muens Midte; men saa from Petitionen end var, vidste de i sin politiske Uskyldighed dog ikke, om saadan Henvendelse kunde være tilladt, hvorfor de ikke havde vovet at underskrive sine Navne, haabende dog at Rigsforsamlingen vilde lægge Mærke til Indholden. Den indeholdt ogsaa et Vink, som fortjente al Op- mærksomhed af Regjering og en kommende Lovgivning, nemlig om at udlægge i Skoledistrikterne et Stykke Jord af det bene- ficerede Gods til fast Skolelærerbopæl. Det var ikke nyt, men oftere af Nationen spildt paa den forrige Regjering. Begge Parter vidste nok omtrent lige godt, at Oplysning er Frihedens Amme. Falsen meddeelte derpaa, at det af ham den 4de Mai indleverede Skrift, angaaende en Konstitution for Norge, var forfattet af en i Danmark værende svensk Mand. Man vidste imidlertid baade dette og hans Navn. Det var Lørdagsaften efter en Uge, som i Arbeidets Udbytte havde overtruffet Alles Forventning. Man havde arbeidet sig til den Varme, hvori et Værk gaaer frahaanden. Præsidenten, en af kirkelige Hensyn ikke synderlig anfegtet Jurist, tilkjendegav ogsaa nu ved Sessionens Slutning, at flere Medlemmer ønskede Forhandlingerne fortsatte til sædvanlig Tid Dagen efter (altsaa omtrent under Prækenen) og dette fremsatte han da som Forslag. Men det fandt Modstand. Præsten Hount fandt, at Rigsforsam- SIDE: 64 lingen mindst burde begaae Helligbrøde og overtræde Loven, der bød Enhver om Søndagen at søge sin Sognekirke. Dette Sidste vakte Latter, men Præsten svarede, at han citerede Lovens Ord, og at Eidsvold Kirke nu maatte betragtes som Rigsforsamlingens Sognekirke. Maaskee delte han ogsaa den Mening, som Brev- skriveren fra Eidsvold yttrer, at "en Driven, en Paaskynden, somom man vilde blive af med Forsamlingen jo før jo heller, som om man frygtede en Explosion medens den var sammen, var umiskjendelig" , skjøndt det her var tydeligt, at Forslaget kun var udrundet af en Nidkjærhed for Arbeidets Fortgang. Man hørte ogsaa anføre under den høirøstede Talen i Munden paa hver- andre -- saa høirøstet og regelløs, at et Øre- og Øjenvidne kalder det "Skraal" -- at Hensigten jo kun var at arbeide til Fædre- landets Tarv, for hvem alle Love vare givne og maatte vige. "Nei, nei! ikke Guds Love, ikke Religionens, ikke Sabbathens", hørte man raabe; og ved Voteringen naaede Forslaget ogsaa kun saa ringe Pluralitet, at Neierne, appellerende til Reglementets Bydende, at 2/3 Medlemmer skulde være tilstede, erklærede sig ikke bundne ved den, og at de ikke vilde komme. Præsidenten foreslog da, at man skulde samles til Middag Kl. 2 og saa tage fat paa Arbeidet igjen Kl. 4; og dette vandt da saa stærk Pluralitet, at Mødet kunde berammes uden Hensyn til de Enkelte, som endnu protesterede og truede med at blive borte. [fotnotemerke] Saa alvorligt var det dog ikke ment, siden kun to Forfald anmeldtes den følgende Dag. Fotnote: Mellem disse Misfornøjede var især Teis Lundegaard, en Mand, der syntes at have alle Listerlands brølende Havstorme i sit Bryst, høirøstet og ildsk i Hu. Han holdt -- siger førnævnte Haandskrift -- en Pokkers Støi, og i dette Lune stødte Sverdrup paa ham da man gik fra Bænkene, men kom kun brændt derfra, efter som hiin Samtale berettes. "Det veed jeg", sagde Teis med sit sædvanlige Eftertryk, "at hverken Guds eller Kongens Lov tillader at arbeide paa Søndagen". "Men veed du ikke ogsaa", svarede Professoren, "hvad der staaer i Bibelen . . hvad Kristus siger . . ." "Græsk og Latin", drønede det igjen, "det maa I forstaa; men lær I mig ikke min Kristendom! Hvad Guds Ord siger, veed jeg nok. I Bibelen staaer der: falder din Oxe eller Asen i en Grav paa en Helligdag, saa kan du trække dem op igjen. Og er der nu Oxer eller Asener i Rigsforsamlingen, saa skal jeg (lagde han til med en kraftig Eed og et dygtigt Slag i Bordet) nok komme og hjælpe til at trække dem ud, om det saa var paa Sabbathen". Samtalen karak- teriserer ikke blot Angjældende, men ogsaa hvor lidet den naturlige Talefrihed forlod den norske Bonde imellem hans fornemmere Kolleger i Rigsforsamlingen. SIDE: 65 (Fra 8de til 11te Mai). Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets sidste 55 Paragrafer. -- "Og mangen ædel, høj, alvorlig Tænker skal pønse paa, med trofast, virksom Iid, at gjøre Norges Skjæbne atter blid, at fri det fra foragtelige Lænker. Gud signe dem"! -- - Epilog i Arendal, 1ste Mai 1814. Rigsforsamlingens Bedrivt i disse tre Dage fra 8de til 11te Mai maa isandhed forbause Enhver, som i sin Erindring jevnfører hermed Udbyttet af andre lovgivende Forsamlingers Idræt i det mangedobbelte Dagetal og under langt mindre distraherende Omstændigheder, end dem, hvorunder Mændene paa Eidsvold arbeidede. Altsaa, iberegnet den halve Helligdag, hvis Forhand- linger vi nu komme til, ikke fuldt en Uge, og -- Konstitutionen var færdig i sin Realitet, en Konstitution, som, med Undtagelse af Bestemmelserne angaaende Religionsfriheden, kan siges bedst at have løst Revolutionernes Opgave paa det Trin den civiliserede Menneskehed nu befinder sig, og som, foruden Sikkerheden for sin Bestaaen i det Folks Kjærlighed, den har velsignet, og i de Fredsaar, hvori den nu har fæstnet sig i dets Hjerter og i dets Historie, tillige har vundet en i Nationernes beundrende Aner- kjendelse. Halvsyvende Dag? Isandhed en lykkelig Improvisation, en heldig og glimrende gjennemført, overraskende og skjøn som den tropiske Blomsts, der længe holder sin Knop skjult mellem Hjertebladene, men hvis knaldende Udspringen Blad for Blad indtil dens fulde Flor man i faa Stunder letteligen kan følge. Men Konstitutionsværkets Fortskriden tilsteder ingen Dvælen i Fremstillingen, som skulde erholde en malerisk Fuldkommenhed, om den ogsaa i sin Stiil, i koncise Perioder, i Mængden af Ind- hold paa hvert Pagina, kunde yde dets energiske Hurtighed og Fremdrivt et betegnende Udtryk. Faktum er der, at det blev færdigt inden den Tid, som Overskrivten angiver. Statyen stod der den 11te med alle sine Lemmer saaledes som Folkets ædleste Tænkekræfter havde skabt og formet den; der stod kun tilbage, at give Ledemodene den fuldkomnere, ideale Stilling indbyrdes imod hinanden, at afpolere de stærke Lemmer og at lægge Ordenes Gevandt i rigtigere Folder og bedre Fald. SIDE: 66 8de Mai. Statsraadet færdig reguleret. Debatter om Indføds- og Stemmeretten. Søndag Eftermiddag Kl. 4 aabnedes Forhandlingerne med Op- læsningen af Udkastets "§. 51: Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Kontorer, Gesandter og Konsuler, Øverighedspersoner, Regi- menters og andre militære Korpsers Chefer, Kommandanter i Fæst- ninger og Høistbefalende paa Krigsskibe kunne, uden foregaaende Dom afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænk- ning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing; imidlertid nyde de Totrediedele af deres forhen havte Gage. Andre Embedsmænd maae ei uden Dom afsættes, ei heller imod deres Vilje forflyttes". Dahl og Heiberg mente, at Overøvrighederne ikke burde kunne afsættes af Kongen uden Dom, men kun suspenderes, hvorimod Diriks og Sverdrup yttrede, at Suspension forudsatte Forseelse, hvilket ikke var nøvendigt at tænke sig i den Grad hos de i §'en nævnte Embedsmænd, at de ved Dom kunde frakjendes Embedet. Man kunde derimod tænke sig forskyldte og uforskyldte Om- stændigheder, f. Ex. endog Alderdomssløvhed, som kunde gjøre det ønskeligt og vigtigt for det Almindelige, om de fjernedes derfra. Retten til at indsætte og afsætte Embedsmænd var et af den udøvende Magts Prærogativer, men hvori Kommitteen dog havde troet at burde gjøre den Indskrænkning, som findes i §'ens Slutning. Christie mente, at denne Indskrænkning burde dog ogsaa komme følgende Embedsmænd tilgode: 1) Embedsmænd ved Regjeringskontorerne, da vedkommende Statsraader maatte være ansvarlige for Udførelsen af deres Forretninger; 2) Regiments- og andre militære Korpschefer, saasom disse kunde forflyttes; og 3) Høistkommanderende paa Krigsskibe, der kunde have en temporær Kommando og kaldes tilbage fra samme uden derfor at sættes ud af Tjenesten. Holck yttrede, i en skrivtlig, Proto- kollen vedlagt, Betænkning, angaaende Pensioneringen, at den for afgaaende Militære ganske burde henlægges under Kongen, som nærmest og bedre end Storthinget kunde være bekjendt med Vedkommendes Fortjenester. Han fandt i Almindelighed ikke Sikkerhed nok i §'ens Bestemmelser for den veltjente Embedsmand. SIDE: 67 "Her skulle -- sagde han -- 100 eller flere Mennesker, som maaskee for første Gang høre hans Navn nævne, bestemme hans og Families Skjebne! Hvorledes skulde Pluraliteten af disse, ved at fastsætte hans Pension, kunne tage Hensyn til hans større eller mindre Fortjenester? Hvorledes skulle disse vide hans større eller mindre Trang, naar de -- som næsten altid maa blive Tilfældet i et Land af Norges Vidtløftighed -- aldeles ikke have kjendt ham? Her syntes dog visselig en For- andring nødvendig, og jeg vover derfor at foreslaae: At Pensioner for Embedsmænd, der formedelst Alder og Svagelighed ikke længere kunne tjene, maatte overlades Kongen og Statsraadet at bestemme, med Hensyn til Enhvers større eller mindre Fortjenester og Trang. Kun bør Kon- stitutionen i mine Tanker fastsætte: at Pensioner i intet Tilfælde -- uden Storthingets Samtykke -- maae overstige, hvad den Afgaaende har havt i Gage; ligesom Storthinget bør være berettiget til at under- søge og derefter foreslaae, hvorvidt Pensionisten kunde være at bruge i en anden Embedsstilling, og Pensionen muligen saaledes spares. Det er Pligt -- ja hellig Pligt -- for Fyrsten at skaffe sig enten direkte eller indirekte Kundskab om sine Embedsmænds personlige Fortjenester og deres Vilkaar, men det kan ingenlunde være Pligt for Folket, ligesom det i sig selv vilde blive disse umuligt". Diriks forsvarede derimod §'en, og foreslog, at der, forat faae §'ens tvende Passus i nærmere Forbindelse med hinanden, skulde indskydes efter Ordene "bør tilstaaes" i anden Passus Ordene: "de saaledes". Med dette, samt et andet Tillæg, at der foran "Øvrighedspersoner" skulde indskydes "civile og geistlige", ved- toges ogsaa §'en med over 2/3 Pluralitet. Eenstemmigen vedtoges derpaa "§. 52: Saasnart Thronarvingen har fyldt sit attende Aar, er han be- rettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme og Ansvar". Men ved de to følgende Paragrafer syntes Arbeidet at skulle standse i sin Fortgang. Ved Debatterne over §. 39 var der allerede antydet, at der vilde blive kjæmpet udholdende for, at Borgernes Ret og Landets Brød skulde blive dets egne Børn forbeholdt; og saa skede det. Opmærksomheden var meer end almindelig spændt da Præsidenten oplæste "§. 53: Norsk Borger er, efterat have svoret Konstitutionen, Enhver, der har fyldt sit 18de Aar, taler Landets Sprog, enten er indfødt af norske Forældre eller har været bosat i Riget i fem Aar. De Fremmede, som nu ere bosatte i Riget og sværge Konstitutionen, samt de nu an- satte Embedsmænd ansees for norske Borgere". SIDE: 68 Provst Stabels, fra Gaarsdagens Forhandlinger bekjendte Be- tænkning, om hvem der burde ansees som norske, embeds- berettigede og valgbare Borgere, blev oplæst saalydende: "I Henseende til den 39te §. dens andet Membrum, konfereret med §§. 53 og 64, tillades det mig at fremsætte mine Tanker. Indfødsretten er en blandt de store Velgjerninger, der gjøre os Mindet om Kristian den 7des Regjering kjært. Den gode Konges Hensigt med dette for Nationerne saa kjærkomne Kongebud var vistnok at vække Nationalaanden og opmuntre enhver norsk eller dansk Borger til at føle sit Værd; men efterhaanden blev denne skjønne Gave ved Modi- fikationer og Undtagelser mindre og mindre svarende til Giverens ædle Hensigt. Nu, da ligesaa ubegribelige som sørgelige Tildragelser have sønderrevet det Baand, der saa længe holdt det norske og danske Rige sammen, have vi fulgt vor Frihedsfølelse, sat os ind i Folkenes første naturlige Rettigheder, og ville danne os selv en Stat. Det er disse Rettigheder, vi høitidelig have svoret at hævde endog med de tungeste Opoffrelser, ja med Liv og Blod. Følelsen af vort eget Værd er det, som skal gjøre os denne Eed ubrødelig. Indfødsretten (den stolte Følelse: vi ere norske Borgere) bør have Værd for os. Det er den, som i Trængselens Dage og i Farens afgjørende Stund skal opflamme vort Mod. En lignende Følelse gjorde Romerne kjekke og frygtelige for de øvrige Folkeslag. Følelsen af den Ret at være en født Britte har indtil denne Dag gjort Englænderne til en stolt og djærv Nation; og saadan Ret skulde vi sætte saa liden Priis paa, at vi vilde dele den med den første den bedste Fremmede, som fandt det Umagen værd at boe hos os i nogle Aar? Skulde Udlændinge, som vindesyge Hensigter føre hid til os, dele med os en Ret, der har kostet og vil koste os tunge Opoffrelser at erhverve, en Ret, der maaskee endnu skal betales med tusinde af vore Landsmænds Blod? Skulde disse beklæde Statens Embeder og maaskee fortrænge Landets egne Børn? skulde Udlændinge indlemmes i Nationens Repræsentanters Tal, for at give os Love? skulde disse sættes ved Monarkens Side, for at give ham Raad? -- Nei! efter min Formening, aldrig. De Indtægtskilder, som denne ærværdige Forsamling har be- vilget til Oplysningens Fremme, ville sætte Nationen istand til at lade sine egne Sønner undervise i alle de Videnskaber, de maatte behøve, forat fremme Norges Held og Hæder. Ere fremmede Kunstnere og Manufakturister nyttige, jeg vil endog sige nødvendige til at lære os at forædle og tilvirke Landets Produkter; nu vel! da lader os belønne dem paa en Maade, der er Nationen værdig; men lader os aldrig til- staae dem en Ret, som Norges Sønner med de tungeste Opoffrelser og SIDE: 69 de frygteligste Farer have tilkjæmpet sig og sine Efterkommere! Vi skulle dog ikke betale den med det Kostbareste, vi have. Jeg fremsætter derfor det Forslag, at det ved Votering maa afgjøres, om ikke norsk Borgerret ene maa være norskfødte Borgere forbeholden, saaledes som denne Ret er fremsat af Sorenskriver Weidemann i hans indgivne Forslag til en Konstitution for Norge, dens 60de §., hvilken jeg vil bede maae oplæses. Skulde dette ikke bifaldes, beder jeg, at denne Motion maa blive Protokollen tilført". Denne §. 60 i Weidemanns Konstitutionsudkast, som nu blev op- læst i Forbindelse med Stabels Betænkning, bestemte, at som Ind- fødte skulde ansees Fødte inden Statens Grændser af Forældre, som da vare dens Undersaatter eller fødte af norske Forældre under et temporært Ophold i Udlandet, samt de uindfødte Em- bedsmænd, som, ifølge Regentens Kundgjørelse af 19de Febr., havde aflagt Troskabseed til Landet. [fotnotemerke] "Ingen Anden, i hvad Slags Herligheder, Ejendomme eller Fordele de kunne paaskyde eller virkelig vilde tilføre Riget, eller i hvad Slags andet Forhold de kunne staae eller ville staae til Samme" , skulde kunne erhverve Indfødsret. Ovenanførte skulde "alene have Indfødsret, d. e.: Rettighed til, med alle Andres absolute Udelukkelse, at kaldes til og beklæde alle Statens og Kongens Embeder, militære, geist- lige og civile, høje og lave, uden nogen speciel eller almindelig Undtagelse enten nu eller i Fremtiden, naar de offentlig bekjende sig til Statens herskende Religion" [fotnotemerke] . Dernæst indleverede Bryn til Oplæsning en Betænkning af Dags Dato, hvori de Tilsidesættelser, Norge havde lidt under Foreningen med Danmark, strengeligen censureredes i følgende Anklage: "Norges Sønner maatte ikke fuldende deres videnskabelige Opdragelse i Fødelandet selv; thi dette blev længe, uagtet Normandens ofte gjen- tagne Røst, negtet et Universitet. Nye Nærings- og Industrigrene, Handel og Skibsfart maatte ikke ud- Fotnote: I Løbet af Dagens Debatter foreslog Forfatteren, at der efter dette Ord skulde tilføjes "og deres Livsarvinger". Fotnote: Den for disse strenge Bestemmelser anførte Grund er ikke mindre karak- teristisk for den patriotiske Proponent. Den lyder: "Foruden at det er uvær- digt for et selvstændigt Folk, at lade sig befale af fremmede Lejesvende, saa kunde Folket af disse Mænd vel aldrig vente sig andre Tjenester, end dem, som komme overens med fremmed Interesse og derfor som oftest stride imod dets egen". SIDE: 70 bredes her: thi Danmark vilde beholde, og beholdt alle saadanne mulige Fordele for sig selv. Spørger man nu efter Aarsagen, maa denne, efter min Formening, unegtelig fornemmelig søges deri, at Normænd kun saare sjeldent havde Adgang til Statens vigtigste Embeder. Regjeringskollegierne og de fleste civile og geistlige Øvrighedsposter i Norge selv har været besatte med Danske eller Udlændinge, der manglede saavel den fornødne lokale Kund- skab som den Hengivenhed for Landet, der skulde indgyde dem Kraft og Varme til at tale og befordre enhver Sag, ethvert Anliggende til dets Vel. Det er naturligt, at Udlændingen langtfra nærer den Grad af Kjær- lighed for det Land, han er indflyttet i, som den, dets indfødte Borgere indsuge med Modersmelken". Efter derpaa at have paaviist, at Norge neppe vilde have flere Embeder at bortgive, end der kunde besættes med dets egne Sønner, og at Universitetet i Fremtiden maatte kunne fuldstændig- gjøres og vedligeholdes ved Landets egne og arvelige Kræfter, indrømmede Bryn dog, at han desuagtet maatte for Tiden, for Universitetets Nyheds Skyld, tilraade en Undtagelse med Hensyn til fremmede Universitetslærere og Læger, og foreslog derfor saa- dant Tillæg til §'en: "Dog skal ingen Udlænding, under Navn af norsk Borger, og enten han har opholdt sig længe eller kort i Norge, men alene Norskindfødte, og de, der ere fødte af norske Forældre, der enten nu opholde sig, eller efterlade sig Ejendomme og Besiddelser i Norge, have Adgang til Statens offentlige Embeder, undtagne Professorer og Læger, hvortil Udlændinge maae beskikkes, saalænge de tilkommende Storthing eller lovgivende Repræsentantforsamlinger finde saadan Undtagelse nødvendig og passende". Jørgen Aall oplæste og indleverede et Forslag om at danske Embedsmænd, der før havde været ansatte i Embede i Norge og havde ægtet et norskt Fruentimmer, skulde betragtes som norske Borgere og have Adgang til at søge Embeder i Norge, hvis de inden en vis Tid, f. Ex. 3 Aar, indsendte Ansøgning derom. Han begrundede dette i Venskabets Erindringer og i det Ukloge i at udelukke saamegen fremmed Oplysning, somom "Nationens eget Lys ikke behøvede at laane Forøgelse i sin Glands hos Andre"? Midelfart oplæste og indleverede ligeledes et Forslag, der gik ud paa, at ingen Indfødsret skulde lovgrundes i de første ti Aar og at de Danske, som ved det norske Universitet havde aflagt SIDE: 71 Prøve paa Kundskab og Duelighed, skulde, tilstedes Adgang til norske Embeder. Proponenten yttrede, at han, "uagtet sin Frygt forat faae de Fleste imod sig, dog vovede" at fremsætte den Formening at Kommitteeforslaget, om det ubetinget antoges, idetmindste i det første Tiaar vilde blive til Skade for Norge. Landet savnede duelige Subjekter til at besætte dets Embeder. Efter et løst Over- slag udfordredes dertil aarlig 40 juridiske og theologiske Kandi- dater, og disse kunde Universitetet neppe i de første 10 Aar fremskaffe, da der fra Kathedralskolerne i de sidste Aar neppe nogensinde var dimmitteret flere end 25. Der var ingen Grund til at antage, at dette Antal hastigen vilde betydeligt forøges. "Embedsmændenes hæse Raab om Mangel paa Udkomme, der lyder over det hele Land," maatte, i Forbindelse med det Beko- stelige deri, afskrække Forældre fra at lade sine Børn studere. Antoges §'en, maatte det enten indtræffe, at Mangel paa duelige Subjekter tvang Kongen til et Brud paa Konstitutionen eller at Landet fyldtes med uduelige Embedsmænd. Vigtigere var det, at Embederne bleve besatte med duelige og retskafne Mænd end i hvad Land de vare fødte. Aarsagen til de fleste Nationers Af- sky mod Fremmedes Indtræden var, foruden en daarlig National- stolthed, at de bleve selv fortrængte fra Poster, de ligesaa godt eller endog bedre skulde have beklædt, og at de af Udlændinge, som hverken kjendte deres Sprog eller Sæder, bleve foragtede, ja ofte mishandlede. Det Første kunde ikke blive Tilfælde og til at frygte for det Sidste var der ingen Aarsag. "Rimeligviis -- endte Proponenten sine Motiver -- ville vi hente de Embedsmænd, vi mangle, fra Danmark: dets Folk har Sprog og Sæder fælles med os; det har altid havt Agtelse for Nordmanden; kun dets Regjering har, til egen og vor Ulykke, undertiden miskjendt vort Folk. Ere end det danske og norske Folk nu adskilte, der boer dog intet Had i Nationernes Hjerte til hinanden. Ei have vi voldsomt løsrevet os. Mange iblandt os mindes de Dage, der tilbragtes paa Danmarks Sletter, som Livets lykkeligste; og mangen Dansk kaster længselfuldt Blik hen mod vore Klipper. Hvorfor skulle vi tilspærre ham som Em- bedsmand Adgangen til dem? At der er en større masse af Kundskaber i danske end norske Hoveder, kunne vi vel ei negte; hvorfor da ei benytte os af dem, naar vi behøve dem? Man misforstaae mig ei. Jeg er af mit inderste Hjerte norsksindet, og jeg anseer en Forbindelse med Danmark som et Onde, men jeg anser det nødvendigt for mit Folks SIDE: 72 Lykke, at Danske gives Adgang til Embeder, som vi ei selv formaae at besætte. Norge har for Nærværende flere Embeder end Mænd til disses Besættelse; det Modsatte er Tilfælde med Danmark. Skulde det være uklogt ved vort forrige Søsterriges Overflod at afhjælpe vor Mangel"? Sverdrup understøttede sin Ven Midelfart. Videnskabsmænd, hvor de endog hørte hjemme, ansaaes som tilhørende en fælles Republik, og ved vort Universitet tiltrængtes saadanne udenlands- fra. Af Embeder, hvortil Examen udkræves, var der i Norge omtrent 1200. Antog man nu, efter den sædvanlige Mortalitet, at af disse Embeder 4 af 100 aarlig bleve ledige ved Dødsfald, saa udfordredes der til deres Besættelse 48 examinerede Kandi- dater. Fra Kjøbenhavns Universitet var der i den senere Tid kun bleven dimitteret 18 i Gjennemsnit aarlig; og da det norske Universitet neppe for det første blev istand til at afholde Embeds- examina, vilde det i de første Aar blive nødvendigt, at Frem- mede, og navnlig Danske, fik Adgang til Embeder i Norge. Der blev Tre mod Tre, da Wergeland yttrede sig saaledes: "Mig synes DHrr. Provst Stabel og Sorenskriver Bryn have talt Sand- hedens Sprog. Lad os foralting ikke aabne hver Udlænding ubetinget Adgang til Landets Embeder. Det vil fortryde os, snarlig fortryde os. Den Landsherlighed, vi to Aar tilbage erhvervede, og den end større nationale Herlighed, vi i dette mærkelige Aar have erhvervet eller skulle erhverve, ville begge derved gaae tilgrunde. Universitetet vil falde, Selv- stændigheden vil blive til Intet. Med os og Riget er det i denne Tid saa bevænt, at det vilde fast være et Vidunder, om det ikke skede. Forældre begyndte at glæde sig, unge Studerende begyndte med for- doblet Flid at arbeide, tilskyndede af et lokkende Haab om, at endelig Landets Embeder skulde forbeholdes Landets Børn, og at Norge endelig skulde styre sig selv ved Mænd, baarne, opdragne, oplærte i eget Skjød. Nu er denne Glæde, dette Haab forbi. Hvorledes kan det norske Universitet bestaae, naar Kjøbenhavns talrige Kandidater skulle dele med sammes faa Studerende de faa Norges Embeder, uden at disse nøde samme Rettigheder i Danmark, hvilket vilde opvække Europas Forundring og Ringeagt. Det var uhørt at en fremmed Undersaat, strax han satte sin Fod i Landet, nød lige Ret med Landets aktive Borgere. Landet vilde oversvømmes af Fremmede, hvis Hjerte ei var fæstet til det, og disse vilde gjøre Tabet af vor politiske Uafhængighed desto lettere, om ikke al Selvstændighed med Rette kan ansees for tabt hos et Folk, som styres af Fremmede, og selv er lutter Adlydende. Vi vare da i deres Vold, som regjerte os. Halvdelen af Storthinget vilde SIDE: 73 blive Fremmede. For at komme til et Embede maatte de Indfødte smigre Regjeringen og trænge sig frem i Klyngen af Fremmede. Naar Regjeringen direkte kan indkalde Fremmede til Universitetet og til Sko- lerne, samt til Fysikaterne, saa vil der nok findes Indfødte til de øvrige Embeder. I Norge gives adskillige ubefordrede Kandidater, i Danmark endnu flere, som vist ikke ville mangle at komme, saafremt de see Embeder i Fædrelandet aabne, eller de indkaldes. Imidlertid tiltager de Studerendes Tal i Skolerne, flere Skoler anlægges, Universitetets Borgerskab vorder talrigere og fylder Embederne med Indfødte, Oplyste, Duelige. Norge regjerer sig selv. Norge bliver norsk, og Selvstændig- hedens Gran skyder sit Spyd stolt i Skyerne". Enhver veed, at det norske Universitet har bekræftet denne Tillid til dets Kræfter; og i den foregaaende Modstanders Udbrud "mangen Dansk kaster længselsfulde Blik hen mod vore Klipper", laa der en Begrundelse for den sidste Talers Frygt, at Landet vilde blive oversvømmet og Storthinget besat af Danske, om ikke et Blik paa, hvor talrige de vare i Embedsstanden og hvormeget dansk Blod der flød i Kjøbstadbefolkningens Aarer var nok dertil. Folkets Assimilationskraft, der allerede havde viist sig for svag til at forhindre Dannelsen af tvende Sprog i Landet, skulde ganske have ligget under for den forøgede Indstrømmen, som en Slags Indbydelse til at besætte dets ledige Embeder vilde have frem- kaldt, og inden kort Tid skulde der i endnu egentligere Forstand, end det allerede var Tilfælde, have dannet sig to Befolkninger: den ene fremmed og herskende ved Besiddelsen af de mange Embeder den indehavde, ligesom en lysende Ring omgivende den andens mørke Kjerne, hvortil den skuffede Nation selv da ind- skrænkedes. Anviist til at holde sig i sine Dale, beskjæftigende sig med at vinde Brødet i sit Ansigts Sved, skulde Generationer, uden at tale om Farerne for Forfatning og Selvstændighed, været henrundne før Nationalbefolkningens ejendommelige Kraft brød de unaturlige Skranker og absorberede det Fremmede. Og selv da vilde Skrivtsproget og de dannede Klassers Talesprog i endnu høiere Grad forevige Mindet om dettes Herredom, end nu er Tilfælde. Ja, end nu er Tilfælde: vor Almue, som maa lære sin Kristendom i et for den næsten fremmed Sprog, enhver ikke Bonde- født, som skal meddele sig til den, og enhver Skribent, der skriver af et norskt Hjerte, føler i mangfoldige Uleiligheder deraf den tungeste af de Forbandelser, som den gamle Forbindelse har efter- SIDE: 74 ladt sig. Disse Stunder i Rigsforsamlingen, da Kampen førtes om Nationaliteten, maae derfor erkjendes som særdeles vigtige. Valgene og Datids Blade viste ogsaa, at Folket ikke var ligegyl- digt i denne Sag, men havde faaet Øinene op for den Fare, som truede det i Optagelsen af endnu flere Danske end der allerede befandt sig i Landet. Det var Faren af en Blod-Transfusion i et, vel ved stærk Diæt udmagret, men dog sundt Legeme. Meningerne stode saa stridigen imod hinanden i denne Sag, hver med sine indleverede Betænkninger og Forslag, at Forsam- lingen besluttede at oversende alle disse til Konstitutionskommit- teen til yderligere Indstilling snarest muligt i Forbindelse med § 39. Samme Skjebne havde §. 54: "Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar. Derfra undtages: 1) De, der nyde Understøttelse af Fattig- væsenet; 2) Tjenestetyende og De, som blot leve af Dagarbeide; 3) Haand- værkssvende og Drenge; 4) Fabrikarbeidere og Huusmænd, som ikke eie deres paaboende Pladser; 5) Matroser og Soldater, som ikke have faste Ejendomme". Bendeke oplæste imidlertid et motiveret Forslag af 3die Mai, hvorefter Stemmeretten skulde paa Landet indskrænkes til Em- bedsmænd og Besiddere af matrikuleret Jord, enten de nu vare Ejendoms- eller Bygselmænd, og i Byerne til Embedsmænd og dem, der havde taget Borgerskab og svarede Skatter og offent- lige Tynger. Antallet paa de Deputerede til Storthinget vilde da omtrent beløbe sig til 100 -- 130 Personer, og det meente Propo- nenten kunde være nok, medens det vilde true med at voxe til et for Landet uforholdsmæssigt Antal, om f. Ex. Vilkaarsmænd, Gaardmandssønner, omdrivende Handelskarle og Haandværkere paa Landet skulde indrømmes Stemmeret. Christie foreslog, at stemmeberettigede skulde kun de norske Borgere over 25 Aar være, som paa Landet ejede og tillige brugte Jordegods, eller der brugte Jordegods som Leilændinger paa Livstid eller som Arvefæstere, og i Kjøbstæderne De, som havde svoret Borgerskab, samt Ejere af Huse af en vis Værdi, f. Eks. 500 Sølv- daler, og i Almindelighed Embedsmænd, Pensionister og Personer, som beviisligen havde 400 Sølvdaler i fast aarlig Indtægt, uden at den var temporær Løn af Privatmand. I Øvrigt skulde Und- tagelserne efter Udkastet udgaae. Efter megen Strid blev det endelig afgjort, at ogsaa denne § SIDE: 75 skulde henvises til ny Behandling af Konstitutionskommitteen, som da skulde træde sammen den følgende Morgen Kl. 9. Saa- ledes haabede man at komme over disse Skjær, hvorpaa Kon- stitutionsarbeidet nu var bleven siddende. Man vil fra Gaarsdagens Forhandlinger over §. 37 erindre, at Provst Schmidt havde opfordret Præsidenten til at oplæse nogle af ham indleverede Opinionsyttringer fra endeel af hans Kommit- tenter. Dette skede først nu, i det der blev oplæst en anonym Betænkning, af Titel "Modums Almues Ønsker med Hensyn til Norges tilkommende Regjeringsform," samt, foruden nogle Bemærk- ninger vedkommende den specielle Lovgivning, en lignende Me- ningsyttring fra enkelt unævnt Privatmand, hvilke begge indeholdt saa mærkelige Anskuelser om Prindsregentens Forhold til Norge, at der synes at være Grund til Mistanke om at nogen Simulation har fundet Sted med disse Dokumenter. Idetmindste finder For- fatteren af Brevene fra Eidsvold det saameget mere besynderligt, at de ikke til rette Tid bleve meddelte, som de forlængst vare indleverede. Moingerne, eller vel snarere deres Koncipist, forlangte Regje- ringen indskrænket monarkisk, og indskrænket især med Hensyn til Finantserne, Krig, Fred og Embedsbesættelser, ved Repræsen- tanter, som Folket selv skulde vælge paa 3 eller 4 Aar. Konge- navnet, mente de, kunde godt undværes hos Regenten for de Bekostningers Skyld, det vilde medføre; og om Prinds Kristian Frederik, som ønskeligt kunde være, valgtes til Regent, burde han frasige sig sin Ret til Danmarks Throne -- en Opinionsyttring, som Brevskriveren mener især vilde gjort Effekt under Debat- terne den 5te Mai i Anledning af den 28de §. Adelen maatte ganske afskaffes, eller dog ikke udgjøre nogen særskilt Stand, ligesaalidt som nogen Stand maatte udmærkes ved nogensomhelst Forret. Handelsstanden maatte ligeligere, end det forekom dem, at Tilfælde havde været, deeltage i de almindelige Byrder, og den hele Embedsstand sættes paa fast Løn, uafhængig af de Menig- heder, iblandt hvilke den skulde leve og virke. Rettergangs- Politivæsenet trængte til Forbedring. "Den Beskyttelse paa Ære, Liv og Velfærd, som enhver Statsborger har Ret til at fordre, burde han have for intet, bør ikke koste Penge; thi derfor ud- reder enhver Sit til Statsudgifterne". Skyldsætningen skulde ikke være Maalestok for Beskatningen, og Friheden til at benytte Na- SIDE: 76 turens Frembringelser burde være uindskrænket. Udskibningslast skulde saaledes f. Ex. kunne skjæres paa enhver Flomsaug. Odels- retten skulde indskrænkes og "Indfødsretten gjælde i sin hele Udstrækning, saaledes, at, under lige Omstændigheder, Landets egne Børn ved Embeders Besættelse o. s. v. altid nyde Fortrin for Fremmede, dog uden at indskrænke den Forret, som Flid og Talenter uden Hensyn til Fødsel overalt bør have". Skrive- og Trykkefrihed skulde finde Sted, og Regjeringen aflægge Nationen Regnskab for Statens Forvaltning. Det andet, ligeledes nu oplæste, Dokument fra Buskeruds Amt indeholdt de samme Ideer, men i et heftigere Sprog. Saaledes anførtes som Grunde for at Kristian Frederik skulde frasige sig al Ret til den danske Krone, om han vilde vinde Norges, "at Kongeriget Norge altid har været anseet som Stifbarn, at dets Sønner i Almindelighed have maattet staae tilbage i Befordring for de Danske, og at man har lært af Erfaring, at Norge maatte være Offeret, naar det gjaldt Danmarks Fred og Rolighed m. v." Odelsretten maatte afskaffes som "en Landeplage". Regenten skulde ikke kunne slutte Fred eller erklære Krig eller give og ophæve Love uden Folkets Samtykke, og heller ikke kunne drage Fremmede ind i Landet til at forestaae Statens Embeder. Fri Afbenyttelse af de Fordele Naturen maatte tilbyde skulde tilkomme Enhver, og Regenten skulde aflægge offentlig Regnskab for Fi- nantserne. Begge Forslag vare ogsaa enige i at fremhæve Ager- dyrkningen som Statens vigtigste Støtte, der maatte have mest Krav paa Lovgivningens Opmærksomhed og Forvaltningens Om- sorg. Forsamlingen udsattes derpaa til næste Dag Kl. 12, til hvilken Tid Konstitutionskommitteens Hverv forhaabentlig vilde være ud- ført, hvorhos Præsidenten anmodede Medlemmerne om til da at vare betænkte paa Valget af en ny Præsident og Vicepræsident. 9de Mai. Indføds- og Stemmeretten afgjøres. Konstitutionskommitteen traadte sammen og blev færdig til be- stemt Tid, saa Rigsforsamlingen kunde aabnes paa Klokkeslettet den følgende Dag. Kommitteens Formand, Falsen, berettede, at SIDE: 77 den havde taget under Overveielse samtlige Betænkninger og Forslag i Anledning af §. 53, og at den maatte indstille denne til at udgaae og §. 39 til at gives saadan Forandring: "Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle geistlige, civile og militære Embedsmænd. Til Embeder i Staten skulle alene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk- lutherske Religion, have svoret Konstitutionen Troskab og tale Landets Sprog, samt a) ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersaatter, eller b) ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter, eller c) som have stadigt Ophold i Riget, eller d) som herefter opholde sig der i 10 Aar, eller e) som af Storthinget vorde naturaliserede. Dog kunne Fremmede beskikkes til Professorer, Lærere ved lærde Skoler, Læger og Konsuler paa fremmede Steder. De kgl. Prindser maae ei beklæde civile Embeder". Bryn imødegik yderligere i en Betænkning af Dags Dato, som blev fremlagt og oplæst, de af Sverdrup, Jørgen Aall, Midelfart o. fl. anførte Grunde for endnu ikke at udstrække Udelukkelsen af fremmede ogsaa til "Danske". Benævnelsen "Dansk" maatte nu, efterat det dansk-norske Baand var løst, være aldeles ens- tydigt med den af "Fremmed", og syntes ikke paa nogen Maade at kunne berettige til noget Fortrin her. Sverdrups Beregninger fandt han kunde ikke godtgjøre Nødvendigheden af at besætte andre Embeder med Udlændinger end Universitets- og Læge- poster. Sollicitantgangene i Kjøbenhavn vare endnu fulde af norske Kandidater, som alle vistnok vilde skynde tilbage til Fædre- landet, og Universitetet maatte aarlig afgive fleer, naar der i de mange ledige Embeder var saa kort Vei til Brødet. Noget synderlig vundet troede han ikke der vilde blive ved en Ud- vandring hid af brødløse danske Kandidater, og Kravet paa norsk Borgerret, fordi man var gift med en norsk Qvinde, fandt han kun slet grundet. Qvinden plejer jo at flytte til Manden, og ikke omvendt. Oplysningens Udbredelse maatte tilstrækkeligen op- naaes ved den foreslaaede Undtagelse for Universitetslærere og Læger; og hvad den Bemærkning angik, at Fremmedes Ude- lukkelse fra Statens Embeder ogsaa kunde afholde fremmede Fabrikanter og Industridrivere, da kunde han ikke opdage For- bindelsen derimellem. Inhuman kunde ikke den foreslaaede Ude- SIDE: 78 lukkelse kaldes; det vilde være en altfor stor Inhumanitet mod vore egne Medborgere, om den ikke fandt Sted. Ellers kunde vi faae danske Statsraader, danske Overøvrigheder -- kort komme under et Slags dansk Regjering, som vi ikke behøvede. Forøvrigt var han af den Formening, at de i Norge værende danske Embeds- mænd, der vilde sværge Konstitutionen, burde for egne og Børns Vedkommende nyde fuld Borgerret, saafremt de forbleve i Landet. Weidemann, tog derpaa i samme Aand Ordet. Det var ikke blot unødvendigt, men afgjort skadeligt, om Fremmede gaves Ad- gang til Landets Embeder. Kun de Udlændinge, som nu opholdt sig her og havde svoret dets Selvstændighed, burde ansees lige med Indfødte; men ikke de, som blot havde luret paa hvorledes det vilde gaae med denne, for derefter at bestemme sig, om de skulde aflægge Eeden eller ikke. For Fremtiden burde Fremmede aldeles være udelukkede fra Embeder, og ingen Dispensationer isaahenseende kunne meddeles, paa det vi ikke skulde faae "Tydskere til Oberster, hollandske Kaperkapitainer til Byskrivere, og for at forebygge, at det indfødte Geni ikke blev fortrængt til Kautokeino". Som bestemt Forslag fremsatte Taleren, at, dersom Rigsforsamlingen maatte finde, at den nye §'s Litr. c skulde an- tages, skulde denne gives saadant Tillæg: "og ikke have vægret sig for at aflægge den Eed at hævde Norges Selvstændighed". 84 Stemmer mod 26 antoge dette Forslag; 72 mod 36 vedtoge §'ens Litr. d., og eenstemmig gik Litr. e. samt de derpaa følgende Undtagelser igjennem. Falsen refererede derpaa, at Kommitteen, efter ligeledes at have taget under Overveielse de i Anledning af §. 54 indkomne For- slag, indstillede denne §. til at lyde saaledes: "Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i 5 Aar, og enten a) ere eller have været Embedsmænd, b) paa Landet eie eller bruge matrikuleret Jord, c) i Kjøb- og Ladesteder svare borgerlige Tyngder, eller eie Gaard eller Grund af Værdi idetmindste 300 Rbdr. S. V." Christie foreslog, at Stemmeretten ogsaa skulde udvides til dem, der, uden at være Jordejere, havde fast Bopæl paa Livstid, samt til Kapitalister, som havde 400 Daler Sølv i aarlig Rente. Apenæs yttrede, at, efter dette Forslag, vilde de fleste Gaardmænd i Laurvigs Grevskab udelukkes fra Stemmeret, da de kun havde sine Brug paa 6 Aar med Løfte om imidlertid at erholde Arve- SIDE: 79 fæste. Forslaget faldt dog mod meer end 2/3 Pluralitet, og lige- ledes med 83 mod 15 et fra Irgens, understøttet af Holck, hvilke begge vare fra Egne, hvor Landkræmmerne og Gjæstgiverne danne en betydende Klasse, om at Stemmeretten ogsaa skulle udvides til dem. Erichstrup opkastede Spørgsmaal, om hvorvidt §'ens Bestemmelse kom den talrige Skipperborgerklasse tilgode, der har Bopæl paa Landet udenfor Kjøb- og Ladestederne, hvortil Præsidenten svarede, at saa var Meningen, og at Udtrykkene skulde under §'ens Redaktion blive tydeliggjorte. Carstensen gav ham derimod noget overflødigere at svare paa i Bemærkningen, at Huusmænd ikke paa nogen Maade burde være stemmeberet- tigede, hvilket jo fulgte ligefrem af, at de ikke besidde matri- kuleret Jord. Ved den endelige Votering antoges §'ens første Afsnit tilligemed Litr. a. uforandret; Litr. b. saaledes forandret: "paa Landet eje eller for længere Tid end fem Aar have bygslet matrikuleret Jord" , samt Litr. c. saaledes: "i Kjøb- og Ladestederne have Borgerskab eller eje Gaard eller Grund" o. s. v. "§. 55: Inden 6 Maaneder efter denne Konstitutions Antagelse skal, i enhver Kjøbstad af Magistraten og i ethvert Præstegjeld af Fogden og Præsten, forfattes et Mandtal over alle stemmeberettige Indvaanere. Forandringer, det efterhaanden undergaaer, anføres ufortøvet deri. Enhver skal, forinden han indføres i Mandtallet, offentlig til Thinge sværge Konstitutionen Troskab". Hount yttrede, at det, for at undgaae Vidløftighed, kunde være nok, at Præsten forfattede Mandtallene for Landet, og at Eeden med større Høitidelighed, men mindre Uleilighed for Vedkom- mende, kunde aflægges ved Valgforsamlingen. §'en blev dog eenstemmig antaget. "§. 56: Stemmeret suspenderes l) ved Anklage til Thinge for Forbrydelser; 2) ved Umyndiggjørelse; 3) ved Opbud eller Fallit, indtil Kreditorerne have erholdt fuld Betaling". Meltzer mente, at Stemmeretten burde gives Fallenten tilbage naar han ved Akkord havde tilfredsstillet sine Kreditorer. Omsen fandt ikke i saadant Opgjør synderlig Grund for dem til Tilfreds- stillelse, hvorimod han formeente, at kun Den, som ved beviisligt Uheld var bleven nødt til at gjøre Opbud, burde, uden Hensyn til hvad Kreditorerne kunde faae, beholde sin Stemmeret. Han SIDE: 80 fremsatte derfor det Forslag, at der efter Ordene "eller Fallit" skulde tilføjes: "med mindre samme er foraarsaget ved Ildsvaade eller ved noget andet ulykkeligt og beviisligt Tilfælde". Efterat det med 56 mod 55 var bleven bestemt, at Forandring skulde skee i §'en, blev den eenstemmigen antaget med det af Omsen foreslaaede Tillæg. "§. 57: Stemmeret tabes 1) ved at have været dømt til Tugthuus, Slaveri og vanærende Straffe; 2) ved at gaa i fremmed Magts Tjeneste, uden Regjeringens Samtykke; 3) ved at erhverve Borgerskab i en fremmed Stat; 4) ved at overbevises om at have kjøbt Stemmer i Valgforsam- lingerne, solgt sin egen Stemme eller stemmet i flere end een Valg- forsamling". Irgens spurgte, om da ogsaa de til Tugthuus for Brændeviins- brænden Dømte skulde miste sin Stemmeret. Svaret er let at vide; men Spørgsmaalet var maaskee udrundet af hans talrige Erfaringer som Dommer i et Distrikt, Sogn, hvor Hadet mod den bestaaende Brændeviinslovgivning var stærkt og Overtrædelserne hyppige som i Irland. Ligesom der vidste man at hjælpe sig med en Gryde og en Geværpibe, og Bygdernes anseligste Mænd vare ofte indviklede i retlige Forfølgelser, der kunde tage en saa van- ærende Ende. Imidlertid gik §'en ved Voteringen eenstemmig igjennem. "§. 58: Valgforsamlingerne holdes paa Landet i Præstegjeldets Hoved- kirke, i Kjøbstæderne paa Raadhuset eller andet dertil beqvemt Sted. De bestyres paa Landet af Sognepræsten og hans Medhjælpere; i Kjøb- stæderne af disses Magistrater og Formænd. Stemmegivningen skeer i den Orden, Mandtallet viser. Stridigheder om Stemmeret afgjøres af Forsamlingens Bestyrere, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget". Holck oplæste et Forslag om at der for hvert Fogderi skulde af Amtmanden udnævnes til hver Gang tre omreisende Valg- bestyrere, hvilke burde være af forskjellige Sogne og "enten Embedsmænd eller andre Konditionerede, [fotnotemerke] som have det Almenes Tiltro". 58 Stemmer mod 52 erklærede sig dog for §'ens ufor- andrede Antagelse; og eenstemmigen antoges derpaa §. 59: "Førend Valgene begynde, skal Konstitutionen lydeligt oplæses, i Kjøbstæderne af den første Magistratsperson og paa Landet af Præsten". Fotnote: Med dette uheldige Ord har Proponenten, med sine Bergenhusinger for Øje, meent at sikkre Udførelsen af sit Forslag nogenlunde dannede, idetmindste skrivkyndige, Personer. SIDE: 81 Man sluttede Dagens Overvejelser; og ved de fleste Stemmer valgtes derpaa Falsen til Præsident og Krohg til Vice-Præsident for de følgende otte Dage. Mødet hævedes med at Finants- kommitteens Formand, Amtmand Krohg, meddelte, at den efter Evne havde tilendebragt sine Forretninger og ønskede sin Ind- beretning oplæst i Forsamlingen. Præsidenten bestemte, at dette skulde skee i den følgende Dags Møde, der berammedes til Kl. 10 Formiddag. 10de Mai. Storthingets Organisation og Myndighed. Finantskommitteens Indberetning. Udbyttet af denne Dag, 33 Paragrafer, kalder Brevskriveren fra Eidsvold medrette et "Kjæmpearbeide" og et "heroisk Skridt". Om otte Dage -- havde han Dagen før spaaet -- er "Hovedet slaaet paa Sømmet (Hovedet paa Sømmet er Kronen"), og der skal ikke megen Imagination til, for at see de samme glade For- jettelser i Falsens Flammeblik fra Præsidentsædet. Men der staaer ogsaa: "under mit Præsidentur skal Konstitutionen blive færdig; under min Haand skal dens sidste Paragraf udgaa, min Mund skal forkynde, at Værket er sluttet, at Norge har en Konstitution, saa fri som jeg drømte mig den nogensinde og opbyggede den i Tankerne sammen med mine Venner i Kontorværelset paa Wollebæk". [fotnotemerke] Efterat have anmeldt, at 6 Repræsentanter havde angivet For- fald, og da Sekretæren havde oplæst de næstforegaaende For- handlinger, foreslog Præsidenten at Konstitutionsudkastet "§. 60: I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemme- berettigede Indvaanere. Disse Valgmænd samles, inden otte Dage der- efter, paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrikt en Fjerdedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes at 3 til 6 vælge 1, 7 til 10 vælge 2, 11 til 14 Fotnote: Maaskee her ogsaa kunde være tillagt: "og som jeg fandt den udkastet i min Faders Papirer". Man sagde idetmindste det Æresord om sal. Assessoren, og at man havde faaet Veir i det "dernede". Hvad der saa truede, ligesom en fra Kattegat lavt i Horizonten opsvulmende Sky, har man gjort til et at Mo- tiverne til at denne Patriot frivillig opsøgte Aandernes frie Fædreneland. SIDE: 82 vælge 3, 15 til 18 vælge 4, og saa videre. Har en Kjøbstad færre end 150 Stemmeberettigede, sender den sin Valgmand til nærmeste Kjøbstad, for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge Kjøbstæder som eet Distrikt". Holck yttrede, at der burde sættes et bestemt Maximum for Repræsentanternes Antal fra enhver By og Amt, og foreslog samme til 4; og Kapitain Motzfeldt, at det burde bestemmes forud, hvormange der i Fremtiden skulde udgjøre Storthinget. 75 kunde være et passende Antal. Efter Omsens Mening 100. Flere fandt det ubeqvemt og upassende at bestemme Storthingets Netto- Personale, fordi det, om Flere end det fastsatte Antal vare ud- nævnte, maatte blive vanskeligt at afgjøre hvem der skulde gaae tilbage. Et Maximum og et Minimum burde dog sættes; men forøvrigt kunde man overlade næste Storthing at give de nærmere Bestemmelser. Falsen bemærkede, at der, efter §'en, ikke vilde blive over 90 -- 100. Nogle Repræsentanter vare af den Mening, at Valgmændene ikke burde kunne vælge udenfor sin egen Midte, idet de allerede vare stemplede med offentlig Tillid; men, efterat denne Mening af Flere var bleven bestreden, erklærede 54 mod 47 sig for Spørgsmaalet. Med 53 mod 52 blev det dernæst be- stemt, at §'en skulde undergaa Forandringer med Hensyn til den omdebatterede Bestemmelse om Repræsentantantallet, og een- stemmigen antoges, at Ordene "og saa videre" i Slutningen af anden Periode skulde udgaa, samt at der istedet derfor skulde sættes: "hvilket er det højeste Antal nogen Kjøbstad maa have". Ved 68 Stemmer mod 36 bestemtes, at det i §'en Foreskrevne kun skulde gjælde indtil næste Storthing, der skulde kunne forandre det efter et Minimum af 75 og et Maximum af 100 for Repræsen- tanternes Antal, og saaledes at Kjøbstadsrepræsentanternes skulde udgjøre en Trediedel af det hele. Med disse Forandringer, der skulde tilføjes den 62de §., blev altsaa §'en antagen. Eenstemmig antoges "§. 61: I hvert Præstegjæld paa Landet udnævne de stemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd, saaledes at indtil 100 vælge 1; for 100 til 200, 2; for 200 til 300, 3, og saa videre i samme Forhold". Ligeledes "§. 62: Disse Valgmænd samles inden en Maaned derefter paa et af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen SIDE: 83 Midte eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet, en Tiende- deel af deres eget Antal, til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes at 5 til 14 vælge 1, 15 til 24 vælge 2, 25 til 34 vælge 3, 35 til 44 3, o. s. v. i samme Forhold". Dog blev §'en saaledes forandret, at der istedetfor det sidste Komma sattes: "34 og derover 4; hvilket er det største Antal noget Amt maa sende". Samt vedføjedes §'en, ifølge ovennævnte Beslutning ved §. 60, Følgende: "De i denne og i den 60de §. indeholdte Bestemmelser gjælde indtil næste Storthing, men, saafremt det da befindes, at Kjøbstædernes Re- præsentanter udgjøre mere end en Trediedeel af hele Rigets, kan Stor- thinget, til Følge for Fremtiden, forandre disse §§., saaledes at Kjøb- stædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som 1 til 2; dog bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke blive mindre end 75, og ei større end 100". Eenstemmig antoges "§. 63: De i Riget værende Stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelst Sygdom, militær Tjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne sende deres skriftlige Stemmer til den, der bestyrer Valgforsamlingen, forinden disse ere tilendebragte". Ligeledes "§. 64: Ingen kan vælges til Repræsentant, med mindre han er 30 Aar gammel, og har i 10 Aar opholdt sig i Riget". §. 63 havde i det første Udkast det Tillæg: "Intet væbnet Korps kan, som saadant, stemme", og §. 64 lød deri saaledes: "Ingen kan hverken for By eller Bygd vælges til Repræsentant med- mindre han a) er 30 Aar gammel, b) kan tale Landes Sprog, c) har i 10 Aar været bosat i Riget". Med 61 Stemmer mod 38 antoges uforandret ogsaa "§. 65: Ingen af Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Kontorer [fotnotemerke] , eller Hoffets Betjente og dets Pensio- nister kunne vælges til Repræsentanter". Derimod tilføjede Major Sibbern Konstitutionskommitteen et Nederlag, idet han ved et skrivtlig Forslag fik forkastet "§. 66: Kun Halvdelen af et Distrikts Repræsentanter maa være Embeds- mænd. Er Tallet ulige, maa Embedsmændenes være det mindste". Fotnote: I det første Udkast: "Statsraadets Medlemmer og Officianter". SIDE: 84 Sibbern foredrog nemlig følgende paa Stedet nedskrevne Forslag: "Naar ikke Valget kan være frit; naar ikke den, der har sine Med- borgeres Tillid, ubehindret, hvad enten han er Embedsmand eller ikke, kan vælges til Repræsentant, naar han ellers har de fornødne, i Kon- stitutionen bestemte, Egenskaber: saa troer jeg, der ogsaa bør gjøres Indskrænkning paa flere Sider, end blot for Embedsmændene. Saaledes som Paragrafen nu er fremsat, kan jeg vel tænke mig som muligt, at Faa eller Ingen af den agtværdige Bondestand blive valgte, og dette vilde vistnok være ligesaa urigtigt, som upassende; men jeg kan ogsaa tænke mig som sandsynligt, at de to Trediedele af Storthingets Med- lemmer blive Bønder, og Saadant var vel, fra flere Synspunkter be- tragtet, end urigtigere. Jeg skulde derfor give mig den Ære at fore- slaa, at, dersom ikke Paragrafen aldeles kan udgaa, maatte den omtrent hedde saaledes: Kun Halvdelen af et Distrikts Repræsentanter maa, for- saavidt Byerne betræffer, være Embedsmænd. Er Tallet ulige, skal Embedsmændenes være det mindre. Af hvert Amt skal i det mindste een, og ikke over to af dets Repræsentanter være af Bondestanden". Hvo gjenkjender ikke i Paragrafens og i Sibberns subsidiære, fra det Adler-Falsenske Udkast optagne [fotnotemerke] , Forslags Demokratisme en af vor egen Tids herskende Aander, af netop vort eget Folks, fra sin Forviisning fra Grundlovens Bogstavrækker til Liv og Virkeliggjørelse tilbagekaldte, seirende Ideer? I denne §. lærtes dette først, og af Konstitutionens Fædre, at det var et Folk af Bønder, at Dets var Magten, og at Den, hvis Magten var, vel ogsaa tilkom en Broderpart af Æren. I den ligger Dragetanden, hvoraf Tidens Kjæmpe og Herre er opvoxet, af disse forkastede Korn er den Sæd fremgroet, som, med al sin Svimmelgrøde, har givet vort senere politiske Liv sin kraftigste Føde og en god Deel af den Marv i Ryggen som det har. Udstødt af Grundloven, er Ideen om en Overvægt i Repræsentationen vendt tilbage til Folkets Almues Sind, som en Melodi for den blindes Øre, der fremkalder Rækker af Tanker og Erindringer i hans Hoved. Udstrøgen af Rigsforsamlingens Theorier, har Folket dog stavet sig til hvad der har staaet, og hiin Idee er bleven Armkraften i dets Praxis, og Fotnote: See dettes §. 60, der ogsaa forklarende tillægger: "Af 3 maa saaledes kun vælges 1 Embedsmand, af 5, 2. Skal kun 1 Repræsentant vælges, saa maa han ikke være Embedsmand". I 1824 foreslog derimod den samme Falsen, at der kun maatte vælges een Bonde fra hvert Amt, men som dog skulde være ude- lukket fra Lagthinget. Tempora mutantur etc. SIDE: 85 lyslevende og med tungt Fodslag har den indfundet sig paa Folkets Valgmøder, og styrer nu disse. Konstitutionens egentlige Fædre, Medlemmerne af Konstitutions- kommitteen, vare altsaa, idet de vilde indføre en Standsovervægt, ikke klogere end de, der nu tage dem saa strengt, og tidt med en modbydelig Begjærlighed, paa det undslupne og tilbagetagne Ord? Det var farligt at antyde noget saadant, at vække Mistanke mellem Klasserne, et Feilgreb at ville indskrænke Friheden i Valgene. Men vare de i dette Punkt ikke klogere end denne Tankes Misbrugere, saa vare de ædlere, thi Feilgrebet skeede netop af varm republikanskartet Kjærlighed til Friheden, bona fide, af Tiltro til Datids uforqvaklede Bonde, og idet Ideen om et Bonde- vælde inden Repræsentationen udgik fra en talrig Kommittee af bare Embedsmænd, har man det herligste Vidnesbyrd om den begeistrede, uegennyttige Sinceritet, hvormed de rygtede sit Hverv. Det var Geniets Uskyldighed. Men Sibbern opdagede Faren der- ved. Deraf hans primære Forslag [fotnotemerke] . Hans subsidiære var kun en Lempen efter den sværmerske Kjærlighed, hvormed de var- meste Hoveder inden Rigsforsamlingen drømte sig en ægte natio- nalfarvet Repræsentation, en Gjenopstandelse af de gamle Thing paa Gulen og Frosten. Der vare Bønderne Alt. Her maatte de være det Meste og Antallet af deres Graa- og Hvidkofter give de nye Thing den nationale Farve og Karakteer. Det lykkedes Sibbern at vække Forsamlingens Eftertanke over Tingen. 82 mod 18 bifaldt hans Forslag, at §'en ganske skulde udgaa. "§. 67: Valg- og Distrikts-Samlingerne holdes hvert 3die Aar; de skulle være tilendebragte inden December Maaneds Udgang". -- antoges med 95 Stemmer imod 7; og eenstemmigen "§. 68: De saaledes udvalgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing". "§. 69: Saasnart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en Fuldmagt, underskreven paa Landet af Overøvrigheden og i Kjøbstæ- derne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd til Beviis for, at de paa den i Konstitutionen foreskrevne Maade ere udnævnte. Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget". Ved den sidste §. opkastedes Spørgsmaal, om ikke Valgmændene Fotnote: Paa Storthinget i 1816 kom han paany frem med det. SIDE: 86 ogsaa burde have Fuldmagter fra Valgforsamlingerne, men man fandt, at en Udskrivt af Protokollen maatte ansees som Fuld- magt nok. Med meer end 2/3 Stemmefleerhed antoges efter Utkastet "§. 70: Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig til at mod- tage Valget, med mindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovlige af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets Bedømmelse. Som undskyldende Aarsag til Vægring for den valgte Repræsentant gjælder dette, at han forhen 2 Gange i Rad har mødt paa et ordentlig Storthing. Hindres en Repræsentant ved lovligt For- fald fra at møde paa Storthinget, træder den, som næst ham har de fleste Stemmer, i hans Sted". Eenstemmigen antoges "§. 71: Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Stats- kassen for Reiseomkostningerne til og fra Storthinget, og for Underhold- ning i den Tid, han der maa opholde sig". Ligesaa "§. 72: Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget, samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Hæftelse, med mindre de gribes i offentlige Forbrydelser; ei heller kunne de udenfor Forsamlingen drages til Ansvar for de Meninger, de i Storthingets For- samlinger yttre. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at rette sig". Med 59 Stemmer imod 41 bifaldtes uden Forandring ogsaa "§. 73: Storthinget aabnes i Almindelighed den første Søgnedag i Februar Maaned hvert 3die Aar i Rigets Hovedstad, med mindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtligt Indfald, smitsom Syge, o. d., dertil bestemmer en anden Kjøbstad. Saadan Be- stemmelse maa da betimeligen kundgjøres". Sverdrup vilde, at Storthinget kun skulde holdes hvert 5te Aar, og Diriks, at det kunde overlades Storthinget at bestemme naar det følgende skulde holdes. Flere fremhævede derimod Vigtig- heden af at Tiden blev bestemt, forat forebygge en lang og ska- delig Udsættelse og at de midlertidige Anordninger, som kunde være Landet til Meen, fik for lang Gyldighed. Den foreslaaede Tid af hvert 3die Aar var ogsaa upaatvivlelig den passende som hverken for lang eller for kort. SIDE: 87 "§. 74: I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udsteder da en Kund- gjørelse, som bør være læst i alle Hovedstadens Kirker i det mindste 6 Uger forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte Sted". Flere meente, at Bekjendtgjørelsen om et overordentligt Stor- thing burde skee ved alle Rigets Hovedkirker, og at den ialfald burde være saa almindelig, at Ingen skulle kunde paaskyde Uviden- hed derom. Falsen yttrede derimod, at Omstændigheder kunde gjøre en saa hurtig Sammenkaldelse af Storthinget nødvendig, at en saa udstrakt Publikation blev umulig, hvorfor han troede at det vilde være tilstrækkeligt naar den udvidedes til alle Stiftsstæders Kirker. Han foreslog derfor, at der istedetfor Ordet "Hoved- stadens" i 2den Periode, skulde sættes: "fire Stiftsstæder", og med denne Forandring blev §'en eenstemmig antagen. Ligesaa antoges eenstemmig de tre følgende §§., nemlig: "§. 75: Et saadant overordentligt Storthing kan af Kongen hæves, naar han forgodt befinder". "§. 76: Storthingets Medlemmer fungere som Saadanne i 3 paa hin- anden følgende Aar, saavel ved de overordentlige som det ordentlige Storthing, der imidlertid holdes". "§. 77: Hvis et overordentligt Storthing endnu holdes paa den Tid, det ordentlige skal sammentræde, ophører det Førstes Virksomhed, saa- snart det Sidste er samlet". I første Udkast lød Slutningen af §. 76: "saavel ved de almin- delige som overordentlige Storthing, der imidlertid holdes". Voteringen over den følgende §. viser derimod en stærk Dis- sents idet Stemmerne paa det nærmeste vare ligesaamange paa begge Sider. Med 54 mod 52 antoges nemlig omsider uden For- andring "§. 78: Folket udøver sin lovgivende Magt ved Storthinget, der be- staaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing". I første Udkast var denne §. affattet i to saalydende: §. 70: "Den lovgivende Magt udøves af Storthinget". Og §. 71: "Det bestaaer af to Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing, og for- bliver samlet saalænge det finder det fornødent, dog ikke over tre Maaneder". Disse Benævnelser skrive sig fra det Adler-Falsenske Udkast, SIDE: 88 §. 70, hvor Nationalrepræsentationen foreslaaes deelt i et "Lag- mandsthing" og et "Odelsthing". Ideen, at kalde det gamle man- dige Ord "Thing" tillive igjen, var saaledes fælles for nysnævnte og det wergelandske Udkast. I Kommitteen foreslog Falsen Ordet "Althing" som Navn for den samlede Nationalrepræsentation istedetfor det i hans Udkast brugte "Rigsforsamling"; men Werge- lands Benævnelse "Storthing" vandt Bifald, uagtet der anførtes, at det i Udtalen lød som en i det Latterlige faldende Modsætning til "Smaating". I Wergelands Udkast var ogsaa Ordet "Storthings- mand" brugt om Repræsentanterne, hvilket ligeledes er beholdt. "Benævnelserne Lagmandsthing og Odelsthing -- anmærkes der i det Adler-Falsenske Udkast -- synes ikke alene at være aldeles adæqvate, men have endog det Fortrin, at være udledede af Landets gamle Sprog. Thing kaldtes fordum et Møde af Landets Mænd til Overveielse af dets Tarv; Lagmand en i Loven kyndig Mand, og Lagmandsthing følgeligen en Forsamling af Mænd, som modnere Alder og deraf følgende bedre Indsigt hæver over Mæng- den. Odelsfrihed var fordum Skattefrihed; ved den Ret, selv frivilligen at bestemme de Skatter, det vil yde, faaer Folket paa en Maade sin Odelsfrihed tilbage, og den Forsamling, som paa Nationens Vegne bestemmer Afgifter og Paalæg, synes derfor med Føie at kunne kaldes Norges Odelsthing". For at blive "Lagmand" maatte man efter Udkastet, enten eie et Jordegods af 10,000 Speciers Værdi, eller have en Indtægt af mindst 800 Species, altsaa var Lagthinget efter Falsens Idee en paa Formue grundet Slags Efterligning af det engelske Overhuus. Meningerne delte sig over Spørgsmaalet, om Storthinget skulde bestaae af to Afdelinger eller ikke. Paa den ene Side fremførte man, at det kun vilde forsinke Sagernes Gang og maaskee skade Samdrægtigheden. Man vilde ikke være kommen saa langt i Rigsforsamlingen, om den havde været deelt i to Kammere. Paa den anden, at Sagernes Behandling vilde vinde i nøiagtig Prøvelse, om Storthinget deeltes; og dette maatte vel være det vigtigste. For den første Mening optraadte især Kapitain Motzfeldt med en udførlig udarbeidet, den 8de Mai dateret, "Betænkning om Ud- øvelsen af den lovgivende Magt," hvori han forfegter den størst mulige Simpelhed ved Storthingets Organisation. Efterat have henpegt paa den Erfaring, der lod sig hente fra andre Folk, formeente han, at den rimelige Hensigt med Lag- SIDE: 89 thingets Ret til at forkaste Odelsthingets Beslutninger, nemlig at forebygge Overilelse og Partiaandens Indflydelse, vilde ligesaa let opnaaes ved at bestemme, at ethvert Lovforslag skulde de- batteres i Storthinget paa tre forskjellige Dage [fotnotemerke] . Saameget vilde han beholde af det engelske Parlament-Maskineri, men forøvrigt erklærede han Afdelingen i to Kamre forat maatte blive enten unyttig eller skadelig. "Er der -- sagde han -- f.Ex. iblandt Repræsentanterne en afgjort Overvægt af et vist Parti eller en vis Interesse, da er det rimeligt, ja det synes en absolut Følge af Tingens Natur, at Valget af Lagthingets Medlemmer bliver saadant, at bemeldte Parti faaer Overvægten paa begge Thing, og Afdelingen bliver saaledes unyttig. Bliver det derimod Tilfældet, som Nogle formode, at de meest oplyste Mænd blive valgte til Lagthinget, saa er det at befrygte, at de, der blive tilbage i Odels- thinget, ei have Oplysning nok til deres vigtige Kald. Dette og den Uenighed imellem de tvende Thing var vistnok meget skadeligt. Hele Lovgivningen kunde komme til at standse; thi Odelsthinget kan Intet faa frem, uden Samtykke af Lagthinget, og dette kan ligesaalidet bevirke andre Love, end hiint vil foreslaae. Og end skadeligere bliver det maaskee, om disse 2de Thing, for at holde Lovgivningen i Gang, vexel- viis føie sig efter hinanden. -- Jeg holder saaledes for, at Storthinget bør være udeelt". Repræsentanten opkastede dernæst følgende tænkelige Indven- dinger imod Storthingets Udøvelse af den lovgivende Magt: "1) Repræsentanternes Antal bliver saa stort, at det vil vorde vanskeligt for dem, at faa den Eenhed i Beslutning, som udfordres til Lovgivning. 2) Vort Folks liden Kultur lader befrygte, at Mængden af Repræsen- tanterne ei besidde den fornødne Duelighed dertil. 3) Af en enkelt Stand eller en enkelt Interesse kan der paa Storthinget blive en be- stemt Overvægt, og altsaa Lovene affattede eensidigen. 4) Skjøndt hver især eller alle tilhobe af de 3de foregaaende Mangler ikke just direkte kunde fremvirke skadelige Love, da Kongen har Ret til at for- kaste dem, saa kan det dog skee indirekte; thi det kan tænkes, at Kongen kan blive nødt til at sanktionere slette Love, for at faa gode og nødvendige Love fremmede, eller for at faa de nødvendige Penge- udredninger besluttede paa Storthinget". Betræffende den første Indvending, troede Taleren, at Antallet burde bestemmes til omtrent 75, hvoraf en Trediedeel fra Kjøb- Fotnote: Efter det Adler-Falsenske Udkast skulde ethvert Forslag, som maatte frem- komme paa et af Thingene, tre Gange oplæses efter et Mellemrum af tre Dage. SIDE: 90 stæderne, og at et Lovforslag, som var bleven forberedt ved en Kommitteeindstilling, da ikke i Antallet vilde møde nogen Hin- dring for sin Gang. Den anden Indvending, endskjøndt han troede, at Repræsentationen just under Udøvelsen af sit Hverv snart vilde erhverve den nødvendige Kultur, fandt han betænkeligere, navnlig med Hensyn til den Bedømmelse af Landets nye eller dog gjenfødte Lovgivning, som vilde falde i første Storthings Lod. Den nye Lovbog, som skulde forfattes af den Lovkommittee man havde at vælge, burde derfor ikke underkastes Storthingets Deci- sion, men kun dets Gjennemsyn for at gjøre Bemærkninger, som Lovkommitteen da skulde tage under Overveielse. Storthinget burde nok beslutte Lovene, men overlade en Kommittee at for- fatte de Love, der skulde forelægges Kongen til Sanktion. Lovene vilde da neppe blive saa mange, og Repræsentanternes parla- mentære Evner udvikle sig under Øvelsen. Mod de to andre Betænkeligheder var det ondt at finde paa Raad uden at ind- skrænke Folkets lovgivende Magt, og saa blev der ikke meget tilbage af Friheden. Han vidste, at Flere af Forsamlingen vare stemte for at overdrage Lovgivningen til et permanent lovgivende Korps; men baade vilde dette blive kostbart, da man vel, for Beskatningens Skyld, maatte beholde Storthinget, og det var at befrygte, at det lovgivende Korps snart vilde faa et for Folkets Frihed skadeligt Vælde. Desaarsag foreslog han følgende: Til §§. 78 og 79, at Inddelingen af Storthinget i Lagthing og Odels- thing skulde bortfalde. Til §. 80: Ethvert Lovforslag skal paa Stor- thinget debatteres 3de Gange og paa 3de forskjellige Dage, førend Be- slutning tages. Til §§. 60, 62 og 68: Antallet af Storthingets Repræsentanter skal omtrent være 75, hvoraf den ene Trediedeel skal være fra Kjøbstæderne. Det Forhold, som til den Ende maa finde Sted imellem Valgmændene i Byerne og Distrikterne og de Repræsentanter, de skulle vælge, skal, med Hensyn dertil, bestemmes af den nuvælgende Lovkommittee, hvor- for Mandtallet over de Stemmeberettigede snarest muligt til den maa indsendes. Til §. 81 a): At give og ophæve Love, saa tidt Saadant, efterat den nye Lovbog er sat i Kraft, findes nødvendigt. Til §. 99: Den nye almindelige civile og kriminale Lovbog, som af den nuvælgende Lovkommittee skal udarbeides og forelægges 1ste eller 2det Storthing, skal af dette gjennemsees; og skal Lovkommitteen tage under nøiagtig Overvejelse de Bemærkninger, som Storthinget derom SIDE: 91 maatte gjøre, forinden Lovbogen forelægges Kongen til Sanktion. For- saavidt Lovkommitteen ei er enig i de Bemærkninger, Storthinget har gjort, skal den skrivtligen tilkjendegive Samme sine Grunde derfor. Det ligner et Folk af det Norskes Sindighed, at omgjærde sig imod Muligheden af egne Udskeielser af Friheden, om end noget af dennes Friskhed og berusende Sødme skulde gaae tabt. Der- for tempererede det selv forud dens umiddelbare Nydelse af Mængden ved det indirekte dobbelte Valgsystem, og det seirende Tokammer- eller Filtrerings-System var heller intet andet end en saadan Betænksomhedens Garanti imod egen Skrøbelighed. De to i hinanden gribende Tagghjul af engelsk Model, indsatte i Maskinens Indre, vilde vel ikke gaa saa hurtigt eller bevæge sig i Dagen for Alles Øine med saamegen Støi, som det enkelte store efter de franske Modeller fra Aarene 90, men de vilde knuse Tingene bedre og levere et finere og bedre Udbytte, og -- saa hedte det: sat cito si sat bene. Efter Udfaldet af Voteringen over §. 78, var det for Minoriteten intet at gjøre for Motzfeldts Bemærkninger med Hensyn til de to følgende §§., hvilke da ogsaa eenstemmigen gik igjennem. Nemlig "§. 79: Saasnart Storthinget har konstitueret sig, aabner Kongen eller den, Han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale. Han under- retter det om Rigets Tilstand og de Gjenstande, hvorpaa Han især øn- sker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberationer maae finde Sted i Kongens Nærværelse. Storthinget udnævner iblandt sine Medlemmer en Fjerdedeel, som udgjør Lagthinget; de øvrige tre Fjerdedele udgjøre Odelsthinget. Hvert Thing holder sine Forsamlinger særskilt, og udnævner sin egen Præsident og Sekretær". Og "§. 80: Intet af Thingene kan holdes, medmindre to Trediedele af dets Medlemmer ere tilstede". "§. 81: Det tilkommer Storthinget; a) at give og ophæve Love, at paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, som dog ei gjælde længer end til 1ste Juli i det Aar, da et nyt ordentligt Stor- thing er sammentraadt, med mindre de af samme udtrykkelig fornyes; b) at aabne Laan paa Statens Kredit; c) at føre Opsyn over Rigets Pengevæsen; d) at bevilge de til Statens Udgivter fornødne Penge- summer; e) at bestemme, hvormeget aarligen skal udbetales Kongen til hans Hofstat, og at fastsætte den kongelige Families Apanage, som dog ikke maa bestaa i faste Ejendomme; f) at lade sig forelægge Stats- raadets Protokol og alle offentlige Indberetninger og Papirer -- egent- lige militære Kommandosager undtagne; g) at lade sig meddele de For- SIDE: 92 bund og Traktater, Kongen paa Statens Vegne har indgaaet med frem- mede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maa stride imod de offentlige; h) at kunne fordre Enhver til at møde for sig i Statsanliggender -- Kongen og den kongelige Familie undtagen; - dog gjælder denne Undtagelse ikke for de kongelige Prindser, forsaa- vidt de maatte være Embedsmænd; i) at revidere Civil- og Militær- Etatens Gage- og Pensions-Lister, og gjøre deri de Forandringer, det finder fornødne; k) at udnævne 5 Statsrevisorer, der skulle gjennemsee Statens aarlige Regnskaber, og bekjendtgjøre Extrakter af samme ved Trykken; hvilke Regnskaber hvert Aar, inden 1ste Juli, skulle tilstilles disse Revisorer". Ved Voteringen over de enkelte Poster, bleve de første otte eenstemmigen antagne uden Forandring. Ligeledes 9de, saaledes forandret, at der istedetfor Ordene "Civil- og Militær-Etatens" sættes "midlertidige", og 10de med det Tillæg, at der foran Ordet "Extrakter" sættes "aarligen". Som 11te Punkt opførtes tilsidst eenstemmigen mellem Storthingets Rettigheder: At naturalisere Fremmede. At meddele Fremmede Borgerret, anførte man, kan ikke til- komme nogen Anden end de som eie og udøve den; og det er Folket. Den Glæde Indfødsretten i sin Tid havde vakt og Spørgs- maalene i de offentlige Blade, om Andre end Norskfødte skulde kunne vælges til Rigsforsamlingen, maatte henlede dennes Op- mærksomhed paa denne vigtige Ret, og Erhvervelsen deraf maatte især glæde de Medlemmer, som, idet de forudsaa den danske Prindses Valg, tillige frygtede, at det atter skulde blive heddende som i Visen: "Juten raaer lel mest ti Galin", d. e. Magten i Hans Haand til at begunstige de Sværme af hans Landsmænd, som, naar han først sad fast her, nok vilde indfinde sig hos en Fyrste, der viste saamegen Tilbøielighed til at omgive sig med dem. At det suveræne Folk, under sin Fordeling af Magten, lagde Natu- ralisationen under sig, var derimod en Anstødssteen mindre for Regentens Valg. Steenstrup vakte Motion om at bestemme Fordelingen af disse Forretnings- og Myndighedsposter imellem det samlede Storthing og hvert af dets Kamre. Dette Spørgsmaal hvorpaa hverken Udkastet havde indladt sig, eller man fandt sig belavet, tegnede til at bevirke langvarig og uordnet Debat, hvorfor Flere vilde have det overladt til Storthingets egen Afgjørelse. Paa Præsi- SIDE: 93 dentens Forslag besluttede man dog tilsidst at udsætte det til den følgende Dag, til hvilken Tid han opfordrede Medlemmerne til at tage det under Overveielse. "§. 82: Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten ved dets Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad. Er Forslaget der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster det; og i sidste Tilfælde sendes det tilbage, med tilføjede Bemærkninger. Disse tages i Overvejelse af Odelsthinget, som enten henlægger Lov- forslaget, eller atter indsender det til Lagthinget". I Kommitteens første Udkast sluttede §`en saaledes: "atter ind- sende det til Lagthinget med Forandringer". Denne Slutning op- toges nu saaledes stilet: "med eller uden Forandring"; og med dette Tillæg antoges §`en eenstemmig. Provst Schmidt foreslog, at der endvidere skulde tilføies: "Naar et Forslag fra Odelsthinget 2 Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derfra er bleven tilbagesendt med Afslag, da træder hele Storthinget sammen, og ved Totrediedele af dets Stemmer afgjøres da Forslaget. Imellem enhver saadan Deliberation maa i det mindste hengaa 3 Dage". Dette var igjen at ophæve Strengheden af Tokammersystemet, og at reducere Lagthinget til en Censurkommittee. Ideen, der saaledes gik ud paa en Lempning imellem de 54 og 52 ved Vote- ringen over §. 78, og unegtelig paa en simpel og original Maade, ved denne Appel til begge stridige Afdelingers forenede Intelligents, opløste Vanskeligheden med et Forslags Standsen paa en Mi- noritets haardnakkede Veto , vandt ogsaa Bifald efter mindre Kamp end man skulde ventet , det strenge Tokammersystems Fader, Falsen, vilde have foranlediget, idet nemlig 62 Stemmer imod 39 erklærede sig for Tillægget. "§. 83: Naar en af Odelsthinget foreslaaet Beslutning er bifalt af Lagthinget, sendes den, ved en Deputation fra begge Storthingets Af- delinger, til Kongen, med Anmodning om hans Sanktion". -- Blev eenstemmig antagen, med det Tillæg, at der efter Ordet "Lagthinget" sattes "eller Storthinget, efter §.82". Ligeledes bi- faldtes uden Forandring "§.84: Billiger Kongen Beslutningen, forsyner han den med sin Underskrivt, hvorved den vorder Lov. Billiger han den ikke, sender han den tilbage til Odelsthinget, med den Erklæring: at han ikke for Tiden finder det tjenligt at sanktionere Beslutningen". SIDE: 94 Det Falsenske Udkast havde i §. 94 antaget, at Kongen ikke vilde negte sin Sanktion til en Lovbeslutning, som, efter at være drøftet af tre paa hinanden følgende Rigsforsamlinger, uforandret tredie Gang blev ham forelagt. Og heri, saavelsom i Frankrigs Exempel fra 1791, hvor Stridighederne mellem Konge og National- forsamling om Veto'et havde vakt Verdens Opmærksomhed for at det er ved dette Spørgsmaal Demokratisme og Monarkisme egentlig skille sig, laa Spiren til den Bestemmelse i den følgende §., som, idet den kun tillægger Kongen et suspensivt Veto i Lov- givningen, paatrykker hele Forfatningen dens afgjort demokratiske Præg, og opstiller uden Sky Folkesuveræniteten som dens øverste Princip. Den lød i Udkastet i umiddelbar Følge med fore- gaaende saaledes: "§. 85: Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da siddende Storthing forelægges Kongen, som paa samme Maade kan forholde sig, om paa næste ordentlige Storthing paa nyt foreslaaes samme Beslutning; men, bliver den ogsaa af det tredie Storthing, efter igjen at være bleven drøftet, atter paa begge Thing uforandret antagen, og den da fore- lægges Kongen, med Begjæring, at Hans Majestæt ikke vil negte en Beslutning sin Sanktion, som Storthinget efter det modneste Overlæg, anseer for gavnlig, saa vorder den Lov, om end Kongens Sanktion ikke paafølger, inden Storthinget adskilles". Der debatteredes først over §'ens Indhold, der syntes at slaae endeel Repræsentanter med den, ikke just oprigtige, Blusel, be- skedne Børn føle, naar de mærke, at de have forsynet sine egne Tallerkener vel drøit. Under Debatterne bleve de dog bibragte Overbeviisningen om, at Kongen heller ikke var bleven forglemt. Der var heller Ingen, som gjorde sig nogen alvorlig Umag for igjen at faae dette Hovedstykke fraskudt Folkets Anpart i de konstitutionelle Rettigheder: og denne Løihed i Debatterne, hvor- under de, som talte og stemte imod §'en, gjorde dette med saa- liden Kraft og Grundighed, at deres Stemmegivning endog kunde synes ledet af mindre uafhængige Hensyn, viser, at Forsamlingen idet Hele var for det suspensive Veto. Man henpegede vel paa, at Storthinget allerede var bleven vel betænkt i §.81, og yttrede Frygt for at Ligevægten imellem Statsmagterne vilde blive for- rykket; men imod Bemærkningen om §.81 opstillede man §§'erne 33 og 36, og anførte, at Folket dog maatte være den Nærmeste til at besidde den deciderende Myndighed i Lovgivningsanliggender, SIDE: 95 og at Kongen dog besad een Statsmagt, nemlig den exsekutive, udeelt, Militærbefalet, Kirkeprimatet, Udnævnelsesmyndigheden, Magten til at begynde Krig og slutte Fred og Traktater, samt i Anordnings-, Forslags-, Sanktions- og Benaadningsretten Andeel i begge de øvrige Magter. Med saamange Magtens Straaler var ikke Kongedømmet udstyret i de konstitutionelle Stater, hvor det ellers var tillagt et absolut Veto -- kort, i Rigsforsamlingen hørtes næsten alle de Grunde imod at forøge dermed Normændenes Konges Attributioner, som den berømte Konstitutionskommittee paa Storthinget i 1824 opstillede imod den kongelige Proposition om Ophævelsen af det suspensive Veto, og hvortil de senere Storthing uforandret have henholdt sig. Ved Voteringen, om §'en skulde forandres eller ikke, blev den bifaldt uden Forandring med 65 imod 38; og Norge var nu den frieste Stat i Europa -- paa Papiret. "§. 86: Kongens Sanktion udfordres ikke til de af Storthingets Be- slutninger, hvorved a) det erklærer sig samlet som Storthing, efter Kon- stitutionen; b) det bestemmer sit indvortes Politi; c) det antager eller forkaster de tilstedeværende Medlemmers Fuldmagter; d) det stadfæster eller forkaster Kjendelser om Valgstridighed; e) og endelig den Beslut- ning, hvorved Odelsthinget sætter Statsraader eller Andre under Tiltale". §'en antoges eenstemmigen med det Tillæg som Litr. f) "Be- slutningen, hvorved Fremmede naturaliseres". Ligesaa de følgende sex §§.: §. 87: Storthinget forbliver samlet saalænge det finder det fornø- dent, dog ikke over tre Maaneder, uden Kongens Tilladelse. Naar det, efterat have tilendebragt sine Forretninger, eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige sin Resolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som han ikke udtrykkeligen antager, ansees af ham som forkastede". "§. 88. Enhver Lov (de i §.85 benævnte undtagne) udfærdiges i Kon- gens Navn og under Rigets Seigl, efter følgende Formular: Vi . . . af Guds Naade og efter Rigets Konstitution Norges Konge, gjøre vitterligt: at Os er bleven forelagt Storthingets Beslutning af Datum, saalydende: . . . . . thi have vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte Samme som Lov, under Vor Haand og Rigets Seigl". "§. 89: De provisoriske Love, som af Kongen udgives i den Tid, da intet Storthing holdes, saavelsom de øvrige Anordninger og Befalinger, der vedkomme den udøvende Magt alene, affattes saaledes: Vi . . . . SIDE: 96 gjøre vitterligt: at Vi, i Kraft den Os ved Rigets Konstitution meddeelte Myndighed, have besluttet, ligesom Vi herved beslutte o. s. v.". "§. 90: Storthinget kan indhente Højesterets Betænkning over juri- diske Gjenstande". "§. 91: Storthinget holdes for aabne Døre, og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, med mindre det Modsatte besluttes ved Stemme- fleerhed". "§. 92: Ingen Befaling, af hvem den end maatte være udstedt, hvis Hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, maa adlydes uden at de Adlydende derved gjøre sig skyldige i Forræderi mod Fæd- renelandet". Betræffende Storthingets Frihed og Sikkerhed havde det Adler- Falsenske Udkast den Bestemmelse, at intet militært Korps maatte, uden Storthingets egen Tilladelse, nærme sig det paa 2 Mile, med mindre det vilde ansees skyldigt i Landsforræderie, og efter Werge- lands maatte ingen Troppesamling finde Sted inden 4 Miles Af- stand, ligesom heller ingen Bevæbnet maatte findes i Storthings- salen. Man var bleven færdig med Storthinget. Der stod nu kun saameget tilbage af Dagen, at Finantskommitteens Indberetning, efter Gaarsdagens Beslutning, kunde blive oplæst; og det skede da, hvorhos ogsaa de Bilag bleve meddeelte, som man forlangte at høre. Finantskommitteens Indberetning. Forsamlingen underrettedes heri om, at Finantskommitteen havde gjort følgende Poster til Gjenstand for sine Undersøgelser: "1) Til hvor stor Summa Rigets Indtægter og Udgivter aarligen have beløbet i flere Aar, med et vist Mellemrum i Tiden, men dog saavel i Fred som i Krig. 2) At undersøge, til hvor stor en Summa Rigets Statsgjeld beløber indtil den nærværende Tid. 3) At gjennemgaa den forfattede Oktroi samt Reglementet til en Nationalbanks Indretning, og at afgive Betænkning derover. 4) At forelægge Rigsforsamlingen en omtrentlig Kalkul over den Seddelmasse, som fremdeles vil blive nød- vendig at lade udstede af Rigsbanken til Regjeringens Disposition, ind- til den næste Rigsdag er afholdt, hvilken er antagen at skulle afholdes i Februar Maaned 1815; og 5) at give en Oversigt over Rigets Handels- ballance i et Fredsaar". SIDE: 97 Da Komitteen ikke var eller kunde være bekjendt med det af Kon- stitutionskommitteen forfattede Udkast til Rigets Statsforfatning, blev denne Plan forelagt Samme udi et fælleds Møde, deels for at komme til Erfaring om, hvorvidt den ansaaes at være noksom udvidet, dels for ogsaa at erholde oplyst, om nogen ny Gjenstand, Finantsvæsenet vedkommende, der muligen kunde staae i Forbindelse med Konstitu- tionen, attraaedes undersøgt. Under denne Forhandling vidste man Intet at indvende imod eller at tilføie den forelagte Plan, og det er paa Grund heraf Kommitteen, ligesaa tillidsfuld til den hele Rigsforsamling, som overbeviist med sig selv om at have anvendt sin bedste Flid, paa det anbetroede Arbeide maatte blive paa den nøiagtigste og or- dentligste Maade udført, fremlægger tillige med denne Rapport, der al- deles refererer sig til samme, de dertil hørende Beregninger, Forslag og Kalkuler". Finantskommitteen havde i en foreløbig Konferents med Konsti- tutionskommitteen gjort sig bekjendt med dennes Udkast og fore- lagt den sin Plan, forat erfare, om den ønskedes yderligere ud- videt til Gjenstande, som muligens kunde staa i Forbindelse med Konstitutionen. Dette havde dog ikke været Tilfælde. Med Hensyn til 1ste Post fremlagdes derfor en Tabel over Statens Indtægter og Udgifter for Aarene fra 1797 til 1806 incl., hvorefter de aarlige Indtægter i disse for Skibsfarten og Handelen saa særdeles indbringende Neutralitetsaar, uberegnet Postintraderne for det hele Tidsrum og Stempelafgifterne for de sidste to Aar, efter et Middeltal havde beløbet sig til 1,762,928 Rdlr. [fotnotemerke] , og altid overskudt Udgivterne betydeligt. Selv Aaret 1805 da Udgiv- terne havde været størst, nemlig 876,443 Rdlr., men Indtægterne 2,224,528 Rdlr., havde afgivet et Overskud af 886,485 Rdlr. Efter et Middeltal gik Overskudet for de to Aar 1805 og 1806 endog op til 1,455,025 Rdlr.; og Kommitteen fandt, at der, med et Tillæg efter specificeret Beregning, af 266,000 Rdlr. i Administrations- omkostninger for Norge som selvstændig Stat, vilde endda blive et Overskud af 189,025 Rdlr. Denne, vistnok ogsaa for lavt be- regnede, Sum, vilde dog ikke være tilstrækkelig til Pensioner, Handelens Betryggelse mod Barbareskerne og flere med en selv- stændig Stat forbundne Udgivter, saaledes som f. Ex. for den nærværende Tid til Rigsforsamlingen og til en Bolig til den konge- lige Familie; men saa maatte man ogsaa tage Hensyn til, at Ud- Fotnote: Skulde være 62 1/10 Skilling til; men Skillingerne anføres ikke her. SIDE: 98 givterne for Landarmeen i disse to Fredsaar, der vare lagte til Grund for Beregningen, og vare anslaaede til over 300,000 Rdlr., formeentlig kunde have været betydelig mindre. Kommitteen oplyste videre, at den norske Armee i 1806, 35,964 Mand stærk med Landeværnet eller Reserven, kostede i det Hele 519,840 Rdlr., men vilde paa Krigsfod, dog Landværnet undtaget, have kostet 2,157,895 Rdlr., Munderings-, Armatur- samt Fæstnings- Udgivterne, uberegnede, hvilke sidste alene vare anslaaede til 280,516 Rdlr. [fotnotemerke] Derimod erklærede Kommitteen, at den ikke saae sig istand til at gjøre nogen Beregning over hvad der i de andre to Aar, 1811 og 1812, vilde have medgaaet, hvis Riget da havde været en selvstændig Stat. De vare nemlig Krigsaar, uden Handel og næsten uden Toldintrader; og det vilde sees, at deres Over- skud af 1,933,775 Rdlr. ikke vilde have været tilstrækkeligt til at bestride de med Selvstændigheden forbundne Udgivter, end sige Omkostningerne ved en Krig. Forøvrigt maa man ikke lade af- sigte, at Kommitteens Beregninger ikke kunde besidde statistisk Tilforladelighed, da mange af de dertil nødvendige Oplysninger laae i Regjeringskollegierne i Kjøbenhavn. Angaaende Stats- gjelden oplyste Kommitteen, at den, ved de gjennem Rigsbanken udstedte Sedler, var forøget til 3,572,021 Rbd. (hvorfra dog maatte trækkes hvad der var anvendt til Indkjøb af Fødevarer, hvilket Provideringskommissionen i sin Tid vilde aflægge Regnskab for) samt endelig, ved de af Kristian Frederik paa egen Haand indtil 21de April 1814 udstedte 1,824,925 Rbd., opløbet til den Summa 5,396,946 Rbd., hvortil endnu kom en Masse, hvis Beløb man ei havde kunnet faae Oplysning om, af de af Regjeringskommissionen i Aarene 1807, 8 og 9 udstedte Assignationssedler [fotnotemerke] . Endeligen vilde der formodentlig ogsaa skee Fordring fra Danmark om at indløse en forholdsmæssig Sum af de der udstedte, i begge Riger cirkulerende, Sedler, hvilken Fordring ogsaa, forsaavidt den blev godkjendt, vilde blive at tillægge Statsgjelden; men da der vel kunde gjøres betydelige Modkrav fra norsk Side, og det for Tiden Fotnote: Kommitteen burde have bemærket, at flere af Armeens Fornødenheder, f. Ex. Beklædningen, var beregnet til en lavere Sum end de nu saa snart efter Adskillelsen vilde kunne anskaffes for, samt at man ogsaa maatte tage i Be- tragtning Forskjellen imellem at holde en Armee paa Krigsfod og virkelig at føre en Krig. Fotnote: I følge kgl. Forordn. af 18de Sept. 1807, kgl. Resol. af 15de Januar 1808, samt Regjeringskommissions-Plakat af 15de Febr. s. A. SIDE: 99 var umuligt at gjøre nogen sikker Regning og Rede i disse ind- viklede Forhold, maatte denne Sag sættes i Bero indtil en endelig Afgjørelse kunde finde Sted. Ligesaa lidt kunde naturligviis mathematisk Sikkerhed finde Sted ved disse Beregninger som ovenfor. Det var umuligt at bestemme, hvorledes den fælles Seddelmasse ved Handel og Vandel var bleven fordeelt i begge Riger, medens den norske Ihændehaver, naar det kom til Indløsning, kun vilde have den norske Stat at holde sig til. Dengang kjendte man heller ikke nøje den fælles Statsgjelds Beløb, men dette var ved Udgangen af 1813, efter de kgl. danske Kommissærers Angivelse af 6te Ok- tober 1815 for de norske: a) Paa de egentlige Finanzer heftende: 5,535,959 Rbd. 5 ß. N. V., 62,664,718 Rbd. 22 l/2 ß. S. V. og 34,759,418 Rbd. 46 ß. Sølv. b) Paa Rigsbanken heftende: 42,253,572 Rbd. 22 ß, N. V., 3,206,872 S. V. Tilsammen: 47,789,531 Rbd. 27 ß. N. V., 65,871,590 Rbd. 22 l/2 ß. S. V. og 34,759,418 Rbd. 46 ß. Sølv. Med Fradrag af Aktivfordringerne: 1,318,708 Rbd. 87 ß. N. V., 10,559,144 Rbd. 5 1/2 ß. S. V. og 4,250,059 Rbd. 87 ß. S. - beløb altsaa den hele Statsgjeld sig til: Navneværdi: Sølvværdi: Sølv: 46,470,822 Rbd. 86 ß. 55,312,446 Rbd. 17 ß. 30,509,358 Rbd. 55 ß. I en særskilt Rapport fremlagde Kommitteen sine Overvejelser over og Forslag til en Oktroi og Reglement for en norsk Natio- nalbank, i hvis Udarbeidelse nogle tilkaldte finanzkyndige Med- lemmer af Forsamlingen havde været den behjælpelige, og gik derpaa over til 4de Post, som nok især var den, Rigsforsamlingen, efter Brevskriverens Sigende, var "lutter Øre og spidset Gehør" ved, mens Alles "Tunger vare som bundne". Med Hensyn til de Udgivter, som vilde behøves og den For- øgelse af Rigsbanksedlerne, som desaarsag maatte skee indtil næste Rigsforsamling, fandt Kommitteen det af største Vigtighed for den dermed saa nøje forbundne Nationalinteresse, at et nøje Over- SIDE: 100 slag derover kunde blive Rigsforsamlingen forelagt. Den maatte imidlertid erkjende Vanskeligheden ved en saadan Beregning, da hverken Armeens nødvendige Styrke, Tabet ved opkapret Korn og Assurancerne lod sig med Vished forud afgjøre, og det var den derfor ikke uventet, at vedkommende 1ste Departement havde erklæret, ikke at kunne med nogen rimelig Sandsynlighed be- stemme Statsudgivterne. Det havde imidlertid opgivet, at der til Indkjøb af Korn og Fisk vilde strax udfordres 4 Millioner Rbd. N. V. og til Statsudgivterne fra 1ste Mai 1814 til 1ste Marts 1815 som overordentligt Tillæg 10 Millioner Rbd. N. V., altsaa 14 Millioner. Desuden foreslog Departementet, at Rigsforsamlingen skulde udnævne en Kommittee til, paa Nationens Vegne, sammen med Finanzbestyrelsen, at bedømme hvilke Summer indtræffende Krig ydermere maatte udfordre, og at befuldmægtige Rigsbankens Direktion til at forstrække Regjeringen dermed. Og dette For- slag maatte Kommitteen, som indsaa Nødvendigheden af, at de fornødne Midler tilvejebragtes, "for at opnaae det Maal, hvortil enhver ægte Fædrelandsven maa tragte, Rigets Selvstændighed", og som tillige fandt Betryggelse i Regnskabsansvaret, indstille til Rigsforsamlingens Sanktion, saaledes: "at Nationen, foruden at garantere den allerede forhen benævnte Statsgjeld, tillige borger for og erkjender den nye, som er uomgjængelig nødvendig at gjøre, indtil den nærmeste Rigsforsamling afholdes, hvad enten den bliver mindre, eller maatte opstige til de opgivne, 14 Milli- oner Rigsbanksdaler Navneværdi, eller endelig gaae over disse, efter den tilforordnede Kommittees Indvilgelse". Betræffende Rigets Handelsballance, havde Kommitteen taget sin Kalkul efter Aaret 1804's Ind- og Udførsel, hvoraf den første havde beløbet sig til 5,432,289 Rbd., og den sidste til 7,964,536 Rbd., hvor- efter der skulde blive et Overskud af 2,532,247 Rbd. Men da Ind- førselen vel maatte antages 2,244,932 Rd. større end opgivet, kunde den egentlige Overballance ikke ansættes højere end 287,315 Rd., hvorved dog maatte bemærkes, at den hele Udførsel til Danmark, bestaaende i Jern, Fisk, Salt, Tran, Glas og Trælast, samt Udskib- ningen af Skindvarer, Steenmos o. fl. Artikler ikke var bleven anført under Udførselen, ligesom man ogsaa kunde antage en For- deel af 15 til 20 pCt. paa de for norsk Regning afskibede og i Ud- landet afsatte Varer, samt maatte tage den betydelige Gevindst, Fragtfarten i Udlandet havde kastet af sig, med i Beregningen. SIDE: 101 Det var ikke frit for, at Finanzkommitteen af flere Medlemmer af Oppositionen underhaanden blev beskyldt for at have gjort sine Skildringer mere lyse, eller vel rettere mindre mørke, end de skulde være. Der skulde i denne sangvinske Optimisme, f. Ex. i Fremstillingen af det fuldblodige Aar 1804 for det hungermagre men nervespændte Norges Øine i 1814, ligge enten et Narkotikum, som kunde bringe det til at overlade sig til farlige Drømme, eller et Incitament til at indlade sig paa endnu farligere Spring. Men hvorfor skulde man ikke drage sin Slutning fra det bedste af den gamle Forfatnings Aar til dem den nye maatte love, naar blot en Fred, ligesom da, ogsaa vilde velsigne Friheden? Der var vel heller Ingen, som tillagde Kommitteens Beregninger synderlig større Vægt end Hypotheser have. Vanskeligt er det altid at forfølge Handelens Færden i alle dens Grene, at afveje Nettoerne ved dens forskjellige Tab og Udbytte, og navnlig at beregne dem i en Tid og i en Stat, hvor den individuelle Interesse saa ofte stod i Strid med den offentlige som i Norge, og hvor Resultaterne af den private Drivtighed derfor maatte holdes skjulte. Fandtes der noget Blændende i Henpegningen paa Norges Kræfter til at drive en fordeelagtig Handel og Skibsfart, maatte det ødelagte Pengevæsen og Kredit betage den dette, idet denne Omstændighed maatte i det Fjerne udflytte Tiden for deres Anvendelse. Finanz- kommitteen forudsaa, at en Revolution maatte til i disse Ting, men den vilde endnu forsøge et Middel for idetmindste at op- sætte den til Spørgsmaalet om Norges politiske Skjebne og virke- lige Fraskillelse var uigjenkaldeligen afgjort og en ny National- forsamling sammentraadte. Den Bund man stod paa var endnu ikke saa ganske sikker. Man svoer nok paa, det var Fædrene- jorden, men man havde en Følelse som om man drev paa et Iisflag. Efter saaledes som anført at have oplyst og med 18 Bilag doku- menteret de fem opstillede Poster, fremsatte Finanzkommitteen sluttelig følgende Forslag: "1. At det bestemmes af Rigsforsamlingen, at den cirkulerende Masse af de ved Regjeringskommissionens Foranstaltning udstedte Assignations- sedler, af Statholderskabets Sedler, samt af de i Danmark udstedte Sedler, vorder ombyttet med norske Sedler, saa snart skee kan, og i det Seneste til 1814 Aars Udgang, efter hvilken Tid, de ei længer maae være gjældende. 2. At Rigsforsamlingen ei alene garanterer den nuværende Stats- SIDE: 102 gjeld, forsaavidt den af Storthinget vorder erkjendt rigtig, men ogsaa de 14 Millioner Rigsbanksdaler Navneværdi eller den Deel deraf, naar Statsindtægterne ere fradragne, saavelsom hvad Mere der af Rigsbanken udstedes til den 1ste Marts 1815, og hvorfor der vil blive aflagt offentlig Regnskab; Alt til den af Rigsbanken den 1ste August 1813 satte Kours af 375 pCt., hvilken strax maa gjøres almindelig bekjendt. [fotnotemerke] 3. At en Finantskommittee, der foreslaaes at skulle bestaa af 5 Med- lemmer enten i eller udenfor Rigsforsamlingen, maa vorde udnævnt for- inden Rigsforsamlingen slutter sine Forhandlinger, der, i det Tilfælde, at Krig skulde udfordre større Pengeressourcer, kunde, i Forening med Finantsbestyrelsen, bedømme disse, samt derefter bemyndige Rigsbanks- direktionen til at udstede og overlevere den fornøden befundne Summa til Regjeringens Disposition. Denne samme Kommittee maatte ogsaa paa det Nøjeste undersøge Rigets Finantsvæsen; ved at træde ind i Sammes Detalj, i Forening med vedkommende Departement ordne dette, samt derefter til næste Rigsforsamling fremlægge det Forslag, som maatte blive Resultatet af dens Arbeide; hvorfor tillige bemeldte Kommittee maatte bemyndiges til at arbeide og til Rigsforsamlingens Bedømmelse fremlægge Planen til en ny Nationalbank, i hvilken Hen- seende den under 3die Post benævnte Oktroi og Reglement, der af nærværende Kommittee er gjennemgaaet, samt Kommitteens derved lagte særskilte Forslag til en lignende, men paa andre Grundsætninger bygget, Indretning, maatte overleveres samme til Afbenyttelse. 4. At den nærværende norske Afdeling af Rigsbanken erklæres af Rigsforsamlingen for at være Norges midlertidige Rigsbank, indtil den nye Bank sættes i Virksomhed. 5. At Rigsforsamlingen, inden den slutter sine Forhandlinger, vælger 2de i eller ved Kristiania bosiddende Mænd, der, tilligemed de allerede ansatte Direktører, paatage sig Norges midlertidige Rigsbanks midler- tidige Bestyrelse, i Egenskab af Bankdirektører. Endvidere anseer Kommitteen det nødvendigt, formedelst den nye Fotnote: Rigsbankforordningen af 5te Januar 1813 tillagde Sedlerne en dobbelt Værdi: en Navneværdi og en Sølvværdi, hvoraf den første halvaarlig skulde fastsættes af Rigsbankens Direktion. 1ste August 1813 blev den bestemt til 375 pCt., be- regnet efter Hamburgs Bank, endskjøndt Dagens Kours allerede var over 450, og siden udkom ingen Koursbestemmelse, medens den udenlandske løb op ligetil 6 -- 700. Efter Bankkoursen af 1ste August 1813 skulde altsaa 100 Rthlr. Hamb. Bco., der efter Rigsbankfundationen skulde være i lige Værd med 200 Rigsbank- daler, nu gjælde lige med 375., eller 1 Rbd. der oprindelig skulde have en Værdi af 60 Sk. Sølv, nu gjælde for 32 Sk. S. Men den virkelige, i Handelen gjældende, var sjunken langt under denne; og vilde man f. Ex. kun ansætte Handelskoursen til 500 pCt., hvilket dog, som bemærket, var langt under den løbende, besad en Rbd. kun en Værdi af 24 Sk., og den sank daglig mere. SIDE: 103 Forbindelse, som Finantsvæsenet, med det dertil hørende Skatte- og Toldvæsen, staaer i til disse her forhen omhandlede Gjenstande, at fremsætte følgende Forslag til Rigsforsamlingens Beslutning: 6. At de nu gjældende permanente Skatter fremdeles vedvare ufor- andrede for det indeværende Aar, saaledes som de hidtil ere gjældende, da det ved den næste Rigsforsamling vil, efter det da af Finants- kommitteen forelæggende Overslag og Finantsdepartementets Budget, bestemt kunne fastsættes, hvilken Forøgelse der udfordres til Stats- indtægterne, og hvorledes denne, ved nye paaliggende Skatter, kan tilvejebringes. 7. At det henstilles til Finantskommitteens nøjeste Opmærksomhed, hvor nødvendigt det er, paa Grund af den forvirrede Skatteberegning, som nu finder Sted, og hvilken fornemligen maa udledes af de mang- foldige forskjellige Skyldspecies, der nu gives, at det hele Skattevæsen snarest muligt simplificeres, saaledes at det nøiagtigen bestemmes, hvor stort Beløb af direkte Skatter der skal udredes af en enkelt nærmere bestemmende Skyldspecies, hvortil de øvrige maatte reduceres; en saa- dan Foranstaltning vil ei alene medføre det Gode, at enhver Skatteyder kan forud beregne sin Skat, men den vil og medføre megen Lettelse for Oppebørselsbetjenten i Henseende til de forfattende Beregninger, og, hvad der maa være saare vigtigt for enhver retskaffen Mand, aabne Adgang til disses Kontrollering, hvilket nu er næsten aldeles umuligt for den Uindviede. En lignende Foranstaltning maatte maaskee ogsaa ansees nødvendig i Henseende til Toldafgivterne." Vil man nu, uden at skjelne mellem de mindre exalterede Med- lemmers Tvivl og Fleerhedens Tro og Haab, naar det dog ikke stod værre til, billedligen gjengive Totalindtrykket af Finants- kommitteens Indstilling paa Rigsforsamlingen, feiler man vel neppe meget i at ligne dens Sindsstemming med den Opereredes, som Chirurgen just reiser sig fra med et problematiskt Ansigt. Det blege Hoved paa Puderne har seet hans Hovedrysten; det ung- dommelige Hjerte, det varme Blod, som igjen søger til Yder- lemmerne, har derimod mistydende fundet hos Doktoren et lyk- ønskende Smiil til de Omstaaende, og forsaavidt Patienten ikke har kunnet skjule for sig hans Hovedrysten, ere begge disse villige Vidner enige om at han lyver. Men sagens Omfang, Vigtighed og Vanskelighed slog Alle lige- meget, saa man blev enig om at udsætte dens Behandling indtil Konstitutionen, som den ellers vilde standse altfor længe, var bleven uddebatteret. Og det kunde jo skee allerede imorgen? SIDE: 104 11te Mai. Rigsretten og Højesteret organiseres. Debatter om Værnepligten og Odelsretten. Grundloven færdig i Realiteten. Forhandlingerne, hvorfra kun 2 Medlemmer vare borte, aabnedes Kl. 10 med Oplæsningen af foregaaende Dags Forhandlinger. Des- ifølge indbød Præsidenten Repræsentanterne til at indkomme med Forslag om Fordelingen imellem Storthinget eller dets Afdelinger af de i §. 81 dette tildelte Funktioner. Forhandlingerne derover førte dog kun til, at den skulde overlades til Storthinget selv. Præsidenten oplæste derpaa af Udkastet til Konstitutionen: "§. 93: Lagthingets Medlemmer, tilligemed Højesteret, udgjøre Rigs- retten, som i sidste Instants dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges, enten imod Statsraadets eller Højesterets Medlemmer, for Forbrydelser, de, som Saadanne, begaae. I Rigsretten har Præsidenten i Lagthinget Forsædet". I det første Udkast var brugt Udtrykket "Rigets Ret", og Slut- ningen lød saaledes: -- -- "Højesterets Medlemmer for Embedsforbrydelser, eller som angaae Forbrydelser mod Konstitutionen, der forøves af Rigets højeste Embedsmænd." Sverdrup var af den Mening, at i Rigsretten burde der ikke være flere Medlemmer af Lagthinget end af Højesteret, saasom de Første dog paa en Maade, formedelst den nære Forbindelse med Odelsthinget, kunde siges at være deelagtige i Anklagen; og Christie vilde, at Justitiarius i Højesteret burde have Forsædet i Rigsretten, da Tilfælde kunde blive, at der blandt Lagthingets Medlemmer ikke gaves nogen egentlig Jurist. Ved Voteringen om §'en skulde undergaae nogen Forandring efter disse Bemærk- ninger, holdt den sig dog uforandret med 58 imod 51 Stemmer. Enstemmig antoges derpaa: "§. 94: Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, for- skyde af Rigsrettens Medlemmer indtil en Trediedeel; dog saaledes, at Retten ei udgiør mindre end 15 Medlemmer". -- hvorved Hount opkastede Qvæstion, om da ogsaa Lagthingets Præsident, der skulde have Forsædet, kunde forskydes. Den blev fra flere Kanter besvaret bekræftende, og at Lagthinget da maatte vælge sig en ny Præsident. SIDE: 105 Ligeledes eenstemmig "§. 95: Til at dømme i sidste Instants skal snarest muligt organiseres en Højesteret, der ikke maa bestaae af færre end Justitiarius og 6 Til- forordnede". "§. 96: I Fredstider er Højesteret tilligemed 2 høie Officierer, som Kongen tilforordner, anden og sidste Instants i alle de Krigsretssager, som angaae Liv, Ære eller Friheds Tab paa længere Tid end 3 Maaneder". "§. 97: Ingen kan beskikkes til Medlem af Højesteret eller til Over- øvrighed med mindre han er 30 Aar gammel". Samt "§. 98: Højesterets Domme kunne i intet Tilfælde paaankes eller under- kastes Revision". I første Udkast lød §. 95 simpelthen saaledes: "Rigets Højesteret skal bestaae af 7 Tilforordnede idetmindste". Og ved §. 96 blev bemærket, at Generalauditøren, som bedst bekjendt med Militær- lovgivningen, burde være Meddomsmand i deslige Sager; men hvortil Christie svarede, at dette ialfald ikke kunde blive nogen Bestemmelse i Grundloven, da det ikke var forud afgjort i denne, at der skulde være nogen Generalauditør. Under Højesteret kunde denne Embedsmands Forretninger heller ikke lægges, og om denne Rets Medlemmer burde man ikke forudsætte Ubekjendtskab til den militære Lovgivning, i hvilket Fald de ikke fortjente sin Plads, "§. 99: En ny almindelig civil og kriminal Lovbog skal foranstaltes udgiven paa 1ste eller, om dette ikke er muligt, paa 2det ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forsaa- vidt de ei stride imod denne Konstitution". Kapitain Motzfeldts i Gaarsdagens Forhandlinger over §. 78 an- førte Indstilling om Forandring i denne §., blev nu atter saa- lydende oplæst: "Den nye almindelige civile og kriminale Lovbog, som af den nu vælgende Lovkommittee skal udarbeides og forelægges 1ste eller og 2det Storthing, skal af dette gjennemsees; og skal Lovkommitteen tage under nøiagtig Overvejelse de Bemærkninger, som Storthinget derom maatte gjøre, forinden Lovbogen forelægges Kongen til Sanktion. For- saavidt Lovkommitteen ei er enig i de Bemærkninger, Storthinget har gjort, skal den skriftligen tilkjendegive Samme sine Grunde derfor". Med 94 Stemmer imod 9 blev dog §'en, efter nogen Debat, antagen efter Udkastet, hvorpaa Wulfsberg, "forat forebygge Tvivl om hvilken Lov, der skulde være gjældende, naar den nærværende SIDE: 106 kom i Strid med en af Kongen given provisorisk Anordning" , fore- slog og vandt Eenstemmighed for at §'en skulde gives saadant Tillæg: "eller imod de provisoriske Love, som imidlertid blive udgivne". "§. 100: Dommere kunne ikke afsættes, uden efter Dom, men vel suspenderes af Kongen; i hvilket Tilfælde de strax maae tiltales for Domstolene. Magistratpersoner, Underdommere og Fogeder skulle være over 25 Aar gamle". -- Antoges eenstemmig med det Tillæg, at der efter Ordet "Dom- mere" skulde sættes: "og øvrige Embedsmænd, som ikke ere om- talte i §. 51", med hvilken Paragraf det ogsaa blev betydet, at denne §. [fotnotemerke] skulde under Redigeringen sættes i Forbindelse. Eenstemmigen og uden Debat, ja -- som det hedder i Brevene -- "med Glæde" antoges derpaa de sex følgende §§.: "§. 101: Med de Sportler, som erlægges for Rettens Pleie, bør ingen Afgifter til Statskassen være forbundne". "§. 102: Jord og Boeslod kan i intet Tilfælde forbrydes". "§. 103: Ingen maa fængslig anholdes uden i lovbestemte Tilfælde og paa den i Lovene foreskrevne Maade. For ubeføjet Arrest eller ulovligt Ophold af Sagen staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar". "§. 104: Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Piinligt Forhør maa ikke finde Sted". "§. 105: Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft, eller gjælde, førend den er bekjendtgjort". "§. 106: Dem, som herefter fallere, tilstedes intet Fristed". I det første Udkast lød §. 101 saaledes: "Rettens Pleje skal ikke medføre Afgivter af Statskassen eller Indtægter for denne. Alle Pengestraffe skulle tilfalde det Sogns Fattige, hvorfra Sagen har sin Oprindelse". Og §. 103 var givet følgende Begyndelse: "Ingen maa fængslig anholdes, uden at Aarsagen hertil opgives ham, og et Forsvar derefter beskikkes ham". Paragrafen er Nor- mændenes "Habeas corpus"; men det er udentvivl endnu frem- deles en Hemmelighed for mangfoldige af dem, at de besidde et saadant Palladium for den personlige Frihed, eller at det lader sig bruge til noget. Idetmindste veed Menigmand neppe endnu, naar og i hvilke Tilfælde han, ligesaavel som Britten, kan modsætte sig sin Fængsling. Fotnote: Nu 2det Passus af §. 22. SIDE: 107 Ogsaa den følgende §. hørte til dem, som, i den Form Diriks fik givet den, "med Glæde" blev antagen -- især af Kjøbmændene, siger den anden Brevskriver, der saaledes saae sig befriede for Toldopsynets Inqvisitioner i deres Huse. Han tillægger ogsaa, at Diriks under sin Motion yttrede, at han ikke ansaa Toldsvig for nogen offentlig Forbrydelse. I Udkastet lød "§. 107: Hver Borgers Huus er helligt. Ingen maa betræde det imod hans Vilje, uden i Kraft af en skrivtlig Ordre fra Øvrigheden". Og i dens Sted foreslog nu Diriks, at §'en (der indeholder Brittens stolte Tanke: Hvermands Huus er hans Borg) skulde lyde saaledes: "Huus-Inqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i kri- minelle Tilfælde" -- hvilken Redaktion eenstemmig blev antagen. Hurtigt og let, som Snekker med Strømmen, vare denne Dags Forhandlinger hidtil gledne fremad; men nu kom man, i Spørgs- maalet om Værnepligten, ud paa et aabent Hav, hvor Anskuelserne delte sig og tabte sig for hverandre. Brevenes Forfatter ligner det med en Steen, som man, efter først at have anstrengt sig i Kommitteen og dernæst under Principernes Overvejelse, ogsaa denne tredie Gang forgjæves søgte at lette, men maatte omgaa og lade ligge til Efterkommerne, der maaskee vilde faae mere Styrke og Tid til at hæve den. Men den ligger der, som bekjendt, endnu, og Paragrafens væbnede Idee ligner til Datum en Soldat, der er slumret ind med Geværet i Armen. Man kan maaskee paastaa: under Foreningens Skjold, og at Frygten, under Rigets isolerede Stilling, vilde have ilet med at bringe i Anvendelse en Grundlovsparagraf, der er udtrykt med et Axioms Bestemthed og indeholder de fleste Naftadraaber af den Lighed, som giver en monarkisk-konstitutionel Frihed noget af den republikanskes berusende Sødme. Paafaldende er det ellers, at Rigsforsamlingen, i det den af- fattede §'en i Form af en for alle Normænd gjældende Grund- sætning, og derpaa forlod Sagen, ikke bemærkede, at Landsfor- svaret for en stor Deel forblev liggende paa en i vort Land særdeles talrig Klasses, Huusmændenes, Skuldre, som den ved Uddelingen af politiske Rettigheder ganske havde forglemt, [fotnotemerke] og Fotnote: Er der nogen stedmoderlig Sparsommelighed heri, synes det at være en Ødselhed med ædle og nyttige Kræfter, at saamange dannede Klasser, f. Ex. Lærde, Fabrikanter o. fl., der ikke besidde Embede eller Grund, ligeledes ere udelukkede. SIDE: 108 som intet andet Vederlag har for sit Liv og Blod end den al- mindelige Lighed for Loven, Luften til at aande i og Jorden til at træde paa, hvis man ikke kan sige, at de betale den sidste Ret med Duggen af sin Sved og Gjødselen af sine Liig. Omtrent som naar man først drager et dybt Aandedræt før man giver sig i Kast med Bakken, gik man da over til §. 108: "Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet til, i en vis Tid, at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Stand, Fødsel, eller Formue. Denne Grundsætnings Anvendelse, og de Ind- skrænkninger, den bør undergaae, overlades til næste ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Kommittee, som vælges inden denne Rigsforsamlings Slutning. Imidlertid vedblive de nu gjældende Bestemmelser". Løvenskjold indfandt sig atter paa Kamppladsen, idet han ind- leverede til Oplæsning et Forslag af 16de April, betitlet "Bemærk- ning til den af Konstitutionskommitteen foreslaaede Grundregel for Norges Konstitution". Imod denne opstillede Proponenten, at der altid bør levnes Statsborgerne saa megen borgerlig Frihed, som kan bestaa med Statens Sikkerhed og Tarv, og at altsaa den borgerlige Frihed bør, under Opnaaelsen af det nødvendige Statsforsvar, saa lidet som muligt indskrænkes. At kunne dis- ponere over sin egen Person, var Menneskets naturligste med- fødte Rettighed, men den krænkedes bitterlig ved Statens Fordring paa flere Aar af Borgerens Liv til dens Forsvar. Dette forbittrede Tilværelsen, og lagde Hindringer ivejen for Dannelsen og Udøvelsen af Videnskaber og Kunster. Statens Forsvar var imidlertid en ube- tinget Nødvendighed for dens Tilvær, hvorfor det Indgreb i den borgerlige Frihed, uden hvilket Statens Forsvar ikke kunde op- naaes, maatte taales som et nødvendigt Onde. Men Spørgsmaalet blev da, om Statens Forsvar ikke kunde opnaaes paa nogen anden Maade, end ved at den tilegnede sig visse Aar af Borgernes Liv, og Proponenten troede at have løst det ved at foreslaa: 1) at den bestaaende Værnepligt og Udskrivningsmaade maatte ved- blive at være gjældende i 3 Aar, hvorpaa Ingen mere skulde være værnepligtig; 2) at Værnepligten derefter skulde lægges paa visse Lægder, i Kjøbstæderne som paa Landet, istedetfor paa Personer, saaledes at ethvert Lægd forpligtedes til at stille en frivillig antagen indfødt vaabendygtig Mand til Landets Forsvar; og 3) at der skulde nedsættes en Kommission til dette Forsvars- SIDE: 109 væsens Organisation og Rigets Inddeling i Lægder, forsaavidt den gamle ikke maa findes brugbar. Paa denne Maade, mente Pro- ponenten, at den uindskrænkede personlige Frihed vilde blive bevaret, som gjør Fædrelandet kjært, medens Konskription for- leder til Udvandring; Armeen kunde stedse holdes fuldtallig, og vilde blive bestaaende af Mænd, der betragtede Værnepligten som Hovedsag, medens de øvrige Statsborgere uforstyrrede kunde drive sin Dont, og som kunde ventes at vedblive sin Tjeneste saalænge deres Legemsstyrke tillod det; Sessionsvæsenet vilde tillige simplificeres, og Konskriptionens Misbrug undgaaes. Steenstrup understøttede Løvenskjolds Motion; men en vægtig Modstander rejste sig i Hegermann, som indleverede til Protokollen et vidløftigt Forslag af 21de April, "betræffende norske Borgeres Værnepligtighed," som ligeledes havde været tilstillet Konstitutions- kommitteen, og hvori man gjenkjendte nogle af de i hans Forslag i Rigsforsamlingen den 4de Mai fremsatte Turn-Ideer. Allerede af dette kunde man slutte sig til en Forsvarer af den ubetingede Værnepligt. Principet "at enhver Borger i Landet, uden Und- tagelse af Stand, Fødsel eller Formue, er forpligtet til, paa en eller anden Maade, overensstemmende med sin fysiske og intel- lektuelle Beqvemhed, saavel i Fredstider som Feide, at gjøre personlig Militærtjeneste et vist Antal Aar af sin Levealder," erklærede han for at være "en urokkelig Grundsætning for Norges Selvstændighed og Frihed, for den første og højeste af alle borger- lige Pligter, for en Hæder, hvorfra ingen norsk Borger vilde være udelukket". Hidtil havde Forsvaret været anbetroet Bondestanden, der ene havde denne Byrde at bære i Fred og i Krig; men en saa- dan Adskillelse imellem Folkets Klasser svækkede Nationalkarak- teren og indskrænkede Armeens Kraft og Brugbarhed. Almindelig Værnepligt vilde derimod sikkre Folket for al Erobring og give det, uden stor Bekostning, ved opkommende Krig, et stort Antal duelige Anførere. Men Landsforsvaret maatte saaledes indrettes, at Bondes og Borgers Frihed ikke leed noget Skaar, og at det blev en Glæde og Opmuntring. Kraften dertil skulde bibringes Folket ved en Nationalopdragelse, hvorefter dets hele Ungdom, i Bygd som i By, ligefra Indtrædelsen i det 13de Aar, skulde distriktviis øves aarlig otte Dage af Officerer i Gymnastik, Skiveskydning og mili- tære Øvelser i Mark og Skov, indtil de traadte ind i de ordentlige SIDE: 110 Bevæbningsafdelinger. I Fjeldbygderne skulde disse Øvelser an- stilles om Vinteren paa Ski -- en Færdighed Proponenten lagde saamegen Vægt paa, at den geistlige, civile og militære Øvrighed overalt i Landet skulde paalægges, ikke at forsømme nogen Lei- lighed til at bringe den i Anvendelse. "Alle Møder til Kirken og Thinget, til militære Samlinger, ja private Ærinder i hvilken- somhelst Anledning maatte skee paa Ski. Om Søn- og Hellig- dagene anstilles efter Gudstjenesten Ski- og Skyde-Øvelser, om ikke med Kugler og Krudt, saa dog med Buer og Pile. Øvrigheds- personerne maatte aarlig indgive Beretning om Fremgangen; Op- muntringer og Belønninger gaae ved Siden af disse Øvelser i Forhold til deres Udbredelse". I alle Borger-, Real- og andre Skoler skulde der læres en kortfattet Feldttjeneste, og Disciplene skulde deeltage i de almindelige Øvelser indtil de bleve Studenter. Da skulde de ligeledes deeltage, tildels som Anførere, i nærmeste Distrikts Militærøvelser, ved Embedsexamen gjøre Rede for et Kollegium over Strategiens Grundprinciper, og som Embedsmænd -- endog som Præster -- meddeles Diplom som 1ste, 2den eller 3die Befalingsmand i deres Bygd. Ligesaa skulde der i alle offent- lige Skoler læses over Konstitutionen, som ogsaa skulde findes ophængt i dem paa Tavle. Den norske Armee skulde kun organiseres for en Forsvars- krig. Dens Krigere skulde ikke kunne kommanderes ud af Landet, over Havet eller paa anden Maade til Fastlandet for Subsidier og som Hjælpetropper, og fremmede ikke indkaldes i det. Kongen skulde have øverste Befaling over den bevæbnede Magt, og denne bestaa af enhver vaabenfør Mand i Riget fra hans 20de til 45de Aar, begge fyldte. Paa Landet skulde enhver Værnepligtig først tjene i 6 Aar som Soldat, for hvilken Tjeneste Embedsmænd, Studenter, Fabrikstyrere og Fremmede skulde være fri. I 10 Aar skulde Soldaten derpaa tjene som Landværn, og i 9 Aar som Reserve eller til Landets "Huusværn". Landværnet skulde kun med Rigsforsamlingens Samtykke kunne kommanderes over Grænd- sen, men Reserven, kommanderet af Embedsmændene paa Lan- det, kun gjøre Tjeneste inden sit Amt. De gevorbne Tropper skulde udskrives og hverves af de Mandskaber, som ikke vare Gaardbrugere, og tjene i 8 Aar, hvorpaa de skulde gaa over i Reserven. Byindvaanerne skulde danne Borgervæbningen, som i 8 Dage om Aaret skulde øve sig i Vaaben, og i 3 Uger Vaar SIDE: 111 og Høst deeltage i Garnisonstjenesten medens den største Deel av de Hvervede vare hjempermitterede til Landets Dyrkning. Fra det 26de Aar skulde Borgerne gaae over til Reserven. Al Mili- tærtjeneste maatte forrettes personlig. Enhver By eller Bygd burde i Fredstid sørge for Beklædningen, undtagen af de Hver- vede; i Krigstid skulde dette paaligge Staten. Forslaget sluttede med at paapege den skadelige Virkning, den overhaandtagende Handelsaand maatte have paa Fædrelandskjær- ligheden, samt at intet vilde være hensigtsmæssigere til at holde denne i Glød og Flamme, end almindelig Værnepligt efter Grund- sætninger, som oven anførte. Den umiskjendelige begeistrede Patriotisme i Hegermanns Forslag vandt almindeligt Bifald, almin- deligere end de spartanske Ideer det indeholdt. Jakob Aall ansaa det for højst farligt, at indføre Konskriptionen i nærværende Øjeblik. Den havde vakt saamegen Misnøje i de Lande, hvor den var bleven indført, afstedkommet saamegen bor- gerlig Elendighed og Søndringer inden Familierne, saa man vel maatte vogte sig. Der gaves en Klasse af Borgere, hvis Sønner, formedelst en kjelnere Opdragelse, ikke vare skikkede til at ud- holde Krigens Strabadser, og en anden Klasse, hvis Bestræbelser for Statens Tarv ikke uden Skade for denne kunde afbrydes. Medens Soldater røgtede Fædrelandsforsvarets hæderlige Hverv, maatte Landets Næringsveje drives, for at Krigeren og hans Fa- milie anstændigen kunde lønnes. Men i Norge bestod netop Feilen ikke i Udskrivningsmaaden, men i Besoldningen. Soldaten blev slet besoldet, medens Familien hjemme sukkede under Mangel og Elendighed. Var det bedre i denne Henseende, vilde Norge have ligesaa mange villige, som det har dygtige Soldater. Kon- skriptionen derimod vilde give Anledning til de samme Misbrug her som i andre Lande; Lovens Bud vilde afværges med Penge, og mange af Landets formuende Familier vilde maaskee drage til Lande, hvor den ikke fandtes. Men her var ikke Stedet til at drage Linjerne imellem de Klasser af Borgere, som burde være Ud- skrivning underkastede og frie derfor. Det var netop Arbeidets Vanskelighed, som gjorde det betænkeligt, at fatte en afgjørende Beslutning paa nærværende Rigsdag. Der vilde mindre fattes til- strækkeligt Mandskab i de Klasser, hvoraf det sædvanligen toges, end Midler til at ernære og besolde det. Den af et høitagtet Medlem fremsatte Plan til Ungdommens krigerske Opdragelse, SIDE: 112 troede han ikke burde indføres ved Skolerne og Akademiet; og han paaberaabte sig Deres Erfaring, som havde opholdt sig ved fremmede Universiteter, om hvilke Forvildelser Ungdommens Vaabenfærdighed forledede den til. Den krigerske Aand er ikke videnskabelige Sysler gunstig, og efter en 25aarig Blodkamp kunde Europa nu haabe Velsignelsen af en langvarig Fred, saa det ikke behøvede at klæde sine lærde Sønner i Harnisk. Det vilde ikke være gavnligt for Fædrelandet, om dets kultiverede Ungdom, be- stemt til at beklæde Statens vigtigste Embeder, enten paa frem- med Grund eller ved egne Arnesteder faldt for Fiendehaand, og de Studerendes Arbeide var for alvorligt og vigtigt til at de skulde bruges til Parade. Krævede Landets Stilling overordentlige For- holdsregler for Øjeblikket, hvilken retsindig Borger vilde da ikke bringe ethvert Offer, han fandt gavnligt for den gode Sag? Hvo der ikke, ifølge sin Stilling kunde drage Sværdet for Fædrelandet, vilde ikke fattes Midler til at tjene det paa andre Maader. Taleren mente derfor, at Sagen, som en underordnet Deel af Lovgivningen, burde udsættes til nøjere Prøvelse paa en tilkommende Rigsdag. Ogsaa Jørgen Aall oplæste en Betænkning, hvori han vilde, at der ved Lodtrækning eller Hverving skulde dannes en staaende, især til Feltjægertjenesten uddannet, Armee af 8 -- 10,000 Mand. Fra 18de til 20de Aar skulde de indexerceres; fra 20de til 25de træde ind i Linien, tjene der i 7 -- 9 Aar, og derpaa gaa over i en Reserve. For øvrigt skulde almindelig Værnepligt fra det 18de Aar være gjældende for enhver Stand i Staten, med Undtagelse af de akademiske Borgere. De, der nogensinde bleve indlemmede i den staaende Armee, skulde dog, i større eller mindre Grad øve sig i Vaaben til deres 40de Aar, da de bleve frie og kun forpligtede til, under overhængende Fare, at deeltage i Land- stormen. Hount havde, ligesom Hegermann, indgivet til Konstitutions- kommitteen en Betænkning af 21de April over den 11te Grund- sætning, og den blev nu oplæst. Han forsvarede almindelig Værne- pligt i Krigstid, hvorimod han troede, at Tjenesten i Fredstid maatte indskrænkes, for ikke at virke skadeligt paa Dannelsen og Sæde- ligheden. Han foreslog derfor en hvervet "Garnisons- og Politi- Armee" af 4 -- 5000 Mand, hvilke ved Lodkastning i Distrikterne (hvori det hele Land skulde inddeles) skulde suppleres, naar Hver- vingen befandtes utilstrækkelig. Det skulde ogsaa paaligge disse, SIDE: 113 at underholde en formedelst Alderdom eller Sygdom afskediget Garnisonssoldat, saafremt der til dette Øjemed ikke istandbragtes en offentlig Indretning. Den staaende Armee skulde bruges til Ordens Haandhævelse og i Krig til Forsvar af udsatte Punkter, samt til først og fremst at gaa i Ilden. Først i Nødsfald skulde de øvrige Værnepligtige, som allerede fra det 12te Aar, uden Hensyn til Stand, skulde være indøvede og fra det 18de indskrevne i Soldaterrullen, afdelingsviis rykke i Marken, nemlig først de fra 18 til 28 Aar, hvis Stilling bedst tillod en saadan Afbrydelse; dernæst de imellem samme Aar, som ved første Afdelings Ud- rykning bleve undtagne. Ligesaa skulde det i 3die og 4de Af- deling forholde sig med dem fra 28de til 36te Aar, og til 5te Af- deling, som kun i største Fare skulde kunne opbydes, regnedes Alle fra 36te til 50de Aar, akademiske Borgere, alle nødvendige Fabrikanter og Embedsmændsbetjente, hvorhos Gaardejerne skulde spares saalænge der var Andre at tage. Sluttelig foresloges, at En- hver skulde anskaffe sig en bestemt Nationaldragt, der tillige skulde bruges som Hæders- og Militærdragt, hvorimod Staten skulde be- koste Armaturen. Løvenskjolds Opposition den 16de April imod Grundsætningen havde foranlediget Heidmann til at tilstille Konstitutionskommit- teen en fortræffelig udarbeidet Betænkning til dens Forsvar, hvilken da nu blev oplæst. Han erkjendte Sandheden af Løvenskjolds Skildring af de Trængsler, den udskrevne Soldat nu i 6 -- 7 Aar havde maattet lide; men de havde været en uundgaaelig Følge af Krigen, og hvor det gjaldt og endnu gjældte om at værne Fædrenelandet, vilde dog Kammerherren indrømme, at det var enhver Borgers Pligt at gribe til Vaaben. Men Distinktionen imellem denne Pligt og den, i Fredstider at indskrives til Soldat, forat dueliggjøres til Landets Forsvar, bortfaldt, naar man over- beviste sig om Sandheden i, at Folkets Opstand i Masse kun da vilde afgive et paalideligt Værn for Landet, naar Folket, Fædre- landet hengivent, tillige understøttedes af en vel disciplineret Hær. Det nærværende Forhold, hvorefter den nationale Soldats Værne- pligt varede 10 -- 12 Aar, under en aarlig Exercits af 12 -- 18 Dage, var byrdefuldt nok, men dog ikke i den Grad, som Forpligtelsen at stille frivillige Soldater maatte blive. Skulde Armeen, der for Tiden var 34,000 Mand stærk, gjøres komplet efter dette System, vilde et fuldt Lægd hvert 6te Aar have Byrden af at stille en SIDE: 114 Mand, og, om den reduceredes til det Halve (hvilket dog ikke var tilraadeligt) vilde det dog indtræffe hvert 12te Aar. Nogen Lettelse lod sig kun tilvejebringe ved at lade de stillede Mand- skaber tjene saalænge de for Alderdom og Svaghed kunde ved- blive; men disse vilde da naturligviis kun sælge sin Frihed saa- meget dyrere, og Fædrelandet vilde kun være lidet tjent med et saadant Værn af Oldinge. Til denne Yderlighed havde Sverige, som man ved denne Leilighed havde paaberaabt sig, maattet be- qvemme sig for at gjøre det trykkende Stillingssystem mindre byrdefuldt i sin Anvendelse. Det vilde ogsaa i Norge, i enkelte Distrikter, holde haardt for at faae Folk at stille for sig; og i en saadan Hær af Lejesvende vilde man neppe finde den sande Fædrelandsaand, det sande Mod, den ædle Resignation af egne Fordele for det Heles Vel, den brændende Attraa efter at værne for Fædreneland, Huus og Hjem, som er ægte Fædrenelandsfor- svarers Særkjende. "Til Slutning -- endte dette seirende Foredrag -- maa jeg bemærke, hvorlunde jeg inderligen ønsker, at den Sandhed maatte erkjendes i dens hele Fylde, saaledes som jeg i mit Inderste er overtydet om Samme, at den Pligt, at værne om Fædrenelandet og, hvilket hermed staaer i Forbindelse, at dueliggjøre sig til dette hellige Kald, førend Faren nærmer sig, er uadskillelig fra Hengivenhed for det Land, hvis Love ere et Værn om Frihed og Ejendom og yde personlig Sikkerhed; og hvilken Pligt, langtfra at kunne kaldes en Byrde, meget mere har sin Oprindelse af en medfødt Drivt, der er saa nøje forenet med den menneskelige Natur og indvævet i Menneskets Væsen og dets Grundbestanddele, at det vilde være en Urimelighed at miskjende den, eller at give den Be- nævnelsen af en Byrde. Saalænge Mennesket lever isoleret, yttrer denne Drivt sig kraftigen, og de raa Folkeslags Historie bære Vidne om dens Virkning igjennem alle Tidsaldre. Naar Menneskene konstituere sig til Samfund, udvides Grændserne af denne medfødte Drivt; den vorder ædlere og omfatter det hele Samfund. Dens Gjenstand er da ei længer individuelt Forsvar, den indbefatter tillige Samfundets. Imid- lertid er Drivten, som da gaaer over til en bestemt Pligtfølelse, stedse den samme. Kun den Hær, som levende føler denne Pligt og som, be- staaende af Statens Borgere i egentlig Forstand, indvies til det Kald, at afværge Vold fra et elsket Fædreneland, har Krav paa, og vil vide at fortjene den Tillid, den højeste Agtelse, som et ædelt Folk ei und- lader at skjænke sine Forsvarere". Ritmester Ramm yttrede sig ligeledes i en kortfattet Betænk- SIDE: 115 ning for almindelig Værnepligt, dog med Frihed til at stille for sig og med Undtagelse af akademiske Borgere, som maatte an- tages, i videnskabelig Henseende at opfylde det for Alle gjældende Bud, at tjene Staten med sin Person. "Hverken som Medborger eller for det Regiment, han havde den Ære at repræsentere, kunde han andet end modsige ethvert fremsat Motiv, der gik ud paa at paatvinge enkelt Mand af Borgersamfundet at værne for Statens Existence og Sikkerhed". Af samme Mening var ogsaa en Betænkning fra Bonden Sivert Bratberg, vedtagen af "Bonden fra Lister Amt, Teis Jakob Torkildsen" (Lundegaard), hvori Motionæren, paa Almuens Vegne i Nordre Trondhjems Amt, yttrede sig baade om 9de og 11te Post i Grundsætningerne. Med Hensyn til den første, der forbød nye Indskrænkninger i Nærings- friheden, vilde han have Byborgernes Ret til at kjøbe Jordegods indskrænket til et enkelt Gaardsbrug. Landbrug, Skovdrivt og Saugbrug burde udelukkende være Bondens Sag, saa han ikke fortrængtes og gjordes til Slave af Proprietærer. Mere Fornuft var der dog i den anden Deel af Betænkningen, som angik Dagens Anliggende. Den Frihed, som Løvenskjolds Forslag syntes at til- sige Gaardbrugeren og hans Sønner, meente han, der ikke vilde blive synderligt af formedelst Mangel paa Folk, der vilde lade sig stille, og deres Kostbarhed. Det var forøvrigt hans Kommit- tenters Ønske, at ethvert Lægd skulde selv sørge for Soldatens Beklædning. Denne vilde da blive god, Skatyderne befriede for en Pengeudgivt, Militærvæsenet simpeltgjøres, og man vilde und- gaa Kommissioner i den Anledning. "Simpelhed og Økonomi i den hele Bestyrelse er Hovedønsket". I Alexander Møller havde den almindelige Værnepligt ligeledes en naturlig Forsvarer. Grundsætningen havde givet ham Anled- ning til at sende Kommitteen en lang Betænkning, i hvis 8de og sidste Post han erklærede, at han endnu kunde fremsætte "lige- saamange heldbringende Punkter for det Gode, almindelig Værne- pligtighed maatte kunne bevirke" . Hvor den havde været gjæl- dende, havde Borgerne været mindst befaldne med Laster og Egoisme. De havde udmærket sig i Tarvelighed, Mod, Æres- følelse og Fædrelandskjærlighed; og disse Dyder vilde vel ogsaa hos Os træde istedetfor "den forgiftende merkantilske Egoisme, der kun leder til Æreløshed, Overdaad, Blødhed, Modløshed, Penge-Overmod og den frækkeste Ufædrelandskhed, og hvoraf SIDE: 116 den nærværende Slægt, ved de senere Tidsomvæltninger, langt meer end forhen var bleven smittet" . Med bedre Grund anførte ogsaa Møller, at Almuen, under en almindelig Værnepligt, ikke vilde, som forhen, ansee sig fornærmet af sine øvrige Medborgere, hvilket, skjøndt endnu skjult, kunde saa meget mere blive af Følger i Landets nærværende kritiske Forfatning, som den i mange andre Punkter troede sig berettiget til at kunne føre Anke. "Den himmelraabende Uret, som med tung Jernhaand har hvilet for- nemmelig paa den ringere og fattigere Deel af Statsborgerne, ved den imod Lovene vilkaarlige Udtagelse af Mandskaber til Land og Søtjene- sten, vil formodentlig herved ophøre, til uudsigelig Glæde for den Li- dende og alle Retsindige. Det er vitterligen nok, at der af de fattigste og mindst formuende Familier stedse, under alle Krigsbevægelser og selve Krigen, have været bortrevne Fædre og Sønner, saamange de have været, indtil at ikkun Konerne og Børnene ene have været tilbage i disse Armodens Hytter, i hvilke de uden Trøst og Hjælp, og uden at nogen Menneskeven kunde bemærke deres Vee og Jammer, have van- smægtet, paa det at den mere Formuende kunde undgaa og være fri for det røde Guld. At denne skammelige Udaad har været mere i Svang paa et end et andet Sted, kan vel aldrig negtes; men at den mere og mindre har sneget sig omkring imellem Norges Dal og Fjeld og paa dens nøgne Kyster, det er vist. Maatte Norges nye Statsfor- fatning være heldigen nok til at dræbe denne Skjændsels- og Umenneske- ligheds-Daad"! Militærstanden vilde undlade at hæve sig, som ofte forhen be- mærkeligt, over sine Medborgere; og "det hidtil førte militære Tyranni, som, til Skjændsel for Mennesket, saalænge har hersket, vil da, som unyttigt og umenneskeligt, ophøre, og Fædrenelandssind med Fædrenelandskjærlighed lede vore Falanger, som hine Grækeres, til Sejer eller Hædersdød, naar det kun gjælder om at forsvare Arnestedet og Fædrenelandet. Hiin den gustne Egoismes Trudsler, som man vel før her og der har hørt ved lignende Leiligheder at yttre sig, skulde da ikke kyse eller skrække os med Trudslen om dens Bortfjernelse. End skal der ikke blive øde Marker med henvisnede Leilændinge paa disse, som de hedenfarne Dage noksom have viist os i alle Landets Egne". En staaende Armee vilde blive for kostbar, hvorimod en al- mindelig Borgerbevæbning vilde svare bedst til Hensigten, "var det endog kun for blot i politisk Hensigt at møde en ved Over- magt og Udsultning paatrængelig, modbydelig, Forening med et igjennem SIDE: 117 Adelsvælde og rasende Regjeringsførelse, forarmet og nedtrykt Nabo- folk". Hvor nøiagtig havde ikke Repræsentanten gjengivet sig selv i sit patriotiske, men hist og her noget bombastiske, med stilistiske Knuder og mørke Træk overfyldte, Foredrag? Disse sidstes Sort- hed gjøre det kun til en Silhouette af en Karakter, som, svær- mersk og i sig selv blød og mildtænkende, gav sig, eller troede at give sig, en vis opskruet Styrke i de Skildringer af Tidens og Folkets Fordærvelse og Slaphed og Fremmaninger af Oldti- dens og Republikens pompøse Dyder, hvortil han, med saa megen og altid velmeent Forkjærlighed overlod sig. Efter en Indledning, hvori Opmærksomheden især henledtes paa Sølægdernes Inddeling i aktiv Tjenestepligtige og Kystværn, og Hensigtsmæssigheden paapegedes af, at Enhver paalagdes, ved sin Konfirmation at godtgjøre ved Attest fra Kystværnets Divi- sionschef, at han forstod at haandtere et Gevær og de simpleste Jægermanøvrer, fremsatte Gabriel Lund et Forslag af 9de Mai om at §'en saaledes skulde forandres: "Statens Sikkerhed fordrer, at dens Borgere, paa en vis Maade og til en vis Tid, værne om den; det overlades til første Storthing at be- stemme, paa hvilken Maade Statens Borgere bør være tjenstpligtige, og hvorledes Fordelingen bør skee til Sø- og Landtjenesten, Kystværnet og Landværnet, samt hvad Indskrænkninger og Undtagelser der bør finde Sted". Proponenten var forøvrigt enig med Kommitteen i, at en Kom- mittee til at undersøge Sagen og Forholdene, skulde udnævnes inden Rigsforsamlingen sluttedes, og at de gjældende Bestemmelser imidlertid skulde vedblive. Matroserne Peder Johnsen og Even Thorsen saavelsom brave Musketeer Helge Waagaard havde ogsaa lagt sine Hoveder i Blød, og de to Første havde faaet et Promemoria af Gaarsdato istand, saalydende: "Med Hensyn til Søfolket, som staaer i Kongens Tjeneste, andrage vi, efter vore Kommittenters Forlangende, denne vor Mening for den ærede Rigsforsamling: Det vilde være ønskeligt, om det kunde indrettes saaledes for Sø- folket, at, naar en Mand havde været til Orlogs i 3 paa hinanden føl- gende Aar, hvad enten paa Brigge, Kanonbaade eller Flaadebatterier, han da maatte blive fri for Tjenesten i 1 eller 2 Aar; thi, naar en Mand SIDE: 118 skal uafbrudt være til Orlogs i 5 til 6, ja 7 Aar, og har en stor Familie at underholde, der ikke har anden Støtte end den Udkommanderede, maa denne Familie i højeste Grad forarmes. Men, gjælder det om at forsvare Landet imod en angribende Fjende, og ingen kunde undværes, da skulle og ville vi Alle være lige forplig- tede til at værne om vort Fædreneland. Vi indsee heel vel, at dette vort ringe Skrift ikke kan komme i Be- tragtning ved Konstitutionens Lægning; vi anmode derfor den ærede Forsamling, paa vore Kammeraters Vegne, om dette maatte blive hen- viist til den i §. 108 omtalte Kommittee, der skal udarbeide de nær- mere Bestemmelser ved Værnepligtigheden". Helge Waagaards var kort og godt som et Opraab: "Lader os, ligesom Norges gamle Sønner, selv bære Sværdet, og ikke betro det til Uslinge og Lejesvende, som lettelig lade sig overlokke til den lumske Fjende, ved at forskjønne deres Kaar mangedobbelt; men lader enhver Indfødt tjene en efter Mængden passende Tid, som der- ved vilde meget forkortes, og da vil Enhver, i saa kort en Tid, tjene med Lyst, og den norske Armee vil derved vorde en Skræk for Nabo- riget". Siden Løvenskjolds og Jakob Aalls Foredrag havde Wergeland været beskjeftiget med at berede dem Bistand, og han reiste sig nu med en Tale, som, idet den gik ud paa, at den foreslaaede §. skulde udgaa og at det skulde have sit Forblivende ved det Gamle, ogsaa lagde for Dagen denne Repræsentants Frygt for at udsætte Fædrenelandet under nærværende Tid for andre Ry- stelser i sine indre Forhold end de absolut nødvendige. Han erkjendte Pligten at værne om Fædrelandet, uden Hensyn til Stand, for en uomstødelig Grundsætning; men han troede ikke, at denne indeholdt andet end at Enhver er lige forpligtet til at bidrage til Fædrenelandets Forsvar. Den var opfyldt, naar En- hver efter Evne bidrog til at bære denne Statsbyrde i Forening med sine Medborgere, endog om det skede paa andre Maader end ved personlig Tjeneste. Han kunde derfor ikke i Løven- skjolds Forslag finde noget Stridende imod Principet om almin- delig Værnepligt og imod Friheden, og heller ikke, at de af et Distrikt hyrede og underholdte Tropper kunde mere fortjene det foragtelige Navn af Lejesvende, end enhver anden militær eller civil Embedsmand, som jo ogsaa tjente Staten, hver i sit Fag, for betinget Løn. Ja Taleren var endog tilbøjelig til at tro, at disse lejede nationale Tropper, der drage tilfeldts embedsmæssig lige- SIDE: 119 som Officererne, vilde gaa langt mere frivillig end de, som ved personlig Værnepligt vare forbundne til at marschere ud. Som Vanskeligheder ved Løvenskjolds Forslag anførte han imidlertid: 1) at det, formedelst den altfor radikale Reform i Landets be- staaende Militærvæsen, det vilde medføre, var uudførligt, idet- mindste i de første, formodentlig krigerske og blodige Aar; samt 2) at det var muligt, at et Distrikt, især i Krigstider, ikke kunde tilvejebringe det bestemte Antal. Enten maatte da Tvangsmidler anvendes, eller Betalingen vilde blive for dyr. Men endnu mindre tilraadelig, endnu mere farlig og fordærvelig var Konskriptionen eller den ubetingede Værnepligt, som vilde gjøre Konstitution, Regjering, ja Fædrenelandet selv forhadt. Man maatte tænke sig Menneskene som de ere, ikke som de burde være. En stor Deel af de mere formuende Borgerfamilier, som nu ved sine Midler underholdt de fattigere Stænder, vilde uden Betænkning forlade Riget og forflytte til Danmark eller England. Moraliteten vilde skades, Svig, Bestikkelse, Udsugelse og utallige Misbrug faa Ind- pas; og, naar det tillodes at stille for sig, hvilket vel ikke kunde forbydes, vilde Byrdens Besværlighed allene falde paa den mindre formuende Borger og Embedsmand, saa netop det, man vilde undgaa, at ikke enkelte skulde bære Byrden alene, vilde blive Tilfælde. Man havde jo allerede en talrigere Vaabenstyrke end Landet godt kunde bære. Kjøbstæderne vilde vel kunne stille 6000 Vaabendygtige, men deres Befolkning var jo alt organiseret i Borger-frivillige Jæger- og Brandkorps samt indskrevne i Sø- rullerne som Kystværn. Hvad vilde man saa mere? Man kunde heller ikke sige, at det var Bondestanden alene, som forsvarede Landet, naar saa mange Embedsmænds og Borger-Sønner tjente som Officerer. Frihed for Konskription var et Slags Borgerpri- vilegium, kunde ansees for et Privilegium for Kjøbstæderne og Embedsmændene. "Hvorfor da være haardere imod dem, end imod nogen Anden? Vi have ikke villet fratage Nogen sine gamle Rettigheder og Fordele. Der- som Alle beholde sine gamle Privilegier, hvorfor skulle vi berøve Borger og Embedsmand deres? En Haandfuld unge Mennesker af den mere oplyste Stand, bestemte til Studeringer, kan dog vel neppe redde Staten, da derimod deres forgjæves Opoffrelser vilde lede til Barbari, slukke Oplysningens hellige Ild og medføre overvættes stor Skade for Staten. Alle ere pligtige at tjene Fædrenelandet, men En med Sværdet, En SIDE: 120 med Plougen, En med Pennen, En med Lærdom, En med Handel, En med Konster. Bondesønnen kan kun tjene Staten med sit Legeme. Han er modig, tapper og villig nok til den Hæder at værne om Fæd- renelandet, og forlanger ikke hines Hjælp dertil. Han begjærer intet Andet end tilstrækkelig Pleje og ingen Hunger at lide; og Intet ønske vi heller, end at opfylde denne retfærdige Fordring. Han vil værge for den Stat, hvoraf hans Stand udgjør de otte Niendedele, for det Land, hvis hele Overflade hans Slægt næsten ene indtager, anførte af Mænd, som dertil ere udgangne af de andre Klasser i Samfundet. Og hvad disse, hvad Officiererne angaaer, da skeer dem ingen Forurettelse der- ved, at Borgeren og Embedsmanden og deres Sønner ere fritagne for Krigstjeneste; thi just derved nyde de deres Fortrin og Gage af Staten, baade i Fred og Krig, at de i Ledingstid skulle være beredte til at værge for de Øvrige. Og derfor er jeg overbeviist om, at Enhver af de Herrer, som embedsmæssigen bærer Sværdet for Fædrenelandet i denne Tid, er jaloux over denne Hæder, og anseer det med Misfor- nøjelse, om nogen anden Borgerklasse vilde indtrænge sig i deres Hverv, og hjælpe dem i deres særegne Sager. Det maa endelig og bemærkes, at de Folkeslag i Europa, som kjende Konskriptionen af Erfaring, afskye den af Hjertet. Den afskaffes tillige- med Tyranniet, og vi skulle indføre den med Friheden? indføre et Sy- stem, som i saa gruelig Maade kan misbruges!? Nei af mit inderste Hjerte stemmer jeg for: Paragrafen udgaae af Konstitutionen, og det blive ved det Gamle"! Hermed havde det da en Ende med de skrivtlige Betænkninger om denne Sag; men ikke saa med de mundtlige. Og under disse bemærkede Christie, i Anledning af Wergelands Foredrag, at Grundsætningen, hvorom der var Tale, ikke egentlig kunde kaldes ny for Landet, idet den indeholdtes i de bestaaende Værnepligts- love. Den maatte dog betragtes som en filosofisk Sætning, der under Anvendelsen maatte modificeres efter de øvrige indre Stats- forhold. Hvormeget der end var bleven foredraget og debatteret, hørte dog Sagen til dem, hvorom neppe Nogen forandrede den Mening, han kom med i Forsamlingen. Den var tillige et Slags politisk Farvespørgsmaal. Den almindelige Værnepligts Forsvarere fik Skinnet af at være liberalere, bedre Liighedens Venner, tapprere, mere patriotisk begeistrede. Ved Voteringen antoges ogsaa §'en uforandret imod kun 9 Stemmer, der ikke ere vanskelige at ud- finde. Og da Oppositionens Hovedmænd fandtes imellem Disse, SIDE: 121 troede dens heftigeste Modstandere, at have faaet et nyt Vidnes- byrd for Lunkenheden af deres Patriotisme. "§. 109: Trykkefihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrivt, af hvad Indhold det end monne være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forsætlig og aabenbar har tilskyndet til Ulydighed imod Lovene, til Ringeagt imod Religion og Sædelighed eller imod de konstitutionelle Magter, til Modstand imod disses Befalinger, eller til Handlinger, som stride imod Lovene, eller fremført falske og ærekrænkende Beskyldninger imod Nogen. Frimodige Yttringer om Statsbestyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte". §'en skrev sig hel og holden fra Diriks, som dog her kun maade- ligt svarede til det juridiske Renomee han nød i Forsamlingen. I disse vaklende, betingende Sætninger mellem de smuktklingende Begyndelses- og Slutningstirader er det synligt, at hans fine de- taljerende Hoved har befundet sig i Forlegenhed mellem dets egen Mangel paa Interesse for en reel Pressefrihed og Forsam- lingens Overflod deraf. Det har da søgt at rede sig ud ved at indskyde disse Betingelser og Fortolkninger, som, idet de hverken udtrykke sig om det fremtidige Forhold til den gamle Trykke- frihedslov af 1799, eller ere udtømmende eller tydelige eller frie for Modsætninger, have overladt Normændene i Trykkefriheds- sager mere til Domstolenes tilfældige Anskuelse end til en utve- tydig Bestemmelse i deres Grundlov. Det er ikke denne, som udpeger Grændsen imellem forbrydersk Udviisning af og Til- skyndelse til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de konstitutionelle Magter o. s. v. og de fri- modige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand, som skulle være tilladte. Og hvilken Iis kan være farligere end dette, det mest omfattende af alle Udtryk: "hvilken- somhelst anden Gjenstand"? Selve den augsburgske Konfession og Ægteskabets Hellighed ligger jo ikke udenfor dets Omfang. I logisk og stilistisk Henseende er §'en et slet konstrueret Bindings- værks Udskud til vort Frihedstempel. Ordene "Trykkefrihed bør finde Sted" staa vel pralende over Døren; og i Baggrunden lyser hiin glimrende Slutning; men en af Tagbjelkerne er (ligesom dannet af en gammel rødmalet Kag) Anordningen af 27de Septbr. 1799, og man maa vogte sig for at træde anderledes til end med Katte- fjed, at ikke Gulvet skal synke under Foden og Taget briste over Hovedet. Den Mængde Presseforfølgelser, som fandt Sted i de SIDE: 122 første Frihedens Aar viste, at det var saa, at der i denne §. med den lovende Begyndelse og Ende og det troløse Indhold, var sat en blomsterdækt Kurv med levende Slanger i paa dens Alter. [fotnotemerke] Paragrafens smukke Ord først og sidst og Tilliden til hiin Rha- damant maa have tilsløret dens Mangler for Forsamlingen, da man finder, at den blev eenstemmig antagen, uden anden Motion, end at Hount foreslog, at Ordet "forsætligen" skulde udgaa, fordi Dommeren ikke kunde granske Hjerter og Nyrer. Muligt ogsaa, at den følgende §., idetmindste hos Mange, allerede forud fæng- slede Opmærksomheden, saa man ilede ligesom for at komme til en Kampskueplads. Den handlede nemlig om Odelsretten; og om ingen Sag stode Meningerne saa skarpt imod hinanden, paa den ene Side taarnende sig i en sværmersk Enthusiasme som for en Selvstændighedens og Nationalitetens Grundpille, paa den anden i et afgjort Had imod den, som om den var en tærende Sop i vor Statsbygnings Underlag, der maatte udrøddes med Salt, med Øx og med Ild. Allerede siden omtrent Midten af forrige Aarhundrede havde denne Sag havt sin egen polemiske Literatur i Tidsskrivter som i særegne Brochurer -- den eneste, som virkelig var trængt ned til Almuen og havde sat dens Tænke- kræfter i nogen Bevægelse. Medens Oplændingerne vare bekjendte for at hylde den med en Hengivenhed, der gjorde det betænke- ligt for Regjeringen at vove andre Indskrænkninger end de grad- vise i Forordningerne af 14de Jan. 1771 og 5te April 1811, ind- kom der i 1787 Ansøgning fra Agershuus og Smaalehnenes Amter, ligesom ogsaa senere fra 8 Bønder af Folloug om Odelsrettens fuldkomne Ophævelse. "Saa vanslægtede, eller saa kortsynede og daarlige -- skriver En i 1788 -- have endog enkelte Bygder været, at de af en huul egennyttig Kjøbmand, eller af en Feu- dalsjel, have ladet sig forlede til at bede Regjeringen om deres Odels, deres Konstitutions, deres Folkelyksaligheds Ophævelse"! Ansøgningen bekjendtgjordes strax tilthinge over hele Landet, og enhver af dets Almuer blev Spørgsmaalet forelagt, om den ligeledes var derfor eller ikke, uden at der, netop formedelst de delte Meninger, kunde komme nogen endelig Bestemmelse ud. Dog var altid, ligesom imellem Skribenterne om Sagen, Folkets Fotnote: Den Første, som fik føle, at Forordningen af 27de Septbr. endnu stod ved Lag, var en Borger, der førte Klage over at Soldaterne i Krigen 1814, som vitterligt var, bleve saa slet forplejede, at de endog fik umalet Havre at æde. SIDE: 123 Fleerhed afgjort for, og medens Holbergs, Pontoppidans, Schönings, Rothes og Fleres Lovpriisninger over Odelsretten som et National- klenodie indprægede sig i Overbeviisningen, bemestrede Nordahl Bruns, Zetlitzes og Bulls politiske Udbrud af nationalstolt Hyldelse sig Indbildningskraften. Brun tillagde den stor Ansporelseskraft til kjække og ædle Handlinger. Denne Virkning skulde ogsaa finde Sted hos Huusmandens Søn. "Ikke den pavelige Stol glimrer saa meget i Kardinalernes Øine som en Odelsgaard i hans. Er Drengen rask, danner han sig til allehaande Manddomsbedrivter. Naar Ingen er mere ædru, flittig og stærk til at arbeide, Ingen mere færdig i Kunster, Ingen i Normands Ridderspil, at rende paa Ski og skyde med Rifle, mere øvet end han, saa tør han haabe, skjøndt det holder haardt, at Odelsmands Datter turde værdige ham sin ømme Opmærksomhed". Saaledes sværmer Brun, og virkelig saadanne Romaner fandt og finde fremdeles Sted, hvori det da ikke mangler paa Fædre, der see Tingene anderledes an end Døttrene. Men har Huusmandens Ole Mynt, er Knuden løst og det Romantiske ved Odelsrangen forsvunden. Inden Rigsforsamlingen havde man hørt Odelsretten benævnes en forhadt Landeplage for det norske Folk, og ligesaa ofte et ær- værdigt Palladium for dets Frihed og Lykke. Falsen, i hvis Kon- stitutionsudkast Odelsretten vel ikke var optagen som Grundlovs- bestemmelse, men som ikke biede mange Maaneder efter Rigs- forsamlingen før han i et særeget Skrivt optraadte til dens Forsvar, var dens mest enthusiastiske Tilhænger; og Wergeland, saa ofte uenig med ham, havde i sit Grundlovsudkast en §., der bestemte, at Odelsretten ikke skulde ganske ophæves eller indskrænkes meer end den allerede var indskrænket; i fem Aar idetmindste skulde den staa ved Magt med fuld Indløsningsret efter Taxation. "Vi, som ville befæste Norges Frihed -- skriver han i sit Brev af Dagens Dato -- skulle vi ville tilintetgjøre et Frihedens Bol- værk, som har staaet fra Urold, et Frihedens Værn, over hvis Gjengivelse af Adelsteensfostre, tusinde Aar tilbage, Thrøndelagens Thing jublede til Himlen? [fotnotemerke] Skulde den retskafnere Deel af Na- Fotnote: Det var Hakons Igjenanerkjendelse af Folkets suveræne Eiendomsret til dets Grundbesiddelser og disses Frihed for direkte Skatter, som vakte denne Jubel, hvorunder det kaarede ham til Konge. Dette var den gamle Odelsfrihed, hvorfra Odelsretten herleder sig i naturlig Følge. Selv udrunden af en Folkevandrings Erobringsret, og visselig udbaaren fra Urhjemmet for de gothiske Folkestammer, SIDE: 124 tionen berøves denne skjønne Ret, som adler den fattige Fjeldbo og privilegerer alle Familier, fordi Uretsindige og Fordærvede misbruge den"? Saa individuelle Meningerne end vare, lod det sig dog i Almindelighed bemærke, at Repræsentanterne fra Øst- landets Byer og Fladbygder vare imod, men Vest- og Nordlæn- dingerne for den. I Østlandets for Agerdyrkningen bedre skik- kede Egne, hvor Landbrug var Gjenstand for Spekulation, maatte Odelsretten gjøre denne usikker, og det kunde hverken være til privat eller almindeligt Gavn, om den bragte Gaardene ud af formuende Besidderes og Folks Hænder, hvis Formue, og som oftest mere til, var gaaen med til den blotte Indløsning. I Fjeld- egnene, hvor Gaardene vare smaa, Levemaaden simplere, Ved- tægterne strengere og Ejendommene mere ætgangne, maatte Odelsretten have et naturligere Hjem og almindeligere Sympathi for sig. De ødelæggende, ved unødvendige Aastedsforretninger fordyrede, Processer, den gav Anledning til, havde ikke tjent til at slappe denne; meget mere viste den indædte, lemandsagtige Haardnakkenhed, hvormed de bleve førte, hvor dybt den sad i Hjerterne. Odelsprætendenten ophidsedes altid af sine Frænder og af Sambygdingerne, naar det var En fra en anden Bygd, der var kommen til Gaarden; og naar Denne indlod sig paa at afkjøbe Kravet, var dette at gyde Olje i Ilden hos Andre. Saa deelt var Bondestandens Mening ogsaa inden Rigsforsam- lingen, og dog var det dennes Stemme, som i denne Sag burde være den vægtigste, ifølge det gamle Ordsprog: "Den veed hvor Skoen trykker, som har den paa". Men hos Bonden afgjordes i Almindelighed ikke Spørgsmaalet efter Hensyn til hvad Indfly- delse Odelsretten havde paa Velstanden og Agerdyrkningen i det Hele, men eftersom den havde været ham selv eller Frændskabet tilnytte; og saaledes stødte man kun paa individuelle Formeninger, ikke, selv inden hine bestemte geografiske Grændser, paa nogen Fotnote: for hvem den synes at være et fælles Særkjende, var det ifølge denne Magtret Harald Haarfager havde tiltaget sig den, ved, eftersom han flyttede Erobrings- stagen frem, at erklære alt Jordegods for Kronens Eiendom; og, ved at paa- binde det fast Afgivt til denne, havde han i Folkets Øine forvandlet det fra frie Odelsmænd til Kronens Leilændinger. De Mægtigste, hvis udstrakte Besiddelser havde gjort dem til primi inter pares, taalte dette mindst, forenede sig til Mod- stand, udvandrede betvungne, og flyttede Odelsfriheden med sig hvor de ned- lode sig. Ved paa Storthinget i 1836 at ophæve Landskatten har dog Folket i Virkeligheden gjengivet sig sin gamle Odelsfrihed. SIDE: 125 samlet Opinion. Og i de andre Klasser havde de Følelser, som ved dette Spørgsmaal blandede sig i Reflektionen, gjort Opinionen ligesaa spredt og afmægtig til at føre til noget Resultat, skjøndt Odelsrettens historiske Berømthed fra Oldtiden, da den havde gjort Folket til et Folk af Smaakonger paa de landskatfrie Gaarde, dens Fortjenstfuldhed fra Foreningsaarhundrederne, da den havde reddet Landet fra et fremmed Herremandsvælde, den rørende Adkomst i Forfædrenes Sved og hine fyrige Forsvarsskrivter unegtelig havde bragt Fleerheden af Nationens dannede Befolk- ning, maaske med Undtagelse af Kjøbmændene, paa dens Side. Overalt klang dog Navnet "Odelsmand" behageligt for norske Øren; Børnene af en, som havde drevet en Odelsmand væk, antoge det med Lyst, og den fordrevne Odelsmand, med Hæn- derne men ingen Penge i Lommen, smagte dog i sit bittre Bæger en Draabe af Sødmen i den fattige spanske Hidalgos Stolthed. Man har endog seet den anføres som en Titel eller Angivelse af Fribaarenhed, som et Slags "von" -- idetmindste meer ligt dette end det engelske "Esq". Klangen af Navnet er ogsaa ret god; men den er af en Mynt, som burde have hørt op at gjælde, om det end var rigtigt af Rigsforsamlingen, ikke at ophæve Odels- retten paa en Tid, da en ny Forening og Indtrængen af fremmed Adel desifølge dog var mulig. Gyldent at see til, men ikke længer saftigt og nærende som i Fædrenes Tid, var Tvistensæblet, som kastedes iveiret, da Præsident eller Sekretær oplæste "§. 110: Odelsretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen skal vedblive, fastsættes af de følgende Storthing". Til Konstitutionskommitteen var bleven indleveret to Protester imod Odelsrettens Ophævelse: den ene, dateret 22de April, fra Kapitain Holck, den anden, dateret 30te April, fra Bønderne Ole Tvedten, Even Lande, Ole Evenstad, Elling Valbøe, Askoud Regel- stad og Tollef Huvestad, og disse havde i Kommitteens Fleerhed fundet villige Mænd til at indtage Bestemmelser derom i Grund- lovsudkastet. Holcks Betænkning blev nu først oplæst. Bondens Frihed vilde forgaa med Odelsretten. Vor gjæve Bondestand vilde ved dens Ophævelse overgaa til en ufri Klasse af Fæstere og Forpagtere. Den Anledning, der efter Manges Mening gaves til Processer, opvejedes af det Gavn, den ydede den norske Bondestands Frihed. Disse havde næsten alle reist sig fra Lovenes SIDE: 126 Dunkelhed med Hensyn til at fastsætte Odelsfølgen, og kunde altsaa standses ved bestemtere Love. Odelsretten var den Skyts- engel, som havde bevaret den norske Bonde fra at overvældes af Herremænd, der ikke skulde ladet sig afholde af Klimat og ufrugtbar Jordbund fra at samle Bondegodset under sig. Nabo- landet og det nordlige Rusland vare omtrent under samme fysiske og økonomiske Kaar, men der manglede dog ikke Bonden sine Plagefogder. At den norske Bonde kjendeligen udmærkede sig fra Bonden i andre Lande ved større Aandsfyrighed og Legems- raskhed, mere Følelse for Frihed og større Kjærlighed til Fædrene- landet, og at han var fri for Herremænd, Forvaltere, Ladefogder og andre Bonden plagende Væsener, havde man alene Odelsretten at takke for. Men hvo borgede for, at ikke disse ogsaa her vilde opvoxe, naar dette Bondefrihedens stærkeste Brystværn nedreves? Det var ikke nok, at personlige arvelige Forrettigheder afskaffe- des; Rigmanden behøvede ikke disse forat komme i Besiddelse af Landejendommene, og den deraf opkomne Indskrænkning af Bondestandens Frihed og hidtil havte Rettigheder maatte i Frem- tiden have en skadelig Indflydelse paa Nationalkarakteren. Der maatte altsaa gives denne hæderlige Stand, denne "Statens første Grundstøtte, en Modvægt, som kunde afholde ethvert Angreb paa dens nærværende fri og lykkelige Tilstand". Men ophævede man nu Odelsretten, indsaa han ikke, hvad man, uden et altfor voldsomt Indgreb i Ejendomsretten, skulde kunne sætte i dens Sted. Denne "Bondestandens Skytsgud" fortjente derfor at finde Plads i Rigets vordende nye Konstitution, for fremtidigen at sik- kres for total Undergang. Mange, og det kyndige Mænd, havde alt arbeidet for dens Tilintetgjørelse; men de havde neppe nok- som kjendt den norske Bondes særegne nationale Aand forat overbevises om det store Værd han selv satte paa denne gjennem tusinde Aar nedarvede Rettighed. Af en saadan Bondeaand turde man vel love sig -- hvad Erfaringen ogsaa havde viist -- et usvigeligt Værn imod Landets Fiender, forudsat, at man ikke -- efter Projekter, der vare Motionæren ubegribelige -- ophævede Værnepligten og vilde søge sit Forsvar hos Lejesvende. De sex Bønders Forslag gik nærmere ind paa Tingen, idet det ogsaa paapegede de Forandringer i Odelslovgivningen, som vilde gjøre denne utvetydig og tilintetgjøre de Anledninger til Processer, som i saa Manges Øine havde gjort Odelsrettens Nytte tvivlsom. SIDE: 127 Ogsaa deri fremhævedes dens tusindaarige Ælde, at den anspo- rede Bonden til Flid, og hindrede Enkelte fra at tilvende sig store Strækninger af Jordegods. Thi "ingen Sum, hedte det, turde bydes nogen retskaffen Odelsbonde, der vejede op imod hans Kjærlighed til den ham efterladte Fædrenejord, eller kunde be- væge ham til at afstaa den til nogen Fremmed. Denne Kjærlighed lagde kraftfuld Grund til en større Dyd d. e. til en Fædrenelands- kjærlighed, der hæver Normanden til en fortrinlig Rang iblandt alle Folkeslag, knytter ham fast til sit Fædreneland, bortfjerner al Lyst til Udvandring, giver ham Kraft og Mod, gjør enhver patriotisk Opoffrelse let, og forener Alt til at give en Stat den fornødne indvortes Styrke". Disse Fordele maatte overveje de Tab, Medarvingen maatte lide ved en til Ejendommens sande Værdi uforholdsmæssig Udløsning i Penge (Aasædesretten). Man havde sjeldent Exempel paa Misundelse imellem Sødskende over den Odelsbaarnes udelelige Forrettighed, men desoftere paa, at de, der ingen Formue havde at stole paa, bleve lykkeligere ved eget Arbeide, end de, der fødtes til Rigdomme. Næsten i enhver borgerlig Klasse saae man den ældste Søn træde ind i Faderens Næringsvei imod Udløsning til sine Sødskende. Og de Misbrug og Processer, Odelsretten havde givet Anledning til, maatte for- størstedelen tilskrives Lovgivningens Tvetydigheder og den paa- faldende Mangel paa Regjeringens Opmærksomhed og Omhu for at hæve den. Saaledes f. Ex. Qvæstionen om Odelsarvefølgen var agnatisk-kognatisk eller reen kognatisk, eller om sidste Be- sidders Datter skulde foretrækkes Farbroderen, naar begge ned- stammede fra første Forhverver. Odelsrettens Ophævelse havde længe været paabane, og efter Forordningen af 5te April 1811, som var foraarsaget af Landets forfaldne Pengevæsen, var der nu kun en tom Lyd tilbage af Odelsretten, saa Vinde- og Herske- syge nu let spillede Jordejendommene ud af de Odelsbaarnes Hænder. Paa egne og Kommittenters Vegne maatte de derfor foreslaa som en Artikel i Grundloven, de ventede vedtaget af den hele Rigsforsamling, at Odelsretten bestandig skulde vedblive i Norge saaledes som den var før ovennævnte Forordning, uden Forandring i Odelsrettens Grundvæsen, men kun med saadanne Modifikationer og Bestemmelser, som den senere Lovgivning maatte finde hensigtsmæssige til at hæve de Anledninger til Tvivl, Misbrug og Processer, som maatte findes ved den ældre Odels- SIDE: 128 lovgivning. Al Odelsløsning maatte dog skee efter billig Taxt, og samme Bestemmelse ønskede de ligeledes for Aasædesretten, der ikke var mindre vigtig. Specielt maatte de henlede den vordende Lovkommittees Opmærksomhed paa følgende Punkter, der øn- skedes bestemte ved Lov: 1) at Odelen skulde gaa i lige ned- stigende Linje, uden Hensyn til Kjøn, og først ved dennes Uddøen gaa over til Sidelinjerne; 2) at Barnet ikke skulde kunne drive Moderen fra Gaarden, hvortil hun skulde have Brugsret, idet- mindste for det Halve eller Saameget hun behøvede, naar hun ingen anden Ejendom havde at ty til, uden at hun dog, paa Grund af Skifteudlæg skulde kunne hævde Samme fra Børnene; samt 3) at Gaarde, der tilstrækkeligen kunde ernære to eller flere Familier, skulde deles naar de øvrige Børn ellers intet Jordegods vilde faa. Efter adskillige Debatter, hvorunder Bryn foreslog, at Grund- lovens Beskyttelse ogsaa skulde udstrækkes til Aasædesretten, foretoges Votering om §'en skulde forandres eller ikke. Med 53 mod 51 Stemmer blev det Første bestemt, hvorpaa Forsamlingen eenstemmig vedtog §'en med den Forandring, at der istedetfor Ordet "Odelsretten" skulde sættes "Odels- og Aasædes-Retten", og istedetfor "de følgende Storthing" "det første eller andet Stor- thing". I den følgende §. stødte man paa en af de vigtigste, mest i Livet indgribende, Grundsætninger, nemlig i §. 111: "Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstedes for Fremtiden". Møller oplæste et kort, "af vigtige Aarsager" (som han udtrykte sig) umotiveret, Forslag af Dags Dato om at §'en skulde gives saadant Tillæg: "Og ingen Hindringer maae for Eftertiden lægges i Vejen for Ejendomsrettens Benyttelse, naar den ikke strider imod Statens almindelige Interesse". Skulde Forslaget ikke finde Bifald i Form af et Tillæg, ønskede han det indtaget i Grundloven som en egen Paragraf. Steenstrup havde til Konstitutionskommitten indleveret et For- slag af 18de April, hvilket nu blev oplæst. "Rigsforsamlingen -- hedte det -- har ved de antagne Grundprinciper vedkjendt sig, at den erkjender Borgerens helligste Ret, ukrænkelig Ejendomsret og Næringsfrihed, og erkjender denne som en nødvendig SIDE: 129 Grundpille i en paa Retfærd grundet Konstitution. Men bemeldte 9de §. forebygger kun nye Indgreb i denne hellige Ret, og her gives dog alle- rede bestandige Privilegier og Monopolier, som stride aabenbart imod denne. Dog -- de ere givne under en Konstitution, der ikke adspurgte Ejendomsretten, og, idet vi bygge en ny, paa Retfærd grundet Konsti- tution, nedbryde vi hiin, disse skadelige og skammelige bestandige Pri- vilegiers Ophav og Aarsag. Med Aarsagen maa Virkningen forsvinde: de ere altsaa ikke mere; de kunne kun gives, men aldrig for bestandigt. Ethvert nyt Anlæg trænger i Førstningen til Rettigheder, som Lovene ikke kunne tilstaa det for bestandigt. Jeg anseer det gavnligt, at Saa- danne paa en vis Tid kunde gives; og, vil man vise allerede etablerede Indretninger al den Gunst, som kan bestaa med Retfærdighed, da kunne disse, uden Hensyn til deres Alder, ansees som nye, og nyde deres engang tilstaaede Privilegier i længere eller kortere Tid, i Forhold til deres Gavnlighed for Landet; dog troer jeg ikke noget Privilegium bør tilstaaes paa længere Tid end 7 Aar. At Privilegier paa Apotheker, som have andre Forpligtelser end alle andre Næringsindretninger, maa være Undtagelser fra den almindelige Regel, falder af sig selv". Proponenten foreslog derfor, at Ordet "bestandige" skulde af Kommitteen indskydes imellem Ordene "nye" og "Indskrænk- ninger", samt at denne skulde fremsætte for Rigsforsamlingen, enten som Tillæg til Grundsætningen eller som en særskilt §., en Bestemmelse om, at Privilegier paa Næringsindretninger skulde ansøges hos og meddeles af Kongen, men ikke, med Undtagelse af Apothekerprivilegier, være gjældende paa længere Tid end 7 Aar. I en Betænkning af 25de April, som nu ligeledes blev oplæst, havde tredie Deputerede fra Agershuus Amt Kristensen (Kollerød) søgt at bevæge Konstitutionskommitteen til at fremsætte en Be- stemmelse om Frihed for Landmanden til Forædling og Nyttig- gjørelse af Naturprodukterne paa hans Ejendom. Ved at kunne benytte sin Adgang til at anlægge Sauger og frit at kunne sælge sin Tilvirkning derfra og øvrige Skovprodukter, vilde disse blive bedre benyttede. Meget, som ellers blev henliggende i Skovene, vilde da komme i Handelen, og Bonden, der i Regelen kun hug- gede saameget Tømmer, han behøvede til Bestridelsen af sin aarlige Udgivt, vilde kunne bestride denne uden at medtage sine Skove saa haardt, som Tømmerhandlernes vilkaarlige Priser nu gjorde det nødvendigt. De privilegerede Saugbrugsejeres Opkjøb SIDE: 130 og Samling af Landejendomme med tilliggende Skove, hvis Be- boere, Staten til Byrde og Agerdyrkningen til Tab, ikke sjeldent derved vilde blive bestaaende af forarmede Leilændinger, vilde saaledes ogsaa ophøre. Kristensen, hvis Anskuelse naturligviis var Bøndernes fra det hele Land, og som vi ville erindre ogsaa var fremsat af Lysgaard i Mødet den 4de Mai, fik Understøttelse af Steenstrup, som oplæste og indleverede et Forslag af Dags Dato, hvori han fremsatte sit forrige saaledes modificeret og ud- viklet: "De hidtil i Riget værende Indskrænkninger i Nærings- friheden vedvare i 7 Aar endnu, men efter den Tid have alle Monopolier og Privilegier tabt deres udelukkende Kraft, og efter det samme Tidsforløb ophører ogsaa al Tiende- og Skattefrihed". Det var ham ikke nok, at Kommitteen havde, ved at indtage Ordene, "og bestandige" i sit Udkast, fundet den første Deel af hans Forslag anvendeligt. For en Mand, der i sit Hjerte mente: væk med alle Privilegier! maatte Forslaget være en Moderation, han maatte tro vilde vinde Fleerhedens Bifald. Han indledede derfor sin fornyede Motion med en Appel til Rigsforsamlingen, hvoraf nogen Fortrydelse mod Konstitutionskommitteen synes at skimte frem. Men om saa var, fulgte den med denne Repræsen- tants sædvanlige Varme for sin Sag, som den, ligeledes glødende, men snart blegnende og henveirede, Slaggaske med det hede Metal. Alle udelukkende Privilegier burde ophæves, mente Han; og man burde ikke lade sig blænde af den Indvending, at disse Privilegiers Besiddere vare deres virkelige Ejere. "En Besidder af et Privilegium, han være den 2den eller den 20de i Raden, kan dog ikke have højere Rettigheder, end den første Besidder, der ikke har givet de Angjældende eller Indskrænkede nogen Skades- løsholdelse eller Gjengeld, men har blot faaet det som Benaadning af en Suveræn, der ene kan garantere saadanne Indskrænkninger i Ejendoms- ret og Næringsfrihed. De ere saaledes ikke Ejendom, fordi de ere kjøbte flere Gange; thi hvad Ejendom har vel den 10de Kjøber af stjaalet, fundet eller ved Magt aftvunget Gods? Hævd kan her heller ikke tænkes, hvor Tilbagefordring af fratagen eller indskrænket Rettighed hindredes af Magten. Vil man endelig indvende, at de privilegerede Indretninger ikke kunne bestaa, naar ikke deres Privilegier vedblive udelukkende og evige, da maa jeg svare, at dette strider aldeles imod al Erfaring, hentet i fremmede Lande, hvor saadanne Privilegier ikke findes; og, kunne hine Indretninger ikke bestaa, uden saadanne udelukkende Pri- vilegier, da bør de ikke vedblive, da ere de skadelige". SIDE: 131 Men Ingen kunde af Karakteer meer end af personlige Forhold være mere kaldet til at optræde som Privilegiernes Forsvarer end Jakob Aall, den Betænksomme som Helten i hans Niala-Saga. Vi have før seet noget deraf: af hans samvittighedsfulde Frygt forat komme Nogens Ret for nær, af en Ængstlighed forat gjøre Over- gangen til de nye Forhold voldsom, der næsten gik til en Ær- bødighed for alt Bestaaende. Man kan faae Stivkrampe og dø af en Rivt i en Finger, og saaledes synes han at have anskuet Forholdet imellem det Offentlige og Private. Det Bestaaende var for ham ikke blot Ejendom, men Odel og Arv; Særrettigheden en Ret og Privilegiet et Legat, hvis Indtægter vel bestod i Byrder for det Almindelige, men hvortil dette nu var saa vant, at det netop befandt sig vel derved. Han betragtede Staten som en Patient, der har godt af at gaa med Vinterkappe heni Junimaaned; og det var denne Svages Velbefindende ligesaameget som den Privates Ret Aall havde for Øje, da han nu, i et Foredrag, som senere bilagdes Forhandlingerne, optraadte imod Steenstrups For- slag og Skildring af hvorledes der i Udlandet var sørget for Nærings- friheden, samt imod Kristensens og de øvrige Bønders Mening om hvorledes det i denne Henseende burde være for Norge. Aall indrømmede, at de forskjellige Betænkninger, som gik ud paa enten at ophæve alle Privilegier, Monopolier og Forrettig- heder eller at indskrænke Tiden for deres Brug, havde til Øjemed, at sætte Bønderne og Skovejerne, som den største og talrigste Deel af Nationen, istand til den fordeelagtigste Anvendelse af deres Produkter, samt af forebygge den Skade, som bevirkedes ved de Indskrænkninger, der paalagdes de Egnes Omkreds, hvori Fabriker anlagdes. Men han maatte tilstaa, at Agerdyrkningen var i Norge uendelig vigtigere end Fabrikvæsenet, og at det altsaa vilde stride imod Nationens sande Interesse, at hæve den Sidste paa den Førstes Bekostning. Saadanne Misgreb burde undgaaes i en Stat, der ligesom gjenfødtes. Ved at tale imod Bondens Interesse vilde han forøvrigt ikke alene tale imod sin egen Over- beviisning, men tillige imod en Sag, han, under sin borgerlige Virksomhed, troede redeligen at have fremmet. Men det vilde være høist skadeligt for Agerdyrkningen og for Nationens politiske og moralske Interesse, at lede Landmandens Opmærksomhed fra Agerdyrkningen til det mindre fordeelagtige og mere indviklede SIDE: 132 Fabrikvæsen. Det stod kun maadeligt til med hiin, og derfor burde dette kun lidet udvides. "Fabrikantens højeste Kunst -- vedblev Aall -- er, at spare saameget muligt paa fysiske Kræfter, og at erstatte disse ved Sjælens Anstrengelse og ved videnskabelig Forædling af Fabrikationen. Med al min Agtelse for Bondestandens Kultur i dette Land, kan jeg dog ikke tillægge den dette Slags Kundskaber, da jeg derimod vover at paastaa, at flere viden- skabeligen dannede Mænds Anstrengelser i denne Henseende ikke vare frugtesløse for Fædrenelandet. Man kaste et Øje til Nabolandet forat overbevise sig herom! Man betragte de svenske Værker, hvoraf Bønder ere Medejere! Man vil finde dem mestendeels i en slet Tilstand, og deres Drivt ikke engang fordeelagtig for Ejerne, medens der findes Værker i kultiverede Mænds Hænder, hvis Indretninger tjene os og flere Lande til følgeværdigt Mønster. Dette være fremsat som en almindelig Be- mærkning. Om den specielle Anvendelse heraf paa Landets privile- gerede Saugbrug tillader jeg mig faa Ord. Denne Sag har saa ofte været angreben og forsvaret, uden at den er kommen paa det Rene, saa vi forgjæves indbilde os her at kunne finde Sandheden. At ned- bryde paa denne Forsamling ved et Lovbud, hvad vore Forfædre have anseet for gavnligt, vilde være et ligesaa overilet Skridt, som farligt for mange borgerlige Mænds Existents. Man høre deres Stemme, som er i Besiddelse af disse Rettigheder. De udgjøre en ikke ubetydelig og agtværdig Klasse af Nationens Borgere. De have bidraget til at for- ædle Landets Kultur, og gjort store Offere for deres Virkekredse i Mangelens langvarige Periode. Deres Virksomhed har i mange Hen- seender en vigtig Indflydelse paa Nationens Interesse. Af deres Velfærd afhænger en stor Deel af Landets Indvaaneres -- Bønders og Fabrikanters -- Skjebne. De arvede disse Forrettigheder fra deres Fædre, eller til- kjøbte sig dem i Haab om uforkrænket Nydelse deraf. Lad os altsaa overdrage Lovkommitteen ogsaa at undersøge denne Sag, og henvise Enhver, der vil angribe eller forsvare den, til denne Prøvelse"! Taleren sluttede med atter at gjøre opmærksom paa, at han ikke talte sin egen Sag og at hans Privilegier som Jernværksejer aldrig vare blevne gjorte gjældende [fotnotemerke] . "Velvilje og Tilfredshed tilvejebragte en mere blomstrende Virksomhed end Lovens Bud". Han vilde føle sig dybt nedbøjet ved at være i Besiddelse af Fotnote: Dette bemærkes ogsaa om Næs Jernværk i Indberetningen fra Undersøgelses- kommissionen i Anledning af de Lofthusiske Uroligheder i Nedenæs i Aarene 1786 og 87, hvortil, som bekjendt, Privilegie-Misbrug og Monopolier gav Anled- ning. Om Frolands Jernværk lyder Indberetningen anderledes. SIDE: 133 Privilegier, som erkjendtes skadelige for Fædrenelandet; Saug- brugsprivilegierne vilde mere gavne end skade ham; men negte kunde han ikke, at han, som Fabrikant, vilde føle det haardt, vet et Magtsprog og uden Prøvelse at berøves Rettigheder, som han ikke troede saa misbrugte eller skadelige, som den offentlige Mening vilde. Steenstrups Motion fik liden Understøttelse, og ved alternativ Votering mellem den og §'ens uforandrede Antagelse, vedtoges dette Sidste, da den kun indeholdt hvad der forhen var antaget som Grundsætning. Dog vandt Jakob Aall, at det blev bestemt, at Spørgsmaalet om de existerende Privilegiers Ophævelse eller ikke skulde udsættes til næste Storthing. Ligeledes antoges eenstemmig, som følgende af 10de Grund- sætning, "§. 112: Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse eller Fidei-Kommisser maae for Eftertiden oprettes". Og med 68 Stemmer imod 38 antoges efter nogen Debat "§. 113: Ingen Dispensationer, Protektorier, Moratorier eller Opreis- ninger maae bevilges, efterat den nye almindelige Lovbog er sat i Kraft". Teis Lundegaard forlangte at høre, hvad vel alle disse fremmede Ord, "Protektarier, Marotarier" o. s. v. hedte paa Norsk. Og han fik da venskabelig Oplysning under Debatterne. Christie mente, at der gaves Tilfælde, hvori Dispensationer og Opreisninger maatte agtes fornødne. Diriks benegtede saadant. De havde sin Op- rindelse i skammelige Misbrug af den lovgivende Magt, og ned- brød den Agtelse for Lovene, som burde være hellig. Falsen understøttede Diriks, menende, at Den, som forsømte sin Ret, burde tage Skade for Gjengjeld og ikke hjælpes ved Opreisninger. Eenstemmig antoges "§. 114: Fordrer Statens Tarv, at Nogen maa afgive sine rørlige eller urørlige Ejendomme til offentlig Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statskassen". Og man stod nu ved den sidste §. nemlig "§. 115: Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Konstitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den bør for- andres, skal Forslaget derom fremsættes paa et ordentligt Storthing, og kundgjøres ved Trykken; men det tilkommer første næste ordentlige SIDE: 134 Storthing at bestemme, om de foreslagne Forandringer bør finde Sted eller ei". Den antoges ligeledes eenstemmig med følgende, af Hegermann, som et første Alternativ, den 4de Mai foreslaaede, og kun i Hen- seende til Ordene "i enkelte Bestemmelser" udvidede, Tillæg: "Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Prin- ciper, men alene angaa Modifikationer i enkelte Bestemmelser, der ikke rokke eller forandre denne Konstitutionsaand; og bør endvidere to Trediedele af Storthinget være enige med, inden saadan Forandring kan skee". Hegermanns andet Alternativ, hvorefter §'en skulde faa saadant Tillæg: "Forandringen kan ikke vinde Lovskraft uden efter de i §§. 83, 84 og 85 indbefattede Bestemmelser" d. e., at Kongen heller ikke skulde have noget andet end sit suspensive Veto ved For- andringer i Grundloven, som altsaa ikke blev at betragte som en gjensidig Pagt, der krævede Begges Samtykke, blev betragtet som overflødigt (hvad det dog ikke har været) og saaledes da ikke antaget. Rigsforsamlingens Mening kunde ikke være tvivlsom, da den ikke selv lod, eller kunde lade, sit Værk sanktionere af nogen Konge, og da den betragtede de kommende Storthing som Fortsættelser af den selv, hvis baade Myndighed og Behov af at være varsom havde erholdt Udtryk i Bestemmelsen om den 3/4deels Flerhed, der udfordres ved Grundlovsforandringer. Konstitutionskommitteens Udkast var uddebatteret, og Grund- loven til; og i sin sidste §. var det skjønne Tidsfoster bleven iført et, vel snevert, men elastiskt, Pantser, hvori det dog skulde kunne udvikle sig og hæve sit Hjerte og de vingede Skuldre stedse højere og højere [fotnotemerke] . Præsidenten undergav nu Konstitutionskommitteens, i dens Indberetning af 30te April fremsatte, Forslag, at 2 eller 3 Medlemmer skulde udnævnes til at redigere Konstitutionen i Stiil og Orden, Votering, hvorved det blev bestemt, at Redaktørerne skulde være tre; og dertil valgtes da ved de fleste Stemmer Diriks, Sverdrup og Weidemann. Et ansvarsfuldt Hverv! Ikke blot Paragrafernes Omsætning paalaa dem, men ogsaa Stilens For- Fotnote: Wergeland havde i sit Udkast lavet et endnu snevrere tilrede i den be- synderlige Idee, at Grundloven skulde forblive uforandret i 99 Aar. Hvert 55te Storthing skulde da revidere den og atter bekræfte den, forandret eller uforandret, for et nyt Tidsrum af 99 Aar. SIDE: 135 bedring; og denne kunde vel stundom fordre Forandring og Om- sætning af Ord. Og under Affilingen kunde man komme Klenodiet for nær, eller en eller anden af dets Ædelstene kunde forslibes. Een kom ogsaa, som vi skulle høre, virkelig bort, og man mærkede det ikke før den var forsvunden som om Afgrunden havde slugt den. Med beraad, men neppe derfor velbetænkt, Hu var deri- mod af selve Kommitteeudkastet bleven udslettet en Paragraf, som indeholdt en Slags Lignelse eller Spiren til en Jury, og lød saa- ledes: "Al Rettergang skal holdes for aabne Døre [fotnotemerke] . Ved Under- retterne skulle i Livs- og Æressager 4 af de anseeligste Borgere i Byerne og 4 af de anseeligste Bønder paa Landet være Med- domsmænd". Noget Bedre end vort sædvanlige Laugrette, især i Byerne, er, vilde dog sandsynligviis være kommet ud af denne §., om den var kommen under Rigsforsamlingens Behandling. Men Norge behøvede her ikke Exemplet fra Europas frieste Lande: det kunde laant af sin egen rige Fortid. Og vi ville, naar vi see vel efter, i den gjenkende Hovedtrækkene i den Konstitutions Karakteer og Fysiognomi, som Normændene nu, med Remini- scenzens Lethed, selv havde givet sig. Mødet var udsat til den 13de. Repræsentanterne, som havde afskrevet Finantskommitteens 7 Forslagsposter, maatte have en Hviledag til at overveje dem i. Men det var "Havblikket foran en Storm", siger Brevskriveren fra Eidsvold. Imidlertid havde de nu idag, Eftermiddagen den 11te, Aarsag til at skilles ad, lyk- ønskende hinanden og saa glade, som man den Tid kunde være i Norge. Og det gjorde de; men mange med et "Tænk paa iover- morgen"! De 14 Millioner var den Sky, som laa baade tungest og nærmest over Hovedet. Den tildækkede baade Tanken om England, om den svenske Kronprinds, om de triumferende Mo- narker. Havde ikke den været saa nær, skulde de nu idag under den nedgaaende Sol havt Grund til at gjøre den, i Lys og Glands og Smiil næsten opløste, Tanke til sin, hvormed en af hiint Aars Maiviser begynder, nemlig denne: "I Vaarens lyse Ungdoms Glands igjenfødt Nora smiler". Fotnote: Ligger ikke Offentlighed af Dommernes Votering i Ordene, synes den dog at ligge i Meningen, eller ialtfald temmelig nær. SIDE: 136 Ogsaa Prindsregenten, berettes der, var i særdeles godt Lune, da Dagens Taffelgjæster fra Repræsentationen bragte Budskabet med sig om at Grundloven var færdig. Og han kunde have sine Grunde til at glædes over snart at kunne ønske dem Lykke paa Reisen; thi ilde maatte han finde sig stedet imellem to Partier af Patrioter, hvoraf han neppe kunde elske det, han maatte holde sig til, mere end det andet, som han vidste ønskede ham heller langt fra Landet, end nu i Begreb med at vorde dets Skjebnes kronede Styrer. Af hiint, hvis Valgsprog synes at være det, der mest maatte ængste et svagt Hjerte, nemlig Horatzes "fortissima consilia tutissima", (medens det modsatte synes at have valgt Lucans "erat is populus, qvem pax tranqvilla juvaret") maatte nemlig Han, hvis Opgave det var at temporisere, føle sig henreven som af den ilende, vold- somme Strøm. Samlet i Rigsforsamlingen følte det formeget sin Styrke. Derfor, om end det ene Parti maaskee sagde noget mere end det mente, og det andet ganske vist mente mere end det sagde, maatte Prindsregenten med Tilfredshed see Øjeblikket nærme sig, da han skulde see begge at forlade Eidsvold, for at tabe sig i et Folk, som var ham enthusiastisk hengivent. Folket troer jo overalt, at alle Prindser ere begavede med saa glimrende Egenskaber og fremfor alt saa stormodige og tappre som Even- tyrenes; og at Kristian Frederik var Perlen af alle Prindser var nu det Norskes Tro. Men hvorledes han end fandt sig i sin Stilling til Rigsforsamlingens stærkeste Parti, dens "Bjerg", hans saakaldte Venner, i hvis alvorlige Høvdingers Agtelse han dog maatte føle, at flere end eet Træk af hans Privatliv, og navnlig den under samme Tag fortsatte Libertinage, havde ladet ham synke, kunde han idag den 11te være vis paa, at det den næst- følgende, da det store Bevillingsspørgsmaal skulde fore, vilde bringe ham en Sejer over det andet, over hans, vel forkuede, men overbeviisningsfaste, forhadte og frygtede Modstandere. Dette maatte nemlig være et Æresspørgsmaal for hiin stortalende Majoritet, der saa ofte havde udtalt sig for Krigen. Ingen, som havde sagt, at ville offre Liv og Blod, kunde undslaa sig for Be- villingen, og i den laa ikke alene Betingelsen for hans Regering, men ogsaa Diktamenet til den Krig, han nu maatte give sig Mine af at ville føre, og som han siden nolens volens maatte føre. Der vilde unegtelig være nogle Haandpenge i disse Millioner, hvormed Meningen var, at ikke blot Regjeringen, men ogsaa Krigen for SIDE: 137 det Første skulde føres. Man tænker sig maaskee Rekruten tungsindig den Aften han har faaet Haandpengene? Han gjør sig den heller lystig saa godt han kan, og søger at forjage Frygten ved Tanken om hvor han dog vil tage sig ud i den nye Mondur. Upaatvivlelig, der maatte være noget af denne Tvang og Let- sindighed i den særdeles Munterhed man bemærkede hos ham den Dag Grundloven var bleven uddebatteret. Men, som sagt, han havde dog Grund dertil; thi han havde kun liden til at ønske Opholdet paa Eidsvold forlænget. Vel sad han endnu paa den øverste hvirvlende Møllesteen; men -- han kunde komme imellem begge. "Hvorledes befinder Grev Wedel-Jarlsberg sig"? synes jeg at høre En af Prindsens Herrer spørge en af Repræsentanterne ved Taffelet. "Han var dog tilstede idag"? -- "Nei. Han skal være syg". Greven, der i længere Tid havde været taus, af Misfornøielse, som det hedder, med Tonen i Rigsforsamlingen, d. e. vel egentlig med Tingenes Gang, havde virkelig i et Par Dage holdt sig i sit Qvarteer. "Men han kommer dog vel iovermorgen til "de fjorten Millioner"? "Jeg vil haabe det". Spørgeren vender sig til en anden Repræsentant. Han har truffet paa en af de Urette. "Millionerne ville dog gaae"? "Upaatvivlelig". "Grev Wedel skal være syg; men han vil dog nok indfinde sig"? "Upaatvivlelig". "Mener De"? "Oh, gjør intet! Vi ere for stærke. De ville gaae". Længere oppe ved Bordet, hvor man taler om den gylden- palmske Affære, om den Fornøjelse næste Søndag at faa høre H. H. Biskop Bugge i Kirken, om "Normandsforeningen" i Kjøben- havn, om de senest "Opkomne" derfra o. s. v. viser en let Dreining med Hovedet, at Prindsen har hørt Samtalen. Greven vil komme. Der vil blive en Kamp. Og Sagen er et Livsspørgsmaal; men til al Lykke, som sagt, et Ærens for Rigsforsamlingens "Bjerg". SIDE: 138 Sympathier for Norge. "Hail, brave Norvegian! Son of freedom, hail! Oh, may your cause, your sacred cause prevail! And may thy hand of rude oppressiv pow'r crush the brigth offspring of this anxious hour!" Charlotte Wardle. Norway. A Poem. London 1814. [fotnotemerke] Den 12te Mai skulde da være en Hviledag for Rigsforsamlingen til at overveje Finantskommitteens 7 Forslagsposter, som imid- lertid vare blevne afskrevne af Medlemmerne. Men den 12te Mai var den Dag da Kampen stod haardest for Norge i det britiske Parlament; og saameget fortjener denne Menneskekjærlighedens og Liberalitetens skjønne uegennyttige Bedrivt, at vi bruge denne Dag til at kaste et Blik didhenover Havet paa Begivenheder, der angaae Norge saa nær. Et ikke mægtigt Folk har den bedste Garanti for sin Frihed i de Andres Deeltagelse; og hvilken mo- ralsk Bistand ydedes ikke Norge i den mandige, skjøndt tabte, Kamp i Verdens mægtigste Folkeforsamling? Hvilken Deeltagelse tilflød det ikke fra den stolteste Nations Samfunds Højder, som fra dets Midte, hvorfra ogsaa hiin qvindelige Harpe klang? Det er behageligt at dvæle ved et Skue, der gjør saamange berømte Talenters Hjerter Ære. Det er behageligt ogsaa fordi det er sjeldent. Som en mild Regn vederqvægede disse Sympathier det nedbøjede Norge, og det fik en Trøst i sin Gjenvordighed, som om fremmede venlige Aander havde svævet henover det . . . Fremmede venlige Aander? Vel! Jeg vil overlade mig til Behage- ligheden i denne Tanke; jeg vil, før jeg atter betræder Fortæl- lingens optrukne Grændser, vove mig indover Betragtningens luf- tige. Det netop nu, da jeg har at fæste Tankerne ved de fremmede Sympathier, indtrufne Budskab om Norges ædleste Talsmands, den kongelige Hertug af Sussex'es Død stemmer mig til at kaare mig dette Afsnit mere for mig selv, som man i en Park vælger sig en Yndlingsplads: en grøn afsondret en med et pladskende Vandspring. Man kan regne det til det hele Anlæg eller ikke; Fotnote: Udgivet samme Aar med norsk Oversættelse af N. H. Jæger; ): "Held, brave Normand! Søn af Frihed, Held! O, at din ædle Sag maa lykkes vel! Ei undertrykke voldsom Haand den Gnist, som nytændt flammer ængstelig uvist"! SIDE: 139 men behageligt er det der at læne Albuen til Mosset og at lade Tankerne bevæge sig frit, som Fiskene der spille i Vandet, eller som de vuggende Græsstraa. . . . I Alverden hvilken Kaldelse var det, som fremdrev hine Aander for det fremmede Land, lagde den opmandende Harpe i Qvindens Haand, bragte Englands ypperste Navne til at an- strenge sig til det Yderste derfor, og Sussex til højtideligen at protestere til dets Fordeel imod sin egen Broders Regjering? Mangel paa Materie for Talentet i Tider saa rige derpaa, som disse, kunde det ikke være; og heller ikke (naar man hører Lord Grey gjøre "Harald Harefoot" til Undertvinger af "Norges Fyrstendømmer") kunde det være Kjendskab til Norges forgangne Storhed og Interesse for denne. Motiverne ligge nærmere: de ligge i Menneskehjertet, som, om det havde faaet raade mere i de menneskelige Begivenheder, end der er bleven det tilladt, skulde have gjort Historien skjønnere og rigere paa sand Frugt, end den er. Men des kostbarere blive disse enkelte Træk deraf, des omhyggeligere maa de opsamles som Modstykker til Politikens strenge og haarde Sepiabilleder; og sandelig de Scener, Norges Skjebne foranledigede i det engelske Parlament, fremstille begge i et skjærende Lys imod hinanden. De senere Begivenheder have slaaet en Streg over de slette Forsætter, Politiken dengang dikterede sine Tjenere; men den Kamp, de reenmenneskelige Sympathier bestod der for Norge, bør aldrig udslettes af dets Minde, ligesaalidt som Dens Ansigtstræk af den Saaredes, om end Vunderne ere lægte, der nærmede sig og igjød dem Bal- samen. Ordet er nævnt, det ophøjede Motiv for de engelske Anstren- gelser for Norge: den reen-menneskelige Sympathi. Og have Sprogene et Ord af en skjønnere Mening? Meningen er Ordenes Sjæl; og gives der da et med en ædlere? et Ord med mere Overflod af Hjerte og Gemyt? et ubedrageligere Vidnesbyrd for den fælles Nedstammelse fra den Alkjærlighed, fra hvis Dyb de aandige Verdener ere udgangne, end dette Ord "Sympathi", Deel- tagelse for Medmenneskers Ve og Vel, den Fremmedes for den Fremmede? Sympathien er maaskee den menneskelige Sjæls dunkleste Fø- lelse, men ogsaa den mægtigste og betydningsfuldeste og den, som tydeligst henpeger paa dens Bestemmelse og Beskaffenhed SIDE: 140 som Aand. Vi kjende ikke, men føle selv og see dens Magt i den Enkeltes som i Folkenes Liv. Den stifter ikke blot Ægte- skaber og Venskaber og Familier og derved Staterne; men af dette det dunkleste, men rigeste, Væld i Menneskehjertet er Folkeret og alle Civilisationens Udsoninger af foregaaende Alderes Forbrydelser imod Menneskeheden, og de Erkjendelser og Be- drivter som meest hædre denne, udgangne. Det Ypperste, hvor- med Menneskene have forherliget sin Tilværelse og den Planet, de beboe, er nu vel, at de have opstillet Sædelove, som maatte være gjældende i Himlene, om Synd og Svaghed fandtes der, samt Kjærlighedsreligionen, der omsider skal betvinge alle Jordens Slægter. Det er: deres hele Storhed indskrænke sig til en Op- dagelse i deres egne Hjerter. Men hvad er dette Krist-Princip andet end det klarere Udtryk for hiin Sympathi, denne Sjælenes fælles Kjendemærke og Grundlov? I denne laa de dunkle Kimer til det Verdens Lys. I Erkjendelsen af denne Grundlov for Menneskets Villen og Virken, i Styrken af denne Sympathi, i Bevidstheden om sin Menneskekjærlighed ligger, om man vil, ogsaa Naadevalgets, for saa gaadefuldt anseede, Mysterium for- klaret. Den, som føler sit Hjerte opfyldt af Kjærlighed for sine Medmennesker, føler nemlig ogsaa, at han kan være rolig for Guds. Hos ham er det oprindelige Gode, Aandernes fælles Kjende- mærke, Samdeeltagelsen, fremtraadt seirende, som Zwiebelspirens over Jorden. Han har drukket af sit eget Hjertes Uskyldigheds- sødme, hvoraf der altid er en Draabe tilbage fra Paradiset; Han har seet sin egen Sjæl og Skillet imellem Himmel og Helvede. Tilbagefaldet fra at hylde hiin Kjærlighedens Lov, en Fornegtelse deraf, en Afkjølen af Sympathien -- se her den rædselfulde For- stødelse, hint Dogma omhandler, hvori det egenkjærlige usym- pathiske Menneske føler og seer sit Indre blive uhyggeligt, som den udslukte Arne, hvor Elendigheden sidder. Thi Lastens Grund- væsen er Mangel paa sympathisk Menneskekjærlighed, Dyden Besiddelsen deraf. Qvindens ejendommelige Drivter ere ikke nøjere indvævede i hendes Naturel end Medfølelsen i den aandige Natur. Den er dennes nervus sympathicus. Ingen Yttring af Sjælen røber saa meget af dennes Væsen og Beskaffenhed. Ja -- om man vil erindre en af de Gaader, hvis Opløsning stundom synes uvilkaarligen at ville blive os givet fra vort eget Indre, hvor Spørgsmaalet dog er frem- SIDE: 141 kommet -- der ligger i Sympathien mellem Individerne, der møde hinanden i Verden og ligesom uvilkaarligen tiltrækkes til at vælge og elske den Enkelte mellem Tusinderne, Noget, som synes at ligne en dunkel Gjenkjendelse fra et forgangent Samliv. Selv i Oldets blodige Fostbroderskaber herskede dette Sympathiens ahnelsesfulde Væsen: der laa noget andet end Blodhevnforplig- telsen i disse Valgslægtskabers dybe Symbolum, at de med sine Sværd skar en Fure i Jorden og blandede sit Blod sammen deri. Skulde maaskee i et Liv efter dette de Henfarnes Blik være lukkede for de Efterladtes Lidelser og Væren (og ellers, naar de Gjenlevendes Elendighed forfølgende skulde kunne kaste sit Billede indenfor det bristende Øje, var jo Dødens Ro en Reguluses Straf med de afskaarne Øjenlaag?) og skulde da Forældres og Børns, Elskedes og Venners Gjenkjendelse kun være en Sympathi, en uvis, men liflig, Tiltrækning til hinanden gjennem et Slør, om end finere end det, der nu tilhyller Sjælene for hverandre? Hvad der kan kaldes himmelskt i de jordiske Forhold, Alt hvori Kjærlig- heden har gjort sig gjældende og Menneskeligheden afpræget sig, er udrundet af Medfølelsen, og Menneskehedens Lærere have kun havt at nedskrive dens Diktater. Skulde det derfor være en urigtig Nedsættelse af Aandernes Kaar, at tænke sig deres Hjerter opfyldte af en Følelse, der, med al sin Styrke, dog er saa dunkel? at Sjælene, som fare hen, begynde hisset som Børn, ledede ved den, som de ved den lededes igjennem dette Liv, indtil de kunde frigjøre sig for sig selv og for Dødens Frygt med at de have elsket sine Medmennesker af Hjertet, fordi dette befoel dem det? Det Herligste i Aandernes Salighed maa, netop formedelst Sympathien, som Grundbestanddeel af deres Væsen, være Vis- heden om alle Sjæles endelige Frelse, og Haabet om, at saa er Skaberens Vilje, er det Høieste Menneskenes Sympathi kan op- svinge sig til. De bære da en Afglands af Alkjærligheden i sine Hjerter, og ere gode Kristi Efterfølgere, om end disse bortvende sig fra et Dogma, der, ved at lære anderledes, udelukker det gladeste Mysterium, som Aanderne kunne tilhviske hverandre. mdash; -- -- Men tilbage! Det skjønneste Vidnesbyrd om Medfølelsens ud- strakte Vælde i Hjerterne er de velvillige Ønsker for hinandens Velgaaende, Nationerne nære for hinanden. Først efter hundred- aarige Rænker og mange oppustede Krige lykkes det Politiken at SIDE: 142 tilvejebringe en Lidenskabelighed, som synes at undlade disse. Og dog ønske de hinanden idetmindste Fred, Frihed og Ret til at afgjøre sine egne Anliggender. Elskelig hos Individet, er det Sympathien i sin herligste Aabenbarelse, naar den fylder talløse Hjerter i et Folk med Velvilje for et andet, uden Hensyn til mellemrullende Bølger eller hvilkensomhelst Afstand og Grændser eller Fremmedhed eller forudgangne politiske Forviklinger. Det er Kristendommen, Kjærligheden bragt i Anvendelse efter sin sande Maalestok. Og dog kan den føre Krige; men de Krige, den fører, blive Korstoge og Befrielseskrige. I rigt Maal blev denne Sympathi Norge tildeel i Europa i dets kummerfulde Gjen- fødelsesaar, og det især i England, som det havde mest at frygte af. Det havde viist sig pludselig imellem Nationerne, som nu i vore Dage af og til en forglemt fransk Soldat kommer tilbage fra Siberien -- ikke i den stolte Skikkelse, hvori han drog ud, men i en barfodet Betlers, med Hungerens Furer mellem Levningerne af de ædle og tappre Træk. Men hvor ømme ere ikke Haand- trykkene, hvor mange de bortvendte Omstimlendes Taarer! Det er Fattigdommen, som man elsker den, Elendigheden, som man beundrer den. Saaledes gamle Norge: enhver god og liberal Mand i Europa, som ikke netop personlig var bunden ved de Overeens- komster som havde fundet Sted, og som kjendte dets Skjebner, ønskede det Lykke til dets Foretagende, ja selv Mange af de Sidste ydede det ulykkelige Land sin Hyldest og Deeltagelse. Siger jeg formeget, naar jeg troer at have opdaget Spor af, at det endnu, formedelst sit fattige Folks Simpelhed, Trohjertighed, sunde Fornuft, kloge Brug af sin Frihed, dets Naturs Majestæt og Omvexlingerne i dets Skjebne, er Europas Yndling? Engelske Sympathier. "Come, gentle Freedom, and amid thy train, oh! bring thy handmaid, lovely Truth, again"! Charlotte Wardle's Norway [fotnotemerke] . Den 12te Mai var den tredie Kampdag for Norge i det engelske Parlament. Det var da denne Menneskehedens Sag forfegtedes i Fotnote: "Kom ædle Frihed! I dit Følge med tag din Ledsagerinde, Ærlighed"! (N.H. Jæger). SIDE: 143 Underhuset, især af Ch. Wynne, samt af Æresmændene Lambton, Mackintosh, Whitebread, Ponsonby, Russel og Smith mod Canning, Bathurst og -- til Venners og Fienders Forbauselse og, som han selv sagde, til sin egen store Smerte -- den ædle Wilberforce, der fandt sig bunden af Forpligtelserne med en Eeds skrækkelige, men uundgaaelige, Tvang. Den 10de og 11te var der mandeligen bleven stredet i Over- huset af Whiggerne, den ædle Earl Grey, som til den første af disse Dage havde anmeldt Sagen til Diskussion, og af Lorderne Grenville og Holland med Skatkammerkantsleren Lord Liverpool og hans toryistiske Anhang. Den 29de April, 18 Dage efterat den svenske Blokade var bleven anmeldt af den britiske Konsul i Gothenborg, havde Statssekretæren, Lord Bathurst, anmeldt for alle venskabelige Monarkers Ministre Blokaden af de norske Havne. I Overhuset havde Lord Holland samme Dag spurgt, om Norge var indbegrebet i Pariser-Vaabenstilstanden, [fotnotemerke] og paa Lord Liverpools Erklæring, at det ikke var, havde Earl Grey yttret at ville den 2den Mai forlange Blokadeordren fremlagt, men se- nere havde han forlangt Sagens Diskussion udsat til den 10de. Debatterne i Underhuset den 12te vare blevne forberedede ved lignende Spørgsmaal fra Whitebread og Wynne angaaende Norge, hvortil Lordkantsleren havde svaret, at der var Underhandlinger i Gang angaaende Norge og at Traktaten med Danmark endnu ikke var ratificeret. Han havde tillige ved samme Leilighed be- negtet, at hele Norge var besjelet af Modstandsaand imod den svenske Regjering, [fotnotemerke] som havde gjort det særdeles gunstige For- Fotnote: Cfr. Hefte II Pag. 358 Anm. Fotnote: "Man erindre fra 2det Hefte, Pag.356, Monitør-Skrønen af 27de April om det stærke svenske Parti i Norge under Navn af "Brødrene Anker." Da den senere hen i Mai viste sig i det engelske ministerielle Organ the Morning Post, dateret Lübeck tre Dage senere, fandt Gesandten i London, Regjeringsraad Anker, sig beføjet til i samme Blad at indrykke en Protest saalydende: "Med sømmelig Taalmodighed, endskjøndt med Mishag, har jeg læst Alt, hvad der er talt og skrevet om et svensk Parti, hvilket man saa dristig forsikkrer at skulle findes i Norge, da jeg har fundet det ufornødent at gjendrive tomme Beskyldninger, der ere ligesaa blottede for Beviis som for Sandsynlighed. Men naar Navne anføres med et vanærende Brændemærke, da vilde det være en foragtelig Modløshed, at blive taus. Jeg beder dem derfor, min Herre! at De vilde behage, uden Forhaling at indrykke følgende Erklæring i deres Blad: At den ovenanførte Artikel, der listigen er dateret Lübeck, er en forsætlig og for- nærmelig Bagvaskelse, og at hverken jeg, eller min Broder, eller Nogen af min SIDE: 144 slag, hvorhos han desangaaende havde afgivet saadan officiel Erklæring: "Hs. Maj. Kongen af Sverrige har deklareret det norske Folk ved den Bekjendtgjørelse, som han har sendt det, at han overlader det de væsent- lige Rettigheder, som udgjøre den offentlige Frihed, og at han formelig havde forbundet sig til, at overlade Nationen Evne til at antage en Forfatning, overeensstemmende med Landets Tarv, og grundet paa Nationalrepræsentationen og Ret til at beskatte sig selv; disse Løvter ere nu fornyede paa den mest formelige Maade. Kongen skal paa ingen Maade hindre Norges Forfatnings-Akt, som dog maa underkastes hans Antagelse. Han vil alene trække de første Linjer til dens Grundvold, overladende til Folket at opføre Resten af Bygningen. Hs. Maj. er ufor- anderlig bestemt til, ikke at blande de to Landes Pengevæsen sammen. Ifølge af denne Grundsætning bliver de to Kroners Gjeld stedse ad- skilt fra hverandre, og ingen Skat skal paalægges Norge til at betale Sverriges Gjeld, et vice versa. Hs. Majestæts Hensigt er, ikke at taale, at Norges Indkomst skal sendes ud af Landet. Naar Forvaltningsom- kostningerne ere fradragne, skal Resten anvendes til almeennyttige Gjen- stande, og til en offentlig Fond, hvorved Nationalgjelden kan afgjøres." Der har ikke været noget politisk Parti i Verden, som har flere og mere glimrende Fortjenester af sit Fædreland eller flere og afskyeligere Forbrydelser imod Udenverdenen og Menneske- heden paa sine Tavler, end de engelske Toryers. De bleve og- saa denne Karakteer tro imod Norge, og ingensinde var deres System heller mere triumferende end nu, da det ved deres Ud- holdenhed endeligen havde seiret over Frankrig. Blodet og Gui- neerne bar nu sin Høst, Ministeriet var uantasteligt og almægtigt, en Tory var nu det samme som en god Gammel-Englands Patriot, og det hjerteløseste af alle Partier herskede baade i Folket og i Parlamentet. Derfor bleve Motionerne i begge dettes Huse, at en Adresse skulde udfærdiges til Prindsregenten om Intervention Fotnote: Familie, som bærer dette Navn, er i Spidsen for noget Parti, eller hører til noget Partie, som har reist sig eller reiser sig til Fordeel for Overgivelsen af Norge til Sverrig, -- fordi vi hverken ere Meenedere eller Forrædere. C. Anker, Medlem af Regjeringsraadet i Norge." Lübeckerdestillatet havde faaet følgende Form: "Vi have nu Efterretning om, at Prinds Kristian Frederik har renonceret paa Norge, og at et stærkt Parti har reist sig der til Fordeel for Overgivelsen til Sverrig. Det kalder sig "Brødrene Anker", og staaer frem for at hævde nordiske Mænds Rettigheder, men erkjender tillige Umuligheden af, at gjøre en uafhængig Stat af et saa fattigt og et saa tyndt befolket Rige som Norge". SIDE: 145 for Norge, ved den Majoritet, hvormed de faldt -- i Underhuset med en af 158 Stemmer -- kun til individuelle Protester. Og det uagtet de mest udholdende Anstrengelser af Talent og Inder- lighed i Medfølelsen, og uagtet selve Canning maatte erklære, at der var ingen Priis han jo vilde give for at være befriet fra de Forpligtelser, der tvang ham til at krænke den Rettighed, han erkjendte, en Nation havde til at modsætte sig sin Afstaaelse. (Her reiste sig høje Skrig "hear him! hear him"! fra Oppositionen). Ministeriet forsvarede sig kuns med Forpligtelserne til Sverige og med Tilfældets Konkretisme. Kun den ubetydelige Lord Bo- ringdon fandt Norges Afstaaelse fuldkommen overeensstemmende med Folkeretten, men maatte da af Lord Grey taale den Irette- sættelse, at han haabede det vilde blive den sidste Gang, lige- som det var den første, at en saadan Lærdom vilde blive yttret i et engelsk Parlament. Medens det var en moralsk Maxime "fiat justitia, ruat coelum"! fandt han nemlig, at Hs. Herlighed havde vendt den om og opstillet som Regel: benyt dine Fordele indtil den yderste Egenkjærlighed ): ruat justitia! Canning fandt, at, siden Huset havde givet Traktaten med Sverige sin Sanktion -- da havde han selv talt for Opsættelsen hermed [fotnotemerke] -- var der intet andet at gjøre, end at søge den fuldbyrdet, uden Hen- syn til de Onder dette maatte foraarsage Normændene, om de modsatte sig. Men hertil var det ikke tilstrækkeligt, at man havde erholdt en Afstaaelse fra dansk Side. Det var fra norsk Side Sverige havde forudsat Vanskeligheder, og derfor betinget sig Storbritaniens Medvirkning, som kun kunde skee tilsøes d. e. ved en Blokade. I Traktaten havde man derfor altid undgaaet at sætte Danmarks Navn, men altid brugt Norges, om hvis "Afstaa- else" da ikke længer var Tale, men kun om dets endelige "For- ening" med Sverige. Saaledes havde man ogsaa valgt Udtrykkene i Fredstraktaten mellem Rusland og Sverige. Men havde da dette Rige intet Offer bragt, som kunde fortjene Foreningen med Norge? Sveriges umiddelbare Angreb paa Norge var blevet forhindret ved den Bistand det afgav paa fjernere Steder. Og paa den Tid Trak- taten med Sverige blev forhandlet, havde den sandsynlige Van- skelighed ved en fortsat Krig, for, efter Fastlandskrigens Ophør, at sikkre Norges Forening med Sverige, faldet Taleren i Øinene i den Grad, at han, som Forsamlingen bekjendt og af den bil- Fotnote: Grey o. fl. havde ligeledes modsat sig. SIDE: 146 liget, havde fremsat Forslag om en Adresse til Kongen, forat erfare i hvilken Stilling Staten vilde befinde sig naar dette Til- fælde indtraf. Det var skeet forat sikkre den for en Forlængelse af Krigen; men uagtet det Farlige ved en saadan Begivenhed, havde dog Kammeret indskrænket sig til hiint Bifald, og imidlertid var den dog nu indtruffet. Han havde dog kun opstillet endeel af de Forpligtelser man havde til Sverige. Tilfældet havde vel indskrænket dets Medvirkning paa den store Krigsskueplads til et eneste Aar, men det kunde have varet længer. Forøvrigt vilde Taleren ikke nedlade sig til at undersøge, om det stedse effektivt havde anvendt 30,000 Mand; nok var det, at det sammen med Storbritannien og Rusland havde dannet Grundvolden for det Forbund, der havde nedstyrtet Napoleons Magt og bevirket Verdens Befrielse. Sveriges Tjeneste burde ikke vejes saa let. Østerriges Ord i dets Proklamation var tilstrækkelig Autoritet for at sætte Priis paa dens Storhed. Englands Forpligtelser vare indgaaede i et betrængt Øjeblik; men det var nu i et lykkeligere kaldet til at indløse dem; og fordi Danmark var bleven tvunget, var England ikke blevet fri derfor. "Man har sagt -- vedblev han i sit glimrende Foredrag -- at Norge har dannet en uafhængig Stat, som ikke bør lide for Dan- marks Feil, og at det dog var i denne Forfatning vi vilde an- gribe det. I sin første Proklamation siger Prinds Kristian til Nord- mændene, at før Kongen af Danmark afstod Suveræniteten over deres Land, forsikkrede han dem Fred med England [fotnotemerke] . Dette beviser, at Norge havde været i Krig med os. Men hvis Prinds Kristian udlægger til sin Fordeel denne Deel af Traktaten, som bringer Norge i Fred med England, kan han ikke vride sig fra den anden Deel af samme, der afstaaer Norge til Sverige. Han kan ikke -- det er et Lovaxiom -- modtage Velgjerninger uden Byrder". Efterat have bemærket, at ethvert Land, der erklærer sig uafhængigt, tillige bør see sig anerkjendt, var det Canning afgav hiin, af Oppositionens Glædesudbrud hilste, Erkjendelse af Norges naturlige Modstandsrettighed og Tilstaaelsen af hans egen Smerte over at maatte krænke den formedelst de paahvilende Forpligtelser. Disse maatte opfyldes, og derfor kunde han ikke Fotnote: "Falskhet slaaer sin egen Herre paa Halsen". Man erindre "Fred, Fred i Norden"! SIDE: 147 give sin Stemme til Forslag, som, ved at tilintetgjøre en Traktat, vilde gjøre Englands Ordholdenhed mod fremmede Magter tvetydig. Det samme eneste Argument, Forpligtelsen til Sverige, men med den samme Erkjendelse, at han "aldrig med større Smerte havde afgivet sin Stemme", var det ogsaa, som anført, der tvang Wilberforce over i Ministeriets Rækker. Disse havde heller intet andet at anføre, med Undtagelse af Lordkantsleren, som ogsaa ved denne Leilighed benegtede, at Nordmændene vare saa een- stemmige mod Foreningen med Sverige. Den svenske Regjerings Proklamationer, sagde han, vare omhyggeligen blevne undertrykte. Prinds Kristians Adfærd var et Forræderi mod Danmark; men ugrundet var Paastanden, at den svenske Kronprinds ikke havde opfyldt sine Forpligtelser, og endskjøndt den svenske Hærs Ind- marsch i Holsteen efter Slaget ved Leipzig kunde ansees som en tvivlsom Adfærd, var det dog nu erkjendt af de allierede Magter, at dette havde været det sikkreste Middel til at fremme den fælles Sag. Oppositionens Grunde fandtes ogsaa alle i Motionærerne Grey's og Wynne's Foredrag. Deri fremhævedes hovedsagelig Moralens højere Bydende. Grey betvivlede meget, at Overhuset, endog i en paa Tildragelser saa riig Tidspunkt, nogensinde var bleven indkaldt til at omhandle en Gjenstand af større Vigtighed. Man maatte erindre sig Traktaten med Sverige, som i afvigte Aar var bleven sanktioneret af Parlamentet. Aldrig havde den britiske Politik faaet et stærkere Stød, aldrig den britiske Karakteer en dybere Plet end ved denne Traktat; men han kjendte sin Pligt for vel til at anbefale dens Tilbagekaldelse eller Udflugter for dens Opfyldelse. Ingen Myndighed, ingen Belønning skulde for- lede ham til at afvige fra dens Forbindelser, og endnu mindre til at overtræde dem; og dersom det kunde bevises, at den for- bandt Storbritannien til at hjælpe Kongen af Sverige til at under- tvinge Normændene, vilde Huset gjøre vel i at forkaste hans Forslag. Kunde det derimod oplyses, at Regjeringen aldrig havde indgaaet en saadan Forbindelse, og dersom den nu brugte Frem- gangsmaade var i virkelig Modsigelse mod den naturlige Rets Grundsætninger og den selskabelige Retfærdighed, forlod han sig paa, at han ei skulde tale omsonst til et britisk Parlament. Det første Spørgsmaal maatte blive, om Traktaten fordrer saadanne Forholdsregler, som de imod Norge iværksatte; det andet, om SIDE: 148 disse Forholdsregler vare retfærdige og folkeretlige; det tredie, om Sverige har opført sig saaledes, at det er berettiget til at fordre af os deres Udførelse, og tilsidst om sund Politik tillader os at opfylde saadant Krav. Forpligtelsen fra Englands Side indskrænkede sig, ifølge dets Tiltrædelse til Traktaten mellem Rusland og Sverige, til at tvinge Danmark til at afstaa Norge. Dette var jo nu skeet. Norges fredelige Besiddelse var aldeles ikke tilsikkret Sverige af Eng- land, som af Rusland, hvorimod England havde lovet i Freds- traktaten med Danmark -- et Dokument, som uheldigviis ikke var bleven Huset forelagt -- at anvende sine Kræfter ved en almindelig Kongres til at skaffe dette Rige fuld Erstatning for Tabet af Norge. Ingen af de ædle Lorder, som stode i Spidsen af Lovgivningen vilde tillade Nogen, for Retten at søge Godt- gjørelse for en Kontrakt, som i sit Princip "ab initio" var ulovlig. Grundsætningerne maatte være lige gjældende, om man satte Nationer istedetfor Personer, og da -- hvilke vare da Kongen af Danmarks Rettigheder over Normændene? "Vare de grun- dede paa almeen Fordeel og paa Folkets Samtykke, hvorpaa alle Throner hvile? Eller var Folket i Norge forbundet til at blive retmæssig overdraget, uden dets Samtykke, som Fæ, der følger Jorden fra en Ejer til en anden? Naar man talte i det 19de Aarhundrede og til det britiske Parlament, var det blot nød- vendigt at fremføre en saadan Sætning for at vise, at den er falsk. Det er en afgjort Grundsætning i den offentlige Lov, at Suverænitet, d. e. Enevoldsmagt, ikke kan overdrages uden med Folkets Samtykke. Throner ere grundede paa Beskyttelsesretten paa den ene og paa Lydighed paa den anden Side, og en Suve- ræn har ingen Adkomst til Lydighed uden han giver Beskyttelse. Dersom Tyrannen James II havde forsøgt at overdrage dette Land til en fremmed Magt, vilde dette have været en mindre Krænkelse af Folkets Rettigheder? Grotius og Puffendorff havde beviist, at en Suveræn ikke var et Folks Ejer, og navnligen den Sidste, at en Konge, som nødtvungen afstod et Land, ikke havde nogen Ret til at tvinge dette til at overgive sig, naar det gjorde Modstand. Den Statsretslærde Wattel, som ogsaa havde skrevet om samme Gjenstand, erklærede ligeledes Suveræniteten for uover- dragelig uden med Folkets Samtykke. Med mindre Dele, Lehn af et Rige, havde det vel ladet sig gjøre, men ikke med egentlige SIDE: 149 Riger; og i den Mening Grotius og Puffendorff havde yttret, at Suveræniteter, som vare arvelige, kunde overdrages, var ingen stor Stat arvelig. Taleren fremstillede derpaa et Slags Omrids af Norges Historie, og fandt dets Forening med Danmark af samme Beskaffenhed som Ungarns med Østerrige, Irelands og Skotlands med England. Men dersom Kongen af England havde forsøgt paa at overdrage et af disse Rigers Suverænitet, vilde da ikke Folket have sat sig derimod? [fotnotemerke] og vilde ikke deres Bestræbelser været fulgte med gode Ønsker af enhver Ven af Frihed og Uaf- hængighed? Om Provindser som Franche Comté kunde her ikke være Talen; men da Kong Johan havde overdraget Suveræniteten til Pavens Legat, protesterede Baronerne. Ligesaa Gaskognerne under Richard IIden. Og da Korsika blev overdraget til Frankrige, og Korsikanerne gjorde Modstand, var der da noget Menneske, som ansaa denne Modstand for en Rebellion? Det var et Til- fælde, hvori Modstandsretten var understøttet med alle civiliserede Nationers Samtykke. Deres Herligheder kunde ikke være uvidende om ved hvad List og Vold Eduard I fik Balliol til at overdrage sig den skotske Throne, ja han havde endog faaet Bruce, den anden Medbeiler, for en Tid paa sin Side . ."Men endda gjorde den skotske Nation Modstand, og har Historien nogensinde bekræftet den Paastand, at dette var Oprør, at den store patriotiske Wal- lace var en Rebel, og at den paafølgende Exsekution af denne Helt som en Forræder var vel fortjent? Satte ikke denne Hand- ling en dyb og uudslettelig Plet paa Eduards Regjering, som ellers var saa glimrende"? "Hvo har nogensinde hørt disse guddommelige Anstrengelser, uden at føle, at hans Hjerte slog høit ved Beskuelsen af den ærefulde Kamp for Frihed og Nationaluafhængighed? Hvor var det Hjerte, som ikke glødede med Længsel efter at tage Deel i Bruces og Wallaces ædle Anstrengelser? Hvo har nogensinde læst denne Deel af vor Historie, uden at følge Heltenes Trin med aandeløs Angest og de mest bræn- dende Ønsker for deres Held? Der blev gjort en ærefuld Modstand imod Suverænitetens Overdragelse, og denne Modstand lykkedes tilsidst. Hvad var de skotske Baroners Svar til Paven, da han søgte at over- Fotnote: Den bekjendte Sir Philip Francis yttrer ligeledes i et Brev til Lord Grey af 9de Mai, angaaende Norge: "Kan nogen Mand opgive et Tilfælde, hvori Kongen af England kunde have Ret til at bortgive Ireland til Frankrig? Kunde en saadan Overdragelse give Frankrig behørig Hjemmel eller gjøre det til For- ræderi af Irlænderne om de forsvarede sin Uafhængighed?" SIDE: 150 drage deres Lydighed? "At ingen Konge skulde indsættes i Skotland uden deres Samtykke". Dette var de skotske Baroners Sprog, og i dette Sprog taler nu Norges Folk. Dersom deres Herligheder ikke ville høre det, da skulle de handle i Modsætning af deres egen Friheds Grundsætninger, ved hvilken de levede, bevægede sig og havde deres Tilværelse. -- Ved at give Agt paa denne Traktats Sammensætning, er det da indlysende, at vi ikke ere forbundne til med Magt at under- tvinge Norge, og dette Beviis bliver uendelig stærkere ved Grundsæt- ningerne af den offentlige Lov. Det er klart, at har Kongen af Dan- mark ikke nogen Ret til at overdrage Norges Suverænitet, saa har ikke heller Nogen Ret til, at tvinge det norske Folk til at overgive sig imod dets Tilbøjelighed". Taleren gik over til at bevise, at ogsaa Politiken maatte være imod Norges Overgivelse til Sverige. Vel var der for Tiden Ud- sigter til en lang Fred med Frankrige, men engang vilde den dog vel briste, og da vilde England have bidraget til at styrte Frankriges gamle naturlige Allierede. Men "var der intet Valg for Norge, uden at være afhængigt af Sverige eller Danmark? Var der ikke Uafhængighed? Var denne da ikke ulige mere fordeelagtig for dette Rige ved dets Handel, ved dets Skibsfor- raad, ved dets fordeelagtige Beliggenhed, -- alt dette forhøjet ved den store og mægtige Kraft af et Folk, der drives af en nyfunden Frihed? Vi bør, vi bør sikkerlig holde inde med vor virksomme Fiendt- lighed imod saadant et Folk; vi bør ophæve vor Blokade. (Hør!) Der var nogle Betragtninger, som han (Lord Grey) havde opbevaret indtil nu. Det var sagt, at Norge gjorde ingen Modstand, men at Danmark havde ikke efterkommet sine Forpligtelser, og at Modstanden var af et Parti, understøttet af Danmark. Men hvo kan bevise os, at der er en eneste dansk Soldat i hele Norge? Han var belavet paa at negte det. I hele Norge er der ingen anden Krigsmagt, end indfødte Nor- mænd. Garnisonerne, Fæstningerne, Grændserne, Alt er besat af Nor- mænd, som ere frigivne fra sin Eed til Danmark, og have svoret at dø for sit Fødelands Uafhængighed. -- Men er der, eller er der ikke et dansk Parti? Dersom der allene er et Parti, var det da Umagen værd, at lægge Englands Magt til den russiske og svenske, forat betvinge et Parti? Hvis det er et dansk Parti, hvorfor ikke da angribe Danmark, og tvinge det til at afstaa derfra? Dersom det er Folket, er det da klogt at sige den hele Nation, at vi vidste hvad som var godt for den, bedre end den selv. -- Men Prindsen af Norge er tilkommende Arving af Danmark. Var det ikke muligt at ordne dette? Kunde ikke Norge, i Tilfælde af Valg, blive anseet for den bedste Halvdeel? Det var lige SIDE: 151 i Folkemængde, større i Vidde og uendelig sikkrere ved Søen og sine Bjergskandser. Han (Lord Grey) vilde, hvis han havde Valget, ikke betænke sig paa af vælge Norge. -- Den svenske Deklaration var kaldet velgjørende. Svenskernes Opførsel var liig de Franskes i Korsika. Deres første Fordring var den militære Besiddelse af Landet. Den danske Regjering blev kaldet despotisk; men efter alle Reisendes Vidnesbyrd syntes Nordmændene at nyde fuldkommen Frihed. -- Men vi bør være koldsindige, og erindre os om vor nationale Stolthed. Vi glædede os i dette Øjeblik over vore Anstrengelser for at befrie Spanien. (Hør!) Ferdinand VII havde overdraget sin Ret til Bonaparte. Havde Kongen af Danmark Ret til at overgive Normændene, saa havde Ferdinand ogsaa Ret til at overgive Spanierne. Men Ferdinand overgav af Tvang . . . . mon den danske Konge gav efter ved eget Samtykke? (Hør!) Der er bleven talt noget om Underhandling. Var den begyndt paa fornuftige Grunde, saa var Forslaget bleven forelagt deres Herligheder; men det var en Underhandling efter Grundsætningerne af oprindelig Uretfærdighed -- Fredens Sprog og Krigens Voldsomhed"! Lord Grenville kaldte det "en grusom Uretfærdighed at ville tvinge det redelige og uskyldige norske Folk under et, som altid havde været dets Fiende, og mellem hvem et Nationalhad bestod, hvormed det imellem andre Nationer, f. Ex. mellem Spanien og Portugal, ikke lod sig ligne. Blokadens nærmeste Hensigt var at frembringe Hungersnød. Men var dette den første Brug Eng- land skulde gjøre af sin Lykke? Burde det nu antage den splinterny Lære, at Gevindst har Fortrin for alle Nationers mo- ralske Rettigheder og Nationernes fastsatte Lov. Det vilde være at forsvare al den Uretfærdighed, som Frankrig havde begaaet i de sidste 25 Aar; og saadan Lære maatte forkastes, om man tænkte paa at igjenoprette i Europa en nogenlunde Rolighedstil- stand. Et var, at overdrage en Erobrer Retten til et Landskab, han har indtaget, et Andet, at overdrage et Land, han ikke havde indtaget, og som Taleren ganske vist troede, Sverige aldrig vilde kunne indtage. I den militære Okkupation laa Aarsagen, som man havde spurgt om til at saa Faa havde gjort Modstand efter en Overdragelse af en Provinds. Men i Norge var Tilfældet anderledes. Folket der havde upaatvivlelig Ret til at overveje, om det stemte mere med dets Fordeel at gjøre Modstand, end at forlade sig paa Sveriges Omsorg og en anden stor Magts Borgen. Det var ikke samme Tilfælde, at overdrage en Deel af et Konge- SIDE: 152 rige forat frelse det Hele; thi det gjaldt her om at overdrage det hele Kongerige Norge, som ikke var en Deel af Kongeriget Danmark, men et uafhængigt Land, regjeret af dets egne Love, omendskjøndt under den samme Suveræn. Han havde ikke mere Ret til at overdrage Norge for at frelse Danmark, end Kongen af England vilde have til at overdrage England for at frelse Han- nover. Men man paastod, at Normændenes Overdragelse skede til deres Bedste. Man sagde, at de vare blevne overdragne fra en despotisk Regjering til Fordelene af en fri Konstitution; og dog vare de første Frugter af deres Frihed en Paastand om, at de skulde opgive deres Fæstninger og deres Vaaben, hvormed alene deres Frihed kan forsvares. Med Hensyn til den belovede Frihed, var det da ikke natur- ligt for dem at betænke, at Frankrig havde lovet de Nationer det Samme, som det havde bragt under Aaget? Denne fri Kon- stitution skulde nu paatvinges dem ved Englands hæderlige Sø- magt; men Taleren kunde ikke finde det ønskeligt, at erholde Friheden paa Kaardespidsen, og ønskede han den for sit Land, vilde han ogsaa søge Midler til at forsvare det, som dens eneste Sikkerhed. Hiin Borgen af en fremmed Magt (Rusland) forekom ham kun som et dobbelt Slaveri. Da Spørgsmaalet om Slave- handelens Ophævelse første Gang var bleven forelagt Parlamentet, havde Flere paastaaet, at den maatte vedligeholdes for Afrika- nernes egen Lyksaligheds Skyld; men han haabede, at det over- lodes Nationerne i Europa, som i Afrika, selv at bedømme hvad der tjente til deres Fordeel og Lyksalighed. Havde Sverige ikke opfyldt sine Forpligtelser til Normændenes Tilfredshed, havde det ingen Ret til at kræve Englands Mellemkomst. Norge kunde betragtes som en Part enten af Danmark eller Sverige, eller ogsaa som uafhængigt. I første Tilfælde, da var jo England i Fred med Danmark; som uafhængigt, da havde det jo ikke givet nogen Aarsag til Fornærmelse, og betragtet som en Part af Sve- rige, var det en underlig Anvendelse af den britiske Sømagt, at sende den bort forat straffe svenske Rebeller. Norges Modstand var et af Traktaten uforudseet Tilfælde, saa man ikke kunde beraabe sig paa denne. Det var alene fra Danmarks Side Mod- stand var befrygtet; men det havde nu opfyldt alle Traktatens Fordringer. At hjælpe til at den paatænkte Uretfærdighed iværk- sattes mod Norge, vilde heller ikke stemme med Englands For- SIDE: 153 deel, hvorfor Taleren maatte være ganske enig med Lord Grey i at anbefale Ministeriet at overveje, om det ikke endnu skulde lade sig gjøre, ved venskabelige Underhandlinger at afvende den Uretfærdighed og de Ulykker Norge truedes med. Lordkantsleren fandt, at, om de af Earl Grey fremstillede Grund- sætninger vare i sig selv sande, kunde de dog i nærværende Til- fælde ikke anvendes. Endskjøndt Danmark havde faaet det be- satte Holsteen tilbage, havde Sverige dog ikke erholdt det af- staaede Norge. Alle Fredstraktater indrømmede dog, at en Stat kunde overgive en Deel af sine Landskaber for at frelse Resten, endskjøndt han maatte indrømme, at denne Sætning ikke var almindelig antagen, og at Tilfælde kunde træffes, hvor et Land kunde have Ret til at forskyde en ny Herre. Om Nødvendig- heden af Norges Afstaaelse kunde der ikke være mere Tvivl, end om Kongen af Danmarks Ret og Magt til at gjøre Over- givelsen. Alle dets Landskaber, med Undtagelse af Sjelland og Norge, vare i Fjendens Hænder. Norge havde modsat sig Over- givelsen til Sverige, og med denne Part af Danmark var England nu i Krig. Netop at standse denne Krig paa samme Tid som man under- handlede om Fred, var, efter Lord Hollands Mening, Hensigten med Adressen. Han kunde heller ikke finde andet, end at selve Traktaten bemyndigede England til at afholde sig fra al Mellem- komst. Tilfældet med Norge lignede meget det i Spanien, og han maatte indrømme Modpartiets Paastand, at Fiendtlighederne med Norge havde været skadeligere for England, end de med Danmark og mange andre Lande. Men des utilraadeligere var det at bi- staa Sverige i Norges Erhvervelse. "Den skjønne Konstitution, som er bestemt for Norge -- endte denne Whig, saa hæderligen bekjendt for de Balsamdryp han og hans ædle Hustru, til deres Fædrenelands Soning, ihældte Napoleons Saar -- som er ud- klækket i denne Debat, burde garanteres det af England". Modstykket til Cannings Tale var naturligviis Motionærens, Sir Ch. Wynne's. Han vilde dog tage sin Motion tilbage, hvis han blot erholdt den Forsikkring af Ministeren, at Blokaden vilde blive ophævet medens de allerede til Kjøbenhavn afreiste Kommis- særer for de allierede Magter dreve sine Underhandlinger. For- øvrigt lagde han, som Lord Grey, særdeles Vægt paa, at Danmark ganske havde opfyldt Sveriges Krav, saa England var bleven løst SIDE: 154 fra sin Forpligtelse, at tvinge det dertil. Statssekretæren for de udenlandske Anliggender havde jo selv, under den sidste Debat over dette Emne, forsikkret, at Ministeriet havde fundet det bedst at undslaa sig for, hvad Rusland havde gjort, at garantere Sverige Besiddelsen af Norge. Videre paalaa ikke England, end ikke at modsætte sig dette. "Vi have paaført Danmark Krig for at sætte os i Besiddelse af dets Flaade, som vi antoge kunde blive an- vendt imod os. Efterat have erholdt den, vare vi villige til Fred; men Danmark negtede at slutte den. Først efterat have en Tid- lang vedblevet Paastanden at erholde Flaaden tilbage eller en Erstatning, endte det med at slutte Fred. Men af hvad Grund have vi da fortsat Krigen med Norge? Var nu Krigen begyndt af lovlige Grunde, var der dog ingen Grund til at paastaa dets Underkastelse, naar det anraabte om Fred. Et overdraget Folks Modstand sættes kun Grændse af Klogskaben, ligesom en Mand, hvem en Røver sætter Pistolen for Brystet, ikke kan have anden Betænkning, end om han ved Modstand kan redde sit Liv eller ikke. Modstandsretten havde derfor til alle Tider været udøvet af Nationerne. Skotterne modsatte sig Afstaaelsen til Eduard I, og da nogle Dele af Wales af Fyrst Llelewyn vare blevne af- staaede til den samme Konge, havde Walliserne, i en Akt, som endnu fandtes i Tower, erklæret, at deres Fyrste ingen Ret havde til at overgive dem til et fremmed Folk. Under en 200aarig Krig havde Wales snarere været England til Svækkelse end til Styrke, og til ligesaa liden Baade vilde Norge blive Sverige, om det blev tvunget til at underkaste sig. Alle, der havde reist i Norge, vidste, at Bøndernes Sagn og Sange drejede sig om Forfædrenes Seire over Svenskerne og Maaden, hvorpaa de havde tilbagedrevet disses Indfald. Brasilianerne havde nylig modsat sig Prinds- regentens Afreise til Portugal, i den Tanke, at Hensigten dermed var at overdrage det til Spanien; og før vilde Portugiserne vælge Tilintetgjørelse end en Forbindelse med dette Rige. Taleren sammenlignede derpaa Norges og Danmarks Forening med Skot- lands og Englands. Men om nu det sidste Rige overvældedes af en Fjende, og Kongen, forat redde London, afstod Skotland, maatte det da ikke høres med Bifald af enhver frisindet Mand, om Skotterne erklærede, at de, uden at bekymre sig om London, kun vilde forsvare sin egen Uafhængighed? Man sagde, at den for Norge bestemte Regjering havde isinde at give det en fri For- SIDE: 155 fatnings Velgjerning? Men hvad Frihed kan vel gives en Nation med Magt? Under hvilke Betingelser skulde den vel gives? Nor- mændene skulle først lade alle Midler til Modstand fare. Deres Fæstninger skulle først besættes af svenske Tropper. (Hør!) Deres egne først have nedlagt Vaabnene. (Hør!) Hvorledes skulde, efter saadanne foreløbige Betingelser, dette Folks Konstitution da vel blive det Papir værd, hvorpaa den blev skreven? (Hør! Hør!) Under alle Konstitutioner bestaaer Sikkerheden mod Despotiet ikke i deres Statuter, men i Folkets Kraft. Hvis alle Englands Byer vare besatte af fremmede Tropper, hvad Frihed kunde da Underhuset have i sine Debatter eller Beslutninger? "Man vil maaskee paaberaabe sig, at det lovgivende Korps i Frank- rige er et Beviis for, at man kan nyde sin Frihed under Nærværelsen af en fremmed Magt. Men dette Exempel uden Lige paa Maadehold kan ei have Indflydelse paa Spørgsmaalet; thi man kan ei anføre nogen anden Leilighed, hvorved en lovgivende Forsamling midtunder saadanne Forholde har, under Navn af Dekret, besluttet andet, end den væbnede Magts Vilje. Vi maa alene undres over, at det har kunnet være saa- ledes i det omhandlede Tilfælde. I alle Frankrigs uretfærdige Angreb siden Revolutionen har det be- standig begyndt med at tilbyde det Folk, hvis Uafhængighed det truede, en fri Forfatning. I skulle, sagde de franske Regjeringer, have et Oldings- raad og et 500des Raad; men I maa dog, for at overholde en god Orden, modtage franske Tropper. Man har sagt til Normændene, at alt hvad de Svenske gjorde, var til deres (Normændenes) Fordeel, skjøndt disse vare af andre Tanker. De Svenske have sagt dem: "vi handle for Eders Bedste. Imidlertid skulle I blive udhungrede; lever, om I kunne, af Bark og Mos. Sagerne skulle ligefuldt blive ordnede til Eders Til- fredshed". Saa bad ogsaa Spanieren, hvem Filip II gav Ordre at dræbe Don Carlos, Prindsen at være rolig nogle Øieblikke, da han saae ham gjøre Modstand; thi Alt, hvad han gjorde, var til Hs. kgl. Høiheds Bedste! Man siger, at Danmark ikke ærligen har afstaaet Norge. Naar Dan- mark giver Normændene Understøttelse, da vilde dette være en ret- færdig Aarsag til Krig mod denne Magt; men det har tilfulde opfyldt Fredsbetingelserne; al den Krigsmagt, der findes i Norge, bestaaer af Normænd. Den er enten Landværn (milice) eller Regimenter, der be- fales af Indfødte og rekrutteres af Folket. Man har endelig spurgt, om Prinds Kristian var en dansk Befuld- mægtiget eller en Usurpator? Han er imidlertid ingen af Delene. (Hør! Hør!) -- Da Kongen af Danmark frasagde sig Suveræniteten over Norge, da havde Thronarvingen Ret til at betragte sig som Landets Suveræn.(??) SIDE: 156 Man spørger endelig, hvorfor han ikke har frasagt sig den danske Krone. Man skulde maaskee have fulgt denne Vei, dersom vi havde havt Ret til at forlange af Danmark, at Prinds Kristian skulde udelukkes fra Thronfølgen. -- Ovenikjøbet, naar Freden med Sverige er uforenelig med Nationernes Ret, kunne vi da være pligtige at overholde den? Gives der en Fredstraktat, der forpligter en Nation til at billige en Fremgangsmaade liig Polens Deling"? Taleren søgte videre at bevise, at Sverige ikke havde gjort noksom Fyldest for sine Forpligtelser, og sluttede med nogle politiske Betragtninger over Englands Forhold til Frankrige og Rusland. Freden med det første Rige vilde kun vare saalænge begge Staters Fordeel bød den, og at en Franskmand stod i Spidsen for Regjeringen i Sverige vilde neppe gjøre dette Eng- lands Interesser hengivent. Var derimod Norge uafhængigt, vilde det ansee England for sin naturlige Støtte. I 22 Aar havde dette nu kjæmpet for Europas Uafhængighed, skulde det da nu ville fortsætte Krigens Rædsler, i den Hensigt at paalægge et uaf- hængigt Folk et fremmed og forhadt Aag? Taleren foreslog der- paa, at en Adresse skulde tilstilles Prindsregenten, hvori han "skulde anmodes om at anvende sin Mægling til at hjælpe Norges Folk ud af det grusomme Alternativ imellem Hunger og Under- kastelse under et fremmed og fiendtligt Aag, og at, medens de Underhandlinger varede, som H. K. H. maatte finde passende i denne Anledning, alle fiendtlige Foretagender skulde indstilles mod et Folk, der stred for sin naturlige Uafhængigheds hellige Rettigheder". Lambton saae "med Afsky et kjækt Folk offret paa politiske Over- eenskomsters Alter. Man har sagt, at Danmark burde behandles med Strenghed, men har det ikke allerede lidt mere ved sit broderlige For- bund med Napoleon, end det vilde have udholdt ved hvilkensomhelst Krig med hvilken Magt som helst? Er det paa denne Tid man forlanger, at Normændene skulle underkaste sig uden Modstand den Hersker, man vil give dem, og skal Spaniernes Exempel være tabt for dem? Naar Frankrige selv beholder Ret til at give sig sin Regjering, er det da ikke sørgeligt, at see en Krig bryde ud imod Normændene, som ville nyde den samme Rettighed? Og hvilken Krig? De engelske Armeer ville kun tvungne gaa mod et Folk, der ønsker Frihed; man maa altsaa hungre det ud"! Over Udhungringssystemets Rædsler gav Sir James Mackintosh en rystende Skildring, efterat have gjentaget Wynnes Grunde, SIDE: 157 hvorimod Sir Stephen paa Cannings Side især fremhævede Kron- prindsen af Sveriges Fortjenester af de Allieredes Sag, hans Daad ved Leipzig og Frelsen af Berlin. Det geraadede, efter hans Me- ning, Ministeriet til største Ære, at de viste denne Feltherre Tillid medens den almindelige Opinion i England var ham al- deles imod [fotnotemerke] . Men naar har en i Udlandet sejerrig Regjering ikke kunnet sætte sin Vilje igjennem? Var Algiers Erobring indtruffet betids, skulde maaskee den franske Regjerings berygtede Angreb paa Kartet i Juli 1830 have lykkets, eller ialfald dog ikke draget den strenge Tugtelse efter sig, som gav den store franske Revolution dens fjerne vældige Efterdrøn. Men netop Udfaldet af Parlaments- debatterne gav Tegn til de livligste Udbrud af det engelske Folks Sympathi for Norge. I Overhuset nedlagde foruden Kongens Søn, Hertugen af Sussex, ogsaa den kongelige Hertug af Glocester samt Lorderne Grey, Essex, Grenville, Roslyn, Clifton, Wentworth, Fitz- villiam, Stanhope, Lauderdale og Norfolk Protest imod de norske Havnes Blokade. Og i det store Publikum lyste ikke blot Oppo- sitionstidenderne Ve og Forbandelse over Regjering og Parlament, men ogsaa i særegne Skrivter, og, som en Følelsens Gjenstand, i poetiske og det af Fruentimmer, forfegtedes Norges Sag med ædel Varme. Af hiin Digterinde ogsaa med et mærkeligt Talent: "Bright from the arid regions of the North her Genius bursts, he breaks his icy chains! One bright Phænomenon he shineth forth, the northern light, the light of freedom reigns!" [fotnotemerke] Fotnote: Saa hedder det efter den franske Monitør, hvoraf Referatet af disse De- batter er taget, og her er upaatvivlelig, idetmindste i Ordet "aldeles", en Tinte med af Redaktionens egen Farvelade. Endskjøndt det er en Indrømmelse af en af Ministeriets Tilhængere, var dettes Medhold i Folket dog paa hiin Tid saa stærkt, at det er øjensynligt, at Taleren her har sagt formeget i sin Iver for at stille Ministeriets Færd og politiske Mod ret i Lys. Debatterne og deres Udfald vise det. At den almindelige Opinion i England var for Norge, var Tilfælde, men er jo ikke det samme som Uvilje mod Kronprindsen af Sverige. Hans humane Adfærd som Administrator en Tid over Hannover, der havde bidraget saameget til at vinde ham de svenske Hjerter, var ogsaa lidet egnet til at gjøre ham de engelske fiendske. Fotnote: "Fra Nordens golde Kyster stiger frem dets Genius, Iislænken bryder; Han et herligt Syn udspreder fra sit Hjem: et Nordlys: Frihed i det elskte Land." (Jæger). SIDE: 158 Og hvilket sandt Opsving paa Vinger af mandlig Styrke er der ikke i disse Linjer om Norge? ): "Be freedom her's! be freedom all her own! The beams of freedom gild her mountains crest, the beams of freedom warm her natives breast, and blest with freedom, will her sons be blest! Then shall the rude Atlantic's utmost tide the coasts of freedom lave on either side from that fair land b'neath sable Labrador to rugged Norways rude and arctic shore". [fotnotemerke] I det engelske Blad "the Star" for 17de Mai viste sig ogsaa følgende Poesi: Norwegia to Britain. Lov'st thou thy freedom? -- by her holy shrine, if yet one drop of British blood be thine, o Britain! I conjure thee -- spare the brave! nor join the crew, that would my realms enslave! Blast not the laurel, which thy fathers wore, by foul invasion of my Norway's shore, whose hardy sons, like those on Runnymede, [fotnotemerke] for Freedom pant, and dare, like them, to bleed! O! let not history stain her honest page, bright with the triumphs of the present age, with the sad tale, that Britain drew her sword to bend Norwegians to a foreign Lord; that she, who fought, all Europe's realms to free, uplifts her arm -- to murder liberty; and aims her steel to stab her in the cell, where still she designs amid wild woods to dwell, beneath the snow-clad pines and mountain's shade, for Nature's free-born sons by nature made. Fotnote: "Lad Frihed ene, Frihed være dets! Dens Straaleglands forgylde Norges Fjeld og varmt opflamme hver en Normands Sjel! Har Norge Frihed, har dets Sønner Held. Da skal atlantisk Bølgegang med Lyst paa begge Sider Friheds stolte Kyst ombruse, rullende fra Labrador til Friheds faste Klippekyst i Nord." (Jæger.) Fotnote: Englands Eidsvold, hvor Magna Charta blev givet. I Nærheden af Windsor. SIDE: 159 Blash, Britain, at the deed! With conscious pride call back to memory how thy Sidney died! And, emulous of all the noble fires, that warm'd with holy zeal thy patriot sires, stand forth the champion of my sons' great cause, while Heaven and Earth unite in loud applause! To save -- not vanquish -- speed across the waves, and chaunt with them:" We never will be slaves"! ): Nora til Britannia. Har du din Frihed kjær? Ved hendes Alter hvis Draabe britisk Blod endnu du har, Britannia! jeg dig besværger da: o spar de Brave! Bistaa ei det Folk, som vil mit Kongerige underkue! Besmit ei dine Fædres Laurbærkrands ved lumpent Indfald paa mit Norges Kyst, hvis tappre Æt, liig hiin paa Runnymed, for Frihed brænde og for den tør dø! Lad Saga ei sit rene Blad besudle af denne Tids Triumfer straaledækt, med Niddingsagn: "Britannia drog sit Sværd for Norges Mænd til fremmed Drot at lænke; at Hun, som stred for al Europas Frelse, sin Arm opløfter -- Friheden at myrde; og styrer Staalet imod denne i den Tilflugt, hun har søgt i vilde Skove blandt snebedækte Granetræer og i Fjeldes Skyggely, reist for Naturens fribaarne Sønner af Naturen selv." Rødm for slig Daad; Britannia! Gjenkald dig med retfærdig Stolthed Mindet om hvorledes han din gjæve Sidney døde, og, stolt af al den ædle Ild, som har opflammet dine fordums Patrioter med hellig Nidkjærhed, staa frem som Kjæmper for mine Sønners store Sag, mens Himmel og Jord i Samklang dig tiljuble Bifald. Til Frelse, ei til Undertvingelse, du ile gjennem Bølgerne, og syng med dem: "Vi aldrig ville være Slaver!" Først over en Maaned efter, altsaa langt henne i Juni, blev denne tabte, men ærefulde, Kamp i England for Norge bekjendt- SIDE: 160 gjort her fra Pressen, skjøndt det ikke varede saa længe før man hist og her vidste derom. Der kom engelske Aviser (uden Ordre fra Admiralitetsherrerne i Trinityhouse, og som "blæste overbord") i en god Hensigt iland fra de engelske Krydsere. Og den Skaansom- hed, hvormed flere af disse fremdeles røgtede sit grusomme Hverv [fotnotemerke] , hvilken endog gik til Begunstigelse af Korntilførselen og Beskyttelse imod de svenske Kapere, var ikke det ringeste Vidnesbyrd om Styrken af de engelske Sympathier, ligesom dette ogsaa bekræftede den Formodning, som var gjængs baade i og udenfor Rigsfor- samlingen, at Kristian Frederik havde et hemmeligt Løfte om Understøttelse af England [fotnotemerke] . Ingensteds findes ellers Sympathier af Naturen stærkere imellem to saa adskilte Folk, som Normænd og Engelskmænd. Selv den langvarige Krigs Tab og Lidelser havde ikke kunnet udslette dem af Normændenes Gemyt. De vare ikke gangne op i Røg med Linjeskibet "Prinds Kristian" eller tilbunds med "Najaden". Nationerne vare for gammelkjendte; de agtede hinanden, og have ogsaa formeget tilfælles i Karakteren til at Politiken skulde kunne tilintetgjøre deres Interesse og Med- følelse for hinanden. Men hverken den svenske eller danske Regjering fandt sig til- freds med de Ord, som vare faldne i Parlamentet; den danske ikke engang med visse Udladelser fra den ministerielle Side. Idelig kujoneret af den svenske Ministerpræsident i Kjøbenhavn, den argusøjede, energiske Generalløitnant Baron Tawast, fandt den sig endog tvungen eller beføjet til en halv officiel Erklæring, Fotnote: Hefte II Pag. 302, samt Kaptainløitnant Budde's Rapport af 14de Mai. Fotnote: Provst Stefansens Haandskrift siger, at de engelske Krydsere "i April ei alene ikke hindrede Seiladsen paa Norge, men understøttede den endog ved dels at bortjage svenske Kapere af Farvandet, dels ved at underrette Kornskibene om hvor de havde Kapere at befrygte. Dette, forenet med de engelske Søfolks Enthusiasme for Norges Sag, lod med al Rimelighed i Sand- heden Uindviede formode en saadan hemmelig Forstaaelse. I Mai kom først de svenske Krigsskibe i Søen, da de havde lagt indfrosne, og nu begyndte de Engelske med at afvise dem og med saadan Ordre at paategne deres Papirer. Enten lode de nu Kornskibene følge sig til Mørket paakom, og forlode dem saa under norsk Kyst, eller ogsaa, naar Skibet var truffet i Nærheden af Kysten, forlode de det strax efter Paategning om Afviisning for de svenske Kaperes Skyld, forat give det Anledning at søge Norge". SIDE: 161 hvori den saaledes beklager sig, efterat have paastaaet at have gjort alt for at see Kielertraktaten opfyldt: "De eftertrykkeligste Befalinger bleve derfor givne; Kongen fordrede og ventede Lydighed; men i Norge toge Begivenhederne en Vending, der aldeles tilintetgjorde Kongens redelige Bestræbelser for at gjenvinde Nordens Fred. Selvraadig og paa eget Ansvar gik det norske Folk sin Skjebne imøde; Kongen havde gjort Alt, hvad man efter Traktaten var berettiget at fordre af ham, og Norges Sag burde fra nu af have været et aldeles fremmed Anliggende for Danmark. Under disse Omstændigheder maatte det være særdeles paafaldende, at fremmede Statsmænd i offentliggjorte Forhandlinger føre et Sprog, som om Danmark kunde gjøres ansvarligt for Norges vilkaarlige Hand- linger; ligesom det heller ikke kan undgaa Opmærksomheden, at de ministerielle Yttringer i det engelske Parlaments Debatter angaaende Norge frembyde en Ubestemthed, ja endog Modsigelser, der blive vanskelige at forklare. Med Hensyn dertil bemærkes Følgende: Den i Kiel med Storbritannien sluttede Fred blev den 8de April i Lüttich ratificeret, efterat der, paa den engelske Regjerings Vegne, var fore- slaaet Tillægsartikler, som forandre Traktatens 4de Artikel, betræffende de danske erobrede Besiddelsers Tilbagelevering. Ogsaa disse bleve i Lüttich af begge Staters Befuldmægtigede undertegnede, og Ratifika- tionsakten for Samme af Kongen af Danmark udfærdiget; men den er fra Storbritanniens Side endnu tilbageholdt, uden at dertil nogen Grund er bleven angiven; dog har den engelske Regjering tilkjendegivet den til de vestindiske Øers Besiddelsestagelse bestemte kongel. General- guvernør, at han kan udføre sit Ærinde, naar dertil de fornødne For- beredelser ere satte i Gang. Misledet af Enkelte, som ville Danmark ilde, dvæler man heller ved enhver Omstændighed, hvoraf Mistanke kunde udledes, end hører Sandheds og Billigheds Sprog, der taler saa høit for Dannerrigets Konge, og man glemmer, paa en Tid, hvor Ret- færdighed, Lykke og Fred ved høimodige Fyrsters Anstrengelser gjen- gives Verden, at Danmark er en Deel af Samme, og at det, ligesaavelsom andre Stater, har Krav paa at finde Hvile efter mange Aars Lidelser. Mindre Opmærksomhed fortjener fremmede, især engelske, Avisskriveres Yttringer om Danmarks Forhold i Henseende til Norge. Disse Blade ere, som bekjendt, det Hjælpemiddel, hvorved Enhver kan virke paa den offentlige Mening under Anonymitetens Skjul og frit kan vove at fremsætte urigtige Fakta, overbeviist om, at de dog altid gjøre Virkning paa nogle lettroende Læsere". Erklæringen endte med at benegte endeel Beskyldninger af den ministerielle the Courier, saasom, at den danske Regjering skulde SIDE: 162 være bleven meget kompromitteret ved de hos Kammerjunker Gyldenpalm forefundne Breve, [fotnotemerke] at Regjeringen gav danske Offi- cierer Permission, for at kunne gaa i norsk Tjeneste; at norske, i Danmark tilbageblevne, Søfolk vare blevne hjemsendte over Søen forat bruges imod Sverige; og at en dansk Eskadre krydsede under Norge mod svenske Skibe. "Enhver veed -- slutter Erklæringen -- at Danmark siden Aaret 1807 ingen Eskadre har havt, og at de Brigger, der under Norges Kyster have mødt og prajet engelske Krydsere, vel ere Kongen af Danmarks Ejendom; men at de imod hans Vilje med Magt ere tilbageholdte i Norge, bemandede med norske Officerer og Søfolk, og brugte til et for Kongen af Danmark aldeles fremmed Øjemed". Fra de til Norge sendte danske Kommissærers Side var der idetmindste intet imidlertid bleven forsømt, som kunde betage Regjeringens Politik Skinnet af Uoprigtighed. Den 10de Mai indløb til Prindsregenten paa Eidsvold en Skrivelse fra dem, dateret Strømstad den 8de, hvori de oversende endeel Exemplarer af Frederik VI's aabne Brev Og Kommissorium af 18de Februar [fotnotemerke] , Fotnote: Kfr. Hefte II Pag. 356. Det danske Forsvar yttrer, at Regjeringen, "langtfra selv at være bleven kompromitteret ved de private Skrivelser, denne fra Kongens Tjeneste beafskedigede indfødte Normand havde paataget sig at overbringe til Norge, meget mere i den svenske Regjerings Meddelelser havde fundet Anledning til at paaanke og straffe enkelte Borgeres lovstridige Handlinger". Hermed sigtes til hvad der hændte Præsidenten i Gen.-Toldk. Grev Frederik Moltke, Justits- raad Westermann og Flere, der havde korresponderet paa Norge med hiin Sladderhank af en Kammerjunker. Moltke fik pludselig sin Afsked fra alle sine Embeder, fordi han i et Brev havde gjort Statsraad Generalløitnant Haxthausen opmærksom paa, at Kornudførselen rigtignok vilde, paa svenskt Forlangende, blive strengt forbuden, men at den dog vilde kunne gaa for sig, naar de norske Skibe kun bleve forsynede med Papirer, som om de kom fra og gik til England. Westermann blev endog landsforviist, fordi han, i et Brev til en Ven i Norge, havde yttret sig ufordeelagtig om den danske Regjering med Hensyn til Norge, og navnlig om Kancellipræsident Kaas. Da det ikke lykkedes ham, i Hamburg, hvorhen han først tog sin Tilflugt, at erholde Tilladelse af Frederik VI, paa Tilbagereisen fra Wien, til at vende tilbage til sin Familie i Kjøbenhavn, begav han sig til Norge, hvor han først opholdt sig paa Eidsvold Værk hos Statsraad Anker, med hvem han var noget besvogret, og senere i Kristiania. I 1821 gav Storthinget ham en Pension af 120 Spd. aarlig, fordi han kunde siges at have lidt for Norges Skyld. Fotnote: Det hedder endvidere heri: "Som vi, efter den af os samtykte Freds- traktat af 14de Januar d. A., og efter at have afstaaet vore Rettigheder til Norge, ikke erkjende og ikke ville erkjende anden Myndighed i dette Rige, SIDE: 163 og yttre, at de "med Bedrøvelse" have seet af Hs. Højheds Skrivelse af 6te Mai, at han ikke ansaa sig beføjet til at tage Hensyn til deres Opfordring, samt betyde ham, at deres Monark "aldrig havde løst det norske Folk uden under Vilkaar af Traktatens nøiagtigste Opfyldelse". Det stod dem kun endnu tilbage, er- klærede de, at opfordre Kommandanten over Frederikssteens Fæstning, samt at gjøre Hs. Højhed og Alle, der havde vægret sig for at efterkomme deres Opfordring, ansvarlige for Følgerne. Men da deres Sendelse ikke kunde ansees endt før de havde overleveret Hs. Højhed det kgl. Reskript og modtaget hans be- stemte Svar, vilde de i Strømstad oppebie dette Ultimatum og Tilstaaelsen for at det kgl. Brev med øvrige Sager vare rigtigen ihændekomne, hvorpaa de strax vilde begive sig paa Hjemvejen. De fik den forlangte Bevidnelse om at de havde røgtet Ærinde udfærdiget allerede den samme 10de Mai, ledsaget af en Svar- skrivelse til Kongen af Danmark paa Reskriptet af 18de Februar, saalydende: "Deres Majestæt, høitelskede kjære Hr. Fætter! Med dyb Bekymring har jeg modtaget og læst Deres naadige Skrivelse af 18de April d. A., og den deri indeholdte Opfordring til mig, at over- levere Norges Fæstninger, faste Pladse, offentlige Kasser og Domæner til de af Deres Majestæt udnævnte Kommissarier, for igjen ved dem at overdrages til Hans svenske Majestæts Befuldmægtigede. Det norske Folk har i det kgl. aabne Brev af 18de Januar, som løste det fra dets Troskabseed imod Deres Majestæt, ikke kunnet see, at denne høitide- lige Akt var betinget; thi den udstædedes førend Riget endnu kunde været overleveret til de Svenske; den kundgjordes tilligemed Freds- traktaten, og maatte vel efter sine Ord øjeblikkeligen træde i Kraft. At Folket følte sit eget Værd, og at det fremfor Alle hørte sig selv til, at det ei erkjendte den Overdragelsesret til en fremmed Krone, Fotnote: end Hs. Majestæt Kongen af Sveriges, saa kunne Vi ei heller anderledes end med allerhøjeste Mishag see, hvad der tvertimod bemeldte Traktat og vore udtrykkelige Befalinger sammesteds er foregaaet; og det saameget mere, som enhver af os forordnet Embedsmand, fra den Højeste til den Laveste, ligesom enhver anden vor Undersaat i Norge, ikkun under det Vilkaar er bleven fritagen fra den Eed og Pligt, han stod i til os: at Fredstraktatens Betingelser, forsaavidt ham maatte vedkomme, nøiagtigen skulde opfyldes. Ligesom vi derfor ved aabent Brev af Dags Dato ville have dette kundgjort for samtlige Embedsmænd og alle Ind- byggere i Norge, saa paalægge vi og herved Eders Kjærlighed ufortøvet at efterkomme de til Samme ergangne Befalinger". SIDE: 164 som dets gode Landsfader nødtvungen havde øvet imod Samme, det stod ei i Deres Majestæts, det stod ei i min Magt at forhindre; aldrig vil heller det norske Folk erkjende Samme, eller godvillig give sig under svensk Herredømme. Jeg har stedse vidst, hvor samvittigheds- fuldt Deres Majestæt fordrede Fredstraktaten til Kiel opfyldt; men Midlerne til at udføre dette Hverv, nemlig at bruge Normænd til at opoffre deres Landsmænd, og til at oplade Fæstningerne i Landet for de Svenske, stod ei i min Magt; thi en Borgers første Pligt er imod Fædrenelandet! Aarsagerne, som bevægede mig til at forblive her, nemlig for at haandhæve Orden og Rolighed i Landet, og for at bistaa et uafhængigt Folk i at bevare sin Frihed og Selvstændighed, ere kjendte af deres Majestæt. Min Bevidsthed siger mig, at Jeg derfor fortjener alle Retskafnes Agtelse, og jeg er rolig ved denne, i Tro paa en ret- færdig Guds Bistand ved den gode Sag, som jeg forsvarer. -- At jeg ved min Handlemaade skulde miste Deres Majestæts Hyldest og Naade, vilde smerte mig uendeligen, men jeg vilde efter min Overbeviisning først fortjene det, naar jeg med Hensyn til egen Sikkerhed eller For- deel kunde opoffre et heelt Folks Vel, og svige den Eed og Pligt, som binder mig til Samme, saalænge det gjælder om at forsvare dets Rettig- heder og berede dets Fremtids Held. Alle Embedsmænd og Komman- danter, saavelsom Menigmand, ere bundne ved samme Eed til Nationen, og sikkert vil ingen Normand svige samme. Jeg har saaledes seet mig nødsaget til at erklære de af Deres Majestæt udnævnte Kommissarier, at deres Ærinde vilde være frugtesløst, og at jeg ikke saae mig be- føjet til at modtage den fra deres Side skete Opfordring. -- Deres Majestæt ville naadigst tage Hensyn paa min Stilling, i Spidsen for et uafhængigt Folk, der ei har Aarsag til at vente, at jeg skulde kunne svige mit Løfte til Samme; og idet De maaskee berøver mig Deres Hyldest og Naade, vil De (jeg tør troe det) beklage, at de ei kan følge Hjertets Stemme, og nu som før erkjende mig for Deres Majestæts min høitelskede Hr. Fætters tro og underdanigst hengivne Fætter Christian Frederik". Stykket var, som man seer, endnu i sine Expositionsscener, eller rettere der, hvor Knuderne vel begynde at knyttes, men endnu ikke at strammes, og Helten gav endnu sin Rolle med en Holdning og Freidighed, som, om det end ikke lod sig sige, om Stykkets Ende vilde blive hvad man kalder "god", eller høj tragisk, dog maatte vække Forvisning om, at det ikke for hans Vedkommende, vilde falde udenfor Dramaets Værdighed og ned SIDE: 165 i det Genre, man ikke veed enten man skal lee eller græde af. Efter hvad der hidtil er foregaaet, havde man al Grund til at tænke sig, ikke en Walter Scotts Conachar, men en Calderons "standhaftige Prinds". Normændene i Kjøbenhavn. "Norge! din Favn snart dine Sønner modtage! Selv deres gladeste Dage føle dit Savn. -- -- Fædreneland! Hellige Navn, du vort Hjerte fylder med Glæde, med Smerte. Venner, stød an! Norge, din Skaal! Stedse at fremme din Ære, det skal urokkelig være Brødrenes Maal". (Bekjendt Vise). Men hiinsides Kattegat sloge mange Hjerter af en endnu varmere naturligere Sympathi for Norge end hiinsides Nordsøen. Nemlig hos de mange Normænd, som ved Rigernes Adskillelse befandt sig i Danmark, især i Kjøbenhavn, dels ansatte i Embeder, dels endnu som Studerende ved Universitetet eller i Begreb med at forlade dette for at søge Brød i Fædrenelandet. Didhen hjem, hjem gik, efter de grusomme Plakater af 11te og 28de Mai [fotnotemerke] , den aabnede Vej kun gjennem Sverige, og da under Aaget af en Eed til en Herre, som ingen Normand havde erkjendt; og det var for Nor- mændene at være aldeles afskaarne Vejen, indtil Vinteren gav sig og Vesterhavet blev farbart: da gik der en hemmelig Vej over Nordpynten af Jylland i aabne Baade over det voldsomme, kaper- fyldte Hav. Fotnote: Efter den første af disse Plakater, der antoges aftvungne Frederik VI, maatte intet Pas udstedes til Norge, Tilførsel dertil skee eller Samqvem og Brevvexling dermed finde Sted, under Straf af Fængsel eller offentligt Arbeide, og efter den sidste skulde Den, som herimod forsaa sig eller forsøgte paa at begive sig til Norge ad nogen anden Vej end igjennem Sverige ikke alene blive anseet og straffet paa det strengeste efter Plakaten af 11te Mai, men endog, om han befandtes at have søgt at opnaa sin Hensigt paa underfundig Viis -- have sit Liv forbrudt. SIDE: 166 Da -- bag i disse Baade, halvt nedgravet i Korn, med Piæk- kerten opslaaet om Halsen, Piben i Munden, det livlige spændte Øje speidende udover den maalløse Flade eller anstrengende sig forat kløve den seendrægtige Havtaage, sad mangen ung Mand, mangt et Par Venner med bankende Hjerter; men ikke for Døden -- thi "skjærp Seil, skjærp Seil"! hedte det -- men efter at faa see de første Landtoninger af Norge: "Næsset, Kristianssands høje Land, Tromlingerne, den omvendte Baad" eller de hvide Lifjelde i Tellemarken, alt eftersom Strøm, Storm, Havgang og Taage havde forsat dem, eller eftersom de havde sat Kurs for mistænkelige Seilere i Luvart eller Læ. Strømstad, Warberg o. fl. d. vare smaa Algier'er og Gothenborg et Tunis; der svømmede ikke flere Lommer og Vildgjæs udfra den bohuslehnske Skjær- gaard end armerede store Baade og Slupper udfra disse og de andre Havne paa den svenske Kyst. Men ilende, paa Aarene eller med Seilet, uimodstaaeligt som Qviksølvdraaberne samle sig til sin Masse, kom dog de fleste af hine Baade over; og da -- "o Fædreland! o Far og Mor! o Maria, min Kjæreste! o Anna, min Søster"! . . . O qui complexus! o gaudia quanta fuere! Og saa vist, som at Taarer i dette Øjeblik ved den blotte Fore- stilling uvilkaarligen fylde Dens Øje, der nedkaster denne Skizze, som saa mange endnu levende Landsmænd ville kunne sande - de fyldte ogsaa ofte, søde og tunge, hine unge Mænds Øine, som vi saae bag i de flygtende Baade, kjække men urolige som den aarvaagne Vildands, speidende i Luvart og Læ, stirrende fremad, fremad, mod Nord, mod Nord. Men nu var det den høje Vinter. Der kom Sneflokker fra Norden, men ingen Breve med Underretning om Fædrenelandets Beslutning, ingen med kjærlige Ord og Understøttelse til Sønnerne i den fremmede By. Men Normændene i Danmark vidste i sine Hjerter hvad det Folk vilde beslutte, hvis stolte og varme Blod de følte i sine Aarer, og idet de Enkelte imellem dem, der besad mere Formue eller Indflydelse, besluttede at forene sig for at hjælpe de Landsmænd, som befandt sig i Forlegenhed, paatog Broder- kjærligheden sig at erstatte Savnet af Fædrenelandet og af Frænd- skabet. At være Fædrenelandet og Landsmænd i Danmark til- nytte paa hvad Maade bedst skee kunde, med Raad og Daad og SIDE: 167 Efterretninger derfra og didhen, var Øjemedet for den saakaldte "Normandsforening", som hurtig efter Budskabet fra Kiel, med kløvede Vandes naturlige Sammenløben, dannede sig i Kjøben- havn; og til disse Formaal, der omfoldede og dækkede hinanden som Zwiebelens Lag (skjøndt man nok kan udfinde hvilket der var Hjertet, nemlig det som meest maatte skjules) træffe vi Nor- mændene i Kjøbenhavn allerede i Virksomhed samtidigen med de første Bevægelser i Norge, med Kristian Frederiks Reise, og endnu før Budskabet om Afstaaelsen havde naaet alle dets Dale. Det var en Slags spansk Junta i Udlandet, eller Foreningen lignede en af disse polske Emigrantforbund, der idelig sigte tilbage til Fædrelandet som Straaler fra ligesaamange Huulspeil til eet og samme Punkt. Normændene have ogsaa denne hæderlige Lighed med de to ulykkeligste, af Politiken mest mishandlede, af Europas Folkeslag, at de havde budt Ulykken Kamp og hinanden Trøst og Hjælp og dannet et Fædreland i det Fremmede ved hver- andres Hjerter, følende, at de nu maatte være og vare noget for hverandre. Det varede flere Dage før Kielertraktaten blev rigtig bekjendt i Kjøbenhavn. At en Kureer var bleven affærdiget fra Midelfart over Roeskilde og Helsingøer til Norge, satte især Rygter i Be- vægelse om at den skulde gaae ud paa dets totale eller partielle Afstaaelse. Fra Regjeringens Side iagttoges imidlertid en dyb Hemmelighedsfuldhed, og i Publikum herskede en forventningsfuld alvorlig Stemning, som under den Stilhed, der gaaer forud for et Uveir eller en befrygtet, stor og almindelig Ulykke. De visse Efterretninger om Armeens bestandige Tilbagetog maatte forberede paa en saadan; men endelig først den 5te Februar, da Regjeringen kunde være vis paa, at Efterretningen allerede maatte være i Norge, gik der Lys op over det Hele, idet Kielerfreden fandtes bekjendtgjort i Statstidenden. Det var en Lørdag Aften, Tiden for Professor Olufsens statsøkonomiske Forelæsninger, der især be- søgtes af yngre og ældre Embedsmænd, hvorimellem flere norske. Dagens Efterretning gav da Emne til de livligste Samtaler mellem Nogle af de Tilstedeværende; og tre norskfødte Embedsmænd, nemlig Guldbrandsdølen, Digteren, Etatsraad Kristen Henriksen Pram, daværende Overauditør og (som endnu fremdeles) Høje- steretsadvokat Jonas Anton Hjelm, vor berømte Nationalrepræsen- tant, samt Kontorchef under General-Postdirektionen, den senere SIDE: 168 i Norge som Expeditionssekretær for tidlig afdøde Peter Vogt, kom overeens om, til næste Morgen hver for sig at overveje, hvad der burde gjøres af Normændene i Danmark for Fædre- landet og for de i Forlegenhed stedte Landsmænd imellem dem. Til denne Sammenkomst havde Hjelm, det rastløse Hjul, færdig et Udkast til en Sammenkaldelse af samtlige i Kjøbenhavn værende Normænd. Efterat dette var drøftet og antaget af de Tre, i Forening med Peter Vogts Broder, daværende Assessor i Finants- Kassedirektionen, nu norsk Statsraad, Jørgen Herman Vogt, tog hver sin Afskrivt for at forevise den for de Landsmænd, man samme Dag maatte træffe paa; og saa afsted hver paa sin Kant. Et ledigtstaaende Klublokale tilvejebragtes til Mødested, og da Udstederne af Indbydelsen samledes længer udpaa Dagen, forat meddele hinanden Udfaldet, fik den saadan Bemærkning: "Flere ere enige om, uden Paategning, at møde første Gang i Morgen Eftermiddag Kl. 5 i Læderstrædet No. 29, 1ste Sal, nemlig Man- dag den 7de Februar." Sammenkaldelsen selv var saalydende: "Indbydelse Forbindelsen imellem Norge og Danmark samlede mange af Norges Sønner til Kjøbenhavn. Den væsenligste Grund til deres Nærværelse her -- at tjene Fædrelandet tilligemed sig selv som de bedst kunde -- er nu hævet. Alle elske de dette Fædreneland. Alle føle de Smerten af det Slag, som saa særdeles haardt tilføjedes det. Med Forbauselse see de hinanden, som halv landflygtige, paa engang hensatte i et fremmed Land, neppe vidende, om de engang tør spørge: Hvordan seer det ud i det kjære Hjem? Hvad tør, hvad bør, hvad kunne vi gjøre? Og dog maa selv Slaget, som rammede, have forenet Brødrene af den fælles Moder end inderligere. En Normand spørger derfor: Skulde det ikke være ret og tjenligt og ønskeligt, at Norges her sig opholdende Sønner valgte sig en Samlingsplads, hvor de fortrolig og aabenhjertig, som Fødelandets Stilling fordrer det, kunne til visse Tider komme sammen, meddele hinanden hvad de bag Begivenhedernes tætte Slør maatte skimte, byggende derpaa fælles Overlæg, aftale hvad de, hver for sig, eller samlede, tør og bør gjøre med Hensyn til Fødelandet, den Stat ukrænket, i hvilken deres Personer og Ejendomme nyde Be- skyttelse og Sikkerhed? Enhver Landsmand, som besvarer dette Spørgsmaal med Ja, tegner sit Navn herhos. Det videre skal da foranstaltes. SIDE: 169 Hvo, som ikke bifalder Forslaget, han være dog Landsmand nok til ikke at foranledige her uvedkommende Mistydninger af hvad der skeer i den uskyldigste og velmeenteste Hensigt! Kjøbenhavn den 6te Februar 1814". Indbydelsen skrev sig fra Mænd i feireste Alder, med Ungdoms- varmen endnu i Blodet; men den var ikke bleven foreviist for nogen Normand, gammel eller ung, i Begyndelsen eller ved Enden af sin Løbebane, uden at den jo var bleven bifaldt. Kun und- sloge nogle Faa, der havde naaet højest paa denne, og hvis Rest af Dage vilde tilhøre Danmark, sig forat deeltage i Møderne. De veirede forud Modbøren, som vilde adsplitte dem igjen, og det var vel heller ikke saa frit for, at selve Pram, den Normand, der nød størst Anseelse mellem sine Landsmænd, havde en Kamp at bestaa med sine Betænkeligheder. Han savnedes i det første Møde; men i de følgende viste han, hvor ganske hans norske Hjerte havde seiret. Men til Tid og Sted indfandt der sig 20 flere end der, efter Regelen, behøves til et gyldigt Samfund, og af disse 23 Normænd aabnedes da det første Møde med Oplæsningen af Indbydelsen, hvorpaa de konstituerede sig til en "Normandsforening" ved at undertegne saadan Overenskomst: 1. "Vi ville med hinanden udgjøre en Forening af Normænd, som for- samle os til nærmere bestemmende Tider. 2. En Hovedbetingelse for disse Forsamlinger er, intet at foretage, som strider imod Landets Love, god Politi og Orden, følgelig at Politiet tilbørligen underrettes om Foreningens Tilværelse og Beskaffenhed, og, for at Forsamlingen ikke skulde give Anledning til Rygters Ud- bredelse, -- at intet bringes ud i Publikum, eller fortælles til Uved- kommende, af hvad der i Forsamlingen høres eller passerer. 3. Et Øjemed for Foreningen er, at meddele hinanden, hvad vi erfare om vores fælles Fædreland, dets Stilling og Foretagender. 4. Et andet Øjemed er, at modtage og overveje Forslage sigtende til de herværende Normænds Tarv. 5. For at tilbørlig Orden kan herske i Forsamlingerne, udnævnes en Bestyrelse, bestaaende af 3 Personer, som modtage alt, hvad der til Foreningen meddeles af Underretninger og Forslag, og forelægge Forsamlingen samme. Disse vælges næste Forsamling blandt dem, som nu ere tilstede, eller blandt dem, som En af de Tilstedeværende, inden Valget, opgiver at ønske Adgang til Foreningen. SIDE: 170 6. Næste Forsamling holdes førstkommende Fredag Eftermiddag Kl. 5 her i No. 29, 1ste Sal, i Læderstrædet. 7. Til at foranstalte det Fornødne i Henseende til Bekjendtgjørelse af det Passerede for Politiet og hvad videre der forefalder, indtil Be- styrelsen er organiseret, ere i Dag kommitterede 2de af de under- skrevne Nærværende". Men Pram havde udfyldt sit Fravær med en vidløftig Besva- relse af de tre i Indbydelsen fremsatte Spørgsmaal, og umiddel- bar efter denne blev hans Skrivelse oplæst. Paa det første: "Hvad bør Vi"? svarede han, at man "burde roligen oppebie Kundskab om hvad Fædrenelandet, om ei udtrykkeligen fordrede af sine fraværende Børn, saa dog hvad der for Disse var til dets Gavn og Gode at beslutte". Paa det andet: "Hvad kunne Vi"? svarede han: "kun ved roligen at afvente hvad hist skeer eller besluttes, belave os paa, ei uden Lidenskab, Ild og Liv, men sindigen, uden lidenskabelig Overilelse, at vælge vore Forholdsregler". Og til det tredie: "Hvad tør Vi"? svarede han: "Sikkerligen med Sindig- hed Alt, hvad der er til vort Fædrelands Gode, overbeviste om at, som Dannerkongen ganske vist ei uden med blødende Hjerte havde bestemt sig til det Skridt, en af hvis Følger er denne Over- lægning: saa vil, skjøndt ham ei længer undergivet, Norges Vel og Lykke være hans Hjerte et saa inderligen brændende Ønske, som det nogensinde var, og som det er nogen ærlig Normands. Vi kan være tryggeligst visse paa, at, skjøndt han ved Tingenes ulykkelige Stilling var nødt til at løse Baandet imellem Danmark og vort Fædreland ved at løse Norges Indbyggere fra den Eed, hvormed de vare bundne til ham, saa har Kong Frederik den Sjette dog ei løst sig selv fra Erkjendelsen af det Han skylder Normændene for den Hengivenhed, de saa lidenskabeligen stedse have viist Ham -- den de have i de 426 Aar viist samtligen de 14 Konger af Hans Stamme; -- ei fra den Ømhed og Godhed, som udgjør hans Karakteer, og som han stedse har elsket at vise det norske Folk; -- visse paa, at sand og sindig Stræben for Norges Vel og Gode, -- hvilket, saalænge han det kunde, var hans Yndlings Iid, som just dette og er Maalet, til hvilket Vi stræbe -- stedse vil være ham kjær og hæderlig, og den sande Vej til at vinde og vedligeholde hans Velvilje og Yndest". Prams Been smuldre i en fjern Verdensdeel; i St. Thomas's Kalkbund ere de forlængst fortærede siden han forgjæves tilbød SIDE: 171 sit fribaarne Fædreneland sin Tjeneste og sine Talenter; men mellem de øvrige Stiftere af Normandsforeningen finde vi, for- uden de førnævnte Patrioter, flere Navne, som Norge endnu regner blandt sine levende Prydelser, tællende for hvert et endnu grønnende Egeblad om sin Tinde. Vi træffe saaledes de ud- mærkede Storthingsrepræsentanter Søren Anton Wilhelm Sørensen som Student, og Højesteretsassessor Johan Henrik Rye som Lieute- nant, samt imellem de Øvrige vort Universitets Nestor, gamle Professor med. Mikael Skjelderup. I de to følgende Møder, den 11te og 19de Februar, steg Medlemmernes Antal til 129; senere hen endog til 143, hvorimellem vi møde Storthingsmændene, Sognepræst Jens Laurits Arup som Student og sal. Højesterets- assessor Poul Holst som Kandidat, og af Literære vort Universi- tets klareste Stjerne, Astronomen Professor Christoffer Hansteen, dengang Lektor, samt som Studenter Overlærer Ulrik Møller og Nationalsangens Digter, Højesteretsassessor Henrik Anker Bjerre- gaard, paa hvis Grav Græsset endnu ikke har havt Tid til at fæstne sig. Politiet, hvem J. H. Vogt og Hjelm vare blevne valgte til at meddele Oprettelsen af Foreningen og Forhandlingerne i det første Møde, fandt intet at indvende, da saamange Embedsmænd og selv En af Politiets egen Midte fandtes imellem Medlemmerne. I det andet Møde skred man derfor til at vælge Formænd, der havde at gjøre Udkast til Vedtægterne, og dertil kaaredes Etats- raad Pram, Assessor Vogt og Overauditør Hjelm. I 4de Møde, den 22de Februar, vedtoges disse, bestaaende af 13 Poster, hvoraf maa bemærkes Følgende: 1. "Hovedformaalet for denne Forening er, at i Danmark sig opholdende valgte og velsindede Normænd kunne, under Fædrelandets nærværende Stilling, yde hinanden og andre deres herværende Landsmænd, den broderlige Bistand i Raad og Daad, som de ellers maatte savne, samt Opmuntring og Veiledning til det Sindelag og Forhold, som sikkrer dem baade mod at vildledes og at mistydes. Et underordnet Formaal er selskabeligt Samqvem af Foreningens Lemmer. 2. Uagtet Normanden, som Normand, aabenbarligen skylder, med helligste og kraftigste Forpligtelse, Statsborgerpligtens Opfyldelse til det Land, som siden Traktaten af 14de Januar 1814 ene er hans sande og rette Fædreland, og da Erkjendelsen og Følelsen heraf vel med Føje kan formodes at være paa det livligste brændende i enhver ægte, og SIDE: 172 sit Fædreland værdig, Normands Barm, bliver det meget mere for Med- lemmerne af dette herværende Samfund, og som saadant, første og helligste Forpligtelse, at bevise sig Normandsnavnets Hæder værdig, ved i ingen Handling eller Yttring at overtræde nogen af de Pligter, hvilke de, som opholdende sig i Danmark, og saalænge og forsaavidt Medborgere i denne Stat, og dennes Suveræns Undersaatter, skylde deres hidtil værende, og fremdeles, saalænge de her leve, stedse vedblivende Medborgere, og Dan- marks Konge, til hvilken de, idetmindste saalænge, fremdeles ere bundne med de selvsamme Forpligtelser som hidindtil. 3. Foreningens Lemmer skulle være Normænd, det er, Mænd, som enten ere fødte eller opdragne i Norge, og der have Embede eller Bopæl". Medlemmerne skulde dog voteres ind, og Forhandlingsmøder holdes for det første hver Lørdag Aften; men ellers saa ofte Formændene, der skulde være tre, fandt fornødent. Hver Aften skulde selskabelige Møder finde Sted. Den første lovgivende og dømmende Magt skulde beroe hos "Foreningens Ældste", bestaaende af Formændene og 22 andre valgte Medlemmer, for hvem Formændene intet maatte negte at foredrage, og som skulde kunne handle med fuld Myndighed naar 9 vare tilstede, dog med Undtagelse af ved Forandringer i Vedtægterne, da 19 udfordredes. Udenfor de i disse bestemte Tilfælde maatte intet foredrages for det hele Samfund, uden Fleerheden af de Ældste paabød saadant. Disse skulde vælges paa saadan Maade, at hvert Medlem skrivt- lig opgav 3 for hver Plads, hvorefter de 75, som havde de fleste Stemmer, igjen mellem sig opnævnte de 25, hvoraf hver anden Maaned den Første skulde udtræde. Disse skulde derpaa af sin Midte udnævne Formændene. Naar nogen Landsmand maatte have noget at foredrage eller meddele, skulde dette skee igjennem disse, som da sammen selv, eller sammen med de Ældste, skulde bedømme om Kundgjørelsen var passende. Foreningen haabede for øvrigt, "at enhver af dens Medlemmer vilde gjøre sig en Glæde af at udtænke, hvad der kunde fremme Samfundets Øje- med, og ei alene at meddele det enhver, dets Deeltagere gavn- lig, Efterretning, men og til den Ende gjøre sig al passelig Umage for at erholde daglige Efterretninger saa paalidelige som muligt." Den 11te Post, som tilligemed den 1ste og 2den skulde udtrykke- ligen forelæses enhver Indtrædende, var saalydende: "Skjøndt Foreningens Tilværelse og Øjemed ingenlunde qvalificerer sig til at holdes skjulte, ei heller dens Handlinger kunne eller maae være SIDE: 173 af den Beskaffenhed, at den til nogen Tid skulde frygte for offentligt Regnskab, saa paalægges dog ethvert Medlem, i den Hensigt ei at mis- tydes eller foranledige urigtig Bedømmelse eller Rygter, og for at fremme gjensidig Aabenhjertighed og uindskrænket Tillid, intet at udbrede eller for Uvedkommende aabenbare af det, som i Samfundet foregaaer [fotnotemerke] . Med særdeles Strenghed paaligger denne Pligt Foreningens Ældste, saaledes, at end ikke for de øvrige Lemmer aabenbares, hvad i deres Raad for- handles, og ikke er besluttet, at skulle kundgjøres". Forseelse mod denne Bestemmelse vilde blive at straffe efter Omstændighederne med "alvorlig broderlig Advarsel af Formand- skabet" eller med Udelukkelse. 13de og sidste Post erklærede Foreningen hævet, naar de Omstændigheder, som havde foran- lediget den, ophørte. I det 8de Møde, den 1ste Marts, admini- streret af Vogt og Hjelm, valgtes de midlertidigen fungerende Formænd, Pram, Vogt og Hjelm, til virkelige; og det Første, de havde at referere, var, at de vare betænkte paa, at lade de offentlige Bekjendtgjørelser for Eftertiden skee ved Tegn, siden Sammentrædelsen under det fulde Navn "Normandsforeningen" syntes at have vakt Opsigt. Bogstavet "N" skulde saaledes be- tegne Foreningens Navn; Maaneden tilkjendegives med det dens Tal tilsvarende Bogstav, og Dag og Time ved Brøktal. N C l/7 betød saaledes: Normandsforeningen holder Møde 1ste Marts, Kl. 7. Til den ubehagelige Opsigt havde ogsaa et i Foreningen oplæst bittert Digt af Student Caspar Boye, "Nor til Dana" ikke bidraget lidet. Afskrivter kom ud, og Politiet udsatte en Præmie for Forfatterens Opdagelse. Hurtigt søgte man da at faae Af- skrivterne ind og brændte, hvorpaa man kom overeens om at lære dem udenad [fotnotemerke] . De tagne Forsigtighedsregler vare ikke overflødige. Tawast havde nemlig ladet Kancellipræsidenten Kaas spørge om hvad det var for en "Normandsforening", man læste Bekjendtgjørelser om i Aviserne, og tilkjendegivet ham sin Misfornøjelse og Forundring over at noget saadant kunde skee lige under Kongens og Re- gjeringens Øine. [fotnotemerke] Kaas havde da sendt Bud efter Pram til næste Fotnote: Af Forsamlingens Bud, hvortil antoges en Gudbrandsdøl, toge Formændene ved Haandslag ligeledes Taushedsløfte. Fotnote: See Hefte II Pag. 293. Fotnote: Senere fattede Tawast, der selv var en redelig Karakteer, megen Agtelse og Hengivenhed for Frederik VI som Menneske. Meningen om Forholdet mellem SIDE: 174 Dags Formiddag, og Assessor Vogt var fra Politimesteren blevet anmodet om at erholde nogle Exemplarer af Foreningens nu trykte Vedtægter samt Prams Skrivelse af 7de Februar. Men i Anledning af det optrækkende Uveir havde Formændene allerede til oven- nævnte Møde istandbragt en Adresse til Kongen, hvori de under- rettede ham om Foreningens Oprindelse og Tilvær og udbad sig hans Beskyttelse. Den følgende Dags Aften skulde den da person- ligen overrækkes, efterat man havde overtydet sig om at Audience vilde blive tilstedet. Mødet sluttedes med at Formændene med- delte den igjennem Hjelm erholdte Efterretning om Kristian Frederiks Kundgjørelser af 19de Februar, samt det Væsentligste af disses Indhold; og hedder det i den førte Protokol: "Hvert Ansigt oplivedes kjendelig under Beretningen, Glæde luede i hvert Øje; det hidtil frygtblandede Haab var blevet til Vished! Under en kort Pause samlede de Tilstedeværende sig efter den glade Overraskelse. Da gjenlød det uopfordret, men eenstemmig og varmt, trende Gange i Forsamlingen: "Leve Prindsregenten"! Uvilkaarligen meddelte sig varme og broderlige Haandtryk fra Mand til Mand. Forsamlingen blev sluttet"! Den følgende Dag vare Formændene samlede forat tage For- holdsregler til -- Foreningens Ophævelse. Kancellipræsidenten havde meddelt Pram, at "dens Formaal var af Gesandskabet fra et fremmed Hof misbilliget paa en for Staten og dens Formaal ubehagelig Maade, -- Statens Stilling fordrede en høj Grad af Varsomhed". Han var imidlertid bleven kaldet til Kongen, og havde bragt det Budskab tilbage, "at Hs. M. ikke ønskede sig officielt underrettet om Normandsforeningens Tilværelse, og kunde derfor ikke modtage nogen Deputation fra samme. Og da han ikke ønskede at bruge Magtsprog i denne Anledning, var det ham kjært, om Formændene ved deres Indflydelse vilde bringe det derhen, at Foreningen af dens Medlemmer selv opløstes; dog alt under den gjentagne Forsikkring, at Hs. M. selv personligen ikke nærede nogen Mistillid". Formændene besluttede at foredrage Sagen for de Ældste i et Møde den 5te Marts, og imidlertid at tilstille Kaas Adressen, overladende til ham, privat at indhændige Kongen samme. Sam- tidig underrettede de ligeledes Direktionen for Selskabet for Norges Fotnote: disse to Personer gav sig ellers tilkjende ved en Karrikatur, der forestillede Tawast med en liden Frederik VI stikkende frem af hans Taskelomme. SIDE: 175 Vel om Foreningens Stiftelse, Øjemed og Stilling. Skrivelsen endte med Udraabet: "Leve Norge og dets Selvstændighed"! Den følgende Dag, den 4de Marts, dannede sig tilfældigviis et talrigt Møde, som da blev underrettet om at Adressen var i Kaas'es Hænder, samt meddelt ved Oplæsning samtlige Regentens Kundgjørelser af 19de Febr., hvilke, hedder det, modtoges med almindelig Glæde. Til Gjennemlæsning for dem, "som maatte ønske det", var ved samme Leilighed udlagt Hs. svenske Maje- stæts Proklamation til det norske Folk af 8de s. M. I det til den 5te Marts berammede Møde fattede de Ældste saadan Beslutning: "Selskabets Ældste, underrettede om, at Selskabets Tilværelse, hvorvel det vil være Enhver af dets Deeltageres fuldkomne Overbeviisning, at det ei alene var og vilde vedblevet at være i hver Henseende i og sig selv uskadeligt, men, efter dets i Vedtægterne tilkjendegivne sande og eneste Øjemed, nyttigt og hæderligt, dog kunde blive og er blevet saaledes misforstaaet, at det ved denne Misforstaaelse kunde ansees for farligt og skadeligt, og ere derom saaledes overtydede, at de een- stemmigen erkjende det for Pligt, at frasige sig de dem af Selskabet, som dets Ældste, overdragne Pligter, og at fratræde Selskabet. Men inden de ugjerne fuldbyrde dette Skridt, holde de sig forbundne til, som deres sidste Embedshandling, herved at indstille til samtlige Sel- skabets øvrige Medlemmer, hvorvidt de ville, i Tillid til Vigtigheden af de Grunde, som hertil forpligte dem -- hvilke Grunde de tro, ei at burde nærmere anføre, men for hvis Gyldighed de indestaa -- vedtage den af dem fattede Beslutning, saa at Selskabet derved fra denne Stund ophører og er hævet; -- en Beslutning, som de see sig ligeledes forbundne til, paa det alvorligste at tilraade, som et bekræftende Beviis for, at vi samtlige ere -- hvad sikkert enhver af os afskyer noget Øje- blik at kunne omtvivles, -- Hans Majestæts, vor Konges, redelig sindede, troe og lydige Undersaattere, hvorvel i lige Grad vort elskede Fædre- lands troe og dets værdige Medborgere". Naar denne Beslutning ved oprakte Hænder var vedtaget af Foreningen, skulde Formændene proklamere i de Ældstes For- samling: "at Medlemmerne af Normandsforeningen i Kjøbenhavn have besluttet, at dette Samfund er fra nu af aldeles ophævet". Og saa skede det i Generalforsamlingen den 6te Marts. Pram proklamerede Opløsningen, og idet han takkede for den For- mændene viste Tillid, anpriste han den Fædrelandsaand, som havde begrundet Foreningen, og det Borgersind, der opløste SIDE: 176 samme. Orlogsprovst Andersen, en af de Ældste, fremstod der- paa, og bevidnede i en skjøn Tiltale Formændene de Ældstes og Samfundets Tak for deres Bestræbelser, hvorpaa Hjelm re- plicerede, bevidnende samtlige Medlemmer Formændenes Er- kjendtlighed for dette nye Beviis paa deres Tillid og Hengivenhed, og ønskende, at ingen af Samfundets Medlemmer nogensinde maatte svige den Aand, der udgjorde dets Væsen, nemlig ægte Borger- og Fædrelandssind og varm Følelse for alt hvad der staaer i Forbindelse med Fosterstavnen -- "et Løvte, som Fædre- landets Sønner, der her ere forsamlede, ved Adskillelsen helligen burde giøre hinanden". Som Samfundets sidste forenede Handling nedbad han, i dets Navn, til Slutning Himlens Velsignelse over det elskede Norge. "Alles Hjerter -- bevidnes der -- vare rørte. Med gjensidige be- tydningsfulde Haandslag paa nordisk Viis hævedes Forsamlingen". Et Uddrag af det i Mødet Passerede blev overleveret Kaas, og under 19de April sendtes Direktionen for Selskabet for Norges Vel en fuldstændig Udskrivt af Foreningens Protokol. En Ind- stiftelsesfest var forlængst paatænkt; det blev nu til et Afskeds- maaltid paa Opløsningsaftenen, mellem hvis Skaaler "Gamle Norges" naturligviis var den første. Der var ogsaa en for "Vore skjulte Ønsker"! Men lystigere var upaatvivlelig det meget om- talte Gjæstebud, hvorved endeel kjøbenhavnske Borgere, især af den højere Handelsstand, ja endogsaa Embedsmænd og Officerer, navnligen af Artilleriet, kort efter Normandsforeningens Stiftelse havde givet sine liberale politiske Anskuelser og sine Sympathier for Norge tilkjende, og hvortil Normandsforeningens Formænd vare indbudne. Der manglede det hverken paa Viin eller egne trykte Sange eller Basuners og Trompeters Lyd, og heller ikke paa de grønne Baand (Uhrbaand, Sløifer o. a. desl.) som man i en Hast havde faaet gjort til Kristian Frederiks Farve, og saaledes til et Tegn for den Fremgang man ønskede Normændene [fotnotemerke] . Altsaa ogsaa danske Sympathier? Ja, hvem har tvivlet derom hos et saa følelsesfuldt Folk, som dette de blide, beltekrandste, sædvajende Ølandes, med hvem det norske havde saalænge og Fotnote: Uvist hvorfor. Maaskee fordi det Regiment, han havde kommanderet i Danmark havde grønne Opslag o. s. v. Den Sværm af Kammerherrer, han be- gyndte sin Regjering med at udnævne, bar ogsaa grønne Sløifer med en Guld- knap i, hvor Nøglen plejer at sidde i Blaat. SIDE: 177 saa nøje været vant til at komme bedre overeens, end man skulde troe muligt imellem to i Karakteren saa forskjellige som Granit og Leer? Der flød mange danske Taarer ved Tanken om Norges Adskillelse, og, hvad der var bedre, ved Tanken om dets Nød og om Uvisheden af dets Skjebne. Og det af smukke Øine. Qvinderne vare ikke de mindst ivrige Normandsvenner, ligesom de ogsaa vare de troeste Napoleonister. De klappede i Hænderne naar de hørte, at en Folkesværm havde drillet Tawast med et Hurra for Napoleon udenfor hans Palæ; men man tør nok antage, at de besad forliden Malice til at have Deel i Planen (hvoraf dog intet blev) at holde hiin glimrende og buldrende Banket for aabne Vinduer i et af Gesandtboligens Nabohuse. Men Gubben fik dog nok Skaalerne at vide og Sangene at læse, om han ikke blev forstyrret af Fanfarerne, og de bidrog neppe til at gjøre ham blidere eller mindre agtpaagivende paa hvad der foregik omkring ham. Altsaa forbi, forbi med Normandsforeningen? forbi med de be- geistrende og trøstende Sammenkomster i Læderstrædet? De varmhjertede Ynglinger skulle ikke mere kunne samle sig der om sine ældre trofaste Landsmænd? og sammen skulle de ikke mere synge: "For Norge Kjæmpers Fødeland" og "Boer jeg paa det høje Fjeld", og "Ynglinger her"! hvorved Øinene funklede eller bleve svømmende og Stemmerne steg eller smeltede eftersom det blev blødt eller brusende om Hjerterne? Forbi? Ja, men som man fælder en Piil eller Poppel; Grenene skyde. Thi -- hedder det efter en blank Side i Protokollen -- "da det Middel til at overveje fælles Tarv og bistaa hinanden, som Normandsforeningen tilbød, ved dens Opløsning var tabt, besluttede 12 Normænd at træde sammen og i Fællesskab virke hvad de kunde formaa i det Øjemed, Vedtægterne for den ophævede Forening angive i §. 1". Og imellem disse 12 træffe vi foruden Pram, Hjelm, begge Vogter, Skjelderup, Hansteen og Rye ogsaa Prokurator, senere Professor, Henrik Steenbuch, Grundlovens første Fortolker, samt Professorerne Jacob Keyser og Peder Atke Castberg, et ivrigt Medlem af den forrige Forening. Med slige Mænd blev denne Forening virksommere end hiin. Dens Kraft koncentreredes i den mindre Cirkel; den vedblev at virke for Fædrenelandet og op- SIDE: 178 naaede endnu bedre, at danne i sin Midte et Fædreland for de forladte Landsmænd. Det første Foretagende var, at den ved Pram, Skjelderup og J. H. Vogt ansøgte Kongen om et rentefrit Laan paa et Aar af 5000 Rbd. til Hjælp for de mange yngre Landsmænd, som nu befandt sig i Forlegenhed i Kjøbenhavn. Og det erholdtes -- af Justitsminister Kaas'es egne Midler hedte det, skjøndt den egentlige Velgjørers sande, let gjettelige Navn ikke blev ubekjendt for Normændene, men ligesaa lidt glemt som Gjelden, der punktlig blev betalt. Underretninger saavel herom, som om at alle i Danmark ansatte Normænd, under 2den Marts, vare blevne paalagte at erklære sig inden 4 Uger, om de vilde vedblive i sine Bestillinger eller tage til Norge, samt Anmodning om at blive underrettede om ledigværende Embeder i Norge, affærdigedes strax til den norske Regjering. I en Skrivelse til Prindsregenten underrettede de ligeledes om, at Opfordringen ikke gjældte de i Danmark ansatte norskfødte Officerer, hvoraf en stor Deel dog ønskede at tage Tjeneste i den norske Armee. Imidlertid var det ogsaa af økonomiske Grunde saa vanskeligt for dem at komme bort, at der sandsynligviis vilde indløbe et ringe Antal Ansøgninger om Ansættelse i Forhold til Mængden af dem, som virkelig ønskede den. Brevskriverne vilde dog, om Hs. Højhed ønskede det, anvende sin hele Kredit og Indflydelse til at rødde disse Vanskeligheder bort, naar de derved kunde haabe at stifte noget Gavn for Fædrenelandet. Overbringeren skulde nærmere udvikle sig mundtligen om Normændenes Stilling i Danmark, og en Chiffernøgle medgaves ham til senere Skriftevexling. De Tolv (senere ved Grosserer Knudtzons Tiltrædelse 13) bevirkede ogsaa, at Normændene beholdt Examen i den norske private Ret, da nemlig de juridiske Kathedre endnu vare ubesatte ved det norske Universitet; og i en ny Skrivelse til Prindsregenten interesserede de sig for de ved Regjeringskollegierne i Danmark ansatte norskfødte Underordnede, hvoraf de Fleste attraaede lige An- sættelse i Fædrenelandet. Ligeledes aabnede de en Subskription, og af Stiftamtmand Thygeson, som just da opholdt sig i Kjøben- havn, erholdt de sine Understøttelsesfonds forøgede med andre 5000 Rbd., saa at ikke blot flere Landsmænd bleve hjulpne der- nede, men ogsaa mange vel hjem. I Breve af 20de og 23de April underrettedes Prindsregenten ogsaa om, at den norske Postsæk burde adresseres til privat Mand i Jylland, som da igjen kunde SIDE: 179 forsende Brevene, der ikke burde have noget ydre Mærke, som kunde røbe hvorfra de skrev sig, samt om at Korntilførselen vilde sikkres ved at Regjeringen i Norge strax godtgjorde Ud- skiberne deres rimelige Fordeel, uden Hensyn til hvilken Losse- plads de havde søgt. Dette, mente de, burde bekjendtgjøres i alle norske Blade, hvoraf dog altid nogle Exemplarer kom udenfor Riget, forat tilintetgjøre den Frygt forat udskibe til Norge, som Tabet i enkelte Havne, der vare blevne overlæssede, havde opvakt [fotnotemerke] . "Den 4de Mai, hedder det, var en glad Dag"; thi da modtoges et til Pram adresseret Brev af 15de April fra Kristian Frederik, hvori han bevidnede Samfundet sin Paaskjønnelse af dets Pa- triotisme, og forsikkrede det om, at enhver Normand, som op- offrede sin Stilling i Danmark, skulde finde Ansættelse i Norge. I en Skrivelse af 4de Mai, som Professor Skjelderup tog med sig til Norge, takkedes Hs. Høihed, meddeltes en Oversigt over Sam- fundets hjælpende Virksomhed, og underrettedes om, at Aarsagen til at de allerfleste norskfødte Embedsmænd i Danmark havde erklæret sig for at vedblive i sine Stillinger, var Modbydelig- heden for at erklære sig efter det andet Alternativ, nemlig for at forlade Landet ifølge Traktaten med Sverige. Men kort efter gav det for tidlige Rygte om, at Prindsregenten skulde paa Eids- vold være valgt til Konge et interessant Dokument Tilværelsen, nemlig en af Samtlige undertegnet Lykønskningsadresse til den nye Konge, saalydende: "Allernaadigste Konge! "Friheden lysede i Norden, og Folkets Kjærlighed kaldte Deres Maje- "stæt til Thronen. -saa af Fædrenelandets fraværende Sønner "kaaredes De i deres Hjerter. -- Lad da os, af det gamle Norges ær- "værdige Slægt, i de Normænds Navn, som, fjernede fra Hjemstavn, "skuede med Henrykkelse Deres og Brødrenes Bedrivt, hilse Deres "Majestæt paa Kongesædet! "Evig skal Norge takke Dem, ædle Fyrste, thi De forlod ikke Folket, "da Monarken havde løst det fra dets Troskabseed. -- De frygtede "Anarkiets Rædsler, ikke de Farer, som truede Dem selv. "Alle Folkeslag skulle nævne Dem med Høiagtelse, thi medens Deres "fyrstelige Nabo fordrer som Løn Herredømmet over et fremmed Folk, "og medens mægtige Herskere, som kalde sig Europas Befriere, billige Fotnote: Dette var Tilfælde i Bergen, medens staaende Nordenvind ved at hindre Farten foraarsagede den bittreste Mangel i det Throndhjemske. SIDE: 180 "hans Forhold; fremstaaer De, selv odelsbaaren til Thronen, og lærer: "at Fyrsternes Magt gives af Folket, og at dette bør selv bestemme "sin Skjebne. "Deres Majestæts Throne er bygget paa Retfærdighed og grundlagt "med Viisdom; derfor see vi, med fast Tillid til det guddommelige "Forsyn, en herlig Fremtid imøde; derfor lykønske vi Deres Majestæt "og Fædrenelandet". Med aaben Dato tilstilledes denne Adresse, der afsendtes in duplo, Oberst Hegermann, Professor Skjelderup, Slotspræst Pavels og Overbringeren Prokurator Steenbuch, med Anmodning om at overlevere den i Kongens Haand -- hvilket ogsaa til sin Tid skede -- hvorpaa Samfundets sidste Foretagende var en Agtelses- adresse af 19de Mai til den ved Gyldenpalm kompromitterede og desaarsag afskedigede Geheimestatsminister Frederik Moltke, samt en Rapport til Kristian Frederik af 24de s. M. om at det var lykkets det at udvirke hos det juridiske Fakultet en saa fuld- stændig Examen, som de havde ansøgt om for Normændenes Skyld, skjøndt Udstederne maatte benegte at have anført som Grund at de juridiske Discipliner ikke skulde kunne dyrkes for Tiden ved det norske Universitet. Skrivelsen sluttede med en Underretning om, at Ordre til Beslag paa de norske Skibe, som maatte indkomme i danske Havne nu var udstedet. Hermed slutter Protokollen, som har opbevaret disse rørende Træk af norsk Broderaand og Patriotisme, der røbe saastor Styrke ved den norske Nationalitet og altsaa ogsaa for de fraværende Normænds Vedkommende, som Normænd, saa god Adkomst til Selvstændighed og Frihed. Efterhaanden slap ogsaa de Fleste af de Tolv over til Norge, og deres Forening opløstes. Men udpaa Sommeren fremgik dog en Slags skud- eller af- læggeragtig Fortsættelse af hine to Samfund i et tredie, nemlig den saakaldte "Venneforening" -- et Navn, som skulde uskyldig- gjøre det i Verdens Øine. Mindre ultranorskt i sit angivne Øjemed, end hine to, gik dog disses Aand ogsaa igjennem dette Selskab, og af Danske, der ogsaa kunde blive Medlemmer, optoges dog kun Saadanne, som vitterligen interesserede sig for Norge, f. Ex. Statistikeren, Etatsraad Fred. Thaarup, forhen Foged i Solør og Oudalen. De Tolv havde mødt sammen hos hinanden: "Vennerne" SIDE: 181 samledes i Normandsforeningens gamle Lokale, som nu atter gjenlød af Ønsker for Norge hver Gang en Efterretning bragtes der- hjemmefra, udjublede i alle dets Dialekter. Men efterhaanden bleve ogsaa disse længst Efterladte færre og færre. De forsvandt enkelte og pludseligen som Svalerne, skjøndt gamle Medlemmer af Venne- foreningen vide at fortælle noget om en vis gammel fordægtig Lugger, som endeel Normænd lod kjøbe paa Fremhaand af Marine- bestyrelsen, der lod sælge endeel slige kasserede, og som de ved en tjenstvillig N. N. lod lægge ud paa Gammelholm og udruste og armere, for saa tilsammen hemmelig at forlade Danmark og at slaa sig igjennem hjem, om det skulde knibe . . . Men Vi ere allerede komne foran Rigsforsamlingen, til hvis Fremskridt vi dog have villet binde os, og hvortil vi maa vende tilbage, efterat have med disse Blik udenfor Landet udfyldt den Dag, Rigsforsamlingen tog sig til Hvile, efterat have endt sine Forhandlinger over Konstitutionsudkastet. TRYKFEIL OG RETTELSER. Pag. 11 midtpaa -- Hount, 1. Middelfart og Hount. - 81 Hvad der i Anmærkningen berettes om Falsens Fader grunder sig vel paa et Sagn, men da han var af monarkiske Grundsætninger, er det vistnok mindre paalideligt. Henrik Wergeland SIDE: 182 OLE BULL EFTER OPGIVELSER AF HAM SELV BIOGRAFISK SKILDRET AF HENRIK WERGELAND Ole Bornemann Bull. Ingen Normand har ved sin egen Navnkundighed saameget ud- bredt Fædrenelandets Navn som denne vor berømte Landsmand; og i denne Stund, da vi gribe Pennen for at give et Omrids af hans viden omtumlede Liv, staaer han i Begreb med at overføre det til Amerika og elliptisk at forsvinde en Tid, for ogsaa at gjøre det hørt og kjendt i den nye Verden. Og for et Land i Norges Stilling er det ingen uvæsentlig Fortjeneste, eller rettere sagt, ingen uvigtig Følge af den personlige Berømmelse en Landsmand kan erhverve sig. Norge trænger til, i Europa at være ander- ledes bekjendt end som et Hjem for "Vilde", som den franske Kritiker Jules Janin kalder selve Bull i sin Bedømmelse af ham i Slutningen af Aaret 1835, og til i Amerika kun at kjendes af bortløbne Søfolk og lasede Emigranter; og det lod sig vel be- visende gjennemføre, at ikke en blot Nationalforfængelighed, men selve Nationalselvstændigheden vinder Næring og har fine, men virksomme, Sugenerver i den Deel Landet erholder af sine Sønners Navnkundighed. Men om end Bulls Violin aldrig havde lydt udenfor Fædrelandet, vilde han have vundet sig en Plads i nær- værende Værk, saafremt vi ikke vilde bryde Staven over vor egen Skjønsomhed; thi Bull var Bull allerede før sin første Ud- flugt, og han er altfor eiendommelig paa sit Instrument til, siden han forlod sine første Lærere, at skylde Andre end sig selv hvad han er bleven derpaa. Ole Bornemann Bull er født i Bergen den 5te Februar 1810 og er af 9 Sødskende ældste Søn af Apotheker Johan Storm Bull og Anna Dorothea Bull, født Geelmuyden. Faderen, der selv var en særdeles oplyst Mand, bestemte Ole til Studeringer, og indsatte ham derfor i Byens Latinskole. Men gamle Konrektor Windings pudseerlige Tiltale til ham efter en maadelig lært Lexe: "Tag du SIDE: 183 fat paa Fela di for Alvor, Gut, og spild ikke Tiden her!" be- tegner klart nok hvad Retning Bull allerede tidligen havde taget. Begge hans Forældre og Flere af Familien paa Mødreneside, men især Jens Geelmuyden, vare musikalske. Ofte dannede der sig smaa Koncerter i Fædrenehuset, hvortil Ole var det opmærksomste Øre; men især var han lykkelig naar han fik være med til Qvartetterne hos Onkel Jens, som var den Mand, der endog spenderede betydeligt i Musikalier og Instrumenter paa sin ædle Lidenskab. Og disse Qvartetter, baade af Mozart, Krummer og Haydn, gik ofte -- indtil 3 Gange om Ugen -- paa, og endte, efter gammel Skik, med stundom bacchanaliske Aftenlag. Imidlertid sad Ole og saae paa de hensatte Instrumenter og stjal sig til at tage nogle Strøg. Men denne Ære, at komme med til Onkel Jens'es Qvartetter, fik han først da han var bleven en gammel Karl paa 7 til 8 Aar, da han allerede kunde tage første Violin i en af hine store Komponisters Qvartetter. Mens han var endnu yngre maatte han lade sig nøie med at nynne for sig selv Moderens Melodier og hvad han ellers hørte hjemme, gnidende det efter med en Fliis paa et Træstykke, hvilke da skulde forestille Bue og Violin. Saaledes fandt Onkel Jens ham i en Krog og af sit Nürnberger-Varelager af Instrumenter, hvormed han ogsaa hand- lede, tog han da en Barneviolin og forærede sin lille Neveu. Denne var da Bulls første Violin. Han var 4 -- 5 Aar, da han fik den ihænde, og det varede ikke længe før han efterspillede paa den baade hvad Moderen kunde synge og meget af hvad Sværere han hørte. I denne tidlige Alder lærte Onkel Jens ham ogsaa Noderne, og nu laae Tonernes Verden for ham med aabnede Porte. Egentlig fast Information paa Violin har Bull aldrig havt. Faderen tillod ham nogle Timers Underviisning hos en Stadsmusikantsvend Erichsen, og da Bierfidleren var forladt, øvede Bull sig af sig selv i Duetter med en Dilettant, der var saa maadelig, at det er en Skaansel ikke at nævne ham. Faderen tillod Ole dog kun at sysle med Musiken i sine Fritimer, og selv i disse arbeidede han sig aldrig vedholdende frem; men altid kun afbrudt og som legende. Ole gik sin egen Gang, tog Stok for hic hæc hoc baade hjemme og paa Skolen, og -- som det hedder i Visen -- i den Vei "var og blev en Sinke." Kommen over Sinkelektierne ved en Slags Aarenes fremdrivende Kraft, var dog ingen hans Overmand i SIDE: 184 Mythologi -- en Green af Disciplinerne, som ogsaa maatte tiltale et fantasirigt, drømmende Gemyt. Violinen var og blev dog Nr. Een, saa Skolelærdommen aldrig kunde komme høiere end til Nr. To, og hermed var Faderen ilde tilfreds nok; men i Onkel Jens havde Ole og Violinen en Patron, især efter at han paa sit ottende Aars Fødselsdag ved et Tilfælde havde overrasket ham og Tilstedeværende med et Beviis paa hvor vidt han var kommen med sine hemmelige Kunster. Der var Mandsselskab og Qvartet hos Onkel, hvori Orchesteranfører i den musikalske Forening, Harmonien, Kammermusikus Poulsen, som sædvanlig, var første Violin. Denne ret flinke Musikus var en Ven af Flasken, og nedlod sig endog af og til i Stadsmusikantsvendens Hybel, forat snapse. Der havde han da truffet Ole, og da Oles Fader lige- ledes gjerne undte ham en Dram, ranglede han senere indom Døren hos ham, og spillede da med Ole saalænge der var noget paa Karaflen, der blinkede paa Bordet. Regelmæssigere var ikke den Underviisning Ole erholdt af denne sin anden Lærer. Men hvad hænder nu hiin Oles Geburtsdagsaften? Bacchus og hans Fauner blandede sig som sædvanlig imellem Muserne hos Onkel Jens, og da man vel var kommen fra Bordet, var første Violin i den Grad bleven uefterrettelig, at han laae hen etsteds i Værelset som en Violinkasse eller Vraget af en Bass. "Nu, Ole, skal du spille for Poulsen", sagde den oprømte Onkel Jens med et løst Indfald ved det sørgelige Syn, og trykte ham Kammermusikussens Violin i Haanden. "Frisk min Gut, skal du faa et Stykke Sukker." Og Ole spillede virkelig det svære Stykke -- det var et af Spohr, som han ogsaa tilfældigviis forud kjendte til -- og, til Alles Forbauselse og Onkel Jenses glade Overraskelse, han ikke alene spillede, men pauserte -- kort, han gav Stykket som en komplet Orchesteranfører. Han fik Sukkerstykket og -- en ordentlig Violin, som blev kjøbt af Poulsen. Saaledes erobrede han sin første; og denne gav igjen Anledning til den eiendommelige Maade, hvorpaa han behandler og holder sit Instrument og er bleven dets absolute Herre. Ole var nemlig endnu for liden for sin nye Violin. Det gjorde ham ondt i Fingre og Hals, naar han satte den til Skulderen; og han applicerede den da saa langt indunder Hagen, altsaa saa for- kortet som muligt. Fingrene fik derved et større Spillerum og Øret blev lagt nærmere til, og denne Maneer er bleven Bull til SIDE: 185 Vane, saa man senere ofte har bemærket, at han ligesom kjæler for sin Violin. Den nye Violin var Ole en kostelig, men ogsaa kostbar, Gave. Thi den kostede ham adskillig Lussing, da han ikke kunde holde sig fra at sidde oppe om Natten og spille, saa Husets Folk ikke kunde faa sove. "Det var da Fanden til Laat!" hedte det. "Er nu Ole oppe igjen og spiller?" Og saa fik Ved- kommende ham da i Kardusen. Et Tegn paa, at Faderen dog mere og mere gav efter for Erkjendelsen af sin Søns Determination for Musiken, var dog, at han paa hans 9de Aars Fødselsdag for- ærede ham Fiorillos Kaprizer, som han i det Øiemed havde ladet komme fra Kjøbenhavn. Samme Aar besøgte Violinisten Waldemar Thrane Bergen, og da spillede vesle Ole Fiorillo for ham. Der hengik nu et Par Aar, hvori Bull ganske var Autodidakt. Stadsmusikantsvenden og Kammermusikussen vare lagte agter som et Par Sko, man er voxet fra, og hans Mester var ikke at finde i Bergen. Men naar vi sige, at Bull har naaet sit Mester- skab ved egne Kræfter, at han paa egne mægtige Vinger har oversvævet det umaadelige Dyb, der er imellem den flinke Instrumentist og den sande Virtuos, mene vi ikke, at han ikke skylder Lærere noget. I 1822 nedsatte en dygtig Violinist, Hr. Lundholm, en Svenske og Elev af Baillot, sig i Bergen, og af ham erholdt han Information. Det varede dog ikke længe, da der snart udviklede sig et koldt Forhold mellem dem. Lundholm kunde ikke faa sin Elev til at holde Violinen anderledes, og han var en af disse strenge Skolemænd, som ikke taale Afvigelser i det Formelle, og ikke kjende andet Geni end Flidens Udholdenhed. Der var da en Aften atter Qvartet hos Onkel Jens. Lundholm spillede Baillots Kaprizzi. Bull hørte til med Mishag over den Skolestrenghed og det Flegma, hvormed han gjengav disse liden- skabelige Satser. Man gav en Qvartet af Spohr, og Ole tillod sig at kige i Lundholms Noder medens man sad tilbords i Side- værelset. Lundholms Iversyge over Bull stak da frem i, at han fandt sig stødt herover, og endnu mere i Udbruddet, da Bull, paa hans halvspodske Opfordring, spillede Spohr: "Aa ja, nu kan jeg gjerne pakke ind, naar Gutten alt kan hvad jeg længe har arbeidet for at kunne klare. Nu kan han vel ogsaa spille Paganinis Kaprizzi?" "Aa ja!" mente Ole. Faderen havde kjøbt dem til ham. Han spillede dem, og fra den Stund blev Lundholm høfligere imod SIDE: 186 ham saalænge han forblev i Bergen, og behandlede ham som En, der vel med Tiden kunde blive ligesaa god som han Selv. Bull var allerede, ved den Originalitet og det selvstændige Herredømme, han havde vundet over Instrumentet, over Dillettant- tismen, og Rygtet om ham gik forud til Kristiania, hvorhen han begav sig i Aaret 1828 for i August at tage examen artium. I de sidste tre Aar havde han nydt privat Underviisning af en Student hjemme, istedetfor paa Skolen; og da Informatoren ikke tillod ham at spille paa Violin saa ofte han vilde, opfandt han at plystre og synge paa eengang; og dette blev hans Harmonilære. Han plystrede og sang og spillede dertil paa to Strenge, og und- fangede da Ideen om at spille paa fire Strenge. Senere er det endog ved en Kombination bleven ham muligt at udføre sex for- skjellige Motiver paa eengang. Men vor Ole fik ingen Examen. Han dumpede, som man siger, i latinsk Stiil; men Gud veed, om denne Dumpen ikke var en Stigen til det han er bleven, et af Nornernes mægtige Fingertræk, en himmelsk Admonition om at han skulde blive ved sin egen Læst. En Oldtidens Græker vilde kalde dette Uheld en Streg, Polyhymnia havde spillet Athene for at befri sin viede Yndling. I Kristiania var imidlertid et offentligt Theater, sligt som det nu var, bleven opført, og Waldemar Thrane havde gjort sig be- rømt ved sin geniale Komposition af Fjeldeventyret. Han var nu Orchesteranfører ved Theatret; men hans tiltagende fysiske Svag- hed gjorde, at Bull snart maatte optræde for ham. I Examens- tiden optraadte han for første Gang ved en Benefice paa det dramatiske Theater med Qvartetten af Spohr i Es, der -- som en kompetent Dommer udtrykker sig -- "gjorde et mægtigt Ind- tryk"; men som han senere aldrig har været at bevæge til at spille. Hovedstadens, dengang mere end nu musikalske, Publikum havde beundret Ynglingen med den kraftige og paa engang hen- rivende bløde Bue, og i det daværende musikalske Lyceum, samt i engere selskabelige Kredse, forbausede han et kompetent Audi- torium ved sine fantasirige, følelsesfulde Extemporationer. Denne musikalske Omgang og disses Raad bestemte nu Bull til ganske at opoffre sig Musiken. Paa denne Tid lærte ogsaa Nedskriveren heraf personligen at kjende ham, og han mindes endnu med Interesse, hvorledes Bull mundtlig søgte at udtrykke Ideer til store Kompositioner, altid fantasifulde, om end imellem kun SIDE: 187 fantastiske, altid storartet romantiske, om endog stundom over- spændte, fulde af Maleri og Effekt, -- kort ganske som man kunde vente dem af Bull med hans Individualitet og den Dannelse, han havde erhvervet sig omtrent som en Vandrer, der gaaer i egne Tanker, og nu og da plukker noget af paa Vejen. Det blev ogsaa kun ved ubetydelige leilighedsvise Kompositioner, fulde af Glimt og -- Røg. Men ogsaa i den aandige Verden er en chaotisk Tilstand Forbudet paa herlige Aabenbarelser; og man paastaaer jo, at det var i en saadan Periode Schiller skrev sine "Røvere?" Det kan Nedskriveren ligeledes bevidne fra hine Dage, at Bull ogsaa deri lignede de fleste store Genier, at han, med et melan- cholskt, men ikke destomindre let bevægeligt, Temperament, besad det barnligste og trohjertigste Gemyt, og fra de senere, at han har det forud for mange af dem, at han har beholdt det fremdeles. Det er især i slige Gemytter en vis ret elskværdig Fremfusenhed findes; den tilhører dem som naturligt Skum det gode og stærke Øl, og Bull har altid havt en Portion deraf, som har været stor nok til hist og her at skade ham, udsætte ham for Misdømme og at give ham Skyggen af en Egoisme, som ikke taaler Kritik eller Modsigelse, og endog af Mangel paa Dømme- kraft. I Samtalen forlader han gjerne Musikens Verden, hvori han er en Fyrste, og da er han forloren i Folks Omdømme, som "mærke Ord" og forlange for meget, nemlig, at alle Radier skulle være lige glimrende i en Sjæl, hvor der dog er en heel Diameter af Lynets Straalestyrke. Jeg har været tilbøjeligere til at falde ham om Halsen, naar han saaledes paa Politikens eller andre fremmede Territorier har været paaveje til at snuble . . . Men hvad kommer dette Ole Bull, den sande Ole Bull, ved? eller Ole Bull saaledes som han kom ifra Bergen. Det er ingen detaljeret Kritik, som skal skrives; og da var han det beskedneste, fordrings- løseste Menneske, ikke opfyldt med Triumferindringer, men kun med Ønsker og Forhaabninger, ikke smigret af Andre end af sin ensomme Violins Stakkatoer, Pizzikatoer og klagende Flageoletter. Det er meget, ja overmaade meget, at han, efter et saadant Liv, som det han har ført, er forbleven sig selv i alle sit barnlige og troskyldige Hjertes Grundtræk. I legemlig Henseende saae han dengang noget forvoxen og sygelig ud; det aabne Ansigt var blegt, blegere end nu, de store klare Øine laae dybt, og med den allerede da paafaldende udviklede Nervositet i Overkroppen og SIDE: 188 Armene, var han dog forøvrigt i høi Grad nervesvag, og Irri- tabiliteten havde den afgjorte Overvægt i hans System. Han fandt sig ikke vel i Kristiania. Hans Sind var i en urolig Gjæring. Han lignede Ballonen, der slider og rykker i sin Touge for at slippe bort og at kunne stige. Han følte, at han maatte ud for at kunne blive til noget, og da først og fremst til Violinens Ypperstepræst, til Louis Spohr i Kassel. Spohr maatte høre ham spille hans egne Mesterstykker. Han maatte sige ham hvad han duede til, og i Hans Bifald vilde han hente en Indvielse og en Velsignelse. Og endelig 18de Mai 1829 kom han afsted ved at optage et Laan paa 100 Spd. i Sparebanken, hvortil en ædelt- tænkende Kjøbmand fra Kristiania, som han traf i Hamburg, endnu lagde et Laan af 200. Men da han vel var reist, opdager hans Venner, at han har glemt -- sin Violin. Den laae i Fredriks- værn, og dens Herre var alt over Kattegattet. En Officeer kunde før fremstille sig for sin Chef i fuld Uniform, men uden Kaarde, end Bull kunde slippe ud i Verden uden sin Violin. Over Hals og Hoved blev den da sendt efter ham af hans Venner. Og af dem havde Bull sande, der ikke blot beundrede, men elskede ham. Den Modtagelse Bull fik ved sit første Besøg hos Spohr var ham ellers for kold. "Ich bin über 100 Meilen gefahren, um Sie zu hören" sagde han galant, hvortil Spohr svarede gelassent: "Ei, so müssen Sie auch nach Nordhausen fahren, wo ich einem Musikfeste beiwohnen soll". Og saa foer han da did med, sammen med den danske Stipendiat Musikeren Frølich. Der hørte han en Quadrupelkoncert af Maurer udført af Komponisten selv, Spohr, Wiele og den ældste af Brødrene Müller; men han fandt en saa kold Stiil i Foredraget saavel deraf som af et Oratorium af Schneider, at han forlod Festen med den sønderknusende Tanke, at han vel ikke maatte have det rette Kald siden disse Mestere udførte sine Sager saa ganske anderledes, end han vilde have gjort det. Han besluttede at tage fat paa Studeringerne igjen, men ikke hjemme, og Sammentræffet med nogle lystige Gøttinger- studenter, der vendte tilbage fra en Harztour, bestemte ham til, i saadant Øiemed at tage til Gøttingen. Der blev nu i et Par Maaneder et lystigt Leben omkring Bulls Violin; thi naturligviis det var kun et løst Indfald med den Studering. Borgermesteren i den lille Naboby Münden havde hørt tale om en fremmed Student, som skulde spille saa ypperligt Violin, og bedet en Be- SIDE: 189 kjendt at tage ham og nogle musikalske Venner med derud, forat give en Koncert for de Fattige. En vakker Morgen drog da 8 lystige Fættere afsted "um in Münden zu kommerciren": Fire paa een Vogn, spillende paa forskjellige Instrumenter hele Vejen, Fire syngende paa den anden. Saaledes holdt man da endelig udenfor Borgermesterens Dør, hvor han ganske rigtig skrabende og bukkende modtog dem i egen Person og førte dem lige til- bords. Bull, hvis første Koncert i Udlandet nu skulde gives, be- mærkede med Fortvivlelse, at hans Orchester, inden man vidste Ord deraf, var bleven plakat. Og ingen Prøve var bleven holdt. Den skulde holdes efter Bordet, hedte det, og dermed havde det endnu ingen Hast. "Es lebe der Herr Bürgermeister, seine Frau, die Töchterlein, die gute Städtchen Münden!" u. s. w. hedte det. Og da man nu endelig reiste sig fra Bordet, var der vaklende Knæer, Omfavnelser, Graad og Kyssen om hinanden, saa Bull ikke vidste sit arme Raad. Som sidste Nummer skulde "das Gewitter", Uveiret, en Improvisation af Bull gives, hvori han skulde lade Lynene knittre og ziske paa Violinen, medens En af Studenterne skulde gjøre Tordenen med Albuen paa Pianoet. Men han var nu reent overstadig. "Aber Bruder, wie kannst du doch . . ?" gik Bull og halede ham i Kjolekraven. Han hører ikke. "Bruder, Bruder, wie kannst du doch.?" -- "Halt's Maul mit die Koncert! Schmollis! Apage!." -- "Was? Bist du doch toll? Dummer Junge!." "Dummer Junge? Potz Tausend"! Det er Stikordet, Nu var der Duel. Uundgaaeligt. Koncerten gik dog som den kunde, Borgermesteren var prostitueret, Bull accepterede Kartel, lærte at hugge med sine stærke lange Arme i 8 Dage, benyttede Vinket at trætte sin Modstander med Pareren, og saae sin Kands til at give ham en let "Streich" over Kravebenet. Nu var naturligviis alt godt og "das Gewitter" over. Omfavnelser og "Comment." Aber der Polizeydirektor lod Sejerherren citere paa Raadstuen og meddele et venskabeligt consilium abeundi. Bull gjorde som Molberg: Han "Lærdomssätet skydde" og stod i Septbr. paa Anførerskamlen igjen i Orchestret i Kristiania, hvor Tøstie imidlertid havde remplaceret ham. I Mai 1830 reiste han til Throndhjem, hvor han gav en Koncert, men uden synderlig Fordeel, og derfra til Bergen, hvor han tog Anførselen i "Har- monien", gav Fjeldeventyret første Gang, og to Koncerter, som SIDE: 190 skaffede ham en 500 Spd., hvormed han endelig i August 1831 ved Skibsleilighed over Ostende kunde iværksætte sin længe paa- tænkte Reise til Paris. Den blev eventyrlig. Først efter syv Aar saae Fædrenelandet ham igjen som den verdensberømte Ole Bull, som den eneste Dødelige, der har arvet Paganinis Virtuositet og Navnkundighed. Til Paris, til Konservatoriet, til Beriot, Baillot og Berlioz, til den store Opera maatte Bull. At optræde paa denne, eller dog at vinde Ansættelse der, var den Tanke, som opfyldte ham hjemme paa hans Kammer, naar han sad der, som saa ofte, med Haanden under Kinden og med sin lille Rotte af en Hund paa Skjødet, eller mellem lystige Kamerader, eller paa Anførerskammelen i den Fjellebod, som Vulcanus endelig offrede Muserne. Men i Paris gik det ham ikke efter Forventning. Hans Anbe- falinger hjemmefra aabnede ham ingen Adgang did han vilde, og Ingen lyttede til dem, der talte fra hans Violin, uden de tause Vægge i hans ensomme Kammer, der gjengav hans bedrøvede Hjerte dens spildte klagende Toner. En Forbigaaende kunde standse udenfor med Spørgsmaalet: "Qui demeure ici? Il joue bien." En Grisette kunde ligeoverfor aabne sit Tagkammervindu og lytte til "le pauvre jeune homme lá", og en eller anden er- hvervet, ligesaa tungsindig, Bekjendt imellem de tydske Musikere, hvoraf Paris vrimler, kunde sidde hos ham og yde ham sin hjælpløse Hyldest. Det var Anerkjendelsen for det første. Men den truede med at ville holde sig længe paa et saa lavt Stand- punkt. Baillot negtede at give ham Underviisning i det han at- traaede; "le Violon norwégien" blev stødt væk overalt; ingen Ansættelse i Operaen, medens det nagede ham, at see en Svensk, som senere aldrig har svaret til hvad der fra højere Steder an- vendtes paa ham, at vinde Plads der; Pengene gik -- kort Bull befandt sig i den i Paris saa uhyggelige Høst ulykkeligere der end hjemme. Han angrede alt, at være reist did. Dog havde han endnu hos en Banquier saamange Penge, at han kummerligen kunde slaae sig igjennem til Foraaret, da Skibsfarten atter aab- nedes. Da raadede en Skurk, som boede i samme Huus, ham med en faderlig Mine til at tage sine Penge til sig fra Banquieren, som om Denne, under en daværende Fluktuation i Handels- verdenen, ikke var saa ganske sikker; og -- en Morgen efter at Bull var kommen oprømt hjem fra at have hørt Mad. Malibran, SIDE: 191 finder han, ved at see sig om i Værelset, først sin Violin og sine Klæder borte, og dernæst sine Penge, indtil den sidste Sous. Paa en Stolryg hang kun hans gamle Klæder fra Reisen tilbage. Raadgiveren, den faderlige Ven, var fløiten med Alt. Det var ikke saa frit for, at Seinens graa Vande fik noget Indbydende i vor ulykkelige Vens Øine, at han hørte behageligere Røster i dens Murmlen under Broerne, end i Parises livsglade Tummel. Under disse fortrykte Omstændigheder, Fortvivlelsen nær, skaffer en Tydsker, ved Navn Wirth, Lærer ved en Hr. Chorons musikalske Institut, ham paa Kredit Logis i Dennes Huus indtil Hjælp maatte indløbe fra Hjemmet. Mad. Choron holdt nemlig et Knaptæringsherberge for Lemmerne og Eleverne af dette Institut, der bestod af Tydskere og dannede et Slags "Verein", omendskjønt det førte det stolte Navn af et Konservatorium, og det af et for Kirkemusiken. Efterat være naadigen gjennemmønstret fra Top til Taa af den lille spidsvinklede Dame med rynkede Abekjæver, Turban, store udstaaende Hummerøine og blodrøde Hænder og Arme -- kort en ægte Pariser-Rappenskralle -- fik da Bull, paa Wirths Kaution, for 60 Francs om Maaneden, Tag over Hovedet, Bønner og sort Brød til Frokost og henimod Aften en Middag af et Par Stykker Kjød og en Suppe af samme Kvalitet, som den, hvorom Skibsdrengen sagde, at den var god, da han "nu nyssens havde fundet een Ert." Men fra Hjemmet kom der Intet. Suppen forblev lige tynd, Frokostbønnerne lige haarde, men Madamens Øjekast bleve længere og mistænkeligere, Kastet med Nakken foragteligere, og Wirth, som begyndte at frygte for sin Kaution, koldere og mere tilbageholdende. Han ønskede kun, at faa ham vel udaf Huset igjen før Regningen trak sig formeget i Længden. Men Fanden, eller hvem det nu var, hjalp. En Morgen finder Bull ved Hr. Wirths partikulære Frokostbord, der for ham som Lærer var noget bedre, en Fremmed, som strax tiltrak sig hans Opmærksomhed. Sorte stride Haar bedækkede hans Hoved, Ansigtsfarven var hvad Franskmanden kalder olivâtre, d. e. oliven- bruunguul, Øinene sorte, store, af stikkende Blik, Ansigtstrækkene spodske og aandrige, hans Diskurs kold ironisk, Figuren slank og udlevet -- kort der var noget yderst sydligt-udbrændt, verdens- mandsmæssigt, eller om man vil, noget mefistofelesagtigt i hans SIDE: 192 hele Ydre. Han gjorde ogsaa et næsten rædselblandet Indtryk paa Bull, især da Wirth havde ymtet om, at denne Person, der af og til kom i Huset for en vis Dames Skyld, som Wirth ogsaa gjorde Hanebeen til, var en Politispion. Det undslap Bull, at han nærede denne Mistanke. Personen, iførstningen opbragt med hele sin bruungule Naturs Heftighed, synes pludselig at betragte Bull med velvillig Interesse, som om han i ham havde fundet Lykkens Yndling, den troskyldige Aladdin. "Behag at følge mig, min Herre! Jeg har noget at tale med Dem om. Herhenne i Rue Vaugirard er en Estaminet, hvor vi kunne det uforstyrrede." Det var en af disse Kneiper, hvor der maa brændes Lys hele Dagen, og hvor unge Mennesker, der ikke syntes at have sovet om Natten, omsværmede Billarden i Skjorteærmer, med Krid- piber i Munden og L'Eaudevie-Glassene og Ølflaskerne i Vin- duerne og paa Kaminen. "Hør!" sagde den Fremmede (som Bull aldrig har vidst Navnet paa) "jeg kjender deres Stilling; men følg nu mit Raad. De skal spille. Mais-voila ma bourse! Der er ikke 5 Francs, og 5 Francs behøves. Dem maa De skaffe. Gaa saa iaften mellem Klokken 10 og 11 -- ikke før -- til Enden af Boulevard Montmartre. Der er Frascatis Spillehuus, Fortunas Tempel. Gaa dristig ind, opad Trapperne, ring paa og giv den elegante Tjener, der vil aabne Døren, med en kjæk Mine deres Hat. Gaa saa ind i Salen, hen til Bordet, sæt deres 5 Francs paa Rødt, og lad Indsatsen be- standig staa!" Bull iler hjem, reiser de 5 Francs ved at sælge et Klædnings- stykke, og er paa Pletten til bestemt Tid. Han trænger sig frem til det store grønne Bord, hvor Louisdorer og Femfrancs laae i Dynger, og hvor baade Damer og Herrer deeltoge i Trente faites votre jeu!" Bull mumler: "Cinq francs Rouge!" men i sin fremmede Udtale saa- ledes, at det klinger for Franskmanden som "Cent francs." Ban- køren slaaer op. 100 Francs, i 5 Louisdorer, skydes hen til Bull. En Dame troer, at de ere vundne af hende, og slaaer sin Haand saa ivrig over dem, at man skulde troe der var Kløer istedetfor SIDE: 193 Fingre i Glacé-Handskerne. Bull, der ikke kunde forklare sig sin Lykke, hvorledes han nemlig havde faaet 100 (cent) Francs, paa sine opgivne 5 (cinq) Francs, var i Øjeblikket saa fortumlet, at kun Bankøren, ved at raabe nedover til Bordenden: "Madame, l'argent appartient a Monsieur" skaffede ham den uforskyldte Gevindst. Bull lod den blive staaende, og mod Morgenen listede han sig hjem med 800 Francs, som han anvendte til at betale sit Logis, til en Klædning og til -- Spil. Mefistofeles traf han nok paa Dagen efter og vel ogsaa enkelte Gange siden; men han for- svandt dog, da han vel havde faaet sat Bull i Gang. Men Lykken var ham ikke altfor tro. Mangen Nat vandrede han pengeløs fra Boulevarden gjennem Parises øde Gader, gjennem den cholera- stinkende Natluft, hørte de Døendes Stønnen i Husene og løb gysende til sit Logis. Ministergesandten, Grev Løvenhjelm, som interesserede sig for at skaffe en vis Rohart, som boede ved Champs Elysées Norske og Svenske i Logis, havde sendt Bud til Bull og faaet ham did. Men Cholera trængte ind i Huset, og Bull søgte sig et andet Logis -- for anden Gang uden en Skilling i Lommen. Thi Lykken havde ganske vendt ham Ryggen hos Frascati, uagtet han i lang Tid havde indskrænket sig til aldrig at vove mere end l0 Francs. Som han saaledes en Dag slentrede om og gloede paa Leie- placaterne paa Husene og Gadehjørnerne, standsede han udenfor No. 19, Rue des Martyres. Han var træt og vilde ikke gaa videre. Der stod jo ogsaa, at der var Logis at finde. Imidlertid benegtede Portneren, at saa var. Bull blev staaende, som om Noget sagde ham, at her skulde være et Asyl for ham; og da det endelig kom ud af Portneren, at der i første Etage boede en Enke, som alligevel muligens kunde have et Værelse, siden hendes Søn nylig var død, steg Bull op. Han traf en gammel, pyntelig, men simpel klædt, Kone, som modtog ham venlig, men dog ikke lod til at have tænkt paa nogen Logerende. Imidlertid har hun opdaget, at Bull har nogen Lighed med hendes afdøde Søn; hun udbryder i Forundring, og dette Tilfælde lægger hende i Munden: "Nuvel, kom da imorgen Middag, Msr., naar saa da skal være." "Idag, a douze heures," svarer Bull med en glad Gesvindthed, som om han ved et Greb havde fanget en gylden Kugle i Luften. En skraldende Latter lader sig høre fra en Krog i Værelset, hvorfra et overordentlig smukt lidet Pigeansigt stikker sig frem. SIDE: 194 Det var Alexandrine Felicité Villeminot, Datterdatteren, som levede hos sin Bedstemoder, og siden er bleven Bulls Kone. Faderen havde været en Slags Commis de guerre; Onkelen faldt i Garden ved Waterloo. Kl. 12 samme Dag var den nye Logerende der med sit lille Habengut, hvorimellem der dog nu var en Violinkasse. Men neppe var han kommen før han faldt i en svær Sygdom, Nerve- feber eller Hjernebetændelse, hvorfra en menneskekjærlig Doktor Dufour og Familiens omhyggelige Pleje reddede ham. Da han kom til Besindelse, sad den gamle Kone ved hans Leje, holdende hans Haand i sin, og de første Ord han hørte af hende var, at han bare skulde fatte frisk Mod og ikke bryde sig om Betalingen. Der var god Medicin i de Ord for En, som havde lagt og fantaseret om Seinen. Han fik det ogsaa nu i Alt som en Søn, og lille Alexandrine begyndte med at være hans Søster. Ved denne Tid var det ellers, at Bull skrev et Brev til en Ven i Kristiania om sin fortrykte Stilling, som bevirkede, at endeel Medlemmer af det musikalske Lyceum subskriberede og sendte ham igjennem Legationen omtrent 2000 Francs. Af Klogskabs Grunde lod man Ministeren, Grev Løvenhjelm, være Mellemmand. Han yttrede ogsaa i en Skrivelse til Kristiania, at der nødvendig- viis maatte sørges for Bulls Antræk, dersom det nogensinde skulde lykkes at faa ham paa hans rette Sted, og han var beredvillig til at sørge for, at Hjælpen hjemmefra kom ham til saa stor Nytte som muligt. Mellem de underordnede Musikere, Bull hidtil havde omgaaets, var ogsaa en italiensk Guitarist, og ham vilde nu Skjæbnen han skulde træffe, da han begyndte at "rangle ude" forat tage Re- konvalescent-Solskinsbad paa Qvaierne og andre Steder, hvor Pariserne have tilladt Solen at skinne i deres By. I Rue des Martyres var det kun slet bevendt dermed. Guitaristen fortalte da Bull, at en gammel Violin-Amatør, Msr. Lacour, havde ønsket at gjøre hans, Bulls, Bekjendtskab, og han foreslog ham nu at gjøre et Besøg hos ham. Lacour gjorde sig store Forventninger af en Opfindelse han havde gjort til Forbedring af Violinen. Han fabrikerede nemlig slige og bestrøg dem med en deigagtig Sub- stants (en "pâte"), der skulde give dem en høi Grad af Blødhed og Præg af at være fuldkommen indspillede. Bull fandt virkelig hans Violiner særdeles bløde, og, gnidende sig af Glæde i Hænderne, SIDE: 195 troede nu gamle Lacour, at have fundet den rette Mand til at bringe hans Violiner i Kredit ("Pour faire valoir mes violons"). I en Soiree hos en af Lacours Kunder og Bekjendte, Duc de Riario, en italiensk Charge des Affaires, skulde Bull spille paa en af de Lacourske Violiner. Der traf Bull elegant Selskab, Duc de Montebello, dennes Svigermoder o. s. v. Han sætter Violinen an; men mærker til sin Ærgrelse, at en eller flere af Ingredientserne i Lacours Indbeitsning udbreder en afskyelig Stank. Han blev forlegen, men drives af sin Forvirring til at spille i en Extase, som ganske henriver Selskabet for ham. Han omringes af Damer og Herrer. Især havde han gjort Indtryk paa Montebello og hans Svigermoder; og nu hedte det i Munden paa hinanden: "Hvor længe har De været i Paris? Min Gud hvorledes er det muligt, at De har kunnet være saa ubekjendt? De maa gjøres bekjendt, De maa give en Koncert, De maa have en god Violin; De maa gjøres bekjendt med Chopin o. s. v." Montebello inviterede Bull til Frokost følgende Dag, og der gjentoges det Samme. Men Montebello, Neys Søn, gjorde Alvor af Sagen. Bulls Puppetilstand var forbi; Sommerfuglevingerne skulde til at folde sig. Glimt af den varmeste Sol, Menneskehjerters Deel- tagelse, vare faldne derpaa. Inden kort -- det var den 18de April 1832 -- saae Bull sig istand til at give sin første Koncert i en Tydskers, Hr. Stoeppels, Sal, Rue neuve Augustins, og det med Assistence af Ernst og flere betydende Kunstnere og en reen Indtægt af 1400 Francs, saa han betalte sin Gjæld og havde 700 tilovers. Til Operaen var der dog endnu ingen Adgang; altsaa en Kunstreise! Og nu gaaer det af sig selv; nu voxer Bulls Rygte som Lavinen, der engang er sat i Fart. I Lausanne gav han sin første ordentlige Koncert i Udlandet, og med stort Bifald. Før han forlod Egnen ved Genfersøen, assisterede han ogsaa ved en stor religiøs Festivitet i Morges, og gik derpaa til Italien, hvor han i Mailand gav Koncert paa det berømte Theater Della Scala og i Venedig i det filarmoniske Selskab, der har valgt ham til Æresmedlem, ligesom de filarmoniske Selskaber i Bologna, Rom o. fl. Steder have gjort. I Triest gjorde Bull især Opsigt ved sine Improvisationer, og han fandt der i en Doktor Jell en Kritiker, som ved i høje Udtryk at omhandle i et Wienerblad hans Fremtræden i Triest, for første Gang udvidede Bulls Berømmelse udenfor de Byer, hvor han lod SIDE: 196 sig høre. Imidlertid tilfredsstillede han ikke dennegang Wienernes Nysgjerrighed. Han besluttede nemlig at tage nedigjennem Italien, og kom saaledes til Bologna, hvor et af disse Tilfælde, der ere mærkværdigere og vidunderligere end Eventyrenes opdigtede, og som fylde Sjelen med Ærefrygt, som for en Guds synlige Nær- værelse, indtraf og gjorde, at han fra dette Sted kan datere sin Berømmelse. Fra Bologna af hørte Vi herhjemme første Gang noget Glædeligt om vor Landsmand; fra nu af blev hans Bane for lysende til at kunne tabes afsigte. Den Jellske Kritik var efemerisk, som saa mange andre, der endnu ødslere have udtømt Sprogenes Lovord over Hoveder, som ikke destomindre ere forblevne navnløse; den var hen- dunstende som Oversprængningen af et Eau de Rose eller de Cologne. Men om den Kjendsgjerning, at erstatte et filarmonisk Selskab af den Betydenhed som Bolognas og et Publikum af den musikalske Skjønsomhed, som denne Byes, en Beriot og en Malibran, lader sig ikke dette sige. Og fra dette Prøvestykke er Bulls Berømmelse udgangen. Dette Turdelduepar af Kunstnere havde ladet sig engagere for Saisonen til Bologna, og en Koncert, i Forening med alle de Kræfter, hiin Forening tilbød, var annonceret. Men Begge fandt sig misholdne med det betingede Honorar, og kun Beriot indfandt sig, men forat melde Sygdomsforfald for Malibran og at han heller ikke kunde optræde formedelst en Skade i Haanden, som det hedte. Det filarmoniske Selskabs Direktør, Marchese de Zampieri, be- fandt sig saaledes i den største Forlegenhed. Da hænder det en Dag mod Aften, at den bekjendte Sangerinde Mad. Colbran (siden gift med Rossini) ved at gaa forbi Casa Soldati, et Værtshuus af lav Rang, en Kneipe for Soldater, Vetturinoer og Muulæseldrivere, hører fra et aabent Vindu i Huset nogle vidunderlige Satser ud- førte paa et Instrument, som hun ikke troer at kjende. Det var Bull. Paa sin kalkede Hybel i det elendige Værtshuus, hvor han havde taget ind paa Grund af en, ved en Laantagers Uefter- rettelighed indtraadt, Ebbe i Kassen og nu i et Par Uger havde opholdt sig, havde han, medens hele Byen kun talte om Beriot, Malibran og Colbran, skrevet sin første betydelige Komposition, Concerto i A Dur, og ubekjendt med den kunstmæssige Maade at nedskrive sine Tanker paa med Hensyn til Udsætningen, sad SIDE: 197 han nu der ved det aabne Vindu og gjennemspillede sine Satser. Sangerinden stod Lenge lyttende. "Det maa være en Violin; men en guddommelig. Den erstatter Malibran og Beriot. Afsted til Zampieri!" Om Aftenen henved l0, da Bull, sulten og syg, alt i et Par Timer laae i sin Seng, bankede det paa Døren. "Cospetto di Bacco for Trapper!" Det er Zampieri selv, den mest musikalske af alle Italiens Nobili, videnberømt fra Mont Cenis til Kap Spar- tivento. Bull maa op og improvisere. Han var Manden! Lad Malibran have sin Migræne og Gud veed hvad. Ja han maatte ikke alene op, men strax afsted med Zampieri til Theatret, hvor han traf en glimrende Forsamling, selve Storhertugen af Toskana og Beriot med sin Haand omviklet paaskrømt med et Tørklæde. Bull henrev strax Forsamlingen. Han skjød Hjertet i Livet og bad Damerne om Themaer. Prinds Carlo Poniatowskys Gemal- inde gav ham et af Norma, to andre Damer et af Korinths Be- leiring og et af Capuleti Zampieri, Beriot og hele Forsamlingen komplimenterede ham. Det var et Fund. Han skulde faa hele Foreningens Assistence til en egen Koncert, hvis han vilde træde op ved en allerede annonceret; Selskabet vilde selv tegne sig for 60 Billetter. En Schweitzer, Emilio Loup, som ejede et stort Theater, tilbød ham baade dette og frit Or- chester, ja en enkelt Privatmand tog endog l00 Billetter. Ah ça ira! Nu var Fortunas Hjul kommet paa Glid. Parcen syntes at afhaspe sine sorte Traade og at begynde at udspinde nye glim- rende. Han spillede paa Selskabets Koncert og gav en egen hos Loup. Efter den sidste hilsedes han af et Fakkeltog og ud- nævntes til Æresmedlem af det filarmoniske Selskabs første Klasse. [fotnotemerke] Ça ira! Dette var kun en Begyndelse; Dette var Bulls egentlige Begyndelse. Mellem de mange Fremmede, som vare komne til Bologna for Koncertens Skyld, var ogsaa hiin Poniatowsky, en Brodersøn af den berømte, saa to af den senere Histories Æresnavne, (Monte- Fotnote: Denne Episode af Bulls Liv er af den danske Digter H. C. Andersen fortalt i Kjøbenhavns-Journalen Portefeuillen for 1839 "efter Kunstnerens egen mundt- lige Meddelelse." Da Forfatteren heraf har samme Autoritet for sig, har han ikke villet rette sig efter Andersen, hvor denne er noget afvigende. Det er ikke i nogen betydelig Henseende. SIDE: 198 bello, Neys Søn, og Poniatowsky) saaledes har Fortjenester af vor Bull. Han indbyder Bull til Florentz, hvor han selv opholdt sig, og der tilbydes ham at give en Koncert paa Teatro del Cocomero, hvorpaa hans Komposition fra Bologna gjorde en ligesaa over- ordentlig Lykke som der. Dette var den 2den Mai 1834. Vi notere det, fordi Bull siger, at han fra denne Tid af fik nogen Tillid til sig selv. Ørnene vilde nok, om de kunde, mærke sig den Dag, da de først følte, at de kunde stole paa sine Vinger, og lade dem bære sig over Afgrunden. Han gav endnu 2 Kon- certer til paa Theatro del Cocomero, assisteret af duelige Kunstnere, som Duprez og Madame Ronzi de Begnis, samt komponerede sin Adagio religioso for Dominikanerklosteret Sta. Maria Novella i Florenz. 14 Miglier fra Florentz, midtimellem Apenninerne ligger en liden Landsby, Pierra a Sieve, omgivet af flere Klostere. Did trak Bull sig tilbage i 2 Maaneder, udarbeidede til eget Brug en Slags Grammaire de Violon, hvori han søgte at klassificere og at simplificere alle Instrumentets mysteriøse Vanskeligheder, og komponerede en Trio for Violin. Kompositionen af Adagio Re- ligioso havde bragt ham i Kridhuset hos Munkene i Omegnen, saa de ofte besøgte ham; og stundom trak de da frem af sine Kutter nogle Flasker af en egen Sort Likør, de vare berømte for at kunne fabrikere. Engang spillede han ogsaa Adagioen for dem, med Akkompagnement af Orgel, og paa Orgel Themaet og endeel af "Polacca Guerriera", som han dog først senere, under Opholdet i Rom, fik færdig. I Pisa og i Lucca under Badesaisonen traadte Bull atter frem. Han traf der atter Poniatowsky og Pianisten Døhler, og blev af Enkedronningen af Neapel anmodet om at besøge Neapel. Gik saa did over Livorno; men kom ikke til at træde op i de første Maaneder, da Beriot snart hæver den Tonen over Horn og Trompeter, snart sukker den sagte som en Æolsharpe! Han er en Konstner, der aldrig har havt sin Mester; han fører en Violin, som ikke tilhører nogen Skole -- der er noget Naivt, Inspireret i den, begavet med en ufattelig Kraft. Man har talt meget om Paganini og hans G-Streng; de have Begge ladet sig udbasunere med alle Lovtalens Stemmer. -- De kom -- G-Strengen var umaadelig overstemt, og han, der skulde spille paa den, saa slet redet, som den, der fremstiller sig saaledes med Flid, kan være. Nu! jeg veed ikke, om ei Bulls, Normandens, Lykke vilde været lige saa stor, som Italienerens og hans G-Strengs, dersom han havde været saa forsigtig at om- give sig med sin Konstbroders effektfulde Charlataneri. Men se! Norge er en brav Pige, fordringsfri og beskeden, der ikke bruger Sminke. Hun fremtræder ganske ligefrem og udgyder -- naturlig og utvungen -- hele sin Sjæl og sit Hjerte!" "O. B. Bull er en af hine Kunstnere, fulde af Uskyld, Naivetet og Trohjertighed, som ikke fordre mere, end at kunne overlade sig til sin egen gode Natur den hele Dag, med hele deres Væsen og i deres fulde Frihed. Han er en beskeden ung Mand, uden Charlataneri, der ikke kjender den store italienske Kunst, længe iforveien at berede sig Lykke og Fordeel. Siden den første Dag jeg hørte ham i Operaen, lod -- med al min Beundring fortæller jeg det -- Tilfældet mig ofte høre ham, hist og her, paa alle Landeveie og paa alle Provindsialtheatre, og altid har jeg gjen- fundet det samme Talent, den samme begeistrede Inspiration og den samme naive og hjertelige Enthusiasme. I et Auberge i Rouen blev jeg en Dag vækket af en melancholsk og smægtende Adagio -- det var Oles Bulls Violin. En anden Gang, i et Værts- huus ved Postveien, overraskedes jeg, siddende udenfor Døren under Kroskildtet, af en klagende Andante -- det var en Andante af min Favoritviolin. Den har ganske fortryllet mig. I det kjed- sommelige Dieppe, opfyldt med kjedsommelige Englændere og engelske Kammerpiger, indhyllede i grønne Slør, trøstede Ole Bull mig ved Dieppes Hav, dette skrækkelige Hav, der gjør sunde Folk syge. Ja! jeg seer ham endnu, accompagneret paa saa burlesk en Maade af den saakaldte filharmoniske Forening i denne SIDE: 201 velsignede By -- her, hvor Meyerbeer, som var her og ikke længer kunde udholde det barbariske Akkompagnement, vilde styrte sig i Havet med begge Hænder for sine Øren." "Jeg har da opbevaret et svagt Minde om denne store Konstner, som saaledes har truffet mig paa min Vei forat bortjage min Kjedsomhed. Det er ikke ham, der lukkede sig inde, som en Tyv, paa sit Kammer, forat aflokke sin Violin de skjønneste Accorder -- tvertimod! han udstrøede sine Tanker for hvem der vilde høre dem, som man kaster Smaapenge til Betlere paa Gaden. Det er ikke ham, der satte Gjerrighedens Dæmper paa sin Violin; -- tvertimod! han var aldrig mere fornøiet, end naar han havde en Skare om sig forat høre ham, applaudere ham og græde -- gratis; saaledes har han overalt paa sin Reise samlet, om ikke Pengedynger, idetmindste hædrende Sympathi. De engelske Vaga- bonder besøgte ikke hans Koncert, men de Unge kom der og de Fattigste -- thi den fattige Musikus aabnede selv Døren og sagde: "Træder ind!" uden at de skulde kjøbe en Billet ved Indgangen. Se! saaledes maa en stor Konstner være -- se! saaledes maa man vedligeholde det Instruments Værdighed, man har fralokket Himlen. Man maa vide, at give hine egoistiske Provindsialstæder, der ikke vide, at det er deres Pligt at opmuntre en reisende Konstner, nogle Lærdomme i Høimodighed. Man maa vide at give de ædle Nydelser for Intet, som Mængden ikke har For- stand til at kjøbe sig; -- man bliver fattig, det er sandt, ved disse Reiser, men hvad siger det, naar man bliver hædret og hæderværdig. Man har ikke Paganinis Indkomster og syv Millioner; men hvad siger det? Baillot rækker dig ved din Tilbagekomst Haanden og kalder dig: "Broder!" Og er det da Intet, at have Ret til at vende tilbage til Paris og der stedse finde Operaen aaben og at have hiint beundringsværdige Habenechs Orchester til sin Disposition og at komme der uden at bukke altfor dybt og at kunne indsamle eenstemmige Bevidnelser af Agtelse og Beundring?" "Se der! Er det ikke hvad jeg har sagt? Er det ikke hvad jeg har spaaet om Bull? Der har vi Jules Janins egne Ord!" sagde Folk i Norge til hinanden, da de læste dette -- Folk, som enten havde sagt eller tænkt noget lignende, eller ogsaa ikke gjort det. Men for hans sande Vurderere i Kristiania, for dem, som tillige havde været hans Venner i Nøden, var Jules Janins Besegling SIDE: 202 paa deres egen Dom ligesom et Broderkys de gave hinanden til Tegn paa at deres Forventninger vare opfyldte, deres Ængstelse forstedse over, -- ligesom det, hvormed de Græsk-Katholske hilse hinanden paa Paaskemorgen, sigende: "Jesus er opstanden! Jesus er opstanden!" Men Ingen kunde holde sig fra at lee over Parisernes Benævnelse af Bull "den unge Vilde"; det var kosteligt, især om en Normand, som har faaet det Hverv, at lære Verden, at Normændene dog ikke ere saa ganske Esqvimoer eller cimme- riske Barbarer eller Europas Indianere endda. Men noget hændte dog med Bull ved hans Fremtræden i Operaen, som maaskee har givet Jules Janin samme Tanker om Bull, som vore egne faareagtige Løver og Løvinder upaatvivlelig ville nære om den stakkels Yngling eller Pige fra Landet, som skulde være saa uheldig paa et af deres Honette-Ambitions-Baller at snuble over Dørtærskelen eller at begaa nogen lignende Buk. "Den Bonde- knold!" vilde det hedde. "Den Budeje!" Og da det netop hændte med Bull ved hans første Fremtrædelse paa Operaen, at han, snublende over et nedladt Bagteppe, kom frem paa Scenen med et yderst barokt Hop, som det af Latteren lod til, at det glimrende Publikum antog for en Kompliment a la Norvégienne, samt da han stod der forvirret, med langt nedhængende Haar om det dødblege Ansigt, dødbleg især siden 3die Streng sprang, og han desuagtet vedblev med en overnaturlig Anstrængelse: saa er det nok muligt, at det personlige Indtryk, Bull ved denne pudserlige Debut gjorde paa Jules Janin, har ligesaameget Deel i, at han kaldte ham en ung Vild som hans Nordmandskab og den franske Uvidenheds forfærdelige Begreber om le haut Nord. At Bull er født der, i det gamle Thule, ikke langt fra der hvor Nordpolen staaer op som Spidsen af en Paraply, har ogsaa forøget Interessen for ham. Han var ikke "Allemand". Mærkværdigt! Ikke "Danois". Mærkværdigt. Ikke "Svedois". Endnu mærkværdigere! Ikke "Russe eller Polonais". Hvor Pokkeren kan da det Land ligge? "Ah, Thule? Oui, j'ai oui de ça." -- Bulls Ligefremhed og Naturlig- hed bidrog naturligviis ogsaa til at give ham un peu de Barbare. Efter en Kunstreise gjennem Normandi, Pikardi og fransk Flandern, vendte Bull tilbage til Paris, hvor han to Gange op- traadte i Operaen under Duponchel. Og efter den første af disse skriver den Janinske Kritik sig. Paa en Afstikker til Lyon, hvor han gav 6 Koncerter og komponerede fire, siden som Motiver SIDE: 203 benyttede, Solonummere, blev han farlig syg. En Hjernebetæn- delse truede i et Par Uger hans Liv. Han stod imidlertid over, og ilede atter til Paris forat give en Koncert i den italienske Opera. Thalberg havde dog bedre Protektioner, og han fik Theatret. Bulls Kaar vare ellers nu omtrent ved den Status, at han havde 7000 Francs tilbedste, og kunde spendere 1600 paa at kjøbe sig en Guarneri istedetfor den gamle Santo Serafino (Il Stradivario di Venezia) til 400 Francs, han hidtil havde brugt. Han boede dengang i Rue Taitbout tæt ved den berømte Kafé Tortoni, og var forlovet med sin lille Alexandrine, som imidlertid var bleven en Jomfru af sjelden Skønhed, ægte parisisk i An- sigtets Ovals og Trækkenes, især Næsens, Fiinhed og med en funklende Glands i hendes store Øine, som røbede hendes Moders spanske Blod. Man behøvede imidlertid noget mere forat gifte sig; og Bull besluttede nu at tage over til Guineernes Land, hvor han ønskede først at træde op i London paa den italienske Opera, nu Queens- Theater, der dirigeredes af en Msr. Laporte. En forhenværende Provinds-Skuespiller, St. Germain, var med Bull som en Slags Sekretær, uagtet han heller ikke kunde et engelsk Ord; og det lod just ikke til, at Bull for øvrigt skulde have nogen Nytte af ham. Imidlertid hænder det en vakker Dag, at St. Germain op- dager i et Vindu lige overfor det Boarding-House hvori de boede, i Laportes Mætresse en Skuespillerinde, han før havde kjendt særdeles nøje. "Vi har Laporte!" udbrød han. "Imorgen kunne vi gjerne skrive Konditionerne." Og virkelig det lykkedes ogsaa her ad Skjørtevejen. Bull skulde faae Queenstheatret og Assistence af Orchestret under en Hr. Costas Anførsel. Dette vakte Nid og Nag hos Mori, første Violin, en ondskabsfuld Italiener fra Top til Taa. Han sværtede ham hos Costa, og løb omkring til Jour- nalisterne for at stemme dem mod Bull som en charlatanmæssig Efterligner af Paganini. Til Kl. 2 var Bull tilsagt til Prøve ved en Billet fra Costa, medens Orchestret var tilsagt til Kl. 12, for at idetmindste saamange skulde blive utaalmodige og gaae sin Vei, at Prøven blev til intet. Bull ahnede imidlertid Uraad, tog endeel Visitkort og en Vogn og ilede om til samtlige Herrer ved- kommende Journalister med Invitation til dem og Familie om at overvære Prøven til Kl. 2. Et temmelig talrigt Publikum kom ogsaa sammen. Damer og Herrer vare at skimte i det dunkle SIDE: 204 Parterre; en reisende Normand var ogsaa tilstede; men ganske rigtig -- det halve Orchester var gaaet sin Vei, Costa væk, La- porte væk, kun Bull gik der med sin Billet fra Costa, hvori der utrykkelig stod "Kl. 2", i Haanden. Det var at blive rasende over. Hvor er Laporte? I Kassererværelset. Altsaa did, med Blodet kogende i Aarerne og Koldsveden perlende paa Panden! "Læs! Monsieur, læs!" Og med sine nervøse Arme, der ere lige- som flettede af Staalfjedre, ryster han den forfærdede Direktør og tvinger ham ud af Kassererlukafet og op paa Theatret for at be- vidne, at Costa egenhændig havde tilsagt Bull til Kl. 2, men Or- chesteret til Kl. 12. En dump Mishagsmumlen gik igjennem det forsamlede Publikum; men af det Orchesterpersonale, som endnu var tilstede, lod sig dog ikke udbringe noget. "Enten -- udbrød Bull -- troe De, Mhrr., at jeg ikke behøver noget Akkompagnement, eller erkjende De Dem selv ikke istand til at akkompagnere, men i hvad saa Tilfælde er, er det en Kompliment, jeg kun kan udtrykke Takken for i vort fælles Sprog: i Tonernes." Og dermed tager Bull Violinen og spiller sin Quartetto a Violino solo med et Udtryk i den overspændte Stemning, han befandt sig i, som henrev samtlige Tilstedeværende til stormende Applaus. Han spillede God save the king fiir- stemmig. Det halvmørke Huus gjenlyder af Bifald. Det trænger ud paa Gaden, saa flere Forbigaaende, og derimellem Moscheles og en Lord Burgersh, komme til. "Det er første Gang jeg har skammet mig ved at være Engelskmand", siger Mr. Nicholson, første Flauto i Orchesteret, "og det er sidste Gang man skal see mig i dette Orchester, dersom vi ikke øjeblikkelig akkompagnere." Anden Anfører, Mr. Tolbecque, forsøger at lede et Slags Akkom- pagnement; men allerede i Midten af Tuttiet gik det istaa. Da opfordrer Lord Burgersh Moscheles til at akkompagnere paa Pianoet; han undslog sig for Costas Skyld, men halvt trukket ned i Orchesteret, anførte han Introduktionen til Koncerten i A Dur. Rasende, liigbleg, kommer Costa fremfra Kulisserne: "De kunde have ventet med at supplere mig til jeg enten var død eller afsat", overfuser han Moscheles. "De, De -- hører man Bulls Røst, skimtende Omridset af en truende Figur -- "De burde takke Hr. Moscheles paa Deres Knæ. Han har reddet hvad der lod sig redde af Deres Ære. Vil De, skal De faa hurtig Be- fordring fra Pladsen." Costa forsvandt; men frem kom Laporte: SIDE: 205 "Min Herre, min bedste Herre, lad det være nok. De er altfor angrebet. De maa gaa hjem. Erklær, at hvad der er hændt, har bragt Dem i en saadan Exstase, at De maa gaa hjem. Men en Guldgrube skal dette blive. Det er noget Pikant. De har at be- fale over Theatret. Tre Prøver skal De faa. Journal til Dispo- ition. Stol paa mig for Eftertiden!" Jeg synes at see Msr. La- orte gnide Hænderne af Glæde ved de Ord "Guldgrube" og "Pikant". Bull blev alligevel endnu ved paa Violinen. Han spillede virkelig i Exstase. I ingen Stad gjælder det saameget om at give sin første Optræden Eclat, som i London. Intet Folk tager heftigere Parti for den uretfærdigen Behandlede end Engelskmændene. Og endnu samme Aften stod Scenen paa den italienske Opera og Bulls Triumf over Kabalen i Aviserne. Hele Orchesteret mødte paa næste Prøve, hvor Polacca'en og Koncerto'en indøvedes. Men Mori hvilede ikke. Sangerinden Grisi skulde have Parti paa Koncerten; men paa selve Aftenen indløber en Billet fra hende, hvori hun i uforskammede Udtryk undslaaer sig. Sangerne Lablache og Rubini stode hos. "Hvad læser De? Jeg kjender Skrivten -- siger Lablache -- Lad see! Infamt. Men gaa De ind, spil som paa Prøven, og De vil see, at Publikum glemmer os Andre." Det gik saa. Theatret var overfyldt. Blomster regnede ned fra Logerne og Lovtaler i Aviserne. Mori skar Tænder bag Kulisserne eller i en Krog i Orchesteret, Laporte gned sig i Hænderne og St. Germain kroede sig over Bekjendtskabet til Mademoisellen i Vinduet og over den Tjeneste han havde gjort sin Principal. Paa Queens-Theatret gav Bull tre Koncerter, og engageredes to Gange af Laporte mod l/3 af Netto-Indtægten. Han blev imidlertid, som næsten Alle, der havde at gjøre med Hr. Laporte, taget ved Næsen, og gav nu flere Koncerter paa Drurylanes og Coventgardens Theatre. I Juli d. A. gjorde Bull et Intermezzo-Besøg over til Paris for at gifte sig; men kom snart over igjen til England med sin Kone. I Septbr. skulde der gives store musikalske "Festivals" i Byerne York, Manchester, Birmingham og Liverpool. Man vilde engagere Bull, men fandt et Honorar af 800 Pund Sterling for meget. Imidlertid engagerer Bull et eget Selskab sammen med Harpe- nisten Bochsa, for dermed at gjennemreise de tre Riger. Festivals- Entreprenøren var gaaen til Malibran og Grisi, som forlangte SIDE: 206 2000 Pund, og kom nu til Bull; men een Dag for seent. Malibran maatte da engageres, og det blev hendes Død. Hun befandt sig ikke vel, men skulde dog i Manchester synge en Duet af Merca- dante med Mad. Caradori Allan (Soprano Sfogato). Malibrans Stemme var Contre-Alto; men ved anstrenget øvelse og Sol- feggioer kunde hun drive sin Stemme til det høje tostrøgne D. I Duetten forekommer en Trille paa H, som Caradori holdt noget ganske overordentlig længe og blev stærkt applauderet for. Det skjærer Malibran i Hjertet. Hun tager to Toner højere paa det tostrøgne D, og det saa stærkt og vedholdende, at der gik en Gysen over Forsamlingen. Hvad man maatte befrygte, skete. Med Udraabet "Nu er det forbi med mig!" synker hun om. Men Festivals maatte ikke standse for det. Entreprenøren gjorde hende en Visit, og meente, at hun nok kom sig saavidt, at hun atter kunde optræde, hvortil hun med bitter Foragt havde svaret: "Troer I, jeg er som en af jere engelske Boxere, der kan hidses til at boxe igjen, naar han igjen kommer paa Benene? Bête!" To Dage der- efter var hun død; Den store Malibran-Beriot var død som en Kanarifugl eller Nattergal, der sprænger sig af Iversyge og Ær- gjerrighed. Men Festivals maatte ikke standse for det. Det Værste var kun, at Grisi alt var borte, hiinsides Kanalen. Men hvor er Bull? I Halifax, siger man. Ingen Anden kan remplacere Malibran. Altsaa Expresse did efter ham. Han maa komme. 800 Pund Sterling for at spille i Liverpool een Aften. Saa kom Bull da. Men som om Malibran manglede en musikalsk Kavaleer til at ledsage hende over Styx, havde han nær fristet hendes Skjebne. Koncertlokalet var af en slet Resonance og Orchester- akkompagnementet saa stærkt, at hans Violin næsten ikke kunde høres uden fortissimo. Han improviserede over opgivne Themaer og gav Polaccaen med en saadan Anstrengelse, at Ærmerne maatte opsprættes, og at han om Natten fik et Slags Anfald af Blodstyrtning. Dog kunde han den følgende Dag modtage en Indbydelse fra Hertugen af Devonshire til at besøge ham paa det yndige Chatworth, hvor han opholdt sig i 8 Dage som Gjæst, men uden at spille. Hertugen forærede ham et prægtigt Uhr til Amindelse, men som Bull mistede ved at glemme det efter sig i et Hotel. Bull udførte nu sin Plan, at gjennemreise de tre Riger. Det varede i 16 Maaneder, hvori han gav ikke færre end 274 Koncerter, og lagde en god Grundvold til sin nuværende, ret be- SIDE: 207 tydelige, Formue. Under denne Reise komponerede han i 1837 i Edinburg et "Hommage to Scotland" og samme Aar i Dublin sin Cantabile doloroso e Rondo giocoso, Fantasi over irske National- motiver, samt et Farewell to Ireland. Bull vilde nu besøge Tydskland; og ved at tage over Paris, traf han til at gjøre Paganinis Bekjendskab paa en Repetition til en stor Koncert, han skulde give i Casa Paganini. Paganini fik høre, at Bull var der; han omfavnede ham og rystede venlig hans Haand. "Jeg priser mig lykkelig -- sagde Bull -- med intet andet at have taget af Mesteren end hans Haand", hvortil Paganini svarede med Fremhviskningen af et Ønske om at høre ham. Deraf blev dog intet, da Bull allerede den følgende Dag tiltraadte sin Reise over Brüssel og Courtray. Intetsteds er han bleven saa feteret som i den sidste By. Musikalsk Liebhaberi gaaer oftere end noget andet over i det Extravagant-Enthusiastiske; og der fandtes en Saadan i Courtray, for hvem Budskabet om Bulls Ankomst klang som en Fanfare af Englenes Basuner. Her maatte noget Extra findes paa. Han er en Fyrste i den musikalske Verden; hans Modtagelse maa være kongemæssig. Og hvorfor ikke det? Som tænkt saa gjort. En Kavalkade af agtbare Borgere modtager Bull udenfor deres By; han føres i Triumf til Logis i hiin sin ivrige Beundrers Huus. Bull spillede i det lykkelige Courtray. Han kunde fodret sin Gardes Heste med de Blomster, Byens Døttre overstrøede ham med. Og saa en Banket hos den salige Vært, en over de andre Banketter, en hvorefter man kan antage, at Bull beqvemmede sig til at overlade ham for Indkjøbs- priis sin Guarneri, skjønt Sagen egentlig var, at han maatte have sig en, der bedre kunde taale Trykket. Violinkjenderen Taresco i Paris skaffede ham ogsaa en saadan. I Hamburg gav Bull 7 Koncerter, i Kiel, Lübeck og Schwerin 2, i Slesvig 1. 300 Louisdorer og umaadelig Bifald var Udbyttet i gamle Lübeck. Længer kom han ikke imod Nord. Over Schwerin gik han til Berlin; men kun for at ryste Støvet af Fodsaalerne. De derværende Musikere vare ikke glade i hans Ankomst, og af en Grev Rädern, som han havde at gjøre med i Anledning af sit Ønske at spille for Kongen, leed han en Behandling, som snart drev ham væk. Storhertuginden af Mecklenburg Schwerin, Kongens Datter, ønskede, at han skulde spille en Adagio for Kongen; men Rädern forlangte, at han skulde træde op paa Theatret. Dette SIDE: 208 vilde ikke Bull. "Hvorfor er De da kommen hid?" spurgte Hof- manden. "For at gjøre Hs. M. min Opvartning." Med spodsk Mine meente Greven, at en Audienz neppe var at erholde. "Saa kan jeg reise videre." "Skal dog forhøre mig." Men næste Dag hedte det dog, at der ikke kunde blive nogen Audienz, hvorimod Rädern anmodede Bull om, at møde med sin Violin i Operahusets Foyer næste Formiddag. "Men hvor er Deres Violin, Hr. Bull?" Greven vilde have, at han skulde spille for ham. "I Kassen." "Og Kassen?" "I Hotellet." "Men sagde jeg ikke, De skulde have Deres Instrument med?" "Det troede jeg blot var Hr. Grevens behagelige Spøg. En Kunstner spiller enten for Æren eller for Penge; og her kunde der ikke være Spørgsmaal om nogen af Delene. Hr. Greven maatte finde sig i, at han fandt sig fornøjet med hans egen Konge- datters Anbefaling." Bull forlod Berlin, medhavende et Brev fra Rädern til Fyrst Wolchonsky i Petersborg, som han, da det ikke angav, hvilken af Fyrsterne Wolchonsky der var meent, leverede det til den yngre Fyrste, en Neveu af Räderns Bekjendt, og fik saaledes at vide, at det indeholdt det Modsatte af en Anbefaling. Paa Vejen gav Bull fire Koncerter i Kønigsberg i 4 Dage efter hinanden, og i Riga 4 Koncerter i 5 Dage. I Petersborg gjorde Bull et brillant Marked med 3 Koncerter paa det store Theater til fire- dobbelte Priser. Han spillede ogsaa for Keiserinden, som for- ærede ham et prægtigt Smykke, bestaaende af 140 Diamanter omkring en stor Smaragd, men hvilket senere er blevet ham fra- stjaalet. Indbuden til Moskva, gav han 5 Koncerter der, og imellem Nummerne sine der komponerede Variazioni de Bravura. Af den rige Noblesse fik han flere Presenter (alle, selv Princesse Galizins Ring, udmærkede ved en barbarisk Plumphed); og der havde nok været mere at gjøre i Moskva, dersom ikke Budskabet om Faderens Død havde kaldet ham hjem. Over Finland, hvor han gav Koncerter i Viborg, Helsingfors og Åbo, nærmede nu Bull sig det længsel- og forventningsfulde Fædreland. I Stockholm opholdt han sig dog til han fik givet 5 Koncerter, de 4 i Operahuset og een i Ladugårdslandskirken, SIDE: 209 hvilken sidste kastede ikke mindre end 12000 Daler Banko af sig. Han spillede ogsaa to Gange ved Hoffet, erholdt kostbare og særdeles smagfulde Presenter af Dronningen, Kronprindsen og Kronprindsessen, samt af Kongen, efter en særdeles naadig Audienz, Vasaordenen i Brillanter. Især gjorde Polaccaen Indtryk paa den gamle Helt, som fandt den i høi Grad malerisk, og specielt yttrede sin Beundring over denne Komposition. -- Man regnede Timerne i Kristiania til Bulls Ankomst. Endelig var han der. Themaet for Samtalen: "Idag kommer Bull" forandredes til "Bull er kommen. Har Du seet ham?" Og dette den tredie Dag til: "Han spiller alt i Overmorgen." Det nye Theater var over- fyldt til dobbelte Priser; Orchesteret maatte give Pladser. Han modtoges med stormende Jubel. Beskedenheden i hans Frem- træden, Hjemligheden i hans Manerer vandt ham Hjerterne; Spillet Alles Beundring. Damerne havde belavet sig paa Buketter, siden man havde læst om, at han var vant til sligt i Udlandet, og da han nu endte, og fremkaldtes, regnede de ned, og da han nu takkede med nogle Improvisationer over Nationalmelodier, og man hørte, at han ikke havde glemt disse, men gjemt dem i et trofast Hjerte, da begyndte Jubelen igjen, Damerne plukkede sig endnu engang, og Glædestummelen syntes ikke at vilde ende. O lykkelige smukke Haand, som har knyttet den Nellik og den Rose sammen! Det var den, Bull endelig stak ind paa Brystet og ilede ind bag Kulissen med. Nei, han tog tre eller fire. "Han tog min, han tog min! Den faldt ham lige paa Næsen." O lykkelige Tre eller Fire! O Lykkelige, hvis Buket faldt ham lige paa Næsen! Men det var godt meent. Kristiania-Publikummet, som ikke besad musikalske Kræfter og musikalsk Interesse nok til, i en By med 25,000 Indbyggere, at holde et musikalsk Lyceum vedlige, som havde været dens Prydelse, da Byen kun talte 10,000, var medeet blevet musikalsk og ivrigt for at tilegne sig og at vurdere Bull. Det befandt sig, efter første Gang paany at have hørt Bull, omtrent som en Dame, der troer at være bleven ubegribelig klog efter sin Bryllupsnat, og giver sig strax al den ældre Giftes Air. Eller ogsaa som Jeppe, da han første og sidste Gang i sit Liv havde smagt Karnalisekt d. e. noget ustød, men ganske overordentlig tilfreds med sig selv, lyk- salig og opfyldt med en ædel Stolthed. Kort, det var ganske kommet udaf Ligevægten, om man kan sige, at det mindst selv- SIDE: 210 stændige og mest modebevægede og partisplittede Publikum i hele Verden nogensinde har befundet sig deri. Lykkelige Be- geistringens Dage! Fra Bulls Violin klang Nationalsangen ikke smagløst, og man fandt endogsaa Genialitet i Hallingerne. Men det var Bull, som havde gjennemtriumferet Europa, og kom nu med en Brillant fra Petersborg i Brystet og fra Stockholm med Vasaordenen i Diamanter om Halsen. Var han kommen listende med Violinkassen under Armen? Nu ja, ere ikke vi ogsaa Mennesker? Spiller en saadan En Hallinger, er det Skik, som man veed, at putte Skillingerne indeni Violinen, og der gives dem, som paastaae, at den klinger bedre derefter. Men nu var der kun faa -- men de gaves -- som Morgenen efter fandt, at de havde givet 1/2 Daler for meget ud, og at det var yderlig gjerrigt af Bull, at han havde fordoblet Entreen. Men hvad gjorde Bull? Det smertede ham, at det gamle Lycee var gaaet ind, og han skjænkede Udbyttet af den ene af de sex Koncerter, han gav i Kristiania, en Sum af 500 Spd., til Oprettelsen af et Kon- servatorium for Musiken -- man skulde troe i Maanen, i Skandi- navien, eller i et andet luftigt Rige; thi i Kristiania er der ikke blevet mere deraf, end at nogle Hoboister erholdt sin Underviis- ning derfor. Men en Koncert, som han gav for et lidet Auditorium af Dødelige, men maaskee for et større af andre og bedre Væsener, maa ikke glemmes. Døden selv var idetmindste tilstede bag et Sengegardin. Det var da Bull kort efter sin Ankomst tog sin Violin og gik op til sin gamle Lærer Poulsen, der laae paa en Hybel paa sit Sidste, og spillede saa for ham. Den Gamle græd af Glæde; de Taarer lod Bull rinde, men Deres, som græd af Sorg og Armodens Elendighed omkring Faderens og Mandens Leje, aftørrede han med hjælpsom Haand. Til Saadant raabe Englene Bravo og klappe med Vingerne. Bull glædede flere af sine Landsmænd end Kristianienserne med at lade sig høre. Han gav Koncerter i Arendal, Kristianssand og Stavanger før han ankom til Bergen, som alt havde indtaget ham i Listen over sine Mærkværdigheder. I Oktober tiltraadte Bull en ny Udflugt, hvorunder han ud- bredte Interesse for Norge ved at lade Verden høre sin i Kri- stiania udførte Komposition "Norges Fjelde", eller "Fjeldenes Echo". Han gav 2 Koncerter i Gothenborg, i Helsingøer, og i Kjøben- SIDE: 211 havn 5, hvoraf en til Grundlæggelse af en Pensionskasse for Theatrets Chorpersonale. En yderst prægtig Gulddaase bevidnede ham Frederik VIs Tilfredshed. Over Odense, Flensburg, Slesvig og Kiel, hvor han gav Koncerter, ankom han til Hamburg, hvor han paany gav 3; og derfra gik han over Bremen, Oldenburg og Braunschweig, paa Indbydelse fra Spohr, til Cassel, hvor han gav to Koncerter. I Anledning af dette Bulls andet Besøg hos Spohr, hedder det i en Anmeldelse fra Cassel i Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung: "Rygtet har bekræftet sig og tillige veder- lagt det forrige, som for nogle Aar siden havde udbredt sig fra Hamburg af i en biografisk Brochure om Ole Bull, om at denne udmærkede Violinvirtuos havde fundet en kold Modtagelse ved et Besøg hos Spohr. Imod noget Saadant vidner den af alle Kunst- venner forønskede Indbydelse fra Spohrs Side og den yderst humane og forekommende Modtagelse, hvormed han udmærkede den berømte Violinspiller. Koncerten selv fandt Sted den 22. Ja- nuar. Hoftheatret var uagtet de forhøjede Priser stopfuldt, Enthu- siasmen almindelig. Virtuosen blev, hvergang han traadte frem, modtagen paa det livligste, og henrykkede Publikum ikke mindre ved sit Spils overordentlige Kunst end ved sin høist beskedne Personlighed. Mozarts Ouverture til Titus indledede denne sande Sjelenydelse, hvorpaa Ole Bull gav i tre Afdelinger en af ham komponeret Violinkoncert: Allegro maëstoso, Adagio sentimentale og Rondo pastorale, en Adagio religioso og et Recitativo, Adagio amoroso con Polacca guerriera. Det vilde klinge anmassende, om vi vilde tillade os nogen Dom over B.s Kunstspil, over hans fuldendte Mekanisme, som har overvundet de utroligste Vanskelig- heder paa et saa delikat Instrument, som Violinen er, eller over- hovedet over hans begrundede og almindeligen udbredte Be- rømmelse, at være Paganinis heldigste Efterfølger; men saameget bliver upaatvivlelig vist, at denne moderne Maneer med gammel- italienske Anklange, navnlig hvad Flageolettonerne betræffer, stedse vil forblive faa Begavedes beundringsværdige Ejendom. Men om noget Nyttigt for Behandlingen og de forædlende Fremskridt for dette Instrument vil udgaa deraf, er endnu et Spørgsmaal. Lige- som Paganini vil ogsaa Ole Bull fortleve hos os i den gladeste Erindring." Over Hannover (hvor han traf paa Tordneren i "das Gewitter" fra Münden), Celle (hvor Anmeldelsen fra Cassel siger han vilde besøge sine gamle Universitetsvenner fra Georgia SIDE: 212 Augusta) og Lüneburg ankom han til Berlin, hvor han paa den store Koncertsal, i Hoffets Nærværelse, gav to Koncerter. Han havde dog ogsaa denne Gang Ubehageligheder her. Man havde taget det ilde op, at han ikke paa Prøven, i flere Nysgjerriges og fornemme Uvedkommendes Nærværelse, havde villet spille reent ud, og nogle Piber lod sig høre da han kom frem. Efter Kon- certen, hvori især Concertoen i A Dur havde henrevet Publikum, blev han dog fremkaldt; men han vilde ikke vise sig. Kongen lod ham gjennem Rädern vide, at han ønskede, han vilde lade sig høre i Operahuset paa samme Betingelser, som Demoiselle Sonntag og Paganini havde havt, nemlig det Halve af Indtægten. Bull, der besidder meget liden royal Devotion og lader Tungen løbe i Fienders som Venners Nærvære, sagde, at han ikke havde troet, at Kongen skulde ville gjøre nogen "coup de Commerce"; og han fik ogsaa Operahuset mod at afgive 1/3 af Indtægten, som for hans Part ansloges til over 1000 Thlr. Juvelskrinet forøgedes ogsaa her med 2 Brillantringe fra Kongen. Men Torne strøedes ogsaa paa Bulls Vei. Det manglede ikke paa Kritiker, som brøde Staven over ham som Komponist. Hans Kompositioner skulde hverken røbe Geni eller Smag, ja selv hans Exekution lide af Charlatanerier. Han skulde udstryges af Musik- verdenens Stjerner og henflyttes mellem dens Kometer. Det var alt hvad man fra visse Kanter vilde indrømme. I Stockholm og i Kjøbenhavn havde saadanne Røster faaet Lyd; paa sidste Sted ogsaa ifra en svensk Dilettant, som havde været saa uheldig at faa en slet Plads paa en af Bulls Koncerter, men dog indladt sig paa at kritisere hvad han ikke havde hørt -- en Person som ogsaa senere har villet spille Skorpionen i Herkulesses Hæl. Men i Berlin fik Bull en farligere Fiende i en Professor Fink, Redaktør af Leipziger musikalische Zeitung. Denne Mand, der før, som vi skulle see, havde nedrevet og ladet nedrive Bull i sit Blad, opholdt sig just i Berlin, og lod Bull bede om at spille for ham hjemme hos ham, da han var upasselig; og Bull, godmodig eller bange for Cerberussen, ikke alene spillede for ham et Par Timers Tid, men meddelte ham ogsaa Forklaring over flere af sine selv- opfundne Kunster paa Violinen, over hvorfor han havde gjort Buen sværere m. m. Den eensomme Tilhører syntes, efter hvad Bull vil have bemærket, henrykt og bevæget; men allerede samme Aften fik han i et Selskab hos Steffens Vink om at han her SIDE: 213 havde været altfor artig. Maaskee vidste virkelig ikke Bull hvad der for en Maaned tilbage havde staaet "aus Deutschland und Dänemark", med Reflektioner af Redaktionen selv, i hans Blad. Men neppe var Bull ankommen til Breslau før han finder Zeitun- gens Arena opfyldte med forskjellige formummede Partisaner, der huggede løs paa ham in effigie, og Hr. Fink selv paa Dommer- stolen, svingende sin Stav, rækkende dem Krandse og strøende Blade, der skulde lades som at være tagne af Bulls, om i Luften. Til denne Finkske "letzte Urtheil" er det Bulls senere Modstandere især have holdt sig, anførende Zeitungen, d. e. Hr. Fink og hans "Korrespondenter" som en endnu høiere Autoritet i den musi- kalske Verden end alle dennes Øren. Men hvilke Vidner ere villigere, hvilke mere i Miskredit end et Blads, og det et Smags- blads, Korrespondenter? hvilke ligere Fingre paa samme Haand? Det er som i Komedien: "Er det ikke sandt, Rasmus, Jesper, Mikkel?" hvorpaa Tutti svarer med oprakte Fingre: "Jo Herre, det er altsammen baade vist og sandt i alle Maader." Og fra Kulisserne gjentages det, ligesom forestillende Aandernes be- kræftende Røster. Desuagtet er der, som sagt, intet man har hørt saa ofte anføre til Bestyrkelse for Stavbrydninger over Bull, som dette Hørensagen: "Jamen den samme Dom, som jeg nu fælder, skal have staaet i Leipziger Allgemeine musikalische Zei- tung -- i Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung." Det er omtrent som, naar En er i Betryk for et Bibelsted, uden videre at anføre "Korinthierne", f. Ex. 2det Korinthierne 13de, 14de (hvilket ikke existerer). Ikke faa af Mathematikens og Mekanikens Grundregler og Lære- sætninger synes at gjentage sig i den aandelige Verden og i Menneskenes Liv. Bull (og han er ikke den Eneste) er saaledes bleven for en stor Deel fremadskudt til sin Berømthed ved Verdens stridige Domme om ham, ifølge Regelen om Bevægelsen efter Diagonalen af de modsatte Kræfters Paralellogram. Vi have hørt den Jules-Janinske Kritik, og bør da vel ogsaa hidflytte dens Modstykke, den Finkske, forat vi dog kunne erfare, hvorledes Verdens Domme have været deelte om vor kjære, og, som vi paastaa, ogsaa derved berømtere blevne, Landsmand. Vi have jo ogsaa forstørstedelen selv hørt Bull, saa Verden jo for os kan snakke som den vil. Idetmindste ville vi kunne høre begge Parter SIDE: 214 roligere end Bull, ved hvis Karakteristik en høi Grad af Pirrelighed for ufordeelagtig Kritik ikke lader sig fordølge. Før Fink selv yttrede sig, havde følgende Note fundet Plads i hans Blad, overskreven: "Ole Bull." "Man veed, hvor forskjellige i forskjellige Blade Efterretningerne lyde om denne Mand og hans Kunst. Paafaldende er det ogsaa, at ikke en Eneste af vore talrige Herrer Korrespondenter have istemmet i den høje Roes, som andetstedsfra bliver udtalt om ham. Men just nu erholde vi to Bedømmelser over ham af en tydsk og en dansk Kunstner, og det af almeent anerkjendte dygtige Mænd, hvis Yttringer vi da her meddele. Vor Landsmand skriver: "Ole Bull, som jeg hørte og talte med, er intet videre end en mat Kopi af Paganini, med hvem man kun kan jevnføre ham i Feilene. Paganini gjør ti Gange flere vanskelige Kunststykker, og derhos, hvad der feiler Denne, fuldendt. Det Bedste ved Bull er hans Stakkato med Springbue og hans Piano i Adagio'et, men hvilket dog mangler Varme. Saa er det ogsaa med hans Komposi- tioner; de ere formede efter Paganini, men uden hans Geist og Fantasi. Paganini præsterer paa een Streng mere og skjønnere end B. paa alle fire. Hans Qvartet er i enhver musikalsk Hen- seende et Nul. Dog finder han sit Publikum; thi han forstaaer at strø Folk Sand i Øinene. Intet rigtigere end hvad der er bleven sagt om ham: han er Virtuos; men ingen Kunstner." Og fra Danmark: "Endnu et Ord om Vidundermanden Ole Bull, en Titel, der omtrent kommer saaledes ud som Lucus a non lucendo; thi efter min Mening maa man, istedetfor at beundre ham saa ex- centrisk som en stor Deel af Europa, meget mere undre sig over den forunderlige Verden, som stiller ham saa høit. Selv som Virtuos er han ingen "Robert, eller Manden som han skal være", thi han spiller ofte upræcist og -- hvad endnu er værre -- ureent. Men Kunsten, at tjene Penge, forstaaer han imidlertid; i Kjøben- havn har han til dobbelte Priser givet flere Koncerter med over- fyldt Huus." "Disse Dommere ere saameget mærkværdigere -- vedbliver Hr. Fink -- som der ikke i nogen Maade kan være Tale om nogen Nid eller Misundelse.(!?) Det er sande Kunstneres rene Overbeviisning, som staae, store nok i sig selv, paa egne Veje. SIDE: 215 Og dog -- gives der vel Een, som ikke med egne Øren vil høre den høit Lovpriste? Saa meget hjælper trykte Undere; hvorved vi dog maa erindre et gammelt Ordsprog: Ve det Land hvor Undere skee! Kommer Ole Bull hid, høre vi ham selv, og under- holde os vist." Berlinerkritiken, som Fink umiddelbart forudskikkede sin egen Bedømmelse, erklærede vel, at "Tilhørernes spændte Forventning vel blev tilfredsstillet hvad den mest udmærkede Technik i Ole Bulls Spil betræffer; men dog paafaldt Paganinis efterlignede Originalitet den upartiske Tilhører, saavel i de, for en Deel meget effektfulde, men dog ofte barokke og sønderrevne Kompositioner, som i det forsætlig Outrerte og i det karikerte Foredrag af den selvsatte Koncert og den det meste Bifald findende Polacca. Adagio religioso viste, at den berømte Virtuos ogsaa i det følelses- fulde, sangrige Spil kan præstere alt, hvad han alvorlig vil. Ole Bulls Tone er ikke stærk, formedelst den for svage Strenge- besætning, men dog blød og fordetmeste reen. Stakkatoet op- og nedad synes ganske fuldkomment, men mindre det saakaldte fiirstemmige eller Qvartetto-Solospil, som meget begunstiges ved den flade Stol og den slappe Bue. Hyppigst, ofte meget til Utide, benytter B. Flageoletten; af Pizzikatosteder med venstre Haand hørte jeg ingen. I det Hele maatte Resultatet af en Dom over denne Violinkunstner (sic!) vel udfalde didhen: at betydende Talent er forenet med sjelden Flid, men at Korrektheden og den sande gode Smag er gaaet tabt i en Stræben efter Originalitet og en Syge efter at vække Opsigt, forat naa saameget som muligt de pekuniære Øjemed. Skade for den forkeerte Anvendelse af saa udmærkede Naturgaver! Hvad der hos Paganini er virkelig originalt endog naar det paa hans Viis syntes bizart, bliver hos hans Kopi hyppig til et Vrængebillede" o. s. v. Og nu kom da Finken selv med saamegen ærbar Mine af en gammel Mands og Professors Upartiskhed, som han kunde give sig: "Ole Bull." "Den 18de Februar hørte vi, i Operahuset i Berlin, denne meget omtalte Violinvirtuos og Ridder af Wasa-Ordenen, i hans anden og sidste Koncert der paa Stedet hvilken af Indenlandske og Fremmede var saa overordentlig besøgt, at Mangen ønskede sig til Lykke, naar han kunde faae en Billet til den dobbelte, allerede SIDE: 216 til 1 Thlr. 8 Gr (106 Sp. sz.) forhøiede Priis til Loger af første Rang. Han spillede lutter Stykker af sin egen Komposition, hvilket var os saa meget mere forønsket, jo forskjelligere Meningerne have udtalt sig om Mandens musikalske Digtningstalent. 1) Preg- hiera dolente e Rondo ridente altsaa Modekontraster, Graad og Latter; 2) Qvartetto a Violino solo, og 3) paa Forlangende den ofte hørte og særdeles yndede Polacca guerriera, gaves til Bedste. Ligesom Paganini har han betrukket sin fortræffelige Violin med tynde Strenge, hvilket er gavnligt med Hensyn til mange Vanskelig- heder; men ikke for den fulde Tone. Hans Tone er derfor intet mindre end fyldig, heller ikke til Hjertet gaaende. Reent spiller han derimod; undtage vi blot nogle vaklende Toner, saa vilde der dennegang Intet være at dadle med Hensyn til hans Spil, der var af den største Reenhed. Ogsaa hans Flageolettoner, ja især disse, vare stedse fulde, rene og skjønne. Derhos maa dog bemærkes, at vi i Flageoletspillet, som han rigtignok benytter altfor ofte, ikke hørte han udføre nogen egentlige Vanskeligheder; Alt, hvad han gjør i en Rhytmus, frembringes ved een Finger- sætning. Især maa den Maade roses, paa hvilken han fører sin Bue, samt hans Stakkato, der ogsaa frembringer den største Virk- ning. Færdigheder besidder han rigtignok, han kunde ellers ikke imponere selve Mængden; men saa store ere de ikke, at man, som skeet er, kunde sammenligne ham med Paganini og fremstille ham som kjæmpende med denne om Palmen. Har han aabenbart valgt Paganini til sit Forbillede, saa har han dog kuns naaet ham i enkelte, ydre Ting, men ikke i det Væsentlige. I hans Komposi- tioner fandt vi ligesaalidt Mesterstykker af den ægte Kunst; de ere saa forunderligt sammenplukkede, som det sømmer sig paa den moderne Maade, hvortil der som bekjendt hører en Jagen efter Effekt, der ikke sjelden bliver komisk, naar den giver sig Mine af at være alvorlig. Kalde end de nymodens Mestere dette mangfoldigt og fantasirigt, indtil Forbauselse gjennemløbende alle Følelsens (?) Trin: saa kunne vi dog ikke sige, at vi bleve for- bausede eller følsomme derover; selv Polacca guerriera, der dog efter Andre skulde erstatte et heelt Billedgalleri, har ikke bragt os til Forundring. Alene hans Qvartet for Violinen er aldeles ikke nogen egentlig Qvartet, Lidet undtaget. Den største Deel af Samme optages af en eenstemmig Flageoletmellemsats, der springer over i de besynderligste Tonerækker. Ved al Forandring SIDE: 217 af det Tre- og Tostemmige med de fulde Akkorder er det dog altid mere end Nul; der forekommer ret effektfulde og vanske- lige Steder, men som rigtignok meget modificeres ved den sær- egent tilskaarne Stol. Man vil nu spørge: "Men hvorfor virker da Manden saa meget, eller hvorfor gjør han saa megen Opsigt? hvorfor langt mere, end de fleste Violinister, som I kalde store?" Der er Intet saameget at forundres over, som at man endnu ikke veed dette. Han kjender sin Tid og sine Folk, og tager ei i Betænkning at benytte dette Kjendskab. Han karrikerer sit Spil saameget muligt, forøger det virkelige Gode hos sig ved alleslags Snurrepiberier, som tildels slet ikke høre til Sagen, men hvilke pudseerligt frappere og amusere den barnlige, skuelystne Mængde; han mystificerer den, og det er ganske tilpas for de Folk, saa at vi kuns vilde lee derover, hvis Kunsten selv blev dragen for langt ned i det Lave derved. Hvilke Ting have da de Folk meest applauderet, og det saaledes, at det rungede i Huset? Vi ville fortælle nogle af dem. Orchesteret tier, da lader han paa Kvinten falde et Par høie Flageolettoner af Septimen, og efter en halv Takts Pause hvirvler den store Tromme igjennem 1 1/2 Takt en knal- dende Solo; han gjentager sin Flageolet paa Terzen og den næste Accords Grundtone samt den store Tromme svarer ham med medfødt Klarhed, og beskjæmmet forstummede den strax for den henrykte Mængdes uhyre Bravos, og den Feterede bukkede sig. Efter en anden Solo lod han, kraftigere end Paganini, Gulvets Brædder, hvilke betyde Verden, drøne under Fodens mægtige Stampen, og Husets Verden gav et hundrede Gange stærkere Echo igjen i Knaldet af de høit klappende Hænder. Og paany brusede Bifaldets uendelige Torden igjennem den vide Hal; thi et arpeggierende Strøg fra Spidsen af Buen op til Froschen havde hævet det med Haar betrukne Stykke Træ i Veiret, hvor det i gratiøs Holdning stod stille i nogle Sekunder, beskuet af Mesterens Blikke. Og atter paanyt ordnede sig til en bølgende, i Hurtighed voxende, god, men dog ikke uhørt, Slutningssolo et drillende (neckischer) Anhang af den siirlige Flageolet; umiddelbart der- efter Bukning -- Aftrædelse -- uhyre Brusen af Henrykkelse. Og alligevel blev denne Genialitet, hvilken vi, selv som en nyttig, maatte smile over, overtruffen af en anden, hvilken Ingen vil negte Fiinhed, som ogsaa af den Grund forekom to Gange, uden at forfeile sin Virkning. Virtuosen lod nemlig efter Stykkernes SIDE: 218 Slutning den zarteste Flageoletoktav, meget langsomt strøgen fra Froschen af, hviske piano og morendo, indtil den, efter nogle Sekunder, i den sagteste, hendøende Tone ganske unddrog sig det lyttende Øre, saa at der Intet mere blev tilovers, end et indtil Buens Ende fortsat Strøg, der ufeilbart med magisk Kraft maatte gjentone i Hørernes dybeste Sjel; thi det Uhørte i hiint Toneliigs reneste Aandeqvalitet (?) fremkaldte pludselig af Intet en Jublen, som om man vilde forsøge, hvad et menneskeligt Øre kunde udholde. Med Forbauselse fornam vi Underværket af et umaadeligt Bifald, og fandt det begribeligt at man ved Virtuosens fortrinligste Præstationer aldeles ikke forsøgte paa at overbyde denne Jubel af den meest oprørte Kraftudtømmelse: man følte Umuligheden og taug. Veed man nu, hvorfor Virtuosen gjør saa- dant Noget? Disse Midler ligge dog ganske aabne for Øje og Øre; deri er intet Skjult, Intet sniger omkring i det Skjulte. Desuagtet vilde det staa slemt til, hvis Manden ikke havde noget Bedre, end det nu netop Fremstillede; han har anvendt Flid, fortræffelig lært Mangt og Meget, ikke alene Kunststykker, men tillige Sang. Han er en Anden, naar han staaer offentlig, end naar han staaer foran Kunstneren; han veed at vurdere den ægte Kunst, og skjælver, som det synes, imellem den og Koncert- spil. Har han, hvad der tilhører Verden og Mennesket, da vil han vel ogsaa give, hvad der er Kunstnerens. Dette giver han snart, for at Verden ikke bliver hans anden Natur i Forvænnelse. Det vilde være et Tab for ham og Kunsten, dersom han lod sig skuffe af det korte Skin. Ved Koncertens Ende fløi tre grønne Krandse hen til ham, tillige regnede der Digte, af hvilke intet be- hagede at flaggre ind i vor Loge. Gid Sandhedens Gudinde til hans Fred maa have tilsmilet ham fra een af disse Krandse, saa at der ligesaa godt er sørget for Fremtid, som for Nutid. Vi hørte, at han denne Aften ei skulde have været ganske vel, derfor ønske vi ham fuld Sundhed og enhver god Kraft, som Kunstneren især og fremfor Mange har nødig. Han tænker at reise over Breslau til Wien, Pesth, München o. s. v., saa at han kan være i Leipzig til Messen. Vi vente ham her med Fornøielse og ville glæde os meget, hvis vi see hans Mod og Sands vandre frit og let i de Regioner, der ere Kunstnerens Hjem." -- Bull gav et faktisk Svar paa denne forskruede og de andre Kritiker, nemlig i at den berømte Violinist Lipinski, som netop SIDE: 219 gjorde en Kunstreise paa samme Tid og ad samme Vei som Bull, vitterligen gjorde mindre Lykke, end han, hvor de havde Anled- ning til at maale sig med hinanden. Han leed Nederlag, som det vilde hedde i det bombastiske Sprog, Kritiken har tilegnet sig. Berliner- og Leipzigerkritikerne synes ikke at have lagt Bull mange Stene ivejen. I Breslau gav han 5 Koncerter og i Wien paa dette og et følgende Besøg ikke færre end 15 eller 16, hvoraf 4 i den store Redoutesal. Efter en af disse blev han bragt be- svimet hjem. Mangfoldige af de Fornemste indfandt sig tilvogns forat høre til hans Befindende, og mellem dem ogsaa Prindsen af Wasa. Han blev modtaget med en Høflighed, som Legationen i Wien skal have fundet det passende at bebreide ham i saa- danne Udtryk, at Bulls hele Heftighed brød løs. Leipziger Zei- tungen var dog altid som en oversvævende Glente eller Mundingen af en Luftbøsse over og efter Bull. Ogsaa over hans første Koncert i den store Redoutesal viste der sig en fiendsk Rapport, som dog, med Sidehug til hans høje Entreepriser af 2, 3 og 4 Sølvgylden, mere gik udover hans Kompositioner end over hans Spil. Thi dette indrømmedes "den højeste Fuldendthed i Meka- nismen, en Reenhed, Sikkerhed og Hurtighed i de længste Spring, i Stakkatoer, Spikkatoer og Arpeggioer, i Oktave- og Decime- Passager, en henrykkende Flageolet, et Pianissimo, som svinder hen i det Uhørbare, en harmonisk Akkordrække i fuldstemmig a quattro, som grændser til det Eventyrlige og maa henrive til Beundring." Fem ordentlige Violinister, endog af dem som reise, kunne dele denne Roes imellem sig, og endda have nok hver; og dog var Kritiken i det Hele af den Art, at Bull maaskee gjerne havde givet en af sine diamantfunklende Konge- eller Prindsesse-Ringe for at have den uskrevet. Men i Wien traf Bull paa noget for ham Kostbarere, end disse Klenodier, nemlig paa et Vidunder af en Violin, som kort efter for en Priis af henved 2000 Spd. ogsaa kom i hans Hænder. Englehovedet paa Halsen m. m. hedder det er skulpteret af den berømte Benvenuto Cellini; forøvrigt staaer der en Brescianers, Gaspar da Salos, Mærke indeni. Af Kardinal Aldobrandini skal den i sin Tid være kjøbt for 3000 Ducati og foræret til Skat- kammeret i Inspruck, hvorfra den i 1809 blev af Franskmændene ført til Wien. Der befandt den sig nu i Hænderne paa en Violin- samler, en Hr. Reatschek, og med ham traf da Bull den Aftale, SIDE: 220 at ingen Anden end han skulde faae kjøbt Violinen efter Be- sidderens Død. Denne indtraf ogsaa medens Bull gjorde en Afstikker ("von Ungarns Haupt- und Komitatstädten zu Kunst- produkzionen eingeladen") til Ungarn, hvor han i Pesth og Raab gav en Koncert, samt i Presburg, under Landdagen, fire. Ogsaa i Pesth tilkjøbte Bull sig et Non plus ultra af en Violin for 4000 Fr. Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung for 14 Aug. 1839 be- retter dette med Tillæg: at den tidligere havde været i Hr. Kovats Besiddelse. Den er den eneste, hvorpaa Forfærdigeren har an- bragt Forziringer i Ibenholt og Elfenbeen. Indeni staaer: "Antonius Stradivarius cremonensis faciebat, anno 1637." Om denne Violin fortæller Ejeren; at den har tilhørt Kong Carl IV af Spanien. Bulls Violiner er dyre, som man hører; men han har dog gjort Ret i at kjøbe dem. Uden en Violin af første Rang skulde Bull ikke være bleven hvad han er. Heller ikke Paganini. Kommen tilbage fra Ungarn, gav han endnu 5 Koncerter paa Josefstädter-Theater, og erholdt Opreisning i en rosende An- meldelse som ogsaa fandt Plads i Allg. musikalische Zeitung. Paa en af de forrige Koncerter i Redoutesalen, havde "Norges Fjelde" ("Norwegers Traum und Heimweh") samt Udførelsen af Mozarts D-Moll-Qvartet og hans Klarinet-Adagio, "forsonet det lille Antal af haardnakkede Modstandere og forenet alle Stemmer til hans Roes." "Hos en Virtuos af Bulls karakteristiske Eiendommelighed, hedder det videre, overraskede hiin ægte poetiske Retfærdighed, som han med opoffrende Selvfornegtelse lod komme disse Tone- skabninger tildeel, idet han, uden mindste Tilsætning, en eneste ganske tilfældig Oktavefordobbling uberegnet, gjengav Mesteren ganske uforandret, og derved bekræftede Rygtet, ogsaa at excellere som Qvartettist af første Rang, og tillige radikalt omvendte hine Vantroe, som endnu tvivlede om Ole Bull vel ogsaa kunde synge, naar han ellers bare vilde." Paa sin første Koncert ved dette andet Besøg i Wien hedder det, at det idelig gjentagende jublende Bifald især over hans fri Improvisation over opgivne Themata modsagde den ugunstige Mening, at den sjeldne Kunstner skulde have paatrængt sig for hyppig og fast mere end sømmeligt var. Slige Yttringer kunde Bull tage sig let, da Publikum, ved altid at strømme til, paatog sig Forsvaret; men mod den anden fiendske Kritik paastod man i en Tidende, at han førte med sig som Skjold- drager en bekjendt Redaktør og Literat. Og om saa var, naar SIDE: 221 hans Funktion ikke var Basunblæserens? Bull er ingen Stilist, og han havde ogsaa været gal, om han havde spildt Tid paa at værge sig med Pennen. Dog kløede stundom Fingrene; men tillykke han greb -- Buen. Og ved den har han seiret. Over Linz tog nu Bull til Salzburg, til Mozarts Hjem, hvor han gav en Koncert for Oprettelsen af et "Mozarts Fond", hvorved den Uopnaaeliges Enke var tilstede. Engageret til Paris, for i Januar 1839 at give Koncert paa den store Opera, paa Betingelse, at dele Indtægten efter Fradrag af 4000 Francs, ilede han did over Munchen, Baden-Baden og Strasburg, paa hvilke to første Steder han ogsaa traadte op. Men i Sommeren 1839 gik han tilbage til Tydskland, gav 1 Koncert i Carlsruhe og 2 i Stuttgard, hvor Kongen af Würtemberg beærede ham med en Brillantring, samt derpaa 2 i München, hvor han især vandt Enkedronningens Bifald. Han spillede baade hos hende privat og hun fik tilbage- kaldt Forbudet mod en tredie Koncert, hvilket skulde skrive sig fra, at Kongen fandt sig stødt ved at Bull paa en af de første ikke havde viist ham sømmelig Ærbødighed nok ved sin Frem- træden. Mod Enden af Juni befandt Bull sig atter i Cassel; og hedder det om ham, at "Bull, over hvem de kritiske Akter nu synes at være afsluttede, havde paa sin første Koncert henrykt Publikum saa overordentligt, at han paa Opfordring gav en anden, der, omendskjønt mindre tiltalende, dog var meget besøgt." I Augsburg og paany i Stuttgard gav Bull to Koncerter, i Nurnberg 1, Frankfurt 3, Mainz 2 og i Bonn, Manheim, Speier, Landau, Karls- ruhe og Heidelberg 1, hvorpaa han atter mod Høsten begav sig til Paris. Bulls Hensigt, at træde op paa Operaen, blev dog tilintetgjort ved en Intrigue af Schlesinger, Udgiveren af La Revue musicale, hvorfor han indlod sig med Theatre de la Renaissance. Snydt for sit Honorar, ubarmhjertig recenseret, paa en fiendsk Fod med Schlesinger, Berlioz og mange Andre af Stadens store Musikere, gik han i Foraaret 1840 over til London, med en Harpenist Morandi, som han havde kjendt i Bologna, som Sekretær. Denne Person indviklede Bull i et besynderligt Eventyr. Kommen under- veirs med, at han var en Skurk, vil Bull uden videre skille sig ved ham endog med Tabet af en Sum forskudte Penge. Men en Dag som han var hos Liszt for at spille over med ham til en Koncert i det filharmoniske Selskab, og just gik og ventede paa SIDE: 222 sin Violin, hvorefter der var sendt Bud til Hotellet, indfinder Verten sig i egen Person med den Efterretning, at et Par Rets- betjente havde nu i et Par Timers Tid laveret op og ned udenfor Hotellets Porte forat arrestere ham paa Reqvisition fra Morandi. Aarsagen vidste han dog ikke. Selv holdt Personen sig ved et Gadehjørne for at have den Glæde at see Bull ført bort af Kon- stablerne og saaledes ogsaa hindret fra at træde op. Klokken var nu 3; men Bull holdt det for raadeligst at opholde sig hos Liszt til Klokken 12, Midnat, da han listede sig hjem. Den følgende Dag tog Bull hen til Gesandten Grev Bjørnstjerna forat søge Be- skyttelse, og Denne gik ham strax paa det beredvilligste tilhaande. Bud blev sendt efter Morandis Advokat, en af de ægte Temples "Hidspaafanter og Vriompeiser" (som den norske Bonde kalder Prokuratorerne af en vis, hos os, som vel overalt, temmelig almindelig, Sort) og af ham fik man da at vide, at Morandi krævede 60 Pund Sterling som Godtgjørelse for Ophævelsen af Kontrakten. Han havde 2 Vidner (formodentlig af de saakaldte "Apostles" agtværdige Forening af villige Vidner i enhver Sag) og da Bull snart kunde reise, maatte han undskylde, at man havde grebet til saa strenge Forholdsregler. Bjørnstjernas Hotel laa ved en Sqvare; fra Vinduerne kunde man se Konstablerne luske om for at fakke Bull, naar han kom fra Gesandten. En Kabriolet blev kjørt op foran Portalet, og medens en af Bjørn- stjernas Tjenere, hyllet i Bulls Kappe, jog derfra i skarpt Trav, og strax blev forfulgt af Gripomenusserne, kjørte Bull i Grevens Eqvipage til St. James, hvor han skulde spille for Dronning Victoria. Følgende Dag fortsattes Beleiringen, hvorfor Bull kapi- tulerede paa 20 Pund, hvorhos han maatte slaa en Streg over tilgodehavende 1200 Francs. Bull spillede nu med Liszt i det filharmoniske Selskab (Grand Sonate af Beethoven), og blev kritiseret fra een Kant med, at Beet- hoven, om han havde hørt det, vilde have vendt sig i sin Grav, og fra en anden med, af man maatte unde Beethoven at komme op derfra forat høre den. Filharmonisterne selv kondenserede derimod sin Kritik i en prægtig Sølvkaffeekande med Inskription. Over Antwerpen og flere af Rhinstæderne, hvor han gav Kon- certer, iblandt andre i Heidelberg til Fordeel for en gammel Musiker, retournerede han til Paris, hvorfra han snart atter foretog en Udflugt langs Rhinen og til Stæderne i den gamle schwabiske SIDE: 223 Kreds. Paa Reisen til Berlin traf han i Baireuth flere af sine Gøttinger-Venner igjen, og de ville i hans Væsen og Ydre neppe have opdaget synderlig Forskjel. Han er i disse Henseender over- ordentlig undgommelig, og skulde vel endnu knapt slaa Vrag paa en Rullade som den til Münden, til den gode Borgermester med Viinkjælder under Huset. I Berlin foregik den nuværende Konges Kroning med al middel- alderlig og moderne Pomp. Bull anmodedes af de brandenburgske Stænder om at forherlige deres Fest med sin Violin, hvorfor han fik i Æresgave et overordentlig brillant Signet. Staden var fuld af Herskaber, saa Bull kunde give 6 gode Koncerter. Det samme Antal gav han i Leipzig, hvorhen han kom over Potsdam og Frankfurt. Af det derværende musikalske Selskab, "der Tunnel" erholdt han en Sølvpokal med en liden Apollo med Lyraen paa Laaget og en Inskription med Datoen da han spillede i Selskabet, nemlig 5te Decbr. 1840. Efterat have besøgt flere af Mellem- Tydsklands Byer gik han over Dresden, hvor han gav 2 Koncerter, til Prag, denne prægtigste og meest musikalske af alle Tydsklands Stæder. Han komponerede ogsaa der i Begyndelsen af 1841 en Concerto i E-Moll samt sin Largo posato e Rondo capriccioso (ogsaa kaldet "Grusz aus der Ferne") og gav desforuden 12 Kon- certer. Over Breslau ilede han til Warschau, lod i Bedrøvelsens Stad sin Preghiera dolente klage fra Violinen og gaae over til Rondo ridente i Mangel af Polaccaen, som det nok ikke for hans store Velynder Paskewitsch var raadeligt at spille paa det Sted. Over Wilna, hvor han gav to Koncerter, ankom han til Petersborg, hvor en heftig Sygdom alene forhindrede ham fra at lade sig høre fleer end to Gange. Da han var kommen sig, besluttede han at slaa sig tilro en Tid og det paa den ensomtliggende Gaard Valstrand, et Par Miil fra Bergen, hvor Moderen boede. Paa Didreisen kom han over Kjøbenhavn, hvor der ogsaa var en Kroning paafærde. Han gav der en Koncert, men undslog sig, paa Grund af det Akkompagnement han vilde faa af Knive og Gafler, forat spille ved det Hovedgjæstebud, som i den Anledning blev givet. Man fik da Prüme til at delikatere Ørene medens Posteierne gled igjennem Struberne. Paa en Slup eller Jagt, i flyvende Storm, satte Bull i Efteraaret 1841 nu over til Norge, og tog Ophold paa Valstrand, der er hans Eiendom. Han hyggede sig dog ikke der, og det hele Udbytte SIDE: 224 af den omtrent et halvt Aars Retirade did, blev kun nogle Skizzer. I Sommeren 1842 tog han derfor med sin Kone til Kristiania, hvor han ligeledes valgte Ophold paa et Landsted i Omegnen indtil Efteraaret drev ham ind til Byen. I Løbet af Vinteren gav han der tre Koncerter, hvoraf en til Fordeel for Theatrets Pensions- fond; men saasnart Søen blev aaben, begyndte det igjen at lufte ham under Vingerne til Flugt, og, ledsaget af en af sine Brødre tog han over Gøthaborg og Kjøbenhavn til Amsterdam, hvor han gav 6 Koncerter. Over Leiden buede han ned til Münster og Osnabrück, hvorpaa han over Hamburg og Kjøbenhavn kom hjem igjen mod Høsten. To Koncerter og to mindre betydelige Kompositioner ("Fantasia e Notturno" eller "Til Hende", en Slags Serenade, og "Vildspil i Lio", som han døbte disse vilde Børn, hans Genies Bastarder, hiin Søsteren, denne Broderen) vare Frugterne af det sidste Efteraar, han opholdt sig i Kristiania. Paa samme Tid befandt Harpenisten Pratté, en Svensker, ud- mærket paa sit Instrument og som Musikkyndig, sig i Kristiania, uden dog at være kommen i anden Berørelse med Bull, end at de gjensidigen havde besøgt hinandens Koncerter. Bull havde ydet Pratté Applaus, men Pratté kom misfornøjet hjem fra Bulls første Koncert i Efteraaret 1842. Det var første og eneste Gang han havde hørt ham; men dette afholdt ham dog ikke fra at ned- skrive en Kritik, der var affattet i saadanne Udtryk om Bull som Kunstner og Komponist, at hverken Morgenbladet eller den Konstitutionelle vilde optage den. Den var anonym, men heller ikke med Forfatterens Navn kunde den blive optagen. Dette kunde nu saa være, skjøndt Prattés Kompetents burde give ham Plads, saameget mere som han var Udlænding, for en Artikel, han var villig til at svare med sit Navn for, og som han selv vilde komme til at lide for, saafremt den maatte være utilbørlig. At finde dette og at forhindre den fra at krænke Bull og at oprøre hans Landsmænds Følelse, havde Redaktionerne Adgang og Ret til; men den Constitutionelle tillod sig den Lavhed, underhaanden at meddele Angjældende, direkte eller indirekte, Indholdet paa samme Tid Optagelsen negtedes. Nogle Linjer i det foragtelige Blad underrettede endog Publikum om, at Pratté havde skrevet en saadan Kritik. Forsvaret var her skammeligere end Angrebet. Bull trængte ikke til paa saadan Maade at forsvares. Pratté blev naturligviis opbragt over en saadan Behandlig af en Redaktion, SIDE: 225 og beslutter sig til at udgive sin hadske Recension særskilt. Den naaede Bull i Stockholm, og den saavelsom et Brev fra Pratté til hiin Hælkrebs (en Rosén) hvori Bull sværtedes som Den, der skulde have talt foragteligt om Svenskerne, bidrog ikke lidet til at uleilige Bull i Stockholm og navnlig til at Kapellet dersteds ikke var at bevæge til at assistere ham. Lige under Juul tiltraadte Bull, ledsaget af den yngre Skuespiller Rosenkilde som Sekretær, sin, med Triumfer og Ærgrelser marke- rede, Reise til Sverige. Et Omen, der syntes at maatte varsle godt, mødte ham paa Vejen den første Aften: et improviseret Slæde-Fakkeltog, hvormed Finmutterne fra Oudalen og Vinger drog ham imøde. Man drejede af til Oudalens Jernværk, hvor Bull da fik sin Violinkasse fra Vognen, og takkede de gode Oudøler med Variationer over Nationalmelodier og andet, som nok kunde fortjene det Hurra, hvormed de fore afgaarde. I dette Møde laa der nok ikke andet end et velmeent Lykke paa Reisen; men herved blev det nu saa imse, skjøndt ogsaa her det Gamle sandedes, at Intet er saa galt, at der jo kan komme noget godt ud deraf. Thi hvad skulde ikke hændes? Efterat have koncerteret i Carlstad og Ørebro ankom Bull i sin svære Reisevogn til Upsala Kl. 1 Natten til den 12te Ja- nuar d. A. Alt var stille. Ingen at see, som kunde underrette om hvor man kunde finde Herberge, og hverken Bulls norske Tjener paa Bukken eller den svenske Skytsbonde bagpaa vidste det. Da lyder munter Tummel opover Gaden. Det var en Sværm Studenter med Julehoveder paa, som strax i den mørke Vogn, der holdt midt paa den besneede Gade, fandt noget at fæste Opmærksomheden ved. Vognen omringedes, og inden Bull og hans Følgesvend i Vognen vidste Ord deraf, udspandt der sig et Mundhuggeri mellem Natteranglerne og dem udenpaa Vognen. Rosenkilde vil stige ud; men da han aabner Munden til en liden Tiltale, der nedtysses af Bull, og hans Organ røber ham som Dansk, falder der Yttringer fra Svenskerne, som just ikke røbede synderligt af det Skandinavsind, som nogle Maaneder efter satte alt paa Ende i gamle Upsala. "En Dansker? Hoho, Gossar! Ta mig Tusan en Jute!" o. s. v. En meente ogsaa iblandt andet, at en Dansker validerede i Gehalt med Fjerdedelen af en Svensk. "End en Nordmand da?" spurgte Bull. Jo, det kunde saa om- SIDE: 226 trent være en 3/4 Deel af en Svensk, meente Personen, som selv var paa en Treqvart. Ranglefanterne havde endog den Uforskammet- hed, at spørge Bull, om han vel kunde have noget imod, at man gav hans Kudsk en Tøraf, fordi han skulde have været grov, og han fik Tilladelse dertil, mod at erholde to Ørefigen for hvert et, om han vovede. Paa Spørgsmaalet om hvem der var i Vognen, var der bleven svaret "Ole Bull" og repliceret "Det er Løgn"; men da En af Upsalienserne virkelig tilraabte Bull, da man endelig kom fra hverandre: "Vi råkas på Koncerten", synes idetmindste denne Person, at have troet det, uden at der dog skete andet til Opreisning, end at Vejen til et Herberge endelig blev viist de Reisende. Bull følte sig fornærmet og forlod Upsala strax om Morgenen, istedetfor, som paatænkt, at regalere Studenterne med en Koncert. Sagen blev fra Upsala selv af fremstillet i Aviserne værre end den var, saa Bull fandt sig opfordret til i Stockholm at afgive en Forklaring derover i Aftonbladet saaledes som Sagen her er fortalt. Forsaavidt som den formildede dennes Omstændig- heder, nedstemte den Uviljen i Norge; men en Beklagelse, som den indeholdt over at være stødt paa Tværhed og Modvilje i Stockholm, som en Følge af den "Pratté-Rosénske Koalition", var derimod mindre egnet dertil. Der faldt meer end een Yttring i Norge, som klang mere fra de første end fra de senere Forenings- aar, om ikke som fra 1808, da Jægerhornene hylede i Grændse- skovene, og Pratté gik ikke fri for Tegn paa en Uvilje, som ikke fandt den Omstændighed ganske ligegyldig, at han var svensk, eller den undskyldende, at en norsk Kritiker, der lod til at for- staa sin Sag, i endeel Punkter, betræffende de Bullske Komposi- tioners Gehalt, omtrent kom til samme Resultat i sit Omdømme som Pratté. Først den 4de Februar lykkedes det Bull, med istand af det Lindebergske Theaterorchester, at faae givet en Koncert i Ridderhusets store Sal, som, uagtet den høje Entree (3 Daler Bco.) og de vakte Antipathier, dog baade var godt besøgt og blev stærkt applauderet. Kunstneren modtoges endogsaa med Klap og Bravoer. Dagen efter var det Kongens 25 Aars Thronbestigelsesdag, som Bull feirede med en musikalsk Soiree for de i Stockholm værende Normænd. Da sprang Champagneren ovenpaa; men mon der ikke var Nogen imellem Gjæsterne, hvem, idet han holdt det funklende Glas imod Lyset, Liigheden faldt ind imellem Bulls Spil og Champagner? Virkelig, Bulls Spil er imellem de øvrige Vir- SIDE: 227 tuosers hvad Champagneren er imellem Vinene. Det har Klar- heden i sine Toner, den flygtige Geist, det har de trillende Perler, det flyvende Skum og det har -- forrykket mangfoldige Hoveder. Maaskee endeel af Kompositionerne ogsaa have den Egenskab, at de maa nydes strax, de taale ikke at staa; de dovne under Undersøgelsen. Gjengjeldelsens Gudinde er jo Nemesis, og fremstilles streng som Gorgonen? Men naar Gjengjeldelsen kommer som Erstatning, leende, kyssende, straffende Fornærmeren kun med Riis af de samme Blomster, hvormed den overstrøer den Fornærmede, hvad hedder hun saa? Justitia? Justitia er for alvorlig. Der er intet Smiil paa Ansigtet, ingen Kjærlighed i Brystet, kun et Skrædder- maal og et Par Lodder i Lommen. Lad gaa! Men i den aller- elskeligste, allerfuldstændigste, allermeststudentikoseste og latter- mildeste Form kom Opreisningen for Historien i Upsala. Man havde bebreidet Bull, at han i Hidsighed var reist ifra Upsala uden at lade sig høre, og han havde forsvaret sig i ovennævnte Deklaration med sin Dispositionsret over egen Person og med et naturligt slet Humør Morgenen efter. Men nu indløb en Ind- bydelsesskrivelse fra Professor Geijer, et Brev saaledes som Geijer kan skrive det. Det var at gjøre Vognen istand. Det indeholdt Smørelse for den og Balsam for Sjelesaarene. Et Par Dage efter, om Middagen, vrimler hele Upsala opad og over Skraaningen fra det højtbeliggende akademiske Bibliothek (Carolina rediviva). Studenter og Damer, Professorer og Borger- mænd ile opad den høje massive Trap, der udgjør ligesom en egen Fløi. Det er Ole Bull, som giver Studenterne en musikalsk Dejeuner. Det var et Gjæstebud. Hurra! Bravo! Hurra! Ligner ikke Bulls Spil Champagner? Og da han saa i sin Pelts gik tilbage nedover den høje Trap og Skraaningen, fulgtes han af et Sangerchor af flere hundrede Studenter gjennem de mylrende Gader til sin Bolig, hvor de endnu til Afsked hilsede ham med et tredobbelt Hurra, drønende og præcist som Kanonskud. "En vakkrare Ynglingachör än den i Upsala, hör man ei", har Geijer sagt om disse sine "Gossar", og om det ei var bleven sagt før, maatte det være bleven sagt paa denne Dag. Bull var forbauset over den musikalske Dannelse, Upsalastudenterne her viste. Men om Aftenen kom deres egent- lige Koncert -- en "Sexa", som "sagde sex" -- , hvormed de SIDE: 228 vilde gjentraktere Bull for Frokosten. De spillede der med Glasser og Karafler. Et Slags chinesisk Klokkespil. Da lyste det ud paa Sneen ifra "Gildets stora Salon", og da det leed paa Natten, kunde man udefra see hvorledes to Menneskefigurer bleve løftede op under Taget og under tordnende Jubel baarne omkring i Salen. Det var Ole Bull og Erik Geijer, som bleve baarne "paa Guldstol". Mange prægtige Skaaler for Gjæsterne, for Norge og Sverige vare blevne drukne; men om Skandinavien hørte man ikke meer, end om det skulde have ligget i Maanen. Og jeg har en Slags Mistanke. Dog jo! Bull fik jo i Kommission, at bringe Studenterne i Kjøbenhavn en broderlig Hilsen; men det var som Studenter, og imellem dem existerer der et frimurer- agtigt Broderskab over hele Verden. Og han er derved (ligesom Oehlenschläger nolens volens er bleven det) siden bleven gjort af "Skandinaverne" til en Choragos for en Idee, som hans norske Hjerte kun har lidet tilovers for. Efterat have den 19de Februar givet en anden Koncert, hvor- efter Erkebiskoppen og Geijer traadte frem og takkede, og hvorom det hedder, at Forsamlingen efter "Norges Fjelde" brød ud i triumferende Jubel, kom Bull den 21de tilbage til Stockholm, for strax at tiltræde Reisen til Danmark u. s. w. fra denne Europas eller Tydsklands grønne Dørmatte. I Norrkøping gav han en Koncert fuld af Triumf. Ligesaa Kon- certer i Linkøping og Jønkøping, i hvilken sidste By han traf sin gamle Lærer Lundholm, der kom kjørende ham imøde. I Kjøben- havn underrettede Bull strax Studenterforeningen om at han havde en Hilsen at bringe den i Toner fra Upsala; og om Aftenen blev der da et Lag, hvortil Bull kom med sin Violin, og røgtede Ærind. "Der klang fra Strengen saa mild en Røst med Vennebud fra Uplands Sale. -- " blev der i den Anledning skrevet af en af de Bedre blandt Dusin- digterne dernede, og i selve Studenterforeningen hilsedes han med en drapastilet "Tak for til Frihed Du Aanderne frelste! Tak for din Hilsen fra Sigtunagaard! Spænd kun din Bue, slyng dine Pile! Brystet ei bløder ved blidere Saar." SIDE: 229 Ogsaa her blev han fulgt hjem af Studenterne og hilset med tre Gange Hurra; og det -- o herlige danske Frihed! som "Ber- lingske" stundom udbryder, naar der ikke er nogen politisk Knald i Lommeknepsene dernede -- netop ligefor Hovedvagtens Kanoner. Understøttet af et 65 Mand stærkt militært Musikkorps, gav han i Ridehuset tre Koncerter for flere tusinde Tilhørere, samt spillede for Kongen, der forærede ham en prægtig Brillantring. I Kjøbenhavn befandt sig netop paa samme Tid Violinisten Ernst og Pianisten Døhler. Bull boede i samme Hotel som de, og der herskede den bedste Forstaaelse imellem Kunstnerne. Man maa ogsaa tilstaa, at det lykkedes Kritiken i de Kjøbenhavnerblade, der er nogen Anseelse ved, at bedømme Bull og Ernst saaledes ved Siden af hinanden, at Ingen af dem kunde have noget at beklage sig over Jevnførelsen. I Kiel gav Bull 2 Koncerter, i Hamburg 1, i Bremen 2 og i Oldenburg 1. Herfra vendte Bull tilbage til Hamburg, hvor han blev mødt af en Kritik, der skrev sig ifra Kjøbenhavn, og som gik ud paa at ophøre Ernst paa Bulls Bekostning. Den bar saa stærkt Præg af Intrigue, af at være en langt under Jorden ledet Hovedmine imod Bull, for at sprænge hans Renommée i Luften, at hans Ledsager støvede forud til Kjøbenhavn, hvor han ogsaa fik Oplysning om, at Døhlers Sekretær var Ophavsmanden. Men baade hans Principal og Ernst ærgrede sig herover. Det hele Lapperi og at der snart viste sig en Gjendrivelse skulde dog ikke være værd en Linje, dersom Angrebet, forsaavidt det gik ud paa hans Kompositioner, ikke havde bevæget Bull til endelig at indlade sig paa at udgive endeel af dem. Oftere havde Musikforlæggere isaahenseende været ifærd med ham og gjort ham, f. Ex. for hans Polacca, de ansee- ligste Tilbud; men først nu kan man vente fra Scubert i Hamburg at see udgivet hans Variazioni di Bravura, Adagio religioso, il Notturno og hans under denne Reise komponerede Siciliano e Tarantella. Dette Arbeide gav han første Gang ved Tilbage- komsten til Kjøbenhavn, hvor det vakte en overordentlig Enthu- siasmus. To Digte viste sig med Overskrivten: Siciliano e Taran- tella. To Digte? Hvad er to Digte for Bull, som skulde have et ret vakkert Bind af dem, der ere skrevne til ham, om han havde gjemt paa dem. Men de ere visnede som de Blomster, der ere kastede til ham fra alle Europas Loger. Med dem skulde han SIDE: 230 kunne fodre sin lille muusgraa Borrik af en Søndfjordings-Fjeld- hest Vinteren over, om han havde samlet paa dem. I Juli var Bull i Kristiania igjen, hvor hans Hustru rakte ham et tredie Barn imøde. Han gav strax en Koncert og da natur- ligviis Tarantellaen. Pratté var der. Publikum saae med For- undring hans store Hænder ideligen at løfte sig til Klap, og med endnu større Forundring en Bedømmelse af ham over Taran- tellaen og Koncerten i det Hele, hvori han med agtværdig Op- rigtighed beklager, at have bedømt Bull tilforn efter kun een Gang at have hørt ham, og indrømmer hans seneste Komposition alt hvad man kunde forlange. . . . Mærkværdigt! Meget mærkværdigt! Mærkeligt, Forbausende! Netop som min Pen, ilende mod Punktum, snirklede Ordene "agt- værdig Oprigtighed" ned -- disse Ord, som kunne bære For- brydelser paa sine smaa Typers Skuldre og bedække Syndernes Mangfoldighed, underretter et Blad om, at Pratté anstrenger sig i en Stockholmer-Tidende forat tage sine sidste Ord om Bull i sig igjen. De blive naturligviis siddende i Halsen og stikke sig dybere ind. Og om Kritiker fra den Kant vil Verden for Efter- tiden kun sige: "nu skriger den gamle Fløi igjen." Hos Bull er det et elskværdigt Træk, at han gjerne glæder Mennesker med sit Spil, uden at tage Hensyn til nogen kontant Belønning. Om Paganini er det derimod fortalt, at han satte Dæmpere paa Strengene, forat ikke en ubetalt Tone skulde komme udgjennem Væggen. Bull derimod spillede paa den Reise, han nu foretog til Throndhjem og Bergen, efter eget gode Tilbud, for Patienterne og de Omkringboende ved Eidsvolls Bad, og oftere tog han sin Violin frem og spillede for Bønderne. Saaledes gik han ind i den mærkværdige Borgunds Kirke i Leirdal, fulgt af den Mængde Mennesker, som arbeidede paa Vindhelle-Vejen under en Kapitains Kommando, lod Kirken lukke og spillede saa. De Bønder, som kom for seent, stode da udenfore med Ørene til enhver Sprække og Nøglehul forat opfange nogle af hans Toner. Ved en anden Leilighed udbrød pludselig en Bonde, rivende sig i Haaret og slagen af Rædsel over en Ørenfortryllelse, just da Bull havde spillet ud: "Det er Løgn!" Han afbrød der- med en Taushed, hvorunder man havde hørt Uhrets "Tiktik" i en anden Bondes Lomme, som var kommen længst frem. Bøn- SIDE: 231 derne gjorde ogsaa overalt Ære af ham; paa flere Steder mødte de endog frem i Søndagsklæder. I Throndhjem gav Bull 4 Koncerter, og efter ligeledes at have ladet sig høre i Kristianssund, Molde og Bergen, indtraf han atter i Kristiania medio August, forat berede sig til Udførelsen af en i længere Tid paatænkt Reise til Amerika, først til Nord- amerika og maaskee videre ned ad det uhyre Kontinent, d. e. fra Dollarernes til Pjastrenes og St. Johannes'ernes Hjemsteder. Den 11te Septbr. gav Bull sin Afskedskoncert for et Publikum af over 900 Mennesker. Salen gjenlød af Bravoraab og Farveller, da han endte med sin Tarantella. Han spillede den op igjen, og da han derpaa fremkaldtes til det sidste Farvel, improviserede han paa det Genialeste en Række af Nationalmelodier og Hallinger, som endte med Nationalsangen og en langsomt hendøende Efter- ligning i Flageolettoner af en Sæterjentes Kauen. Det var det Sidste af Bull. Den 17de Septbr. forlod han Norge med Hustru og Børn, for at lade disse forblive i Paris og selv tage over Atlanterhavet -- en Plan, som i økonomisk Henseende (hvori Bull, efter norsk Maalestok, forøvrigt, som sagt, er ret vel hjulpen) vel ganske vist er god, at slutte efter Antecedentia med andre ringere Kunstnere og Kunstnerinder; men som -- -- Men? Bull taaler intet "Men". Nei, jeg veed det desværre. Men jeg meente bare, at den lader Bull maaskee reise endnu længer fra sig selv, at Bulls Berømmelse behøver ingen svimlende Tilsatser til, men, eftersom den er voxet i Højden, et desto videre, omfangsrigere og solidere Fundament af Kompositioner. Bull vil selv være, og er, mere end blot Exekutør, blot Violinspiller; og han har jo viist, at han kan komponere paa selve Reisen. Naar nu denne er fuldendt, vil han maaskee slaa sig til Rolighed i sit Fædreland, trække sig tilbage i en af dets Dale og der lade sin Sjæls Fylde udstrømme i beundringsværdige Tonedigtninger. (?) Nu, da hans Landsmænd læse dette, har han enten gjennemilet England fra London til Liverpool, eller har allerede fra Hamburg taget Havet fat, og han befinder sig enten paa dette eller allerede hisset over. Endnu, da dette skrives, er han ialfald neppe kommen over Nordsjøen, skjøndt det allerede har staaet i en tysk Avis, at "Ole Bull har ikke gjort den Lykke i Amerika, som man havde tænkt." Jo, han vil upaatvivlelig gjøre Lykke der, hvad enten Misundelsens Slanger nu følge ham over Oceanet og krybe op SIDE: 232 med ham paa det grønnende Long-Island, eller ikke. Hans Navn er allerede foran ham derover, og hans Lands Lykønskninger følge ham i det ømmeste Farvel! Farvel, min Søn! Vi sees igjen! NORGE TIL AMERIKA VED OLE BULLS DIDREISE. Oh Amerika, betro'd har jeg dig med ængstlig Ahnen Ham, min Fattigdoms Klenod, Ham, mit Hjertes bedste Blod! -- Lad Platanen kjærligt ham imødebruse, Alleghannen ham i venlig Grotte huse. Susquehannen som en dæmpet Harpe suse Ham, min Elskling, ham imod! Han med Buens lette Spil kan til Dands din Panther tvinge, og (hvad der skal mere til) Slave-Ejeren til Smiil. Han kan bringe Karolinas arme Neger til at springe gladere end Barn som leger, sig at svinge snellere end Hjulets Eger. O, Han kan det, om han vil. Men, som om hans Bue blev pludselig med Tordner svanger, som om den i Luften skrev trylleformlet Frihedsbrev, Skræk og Anger fylder Herrens Hjertekammer som med Slanger, tusind Blik i Mulmet flammer hos hans Fanger. Ve ham, ve ham! Slavens Jammer klagende min Bull beskrev. SIDE: 233 Far da hen, far hen, min Søn! Lad din Tryllebue skjænke arme Negers Suk iløn Styrken af en bønhørt Bøn, saa hans Lænke for dens Strøg maa sønderbriste! Da sig sænke signende Platanens Kviste, og jeg tænke kan med Stolthed, dig at miste Ole Bull, min Søn, min Søn! Thi hist vest, hvor Du vil fly, er min egen Friheds Kjerne voxet i Plataners Ly baaret hid paa svanger Sky. Derfor gjerne vilde jeg taknemlig sende til dens fjerne Fosterland ved Havets Ende herlig Stjerne, og af dem, som hjemme brænde, straaler ingen med dit Ry. SIDE: 234 Henrik Wergeland EIDSVOLL [fotnotemerke] . Vi have her en Afbildning for os af et Sted, som maa være Normændene dyrebarere end noget andet i Norge. Thi derfra daterer deres nuværende politiske Selvstændighed og Frihed sig; det er deres Selvstændigheds Vugge, deres unge Friheds Bethlehem og Runnymede [fotnotemerke] . De have ogsaa viist det. De følte det Upassende og Nationalfølelsen Stødende i, at dette Sted skulde være kommet i Fremmedes Besiddelse, og inden et Aar var det ved Subskrip- tion tilbage i Nordmænds Hænder for at blive opbevaret som et Nationalmindesmærke, som et Monument over den mindeværdigste Begivenhed i Nationens Historie, saalænge det endnu kan staa. Da vil maaskee et, Gjenstanden værdigt, Mindesværk af en varigere Materie, en Obelisk eller Pyramide, reise sig paa Tomten, og dertil har Norge baade Jern og Granit paa mange Steder, og i Nærheden, med let Transport tillands og tilvands, et prægtigt naturligt Syenitbrud, hvorfra Stenene siges at være hentede før St. Olafs Tid til Eidsvoll Kirke [fotnotemerke] . Men Bygningen synes at kunne vare længe, omendskjøndt man vel neppe bør holde for, at den mindre Fare for Ildsvaade, ved det, at den ikke beboes, opvejer det Skadelige i, at den staaer saaledes øde; thi den er ikke ældre end fra dette Aarhundredes første Decennium, opført af godt Tømmer, vel tagdækket, panelet og malet, og skal, som bygget i en Tid, da Jernværket var i Drivt, være rigeligen for- synet med alle mulige Slags Sammenklinkninger og Sammenbolt- ninger. Saaledes som den staaer nu, var den forøvrigt vel skikket til en eller anden offentlig Indretning, saasom til et Skolelærer- eller Agerdyrknings-Seminarium, i hvilket sidste Tilfælde Jord maatte enten tilkjøbes eller forpagtes, siden intet andet end den smukke Have og Gaardsrum med paastaaende to Bygninger, fulgte med ved Kjøbet. Almindeligviis kalder man dette Sted "Eidsvoll", skjøndt Værket ligger paa den i mangfoldige Parceller udstykkede Gaard Stavis Fotnote: Skal saaledes skrives baade efter Afledning og Udtalen, og ikke, som almindelig skeer, "Eidsvold". Fotnote: Englands Frihedssted, hvor Magna charta udstedtes. Fotnote: Det Sted, som her sigtes til, ligger ved Hurdalssjøen ligeved Landevejen. Olaf hørte Ottesang i Eidsvoll Kirke før han drog op til Ringsaker og fangede de sammensvorne Konger. SIDE: 235 Grund, og "Eidsvoll" er Præstegjeldets Navn, afledet af "Eids- Vellir" d. e. Vollene paa Eid, det gamle Eidsævis-Thingsted om- kring Eids Kirke paa de mod det, som Badested og Sundheds- brønd, nu bekjendt blevne Gjæstgiversted Eidsvollbakken nedad- skraanende Sletter. Eid var den ældste Benævnelse paa den Deel [fotnotemerke] af Præstegjældet, som ligger paa den vestre Side af Vormen, Mjøsens Afløb til Glommen, der, med en amerikansk Storflods Majestæt, lader sin mægtige Vandmasse strømme hen imellem de yndigste terrassedannede, fyldige, jordsvulmende Bredder. Der, paa Eidsvellir, satte Halvdan hin Svarte Eidsævis- eller Heidsivia- Thing for samtlige Oplande, og under hans og Thorleif Lagmands Ledelse gaves der den ældste ordnede Lovforfatning i Landet, nemlig den saakaldte Heidsivialov. Kongens og Folkets Rettig- heder vare ogsaa i den fastsatte, saa Eidsvoll er bleven berømt ved at to frie, konstitutionelle Forfatninger ere bleven givne der. Paa Heidsiviathing var det ogsaa sandsynligviis, at Harald Haar- fager skiftede Riget mellem sine Sønner og saaledes forandrede det til et konfødereret Lehnsmonarki. Didhen stevnede ogsaa Olaf den Hellige til et almindeligt Thing, hvorved det blev anordnet, at alle Fylker paa Oplandene skulde høre under dette Thing. Ligesaa underhandlede Kong Hakon den Gamle her med Bønderne, og Skule Jarl stevnede did til Møde Arnbjørn Jonsen, ved hvilken Leilighed den Første indfandt sig med 300 og den Sidste med 350 velbevæbnede Mænd. Kong Hakon Magnussøn anordnede ligeledes, at Lagthinget skulde holdes paa Eidsvoll, hvor det havde været fra gammel Tid, og efter Christian den IVdes norske Lov af 1604 holdtes her endnu Lagthing en Gang om Aaret. Det er en halv Miils Afstikker vi have gjort fra Eidsvoll Jern- værk til det gamle Eidsivia-Thingsted omkring den yndige Eids- vollbak-Evju -- didned hvor mange af Oplændingerne stevnede tilbaads naar de søgte Thinget. Fra Kristiania ligger Eidsvoll Jernværk 5 1/4 Miil midti Hovedlandevejen, som i Aarene 1769 og 70, ved daværende Ejers Indflydelse til Fordeel for Værket og især for dets Afsætning, men til Forlængelse af Vejen, blev lagt lige igjennem Gaarden og nordover til Minne, medens den før gik om Eidsvollbakken over paa den østre Side af Vormen. Egnen nærmest omkring Værket er ret smuk, især ved den livlige, mellem grønne Bakker slyngende, And-Elv med sin Foss, Fotnote: I Middelalderen kaldet Austthorp. SIDE: 236 ved den høje af Alleer gjennemskaarne Granlund, "Dorotheen- busken", og ved det hjelmhvælvede, henved 2000 Fod høje, Mist- bjerg (d. e. Skybjerget) i Baggrunden. Endeel Mølle- og Sagdrivt gjør det ogsaa noget livligt deromkring, og bidrager noget til at udsone Beskueren med det uhyggelige Syn af den øde Masovn og dens forfaldne Tilbygninger. Selv er Hovedbygningen over- maade anseelig, med sin lange, mod Nord vendte, lystanstrøgne Façade med to Etager fortløbende Vinduer, foruden Grundmurens Kjældervinduer, og mod Vestsiden tager den dybe Portal med den blytækkede Altan over, imellem tvende Halvfløie, sig godt ud fra Landeveien og Indkjørselen af. Mod Øst og Syd ligger Haven med sin prægtige Bjerkeallee -- kort, det Hele gjør, end- ogsaa uden de Erindringer, som knytte sig dertil, et overraskende og behageligt Indtryk, som af en Oase i Ørkenen, paa den Rei- sende, som syden- og tildeels nordfra har milelange, kjedsomme- lige, moagtige Strækninger at gjennemfare. Naar man træder indad hin dybe, af Altanen overhvælvede, Hovedindgang, overraskes man ved en smagfuld Vestibule, i hvis Ende Opgangen er ad en bred Trap til den, siden Rigs- forsamlingens Nærværelse her i 1814, saakaldte Rigssal. Men dennes Ydre gjør intet behageligt Indtryk. Den er nemlig ganske øde, Væggene blot bestaaende af raa, slet overhvidtede, Planker, og lang og smal, men til begge Ender tilstrækkelig oplyst af to overmaade store Vinduer, hvoraf det ene vender ud til Altanen, indtagende dennes hele Brede, og det andet ud til Haven, omhvælvet af prægtige Popler. Før Rigsforsamlingens Tid var Salen nemlig et Malerigalleri, og de raa Vægge altsaa prægtigt nok tapetserte, og medens denne havde sit Sæde der, vare de bedækkede med Barlind, Skogens fagreste Grønt. Endnu sidder der nogle tørre Kviste igjen over Vinduesbuerne; og der vilde være flere at see, dersom det ikke af og til hændte, at Besøgende tage med sig hvad de kunne faa løst, som Relikvier fra Stedet. Og sandelig, hver den følsomme Yngling, som bevarer denne patriotiske Pietet, for- tjener, at en frisk Borgerkrands engang maa grønnes for ham! Salen gaaer fra Øst til Vest. Paa den østre Væg var en For- høining med et Bord for Præsidenten og Sekretæren; ligeoverfor sad Repræsentanterne paa fire Rader rødbetrukne Bænke. Vilde de notere eller nedskrive noget, fik de hjælpe sig uden andre Pulte end Formandens Ryg, eget Knæ eller en liden Aabning SIDE: 237 paa Bænken foran. Ved Indgangen til Salen stode to Mænd Vagt, ligesaa ogsaa to ved Hovedindgangen og to ved Entreen til de Værelser, som Prindsregenten Kristian Fredrik beboede. Nedenunder, paa søndre Side af Vestibulen, var Rigsforsamlingens Spiseværelse. Der frokosterede man ved Ankomsten fra de for- skjellige vidtadspredte Kvarterer omkring i Bygden, og spiste Middag, naar man havde arbeidet sig træt til udpaa Eftermid- dagen, hvorved da en Regimentsmusik tog Plads i Trapperne op til Salen og spillede. Prindsregenten holdt sit eget Taffel, hvortil Repræsentanterne tourviis indbødes. Men op igjen til Rigssalen! Mange Inskriptioner paa Vindues- posterne vise, at det er denne Deel af Bygningen og ikke Spise- salen eller Prindseværelserne eller Datids Eiers smagfulde, men, (ligesom afbildende hans forslagne Karakteer) ved mangfoldige Gjennemslag og hemmelige Gange forsynede og forbundne, Ge- makker, man især kommer for at besøge. Dog er der ogsaa et andet Sted paa Eidsvoll Jernværk, som fortjener et Besøg og en bedre Omhu, end den, der nu bliver den tildeel af Spekulant- Øxen. Det er hiin Granlund, Dorotheenbusken, ligeoverfor paa den anden Side af Vejen; thi i dens Alleer søgte mangen en af vor Konstitutions Fædre Rolighed for Tanken og for det, under de stundom lidenskabelige Debatter, for heftigt bevægede Sind. Ærværdige maae disse gamle Træer derfor være os; og isandhed det var ikke velbetænkt, at ikke denne Plet kjøbtes med. Mid- lerne vilde ikke manglet, naar Folket var bleven gjort opmærksom paa, at dens Grene har hviftet Kjøling til de tankefulde Pander, hvorfra Konstitutionens Paragrafer udgik. Der staaer ogsaa en umaadelig stor pragtfuld Hængebjerk lige der hvor Hovedalleen skjærer sig ind i Lundens Dunkle, som ret synes at indbyde til at sætte et Monument under dens herlige Løvhæng. Den buer sit Bryst ud, ligesom for dog idetmindste derpaa at modtage en Ertstavle med de faa Træk paa i Guld: XVII Mai 1814. Et bedre Sted til at læse Konstitutionens Historie paa, gives der ikke. Værkets Historie betræffende, da hører det til de tidligst op- tagne her i Landet. Forrige Sognepræst til Eidsvoll, Professor Leganger, har i Topografisk Journal for Norge, 1ste Bind, leveret en udførlig Beskrivelse derover, hvori han antager, at det allerede i det 16de Aarhundrede har været i Drift. Vist er det, at et under 25de Oktober 1624 samt 17de Oktober 1627 til Jernværks- SIDE: 238 drift privilegeret Interessentskab (Mogens Gyldenstjerne med 14 Andre) satte det i Drift 1631; men efter faa Aar ophørte denne, hvorpaa det faldt til Kronen. I Krafts topografisk-statistiske Be- skrivelse over Norge findes Værkets Historie saaledes videre udskisseret: "Under 23de Mai 1640 blev det tilladt Berghaupt- manden i Østerdalen, Iver Prip, med et Participantskab igjen at optage Værket, som dog kort efter overdroges et nyt Interessent- skab, der under 27de April 1644 fik Privilegier derpaa, og af hvilket Statholder Hannibal Sehested senere udløste Med-Inter- essenterne, hvorpaa han satte dette Værk igjen i Gang og erholdt Privilegier derpaa under 8de Januar 1647 [fotnotemerke] ; men da han faa Aar derefter faldt i Unaade, kom Eidsvolls Værk, med Sehesteds øvrige betydelige Eiendomme, til Kronen, som bortforpagtede det til den Marselliske Familie, der drev det endeel Aar paa Rov og forlod det i 1663, da ingen Erts mere var at finde. Der- efter blev Værket, ved kongelig Befaling af 25de Mai 1664, over- draget Hertug Jakob af Kurland, en bemidlet Fyrste, som inter- esserede sig for Handel og Manufakturer, lod allerede i Marts 1665 tredive Arbeidere fra Kurland komme til Værket og erholdt under 6te Mai 1669 nye Privilegier paa dette. Imidlertid blev det kun maadelig drevet af Mangel paa de fornødne Midler, og skal i 1673 havde været i en meget slet Tilstand. Hertug Jacob døde 1682, og da hans Efterfølger Hertug Frederik Kasimir ikke havde Faderens Tilbøjelighed til saadanne Entrepriser, beholdt denne kun kort Værket, som igjen kom tilbage til Kronen. I denne sidste Periode, d. e. saavel i Marsiliernes som de kurlandske Hertugers Tid, finder man Værket at have haft to Hammere og fire Marsovne, hvoraf to ved selve Eidsvoll, en ved Julsrud og endelig en fjerde paa hin Side Mjøsen ved Viig i Stange Sogn. Værket laa nu nogle Aar aldeles i Dvale, og blev endelig fra Kronen i 1688 skjænket til Overberghauptmand Henrich Schlan- busch, som fik Privilegier derpaa den 16de November s. A. og satte det, tildeels ved Hjelp af tydske Bjergfolk, i god Stand. Efter hans Død i 1705 kom det til en af hans Sønner, Theodor Georg v. Schlanbusch, som i en lang Række af Aar beboede det og forbedrede det særdeles meget, samt ved sin Død (omtrent 1750) overlod det til Brodersønnen Frederich Legardt v. Schlan- Fotnote: Disse Privilegier, saavelsom de foranførte af 1640 og 1644, ere aftrykte i Samlinger til det Norske Folks Historie, 3die Bind, S. 3. 21. SIDE: 239 busch, som brugte det i omtrent 30 Aar og kort før sin Død solgte det 1781 til daværende Sorenskriver i Søndre Guldbrands- dalen Justitsr. Hans Hagerup (Gyldenpalm) for 38,000 Rd. Han frasolgte Gaarden Viig, kom i Proces med Værks-Arbeiderne, som efter Th. G. v. Schlanbuschs Testament af 11te Januar 1746 besadde Værkets 48 Pladser, og solgte 1786 Eiendommen for 46,000 Rd. til Told-Inspektør Haagen Nilson, der tabte Processen ved Høiesteretsdom af 31te Marts 1788, og kort derefter overdrog Værket til Ritmester Iver Elieson, fra hvem det kom til Konferents- raad (siden Statsraad) Karsten Anker, som under 30te September 1794 fik Skjøde derpaa tilligemed endeel Gaarde og Skove for 57,313 Rd. Han opførte Marsovnen i Feiringen i Centrumet af Værkets Gruber, hvor snart den hele Forsmeltning foregik, da Marsovnen paa Eidsvoll ikke benyttedes siden 1803, og man kun paa Hammerne, som nu vare to dobbelte Stangjernshammere og tre Spigerhammere, opsmedede Rujernet fra Feiringen. Dog aftog Driften efterhaanden og i de sex Aar 1813 til 1818 var Værkets Produktion i det Hele kun 1800 l/5 Skpd. Rujern, 1334 9/10 Skpd. Støbegods og 809 4/5 Skpd. Stangjern. Endelig ophørte den hele Værksdrift, og efterat Værket fra Ankers Fallitbo var 1825 kommet til Pantekreditor en George Norman i London, dreves blot i endeel Aar Sagbruget, og Værks-Indretningerne med de til samme hørende Eiendomme ere i 1837 solgte til Forskjellige. Om det igjen skal komme i Drift, er tvivlsomt". Ja, det er tvivlsomt. Thi for det første ere Gruberne, som ellers ligge ret beleiligt, men vare meget strengtflydende, aldeles ødelagte ved Sammenstyrtning og ved Vand, hvilket ogsaa er Tilfælde med den bedste af alle Gruberne, den saakaldte Flesvig- Grube i Feiringen. Denne gjorde Theodor Georg v. Schlanbusch -- ved sin Gave af de fire Fossum- og Stavi-Gaarde til Arbei- derne disses, men ikke Værkets, Velgjører -- til en rig Mand; men udtømtes ogsaa ved Driften. For det Andet ere alle Værkets Ejendele adsplittede, Skovene bortsolgte til Forskjellige, og de 48 Selveierpladser, hvori bemeldte 4 Gaarde deeltes, ere igjen udstykkede i mangfoldige mindre Parter, hvis Besiddere vel, ved at have opdyrket disse til de nu ernære i ret gode Kaar et stærkt Folketal, afgive et Beviis for at Jordens Udstykning, saa at mange Mennesker kunne leve og formere sig, er den naturlige Gang og Bestemmelse, men som ikke i nogen Maade ere Bergkyndige. SIDE: 240 Og for det Tredie er det under vor nærværende svære Myntfod, og især paa Østlandet saa nær Sverige, neppe tænkeligt, at noget- somhelst Jernværk vil kunne drives. Imidlertid -- Fossen ved Værket og dets Beliggenhed er jo prægtig, Egnen er rig paa Metaller, og det paa forskjellige [fotnotemerke] , et Fund kunde jo gjøres, en Spekulant, der, samlede det Adspredte, kunde jo komme, [fotnotemerke] og et Pengesystem, der, istedetfor at fremme industriøse Udviklinger, hemmer dem ved sin spartanske Tyngde, om end denne er af Sølv, bærer jo Omvæltningen i sit Indre? -- altsaa, hvo veed, om Marsovne endnu ikke kunde komme til at ryge der udenfore Hovedbygningen? Hamre til at afbryde Stilheden om Stedet, denne Stilhed, som gjør, at Maaltrosterne elske de høje Bjerge derom og Dortheenbuskens dunkle Graner saa høit? Men i Eidsvollbygningens Historie maae vi ikke glemme, at den to Gange har huset Norges Karl Johan: den ene Gang, da han i Sept. 1818 opdrog til Nidaros til sin Kroning, den anden i Høsten 1835, da han havde befaret Jämtlandsvejen. To Flag- stænger paa Gaarden erindre endnu om dette Besøg. Bygningen stod da øde; men møbleredes i Hast af de Omkringboende til Modtagelsen af en Gjæst, der begyndte sine Velgjerninger mod Norge med at bekræfte Normændenes store politiske Foretagende paa Eidsvoll. Kristian Frederik slumrede ikke sikkrere under det samme Tag i 1814, Normændene ønskede ham ikke sødere Hvile og saligere Drømme, end de ønskede Karl Johan allerede i 1818 og nu 17 Aar senere, efterat de endnu saameget bedre havde lært ham at kjende. Det var den samme Aften, netop i Øieblikket da Kongens ædle Skikkelse, belyst af Bøndernes Fakler, forsvandt i Vesti- bulen, modtagen der af den engelske Værts Befuldmægtigede, at Nedskriveren besluttede at gjøre Alvor af at forsøge at faa Kon- stitutionens Fødselssted ud af Fremmedes og i Nationens Hænder. Tanken gjorde ham taus imellem det jublende Folk. Alle Vinduerne straalede den Aften. Bygningen traadte ligesom pludselig ud af sin Forglemmelse. Den næste Aften var den Fotnote: I 1815 udbragtes der 2400 Pd. Bly og 57 Lod Sølv af en Grube i Mistbjerget ved Gaarden Stensby. Hvormeget Guld, der kom af Guldværket, er ikke værd at nedtegne; men Kobber gives der dog i Aasstrækningen hvor Lysjø Kobber- værk har ligget. I 1783 foretoges endog noget til Dannelse af et Geværkskab for at drive Ertsanvisningerne i Eidsvoll Sogn. Fotnote: F. Ex. en Mosait. SIDE: 241 mørk, kun skimtbar som en Sammendyngning af Taage i Mulmet -- skulde den igjen synke tilbage i sin Forglemmelse? Faa Maaneder efter samledes Storthinget, det patriotiske, det høit stemte i 1836. Da var der en Leilighed, og den forsømtes ikke. Endeel udmærkede Storthingsmænd og andre patriotiske Borgere af forskjellige Klasser bleve sammenkaldte henimod Slut- ningen af April, og den 2den Mai udstedtes en almindelig Ind- bydelse, som blev modtaget med Enthusiasme og Beredvillighed overalt i Landet. "Den Idee -- hedte det i Morgenbladet -- som udtalte sig igjennem den, forekommer os saaledes baade at være fremtraadt i rette Tid og at være af den Natur, at den maatte ventes at finde Bifald og Gjenklang i hver norsk Barm, der slaaer varmt for Fødeland og lovbunden Frihed." I flere Byer satte Formændene sig i Spidsen for Subskriptionen, og i de fleste Bygder Præsterne. Man mærkede strax, at Ideen havde lagt forud i Hjerterne. Sagen gik. Den nedsatte Kommittee udtalte sig derfor paany, under 2den Februar 1837, bestemt om at an- vende Subskriptionsbeløbet udelukkende til Indkjøb af Eidsvoll- bygningen med nærmeste Tilliggende, og bekjendtgjorde, at Ejeren var beredvillig til at udstykke en saadan Parcel ved den snart anstundende Auktion. Løverdagen den 11te Marts 1837 solgtes det hele Eidsvoll Værk med tilliggende Skove for 45,929 Spd. og en Parcel paa omtrent 25 Maal, der omfattede Hovedbygningen, Haven og Gaardsrummet med to mindre Sidebygninger, tilsloges Subskribenterne eller Nationen for 5000 Spd. "Da Hammerslaget faldt -- beretter Morgenbladet -- udbragte de ved Auktionen til- stedeværende, omtrent 200, Mennesker et eenstemmigt og gjentaget Hurra. Een Følelse, een Begeistring, greb den hele Forsamling ved det Moment, som gjorde denne mærkværdige Plet af Jord, denne historiske Bygning til Nationaleiendom. Den samme Følelse har grebet enhver varm Nordmands Bryst ved Efterretningen om denne Handel og Glæden vil ikke være uden Frugt for Sagen." Der var een national Smerte mindre fra hiin Sekund, hvori Hammerslaget faldt, og Auktionen forvandlede sig i en Fest, og Aften og Nat gjennemjubledes af saa frydfuld en Lystighed, som om der ikke skulde gives flere. Men staaer ikke f. Ex. Nidaros- kirken for Fald? Det Næste, Nordmændene maae gjøre, er at redde den. Der boer det gamle Norge med de store Minder; i Eidsvollsbygningen det nye med de glade Forjettelser. Henrik Wergeland SIDE: 242 PILETRÆERNE OG SKJÆREN. (EN FABEL). Før Munden fuld af Gløder, end jeg en Eed udstøder! Og sværge falskt dertil? Før Munden fuld af Ild! Der er jo mellem Piletræerne to Arter, hvoraf den ene stræk- ker sine Grene stivt tilveirs, og den anden luder dem ligesom sørgende til Jorden. Men engang strakte ogsaa begge disse sine Grene frit ud som de fleste andre Træer: som den bredskyggede Eg, den kuppelformede Løn, den prægtige Alm, den lyse, sol- skjære Lind og den venlige sølvskinnende Bjerk. Men Synd og Sorg har senere forvandlet dem. Thi hvad er ikke hændt, og hvor skrøbeligt har ikke Piletræet været? To Piletræer, der havde hinanden kjær, stode sammen i deres fulde oprindelige Skjønhed paa hver sin Side af en Kirkegaards- port, med yndigt sammenslyngede guldglindsende Grene, be- vægende sine Kroner af laureagtige Blade imod hinanden i Vin- den. Det var en Søndag. Sangen inde i Kirken forstummer. Først kom Menigheden ud Par om Par og saa Præsten i Sam- tale med sin gamle Klokker. Men hvad gik der af Klokkeren idag? Var det for Samtalens Skyld, eller fordi han var buden til Præstegaards, eller fordi han var bleven sløv med Alderen -- nok er det, han blev ved at gaae, Menigheden fulgte efter et Stykke og adspredtes saa hver til Sit, og han glemte at lukke Kirken. "Kikiki!" skvattrede en Skjære, der hoppede paa Kirkemuren under Pilene, som det lod til i den uskyldige Hensigt, at samle Qvist og Qvas til sit Rede. "Kikiki! Kikiki!" Men der var noget Andet i dens Skvattren, mens den hoppede op og ned, vippende med Stjerten og dreiende Hovedet tilside og opad, somom den speidede efter Noget. Ja den speidede efter Noget: efter Præsten og Klokkeren og efter det sidste Skimt af Menigheden, som endelig dreied om paa Veien og forsvandt. "Kikiki!" Vips! da fløi den indigjennem den aabne Kirkedør, og kom inden et Par Sekunder med Sølvkalken i Nebbet. Der dryppede endnu nogle Viindraaber af den, og hvor de faldt til SIDE: 243 Jorden, skjød der smaa Jomfruroser og Forglemmigejer op. "De kunne røbe mig," tænkte Tyven, og saa fløi han først rundt om Kirken til den sidste Draabe var afdryppet, saa Kirken stod i en Ring af deilige Blommer, og derpaa ind i det Dunkleste i det ene af Piletræerne, og forstak saa Kalken der i Træhjertet, hvor Skuddene vare tættest. "Kjære, vene Piletræ", sagde Skjæren, "vil du bare negte, at du veed hvor Kalken er, om der skulde komme Nogen og spørge, og sværge derpaa, om det skulde knibe, skal jeg flyve tilhimmels og hente baade Solskinsguld til at forgylde Oversiden af dine Blade med og Maaneskinssølv til at forsølve Undersiden med, saa du skal blive det fagreste Træ i Skoven." Det var noget at lytte til. Forgjæves hviskede det andet Pile- træ: "Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søde Siljemi gjør det ikke!" Kalken stod der allerede dybt nedtrykt mellem de inderste Qviste, og Skjæren hoppede allerede paa Kirketaget. Men Dagen efter, da Klokkeren erindrede sin Forglemmelse, og kom hæseblæsende til Kirken, blev der en Forskrækkelse paa ham og Præsten. Begge rundtom Bygden for at spørge efter. Men nei! Alle Mennesker negtede at vide det mindste om Kal- ken, Qvæg og Heste vendte Halen tilveirs og løb bort over Marken, Faarene rokkede paa Hovedet somom de havde faaet Vand i Ørene, Gjedebukken bevægede Hovedet frem og tilbage og til Siden, Mikkel Ræv bandte og svor, da han vidste han ellers ikke blev troet, Træerne rystede paa Hovederne, Echoet lo i Bjerghulerne, kort hele Naturen negtede at vide det mindste om Kalken. Fortvivlede kom Præst og Klokker tilbage til Kir- ken, og spurgte da tilsidst Piletræet. Da var der en Kamp hos det Uskyldige, som forgjæves havde fraraadet sin Elskede. Skulde den Ene røbe den Anden og derved lægge Øxen til dens Rod? Skjæren sad paa Taget paa et Been og Hovedet under Vingen somom den sov, men gløttede dog nu og da op i det afgjørende Øjeblik. "Nu, svarer du ikke?" sagde Præsten op igjen til Pile- træet. "Nu, svarer du ikke Præsten", sagde Klokkeren. Da -- "Kikiki!" skvattrede Skjæren fra Taget da den saae det -- da løftede Piletræet pludselig alle sine Grene i Veiret og svor -- svor, at den ikke vidste noget om Kalken. Men tilbage kunde det ikke faae sine meenederske Grene. Den staaer saa endnu. Og siden den Tid valgte Skjæren den fortrinligen til SIDE: 244 Plads for sit Rede, og lader saaledes, til Tak for Hjælpen med Meeneden, sin Ureenlighed falde i Træhjertet, saa at der altid ere visnende tørre Skud at see imellem de friske. Men den anden Piil? Ak, da den saa det Forskrækkelige, at dens bedaarede Elskede løftede sine Grene til Meeneden, ak, da bøjede den sin Top til Jorden, og Sørgepilen staaer der endnu bøiet over Gravene. Henrik Wergeland SIDE: 245 JONAS COLLETT. STATSRAAD. Man har ikke saa sjelden, med Hovedet fuldt af franske og engelske Forhold, gjort vore Statsraader i Almindelighed den Bebreidelse, at de ikke vare Ministre og "Statsmænd" i hiin fremmede Forstand: at saaledes den norske Kirkedepartementschef ikke var en Guizot, vor Armeedepartementschef ikke en Soult, Cheferne for Finantserne og Justitsen ikke en -- Gud veed hvad nu disse Tidsmeteorer hedde i England og Frankrig, som, med al sin Storhed, dog ikke staae over Partierne, men ere kun sit Parties fremskudte Medlemmer, en enkelt temporær Opinions ikke Herrer og Skabere, men lydige Tjenere og Repræsentanter. Det kan nu engang ikke være anderledes her i Norge, især siden Storthinget er lukt for Regjeringens Medlemmer, og vore politiske Jeande- francer og Frants Knivsmeder faae give sig tiltaals med, at Fædre- landet, naar det har behøvets, f. Ex. i Aarene 1814, 1821 og 1824, dog ikke har manglet parlamentære Statsmænd, der pludselig have viist sig som den veludrustede Tandgar hos den tamme sovende Løve, naar den engang bringes til at gabe, og at der ogsaa imellem vore Statsraader have været Mænd, som for Talentets Skyld gjerne kunde have siddet i et af hine fremmede Konseljer. Ingen Normand bør f. Ex. være uvidende om den diplomatiske Dygtighed, hvormed nærværende Statsraad Holst røgtede Fædrenelandets Tarv ved Opgjøret med Danmark; om Grev Wedel Jarlsbergs Adkomst til Statsmandsnavnet nære selv Hine, der maale med fransk eller engelsk Alen, ingen Tvivl; og, at den Æresmand, hvis Navn disse Blade bære, fortjener det, vil et Omrids af hans Levnet vise. Eller er det interessante Stillinger i Livet, man forlanger for dette Navn? afvexlende Skjebner? Stigen og Synken paa Konge- og Folkegunstens Bølger? Nær Berørelse med berømte historiske Personligheder? Navnets Anknytning til mærkelige Begivenheder, dets Opdukken i Revolu- tioners Hvirvler, dets Gjenfinden paa den fædrenelandske Histories mærkeligste Paginaer? Nu vel! ogsaa i disse Henseender er Collett en Statsmand. Vi ville finde hans Navn constelleret med Christian Augusts, med Christian Frederiks og med Karl Johans; vi ville SIDE: 246 finde ham paa Eidsvoll, paa Moss, i Stockholm og i Christiania, og paa det sidste Sted en Tid som Nationens første Mand. Ja engang -- vi ville finde ham stillet paa Nationens tarpejiske Klippe, stillet for Skranken som en Konstitutionens modvillige Foragter, og atter hyldet igjen som dens Velgjerningers klogeste Huusholder, som en Mand, der vovede sig selv, forat Fædrene- landet skulde vinde, og nu som en Olding, hvem dette har sat en Glæde i at gjøre Hvilen saa sød og hæderfuld som det har staaet i dets Magt. Forhenværende Statsraad, Ridder og Kommandør af Hs. Mts. Ordener, Jonas Collett, er Søn af Johan Collett, Kammerraad og Kommitteret i Kommercekollegiet i Kjøbenhavn, og Elisabeth Ramus, Begge af norsk Familie, og er fød paa Faderens Eiendom Rønne- beksholm i det sydlige Sjelland. [fotnotemerke] Af 11 Sødskende fremlevede kun 3 Brødre, Peter Collett, Assessor i danske Hof- og Stadsret, og senere død i Vestindien, vor Jonas Collett og Johan Collett, død som Amtmand i Buskeruds Amt. Kun 15 Aar gammel tog Collett, efter privat Underviisning, første akademiske Examen med saadan Udmærkelse, at han blev Nr. 1 af de Indkaldte; Aaret efter anden Examen med bedste Karakteer, og i 1790 ligeledes den latinsk-juridiske med Laudabilis. Efter at have arbeidet i Rentekammeret, blev han i 1795 udnævnt til Foged i Nummedal og Sandsvær, i hvilken Stilling han ogsaa fungerede som Medlem af Overbergamtet paa Kongsberg. I Trangsaarene 1807 og 1808 udviste Collett, ligesom hans Frænde John Collett paa Ullevold, en patriotisk, menneskekjærlig Virksom- hed for sit Distrikts og andre Egnes Forsyning, der paaskjønnedes af den daværende interimistiske Regjeringskommission med en Takkeskrivelse af 1ste Juni 1808 og en Indberetning til Kongen, hvorefter han erholdt Dannebrogsordenen. Bladet Budstikken Fotnote: Familien Collett er af gammel normannisk Herkomst. Fra Normandiet kom den, efter Thiers, allerede med Vilhelm Erobreren over til England, og skrev sig da "Colet". I The British Plutarch anføres en John Colet under Henrik VIII som en udmærket Geistlig, der stod sig godt med Kongen og var høit anseet af den lærde Erasmus. Til Norge kom i 1683, en Green af Familien med en James Collett, der døde som Kjøbmand og Kommerceraad i Kristiania i 1727. Hans Søn Peter var ligeledes Kjøbmand sammesteds, og Dennes Søn Johan er ovennævnte Statsraadens Fader. SIDE: 247 fra den Tid beretter ogsaa, at Collett, efterat have sørget for sit eget Distrikt, i Forsommeren 1808 afsendte en Transport af 16 Heste med Sædekorn, under Anførsel af en paalidelig Mand, der skulde sørge for Folks og Hestes Providering paa hele Reisen og faae udsaaet det Medbragte i Egne af Romerige, som havde lidt af fiendtlige Indfald. En yderligere Belønning for disse For- tjenester, i Forbindelse med den nidkjæreste Embedsvirksomhed, skulde Kammerraadstitelen være, som han, paa Indberetning fra Prinds Christian August, erholdt som Forløber for Buskeruds Amtmandskab, hvortil han udnævntes i 1813. Det foreløbige Møde paa Eidsvoll Jernværk, 16de Februar 1814, kan ikke, siden Konstitutionens Historie er bleven beskreven af flere Hænder, være ubekjendt. Collett var En af de norske No- tabler, som paa den daværende Statholders, Christian Frederiks, Anmodning, deeltog deri. Ogsaa hans Hoved var mellem de sørgmodige nedbøjede før Prindsen havde opgivet sine suveræne Ideer, og mellem de gladeligen opreiste, da det var bleven be- stemt, at Folkets Suverænitet skulde anerkjendes, dets Skjæbne lægges i dets egne Hænder. Den paafølgende 2den Marts an- sattes Collett af Prindsregenten som Medlem af det for Riget anordnede Regjeringsraad og som Chef for Departementet for det Indre; og i denne Stilling afsluttede han, i Forening med Statsraad Aall, Konventionen til Moss af 14de August 1814, hvor- ved man vil paastaa, at de paa Norges Vegne Kontraherende, med Hensyn til de Bestemmelser, der bleve tagne med Armeen, af formentligt Ubekjendtskab til denne, blottede Landet for meget i Tilfælde af fornyet Udbrud af Krigen. Dennes Resultat i bedste Tilfælde, Anerkjendelse af Selvstændigheden og Eidsvoller-Kon- stitutionen, var dog anticiperet og reddet ved denne Overeens- komst. Efter Konventionens Afslutning var Collett Medlem af Interims- Regjeringen indtil Foreningen med Sverige, da han indtraadte i det nye Statsraad som Departementschef for det Indre. Dette Departement sammensmeltedes siden med Finantsdepartementet, til hvis Chef Collett udnævnedes i 1822 ved Grev Wedels Fra- trædelse. 1818 var han bleven Kommandør af Nordstjernen, og fungerede samme Aar, som Bærer af Scepteret, ved Kong Carl Johans Kroning i Throndhjem. Collett befandt sig i Stockholm i 1821, da den berygtede Bodø- SIDE: 248 sag forhandledes der; men baade han og hans Kolleger prote- sterede forgjæves imod de engelske Fordringer. Magtens Sprog seirede. Røgtelsen af Norges udenlandske Anliggender viste sig at være Unionsforholdets svageste Side. Stemningen opirredes imod de Statsraader, der ikke havde mægtet at give Retfærdig- hedens og Nationalærens Røster Eftertryk nok. Man fordrede, at de heller skulde have taget Afsked. Efter lange Mellemrum blussede Forbittrelsen over den nationale Tort idelig og altid i Veiret; og man skreg endnu 6 Aar efter i og udenfor Storthinget paa Rigsret over Statsraaderne Collett og Fasting; men Odels- thinget i 1827 fandt dog Konstitutionens Forskrivter iagttagne, og altsaa ingen Grund til Tiltale i den Anledning. Men derimod fandtes der anden Anledning til at skaffe Uviljen en Udladning. Regjeringen var i det Hele i disse Aar, deels formedelst denne Sag, deels formedelst de gjentagne Propositioner til Forandring i Grundloven, Spændingen i Anledning af Konstitutionsfesten, ikke afholdte svenske Statholdere o. s. v., ikke meget populær, og Collett fik et Beviis paa, at han fortrinsviis delte Skjebne med sine Kolleger idet nysnævnte Odelsthing, ved Dekret af 1ste August, beordrede Tiltale imod ham, 1) for at have ved sine Indstillinger bevirket tre (Toldvæsenet angaaende) provisoriske Anordninger formeentlig grundlovstridigen udgivne; 2) for ei at have udbetalt nogle af 4de ordentlige Storthing bevilgede Pen- sioner som Følge af dettes Beslutning, og at have forelagt de af samme Storthing reviderede Gage- og Pensionslister til konge- lig Approbation; samt 3) for at have foretaget forskjellige Udbe- talinger dels imod dels udenfor Storthingets Beslutninger, nemlig imod Storthingets Reduktion i 1818 af Statholder- og Statsminister- gagerne i Vakance-Tilfælde i de 3 Aar fra 1824 til 1827 -- 24000 Spd., og udenfor dets Beslutninger hovedsageligen omtrent 100,000 Spd. til Anskaffelsen af to Dampfartøjer, og omtrent 130,000 til for- skjellige offentlige Bygninger, hvorimellem ogsaa til Udvidelse og Forbedring af det saakaldte Palæ i Kristiania. Tiltalen, der gik ud paa Embedsfortabelse, og Forsvaret, der krævede Afviisning og Frifindelse, førtes af vore to ypperste Talenter for Skranken: hint af daværende Højesteretsadvokat Sørenssen, dette af hans Kollega, nuværende Statsraad Petersen. Og den 29de Okt. 1827 faldt saadan Dom: "Forsaavidt angaaer Aktions-Dekretets 3die Post, afvises Sagen, som fortidlig anlagt forinden de Stats- SIDE: 249 regnskaber, der indeholde de paaankede Udbetalinger, ere re- viderede og deciderede. Iøvrigt bør Chefen for den kgl. norske Regjerings Finants-, Handels- og Told-Departement, Statsraad Jonas Collett, R. og K. af Hs. Mts. O. og R. D. O., hvis under 1ste Post paaklagede Forhold maa ansees foranlediget ved en efter Omstændighederne undskyldelig Misforstaaelse af Grund- lovens § 17, og som under 2den Post tiltales for Handlinger, der ikke skjønnes at staae i aabenbar Strid med Grundlovens For- skrivter, for Aktors Tiltale i denne Sag fri at være. De af Sagen lovligen flydende Omkostninger udbetales af Statskassen" o. s. v. Det var den tarpejiske Klippe. Collett havde været ved dens Rand. Mange skrege endnu nedenunder "Ned med ham!" og Rigsretsinstitutionen blev af den utilfredsstillede Lidenskab snarere fremstillet som en gammel Kjærring med et Træsværd, end som Justitia i sin høieste Majestæt; men Gavnligheden af Damp- baadenes Anskaffelse var imidlertid øjensynlig, og desuden alt afgjort paa Papiret i de forløbne Aars Udbytte. Handelsstanden, den literære Verden og Befolkningen i Byerne havde ogsaa strax fra Begyndelsen erkjendt den, og Seiren i den øvrige Opinion var i dette Punkt let at forudsee. Oplændingerne paa Dale- Gudbrands Tid dyrkede ikke Thorstøtten paa Hundorp ivrigere og med større Begeistring end de nu dyrke sin egen Dampbaad "Jernbarden", Vidundersnekken. De ere ganske og aldeles "Stea- mer'e", eller Steam-Totaller'e (just ikke det Samme som Tea- Totallers). Colletts Skaal er bleven fleer end een Gang drukket ombord der som vore "Dampbaades Fader." Ikke længe efter fik ogsaa Collett Anledning til at erhverve det Offentlige en betydelig Vinding af den Slags, som kan gribes og tages paa. I 1825 var han, ved Udnævnelse til Serafimer- Ridder, designeret som den mest udmærkede af vore Statsraader, og da han i 1829 efter den sidste svenske Statholder, Grev Platens, Død, var bleven tillagt Forsæde i Statsraadet, fulgte deraf i de syv Aar, han beklædte denne Stilling, Besparelsen af den be- tydelige Statholdergage. Var dette nu end mere en Følge af en personlig kongelig Foranstaltning, indlagde Collett sig dog en ube- stridelig Selvfortjeneste ved, igjennem Finantsdepartementets Ind- stilling og Foranstaltning, at bevare for Nationen Kongsberg Sølv- værk, som Storthinget havde besluttet skulde sælges for en Sum, hvortil der ikke kunde mangle, og heller ikke manglede, Anbydere. SIDE: 250 Det varede heller ikke længe før Collett var saa populær en Mand, som En i hans Stilling og under den da stedfundne raske Udvikling af Demokratismen kunde være. En Biografi af Collett, der findes i "Conversationslexikon der Gegenwart" (1838), og hvori Navnet af Statsmand er indrømmet ham tilligemed alle Privatmandens Dyder, har ogsaa Ret i, at han, ved at lempe sig efter denne Udvikling og den oplyste Nationalvilje, vidste at holde sig i den almene Agtelse og Velvilje, hvorimod det ikke er let at opdage, hvori den Nepotisme skulde bestaa, som deri siges at være bleven Collett bebreidet. Kun to unge Mennesker af hans Nærmere sees nemlig at være blevne befordrede til under- ordnede Embedsposter i den Tid Collett stod i Regjeringens Spidse, og dennes Indstillinger have aldrig viist sig modvirkede fra hans Side, saa den hele Anklage bærer alt Mærke af det bekjendte, ikke blot for en Tidsaand, som hiin særegne, skrøbelige, skulder- trækkende: "Ja -- men Noget maa man dog have at sige." Aar for Aar viste ogsaa Statsregnskaberne i hvilke duelige Hænder Finantserne befandt sig. Der var heller ikke delte Me- ninger om Colletts Fortjenester isaahenseende, og Konjunkturerne medførte ogsaa, at de Aar, Collett stod i Spidsen for deres For- valtning og var Folkets første Mand, vare de lykkeligste for dette. I det mindste de, hvori det følte sig lykkeligst og -- om man vil forstaa dette Udtryk om Aarene nogle og 30 -- fuldblodigst. I den behagelige Følelse deraf og efter et glædeligt Overblik paa det Statsregnskab, Collett kunde fremlægge i 1836, var det ogsaa, at dette Storthing besluttede Landskattens Ophævelse, Restitu- tionen i den gamle Odelsfriheds Forholde, Harald Haarfager rykkede Fædrene ud af, og som disse igjen tvang sig ind i af Hakon Athelstansfostre. Collett havde gjort dette muligt. Det lod sig ikke dølge, at de indirekte Afgifter nu kunde bære det Hele, og Bønderne benyttede Øjeblikket til at sætte en Knap for Lommen, og Oppositionens oplyste Ledere til at give Massen og Udenverdenen et faktisk Propagationsbeviis paa en politisk Friheds reelle og ogsaa kontante Værd. "Hvilken Mand have vi ikke i Collett? Uden Collett skulde ikke dette og meget Andet have været muligt", var den alminde- lige Mening, som Storthinget gav et vægtigt Udtryk ved først at tilvotere ham, paa Forslag af en Bonde, som et Erkjendelses- beviis, en af foregaaende Storthing til Ansvar ført Sum af 3000 Spd., SIDE: 251 og siden, da han ikke vilde modtage dette, ved at eftergive den. Han stod paa sin Høide. Den Første i Regjeringen, var han til- lige den Populæreste. Han er nedstegen fra sin Stilling, men ikke ifra den Kongens og Nationens Agtelse, som han vidste at forene. Da kom Storthingets Opløsningsbudskab af 2den Juli 1836, før Budgettet endog var blevet forelagt. Forgjæves havde de protesterende Statsraader i Stockholm foreslaaet, at Thinget dog maatte forelægges en bestemt Tid til at faae dette færdigt. Det kongelige Prærogativ gjorde sig gjældende, og Statsraad Collett var Den, som skulde overbringe Budskabet. Ordren maatte naturligviis efterleves; men om at komme aldeles pludselig, ganske som Lynet fra den blaa Himmel, indeholdt den intet. Dette havde aldrig været Tilfælde og Brug, og Collett, Finantsministeren, hvem en budgetløs Mellemtid og Kostbarheden af et extraordinært Storthing paa den ene Side og Muligheden for Storthinget, i de Par mellemliggende Dage dog at faae et Slags Budget og endeel andre paahvilende finantsielle Sager affærdigede, paa den anden Side stod for Hovedet, besluttede at give Storthinget Anledning til saaledes at benytte sine sidste Timer, og underrettede derfor Præsidenten strax efter Kurerens Ankomst om den forestaaende Opløsning. Storthinget benyttede, som bekjendt, Underretningen til at afæske Collett den fra Stockholm komne Protokol, og, ifølge et udførligt Foredrag fra Justitsdepartementet om dets Kompe- tents dertil samt Statsraadets eenstemmige Beslutning nogle Timer før Opløsningen skulde foregaa, efterkom han Anmodningen. De Følger, dette havde, vare ikke lette at forudsee eller at afværge. Den første var, som bekjendt, Rigsret og Domfældelse til Mulkt over det ene Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholm, som ikke havde protesteret, daværende Statsminister Løvenskjold; den anden Grev Wedels Udnævnelse til Statholder, og den tredie Statsraad Colletts Afsked paa et Vink om Ansøgning, den han erholdt med fuld Gage. I en Aaret efter, paa Grund af svækket Helbred, ansøgt og erholdt Tilladelse til at tage til Badet i Tøp- litz, og i 1838 i et personligt Besøg af Hs. Mts. modtog imidlertid Collett hæderfulde Vidnesbyrd om sin elskede Konges usvækkede Agtelse og Velvilje. Og hvor agtet og afholdt han var af Folket, fik han først ret Overtydelse om ved Afskeden. Den var lige- som et Tegn til et Udbrud af disse dets Hjerters Følelser. Det gjorde alt forat gjøre Hvilen behagelig for den Gamle; det lige- SIDE: 252 som redede ham Sædet af Blommer, og bøjede Egegrene om ham til en Skygge. Det paany forsamlede Storthing, Hoved- stadens Handelsstand, Studentersamfundet og flere Korporationer samt mange af Landets ypperste Mænd bevidnede ham ved Depu- tationer, Adresser, Besøg og Skrivelser sin Agtelse og Deeltagelse. I Vers og Prosa hyldedes Oldingen af de forskjelligtfarvede Ti- dender, og, som til en Parodi paa den Rigsretsaktion, Collett for omtrent et Tiaar siden havde været udsat for i Anledning af Dampbaadene, opkaldte Drammenserne et Par Aar efter sin Damp- baad efter den hædrede Medborger. Man vidste nok, og kunde see det, at Collett var en gammel Mand, og at Gigten bøiede stærkt paa hans spinkle Figur, men det hvide Haar sad endnu fast og krøllet paa Hovedet, og Liv var der endnu i de kloge Øine, og man tænkte sig, at han gjerne endnu havde staaet der han stod. Agtelsen blev Deeltagelse, og denne udlagde i sin varmhjertede Iver Colletts Tilbagetræden som et Fald og mis- fortolkede den som en Unaade; og efter alle hine sympathiske Yttringer af Deeltagelse, kan man nok sige, at det er af Almeen- hedens Bryst, ikke blot af den Enes, som skrev dem, at disse Linjer dengang bleve tagne: "Nu, hjertesyg og smertebøjd, velkommen hjem fra Naadens Højd! -- -- Velkommen til din Moders Gaard med Sjel saa reen som hvidt dit Haar! -- -- Hvor steg du højt, min kjække Søn! Det frydede din Mo'er iløn. -- -- I Stormens Tøile greb din Haand. Den lagde vilden Sky i Baand. Nu er den mat, men den er prøvt; dit Øje viist, men kummersløvt. Men mit skal vaage om din Fred. Stol paa en Moders Kjærlighed! -- -- Saalangt som hendes Arme naae, der, Søn, dit Rige skal du faae! Der slaaer et Hjerte indenfor. Et større findes ei i Nord. SIDE: 253 Derinden, som det Riges Flod, gaaer Strømmen af Nationens Blod. Der byder jeg dig Magt og Stand i Kjærligheds og Mindets Land. Der vil jeg, naar du blier for træt, en Grav dig rede luun og tæt. Paa den jeg pegende til Hver vil sige: Naadens Tind se der!" Sagt af en Oppositionstidende og af En, som i 1827 havde løbet med Strømmen og skreget med nedenunder Klippen, kunde dette, som oprigtigt, nok lade sig høre mellem de øvrige Akklama- tioner, da Gubben endelig satte sig ved sin Arne; men den natio- nale Sanktion paa alle disse Hyldelser satte endelig Storthinget i 1839 ved at votere Collett fuld Statsraadsgage som Pension. Det var at gjøre ham til Nationens Prytaneist. Collett, allerede forlængst Medlem af Videnskabernes Selskaber i Throndhjem og Stockholm, tilbringer nu sin Hvile med Litera- turen, om Vinteren i Christiania, om Sommeren paa et beskedent Landsted. Selv har han i sine tidligere Embedsaar nydt den Lykke for en Søn, af hans indtil Blødhed følsomme Gemyt, at hans Fader, der var kommen i trange Kaar, henlevede sine sidste Aar i hans Huus; og nu times ham den Gjengjeldelse, at hen- leve sit Livs Aftentimer endnu ved sin Hustrus Side, [fotnotemerke] i sine Børns Nærhed, elsket af Alle, der kjendte hans Personlighed, og som mindes hvor gjerne han, med Oppebørslernes Ansvar paa sig, parrede Skaansel med Retfærdighed og Omhu for Statens Tarv, og æret af Alle, som vide, at Navnet Jonas Collett findes, med Borgerens, Embeds- og Statsmandens Hæder, paa de fleste mærkelige Paginaer i Norges Befrielses- og Friheds Historie fra 1808's blod- og taarebesprængte og 1814's gaadefulde til de lysere Udviklingens, hvorpaa vore Tiders Øine hvile. Fotnote: Maren Kirstine Collett, født 1777, Datter af Farbroderen Peter Collett til Buskerud Gaard, og gift 1798. Henrik Wergeland SIDE: 254 MINE TO SORTE KATTE. (ET EVENTYR). Ifjor havde jeg en sort Hunkat med hvid Snude og hvide Lab- ber, som hedte "Nattens Diamant," fordi hun forresten var saa steenkulglindsende sort, at hun ligesom glindsede i Mørke; men hun var saa tyvagtig, at jeg, da min gode Naboerske alligevel vilde have den, skilte mig ved den. "Farvel, Diamant!" sagde jeg, og puttede den i en Sæk, "men hvor skal jeg nu faae din Mage i Skjønhed og Pudseerlighed fra?" Jeg meente: i Skjøn- hed og Udyder; men i Adskillelsens Øieblik sagde jeg dog ikke mere. Iaar har jeg faaet mig en sød liden ganske sort Hankat, der kom spadserende af sig selv, og som hedder "den fortryl- lede Negerprinds," og om begge er der et Eventyr. Hvad skulde nemlig hænde her en Nat med saa smukt et Maane- skin, at jeg maatte op for at see derpaa? Alt var som overgydt med et Perlemoder. Paa Rækværket af Altanen udenfor sad "Nattens Diamant," et sort Katteskind var skjødesløst kastet paa Gulvet, og en ganske sort liden Dreng stod og strøg hende paa det ømmeste. "Kjære Misselimiss," sagde han, "Bedstemoer er ikke længer vred, naar du bare vil følge med tilbage. Derfor veed du jeg er kommen efter dig; men saaledes gaar den ene Fuldmaane efter den anden uden at det nytter mig." "Ja det var ogsaa et Indfald af dig Kiss-Kiss, at komme efter den lange Vei. Nei Tak, nu bliver jeg her, for jeg skal sige dig Musene ere saa søde." "Det føler jeg nok, naar jeg har Skindet paa," svarede Kiss- Kiss; "men hør! nu, da jeg er mig selv, hvor længes jeg efter en Skaal Flødemelk som hjemme hos Bedstemoder." "Da skulde du smage min Madmoers Fløde," sagde Misseli- miss og slikkede sig om Munden. "Ak, du er uforbederlig," sagde Kiss-Kiss sørgmodig. "Bedste- moer sagde ogsaa, at hun frygtede derfor, saa det var med stor Møje jeg fik Lov at komme efter dig. Men husk dog, at du er en Prindsesse, søde Misselimiss." "Med min Frihed er jeg en Dronning," svarede hun. "Paa et lumpent Loft. Tænk paa Palmetræerne hjemme." SIDE: 255 "Slotstaget er højere. Du skulde føle et Bad i Stjernernes Skin der. Oh, det frisker min Pelts, saa den gnistrer somom Diamanter sprang af hver Haarspids. Desuden -- fulgte jeg dit Raad, vilde man, paa Grund af vor Negerfarve, troe, at vi vare Slaver, og da er det bedre at være Katte med den Ære, som altid følger med Friheden." "Sandt nok, Misselimiss; men -- " "Jeg har intet "Men," taabelige Kiss-Kiss, Bedstemoersdalt, naar jeg har Lyst til nogen Ting," sagde Diamanten, vispende med Halen, som Kattene gjøre naar en Lidenskab opstaaer hos dem. "Det er ikke Friheden, Misselimiss. Det var den, Bedstemoer sagde fortjente ikke Krandse, men Riis." "O, mind mig ikke om Vidjebuskene ved Kongofloden! Min Madmoer er ganske anderledes taalmodig end Bedstemoer kan du tro." Og Halen vispede atter. "Jeg har det godt," lagde hun til, og begyndte ganske rolig at spinde. "Du vil altsaa ikke?" sagde Kiss-Kiss med en Taare i Øjet. "Tys!" hviskede Nattens Diamant, og skjød Ryg. "Hvad er det nu?" spurgte Kiss-Kiss, gribende iilsomt efter Katteskindet. "En Muus!" Og vips var Veninden borte. Jeg hørte kun en Raslen og et fiint Hviin i Buskene nedenfor. "Bedstemoer havde Ret," sagde Kiss-Kiss, idet han trak Katte- skindet over sig ligesom en Handske. "Den, som begynder at stjæle, bliver gjerne ved." Aha, lille Puus! tænkte jeg, er det saaledes fat med dig, saa gad jeg nok vide Sammenhængen noget nærmere; og derfor -- næste Fuldmaane passede jeg paa, og greb Skindet just som Kiss-Kiss havde slængt det paa Rækværket og var krøbet op for at see efter om Diamanten ikke vilde komme pilende hen- over Jordet sagtere end Skyggen af en Sky. Jeg fik da føl- gende Historie at høre i Maaneskinnet, thi ind fik jeg ikke Kiss- Kiss saaledes som han nu saae ud, nemlig som en slank velskabt Negerdreng, sort, glat og glindsende som Ibenholt, med Tænder, der skinnede selv i Skyggen, og store venlige Øine med megen hvid Emalje og store kulsorte Øjestene i. "Paa hver sin Side af den store Congo-Flod i Afrika ligger Kongerigerne Akim og Mequimbo, og næsten stedse i Krig med hinanden. Akimiterne havde lidt et skrækkeligt Nederlag af Mequimbanerne, som endog havde indtaget Hovedstaden, øde- lagt alle dens Potter af Leerhytter, sat Ild paa den store bikub- SIDE: 256 agtige i Midten, som førte Navn af det kongelige Slot, og dræbt Kongen selv og paa det nærmeste hans hele Familie. Thi kun den yngste Prinds, Kiss-Kiss, var bleven reddet til Skovene paa sin Farbroders Arme; og var han ikke Øiestenen før, saa blev han det nu. Et Par Maaneder efter kom dog Farbroderen, en sand Helt, frem igjen af Skovene med endeel trofaste Krigsmænd med Fjedrene ligesaa kaut paa Hovederne som før, svingende Kjøllerne over Hovederne med det gamle Krigsskrig og truende over Floden til Palmeskovene i Mequimbo med ligesaa kjække udfordrende Gebærder som før. Men hvad skulde der blive af Prindsen, Landets Haab, Thronarvingen, den lille Kiss-Kiss? Han kunde dog ikke gaae med over Floden til en Krig, som vilde blive meer rasende end nogen af de foregaaende, siden den fæle Hævn, Hyænen mellem Lidenskaberne, var kommet med i Spil- let. Da erindrede Høvdingen, at gamle Mumbobumbo, en Kone berømt for sin store Viisdom og saa anseet, at hun kaldtes Bedste- moer over hele Landet rundt omkring, ja baade af Akimiter og Mequimbaner, boede ved Flodens Bredder under nogle Kokos- træer, som lode sig skimte i Fjernet; og did blev nu Kiss-Kiss bragt, og Mumbobumbo modtog ham paa det Bedste. Paa det Bedste, det vil sige kjærligen og med hvad hun havde, og det var ikke meget, siden en Trop Mequimbaner, som vare fra de fjerne Grændseskove og ikke kjendte "Bedstemoer," ogsaa havde ødelagt hendes lille Ejendom. Hendes Agerbit havde man brændt, oprykket alt i Haven og jaget hendes Ko og Fjerkræet tilskogs, og kun Kokospalmerne havde man ladet staae, saa hun dog havde lidt til Spise og Melk af de søde Kjerner for Pleiebarnet og sig selv. Kiss-Kiss maatte da klattre op i Palmetoppen og kaste Nødder ned, og saaledes lærte han tidlig den Kunst. Men knap Tæring var det, og hverken Koen eller Hønsene og Duerne vilde vende tilbage. Imidlertid hærjede Regenten af Akim paa den anden Side af Floden, og man saa ofte Flygtende svømme over, skjønt det var farligt nok for Krokodillerne. En Dag kom en Qvinde med præg- tig Hovedpynt af Fjær og glimrende Arm- og Halsbaand af store hvide Perler og Diamanter til Bredden med sit Barn i en Kurv paa Skulderen, og endelig beqvemmer hun sig til at forsøge at slippe over. Moderkjærligheden overvandt Dødsfrygten. Hun kyssede sit Barn, kastede Hovedpynt og Smykker af, slængte SIDE: 257 Kurven paa Skulderen og lagde ud. Allerede var hun nær den anden Bred, hvor Mumbobumbo og Kiss-Kiss sad imellem Vidje- buskene, da man hører et Skrig og et Pladsk. Man seer kun, at Moderen strækker sine Arme op over Vandfladen, skyder Kurven med Barnet i fra sig ind imellem Sivene, og forsvinder. Men Bedstemoer var ikke seen. Hendes Arme syntes at forlænge sig; Kurven fik hun fat i, og deri var da en liden Pige, som strax sprang op paa Græsset og sagde, at hun hedte Misselimiss, og var sulten. Fiendes Barn eller ikke, lidet nok før eller ikke -- nok, Mumbobumbo tog ogsaa hende til Pleie; og ret somom Gud strax vilde belønne denne Menneskekjærlighed, stak den bortjagede Ko netop i samme Øieblik sit Hoved hrøitende ud af Krattet, og der forløb ikke en Dag i lang Tid uden et eller andet af Fjerkræet kom tilbage. Da Mumbobumbo kom til sin Hytte med et af os Børn ved hver sin Haand, briskede Kalkunskhanen sig udenfor Døren paa sin gamle Plads; en Piben hørtes ikke langt borte -- der kom først een, saa to, saa tre af Hønsene. Næste Morgen vaagnede vi af at Hanen galede udenfor, og da Bedstemoer aabnede Døren, fløi to af Duerne ind -- Resten sad paa en Green ligeoverfor, ja selv hendes kjære lille Kanarifugl, hvis Buur var bleven sønderslaaet i Tummelen, kom tilbage. Gjør hvad godt er, sagde Bedstemoer, saa vil det være som om der fløi Kanarifugle ind i dit Hjerte og fyldte det med Liv og med Sang. Ak, Bedstemoer var saa god! Men Arbeide vilde hun have. Men dette var ikke efter Misselimiss's Smag. Istedetfor at spinde, som Bedstemoer satte hende til, lærte hun sig bare til at sige Snurrurr med Munden eller inde i Halsen, saa det lød livagtig som en Rok og narrede Bedstemoer. Men ikke nok med det -- fra en vis Dag var det som om en ond Aand var faret i hende. Hun hviskede nemlig til mig, at hun havde gjort den Opdagelse, at den Melk og Fløde, hun kunde stjæle fra Bedstemoer, smagte tusinde Gange sødere end den vi fik i vore smaa Koppe, og det varede ikke længe førend hun ogsaa vilde have fundet, at der var en egen Fornøielse i at gjøre netop hvad Bedstemoer havde forbudet. Aldrig før havde Bedstemoer vendt Ryggen før Misselimiss var i Potter og Pander. Sov hun Middag i samme Rum hvor en Kop Fløde kunde staae, listede Misselimiss sig ind paa Hoselæsten og kom saa ud igjen ganske SIDE: 258 hvid om Munden. Bedstemoer havde forbudt os at forstyrre Smaafuglene i deres Reder; men intet Træ var for høit og smek- kert for Misselimiss, naar hun vilde blæse Æg ud. Om Natten skulde vi naturligviis sove; men da listede Misselimiss sig op og gjorde tusinde Optøjer -- kort, fra hint Øjeblik af, at hun havde smagt den stjaalne Fløde, var det som om en egen urolig, slik- vurren, ugangslysten Natur havde bemestret sig hende. Bedstemoer taalte alt i det længste; men endelig en Dag, da Flødepotten atter var tom, kogte hendes Taalmodighed over, og hun tog da lille Misselimiss for sig, og sagde til hende i en streng Tone: "Hør, Barn, alle dine Streger ere mig bekjendte; men ligesom de have indpræget sig dybt i mit Hjerte, har jeg ind- gravet en Streg for hver af dem i denne Smaragd i min Finger- ring." (Bedstemoer bar virkelig en funklende Steen deri, der saae ud som et forstenet Katteøje). "En Kat har een og tyve Feil, nemlig: Slikvurrenhed, Letsindighed, Dovenskab, Ustadighed, Trættekjærhed, Pyntesyge, Uredelighed, Lumskhed, Ulydighed, Ulærvillighed, Trodsighed, Falskhed, Lunefuldhed, Egenkjærlighed, Skadefryd, Mangel paa Respekt, Ranglelyst, Havesyge, Utaknem- melighed, Grusomhed, og endelig i alt dette Uforbederlighed. Og nu har du allerede 20, siger og skriver tyve, Streger i Stenen. Faaer du nu den sidste eenogtyvende til, er du bleven til Sind og Sjæl en Kat, og jeg behøver blot at vise dig selv i Smaragden for at du flux ogsaa skal blive forvandlet dertil. Du vil nemlig med Forfærdelse see en Kat i Stenen, og den er dig selv, dit eget Billede. Men ret dig derefter! For hver en Feil du aflægger, stryger jeg derimod en Streg ud, og naar alle ere komne væk, og jeg saa viser dig Smaragden, vil du igjen see en god lille Pige deri." Bedstemoer Mumbobumbo var ikke at spøge med; men spøge med hende vilde just Misselimiss. En Dag vankede der Riis -- ikke af den deilige hvide, som voxede paa vor Ager, men af den samme Vidjebusk, hvor Misselimiss var dreven iland. Og hvad gjør nu Misselimiss? Afskyeligt, isandhed afskyeligt! Hun hevnede sig ved at rive Bedstemoers Yndlings, Kanarifuglens, Buur ned, saa den laa død der. Det var den afskyeligste Katte- streg. Men i samme Øjeblik hørtes ogsaa en Skjæren ligesom i Glas, der gik til Marv og Been. Det var Bedstemoer, som grov den eenogtyvende Syndestreg i Stenen, og nu maatte Misse- limiss for en Dag. SIDE: 259 "Se!" skreg Bedstemoer, og holdt hende Stenen, der lyste som et harmtændt Tigerøie, for Øinene. "Se dig selv, dit Skarn!" Og i samme Øjeblik stod min Pleiesøster der som en sort Kat med hvid Snude og hvide Sokker, som naar hun listede sig hen paa Hoselæsten og stjal Fløde. Siden den Tid havde jeg en saa forfærdelig Respekt for Bedstemoer, at jeg ret ofte tænkte paa at løbe min Vei. Det var nemlig det første Misselimiss gjorde, da hun var bleven Kat; og for ret at komme bort, løb hun om- bord i et engelsk Skib, og er saaledes kommen hid formodentlig efter mange Eventyr. Bedstemoer syntes dog undertiden at angre sin Strenghed og at savne Misselimiss. "Ingen kunde saaledes faae mig Frugterne ned af Træerne -- mumlede hun stundom -- Stakkels Misse- limiss! hun var dog et Barn! -- slet Opdragelse -- tyvagtig Mequimbaner-Race -- Riis kunde maaskee været bedre, o. s. v." "Vil du, Bedstemoer, sagde jeg da en Dag til hende, skal jeg drage afsted for at see hvordan stakkels Misselimiss har det." "Hun er uforbederlig" -- sukkede Bedstemoer. "Det er det værste". "Sig ikke det, Bedstemoer", sagde jeg. "Vi kunne dog forsøge. Var det ikke Kjærlighed, som strakte sine lange Arme ud i dine, da du greb Misselimiss i Floden?" "Du er et godt Barn," sagde Bedstemoer. "Maaskee har hun dog forbedret sig. Og naar næste Skib kommer -- -- ." Bedste- moer vidste Raad. I en smuk Maaneskinsnat samlede hun saa- meget Lys i sin grøngule Ædelsteen, at dens utaalelige Funklen, naar hun vendte den imod mig, kunde jaget mig ind i et Muse- skind end sige i den sorte Kattebælg, hun holdt fore mig, og saa bragte hun mig da ombord i det næste Skib, som kom. Jeg leed meget der ombord af en Abekat, der behandlede mig som en Slags Fætter fra Landet; men hvad jeg forresten saae der, gav mig Lyst til at forblive Kat, om det saa skulde være mit hele Liv. Thi ombord i det Skib befandt sig baade min tappre Far- broder, Regenten af Akim og hans Fiende Kongen af Mequimbo med mange af deres Folk som Slaver. Om hinanden laae de i Lænker; men naar de kunde komme til, fortsatte de Kampen med Hænder, Fødder og Tænder. "Troer du -- sagde engang Kongen af Mequimbo, idet han forgjæves i Lænkerne søgte at opløfte sine knyttede Hænder -- at min tabte Frihed, min tabte Sejerhæder, mit tabte Konge- SIDE: 260 rige er mit største Tab? Nei! nei! mit Barn! mit Barn! -- Da min Hustru flygtede og Misselimiss blev borte -- det er min Sorg, og deri har du, du ingen Deel -- det er min Glæde! Hører du, deri har du ingen Deel. Idetmindste ikke Glæden af at have den nærmeste." Jeg gyste over denne Vildhed. Blev Misselimiss Kat fordi hun stjal Fløde, burde hendes Fader blive Tiger eller Leopard, tænkte jeg. Men -- vedblev jeg i mine Tanker -- naar Misselimiss og jeg blive store, skulle vi stifte en evig Fred imellem begge Folk, skjønnere end om Blomsterkrandse forenede begge Flodens Bred- der, og vi skulle afvænne dem med en Vildhed, der kan føde saa skrækkelige Ord. Tænk da nu hvad jeg maa føle ved at finde Misselimiss ganske ubevægelig. Hverken disse skjønne Planer eller at jeg minder hende om, at hun er Princesse og at det yndige palmedækte Mequimbo venter hende, eller Fortæl- lingen om Bedstemoers Tilgivelse og om hvor svært jeg har havt det for at finde hendes Spor i det store London, har kunnet bevæge hende. Hun har tvertimod narret mig med sig herhid endnu højere imod Nord, fordi hun engang hørte nogle Matroser paa et norsk Skib, som laa ved Siden af det engelske, hvor jeg dog omsider traf hende, snakke sammen om hvor meget deiligere Maaneskinnet var hjemme i Norge end i England. Ak! Hun er ganske bleven Kat -- " tilføjede Kiss-Kiss sukkende -- -- "Men maa jeg nu bede om mit Skind, for der kommer Diamanten." "Vil ikke Du da blive hos mig, kjære Kiss-Kiss?" spurgte jeg, idet jeg gav ham Peltsen, som han strax iførte sig. "Jeg lover Intet," sagde Kiss-Kiss, "for der kommer Diaman- ten." Og vips var han væk. Prindsen var ogsaa en Kat. Men en god lille Kat, som for sit Hjertes Skyld fortjente at være Prinds, og jeg veed nu hvorfor jeg elsker den saa, mens jeg har saa mine egne Tanker om "Nattens Diamant," den utaknemlige, men smukke, sorte Hunkat med den hvide Snude og de hvide Poter. Jeg tænker nemlig, at hvis bare gamle brave Bedstemoer Mum- bobumbos Magt strak til at lade et hvidt eller graat Haar skyde frem i Misselimisses kulsorte Pelts for hver Kattestreg, hun be- gaaer, vilde hun nok vende tilbage igjen, for hvad andet holder hende vel, end det hun er forgabet i sin egen Skjønhed som Kat? Hun vil heller være Nummer Een mellem Kattene (og SIDE: 261 det er hun rigtignok) end Nummer To mellem Negerprincesserne (som jo kunde hænde sig). Saa forfængelig er hun. "End Friheden da?" afbrød Prindsen mig i dette Øjeblik. "Og desforuden -- Misselimiss har Ret -- nu har jeg selv probert det -- det er en kostelig Fornøjelse at sidde deroppe paa Slots- taget og at lade sig bade i Stjerne- og Maanelyset, det ene hvidt som Melk, det andet gult som feed Fløde." En Kattelignelse! Kat bliver Kat. SIDE: 262 Henrik Wergeland RØDE OG GRAA DOMPAPER. (ET EVENTYR). "Hjælp! Brand! Brand i Rosernes Leir!" var det forfærdende Skrig, som opfyldte Paradiset en Aften efterat Engelen Gabriel havde fulgt Adam og Eva ud deraf, og det saaledes var bleven overladt til den vilde Natur, hvori alleslags kaade Skabninger dreve sin Spas. Nat-Sommerfuglene vare de værste, og fra dem var det Allarmen kom. Gjerne vilde de tidlig ud at sværme, og de syntes derfor, at Aftenrøden dvælede bestandig forlænge paa en liden Høi, hvor de skjønneste Roser havde forsamlet sig. Hvorfor spillede den ikke ligesaa smukt paa Hyldebusken, hvor det tidligt blev dunkelt? Den maatte have Roserne kjær. Under Cedrene og Kastanjerne var det Nat, medens endnu hiin Høi, som de kaldte Rosernes Leir, fordi disse derfra ligesom beher- skede de underliggende Bed, syntes at staae i Flammer. Fuglene, som havde sunget den hele Dag, og sat sig op saasnart Solen gik under, vilde de ogsaa spille et Puds, fordi de troede sig selv bedragne for et Stykke af Natten -- kort, Spetakler vilde de have, og det lignede rigtignok ogsaa slige Skabninger som Nat- Sommerfuglene, der endnu finde Fornøjelse i at spille Pierrot, kaste Folk Meel i Ansigtet, blæse Lys ud o. s. v. Paa eengang fløi nu tusinde af dem op, kjede af længer at bie paa Aftenrøden, og med deres hæse Røst udstødte de hint Skrig: "Hjælp! Brand! Brand i Rosernes Leir!" læggende til: "Se! se! Ranunklerne har stukket dem an!" Dette hang saadan sammen: siden Adam og Eva vare blevne udjagede af Paradiset, hvor de dog holdt nogen Orden, syntes rigtignok alt Ukrudt at have forenet sig om at forvandle det til et Vildnis. I tætte Masser havde alskens Slyngplanter, Linbend- ler og deslige trængt sig frem omkring de smukke Bed af ædle Blomster, som Eva havde anlagt. Frækt pustede den svovelgule Bulme sin bedøvende Aande ud imod de rene Liljer, næsevise Storkenebber stak sig ned i Violernes Honningbægre og drak dem ud, Snerlerne kaste ligesom sine Fodangler ud imellem Hya- cinterne; men fremfor alt syntes de giftige brændende Ranunk- ler at være de, som vilde herske. De havde antaget det pra- SIDE: 263 lende Navn "Soløje", skjød sig frem overalt paa sine smekre grenede Stengler, og disse var det nu, som skulde have Ord for at have tændt de fine blegrøde og hvide Roser ibrand. Tusinde Nat-Sommerfugle fløi nu paa eengang op og indimellem Træerne, hvor Fuglene sov, med det taabelige, men forfærdelige Raab; og virkelig, det første Fuglene aabnede sine søvndrukne Øine, syntes det dem som om Rosenhøjen stod i Flammer. Ga- briel gjorde heller ikke det skjærende Lys, som faldt derpaa, mindre ved at svinge af og til med sit Sværd i Luften. Men hvem der blev opskrækket var et Par Dompaper, der alt havde faaet sin første Luur med Nebbet under Vingen og paa eet Been i et af Kastanjetræerne deromkring. De vare ikke saa kloge som Irisken, Sisiken og mange Andre med bedre Hoved, der snart indsaae, at det kun var blind Allarm med Ildebranden, og satte sig til igjen. Ogsaa vare de virkelig de enfoldigste imellem Fuglene, hvorfor de altid maatte holde her for Spas og Vittigheder, og dertilmed var dette første Par Dom- paper udgaaet fra Skaberens Haand saa graa som Spurve eller som det Leer, hvoraf de vare æltede. "Hører du, kjære Pipelipipipah?" [fotnotemerke] spurgte Hannen, gnukkende sine Øjenlaag. "Og seer du? O, hvor Rosenhøjen blusser! O! o! Vi maa hjælpe til at slukke." "Neimen om vi gjør," mente den Anden. "Skulle vi svide vore Fjedre op? De kunne være usle nok før." "Men i en af disse Rosenbuske ere vi jo klækkede, Pipelipi- pipah? De ere vort Fædreneland; og om vi skulle lade vort Liv . . ." Og vips! fløi den ene modige, taknemmelige lille Dompap af- sted, tapper som en Soldat, der styrter sig i Ilden. Alle Fuglene skoggrede, og Falænerne fulgte efter ham med tusinde Løjer. "Papengraa! Graapap! Papengraa! Graapap!" lød det rundt ham. "Brænd dig ikke! brænd dig ikke!" Den lille Helt forsvandt imellem Roserne. Da han igjen kom tilsyne, perlede en Taare af Krænkelse i hans Øje og en Blod- draabe paa hans graa Bryst, som han havde forrevet paa en Torn. Han følte sig som om han maatte dø af Skam og Sorg. Da susede det igjennem Skoven. Det var Englenes Fyrste, den herlige Gabriel, som nedlod sig paa Rosernes Høi. Fotnote: Udtales med en Hærmen efter Dompapens Quidder. SIDE: 264 "Du gode, taknemmelige Skabning" -- sagde han -- "som vilde opoffre dig for den Busk, som du kaldte dit Fædreland, fordi den havde givet din Barndom Ly, vid, at Gud, som tager Viljen i Gjerningens Sted, vil, at dit modige lille Bryst skal fra nu af være dækket med Skarlagenet af denne Draabe af dit trofaste Blod, og du skal vorde en af Skovens Fagreste, lignende en Rose paa dens Træers Grene!" Og med disse Ord strøg Engelen Blodsdraaben udover hans Bryst, og dukkede det endnu til Over- flod ligesom til en Daab i den deiligste af Roserne. "Du har grædt?" lagde den Herlige til, da han saae Taaren i dens Øje. "Vel, behold da ogsaa denne Glands." Og fra den Stund af har Dompapen de smukkeste Øine af alle Fugle. "Men Pipelipipipah?" sagde Dompapen. "Bi lidt, gode lille Fugl", sagde Engelen, "fordi du tænker paa hende, saa vælg dig endnu hvilke Farver du vil af disse Blom- ster her i dette Bed." Det var formeget for den Beskedne; men endelig valgte den sig dog af Akelejen noget Blaat til sine Sving- og Styrfjedre og af Liljerne et Par hvide brede Baand om Livet. "Men Pipelipipipah?" "Faaer ingen Skarlagenprydelse," sagde Engelen halv vred. "Hun skal forblive graa som før." Og saaledes er der da røde og graa Dompaper. Pipelipipipah var meget forundret, da hendes Mage kom saa prægtig tilbage ligesom en Askepot af en Bondesøn, der har vundet sig Ridderkaabe i Felt ved sin Tapperhed og Trofasthed. SIDE: 265 Henrik Wergeland OMRIDS AF KONG CARL JOHANS LIV. Intet af de Eventyr, der har været fortalt i disse Blade, er vidunderligere end denne store Mands Liv. Ligesom Eventyrene lærer det ogsaa, at Dyd, Geni og Fortjeneste gaaer med Kronen af Kampen. I sin Retskaffenhed under alle Forhold, parret med den ædleste Menneskelighed, har Carl Johan ført en beskyttende Guddom med sig paa sin rigtbevægede, og dog stedse ligesom Stjernen roligt opadstigende, Livsbane. Mærkværdig er hans Skjebne, naturlig hans Lykke. En Krone nedsænker vistnok ikke Gud over ethvert dydigt eller forstandigt Hoved; men En- hver kan prøve, om dog ikke det Bedste af hvad der forher- liger Carl Johans Liv og elskeliggjør hans Personlighed lader sig vinde. Vær tro dine Pligter som Underordnet, og du skal som Han vinde dine Foresattes Yndest og lægge Grundvolden til et ærefuldt Liv! Vær en god Borger, og Fædrenelandet vil hædre dig som Frankrig hædrede ham! Vær sædelig og ordentlig i dit Liv, og du skal idetmindste befinde dig paa Vejen til Hans otti Aar! Vær menneskekjærlig og dog fyrig i dit Had mod det Lave og Onde, og Menneskene skulle elske dig som de elske ham, de Slette frygte dig, som saamange Træk af Carl Johans Liv vise, at de af hans retfærdige Vrede ere blevne skrækkede tilbage til sin Pligt! Vær aaben, og selv dine Modstandere skulle agte dig, ligesom Carl Johans ikke have kunnet nægte ham denne Tribut. Vær retskaffen i alle Forhold, og du skal aldrig mangle Venner, ligesom Carl Johan ikke manglede Anerkjendelse hjemme og i Fiendeland selv naar hans Lykkes Stjerne syntes at staae stille. Tænk og arbeid for Menneskehedens Vel selv efter en større Plan end du synes at have Magt til, og du skal smage noget af den Sødme, som maa opfylde et Menneskes Hjerte, der har gjort Millioner saa meget godt som Carl Johan! Og mod alt Dette holder Han ganske vist selv sin gyldne Dobbeltkrone for ringe i Værd. Naar et Land af Norges storartede og skjønne Natur skulde skildres saa Fremmede kunde faae et Begreb derom, burde det SIDE: 266 skee i en Række af herlige livagtige Malerier, og et Liv saa rigt som dets Konges er burde fremstilles i en Rad af udførlige Skil- dringer af de Træk, hvori han især har lagt sine store Talenter og sin fortræffelige Charakteer for Dagen. Men at skildre hans Liv paa disse Blade er kun ligesom at afbilde et Land i et Land- kaart, hvor Streger betyde de majestætiske Bjerge, de mægtige Floder og de yndige Dale. Selv Fremstillingen af hans over- ordentlige Godgjørenhed maa komme til at tage sig ud som et Regnestykke, der kan være langt nok, om end ikke saa svært siden det er med runde Tal. Og denne er ikke den eneste Dyd, hvori han ligner de fleste af vore gamle Konger, som derfor roses i Sagaen fordi den var forbundet med Ædelmodighed og storartet Tænkemaade. Carl Johan er en Helt saa god som nogen af vore gamle. Han har i Krig været tapper, klog og menneskelig som Sverre, Han er glad i Folkets Lykke som Olaf Kyrre, frihedssindet som Hakon Adelsteen, og nu i en Menneske- alder har han været fredsæl og har ogsaa faaet Alderens Ær- værdighedskrone som Hakon hiin Gamle. I det sydlige Frankrig, dybt under de høje tindede Pyrenæer ligger Landskabet Bearn, engang et lidet Kongerige under Konger af samme gothiske Blod som Nordens Beboere. Hovedstaden er Pau, hvis Berømthed som den gode franske Konge Henrik den 4des Fødested, er bleven forøget ved ogsaa at være bleven det for Carl Johan. Der fødtes Jean Baptiste Julius Bernadotte (vor Konges Familienavn) den 26de Januar 1764, altsaa idag for otti Aar siden. Og Han lever endnu efter et Liv saa fuldt af Strabadser og Sjelens Anspændelse. Hjertet har været roligt under alt Dette, at det endnu kan slaae -- det har været den kraftigste Livsbalsom; men rimeligt er det ogsaa, at Ynglingens tidlige Vænnen til legemlige Anstrengelser, som Militærtilstanden medfører, har lagt en god Grundvold til det lange Liv og den stærke Sundhed, ligesom det er vist, at disse have havt sine bedste Rødder i den pletløseste Levemaade. Den unge Jean Baptist fandt ikke Behag i at blive Advokat som Faderen. I en Alder af 17 Aar foretrak han at blive Soldat og avancerede hurtig ved god Opførsel igjennem Undergraderne. Videre end til at blive hvad vi kalde Kommandeersergeant eller Fahnejunker SIDE: 267 ("Fortjenstofficeer", som det kaldtes) skulde han heller ikke have drevet det, dersom ikke den franske Revolution havde brudt ud. Thi mellem mangen anden Daarskab afskaffede den ogsaa den Forret for Adelen, at kun Adelige kunde blive Officeerer. Folket hævnede sig blodigen over den lange Undertrykkelse, og især var Staden Marseille, hvor Bernadotte laae med sit Regiment, den af Provindsstæderne, hvor det rasede heftigst i sin Sejer. Hans lyse Hoved og varme Hjerte ligesom ogsaa hans Fødsel som et af Folkets, ikke af de forhen herskende Klassers, Børn maatte gjøre ham til en Ven af Folkefriheden og saaledes ogsaa af Revolutionen, der skulde fremkalde denne, men han viste ved en Leilighed, at han afskyede dens blodige Rædsler og at han havde Mod til at træde op til Menneskelighedens Forsvar mod den rasende Pøbel. Hans Regimentschef var en Adelsmand, og ham havde denne en Dag faaet fat paa, mishandlet, og nu for- fulgte den ham for at hænge ham paa Lygtepælen, som Skik var med de Personer, den havde noget imod. Da kaster den unge Underofficeer sig imod den rasende Sværm, erklærer at man først skulde bane sig Vei til hans Chef over hans Liig, og be- tvinger de Rasende ved dette sit Mod, saaat de endog udbrød i Vivatraab til hans Ære. En tilstedeværende Folkerepræsentant traadte endog frem, lykønskede den brave Underofficeer og for- udsagde ham en hæderlig Fremtid. Bernadotte skabte sig den. Tre Aar efter, i hans 24de Aar, træffe vi Underofficeeren som Oberst i Feldten. Og nu gik det gjennem Seire i Tydskland og Italien fra Ærespost til Ærespost. De skjønneste Lovtaler og Anbefalinger indstrømmede over ham til den republikanske Regjering fra de Høistkommanderende. Snart var det en Sejer, snart en mesterlig Dækning af et Til- bagetog, snart en personlig Heltegjerning og snart en mandig Opretholdelse af Krigstugten, som indberettedes. Han var en af det betrængte Fædrenelands Støtter, en af dets Forfatnings reneste og troeste Venner. For Fronten gik han mod Fienden, alene gik han to Gange mod de oprørske Soldater. Det var to Aar om at gjøre at blive General og det General paa Valpladsen. I Italien førte han Fortroppen for Napoleons Armee. Denne skarpsynede Mand havde ogsaa ved det første Sammentræf sagt om ham: "Han har en Franskmands Hoved med en Romers Hjerte." SIDE: 268 Krigen havde medtaget Frankrigs Kræfter. Dets Hære befandt sig i 1799 næsten uden Forpleining hjemmefra, saa de, ved at maatte falde de Lande tilbyrde, de sagde de vilde bringe Fri- heden, berøvede denne Venner og bragte det franske Navn i Vanrygte. Da overtog General Bernadotte som Minister at sørge for Armeen, og han gavnede Frankrig i de faa Maaneder, han brugte dertil, mere ved sin Pult, end han kunde gjøre paa Val- pladsen. Fra disse Sysler kaldtes han til at bekjæmpe Oprør i Frankrigs Indre, og under Napoleons Feldttog som Keiser ud- mærkede han sig saaledes, at han blev Marschal og Prinds af Pontecorvo, uagtet han ikke havde kunnet bekvemme sig til at understøtte den Statsomvæltning, hvorved Napoleon banede sin Ærgjerrighed Vejen til Thronen. Under disse Navne bestyrede Bernadotte Churfyrstendømmet Hannover og Hansestæderne, hvor den Menneskelighed, hvormed han forvaltede en militær Regjering, vandt ham en Høiagtelse, som ogsaa fæstede det Folks Opmærksomhed paa ham, der siden valgte ham til sin Thronfølger. Prindsen af Pontecorvo, der i 1797 havde giftet sig med Eugenia Bernhardine Desideria Clary, en Dame af en riig og anseet Kjøb- mandsfamilie i Marseille, til hvis Haand Napoleon selv havde beilet og med hvis Søster Napoleons Broder Josef var gift, levede privat i Paris, da Budskabet om hans Valg til Kronprinds af Sverige naaede ham. Den svenske Konge Carl den 13de var barnløs, og Rigsdagen var bleven sammenkaldt for at vælge en Thronfølger. Dens Medlemmer speidede nu efter bedste Evne over alle Europas fremragende Mænd, og da en fra Paris hjem- kommen Svensk bragte Prindsen af Pontecorvos Hædersnavn i Frankrig hjem med sig, enedes Rigsdagen flux om, at de i ham havde fundet hvad de søgte. Prindsen modtog Valget med sin Regents, Napoleons Samtykke, gik over fra den katholske til den lutherske Tro og antog Navnet Carl Johan. Som Kronprinds af Sverrig maatte han optræde imod Napoleon, og dennes Ahnelser ved Afskeden, at hans gamle Marschal vilde blive hans farligste Modstander, om han kom i fiendtligt Forhold til ham, gik i Op- fyldelse. Det svenske Navn lød atter seierrigt i Tydskland. Carl Johan frelste Berlin, og lagde det tungeste Lod i Vægtskaalen mod Napoleon i Slaget ved Leipzig, der knækkede dennes Magt. De franske Hære kastedes tilbage over Rhin. Hiinsides var SIDE: 269 Frankrig, Fædrenelandet, og længer gik ikke Carl Johan. Han standsede i Lüttich og protesterede imod de allierede Magters Fremfærd i Frankrig. Dette var i Foraarsmaanederne 1814. Men paa Veien didhen havde han i Januar tvunget Napoleons Al- lierede, den dansk-norske Konge Frederik den 6te, til at afstaae Norge til Sverige, og da Nordmændene ikke vilde vide af slig Handel, at gaae fra Haand i Haand, havde de givet sig en fri Forfatning. Af denne var Carl Johan ingen Fiende. Han kom nok udpaa Sommeren over Grændsen med sin Hær, men han tilbød Nordmændene at beholde deres fri Grundlov og Selv- stændighed, naar de vilde indgaae i en Forening med Sverige. Og saa skede det, som vi Alle vide. 1818 den 5te Februar be- steg Han Sveriges og Norges Throne, kronedes i Sverige samme Aar samt i Trondhjem den 7de September. Den almindelige Jubel, hvormed hans 25 Regjeringsaarsdag feiredes i begge Ri- ger, var et Vidnesbyrd om at hans skjønne Valgsprog er opfyldt: "Folkets Kjærlighed min Belønning." "Ja signe Gud vor Carl Johan, den gode gamle Herre! Han strøet har om Norges Land Glands af sin Sejerære. Og fra hans rige Hjerte flød der Lindring i den Armes Skjød. Han skar den Arme mangt et Brød, den gode gamle Herre." Ja, det er en Sandhed: Han skar den Arme mangt et Brød. Hans Velgjørenhed imod de Enkelte kunne vi ligesaalidet følge som tælle Regndraaberne, der falde fra Skyen over Engen og fæste sig til de enkelte Græsstraa, og idet vi nævne de God- dædighedsgjerninger af ham mod offentlige Indretninger, som vi kjende til, gaae vi hans Menneskekjærlighed kun yderst ufuld- komment i Sporet. Her er imidlertid Noget derom: Kong Carl Johans Pensionsfond for 10 Enker af Borgervæbningen og Brandkorpsets Officeerspersonale i Christiania (1820) Kapital 10,000 Spd. Kong Carl Johans Forsørgelses-Anstalt for Fattige af Forstaden Vaterland ved Christiania (1822) . . 10,000 Spd. SIDE: 270 Til Fattigvæsenet i Chri- stiania (1824) . . . . . . 6,000 Spd. Til Forstaden Grønlands Fattigvæsen ved Chri- stiania (1824) . . . . . . 4,000 - Til Arbeidsanstalten "Chri- stian Augusts Minde" i Christiania, (Mangels- gaarden) . . . . . . . . . 5,000 - Til Eugenias Stiftelse i Christiania, (1824) . . . . 400 - Til Forbedring af Fattig- væsenets Lokale i Chri- stiania (1827) . . . . . . 536 - Bibelselskabet i Christia- nia 6600 Rd. svensk Bko. eller omtrent . . . . . . 3,300 - Til Hospitalet i Moss, en Forsørgelses-Anstalt for Trængende (1822) . . . 5,000 - Til Hospitalet i Frederik- stad, en Forsørgelses- Anstalt (1822) . . . . . . 5,000 - Frederikshalds By, til Ind- kjøb af en Gaard for den lærde Skole (1822) 10,000 - Understøttelse for 4 ved denne Skole studerende Disciple aarlig 50 Spd. til hver, (1822) ialt aarl. 200 - Drammens Fattigvæsen . . 1,000 - Kongsbergs Fattigvæsen . 1,010 - Skiens lærde Skole (1824) 2,000 - Stavangers lærde Skole (1824) . . . . . . . . . . . 1,800 - Fattiganstalten paa Røraas (1824) . . . . . . . . . . . 2,000 - Trondhjems Fattigvæsen, og til en Arbeidsanstalt sammesteds (1820) . . . 17,000 - Til de Brandlidte i Dram- men (1819) . . . . . . . . 10,000 - Til Nordre Bergenhuus Amts Fattigvæsen . . . 400 - Til Indretning af Bygde- Magaziner for Ringerige og Hallingdal (1818) . . 200 Td. Byg. Til den lærde Skole i Drammen . . . . . . . . . 1,000 Spd. Til Fattigvæsenet i Fre- derikstad aarlig siden 1814 . . . . . . . . . . . . 100 - Fattiganstalten i Christian- sand 1828 . . . . . . . . 2,000 - Til Klæder for den fat- tigere Klasse af de Børn, der frekventere Vexel- underviisningsskolen i Trondhjem (1827) aarlig 100 - Arbeidsanstalten paa Moss 200 - Hospitalet i Moss (1823) 1,000 - Kong Carl Johans Legat for 6 trængende Enker af Drammen . . . . . . . 1,000 - Drammens Fattigskole- væsen (1827) . . . . . . . 950 - Drammens Arbeids-An- stalt (1828) . . . . . . . . l,000 - Legat for trængende Syge af Forstaden Grønland ved Christiania (1828) . . 3,000 - Til Hospitalet i Moss (1824) 2,000 - Bergens Fattigvæsen 10 Aktier i Dampskibet Oscar (1828) . . . . . . . 1,000 - Eugenias Stiftelse i Chri- stiania aarlig . . . . . . 150 - Til Frederikshalds Kirkes Gjenopbyggelse . . . . . 14,500 - Til et Legat for 12 træn- gende Studerende, (1832) . . . . . . . . . . . 8,000 - og aarlig . . . . . . . . . 300 - Til en Haandgjernings- skole for fattige Pige- børn i Christiania aarl. 100 - Til Selskabet "de Nød- lidendes Venner" i Trond- hjem (til et Asyl) . . . . 2,000 - Trondhjems By, til Op- dragelse af 3 fattige Pigebørn paa Eugenias Stiftelse i 5 Aar (1832) aarlig . . . . . . . . . . . 120 - SIDE: 271 Under Cholera-Epidemien forskjellige Gaver (Chri- stiania, Smaalehnene, Stavanger etc.) omtr . . . 1,700 Spd. Til Arbeids-Anstalten paa Moss (1832 -- 34) . . . . . 600 - Til Trondhjems Domkirke "de 12 Apostle", udførte af den norske Bildhug- ger Mikkelsen. Til Bespiisning af Christi- ania Byes Fattige, (den 26de Januar) aarlig . . 300 - Til en Asylindretning for Smaabørn i Christiania 1,835 - og aarlig i 3 Aar . . . . 60 - Til Nybygget "Kongs- stuen" paa Jämtlands- Veien (Carl Johans Vei) aarlig i 3 Aar . . . . . . 140 - Til det offentlige Theater i Christiania, aarlig . . . 1,600 - Anlæggelsen af en offent- lig Promenade paa Lade- gaardsøen ved Christi- ania. Til de Brandlidte i Strand- stedet Vigøren i Nordre Bergenshuus Amt . . . . 600 - Ikke sandt: et godt Additionsexempel? Men slige Gjerninger multipliceres i Himlen. Nei, ikke slige Gjerninger; thi Kongen er rig; men det Sjeleværd, den Hjertets Menneskekjærlighed, som slige Gjerninger udvise ligesaavist som at de nedfaldne gyldne og purpurrøde Æbler røbe Æbletræet -- denne er det, som multipliceres i Himlen og som der udgjør Aandens Rang. Det alseende Øje, hvis Straaler Mennesket selv føler i sit In- derste, og som tilkjender Aanden dens Plads imellem Aanderne, tæller hverken Specierne i Kongens eller i min Pung, men det tæller, det vejer og det maaler enhver Blodsdraabe, som rører sig i vort Hjerte for vore Medmennesker. Det er Storhjertet- heden i Livet, naar Hjertet mægter ret kraftigen at svulme frem og det er Graden i denne altomfavnende Velvilje, som ogsaa hisset vil gjøre Aanderne forskjellige, den ene Engel smukkere og bedre end den anden, ligesom disse Egenskaber her danne den sande Forskjel imellem Menneskene. Heri er det Carl Johan i herligste Forstand er Konge og i denne Henseende er han elsket af alle Mennesker, ligesom han kan være vis paa at blive det af de Himmelske. Naar hans klare Aandeøje aabner sig hisset i samme Sekund, som hans smukke franske, kjække og venlige Øje lukker sig her, vil det ogsaa der speide om efter Veldaad og efter at udbrede Velsignelser om sig. Den Fattigste, som med sit fulde Hjerte griber forgjæves i sine tomme Lommer, skulde i denne Henseende fortjene samme Lov- tale; men deri bestaaer Carl Johans moralske Høihed, at den SIDE: 272 samme Menneskekjærlighed, som har ladet ham udstrø disse mangfoldige enkelte Velgjerninger, ogsaa fremskinner i hans hele Liv, i hans Færd som Styrer af Nationers Skjebne. Men lad Mænd vurdere dette, hans Velgjørenhedshandlinger kunne Alle, selv Børnene begribe, og dersom Kjærligheden har tre Udstraa- linger, Agtelse, Beundring og Hengivenhed saa, omendskjøndt Alle maa elske ham, lad Mændene agte og beundre ham efter Grunde og Kjendsgjerninger -- men Børnene elske ham efter Følelse og den Drift, som drager det Gode til det Gode, det Uskyldige til det Ædle og Herlige. Henr. Wergeland. SIDE: 273 Henrik Wergeland FARBRORS 474 SKAALER, SAMLEDE OG UDGIVNE AF OLA NORDMAND, STUDIOSUS. MED ET BREV FRA HR. HENR. WERGELAND SOM FORTALE. FORTALE. "Jo, høistærede Herr Ola Nordmand, jeg erindrer ganske vel Deres Hr. Farbror; og De feiler ikke i, at han ogsaa viste mig den Ære, at indvie mig i nogle af de fortrinligste Skaaler, hvorpaa han var saa riig, og paa hvis uforfalskede Tradition han medrette satte saa høi Priis. Jeg kan ogsaa oplyse, at han besad nogle engelske, som oftest af dobbelt Mening, men som han kun betroede til Øieblikket, da de ud- sagdes, og som altid, formedelst den uopnaaelige Maneer, hvormed dette skede i den selskabelige Glædes Culminationsøieblikke, omendskjøndt de kun halvt forstodes, gjorde samme Virkning som Knaldraketter i et Fyrværkeri. Deres hurtige Recit lignede disses knittrende Exploderen, hvori man dog i Øieblikket troede at have opdaget en Mængde lysende points, men som dog ikke faldt Nogen i Hænderne saa de nærmere kunde undersøges. Hvilken tredive til fyrgetyveaarig, sjelesund Nordmand, som har seet sig noget omkring i sit Fædreneland, erindrer ikke disse jovialske Herrer af den gamle Skole, som gjorde Gjestebuderne og navnlig Julen paa Landet for 10 til 20 Aar siden saa hyggelige imod Nutidens? Ved enhver selskabelig Leilighed traf man i Almindelighed en eller flere af disse ubetalelige Selskabsmænd, som vidste at holde alt i den gamle Skik, traadte en Menuet med de gamle Damer og Bondekoner saa smukt som Ludvig den 14de med Madame Montespan, førte op Molin- asken, Kehrausen og Kjæringa med Staven med en uforlignelig Blanding af Raskhed og Anstand, vare faste Dommere i Julelege, intonerede med Glas i Haand "om Juul og gode Dage", "Een Ret Mad paa Nøisomheds Bord", "Fisken svømme", "Lad dadle Kvinderne hvo vil" o. s. v. og som aldrig vare renonce paa en god Skaal. Det var rigtignok Tilfælde med de Fleste af disse agtværdige Herrer, at Gjæsterne -- SIDE: 274 hvilket man kunde see paa deres egne Damers Miner -- vidste paa en Prik hvor stort Forraadet var deraf, og i hvad Orden de vilde komme, skjøndt ikke destomindre det gode Gamle optoges bestandig som godt Nyt. Men med Deres ærværdige Farbror var det en anden Sag. Han var Perlen imellem alle gamle Kavalerer; passerede for at være uud- tømmelig i den Retning; og i de Dage tabtes der Veddemaal fra Aar til Aar paa at de samme Skaaler skulde ved samme Leilighed komme igjen. Nogle, f. Ex. for "gamle Norge", "Norges Flag", "Handel og Sø- fart" vare vel faste; men paa de øvrige skulde ingen lure "Farbror" (som han kaldtes af hver Mand) naar han var i det Hjørne. Og det var han altid, og strax naar han var kommen tilbords, og alt gik efter gammel Skik. Men De skulde have seet salig Farbror da det store Gjæstebud var hos Amtmanden, og han paa anden Haand var bleven betydet fra Fruen, at Sang og Skaaler ikke længer vare imode! Han holdt sig indtil Desserten; men da udbad han sig af den naadige Fru Tilladelse til at deklamere et Stykke, og saa reiste da Gamlingen sig og deklamerede med megen Sandhed Bjerregaards "Før og Nu", hvilket jeg her vil give en Plads i dette Brev, da det ellers kun findes i en liden Samling, som er ligesaa efemerisk som dens Navne, nemlig i Nytaarsgaven "Sneklokken": "Naar Harpen tier ved breden Bord, Da trives ei Samfundets Glæde", Saa hed det fordum blandt os i Nord, Da lystige Svende mon qvæde. Man sang som Hver havde lært det bedst, Og munter og livsglad var Vært og Gjæst. Og Fryd og Gammen og Spøg og Sang Om Hjerterne Rosenbaand slynged'; Ved munter Skjemt og ved Glassets Klang Selv Oldingens Barm blev forynget; Og Frihed hersked' om gjæstmildt Bord, Paa Guldvægt man veied' ei sine Ord. Men varmt slog Hjertet i Nordmandsbryst, Naar "Kjæmpers Fædreland" runged'; Med dobbelt Styrke klang mandig Røst, Og Ønsket var ei tvetunget; Og tre Gange tre efter tømmet Pokal Et Hurra runged' i Høienloftssal. I muntert Samqvem svandt Dagen bort, Om Aftenen blev man tilsammen; Man fandt, at Tiden løb altfor fort I Samlivs fortrolige Gammen; SIDE: 275 Og naar man gik hjem til sin Arnes Fred, Da venlig Minder man bragte med. Nu sidder man stivt om det brede Bord, Hvor ingen Gammensord mæles; Ei lyder Sang, ei frimodige Ord, Og Glæden af Hensyn maa qvæles. For fine er vi til Glassenes Klang, For alvorsfulde til munter Sang. Selv Ynglingen hvisker og strækker frem De Følehorn skarpe og fine, For at sondere saa smaat med dem Og forme derefter sin Mine. Paa Frihedens Vei man ei vover sig langt; Etikettens Snørliv er dertil for trangt. Og drikkes en Skaal, skeer det stille og tyst Fast som en Votering paa Thinge; Ei Hurra toner fra fulde Bryst Og intet Glas monne klinge; Man sætter det hen og Alt er forbi Med hele den kolde Ceremoni. Til Lykke blev ogsaa det Lag forbi, Hvor Gjæsterne sad som paa Pinde; Man takker sin Gud, at man nu er fri For Kjedsomhed dennesinde. Man drikker sin Kaffe og søger sit Hjem, Bort Stadsminen kaster, og gjør sig beqvem. Adskilligt ret Godt har vel Tiden os bragt; Men Samlivets venlige Hygge Er borte; i al denne Stivhed og Pragt Kan ikke sit Tempel den bygge; Og Spørgsmaal: -- om Alt det, som Tiden har skabt, Kan gi'e os Erstatning for hvad vi har tabt? Men lad os nu, Venner, for denne Gang Tilbage i Tiden os sætte Med lystelig Tale med Spøg og med Sang, Og rigtig os Hjerterne lette; Pokalen lad vandre, lad tone vor Røst I Sange om Norge om Venskab og Lyst!" Farbror havde formegen naturlig fiin Takt til ikke at mærke, at han havde forløbet sig imod Vært og Værtinde; men han hviskede ogsaa strax til mig: "Der seer du, min Gut, hvad der kommer af den for- SIDE: 276 dømte Skik, at liste Vinen i sig uden at Nydelsen bliver gjort let og ætherisk ved en Skaal. Det er at jage Blodet, men ikke Nervegeisterne, til Hovedet. Men ved at indgives med en Skaal, faaer Vinens Materie ligesom en Sjel. Men nu -- hvad er det for Taabeligheder! -- først skal man drikke rundt Enhvers Velgaaende isærdeleshed før der er at tænke paa at komme til sund Sands og noget Idealt". Disse den Saliges Yttringer, som han beærede mig med, med en saadan fortrolig Livlighed, at et Spørgsmaal, som altid havde været en Gaade for alle Fremmede, nemlig om han bar Paryk eller ikke, ved en pludselig Haandbevægelse blev løst, lede mig til, saagodtsom med Deres sal. Farbrors egne Ord at besvare Hovedspørgsmaalet i Deres Brev, hvilket -- om jeg ikke feiler -- gaaer ud paa at afæske mig min Mening: om det vel skulde være ganske anstændigt og godt nu, under den ros- værdige Iver for Maadeholdsselskaber, at udgive en Samling af Skaaler? Næst, at dette er en udadlelig Maade at vise Kjærlighed mod den Henfarnes Minde, og da ingen af Farbrors Skaaler nogensinde anpriste Umaadelighed, men samtlige meget mere ere Opmuntringer til Dyd og til Viisdom i Nydelse: maa jeg reentud tilstaae, at de tillige danne en saadan Kjerne af sund Livsfilosofi og en saadan Masse af ædle op- løftende Sandheder og gode politiske Grundsætninger, at deres Ud- spreden til Folket bør betragtes af dette som om en Guldregn var falden paa dets Hoveder. Skulde Nogen kunne finde nogen Forargelse, maatte det kun være en eller anden opblæst Sværmer; men jeg troer De kan gjøre den sikkreste Regning paa Bifald netop fra Maadeholdsmændenes Fleerhed. Disse have nemlig ikke, saavidt vides, endnu berøvet Selskabs- bordet Viinglasset, og dettes døde Indhold var det Deres sal. Farbror med sine Skaaler altid vilde "belive og besjele". "Langkork eller Champagner mig her og Langkork eller Champagner mig der -- var et af Deres Hr. Farbrors gyldne Udsagn -- uden en Skaal til, bliver et Glas Viin ikke et Haar bedre end et Glas Brændeviin. Men det for- ædles derved; Filosofiens og Erfaringens bedste Sandheder, Geniets og Lunets bedste Indfald og Venskabets ædleste Følelser fange Liv i gode Skaaler og Nydelsen opløfter sig til Aandernes Glæde." Ved at overveie Udgivelsen af en Samling Skaaler, var det imidlertid min første Tanke, at saadanne altid burde være Øieblikkets Børn saa- ledes som de alleroftest syntes at være og virkelig ofte vare hos Deres sal. Farbror. Men den Fattigdom, der ved mange Leiligheder finder Sted derpaa, uagtet det maatte synes som om mange dog endnu ikke burde være gaaene afglemme, og det nyttige Liv i Selskabet, i Ideerne og i Følelserne, som en god Skaal, hvor den nu skriver sig fra, kan vække, har bortryddet denne Betænkelighed. Hos det engelske Riges Nationer holdes Toasterne i usvækket Hævd ved alle Gjestebud, og SIDE: 277 omendskjøndt man hvert Aar seer hundrede nye, stikke de gamle Gentlemen dog ofte en "Toastmaker" i Lommen, naar de gaae i Gjæste- bud, uden at de dog bruge den anderledes end til at opfriske Hukom- melsen. Hertil brugte Deres sal. Farbror saa ganske hemmelig under Parykken at kløe sig over det venstre Øre, og dette pleiede aldrig at slaae ham feil. Paa Deres sidste Spørgsmaal, om jeg troer det vil skade Dem, som kanske engang vordende Studiosus theologiæ, at De udgiver Farbrors Skaalsamling, da maa jeg oprigtig svare Dem at jeg saameget mindre kan tro, at et saadant Foretagende uden for Faget af en ung Mand kan være ham til nogen Skade, som litterære Fortjenester i Faget af ældre Mænd ikke synes at have været dem til nogen Nytte. Man tør altsaa haabe godt af det modsatte. Men overhovedet maa De gjøre Dem til en Regel hertillands, at være fornøiet, naar De ingen positiv Skade har af et literært Foretagende. Nogle enkelte Skaaler af egen Fabrik har jeg ogsaa den Fornøielse at sende Dem, idet jeg ønsker, at Deres Skaalsamling maa ligesom ind- føre i de norske Festsamkvem den pyntelige gamle Farbror med al hans sunde Fornuft og Gudstro, hans menneskekjærlige Tænkemaade, varme Patriotisme, sande Munterhed og altid friske Lune! Jeg synes at see ham reise sig i sin blaa Kjole med store blanke Knapper i, den sorte Atlaskesvest fra Bernt Ankers Dage, Kalvekrydset, Manskjetterne, den store Uhrkjede, de blanke Støvleskafter . . jeg synes at see det jovialske rosenfarvede Ansigt med de klare blaa Øine og den overordentlig forslagne Paryk, og at høre ham banke tre Gange paa Glasset med Kniven, at løfte det op foran Øiet ligesom om han tabte sig i Beundring af Vinens spillende Farver, og saa med Livlighed at fremsætte en eller anden af hans uudtømmelige Forraad af Skaaler, hvoraf De kun har samlet en ringe Deel. Træffes vi, gjælder det Far- brors Skaal og dernæst enhver Nordmands, som ligner ham i at gjøre de selskabelige Samkvem baade fornøieligere og nyttigere ved at til- bagekalde til Glasset Sangen og Toasten. Grotten den 1ste Mai 1844. Henr. Wergeland". SKAALER. Normanna- og Svea-Konnings Valgsprog: "Ret og Sandhed!" Kongen leve! og gid ingen brav Nordmand maa være uden hans Billede i sin Lomme! SIDE: 278 Tapperhedens Fødested, Frihedens Hjem, Gjæstfrihedens Arne -- gamle Norge! Gid Kongen maa leve længer end hans Raader! Og gid de leve længe! Lykkens Sol altid i Opgaaende over gamle Norge! Kongehuset! Livsensstyrke flamme i den stolte Stamme! Gamle Norges Skaal! "Evig du stande, Elskte blandt Lande! fast som den Storm, der omsuser dit Fjeld! og medens Bølgen omsnoer dine Strande stedse du voxe i Hæder og Held!" Held Norge! Held dets Drot! og Held dets Sønner! Hvert Skib, som ude er, vel hjem! Gid Bør og Bølge maa det skyde frem! Om Normænd saa tidt ei, som forhen, fægte, Gid de fra Fædrene ei vanslægte! Held Dal og Sø og Fjeld! Vort Norge Held! Den norske Løve! Gid den aldrig maa reise sig i Vrede eller lægge sig i Frygt! Leve den fri Presse, Misbrugs Retter, den Undertryktes Skjold, Undertrykkeres Rædsel! SIDE: 279 Rank som Granen, haard som Jern, Normand være Norges Værn! Sang og Saga i vort Norden! Norges Navn vidt over Jorden! Gid Fattigdommen altid være en Dagsreise bag os! Gid vi maae være Børn; men ikke i Tale! Heller Død, end at Normand Troskab brød! Svea Held bag Kjølens Rygge! Nor og Svea sammen bygge! Tapperhed, Troskab, vor ældgamle Ære være til seneste Slægter i Priis! Norrig, vor Moder, vi værdige være! Leve og døe efter Fædrenes Viis! Gid Nordmænd sit Navn uden Blussel maa bære! som Fædrene fri og oprigtige være, ukjendte ved Smiger og krybende Svig! maae kjækt gaae imøde hver Fare som truer! maae brænde af evige hellige Luer for Frihed og, elskede Norge, for dig! Sang oplive Glædens Bæger! Broder-Venskab adle Skjemt! Og hvergang os Druen kvæger Armod aldrig vorde glemt! SIDE: 280 Brødre! høit det Ønske lyder: Venskab stedse hos os boe! Sødest, renest Vellyst fryde Den, som bliver Venskab tro! En Skaal for de Skjønne! Gid Skjønhed og Ynde maa lade os glemme hvad Eva mon synde! De stedse i Blomster uvisnede staae! Hver Pige, som sukker i Kjærligheds Lænker, og lønlige Sukke sin Elskede skjænker, før Aaret fuldendes i Brudeseng gaae! Gid Elskeren aldrig sin Elskov fortryde! Gid aldrig Fornuften den Lænke maa bryde, som Amor har smeddet af Gratiers Smiil! Er Frihed vort Ønske, vor Sang, vor Gudinde, man aldrig os Mænd da saa tossede finde, at afslaae en Kjæde af yndige Smiil! Vær du vort Selskabs Skydsgudinde, o Venskab, Jordens bedste Held! vort Favnetag dit Hædersminde! vor Fryd udspringe fra dit Væld! Op Brødre! stemmer, stemmer i: Held være Venskabs Harmoni! Lad Verden kjende, at Venskab er vort Øiemed, at alle, alle Hjerter brænde for det, den Jordens Salighed! Op, Brødre! stemmer, stemmer i: Held være Venskabs Harmoni! Addition for Handelen, Subtraktion for Skatterne, Multiplikation for Fabrikkerne, Division for overdrevne Gager og ufortjente Pensioner! SIDE: 281 For alle Landets velgjørende Indretninger! Et Par Spindelvæv-Buxer, en skarp Sadel af Svinelær, en stad halt Hest og en lang Dagsreise for alle Fiender af Friheden og Norge! Gid Fredens de løvfulde Palmer groe i Norrigs velsignede Egne! I Hytten boe Møie, i Borgen Ro! Samdrægtighed bo allevegne! Gid Bonden drage i hellig Fred den Fure, som Velstand ham lover! og bugnende Stavne fra fjernest Bred gaae trygt over rullende Vover! Sagtmodighed, Blidhed, hver stille Dyd være Kvindernes fagreste Smykke! Ei støiende Glæde, men huuslig Fryd, udgjøre vore Hustroers Lykke! Befrielse for hver Slave og Frihed for den Brave! Hver Mand være tro i Ord og Daad! En indgangen Pagt han ei svige! Den Nidding, der volder Besvegnes Graad, af Normænds Samfund sig snige! En Skaal for den Mand, som betragter sit Liv som en Gjeld til sit Fædreneland! Gid Velstand og Hæder, Lykke og Fred, og Oldtidens Styrke og Vælde maa boe i vort Hjem fra Glommens Bred til Finmarkens snedækte Fjelde! SIDE: 282 Gid Retfærdighedens Sværd maae blive svunget af Naadens Haand! Alle ædle Menneskers Skaal! og gid de ikke findes ved dette Bord! Vind for den Seilende, Held for den Beilende og Overbærelse for den Feilende! Svæv hædret fra kneisende Master, du Norrigs uplettede Flag! Mens Landværn til Baunerne haster, at møde i standende Slag. Almægtige Hærenes Herre! giv Norrige Seier og Ære! For Freden at vinde i Kampen vi gaae. For Konge og Arne vi stride og slaae! Regjeringen viis! Vor Skibsfart og Flidens Produkter i Priis! Gid aldrig vi friste maae Fredens Forliis! Gid De, som ville rodhugge Frihedens Træ, maae blive knuste af dets Fald! Vore Sønner dygtige og brave! Vore Døtre beskedne og tækkelige! Gid Adjektivet "lykkelig" altid maa være forenet med Substan- tivet "Norge"! Mildt som Aftenstjernen smile sande Glæder til os ned! De forskjønne Mandens Hvile, og belønne Dagens Sved. Os en ædel Broder møde med uskrømtet Favnetag, og en rolig Aftenrøde slutte den anvendte Dag! SIDE: 283 Frihedstræet blomstre overalt paa Jordens Rund! Hvert Menneskebarn faae en Frugt i sin Mund! Gid Vægten af vore Skatter aldrig maae knække Ryggen paa vor Kredit! Bliden Sjelero forsamle i fortrolig Vennekreds Yngling, Manden og den Gamle med den forsvundne Dag tilfreds! Ved dens Harmoni forsvinde Forskjel mellem Stand og Aar! Her graaisset Olding minde glad sin Sommer og sin Vaar! Gid vi altid maae have nok for os selv og en Skilling tilovers for vore Venner! Ædle Venskab, du vor Hæder! stadig du iblandt os bo! Adle du vort Selskabs Glæder! og befæst vort Hjertes Ro! Du, som vore Hjerter byder, Dig til Hæder synge vi: Ædle Venskab, Intet bryder dine Sønners Harmoni! Gid Frihedens Sønner maae gifte Dydens Døttre! Du Norriges Flag! dig følge den Hæder hver kommende Dag, som altid dig fulgte i herligste Glands naar Heltene fegted for Seierens Krands! Gid hver brav Mand i Ulykken maa være som Fjærbolten, der springer høiere jo mere den slaaes! SIDE: 284 Religiøs og borgerlig Frihed vandre Haand i Haand Jorden rundt! Brænd høit, brænd varigt i vort Norden, for Norrige vor Kjærlighed! Gjør Manden kjæk i Slagets Torden og nyttig i den gyldne Fred! Vor Attraa Verdens Børn skal ære, Alfader give Bifalds Smiil! Den gode Borgers Navn at bære, er Maalet, som vi sigte til. Gid Viisdom ved Fyrstens Side staae! Retfærdighed Broder ham nævne! Gid Sandhed trindt om hans Fodspor gaae! og Klogskab hans Veie jevne! Gid Uskyld, som Barnet ved Moderbryst, maa trygt hos Retfærdighed hvile! og Lasterne, skrækte af Lovens Røst, maae lyssky til Mørket bortile! Utvungne gid Tankens Yttringer staa! Løst vorde de Baand, som dem binde! Da Videnskabs Sol vil sin Zenith naae, og arvede Fordom vil svinde. Gid Held og Hæder følge med vor elskte Drot, den Gjæve! Hurra! er vor Veltalenhed. Hurra! vor Konge leve! Pokalen tøm til dyben Bund! og Røsten høit vi hæve! Vi raabe alle af een Mund: Hurra! Vor Konge leve! SIDE: 285 Gid Hver, som Ærlighed har kjær som gjerne Armods Talsmand er, engang iblandt i Vennekreds sit Bæger tømme maa tilfreds! Held hver den blide hulde Pige, som aabner Jordens Himmerige for trofast Elsker i sin Arm! Og Held hver Den, hvem Dyden leder til Jordens bedste Saligheder ved trofast elsket Piges Barm! Held Den, som kan paa Livets Dage med glade Øine see tilbage, og saa til Glæden ile hen! Gid den maa ile ham imøde! Gid ham ved Banens Aftenrøde tilsmile trofast Viv og Ven! Gid Fornøielsens Baad altid maa have Fornuften til Styrmand! Gid dygtige norske Hænder maae være forenede med trofaste Hjerter! Gid hver Den, som er saa heldig at undgaae Skinsygens Kvik- sand, ikke maa blive siddende paa Ligegyldighedens Klipper! Gid den Kriger, som aldrig vendte Fienden Ryggen, aldrig maa have en Ven, som vender ham Ryggen! Den norske Flaade! Maa den altid seile paa Ærens Sø, for Lykkens Briis, med Tapperhedens Flag og Dygtighedens Kompas, og lægge ind i Seierens Havn! SIDE: 286 Den norske Krigsmagt! Maa den i Ulykkens Time udmærke sig ved Tapperhed, i Farens ved Mod, i Seierens ved Menneskelighed! Den røde Dølehue! Maae Verden altid see Frihedens Glo i den. Nok i Glasset! Nok i Lommen! Altid et Glas gammel Viin for en gammel Ven! Heller Nød og Barkebrød end forlade Norges Skjød! Norge! elskte Fædreland! Frihed hos dig boe og bygge! Kongen og hver ærlig Mand din Selvstændighed betrygge! Norges gjæve Odelsæt stedse hævde Lov og Ret! Den i Fædres Fodspor træde! værne om Haarfagers Sæde! Norrige! Held om dit Fjeld, om din Skov! Held om din hellige Friheds Lov! Stande hver Normand med roligt Mod om Norge end kræver hans Hjerteblod! Enighed knytte til Norges Sag hver Normand til Norges den sidste Dag! SIDE: 287 O Frihed, gjør Normanden dydig og stor! dit straalende Tempel staae evigt i Nord! O Du, som fra Uhyrer renser vor Jord, o djærve Tyranhad, dø aldrig i Nord! Vore Venner! vort Land! vore Love! vort Hjem! vor Kjærlighed! og vor Frihed! Opposition uden Interesse! Dyden riig! Lasten bankerot! Druernes Blod sprudle i Munterheds Tempel! Paa Børn som eie Kraft og Marv, og faae vor Munterhed i Arv! Held for den Drot, som bereder og fremmer Ved lovbundne Vælde vort Fødelands Vel! Gid aldrig, bedragen af Smiger, han glemmer, at Magten kun laantes at udbrede Held! Svind, Adelskab, svind! og Foragt mod Enhver, som drømmer om Ahner og arveligt Værd! Gid Lighed maa herske i Norriges Land! Kun straalende Borgerdaad adle sin Mand! Held det Kjøn, vor Slægts og Jordens Smykke, hvis Ømhed er Mandens Løn og Kronen paa hans Lykke! SIDE: 288 Lyksalighed er Jordens Maal -- Viins, Venskabs, muntre Pigers Skaal! Skaal for Enhver, som af vor Mening er! Er han, skjøndt ærlig, det ikke -- nu! ogsaa Hans vil vi drikke! Der er en Skaal, jeg ei kan svige: det Venskabs er; den egnes Den, som lærte mig, at, næst sin Pige, man hylde bør sin Ungdoms Ven! Et Glas af fuldt og aabent Hjerte vi vie Hver, som glædes ved at standse Graad og lindre Smerte! Ham lønne Sjelens blide Fred! Os Himlen gav en vakker Flok, hvis Navn er endt paa "Ine". Vi mange har, skjøndt langtfra nok, -- Skaal Mine, Caroline! Leve Koner, Enker, Piger! Leve Vennen, som ei sviger! Leve Viin og Kjærlighed! Et roligt Sind! en Munterhed, som følger os til Gravens Bred! Vor Kummer forsvinde ved vennefuldt Bryst! At elskes, det være vor Stolthed og Lyst! SIDE: 289 Evig Nag og Hevn forsvinde af vor Broderkreds med Skam! Fred med vores værste Fiende! Kun hans Anger ængste ham! Leve for at lære! Lære for at leve! Gid Haabets Solskin aldrig maa forsvinde fra den Fængsledes Vindu! Fængselgittret være altid forgyldt af Haabets Solskin! Sludder og Smuds banlyste fra godt Selskab! Godtro aldrig skuffet! Fortjenesten iveiret! Bort med de Glæder, som lønne med Nag, og vække kun Smerter den følgende Dag! Gid hvert Speil, vi see i, kaste noget Smukt eller Ædelt tilbage! Næstens Feil mørke! hans Dyder straalende! Mod, naar Kummer overvælder! Evighed for hvad vi svoer! Hjælp hvor Uskyld Taarer fælder! Sandhed over alt paa Jord! Gid Andres Feil blot vise os Stygheden af vore egne! SIDE: 290 Gid vore Tanker aldrig mislede vor Dømmekraft! Voldsmænds Blod kun Sværdet drikke! Høimod selv mod Svig og List! Haab i Dødens Øieblikke! Naade for Guds Throne sidst! Gid vi maae være mere færdige til at rette vore egne Feil end til at publicere Andres! Aldrig saa lave, at vi misunde Andre deres Lykke! Hver tilgive! Ingen bøde! Leve, leve selv de Døde! Intet Helved være meer! Ingen Rettighed kjøbt for et Medmenneskes Smerte! Trøstens og Hjælpens Porte altid aabne for Lidelsens Børn! Mod naar Afskedstimen vinker os i Gravens Mørke ned! Brødre! og Barmhjertighed hist naar Dommersværdet blinker! Ærlighed for Kjøbmanden! Tapperhed for Krigeren! Raskhed for Sømanden! Viisdom for Regjeringsmanden! Christelig Kjærlig- hed og Velvilje over det hele Land! Sundhed for min Krop, Velmagt for min Pung, Himlen for min Sjel! Og jeg ønsker Eder ikke værre. SIDE: 291 Vort Samfund Held! Dernæst hele Verden Vel! Held for Den, som ønsker Andres! Hjerte til at føle! Hjerte til at give! Vore store Mænd gode! vore gode Mænd store! Glæder som Fixstjerner! Sorger som Stjerneskud! Gid vi maa være lykkelige, og vore Fiender erfare det! Gid hvert skjønt Ansigt forkynde et endnu skjønnere Hjerte! Ved Venskab og Tro blomstre vort Samfund i Fred og i Ro! Gid vor Vens Søn maa leve for at blive en bedre Mand, om muligt, end hans Fader var! Hver Dag bedre end igaar! Mindes de Brødre, som græde! Veldaad adle vor Glæde! Det Skjønneste paa Jorden: vor første Kjærlighed! Aldrig blind for vore egne Feil! Held og Fremgang for ethvert gjævt og lovligt Foretagende! SIDE: 292 Hver en Broder blive en retskaffen Mand! gavne, trøste, give, hjælpe hvor han kan! Alle Gode frisk tilmode! Alle Skrantende og Svage Sundheds Dage! Vor Aften svinde hen i Glæde men førend vi adskilles nu, de Lidende, ja dem, som græde, dem lad os komme først ihu! Til Bægeret altid en vennefuld Kreds, og altid med Alting derude tilfreds! Paa et godt Livs bedste Belønning: en Død i Fred med hele Verden! Gid Ingen hvorhelst man sig samler til Lyst, maa klinke for sparsomt og sidde for tyst. Fisk paa Krogen! Sild paa Vaagen! Hvert Aar bebude ved Hval og Maagen rigt Fiskeri! Gid Flid og Industri altid være Lykkens Yndlinger! Fornøielser af Arbeide! og Fremgang af Fornøielser! Virkeligheden bekræfte vor Indbildningskrafts Fostre! SIDE: 293 Gid vore Feil maa være skrevne paa Strandbredden, og enhver god Handling være en Vove, som skyller dem ud! Vore Tunger heller Plastre end Knive! heller Rosenblade end Torne! Geni og Fortjeneste mangle aldrig en mægtig Ven! Fredens Vinge over Landet! Landets Skibe over Vandet! Gid Revolutioner aldrig holde op saalænge et Tyranni existerer! Maa Bravhedens Pande blive smykket af Skjønhedens Haand! Gid vi aldrig finde Farer lurende paa Tryghedens Grændser! Gid vi altid maa see fremad mod bedre Tider, men aldrig være misfornøiede med den nærværende! Gid vi aldrig maae komme ind i en slet Sag og aldrig forlade en god! Det Land, vi leve i! Gid de, som ikke like det, maae forlade det! En Armee som kan staae, men ingen staaende Arme! Gid almindelig Fred, almindelig Velstand og almindelig Tilfreds- hed aldrig maae blive ualmindelige! Et Pas fra Norges Bank at reise med og Kongens Billed til Ledsager! SIDE: 294 Gode Skibe, god Vind og gode Søfolk! Gid Viin aldrig blive Kjærlighedens Fiende! Fylder hver sit Glas til Randen! Bacchus elsker bredfuldt Maal; klinker glade med hinanden! Drik Enhver sin Piges Skaal! Fordom, Tvang og Griller vige! Ingen af os være Nar! Ingen skamme sig at sige frem, hvad Navn hans Pige har! Gid Munterhed altid smile om dette Bord! At Ingen af Os nogensinde maa mangle en Ven til at opmuntre sig og aldrig et godt Glas til at muntre ham! Gid vi maae vurdere en gammel Ven og elske en gammel Viv! Kjærlighed for Kjærlighed! Leve hver Dandsens fro Veninde! Leve hver Dandsens raske Ven! Aldrig forbittre Nag dens Minde! Altid uskyldig være den! Kjærlighed i hvert Hjerte! Frihed i hvert Bryst! Kundskab i hvert Hoved! Gid vi kunde kysse Den, der behager os, og behage Den, vi kysse! SIDE: 295 Gid Vinen altid maa være Viddets Bryne! Held Enhver, som munter veed Livets Modgang at forjage! Roser groe i ethvert hans Fjed til hans Vinters Dage! Muntre Elskere til smilende Piger! For røde, for hvide, for blakkede Viin! Gid Sorgen maa finde i den Medecin! For den Skjønhed, som ikke alene henrykker Øiet; men for- tjener at vinde Hjertet! Held Pigen, som ei er en Venus alene; men kydsk som Diana og klog som Athene! Kjærlighed for Een! Venskab for Faa! Godhed for Alle! Gid Kjærlighedens Vinger aldrig maae miste en Fjær! Gid den oprigtige Elsker altid blive troet og Bedrageren bedraget! Gid vi aldrig maa overskride Klogskabens Grændser eller træde paa Venskabets Bryst! Uskyld før Ægteskabet! Troskab siden! Følelse for at elske en Pige! Fortjeneste til at vinde hende! SIDE: 296 Den Pige, Enhver elsker! Den Ven, han kan stole paa! Vore elskte Søstre leve! Brødre, stemmer i med mig! For Enhver den Ædle svæve, som han har udkaaret sig! Uskyldighedens smukke Rødme forlade aldrig den norske Piges Kinder! Gid Personernes Forbindelse altid være bygget paa Hjerternes! Leve hver en ædel Mage, som sin Mand er huld og tro, lindrer ham de mørke Dage, og forsøder ham de froe! Kjærlighedens Pillarer: Godhed og Troskab! Leve Piger, som indtage ømme Yngling uden Svig, og hans Sjel til Dyden drage ved at drage den til sig! Leve Lenge lykkelige, elskte Koners ømme Mænd! Hver, som sukker for en Pige, vorde elsket ømt igjen! De Eenlige forlovede! De Forlovede gifte! de Gifte lykkelige! For det Ansigt, Naturen har sminket, og det Hjerte, som ikke kjender Bedrag! SIDE: 297 Leve vor Ungdoms Veiledning og Lyst, Vor Manddoms Belønning, vor Alderdoms Trøst! Mænd! Oldinger! Ynglinger! ærer det Kjøn, som os i hver Alder vor Bane gjør skjøn! Damerne leve til Held for Enhver, som er deres Yndest og Kjærlighed værd! For Kjærlighedens Kys paa Uskyldighedens Læbe! Gid stiftet Gavn og lindret Nød os være Fryd i Liv og Død! Høit lyde Glassenes klingende Toner! Høit lyde Brødres forenede Røst! Yndige Piger og kjærlige Koner leve os Alle til Held og til Trøst! Til Ære for Elskov, alt Levendes Maal. I Koner! I Piger! I Skjønne! Jer Skaal! Naar Kjærlighed angriber Hjertet, gid da Æren foreslaae Vaaben- stilstand! Fred og Glæde Dem, som græde! Gid Den, som ikke føler Venskabs ædle Drift, og som med os ikke Venskabs Skaal vil drikke, maa drikke grønnen Galde, Eddik og Forgift! Gid vi leve for at gjøre vel, og gjøre vel for at døe vel! Gode Katte, om der er Rotter og Muus i Statskassen! SIDE: 298 Kongen leve! Hans Ret og ikke mere! Gid gamle Israel maa gjøre sine Fiender tilskamme, naar han faaer Lov at komme til Norge! Skaal for enhver vor Kredses Pryd! Kjønnets og Skabningens Smykke! Skaal for Enhver, hvis Værd og Dyd udgjør vor Stolthed og Lykke! Priis Kvinden, som finder sin Fryd i sit Kald! Priis dem, som forskjønne os Jorden! Kom, klinker og drikker! Vor Skaal gjælde skal Hver vennehuld Kvinde i Norden! Leve hver Pige, hvis tryllende Smiil vidner om Godhed og Kjærligheds Ild! Gid Kjærlighedens Timeglas aldrig rinde ud! Furu stærk og malmet Gran være Nordmænds Mærke, at i Gjerning eller Tanke vi ei vakle eller vanke, modige og stærke! De tre A'er: Agtelse, Aversion, Afholdenhed ): Agtelse for Dyden! Aversion for Lasten! Afholdenhed i Nydelser! De tre B'er: Brød, Barmhjertighed, Bekjendtskab! ): Brød for den Arme! Barmhjertighed for den Rige! Bekjendtskab mellem de Gode! SIDE: 299 Hver Mand, som er værdig at hedde Soldat, for Venner og Fædreland stedse parat! Skam for den Ruus, som gjør Godtfolk til Sviin! Gid aldrig misbruges den herlige Viin! Skaal for hver Elsker, som Taushed bevarer, og mod Bagtalelse Kjønnet forsvarer! Goddædighed uden at ville vise sig! Religiøsitet uden Bigotteri! En Ven i Nød! En Skolemester-Skaal: Addition af Patrioter! Subtraktion af Embedsmænd! Multiplikation af talentfulde Folk! Division af Uvenner! Reduktion af Misbrug! Reguladetri af Konge, Storthing og Folk! Decimalbrøk af Sinekurer! Skaal for hvert Hjerte, som Kjærlighed nærer! Skaal for den Skjønhed, som Muserne ærer! En ærlig Prokurator! en from Præst! en erfaren Læge! Alle Fortunas Døttre, undtagen den ældste: Ulykken! Alle vore billige Ønsker opfyldte! Alle vore Behov tilfreds- stillede! SIDE: 300 Skaal for hver Mø, som ei tillader sin Elsker at døe! Gid vi ved Enden af en Fornøielse ikke maae have Aarsag til at angre dens Begyndelse! En Flaske, en Pibe, en ømhjertet Viv at lyksaliggjøre den Rest af vort Liv! Gid at vi ofte til fælles Behag samles igjen i saa hyggeligt Lag! Kjærlighed og Ære uadskillelige! Et lidet Huus og Frihed! Hoved til at erhverve! Hjerte til at anvende! Mangen Aften her bortile i uskyldigt Vennelag! Her hver Broder finde Hvile efter vel anvendte Dag! Gid Fortvivlelse og Ulykke kun findes i Arabiens Ørken! Tilgivelse for vore Fiender! Forglemmelse for deres Fornær- melser! Venskab af Marmor! Fiendskab af Støv! Aandrige Fornøielser for aandrige Mennesker! SIDE: 301 Skjønsomhed til at bevare vore gamle Venner! Adfærd til at vinde os nye! Held for den Mand, som hverken kan skuffe en Ven eller be- drage en Fiende! Gid vi altid maa see fremad med Glæde! tilbage uden Anger! Trygt Vimplen svæve! Søfarten leve! Og Tolden ikke formeget kræve! Søfartens Skaal! Altid finde fast hvad vi binde fast! Gid vore Børn heller tage fra os, end vi fra dem! Sundhed sminke Kinden! Sindsro Sjelen! Gid Ingen af Os maa være i Forlegenhed for en Daler naar en Ven er det! Gid vi maae see omkring os med Glæde, opad med Taknemlighed! Aldrig Slaver uden af vor Pligt! Kun Venner af Fortjenesten! Aldrig maskeret uden paa Maskerade! Gid Menneskelighedens Love blive satte i Kraft mod dens Krænkere! Aldrig knurre uden Grund! aldrig Grund til at knurre! SIDE: 302 Gid Den, der har Forstand nok til at føle en Uret, have Hjerte til at tilgive den! At vi aldrig maae mangle en god Undskyldning! Gid Han, som skabte Fanden, tage os Alle! Gid vi altid maa skilles med Sorg og mødes med Glæde! Gid Ulykken skabe mange kloge Folk! Gid Modens Galskaber bare maae blive efterlignede af Narre! Vore Fornøielser frie for Angerens Stik! Skaal for det Hjerte, ei Falskhed forgifted'! Skaal for det Selskab, som Munterhed stifted! O, Snorre, din Saga og Sjaldenes Sang blandt Norriges Bjerge gjenlyde! Gid Huus ei maa findes i Dal og paa Vang hvor Snorre man frem ei kan byde! Paa Post baade mod Lykken og Ulykken! Gid alle Venner af slette Principer blive forladte af sine Principaler! Gid den bedste Dag, vi have havt, maa være den værste, som skal komme! SIDE: 303 Gid Nordmændene mindst for Jødernes Skyld maae faae Navn af Barbarer! Ingen begynde hvad han ikke kan ende! Gid en hvid Mand aldrig maa faae en sort Søn! Gid enhver Løgner maa have en god Hukommelse! Gid vi aldrig maa have en let Pung og et tungt Hjerte! Hver Mand være hvad han troer han er! Munterhed præsidere naar vi støde paa en god Ven, og For- nuften tilsige naar det er Tid at bryde op! Gid Norges Handel oplives maa! Gid Skoven voxe saa fort den falder! Gid Skjønhed længe i Blomster staae! Gid Venskab øges med Vennens Alder! Glem Kummer og Plager! Glem stigende Aar! Gid sildigen først maa forsølves vort Haar! Altid rede til at give Fanden hvad han har godt af! Ulighed i Kaar eller Stand være aldrig Venskabets Grændse! Tungen være Hjertets Register! SIDE: 304 Heller Frihed uden Flesk, end feed og smøret Trældom beesk! Jakobs Velsignelse -- Agres og Moderskjøds -- over Fædrene- landet! Frie Folk! frisindede Regjeringer! Heller Frihed og Nød end Trældom og Brød! Patriot og Retskaffen eet Begreb! Mennesker agtes for hvad de ere! Kongerne med! Gid Syttende Mai, den Velsignte blandt Dage, bestandig maa skjønnere komme tilbage! Fred dyrebar! Frihed dyrere! Nationalæren koste Nationens Død! Gid Frihed uden Ære maa agtes lige med en Jomfru uden Dyd! Heller blodig Frihed end graadfuld Trældom! Den norske Løve! Den staae ukrænket, fordi den ingen Kræn- kelse taaler! Normanna-Aand hil i dit Hjem! Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem og i din Drots Geleder! SIDE: 305 Sagas bedste Viisdom: det Folk, som eier Frihed, har nok Ære! Friheden og Frihedens Dyder! Gid Loven altid maa være Overkonning i Norge! Gid ethvert Folk, der behandles som Børn, maa vise at det er voxent! I Fjeldets Arme grønne Enge bølge! og Malmen straale dybt i Klippens Favn! Gid Norges Sønner ikke maae fordølge, at de har arvet gjæve Fædres Navn! Fædreneland! Hellige Navn! Du vort Hjerte fylde med Glæde, med Smerte! Venner, stød an! Hver ærlig Jæger trives vel! ei mangle Viin og Vildt tilkvel! I Skoven Lykke! I hans Bo, naar han er træt, en kvægsom Ro! Gid Overmod ei blive maa vor Glæde og ei Forglemsel af at vi skal døe! Lad Modet i vor Barm ei vige Sæde, naar Modgangs Storm oprører Livets Sø! Gid den Mand som ikke elsker sit Fædreland, hverken maa leve, døe eller blive begravet i det! Heller rige paa Venner end rige paa Penge! SIDE: 306 Store Ligtorne og trange Støvler for alle Fiender af Friheden og gamle Norge! Gid Den, som foragter de Glæder, Fædrelandet har at byde, maa finde sin Grav i et fremmed! Gid Sorgen maa ryste sin Møllesteen af, naar han seer Doktor Flaske! Aldrig tage Skyggen for Virkeligheden! Velvilje og gode Indfald springe af Flasken! Gid vi altid maae svæve over vor Ulykke! Hovedet koldt! Fødderne varme! Et Glas for os! en Mynt for den Arme! Et Bæger for de Unge! Det Maal de stræbe til! Forstand paa deres Tunge! I deres Hjerter Ild! En Nordmands Borg hans Huus! Fred i Norden! Sandhed, Lys og Ret! Liv og Blod for Fædrejorden! Tro mod Kongen og hans Æt! Altid en Funke af ungdommelig Ild under Alderdommens hvide Aske! SIDE: 307 Altid en stærk Arm og en villig Haand for Fædrelandet! Held den unge Tiden! Den seire skal i Striden! Alt Lært af Bedstefædre er ikke godt som Guld. Gid vi det Gamle hædre! men ei for Aldrens Skyld. Hver Moders Skaal, der er Navnet værd, og deri sætter sin Fryd og Ære, hvis skjønne Vandring det Fodspor er, som Dydens Vei hendes Børn kan lære; der fro kan smile til Gravens Hvile, naar i sit Fodspor hun saae dem ile, -- den Moders Skaal! Aldrig opblæste af Rigdom! aldrig nedtrykte af Fattigdom! Held for hver en Fyr og Eeg fra de norske Skove, som fra Klipperne nedsteeg til den blanke Vove! Hver Kones Skaal, der er øm og mild, og Livets Skaal vil med Manden drikke, og ikke Kalken bortsætte vil, hvorvel den mangengang smager ikke, der ufortrøden, ja indtil Døden vil dele Glæden, men ogsaa Nøden, -- den Kones Skaal! SIDE: 308 Komme igjen Fædrenes herlige Dyder! Kommer og evigen pryder Norriges Mænd! Utvungen Glæde om gjæstmildt Bord! Paa Guldvægt veie man ei sine Ord! Briste alle Baand, som kvæve Haand og kvæle Aand! Aldrig misunde den Rige! Aldrig frygte den Mægtige! Frisindede uden Partihad! Loyale uden Trællesind! Retfærdighed selv mod Fanden! Gid aldrig for fine til Glassenes Klang! for alvorsfulde til munter Sang! En Mand en Mand! Et Ord et Ord! Altid den Samme i Medgang og Modgang! Gid vi aldrig maa see en gammel Ven med et nyt Ansigt! Et Selskabsliv uden Snørliv! Foran os Haabets bevingede Hest! Lad os det følge som vi kan bedst! SIDE: 309 Vor Hjembygds Dal! I Fred dens Hytter staae! Gid Sorgen kun maa der ei Huusly faae! Rundt Jorden sig flytte Frihedens Fjed, og træde i Støvet Tyrannerne ned! Held hver den Norges Søn, som djærv tilthinge gaaer med hævet Pande, at offre trofast med sin Grande for Land og Folk en aandig Skjærv! Storthinget leve! Gid ei dets Hal maa runge af andre Sværdes Klang end Nordmænds Tunge! Tale som vi tænke! Handle som vi tale! Altid nok til at kunne være gavmilde, for meget til at være fattige! Gid Ploven skjære! Harven rive! og Gud Velsignelsen saa give! Hver Piges Skaal, som er huld og tro, og Hjerte give vil bort for Hjerte, ei lege vil med sin Elskers Ro, og ei hovere vil med hans Smerte! Enhver, som kjærlig vil love ærlig og finder Holden ei for besværlig -- den Piges Skaal! Før smuldre Dovres Kjæmpeblokke før fremmed Magt skal Oskars Throne rokke! SIDE: 310 Hver ærlig Mand en huld Veninde! Hytten Glæder! Borgen Fred! Olding, Yngling, Mand og Kvinde, Alle naae Lyksalighed! Handel og Søfart! -- Gid Handel og Søfart florere, vi faae vore Vine ved dem! Som fast du stod trods Seklers Vælde, staa evig fast, vor Fødestavn! Held, evigt Held om dine Fjelde! og evig Hæder om dit Navn! Hver elsket Broder, som troligen har delet med os vort Samfunds Glæder! Om fjernet fra os end er vor Ven, Hans Minde være vor Fryd og Hæder! Oprigtighed i Tale! Uegennyttighed i Handling! Raskhed i Ungdommen! Fasthed i Manddommen! Rolighed i Alderdommen! Kultur uden Falskhed! Ærlighed uden Raahed! Og nu en Skaal for det elskte Kjøn, Naturens Glæde og Pryd og Ære, med hvem vor Vandring os bliver skjøn og Livets Byrde heel let at bære! De Kvinder være den Skaal til Ære som ere værd, at vi dem kjære -- de Kvinders Skaal! SIDE: 311 St. Olaf! Norge og Løven! Det Hjerte, som gløder! Den Haand, som os møder! Den Haand, som giver! Det Hjerte som tilgiver! For enhver Bro som bærer os over! Leve Den, som føler for den Sorg, som ikke er hans egen! Livets tre Velsignelser: Sundhed, en god Samvittighed og Udkomme! Tre F'er: Frimodighed, Frihed, Frugtbarhed! ): Frimodighed for Kongens Raad, Frihed for Folket, Frugtbarhed for Landet! Tre H'er: Hygge, Hæder, Held! ): Hygge i vort Hjem, Hæder for Fortjenesten, Held for hele Verden! Held for vore Venner! Forbedring for vore Fiender; Hver brav Mand et let Hjerte og en tung Pung! Maa vi paa den Maade komme igjennem Verden, at vi ere støttede af Bravhed og Hæderlighed, ledede af Viisdom og drevne af ædle Følelser! Gid Lasten aldrig faae Tilladelse til at besøge Uskyldighedens Hytte! Gid Den, som planter en Tjørn i Uskyldighedens Barm, maa døe paa en Seng af Nesler! SIDE: 312 Gid gamle Israels Dukater maae blive i Norge forvandlede til løbende Jernhjul! Mand og Mands Gjerning! Gid Vi besidde før i Ro det Lidt vi har medrette, end vinde alt hvad Næsten har med Uro og med Trætte! Gid Vi nok maae slippe ind i Ærens Tempel, men gjennem Retskaffenhedens Port! Been til at bære baade gode og onde Dage! Gid vor Seng altid maa være redet med en god Samvittighed! Et godt Ord finde altid et godt Sted! Forstand til Raad! Lykke og Hjerte til Daad! Folket leve! Dets Ret og intet mindre! Gid hver en Norges Datter foragte maa fremmed Flitter og Flatter! Altid harniskede med et frit Mod! Gid vi altid maae høste hvor vi have saaet! Vore Hænder ikke udstrakte til at tage, sammenknyttede til at give! SIDE: 313 Gid ingen Mand maa indlade sig paa at bygge et Pallads naar han kun har en Hytte i Pungen! Gid vi maae bruge Tiden til at kjøbe Evighedens Velsignelser for. Gode nok for os selv! Andre for sig! Tilgavns ihvad vi gjør! og aldrig hvad ei duer! Først altid hvad vi bør! og siden hvad os huer! Altid Retskaffenheds Vei, hver Hindring imod! Stedse forøie vort Maal, det fjerneste, bedste! Med værdige Trin dog fremskride vor Fod, og stedse vi først kun stræbe efter det næste! Gid Ingen for nogen anden Priis maa kjøbe hvad han ikke kan faae for Fortjeneste! Mørke Dage vexle om med blide. Se til Himlen -- der er Skyer paa. Let, som over Himmelen de glide, stedse gid vor Kummer svinde maa! Naar nedad vore Dage rinde, gid da til Haab forvandles maa hvert Minde! Agtværdig Mand vi rose, som ligger i sin Grav! Tilgive Den, som heller os Grund til Straffe gav! Gid Ingen maa troe, at han smigrer Himlen ved at foragte Jorden. SIDE: 314 Foragt for Slavens Trøst! -- : sin egen Vee paa Millioner Brødres Aasyn malt at see! Gid Jern, ja var det bare Muld, maa altid agtes bedre end Kraakeguld! Tarvelighed under hver Arnes Stavn være vor Friheds Huusholderskes Navn! Gid Løven med St. Olafs Hellebarde altid være vaagen som Fjeldets Varde! Gid hver, som Skibet ei redde kan, med Jollen tilsidst dog maa slippe iland! Gid i Kamp for Norge Smaagutter blive Mænd, og gamle hvide Gubber Ynglinge igjen! Mellem alle Pligter trine Kjerligheden til vort Hjem, med sin strenge Alvorsmine, først ved Ættens Vugger frem! Stedse tænke og handle som om vi vidste, at Øieblikket var det sidste! Handle saa, at vi kunne ønske, at enhver af vore Gjerninger sad personificeret som et Gespenst her ved Bordet! Altid dobbelt Vagt ved den svage Side! SIDE: 315 Aldrig ødsle Tiden bort! Thi den er det Tøi, hvoraf Livet er gjort. Den Rigdom, at vide at nøie sig med Lidt! Kjækt vi Sorgens Kalk uddrikke! Smage Glædens Skaal; men tømme den ikke! Tjene for vort Brød, men ei som Slave! Tage glad mod Løn, ei saa mod Gave! I Alvorsfærd forsmaa ei Skjemt! Skjemt saa at Alvor ei blier glemt! Væk med den Lyst til Flitter og Flatter, som fattige Norge allertyngest beskatter! Skaal for vore voxne Døttre! -- I Alder en Pige; men Kone i Forstand, da er det paatide en Datter faaer sin Mand! Skaal for vore voxne Sønner: -- Hvo sin Fader giver Hæder og sin Moder vederkvæger, Hvo, som deres Alders Vunder læger -- gid Han af eget Afkom høste Glæder! Ei for Venskab blot med Munden! (Det er uselt kun igrunden) Venskab ei af Ord og Skrift! Men for Venskab af Bedrift! Nyde hvad Himlen os naadig beskar! Undvære alle de Ting, vi ei har! SIDE: 316 Hver Stand fik Sit af Sorg og Lise! Hver Stand sig som den bedste prise! Gid aldrig vi glemme, at uden Umage komme ei gode Dage! at Hænder i Lomme blive bestandigen tomme! Om Fordom æres end af Folkets Flok, for Os det være dog ei Aarsag nok! Haandværkerne leve! -- Haandværk har gylden Hjerterod, bærer det om Munden med Støv og Sod. Skaal for hver en kløgtig Finger, som sin Ejer Rente bringer! Bort den falske skinhellige Dyd, som tør forbyde den skyldløse Fryd! Nøisomheds Skaal! Vi lide ei Nød, har vi Tilfredshed til Salt og til Brød! Bondens Skaal! -- Paa Benene bedre deran end som paa Knæerne fornem Mand. Kan ærlig Mand ei altid vinde Seier, dog gid han ubeseiret stande, liig midt i Storm og vilden Veir en Klippes faste Pande! SIDE: 317 Gid vi aldrig give Penge hen for at kjøbe Anger ind igjen! Den største Lykke Dødelige fik: at kunne mønstre med et roligt Blik Dagene, som vare, Fremtidsdages Skare! For stolte Nar kun stolt Foragt! Dog endnu større Ringeagt Den døje, som kun forstaaer sig smidskende at bøie, og stedse gaaer som sammenlagt! Kun den Fryd, hvis Eftersmag vort Hjerte gjemmer med Behag! Gid hver Nordmand leve fri, lykkelig, tilfreds og rolig! finde stedse Velstand i fager Blomstring i sin Bolig! Gid han trolig evig Pagt maa slutte med Retsind og med Virksomhed! Klogskab til at forudsee Ulykker! Mod til at bære dem! Skaal for den Ven, som Speil os rækker, der ei fordølger os vore Flekker! Ja Skaal for Den, som os med ærlig Kindhest vækker! Aldrig Djævlen vor Tunge laane til en Ulykkelig at forhaane! SIDE: 318 Skaal for Biekube og Myretue! De være Folkets Skolestue! For den Ven, der ligesom Vinen bliver bedre med Aarene! Trofasthed mod vor Næste, naar Nød og Sorg ham gjæste! Gid Ingen troe sig for gammel til at lære! Klogskab altid med paa Veien fra Ungdoms Vang til Alderdoms Dal over Manddomsheien! Tjene en Ven, at han bliver endnu bedre Ven! Tjene en Uven, at han bliver Ven! Heller Forliis end syndig Vinding! Ikke leve for at æde og drikke, men æde og drikke for at leve! Hvermand Ret og Skjel! Armod vel! Gid vi maae være lykkelige! men rolige hvor det negtes os! Ikke skyve til Den som falder! Gid Folket før maa rykkes op medrode og Landet slettes af vor Klode, end Fremmede skal boe hvor vore Fædre bo'de! SIDE: 319 Gid vi altid have til Bundsforvandte de Dødes Fornuft og de Levendes Kjærlighed! Leve Storthinget! Gid det altid udtrykke Folkets Villie! Gid Nationaldragter aldrig maae blive et Særsyn i Storthings- hallen! Paa et litterært Skandinavien og intet videre! Gid Nordmændene aldrig glemme, at Islænderne ere Been af deres Been, Kjød af deres Kjød! Blod af deres Blod! For Norge, for vort Fædrenord opløft dig, frie Presse! I dig, du Lysets Esse, dets stærke Aander Spyd af Ord for gamle Norge hvæsse! Fædrelandet har givet sine Sønner Modersmaalets gode Metal -- gid de forære det igjen Smykker deraf! Hvor glimre alle Lierne af Blommer! Du spotter os, vort Lands Natur! Hvor seirende fra Fjeldet Elven kommer! Bryd frem som den, Literatur! Gid vi aldrig føle Mangel og aldrig mangle Følelse! Gid vi maae være ligesaa heldige i at undgaae Berørelse med Loven som med Fanden! Aldrig begynde hvad vi ikke kunne ende! SIDE: 320 Aldrig see op til dem med Misundelse, som see ned til Andre med Ringeagt! For det Hjerte, som fyldes og fylder, naar Flaskerne ere tomme! Sand Fornøielse! Gid vi altid maae finde den hjemme! Rigsforsamlingsmændene paa Eidsvoll! Gid Nordmændene aldrig forglemme hvad de skylde Konstitutionens Fædre! Gid til Eidsvollhallen ogsaa maa knytte sig den Tanke, at den tillige skal blive et Æresminde over nærværende og kommende Slægters Patriotisme! Eidsvollhallen forvandlet til et norsk Pantheon! Aldrig tale om evangelisk kristelig Kjærlighed, dersom vi ikke ere tolerante baade mod Katholiken og Mosaiten! Mægtige Blade; men ingen Tyranner imellem dem uden Ty- rannens Skjebne: den, sjelden at blive graa! De norske Jenter! De røde Roser og de Øine blaae! Heller tage Sølvet af paa Kongsberg end Luxusen meer til i Christiania. Verdens største Herlighed: Venskab og Kjærlighed med Troskab og Ærlighed! Falskhed leve, Ærlighed døe -- aldrig i vore Hjerter! SIDE: 321 Gid vi maae leve til vi døe! Gid Æsler aldrig befatte sig med Lyren, og Digteren aldrig blive trakteret med Æselkost, med Torne og Tidsler! Lykke paa Reisen med vore Sønner! Men gid de før maa døe paa Hotel Dieu end komme hjem som nogle Jeandefrancer. Styrke i det norske Øl, saa det kan slaaes med Mester Fusel paa Kroen og faae ham paadør! Frihedens Skaal: Her har du boet blandt Fædrene gjæve; kjærlig som Moder du fostrede dem; end mellem os dine Altre sig hæve! Hellige Frihed, forlad ei dit ældgamle Hjem! Carl Johans Minde! Det uddø aldrig i Norge! En Skaal jeg vil udbringe for Norge og dets Drot! Thi lad Pokalen klinge for Norge og dets Drot! Mit Blod det skulde springe for Norge og dets Drot! Thi Vinen er for ringe for Norge og dets Drot! SIDE: 322 ENGELSKE TOASTER May good fortune ressemble the bottle and bowl, and stand by the man who can't stand by himself! Wine: the parent of friendship, composer of strife, the soother of sorrow, the blessing of life! A little health, a little wealth, a little house and freedom, with some few friends for certain ends, but little cause to need'em! Blest with content and from misfortun free, blest may we liwe and happy may we be! Health of body, peace of mind, a clean shirt and a dollar! Happy are we met, happy have we been, happy may we part, and happy meet again! Maids and young mens married, and soon so! Wifes and husbands happy, and long so! May all the sweets of life combine -- mirth and music, love and wine! May might never overcome rigth! May our looks never be at variance with our thougths! SIDE: 323 May a white man never have a black child! May good humour preside when good fellows meet, and reason prescribe when 'tis time to retreat! The three Generals in peace: General Peace, General Plenty, General Satisfaction! A cheerful glass, a pretty lass, a friend sincere and true! Blooming health, good store of wealth, attend on me and you! Life to the man, that has courage to lose it! and wealth to him, who has spirit to use it! The sea! the sleepless guardian of the world! Womans heart and womans smile! May we always possess the one, and be cheered by the other! May every man lose his nose, who only employs it to poke into other peoples affairs! My woman! your woman! but not every bodys woman! The three Generals in power: General Employment! General Industry! General Comfort! Justice to tyrants! Ritches to the generous Power to the merciful! SIDE: 324 LATINSKE SKAALER. Frater! clara voce cane: "Vivat Patria!" Vivat in æternum sane libera Norvegia! In sanitatem Regis, tutoris patriæ! In sanitatem legis nostræ Norvegiæ! Vivat Rex! Vivat Regina! Vivant Oscarus Halvvildhed boer endnu i de velsignede Dale, som vi kalde Menneskehedens Vugge; Fler- heden af selve Europas Agerdyrkere nyde ikke et høiere Liv, end det Plogen, som gjennemskar den mesopotamiske Slette, strax satte Menneskene i Besiddelse af; Urskogen forsvarer ikke blot i Amerika sin Plads, den suser endnu nær Europas Hjerte, og -- hvad der er en større Vildhed -- denne Verdensdeel bærer endnu babyloniske Despotier, hvis væsentligste Fortrin i Systemet (om det er noget) kun er det, som Bajonetmusketten har for Spydet og Buen. Naar Menneskeheden ikke er kommen længer, er der idet- mindste liden Tilfredsstillelse ved at ville udstrække Tiden over hiin imperativiskt afmaalte, som vi ikke engang ere istand til at udfylde med Begivenheder. Siden Chinesernes og Hinduernes Fordringer paa en Ælde langt udover vor Tidsregning, der i sin Udgang følger vestorien- talske Opgivender, ere blevne prøvede og underkjendte, er det især fra Persepolis' Ruiner, fra Grusdyngerne over en Kultur, der synes i Blomstring næsten ved Historiens Begyndelse, naar vi neppe have sluppet Noach afsigte, og gjennem det Denderahske Isistempels gigantiske og smagfulde Kolonnader man vil forlænge Fotnote: "Skabelsen, Mennesket og Messias", af Forf. SIDE: 327 Tidsperspektivet i det Uendelige. Det har forbauset, at ingen Historieskriver betegner Opbyggelsen af denne Stad, at Alle be- skrive den som i Forfald af Ælde. Og dog findes Dyrkredsen der, afpasset efter Ægyptens Beliggenhed, men Solens Stand- punkt betegnet hele syv Himmeltegn tilbage, saa det ikke har manglet paa Forfattere, som deraf have villet slutte sig til en Ælde for dette Mindesmærke af ikke mindre end 15000 Aar. (!) Vi indrømme, at dette Tempel i sin uhyre og gjennemtænkte Sammensætning, idet det i sine Forziringer fremstillede Astrono- miens Abstraktioner og Opdagelser, er en Historiens gigantiske Gaadesfinx; Denon, forud overmættet af Nedre- og Mellem- ægyptens Vidundere, kan ikke komme sig af sin Forbauselse foran disse Ruiner, om hvem en arabisk Forfatter (ved hvem vi dog ikke maa glemme, at Beduinerne fortælle, at Pyramiderne ere byggede før Adam) beretter, at Templet havde saamange Vinduer som der er Dage i Aaret, og saaledes anbragte, at et- hvert af dem var stillet paa en Grad af Dyrkredsen, saa at Solen hver Morgen kastede sine Straaler igjennem et forskjelligt Vindu Aaret rundt. Det er forbausende; allerede hvad der er sandt heraf er forbausende -- det Store og Skjønne i Proportionerne, Dyrkredsen, Ælden. Der er Grund til disse Spørgsmaal: "hvor- længe maa et Folk ikke have levet før det har naaet den Kultur- grad, en saadan Kundskab i Astronomien forudsætter? Hvilken en Række af gjennemførte, langvarige Iagttagelser maae ikke forudgaae et saadant, den dybsindigste, Videnskabs Resultat? Hvilken Magt, hvilket Overmaal af Hjælpekilder maa ikke en Statsbestyrelse have, som kan lade opføre saadanne Bygninger som hint Tempel og Dschemschids Pallads i Persepolis, og finde Men- nesker inden Nationen, der kunne udkaste og udføre Saadant? Disse ærefrygtbydende Mindesmærker vare de aabne Bøger, hvori Videnskaberne bleve lærte, Sædelæren forklarede og de nyttige Kunster foredragne. Alt udtalte, Alt aandede, Alt var besjelet af denne Aand. Dørindfatningerne, Krogene indeholdt endnu en Lærdom, en Forskrivt og alt i den underfuldeste Harmoni; den ringeste Forziring paa Bygningens vigtigere Dele fremstillede paa det mest levende det Abstrakteste i Astronomien. Maleriet forhøiede det Henrivende i Bildhuggeriet og Bygningskunsten, og udviste en beundringsværdig Rigdom, som hverken gjorde det Heles Simpelhed eller Værdighed Afbræk." SIDE: 328 Jeg dvæler længer, end Materien kræver, ved disse ophøiede Minder fra en forhistorisk Tid. De tiltrække Fantasien, og For- nuften sætter sin Ære i at udvide Kundskabernes Gebet, trænge Mulmet tilbage og forvandle Sandsynligheder til Sandheder. Men Historien har kun med disse sidste at gjøre, og tør ikke af sit Mod lede sig frem, som Kolumbus over Atlanterhavet, ved Gis- ninger; og for sine Kjendsgjerninger finder den Rum nok inden hint fastsatte Tidsrum. At Geologien finder, at det ikke strækker til for Jorden paa talløse Aarrækker nær, vedkommer, som sagt, ikke Menneskets Historie. At Hesiodus og Homer, ligesom og den urgamle Hjobs Bog, forudsætter Kundskab til Dyrkredsen som bekjendt paa deres Tid, viser kun, at Menneskeheden har talt tænkende Hoveder, over hvem Stjernerne ikke have bevæget sig og lyst forgjæves, inden den hele første Halvdeel af sit Liv indtil denne Tid. Thi omtrent et saadant Rum af 3000 Aar ligger imellem den antagne Skabelses Tid og disse Historiens Fædre; og inden det var der da Tid nok til, at Himmellegemernes ens- formige Bevægelser maatte blive bemærkede og iagttagne, og at Iagttagelser kunde knytte sig til Iagttagelser, indtil Uddannelsen af et System, som Præsterne bevarede inden sin Kaste og ud- dannede under et Liv, som ganske var indviet Spekulationen. Derimod, da der er mere end blot Sandsynlighed for, at den Oversvømmelse, som vi kalde den noachiske Syndflod, kun har været partiel for Sydasien og for Mellemasien mellem de syriske Bjerge og det persiske Høiland, ligesom den ogygiske, der har givet Archipelagus sin udskaarne øfulde Skikkelse, for Græken- land, Thracien o. s. v.; og da der er Beretninger, som det ikke er tilladt at forkaste, om at Agerbrug og forskjellige Kunster har fundet Sted før Syndfloden: saa er der Intet ivejen for at an- tage, at Chinesernes, Hinduernes og Æthiopernes Prætentioner paa en høiere historisk Alder -- fast at deres, navnlig de Førstes, mange Aartusinder kun tilhøre en Mythologi, hvis Begyndelse lader sig flytte uendeligt tilbage efter Fantasiens eget Behag, mens dens Ende stikker langt op i en Alder, der for andre Folkeslag, som ere beskednere i sine Fordringer, forlængst er historisk -- forsaavidt ere grundede, som Menneskeheden østen og vesten for de oversvømmede Lande har kunnet uforstyrret fortsætte sin Udvikling, og saaledes pludselig fremtræde med en forbausende Overlegenhed i Kultur ved Siden af de vildere, efter Oversvøm- SIDE: 329 melserne sig møisommeligt oparbeidende, Folkeslag, der siden centralisere Verdenshistorien i sin egen. Men at en Forfatter [fotnotemerke] af Solens Standpunkt i Stenbukkens Tegn i Denderahs Dyrkreds, hvorimod dens nærværende er 7 Tegn derifra i Jomfruens, vil godtgjøre, at dette Mindesmærke om en allerede vidtdreven Kultur har en Ælde af 15000 Aar, er en Konjektur, det gavner lidet at nedrive eller at forsvare, saasom det beskednere Tidsrum, vi indskrænke os til, er tilstrækkeligt til at forklare os hvert enkelt af Menneskehedens første og senere Trin til Kultur. Engang kommen til et vist Punkt, udvikler den sig hurtigt. Den ene Op- findelse rækker den anden Haanden; og Menneskene i et Folk, der engang er kommet til Bevidsthed som saadant, behandle Samlivet som et Materiale, der idelig maa forbedres og pyntes paa. Og Dette er gaaet saa hurtigt, at man, blændet af de ældste Staters, formedelst Historiens Mangelfuldhed, tidligsynende, stor- artede Glands, har for Alvor opkastet Spørgsmaalet, om deres Kultur ikke i de allerfleste Maader lader sig sætte ved Siden af de Nyeres, hvilken udgjør vor egen Stolthed. Men det vil netop være Kulturhistoriens Øiemed, at vise, at Fremskridtene stedse have været fortsatte, at ethvert har været en Erobring, Efterkommerne ikke have kunnet give Slip paa, og at Tiderne arve hinanden. Kultur eller Civilisation er en vis Grad af Fuldkommenhed i Menneskenes aandige og selskabelige Tilstand. Dens Øiemed er at gjøre Menneskene til hvad de skulle være d. e. humanisere dem. Dens Modsatte er Raahed, der med eet Ord omfatter de Omstændigheder, som udgjøre en Mennesket uværdig Tilstand. At hæve sig ved egne Anstrængelser udover denne, at forbedre sine Kaar, hører til Menneskets oprindelige Anlæg; om Noget i dets Natur kan kaldtes Instinkt, maa det være Tilbøieligheden til denne Bestræbelse. Et Folk er kultiveret i samme Forhold, som det har udviklet sine Evner, forfinet sine Sæder, og vidst at gjøre sig Livet bekvemt og skjønt. Kulturen omfatter saaledes Oplysning, Forfinelse og Kunstfærdighed, og er Indbegrebet af de herskende Ideer og selskabelige Indretninger i et Folk, nuanceret af dettes Eiendommeligheder, Nødvendigheder, Næringsveie og Fotnote: Gelpke. SIDE: 330 Bopæl. Et kultiveret Folk maa da besidde en mild og lys Religion, der ikke begunstiger Overtroen, fornuftige Sæder, retfærdige, ikke grusomme Love, Agtelse for Folkeretten, Institutioner for Opdra- gelse, Videnskabelighed og Kunster, Handel, Kunstflid og Ager- brug. Dette sidste er conditio sine qua non; thi Aandsudvikling, som frembringer disse Kulturens Fænomener, eller Tilfredsstillelse af de høiere Behov, kan først finde Sted, naar der er sørget for det fysiske Velbefindende, og dette sikres kun ved en regelmæssig Agerdyrkning, der igjen har som nødvendige Følger, faste Bopæle, Bygningskunst, flere Haandværker, Dyravl, Vandledninger, Eien- dom, Jordens Udstykning, Arbeidets Fordeling, Forhold mellem Herre og Tjener, Produkternes Forædling, deres Kjøb og Salg, Distriktsinddelinger, Beskyttelse ved Love og Regjering. Er saa- ledes det politiske Legeme, som vi kalde Stat tilstede, saa stræber dette mod sit Maal: det almindelige Bedste, den selskabelige In- teresse, og denne Bestræbelse er dens Fremgang og Udvikling igjennem Kulturens Grader. Da man dog selv hos de vildeste Folkeslag træffer Spor af en Slags Guds- og Aandetro, da den australske Papua dog har sin Bue, og Pescheræen sit Fiskesnøre til at vinde sin Føde med, og Alle dog føre et Samliv i vandrende Hytter, hvor Ilden blusser (og dens Brug er ogsaa en Opfindelse) kan man vel i strengeste Bemærkelse sige, at intet Folk er ganske uden Kultur eller Forbedring i den selskabelige Tilstand; men disse Omstændigheder maae, ligesaavel som et Sprog, forudsættes som simple, nødvendige Slægtsmærker for Mennesket, hvorved det adskiller sig fra Dyret. De danne ikke engang nogen Be- gyndelse til Kultur, saaledes som vi maa fixere dette ubestemte Begreb, og Brug af Vaaben, Ild og Bedækning har kun til Øie- med at opholde, ikke at forædle Tilværelsen. Efter unævnelige Tider har dette ikke bragt Mennesket i Nyhollands Skove udover Urtilstanden; og der ligger Ørkener af Elendighed, som vi ikke vide opfyldte med Beskjæftigelser, der hensigte til nogen Forbed- ring i Tilstanden, imellem denne og Kulturens Begyndelse. Rød- derne dertil ligge vel altid under Jorden -- Muligheden og Nød- vendigheden af, at den engang vil udvikle sig, er altid tilstede -- men sin første synlige Kime skyder den først frem inden Noma- dens Kvægindhegning, og naaer kun Frodighed i Ly af Ager- dyrkerens faste Huusvæg. Men hvor Naturen selv sørger for Menneskenes Fornødenheder, har deres Evne saa faa Drivfjedre, SIDE: 331 at de gaae istaa ligesom en henlagt Mekanisme. Saadanne forblive indesluttede i den snevreste Virkekreds; da Fremtiden ikke be- kymrer dem, opstaaer en Ufølsomhed og Sløvhed, som lader dem forblive ved det Nærværende, og da de ikke trænge til fremmed Hjælp, kommer en Uselskabelighed til i Karakteren, som endnu mere fastholder lige indtil vore Tider disse ulykkelige Racer paa det laveste Trin -- ikke af Kultur, men af Vildhed -- paa et saa lavt, at man kan tvivle om deres Broderskab med den øvrige videre komne Menneskeslægt, f. Ex. om Nyhollænderens, der halv- død af Hunger graver paa Kysten efter Muslinger, Rødder og op- skyllede Fiske, med Britten, som paa sit Dampskib farer der- forbi, eller Franskmanden, som daguerreotyperer ham i Minutet saaledes som han ligger der. Menneskenes Samliv, fremkaldt ved Drift dertil, lokale Forhold, Mængdens Tilvæxt, Nød og Farer, har affødt Kulturen; dens Ret- ning og videre Fremvæxt betinges af Klimat, Jordbund, Beskjæf- tigelser, foregaaende Begivenheder, overordentlige Menneskers Indflydelse paa sin Tidsalders, og mange indre og ydre Forhold. Det isolerede Menneske hæver sig ikke ud over de Maalløses Masser, og der gives ingen elendigere Skabning. Paa sit laveste Punkt, i en Urtilstand kjendte Mennesket kun Sandsernes Til- fredsstillelse, ingen anden Regjering end Mavens, der tyraniserede det ved Hungeren. Siden da Samfundet ordnede sig, og Nogle maatte arbeide for Andre, der saaledes bleve fri for at sørge for sin Underholdning, begyndte disse at sørge for Aandens. Medens Hyrderne bevogtede Hjorderne, gjorde deres ledige Herrer de første astronomiske Iagttagelser, og Sagnet om at de første Ideer om Musik skrive sig fra En, der af Kjedsomhed lyttede til Slagene af en Hammer, lærer, enten det er sandt eller ikke, det Samme. Naar der er sørget for Underholdningen, der har det naturligt prioriterede Krav paa al Kraftanvendelse, begynder Aanden at søge noget Høiere end det, den finder for sig, og indtager sit naturlige Herredømme over den blotte Sandselighed i samme Øie- blik, den føler sig istand til høiere Attraaer og Glæder. Nød- vendigheden af denne Nydelse skaber da Videnskaber og Kun- ster, navnlig de skjønne, og i dens Umættelighed er Beviset for Aandens Ypperlighed. Utrættelig, Trin for Trin, arbeider den imod en Fuldkommenhed, som den skimter i dunkel, om end ikke haabløs, Afstand, og denne Anstrængelse lønner sig selv, SIDE: 332 idet Forraadet bestandig voxer, fordi Naturen aldrig kan ud- tømmes. I samme Forhold, Menneskene ikke have levet afsondrede, har Kulturen udviklet sig. Dens Urhjem er de tidligst velbefolkede Lande, Eufrat-, Ganges- og Nilsletterne; og i de menneskevrim- lende føniciske og græske Kommunalstater skjød den tidlig i en saa fager Blomstring, at Paradoxen, at Nutidens europæiske Stater neppe har naaet den, mere end engang har ladet sig høre fra Lærde, som blændedes af dens Glands og derfor vare blinde for sin egen Tid. Men denne lærer dog tilvisse, at den staaer paa Oldtidens Skuldre, og saaledes er høiere, at dennes Kulturgevin- ster ikke ere gangne tabt, og at dens Spor ikke optrædes paany i en Cirkelgang, men fortsættes paa den endeløse Bane mod Fuldkommenheden. Individerne, Folkene døe; men Slægten er udødelig, og opgiver ikke den Plads, den engang har vundet, de Mærker, den engang har antaget. Engang udtraadt af Naturstan- den eller af en lavere Kulturgrad, er ingen Tilbagegaaen mulig. Den engang erhvervede Kultur er det karakteristiske Mærke, det moralske Fysiognomi, en Nation antager. Ligesaa bestemt som dens fysiske, gjenkjendes den i Folkets Tænke- og Levemaade og Institutioner ligesom dets fysiske Typus mangfoldiggjør sig i dets Millioner. Undertrykkelse og andre Ulykker kan bevirke en Tilbagegang hos det enkelte Folk, som saaledes gjentager de mange tilsyneladende trøstløse Skuespil af en Kulturs møisomme Fremspiren, kraftige Væxt, blomstrende Kulmineren og hurtigt henvisnende Forgaaen; men den modne Sæd er allerede afrystet: den Kultur, det havde, er ved Efterlignelsesdrivten bleven Erob- rerens Bytte, eller Naboers, som indfinde sig paa de øde Tomter ligesom Udflytterne fra Israels Riges paa Juda Riges forat blive monotheitiske Samaritaner, og berøves saaledes ikke Menneske- slægten i det Hele. Babylonierne og Ægypterne kunde blive Persernes Slaver, men ikke i sine Handelsstæder og hævdede Agerland Nomader paany. Deres Stater kunde forgaae, men Perserne lærte mere under Babylons Erobring, end at skatte dets Purpur og hængende Haver, og China indforlivede hurtig i sin Kultur sine tartariske Erobrere. Stedse blev Kulturens Basis videre ved ethvert Forfald. Ruinerne af dens hist og her ned- brudte Tempeltinder bleve ikke liggende, men reistes paany i herligere Mindesmærker om den rastløse Menneskeaand. Hellas SIDE: 333 arvede Orientens Kultur, Rom Hellas' imellem Athens og Korinths Ruiner, Europa Roms, og Alverden skal engang besidde Europas. Men endnu er der visselig langt frem, og dette Sidste er maaske formeget sagt. Terrestriske Omstændigheder ere tvingende, og Belter lade sig udpege, der vel tilstede Mennesker, men ingen Kultur i vor Bemærkelse, at leve. Dette er saa; men disse Belter kunne derfor hæve sig og ingen partiel Tilbagegang i Kultur er længer mulig; ingen fatalistisk Nødvendighed deraf at frygte. Her- der siger idetmindste, "at det er intet Sværmeri at haabe, at hvor- somhelst Mennesker boe, skal der engang ogsaa boe fornuftige, billige og lykkelige Mennesker -- lykkelige, ikke blot ved sin egen, men ved deres hele Broderslægts almene Fornuft." Saa fast en Konstitution, som de telluriske og klimatiske Forhold synes at have antaget -- hvorom en Sammenligning mellem de nuvæ- rende og en Forverdens opdagede Levninger af Væxter og Dyr overtyder -- kan Menneskeheden paaregne en Levealder, der er tilstrækkelig for Kulturens ideale, men naturlige, Øjemed: at ud- bredes over hele Menneskeheden. I Forhold til det Store heri og den Tid, som vil udkræves dertil, kan Kulturen kun siges endnu at befinde sig i sin Ungdom, men i sin feireste og frei- digste, i den, da Intet synes Ungdomsmodet for svært; thi den er bleven sig bevidst, at al Jordens Slægter tilhøre den. Kulturgraden have vi fremhævet mellem et Folks Eiendomme- ligheder; derfor kan ethvert have sin og intet omsider befindes udelukt. Vi have havt Exempler paa en indiansk Kultur i Mellem- amerika; men vi kunne ogsaa tænke os en ostiakisk eller eski- moisk uden at derfor Ishavets Slette behøvede at optøe. Kristen- dom og Kolonisering vil udrette Dette med Tiden, og meddele disse Hyperboræer saameget af en Kulturs Lys og Varme, som den Levemaade, der betinger Tilværelsen i saadanne Strøg, kan tilstede. Det er kun saaledes de terrestriske og klimatiske For- hold ere tvingende. De diktere Nærings- og Levemaaden, og denne giver Kulturen sin Farve. Men hvorfor skulde Eskimoen "Nangasipatak", der hører til et Folk, som har megen naturlig Humanitet, eier 700 Rener og mange Kajakker til Sælhundefangst, ikke kunne læse, besidde adskillige Kundskaber og Sands for at boe i et renligt og bekvemmere Telt? Dette vilde, om end Elen- dighed for enhver Anden, være eskimoisk Kultur; men ikke om Eskimoen gav Slip paa Skindvamsen og Kajakken, og derved paa SIDE: 334 den Region af Jorden, han beboer, og som maa have Fortrin i hans Øine, siden "Innuits", "Mennesker" i egentlig Bemærkelse, efter hans Sprog boe der. Men derved var kun Terræn af Sjele tabt for Kulturen, som udstaker sig, saalangt Menneskene kunne boe, den Bund, den siden vil dyrke, og forjetter Alle Muligheden af en menneskeværdig, om end i sine Strøg fattigere, efter disses fysiske Evne afpasset, Tilværelse. Nationer der af sine Landes Natur ere henviste til Nomadelivet som Hyrder eller som blotte Jægere, der endnu staae lavere paa Kulturstigen -- og en saa- dan Natur har betydelige Strækninger af Jorden inde -- ere saa- ledes ligesaavel kaldede til Kultur som de mere begunstigede, men kun til en, der kan være dem tjenlig og bringe Ørkenen og den øde Høislette endnu mere under deres Aag. Folk, der maa afkjæmpe en ugunstig Natur Tilværelsen, er en Forbedring i denne allerede en Kultur; og forsaavidt de have naaet nogen saadan, ere alle disse Nuancer af Barbarer og Halvbarbarer allerede ind- traadte, som udfylde Rummet imellem Vildhed og Kultur i euro- pæisk Bemærkelse. Det er isærdeleshed efter de karakteristiske Næringsveie man afgrændser disse Inddelinger af Menneskeheden. Ved Vilde for- staaes, efter en gjængs Definition, Folkeslag, der ikke kjende til Kvægavl eller Agerbrug, men leve af Jordens frivillige Frembrin- gelser, af Fiskeri eller af Jagt. Og saadanne Vilde gives der vistnok under de mest modsatte Zoner; men forøvrigt er Defini- tionen lidet adækvat paa de fleste Folkeslag som fortjene Navnet. Hvor faae vi en betegnende Benævnelse for Sydsøinsulanerne, som i al sin Vildhed dog kjende Jorddyrkning og Opavling af de faa Dyr, Naturen tilsteder dem at faae under Hævd, naar det næste høiere Kulturnavn -- Barbarens -- tilhører Folkeslag, som ikke kjende Agerdyrkningen eller kun drive den undtagelsesviis, og som dog, indskrænkede til det vildere, omvandrende, Jæger- og Hyrdeliv, saasom Tartaren og Beduinen, hævde en meget høiere Kulturrang? Og forfølge vi Stigen gjennem de halv oplyste Folke- slag, som have faste Bopæle og Agerbrug, og ikke ere ukjendte med Handel og de nødvendigste Haandværker, men dog hverken kjende Kunster eller Videnskaber, og til de heeloplyste eller kulti- verede Nationer, som forbinde Agerbrug med udbredt Handel, SIDE: 335 Kunster og Videnskaber, og udmærke sig ved sine borgerlige, politiske og religiøse Forfatninger: saa maa vi tilstaae, at det Vaklende og Ubestemte i disse sædvanlige Definitioner ikke af- tager. Yderpunkterne -- en Urtilstand og en europæisk Kultur, -- ere markerede, men Regnbuens Farver smelte ikke umærke- ligere over i hinanden end de mellemliggende Tilstande. En forfinet, silkeklædt Chineser, som, i Besiddelse af Konfu- cius's Fornufttro og alle Livets Bekvemmeligheder, fra sin por- cellæntækte, med skjønne Vaser prydede, Pavillon seer ud over det umaadelige, havedyrkede Land med dets skibbedækte Floder, vilde imidlertid høiligen protestere imod en ideal Forrang for den europæiske Kultur, idetmindste for det af mongolsk Race besatte Asiens Vedkommende. Han vilde nok selv være Forbilledet for Tartaren og Jakuten; ja han skulde, for vore egne Lappers Ved- kommende, kunne strække sine Prætensioner ind i Europa. Og visselig der er en asiatisk, i Meget ganske eiendommelig, Kultur med to Kulminationer: en østasiatisk eller braminsk, repræsen- teret af Chineser og Hinduer, og en vestasiatisk, muhamedansk, repræsenteret af Tyrker og Perser. I Afrika kulminerer en eien- dommelig Negerkultur i Sudan og en indtrængt arabisk-muhame- dansk i de nordlige Kystlande. I Amerika er det samme For- hold tilstede imellem Levningerne af den mexikanske og peruanske Indigenatkultur, som i Araukanerne har opbevaret sig friskest, og den europæiske koloniserede, som ogsaa paa Sydsø-Øerne traf paa noget, der kunde kaldes australsk Kultur. Og enhver af disse Kulturarter fremhæves i sin Glands inden sin Verdens- deel af de samme Modsætninger af i hinanden overgaaende Halv- kultur, Barbari og Vildhed. Men vi maa maale med vor egen Alen. Mod den europæiske Kultur er enhver anden, om end i Spidsen for flere Millioner end Europas, kun en Halvkultur; og de erkjende alle stiltiende, ved at optage de vigtigste af dens Opfindelser, dens Overlegenhed, om de end have Afsky for dens konventionelle Sæder. Thi i dette Punkt har Klimat, Tradition og Religion saa overordentlig meget at sige, og Forfædrenes Vaner, hvorunder en fornuftig Hensigt som oftest ikke lader sig miskjende, bliver helligere gjen- nem Slægterne, og betragtes af disse medrette som deres Private, SIDE: 336 de selv bedst maa vide, om de finde sig tjente med. Kulturens Forjettelse, at det Bedste vil vinde Seier, maa indrømme Sæd- vanerne, at det Gode dog vil bestaae. Lyset gaar forud for Varmen. Oplysning forud for Udbredelsen af Kultur. Mangel eller Besiddelse af Elementærmidlerne til Op- lysning og deres Brug og Grad af Fuldkommenhed tør da afgive sikkrere Kriterier paa Kulturgraderne, end Næringsveiene. Den Europæer, som ikke kan læse, er, med alle sine mildere Sæder, ikke saa kultiveret som den Oriental, der kan det. Middelalderens Geistlighed styrede Nationerne, fordi de vare de eneste, som for- stode Skrift, hvorigjennem al Kundskap og Erfaring opbevaredes for Slægterne og Oldtiden saaledes ikke var gaaen tabt for dem som for Massen. Petrisædets Lyn var Polarisationen af denne Kasteoplysning, Funken af dens elektriske Følsomhed for sin na- turlige Herskermagt, hvis Antastelse i eet Punkt bragte den hele Kjæde i Virksomhed og til Slag i sit Udladningspunkt. Hvad Geistligheden var i Europa, er Europæerne i Verden, som de beherske ved ingen anden Magt end Oplysningens aandelige Over- legenhed, og hvor de Hvide betragtes af de Farvede med had- blandet Ærefrygt som dæmoniske Væsener, eller omtrent som Middelalderens Lægfolk ansaae disse Munke, der gik ut og ind i Slottet som i Hytten. Kulturens største Kjæmpeskridt er Skrivekunstens Opfindelse. Den er conditio sine qua non for Oplysning, og denne for Kultur, naar derved ikke blot forstaaes enkelte Færdigheder til at vinde Livsopholdet ved. Skrivekunsten er Vildhedens Grændse, det eneste paalidelige Mærke om dens Ophør. Folkeslag som ikke kjende den, kalde vi Vilde, uden Hensyn til øvrige Fortrin; Folke- slag, som besidde Skrivekunst, Halvkultiverede; og Folkeslag, i fuld Besiddelse at dens Fuldkommengjørelse i Bogtrykkerkunsten, Heelkultiverede. Dette er, hvad den fuldkomnere Bogtrykkerkunst med bevægelige Typer angaaer, hidtil kun Tilfælde med Euro- pæerne og deres Kolonisationer, saa "Heelkultur" og "europæisk Kultur" falde sammen i Begrebet. Men efter denne Linjeoptrækning bliver Oldtidens høieste Kultur kun Halvkultur? Javel, men ikke derfor Barbari; thi Lovgivningen -- enkelte Geniers Værk -- beherskede Sæderne, og Naturen kaldte Hellas's og Hesperiens Beboere tidligt fra en raa Leve- maade. Men Mængden nød kun en Halvkultur, fordi Midlerne SIDE: 337 til at udvide denne hverken rak eller strak til dens Behov, om de end vare nok til at berige og uddanne Platos, Zenofons, Cæsars og Ciceros herlige Aander. Geniet har en medfødt Kultur; det bliver frugtbart ved ringere Hjælpemidler, og Datids haandskrevne Bibliotheker gjemte allerede Viden og Næring nok for Aander, der, som de nævnte, besad saamegen personlig Kultur som Nogen af vore Dages Filosofer og Skribenter. Men naar vi kalde det Folk kultiveret, som er i Besiddelse af Skrive- og Bogtrykkerkunst som de nødvendige Midler til Al- meenoplysning og deraf følgende Forbedring i det offentlige og private Liv, saa mene vi dog derfor ikke, at alle dets Individer ere forædlede Væsener; men kun at de have Anledning til at blive dette, til at uddanne sine Kræfter og Anlæg, og at et be- tydeligt Antal virkelig benytter denne og nyder Fordelene deraf, og lægger for Dagen en Stræben efter Fuldkommenhed og Lyk- saliggjørelse af egen og Medmenneskers Tilstand, som er Sam- livets øverste Tendents og en Drift i Sjelen, der er dens inderste og helligste, Længsel efter det Himmelske, nærmest beslægtet. Kulturen synes at være Kunst, at tilhøre Hovedet, Fornuften, alene; men det er kun som Floden, der, naar den er bleven stor og indstængt inden Kvaderkaier, faaer en Kanals Udvortes. Lige saavist som dens Kilde springer i Hyrdens afsides Dale, ligger Kulturens i det menneskelige Hjerte. Det har Tendenz til Kultur; -- selv med ringere Evner vilde Mennesket være kul- tiveret og selskabelig dannet. Det besidder en naturlig apriorisk Kultur, som det er Kunsten at bevare under den senere Ud- dannelse. Dette er det ægte Menneskelige, Humanitetens Aroma. Bibelen er naturtro, naar den viser Humaniteten allerede i Knop imellem Edens Roser. Mythen om de første Menneskers Uskyldig- hed betyder ikke andet end denne Blidhed i en Vildhed, som kun var Uerfarenhed, og at tillige en Tendenz til en saa rolig og mild Udvikling som Blodets Vallen i deres Aarer var over- veiende hos dem. Kultur er saaledes ingen Fjernelse fra den menneskelige Natur, men dens nødvendige Udvikling. Sandseligheden attraaer et be- hageligt og bekvemt Liv, Haanden har Anlæg til Kunstfærdighed, Aanden til Oplysning og Moralitet; og Kultur er Produktet af SIDE: 338 disse Udviklinger. Selv Forfinelsen, som ved mange latterlige Særegenheder, der skeje ud fra det Naturlige og Hensigtsmæssige, har afgivet Skingrunde for det Modsatte, har sin Grund i natur- lige Følelser. Eva var ikke gammel i Paradiset før hun tænkte paa Figenbladet, og Verdensomseilerne traf kun faa Insulanere under de hede Zoner, som ikke kjendte Beltet. Høflighed eller Erkjendelse af Andres Fortrin eller blotte Menneskeværd er, lige- som Ærbødighed for Alderdommen, en naturlig Følelse, og findes selv paa et lavt Kulturtrin; men det er Despotismen, gjennem- ført i sine Konsekventser igjennem Stænderne, som har gjort den saa overdreven hos Chinesere og Japanesere. Raae Folk, som f. Ex. de nordamerikanske Indianere og Beduinerne, lægge ved vigtige Leiligheder megen Værdighed og Anstand i Tale og Op- førsel for Dagen; og den samme Utvungenhed og Naturlighed i Anstanden kræves af høi og sand Kultur. Kun ydre Omstændig- heders Accumulation, Hindringerne for denne Udvikling bragte Blodet til at bruse, Udviklingen til at standse, forvildes og bryde som Strømmen mod Stenene. Og saaledes indtraadte da Vild- heden saaledes som vi kjende den, ikke Uskyldighedens, upara- disisk i Paradiser. Ikke fra Cains Hjerte kom Mordslaget først og oprindeligt, men fra Konflikter imellem Brødrenes Interesser, fra en Reflexion over ulige Kaar, over Lykke og Ulykke, som denne Nummer To af Jordens Tænkere ikke kunde klare. Men hin paradisiske Uskyld har ethvert Barn. Den overveiende Ten- dents til ad gode Veie at blive hvad det kan, skinner igjennem dets milde Træk. Men Livet tillader ikke, at det gaaer saa stille og vel til. Det opdrager Barnet, som Vinden opdrager den unge Misteltein af en Rogn til Slankhed og Myghed, under Farer for at knækkes eller kroges. Det har en anden og kraftigere Op- dragelse end den, hvortil Hjertet har Tilbøielighed, og hvis bløde Træk hurtigere udslettes. Ligesom Menneskeheden, gjennemlever Mennesket en Vildhed, som Lidenskaberne tatuere; men under det formørkede Aasyn, selv under en Forvildelse, som ikke vil ophøre, findes hin prototypiske Tendenz til en Udvikling ad blidere Veie end dem, Mennesket har maattet gaae, ad bløde og yndige som Edens Stier. Det er den, som fremsvulmer i den taarebristende Vemodssky, som ofte uvilkaarligen fylder Tyran- nens Øie. Den forsvinder aldrig ganske; den synker tilbunds, og kan sees i klart Veir. Det ophøiede i Nordamerikanerens, SIDE: 339 det Elskværdige i Otaheiterens letsindige Vildhed, det Vemodige, som zittrer under Europæerens Forbrydelser, er uvilkaarlige Frem- brud af denne naturlige Ædelhed, som er den altid vedhængende Paradismuld ved Perfektibilitetens Rodtrevler. Men selv om vi fornegtede denne Tro, hvis Bekjendelse gjen- tages i ethvert Barneaasyn og første Yttringer af Fornuft og fandt de koldhjertede Anskuelser rimeligere, der skildre Mennesket som et vildt Dyr fra Begyndelsen af, der kun har Nøden, Ego- ismen og sin Organisation at takke for hvad det er -- selv om vi fraskrive Menneskehjertet, den indre Gemytlighed, al Andeel deri -- er det dog i mange Henseender Culturens Opgave at synes tilbagevendt til Naturen, og det ikke til en blot ideal, men til en reen menneskelig, saaledes som den virkelig fremtræder i ædle Personligheder, ja som Nationaltræk. Ligesom man af Kunstrytteren fordrer Araberens Ugenerthed i hans Præsta- tioner, kræves af den sande Kultur Naturens ædle Gediegenhed i selve dens Forfinelse, der kun skal være det ædle Metals Politur. Forfinelsen eller Sædernes ydre Kultur er det Første, som falder Iagttageren i Øinene, og hvorefter man oftest bedømmer en Na- tions hele Standpunkt i Kultur. Men denne har intet usikkrere og troløsere Fysiognomi. Paalideligere er da dens andet Janus- ansigt Dannelsen eller Smagens Kultur, men som er vanskeligt at see med et upartisk Øie. Forfinelsens ideale Øiemed overalt skulde være at lade Samfundslivets Dyder vise sig i den be- hageligste Skikkelse, at forskjønne det, mildne dets Konflikter og tilhylle Lidenskabernes fremstikkende Udkanter; men det er en Fordærvelse, som ofte har udbredt sig fra Hofferne til Folket og besmittet Nationalkarakteren, naar man har troet at erstatte Moralitet med Forfinelse, Sædelighed med Sæder, det Væsent- lige med Skinnet, eller endog den blotte Dannelse med endeel Smidighed i Omgang og Ziirlighed i Udtryk. Til en vis Grad, der holder sig inden det Naturlige, og ikke tilintetgjør andet ved Menneskenes Individualitet, end det Stødende derved, kan en kultiveret Nation heller ikke undvære denne Kulturens yderste Udblomstren, hvis skrøbelige Flor dog yder Menneskene et Ly, hvori de kunne nærme sig hverandre og bekjæmpe hverandres Anskuelser uden at Selskabets Fred derfor brydes. Forfinelsen har da næsten Karakteren af en Kulturens Opfindelse for at be- SIDE: 340 hageliggjøre Livet, af en Overenskomst om det Konventionelle, vilkaarlig og forskjellig hos de forskjellige Folkeslag og tilhørende de høiere Stænder udelukkende. En hollandsk Matros, der kommer til Kanton, er ikke mere forfinet end den Chineser, han tusker med paa Kaien, og Kapitainen kan som Europæer være mindre forfinet, end den Mandarin er som Chineser, han har at hen- vende sig til forat see sin Forbindelse med Landet aabnet. Men Matrosens europæiske Kultur lader sig ikke besnære af de Grunde, som hos Chineseren forsvare Børns Udsættelse; han kan ikke finde Klumpfodede smukke eller som Japaneseren nogen Fyldest- gjørelse i at skjære sin egen Bug op, naar man er bleven føle- ligen fornærmet. Men Europæeren maa ikke le for høit ved dennes Vanvittighed; thi undersøger han hvilke Følelser, der be- virke den, finder han, at det er den samme Modbydelighed for at leve som fornærmet, der lader en Europæer fordre Fornærmeren ud paa Liv og Død. Ligesaa usikkert et Mærke paa et Folks aandige Kultur, som Forfinelsen er, er den ogsaa paa dets moralske. Den betegner heller med sin stereotype Etikette ved Hoffet, sine Moder, Ma- nerer og Talemaader imellem Folket, Nationalkarakteren i dets Klasser udenfor dets egentlige Masse. Den moralske eller Hjertets Kultur kan hos et Folk kun be- dømmes efter dets Nationalskikke, Love, Straflove, og enkelte frivillige Foretagender. Spaniolens og Brittens koleriske Tem- perament har gjort grusomme Dyrkampe nationale; og ikke blot den raa Pøbel, men mandlig og kvindelig Noblesse samles om disse nedværdigende Skranker. I Middelalderen fandt i mange flere Lande lignende Skuespil og Skikke Sted, hvori Tidens Gru- somhed afspeilede sig; og det samme var Tilfælde med Straffe- lovgivningen, der overalt grundede den kriminelle Proces paa Torturen, og var uudtømmelig i at opfinde og fastsætte Pinsels- straffe. Afskaffelsen af Saadant, Kravet paa at Staterne skulle øve de samme Dyder, som fordres af det enkelte Menneske, antyder en Forandring i Tænkemaaden til det Bedre, et Fremskridt i sædelig Kultur. Vi lære fra Barnsbeen at tænke os denne i sin Fuldendthed under Patriarkernes Telte -- og visselig den kan findes i høi Reenhed hvor liden aandig er tilstede -- ; men bød Abraham de Fremmede ind i sit gjæstmilde Paulun, saa er et større Telt SIDE: 341 aabnet for den undertrykte og for sine Brødre hidtil mest fremmede Del af Menneskeheden i de europæiske Nationers Ophævelse af Slavehandelen, i Bibelselskaberne og de mange velgjørende Foreninger, som karakterisere vor Tidsalder som ligesaavel fremadskridende i moralsk som aandig Kultur. Til denne sidste tages dog især Hensyn ved Bedømmelsen af en Nations Kultur i det Hele; den dokumenterer sig af Literatur, Forfatning, Indretninger og politiske Begivenheder; og selv den selskabelige Sædelighed udledes af den, ikke af den moralske Kultur, som kun gjøres til et religiøst Postulat, en forudsat Be- tingelse; men paa hvis Ikkenødvendighed for at være kultiveret man opstiller de Nationer, som lyse mest i Historien, og de store fordærvede Hovedstæder som Exempler. Men disse Omstændig- heder, som ikke staae til at negte, bevise kun hvormeget der altid har manglet ved Kulturen, at dens Hoved vel har været tænkende, dens Haand kunstfærdig, men dens Hjerte svagt, og at dens Værd for Himlene eller for Menneskenes tilkommende Bestemmelse er mindre end for Jorden. Et Taarn forbauser ikke Englens Blik, der boer i høie Himle; Hjulets Dundren opvækker ei de Himmelskes Beundren, der see utalte Verdners Mekanik. Men for Rousseauens Hjerte de sig bøie, Beundring straaler i Serafens Øie. Vi maa have Verden for Øie saaledes som den er. Jean Jacques saae ikke godt igjennem sine følsomme Taarer, og de kolde Blik, som, med Foragt for Menneskeheden, troede paa ethvert Punkt i Historien at træffe denne paa Mølleøgets Gaa- en-i-Ring, saae ikke bedre. To af de geni- og følelsesfuldeste Historikere, Herder og Schlözer, som dog ikke har seet de sidste Frugter, Tiden har baaret for Menneskehedens Kultur, ere begge komne til Overbeviisning om, at Menneskeheden kun er et Helt, som fra sit Første af ved Selvdannelse, der er al Naturens Grund- lov, har fortsat sin Organisering, og vil fuldkommengjøre den, og at denne Menneskeslægtens Forædling ved sig selv er Livskimen i vor Histories hele levende Legeme. Menneskeheden har vundet Noget i sit møiefulde Liv, som ikke kan gaae tabt og er fælles SIDE: 342 Eiendom, omendskjønt den endnu kun, ved Erhververnes Forret, besiddes af enkelte af dens Dele. Det er Kulturen i sin nær- værende Skikkelse, Udbyttet af Menneskehedens Liv, Resultatet af al Historie, al Tænkning, al Anstrengelse, alle Forsøg, Opfin- delser og Opdagelser, saaledes som dens Fordele besiddes og nydes af Europas fortrinligste, og alene derfor fortrinligste, Na- tioner, for, ved det Herredømme, disse derved nødvendigvis er- holde, at tilflyde Alverden. Forladende de Egne hvor den først kom i nogen Blomstring, har den stedse fortsat sit Liv ligesom Baniantræet, der vandrer udover Marken paa sine rodskydende Grene, slippende nogle, der hensmuldre, forat tage desfastere Fodfæste med de andre. Fød til sin nærværende Storhed med Menneskeheden, har dens Barndom overlevet Ninive, Babylon og Memfis; og ingen Rystelse, som har søndret Riger ifra hinanden, har kunnet række til dens Grund eller mægtet andet end at mørkne og bevæge dens Overflade. Den chinesiske Selvhersker, som lod ødelægge sit Riges Bøger og straffede enhver aandig Virksomhed med Døden, og det alexandrinske Bibliotheks Hero- strat maatte have ødelagt Menneskeheden til sidste Mand, om de vilde have standset Kulturen. Denne kunde, om Ødelæggelsen end havde rammet alle Bøger, ikke døe med de skrevne Fortæl- linger om de Begivenheder, som havde havt Indflydelse paa den, eller med de opbevarede Teorier til den Praktik, som havde gjort Landene blomstrende og Stæderne prægtige, og nu forlængst var Tradition og nedarvet Færdighed. I Oldtiden indskrænket til enkelte Lande, i Middelalderen til enkelte Stænder, indtager den europæiske Kultur nu en Verdens- deel, befolket af de dristigste Mennesker med den stærkeste Fore- tagelsesaand, har koloniseret sig overalt og antaget en universal Karakter. Græsk Kultur gjorde Ausoner og Sikuler til Grækere, romersk Gallere og Lusitaniere til Romere; men den europæiske Kultur kultiverer den øvrige Menneskehed, indlemmende i sig aar- lig Millioner ved at meddele dem sine Kundskaber og Opfindelser, uden at opholde sig ved at modellere deres Sæder. Det Eien- dommelige i disse vil bestaae, men det Vilde forsvinde endog uden Antagelse af Kristendommen. Det er ikke saameget dennes eller nogen europæisk Lovgivnings Bud, som bringer Enkebaalene mere og mere til at slukne i Hindustan, som en ubevidst, men følt, Indflydelse af den fremmede, indtrængte Civilisation. Pago- SIDE: 343 derne ere ikke blevne forstyrrede af de europæiske Etablisse- menter, men i de engelske Hinduskoler ville de indfødte ogsaa lære at sammenligne, og da ville de braminske Menigheder blive mindre. At sammenligne Eget med Andres, er den vakte Menne- skeaands første Virksomhed, og denne er for Kulturen hvad Mul- dens Selvpræparation ved Luft- og Vandindsugning, naar den først er aabnet, er for Sæden. Da Kulturhistorien kun omfatter hvad der har haft Indflydelse paa Kulturen, og altsaa er det Extraktive og virkeligt Gehaltfulde af Universalhistorien, maa store Strøg af denne, især mange af disse ensformige Vaabenbedrivter, som indtage saa stort Rum i dens Blade, synes ufrugtbare for den. En nyttig om end glandsløs Opfindelse, en Forbedring kun i et Haandværk har for Kultur- historien mere at betyde, end mangfoldige af de Bedrivter, hvis Klang engang opfyldte Landene, men hvis Spor er som Vindens i Ørken. Disse ere Bladene og Grenene paa Historiens Træ, som Ungdommen anvender en Deel Tid paa at tælle fra Rod og til Top, fra Adam til Napoleon eller til Louis Filippe, men den stille Tænksomheds Frugter, som havde faaet Anvendelse, ere Blomsterne og Frugterne under hine Blade, hvilke have lædsket Menneskeheden og givet den dens nærværende Nydelse af Livet. Men er det end kun de frugtbringende Resultater, som fæstner Kulturhistorikerens Opmærksomhed -- for Ingen er dog et verdens- historisk Overblik nødvendigere, end for ham, om hvem "respicit ad finem" fortrinligen maa gjælde. Har han ikke f. Ex. Italiens specielle Kulturhistorie under Behandling, ville saaledes Enkelt- hederne ved Franz den 1stes italienske Feldttog, hvis Tendenz og Følger staae ham klart nok for Øie, være ham af mindre Vigtig- hed end at denne Konge var den første, som koloniserede Kanada -- et Faktum, Verdenshistorien ellers lægger mindre Vægt paa end paa et af Schaktrækkene frem og tilbage mellem ham og Karl V. Denne maa skjænke Enkelthederne ligemegen Opmærk- somhed i alle deres Gjentagelser; Hiin totaliserer dem til noget Ensformigt, og gjør saaledes hine italienske Krige, der ikke skif- tede Tendenz med Fyrsterne, som førte dem, til eet Fænomen. Verdenshistorien tager Hensyn til Omformningerne af Selskabets Ydre, Kulturhistorien kun forsaavidt de igjen have havt Indfly- delse paa dets Indre. Hiin skildrer med Beundring i sine Veeraab disse Ødelæggelser, der lade sig forfølge til deres Ophav i et SIDE: 344 enkelt Menneskehjerte, ligesom Kjæmpefloden fra sit oversvøm- mede, en Havbugt lignende, Delta til sin Kilde i et fjernt snevert Klippeleie; Denne har ingen Beundring for Lidenskabens Styrke og Magtens Storhed medmindre den har tjent sædelige Øiemed, ligesom Floden i det kultiverede Land Industriens Hjul, Handelens og Agrikulturens Sluser. Men ihvor lidet betydende for Kultur- historien en Begivenhed kan være i sin Tendenz -- ofte kun Tilfredsstillelsen af et Individs Lune eller af en fysisk Trang -- saa har dog ingen været uden Indflydelse paa Kulturen. Enhver har bidraget til at give den sin Bevægelse, hvori, ligesom i Bøl- gernes, Tilbagebevægelsen kun har været tilsyneladende, Synk- ningen kun lokal, Fremadbevægelsen virkelig og almindelig. Som Storm, Hav og Fuglevinge bærer Sædfrøet med sig, har Erobrings- togene, Folkevandringerne, bevæbnede Hundredetusinder, satte i Bevægelse af et Individs Lidenskab eller af Hungeren, Kristen- domsforfølgelserne, Cæsar trængende ind i Galliens Hjerte, Attila førende sine Hunner over Rhinen, maattet tjene Kulturen til Ud- bredelse. I Afrika tæmmedes Vandalerne af sig selv paa den romerske Kulturs forladte Tomter, og Mongolerne trak sig ikke tilbage til sine asiatiske Høisletter uden selv at have lært noget og lært hint Sekulums Europæere, at disse besad Noget, de selv manglede, nemlig en fælles Kultur og dens Frugter, som de havde at vogte med de tydske Ottoners Aarvaagenhed tilforn mod Unga- rerne -- en Bevidsthed, Grækernes og Romernes generelle Navn "Barbarer" paa alle andre Folkeslag viser, at de allerede vare komne til. Regenterne have, som Regenter, ikke det Krav paa et Navn i Kulturhistorien som i den universelle; mange endog ikke et Navn. De have selv forskjertset sin Ret dertil ved almindeligviis at gjøre ganske andre Ting end sine Folks Kultur til Hovedgjenstande for sin Omsorg. De og deres Generaler forsvinde som de enkelte Straa i Græsbunden, hvor vi kun søge de specimina, som have bragt Helse eller Vanhelse for Menneskeheden. Krigene erholde kun Vigtighed eftersom et Princip, ikke blot en kongelig Beslut- ning, en personlig Hensigt, forfegtedes i dem. Turenne og den store Condés glimrende Bedrifter have liden Betydning mod den bøhmiske Ziskas eller den engelske Fairfax's, som i Spidsen for Bønder og Spidsborgere med makkabæisk Fanatisme forfegtede Religions- og Folkefriheden; og af alle Eugens staae i Kultur- SIDE: 345 historien kun de uforvittrede tilbage, hvorved hans Sværd hjalp Donauen i at sætte Tyrkerne en Grændse, og saaledes at hindre Asiens Barbari fra at trænge ind over Europas Civilisation. In- dividualiteter, om end nok saa fremragende, bemærkes ikke af Kulturhistorien uden de have repræsenteret aandige, sædelige eller usædelige, Tendentser eller paa anden Maade indvirket paa Frem- eller Tilbagegang i Velvære. Det er Lysets og Mørkets Dæmoner, den vil see i sine Helte. Derfor glemmer den ligesaa- lidt Seleuciderne som Makkabæerne, Alba og Wallenstein som Oranien og Gustav Adolf, men fremhæver Personlighederne i endnu skarpere Belysning imod hinanden end Verdenshistorien. Men Kulturhistoriens fortjenstfuldeste Øiemed er, at den ud- soner os med Verdenshistoriens Synder og Voldsomheder, lader os opdage Orden i dens forvirrede Skuespil, og tilintetgjør den Sats, som paatrænger sig ved dettes grufulde Scener, at den Gud ikke aabenbarer sig i Historien, som i den harmoniske og symme- triske Natur, hvor enhver Kraft staaer paa rette Sted og opfylder sin Bestemmelse, og saa rørende tiltaler vore Hjerter. Tvertom overtyder den om, at den samme Gud, som raader i Naturen, lever endnu større og mere forherliget i Historien, uden at den derfor opgiver sine Hovedgrundsætninger, at Menneskeheden har vundet sin Kultur ved Selvdannelse, at Kulturens Hovedøiemed er Humanitet d. e. Mennesket i sin Fuldkommenhed som Menne- ske, og at dette saaledes indslutter Midlerne og Øiemedet i sig selv. Alle Guds Værker have sin Bestaaen i sig selv; de beroe paa Ligevægten imellem modstræbende Kræfter og denne haand- hæves af en indre Magt. Krystallen antager ikke sikkrere sin Form ved Selvdannelse ifølge en Lov i dens Indre, som tillige er udbredt i Naturen, end Menneskeheden sin aandige Form. Men denne Naturmærkværdighed er ikke maskinmæssig; Aandernes Rige er grundet paa sædelig Frihed; og fysisk Tvang er ikke andet end et af Motiverne for denne til at sætte sig i Virksomhed. I sin Stræben efter en forædlet og lykkelig Tilstand har Mennesket kun faaet Anvisning paa sin egen, gudgivne Kraft; og det viser sig, at den har været tilstrækkelig. Efter dets Væsens Grundlove kan ingen for Jorden fremmed Magt være dets Fører; men sin SIDE: 346 Fremgang har det maattet søge i egen Indsigt og Virksomhed. Kulturhistorien erkjender ingen Menneskehedens Fornedrelse til en Sammendyngning af sandsløse Maskiner, der, tilligemed Virk- somhedsdriften, Anstrengelser efter et fritvalgt Maal og udhol- dende Opofrelser, tilintetgjør enhver Mulighed af et høiere Til- kommende. Men den erkjender en høiere Viisdom i Menne- skesjelens Organisation, hvori tillige Menneskehedens Maal og Med og Midlerne til at naae dette d. e. dens Villie, Reglerne for Livet ere foreskrevet. Og efter disse den uendelige Visdoms store Love, som ligge til Grund for Alskabningen, ere de Kræfter, som virke for Forbedringen af Menneskets Tilstand, Sædelig- hedens og Civilisationens Kræfter i det hele de modstridende Tendenzer langt overlegne, saa det er en Taabelighed at regne paa overordentlig overjordisk Bistand, og at vente derpaa med Hænderne i Skjødet naar tilstrækkelige Hjælpemidler ere for- haanden inden Menneskeheden selv. Intet har skadet denne mere i dens Udvikling, end den sløvsindede Lære, at Menneske- heden overhovedet enten ikke er istand til nogen blivende høiere Tilstand af Kultur, eller idetmindste ikke kan naae den uden Underværker ovenfra. Herder siger: "naar man holder Forsynet for et Gespenst, som skal møde os paa alle Veie og uophørligt afbryde de menneskelige Handlingers Løb, for blot at opnaae dette eller hint af Fantasiens eller Vilkaarlighedens Øiemed, saa tilstaaer jeg, at Historien er et saadant Forsyns Grav, men for- vist ogsaa en Grav til Sandhedens Bedste. Thi hvad var det for et Forsyn, som enhver kunde bruge til en tjenende Geist i Tin- genes Ordning, til sin indskrænkede Hensigts Bundsforvandte, til Beskyttelsesdæmon for sin smaalige Taabelighed? Den Gud, jeg søger i Historien, maa være den samme, som er i Naturen. Ogsaa i den maa altsaa Naturlove gjælde, som ligge i Tingenes Væsen, og hvorover Guddommen saameget mindre maa hæve sig, som den just i dem, den selv har grundet, aabenbarer sig i sin høie Magt med en uforanderlig Rigdom, Godhed og Skjønhed." Men fordi ingen hjælpsom Genius lærer Mennesket at skille det Sande fra det Falske, det Gode fra det Onde, eller fører det uden Møie til Seieren, og ingen beskyttende Magt staaer den ædlere Stræben ved Siden i Kampen mod overmægtig Raahed, og fordi Mennesket kun har sine Anlæg til Fornuft, sædelig For- ædling og Samvittighedens Stemme -- kunne vi derfor nære rin- SIDE: 347 gere Tanker om det, naar vi see, hvad det dog har været istand til med disse Hjælpemidler, som engang for alle ere givne Slægten fraoven? -- disse Triumfer, Kulturhistorien dog hjembringer fra de stedsevarende Kampe med vældige Modkræfter, det Sande og Gode har maattet bestaae? -- disse utvivlsomme Resultater efter saamange utilfredsstillende Forsøg paa en Grunden af et høiere Fornuftens Rige, som vel give Historien dens ideale Helte, men hvilken ikke kunde blive varig formedelst deres Medmenne- skers Skrøbelighed? Eller kan Guds Anordning eller Menneskets Rang som Menneske d. e. som en ufuldkommen Skabning, tabe i Anseelse, fordi ogsaa hine saa ofte seirrige Modkræfter tilhøre dets Organisation? Det maatte ogsaa have Magt til at gjøre Ondt og blive en Daare, hvor det kunde være de Himmelske liig. Sæde- ligt Værd og Oplysning udspringer kun af Kampen med den uædlere Natur og ved Anstrengelse af de aandige Kræfter, som tjene det Gode. Var Kampen lettere, saa var Æren mindre. Den dyriske Naturs Drivefjedre, de egoistiske Tendentser, ere stærke og kraftige; men de virke kun for Individet og Øieblikket, mens vor himmelske Natur virker for Slægten og for det Evige. Det er Kampen mellem en Kjæmpe og en Alf. Kjølleslagene synes at knuse denne, men den er stedse levende paany. Af Nødens haarde Bund er ikke Kulturens første, men stærkeste, Skud op- rundne; saa kjær og gavnlig Rolighed er den, har den maattet vænne sig til at skyde sit Flor under Storme. Men dette viser dens evige Natur og himmelske Styrke. Den døde ikke i sin hjælpeløse Barndom; fra Intet af har den ved egen Kraft hævet sig til dens nærværende Standpunkts forholdsmæssig betydelige Høide; deri ligger Forjettelsen om et Menneskehedens stedse bedre Tilkommende, og den fasteste Borgen forat Kulturen aldrig kan give tabt og forgaa, men at den engang, uagtet de talløse Skuffelser af bedre Forhaabninger, vil opfylde vort bedre Selvs billige Krav og Forventninger. Derfor kan Menneskeheden takke sin uforsonligste Plageaand, den ubøielige Nemesis, som forfølger alle Feiltrin, om ikke Indivi- dets anderledes end med Samvittighedens Pidskeslag, saa dog ganske vist Slægtens med synlige Følger. Uden Smerte drager den Nytte af Individernes Lidelser. I Ondet selv ligger dets Hel- bredelsesmiddel. Ikke theoretisk men praktisk, ved Lidelser og Erfaring, lærer Mennesket Fornuft. Hovedbestemmelsen i den SIDE: 348 moralske Verdens Kriminallov hedder: "enhver Forseelse straffer sig selv." Dette er Korrektivet for Aanderne her og hisset og Sporen for deres Perfektibilitet. "Intet Onde, siger Herder, som træffer Menneskeheden, kan og skal være det andet end til Nytte. Det beroer paa den selv, om dette ikke skeer; thi ogsaa Menne- skenes Laster, Feil og Svagheder staae, ligesom Naturbegiven- hederne, under Regler og ere eller kunne blive beregnede." Hvad Livserfaringen er det enkelte Menneske, er Universal- historien for Menneskeheden, og Kulturhistorien for denne hvad Erindringerne fra Opdragelsestiden og Begivenhederne inden Sam- vittighedens Lønkammer, kort, den hele sædelige Proces, er for Individet. Kulturhistorien er nemlig ligesom denne Fremstillingen af Kampen imellem den menneskelige Ufuldkommenhed og Ten- denzen til Fuldkommenhed, som ligeledes er nedlagt i Sjelene. Den antager derfor ligeledes som Grundsætning Menneskeslæg- tens Perfektibilitet, d. e. Evne til at uddannes i det Uendelige. Denne Lære er den moralske Verdens Grundlov. Perfektibilitet er den aandige Livs Hævekraft og Nerve; uden den vilde Menne- skeheden forgaae i sin Stagnation. Indesluttende i sig Ideen om en Fuldkommenhed, som ikke tilhører Jorden, er den dog fuld- kommen istand til at gjøre Menneskene saa oplyste, sædelige og lykkelige, som de kunne og, efter deres Bestemmelse, skulle blive, eller til at sætte dem i Besiddelse af en for Jordlivet ideal Fuld- kommenhed, d. e. den høieste Humanitet, Forklarelsen af Skrif- tens Gudsbillede i os eller, som Herder udtrykker sig om Hu- maniteten, at den er den tillukkede Knop af Menneskehedens sande Gestalt. Denne udmærkede Forfatter udtrykker dette saaledes i sine Breve til Befordring af Humanitet: "Vi bære alle et Ideal i og med os af hvad vi skulde være og ikke være; de Slagger, vi af- lægge, den Form, vi skulle antage, kjende vi alle. Og da vi ikke kunne blive hvad vi skulle blive uden ved os selv og Andre, modtagende fra dem og virkende paa dem, saa bliver vor Huma- nitet nødvendigviis Eet med Andres og vort hele Liv en Skole og Øvelsesplads derfor. Alle menneskelige Indretninger, alle Vi- denskaber og Kunster kunne, naar de ere af den rette Art, ikke have andet Maal, end at humanisere os, d. e. at gjøre Umenne- sker og Halvmennesker til Mennesker, og at give vor Slægt først i mindre Dele den Form, som Fornuften billiger og hvorefter vort SIDE: 349 Behov stræber." Tvivler Nogen om, at dette er Menneskehedens Maal, at dens Perfektibilitet nogensinde vil kunne drive det saa- vidt, da ophæves vel heller ikke deres Tvivl ved at paapege Individer, som f. Ex. Sokrates, Washington, Franklin, Howard, Fenelon og Oberlin, hvilke dog synes at have fuldkommengjort Idealet af Humanitet. Derimod maa al Tvivl om Fremtidens For- jættelser forsvinde ved at see tilbage paa det Forbigangne af Menneskehedens Liv, og sammenligne dette med det Nærværende, vor Slægts tidligste Dage, den ældre Kulturs lykkeligste Tider med den Almindeliggjørelse af Aands- og Livsnydelser og teknisk Færdighed, som udmærker vor Alder. Ligesom de Anskuelser af Menneskesjelen og dens Forhold til Gud og af Menneskehedens Selvdannelse, som i det Foregaaende ere gjorte gjældende, vel stride imod et sygeligt Sværmeri, som troer at smigre Himlen ved at laste Jorden, der ogsaa er en af Guds, om end laveste, Himle, og at ophøie Skaberen ved at for- ringe Skabningen og forklare Virkninger af Lovene for denne ved Indblandelser fra oven; men afgive de eneste værdige og mest ophøiede religiøse Forestillinger om Gud og hans Verdens- bestyrelse: saa har Religionens praktiske Forskrifter ingen herli- gere Bekræftelse end Kulturhistoriens egen Moral, at Menneske- hedens Lykke afhænger af Dyd og Fornuft. Forsoningstroen apotheoserer hos Jesus Kristus hans selvopoffrende Menneske- kjærlighed; og Kulturhistorien kræver hos sine Helte ikke blot Fortjenester af Menneskeheden i Gjerningen, men ogsaa en uegen- nyttig Villie til at gavne denne. Den forbyder Den, at troe, han er et ret Menneske, som er ligegyldig for Befordringen af det almindelige Bedste; og sætter vor Slægts Mærke kun i Virken for Andre, i Hengivelsen for dennes Forædling og Forbedring af dens Tilstand. I denne Selvopoffrelse ligger det Ædle i enhver Handling. Herder siger herom saa skjønt: "For dig!" en Moder raaber, og hun døer for sine Spæde. For sin Ægtefælle udholder, lider, taaler Kvinden Alt; for Børn og Hustru Ægtemanden Alt, for Vennen Vennen Alt, for Fædrelandet og alt det Gode, som en Fremtid dølger, SIDE: 350 den Tappre og den Vise Alt; og for en Efterverden leve maa og døe, selv mod sin egen Vilje, Mennesket. Aflænke vil Naturen os, befrie vort arme Selv fra de for snevre Skranker, da Hun udtalte Ordet: "Menneske! i Andre, ikke i dit eget Selv, dit Tilværs Sødhed være og dit Væsens Lyksalighed og al din Virkens Maal! -- -- Elendig Hvo fortabes i sit Selv! Men Den, som virker for sin Næste -- Han, Han nyder Livet, Han er salig, Han!" Vore Dages Kultur lægger ogsaa virkelig med karakteristisk Energi for Dagen en Tendenz til at komme stedse flere og flere Mennesker tilgode. Denne ligger vel i dens egen Natur, og fra Slægt til Slægt ere de Oplyste i et Folk stedse blevne flere, men det er først i senere Tider den aabenbar har erklæret Massens Kultiveren for sit Hovedøiemed. Og siden da gaaer den frem med Lysets Hurtighed. Videnskaber og Kunster populariseres uden at de derfor tabe i Intensitet, Høide og Dybde. Lærdommen studerer, Geniet opdager for en Masse, der snart træder det i Hælene og fordrer nye Fremskridt. I hvor stor Forskjel der vel endnu finder Sted imellem de kultiverede Nationers Masse og deres egentlige Oplyste, saa forsvinder dog denne hurtigere nu, og man bedømmer en Nations Kultur efter hvorvidt dette er skeet, og ikke efter de enkelte Genier eller Fortjenester af Videnskab og Kunst, som den maatte have at paavise. Ligesom ikke Homers eller Fidias, eller Platos Fødsel, men den udbredte Dannelse, giver Hellas en udmærket Plads i den gamle Kulturhistorie, saa er det ikke Newtons eller Davys Navne, men deres Genies Frugt- bargjøren, Massens praktiske Bekjendtskab til deres Opdagelser, som giver Englænderne Forrangen imellem de kultiverede Natio- ner. Jo længere tilbage i Tiden, jo mere iøinefaldende er For- skjellen i Kulturens Fordeling inden Folkene. Deraf den sporløse Forsvinden af saamange der have glimret i Historien. Med sine Nobilifamilier var Karthago forsvunden som den troløse Syrte, og det stolte Romerfolk overlevede ikke sine Patricier. Vor Tid har derimod indseet, at Basis for et Folks Lykke og Bestaaen er Almenkultur, at uden den ere de Enkeltes Anstrængelser for Almenvellet kun usikkre. Naturen har ikke gjort den umulig; den SIDE: 351 er meget meer ganske analog med de Regler, denne følger; po- litiske Institutioner, som betinge Massens Raahed og Trældom, opløses af sig selv meer og meer; og naar den allerede oplyste Del af Menneskeheden, istedetfor som tilforn at afsondre sig, vil meddele sig, naar Menneskehedens Kræfter forene sig til dette Maal, saa er ingen Forventning om de Fremskridt, Kulturen vil gjøre, for sangvinsk, naar den holder sig inden de menneskelige Evners Omraade, og saaledes ikke kræver mere end almindelig Humaniseren. Denne har Naturen gjort til Menneskehedens Hoved- opgave. Den er løst for en Deel; men derved ogsaa Maaden at løse den for Alle funden. Og Haabet om en evig fortskridende Forædling af Menneskeslægten er da ligesaalidt et Bedrag, som at vi ere et godt Stykke paa Veien. Dette skal Kulturens Hi- storie godtgjøre. E. Sk. Maaske ville Nogle erindre en for nogle Aar tilbage af Forf. fremsat Idé, om at ethvert, i Fattigdom født, uomtvisteligt Geni skulde opdrages paa offentlig Bekostning, hvortil en vis Stipendiesum skulde bevilges. Og fremdeles er jeg overbevist om, at et bedre Middel til at fremskynde Menneskehedens Frem- skridt, ikke lader sig opdage. Man tænke sig det gjennemført i store Stater! -- England og Frankrig vilde naae sine høiere Ud- viklingstrin uden Revolutioner. Ligheden er jo heri ogsaa rea- liseret. Og i Rusland! Hvorlænge vilde det vare før ogsaa disses Nationer kom efter den øvrige civiliserede Verden? Men herom mere! SIDE: 352 Henrik Wergeland LUDVIG MARIBOE. Dette varme Hjerte slog sit første Slag den 12te Oktober 1783 i Kjøbenhavn, hvor Mariboes Fader var Chef for et temmelig anseeligt Handelshuus. Saavel Denne som Moderen, en Datter af Hofjuveleer Henriques, vare af mosaisk Tro; men Begge be- kjendte sig allerede tidligt til den kristelige Religion, og lode Børnene opdrage i denne paa Præsten Christianis bekjendte In- stitut. Af Hensyn til den gamle Henriques, som var en i og udenfor sin Menighed særdeles anseet og af Familien afgjort Mand, undlode de imidlertid at lade sig og deres Børn døbe saa- længe han var ilive. Hans Død indtraf først da Ludvig, den ældste Søn, allerede var en Snees Aar og opholdt sig i Livorno; men paa Efterretningen herom lod han sig strax døbe ombord paa en dansk Fregat, ligesom den hele Familie gjorde hjemme. Forøvrigt blond som en Gothe, skyldte Mariboe sandsynligviis denne sin Oprindelse de fine aandrige Træk, som gjorde hans Aasyn saa udmærket. [fotnotemerke] Familien bestod foruden Ludvig af 3 Brødre, som alle i forskjellige Kaar ere blevne anseede Mænd, og af en Datter. [fotnotemerke] Faderen anvendte al sin Omsorg paa sine Børns Op- dragelse; men det stemmede ikke med hans Hensigter med Ludvig at lade ham studere, som han dog havde Lyst og Evne til. Disse vare nemlig blevne vildledede af en slet Informator, som han i de første Aar holdt til sine Børn; hans Behandling oprørte Ludvig, saa han intet vilde lære, og Informatoren bibragte nu Faderen den Mening, at Ludvig ikke duede til Studeringer. Han blev nu sat en Tid til en Optiker og lærte at slibe Glas, og siden til en Drejer, ligesom det overhovedet hørte til den Opdragelse, gamle Mariboe gav sine Børn, at gjøre dem bekjendte med det prak- tiske Liv. Men hvad Ludvig havde mindst Lyst til af Alt, nemlig Handelsstanden, blev nu hans endelige Bestemmelse; og hvilken Indflydelse har ikke dette Indgreb af den faderlige Magt Fotnote: Portrætet, som ledsager disse Blade, er taget efter et fra hans yngre Aar, som da skal have lignet. I hans senere Aar vare hans Træk noget skarpere og Læberne finere. Fotnote: Disse Sødskende, der alle ere ilive, ere: Etatsraad Steenfeldt, Borgermester i Helsingøer, Proprietær P. Mariboe, en anseet Landmand paa Sjælland, Pro- fessor C. Mariboe (Halvbroder) og Fru Sonnleithner i Wien, Enke efter Hof- agent og Regjeringsraad Sonnleithner i Wien. SIDE: 353 havt paa hans hele Skjebne? Den, at hans Indre hele hans Liv har befundet sig i en Kamp med de ydre Forhold, hvori han var indtvungen, og som han vel, saalænge al Tidens Ulykke ikke paa eengang styrtede ind paa ham, forstod at gjøre sig underdanige og at afvinde gode Kaar og et anseet Navn i den hans egentlige Natur altid fremmede Handelsverden, men hvori dog en Sjel, der var skabt for en aandigere Virkekreds, aldrig fandt sig vel, og omsider gik tilgrunde. Selv den glimrende Fremgang Ludvig gjorde, da han kom i det Christianiske Institut, hvor den for- træffelige Lærer især vakte Elevernes Æresfølelse, kunde ikke ombestemme Faderen. Forgjæves løb han, ved Siden af den næstældste Broder, [fotnotemerke] op til at blive Institutets bedste Elev -- Ludvig skulde nu ligesaa vist blive Kjøbmand som Broderen skulde studere; og han tog sig det nær. For at faae ham paa andre Tanker, fik han i sit 15de Aar Tilladelse til at gjøre en Reise til Norge, hvor Faderen havde Handelsforbindelser, og han kom til Christiania første Gang i 1799 sammen med en af sine Lærere fra Institutet, nuværende Professor Rasmussen. Han opholdt sig i Norge Sommeren over, besøgte Bergen og flere Landdistrikter, og fattede allerede da den Kjærlighed til sit tilkommende Fædreland, som han siden har givet saamange udmærkede Beviser paa. Skulde Faderen sætte sin Vilje igjennem -- besluttede Ynglingen allerede dengang -- da maatte Norge være det Land, hvori han vilde bosætte sig. Men det tegnede sig anderledes ved Hjemkomsten; -- hans Fader befalede ham nemlig at reise til Italien, hvor han i Livorno skulde anbringes som Volontør paa et Handelshuus, hvormed Faderen stod i Forbindelse. I sit 17de Aar kom han did, og Faderen gav ham aabent Kreditiv, i den rigtige Tro, at den Tillid, han her- med viste ham, vilde være den bedste Sikkerhed for ei at blive misbrugt. Ynglingen viste ogsaa den Nøisomhed med Hensyn til Udgivter for sin egen Person, som siden fulgte ham i hele hans Liv, og gjorde Mariboe ligesaa tarvelig i hans bedste som i hans sletteste Kaar. Han sparede dog ikke paa at reise i Kunstnernes Fædreneland, og han erhvervede sig en Samling af Malerier og Billedhuggerarbeider, som han siden bragte med sig til Kjøben- havn. Hans Ophold i Livorno var fordeelagtigt for Faderen, og nolens volens blev dog Ludvig hvad Denne havde villet, nemlig Fotnote: Etatsraad Steenfeldt. SIDE: 354 en dygtig Handelsmand, sprogkyndig, en Bogholder paa sin Hals, og en klog og foretagende Spekulant. I Livorno havde han alle- rede havt de fordeelagtigste Tilbud; men efter 5 Aars Ophold der, skrev Faderen ham til, at han maatte vende tilbage for at blive hans egen Kompagnon. Det var et Tordenskrald for Ludvig; thi den samme Ulyst til virkelig for hele sit Liv at maatte blive Handelsmand besjelede ham endnu og fulgte ham paa hans hyp- pige Reiser i det deilige Toskana, til Florents, Rom o. s. v. Syg paa Legeme som paa Sjel (thi paa Hjemreisen havde han ved en Væltning brukket sit Been, og, hvad der var værre, lagt i 3 Maaneder under en Landsbybarbeers Hænder) kom han til- bage til Kjøbenhavn, fast besluttet paa ikke at tage imod Faderens Tilbud, men idetmindste at kjæmpe for Realisationen af den med ny Styrke fremtraadte Idee, under alle Omstændigheder, som Handelsmand, at vælge Norge til Skuepladsen for sin Virksom- hed. Forholdet blev spændt mellem Fader og Søn. Ludvig flyttede ud af Huset; men blev dog ved daglig fra Kontoret at besørge den udenlandske Korrespondence. Han talte og skrev ogsaa Fransk, Engelsk, Tydsk og Italiensk. Det varede imidlertid ikke længe før han kom i Forbindelse med den store norske Handels- mand, Kammerherre Bernt Anker, og fra ham modtog han Til- bud at tage til Christiania for at forestaae det Ankerske Fidei- kommisses udenlandske Korrespondence. Gagen var betydelig, saa han nu kunde, hvad han ogsaa maatte, naar han skilte sig fra Faderen, ganske stole paa sig selv. Mariboe havde ikke været længe i Norge før han i Fællesskab med Kammerherre, senere Statsraad, Rosenkrands etablerede en betydelig Kornhandel for at bringe denne vigtige Handelsgreen paa en fastere Fod; men dette gik over Stadens Kornpugeres Horizont, og man miskjendte Hensigten med dette Foretagende. Fideikommisset fandt sig endog, paa Grund af Mariboes Forhold til det, beføjet til at bekjendtgjøre, at det ingen Deel havde deri. Imidlertid var Etablissementet af stor offentlig Nytte, da Korn- forsyningen blev vanskelig efter Krigens Udbrud i 1807. Under denne udmærkede Mariboe sig ved Virksomhed for at oprette Frikorpser, og han blev endogsaa udnævnt til Chef for et lidet Feldtbatteri. Han udkastede ogsaa Planer til et Uldmanufaktur, der skulde forsyne Armeen, og sendtes i den Anledning af Chri- SIDE: 355 stian August til Kjøbenhavn; men det endelige Udfald blev, at Mariboes Plan blev optaget af det Offentlige, hvorefter det da gik som sædvanligt, hvor dette vil gribe ind i den private Industri. Mariboe benyttede Opholdet i Kjøbenhavn til at forelægge Premier- ministeren Grev Schimmelmann et Udkast til en særskilt Bank for Norge, og han blev paalagt at tilstille den daværende kgl. inter- imistiske Regjeringskommission samme, hvilket ogsaa skede. Ved Tilbagekomsten fortsatte han Provideringsforetagenderne sammen med Rosenkrands, og næst Grev Wedel og maaskee Jacob Aall har han de største Fortjenester af Landets Forsyning. Farerne for enkelt Mand tiltoge imidlertid eftersom Blokaden skjærpedes, hvorfor Mariboe først udkastede en Plan til et Provideringssel- skab for Agershuus Stift, og siden oprettede et Kornselskab for Christiania By og dens Opland, hvis Virksomhed vedvarede ligetil Freden sluttedes. I 1810 foreslog Mariboe for Regjeringskommissionen, for nogen- lunde at kunne regulere Koursen, og forat erhverve et Fond til en vordende Bank, at indkjøbe Sølv for offentlig Regning. Re- gjeringskommissionen gav gode Løfter om at dette Foretagende vilde blive understøttet af Regjeringen; men dette blev ikke Til- fælde. Mariboe stod nu alene med stort Udlæg af Penge, men ogsaa med en god Deel gamle Sølvkander, Støb, Mynter o. s. v., og blev nu udsat for et Skrig fra alle Kanter over at han vilde udføre alt Sølv fra Landet. Da hans Fader besøgte ham i An- ledning af hans Giftermaal, som fandt Sted i Sommeren 1809, hedte det endog, at Sønnen var hans, den gamle Jødes, Agent, hvorfor Mariboe omsider fandt det værd, at udtale sig offentlig om det sande Sammenhæng med denne Handel, hvorom Regje- ringskommissionen var underrettet. Da Regjeringen i Kjøbenhavn ikke engang vilde indlade sig paa Mariboes Tilbud at aflevere Sølvet til Kongsberg mod Godtgjørelse for sit Udlæg, solgte han det for egen Regning i Kjøbenhavn med en Profit af over 11,000 Rdlr. D. C.; men da der intet var blevet af Bankens Oprettelse, i hvilket Øiemed Indkjøbet af Sølv var skeet, og dette dog var kommet fra Landet selv, tilbød han Direktionen for det kgl. Selskab for Norges Vel hele Beløbet for at anvendes til Landhuusholdningens Fremme. Samme Aar, 1810, oprettede Mariboe ogsaa en For- sørgelsesanstalt for 12 fattige Pigebørn af Agers Sogn, og i det følgende gav han 4000 Rd. til et Universitet, samt udkastede SIDE: 356 Planen til en Tegneskole for Haandværkere, til hvis Oprettelse han først ydede 500 Rdlr., og siden 50 Rdlr. aarlig, og af hvilken den nærværende store Indretning kan siges at være udgaaen. En saadan Mand maatte være Medlem af Direktionen i Selskabet for Norges Vel, og som Saadan fungerede han ogsaa i flere Aar. Efter den ulykkelige Høst i 1812 reiste Mariboe til Kjøbenhavn forat udvirke Udvexling af Licencer, saaledes at der skulde ind- føres ligesaa mange engelske Ladninger, som man erholdt Licencer til Kornladningers Indførsel i Norge; men det vigtigste Resultat af Reisen blev, at Mariboe anskaffede sig Maskinerier og Perso- nale til en Klædefabrik, medens den offentlige paa Kongsberg endnu ikke var kommet i Drift. Under de uheldigste Tidsom- stændigheder udviklede Mariboe den overordentligste Virksomhed og stedse i den Retning, at bringe Landet til at forsyne sig selv. Samtidig med Klædefabrikken anlagde han nemlig en Kaartfabrik, et Glasværk og en Papiirmølle, hvorved tilsammen henved 400 Mennesker havde Levebrød. Da Statholderen, Prinds Christian Frederik, i 1813 forsamlede Landets betydeligste Ejendoms- og Handelsmænd i Christiania forat oprette en Slags Laanebank, var Mariboe derimellem; men uagtet Prindsen indledede Subskriptionen med de opfordrende Ord: "Hvo som føler varmt for Norges Vel, følge mit Exempel og tegne sig", var der dog Grunde i Udkastet, som lod Mariboe, til Prindsens Fortrydelse, holde sig tilbage. Dagen efter tilskrev han imidlertid H. H., at det var saa langt fra, at han vilde und- drage sig af egoistiske Grunde, at han forbandt sig til at betale i ti paa hinanden følgende Aar 1000 Rdlr. S. V. som Bidrag til de Kornmagaziners Anlæg, som skulde sættes i Forbindelse med Laaneindretningen. Sin aabne Charakteer viste ogsaa Mariboe kort efter, ved i Prindsens Nærværelse at erklære sig imod Nød- vendigheden af at Dennes Valg til Præses i det kgl. Selskab for Norges Vel skulde sanktioneres af Kongen. Det paadrog ham Spørgsmaalet af Prindsen, om han da ansaae det under sin Vær- dighed at tilskrive sin Konge i den Anledning. Mariboe var bleven sin Ungdoms Beslutning troe: han var ganske bleven Norsk, og han forstod Selskabets emanciperende Tendents. Imidlertid fore- slog dog Prindsen Mariboe til en af Direktørerne for det Provi- deringsselskab, der oprettedes i 1813, hvorfor han dog undslog sig. SIDE: 357 I Januar 1813 var Mariboe bleven ansat som Capitain à la suite i Armeen, og da Krigen i 1814 syntes at maatte udbryde med Sverige, meldte han sig til Tjeneste. Han ansattes imidlertid ikke; men viste sig særdeles virksom ved at overtage Opsynet med Armeens besværlige Transportvæsen. Han gjorde ogsaa Generalkrigskommissariatet opmærksom paa den Dumhed, det havde gjort sig Skyld i, ved at lade Bøndernes Heste fra Vest- siden af Christianiafjorden slæbe rundt om denne og helt nede fra Grevskaberne møde frem i Christiania for at skydse Krigs- materiale ned i Smaalehnene, medens alle Fjordens større Baade, hvoraf enkelte kunde rumme indtil 70 Hestelæs, laae ubrugte. Norge har ikke faaet Friheden saa ganske givendes, som man stundom vil indbilde det. Ødelæggelse af al Fabrikindustri og to voldsomme Pengerevolutioner (i 1813 og 1815) høre til de Lidel- ser, hvorfor det har kjøbt Friheden og dens Ære. Ingen kunde Tidsomstændighederne ramme tungere end Mariboe. Hans mer- kantile Dygtighed fik en Erkjendelse i Valget til første Repræsen- tant for den midlertidige Laane- og Diskontoindretning af 1816; men her hjalp ingen Dygtighed, intet af de Klatlaan, Landet den- gang kunde yde. Omsider vare heller ikke disse at faae, saa Mariboe, der endnu holdt sin talrige Arbeidsstok i Virksomhed uagtet den næsten standsede Afsætning, besluttede personlig i Stockholm at ansøge daværende Kronprinds Carl Johan om et Laan paa sine betydelige faste, og forholdsviis kun lidet be- hæftede, Eiendomme. Mariboe fik ogsaa i Foraaret 1816 og 17 ialt laant 10,000 N. Spd. samt af en privat norsk Mand i Stock- holm 2000 Spd. Men fra denne og en senere Stockholmsfart i Foraaret 1817 daterer alle Mariboes Viderværdigheder sig. Han fik nemlig et Tilsagn om at blive Adjudant hos H. M. Kongen eller dog hos Kronprindsen samt Foredragende af de norske militære Sager, og til Adjudant hos Kong Carl den 13de blev han virkelig ogsaa udnævnt. Dette bragte Mariboe, der siden 1809 havde været gift og alt havde flere Børn, til i September 1817 at flytte sin Huusholdning fra Gaarden Økern ved Christiania til Stockholm. Men af Ansættelsen som Militærreferent, blev der intet, -- som det hedte, fordi Mariboe havde ikke været taus nok om dette Tilsagn; og da den betydeligste Deel af Gjælden til H. M. blev opsagt til Likvid i Glasvarer, uden at dog Aflys- SIDE: 358 ning blev besørget af vedkommende Agenter saa betimelig, som Mariboe fordrede forat kunne redde sine fleste Ejendomme fra et udenlandsk Pantekrav, realiseredes dette og Mariboe tabte igjennem alle Instantser en Proces mod vedkommende kgl. Agent. Ved sidste Instants faldt Dommen i 1825 -- halvandet Aar efterat Mariboe atter havde taget Bopæl i Norge, paa Eidsgodset i Høland. I 1822 havde han ogsaa, i Naade og efter Ansøgning, erholdt Afsked fra Armeen. Medens Dampskibsfarten var ganske ubekjendt i Norge, var den, især ved en Hr. Owens Virksomhed i fuld Gang i Sverige. Mariboe satte sig da allerede i 1823 i Forbindelse med Hr. Owen om at erholde et Dampfartøi, og sendte en Subskriptionsplan til Norge for at reise Aktier til Istandbringelsen af en Dampfart fra Christiania til Christianssand og Bergen. Der tegnedes imidlertid ikke nok Aktier. Et Forslag fra Mariboe om en Normal-Industri- skole for Fruentimmer af alle Klasser blev der heller ikke videre af, af Mangel paa kraftig Bistand. I Begyndelsen af 1824 begyndte Mariboe, der opholdt sig paa Eidsgodset, at udgive fra Drammen den politiske Tidende "Patrouillen", i 2 2/3 Aar anonymt; men senere fra eget Bogtrykkeri i Christiania. I alt fortsatte han dette Blad i 10 Aar, og det hævdede i al den Tid den første Rang imellem Datidens oppositionelle Blade. Som Redaktør deraf boede han i Christiania, og blev valgt til Repræsentant for denne By paa Storthinget i 1830, hvor han strax angav sin parlamen- tariske Charakteer ved at foreslaae, at selve Forhandlingerne om Fuldmagterne skulde holdes for aabne Døre, og udviklede en overordentlig Virksomhed, men som stundom udartede til Ret- haveri og Megettaleri. Ved Siden deraf redigerede han De- batterne i større Detalj i Patrouillen end de ellers meddeeltes med. [fotnotemerke] Fotnote: Mariboes vigtigste Idrætter paa dette Storthing var, at han foreslog Er- hvervelsen af Dokumenter angaaende Erstatningen for Smaalehnenes Amt; lige- ledes umiddelbar Korrespondentse fra Regjeringen til Storthinget og dets Af- delinger; om Erhvervelse af Gjenpart af den nøiagtigere redigerede Grundlov; om Portoens Bestemmelse af Storthinget; om Afskaffelse af Civilembedsmænds Uniformer; om Afgivelse af Statskassens Sølvoverskud til Banken; mod For- andring i Gl. § 14; mod Bidraget til Ministerkassen; om Adresse angaaende Indskrænkning af Landmilitærbudgettet; mod Kongsberg Sølvværks Salg o. s. v. -- alle Forslag og Vota i den samme patriotiske Aand. SIDE: 359 I det følgende Aar bosatte han sig paa Gaarden Økern ved Christiania, som han før havde ejet; og saaledes kom han fra Agershuus Amt paa Storthinget i 1833. Men allerede i Be- gyndelsen af dette Storthing faldt han i en særdeles heftig Nerve- sygdom, hvoraf han kun med Nød blev reddet. Ikke destomindre indfandt han sig dog paa sin Plads før dets Slutning, og sparede sine svage Kræfter kun altfor lidt. Ikke færre end 33 Vota og Forslag, hvorimellem det gjenoptagne om Debatternes Offentlig- hed strax fra Storthingets Sammentrædelse, udvise Registrene. Der er liden Tvivl om, at denne Nervesygdom og den liden Ro, han gav sig derefter, paaførte ham den ulykkelige Sindssygdom, som dog først flere Aar efter brød løs. Hans Nervesystem var ødelagt, saa den mindste Aandsanstrængelse satte ham i en Feber- tilstand, og saavel i som udenfor Storthinget manglede det ham heller ikke paa Ærgrelser. En Badekuur i Kjøbenhavn rettede kun for en Tid paa hans uden- og indenfra nedbrudte Helbred; Hovedgigt slog sig til og sløvede hans Aandskræfter, medens hans overinciterede Nervesystem ikkedestomindre holdt dem i en affekt- fuld Virksomhed. Nogle politiske Breve, som han under disse ulykkelige Forhold alligevel udgav, viste at Mørket allerede dæm- rede om denne lyse Aand. Hans rastløse Virksomhedsdrift var nu sygelig, og den drev ham til, uanseet hans Kraftesløshed, at ansøge Regjeringen om at maatte overtage Befordringen af den udenrigske Post ved et Dampfartøi, der skulde anskaffes ved Aktier i Hamburg og i England, og tidlig sættes i Fart, og da denne ikke vilde indlade sig paa denne ganske vist rigtige, for alle sociale Forbindelser nyttige Plan, hvorfra nu end Dampskibet kom, besluttede han, under en Forbedring i hans Helbredstilstand i Sommeren 1836, personlig at tage over til England for at drive sin Plan igjennem til alle Nordmænds Forbauselse. Siden han havde udkastet den, og arbeidet derfor, holdt han Udførelsen for en Æressag, og da en ubetænksom Opfordring og et Udfald mod ham viste sig i Aviserne, kunde selv ikke de kjærlige Familie- baand, hvorunder Mariboe altid levede, holde ham tilbage. Den vigtigste Bevæggrund til Reisen var dog et endnu højere patriotisk Formaal, nemlig det, ved direkte Henvendelse til den britiske Regjering og Parliament, at skaffe Norge Fyldestgjørelse for den skjændige Forurettelse det havde lidt i Bodøsagen ved en Dumdristighed af engelske Privatmænd, som dets egen Re- SIDE: 360 gjering ikke alene havde taalt, men endog betalt i dyre Domme. En Englænder, Mr. Stead, havde af og til viist sig i de senere Aar, og navnlig i 1836, i Christiania med Anbud til Storthing og Regjering, at han for Penge vilde kunne sætte Norge i Besiddelse af Dokumenter, hvorefter det ufeilbarligen maatte komme til sin Ret. Denne Spekulant havde Mariboe søgt at føle paa Tænderne, og under dette undfanget Ideen, under sit Ophold i London at virke for Norges Interesse i den Sag. Den 1ste Aug. 1836 reiste han over med Brystet fuldere af Forventninger end det spændte Seil over hans Hoved med gunstig Vind; men den 20de Aug. 1837 var han her tilbage igjen med uforrettet Sag. Og dog havde han været rastløs under sin aarelange Fraværelse. Han havde i London udgivet en energisk, nøiagtig og dokumenteret Frem- stilling af Sagen, og ladet samme uddele til ethvert Parliaments- medlem; han havde idelige Samtaler med flere af de vigtigste af disse, hvorimellem med Brougham og Warburton, hvilken Sidste gav ham bestemt Løfte om at faa Sagen indbragt for Parliamentet. I Tillid hertil reiste Mariboe da endelig tilbage; men da han ikke strax fornam noget til dets Opfyldelse, reiste han atter over i Oktober s. A., og fortsatte sine Bearbeidelser til han endelig med knækket Haab i August 1838 begav sig tilbage over Kjøbenhavn, hvor han blev liggende syg paa Legeme og Sjel. Neppe kommen paa Benene iler han til Hamburg for dog at see sin Dampfarts- Plan realiseret, samt forat udføre nogle Forretninger, der vare ham overdragne af et engelsk Jernbaneselskab; men kom did heftig syg, saa der ikke var at tænke paa Forretninger. Han tog ingen Læge; men da den heftigste Feber var over, reiste han endelig hjem igjen i Mai 1839. Han kom hjem meget svag; men et roligt Liv hele Sommeren over gav ham endog paany Kræfter til i Septb. at reise til Stockholm for at søge Konsulatet i Hamburg. Det daværende Storthing havde frataget ham den Post som Stats- revisor, som han havde indehavt siden 1833, og Konsulatposten var ikke til at erholde. "Intet vil lykkes mig mere" var allerede længe den Tanke, som brændte i Mariboes Hjerne, susede for hans Øren og stod skrevet hvor han vendte Øinene hen. Og kort efter hans Tilbagekomst efter den 3 Ugers Stockholmsreise i det skrækkeligste Veir og Føre, udviklede den Sygdom, han lige siden 1833 havde befundet sig i Kamp med, sig i hurtige Overgange til aldeles Sindssvaghed. Allerede ved sin Tilbage- SIDE: 361 komst i Foraaret havde han betroet sin Kone og Søn, at han i de tre sidste Maaneder af den afvigte Vinter ikke altid havde kunnet raade sine Tanker; men at han dog havde vidst det og forstaaet at benytte de lyse Øjeblikke til at tilskrive dem de kjærlige Breve, hvoraf intet Ondt eller saa Skrækkeligt lod sig ane. Men nu! . . denne Sindssvaghed, som nedsank den trofaste Viv og de kjærligste Børn i Forfærdelse og vakte det hele Folks vemodigste Deeltagelse, havde intet saa lyst Øjeblik, at han kunde skjule den. Morgenbladet for 17. November 1840 indeholdt følgende Smertesudbrud af denne Skizzes Forfatter ved den sørgelige Efter- retning: "Ludvig Mariboe. Nu tom er Haanden, træt og tom, der skjænkte Norges Fattigdom meer Guld end nogensinde dette, om det har Hjerte, kan forgjette. Hvor famler den i vildsom Leeg omkring hans Pande høj og bleg! Den efter Borgerkrandsen leder, som, Nordmænd, han jo fik af Eder? Nu har Han ikke mere Guld, nu vil Han samle Haanden fuld af Egebladene -- det Sidste at give Norrige, Han vidste. Dem vil Han over Norge strøe. Først da Han synes, han kan døe, naar Landet han sin vundne Ære kan segnende igjenforære. Hvor smiler Han! hvor glad og stolt, somom han Rigdomshornet holdt, og kunde drysse ned som Gave i Norges Skjød Aladdins Have! Hvor smiler Han idet han strøer! Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør! Det er dit Haar, af Kummer blegnet, ej gyldne Blade, ned du regned. Thi Folket gav dig ingen Krands. Det har en kort Erindringssands. Det kommer først med den paa Baaren, og troer at sone alt med Taaren. SIDE: 362 Men Jeg vil med taknemlig Aand dig kysse, magre, blege Haand, som Norrige, min Moder, skjænkte vel meer end eengang, da hun trængte. Og jeg ærbødig see vil i hans vilde Feberfantasi en Blomst, som, da han har ei Andet, hans Aand har skudt for Fædrelandet. Thi hør hvor tit han nævner det! Og hvergang rødmer Læben let. O, skjønne Tankeblomme, gløde du vil paa Læben, om Han døde." I Mai 1840 reiste hans Søn med ham ned til det bekjendte Hospital i Slesvig, og i September var han allerede saa restitueret, at han, efter Lægernes Raad, bestemte sig til at tage hjem. Vognen stod alt for Døren; men da Mariboe ikke kom ud, søgte man ham i hans Værelse, og fandt ham der liggende paaklædt paa Sengen under et stærkt Slagtilfælde. Hans Hjerte har, ved Tanken om at gjensee Norge, slaaet for voldsomt. Et Par Maaneders Bevidstløshed fulgte herpaa; men mod Høsten, da hans Datter kom til ham forat pleie ham, vendte Samlingen tilbage. I Juni 1841 var han endog kommen sig saavidt igjen, at hans Søn og Svigersøn reiste til ham for at ledsage ham hjem; men, ligesom om Gud ikke vilde, at han skulde gjensee det Folk, for hvis Vel og Anerkjendelse af hans Stræben han havde overanspændt Aands-, Legems- og Formues-Kræfter, blev han, to Dage efter deres An- komst, rørt af et nyt Slagflod, som efter 18 Timer endte hans Liv den 19de Juni 1841. Paa Slesvigs Kirkegaard ligger Ludvig Mariboe begravet. Mariboes Skrifter ere følgende: 1) Anmærkninger ved Gjennemlæsningen af Prof. Pihls Plan til en, for hvert Præstegjeld og hver Stand anvendelig, udvidet Fabrikation af Klædesvarer, Værkener og linnede Tøier. Christiania 1808. 2) Nogle Ord om almindelig Værnepligt og et Forslag til paa den mindst be- kostelige og mindst byrdefulde Maade at underholde et Land- og Søværn i Norge. Christiania 1815. 8. SIDE: 363 3) Nogle Ord om Rigsforsamlingens Beslutninger ang. Statens Pengevæsen. Christiania 1815. 8. 4) Extrakt af Ideer om Pengevæsenet, tilegnet Storthinget. Christiania 1815. 8. (Anonymt.) 5) Forslag til det norske Pengevæsens Forbedring. Christiania 1815. 8. 6) Oplysninger og Tillæg til hans Forslag om Pengevæsenet. Christiania 1815. 8. 7) Om Statsraadets Laaneprojekt. Christiania 1819. 8. 8) Om Norges statsøkonomiske Forfatning samt Forslag angaaende Norges Bank m. m. Christiania 1821. 9) Om Formue- og Næringsskattens Ophævelse. Christiania 1821. 10) Tillæg til Patrouillen, indeholdende Tillæg til hans statsborgerlige Liv. Christiania 1826. 8. 11) Bemærkninger ved den provisoriske Anordning af 24de Mai 1825. Chri- stiania 1827. 12) Om Oprettelse af Tegneskoler i større Kjøbstæder -- indført i Budstikkens 3die Deel, Tillæg S. 3. Hertil kan man lægge, foruden ovennævnte mindre heldige Breve, næsten hele Patrouillens Indhold, hvori mangfoldige for- træffelige Artikler. SIDE: 364 Henrik Wergeland AV LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM. UDGIVEN AF HENRIK WERGELAND OG N. J. WESSEL BERG. FØRSTE DEEL. FORTALE. I ingen Deel af den norske Ungdoms Underviisning raader saa liden Eenhed og Overeensstemmelse i hvad og hvorledes der paa de forskjellige Steder læres, som netop i Underviisningen i Moders- maalet. I lexikalsk og grammatikalsk Henseende antyder en Mængde forskjellige Meninger og Læresætninger, der med lige Autoritet gjøre sig gjældende, at dette befinder sig i en Gjærings- periode, og da Læsebøgerne hente deres Indhold fra næsten et Aarhundredes, i den sidste Menneskealder tvedeelte, Literatur, uden at tillade sig at bringe det ind under noget gjennemført grammatikalsk og orthografisk System, have ogsaa de maattet bære hiin Gjærings Mærker istedetfor at være ordnende Midler i dens Forvirring. At undtage dette vort eget Arbeide, skulde være at benegte, at ogsaa dette er et Barn af sin Tid. Men vi have troet, at det ogsaa er et Krav af sin Tid; thi at Landet endnu en Menneskealder efter Adskillelsen fra Danmark for en ikke ringe Deel forsynes derfra med Læsebøger, hvori der ikke findes Spor af, at nogen norsk Forfatter siden Rigernes Ad- skillelse har existeret, og at saa i Et og Alt danske Læsebøger virkelig i enkelte norske Skoler lægges til Grund for Underviis- ningen i Modersmaalet, have vi antaget for en Opfordring til Normænd til dog at frigjøre os i denne Henseende ved at hjælpe os selv. Der har været gjort Forsøg derpaa af Landsmænd; men idet der heller ikke i disse har været taget retfærdigt Hensyn til den Literatur, det selvstændige Norge har erhvervet sig eller dog til den Andeel i en Fælles-Literatur, som det tilkommer, have vi ogsaa heri fundet en Opfordring til at udgive en Læsebog, hvori Nationalitet og Retfærdighed dog ikke skal krænkes, og ved SIDE: 365 hvilken Ungdommen dog ikke skal forvildes i sine Begreber om Værdien og Omfanget af den Literatur, hvortil Fædrenelandet har Eiendomsret. Den kan være udsat derfor, naar man seer, at en Læsebog, som er udgiven i Norge flere Aar efter Ad- skillelsen, af fød Nordmand og for Nordmænd, ikke destomindre gives Titel af "dansk Læsebog". Den er dog oprigtig heri, idet den virkelig fører den efter sit hovedsagelige Indhold; men her er dog et Tilfælde, hvor Ærlighed ikke bør vare længst. Det ligger for øvrigt udenfor vor Plan at udvikle Aarsagerne til hine beklagelige Omstændigheder, hvis Følger røbe sig i vor Ungdoms vaklende Sprogbegreber og Ubekjendtskab til vor egen Literatur, og som vise sig udbredte til Almeenheden i næsten enhver offentlig Meddelelse, ethvert Dagblad, som vi tage ihænde. De dybeste ligge i vort Folks politiske Skjebne, strækkende sig fjernt under den sidste store Forandring i disse; men de nærmeste forgrene sig i individuelle Sympathier og Anskuelser hos dem, som deels have givet sig af med Underviisningen, deels med at forsyne denne med Bøger. Efter Adskillelsen fra Danmark varede det endnu en Række af Aar før vor egen Videnskabelighed og Boghandel fik Kraft nok til at hjælpe os nogenlunde ud af den Afhængighed, hvori Danmark fremdeles holdt os med Hensyn til Forsyningen med de fleste Underviisningsbøger, og saaledes at standse et betydeligt Afløb for vor Velstand. Men det fulgte af Sagens Natur, fordi vor egen Literatur først maatte faae Frugter at afgive, at af alle Underviisnings Bøger maatte Læsebøger, der skulde kunne bære Navn af "norske" eller være affattede for den norske Ungdom, være de sidste, vi selv kunde forskaffe os. Imidlertid er Tiden dertil og Muligheden af at kunne frigjøre os i denne Henseende dog allerede længe forhaanden. Vor politiske Selvstændighed har affødt en videnskabelig, vor materielle en aandig. Nordmændene have i denne Henseende været virksommere, end det indskrænkede Publikum og den danske Literaturs overvægtige Indstrømmen, uden at den norske fandt gjensidig Afsætning, [fotnotemerke] syntes at skulle kunne tilstede. Der er skrevet Andet og Varigere i Norge siden 1814 end blot politiske Smaaskrifter; og vor siden den Tid fremskudte Fotnote: Den i de senere Aar prædikede Skandinavisme har, uagtet sine pralende Programmer, ingen mærkelig Forandring i dette Forhold havt tilfølge. Idet- mindste ikke endnu. SIDE: 366 Literatur tæller baade i Videnskabelighedens alvorligere og æsthe- tiske Grene talrige og lysende Navne nok til at gjøre Skriget om vor literære Armod uretfærdigt og en fortsat Afhængighed af den danske Literatur unødvendig. Men vi bør ikke alene faae Øinene op for dette sande Forhold; men ogsaa benytte det. Det er ikke alene saarende og uretfærdigt imod det Folk, hvis Ungdom skal undervises, saaledes som skeet er, at give dets egen Literatur en underordnet Plads; men det er ogsaa skadeligt, først som vild- ledende, fordi det strider imod en historisk Sandhed, og dernæst fordi det ikke blot er Viden og Dannelse, Ungdommen skal er- hverve igjennem deslige anthologiske Underviisningsbøger, men ogsaa, i Agtelsen for de fædrelandske videnskabelige Fortjenester, den fineste Næring for Fædrelandskjærligheden og andre af dens ædleste Følelser. Et Folks Literatur er dets Sjeles Fædreneland; Universitetet er Hovedstaden deri; og det baader Ynglingerne, at de vide og føle, at de have et -- et, som ogsaa har Krav paa deres Kræfter. Fælles-Literaturen før 1814, hvortil saa mange lysende norske Navne, Foreningens intime Beskaffenhed og Fællesskab i Uni- versitetet hjemler Norge en uomtvivlelig lige Adkomstret, og vor egen Green af den siden hiint Aar i tvende selvstændige For- greninger spaltede Fælles-Literatur tilbyder rigeligt Emne for en Læsebog for den norske Ungdom, fra Henlæggelsen af Børne- bøgerne af og til Afgangen til Universitetet. Vi skulde endog før 1814 kunne indskrænke os til hine norske Forfatternavne, und- være ethvert Bidrag af den senere danske Literatur, og saaledes ganske være os selv nok, uden at derfor nogen Deel og Art af Literaturen skulde savnes eller mangle paa at blive værdigen repræsenteret. Men nu, da det er saa, at Nordmændene foruden Adkomstret til Fælles-Literaturen før 1814 og Eiendomsret til den Literatur, de selv have erhvervet sig siden dette Aar, ogsaa have Benyttelsesret til den, der samtidigen har udviklet sig paa dansk Bund -- da altsaa Literaturen danner en Stamme med to Grene og Kroner, der hver for sig fra samme Spaltningspunkt, men med eiendommelig Farve, skyde i Høiden -- da en Literaturs Værd betinges af dens Rigdom og Omfang -- da Sprogmidlet for begge Literaturer, paa Enkeltheder nær, fremdeles er det samme -- da Skrivesprogets Omfang og ikke Politikens Afsondringer formeentlig antyde Grændserne for et Arbeide som nærværende, og da Be- SIDE: 367 kjendtskab til den danske Literaturs senere Frembringelser baade paatrænger sig i Selskabslivet og bør, baade for de gamle For- holdes og sin egen Skyld, kunne fordres af den dannede norske Yngling: have vi troet, ogsaa at burde følge denne danske For- grening af hiin ældre egentlige Fælles-Literatur, som baade har overført i sig flere af dennes berømmelige Navne og udblomstret i nye, og i et passende Forhold at optage endeel af dens Frem- bringelser efter Adskillelsen. Noget gjensidigt Behov eller nogen egentlig streng Ret dertil finder vel ikke længere Sted; men hvor meget end vort Folk, ved Opmærksomhed for sit Old- og Almue- Sprog, ved Forfatteres Gjenerobringer og Fremhentninger derfra og ved grammatikalske og lexikalske Arbeider -- Arbeider i selve Gruberne -- i Tiden vil kunne udvikle en Eiendommelighed i Skriftsproget, vil dog denne lykkeligere Efterslægt maatte ind- rømme, at indtil vore Dage finder dog imellem begge Folk en saadan Adgang Sted til hinandens literære Prydelser som imellem Naboer, der dog kunne see over Gjærdet ind i hinandens Haver. At den Ene nu synes saa overmaade meget bedre om sin, kommer maaskee af, at Jordbunden dog vel ikke er saa eens endda eller driver saa ganske de samme Væxter. Forskjel i politiske og Natur-Forholde have virkelig ogsaa i det Hele afpræget sig i begge Literaturers, navnlig i dens poetiske Frembringelsers, Charakter, og temmelig snart efter Adskillelsen ville de Danske have fundet det ogsaa med Hensyn til Sproget. De kaldte det, at Normændene begyndte at skrive vel norsk, for norsk til i alle Udtryk at kunne blive forstaaede af Danske. Og naturligt; alene vort Lands fysiske Beskaffenhed har gjort vort Sprog rigt paa Benævnelser, de Danske ikke kjende noget til, fordi de ikke have Tingene derfor. Og nu hertil Opdragelsen og Uddannelsen hjemme i selve Landet, Exemplerne m. m. -- sandelig, der tør være noget i hiin Klage, at man i Danmark ikke læser norske Forfattere ganske med samme Lethed som vi de danske, hvis hele Sprogs ikke store Omfang er os bekjendt. Men Tidsaanden er ogsaa imod enhver saadan vilkaarlig Af- sondring, og de Lærere i Modersmaalet, som vi have forelagt de Grændser, der lade sig afstikke i Valget til en Læsebog for den norske Ungdom, have været af den Mening, at Bogen, saaledes som vi ovenfor have afstukket dem, vilde, uden at give Slip paa Noget af sin Nationalitet, blive brugbarere og afsætteligere for SIDE: 368 vor Tid. Og det er hertil vi have at tage Hensyn, ikke til hvor- ledes det har behaget danske eller andre norske Udgivere af Læsebøger at indrette deres, eller til, hvorledes en fjernere Fremtid vil kræve dem for den norske Ungdom. Idet vi have maattet beslutte os til at dele vor Læsebog i tvende Dele, hører dog til vor Plan ogsaa for den første Deel Forkastelse af denne, ikke altid naturlige, Barnslighed i Fremstillingen, disse selvgjorte eller fra tydske Børnebøger hentede Fortællinger om en liden Hans eller Peter, som ialfald kun høre hjemme umiddelbart ovenpaa ABCten eller i den mundtlige moderlige eller Barnekammerets Underviisning. Ja selv i denne viser Barnets tidlige Griben efter Eventyrets stærkere Aandsføde, hvor snart denne Maneer bliver det vansmagelig. Ogsaa vor Læsebogs første Deel og dennes første Afsnit vil derfor være hentet fra den virkelige Literatur, fra dens Forfatternavne, og idet det hele Arbeide vil omfatte samtlige, i vort Sprog kjendte, Skjønviden- skabelighedens poetiske og prosaiske Arter og Former, vil dets første Deel indeholde dem, der i Fremstillingen og Belysningen ere de simpleste. Saaledes vil den didaktiske Poesies første Af- deling, det egentlige Læredigt, blive saaledes at skifte imellem begge Værkets Dele, at Fabelen og Parabelen ville gives Plads i den første, medens Allegorien og Mythen, omendskjønt hørende til samme Familie, ligesom ogsaa den poetiske didaktiske Epistel, Satiren og Sinddigtet blive at henvise til den anden. Af den lyriske Poesi ville Oden og dens Afarter, Hymnen og Dithyramben, saavelsom Sangens kunstigere Former (saasom Sonetten og Kanta- ten) og Elegien, paa Grund af dens for den yngre Alder for senti- mentale Indhold, ligeledes tilhøre den anden Deel; men alene Om- fanget af hvad der forud har havt Krav paa at optages i denne første Deel har foraarsaget Henviisningen til anden Deel af flere af Sangens Arter, hvis Indhold og Simpelhed i Formen ellers gjerne kunde tilladt dem Plads i første. I denne vil man derfor kun finde Prøver af de aandelige Sangarter samt af de verdslige paa National- og Folke- samt Barne-Sangen. Af den episke Poesi vil det egentlige Epos (Heltedigtet) i dets historiske, romantiske, komiske og idylliske Former blive at henvise til anden Deel, medens den poetiske Fortællings Former (Romancen og Novellen, SIDE: 369 den rimede Fortælling, Riimbrevet, Romancen og Balladen) gives Plads i den første. For denne skulde rigtignok det idylliske Epos, formedelst Simpelheden i sin Natur, synes passende; men dets Versform har ladet os henvise det til den anden Deel, hvor der formeentlig ogsaa vil være den rette Plads for den dramatiske Poesi, forsaavidt Prøver af dennes Arter lade sig indpresse i en Læsebog. Den blotte dialogiske Form for et idyllisk eller didaktisk Digt henviser det derimod naturligviis ikke til den anden Deel. I det Prosaiske har den større eller mindre Fattelighed i Frem- stillingen afgjort, i hvilken af Arbeidets Dele Bidragene skulle have sin Plads. Men hvad den egentlige Veltalenhed betræffer, udfordres for at skatte den en udviklet Skjønsomhed, som vi alene kunde forudsætte hos den modnere Yngling, hvorfor Exemplerne paa dens Arter, paa geistlig, retlig og parlamentarisk Veltalenhed ere henlagte til den anden Deel. Enkelte af de i denne Deel leverede Prøver af moralsk belærende Foredrag hæve sig dog til Flugten i den geistlige Veltalenhed. Det historiske Foredrag ligger derimod ganske indenfor Om- kredsen af de Discipliner, hvormed den Ungdommens Alder gjøres bekjendt, for hvem denne første Deel af vort Arbeide er bestemt. Vi have derfor ganske henlagt Exemplerne paa Sagastilen og Prøverne af vore nyere historiske Forfattere til nærværende Deel. I den give vi ogsaa Eventyret og Sagnet Plads, medens vi, paa Grund af Legendens mystiske Charakter, have troet at burde henlægge denne til den Deel, som er bestemt for den modnere Ungdom. Sidste Afsnit i 2den Deel vil indeholde enkelte Oversættelser af det latinske, franske, engelske, tydske og svenske Sprog, som Exempler paa hvor nær vort lader sig bøie efter disse, og Værket vil blive sluttet med korte Biografier af Forfatterne. Med Hensyn til Retskrivningen have vi, i disse i dette Punkt stridige Tider, søgt en Middelvei, hvor vi ogsaa have fundet de senest i Norge udgivne Sproglærer, og vi troe ogsaa Fornuft og Etymologi, for os. Af den Ene af Udgiverne vil man i alt finde 6 Bidrag; men uagtet dette Tal i sig selv ikke er forholdsviis for stort med Hensyn til Omfanget af hans Frembringelser mellem Landets senere Forfattere, vilde det dog være bleven indskrænket, om Tilgangen dertil, navnlig paa Barnesange havde været rigere hos Andre, og om Tilfældet ikke havde været med det af ham SIDE: 370 valgte Eventyr, at det afgiver et Exempel paa denne Fortællings Arts Overgang til Mythen, som ellers ikke tilbød sig. De forklarende Indledninger, hvormed de enkelte Afsnit ere ledsagede, sigte mere til at tjene Selvlærlingen end Læreren, der vil benytte vor Bog, til Veiledning. De ere støttede til udmær- kede Æsthetikeres Autoritet, men indeholde dog ikke mere end hvad enhver duelig Lærer selv vil kunne meddele sine Disciple. Og hermed vor "Læsebog for den norske Ungdom" anbefalet i dennes, i skjønsomme Læreres og velvillige Landsmænds Hænder! Dens Brug ved Ungdommens Underviisning vil visselig nok røbe Mangler ved den; men maatte dette erhverve os Anviisninger til dens Forbedring, ville vi ansee dette, ikke mindre end dens Brug, for en Paaskjønnelse, som vi kun ønske Leilighed til at vise, hvor høit vi vurdere den, ved i en ny og forbedret Udgave at benytte dem. Christiania i Marts 1844. Udgiverne. FABLER. Om Fabelen og dens beslægtede Digtarter. Fabelen er en billedlig Fremstilling af en Sædelære eller af en Leveregel. Den bestaaer altsaa af to Dele: en Lære, som er dens Stof og Øiemed, og et Billede, som er dens Form eller det poe- tiske Middel, hvorved Læren bliver meddeelt og gjort anskuelig. Ofte fremsættes dog denne i Korthed særskilt som Fabelens "Moral", og da enten som en Indledning eller Slutningsbemærk- ning; men efter Fabelens Natur i dens reneste og simpleste Form er det overflødigt. Moralen i den bekjendte Fabel om Ræven og Ravnen eller Kragen med Ostestykket i Nebbet, nemlig, at for- fængelige Folk let lade sig narre ved Smigreri, ligger saaledes f. Ex. tydelig nok for Dagen i selve Fortællingen, uden at behøve at tilføies med tydelige Ord. Fabelen skal lade Menneskene see deres Feil og Mangler lige- som i et Speil og gjenkjende sig selv i de Væsener og Gjenstande, som fremføres i den som talende og handlende, og som Fabel- digteren derfor tillægger menneskelig Tænkeevne og Handlemaade. Det er en nødvendig Betingelse for Fabelen, at den har dette SIDE: 371 Hensyn til det menneskelige Liv, og er et Billede deraf. Uden denne dens Betydning vilde den kun være en Ammestuefortælling. En vis indbyrdes Lighed maa derfor finde Sted imellem Menne- skene og Fabelens Talende og Handlende, hvorfor Fabeldigterne ogsaa især have betjent sig af Dyr af en bestemt Charakter, der lader sig gjenfinde hos Mennesker. Dette er især Tilfælde i den, efter den gamle græske Fabeldigter Æsopus, saa kaldte "æsopiske Fabel". Valget af Billeder eller Fabelfigurer er dog aldeles ube- grændset. Ikke blot Dyrverdenen, men alle Ting i Naturen, ja selv Kunstfrembringelser og allegoriske Væsener, saasom personi- ficerede Dyder og Laster, ere tjenlige for Fabeldigteren, naar de blot give den Lære, han vil meddele, et for Indbildningskraften i Øieblikket forstaaeligt Udtryk. I denne dets Anvendelighed be- staaer Billedets Sandhed. Saaledes kan han lade Kornaxene og Træerne, Taarnuhret og Solskiven, Filen og Ambolten tale sammen, Oldtidens Guder atter nedtræde paa Jorden, og fremkalde i levende Gestalter Laster og Dyder af det menneskelige Hjerte. I sidste Tilfælde synes dog Fabelen at fjerne sig fra sin eien- dommelige Simpelhed og at nærme sig til andre beslægtede Digt- arter, især til Allegorien. Fabelen maa besidde følgende Egenskaber: Sandhed eller en indre Overeensstemmelse imellem Billedet og det, der skal frem- stilles (Modbilledet); den Naturlighed, at der i Fortællingen ikke findes noget som strider imod det Væsens naturlige Charakter, som optræder deri talende og handlende; Klarhed, saa at ikke blot Begivenheden bliver indlysende fremstillet, men at ogsaa den Betydning, som skal ligge deri, usøgt tilbyder sig for Læseren; Værdighed, saa at en Lære af den aandige Verden ikke bliver gjort anskuelig ved Billeder, der ere lave og smudsige; samt endelig Simpelhed i sin Bygning, ligesom i sin Stiil, saa at Fabelen ikke ved unødvendige Udsmykkelser og Tilsætning ophører at være et blot Billede, leder Opmærksomheden paa Handlingen, som saadan, og saaledes lader sin Lære fordunklet træde i Bag- grunden. Fabelens Form er i Almindelighed fortællende eller episk, men kan ogsaa være dramatisk eller dialogiseret. Hyppig er Stilen metrisk, og da betjener den sig oftest af Brevstilens Stavelsemaal eller af firefodede rimede Jamber. Vor Literatur er ikke rig paa originale Fabeldigtere, hvorimod SIDE: 372 den ei mangler Oversættere og aandrige Behandlere af Fabelen. De ægte Originaler til flere af de fremmede Fabelliteraturers bedste Prydelser tabe sig ogsaa i Orientens fjerneste Old, ja selv gamle Æsopus har flere af sine længere østenfra. Maaskee vil det Begreb, som her, til egen Veiledning for Ung- dommen, er meddeelt om Fabelen, endnu erholde nogen Klarhed ved at sammenstilles med en kort Udvikling af de med den be- slægtede Digtarters, skjøndt de to første af disse, efter den før angivne Plan for Fordelingen af nærværende Arbeides Indhold, ville erholde Plads i dets anden Deel. Disse ere Allegorien, Mythen og Parabelen. Til Allegorien og Parabelen, som deres simpleste Form -- saa simpel, at den ikke kan kaldes nogen Digtart -- kan ogsaa Exemplet henføres. Fabelen er vel allegorisk eller billedlig Digtning, men adskiller sig dog fra den egentlige Allegori. I Allegorien fremstilles nemlig Billedet alene uden at sammenstilles med sit Modbillede. At udfinde dette, overlades til Læseren, f. Ex. en Skildring af det menneskelige Liv i en af en Flods Løb fra Kilden af og til Havet, en vis Stats Skjebner i Beskrivelsen over et Skibs Fart og Om- tumlen. Imellem det selvstændigt fremtrædende Billede og det fordulgte Modbillede maa altsaa en betydelig Lighed finde Sted. Paa Grund af denne Natur betjener ogsaa Allegorien, især den høiere, sig hyppig af Personifikationer. Allegorien maa ligesom Fabelen besidde indre Sandhed, Klarhed og Simpelhed, men ogsaa Dybde, og ofte en Værdighed, der gaaer til Høihed. Den mythiske Digtning er ligeledes en med Fabelen beslægtet høiere Digtart. Mythen antyder nemlig symbolisk Naturens Sprog, og tjener ikke, som Fabelen, til et Speil, men er en Aabenbaring af en i Naturen forborgen og stum Mening, der har Næring for Gemyttet og Behagelighed for Indbildningskraften, som den ogsaa i en vis Grad forudsætter udviklet hos Læseren. I Stiil og Tone grændser den ofte ind paa visse Arter af Legenden. Simpel som Fabelen er Parabelen eller Lignelsen (egentlig: Sammenstilling, Sammenligning), hvori Tilfælde fra det daglige Liv fremstilles som Sindbilleder for høiere Sandheder. I den bliver Billede og Modbillede, det enkelte Tilfælde og den alminde- lige Sandhed stillede hinanden ved Siden. Deri adskiller den sig altsaa fra Allegorien, og fra Fabelen i, at den udelukkende tager sine Fremstillinger fra Menneskelivet, og har mere overjordiske SIDE: 373 Formaal end den, nemlig at anskueliggjøre høiere almindelige Sandheder. Parabelens Indhold er derfor som oftest religiøst, og dens Tone alvorlig og høitidelig. Den søger mere at virke paa Gemyttet, Fabelen mere paa Forstanden med sine Leveregler og Grundsætninger for de enkelte Tilfælde. Fortrinlige Exempler paa Parabelen findes i Bibelen. Vor Literatur er derimod fattig derpaa. Den geistlige Veltalenhed betjener sig meest af det simplere, til det særskilte Tilfælde og Øieblikkets Behov afpassede, Exempel. Deri bestod ogsaa egentlig Grækernes Parabel, medens Hebræernes, paa Grund af deres oversandseligere Religion, op- løftede sig til den høiere Sfære, hvor vi hensætte Parabelen. Hvor nær Fabelen kan smelte over i disse forskjellige Arter, saa Skjelnet næsten synes at forsvinde, viser i det Følgende f. Ex. den 25de Fabel, "den flyttede Blomst", hvor den gaaer over i Allegorien, den 33te, som staaer Parabelen meget nær, og den 34te, som spiller over i Mythen. EVENTYR OG SAGN. Uagtet der er den Grundforskjel imellem Eventyret og Sagnet, at hiint hører Poesien, dette Historien til, at hiint ikke vil fjerne sig udenfor Indbildningens Verden, medens dette gjør Krav paa at tilhøre den virkelige, have de hos Os dog saa meget Ydre til- fælles, at de i det mindste lade sig forene under samme Afsnit i denne Bog. Legenden derimod, som af alle den fortællende (episke) Poesies Arter staaer Eventyret nærmest [fotnotemerke] , vil, paa Grund af sin høiere poetiske Charakter, indtage samme Plads i anden Deel som Eventyret og Sagnet i denne. Eventyret grændser paa den ene Side til Fabelen [fotnotemerke] , paa den anden til "den poetiske Fortælling", en vidtomfattende Green af den episke Poesi, hvis Hovedskud ere Romanen og Novellen. Eventyret er ogsaa Fabel eller digtet Fortælling, og det Fortalte tjener lige- som i Fabelen til en anskueligere Fremstilling af Forholde i det menneskelige Liv; men dets egentlige og indre Væsen er For- nøielse ved Fantasiens Opvækkelse og Sysselsættelse. I Eventyret Fotnote: Eventyret om Gjertrudsfuglen betegner godt dette Forvandtskab. Det spiller ganske over i Legenden. Fotnote: F. Ex. i det Følgende: Eventyrene "Boghveden" og "Rødhætten". SIDE: 374 blander det Naturlige og Overnaturlige sig sammen; det synes at holde sig mellem Himmel og Jord; Alt er vidunderligt og hemmelighedsfuldt; men i Opløsningen er der altid Beroligelse og Tilfredsstillelse for den vakte Deeltagelse. Ridder Røds Under- fundighed staaer altid tilskamme, og Askepot faaer altid sin Prindsesse. Ikke blot Naturens Kræfter og Former, men ogsaa det Overordentlige og Uforklarlige i Menneskelivets Skjebner, den fattige Kløgts, den forladte Uskylds, den redelige Enfolds Triumf afgiver Stof for Eventyret, saa en Skat af mangefold Levnetsviisdom kan ligge under den lette Underholdning, det synes at yde. Eventyret kan lignes med en Drøm, og skal Eventyr være Eventyr, og dets Luftbilleder ikke forsvinde og falde som Sand i Øinene, maa Fortælleren ikke gjennemflette det med sine egne fornuftige Betragtninger, hefte nogen Moral dertil og modstille det sine egne Tanker ligesom afbrydende Drømmen med vaagne Øieblik. Det maa fortælles i god Tro, med barnlig Uskyld, ganske simpelt hen, som dette Sædvanlige: "der var engang" o. s. v., og med al Historiens Paalidelighed i Stilen. Indholdet kan forøvrigt være alvorligt eller komisk, ja endog satirisk, Indklædningen prosaisk eller rhytmisk. Mønstre paa Eventyr ere de orientalske, navnlig de i "Tusind og een Nat" samlede; men intet Folk mangler Eventyr, om de end kun leve paa dets Mødres og Børns Læber, og overalt har det gamle Eventyr et vist fra Jordstrøget, Forn- oldet og Levemaaden hentet eiendommeligt Præg. Der skal heller ikke mindre Talent til godt at gjengive dem, end til at fortælle originale; og i saa Henseende har vor senere Literatur et heldigt Arbeide at opvise. De maae ligesom leve i Fremstillingen, gjen- gives med det levende Ord -- noget som ikke forlanges af Sagnet. Dette taaler endog en vis Tyngde i Fremstillingen, Randgloser og Bemærkninger, som Eventyret ikke kan fordrage, og de Præg af Folk og Land og Old, som Sagnet bærer, ere endnu dybere end Eventyrets, som deraf kun har ligesom en Farvetone. Deels træde Levninger af Hedenoldets deels af Middelalderens Overtro frem deri, deels knytter det sig til Naturgjenstande eller til mærkelige Begivenheder, Personer, Steder og Ting, men eftersom det Utrolige og Usandsynlige aftager i Sagnenes Række, fjerner denne sig fra Eventyret, hvormed Sagnet forøvrigt, som sagt, heller ikke har noget indre æsthetisk Forvandtskab. SIDE: 375 HISTORISK STIIL. Efter sit Væsen tilhører Historien de blotte og strenge Viden- skaber, og kun visse Egenskaber ved Stilen afgjøre, om et histo- risk Værk i denne Henseende kan henregnes til de skjønne Videnskaber. I den græske Mythologi udtrykker Klios Rang imellem Muserne, og at hun oftest nævnes sammen med Digte- kunstens Kalliope, dette Forvandtskab, og i den nordiske Mythologi er Bragi med Harpen og den høie skaldede Pande Historiens og Digtekunstens fælles Repræsentant. Dersom det ikke var psycho- logisk rigtigere at antage, at Poesiens første Aabenbaren har været lyrisk, d. e. Udtryk gjennem Indbildningskraften af subjek- tive Følelser og Anskuelser af Tingene, skulde maaskee Historien kunne gjøre Fordring paa at kaldes Digtekunstens Moder, eller begge dog have samme Oprindelse og være tvillingbaarne af Menneskeaandens Behov i den graa Old til dog at opbevare i Erindringen de Begivenheder, som imidlertid havde sammenhobet sig. Vist er det, at baade hos Grækere og Nordboer ere de ældste skriftlige historiske Mindesmærker digteriske i deres Form. Men det er ogsaa kun som saadanne, at Historien, siden den selvstændigen fremtraadte, vedkjender sig og bruger dem. Vor Snorre har ganske vist indseet og følt den behagelige Livlighed, hans Anførelser af de gamle Kvad midt inde i Texten begavede denne med; men han har brugt dem som Beviser, som Kilde- steder, ikke for den poetiske Prydelses Skyld. Da Troværdighed er den første og fornemste Fordring til Historien, bliver Tro- værdighedens Udtryk den første og fornemste til dens Stiil. Til Poesien, til den poetiske Tanke er vel Kravet paa indre moralsk Sandhed ligesaa ufravigeligt; men i Udtrykket har den store Friheder. Hvor Sproget i sine sædvanlige Udtryk ikke gaaer Tanken nær nok, tør den gribe til Naturens store Farvebæger og søge at meddele sig endnu klarere og umiddelbart indtrængende ved Billeder. Det er Skjelnet paa ægte og falsk Poesi eller blot Fantasispil, om Tanken virkelig bliver klarere ved Billedet eller ikke. Historiens Opgave er reentud den prosaiske, at skaffe sine Ord Tiltro, som om det var Begivenhederne selv, der havde afpræget sig i dens Tavler. Det er sandselige Mennesker, den henvender sig til, og derfor er den Maade, den udtrykker sig paa, af SIDE: 376 Vigtighed, Troværdighedens og vigtige Begivenheders Udtryk er Simpelhed og Værdighed i Stilen. Disse saa simple Egenskaber kunne være tilstede i en saa fuldendt plastisk Skjønhed, at den rene Histories Plads imellem de skjønne Videnskaber, netop idet den viser sin Eiendommelighed og Forskjel fra Novellen og enhver anden fortællende Stiil, bliver ligesaa vis som Billedhuggeriets imellem de skjønne Kunster. De findes forenede hos Snorre, som dermed forener en fjerde Egenskab, der bør findes ved Maaden at behandle Historien paa, nemlig den behændigste Sammenknytning af de forskjellige, men i Forbindelse staaende, Begivenheder, den behændigste Behandling af Episoden. Oven- nævnte Hovedegenskaber ved den historiske Stiil og dette Talent, at lade Traadene glide Læserne i Haanden igjen, umærkeligt, men netop paa rette Sted, ere tilstrækkelige til at sikkre en historisk Skribent en høi Rang i en Literatur. Simpelheden, selv i sin prunkløseste Nøgenhed, adskiller sig fra den annalistiske Tørhed netop i Hovedbestanddelen af sit Væsen, der er, ikke at sammen- hobe, men at lade Begivenhederne udgaae af hverandre. Det er i denne Mening, at Historien siges at være Menneskehedens Læremester. Den rene historiske Stiil lader altsaa Begivenhederne tale, uden at gjennemflette Beretningerne derom med saa kaldte Ræsonne- ments? Ja det er en egen Art af historisk Stiil, hvori dette er Tilfælde. Det er Historieskriveren selv, som gjør sig gjældende ved Siden af Historien. Han taler til sin egen Generation; han udruster sig med den forensiske Veltalenheds Vaaben, eller han danner sig Mellemrum imellem de Begivenheder, han for- tæller, hvori han tager sig en selvbehagelig Hvile til filosofiske Betragtninger. Men ogsaa for denne fortjenstfulde Green af den historiske Stiil bliver Kravet paa Simpelhed og Værdighed gjæl- dende, om den ikke skal synke ned imellem de politiske Opinions- skrifters Masse. Skjønvidenskabeligheden vilde imidlertid svare ilde til sit Navn, dersom den nogensinde optrak sine Afsondringer efter skarpe rette Linier. Historien skal i sin Simpelhed ikke være nogen Steppe eller noget ensformigt Hav. Den skal ikke blot gjøre sig troværdig, men levendegjøre Begivenheder, Personer og Situationer. Dens rolige Flod har i "Skildringen", navnlig af ydre Omstændigheder ved Begivenhederne, blomstrende Øer i sit Skjød. De menneskelige Lidenskabers Vildhed i Slaget frem- SIDE: 377 stiller sig f. Ex. klarere efter Skildringen af den fredsommelige dugsprængte Morgen, hvis Rolighed snart skal afbrydes, hvis klare Blaa snart skal fordunkles. Slaget er forbi; Solen staaer der atter klar og høit paa Himmelen -- et Billede paa den evige, over Menneskenes Liden og Stræben ophøiede Viisdom. Snorre glemmer saaledes ikke at skildre Solformørkelsen paa Slagdagen ved Stiklestad. Han vil, at Læseren ogsaa skal føle noget af de Kjæmpendes Rædsel derfor. I denne Udmaling af enkelte mærke- lige Omstændigheder, som forøvrigt maae være historisk sande, er da et vist Brug af Poesien tilladt i den historiske Stiil. Sandsen for dennes eiendommelige Hovedegenskaber, Simpelhed og Værdig- hed, ikke smaalige æsthetiske Regler, maa afgjøre hvormeget. I Skildringer fra den moralske Verden, saasom i "Charakteristiker" og "Charaktertræk", der yde den historiske Stiil megen Livlighed, samt i "Levnetsbeskrivelser" maa Historien derimod bruge Grav- stikkens Simpelhed, ikke Penselens Farverigdom. Sagaen. Ved en Saga forstaae vi en Fortælling om Begivenheder og Personer fra Nordens Oldtid, affattede i det dengang for Nordens trende Riger fælles Sprog, "Norr¿na-Tunge". De fleste ere skrevne af Islændere, og da disse vare af norsk Blod og oftest norske Undersaatter, og da de Begivenheder, de fremstille, især ere ind- flettede i den norske Historie, tilhøre de vor Literatur, som i dem og i Snorre Sturlesøns "Heimskringla" eller Ynglingaættens og de norske Kongers Sagaer indtil Kong Sverrer samt i deres Fortsæt- telser besidder sin kostbareste nationale Skat. Af dette Værk tæller vor egen Literatur to Oversættelser, nemlig Peder Claussøns fra Slutningen af det 16de Aarhundrede og Jacob Aalls fra de sidste Aar, og i begge gjengives vort Oldsprogs Aand og Bygning med saadan Troskab, at de, foruden i historisk, ogsaa i sproglig Hen- seende ere af stor Vigtighed og Interesse. Snorre Sturleson og de bedste af de Sagaer, som fremstille enkelte anseete Familiers og Mænds Historie, vare ikke alene i sig selv Mønstre paa en historisk Stiil; men Oversættelserne, og navnlig den Aallske af Snorre, ere det ogsaa paa en national. Vi føle, at de samme Vendinger og Ord vilde være os naturlige og gjængse, om Nor- mændene stedse vare forblevne sig selv, og de ere os ikke mere SIDE: 378 fremmede, end at vore Bønder endnu i mange Egne bruge de samme. En historisk Fortælling skreven i Hardangers eller Sogns eller Thrøndelagens, ja man kan sige i det hele Lands Almuesprog, vilde i Stiil og Periodebygning gjengive de gamle Sagaer. Disses Læsning, om end kun i Oversættelse, vil, under Tilværet af et saadant Forvandtskab imellem Folkets store Mængdes Talesprog og Oldsproget, og formedelst det for ethvert norskt Øre Tiltalende i deres Stiil, saaledes neppe være uden Indflydelse paa den Ret- ning tilbage til os selv, som Sprogets Udvikling vil tage. Historisk Skildring. Da den historiske Skildring vælger sig til Stof enkelte, midt i Historien fremragende, Begivenheder og Bedrivter, saasom Feldt- slag, Beleiringer, kjækt iværksatte Planer, og da det er dens Op- gave at fremstille dem som om de foregik under Læserens Øine, er det naturligt, at den maa adskille sig fra den sædvanlige histo- riske Stiil ved nogen større Livlighed, Blomstring i Sproget og Omhyggelighed i Enkelthederne af Udførelsen. Det er ligesom om Fortællingens Fysiognomi belivedes og dens Pulse hævede sig ved Begeistringen af det interessantere Moment, som den har valgt sig. Nogen særegen Art danner den dog ikke; den er kun de mere glimrende og finere udarbeidede Led i den almindelige Histories Kjæde. Medens de store Forholde af dennes Malerier ikke tillade nogen bestemt Indfatning, saa at dens Figurer synes at bevæge sig paa en Baggrund af den aabne Natur eller den blaa Himmel, indbyde Penselfiinheden ved den historiske Skildring og Begrændsningen i en Ramme af afmaalt Tid til at betragte den som et Kabinetstykke i Nærheden. Selv hvor Skildringen ikke danner noget Heelt for sig, men er et Afsnit i et fortløbende Foredrag, antyder forskjellige Eiendommeligheder ved Stilen, at et saadant er indtraadt, at vi ere stødte paa en Episode, hvori Historieskriveren mere tør overlade sig til Indbildningskraften og sit Genies Eiendommeligheder. Personerne begynde pludselig at tale i Præsens, Livligheden fremkalder undertiden mundtlige Udbrud og Dialoger midt under Handlingen, Personerne charak- teriseres i bestemte Omrids og Scenen for Begivenhederne af- males. Der er ogsaa Noget, som kaldes historisk Malerkonst, og som her kommer i Anvendelse. SIDE: 379 Forskjellig fra den historiske Skildring er dog det saa kaldte historiske Maleri. Det tilhører Digtet og ikke Historien, da det kun henter Stoffet fra denne og kun henvender sig til Læserens Indbildningskraft. Denne Afart, hvorpaa ingen Literatur for øvrigt er rig, ligner de saa kaldte tableaux vivants (levende Malerier). Stilen i dem maa være særdeles kraftfuld og sammentrængt. Levnetsbeskrivelse og Charaktertegning. Forskjellen i Stiil imellem de to følgende Arter af historisk Foredrag er omtrent den samme som imellem det rene historiske og den historiske Skildring. Levnetsbeskrivelsen, der mere be- handler det ydre Liv og Handlingerne, er simpelthen fortællende, skjøndt det Omfang, Forfatteren har foreskrevet sig, og hans Eien- dommelighed kan meddele den meget af Charaktertegningens større Rigdom; og Charaktertegningen, der har til Formaal at med- dele et klart Begreb om sin Helts hele Sjelelige, Ejendommelige og hans Handlingers Bevæggrunde, er livligere, mere malerisk og reflekterende. I Charaktertrækket, der kun behandler en enkelt Yttring af et mærkværdigt Menneskes Tænke- og Handlemaade, stræber Stilen igjen, formedelst Materiens epigrammatiske Natur, efter større Simpelhed. BESKRIVENDE FOREDRAG. Ligesom Folkeslagenes og enkelte Menneskers Færden og Liv i en Fremstilling af Følgeforbindelser er Gjenstanden for Historien, er Folkeslagenes Sæder og Indretninger, Landenes Beskaffenhed og den hele Natur udenfor hiin Menneskenes fri Virken Gjenstand for Beskrivelsen. Dersom man ikke erindrede, at "Historie" be- tyder "Fortælling", skulde saaledes Ordet "Naturhistorie" være mindre rigtigt uden som brugt om Fremstillingen af de Overgange, hvorigjennem vor Jords Natur har udviklet sig til hvad den er. Denne har saaledes ogsaa havt sin Historie, og en, som behandles ræsonneret, da den leder sig frem ved Skarpsindighedens Slut- ninger; men i almindelig Forstand er Naturen i sine Enkeltheder kun Gjenstand for Beskrivelsen. Her have vi dog kun at be- mærke de Forskjelligheder i Foredragets Maade eller Stiilart, som iagttages i Beskrivelsen, og da finde vi, at Stilen maa rette sig SIDE: 380 efter Materien. Vi kjende Elementernes Majestæt og den land- lige Naturs Høihed eller Ynde, Følelsen heraf siger os tillige, at Sproget ikke kan udtrykke dette noksom, og dog fordre vi, at det skal stræbe derefter. I Naturbeskrivelsen i denne Forstand, ligesom ogsaa i Beskrivelsen af hvilkesomhelst interessante Scener eller Gjenstande, fordre vi altsaa al den Livlighed, Kraft og Farve- sandhed ogsaa i det prosaiske Foredrag, som kan stille os Gjen- standen saa levende og klart som muligt for Øie. Beskrivelsen maa blive Skildring og Maleri. I en Beskrivelse, f. Ex. af et natligt Udbrud af Vesuv, kan Stilen ikke beholde Fortællingens Rolighed. Den vil, om den er sand, næsten lade os føle Stødene og Udbrudene i sine korte, ligesom med Scenens rædsomt-skjønne Farver opfyldte, hverandre fremskyndende, Perioder. Den rette Stiil dikteres overalt af Materien, og bliver gjennem Forfatterens levende Opfatning af denne og fine Øre for den Tone, hvori- gjennem den vil udtale sig, ligesom Materiens uvilkaarligen valgte Form. Man sammenligne hiin Stiilart, som vil være den naturlige for Beskrivelsen af Vesuv under et Udbrud, med en over Bjerget i dets rolige Tilstand, da Formaalet bliver at skildre det i dets almindelige Forhold til dets Omgivelser! Eller man beskrive en Ildebrand! Mængden af de Gjenstande, som i samme Øieblik fængsle Opmærksomheden og skulle meddeles Læseren med Ind- trykket af deres Sammenstød i disse Øieblik, vil uvilkaarlig give sig Udtryk gjennem en kort, afbrudt, uordnet, med skarpe Farve- strøg opfyldt Stiil. Som oftest danner Naturbeskrivelsen med sin malende Stiil de skjønneste Partier af Reisebeskrivelsen, af hvem vi, som Indklæd- ning for det Belærende, fordre Stilen fortællende lige indtil Sam- talens og Brevstilens livlige Lethed og Fortrolighed. Beskrivelsen af Folkeslags Sæder og Levemaade, der ogsaa som oftest tilhører Reisebeskrivelsen, vender tilbage til den historiske Stiils Rolighed, hvor Forfatteren kun fremstiller det Givne; og i Naturhistorien, i den Bemærkelse, vi almindelig tage Ordet, er Beskrivelsen saa strengt bunden til dette, at Tydelighed, Simpelhed og Sprog- rigtighed, ligesom ved andre blot videnskabelige Fremstillinger, tilfredsstille alle vore Fordringer til Stilen. SIDE: 381 BELÆRENDE FOREDRAG. Historien eller det fortællende Foredrag staaer ved sit Slægt- skab til den episke Poesi, og det beskrivende Foredrag ved den maleriske Anskuelighed, som det kræver, i nærmere Berørelse med Poesien eller den egentlige skjønne Literatur end det strengt belærende eller didaktiske Foredrag. Dette ligger efter sin Natur fjernest derfra, skjøndt vi ogsaa ved det kunne fordre de tørreste Materier behandlede i en Stiil, som hverken støder Øret eller vort Begreb om det Skjønne. Det didaktiske Foredrag er for nær beslægtet med det oratoriske eller Veltalenheden til at det ikke ogsaa skulde besidde sine Skjønheder. Ogsaa Logiken har sin naturlige Rhythmus (Tonetakt); aandrige Betragtninger meddele ogsaa Stilen Aand og Liv, og den skarpsindige Afhandling henter sin indtrængende Tydelighed, Beviserne sin seirende Styrke ikke blot fra deres egen indre Rigtighed, men ogsaa fra den Stiil, hvorigjennem Foredraget er udtrykt, fra de veldannede, velfor- bundne Perioder og de velvalgte Ord. Det belærende Foredrag er Sjelens Tale. Det er en individuel Anskuelse, en Betragtning over en aandig Gjenstand, en Lære, Forfatteren vil fremsætte og gjøre gjældende med al sin Aandskraft, og da kan Stilen ikke være ham ligegyldig. Jo tungere Materien er, af des større Vigtighed vil han finde Stilens Lethed og Tydelighed. Materiens Dybsindighed kan gjøre en Indtrængen i denne vanskelig, men Sproget maa ikke forøge disse Vanskeligheder. Og dog er dette saa ofte Tilfælde, ja selv det, at Materier, der i sig selv ere simple, vanskeliggjøres ved et kunstlet, med haarde selvgjorte eller fremmede Ord overfyldt Sprog. -- Ligesom Begivenhedernes Sandhed i Historien er det vigtigste, saa er Materiens indre Sand- hed det ved det belærende Foredrag, og den Skjønsomme vil altid foretrække en grundig, om end sletstilet, Afhandling for en ugrundig, som ellers i alle Maader tilfredsstiller Smagens For- dringer. Intet bliver skjønnere ved at komme i Strid med sig selv, og det didaktiske Foredrag geraader deri, saasnart det i mindste Maade sætter Rigtigheden og Forstandsinteressen tilside for Formen. Kunsten er, at fremstille Tankerne saaledes som de i naturlig Forbindelse og i logisk Følgerække af hinanden udvikle sig af den med Materien sysselsatte Bevidsthed. Alle aandige Kræfter virke harmonisk under Forstandens Herredømme, og saa- SIDE: 382 ledes vil Indbildningskraft og Følelse ogsaa medvirke under Tænk- ningen, og da ogsaa under Fremstillingen. Hvor mangfoldige Materierne end kunne være for det belærende Foredrag, er dette dog altid af en saa alvorlig Beskaffenhed, at denne ogsaa maa gjengives i en vis Stilens Alvor, Rolighed og Værdighed. Denne langsomme Rhytmus og roligere Charakter danne Skillet imellem det belærende skrevne og det mundtlige Foredrag. Dette gjælder dog egentlig kun om de filosofiske og moralske Afhandlinger; i den didaktiske Epistel og i den prosaiske Satire, der ogsaa hen- regnes til det belærende Foredrag, er Stilen livligere, fordi i den første det individuelle Lune og ømme, fortrolige Forhold, og i den sidste Vittigheden, enten som paapegende det Latterlige med et Smiil eller det Slette med fyrigt Had, udtrykker sig. For Ord- og Tankesproget, der ogsaa kan henføres til det belærende Fore- drag, er størst mulig Korthed og Kraft i Udtrykket det Eien- dommelige ved Stilen. Dets Formaal er nemlig at gjøre ind- trængende og at binde til Hukommelsen visse praktiske Sandheder og Leveregler, der ere overleverede fra Fædrene i den Form, hvori de skulle beholdes. De leve kun paa Folkets Læber og vedkomme ikke Literaturen. POETISK FORTÆLLING. Den poetiske Fortælling tilhører den episke (fortællende) Poesi, og forgrener sig i Romanen, Novellen, den egentlige poetiske For- tælling, Eventyret, Legenden samt Romancen eller Balladen. Ro- manen er Fremstillingen af en afsluttet Kjæde af Begivenheder, som alle staae i indre Forbindelse med hverandre og tjene til at belyse og vække Interesse for en Hovedperson, som altsaa er det Heles Sjel eller Helt, fra hvem Alt udgaaer, og til hvem alle Handlingerne i sine Følger vende tilbage. I sin Begyndelse og Udvikling ligner Romanen Kilden, som, naar den engang er brudt frem af Jordens Skjød, stedse graver sit Leie dybere, og tilsidst udvikler sig som en mægtig Strøm med sine Sideelve og Forgre- ninger. Det simple Tilfælde, hvormed den begynder, er nemlig høist frugtbart i sine Følger; Begivenheder følge nu paa Begiven- heder; de foregaaende bære Spiren til de efterfølgende i sig, og i samme Forhold, hvori den fremskrider, tiltager den i Betydning. SIDE: 383 Digteren svæver ligesom beskuende over Begivenhederne og deres Helt, behandlende Alt med mægtigt Overblik, betjenende sig af alle de Elementer, som Menneskelivet, Mennesket selv, Historie, Videnskab og Kunst tilbyder. Men desaarsag er det ogsaa Be- givenhederne i Romanen, ikke Digterens Personlighed, der skulle tiltale os. Derfor, og fordi Romanen staaer nær det virkelige Liv, er ogsaa den fortællende prosaiske Form den almindeligste, uden dog hverken at udelukke Dialogen eller Brevformen. Livlig- hed, Blomstring og Høihed i Udtrykket, hvor dette er naturligt, og en skjøn velklingende Periodebygning ere de Fordringer, man gjør til Romanens Stiil. Ligesom der gives komiske Heltedigte, saaledes gives der ogsaa komiske Romaner. Det komiske Heltedigt bestaaer i Parodieren af det alvorlige Heltedigt, men den komiske Roman opfatter og idealiserer det Latterlige. Den er da enten reen komisk, naar den lader dette tale for sig selv, eller satirisk, naar den over- lader sig til Betragtninger, eller humoristisk, naar den personlige Følelse blander sig i med. Denne sidste Art spiller derfor ofte over i det Sentimentale. I den "sentimentale Roman" spille de ømme Følelser Hoved- rollen. Skeer dette med Overdrivelse, bliver Romanen en farlig Læsning, og i denne Henseende har man havt meget at beklage sig over. Denne Udartning har nemlig spillet en betydelig Rolle i Verden. Den fortrængtes af den saa kaldte "historiske Roman", som opfatter poetisk en given Virkelighed, og vælger et historisk Grundlag for sine Begivenheder. Romanens Omfang ikke alene tilsteder, men nødvendiggjør Sidebegivenheder eller Episoder. Udvikler en saadan sig selv- stændig, fremstaaer Novellen, der er en i Prosa affattet Frem- stilling af enkelte, i sig afsluttede, Tilfælder i Livet, hvori Hand- lingen omfatter et kortere Tidsafsnit. En Roman kan bestaae af en Kjæde af Noveller. I Novellen kan Digteren fremtræde mere subjektiv i den Tone, han veed at give det Hele, og i de An- skuelser, han gjør gjældende, uden at dog den for enhver For- tælling naturlige objektive Charakter derfor gaaer tabt. Den egentlige poetiske Fortælling adskiller sig fra de foregaaende ved en Handling af ringe Omfang, uden episodiske Udskeielser, og som sættes i nær Berørelse med en Hovedperson, hvortil For- tælleren veed at knytte Interessen. Den leger ikke hensynsløst SIDE: 384 med opdigtede Begivenheder, som et Barn med Billeder; men den har det psychologiske Øiemed (og derved ogsaa et moralsk Værd) at aabne for os det menneskelige Hjerte, og at vise, hvor- ledes det gode og det onde Princip strider deri, og hvorledes Liden- skaberne drive til Handlinger, som igjen indeholde i sig deres Løn eller Straf. Den maa altsaa, med al Frihed i Stoffet, besidde en indre Sandhed og tillige indeholde en frugtbar Spire til poetiske Udviklinger. Den kan med Hensyn til Indhold og Foredrag være komisk eller alvorlig. I første Tilfælde er dens Opgave med Vid og Ironi at fremstille menneskelige Svagheder og Daarligheder, hvorved den nærmer sig Satiren; i sidste er den enten senti- mental, hvorved den maa undgaae affekteret Føleri, eller af mo- ralsk Tendents, hvilken dog ikke maa fremtræde paa Bekostning af Fortællingens digteriske Værd. Stilen maa være let, naturlig og livlig. De brede Skildringer og Episoder, som Romanen og Eposet (Heltedigtet) kunne tillade sig, høre ikke hjemme i den egentlige poetiske Fortælling, hvis Gang i det Hele maa være rask formedelst den Begrændsning af Stoffet, som udgjør denne Digtarts Charakter. Formen kan være prosaisk eller rhytmisk. Den Rhytmus, den bruger, naar den ikke viser sig som Ballade eller Romance, er i Almindelighed frit og afvexlende, omtrent som den i den poetiske Brevstiil brugelige; men ogsaa i sin prosaiske Form kan den poetiske Fortælling være sand Poesi. Rimet poetisk Fortælling og Riimbrev. Den digtede Fortælling er af Indhold alvorlig eller komisk. Men det Komiske eller Lunefulde kan ogsaa give sig tilkjende i Formen, og af denne Charakter er næsten stedse den rimede eller versi- ficerede Fortælling og Riimbrevet, hvori Digteren betjener sig af Rimet med ulige Versfødder. Denne Form, synes især egnet for den digtede Fortælling, hvor Stoffet enten er en kort latterlig Anekdot eller hvor Digteren kun udtømmer sit Lune og ligesom spøgende viser sit Vid og sit Herredømme over Sproget. Dette maa i begge disse Former vise sig i høi Grad bøieligt under Forfatterens Hænder og ligesom konversationsmæssig letflydende, saa det er hans Overmagts Leeg dermed man seer selv i de lange Paren- theser og tilsyneladende Udskeielser i Materien, Udvæxter i Stilen og Ordvanskabninger, hvormed han stundom kortvilligen afbryder Rimenes letglidende Strøm. Vi gjenkjende denne Form fra Fabelen, SIDE: 385 hvori den franske Lafontaine har været Verdens uopnaaede Mønster, medens vor Literatur i Wessel og Baggesen besidde to Forfattere i den lunefulde rimede Fortælling og Riimbrevet, som ganske fyldestgjøre de stilistiske Krav til begge disse to i Formen beslægtede Arter. Baggesen gjør i Fortalen til sine "Skjemtsomme Riimbreve" Stilen næsten udelukkende til Hovedsag for Riimbrevet, idet han erklærer, at det Egne og Eiendommelige derved er, næsten ingen Materie at have. EPISK-LYRISK POESI (VISE). I alle de i Formen lyriske Behandlinger af et episk Stof eller hvor en romantisk Begivenhed fortælles i Sang, i den egentlige Romance eller Balladen, Kjæmpevisen og alle de Digtformer, hvor- paa Ordet "Vise" i egentlig Bemærkelse lader sig anvende, be- finde vi os paa et Territorium, hvorpaa baade den episke og den lyriske Poesi samt den poetiske Fortælling kan gjøre Paastand. I Forklaringen af Ordet "Vise", nemlig, at den er en poetisk For- tælling i lyrisk Form af en romantisk Begivenhed, er denne Paa- stand paa engang udtrykt og hævet. Med Hensyn til Stoffet hen- regnede vi Romancen og Balladen til den episke Poesi og under den poetiske Fortælling; men da ikke alene Formen, (som det i denne Bog er Hovedsagen at paavise) og det Eiendommelige, at være afpasset til Melodi, men ogsaa Nødvendigheden af en indi- viduel Stemning og Opfattelse af Stoffet er af reen lyrisk Be- skaffenhed, have vi givet Visen og dens Arter en egen Rubrik og i nærværende Afsnit dannet en Overgang til den reen lyriske Poesi. Navnet "Romance" antyder denne Digtarts sydlige Op- rindelse, nemlig hos Nationerne af de romaniske Sprog, og Navnet "Ballade" udledes af det Italienske som et Digt, til hvis Melodi man ogsaa kunde dandse. Oprindelig vare de begge Eet og det Samme, og vi gjengive dem bedst begge med Navnet "Vise". Imidlertid pleier man at henlægge Balladens Fædreland mellem de nordlige europæiske Folkeslag, som om den især er hjemme mellem de gotisk-germaniske Nationer, og at tillægge den et mere tragisk Indhold, medens Romancen er forskjelligere og taaler gladere Farver. I nyere Bemærkelse kalder man ogsaa enhver Besyngen af Kjærlighed eller poetisk Udgydelse af dens Følelse -- altsaa reen lyrisk -- en Romance. Her have vi dog kun den SIDE: 386 historiske Romance for os. -- I disse Digtarter maa Begivenheden skride raskt frem uden megen Omstændelighed og Sammenhæng. Kan Heltedigtet lignes med en mægtig og bred Strøm, maae disse ligne de livlige, i raske springende Afsatser løbende Bække. Derfor tillade de ingen dvælende Betragtninger, ingen udviklet Motiveren af Handlingerne, ingen Kunstlen i Lidenskabernes Udtryk, ingen Udtværen af Taler. Handlingen skizzeres blot, og Indbildnings- kraften maa selv udfylde de manglende Led. Alligevel er denne Charakter forskjellig fra den høiere lyriske Poesies Flugt, idet de besjungne Begivenheder dog altid beholde deres objektive Sammen- hæng, hvis Led udvikle sig synligen af hinanden. Vore ældste Romancer og Ballader ere Kjæmpeviserne, der ere fra de skandinaviske Folks Middelalder og engang vare udbredte som fælles Eiendom i alle tre. Deres Stof er Sagn og enkelte Træk af udmærkede Personers Historie, som oftest af tragisk Indhold, og en Eiendommelighed ved de fleste er et Omkvæd, der ofte synes uden Sammenhæng med selve Visen. LYRISK POESI. Al Poesi er enten subjektiv eller objektiv. Den er subjektiv, naar Digteren tager Stoffet fra sig selv og fremstiller sit Indre i en Begeistrings Øieblik under selve Følelsens Udgydelse og Tankens Frembringelse, og den er objektiv, naar han henter Stoffet fra Udenverdenen og alene fremstiller Gjenstande fra denne med Fordølgelse af deres Virkning i Øieblikket paa hans eget Indre. I sidste Tilfælde er det da Mennesket, dets Virken og Liden som Sjæl eller Person, der fortrinsviis er Gjenstand for Poesien. Som objektiv er denne enten episk (fortællende) eller dramatisk (i Handling fremstillende), og som subjektiv er den enten didaktisk, hvor Forstanden viser sig forherskende, eller lyrisk, hvor Følelsen er det. Den lyriske Poesi har sit Navn af Lyraen, med hvis Toner Grækerne ledsagede deres Sang, og det antyder dens inderlige Forbindelse med Musiken. Denne er Følelsens meest individuelle og instinktmæssig naturlige Udtryk i dens dunkleste Tilstand, og da det er Følelsen, men bevidst og ligesom opklaret af de af den fremkaldte Tanker, som den lyriske Poesi ogsaa skal udtrykke, SIDE: 387 er en harmonisk, taktfuld Rhythmus, til hinanden svarende Strofer, korte syngbare Vers og hørlige Riim naturlig for denne. Følel- sernes Natur og Charakter er musikalsk; de finde af sig selv dette Udtryk, medens den episke Poesi, ifølge en lignende indre Nød- vendighed, vælger det majestætiske Hexameter, og den didaktiske og elegiske Poesi andre af de længere og roligere Versformer. Da Følelsen, det individuelle Indtryk, er den lyriske Poesies Omraade, er dette altsaa overordentlig vidtløftigt. Intet menne- skeligt Hjerte mangler lyriske Øieblik, hvori Følelsen gjør sin Magt gjældende som en Trang, der ofte kun finder Udtryk i et Blik fuldt af Kjærlighed eller i en Taare, og alle disse Hjerter ere som ligesaa mange Æolsharper, hvorigjennem Vinden toner eens i Akkord, men kun forskjelligt i Styrke. Det er de lyriske Digtere, som høres over deres Medmennesker, idet deres Kald saaledes er, at give en almindelig, reen menneskelig Følelse, som hæver Mennesket over Dyret og Fantasien over Virkeligheden, Udtryk i Ord og Tone. Jo varmere Følelsen maa være, des mere er den egnet for lyrisk Poesi. Gudsfrygt og Kjærlighed besidde saaledes en høiere og fyrigere Lyrik end f. Ex. Venskab, der er en roligere Følelse, og Patriotisme, der er mindre individuel. Vittighed, som f. Ex. i flere af Vaudevillens Sange eller i de i den senere Tid saa talrige politiske Sange, og blot Beskrivelse kan ikke være Hovedsagen i et lyrisk Digt. Beskrivelsen kan, med al Pragt og Sandhed, i det kun have Værd som Billed for dets Idee. At det besidder denne og den Eenhed, som intet Skjønt kan mangle, medfører dog ikke Kravet paa nogen synlig logisk Orden i Tankegangen. Man fordrer lyriske Tanker midt i Følel- sernes Strøm, d. e. Tanker, som i en usøgt Sammenstilling over- raske ved en indre Sandhed og et umiddelbart Sammenhæng, der undlader Mellemledene, fordi de ikke behøves. Det er Sjel som taler til Sjel, men støvhyllet til støvhyllet; men de for- staae hinanden som Døve gjennem Fingersproget, hvoraf enhver Figur lader dem strax fatte en heel Sætning og springe fra Mening til Mening. Følelserne skabe ogsaa, efter deres livlige Natur, Forestillingerne i Øieblikket, og fremkalde dem ikke efter nogen Regel, hvorved en eiendommelighed Yndighed ved den lyriske Poesi fremkommer, som man kalder den lyriske Uorden, lyrisk Sving eller Flugt. Det lyriske Sprog er kort, billedrigt og frit i SIDE: 388 Brugen af Ord og Vendinger. Digteren har her især Anledning til at vise sit Herredømme over Sproget. Disse Egenskaber ved den lyriske Poesi vise sig især i Oden. Da den er Begeistringens Udgydelse og kun en ophøiet Gjenstand, det Sande, Gode, Store eller Skjønne, kan begeistre, er alt Usædeligt og Lavt ja endog det Komiske udelukket fra Oden. Digteren behandler i den sin Gjenstand enten med sædeligt Alvor, og da have vi den didaktiske og sentimentale Ode, eller med hellig Begeistring (Hymnen) eller med sandselig Heftighed (Dithy- ramben). En mindre stærk Følelse udtaler sig i Sangen, der er af ligesaa mangfoldig Art som dens Gjenstand (aandelig Sang eller Psalme, samt verdslig Sang, saasom Nationalsange, Krigssange, Barne- sange, Selskabssange, Kjærlighedssange, Sørgesange eller Minde- digte, Drikkesange, Sømandssange o. s. v.) Versarten er des- aarsag simplere, omendskjøndt den ofte tager en høiere Flugt i enkelte Strofer; og saaledes nærmer den sig Oden. Stundom antager ogsaa Sangen dramatisk Indklædning (Vexelsang), hvilket især er Tilfælde i Kantaten eller Høitidssangen. Da Syngbarhed er en Egenskab, som kræves ved Sangen, synes Rimet at være den nødvendigere end det er for Oden, der paa Grund af sit vægtigere Indhold beiler mindre til Ørets Behag end den. I ingen Sangart træder Rimet og i det Hele det Formelle overvægtigere frem end i Kanzonen og endnu mere i Sonetten, der i sin Bygning er en Slags Kunstdreier-Efterligning af deslige i det Italienske og andre sydromaniske Sprog, som især ere skikkede derfor. Disse Arters rolige, bløde Tone og den Vidtløftighed i Udtrykket, som er dem egen i Modsætning til Odens kraftige Korthed (Odens Lakonismus) gjøre dem især skikkede for Lidenskabens Resigna- tion og i det Hele for Betragtningen. Disse Gemytstilstandes sædvanligste poetiske Udtryk er dog Elegien (Klagedigtet). Som ethvert lyrisk Digt gjengiver denne Digterens subjektive Følelse, men ikke umiddelbart som Odedigteren, men stedse med en om- stændelig, udpenslende Rolighed, der ikke forsømmer noget Træk, som kan bidrage til Fuldkommenheden af den Skildring af hans Gemytstilstand og Stilling for Øieblikket, som han vil udkaste. Det er Betragtninger over hans Følelser, ikke disse selv i deres Ud- brud, som den elegiske Digter udtrykker; og da den igyder Liden- skaben ligesom en Balsam af Rolighed, fremkomme de blandede SIDE: 389 Følelser, Vemod, Haab og Frygt, Lyst og Ulyst, som have valgt Elegiens langsomme, blidthenglidende Former til deres naturlige Udtryk. En Art af Elegien i Aand og Versform er Heroiden (lyrisk Epistel), hvori Digteren sætter sig ind i en Andens sørge- lige Stilling, og skildrer denne i sin Helts Navn. Den lyriske Digtning er det Blomsterbed i Poesiens Have, som pranger med de forskjelligste Arter; men ville vi fra et andet af Naturens skjønne Riger hente billedligt Udtryk for Lyrikens Hoved- arter, der foruden Mangfoldigheden og Forskjelligheden i deres Udvortes tillige kunne betegne den i deres Charakter, saa kunne vi i Oden see Ørnens Flugt, ligesom man har lignet Kanzonen og Sonetten med den ad Vandfladen henglidende Svane; i den ømme Due og Nattergalen kunne vi finde Elegien, og Sangen i de talløse Arter af Sangfugle, som om Sommeren kappende fylde Skovens grønne Haller med deres afvexlende Toner. Dette Billede peger ogsaa paa en hidtil undladt Bemærkning, nemlig den, at, om det end er de almeen-menneskelige Følelser, den lyriske Digter skal give et idealt, med al Forskjønnelse dog sandt, Udtryk, er Individualitet heri noget, som man kan kræve af ham, om han ikke vil være blot Versemager. Aandelig lyrisk Poesi. Gud i sin Alfuldkommenhed er den meest ophøiede Gjenstand for Betragtningen og derfor ogsaa det rigeste Stof for Følelsen, Indbildningskraften og den digteriske Begeistring. I Forsøgene paa at udtrykke sig Gjenstanden værdigt naaer da Poesien sin høieste Flugt, og bliver Lovsang eller Tempel-Hymne. I Psalmen, hvori de religiøse Følelser finde Udtryk, som fremkaldes ved Be- tragtningen af Guds enkelte Egenskaber, af Hans Storhed i det Skabte og Hans Velgjerninger, af Religionens Hovedpunkter og Livsalighed samt af den religiøse Betydning ved forskjellige Livs- og Naturforholde, er Rhythmusen roligere og Charakteren ned- stemt fra Begeistringens funkeslaaende Glød til Kraftens Varme. Den er bestemt til at synges, og besidder derfor en strengere riimbunden Ensformighed end Hymnen behøver. Det er for Menig- hedens religiøse Følelser, Psalmisten er Organ, medens der ogsaa er en, til Elegien grændsende, aandelig Digtning, som blot gjen- giver Indtrykket af Øieblikkets individuelle alvorlige Forhold. Da SIDE: 390 Gjenstandene for disse Digtarter altid ere af den meest opløftende Natur og altsaa mindst af alle tillade nogen Mathed i Tankerne, er det klart, at Versemaalet altid maa være fuldttonende og kraftigt og sparsomt paa overflødige Ord. I ingen Digtart er det saa umuligt for det Formelle at tilsløre de indre Tankens eller Følelsens Mangler, som netop i disse. Det altid, selv med det meest harmoniske og velklingende Rhythmus og den prægtigste Versebygning mislykkede Forsøg derpaa, opdages let af selve Eenfoldigheden, og vækker det modsatte Indtryk af det, der skulde vækkes, hvorfor mange gamle aandelige Sange, med alle deres stødende Feil, som saadanne bære Prisen fremfor flere nutidige, der nok tiltale Øret og maaskee Indbildningskraften, men ikke slaae an de Strenge i Hjertet, som netop skulde røres. Verdslig Sang. Efter Stoffet antager Sangen Benævnelse. Er det Gjenstande af almeen national eller lokal Interesse, der besynges i et simpelt Sprog, fremkommer Folkesangen. Hvor det er Fædrelandets politiske, fysiske eller historiske Fortrin, dets Personifikation i Kongens eller Republikens Majestæt eller enkelte af Folkets Egenskaber, Interesser og Minder, som besynges, bliver den fædrelandsk eller patriotisk Sang. I Stater med stor politisk Frihed besynges dette Fortrin hyppigst, fordi det er det vigtigste (Friheds- sange). I Krigstider fremkomme Krigssange. De fædrelandske Sange, som Folket i Almindelighed ved høitidelige Leiligheder vedkjender sig og bruger som Udtryk for sine Følelser, kaldes Nationalsange; og i dem maa fortrinsviis Høihed i Tanken findes forenet med Simpelhed i Udtrykket og syngbar Harmoni i Verse- bygning og Rhythmus. Troskyldighed parret med Vid (Naivetet) istedetfor Høihed i Udtrykket og den høieste Grad af Simpelhed i Stilen fordres hos den saakaldte Folkevise, der som oftest virkelig faaer sit Tilvær imellem Almuen og intet Krav gjør paa nogen Plads i Literaturen. I Stiil og Stof, som den ofte henter fra af Almuen bekjendte, skjøndt uhistoriske, Personers Skjebne eller fra nys passerede Begivenheder, er den ellers ganske Ballade, fra hvilken den er lettest skjelnelig, naar en Moral udgjør dens Stof. SIDE: 391 Henrik Wergeland AV LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM. UDGIVEN AF HENRIK WERGELAND OG N. J. WESSEL BERG. ANDEN DEEL. FORORD. Der finder et numerisk Misforhold Sted i første Deel imellem Fablerne og den øvrige Text, ligesom i anden imellem Vise- arterne og de øvrige Afsnit. Men da der kun skulde hentes af vor egen Literatur, og sørges nogenledes for den tidligere Alder, samt da den hensigtsmæssige Læsning, som ellers tilbød sig, be- fandtes at være Oversættelse, forekom Fabelen passeligst. Viserne toges mange af, fordi denne Deel er bestemt at gives en Ungdom i Hænde, der, i patriotisk Henseende, har godt af at indpræge sig nogle af vore bedste i Erindringen. Men til at forbedre gives kun een Leilighed, og det er den, at Arbeidet, uagtet dets Feil, maa vinde saadant Indpas i Skolerne og hos Almeenheden, at et nyt Oplag fornødiges. Christiania i Juli 1844. Udgiverne. LYRISK POESI. For den lyriske Poesies talrigste Familie Sangens forskjellige Arter afgiver Formen kun utydelige Skjelnemærker. Den for dem alle fælles Stræben efterat være syngbar gjør, at enkelt Versbygning kan være fælles for en Mængde Sange af forskjel- ligt Indhold, som kun gjennem Musiken faae deres charakte- ristiske Udtryk. Efter Aand og Indhold, efter den indre Charakter, og, hvor denne er blandet, efter den meest forherskende, erholder derfor Sangen sine Hovedbenævnelser. De bestemteste Cha- rakterer og Benævnelser ere den elegiske, den idylliske og den SIDE: 392 malende lyriske Digtning, endskjønt ogsaa disse smelte ofte over i hinanden; men en fjerde Klasse, der er ligesaa mangfoldig som de menneskelige Forholde og Individualiteter og de Gjen- stande, som lade sig besynge, lader sig neppe tydeligere be- tegne end med Udtrykket almindelig Sang. Medens de tre førstnævnte ere af en alvorlig Charakter og udtale kun Digterens individuelle Følelse og Anskuelse, er denne af en munter og freidig, og udtaler sig i Alles eller i Fleres Navn. Herhen hører altsaa Selskabssangenes talrige Slægt, hvortil de i første Deel anførte Folkesange høre som dens Førstefødte. Kanzone. Af denne lyriske Digtform har Literaturen kun Lidet at op- vise. Med sine lange riimfulde Strofer er den en Efterligning af det Italienske, hvori Petrarca indviede denne Form til Udtryk for sværmersk Følsomhed. Dens oprindelige Charakter er saa- ledes elegisk, skjøndt dens Former naturligviis ogsaa lade sig bruge ved Behandlingen af andre, dog altid alvorlige Materier. I sin storartede Versbygning med kunstigen i hinanden flettede Riim udtrykker den altid en vis Høitidelighed i Stemningen, som holder sig midt imellem Odens Flugt og Sangens Simpelhed. Efterfølgende Exempel No. 3 opviser en kanzonartet Versbygning, som er temmelig hyppig i vor Literatur. Sonet. Om ingen af de foregaaende lyriske Digtarter har man kunnet sige, at de ere bundne til nogen ganske bestemt Form. Dette er derimod Tilfælde med Sonetten, som bestaaer af 14 Linier i to fiirliniede og to treliniede Vers, hvori al Kunst er anvendt for ret at fremhæve Rimet. Saaledes vexle f. Ex. i dets første Vers to Riim i fire Eenstavelsesord og i 4 Tostavelsesord (mand- lige og kvindelige Endelser), og tre Riim i de 2 treliniede Vers; ofte slynges Rimene i hinanden fra Vers til Vers, det første i tredie Vers rimes med det første i fjerde Vers, det andet og tredie i tredie Vers ligeledes med det andet og tredie i fjerde Vers o. s. v. Vellyden, som er Hensigten med dette Kunstleri, gaaer dog tabt, om det overdrives, saaledes som Tilfælde er med de saakaldte Ghaseler, en Efterligning af senere tydske For- SIDE: 393 fattere, hvori Jagten efter Riim fortsættes saa langt som muligt. Sonettens Charakter er meget forskjellig, som oftest dog elegisk eller didaktisk, og da er det ofte Satiren, som iklæder sig dens snevre elegante Form. Idyllisk lyrisk Digtning. Idyllen (Hyrdedigtet), hvori den naturlige Uskylds og Simpel- heds Skjønhed digterisk anskueliggjøres, er episk i Væsen og Form, og hører altsaa ikke herhid; men en af de bestemtere Charakterer, den lyriske Digtning kan antage, er den idylliske. I mangfoldige lyriske Poesier, f. Ex. i beskrivende eller malende og i elegiske, findes ofte meget Idylliskt; men vi stille her for Øine Arter af lyrisk Digtning, hvori dette er forherskende, og hvori Gjenstande af idyllisk blid Natur har begeistret Digteren. Oldnordisk Kvadform. Denne Digtart fremtræder kun som Efterligning og i Over- sættelser af de gamle Skjaldes Kvæder, og er især eiendommelig ved den Gjentagelse af de samme Konsonanter (Alliteration) i Begyndelsen og Enden af Verset, i hvis nøiagtige Anbringelse Skjaldenes Kunst især bestod. Derved fremkommer en egen harmonisk, men for Nutidens Øre mere kraftigt end behageligt klingende, Lyd, som hos de Gamle traadte istedetfor Rimet. DIDAKTISK POESI. Ogsaa den didaktiske Poesi (belærende Digtning) er, ligesom den lyriske, af subjektiv Charakter, idet det er Digterens eget Indre, hans ved den valgte Gjenstand vakte Tanker og Følelser, som udgyde sig. Det vigtigste ydre Mærke, hvorved didaktisk Poesi adskiller sig fra lyrisk, er, at den ikke betjener sig af nogen syngbar Versform, og det vigtigste indre er den Jevnvægt mellem Tanke og Følelse, som, i Modsætning til den egentlige lyriske Digtnings "Flugt", den elegiskes "Følsomhed" og den idyllisk- lyriskes "Troskyldighed" ("Naivetet") kaldes "den didaktiske Ro- lighed". Til den didaktiske Poesi hører det egentlige Læredigt, den didaktiske Epistel, den didaktiske Satire, Sinddigtet og Fabel- SIDE: 394 Digtarterne (Fabelen, Allegorien o. s. v.) Ethvert didaktisk Digt har til Formaal digterisk at fremhæve almindelige Lærdomme og nyttige Forskrifter. Skeer det ikke digterisk, d. e. ved at frem- stille Sandheden gjennem det Skjønne, i Tanker, Billeder og i Sprog, fortjener det ikke Navn af Digt; det bliver Prosa i Form af Vers, den kjedsommeligste og vansmageligste Aandsfrem- bringelse, som et Folks Literatur kan opvise. Den belærende Prosa har til Øiemed at overbevise; den belærende Poesi, gjen- nem det Skjønne at vække Følelsens livligere Interesse for Sand- heder, Tanken allerede erkjender; og heri er det, at didaktiske og lyriske Poesier kunne gaae saa nær over i hinanden, at en didaktisk-lyrisk Digtning danner sig, hvori det Didaktiske er for- herskende i Indholdet, men Versformen ganske lyrisk. Af denne Beskaffenhed er, foruden hvad der nedenfor exempelviis vil blive anført, f. Ex. flere af de syngbare "Sædelærer" imellem Zetlitz's Almuesange. Læredigt. Det egentlige Læredigt forholder sig til de øvrige didaktiske Digtarter som i den episke Poesi Heltedigtet til de mindre for- tællende Digtarter. Det fordrer den fuldstændigste Gjennem- førelse af et Thema, og er derfor som oftest ogsaa af et be- tydeligere Omfang. I ingen af de didaktiske Digtarter fremtræder den didaktiske Rolighed saa tydelig i Rhythmusens satte Ens- formighed og Versbygningens Tyngde og Længde. Hexametret eller femfodede, rimede eller urimede, Jamber er derfor Lære- digtets sædvanlige Versform. Læredigtet fordrer roligt Alvor, klar Fremstilling og en Simpelhed, som udelukker andre Episoder end de, der af sig selv udgaae af Gjenstanden eller af sig selv under Udviklingen slutte sig til denne. Det rolige Overblik, den sammenholdende Haand maa overalt være tilstede, især i det høiere Læredigt, som man har kaldt det filosofiske i Modsætning til det lavere, som man har givet Navn af det scientifisk-artistiske, fordi det behandler materielle Gjenstande af det virkelige prak- tiske Liv (f. Ex. Tullins "Søfarten" og nedenanførte af H. Bull.) Didaktisk poetisk Epistel. Den didaktiske Epistel adskiller sig kun i Tilsnit fra det egent- lige Læredigt. Til at fremme det ogsaa for den gjældende For- SIDE: 395 maal, at anskueliggjøre Sandheden paa en digterisk Maade, be- nytter Forfatteren sit personlige Forhold til et andet Menneske, og saaledes opkommer Brevformen. En blot Tilegnelse danner ikke Epistelen. Hiint personlige Forhold maa være af en reen menneskelig Interesse, af alvorlig Beskaffenhed og frugtbart for Materien, som behandles, saaledes som f. Ex. Faderens til Sønnen, Lærerens til Disciplen, den ældre Digters til den yngre o. fl., hvor- ved Digtet vinder i Eiendommelighed og Liv. Især er denne Form egnet til at lade skue ind i Digterens dybeste Gemyt og ædleste Natur. Det er Menneskeheden han vil tiltale under Skinnet af kun at henvende sig til den Enkelte, og Brevformen tillader ham at gjøre dette paa en kunstløsere, friere og mere individuel Maade. Den didaktiske Epistel betjener sig derfor ogsaa af ulige Vers, som i den almindelige poetiske Epistel, eller af fiirføddede Jamber, skjøndt dens naturlige Værdighed oftest vælger de vægtigere fem- fodede. Sinddigt. I Sinddigtet bliver den individuelle Opfatning fremstillet i digtersk Form som Tankesprog eller Sentenz (Gnome), d. e. kort og kraf- tigt udtrykte Læresætninger eller Tanker, der ere gjorte endnu mere indtrængende ved Digtformen. Gnomen forholder sig til Læredigtet, som Epigrammet (hos Grækere og Romere det fælles Navn for begge Arter) til den didaktiske og den episke Satire, og enhver Sentenz maa danne ligesom et lidet gediegent Heelt for sig selv. Gives flere af dem en let Anknytning til hinanden, har man en gnomisk Digtning. Sentenzen maa indeholde en mo- ralsk eller Erfaringssandhed, og maa i et sammentrængt Sprog ikke blot gjøres klar og indtrængende, men ogsaa være fremsat saaledes, at den synes ny, om den end ikke i Tanken er det. Hertil tjener ofte at ledsage denne med et klargjørende Billede. Bibelen er riig paa Sentenzer, og af de øvrige Hoveddigtarter pryder Oden og Sørgespillet sig ofte dermed. Et herligt Sind- digt er det gamle Havamaal, Odins Kjerneviisdom, hvoraf de smukkeste Perler ere indflettede i det svenske Digt af Tegnér, Frithjofs Saga, som vor Literatur har tilegnet sig i to Oversættelser. I Peder Syv og Peder Laale har den forrige Fællesliteratur riig- holdige Samlinger af Ordsprog, d. e. Leveregler i prosaisk Form, men ofte med et Slags Rhythmus og Riim, som de kunne falde SIDE: 396 sig (f. Ex. "Morgenstund har Guld i Mund"; "Rigdom forgaaer, Kunst bestaaer"; "Lidenskab og Ild -- Tjener god, men Herre vild" o. fl.) Didaktisk poetisk Satire. Vittigheden er en Evne til at kunne opdage det mod en for- nuftig Hensigt Stridende hos Menneskene, og Satire er dens Spot dermed, gjengivet gjennem træffende Ligheder og Modsætninger, hvori Daarskaben seer sig i Speil. I Evnen til at finde disse Ligheder er Vittigheden vel beslægtet med Digterevnen og kan vanskeligen savnes imellem de Aandskræfter, den betjener sig af under sine Frembringelser; men Satiren er i sig selv dog endnu ingen Digtart. Den bliver det kun igjennem en af de Digtformer, den antager, og i denne Henseende staae alle den til Tjeneste. Den kan være lyrisk, episk, dramatisk og reen didaktisk, og da Belæren overalt er dens Formaal, er denne sidste Form dens naturligste. I Prosaen har den en ligesaa viid Mark: fra den udførlige Roman til Afhandlingen. Lige meget benytter den sig ogsaa af den poetiske og prosaiske Brevform og Dialog. Den Satire, den skjønne Literatur skal vedkjende sig, maa ikke være moralsk hæslig. Den maa kun fremstille det Enkelte med Hensyn til en almindelig Sandhed, og fremfor alt maa den reen didaktiske Satire røbe en Sjel, der uden Skadefryd og lave Liden- skaber følger sit Kald. Stundom frembryder ogsaa dette Satiri- kerens eget bedre Jeg i en vemodig Smerte midt under hans skarpeste Snertinger, og disse Steder ere ikke de mindst gribende. Den oprørende Last har noget Tilbagestødende, hvorfor ogsaa den æsthetiske Satire skyer dens nøgne Fremstilling, og heller vælger Daarskaberne, om hvilke dens Lune boltrende kan be- væge sig. Selv i Dramaet og i Romanen behandles den egent- lige Last som Skyggepartierne i et Maleri, og den guddommelige Retfærdighed, ikke det dømmende Menneske, fremtræder mod Slutningen fuldbyrdende. Satiren røber sit oprindelige gode Hjerte ved sin Tilbøielighed til det Latterlige og Komiske, og den slaaer sig heller paa denne Side, fordi den nøgne og strenge Dom over moralsk Usselhed bliver upoetisk og tilintetgjør Opgaven og Øie- medet for ham, som Digter, nemlig at forbedre og advare, uden at dette stikker blottet frem som Lancetten i den aabne Vunde. Selv naar Satirikeren fremtræder straffende, vil han ikke umiddel- SIDE: 397 bart belære; men, naar han stiller Menneskelivet i Modsætning til det Ideale, enten gjøre dette ved igjennem Fremstillingen at vække en straffende Latter eller alvorlige Tanker. Der er en almindelig og en personlig Satire; men vil den sidste gjælde for Poesi, maa den enten hæve sig til et Charakterbillede, eller frem- træde i dramatisk Form, eller som Epigram. Den simple Følelse tilsiger, at kun en moralsk Lyde kan være Gjenstand ogsaa for den personlige Satire, og Literaturen samler ikke i sit Kogger de Epigram-Pile, som ere paaskrevne nogen bestemt Persons Navn, om de end ere stilede til en saadan. Epigrammet er et kort rimet, som oftest personlig satirisk, Sinddigt, hvori Vittig- heden bør være lagt i dets sidste Tanke og Ord (dets Od eller Point). En Afart af Satiren er Parodien, hvori et æsthetisk Produkt af en alvorligere og ophøiet Charakter latterliggjøres ved at ind- skyde lave Motiver og komiske Figurer under dets Helte og høi- tidelige Former. Dette maa da være saa almeenbekjendt, at det Træffende i Sammenstillingen falder Læseren strax ind og vækker hans Munterhed og Opmærksomhed for det Latterlige ved de saaledes paapegede Feil. Vor Literaturs to ypperste Satirikere, Holberg og Wessel, have præsteret Mesterværker i Parodien: den Første i det komiske Heltedigt "Peder Paars", som har Æneiden og dens Efterligninger af pompøse Epopøer til Maal; og den Sidste i sit komiske Drama "Kjærlighed uden Strømper", hvori Tids- alderens høitravende Tragødier latterliggjøres. I den poetiske Satire, som unegtelig staaer Prosaen nær, ligesom om den i sit Kald, for bedre at kunne see de menneskelige Daarskaber og for bedre at komme til med Svøben, maatte svæve Jorden nær- mere, maa Versbygningen være særdeles flydende og korrekt. Den betjener sig derfor hyppig af rimede alexandrinske Vers, af rimede fiirføddede iambiske, blandet med Trochæer og Dak- tyler, ligesom ogsaa stundom af Sonetten. Allegorisk Digtning. I den forklarende Indledning om Fabelen og dens beslægtede Digtarter er Allegoriens Væsen bleven antydet. Man vil deraf see, at den er af didaktisk Natur, men af alle didaktiske Digt- arter af dybest poetisk Beskaffenhed. Der er en høiere allegorisk Digtning, hvori Alt er betydende, Alt allegorisk, og som enten SIDE: 398 kan antage Eposets eller Dramaets Formler, eller iklæde sig dem begge eftersom Digtets Materie, under Udviklingen, medfører det. Af saadanne Digte have fremmede Literaturer Mesterværker at opvise, men vor egen senere kun et Ungdomsarbeide af H. Werge- land "Skabelsen, Mennesket og Messias", som venter paa en ny Bearbeidelse, hvorved da ogsaa dets Charakter som allegorisk Digt tydeligere vil kunne fremtræde. Den lavere allegoriske Digtning kan enten være af poetisk eller prosaisk Form, eftersom Digteren har fundet den tjenligst for at give sit Billede den Sandhed, Klarhed, Simpelhed og Værdighed, som fordres af Allegorien. Allegorien er en af de Masker, Sa- tiren helst betjener sig af for at udtale sine Sandheder, saaledes som i de første to prosaiske Exempler. EPISK POESI. Ligesom de to foregaaende, den lyriske og den didaktiske Poesi, vare af subjektiv Charakter, idet Digteren selv fremtræder, ere de to følgende Digtarter, nemlig den episke og den dramatiske, af reen objektiv Charakter, idet Digterens Opgave netop er at holde sig selv skjult medens han levendegjør for os en afsluttet Række af Begivenheder. Han skal her være Historiemaler, medens de foregaaende Digtarter ligne Landskabs-, Genre-, Blomster- og Idee-Maleriet. Navnet "Epos" d. e. det levende udtalte Ord (Saga) betegner denne Digtarts Charakter, at den nemlig er fortællende Begivenheder, som have levet paa Folkets Mund og som dreie sig om en enkelt, over sin Tid og sine Omgivelser fremragende, Helt. Men dette maa skee paa en sand digterisk Maade; thi ellers bliver Eposet kun en rimet Historie, uanseet alt Glimmer- støv af klingende Fraser, hvormed dets nok saa regelrette Vers kunne være overstrøede, de besjungne Begivenheder ligne ganske de virkeligen forefaldne og prosaisk beskrevne, og den prosaiske Hukommelse træder istedetfor den skabende Indbildningskraft. I det egentlige Epos (Heltedigtet) maa den i et Heelt afsluttede Følgerække af Begivenheder fremstilles som en mærkelig Akt af den høiere Verdensstyrelse, der fremkalder Historiens Epoker ved enkelte udmærkede Mennesker og gjennem disse deres Tids- alders Helte griber paa en vidunderlig Maade ind i Tingenes SIDE: 399 sædvanlige Gang. Men dette maa synes udført af den episke Helt ved fri Selvbestemmelse og de udmærkede Gaver, hvormed han er udrustet for at udføre Verdensstyrelsens Bud. Kun saa- ledes, og ikke ved at fremtræde som en Skjebnens Marionet, ved at fastsætte sig et stort Maal og ved at forfølge det, alle Hindringer tiltrods, bliver Helten episk og vinder Deeltagelse. Verdensstyrelsen giver sig kun tilkjende gjennem en Række af Hændelser, der ligge udenfor den menneskelige Beregning og Klogskab; og idet Helten kun fremgaaer forherliget af Ulykken og reddes ved lykkelige Tilfælde, der understøtte hans egen Kraft, synes Verdensstyrelsen at samvirke med ham og han at være kaaret af denne til det, han dog ved sine Bedrifter viser at være ved sin egen Aandsstorhed. Først naar han i sin sjelelige Frihed begaaer et moralsk Fald, eller naar han, som f. Ex. Hakon Jarl paa sin Magts Høide, lader denne komme i Strid med den høiere Verdensstyrelses Anordning, fremtræder denne som Nødvendig- hed eller Skjebne, der knuser Individet ved en tragisk Ende, fremkaldt enten som Følge af de Feil, hvori Helten veeg ud af sin Bane, eller bevirket ved en ny episk Helt, der repræsenterer en bedre Tingenes Orden og handler i en lykkeligere Overeens- stemmelse med Verdensstyrelsens Anordning. Saaledes optraadte Olaf Tryggveson og Christendommen mod Hakon Jarl, Blotmanden, og Asalæren. I denne absolute Eenhed mellem den menneskelige Frihed og en overjordisk Villie ligger det Vidunderlige, som til- hører det egentlige Heltedigt; og her finder Digteren især sit Stof gjennemtrængt og ligesom allerede færdigt i Mythologierne og i de eventyrlige Dele af Historien, som Folkesagnet har bearbeidet i episk Aand før Granskningen og opfyldt med halvgudagtige He- roer. I Eposet af mythologisk Stof allegoriseres altid det Godes og Ondes Principers, Mørkets og Lysets, Kampe; men ogsaa i det er Alfaders Villie den herskende og styrende Skjebne, som de fremtrædende Helte ere underordnede. De episke Personlig- heder, som rage frem paa Grændserne af Folkeslagenes historiske og forhistoriske Tid, have givet det romantiske Heltedigt Tilværelse, og saadanne ere f. Ex. hos Nordboerne Hrolf Krake, Ragnar Lod- brok, Frithjof hiin Fr¿kne og over hele det gotiske og romaniske Europa Carl den Store og hans Jævninger, hvorimellem især Ro- land og Olger Danske have sysselsat Indbildningskraften. Medens enhver Betragtning eller Bemærkning og enhver Yttring af per- SIDE: 400 sonlig Deeltagelse er banlyst af den episke Digtning, saa Digteren, for at undgaae enhver saadan Indblanden, fremstiller Begiven- hederne ikke som en Forgangenhed, men som nærværende og udviklende sig under Læserens Øine, ere Sidespring enten i Be- skrivelser eller til Bi-Begivenheder eller Bi-Personer (Episoder) hyppige i Heltedigtet. Idet Intet forsømmes, som kan charakterisere Sæder og Personerne, og som i Begivenhedernes Udvikling frem- byder sig til Fremstilling, erholder Heltedigtet den altomfattende Storhed og Heelhed (Universalitet) og den over Alt, det Mindste med det Største, skuende Klarhed og Rolighed, som ere dets eiendommelige Egenskaber, og som henpege paa det Forsyn, der altid staaer i dets Baggrund. En Digtarts Form bør altid være paabuden af dens indre Cha- rakter. Rolig, følgemæssig Udvikling er det egentlige alvorlige Heltedigts Charakter, hvorfor ogsaa Hexametret synes meest egnet derfor. Ogsaa det komiske og det idylliske Epos betjener sig af denne Versform, medens det romantiske Epos, der ofte bestaaer i en Sammenkjædning af Romanzer og Ballader, vælger forskjel- lige. Regelen er her, som overalt, at den Form er den smukkeste og bedste, som er den naturligste for Meningen, og hvori denne, ligesom ifølge en Chrystallisationslov, plastisk udtrykker sig. Den episke Poesi deler sig i to store Felter, nemlig i det egent- lige Epos's eller Heltedigts (mythisk, historisk, romantisk, komisk, idyllisk Epos) og i den poetiske Fortællings, der omslutter Ro- manens og Novellens mangfoldige Arter, samt Poesiens lille my- stiske Eden og Palæstina: Mythen og Legenden. DRAMATISK POESI. Navnet, der kommer af det græske Ord , en Handling, antyder denne Digtarts Væsen. Det er Handling, som digterisk skal fremstilles med en saadan Objektivitet, at Digteren selv ganske forsvinder, og at vi kun see de handlende Personer saaledes som de maatte tænke, tale og færdes efter deres individuelle Charak- teer og efter den Stilling, hvori han sætter dem til hverandre for at Handlingen kan udføres enten saaledes som den er foregaaet (historiske Stykker) eller som den, ved Udviklingen af Charak- tererne og Handlingerne, maa foregaae efter en saaledes motiveret SIDE: 401 digtet Plan. I Heltedigtet er Handlingen af universel Beskaffenhed, i Dramaet af ganske individuel. I hint behandles historiske Epoker, Folkeslags eller en Menneskeheds Skjebner saaledes som den høiere Verdensstyrelse har styret dem gjennem dens Helte; i dette handles om en enkelt Persons Skjebne saaledes som denne har maattet udvikle sig og følge af hans Personlighed og Yttringer af hans fri Vilje og Lidenskaber. En Handling af universel Be- skaffenhed (f. Ex. Grækenlands Befrielse, Harald Haarfagers Erob- ring af de 32 Smaakongeriger o. s. v.) er uskikket for Dramaet, der kun har Rum paa sin Scene for den enkelte afsluttede Hand- ling, hvori dets Helts hele Personlighed har aabenbaret sig. Dennes Personlighed træder i Dramaet i Modsætning til Verdensstyrelsen, og Grundloven for den moralske Verdensorden, at enhver Synd og Daarskab indeslutter sin egen Straf i sig, aabenbares i hans Fald (Tragedien eller Sørgespillet). Frihed og Nødvendighed be- finder sig saaledes i Strid med hinanden i Dramaet, medens de i Heltedigtet virke tilsammen. Skjøndt den episke Digter fremstiller Begivenhederne som fore- gaaende i Nuet, forbliver det dog ikke skjult, at det er noget Forbigangent, som fortælles, hvorimod den dramatiske Digter fremstiller dem ganske som foregaaende for vore Øine. Han sammenstiller saa mange Personer, som ere nødvendige til Hand- lingens Udførelse, og lader dem optræde i en Vexelvirkning paa hverandre, som fornuftigviis maa føre til det foresatte Endemaal. Denne Personernes Samvirken til Maalet fremstilles gjennem Sam- tale (Dialog) og Handlinger, hvilke begge maae være raskt frem- skridende og charakteristiske for de optrædende Personer. Dra- maet skal nemlig ikke blot fremstille det Synlige ved Handlingen, men ogsaa det Usynlige, de Bevæggrunde, Følelser, Hensigter og Lidenskaber, som fremkalde den og dette er Opgaven for Dialogen. Enhver Følelse, enhver Lidenskab har sit eget Sprog, og det er forskjelligt efter Kjøn, Alder og Stand. Samtalen er naturlig for Menneskene og i Dramaet; men Enetalen (Monologen) kun ved enkelte Leiligheder, hvor en Lidenskab har naaet sin Høide. Enhver Handling maa foregaae i Tid og Rum, og man fordrer i denne Henseende af det Drama, der er bestemt til at opføres, at en vis Overeensstemmelse i Tidsmaal skal finde Sted imellem den virkelige og den forestillede Handling (Tidens Eenhed), samt SIDE: 402 at vor Forestillingsevne ikke skal stødes ved voldsomme Sted- forandringer (Stedets Eenhed). Ved reciterende og syngende Chor bag Scenen søgte de græske Dramatikere at udfylde Pauserne mellem de enkelte Handlinger, og saaledes at henføre Tilskuernes Indbildningskraft umærkeligt over de mellemliggende Afsnit af Tiden; men med større Frihed hæver det moderne Drama sig over hine strenge Eenhedsforskrifter, idet Afdelingen i Akter, hvorunder Skuespillet, men ikke Handlingen selv i Tilskuernes Forestilling, staaer stille og Teppet er nede, baade tillader Sted- forandring og Tilskuerens Forestillingsevne at flytte sig igjennem Tiden til den Scene, som atter aabnes for ham. Denne Inddeling af Dramaet kan vel bestaae af færre, men ikke af flere end fem Akter, fordi enhver fuldstændig Handling indbefatter fem Hoved- momenter i sig, nemlig Begyndelse (Expositionsscenerne), Frem- gang (Forviklingsscenerne), Knude eller Høide, Begyndelse til Op- løsning, virkelig Opløsning eller Ende (Katastrofe). Alle et Dramas Scener maae staae i nøie Forbindelse med hinanden, og enhver Akt maa udgjøre en Periode i Handlingen og ende med en betyd- ningsfuld Situation, som imidlertid holder Forventningen spændt. De Scener, som kunne finde Plads i en Læsebog, kunne derfor ikke blive synderlig andet end Exempler paa Dialog og paa dra- matiske Stiilformer. Saa forskjelligt som det menneskelige Liv kan vise sig, saa forskjellig kan ogsaa den dramatiske Poesi være; men da der i Mennesket gives to Gemytstilstande, der ere hinanden saa be- stemt modsatte som Tidens Inddeling i Dag og Nat, nemlig Sorg og Glæde, Lidelse og Velbefindende, Alvor og Spøg, antager Dra- maet een af disse to Charakterer, og deler sig i to Hovedarter, Sørgespil (Tragedie) og Lystspil (Komedie). Skillet imellem disse er opfyldt af en ligesaa talrig Mængde Mellemarter som der ere Mellemtilstande mellem hine to hinanden modsatte i Gemyttet. Tragedien staaer isoleret; men en saadan Mellemart mellem den og Komedien er det egentlige Drama eller Skuespil, som er af alvorlig Charakter uden dog at kunne kaldes tragisk. Efter Stoffet kan Dramaet være romantisk, historisk, idyllisk og didak- tisk. Tidsalder, Sæder, Tro og Nationalitet, som overalt har stor Indflydelse paa Dramaets Charakter, har hos de sydroma- niske Nationer ogsaa fremkaldt det geistlige Drama. Det musi- kalske Drama kaldes en Opera, naar det hovedsagelig bestaaer SIDE: 403 af syngbare Vers og er af nogen Udstrækning; er Forholdet omvendt mellem Dialog og Sang, kaldes det Syngestykke; og er det af mindre Omfang, men dog rigelig gjennemflettet med Musik, kaldes det Operette. I samme Forhold, som Operaen staaer til Syngestykket, staaer dette i til Vaudevillen, hvor enkelte Sange ("Arier", hvor disse udføres af en enkelt Stemme) ere indblan- dede i Texten, hvis Stof som oftest kun er en Anekdot. Navnet, ligesom Tingen selv fra først af, er fransk, og betyder en Gade- vise. Dennes Stof, en passeret Anekdot, dramatiseredes i Vaude- villen. Melodrama er ogsaa en blandet Art af det musikalske Skuespil, hvori især Recitativet forekommer (rhytmiske Strofer, der reciteres syngende og til Musik). Den lyriske Vexelsang og Kantate og den kirkelige Kantate (Oratoriet), hvori Personer op- træde i de forskjellige Stemmer, kan ogsaa siges at være af musikalsk-dramatisk Natur. En ikke for Scenen bestemt Afart af Dramaet er ogsaa det dramatiske Sædemaleri, der som oftest er af didaktisk Charakter. Det muntre Drama falder ganske sammen med Komedien (Lystspillet), som med Hensyn til An- lægget enten er Situations-, Intrigue- eller Charakter-Stykke, eftersom en af disse Egenskaber især er fremtrædende og fængs- lende Interessen. Komedien maa være lunefuld (humoristisk), og er fortrinlig egnet for Satiren. Mindre satiriske Stykker, hvori Forfatteren tager mindre Hensyn til Scenen end til at slippe sit Lune løst, kaldes Farcer. Sørgespil (Tragedie). I Sørgespillet see vi Menneskets Frihed i Villen og Handlen i en Kamp mod Verdensstyrelsens Nødvendighed (Skjebnen), hvori det før opgiver Tilværelsen end denne sin sjelelige Frihed. I de græske Tragedier fremtræder denne sædelige overjordiske Magt i flere Personifikationer som Guder. Dette Forhold mellem Menneske og Guddom maa paa den ene Side lade os beundre den menneskelige Naturs Kraft, medens det paa den anden viser Guddommens frygtelige Storhed. Den tragiske Helt for- svarer og bevæger gjennem en Række af beundringsværdige Handlinger sin sjelelige Frihed indtil det Sidste, vi i Sørgespillet see af ham. Hvad enten Døden bliver Følgen af hans frie Hand- ling eller ikke, ruller Teppet nedover ham som den, der er for- SIDE: 404 bleven stærk i Kampen indtil Enden. I denne Kamp mod en Skjebne bestaaer det Tragiske d. e. det Rystende, som egner sig for Sørgespillet. Hvad vi i daglig Tale kalde sørgeligt, saasom Dødsfald og andre Tilfælde, der følge af Naturens Orden, kan der- for ingenlunde kaldes tragisk. De kunne vække vor medmenne- skelige Deeltagelse, men kun Smerten af en høiere Natur til- trækker Skjønfølelsen. De græske Tragikere have naaet Trage- diens Høide i Fremstillingen af, at Mennesket er af en Skjebne bestemt til at udføre Forbrydelser, hans Natur og hele Sjelskraft ellers stride imod. Alt hvad Oedipos saaledes foretager sig hos Sofokles fører ham kun nærmere den dobbelte Forbrydelse, han skal begaae -- en Forvikling, vi med vor christelige Tro og Op- lysning vide at løse. Denne udøver en naturlig Indflydelse paa al Kunst, og derfor ere senere Tiders Efterligninger af de græske Skjebnetragedier ikke at bifalde; omendskjøndt det ikke over- gaaer dens Evne at løse dem paa en Maade, der meer bestyr- ker end svækker Troen paa et ligesaa barmhjertigt som mægtigt Forsyn. Al Tragedie er gjennemaandet af Religiøsitet. Af Af- standens Afgrund mellem Skaberen og den Skabte, hvori Indi- videts modige lille Orm har styrtet sig og forsvinder for vort Blik, aander os ligesom et kjøligt Luftpust fra Gjengjeldelsens Verden imøde. Sørgespillets Fabel eller Stof er som oftest historisk; ofte for- historisk eller mythisk. Heroerne ere ved deres overmenneske- lige Kraft og Lidenskaber i egentlig Forstand tragiske; de og de historiske Helte staae allerede ligesom plastisk udførte og fær- dige for Tragedien og det alvorlige Drama. Lidenskaberne af- give ogsaa et rigt Stof for Sørgespillet. Denne dramatiske Digt- art fordrer streng Eenhed og Fuldstændighed i Handlingen, samt en fremragende Hovedcharakter; men hvor Kjærlighedens Liden- skab fremstilles som Handlingens Drivfjeder, er det naturligt, at to Hovedcharakterer fremtræde, som f. Ex. Axel og Valborg, Romeo og Julie. Det maa ogsaa med Hensyn til Charakteri- stiken mærkes, at hverken reen fuldkommen eller reen ufuld- kommen, absolut gode og absolut slette Charakterer hører hjemme eller due i Sørgespillet eller i noget andet dramatisk Digt. Charaktererne maae med al speciel Overordentlighed være menneskelige, og hvad de slette angaaer, da blive de først skik- kede for Tragedien, naar de enten tillægges en høi Grad af SIDE: 405 aandig Evne eller Villiekraft. At tillægge Hovedpersonerne høi Rang, begunstiger vel den tragiske Fremstilling, og vil ofte være naturligt ved historiske Stykker, men noget væsentligt er dette ikke, da naturligviis ikke blot de Mennesker, der ifølge deres Stilling have Indflydelse paa et Folks eller en Fleerheds Vel og Vee, men ogsaa indre Høihed uden ydre Værdighed, fortjene og formaae at vække Beundring eller Deeltagelse. Sørgespillets Simpelhed fordrer en mindre individuel og ud- penslet Charakteerbesætning end de andre dramatiske Digtarter, idet Bipersonerne skulle træde noget i Baggrunden for at frem- hæve Hovedpersonen. Det Vidunderlige, saasom Aandeverde- nen, kan være af stor Virkning i Sørgespillet. Ligeledes stun- dom Vanvidet, naar dette er motiveret. Den tragiske Diktion maa hæve sig ved ædel Værdighed over Dagligtalen, og ikke fra den høihælede Kothurne synke ned til Tøffelen. Derfor be- tjener den sig af Versformen, med Undtagelse af i det saakaldte borgerlige Sørgespil, hvor Stoffet er taget fra Familielivet, og da som oftest af femføddede jambiske Vers, der stundom ved Enden af betydningsfulde Repliker rime sig. VELTALENHED. Mellem den digterske og den rene prosaiske Skrivemaade staar den oratoriske (Veltalenhedens). Denne maa have Sprogets Reenhed og Rigtighed, Tydelighed og Bestemthed fælles med det almindelige prosaiske Foredrag; men hverken den beskrivende, fortællende eller didaktiske Prosa kræver en saadan Livlighed som Veltalenhedens Arter. Deri er det, at denne grændser saa nær ind paa Digtekunsten. Dens livfulde Sprog hører umiddel- bart under æsthetiske Love. Begeistring, Enthusiasmus for en god eller ophøiet Sag, for Sandhed, Frihed, Pligt og Ret og Fæ- dreland er Sjelen i den sande Veltalenhed. Den Rigdom af Tankens og Udtrykkets Skjønhed, som Begeistringen meddeler Talen, og Udførelsen deraf, giver Veltalenheden Plads mellem de skjønne Kunster. Denne bliver dog kun relativ med Hensyn til at Veltalenheden udgaaer af Forholde i den virkelige Verden, og har et ydre praktisk Formaal, det at virke paa Medmenne- skers Villen og Handlen. SIDE: 406 Veltalenhedens Theori kaldes Rhetorik (Veltalenhedslære). Den indeholder Grundsætningerne, hvorefter Veltalenhedsværker blive frembragte og maae bedømmes (indre Rhetorik), samt Reglerne for deres ydre Fremstilling og Udførelse (ydre Rhetorik, Dekla- mation, Gestikulation). Rhetorikens Grundsætninger kræve An- vendelse i Opfindelsen af Talens Gjenstand (Thema), i Anord- ningen og i Udførelsen. Talens Hensigt er at fremvirke Over- bevisning, ikke Overtalelse eller Henførelse gjennem falske Be- viser (Sofisterier) og Sprogprunk. Dertil veed ogsaa den ægte Taler, som altid maa være Menneskekjender, at rette sig efter sine Tilhøreres Fatte-Evne, og at fremkalde af Uvishedens og Tvivlens Tilstand Viden og Tro igjennem Beviisførelse (Deduk- tion). Taleren maa opfinde og opstille saadanne bevægende Grunde, der ikke alene beskjæftige Tilhørernes Forstand, men ogsaa sætte Fantasien og Følelsen i Bevægelse; han maa give de bevisende Dele af sit Foredrag ved Forbindelsen af forskjel- ligartede Grunde og Sammenstilling af Modsætninger og Kon- traster snart større Klarhed, snart større overbevisende Kraft og indtrængende Livlighed, samt undgaae alle saadanne Beviser, hvori man skulde kunne mærke noget Haltende og Kunstlet. Han fordølger ikke de Modgrunde, som maatte lade sig opstille; meget mere fremtrækker han dem, og belyser og bekjæmper dem i Talens Løb. Sin Dømmekraft viser han i Brugen af de Billeder, Lignelser, analoge Tilfælde, enkelte Sententser, Citater og Vittigheder, hvorved Fremstillingen belives, og hvorved natur- ligviis Hensyn tages til Talens Natur som verdslig (profan) eller aandelig. Mod Slutningen søger han i en sammentrængt Gjen- tagelse af de seirende Grunde at lette Tilhørerne Overblikket over det Hele og Sammenholdningen af dets enkelte Dele. En Tale deles i 1) Indledningen eller Indgangen, hvori Thema- ets Udvikling forberedes og Interessen for Sagen vækkes. Den maa udarbeides med stor Omhyggelighed, men ikke forud op- tage (anticipere) Noget af den egentlige Tale. Den forholder sig til denne som de første Scener af et Skuespil til dette. 2) Fremstillingen af Themaet og dettes Inddeling. Denne maa ikke være for søgt eller mangesidig, men indskrænke sig til Paaviisninger af de Hovedsider, det lader sig anskue fra. 3) Ud- viklingen. Denne maa være udtømmende uden at blive vidt- svævende og udtværet. 4) Beviisførelsen. Det ene Beviis maa SIDE: 407 ikke ophæve Virkningen af det andet; samtlige maae virke i Sam- klang, og altid maae de Beviser, der skulle bemægtige sig Over- beviisningen, forudgaae hvad der skal sætte Indbildningskraften og Følsomheden i Bevægelse. 5) Den pathetiske Deel. Denne er Veltalenhedens fortrinligste Felt. Taleren har bragt Tilhører- nes Forstand paa sin Side; nu skal han med al sin egen Ind- bildningskraft og Følsomhed ogsaa bringe deres Hjerter til at hylde denne Overbeviisning: han skal meddele dem sin egen Begeistring og Enthusiasmus for Sagen. 6) Slutningen. Denne maa ikke forspilde den vakte Interesse ved at være lang og slæbende; med Kraft, i sammentrængt og tankerig Sammenstil- ling, i korte og glimrende Perioder maa den endnu en Gang samle det Vigtigste; endnu en Gang en kort indtrængende Appel til Tilhørernes Forstand og Hjerte og saa -- ikke et Ord mere. Disse personlige Anbefalinger til Publikums Bevaagenhed, Und- skyldninger o. s. v. skade kun. Det oratoriske Foredrag deles i den aandelige og verdslige Veltalenhed. Reglerne for den første afhandles i Homiletiken, og til den hører alle Arter af kirkelige Taler. Den verdslige Vel- talenhed er enten politisk eller retlig (Skrankens Veltalenhed) samt akademisk. Til denne sidste hører Lovtalen eller den panegyriske Veltalenhed, og til den politiske en heel Mængde Leilighedstaler. Lovtale. Lovtalens Opgave er, med al Veltalenhedens Kunst og Sprogets Pragt, udelukkende at fremhæve en udmærket historisk Persons Fortjenester. Mindetalen er derimod af en mindre pompøs, ro- ligere og religiøsere Charakter, samt tillader Blanding af Skygge i Lyset, der skal kastes over det feirede Eftermæle. Uagtet denne Art af akademisk Veltalenhed saaledes er kaldet til at være den meest glimrende, og uagtet den virkelig frembyder de fleste Exempler paa rhetorisk Kunst i veldreiede fuldttonende Perioder og i overraskende Vendinger og Tankemodsætninger, er den dog udsat for Overdrivelser, og henfalder ikke sjelden enten til en Stivhed af Overlæsselse med Prydelser og til Bom- bast, eller til en Livlighed, der kun er Kunstleri og ikke Tan- kernes naturlige Fremstrømmen. Lovtalen tilhører ogsaa mere det forrige Aarhundredes sidste og det nuværendes første Ti- SIDE: 408 aarstal. Den skylder de gamle Akademier for de skjønne Vi- denskaber sin Oprindelse. Af disse fremsattes Themaerne mere som et Slags Stiiløvelse og for at see Akademiernes egne Sprog- og Retskrivnings-Regler anvendte elegant og med Autoritet, end for at fremkalde Arbeider af historisk eller sandt videnskabeligt Værd. Skaaltale. En egen Art af politisk Veltalenhed, som Literaturen stundom tilegner sig gjennem Hurtigskrivere og fra Aviserne, ere de saa- kaldte Skaaltaler. Meget ofte er der dog saa megen sand le- vende Veltalenhed i dem, at den ikke uden Savn kan see dem henveirede med Øieblikket, om de fødtes med dette, eller ganske henlagte, om de forud udarbeidedes. Saasnart Talen er prentet, tilhører den ogsaa Literaturen, om end den politiske øieblikke- lige Betydning langt overveier den literære, selv om denne for- tjener at vorde blivende. I Lande, hvor der er en oplyst og kraftig Opposition, er det især denne lille, men ofte glimrende, Kvist paa den politiske Green af Veltalenhedens trearmede Træ trives. STRENGESTE PROSA-FORM. Ingen af de i dette Arbeides Dele anførte Prosaarter, selv ikke den alvorlige belærende, er ganske uden enten rhetoriske eller poetiske eller Viddets Prydelser, hvor disse tjene Fore- dragets Øiemed og ikke skade Hovedkravet til enhver Prosa, nemlig Tydelighed og Klarhed. Men der er Prosa, som forsky- der enhver Prydelse, for alene og des sikrere at besidde disse Egenskaber. Materien tilsiger den; og næsten stedse er det et materiellere Indhold, som udtrykker sig igennem denne farveløse, saakaldte tørre, Prosa, ligesom man gjerne seer Billedhugger- og Bygnings-Værker gjengivne i Pennetegningens eller Stylogra- fiens sikkre og bestemte Omrids. Herhen høre f. Ex. statistiske og økonomiske Undersøgelser og Afhandlinger, en Mængde Un- derviisningsskrifter, Samlinger og Udtog, hvis Prosa, uanseet Ind- holdet, dog kan besidde Reenhedens og Klarhedens Skjønhed, og som i en Oversigt over Literaturens Provindser ligesaalidt SIDE: 409 tør forglemmes som de goldere Egne i Oversigten over et Land, eller som de pralløse, nyttige Græsarter i en over Plantever- denen. OVERSÆTTELSER. Ved Oversættelse deelagtiggjøres den ene Literatur i den andens Frembringelser, og naar de ere vellykkede, indtage de en særdeles nyttig og hæderlig Plads i Literaturen. Dertil for- dres, navnlig ved Oversættelser af Digterarbeider, foruden Smag- fuldhed, Kjendskab til det fremmede Sprog og Herredømme over sit eget, især den Digterne egne Evne, at kunne fatte og ramme den Idee i sin intuitive Nøgenhed, som den fremmede Digter har forsøgt at udtrykke gjennem sit Sprog. Tanken, ikke saa- meget Udtrykket, er det, som skal gjengives. Derfor ere virke- lige Digtere de bedste Oversættere af fremmede Digtere, og Andre burde ikke befatte sig dermed. Egentlige Veltalenheds- værker kræve ogsaa levende Opfatning og Gjengivelsestalent. Hvad vort Sprog angaaer, da synes det ret bekvemt endog for den poetiske Oversætter, omendskjøndt det hidtil autoriserede Skriftsprog langtfra er rigt paa Riim. Det har nemlig en eien- dommelig Bekvemhed for Ordsammensætninger, og dersom den norske Oversætter ikke vil være alt for frygtsom for at bruge udtryksfulde Ord af det rige Modersmaal, skulde det være en vanskelig Original, som han ikke skulde kunne gjengive saa nøie som f. Ex. Afspeilingen i Vandet af et Træ er det, som pranger paa Kysten. Mere kan man ikke forlange, og almindeligviis er Oversættelsen i samme Forhold, som med Træet, en mattere Afspeiling af Originalen, uagtet der kan være enkelte Tanker, som ere skjønnere og klarere gjengivne i hiin. Men dette er som Fund; med den Tanke, at levere heelt igjennem noget Bedre end Originalen, naar denne fortjener at oversættes, gaaer ingen skjønsom Oversætter til sit Arbeide. FORFATTERNE. 1. Aall (Jacob). F. 1773 i Porsgrund. Eier af Næs Jernværk ved Arendal. Oldhistoriker, Statistiker, smagfuld Stilist. Fædre- SIDE: 410 landet skylder ham, foruden andre videnskabelige og patriotiske Fortjenester, en ypperlig Oversættelse af Snorre Sturleson. -- 2. Andersen (Hans Christian). F. 1805 i Odense. Kom først i sit 18de Aar til Bogen, og er siden 1828 Student. Et Naturgeni, som har brudt sin Bane og tilvundet sig offentlig Understøttelse til Reiser, der ogsaa have baaret Frugter i Digte og Romaner. Hans Charakter som Digter er Sentimentalitet, ofte under en burlesk Maske. Har stor Styrke i digtersk Naturskildring. -- 3. Asbjørnsen (Peter Christian). F. 1812 i Christiania. Student. Har udgivet en liden Naturhistorie, samt i Forening med Cand. theol. Jørgen Moe norske Almue-Eventyr. 4. Bastholm (Christian). F. i Kjøbenhavn 1740. D. 1819 som naadigst afskediget kgl. Confessionarius, Dr. theol. En moderat Oplysningsskribent for sin Tid i aandelige og pædagogiske Ma- terier. -- 5. Baggesen (Jens). F. 1764 i Korsør paa Sjæland. Var til forskjellige Tider ansat som Regentsprovst ved Kbhvns. Universitet, som Theaterdirektør og som Professor i det danske Sprog i Kiel, samt havde Titel af Justitsraad. Men fordetmeste levede han med offentlig Understøttelse paa Reiser, og opholdt sig længe kun af og til i Fædrelandet. I Begyndelsen af Aar- hundredet boede han dog i 10 Aar med Familie i Paris, og fra 1813 -- 20 i Kbhvn., hvilket Ophold han forbittrede sig ved en igjennem flere Aar fortsat uværdig Strid med Oehlenschläger. Efter 6 Aars ny Omflakken paa tydske Badesteder, for at gjenvinde sin nedbrudte Helbred, døde han i Hamburg paa Hjemreisen 1826. Det danske Sprog har ingen Herre havt som han, Ingen, der saaledes har kunnet faae det til at flyde. Han er fortrinlig som episk Komiker, men Ypperst imellem de ældre Digtere som idyllisk og elegisk Lyriker. -- 6. Berg (Jens Christian). F. af norske Forældre under et Ophold i Kbhvn. 1775. Har i 1844 taget Avsked som Justitiarius i Akershuus Stiftsoverret, hvilket han har været siden 1814. Maaskee Nordens lærdeste Historiker. Især har Fædrelandets Historie under Calmarunionen erholdt mangfoldige Oplysninger fra ham, hyppigt meddeelte i Form af Anmærkninger. -- 7. Bjerregaard (Henrik Anker). F. 1792 paa Ringsaker. D. som Høiesteretsassessor i Chnia. 1842. Forfatter af Nationalsangen. Romantisk Lyriker og Dramatiker. -- 8. Bli- cher (Steen Steensen). F. 1782 i Jylland. Præst. Især Digter i Novellen, hvori han er heldig, især i Skildringer af Jyllands SIDE: 411 Natur og Folkeliv. -- 9. Blom (Gustav Peter). F. 1785 i Holmsbo. Amtmand. Hans statistiske og økonomiske Skrifter ere af en let flydende Stiil. Mønster herpaa samt paa Klarhed i Frem- stillingen ere hans "Bemærkninger paa en Reise i Nordlandene" o. s. v. I 1842 -- 43 har han paa Tydsk udgivet en vidløftig Sta- tistik over Norge. -- 10. Boye (Caspar Johannes). F. 1791 paa Kongsberg. Er forbleven i Danmark, hvor han er Præst. Har udgivet endeel dramatiske Arbeider, Oversættelser og Digte af Fortjeneste; men især synes han kaldet til at være Psalmedigter. Han har ogsaa begyndt at udgive et Psalmeværk. -- 11. Boye- sen (Ulrik Frederik). F. i Chnia. Præst. D. 1841. -- 12. Broch (Johan Jørgen). F. 1791 i Asker. Krigskommissær. -- 13. Broch (Theodor). F. sammesteds 1796. Den Forriges Broder. Ingeniør- Kapitain. -- 14. Brorson (Hans Adolf). F. 1694 i Jylland, d. som Biskop og Dr. theol. 1764. Berømt som Psalmedigter. -- 15. Brun (Johan Nordahl). F. 1745 i Bynæssets Sogn ved Thrond- hjem, d. som Biskop i Bergen 1816. Uheldig som Tragiker og Epiker i hans "Einar Thambeskjælver", "Zarine" og "Jonathan"; ikke meget fantasirig, men særdeles heldig i at ramme det Natio- nale og Folkekjære i enkelte Sange. Udmærket som geistlig Taler ved Livlighed og Styrke i Foredraget. -- 16. Buch (Wil- helm Henrik). F. 1798 i Chnia. Præst. Elegisk som Digter. -- 17. Bull (Hans). F. 1739 i Ørkedalen. Præst. D. 1783. 18. Colbjørnsen (Christian). F. i Sørum. Blev Justitiarius i Høiesteret. D. 1814 som dansk Geheimekonferentsraad. 19. Dichmann (Carl Frederik). F. 1765 i Bergen. D. 1806 som Professor. 20. Engelstoft (Lauritz). F. 1774 i Jylland. Engang Professor i Historie ved Kbhvns. Universitet. Konferentsraad og Historio- graf ved det kongl. Ordenskapitel. -- 21. Ewald (Johannes). F. 1743 i Kbhvn. En haabløs Forelskelse bragte ham i 1759, Aaret efter at han var bleven Student, til som Soldat at gaae i preussisk og derpaa i østerrigsk Tjeneste i Syvaarskrigen. Aaret efter kom han dog tilbage som Underofficer, mæt af Krigen, blev theologisk Kandidat 1762, og siden intet videre. Han rugede stedse over sin Sorg, og udklækkede under dette sine store Digter- evner. Hans Sørgehymne over Frederik d. 5te vakte først den almindelige Opmærksomhed for ham, og denne gav ham Mod til hans store Værker, der ville fortjene alle Tiders Beundring. SIDE: 412 Tildeels maatte han leve af Pennen -- ofte ved at skrive Lei- lighedsvers -- deels af Understøttelse fra Venner af hans høie herlige Muse. Ligesom hans Sind var hans Helbred nedbrudt, hvorfor der i længere Tid skaffedes ham Bolig i det landligt- yndige, af ham besjungne, Rungsted. De pirrende Midler, hvor- med han søgte at døve Sjels- og Legems-Smerter, nedbrød endnu mere det svage Legeme, saa han i 1777 ikke kom bedre tilbage til Kbhvn., hvor han endelig forløstes ved Døden 1781. Ewald er den dansk-norske Literaturs største Geni, uopnaaet i Tankens Høihed, Følelsens Dybhed, Udtrykkets Skjønhed og Kraft. Hans to satiriske Dramaer vise, at hans Aand ogsaa be- sad andre Evner end Tragikerens og Lyrikerens. 22. Falsen (Enevold de). F. i Kbhvn. 1755. Student 10 Aar gl., d. i Chnia. 1808 som Etatsraad og Medlem af den kgl. interi- mistiske Regjeringskommission i Norge. God Dramatiker. -- 23. Falsen (Christian Magnus). F. 1782 i Chnia. Søn af den Fore- gaaende. Udmærket som Rigsdagsmand paa Eidsvold. D. 1830 som Justitiarius i Høiesteret. Har udgivet Norges ældre Histo- rie i 4 Bd. -- 24. Fasting (Claus). F. 1746 i Bergen, d. samme- steds som Raadmand 1791. Vittig Satiriker i sine Provindsial- blade. -- 25. Faye (Andreas). F. i Drammen 1802. Præst. For- fatter af Undervisningsbøger i Fædrelandets Historie. -- 26. Foss (Henrik Herman). F. 1790 i Bergen. Oberstlieutenant af Artille- riet. Har forenet Ege- og Laurbærkrandsen paa sit Hoved som udmærket Storthingsmand og som smagfuld Digter og Oversætter. I Forening med L. Sagen har han udgivet en udførlig Bergens Beskrivelse. -- 27. Fietzentz (Liv Borch). F. i det Throndhjemske. Død 1830 som Præst. -- 27. Foersom (Peter Thun). F. 1777 i Jylland, d. i Kbhvn. 1817 som kgl. Skuespiller. Student. Især bekjendt som god Oversætter af Shakespeare. -- 28. Frankenau (Rasmus). F. 1767 i Kbhvn., d. 1814 som Læge. God Selskabs- vise-Digter. -- 29. Frantzen (Johan Nicolai). F. 1808 i Chnia. Præst. -- 30. Frimann (Claus). F. 1746 i Sellø i Nordfjord, d. 1829 som Præst til Davigen. Udmærket Almuedigter. I 1776 vandt han Prisen ved sit Digt "Hornelen". Broderen Peder Harboe Frimann, f. 1752, d. 1839 som dansk Konferentsraad, be- sang den samme Gjenstand, og, efter den almindelige Mening, mere poetisk. 32. Grave (Immanuel Christian). F. i Rygge 1740. 1783 Sogne- SIDE: 413 præst til Søvde i Thelemarken, hvor han skrev sine nationale Fortællinger og døde 1820. -- 33. Grundtvig (Nikolai Frederik Severin). F. 1783 i Sjæland. Præst i Kjøbenhavn, og i længere Tid bekjendt for sin nidkjære strenge Orthodoxi, medens han i sine tidligere Aar, da Asalærens og Eddaernes dybe Naturfilo- sofi henrev ham, var det for det Modsatte. Dygtig Historiker, især i det nordiske Old; original, men eensidig og fantastisk, i sine Anskuelser, samt kun i det Punkt af frisindet Tænkemaade, at han forsvarer Samvittighedsfriheden eller Kirkens, det Aande- liges, Uafhængighed af Staten. Som Digter har han især Værd, idet han er udmærket ved Originalitet i Tanker og i Sprog. Hans Tanker ere kraftige; men ofte udtværer han dem i en Strøm af Rim, hentede ifleng fra Skrift- eller Almuesproget. 34. Hansen (Maurits Christopher). F. 1794 paa Modum. Død 1842 som Overlærer og Bestyrer af Middelskolen paa Kongs- berg. Ypperlig Novellist, og ganske original i sine Noveller af nationalt Sujet. Har ogsaa udgivet grammatikalske Skrifter af Fortjeneste. Sine senere Skrifter skrev han ortofonisk d. e. nærmede sig i Skrivemaaden Udtalen saa meget som muligt. -- 35. Hansteen (Christopher). F. 1784 i Chnia. Professor dersteds i Astronomi. Af verdensberømt Navn for hans Opdagelse af og Forsøg paa at fastsætte Jordmagnetismen. Fører som Reise- beskriver en interessant Pen. -- 36. Hauch (Johan Carsten v.). F. 1791 paa Frederikshald af danske Forældre. Lektor i Sorø. Især Sørgespildigter. -- 37. Heiberg (Peter Andreas). F. 1758 i Sjæland. Faderen var Nordmand. Var Translatør i Kbhvn., da han 1799 blev landsforvist for politiske Skrifter. Fik Ansættelse i det udenlandske Ministerium i Paris, hvor han som Pensionist levede ligetil 1841. Sysselsatte sig i sine senere Aar især med Norge, hvor han lod udgive et Par Skrifter af politisk Indhold. -- 38. Heiberg (Johan Ludvig). F. i Kbhvn. i 1791. Søn af Peter Andreas; blev 1829 kgl. Theaterdigter og Oversætter, i hvilken Stilling han nationaliserede den egentlig franske Skue- spilart Vaudevillen paa den danske Scene. Har ikke stor poe- tisk Rigdom at raade over; men Ingen veed at benytte bedre hvad han har. Ogsaa kritisk Skribent, og en Tid, med Titel af Professor, ansat som Docent i Logik og Æsthetik. -- 39. Hers- leb (Svend Borchman). F. 1784 paa Helgeland. D. 1836 i Chri- stiania, hvor han siden 1814 havde været Professor i Theologien. SIDE: 414 -- 40. Hertz (Jens Michael). F. 1766 i Sjæland. D. 1825 som Biskop over Ribe Stift. -- 41. Hertz (Henrik). F. i Kbhvn. 1798. Cand. jur. Docent i Æsthetik. Et baggesensk Talent i den sati- riske Brevform og i at behandle Sproget. God Lyriker og Dra- matiker. -- 42. Hesselberg (Iver). F. 1780 i Drammen. Præst. -- 43. Heyerdahl (Hieronymus). F. 177- paa Oplandet. Præst. -- 44. Holberg (Ludvig). F. 1684 i Bergen, Student fra Bergens Skole 1702. Blev 1714 Professor extraordinarius i Kbhvn., og foretog sig en Udenlandsreise, som han har beskrevet paa Latin. Siden blev han efter hinanden Professor i Metafysik, i Veltalen- heden og i Historien. I disse Stillinger forfattede han sine udøde- lige Værker, der i 1747 paaskjønnedes med hans Udnævnelse til Friherre af Holberg -- den Holberg gjengjeldte med at legere til Sorø Akademi det hele af hans Godser oprettede Baroni, foruden 15,000 Rdlr. til Jomfruers Udstyr. Selv døde han ugift 1754. I flere af de ypperste af hans Komedier gjenkjender man vel meget fra Moliere og dennes Forbillede Plautus; men det er saa vel overført paa Datidens Forhold, hvortil han var en skarp Iagttager (som Spidsborgerne derfor ikke havde det bedste Øie til) og saa vel indpasset i hans egne Skilderier af Daarska- berne, at Alt udgjør kun eet originalt Heelt. Ligesaa meget som Komedierne bidrog det komiske Heltedigt "Peder Paars" til at udbrede hans Navn i Hjemlandene; i Udlandet vakte den politiske Satire Niels Klim, først udgivet paa Latin, mere Op- mærksomhed. -- 45. Holst (Hans Peter). F. 1811 i Kbhvn. Yndet Leilighedsdigter; men stundom plagierende. 46. Ingemann (Bernhard Severin). F. 1789 paa Falster. Prof. og Direktør ved Sorø Akademi. Lyrisk elegisk Digter af megen Sentimentalitet. Senere optraadt som Epiker og historisk Ro- mantiker. 47. Keilhau (Balthasar Mathias). F. 1797 i Biri. Berømt Pro- fessor i Mineralogi i Chnia. -- 48. Keyser (Christian Nikolai). F. 1798 i Chnia. Professor dersteds i Theologi. -- 49. Keyser (Ja- cob Rudolf). F. 1803 i Chnia. Professor dersteds i Fædrelandets Oldhistorie og Islandsk. -- 50. Kingo (Thomas Hansen). F. 1634 i Sjæland. Død som Biskop i Fyen 1703. Psalmedigter af dyb Følelse og varm Fantasi. -- 51. Krogh (Georg Frederik). F. i Trondhjem 1802. Cand. jur. D. 1841. -- 52. Kruse (Lauritz). F. i Kbhvn. 1778. Tituleret Professor. Novellist. Har som saa- SIDE: 415 dan tilplagieret sig Mauritz Hansens "Keadan" ved at udgive den under eget Navn paa Tydsk. 53. Laale el. Lolle (Peter). Formodentlig f. paa Lolland i det 15. Aarh. Han er Samler af en Mængde Ordsprog, saavel af græsk og latinsk som af oldnordisk Oprindelse. -- 54. Lassen (Albert Peter). F. i Edsberg 179-. Har som pensioneret Over- lærer fra Chnias Skole i forskjellige Udgaver behandlet Verdens- historien og dens Hovedafsnit. Især er den romerske Republiks Historie forfattet med meget Talent. -- 55. Lehmann (Orla). F. i Kbhvn. 1812. Høiesteretsadvokat. -- 56. Liebenberg (Michael Frederik). F. 1767 i Kbhvn. Blev 1817 kgl. Konfessionarius. -- 57. Linstow (Hans Ditlev Frants). F. 1787 i Hirschholm. 1811 Cand. jur., hvorefter han besøgte Kunstakademiet. Har siden 1812 været i Norge i forskjellige Stillinger indtil han fik den nye Kongsgaards Bygning at forestaae som Architekt og Slots-Inten- dant. Hans Afhandlinger om Architekturen ere udmærkede i logisk og stilistisk Henseende. -- 58. Lund (Christen Andersen). F. 1763 i Kbhvn. D. som Præst 1833. -- 59. Lundh (Gregers Fougner). F. 1786 i Froen i Gudbrandsdalen. Tog som Student Krigstjeneste i 1808. Engageredes 1811 af Selskabet for Norges Vel til at gjøre en Reise i Udlandet paa Technologiens Vegne, i hvilken Videnskab han, efterat have taget Afsked som Kapitain, siden blev Universitetslærer i Chnia. D. 1836 som Professor. 60. Malling (Ove). F. 1747 i Jylland. D. 1829 som dansk Statsminister. Hans Skrift "Store og gode Handlinger" udmær- ker sig ved sin populære Stiil; men at det er forfattet i et De- spoti, er paa flere Steder altfor kjendbart; f. Ex. naar han anbefaler Brud paa Brevhemmeligheden som Vidnesbyrd om Patriotisme og Hengivenhed for Kongen. -- 61. Moe (Bernt). F. i Chnia 1814. Student og Assistent ved Rigsarkivet. Udgiver af en Personalhistorie samt Forf. af flere biografiske og genea- logiske Artikler. -- 62. Molbech (Christian). F. 1783 i Sorø. Bibliothekar ved det store kgl. Bibliothek i Kbhvn., Professor. Hans vigtigste Arbeide er en dansk Ordbog. Ellers især kritisk Skribent. -- 63. Monrad (Markus Jakob). F. 1816 i Thelemarken. Student fra 1834 med Udmærkelse til alle Examina. Stipendiat i Filosofi. -- 64. Monsen (Christian). F. paa Moss. Kand. Far- maciæ. Et ungdommeligt friskt, fantasirigt Digtertalent. -- 65. Müller (Peter Erasmus). F. 1776 i Kbhvn. Blev, efterat have SIDE: 416 været Prof. i Theol. ved Kbhvns. Universitet, Biskop i Sjælands Stift 1830. D. 1834. -- 66. Munch (Johan Storm). F. 1778 i Vaage. D. som Biskop i Chsand 1832. Hans Harpe tonede bedst i Krigsaarene 1808 og 9. -- 67. Munch (Andreas). F. 1811 i Chnia. Søn af den Foregaaende. Student. Smagfuld elegisk Digter. -- 68. Mynster (Jakob Peter). F. 1775 i Kbhvn. Siden 1834 Biskop i Sjæland. -- 69. Møller (Jens). F. 1779 i Sjælland. D. 1833 som Prof. i Theol. ved Kbhvns. Universitet. -- 70. Møller (Frederik Paludan). F. 1809 i Fyen. Adjunkt. Hans Digte frem- stille en yndig Blanding af det Lyriske og Episke, og ingen af de senere danske Digtere overgaae ham i Rimets Behandling. -- 71. Møller (P. L. ). F. -- i Jylland. Student. Meest re- flekterende i sine Digte, samt æsthetisk Kritiker. 72. Olsen (Andreas). F. i Østerdalen. Byfoged og Sorenskri- ver i Laurvig siden 1831. Poetisk Dilettant. 73. Pavels (Claus). F. 1769 i Vandsø paa Lister. D. 1822 som Biskop i Bergen. Stor geistlig Taler, og begavet med poetisk Talent. -- 74. Petersen (Hans Christian). F. 1793 i Christiansand. Blev fra Høiesterets-Advokat Stiftamtmand og siden Statsraad. -- 75. Petersen (Peter). F. 1767 i Throndhjem. Tituleret Berg- raad. Har udbredt sig vidtløftig over forskjellige Storthingsfor- slag, samt senere om Rigsvaabenet. -- 76. Pram (Christen). F. 1756 i Læsje. Arbeidede sig i det danske Kommerce-Kollegium op til Etatsraad, men d. som Toldforvalter paa St. Thomas 1821. Har vundet flere Præmier for prosaiske og poetiske Opgaver. Passerede i sin Tid for større Digter, end nu. Hans berømteste Digterværk er Heltedigtet Stærkodder; desuden statistisk Skri- bent. 77. Rahbek (Knud Lyne). F. 1760 i Kbhvn. D. som Prof. og Etatsraad 1830. Heldig Visedigter, samt af store Fortjenester af Literaturen ved Udgivelsen af Minerva og ved sine Oversættel- ser i de forskjelligste Retninger. -- 78. Reenberg (Tøger Clausen). F. 1656 i Viborg. D. som Justitsraad og Landsdommer 1742. -- 79. Reginald (Theodor). Norsk pseudonym Novelle-Forfatter af meget Talent. -- Rein (Jonas). F. i Sundalen Nordenfjelds 1760. D. som Sognepræst i Bergen 1821. Ypperlig Elegiker. -- 80. Rosenhoff (Claudius). F. 1803 i Danmark. Fortrinlig politisk Digter, -- ellers den Digtart, som grændser nærmest ind paa Prosaen. SIDE: 417 81. Sagen (Lyder Christian). F. 1777 i Bergen, hvor han er Overlærer. Især smagfuld Leilighedsdigter, der oftere hæver sig over disses sædvanlige Gaaseflugt. -- 82. Saabye (Hans Egede). F. 1746 paa Strynø i Danmark. Dattersøn af Grønlands Apostel. D. 1817. -- 83. Sander (Levin Christian). F. 1756. D. som Prof. i Pædagogik i Kbhvn. 1819. Grundig Æsthetiker. -- 84. Schalde- mose (Frederik Julius). F. 1783 i Fyen. Er efter et eventyrligt Liv nu Materialforvalter paa Kronborg. Meest bekjendt som Oversætter. -- 85. Scharling (Carl Emil). F. 1801 i Danmark. Professor i Theol. i Kbhvn. -- 86. Schmidt (Frederik). F. 1771 i Sjæland. Faderen blev senere Biskop i Akershuus Stift. Sogne- præst til Eker fra 1797 til 1820, da han forlod Norge og blev Præst i Danmark. D. 1840. Som Digter elegisk, heldende til en sygelig Sentimentalitet. -- 87. Schouw (Jochum Frederich). F. 1789 i Kbhvn. Prof. ved Kbhvns Universitet. Aandrig natur- filosofisk Skribent. -- 88. Schultz (Nils Stockfleth). F. 1780 i Sigdal. D. 1832 som res. Kapellan til Frue Kirke i Throndhjem og som Præses i Videnskabernes Selskab. Medens hans Menig- hed elskede ham som Præst og geistlig Taler, hædredes han af Nationen som en af dens ypperste Repræsentanter. -- 89. Schwach (Conrad Nikolai). F. 1793 paa Ringsager. Stiftsoverretsassessor i Throndhjem. Lyrisk Digter af gemytlig Charakter; stundom af mere Svada end Sving. Har Fortjenesten at have udgivet Zetlitz's Digte. Hans egne ere ogsaa udkomne i 2 Bind. -- 90. Schweigaard (Anton Martin). F. 1808 i Kragerø. Udmærkelse til alle Examina. Professor i Lovkyndighed og Statsøkonomi. -- 91. Sivertson (Sylvester). F. 1808 i Lomb. Student og Redaktør i Throndhjem. Hans Digte, som dels ere elegiske Udgydelser dels lyriske af patriotisk Indhold, ere adspredte i Tidender. Har ud- givet et Skrift om Haugianismen og Herrnhutismen; og i det Hele glider hans Prosa bedre end hans Vers, der stundom ere noget strengtflydende. -- 92. Smidth (Jens). F. 1769 i Kjøbenhavn. Præst. -- 93. Smith (Laurits). F. 1794 i Kbhvn. D. som Præst 1794. -- 94. Sneedorf (Jens Schelderup). F. 1721 i Sorø. D. 1764 som Professor juris men ikke fri for Efterligning af tydske Mønstre. -- 96. Stenersen (Peder Christopher). F. 1723 i Gudbrandsdalen. D. 1776 SIDE: 418 som Præst i Sjæland. Ligner som Digter et Orangetræ, hvorpaa der kom een gylden Frugt, men heller ikke flere. -- 97. Storm (Edvard). F. 1749 i Vaage. Student 1765. Levede i Kbhvn. som Lærer ved Efterslægtsselskabets Skole, og blev udnævnt til Theaterdirektør 1794, i hvilket Aar han døde. Hans "Fabler og Fortællinger i den Gellertske Smag" lide af Tidsalderens Stiil- ufuldkommenheder; men hans Digte i gudbrandsdalsk Dølemaal samt hans Ballade om Sinklar vil gjøre hans Navn udødeligt i Norge. -- 99. Syv (Peder). Fød i Landsbyen Syv ved Roskilde. Rektor og siden Præst. Død 1702 med Titel af Philologus regius lingvæ danicæ. Har stor Fortjeneste af sit Værk, Samlinger af den nordiske Middelalders Kjæmpeviser. -- 100. Sørenssen (Chri- stian). F. 1765 i Christianssand. Student 1782. Biskop i Chri- stiania Stift. -- 101. Sørenssen (Søren Anton Wilhelm). F. 1793. Efterat have været en udmærket Høiesteretsadvokat, er han nu Sorenskriver i Aker. Som Storthingsmand og som Advokat ved Rigsretten har han udviklet en stor Veltalenhed. Søn af den Foregaaende. 102. Tetens (Peter). Fød 1790. Præst i Horsens. -- 103. Thaarup (Thomas). F. 1749 i Kjøbenhavn. Lærer ved Søkadetakademiet og siden Theaterdirektør. Tilbragte sine sidste Aar som Land- mand. D. 1821. Heldig som Forfatter af nationale Syngespil. -- 104. Thiele (Just Mathias). F. 1796 i Kjøbenhavn. Prof. og Sekre- tær ved Kunstakademiet. -- 105. Tidemand (Nikolai). F. i Dram- men. Var 1792 Premierlieutenant, blev 1815 Oberst i den norske Armee. D. 1828. -- 106. Tode (Johan Clemens). F. 1736 i Ham- burgs Omegn. Kom 1757 til Kjøbenhavn. D. 1806 som Professor i Medicinen. Lagde sig, imod de Udlændingers Sæd, som over- svømmede Danmark, med en saa alvorlig Flid efter Sproget, at han kunde bruge det til Udtryk for sin rige Vittighed i Viser som i prosaiske Skrifter. -- 107. Treschow (Niels). F. 1751 i Dram- men. Student 1766. Har været Konrektor i Throndhjem og Rektor i Helsingør og i Christiania. 1790 Dr. theol., 1803 Prof. i Filosofi ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han gjorde megen Opsigt ved sine dybsindige Forelæsninger og Opfattelse af det kantiske System. 1811 Etatsraad. 1813 Prof. i Filosofi ved Uni- versitetet i Christiania. 1815 Statsraad og senere Prokantsler ved Universitetet. Tog Afsked efter nogle Aar og levede siden i landlig Ro til sin Død 1833. I dette Otium udgav han sit Skrift SIDE: 419 "Om Gud, Idee- og Sandse-Verdenen", der vakte megen Opsigt ved den fri Spekulation, det var dikteret af. I hans "Historiens Filosofi" var han forhen i politisk Henseende kommen til mindre fritænkerske Resultater. -- 108. Trojel (Peder Magnus). F. 1743 i Fyen. Tog 1778 Afsked som Auditør, og kom siden ikke ind paa Embedsbanen. Han var nemlig Satiriker. Sine sidste 10 Aar maatte han tilbringe hos Broderen P. K. Trojel, der i Forening med Rahbek har udgivet hans Arbejder i 2 Bd. -- 109. Tullin (Christian Brauman). F. 1728 i Christiania. Student 1745. D. samme- steds 1765 som Tolddirektør. I hans Digte var engelske Mønstre umiskjendelige; men de besidde alligevel megen original Friskhed, og gave Datids Publikum dog først Smag paa en bedre Poesi i et renere Sprog og behageligere Versform end de ensformige, med franske og latinske Brokker opfyldte Rimerier, som hidtil havde baaret Navn af Poesi. 110. Vedel eller Veile (Anders Sørenssen). F. 1542 i Veile i Jylland. Student 1561. Reiste udenlands med Tycho Brahe. Tog 1566 Magistergraden i Wittenberg. Blev 1568 kgl. Hofprædikant. Fik 1580 et Kannikedom i Ribe og blev beskikket til kgl. Historio- graf. Havde et Bogtrykkeri i sit eget Huus i Ribe. D. 1616. -- 111. Welhaven (Johan Sebastian Cammermeier). F. 1807 i Bergen. Lektor i Filosofi ved Universitetet i Christiania. Har udgivet "Norges Dæmring", en Række af satiriske Sonnetter, der ere Mønstre fra Formens Side; men som, uagtet den ene hænger fast i den anden som sammenbidte Orme, dog ikke danne noget dikterisk Heelt. Opfindsomhed eller skabende Geni synes ogsaa at mangle denne elegante Digter. I hans Digte, der ere udgivne i 1 Bd., behandler han derfor altid noget Givet, og han er for- trinlig i beskrivende og fortællende Digte samt i elegiske eller satiriske Reflektioner. -- 112 Wergeland (Nicolai). F. 1780. Stu- dent 1799. Som Repræsentant fra Christianssand virksomt Med- lem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold, hvor han siden 1817 er forbleven Præst. Har med stor logisk og stilistisk Klarhed skrevet i politisk, geistlig, lingvistisk og kritisk Retning. Hans vigtigste Arbeider ere "Mnemosyne", et Priisskrift om et norsk Univer- sitet, "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge", den større og den mindre Religionsunderviisningsbog, af store Fortrin for de autoriserede forældede, samt "den franske Stilist", et Arbeide af betydeligt Omfang. -- 113. Wergeland (Henrik Arnold). Søn SIDE: 420 af den foregaaende. F. 1808 i Christianssand. Kand. theol. 1829. Erholdt ikke geistlig Ansættelse, men blev i 1840 Bureauchef for det norske Rigsarkiv. I 1829 udgav han sit voluminøse Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias" -- et Værk, som imødeseer sin Omarbeidelse. Forøvrigt har han udgivet 2 Bd. Digte, endeel særskilt udgivne Digte, Dramaer, satiriske Farcer (15), Norges Historie i 2 smaa Bind, 3 Hefter af Norges Konstitutionshistorie, en Række Almueskrifter, hvortil slutter sig et Blad "for Arbeids- klassen" (5 Aargange), nogle Prækener, Folkeviser m. m. Hans Yndlings-Element er det Reenlyriske. -- 114. Wessel (Johan Her- man). F. 1742 i Vestby i Christiania Stift, hvor hans Fader, Jonas Wessel, var Præst. Student 1761. 1778 Oversætter ved Theatret. D. 1785, efterladende sig Enke og en Søn. Hans dra- matiske Satire over de høitravende Tragedier "Kjærlighed uden Strømper", er tilstrækkelig til at gjøre hans Navn udødeligt. Den vakte ogsaa saadan Opsigt, at han erholdt en Priisbelønning fra England. Kort efter Digterens Død opførtes den ogsaa til Bedste for hans Efterladte, ved hvilken Leilighed hans unge Søn ind- førtes paa Scenen. Forøvrigt udgjød han sit satiriske Talent gjennem et Slags Blad: "Votre Serviteur, Otiosis"; men hvori han dog ikke altid er sig selv liig. Kummerlige Omstændigheder er den rimelige Aarsag til at en saa gediegen Vittighedsaare ikke flød rigere. -- 115. Wexels (Wilhelm Andreas). F. 1796 i Kjøben- havn. Præst i Christiania. Har udgivet en Kommentær til det nye Testament og en Psalmesamling samt Andagtsbøger, der have fundet et stort Publikum. -- 116. Weyer (Niels). F. 1767 paa Strømsø. Student 1783. D. 1788. Røbede meget Talent, især for Balladen. Hvad han deri har frembragt findes i Rahbeks Minerva. "Der boede en Konge i Østerdal" er af ham. -- 117. Wibe (Johan v.). F. 1748 paa Bragernæs. D. 1782 med Titel af Sekretær. -- 118. Winther (Rasmus Willads Christian Ferdinand). F. 1796 i Fynsmark i Sjæland. Theologisk Kandidat. En af de originalere senere danske Digtere, skjøndt den tydske Heine synes at have dikteret ham Adskilligt i Maneer og Form. Lyriker; ofte elegisk. -- 119. Wolff (Simon Olaus). F. 1796 i Snaasen. Præst i Søvde i Thelemarken, hvorfra man tør haabe flere Digte, der kunne gjenkalde Forfatteren af "Hvor herligt er mit Føde- land" i hans Landsmænds Erindring. 120. Zetlitz (Jens). F. 1761 i Stavanger. Student 1780. Præst SIDE: 421 1790, da han blev personel Kapellan til Lye paa Jæderen. 1800 Sogneprest til Vigedal og 1811 til Hvidesø, hvor han døde 1821. Henrivende lyrisk Digter af idyllisk Charakter. Selv udgav han kun samlede sine Sange for Almuen; men efter hans Død bleve hans Digte samlede og udgivne af Schwach i 2 Bd. 121. Oehlenschläger (Adam Gottlob). F. 1779 i Kbhvn. Debu- terede i sit 20de Aar som Skuespiller, men blev i det følgende Aar indskreven som Student. Den Maade, hvorpaa han vidste at gjøre den oldnordiske Mythologi og Historie anvendelig for Digtningen, vakte strax Opmærksomhed for det unge Geni. Ingen Digter har saa hurtig besteget sin Zenith, som Oehlenschläger; thi hans bedste Arbeider ere hans tidligere; og imedens han indtog dette Stade, var Baggesen uklog nok til at vælte sig ind paa ham i Anledning af nogle mindre heldige Forsøg af Oehlen- schläger i det komiske Lystspil og i Operaen. Stor som Drama- tiker (Hakon Jarl, Axel og Valborg, Palnatoke); stor som Epiker (Helge, Hroars Saga); stor som Lyriker, især romantisk (Digte, Aladdin m. fl.). Siden 1809 har han havt Titel af Professor. For Tiden af Etatsraad. I de sidste 10 -- 15 Aar synes hans Genius ofte at være ham troløs, men Skrivelysten usvækket. SIDE: 422 Henrik Wergeland THOMAS FEARNLEY, LANDSKABSMALER. -- -- Jo det er der Hagehullet paa salig Thomas -- det ube- dragelige Tegn, naar det ikke er firkantet, paa et godt Gemyt -- og Smiiltrækkene om Munden; men hvor er Ansigtets uforlignelige sangvinske Rundhed og "Fulgor", hvor de leende Øine og denne buttede skjelmske Næse, der alene var saa god som et Ansigt? Det maa sidde igjen paa Stenen; og man faaer hjælpe sig med at tænke, at Fearnley sidder her med sin Pibe spekulerende over, at der ingen Reise blev af en Sommer, over et Brev af uventet magert Indhold, over Dumheder, begaaede her hjemme i Norge i en eller anden Kunstindretning o. s. v. Nok er det, Fearnley havde et Ansigt, der paa det allerfuldkomneste gjengav en tro- hjertig, vennesalig, livslysten Charakteer, saaledes som Menne- skene maae være for at elskes af Alle for deres blotte Personers Skyld. En undersat, men rask og bevægelig Figur, forstyrrede ikke Ansigtets Indtryk. Heller ikke de blonde Knebelsbarter og det purrede blonde Haar. Men hvad kommer alt dette os ved? spørger et Publikum. Nu, nu! Det er kun en Silhouette til at hjælpe sig med siden Por- trættet ikke just er lykkets, og Fearnleys Venner, som gjerne vilde see hans glade Træk gjenvakte, om kun i Fantasien, ud- gjøre ogsaa et ikke saa lidet Publikum. Det var en Selle, at tømme en Flaske Viin med; det var en Ven at komme til i Nøden; det var en Mand, der vilde have forstaaet at bestrøe sin og sin Vivs Livsbane med Roser og Vedbende i en længere Strækning fra Kirken end de ellers pleie at række. Ofte kun til Hvede- brødene ere fortærede i den anden Kurv. Saa er ogsaa Blomster- kurven tom, og Veien bliver graa, som ellers, bag de Vandrende. S. T. Hr. Henr. Wergeland. Jeg er forbauset over den Begyndelse til en Biografi af Thomas Fearnley, som De har ladet mig læse. Ikke fordi De synes at SIDE: 423 finde Portrættet mindre heldigt, eller fordi jeg mener, at alle Biografier bør, i Maaden at være affattede paa, være som Kugler fra samme Form; nei! men De synes at ville etablere, at en Biografies Stiil bør være et Slags Portræt af Heltens Charakteer. Man troer nemlig at opdage en vis Nonchalance i bemeldte Be- gyndelse til Fearnleys Biografi; men da denne Maneer er sær- deles vovelig, saa at Mange endog turde være tilbøielige til at foretrække den saakaldte Bedemandsstiil, hvori ogsaa Biografier almindeligviis affattes, gjør De sikkert rettest i at fortælle Bio- grafien simpelthen, begyndende med Fødsels- og endende med Døds-Aaret. Christiania 1ste Januar 1845. Ærbødigst N. N. Min Herre! At skrive Thomas Fearnleys Biografi i Bedemandsstiil gaaer umuligt an. Naar Klokker N. N., der har lært Menigheden at kalde ham "Deres Værdighed", uden at han dog har antastet Præstens Velærværdighed, engang skal biograferes, skal jeg ellers med Fornøielse forsøge mig i den. Forøvrigt troer jeg, at den oversendte Biografi giver Læseren dog et nogenlunde Begreb om hans Charakteer og moralske Konstitution, om hvilke vigtige Ting man ellers pleier at lades i den dybeste Uvidenhed, saa de be- skrevne Personer i den Henseende ligne afklippede Stykker Papiir af samme rene hvide Ark. Jeg har ellers i Vedlagte den Ære at fortælle Dem, hvorledes jeg fik vide Adskilligt om Thomas Fearnley og kom til en Slags Biografi saa let som til min Hat fuld af Vand, om jeg havde sat den ud i et Regnskyl. Christiania 3die Januar 1845. Ærbødigst Henr. Wergeland. Nationalgalleriets herlige Lokale for Maleriudstillinger. Jeg i en Vinduesfordybning, bladende i Katalogen (da jeg nemlig paa de fire første Sider har fundet 199 -- hundrede og ni og nitti -- SIDE: 424 Trykfeil, havde jeg faaet Lyst til at undersøge summam sum- marum). Andre Besøg ere 0. Da indtriner -- en høivæxt overordentlig velskabt og forøvrigt tækkelig ung Dame, som jeg hørte var dansk, ledsaget af en af vor Byes meest dan- nede Mænd. "Ah -- Dahl! Dahl!" raaber Damen idet hun iler hen til et Skovstykke, et med et guddommelig malet, af vaiende Sump- planter omgivet, Kjern i Forgrunden. Paa hiin Side Kjernet en Jæger, saa det kanske skulde hedde et Jagtstykke, om Skoven ikke var saa aldeles dominerende. Men man vil nok erindre det baade fra Kunstforeningen og Nationalgalleriet, hvor Alle vel nu have været for Skams Skyld, siden man begyndte fra saamange Kanter at blæse til Ilden paa Kunstens Altar herhjemme, at man har blæst hinanden respektive Øine og Ansigt fulde af Aske. "Nei, Jomfru -- sagde Ledsageren -- det er af Fearnley." "Ah, af Fearnley! Men her er da Dahl," mente Damen igjen, idet hun dreiede sig mod Grindelwaldergletscheren. "Ogsaa af Fearnley." "Men dette herlige -- oh! her maa vi sætte os foran, men i passende Afstand, for sandelig jeg synes, at dette Vandfald (man erindre Damen er dansk), som jeg synes at høre, maa overøse mig . . Dette herlige Maleri er da af Dahl?" "Fearnley" -- mumlede Manden ligesom halvt misfornøiet. "Det er Labrofossen." "Ah, har Norge ogsaa frembragt en saadan Mester til, foruden Dahl?" sagde Damen. "Ja i Thomas Fearnley. Dahl og han ligne hinanden i Meget, i Sujettets Dristighed, i Forgrundens Nøiagtighed, i de tydelige Mærker paa at det er selve Naturen i dens Storhed som i dens Detaljer, de have studeret o. s. v., men Dahls Malerier vise et skarpere profileret, et selvstændigere Geni." "Af Dahl har jeg seet noget nede i Danmark; men tilgiv mig, om den anden af Deres Fædrelands smukke Prydelser var mig ubekjendt. Midt inde i Jylland . . ." "Oh, Jomfru! der er vist meget Lidet af Fearnley i Danmark, hvor han kun opholdt sig et Aarstid paa Akademiet, nemlig fra 1821 til 1823. I 1822 blev nemlig vor nuværende Konge op- mærksom paa den tyveaarige Kunstner, og bestilte af ham et stort SIDE: 425 Prospekt af Kjøbenhavn. Da Maleriet var færdigt, sendtes det til Stockholm; Fearnley fulgte efter og tog der sit Ophold alt til i 1827, da han tiltraadte en længe paatænkt Reise til Tydskland og videre. Vinteren 1828 blev han imidlertid liggende syg over i Kjøbenhavn, maatte til Norge af økonomiske Grunde, og kom saaledes først sydover i Høsten 28. Norge havde han imidlertid togange besøgt fra Stockholm, og da drev alt Folk, som saae hvad der kunde blive af ham, baade med Raad og Daad paa Udenlandsreisen. Men det er sandt -- det falder mig ind -- der er jo Stykker af Fearnley i Danmark, saasom hos Etatsraad Treschow i Kjøbenhavn, de prægtige Sidestykker af Syden og Norden: Neapels Sorrento og vort Sogns Gudvangen. Desuden tæller det thorvaldsenske Musæum en norsk Egn af Fearnley, et af hans første Arbeider, hvoraf hans rige Talent glimrede frem, og et af hans herligste Schweitzerlandskaber er i Etatsraad Donners Be- siddelse i Altona. Men det er jo i Schleswig-Holstein . . ." "Min Herre!" -- afbrød den smukke Jydinde med komisk Alvorlighed, idet hun syntes et Par Tommer høiere, da hun reiste sig op. "Pardon! Pardon, min Heltinde!" loe Ledsageren. "Ja, hvis De fortæller mig meer om Mesteren for dette vid- underlige Stykke. Vi have endnu ikke kvæget os nok ved Støv- regnen fra hans Vandfald. Hans Navn er engelsk?" "Hans Bedstefader var ogsaa en Englænder, der havde taget Bopæl paa Frederikshald, hvor Familien endnu boer. Der fødtes Thomas -- om jeg ikke feiler meget -- den 27de December 1802. Altsaa et Julebarn, og sandelig hele Julens Munterhed og barn- lige Gemytlighed blev lagt i hans Hjerte, og af den største Mester ogsaa i Maleri udpræget i hvert Træk i hans Aasyn, hver Runding af hans Person." "Ah, har De hans Portræt?" "Ja -- en af ham Selv gjort Skizze, men De vil deraf see nok til at synes godt om ham." "Nu -- det var ikke rigt med Faderen. Thomas kom som fem- aarig Gut." "Gut? Hvad behager? . ." "Dreng, bedste Jomfru, betyder det . . Han kom i den Alder til en Onkel i Christiania, en Karrikatur af en datids Isenkræmmer. Da Thomas var voxet noget til, var han nok ogsaa voxet fra SIDE: 426 Planen at blive Isenkræmmer; vist er det, at han i sin første Ynglingsalder var Kadet i flere Aar, hvorpaa han pludselig i sit 16de Aar atter gaaer bag Disken, som det hedte, med den alvor- lige Beslutning at gaae i Onkels Fodspor (maaskee dog den alvorligste var at arve Onkel?). Men bag Disken sloges han med sin Kollega, paa Krigsskolen havde han faaet Smag for Tegning, og da der 1819 oprettedes en "Kunst- og Tegneskole" fandtes Fearnley snart Øverst i dens Rækker. Han tog dens Præmier og reiste saa til Kjøbenhavn. "Paa sin første Udenlandsreise opholdt han sig 1 1/2 Aar i Dresden, hvor han især studerede Dahl. Men han fordøiede hvad han tog til sig. Man kan maaskee ikke stille Fearnley ved Siden af Dahl, men han er ikke heller i nogen Maade en afledet Kopi. To Aar tilbragte han i München, i en heldig Periode, da Kunsten der endnu var i sin Opblomstren; og der skulde Fearnley forblevet, baade fordi Kong Ludvig havde skjænket ham sin Opmærksomhed og især for at holde Skridt med de Kunstnere, som dengang be- gyndte at vinde sig et Navn fra München af. Da han efter tvende fleeraarige Fraværelser igjen kom til München for Alvor, havde Forholdene forandret sig; Andre vare voxede ham over Hovedet; den gamle Plads var borte, hvorfra under det to Aars Ophold, Stormænd fra Tydskland, England og Italien hentede Billeder, især af Norge, til sine Gallerier. Saaledes har Fyrsten af Thurn og Taxis et Prospekt fra Thelemarken, Lord Pembroke Justedals- bræen og en Grev Arco et mesterligt Andejagtsstykke ved den bayerske Königssee." "Men hvorfor forlod Fearnley da München just da han stod i sin Zenith?" "Ah, min Dame -- bemærkede hendes Ledsager -- Landskabs- malernes Kunst fordrer at de reise, hver Sommer om muligt. Men de kunne lukke sin Dør ilaas blot til Høsten. Reise, reise maae de. Enhver liden Spadseretuur maa være en liden Reise med Blyanten i Haanden, og af hvad de nu naturtro faae ned i sine Mapper, danne Mesterne sine Forgrunde: af Træbuller, af bemosede og forvitrede Stene, menneskelige Figurer og Vaaninger, Planter, Træer og Dyr. Se f. Ex. der hvad Virkning gjør ikke denne ganske naturtro Fiskeørn her i Forgrunden af Stykket. Man kan see af Halsens Bøining, at den fra sin Stok har opdaget en Lax; og at den saaledes overlader sig til sin Jagt, gjør Stedets SIDE: 427 Vildhed og Eensomhed paa det klareste anskueligt. Men videre til Forsvar for at Fearnley forlod München, da gjaldt nu Reisen for det Første Italien, som ingen Maler af Rang kan undlade at have seet idetmindste Luften af, og for det Andet, saa var Fearnley i høi Grad livs- og reiselysten. Vinteren 1832/1833 befandt han sig i Rom, hvor især nogle Landskaber fra det bajerske Tyrol vakte Opmærksomhed og fandt hurtig Afsætning. Flere Stykker kom til England fra Rom og Neapel, hvor han opholdt sig indtil Vaaren 1835. Sicilien gjennemreistes i 1833 sammen med Deres berømte Landsmænd, Medaljør Christensen og Architekt Hansen, og det følgende Aar havde han ret Anledning til at see Vesuv i Kulør. Man har ogsaa flere Skizzer af ham, der fremstille Bjergets Ud- brud seete fra forskjellige Punkter. Et endnu dristigere Attentat paa Naturen er dog hans udførte Billede af den blaa Grotte paa Capri. Om dets Sandhed kan naturligviis Den kun dømme, der har været saa lykkelig at være der . . ." "Ak!" lød et dybt Suk frem fra Vinduesfordybningen. (Det kom fra mig.) "Ah, Hr. Wergeland" -- sagde Damens Ledsager, præsenterende os for hinanden (hendes Navn ellers af mig fortiet) -- "Om Forladelse," stammede jeg "jeg hørte De nævnte Capri, saa tænkte jeg paa Capri, Ischia, Sorrent og saa sukkede jeg af Længsel, uden at betænke at jeg kunde afbryde Herr . . . "Oh jeg har Traaden . . . Denne Dame vilde jeg straffe med et Foredrag over vor Fearnley, fordi hun ikke kjendte vor, idet- mindste i det hellige romerske Rige ret velbekjendte Landsmand; men se! hun vil have hans Biografi til Enden, saa har Labro- fossen slaaet min Veninde. Men hvordan er det -- jeg har Pokker ikke Traaden: men maaskee De kan hjelpe mig lidt, Herr W.?" "Ja jeg maa med Skam tilstaae, at jeg har den, for jeg har paa en Maade lyttet. Fearnley var min personlige Ven, og han var af mine Folk, saa det ret har glædet mig at høre Dem for- tælle om ham. Sommeren 1835 var han i Schweitz, hvor han indstuderede sin rædselfulde Grindelwaldergletscher, som han malte om Høsten i Paris, hvoraf han senere tog en noget formildet Kopi . ." "Nu ja, nu har jeg ham" -- vedblev min vakkre gamle Vel- ynder -- "Fra Paris tog han endelig i Forsommeren 36 hjem til Norge over Belgien og London. Det var nu 8 Aar siden man SIDE: 428 havde seet hans velsignede glade Ansigt. Det vakte ogsaa Glæde, om end ikke den Opstuss med Gjæstebud og Sang som man -- paa nær sidste Gang -- har seet ved Dahls Besøg." "Jeg gad ogsaa seet Fearnley -- bemærkede jeg -- naar han skulde have Æressædet i en ret prunkende Banket. Ingen vilde være mere forknyt end han, indtil Æresskaalen var vel over, og han -- som han vilde synes -- ikke betød meer i Laget end enhver Anden." "Det troer jeg med -- sagde min pyntelige Gamle. -- Thomas Fearnley var det beskedneste og fordringsfrieste Menneske paa Jorden. Han var omringet af Venner, der idelig smigrede ham; men det syntes ikke at bide paa hans Gemyt, omendskjønt der gives æsthetiske Gribbeøine for Kunsten, som ville paastaae, at han under dette Leben lod sin Pensel fare skjødesløsere over Lærredet. Sommeren var ellers bleven godt benyttet til at hente Skizzer fra Romsdalen. Med en god Mappe tog han samme Høst over til London, besøgte de berømte cumberlandske Sjøer, og opholdt sig i det Hele i England i 1 1/2 Aar. Skizzer af hans norske Udkast vare meget søgte . . ." "Han malte ogsaa i den Tid" -- tillod jeg mig at bemærke -- "et af hans skjønneste Schweitzerprospekter, samt ganske vist Romsdalshornet og de Stykker National-Galleriet har af Fearnley." "Ganske vist, sagde den Gamle. Sommeren 38 morede han sig blot paa en Reise i Tydskland og Schweitz sammen med sin Patron, en Hr. Heftye fra Christiania, der har afkjøbt Fearnley en Mængde Malerier. Fra Høsten 1838 opholdt han sig i Norge i 2 Aar, reiste i Landet om Sommeren -- saaledes i 1839 med de berømte tydske Malere Achenbach og Breslauer til det maleriske Bergens Stift -- og malte om Vinteren. Kong Carl Johan tog et af disse norske Stykker, Grev Wedel et andet. Flere andre ere desuden i kongeligt Eje, ligesom Kunstvennen Statsminister Due besidder flere Stykker af Fearnley. Men nu kan De fortælle Resten", sagde den gamle Kavaleer. "Ja hvad er der vel nu at fortælle, sagde jeg uden den sørgelige Ende paa et Liv, der kunde yde saameget -- dobbelt sørgelig ved de Scener af Livets høieste Glæder, som gik saa nylig forud? Der er kun at berette, at Fearnley blev forelsket i en tækkelig og formuende Kjøbmandspige her af Staden, giftede sig i Juli 1840, og tog over til Amsterdam for der at prøve Lykken. Han SIDE: 429 malte vel Adskilligt for de dukatbeslagne Mynheerer, men hans meste Arbeide var dog Bestillinger hjemmefra, saasom hans Haugsfoss og Prospektet af Castellamare -- -- " "De sukkede igjen" bemærkede Damen. Jeg tilstod det og vedblev: "Beriget med en Søn, drog han i Septbr. 1841 til München, som han medrette havde Forkjærlighed for, og hvor han nu for Alvor vilde nedsætte sig og tjene Brødet til Kone og Barn. Men han var neppe kommen i sin huuslige Hygge før en Nervefeber efter 2 Maaneders Sygeleie dræber ham . . ." "Kom lad os gaa -- hvidskede den pyntelige Gentleman, pegende paa Damen, der var stærkt bevæget -- og følg med hjem, skal vi erindre vor prægtige Thomas ved et godt Glas Viin." Paa Veien talte vi om den almindelige Sorg ved Budskabet om hans Død, og om hvorledes man, vel mere af Interesse for den Afdøde end just altid af Sands for Tingenes Værdi, reves om hans hidsendte Skizzer paa Auktionen derover. Min Hr. Vært yttrede ogsaa, at sal. Fearnley vilde have i Tydskland faaet ud- givet et Pragtværk af norske Naturscener. Ved Bordet kom Fearnleys Portræt ned. Den fremmede Dame kyssede det, fordi hun sagde det røbede saamegen Hjertens- godhed, og jeg opdagede, at man, ved at holde Portrætet imod det hvælvede Sauterneglas, fremkaldte et bitte lidet, men næsten levende naturligt Billede af Fearnley. Vore Snærper tælle saa lumsk hvor mange Glas Viin Herrerne drikke til Maden. Slige vare nu ei vore Damer; men alligevel sagde dog Vertinden, da det trak ud med mig og hendes Mand: "Ja nu gaaer Sofie og jeg; men bliv dere siddende. Der har dere Fearnley hos dere i min Plads i Skjorteærmerne, saa godt jeg har kunnet gjøre det." "Nei, se paa Mor!" loe den vakre Gentleman. "Prægtigt gjort!" Og med det samme bankede han tre Gange i Gulvet. Hun havde med sin Serviet stillet Portrætet saaledes, at det saa ret livagtig ud som om et Par sammenslagne Arme i Skjorten lænede sig ud derfra. "Nu Ole er du der? En Flaske Hochheimer, Dom Dechant, 1834, og tre grønne Glas!" befalede min Vært den indtraadte Tjener. "Ak," sagde jeg, "salig Thomas ved en Flaske Rhinskviin og SIDE: 430 et Par gode Venner! Da var han ret i sit Es, da sprudlede han over af Munterhed, og den ene Anekdot, hvori han havde været Helten, fortrængte den anden." Det var en Rhinskviin! Vi drak paa norsk Gemytlighed, vi drak Thomas Fearnleys Skaal som Menneske og som Kunstner. "Ja ved et Glas Rhinskviin var han i sit Es" -- gjentog jeg; "men hvor var han det ikke, naar han med den korte Reisepibe i Munden, en liden naragtig Hue paa tre Haar og i sin fillede Malerfrak sad foran sit Staffeli!" Henrik Wergeland SIDE: 431 JOHAN CHRISTIAN DAHL, LANDSKABSMALER. "Han har i Kjæmpers Fødeland først fattet Nordens Mening. Han saae i Fjeld og Skov og Strand en dybere Forening. Hans Genius har Norges Aand omhviftet med sin Vinge." (Sang til Dahl 1839.) Denne store Landskabsmaler er født den 24de Februar 1788 i Bergen, hvorhen Faderen var taget fra Ættens Hjembygd Evindvik Præstegjeld ved Sognefjordens Udløb. Der ligger i et lidet af- sondret Dalstrøg et Gaardelag, bestaaende af flere Gaarde, Rui, Handtvedt, m. fl., som for længere Tid tilbage ere blevne ud- stykkede af en gammel Gaard, Udal, og af denne Dal, hvor endnu Frænder leve, har vor Maler faaet Navn. I Bergen ernærede Faderen sig en Tid som Søfarende og siden ved en liden Fiske- handel og som Færgemand, saa det var knapt nok for Familien. Ved Flytningen til Bergen var nu vel Johan Christian bleven født i en for Talentet noget fordeelagtigere Jordbund end om han skulde have seet Lyset i den ensomme Udal i det skaldede Evindvik; men hvad skulde der vel blive af Drengen, som allerede røbede hvad der boede i ham ved alskens Tegninger med Pen og Blæk? Han syntes bestemt til at voxe vildt op paa Almin- dingerne med de andre Almues-Børn, da en gammel studeret ugift Klokker, Kjerrumgaard, tog ham til sig og underviste ham i de første Grunde, i den Hensigt engang at see ham deponere, og ved Siden heraf føiede han ogsaa Drengen i at lade ham tage nogle Maaneders Underviisning i Tegning hos en svensk Hr. Pour- ruth, der holdt et Slags praktisk Institut. Det varede ikke længe før Kjerrumgaard døde; men allerede før dette Uheld var Dahl gaaen i Malerlære hos en Møller, der malte for Byens Theater Dekorationer og deslige udenfor det simplere Væggesmøreri, saa Dahl lærte noget af Perspektivet og at føre noget friere Redskaber end Kosten. I 7 Aar arbeidede Dahl hos Malermesteren under en Behandling, som ikke var den bedste efter gamle Kjerrum- gaards Død. Møllers flinke Dreng havde imidlertid faaet et Ry i Byen. Snart cirkulerede der et illumineret tegnet Prospekt af Bergen, snart et lidet Landskab i Olie. Hans Rullegardiner og SIDE: 432 Staaltraadjalusier gjorde ham især bekjendt ved de smukke Land- skabsperspektiver, hvormed han dekorerede dem. Hans Mester stolede ogsaa saameget paa sin Drengs Geni, at han ofte, naar der var bestilt Dørstykker og Dekorationer hos ham, sagde til ham: "gaa Du derhen, Johan Christian, og find selv paa noget." Og han var aldrig renonce. Engang da han fik en saadan pludselig Ordre til et Par Dørstykker, gik han hen og malede over den ene Dør en riig Mands pompøse Liigfærd, mens man over den anden saa en Fattig bæres ud af et Par Stodderkonger. Efter fuldendt Læretid arbeidede han Portrætter saavel i Olie som i Miniatur, Landskaber og smaa Genrestykker af det daglige Liv. Bergenserne elske deres Egne mere end de øvrige Normænd; deres Selvkjærlighed udstrækker sig til Alt hvad der hedder Bergensk. Dahl havde under Beilingen til sin Muse, ved de første syv Aars Arbeide, kun naaet til en Lea, til et halvtliggende Ideal. Han maatte til Akademiet i Kjøbenhavn for i andre syv Aar at vinde sin Rachel, sit Ideal, Kunsten saaledes som han vilde være i Be- siddelse deraf og følte Kræfter til at blive det. "Det er Synd paa Manden, som gaaer her hjemme, hvor han ingenting kan lære meer", sagde de gode Medlemmer af Selskabet "Vennekredsen", for hvem han for en Slik havde malet nogle Transparenter i Anledning af Fredsslutningen 1809, saa længe til hinanden, indtil det blev besluttet at skaffe ham Reisepenge ned til Akademiet. Ved et Cirkulære fra Sagen kom dette istand. Senere gjengjeldte Dahl dette ved at forære Selskabet et større Maleri, som nu er i det bergenske Musæum. I 1809 var Kon- trakten med Møller ude og i 1811 kom Dahl til Akademiet, hvor han vandt to Medaljer for Tegning. I Bergen havde Dahl i den sidste Tid været et Factotum i sin Kunst fra Dekorationsmaleriet til Portrætmaleriet; paa Akademiet bestemte han sig udelukkende for Landskabet, især for det stor- artede eller saakaldte heroiske. Nogle af sine første Malerier sendte han til Bergen for at blive solgte til Understøttelse for hans Brødre. Dahl vakte Opmærksomhed paa Udstillingerne i 1814 og 1815. Disse Sujetter af den høie nordiske Natur eller fra de vilde Kyster havde endnu Ingen valgt sig, eller ogsaa havde de brudt Halsen derpaa. Men paa Dahls Malerier tordnede Fossen og Støvregnet syntes at fare væk og at komme igjen i de samme skyagtige Former og den grønne fraadende Elv syntes SIDE: 433 at ile imod En. Og hans Malerier af den øde Kyst, det oprørte Hav og Skibet imellem Brændingerne -- Alt var Natur og røbede i høieste Grad Malergeniets Hovedevne, en Fantasi, der opfatter og gjengiver Naturen tro som i et Speil. Den yderste Nøiagtighed i Tegningen og Fiinhed i Udførelsen, samt, hvor Anledning gaves, Rigdom i Forgrunden, gav ogsaa tidligen de Dahlske Malerier en Egenskab, de altid have beholdt, nemlig den, at de vække den samme Beundring nærved som fjernere fra betragtede, den samme Beundring for Malerens Studium og Opfattelse af Naturens Følelser som for hans Geni og Opfattelse af dens Storheder og majestæ- tiske Skjønheder. I 1818 reiste Dahl over Berlin til Dresden, hvor han i 1819 udstillede sit første Maleri af nogen betydelig Størrelse, nemlig en norsk Vandfaldegn. Paa sin Gjennemreise til Italien kjøbte den nærværende danske Konge det. To Malerier fra samme Aar kom til Norge. Italien, ikke Dresden, var Dahls Formaal; men en Forelskelse i en Baron Blochs Datter forlængede først Opholdet og gjorde ham siden, da han i 1820 ægtede sin Emilie, fast for Livstid i Dresden. I dette Aar udnævntes han ogsaa til Medlem af Akade- miet, og der tilbødes ham fast Engagement derved; men da Kron- prindsen af Danmark havde ladet ham sige, at et bedre var at vente i Kjøbenhavn, afslog han Tilbudet, og reiste sammen med Prindsen over Tyrol til Italien. Her tilbragte han syv Maaneder i Neapel, hvor han blandt andet malte det Landsæde, denne be- boede. Prindsen overrakte Kongen af Neapel dette Maleri. I Rom opholdt han sig sex Maaneder, hvor det ikke manglede paa Bestillinger, saasom fra Thorvaldsen. Imidlertid fik han vide, at Løftet fra Danmark var gaaet i Røgen, hvorpaa han gjennem Tyrol tog tilbage til Dresden i Sommeren 1821, hvor han fik An- sættelse ved Akademiet med Titel af Professor. I Aarene nogle og 20 var Dahls Berømmelse i et overordentlig Stigende. Hans Elev Normanden Thomas Fearnley udbredte sin Mesters og sin egen Berømmelse til München, hvorhen han gik fra Dahls Atelier, for ligeledes der at overraske Verden med Fremstillinger af det ubekjendte Norges herlige Natur. Man længtes efter at see Dahl i Norge -- allermeest i Bergen naturligviis; men isandhed ogsaa overalt var Dahl folkekjær som en Mand, der SIDE: 434 gjorde Norge, hvorom Udenverdenen dengang havde underlige Begreber, bekjendt ved sin Kunst og sit Navn. I 1826 saae man endelig Dahl i Norge. Han ilede til Bergen, hvor Jubelen var almindelig ved Besøget. Han lovede oftere at komme igjen, og hans Kjærlighed til Norge har ladet ham opfylde Løftet tre Gange siden, nemlig i 1834, 1839 og 1844, ligesom hans, med betydelig Bekostning udgivne, Plancheværk om Bygnings- stilen ved enkelte ældre norske Trækirker -- "Denkmale einer sehr ausgebildeten Holzbaukunst aus den früheren Jahrhunderten in den innern Landschaften Norwegens" -- 3 Hefter i Folio, Dresden 1837, samt hans Henvendelse til sine Landsmænd om den gamle Kongehal paa Bergenhuus Fæstning, viser, at Fædre- landet aldrig er ude af hans Tanker. Dahls Malerier ere særdeles talrige og adspredte. Af de større befinder Labrofossen og Fortundalen sig i Mr. Porters Besiddelse; i Christiansborg en Komposition ved Randsfjorden samt et Vinter- stykke forestillende en dansk Egn med en Kjæmpegrav samt en Stranding paa den norske Kyst; og i Dresden er, mellem en Mængde derfra Egnen, italienske og Tyrolerlandskaber og egne Kompositioner, ligeledes en Strandingsscene ved den norske Kyst, samt, som Modstykke, Havet ved Kronborg i Rolighed ved Maane- lys. Mellem hans Kompositioner har man anmærket en Klippeegn med et Vandfald, i hvis Midte Ruinerne af et Bjergslot befinde sig, Søstykker, Maaneskinsstykker fulde af den rigeste Fantasi. I 1827 mistede Dahl i Barselseng sin første Kone med hvem han havde 4 Børn, hvoraf de 2 leve; og i 1829 giftede han sig igjen med Amalie v. Bassewitz, en Niece af den berømte General Grev Gneisenau; men kun for efter et Aar at miste hende lige- ledes i Barselseng. Det efterladte Barn levede kun til sit 5te Aar -- Ulykker, som have bidraget til at forøge det Pirrelige i Dahls, endnu i hans Alder høist livlige, Gemyt. Dahl er Medlem af Akademierne i Berlin, Kjøbenhavn og Stock- holm, Ridder af Vasa og Dannebrogen, og hans Biografi indtoges i det Brockhausiske Conversationslexikon paa en Tid da det var sparsommere paa sine Optagelser. En fransk Skribentinde har ligeledes udgivet noget Særskilt om Dahl. Men hvad er dette mod den Navnkundighed, som udstraaler fra ethvert af de Malerier, som ere udgangne og udgaae fra hans Haand? Endnu vil den for- øges ved nye; thi Gubben er endnu saa rask og rørig, som i de SIDE: 435 bedre Aar. Med livlig Deeltagelse følger han fra sit fjerne Hjem Kunstens og de Sagers Gang her i Norge, som dermed staae i Forbindelse; men især er det Opbevarelsen af Oldtidens archi- tektoniske Minder, som han ringer for de altfor ligegyldige Lands- mænds Øren med. Dahl har erhvervet sig nogen Formue. Enhver Normand er velkommen i hans gjæstfrie Huus i Dresden, og ingen gjennem- reisende Landsmand, han være Maler eller ikke, undlader at hilse paa den gamle Mester. Da er det om Norge og atter om Norge, at han taler og spørger, at hans Hjerte flyder over om, medens han selv ifylder sin Landsmands Glas. Hans Geni har tilegnet sig dets Natur fra dens Største til dens Mindste; for dets Hæder og Vel slaaer hans Hjerte usvækket, som da han for 33 Aar siden forlod det for at blive hvad han er bleven: to Nationers Stolthed. Dahl er atter et af Exemplerne paa, at det kun er ved et Til- fælde, at Genier, som fødes i den store fattige Masse, reddes fra at synke tilbage i denne og sporløst at forgaae. Man tænke sig ham opvoxen til Manddomsalder i den Afdal i det uskjønne Evindvik, hvor hans Fædrenehytte staaer, og hvor der ingen Natur er til at vække Geniet! Og dog vilde dette have viist sig inden det snevre Omraade. Han vilde havt Ulyst baade til Søen og Ageren og være bleven betragtet af Forældre og Andre som et Drog, der bare gik og klinede Kirker, Ansigter og Træer af paa Væggene. Tilsidst havde det da, naar Forældrene ikke vilde vide meer af ham, endt med at blive Bygdemaler, og upaatvivlelig skulde han da have bemalt Bøndernes Skabe, Uhrkasser og Kister med saadanne, af egen Fantasi og seete Brudstykker sammen- satte, Prospekter og Blomsterstykker, at der vilde gaaet Ord af ham fra Viig til Sognefæst. Med hvor bittre Følelser dvæler man ikke ved denne Skjebne, hvis Sandsynlighed kun er altfor stor! Og det Haar, hvori hans bedre Skjebne hang, det befandt sig jo ganske udenfor hans Selv- bestemmelse eller for hans Forældres Vilkaar? Men hvor mærke- ligt, netop af deres Fattigdom -- at de maatte søge et bedre Erhverv i Bergen -- kom denne haarfine, endnu for Mennesker usynlige, Parcetraad, som var stærk nok til at bære en kummerlig Ungdoms Byrder og at lede Geniet frem til Lyset og Anerkjendelse. SIDE: 436 Ak, naar man tænker sig seende udover Folkemassens Hav af Hoveder -- hvor mange Genier i alle Retninger mon der ikke fødes derunder for aldrig at blive til hvad de skulde for Verden og for sig selv? Der lod sig anføre flere Exempler, hvor kun det blinde Tilfælde har hævet dem frem. Men lad Naturen være ødsel i sine andre Riger -- i velordnede Stater burde der sørges for, at Ødselheden med at lade Genier fødes, for uudviklede at forgaae, blev vanskeliggjort. De burde, naar de fødtes i de fattige Klasser, være Statens Børn og opdrages paa dens Bekostning. Man tænke sig dette gjennemført i alle Europas Stater -- hvilke Fremskridt i Videnskab og Kunst maatte ikke deraf blive de nød- vendige Følger? Det er jo kun Genierne, som skyde Verden frem, ikke Fleerheden af disse Kastefødte, som nu udelukkende faae en videnskabelig Opdragelse og besætte Posterne, fordi Fædrene ere ved Magt nok til at lade de tungnemmede Sønner slæbe sig Skole og Universitet igjennem.