Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 ANNALINA ET EVENTYR OM TO SØSTRE Nu, hulde Søstre, hjælper ingen List. Jeg kjender Eder. Siden Sofie, den søde Naturens Datter, engang kyssede mit Øje, er Intet mig skjult. Jeg seer Bølgernes gjækkende Ansigter, læser Bladenes Skrift, føler Græssets Aarer at pulse, og hører Rosens Hjerte at banke. Slaae ikke Eders Hjerter af Angest nu? Men Tys! Jeg bytter Taushed mod Taushed. Forraader ikke eder Selv ved at sladdre om, hvad jeg vil fortælle. Allerede før troede jeg ikke unge, alf- agtige Piger ret; og om Eder veed jeg nu, at I ere egentlig ikke To, men eet Væsen ligesom Hyacinthens eller Sneeklokkens Stengler Fænomener af een Zwibel. I mindes Fuldmaane-Nytaarsaftenen ved den store Sjøs Udløb. En sølverne Bro af Maaneskin laa over Sundet, snart bævrende SIDE: 2 som et Slør, snart liig en alabasthvid Søile af et nedbrustet Morganapallads. Over Magnus Blindes Valplads glimrede lige- som tusinde Spyd i Sneen. Ingen anden Lyd end Strømmens Rislen, og et sagte Suk langs den øde Strand som om Luften havde gjemt Slemmedegnens Smerte over Nederlaget, ingen anden Glands end Maanens. Den herskede alene. Kun nu og da frem- glimtede en Stjerne, men traadte strax skjælvende tilbage. Medens de to yndige Søstre sad imellem de andre Piger, drøm- mende ved hinandens Hjerte -- listige, da saae jeg et Væsen med Annas Øjne og Linas Smiil ile hurtigen over Maaneskins- broen og komme tilbage med en Sværm af Alfer og Feer. "Vor Dronning er kommen!" sang de; "Annalina, hvor har du været saa længe?" De godtroende Piger inde i Huset, som saae Søstrenes Skik- kelser længe omfavnende hinanden, sagde: "Slumrer du, Anna? Stille! Lina har lukket sine Øjne!" Og Menneskene paa Stran- den troede: "Nu hvirvler Strømmen, Bølgerne toppes, de vente Storm". Javist, de toppedes for Alles Øjne, men under Usynliges Fodtrin, idet de dandsede og sang: "Vor Dronning er kommen! Annalina, hvor har du været saalænge?" Det smertede de stakkels Feer, at Dronningen elskede Men- neskene mere. Det smertede dem, fordi de kjendte disses Ond- skab og tungbente Prosaiskhed. Men under de Usynliges Dands lister En sig bort -- den skjønneste Fe med det huleste Hjerte, en Forræderske af Kjærlighed eller Ærgjærrighed. Udover den store Sjøs Flade fløi Conchylia til Mjøsens skumle Aand. "Skynd dig, Vældige!" -- raabte hun -- "Dronningen, Du elsker, Anna- lina dandser i Sundet paa sin gyldne Bro. Skynd dig at fange hende!" Og Aanden, der i voldsom Stolthed ikke viger for Havets, reiste sig af sin Slummer under Helgø, og kom farende paa sine sorte SIDE: 3 Vinger, hurtig, som en ond Tanke. Da mindes I, hvorledes der pludselig raabtes af Pigerne: "Anna, vaagn op! Lina, nu skulle vi reise. Der kommer en Storm. Se Mjøsen, hvor sort." Og i samme Stund de to Søstre stod op, endnu ligesom halvt fra- værende i en Drøm, forsvandt Dronningen Annalina af Feernes Midte. Neppe et Sekund efter splittede den elskovsblinde ra- sende Aand den gyldne Bro, og Alle sank. Ynkeligt var det at høre den perleskinnende Conchylia udstøde sine Klagetoner af Snekkehornet, hvormed hun vakte Ødelæg- geren, og at gaae tilbunds, før Lyden var forsvunden; ynkeligt at see Feen Populine paa sit Aspeblad at synke som paa en Møllesteen, den smækkre Salicine at klynge sig forgjæves til Pilekvisten, Nymfæa at drages i Dybet til sine livløse Stengler, og alle de Andre at forgaae under Aandens Gjennemfart. Den sølverne Bro, Alt tilintetgjorde den heftige Aand, der vilde fange Annalina, Feedronningen, som han engang havde seet og elsket, da han en Sommeraften i sin Ungdom gled som en Zefyr langs Totens yndige Strand, saa svag, at han ikke engang vovede at flyve over til Øen, men forbausedes over Sommerfuglenes Dri- stighed, der forsøgte derpaa. Men, Annalina, du har et andet Rige mellem Menneskene: Kjærlighedens, der er Himlens saa nære Grændseprovinds mod Jorden, at dens Sprog tales deri, og som tilhører Elskværdig- heden suverænt og absolut. Deel dig Selv for stedse i begge dine Hjerter, og skift hiint dit Rige imellem disse. Den, som har fortalt dig dit eget Eventyr, var forhen en Oprører deri, men er nu dets lykkelige Slave. Henr. W. -- Henrik Wergeland SIDE: 4 OM POESI Vi have ikke bemærket, at noget heldigt Forsøg har været gjort paa at forklare Poesiens Natur eller paa at vise, ved hvilke almindelige Kjendemærker den adskiller sig fra Prosa. De fleste Drøftelser af denne interessante Kunst ere fremkomne med Hen- syn til enkelte Arbeiders Fortjenester, undgaaende dog aldeles den almindelige Undersøgelse. Nogle beskjæftige sig med Ana- lysen af en Fortællings Bygning; Andre med at undersøge Be- givenhedernes Sandsynlighed, Charakterernes Sandhed, Fore- dragets Reenhed, Metaforernes Rigtighed, overladende Læseren at undersøge den store Forskjel imellem Poesi og Prosa, ligesaa- vel som Poesiens faste Ejendommeligheder. Hos de Faa, som have givet sig et videre Omraade, har det været sædvanligt at ansee Poesien alene som en af de skjønne Kunster og som en Følge heraf at sammenligne den med Maleriet, Musiken og Bild- huggeriet. Men da disse upaatvivleligen henhøre til den Under- søgelse, vi nu skulle foretage, begynde vi maaskee rigtigst med i faa Ord at give en sammenlignende Oversigt heraf. For saavidt altsaa, at Poesien maa betragtes som en af de skjønne Kunster, bemærke vi, at den uomtvistelig er den første af dem; thi den forener næsten alle de andre Kunsters udmær- kede Egenskaber og har desforuden meget Særegent. Den har Maleriets levende Skjønhed, Bildhuggerkunstens Høihed og Sim- pelhed, Musikens rørende Tonefald, imedens den er varigere, end de alle. Tiden, der med saa ødelæggende Styrke kuer de fleste Ting, synes ikke at have nogen Indflydelse paa Poesiens Mesterstykker, uden at gjøre dem hellige. Apelles's Venus og Zeuxis's Druer ere hensmuldrede, og Thimotheus's Musik er for- svunden; men Circes Løvsal staaer endnu uvisnet, og den læn- kede Prometheus har overlevet Praxiteles's "Cupido" og Perillus's "Bronze-Tyr". Poesien naaer maaskee ikke sit Endemaal saa fuldkomment, som Maler og Bildhuggerkunsten; men dette kommer af, at dens Endemaal er saa ophøiet, og dens Omfang saa særdeles udstrakt. Den behandler forskjelligere og fjernere Gjenstande samt abstracte Ideer og Forstandsspørgsmaale, som overgaae de andre Kunsters SIDE: 5 Evner. Den maa betragtes som en moralsk Videnskab, der vir- ker baade paa Lidenskaberne og Forstanden, endskjønt den al- drig, strængt talt, henvender sig selv ligefrem til den Sidste. Den virker ved Ordenes medium, hvilke, om dette end i visse Tilfælde er ringere end Farver og Toner, dog i Almindelighed ere langt udtryksfuldere og udføre virkeligen, hvad hverken Far- ver eller Toner kunne fuldbringe. Man kan da vistnok medrette sige, at Maler- og Bildhuggerkunstens høieste Meed har været, at oversætte i et andet Sprog og til Nytte for en forskjellig Sands, hvad Digternes Indbildningskraft allerede har skabt. Mestendeels alle Italiens og Grækenlands Skatte ere Copier, forfærdigede ved Meislen eller Penslen efter en ophøiet Fabel (det er: Poesien) eller efter græske og hebraiske Vers. At de have deres særegne Anstrøg og Symmetri, betager ikke denne Mening Noget af dens Vægt; thi den oprindelige Idee havde sit fuldstændige Tilvær til- forn, og den udsprang fra Digterens Indbildningskraft. Maler- kunsten er ligesaavel som Bildhuggerkunsten i det Væsentlige en efterlignende Kunst, hvorimod Poesien ikke i sit Væsentlige men blot i sit Uvæsentlige er efterlignende; og, om det er saa, da er den efterlignende paa en ganske anden Maade og i mindre Grad. Som efterlignende Kunst er den, i een Bemærkelse, rin- gere end de andre; men den er ikke, som de, indskrænket til et Øieblik af Tiden, og den kan fremstille Charaktererne, Sæ- derne og fremfor Alt Menneskets Følelser paa en Maade, de andre ingen Fordring have paa. Den sande Beskaffenhed af det medium, hvorved den virker, forhindrer den fra at være saa strengt efterlignende som Bildhuggerkunsten og Maleriet; thi Sproget kan ikke paa nogen Maade ligefrem afbilde Naturen, med mindre det er i Efterligning af Lyd; og Musiken, omend- skjønt det er sagt, at den efterligner Bevægelsen, gjør dog i Virkeligheden Lidet mere, end at efterligne den Lyd som ledsager Bevægelsen. I Sammenligning med Musiken har Poesien dog en stor og erkjendt Forrang baade med Hensyn til Klarheden og Forskjelligheden af de Indtryk, den meddeler. Musikens Behag, forsaavidt dette ikke forstørstedelen er organisk og paa en vis Maade alene sandseligt, synes især at bestaae i Bibringelsen af almindelige Tonarter eller Følelseslyd, uden noget bestemt Bil- lede eller forstaaeligt Resultat; og, endskjønt den undertiden vækker og stemmer Sjælen til digteriske Undfangelser, kan den SIDE: 6 neppe af sig selv erholde nogen fornuftig eller lidenskabelig Charakteer uden ved at være "formælet med det udødelige Digt" og saaledes nedsat til at være den ædlere og mere ska- bende Kunsts Accompagnement eller Exponent. Med Hensyn til det vanskelige Spørgsmaal: "hvad Poesi er", kan det være ligegodt at begynde Undersøgelsen negativt, og ad- skille, hvad der leilighedsviis og som Tillæg forøger dens Virk- ninger, fra, hvad der virkeligen er det Væsentlige i dens Tilvær. Poesi er da ikke nødvendigen Veltalenhed, Opdigtelse, Moral, Beskrivelse, Filosofi, Vittighed -- og heller ikke engang Liden- skab, omendskjønt Lidenskab dog kommer den nærmest, naar den udspreder denne Taage for vore Øine, som forvandler og forstørrer Gjenstandene over deres sande og prosaiske Størrelse. Lidenskab ophidser virkelig ofte Indbildningskraften, og Indbild- ningskraften afføder Poesi; dog virker den ogsaa paa andre For- standens Dele, og Virkningen er da blot Pathos, Vrede, Vel- talenhed eller Taarer. Filosofien derimod er grundet i Fornuft, og den opbygges af Kjendsgjerninger og Forsøg, regelmæssigen sammensamlede og ordnede. Den bestaaer i sit Væsen af Vir- keligheder og er selv en Ting, som der ikke spørges mere om, end om en Gjenstand, der synlig og følelig staaer os lige for Øinene: det hedder om den altid at være beviist. Poesi derimod gaaer ud fra et ganske andet Princip og har ikke, i streng Be- mærkelse, Tilvær uden i Digterens Hjerne, indtil den udstødes i Versform. Opdigtelse er heller ikke altid poetisk, thi den fin- des ofte i de eenfoldigste Frembringelser, og opliver det Bur- leske og Farcen, hvor den menneskelige Natur nedværdiges, lige- saavel som Poesi, hvor den ophøjes. Derimod er en Grundsæt- ning aldrig per se poetisk, hverken en Satire eller et Epigram, omendskjønt Alt maa være grundet, som findes i vore Digter- frembringelser. Natur-Beskrivelser regnes almindelig at være Poesi; men heri tænke vi feil, thi den blotte Beskrivelse af Naturen er nødvendig prosaisk. Det er sandt, at de ydre Bestanddele, hvoraf Poesien er sammensat, ligge maaskee hovedsageligen i Naturen, men ingenlunde Poesien i sig selv. Veltalenhed eller Rhetorik er intet Videre end en Prosaens Forhøielse. Ord kunne være stærke, brændende, vækkende, ja dertil med rhytmisk ord- nede, og desuagtet ikke besidde hverken Opfindelse eller Fan- tasi. I Talen kunne vistnok poetiske Figurer være iblandede og SIDE: 7 laante, for at give Sproget Tække; men Hovedindholdet af Ta- lerens Ord maa være Prosa, som han bruger (eller misbruger) til at overbevise sine Tilhøreres Forstand, eller, i alle Tilfælde, til at overtale dem, ved ligefremme og virkelige Bevæggrunde til et practisk Gjerningsmed. Demosthenes og Cicero vare vel- talende; men Hvem vil paastaae, at de vare poetiske? De vare veltalende, ildfulde, aandrige; de ræsonnerede, og overtalte der- ved; men de skulde ikke have været overtalende, om de havde gjort Brug af Poesi, der er indviklet, istedetfor at Prosa er sim- pel og let fattelig, for det Med, de havde, at overbevise sine Tilhørere. Om ingen af disse Fornuftegenskaper ere væsentlige for Poesien, er det dog neppe nødvendigt for os at sige, at dette er heller ikke den blotte Versform, omendskjønt den kan være hensigtsmæssig og maaskee endog nødvendig for dens Tilvær. Vers er det Om- rids eller den Form, hvorved Poesien er bunden: den er Poesien tilføiet, men ikke dens belivende Princip. Heller ikke er Poesi Musik, saa at den, prøvet efter sine Love, enten i Versmaal eller Melodi, nødvendig maa være skuffende. Det er godt nok, for Moroskyld, at beskrive nøie, hvorledes vore store Digteres Vers- linier ere formede; men at udlede Autoritetsmønstre af Digte, som have været forfattede uden Forbillede, er intet Andet end at hente Beviisgrunde for Trældom fra de herligste Beviser paa Frihedens Fordele. Shakespeare skrev visselig uden Hensyn til noget Mønster; han betroede sig til sit Øre og frembragte de skjønneste dramatiske Vers i Verden. Milton, uden Sammenlig- ning den største Skribent i episk Versart, hvoraf vi kunne rose os, kyndig, som han var, baade i Versbygning og Tonekunst og begavet med den fineste Opfattelse af det Harmoniske, formede sine Digte tydeligen uden Mønster, og, idet han satte Tillid til sit Øre, fremkom disse fortrinlige Tonefald, hvoraf alle hans Digte, fra Lycidas til det gjenvundne Paradiis, overstrømme. Det er ogsaa i Sandhed unegteligt, at de Vers, som paa det Fuld- komneste ere dannede efter et Mønster, almindeligen ere de, der mindst behage. Vi trættes snart af Linier, hvor Meningen uforandret ender med den tiende Stavelse; og, dersom vi ind- rømme dette og tillade Digteren at ende sine Perioder i Midten eller nogen anden Deel af Linien, hvor ophører da hans Privi- legium? Verset betinger, efter sin egen Natur, Intet uden Regel- SIDE: 8 mæssighed, og et Slags eller en vis Grad af Regelmæssighed, som man finder behagelig, maa jo netop være ligesaa lovlig, som enhver anden. Det er maaskee rask gjort, at skille sig ganske fra almindelig antagne Mønstre; men, at paastaae, at visse Vers- former tilligemed en vis Takt skulle alene beholdes som Mønstre, fordi de frembringe god Virkning imellem andre af forskjelligt Tonefald, er taabeligen anmassende. Vi troe da, at Milton først lagde for Dagen, hvad han var, da han bortslængte i denne be- synderlige Linie -- "Tiresias og Phineus, Oldets Skjalde" -- eller naar han taler om "det gamle Dybs forborgne Kunstner; et mørkt og ubegrændset Ocean" -- ligesom ogsaa Shakespeare, naar han tiltaler Jorden, vor fælles Moder, "hvis maalløse Skjød og ubegrændste Bryst føder og opfostrer Alle" -- ? Vi tænke desuden, at Critikerne ville blive noget forskrækkede, naar de forsøge at underkaste disse Linier deres Tyngdemaals- regler. Hvad vilde Malerne sige, om en Kunstelsker fremstod og paastod alle deres Figurers Opstilling i en nøiagtig Triangel? Vi vide desuden, at Pyramideformen er le beau ideal for en Kunstner. Nei, kort at fortælle, Forskjellen er nødvendig i Poesien som i andre Ting. Det er i det Hele, at den skal være harmonisk; og det er ikke afgjort, at dens største og meest indgribende Har- moni opnaaes ved en fuldkommen og til det Yderste dreven Eens- formighed i alle de tilsvarende Led. Digterne vide dette; og det vil være os bedst, at overlade dem til den frie Udøvelse af deres Kunst, istedetfor at forvirre dem med Trossætninger, som vi ere visse paa, at den bedre Deel af dem aldrig vil bifalde at følge. Men -- for at komme den bekræftende Opløsning af vore Spørgs- maal noget nærmere, da: Poesi er en Skaben. Den er en Ting, skabt ved Aanden og ikke blot copieret enten efter Naturen eller efter Begivenheder, i hvilken Form de end fremstillede sig. Næst denne almindelige, men correcteste og nærmest betegnende Difinition er maaskee den bedste Forklaring given af Lord Bacon, hvor han siger, at "Poesi henriver og opløfter Sindet ved at underkaste Tingenes Billeder Aandens Ønsker"; dog maae vi her, som i det Øvrige SIDE: 9 af denne Undersøgelse, erindre, at Poesien overalt er Virkningen, ikke Aarsagen. Den forvandler egentlig ikke "Tingenes Billeder", men omskriver fra Indbildningen den nye Form, som kommer af den Forandring, de der have undergaaet. Det er ved denne Virkning, som den ved denne Omskrivning frembragte paa Læse- ren, at han kun seer den nye poetiske Frembringelse. Det er klart, at Poesi maa være "forskjellig fra Prosa", der er dens Modsætning; det er at sige: den er altid i visse Hen- seender forskjellig fra den bogstavelige, prosaiske Virkelighed, saaledes som vi betragte den med Følelsens eller Forstandens Øie. Ihvorvel den maa være sand i sig selv som et sammensat Billede eller Betegnelse af Ideer, der have et virkeligt Tilvær, maa den dog ikke i alle Henseender være bogstavelig sand. Poesiens Materialier ere, som vi have sagt, given i Natur eller Kunst, men ikke Poesien selv; thi dersom Poesi var udstrøet for os som Blomster, eller dersom den straalte som Himmelens Sol- skin eller Stjerner, skulde vi Intet have at gjøre uden at copiere den saa nøiagtigt som muligt, og den vilde da alene være en "efterlignende" Kunst og ingen "Skabelse". Prosa, saavidt vi have opfattet den, er i sig selv Fremstillingen af enkelte og sær- egne Begreber, fremsatte til Fornuftslutning, Belærelse eller Over- tydelse. Den er Forstandens Meddelelsesmiddel, beskjæftiger sig desaarsag med Virkeligheder og udbreder sig i Opløsning og For- klaring, forbindende og ordnende Ordene, som Arithmetikeren Talfigurerne, for at forklare eller bevise eller frembringe en særegen Slutning af begrundede Præmisser. Den virker for- medelst forudgangne Slutninger eller stræber ad regelmæssige Gradationer til en tydelig Hensigt, og i samme Maal, den heri mangler Noget, er den klodset og ufuldkommen. Poesi, paa den anden Side, er væsentligen indviklet. Den frembringes ved for- skjellige Evner, som vel ere fælles for de fleste Mennesker, men især ved dem, som meest ere Digterne eiendommelige, nemlig Fantasi og den skabende og fuldendende Geist Indbildnings- kraften. Den sidste er Forstandens første opvækkende og ska- bende Princip, hvis Virkemaader, udrundne af forud erhvervet Material, vise sig som nye Undfangelser og originale Sandheder, der ikke nødvendigviis maae bekræftes af Logikens almindelige Love, men ere aldeles fattelige for en tilstrækkelig ophøiet For- stand -- fattelige ved vore Sympathier eller Følsomhed -- lige- SIDE: 10 som Lyset eller den balsamiske Luft, omendskjønt ikke nok for- klarede eller bestemte til at være Gjenstande for vor Forstands koldt beregnende Betragtning. Det er dog ikke saa meget Til- fældet, at Indbildningskraften seer Tingene anderledes, end For- standen, som at den benytter dem anderledes; den ene beskjæf- tiger sig med enkelte Tanker og betragter, om jeg saa maa sige, Tingenes nøgne Virkelighed; den anden forbinder og gjenfrem- bringer dem saaledes, som de aldrig viste sig i Naturen. Ikke- destomindre omfatter Poesien, ihvorvel i sit Princip skabende, ikke saameget det Umulige som det indtil Øieblikket Ubekjendte; og herfra skriver sig nok dens Dyrkeres Krav paa Vates-Titlen. Den er Sjelens Harmoni, kort at sige, som omfavnende jævner dens tilsyneladende Uovereensstemmelse. Den tager ikke alene Hensyn til Gjenstandenes Skal eller ydre Skikkelse, men be- tragter dem i deres Principer og igjennem deres hemmelige For- bindelser. Den er snarere kort og sammentrængt end udviklende og bevisende. Dens Ord ligne Aanden i et Orakel, som er Gjen- standen for en prosaisk Udtydning. Imagination er forskjellig fra Fantasi, forsaavidt den bevirker ved et enkelt Blik, hvad den sidste udretter ved en overveiet Sammenligning. Almindelig talt behandler Imaginationen Liden- skaberne og de stærkere Sindsbevægelser. Den er den heftigere og stærkere Aand; og Billederne ere udslyngede af dens bræn- dende Dyb (grasp), som om de vare smeltede [fotnotemerke] og æltede sam- men. Den er en sammensat Kraft, som omfatter de Evner, Metafysikerne kalde Opfattelsesevne, Abstraction og Dømmekraft. Den er Personificationens Genius. Den concentrerer det Mang- foldige i en Eenhed, formende og udtrykkende sin egen Skabning paa det Herligste. Den fordobbler og deler og omformer, stedse forvandlende i en eller anden Henseende den bogstavelige Be- tydning, og bestandig berigende den, naar den egentlige er ud- tømt. Den indhyller i Almindelighed Naturen og bogstavelig Sandhed i Atmosphæren, den udaander, indtil de fremkomme liig Lyssærsynerne ved Solens Nedgang, der dog ere Intet uden Fotnote: Hjernen -- siger Hobbes -- eller Aanden deri sammensætter, naar den har været afficeret af forskjellige Gjenstande, et Billede af forskjellige Opfatninger, der særskilt vise sig for Sandsen. Saaledes f. Ex. seer Sandsen det ene Øieblik Formen af et Bjerg, men det andet Formen af Guld; men Imaginationen seer dem sidenefter begge inde i et "gyldent Bjerg". (Essay on Human Nature). SIDE: 11 Skyer foran den. Den overdriver Alting, som er kommen inden dens Kreds, undertiden i Frembringelsen af Characteer (som hos Satan og Ariel o. s. v.) og undertiden i Taleformer og Udtryk. Den er forskjellig hos forskjellige Mennesker; hos Shakespeare glimrende og hurtig som Lynet, smeltende Gjenstandene ved sin Kraft; hos Milton rædselvækkende som et sammendynget Torden- veir. Den befolker Elementerne med fantastiske Gestalter og opfylder Jorden med et Heltesind, en Forstand og en Skjønhed, som ikke tilhører den. Den er Ophav til alle disse lidenskabe- lige Frembringelser, som Shakespeare har testamenteret os. Af dem er Miltons frygtelige Skabning, Synden, oprunden, og den mørke Død, Rygtet og Uenigheden med sine tusinde Tunger, Natten og Chaos "Naturens Stamforældre", nedover til alle disse, som ligge "under det brusende Hav, indsvøbte i Lænker" -- og alle Fantasiens Børn under Maanen og alle Drømmenes Un- derværker. Den er en stærk og ildig Kraft, og kommer "vinget med røde Lyn og voldsom Henrykkelse". (Hvilken Linje selv er et pragtfuldt Exempel paa Imagination) -- -- og er en virkelig Concentration af Fornuften, samlende tilsammen dens adspredte Evner, og frembrydende i en Tankestrøm indtil Opfattelsesevnen standser, som forfølger den. Denne Evnes Aabenbarelse er synlig paa ethvert Blad hos vore to store Dig- tere, fra "det Skrig, som splittede Helv'des Dybder", til "Bekymringen, som sad paa gusten Kind", hos Satan; fra "Thammuz's Vunder", som "lokkede" "de Syriens Møer til Jammer i hans Vee;" til disse "Tanker vandrede igjennem Evigheden", fra Lears "Forbandelser", over hans Datter, hvilke "i hendes unge Aasyn Rynker grov" til Hamlets "af onde Paafund rundt omspændt" og tusinde andre, som møde os hvergang vi slaae Værkerne op. Fantasie, derimod er almindelig (men ikke altid) glimrende og kold -- Poesiens forberedende Machinerie, uden dens Lidenskab; legende med Syner, som alene blænde Øjet og Toner, som kun SIDE: 12 klinge for Øret. Den virker efter et Ligheds-Princip, og ud- grener en Idee i Lignelser; men den lader den oprindelige Tanke urørt, og omgiver den mere med Ting som Prydelser, uden enten at skjule eller forvandle dem. Fantasien ligner en Efter-Tanke, udspringende af den oprindelige Idee; men Imaginationen er født med den, sammenfaldende med den, uadskillelig derfra ligesom en Blomsts Farve og Form. Imagination er som en Conden- sation af Fantasien, ligefrem behandlende Ideen og iklædende den Egenskaber, hvormed det er Fantasiens Maal at sammen- ligne den. Milton giver maaskee de fortrinligste Exempler paa sidstnævnte Evne, som hvor han beskriver "det folkerige Norden", da dets "vilde Sønner" "kom liig en Syndflod over Syden!" eller naar han, talende om Erkeenglen Satan, siger, at "Han stod der liig et Taarn!" Her er altsaa "det folkerige Norden" i sig selv imaginativt, og Forestillingen om Satan en stor Opfindelse af Imaginationen; men de Ligheder, som tillægges enhver af disse, ere Fantasiens Værk. Dog svinger den sig, i begge disse Tilfælder, næsten udenfor sit Omraade. Atter i Lears Ord: "Du troer det meget, at saa voldsom Storm os svider indtil Skindet". Og i den velbekjendte Linie: "hvor huldt paa Bredden hviler maaneskinnet" og i Timons skjønne Udtryk "det døende Dæk" -- hvor han iklæder de blotte Planker i et Skib med alle de Bedrivter, som have været udførte paa dem, og farver dem med Blod og Død -- er det Imaginationen, som her klarligen har virket. Ligeledes er det i "Abernes Vildnis", hvor Skovens Beboere ere satte istedetfor Skoven selv. Den store Forskjel imellem Poesie og Prosa er korteligen, at den første (uafhængigen af sit Ophøielses-Princip) fremstiller to eller flere Ideer forbundne eller sammensmeltede hvor den sidste vil fremstille een alene. Og heraf kommer den førstes forholds- mæssige Upopularitet hos almindelige Læsere, som foretrække lave Riim for Poesie, og en enkelt Idee for en sammensat, fordi den sparer dem Møien at tænke. Og Forskjellen mellem Ima- gination og Fantasi er ligefrem at den første stedse forvandler SIDE: 13 og omformer den oprindelige Idee, tillæggende den noget Frem- med: -- den sidste lader den uforandret, men forbinder med den Ting, hvormed den i en eller anden Henseende, har nogen Liighed. I de foregaaende Exempler paa Imaginationens og Fantasiens Fremgangsmaade, ere Virkningerne af enhver af dem -- Poesie. Dersom Shakespeare havde skrevet: "Du troer det meget, at en Storm, saa stærk som denne skulde vædet os til Skindet", eller "hvor lyser Maaneskinnet huldt paa Bredden" (ihvorvel denne sidste Linie ligeledes maatte have været musikalsk) saa skulde han visseligen have skrevet Prosa og intet mere. Naar Kleopatra siger: "Har jeg paa mine Læber Ormen?" er den dobbelte Idee ikke saa iøinefaldende, men den er der stiltiende; Ormen er forvexlet med dens Kræfter (dens Gift), og udgjør et; Aarsag og Virkning ere ismeltede hinanden. Sandhed er ikke til som en Skjænk for de Vantroe, som ere dens Fiender, men for den villige Opfatning; og følgelig er det alene til denne Poesien henvender sig; den stødes og springer tilbage fra den Uvidende og Tvivlende: den Første, er paa Grund af en vis Raahed eller Mangel paa Aandsdannelse udygtig til at forstaae den; og den Sidste bedømmer den efter Love, som den ikke retmæssigen er underkastet. Naar Brutus i Shakespeares "Tarqvinius og Lucretia" begyndte "sit Vid i Prunk og Pragt at klæde" føle vi, at dette ikke er Prosamaal, og at, hvor prægnant end denne Sætning maa være for et villigt Øre, er det dog ikke Fornuftmandens ædruelige og strenge Tale. Ingen af disse to sidstanførte Steder ere, naar de roligen betragtes aldeles Virke- ligheder, fordi, som vi have sagt, Poesi aldrig er bogstavelig sand. Alligevel maa den ei betragtes som al Sandhed berøvet, fordi den ingen bogstavelig Copie af Naturen eller det almindelige Liv er. Var det saa, skulde vi aldrig samføle med den. Tvertom den omfatter ligesom Sandhedens Gehalt, og den er Concentra- tionen af dens adspredte Kræfter. Den er en Verden, forskjel- lig fra vor egen, men ikke den modsat; i det Hele bevæget af de samme Lidenskaber og de samme Indflydelser underkastet som vor egen. Det kan være den samme Scene eller Charakter, den SIDE: 14 hævede aldeles ud over den sædvanlige Natur som f. Ex. Satan, Caliban, Ariel og Oberon, men dog ere disse og alle andre store Digtfrembringelser sande i sig selv, og vedligeholde sine Forhold som en simpel Metafor; og vi skulle almindelig finde, at de na- turlige Lidenskaber have Overvægten endogsaa i Musens meest fantastiske Frembringelser. Enhver, som har overveiet denne Gjenstand, maa tilstaae, at det ofte er umuligt at retfærdiggjøre de smukkeste Sager i Poe- sien for et uvilligt Sind eller efter Logikens almindelige Love. Og det Spørgsmaal, som denne Opdagelse tilsiger, er: hvem er ufuldkommen: Loven eller Kunsten? For vor Deel -- vi formene: den første. Vi føle, at Milton har sagt en skjøn Paradox naar han taler om "et synligt Mørke"; vi føle det Sande heri, men kunne ikke bevise det. Og naar paa det rædselvækkende Sted, hvor Digteren staaer Ansigt til Ansigt med Nat og Chaos i deres mørke Telt "vidtover den øde Afgrund spændt", han siger, at hos dem stode Orkus og Hades og det rædselsfulde Navn af Demogoron, Hvor er det muligt at forene saadanne Udtryk med en blot prosaisk Forstand? "Mørke" er -- strengt talt -- "Mangel af Lys." Hvorledes kunne vi da sige, at det er synligt, naar vi see blot ved Hjælp af Lyset? Og med Hensyn til Demogorgons "Navn", som "stod" hos Orcus og Hades, hvorledes kan et saa- dant Udtryk retfærdiggjøres efter Forstandens Lovbud? Ikke desto mindre er det saa prægtigt, som Ord kunne gjøre det. Det er iklædt et Mørke og en spøgelseagtig Storhed og indvirker paa vore Fatteevner som en stærk Drøm. Men hvem vil nu henlægge saadant under Logiken? Mon ikke Sandheden er, at Logiken, som er Prosaens Vaaben, vedrører ikke Poesiens luf- tige Natur? eller at Fornuftens Love ere for vort Nærværende altfor ufuldkomne til at klargjøre Poesiens Guddommelighed for den menneskelige Fatteevne. Det er vel bekjendt, at vore Sand- ser idelig skuffes, og at vore Forstandsevner ikke formaae at begribe mange af den ydre Verdens Særsyn. Er det da ikke rigtig at antage, at Forstandens og Følelsens endnu mindre an- skuelige Bevægelser ligeledes maae undgaae os? Virkelig, den Sands, som opfatter disse Miltons store Udtryk, er finere og SIDE: 15 højere end den haarde Skepticisme, som fornægter dem. Hvor- ledes skal da den Ene give den Anden Plads? I samme Forhold som Milton er Shakespeare heltigjennem. Naar han, ved en sterk Anstrengelse af Imaginationen ligeledes sammensmelter Ideer, og maaskee Aarsag og Virkning, eller naar han pryder den blotte og eensomme Tanke med al den Pragt og Omstæn- dighed, som omgiver den -- talende om det "døende Dæk" -- saa beundre vi Figurens uhyre Dristighed, og ere tilfredse uden at undersøge den efter Almentalens Love. Den er, som tusinde andre, udenfor Prosaens Dommeromraade. Den Aand, som ikke formaaer at fatte Poesie maa erklæres at mangle en Sands. Dog ere netop de Aander af saadan Be- skaffenhed, som mest sneverhjertet bedømme Poesie. De under- søge den efter de prosaiske Love, som de forstaae, og opbygge sine Domme paa Grunden af -- deres egne Mangler! Alligevel ønske vi ei at kræve for Poesien exemptiones juris divini. Poe- sie er forbunden til at føre en fornuftig Tale, men ikke saaledes som Prosa er det, igjennem alle sine Billeder, men uafhængigen i sin Billeddannelse og Tankeforædling; og den maa derfor ikke prøves efter Mønstre, som den tilstaaer den intet har tilfælles med eller efter Regler, den efter sin Natur er modstridig. Den kan hverken godtgjøres eller forklares som en Syllogisme. Men ligesom den udspringer af og henvender sig til Indbildningskraf- ten, saa kan den være bunden til at adlyde Love først da, naar denne Evnes Love skulle opdages. Vi have allerede betragtet særegne Dele af poetisk Fraseologi; men Poesien bestaaer ikke alene i saadanne Udtryk. Ideen om en Charakteer, en Person, et Sted maa være opfattet poetisk ligesaavel som Udtrykket, hvori den er klædt. Ligesom Ideen af Miltons "Satan" er aldeles imaginativ og poetisk, saa ere ogsaa Ideerne af Titania og Oberon, Ariel og Caliban og Macbeths mørke Hexe det. Macbeth selv er poetisk, men af en anden Grund, d. e. ved de Omstændigheder, hvoraf han fremdrives, og saaledes ere Hamlet, Julie, Lear. Et Chimæra, Gorgonen, Levi- athan, Slangen, som man fortalte omspændte Verden, Sylpherne, Giganterne, Echo, Polyfem, den skumle Demogorgon, Døden og den urolige Synd, den havfødte Venus, og Pallas, som i fuld Rust- ning udsprang af Jupiters Hjerne, ere alle poetiske. Miltons Skue af Helved, Dantes Helved, Fletchers trofaste Hyrdinde og hans SIDE: 16 Menneske i Arcadien, de arabiske Eventyr, med sine tause Byer og glimrende Syner i Luften og under Jorden, sine Ædelstene og Drømme om Rigdomme, sine Feer, Geister og Troldmænd, sine til Steen forvandlede Helte, og kortelig denne hele Under- verden, som bestraalte det gamle Bagdad, eller fremspirede som en Tryllehave paa Tigris Bredder -- ere alle Opdigtelser af Ind- bildningskraften, og have saaledes Krav paa at ansees for Af- ætlinger af Poesiens store Familie. Ligesaa Gabriels og Satans Møde ved Enden af det tabte Paradises fjerde Bog, hvor Engle- skaren blev "ildrød" -- og Satans Legemskolos, harmtændt og ud- spændt "rak til Skyen" -- Una tæmmende den vilde Løve ved sin Skjønhed -- Jernmanden -- Mammons urblege, rige Hule -- Pucks Raphed, som slaaer et Belte rundt om Jorden i 40 Mi- nutter -- maae alle være poetiske, hvad Stiil end Ideerne have været iført. Poesiens Hovedforretning er da billedlig Skildren, saa at den, just hvor den behandler abstracte Ideer og ubegribelige Gjen- stande, almindelig støber dem i Form. Det er ligesom visse Sjæ- lens fortrinlige Kræfter og Egenskaber fremskyde sig synligen for os. Ulykkeligvis naae nu Haab og Kjærlighed, Tro og Elskov og Medlidenhed kun Almeenpladse; men de vare dog alligevel imellem Kunstens første og simplere Skabelser. Enten vækkes det ellers kun livløse Stof til Liv, eller dets Væsentlige udtræk- kes til et vist poetisk Formaal. Saaledes er Luften i dens Epi- thet "let" anvendt paa Bevægelsen, og Skjønhedens "lyse" Lok- ker ere hentede fra Dagen. Saaledes bliver Maanen en Vesta- linde, Natten iføres en stjernet Kaabe, Havet bliver et Uhyre eller en Guddom, Vindene og Flodene opfyldes med Geister, og Solen bliver en Gigant, frydende sig i sin Styrke. Men som Poesiens Væsentlige, almindelig talt (thi det er undertiden anderledes med Hensyn til Klang og Duft) bestaaer i dens Skildren, saa er dens Fortrinlighed forskjellig i Forhold til, som dens Billeder ere pas- sende og fuldkomne. Indbildningskraften, der virker som en umiddelbar Anskuer, tager sjelden feil; men naar en Tanke er udtværet i Lignelser, ved Fantasiens Hjelp, bliver den dog ikke saa sjelden unaturlig. Men skulde Figurerne eller Billeder ud- tværes til de indtrænge selv i en kold Opfattelsesevne, saa kunne de ikke sammensmelte eller harmonere med Hovedideen. Pe- trarch, Cowley og Crashaw, Alle Mænd af Genie, feilede i dette SIDE: 17 Punkt. De stolte ofte paa sin Fiinhed, istedetfor paa sin Følelse, og fore saaledes vild. Høihed er ikke nødvendigviis eiendomme- lig for Indbildningskraft eller Fantasie, som maa være høi eller slap, klar eller mørk i Forhold til Digternes Forstand. Heller ikke maa vi forglemme, at Poesie, som afhænger i det mindste ligesaa meget af Forfatterens levende Følsomhed, som hans For- stand, ogsaa i visse Henseender er afhængig af hans egen frie Vilje. Naar Crashaw i hans "Musik-Veddestrid", talende om Nattergalen, der kjæmpede for Prisen i Musik med et Menneske, siger: fra smidigt Bryst i Trilleslag den toner stærke Melodier: udsyngende sin Angst den bier i Klang af spøgende Behag, føle vi strax, at Tanken er overlæsset og udstrakt udenfor vor Sympathi. Der er brugt fire bestemte Epithether for at udtrykke en eneste Tanke. Dette beviser ikke mindre Armod hos For- fatteren end en overflødig Skildrekraft. Saaledes vedligeholder Cowley en Metafor igjennem et helt Digt, saaledes i det, der er betitlet "Kydskhed", hvor han begynder med at sammenligne sin Kjærlighed med Vand, og gaaer lige til at vise hvorledes det viser Indflydelse af Mildhed og Kulde: det ene bevirkende at det flyder, det andet at det fryser. Dette er Poesiens Maskerade. Derimod, naar Bolinbroke iler "med Falkens kjække Flugt" til Kampen med Mowbray, og Troeren Æneas bærende Udfor- dringen til de ørkesløse Græker, udraaber "Trompet; giv Lyd! Send gjennem alle disse dorske Telte din metalne Klang!" saa erkjende vi beredvillig Billedernes skjønne Holdning. Lige- saa, naar den samme Æneas mistroisk spørger efter Høvdingen Agamemnon sigende: "Jeg kræver at jeg vækker Ærefrygt, og byder Kinden flux at rødme, som blye Morgen naar hun kydsk betragter ungdommelige Phoebus," føle vi at Maleriet er fuldkomment. SIDE: 18 Vi have betegnet noget Vist som Poesie; men vi maa ikke saa- ledes forstaaes, som om vi sige, at Alt, som medrette kaldes Po- esie er, Ord for Ord, altsaa besvangret med Indbildningskraft og Fantasie. Vi have udviklet dens Væsentlige; men derfor er ikke Poesiens Bæger, endogsaa naar den er gehaltigst, alene fuldt af dens Styrke. Men ligesom Viin ikke er sammensat alene af Druer, saa er den rige kastaliske blandet med Jordens klare Vand, og derved gjort smagelig for Alle. Den udfordrer, ligesom det rene Guld, en vis Tilsats af andet Metal, for at bevare sig under det almindelige Omløb. Den er et dorisk Tempel, hvor ikke alt udelukkende er guddommeligt, men tildeels, sammen med andet af almindelig Bygning. Saaledes er i Poesien ikke Alt i "dorisk Stiil" eller af Poesi-Rang, men det er imænget og fæstnet med en passende Tilsats af andre Materialier. Det er ved disse Midler at Poesien vinder sin Popularitet. Dog ere de mest imagina- tive Værker tilvisse lidet behagelige for den almindelige eller udan- nede Læser. De kræve formegen Tankeanstrengelse, for livlig Opfatning og Kombinationsevne paa Læserens (ligesaavel som paa Forfatterens) Side til at kunne behage almindeligt. En Grund- sætning eller en Følelse vil, udtrykt i Prosa især om den smig- rer Egenkjærligheden, frembringe den dobbelte Virkning paa Massen, imod den, som reen Poesie kan opnaae. Dr. Johnsons Favoritlinier: "Jeg vover Alt at gjøre, som sømme kan en Mand. Hvo vover meer at gjøre, ingen er -- " virke som Elektricitet; dog ere de hverken Poesie, eller strengt talt, Sandhed. De indeslutte et non sequitur, og ere upaatvivle- lig af Shakespeare udkastede af hans bundløse Rigdom, som en behagelig Lokkemad for Pøbelen. Baade hos ham og hos Milton ere mange kraftfulde og skjønne Steder iblandt, som kun, med Hensyn til den blotte Phraseologie, kunne kræve liden Forskjel fra Prosa, undtagen at de ere bundne inden Heltedigtets Vers- linier. Saaledes ere disse to vægtige Linier i "Troilus og Kres- sida:" "Den stærke Achilles, hvilende sig paa sin Løibænk udskratted fra dybe Bryst et lydeligt Bifald" omendskjønt de give et stort og dristigt Malerie, og synes virke- lig nedtyngede af de Ord, som de bære, ikke med Hensyn til SIDE: 19 Udtryk eller Stiil sandt poetiske. Heller ikke have de sorgfulde og skjønne Ord af Antonius: "Eros! Jeg kommer, Herskerinde! Eros, bi mig! Hvor Aanderne paa Blomster hvile, ville vi Haand i Haand og ved vor glade Port betragte Gjæsterne. Dido med sin Æneas skulle mangle Selskab og alle Boliger tilhøre os." afgjort Krav paa at betragtes som Poesie, undtagen i Udtrykket. Heller ikke kan Lears herlige Pathos, ved Enden af den rørende Scene, hvor Vanviddet forlader ham formedelst Cordelias Kjær- lighed ("bespot mig ikke" osv.), kaldes egentlig poetisk, omend- skjønt det rører os mere end den høieste Poesie. Den er simpel og uden Indbildningskraftens Anvendelse, alene pathetisk som Lears Stilling da udfordrede det. Hans Harme og Sørgedage ere forbi; hans Aand er rolig og nedstemt, og de vingede Ord, som tilhørte Raseriet og det voldsomme Sindsoprør skulde ikke have været paa sin Plads, da hans Sjel og Legeme gradeviis slappedes mod Dødens Hvile. Dog maa i disse og i lignende Tilfælde be- mærkes, at det fremstillede Malerie eller den oprindelige Idee maa være poetisk, omendskjøndt Ordene kun have lidet Krav paa denne Titel. Saaledes i Mulcibers Fortælling i det tabte Paradiis, hvor Musik og Poesie omfavnende hinanden nedsende en Strøm af guddommelige Vers, er der lidet af en strengt taget poetisk Stiil, undtagen hvor det siges, at han "fra Zenith dalte liig et Stjerneskud;" men det hele Malerie er ikke desto mindre yndigt og opfattet i en digterisk Aand. Almindelig ere dog i sande Digterverker, Udtrykkene glødende af Indbildningskraft eller glimre af Fan- tasie, ligesom ogsaa Skildringene ere udførte, og vi bør sætte de vægtigste Indvendinger imod en Forfatters Fordringer, hvis Karakteer eller Skildringer alene have visse Træk af Indbild- ningskraft, medens hans Arbeider i det hele taget bruge det Sprog, som ikke kan kræve noget andet Navn end Prosa. Der har været afhandlet meget angaaende "hvilke Gjenstande, der ere poetiske eller ikke." Men vi bemærke, at Poesiens Art staaer i Forhold til dens Dyrkers Evne. Dersom denne er til i Naturen, og en Forfatter kun har simpelt hen at oversætte sine SIDE: 20 Aabenbarelser, saa maa visse Mennesker uvilkaarligen blive Poe- ter. Men Digterevnen bestaaer ikke, som vi vide, simpelthen i en Beskrivelse af hvad der allerede er klart -- thi dette gjør den prosaiske Forstand -- eller i et Udvalg af det Skjønne -- thi dette er Smagens Sag. Ikkedestomindre er det sandt, at visse Gjenstande, forsaavidt de nærme sig til det Maal, hvortil det er Poesiens Id, at ophøie Verdens lavere og almindeligere Phænomener, og som derfor maa betragtes som Mønstere der have Tilvær i Poetens Aand -- i den Forstand maa tilstaaes at være mest "poetiske" eller nærmest forbundne med Poesien. Det maa bemærkes, Poesie (vi mene ikke Satire) behandler det Store, det Skrækkelige, det Skjønne, men sjelden eller aldrig Middelting. Dens Princip er Ophøielse og ikke Forringelse. Det er vel saa, at i Tragedien og Fortællingen gives stundom Karak- terer og Billeder af den laveste Slags Adgang; men alene for Modsætningens Skyld og for at "hvæsse Moralen." Poesien be- staaer ikke af saa lave Elementer, og heller ikke gjør den sande Digter ødselt Brug af dem. De ere Underdaner paa hans Eien- dom, men de naae aldrig hans Yndest. Jo nærmere altsaa en Gjenstand kommer det, som tydeligen er den digteriske Begeistrings Mønster eller Følge, jo mere maa den siges at nærme sig Poesien selv. Thi det Princip, som be- liver Skaberen, maa findes i det Skabte. Den Storhed han stræbte at frembringe, den Skjønhed, han ønsker at forme, har upaatvivlelig i et vist Forhold Deel i, eller Lighed med den Storhed og Skjønhed, som har Tilvær uafhængig af hans Frembringelse. Fra dette Standpunkt have Floden, Dalen, den af Tiden ødelagte Ruin og mosgroede Celler, den belivende Venus og Grækenlands og Roms Marmorguder, de vilde Bølger og den gyldne Sky, Stjernerne, Stormen og de voldsomme Vinde, Oceanet og Bjerget, som kys- ser Himlen, Kjærlighed og Skjønhed, Fortvivlelse, Ærgjerrighed og Hevn -- der alle ere Gjenstande eller Lidenskaber, som op- løfte vore Tanker fra Støvet og røre Menneskene heftigen, og næsten enhver Gjenstand, som indeholder et stærkt Princip af Rørelse eller Opløftelse, Krav paa at ansees for poetiske. Det er Livets Middelomstændigheder, dets Frygtagtighed, Maadelig- hed, Selvkjærlighed, Misundelse og Utilfredshed, som, om end leilighedsviis brugte af Poesien, ere for lave til en Forbindelse med den, og som, om de end stundom vise sig i digterisk Om- SIDE: 21 tale, kun for Exemplets Skyld ere mærkede med Udødelighed, men ellers traadte under Musens Fødder. Poesiens Meed er ikke at formindske og forringe; men at for- herlige og forstørre: -- "at afpasse Tingenes Anskuelse efter Aandens Attraae", som, i sund Tilstand, trækker alt opad. Den søger ikke at beskjære Naturens store Former, og heller ikke at nedstemme Sjelen til lave Gjenstandes Betragtning. Dens Formaal er over det Dødelige, ikke under. Visselig maae da, saafremt dette er Digteraandens bestemteste Retning, de Gjen- stande (de henhøre til Kunst eller Natur) som mest nærmer sig Digterens Ideer, medrette ansees som i sig selv nærmest Poesien. Et andet Spørgsmaal er det om Kunst eller Natur bør indrømmes den øverste Plads. Men for vor Deel ere vi tilbøie- lige til at foretrække Kunst for Kundskab og Natur for Kunst. Et straalende Lys kan falde paa en Bunke Kort, og Fantasien kan lege og spøge over et L'hombrespil; men dette beviser kun Digterens Færdighed i en særskilt Henseende. Eller skal man antage, at dersom han havde skuet en Verdens Undergang eller Uriel ilende paa en Solstraale, smykket med sin himmelske Rust- ning og majestætiske Skjønhed, skulde han have udrettet mere? Vi have havt Anledning til at bemærke, at de usleste Ting ere blevne ophøiede og gjorte lige med de høieste ved et vist re- publikansk Sindelag hos Poesien; men vi skulle finde, at de fleste af disse Exempler ere uden Vægt; at de behandlede Gjen- stande henføres til Materier af høiere Vigtighed, og at det er herfra de udlede sin Vægt. Det er f. Ex. ikke "Voxstabelen" alene, som kaster et poetisk Lys; men det er Flammen som skinner ved "Midnat" og brænder i Eensomhed og Stilhed. Det er ikke "Nattelampen" alene, men det er naar Lampen staaer i Forbindelse med Tiden, naar den hulde Dag "paa Taaen staaer paa taaget Bjergtop" at den hæver sig til noget poetisk. Det har ofte været paastaaet, at Poesiens Formaal er at be- hage; og det er i Sandhed et, men ikke det eneste. Man har sagt, at omendskjøndt i moralsk Poesie Daddel er blandet med Moroende, saa er ikke destomindre det sidste Øiemedet. Vi til- staae, at denne Sætning ikke er klar. I Exempler paa Læredigte ("Forsøg om Mennesket" osv.) er Belærelse Hensigten, og Vers er blot Midlet eller den tiltrækkende Kraft Digteren anbringer. SIDE: 22 I Satiren er Maalet ikke at behage en Ven, men at snerte en Fiende; og vi forudsætte, at Bibelens Profetier maa tilstaaes at have havt et høiere Formaal end Underholdning. Forfædrenes Krigssange var at opflamme Krigerne; og deres Klagesange skulde mildne Sorgen. Hertil formaaer Poesien meget; og ihvor- vel en Følelse af Behag maa blande sig i de øvrige Sindsbe- vægelser, følger dog ikke andet end at Poesiens Forsøg ere rettede paa Gjenstande, der ere forskjellige fra det blot at be- hage. Da Afhandlinger ere skrevne over enhver af de forskjel- lige Arter Poesie, foretrække vi heller at henvise Læserne til Forsøg over den særskilte Gjenstand, end for nærværende at skuffe ham ved en kort Udvikling af hvad han sandsynlig ønskede at see mere særskilt Behandlet. For vor egen Deel, ere vi ikke tilbøielige til at lægge nogen overordentlig Vægt paa Poesiens blotte Mekanisme og Bygning. Vi formene, at det er ikke sandt væsentlig at et Digt skal opbygges efter Love, hvoraf mange skrive sig fra forrige Tiders Poeters Særlune; og heller ikke hvad enten det kaldes et Epos eller en Romance, en Epistel eller Sørgesang eller Gravqvæde eller Ode, Elegie, Sonnet eller anderledes. Dersom det er fuldt af Poesiens Væsentlige, og dertil med besidder et vist beqvemt Tilsnit, vil det tilstrækkelig til- fredsstille vort kritiske Omdømme. Denne Afhandling, som findes i Edingburg Review, April 1825, giver, som den opmærksomme Læser vil have fundet, en ganske anden og fornuftigere Anskuelse af Poesiens Natur, end den, man oftere har seet gjort gjældende hos os, især Bladet den Constitutionelle. Der paastaaes nemlig, at Begeistring er Studium og Kunstprodukt; men man finder denne kuriøse Paastand des- værre ikke underlagt andet Beviis, end egen Poesie. Henr. W. -- SIDE: 23 Henrik Wergeland FOR ALMUEN NIENDE HEFTE Boghylden er den Stige, som fører til at blive Overmandens Lige. LÆSEBOG FOR ALMU-UNGDOMMEN ANDET MEGET FORØGEDE OG FORBEDREDE OPLAG Lev for at lære! lær for at leve! Du leder længe før du finder saa viis og god en Ven som nyttig Bog. Han æder ei og drikker, skjøndt han binder sit Selskab daglig til din stille Krog. Levneds- og Velfærdsviisdom. Om Sprog og Skrivt. Sprog er Udtrykket af Hvad der foregaaer i et levende Væsens Indre. Dette Udtryk kan skee ved Bevægelse og Lyd, og i denne vidtløftigere Bemærkelse have Dyrene ogsaa et Sprog for Følelser og Attraaer. Hvilket Udtryk af Livsfylde eller Velbefindende er der f. Ex. ikke i Fiskenes Sprætten? Hvilket Udtryk af Længsel og Ømhed eller Iversyge ikke i Fuglens Sang? af Vrede i Oxens Brølen, af Fyrighed i Hestens Hvrinsken! og hvem kan miskjende de vexlende Udtryk i Hundens Øje af Bevægelser i dens Indre, naar den lægger sit Hoved paa sin Herres Knæ, og synes at læse i hans Ansigt? Men i snevrere Bemærkelse betegner "Sprog" Udtrykket for Tanker ved bestemte Lyd; og da Mennesket er det eneste levende Væsen, som kan tænke, fordi det har selvbevidst Fornuft, kan man sige, at kun det er i Besiddelse af Sprogets Gave. Af disse bestemte Lyd bestaae Ordene. Ord i en fornuftig Forbindelse med hinanden, saaledes at de udtrykke en Mening, danne en Sætning, og flere Sætninger, der udtrykke en heel Tankerække, en Tale eller et Foredrag. Reglerne, hvorefter Ord og Sætninger dannes, udgjøre Sproglæren, og Reglerne for Foredraget, som lære SIDE: 24 hvorledes man kan meddele Andre sine Tanker rigtigt og skjønt, kalder man Talekunst. At gjøre dette er Veltalenhed; men for at tale vel, maa man først tænke rigtigt og sundt. For hver Sproglyd have Menneskene opfundet et Tegn eller et Bogstav, hvis Sammensætning, eftersom Lydene følge paa hin- anden i Ordene, kaldes Skrivt. Skrivt er altsaa en synlig Tale, hvorved Mennesket ikke alene kan meddele Fraværende sine Tanker, men ogsaa opbevare dem. Med denne Opfindelse be- gynder Menneskeslægtens Kultur; thi de enkelte mere Oplystes Viden gik nu ikke tabt. Da Odin førte Gotherne fra Asiens Grændser ind i vort Nor- den, tilvandt hans Skrivekyndighed ham større Ry forat være den øverste Gud i menneskelig Aabenbarelse, end hans Vaaben- magt. Den Skrivt, han forstod, var den ufuldkomne, stive Rune- skrivt; men den var dog tilstrækkelig til, i den raa Befolknings Øine at give ham Skin af Alvidenhed formedelst de Efterretnin- ger, han derigjennem indhentede og meddeelte; og de Ravne, som Fabelen fortæller berettede ham Alt, og bragte hans Bud omkring, betyde ikke andet, end hans Brevvexling med sine i Skrivekunsten og hans Planer Indviede. Endnu gives der i de andre Verdensdele vilde d. e. uvidende Folkeslag, som ikke kjende Bogstavskrivt, og hvor En med denne Kundskab vilde vække Forbauselse som om han var et overnaturligt Væsen. Eftersom Folkeslagene ere forskjellige eller beslægtede, ere ogsaa Sprogene det. Mange af disse have ejendommelige Lyd og egne Bogstaver derfor, og altsaa et eget Alfabet. Vi Nord- mænd have siden Kristendommens Indførelse det saakaldte gothiske Alfabet tilfælleds med de andre Folk af gothisk Oprin- delse; men vi maa ogsaa kjende det latinske eller romerske, hvoraf de fleste Nationer i det syd- og vestlige Europa betjene sig. De østeuropæiske eller de sklaviske Nationers og de andre Verdensdeles Alfabeter ere ganske forskjellige fra begge hine, og have tillige Tegn for Lyd, vi ikke kjende til i vore Sprog. Men om vi endog kjende alle Bogstaverne i fremmede Ord, maa vi dog derfor ikke troe, at vi kunne udtale dem rigtigt uden SIDE: 25 Underviisning og Øvelse; thi Skrivtsprog og Udtale er forskjellig ved de fleste, og det mere i mange andre Sprog, end i vort, hvor dette dog ogsaa er Tilfælde. Retskrivning, Ortografi, er at vælge de rette Bogstaver til et- hvert Ord. Ingen vil lære at skrive rigtigt, som ikke taler rig- tigt, d. e. efter Bogsproget, saaledes som dette udtales af dannede Mennesker, og som er forskjelligt fra Folkesproget i Udtalen. Saaledes vil det være nyttigt for en Almuesmand, der vil lære Bogsprogets Udtale, at lægge Mærke til Veltalenheden fra Præ- dikestolen, der bør lade alle de Lyd høres, som tilhøre et Ord. Gode Bøger ere de bedste Forskrivter til at lære at skrive rig- tigt efter, saa vi hverken bruge flere, færre eller andre Bogsta- ver til et Ord, end gode Skribenter have brugt paa vor Tid. Med Tiden forandres ogsaa Retskrivningen, og vilde først da kunne kaldes fuldkommen, naar den faldt ganske sammen ved Bogsprogets Udtale. Sprog og Skrivt er hos den Enkelte, som hos hele Folkeslag, det sikkreste Kjendetegn paa den Kultur og Dannelse, man besidder, hvorfor Enhver bør beflitte sig paa at tale og skrive rigtigt sit Folks Sprog eller "Modersmaalet." Sprog og Skrivt ere altsaa de to store Hjælpemidler ikke blot til selskabelig Underholdning og menneskelig Samfærdsel, men ogsaa til Menneskeslægtens Uddannelse. Denne har isærdeleshed taget til siden man for omtrent 400 Aar siden opfandt at tage mange Aftryk af samme Skrivt ved Hjælp af bevægelige Metal- afstøbninger af Bogstaverne. Dette er Bogtrykkerkunsten, som har gjort al Viden til fælleds Ejendom for Menneskeheden, for- saavidt Ingen forsømmer at lære at læse, og som i de faa Aar- hundreder, den har været øvet, har bragt denne videre frem end al anden menneskelig Anstrengelse tilforn i flere Aartusin- der. Thi Menneskenes Aandelige udvikles kun ved Meddelelse, og ved Bogtrykkerkunsten er denne bleven let. Lærdommens og Geniets Udbytte kommer ved den ligesaa hurtig i Millionernes Hænder som tilforn i Enkeltes. Næst Skrivtens er derfor Bog- trykkerkunstens Opfindelse den vigtigste af alle dem, der gjøre Menneskeheden Ære og Nytte. SIDE: 26 Om Verden. Som Himlen, der i Taage synes lav og liden, med Dagens Straaler ud sig slaaer: saa voxer Sjelen kun ved Viden: Den bedste Næring Aanden faaer. Gjenstandene for Menneskets Viden ere enten til i Naturen, eller skee, d. e. befinde sig afsondrede eller sammen i Rummet, eller følge efter hinanden i Tiden. De første ere Tingene, og deres Fremstilling kaldes Beskrivelse, de sidste ere Begivenheder, og deres Fremstilling er Fortælling eller Historie. En Beskrivelse over Verden og hvad der er i den kaldes Naturbeskrivelse, skjøndt man ogsaa derom bruger Udtrykket "Historie", der egentlig er Fremstillingen af Menneskenes Indretninger og Foretagender, og erholder forskjellige Navne efter den Gjenstand eller Begiven- hed, den behandler. Omfanget af de menneskelige Kundskaber er saa stort, at intet Menneske kan omfatte dem alle. De ere heller ikke alle nødvendige for det daglige Liv, thi den, der idelig kun vil for- øge sin Viden, glemmer almindelig derover at handle, som dog er nødvendigere og umiddelbart nyttigt for Opholdet og Vel- befindendet. Dog kan Ingen ganske undvære Viden eller Op- lysning; thi deraf afhænger Nytten ved hans Handlen. Derfor maa Enhver, saavidt hans Omstændigheder tillade det, ogsaa gjøre sig den Umage, der lønner sig selv ved Nytte og Behage- lighed, at lære at kjende, saavidt han kan, hvad der er udenfor ham i Verden, og hvad der i denne er skeet og skeer. Se alle Himlens Stjerner, de Øjne paa Nattens Kind, de blikke jo og stirre paa hvert af vore Trin! Verden er Alt hvad der er til. Menneskenes Kræfter strække dog kun til at undersøge en forholdsviis ringe Deel af dette umaalelige Alt. En Oversigt over hvad de kjende deraf bør dog Enhver have, som har Sandser til at see sig om i Verden, og til at føle Indtrykket af dens Storhed og Mangfoldighed. Dette SIDE: 27 skulde ellers overvælde og opfylde Sjelen med forvirrede Be- greber eller sløv Forbauselse som hos de vilde Folkeslag, der tilbede Naturens Rædsler, istedetfor at et Overblik over det Hele og nøjere Kjendskab til saa meget af det Enkelte som muligt opløfter og beroliger Aanden, og opfylder den med en Beundring, glad og ophøjende som den, Religionen meddeler, naar den belærer os om den usandselige Verdens Orden. Den vigtigste Deel for os af Verden er Jorden eller Jordkloden, hvor Skabningernes Række standser med Mennesket. Den er et meget stort Legeme, et "Verdenslegeme", næsten rundt som en Kugle, af Omkreds 5400 Mile, hvoraf hver er omtrent 12,000 Alen. Den svæver i et uendeligt større Rum, som kaldes Himmel. Himlen over os seer formedelst Lysets Brydning ud som en blaa Hvælving, naar ikke Jordens Uddunstninger, Skyerne, be- tage os Udsigten dertil, og den er formodentlig opfyldt med Luft,der bliver tyndere jo længere fra Jorden. Om Aftenen sees paa Himmelhvælvet Stjernernes Lysvrimmel. De synes dog kun, at være saa smaa, formedelst den uhyre Af- stand imellem os og dem; thi mangfoldige af dem ere mangegange større end vor Jord og ligesaadanne runde Legemer som den. Og Hvo kunde slynge i Rummet dem ud uden den mægtige Gud? Hvis der paa Stjernerne gives (som vi slutte med Grund) for- nuftige Skabninger, der nyde, ligesom vi, den opløftende Fryd at beskue Himmelhvælvet med alle dets utallige Stjerner, da maa vor Jord for dem synes som en Stjerne. Stjernerne staae ikke stille; men hver af dem bevæger sig i sin afmaalte Kreds. Himmelrummet maa altsaa være umaadelig stort, fordi saamange store Legemer kunne bevæge sig omkring i det, uden at komme hverandre for nær. De fleste Stjerner have dog kun en næsten umærkelig egen Bevægelse, og kaldes derfor Fixstjerner eller faste, ubevægelige Stjerner. Disse ere ogsaa i sig selv lyse, eller de have sit Lys af sig selv, og kaldes derfor Sole. Andre Stjerner ere i sig selv mørke, og erholde sit Lys af en Sol, idet de bevæge sig rullende om denne, og kaldes derfor Planeter eller bevægelige Stjerner. Vor Jord er en mørk bevægelig Stjerne eller Planet, og oplyses af en lys ubevægelig Stjerne eller Fixstjerne, som vi kalde vor Sol. SIDE: 28 Solen kan ikke oplyse hele Jordens Overflade paa engang, fordi Jorden er kugleformig; men denne faaer, ved at dreje sig om sig selv, ligesom en gjennemboret Kugle om sin Axe, begge sin Overflades Halvdele i lige Tid beskinnede. Til denne Be- vægelse om sig selv behøver Jorden et Tidsrum af 24 Timer, hvilke kaldes et Døgn. Den kaldes Jordens daglige Bevægelse, og forklarer os Afvexlingen af Dag og Nat, og hvorledes Tus- mørket jevner Overgangen fra den ene til den anden. Under og ved sin daglige Bevægelse om sig selv løber Jorden tillige i en stor, regelmæssig Kreds omkring Solen. De forskjel- lige Stillinger, hvori Jorden under dette sit Løb kommer til Solen, fremvirke, at det til en Tid er varmere hos os end til en anden d. e. Omvexlingerne af Vaar, Sommer, Høst og Vinter, hvilke følge regelmæssigen efter hverandre, fordi denne Jordens Bevægelse om Solen er regelmæssig. Jorden behøver, for at fuldende et Løb om Solen, 365 Døgn og 6 Timer, og denne Tid kalde vi et Aar, og dette Jordens Løb, dens aarlige Bevægelse. Fra Solen, der er næsten l 1/2 Milliongange større end Jorden og over 20,000,000 Mile borte fra Jorden, udstrømmer mere Lys og Varme, end vor Jord behøver, forat være frugtbar og skikket til at ernære de utallige Skabninger, som voxe og bevæge sig paa den. Der gives da flere Planeter, der, ligesom Jorden, be- væge sig om Solen, og erholde Lys og Varme af den. Disse ere de Stjerner, vi see mærkeligen at bevæge sig paa Himlen, og hvoraf hidtil er opdaget 10. Af dem ere nogle større, andre mindre end vor Jord, og nogle fjernere, andre nærmere Solen end vor Jord. De Planeter, som ere fjernere fra Solen end vor Jord, have altsaa en større Bane at gjennemløbe, end denne, før de fuldende et Løb om Solen, og altsaa et længere Aar end Jordens. Eftersom de fjerne sig fra Solen ere Planeterne, der ere benævnede med Gudenavne af den græske Fabellære: 1) Mer- kur, 18 Gange mindre end Jorden, 2) Venus, Aften- og Morgen- stjernen, omtrent saa stor som Jorden, 3) Jorden, 4) Mars, fem- gange mindre, 5 -- 8) de fire smaa: Vesta, Juno, Pallas og Ceres, 9) Jupiter, den største Planet, næsten 1500 Gange større end Jorden, 108 Millioner Mile fra Solen, og behøver næsten 12 Aar til sit Omløb, 10) Saturn, 1000 Gange større end Jorden, med SIDE: 29 en Omløbstid af over 29 Aar, og 11) Uranus, 81 Gange større end Jorden, 400 Millioner Mile fra Solen og med en Omløbstid af næsten 84 Aar. Om flere af Planeterne bevæge mindre Planeter sig. De kaldes Biplaneter, Drabanter, eller Maaner efter vor Jords Biplanet Maa- nen, og ere i vort Solsystem 18. Om Jupiter har man opdaget 4, om Saturn 7 og om Uranus 6. Vor Maane bevæger sig 12 Gange om Jorden medens denne eengang bevæger sig om Solen. Efter denne Maanens Bevægelse have vi vore Tidsaf- delinger Maaned og Uge; thi eftersom Maanen oplyses af Solen, viser den sig af- og tiltagende, og naar den indtil Halvparten har taget til eller af, saa kalde vi hiint det første, dette det sidste Qvarteer eller Maaneskifte, og imellem hver af disse er 7 Dage. Da Fixstjernerne ere Sole som vor Sol, ja mange endog større end denne, saa slutte vi, at ogsaa Planeter med Biplaneter be- væge sig om hver af disse; og saamange Planeter, som bevæge sig om en Sol, kalde vi tilsammen et Solsystem. Maanen synes kun saa stor, fordi den er os nærmest af alle Stjerner. Den er 50gange mindre end Jorden og 51,000 Mile fjernet fra den. Naar Maanen træder imellem Solen og Jorden, skjuler den en Deel af Solen for os, og dette kalde vi en Sol- formørkelse. Men træder Jorden imellem Solen og Maanen, saa kaster den en Skygge paa Maanen, og det kalde vi en Maane- formørkelse. Da Himmellegemernes Bevægelser skee ganske regelmæssigt, ere de Stjernekyndige (Astronomerne) istand til paa det bestem- teste mange Aar forud at beregne naar Formørkelserne ville indtræde, og hvorlænge de ville vare. En total Solformørkelse d. e. naar Maaneskyggen bedækker hele Solskiven, vil saaledes indtræde 19de August 1887. Foruden Fixstjerner og Planeter gives der endnu et tredie Slags Himmellegemer, som, fordi de have et langt Skimmer, lige- som en Lyshale, som oftest efter sig, kaldes Halestjerner eller Kometer. Deres Baner ere ikke saa bestemte som de andre Stjerners, men de kunne dog ligeledes beregnes d. e. Menne- skene kunne forudsige, naar de skulle vise sig. Det er deraf klart, at deres Baner dog ere regelmæssige. SIDE: 30 Den Videnskab, som beskjæftiger sig med at beregne Verdens- legemernes Plads, Stilling, Størrelse, Bevægelse og Afstand ifra hverandre i Himmelrummet, kalde vi Astronomi eller Stjerne- kundskab. Den har gjennem sine Kikkerter opdaget det For- bausende, at den brede lyse Stribe tvertover Himlen, som vi kalde Melkevejen, bestaaer af bare Stjerner; og forat gjøre en Oversigt muligt over de Stjerner, der lade sig opdage enkeltviis, har den fordeelt dem i visse Billeder, som tænkes optrukne efter deres Stilling til hinanden. De mærkværdigste Stjernebil- leder er Dyrekredsen, et Belte af Stjerner, som i indbildte Figurer er trukket om den hele Himmel, og betegner Solbanen. Bekjendte Stjernebilleder ere Carlsvognen eller den store Bjørn, Syvstjernen og Orion med sit glimrende Belte. Nordstjernen og Sirius ere bekjendte Fixstjerner. Astronomien har endvidere lært os, at vi ikke skulle indbilde os, at Himmellegemerne have nogen overnaturlig Virkning paa os, eller at de have nogen anden Virkning paa vor Jord, end en blot naturlig eller fysisk; d. e. at Solen fremvirker Jordens Varme og Frugtbarhed til sine Tider, at Maanens Tiltræknings- kraft virker Ebbe og Flod, eller det store Havs regelmæssige Af- og Tiltagen, at Sol og Maane samt Planeterne ere vore Tid- bestemmere o. s. v. Stjernevidenskaben lærer os da, at vi ikke med et overtroisk eller ligegyldigt, følesløst Øie skulle beskue Stjernehimmelen, ligesom og, at denne ikke er til alene for Jor- dens Skyld; men at Jorden er et Led i den store Verdens Kjæde. Og især lærer Stjernevidenskaben os, idet den viser os de tal- løse, umaalelige Verdenslegemer og deres afmaalte Baner, og lader os slutte, at ogsaa disse talløse ere belivede og beboede, paa det beskueligste Gud Alskaberens, Altopholderens og Be- styrerens uendelige Storhed, Almagt, Viisdom og Godhed. Hvor er Gud? Kun sees hans Vældes Skin, og Verdner høres suse som Støvskyer i hans Trin. SIDE: 31 Jordens Historie. Ei blot i Himlen boer den store Aand, ei blot er Soles Lys hans Tale. Hans Tanker sig i Livet male, og Dybet er Hans Godheds aabne Haand. Jordkloden selv har ligesaavel sin Historie som Menneskeheden. Meget er ogsaa foregaaet med den i Tidens Løb, og det er vist og synbart, at dens Masse har lidt store Forandringer i Kamp med de Øvrige saakaldte Elementer eller Grundstoffe, Ild, Vand og Luft. Jordskjælv, Udbrud af ildsprudende Bjerge (Vulkaner) Oversvømmelser og stærke Storme have frembragt dens nær- værende Udseende. Dog kunne disse Forandringer ikke paa- vises nøjere, fordi de forstørstedelen strække sig mange Aar- tusinder udover alle menneskelige Sagn og Optegnelser. Inden- for disses Grændse eller for Historiens Hukommelse staae kun den af Bibelen saakaldte Syndflod og flere mindre Omvæltninger, der ere overgangne enkelte Dele af Jorden. Man veed, at der har været fast Land paa mange Steder, hvor der nu er Hav; at store Strækninger ere gangne under ved Jordskjælv og Over- svømmelse; at mange Øer ere af underjordisk Ild drevne hurtigt frem af Havets Grund; at andre have dannet sig Tid efter Tid ved Opskyllen; at Havbugter have udvidet sig og trukket sig sammen; at Floder have forandret sit Løb; at Høje og Dale have dannet sig; og at Ørkener af Iis eller af brændende Sand have bedækket frugtbare Strækninger og gjort dem ubeboelige. Hver- ken Island eller Grønland ere nu saa dyrkbare som efter de gamle Beskrivelser; Babylons Ruiner ere blevne til Muld, og Ørken- sanden ligger halvveis opad Ægyptens Pyramider og Søjlerader. De Jordomvæltninger (Revolutioner) hvorom vi ingen sikkre Efterretninger kunne have, men hvis umiskjendelige Spor dog møde os, have været i en langt større Stil. Vi finde nemlig paa de højeste Bjerge en Mængde Levninger af Dyr, som umuligt have kunnet boe paa de Steder, især af Sødyr, som man ikke kan begribe hvorledes de kunne findes der, uden at SIDE: 32 antage, at der før har været Havbund, hvor nu Skyerne søge Hvile. I Bjerghuler og mange Alen nede i Jorden, tildeels i Egne, som tydeligt maa have havt et langt mildere Klima, findes Skovstrækninger nedlagte i een Retning og hele Beenrad af uhyre Dyr, der nu ikke findes levende mere, og som synes at have havt Vandet og Sumpegne til Opholdssted. En uhyre Oversvøm- melse synes at have opløst den hele Jordmasse, saa Alt har flommet imellem hinanden, og at denne først efter Vandets Afløb har sat sig i sin nærværende fastere Form. At Jorden maa have undergaaet saadanne Forandringer mere end eengang, seer man af Bjergenes forskjellige Dannelsesformer, som man inddeler i Urbjerge, Overgangsbjerge, Fløtsbjerge og nyere Land. De første bestaae af Granit og andre faste Sten- masser, og udgjøre Jordens Kjerne, som først dannede sig. Overgangs- og Fløtsbjergene opkom ved en sildigere Oversvøm- melse, og have et skiferagtigt Brud. Det nyere Land, de løse Jordarter, ere sidst blevne til. Men da ogsaa dette gaaer ud- over al menneskelig Historie, kan Ingen bestemme de Aartusin- der, som behøvedes forat give Jorden sit nærværende Udvortes, og dette vil sandsynligviis ogsaa i et kommende Aartusinde un- dergaae en Forandring, skjøndt den synes i sin nærværende Beskaffenhed at besidde en for sine Beboere passende Fasthed og Forhold af Land og Vand. Om Jordbeskrivelsen. Jordbeskrivelsen eller Geografien lærer os, foruden Jordens Skikkelse, Størrelse og Bevægelse, ogsaa dens Overflades Be- skaffenhed at kjende. Dens Skikkelse have vi hørt er rund, men hvorledes bevise vi dette? Det synes dog ikke saa ved første Øjekast; og der er ikke mange Aarhundreder siden Folk truedes med Baalet for saadan Tro, der skulde stride mod Bibelens Udsagn. Jo, det baade synes saa ved første eftertænksomme Øjekast, og er saa: thi SIDE: 33 1) naar vi see høie Gjenstande langt borte fra os, see vi kun deres øverste Spidser; men komme vi dem nærmere, see vi stedse mere og mere deraf, og tilsidst den hele Gjenstand. Aar- sagen er Jordens krumme Overflade. 2) I Maaneformørkelser viser Jordskyggen sig altid rund; og som Skyggen er, saa maa Legemet være. 3) Solen gaaer ikke overalt til samme Tid op og ned. 4) Der har været og er endnu Folk, som have reist omkring Jorden, hvilke kaldes Verdenomsejlere; og reiste de ud i Øst, da kom de tilbage igjen fra Vest. Heraf slutte vi rigtigen, at Jorden er et kugledannet Legeme, der svæver frit i det umaalelige Himmelrum. Jordbeskrivelsen lærer, at Jordens Overflade udgjør over 9,000,000 Qvadratmile, eller Fiirkanter, der ere 1 Miil paa hver Side, hvoraf totrediedele ere skjulte med Vand, og Resten Land. Men fra det Beboelige heraf maa vi regne store Strækninger, der enten formedelst for streng og vedvarende Kulde ere be- dækkede med Iis, eller formedelst for stærk Hede og for lidet Vand ere aldeles udyrkbare. De Første findes ved Nord- og Syd- polen, d. e. de yderste nordlige og sydlige Punkter paa Jorden, i den nordlige kolde Zone, eller Belte, og den sydlige kolde Zone; men de Sidste, hvilke kaldes Ørkener, findes især midtpaa Jor- den, i Egne, hvor Solen staaer lodret over d. e. i den varme Zone. Imellem den varme Zone og den nordlige og sydlige kolde Zone strække den nordlige tempererede Zone og den sydlige tem- pererede Zone sig, som have maadelig Varme og Kulde, og under hvilket gode Klimat de frugtbareste og skjønneste Lande ligge. Norge ligger under den nordlige tempererede Zone, dog saameget nordlig i denne, at en Deel af dets nordlige Provindser strække sig ind i den nordlige kolde Zone. Jordens Zoner og Form vises os tydeligst ved en Globus d. e. en efter Jorden dannet Kugle, hvorpaa saavel Solens Stilling imod Jorden under dens Omløb (Solbanen) findes afsat, som de forskjellige Zoners indbyrdes Afstand, betegnet ved optrukne Cirkellinier. De, som begrændse den hede Zone, kaldes Krebsens og Steenbukkens Vendecirkler, og midt imellem dem er Æqvator SIDE: 34 eller Linien optrukken, der betegner det Strøg, hvor Solens Straaler falde lodrette, naar vi have Jevndøgn, medens Vende- cirklerne betegne Jordens Stilling til Solen, naar vi have læng- ste og korteste Dag. Saavidt, men ikke længer mod Nord og Syd, kunne Solstraalerne falde lodrette formedelst Jordaxens skjæve Stilling mod Solbanen, hvorved Polerne afvexlende ven- des mod Solen. De tempererede Zoner begrændses af Polar- cirklerne, og de kolde af disse og Polerne. De med Æqvator parallel eller jevnsides løbende Cirkler kaldes Bredegrader, hvoraf der er 90 paa hver Side af den, og de Æqvator og Polerne skjærende ere Længdegraderne, Meridianerne eller Middags- linierne, fordi Solen om Middagen staaer i en af dem. Ved begge finder man et Steds Beliggenhed paa Jorden. Et Plani- globium er derimod en flad Aftegning af hele Jordens Overflade eller af begge Jordklodens Halvkugler, og et Kart af en enkelt Verdensdeel, et Land eller en Deel deraf. Paa den ene af Jordens Halvkugler viser Planiglobet os kun et stort Fastland eller stor sammenhængende Landstrækning; og dette Fastland er den største Verdensdeel, nemlig Amerika. Der- imod omfatter den anden Jordens Halvkugle fire Verdensdele: Europa, Asia, Afrika, de ere sammenhængende, og største Delen af Sydindien eller Australia, der bestaaer af Øer, hvoriblandt en: Nyholland, der næsten er saa stor som Europa. Amerika strækker sig næsten gjennem alle Zoner. Det Syd- ligste nærmer sig den sydlige kolde Zone, og er altsaa raat og koldt, med evige Snesletter og Iisbjerge som i Nordpol-Landene; saa bliver det videre igjennem Sydamerika tempereret, og ende- lig i Brasilien, Centralamerika, Mexiko og paa de vestindiske Øer meget hedt; derpaa atter i de nordamerikanske Fristater og Indianernes Skovlande tempereret, og saa tilsidst, gjennem hurtigere Overgange end i Europa, snee- og iisbedækket og kun beboeligt for skindklædte Eskimoer og Grønlændere. Europa, den ved sin Kultur herskende, af Havet dybt indskaarne og rigt ombølgede Verdensdeel, hører i det Hele taget til den tempe- rerede Zone. Apelsiner modnes paa Spaniens og Siciliens syd- lige Afhæld, og langs Finmarkens Elve grønnes Birkelien endnu. Asia, som er af videre Udstrækning, hører deels til den hede SIDE: 35 Zone (Ostindien), deels til den nordlige tempererede (Høiasien, hvor de højeste Bjerge paa Kloden findes), deels til den nordlige kolde Zone (Nordasien eller Siberien). Afrika med sine tørre Høisletter og faa Floder hører forstørstedelen under den hede Zone, hvorfor og især Ørkener findes der; og Australia strækker sig i forskjellige Øsamlinger igjennem alle Zoner undtagen den nordlige kolde. Verdensdelene omskylles af det store salte Verdenshav (Oceanet), hvis Dele have forskjellige Navne, saasom Atlanterhavet imellem Europa og Amerika, det stille Hav imellem Amerika og Asien. Nordsøen imellem Norge og England er igjen en Deel af Atlanter- havet, og Kristianiafjorden en Deel af Nordsøen. Verdensdelene ere igjen deelte ved naturlige Grændser, saasom Floder og Bjerge, i mange Lande, og Landene igjen ved naturlige eller vilkaarlige Grændser i Provindser. Saaledes ere f. Ex. Norge, Sverrig, Danmark, Engelland, Frankrig, Spanien og mange Flere Lande i Europa; men Agershuus Stift, Trondhjems Stift ere kun Provindser i Norge. Et Lands Mennesker tilsammentagne kaldes et Folk eller en Nation. Disse afgrændses naturligst ved Sprogene, og har for- detmeste egne Sæder, Regjeringsform eller Statsforfatning. Naar det har egen Regjeringsform kaldes Folket selvstændigt, og har da en egen Hovedstad eller Regjeringens Sæde, f. Ex. Norges Hovedstad er Kristiania, Spaniens er Madrid, Sverrigs Stockholm og Warschau Polens o. s. v. De ere som oftest betydelige Han- dels- og Fabrikstæder. Frankrigs Hovedstad Paris har saaledes henved 1 Million Indvaanere og Engellands Hovedstad London endnu over en Halvdeel mere. Om Tingene paa Jorden. Naturhistorien giver os Kundskab om alle de Tings Form og Dannelse, Kjendemærker, Oprindelse og Undergang, Egenskaber, Nytte og Skade, som findes i og paa Jorden, og som ikke af Mennesket ere væsentligen forandrede. Disse Ting kaldes des- SIDE: 36 aarsag Naturlegemer. De derimod, som Mennesket har væsent- ligen forandret, faae Navn af Kunstlegemer. (F. Ex. en Kniv, et Uhr o. s. v.). Fysiken eller Naturvidenskaben undersøger Naturens Kræfter og Love: hvorfor det, som viser sig (et Fænomen, Særsyn) viser sig saa og ikke anderledes. F. Ex. det, at en udkastet Steen falder til Jorden, forklarer den sig af Jordens Tiltrækningskraft, som det største Legeme. Under dens Granskninger høre ligeledes altsaa Fænomenerne i Dunstkredsen (Atmosfæren) saasom Vindene, der opstaae, naar Luftens Ligevægt er tabt ved at den er bleven tyndere i en Egn end i en anden, Regnbuen, Aften og Morgenrøden, Sol- og Maaneringe og andre Lysbrydnings-Særsyn, Regn, Hagl og Snee, Damp, Skyer, Torden og Lynild, Stjerneskud, Ildkugler, Nordlys og andre lysende Virkninger af den i al Naturen udbredte til- trækkende og frastødende Kraft, som kaldes Elektricitet. Kemien undersøger alle Tings indre Bestanddele, Nytte og Skade, opløser dem i deres enkelte Grundstoffe eller Elementer, og forklarer Forholdet af deres Sammensætning. Tilforn kjendte man kun Jord, Luft, Ild og Vand som Elementer; men nu veed man, at de ere sammensatte Legemer. Vand bestaaer saaledes af 2 Dele Vandstof og 1 Deel Suurstof, der ere Gasarter d. e. Luftarter. Den atmosfæriske Luft indeholder, foruden en mindre Deel Suurstof, ogsaa Qvælstof, der ikke som hiin er i reen Til- stand duelig til Indaanding. Suurstoffen er nødvendig til Ind- aanding og Forbrænding. Disse Gasarter høre imellem den Klasse af enkelte Stoffer, som Kemien kalder Ikkemetaller; den anden Klasse er Metallerne. Kemien har aabnet den menneskelige Fore- tagelsesaand, Opfindsomheden og Industrien de rigeste Hjælpe- kilder, og er idelig beskjæftiget i Laboratorier (Værksteder for kemiske Undersøgelser) med at opdage nye. Naturlegemerne inddeles ihenseende til sin Oprindelse, Væxt og Form i to Hoveddele: organiserte og uorganiserte Legemer d. e. Legemer med og uden Redskaber og Lemmer. De orga- niserte Legemer ere altid frembragte af andre Naturlegemer af samme Art og Skikkelse. De voxe indvendigfra ved at bringe SIDE: 37 fremmede Dele ind i sit eget Legeme, og gjøre dem eens med dette; og en hensigtsmæssig Legemsbygning sætter dem saaledes istand til at opfylde deres Bestemmelse, der er at tage Næring til sig, voxe og forplante sig. De uorganiserte Legemer frem- komme ved Deles Sammensætning, Forbindelse med hverandre og Opløsning i hverandre efter faste naturlige (fysiske) Love. Deres Bygning er meget simplere end de organiserte Legemers. De organiserte Legemer dele sig i to Naturriger, nemlig 1) Dyre- riget, der indbefatter Dyrene eller organiserte Legemer med For- nemmelse; og 2) Planteriget, som indbefatter alle de organiserte Legemer uden Fornemmelse, der voxe op af Jorden. Et Legeme har Fornemmelse, naar det af sig selv kan bevæge sig. Enkelte Planter (f. Ex. Balsamine) hvis Frødele vi see at bevæge sig ved Berørelse, have dog ingen Fornemmelse, da den ei af sig selv, men kun ved Berørelse, yttrer Bevægelse. De uorganiserte Legemer danne det tredie Naturrige eller Mine- ralriget, der indbefatter alle Jord- og Steenarter. Disse have sin Struktur (Dannelsesform), der viser sig ligesaa vist hos alle Exemplarer af een Art, som den samme Slægtsform gjentager sig igjennem een og samme Dyre- eller Planteslægt. De sex Sider træffes ligesaavist hos Krystallen, som de haand- dannede Blade paa Lønnen og den langstrakte Ryg hos Katte- slægten, fra Dyrenes Konge, Løven, af og til den bekjendte Huusven, der kun er Løve for Rotter og Muus. Men enhver Egenhed kunne vi være visse paa finder kun Sted for sin Hensigtsmæssigheds Skyld og ifølge de viseste Naturlove, og det saavel i den livløse som levende Verden. Mod at ville finde noget at rette paa i Guds Anordninger gjennem Naturen advarer en Viismand i følgende Fabel: En Muldvarp, Fiende af Lys og Haugebed, til hjælpsomme Natur krøb klagende afsted: "kun Muldvarpen, Natur, du er stedmoderlig; for Alle sørged du, men glemte mig, kun mig!" "Hvorover klager du?" -- "Det skulde Du ei vide? Natur, hvi skulde jeg, kun jeg af Blindhed lide? Hjælp! Mennesket det seer; da gjælder det mit Liv. At ei jeg strax skal døe, Natur, saa Syn mig giv!" -- "Velan da! forat jeg kan Naade for dig finde, saa se da, Muldvarp! se!" -- Da saae den forhen Blinde. SIDE: 38 Den saae, og grov sig strax ned i sin kjære Muld. Men her, hvor intet Glimt det tykke Mulm kan jage, hvad nytter nu den, at Naturen var saa huld? Til ingen anden Ting, end til paanyt at klage. "Natur, skreg den paany, det kan ei Øine være. Umuligt! Øjne du har villet mig forære; men med saa slette to umuligt kan jeg see. " -- Jovist! Men mærk dig: kun for Muldvarp due de." Forat kunne overskue Skabningens Mangfoldighed, lægger man Mærke til visse Ligheder og Uligheder, hvorved det bliver muligt at ordne dem i visse Klasser, Slægter og Arter. Dyrene dele vi saaledes først efter Blodet i tvende Hovedafdelinger, nemlig i Dyr med rødt Blod og Dyr med hvidt Blod. Blodet af de rød- blodige Dyr er enten varmt eller koldt. Dyr med varmt, rødt Blod føde enten levende Unger, og give dem Die ved sine Bryster, indtil de selv kunne føde sig, og disse kalde vi Pattedyr, eller de lægge Æg, hvori Ungerne først uddannes ved Varmen, og disse kalde vi Fugle. Dyr med koldt, rødt Blod drage Aande enten ved Lunger -- og disse kaldes Amfibier, hvilke kunne leve baade paa Land og i Vand, som f. Ex. Frøen eller Frosken, der for- stikker sig i Muursprækkerne om Vinteren, og tidlig om Vaaren besynger i Dammen saa godt den kan sit gjenvaagnende Liv -- eller ogsaa aande de ved Gjeller, og disse kalde vi Fiske, der leve kun i Vandet. Dyrene med hvidt Blod have enten virkelige Fødder, og da idetmindste sex, hvilke Dyr vi kalde Insekter, eller de have ingen Fødder, og da kalde vi dem Orme. Vi have altsaa sex Dyreklasser, hvoraf enhver har en Mængde Arter og Afarter, forskjellige i Opholdssted og Livsbehov, som de dog alle vide at finde, fra den jagende Ulv og Ørnen af, der seer sit Rov fra Skyen, og til Bien, der veed at finde sine Honningblomster, og den næsten usynlige Mid, som gjennemborer Osten, eller den til Klippen fængslede Musling i sin Skal, som dog fanger sin Næring paa Havets Bund. Hver Blomst er Hjemsted for en Slægt, ukjendt i næste Blomsterkalk. Men hvad er vrimlende som Planternes Mangfoldighed? Neppe er Pletten bleven fri for sin Sne før Blaavisen som et skjønt SIDE: 39 Øje aabner sig mod Himlen; og hver Forandring viser os en ny Planteart bedækkende Eng og Bakke indtil det Hele er skjult af et blødt glimrende Tæppe. Det er somom de milde Vaarluft- ninger befalede: Spir Græs! og Blomster badende i Mosens Dugg sig dukke! Siv og Buske, omflet den søde Kilde, Engens Belte! Ved Planterne iagttager man Rod, Stamme eller Stilke, Grene, Blade, Blomster, Frøet, uden eller i et Gjemme af Bælg eller Frugt, og Bidele, saasom Rosens Torne og Snerten paa den klattrende Humle. De Væxter, der skyde en træagtig fast Stamme af Roden, kaldes Træer; de, der skyde flere træagtige, ofte marvede, mindre Stammer kaldes Buske, og naar disse Stammer ere smaa og smekkre som Qviste, kaldes de Kratbuske, saasom den rød- blommede Lyng og den vellugtende Post, som bedækker de skov- løse Hejer. Væxter med bløde Stengler kaldes Urter; og Græs- arterne, hvoraf flere bære Grøde eller Korn, udmærke sig ved sit Straa. Efter Forplantningsdelene, som bevirke at Planten sætter Frøe, og som findes i dens Blomst, inddeler man Væxterne i Klasser og Ordener. Til den sidste Klasse henhøre de, der kun have utydelige Befrugtningsdele, saasom Svampe (Sop) og Mosser. Selv Skimmel eller Mugg er en Plante henhørende hertil; ja med Forstørrelsesglas opdager man Grene og Qviste paa den, som paa Træerne. En anden Inddeling er den efter den ydre Lighed eller efter de naturlige Familier. De lade sig ogsaa, skjøndt ubestemt og kun i Masse, inddele efter sin Brug. Thi den er mangfoldig. Der har vi Kjøkken- urterne med al sin Mængde af Rodvæxter, Bælgfrugter, Løg, Kaal, Æble- og Bærfrugter. Ligeledes Foderurterne, hvorimellem de egentlige Græsser og Kløveren indtager Forrangen; oljerige Kjernefrugter; Bastplanter, saasom Hamp og Lin; Ziirplanter; Farve- Garve- og Lægeplanter; og endelig Giftplanterne, som ogsaa ofte have medicinsk Anvendelse, og tillige medføre den Nytte, at de opmuntre til at lære Planteverdenen noget at kjende. Thi Mennesket har ikke Dyrets medfødte Evne (Instinkt) til at skille imellem de sunde og usunde. Det maa lære af Erfaring; men naar denne engang paa Uheldiges Bekostning har skaffet f. Ex. Sellsnæpen eller Skarntyden eller endog den prægtige Fingerbølle, den mandelduftende Kjelderhals og den stolte Storm- hat et slet Rygte, er det ikke værd at probere selv, om det er fortjent eller ikke. Mineralierne inddeles i Jorde og Stene, som ikke lade sig udhamre eller strække; i Salte, der have en mærkelig Smag, og let lade sig opløse i Vand; i brændbare Mineralier, der opbrænde i Ilden, og opløses i en Olie, og i Metaller, der, foruden at de glindse, lade sig udhamre og strække. Sandjord, Leerjord, Kalkjord, Muldjord kjende vi iblandt Jord- arterne, ligesom Qvarts, Marmor, Skifer o. fl. iblandt Steen- arterne; Salt (Steensalt, Kogsalt) og Allun iblandt Saltene -- Steen- kul imellem de brændbare Mineralier, samt Guld, Sølv, Kobber, Jern, Bly, Kobolt og Qviksølv imellem Metallerne. Ædelstenene henhøre til Kiselarterne, hvortil ogsaa Flintestenene og Krystal- lerne høre. Iblandt Mineralierne gives ogsaa nogle giftige, saa- som Arseniken og Qviksølvet. Blyet og Kobberets Irr, som frem- kommer endog blot ved Paavirkningen af Luftens Syrlighed, er ligeledes i høj Grad farlig. Saa mangfoldige og forskjellige Væsenerne og Tingene ere, gaaer dog Alt ligesom i een Kjæde ifra Skimmelen opad ligetil det fuldkomneste Dyr: Mennesket. Dyre- og Planteriget ere for- bundne ved Mellemled af Skabninger, der synes at henhøre næsten ligemeget til begge angrændsende Afdelinger i Skabnings- rækken. Vanddraaben vrimler af levende Fnug, og Polypen, som vi see bevæge sig af sig selv i Vandet og opsluge smaae Insekter, har dog Grene, og er fastsiddende ligesom en Plante, ja ligner meer en Moseart end et Dyr. Skillet imellem begge Naturrigerne opfyldes ved Døden af de organiserte Skabningers Levninger. Kalken i Løvens Knogler falder tilbage til Jorden, Menneskets Hjerte og hans stolte Pande maa omsider nære Mulden, og den visnende Rose skatter til Støvet. Planterne drage sin Næring af Luften, Vandet og Jorden. Dy- SIDE: 41 rene tage sin enten af Planteriget alene eller af Plante- og Dyre- riget, eller af Dyreriget alene. Disse kaldes Rovdyr, forsaavidt de fortære hvad Jordens Herre vil have for sin egen Mund. Ellers opretholdes Ligevægten i Skabningsrækken ved at den ene Art opsluger den anden. Den nydelige Stillits er saa gru- somt et Rovdyr som den morderske Høg, hvis Kløer, krumme sig efter dens Kjød. Den gjør større Nytte med sit spidse Neb fuldt af de smaa Orme, der qvæle de unge Blade med sit Spind, end med sin Sang; og Spurvene og Kragerne betale det Korn, de stjæle, med Maddiker, som ellers vilde tage det i Roden. Ræveyngelen er forloren, naar Ulven eller Gaupen stikker sin Snude ind i dens Rede, dersom det ikke er des listigere for- varet; og ere de ikke hurtigt hjemme hos sig selv, kan det hænde, at de finde Bjørnens Spor i Mosen, men ingen Unger. Imidlertid faaer Haren redde sig ved Flugten, og den majestæ- tiske Tiur kan see paa det Hele fra sin Grantop, indtil det frygteligste af alle Rovdyr, Mennesket, lister sig frem med sit morderske Gevær. Om Mennesket. Se denne Salige, som drømmer her i Paradiset, Jordens Hjerte! Som Barn ved Moders Barm han hænger, og ødsler med dens Rigdom. Han ejer Alt; ei findes Blomst paa Jorden, der knæler ej som hans Slavinde. Det er sandt, Skabningene danne en Kjæde eller Stige; men man maa ikke ved en Stige glemme de aabne Mellemrum, som dog ogsaa høre til at gjøre den til hvad den er. Der er ingen saadan Overgang fra Mineral- til Planteriget, som ved Polypen fra dette til Dyrene; og Mennesket, der i fysisk Henseende nær- mer sig disse saameget, afsondres ved sin vigtigste Deels, sin Aands, Egenskaber saa skarpt fra den hele Skabningsrække, at det synes at tilhøre højere Verdener mere end Jorden. Menne- skets Pande, hvori hans Aand synes at boe, er ligesom et Him- SIDE: 42 lens Forbjerg, der stikker ud i Dyreverdenen, ombølget af dennes Mangfoldighed; anderledes tilhører Mennesket ikke Jorden. Det har et dyrisk Legeme d. e. det fødes, ernærer sig, for- planter sig, døer ligesom de øvrige levende Skabninger, og be- staaer ligesom disse af faste og flydende Dele. Det menneske- lige Legeme udmærker sig dog ved den opreiste Gang, som er grundet i Menneskets Legemsbygning, ved det aabne, til Mine- spil skikkede Ansigt, ved Hænderne og Sprogevnen. Menneskets Legeme er udrustet med en høj Grad af Livskraft, Udholdenhed og Varighed, saaledes, at det er skikket til at leve under de forskjelligste Klimater -- den sorte Neger under Solens lodrette Straaler saavelsom Samojeden og Pescheræen paa Po- lernes Iismarker -- og til at opnaae en, iforholdtil sin Størrelse og Styrke særdeles høj Alder. Men det varer ogsaa længe inden det bliver stærkt nok til, uden Skade for sig selv, at forplante sig; dog denne sildigere Mandbarhed viser netop, at det er af Naturen bestemt til at opnaae denne høje Alder, som vi ogsaa see de Mennesker opnaae, der leve ordentligen og efter Naturen. Det, at det menneskelige Legeme er nøgent, uden medfødte Forsvarsmidler, ja af en mindre egentlig Styrke end mange Dyr, der kunne være Mennesket farlige, altsaa Nød og Frygt, synes at have været blandt de første Midler til at vække det med Menneskets Legeme nøie forbundne usynlige, men sig selv be- vidste, Væsen, som vi kalde Menneskets fornuftige Sjel, der be- staaer af en inderlig Forbindelse imellem flere evigen udviklelige Evner. Eftertanken og Opfindsomheden vare da de første af disse, som vaktes af Smerte, Frygt og Nød, da det ikke var saa let for Mennesket at finde de for det tjenligste Næringmidler over hele Jorden, som for Dyrene, hvis Arter ikke udbredte sig af sig selv udenfor de Himmelegne, der vare dem de bedste, og hvor tillige deres særegne Næringmidler fandtes i Overflod, hvilke de ved stærkere Naturdrifter end Menneskets lededes til at finde og bruge. Eftertanke og Opfindsomhed lærte da, som Ordsproget lyder, den nøgne Qvinde at spinde, for at klæde sig, og Nødvendigheden af andre Vaaninger end Træets Løvskygge og den kjølige Grotte. Den lærte den værgeløse Mand at væbne sig, den Hungrige at dyrke Jorden, opelske Qvæg, jage, fiske og SIDE: 43 høste, og at vælge de sunde Næringsmidler. Men Nøden og den Erfaring, at Flere udrette mere end Een, og, at Livet stedse kunde indrettes beqvemmere, bragte Menneskene snart i Sam- fund sammen; og da Samfundene bleve større, og Menneskene lærte, at Mennesket kun i Selskab kan uddanne sig, saa ind- rettedes disse Samfund ved Love ordentligen til Stater. Mennesker, som i Samfund have uddannet sine Færdigheder og Evner, kalde vi kultiverede, hvorimod de Mennesker, der ikke have knyttet ordentlige Samfund indbyrdes, til fælleds Ud- dannelse, Sikkerhed og Beqvemmelighed, kaldes vilde. Europas Nationer ere de meest kultiverede; men de have ogsaa i andre Verdensdele, især i Amerika, indrettet ordentlige Stater. I Asien gives ogsaa nogenledes ordentligen indrettede Stater og, i For- hold dertil, kultiverede Folkeslag; men mange Nationer i denne Verdensdeel, ligesom endmere i Afrika, Amerika og Australien ere kun at henregne til Vilde. Verdenshistorien lærer os, hvorledes Staterne ere fremkomne og have uddannet sig og Menneskene med dem igjennem Tiderne. Men følge vi den igjennem Oldtid, Middelalder og Nutid, igjen- nem Verdensdelene og de enkelte Lande, saa bliver dog dens Hovedlærdom bestandig: kultiverede Mennesker ere ikke altid derfor gode Mennesker; men Mennesket maa, forat være som han bør, være baade god og kultiveret, d. e. han maa uddanne sin Tænkemaade ligesaavelsom sine Tænkeevner. Og Historien lærer, at kun da, naar et Folk i det Hele har denne sande Ud- dannelse (sædelig og aandelig Kultur), fører det et lykkeligt Liv; da fordrer det, fordi det veed sig fortjent dertil, at kunne føre et saadant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning, ligesaa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv veed sig fornuftigt og frit fra sædeligt Ondt. De personlige Rettigheder, hvis Overholdelse er en Stats for- nuftige Øiemed, ere: Beskyttelse for Sundhed, Liv og gode Navn, samt fri Brug af sine Kræfter og Yttringsret for sine Meninger. Den Statsforfatning er slet og ufri, som tilsteder Indskrænkning i nogen af disse naturlige Rettigheder; og desværre er dette Tilfælde med de allerfleste, som dog derfor ei ville hedde ukul- tiverede. Men ved at undersøge deslige ulykkelige Nationers SIDE: 44 Tilstand, vil man finde, at disses Mængde er yderlig forsømt og raa, og at den Kultur, de prale med, kun er falden i enkelte begunstigede Klassers Lod, som beholde sine Særrettigheder mod at hjælpe de Regjerende i at holde Folket i den Uvidenhed, der er Slaveriets Moder. Menneskeheden skrider dog i det Hele bestandig fremad med Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og borgerligt Velvære. Derfor sige vi medrette, at, om Overtro, Uvidenhed og Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for nogle hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Trængsler ikke nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den nulevende Menneskeheds Tænkemaade. Burde nu end den største Deel af vore Dages Menneskehed, idetmindste de kultiverede Nationer, efter alle de Anstrengelser, den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for tunge og uværdige Aag og Byrder, efter alle de gode Bøger, som ere blevne trykte, og efter alle de Mønstre paa et værdigt Liv, Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et dy- digere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere Sæ- der: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene be- staaer i en meget større Forstandsoplysning og videre dreven Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstandens Oplysning ikke af synderligt Værd; thi kun ædel Tænkemaade giver denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og udbreder sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte som den kolde Morild, der vel lyser, men ei varmer. Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa en vis Maade sige, at vi fortjene det, saa maae vi være dydige som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter, at enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd. Den fuldkomneste Statsforfatning, men som kun lader sig op- retholde i sin Reenhed ved almindelig Dyd og Agtelse for Lovene og de borgerlige Pligter, er den republikanske eller Fristaten, SIDE: 45 hvor Folket ved sine Udvalgte bestyrer hele Regjeringen. Dette er Folkevælde eller Demokrati, og er virkeliggjort med herlige Følger baade i Fortid og Nutid, i den gamle og nye Verden eller i Amerika, hvor den dog i enkelte Stater er plettet med Feil, f. Ex. Negerslaveriet, som skjænde dens Navn. Men det er især denne Statsform, som har bekræftet Sandheden af: Frihed uden Dyd at have -- o det er en rædsom Gave! Næst Republiken staaer det konstitutionelle eller indskrænkede Monarki, hvor Folket anbetroer en Konge den udøvende Magt. Som et Exempel paa dets Hensigtsmæssighed for en vis Tilstand i et Folk, kunne vi anføre vort eget Fædreland, der har vundet saa øjensynligen ved den 17de Mai 1814 at antage denne Stats- form istedetfor det absolute eller uindskrænkede Monarki, som endnu bibeholdes i Danmark og flere af Europas Riger, og som ikke er synderlig forskjelligt fra Despotiet, hvor en Enkelts Vilje er Lov; og hvor kun Det er Slavens usle Trøst, at see paa Millioner Brødres Aasyn egen Vee: Men -- Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag; thi det er Gud Almægtiges egen Sag. Historiske Exempler. Vise Mænds Eftergranskninger, især i sit Indre, og sørgelige Erfaringer have oplyst Menneskene om de Pligter, de have at iagttage, hvis de ville føre et Liv, der er værdigt deres høie Rang som Guddommens Billeder; og Historien nævner os mange Mænd, som har vidst at opfylde dem. Der har ogsaa været Mænd til de fleste Tider, om hvem man kan sige, at de have skredet forud for sin Tid i Oplysning og ophøjet Tænkemaade. Saaledes have enkelte Mænd paa de SIDE: 46 Tider, da alle deres Samlevende vare saa dybt nedsjunkne i Uvidenhed og Overtro, at de drømte sig Guder eller overmen- neskelige Væsener i baade Dyr, Stene og Billeder, hvilke de dyrkede som "Afguder", vidst saa vel at bruge sin naturlige Skarpsindighed ved at skue ind i Verden, at de hævede sig over hiin Overtro ligetil Erkjendelsen af een Gud, som Alts Ophav og Bestyrer. Dette hæderlige Vidnesbyrd giver Historien Harald Haarfager, den første Konge, der bød over det hele Norge. Ringeagtende Folkets Afguder og Offringer, sagde han engang, medens han endnu var ung: "jeg sværger, at jeg aldrig skal ofre til de falske Guder; men til den Gud alene, som har skabt Verden og Men- nesket; thi det vilde være daarligt af mig, om jeg vilde vente Hjælp af Steen eller Træ". Saalidet stort, der maaske synes for Os, at være i denne Yt- tring, røber den dog endnu mere en udmærket Aand, end hans stolte Ord, at ville erobre hele Norge. Men for hans Samtidige maatte den klinge som dumdristig Gudsbespottelse. Giv ei aarhundredgammel Fordom Rum! Den ældste Mening ofte mest er dum! Ja, æres denne end af Folkets Flok, det dertil være dig ei Aarsag nok! Thorkil Mane, en Islænder, var ligeledes opdragen i Afgudstro; men da han naaede sin Mandomsalder, anvendte han meget af sin Tid til Eftertanke over hvorvidt disse Fortællinger kunde stemme med sund Fornuft. Han satte sin Tids Tro tilside, be- tragtede Naturen, tænkte, og overbeviste sig snart om, at den da gjældende Tro var Fabel, og om at der maatte være eet alt- skabende, altstyrende Væsen. Denne Overbeviisning fulgte han, ærede dette Væsen, og levede som en retskaffen Mand, skjøndt i sine Samtidiges Øjne vistnok som en Gudløs, eller omtrent som vi vilde betragte et Menneske, der hverken troede paa Gud eller Udødelighed. Da han fornam, at det stundede til det Sidste med sig, bad han sine Huusfolk at bære ham ud under aaben Him- mel; "thi, sagde han, der vil jeg ligge, medens jeg døer, at jeg i min sidste Stund kan see op til Solen, og tilbede den Gud, der skabte den og Himmelen og Jorden". Se, Disse opfyldte, skjøndt omgivne af Afguderiets Mørke SIDE: 47 -- og hvormeget hellere bør da ikke vi gjøre det, der boe om Templer, hvor Sandheden forkyndes? -- den første almindelige Pligt: at ære og elske Gud, vor og Altings Fader, af ganske Hjerte, og ikke lade Gudsdyrkelsen bestaae i tomme Ord og ufrugtbare udvortes Ceremonier, men i oprigtige Følelser af Kjærlighed og Ærefrygt. Den høster godt Rygte, som Dyden saaer; og Verden arver Rygtet, men Sjelen Himlen faaer. Den anden almindelige, eller for Alle nødvendige og gjældende, Pligt, hvis almene Opfyldelse bevirker et lykkeligt Samliv over den hele Jord, er Menneskekjærlighedens: den, at vi skulle agte og elske ethvert Menneske, hvad Stand, Folk og Troesbekjendelse han end er af, som vor Broder, og søge at bidrage saameget som muligt til hans Lyksalighed, d. e. vi skulle være retfærdige, handle efter Samvittighed i alle Ting, holde Forpligtelser ubrøde- ligen, være oprigtige og sanddrue i Alt, tjenstfærdige med Ind- sigter, Færdigheder og Evner, være eftergivende, skaansomme og forsonlige, velgjørende, taknemmelige imod Enhver, som be- viser os Kjærlighed og Godhed, venlige, beskedne, trofaste, med- lidende, og, til hans Exempel som til vor egen Nytte, kydske, maadelige i Alt og bevare vor Sjel reen for lastefulde Sinds- bevægelser. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen, at den ei qvæler dig i sin Omarmen! Vi mangle ikke udmærkede Exempler paa en skjøn Udøvelse af Menneskekjærlighedens Dyd. Vor Landsmand Salve Nielsens Daad er os i friskt Minde. I aaben Sø, omdreven i tre kolde mørke Efteraarsdøgn paa et Vrag, redder han sig alene med høieste Livsfare til et forbiseilende dansk Skib, hvis Skipper, med Ophold for sin egen Reise, og skjøndt han ikke kunde i den rasende Storm ganske nærme sig til Vraget, dog søgte at holde sit Skib saa nær som muligt, seilende bestandig i en stor Kreds om det, forat optage dem, som derfra skulde mægte at redde sig Svømmen. Men Salve Nielsen, neppe selv reddet, endnu forfrossen og udmattet af de udstandne Lidelser, udholder ikke Synet af sine Ulykkesbrødre: -- trods den øjensynligste Døds- fare, trods Advarslen: "spild nu ikke Guds Velgjerning, at have SIDE: 48 reddet dig!" kaster han sig i Baaden -- er atter alene i den vilde Søe, i Dødens Gab, anstrenger sine sidste Kræfter, nærmer sig det drivende Vrag, og redder alle de der Efterladte. En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv for Opfyldelsen af Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængs- lernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige Mang- ler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planer til bedre Ind- retninger, og fik dem, især ved den Anseelse, han kom i, paa mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et Offer for sin Menneskekjærlighed: han blev selv, under Undersøgelsen af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen. Men hvormange tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige nu ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som hans Sjel visseligen er det i Himmelen. Meddeel den Hungrige dit Brød! før de Forladte ind i dit Huus! og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er Menneskekjærlighed. Fordobbles skal din Fryd saa mange Gange, som du den dele vil med Mange. Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrene- landskjærlighed finde vi, iblandt mangfoldige andre, i vor gamle gode Snorre Sturlesens norske Krønike. Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, som han vist havde lært ved det fordærvede Hof i Syden, hvor han havde opholdt sig, ved Leiesvende, der reiste om under Navn af Ud- sendinge fra den fiendtlige Kong Svend af Danmark, at friste Landets første Mænd, hvorvidt han kunde forlade sig paa dem. Men da disse Spioner kom med sine falske Breve og Foræringer, som det hedte, fra Kong Svend til Einar Thambeskjelfver, der, som den gjæveste Mand i Throndelagen, især havde modsat sig Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettigheder, saaledes at han ellers levede i Misforstaaelse med Kongen, saa fik de høre sand SIDE: 49 norsk Tunge. "Vel veed jeg, svarede Einar, at Harald ikke er mig god, hvorimod Svend ofte har viist mig paafaldende Ud- mærkelser. Men siig ham dog: "vover han at angribe mit Fædre- land, det Land, hvori Harald er Konge, da skal jeg møde ham med alle de Mænd, jeg kan sanke, og forsvare mit Land og min Konge. Aldrig vorder Einar Forræder; men det ere I!" Og dette var da kort og god Besked. Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en Bonde i Brads- berg Amt i Norge, der langtfra hørte til Kaxerne. Thi, efterat han meget havde forbedret sin Gaard, der dog ei var hans Eje, men Bygselgods, erholdt han en særdeles riig Høst i nogle Aarin- ger, da ellers en haard Misvæxt indtraf i Landet; og skjøndt der gjordes ham for det hele Forraad, han havde tilovers, overmaade fordeelagtige Tilbud, saa forbeholdt han det dog for de meest Trængende i sit Nabolag, til hvem han udsolgte det i smaa Dele, forat det skulde strække til desflere, og det meget under den Priis, han ellers kunde have faaet. For denne ædelmodige Daad, erholdt ogsaa vor gode Anders en Sølvmedalje af Staten til Hæ- derstegn. Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld; hvor den fremvises, erkjendes Værdien for fuld. De Kaar, som Norge ved sin Beliggenhed er udsat for, give Leilighed til at efterligne Anders Rougtved. En saadan selvop- ofrende Menneskekjærlighed mod Landsmænd er sand "Pa- triotisme". Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den Hellige, fordi han med megen Ivrighed søgte at ødelægge Hedenskabet i Norge, udøvede altid Retfærdighed, naar denne til Lidenskab udartede Iver for at udbrede Datidens Kristentro ikke kom med i Spillet. Saa- ledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de højbaarne norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der tillode sig paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug d. e. at de, naar de vare i Søen, og trængte til Noget, udenvidere satte SIDE: 50 iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Kysterne Alt, hvad de behøvede; og denne upartiske Retfærdighed øvede han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han derved vakte sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi just hine Mænd stødte ham fra Thronen. Trofasthed var en højtagtet Dyd hos vore Forfædre. "En Mand en Mand! et Ord et Ord!" gjældte fuldeligen hos dem, og de agtede Sandheden i Sproget: Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. Vidner vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Tro og Love. Den, som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Niding. Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk, og ærede dem derfor. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nord- boere til sin Livvagt. Saaledes havde Keiserne i det forrige græske Rige, som residerede i Konstantinopel, der nu er den tyrkiske Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af nordiske Folk, der fik Navn af Væringer eller Varanger. Harald Haardraade var disse Trofastes og Kjækkes Anfører før han blev Konge i Norge. Nævne "Ven" sig blot med Munden usselt Venskab er igrunden. Venskab ei af Ord og Skrivt kjendes skal, men af Bedrivt. Gregorius Dagssøn var en af den norske Kong Inges ypperste Hærførere, hvorhos der var et trofast Venskab imellem ham og Kongen. Det stod da sin Prøve engang i et Søslag mod En, der tragtede efter Kronen, og kringsatte Kongens Flaade engang i Glommens Udløb. Gregorius havde nemlig med øm Omhygge- lighed faaet overtalt Kongen, der var syg, til at trække sit Skib ud af Slagordenen, men ilede selv i Kampen. Hans Skib kom paa Grund, Fienden samlede sig om ham, og han kom i Fare; men da Inge saae dette, kunde han ikke længer holde sig, greb Værget, lagde ud, roede til, gav sig saa syg han var i Striden, og delte Seiren med sin frelste Ven. Nogen Tid efter faldt Gre- SIDE: 51 gorius i en ny Kamp for sin Konge. Budskabet herom bragte Inge til Taarer, han ilede i Kamp for at hevne sin Ven eller døe. Og han døde. For jevnt og gjennem sit hele Liv at kunne opfylde Menneske- kjærlighedens Pligter, maa Mennesket have Ejendom. Dette Gode kan Enhver erhverve sig ved Vindskibelighed, idetmindste saa meget deraf, at han kan stadigen gavne og vise Godt imod sine Nærmeste. I Borgerens og Bondens Vindskibelighed bestaaer ogsaa Statens sande og varige Velvære, hvilket Regjeringerne erkjende ved at hædre offentligen Den, der i en udmærket Grad øver denne Dyd. Vindskibelighed gjør rig, saavist Studering Lærdom giver, saavist den Tappre hædret bliver, og Dyd til Himlen svinger sig. Niels Justesen var en fattig Bondekarl, da han bygslede Gaar- den Eidet paa Hitterøen. Gaarden var da i højeste Grad for- falden, og syntes tillige, hvad Jordvejen angik, aldrig at kunne komme sig synderlig, formedelst Vandskyl, deels fra Havet, deels fra nærliggende Bjerge; men Niels Justesen gik modig til Værket, angreb selve Naturen, og vandt Sejer. Thi ikke nok, at han op- byggede sine Huse fra Nyt af, bortledede Kjern og Bække gjen- nem besværligen anlagte Diger, ryddede Steen og Krat bort, og opsatte Steengjærder; men han tilkastede et heelt Kjern saaledes, at han fik sig i dets Sted en Tønde Land, satte Dæmninger imod Havet, ja flyttede disse endog saa langt ud, og bedækkede dem med Jord, at han ogsaa der fra Vandet ligesom erobrede sig en Ager paa en Tøndes Udsæd. Og til dette Arbeide havde han ingen anden Hjælp end sin driftige Kone, en Pige, og siden tvende Døttre; men alligevel udrettede han ved utrættelig, ordentlig Flid, at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldædighed mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden det Tre- dobbelte imod tilforn. Flid sig giftede med Tid. Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke. Tilsammen avlede de Lykke. SIDE: 52 Da han var 62 Aar, og hædret med Landhuusholdningsselskabets Guldmedalje, blev han engang raadet at betænke sin høje Alder, og at lade det nu være med hvad der var gjort; men Hæders- gubben svarede, rystende paa Hovedet: "Nei, da maatte jeg miste det Bedste af mit Liv, som er den utrolige Glæde, jeg finder i at altid lægge noget til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg har sligt Arbeide under Hænder". Paa Goddædighed gav Nils Lembaks Liv en Række af de skjøn- neste Exempler. Han var Sorenskriver paa nedre Romerige i Agershuus Stift, og i dette Distrikt er hans Navn i velsignet Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom og tarvelig i sit Liv, arbeidede og erhvervede han stedse, alene for at gjøre Godt. Han bortgav og udlaante Sædekorn; han kjøbte Gaarde, opdyr- kede dem, og forærede dem og Penge med til vindskibelige, fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte han, skjøndt han egent- ligen ikke havde Brug derfor, men alene forat opmuntre Huus- fliden; han uddelte Belønninger og Ærestegn til de flittigste Agerdyrkere -- kort, han var en Velsignelsens Kilde for den hele Egn, og den udtørredes ikke med hans Død; thi hans Exem- pel gjenlevede i mange hans Efterlignere. Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket, endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette er saaledes at forstaae, at, om han ikke selv kunde have Brug for alt det, han kjøbte af Vadmeler, Værkener og Træevarer, saa opkjøbte han det dog, forat opmuntre denne Huusflid ved de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig ved en Slags Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemmevirkede og ved Af- sætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt han var en riig og for- nem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæder; thi han indsaae, at, ligesom Klæder ere det andet Nødvendige for Mennesket, saa- ledes er ogsaa Klæders Tilvirkning og Møblers og Huusgeraads Forarbeidelse det næst Agerdyrkningen Nødvendigste i en Stat, forat denne skal kunne være selvstændig, saaledes at ikke et Folk baade fødes og klædes af Andre. Hvor beskjæmmende er det derfor ikke for en Bygd, at see især dens Qvinder, hvem det tilkommer at sørge for, at Familien klædes af Gaarden, lige- SIDE: 53 som foragtende de indenlandske Tøier, at udmaje sig med uden- landske brogede Klæder? Ja beskjæmmende er det; thi de bære da Vidnesbyrdet paa sig, om at de ikke ere flittige; og, naar en Mængde af saadanne findes i en Bygd, om at der er Mangel paa Huusflid, og det er en Lyde paa den hele Bygd. Naar Hjertet er norsk og fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk? Vort fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Vort fattige Land har ei bedre Lykke end sin bedste Datter i Værken at smykke. Taknemlighed mod Fødeland er evig Skat paa alle Mand. Lever et Folk lykkeligt i et Land, ja endog, om dette til en Tid ikke er Tilfældet, saa elskes Landet dog, i Haabet om, at der, hvor Fædrene levede lykkeligen, blomstrer vel ogsaa Ro og Lykke for de kommende Slægter; og derfor ville Borgerne heller offre Gods og Liv, forat forsvare dette Land, end ved Feighed blive selv mere ulykkelige, og dertil paadrage sig Æt- lingernes Forbandelser. Denne Kjærlighed til Fosterjorden, der gav os vore Fædre og vore Mødre, til den samme Himmelegn, under hvilken vi voxede op paa samme Muld, som Forfædrene dyrkede og betraadte, er ligesaa ædel som naturlig. Dens Navn er Fædrelandskjærlighed (Patriotisme), og vi vide, at den er Moder til store Dyder: til Almeenaand, Redelighed, Vindskibe- lighed, Maadeholdenhed og mange andre Dyder i Fred, til Mod og Tapperhed i Krig. Fædrelandskjærlighed sikkrer Staten Vel- være i Fred, Held i Krig. Det er en Ære for Normændene, at de altid have været anseete for at nære denne Dyd, og det medrette; thi de have givet mange udmærkede Beviser derpaa. Hvo har ikke hørt Tordenskjolds Navn, hos hvem Fædrelands- kjærligheden viste sig i saa udmærket Grad som Mod og Tapper- hed? og om hvorlunde han, paa en liden Hukkert med to Ka- noner, men isærdeleshed ved sine egne ypperlige Riffelskud, tvang en fiendtlig Fregat paa 16 Kanoner, efter Kapitainens Fald, at søge Flugten? Hvo har ikke hørt, hvorlunde han med SIDE: 54 faa Skibe dristig seilede ind i Dynekilen, en snever befæstet Havn paa den svenske Kyst, og ødelagde og borttog en over- legen fuldtudrustet, af svære Batterier beskyttet Flaade, som just skulde føre Krigsfornødenheder til den heltemodige Carl den 12tes Armee for Frederikshald, hvorfor denne strax efter Tordenskjolds Sejer maatte drage tilbage i eget Land. I Strid i Spidsen gaa for Hæren! Hvor arm du er, du da en Rigdom ejer; thi lever du, du ejer hele Æren, og døer du, arver Fædrelandet Sejer. Oberst Kruses Manddomsdaad kan heller ikke være ubekjendt? Han, som i Høland, hvor han med 150 Mand var sat, for at for- svare en Vintervej, modigen angreb det femdobbelt stærkere fiendtlige Korps, der kom anrykkende, anført af selve Kong Carl den 12te. Tre Gange faldt Fienden an, tre Gange drev han den tilbage, saaledes, at den kun efterat være bleven for- stærket, mægtede at bane sig Gjennemgangen, hvilket dog des- uagtet neppe vilde have lykkets, hvis ikke Kruse, der bestandig var blandt de Forreste, efterat have nedlagt 7 Fiender, og saaret Prindsen af Hessen selv, var bleven fangen, da han formedelst Saar ikke længer kunde værge sig. Den er ei Fred og Frihed værd, som skjælver for at drage Sværd. De tappre Borgere af Frederikshald tilbagesloge jo to Armeer, der beleirede den da saagodtsom ubefæstede Bye? Og da Fien- dens Overmagt, trods tappreste Modværge, i den tredie Be- leiring omsider blev Herre over den, toge de ikke i Betænkning at stikke sin egen Bye i Brand, forat Fienden ikke skulde faae Skjul over Hovedet for Fæstningens Kanoner. Han maatte da flygte ud af den erobrede By, og siden, efter Kongens Fald, opgive ethvert Forsøg paa at tage Fæstningen Frederikssteen. Hvor Stordaad øves af Mange, gives der dog altid Nogle, som udmærke sig meest. Saaledes Peder Normand i Frederikshalds SIDE: 55 første Beleiring, samt Brødrene Hans og Peder Kolbjørnsen i de sidste. Disse foresloge Forsvarsanstalterne, bragte dem istand, svarede kjekt paa Fiendens Opfordringer, lagde Penge til, hvor det behøvedes, underholdt mange af Soldaterne, oprettede og anførte Frikorps, opmuntrede med Raad og Daad, og ofte vovede de sit Liv, thi de strede som Helte. Forsvares et Land saa vel af Mændene, saa gjennemglødes selv Qvinderne af Fædrelandskjærlighedens Mod, og da hviler det sikkert med alle sine Goder bag Folkets Arme, og aldrig vil fremmed Herrefod træde det. Hvad gjorde ikke Anna Kolbjørnsdatter Ramus, Præstekone paa Norderhoug paa Ringerige? Fienderne kom, 800 Mand stærke, pludseligen til Præstegaarden paa sit Tog forat ødelægge Kongs- bergs Sølvværk. Anna aabnede da baade Ølkjelder og Stabur for Fienderne, medens hun sendte Bud til et mindre Antal norske Dragoner, der laa 1/2 Miil derifra, og indbød dem til Gjæstebud, med Anmodning om at lægge Mærke til, naar de saae et Baal blusse i Præstegaarden, hvilket hun, under Paaskud af, at det var forat varme Folkene, havde faaet Tilladelse af den fiendtlige Oberst til at anlægge. Normændene kom, under Anførsel og Vei- ledning i den mørke Nat af den tappre Thor Hovland, fangede Obersten, nedsloge et stort Antal, og adsplittede ganske det fiendtlige Korps. Kongsberg blev saaledes reddet, og Fienden maatte afstaae fra oftere at trænge ind i det Indre af Landet. Vor gamle Folkekrønike Snorre Sturlesen leverer os Mønstre nok paa denne Nationens Frelsedyd i Faren, men faa kunne dog sættes ved Siden af Olvar Bondes. I Kong Harald Gilles Tid blev Staden Konghelle overrumplet af hedenske Sørøvere, og behandlet paa Sørøverviis. Medens disse røvede, myrdede, skjændte og brændte i Byen, sad nogle Bønder sammen i mun- tert Lag nær derved. Rygtet om hvad der imidlertid foregik i Byen kom til dem, Forfærdelse udbredte sig, de Fleste vilde flye. Men Olvar sprang frem midti denne Forvirring, satte Hjel- men paa Hovedet, svang sin Øx, og raabte: "I gjæve Mænd! SIDE: 56 kommer! lader os hjælpe Bymændene. Ikke sømmer det sig nu at gjæste Ølkanden, men Fienden! Vi maae fælde Hedningerne og redde vort Fædreland!" Ingen havde dog Lyst strax til at følge ham i Faren; "Ha, vil Ingen følge -- blev han ved -- saa vil jeg fare alene, og skal jeg vel sende En eller To forud, før jeg falder!" og i samme Øieblik foer han ud, og ilede til Byen. Otte Fiender angrebe ham, men Olvar tabte ikke Modet; Nogle nedhug han paastedet, de Andre jog han ud i en Myr, hvor han endnu nedslog To af dem. Men her fandt hans Venner ham, da de vare ilede efter ham, fastsiddende, saaret og afmægtig. De bragte ham hjem, og sørgede for hans Helbredelse. Ja Verdenshistorien lærer os, at Kjærligheden til Fædrelandet er Grunden til al Dyd, Styrke og Lyksalighed i det borgerlige Liv. Ved denne have smaa Stater hævet sig til Hæder og Lykke; men ikke saasnart aftog den hos et Folk, førend dette igjen sank tilbage, blev Voldherskeres, Erobreres Rov, et Folk af Trælle, ulykkelige som foragtede. Men Den alene elsker sit Fædreland, der tænker, vaager og arbeider til Nytte i den Kreds, hvor han er sat, der altsaa stræber ved Oplysning og Uddannelse at vorde det saa nyttig, som det staaer i hans Evners Magt; der er villig til at tilsidesætte egne Fordele for det Almindelige, og færdig til at offre Gods og Liv, hvor det gjælder, for det fælleds Vel, den fælleds Frelse: d. e. formaaer at vise en saa udmærket Grad af sædelig Styrke, at alle jordiske, egennyttige Hensyn, ja selv Livet, der er det sandselige Menneskes Dyrebareste, taber sit Værd imod denne alvorlige Pligt. Ere Staterne saaledes indrettede, ere deres Borgere oplyste om sine almindelige Pligter som Mennesker, og som Mennesker i særegne Forhold, og leve de derefter, d. e. have et Lands Indvaanere Gudsfrygt, og sættes de ved et godt Underviisnings- væsen istand til at uddanne sine Sjeleevner; have de Anledning til at anvende sine Færdigheder og Kundskaber saaledes, at Underholdningen ikke bliver for vanskelig at vinde for nogen Klasse; nyde de borgerlig Frihed, hvilken altid maa staae i For- hold til Fleerhedens Oplysning og Sædelighed eller moralske Frihed -- da ville de ikke let lade sig disse Goder frarive; men SIDE: 57 med Omhyggelighed ville de uddanne og vogte dem; da ere Jordens menneskelige Samfund hvad de skulle være: Plante- skoler for det himmelske Rige, hvortil Menneskene have Borger- ret ved Fødslen, og hvortil de endydermere højest og tydeligst ere kaldede ved Frelseren fra det moralske Onde og Vankun- dighed om Aandens Vel og Vee, Jesus Kristus. SIDE: 58 Henrik Wergeland NOTITS OM SERNA OG IDRE SOGNERS EROBRING AF SVENSKE BØNDER 1644 MEDDELT AF HR. CAND. THEOL. HENRICH WERGELAND Det var svenskt Hærvirke under Henrich Fleming, at Jæmte- land og Herjedalen kom fra Norge i den saakaldte Hannibals- Feide 1644 -- 45. Men en, i Historien sjelden og i sit Slags egen, Bonde-Bedrift var det, som samtidigen tilvandt Sverige fra Norge Sognerne Serna og Idre, beliggende N. O. fra Trysild, og den Gang tilligemed dette Præstegjeld Elverum i Østerdalen annec- terede. I sit Utkast til Föreläsningar öfver Svenska Historien (3dje Stycket S. 129 -- 30) beretter E. M. Fant denne besynderlige Begivenhed saaledes: "En krigsexpedition af egen art skedde på Dalsidan. Indbyg- garne i Mora och Elfdalen indtogo Särna och Idre socknar i Norrige. De anførtes af Capellan i Elfdalen Daniel Buschovius, som erhållit fullmagt af Landshöfdingen Petter Kruse i Fahlun. Han fann gammalt folk deroppe utan dop och Christendom (!), hvarföre någre blad i den Handbok, som han nyttjade vid deras döpelse, finnas sönderrifne af dem som döptes, der hon förvaras på Gymnasii-Bibliotheket i Västerås." I Beskrivelsen over Trysild Præstegjeld i Topographisk Jour- nals 23de Hefte S. 85 -- 86 berøres denne Begivenhed efter de Oplysninger, Forfatteren har indhentet hos daværende Sogne- præst til Serna og Idre, hvilke Bygder beholdtes af Sverige efter Brømsebro-Freden 1645, og henlagdes som et eget Pastorat under Vesterås Bispedømme. Buschovius's Mandskab angives deri til 200 Dalkarler, som "paa Mariæ Bebudelses Dag indtoge Egnen til- ligemed det nærgrændsende Capel Idre og Byen (Bondegaarden) [fotnotemerke] Hede. Efter Krigstogets Slutning forrettede Magisteren, visende sig at være Mand tam in arte quam marte, Gudstjenesten i Fotnote: Paa et svenskt Kart findes ved Hede ansat en Kirke. SIDE: 59 Serna Kirke, og antegnede da med egen Haand følgende Ord i den Alterbog, hvoraf han i Kirken betjente sig, og hvoraf et Blad siden efter vistes udrevet: "Detta Blad blef sønderrifwit i Sierna Capell d. 25de Martii År 1644 af de Barnen, som då døb- tes, och woro til ålder komne, christnade af Hr. Daniel Buschovio, som orten indtog." Der fandtes altsaa endnu ved den Tid Hedninger i denne af- sides liggende Egn -- saa yderligen forsømt, rimeligviis især siden Ophævelsen af Hammers Stift, hvorunder den har hørt. Serna-Præsten beretter i denne Henseende, idet han beklager at alle gamle Papirer før hans Didkomst ved Vaadeild vare til- intetgjorte, at en Sigurd som Biskop i Hammer havde visiteret ved Serna i Aaret 1403, hvilken Forretning, efter Foged over Hedemarken Laurits Michelsens Bekræftelse af 1ste Martii 1615, skal findes liggende ved Herdals Kirke. Da Christningen sees foregaaen 25de Martii, som er Mariæ Bebudelses Dag, er det rimeligt, imod Fortællingen at antage den egentlige Erobring fuld- byrdet noget tilforn, men Erkjendelsen deraf fra Almuens Side eller Hyldningen til Sveriges Regjering, efter Tilstevning til Kir- ken, der og da foregaaen. Christningen har ogsaa været en Gjenstand for Mødet, og forudsætter med større Rimelighed, at Erobreren Mag. D. Buschovius, efter en Tid at have havt Bygden inde, har gjort hiin sørgelige Opdagelse, end at de uchristnede voxne Mennesker af egen Drift har opfordret ham til ex impro- viso at blive Apostel. Catechumenernes Sønderrivelse af An- tegnelsen om deres Daab viser, at denne ikke er foregaaen uden Tvang og Tumult -- denne sidste saa meget mere paa- faldende, som den, foregaaen i Kirken og ved en høitidelig Hand- ling, synes, at staae i Modstrid til den Følelse af Skam, som deres Hedenskab (mens Christendommen ved Traditionen maatte staae dem for Øine i alt sit Værd) maa have opfyldt dem med. Denne kunde meget vel føde Ønsket, at tilintetgjøre Vidnet om deres Skam; men Handlingen da i selve Daabs-Øieblikket til- hører alene en Vildhed, der i samme Mon var i sig selv hedensk, som den kom af, at den religiøse Følelse ved den lange Afvæn- nelse fra christelig Gudstjeneste og Sed var sløvet. SIDE: 60 Henrik Wergeland FORORD TIL "SAMLING AF SANGE OG DIGTE FOR DEN NORSKE SJØMAND" At være en Normand, er en Egenskab, som Flere end De, der besidde den, sætte Priis paa. Det skulde da være en Usling med "Dæmringens" affekterede Blusel over Fædrelandet i sit Hjerte og en Slump dansk Blod i Aarerne, som skulde fornegte det. De frie Folk skatte hos Normændene, at de, paa Kyst- stædernes blandede Befolkning nær, ere et Folk af Bønder, hvis Masse byder Demokratiet en dyb Bund at slaae Rødder i; og alle Nationer, hvormed Normænd kom i Berørelse, erkjende en Gediegenhed ved Folkekarakteren, som vinder dem Alles Agtelse og selv den selvfølelsesfulde Brittes Godhed. Men hvad har da skaffet Normændene dette gode Navn og Rygte i Verden? Europa kalder os tappre: men det kjender ingen Seire af os siden Viking- alderen -- opvakte, uden at vide, om vi have nogen Literatur -- dygtige til al Idræt uden at kunne paapege noget Storværk af Foretagelsesaanden. Verden nærer en fordeelagtig Mening om det norske Folk, som ikke altid lader sig gjøre Rede for. Det er virkelig Folkenes Yndling. I 1814, da det befriede sig, grun- dede Medlemme af det engelske Parlament sine Forsvar for dette Foretagende og Angreb paa Ministeriet, fordi det ikke understøttede det, paa Normændenes bekjendte gode Karakteer, hvem det af den Grund var større Synd at underkue; og de paa Friheden hadske Magter synes at troe, at den er uskadelig i Norge, at det norske Folk er det eneste, de uden Fare kunne betroe dens Fakkel. Men hvem især skylder da Norge dette sit gode Navn og Rygte i Verden? En Klasse af dets egne Børn, den anden Hovedgreen af dets Befolkning -- hvoraf Bønderne ere den første -- den, som har svunget sig længst ud, denne talrige Klasse af Sjømænd, der sørger saa troligen for det fælleds Fædre- lands Velfærd og Ære. SIDE: 61 Af Fødsel (og Udlændingen slutter sig til noget godt deraf) høre de ligesaavel til Folkets Kjerne og Marg som Gudbrands- dølen og Thelebonden paa sin Odel, fra Lodsen af, der med Stormfuglens Dristighed omcirkler Landet i sin flyvende Baad, og til Kapitainen ombord i Spaniefareren eller Tjømøskipperen, der farer med sin hjemmebyggede Tremaster medens Moer dri- ver Gaarden hjemme. Der tilbringer han da sin Vinter som Bonde, for, efter gamle Bjørn Farmands Sæd eller som Friis- lænderen nutildags, med første Luftning af Vaaren atter at pløje den store grønne Havmark, som han kjender ligesaa godt som Vangen hjemme. Seer man hen til den Agtelse, den norske Sjømandsstand har erhvervet Nationen hos Fremmede, fra den Tid, da den beman- dede den dansk-norske Flaade, og skaffede Dannebroge dets stærkeste Bannerholdere, og til nu, da den holder et forholdsviis større Antal Skibe paa Sjøen, end noget andet Folk, og hævder Folkets gode gamle Rygte overalt saalangt Flaget naaer; lægger man Mærke til det gode Vidnesbyrd om vore Sjømænds Mo- ralitet, som lader sig hente af de offentlige Kriminallister -- til det Navn for Mod og Duelighed, som vore Lodser saa ofte be- segle med sin Død -- til at ingen Klasse i vort Land viser den Spekulationsaand og Driftighed som vore Sjømænd, da siger man vel neppe formeget, naar man paastaaer, at ingen norsk Medborgerklasse har gjort sig mere fortjent til almindelig Agt og ærefuld Erkjendelse end Sjømandens. Og Synd var det san- delig at sige, at han optager Pladsen for Andre eller sidder paa det Fede af Landet; -- til dets nøgne Pynter og Strande er det han høster Velstand ind fra det øde Hav; der, imellem de bar- ske Klipper, som neppe unde en grøn Plet Rum, er det vi finde Mængden af vore Sjømænds som oftest pyntelige, med en ven- lig Farve anstrøgne, Huse. Paa en saadan, Naturen fravunden, Plet, under et vildt Æble- træ, der beskyggede en Sjømandsenkes Hjem, hvis Mand, en af "Prinds Kristians" Besætning, Aaret tilforn havde mistet sit Liv som Lods, følte jeg mig livligen opfyldt af Tanken om Norges Sjømænd. Jeg mindedes alle disse Tusinder, der lode sit Liv for fremmed Ære, og hvis Been ubesjungne omtumles i Belterne; SIDE: 62 Havet, der brød voldsomt faae Skridt ifra, og den sorgklædte Enke stillede mig Lodsens farefulde Liv for Øje; og den vesle Otteaarsgut, som med Bestemthed angav Navn paa et Par Skibe, der kunde øines langtude, og bedømte Detalljerne og Særegen- hederne ved deres Sejlads, som han med spændt Interesse fulgte, viste mig hvor tidlig denne Lyst og Dygtighed til Sjøen vaagner hos de Normænd, der boe den nærmest, og kjende bedst dens Farer. Jeg ønskede at kunne gjøre Noget til Hines Ære, der havde hædret Fædrelandets Navn, men selv ere navnløse, navn- løse som de ere talløse disse Tusinder, som gave de bedste Kræfter til de Seire, Danmark knyttede alene til sit Navn. Jeg ønskede at kunne gjøre Noget, forat bringe Glæde ind i disse ensomtliggende Hjem, som Sorgen saa ofte gjæster -- Noget, som kunde forhøje den, hvor Sjømænd have frydefuldt Samqvem ombord eller iland -- Noget, som kunde udtrykke en Landsmands varme Interesse for denne herlige Stand, der omfatter saamange dygtige sande Mennesker, Mennesker med sunde Sjele i sunde Legemer -- Saadanne, som jeg har kjendt mange: freidige i Ve og Vel, religiøse og alvorlige i Hjertet, med aabne og velvillige Ansigter, patriotiske indtil Enthusiasme, nidkjære for sin Stand, trofaste i Hu, ligefremme i Sæder, modige og mandige til Daad, muntre, livlige og letvakte til Fornøjelser som Børn. Dette er den norske Sjømands Karakteristik. At der saaledes ikke skal meget til at glæde dem, og at et ægte Sjømandsgemyt, paa Grund af sin egen Gediegenhed, seer paa Meningen meer end paa Tingen, den søger sit Udtryk ved, og paa Maaden hvorpaa dette skeer, indgav mig Tanken om at foranstalte en hidtil manglende Samling af Sange for den norske Sjømand. Den Betydenhed, Standen har imellem de øvrige Klas- ser, gjorde det end mere paafaldende, at nogen Saadan endnu ikke fandtes; og den uomtvistelige blodkjøbte Ret, den har til Fællesskab i den danske Samling af Sjømandssange, forsaavidt denne behandler Begivenheder under den forrige Forening, var det ikke synderlig behageligt for Normænd at benytte sig af saa- ledes som det danske Navn deri er gjort forherskende og hef- tes til Normænds Bedrivter. Idet jeg dog maatte indtage dem i Samlingen, blev det da nødvendigt at skifte Æren noget lige- ligere ud, saa Norges Navn ogsaa kom til at tone i Sangene om SIDE: 63 dets egne Børn, og ikke idelig dette "Danmark, Danmark," som ikke engang har Ret til at beholde Æren for Sjøslagene ved Kjøbenhavn 1801 og 1807, hvori saameget norsk Blod flød, alene. Dog er ingen af de mange Sange derom optagen, saasom ingen af dem fremhæver noget norskt Navn, mens Verden dog veed, at de dengang forenede Rigers Flaade fik sin dygtigste Bemanding fra Norge. Mere ville Enkelte savne forskjellige, i deres Egne fra Mund til Mund gangne, Viser, hvoraf Kapertiden bragte mange i Omløb, og hvoraf jeg kun, efter adskillig Korrespondence paa forskjellige Kyststæder, har formaaet at drive et enkelt Brud- stykke op. Men i hvad der maatte mangle, haaber jeg den norske Sjø- mand, som faaer denne første Samling af Sange for ham ihænde, vil deri see et Beviis paa en Landsmands Interesse som agter sine Medborgere eftersom de gavne Fædrelandet og hædre det og Menneskeheden, og som med levende Følelse af Glæde og Stolthed erkjender, at denne Fortjeneste er i høi Grad tilstede inden den talrige Klasse af Norges Sjømænd. Kristiania i August 1839. Henr. Wergeland. SIDE: 64 Henrik Wergeland NOGLE ORD TIL GODE KONFIRMATIONSBØRN OG DERES FORÆLDRE GAVE TIL GODE KONFIRMANTER TIL BØRNENE Idag skal en rørende Handling forhøje vor Andagt, kjære Kri- sti Venner. Det er Ungdommens Højtid, eders Børns Æresdag, Mødrenes Bekymringers Sejersfest. Sandelig idag "ynkes Herren hjertelig" over Mødrene, og siger til dem: "græder ikke!" Thi fra idag af letter Han Opdragelsesbyrden, og han opreiser de unge Sjele, og lader dem vandre selv, ligesom de ømme Mødre reiste de spæde Lemmer og lærte dem at gaae. Idag "kommer han nær til os" i sit Ord; og det lyder til Børnene som forhen: "Du unge Dreng jeg siger dig staa op!" "Staa op!" lyder det, "til Livets Gjerninger, til Sandheds Erkjendelse, til Brødets ær- lige Erhvervelse, og til at gjengjælde Forældrene deres Velgjer- ninger." Derfor, I Menighedens Ældre, som have prøvet Livet og Vigtigheden af at lære Kristus at kjende og at vælge og lyde denne vor Herre alene og ikke de Verdens Afguder, som rives om de unge Hjerter saasnart de slippes af Forældres og Læreres Hænder -- derfor forener eder i Bønnen for Disse, der nu skulle tiltræde den farlige Vandring fra Skyldløshedens Blomsterstue, hvor de Smaae havde sin Verden, og ad de tusinde Stier over den vide Livsensslette til den sidste Tue -- til Graven, der til- sidst bliver stor nok Verden for de Største! Ja hør os, naar vi bede for dem og for os: "vor Fader osv." Luc. 7,11. Det er mange Aar siden Jesus vandrede til Nain, og opvakte den Døde; men endnu har ikke Verden drevet Kjærlighed til Jesum saavidt som Kjærligheden til sig Selv. Mærker Eder dette; SIDE: 65 thi det Ene er at elske det himmelske Liv, det Andet at ud- klække Spirer til Døden. Men hid ere de Unge komne med Hjerterne fulde af Livsens- sæd. Foraarsarbeidet er endt i deres Sjele. I Guds Navn da lægge Menigheden sin Velsignelse til, og omgjærde det Spirende endnu en Tid, og hjælpe de Vaklende, som ere standne op paa Herrens Bud! saa vil mangen Moders Vemod blive trøstet, og Folket føle Guds Besøgelse i Kirkens Gjerninger, og Jesu her- lige Navn udbredes. Det er meget, og det synes især den godtroende uerfarne Ung- dom saa, at Verden dog ikke skulde have drevet sin Kjærlighed til Himlen, der taler igjennem Jesum, saavidt som Kjærligheden til sig Selv, til sine egne Lyster og Laster, at Menneskene inden den kristne Menighed kunne glemme saa let, at Jesus ogsaa over Enhver af dem har raabt sit: "unge Dreng, jeg siger dig, staa op!" "Staa op, unge Sjel! staa op, Kraft! vaagn op Eftertanke, Dydvilje og Samvittighedens Øje!" Dog er det saa. Derfor mærker eder dette, og vogter paa eder Selv, og holder eder vaagne, at eders til Liv fremkaldte Bedre ikke atter henfalder i en Død, der ikke mere er Uskyl- dighedens slumrende! Vogter eder! thi ikke alle, der ældedes, bleve vise; mange ginge tabt, og Verdensfyrsten prægede sit dybe Herremærke i Pander, der vare klogere end eders. Derpaa kommer det an, at I, Unge, ja at vi Alle, Gamle som Unge, vogte paa os Selv; thi der falder ikke Regndraaber til Jorden flere, end Konfirmationsløfter, -- der i det unge Hjerte i Oprigtighedens Øjeblik vare dyrebarere end en Krands af Diamanter -- hengaae unyttede og uopfyldte i Luften; og for hvert skulle vi gjøre Regnskab, naar vi komme paa Baaren, hvorfra en forfærdeligere Røst end Jesu milde kalder vel til Opstandelse, men til Dommens -- ikke for Alle til en Opstan- delse i ømme Moderarme men til Opstandelse i en Døds mod hvem Tilintetgjørelse af vort Væsen, evig Glemsel af os Selv, evig Udslettelse af alt det Levendes, af Aanders og Menneskers Række, vilde være Mildhed og Velgjerning. Her vælge vi Jesum til vor Herre og med fuldberaad Hu. Ikke sandt, I, der ikke stededes Adgang hid om Alteret, om hans jordiske Throne, før I havde lært Ham at kjende, og vundet SIDE: 66 Forstand til selv at vælge? Her danne I en Kreds, Haand i Haand -- Forældre og Venner og Menighedens Gamle holde Hænderne derover, og beskytte den, og Intet synes at kunne gjennembryde den. Og dog -- disse Tryghedens Minutter flyde hen som de andre. Kredsen opløser sig, og de Enkelte udvandre hvor udenfor disse Porte andre Herrer ville raade med, og sige, at de have Krav paa Eder -- andre Herrer end den, I nu skulle sværge, Han, som hersker i dette Tempel -- hvem Aandernes Herredømme er forjettet, hvis Spiir er Tugtelse til Salighed, og hvis Rige er inden Alkjærlighedens Arme -- andre Herrer, ja med lokkende Røster og snedige Kunster indtil de have faaet listet Aaget paa eder endnu mens I ere unge, og indtil de kunne tage Svøben i Haand, og fremdrive sine Offre paa Fordærvelsens Veje. Ak, om det skulde gaae saa med nogen af disse Unge! Da vilde Øjne, som nu læse i Hjerterne, græde ovenover os; og der vilde siges om Os, naar vi udvandre gjennem disse Porte: "se Toget af Nain! der bare de en død Yngling ud i Den og Den og Den." Men Held os og Eder, unge Kristne -- I have hørt forud den gode Herres Krav før I allerede have valgt efter Hines, efter Vellystens, Havesygens, Vredens eller en anden af de tusinde Røsters Paastande, som ville kjæmpe om eder herudenfor. I ere advarede medens det er Tid. Faren er viist eder med kjærlig Haand før I allerede ere faldne i den -- med eet Ord: I ere endnu uskyldige; eders Sorg har endnu kuns havt Vægten af en barnlig Taare; eders Glæder have endnu ikke trængt til at blandes med en brydsom Eftertanke; eders Hjerter ere endnu formede efter Hans Vilje, der elskede saa Barnets og Enfoldig- hedens Uskyld. I have altsaa Noget forud: -- I have Lysets Rustning før Kampen begynder med de stærke Magter, som tør- ste efter det sunde Blod i eders Kinder, og brænde af Begjær- lighed efter at udsuge eders Hjerter og Marv og det uskyldige Øjes Glands, og at lokke den raske Ungdom til sig, for siden at kaste sine Forbandelser paa den nøgne Isse. I staae i denne Stund paa en Korsvej imellem den Herre, hvis Rige er Støv, og Den, som hersker ogsaa i Himlen. Men ikke skulle I sige, at man lod eder staae paa denne Korsvej, hvor den til den ene Side gaaer i Dybet, og den til den anden til Himlen, overladte SIDE: 67 til Uvidenhed; thi hid ledede eder omhyggelige Forældres og Læreres Hænder; og disse gav eder Ordets Fakkel, der, altsom Mørket tyknes, lyser stærkere, naar I kun holde den fast; og fra Guds Tempel lyder nu til eder til Afsked Epistelens Ord: "Farer ikke vild! Gud lader sig ikke spotte!" Endnu holde de kjærlige Hænder eder; men snart slippe de, og I staae ene. Vælger derfor nu! Valget er frit; thi I skulle have Fortjeneste deraf. Men erindrer, at Verden skal gribe efter eder og bruge alle Kunster forat vinde eder, medens Himmelen kun venter rolig efter Eder, at I af eder Selv skulle komme til den, med- bringende alle de gode Gaver, I erholdt af den. Vælger derfor nu, I Børn paa Korsvejen! Men vælger ikke med Sorgløshed som tilforn imellem Glæde og Glæde! Thi nu skulle I vælge eder et Liv og en Evighed: -- om den udødelige Aand skal herske i Eder, og Støvet arbeide i dens gode Hen- sigter, eller om det forgjængelige Støv skal vorde Engelens Herre, og lade den trælle for det Onde, som først synes Støvet født, men siden kuer det under et glædeløst Aag. Vælger! -- Det, I skulle vælge, ligge eder nær: Verden med dens Forfængelighed ligger rundt om eder, og den store Himmel er vel fjern, som det synes for det unge Liv; men den har lagt sit Billede i eders Hjerter, og lader Haabet om at naae den vandre foran eder; og hvor nære dens Porte ere, vide I Alle, der indvandrede hid, og kastede et Blik over Menighedens Grave. Men før I vælge, saa prøver! Der findes visseligen ogsaa Godt og uskyldige Glæder i Verden, og Forstanden og Dyden blive ikke altid siddende i dens Snarer. Saa er det; men her vælges, om Verden skal være os Alt, skal være vor Herre, eller om Gud skal være det, om vor Pligt skal være det, selv med Verdens, i sig selv skyldløse, Goders og Glæders Forsagelse. Thi Det skal ikke være at tjene Gud, om vi skye det aabenbare Onde, men ikke bringe ham et Offer, og ikke have Frygt for vor Svaghed. Lovens tydelige Bud glemmes vel ikke saa let; men det er ifra Skrøbelighedens Side, at Verden især søger at hilde Mennesket. Derfor maa I, unge Kristne, ruste eder fra den Kant, og forud vide hvilken Angreb I lettest ville være udsatte for. Der lever i Eder Hang til overdreven Sorg for det Timelige, Sandselighed, Begjærlighed efter Verdens rige Gaver, og flere saadanne Til- bøjeligheder, som, naar de ikke bevogtes, kunne nedrive alt hvad SIDE: 68 der opbyggedes i Templet, ja omsider udslette Lovens bestemte Bud. Der er faae aabenbare Mordere, men den ukjærlige Verden opdrager Mange, der myrde sin Sundhed og sit gode Navn, og ødelægge Næstens Ære og Ro ved Løgn, Bagtalelse og Misun- delse. Der er faa aabenbare Røvere og Tyve; men Mange, der bortstjæle den nyttige Tid, og lade Daarskaben løbe af med herlige Evner, -- der berøve Næsten den Hjælp, de skylde ham, -- der ere samvittighedsløse Laantagere, og havesyge i Hjertet, om end Haanden ikke røvede. Verdens Rige er fuldt af Forbrydelser, som Loven fra Sinai kun antyder, men ikke bestemt udtrykker, og som de borgerlige Love ikke ramme. Mens Kydskheds Budet holdes højt i Templet, træder Verden og dens Børn det med Latter under Fødder; og den lærer sine Trælle Umaadeholdenhed i samme Grad, som dens Glædesbæger udtørres. Prøver derfor forud disse forskjellige Tilbøjeligheder; og I skulle finde, at de fordre Eders hele, uafbrudte Opmærk- somhed: at de vel ere stærke, men dog ikke ubetvingelige -- ikke ubetvingelige medens I ere unge, og Hjertet ikke har hærdet sig til en tyk Skal omkring dem. Eller ere I daarlige nok til at betragte disse Maaneder, da Kundskabens Sæd isaaedes eders unge Sjele, kun som en Tid, der er tilbragt under byrdefuldt Arbeide? letsindige nok til kun at see en tom Skik at opfyldes idet I optages i Menigheden midtunder Forældres og Læreres velsignende Hænder, medens I salves af Deres Taarer, som Naturen bød eder at elske? Skulde unge Hjerter og Sjele, som man har gjort sig Umage for fra de spæde Aar at aabne, ikke kalde denne Stund vigtig, dyrebar og hellig? skulde de være saa haarde, at de ikke i den hellige Time føle den Guds Nærværelse, som fremførte dem kjærligen indtil nu, som lod Sorgerne være ukjendte for de Fleste, for maaske Alle af Eder, indtil I vare blevne stærke til at bære dem? Sandeligen jeg siger Eder, Han er over Eder i denne Stund denne Gud, som "ikke lader sig spotte", og Han lytter til Beslutningen i Eders Sjele, om I ville følge Ham, den Herre, hvem Englene love, eller ham, der raser i Verden, som kan lade Eder smage berusende Glæder, forat mætte eder med Bærme og Galde, og lære eder Ondskabens og Kaadhedens SIDE: 69 Skoggerlatter for siden at lære eder Taarers brændende Bitter- hed over et sletført Liv, brudte Løfter, brustent Haab om nogen- sinde at naae didhen, hvorfra Guddomsbilledet i Eder udgik! I have jo hørt hvorledes denne Himlens og Menneskets sande Herre mildeligen siger, at vi ikke ængsteligen skulle sørge for vort Liv og for Mad og Drikke og Klæder eller for Legemets Velbefindende, som om Livet ikke var mere end Maden og Le- gemet ei mere end Klæderne; og dog føder hans og vor Fader de uvislige Spurve, og klæder Markens skrøbelige Blommer. Saa taler Han jo igjennem sin Udkaarne, og bebreider mildeligen dem, der ere altfor ængstelige for alt dette daglige Brød, eller som dyrke Verdens Guder: Mammon eller Havesygen. Og har Han ikke bedækket Jorden med Marker, der bære Næring for alt Levende, og opdynget dem med gylden Sæd? Har Han ikke flettet de mislige Aar imellem de rige som Armod og Overflod sammen ved Siden af hinanden, forat lære os Nødtørftighed, Flid og Nøisomhed? Har Han ladet dig voxet op som den ufor- mede Svamp uden Arme? kun udvidet din Mave, og skjærpet dine Tænder, uden at hærde dine Sener og danne dine Fingre til nyttig Gjerning? Og har Han ikke lagt Eftertanke bag dit Øje, og modnet din Forstand med dit Legeme? Hvorledes, har da denne Herre bedraget dig? lovet dig Føde og Klæder, og Intet givet? udrustet din Sjel med Sands for Glæder, og stedse negtet dig disse? Men den anden Herre, som vil tviste om Dig med Himlens og Altings Herre og Fader -- denne Verdens For- førelse, denne Herre, hvis Throne falder sammen med disse for- gjængelige Been, hvad lover ikke Han? og hvad holder Han? Se, han foremaler Dig et mageligt, lystigt, frit Liv, som han kalder det; og inden faa Aar kan din Magelighed sole sig uden Kjole i Smuds og Ækkelhed, og din lystige Omstreifen maa vandre med udrakt Haand, og Dørene lukke sig for den Dovne, for Lediggjængeren og for Den, en indgroet Ustadighed og Ulyst til Arbeide har gjort uduelig og unyttig og til en Byrde for sig og Andre. Denne Verden lover dig maaskee Rigdom for Intet, blot du vil adlyde den i det lette Arbeide, at kaste Terningerne, at bedrage i det Smaa eller Store eller ogsaa arbeide for taa- belige Planer; -- nu, om føje Tid er den ødelagte Spiller der, SIDE: 70 Bedrageren, den aabenbare Tyv der, Skjøgen, Armoden uden Ære. Saaledes skal denne Herre betale sine Løfter. Han skal maaskee sige: Du er ung, du har et Legeme istand til Nydel- ser; -- han skal række din ubesmittede Ungdom berusende Bægre, og aabne dig med et Smiil, men med et fordægtigt og lurende Smiil, Udsvævelsens Vraaer; men om føje Tid rangler Drankeren frem derfra, og Syglingen sniger sig ud derfra hen- mod den tidlige Grav. Saaledes skal denne Herre betale sine Løfter. Unge Kristne paa Korsvejen -- Hvad ville I da vælge? Unøi- somheden, der gnager sig selv midti Overfloden? Havesygen og Begjærligheden, der ikke mættes ved det Umaadelige? -- eller Nøisomheden, der altid har nok, der finder Glæde i Lidet, ja selv i sine Anstrengelser? Hvad ville I vælge: den uvisse, flygtige Vinding, som maaskee æsker Forbrydelser, -- eller den Lykke, som den kloge Flid og Ærligheden har imellem sine Hænder? Hvad ville I vælge: Umaadelighedens fortærende Glæder, For- fængeligheden, Tøilesløsheden -- eller Sundheden, Roligheden, Maadeligheden, Anstændigheden, Agtelsen og alle disse skyldløse Glæder, hvori selv Englene skulde kunne tage Deel, medens hine kun med Blusel tør vise sig selv paa Jorden? Hvad ville I vælge, unge Kristne paa Korsvejen? Ville I tilhøre Ukjærlig- hedens, Misundelsens, Løgnens Verden -- eller Kjærlighedens, Retfærdighedens og Sandhedens Verden, denne som forener den sande Menighed midtimellem de Onde? Ville I sogne til dette Fredens Tempel, eller til alle de Uroens og Daarlighedens, som findes deruden? Ville I stedse indbære Fred med Eder indenfor disse Mure, der hørte eders Daabs Pagt at sluttes og høitideligen at gjentages? eller ville I hidbære Angst og Uro og Forbandelse i Hjerterne, medens Fredens og Velsignelsens Ord udsiges, og opfanges af taknemmelige Sjele rundt Eder? Prøver dette, og vælger! Triner fast de første Trin, at de ikke alle skulle blive vaklende og vildfarende! Den rette Vei er kun een, men Af- vejene ere mangfoldige. Den rette Herre er kun een, og hans Vilje er kun een; men de Aander i Verden ere mangfoldige, som raabe efter det Onde, og gribe efter de unge Sjele, for at plukke Englevingerne af dem. -- Men vi haabe, Menigheden, der saae eder opvoxe, eders Forældre, der opfødte og oplærte eder til Gudsfrygt, alle Disse haabe, at eders Valg ikke kan vorde SIDE: 71 tvivlsomt, og ikke dette Valg alene, som vi skulle høre fra eders Læber, men det, der, lige med dette, skal fældes i eders Hjerter. Gjører ikke eders Forældres glade Haab til smerteligt Bedrag, ikke deres Anstrengelser for eder fra den første Dag, I saae, indtil nu, ikke Lærernes samvittighedsfulde Arbeide, kun til for- gjæves og unyttig Møje! Lader ikke det Ord forgjæves være Eder meddelt, som "selv skal straffe sine Overtrædere"! lader ikke det vende sig til Forbandelse, som udsendtes til Velsignelse! Slukker ikke modvilligen det Lys, som gaves eder paa Stien, at ikke Naadens Smiil ogsaa skal forsvinde over eders Hoveder! Men griber fat fra denne Stund det Lys og den Stav, som Gud i Naade har meddelt eder i Kundskaben til sin Vilje! Kaarer denne Herre, som de øverste Himle ere underdanige! Han skal visseligen i sin Høide evindelig see Eder, I Smaa; og, voxe I som Jesus i Hans Naade og Velbehag, og til gode Menneskers Glæde, da skulle I mærke, at han seer alt mildere og mildere ned til Eder og al Eders Gjerning! Og naar I have prøvet dette Liv, og vundet Alderdommens hvide Krone, da vil eders Barn- dom i sin bevidstløse Uskyld i sin dunkle Fjernhed forekomme eder som Blomstrets sandsløse Liv, som en slumrende Død, og denne Stund som eders virkelige handlende Livs Begyndelse, som den, hvori Jesus, Herren, ogsaa traadte til enhver af eder, og sagde, "du unge Dreng, jeg siger dig, staae op!" Held Eder da fra denne Stund og indtil den, da I virkelig udbæres paa Baaren! Livet venter eder. Det har Krav paa eder! Benytter det til eders Salighed i hvordan det vil vise sig! Bevarer den barnlige Kjærlighed, om I forlade Forældrenes Huus! Dertil behøves hverken Videnskab, Aandsgaver eller andre Rig- domme end det taknemmelige Hjertes. At bringe en Faders eller Moders Alderdom til at rødme over sin fordums Kjærlighed til et Barn er at vende Dolken i det blodige Saar, og at bore den endnu dybere ind. Men det Menneske, der ikke aflader at være et kjærligt Barn, er som Blomstrets Skud, der tjener den Rod, som frembragte det, til Prydelse og Bevarelse, og hans Kjærlighed er som en behagelig Duft i hans Moders Kammer -- Bevarer da Barnefølelsen, endskjøndt Voxne, ligesom Æblet, endskjøndt det er modent, endnu glemmer Vellugten fra Blomst- ringens Dage! Erindrer i Armoden, om Livet bringer Eder dennes knappe SIDE: 72 Gaver, den Menneskets Søn, som ikke ejede en Steen at hælde sit Hoved til; og se! den lave Hytte vil blive rummelig nok, og Fadet lækkert nok for Nøisomheden, det haarde Leje blødt nok, og ingen misundelig Glød vil ligge i Øjet, og hefte sig ved den Riges Klæder og den Fornemmes høje Tage. I Overfloden erindrer ogsaa den fattige Verdensfrelser og hans Ord, om hvor daarligt det er, at lægge vort Hjerte til vor Dynge, og at agte denne, der dog kun er farvet Støv -- om end god med Viisdom at bruge -- dyrebarere end Sjelens Rigdomme, som gjælde i Him- len, og som ere en opklaret Forstand med god Salighedskund- skab i, et reent Hjerte med stærk Vilje til det Gode, og en god Samvittigheds Fred med Gud og med sig Selv. Og om Liden- skaber oprøre eders Bryst, da anstrenger eder for at lade det hulde, blødende Kjærlighedsbillede ogsaa fremhæve sig klarnende deri, og stille de vilde Blodbølger som den stigende Sol det op- rørte Hav! Om Vrede løfter eders Haand -- lader den synke for Hans Ord, der i Døden kunde bede om Tilgivelse for sine Mordere! Om Havesyge lokker -- tykkes bedre om Ham, der gav eder stærke Ord til at holde eder til i Fristelsen, og hvis Rige ikke er af denne Verden! Omspænde Trængsler Eder -- enten Forfølgelsens eller Fristelsens -- se! briste kunne disse Baand, som skulde hale til Dybet, naar I mindes ham, som svedede Blod i den mørke Lund, og bar Korset til han segnede. Sidder Nøden ved eders Dør, sidde da og i eders Hjerte Hans Ord, som siger: "værer barmhjertige som og eders Fader er barm- hjertig!" -- og Nøden skal bortvandre erkjendtlig, og I dog ikke klage over Armod efter den. Kiv kan vækkes, og onde Ord bide mellem Mund og Mund, men tykkes I bedre om Ham med det gode Ord: Han, som siger: "Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn!" -- se, da skal Fred være i eders Huse, Fred i eders Hjerter, og maaskee eders Tale og Mønster skal fremskabe den i dem, hvor den ei før var. Fri- stelser kunne forlokke eder, saa I falde; men ihukommer da Ham, som vaagede og bad, og som sagde: "vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse!" -- og det Onde skal ikke længer have Magt over Eder, Vredens Iilsind være som den bortdrivende Røg af den udslukte Flamme, Forfængeligheden som et støv- visnet Græs, Stoltheden ringe som et knækket Straa, Vellysten som en huul, bortkastet Frugt, Gjerighedens blændende Hob som SIDE: 73 Aske, og den lange Hevn, det nagende Had skulle I skye som tærende Givt. Glæden kunde true at henrive eder til Last eller Daarskab -- da rinde Han eder i Hu, som vel deeltog i jordiske Glæder, men som takkede Giveren, da Han brød Brødet, og forhøjede dem ved at bruge disse Leiligheder til viis Lærdom og Tilretteviisning i Samtaler, der ikke formørkede, men opklarede, ikke betyngede, men lettede Lazari og Zachæi og Vennernes Hjerter. Mørke Tanker kunde nedsænke i sløv bedøvet Uvirk- somhed -- da skal Sjeletaagen adspredes, og de betagne Kræfter reise sig, om Kristus staaer for Tankerne: hvorledes Kummer ikke afholdt ham fra at udføre sin Faders Gjerning indtil han bøiede det tornekronte Hoved, og udbrød: "det er fuldbragt". Med Synder paa Samvittigheden kan Fortvivlelse om Guds Naade betage en Sjel; Livet kan synes en Plage, og dog et ufortjent Gode, Døden en Rædsel og dog fortjent, da, -- Glæde er der dog i denne Bedrøvelse, Sejer i denne Nedknugelse, om denne Sjel dog ret levende gjenerindrer sig Ham, som den maaskee engang tyktes vel om, da den bekjendte ham og hans Ord her for Alteret -- Ham, som lod den forlorne Søn vende tilbage og gjenindsættes -- Ham, som lærer, at Himmeriges Rige er bygget paa Omvendelse, at der er Fryd over den forbedrede Synder, og i hvis Navn og Aand Apostelen siger "at Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes". I disse Skildringer, I Unge, kunne I forud kjende Livet, saa- ledes som det vil møde Eder -- uvist med hvormeget Sorg og Glæde, Medgang eller Modgang for hver af Eder; dog altid for Enhver med nok af begge Dele til at søge den samme Støtte, det samme Lys, som de Livsprøvede befunde fast og klart, ind- til de kom til den Erfaringshøjde, som ikke ligger langt fra Graven, at Alting, Ondt og Godt, tjener dem tilbedste, som tjene Herren. Livet skal have talende Gjerninger til Ord. Lad dem da tale Gud og Jesum til Forherligelse! I, som fra denne Stund ogsaa ere kaldede til Livet, vilde ellers ikke være mere at undskylde end Ynglingen af Nain, om han havde misbrugt sit gjengivne Liv. Den Blinde, som ikke erkjendte det for en Velgjerning, at være ledet fra Ilden eller den rivende Strøm, vilde ikke være saa taabelig og slet -- den Halte, som paa Isen kastede sin Stav fra sig, ikke saa daarlig som Den, der vilde benegte, at SIDE: 74 han, for sin Saligheds Skyld, havde behov hvad Gudskundskab han her har faaet foruden den Lov, som ogsaa er skreven i Hed- ningernes Hjerter. Derfor værer taknemmelige mod Jesum! -- den kommer fra Ham. Lader Livet tale i sine Gjerninger Ham til Ære, thi er det et kristeligt aandigt Liv, da kommer det fra Ham, som har opvakt det i Os, idet Han i Daabspagtens Be- kræftelse, i denne Stund forkynder Eder en aandelig Belivelses Herrebud. Amen! TIL FORÆLDRENE. Luc. 16,19. Det var ikke blandt Yppighedens Omgivelser og i Rigdommens Skjød den guddommelige Frelser opfødtes og modnedes for det himmelske Hverv, han skulde udføre paa Jorden i Tidens Fylde. Josef og hans Moder havde ei andre Skatte at efterlade, end Fromhed, Kjærlighed og et godt Efterdømme. Men, med dette, vare de rige i Guds Øine; med dette tilkom dem den Ære, at den Guddommelige var dem underdanig, om de endog ikke lige- saa klart forstode hans Ord og hans fordulgte Høihed, som det, at han voxede til i Viisdom i Alder og Naade for Gud og Men- nesker. Vi tage af denne Jesu Forældres Fattigdom, af Verdens- frelserens trange Kaar Anledning til idag at overveje, hvad der dog medrette maa kaldes Menneskets bedste Arvedeel. Men venter ikke her, kristelige Forældre! at jeg skal fremstille timelige Midler, Formue eller Magt til at vinde denne som det Bedste, I kunne skjænke eders Efterkommere. Troer dog derfor ikke, at Kristendommen fordømmer et billigt og fornuftigt Hen- syn til disse Goder ved Omsorgen for deres Vel, som efter Eder skulle indtage Rummet. At efterlade et hædret Navn, og ønske, at det maa vedligeholde sig i værdige Ætfølgere, og ikke uddøe med os -- at lade Frugter af en redelig Møje og omhyggelig Flid komne elskede Efterkommere til Gavn -- at opøve tidligt hos dem de Færdigheder, og lade dem indhente de Kundskaber, som betrygge deres Fremtids Udkomme, og gjøre dem behage- SIDE: 75 lige som nyttige i Menneskenes Samliv -- Dette og hvad Mere, som kan bidrage til Fremgang og Held ogsaa i det Timelige, er ikke alene lovligt, men ogsaa pligtmæssigt. Det er en Pligt, som selve Hjertet, om ei de naturligste Følelser ere qvalte, foreskriver. Jeg har lovet at tale om den bedste Arvedeel: den Arvedeel, uden hvilken de øvrige ere unyttige, og som, hvor de mangle, erstatter dem alle. Og hvilken er denne, I Forældre, og I, som have Forældres Ret og Ansvar? Jeg spørger Eders egne Hjerter: Hvad synes Eder at være det Bedste, som I kunde overlade de elskede Efterkommende? Eje I Noget, som, under alle Tidens Omvexlinger, udgjør eders trygge og glade Tilflugt, skjænker Fred til eders Hjerter, Lys og Kraft til eders Sjele, gjør Eder ydmyge og maadelige ogsaa i Lykkens og Nydelsens Dage, taa- lige og hengivne i Sorgens, trofaste og glade i eders Pligters Udøvelse, og altmere og mere fremvoxende i det Gode, altmere ophøjede over Verden, og reenhjertede og kjærlighedsfulde og undergivne Guds Vilje og Behag i Liv og Død? Eje I ei selv Dette -- hvad Godt have I da at efterlade til Dem, som ere eder de kjæreste? Hvad gavner da al eders Omsorg og Møje for deres Bedste? Alt hvad I for dem opofre, Alt hvad I til dem bespare, bliver da et Middel, ikke til deres Vel og eders Glæde, men til deres Fordærv og eders Græmmelse. O, I eje forvist, næst Gud, deres Lykke i eders Haand; men denne Lykke er ei bunden ved timelige Skatte og Forgjængelighedens Glands; den følger Gudsfrygtens, Dydens og Viisdommens Skatte; den følger det fordringløse, af Verden ofte overseete, Fortrin, som det uskyldige Hjerte og den gode Samvittighed er i Guds Øine. Og I skulde kunne vægre eders Børns deres bedste Arv? I skulde kunne hensløse den uden Anger, uden Ansvar, og gjøre dem lodløse kanskee baade for Tid og Evighed? -- Ud- holder du en saadan Tanke, Moder? Naar du, øm og glad, trykker til dit Hjerte den spæde Uskyl- dige, som er dig saa kjær, og hygger sig saa gjerne, saa for- troligt til din Favn -- mindes du da ei Kristi Ord: "lader Smaa- børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Saadanne høre Guds Rige til." Kjender du ei da, med hellig Bæven, Hvad Gud har lagt paa dit Hjerte og Hvad han engang af dig høit skal gjen- kræve? Og, om du ejede i din Haand Alverdens Rigdomme og Fortrin og Ære og Behag, skulde du vel ville skjænke dem til SIDE: 76 dit Ømhedspant, om de formenede det at komme til Jesum, om de stængte Vejen til Guds Rige for dit Barn? Skulde du ei hellere, hellere, om det laa i din Magt, berede det den Lod, at gjennemvandre, om end i Ringhed og Armod, med en god Sam- vittighed og et reent Hjerte, sin Verden, og, som Guds Barn og Jesu Medarving, engang møde dig i Himlen? Og dette, I For- ældre! ligger, ved Guds Naade, i eders Magt. Negter ei eder selv den Trøst, at paa eders Forhold og eders Omsorg beroer den Glæde, som I vente af eders Afkom her og hisset. Ejer dog det glade Haab, at, naar I selv have fuldgjort Hvad, der paaligger Eder, saa skal den gode himmelske Fader gjøre det Øvrige, saa skal Hans Øje vaage, naar eders Øje er tillukt, og Hans Haand beskytte, naar eders Haand er svagbleven! Frygter dog, at, om eders Børn engang ikke svare til eders For- haabninger, om de (hvilket Gud afvende!) skulle, unyttige og foragtelige, eller syndfulde og gudsforgaaene, fremslæbe et ulyk- keligt Liv, og lægge eder med Sorg i Graven -- frygter da Be- vidstheden om at I have ringeagtet eders helligste Kald, eller at eders Efterkommere nedrive hvad eders Formaninger have op- bygget, eller om at eders uvise Ømhed ikke itide har været vaagen over de Tilbøjeligheder, som, engang opflammende i utæmte Begjærligheder, skulle fortære ikke alene den Glædes- høst, I have ventet for eders Børn, men da ogsaa den, I troede at berede Eder som eders fornuftløse Kjærligheds Løn. Fædre og Mødre, og alle I, af hvem den opvoxende Slægt modtager sin Sjelsdannelse, sin Tilværelses Vel eller Ve for alle kommende Aldre -- hvor stort, hvor dyrt eders Anliggende! eders Pligt hvor hellig! men og hvor behageligt, hvor lønnende, om I kjende og vurdere dens Vigtighed! -- Ville I selv høste med Fryd, saa skulle I og selv udsaae med Flid, og ei overlade i Andres Hænder den Herrens Gave, som nedlagdes i eders egne. Se, den visner eller udarter saa let den spæde Væxtling, som for tidligt omsættes paa fremmed Mark! Lader den faae Kraft og Saft i sin naturlige Jordsmon! Vaager I selv med Alvor og Ømhed, at det Gode maa udvikles til sin Modenhed og det Onde qvæles i sit Frø! -- I kunne det Alle, om I anraabe Guds Naade, bruge eders Forstand, og lader den ledes af hans Aand; og klager da ei over utilstrækkelige Midler til eders Børns Op- fostring! Siger heller som Tobias sagde til sin Søn: "vi ere vel SIDE: 77 fattige, men vi faae meget Godt, om vi frygte Gud, flye Synden og gjøre det, som Ret er!" Skylder ei paa eders Ukyndighed i at lede og undervise! Et godt Mønster er den bedste Lærer. I vide jo Hovedsummen af al Lærdom: "frygte Gud og holde hans Bud?" I kjende jo Gud og Frelseren? Lader de spæde Læber gjentage den Stores Priis! Gjører dem bekjendte med Ham, med Faderen over alt hvad Fader heder, hvis Lov sjunges af Fuglene under Himlen, hvis Kjærlighed nedflyder med hver Regndraabe og Solstraale, og hvis gode Engle, vaksomme og milde, omsvæve det gode Barn! Lærer dem at elske den store Børneven! lader dem, saasnart deres Alder tillader, høre og læse det guddommelige Ord! Der skulle de see, at Herren løn- ner de Fromme, og er dem nær, som hannem frygte, og ledsager dem med mild, fast end usynlig, Haand paa alle deres Veje og Stier. Ja, saa er det -- det er ei blot Lærere, som undervise de Unge -- Forældre! det er endnu mere eders Exempel. Værer opmærksomme paa eder Selv; thi de Smaae ere opmærksomme just da naar I mindst formode det! Lader dem forstaae, hvor- ledes I selv kjende, selv følge hvad I hos dem søge at indskjærpe. Eders fredsomme Omgjængelse, eders glade, ordenselskende Flid under trofast Haab til Herren, Eders ømme Omhu forat gjøre hver Mand Ret og Skjel, og forat have Noget til at dele med Den, som nødtrængende er -- Eders Taalmod og Overbærelse til at forlade Næstens Svagheder og vende alting til det Bed- ste -- Eders stille Nøisomhed med eget Lod, eget Kald og Stand, under det at I hverken misunde Andre deres Overflod eller for- agte dem, som have faaet en endnu sparsommere Deel: -- troer ei, at alt Dette, som udgjør eders egen Lykke og Hæder, kan blive uden velsignet Virkning paa de unge, uskillelige Vidner til alt eders Forholdende! -- Lever saa, Kristne! Lad dette blive eders Hverdagsliv, og, uden at vide Alverdsens Viisdom, ere I da eders Børns bedste Læremestere. Som lovende Planter i god Jord, under blid Himmel, voxe de til Dag fra Dag som den unge Jesus voxte til i Alder som i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker. Ligesom naar man i en behagelig Egn, langtfra Stadens Qvalm, aander den friske Sommerluft -- man seer den ikke, man vejer den ikke; men med hvert Aandedrag kommer Hilse og Liv og Glæde -- saa skulle eders Børn tilvoxe i Sjels- og Legems Friskhed, altid omgivne af eders Dyder: saa skulle SIDE: 78 de, efter Davids Ord, være ligesom Oljeqviste kring eders Bord, opblomstrende til eders Forhaabning, fjernede fra Fordærvelsens smitsomme Vind, fjernede fra den Ondskab, der bedaarer og fordærver Sjel og Legeme. Og, da Grunden til alt dette er en sand og levende Gudsfrygt: saa forsømmer ei de Midler, hvorved denne baade hos dem og eder underholdes! Lærer dem den hellige Sabbaths Betydning! lader dem ofte med Eder deeltage ogsaa i den udvortes Guds- tjenestes Høitidelighed! Naar Josef og Maria, trofaste mod sin Religions Forskrifter, begave sig til Jerusalem efter Høitidens Sædvane, var den 12aarige Jesus dem følgagtig; og saa skulle og eders Børn, saasnart det Hellige kan blive Formaal for deres Opmærksomhed, følge eder til Herrens Helligdom. Der skulle de, vakte til Andagt og Alvor af Alt, som omgiver dem, vænnes til at opløfte sine Hjerter til Gud, til den store Fader, ifra alt det, som forvirrer omkring dem -- der skulle deres Tunger bøjes til den kjærlighedsrige Guddoms Lov og til Bønnen -- der skulle deres bevægelige, aabne Sjele modtage den himmelske Naades frugtbareste, om endog endnu kun dunkle, Indtryk, og med hellig, liflig Længsel ane og omfatte det alene Gode, Nødvendige og Sande! Og troer I Forældre! naar I derefter ledsage dem til det stille Hjem, til den fredsomme Hytte, og, efter deres Begreb, udtyde for dem Gudsordet -- troer da, at I have ført dem et godt Trin nærmere Guds Rige! Salighedens Værk bør tidligen begyndes -- de evige Sandheder bør tidlig nedlægges som en Himmeludsæd i den tilvoxende Sjel, og de skulle, tilligemed den, udvikles, modnes, og i sin Tid desfør bære Frugt. Lykkelige Børn, som have modtaget denne Arv af eders For- ældre! Den skal ei fortabes af utroe Forvaltere -- denne Rig- dom ikke opgaae i Luer, ikke bortrøves, ikke udstryges med et Pennestrøg -- om alene I bevare den selv! Bevarer den, og I skulle da have mere end alle jordiske Ejendele -- I skulle da være rige i selve Fattigdommen, hædrede i selve Ringheden. Hvorhelst den gode Gud har udseet eders Bane, der skulle I fuldbyrde hans Værk, vandre med god Samvittighed, og da altid eje nok! Lykkelige Forældre, som efterlade denne Arv til eders Børn! Deres Besiddelsesret skal ei hæves, deres Gode ei sammen- smeltes i forandrede Tider, deres Grøde ei fordærves i haarde SIDE: 79 Aar; og de bære sine Skatte, eders efterladte Arv, med sig hvorhelst de udvandre i den vide Verden. Men skulde disse Ord ogsaa falde til Forældre, som Gud har givet rundeligere Kaar, saa gjører godt; og troer ei, at I dermed borttage Noget fra eders Børn. Thi I berede Eder og dem, eders levende Exempler, Naade i det Høje, og dette er den bedste Beholdning. Thi "bedre er dog noget Lidet med Herrens Frygt, end en stor Skat med Uro. -- Have I ei jordisk Velvære, den rige Mands Dynger, at efterlade dem -- dette er ei den bedste Arv -- sørger da ei derover! Gud sørger for dem, som ere ham kjære. Han overgiver ikke dem, som hans Bud og Veje holde: "Det man lider i Herrens Frygt -- det er Rigdom, Ære og Liv". Og hisset -- hvor Nød i Herlighed forgaaer, hvor ingen Smerte mere naaer det lette Hjerte, Aanden faaer af Lysets Rosenblade, hvor i Alkjerlighedens Smiil den unge Engel lys og mild sit Legeme af himmelsk Ild evindelig kan bade -- hisset skulle Børnene møde Eder og sjunge med Engletunger til eders Ære for Gud og Himlens Herlige: "Os var, Os er den bedste Arvedeel tilfalden"! SIDE: 80 Henrik Wergeland ET EVENTYR OM GABESTOKKENE I MOSSEBY OG BORRESOGN SOM BEGYNDER LANGTHENNE I TIDEN De gamle Jetter vare seige at faae Has paa for Gothebilen her i Norge. Selv i de første Haraldiders Dage saae de forfærdede Nybyggere af og til en Røg at stige op fra de dybeste og een- somste Dale, hvorhen man vel vidste, at endnu ingen af det herskende Folk havde flyttet sin Fod. Det var da en Jothun, som holdt til der, og de yderste Beboere passede vel paa Barna, somom der var et Bjørnehie i Nabolaget. Det hændte vel endog, at de saae et uhyre rødbørstet Hoved stikke frem fra en frem- springende Klippe og ilsomt trække sig tilbage med et sørgmodig- vildt Korsdrag mellem de buskede Øienbryn; og det var da Jothunen, Jothunen selv. Den Stakkel! han speidede ikke efter Børnene forat spise dem, men efter en med hans Hules beslægtet Røg, ensom, snigende som den, dybt forstukken inde i Afkrogene som den. Da var hans Folk endnu ikke ødelagt. Der kunde endnu boe en Jettinde tilbage. Og højt strakte sig det ræverøde Hoved, som Argyleshires celtiske Beboere, enhver ægte Campbell endnu bærer i Arvmærke, og han væltede et Fjeldstykke (saadant et som Jothunporten i Vaage) for sin Hule, og gik ud paa Frieri, som maa være bleven haabløsere og haabløsere indtil det blev ganske haabløst for den sidste Jette, der sandsynligviis maa have gaaet sig bort uden at finde nogen Mage. At slutte af det Blan- dede i Racen og af visse voldsomme Træk af Herskesyge, som ikke skulle være sjeldne mellem de nærværende Fruer af præ- tenderet gothisk Byrd, kunne vel ogsaa de sidste Jetteqvinder, kjede af at vente og lystne efter et Regimente, som vel kunde være dem vist nok -- kort af endnu gjældende Motiver, være blevne troløse imod hine kraftige Celadoner og have givet sig de indtrængende Fremmede ivold. Endnu gad jeg vidst, hvilken Bondepige, der ikke vilde holde Partiet med en Byskrædder for en Ære, og hvilken Jyde, der ikke skulde have et Mon forud i Friervejen for en Landsmand hos vore Damer af den inderste Kringle. Og saaledes omtrent var Forholdet. SIDE: 81 Men lad os nu tænke os den rødbørstede ensomme Jothun speidende fra sin Klippe. Saaledes omtrent rettede engang i en smuk Maaneskinsnat Gabestokken ved Mossekirke sig op og speidede med det ene Øje, man havde i Tidens Løb ladet den beholde, udover By og Land. "Skulde jeg være saa alene i Norges Rige? den Eneste tilbage af min Slægt?" laae med smerte- fuld Forbauselse i det grovt udsnittede Ansigt, som ogsaa prydede denne Gabestok. Og den drejede sig (ikke utroligt i Moss, hvor den for nogle Dage siden bogstavelig løb bort) og kastede et sørgmodigt Blik udover de nærmeste Huse, hvor en noget sam- mensjunken Høi var synlig paa en af de Skrænter, som omgive denne mærkværdige By. Det var hans Faders, en Galges, Grav. Vinden hvinede melankolsk i de tørre Neslestilker derom, de smaae Sørgeflor af uddøde sorte Blade bevægede sig og blottede et Par fosforskinnende Splinter i Jordskorpen af en nedraadnet Stok. En uhyggelig Zittren gjennemfoer Gabestokken. Det var som at see sin Faders Been. Men det er sandt, jeg sagde det var en Maaneskinsnat. Ja saa tog det sig ud. Alle Omgivelser havde et natteagtigt, skygge- mæssigt Præg. Men det var høilys Dag bare man kom udenfor Byen. Derindenfor var det, som sagt, Nat, uden at jeg kan for- klare det uden ved et Mirakel, som kun tilhører denne gamle By, hvori de gode gamle Dage gaae saa igjen. Man tænkte meget fornuftigt der, men omtrent som andetsteds for hundrede Aar siden eller mere, og man har tildeels, blandt mange andre, den Grille at skrive med Blyant et 7 Tal istedetfor et 8 Tal i Alma- nakkerne, som man dog kjøber fra Kristiania. Alt er noget om- vendt. Byen gaaer ogsaa tilbage, som bekjendt, mens andre gaae frem; og ligesaa bekjendt er det, at Borgerne maae reise til Gjel- øen for at trække frisk Luft. Da og for den jevnlige Nats Skyld hjemme sige de ogsaa Goddag til hinanden med en Trohjertighed og Glæde, som om de aldrig havde seet hinanden paa Gaderne. Der svæve de ogsaa hinanden forbi som Skygger, og man siger, at der kun ved et Par Korpulente skal være nogen virkelig Ge- halt, hvorimod det bliver lyst paa Klubben og dagfriske Ideer satte i Cirkulation der, naar det bliver mørkt andre Steder. Hvorledes det maa være fat der med Anskuelser inden Lovs og Rets Omraade kan man let begribe, naar man betænker, at man overalt taler om Rettens Gang, mens man om Tidsaanden siger SIDE: 82 at den flyver. Den maa da der staae fast som Gabestokken, siden Tidsaanden kryber. Kort, jeg kan ikke forklare denne vidunderlige Tilstand anderledes end ved at der var en Slags Nat. Gabestokken kunde ogsaa være vis paa ikke at blive forstyrret, skjøndt Præsten netop gik af Kirken. "Skulde jeg være den Eneste tilbage af min Slægt?" sukkede den Røde og strakte sin uformelige Hals med en beleven Adræt- hed, man ikke finder hos Enhver, der ikke har været udenfor Byen. Thi der er ogsaa stive Herrer og ikke saamange Torqviller iblandt Damerne som hos Os. Den Stakkel var Enkemand, og vilde nu gifte sig igjen, skjøndt han havde havt Uheld med sine Børn som med sit Øie. Der var det smekkre Tvillingpar "Spø," som reiste til Sverrig, og "Spidsrod," som skal leve i Danmark. En Bytting, som hedte "Brændemærke," er paa Rasphuset i Kjø- benhavn og nok en Affødning "Tortur" blev i 1814 forviist Landet, hvor han dog har havt den Frækhed siden at vise sig to Gange. Da seer han, til sin uudsigelige Glæde, et Hoved ligt sit at titte frem hiinsides Fjorden. Saa glad maa den eensomme Jothun være bleven, om han fik see et Skaut paa et Hoved med de nationale Lokker og Propositioner etsteds at stikke frem af Sko- ven eller Uren. "Hvem er du, Allerfagreste?" læspede Mosse-Gabestok, og blev 3 Alen længer, mens han tillige, som Friere pleie, gjorde Revnen, hvorigjennem denne Lyd trængte frem, saa snerpesmal som mu- ligt. At han vendte det seende Øje til, som om han blot misede af Ømhed med det andet, følger af sig selv. "Jeg er Gabestokken i Borre," burde den Tiltalte have svaret, og saa igjen (om der havde været meer Oprigtighed end sæd- vanlig i slige Tilfælde) have faaet det Udraab: "Jøssu Navn, er du endnu til?" Men Gabestokken i Borresogn svarede ikke for det Første. "Aha! det maa være fordi du er stolt af din danske Nedstam- men fra Alf Tønsberggreves Steile," tænkte den borgerlige Gabe- stok, som kun stammede fra en Galge. "Adelskabet er ophævet ved Lov af 1ste August 1821." Men den Knipske forekom vor ærlige Ven med sit impertinente: "Jøssu Navn er du til endnu, Morten Jespersen?" "Jamen er jeg saa, Kari Borre. Og hvor gaaer det?" SIDE: 83 "Haa! Jeg lider ingen Nød. Der er ingen Mangel paa Skjel- mer, skulde jeg tru." "Her heller ikke." "Der falder da En nu og da." "Her ogsaa, om du vil titte lidt op under Skautet." Kari tittede op med elskværdig Undseelse. De skammelige Bondegutter havde skaaret Næsen af hende. Mortens Aktier steg; men en hæslig Skygge havde dette uheldige Øjeblik iblandet hans ædlere Følelser. "Aahaa!" tænkte han, "har hun det saa, da maa der Mere til." "Har du Nogen nu da?" raabte han med større Qvikhed i Stemmen over Fjorden. Kari, som troede han spodsk meente Næsen, stirrede stivt hen for sig. Man kunde høre Dødningpikkeren i hendes Træhjerte. Liv og Død hang af dette Øjeblik; thi hun havde ikke meent det alvorligere end andre Pebermøer i hendes Stilling. "Jeg mener, har du Nogen der du veed nu?" knebbrede det igjen tvertover, som naar man vilde tale med Kastagnetter. "Jo men har jeg saa!" sagde Kari, og halte en fiirskaaren Bondeknøs frem ved Halsjernet. Skjelmer ere Gabestokkens Rigdom. Den lever af Skjændsel. Et Menneskelivs Lykke og Forhaabninger er for den en Steg. Kari havde vundet. "Der kan du see, jeg er ikke saa indpaa." En Jothun kunde ikke see gridskere paa kristent Kjød og Blod, end Mosse-Gabestok møn- strede med sit ene Øjes sidste Kraft den blege Skjændsel i Syn- derens Aasyn. Han talte Tænderne hvergang de skar sig af Fortvivlelse med den Gjerriges Henrykkelse, som roder i Perler. Hans Beregning var ligesaa snart gjort som Huusmandens, naar hans tilkommende Halvdeel aabenbarer ham, at hun desforuden ejer et "resbit" Sviin. "Kari!" sukkede han, "Kari! Vi To ere kun tilbage, og se her! . . lad os slaae vore Pjalter sammen." Og med disse ømme Ord viste han pralende en Synder frem, som ogsaa han havde iklemme. "Naar skal vi have Bryllup," hviskede det over fra Østsiden, "og hvor skal det staae?" "Nu! -- Og i Thingstuen derover hos dig. Paa Raadstuen har der før været Bryllup." "Og hvem skal vi bede, kjære Morten Jespersen min i Moss?" SIDE: 84 "Ei, ikke de Spottegjøger, som gave Knegten din Kobberdanker i Mangel af Epigrammer til dig selv; men alle vore Fættere, om der endnu er nogen ilive, Herskaberne og Retten. De forliges saa godt, og skaffe os Udkomme i Verden." "Ja -- Retten!" sagde Morten Mossemand med et Griin à la Rabelais, og Begge bøjede Hovederne som fromme Bønderbørn naar de høre Jesu Navn. "Ja Retten, siger jeg ret," raabte den Elskværdige, og an- tog det truende Udvortes af en af vore ludende Veikors. "Ju- risterne gjør jeg meget af, for de holde meget af os Gabe- stokke." "Ja, eftersom de ere Venner af Antiqviteter til," laae i et malicieus Træsnitsmiil paa Mortens brede Overlæbe; men han strøg det strax og eftermumlede sit "Ja -- Retten!" saa pligt- skyldig-mekanisk, som om han allerede havde besiddet sin præ- sumerede Halvdeel i Hvedebrødsdagene + 1. "Det skulde jeg troe, Mand! Juristerne ville endnu en god Stund beherske Verden, mener de berømte Troppisters og Gabe- stokkenes Advokat, den unge Retslærde i Kristiania, som alt har erhvervet sig Ordet for at være en vis Trediedeel af en Koryfæ. Gid vi saasandt bare kunde vente os nogle af hans Klienter herned forat illustrere vor Høitid, saa den kunde blive en liden Kringle for een Gangs Skyld, Snutten min! Thi jeg kan ikke negte, at jeg gjør af nogle af dem for deres Træhoveders Skyld, og desuden ere de Alle over Eet saa hule i Hjertet, saa de ret ligne vor Slægt, og desuden, desuden ere de saadanne ordentlige pene Mennesker . ." "Uf!" lød det fra Morten. Ogsaa hans Kjærligheds nysud- slagne Rose var tornet. Jalusien stak sin Troisqvart igjennem hans Hjerte og lod et uklart Had mod Alt hvad der var Trop- pist tilbage i Saaret, som en Rendesnor, der, ved at trækkes i, strax fornyer Irritationen. Men han gav det kun Luft ved at mumle for sig selv: "Pene, ordentlige Mennesker? Fanden heller! Om Nogle af deres Notabler veed man noget ganske Andet." "Søde Sukkervandskarle," læspede den Elskværdige. "Jedermann sein Lust!" stjal sig over Beilerens Læber. Men -- -- en vis Glands af Herredømme udbredte sig truende over den hulde Halvdeels Aasyn liig den, der forklarede den unge SIDE: 85 Retslærdes, da han havde gjenundfanget hiin stolte gamle Tanke fra van der Noots Dage, at "Verden hører Os, os Jurister til," og endelig faaet den paa Papiret med en vellykket Halvfordøl- gelse af sit eget lille Kopiistjeg. Morten Jespersen Mossemand taug naturligviis. Der blev, i god Bryllups Bemærkelse, et frygteligt Huus paa Thingstuen i Moss. Selv gamle C. Vtes Lov dandsede med over Bord og Bænke. Anordningen in 4to af 9de August 1754 blæste Støvet af sig, og kom ned paa Gulvet. Men meest Opsigt gjorde en ung Dame fra Kristiania, som kom over fra Klubben ganske negligent med Papillotter af et skident Morgenblad i Haaret. Det var Intoleranceloven, en Datter af Professor Hjelm og Barnebarn af gamle Morgenstjerne, der var velkjendt paa Moss. Hun blev derfor velanseet alligevel, og man bar over med hendes Unoder, især da hun holdt sig mest med en stiv- pidsket puddret Forordning af 13de Januar 1741, som hun vilde lære Kringledandse. De enedes omsider om Menuetten. Kort, Brylluppet var over al Maade lystigt og comme il faut. Mosse- mænd vare forfærdede over Tummelen, og holdt sig derfor til Klubsiden af Torvet, og Dagen efter, da Bytjeneren aabnede Døren -- Himmel! Byfogdens Stol havde man vovet at røre! Den stod paa Ende. C. Vtes Lov laae i en Krog, Kristianiadamen og Forordningen af 13de Januar 1741 under Bordet i en gruvækkende Stilling og en Tommeskrue og en Knibetang borede sig ilsomst ned- igjennem et Rottehul. Men Brudeparret var af de vise. Hvad enten de nu ikke havde fundet sig tilfredsstillede eller de erindrede Kjærlig- hedens Forbandelse, at Hymen lukker dens Porte, saa skiltes de ad næste Morgen for hver paa sin egen Grund at forøge Boet, hiin rædselfulde Rigdom. Og der staae de endnu paa hver sin Side af Fjorden som en Æreport til Entreen til Landets Oplysnings Sæde, Frihedens Hovedstad. Efterskrivt. Kari Borre skal allerede være frugtsommelig; og der er vel heller ingen Tvivl om, at der vil blive nok af Gabe- stokker saalænge de To faae Lov at blive sammen. Henrik Wergeland SIDE: 86 OM STRAF OG STRAFFEANSTALTER OVERSAT FRA DEN FØRSTE SVENSKE UDGAVE, MED NOTER, NORGE VEDKOMMENDE, OG ET ANHANG BEMÆRKNINGER FORORD Visse Samfundsanliggender ere af en saadan Vigtighed og en saadan Indflydelse, at de paa eengang kunne ansees som op- muntrende og afskrækkende for Den, som, gjennemtrængt af deres dybe Betydning, ønsker at bidrage til deres Udvikling og Befordring. Indslutter end et saadant Forsøg, i Manges Øine, sin egen Dom, vil dog, haaber jeg, hos Andre Sagens Vigtighed og den rene Hensigt gjælde som Forklaring og Undskyldning. Et Lands Kriminallovgivning og Straffeanstalter ere Spørgsmaal af vid Omfatning; de gribe dybt ind i Statens moralske Liv, og udgjør væsentlige Vilkaar for dens Orden og Rolighed. De gaae ligesaavel ind paa Religionens som paa Retslærens og Politikens Omraader, og begynde i de fleste Lande at omfattes med varm Deeltagelse. Siden Ophøret af de langvarige Krige, som omtrent i et fjerde- deels Aarhundrede bemægtigede sig den almindelige Opmærk- somhed, have baade Regjeringer og Folk begyndt igjen at fæste sine Blik paa de indre Anliggender. Fredens Beskjæftigelser, om end mindre glimrende end Krigens Bedrivter, have baaret rige Frugter, ikke blot i videnskabelige Fremskridt og industriel Udvikling, men ogsaa i en større Agtelse for Menneskers Værd, i en ømmere Omhu for de lavere Klassers Oplysning og Velstand. Ædle omsorgsfulde Bestræbelser have strakt sig ogsaa til den paa Forbrydelsens Afveje Vildfarende, som man har begyndt at betragte mindre som et fuglfrit, for stedse forskudt, Væsen, end som en forvildet, falden Lige, for hvis Omvendelse og Bedring man erkjender sig opfordret til at tænke og handle. Man har indseet, at Samfundets Pligt ikke bestaaer alene i at paatale og straffe de begangne Forbrydelser, men ogsaa i omhyggeligt at SIDE: 87 opspore deres Aarsager og, saavidt det staaer i menneskelig Magt, at bortrydde dem. Man fandt, da Lastefuldhed og moralsk Fornedrelse sædvanlig opvoxer i Raahedens og Fattigdommens Spor, at den offentlige Sikkerhed først og fremst burde søges i en mere udstrakt religiøs og intellektuel Dannelse, og i oplyst Omsorg for at berede den arbeidsføre Trang, istedetfor de gamle Klosteralmisser, Udveje til Arbeide og indbringende Sysselsættelse. I samme Forhold bleve Begreberne om Straffenes rette Beskaf- fenhed rensede, og man søgte, uden at lamme deres afskræk- kende Kraft, at fjerne deres fornedrende Virkninger, og at gjøre dem paa eengang advarende og forbedrende. Disse højere Anskuelser af Menneskelighed og Samfundet, disse ædle Bestræbelser for at virkeliggjøre i Handling Kristen- dommens evige Sandheder, ere et af Tidens skjønneste Tegn. Men endnu staae paa dette Felt mange Hindringer tilbage at rydde afvejen, mange Fordomme at beseire, mange Velsignelser at høste. For ikke selv at misforstaaes, og for at forsvare den nye Straffetheori mod en Bebreidelse, den ofte maa taale, nemlig at den sørger for Forbryderen paa de Lovlydiges Bekostning, maa jeg anføre, at dens Retning tvertimod gaaer ud paa at give Loven en større Hellighed og Straffen en forøget Virkning ved at støtte den paa Fornuft og Retfærdighed. Den maa saaledes ikke forvexles med denne falske Filantropi, som undertiden har givet sig Udseende af at føre dens Sag. Denne sidste bør blot betragtes som en sygelig Udvæxt paa den førstes friske Stamme. Der behøves et oplyst og velordnet Samfund for at bringe sine Straffelove i Overeensstemmelse med Menneskelighedens og Fornuftens Fordringer, at afpasse dem efter Tilfældene med upartisk Skjønsomhed og at bringe dem i Anvendelse med Alvor, Retfærdighed og Ubevægelighed. Kriminallovgivningen og Pønitentiærsystemet staae i en uimod- sigelig Forbindelse med hinanden; de yde hinanden indbyrdes Understøttelse, og det sidste kan ansees som den førstes Fuld- endelse. Professor Mittermeyer, en af Tydsklands meest anseete nulevende Jurister, yttrer herom følgende: "Alt hvad man gjør med Hensyn til Straffelovene er blot halvgjort Arbeide, hvis man ikke tillige strækker sin Omhu til selve Grundvolden, Straf- anstalternes Forbedring". Denne Grundsætning er isærdeleshed SIDE: 88 anvendelig i vort Fædreland, hvor Fængselsopsynet og den kor- rektionelle Huustugt [fotnotemerke] endnu befinde sig paa en særdeles lav og lidet udviklet Standpunkt. Nærværende Arbeide, bestemt til, under den forestaaende Rigsdag, idetmindste for en Deel at belyse disse vigtige Spørgs- maal, deler sig i fire Kapitler, hvoraf det første indeholder: almindelige Anskuelser om Straf; det andet: Pønitentiærvæsenets Opkomst og successive Udvikling, det tredie en Sammenligning imellem de to Systemer, som for Nærværende tildrage sig den almindelige Opmærksomhed; og endelig det fjerde, om Pøniten- tiærsystemets Anvendelighed i Sverige. OM STRAF Et Folks Lovgiving kan medrette ansees som en sikker Maale- stok paa den Dannelse og Sædelighed, som det har opnaaet. Dette gjælder i Særdeleshed mere om Straffelovene, der lettere lade sig lempe efter Menneskelighedens og Retslærens stigende Fordringer, end om den civile Lov, der i visse Henseender mere beroer paa egne nationale Sædvaner og Bestemmelser, ofte og- saa paa særskilte Stedforhold. Alligevel maa man ei tabe af Sigte, at en paa billige, med selve Naturen overeenstemmende, Grunde bygget Civillovgivning er et blandt de virksomste Midler til at udrydde forældede Misbrug og indgroede Fordomme, samt at den udgjør en vigtig Betingelse for Udviklingen af en oplyst Nationalaand og en ægte fædrelandsk Tænkemaade. For uforstyrret at skride fremad til sit store Maal, sædelig og intellektuel Forædling, samt almeen Velstand, maa Samfundet bygges paa en med Fornuften overensstemmende Grundvold, og indrettes saa, at det yder Beskyttelse imod Alt, der kan for- Fotnote: Hermed menes de i Sverige brugelige Straffe "Spøslitning" ): offentlig Pidskning tilpæls ved Hjemthinget, og "Kyrkoplikt" ): Irettesættelse af Præsten og Afbigt under Gudstjenesten, forhen, under Navn af "at staae offentlig Skrifte", i Brug hos os; i Sverige oftest et Tillæg til Spøslitningen. Overs. SIDE: 89 styrre den almindelige Sikkerhed eller krænke private Rettig- heder. Statens ydre Selvstændighed og indre lovlige Bestaaen maa betrygges mod forræderske Stemplinger; den Enkeltes Liv og Velfærd mod Vold og Forfølgelse; Ejendom mod ulovlige Indgreb. Af disse ufravigelige Betingelser for Samfundets Til- værelse og Fremgang, som er Guds, i Menneskets indre Drivt og ydre Trang, aabenbarede Vilje, udspringer saaledes Sam- fundets egentlige Strafferet, der oprindelig hviler paa Fornuft og Retfærd. Men Udførelsen af en erkjendt Retsidee maa være i fuld- kommen Overeensstemmelse med denne selv, for at bibeholde sin Egenskab af Retmæssighed. Den Form, den ifører sig, maa støttes paa den erkjendte Grund, og ligesaa samvittighedsfuldt som følgerigtigt opfylde dennes Fordringer; thi i andet Fald fornægter denne Form sit eget Urbillede, og gaaer tilsidst over til at danne Modsætningen deraf. Heraf følger, at Valget af selve Straffene maa skee under en religiøs Erkjendelse af en høiere Verdensorden og en oplyst Agtelse for Menneskets Værd; de maa være fuldkommen ret- færdige, saavel i Henseende til deres Qvalitet, eller Beskaffenhed, som i Henseende til deres Qvantitet, eller det til Forseelsens Størrelse svarende Beløb. De maa ogsaa være stemmende med Fornuften, det vil sige, i psychologisk Henseende saaledes be- regnede, at de virke til den Straffedes Forbedring, og saaledes stræbe at forebygge en fornyet Forstyrring af den til det al- mindelige Bedste passende Retstilstand. Saaledes viser sig Naturen af Straf i sin Fuldkommenhed ud- gjørende Maalet, som ved deres Bestemmelse bør efterstræbes. At det i Virkeligheden ikke fuldkommen kan opnaaes, dertil maa Aarsagerne søges deels i den Ufuldkommenhed, der er uadskillelig fra ethvert Menneskeværk, deels i de ydre Om- stændigheder, som ofte udøve en saa mægtig Indflydelse, at de danne et Slags relativ Retstilstand. Dette Forhold leverer en Forklaring af, og maa ogsaa gjelde som en Aarsag til de Afveje, paa hvilke Kriminallovgivningen saa ofte har forvildet sig, og hvorpaa den endnu for en stor Deel befinder sig; men det maa ingenlunde paaberaabes, enten med Hensyn paa sin historiske Grund eller sin Tilværelse som Faktum, for at hindre en nyttig Nærmelse til en efter Oplysningens Fremskridt og Menneske- SIDE: 90 lighedens Krav mere lempet Straffetheori, thi Bestræbelsen, altid mere at nærme sig Fuldkommenheden, er et af Kjendetegnene paa Menneskenes guddommelige Udspring. Fordomsfrit at lytte til forsvundne Tiders ofte dyrekjøbte Erfaringer, og deraf at uddrage Lærdom og Veiledning, rigtig at bedømme og fyldest- gjøre det Nærværendes Krav, samt saaledes at berede Mulig- heden af en fornuftig Opfatning af det Problem, som Fremtiden i sin Tid kommer til at løse, udgjør den rette Kontinuitet i Men- neskeslægtens stigende Uddannelse. Enhver Grundvolds egent- lige Værd, saavel indenfor Tankens som de materielle Gjen- standes Omraade, beroer paa den Bygning, som derpaa kan opføres; thi ligesaa unegteligt som det er, at den sidste ei kan staae, uden at støttes af den første, ligesaalidt udgjør Grund- volden i og for sig selv noget Heelt og Fuldstændigt. Hedenskabet havde sine Retsbestemmelser, der maatte vige for Kristendommens, af himmelsk Kjærlighed og Retfærd gjen- nemtrængte, Lærdomme. Vankundighed og Mørke fordunklede længe dens evige, alt oplivende, Lys, men dens milde Aand sei- rede over ydre Hindringer og verdslig Modstand, og lærte Men- neskene, ogsaa ved Afstraffelsen af sin faldne Lige, at søge at opfylde den kristelige Kjærligheds Fordringer. At afpasse saa- vel Straffelovene som Straffeanstalterne efter en saadan Tænke- maade, det udgjør en værdig Væddestrid mellem Europas og den nye Verdens meest oplyste Folk. Iblandt de mangfoldige og vigtige Gjenstande for Kriminal- lovgivningen er selve Straffens Beskaffenhed uden Tvivl en af dem, der kræve den største Opmærksomhed. Af de Straffe- arter, Loven anvender, kan man slutte sig til Lovgiverens større eller mindre Agtelse for Menneskeværd. Straffene kunne inddeles i tvende Hovedslags nemlig: a) De der først og fremst sigte til at plage og martre de ydre Sandser, altsaa fysiskt-affliktive, i Almindelighed kaldte Le- gemsstraffe. b) Psykiskt-affliktive, i Almindelighed kaldte Sjelsstraffe. De første, eller Legemsstraffene, ere snart sagt urgamle. De havde sin Grund i den Hevnfølelse, som i Fortiden var over- vejende ved Udøvelsen af Statens Strafferet, og i den da her- skende Uvidenhed. Der udfordres i Sandhed ingen liden Grad SIDE: 91 af Oplysning, for rigtig at bedømme Vægten af Sjelsstraffene, og ansee dem for tilfulde forsonende. Det personlige Had eller det krænkede Retsinstinkt eggede længe den menneskelige Op- findelsesevne til, under tusinde forskjellige Skikkelser, at afvexle med Legemsstraffenes Grumhed. De anvendtes ikke allene til den virkelige Forbryders Afstraffelse, men ogsaa til at udpresse Bekjendelser der, hvor man vil finde Skyld. Kristendommen maatte i Aarhundreder kjæmpe imod Lidenskabernes og For- dommenes Vælde inden den formaaede at formilde dette Bar- bari og i det mindste at omklæde under mere retlige Former Levningerne af den hedenske Raahed. Principerne for de fysiskt-affliktive (korporligt-virkende) Straf- fes Anvendelse har sin højeste Udstrækning og sin yderste Grændse i Dødsstraffen, thi udover denne Grændse formaaer den ikke at udstrække sin Magt. Da Dødsstraffen endnu ansees af mange, ja maaskee af Fleer- tallet af Europas Beboere for et nødvendigt, uundgaaeligt Onde, for hvilket man vel kan bære baade Afsky og Rædsel, men som ingen vover at afhjælpe, turde det først være nødvendigt at undersøge dens sande Beskaffenhed. Dødsstraffens Retmæssighed er i Særdeleshed i den senere Tid bleven bestridt af flere Retslærde og Statskloge, og i Sand- hed fortjener ogsaa dette vigtige Spørgsmaal, at man alvorligen lægger det paa Hjerte. Samfundet har unegtelig baade Ret og Forpligtelse til med Straf at belægge enhver Handling, som kan forstyrre den almindelige Retstilstand; det har ogsaa, hvis For- bryderen ved Tilbagefald viser sig uforbederlig, eller hvis hans Forbrydelse er af en mere truende Beskaffenhed for den al- mindelige Sikkerhed, Ret til at sætte ham ud af Muligheden paany at kunne skade de øvrige, lovlydige Samfundsmedlemmer. Men gaaer denne Ret videre end til Frihedens Forliis, hvorved Øjemedet er opnaaet? Enhver Straf, der strækker sig ud over den nødvendige Grændse, gaaer jo over til Vilkaarlighedens og Hevnens Raaderum. Herimod vil man sikkert indvende, at Dødsstraffen maa bi- beholdes med dens gyselige Forberedelser og selve Henrettelsens gruopvækkende Høitidelighed, ei saameget for at straffe For- bryderen selv, som i Særdeleshed for at advare og afskrække Andre fra at følge hans Exempel. Uden at ville gaae ind paa SIDE: 92 en nærmere Undersøgelse, om Samfundet har Ret eller ikke, til at plage og tilsidst aflive et af dets Medlemmer, for derved at indjage de Øvrige Frygt og Forbauselse, turde det være megen Tvivl underkastet, om Forbrydelsernes større eller mindre Antal udelukkende beroer paa en mere eller mindre udstrakt Anven- delse af Afskrækkelsestheorien. Erfaring synes derimod at be- vise, at Forbrydelser sikkrere forekommes ved en mere al- mindelig Dannelse, en lovfæstet og ædel Samfundsorden, samt lettede Udveie til at forsørge sig. Disse Midler burde saaledes først og fremst anvendes baade af Menneskelighed og politisk Klogskab. Det Beviisværd, som kan tilkjendes følgende Tableau, turde ogsaa kunne paaberaabes imod dem, der forsvare Nytten af drakonisk strenge Love. Spanien: een Henrettelse aarlig paa . . . . 122,000 Indb. Sverige - -- -- - . . . . 172,000 -- Norge: fra 1832 incl. til 1834 incl. een Henrettelse aarlig paa . . . . . . . . . . . 720,000 -- -- fra 1836 incl. til 1837 incl. . . . . . . . Ingen Irland: een Henrettelse aarlig paa . . . . 200,000 -- England - -- -- - . . . 250,000 -- Frankrige - -- -- - . . . 447,000 -- Baden - -- -- - . . . 400,000 -- -- i 1834 kun een paa . . . . . . . . . . . 1,230,000 -- Østerrige een Henrettelse Dets Tydske Deel aarlig paa . . . . . . . . . 840,000 -- Würtemberg een Henrettelse aarl. paa . . . . 750,000 -- Pensylvanien - -- -- - . . . 829,000 -- Bayern - -- -- - . . . 2,000,000 -- Preussen - -- -- - . . . 1,700,000 -- Vermont siden 1814 ingen. Belgien siden 1830 ingen. Uagtet Henrettelsernes Antal, sammenlignet med Folkemæng- den, er størst i Spanien og dernæst i Sverige og Irland, er det dog tilstrækkelig bekjendt, at Forbrydelsernes Antal ikke er mindre der, men derimod større end i flere andre Lande, hvor Dødsstraffen enten aldeles ikke eller idetmindste høist sparsomt SIDE: 93 anvendes. Man finder ogsaa, at man mindst har behøvet at gribe til Dødsstraffen i de Stater, hvor man har sørget meest for Udbredelse af Dannelse og Afskaffelse af de Baand, som binde den private Virksomhed. Preussens Exempel er i disse Henseender høist mærkeligt. Dødsstraffen maa yderligere betragtes under nogle andre vig- tige Synspunkter. Den tilsteder ikke Forbedring, thi den tilintet- gjør paa eengang ligesaavel de gode Forsæt som de onde Til- bøieligheder. Man gjør sig sædvanligviis den Forestilling, at man ikke kan nære synderlig Forhaabning om Deres Forbedring, der have fortjent Lovens højeste Straf. Alligevel er det et, baade af Dommere og Fangevogtere, erkjendt Forhold, at de, som ifølge Loven ere Dødsstraffen hjemfaldne, ofte vise sig mindre forhærdede eller moralskt sjunkne end andre Forbrydere, hvis gjentagne Forseelser dog blot paadrage dem mindre Legems- eller Fængselsstraf. At indrømme de Sidste Muligheden af at bedre og rette paa sig, men negte at dette kan være Tilfælde med de Første, synes hverken at være fornuftmæssigt eller over- eensstemmende med Retfærdighed. Dødsstraffen tilsteder ingen Oprettelse (Restitution), om end den Aflivedes Uskyld siden skulde blive erkjendt. Deslige Til- fælde ere vistnok høist sjeldne. Alligevel gives et og andet Exempel derpaa, som beviser, at saadanne ulykkelige Feil- tagelser kunne begaaes; og hvoraf kan sluttes til endnu flere, hvor Sandheden, for menneskelige Øine, aldrig er bleven op- daget. Man maa heller ikke glemme, at den første Undersøgelse, hvorunder Sagen skal udvikles og det virkelige Forhold udledes af indviklede, ofte indbyrdes stridige, Opgivender, undertiden anbetroes unge Dommere, som, endskjøndt de besidde baade Lærdom og Duelighed og oplives af de ædleste Følelser, dog endnu savne det sikkre Blik og det skarpe Omdømme, som alene en længere Erfaring og Routine i juridiske Spørgsmaals Be- handling kunne meddele. Siden henskydes vistnok Sagen under Overretters Prøvelse, men disse have sædvanlig til hovedsagelig Ledning de Oplysninger, Akterne indeholde, og Dommens ende- lige Stadfæstelse er derpaa mere eller mindre beroende: Denne Omstændighed, som samvittighedsfulde Dommere sikkert skulle bevidne, maa vel tages i Betragtning, naar man upartisk under- SIDE: 94 søger Anvendeligheden af en Straf, som afskjærer enhver Ud- vej til Opreisning eller Rettelse. Men, indvender man, det vilde være betænkeligt at borttage Dødsstraffen; thi dersom en Livsfange kom til at rømme, skulde det være høist skadeligt, da han ikke afskrækkedes af nogen høiere Straf, end den, hvortil han allerede er dømt. Herimod kan anføres, at Feilen da vilde hovedsagelig ligge Samfundet til Last, som ikke havde forvaret den Fængslede bedre. En vold- som Afsindig, som har brudt sig ud af Dolhuset, kan ogsaa være høist farlig for den, han træffer paa; men alligevel vilde det neppe falde Nogen ind, at han burde miste Livet, for saaledes at sættes ud af Stand til at volde Ulykker. Denne præventive Hensigt kan saaledes ikke være gjældende som Retssats. Et af de Argumenter, hvormed Dødsstraffen ofte forsvares, er, at dens Bibehold er nødvendig for at kunne, indenfor Lovens Forskrifter, afpasse Tillempningen af Gjengjældelsesretten, Ius talionis, der ligeledes hviler især paa den Grundsætning, at For- bryderen skal undergaae samme Lidelse, som han har tilføjet Andre. Denne Idee er visselig baade vakker og af en dyb Betydning, men den er alene en Abstraktion og i Udførelsen uanvendelig. Har f. Ex. Forbryderen tilføjet sit Offer et dybt Saar, bør han da tilføjes et ligedant? har han opbrændt ham selv og hans Huus, bør han da selv fortæres af Luerne? Nei, svares hertil, det vilde være grusomt og umenneskeligt, Ret- færdigheden bør være forsonet ved en anden alvorlig Straf. Men da er man paa eengang inde paa et ganske andet Gebeet, nemlig det, at Straffen ikke kan være absolut tilsvarende til Forbrydelsen, men maa gaae over til et Slags konventionel Ap- proximation, og isaafald styrter jo den paa streng Gjengjældelse grundede Retsbygning overende. En anden, ikke mindre betænkelig Vanskelighed, som taler imod saadanne for Menneskeligheden modbydelige Straffe, er den, at, om de anvendes uden Skaansomhed, faaer den højeste Magt bære Bebreidelsen for en yderlig Strenghed; og om Naa- den kommer ofte imellem, næres paa den anden Side Ringeagt for Loven og liden Frygt for dens Bud. Vi have seet, at Sve- rige er, næst Spanien, det Land, hvor Dødsstraffen mest er bleven anvendt, og desuagtet ere, i de syv sidst henrundne Aar, i Middeltal, 43 til Døden dømte Individer aarlig blevne benaadede. SIDE: 95 Benaadningsretten hviler paa en stor og hellig Tanke, og ud- gjør den forfulgte Uskylds sidste Tilflugt paa Jorden; den kan ogsaa anses som Lovens Opfyldelse i de Tilfælde, hvor Bogstavet ikke er fyldestgjørende. Loven tyder Retfærdighedens ubevæge- lige Fordringer og Forstandens kolde Beregning; Naaden der- imod er Røsten fra Samfundets inderste Følelse, den er dets Hjertes Indgivelse. Men dette Prærogativ, det skjønneste imel- lem dem, som tilhøre Kronen, bør anvendes sparsomt; det er ligesaa tungt som ansvarsfuldt, at udtale det Ord, som uigjen- kaldelig afgjør et Menneskeliv. Inden Beslutningen fattes, er Tanken qvalfuldt sysselsat med at finde hvad rettest er, og siden ligger endnu Mindet om den sørgelige Gjenstand tungt paa Sindet. Dommeren er ikke udsat for denne vanskelige Uvished, thi han er blot Lovens Tolk, og afpasser dens Bud uden Partiskhed eller Medlidenhed; men Naadens Virkekreds er ikke afmaalt med samme Nøjagtighed; -- hvor langt bør den strække sig, hvor findes den rette Grændse for dens formildende Virkning? Dette Spørgsmaal er vanskeligt at afgjøre, og kræver en Tid og en Virksomhed, som ved Dødsstraffens Afskaffelse kunde spares for Befordringen af andre, for Samfundets Vel, vigtige Emner. For ret at opfatte Vægten af denne Bemærkning, bør man i Tanken hensætte sig i Regentens Stilling, og betænke, naar, efter et Middeltal, omtrent 61 Spørgsmaal om Livsstraf aarlig fremkomme i Sverige, og saaledes flere end een om Ugen, hvilken betydelig Deel af Regentens Tid der tages i Reqvisition; thi disse Sagers Natur gjør, at de ikke kunne jevnføres med de sædvanlige administrative. Hos flere ved Lærdom og ædel Tænkemaade udmærkede Mænd grunder Overtydelsen om Dødsstraffens Retmæssighed sig paa en religiøs Anskuelse og paa Fortolkningen af visse Steder i det gamle Testamente. Uden at ville indlade mig paa en kasuistisk Undersøgelse af disse Steders rette Mening, maa jeg blot indvende, at jeg støtter den Mening, jeg samvittigheds- fuldt har søgt at udvikle, paa Kristendommens Aand. Denne guddommelige Lære fremstiller ikke Livet som det højeste Gode, som Grændsen for al Virksomhed og Tilværelse, men meget mere som en Prøvetid, en Opfostring til et andet saligere Liv, som udgjør Menneskets sande Maal og rette Hjem. Hvorledes kan man da, fra en religiøs Synspunkt, forsvare en Straf, som SIDE: 96 forkorter denne Prøvetid, som afbryder denne Opfostring? Er dette ikke, snart sagt, at ville trænge ind i Forsynets urand- sagelige Raad? Men, vil man indvende, da bør ogsaa Krigeren fordømmes, naar hans Sværd drages til Fædrelandets Forsvar; men herpaa svares, at Krigen ikke kan jevnføres med den sædvanlige Rets- tilstand, men maa ansees som en voldsom Brydning, nødvendig forat gjenerobre denne, og hvorved samme Retsanskuelser ikke kunne gjøres gjældende, som under Samfundets indre vanlige Forhold. Jeg indseer fuldkommen, at man i Almindelighed vil skrækslaaes blot ved Tanken om alle de Forbrydelser og Veder- styggeligheder, hvormed man mener Jorden vil blive oversvømmet om Dødsstraffen afskaffedes, man vil mene man har aabnet en ny Pandoras Æske, hvoraf utallige Ulykker og Onder skulle udstrømme. Man befrygtede det Samme, da Tortur, Radbræk- ning og andre Vederstyggeligheder afskaffedes, og alligevel har Retfærdigheden siden da havt samme uforstyrrede Gang, og Forbrydelsen fundet sin fortjente Straf. Jeg ærer forøvrigt Enhvers Overbeviisning i dette vanskelige [fotnotemerke] Emne, som jeg ugjerne har berørt. Men da Spørgsmaalet staaer i saa nær Forbindelse med nærværende Arbeide, og har en saa dyb moralsk Betydning, har jeg holdt det for en hellig Pligt, at fremsætte samme til en meer almeen Undersøgelse. Siden den meer og mere fremskridende Oplysning har forjaget fra Kriminallovgivningen de meest barbariske Legemsstraffe, saa- som Sønderlemmelse, Brændemærken o. m. d., [fotnotemerke] staaer Spø- og Riisstraffen tilbage i vor gjældende Lovbog, som de sidste Spoer af en forsvunden Tids Retsanskuelser. Fotnote: Her har Texten "ömtålig" (delikat) et Ord, som vort Talesprog ganske vel kjender, og som uden videre skulde været brugt, om Oversættelsen ikke skede fra Svensk, hvorved en Bebreidelse for en Skjødesløshed eller Svecisme ikke vilde være udebleven fra de Mange, der ikke ville vide hvilke rige Marker, vort Sprog har paa Grændsen af det Svenske. Nedenfor vil man i Ordet "indforlive" støde paa et, der er længer indifra Sverig, fra selve Mälarens Strand; men dets egen Udtryksfuldhed og dets oftere Brug, navnlig i Bladene, har naturaliseret det. Det er et spolium siden Amalgamationsfeiderne. Overs. Fotnote: Til Hæder for vort Fædreland kan anføres, at de aldrig have været an- tagne i Sverige. [fotnotemerke] Forf. Fotnote: Som bekjendt, ikke saa i Norge. Overs. SIDE: 97 Spøslidningen, som stempler den Straffede med en uudslettelig Vanære, er kanske endnu mere fornuftstridig end selve Døds- straffen; i sidste Tilfælde tilintetgjøres Forbryderens fysiske Til- værelse, ved Spøstraffen derimod, snart sagt, Muligheden af hans fremtidige Bedring. Samfundets Strafferet, hvis Øjemed er, ved selve Strafanvendelsen, at gjenoprette den krænkede Retstilstand, samt at advare og forbedre, har saaledes fjernet sig saa himmelvidt fra sin Grundidee, at den vanærer, gjør Til- bagegangen fra den betraadte Forbrydelsens Bane paa det nær- meste umulig, og lader blot Valget tilbage mellem Elendigheden og Skafottet. Hvor mange Exempler paa dette, for Menneske- ligheden ligesaa bedrøvelige, som for den almene Sikkerhed skadelige, Forholdende har ikke vort Fædreland at opvise? Men, indvender man, Legemsstraffene ere indforlivede med vore Vaner vore traditionelle Skikke! Denne Paastand grunder sig, efter vor Overbeviisning, paa en Misforstaaelse, en Sammen- blanding af en forsvunden Tids Anskuelser med den nærværen- des. Legemsstraffe vare indforlivede med den almene Tænke- maade saa længe de vare overeensstemmende med de herskende Religionsbegreber. Kirken gav selv Anviisning paa dem som et saliggjørende Middel, og den bodfærdige Synder troede at gjen- vinde den tabte Samvittighedsfred ved Flagellation, legemlig Lidelse og strenge Faster. Langtfra da at være vanærende, an- saaes Legemsstraffen som en Forsoningsakt og den eneste rette Vej til igjen at kunne optages i Kirkens Skjød. Derfor finder man den i Forening med Kirketugt og Skriftemaal, hvorved den ved Straffen Rensede traadte ind igjen i Menigheden. Men denne Tro, disse Begreber ere forlængst forsvundne. Den almindelige Tænkemaade stempler i vore Dage den Straf- fede med en næsten uudslettelig Vanære, og støder ham med Afsky tilbage. Findes der vel Nogen blandt dem, som forsvare Spøstraffens Anvendbarhed, der vilde tage en Spøslidt i sin Tjeneste? Har man da ikke skabt en Klasse Parias eller mo- ralskt fuglfrie Væsener, som tvinges til at ansee sig i en ved- varende Krigstilstand mod Samfundet? Vanærende Legemsstraffe lede desuden Tænkemaaden paa en farlig Afvej, den nemlig, mindre at tage Hensyn til Forbrydelsens Beskaffenhed, end til selve Straffen, som medførende Vanære og almeen Foragt. Deraf opkommer ofte hos mere Udannede SIDE: 98 den Forestilling, at Forseelsen er mindre ærekrænkende blot det lykkes ved List eller haardnakket Benegtelse at undgaae den fornedrende Straf, som følger derpaa. Spøstraffen, som har været brugelig i andre Lande, i Tydsk- land (Ruthenstreich) i Frankrige (les verges), er dog bleven af- skaffet der uden Skade, uden at Forbrydelsernes Forøgelse har været en Følge deraf. Skulde da vel det Svenske Folk, som udmærkes af en dybere Religiøsitet og siden Arildstid har været i Besiddelse af en fri Forfatning, staae saa langt tilbage for disse Nationer, at det ikke skulde kunne taale en ligesaa for- nuftmæssig og menneskelig Lovgivning? Den almindelige Stemme vil sikkert benegte en saadan Paastand, og der har allerede paa indeværende Rigsdag været vakt Motioner om Spøstraffens Af- skaffelse. Det er en vigtig Støtte for min Overbeviisning, at samtlige Herredshøvdingers, af Justitie-Statsministeren affordrede, Er- klæringer angaaende Spøstraffen og den ligesaa fordærvelige, som fra sin oprindelige Natur saa lavt sjunkne Kirkestraf, have afgivet følgende Resultat: For Spøstraffens Afskaffelse . . . . . . . . . . . 48 - dens Vedvaren . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Betingelsesviis . . . . . . . . . . . . . . 12 - Kirkestraffens Afskaffelse . . . 44 - dens Vedvaren . . . . . . . . . . . . . . . .21 Betingelsesviis . . . . . . . . . . .12 Desuden turde kunne antages, at Mange blandt dem, som have næret Betænkeligheder ved at tilraade Spøstraffens Afskaffelse, have været foranledigede dertil af den liden Tiltro, de have til vort Fængselsopsyn og vore Korrektionsanstalter, og at denne, saa velgrundede, Ængstlighed ikke lidet har indvirket paa deres Omdømme. En priisværdig Uvilje imod Spøstraffen og en sørgelig Erfaring om vore nuværende, saa højst feilfulde, Korrektionsanstalter, har mere og mere henvendt den almene Opmærksomhed paa Deportationssystemet, hvis Indførelse, under nærværende Rigs- dag, er bleven paastaaet af adskillige agtværdige Rigsdagsmænd. Ved første Øjekast synes dette System at maatte medføre SIDE: 99 den betydelige Fordeel, at rense Landet fra farlige Forbrydere uden at neddæmpe Menneskelighedens Røst, og derved baade at opfylde Retfærdighedens og Klogskabens Fordringer. Ved nærmere Undersøgelse opdages derimod snart de Feil i juridisk Henseende og de Vanskeligheder i selve Udførelsen, hvormed Deportations-Ideen er beheftet. Jeg skal forsøge i Korthed at fremstille de vigtigste. Hvilken Klasse af Forbrydere bør underkastes Deportation? De, som for Livstid ere dømte til Tab af Friheden; men da bliver deres Antal ubetydeligt. De, som ere dømte for en vis længere Tid; men hvorledes skulde de kunne fra en afsides liggende Verdensdeel vende tilbage til Fædrelandet? Og, om det lykkedes dem, ere de ingenlunde forbedrede derved, at de, i Selskab med talrige Medforbrydere, have beseilet Oceanet og besøgt fremmede Lande. Da er det i Sandhed mindre bekoste- ligt, som hidtil, at transportere dem med Fangeskyds til Lang- holmen eller Malmø, for, efter udløben Fængselstid, at kaste dem lige uforbedrede paa Samfundet. Man indvender formodentlig, at det er just den Fiktion, at dømme Forbrydere til Deportation paa en vis bestemt Tid, skjøndt de i Virkeligheden underkastes en evig Landflygtighed, som ud- gjør Samfundets egentlige Borgen. Men da har jo Lovgivningen haardeligen forbrudt sig imod den antagne Retsgrund, at Straffens Qvantitet skal staae i et retfærdigt Forhold til selve Forseelsens Størrelse; og da i Almindelighed enhver Krænkelse af Retsideen indeholder sin egen Straf, har Samfundet opmuntret Forbryderen til at begaae den største af de Forbrydelser, der ere belagte med Deportation, da Ansvarsfølgen i alle Tilfælde er den samme, og derved gjort ham endnu farligere for den almindelige Sikker- hed. Man seer heraf, at Deportationssystemet ikke medfører den forskjellige Gradering, som udfordres for at svare til For- brydelsernes forskjellige Natur. Men virker Deportationen uretfærdigt ved sin Uforanderlighed, viser den sig ikke mindre ubillig med Hensyn paa sine store Forskjelligheder, som Straf betragtet. For Den, der har brudt alle de Baand, der forenede ham med Familie og Samfund, in- deholder Landflygtigheden en ringe Straf; hans Opmærksomhed fæstes paa nye, ubekjendte Formaal, der hindre al Selvbetragt- ning og efterhaanden døve Samvittighedens straffende Røst. For SIDE: 100 Den derimod, som skilles fra ømme Paarørende, et kjært Hjem og et elsket Fødeland, sandsynligviis for evigt, er Deportationen den grusomste af alle Straffe. Men hvilken af disse Tvende er farligst for den offentlige Sikkerhed? Den, der, egoistisk ind- sluttet i sig selv, blot har Følelse for egen Vinding, eller Den, der, skjøndt svag og forvildet, dog knyttes til Samfundet ved saamange tilbageholdende Baand? Virker ikke Straffen da i et urigtigt Forhold, stærkest mod den mindst skadelige, og mindst afskrækkende for den meest farlige? Disse Anskuelser af Deportationssystemets Uhensigtsmæssighed erkjendes ei alene af Theorien; de bestyrkes ogsaa af det Lands Erfaring, som i den største Maalestok har anvendt det, Stor- brittannien nemlig. Det var imod Slutningen af det forrige Aar- hundrede, at England, opgivende de allerede med Fremgang gjorte Forsøg paa den korrektionelle Bane, begyndte at deportere sine Forbrydere, først til sine amerikanske Kolonier og, efterat disse havde gjort sig uafhængige af Moderlandet, til det derved bekjendt blevne Botany-Bay. Denne Forholdsregel har imidlertid ikke svaret til de store Forhaabninger, som man grundede der- paa, thi siden den Tid have Forbrydelserne, især imod Ejendom, eller de, som hovedsagentlig ere belagte med Deportation, tiltaget i en saa forfærdelig Progression, at de, efter Beaumont og Toc- queville, paa omtrent 20 Aar ere voxede til det Tredobbelte. Dette bedrøvelige Forhold fæstede, for omtrent 10 Aar siden, den almindelige Opmærksomhed paa Deportationsstraffens Uhen- sigtsmæssighed. Men Tilbagegangen fra den betraadte Bane møder mange Hindringer i Henseende til de allerede paakostede uhørte Summer og til de i Australien anlagte Koloniers Trang til Arme. Man søgte til en Begyndelse ved skarp Strenghed i Behandlingen at gjøre Deportationen mere afskrækkende, og de Landsforviste bleve inddeelte i tre særskilte Klasser. Den første underkastedes ved Ankomsten pønitentiær Behandling i en sær- skilt Korrektionsanstalt paa Øen Norfolk; deraf fordobblet Straf og fordobblede Bekostninger. Den anden Klasse fængsledes med Jernlænker og arbeidede i fri Luft; den tredie fordeeltes blandt Kolonisterne. Men ikke nok dermed: visse Embedsmænd be- faledes fra den 1ste til den 30te September 1833 at overvære alle Afstraffelser med Spø eller Pidsk, hvorover en særskilt Pro- tokol skulde føres, hvori optoges med en forfærdelig Nøiagtighed, SIDE: 101 ved hvilket Slag Blodet havde viist sig, om det var rundet stærkt eller ikke, om den Straffede ved Klageraab havde tilkjendegivet en heftig Smerte m. m. Saadan Grumhed maatte imidlertid snart vige for det engelske Parlaments Oplysning og Menneskelighed; Deportationen bliver mere og mere sjelden, og det korrektionelle System kan nu an- sees for at være fuldkommen naturaliseret i Storbrittannien, hvor det med store Skridt gaaer frem til sit Maal. Uden at gaae ind paa en vidtløftig Undersøgelse om et pas- sende Deportationssted for Svenske Forbrydere kan tilveiebrin- ges eller ikke, er det ubestrideligt, at Omkostningerne ved de Landsforvistes Reise og Underholdning ville blive saa høist be- tydelige, at hvis Deportationssystemet ikke har nok afskræk- kende Kraft for dem, mod hvilke det rettes, saa ejer det der- imod denne Egenskab i saa meget større Grad med Hensyn til de Skatteydende, der skulle bære denne Byrde. Den Aar 1838 af det engelske Underhuus til Undersøgelse af Deportationsspørgsmaalet nedsatte Kommittee siger i sin Beret- ning Side 39: "Antallet af de til Syd-Wales og Van Diemens Land indtil Udgangen af Aaret 1836 deporterede Forbrydere udgjør 96,558. Deres Transport har med et Middeltal kostet 28 £; andre Udgifter for deres Ophold og Afstraffelse 54 £ tilsammen 82 £ (984 Rd. Bko. 380 N. Spd.) for hver deporteret Forbryder." I et til den nævnte Betænkning føiet Brev fra Erkebiskoppen i Dublin yttres om Deportationssystemet: "at det har været antaget mod al sund Forstand, og fortsat til Trods for al Erfaring." I en Debat, som nylig fandt Sted i det engelske Underhuus angaaende Forbry- deres Deportation, yttrede Sir William Molesworth blandt Andet, at enhver Forbryder koster i Australien efter den laveste Be- regning aarligen 8 £ (96 Rdlr. B.) uberegnet Transporten derhen. I samme Grad som Oplysning og Menneskelighed har formildet de gjældende Retsanskuelser, ere de fysiskt-affliktive Straffe blevne afskaffede, og Kriminallovgivningen har i alle Lande valgt sig et kristeligere og ædlere Formaal. Vi have seet, at de Sam- fund, som paa en voldsom Maade have søgt at udrydde For- brydelserne ved Forbryderens Død eller Piinsler, eller og have troet, ved en kostbar Forviisning til fjerne Lande, at kunne fri- kjøbe sig fra al Omsorg for deres moralske Forbedring, efter- haanden ere førte tilbage til en renere Opfatning af sine Pligter, SIDE: 102 og nødte til at tage sin Tilflugt til Straffemaader, der mere umid- delbart indvirke paa den Straffedes indre Væsen, altsaa egent- lig psykiske. I Sverige have vi allerede et ypperligt, Aar 1832 i Trykken udgivet, Forslag til en ny Kriminallov, hvori en ædel Aand aaben- barer sig i dybt videnskabelige Anskuelser og systematisk ord- nede Retsformer. Dette Arbeide, der i lige høj Grad hædrer Forfatternes Retskyndighed og deres menneskelige Tænkemaade, optager blot saadanne Straffe, som ere overenstemmende med Retfærdighedens og Fornuftens Fordringer. I de saakaldte Motiver, som ere Lovforslaget vedføjede, gjør de Kommitterede Rede for sine Anskuelser af de særegne Straffe- arter. Der yttres blandt Andet: "Hvor forskjellige de af Viden- skabsmænd i de senere Tider opstillede Theorier for Straffe- arterne end ere, kan dog den positive Lovgivning med Sikker- hed antage den i Fornuften dybt grundede Forestilling, at Loven truer Forbryderen med Straf hovedsagentlig i det Øjemed, gjen- nem Advarsel at forekomme Forbrydelsen. De til dette Øjemed meest virksomme Straffe bør altsaa vælges. Men da Lovgiv- ningen umuligt kan regne paa, ved selve Trudselen om Straf, at tilvejebringe almindelig Lovlydighed og udrydde enhver For- brydelse, saa at al Anvendelse af Straffelovene af sig selv bort- faldt, maa den tillige ved Valget af Straf tage særdeles Hensyn til Forbedringen af saadanne Forbrydere, der, ved Straffens Udførelse i nogen Tid adskilte fra Samfundet, efter Straffens Fuldbyrdelse atter indtræde deri. Forbrydernes Forbedring er altsaa et andet vigtigt Øjemed, som Lovgivningen gjennem Straf- fen bør befordre. De, som, i Betragtning af Straffens førstnævnte Øjemed, kunne falde paa den Tanke, at Alt var afhjulpet ved strenge Straffe, og saaledes ønske Indførelsen af Terrorisme i Lovgivningen, miskjende ei allene Menneskenes Natur, men ogsaa Retfærdig- hedens Fordringer og Menneskelighedens Pligter. Alle Tiders og alle Landes Erfaring viser, at yderligt strenge Straffe for- hærde istedetfor at afskrække. I Overeensstemmelse med denne ædle Opfatning af Straffens Natur og Øjemed, have de Kommitterede forkastet Spø- og Riis- straffen, der, som hastigt overgaaende, ere for det allerede mo- ralsk fordærvede Individ mindre afskrækkende end andre Straf- SIDE: 103 arter. Hos Den derimod, hvis Følelse af Menneskeværd ei for- hen er qvalt, undertrykke disse fornedrende Straffe de i Men- neskenes Natur grundede Anlæg til Forbedring, bringe ham til Fortvivlelse, eller gjøre ham til en svoren Fiende af det Samfund, hvis Love have sat ham i en saadan Fornedringstilstand, at Haabet eller Muligheden, at hæve sig ud deraf, er ham betaget, idet alle Veje til Udkomme og Gjenvinding af Medmenneskers Agtelse og Tillid for ham ere stængte." Alle andre fornedrende Straffe saasom Kirkestraf, Udstilling i Gabestok og Stokkestraf ere ei heller bibeholdte i Lovforslaget "som ikke virkende til Forbryderens Forbedring og derhos for- feilende Øjemedet, hos Andre at vække Advarsel og Afsky for Forbrydelsen." Hvad Dødsstraffen angaaer, har Kommitteen fremstillet tvende Forslag; et med Bibehold deraf, men for mere indskrænkede Tilfælde; det andet med Indførelse af Fængselsstraf paa Livstid i dens Sted. De Kommitterede ansee alligevel Dødsstraf for "ikke at kunne forsvares for Fornuftens og Retfærdighedens Domstol med nogen anden Grund, end at den findes nødvendig for Samfundsindretningernes Bestaaen og Øjemed. Men denne dens Nødvendighed og Hensigtsmæssighed ere Tvivl underkastede." Det nye Lovforslag optager tvende Slags Straffe paa Friheden, nemlig Strafarbeide og Fængsel, af den Grund, "at Frihedens Tab for længere Tid, med Tvang til Arbeide, er et Straffemid- del, som, i Betragtning af Menneskets fornuftige Natur, maa ansees tjenligst til Befordring af Straffens Øjemed. Erfaring har ogsaa, overalt hvor det hensigtsmæssigt har været anvendt, be- viist dets Virksomhed." Strafarbeidet er inddeelt i fem Grader, og Inddelingsgrunden er Forskjellen i Straffetiderne. Fængselsstraffen kan anvendes paa tre forskjellige Maader, den første simpelt Fængsel, den anden eensomt Fængsel, den tredie Fængsel paa Vand og Brød. [fotnotemerke] For at erholde en grundet Overbeviisning om Forslagets Rig- tighed og Værd, bør man læse de Kommitteredes Svar paa de Fotnote: Vort Kriminallovudkast fastsætter, foruden de 5 Strafarbeidsgrader, føl- gende Fængselsstraffe: Arrest, Fængsel paa sædvanlig Fangekost og Fængsel paa Vand og Brød. Overs. SIDE: 104 Anmærkninger, som ere blevne opstillede i Henseende til den af dem hyldede Straffetheori. Sverige synes i alle Henseender at være modent til at tilegne sig en forbedret Kriminallovgivning. En dyrekjøbt Erfaring om de forældede Straffes Utilstrækkelighed, samt om deres forned- rende Egenskabers tunge Følger, har oplyst den almindelige Tænkemaade og forberedet Overgangen til en bedre Retslære. En lykkelig Fredsrolighed tilsteder Os at forbedre vor indre Tilstand og betydelige, allerede forhaandenværende, Overskud give Adgang til at indføre forbedrede Straffeanstalter. Den Aar 1734 antagne og fra 1736 gjældende Lov var visselig for- træffelig for sin Tid, og beviste, at vort Fødeland da stod paa et højt Standpunkt i Retskyndighed. Men i disse hundrede Aar har den Europæiske Kultur skredet fremad med Kjæmpeskridt. Dannelsen, som da var næsten udelukkende forbeholden visse højere Klasser, begynder meer og meer at ansees som en Na- tionalejendom, hvoraf hvert Samfundsmedlem er berettiget til at erholde sin behørige Andeel; en almindeligere Erkjendelse af Menneskeværd har forjaget mangen Fordom og udviklet Be- greberne om Samfundsforholdene. Skulde ikke disse Aarsager udøve noget Slags Indvirkning paa vore Retsformer og vor Straffetheori? Men, vil man indvende, kunne ikke de erkjendte Mangler af- hjælpes, og Forbedringer finde Sted der, hvor de kunne ansees fornødne, uden dog at forandre Kriminallovgivningen i sin Heel- hed? Derpaa svares, at Vedtagelsen af partielle Tillempninger af et Lovarbeide, hvor alt bør udvikle sig i systematisk Orden og logisk Følgerigtighed fra visse almindelige Retsgrundsætninger, vilde være at berøve sig det Gode, som det Gamle i sin Heel- hed endnu muligen kunde indeholde, uden at vinde de Fordele, man venter sig af det Nye. Det Onde har allerede grebet saa- meget om sig og truer saa fordærveligt at udstrække sin smit- tende Ødelæggelse, at et Flikværk ikke er tilstrækkeligt til at raade Bod derpaa. Denne vigtige Reform maa udgjøre et heelt System, kraftigt og planmæssigt udført, og optagende alle de Emner, som staae i Forbindelse dermed. Disse kunne adskilles i tvende Hoved- afdelinger, nemlig: SIDE: 105 a) De, hvis Øjemed egentlig er at forekomme Forbrydelser ved at rydde af Veien deres almindeligste Aarsager. Dertil hører Alt, der kan befordre sand Religiøsitet, almindelig Dannelse, økonomisk Virksomhed og større Velstand. b) De, som sigte til den allerede begaaede Forbrydelses Af- straffelse og Forbrydernes mulige Forbedring. Dertil regnes Kriminallovgivningen og Pønitentiærsystemet. Da Øjemedet med denne Afhandling egentligen er at sysselsætte sig med det Sidste, som staaer i en saa uadskillelig Sammenhæng med det nye Lovforslags Straffebestemmelser, at disse ikke kunne eller bør anvendes førend vore Straffeanstalter ere bragte i en hensigtsmæssigere Orden, gaaer jeg over til selve Pønitentiærsystemet, som i de sidste Aar har gjort store Fremskridt baade i de amerikanske Fristater og i ad- skillige europæiske Lande. Disse Fremskridt ville ogsaa udfordre adskillige, let iværksættelige Forandringer i det nye Lovforslags Forskrifter, saavel i Henseende til Fængsels- tiden for visse Strafarbeidsgrader, som til Fangernes Be- handling. FORBEDRINGSSYSTEMETS OPKOMST OG UDVIKLING Endskjøndt Pønitentiær- eller Forbedringssystemet endnu i Al- mindelighed staaer paa et saa lavt Standpunkt i Europa, at et efter dets Aand velordnet Fængsel i de fleste Lande næsten kan ansees for en sjelden Undtagelse, er dog allerede sex De- cennier forløbne siden det første Forsøg anstilledes paa denne Bane. Det var nemlig 1772, at Stænderne i Flandern anlagde et Tugthuus i Gent. Grev Vilain XIV yttrer i sin til Forsam- lingen indgivne Memorial, at de Banditer, som indjog Landman- den Skræk, vare saadanne Forbrydere, der havde været dømte til Landsforviisning, Kagstrygning og Brændemærkning; at disse Straffe ikke forbedrede; men tjente til Intet. Denne udmærkede Mand ydede Fangernes Pleje og Forbedring en hidtil ukjendt Omsorg og det med saamegen Fremgang, at da den bekjendte Howard Aar 1776 besøgte dette Fængsel, afgav han det fordeel- SIDE: 106 agtigste Vidnesbyrd om den Orden, Arbeidsomhed og Reenlighed, som der herskede. Denne Indretning forfaldt siden under Keiser Joseph II, som temmelig overilet tog Hensyn til nogle interesserede Personers Ansøgning, der ansaae sig lidende i sin Næring ved de Industriforetagender, som i Korrektionshuset udførtes. [fotnotemerke] Den ædle Greves Meningsyttring gik vel ikke tabt; men andre ligesaa agtværdige Menneskevenners Bestræbelser kunde blot fremkalde isolerede Forbedringer, saalænge selve Lovgivningen ikke havde antaget en mildere og menneskeligere Karakteer. Denne store filantropiske Reform var forbeholden Qvækernes religiøse Iver. Aar 1786 lykkedes det dem i den Pensylvanske Nationalforsamling at gjøre sine Anskuelser gjældende; Døds- straffen, forhen ofte anvendt, indskrænkedes til yderst faa For- brydelser, og Aar 1790 bestemtes Fængsel med Tvangsarbeide istedetfor de forhen brugelige Legemsstraffe, saasom Spø, Riis, Brændemærkning, Ørenes Afskjæring, Gabestok m. m. Denne Forholdsregel udgjorde et mærkeligt Skridt til det store Maal, at gjøre Loven lige betydende med Retfærd og Menneske- lighed. Men om der i Mennesketankens Dybde ofte opdages umiskjendelige Spor af dens guddommelige Udspring, fremtriner dog ogsaa den menneskelige Svaghed lige tydelig, naar denne Tanke skal iføre sig en Form og fremtræde i Handling. Da fremstille uforudseede Vanskeligheder sig; da opdynge Misgre- bene sig, og den eneste Ledetraad, der kan føre ud af denne Irgang, er en oplyst og fast Villie. Saaledes gik det ogsaa her. Det Fængsel, der opførtes i Filadelfia ved Walnut-Street, op- fyldte ikke de store Forhaabninger, som man derom havde gjort sig; Cellernes Antal var utilstrækkeligt, og da man i den nye Straf- indretning samlede en Mængde Misdædere fra Grevskabernes sær- skilte Fængsler, blev det umuligt, at adskille de mindre Brødefulde fra de mere Forhærdedes Kreds, hvoraf en større Fordærvelse opkom hos de Første, men ingen Forbedring hos de Sidste. Fotnote: Forskjellige Haandværkere, især Blikkenslagere og Snedkere, i de Byer hos os, hvor Slaverier findes, ere ikke mindre misfornøjede med Konkurren- cen derifra, der i den senere Tid har tiltaget saa betydeligt. Den overgaaer langt den, ifølge Haandværksloven, fra Landet tilladte. Cfr. Yttringer i Texten 3die Kap. Litr. e. Overs. SIDE: 107 Alligevel indførtes efterhaanden deslige Forbedringsanstalter i Forbundets øvrige Stater, og siden ogsaa i vor Verdensdeel [fotnotemerke] , men uden større Fremgang, thi de vare alle behæftede med en væsentlig Feil, de Fængsledes Sammenblanding. Under saadanne Forhold kunde ingen Forbedring opnaaes, Menneskeligheden blev skuffet i sine Forhaabninger, Samfundet bebyrdet med anseelige Udgifter uden tilsvarende Fordele, og den ligesaa bekostelige som fordærvelige Vexelunderviisning i Laster og Forbrydelser gav blot en ny Næring til det Onde, og udbredte snart sine Følger paa en for den almindelige Sikkerhed høist fordærvelig Maade. Man troede vistnok, at kunne stille en Dæmning mod Fængs- lernes fordærvelige Smitte, ved et Slags Klassifikation af Fangerne efter Forbrydelsernes Natur og Beskaffenhed, men Erfaring tilintet- gjorde snart denne Vilfarelse. Da dog denne Anskuelse har fundet, og endnu har, hos Os mangen Forfegter, skal jeg søge at udvikle dens Mangler og Umuligheden af dens virkelige Anvendelse. Er det i Virkeligheden tænkeligt, at kunne opstille visse bestemte Kathegorier, hvori formeent lige Grader af moralsk Fordærvelse og Strafskyldighed kunne indpasses? Ere ei disse ligesaa mang- foldige, ligesaa afvexlende som Menneskesjælens Individualitet? Udgjør det ikke et af de største Underværker i den underfulde Skabelse, at af de utallige Menneskemasser, som allerede ere gangne til sit sidste Hvilested, af dem, som nu leve, og dem, der skulle komme, ikke tvende Individer findes at være hverandre fuldkommen lige, hverken i ydre Træk eller indre Sjelsevner? En væsentlig Forskjel maa gjøres mellem Forbrydelsens Ud- øvelse og dens Aarsag. Den første er en Tildragelse, en Hand- ling, og kan som saadan opfattes og bedømmes, den sidste er for Menneskeøjet paa det nærmeste uudgranskelig. At klassificere selve Forbrydelserne er nødvendigt, for derefter at kunne be- stemme Lovens Bogstav; det kan ogsaa være af stor Nytte i sta- tistisk Henseende, og længere kommer desuden ikke den menne- skelige Retfærdighed; derimod at klassificere selve Brødefuld- hedens ulige Nuancer og indre Natur, det er Gud alene forbeholdt. Fotnote: I det svenske Tidskrift, Læsning i blandede Emner, findes Aar 1797 en detaljeret Beskrivelse over Fængslet i Filadelfia, samt Aar 1799 tvende læse- værdige Artikler betræffende Straffelovene. Forf. SIDE: 108 Men lad Os endog antage, at man havde fundet et særeget Slags Maalestok, hvormed Menneskenes indre Brødefuldhed kunde saaledes graderes indtil dens mindste Qvantiteter, at hver Klasse kunde sammensættes af fuldkommen ligeartede Forbrydere hvad havde man da udrettet dermed? Man kan dog vel ikke for Alvor ville paastaae, at have sørget for det, oftest ifølge skadelige Exem- pler og daarlige Raad, faldne Menneskes Forbedring derved, at man sætter ham i daglig Berørelse med Andre ligesaa lastefulde, ligesaa forbryderske? Denne Vexelvirken af Følelser og Indtryk, hvor det Onde altid vil beholde Overvægten, disse Beretninger om pirrende Eventyr, af lykkeligt udførte Ran eller kløgtigt ud- tænkte Smaatyverier, hvormed de lange kjedsommelige Fængsels- timer fordrives, ville de ikke endnu mere forøge Fordærvelsen, og efterhaanden uddanne Lasten til den yderste Grændse af Vederstyggelighed? Men, indvender man, en negativ Fordeel er idetmindste vunden, den nemlig at Fangen ei har havt Anledning til at lære sig andre Forbrydelser, end dem han selv har begaaet, og saaledes idetmindste ei er bleven forværret. Denne Gevindst er blot tilsyneladende; thi i samme Grad, som Demoralisationen tiltager, i samme Grad udvides ogsaa Brøde- fuldhedens Grændser, og hvad havde vel Samfundet vundet ved, at hvert enkelt Slags af Laster og Forbrydelser blev laugsmæssigen baade udviklet og indlært i dets saakaldte Forbedringsanstalter. Der gives ogsaa en anden Grund til Fangernes Klassifikation, nemlig de ulige Grader af Forbedring eller Forhærdelse, de under Fængselstiden have lagt for Dagen. Ved første Øjekast synes denne Hensigt let at kunne iværksættes, og at indeholde en ret- færdig Straf og en billig Belønning. Den udholder alligevel ikke en nærmere Prøvelse, thi foruden den Fordærvelse, der opkommer af Fangers Sammenvære, fremkaldes tvende nye Laster, Falskhed og Hykleri. Langt fra at vækkes til en velgjørende Eftertanke, ledes Forbryderen til at vise en Anger, han ikke kjender, en Forbedring, som ikke er virkelig. Jo videre han kan drive For- stillelsen og Bedrageriet, jo sikkrere opnaaer han sit Maal, han omgiver sig blot med et forledende Ydre, men hans Indre for- bliver lige fordærvet, Sjelen lige lastefuld. Oplyste Mænd, som med Flid have studeret Fængselspleiens Theori, saavelsom de, der opmærksomt anvende den, stemme fuldkommen overeens i Henseende til Klassifikationsideens Uan- SIDE: 109 vendelighed og dens uundgaaelige Uleiligheder. I Dhrr. Beaumont og Tocquevilles Værk over "Pønitentiærsystemet i de forenede Stater", (et høist fortjenstfuldt Arbeide, hvortil jeg ofte vil komme tilbage) hedder det blandt Andet: "Umuligheden af at opstille en tilforladelig Klassifikation af Forbryderne er med saadan mathe- matisk Vished lagt for Dagen, at den bør udgjøre Udgangspunktet for al Reform i Henseende til Fængselsplejen." Udeblivelsen af al virkelig Forbedring inden Straffeanstalterne og de Løsladtes hyppige Tilbagekomst, ifølge nye Forbrydelser, efterlod endelig og ubestridelig Vished om, at det med saamegen Bekostning indrettede System var bygget paa en falsk Grund, og førte paa Afveje, som jo længere man fulgte dem stedse fjernede mere fra det rette Maal. Man besluttede, at gjøre nye Forsøg for at finde en mere rationel Opløsning af det for den almene Rolighed og Velbefindende saa vigtige Problem; men, for at und- vige de begaaede Feiltrin, kastede man sig, som det saa ofte hænder, paa den modsatte Yderlighed. Man havde fundet, at Fangernes Samvære havde avlet en tiltagende Fordærvelse, som det strengeste Arbeide ei kunde forekomme, og man kom paa den Tanke, at allene deres fuldkomne Adskillelse fra hverandre kunde afhjælpe det Onde. Ogsaa her var Grundideen rigtig, men den forfeiledes under Iverksættelsen. Nationalforsamlingen i Ny-York bestemte Aar 1821, at 80 Indi- vider, udvalgte blandt de meest forhærdede Forbrydere, skulde indestænges hver i sin Celle, for der at forvares i fuldkommen Eensomhed, uden Tilladelse til at arbeide eller Adgang til noget Slags Sysselsættelse. Denne Forholdsregel stred altfor meget mod Menneskenes Trang til Virksomhed og Samqvem med sine Lige, og dens Følger nølede ei heller med at indfinde sig i sin hele Gyselighed. "De ulykkelige Fanger", saa berette Beaumont og Tocqueville, "henfaldt i en saa betydelig Svaghed, at deres Be- vogtere begyndte at frygte for deres Liv; fem bukkede under inden eet Aars Forløb, een blev afsindig, og de Øvriges moralske Tilstand syntes ei mindre foruroligende." Man nødtes til at op- høre med denne umenneskelige Prøve; 26 af de Tiloversblevne benaadedes og de Øvrige erholdt Tilladelse til at arbeide i de fælleds Værksteder. Dette bedrøvelige Resultat af et Forsøg, hvorom man havde gjort sig saa store Forhaabninger, nedslog Manges Sind, ryggede SIDE: 110 Mangens Overbeviisning, og den filantropiske Tanke, i Forbindelse med Forbryderens Afstraffelse at søge at berede hans mulige Forbedring, løb Fare for stedse at stemples som et tomt og barn- agtigt Drømmebillede. Men en stor og sand Idee, eengang udtalt, er udødelig; Udviklingen af det Gode, den tilsigter, kan vel for nogen Tid forhales af ydre Omstændigheder, men aldrig qvæles eller tilintetgjøres. Imidlertid opstod i Fængslet ved Auburn i Staten Ny-York et nyt System, idet man søgte paa en mere oplyst Middelvej at undvige Sammenblandings- og Klassifikations-Ideens mangfoldige Mangler. Fangerne bleve om Natten indestængte hver i sin Celle, men om Dagen arbeidede de i fælles Værksteder under en fuldkommen Taushed; den mindste Hvisken, det ringeste Tegn straffedes med yderste Strenghed. Ved denne Anordning søgte man at hemme den skadelige Vexelvirkning, som Fangerne udøve paa hverandre ved Meddelelsen af Tanker og Indtryk, uden at berøve sig Muligheden af at lade dem være sammen, og saaledes at bibeholde de store Fordele, som for selve Arbeidet opstaae, naar en større Arbeidskraft forenes til fælles Virksomhed. Grund- tanken var at samle Mennesker, som fysiske Væsener, men at udestænge al moralsk Berørelse imellem dem; Legemet var dømt til strengt Arbeide og Sjelen til en plagende Eensomhed, endog inden Kredsen af sine Lige. Dette System, som erholdt Navnet af det Auburnske, da det først anvendtes i det Fængsel, der bærer dette Navn, erholdt en stor Udvikling under Forstanderen Elam Lynds Bestyrelse. For at kunne anvende det i en større Skala, besluttedes, Aar 1825, at et nyt Forbedringshuus skulde opføres ved Singsing. Mr. Elam Lynds, som erholdt dette Hverv, udvalgte hundrede Fanger, med hvilke han begav sig til det ved Strandbredderne af Hudson anviste Sted. Der lykkedes det ham, ved den Tiltro, han havde indgivet disse forbryderske Mennesker, og den Magt, hans faste Vilje udøvede over dem, at vække deres Flid og uddanne deres Arbeidsevner. De bleve efterhaanden Murere, Snedkere, Smede, og med en Forstærkning af Arbeidere alle tagne fra Korrektionsanstalterne, opførte han inden nogle Aar disse vidt- strakte Bygninger, der indeholde 1000 Celler. Dette Exempel viser deels hvor stor Indflydelse en kraftig Mand kan have endog paa fordærvede Gemytter, deels de Resultater, som kunne vindes SIDE: 111 ved en klog Anvendelse af den Menneskekraft, der almindelig uvirksom forspildes i vore Fængsler. Omtrent ved denne Tids- punkt (1822) foretog Staden Genf en Reform i sine Straffeanstalter i samme filantropiske Retning, hvorpaa Nordamerika havde givet et prisværdigt Exempel. Ingen Bekostning sparedes for at opføre de til Fangernes Opbevaring nødvendige Bygninger, og Aar 1825 udfærdigedes et Reglement, hvorefter den indre Tugt skulde haand- hæves. Fangerne skulde inddeles i tre særskilte Kathegorier: efter deres Alder og Kjøn, samt Beskaffenheden af deres Forbrydelser; hver Klasse arbeidede i fælles Værksteder, spiste og tilbragte sine Fritimer tilsammen. Vi gjenfinde saaledes her den uheld- bringende Klassifikationsidee, og skulle ogsaa snart see dens fordærvelige Indflydelse. Forgjæves søgte man en Modvægt mod denne ved Fangernes Forvaring om Natten i Celler og Taushedens Iagttagelse under Arbeidstimerne; de uundgaaelige Samtaler og indbyrdes Meddelelser vare tilstrækkelige til at gjøre Bedringen umulig. Ikke nok da med, at det tilsigtede Maal saaledes for- feiledes; Straffen tabte ogsaa sin afskrækkende Egenskab, og ophørte at virke som et advarende Element i Samfundet. Dette Forhold oplyses fuldstændigt af den Inspektion, som Aar 1832 foretoges i de genfiske Korrektionsanstalter, for at undersøge Fangernes Tilstand. "Fangerne", hedder det, "havde muntre Ansigter, og deres Udseende bar Præget af Sundhed og Trivsel. De havde ingen Klager at fremføre, og i Sandhed hvad skulde de vel have at klage over? De ere vel fødte, vel klædte, have gode Senge, i vel opvarmede Værelser; de arbeide langt mindre, end deres frie Lige nødes at gjøre for at fortjene sin og Sines Underhold- ning, og have desuden til Tidsfordriv den Fornøjelse, at erhverve en Mængde Begreber, der forhen vare dem aldeles fremmede." Følgerne af disse væsentlige Misgreb bleve inden faa Aar mærkelige; Forbryderne vare i bestandigt Tiltagende, og af 121 Løsladte, ifra 1825 til 1831, kom 34, eller omtrent 1/3 Deel tilbage til Fængslet for nye begaaede Forbrydelser [fotnotemerke] . En ny Forordning udfærdigedes Aar 1833, hvori Disciplinen, skjærpedes; Fangerne underkastedes en ny Klassifikation, hvor- efter Behandlingens Strenghed lempedes; deres Dispositionsret over Arbeidspengenes Overskud indskrænkedes i en betydelig Fotnote: I Kristiania Tugthuus have Tilbagefaldene fra 1835 -- 1838 incl. udgjort om- trent 1/7 af Fangeantallet. Overs. SIDE: 112 Grad, og Taushed paalagdes alle dem, der ikke hørte til den saakaldte forbedrede Afdeling. Det var en Nærmelse til det Auburnske System. Denne velgjørende Strenghed undlod heller ikke at medføre en større Orden i Indretningen, og Tilbagefaldene have siden den Tid været i bestandigt Aftagende. England havde ei heller været uvirksomt i Henseende til dette store Nationalanliggende. Allerede under den sidste Deel af det forrige Aarhundrede havde den navnkundige Howard fæstet den almindelige Opmærksomhed derpaa. I Forening med to andre udmærkede Mænd, Sir Georg Paul og Sir William Blackstone udkastede han Planen til et Pønitentiær-Fængsel. Med Anvendelse af deres Anskuelser opbyggedes Fængslet for Grevskabet Glou- cester Aar 1790. Dette var forsynet med særskilte Celler, i hvilke Fangerne, baade Nat og Dag, vare indespærrede og fuldkommen ad- skilte fra hverandre under hele den idømte Fængselstid. Dette Sy- stem fortsattes i 17 Aar. Siden forlod man det, alene af den Aar- sag, at Rummet, formedelst den stigende Befolkning, var for lidet i Fængslet, hvorfor efterhaanden flere Fanger bleve indqvarterede i samme Celle. I Aaret 1820 maatte 362 Fanger sammentrænges i 180 Celler. Derved blev det umuligt at opretholde den befalede Disciplin. Sir Georg Paul afgav herom Aar 1819 inden en af Underhuset udnævnt Kommittee følgende Yttringer: "Endskjøndt jeg tilligemed flere andre Theoretikere nødes til at indrømme, at jeg af det Hele ventede mere, end man har vundet, saa har dette ikke været Tilfælde med den omspurgte Forbedringsanstalt. Den har, under sin første Virksomhed, ydet Resultater, som langt overstige dens Grundlæggeres og mine egne Forhaabninger. Jeg kjender af egen Erfaring, at det er lykkets mange Udgangne fra dette Fængsel, at erhverve sit Ophold ved ærligt Arbeide. Jeg har henvendt en særdeles Opmærksomhed paa denne Indretning i de første sytten Aar af dens Tilværelse, og har altid fundet dens Indvaanere ordentlige, lydige, taalmodigt underkastende sig sin Skjebne. Jeg har saaledes al Anledning til at troe, at deres Sædelighed i Almindelighed er bleven forbedret, og i ovennævnte Tidsrum ere saare faa Løsladte vendte tilbage til ny Afstraffelse." Disse Ord, udtalte af en oplyst Filantrop ved Enden af en mangeaarig og dydig Levnetsbane, ere en Trøst, som Menneske- vennen behøver, for ei at trættes i sine ædle Bestræbelser, naar han saa ofte seer sine Forhaabninger skuffede; de udgjøre en SIDE: 113 dyrebar Opmuntring for dem, der søge at bortrydde Hindringerne for en gjennemgribende Reform af Forbedringsanstalterne. Efter samme Principer, som i Gloucester havde været fulgte, indrettedes Aar 1824 Staten Glasgows Korrektionsfængsel eller det saakaldte Bridewell med 265 særskilte Celler. Just her have de lykkeligste Følger viist sig, i Henseende til Fangernes Helbred, Arbeidsomhed og Afskrækkelse fra nye Forbrydelser. Samme Aarsag til Forfald, som i Gloucester, truer dog dette Fængsel; thi endskjøndt Cellernes Antal er bleven forøget til 274, have i de sidste Aar stundom 400 Fanger maattet rummes deri. Man var alvorligen betænkt paa Fængslets Udvidelse allerede 1838, efter hvad Generalinspektøren for de skotske Fængsler, Sir Fre- derik Hill, i sin til Indenrigsministeren da afgivne Indberetning oplyser. Men vi vende tilbage til Nordamerika. Det Auburnske Sy- stem tildrog sig snart den almindelige Opmærksomhed, og i de fleste Fængsler indførtes efterhaanden den paa Soveceller og fælles Arbeide under fuldkommen Taushed beregnede Disciplin. Pensylvanien forlod alligevel ikke den Idee, hvorpaa dets første Reform i Fængselsplejen hvilede, omendskjøndt den i Anvendelsen var bleven tilsidesat, nemlig Fangens fuldkomne Adskillelse fra andre Medforbrydere. Dette, for Samfundet og Menneskeheden vigtige Spørgsmaal granskedes, fra alle dets Synspunkter af de meest udmærkede Publicister, og fandt i Hr. Edvard Livingston fra Boston en ligesaa nidkjær som oplyst Forfægter. Et nyt Fængsel, beregnet efter Cellesystemet, opførtes i Pittsburg; og da man fandt, at det, formedelst en feilagtig Bygningsmaade, der gav Fangerne Anledning til at tale med hverandre, ikke opfyldte Øjemedet, indrettedes en anden Forbedringsanstalt i Cherry-Hill, der ansees som Mønsteret for det nye saakaldte Filadelfiske eller Pensylvanske System, hvis Opkomst egentlig kan regnes fra Aaret 1829. Dette System hviler paa fire Hovedpunkter: a) Fangernes fuldkomne Adskillelse fra hverandre, saavel om Dagen som om Natten. b) Afskaffelsen af alle Legemsstraffe. c) Religiøs Underviisning og strengt Arbeide. d) Forebyggelse af al Samtale med Andre, end Inspektøren, Forstanderen, Præsten, Læreren, Lægen og Bevogteren. SIDE: 114 Pensylvaniens Lovgivere tilkommer saaledes ei alene Hæderen, først at have udført den ophøjede Anskuelse, med Straf at forene Forbedring; de have ogsaa med en roesværdig Udholdenhed, der ikke lod sig nedslaae hverken af Vanskeligheder eller Opoffrelser, opført den sikkreste hidtil kjendte Grundvold, hvorpaa Forbedrings- systemet kan opnaae sit store Maal. Af 27 blandt de større Fængsler i Nordamerika (efter Dr. Julius, hvis grundige Arbeide er ligesaa hædrende for Forfatteren, som lærerigt for Læseren) ere 17 indrettede efter det Auburnske og 9 efter det Filadelfiske System. Eet eneste er blevet tilbage i sin gamle Form, nemlig det ved Richmond i Virginien. Men det er højst mærkeligt, at den Filadelfiske Idee baade er bleven hyldet og anvendt ved alle de nye, siden 1831 indrettede, Straffe- anstalter, til et Antal af ikke mindre end fem, hvoraf een i Staten Ny-York, den egentlige Hjemstavn for den Auburnske Disciplin. I Europa ere i de senere Aar adskillige Fængsler blevne ind- rettede efter de nyere Anskuelser; deriblandt maa nævnes de i Aberdeen, Paisley, Ayr, Dundee, Montrose og Lerwick i Skotland; i Gent og Lüttich i Belgien, samt Warschau i Polen efter det Filadelfiske System; det i Millbank ved London med Nærmelse til sidstnævnte System; samt det i Coldbathfield ved London og nogle franske og schweitzerske efter den Auburnske Methode. Den Preussiske Regjering, som med sin oplyste Omsorg omfatter Alt, der kan fremme Nationalvelstanden, har ogsaa udstrakt sin Opmærksomhed til Pønitentiærsystemet. Aar 1830 foretoges ved Insterburg Opbyggelsen af en Korrektionsanstalt efter Eensomheds- systemet. Efterat en almindelig Oversigt saaledes er leveret af Fængsels- plejens Udvikling, skal jeg i det følgende Kapitel søge nærmere at udvikle de tvende nu herskende Systemers Hovedkarakteer og medførte Resultater, samt anføre de meest udmærkede Forfatteres Omdømme over deres Mangler og Fordele saavel i moralsk som økonomisk Henseende. SIDE: 115 SAMMENLIGNING MELLEM DE AUBURNSKE OG FILADELFISKE PØNITENTIÆR-SYSTEMER For med Sikkerhed at kunne bedømme de ved Auburn og Filadelfia fulgte særegne Forbedringssystemer, er det nødvendigt at have Kundskab om deres forskjellige indre Orden og ydre Disciplin, endog i de mindste Detaljer. Jeg skal saaledes frem- stille en fuldstændig Forklaring deraf, og følger herved hoved- sagelig Hr. Demetz's fortjenstfulde Beretning Aar 1837 til den daværende Franske Indenrigsminister Grev Montalivet. Fængslet ved Auburn tæller 770 Celler, et Kapel, adskillige Værksteder og Spisesale, samt nødvendige Værelser for Økono- mien og Vagtbetjeningen. Ved Fangens Ankomst afklippes hans Haar, han iføres en sær- skilt Dragt og en egen Celle bliver ham anviist. Arbeidstimerne omvexle efter Aarstiderne. Om Sommeren begynde de Klokken halv syv om Morgenen, og ende Klokken sex om Eftermiddagen. Om Vinteren begynder Arbeidet med Dagen, og ophører ved den indtrædende Skumring. Eet Qvarteer efterat Arbeidsklokken har ladet sig høre, og efterat Vagten er bleven opstillet, aabnes alle Celler, hvoraf Fangerne træde ud og marschere i tæt sammensluttede Geleder til Værkstederne. Klokken syv eller otte, alt efter Aarstiden, spises Frokost, hvorefter man strax igjen tager fat paa Arbeidet. Middagen finder Sted Klokken tolv. Til hvert Maaltid indrømmes højst 30 Minutter. Naar Fangerne begive sig til og fra Spisesalen, opstilles de i særskilte Afdelinger, og tiltræde Marschen eller gjøre Holdt efter Kommando; Enhver holder den ene Haand paa sin Forgjængers Axel og Hovedet vendt til den af Bevogterne, som fører Be- falingen. Ved Singsing fortære Fangerne alle Maaltider i sine Celler, hvilket visseligen i mange Henseender synes at have Fortrinet, men volder naturligviis meget Besvær og Tab af Tid, da Fan- gerne først skulle indlaases i Cellerne, og siden opstilles og ind- deles for at begive sig til Værkstederne. Om Aftenen, efterat SIDE: 116 Arbeidet er sluttet, hjemføres Fangerne i samme Orden. Paa Vejen leveres enhver en Mugge Vand og en Skaal, indeholdende Aftensmaden. Saasnart Fangen er kommen til sin Celle, indtræder han strax i den og skyder Døren til efter sig; Vogterne stænge da Cellerne i en vis Orden, og for at forvisse sig om, at ingen har forstukket sig, skal enhver Fange fremrække to Fingre gjennem det paa Døren anbragte Gitterværk. Omtrent 20 Minutter medgaae for at aabne eller tillukke de hver Vogter tildeelte Celler. Om Natten ere Gangene oplyste og fire Vogtere ere ansvar- lige for Ordens Overholdelse. Tvende af dem skulle altid være i Bevægelse paa Gangene, forsynede med Sokker, for ei at høres af Fangerne. Under alle Forretninger bør den fuldkomneste Taushed iagt- tages, givne Befalinger øjeblikkelig iværksættes, og Alt, hvad der kan afstedkomme Bulder og anden Uorden, omhyggelig und- viges. Den mindste Forsømmelighed, det ringeste Forsøg paa, ved Hvisken eller Tegn at meddele sine Tanker, straffes strax og uden Skaansel med flere Slag af en Pidsk paa den Feilendes nøgne Skuldre. Retten til at straffe er udstrakt til alle Vog- terne; Slagenes Antal er ikke bestemt. Fruentimmer ere ikke underkastede Legemsstraf, men Arrest i Cellen, Formindskning af Madportionen m. m. d. Om Søndagen reengjøres Cellerne, Fangerne erholde reent Linned og rene Lagen. Efter Frokosten begive de sig til Kapel- let, og derifra til Søndagsskolen, hvorefter de indstænges i sine Celler til den paafølgende Dag. Middagsmaden indtages da i Cellerne. Paa nogle faa Afvigelser nær, er Disciplinen lige i alle de øvrige, efter det Auburnske System indrettede, Forbedrings- anstalter. Ved Cherry-Hill i Filadelfia iagttages følgende Orden: Saasnart den dømte Forbryder ankommer til Fængslet, under- søges hans Helbredstilstand af Lægen, hvorpaa han iføres en særegen Dragt. Med forbundne Øjne føres han til den Celle, som er ham til- deelt, og hvorifra han siden ikke kommer ud før den idømte Fængselstid er forløben. Han betegnes blot med Cellens Num- mer. I sin rummelige, men eensomme, Celle overlades Fangen SIDE: 117 til sørgelige Minder og bittre Betragtninger. Arbeide, eller anden Sysselsættelse, gives ham ikke før han selv begjærer det. Sjel- den forløbe to Dage inden han anholder derom paa det ind- stændigste. Dersom Fangen er kyndig i noget Slags Haandværk, leveres ham Alt, hvad der udfordres for at drive det. I andet Fald meddeles ham Underviisning i en eller anden nyttig Haand- gjerning. Inspektørerne, Præsterne, Forstanderen, Lægen og Bevogteren ere de Eneste, som faae besøge Fangerne i deres eensomme Boliger. Fangerne staae op Kl. 5 Morgen og gaa til Hvile Kl. 9 Aften. Om Vinteraftenerne oplyses de Fangers Celler med en Lampe, hvis Arbeidsdygtighed kan bære denne Udgivt. Trende Maaltider gives om Dagen: Frokost Kl. 7 eller 8, Mid- dag Kl. 12 eller 1, Aftensmad Kl. 6 eller 7, alt efter Aarstiden. Saasnart en Fange bliver syg, henføres han strax til Sygehuset, hvor, for uryggelig at bibeholde Afsondringsprincipet, særskilte Celler ere anordnede for at modtage de Syge, der tilsees af særskilte Sygevogtere. Alle Legemsstraffe ere banlyste fra Fængslet. De Feilende straffes med Formindskelse af Fangekosten, mørk Celle og Tab af Rettigheden til at arbeide. Efterat Hovedtrækkene af den indre Ordning og Tugt saaledes ere antydede, staaer igjen at bedømme begge Systemers Værd, som Straf- og Forbedrings- anstalter, under følgende Synspunkter, nemlig: a) Deres bestraffende Egenskab, Forbryderen til retfærdig Tug- telse, Andre til tjenlig Advarsel. b) Deres Indflydelse paa den Fængsledes moralske Forbedring og Sundhedstilstand. c) Muligheden i Længden vedbørlig at haandhæve den fore- skrevne Orden. d) Bekostningen for Fangernes Bopæl, Underholdning og Be- vogtning. e) Om Systemet befordrer eller vanskeliggjør Muligheden af at erstatte Beløbet eller i det mindste en Deel af Statens Omkostninger ved Benyttelse af Fangens Arbeidskraft. f) Systemets Følger paa den Løsladtes fremtidige Stilling i Sam- fundet. SIDE: 118 a. Systemernes bestraffende Egenskab. Frihedens Tab udgjør den egentlige Straf, hvorpaa den pen- sylvanske Kriminallovgivning og de i dens Aand indrettede Straf- anstalter hovedsageligst grunde sig. Dernæst kommer Arbeidet, som, efter det Auburnske System, paatvinges Forbryderen ved udvortes Midler, men derimod i det Filadelfiske indvilges ham som en Trøst og attraaet Sysselsættelse; en stor Forskiellighed, som senere skal belyses fra et moralskt Synspunkt. Arbeide, i og for sig betragtet, er ingen Straf, men tvertimod en for Menneskets indre og ydre Velbefindende absolut For- nødenhed. Det er, være sig i aandeligt eller legemligt Hensyn, det virksomste Middel til Forædling, og bør saaledes ikke frem- stilles med afskrækkende Farver, eller sammenblandes med Be- grebet om Straf. Arbeidet bør positivt have Sted i alle Straffe- systemer, men mere som en forbedrende end som en egentlig straffende Bestanddeel. Den Auburnske Disciplin tilsteder vistnok ogsaa korporlig Straf, dog ikke som Forsoning for den egentlige Forbrydelse, men som et Middel til at opretholde de foreskrevne Regler for Or- dens Haandhævelse, hvilken væsentlige Forskjel ei maa tabes af Sigte. Den største Misdæder er ikke udsat derfor, naar han kun omhyggeligt iagttager den paabudne Tugt, hvorimod den ringere Forbryder segner under Opsynsmandens Pidsk, saasnart han bryder den paalagte Taushed. Pønitentiærsystemet bør saaledes hovedsageligen ansees som en Straf paa Friheden. Ifølge det Auburnske System, efter hvilket Fangerne hele Dagen ere sammen i Værkstederne eller Spisesalene, bliver na- turligviis Tabet af Friheden langt mindre afskrækkende. For- bryderen gjenfinder den samme lastefulde Omgivelse, som han havde i fri Tilstand, og hans fornedrende Stilling bliver ham mindre tung, naar han seer den deelt af saa Mange. Skilsmis- sen fra Frænder og Venner er vistnok smertelig, men ofte er denne Følelse hos ham saa sløvet, at den kun lidt kan tages i Beregning. Man erindre sig i denne Henseende den ved Genf gjorte Erfaring. Efter det Filadelfiske System derimod er Straffen af en dy- bere Betydning. Under det eensomme Fængsels sørgeligt, eens- SIDE: 119 formigt og langsomt hensnigende Timer, er Forbryderen overladt til Samvittighedens hevnende Røst. Ingen ydre tillokkende Gjen- stande findes omkring ham, der kunde bortlede hans Selvbetragt- ning eller adsprede hans nedslagne Sind. Sørgelige Minder og feilslagne Forhaabninger udrulle Maleriet af hans tilbagelagte Liv, og vise ham det Onde, han har udøvet, det Gode han har forsømt. Jo større Brøden, jo blodigere Skylden har været, desto mere fortærende er ogsaa denne forfærdelige Eensomhed, som han ei kan unddrage sig; thi det er Mærket paa enhver Straf, der virker paa Sjelen uden at fornedre den, at dens Strenghed staaer i et rigtigt og nøiagtigt Forhold til den sande moralske Brødefuldhed og til selve det onde Forsæt, som har forvoldt samme. Denne Synsmaade af Eensomhedens martrende Virkninger bestyrkes af de Fængslede selv, og, da deres egne Udtryk nøi- agtigt skildre deres Følelser, skal jeg anføre nogle af de mærke- ligste, hentede fra Dhrr. Beaumont og Tocquevilles interessante Beretning om den grundige, af dem iværksatte, Undersøgelse af Filadelfias Pønitentiærindretning, under hvilken de, efter erholdt Tilladelse, i fjorten Dage besøgte Fangerne i deres Celler, og samtalede med de Fleste af dem. Nr. 41. [fotnotemerke] Den Fængslede var en ung Mand, som erkjendte sin Brøde. Under hele Samtalen havde han Taarer i Øinene. Spørgsmaal. Finder De det haardt, at udholde det eensomme Fangenskab? Svar. Det er den grueligste Straf, man har kunnet udtænke. Sp. Deres Sundhed har dog ikke lidt derved? Sv. Nei, Helbreden er god, men Sjelen er syg. Sp. Hvorpaa tænker De meest i Deres lange Eensomhed? Sv. Paa Religionen; den er min eneste Trøst. Sp. Anseer De Arbeidet for en Lindring? Sv. Uden det vilde jeg ikke kunne leve; Søndagen er lang, det kan jeg forsikkre. Sp. Hvad er Deres Mening om den Straf De lider? Sv. Kan nogen Straf drive Mennesket til Selvbetragt- ning og Forbedring, saa er det uden Spørgsmaal denne. Nr. 22. En Neger, 32 Aar gammel, dømt for anden Gangs Tyveri. Havde siddet atten Maaneder i Celle; god Helbred. Sp. Finder De dette Fængsel saa haardt, som man paastaaer? Sv. Det beroer paa den Fængsledes Sindsstemning. Opfatter han ikke Eensomheden rigtigt, henfalder han til Tungsindighed; Fotnote: Fangerne betegnes, som ovenfor meldt, med Cellens Nummer. Forf. SIDE: 120 forstaaer han derimod ret at vurdere dens Fordele, bliver den ikke mere saa utaalelig. Sp. De har allerede forhen siddet i Fængselet ved Walnut-Street? Sv. Ja, og et fælere Rede for Laster og Forbrydelser kan man ikke tænke sig. Der udfordres blot nogle faa Dage til at forvandle en ikke meget stor Forbryder til en forhærdet Skurk. Nr. 52. Ni og tredive Aar gammel, anden Gang domfældt; havde siddet fast i et Aar; god Helbred. Fængselet ved Wal- nut-Street er et frygteligt Sted, sagde han, man kan ei komme forbedret derfra igjen. Var jeg blot kommen hid, havde jeg vist ikke begaaet min anden Brøde. Sp. Hvorledes finder De Een- somheden? Sv. Den faldt mig gruelig i Begyndelsen, dog har jeg efterhaanden vænnet mig hertil. Uden Arbeide havde jeg dog ikke kunnet udholde denne Straf; thi uden Arbeide gives ingen Søvn. Nr. 110. Fem og tyve Aar gammel; tilhørte de mere formuende Klasser, dømt for Falsk; havde siddet fast et Aar; god Helbred, Denne unge Mand røbede stor Glæde ved at see os. Man kunde mærke, at Eensomheden var for ham en gruelig Straf, og at han, mere end de Andre, følte Trang til at meddele sine Tanker og Følelser. Han kunde ei tilbageholde sine Taarer, da han talte med os om sine Forældre. Sp. Jeg seer, at denne Straf har indvirket dybt paa Dem. Troer De, at den tillige virker forbedrende? Sv. Ja, min Herre; og jeg finder dette Fængsel langt bedre end andre. Det vilde for mig være skræk- keligere, at være i Selskab med andre Forbrydere, end at leve eensomt. Det er umuligt at være her uden at bringes til Efter- tanke. Beaumont og Tocqueville anmærke, at Fangernes Sindsstem- ning havde i Almindelighed antaget en dyb, religiøs Retning, og at de Fleste ikke kunde holde sine Taarer tilbage, naar de talte om sin Tilstand og om sin Strafskyldighed. Ved Tugthuset i Westminster forklarede Fangerne, at de foretrak at være et Fjer- dingaar i et Fængsel, hvor de arbeidede i Fælledsskab, selv under den strengeste Taushed, end en eneste Maaned i eensomt Aflukke. Indspærrelsen i eensomme Celler er ligeledes forsøgt i England som militær Straf, og har afgivet særdeles tilfredsstillende Følger. Chefen for Kongens Regiment skrev i Aaret 1827 følgende Brev SIDE: 121 til Forstanderen ved det, efter det Filadelfiske System indrettede, Forbedringshuus i Glasgow: "Da jeg med mit Regiment forlader Glasgow, er det mig en Fornøielse at kunne sige Dem, at Deres Pønitentiæranstalt har været særdeles frugtbringende til at forbedre dem af mine Folk, der have forseet sig. Dens Virkning har været saa stor, at jeg i ni Maaneder ikke har behøvet at anvende en eneste korporlig Revselse. Det er umuligt at opstille et sikkrere Beviis for For- delen af det System, som De har anvendt." Nogle Karle af det 10de Husarregiment, som i 1835 havde siddet een Maaned i eensomt Fængsel, forklarede, at de heller valgte 200 Slag, end endnu engang at underkastes samme Straf. Fangernes Svar i Filadelfia, hvoraf, for at undgaae Vidtløftig- hed, blot en Deel er anført, samt den i England vundne Erfaring, godtgjøre, at eensomt Fængsel er et alvorligt Afstraffelsesmiddel. Ihvorvel det Auburnske System, med sine strenge Anordninger og vilkaarlige Straffe, ved første Øjekast, kan synes skarpere, virker dog det Filadelfiske dybere, med mindre Voldsomhed, men uden Afbrydelse og uden Skaansel. Vi have seet, at det ogsaa har viist sig lige virksomt, som afskrækkende og advarende Middel, og at det saaledes synes at opfylde de Betingelser, som Samfundet tilsigter med Straf. b. Systemernes Indflydelse paa den Fængsledes moralske Forbedring og Helbredstilstand. Muligheden af Fangernes Forbedring udgjør et for Menneske- vennen ligesaa magtpaaliggende, som i politisk Henseende vigtigt Formaal. Det er en ædel, Samfundet værdig, Bestræbelse, at søge at forbedre dem af sine Medlemmer, der ere geraadede paa Fortabelsens Vej, alt for ofte som Følge af en mangelfuld Lovgivning eller herskende Fordomme. Det er af Vigtighed, ved Forebyggelse af Tilbagefald, at stræbe at formindske Statens stedse tiltagende Udgifter for Fangers Transport og Bevogtning, samt det ikke ubetydelige Tab af saamange, enten forspildte, eller mindre nyttigt anvendte Dagsværk. Begge de amerikanske Systemer tilsigte Fangens Forbedring, ihvorvel de udgaae fra ulige Synsmaader, og anvende ulige Midler dertil. SIDE: 122 Det Auburnske virker egentlig ved den ydre Disciplin og hen- ter sin Bestaaen fra en øjenblikkelig Afstraffelse af den mindste Forseelse mod samme. Det Filadelfiske derimod anbetroer Sam- vittigheden baade Straffen og Forbedringen. Det Auburnske omgiver den Fængslede med forskjellige af- vexlende Gjenstande, der henvende hans Opmærksomhed paa den ydre Verden, og give hans slette Tilbøjeligheder bestandig Næring. Han fristes til at skuffe sine Vogteres Strenghed, til ved Hvisken eller Tegn at meddele sig til sine Medskyldige, og naar dette lykkes ham, opmuntres hans slu Trodsighed af deres bifaldende Blik. Det Filadelfiske derimod fjerner fra Fangen alle Adspredelser, al Bestyrkelse af fordærvelige Exempler, og over- lader ham hjælpeløs til sin egen Bevidsthed. Begge Systemer søge at vænne Fangen til Arbeide og Flid. Men i det Auburnske fremstiller Arbeidet sig med afskrækkende Farver, som en Straf, en uundgaaelig Tvang; i den ensomme Celle udgjør det derimod den Ulykkeliges Trøst og eneste Tids- fordriv. Deraf bliver en naturlig Følge, at Fangen omfatter det med Beredvillighed og Interesse. Af denne Sammenligning synes følgende Slutning at kunne uddrages, nemlig: At det Auburnske System vistnok vænner Forbryderen til øjeblikkelig Lydighed, en punktlig Udførelse af det foreskrevne Arbeide, samt til at iagttage den paalagte Disciplin; men at hans tilsyneladende Forbedring i høj Grad er begrundet i Frygt for Straf, hvisaarsag der er Fare for, at han falder tilbage til sin forrige forbryderske Levemaade, saasnart han veed sig fri for Fangevogterens Pidsk. At den Filadelfiske Ensomhed virker mere umiddelbart paa Sjelen, eller paa selve Forsættet til Ondt eller Godt, og at den frigivne Fange medtager Frugten af en heldbringende Selverkjen- delse og af den indre advarende Røst, til hvis straffende Streng- hed han har været overladt. Hr. Ducpetiaux, Generalinspektør over de belgiske Fængsler, yttrer Følgende om det Pensylvanske Forbedringssystem: "En- somheden foraarsager en næsten øjeblikkelig Forandring hos de stridigste Gemytter. Den Dorske og Dovne opmuntres til Flid og Virksomhed; Trodsigheden forvandles til en stille Under- SIDE: 123 kastelse, og de meest forhærdede Tilbøjeligheder kunne ikke længe modstaae Velviljens og Religionens Røst." Disciplinens Virkning paa Fangernes Helbredstilstand fortjener dernæst en omhyggelig Prøvelse. At den store Forandring i den Fangnes Levemaade, idet han fra fri Tilstand indespærres i et Fængsel, maa have en mægtig Indflydelse baade paa hans Humør og Helbred er en erkjendt Sag. Det staaer saaledes blot tilbage, at prøve, om den fuld- komne Ensomhed har viist sig at medføre fordærveligere Følger for Helbreden, end sædvanligt Fangenskab. Dr. Julius meddeler flere Opgivelser med Hensyn paa Sund- hedstilstanden i adskillige af Europas og de Forenede Staters Fængsler, som ere høist lærerige, og hvoraf jeg skal anføre nogle af de i ovennævnte Hensigt meest interessante. I Aarene 1834 og 1835 regnedes i Middeltal af 100 Fanger aarligen Sygdomstilfælde: i Sing-sing . . 77. i Auburn . . . . . . . . . 59. Det Auburnske System. i Baltimore . . . . . . 217. i Filadelfia . . . . . 77. Da Sygeligheden i den Pensylvanske Forbedringsanstalt saa- ledes i Middeltal har været ringere end i de efter det Auburnske System indrettede Fængsler, synes deraf at kunne sluttes, at Aarsagen til det ulige Antal af Sygdomme bør søges i andre Omstændigheder end i Cellelivet. At den i Filadelfia bemærkede Sygelighed ei heller bør ansees som særdeles stor, bevises deraf, at den er ligestor med den i Staden Manchester sædvanlig herskende, men mindre end i den Preussiske Hær, hvor Sygdomstilfældene i Aaret 1836 løb op til 113 paa 100 Mand. Hvad Dødeligheden betræffer, har dens Forhold været følgende: Sing-sing . . . . . . 12 % Det Auburnske System. Auburn . . . . . . . . . 5,5 % Boston . . . . . . . 5 % Filadelfia . . . . . . 3,8 %. Det Pensylvanske System. Pittsburg . . . . . 3,3 % SIDE: 124 I det efter det gamle System indrettede Fængsel i Richmond (Virginien) er, fra Aar 1800 til Aar 1835, hver 5te Fange død. Middeltallet af Døde i Glasgow (Cellesystemet) er under 2 pCt., eller hver 50de Fange. I Fængselet i Ayr, ogsaa indrettet efter det Filadelfiske Princip, døde i de to første Aaringer, af de der indbragte Fanger, i Middeltal 29 Personer. Iblandt de Franske Galeislaver, som bestandigt arbeide i fri Luft, er Dødeligheden fra Aar 1830 til 1833 incl. aarligen, efter et Middeltal, gaaen op til 5 pCt. I Millbank ved London gik Medium af de Dødes Antal i fem Aar, eller fra 1830 til 1834 incl. op til 7 1/3 pCt. aarligen, eller omtrent 1/13. Ved Langholmen har Dødeligheden i de fem sidste Aar været omtrent 3 1/2 pCt. aarligen. Hr. Crawford, Generalinspektør over alle Strafanstalter i den midterste Deel af England, yttrer sig i sin Rapport angaaende de Filadelfiske Pønitentiærhuse paa følgende Maade: "Da jeg kjender de Betænkeligheder man ialmindelighed nærer mod et langvarigt Fangenskab i Ensomhed, har jeg med den nøiagtigste Opmærksomhed villet undersøge dets Virkning paa den Fangnes Humør og Helbred. De Fleste af dem, jeg har samtalet med, havde været indespærrede i fire Aar. Hverken i deres Ud- seende eller Svar kunde jeg opdage det Mindste, som tydede hen paa, at den lange Ensomhed havde skadet deres Helbred eller svækket deres Forstandsevner. Om end alvorlige, vare de alligevel ikke nedslagne; Nogle havde endog bedre Humør, end man kunde vente." Hr. Demetz, som senere har undersøgt de amerikanske Fæng- sler, istemmer aldeles dette Udsagn med følgende Tillæg: "Jeg kan med Tryghed bevidne, at den paa Fangernes fuldkomne Adskillelse grundede Disciplin ogsaa i denne Henseende kan udholde Sammenligning med hvilketsomhelst andet Forbedrings- system." Den udmærkede Dr. Franklin Bach, Dattersøn af den navn- kundige Benjamin Franklin, opgiver i sin Embedsindberetning, at Dødeligheden, i de syv Aar han har været Læge ved Cherry- Hill, i Middeltal er gaaet op til 3 pCt. aarligen, medens samme i Staden Filadelfia har været 2 3/4 pCt. I det gamle Fængsel ved Walnut-Street var den i 12 Aar løbet op til 6 pCt. aarligen. SIDE: 125 Det Filadelfiske Systems Modstandere have bebreidet samme, at det skal have en skadelig Indflydelse paa Fangernes Sinds- stemning. Vi have ikke destomindre seet, at Beaumont, Toc- queville, Julius, Crawford og Demetz bevidne det modsatte. Om den Omstændighed, som sandsynligviis har givet Anledning til denne Frygt, gives tilfredsstillende Oplysninger i ovennævnte Dr. Franklins Rapport, af Indhold: at af 697 Fanger, som i et Tidsrum af 7 Aar vare blevne indtagne i Cherry-Hill, sexten havde viist Tegn til Sindssvaghed, men at det er officielt be- kræftet, at deraf de 10 forud ikke havde været ved sin fulde Fornuft, og at vægtige Grunde ere forhaanden til at antage, at af de sex øvrige fire have givet Tegn til Tungsind inden de bleve dømte. Denne Omstændighed lader sig let forklare deraf, at intet Dolhuus findes i Grevskaberne i Pensylvanien, og at Dommerne ofte nødes til at dømme dem til Pønitentiæranstal- terne, der i andre Lande, som Sindssvage, overgives til Læge- behandling. c. Muligheden for i Længden at haandhæve den forordnede Disciplin. I denne Henseende er det Filadelfiske Systems Fortrin øjen- synligt. Den i sin ensomme Celle indspærrede Fange overlades ganske til sig selv, Vogteren har blot at iagttage, at han ordentlig forsynes med Føde, Arbeidsmaterialier m. m. Det Auburnske System derimod udfordrer en fortsat øjen- blikkelig Aarvaagenhed, for iblandt Fangerne at opretholde den fuldkomne Taushed, hvorpaa hele Disciplinen og Vogternes egen Sikkerhed beroe. Men naar man betænker Menneskets næsten uimodstaaelige Trang til at meddele sine Tanker og Indtryk, samt de mangfoldige Anledninger, som dertil frembyde sig under et langvarigt, ofte støjende, Arbeide, ligesom ogsaa under Maal- tiderne: indseer man let, at alene Frygten for skarp korporlig Revselse muligens kan afskrække de Fængslede fra indbyrdes at vexle Ord eller Tegn. Den vilkaarlige, enhver Vogter ind- rømmede Ret, til strax -- thi Straffen maa følge umiddelbart paa Forbrydelsen -- at hudflette den Ulydige, giver Anledning til mange Misbrug, og vækker hos Fangen en Uvilje og For- bittrelse mod dem, som skulle paasee Lovens og god Ordens SIDE: 126 Opretholdelse, -- en Aandsretning, der virker skadeligt paa hans indvortes Forbedring. Beaumont og Tocqueville berette, at de ved Sing-sing have seet 900 Forbrydere arbeide i fri Luft under Bevogtning af ikkun 30 Mand. Om end dette Exempel paa den ene Side er et nyt, forbausende Beviis paa, hvad Taushed og god Orden i denne Henseende formaae, er det dog paa den anden Side uimod- sigeligt, at denne Indretning kan afstedkomme de farligste Følger for den almindelige Sikkerhed. d. Omkostningerne ved Fangernes Underholdning, Bolig og Bevogtning. Omkostningen for Fangens Føde og Beklædning bliver omtrent den samme efter begge Systemer; snarere ringere efter det Filadelfiske, da en Fange, som opholder sig stadigt i en op- varmet Celle, naturligviis behøver mindre varme Klædnings- stykker og slider mindre Sko, end om han arbeidede ude. Bygningerne, som udgjøre den bekosteligste Deel af Fange- plejen, ere efter begge Systemer kostbarere, end de have været efter den hidindtil herskende umenneskelige Skik, i trange og mørke Lokaler at indspærre en Mængde Individer, hvoraf mange siden befindes at være uskyldige. I de Auburnske Fængsler ere Cellerne anbragte i tvende Rader med fælles Skillemuur. Da de blot ere beregnede for Natten, erholde de Lys blot igjennem et paa Døren anbragt og med Gitter forsynet Vindu, som vender ud til Gangen, hvor Vagten opholder sig. De ere sædvanligviis 7 Fod lange, 4 1/2 Fod brede, samt 7 à 7 1/2 Fod høje; de indeholde en Seng og en Stol. Des- foruden udfordres der Værksteder, hvor Fangerne opholde sig om Dagen, Spiseværelser og et Kapel. Omkring Værkstederne løber en Gang, hvorfra man kan bevogte Fangerne uden at blive seet af dem. En høj Ringmuur, hvorpaa er anbragt et Galleri for Skildtvagterne, omgiver det Hele. De Pensylvanske Straffeanstalter bestaae af adskilte Bygninger, der udgaae fra et fælles Middelpunkt, hvor Vogternes Værelse er beliggende, og fra hvilket alle de særskilte Gange kunne overskues. Cellerne ere ogsaa her anbragte i tvende Rækker, men adskilte ved et Galleri og forsynede med Vinduer udad, SIDE: 127 for at skaffe den i sin Celle arbeidende Fange tilstrækkelig Lys- ning. Deres Forhold er følgende: Længde 13 1/2 Svenske Fod, Bredde 9 Fod, Høide omtrent 10 1/2 Fod. I Filadelfia er hver Celle i underste Etage forsynet med en liden Gaard, 9 Fod bred og 15 Fod lang, hvor det tillades Fangen at trække frisk Luft nogle Gange om Ugen. Man holder allige- vel for, at dette kan undværes, idetmindste naar man ikke an- slaaer Fængselstiden længere end til 3 Aar. Da Fangen stadigt opholder sig i sin Celle, udfordres ingen Værksteder, Spise- værelser eller noget Kapel. Naar Gudstjenesten holdes, stiller Præsten sig i selve Gangen og Dørene aabnes paa Klem. Hver Celle er desforuden forsynet med et Gitter, som forbliver tillaaset. Det maa ikke være mindre sælsomt end høitideligt, at høre Præstens advarende Røst tiltale den usynlige Menighed, hvis talrige Medlemmer, fuldkommen adskilte fra hverandre, dog ere forenede i en fælles Anger og i fælles Bønner. Hele Anstalten omgives af en høj Ringmuur. Bestemt at opgive selve Beløbet af Omkostningerne er van- skeligt; thi dette beroer paa Bygningens større eller mindre Pragt, Prisen paa Materialier, Arbeidsløn m. m. Naar man, for dog at have en Grund for Beregningen, for- deler den hele Sum af Pønitentiæranstaltens Bygningsomkost- ninger paa hver enkelt Celle, finder man, at denne, efter det Auburnske System, i Begyndelsen har kostet 584 Dollars (1,460 Rdlr. 40 Sk. svensk Bko. [fotnotemerke] ) men at Udgivterne, som Følge af Erfarenhed og iagttagen Økonomi, i Wethersfield er gaaen ned til 150 Dollars (345 Rdlr. Bko.). Hr. Wells, en af Inspek- tørerne, paastaaer, at den end ydermere kan nedsættes til 80 Dlr. (200 Rdlr. Bko.). Ved det, i gothisk Stiil og efter det Filadelfiske System op- førte, prægtige Fængsel ved Cherry-Hill løbe Omkostningerne for hver Celle op til 1,624 Dollars (4,069 Rdlr. Bko.); men ere siden formindskede til 735 Dollars (1,836 Rdlr. Bko.). Men naar man beregner Arbeidslønnen til 1 Dollars (eller 2 Rdr. 24 Sk. Bko.) daglig indsees let, at ingen egentlig Jevnførelse kan ske med Lande, hvor Arbeidslønnen er ringere. Beregninger af højst ulige Resultater ere ogsaa gjorte. I Frankrige anslaaer Hr. Be- Fotnote: 1 Dollar er paa det nærmeste 1 norsk Specie. Overs. SIDE: 128 renger hver Auburnsk Celle til 500 Fr. og Hr. Aylies beregner samme til 600 Francs (250 -- 300 Rdlr. Banko 100 -- 120 Spd.). Dr. Julius opgiver den Filadelfiske Celles Kostende ved den preussiske Strafanstalt In- sterburg til 387 preussiske Thaler (677 Rd. 12 Sk. B. 278 Sp. 38 Sk. [fotnotemerke] ) hvorimod den til Amerika afsendte franske Architekt Blouet i sit Forslag anslaaer den Auburnske Celle til 1,165 Francs 50 c. (560 Rd. 29 Sk. B. 208 D. 98 Sk. Sp.) [fotnotemerke] men den Filadelfiske til 2,136 Francs 76 c. (1,027 Rd. 37 Sk. B. 382 D. 50 Sk. Sp.). Ved ældre Bygninger, som indredes efter Cellesystemet, bliver Udgivterne forholdsviis langt mindre; ved Slottet St. Germain, ei langt fra Paris, hvor en militær Strafanstalt indrettes efter en stor Maale- stok, beregnes de til 650 Francs (312 Rd. 31 Sk. B. 116 D. 55 Sk. Sp.) for hver Celle, der bliver 7 Fod lang, 5 Fod bred og 8 Fod høj [fotnotemerke] . Med Hensyn til Bevogtningsomkostninger tilsteder det Filadel- fiske System betydelige Besparelser. Efter den Auburnske Di- sciplin udfordres een Bevogter for 19 Fanger; efter Ensomheds- systemet derimod blot een for 30 Fængslede. Ved Korrektionsanstalten paa Langholmen findes een Bevogter eller Soldat for hver 5te à 6te Korrektionist. [fotnotemerke] I næste Kapitel skal denne for Pønitentiærsystemets mulige Anvendelighed i Sverige vigtige Deel nærmere blive behandlet. En i financiel Henseende ligesaa vigtig, som fra et menneske- ligt Synspunkt lykkelig, Mulighed for, ved Hjælp af det Filadel- fiske Systems dybt virkende Strenghed, at kunne forkorte selve Straffetiden maa ikke herved tabes af Sigte, og Dr. Julius grunder derpaa følgende mærkelige Beregning: "Bygningsomkostningerne," siger han, "til en Strafanstalt efter det Auburnske System løbe op til 2 Trediedele af et efter den Pensylvanske Idee indrettet Fængsel; jeg anslaaer til Exempel 200 Auburnske Celler til 100 Thaler (69 D. 40 Sk. Sp.) hver, eller ialt 20,000 Thlr. (13,866 D. 80 Sk. Sp.) og et lige Antal Filadelfiske til 150 Thlr., som udgjør Fotnote: Norsk Cours. I Texten staaer det svenske Forhold anført med 1 Rd. 36 Sk. Bko. pr. Thaler. Overs. Fotnote: Norsk Cours. Overs. Fotnote: I Columbus i Ohio kommer hver Celle i et Fængsel med 700 blot paa 593 Fr. (108 Spd. 86 Sk.). Dr. Julius antager en Middelpriis af 946 Fr. (173 1/2 Spd.) for hver Auburnsk Celle. (Beaum. i Kristiania Tugthuus 1 paa omtrent hver 26de Fange. Overs. SIDE: 129 30,000 Thlr. I disse 200 Auburnske Celler kunne i et Tidsrum af 15 Aar kun 600 Misdædere undergaae en femaarig Straf; men i de 200 Pensylvanske Celler, som tillade en Nedsættelse i Straffe- tiden fra 5 til 3 Aar [fotnotemerke] kunne i de samme 15 Aar 1,000 Fanger indtages. Renten à 5 pCt. af den oprindelige Bygningskapital beløber sig aarlig i Auburn til 1,000, i Filadelfia til 1,500 Thlr. eller i Løbet af 15 Aar til 15,000 og 22,500 Thlr. (15,600 Spd.) hvilken Sum, fordeelt paa de i nævnte Tidsrum fængslede For- brydere, udgjør i Auburn 25, men i Filadelfia blot 22 l/2 Thlr. (15 D. 72 Sk. Sp.) eller med andre Ord, Beløbet af begge Sy- stemers egentlige Udgivter for Cellerne forholder sig som 9 til 10 til Fordeel for det Pensylvanske." e. Om Pønitentiærsystemet befordrer eller vanskeliggjør Muligheden for, ved Anvendelse af Fangens Arbeidskraft, at erstatte Beløbet eller idemindste en Deel af Statens Udgifter. Det er en til alle Tider erkjendt og i alle Sprog udtalt Sand- hed, at Lediggang er Moder til alle Laster, og man antager der- for, at Arbeide, som Modsætning dertil, er det sikkreste Hel- bredelsesmiddel derimod. Denne Anskuelse er uimodsigeligen rigtig, men ved dens Anvendelse som forbedrende Element ved en Pønitentiærindretning, maa man først og fremst overveje, om det heldbringende virker paa Fangens indvortes Forbedring, og gjør det muligt for ham, ærligen at fortjene sit Ophold, efterat han har gjenerholdt Friheden. Det er allerede bemærket, at Beskjæftigelse viser sig for den i Ensomhed hensmægtende Fange som en forønsket Trøst, hvorefter han længes, et velkomment Tidsfordriv, hvorimod den Auburnske Disciplin gjør det, i og for sig selv haarde og tunge, Arbeide, forhadt i Fangens Øine, for- medelst Anvendelsen af Straffe og Tvangsmidler. Den moralske virkning deraf er let at indsee. Fotnote: Til Bestyrkelse af denne Forudsætning, som snarere er under end over det Sande, skal jeg anføre følgende Vidnesbyrd af Senator Hudtwalker, til hvis Ledelse det hamburgske Politi er betroet: "Efter den Erfaring, jeg har gjort, opveje 2 Maaneders ensomt Fængsel, med Vand og Brød de første og 14 Sidste Dage, fuldkommen tilsvarende 6 Maaneder Tugthuus, selv med Iagt- tagelse af streng Taushed." Forf. SIDE: 130 Med Hensyn til Besværligheden for Fangen i at forsørge sig, naar han kommer i Frihed, er det magtpaaliggende at skaffe ham Anledning til under Fangenskabet enten at lære sig et nyt- tigt Haandværk eller ogsaa at fuldkommengjøre sig i det, som han forud har drevet. I de Auburnske Straffeanstalter drives Arbeidet mere fabrik- mæssigt og i mange forskjellige Retninger; i de Filadelfiske derimod er Arbeidet indskrænket til visse Haandværk, nemlig Skrædder-, Skomager-, Snedker- og Væverhaandværkere, med eet Ord til saadant Arbeide som kan udføres af een Person alene uden nogen Andens Hjælp. Hr. Pradier i Paris har endog i en Skrivelse af 15de Juli 1837 til Dhrr. Blouet og Demetz op- regnet 48 særskilte Haandværk for de i Celler ensomt arbeidende Fanger. Dette Slags Virksomhed er ustridigen gavnligere for den Fangne selv, hvem det derved gjøres muligt at fortjene sit Ophold, som ene Person og under hvilkesomhelst Omstændig- heder; men et fælles Arbeide i større Maalestok, afkaster vist- nok betydeligere Indkomster til selve Indretningens Underhol- delse. I Auburn, berette Dhrr. Beaumont og Tocqueville, dækkede Indkomsterne allerede i de første tvende Aar alle Udgivterne, og ved Pønitentiæranstalten i Wethersfield var i tvende Aar Nettobeholdningen stegen til 17,139 Dollars, eller i svensk Mynt 42,897 1/2 Rdlr. Banko (16,126 D. 29 Sk. Sp.). Imidlertid maa ei herved lades ubemærket, at Mangelen paa et tilstrækkeligt Antal Arbeidere i Nordamerika, og den deraf flydende meget høje Arbeidsløn, gjør en saadan Gevindst mulig, hvilket ei kan paa- regnes under andre Forholde. Ved Siden heraf bør heller ikke tabes af Sigte, at det er ubilligt mod de fri Næringsdrivende, at Staten selv optræder med større Fabrikrørelse, som drives af en lidet kostbar Arbeidskraft, og hvor Forhandlingsprisen paa de tilvirkede Varer saa betydeligen kan nedsættes, da enhver Indtægt, om end nok saa ringe, alligevel er en Gevindst, siden de af Loven dømte Forbrydere i ethvert Tilfælde skulle under- holdes paa offentlig Bekostning. I Cherry-Hill have derimod Udgivterne overskredet Indkom- sterne. SIDE: 131 1834 med 6,524 Dollars. Udgivten for hver Fange 37,91 Dollars. 1835 - 10,978 -- -- - - -- 41,06 -- 1836 - 8,165 -- -- - - -- 27,01 -- [fotnotemerke] At Forholdet imellem Omkostningerne ikke altid falder ud til det Auburnske Systems Fordeel, men beroer af andre Om- stændigheder, sees deraf, at exempelviis i det Auburnske Fængsel ved Coldbathfields kostede hver Fange i Aaret 1836 8 Pence om Dagen (18 ß. Norsk) eller næsten 12 £ 4 Sh. (56 D. 14 ß. Sp.) om Aaret; i den Filadelfiske Strafanstalt ved Ayr kostede der- imod Fangen kun 8 £ (36 D. 96 ß. Sp.) aarlig; i Glasgow Aar 1837: 3 £ 17 Sh. (17 D. 85 ß. Sp.); 1838: 2 £ (9 D. 24 ß Sp.). Fangerne bør i sin Ensomhed først og fremst anvendes til Forfærdigelse af det, som udfordres til deres egen Beklædning, Indretningens Inventarier m. m. Hvor fælles Arbeide, overeens- stemmende med det Auburnske System, kan paaregnes, bør det benyttes til Opførelse af offentlige Bygninger, saasom Fængsler, Dokker, Fæstningsværker m. m. Paa denne Maade kan den Fængsledes Arbeidskraft paa en for ham selv og Staten gavnlig Maade anvendes, imedens man undgaaer de ovenanførte Uleilig- heder. Anvendelsen af Fangens Arbeidsfortjeneste har ogsaa været Gjenstand for ulige Anskuelser, og Hr. Aylies, som opmærksomt har behandlet Spørgsmaalet, formener, at Fangen ei bør have nogen Andeel deri, men hele Gevindsten tilhøre Staten. Dog synes han isærdeleshed at grunde sin Mening paa det i de Franske Korrektionshuse herskende Forhold, at de Entreprenører, som have forpagtet Fangernes Arbeidskraft, ikke alene gjøre høje Fordringer, men give ogsaa Fangen Anledning til inden Korrek- tionsanstalten at faae kjøbt baade Viin og Madvarer, for paa denne Maade at opdrive hans Arbeidsiver saa højt som muligt. Som et Beviis paa, hvorvidt disse, for den indre Disciplin og Fangens mulige Forbedring saa skadelige, Misbrug gaae, vil jeg blot anføre Handelsministerens Cirkulære Aar 1834, som forbyder, at der ved de Franske Korrektionshuses Marketenderier (cantines) maa sælges Vildt eller andre sjeldnere Madvarer, der kunne an- Fotnote: I norske Penge: 6,138 D. 59 Sk. Sp. =35,81 Sp. 10,329 - 36 - - =38,76- 7,682 - 63 - - =25,50 - Overs. SIDE: 132 sees som Luxusartikler. Man indseer heraf, hvormeget den i sig selv rigtige Tanke, at formaae den Fangne til Arbeidsomhed, kan misforstaaes og blive skadelig. Jeg for min Deel finder, at det vilde være baade ubilligt og uklogt at frakjende Fangen al Andeel i Arbeidsfortjenesten; thi derved maatte den Flittige tabe en opmuntrende Belønning, og selve Arbeidet miste en stor Deel af sin Interesse. Dispositionsretten over den erhvervede Gevindst bør derimod ei overlades Fangen, forinden hans idømte Fængselsstraf er udløben og han atter kommer i fri Stilling. Da bliver denne Understøttelse, som i Forhold til hans Trang bør tildeles ham, af yderste Vigtighed indtil han har kunnet skaffe sig Tjeneste eller anden lovlig Sysselsættelse, for at ikke Nød og Elendighed skal bevirke hans snare Tilbagefald. Staten bør saaledes af Fangens Arbeidsfortjeneste først erstattes for Fangens Kosthold, men Alt, hvad derover kan udbringes, ind- sættes i Sparebanken i den Fangnes Navn, og forrentes til hans Bedste. f. Systemernes Følger for den Løsladtes fremtidige Stilling i Samfundet. Efterat Strafanstalten har fyldestgjort sin Opgave, i det af Loven bestemte Tidsrum at straffe og forbedre, saavidt den Ufuldkommenhed, der hefter ved al menneskelig Indretning, til- lader, staaer endnu tilbage et vigtigt Formaal, det nemlig at bevirke den Løsladtes Gjenoptagelse i det forsonede Samfund. Den foruden, ere saavel den anvendte Møje, som de store Ud- gifter spildte, Menneskelighedens Fordringer kun halvt tilfreds- stillede, og den offentlige Sikkerhed udsat for samme Farer som før. De ædle Menneskevenner, som begyndte at hefte sin Op- mærksomhed paa faldne Medbrødres ulykkelige Tilstand, hen- vendte først sine ivrige Bestræbelser paa at formilde deres Lidelser, tilfredsstille deres fysiske Trang, samt bevare deres, som Følge af de elendige og usunde Fængsler, nedbrudte Hel- bred. Efterat Medlidenhedens Fordringer vare gjorte Fyldest, udstraktes Omsorgen til deres moralske Forbedring; men endnu et Skridt staaer tilbage for at naae Maalet: at værne om den løsladte Fanges første vaklende Skridt paa Ærlighedens og Pligtens Bane. SIDE: 133 Private Foreninger have allerede dannet sig i flere Lande, for at forskaffe den løsladte Fange ikke Almisse, men Arbeide, Tjeneste, med eet Ord, Muligheden til paa en ærlig Maade at forsørge sig. [fotnotemerke] Betragter man Forbedringssystemernes umiddelbare Indvirkning paa den Løsladtes Forhold, finder man, at den Pensylvanske Indretning besidder et afgjort Fortrin for den Auburnske. Det Farligste for Den, som efter udholdt Straf forlader Fængslet, er, næst Forstødelse og Fattigdom, de slette Bekjendtskaber, han har gjort blandt sine Ulykkeskammerater. De røbe sædvanlig hans forrige Fornedrelse, og forlede ham ofte, ved Trudsler eller skadelige Raad, til at begaae nye forbryderske Handlinger. Erfaringen giver herpaa ligesaa mange som bedrøvelige Beviser. Ved de afsondrede Fængselsrum er denne store Vanskelighed fuldkommen forebygget, og i Cherry-Hill spurgte en Fange, om hans Medskyldige var bleven paagreben, da denne i 2de Aar havde befundet sig i nærmeste Celle. Sædvanligviis er det i Arresterne Fangerne bygge Planer og træffe Overeenskomster om nye Forbrydelser, samt indgaae Forbindelser sigtende til at staae hverandre bi, naar de ere komne paa fri Fod. Den strenge Taushed, som iagttages efter den Auburnske Disciplin, afhjælper vistnok for en Deel disse farlige Foreninger, men den kan dog ikke yde saa fuldkommen Betryggelse derimod, som Ensomheden og et fuldkomment Ubekjendtskab mellem de Fængslede. Sammenligner man Antallet af de Løsladtes Tilbagefald, er- holder man en lærerig Oversigt over de enkelte Systemers Virkning paa Fangernes moralske Forbedring. Medens Klassifikationssystemet var herskende, fandt følgende Forhold Sted. I det gamle Fængsel i Ny-York var Antallet af Tilbagefald 11 pCt.; i Konnektikut 25 pCt.; i Boston 16 pCt. [fotnotemerke] Det Auburnske System. I Wethersfield omtrent 9 pCt.; i Sing-sing 8 1/2 pCt.; i Auburn 6 3/4 pCt. Fotnote: Cfr. Dr. Prof. Holsts allerede 1823 udgivne "Betragtninger over de nyere brittiske Fængsler." o. s. v. Overs. Fotnote: I Kristiania Tugthuus have Tilbagefaldene været i Gjennemsnit 6 1/2 pCt. i Aarene 1835 -- 38. Overs. SIDE: 134 Det Filadelfiske System. I Cherry-Hill paa 278 Løsladte ikkun 15 Tilbagefald, eller ikke fuldt 5 1/2 pCt. Desforuden maa man ikke oversee, at af disse Femten de Fire forhen havde været arresterede i Fængsler, hvor Fangerne vare om hinanden, og saaledes udsatte for den Fordærvelse, som er en uundgaaelig Følge af mange Forbryderes Vexelvirkning paa hverandre. Da denne Uleilighed, efter det Pensylvanske System, afhjælpes ved de Fængsledes fuldkomne Adskillelse, synes det mindre billigt, at disse fire Tilbagefald tages med i Beregningen. Fraregnes de, fremkommer det glæde- lige Resultat, at af de Fanger, som ialt havde været under- kastede det Filadelfiske Pønitentiærsystem, ere ikke fuldt 4 pCt. vendte tilbage til Straffeanstalten. Paa ovenanførte Sammenligninger synes følgende Formening at kunne grundes: At det Auburnske System, som om Natten fuldkommen adskiller Fangerne, og under Dagens uafbrudte Arbeide ikke tillader nogen Meddelelse imellem dem, allerede indeholder en væsent- lig Forbedring for de sædvanlige Fængselsstraffe med eller uden Klassifikation. At det ikke destomindre giver Anledning til skadelige Misbrug; at Disciplinen er yderst vanskelig at iagttage i Længden, og ud- fordrer en skarp og vilkaarlig Anvendelse af korporlig Straf, som baade opirrer og fornedrer Fangen. At det i Henseende til Fængselsbygningerne er mindre be- kosteligt, for saavidt man ikke antager, at Straffetiden, paa Grund af Straffens Strenghed, betydeligen kan nedsættes; i hvilket Fald den af Dr. Julius paaberaabte Beregning viser, at Bygningsomkostningerne da forholde sig som 9 til 10, til Fordeel for det Pensylvanske System. At det Auburnske System udfordrer langt større Vagthold end det Pensylvanske. At det fælles Fabrikarbeide, paatvunget ved ydre Midler, vistnok kaster mere af sig, men virker mindre fordeelagtigt paa den Fængsledes Arbeidslyst og hans egen Evne til fremdeles at forsørge sig. SIDE: 135 At det Filadelfiske System virker mere dybt og umiddelbart til den Fangnes moralske Forbedring. At det ved Selvbetragtning og en qvalfuld men velgjørende Ensomhed tæmmer hans Sind og qvæler hans onde Tilbøjeligheder. At det gjør Arbeidet til en forønsket og trøstende Sysselsættelse, og befordrer en større Arbeidsdygtighed. At det fuldkommen forebygger skadeligt Bekjendtskab og far- lige Meddelelser imellem Fangerne. Heraf kunne atter følgende Resultater uddrages: At det Filadelfiske System først og fremst bør anvendes for at adskille de paa Forbrydelsens Bane indtraadte ulykkelige Væsener fra gamle forhærdede Misdædere, eftersom den smit- somme Vexelvirkning, som i vore Fængsler nærer en bestandig stigende Sædernes Fordærvelse, ene og alene paa denne Maade fuldkommen kan forebygges. At bemeldte System ligeledes i høj Grad er anvendeligt paa de Individer, hvis Forbedring ansees mulig, og som, efter udstaaet Straf paa sin Frihed, skulle vende tilbage til Samfundet. At alle Herreds- Lehns- og øvrige Arresthuse, Korrektions- anstalter, samt Fængsler, i hvilke paa en vis Tid dømte Fanger indspærres, bør være forsynede med Celler og indrettede over- eenstemmende med det Pensylvanske Ensomhedsprincip. At det Auburnske System derimod kun der synes anvendeligt, hvor man mistvivler om Fangens mulige Forbedring, (til Exempel ved Saadanne, som flere Gange ere faldne tilbage eller allerede i længere Tid have været udsatte for vore nuværende Fængslers dybe Demoralisation) samt for dem, som ere dømte paa længere Tid end den, hvortil man anseer Ensomhedsprincipet, uden Fare for Fangens Helbred, anvendeligt. Muligheden af disse Anskuelsers Realisation i vort Land bliver Gjenstanden for næste Kapitel. SIDE: 136 OM PØNITENTIÆRSYSTEMETS ANVENDELSE I SVERIGE For rigtigt at kunne bedømme Nødvendigheden og Muligheden af Pønitentiærsystemets Anvendelse i Sverige, er det magtpaa- liggende at kjende vore Strafanstalters nærværende Tilstand. En kort Fremstilling deraf turde saaledes ikke blive uden Nytte. Allerede paa Rigsdagen 1815 vaktes Motion om Opførelsen af Korrektionshuse, for at disse Strafanstalter kunde være fær- dige, naar den nye Lov blev antagen. Stænderne i 1817 be- vilgede Midler dertil, og 2de Aar derefter indrettedes Arbeids- og Korrektionshuset i Wadstena. I adskillige Lehn indsamledes Bidrag til Istandbringelsen af Arbeidsanstalter, Nødvendigheden af en nøiagtig Opsigt ved Rigets samtlige Strafanstalter indsaaes, og Aar 1825 stiftedes en særegen Bestyrelse, som skulde tage fat paa de til disses Organisation og Forvaltning hørende An- liggender. Denne Forholdsregel var udentvivl ganske rigtig, thi den er en ueftergivelig Betingelse for at kunne indføre System og Drivt inden denne vigtige Forvaltningsgreen; men den er ikke destomindre kun en Deel af det Hele, blot een af de Grund- piller, hvorpaa Bygningen skal hvile. Saalænge Kriminallovgivningen hovedsageligen hylder Principet af korporlig Straf er Muligheden for at forbedre den Straffede fast utænkelig. At opføre Korrektionsindretninger og bibeholde vanærende offentlige Straffe, er omtrent det samme, som om man med stor Bekostning opførte Lazarether til dem, man selv først havde tilføjet ulægelige Saar. Skjærpede Bestemmelser angaaende Tjenesteløshed og Løs- gjængeri have frembragt et nyt Slags Arrestanter, som -- ikke for at forsone begangne Forbrydelser, men til Forebyggelse af dem, man maatte frygte for, de kunde begaae -- ere blevne afsendte til Korrektionsindretningerne, hvis talrige Befolkning, sammentrængt i fælles Sove- og Arbeidsværelser, ei engang kunde underkastes Klassifikation, langt mindre nogen virksom pønitentiær Behandling. Denne Sammenblanding af vanartede Dagdrivere med for- hærdede Forbrydere og Individer, der ere inddømte paa visse SIDE: 137 Aar eller tilfundne offentligt Arbeide paa ubestemt Tid, vilde foraarsage en farlig Vexelvirkning af lastefulde Exempler og forbryderske Lærdomme, hvorpaa man kunde anvende den berømte J. Benthams veltalende Skildring af den dybe Fordær- velse, som fødes og næres i de Fængsler, hvis Indretning og Organisation ikke tilsteder en streng, men forbedrende Disciplin. "Et saadant Fængsel", yttrer han, "er en Skole, hvor Lasten læres ved langt virksommere Midler, end de, som nogensinde kunde anvendes til at bibringe Dyd og gode Forsætter. -- Kjed- somhed og Hevn forestaae denne fordærvelige Opdragelse, og al Kappen har blot eet Maal, Lastens Udvikling. Den mindre Forhærdede stræber at naae den mest Forbryderske; den Vilde- ste meddeler de Øvrige sin Vildhed, den Falskeste sin Sluhed, og den Usædeligste sin Liderlighed. Det, som meest besmitter Hjerte og Følelser, ansees som Fortvivlelsens eneste Trøst. Forenede ved fælles Interesse, staae Fangerne hverandre bi i at udslette ethvert Spor af Anger eller Skam. Paa Gruset af sand Ære opstaaer et nyt Slags Ære, bestaaende af Meneed og For- stillelse, af Dristighed ved Udøvelsen af Forbrydelser, af Lige- gyldighed for det Tilkommende og Fiendtlighed mod Samfundet. Det er saaledes disse ulykkelige Væsner, som ved en anden Behandling havde kunnet føres tilbage til Dyd og Velvære, lidt efter lidt naae Forhærdelsens højest mulige Uddannelse og For- brydelsens formentlige Heltemod." Følgerne af denne Vexelunderviisning i stor Skala have viist sig ikke blot i Forbrydelsernes stigende Antal, men ogsaa i deres Intensitet, om man kan kalde Sluheden i deres Anlæg og Grumheden i deres Udførelse saa. Det er indenfor Fængsels- murene, hvor Anger og Kjedsomhed burde herske, Fangen ud- danner sin Duelighed til at begaae nye Forbrydelser, og ind- gaaer Forbindelser, som gjøre ham endnu farligere for den almindelige Sikkerhed. Følgende Angivelser for en Deel hentede fra en af Chefen for det Svenske Fængselsvæsen Aar 1839 indleveret Rapport, yde alvorlige Gjenstande for Betragtninger. Antallet af de i Lehnsarresterne og Stædernes Fængsler ind- satte Fanger opløb: SIDE: 138 Mandkjøn Qvindekjøn Summa Aar 1835 [fotnotemerke] til . . . 10,500 1,931 12,431 og - 1838 - . . . . . . . . . . 12,488 2,784 15,272. Tilvæxten af dette Slags Fanger har saaledes paa 3 Aar ud- gjort: Mandkjøn Qvindekjøn Summa 1,988 853 2,841. I dette Antal ere ikke de saakaldte Transportfanger [fotnotemerke] ibereg- nede, men da muligens saadanne Arrestanter kunne flere Gange Fotnote: I Norge talte Slaverierne: 1835 (ved Aarets Udgang) . . . . . . . . . . . . . . . 898 1836 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 940 1837 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 973 1838 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1,034 Mdk. Qvdk. Tils. Tugthusene: 1835 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 224 241 465 1836 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 230 243 473 1837 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276 260 536 1838 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265 290 555 Mdk. Qvdk. Tils. I 1835 altsaa i Strafanstalterne . . . 1,122 241 1,363 - 1838 - -- . . . . . . . . 1,299 290 1,589 Samtlige for Forbrydelser domfældte Militære have udgjort: i 1835 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 238 - 1836 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 - 1837 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267 - 1838 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189; og Antallet af Civile, der have været arresterede paa Grund af kriminel For- følgelse, har beløbet sig: i 1835 til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 990 - 1838 - . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1,377; hvortil bør lægges de i Nordlandene og Finmarken til Arbeide for Kost og Klæder Dømte, i et Middeltal aarlig 15, hvorved, med Fradrag af 1/4 af de til- talte Militære, som tilkjendte Slaveristraf og allerede under denne opførte, og uden Hensyn til de civile Extrakronarbeidere og de i Tvangsarbeidsanstalterne hensatte Løsgjængere, udkommer følgende forholdsvise Beregning for Norge: Befolkning Fanger 1835 . . .1,194,827 2,547 (efter 20 Aars Middeltal) 1838 . . . 1,237,820 3,123 Tilvæxt . . . . . . . . . . . . . . 576. Overs. Fotnote: Nemlig saadanne, som under Transporten ere blevne indsatte i de paa Vejen liggende Lehnsarrester, og saaledes blot bør optages i Beregningen paa eet Sted. Forf. SIDE: 139 være optagne under denne Rubrik i Beregningen, som for videre Undersøgelses Skyld ere blevne flyttede fra et Fængsel til et andet, kan omtrent l/6 Deel trækkes fra, hvorved da følgende Forhold kommer ud: Aar 1835 . . . . . . . . . . 10,368 Personer [fotnotemerke] - 1838 . . . . . . . . . . 12,727 -- Skulde denne Forøgelse af 2,359 Fanger paa 3 Aar, eller i Middeltal 7,58 pCt. aarlig, blive ved at stige, vilde de Svenske Lehns- og Stadsfængsler i Løbet af 1838 rumme 20,589 Personer, hvilket godtgjør at Fangetallet vilde i 13 Aar blive næsten for- dobblet. [fotnotemerke] Sammenlignes Fangernes Antal med Sveriges Folkemængde, forholder Fangeantallet sig til Indbyggernes, som følger: Befolkning Fanger Aar 1835 . . . 3,025,439 10,368 ): 1 paa 291 = 0,34 pCt. - 1838 . . . 3,100,439 12,727 ): 1 - 243 = 0,41 - - 1848 . . . 3,345,439 20,589 ): 1 - 162 = 0,62 - [fotnotemerke] Folkemængdens Forøgelse er anslaaet til 25,000 Personer aar- lig, hvilket, efter Tabelkommissionens Opgivelser for de sidste 20 Aar, maaskee er et rigtigt Middeltal. Heraf sees, at da Folke- mængden kun stiger med 0,83 pCt., men Fangetallet (efter de tre ovennævnte Aars Erfaring) med 7,58 pCt. aarlig, forøge de sidste sig i et Forhold, som er omtrent 9 Gange stærkere end Folke- mængdens Tilvæxt. [fotnotemerke] Fotnote: Fratrækkes i lignende Forhold fra Antallet af de i Norge under Tiltale værende Civile, skulde Fangetallet blive i 1835 -- 2,382 og i 1838 -- 2,904. Vi hen- holde os imidlertid i det Følgende, paa Grund af Forbrydelsernes stærke Til- tagen, til det engang Antagne. Overs. Fotnote: I Norge er Fangernes Tilvæxt 1,34 pCt. af Folkemængdens Tilvæxt og 0,04 pCt. af Folkemængden i 1838. Fangeantallet vilde være fordobblet i 16 Aar ): 1854. Overs. Fotnote: Befolk. Fanger Norge i 1815 . . . . . 885,431 -- -- - 1825 . . . . . 1,051,318 -- -- - 1835 . . . . . 1,194,827 2,547 gjør 1 paa 469 = 0,21 pCt. -- - 1838 . . . . . 1,237,820 3,123 - 1 - 396 = 0,25 - -- - 1845 . . . . . 1,339,136 4,467 1 - 299 = 0,33 - Fotnote: I Norge er Folkemængdens aarlige Tilvæxt efter et Middeltal af de sidste 25 Aar 18,146 eller med et rundt Tal 18,000. Den er altsaa steget med 51,2 pCt. i 25 Aar; men Fangetallet stiger med 7,5 pCt. aarlig ): i et Forhold til Folke- mængdens Forøgelse som 1 til 95 ): 1,05 pCt. Overs. SIDE: 140 Isærdeleshed i Hovedstaden viser dette Forhold sig isand- hed højst betænkeligt; thi sammenligner man Folkemængden (82,625 Indvaanere) med Fangernes Antal, finder man: Aar 1835 . . . . . 2,611 Fanger, eller 1 paa 31,65 - 1836 . . . . . 3,135 -- - 1 - 26,36 - 1837 . . . . . 4,285 -- - 1 - 19,29 - 1838 . . . . . 5,404 -- - 1 - 15,29 [fotnotemerke] Heraf seer man, at Fangernes Antal har meer end fordobblet sig i de 3 Aar, som ere henrundne fra 1835 til 1838. Undersøger man specielt Forøgelsen imellem Straffanger og Korrektionister, indtræder følgende Forhold [fotnotemerke] : Fotnote: Kristiania, der, med Forstæder, i 1835 havde 24,045 Indbyggere, hvilket Tal nu vel er steget til 25,000 og derover, talte følgende Fanger i Aarene: 1835. Slaver: 292. Tugthuusfanger: Mdk. 122, Qvdk. 140, tils. 262. Tvangs- arbeidere: Mdk. 96, Qvdk. 65, tils. 161. Arresterede: Paa Raadstuen: 394; i Opslo: 64; Fæstningen: 427, tils. -- -- 1600. 1836. Slaver: 295. Tugthuusfanger: Mdk. 141, Qdk. 137, tils. 278. Tvangsarbei- dere: Mdk. 119, Qdk. 67, tils. 186. Arresterede: Paa Raadstuen: 430; i Opslo: 73; Fæstningen: 534, tils. -- -- 1796. 1837. Slaver: 299. Tugthuusfanger: Mdk. 172, Qdk. 141, tils. 313. Tvangsarbei- dere: Mdk. 242, Qdk. 75, tils. 317. Arresterede: Paa Raadstuen: 564; i Opslo: 84; Fæstningen: 702, tils. -- -- 2279. 1838. Slaver: 344. Tugthuusfanger: Mdk. 160, Qvdk. 171, tils. 331. Tvangsarbei- dere: Mdk. 272, Qvdk. 72, tils. 344. Arresterede: Paa Raadstuen: 681; i Opslo: 93; Fæstningen: 673, tils. -- -- 2466. Dette udbringer allerede i 1835 det forbausende Forhold af 1 til 15 = 6,67. For Raadstuearresten er dog ikke beregnet de for en enkelt Nat Indsatte, der opløbe til ligesaa mange som Delinqventerne, og for Opslo er fratrukket Transportarrestanterne ): omtrent l/3. Heller ikke Extrakronarbeiderne, d. e. civile Personer, som maae optjene Bøder og Opfostringsbidrag ved Sommer- arbeide paa Fæstningen, og som paa Aggershuus have beløbet sig i hine Aar til et Middeltal af 34, har man troet at burde tage med i Beregningen. Disse svare maaskee i juridisk Bemærkelse mere til de Svenske "Pionnierer" siden denne Benævnelse er opført nedenfor i Straffelisterne, medens de egentlig saakaldte Kronarbeidere svare alene dertil i militær, idet de ere Soldater, der afgives til Fortifikationsarbeide mod en vis Dagløn. Overs. Fotnote: Oversætteren seer sig kun istand til at levere følgende Oversigt over de straffældte Forbrydere i Norge: Fanger paa Livstid: i 1834. Slaverierne........................ 491 Tugthusene: Mdk. 11, Qvdk. 107.. ): 118 609 - 1839. Slaverierne............................ 630 Tugthusene: Mdk. 22, Qvdk. 124.... ): 146 776 SIDE: 141 Fanger paa Livstid: Aar 1834 . . . . . . 561. - 1838 . . . . . 654. Saaledes + 93, eller 4,46 pCt. pr. Aar. Fanger paa bestemt Arbeidstid: Aar 1834 . . . . 556. - 1838 . . . . . . 745. ): + 189, eller 8,45 pCt. pr. Aar. Pionnierer: Aar 1834 . . 307. - 1838 . . . . . . 307. I Lehnsarresterne, af Mangel paa Rum paa Karlsborg, i 1838 igjensiddende Kronarbeidere . . . 103. Fanger paa ubestemt Arbeidstid: Aar 1834 . . . . . 1523. - 1838 . . . . . . 1699. ): + 176 eller 2,89 pCt. pr. Aar. Desuden Aar 1838, af Mangel paa Rum i Korrektionshusene, tilbagesiddende i Lehnsarresterne . . . 144. Hensiddende til Bekjendelse: Aar 1838 . . . . . 12. - 1838 . . . . . . 13. Hele Antallet af ommeldte Fanger: Aar 1834 . . . . . 2,959. - 1838 . . . . . . 3,665. ): + 706, eller 5,95 pCt. pr. Aar. Sammenregnes dette Antal 3,665 med de i Lehns- og Stads- fængslerne Forvarede den 1ste Januar 1839 ): 2,016, udkommer Fotnote: Fanger paa bestemt Tid: i 1834. Slaverierne........................ 358 Tugthusene: Mdk. 155, Qvdk. 127... ): 282 640 - 1839. Slaverierne................. 358 Tugthusene: Mdk. 276, Qvdk. 163.... ): 439 917 Fanger paa ubestemt Tid: - 1834. Slaverierne......................... 18 Tugthusene: Mdk .20, Qvdk. 22.......... ): 42 60 - 1839. Slaverierne......................... 30 Tugthusene: Mdk. 29, Qvdk. 40......... ): 69 99 SIDE: 142 et Antal af 5,681, eller 1 paa 546 Indbyggere. (Folkemængden antaget til 3,100,439 [fotnotemerke] ). I samme Forhold Fangetallet har forøget sig ere ogsaa Om- kostningerne stegne. Udgivterne udgjorde [fotnotemerke] : Aar 1824 . . . . . . 153,934 Rdr. Bko. (61,573 Spd. 72 Sk.) - 1829 . . . . . . 270,390 -- (108,156 - " -) - 1837 . . . . . . 464,478 -- (185,791 - 24 -) Fotnote: Det Tal, vi for Norges Vedkommende faae ud af Strafanstalternes Total- belæg i 1839, sammenlagt med Antallet af de i 1838 under kriminel Forfølgelse Heftede, er 3,326 ): 1 paa 369 Indb. (Folkemængden: 1,237,830). Den anonyme, men kjendeligt nok Svenske, Forfatter af det, som det hedder, fra det Engelske oversatte Svarskrivt paa Laings Reise i det sydlige Sverige "Om det sedliga tilståndet i Sverige och Norrige" (Stockholm 1840) kommer til langt sørgeligere Resultater end vor Forfatter. Han erholder nemlig paa en Folkemængde i Sverige 1835 paa ikke fuldt 3 Millioner hver 114de Person til- talt og hver 140de straffældt, og i 1836 1 Tiltalt paa 112 1/3 og 1 Straffældt paa 134 af Folkemængden. Fra 1830 -- 35 finder han, i Middeltal, i Stæderne hver 59de Person og paa Landet hver 176de aarlig straffældt; i 1836 hver 46de i Stæderne, og paa Landet hver 174de. Forholdet af Forbrydelser, der straffes med Døden, er i bemeldte Skrivt ufordeelagtigt for Norge. Overs. Fotnote: Følgende Summer ere af den norske Statskasse anviste til Strafanstalterne: A. Til Slaverierne: Fra 1ste Juli 1829 til 1ste Juli 1832, tils. 109,735 Spd. 118 ß; deraf til Bygnings- arbeide 11,545 Spd. 9 ß. Fra 1ste Juli 1832 til 1ste Juli 1835, tils. 133,359 Spd. 82 ß; deraf til Bygnings- arbeide 19,430 Spd. 46 ß. Fra 1ste Juli 1835 til 1ste Juli 1838, tils. 114,496 Spd. 55 ß; deraf til Bygnings- arbeide 3,893 Spd. 25 ß. B. Til Tugthusene: Fra 1ste Juli 1829 til 1ste Juli 1832, tilsammen 44,762 Spd.; deraf til Bygnings- arbeide 27,100 Spd. 15 ß. Fra 1ste Juli 1832 til 1ste Juli 1835, tils. 38,306 Spd. 20 ß; deraf til Bygnings- arbeide 5,976 Spd. 108 ß. Fra 1ste Juli 1835 til 1ste Juli 1838, tils. 41,576 Spd. 35 ß; deraf til Bygnings- arbeide 6,364 Spd. 45 ß. Endeel af de for Tugthusene opførte Summer ere udredede af deres egne Indtægter. Overs. SIDE: 143 Desuden have Omkostningerne for Stockholms Stads Fængsels- pleje gaaet op til følgende Summer [fotnotemerke] : Aar 1834 . . . . . . . . . . . . . . . 6,769 Rdlr. Bko. (2,707 Spd. 72 ß.) - 1838 . . . . . . . . . . . . . . . 11,364 -- (4,545 - 72 -) - 1839 første Halvaar 9,485 -- (3,794 - " -) I disse Summer er ikke iberegnet hverken det, som bidrages af det almindelige Bygningsbudget, eller de Bidrag, som leveres af 3die og 4de Hovedtitel under Navn af Arbeidspenge, ligesom heller ikke Stædernes særskilte Udgivter for de i deres Fængsler forvarede Fanger. Lægger man til disse Udgivter Værdien af tabte Dagsarbeider, som blot i Korrektionshusene, hvor der ellers i temmelig stor Skala er Anledning til Arbeide, i Aaret 1838 opgik til 110,000, indseer man let, hvor betydelige disse Omkostninger ere, og i hvad Forhold de aarlig forøges med det stigende Antal af Fanger. Denne Fremstilling, der til Evidents viser dette for Menneske- ligheden ligesaa sørgelige som for Samfundets Ro og Velvære lige skadelige Forhold, lægger tillige paa en ubestridelig Maade for Dagen hvor nødvendigt det er med indgribende og omfattende Forholdsregler at søge at udrydde det Onde, førend det med sin hærjende Smitte har angrebet selve Statsorganismens Livs- princip. Allerede i det første Kapitel, Side 25, har jeg opgivet de Gjenstande, som derved bør komme i Betragtning. Trangen til en mere almindelig Oplysning indtager her den første Plads, og den sikkreste Udvej til at befordre dette National-Anliggende er Oprettelsen af Almuskoler, hvori ikke alene en vis Deel Real- kundskaber, men ogsaa en dyb og sand Religiøsitet bibragtes; thi uden denne harmoniske Udvikling af Forstand og Hjerte ud- arter Katechismuslæsningen let til et tomt og betydningsløst Fotnote: For Kristiania Straf- og Arrestanstalter beløb Udgivterne sig i Tilskud af Statskassen: ved Slaveriet i Gjennemsnit fra 1836 -- 38 til . . . . . . . 8,524 Sp. aarl. - Tugthuset- -- - 1836 -- 38 - . . . . . . . . 10,289 - - - Raadstuarresten omtrent . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4,000 - - - Opslo Arrest -- . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 850 - - - Tvangsarbeidsanstalten (af Fattigk.) 1838 . . . . . . . . . 3,328 - - (Ved Slaveriet og Tugthuset iberegnet endeel Bygningsomkostninger og Ma- terialier). Overs. SIDE: 144 Pugeri og Kundskaben til et farligt Redskab for uædle Hensigter. Dannelsen, der er den virksomste Modvægt mod Fordomme og Vantro, er det Hovedvilkaar for Muligheden af meer almindeligt at indføre et rationelt Landbrug, ligesom den ogsaa kommer til at faae stor Indflydelse paa den huuslige Industries Forbedring og Udvidelse. Man maa ikke glemme, at 1200, eller omtrent det halve Antal af vore Kirkesogne endnu savne Skoler, [fotnotemerke] og at den Opdragelse, Børnene erholde af Forældrene, der i lang Tid i Sverrig har været den eneste, og altid vil blive et vigtigt Middel til Almu- oplysningen, i vore Tider behøver Hjælp af Skolerne, for at be- vare sin Hellighed og Indflydelse. [fotnotemerke] Men om det end er en ubestridelig Sandhed, at Raahed er Forbrydelsernes fornemste Kilde, maa man dog indrømme, at de ofte fremkaldes af Elendighed og Fattigdom. Samfundet bør Fotnote: Efter Kammerherre Holsts "Statistiske Tabeller vedkommende Underviis- ningsvæsenets Tilstand i Norge ved Udgangen af Aaret 1837, Kristiania 1840", var Antallet af de skolepligtige Børn, som i 1837 ikke søgte Skole ialt: 8,206, ): sammenholdt med Antallet af de skolepligtige Børn (175,733), 1/21 af det hele Antal, ligesom man ogsaa oplyses om, at der i Norge ikke findes noget Distrikt uden Skole ): Omgangsskole. Det er rimeligt, at Klagen i nærværende Skrivt over Misforholdet i Sverige mener faste Skoler, hvilke i Norge savnedes i 1837 i 182 Præstegjelde, ligesom man ogsaa maa bemærke, at der ved nys- citerede Antal af skoleforsømmende Børn i Norge er meent de aldeles forsøm- melige. Det dobbelte Antal, som Hr. Holst antager for de i mindre Grad for- sømmelige, vil dog neppe forslaae. Paa dette Sted kunne vi maaskee ogsaa bemærke den fremdeles gjældende og exseqverede Bestemmelse i Tugthuus- anordningen af 2den December 1741, hvorefter Børn, der ikke ere komne i Besiddelse af sin Konfirmationskundskab, skulle indsættes paa Tugthuset for der at lære den. Disse Barbariets og Skjødesløshedens beklagelsesværdige Offere arbeide og sove med Fangerne. Paa Kristiania Tugthuus udgjøre de i dette Øjeblik 15 Drenge og 4 Piger. Hr. Holst bemærker ogsaa: "Af Mangel paa Plads faldt i de folkerigeste Stæder kun 2 à 3 Underviisningsdage ugentlig paa hvert Barn, hvilket Resultat, sammenholdt med Skoleforsømmelserne (3,630 mod 20,048 ): 2 til 11) omtrent giver et Begreb om den Mangel paa Underviisning, der finder Sted i Byerne. Med den heraf flydende Lediggang og Betleri staaer udentvivl det overhaand- tagende Fattigvæsen og det voxende Antal af Forbrydelser i nøje Sammen- hæng." Overs. Fotnote: For at faae et fuldstændigt Begreb om Folkeskolernes nuværende Stand- punkt i andre Lande, bør man læse Cousins fortræffelige Værk, Michel Che- valiers Brev om de forenede Stater, samt Rektor Bugges lærerige Rapport til den norske Regjering. Forf. SIDE: 145 derfor bære Omhu for Handelen, Søfarten og Næringsvejene, mindre i Egenskab af Formynder, end af en oplyst og opmærk- som Læge, der veed i rette Tid at bortrydde Hindringerne for de naturlige Anlægs fri og kraftfulde Udvikling. Det bør vise sig mindre strengt ved Affordring af juridiske Beviser for Mulig- heden af Udkomme og Underholdning, end virksomt for at aabne nye og udvidede Udveje dertil. Derhos hører et forbedret Municipal- og Fattigvæsen til de Forholdsregler, der maa ansees for paatrængende nødvendige for, med Haab om Fremgang, at kunne sætte en Grændse for den tiltagende Fattigdom og Usædelighed. Det er alene ved disse kraftige og samvirkende Midler Samfundet kan raade Bod paa Ondet i dets Rod; men for ei at ledes altfor langt fra Emnet, gaaer jeg tilbage til det speciellere Spørgsmaal om vore Strafanstalters Forbedring. For at kunne tilvejebringe en gjennemgribende Reform i Fængselsplejen og de erkjendte Pønitentiærprincipers systema- tiske Udvikling og jevne Fremgang, er det nødvendigt at fæste særegen Opmærksomhed paa denne Forvaltningsgreens organiske Sammensætning. Den maa besidde Eenhed og Kraft for at med- dele de enkelte Dele af Fængselsplejen en fælles Retning, og være underlagt et af Regjerings-Departementerne, for at have en behørig magthavende og ansvarlig Bestyrer. Ihvorvel ad- skillige Grunde kunne anføres for at henlægge Fængselsplejen under det indenrigske Departement, synes den dog snarere at burde henhøre under Justits-Statsministeren, siden Spørgsmaalet er saa nær forenet med Lovgivningen og Dommerfunktionen. Til denne Embedsmands Forretninger hører ogsaa at lade for- fatte Kriminalstatistiken, og deraf at uddrage de Resultater og den Erfaring, der spreder et nyttigt Lys over mange dermed beslægtede juridiske Emner. [fotnotemerke] Centralbestyrelsen bør bestaae af faa Medlemmer, men saa- ledes lønnede, at de ei nødes til at overtage andre Sysler ved Siden, men bør udeelt kunne offre sig til deres ansvarsfulde Hverv. Denne Betingelse er saa meget mere nødvendig, som disse Embedsmænd ikke alene bør udgjøre en expederende og forvaltende Embedsafdeling, men ogsaa føre en nøiagtig Opsigt Fotnote: Efterat dette blev skrevet er Fængselsvæsenet blevet henlagt under Justits- Statsministerens Overtilsyn. Forf. SIDE: 146 med alle Rigets Strafanstalter. En saadan Kontrol, der bør finde Sted paa ubestemte Tider, og altid uventet, er af højeste Vigtig- hed for at vaage over de givne Forskrivters behørige Efter- levelse, og den bliver saameget mere nødvendig, som nye, for de Fleste fremmede, Anskuelser skulle gjøres gjældende med Hensyn til Fængslernes Bygningsmaade, Indredninger og Huus- tugt. I alle Lande, hvor man med Deeltagelse har omfattet For- bedringssystemet, har man udseet særegne Embedsmænd under Navn af General-Inspektører, til at varetage denne vigtige Deel af Fængselsplejen; og Flere af dem, saasom Dhrr. Lucas i Frank- rige, Crawford og Russel i England og Ducpetiaux i Belgien have erhvervet sig retmæssigt Krav paa sine Landsmænds Ag- telse og Taknemmelighed. I Sverige synes en Ordfører, to Medlemmer og en Sekretær med nødvendig Kontorhjælp at udgjøre tilstrækkeligt Embeds- personale, for at paasee saavel Forretningernes Udførelse, som den lokale Kontrol. Men den embedsmæssige Omsorg for Strafanstalternes For- bedring, saa hensigtsmæssig den end maa iværksættes, tiltrænger dog den almene Medborgerligheds Understøttelse og municipal Bistand. Uden disse bliver den altid utilstrækkelig, og kan muligt i Længden henfalde til en skadelig Eensidighed. Spørgsmaalet om faldne Medmenneskers Tilretteviisning og Forbedring ved- rører altfor nær Samfundets store Anliggender, til ikke at om- fattes af alle dets Medlemmer. Derved alene kan et velgjørende Foreningsbaand bibeholdes mellem det Almindelige og Straf- anstalterne. Forbryderen maa fradømmes sin Frihed og afsondres fra Samfundet, for at sættes ude af Stand til at skade og ved fornuftmæssig Straf, om muligt, bringes tilbage til Eftertanke og bedre Forsætter, men Samfundet maa med øm Deeltagelse og moderlig Omsorg ogsaa følge sine vildledte Børn. Den ensomme Celle bør være utilgjængelig for den ydre Verden, men ikke for Menneskevennens formanende og undervisende Røst. "Jeg var i Fængsel og du opsøgte mig", siger Skrivten; maatte denne himmelske Lære ikke gaae tabt, men aabenbare sig i Handling! Det er ikke tilstrækkeligt at klage over begaaede Uordener og Forbrydelser eller at vise en stundom barnagtig Frygt for mulige Retskrænkelser, men derimod unddrage sig for al Deeltagelse, SIDE: 147 naar nogen Møje eller Selvvirksomhed kræves. Det Onde lader sig nemlig ikke besværge hverken af Forfatningens døde Bogstav eller af den almindelige Fordømmelse; det maa med Alvor og fast Beslutning angribes i sin Rod. Flere Nationer levere os i denne Henseende ædle, efterfølgelses- værdige Exempler. Allerede i Aaret 1797 dannedes i Pensyl- vanien en Forening af Menneskevenner, under Navn af "The Philadelphia Society for alleviating the Miseries of Public Prisons". I Boston opstod senere et Selskab af lige velgjørende Tendents. Aar 1829 stiftedes i London "Society for the improvement of prison discipline". Aar 1826 stiftedes i Düsseldorf, i samme Hensigt, et Selskab, der tæller omtrent 4000 Medlemmer, og som har tjent til Mønster for flere Tydske Stater. Ved en speciel Forordning af 4de December 1835 og et Cir- kulære det paafølgende Aar til samtlige Statholdere har den Belgiske Regjering lagt en særdeles liberal Omhu for de fra Strafanstalterne frigivne Fanger for Dagen. I Frankrige har Hr. Demetz nylig stiftet en særskilt Forening, med det Formaal at skaffe Undersøgelsesfanger, som efter længere Tids Arrest ere befundne uskyldige, Tjeneste og Pengeunderstøttelse. I de fleste Nordamerikanske Stater findes ogsaa ved hver Strafanstalt et vist Antal saakaldte Inspektører, der udnævnes for 2 Aar af den dømmende Magt. Deres Bestilling er af fuld- kommen municipal Beskaffenhed og fritager dem for Pligten at være Jurymænd, Fattigforstandere o. s. v. Denne medborgerlige Deeltagelse har to særskilte Formaal for sin Virksomhed, nemlig: a) Omsorgen for Fangernes Behandling og Muligheden af deres Forbedring under Fængselstiden. b) Omsorgen for de Løsladtes Udkomme ved at forskaffe dem passende Tjeneste, Anledning til Arbeide o. s. v. Ihvorvel de fleste Selskaber, der have taget sig af Fangernes Sag, alene have udvalgt et af disse Formaal, synes de dog begge med lige Varme at burde omfattes af den Forening, som i Sverige saa højt paakaldes af Nødvendigheden. [fotnotemerke] Derved aabnes et mere Fotnote: Ikke mindre hos os. I Kristiania er der meer Anledning, end man skulde troe, til at virke alene for den anden Deel af ovennævnte Londonerselskabs Øjemed, nemlig for: "the reformation of juvenile offenders". Det gjælder SIDE: 148 udstrakt Feldt for deres ædle Virksomhed, Omsorgen for den Fængsledes moralske Gjenfødelse vil vinde en højere Betydning, og Kjendskabet til Strafanstaltens indre Orden og Disciplin og til Individernes Gemyt være en levende Opmuntring til at be- rede den Løsladte en mulig Tilbagevenden til en ærlig og lovlig Levevej. At opgive den bedste Maade for Dannelsen af dette Samfund, er næsten umuligt før Spørgsmaalet om vore Municipalindret- ninger nærmere er bleven prøvet, og har kunnet udvikle sig mere. Præsterne, Dommere og Kronbetjenterne [fotnotemerke] bør være selv- skrevne Medlemmer: thi paa deres nidkjære Medvirken beroer for en stor Deel Øjemedets Opnaaelse. Selskabet bør dannes lehnsviis, men have en Centralkommittee i Hovedstaden for at danne et fælles Berørelsespunkt og bevirke Eenhed i Foretagenderne. Et andet Middel til at vække en meer almindelig Deeltagelse for Fangeplejen er at indføre en større Offentlighed, end hidtil har været Tilfældet, i de Henseender, som vedrøre dens hoved- sagelige Resultater. Fra Bestyrelsen for ethvert Fængsel bør en Rapport aarlig indleveres og udgives i Trykken, betræffende den Indflydelse, den strenge Pønitentiærdisciplin har kunnet have saavel paa Fangernes Helbredstilstand som sædelige Forbedring, Omkostningerne for deres Underholdning, udførte Arbeider, Ind- retningens financielle Tilstand m. m. Paa denne Maade vil Almeenheden blive oplyst om Beskaffen- heden og Virkningen af Straf paa Friheden; klarere Anskuelser ville gjøre sig gjældende, og den nærværende, saa rimelige, Frygt for løsladte Fanger efterhaanden tabe sig. Efterat jeg har søgt at opstille Hovedgrunden for Strafanstal- ternes Bestyrelse og almindelige Forvaltning, staaer tilbage, nær- mere at bestemme deres Fordeling inden Riget og deres indre Organisation. For at kunne naae det ved en rationel Fangepleje tilsigtede Fotnote: ogsaa for Norge, som vel for hele Norden, hvad Forfatteren af hiint Modskrivt mod Laings Reise i Sverige siger, nemlig, at "det er en konstant Erfaring, at det største Antal af Forbrydelser, som begaaes i Sverige, forøves af samme Personer, -- af Saadanne, som, naar deres Fængselstid er forløben, udslippes af Fængslet uden Midler til ærligt at fortjene sit Brød." Overs. Fotnote: Hermed menes den exekutive Magts civile Agenter, navnlig Fogder og Lensmænd. Overs. SIDE: 149 Øjemed, udrede Bekostningerne derved, samt hensigtsmæssigt anvende de Summer, som dertil bevilges, er det nødvendigt at opstille et fuldstændigt System, som nærmere bestemmer, hvilke Slags Fængsler der bør findes, deres Øjemed, Bygningsmaade, indre Orden m. m. -- Om endog Ressourcerne ei skulde tillade paa engang at iværksætte hele Planen, er det dog magtpaaliggende, at den tilbørligen er bestemt, paa det enhver anvendt Omsorg og Bekostning kan beregnes saaledes, at den staaer i umiddel- bart Sammenhæng med det Hele og fører nærmere og nærmere til det tilsigtede Maal. Da Strafanstalterne bør være grundet paa Cellesystemet, skal jeg til en Begyndelse nærmere antyde de Grunde, der, efter min Formening, bestemme de ulige Dimensioner, Cellerne bør have, efter de ulige Fængselstider. Cellerne kunne inddeles i 3 Klasser, nemlig: a) Til at forvare Fangen blot om Natten eller højst et Døgn. Dertil synes den Auburnske Celle at være fuldkommen til- strækkelig, da den har 7 1/2 Fod i Længde, 4 1/2 Fod i Bredde og 7 Fod i Højde. Dens Kubikindhold bliver = 233 1/2 Kubik- fod. For at kunne adskille dem fra de to andre vil jeg kalde dem Smaaceller. b) Til at forvare Fangen højst eet Aar. Disse maa beregnes saaledes, i Henseende til Størrelse og mulige Veirforandringer, at Fangens Helbred ei kan lide noget Meen. Til Norm for det Luftrum, som i de Preussiske Militærsygehuse er fastsat for hver Syg, ligge følgende Beregninger til Grund: Sengestedets Længde . . . . . . . . . . . 6 Fod Til en Gang ved Fødderne . . . . . . 3 - = 9 Fod. Sengestedets Bredde . . . . . . . . . . 2 1/2 Fod Rum paa begge Sider . . . . . . . . . 2 1/2 - = 5 Fod. Sygeværelsets Højde . . . . . . . . . 12 Fod. Hvilket udgjør . . . . . . . . . . . 540 Kubikfod. Da Cellerne ikke kunne, uden stor Bekostning, erholde denne Højde og Fangen desuden behøver større Fladerum end en senge- liggende Syg, turde følgende Dimensioner kunne antages som de meest anvendelige, nemlig: SIDE: 150 Længde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Fod. Bredde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 - Højde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 - I det Hele . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 540 Kubikfod. Dette Slags Celler benævner jeg Middelsceller. c) Til at forvare Fanger i en længere Tid, indtil og med sex Aar. Disse Celler bør være saa store, at de ikke allene indeholde tilstrækkeligt Luftrum for Fangens Helbred, men ogsaa den nød- vendige Plads til hans daglige Arbeide og til nogen Bevægelse. Efter den i andre Lande erhvervede Erfaring, synes følgende Dimensioner at være de almindeligste: Længde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Fod. Bredde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 - Højde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 - Cellernes Kubikindhold bliver da 1170 Kubikfod. Dette Slags Celler kunne benævnes Storceller. I første Klasse forekomme Undersøgelsesarresterne, som for- tjene en særegen og, især i Sverige, højst nødvendig Opmærk- somhed. Menneskeligheden fordrer denne Omsorg, thi blandt de Ulykkelige, som disse Fængsler indeslutte, findes mangen virkelig Uskyldig, og de Øvrige maa heller ikke betragtes ander- ledes, førend Loven har afsagt deres Dom. Klogskab byder ogsaa ikke at sammenblande gamle, forhærdede Forbrydere med dem, der vakle de første usikre Trin paa Forbrydelsens Bane, og ei at udsætte Udskejelsen og Letsindigheden for den dybe For- dærvelses smittende Samqvem. Endog for at befordre selve Undersøgelsens Øjemed, Sandhedens Opdagelse, er det magt- paaliggende at adskille de Tiltalte, thi Erfaring viser, at mangen oprigtig Bekjendelse er bleven tilbagekaldt ifølge de i Arresten modtagne Raad og Forskrifter, hvorved Undersøgelsen forlænges, Omkostningerne forøges og Retfærdighedens Krav skuffes. Undersøgelsesarresterne bør saaledes indrettes efter det Filadel- fiske System, med Iagttagelse af Fangernes nøje Adskillelse fra hinanden. Hvad nu angaaer Besøg af Slægt og Venner, maa det beroe paa Anklagens Beskaffenhed og særskilt Undersøgelse, SIDE: 151 thi Ensomheden maa her ikke betragtes som Straf, men blot som et Middel til at forekomme listige og farlige Forbindelser. Da Arresttiden ikke kan blive langvarig, behøve ikke Cellerne paa langt nær at være saa rummelige som de, der ere beregnede paa et fleeraarigt Opholdssted; derved kan ogsaa Bygnings- omkostningerne betydelig formindskes. Undersøgelsescellerne bør saaledes bestaae blot af Smaa- og Middels-Celler. Undersøgelsesarresterne bør desuden være forsynede med en indhegnet Gaard, hvor Fangerne tillades, een ad Gangen, at hente frisk Luft, i det Mindste hver anden Dag. Da, efter det nye Lovforslag, den Forandring burde finde Sted, at hver Jurisdiktion blot fik eet Thingsted, bør ligeledes kun en eneste Undersøgelsesarrest findes inden denne, beliggende ved Thinghuset. Dette er en Hovedbetingelse for en mulig Forbedring af disse Fængslers Bygningsmaade og indre Orden, og denne Bestemmelse bør ligeledes i Længden bevirke Besparelse saavel i Fangepleje og Bevogtning, som i Bygningens Vedligeholdelse. I de Kommitteredes Motiver til Rettergangsbalken, 10de Kapitel, hedder det blandt Andet: "Undersøgelsesarrester af den Be- skaffenhed, som udfordres til Iværksættelsen af dette Forslag, kunne ei opføres og vedligeholdes i samme Mængde, som der for nærværende findes Thingsteder; og den Nøiagtighed i Be- vogtningen af heftede Personer, som Sikkerheden kræver, baade for det Almindelige og for dem selv, kan ikke heller med Sikker- hed paaregnes, hvis Opsynet derover skal deles mellem saa mange adspredte Arrester. Det forstaaer sig selv, at Afvigelse heri bør tilstedes ifølge særskilte Lokalforholde. Hvis f. Ex. en eller tvende Jurisdik- tioner omgiver en Bye, hvor begge Undersøgelsesarresterne kunde forenes i en Centralbeliggenhed, bør saadant finde Sted til Besparelse i Bygnings- og Varetægts-Omkostningerne. Forpligtelsen, at anskaffe og vedligeholde Undersøgelsesar- resterne, har hidindtil paahvilet Herredet selv, og i den nu gjæl- dende Lov bestemmes i Bygningsbalkens 26de Kap. § 4: "Ved hvert Thingsted skal der ogsaa være et Fængsel, hvor Misgjer- ningsmænd kunne holdes i Forvar. For dettes Bygning skal ingen være fri, undtagen Sæde- og Ladegaarde, de saakaldte [fotnotemerke] Fotnote: Da vi ikke have Begrebet eller Tingen, mangler os ogsaa en tilsvarende Benævnelse. "Afhysta" betyder "afhusede" ): ubeboede, og "rå och rörs SIDE: 152 "afhysta rå och rörs hemman", saa og Præste- og Klokkerboliger." Det turde imidlertid møde Betænkeligheder, at paalægge de Byg- ningspligtige hele Tyngden af de nye Undersøgelsesarresters Opførelse efter en bekosteligere Plan end hidtil. Mange Herre- der have i de senere Aar opbygget nye Herredsarrester, og flere slige Fængsler ere i den Stand efter de hidtil gjældende Anskuelser, at nogen ny Opbygning vanskelig kan paalægges Herredets Indvaanere. Det var saaledes billigere, og vilde væsent- lig befordre dette vigtige Nationalanliggende, hvis Staten paatog sig det Hele eller i det Mindste den halve Deel af Omkostningerne ved de nye Bygninger, med Forbeholdenhed, at de blive fuldførte overeensstemmende med de approberede Tegninger. Med Be- nyttelse saavidt muligt af allerede tilværende Bygninger og Iagt- tagelse af streng Huusholdning i selve Bygningsmaaden (paa flere Steder kunde maaskee Bygningerne opføres af Træ) vilde vel denne Udgift for een Gangs Skyld ikke være saa afskrækkende. Uden foregaaende Lokalundersøgelse kan naturligviis intet sikkert Forslag i denne Henseende gjøres, men til Veiledning kan dog følgende Overslag fremsættes: Undersøgelsesfangernes Antal var Aar 1838 (efter Justitsstatsministerens kriminelle Tabeller) 15,273. Fratrækkes derifra Løsgjængere = 4,234, samt Børn, der ei bør skilles fra Mødrene = 461, bliver tilbage = 10,587. Beregnes som et Middeltal een Maaneds Arrest for hvert Individ, udkommer et Behov af 883 Celler. Deres Fordeling inden Jurisdiktionerne bør bestemmes efter Folkemængden og et Medium af de For- brydelsers Antal i de sidste 5 Aar, der ei med Bøder kunne afsones. Da Antallet af Undersøgelsesfanger ikke kan være ligeligt for- deelt paa hele Aaret, bør ogsaa Cellernes Antal forøges noget. Regner man f. Ex. som Middeltal 12 Celler for hvert Under- søgelsesfængsel, udkommer ved vore 90 Jurisdiktioner et Antal af 1080 Celler. Beregnes enhver Celle til 500 Rdlr. Banko, ville Omkostningerne idethele beløbe sig til 540,000 Rdlr. Bko. Man vil formodentlig indvende, at betydelige Udgivter ved denne Fotnote: hemman" Ejendomme, hvis Grændser fra Arildstid have været afstukne og med Steenrøser betegnede, hvis Form og Beskaffenhed findes nøje beskreven i Sveriges Riges Lag, Jordabalken Kap. 12 o. fgg. Udtrykket synes saaledes at betyde et Slags Underbrug, kun opførte som selvstændige i en ældre Matri- kul. (?) Ihre definerer det: villa intra alterius villæ limites sita. Overs. SIDE: 153 Forholdsregel ville komme paa Statskassen, som forhen have været udredede af Herrederne. Men komme disse Penge ikke i ethvert Tilfælde fra Skatteyderne? Omkostningerne blive ikke mindre, heller ikke Byrden lettere, fordi den ikke er synlig i Rigets Hovedbog. Underholdnings- og Varetægts-Omkostninger skulde fremdeles bestrides efter hidtil gjældende Forskrivter. Efterat Undersøgelsesfængslerne paa denne Maade ere bragte i hensigtsmæssig Stand, bør der, efter Lovkommissionens Forslag, bestemmes: "at enhver Person, der fængsles for en Forbrydelse, hvorom Undersøgelse skal skee inden Lehnets Grændser, strax skal føres til den Domstol, hvor Undersøgelsen kommer til at foregaae, og forblive der i Fængsel indtil Undersøgelsen er til- endebragt eller Domstolene ellers maatte sætte ham paa fri Fod". Paa denne Maade undgaaer man, at lade fængslede Personer sammenpakkes i Lehnsfængslerne medens man oppebier Under- søgelsernes Afslutning; man undgaaer at føre dem frem og til- bage, dersom Undersøgelser maae foretages til forskjellige Tider, og man har Anledning til at holde dem behørigt adskilte, da Undersøgelsesfængslerne ikke kunne blive saa opfyldte som Lehnsfængslerne." Om Fangen bør forblive i Undersøgelsesfængslet efterat Dom er falden ved Underretten, men Sagen er bleven henviist til højere Rets Prøvelse, bør beroe paa Rummet og andre Sted- forhold. Bedst vilde det være, for at undgaae unødvendig Trans- porteren, om Fangen kunde forblive i Herredsfængslet indtil endelig Dom var falden, med mindre ikke det Lehnsfængsel, hvorhen han burde flyttes, var paa Vejen til det Straffængsel, hvor han, dersom Dommen stadfæstes, skal udstaae den idømte Straf. Det vilde ogsaa være ønskeligt, at de saakaldte "vites och ensaks böter" ( ): Mulkter og Retsomkostninger) kunde op- tjenes ved Herredsfængslet. Derved undgik man baade Tids- spilde for den Private, og ikke ubetydelige Omkostninger for det Almindelige. Det hænder nu ikke sjeldent, at en Person, der er dømt i højst ubetydelige Bøder, som han alligevel ikke kan erlægge, nødes til, for at kunne afsone dem med nogle Dages Fængsel, at reise flere Mile til Lehnsfængslet, hvorved mange Dages Arbeide gaaer tabt, og der opstaaer en Udgivt for Transport og Varetægt, som ofte mangedobbelt overstiger de idømte Bøder. SIDE: 154 Man seer heraf, at Undersøgelsesfængslernes behørige Ud- videlse og af Behovet saa højt paakaldte Forbedring vilde have særdeles gavnlige Følger, ikke alene i moralsk, men ogsaa i financiel Henseende. Af denne sidste Omstændighed kan der ogsaa hentes en yderligere Grund for Statens ovenfor fore- slaaede Bidrag til disse Fængslers Opbyggelse fra nyt og til deres Indredning. Opsynet med Undersøgelsesfængslet bør anbetroes en egen Bestyrelse, bestaaende af Herredshøvdingen, som Ordfører, af Kronbefalingsmanden [fotnotemerke] , samt to for eet Aar, ved et almindeligt Sognemøde i den Menighed hvor Fængslet er beliggende, valgte Beboere af Sognet. Denne Bestyrelse afgiver hvert Aar til Lehnets Fængselsbestyrelse en Beretning, indeholdende Antallet af Fangerne, Beskaffenheden af og Bekostningen ved Fangernes Kost, Sundhedstilstanden, Antallet af de Dømte og Frifundne m. m. Dersom dette Forslag blev realiseret, vilde ikke Lehnsfængslerne blive saa overfyldte som hidtil. De skulde da tjene til følgende Øjemed, nemlig: At være Undersøgelsesfængsler for den Re- sidentsstad, [fotnotemerke] hvor de ere beliggende, samt, om muligt, for nær- meste Jurisdiktion; at herbergere Fangetransporterne samt mod- tage Lehnets til Vand og Brød, simpelt Fængsel, eller i det Højeste til et Aars Strafarbeide dømte Forbrydere. Antallet af de dertil nødvendige Celler, grundet paa en almindelig Beregning derover, skal længere hen blive opgivet tilligemed Grundrids og Overslag over Omkostningerne. De bør være forsynede med Celler, dog ikke af større Dimen- sioner end de, der ere foreslaaede for Undersøgelsesfængslerne. Denne Bestemmelse er af Vigtighed for at hindre ethvert Sam- qvem mellem de Fængslede. I nogle Lande har man antaget, at Pønitentiærsystemet ikke burde anvendes, dersom ikke Straffetiden oversteg mindst to Aar; saasom den forbedrende Behandling i andet Tilfælde, ikke havde tilstrækkelig Anledning til at udøve sin heldbringende Indflydelse. Denne Synsmaade er, efter min Tanke, højst feilagtig, thi det er netop paa det endnu ufordærvede Sind, at Selvbetragtningen og Ensomheden bør være virksomst. At indskrænke Omsorgen for Fotnote: Den Første af disse Embedsmænd svarer omtrent til vor Sorenskriver, og Denne til Foged. Overs. Fotnote: D. e. Lehnets Hovedby, hvor Landshøvdingen har sit Sæde. Overs. SIDE: 155 Fangernes Forbedring alene til dem, hvis Brødefuldhed allerede er bleven uddannet, vilde være at opsætte Anvendelsen af de Lægemidler, som i Sygdommens første Stadium muligviis vilde have været afgjørende, indtil Sygdommen var kommet til alvorligt Udbrud. Et stort Misbrug, som nu finder Sted baade ved vore Under- søgelses- og Lehnsfængsler, er at Fangernes Bespisning overlades Slutteren. At friste den Person, hvoraf de Fangne ere mest af- hængige, ved den ikke ubetydelige Gevindst, der kan tilveje- bringes ved en Afkortning i Fangernes Portioner, er isandhed at sætte altfor stor Tillid til den Første, og vise altfor liden Om- sorg for de Sidste. Sædvanligt gjør man den Indvending herimod, at Fangerne tilspørges, om de have faaet sin Ret eller ikke, naar Fængslet besøges af en højere Autoritet; men man indseer let, at de sjeldent vove at sige Sandheden, hvorved de muligens kunde udsætte sig for andre Ubehageligheder, ja endog for Mishandling. Bespisningen bør ialmindelighed besørges ved Licitation, efter et bestemt og efter Stedets Beskaffenhed afpasset Spisereglement. Derved vilde Fangerne erholde en sundere Kost, og Muligheden af at skaffe sig Brændeviin bliver vanskeliggjort. Denne Anordning bliver let at iværksætte, og vil blot komme til at møde Vanskeligheder ved de Herredsfængsler, der ere beliggende paa mindre beboede Steder, hvilket alligevel sjeldent er Tilfældet, da Herredsfængslerne sædvanlig ere anlagte ved Gjæstgivergaarde og større eller mindre Byer. En Hindring, som man kommer til at paaberaabe sig med Hensyn til at fratage Slutterne Bespisningen, bliver Nødvendig- heden af, i saa Fald, at forøge deres Løn. Denne Omstændig- hed, hvis Billighed maa erkjendes, og som tillige udgjør et over- tydende Beviis paa det Grundede i min Bemærkning, kan uden særdeles Omkostning blive afhjulpen, og bør effektueres for at faae paalidelige Folk. Den lavere Fangebetjening bør heller ikke i denne Henseende forglemmes. Da det er overeensstemmende med Billighed, at Fangevogternes Løn ansættes i Forhold til deres Forretninger og Ansvar, bør Rigets samtlige Lehnsfængsler deles i trende Klasser efter Middel- tallet af deres Belæg under de sidste fem Aar. Første Klasses Løn- ninger for Fangevogtere burde vel bestemmes til 400 Rdlr. Bko., SIDE: 156 anden Klasses til 350 Rdlr., og tredie Klasses til 300 Rdlr., med tilhørende Bolig og Ved. For hver 30de eller 25de Fange bør der være en Vagtkarl med en halv Rdlr. daglig, samt Værelse og Ved. Lehnsfængslets Lokalbestyrelse bør bestaae af Landshøvdingen, som Ordfører, af Landssekretæren og to i Residentsstaden eller i Nærheden boende Personer. Disse to Medlemmer bør vælges for et Aar, enten af den i Lehnet for Fangeplejen dannede For- ening, eller, dersom vore Municipalindretninger komme til at vinde den af enhver redelig Medborger saa højt ønskede Ud- vikling, efter samme Grundsætninger, der blive bestemte for disse. De bør i det mindste kunne vælges engang paany. Denne Be- styrelse overtager Fængslets Forvaltning og Opsyn, efter en af Justitsdepartementet udfærdiget Instruktion, der bestemmer de almindelige Regler for Fangernes Behandling, Arbeidspligtighed, Anvendelsen af Fortjenesten m. m., men overladende Detalj- bestemmelserne til Bestyrelsens eget Skjøn. Skjøndt den korte Arbeidstid er saa lidet gunstig for Arbeidsforetagender, bør Be- styrelsen dog paasee, at Fangerne, saameget muligt, holdes syssel- satte. Den, som er kyndig i noget Slags Haandværk, skaffes Anledning til at drive dette, og for de Øvriges Underviisning gjøres der, saavidt skee kan, Akkord med en eller flere skikke- lige og paalidelige Mestere, som, paa visse bestemte Dage, give Fangerne Raad og Vejledning i Cellerne. Fra Fangens Fortjeneste fradrages først hvad der medgaaer til hans Kost, og af det Til- oversblevne gives ham en Deel naar han forpasses til Hjemstedet, og det Øvrige overleveres ham ved Hjemkomsten af Præsten. Adgang til Bibler og andre passende Andagtsbøger bør findes i Fængslet for samtlige Fanger. Til dem, der ønske at lære at skrive, maae Grifler, Tavler og de nødvendige Skrivematerialier overlades. Lehnsbestyrelsen indsamler alle de fra Undersøgelsesfængslerne indkommende Rapporter, hvoraf Uddrag gjøres efter bestemte Formularer, og dette indsendes til Fængselsbestyrelsen tilligemed en Beretning om Lehnsfængslets Bestyrelse og Tilstand. Disse Dokumenter bør offentliggjøres i Lehnets almindelige Tidende. SIDE: 157 Efter det nye Lovforslag er Strafarbejdet inddeelt i fem Grader, efter forskjellige Straffetider. Følgende ulige Bestemmelser ere beregnede efter Bibeholdelsen eller Afskaffelsen af Dødsstraffe, nemlig i første Tilfælde: [fotnotemerke] Første Grad . . . . . . . paa Livstid. Anden -- . . . . . . . . fra 9 til 12 Aar inclusive. Tredie -- . . . . . . . . - 6 - 9 - -- Fjerde -- . . . . . . . . - 3 - 6 - -- Femte -- . . . . . . . . - 6 Maaneder til 3 Aar inclusive. I sidste Tilfælde: Første Grad . . . . . . . fra 15 til 20 Aar inclusive. Anden -- . . . . . . . . . . - 9 - 12 - -- Tredie -- . . . . . . . . . - 6 - 9 - -- Fjerde -- . . . . . . . . . - 3 - 6 - -- Femte -- . . . . . . . . . 6 Maaneder til 3 Aar inclusive. (Fæstningsstraf paa Livstid er i den særskilte Text sat istedet- for Livsstraf). Da Kommitteens Medlemmer Aar 1832 udgave sit Arbeide i Trykken, var det Filadelfiske System endnu ikke noksom prøvet i Amerika, og i Europa næsten ubekjendt; derfor grunder Be- regningen af Straffetiden, samt Forskrivterne angaaende Fanger- nes Behandling, sig udelukkende paa det Auburnske System. I den, to Aar efter afgivne, Erklæring i Anledning af de mod Forslaget fremsatte Bemærkninger, omtales vel den Filadelfiske Methode, efter de Beretninger derom, Kommitteen havde hentet fra Dhrr. Beaumonts og Tocquevilles da nylig udkomne Arbeider; men Ensomhedsprincipets strenge Anvendelse ved Cherry-Hill var alligevel endnu altforlidet udviklet til at kunne bevirke nogen Forandring i de allerede fastsatte Bestemmelser. Ifølge den i tredie Kapitel mellem begge Pønitentiærsystemer anstillede Sammenligning, have vi fundet, at det Filadelfiske har et uomtvisteligt Fortrin, og at dette System isærdeleshed er an- vendeligt for Undersøgelsesfanger og for dem, hvis Forbedring ansees mulig og som efter udstaaet Straf skulle vende tilbage i Fotnote: Dette og de samme Strafgrader er ogsaa, som bekjendt etableret i det norske "Forslag til en Lov angaaende Forbrydelser." Overs. SIDE: 158 Samfundet. Fra dette Synspunkt udgaae følgende Forslag ved- kommende Strafarbeidsfængslerne. De til Fæstningsstraf (hvis Dødsstraffen afskaffes) eller (hvis den bibeholdes) til Strafarbeide paa Livstid dømte Forbrydere bør saaledes ikke underkastes det Filadelfiske System. Det vilde maaskee være altfor stridende mod Menneskets Natur for be- standigt at indeslutte disse ulykkelige Væsner i en ensom Celle; det vilde være at begrave dem levende, og denne Grusomhed vilde jo være hensigtsløs. Livsfangerne hvis Antal sædvanligt varierer mellem 550 -- 600 [fotnotemerke] , burde forvares i særskilte Fæstninger, hvortil Karlsteen og Kungs- holm synes at være de meest passende, som beliggende paa Øer i Havbrynet; Fangerne forsynes, saavidt muligt, med Sove- værelser, og holdes til strengt og fælles Arbeide. Herved at ville anvende den tvungne Taushed vilde desuden være umenne- skeligt; men Bevogterne burde alene paasee, at ingen unødvendig Samtale fandt Sted, og at Arbeidet forrettedes med Orden og Alvor. Fængselspræsten bør til bestemte Tider overhøre dem, og hver Søn- og Helligdag bør de bivaane Gudstjenesten. Bibler og Psalmebøger skulle uddeles blandt dem. Dersom de gjøre sig skyldige i Uorden, vise Opsætsighed eller Dovenskab, straffes de med ensomt Fængsel, mørk Celle, samt Vand og Brød. Lige- ledes kan ensomt Fængsel anvendes, dersom Fangen skulde be- gaae nye Forbrydelser, hvorved møder samme Indvending, der blev anført ved Spørgsmaalet om Dødsstraf, at den til Livsstraf Dømte ikke kunde afskrækkes fra nye Forbrydelser af Frygt for strengere Straf, end den han allerede er underkastet. Livsfangerne staae under Kommandantens og Pladsmajorens Opsigt, som efter et bestemt Schema indsende sine Rapporter til Fængselsbestyrelsen. Med Hensyn paa den Tid, hvori den strenge Ensomhed kan og bør anvendes, ere Meningerne endnu meget deelte. Det en- somme Fængsels stærke Indflydelse paa Fangen, som udgjør en af det pensylvanske Systems Fortrin (thi om Menneskeligheden byder, at Straffene ikke bør være fornedrende, fordrer Retfærdig- heden, at de ere alvorlige), har hos Flere frembragt Betænkelig- heder ved at udstrække denne længere end højst tre Aar. Mod Fotnote: I Norges Slaverier og Tugthuse i 1839 -- 776 (!) SIDE: 159 denne Frygt kan man alligevel paaberaabe sig Erfaringen; thi i den Hr. Demetz's Rapport om Pønitentiærhuset ved Cherry-Hill vedføjede Journal over Fangerne finder man, at i Aaret 1836 allerede 13 Individer havde siddet i Celle i 4 Aar, at 11 vare ved god Helbred og blot 2 noget syge, at 3 Individer havde været fængslede i 5 og 2de i 6 Aar, uden at deres Helbred i nogen Henseende havde lidt. I Pønitentiæranstalten fandtes For- brydere, der endog vare dømte til 13 Aars ensomt Fængsel. Uden at ville afgjøre, om dette Tidsrum ikke er for langt, an- tager jeg dog, at Fængselstiden, efter det Filadelfiske System, uden Fare kan udstrækkes til 6 Aar, isærdeleshed dersom Fan- gerne gives Anledning til undertiden at drage frisk Luft i af- sondrede Fængselsgaarde. Denne Overbeviisning faaer en kraftig Understøttelse ved et fra Doktor Julius til Generalauditør Netzel nylig skrevet Brev, hvori yttres, at det ensomme Fængsel kan, efter Doktorens Mening, udstrækkes til 7 Aar. En Slutning, der kan drages af Straffens Strenghed, er den, at Straffetiden, saaledes som den er bestemt i Lovforslaget, kan betydelig forkortes. (Se Kap. 3 Pag. 44). For min Deel troer jeg, at den bør nedsættes til to Trediedele af den efter det Auburnske System beregnede. Dette Forhold er af højeste Vigtighed, thi den kostbareste Kapital Mennesket ejer, er Tiden, og Statens Udgivter for Fangernes Underholdning ville ogsaa derved blive betydeligt formindskede. De tre laveste Straffegrader ville da komme til at blive for- andrede paa denne Maade: Tredie Straffegrad . . . . . fra 2 Aar til 6 Aar incl. Fjerde -- . . . . . . . . . . . . . . . . - 2 - - 4 - - Femte -- . . . . . . . . . . . . . . . . . - 6 Maaneder til 2 Aar incl. De til nogen af de her nævnte Straffegrader dømte Forbrydere skulle underkastes den Filadelfiske Behandling; de to højere Straffegrader derimod afbødes efter den Auburnske Disciplin, saafremt ikke Erfaringen fremdeles skulde vise -- hvilket, idet- mindste med nogle Modifikationer, er sandsynligt -- at ensomt Fængsel uden Skade ogsaa kan anvendes for dem. Efter denne Synsmaade udfordres saaledes til en Begyndelse tvende Slags Strafarbeidsfængsler, nemlig: a) for første og anden Straffegrad (dersom Dødsstraf afskaffes) eller blot for den anden SIDE: 160 (med Bibeholdelse af Dødsstraf), efter det Auburnske, og b) for de trende øvrige efter det Filadelfiske System. At bestemme hvormange Celler, der ville komme til at behøves ved Strafarbeidsfængslerne, er forbundet med store Vanskelig- heder; thi da det nye Lovforslag maatte lægges til Grund, op- komme andre Forhold end de hidtil gjældende og hvortil man saaledes blot kan komme ved Slutninger. Alligevel turde den tilforladeligste Maade ved denne Beregning vel være, nærmere at bestemme, hvad der i denne Henseende vilde have fundet Sted i Aaret 1838, da de Domfældtes Antal var størst, dersom det nye Lovforslags Bestemmelser dette Aar havde været bragt i Anvendelse. Ifølge den Tabel, som i dette Øjemed blev ud- arbeidet, skulde Resultatet være blevet følgende: Forbrydelse. 5te Grad. 4de Grad. 3die Grad. 2den Grad lste Grad. lste Klasse . . . . . . . . 8 14 8 12 12 2den Klasse . . . . . . . . 2,069 143 49 33 26 Summa . . . . . . . . . . . . . . 2,077 157 57 45 38 Antager man saaledes, at 45 Mandspersoner aarligen dømmes til 2den Straffegrad, og beregner i Middeltal 10 Aars Fangenskab for hver, vil man behøve 450 auburnske Celler, hvilket Antal synes at være passende til deraf at danne en egen Strafindret- ning efter dette System. Valget af det Sted, hvor den meest passende kunde anlægges, beroer hovedsagelig paa det Slags Arbeide, man bestemmer til Fangernes Beskjæftigelse. I tre- die Kapitel have vi seet, at Fangerne blot om Natten ere ad- skilte i særskilte mindre Soveværelser, men at Alle om Dagen opholde sig sammen i fælles Værksteder. Arbeidet er her saa- ledes ikke alene ønskeligt, som et Middel til at forbedre Fangen og erstatte Staten dens Udgivter, men det er tillige et uefter- giveligt Vilkaar for Opretholdelsen af Disciplinen; thi man fore- stiller sig let de Uordener, der vilde blive en uundgaaelig Følge af en saadan Samling af Forbrydere uden Sysselsættelse. Da Fangerne kunne anvendes i Fællesskab, fremkommer en stor Arbeidskraft, som igjen giver Anledning til flere nyttige Arbeids- foretagender, enten i Fabrikvirksomhed eller almindelige Byg- SIDE: 161 ningsforetagender. Indretningen kan saaledes med Fordeel an- lægges hvor et større Arbeide skal udføres, og hvor Steenhug- ning i nogen udvidet Skala kan iværksættes. I sidste Henseende vilde Borgholm være meget passende dertil, ligesom ogsaa for derved at skille Forbryderne fra Fastlandet. Allerede 1817 vaktes Motion herom, og det underkastedes en Kommittees Betænkning, hvori den daværende Justits-Statsminister var Ordfører; Sagen gik imidlertid senere iglemme, og Korrektionshusene i Malmø og paa Långholmen bleve indrettede istedet. En Besparelse ved Bygningsomkostningerne vilde man kunne paaregne, dersom det auburnske System anbragtes i en af vore nuværende Korrektionsanstalter, hvor der allerede findes Celler, nemlig paa Långholmen 144 Stykker og i Malmø 28. Desuden kunde man paa Långholmen, dersom de nuværende Beboelses- lokaler tilligemed Værelserne ovenpaa Kirken indrededes til Celler, idet Hele faae omtrent 300 istand, med Bibeholdelse af de nødvendige Værksteder. I Malmø kunde ogsaa Antallet af Celler fleerdobbles; men da der maatte foregaae en meget be- tydelig Forandring med Bygningerne, kan Forholdet ikke for Nærværende med Bestemthed opgives. For min Deel anseer jeg denne sidste Udvej for at være at foretrække, thi da det Auburnske System maa forlades eftersom Erfaringen tilsteder en mere udstrakt Anvendelse af Ensomheden, vilde det ikke være vel betænkt at anvende store Bekostninger paa Opførelsen af Bygninger efter det Newyorkske Princip. Opsynet med dette Straffefængsel bør betroes en særskilt Bestyrelse, sammensat efter de Grunde, jeg længer hen mere omstændeligt skal opgive. For hver 20de Fange ansættes en Vagtkarl, samt desuden 4 -- 5 i Reserve, i Tilfælde af Sygdom eller andet Forfald. To til tre Fangevagtmestere, alt efter Byg- ningens Beskaffenhed, bør ogsaa findes. Med Hensyn paa Behovet af Filadelfiske Celler, turde følgende Beregning, med temmelig Tilforladelighed, kunne gjøres: For de til tredie Straffegrad dømte 57 Personer, efter 5 Aars Medium for hver eller den halve Straffetid . . 285. For de til fjerde Straffegrad dømte 157 Individer, efter et for hvert, efter dette Princip, til 3 Aar beregnet Fangenskab . . 471. Hvad derimod den femte Straffegrad angaaer, da opstaaer følgende Forhold: SIDE: 162 Af de 2077 til denne Grad dømte Personer, vare 1322 dømte for første og 492 for anden Gangs Tyverie. Da Værdien for Smaatyverier, efter den nye Lov, er bleven for- højet fra 3 1/3 Rd. Bko. (1 Spd. 40 ß.) til 5 Rd. Sølv eller 13 1/3 Rd. Bko. (5 Spd. 40 ß.) kan man efter al Sandsynlighed antage, at 1/4 eller 330 af ovenfor opførte 1322 Tyverier blot komme til at regnes som Smaatyverier, og saaledes ikke til at medføre saakaldet Strafarbeide. Antallet af de for første Gangs Tyveri til Straf- arbeide Dømte blev altsaa 992. Ligeledes kan man antage, at den pønitentiære Behandling, paa Grund af Formindskelsen i de Løsladtes Tilbagefald, vil betydeligt nedsætte Forbrydelsernes Antal ialmindelighed. Der- som man sammenligner Følgerne af de auburnske og filadelfiske Systemer med dem, som vore nuværende Korrektionsindretninger have medført, finder man, at Forskjellen mellem dem maa have en stor Indflydelse. Aar 1835 havde blandt 204 til Långholmen afsendte Personer 116 forhen været paa Fæstning eller i Korrektionshuus, altsaa 57 % . . . . . . . . . . . . . . . . I Malmø af 104 -- 41 eller 39 1/2 pCt . . . . . . . . . . . . . . 51 % Aar 1836 paa Långholmen af 248 -- 123, saaledes 49,6 % . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .62,55 % I Malmø af 206 -- 161 eller 78,2 pCt . . . . . . . . . . . . . Aar 1837 paa Långholmen af 281 -- 133 eller 47,3% I Malmø af 198 -- 34 eller 17 pCt . . . . . . . . . . . . . 34,86 % Aar 1838 paa Långholmen af 292 -- 118, saaledes 40,41 % . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . I Malmø af 249 -- 87 eller 35pCt . . . . . . . . . . . . . . . . 37,9 % Aar 1839 paa Långholmen af 252 -- 135 eller 53,57 % I Malmø af 229 -- 49 eller 21,4 pCt . . . . . . . . . 38,25 % Middelprocenten for alle fem Aar bliver saaledes 44 pCt. Tilbagefaldenes Antal er derimod, efter det auburnske System, fra 6 -- 9 pCt., og efter det Filadelfiske fra 4 -- 5 1/2 pCt. SIDE: 163 Efter denne Erfaring, eller 5 pCt. Tilbagefald, viser sig i An- tallet af anden Gangs Tyveri en Formindskelse af 426, thi istedet- for 492 for anden Gangs Tyveri Dømte (se Side 162) antages blot 66, eller 5 pCt. af 1322 Dømte for 1ste Gangs Tyveri. Heller ikke bør man oversee, at da de for Tyveri dømte For- brydere en længere Tid blive holdte i Forvaring, kunne de ikke, som nu ofte skeer kort efter udstaaet Straf af Spø eller Vand og Brød, begaae nye Forbrydelser. Et Afslag maa derfor op- komme, som alligevel her ikke tages med. Beregningen kunde da maaskee opstilles paa følgende Maade: Femte Grad. Første Gangs Tyveri . . . . . . . . . . . . 992 Individer. Anden Gangs Tyveri . . . . . . . . 65 -- Andre Forbrydelser . . . . . . . . . 263 -- Efter 1 Aar pr. Medium . . . . . . . . . . 1320 Celler. Fjerde Grad. -- -- -- -- -- -- -- -- -- 157 Individer. Efter tre Aar pr. Medium . . . . . . . . 471 Celler. Tredie Grad. -- -- -- -- -- -- -- -- -- 57 Individer. Efter 5 Aar pr. Medium . . . . . . . . . 285 Celler. 2075 Celler af større Dimensioner. Efterat Cellernes Antal saaledes er bleven udfundet for de tre ovenstaaende Straffegrader, staaer tilbage at bestemme deres Fordeling i Strafarbeidsfængslerne. En Grundsætning, hvis Rigtighed ei kan negtes, er, at man saa lidet som muligt maa fjerne de til Tab af Friheden dømte Individer fra det Sted, de tilhøre. Anvendelsen af Centralisa- tionsideen paa Korrektionister og Fanger, hvorom vi allerede have en saa bedrøvelig Erfaring, er beheftet med store og uund- gaaelige Ulejligheder. Om den moralske Smitte, som den med- fører, kan undgaaes ved at indføre Cellesystemet, saa staaer dog endnu tilbage lange og kostbare Transporter, Fangernes SIDE: 164 Bortfjernelse fra det Sted, hvorhen de siden skulle vende til- bage, forøget Vanskelighed ved der at forskaffe sig lovligt Ud- komme m. m. Fra dette Synspunkt betragtet havde det visselig været ønske- ligt, i Lehnsfængslerne ogsaa at kunne modtage alle Lehnets til Strafarbeide dømte Forbrydere. Men paa den anden Side vilde denne Bestemmelse foraarsage altfor store Bekostninger, saavel i Henseende til Bestyrelsen og Bevogtningen, som til Bygningerne, thi jo mindre Strafanstalterne ere, desto større blive disse Ud- givter for hver Fange. For at kunne gjøre Regning paa en op- lyst Bestyrelse af et større Fængsel, maatte det daglige Tilsyn anbetroes en mere dannet Forstander; den større Indtægt og det udvidede Arbeide fordrede desuden en særskilt Regnskabs- fører, hvilket Alt, ved 24 Lehn, vilde foranledige et betydeligt Lønningsbudget, uden at regne Vanskeligheden ved at finde due- lige Personer til saa mange ansvarsfulde Hverv. Man blev ogsaa nødt til ikke ubetydeligt at forøge Cellernes Antal, thi med Hensyn til den ulige Tilkomst af Fanger, vilde ikke det Antal Reserveceller, som i færre men større Indretninger kunde være tilstrækkeligt, tilsvare Behovet, naar de fordeeltes paa saa mange Steder. Ifølge den i andre Lande erhvervede Erfaring, antager man, at 3 -- 400 Celler er det meest passende Antal, der bør findes i et velordnet Fængsel. Derved kan en god Huusholdning forenes med Muligheden af, godt at oversee Indretningens særskilte Dele og at yde Fangernes fysiske og moralske Pleje den nødvendige Opmærksomhed. For i denne Henseende at kunne gaae en nyttig Middelvej, holder jeg for at Følgende bør foreslaaes: Norrbottens, Vesterbottens, Jemtlands og Vesternorrlands Lehnsfængsler bør forøges med et tilstrækkeligt Antal baade middels og store Celler, for at kunne modtage sine til de tvende laveste Straffegrader dømte Forbrydere. Derved undgaaer man, med Hensyn til disse Lehns store Udstrækning og Afstand, lange og for Staten bekostelige Transporter til Straffængslet og de store Vanskeligheder for den løsladte, som oftest hjælpeløse, Fange for at vende tilbage til sit Hjemsted. Ligeledes burde Lehns- fængslet i Wisby indrettes saaledes, at det ogsaa kunde have SIDE: 165 Plads for Gottlands til de tvende laveste Strafarbeidsgrader dømte Forbrydere. For at undgaae lange Transporter for de til kortere Tid Dømte, kunde ogsaa samtlige Rigets Lehnsfængsler, som for største Delen tiltrænge enten større Reparationer eller ogsaa Opførelse fra Nyt af, udvides saaledes, at de kunde rumme de paa et Aar og derunder dømte Forbrydere. Ifølge disse Anskuelser bør 200 Storceller paaregnes for de fire nordlige Lehn og Gottland, samt omtrent 800 Middelsceller for de ved samtlige Lehnsfængsler til Strafarbeide paa højst et Aar Dømte. Cellerne bør fordeles paa hvert Lehnsfængsel, efter det formodede Middeltal af hvert Lehns Forbrydere efter Justits-Statsministerens Forbrydelsestabeller. Til Vejledning ved denne Beregning antages følgende: Til simpel Fængselsstraf, som synes at burde indskrænkes til eet Slags, nemlig ensomt, vilde vel aarligt omtrent 4000 Personer blive dømte, enten umiddelbart som Straf eller for at afsone manglende Mulkter. Under Forudsætning af, at enhver sad arresteret een Maaned, opstaaer der et Behov af 334 Middels- celler, dersom Cirkulationen var jevn hele Aaret om. Da imidler- tid Omflytningen kommer til at skee uden nogen Regel, burde vel dette Beløb forhøjes til 480 eller i Gjennemsnit for hvert Lehn . . . . . . . . . . . . 20 Celler. Til Strafarbeide . . . . . . . . . . . . . . . 42 -- For de til Vand og Brød Dømte . . . . . . . . . 4 -- eller 66 Celler. Desuden burde man have Smaaceller i Beredskab for Transport- fangerne, som, med et Middeltal, for hvert Lehnsfængsel om- sættes til 12. Planchen III fremstiller Planen til et Lehnsfængsel med vedføjet Beskrivelse og Overslag over Omkostningerne. De tilbage- staaende 1076 Celler bør fordeles mellem tre Strafarbeids- fængsler, hvert indeholdende 359 Celler, eller det Antal, som i Almindelighed ansees som passende for en Central-Pønitentiær- indretning. Disse Fængsler bør være beliggende i Nærheden af større Stæder for at man med Lethed kan finde passende Personer til at overtage den municipale Deel af deres Bestyrelse, og for SIDE: 166 at kunne paaregne en sikkrere Afsætning for de tilvirkede Varer. De bør ogsaa forlægges saaledes i Riget, at Transporterne for- kortes saa meget som muligt. Stockholm, Götheborg og Christiansstad anseer jeg for at være de meest passende Steder dertil. Strafarbeidsfængslerne bør aldeles opbygges fra Nyt; thi ifølge Erfaringen og kyndige Arkitekters Vidnesbyrd mislykkes alle Forsøg paa, ved en forandret Indredning, at omdanne gamle Bygninger dertil. Omkostningerne blive betydelige og Øjemedet forfejlet. Bestemmelsen af Bygningens Grundplan og dens nøjagtige Udførelse ere særdeles vanskelige Spørgsmaal. Derpaa hviler for en stor Deel Opfyldelsen af de Forhaabninger man gjør sig om Fangernes Forbedring, og Sikkerheden i at holde i Forvaring Individer, der ere farlige for Samfundets Rolighed. Denne sidste Omstændighed er i dobbelt Henseende af Vægt, thi uden at regne de nye Forbrydelser, bortrømte Fanger nødes til at begaae for at skaffe sig Underholdning, som de ikke kunne erhverve paa lovlig Viis, svække disse lokkende Udsigter til at skaffe sig Friheden paa en listig Maade Straffens afskrækkende Virkning hos urolige og ustadige Gemytter, som længes efter Uafhængighed og vexlende Eventyr. Man finder ogsaa, at i andre Lande enhver gjennemgribende Reform i Fængselsvæsenet er begyndt med Fængslerne selv og deres Indredning. Grev Vilain XIV og den bekjendte Howard, om hvem man med saa megen Sandhed har sagt, at han levede som en Apostel og døde som en Martyr, henvendte hele sin Opmærksomhed derpaa. Den skarpsindige Bentham forfattede et vidløftigt Værk over Indretningen af et Modelfængsel, som han benævner Panoptiqve, og hvori man gjenfinder alle de Grund- sætninger, hvorfra de i de senere Tider udførte Forbedringer hovedsageligst udgaae. De fornemste Egenskaber, man fordrer af en Fængselsbygning, ere, at den frembyder Sikkerhed for at opbevare Fangen og modstaae hans Forsøg paa at flygte; en let iværksættelig og paa samme Tid betryggende Bevogtning; at man fuldkomment kan adskille Fangerne og forekomme enhver Meddelelse mellem dem; at den befordrer Reenlighed, Omvexling af Luft, med et Ord, alt hvad der er nødvendigt til Sundhedens Vedligeholdelse, samt SIDE: 167 endelig, at den har tilstrækkeligt Rum til Fangens behørige Sysselsættelse. Dette Problem har givet Anledning til flere forskjellige Forslag, mere eller mindre nærmende sig dets Løsning; men her at ind- lade sig paa en detaljeret Undersøgelse deraf vilde blot lede til unødvendig Vidløftighed. I den paa Planchen I og II fremstillede Plan over et Strafarbeidsfængsel, har jeg søgt at forene de billige Fordringer, man bør kunne gjøre til en Fængselsbygning, med den strenge Økonomi, som det, i ethvert Tilfælde, er saa vigtigt at iagttage i vort Land. En Beskrivelse er vedføjet dette For- slag, omfattende alle dets enkelte Dele, samt Overslag over Omkostningerne. Bestyrelsen af en, i stor Maalestok indrettet, Straffe- og For- bedringsanstalt fordrer en sand og oplyst Menneskekjærlighed, en ædel og kraftfuld Vilje, en sjelden Ordenssands og ved- holdende Anstrengelser. Da det ikke er let at forene alle disse agtværdige Egenskaber, indseer man snart hvilke Vanskeligheder, der i denne Henseende maa bekjæmpes. Bestyrelsen adskiller sig egentlig i tvende hovedsagelige Dele, nemlig: a) Den højere Bestyrelse af Indretningens Anliggender, Kon- trollen med den behørige Haandhævelse af Orden og endelig Vedligeholdelsen af det Foreningsbaand, som aldrig bør op- høre mellem Strafanstalten og Samfundet. b) Den umiddelbare Fangepleje, det stadige Tilsyn og den egentlige Befaling. Den første Deel bør betroes en særskilt Bestyrelse, hvori, efter den i hele dette Forslag hyldede Grundsætning, Embeds- mændenes Virksomhed er sat i Forbindelse med municipalt Bi- træde. To af Regjeringen tilforordnede Embedsmænd og to ved medborgerlig Tiltro tilkaldte Personer synes at være et passende Antal. Maaden at udvælge disse Sidste paa, beroer, som allerede ovenfor sagt, paa den Udvikling, som Municipalindretningerne og den for Fangeplejen dannede Forening kan have opnaaet hos os, naar disse velmeente Forslag skulle iværksættes. Den sidste Deel fordrer derimod en Forstanders udeelte Om- sorg, som udelukkende bør vie sig sit ligesaa ædle som ansvars- fulde Kald. Valget af denne Mand er af højeste Vigtighed, og SIDE: 168 forudsætter et samvittighedsfuldt Udvalg uden andre Hensyn end det vigtige Maal: Øjemedets Opnaaelse. Denne Forstander bør have gode Kaar, idetmindste et sorgfrit Udkomme for sig og Sine, og Udsigt til, naar han vel har udført sit Hverv, og naar Alderen begrændser baade Kraft og Virksomhed, at erholde en anden Ansættelse eller en passende Pension, for at kunne give Plads for en kraftfuldere Eftermand. Fangevagtmestrene bør være paalidelige, alvorlige og ikke al- deles udannede. De bør ogsaa besidde Færdighed i nogle Haand- værker, saa at de tillige kunne være Fangernes Lærere og Vej- ledere ved deres Arbeide. Denne Omstændighed er af højeste Vigtighed, og maa ved deres Udnævnelse ikke betragtes som Bisag. Vagtkarlene maa ogsaa antages med Omhyggelighed og iagt- tages med Opmærksomhed; thi da de udgjøre Bestyrelsens sidste Led, ere de ogsaa i meest Berørelse med Fangen, og have derved en stor Indflydelse paa hans Tilstand og Sindsstemning. Uden at ville opstille noget bestemt Lønningsbudget, troer jeg dog, til en Vejledning, at burde antyde de Lønningsvilkaar, jeg vilde finde passende: Forstanderen 12 -- 1500 Rd. B. (480 -- 600 Spd.). Vagtmestrene ligesom første Klasse ved Lehns- fængslerne. Fri Bolig, Vagtkarlene en halv Rdlr. Bko. daglig. Lys og Ved. Efter 10 Aars tro Tjeneste forøges Lønnen med 50 pCt., og efter 20 Aar bør de, om de afskediges, faae den halve Løn som Pension. Samme Fordele bør ogsaa tilstaaes Fangebetjeningen ved Lehnsfængslerne. Ved disse Lønningsvilkaar, som alligevel ikke ere overdrevne, kan man haabe, at erholde en duelig og paalidelig Fangebetjening, som ved en Forbedringsanstalt er af stor Vigtighed. Huustugten bør være streng, men retfærdig; ikke ubillig i sine Fordringer, men ubevægelig med Hensyn paa deres nøiagtige Efterlevelse. Fangen maa dybt erkjende, at han lider en vel- fortjent Straf for at afsone sine begangne Forseelser; han maa føle hele Vægten af Lovenes Magt, som han har foragtet og over- traadt. Raahed, Dovenskab og Letsindighed, disse Forbryderens sædvanligste Fejl, behøve denne advarende og afskrækkende SIDE: 169 Erfaring, for at bringes til Eftertanke og Selvbetragtning. Den Fangnes moralske og fysiske Helbred maa passes med Deel- tagelse, hans Anger ledes til en gavnlig Forbedring, ikke til For- tvivlelse; ethvert Tegn paa Tilbagevenden til det Gode maa mødes med Velvilje og Opmuntring. Man maa vel vogte sig for, ved en ufornuftig Eftergivenhed at gjøre hans Stilling lykkeligere end hans lovlydige Medmenneskers; derved begaaes en Uret- færdighed mod de Sidste, og Straffen forvandles til en farlig Opmuntring. En nøje Forskjel maa saaledes gjøres mellem en kristelig Deeltagelse for den Faldnes mulige Opreisning og en misforstaaet Iver for hans fysiske Bekvemmelighed og Nydelser. I modsat Fald hylder man et bedragersk Hjernespind under Navn af Menneskekjærlighed. Straffen for Overtrædelse af den anordnede Huustugt maa følge øjeblikkeligt og uundgaaeligt paa Forseelsen. Korporlig Straf bør banlyses fra et vel bestyret, efter det Filadelfiske System indrettet, Fængsel. Denne Omstændighed er af Vigtig- hed, og dens Efterlevelse bør ogsaa overholdes med største Omhyggelighed. Straffen bør bestaae i Formindskelse af Kosten, Vand og Brød, Arrest i mørk Celle, samt Berøvelse paa længere eller kortere Tid af enhver Sysselsættelse. Denne sidste Straf udgjør, efter Fangernes eget Udsagn, den piinligste; thi det er en blandt det ensomme Fangenskabs store og uskatteerlige Følger, at Arbejdet, som forhen har været Forbryderens Lede og Afsky, da udgjør hans Trøst og den Tidsfordriv, han med størst Længsel ønsker sig. Fangens religiøse Underviisning er den sikkreste Grundvold, hvorpaa al Forbedring maa støtte sig, den Rod, hvorfra enhver Gjenfødelse maa udgaae, for at have Friskhed og bære gode Frugter. Uden denne er al udvortes Forandring i Fangens Op- førsel alene Hykleri; hans Indre bliver ligesaa forhærdet, alene med en Tilvæxt af Sluhed og List. Sjelesørgelsen i en Pøniten- tiæranstalt er saaledes af en dybt indgribende Virkning og maa udøves med Nidkjærhed og Samvittighedsfuldhed. Jeg holder for, at den bør overdrages til en Præst, som er i en kraftfuld Alder og heelt og holdent offrer sig til dette Kjærlighedens Værk. Foruden sit Prædikeembede, som Søn- og Helligdage forrettes i hver særskilt Fløibygning, bør Præsten ikke forsømme i private Samtaler at erhverve sig den Fængsledes Fortrolighed, med SIDE: 170 Alvor søge at tilintetgjøre hans Forhærdelse og med Godhed opmuntre hans første Trin paa Forbedringens Bane. For- bryderen, i sin ensomme Bolig, overladt til kvalfulde Erindringer og mørke Betragtninger, bør ansee sin Sjelesørger som et Fredens Budskab, en Midler mellem Angeren og Himmelen. Opfattes dette skjønne Kald med klar Indsigt og udøves med aandelig Varme, da blive ogsaa dets Virkninger mere velsignelsesrige end Mangen turde forestille sig; taler Religionen forgjæves, er der intet Haab mere om Forbedring. Men Fængselspræsten behøver Bistand, thi dersom man an- tager, at han daglig anvender 4 Timer til at besøge Fangerne og beregner kun 10 Minutter til hvert Besøg, vilde han kun være istand til at besøge hver Fange hver anden Uge. Vi have et Missionsselskab i Sverige; mon dette ikke her skulde finde en rig Mark for sin ædle Omvendelsesiver? Thi i Sandhed, i vore Strafanstalter blomstrer Hedenskabet langt frodigere end blandt fjerne, i Naturtilstanden endnu levende, Folkeslag. Den ved Straffefængslet ansatte Præst maa boe paa Stedet og erholde en Løn, der kan sikkre ham et tarveligt men sorgfrit Udkomme, hvorhos han tillige bør have Udsigt til, naar han bliver træt af sin møisommelige Beskjæftigelse, at erholde Befordring og en fordeelagtigere og roligere Virkekreds. Ved Siden af den aandelige Omsorg maa ogsaa gaae anden Dannelse, for i Fællesskab at frigjøre det faldne Sind fra Raa- hedens og Ondskabens Baand. I Strafanstalten bør derfor en eller to dertil ansatte Skolelærere meddele Fangerne Under- viisning. Her kan naturligviis ikke være Spørgsmaal om andre Gjenstande end de, der ere bestemte for de almindelige Almue- skoler, og som repeteres med Fangen, dersom han i sin Barn- dom har gjennemgaaet dem, eller bibringes ham, dersom hans Opdragelse har været aldeles forsømt. Underviisningen skeer i Cellerne, eller, for at vinde Tid, fra Fængselsgangen gjennem den paa Celledøren anbragte Luge. Denne sidste Methode an- vendes med Held ved den i Paris for et Par Aar siden indrettede Strafanstalt for vanartede Børn og mindreaarige Forbrydere. Underviisningen meddeles fortrinsviis de Yngre og dem, som lægge særdeles Anlæg dertil for Dagen; den tager fornemmelig Hensyn paa Fangens eget Arbeide samt paa Indenadlæsningen, paa det at Skolemesteren alene behøver at overhøre, rette de SIDE: 171 begaaede Feil og uddele nye Lektier. Paa denne Maade bør Underviisningen kunne rækkes med. Den bør egentlig optage Søndagene og de for Haandarbeide ledige Timer. Fangernes Føde maa være højst simpel, men sund og tilstræk- kelig. Den bør afpasses efter Fangens stillesiddende Levemaade, og alle Spirituosa banlyses. Bespiisningen besørges af Bestyrelsen paa den for Indretningen fordeelagtigste Maade. Hverken For- standeren eller nogen anden blandt Fængslets Betjente maa under nogen Omstændighed have dermed at skaffe, men de bør føre Kontrol dermed og staae paa Fangernes Bedste. Beklædning tilstaaes enhver Fange. Ved sin Løsladelse er- holder han tilbage de Klæder han havde ved Ankomsten, og som imidlertid for hans Regning ere blevne opbevarede. Derved afstedkommer man i Indretningen større Orden, mere Reenlighed, samt undgaaer den langt større Bekostning, der er forbunden med at skaffe Fangen de nødvendige Klædningsstykker ved hans Afreise. At Undtagelser herved bør finde Sted, dersom Fangens egne Klæder vare altfor usle, forstaaes af sig selv. Beklædningen bør om Sommeren bestaae af simpelt Tøj, som kan vadskes, og om Vinteren af graat Vadmel. Hver Fange erholder en Madras og en Hovedpude, stoppede med Halm, Lagener og Teppen. Endnu staaer tilbage at behandle et Spørgsmaal, hvorpaa hele Strafanstaltens indre Liv beroer, nemlig Fangernes Sysselsættelse. Foruden denne er den ømmeste Omsorg for Fangernes moralske Forbedring frugtesløs, den alvorligste Huustugt utilstrækkelig og alle Omkostninger at ansee som en død og unyttig Kapital. Hertil ville vel Mange svare: "Fangerne bør arbeide, det for- staaer sig selv;" men dette fromme Ønske er ikke saa let udført som udtalt. Emnet er af Vigtighed og udkræver en særskilt Overvejelse. Allervigtigst er Valget af selve Arbeidet. Det maa skaffe Fangen en jevn og efter hans Kræfter afpasset Sysselsættelse og paa samme Tid øve hans Arbeidsdygtighed. Denne sidste Hensigt kan opnaaes enten derved, at Fangen undervises i et simpelt Haandværk, hvori den egentlige Tilvirkning besørges af ham alene, eller derved at Fangens Arbeidskraft anvendes til et sammensat (Fabrik-) Arbeide, hvor det da bør beregnes og omvexles saaledes, at Fangen derved erholder en vis Konst- SIDE: 172 færdighed, som han siden i den fri Tilstand kan anvende ved flere, med hans forrige Sysselsættelse beslægtede, Haandværk. Arbeidet maa eiheller forudsætte kostbare Materialier, ved hvis Fordærvelse et altfor stort Tab kan opstaae, thi i Be- gyndelsen bør man hos Fangen ikke vente nogen særdeles Ar- beidsdygtighed. Vistnok har en Strafanstalt i saa Henseende Fortrin fremfor et sædvanligt Forsørgelseshuus, at den sjelden bebyrdes med noget, af Sygdom eller Alder, udygtigt Arbeids- menneske, da Forbryderne i Almindelighed ere i sin Alders fulde Kraft og som oftest begavede med livligt Gemyt og en let Fatte- evne. Men paa den anden Side bør det ikke lades ud af Be- tragtning, at de have Afsky for al stadig Sysselsættelse, hvilken sædvanlig har foraarsaget deres Fald, og saaledes hverken ere vante til Arbeide eller have Duelighed dertil, som de først efter- haanden maae erhverve sig under en arbeidskyndig Persons Vejledning, efterat Ensomhedens Ensformighed og Kjedsomhed have havt en gavnlig forberedende Indflydelse paa deres Sind. Valget af passende Arbeide møder ogsaa en større Vanske- lighed end hidtil, som Følge af det Pensylvanske Systems Grund- princip, strengt at afsondre Fangerne fra hverandre. Den for- øgede Kraft og den indbyrdes Bistand, som en fælles Virksomhed frembyder, kan man ikke mere paaregne. Da Fangerne, hver for sig, ere indsluttede i sine Celler, kan ikke paa noget Sted udvikles mere end et enkelt Menneskes Arbeidskraft. Individerne ere her at ansee som Enheder, der ikke kunne lægges sammen for at danne en Sum. Imod denne unegtelige Uleilighed findes blot een Modvægt, nemlig Arbeidets Fordeling. Denne Methode, som ogsaa ved andre Arbeidsforetagender altid bør, saavidt muligt, anvendes paa Grund af den Hurtighed og Orden, som derved vindes, bliver i et efter Cellesystemet ordnet Fængsel en ubetinget Nødven- dighed. Herved kunne de fra hverandre adskilte Fanger dog arbeide til et fælles Maal, naar der betroes dem en eller flere særskilte Forretninger, som det raa Materiale, under sin For- ædling, bør undergaae ved Arbejdet. Det bliver ogsaa lettere at bedømme hver enkelt Fanges Arbeide, samt at tildele Enhver sin fortjente Løn. Men det er ikke nok saaledes at oparbejde Varer; man maa ogsaa være betænkt paa Udveje til det Tilvirkedes Afsætning. SIDE: 173 Derved kunne Statens Udgivter, idetmindste for endeel, erstattes, og Fangen gives Anledning til under sin Fængselstid at skaffe sig nogen Indtægt af sit Arbejde, som, hvor liden den endog maatte blive for de Fleste, dog, vel anvendt, er af stor Vigtighed ved Fangens Løsladelse. Herved forekommer alligevel en anden Betænkelighed, den nemlig, at Staten, dersom den optræder som Konkurrent med den almindelige Industri, derved vilde komme til, paa en for det Hele skadelige Maade, at indvirke paa de frie Samfundsmedlemmers Arbeide. Disse ufordeelagtige Følger ville ikke fremvirkes af, at en større Mængde Varer vare at er- holde for lav Priis paa det almindelige Marked; det er tvertimod en i vor Tid erkjendt Sandhed, at jo mere en Næringsvej ud- vides med formindskede Tilvirkningsomkostninger og, som Følge deraf, med nedsatte Udsalgspriser, jo mere forøges Antallet af Forbrugere og i samme Forhold Arbeidsfortjenesten. Men dette Axiom i Nationaløkonomien forudsætter alligevel naturlige For- hold og en fri Udvikling, som her ikke finder Sted; thi da Staten i ethvert Tilfælde maa underholde de i et Straffængsel indeslut- tede Forbrydere, og enhver Indtægt af deres Arbeide, saa liden den end kan være, alligevel udgjør en Erstatning for de udlagte Omkostninger, indsees let, at en Sammenligning med et alminde- ligt Værksted eller Fabrikindretning ikke her kan finde Sted, da den egentlige Tilvirkningsomkostning ikke aldeles behøver at gaae ind under Varernes Udsalgspriis. Flere have troet, at Fangerne, for at undgaae denne Vanske- lighed, burde holdes til saadant Arbeide, som fordrer stærk An- strengelse, uden alligevel at frembringe noget egentlig nyttigt eller afsætteligt Produkt, men foruden det Umoralske, der vilde ligge i, at man saaledes drev Gjæk med Menneskers Virksomhed, vilde Omkostningerne ved Fangernes Underholdning, uden nogen Lettelse, saa meget tungere falde Samfundet til Last. Af ovennævnte ulige Fordringer til Arbeidets Beskaffenhed kan imidlertid sluttes, at man fornemmelig bør sysselsætte Fan- gerne med Alt, hvad der udfordres til deres eget Forbrug, og til selve Straffeindretningen, hvorved Staten kan erholde en ikke ubetydelig Fordeel, uden at der bliver Spørgsmaal om noget Udsalg, samt med saadanne Tilvirkninger, som enten indføres fra Udlandet eller som frembringes i ubetydelig Mængde i Lan- det selv. SIDE: 174 Fangerne bør saaledes fornemmelig anvendes til at forarbeide det, som behøves for Strafanstalten selv, saasom Snedkerarbeide, Spinden og Væven, Forfærdigelse af Klæder, Skotøj o. s. v. Disse sidste Artikler ere ikke af ubetydelig Vigtighed, thi Aar 1838 ud- gjorde Omkostningerne ved Beklædningen for enhver Korrek- tionist paa Långholmen 17 Rd. 15 ß Bko. (6 Spd. 111 ß.) [fotnotemerke] Lægges nu hertil, hvad der medgaar til Sengeklæder og andre nødven- dige Huusgeraadssager, erholdes Anledning til ikke ubetydeligt Arbeide. Valget af de til Udsalg bestemte Arbeider bør overlades til enhver Lokalbestyrelse at afgjøre efter Stedets særegne Forhold, overeensstemmende med ovenstaaende Anskuelser. Naar f. Ex. en indenlandsk Fabrik forsyner en vis Egn med Produkter, vilde det være urigtigt, ved det i samme Distrikt beliggende Fængsel at vælge samme Slags Drivt; men Forholdet bliver naturligviis anderledes ved en Strafanstalt i en anden Deel af Riget, hvor Indvaanerne pleje at hente samme Fornødenheder fra Udlandet. Uden herved at indgaae i specielle Detaljer, maa dog til Vej- ledning følgende Haandværk nævnes: Spinding, Vævning, grovere Matter, Halmarbeider, Tilvirkning af Knapper og Beslag, Snedker- arbeide, Legetøj, Æsker, Bastmatter m. m. Ligeledes bør det tillades Næringsdrivende, ved Straffængslet at bestille Arbeider, som høre til eller udfordres til deres Pro- duktion. I flere Lande lader man Fangerne forfærdige adskillige Sager, som kunne udfordres til Statens og i Særdeleshed Armeens Behov. Ved Tugthuset i Kristiania tilvirkes en stor Deel af det Klæde, som den norske Armee forbruger, og som er baade vakkert, fast og temmelig billigt. Ved Långholmen have adskil- lige Regimenter ladet forfærdige sine Munderinger. Naar slige Beskjæftigelser kunne finde Sted, uden altfor meget at stænge andre Fabrikers paaregnede Afsætning, bør Anledningen om- hyggelig benyttes. En nyttig Sysselsættelse kan ogsaa tilvejebringes ved Forfær- digelsen af adskillige ved de almindelige Sygehuse nødvendige Inventarier, saasom grovere Lærred til Lagen, Tepper, Matter, Sengesteder, Stole, Borde m. m. Fotnote: Ved Tugthuset i Kristiania i 1839 paa det nærmeste 4 Spd.; heri iberegnet ogsaa Sengeklæder. Overs. SIDE: 175 Der gives to forskjellige Maader, hvorpaa man kan ordne det egentlige Arbeide ved et Straffængsel eller en almindelig Ar- beidsanstalt, nemlig ved gjennem Bestyrelsens eller Direktionens egen Omsorg at berede og lede Alt, hvad dertil hører, eller paa Akkord at bortforpagte Fangens Arbeidskraft til privat Mand. Den første Maade har vistnok den Uleilighed, at Bestyrelsen faaer forøgede Forretninger, nødes til at staae i Forskud, og ofte lider Tab, der i sidste Tilfælde kunne undgaaes. Bortak- korderingen har derimod væsentlige Grundfeil, der fuldkommen opveje dens Fordele. Entreprenøren, der først og fremst søger at forskaffe sig den størst mulige Arbeidsgevindst, er kun lidet nidkjær for det, som angaaer Fangens moralske Forbedring. Ved Arbeidets Fordeling har han ingenlunde til Hensigt at øve Fan- gens Kunstfærdighed, men blot at benytte hans Duelighed i en mere indskrænket Deel af det sammensatte Arbeide, med eet Ord, han betragter den Fængslede som et Hjul i det Maskineri, hvoraf han søger at drage den størst mulige Vinding. En anden betænkelig Følge af Arbeidets Bortforpagtning til privat Mand er, at man nødes til at slippe Personer ind i Cellerne, der ere aldeles fremmede for Strafindretningen. At besørge Arbeidet giennem Bortakkordering er antaget i de fleste udenlandske Fængsler og Arbeidsindretninger, dog under forskjellige Former, for idetmindste tildeels at søge at undvige de ovenanførte Grundfeil. Denne Anordning har ogsaa været iagttaget ved Långholmen uden særdeles Nytte hverken for Kor- rektionisterne eller Næringsdriverne selv, af hvilke Tvende for nogle Aar siden fik farlige Knivstik. Jeg troer saaledes, at Arbeidets Forvaltning bør betroes til Bestyrelsens egen Omsorg. Forstanderen bliver den egentlige Arbeidschef, og Underviisningen ydes af Vagtmestrene, som jeg har foreslaaet burde have teknisk Færdighed, eller og af en anden paalidelig Haandværker, med hvem man har truffet sær- skilt Aftale i denne Henseende. Om end en formindsket Arbeids- gevindst vilde blive Følgen deraf, erstattes dette Tab fuldkommen af andre Fordele; thi at forbedre Fangen og bibringe ham baade Lyst og Evne til at forsørge sig ærligt, er det væsentligste Øje- med, saavel i menneskelig som økonomisk Henseende. Endnu staaer tilbage at bestemme Anvendelsen af den muligt udkommende Arbeidsgevindst. I 3die Kap. Side 117 har jeg nær- SIDE: 176 mere udviklet mine Anskuelser i denne Henseende og under Veiledning deraf maa her nogle Detaljer nøjere bestemmes. Fangens Arbeidsfortjeneste bør først anvendes til at erstatte den egentlige Fangekost. Hvis man vilde udstrække denne Er- statningspligt til Fangens Andeel i alle Underholdningsomkost- ninger, vilde han endog under de fordeelagtigste Omstændigheder aldrig kunne paaregne nogen Beholdning. Naar Staten faaer Er- statning for Fangernes Føde, synes det ikke at være formeget begjeret, at den vedkjender sig de andre Udgivter. Fangens mulige Gevindst bliver i alle Tilfælde heel maadelig, thi da Fangekosten almindelig beløber sig til 6 Skilling daglig, udgjør den for 365 Dage 45 Rdlr. 30 Sk.(18 Spd. 30 ß [fotnotemerke] ); regnes paa den anden Side 300 Dages Arbeide à 8 Sk. Netto-Beholdning, hvilket turde være det højeste, man som Medium kan antage, udkommer en Arbeidsfortjeneste af 50 Rdlr., som, efterat Fange- kosten er fradraget, efterlader et aarligt Overskud af 4 Rdlr. 18 Sk. (1 Spd. 90 ß.) Fangen maa ikke under sit Fangenskab disponere over nogen mindre eller større Deel af sin Arbeidsgevindst. Al Arbeids- opmuntring ved bedre Kost eller deslige, bør ligeledes strengt forbydes. Pengene indsættes i Sparebanken for hans Regning, ved Løsladelsen erholder han en Deel deraf, for at vende til- bage til Hjemstedet, det Øvrige sendes til Præsten i hans Menig- hed, for at tildeles ham i Forhold til hans Behov. Fotnote: I Tugthuset i Kristiania koster enhver Fanges daglige Forpleining 6 l/2 Sk. Sp. Der kunne gode Skotrokspindere oplægge ugentlig 20 à 35 Sk., og vel endog derover; gode Maskinspindere fra 25 -- 30 Sk., Andre 12 à 20 Sk., og Enkelte 40 Sk. og derover. Liinspindere oplægge omtrent 30 à 40 Sk., Stryspindere fra 6 -- 12 Sk., Nøtehaarsspindere paa Hjulrok og Skotrok indtil 24 Sk.; men Flere kunne blot oparbeide sine 14 Sk., saa de Intet oplægge. Strievævere kunne naae til 25 à 30 Sk. ugentlig, Liinvævere til 15 -- 20 Sk., men Gulvklæde- væverne fra 50 -- 60 Sk.; Klædevævere fra 60 -- 80 Sk., ja en enkelt Uge endog til 1 Spd.; mindre Øvede fra 30 -- 60 Sk.; Overskjærere fra under 30 -- 60 Sk. Foruden Oplagspengene faaer hver Fange udbetalt 14 Sk. ugentlig til Smaa- fornødenheder. Paa Tvangsarbeidsanstalten koster enhver Fanges daglige Forpleining paa det nærmeste 9 1/2 Sk. Højeste Fortjeneste for en arbeidsfør Fange, (og der ere ikke saa Faa i denne Indretning som ikke ere dette) beløber sig til 1 Sp. 24 Sk. ugentlig, hvoraf han, med Fradrag af sit Kostende, beholder tilbage i Oplagspenge 23 Sk. Dette gjælder dog kuns om Sommeren, da Fangen der- imod i Almindelighed om Vinteren intet kan lægge op. Oplægget for Enkelte har for hele Aaret kunnet variere fra 60 Sk. til 10 Spd. Overs. SIDE: 177 Et spørgsmaal hvorom de Retslærde og de, der besidde stor Erfarenhed i Pønitentiærsystemets Anvendelse, endnu tviste, er hvorvidt Haabet om Straftidens Forkortelse bør gives Plads blandt de Drivefjedre, der bør anvendes til Fangens Forbedring. Emnet maa saaledes betragtes ikke blot fra et juridisk, men ogsaa fra et psykologisk Synspunkt. Først maa man nøje skjelne mellem Benaadningsretten, udøvet før eller efter at Dommen er sat i Fuldbyrdelse. I første Til- fælde udgjør dette Prærogativ, efter hvad der allerede er bleven yttret i første Kapitel, Lovens Fuldkommengjørelse og en under- tiden nødvendig Udfyldning af Bogstavens mulige Utilstrække- lighed. Det bør dog sparsomt anvendes, og dets Mellemkomst bliver ogsaa ofte mindre nødvendig, i samme Grad, som Straffene antage en menneskeligere og fornuftmæssigere Karakteer. I sidste Fald synes Benaadningsretten derimod at staae i en Slags Mod- sigelse med selve Loven, der har bestemt den til den krænkede Retstilstands Gjenoprettelse nødvendige Straf. Der er saaledes Fare for, at Lovens Hellighed svækkes ved denne vilkaarlige Eftergivelse af dens Fordringer. Det kan ogsaa antages som en ubestridelig Grundsætning, at jo mere Tidens Oplysning formilder Straffetheorien, jo mere behøve de af Fornuft og Retfærd ved- tagne Straffe at være uundgaaelige, for at kunne have den paa- regnede Virkning. Men indvender man, Straffetidens Afkortning er et virksomt Middel til at bringe Fangen til Bedring og Eftertanke. Deraf lærer han at indsee, at Flid og en stille Vandel medføre langt bedre Følger for hans egen Velfærd, end Dovenskab og Trædsk- hed. Han lægger Baand paa sine onde Tilbøjeligheder, og denne Vane gaaer lidt efter lidt over til en varig Sindsstemning, som han bibeholder efterat han kommer tilbage til den fri Tilstand. I Genf hyldes isærdeleshed denne Mening, og i den af Hr. Grellet- Wammy udgivne Haandbog angaaende Fangeplejen forsvares baade med almindelige Grunde og enkelte Exempler Straffens Formindskelse med en Trediedeel af den idømte Tid, naar Fangen viser sig fortjent dertil. Hr. Aylies har egnet Undersøgelsen af Benaadningsrettens Ind- flydelse paa den pønitentiære Behandling et eget Kapitel i sit fortjenstfulde Værk. Han siger, han befrygter, at de saameget ompriste Følger blot ere Forstillelse og Hyklerens listige Be- SIDE: 178 regninger. Han støtter sin Formening paa flere praktiske Mænds Vidnesbyrd, iblandt andre paa Kapitain Elam Lynds, der yttrede til Dhrr. Beaumont og Tocqueville, at han havde bemærket, at de meest fordærvede Fanger just vare de, som lettest rettede sig efter den anordnede Huustugt og iagttoge den største Orden: at de saaledes opførte sig vel uden i Virkeligheden at være bedre. Fangepræsten i Auburn, Hr. Smith, havde sagt til be- meldte Herrer, at han kun lidet turde forlade sig paa ydre Tegn til Anger og en forandret Tænkemaade; thi hans lange Erfaring havde lært ham, at det eneste tilforladelige Beviis paa en Fanges Oprigtighed er, at han ikke længes efter at forlade Forbedrings- anstalten. Hr. Aylies foreslaaer, som en Middelvej, at de paa Livstid Dømte ikke bør benaades førend efter 20 Aars Fangenskab, og at der ikke bør kunne være Spørgsmaal om nogen Forkortning i Straffetiden for dem, der ere dømte blot til 5 Aar og derunder. Det nye Lovforslag gaaer omtrent ud fra samme Synspunkt, naar der hedder i Motiverne Kap. 2 af Straffebalken: "at naar en Fange har gjort sig vel anseet for Arbeidsomhed og Efter- levelse af den ved Straffeindretningen bestemte Orden, samt iøvrigt har lagt for Dagen saadanne Prøver paa en forbedret Tænkemaade, at Anledning findes til Formindskelse af Straffe- tiden, bør Bestyrelsen gjøre Anmeldelse derom til Kongen, paa hvis Godtbefindende Benaadningsrettens Udøvelse beroer. Alligevel og for at forekomme, at Fangerne kunne ved forstilt Forbedring skaffe sig Løsladelse før Tiden, har man anseet den Forskrivt nødvendig, at Anmeldelse til Benaadning ei bør skee førend 15 Aar ere forløbne for Den, der er dømt til Straf i første Grad, eller tre Fjerdedele af Straffetiden for nogen anden Fange, og at den slet ikke finder Sted, saafremt disse tre Fjerde- dele ei udgjøre et Aar." Omendskjøndt jeg for min Deel nærer megen Tvivl om disse Benaadningers Nytte, saavel med Hensyn til deres Indvirkning paa Forbryderens Forbedring, som til deres politiske Følger i Almindelighed, naar man har antaget en mere rationel Straffe- theorie, og jeg saaledes kunde være tilbøjelig til at indskrænke den til den første Straffegrad, efter forløbne femten Aar, vil jeg dog ei modsætte mig de ovenanførte Autoriteter, og ønsker blot, SIDE: 179 at Straffetidens Forkortning maa bevilges med yderste Spar- somhed og efter den nøjeste Prøvelse. Hver Bestyrelse ved Strafarbeidsfængslerne bør aarligen inden bestemt Tid til Justitsdepartementet afgive en fuldstændig og udførlig Rapport om Strafarbeidsfængslets Forvaltning, hoved- sagelige Resultater, financielle Stilling, de Anmærkninger, hvortil Pønitentiærbehandlingen har kunnet give Anledning, Fangernes Helbredstilstand, hvorledes de have opført sig, været sysselsatte m. m. Disse Rapporter opsættes efter meddeelte Formularer, for at Sammenligning mellem dem kan finde Sted. De bør be- fordres til Trykken, samt følge med de almindelige Blade. Inden Rigets samtlige Fængsler bør Dagbog føres over Fan- gernes Alder, Fødested, Forbrydelse, Dom, Opførsel, Flid, Dagen for deres Løsladelse m. m. Disse Antegnelser ere af højeste Vigtighed saavel for Ordens Skyld, som i statistisk Henseende, og ville berede for Fremtiden en sikker og vejledende Erfarings- grund. Saadanne Anmærkningslister have allerede i et Par Aar været indførte ved flere af vore Strafanstalter ved Bestyrelsens Omsorg. Den, jeg har seet, er temmelig fuldstændig, og med et Par tillagte Rubrikker kunde den herefter antages som Mønster. Fangernes Transport fortjener særskilt Opmærksomhed i Hen- seende til Fangens Behandling og Forebyggelse af Rømning. Ogsaa den økonomiske Deel deraf maa man ikke tabe af Sigte, i Særdeleshed i et Land, hvor Afstandene ere saa betydelige som i Sverige. Fangetransporterne afgaae ofte uden særdeles indbyrdes Forbindelse, hvoraf drøje Omkostninger og unød- vendige Reisepenge ere uundgaaelige Følger. Det er ikke meer end nogle faa Aar siden Fangerne vare overladte til en Skyds- bondes, ja endog undertiden til en Skydsguts Bevogtning, hvoraf opkom en farlig Usikkerhed for det Almindelige og et besværligt Ansvar for de Skydsende. Fangetransporten maa ordnes efter et vist System, i sine Dele lempet efter Lehnenes forskjellige Lokalforhold. Transporterne bør afgaae paa bestemte Tider, følge en befalet Marschroute og visse Hovedretninger, der have til Middelpunkt det Straffefængsel, hvortil Lehnets Forbrydere skulle afsendes. Paa denne Maade kunde alle Fanger, som skulle transporteres til samme Kant, træffe sammen paa visse i Forvejen bestemte Samlingssteder og under fælleds Bevogtning fortskaffes videre. Den tilbage- SIDE: 180 vendende Fangebetjening bør paa Tilbagereisen imodtage og til Lehnsarresterne føre de Individer, som der skulle aftjene sin idømte Fængselstid. Paa denne Maade kan baade Sikkerhed og Besparelse vindes. Allerede i nogle Aar har man i England anvendt et eget Slags Vogne ved Fangernes Transport. En saadan Vogn er inddeelt i 12 særskilte Celler, hvorved saavel Rømning, som alle Med- delelser mellem Fangerne forekommes. I Frankrige er Ideen ogsaa bleven optagen og efter omtrent 2 Aars Erfaring appro- beret. I vort Land ville disse store Kjøreredskaber -- i Be- tragtning af de høje Bakker og det Høst og Vaar almindeligen indtræffende Uføre -- møde flere Vanskeligheder, men Forsøg bør dog anstilles med den af Kapitain Modé (Tjenstgjørende paa Långholmen) opgivne Model, som er baade mindre og lettere end de udenlandske Vogne, og beregnet blot til 8 Celler med en Kudsk og en Gevaldiger. I dette Forslag ere, undtagen ved Undersøgelsesfængslerne, blot Forbrydere af Mandkjønnet optagne. Da de ere de tal- rigste, og for den almindelige Sikkerhed de farligste, bør de Midler, der til Fængslernes Forbedring kunne afsees, først og fremst anvendes til at berede sikkre Forvaringsrum, samt Mulig- heden af inden Mandkjønnets Arrester virksomt at anvende baade en straffende og forbedrende Disciplin. Som en yder- ligere Grund kan ogsaa anføres, at inden Strafanstalterne for Qvindekjønnet har en større Orden været herskende og Om- kostningerne i Almindelighed mindre. Jeg troer saaledes, at ovennævnte Straffeindretninger -- med Undtagelse af nogle mindre Forandringer, der muligens af Behovet kunne paa- fordres -- bør bibeholdes i deres nærværende Forfatning; indtil Fængslerne for Mandkjønnet ere fuldførte, thi da bør Pøniten- tiærsystemet ogsaa udstrækkes til Qvindekjønnet, i Overeens- stemmelse med de i dette Kapitel udviklede Anskuelser. Betræffende igien den forhen nævnte vigtige Omsorg for at berede den Løsladtes Gjenoptagelse i Samfundet, saa bør ikke en til Uforsonlighed udartet Sædelighedsfølelse tilbagevise hans Anger eller qvæle hans gode Forsæt, men Udveje til ærlig Syssel- sættelse forekomme hans Tilbagefald. Se der et vidt udstrakt SIDE: 181 Felt for denne kommunale og private Virksomhed! Efterat Loven har udkrævet Straffen, og Staten har sørget for den indre For- bedring, er det Medborgerlighedens Sag at række en hjælpsom Haand til det Friheden gjengivne Individ. Baade Barmhjertighed og Klogskab opfordre hertil, thi det er den ædleste og sikkreste Maade til at forekomme nye Retskrænkelser. Emnet er meget omfattende, det staaer i nær Forbindelse med Spørgsmaalet om Fattigvæsen og lovpaabuden Forsørgelse. Men da den specielle Udvikling heraf ligger udenfor de egentlige Grændser for nær- værende Arbeide, bør den udgjøre Formaalet for en særskilt Afhandling. TILBAGEBLIK Efter at have fremstillet mine Anskuelser i Henseende til Fængs- lernes Forvaltning, indre Tugt og Bygningsmaade, staaer tilbage i Korthed at gjøre den omspurgte Reform anskuelig, saavel i Henseende til Hovedgrunde, som Omkostninger. Som Udgangspunkt antages, at det Filadelfiske, paa Fangernes fuldkomne Afsondring beregnede, System bør udgjøre Grund- volden for al indgribende Forbedring i Fængselsplejen; thi dette System er det hidtil kjendte virksomste Middel til, med den Fængsledes alvorlige Afstraffelse, at forene hans mulige For- bedring. Da Erfaring imidlertid endnu ikke paa en aldeles tilforladelig Maade har bekræftet, hvorvidt Ensomhedsgrundsætningen kan, uden Skade for Fangens Helbred udstrækkes over 6 Aar, bør den Filadelfiske Disciplin, til en Begyndelse, blot anvendes paa de til en af de tre laveste Strafarbeidsgrader dømte Forbrydere, forudsat den foreslaaede Nedsættelse til 2/3 af den i den nye Kriminallov foreslaaede Tid. (Se Side 159). De til længere Strafarbeide Domfældte bør saaledes indtil videre underkastes det Auburnske System, der, uagtet alle sine Mangler, dog unegtelig er langt at foretrække for vore nu- værende Fængselsindretninger. Livsfangerne holdes til Arbeide under strengt Tilsyn og Orden, men ikke ubetinget Taushed. (Se Side 158). SIDE: 182 Da der kun er ringe Forhaabning tilbage om Saadannes For- bedring, som allerede i længere Tid have været udsatte for vore Fængslers dybe Fordærvelse, var det mindre vel betænkt, paa disse forhærdede Væsener at anvende det absolute Cellesystem. Derved vilde anseelige Bekostninger foranlediges, som, uden at medføre Nytte, tvertimod blot vilde afgive vildledende Resultater om Cellelevemaadens moralske Indvirkning. En nærmere Under- søgelse maa saaledes finde Sted inden vore Strafanstalter, for at kunne udvælge dem, hvis korte Fangetid og øvrige Forhold levne noget Haab, om at de skulle kunne angre og udsone sine forrige Forseelser, og paa Disse maa Pønitentiærsystemet an- vendes. Ifølge de i 4de Kap. fremstillede Anskuelser, og efter de Plancherne tilføjede Beregninger, kommer Cellernes Antal og Kostende til at forholde sig som følger: Smaaceller. Til den anden Strafarbeidsgrad udfordres 450 smaa Celler. (Se Side 160). Da det Auburnske System bør betragtes blot som en Overgang, bliver deraf en naturlig Følge, saameget muligt at indskrænke de til dets Indretning nødvendige Udgivter. Jeg antager saaledes, at et af de nærværende Korrektionshuse bliver afseet dertil, og opfører til Indredningen forslagsviis 70,000 Rd. Bko. (28,000 Spd.). Til Modtagelsen af Transportfangerne ved undervejsliggende Lehnsarrester ere blot Smaaceller nødvendige. (Se Planen til en Lehnsarrest). Overeensstemmende med det vedføjede Over- slag kan hver saadan Celle beregnes til 443 Rdlr. 36 Skill. Bko. (177 Spd. 60 ß.) og saaledes for 288 Stykker (eller efter Middel- tal 12 pr. Lehn) 127,800 Rdlr. Bko. (51,120 Spd.). Middelsceller. Til hver Lehnsarrest er beregnet i Gjennemsnit 66 Stykker (Se Side 165) altsaa for 24 Lehn 1584 Middelsceller. Hver Middelscelle er i Overslaget opført til 669 Rdlr. 15 Skill. Bko. (267 Spd. 87 ß.) altsaa for 1584 -- 1,030,191 Rdlr. Bko. (412,076 Spd. 48 Sk.). Storceller. Ved 3 Central-Strafarbeidsfængsler, hvoraf hvert inde- holder 363 Stykker, ere optagne i Beregningen 1089 Storceller. [fotnotemerke] Fotnote: Da Cellerne, med Hensyn paa adskillige Bygningsdetalljer, ei altid i Pla- nerne kunne svare til det i Beregningen (Side 161) optagne, er Antallet, for større Sikkerheds Skyld, ved saadanne Tilfælde altid forøget. Her til Exempel er 12 Celler mere end hvad der Side 165 nævnes. Forf. SIDE: 183 Overeensstemmende med Forslaget kan hver Storcelle beregnes til 661 Rdlr. Bko. (264 Spd. 48 ß.) eller tilsammen 719,829 Rd. Bko. (287,931 Spd. 72 ß.) -- Storcellerne koste her mindre end Middels- cellerne af den Aarsag, at et større Antal Celler i Centralfængslet ere sammenbyggede end i Lehnsarresterne. (Se i denne Hen- seende Side 164). De 200 Storceller, som udfordres for de 4 nordre Lehn, samt Gottland (Se Side 164) ere allerede ovenfor optagne blandt de for Lehnsarresterne beregnede 1584 Middelsceller. Her opføres saaledes blot Forskjellen i Bekostningen, som deres større Di- mensioner turde foraarsage, forslagsviis beregnet til 50 Rd. Bko. (20 Spd.) for hver; altsaa 10,000 Rd. Bko. (4,000 Spd.). Undersøgelsesarresterne ere anslaaede til en rund Sum af 540,000 Rdlr. Bko. (216,000 Spd.). Heri ere ikke medregnede de særskilte Arrester, der under- holdes af Stæderne, og hvorom Oplysning savnes. Da det allige- vel er billigt, at Stæderne komme til at nyde de samme Fordele, som tillægges Herrederne, bør en Undersøgelse i denne Hensigt finde Sted, for nærmere at udfinde det nødvendige Antal af Celler. Forslagsviis antages 250,000 Rdlr. Bko. (100,000 Spd.) som, med Iagttagelse af Økonomi i Bygningsmaaden, bør være tilstrækkeligt. Bekostningerne ved at anvende Pønitentiærsystemet inden alle Svenske Fængsler vilde saaledes blive 2,777,820 Rdlr. Bko. (1,111,128 Spd.). En Nedsættelse bør vistnok kunne paaregnes ved Anvendelsen af Korrektionister, samt den mulige Benyttelse, paa nogle Steder idetmindste, af de nuværende Herreds- og Lehnsarrester; men da denne Formindskelse er ubestemt og heel og holden beroer paa en nøjagtig Lokalundersøgelse, har jeg ikke troet at burde tage den med i Beregningen, men blot villet antyde dens Mulighed. Summen er betydelig, men Udgivten bør dog betragtes fra et højere Synspunkt. Vi befinde os i en betænkelig Tidspunkt med Hensyn paa den tiltagende Lastefuldhed og den deraf mere og mere truede almindelige Sikkerhed. For at hindre det Ondes videre Udbredelse udfordres kraftige Foranstaltninger, saavel med Hensyn paa selve Lovgivningen som paa Strafanstalterne. Den nu gjældende 1734 Aars Lov grunder sig hovedsagelig paa Anvendelsen af de fysisk-affliktive Straffe, og antager i SIDE: 184 højst faa Tilfælde saakaldte Frihedsstraffe. Men en dyrekjøbt Erfaring om "spöslitningens" og offentlig Skriftes bedrøvelige Følger, samt den almindelige Tænkemaades Forkastelsesdom, have alt mere og mere indskrænket deres Anvendelse, saa at f. Ex. ved Afstraffelsen af første Gangs Tyveri og oftest anden Gangs uden Indbrud, Forvandlingen til Arrest paa Vand og Brød allerede er indført, omendskjøndt denne Straf, med Hensyn paa den korte Tid, den varer, og de store Forskjelligheder, der ligge i dens mere eller mindre alvorlige Anvendelse, ingenlunde kan betragtes som en prøvet psykisk Straf. Denne Overgang har Nødvendighed maaskee krævet, for saa at sige at slaae en Bro mellem de gamle og nye, saa væsentlig forskjellige, Retsanskuelser, men dens skadelige Følger, hvis den tilstedes længere Varighed, ere lette at indsee. Man fjerner sig nemlig med hver Dag mere og mere fra den Straffetheori, hvis Medhold gjældende Love paaregne, uden dog at indtræde i de nye, af Retskyndige og andre Landes Erfaring prøvede Forhold. Disse hyppige For- andringer, som ofte skee ad Naadens Vej, maae saaledes Længden formindske Almeenhedens Agtelse baade for Loven og den lovgivende Magt. Den nye Kriminallovs Antagelse udgjør, efter mine Tanker, den eneste Udvej til at undslippe den farlige Irgang, hvori man trues med at tabe sig. Men hvorledes kan man, med noget Slags Haab om Fremgang, anvende dens oplyste Retsgrund- sætninger, hvis vore Strafanstalter ikke erholde de Forbedringer, som Nødvendighed saa lydeligen kræver? At anvende Friheds- straf med Bibehold af vore Arresters smittende Demoralisation, vilde blot være at udvide Skalaen for denne lastefulde Vexel- underviisning. Heraf indsees saaledes hele Vigtigheden af Pø- nitentiærsystemet, samt Nødvendigheden af ikke at skye nogle Opoffrelser, for at befordre dets mulige Indførelse. Spørgsmaalet burde maaskee ogsaa nærmere betragtes fra dets blot financielle Side. Fangernes langvejs Transport, ifølge Centralisationsideens Anvendelse saavel paa Fængsler som Kor- rektionshusene, samt de mange Transporter til og fra Under- søgelsesstederne [fotnotemerke] have voldet betydelige Udgifter der, overeen- Fotnote: Et af Motiverne til den under 15de Mai 1818 paa daværende Storthing fremsatte og med faa Stemmer forkastede Kongl. Proposition om Thinghuse og Varetægtshuse paa Landet. Overs. SIDE: 185 stemmende med det i 4de Kapitel fremsatte Overslag ville komme til at nedsættes betydeligt. Varetægtsomkostningerne ville dernæst undergaae en betydelig Nedsættelse, thi ifølge det Pensylvanske Cellesystems Antagelse kommer al militær Bevogtning til at ophøre, og denne istedet derfor at anbetroes til Fangevogtere, af hvilke der ikke udfordres flere end Een for 20 eller 25 Celler, nogle Faa uberegnede til en nødvendig Reserve. Garnisonernes Underholdning paa Lång- holmen og i Malmø har, med Tillæg af Marschomkostningerne, foraarsaget betydelige Udgivter, der i de senere Aar have været i stadig Stigen og kunne beregnes til omtrent 40 Rdlr. Bko. (16 Spd.) paa hver Korrektionist hvortil desuden bør lægges Lønningen for 13 Vagtmestere og 2 Befalingsmænd for den indre Bevogtning. Endelig maa man eiheller oversee, at, naar Fangernes Arbeids- kraft bliver anvendt paa en hensigtsmæssigere Maade, bør en ikke ringe Erstatning derved kunne paaregnes i deres Under- holdnings Kostende, der i Aaret 1838 opløb til ikke mindre end 166 Rdlr. 21 Sk. Bko. (66 Spd. 68 Sk.) for enhver i den søndre Korrektionsindretning heftet Person. [fotnotemerke] Uden med bestemte Ciffre at kunne angive Beløbet af disse mulige Besparelser, bør man dog med Tilforladelighed kunne antage, at de ville modsvare en ikke ubetydelig Deel af Renterne af de til Bygningernes Opførelse udfordrendes Kapitaler. Men vil man ikke medtage i Beregningen Muligheden af disse Be- sparelser, bør Opmærksomheden idetmindste fæstes paa, at Udgiv- terne for Fængselsplejen, der Aar 1834 beløb sig til 245,380 Rd. Bko. (98,152 Spd.), opløb i 1837 til 464,787 Rd. Bko. (185,912 Spd. 48 ß.), hvilket paa 3 Aar gjør en Forøgelse af 219,401 Rd. Bko. (87,760 Spd. 48 ß.) og at saaledes, hvis den omqvæstionerede Reform udebliver, Staten ialfald kommer om faa Aar til at betynges af en forøget Udgivt, der fuldkommen gaaer op imod den udfordrendes Byg- ningskapitals Rente, der kun beløber sig til 138,891 Rd. Bko. (55,556 Spd. 48 Sk.). Lægger man hertil Værdien af de i vore Fængsler tabte Dagsarbeider, da ere de skadelige Følger af de nuværende Strafanstalter ogsaa i økonomisk Henseende temmelig aabenbare. Omendskjøndt jeg har troet at burde optage Beløbet af Om- Fotnote: I Tugthuset i Kristiania for Føde, Gang- og Sengklæder omtrent 25 Spd. Overs. SIDE: 186 kostningerne paa Planen i dets Heelhed, for ei at indlede i et vidtudseende Foretagende, uden forud aabent at have fremstillet de Opoffrelser, det kommer til at gjøre Krav paa, er min Mening ingenlunde den, at hele Summen strax skulde tages i Anslag til Anvendelse. Paa eengang at opføre saa mange vidløftige Bygninger vilde, foruden flere andre Uleiligheder, ogsaa anseeligen forøge Prisen paa Bygningsmaterialier, og derved foranledige Overskridelsen af det efter de sædvanlige Priser opgjorte Overslag. Ligeledes anseer jeg det ønskeligt, at nogen Erfaring om det Filadelfiske Systems praktiske Anvendelse maatte erhverves i vort Fødeland, inden det vigtige Skridt gjøres, i Overeen- stemmelse med dette at omdanne alle vore Strafanstalter. Paa Grund heraf troer jeg for Nærværende at kunne foreslaa: 1mo. Udsendes, det første skee kan, en med Fængselsplejen ikke ubekjendt Jurist, ledsaget af en i Bygningskunsten kyndig Person, for at erhverve en nærmere Kundskab om de uden- landske Pønitentiæranstalters Forvaltning, Disciplin og Bygnings- maade. 2do. Beredes ved denne Rigsdag paa grundlovmæssig Maade Muligheden af, ved Rigsstændernes næste Møde at kunne over- lægge og antage det nye Kriminallovsforslag. 3tio. Dannes en Kommittee for, saavidt de af mig fremstillede Grunde erkjendes for gyldige, at foreslaae de mindre Foran- dringer og Tillæg, der ansees nødvendige. Denne Kommittee bør ikke være talrig; selvskrevne Medlemmer ere de tvende, endnu levende, agtværdige Medlemmer af den forrige Lov- kommittee. 4to. Den Sum, Rigets Stænder af de forhaandenværende Midler ville bevilge, anvendes paa følgende Maade: a) Til strax at paabegynde Undersøgelsesarresternes Ombygning paa de Steder, saadant ansees meest paakaldet af Behovet. b) Til at ombygge eller udvide de Lehnsarrester, der først og fremst tiltrænge Forbedring. c) Til at opføre et Central-Strafarbeidsfængsel overeensstem- mende med det Filadelfiske System. SIDE: 187 Hvis mine velmeente Bestræbelser, og i Særdeleshed de ud- mærkede Forfatteres Omdømme, som jeg paa adskillige Steder har paaberaabt mig, kunde forhøje den ædle Deeltagelse, der i Sverige begynder at vise sig for Straffelovenes og Strafanstal- ternes Forbedring, da er Øjemedet opnaaet, og et af mine meest levende Ønsker opfyldt. FORKLARING OVER PLANCHERNE Strafarbeidsfængsel. Planchen I. Plan til Bygningerne. A. Vaaningshuus, indeholdende: 1. Forstue og Korridor. 2. Modtagelsesværelse. 3. Badeværelse. 4. 5. 6. 7. Vadskestue, Kjøkken, Spiseværelse. 8. Kaserne for 10 til 12 Vagtkarle. 9. Do. for Fangevagtmestere. 10. Sessionssal. 11. Direktionsværelse. 12. Lokale og Kjøkken for Forstanderen. 13. Do. for Regnskabsføreren. 14. Do. for Præsten. 15. Do. for Lægen. B. Vagttaarn, hvorfra Korridorerne i de 3 Fløje kunne oversees. Dette Taarn opføres saa højt, at Marken udenomkring kan paa længere Afstand overskues fra de paa Taget værende Lucarner. I Kjelderen under Taarnet anbringes en Damp- pande, hvorfra Cellerne gjennem Varmerør a Pl. II opvarmes, og i Midten opføres en Trykpompe, som forsyner de paa Loftet værende to Reservoirer med Vand. Skulde man her- ved ville anbringe en mindre Dampmachine til Vandets Op- befordring, saa er der Rum dertil i Vagttaarnet. Bekostningen blev lidet betydelig, siden 4 à 6 Hestes Kraft var tilstræk- kelig, og den Fordeel desuden vandtes, at Reenholdningen SIDE: 188 lettes ved det Luftdrag, som kunde tilvejebringes fra Klo- akerne (h. h. Pl. II.). C. Passager til Fløjene med Vinduerne saaledes beregnede, at Vagten derfra kan see Fløibygningernes ydre Mure. D. Fløibygningerne, 3 Etager høje, inddeelte i 42 Storceller i hver Etage, eller tilsammen 378, hvorfra dog 15 Celler afgaae til Udganger og Trapper. Der staaer saaledes igjen 363 Celler til at anvendes til Arrester. Gjennem alle tre Etager gaaer en aaben Korridor, 8 Alen bred, som faaer Lys, dels fra Vinduerne i Passagebygningerne og fra større Vinduer paa Gavlen, dels fra Ruder af Patentglas i Vandtaget b. Pl. II. Paa begge Sider af Korridoren anlægges paa de fra de øvre Etagers Celler udgaaende Bjælker Gallerier, 5 Fod brede. Cellerne ere 9 Fod brede og 10 Fod høje; i 1ste Etage 14 1/2 Fod lange, i 2den Etage 13 Fod, og i 3die Etage 13 1/2 Fod lange. [fotnotemerke] De hvælves i 1ste og 2den Etage for at hindre Ly- dens Meddelelse. I samme Øjemed opføres Cellernes Skille- vægger med Mellemrum, som fyldes med Sand eller Saug- spaan. E. Fangegaarde, adskilte ved et 7 Fod højt Plankeværk af tæt samenføjede Bræder. Passagen did optager to Celler i hver Fløj. Vinduernes Højde over Gulvet og Retning, ligesom ogsaa Plankeværkets Højde, rettes ved Udførelsen efter Lokalet, saa at man ei fra Cellevinduerne maa kunne see dem, som gaae i Gaardene. Da der, efter denne Plan, findes 24 Gaarde ved hvert Centralfængsel, kunne 24 Personer paa eengang trække frisk Luft, og, om man beregner 3/4 Time dertil, kan, naar 4 Timer daglig anvendes dertil, hver Fange hver tredie Dag faae nyde denne Fordeel; men skulde man, især paa varme Sommerdage, holde for, at de behøvede oftere at komme i fri Luft, kunde Fangerne, naar 6 Timer afsees dertil, hver anden Dag være ude 3/4 Time. Fotnote: 1 Norsk Fod er 5 Linjer 7 Skrupler større end en Svensk. Forholdet -- 1 : 1,0571. Overs. SIDE: 189 F. Altan, hvorfra en Vagtkarl kan oversee Gaardene. Pl. II. Gjennemskjærning og Detaljer af Fløjene: c. Vandreservoirer paa Loftet hvorfra Vandet gjennem Zink- rør d ledes til de i hver Celle værende mindre Reservoirer e, der ere nødvendige for at skaffe paa eengang til Kloakerne en større Masse Skyllevand end Vandrøret afgiver. Disse Reservoirer e, indeholdende 3 1/2 Kubikfod Vand, gjøres af Zink med en Aabning forneden af 7 Tommers Diameter eller 38 1/2 Qvadrattommers Flade, forsynet med Ventil af haardere Metal. Foruden denne Ventil, som fører til Kloaken, bør Reservoiren have en mindre Ventil eller Kran for Ad- gang til Drikke- og Vadskevand. Fra Kloakerne f, som indeni bør være beklædte med Zink, anbringes Rør af 6 Tommers Diameter til Afledningsrørene g, som fra alle tre Etager føre til murede Beholdninger i Kjelderetagen. Disse Rør g kunne gjøres af Planker, tjærede indvendig, tilsammenføjede og for- bundne ved Jernbolter med Skruer og Morer, som kunne drages sammen, om Sammenføiningerne blive utætte. De murede Beholdninger h, som altid bør være fyldte med Vand, gives 1 Fods Fald til Gaflerne, hvor Lugerne aabnes for Reen- gjørelsen. For Luftvexlingen føres fra Ydermurene under Gul- vet til Mellemvæggen Trækrør i, som bortføre bedærvet Luft, og k, som gjennem Aabninger i Vinduesnichen slippe frisk Luft ind. Alle Rør g føre op til det over dem liggende Rør l, som sættes i Forbindelse med Damplederen fra Varmerørene. Lehnsarrest. Pl. III. Arresten indeholder i 3 Etager 66 Middelsceller, 6 Fod brede, 9 Fod høje, i 1ste Etage 11 1/2, i 2den Etage 10 Fod, og i 3die Etage 10 1/2 Fod lange. Til Forklaring af Bygningsmaade, Rørledning, Korridorer m. m., der er lige med Strafarbeidsfængslernes, henvises til Pl. II. a. Portvagt og Modtagelses-Værelse. b. Badeværelse. SIDE: 190 c. 12 Smaaceller for Transportfanger (7 1/2 Fod lange, 4 1/2 Fod brede, 7 Fod høje). Til Forklaring af deres Bygningsmaade og Indredning meddeles Gjennemskjæring efter 1 -- 2. d. Latrin for Transportfængslet. f. Værelse for Vagtkarle. g. Do. for Fangevagtmesteren. h. Kjøkken. l. Værelse for Bestyrelsens Sammenkomster. m. Magazinrum. n. Adgang til Fangegaardene. E. 4 ved Plankeværk adskilte Fængselsgaarde. Dampkjedlen, Trykpompen, Kloakkummerne anbringes, lige- som i Strafarbeidsfængslerne, i Kjelderetagen. OMKOSTNINGS-BEREGNINGER Strafarbeidsfængsel. Alle Bygninger opførte paa Grundmuur af Teglsteen med Jernpladetag: A. Vaaningshuset: Material-Omkostninger . . . . . 9,649 Rd. 8 ß.B. (3,859 Spd. 80 ß.) Dagsarbeids- Do. . . . . . . . . . . 3, 813 - 28 - - (1,525 - 52 -) Licitation og Akkordarb. . . 1,841 - 32 - - ( 736 - 80 -) 15,304 Rd. 20 ß. B. (6,121 Spd. 92 ß.) B. Vagttaarnet og C. Passagerne: Material-Omkostninger . . . . 10,650 Rd. 8 ß. B. (4,260 Spd. 8 ß.) Dagsarbeids- Do. . . . . . . . . . 3,324 - 8 - - (1,329 - 80 -) Licitationer og Akkordarb. . 1,802 - - - - ( 720 - 96 -) 15,776 Rd. 16 ß. B. (6,310 Spd. 64 ß.) Dampkjedel og Pompeværk med Opsætning . . . . . . 3,000 - - - - (1,200 - - -) D. En Fløi: Material-Omkostninger . . . . 44,070 Rd. 26 ß. 8 Rst. (17,628 Sp. 28 ß.) Dagsarbeider . . . . . . . . . . . . . 12,424 - 2 - - - ( 4,969 - 74 -) Licitationer og Akkordarb. 9,933 - 40 - - - ( 3,973 - 64 -) 3 Fløje à . . . . . . . . . . . . . . . . . 66,428 Rd. 20 ß. 8 Rst. (26,571 Sp. 46 ß.) ): ): 199,285 Rd. 14 ß.B. (79,714 Spd. 14 ß.) SIDE: 191 Fangegaarden . . . . . . . . 2,000 Rd. - ß.B. (800 Spd. - ß.) Stilladser, Arbeids- og Ma- terialiers Opbevarelse og diverse Omkostninger . . . 4,630 - 46 - - ( 1,852 - 46 -) 239,997 Rd. - ß.B. (82,366 Spd.60 ß.) Da Fængslet indeholder 363 Celler, kan Omkostningen for en Storcelle beregnes til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 661 - 7 - 2 Rst. (264 - 55 -) Lehnsarrest. Bygningen opført paa Grundmuur, af Teglsten, med Papirs- tag: [fotnotemerke] Material-Omkostninger . . 27,851 Rd. 8 ß. B. (11,140 Spd. 56 ß.) Dagsarbeids- Do. . . . . . . 8,429 - 41 - - ( 3, 371 - 113 -) Licitationer og Akkord- arb. . . . . . . . . . . . . . . . . 7,558 - 32 - - ( 3,023 - 56 -) Dampkjedel og Pumpe med Opsætning . . . . . . 2,000 - - - - ( 800 - - -) Fangegaarden . . . . . . . . . 780 - - - - ( 312 - - -) Stilladser, Arbeids- og Materialiers Opbevaring samt diverse Omkost- ninger . . . . . . . . . . . . . . . 2,880 - 15 - - (1,152 -15 -) 49,500 Rd. - ß.B. (19,800 Spd. - ß.) Af denne Summa kan be- regnes for Transport- fængsels-Tilbygningen . 5,325 - - - - ( 2,130 - - -) Det for Lehnsarrester til- bagestaaende Kostende bliver . . . . . . . . . . . . 44,175 - - - - (17,670 - - -) Hver af disse 66 Middel- celler kan saaledes be- regnes til . . . . . . . . . . . . 669 - 15 - - ( 267 - - -) Og Smaaceller for Trans- portfanger til . . . . . . . . 443 - 36 - - ( 177 - - -) Fotnote: En Svensk Opfindelse. Glasserede Papplader, der godt modstaae Ilds og Vands Paavirkning. Man har nu i England og Frankrige anvendt paa offent- lige Bygninger Tækning med Filt. Overs. SIDE: 192 De her oven beregnede Omkostninger kunne maaskee ned- sættes, deels ved at Kalksteen kan erholdes paa flere Steder til Ydermurene, deels ved at anvende korrektionelle Arbeids- kompagnier til Udførelsen, hvorved, efter Beregning, den Be- sparelse, som derved vindes ved Opførelsen af et Strafarbeids- fængsel, bør alene paa Haandlangningsdagsarbeider udgjøre 6,977 Rdlr. (2,790 Spd. 96 ß.) foruden hvad der i betydeligere Grad bespares ved den Haandværksduelighed, som kan paa- regnes i saadanne Kompagnier, og som formindsker Behovet af de dyrere Haandværkerdagsarbeider. BEMÆRKNINGER AF OVERSÆTTEREN "Medlidenhedens Kreds er ubegrændset. Den drypper ned som venlig Regn fra Himlen, paa Stedet nedenfor, og signer togang': den signer Den, som giver, Ham, som tager. Den er det Største ved den Største, klæder en kronet Fyrste bedre end hans Krone. Hans Scepter viser ham hans Magt for Tiden -- et Attribut af Majestæt og Ære, hvori er sat vor Frygt og Skræk for Fyrster. Men Miskundhed er over Sceptrets Magt; den har sin Throne bygt i Fyrstens Hjerte, og er et Attribut, som Gud har selv. Og jordisk Magt samstemmer mest med Guds, naar Naade mildner Retfærd." Shakespeares Portia. Fiat misericordia! Ethvert Skrivt burde kunne give Materie og Anledning til Idee- udviklinger, hvor lidet ønskeligt det end er, at alle disse skulde see Papirets Dagslys. Det er imidlertid, som bekjendt, ikke Til- fælde med alle, at de ere saa prægnante, men med faa er det som med det Skrivt, Oversætteren desaarsag nu har meddeelt sine Landsmænd. Det er ganske egnet til og maa blive et af de meest fremskyndende Motiver til endelig at istandbringe den af alle Menneskevenner saa længe og længselfuldt forventede Reform i Strafvæsenet i Norge som i Sverige. Det er idetmindste SIDE: 193 en Forjettelse om, at Tiden i denne Henseende har naaet sin Fylde, og at Frelseren er født og fremtraadt. Dersom dets lo- giske Klarhed ellers er gjengivet og har noget Overbevisende, dersom kildeklar Simpelhed i Fremstillingen har noget Forud- indtagende og den ædleste Humanitet og en i hver Linje aan- dende og hjertebankende Menneskekjærlighed noget Henrivende, da er vel Skriftet "Om Straff och Straffanstalter" stærkt nok ved sig selv til at afføde sit Resultat og ganske egnet, som det er, til at vække for Sagen den almindelige Folkeopinion, som hidtil har været fremmed derfor. Men ingen af disse Kræfter tabe noget ved at tilhøre den ypperste Ridder for Menneske- lighedens Sag, Norden har kunnet frembyde. Disse i sig selv mægtige og indtrængende Ord vinde uendeligt i Magt ved at være udrundne fra den Sjel, i hvis Livsyttringer Rigerne læse sin Fremtid. De bringe medeet Sagen videre frem end ti skri- vende Kommissioner. Der toner gjennem dem et ça ira, der vil bringe gamle Mure til at flytte sig. Dette er paa Norsk sagt hvad en anseet Oppositionstidende i Naboriget (Dagl. Allehanda, 9de Sept. d. A.) siger paa Svensk: "Med Kjendskab til Skrivtets høje Udspring er det med en inder- lig tilfredsstillende Følelse man finder Grundsætninger i denne store, ædle og sandt kristelige Aand udtalte hos en Forfatter af hvem Sveriges Fremtid i saa mange Henseender kommer til at bestemmes, og hvem man bør haabe ogsaa i den nærværende Tid maa kunne lykkes, idetmindste i denne Green af Forvalt- ningen at skaffe sine Anskuelser Indflydelse." -- Ja, paa nær- værende Rigsdag ville vi ønske først og fremst, hvilket Skrivtet ogsaa nærmest tilsigter; og forsaavidt er der da endnu Haab for Sverige, som vore Tidender have taget Efterretningen tilbage om at Anslaget til Strafanstalternes Forbedring var afslaaet. Men skulde endog det store politiske Reformspørgsmaal trænge det for Nærværende hen i Baggrunden, opfyldt er dog Tegnérs Tilraab: "Så fyll din plats i höga Norden, på hopp och minnen lika rikt, och veckla ut dit lif för jorden, en nyvigd segerfana likt," SIDE: 194 og dets Fremtid er sikkret under denne saa herligt udslagne Fane, hvori Humanitetens Symbolum, Kristkorset, er saa klart- straalende at skue. Men ingensteds aander denne sande Kristendom blidere end i den ømme Angst for hvorledes det vil gaae den løsladte Fange, mod hvem Verden er saa kold. Man vil have fornemmet den flere Steder (Pag. 96, 121, 130, 132 o. fgg., 147, 148 o. fl.); og til disse, men især til det egentlige Skrivts Slutningsord Pag. 181, er det Oversætteren, med al Erkjendelse af et lægt Individs Mang- ler i slige Sager, vil tillade sig at knytte sine første Bemærkninger. Det bekræfter sig intetsteds mere end i Norge, at Menneskene ere yderst lunkne i at berede den løsladte Forbryder denne Gjenoptagelse i Samfundet, som Skrivtet kalder en "Medborger- lighedens Sag, et vidtstrakt Felt for den kommunale og private Virksomhed." Denne Sætnings moralske Rigtighed erkjendes nok, men den hører til de mange lignende, som, med al Agtelse for Axiomets Anseelse, ikke efterleves. Det er med denne dog ikke i lige Grad Tilfælde overalt i Norge; og de Egne, hvor det mindst skeer, ere ikke de mindst moralske eller lovlydige, men snarere omvendt. Landets Dalstrøg ere ikke blot afsondrede ved Fjeldvæggene, de ere det ogsaa i mange Henseender i Sæder og Fordomme. I Tellemarken og flere Steder bedækker Svanger- skabet Pigen med uudslettelig Skam, i de karakteerløsere Flad- bygder betragtes det blot som et Uheld, i Sogn, især i Indre, og Strøg af Søndfjord som ganske indifferent i sædelig Hen- seende, men, eftersom det gjentager sig, som en Gevindst, for- medelst Opfostringsbidragene, der aabner Udsigter til at blive gift. En Fjeldryg over eller en Fjord ind -- og man er i Voss, hvor "Halvkonerne," som de kaldes, maae gaae med en egen Hovedbedækning og ikke tør sætte Foden paa Dandsegulvet uden hjemme i Huset. Især i enkelte Fjeldegne er man saare øm om "Bygdens Ære," som den i Nummedalen af endeel an- seede Bønder nylig indtil Torturdrab haandhævede Skik "at skræmme Tyve af Bygden" viser. Jeg anfører disse Træk fordi de staae i Forbindelse med de gjængse Anskuelser om udstaaet Straf. Lignende Forskjel finder ogsaa i disse Sted efter Strøg, skjøndt man er mere jevnt enig i ubetinget at forstøde den Straflidte. I mange Egne vil det være et forgjæves Forsøg for en fra en Strafanstalt Hjemvendt at friste Opholdet, og i alle SIDE: 195 uforholdsmæssigt vanskeligt. Mange ere ogsaa, ifølge vore Loves lange Forøgelser af Straffetiden, blevne saa gamle under Straffen, at de ikke længer kjendes i Hjembygden uden af Sagnet. Og der staae de. Exemplet paa, at En i dette fortvivlede Tilfælde atter stjal en Ubetydelighed og angav sig, for (efter egen Til- staaelse) at kunne komme tilbage og ende sine Dage i Slaveriet, er heller ikke gammelt. Disse Særegenheder og den almindelige Lunkenhed i at tage Straflidte under Armene bragte Overs. for endeel Aar tilbage paa nogle Ideer om Forsoningsindretninger, hvorved det Almin- delige skulde paalægges og sættes istand til at opfylde denne af det private Samliv forsømte Menneskelighedspligt, hvilke løse- ligen udskizzerede tilstilledes en af vore Lovkommitterede. Der opstilledes ogsaa som Grundsætning Afskaffelsen af Fængsel paa Livstid i bogstavelig Forstand, for hvilkensomhelst Forbrydelse, idet Loven ikke skulde udstrække sin Straf udover den fysiske Mulighed at kunne eller den fornuftmæssige Sandsynlighed for at ville begaae Strafbarheder. Graven skulde have en fredet Forgaard, om kun af faae Alen; Haabet nogle Oljedraaber tilbage for sin Lampe derindenfor. Den skulde altid kunne skimtes gjen- nem Aarenes sørgelige Perspektiv. De uskyldige Børn skulde ikke ogsaa straffes med at blive negtet at lade Faderen døe i deres Arme, naar de havde Hjerte til at ønske dette. Hvad Naaden dog alligevel i de fleste Tilfælde gjør, skulde Loven ikke blues for aabent at tilegne sig. Naar Retfærdigheden tilfreds- stillet havde ophørt med sin Virksomhed, skulde, ligesom i Himlen, Barmhjertigheden begynde. I Forsoningsstiftelsen skulde det staae saadanne Gamle frit for at ende sine Dage, om de end ikke foretrak at vende tilbage til et fremmedblevet Hjem. Dens Hovedhensigt skulde ellers være i Almindelighed at lette enhver Straflidts Overgang til Samfundet. Ingen Vanære skulde klæbe ved dette Opholdssted, der skulde benyttes som Belønning for udløben Straftid og hvori dennes sidste Aar skulde hengaae efter et Forhold omtrent som det Pag. 180 antydede. Ad saadanne Trappetrin skulde Forbryderne igjen blive brugbare Medlemmer af Samfundet og antagelige for dette. Disse to Parter skulde saaledes tilvænnes hinanden igjen. Nu styrtes de Straflidte lige ned i Samfundet fra Vanærens Galge- højde, og finde ingen Arme til at optage sig. Da Lemmer i en SIDE: 196 kraftfuldere Alder, efterat være dimitterede, kunde foretrække at ernære sig i Stiftelsen efter fri Kontrakt, vilde den i denne Afdeling, som Arbeidsanstalt eller Fabrik, endnu mere nærme sig Samfundet. Jeg veed vel, at slige Ideer [fotnotemerke] gjøre klogest i at holde sig hjemme i et Land, hvor Tyverier af Styvers Værd endnu kan bringe paa Slaveriet og hvor Gabestokken hist og her baade i By og Bygd for Tjenestefolks Forseelser er i Brug foran Guds Huus medens hans Ord forkyndes derindenfor. De høre ogsaa overalt til et Slags Alfefolk i Tankeverdenen, som faae sysle i sin egen Maane- skinsensomhed, og have den mistænkelige Fødsel at stamme fra et bevæget Øjeblik uden Familieskab hverken til højsalig Chri- stiani Vti Norske Lov eller Sveriges Riges Lag. Jeg vil ogsaa tilstaae, at Synet af en hjælpeløs Olding, der havde forladt Slaveriet, og vaklede tilbage til Byen efter nogle Betragtninger (som det ikke er vanskeligt at gjætte) [fotnotemerke] paa den første Steen, han hvilte sig paa, indgav mig først disse Tanker om hvorledes en maalløs Ulykke, som Statssamfundet ikke har Øje for, om den end er en Følge af en af dets egne Indretninger, skulde kunne være at begrændse; og jeg vil ligeledes tilstaae, at Udbruddet af en Drengs Bryst i Agerhuus Fæstnings Slaveri lagde mig dem i Pennen. Jeg seer ham endnu hvorledes han stod der alene, med Ryg- gen mod en Muur, karesserende en Newfoundlænderhund, der var ligesaa stor som han selv, naar den lagde Poterne paa hans Skuldre, og de saaledes stode omfavnende. Efter længe at have betragtet ham skjult, gik jeg hen til ham, og fik da at vide, at han var en Gadedreng fra Drammen, og at han snart skulde ud. "Hvad vil du da tage dig til?" "Aa -- sagde han med et ubeskriveligt Træk af Smerte over sit opvakte Ansigt -- jeg faaer vel komme hid igjen." (Jeg er- Fotnote: Dog -- -- Jeg gjerne taler saa til dem, der mig forstaae. For andre er jeg taus. Æschylos. Fotnote: De maa have lignet Shylocks: "Nei tag mit Liv og Alt! Skjænk mig det ei! I tage Huset, naar I tage Pillen, som støtter Huset. I borttage Livet, naar I mig røve Midler til at leve." SIDE: 197 indrer ikke, om han sagde: "Jeg faaer vel see til at komme hid igjen"). Men han forklarede siden, at han troede sig nu given i en Skjebnes Vold, han ikke vilde kunne undgaae eller betvinge, fordi Ingen vilde give sig af med ham. Nogle Maaneder efter indfandt han sig i nye graa Vadmels- klæder, efter Løfte, hos mig. Jeg kjendte ham ikke igjen. Han saae saa fordeelagtig ud, saa fuld af Munterhed og Livshaab, og han gik med Anbefalinger til nogle Bekjendte, der plejede at have Brug for Arbeidere. Men efter tre Dages Omkringvandren kom han tilbage, nedslagen som i Slaveriet. Ingen havde Brug for "Slaven." Han vilde nødig hjem af en Følelse, der var agtværdig. Han gik dog med et tungt Hjerte. Og hans sørgelige Spaadom om sig selv er gaaen i Opfyldelse. Han hendroges (og han er ikke den Ene) som Hinduen med det mørke selvbedragersk for- tryllede Blik, fremstødt af Massen, under Jaggernauthjulene. De knuste hans Liv og lod dog hans Hjerte leve. Saa gaaer det, siger man koldt, og Tabet var lidet som det optrukne Græsstraa's af en Eng. Ja, men lad ikke Blikket flyde over den hele grøn- nende Flade, men bøj dig og se Ødelæggelsen hvor Roden blev optrukket og Tørven sønderrevet. Fattige Forældre tabte dog maaskee en Søn, Jorden en Arbeider, Søen en Beseiler, en Pige en Mand, Landet en Kriger, en Nybygger og en Fader. Der er Materie nok i et saadant Individs Skjebne for Efter- tanke og Vemod. Og denne sidste er de Ideers Livmoder, som ere blevne de menneskelige Elendigheders mandhaftigste Be- kjæmpere, fast end de fleste døe i Fødselen og som Børn. Ho- wards Aasyn var overskygget af Vemodighed, hans skarpe Blik svømmede i dens fugtige Dunkelhed, af denne sugede hans Energi sin Styrke. Omsorgen for Strafanstalterne er belivet af dens Aande. Pønitentiærindretningernes strenge Qvadrater ere op- fyldte dermed. De vise sin Fuldhed af Hjerte, ved at skaane Æren og Følelsen, ved Omsorgen for Fangernes Underviisning, og fremfor alt ved at spare af Forbryderens Livstid, hvormed det nærværende System saa skrækkeligen ødsler. Ideen dertil fødtes ogsaa som Barn; den kan være født for Aarhundreder tilbage, men have endt sit Liv i en latinsk Skrolle ligesom Qvinc- tilians Idee, der paa det nøjeste optrækker Linjerne til vore Børneasyler, og gjør sin Tidsalder opmærksom paa Børnenes tidlige Imodtagelsesevne. Nu har hiin overstaaet, taalt Kulde, SIDE: 198 og er bleven armestærk, saa det ingen Nød har med at den vil komme frem. Tørhænde en venligere Tid ogsaa tager dens yngre Broder, Ideen om Forsoningsanstalter paa sine Arme, saa lidet Haab jeg end har om denne Benjamin. Imidlertid er det en Til- fredsstillelse, i vor Dr. Holsts "Betragtninger over de nyere brit- tiske Fængsler" at finde, at lignende ogsaa ere opstaaede i mæg- tigere Sjele. Jeg vil derfor anføre det hele Afsnit: "Om Forhold ved og efter Fangens Løsladelse." "Kun alt for mange sørgelige Exempler havde viist, at Fanger allerede i de første Dage efter deres Frigivelse havde grebet til deres gamle vanærende Haandteringer, og at dette var Tilfældet endog med dem, der efter et længere Ophold i de bedre orga- niserede Fængsler havde gjenvundet en vis Agtelse for Dyd og Retsind. Aarsagen til dette sørgelige Phænomen var næsten altid Mangel paa Anledning eller Evne til at kunne ernære sig selv paa en anstændig Maade. Britterne indskrænke derfor ikke Om- sorgen for deres Fanger blot til den Tid, da de endnu opholde sig i Fængslet, men udstrække den ogsaa til den Tid, da de skulle forlade, ja endog allerede længe have forladt samme. Det er forhen bleven anmærket, at af den Fangen tilstaaede Andeel i Arbeidsfortjenesten oplægges Noget indtil hans Udgang; des- uden erholder han da £. 3 St. til Indkjøb af Redskaber og Ma- terialier til at drive den Haandtering, han i Fængslet maatte have lært; og dersom en saadan Fange ved sin Løsladelse kan faae Tjeneste hos en anstændig Familie, og efter et Aars Forløb fore- vise et af Præsten paategnet Vidnesbyrd fra sit Herskab om at have tjent tro og ærlig, kan han gjøre sig Haab om en Beløn- ning af en lignende Sum Penge. Men Britterne gaae endnu videre. Paa deres Besøg til Hoved- stadens Fængsler bleve Londoner Fængselsselskabs Medlemmer ofte anmodede om Hjælp af Fanger, som snart skulde løsgives og, med Forsikkringen om det redeligste Forsæt at forlade deres lastefulde Bane, reent ud erklærede, at de ei saae sig istand dertil, fordi de ikke kunde forskaffe sig Arbeide. Selskabet kunde ei blive ligegyldigt ved deslige Anmodninger, og, efterat have raadslaaet om den bedste Maade at komme saadanne Per- soner til Hjælp paa, besluttede det, paa sin egen Bekostning, at oprette et midlertidigt Tilflugtssted for de løsladte Fanger (tem- porary refuge for the relief of destitute and penitent criminals), SIDE: 199 som maatte synes at trænge meest dertil. Denne saaledes ved privat Subscription i Stand bragte og underholdte Stiftelse aab- nedes i Sommeren 1818, da flere fra forskjellige Fængsler fri- givne Personer bleve deri optagne. Mandspersoner og Fruen- timre holdes i særskilte, paa aldeles forskjellige Steder af Staden beliggende Bygninger, hvortil dog snarere indskrænket Lokale, end Omsorg for en nøiagtig Adskillelse af Kjøn, synes at have ledet Bestyrerne. Stadige Arbeider ere indførte, visse Procent ere tilstaaede af den derpaa satte Priis, ogsaa er der sørget for religiøs moralsk Underviisning, kort, denne Stiftelse bestyres efter samme Grundsætninger, som Fængsler, kun med en mindre Strenghed. Medens de Optagne opholde sig i denne Stiftelse, søger Sel- skabet at mægle Fred imellem dem og deres Venner eller Paa- rørende, da de, hvis dette lykkes, hjemsendes til disse; men naar saadan Mægling ei er opnaaelig, eller den Indsluttede ingen Slægt- ninger eller Venner har, forbliver han i Stiftelsen, indtil han enten selv kan opgive, eller Selskabet er istand til at udfinde en Maade, paa hvilken han kan anstændigen ernære sig. Antallet af dem, som siden Stiftelsens Aabning ere blevne optagne deri, beløber sig nu til flere Hundrede, af hvilke de fleste ere gjengivne deres Venner eller Paarørende og nu nyde saavel disses, som andre Medborgeres Agtelse og Tillid. Men en saa veldædig Indretning kunde i England ei længe blive uden Efterligning. Thi allerede i samme Aar stiftedes et lignende Asylum i Grevskabet Warwick, i det følgende et i Grev- skabet Lancaster, og under mit Ophold i Dublin i Foraaret 1821 talte man ogsaa der om at ville oprette et saadant, og af den varme Iver, hvormed man der syntes at antage sig denne Sag, lader det sig med Grund formode, at det nu maa være traadt i Virksomhed." Anmærkeren fandt vel ovenfor, at Fængsel paa Livstid kun burde forstaaes som et Fængsel paa Levekraftens og Syndeevnens Tid; men han vil dog ikke have Dødsstraffen udslettet af Loven, men denne isaahenseende i Udkastet forandret. Imellem §§ 1 og 2 i 2det Kap. "om Straffene" skulde indskydes en §, § 2, saa- lydende: SIDE: 200 "Enhver fra Livet Dømt af Mandkjønnet indstilles til Benaad- ning med Fæstningsarbeide paa Livstid, eller, efter Omstændig- hederne, til Fængsel i filadelfisk Pønitentiærindretning i strengeste Grad. Tildøde dømte Fruentimmer indstilles til Tugthuusstraf paa Livstid, eller, efter Omstændighederne, til Fængsel i filadel- fisk Pønitentiærindretning i strengeste Grad. Fæstnings- og Tugt- huusstraf udstrækkes ikke længer end til fysisk Evneløshed til Forbrydelser indtræder. Forbryderen har Valget at modtage Benaadning eller ikke." Og siden Livsstraffen dog saaledes kan komme til at existere udenfor Papiret [fotnotemerke] , vilde jeg ogsaa have 1ste Passus i § 2: "Livs- straf fuldbyrdes offentlig ved Halshugning med Øxe" saaledes forandret: "Livsstraf fuldbyrdes inden nærmeste Fæstning ved Faldbile (Guillotine) alene i Nærværelse af vedkommende Øvrig- hedspersoner, deres Betjening, hvem Øvrigheden tilsteder speciel Adgang, Lovens Vidner og den militære Kommando." Selv Uhyret i Lands Præstegjeld, der som et vildt Dyr slog en heel Familie af otte Mennesker ihjel, selv Fader- og Moder- morderen vilde altsaa gives sit eget Liv ihaand. Synes Magt- højheden herover, under andre Omstændigheder, at være naturlig og altsaa en Ret, siden Selvmordet ikke kan forhindres af ydre Midler, men Beslutningen dertil kun muligviis ændres gjennem Argumenter og Forestillingen af det Daarlige mod sig selv, det Syndefulde mod Livets Giver og det Haarde mod Andre deri: saa synes Øjeblikket, da Loven har brudt Staven over For- bryderen, ikke at være det, hvori man bør indlade sig paa det forgjæves Forsøg at ville suspendere hiin Magt og tvinge ham til at leve. Den bør vende den ene Tommelfinger ned, den anden op, og lade ham vælge. Indrettes Fæstningsstraffen, som den bør, naar den skal alene supplere Livsstraffen, d. e. stren- gere end nu, skjøndt uden dens torqverende Halsjern og altfor afstikkende Dragt, og anvendes Pønitentiærstraffen, som Be- naadning for Livsstraf, kun hos Subjekter, der ere over 50 Aar, da vil ikke lettelig andre Motiver, end Begjæret om Tid til at kunne angre og sone, bringe dem til at foretrække Indrømmelsen Fotnote: Justitsdepartementet formener (Depart.-Tid. 25/1839) at den filadelfiske Straffe- methode maatte vel i flere Tilfælde blive at anvende istedetfor Livsstraf, der saaledes forholdsmæssigen sjelden maatte komme til Anvendelse. -- De fra Livet Dømte have i 1836 udgjort -- 40; i 1837 -- 28. SIDE: 201 af et saadant Liv. At der ogsaa hisset skulde gives Adgang til Eftertanke og Forbedring gjennem andre Tugtelser end blot materielle, hører til de Mysterier, som almindeligviis ikke af- dækkes for Mængden. Forbryderens Dødsfrygt er for nær- beslægtet med Haabet til Gud, med religiøse Tanker og Attraaen efter at kunne i sit Hjerte oprette det Begaaede, til at være utjenlig til Forbryderens virkelige Forbedring. Den bør derfor netop benyttes, idet den giver sig tilkjende gjennem Ønsket at leve. Tidsaanden har med endnu større Bestemthed, end mod Livs- straffen, erklæret sig mod de blot beskjæmmende Straffe. Saa- dan en er Gabestokken og dens Variationer af Kagpæle o. s. v.; og intet kan vel tænkes mere modstridigt Pønitentiærsystemet, som skjuler Forbryderens Skam, end disse Manifestationer deraf, som sløve saa ikke alene Dennes men Folkets Æresfølelse, som det bør være et af al Lovs og Regjerings ivrigste Formaal paa alle Maader at skjærpe og forfine. Vort Kriminallovsforslag kjender heller ikke nogen blot Beskjæmmelsesstraf. Men uagtet det lidet Korrektive deri, er jeg tilbøjelig til at antage, at Be- stemmelserne i Udkastets 23de Kap. §§ 11, 13 og 18, forsaavidt de angaae Mishandlinger af offentlige Anlæg eller Andenmands Dyr, enten betydelig maa skjærpes, eller og Skampælen ude- lukkende fastsættes for saadanne Udskejelser af et dybt lumpent Gemyt. Det er stundom andet end Drengens Kaadhed, der lemlæster Umælende eller ødelægger Plantninger og deslige. Oplysningen vil vel tilintetgjøre disse Forbrydelser, men det er længe at bie; og det skeer ikke sjeldent, fordi de sjeldent op- dages. Opmærksomheden vilde ved den særegne Straf henledes paa det særegne Afskyelige i dem. Man vil finde, at Oversætteren har i disse sine egne Udkast ingen anden Anvendelse for det, auburnske System, end dets Cellers Proportioner. Det er for dets Grusomheds Skyld. Thi noget Grusommere, for begge Parter, Opsyn og Fanger, mere Tvungent og Uoverholdeligt kan jeg ikke tænke mig, end denne evige Taushed. Jeg studser ved at træffe denne Tanke udenfor et Trappistkloster, hvor den er frivillig, og endnu mere ved at den er forsøgt igjennemført. Men sikkerlig ikke med Held hverken for det ydre Øjemed at forhindre Meddelelser eller for det Indre, at forbedre. Slige Aag taaler Naturen ikke. Systemet, saaledes SIDE: 202 som det staaer paa Papiret og udøves under Pidsken, er ogsaa noget ganske andet end det rimelige Forbud mod al fælles Dis- kurs under Arbeidet. Det er godt, at der ikke staaer noget om, at den samme Taushed ogsaa skal overholdes i Cellen, at Fangen ikke heller der tør give sin Stemme Luft i højlydt Bøn eller om det var i en Sang af hans Hukommelse. For Fruen- timre vilde den tvungne ubetingede Taushed nu være den utaale- ligste Tortur. Af Grunde, som ligge i Kjønnets Natur og mode- ratere Adfærd, vilde jeg beholde Tugthusets friere Disciplin, om ikke Qvinder endnu mindre end Mændene taalte, at der ødsledes med deres Levetid. Den Filadelfiske Behandling, som skaaner denne, maatte derfor ogsaa beholdes for Qvindekjønnet, men, af denne Grund og dens intensivere Virkning paa det, i mindre Tidmaal end for Mændene. Friheden til Fællesarbeide blev Tugt- huusstraf paa Livstid, der kunde finde Sted i eget Lokale i samme Indretning. Da den, ligesom Fæstningsarbeidet, betingede Livs- forbrydelse, vilde begge disse Arter Lemmer ikke blive talrige. Straffens Strenghed vilde bestaae i, at deres Liv var tabt for dem, med Undtagelse af det sidste uvisse lille Afsnit af Livet, og for Fæstningsarbeiderne tillige i at de vare udsatte for Publikums Øine. Det vil ikke vare længer end en Generation før Mængden vil vide at skatte det Skjul, Pønitentiærindretningen yder ved Siden af sine kortere Straffestadier. Den erholder med større Dannelse ogsaa Dannelsens Følelser. (Cfr. Examinationen Pag. 120). Det Filadelfiske Straffesystem vil ogsaa kunne tjene til at op- hæve alle militære Straffe, hvorpaa der kan være meget at sige. Jeg saae med Rædsel i Agershuus Fæstnings Arrestprotokol, at ganske unge Artillerieelever havde været dømt til den aands- ødelæggende Straf af militært ensomt Fængsel i et af dens længere Stadier. Virkningen af denne næsten absolute Ensomhed i Uvirk- somhed og Dage af Tusmørke skal ogsaa være, at man stundom kommer "tomset" ud [fotnotemerke] . Og hvormange uoprettelige Sløvelser maa den ikke kunne foraarsage, Gemyttet være opvakt eller træ- gere? Efter Beretningen Pag. 120 og 121 er det Filadelfiske System ogsaa for militære Forseelser befundet tjenligt, og at Militære i kriminelle Tilfælde og især i Fredstid straffes efter de civile Love, synes ikke meer end rimeligt og passende i et Folk, som Fotnote: Litr. G. i Rapport fra Frederiksteens Kommandantskab i Skrivtet "Om Straf af eensomt Fængsel. osv." SIDE: 203 ellers regner Lighed for Lovene mellem sine politiske Klenodier, og bør gjennemføre denne saavidt muligt ogsaa i de militære Forhold uden Hensyn til om disses Tilsnit efter udenlandske Mønstre for Soldateskstater skulde lide eller ikke. Hvad det absolut ensomme Fængsel er for Sjelen er vel det mørke Kachot ofte for Synet naar det er langvarigt; men det maatte dog kunne beholdes i de kortere Stadier, mens den torturmæssige Krum- slutning ubetinget bør afskaffes. Den Filadelfiske Pønitentiærstraf bør udstaaes for de to ringeste Grader efter Lovudkastets Terminer, i Distriktsindretninger og for de større i Stiftets [fotnotemerke] . Disse Indretninger bør kaldes "For- bedringshuse" og i Distrikterne afgive en afsondret Deel til Vare- tægtsarrester i Smaaceller, hvorimod disse i Stiftsstæderne bør være særegne Bygninger, hvori ogsaa Vand- og Brødstraf og Mulkter skulde kunne afsones. Gjeldsarrestanter bør derimod hensættes i en Borgerarrest paa Raadhuset. Da Forskjellen i Omkostninger mellem Stor- og Middelsceller ikke kan eller bør komme opimod de Fordele, som Storcellerne yde Sundheden, beholdes alene Storceller, hvorimod Smaacellerne, af samme Grund, maaskee burde erholde nogen Udvidelse, f. Eks. efter de nederst paa Pag. 149 angivne Dimensioner, dog Højden et Par Fod mindre. Det kostbare Cellesystem troes ikke at behøve nogen Udvidelse for det betydelige Antals Skyld, der i de større Stæder heftes for en enkelt Nats Skyld. Et Par større Opbevarelses- lokaler kunde maaskee hertil være tilstrækkelige. Mindre Varetægtsanstalter paa Landet anlagdes hensigtsmæssigst fogderiviis, nær Fogdens Bolig, og i Forbindelse med Arbeids- anstalter -- Indretninger, hvorpaa den fattigere Klasses Nød for Arbeide i Trangsaar og Mængden af vandrende Betlere ofte har henledt Landkommunernes Opmærksomhed, uden at de endnu ere blevne iværksatte. Englands Exempel tør dog heri virke meer end Faraos, der først blev klog efter ti Landeplager. Hvor der er Adgang til Teglsteen opføres alle Straf- og Varetægts- anstalter deraf, og ved Pladsen for deres Anlæg bør tages sær- Fotnote: Kommissionerne for Kriminallovforslagets Revision og betræffende Straf- anstalterne have antaget, at den paatænkte Reform af disse vil medføre en betydelig Forandring i Strafarbeidets Intensitet mod hvad der ved Kriminal- lovforslagets Affattelse er paaregnet. (Depts.-Tid. No. 25. 1839). Disse Kom- missioner antyde altsaa en Nedsættelse af Strafterminen. SIDE: 204 eget Hensyn til Transportens Lethed. Vore Fjorde favorisere denne. Saaledes tilbyder Trondhjemsfjorden Centralisation i Stifts- staden for begge de Trondhjemske Amter, og ligeledes ligger Horten beqvemt dertil, ligesom Adgangen til forskjellige, for Stedet anvendelige, Arbeider, der kunne udføres i Ensomhed, synes at udpege dette Sted som hensigtsmæssigt for en større Distrikts- indretning. Efter Straffeanstalternes Belæg og de øvrige militære og civile Straffældte, med 1/3 Deels Fradrag for de, istedetfor Dødsstraf, til Fæstningsarbeide paa Livstid og de til kun l/2 Aars Straffe- tid Hjemfaldne, skulde Norge behøve 1300 Storceller. Ujevnheden i de kortere Tidmaal gjør dog, at dette Antal maa forhøjes til 1500. Efter de under Tiltale Fængsledes Antal i 1838 med den omtrentlige forholdsvise Tilvæxt for 1839 og 1 1/2 Maaneds Arrest for hver, vilde behøves 500 -- 550 Varetægtsceller. Straf- og Varetægtsfængslerne kunde da tænkes saaledes for- delte: 1. Kristiania . . . 1 Central-Forbedringshuus med 400 Stor- celler. 1 Varetægtsarrest med 150 Smaaceller. Agershuus Slaveri ("Livsarbeidsfængsel?"). (Herunder sorterende Agershuus Amt med 94,832 Indb. paa 40 1/2 Miil.) 2. Kongsberg . . . 1 Forbedringshuus med 60 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 20 Celler. (Budskeruds Amt med 76,786 Indb. paa 102 Miil og Øvre Tellemarkens Fogderi af Bradsberg Amt med 23,863 Indb.) 3. Horten . . . 1 Forbedringshuus med 200 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 60 Celler. (Smaalehnenes Amt med 65,296 Indb. paa 33 3/4 Miil, Jarls- bergs og Laurvigs Amt med 56,759 Indb. paa 18 1/6 Miil og nedre Tellemarkens og Bambles Fogderi af Bradsberg Amt med 43,931 Indb.) 4. Lillehammer . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Vestre Oplandenes Amt med 95,182 Indb. paa 198 Miil.) 5. Grundsæt . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Østre Oplandenes Amt med 79,729 Indb. paa 206 3/8 Miil.) SIDE: 205 6. Kristianssand . . . 1 Central-Forbedringshuus med 110 Celler. 1 Varetægtsarrest med 50 Celler. (Nedenæs og Raabygdelagets Amt med 47,584 Indb. paa 89 1/2 Miil og Lister og Mandals med 55,478 Indb. paa 43 Miil.) 7. Stavanger . . . 1 Forbedringshuus med 50 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 20 Celler. (Stavanger Amt med 67,674 Indb. paa 76 Miil.) 8. Bergen . . . 1 Central-Forbedringshuus med 260 Celler. 1 Varetægtsarrest med 90 Celler. Slaveri. (Bergen og Søndre Bergenhuus Amt med 108,434 Indb. paa 141 Miil.) 9. Aalesund . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Nordre Bergenhuus Amt med 70,776 Indb. paa 161 Miil.) 10. Kristianssund . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Romsdals Amt med 64,430 Indb. paa 281 1/4 Miil.) 11. Trondhjem . . . 1 Central-Forbedringshuus med 210 Celler. 1 Varetægtsarrest med 90 Celler. Slaveri. (Søndre Trondhjems Amt med 79,640 Indb. paa 321 Miil og nordre Trondhjems Amt med 59,854 Indb. paa 402 Miil.) 12. Tromsø . . . 1 Central-Forbedringshuus med 50 Celler. 1 Varetægtsarrest med 20 Celler. (Nordlandenes Amt med 58,763 Indb. paa 800 Miil og Fin- markens Amt med 37,504 Indb. paa 1200 Miil.) Her er da 1500 Straf- og 550 Varetægtsceller. At Varetægts- arrester ogsaa maa findes i enhver af Byerne efter disses Be- folkning og Beliggenhed, er naturligt. Slaveriet i Frederikstad kunde gaae ind. Celleindretningen maatte iagttages overalt, selv i de Lensmandsarrester, som maatte blive at bibeholde formedelst Beliggenheden om end Arrester oprettedes fogderi- eller jurisdiktionsviis paa Landet. Overhovedet vil enhver Storcelle af Tegl komme paa 440 Spd., [fotnotemerke] af Træ paa 200 Spd.; Varetægtscellen af Tegl paa 335 Spd., af Fotnote: I disse Beregninger, som ere efter en Architekts Overslag, er indtaget Omkostningerne for det hele Anlæg med Indredning. En anden Sagkyndig har været af den Mening, at Storcellen vilde kun koste 400 -- 420 Spd. Oven- staaende Beregning for Cellerne er efter Kristiania, men affattet for de øvrige Stæder en Tiendedeel kostbarere af Steen. SIDE: 206 Træ paa 150 Spd. De 5 centrale Forbedringsindretninger ville i fuld Stand, efter Udkastet i denne Bog, komme omtrent paa: i Kristiania . . . . . . . . . . . 226,250 Spd. - Kristianssand . . . . . . . . . 71,640 - - Bergen . . . . . . . . . . . . . . . . 159,040 - - Trondhjem . . . . . . . . . . . . . 134,760 - - Tromsø . . . . . . . . . . . . . . . . 29,560 - Og samtlige disse Straf- og Varetægtsfængsler vilde da, efter forestaaende Udkast, komme paa 621,250 Spd. Det er dyrt, dyrere end i Sverige, hvor Arbeidsløn, Arbeids- kraft og Materiale er ulige billigere. Men hvortil skulde det Folk mangle Beslutsomhed, som, da det var mest udtømt, havde nok Patriotisme og Atlasstyrke til at grunde Norges Bank efter dens svære Proportioner og tage denne Bygning paa sine ned- bøjede Skuldre? Ved ethvert Foretagende, privat eller offentligt, føler det nok Tyngden sagtens af de Colonner denne Himmel hviler paa; men man siger, Konen bar saalænge paa Kalven til hun ogsaa bar Oxen, og det er klogest, siden Vanen er taal- modigst af alle Kjæmper og mest af alle Gubber hader Reduk- tioner, ikke at lade sig mærke med, at man i Norge faaer be- tale alle Arbeider dobbelt saa dyrt som i Nabolandene. Den Generation, vi skylde dette særegne Æresfortrin, har dog arv- givet sine Ætlinger saa meget Andet gratis og saa mange Exempler paa Opoffrelse, at disse ikke bør udmærke sig ved Mangel paa Stiftelser i en Aand, der ogsaa kan bringe dem et hæderligt Eftermæle i lange Forskudsregninger hos Efterslægten [fotnotemerke] . Denne vil da ogsaa finde, at den har noget at gjøre. Kan det være nok og Fyldest for den nærværende Slægt at reformere Lov- givningen og Fængselsværket, saa vil hiin maaskee finde Anledning til at efterligne Sveriges Gøthakanal i at føre Havets Seilere til Gudbrandsdalens Munding. Ikke blot Individet, men Folket skal ikke blot spørge om hvad det nødvendigviis maa gjøre, men om hvad det bør gjøre. Det er Tider, som blive navnkundige og Fotnote: "Nous ne remplissons jamais mieux nos devoirs envers nous mêmes, qu'en nous rappelant que ceux qui viennent aprèz nous doivent en recueillir les fruits. L'avenir de l'homme ici bas est la mort. L'avenir des nations est la vie. Ainsi l'homme, en travaillant pour lui, travaille encore plus pour la nation dont il fait partie." (Carl Johan ved den Svenske Rigsdags Aabning 1834.) SIDE: 207 herlige uden Revolutioner eller Krigsbedrivter. I denne Sag dikteres ogsaa hiint "Bør" ikke blot af Kristendom og Menne- skelighed, men ogsaa af simpel Klogskab og Omhu for Ejendom, ligesom store Arbeidsforetagender tillige altid ere i Massens Interesse og i sin Udførelse store Forsørgelsesindretninger for dens Trængende. Den praktiske Menneskekjærlighed, som har affødt, udført og har til videre Forsæt at udføre Ideerne til Reform i Straffe- væsenet, eller denne "Filantropisme," som den ofte kaldes med et Fingerpeg paa endeel uheldige Forsøg, som med ligesaa daar- lig Haan benævnes blotte "Experimenter," har imidlertid en værre Fiende end den parlamentariske Sparsomhed. Det er dette Ju- risteri, der, ligefra de Belgiske og Franske revolutionære Advo- katers Dage, men vanslægtede fra disse fyrige Fædres Novationer, har trængt sit hjerteløse Herredømme ind i alle Statsforhold i de konstitutionelle Stater. Filantropismen og dette føre i alle disse en Strid, som kun for Menneskeheden har Seire saa ofte den første ikke ligger under. I sit Betryk berøvet sin Ret til at an- erkjendes som enhver kristen Stats og al Regjerings Princip, søger den i enkelte Stater, saasom især i England, Beskyttelse og Styrke i enkelte Selskaber af specielle Øjemed; men isoleret som den er i andre Stater, fordreven fra Nationalforsamlingerne, bortfjernet fra Regjeringsbureauerne og Retsskrankerne, med samme Foragt som om den var Poesi, har den kun den Trøst at vende Øjet mod Himlen d. e. for Menneskeheden, som saa- dan, mod Fremtiden. I dens Skyer ere hine Fængsler ogsaa allerede byggede, og Filantropismens Hjertevarme vil engang gjennemtrænge alle offentlige Forhold, dens Saft vil stige i de tørre Piber, hvorpaa man nu spiller Nationernes Forventninger om Konstitutionernes til Alt naaende Følger mangtet godt Stykke, og disse besjungne bladfulde Palmer ville ogsaa skyde Blomster og qvægende Frugter imellem. Det kan ikke længer i de konstitutionelle Stater være Konger og Aristokrater, hvorpaa saamange Foretagender af filantropisk Varme og Opsving standse, uden forsaavidt nogen af disse In- stitutioner sluger for meget af Folkets Formue; men hvorfor, da det gik saa glat med selve Konstitutionerne, standse disse inden SIDE: 208 sine Former, og gives et aandløst Værn i Afkaldet paa at see selv deres erkjendte Mangler forbedrede? Vor Grundlovs § 2 vil saaledes sandsynligviis uforandret overleve alle Redaktions- forsøg og vække megen Forbauselse i et kommende Aarhundrede. Ved denne Stagnation undgaaer den og andre Konstitutioner maaskee Experimenter, hvilket Ord blot skal tillægges Filantro- pismens og Kemiens Idrætter, hvoraf da ogsaa Menneskeheden har meest at vente, men de blive selv Experimenter i Støbning. Som de bleve, ere og forblive de indtil de smuldre eller sønder- hugges. Men Nationerne trykkede de nyfødte Konstitutioner saa begeistret til Hjertet, og lovede sig saa friskt et Ungdomsliv, at de skulde gyde nyt Blod i de gamle Aarer, at en Række af Reformer skulde betegne deres Ungdom, at intet Saar skulde være, hvorpaa den politiske Frihed ikke skulde trykke helbre- dende Kys. Nu, fik de dem -- hvor kolde da! Regjeringer og Nationalforsamlinger optrak de minutiøseste Linjer mod hinanden, og spillede Trip Trap Træsko om Retten til en Styver eller en Knap, man fik Haarvægterne frem, man fremtvang politiske Agi- tationer, der havde meget tilfælles med at slaae Næve i Ryg naar man fryser; men Spørgsmaal om noget fælles Fremskridt Arm i Arm, om nogen Reform, hvori der var nogen Storhed og Høimodighed, kunde blive gamle under Sessionerne og Papirs- bunkerne. Earl Grey blev grey før han kunde drive Valgre- formen igjennem, om hvis Fornuftmæssighed dog Ingen tvivlede; Katholik- og Negeremancipationen tog ogsaa op en Række af Decennier, og den Norske Fyrighed, som paa Eidsvold dekrete- rede en ny Landslov, har ogsaa faaet Tid til at blive kold. Det synes som om Menneskene kun under Impulser af bevægede Tidsmomenter have fuld Arbeidsdygtighed, som om Statens Idee: Menneskehedens Udvikling, kun i saadanne har Geistens Aaben- barelse og Forsvinden. Skulde Trylleordet, som kan binde den ligge i et Imperativ? Det laae deri da Napoleon dekreterede sin Kodex, som foruden sit højere humaniserende Øjemed ogsaa skulde cementere Blokkerne sammen i hans Statspyramide; og Arbeiderne vidste, at den maatte være færdig. Det synes ogsaa i frie Nationalforsamlinger ofte at ligge i Imperativet af et eller flere mere storartede Individers Indflydelse, der som oftest ere den politiske Oppositions Chefer. Denne synes at være National- forsamlingernes belivende Princip. Den store Menneskehed gjør SIDE: 209 sig til af dens heldige Voteringer som af Seire; og Forsamlin- gerne erholde Karakteer og historisk Betydning eftersom den har fremragende Individer og disse ere konstellerede mod hinanden. Det Sidste er vigtigst ved politiske Spørgsmaal, det Første ved moralske og almeenmenneskelige, hvor Fleerhedens Mangel paa højere Følelser og egoistiske Inerti skal bekjæmpes. Da staae Chateaubriand og Lafitte, Berryer og Odilon Barrot, Anckar- svärd og Hartmannsdorff sammen. Negerqvæstionen gav ikke Kriterium mellem Opposition og Ministerielle, men mellem Slette og Gode, Ahriman og Ormuzd. Og Fængselsreformen hører til disse Spørgsmaal, saasnart det er paa det Rene, at den er paa- krævet ligemeget for Individernes som for Samfundets Skyld. De konstitutionelle Magter maae her mødes og forenes i at lade Staten aabenbare sig i sin rene Idee i saa varige Mindesmærker om at den erkjender, at denne falder sammen med Menneske- hedens Udvikling, som Afskaffelsen af et Fængselssystem, der saa direkte hindrer denne hos et stedse voxende Antal Men- nesker, og Indførelsen af et, der saa direkte fremmer den, evin- delig vil være. Hos os, som overalt, har den myndige og lykkelige Deel af Nationen tænkt mest paa sig selv. Ingensteds have heller de lovgivende og bevilgende Forsamlinger, som den ømtfølende Læge paa Valpladsen, lyttet efter og først og fremst ilet did, hvor Smerten stønnede højest. Af denne egoistiske Omsorg for de repræsenterede Klasser disse frygtelige kartistiske Midgards- ormsbevægelser i det Engelske Samfunds Dybder, i Frankrige disse evige Rystelser, denne Massens Bevægelighed i enhver Retning, der bryder mod det Bestaaende, i Sverige denne hele Statssamfundets Mangel paa Velbefindende, under en politisk Rheumatismes Flugt gjennem alle Lemmer, og i Norge -- nu! i mange Aar har man vovet at paastaae, at Nationens ulige større Fleerhed beskjæftigede sig mere med at regne efter hvormeget alle disse blanke Hjul i det konstitutionelle Maskineri kostede at smøre end med at glæde sig over den politiske Glands, som var bleven den tildeel. Landskattens Ophævelse, paastode de samme Bagvaskere, maatte til for at vænne Mængden af der- med; de kaldte dette et egoistisk Træk af Bondestorthinget og et plumpt Middel; og de havde Ret, om det var kun et Middel. Men det var denne Operation ikke. Den var et naturligt Skud SIDE: 210 af Frihedspalmen, efterat denne var bleven gjennemvarmet af Fredens Solskin og Statskassens opdæmmede Overflod var stegen op over dens Rødder. Men for et uventet Gode plejer selv den Vildeste at offre. Dunkel, men liflig, som hans religiøse Følelse, stiger Røgen fra hans Altar. Vi have ogsaa Altere at offre paa, om politiske Beneficer falde i vor Lod. Lader os offre paa Menneskelighedens og Elendighedens! Dog vil der nok ikke for det Første falde mange Frugter med paradisisk Duft af vor Palme. Jeg mener hermed, at Udbyttet af Resultater af hovedsagelig moralsk, reen menneskeligt eller, om man vil, himmelskt Værd ikke tegner til at blive stort af vor Frihed, før dens Temperatur hæver sig. Patriotisk Ængstelighed skabte, og Juristeriet vedligeholder saaledes f. Ex. det sjelløse Princip af Grundlovens Udødelighed i sine Mangler, og dette er en Ørken af tør Livløshed, som Israels Børn neppe ville gjen- nemvandre i kortere Tid end den arabiske. De ere vore Negre, vi kunne være retfærdige imod. Og dersom Fængselsreformen ikke lod sig forsvare fra solidere Sider end Pligtens og Menne- skekjærlighedens, saa vilde jeg troe, at den for Os er kommen meget for tidlig paa Tapetet. "Paa Tapetet? Det er den jo ikke." "Jo, en forberedende Kommission . ." "Er nedsat for at forberede Fængselsreformen. Jeg veed det. Men Kriminalloven?" "Ja Kriminalloven; det er sandt. Men nu er dog Sagen saa- vidt, at næste Storthing kan decidere i begge disse krybende Spørgsmaal." "Dertil skal Raskhed . ." "Ja, hvorfor ikke Geniets Raskhed, Godviljens og Eendrægtig- hedens Energi, intet germaniserende Juristeri, ingen sneverhjertet og fremblind Karrighed, men Storsindethed, Hjertevarme, Krist- aand, Filantropi og Idealitet i alle Nationalforhandlinger, parla- mentariske eller blot kommissoriske, i Storthingets Stræben og Idrætter? Sandelig det vilde da intet mangle i sin fuldstændige Hæder, som omfatter saamange andre Dyder og derimellem saa- mange Træk af hine. Denne højere Stemning vilde ikke blot gjøre sig gjældende i en raskere Efterfølgelse af andre fri Nationers Exempel i Tole- rancespørgsmaalet, som Juristeriet nu ogsaa har omspundet med SIDE: 211 sin Spindelvæv, og andre af større filantropisk Karakteer; den vilde maaskee først gjøre det ved at afhjælpe de Lidelser inden Nationen, som hidtil ikke have faaet Ord under de mange Dis- kussioner, og som den endnu ikke, af gode og slette Grunde, har kunnet raade Bod paa. Mellem disse Statsmangler have vi nylig nævnet de to vigtigste, vigtigere end Flaade og Befæst- ninger. Thi først Retfærdighed! Og retfærdigt er det at løse gamle Forpligtelser. Og Nationen har forpligtet sig til ikke at lade dømme og straffe efter en Lovgivning og Methode, som den i en Menneskealder har erkjendt burde afskaffes og selv dekre- teret afskaffet. Hver Time over den Tid, Afsoningen skulde finde Sted efter en bedre Orden, skriger om Retfærdighed, om en Erstatning, der ikke kan ydes. Til Himlen skriger den, om vi end synes, at Murene, der indeslutte Offrene for den offent- lige Ligegyldighed, ere tause. Der udstødes Suk ligesaa vægtige som Angerens. Og om de ikke have mægtet at bevinge Lov- koncipistens Pen, saa lader os dog haabe, at de ville bevæge Hjerter inden den lovgivende Forsamling -- idetmindste de In- dividers, som forud ikke ere forblevne urørte af Fængselsrefor- mens ophøjede Talsmands indtrængende Opraab i dette Skrivt. Det er (hvad Nordboerne saa gjerne ville) en passende Tid til at tænke derover indtil Tiden med næste Storthing kommer til -- at handle. [fotnotemerke] Fotnote: Budget- Justits- og Økonomikommiteen ved indeværende svenske Rigsdag har nylig besluttet at foreslaae Bevilgning af 900,000 Rdlr. Bko. til Lehnsfængs- lerne, 300,000 til Stadsfængslerne, 100,000 til Herredsfængslerne og 300,000 til Opførelse af et større Fængsel efter det Pensylvanske System. Henrik Wergeland SIDE: 212 DEN TALE JEG VILDE HOLDE PAA ET PRØVEVALG FOR AKERSHUUS AMT 15DE AUG. 1841 Mine Herrer Valgmænd af Akershuus Amt! Morgenbladets Redaktion har for otte Dage siden atter, og paa en Maade, der viser, at Sagen denne Gang er den angelegen, mens jeg ikke kan sige forvist, om den var samme imod eller ikke, da den i 1835 var paa Bane og, saavidt erindres, indrentede sin Talsmand et Navn som Kabalmager, opfordret til pr. Ex- presse om muligt at faae et Prøvevalg for Akershuus Amt istand Dagen før Storthingsvalget skal foregaa. "Vi ere overbeviiste om -- siger denne tvetungede Autoritet i Aar -- at man ikke har en kraftigere Modvægt enten mod Kabale eller Partivæsen end netop en aaben Kamp eller den størst mulige Anledning dertil". Heri kunne vi vel alle være enige; og jeg skulde have mødt inden Morgenbladets egne Skranker, dersom jeg ikke saa omtrent kunde være vis paa at være bleven, holdt udenfor dem indtil denne aabne Kamp var forbi og Trompetskraldene lød for dets egen maskerede Ridder Rød. Jeg faaer da bestige den fri Presses Tribune, og jeg udbeder mig derfra Eders Opmærksom- hed, Mhrr. Valgmænd. Morgenblad og Gransker ville upaatvivlelig ovenpaa forlange Ordet, og jeg vil af et Charivari faa Grund til at beklage, at jeg er saa lidt tungsøvnet, at jeg vækkes af en Kattefod, og at det ikke har lykkets at udstrække Udelukkelses- systemet mod mig ogsaa til hiin Plads, eller at udrødde mit Hang til at blande mig i offentlige Anliggender, de helst vilde have imellem sig alene. Mhrr! et Spørgsmaal til dem, som jeg har gjort mig det selv: Skulde der ikke udfordres endnu nogle andre Egenskaber hos en Storthingsmand, end de, ellers saa ønskelige, som Bladet Gran- skeren for 26de Juli har opstillet, omcirklede af nogle Henpeg- ninger, som ikke lade sig mistyde i dette Egoismens og Privat- SIDE: 213 hensynets mærkværdige Organ? Jeg har spurgt mig selv saa, og jeg har fundet, at Granskeren, af let forklarlige Grunde, har glemt en saa vigtig Egenskab, at jeg troer det nyttigt, at paapege samme, forat komplettere den Underviisning, han har villet give Landets Vælgere. Vilde jeg sige, at Besiddelse af Veltænksomhed, Humanitet og af hvad man kalder Hjerte ogsaa er en, af Granskerens glaskolde Øine naturligviis overseet, Egenskab, der kunde være Spørgs- maal om, eller at et hjerteslet, følelsesløst Menneske, om end aldrig saa dueligt forresten, dog vilde være et misligt Storthings- valg, vilde jeg kun udsætte mig for samme Spot af Granskeren, som en Europæer imellem Sorte, om han vovede at paastaa, at en lys Hudfarve er nødvendig for sand Skjønhed; og jeg vil derfor slaa en Streg over et ellers saa ønskeligt Reqvisit. Jeg vil tvertom nærme mig mere til Granskerens Anskuelser, og indskrænke mig til at paastaa, at en koldere Egenskab, et Fornuftens og Sam- vittighedens Herredømme over hvilkesomhelst udmærkede Evner er desnødvendigere. Det kan ikke være onde Lidenskabers Energi, Eensidighedens Fasthed, den formørkede Dømmekraft, man vil kalde til Storthingshallen; ikke den slangekolde Egoisme, den blinde Uretfærdighed, det dræbende Had, ikke den Patriotisme, som fryder sig ved at berøve Fædrelandet de fyrigste Kræfter, igjennemborende det Hjerte, som har Varme til at elske det heftigst, man vil aabne dens Skranker for. Det kan ikke være den Sjel, som anvender Tid og Kraft, Nætter og Dage paa at tilintetgjøre en anden Sjel i dens Livsfibrer, med hvis Enthusiasme og Virksomhed for Fædreland og Frihed den aldrig har kunnet maale sig, man vil fremkalde mellem de Viljer, som skulle være de reneste, de Aander, som skulle være de fjerneste fra private Hensyn, de ømmeste Vogtere over at Fædrelandets Kræfter ikke gaa tilspilde, de roligste i Besiddelsen af Bevidstheden om aldrig at have offret Fædrelandets Interesse for sin egen. Det kan ikke være det rugende Hads fordrejede Udtryk, man vil give Plads imellem de rolige Aasyn paa Patriotismens Æressæder, ikke Argsindets blaanende fraadige Læber, man vil lytte til der- fra; det kan ikke være den modbydelige Egoisme, man vil kjær- tegne og ophøje, Arroganzen man vil overmætte; ikke den af Privathevnens Planer omskumlede Pande, det sindige moralskt følende Folk vil omhænge med Borgerkrandsen. Sandelig, Blod- SIDE: 214 haanden burde da opløfte Evangeliet over Menighedens Hoveder, og Eedens Hellighed læres af Læber, som mumlede Reservationer bag Lovens Tavler. Reservationer? Undtagelsesvise Forbehold for sig Selv? Disse ere de lange Kapitler skrevne med usynligt Blæk i Egoismens Grundlov, i den, slette Patrioter sætte over Fædrelandets. Den sande Patriot kjender ingen Reservationer i Pligterne mod dette. Fyrig, blød, hensmeltende i sine Følelser, maa Patriotismen være stoisk konseqvent i sin Iid, uden andre Hensyn end til Fædre- landet i sine Handlinger. Egoismen er en lurende Forræder. Patrioten er derfor ubarmhjertig: som Haldens flyvende Flammer, imod dens Hensyn. I det første Ord, Barnet stammer af Moders- maalet, ligger Eeden til Fædrelandet som vi alle have svoret, ligesom i de mod Moderens Hals førstoprakte Fingre Eeden at elske hende fremfor alle Mennesker. Og Eeden til Fædrelandet forøges og fuldstændiggjøres med hvert Ord, Sjel og Læbe efter- haanden blive mægtige over, indtil den Voxnere, Herre over Sproget, finder sin hele aandelige Virken underlagt dets mægtige Forpligtelse, at elske Fædrelandet, at være en Normand, som i Tale, saa i Hu og i Daad. Patriotismen burde da allerede have naaet sin Mandbarhed naar den Unge er Sproget mægtig, Ynglingen træde ud af Barnets Forhal som Patriot, i fuld Viden om hvad han skylder Fædrelandet, hans Sjels Fylde af hjemlige Toner og Svangerhed af Modersmaalets Rigdom strømme over i Følelser for Fædrelandet, og Beslutningens Øine allerede da aabne sig om at ville vaage over, at de bevares i sin Reenhed under alt hvad Livet maatte bringe. Ak! saaledes mødtes Vi i de meenløse Dage, da vi ikke tænkte eller kunde begribe, at Noget -- ikke Guld, ikke Ære, ikke Kjærlighed engang, og mindst det Dæmoniske i vore Sjele -- skulde kunne gaa over Fædrelandet. Saaledes mødtes jeg og den Mand, jeg vil anklage for at have brudt sit Hjertes Eed til dette, ligesom det forvorpne Barn, der sønderkradser Moderens Barm, som dets første uvilkaarlige Fingerrækning svoer altid og over Alt at elske. Saaledes mødtes Vi paa hine vort Folks hellige Frihedsfeste, i vore Øjekast ligesom konfirmerende hinanden i Begeistringen for det fælleds Dyrebare. Saaledes mødtes Vi i vor Ungdoms Forhal hvori vi syntes Frihedens og Patriotismens Heroer, Skyggebillederne af dem, som bleve trofaste til Enden, SIDE: 215 at omsvæve os, og os selv i ungdommelige Udkast at være Ari- stider og Kocziusko'er i usvigeligt Friheds- og Fædrelandssind. Nu staaer Kain der med sin Broders Blod paa Haanden; det er Abels Klage, som gaaer igjennem Ørkenen. Modersmaalet er bleven brugt som Giften heldet i Hamlets Faders Øre. Han klager for det Døve og Døde. Jeg klager, Jeg klager, fordi jeg føler en umaadelig Smerte, fordi jeg føler Fædrelandets i min egen, Branden af dets Taare paa Haanden, som fører denne Pen, -- fordi jeg veed, at det hverken har Raad til at miste mig eller ham, jeg anklager. Ingen Dyd maa være renere i sine Motiver end Patriotismen. Den er som Vandet, hvem et eneste Dryp af Gift forvandler til Gift i dets hele strømmende Masse. En eneste uædel Be- væggrund imellem de gode og daddelløse vilde anstikke dem alle; en Reservation i et af Egoismens Huller maa uddrives som en ond Aand, der vil fordærve det Hele; en Forbeholdenhed, som f. Ex. den hos Granskerens Redaktør, at kunne mætte sit Had og at ødelægge en Patriots nyttige Virksomhed, og dog at vedblive at hedde en Fædrelandets Ven og den gode Sags For- kjæmper, eller hos mig at fortjene samme ærefulde Navn, naar jeg blot maatte undtagelsesviis nyde det Beneficium at hindre ethvert poetisk Talent fra at stille sig mig ved Siden -- saadanne og lignende Forbeholdenheder vilde gjøre Egoismen og Forfænge- ligheden til Hovedsag, nedværdige Patriotismen til at være et blot Mundsveir, et Hykleriets Middel, og sætte dens Krav under Bugens og Galdens. Alt for Fædrelandet! er Regelen. Og ve mig, om denne ikke var Hjertet i den Overbeviisning, jeg vil meddele! om den ikke i ubetinget Strenghed skulde gjælde for mig, idet jeg fremtræder med Beviset for at den ikke har gjældt eller endnu gjælder for en Mand som med mere Tydelighed, end vi Normænd ellers ere vante til, i Statsrevisor, Gaardejer og Formand Ludvig Kri- stensen Daa's Person, er bleven betegnet som Kandidat til det vordende Storthing, og hvem ogsaa mægtige Midler, den fuleste og ondeste af vor Journalismes Geister, er til underdanig Tje- neste. Men jeg er ikke bange forat mane den frem. Der staaer et Tegn i Oprigtighedens Pande, i Aabenhedens Aasyn, hvorfor slige Døgnets Aander bæve tilbage som Dybets for Korset. Jeg udæsker dem, Herre og Tjener; -- den Dag vil rinde, da de ville SIDE: 216 ønske det var Nat, forat deres Blussel kan skjules over den Tjeneste, de have ydet hinanden, forat berøve Fædrelandet Frug- terne af en Aand, de engang have hyldet ogsaa for dens Op- rigtigheds Skyld. Men hvormeget jeg, idet jeg vil møde hiin Hensigt med navngiven Mand, hvis Qvaliteter da ere stillede blot for offentlig Prøve, end maa ømme mig ved at maatte bringe mig selv, eller hvad jeg troer at være Fædrelandet, i Folkets Erindring, som man har anvendt alle optænkelige Kunster paa at udslette mig med et Brændemærke af, vil jeg dog ikke ønske, at jeg havde at hente Beviset forat Granskerens Redaktør, Hr. Daa, endnu ikke fortjener Hæderen af et Storthingsvalg, fra en saadan Fremfærd mod et Medmenneske. En svagere Konsti- tution og Livskraft, en ringere Grad af Sindsro, en mindre Por- tion bonhommistisk Godlune skulde, under lignende Omstændig- heder, have bukket under for de mageløse Forfølgelser og Angreb paa Ære, Lykke og Virksomhed, og ikke blot Aandens usynlige Blod skulde have rundet under de forbryderske Attentater, ikke blot dens Nerver været sprungne under de plumpe Greb, ikke blot Digterharpen skulde være begravet i den Taushed, hine For- bundne, forræderske mod Fædrelandets Navn og dets Ære, ville qvæle den med, og Sjelelidelsernes Blegnen skulde være bleven overblegnet af Dødens. Jeg er dog ikke fremtraadt her forat paakalde Medlidenheden. Jeg veed vel, at et Pragtexemplar af den korrumperede Fraktion af vort mandlige Publikum, jeg har med Satiren søgt at tugte, men som kun et politisk Uveir kan tilintetgjøre Fordærvelsen hos, og som den patriotiske Daa var ussel nok til at gjøre Parti med, da det kom an paa at krænke mig, at negte Henr. Werge- land Optagelse i et Læseselskab, han af alle norske Forfattere giver meest om Aaret, og nylig havde givet sin Konstitutions- historie, at læse -- jeg veed vel, at en saadan Kompan under en af Perioderne for Explosionerne af Granskerens Raseri, spurgte en Ven om mit Befindende med den af et betegnende Smiil led- sagede Bemærkning, da han hørte at det stod vel til, at jeg nok kunde behøve min stærke Konstitution; men, som sagt, jeg beiler ikke til nogen Medlidenhed. Mine senere Satirer maa overbevise derom, og om at mit Hoved skuer om sig paa stærke Skuldre. Det er Retfærdighed jeg søger, Retfærdighed mod mig og mod min Fiende. Derfor vil jeg tale saa oprigtigen som min Sjel ved SIDE: 217 sig selv, som naar begge vore Aander kunne mødes uden Timons eller Aristippens Masker, og jeg Øje til Øje kan bebreide ham, at han elskede sit Fædreland saa lidet. Man er ogsaa efter de grusomme Flænger berettiget til at kunne see ind i mit Inderste, som om man kunde lægge Fingrene paa mit nøgne Hjerte. Be- sidder jeg, som Digter, endog kun de Egenskaber, Granskeren og ældre Fiender Tid efter anden selv have indrømmet mig, og hvoraf en udenlandsk Kritiker allerede for flere Aar tilbage kom til en Slutning, som overtydede mig om, at jeg havde mine bedste Anbefalere i mine Nedsættere, da har Skaberen givet mig en saadan Betydning for mit Fædreland, at det er Nidingsdaad imod dette, at lægge an paa at berøve det en Aand, som kan gjøre det Ære. Og det har Daa, min fordums Ven og Beundrer, som han har kaldet sig, gjort . . . Daa og hans Medhjælper Morgen- bladets Redaktør, som har stængt sine Spalter for Poesier, Gran- skeren selv har erkjendt at være af en ophøjet Fromhed, saaat al Meddelelse til det større læsende Publikum i mit Folk skulde være afskaaren og stængt for mig. For en Digter er dette at begraves levende. Disse Patrioters Hensigt har været at tvinge mig til aldeles Taushed -- som det hedder i Vinægers Fjeld- eventyr, at "knuse Harpen mod Fjeldet" -- eller ogsaa til at søge Meddelelse gjennem den danske Presse. Var jeg Herre over et fremmed Sprog -- og ingen Nation vilde forstøde mig som Digter, fra den civiliserede Britte og German til Ørkenens Beduin og Kirgisen under Steppens Telt -- sandelig det turde hænde, at hiin patriotiske Hensigt idetmindste forsaavidt blev op- naaet, at ingen norsk Strofe mere flød fra min Pen. Den sidste vilde da være Klagen i hint Fjeldeventyr til Aagots sorgfulde Melodi: "Ve dig, Skjald! Det er din Død, synger du herhjemme. Kilden liig i Jordens Skjød qvæle du din Stemme! Kun et ensomt Echo til dine Sange Lytte vil." o. s. v. Men foruden dette sørgelige Vidnesbyrd om en Egoisme, der bringer Privathadet sin Overbeviisning til Offer, som ligger i For- søget paa at ødelægge et Navn, der vil leve i Folkets skrevne Minder endog om det skulde udslettes af dets Hjerte, har Daa SIDE: 218 havt liden Patriotisme nok til at ville paa enhver tænkelig Maade tilintetgjøre en Virksomhed, han i sit Indre maa tilstaa har været Fædrelandet nyttig. Det Skete kan han ikke gjøre uskeet, men han har gjort alt, forat berøve mig den Popularitet, hvorved jeg har kunnet enthusiastere Folket for Fædreland og Frihed, udrette noget for dets Oplysning og gyde noget Liv i dets Nationalitet. Har den utrættelige Energi, hvormed han har forfulgt dette sit Meed, havt den tilsigtede Virkning, skulde jeg nu, om Eidsvold ikke var bleven Nationens Ejendom, maaskee forgjæves forsøge at bringe dette istand; i Ufredstide skulde mit Opraab til Massen, som har elsket mig, hendøe ufulgt som uhørt; mine Bestræbelser for Folkeoplysningen skulle møde Kulde, mine nationale Sange ingen Anklang, mine Skrivter for Folket ikke modtages af dets Hænder. Og didhen har Daa arbeidet med en Planmæssighed og Rastløshed i Anstrengelserne, som har vakt Gysen og et Spørgs- maal fuldt af Rædsel, om hvor denne Egoismes Grændser ere satte, i hvilke mørke Dybder disse dæmoniske Vildfarelser tabe sig? Det er vist at de engang ville tabe sig i en Verden, der er omspændt af Tilgivelsens Arme og opfyldt af Erkjendelsens Lys, og at det der vil gaae dem som de fordunstende Draaber i Solens; men i denne Verden, hvor vi Begge kjæmpe om vor retmæssige Plads, ere disse Draaber Stene, som skulle begrave mig, mens han vil bygge sig en Æressøile deraf og stige op derpaa og gribe efter Palmer, som tilhøre Retskaffenheden og Moraliteten, ikke den umættelige Selviskhed, Lidenskabelighedens Rasen, den hyk- lerske Huulhed, den falske Patriotisme. Daa har, af usle Hensyn, af Grunde, som ikke kunne forsvares for Medmennesker, Samvittigheden og for Gud, af Grunde, som ikke taale Dagens og Sandhedens Lys, villet ødelægge et Navn, som er Fædrelandet af Værdi, og tilintetgjøre en Virksomhed, som altid har været dets højeste Interesser usvigeligen viet -- derfor og ikke for Fornærmelserne mod mig, for Synderne mod Kristen- og Menneskepligt, anklager jeg ham forat have syndet mod Fædrelandet og sin Overbeviisning, forat have handlet som slet Patriot og mala fide, og derfor paastaaer jeg, at han ikke for Tiden er værdig til Hæderen af et Storthingsvalg. Jeg siger "for Tiden", fordi jeg betragter denne hans Færd som en overgaaende Forrykkelse i en ellers saa klar Forstand, og fordi jeg haaber, at Redeligheden vil engang gjenvinde Herredømmet i hans Tænke- SIDE: 219 maade, og at det Overmaal af ondsindet Lidenskabelighed, som nu suspenderer hans Adkomster og Evner til paa en saadan Plads at være Fædrelandet nyttig, engang vil synke ned inden al- mindelige Grændser. Da vilde det være uklogt af Folket, ubilligt imod det lyse, skarpsindige, kundskabsrige Hoved, ikke at be- nytte ham der i den Folkets gode Sags Tjeneste, han nu ikke har taget i Betænkning at opoffre af jammerlige private Hensyn: forat mætte et ugrundet Had. Jeg staaer ikke alene med denne min Mening. En Kristians- sandspost falder mig i dette Øjeblik ihænde, hvori Redaktionen yttrer: "Vi skulle reent og tydeligt udtale vor Mening. Vi have altid erkjendt Hr. L. C. Daa's fortrinlige Evner og Kundskaber, som paa ethvert Thing maa være af højeste Vigtighed; men vi have, siden han optraadte som Journalist, tvivlet om hans Rede- lighed i Ordets høiere Betydning. Hans Udfald med Schweigaard, hans hadske og unaturlige Angreb paa H. Wergelands private Karakteer, og i Korthed hans hele Polemik synes at bevise, at det er ham mere om sine Privathensigter, end Sandheden at gjøre; og vi fordre Redelighed hos en Repræsentant som første Be- tingelse. Som Storthingsmand vilde han lære, at Hadskhed ikke er Liberalitet, at Partiaand ikke er Fædrelandskjærlighed, at Ud- flugter og Fordrejelser lidet nytte den Sag, han maatte forfegte." Og at jeg ikke har overdrevet min Formening om det Lands- skadelige i Granskerens men onde Kobolder bør ikke tilstedes at kogle i den, den gule Arsenik bør ikke overoxydere den og ud- drysse sin Gift af alle dens Revner. Indtil denne Proces er over SIDE: 220 bør den henligge, var den end et Frihedens Altaremne, en Blok til et Forums Tribune. Intet kan tildække hiin brusende Afgrund i hans Sjel, disse Hadets afskyelige Koglerier, som endnu for- mørke og trælbinde hans Aand, disse Attentater paa at myrde en Aand, hvis Gløden for Fædreland, Frihed og Menneskehed har varmet hans egen. Man har søgt efter en Grund for saa oprørende en Færd, forat forklare sig, hvorfor en Patriot skulde ville berøve vor fattige Litteratur en Digter, Fædrelandet en enthusiastisk Normand, Na- tionens Gjerninger en Historieskriver, dens Følelser deres Frem- kvæder, den politiske Fremskriden og Menneskehedens Interesser en ivrig Talsmand. Og man har fundet, at disse Forfølgelser begyndte og fortsattes længe før Taalmodigheden brast, og jeg endelig søgte Modværget i Satiren, især da Partisaneriet holdt Adgangene til Forsvar spærrede. Neppe havde Privatbladet Granskeren aabnet sine Spalter, før et kogende Had hos En, der havde været min intimeste Ven, først piblede frem i hvert andet Nummer, og siden væltede sig frem i bundløse Strømme: et Had uden Undseelse, et som vilde trænge sig ikke alene mellem mig og Folket, men mellem mig og mine Hjertesvenner, og som forplantede sig til dem, der bleve mig tro. Sivertson har faaet dette at føle i mange ondskabsfulde Sidehug: Henrik Wergeland skulde ikke have en Ven, og hiin Retskafne, den pletløseste af alle vore Journalister, han skulde ogsaa, fordi han vidnede om mig efter Hjerte og Overbeviisning, lægges an for det samme umættelige Had! Er det denne Retskaffenhed, denne Patriotisme, som skal hædres ved Borgerkronen? Men jeg skulde ikke vove denne Appel, om Grunden til dette Had kunde ligge i nogen senere Handling fra min Side, eller om et eneste Pennestrøg fra min Haand indtil denne Dag antydede nogen Overgang eller Vaklen i min politiske Tro, nogen Afsvalen i mit Fædrelandssind og Interesse for Frihedens Fremskridt og Udviklinger. Men her har Hadet været magtløst, og maattet gribe til foragtelige Opspind; her har det maattet bide sine egne Tænder sønder, og samle de udslupne Bagtalelsens Slanger, som skulde døde mit ærlige Navn, i sin egen Barm. Mine Digte aande et for stærkt Frihedssind, hvert Strøg af min Pen fyldes af for dyb en Nationalfølelse, min Konstitutionens Historie gjengiver for tydeligt min moralske Uafhængighed, Tolerance- og Opdra- SIDE: 221 gelsespropositionerne ere af en for storstilet Liberalitet til at en, ellers længe tilsidesat, Mands Modtagelse af sin Konges fri tilbudne Naade, der altid tilforn hyldedes med samme Enthu- siasme som nu, skulde være Beviset for det Skjændigste af Alt: Salget af sin Overbeviisning og Frihed til at handle efter denne. Nei! Skjændigheden i Bagvaskelserne, Sneverhjertetheden i ikke at kunne begribe en saadan Uafhængighed, Blindheden for dens Vidnesbyrd staae kun tilbage ligeoverfor den fornærmede Rede- ligheds Lidelser, og de fortjene at nedsynke i Landsmænds For- agt, i Tilgivelsens Glemsel, ikke at hædres og næres ved Bifald og Tiltro. Uagtet min foregaaende Erklæring, ville dog Granskeren og Morgenbladet neppe undlade at insinuere, at dette mit Forsøg paa at gjennemskjære underjordiske Gange, netop er et Beviis paa en Forandring i min politiske Tænkemaade, paa en Overgang fra Bagler til Bjerkebein, idet jeg modsætter mig, at En, der er anseet for en determineret Folkemand, kommer paa Thinget. Men, foruden at Demokratiet ikke maa gjøre sig for store For- ventninger om denne af puur Anglomani doktrinære Forsvarer af et svenskt adeligt Overhuus, er det sandelig min Mening, at det vil være uklogt af Folket, ikke at drage dette beregnende Hoved ind i sin Interesse, naar dette kan være anstændigt for Folket, nemlig naar hans Sind er bleven mere luttret, sig selv mægtigt og mindre udsat for at tilsidesætte Fædrelandets Interesse for private Hensyn. Dette (og jeg haaber, at selv hine mine Fiender i roligere Øieblik ville indrømme mig det) er det Usleste Nogen kan begaae som Borger. Fædrelandet maa være Nummer I og Ludvig Kristensen Daa, selv for Ludvig Kristensen Daa kun Nummer II. Men ikke omvendt. Saa nær er det dog. Saa nær staaer dog upaatvivlelig Fædre- landet paa Daas Hensynsliste; men heller ikke nærmere. Saa stort Begreb, jeg end nærer om hans økonomiske Kalkulations- evne, er det dog min oprigtige Mening, at det kun er tre Gryder, og ikke fleer, nemlig Egoismens, Forfængelighedens og Vredagtig- hedens (men som han bestandig holder i Kog) som ved deres Syden overdøve den bedre Stemme i hans Indre, og gjøre ham saa ør i Hovedet, at han saaledes kan forrykke hine Gjenstandes respektive Pladser. Og de vilde ved enhver Leilighed koge over og skolde de Thingmænd af, han fik aldrig saa lidt imod. SIDE: 222 Ved denne ulyksalige uelskværdige Hæftighed vilde upaatvivlelig en god Deel Tid og Arbeidskraft gaa tilspilde; og det vilde blive Tilfælde med Granskerens Redaktør, som det er med hans Blad, hvis Uretfærdighed, hensynsløse Bitterhed og trælbundne Brug i private Hensigter, har gjort det mindre nyttigt end det ellers kunde være under en saa dygtig Haand. Saa mene idetmindste mange Normænd, som have begge Øine oppe, og som beklage, at vort eneste erklærede Oppositionsblad skal være det, som mindst staaer i Sandhedens og Retfærdighedens Tjeneste. Men har man gjort sig Rede for hvilke Overordentligheder, der findes hos en Mand, som der allerede i hans unge Alder kan være Spørgsmaal om at faa paa Storthinget? Opinionen har nok her lidet andet Fast at holde sig til, end til Udgivelsen af Granskeren og Propositionen om Kjøbstæders Anlæg. Fortjenst- fuldheden af den sidste er ubestridelig, uagtet det har været let for bedre Lokaliserede at opdage ikke faa Huller under det blæn- dende Overtræk af Paastande og Udqvadreringer af Riget efter Kaartet og ikke altid efter Landet; og Udgivelsen af et Blad, der omtrent er deelt imellem privat og offentlig Interesse, er dog for denne sidste Halvpart et Foretagende, der bør paaskjønnes med det, det nærmest tilsigter, ): med Abonnement af nøisomme Folk, men heller ikke med videre. Ligesaa vist som jeg kan give dem, der kun have et ubestemt Begreb om det Særdeles ved Statsrevisor Daa som offentlig Person, den Forsikkring, at der ikke mangler en Nagle i hans aandige Rustning (men hvorved der desværre er en styg Hage til Overflod) kan jeg forsikkre, at ikke et Nummer af Granskeren udkom for Liberalitetens eller Folkets Skyld, dersom den ikke svarede Regning. Klogskab maa man ikke frakjende Granskeren. Han begynder altid fra No. Een. Men engang haaber jeg, vil man ogsaa kunne tilkjende ham en forandret Regnemaade med Hensyn til Fædrelandet, en Pa- triotisme saaledes som Folket elsker den, med Humanitet og Menneskekjærlighed til Hjerte, Retfærdighed til Marv og Nerver, Enthusiasme til Blod og Velvillighed til Aasyn. Disse Ord, jeg har talt, ville maaskee bidrage til en saadan heldbringende For- vandling, som jeg vil bede den Gud, der beskytter den norske Frihed, om at fremme ved at lade det gaa ham, min Fiende, vel til Sjel og Legeme og i al hans Gjerning. Da men først da, bør SIDE: 223 han være Nummer Een imellem Amtets Repræsentanter. Nu mangler det dog ikke Mænd, Mænd af alle Klasser: Jordbrugere, der i Formandskaberne og paa Amtsmødet have lagt Dygtighed for Dagen, Præster høiagtede i sine Menigheder ogsaa for med- borgerlig Aand og Virksomhed og vel heller ikke Embedsmænd af andre Kjolefarver end den sorte, som ikke vilde gjøre det Skam. Prøver og vælger de Værdigste. De ville være de Bedste. Henrik Wergeland SIDE: 224 INDLÆG I JØDESAGEN TIL UNDERSTØTTELSE FOR FORSLAGET OM OPHÆVELSE AF NORGES GRUNDLOVS § 2, SIDSTE PASSUS "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig"! Jesus. FORORD Dersom kristne Staters Politik var, hvad den burde være, Kristendommens Anvendelse i stor Maalestok imellem Folkene, og dersom Ærbødigheden for Jesus boede mere i Hjerterne end paa Læberne, skulde et eneste af de mange Bibelsprog, som lære Menneskekjærlighed og Tolerance [fotnotemerke] , og hvoraf de bestem- teste ere fra Jesu egen Mund, være nok til at begrunde Af- skaffelsen af den intolerante Bestemmelse i Norges Grundlovs § 2, sidste Passus, som banlyser den mosaiske Troesbekjendelse fra Norge. Skeer det, at der ikke mangler Røster derfor, da vil ganske vist ogsaa Religionens Stemme have været hørlig i deres Hjerter, og drevet dem dertil uden Hensyn til de materielle Motiver, som ogsaa staa til Tjeneste; og gaaer Sagen igjennem, da vil denne store Handling blive regnet imellem Kristendommens historiske Seire, ligesom Negeremancipationen, de gjensidige Toleranceindrømmelser imellem de kristne Hovedkirker og Ud- videlserne af Folkefriheden ere blevne det. Hvor lidet man dog end i vore Dage kan være tilbøjelig til at vedkjende sig, at Religionsbud skulde bestemme En i et politisk Spørgsmaal, og om end deres Ord ere glemte fra den Tid de indprægedes af Fotnote: Matth. 5, 44, 45; 6, 14, 15; 7, 1, 12; 18, 10; 22, 39; 25, 40. Luk. 6, 32. Rom. 12, 20, 21; 14, 1; 15, 1. Filipp. 2, 4. 1 Thess. 4, 6. Hebr. 13, 16. 1 Joh. 3, 17, 18; 4, 20, 21; o. fl. SIDE: 225 en Moder eller en gammel Præst, vil det dog kun være en sløv og forvildet Sjel, hvori Mindet om deres Indhold og Mening ikke skulde klinge, naar det bliver anslaaet, og et slet og ufrugtbart Hjerte, hvorfra deres Aand ganske skulde være vegen. Mis- tvivlende end om, at Fleerheden af mine Landsmænd og navnlig af dem, som denne Gang skulle afgjøre Spørgsmaalet, ville strax og uden nærmere Angreb paa deres Fordomme godkjende dette og tage Mod til sig til at snitte en Udvæxt, ihvor hæslig den er, af den saarrædde Grundlov, kan jeg alligevel ikke tvivle om, at dog Enhver, fra den religiøse Side, i sit Hjerte erkjender, at det var menneskekjærligere og retfærdigere, om hiin Bestemmelse var borte. Religionens Bud ville altsaa, uden nærmere at lægges paahjerte, have sin Indflydelse, om end ikke den ubetingede, som tilkommer dem, saa dog en Autoritet, man ikke vil benegte, men maaskee med en vis Undseelse stiltiende omgaa og su- spendere -- af Klogskabsgrunde, som det ventelig vil hedde. Havde man ikke en Fordom i Folket, saa massiv som nogen bemoset Klippe, at støtte sig til, skulde man ikke vove det. Man skulde ligesaalidt vove at anføre slige Grunde mod Op- hævelsen af Grundl. § 2 sidste Passus, som mod Erkjendelsen af Lighed for Lovene, almindelig Værnepligt, Pressefrihed og andre Principer i frie konstitutionelle Stater. Det er mod disse Fordomme jeg vil rette disse Blade -- mod den Dæmon, der giver vort konstitutionelle Paradiis en modbydelig Lighed med hiint latterlige Altarbillede paa Ringsagers Altartavle, hvor en heel Deel smaa forgyldte Figurer, der skulle forestille Kristne strømmende ind i Himmerig, puffe og støde en stakkels Jøde ud, som vil liste sig ind i Trængselen. At opstille ihvor sand- synlige Hypotheser om hvilke Fordele Ophævelsen vilde have tilfølge, at udpege de Handels- og Næringsgrene, Fabriker, Bjerg- værker, Fiskerier o. s. v., som upaatvivlelig vilde komme i Drivt under Jødernes Pengekraft og Spekulationsaand, og i hvilke Stæder og Trakter, de rimeligviis vilde nedlade sig, vilde nok fylde mere Papiir end tynge i Vægtskaalen, saalænge et aprioriskt erfaringsblottet Nei er ligesaagodt som et lignende Ja. Dog tør jeg nok have Sandsynligheden for mig i den Paastand, at saa- mange Fosse ikke vilde spilde sin Kraft til ingen Ting, saamegen fremmed Tilvirkning ikke behøves i Norge, saamange Hænder SIDE: 226 ikke være uvirksomme, saamange Metalanviisninger ikke hen- ligge, saamange Naturrigdomme ikke ligge begravede i vor Jord eller gaa spildte fra vore Kyster, saa alt lammende en Mangel paa Pengekraft ikke føles, slig Aager ikke trives, om Mosaiter havde Adgang til Riget. Men Spørgsmaalet skal støtte sig til Religion, Retfærdighed og Menneskekjærlighed, til moralske Grunde mere end til økono- miske. Disse kunne danne et Slags Perspektiv i Baggrunden, tabende sig i Egennyttens Eldoradoer. Derimod kan den vitter- lige Omstændighed fortjene den nærværende Lovgivnings Op- mærksomhed og Korrektur, at det alene er en Forglemmelses- feil af Afskriver, Redaktionskommittee og Rigsforsamlingen, at det, mellem de øvrige Grundsætninger for Grundloven opstillede, og den 16de April af Rigsforsamlingen antagne, Princip af fri Religionsøvelse ikke findes i Grundloven, der vedtoges saaledes som samme oplæstes i Mødet den 16de Mai 1814. Vel vare Jøderne udtrykkelig undtagne, men denne Ubillighed vilde falde endnu mere skrigende i Øinene, om hiin mod Mahomedaner og Hedninger liberale Bestemmelse var bleven staaende, som den med Gud og Rette skulde. Nu er Grundloven i det Hele illiberal i Religionshenseende, og Jøderne synes kun at have faaet en Rem med af Huden, og Uretfærdigheden forholdsviis at være mindre imod dem, da andre Troesbekjendelser ogsaa have faaet sin Deel deraf. Denne hadske fordomsfulde Stemning imod dem deltes dog ikke af alle Rigsforsamlingsmænd. Fra Grev Wedel og nogle Andre hørtes Protester mod denne Fremfærd. Med Uvilje, Beklagelse og Forundring over at en Redaktionsbommert, som ovenomtalte, kunde passere, have ogsaa fra Tid til anden Stemmer yttret sig paa Storthingene, i Blade og Skrivter. Vel har man indladt sig mindre paa Bestemmelsen om Jøderne, men man har dog aldrig streifet denne uden med Daddel. Navnlig yttrer Hr. M. Ræder i sin Konstitutionshistorie: "Som en virkelig Feil (ved Grundl. § 2) bør man derimod vistnok ansee Slutnings- bestemmelsen, ifølge hvilken Jøderne ere "fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget." Med hvilke Øine man end betragter dette gjennem Aartusinder saa eiendommeligt udprægede Folk, hvilke- somhelst Tanker man end nærer om dets Karakteer og Gavnlig- heden af dets Virksomhed, maa man dog finde, at Grundl. Kon- SIDE: 227 cipister plettede sit Værk ved saaledes at krænke en ulykkelig Nation, som aldrig har fornærmet os. Jøderne vare allerede forhen udelukkede, og det var saare unødvendigt endydermere at bestyrke denne Banlysning i Grundloven, ja endogsaa, ved at optage den blandt de forud vedtagne Grundsætninger for Statsforfatningen, at give den Udseende af at henhøre til Stats- forfatningens egentlige Væsen." Denne Forfatter finder ellers, at det "maaskee dog er be- tænkeligt," at stryge Grundlovbestemmelsen, fordi man nemlig ikke vel vil kunne gjøre dette, "uden tillige til Jødernes Fordeel at afgjøre selve Spørgsmaalet om, hvorvidt det i vor private Lovgivning herskende System at spærre dem Adgangen til Riget bør forandres." Men ved dette sekundære Lovgivningsforetagende lader sig ingen Vanskelighed opdage, naar Grundlovsbestemmelsen først er ophævet. Det følger da af sig selv, og indskrænker sig til den blotte Ophævelse af Landslovens 3 -- 22 -- 1 og 2 [fotnotemerke] . Det vilde være en utænkelig Anomali, om Forfatterens Udsagn ikke da skulde gaa i Opfyldelse, at "aabnes Landet for dem, vil man forresten vistnok ogsaa tilstaa dem ligesaa fulde Borgerrettigheder, som andre fremmede Religionsbekjendere ere i Besiddelse af, da vel intet kan ansees mere fordærveligt og tillige mere stri- dende mod vor Forfatnings Aand end en saadan Mellemtilstand af Frihed og Undertrykkelse, hvori Jøderne saa mangesteds be- finde sig." Hr. Ræders Frygt forat Fordommene ville "seire over Deres Røst, som beraabe sig paa Ret og Billighed, idet de tillige paa- staa at tale i det Offentliges egen Interesse og med historiske Data bevise, at dette Folks (Jødernes) Feil have været at tilskrive dets Nedværdigelse og med den ville ophøre, ligesom de tildels ere ophørte" -- den deler jeg, som sagt, desværre pro tempore, og det er mod dem disse Blade ere skrevne. Men faaer denne blinde Drage behørige Ulivssaar, og vindes Opinionen for Sagen, vil denne sandsynligviis ogsaa blive vunden paathinge. Den Tid vil ellers ganske vist komme, som vil for- Fotnote: I det Følgende vil man finde indtaget en Bemærkning af en dansk For- fatter, som viser, at han har været uvidende om, at Ordet "fremdeles" i Grund- lovbestemmelsen om Jøderne er begrundet heri. De enkelte Jøder, som dog kunne have opholdt sig her i Landet, maa have havt kgl. Leide eller Bevilling. SIDE: 228 undre sig over, at en saadan Fordom har kunnet existere og trivets saa vel, at slige Midler, som alvorligen nedskrevne Indlæg, og ikke blot Spottens og Satirens, vare langtfra unødvendige. Gjennem smuldrende Fordomme er det lysere Tiders Palmer skyde op; kommende Tiders Aand er altid en Befrier, og Be- frieren fra Fordommenes Aag betræffende denne Sag kan, af adskillige Tegn at slutte, ikke være langt borte. Man blues allerede forat yttre dem, og skyder sig ind bag Farligheden af at røre ved en Tøddel af Grundloven. Skrøbelige Sikkerhed! hvorledes vil den da yde § 59, der, ligesom en af Bevægelser i Jorden fremskudt Muur, Aar efter Aar er bragt sit Fald nær, sin Beskyttelse? Næste Thing eller allerede dette maa uund- gaaeligen heri gjøre et Brud paa Grundloven, hvoraf i hiin § ligesom et Hjørne nedstyrter af sig selv. Og gid det Falde- færdige maatte begrave det Faldeværdige, og derimellem Ud- skudet paa § 2! Siden Grundloven dog maa forandres i eet Punkt, er nemlig Leiligheden der til ogsaa at faa den forandret i andre, hvori det tiltrænges; og da er det Ophævelsen af det Grundlovbud, der udelukker Jøderne fra Norge, som, for Men- neskepligtens, Religionens og Folkets Æres Skyld imellem de øvrige frie Nationer, har det fornemste Krav. De lysere An- skuelser, hvormed et Folk reviderer Fædrenes Love, ere Verdens- styrelsens egne, sikkre, aldrig slumrende, men fra Tid til anden ligesom stærkere udstraalende Blik. Menneskene erkjende Re- formens moralske Nødvendighed: det er Trykket af Guds Finger de føle i sine Hjerter. De følge det, og Hans Vilje skeer, der bruger de bløde glidende Skyer og Sekundernes Flugt til at af- slibe og omforme Bjergenes Tinder med. Den 16de August 1841. Henrik Wergeland. SIDE: 229 FORSLAG TIL OPHÆVELSEN AF GRUNDLOVENS § 2, SIDSTE PASSUS [fotnotemerke] Til Norges 9de ordentlige Storthing. Det er en mægtigere og højere Følelse end Ærbødigheden for det Vedtagne, en dybere, i Religionen og Menneskehjertet grundet Erkjendelse, end den af Principet om Grundlovens Urør- lighed i alle Punkter, de slette med de gode, for med Aarenes og Traditionens Hellighed at bortmane ethvert Attentat paa de vigtigste og omtvistede deraf, som driver Undertegnede til at sætte Hensyn til Mangelen af personlig betydende Stilling tilside, for endelig at træde frem med et Forslag til Ophævelse af den saa intolerante Bestemmelse, som Grundlovens § 2, sidste Passus, indeholder mod den jødiske Konfession. Religiøs Intolerance er ellers Grundlovens mørke Side. Den herskende Kirke stod saaledes sikkerlig ligesaalidt som i Konge- riget Sachsen nogen Fare ved Afskaffelsen af dens 4de § og § 16tens Omformen i Overeensstemmelse dermed; og den Be- stemmelse i § 92, hvor det gjøres til nødvendig Betingelse, at bekjende sig til den herskende Kirke, for at kunne blive norsk Embedsmand, er grusom nok i en Tid som vor, da saamange udmærkede Mænd af forskjellige Konfessioner vandre hjemløse om i Verden for sine borgerlige Dyders Skyld, da Heltemod, Geni og saa megen praktisk, for Norge i saa mange Retninger anvendelig, Kundskab, ere saa ofte at træffe landflygtige. Dersom sidste Passus i § 2, som banlyser en heel Konfession, ikke gaves, skulde Intolerancen synes ikke at kunne drives videre, end til at udelukke Dygtigheden og Fortjenesten og berøve sig selv deres Frugter, dersom det udmærkede Individ, der kun som Embedsmand vilde kunne gavne Landet, ikke vilde opoffre sin Overbeviisning og Sjelefred. Men maaskee er det saa, at vor Fotnote: § 2 i Norges Grundlov lyder saaledes: "Den evangelisk lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuiter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget." SIDE: 230 Slægt er reformræd; -- disse Stene, som sandelig ikke høre Kristi sande Tempel til, faae ligge indtil Tiden i sin Fremskriden bringer ogsaa dem paaglid. Katholikernes Emancipation i Eng- land kostede ogsaa Tid og rastløs Iver gjennem mange Aar; og maa man give Slip paa Haabet om engelsk Energi hos de norske Liberale, saa mildnes og klarnes dog vel ogsaa i dette Folk de Anskuelser, som for et Fjerdedels Aarhundrede tilbage troede at give den Forfatning, det gav sig, ogsaa en Garanti i Sam- vittighedstvangen. Men ligesaa usikker som denne er Garantien for et Folkelivs, en Histories uafbrudte Ensformighed. Endog før den Grad i Civilisationen er indtraadt, at et Folk, der med Hengivenhed hænger ved sin Konstitution, villigen underordner denne Humanitetens almindelige Krav, kunne Kombinationer af Omstændigheder indtræde, Nødvendigheder, som bryde Love, og i en Kamp for sin Tilværelse kan denne saa urokkelige Grundlov undergaae ligesaa pludseligen en forherligende Gjen- fødsel, som den fødtes og blev til under en Kamp, hvori Folkets Tilintetgjørelse laa i den ene Vægtskaal. Og da tvivler vel Ingen om, at Intolerancebestemmelserne ville være de første, som af- skalles. Fædrelandets Frelse kan ligge i en fremmed Timoleons Haand, og han kjøbtes vel ikke for dyrt for det intolerante Komma i § 92? Men ethvert Forslag med Hensyn til dette Punkt sættes her tilside for det endnu vigtigere og mere iøjne- faldendes Skyld, og selv om dette føler og erkjender jeg, at det er vanskeligt at understøtte Propositioner af den Natur med Demonstrationer af det Nødvendige, ja selv af den specielle Nytte, de tilsigte. En Proposition med Hensyn til § 2, sidste Passus, henhører ogsaa til dem, som mere støtte sig til og af- gjøres af Sympathien, en forudgivet Opinion, af en Tilstand i den almindelige Tænkemaade, hvis Existence man kun kan for- mode, men ikke med Vished overtyde sig om forud -- før man maaskee staaer der alene. Men Ophævelsen af Grundlovens § 2, sidste Passus, fore- kommer Proponenten at være af saa stor indre Retfærdighed, at Mistvivlen om, at nærværende første Forsøg derpaa vil blive det lykkelige, ikke bør holde et med alvorlige Undersøgelser næret Forsæt tilbage. Det er bleven en religiøs Trang, som foragter Tanken om at Nogen kunde ville udlede en Tolerance- proposition af Slaphed i egen Tro, og som vilde handle, om den SIDE: 231 ikke ogsaa fik Styrke af Overbeviisningen om, at Jødernes fuldstændige Emancipation vilde være dette ikke rige eller hjælp- stærke Land i Fred og Krig til den betydeligste Nytte. En Sag, der med saa megen Føje kan appellere til Kristenpligt og medmenneskelig Følelse, kan dog ogsaa altid være sikker paa nogen Opmærksomhed. Og i denne er det, at Sæden falder for bedre Tider, naar en klarere og varmere Sol lyser i den aan- dige Verden, og de Skrivtkloge ogsaa faae Øinene op for Pauli Ord i Rom. 14, 1; og der vil allerede derved dog være gjort Noget for et Skridt, som Civilisationen engang vil og maa gjøre, naar Menneskene ere blevne mindre fordomsfulde og mere ret- færdige. Bliver det ikke ved dette Forsøg, Sagen seirer, eller næste Gang, den maatte blive optagen, bør man dog haabe, at Verden, som forlængst i dette Punkt er meer eller mindre forud for Norge, ikke derfor vil troe, at det norske Folk lider under en ejendommelig Skyhed for større Reformer, men at det alene er Sagens Vigtighed, som gjør den nationale Betænksomheds Skridt tungere og langsommere ved sin Vægt, som om man ikke havde betænkt sig længe nok paa en Indrømmelse, hvis For- negtelse alene skeer ifølge Magtens eller den Stærkeres umoralske Ret, eller som om Menneskene overhovedet havde Ret til at betænke sig paa det Retfærdige, selv endog da, naar det Nyttige er tvivlsomt. Denne Moralitet i sin Politik bør idetmindste et frit Folk, og især det norske, som medrette tillægges meget deraf, altid ved- kjende sig. Der er Jødernes Historie, siden de bleve Fremmede imellem de Kristne! -- Den er i sin ene Deel kun Fremstillingen af Disses Mishandlinger og voldsomme Magtmisbrug; i sin anden den af deres passivere Undertrykkelse af disse deres forhen i Aarhundreder saa fornærmede Brødre for Gud, og af Lunken- heden i at tilintetgjøre de ulykkelige Nødvendighedsfølger af det saalænge udøvede Tyranni. I denne sidste Deel af deres Historie er det Norge, hvem de Forstødte aldrig have fornærmet, ogsaa for hver Dag, Banlysningen hviler paa dem, har sit Blad. Norge driver sin Grusomhed videre end de andre Stater, som dog i det Store bekræfte den diaboliske Erfaringssætning, at det er SIDE: 232 Fornærmeren, ikke den Fornærmede, som beholder det værste Sind. Ogsaa den Haand er forbrydersk, der vel ikke slog, men holdes ukjærlig tilbage. Norge har ogsaa ved sin passive Forurettelse mod Jøderne at deeltage i den store Forsoning, som maa foregaae mellem Kristne og Mosaiter. Og her tilkommer det de Kristne at række Haanden først. Det er den Ære, som de Bedste pleie at forbeholde sig. Men hvad er Forsoningen her andet end Emancipationen, Op- hævelse af al Banlysning, den eneste Erstatning, de have at give? Der er Stridsskrifterne om denne Sag! -- Man vil finde, at, uagtet al den fanatiske Lidenskabelighed, som lyser igjennem Argumenterne for Jødernes fremdeles Helotiseren, have de dog synligen ondt for at negte det i sig selv Retfærdige i Eman- cipationen. "Naar de kun ville være eller blive bedre" hedder det; -- men naar forbedrede Undertrykkelse? Slaver blive kun -- det er de Kristnes, alle Nationers egen Erfaring -- bedre ved Befrielse. "De ere ikke modne nok for en borgerlig Eman- cipation," anføres atter; men, dersom det er givet, at de burde være det, hvorledes skulle de da blive det? I de fleste Lande ere Jøderne kun et taalt Folk, og de bestaaende Love, hvor- efter de dog nyde Tilværelsen, hensigte til at fordærve dem og hemme al ædlere Udvikling. Desuden -- dette Spørgsmaal om Modenhed? Hvorledes have de europæiske Fyrster svaret Na- tionerne paa deres Krav om Forfatning, Pressefrihed, Kommune- frihed? Selv det Folk, som tillægges mest Oplysning, det preus- siske, har i vore Tider maattet høre, at det ikke var modent dertil, ikke myndigt nok, at dets Intelligenz først maatte ud- vikles, dets Tænkemaade civiliseres, dets Sæder luttres o. s. v. Men selv om Modstanderne med endnu større Dristighed havde vovet at bestride Jødernes Adkomster til at sættes lige med andre Mennesker, maatte alt dog standse paa det historiske Faktum, at de Nationer, som ikke længer have betænkt sig i denne Sag, ikke have havt nogen Anledning til at angre sin Li- beralitet, men høste Nytte af sin Retfærdighed. Herpaa seer Politiken; men et ufordærvet Folk bør ogsaa omslutte den Tro, at det vilde være forbi med den moralske Verdensorden, om en Retfærdighed skulde kunne bringe Anger. At Jødernes Emancipation er en Retfærdighed, er imidlertid bleven bestredet, og det heftigt. Men ligesom denne Heftighed SIDE: 233 maa vække Mistanke hos den Upartiske, ere de, ikke fra de jødiske, men fra Midten af de kristne Samfund, ofte gjentagne Krav paa Emancipationen af hiin fremmede Troesbekjendelse, egnede til at vække Formodning om, at det dog maa være ret- færdigt, som uinteresserede Mennesker, saa ofte fra Decennium til Decennium opløfte Røsten for. Kravet har aldrig ganske for- stummet, Paastanden aldrig været frafaldet, Uretfærdigheden af Lidelserne har aldrig ladet Menneskekjærligheden i Ro. Des- uagtet har Kontraskrifterne virket langt mere, fordi de udrandt af Folkefordommen, og tiltalte denne. Under denne Beskyttelse kjendte Fanatismen ingen Grændser; den vovede endog at for- svare som retfærdig og nyttig Mosaiternes Fordrivelse en masse fra Spanien, uagtet Historien erklærer den for omtrent at være kommen dette Land lige saa dyr at staae som de industriøse Maurers. Men, antaget, om ikke indrømmet, at de vare skade- lige, hvor de havde taget Overhaand, som i Datids Spanien, og svundne og disse Tiders Polen, saa bortfalder dog ogsaa den Argumentation, man kunde hente derifra, ved Betragtningen af Forholdene, hvorunder de øvede og øve en saadan Indflydelse. Disse tillade ingen Parallel imellem ufri, under gamle Dages Barbari lidende, Stater, og en til Reformer gjenfødt Fristat, som Norge. Hvad maatte ikke Livegenskabet alene, der stavnsbandt Massen af den kristne Befolkning, udrettet til at overantvorde den borgerlige Trafik i Jødernes Hænder? Og nu Forskjellen imellem Protestanterne og bigot Katholicisme, der kunde siges at skye alle de Erhvervsgrene, som Jøderne havde berørt, som derfor urene? Denne Daarskab straffes med Armod, og derfor vare hine Fordrivelser og ethvert Tryk paa den jødiske Befolk- ning populære Regjeringsforetagender. Forlængst skulde den dog overalt være udryddet af den kristne, eller fordrevet til andre Verdensdele, dersom den ikke i Fyrsterne, som Debitorer, havde havt tvungne Beskyttere. Det Afhængighedsforhold, vore Dage have oplevet, at de største Magter kunne komme i til et enkelt Jødehuus, fandt i svundne Aarhundreder endnu mere Sted imellem Fyrsterne og Jøderne. Disse fik da Privilegier og Pant i saadanne Oppebørsler, som give Anledning til Udsugelser. Fyrsterne fik Hjælp af dem, naar de vare i Pengeknibe, og de fik nu tage Sit af Folket. Hvordan det System gaaer, har Ge- neralforpagterne i Frankrig og Tyrkiets Hospodarer og Pachaer SIDE: 234 lært Verden. Men mod Jøderne var det ingen Frygt, som kunde moderere Hadet, men kun den nedarvede Foragt, den eggende Fanatisme. I Polen, som man altid opstiller som det mest af- skrækkende Exempel paa Skadeligheden af Jødernes Indpas, har en overdaadig Adel, ligesom fra Tid til Tid Middelalderens tydske Fyrster, overantvordet Folket i Jødernes Hænder med Hensyn til Alt hvad der ikke kom ud af dets egen Sved paa Stavns- jorden, og det har ikke, som Tydskland, havt priviligerede og fri Rigsstæder til Beskyttelse, der ikke undlod, til Bedste for sin kristne Befolkning, at sætte haarde Betingelser for Tilladelsen for Jøderne til at boe indenfor Murene. -- At Landsforfatningen var Aarsagen til at Jøderne, lidende selv, ifølge denne, under en slet borgerlig Organisation, ikke gavnede en Stat, gjøres ind- lysende af, at Exempler paa de modsatte Følger gives, hvor For- fatningen har været god og lige for alle Troesbekjendelser. Frank- rig emanciperede Jøderne uden Præliminarier i den første Re- volution, og ingen af alle de skrækkelige Følger paafulgte, som Jødehadet spaaede fra alle Kanter. Meget mere skikkede Is- raeliterne sig saa vel i sin nye Stilling, at det nu er vanskeligt at adskille en Jøde i Frankrig fra en Kristen i Aand, Karakteer og Sæder. I Tydskland fandt Jøde-Emancipationen Sted ved de franske Hæres Indrykken, og Skribenter forsikkre, at Ingen er- indrer sig noget Misbrug under dens korte Bestaaen. Medens jødisk Ungdom af Taknemmelighed strømmede til de republikanske Rækker, vare de undertrykte tydske Jøder i Grændsebyerne kun Forrædere og Spioner. Derimod da Befrielsesbegeistringen greb den tydske Befolkning i Aarene 1813 -- 15, og Fyrsterne ikke sparede paa herlige Frihedsløfter, da havde man, efter selve Modskrifternes Beretning, mange Exempler paa, at jødiske Yng- linge ilede i de frivillige Geleder, og gjorde der ligesaa god Fyldest for sig, som Theodor Kørners og Schills Troesforvandte. Deres Hjælpsomhed mod hinanden er en anerkjendt Dyd; men at de formuende Jøders Kasser ydede betydeligt i Laan og Gaver til betrængte Stater, hvori de levede, er en saameget større Høimodighed, som disse ingenlunde havde lettet Under- trykkelsen. De Kristnes Løsen var "for Menneskeheden!" Jø- derne kunde da ogsaa vente noget af det aandige Udbytte, som skulde gjøres for denne. Disse Træk, staae ikke saa enkelte, som de synes, eller saa løsrevne fra den almindelige Karakteer, SIDE: 235 som det slette Rygte, denne staaer i, vil antage. Men dette Rygte finder ingen Grund indenfor de Grændser, der sikrer dem samme Borgerret som den øvrige Befolkning; thi Trældommens uheldige Følger i Karakteren og Levemaaden ere altid aftagne i Forhold til Trykket og blevne mere og mere usynlige i Genera- tionerne. Og hvormeget af hvad man ellers beundrer som en ædel Karakteers Grundvold og sikkreste Mærke, har selv ikke Folkefordommen maattet lade uantastet tilbage? Saaledes det standhaftige Mod i Lidelser, den opofrende Vedholdenhed ved Tro, Sæder og Nationalitet, trods det nu næsten 2000 Aar ved- varende Tryk; saaledes det indbyrdes hjælpsomme Brodersind; saaledes endvidere de udmærkede Anlæg til aandelig Udvikling, som ikke ere sjeldne imellem Spinozas, Mendelsohns og Børnes Stammeforvandte, og som, trods de opdyngede Hindringer, have naaet sin Modenhed i disse og andre verdensberømte Genier. Sandelig med dette for Øje vil det falde svært, ikke at tilstaae, at der lever i dette mishandlede Folk en Kjerne af Karakteer- storhed, Foretagelsesaand og Udholdenhed, som andre kunne misunde det. Folkefordommen imod Jøderne har ogsaa suget Næring af Jødernes Ulyst til at gaae over til Kristendommen. Men den tager ogsaa af i samme Forhold som de lære dennes sande Væsen at kjende, ikke af Prækestolspolemik, men af Folkefor- samlingers og Regjeringers Beslutninger om Forbedring i deres Kaar. Hvor rimeligt forøvrigt i sig selv, at disse lidende Slægter troede paa en tilkommende Redder, en Messias! Thi den Ulykke- lige, som en nærværende Tid kuer, vender ganske naturligt sine Øine mod det Tilkommende. I Medgang er det ellers let at være dydig; men hvor Forfølgelser og Undertrykkelse hviler paa det hjælpløse Offer, hvor Tilsidesættelse, Trængsler og Ban- lysning af det borgerlige Selskab knytter sig til deres Skridt, hvor næsten enhver Adgang til redeligt Erhverv lukker sig fiendt- lig for dem, og man ligesom med Magt støder dem ind paa Selvforagtens Vej til alle Laster -- er det der at undres over, om de i det Hele taget ere blevne ufølsomme for en saa sted- moderlig Røst? Og naar bitter Smerte over, hvorledes Kristen- dyderne øves mod dem, opfylder deres Hjerte, hvorledes skulde der være Plads deri for Opmærksomhed og Tillid til de Dogmer, disse føre i Munden? hvorledes nogen Tilbøielighed til at troe, SIDE: 236 at Messias var kommen, naar de Kristne i hans Navn tilføiede dem saameget Ondt? Men lad Jesu Kristi Mildhed aabenbare sig for hans ulykkelige Landsmænd igjennem Tolerants og ret- færdige Indrømmelser -- denne Tale ville de forstaae; og om- sider ville de erkjende, naar et Liv af Ære, Frihed og Kultur ogsaa aabner sig for dem, at Messias, den sædelige Verdens Ordner, forlængst er kommen, og at de endelig, efter en lang Forvildelse, ere komne til ham. Spalten imellem Kristne og Jøder, der hovedsagelig kun var en Meningsdifferenz om de messianske Spaadomme vare opfyldte eller ikke, en Acquiesceren paa den ene Side og en Appel paa den anden, men som i Tidens Løb udvidede sig til et svælgende Dyb, vil i færre Decennier, end hertil behøvedes Aarhundreder, igjen udfyldes og formindskes indtil den forsvinder. Ikke mindre end deres Vedhængenhed ved Fædrenes Tro har den Omstændighed, at de danne et for sig selv bestaaende bor- gerligt Samfund, der i Rabbinerne og de Ældste har sine egne Funktionærer, vakt den kristne Masses Had, og givet Skribenterne en Grund til at bestride deres Krav paa Borgerret. Denne uhel- dige og ubeføiede Indblanden i Andres Anliggender! Staten vil dog altid vide at tage sig betalt, og paasee de Forpligtelser ligesaavel efterlevede af Jøderne, som af sine andre Børn, hvor- for den yder dem sine Goder; og da kommer det den vel ingen- lunde ved, om Jøderne desomframt paa egen Bekostning, til egen Gevinst eller Forliis, holde sine Synagoger, Skoler, Under- støttelsesindretninger og Rabbinisme vedlige? Regjeringen for- byder ikke Katholikerne i Irland at holde sig en katholsk Præst, naar de kun klarere den protestantiske, som de ellers ingen Brug have for; og selv vore intolerante Institutioner indrømme den i sine Dogmer fra den herskende Kirke mest afvigende og af alle mindst kristelige Sekt, nemlig Qvækersekten, overordent- lige Indvilgelser. -- Jødernes indbyrdes Forbindelser, saavidt de ere adspredte over Jorden, skulde gjøre det let for dem, siges der, at hendrage Formuen, hvor de ville. Staaer dette i deres Magt, skjøndt de Kristne i vore Dage ogsaa have lært Snittet, og have mest at sige ved Reguleringen af Pengemassernes Fluk- tuationer, skeer det dog kun med deres egen Formue, og til Bedste for den Stat, hvori de befinde sig bedst. Denne Magt, om den ikke var saa beskaaren, som den er, vilde altsaa komme SIDE: 237 den Stat tilgode, der ydede dem de største borgerlige Rettig- heder, og saaledes mest erstattede dem deres saa savnede Pa- læstina. Fra Karakterens Side har de stakkels Jøder altid maattet døje de haardeste Angreb. De Kristne gjøre her Gjengjeld, men ikke mod den Rette, for hvad de selv engang have maattet lide af Hedningerne. De øve ganske disses Politik, der ogsaa bestod i at paabyrde dem netop de selvsamme Skjændigheder, som Pøbel- overtroen selv ind i vore Dage vil tillægge Jøderne. Den noget Oplyste har vel forlængst frigjort sig fra Rædselen for deres Mysterier, men meget ofte ikke fra Fordommen, at den jødiske Folkekarakteer er uhelbredeligere end Palæstinas Spedalskhed. Den skal fra først af have været slet, og forværret sig under Lidelserne. Det Sidste er ligesaa rimeligt som det Første er urimeligt at antage om det Folk, som vore Religionsbøger kalde Guds kaarne, Guds udvalgte og Ejendomsfolk, og hvis Historie virkelig har mægtige Aander at opvise i Lovgivning, Poesi og Moralfilosofi, og Helte, saa opoffrende som Roms og Græken- lands Republikers. Men indrømmet, at især de lavere Jøde- klassers Moralitet har lidt med Hensyn til deres Adfærd mod de Kristne, saa at de hævne sig over disses voldsomme Under- trykkelser ved alle Skakkreriets Kunster, saa har dog ogsaa den beholdt hine gode Grundtræk, og i de smudsige Vraaer, hvor det tillades dem at snige sig hjem med deres Udbytte, ere mange af de Usædeligheds Laster fremmede, som trives i den kristne Armod og Elendighed. Deres Familieliv skal, i alle andre Henseender end Reenlighedens, være upaaklageligt, og deres broderlige Hengivenhed for hinanden mønsterværdig. Vil man ellers see hen til Trældommens Resultater hos kristne Folkeslag, vil man finde de nødvendige Indtryk deraf ligesaa varige og dybe, mens Forbedring i deres Stilling strax eller i første Ge- neration har viist forbedrende Indflydelse paa Karakteren. Det er ogsaa mærkværdigt, hvilken hurtig Indflydelse Daaben synes at have paa denne -- jeg mener naturligviis i Folkemeningen. Fysiognomiet er nu det eneste, som minder om Jøden, ikke de konstante Udyder. Disse maae altsaa ikke ligge saa dybt endda. Der hersker ogsaa en vældig Frygt for, at Jøderne, om de gaves lige Frihed med andre Fremmede, skulde indstrømme i en saadan Mængde, at de vilde bemægtige sig alle Erhvervs- SIDE: 238 grene og i denne Henseende overvælde den indfødte Befolkning. Men har Norge i Aarhundreder taalt Indstrømningen af Dan- marks Armod, forøgedes dets Lidelser neppe, om Israeliternes Formue fandt nogen Anvendelse her; og af de egentlige Skakkre- jøder vilde de svenske Gaardfarihandlere og vore egne Skakkrere, Nummedølerne o. fl., kun tilstede Faa Plads ved Siden. Udbyttet af endeel mindre Handelsgrene, som nu forsvinder i Udlandet med de reisende Fremmede, som drive dem, vilde da for en Deel blive i Landet. Vi kunne ellers søge nogen Lægedom for hiin Frygt i de med al sin Mængde af Jøder blomstrende Lande, der havde vovet Emancipationen, og i en Bemærkning, som Forfatteren af det af den bekjendte Professor Krug udgivne Skrivt: "Die Po- litik der Christen und die Politik der Juden in mehr als tausend- jährigem Kampfe," en gammel Statsmand, deri har hensat, nemlig denne: "Før Katholikerne bleve emanciperede i Sachsen, hedte det ogsaa: man maatte ikke emancipere dem, fordi altfor mange vilde indvandre og betage Protestanterne Næringen. Men da Napoleon udtalte sit mægtige "Bliv!" da gik Sagen straks, og jeg har aldrig vidst, at Sachsen derved har tabt i Velstand. Ligeledes hedte det før Jødekopskatten ophævedes i Sachsen, at man ikke burde ophæve den, dels fordi en betydelig Indtægt vilde falde bort, og dels fordi altfor mange Jøder vilde komme indover Grændsen for Handelens Skyld og vanskeliggjøre Erhvervet for de kriste- lige Indvaanere. Men da Napoleon og hans Broder Hieronymus lagde et Ord ind for de franske og westfalske Jøder, gik Sagen strax, og jeg har heller ikke efter dette vidst, at Sachsen har tabt i Velstand." En Anførelse af samme Forfatter, der med Erfaring, Overblik og Upartiskhed har behandlet Sagen, finder Sted her i Forbin- delse med foregaaende Punkt, da den giver Kjendsgjerninger ihænde imod Frygten for Jødernes indre Fordærvelse og til For- deel for den Mening, at denne aftager i Forhold til Udstræk- ningen af den Frihed, de erholde. "Men fordi, siger han, der nu gives mange Mennesker, der have, som Apostelen Thomas, et besynderligt Hang til Skepticismus, og derfor ikke ville troe en Sags Udførbarhed førend de selv see, at den allerede er udført, og har havt ikke blot ingen skadelige, men endog særdeles held- bringende Følger: saa vil jeg til Overflod endnu engang paavise dette med Hensyn til Jødernes Emancipation. I Holland ere SIDE: 239 Jøderne emanciperede, og det saa fuldstændigt at de endog kunne vælges til Deputerede og kunne have Sæde og Stemme i den kristelige Beherskers Statsraad. Hvad for Følger har nu dette havt? Staden Amsterdam, hvor der gives særdeles mange Jøder, og imellem dem meget rige og anseede, kan give os nogen Oplysning herom. I denne Stad forholde Jøderne sig overhovedet til de Kristne som 1 til 10. Indtil 1806 vare de udelukkede fra alle borgerlige Rettigheder. Da forholdt de jødiske Forbrydere sig til de kristne som 1 til 9. Siden 1806 erholdt Jøderne en gunstigere Stilling. Da formindskede de jødiske Forbrydere sig allerede i det Forhold til de kristelige som 1 til 11. Men fra 1811 af fik Jøderne lige Rettigheder med de Kristne, og se da! efter den Tid formindskede de jødiske Forbrydere sig lige ned til at forholde sig til Kristne som 1 til 20. Der gives altsaa i Amster- dam efter Jødernes Emancipation ikke halvt saa mange jødiske Forbrydere som før den. Endvidere! Da i de Deputeredes Kammer i München Spørgsmaalet om Jødernes Emancipation i Bajern blev behandlet, og Talen ved denne Leilighed ogsaa kom paa Jødernes borgerlige Stilling og Fædrelandskjærlighed i Hol- land, bekræftede det hollandske Blad, Amsterdamer Courant, alt hvad der hist blev sagt til deres Ros. I Leipziger Zeitung an- førtes følgende af dette Blad, som i denne Sag vel fortjener fuld Tiltro, at "Hollands Israeliter ilede ikke med mindre Be- geistring end den gammelnederlandske Befolkning under Vaaben til Fædrelandets Forsvar, og det ikke blot fordi deres Pligt bød dem det som Medlemmer af Skytteriet, men ogsaa i stort Antal som Frivillige. En Kjendsgjerning er det ogsaa, at man, ved Nærmelsen af den raa Aarstid, i Foreningerne af vore for- muende og velgjørende Medborgere, finder isærdeleshed mange Israeliter, som skjænkede de trængende Indvaanere af Amsterdam, ligemeget af hvilken Troesbekjendelse, rigelige Understøttelser af Næringsmidler, Brændematerialier, Klædningsstykker o.s.v." Hvad have vi videre Vidnesbyrd behov? Thi den Indvending, at de hollandske Jøder, fordi de forstørstedelen ere indvandrede fra Spanien og Portugal, allerede af Natur skulde være en bedre Menneskerace end andre Jøder, er vel blot en tom Paastand, der ikke fortjener Agt. Vi maa derfor antage som ved Kjends- gjerninger beviist, at en gjensidig bedre Politik imellem Kristne og Jøder, eller overhovedet et bedre politisk Forhold imellem begge SIDE: 240 Religionspartier, har havt de heldigste Følger for begge, og at disse have viist sig inden et meget kort Tidsrum, inden endnu en Men- neskealder var forløben siden Emancipationen i hiint Land. Vi bør da ogsaa vente med den høieste Sandsynlighed, at samme Aarsager ogsaa i andre kristelige Stater ville frembringe samme Virkninger, naar man kun med Forstand og god Vilje griber alle de Forholdsregler, som udfordres til en sand og fuldstændig Emancipation af Jøderne." Fuldstændig maatte den være i Norge, der har drevet sin Haard- hed videre end de allerfleste andre Lande: til Banlysning fra sine Grændser. Indskrænkning i nogensomhelst Henseende, saa- ledes som til visse Stæder eller enkelte Erhvervsgrene, er altid en Tilsidesættelse, der føles som en Uretfærdighed, og har alle dennes ulykkelige og bittre Følger for begge Parter. Halve For- holdsregler due ikke, og forskydes derfor af sand Betænksomhed. Det er dog denne, som hidtil har værnet om Konstitutionen ved at hævde Grundlovens Urørlighed som Princip, og paa denne passive Modstand er ogsaa virkelig ethvert Angreb hidtil strandet. Men der er liden Aand i denne Tro. Konstitutioner ere ligesaa lidet fuldkomne som nogen anden menneskelig Ind- retning. De monarkiske ere øjensynligen kun vilkaarlige Approxi- mationer til de ideale Forfatninger, som de ædleste Menneske- aander altid arbeide paa at naae, men som de maae taale Fjer- nelsen fra for Mængdens Skrøbeligheds Skyld, og under den onde Indflydelse af Nabodespotiernes skinsyge Blik. Den norske Konstitution fik en saa hurtig Tilblivelse, at Feil i enkelte Hen- seender neppe vare undgaaelige. Det er ogsaa en temmelig be- kjendt Omtale, som en kommende Historiker maaskee vil opklare Grunden til, at Grundlovens § 2 ikke er den, som vistes mest Omhu i Behandlingen. Sin Rette Konstitution har desuden Grund- loven allerede erholdt, nemlig at være kjendt og elsket af Folket, saa det ikke længer er nødvendigt at gjennemdrive Principet om dens Urørlighed i Aarhundreder, for at den kan vinde Po- pularitetens indre Styrke. Den taaler allerede nu at røres; den har vundet Kræfter til at gjøre et af de Fremskridt, som ligge i dens Aand. Gaaer Folket fremad i politisk Oplysning, maa Kon- stitutionen ikke blive tilbage. Den er en elastisk Form, som omgiver Folkets Aandige, og maa udvide sig med dette. Der er Rimelighed for at antage, at en Bestemmelse, som de SIDE: 241 allerfleste Stater af lignende Forfatning have fundet det hensigts- mæssigt at indtage i denne, vel ogsaa vilde være nyttig for den Enkelte, som endnu mangler den. Et Overblik over Verdens frie Stater vil vise os, at Jøderne i de fortrinligste nyde al bor- gerlig Frihed, og at de dog ere taalte i de allerfleste andre. Ja selv despotiske Stater, som Danmark, Østerrige og Preussen, staae i dette Punkt ikke tilbage, og fra Rusland ere af alle Troes- bekjendelsers Nuancer kun Jesuiterne forviste. Den fuldkomne Emancipation, som finder Sted i den nord- amerikanske Union, er uomtvistet en af dennes Hovedstøtter og Velstandskilder. Den religiøse Frihed, som trives i Ly af det washingtonske Kapitol, lokker ligesaameget Europæerne over Oceanet for at dyrke og bebygge Republikernes uhyre Stræk- ninger, som den borgerlige, der ogsaa forener sine Velgjerninger med hiin, mens de sydamerikanske Stater ingen værre Hindring har for sin Opkomst end Religionstvangen, der dog ikke drives mod nogen Troesbekjendelse indtil Udelukkelse fra Landet. I Storbrittanien nyde Jøderne Religions- og udstrakt Næringsfrihed. Ligeledes i Belgien, hvor Forfatningen af 1814, ligesom i Holland, tillige tilsikkrer enhver Troesbekjendelse "lige borgerlige Rettig- heder, lige Adkomst til Embeder, Ære og Værdighed." Konsti- tutionen af 1831 har ikke indskrænket denne Tolerance, der gjør dette Folk saamegen større Ære, som dets store Fleerhed er strengt katholsk. Man tør saavel heraf slutte, at det ikke har følt nogen Skade af Emancipationen, som af, at den er bleven beholdt af de forskjellige hollandske Konstitutioner lige fra da de franske Armeer og Patrioterne i 1795 ogsaa proklamerede borgerlig Lighed for alle Troesbekjendelser. I Frankrig garan- terede Ludvig den 18des Charter af 6te April og 4de Juni 1814, ligesom og Napoleons Tillæg til Rigsforfatningen i 1815, den fuld- komne Emancipation af alle Troesbekjendelser, som alle de fore- gaaende havde bibeholdt siden den første Proklamation af Men- neskerettighederne af 3die September 1791. Og Forfatningen af 1830 er ligesaalidt i denne som i nogen anden Bestemmelse nogen Tilbagegang. De forskjellige polske Konstitutioner af 1791, 1807 og 1815 gjøre vel den romerskkatholske Religion til den herskende, fordi Fleertallet af Indvaanerne bekjender sig til den, men indrømme enhver Religion offentlig Kultus, "fordi denne deres hellige Tro byder at elske Næsten, hvorfor det var en Skyldig- SIDE: 242 hed at tilstaae Alle, hvad Religion de saa maatte bekjende sig til, Troesfred og Regjeringens Beskyttelse." Kun Krakaus slette Forfatning indskrænker dette til de kristelige. Den tydske For- bundsakt af 8de Juni 1815 bestemmer, at "Forbundsdagen skal tage i Overvejelse, hvorledes paa den muligst overensstemmende Maade de jødiske Troesbekjenderes borgerlige Forbedring i Tydsk- land kan bevirkes, og hvorledes Nydelsen af borgerlige Rettig- heder, mod Overtagelse af alle Borgerpligter, kan forskaffes og sikkres dem i Forbundsstaterne. Dog skulle Bekjenderne af denne Tro indtil da beholde de af enkelte Forbundsstater dem allerede indrømmede Rettigheder." De Bajerske Forfatninger af 1808 og 1818, ligesom og Würtembergs af 1817 og Badens af 1818, fast- sætte "fuldkommen Samvittighedsfrihed"; og Hertugdømmet An- halts Organisationer af 1810 og 1811 give udtrykkelig Jøderne fuldkommen Borgerret. Saa vidt ere vel ikke de fleste andre tydske Smaastater komne; men overalt kunne dog Jøder op- holde og ernære sig og øve sin Gudsdyrkelse. Den franske Ind- flydelse, især under Tilværelsen af Rhinforbundet, og Indflydelsen af den napoleonske Kodex, har ogsaa virket meget til at forbedre deres Stilling. Rigsstaden Frankfurts Organisation af 1806 tager dem i Beskyttelse, og Akten af 18de Juli 1816 fastsætter, at "Senatet skal ved en Kommission ufortøvet lade udkaste et Re- gulativ for Jødernes borgerlige Rettigheder, der kan passe til Tidsaandens og Billighedens Krav." Det er ogsaa bekjendt, at de beskyttes og nyde Ophold og Næringsfrihed i de tre andre frie Rigsstæder. Storhertugdømmet Hessens Forfatning af 1820 bestemmer, at "ikke-kristelige Troesforvandte have Statsborgerret, naar Loven har indrømmet dem det, eller naar den er bleven Enkelte tilstaaet enten udtrykkelig eller stiltiende ved Overdra- gelsen af et offentligt Embede." I Chur-Hessen paalægger Or- ganisationsediktet af 29de Juni 1821 Ministeriet for det Indre at paasee de Anordningers Overholdelse, hvorefter Jøderne kunne opholde sig der. Ingen af de øvrige tydske Stater negte Jøderne Opholdet inden sine Grændser, skjøndt dette lider forskjellige Indskrænkninger, hvis skadelige Følger i moralsk og økonomisk Henseende da heller ikke ere udeblevne. De to første Forfatninger, den helvetiske Republik modtog under fransk Indflydelse, erkjendte fuldkommen Samvittighedsfrihed uden at tillægge nogen Troesbekjendelse Fortrinet. De senere SIDE: 243 hævede i de fleste Stater den romersk-katholske og den evange- lisk-reformerte til Statsreligion, uden dog derfor at betage de ikke-kristelige, d. e. den israelitiske, fri Udøvelse. Der findes dog forholdsviis faa Jøder i de helvetiske Forbundsstater. De syd- europæiske romersk- og græsk-katholske Staters Intolerants, med Undtagelse af Spanien, tilsteder dog Jøderne Opholdet, ihvorvel under trykkende Kaar. De have saaledes sit Qvarteer i selve Rom, hvor de dog, som Syndebukke, behandles -- og omtrent med samme Ret -- hvad Høfligheden især angaaer, ikke stort forskjelligt fra de Kristne i Konstantinopel. Undertrykkelse bærer overalt de samme sørgelige Frugter. Jøderne befinde sig derfor i alle de slaviske Lande paa det samme lave Trin som de øvrige undertrykte Folkestammer, dersom man ikke vil kalde det et aandigt Fortrin, at de dog vide at føre sig disse deres halvvilde Ulykkesfællers indolente Barbari tilnytte. Over hele Orienten dele de ellers denne tvetydige, men hos et med gode Forstands- anlæg udrustet Trælfolk naturlige, Egenskab med de kristne Ar- menier. De orientalske og afrikanske Jøder udmærke sig forøv- rigt fra de østeuropæiske i flere saavel aandige som fysiske Henseender, fordi de i det Hele behandles menneskeligere af Ma- homedanerne, der kunde dele sit Troeshad mellem flere lige van- troe Konfessioner, end af de Kristne, mellem hvem de ere de ene forskudte. Som saadanne behandles de overalt af den uoplyste Mængde, hvor en fuldstændig Emancipation ikke allerede har udslettet de stødende Ydermærker og homogeniseret den jødiske Befolknings Næringsdrift og Levemaade med den Kristnes. Den er conditio sine qua non, omendskjøndt vi saa nærfra, som fra Danmarks Hovedstad, i de mange jødiske Haandværkere kunne hente Be- viis for, at Tidsaanden, om den endog ikke i denne Henseende har seet sit Krav opfyldt, af sig selv udretter adskilligt til at ud- jevne Forholdene. Fordomme voxe og tyknes til, dersom de lades urørte eller respekteres. I samme Forhold dette i lang Tid har været Til- fælde, er det ligesaa naturligt, at de yttre sig, naar der engang røres ved dem, som at Sælhundens plumpe Masse snuer paa sig paa Skjæret, naar Solen stikker den. Det kunde derfor ikke være saa uventet, at den svenske Regjerings Udvidelse af Jødernes Rettigheder i Nabolandet ikke var synderlig populær i dets Smaa- SIDE: 244 byer, hvor Filisteriet trives saagodtsom i noget andet Lands. Men i oplyste Medborgeres Øjne fraskrev sikkerlig enhver Person og Kommune, der undertegnede disse Næringsnidets Modad- dresser, som strømmede ind paa Regjeringen, sig Kravet paa den større Reform, som saa vedholdende er æsket af denne. Udvidelsen var ikke større, end at Jøderne ikke længer skulde være indskrænkede til Stockholm, Norrkøping og Gøtheborg, og at speciel Tilladelse kunde erhverves til at indkomme i Riget; men i Sødertelje og Askersund, om disse besjungne Byer ogsaa deel- toge i Modskriget, fandt man ingen Trøst for Jødeskrækken i, at hine tre Stæder ere de mest blomstrende i Sverige, uagtet Jø- derne der have havt i lange Tider sit Ophold. Norges Forfatning skal være den frieste og for et Folk ære- fuldeste af alle Europas konstitutionelmonarkiske. Den fortjener ikke dette Navn, saalænge den er den intoleranteste. Der er liden Ære ved, at det i denne yderst vigtige Henseende i hele Europa kun har Spanien ved Siden. Katholsk Intolerance er af- skyelig, men en protestantisk, et protestantisk Spanien i Into- lerance, er endnu afskyeligere. Og det er Norge paa Papiret, men ikke efter sit Folks Aand og Tænkemaade; og efter denne maa Bogstavet rette sig. Det Folk, som har modtaget sin egen Emancipation ved Himlens synlige Bistand, bør mindst lønne den ved at forstøde Mennesker, der ogsaa ere dens Børn. Saa- meget have dog vel Israels tilbage af Mennesket, at den stærkeste af dettes Følelser, den naturligste, den som fremkaldes ved den mindste Velvillighed af selve Barbarens Bryst: Taknemligheden, ikke er uddød imellem dem. Paa denne er det, den politiske og økonomiske Hensigtsmæs- sighed af deres Banlysnings Ophævelse og Indrømmelse af lige Rettigheder med Andre, alt efter Grundlovens øvrige Bestemmelser, med Tryghed kan baseres a priori. Historien har betrygget os Følgerne, som jeg vil haabe paaviist i det Foregaaende. Norge mangler Folk og Penge. Dets Befolknings Foretagelsesaand er heller ikke stor. Med alt Dette kunne Jøderne forsyne, og der ville de rigeste og mest oplyste Jøder nedlade sig, hvor de finde Anledning til at anvende sine Kapitaler, og hvor de kunne nyde den menneskeværdigste Tilværelse. Og naar Landet omspændes af sine Fiender, for denne Friheds Skyld, som ogsaa har udstrakt sine Velgjerninger til de ulykkelige Israeliter, da er det men- SIDE: 245 neskerigtigt at slutte, at et Folk, der har saamegen indbyrdes Kjærlighed og saa vidstrakte Forbindelser sig imellem, vil fra alle Kanter gjøre Alt for at redde sit bedste Asyl. Dets Guld vil fylde de udtørrede Hjælpekilder, og dets Mægtiges Indflydelse virke for dette i Kabinetterne. "Filanthropiske Hypotheser, ingen personlig Erfaring!" siger man! Nu vel, hvor var den personlige Erfaring, som dikterede sidste Passus i Grundlovens § 2? Den forrige Regjerings faderlige Omhu for at beholde Kongsberg alene havde gjort den personlige Erfaring om Jødernes særegne Farlighed for Norge vanskelig for de hæderværdige Konstitutionens Fædre. Og Filanthropismen? Den er noget i Miskredit, skjøndt ogsaa Konstitutionerne ere fødte under dens Hjerte. Men "Jesus -- siger ovenanførte Stats- mand -- hørte ogsaa til Filanthroperne, og fordrer med Ret, at vi Alle skulle være dette, og den største Filanthrop er vor Herre Gud selv, der lader sin Sol skinne over Kristne og Jøder." Dersom det Foregaaende har været egnet til at meddele Norges Lovgivere undertegnede Individs Følelse af det umenneskelige i Underkuelsen af den jødiske Troesbekjendelse i Almindelighed, saaledes som den har fundet og i de ufuldkomnere Stater endnu finder Sted; dersom Følelsen har kunnet blive vakt af, at Norge, uden Aarsag fra Jødernes Side, imod sin Protestantismes og sin Forfatnings Aand, imod Nationens menneskekjærlige og gjæste- venlige Karakteer og politiske Uskyldighed, har deeltaget i denne store politiske Uretfærdighed indtil en Yderlighed, som kun det fanatiske Spanien har drevet det til imellem Nationerne; dersom Exemplet, som de frieste, i Forfatning Norge mest lige, Nationer levere paa de for begge Parter velgjørende Følger, Jødernes fuld- komne Emancipation har havt, har kunnet virke noget paa Ideen om at udføre den ogsaa hos os, hvor de mange Baand paa Næ- ringsfriheden ellers ikke lade befrygte nogen pludselig og over- dreven Indstrømmen af en formueløs Masse, mens Landets Na- tur og Beliggenhed giver Formuen og Foretagelsesaanden mange Vink, den vil forstaae; og dersom der i disse Egenskaber, som Jøderne ligesaavel ere i Besiddelse af, som af den naturlige Er- kjendtlighed, der i den menneskelige Sjels Grundlov ligeledes danner den anden Paragraf, mens ogsaa i den Selvstændighedens SIDE: 246 er den første, og dens udøvende Magts Bud: "gjør mod Andre, som Du vil have gjort mod Dig!" er, som i vor Grundlov, den tredie -- dersom der ogsaa i denne stærke Følelse ligger nogen Garanti for, at Jødernes Emancipation vil være Norge i Fred og Krig til materiel Nytte: saa vover Undertegnede at foreslaae denne, saaledes som den for Norges Vedkommende vil kunne skee, idet følgende Grundlovsforandring proponeres: Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere frem- deles udelukkede fra Adgang til Riget," udgaaer. -- Kristiania i Juni 1839. ÆrbødigstHenrik Wergeland. Vedtages som eget af S. Sørensen. Refereret i Storthinget den 28de Juni 1839 og da besluttet: "Forslaget bliver inden Storthingets Opløsning under Præsi- dentskabets Haand at offentliggjøre ved Trykken for at komme til Afgjørelse paa næste Storthing." MOD FORDOMMENE Jøderne i borgerlige Næringsveje. Deres økonomiske Farlighed. Skakkerhandelen. Ingen Indvending hører man saa ofte anbragt imod Jøderne, som den borgerlige Beskjæftigelse, de Fleste af dem, under Forholdenes Tvang, drive, nemlig Handelen og Maaden, hvorpaa de drive denne. Denne Gjenstand fører fra sit rette Standpunkt, fra den almindelige Nyttes simple Grundsætninger betragtet, til de allersimpleste legislative Resultater; men bliver desværre ofte forvirret ved Indblandingen af fremmedartede religiøse Hensyn, hvortil da ofte en Tendenz slutter sig til at hævde Deres In- teresse, som have Fordeel af at udestænge Jøderne fra en Kon- kurrenz, hvoraf Almeenheden skulde have Nytte eftersom den var SIDE: 247 fri og udstrakt til. Men for at vinde den rette Anskuelse af Sagen, tage man fremfor Alt ikke Theologer, Filosofer og Belle- trister, som ere ukjendte med Handelens første Grundsætninger (skjøndt det almindeligviis er fra dem man hører Skriget om Jødernes økonomiske Farlighed) men praktiske og theoretiske Kjendere af statistiske og statsøkonomiske Forhold, paa Raad! Følgende Bemærkninger maa give enhver redelig Tænkende Anledning til nærmere at overveje Sagen, skille Sandt fra Falskt og vinde det Resultat for Lovgivningen, som det her kommer an paa. I Middelalderen og i Tydskland til for en 20 -- 30 Aar siden vare Jøderne en Handelskaste, hvori Handelen, som eneste Er- hverv, nedarvedes fra Fader til Søn. Grundene hertil ere lette at opdage, og kunne ikke søges i en ejendommelig Tilbøjelighed, naar man betænker, at Jødernes retlige Tilstand dengang ikke var bedre end den endnu er i de fleste tydske Stater, nemlig at enhver Grundbesiddelse paa Landet og i Byerne enhver Ad- gang til Haandværksdrivt var dem spærret og forbudt; at de sjelden kunde gjøre Regning paa en fast Bopæl, hvilken Han- delen i enkelte Grene ogsaa kan til Nød undvære; og at man ikke i Regelen forpligtede dem til Krigstjeneste. Ogsaa var det i en Tidsalder, hvori det hele Samfund var skarpt kaste- og standsdelt, ganske i sin Orden, at ogsaa Handelen havde sin Kaste. Dertil kom den kanoniske Rets usalige Renteforbud, som gjorde de ikkedestomindre nødvendige Laaneaffærer med Saadanne, som skulde beskyttes ved dette Lovbud, der gjaldt halvt for verdsligt halvt for geistligt, forhadte, ligesom ogsaa den Omstændighed, at, i en Tid, hvori Forbindelsesmidlerne mellem Landene vare faae og besværlige, skaffede det Vandre- liv, som blev Jøderne paatvunget ved de Forfølgelser, de vare priisgivne, dem, især ved udbredte Handelsforbindelser, Fordele, som betragtedes med Misundelse. Den eneste Erhvervskilde, som desforuden stod dem aaben, var den udøvende Lægekunst, og den erhvervede mangen Israelit et berømt Navn. Man vilde dog tage feil, om man troede, at dette Forhold blev efter Datids Omstændigheder anseet for skadeligt, og at man dengang af Statsklogskabsgrunde, søgte at blive Jøderne qvit. Det blev i Tydskland meget mere holdt for et Privilegium, at maatte be- sidde Jøder, hvorom der blev ført Strid mellem Keiseren og SIDE: 248 Rigets Stænder. Jødernes Historie i Middelalderen viser en fortvarende Kamp mellem det af en fanatisk Geistlighed op- hidsede Pøbelraseri og Regjeringernes Kløgt, som beskyttede Jøderne ikke af Menneskelighed, men for egen og offentlige For- deles Skyld. Men disse Forhold have for største Delen forandret sig under Civilisationens Fremskridt. Kastevæsenet er, paa faa Spor nær, forsvundet, og Jøderne have ophørt at være en handlende Kaste hvor Lovgivningen har aabnet dem andre Erhvervskilder. Hint Renteforbud har veget Plads for fornuftigere Bestemmelser, saa de fordærvelige Privilegier til at overtræde det ikke finde Sted længer; ved den almindelige Lettelse af Forbindelserne mellem Landene staaer ingen særegen Fordeel længer til de vandrende Jøders Tjeneste, saa at, efter Sagkyndiges Dom, en unaturlig Forarmelse er bleven den naturlige Følge hvor ingen andre Er- hvervskilder ere aabnede, end Handelens. Falskeligen har man ogsaa hørt paastaae, at Jøderne, selv hvor disse have været aabnede, dog ikke have gjort Brug deraf. Men herimod lade sig ubestridelige Kjendsgjerninger anføre. I Preussen er det Alle bekjendt, at Jøderne siden Loven af 1812, som dertil gav Tilladelse, drive for største Delen Agerbrug og Haandværker, og et andet Bilag fra en Stat, som ligeledes først siden 1813 har tilstaaet Jøderne Næringsfrihed, nemlig Bajern, dokumenterer af Embedsberetninger fra 1828 med Hensyn til de talrige Jøder i Obermainkredsen følgende: "Man kan antage, at nu den samtlige mandlige Ungdom, med Undtagelse af nogle faa Individer, der understøtte sine skrøbelige Forældre i deres Han- del, beskjæftiger sig med Kunster, Videnskaber, Haandværker og Agerbrug. For 7 Aar siden (1821) taltes allerede over 300 israel- itiske Læredrenge og over 50 Svende i Obermainkredsen. Der gives ikke blot jødiske Slagtere, Dugmagere og Skrædere, men ogsaa Vævere, Strømpevirkere, Farvere, Bogbindere, Glasmestere, Sæbesydere, Porcellænmagere, Uhr- og Kammagere o. s. v. Me- dens før hint Edikt alle Jøder, som i Obermainkredsen tælle 1400 Familier, levede af Skakkerhandel, har disses Tal lidt efter lidt formindsket sig til omtrent 280." I Würtemberg var, ifølge Ministeriet for det Indres Indberetning, allerede før den nye Emancipationslov af 1828 i disse Henseender gjort alt hvad der kunde gjøres fra Jødernes Side. SIDE: 249 Ethvert billigt Menneske maa dog tilstaa, at saadanne Resul- tater efter faa Aars Forandring i Aarhundreders kuende Kaar, hvis Følger ikke kunde udeblive, at saadan Elasticitet efter det langvarige Tryk fortjener Agtelse og Anerkjendelse, og at disse iøinefaldende Erfaringer lægge Bagvaskelsen for Dagen i hiin Jødernes fabelagtige "uovervindelige" Afsky for ethvert Erhverv udenfor Handelen. Men hvor taabelig indtil Latterlighed er det ikke, naar den rigtige Sats, at det vilde være Jødernes egne Forhold i mange Henseender skadeligt og ubeqvemt, om de vilde haardnakket vedblive at danne en Handelskaste hvor andre Næringsgrene ere dem tilladte, saaledes fordrejes, som om Handelen i sig selv skulde være noget Særegent og særegent Skadeligt i de Jøders Hænder, der drive en Enhver lovlig tilladt Handel! Thi for den utilladte gives jo Straffelove gjældende for Jøder, som for Kristne. Og dog hører man dette ofte af hine Theoretikere, der med en egen Fornøjelse udbrede sig om Ting, de have mindst Indsigt i. Mæglervæsenet, eller Afslutning af Handel ved en Tredie, har man saaledes fremstillet som noget Fordærveligt, der skulde især være Jøderne ejendommeligt. Men Enhver, som kun løselig har betragtet Kjøbmandsaffærerne i Handelsstæder, vil kunne be- kræfte, at de fleste blive afsluttede ved Mæglere, og at denne Korporation, Vare- eller Vexelmæglernes, ikke er mindre agtet end nogen anden. Med Jødernes "Skakkren" har man ogsaa forfærdeligt at be- stille. Man definerer den som en med ubestemt aageragtig Gevindst dreven Mellemhandel med allehaande Gjenstande -- en Definition, som det overlades praktiske Statsmænd at afgjøre, om den har Bestemthed nok til at tjene som Grundlag for en Lov. Men fremfor alt maa det Spørgsmaal afgjøres: er denne saaledes betegnede Handel tilladt eller forbudt for Jøder og Kristne? Thi det maa antages forudsat, at ingen civiliseret Stats Lovgivning tillader de Første hvad den forbyder de Sidste; og skulde saadant dog kunne tænkes at existere nogetsteds, saa maatte det være Lovgivningens Opgave, strax at oprykke saa- dant Ukrud medrode. Men er slig Handel nu tilladt, og holde de, som drive den, sig inden Grændserne af det lovligen Tilladte, saa er det Usands, at gjøre gjældende imod dem, at de benytte sig af et lovligen aabentstaaende Erhverv. Er den forbudt, som SIDE: 250 overalt Aager, og i flere Lande, for Jøder som for Kristne, Huus- skakringen, saaat de, der drive den, gjøre sig skyldige i Over- trædelsen af en Lov -- nu, saa belægge man dem med Lovens Straf, men lade ikke dem, som have intet dermed at skaffe, und- gjælde for hines Forseelse. Slaphed i Anvendelsen af bestaaende Love, Dommeres og Embedsmænds Efterladenhed og deraf fly- dende Strafløshed for de virkelige Overtrædere, vil dog vel ikke en Lovgivning, som holder paa sin Ære, gjøre gjældende som en legislativ Grund? Og hvor en saadan Slaphed og Efterladenhed mod visse Forseelser finder Sted, er da dette ikke lige Tilfælde imod Kristne som mod Jøder? Eller er ikke, hvor jødisk Aager er strafløs, det samme Tilfælde med den kristelige? Men hvorvidt Lovgivningen skal gribe ind i Handelens Sfære, hvad den skal forbyde og hvad den skal tillade, har Handels- lovgivningens Theori at afgjøre uden Forskjel mellem Kristen og Jøde, Stats- eller Skytsborger, Indfødt eller Fremmed med Borgerret. Dette gjælder naturligviis ogsaa Handelen med Stats- papirer, hvorfor Jøderne ere saa udskregne; men Paastanden, at disse skulde drive den paa en slettere Maade end Andre, er en Bagvaskelse, der kun kan tjene til at strø Dumhoveder Sand i Øinene. Man har i Leipzig en Tid seet mange Banqviers, der samtlige dreve denne Handel, at standse med sine Udbetalinger; men derimellem ikke noget Jødehuus, og i Wien og Berlin ere mange Statspapiirhandlere traadte over fra den jødiske til den kristelige Religion, men Ingen har dog været gal nok til at paa- staae, at deres Handelsdrivt derfor har skiftet Art og Maneer. Men betræffende Skakkerhandelen igjen, da ere flere af de grundigste Kjendere af alle Nationalvelstandens Forhold, som bekjendt, af meget forskjellige Anskuelser. Just hiin saa ud- skregne Handel med Vandringsstaven i Haanden med de ube- tydeligste Ting, der kun yde dem, der drive den, et saa kum- merligt Tilvær, at de gjerne, om det stod til dem, ombyttede sin Næringsvei med en anden, er nylig af vægtige Stemmer, f. Ex. af Ministeren von Rudhardt i hans Statistik over Bajern og af flere af de kundskabsrigeste Medlemmer af det Würtembergske Kammer erklæret for noget ganske uskadeligt, ja endog paa sin Viis, for Folk paa Landet, som den skaffer alle deres Nødven- digheder i de mindst mulige Dele, for ret nyttig. Det er ogsaa af mange Sagkyndige bleven forsvaret, at Indvendingerne mod SIDE: 251 denne Næringsvej ikke, som man foregiver, beroer paa Konsu- menternes, Kjøbernes, almindelige Interesse, men meget mere paa Bykræmmernes Privatinteresse, som ville have Privilegium paa at sætte Prisen for Bønderne. Dette fortjener Opmærksomhed, at fast alle Klager over Jø- dernes Indvirkning paa Handelen skrive sig ikke fra Kjøberne, men fra Sælgerne, som klage over Jødernes Konkurrenz, over at de nøje sig med ringere Profit, derved bringe Priserne ned o. a. desl. Men at disse Følger af Konkurrenz mere befordre end skade det Heles Vel, er vel klart nok. Ved ganske fri Kon- kurrenz, ved Kjøbernes fuldkomne Uafhængighed af Sælgerne, fritages hine ogsaa for den Nødvendighed at maatte kjøbe atter af den, de engang have fundet sig bedragne af. Kanzler von Autenrieth har sandt og aandrigt udtrykt den simple Tanke, hvorpaa alt her kommer an, idet han endte en Tale i det Würtembergske Kammer med disse spøgende Ord: "selv har jeg allerede mere end een Gang befundet mig i den farlige Om- stændighed, at en Jøde har spurgt mig: Intet at handle? Intet at handle? men med det simple Ord Nei var den hele Fare for- svunden." I Lande, hvor der endnu handles om Næringsfrihed, gjøre Mod- standerne af Jødernes Emancipation ingen Hemmelighed af at de betragte de udelukkende Love som Middel til at hemme Kon- kurrenzen. Den sørgelige Erfaring har gjentagende bekræftet sig i Tydskland, at saa erbarmelige Hensyn ere istand til at indvirke paa Afgjørelsen af et Spørgsmaal, som angaaer Menneskets na- turligste Frihed og moralske Interesse. En Franskmand, en Britte skulde ikke vove i saadan Sag at gjøre saadanne Argumenter gjældende, og heller ikke i Tydskland skulde det kunne skee, om en fælleds konstitutionel Lovgivning omfattede det. Kun i Smaastaternes snevre Kredse have de fremtraadt i Lyset og vundet en forgjængelig Overvægt. Men desværre det er fra dem og ikke fra hine friere Lande, Norge henter sin Lovgivnings Modeller. Lovgivningens Opgave er dog med alt dette i sig selv meget simpel. Den forbyde ubetinget hvad den har erkjendt for skade- ligt, og sørge for at den udøvende Magt vaager over Iagttagelsen af dens Forbud! Holder den en bestemt Næringsgreen, uden at den just mener at kunne forbyde den, for uforenlig med Borger- rettens højere Betingelser, saa knytte den Udelukkelse til denne SIDE: 252 enkelte Næringsgreen, som den Würtembergske Lovgivning har gjort. Men i intet Tilfælde lade den en Tingenes Tilstand be- staae, som, istedetfor at afhjælpe Ondet, ikke blot vilde straffe den Uskyldige med den Skyldige, men den Uskyldige alene. Thi det vil kun ligge dem, der med Liv og Sjel have hengivet sig til Handelen, lidet paahjerte, om Den, der har ofret sig til Viden- skaberne, eller der har erhvervet sig sine Medborgeres Tiltro, kan naae en værdig borgerlig Stilling eller ikke; men den Sidste, Den alene, som besjeles af en højere Stræben, og som kan og vil tilhøre Staten og være den til Nytte og Ære med alle sine Kræfter, vil føle sig indskrænket og krænket ved Udelukkelse af Grunde, som hans hele Tragten og Færd intet har at skaffe med. Jødernes Nationalitet. Et andet Moment, hvortil de øvrige Krænkelser ere føjede som et Slags dertil afpassede Forziringer, er Fremmedheden, den forskjellige Nationalitet. Det ikke blot det Spørgsmaal som frem- træder, om det nutildags baader Staten, at den ydre Bekjendelse af en bestemt Tro -- thi mere kan kun Gud, der prøver Hjer- terne, kræve -- er priviligeret fremfor andre; men man vil ogsaa see i Jøderne ikke blot Anderledestroende, men Fremmede i anden Bemærkelse end vi tænke os Franskmænd eller Tydskere. Dette lære vi ikke af de faa Nationer, hvori den borgerlige For- skjel er forsvunden, men af dem, der have anstrengt sig forat beholde den. I disse have de forgjæves opstillet de skjønneste Vidnesbyrd om opofrende Patriotisme; Erkjendelsen heraf har dog kun strakt sig til den Enkelte, ikke til Slægten, som dog i Aarhundredernes Rækker havde været indpodet med det her- skende Folkefærd. "Det maa, siger Israeliten Dr. juris Riesser i Hamburg med bitter Smerte over denne evige Uretfærdighed, ikke forarge den Bedømmer af vort Folkes Forhold, som ikke kan undlade stedse at see ikke blot Anderledestroende, men Fremmede, i dem, om vi af alle Kræfter modstride denne An- skuelse, som maatte bringe os til Fortvivlelse, om der laae Sand- hed til Grund derfor. Kalder En os Vantroende og Forstødte af Gud, saa sige vi ham, at vi troe paa en Gud, som ikke for- støder noget af sine Børn; men naar den Tydske skulde kunne SIDE: 253 kalde os Tydske Fremmede, saa vare vi uden Hjem, uden Fædreland." Fra den juridiske Standpunkt falder den hele Bygning sammen ved den ene Bemærkning, at alle civiliserede Staters Love ind- rømme en Indvandrets indfødte Søn, som ikke har Krav paa noget andet Hjem, Borgerret uden Hensyn til de Betingelser Faderen optoges paa. Den positive Begrundelse, Fundamentet for hans Krav, staaer altsaa der urokkelig fast for den indfødte Jøde, og det er blot den religiøse Udelukkelses Lov, man kan imodstille ham. At dette virkelig er Sagens retlige Tilstand frem- træder tydeligt nok deri, at ingen Stat negter den til Kristen- dommen overtraadte Jøde den fulde Borgerret, og, saalidet den offentlige Mening end hist og her er Overgangen gunstig, saa bliver dog dette Krav dem ingensinde bestredet. Det er altsaa klart nok, at det er Bekjendelsen og ikke Herkomsten, at det er en religiøs, ikke en national, Forskjel, som begrunder Udelukkelsen. Heller ikke den historiske Begrundelse, man plejer at give hiin Fordom, holder Stik. Jøderne vare vel ganske vist engang en Nation; men som saadan ere de undergangne for næsten 2000 Aar siden, ligesom de fleste andre Nationer, hvis Afkom befolkede de nærværende europæiske Stater. Fra da af levede mange Jøder adspredte i alle det romerske Riges Provindser under samme retlige Forhold som Beboerne af de øvrige under- tvungne Lande, og havde, efterat disse vare givne romersk Borgerret, ogsaa Deel i denne. Deres Tro var her ingen Hin- dring. Thi, om ogsaa den romerske Lovgivning søgte at over- holde Reenheden i den romerske Kultus, er det dog bekjendt, at den tillod Ikke-Romerne fri Udøvelse af deres Religion i og udenfor Rom, og fandt deri ingen Grund til Udelukkelse fra Borgerret. Ved Jerusalems Forstyrrelse ifølge en politisk Op- stand mod det romerske Herredømme blev vel et Antal Krigs- fanger bortførte som Slaver; men den langt større Mængdes Forhold forandredes ikke: de vedbleve at leve som frie Under- saatter af det romerske Rige ligesom andre Provindsfolk, hvis Hovedstæder ligeledes vare ødelagte af romerske Erobrere, og af hvem en Mængde vare blevne romerske Krigsfanger. Først halvfjerdehundrede Aar efter Jerusalems ødelæggelse og omtrent et Aarhundred efterat Kristendommen var bleven det romerske Riges Statsreligion, toge de udelukkende Love mod Jøderne, SIDE: 254 skjøndt ikke imod dem som Nation, men som imod en Sekt, hvis Tro holdt Stand imod Kristendommen, der havde vundet en let Sejer over Hedendommens Guder, sin Begyndelse. [fotnotemerke] Blot Religionen, der fremtraadte af den knuste Nationalitets Form som dens indre Gehalt, var det, som fremdeles gav Jøderne en egen Existenz, og den har alene affødt alle Undertrykkelser og Forfølgelser. De Jøder, som i det 16de Aarhundrede kom til Holland og Tydskland, maatte flygte fra Spanien og Portugal fordi de ikke havde villet afsværge sine Fædres Tro, netop lige- som 100 Aar senere de franske Hugenotter maatte forlade sit Fædreland ved Ophævelsen af det nantiske Edikt. De Sidste bleve, om end fremmede, beredvilligen optagne af sine Troes- forvandte, de Første modtoges med Afsky for deres Religion, men fik Ophold formedelst de Fordele, de ved sine Forbindelser bragte Handelen. Meget rigtigt er det, at Ingen kan være Borger i to Stater; Ingen kan opfylde sine Borgerpligter mod to Stater, Ingen lyde en dobbelt Øvrighed, Ingen forsvare to Fædrelande. Men hvor er da denne anden Stat, mod hvem Jøderne nogetsteds have at opfylde Pligter? Hvor er denne anden Øvrighed, som skulde vove at stille sine Befalinger mod Landets lovlige Øvrigheds? Hvor er dette andet Fædreland, som skulde kalde dem til at forsvare sig? Det hedder videre, at Jøderne leve efter egne Love. For at vinde en klar Anskuelse af dette Punkt, er det kun nødvendigt, at man adskiller saadanne Love, som angaae borgerlige Gjen- stande fra dem, der ene og alene udgaae fra Religionen. Efter egne Love angaaende Ægteskab, Skilsmisse, Arv og lignende Forhold leve Jøderne langtfra overalt, og kun paa de færreste Steder have de egne Domstole til at afgjøre deslige Anliggender Fotnote: Kapitlet i Codex Justinianus hedder: "de Judæis et coelicolis" (om Jøder og Himmeldyrkere) og i Cod. Theodosianus: "de Judæis, coelicolis thi selv De -- og deres Antal er paa alle Steder betydeligt -- som afvige derfra, gaae derved ud fra den Anskuelse, at deres Re- ligion kunde paa et højere Udviklingstrin undvære disse Ejen- dommeligheder, men ikke fra, at de fra først af ikke have staaet i nogen Forbindelse med Religionen. Ganske feilagtig er da ogsaa den Mening, at hine Love allerede fra Moses af have været noget reent Politisk, en reen national Lovgivning, som var fremmed for Religionen. Udenfor de religiøse Meningers Gebeet hører den ikke, og de Mange som efter sin Overbeviis- ning holde sig for hævede over dens Iagttagelse, troe sig ikke derved bragte Staten en Haarsbred nærmere. Alle Jøder holde sig i de Forhold, som sortere under de borgerlige Love, for- pligtede til ubetinget at adlyde disse, men ikke til, for Statens Skyld, at afvige fra eller holde sig andre Love efterrettelige. Den historiske Anskuelse, som underlægger Ceremoniallovene en politisk Natur, finder ogsaa, at Moses har betjent sig af Abrahams Lære om den ene Gud, som har skabt Himmel og Jord, blot som et Middel til at danne en Stat og forat erhverve sin politiske Lovgivning i Eet og Alt Autoritet, ligesom i Rom og de græske Republiker Præsternes og Augurernes Religion tjente Statsøjemedene tilbedste. Det sidste og eneste Formaal, Moses da skulde have havt for Øje, var altsaa Stiftelsen af en SIDE: 256 Stat; alle hans Love skulde være beregnede paa et politiskt Formaal, Religionen kun være ham et Regjeringsmiddel, hans hele religiøse Lovgivning en Mekanisme, hans eneste evige Gud dennes deux ex machina, og han Selv den slu Maskinmester, som forstod saaledes at styre Statens Skib paa bedste Maade. Fra et saadant Standpunkt af vilde det da være en ligesaa tom Floskel at kalde de fem Mosebøger en Religionsbog, som f. Ex. Titus Livius's romerske Historie, hvori der ogsaa er en heel Deel at læse om Spaadomme, Præster og Augurer. Men at sætte Moses, naar man alene betragter hans Bestræbelser som rettede paa en Stats Stiftelse, ved Siden af Roms og Grækenlands Lov- givere, synes at være en tom Høflighed naar man betænker, at den af ham under de ugunstigste Omstændigheder grundede Stat, fra Begyndelsen af sønderreven af indre og ydre Kampe, aldrig har havt nogen varig Hvile- eller Glandspunkt, som kunde berettige til at sætte den jødiske Stat, som Stat, ved Siden af Rom, Athenen eller et af Asiens Monarkier. Og denne skrøbe- lige politiske Existence skulde have været det højeste Maal, som den guddommeligen begeistrede Lovgiver stræbte at naae? Forat gjøre sit Folk til Erobrere skulde han have givet det Ceremonial- love, der synes saa hemmende al ydre Virksomhed? Man maa tilstaae, at Middelet var besynderlig nok valgt. Rom, der har erobret Verden, havde ganske andre Love. Og hiin kummerlige nationale politiske Tilværelse, skulde det være, som har over- levet alle den gamle Verdens Folkeslags Grave? Under saadanne Omstændigheder er det vel ikke saa unaturligt, saa fanatisk jøde- mæssigt, at opfatte den mosaiske Lovgivning fra et andet Syns- punkt, at troe, at Religionen ikke var Moses et Middel til at regjere Staten, men at denne og det nationale Liv var ham den nødvendige Form forat befæste og udbrede Troen paa den eneste sande Gud. Ligesom Abraham sin Familie, har Moses indviet sit Folk til den ene Gud; ikke forat gjøre det som Nation ad- skilt fra andre Nationer, og endnu mindre til et voldsomt her- skende, gav han Ceremonialloven, men forat afsondre den ene Guds Bekjendere fra Afgudsdyrkerne, som omgav dem, og forat gjøre deres hele Liv gjennemtrængt af Tanken paa denne Gud. Kun saaledes er den ellers uopløselige Gaade, Israeliternes 200aarige Vedvaren, mens de som Nation vare saa ubetydelige, svage og let betvingelige, at forklare, og betragtet fra denne SIDE: 257 Synspunkt, erholder mangen let bespottelig Side af Jødernes religiøse Liv en alvorligere Betydning. Om Opfyldelsen af Ce- remonialloven nutildags er det eneste eller rette Middel til dette Endemaal, om Bevidstheden er istand til med lige Inderlighed at fastholde Tanken om Gud uden vedvarende ydre Ihukom- melsestegn, er et Spørgsmaal, Religion og Filosofi har at besvare, og hvorom Meningerne imellem Jøderne selv ere meget forskjel- lige. Kun deri stemme de alle overeens, at Ceremoniallovene ere af religiøs, ikke af politisk Natur. Hvad der betræffende Messiasbegrebet anføres som Hindring for en national Forening mellem Kristne og Jøder, vederlægges allerede derved, at selv Rabbinernes Lære forbyder at bringe Haabet om Messias i nogen Forbindelse med det praktiske Liv, at foretage sig noget derfor eller at regne derpaa. "Af denne deres jødiske Messiastroes upraktiske Natur -- siger Dr. Riesser -- ere selv Jødernes al- mindeligste Forestillinger saa gjennemtrængte, at et gammelt be- kjendt Ordsprog imellem dem siger: "Den, som bygger paa Messiæ Komme, gaaer tilgrunde." Heller ikke kan Nogen som kjender til den jødiske Literatur, være af den Mening, at Messias- troen bliver opfattet i nogen senere national Mening. Hos Pro- feterne er Forløsningens Endemaal og Hensigt den hele Verdens Frelse; Jødefolket og en Konge af Davids Huus er dem kun Middelet, hvoraf Forsynet til den Ende betjener sig; Forløsningen skal ikke komme for, men ved Jødefolket." At forøvrigt Mes- siastroen for Jødernes Vedkommende ganske kunde afføre sig og befries fra de nationale Indskrænkninger uden derved at tabe sit religiøse Indhold, Haabet paa et Sandhedens og Fredens al- mindelige Rige, paa en Tilstand hvori det Ondes Ophør paa Jorden ikke blot er bleven mulig, men virkelig, synes rimeligt, naar man betænker, at hiin skarpe nationale Begrændsning i Oldtiden var ikke en vilkaarlig, men nødvendig, hvorover intet af dens Folk af frit Valg kunde sætte sig ud -- det græske og romerske ligesaalidt som det jødiske, idet intet kunde hæve sig udover sin enge Horizont -- men som dog har ophævet sig selv eftersom Synskredsen udvidede sig. SIDE: 258 Det er ellers ikke let at begribe hvad man egentlig forstaaer med denne Frasigelse af Nationalitet, uden hvilken ingen Op- tagelse og Emancipation skulde kunne være tænkelig. Forstaaer man derved den Erklæring, at de ville opfylde alle borgerlige Pligter, lyde og efterleve Statens Love, da er dette en conditio sine qua non; at de ikke skulle drive andre Næringsveje end dem, der ere enhver Statsborger tilladte, da følger vel ogsaa det af sig selv, at de maa underkaste sig en saa billig Betingelse, som at de ingen Særrettigheder skulle have; eller at de skulle betragte sig som tilhørende den Stat, hvori de leve, da ville de nok af ganske Hjerte og Sjel erklære dette. Og skulde der imellem Israeliternes Tusinder, imod al Tænkelighed, findes En- kelte, der maatte vægre sig derfor og foretrække at tilhøre en ikke-existerende Stat, en Nation uden Tilvær, saa kunde et Politiopsyn være tilstrækkeligt nok -- ikke for deres Anskuelses Farligheds Skyld, men for den gode Grund, der var forhaanden til at holde dem for forrykte. At Jøderne ellers betragte sig som tilhørende i politisk og borgerlig Eenhed den Nation, hvori de ere Borgere, indlyser af følgende historiske Kjendsgjerning: I Aaret 1806 lod Napoleon en talrig Forsamling sammenkalde af Rabbinere og Deputerede fra Jøderne i Keiserriget og forelagde dem en Række af Spørgs- maal, som sigtede til at erholde deres Erklæring om deres For- hold til Staten, dens Borgere og Lovgivning. De vigtigste Spørgsmaal og Svar, hvilke sidste siden ved en Forsamling af Skriftlærde (et Sanhedrin) bleve bekræftede og forvandlede til Beslutninger, som for Jøderne skulde have religiøs Kraft, vare følgende: 1ste Spørgsmaal: Kan en Jødinde gifte sig med en Kristen og en Kristinde med en Jøde, eller byder Loven, at Jøder kun skulle tage tilægte indbyrdes imellem hinanden? Svar: Loven siger ikke, at en Jøde ikke maa tage en Kristen tilægte eller en Kristinde en Jøde. Den siger heller ikke, at Jøderne kun maae tage tilægte indbyrdes imellem hinanden. Lovens Forbud er kun anvendbart paa afgudiske Folkeslag, og Talmud erklærer udtrykkeligt, at de nyere Folk ikke ere at be- tragte som saadanne; thi, ligesom vi, tilbede de Himmelens og Jordens Gud. Ogsaa har til forskjellige Tider Ægteskaber fundet Sted mellem Jøder og Kristne i Frankrig, Spanien og Tydskland. SIDE: 259 De bleve Tid om anden taalte og forbudte alt efter Fyrsternes Tykke; men man kan ikke dølge, at Rabbinernes Mening er imod saadanne Forbindelser. Efter den har kun det Ægteskab kirkelig Gyldighed, hvorved de religiøse Ceremonier efter Tal- mud ere fuldbyrdede. Men dette kunde ikke finde Sted, hvor den ene eller anden Part ikke anerkjendte disse Handlingers Hellighed; Ægteskabet vilde være borgerlig gyldigt, men uden Kraft efter Kirkens Love. Dette er i Almindelighed Rabbinernes Mening; de ville være ligesaalidt tilbøjelige til at fremme og vel- signe saadanne Forbindelser, som de katholske Præster ere det. Imidlertid antage Rabbinerne, at den Jøde, som ægter en Krist- inde, ikke i sine Troesforvandtes Øine forbliver mindre Jøde, end om han havde indgaaet et blot borgerligt Ægteskab med en Jødinde. Ligesaa erklærede Sanhedrinet senere hen, at Ægteskaber mellem Israeliter og Kristne, som ere fuldbyrdede efter Civillovens Forskrivter, ere borgerlig forpligtende og gyl- dige, om de end ikke berettige til at iklædes de religiøse Former. 2det Spørgsmaal: Blive Franskmændene holdte for Fremmede eller for Brødre af Jøderne? Svar: I Jødernes Øine ere Franskmændene Brødre, ingen- lunde Fremmede. Denne Synspunkt, hvorfra vi betragte Fransk- mændene, er ganske i den mosaiske Lovgivnings Aand. Allerede i de Tider Israeliterne udgjorde et selvstændigt Folk, foreskrev Religionen dem, at ansee Fremmede som Brødre, og med sand rørende ømhed anbefaler Lovgiveren denne Kjærlig- hed mod Fremmede. "Erindrer -- siger han -- at ogsaa I vare fremmede i Ægypten!" Moses paabyder Agtelse og Velvilje mod Fremmede, ikke saameget som en Opmuntring til Iagttagelse af en selskabelig Moral, som i Egenskab af en af Gud selv paa- lagt Pligt. "Naar I høste Sæden af eders Ager -- lyde hans Ord -- saa vender ikke tilbage forat opsamle de Ax, som maatte være forglemte, men lader dem blive liggende for de Fattige, den Fremmede og Enken. I skulle ikke mishandle den Fremmede, ikke tilføje ham nogen Uret! Elsker ham, giver ham Spise og Klæder i hans Nød. Thi jeg er den Evige, eders Gud; den Evige elsker den Fremmede". (5 Mos. 22.3,29. -- 2.22,23). Til denne Velvilje mod Fremmede føjer Moses ogsaa den al- mindelige Menneskekjærligheds Bud: "Elsk din Næste som dig selv!" Og i lignende Udtryk taler ogsaa David: "Herren vor SIDE: 260 Gud er fuld af Miskundhed: over alle sine Skabninger udstrækker sig hans Barmhjertighed", ligesom ogsaa Talmud bekjender denne Lære. "Hvorledes Meningerne end maa være med Hensyn til andre Nationer -- siger en Talmudist, d. e. en mosaitisk Troes- fortolker -- skulle vi dog elske dem som vore Brødre; vi maae besøge deres Syge, begrave deres Døde, understøtte deres Fattige ligesom de israelitiske". Der gives ingen Menneske- lighedspligt, som en ægte Israelit maa unddrage sig fra imod de Fremmede. Og hvori bestaae disse Bud? I at afsky Afguderi, ikke laste Gud, ikke synde imod Ægteskabet, ikke saare eller dødslaae sin Næste, ikke stjæle eller bedrage, kun spise Kjødet af slagtede Dyr, og endelig i at øve Retfærdighed. Saaledes gjøre alle vore Grundsætninger det til Pligt for os, at elske Franskmændene som Brødre. En Hedning adspurgte engang Rabbineren Hillel om den jødiske Religion, og ønskede at vide hvori dens Væsen bestod, og Hillel svarede: "gjør ikke imod Andre hvad Du ikke vil, de skulle gjøre imod dig! Dette er, sagde han, Religionen; alt det Øvrige følger af denne Sats". En paa saadanne Grundsætninger hvilende Religion, som byder at elske den Fremmede og at opfylde de selskabelige Dyders Pligter, kræver hos sine Bekjendere, af endnu stærkere Grunde, broderlige Følelser imod sine Medborgere. Og hvorledes kunne de betragte dem fra noget andet Synspunkt, da de beboe samme Grund, blive styrede og beskyttede af samme Øvrighed, samme Love, nyde de samme Rettigheder og have samme Pligter? Der gives ogsaa et andet Baand mellem Israeliterne og de Kristne, hvorved den religiøse Adskillelse ganske bliver hævet, nemlig Erkjendtlighedens, som allerede den sædvanlige Toleranz har affødt, men som Regjeringens Velgjerninger i de sidste 18 Aar have givet en Energi, hvorved vor Skjæbne er bleven uadskillelig forbunden med Frankrigs almindelige. Tilvisse! Frankrig er vort Fædreland, Franskmændene maae vi ansee som Brødre, og da dette berømmelige Navn hædrer os, borger det ogsaa for, at vi aldrig ville ophøre med at være det værdige. 3die Sp. Bliver Frankrig betragtet som Fædreland af de der indfødte og som franske Borgere lovligen anseede Israeliter? og erkjende de sig forbundne til at forsvare det? Sv. Mennesker, som have valgt et Fædreland, hvori de leve siden flere Aarhundreder, og som selv under Herredømmet af SIDE: 261 Love, der indskrænkede deres borgerlige Existenz, dog nærede en Forkjærlighed for dette Land, der lod dem heller give Slip paa Nydelsen af sædvanlige Rettigheder, end de vilde forlade det -- de kunne vel i Frankrig kun betragte sig som Fransk- mænd, og Forbindtligheden at forsvare Fædrelandet er kun en ligesaa ærefuld som dyrebar Pligt. Jeremias befaler Israeliterne (Kap. 29), at ansee Babylon som deres Fædreland, omendskjøndt de kun skulde blive der 70 Aar; han formaner dem til at dyrke Markerne, bygge Huse, saae og plante; og saamegen Indgang fandt denne Lære, at, efter Esræ Fortælling i Kap. 2, droge kun 42,360 ud af Babylon, da Cyrus tillod dem at vende tilbage til Jerusalem for at gjenopbygge Templet, og disse bestod kun af den ringere Klasse, da alle Rige forbleve i Babylon. Fædrelands- kjærligheden er imellem Israeliterne en saa naturlig, levende og med deres religiøse Tro forbunden Følelse, at en fransk Jøde be- tragter sig som fremmed i England selv i Forhold med andre Jøder, og det Samme vilde være Tilfælde med engelske Jøder i Frankrig. Denne Følelse gaaer saa vidt, at man i de sidste Krige ofte har seet franske Jøder fegte med Forbittrelse mod Jøder af fiendtlige Lande. Flere have bedækket sig med hæderfulde Ar, Andre have paa Ærens Mark erholdt Roes for sin Tapper- hed [fotnotemerke] . 4de Sp. Hvilken Dommermyndighed besidde Rabbinerne imellem Jøderne i Politisager, og hvilken Politimyndighed i Rets- stridigheder? Sv. Rabbinerne besidde ingen Dommermyndighed i Politisager. I den mosaiske Lov findes aldeles ikke Rabbinerne qvalificerede, ligesaalidt som paa det første Tempels Tider; først mod Enden af det andet fremtræde de. Israeliterne regjeredes i hine Tider af Sanhedriner d. e. Tribunaler, Raad. Der gaves et stort San- hedrin i Jerusalem, bestaaende af 70 Dommere; der gaves Underretter af 3 Dommere for Civil- og Politisager, og i hver Provindses Hovedstad et mindre Sanhedrin for vigtigere Sager, af 23 Dommere. Først senere i Talmud finder man Benævnelsen "Rabbi", og det var almindeligviis den offentlige Stemme, som Fotnote: Skillingsmagazinets Læsere ville fra No. 10/1841 erindre sig den rørende Beretning om den brave Gardesergeant Theodor Jonas' Jordefærd i Paris 1839. SIDE: 262 uddelte denne Titel eftersom man stod i Ry for Lærdom. Efter Adspredelsen dannede smaa Menigheder sig hvor det blev Is- raeliterne tilladt at boe sammen i noget Antal, og i dem fandtes da almindeligviis en Rabbi og to andre Skrivtlærde, som under Navn af Beth-Din, d. e. Retshuus, fældte Dom i Processer. Rab- bien fungerede da som Præsident og de to Andre som Bisiddere. Disse Tribunalers Forrettigheder og Existenz beroede altid paa Regjeringens Godtykke, og forandrede sig efter Graden af To- lerancen. Siden Revolutionen gives der i Frankrig og Konge- dømmet Italien ingen saadanne Tribunaler af Rabbiner meer. Jøderne, siden de ere blevne Borgere, have i Alt rettet sig efter Statens Love; og Rabbinernes Bestilling, hvor de endnu gives, indskrænker sig til Moralens Forkynden i Templerne, Ægte- skabernes Indvien og Decisioner i Skilsmissesager. Paa Steder, hvor ingen Rabbin er, kan enhver i Religionen underviist Jøde indvie Ægteskaberne, hvilket udentvivl kan geraade til Skade, og derfor bør gjøres en Ende paa, ved at udstrække det af Konsulatet Rabbinerne paalagte Forbud ogsaa til andre Personer, der kunne blive brugte i deslige Sager. Hvad Politimyndigheden i Retsstridigheder angaaer, da tilhører den dem aldeles ikke. 5te Sp. Gives der Haandværker, som ere Jøderne forbudte af Loven? Sv. Nei! Talmud erklærer tvertimod, at "hver Fader, som ikke lader sit Barn lære et Haandværk, opdrager det til en Røvers Liv". Dette er Resultatet af de Erklæringer, som i Aaret 1806 bleve afgivne i samtlige franske Jøders Navn, og Historien bevidner ganske deres Oprigtighed. De tydske Jøder, som maaskee snarest vilde indvandre i Norge, ere vel nu, at slutte efter det store Antal Navne, som have udmærket sig i Videnskab, Kunst og Literatur langt videre fremskredne i Dannelse, end Datids franske Troesforvandte, saa det Fordeelagtige for de franske Jøder, som maatte resultere af ovenstaaende Recit, rettelig ogsaa bør antages om dem. SIDE: 263 Rigdommens Egoisme og Troesletsind. En Bagvaskelse, som i Skjændighed kun kommer hiin Middel- alderens om Brøndenes Forgiftelse og vore Dages Opspind om Slagteri i overtroisk Hensigt af Kristne i Damaskus nær, inde- holdes i den Sigtelse, man ogsaa, i Mangel af bedre Argumenter, kan have Leilighed til at høre, at de Rige og Dannede mellem Jøderne søge at vedligeholde sine fattigere og udannede Troes- forvandte i en National-Afsondring forat benytte sig af deres Afhængighed. Skygge af Beviis lader sig ikke anføre herfor. Men hver Den, som har iagttaget det indre Liv og Færd især i de større Jødemenigheder, hvori noget Gjennemgribende, uden Regjeringens Bistand, lader sig udføre af de Rigere for de fat- tigere Klassers Dannelse, maa ogsaa vide, at de netop opbyde alle sine Kræfter forat fremme de Sidstes Dannelse og Oplysning. Han maa vide, at det allerede siden længere Tid er lykkets dem i større Stæder, saasom i Hamburg [fotnotemerke] og Frankfurt am Main, ja ogsaa i mange mindre, uden at Regjeringerne have gjort det mindste derfor, eller endog kun taget Notiz deraf, at stifte Fattig- skoler, som, efter alle Kyndiges Dom, fortjene ganske at sættes de kristelige ved Siden. Han maa vide, at ikke blot i Preussen, Bajern og andre Stater, hvor det, uagtet den lovmedholdige Haandværksfrihed, ofte endnu har sine Vanskeligheder at faae jødiske Lærlinge og Svende anbragt hos kristne Mestre, existere imellem Israeliterne allehaande Foreninger til Udbredelse af Haand- værker, ja at saadanne endog ere i Virksomhed i Stater, hvor Adgang til Haandværksdrivt endnu er Jøderne spærret. Og fremfor alt maa han vide, at De mellem de Rigere og Dannede, som ere Egoister nok til kun at tage sin egen Fordeel og Be- qvemmelighed paa Raad, intet snarere have at gjøre, end at be- frie sig for alle besværlige Forpligtelser til sin Menighed ved at skifte Religion og at bytte den for alle de Fordele, de have at vente ved en saadan Vexel. Men hvem kan troe, at hine Armes og Undertryktes Sind kan blive luttret og styrket ved Exempler af slige Motiver? at de Nedbøjedes Sjæle kunne hæves ved Synet af, at de, der have ud- Fotnote: I Lovene for den israelitiske Friskole i Hamburg hedder det: "Fortrinlig skal man ved Frieleverne virke til, at den største Deel gjerne, villigen og for- trinsviis lade sig bestemme til et Haandværk og heller søge sit Udkomme i Fremtiden ved legemligt Arbeide end ved Smaahandel." SIDE: 264 mærket sig i deres Midte, som have erhvervet sig sine kristne Medborgeres Agtelse, til hvem de saae hen med Haab og Tillid, og af hvem de ventede Bistand mod Undertrykkelse og Uret- færdighed, adskille sig fra dem, ikke fordi de ere grebne af den kristelige Religions Sandhed, men for ikke at have meer at skaffe med sine elendige Troesforvandte? Eller hvo kan troe, at hine mere Udannede føle sig mere oplagte til at afføre sig sit Ejen- dommelige, fordi de see, at hine, som denne Afførelse er lykkets, drive et letsindigt Spil med den Religion, som endnu er dem hellig? Det er klart, at Massens Fremskridt i Dannelse ved en saadan Afsondring kun kan blive hemmet. Just fordi Jøderne selv have virket meer og tidligere for Skolernes og Gudstjenestens indre Forbedring, end Regjeringerne, og fordi disse Forbedringer, om end Regjeringerne have antaget sig dem med noget større Interesse, end desværre før var Tilfælde, dog altid hovedsagelig maatte udgaae af deres egne Anstrengelser: maa en Regjering, hvem Massen af dens jødiske Undersaatters Vel ligger paahjerte, med Beklagelse see, at, ved den egoistiske Afsondren af de Rigere (thi nutildags skeer det omvendt imod paa Evangelisternes Tider, at man finder mere Modtagelighed for Evangeliet hos Disse end hos de Fattige) og fremfor Alt af de mere Dannede, de Kræfter hensvinde, som kunde virke for sin Menigheds aandige Frem- skridt, og at saaledes Alt tilsidst geraader i Forfald -- en Følge, som kun ved hines fortvarende Selvfornegtelse eller ved borgerlig Lighed kan undgaaes. Vil man nu betegne de Jøders Følelse, der imødesee en saadan Følge med Rædsel, og Deres Stræben, som ere beredte til at opbyde alt for deres aandige Udvikling og borgerlige Anerkjendelse, med hvem de staae i religiøs Forbin- delse, som en blot "national", og som saadan forkaste den: kan dette dog ikke med nogen Føje bringe dem til at fornegte denne Føl- else og Stræben, men den maa altid forekomme dem menneskelig og pligtmæssig, ja man kan vel med større Rimelighed antage, at De, den er fremmed for, maa være uden Sands for alt Med- borgerligt og slette Borgere af Fædrelandet. Argumentet, at det dog altid kun vilde være de Rigere og Fornemmere, som vilde vinde ved Emancipationen, falder ganske sammen med det berygtede Forsvar for den absolute Magt og imod fri Forfatninger, at "Folket selv kun har liden Nytte deraf," og beror paa den lavsindede Anskuelse, som kun formaaer at er- SIDE: 265 kjende den Udmærkelse, som er bleven Enkelte tildeel, men ikke den Bevidsthed om Frihed, Ret og Menneskeværdighed, som gjennemtrænger Masserne. Paa saadan Maade skulde ogsaa de irske Katholikers Emancipations eneste Fordeel bestaae i, at en- kelte Rigere have erholdt Pladse i Parlamentet og Statens Embeder, og ikke i at femsjette Dele af Nationen have erholdt Adgang dertil. Loven skal ikke fremsætte sin Priisbelønning udelukkende for den Enkelte, men aabne sine Skranker for Alles Kræfter. Anstrengelsen hæver de Kjæmpendes Kræfter: den forsagte Kamp nedværdiger Sindet og slapper Kræfterne. Men intetsteds er hiint Argument falskere, end hvor det, ved Partiskheden for Troesfrafaldet, bliver gjort den Enkelte saa overordentlig let for sin Person at naae Maalet. Det er ellers ikke let at begribe, hvorledes en Omvexling af Tro skulde kunne give Nationaliteten Garanti: at en Bekjender af den mosaiske, ved den blotte Omskiftning, skulde blive saa- meget bedre Patriot og Borger af et Land. Dette er ikke ret at forstaae hine indholdsrige Ord: "giver Keiseren hvad Keiserens er og Gud hvad Guds er"! Det vilde give Overgangen til Kri- stendom ikke Betydningen af at anerkjende Jesu Lære, Hellighed og himmelske Udspring, men kun af Ønsket, at vorde de andre Borgere lige i Rettigheder; og den hele Operation, naar den ikke var af dybere Grund, vilde kun betegne Tilværelsen af en Op- lysningens Jesuitisme. Kun en dyb Foragt for Religionen kan ville nedværdige den til et Mærke for noget udenfor den Lig- gende, for noget Andet end den selv er. Kun en høi Grad af Ringeagt for Staten kan, som Borgen for at man tilhører den, forlange, ikke Pligternes Opfyldelse, ikke Lydighed mod Lovene, men en Akt, som tilhører og maa tilhøre en ganske anden Sfære: den hvorudover ikke en Winther-Hjelmsk Ypperstepræstekonge, men kun den Alvidendes og Sjelens eget Øje har at skue. Reli- gionen har sin Tro, Staten har sine Love. Troesbekjendelsen fører til Religion; Lydigheden mod Lovene gjør til Borger af Staten. Forvirringen af begge disse Forhold fører til Fornegtelsen af begge, til Letsind og til Løgn. Hvilket Skrig vilde ikke op- fylde den kristne Verden, om man f. Ex. i en katholsk Stat vilde forsvare Protestanternes Udelukkelse med at de skulde ved Over- gang til Katholicismen slutte sig til "Statens Nation", som be- staaer af Katholiker! Omvendt er dette Tilfælde i Norge, og SIDE: 266 intet Land fortjener heller en strengere Dom af den oplyste Verden for Intoleranz og Sammenblanden af Stats- og Kirkemyndighed end dette "Frihedens" besjungne. Naar Overtrædelsen til Kristendom aabner Israeliten Adgang til Norge, burde det paaligge Lovgivningen at proklamere, at den anseer Overgangen til Kristendom for en blot politisk Handling, for en Akt af Nationalisering, og fra Prækestolene maatte den opbyggelige Tale lyde, at Daaben har, foruden den Betydning at indvie til Tro paa Forløseren og hans Lære, ogsaa en anden derfra himmelvidt forskjellig, den af en Intimation til at natura- liseres. Der gives kun een Daab, som indvier til Nationalitet: Blod- daaben i den fælleds Kamp for Frihed og Fædreland. Og den har Jøderne undergaaet hvor de have havt Anledning dertil. "Deres Blod har blandet sig med vort paa Slagmarken", var det Magtsprog, hvormed man i Frankrig kuldkastede de sidste In- tolerancens afmægtige Anstrengelser. Og i den tydske Befrielses- krig have Tydskerne havt Aarsag til at afgive den samme Er- kjendelse. Thi der staae Navne paa Jøder ved Siden af Kristnes paa Mindesmærkerne over de Faldne. "Jøder som Embedsmænd?" -- "Gudbevares"! Det kunde maaskee, forat vænne sig til Tanken om det Lidet, vi i Norge fordre for Mosaiterne, om dog at taale disse vore Brødre for Gud imellem os, ikke være afvejen at kaste et Blik paa den Opførsel, de have lagt for Dagen, endog som Embeds- og Ombudsmænd i de Stater, der indrømme dem Adgangen til offentlige Funktioner. Der have de, i Fred som i Feldt, opfyldt sine Borgerpligter paa det hæderligste. For 50 Aar siden har Frankrig og Nederlandene, og Würtem- berg for 13 Aar siden, aabnet alle Embeder og Værdigheder for dem, uden andre Betingelser, end dem, Sagens Natur gjør nødvendig. Og over Følgerne af denne Liberalitet høres ingen Klage i noget af disse Lande. I Frankrig gav Forhandlingerne i Kammeret over de jødiske Geistliges Gagering af Staten -- (saa- vidt er man kommen der!) -- Anledning til at belyse Jødernes Forhold fra alle Sider; og, idet ikke en eneste Stemme opløftede SIDE: 267 sig til noget, der kunde ligne en Anklage, vare Alle enige i at bevidne de velsignelsesrige Følger af denne udstrakte borgerlige Lighed. Saaledes yttrede Ministeren Merilhou sig i Talen, hvor- med han overrakte Pairskammeret Udkastet: "Dans les fonctions publiques, ou ils ont eté appellés, sous les drapeaux de nos pha- langes immortelles, dans les lettres, les arts, les sciences, l'indu- strie, ils ont en un quart de siécle donné parmi nous le plus noble démenti aux calomnies de leurs adversaires". [fotnotemerke] Ogsaa de Faa, der af andre Grunde talte imod Loven (ved Afstemningen 71 mod 212) ja selv den Eneste imellem saa mange, der under al- mindelig Modsigelse yttrede den Mening, at alle Spor af det forrige borgerlige Misforholds onde Følger endnu neppe vare ud- slettede, søgte fremfor alt at undgaae, som noget Forhadt og Uværdigt, Skinnet af at være imod den borgerlige Lighed. Og hvor ere i Würtemberg de skrækkelige Følger af Jødernes Adgang til alle Klasser af offentlige Embeder synlige" [fotnotemerke] ? Folkets Uvillje har ikke, som spaaet var, der myrdet eller fordrevet Jø- derne. Man hører ikke, at de tilbestikke sig Embeder for Guld, eller forvalte dem til sine Undergivnes Skade. I andre Stater, Preussen, Bajern, Hessen-Darmstadt, hvor Jøder dog kunne vælges til Tillidsposter inden Kommunerne, have enkelte af disse gjort Brug deraf, og ingensteds har man havt Anledning til at angre det. I Frankrig og Holland er Antallet af Embedsmænd af mo- saitisk Tro hverken meget betydeligt eller meget ringe, men temmelig forholdsmæssigt. Napoleon brugte dem jevnlig som Offi- cerer, og hans Svigerfader, Keiser Franz, fulgte hans Exempel. Frankrig har to Generaler af denne Tro, og i Holland var den anseede Lærde Jøden Meyer Præsident for et Tribunal, og Jøden Assur beklædte endog Justitsministeriet. Efter den bekjendte danske Lovkyndig Algreen Ussings Me- Fotnote: ): "I de offentlige Hverv, de have været kaldte til, under vore udødelige Falangers Faner, i Videnskaberne, Kunsterne, Lærdom og Industri, have de i et fjerdedels Sekel imellem os afbeviist paa det ædleste sine Fienders Bag- vaskelser." Fotnote: Den første Anvendelse, Regjeringen gjorde deraf, var at kalde den i den juridiske Literatur hæderligen bekjendte Dr. Maier til Tübingen som Professor i Retsvidenskaben. Før den nye Lov kunde denne Mand, som havde det største Navn mellem de würtembergske Jurister, ikke eengang erholde et Ad- vokatur, og saa sig saaledes udelukket fra at gjøre Brug af sine herlige Evner og Kundskaber til Nytte for sine Medborgere. SIDE: 268 ning, er der i den danske Lovgivning ingen tilstrækkelig Grund til at udelukke Israeliterne fra Embeder, som ikke staae i For- bindelse med Religionen, mindst fra Lægeposter, akademiske Embeder, Læreembeder ved lærde Skoler, Advokaturer, selv i Højesteret, og forskjellige juridiske Embeder, med Undtagelse af de højere Øvrighedsposter og, paa Grund af Edens Modtagelse, Dommerembederne. "Et saadant Vidnesbyrd om vor Lovgivnings Billighed -- siger Forfatteren af Afhandlingen om Jøderne i Dan- mark i Tidsskriftet Brage og Idun -- maa vistnok glæde os, kunne vi end ikke ret gaa ind paa Undtagelserne. Kunne Jøder beklæde de højere Poster i Hæren, som de i andre Lande have gjort, kunne de det vel og i Kollegierne, hvad man desuden seer Exempel paa i Holland, hvor man finder dem i Statsraadet, i Præsidiet for det juridiske Kollegium o. s. v., og tildeels i Fran- krig, for at vi ikke skulle omtale de Poster, man i Fortiden stun- dom betroede dem baade i Portugal, Spanien, England og Polen; og hvad Dommerembederne angaaer, saa er Edens Modtagelse jo vistnok en Hindring, som dog langtfra synes os uovervindelig. Regjeringen har hædret en Deel Jøder med Rang, Titler og Or- dener; men især i vore Dage, da slige Ting grassere fuldt saa fælt som Oldenborrerne i Mai Maaned, veje de ingenlunde op imod Embeder, og det forekommer os desuden, at der finder en besynderlig Modsætning Sted imellem Begunstigelserne paa den ene Side og Indskrænkningerne paa den anden". Erholde Jøderne Adgang til Riget, vil deres Adfærd forhaa- bentlig snart lede til den nødvendige Forandring i Religionsbe- tingelsen i Gl. § 92 forat kunne være Embedsmand. Men den Tid den Sorg. Det er ogsaa en, om end en af Øieblikkets mindre, at Normænd maa fra Danmark af høre et liberalere Sprog, end de ere vante til hjemme. Andre Betænkeligheder, hentede fra Troesforskjellen. Overtro om Sabbathen. Edsformularen. Blandede Ægteskaber. Ligesom det forstaaer sig af sig selv, at Adgang til et Embede i en Stat, hvori der kun er Tale om lovlig Orden, er absolut betinget af Opfyldelsen af Embedets paahvilende Pligter, saa forstaaer det sig ogsaa af sig selv, at Opfyldelsen af alle al- mindelige Borgerpligter ubetinget er knyttet til Erholdelsen af SIDE: 269 Borgerret. Man har i denne Henseende ogsaa hørt indvende, at om Jøderne end upaaklageligen opfylde sine pekuniære og andre Forpligtelser, ja om de endog ere noksaa fortræffelige Soldater og tappre som Makkabæere de øvrige Ugedage, vilde dog Alverdens Magt ikke bringe dem til at gjøre Krigstjeneste paa Sabbathen. Fædrene lode sig paa den værgeløse slaae ihjel, og den samme fanatiske Pedantisme bringer dem til for enhver Priis at kjøbe Folk for sig alene for den Sags Skyld. Men det var dog, for Kuriositets Skyld, værd at vide, om man virkelig for Alvor troer, at Jøderne i Napoleons eller i de russiske, tydske eller polske Armeelinjer have erholdt Orlov mod Løsepenge, naar det traf sig saa, at et Slag skulde leveres paa en Lørdag. Skulde det dog være saa, hvorom høiligen tvivles, saa er det stik imod den i alle civiliserede Stater antagne Grundsætning (som rigtignok ikke mangler sine Undtagelser) [fotnotemerke] at Ingen maa anføre sin Religion som Grund for at unddrage sig en bestemt almindelig Pligt. Det er desuden ganske overensstemmende med det gamle Testamentes, Talmuds og Rabbinernes Forskrivter, at Sabbathens Feiren maa vige for Fædrenelandsforsvarets uopsættelige Kald. Der er neppe nogen Forordning, som haardere udtaler svundne Tiders Stemning imod Jøderne end den af 15 Septbr. 1747 om Jødernes Vidne-Eed. De Forandringer, man oftere har forsøgt at bevirke deri, ere dog strandede paa -- det kjøbenhavnske theologiske Fakultets Betænkning; og dens Bestaaen er saameget mere paafaldende, som deres Troskabseed som Militære, Borger- skabseed og Præstens Embedseed hverken er underkastet de samme besværlige Formaliteter, eller aander samme Mistillid. Den sidste er fuldkommen liig andre Præsters, med Undtagelse af hvad der angaaer den augsburgske Konfession, og i begge de andre Tilfælder bestaaer Eden kun i de Ord: "Saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!" eller, hvis den Sværgende finder Betænkelighed ved dem, da: "Saasandt hjælpe mig Gud, Himlens og Jordens Skaber". Vor almindelige Eedsformular trænger ellers høilig til en Omredaktion formedelst den egne uhyggelige Ob- skurantisme, der gjennemaander den, og ved den Leilighed lod sig da beqvemt tage Hensyn til de andre Konfessioner. Fotnote: Qvækere have saaledes erholdt speciel Fritagelse for Værnepligt. En Stor- thingskommitteeindstilling i 1818 gik endog ud paa at gjøre dette til almindelig Lovbestemmelse. SIDE: 270 Ægteskab mellem Mosaiter og Kristne har ogsaa megen liden- skabelig Fordom imod sig. Den bekjendte Kirkens Forkjæmper, Biskop Balle, fandt dog ikke, at der var noget i Guds Ord til Hinder derfor, og ved Reskr. 14 Decbr. 1798 tillades det en Jøde at ægte en Kristinde, uagtet han ei vil lade sig døbe, "af Aar- sager, som ere vigtige for hans Samvittighed, hvilken Kongen ei vil tvinge", dog at alle Børnene oplæres i Kristendommen. Senere er ogsaa Tilladelsen givet, og neppe nogensinde negtet -- et Forbud, som upaatvivleligt ogsaa vilde vise sig uklogt og skade- ligt i sine Virkninger. I Betingelsen om Børnenes Opdragelse, der ogsaa gjælder for blandede Ægteskaber med Katholiker, raader ogsaa kun lidet en oplyst Protestantismes Aand. At Bør- nene døbes, gjør dog ikke Sagen klar, efter Luthers egne Ord: "Das Wasser allein thut's freilich nicht", og der er kun liden Betryggelse deri for at de virkelige blive Kristne. Paavirkning af jødiske Anskuelser kan derved ikke forhindres, ligesom det vilde være grusomt at fordre, at den af Forældrene, som finder al sin Trøst og Fred i Mosaismen, skulde undlade enhver kjærlig Omsorg forat gjøre de Skabninger, der af alle ere ham de dyre- bareste, deelagtige i det, der er hans egen Freds og Saligheds Hjørnesteen. Vi see atter her en Stræben efter at skaffe Sand- heden Seiren ved plumpe materielle Baand, istedetfor, i urokkelig Tillid til dens evige Guddommelighed, at lade den selv vinde Seiren ved sin egen uimodstaaelige Kraft. TYDSKE SOFISMER "Isandhed -- siger Israeliten Dr. Riesser [fotnotemerke] ) -- saafremt Kristen- dommen til alle Tider havde været det, dens Bekjendere udgive den for: en almindelig Kjærligheds-Religion endog imod dem, der ikke dele dens Troesbekjendelse -- en Broderskabs-Religion imellem alle Mennesker, selv mellem dem, der ikke høre til dens Skjød; -- saafremt den aldrig havde øvet Uret, aldrig udsaaet Had og Tvedragt, hverken under Spaltninger i dens egen Midte, eller mod Anderledestroende, maatte den vel forlængst være Fotnote: I sit Tidsskrivt "Der Jude, ein Journal für Gewissensfreiheit". SIDE: 271 bleven den almindelige Menneskereligion. Saaledes tænker jeg; saaledes tænke Tusinder af mine Troesforvandte med mig, der have at gjøre Indsigelser mod Kristendommen, mindre i Egenskab af Jøder, end i Egenskab af Mennesker overhoved". Og vi Kristne maa ikke forarges over Skjævheden i dette polemiske Ræsonne- ment, saalænge det dog ikke staaer til at negte, at man har igjen- nem Aarhundrederne viist og viser dem Hadskhed, medens man prædiker Kjærlighed for dem, og saalænge man, idet man praler med Kjærlighed, overfører Hadefuldhed i Menneskesjælens hel- ligste Forestillinger og Følelser [fotnotemerke] ? I de Badenske Forhandlinger, (som bemeldte Forfatter gjør til Gjenstand for sine Bemærkninger) hvor dog de meest Dannede, de meest Oplyste af deres Tro førte Ordet, hvor vor simple Menneskeret kvaltes i de Ord- udgydelser om Oplysning, Dannelse og Humanitet, der strømmede ud af vore Modstanderes Mund, finde vi Yttringer af Fanatisme, som i sin Naivitet vække Forbauselse: Tanker, som intet men- neskeligt Gemyt kan tænke over uden Gru. "Det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed" -- saa begynder blandt Andre et Medlem sin Tale i det første badenske Kammer -- Fotnote: Nærværende Tiders Jødehad har dog kun Næringsnidets, ikke Fanatismens Energi: det slaaer Ingen ihjel; thi dertil mangler det Lidenskaben, saavelsom og Lysten til at vove mere, end maaskee en 24 Timer lang Politiarrest; det holder sig helst til de skjøreste Ting: til Vinduesruderne, hæver sig i det høieste til Døre og Tage, og har da kjølet sin Smule Mod og er for lang Tid tilfreds. For ikke saa længesiden have Tidningerne berettet en Tildragelse af dette Slags, som var en Følge af Emancipationen, en Tildragelse, der maa forekomme mere latterlig end alvorlig. I et churhessiskt Ravnekrog havde Jøderne ved den nye Lov erholdt Ret til at fælde en Smule Ved i Almindings-Skovene, i Lighed med de øvrige Indvaanere. Men disses kristelige Kjærlighed agtede dog at beholde det for sig alene. Jøderne stode imidlertid, som billigt kunde være paa sin Ret, og beholdt den ogsaa tilsidst. Ved-Monopolisterne hevnede sig nu, som sædvanligt, paa Jødernes Vinduesglas. Man burde for lignende Til- fælde, gjøre det Forslag, at samtlige Jøder belagde sig med en frivillig Dør- og Vindueskat, for solidarisk at bære den Skade paa Vinduer og Døre, som Emancipationen muligen maatte medføre. Kun da ere deslige Begivenheder smertelige og oprørende, naar den almene Raahed gaaer af med Seieren, -- naar en svag, elendig Lovgivning sanktioner dens Handlinger og bruger samme til Paaskud for at kunne blive ved med Undertrykkelserne, -- med eet Ord: naar den fører tilbage til Barbariet. Have de derimod ingen videre Betydning, end den Smule Larm, som nu en Gang paa en eller anden Viis synes at være Frihedens uundgaaelige Ledsager, og som man, for dens Skyld maa lære at taale, saa kan hvert forstandigt Menneske lee deraf. SIDE: 272 "finde vi i den sørgelige Tilstand hvori Jøderne befinde sig. Vi see bogstaveligen de Frelserens Ord opfyldte, som forudsagde en slig Fremtidens Tilstand". Menneskeulykker, Jammer og Li- delser skulde altsaa være det meest talende Beviis for den kristne Troes Sandhed? Hadets sørgelige Værk det kraftigste Bilag for Kjærligheds-Religionens Sandhed? Isandhed dens bittreste Fiende kunde aldrig saa haardelig bespotte Kristendommen, som netop slige dens Tilbedere have gjort. Hedenskabets Guder laante man Lynets og Pestilentsens Pile, for at godtgjøre deres Magt, for at bringe deres Forudsigelser i Opfyldelse. Vilde Mennesket komme deres Magt tilhjælp, dem i Ærefrygt erkjende, da slagtede han dem i det høieste enkelte Menneskeoffere. Det var en kort rask Død meest i den spæde Ungdomsalder, og en saadan er just ikke den slemmeste blandt Menneskens Lod. Offeret blev be- krandset; Øinene bleve det medlidenhedsfuldt tilbundne; Kjær- ligheden, ei Hadet bød det frem og ledede det til Alteret. Saa- danne milde Offere tilfredsstille ikke den Gud, som her bliver os forkyndt; hans Pile ere den martrende, den langsomt dræ- bende Hadefuldheds; Beviserne for hans Magt, Forsikringen om hans Aabenbarings Sandhed det er: af Had nedtraadte Slægter, -- det er: Tusinders livslange Kvaler, hvem Døden bliver en Forløser, -- det er: skyldløse Børn, allerede i Vuggen fordømte ved en gammel Forbandelsesdom til en ved ufortjent Forfølgelse forstyrret og adsplittet Tilværelse. Ved Menneskets almægtige Fader, I bespotte ham! De Diendes Lallen, der priser Gud, for- dømmer Eder! Og, skulde det være sandt hvad I lastende fore- give om Eders Tro, hvad vi ikke indrømme, efterdi vi om samme have en bedre Formening: skulde det være sandt, at menneskelig Jammer, at vor Ulykke isærdeleshed "udgjøre det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed": saa siger jeg Eder, at det da vilde staae hjertelig slet til med Kristendommens Sandhed; thi vor Tilstand er ikke saa bedrøvelig, og var det heller aldrig, at den kunde afgive et saa skrækkeligt Beviis. Der gaves en Tid, da man førte hiint Beviis med Sværd og Brand, og det var en langt kraftigere Dialektik, end Jeres: en skarp, skjærende, dødende Beviisførelse. Men, om den har gjort et ligesaa stort Antal Ulykkelige, som der ere faldne som dens blodige Offere, det tør endnu være meget tvivlsomt. Der lever noget i Men- neskets Sjel, der modstaaer den raa Overmagt, Voldens Mis- SIDE: 273 handlinger, Bøddeløxen selv: hiin Overbeviisningens Styrke, hiin Andagtens Begeistring, som vi under Forfølgelser til alle Tider see opvakt, -- hiin vægtige Forhaabning om et Hiinsides, der, lige i Ansigtet af en qvalfuld Død, indgav Martyren Bønner af glad Hengivenhed i sin Guds Vilje. Den Lidende, den Under- trykte er derfor ikke stedse den Ulykkelige; mindst er den for sin Overbeviisnings, sin Troes Skyld Lidende det. Naar I ville finde et Beviis for den aandige Kraft, for Sandheden af en Troes- bekjendelse, forsaavidt den menneskelige Aand formaaer at be- vise denne, da søger samme i Det, som Menneskene have lidt for hiin Tro, "i den sørgelige Tilstand", de for dens Skyld have udholdt, ikke i de Grusomheder, i de Hadets Virkninger, som ere udøvede i dens Navn! Søger Beviset hos Troens Martyrer, ikke hos dens Bødler! De Kristnes Blod, som er bleven udgydt under Kristendømmets første Aarhundreder, var et meget slet Beviis for Hedenskabets Sandhed, derimod et meget bedre for Kristendommens, idetmindste for dens subjektive, Gemyttet gri- bende, Sandhed; og saaledes forholder det sig med de Lidelser, Kristendommen senere igjennem Aarhundreder har tilføiet Jø- derne. I vore Tider bliver nu hiint "meest talende Beviis" ført paa en mildere Maade: uden Blod, uden Baal, uden legemlig Mishandling. Man bestjæler os i det høieste for den billige Frugt af vor Virksomhed, for Noget af den ydre Ære, ogsaa for mange- haande Livsglæder, som nu en Gang knytte sig til slige udvendige Gjenstande. Dette er tilvisse nok for de Undværende; nok ogsaa for den nedrige Misgunst, hvortil Fanatismen nutildags er krympet sammen; men til Tilfredsstillelse af en efter Hevn tørstende Gud, til Beviis for Sandheden af en Religion er det dog altfor lidet! Livets Lykke, Gemyttets Tilfredshed, disse ere, Gud ske Tak! ei afhængige af de Goder, som I kunne røve os; og Følelsen af den gode Sag, for hvis Skyld vi undvære saa Meget, Bevidst- heden om Ret, den faste Tillid, hvormed vi imødesee dens ende- lige Seier -- disse Omstændigheder ere ogsaa at tage med under Beregningen af vor "sørgelige Tilstand", saa at jeg, det Ene med det Andet, tænker, Kristendommen vel maatte komme til kort med dette sørgelige Beviis for sin Sandhed. Jeg for min Person bør her med Føie tale et Ord med; thi jeg er En af dem, der ved Majoritetens Røverforbund, hvilket man ikke undseer sig for at kalde Lov, tilbunds ere udplyndrede, -- der ere berøvede SIDE: 274 alt det, som det borgerlige Liv (om de nød sin Frihed) kunde besidde af Ønskværdigt for dem. Og dog, naar ikke den ond- skabsfulde Gudsbespottelse, som ligger i Argumentet, for Alvor oprørte mig, vilde jeg i al Oprigtighed kunne lee over den Nar, der vil deducere sin Troes Guddommelighed fra en "sørgelig Tilstand", som min er. Hiint Medlem synes at henhøre til dem, der langt overvurdere Hadskhedens og Uretfærdighedens Magt, ikke tilfredse med hvad disse virkeligen yde, og som tilskrive samme ogsaa Indflydelse inden saadanne Enemærker, hvor de ere aldeles afmægtige. Vider, at blot det ydre Liv, den ydre Virken, af hvilke den indre Lykke, Sjelens indre Stemning ei afhænger, bliver os forstyrret og forhindret formedelst Eders Tryk. Det Røveri, I begaae mod os, strækker sig vistnok selv derhen, -- og det er sammes slemmeste Side, -- hvor den aandige Kraft tiltrænger den ydre Virksomhed, den jordiske Bund, paa hvilken den kan saae og høste; men hvor Aand og Gemyt virker og lever paa eget Gebeet, hvor en høiere Menneskelykke bliver opbygget paa Sjelelivets dybere Grund -- der er den onde Villje, der ere Had og Trældom magtesløse, der har Friheden saavelsom Kjærligheden seiret fra det Øieblik af den kom til Bevidsthed. Vi øse af den menneskelige Dannelses evige Strøm, af Kunsters og Videnskabers rige Kilde, saa overflødigt, saa ufortrødent, som I, om I end negte os, i Lighed med Eder, at øve mangen en Videnskabsgreen! Alle Aandens Skatte, alle Kunstens Dybheder, al Følelsens Rigdom, al Stræben efter det Sande, al Nydelse af det Skjønne er os tilgængelig, ligesom Eder. Ogsaa alle Livs- glæder, som Menneskers Kjærlighed yde Menneskene, nyde vi, som I; thi, hvor ofte end Pøbelens Fordom træder iveien, saa mangler det os dog aldrig paa Kjærlighed og Agtelse fra de ædlere Menneskers Side, under hvilken Religionsbekjendelse det end maatte være, som komme os imøde paa Livets Vei; og disses Kjærlighed og Agtelse kan der ene ligge os Magt paa. Desaarsag holde man vor Tilstand ikke for saa sørgelig, som den forekommer hiin Taler; desaarsag maa han selv see sig om efter et menneskeligere og tillige et mere træffende Beviis for Kristendommens Sandhed, end det, der skal hentes af vor Ulykke. Jeg har muligens dvælet længere ved dette Punkt, end billigt, fordi jeg følte, at det her gjaldt om noget Højere, end om den strenge Rets Sejer alene. Samme er ogsaa Tilfældet med nogle SIDE: 275 andre Argumenter, hvorover nogle Ord endnu skulle blive sagte. En anseet Taler undrer sig meget over, at et saa stort Antal Deputerede, under Adkomst ad Liberalismens og den fremad- skridende Tidsaands Vei, have talt med saa megen Iver for Jø- dernes Emancipation, som "dog ere Stilstands- eller Stabilitets- Systemets allertroeste Repræsentanter". Handledes her blot om Rettens Standpunkt, saa vilde jeg indskrænke mig til at henstille det Spørgsmaal til Vedkommende: hvad da det Fremskridts Natur, der ligger i Retstilstaaelsen, har at bestille ved de Individers Fremskriden, hvem Retten just skal tilstaaes? Er Negerslavernes Emancipation ingen Fremgang af den Grund, at de Stakler, tryk- kede af Trældommens Lænker, ikke have kunnet gaae fremad? Hvorledes maatte ikke Taleren, naar han havde været Prote- stant, forundre sig over, at hiin store Forholdsregel, som først har givet Navnet Emancipation en europæisk Lyd, sigtede til den borgerlige Udjevning af en vis Religions Bekjendere, der i den protestantiske Verdens Øine ei alene ere en "Stilstands- eller Stabilitets-Systemets troeste Bundsforvandte", men endog absolut identiske med dette System? Eller naar har Katholicismen nogen- sinde hyldet Fremgangen, Friheden? Den er forbleven den samme gjennem Aarhundredernes Bevægelser: den har Intet gjenkaldt, Intet opgivet, Intet forbedret; den indtager Formen af det Urør- lige, Uforanderlige i den aandige Verden; den vil det Samme tillige i den politiske, saasandt den havde Magt dertil. Jeg vil dog her ingenlunde synes, som om jeg deelte denne ærkepro- testantiske Anskuelse i dens hele Omfang, og allermindst der, hvor den udlaaner sig til Støtte for den politiske Uretfærdighed; jeg vil kun minde om, at dette Sprog virkelig er bleven ført imod de engelske Katholikers Emancipation; at det fortrinligviis i Tydskland har ladet sig høre under den samme Form, ja fra den samme Mund, der senere hen paa det ivrigste har prædiket Modstand imod Jødernes Emancipation. Hvad mig betræffer, da holder jeg først og fremst hver Pralen med Fremadskriden for et tomt løgnagtigt Ordgyderi, naar det modsætter sig Friheden, som er al Fremgangs Livsprincip. Afseet derifra, er jeg af den faste Overbeviisning, at der nutildags ligesaalidt reiser sig læn- gere Spørgsmaal om Stilstand og Bevægelse imellem Protestan- tisme og Katholicisme, som imellem Kristendom og Jødedom. Hvad der gaves af levende fremadskridende Aand hos Kristen- SIDE: 276 dommen, hos Reformationen, det er, ifølge Lovene for den men- neskelige Udvikling, forlængst udskillet derfra, er forflyttet og overgaaet i den rige, Alle tilgjængelige, Livsfylde af almeen Menneskedannelse. Den faste ydre Skikkelse, der er bleven tilbage, besidder ogsaa sit høie umiskjendelige Værd; men det er ikke det Fremadskridendes Værd; men det er omvendt det Fastes, det Sikkres, det Bestaaendes, der tjener Bevægelsen til Støttepunkt, til Modvirkning, til Ligevægtens Gjengivelse. Kristen- dommen forholder sig derfor til vort Aarhundredes Rørelse, liger- viis som Jødedømmet: Protestantismen -- som et tilværende System, -- ligerviis som Katholicismen. Den farligste af alle Slags Tilstand er den, der bliver staaende ved et gammelt for- længst afgjort Fremskridt, og vil henvise Menneskeheden derpaa; thi det er den meest anmassende, intolerante og uhelbredelige blandt alle. Deri maa vel Grunden ligge, hvorfor protestantiske Lande i de nyere Tider mangengang, under lige Dannelse, ere blevne tilbage for katholske i Grundsætningerne for Tolerantsen og Samvittighedsfriheden, saavelsom i andre Fremskridt. Hvad nu Jødedømmet isærdeleshed angaaer, saa have de, der med Uvidenheds ubetvingelige Selvkloghed snakke om dets stive Uforanderlighed henigjennem alle Aarhundreder, indtil den nyeste Tid, saa omtrent lært ligesaa meget om Jødedømmet og dets Historie, som deres Amme har kunnet lære dem; de have knapt tænkt sig Jødedømmet anderledes end under Billedet af en gammel skjægget Skakkerjøde, og omhyggelig vogtet sig for at berigtige deres Forestillinger ved en noget nærmere Betragtning af Sagen. -- De vilde ellers have erfaret, at Jødedømmet (i Lig- hed med enhver anden Religion) -- og det end længe efter dets nationale Bestands Undergang, har havt sine Blomstrings- og Forfalds-Perioder; -- at det har gjennemlevet alle Trin af den mystiske, den dogmatiske, den videnskabelige, og den høist ra- tionale Udvikling; at, om det virkelig stod tilbage i aandelig Dannelse og Pleie, under Seklerne af dets aandelige, formedelst ydre Trængsler, endeligen bevirkede Udtømmelse, som gik forud for de sidste 50 Aars Opsving, det paa den anden Side, i mange tidligere Sekler, har udmærket sig i samme Henseende fremfor de andre Religioner; -- at i det overhoved findes ligesaa meget indre Liv, ligesaa megen Rørelse, som i hver anden Religion. -- Hvad nu betræffer de sidste 50 Aars Rørelse, maa her bemærkes, SIDE: 277 at, under de forskjellige aandelige Straalers Gjennemtrængning, der, i Modsats til den tidligere Isolering, udgjør vor Tids Karak- teer, det ingenlunde kan blive skarpt afgjort, (ligesom det des- uden er ligegyldigt), om en i Midten af en Religion tillige vakt Fremadskriden ganske udelukkende er opvoxet af sammes Jord- bund, eller om den er bleven befordret ved den levende Be- rørelse med den almindelige Kulturtilstand. Er det Sidste Til- fældet, saa beviser det, at Religionen staaer i en inderlig levende Forbindelse med sin Tids aandelige Tilstand, og veed at hente Kraft ud af samme, uden derfor at opgive sin Selvstændighed: dette dens eiendommelige aandige Element. At der nu siden et halvt Sekel er indtraadt en meget levende Aandsbevægelse iblandt Jøderne, -- at en saa rask Udvikling af de religiøse Anskuelser har fundet Sted, som den nogensinde har forekommet hos noget hvilketsomhelst Religionsparti i et lignende Tidsrum, -- at Skikke og Sædvaner, der knytte sig til Troen formedelst flere Aarhun- dreders Overleverelse, af Mange uden Betænkning ere blevne opgivne: det er Kjendsgjerninger, som Enhver maa iagttage, der ikke voldsomt tillukker sine Øine for Erfaringen, eller har be- sluttet kun at see og anerkjende det, som passer til hans An- skuelse, eller som ikke haardnakket bestaaer paa, i forhaanden- værende Tilfælde, at anlægge sin Maalestok efter de Raaeste og meest Udannede, medens man ellers bestandig pleier at bestemme en Menigheds nationale og religiøse Aandstilstand efter de mere Dannede i dens Midte. Beslægtet med den nysberørte Yttring er ogsaa denne anden: "at Jøden i den nyere Tid aldrig og intetsteds er bleven seet i Deres Tal, der tage Deel i frisindede Ideer og i disses Uddan- nelse". Denne Bemærkning erindrer mig om et af de fornøieligste Indtryk, som Yttringen af hiin stupide Fordom, (for hvilken intet Paaskud er for dumt, og intet for slet, og som bevæger sig om iblandt de meest afstikkende Modsigelser,) nogensinde har gjort paa mig. Da i Aaret 1830 tvende bekjendte Forfattere af jødisk Herkomst optraadte som de talentfuldeste Forsvarere af Revo- lutionens Ideer, har heller ikke en eneste af de Modstandere, der reiste sig mod Begge i det Bestaaendes Interesse, undladt at tilskrive Jødedømmet deres revolutionære Tendents, det Uhistoriske, det Adsplittede (og hvordan nu forresten disse Yndlings-Talemaader maatte lyde) i deres Bestræbelser, samt at SIDE: 278 beskylde Jøderne, som saadanne, for en ultraliberal Sindsstem- ning. Omtrent ved samme Tid blev jeg gjort opmærksom paa en Opsats i det i Würzburg udkommende Folkeblad, hvori Jø- derne, alle uden Forskjel, bleve beskyldte for den skjændigste Servilisme mod Regjeringen, og truede med Folkets Hævn paa Frihedens Dag. En anden Journalist, Udgiveren af den Kasseler- Forfatningsven, vilde afgjøre Sagen ret tilgagns kløgtigt -- jeg troer, det var i en Recension over Børnes Breve, -- og fore- kastede Jøderne, at de enten ere servile eller ultraliberale: det rette Frihedsmaal kunde de ikke holde. -- Ikke længe derefter læste man i en Kasseler Korrespondent-Artikel i den Stuttgardter almindelige Tidende, der var flydt fra en ultraliberal Pen, at Jøderne ere i Masse Juste milieu hengivne. Vi see her den hele Kreds af politiske Sindelag udtømt i vexlende Bebreidelser; og under alle disse Taabeligheder er Intet klart, uden det, at et afsindigt Had forvirrer Gemyttet, selv under Opfattelsen af Kjends- gjerninger, -- at hver især isoleret Begivenhed er det nok, for at hæve denne til noget Almindeligt og derpaa at grunde For- dømmelsen over Tusinder; -- at det har afsværget al Sandhed tilligemed al Billighed, og desaarsag vanærer sig selv ved Mod- sigelser, som ere det klareste Beviis paa den indre Løgn og Slethed. Indtil jeg imidlertid atter faaer Leilighed til at tale om den hæderfulde Beskyldning for "ultra-" liberalt Sindelag, har jeg endnu nogle faa Ord at melde betræffende Anken over, at Jøderne ingen Deel tage i de frisindede, om end ikke ultraiske Ideer. Jeg vil begynde med Det, som tilsyneladende kunde ligge til Grund for denne Bebreidelse. Det staaer aldeles ikke til at negte, at selve Liberalismen i Tydskland, under de senere smaalige politiske Forhold, ikke sjelden antager en spidsborgerlig, laugsmæssig, kliqveartet Form, der staaer i den latterligste Kon- trast med dens Væsen og de Bestræbelser, den fordrer: en Form, der giver Plads for Fordomme, for Udelukkelser af hver Art. Der gives i de smaa Tydsklands Stæder liberale Klubber og Selskaber, der, ligesom Laug og Kasino'er, ingen Jøde optage, eller hvis indskrænkede fordomsfulde Aand, i hvilke endnu kun lidet mere af Friheden, end Navnet, er trængt ind, dog lader vente, at en Jøde ingen god Optagelse vil finde i sammes Midte; og saalunde maa det da være kommet, at Jøderne hist og her ingen Andeel have kunnet tage i lokale Bestræbelser for liberale SIDE: 279 Formaal, efterdi man udelukkede dem fra Deelagtighed deri. Desuden er jo ikke alene Folkerepræsentationen, men ogsaa Kathederet, hvilket de frisindede Ideers Uddannelse i den aller- ædleste Betydning tilhører, Jøderne utilgængelige i de fleste tydske Stater. Det eneste Enemærke, hvorpaa de i denne Hen- seende dele sine kristne Medborgeres Ret, -- man tilgive mig dette slet anbragte Ord, -- er Pressens; og paa dette Enemærke har det ingenlunde manglet paa Forkæmpere af deres Midte, hvilket føromhandlede deres Modstanderes Angreb selv godtgjør. Der gives desuden en Stand, som fortrinsviis den Pligt paahviler, at bistaae de Undertrykte: det er Advokaternes Stand. -- Jeg kan her ikke tilbageholde Fortællingen af en Kjendsgjerning, der fore- kommer mig ganske særdeles betegnende. Der gives i Tydsk- land en eneste Sagfører, der, i det høie Kald at forsvare de Anklagede, har sat sin borgerlige Existents og personlige Frihed paa Spil ved en ugunstigt optagen Frimodighed; og denne Ene er en Jøde. Jeg taler om de hannoveranske Statsfangers For- svarer, Advokat Gans i Celle. De Begivenheder, jeg har isigte, er jo bekjendte nok, idetringeste i Nord-Tydskland. Efter For- lydende vil det i den hannoveranske Stænderforsamlings næste Session komme til Beraadslagning over den i saa lang Tid be- lovede Forbedring af Jødernes Retsforhold. Da vil man med paafaldende stor Humanitet tillade Jøderne at blive Skræddere og Skomagere, og at erhverve Grundstykker; men til Stats- tjenesten, til de politiske Rettigheder, vil det hedde, ere Jøderne endnu ikke modne nok: dertil fattes dem den offentlige Tillid, den offentlige Menings Gunst. Til at opofre sig for Lidende, dertil er, som vi see, en Jøde moden nok. For at anbetro ham det Helligste, som Mennesket kan anbetro Mennesket, Forsvaret af dets Frihed, derfor har man nok Tillid til ham. Fangne (gjen- nem Aarerækker imødeseende i Fængsel Dommerens Kjendelse og følende Statens Almagt med dens hele Styrke, i Modsætning til deres egen Afmagt) have tiltroet en Jøde Iver og Velvillje og Duelighed nok, for at vælge ham, fremfor Andre, til deres For- svarer. Den offentlige Mening har heller ikke viist sig Tals- mandens ædle Opofrelse ugunstig. Fleertallet af Gøttingens Borgere have belønnet Frimodigheden hos deres anklagede Med- borgeres Sagfører med en Ærespokal; og jeg maatte meget feile, om det ei skulde have været ham en let Sag at vinde Indgang SIDE: 280 blandt Folkerepræsentanternes Tal, havde ikke Loven, ingenlunde Mangel af Tiltro, udelukket ham derifra paa Grund af hans Re- ligion. Det synes mig virkeligen, at Hvo som saaledes godtgjør sig paa hiint Felt, -- Hvo som der har fundet Tillid og har ret- færdiggjort samme i saa høi en Grad, tillige er istand til at gjøre Skjel for sig i enhver Stilling og at finde Tiltro. -- Men hvad nu Beskyldningen selv anbelanger, at Jøderne ingen Andeel tage i frisindede Ideer, da er samme saa ganske greben ud af Luften, saa ganske og aldeles ubekræftet, at vi slethen modsætte den en simpel Benegtelse, og kunne forsikre, at Antallet af dem, som levende føle for de frisindede Ideers Fremskridt, er i vor Midte idetringeste ligesaa stort, som i det kristne Fleertals. Jeg troer endog det er større, idetmindste blandt de mere Dannede: Noget, vi ikke kunne regne os til Fortjeneste, da det er ganske natur- ligt, at De føle varmere for Friheden, der af den vente sin borger- lige Tilværelses Gjenfødelse, -- Beseirelsen af en 1000 aarig Uret- færdighed. -- Jeg vil ikke derfor fragaae, at enkelte Kortsynede blandt os kunne være blevne vildledte ved den Iagttagelse, at En og Anden, der havde skrevet Friheden paa sit Banner, blev til Forræder mod den, da han skulde anvende samme paa dem, han undertrykte; men hver en Klartseende veed, at der ligesaa lidt maa tillægges Friheden nogen Skyld, som Troen og Dyden, fordi de undertiden tælle Hyklere blandt sine Bekjendere. En stor Rolle imellem Modargumenterne spiller endelig den Paastand, at Jødernes Fleertal ikke vil Emancipationen. Ogsaa denne Angivelse er af den Art, at en slet og ret Benegtelse uden videre lader sig opstille imod den, hvilken tilstrækkeligen bliver motiveret ved de Petitioner, som af Jøderne ere blevne for- beredte for nærværende Landdag over alle Landets Dele; lige- som der ogsaa er blevet Forfatteren af disse Bemærkninger til- deel et for ham selv, saavelsom for den Sag, han har paataget sig, yderst behageligt Beviis om den almindelige Deeltagelse, som de badenske Jøder føle for de Bestræbelser, der ere rettede imod Emancipationen. Havde hine Herrer talt, istedetfor om Fleertallet, kun om nogle enkelte Individer, som ere indtagne eller dog ligegyldige imod Emancipationen, da vilde jeg ikke i den Grad mistænke deres Sandfærdighed, som studse over hvor- ledes de just ere komne i en saa fortrolig Berørelse med sligt obskurt Pak, med Udskudet blandt Jøderne, at man har aaben- SIDE: 281 baret dem en Tendents, hvilken selv de Faa, der bekjende sig til samme, skjule skamfuldt for Dagen lig en Synd, -- en Ten- dents, som, under de utallige Skridt, som i Aarlange ere fore- tagne af Jøderne til Fordeel for Emancipationen, end ikke en eneste Gang er offentlig bleven udtalt, fordi ikke en Eneste deler den, der besidder nok af Forstand, Dannelse og offentlig Ag- telse, til at kunne udtale offentligen en Anskuelse, uden at stille sig selv tilligemed sin Anskuelse i Gabestokken. -- Men gives der i vor Midte enkelte i Mørket omsvingende Uslinger, saa som de, af hvem ovennævnte Herrer ere blevne beærede med Fortroelsen af deres smudsige Sindelag, har jeg derom intet Videre at yttre, end at der blandt alle Religioner findes hele og halve Svagsjelede, hele og halve Skjælmer, der ikke tage nogen Andeel i, men endog Forargelse af Bestræbelser, som ikke bringe dem nogen der ikke er reen Fordeel. Med slig Frækhed, med slig skamløs Pande, som skeet er i beslægtede Tilfælder af en lignende Fraktion af Badens kristne Befolkning, er alligevel, Gud skee Lov! hiin nedrige Tænkemaade ikke optraadt. -- Isandhed en Følelse af Skam skulde billigen have afholdt hine den badiske Forfatnings Helte fra at betjene sig af et Argument, som beroer paa Enkeltes Gjenstridighed mod Friheden. Hvo maa ikke herved erindre de Petitioner, som indløb til den forrige Regjering fra et Antal af Landets Menigheder, og udbad sig Forfatningens Ophævelse, Tilbagegangen til Eneherredømmet? Hvo erindrede ikke, at høiere Embedsmænd, visse om den derved vindendes Gunst, have foranlediget og ledet disse Petitioner, saa at Kammeret af 1831 har troet at maatte brændemærke hine Embedsmænds Navne i Landets Øine ved deres Offentliggjørelse? Hvad vilde DHrr. Antimosaiter sige, naar man af slige skammelige Om- stændigheder, vilde uddrage Slutninger imod Forfatningens Værd, imod Folkets Modenhed til Frihed, istedetfor at overøse dem med Skjændsel, eller istedetfor medlidenhedsfuldt at bedække dem? Og naar man af dem, som strede for Pressefriheden og Folkets øvrige forfatningsmæssige Rettigheder, vilde forlange det foreløbige Beviis for at Alle blandt Folket gløde for disse Rettig- heder, -- naar man vilde forholde dem Massen af de Ligegyldige, deres ringere Antal, hvem Frihedslarmen er imod, fordi den for- styrrer dem i deres behagelige Ro, -- kort, naar man vilde be- handle dem i denne eller i nogen hvilkensomhelst optænkelig SIDE: 282 Henseende saaledes, som Hine behandle dem, der fordre Fri- heden af dem: med hvilken Sandhedens og Retfærdighedens Kraft skulde de ikke da vide at tilintetgjøre deslige Sofismer? JØDERNE I DANMARK Vi Normænd bør betages Vildfarelsen, at vi kunne være virkelig fri eller Friheden værdige, saalænge vi ere saa intolerante. Dog var Skammen mindre, om vi vare det mere af Religionsfanatisme end af den ugrundede Spidsborgerfrygt, at Jøderne, om de fik Adgang til Landet, inden kort vilde tilrøve sig alt. Men fordi denne raader hos Fleerheden, gives der dog Strøg af Landet, hvor den første med al Sektereriets monomaniske Styrke tør gjøre sig gjældende. Jeg vil derfor aabne denne Udsigt over Jødernes Færd i Danmark med den hos vore Strengttroende højt anseede, ellers saa politisk-servile, Grundtvigs Mening om Jøderne, navnlig om deres Valgbarhed i Danmark. Mellem de Sager, der ved vort Folke-Raads forrige Møde ud- førlig behandledes, maa jeg, som Historiker, udmærke de To "om Jødernes Valgbarhed" og "om Sognebaandets Løsning"; thi vel har deres Behandling endnu ingen afgjørende Virkning havt, men baade tiltrak den sig dog almindelig Opmærksomhed og kundgjorde Raadets Anskuelse af "Kirke og Stat" og deres ind- byrdes Forhold. Andensteds har jeg udviklet min Overbeviisning om, at Raa- dets Stemning i det Hele var Sognebaandets Løsning særdeles gunstig, skjøndt "Samvittigheds-Friheden" ved en besynderlig Misforstand og et endnu større Misheld, til Slutning fik syv Stemmer fleer imod end for sig [fotnotemerke] ; og her vil jeg anmærke, at "Jødernes Valgbarhed" i det Hele kun lidet huede Raadet, saa den, trods et stort Parties overordentlige Anstrængelser, dog Fotnote: Tale til Folke-Raadet om Dansk Kirkefrihed. SIDE: 283 kun, som ved et Slumpetræf, fik to Stemmer flere for end imod sig. Hverken dette, eller den Kulde mod "vor Samvittigheds-Frihed", de Blade har viist, hvorpaa Jøder, døbte og udøbte, har størst Indflydelse, kan imidlertid berettige eller skal bevæge mig til at fravige den Overbeviisning, jeg alt for endeel Aar siden ved- kjendte mig [fotnotemerke] , at Jøderne, ved at behandles ei paa "Romersk" men paa "Græsk", kan blive hvert Land til uberegneligt Gavn, da de overalt, hvor de har "Borger-Ret", bemægtige sig Borger- Aanden, og vide godt at ramme Statens Bedste som deres Eget. Derimod er det nok Umagen værdt at mønstre de Grunde, man anførte mod Jødernes Valgbarhed, thi skjøndt de vel for det meste kun var Undskyldninger for den uvilkaarlige Følelse, flere Talere endog vedkjendte sig, saa vil man dog i vore Dage immer skamme sig ved slig en Følelse, naar man ingen Und- skyldning har. Allerede sidst vilde derfor Endeel ikke være det bekjendt, at de havde det mindste mod Jødernes Valgbarhed, naar de kun turde ventet at Kongen vilde bifalde den, eller naar ikke derved maatte skee en, for Principets Skyld, farlig For- andring i Folke-Raadets Grundlov, og værgede sig mod de ind- lysende Sandheder, at det er ikke for at høre sig selv men Folket, Kongen lytter til Folke-Stemmen, og at ingenlunde For- ordningen af 1834, men kun Konge-Brevet af 28de Mai 1831, er Folkeraadets Grundlov. Hvad der vel maa være Hoved-Indvendingen mod Jødernes Valgbarhed, var den Paastand, at Kristendommen gav langt mere Sikkerhed for Dyd og Ære end Jødedømmet; men den Taler, der med mest Varme og Inderlighed gjorde denne Ind- vending gjældende, gjendrev den selv ved meget naivt at be- mærke, "man maaskee kan gjøre Forskjel mellem Navn-Kristen og virkelig Kristen", hvad man aabenbar ikke blot kan, men nødvendig maa, hvor "Barne-Daaben" er en tvungen Sag, da man jo ellers ved med Magt at døbe Jøde-Børnene i en Hast kunde forvandle dem til virkelige Kristne. Sandelig, hvor en virkelig Kristen, som Taleren efter alle Mærker var, endnu i vore Dage og midt i en Forsamling, hvor Saamange nægtede at kjende nogen væsentlig Forskjel mellem Jødedom og Kristen- dom, endnu kan tale om den særegne Sikkerhed for Tænke- Fotnote: Haandbog i Verdenshistorien, 1. 580 -- 81. SIDE: 284 maade og Vandel, Kristen-Navnet skal medføre, der maa For- dommen mod Jøderne vist nok være saa stærk, at den neppe viger for Grunde; men den Betragtning synes mig dog maatte lære alle Veltænkende baade i Danmark og Norge ei at gjøre Daaben til Betingelse for Borger-Ret, da man derved kun støder de retsindige Jøder fra sig og lokker de Slette og Samvittigheds- løse til sig, hvad dog aldrig kan enten være klogt eller det bor- gerlige Selskab gavnligt. At man ogsaa selv maa have følt den indvortes Tomhed af den Indvending, der har det meste udvortes Skin, slutter jeg deraf, at man søgte at forstærke den ved lang Tale om saa- danne Smaating, som at den ægte Jøde hverken kunde skrive paa Sabbathen, eller ved Folke-Raadets Aabning bivaane den kristelige Gudstjeneste, og det var ret tilpas, at En af de nær- værende "kristelige" Talere reentud erklærede, at den Prædiken, der kunde forarge en retskaffen Jøde, vilde ogsaa forarge ham, thi derved blev det jo dog haandgribeligt, at Navnet gjorde intet til Sagen. Hr. Assessor Ussing havde for Resten aldeles Ret i, at Udtrykket "offentlig" om den Gudstjeneste, hvormed Folke- Raadet skal aabnes, ei maa forvexles med "kristelig", forsaavidt derved tænkes paa den kristne Tro, thi uden at tale om at Gudstjenesten i Jødernes Synagoge jo ogsaa er "offentlig", saa veed vi jo Alle, at Lovgiveren, selv om han havde sat "kristelig Gudstjeneste", slet ikke vilde tænkt paa Troen, men kun paa Formen, og det med Rette; thi for en saa blandet Forsamling i vore Dage er den Tale vist den bedste, der kun forudsætter saa megen Tro, som der maa findes hos enhver retskaffen Mand, hvilken positiv Religion han end bekjender sig til. Dog, jeg gaaer endnu videre, i det jeg vedkjender mig den Overbeviisning, at enhver Bestræbelse for at give det borgerlige Selskab en kristelig Skikkelse, selv naar den var allerbedst meent, var dog et stort Misgreb, enten saa Grunden dertil laa i Miskjendelse af Kristendommens aandige Væsen, eller i Ubekjendt- skab med den virkelige Verden og Grændsen for det Gjørlige. Jeg veed jo nok, at jeg herved ikke blot gjør min Ortodoxi mis- tænkt hos Tilhængerne af de gamle Theologiske Systemer, men vækker en med Ringeagt blandet Medlidenhed hos de unge Philosopher, hvem det er en smal Sag med en Hexe-Formel og et Pennestrøg at kristne alle vore Stater fra Top til Taa; men SIDE: 285 derfor bliver det dog lige sandt, at uden kristen Tro er man ingen Kristen, at Mængden i alle vore Lande ingen kristen Tro har, og at man ikke kristner, men forbittrer og fordærver dem, ved at paanøde dem Skin af hvad de hverken ere eller ville være: saa hvor man vil have ærlige, med Øvrighed og Ind- retninger fornøiede Borgere, maa man lade Troen være en fri Sag og gestalte alle borgerlige Indretninger saa uafhængige af den som mueligt. At enhver Øvrighed, ligesom enhver Enkelt- mand, der selv har kristen Tro, og føler sig lykkelig ved den, stræber at udbrede den i sin Kreds, er vistnok naturligt og nød- vendigt, men netop naar man selv har nogen Tro, maa man jo hade det tomme Skin, og vide, at den virkelige Tro lader sig ikke paatvinge, og hvad Art det har med en Øvrigheds kristelige Bestræbelser, som ei selv er kristelig, kan man jo forud vide. Mener man nemlig, at en Øvrighed kan gjøre Alt hvad den behager til kristeligt, blot ved at kalde det saa, da kan man vist nok let finde paa Noget saa tomt og ubetydeligt, at alle Lige- gyldige lade sig det behage, men det kan de virkelige Kristne umuelig lade gjælde for Kristendom, saa enhver Bestræbelse for at kristne Staten vil tidlig eller seent ende med en Krig mod det ægte Kristelige, der hverken kan skifte Farve eller lader sig forvandle til et tomt Skin. Men ere nu alle saakaldte kristelige Grunde mod Jødernes fulde Borger-Ret grebne af Luften, da er der kun een Indvending, som kunde have nogen Grund, den nemlig, at de ere Fremmede, som seent eller aldrig kan tabe sin Eiendommelighed og sammen- smelte med os. Denne Grund prøvede man nu vel ogsaa i Folke-Raadet at gjøre gjældende, men det maatte nødvendig mislykkes, da Jø- dernes Tilsidesættelse ei engang var nævnt i Forordningen, men fulgte kun af Bestemmelsen, at Ingen kunde vælges til Medlem af Raadet, uden han bekjendte sig til "den kristelige Religion". Det er altsaa vist nok et Spørgsmaal, om Feilen ikke blot ligger deri, at Lovgiveren ei har givet den rette Grund for Jødernes Tilsidesættelse, og ei ligesaavel fraskrevet dem Valgret, som Valgbarhed, men ogsaa dette Spørgsmaal maa jeg besvare med Nei; thi skulde nogen Indfødt udelukkes paa Grund af sin fremmede Oprindelse, da maa det langt snarere være Tydskerne end Jøderne, saa naar de Første blot behøve at være fødte SIDE: 286 herinde eller at være Holstenere, for at kunne sidde i Raadet, da er der ikke mindste Grund til at udelukke de Sidste. Frem- medes Deeltagelse i vore offentlige Anliggender bliver nemlig farligere i samme Grad, som de Fremmede tilhøre et mægtigt Folk og staae i naturlig Modsætning til os, og medens vi derfor ei kan nævne mindste Skade, Jøderne har gjort vort Folke-Liv, dets naturlige Vext og Udvikling, er det derimod kun altfor begribeligt, hvorfor det er blevet et Dansk Ordsprog, at "al vor Fortræd er Tydsk". Allerede som et sprængt Folk, der har tabt baade Fædreneland og Modersmaal, er Jøderne de uskade- ligste Fremmede, noget Folk kan optage i sig, da de nødvendig maae stræbe, saavidt mueligt, at erhverve sig et Fædreneland og Modersmaal, hvor de boe, og da de nu tillige er en Levning af Oldtidens høiest begavede Folk, der med Lethed kan tilegne sig alle menneskelige Tungemaal og Anskuelser maa ethvert ædelt Folk ønske at sammensmelte, saameget mueligt, med den bedste Deel af dem, hvad ingenlunde skeer ved at love dem fuld Borger-Ret, naar de vil frafalde deres Fædrene-Tro men ved at skjænke dem fuld Borgerret, uden Hensyn paa om de adskille eller forbinde "Moses og Jesus". Kun da kan vi vente at faae de retskafneste, dybeste og bedste Jøder til vore Med- borgere, og troe vi virkelig, at alle De, som er af Sandhed, høre den Herres Røst, vi bekjende, da maa vi ogsaa tro, at alle sandhedskjærlige Jøder, naar Guds og deres Time kommer, vil bøie Knæ i Jesu Navn, og det saameget snarere og hellere, naar det er en fri Sag, hvorved de verdslig talt hverken vinde eller tabe. Jødernes Stilling i Danmark. Udgiveren af ovenciterede danske Tidsskrivt, Hr. Barfod, har benyttet den mosaiske Kateket Cohens "de mosaiske Troes- bekjenderes Stilling i Danmark forhen og nu" (Odense 1837) som Materiale for en saa klar og udtømmende Fremstilling af deres hele Leven og Færden i Danmark, at Udgiveren af nær- værende Skrivt beklager ikke at kunne meddele den fuld- stændigere end her skeer. Der ligger vel allerede en Argumen- tationsstyrke i at kunne anføre Andre for sin Mening, men at SIDE: 287 Læserne ville finde den vægtigste i de opstillede Kjendsgjerninger for at Jøderne have i Danmark, hvor deres Stilling var og er mislig nok, lønnet Ondt med Godt, og nær under vore egne Øine givet Beviser i Mængde forat Jøderne have været en paa sine Velgjerninger karrig Stat i mange Individer til Hæder og Lykke. I Kristian 4des sidste Regjeringsaar antager Forfatteren, at Jøder først indkom i Danmark [fotnotemerke] . Den første Forordning dem angaaende er af 6te Febr. 1651, hvori de forbydes Adkomme til Landet uden særeget Leidebrev. "Vor Adel, siger han, var dengang vore privilegerede Skakkrere, og de have neppe været uden Indflydelse paa denne som paa de følgende Forordninger". Under 19 Jan. 1657 tillod en ny Forordning de "portugisiske" Jøder frit og uhindret at reise og ernære sig i Kongens Riger, til hvilken Begunstigelse Grunden rimeligviis blot var financiel. Men af Udtrykket Kongens "Riger" synes det, klart at Til- ladelsen ogsaa har været udstrakt til Norge, og af en Politi- anordning fra 1710 sees det, at der var Jøder, som dengang havde Lov til at "opholde sig, bo og bygge" i Bergen, saa Ordet "fremdeles" i Gl. § 2 sidste Passus er uden Hjemmel og denne det første positive Lovbud, som udelukker Jøderne fra Norge. Naar Jøderne først fik Tilladelse til at "bosætte sig" i Dan- mark er uvist. En saadan Tilladelse har neppe fra Begyndelsen af været almindelig, men kun en personlig Begunstigelse for den Enkelte, der ved sine Fortjenester -- sandsynligviis Penge- laan til den altid forlegne Regjering -- havde gjort sig værdig til en saadan. I 1680 boede dog alt Jøder i Ribe, og Naskovs Privilegier af 1667 tillader Jøder at nedsætte sig i Byen. I 1714 fandtes dog kun 18 Familier i Kjøbenhavn, rimeligviis for de Vanskeligheders Skyld, man gjorde, og hvis Natur lader sig slutte af et Reskript af 1726, der gjør til Betingelse enten en Ejendom af 1000 Rdlr., eller at drive Uldmanufaktur eller at Fotnote: Først 1776 findes Jøder i Sverige, hvoraf Enkelte erholdt Borgerret som Udmærkelse. Endnu ere de kun lidet talrige der, saa der fra Nabolandene ikke er synderlig Grund at hente for Normændene for Frygten, at de skulde indtrænge sig i for stor Mængde. Eller har Norge noget tilfælles med Polen, hvor Svælget mellem Adel og Livegne eller stavnsbundne Leilændinger, idet det manglede en Borger- og Selvejerstand, udfyldtes af Jøder, for hvis Ind- strømmen fra alle Kanter dette Indland laae saa beqvemt? SIDE: 288 opføre et Huus af en vis Størrelse, Byen til Prydelse. Der gaves endeel Anordninger til Begunstigelse for de saakaldte portugisiske Jøder, men ved en af 29 Marts 1814 stilledes de tydske lige med dem. Dog maa, selv efter denne Forordning, den fremmede Jøde ansøge Kancelliet om Tilladelse, hvis han vil opholde sig længere end 14 Dage. Amtmændene ere ved en Forordning af 1827 bemyndigede til at udstede saadanne Licentser paa 6 Maaneder, og Kancelliet har oftere skjænket dem paa aareviis. Endnu skal dog en særegen Tilladelse er- hverves. Cohen yttrer om Jødernes Tilstand og Stilling i det Hele i Danmark, at, levede de end nedbøjede og betyngede med Indskrænkninger, var dog deres Skjebne, selv i de fjernere Tider, vel ikke behagelig og lykkelig, men taalelig, ja vel endog god, naar man seer hen til hvordan den var i andre Lande. De henvistes ikke til særegne Gader, paalagdes ikke særegne Dragter, latterlige udvortes Tegn, Kopskat eller særegne van- ærende Skatte, men deres Liv og Gods sikkredes dem. Har man end ikke begunstiget dem særdeles -- uden med det sørge- lige Privilegium at tage højere Rente end ellers lovbestemt -- saa har man dog heller ikke paalagt dem Valget imellem Daab og Død eller Frikjøbelse for begge ved uhyre Pengesummer. Og dette var i de Tider overordentlig meget; man var mild i Mod- sætning til Tidernes almindelige Barbari, og først Frederik den 6te ahnede, at der var en højere Retfærdighed at udøve mod det fortrykte Folk, end den, der afholdt sig fra aabenbare og po- sitive Fornærmelser. I et Hundredaar havde de maattet tage Borgerskab og i fuld Maade opfylde alle borgerlige Pligter, af- holde alle borgelige Tyngder, havde ogsaa ført Navn af Borgere, men de havde ikke Borgerens Rettigheder og Friheder; man antog sig dem heller ingenlunde for i nogensomhelst Retning at forbedre deres Stilling. Man lod dem gaa for Vind og Veir, og for deres borgerlige Velvære, aandelige Dannelse og sæde- lige Udvikling var man lige ligegyldig. Ondt gjorde man dem egentlig ikke; man forskjød dem kun. Handel var fra først af Jødernes eneste lovlige Erhverv; deres Fædre havde intet andet maattet kjende, og for sine Børn ahnede de heller intet andet [fotnotemerke] ; de vare en nedtrykt Kjøbmandskaste i Fotnote: En nylig afdød Jøde har fortalt os, at han mindes, hvordan hans Fader en Middag kom hjem, og, da han saa sine Børn, halv i Fortvivlelse udbrød: SIDE: 289 vort Fædreland, fordømte til evig den samme Beskjæftigelse, og dog bebreidede man dem deres Hang til den, og haanede deres Dygtighed, der jo rigtignok stundom gjorde sig gjældende paa en temmelig smudsig Maade, fordi -- Lovene førte det saaledes med sig. Allerede 1786 fik dog Jøden J. M. Israel Tilladelse til i Kjøbenhavn at anlægge et Trykkeri for Bøger i det hebraiske, kaldæiske, rabbinske og de øvrige østerlandske Sprog. Det var en ringe Begunstigelse, men det var dog det første Brud paa Næringstvangen. Omtrent samtidig naaede den Efterretning hid, at Jøderne i Østerrig og Preussen havde begyndt at drive Haand- værker og Manufakturer, og Magistraten anmodede 1788 Jødernes Ældste om at forsøge det samme med den jødiske Ungdom her i Landet, ved at lade nogle faa Drenge hensætte i Lære hos Haandværksmestre o. s. v. Naturligviis gjorde disse opmærksom paa, at, saa meget de end selv maatte ønske og attraa saadant, saa vilde Forsøget dog være unyttigt, saa længe Lovene forbød dem at ernære sig som Mestre, og at ingen Laugsmester paa Grund heraf vilde eller turde tage dem i Lære. Nu udkom Reskr. til Kjøbenhavns Magistrat af 19 Septbr. 1788 -- bekjendtgjort ved Plakat af 29 Septbr., -- i Følge hvilket Jøder ikke blot maa ind- træde i Haandværkslære, men ogsaa, naar de have udtjent sin Lære, indtræde i Laugene, saafremt de ikkun opfylde Laugsar- tiklerne, og -- Kastebaandet var brudt. Et lovligt og hæderligt Erhverv igjennem Kræfternes fri Anvendelse stod nu ogsaa ad denne Vej de kjøbenhavnske Jøder aabent. Maa det derfor end glæde os i dette Reskr. at see, at der "endog ingen Undtagelser skulde finde Sted i Henseende til de Professioner, hvortil bruges Smelteovne og Digler", saa kan det dog ikke andet end smerte os, at man skulde ansee det fornødent at tilføje en Bestemmelse, der vidner om en saa forhadt Fordom, og det stygge "endog" skurrer os i Ørene. -- Reskr. udvidedes 1793 til alle Kongerigets Jøder, og 1824 selv til dem i Hertugdømmerne, der ellers have nydt saa lidt godt af samtlige de øvrige Foranstaltninger til sine Troesbrødres Tarv. -- Da Reskr. udkom, mødte det, som man kan tænke sig, forskjellige Hindringer. Fordommene hos de kristne Fotnote: "Nu kommer jeg fra N.N." (en kristen Handelsven af ham); "han har i Dag sat to af sine Sønner i Haandværkslære; men hvad skal der blive af jer? -- Skakre skal I! -- skakre allesammen, ligesom jeres Fader og hans Slægt for ham". SIDE: 290 Mestere gjorde Jødernes Anbringelse i Lære meget vanskelig [fotnotemerke] , og Vanskeligheden forøgedes endog ved mange jødiske Forældres Frygt for at anbringe sine Børn hos kristne Mestre, hvortil endnu kom, at de fattige Jøder paastod, at de ikke havde Raad til at vedblive at føde sine tilvoxne Børn, der ikke kunde spise de kristne Mestres Mad, men derimod ved Skakren selv kunde er- hverve sig sit Udkomme. Men for at bortrydde samtlige disse Hindringer stiftede 1793 et Antal hæderlige Medborgere det Præmieselskab til den jødiske Ungdoms Anbringelse i de for- skjellige Haandværkslaug, som vi i næste Afsnit nærmere skulle omtale. -- -- Haand i Haand med Jødernes Laugsberettigelse og det stiftede Præmieselskab gik ogsaa Indrømmelsen af forskjellige andre Borgerrettigheder, hvilke vi heller ikke maa lade ubemær- kede. Særegne Bevillinger aabnede dem f. Ex. allerede 1797 og 98 den Adgang til det kirurgiske Akademi og til Universitetet, der hidtil havde været dem negtet, men som i det følgende stod dem lige saa fri som alle andre. -- Hæren havde ogsaa været lukket for dem, men allerede i Slaget paa Kongedybet den 2 April 1801 se vi dog en Jøde hæderlig udmærke sig, M. Heymann, der som frivillig var gaaet ombord paa Blokskibet Jylland. De ældre Bestemmelser havde saaledes faktisk tabt sin Betydning, og i Kanc. Prom. 27 Mai 1801 se vi derfor ogsaa, at Kancelliet "ingen Betænkelighed finder ved" at lade et Par ved Kjøbenhavns borger- lige Militær nylig ansatte jødiske Underofficerer aflægge Tro- skabseden. Men hvis nu nogen skulde sige, at denne Handling tilhørte Kancelliet (som dog ellers aldrig beskyldtes for at være liberalere end Kronprinds Frederik), og ikke Regjeringen, da have vi Kanc. Prom. 22 Oktbr. 1808, i hvilken Kanc. tilkjendegiver Stads- hauptmanden og Brandmajoren i Kjøbenhavn, at, i Følge hans Majestæts Befaling, skulle de, inden de optage nogen Jøde i Kjø- benhavns borgerlige Korps, forvisse sig om, at han er berettiget til at blive her i Landet, og Jøderne havde nu altsaa en middel- bar kgl. Tilladelse til Ansættelse i Borgerkorpserne. Reskr. af Fotnote: Et eneste Exempel maa oplyse dette: -- Endnu 1791 maatte Kancelliet ved en daglig Mulkt tvinge Oldermanden for et Handelslaug -- Urtekræmmernes -- til at indskrive en jødisk Dreng i Lauget. Hvor lidt man i det hele taget var tilbøjelig til at ansee dem for "rigtige" Borgere, turde ogsaa fremgaa deraf, at baade Høiesteret og Kancelli endnu 1794 antog, at en Jøde blev myndig efter den jødiske og ikke efter den danske Lov, -- myndig altsaa, naar han havde fyldt sine 13 Aar. SIDE: 291 9 Decbr. 1809 henfører dem dernæst ligefrem under den alminde- lige Konskription, ligesom Plak. 1 Mai 1810 og Kanc. Skr. 6 Januar 1814 tilkjender dem Ret til Udskrivning til Jægerkorpset. -- Hvad Ret til Landbrug angaaer, siger Kanc. Prom. 3 April 1802 udtrykke- lig, at Jøder, som ere fødte her i Riget, eller ere forsynede med kgl. Leidebrev, have samme Ret til at kjøbe Jordegodser, som enhver anden af Kongens Undersaatter; og det er desuden en Kjendsgerning, at der iblandt vore Avlsbrugere for Øieblikket er enkelte Jøder, ligesom iblandt vore Forpagtere, Forvaltere, Møllere og Gartnere. Betræffende Jødernes Gudstjeneste, da erholdt Menigheden først i 1833 et anstændigt Tempel, som da indviedes med en Høi- tidelighed, der selv paa den Fremmede maatte efterlade et dybt og varigt Indtryk. Den lille portugisiske Menighed (en mindre orthodox Sekt) har desuden sit eget Bedehuus, og Synagoger ere desuden tilladte i 12 Byer, hvorved en af Menigheden lønnet Præst befaledes ansat; men da et saa stort Antal duelige ikke vare lette at udfinde, ordnedes dette saaledes, at der, foruden Præsten for Menigheden i Kjøbenhavn, skal være 4 jødiske Ka- teketer i Riget: 1 i Kjøbenhavn for Sjellands Stift, 1 i Odense for Fyens og Lollands, 1 i Frederits for Ribes og Aarhuus', og 1 i Aalborg for Viborgs og Aalborgs Stifter. I den sidste By findes ligeledes, som i Slagelse, en ikke autoriseret Synagoge, mod hvis Bestaaen dog ingen Vanskelighed er gjort. Forord- ningen af 29 Marts 1814 paabyder ogsaa for den jødiske Ungdom offentlig Religionsprøve eller Konfirmation, og Regjeringen har, efter Menighedens egen Opfordring, authoriseret deres Lærebog og approberet Gudstjenestens nye Ordning. Det saakaldte jødiske Proselytfond hævedes allerede ved kgl. Reskr. af 28 Febr. 1800 efter Biskop Balles Indstilling, og henlagdes til Sjellands Stifts Skolelærers Enkekasse, men Præstepengene til de kristne Kirke- betjente ere fremdeles forblevne hævede. Efterhaanden som Kastebaandet er ogsaa Stavnsbaandet blevet brudt. Jøderne ophøre ikke længer at være Borgere udenfor sin Fødeby, Forretnings- eller andre Reiser vanskeliggjøres dem ikke længer, og de behøve ikke meer nogen speciel Bevilling til at stifte Opholdssted. "Fra det Øjeblik, siger Hr. Barfod, kunne vi sige, at den danske Jøde ei blot havde en Fødeby, men et Fædreland, der begyndte alt mere at blive billigt imod ham, og SIDE: 292 derfor ogsaa kunde gjøre sikkrere Regning paa hans Gjenkjærlig- hed, der sandelig heller ikke ere udebleven. I Anordningen af 27 Marts 1814, dens lste §, er Jødernes fuldkomne Borgerret opstillet som Princip; men dette er dog ikke meer end halvveis gjennemført. Den er dog Hovedskridtet fremad, og har, som alle vore Dages politiske Forbedringer sin Rod i den franske Revolutions Dage. Under 4 Septbr. 1795 nedsatte Regjeringen en Kommittee be- staaende af Professor N. Kall, Overretsassessor Collett, Højeste- retsadvokat Brorson og de israelitiske Kjøbmænd N. L. Meyer og J. Henriques. "Den havde fattet det Forsæt, ved en ny Lov- givning at gjøre Jøderne til nyttige Borgere og værdige til den Adgang til alle borgerlige Rettigheder, lige med deres kristne Med- borgere, som en oplyst Regjering altid vil anse det for sin hel- ligste Pligt at forskaffe samtlige Borgere, uden Hensyn til deres Religion [fotnotemerke] . Kommitteen indbød gjennem Aviserne samtlige Jøder til at indkomme med Forslag, og fremkaldte derved ei blot saa- danne, men desuden en Mængde Skrifter og Modskrifter. En Anonym, der skjelnede skarpt imellem Jødedom og Talmudisme, klagede over den Myndighed, Jødernes Ældste med Regjeringens Samtykke gjennem Tvangsmidler udøvede over Menigheden, fore- slog Afskaffelsen af den særegne Skiftejurisdiktion, Indførelsen af Dansk i alle mulige Dokumenter, der i borgerlige Anliggender kunde faa Vigtighed, Afskaffelsen af den jødiske Myndighedsalder, Ordningen af et forbedret Skolevæsen o. s. v. Han mødte na- turligvis Modstand hos sine i rabbinsk Orthodoxi og Uvidenhed forstenede Troesbrødre; men flere sloge sig paa Parti med ham, og iblandt dem den dygtige G. Euchel, som baade skrev et For- slag til Kommissionen og en Ansøgning til Kongen [fotnotemerke] . Han gik endnu videre end Anonymen, og fremhævede især Nødvendig- heden af Kirkens og Skolens Forbedring og det danske Sprogs samt de danske Loves gjennemgribende Indførsel i alle de jødiske Forholde; Dansk i Prædiken, i Skolen, i Kontrakter, Handelsbøger o. s. v.; en Religionsprøve (Konfirmation) for de tilvoxne Børn; ingen Jurisdiktion for Rabbinerne, og ingen Bandstraale; intet særeget Værnething, ingen særegen Skifteret, ingen jødisk Myn- dighedsalder, ingen Ret til at give Hustruen Skilsmissebrev o. s. v., Fotnote: Saaledes skrev man i Jan. 1796! -- "Lærde Efterretninger" S. 2. Fotnote: "Minerva", Jan. 1796, S. 47 -- 69. SIDE: 293 o. s. v. Han endte bittert med at bede Kongen befale: "at Jø- derne i Danmark i alt maa være underkastede og dømmes efter Landets Love, som alle andre danske Borgere, og at de fana- tiske Jøder, som hellere ville dømmes efter jødiske Love aller- naadigst maa deporteres til Arabien eller Palæstina, tilligemed deres Præst". -- En Ansøgning i modsat Retning var derimod tidligere indgaaet til Kongen fra en stor Deel af Hovedstadens Jøder. Der var altsaa kommet Liv i Menigheden men om det var Grunden til, at der kom Død i Kommitteen, vide vi ikke. Kun det vide vi, at denne døde hen, uden at man hørte noget til den. Neppe antage vi dog urettelig, at baade dens Arbeider og Anonymens og Euchels Forslag havde en afgjørende Indfly- delse paa Anordningen 29 Marts 1814, der, mærkelig nok, udgik uden den sædvanlige Underhandling med og Forespørgsel hos Repræsentationen, og i særdeles meget ligner Forslagene paa et Haar. Jødernes egen Færd. Det vil af Jødernes hele Stilling være klart, at der var en Tid, da det var dem umuligt, eller dog ikke sønderlig muligt, at gribe saaledes ind i Livet, at de tilkjæmpede sig en Historie. Trængte i alle Forhold, betragtede med Mistillid fra alle Sider, maatte det blive de flestes Opgave at afvende Opmærksomheden fra sig; at henlede den paa sig, derom drømte neppe en Eneste. Ophjulpne af ingen, nedtrykte af mange, vilde det allefald kun kunnet lykkes de sjeldnest begavede at overflyve de Skranker, som Fattigdom, Usselhed, Uvidenhed og Foragt droge tæt om- kring dem. Selskabelig Omgang og venlig Deeltagelse fandt de udenfor sit eget snevre Samfund saa godt som aldrig; Adgangen til Aandens Dannelse og Hjertets Forædling gjennem Kunster og Videnskaber var dem lukket; ei engang det simpleste Haandværk stod aabent for dem; næsten alle vare de fordømte til den evige Smaahandel i de smudsige Baghuse. Vi see det dog tydelig, at, som Lænkerne løsnedes, saa voxede ogsaa Kræfterne, og alt fra det forrige Hundredaar finde vi en- kelte Mænd, vi umulig kunne negte vor Agtelse. De ældre af den nulevende Slægt føle endnu Efterveerne af de forrige Tiders Tryk, og det er umuligt andet, end at selv hos de alleryngste SIDE: 294 kan det sidste Spor af Trykket neppe fuldelig være udslettet; thi Friheden er vel en "Kongebalsom" [fotnotemerke] , men selv den kan dog umulig paa een Dag læge alle de Vunder, som Aarhundreders Trældom slog. Og dog, hvor ganske anderledes er det ikke allerede nu i saa mange, i de fleste Henseender? -- Haandværks- drift og Agerdyrkning have aabnet sig for dem, og de have med Glæde grebet den givne Leilighed til andet Erhverv end Han- delen; de have alt i mange Individer vist sig som fortrinlig dyg- tige Haandværkere. -- Kunsterne og Videnskaberne have aabnet dem sine Templer, og de ere heller ikke forblevne i disses For- gaarde; de have trængt ind i Helligdommene, ikke som Freds- forstyrrere, men som de, der selv bragte de bedste Offre med sig, Aand og Hjerte. De bleve Borgere i en høiere Betydning, end den, i hvilken de forhen vare det, om end endnu ikke i den fuldeste, og de omfattede Staten, Fædrelandet, med varm og le- vende Interesse, og kjæmpede baade med Aandens og Haandens Vaaben for dets Velvære, ja selv med Opofrelse af det, man hidtil havde vænnet sig til at betragte som deres Gud over alle Guder, Gods og Formue. Og hvor mange af den nærværende, ja selv af den allerede bortgangne, Slægt have ikke hædret det Folk, af hvilket de udsprang, og ei blot afbetalt sin Gjeld til det, hvis "Gjæstfrihed" modtog dem imellem sig, men vel endog hædret dette, saa sandt som de selv vare en Deel af det, og tilfulde godtgjort, at, vare de end en fremmed Green paa Folkestammen, vare de dog ingenlunde nogen Snylteplante, ingen Misteltein paa Danskhedens Eeg. Endnu er det vistnok neppe muligt, rettelig at vurdere den danske Jøde; hundredeaarige Krænkelser og Til- sidesættelser frembragte et Indtryk, som de bedre Tider endnu have været for faa til fuldelig at udslette, medens den uvante Frihed med sin Spændkraft mulig paa den anden Side har sat et ikke ganske naturligt Forhold af Kræfter i Bevægelse. Det svælgende Dyb imellem Jøden, hvem Foragt blottede for alle finere Følelser, al højere og ædlere Stræben, medens hans Sjel ikkun fordybede sig i Smuds og Guld, og Jøden med den pirre- lige Æresfølelse, hvem en uforsigtig Yttring kan opbringe, og et Smiil uden Hensigt gjennembore, medens hans Fantasi drømmer om vide Virkekredse, om uvisnelig Hæder og Ære, -- dette Dyb er end for svimlende, til at vi med Sikkerhed skulde kunne Fotnote: Dansk Lignelse. Universalbalsom? SIDE: 295 udfinde den rette Midtpunkt, hvorfra en upartisk Bedømmelse maatte udgaa. Det er desuden, mene vi, Eftertiden, der skal udsige Dommen over Nutiden. Senere Tider og fuld Retfærdighed imod dem, frivillig igjennem Slægtled ydet dem af det danske Folks og den danske Regjerings oplyste Aand og kjærlige Hjerte, skal, derom finde vi os fuldelig overbeviste, stedse klarere godt- gjøre det for enhver Tvivler, at dette Folk endnu besidder en aandig og sædelig Dygtighed, der tilsidst skal erhverve det ethvert andet Folks Agtelse, der har Øine for sligt. -- Dog, til Historien! Skolevæsenet afgiver en saameget skjønnere Lysside i Jødernes indre Historie gjennem det sidste halve Hundredaar, som For- bedringerne i det ere umiddelbar udgangne fra Menighedens egen Midte. Vi have oftere paapeget, at Regjeringen lod Jø- derne "gaa for Vind og Veir", uden at bekymre sig det ringeste om deres Dannelse. Selv i Begyndelsen af dette Hundredaar var den saa temmelig en ørkesløs Tilskuer ved det aldeles for- sømte Skolevæsen, hvis Art den dog fuldtvel kjendte. Ikke uden Vanskelighed oprettedes derfor 1790, ved private Sammenskud, en Læse-, Skrive- og Regneskole i Kjøbenhavn for en Deel fattige Jødebørn. I denne skulde tillige Dansk læres. 1798 meldte Kjøbenhavns Magistrat, at den besøgtes af 40 Børn, og at mange af dem havde gjort meget god Fremgang. -- Imid- lertid var 1795 den forhen omtalte Kommittee bleven nedsat, og især Euchels Forslag havde bragt Røre i Menigheden. Det vakte Liv uddøde heller ikke. En Deel mindre formuende end begeistrede Ynglinger -- iblandt hvilke den nærværende Over- retsprokurator Delbanco -- holdt i Begyndelsen af det nye Hun- dredeaar forskjellige af sine Troesbrødres Børn i de bedre af vore kristne Skoler, som allerede nu havde aabnet sig for dem; og et Par Aar senere afløstes hiin ovenomtalte Skole -- ved Grosserer M. L. Nathansons kraftige og heldige Bestræbelser og hans Troesbrødres [fotnotemerke] frivillige Bidrag -- af den nu bestaaende Friskole, der aabnedes i Novbr. 1805 med et Antal af 55 fattige og uvidende Børn, som inddeeltes i fire (nu tre) Klasser. Under- viisningsgjenstande bleve: Religion, Hebraisk, Dansk, Tydsk, Fædre- landshistorie, Geografi, Naturhistorie (nu bortfalden; i dens Sted Tegning), Regning, Skrivning og Gymnastik. Børnene erholde Underviisning (og tildeels Klæder) frit, men de staa, selv efter Fotnote: 125 af disse tegnede sig strax for aarlige Bidrag til 1600 Rbd. SIDE: 296 at de have forladt Skolen, under dennes særegne Direktions nøieste Tilsyn og Formynderskab. Den 20 Jan. 1806 erholdt dens Love kgl. Bekræftelse, og 1810 og siden oftere bevidnede Kongen den, at han med særdeles Velbehag havde erfaret dens gode Tilstand og vedvarende Fremgang. Regjeringen har ved flere Anordninger betrygget dens Virken til dens ædle Øiemed, og mangfoldige i Menigheden have ved Gaver og Testamenter rigelig forsørget den. Alene af Grosserer D. A. Meyers Legater tilfaldt 50,000 Rbd. den. Indtil 1836 havde 286 Drenge nydt Underviis- ning i den, og af de udgaaede have mange studeret; over Halv- parten ansattes ved forskellige Haandværker, og kun Femteparten gik til Handelen. Men en Følge af denne Skole var det atter, at, medens Udlandet før maatte forsyne de kjøbenhavnske Jøder med Handelsbetjente og Lærere, saa er nu det omvendte For- hold indtraadt. Ved Siden af denne Skole aabnede de Herrer Bing og Kalisch 1803 en Skole for de mere velhavende Jøders Børn, i hvilken Underviisningsgjenstandene, men naturligviis efter en udvidet Maalestok, bleve de samme som i Friskolen, og endnu desuden Engelsk, Fransk, Verdenshistorie, Naturhistorie og Mathematik. Den begyndte med 20 Elever, men havde senere i Gjennemsnit omtrent 50. Den hædredes 1807 med Kancelliets Tilkjendegivelse af dets fulde Tilfredshed; men langt mere hædredes den ved et Vidnesbyrd af den i Sandhed høiærværdige Biskop Balle, som vi ikke kunne negte os den Fornøielse ordret at gjengive: "I det af Hrr. Bing og Kalisch Aar 1803 oprettede Institut for den jødiske Ungdom her i Staden har jeg ofte bivaanet den of- fentlige Examen, som af dem er bleven anstillet, og taget Prø- verne af Skrift og Regning i Øiesyn. Idelig fandt jeg Aarsag, ei alene til at være fornøiet, men ogsaa til at lovprise den ud- viste Fremgang og Færdighed. Heller aldrig fik jeg noget enten at se eller høre, som ei kunde bestaa med sand Moralitet, og i Sær- deleshed med den varmeste Kjærlighed til Konge og Fædreland. Sædelighed, Orden og Velanstændighed ledsagede overalt de an- vendte Bestræbelser. -- Læseøvelserne i Dansk, Tydsk, Hebraisk fandt jeg ypperlige. Reen og tydelig Udtale, forenet med klart Begreb om Mening og Inhold, gjorde mig dem fortrinligst tække- lige. -- Naturhistorie, Fædrelandshistorie, Jordbeskrivelse, deels Fædrelandets, deels den almindelige, snart efter Landkaart og SIDE: 297 snart af Hovedet, fængslede i Særdeleshed min Opmærksomhed. -- Jeg havde som oftest rig Anledning til at glæde mig. -- Ud- mærket skjøn Skrivning er allevegne indlysende og gangbar. -- Overalt fremstraaler Tilfredshed, Munterhed og Lærelyst hos de kjære Børn. -- Lærerne fyldestgjøre deres vigtige Kald med Tro- skab og Iver. Gavnrig Oplysning og Hjertets Dannelse til uskrøm- tet Dyd besjeler deres Attraa. -- Iblandt disse haver fornemmelig Hr. Kalisch tildraget sig min Hengivenhed. Med den utrætte- ligste Flid anvender han sine Læregaver til Ungdommens For- fremmelse i menneskekjærlig og virksom Retskaffenhed. Selv aldeles fremmed for Partiskhed og Egennytte, indgyder han ved passende Forestillinger uindskrænket Ærbødighed for Menneske- værd, og bortfjerner alt Hang til Sekteriskhed. -- Hvad han stundom lider for god Sag, og hvad han med redelig Selvfor- negtelse opofrer for det almene Bedste, erstattes ham alene ved hans egen samvittighedsfulde Selvbevidsthed. Men ogsaa denne Løn er ham den kjæreste. -- Herren vor Gud velsigne ham og alle hans trofaste Medarbeidere baade her og hisset! -- Kjøben- havn den 10 Juni 1813. -- Nik. Edinger Balle". 1821 gik Bing fra, og Kalisch forestod ene Institutet. Under ham fortsatte det uafbrudt sin velsignelsesrige Virksomhed indtil 1837. Da hævede han det; men det var nu ogsaa blevet mindre nødvendigt; thi det Liv, han havde indgydt ældre og yngre i Menigheden, var blevet kraftigt nok, til at det selv kunde sørge for sin Forplantelse til de kommede Slægter. Men de fattige Døttre af Menigheden vare endnu stedse over- ladte til sine uformuende Forældres maadelige Underviisning og Opdragelse. Under den Forudsætning, at de øvrige formuende Lemmer af Menigheden ogsaa vilde gjøre sit, gjorde nu den rige D. A. Meyer et Tilbud af 2000 Species til en Pigeskoles Opret- telse. Hans Haab svigtede ham heller ikke. Repræsentanterne toge sig (1810) med Varme af Sagen; ved frivillige Bidrag ind- samledes der hos 187 af Menighedens Medlemmer engang for alle i alt 12500 Rbd., foruden aarlige Bidrag til en Størrelse af 1900 Rbd., hvortil senere fra forskjellige Velgjørerinder kom endnu 300 Rbd., ligeledes aarlige Bidrag; en Kommittee, bestaa- ende af den forhen omtalte Nathanson, Grosserer J. Raphael og Mægler Wessely, udkastede et Skolereglement, og endnu samme Aar aabnedes "Karolineskolen", i hvilken siden den Tid 312 Piger SIDE: 298 have nydt Underviisning i Haandarbeide, Religion, Dansk, Tydsk, Geografi, Historie, Regning, Skrivning og Sang -- Ogsaa denne Skole har modtaget mangfoldige kjærlige Gaver af Menigheden; men som sædvanlig fik den dog den rigeste ved Meyers Legat; det var paa 30000 Rbd. -- Baade med Hensyn til den og til Friskolen maa vi endnu sluttelig tilføie: at de paa en hæderlig Maade udmærke sig fra vore almindelige Fattigskoler, at de langt mere opfylde alle billige Fordringer til jævne og gode Borgerskoler. I Provindserne er et Blik paa Jødernes Skolevæsen imidlertid mindre glædeligt, fordi Evnerne der naturligviis vare færre; og det er kun i Randers, at det hidtil er lykkedes Menigheden at indføre en ordnet og forbedret Underviisning. Alle de andre Steder maa de afbenytte de i Almindelighed saa tarvelige Al- muskoler, for saa vidt de ikke lade sine Børn studere, eller selv paa anden Maade kunne sørge for deres Underviisning. Men hvor mange Steder naaede hidtil de Kristne videre? Og kan dog vel nogen uden med inderlig Glæde sammenfatte de kjærlige Bestræbelser, ved hvilke den mere dannede og for- muende Deel af Samfundet utrættelig arbeidede for de Usles og Fattiges Opdragelse og Underviisning? -- Ogsaa Regjeringen maa vi skjænke vor Agtelse, for saa vidt den, langt fra at gribe hæm- mende ind, velvillig understøttede Bestræbelserne; men om de enkelte Kristne have vi intet -- aldeles intet -- at tilføie. Regje- ringen lod, med Hensyn til Skolevæsenet baade i Kjøbenhavn og Provindserne, forskjellige Anordninger udgaae, som vi deels maa billige, deels endog rose. Under 19 Jan. 1813 fastsatte den en Mulkt for de Forældre, der lade sine 6 Aar gamle Børn forsømme Skoleunderviisningen; 4 Mai 1814 befalede den, at hele Under- viisningen skal foregaae paa Dansk, og at ingen, ihvad Skole han saa end søger, kan fritages for den autoriserede Lærebog i den jødiske Religion; ved forskjellige Bestemmelser havde den alle- rede tidligere aabnet enhver kristen Skole ogsaa for Jødebørn; og ligesom den ved Resol. 17 Aug. 1813 foreløbig havde ordnet Tilsyn med de kjøbenhavnske Jøders Skolevæsen, saaledes ind- rettede den ved Plak. 14 Oktober 1828 en Skolekommission for dette, bestaaende af Menighedens Præst og en Deel af dens verdslige Medlemmer, alt i Overeensstemmelse med Reglementet for de kristne Skoler af 29 Juli 1814. Og vi ville nu gaae over til Fattigvæsenet, der i Frederits og SIDE: 299 Kjøbenhavn bestaaer adskilt fra Byernes almindelige Fattigvæsen, men ellers er sammensmeltet med dette. I Frederits forsørger enhver af de fire Troesbekjendelser sine egne Fattige, og har intet med de øvrige at gjøre; det samme er da ogsaa Tilfældet med Jøderne. I Kjøbenhavn maa et Blik paa Fattigvæsenet atter uvilkaarlig aftvinge os Agtelse for Samfundet. Dette maa, som tidligere omtalt, bidrage fuldt op til Byens kostbare almindelige Fattigvæsen, men har dog ikke villet lade sit sammensmelte med dette, fordi, som Repræsentanterne udtrykke sig i Svaret paa den skeete Indbydelse (1814), "efter Grundsætningerne for dettes Understøttelser, vilde mange i Menigheden, som nu nyde en saa- dan, komme til at savne den, og i Almindelighed vilde ingen komme til at nyde saa stor en Understøttelse som nu". Og virkelig have Samfundets formuende Medlemmer sørget for de fattige med en Kjærlighed, som man sjelden skal finde Mage til. De have oprettet fire Fattigboliger: 1) "Godgjørenhed", i Borger- gade, for 21 Familier, hvis Fundats konfirmeredes 1813; 2) "Meyers Minde", i Krystalgade, opbygget 1825 (Fundatsen konf. 1822), til hvilken den Hædersmand, hvis Navn den bærer, skjænkede 24000 Rbd., og hvori 33 Familier nyde Huusly; 3) "Det nye Fat- tighuus", i Kompanistræde, for otte Familier, skjænket 1832 af Kommissionær Eibeschütz; 4) "Madame Frænkels Fattighuus", i Rosengaarden, ligeledes for otte Familier, tilfaldt Samfundet ved Stifterindens Død, 1833. Desuden have de stiftet forskjellige pri- vate Foreninger til Nødens Afhjælpelse, til Uddeling af Brød, Brænde, Tørv, Kjød og Penge til Besørgelsen af Lægehjælp, Be- taling for Sygevogtere, til Brudeudstyr, til Bestridelsen af Ud- gifterne ved Omskjærelser, Begravelser o. s. v. -- I alt have de -- blot til sine egne Troesbrødres Bedste -- stiftet en virkelig forbausende Mængde Legater, der for det sidste halve Hundrede- aar og indtil nærværende Tid tilsammentagne udgjøre et Beløb af fulde 420000 Rbd. (!), men af hvilke dog den største Deel til- hører de faste Fond for de forhen omtalte Stiftelser og For- eninger, og blandt disse da ogsaa Meyers 108000 (til Drengeskolen, Karolineskolen, Meyers Minde og Huusleiehjælp). -- Var Menig- heden enten stor eller rig, da vilde dette Resultat endnu ikke være saa overraskende; den er dog ingen af Delene; langt mere maa hver tolvte af den (omtr. 200) modtage Understøttelse; men der har i Sandhed i Menigheden hersket en Kappelyst, hvis Maal SIDE: 300 var at hjælpe, trøste og lindre Nøden, og selv dens hadefuldeste Modstandere -- om der gives saadanne -- skulle tilstaa, at den har reist sig et herligt og ædelt Mindesmærke, som for de sildigste Slægter skal vidne om den Mildhed og Godgjørenhed, der til alle Tider var et Hovedtræk i Jødens Karakteer. -- -- Og dog have vi endnu ikke omtalt de betydelige Gaver -- omtrent 260000 Rbd. (!) til kristelige Kirker, Skoler og Stiftelser, for hvilke vi i de sidste 30 Aar have Jøder at takke. Ogsaa her vare den ædle Meyers Gaver de rigeste, og, for at andre kunne dele Forbauselsen, ville vi anføre samtlige hans Legater til kristelige Stiftelser og Indret- ninger, i det vi dog forud maa bemærke, at Legatsummen vel er skjænket af ham selv, og dens Anvendelse bestemt af ham, men at dens herlige Fordeling derimod tilhøre Exekutorerne i hans Testament, og da fortrinligvis Grosserer M. L. Nathanson: -- 1) til Kjøbenhavns Universitet 20000 Rbd.; 2) til Metropolitan- skolen 2500 Rbd.; 3) Borgerdydsskolen i Kjøbenhavn 4000 Rbd.; 4) Borgerdydsskolen paa Kristianshavn 2000 Rbd.; 5) Efterslægts- selskabets Skole 3000 Rbd.; 6) den tydske reform. Skole 2000 Rbd.; 7) den franske reform. Skole 2000 Rbd.; 8) det værnske Op- dragelses- og Underviisningsinstitut for fattige Pigebørn 7000 Rbd.; 9) de massmanske Søndagsskoler 4000 Rbd.; 10) Trinitatis Kirke- skoler 4000 Rbd.; 11) Nikolai Kirkeskoler 2500 Rbd.; 12) N. Brochs Stiftelse til uformuende Børns Opdragelse 3000 Rbd.; 13) Laxe- gadens Skole 4000 Rbd.; 14) Petri Menigheds Fattigstiftelser og Skoler 10000 Rbd.; 15) Frue Kirkeskoler 5000 Rbd.; 16) Døv- stummeinstitutet 7500 Rbd.; 17) Blindeinstitutet 7500 Rbd.; 18) det harboske Fruekloster 2500 Rbd.; 19) P. Fechtels Stiftelse 3500 Rbd.; 20) Trøstens Bolig 2500 Rbd.; 21) Bombebøssen 2500 Rbd.; 22) det kvindelige Velgjørenhedsselskab 5000 Rbd.; 23) Selskabet for Druknedes Redning 1500 Rbd.; 24) Fødsels- stiftelsen 25000 Rbd.; 25) Frederiks-Hospital 10000 Rbd.; 26) Garnisons-Hospital 12500 Rbd.; 27) Akademiet for de skjønne Kunster 10000 Rbd.; 28) Fyens Stiftsbibliothek 2500 Rbd.; 29) Herlufsholms Skole 14000 Rbd.; 30) Skolelærerseminariet paa Bernstorfsminde 2500 Rbd.; 31) Gjentofte Sogns Skoler 2000 Rbd.; 32) Sant-Hans Hospital 4000 Rbd., -- -- i alt 190000 Rbd. (!) -- Desuden gav det mosaiske Troessamfund 1815 i Anledning af Kroningen, et Legat paa 40000 til Frederiks-Hospital, -- i Sand- hed en smuk Anerkjendelse af Frederik den 6tes Velgjerninger SIDE: 301 imod Samfundet; 1827 gave Hofraad Gersons Arvinger 5000 Rbd. til samme Hospital; 1831 legerede Gerson Levy 15000 Rbd. til ti forskjellige offentlige kristelige Stiftelser, og 1821 gav Kjøbmand Wohl i Aarhuus (siden død i Armod) 500 Rbd. til Fruekirkes Gjenopbyggelse. -- Hvor meget derimod den i 1839 afdøde Gros- serer Gersons Legater beløb sig til, er os ubekjendt. -- Og hertil have vi ikkun at føie: at i Præmieselskabet, som vi senere skulle omtale, men som ogsaa kommer Kristne til Gavn, have ogsaa Kristne deeltaget; at det forenede Velgjørenhedsselskab, som dog ogsaa tæller Jøder iblandt sine Medlemmer, understøtter Jøder og Kristne i Fleng; at Katholiken Bianco for en Deel Aar siden, stiftede et Legat, hvis aarlige Renter, 6 Rbd., tilfalde en fattig Jøde i Frederits; og at Kammerherre Bentzon i sit Legat til Præsteenker ogsaa udtrykkelig har medtaget Enken efter den mosaiske Kateket i Odense iblandt dem, som kunne oppebære dette Legat; men disse ere, saa vidt vi vide, de eneste Exempler paa, at Kristne i vort Fædreland, i Foreninger eller ved Legater, have betænkt sine mosaiske Brødre med nok saa lidet. Sluttelig kunne vi ei heller lade uomtalt den Indflydelse, som Tilintetgjørelsen af Kastebaandet har havt paa Jøderne. Som en Udgangspunkt for vor Oversigt skulle vi opgive Jødernes Antal, saaledes som dette var 1836 -- thi de senere Mandtals- lister kjende vi ikke, -- i det vi dog udtrykkelig maa bemærke, at vi her kun kunne tage Hensyn til Østifternes og Jyllands Jøder, fordi Kastebaandet i Slesvig endnu ikke er brudt. -- I Aaret 1836 udgjorde i de nævnte Dele af Danmark samtlige Jøder et Antal af 4064, af hvilke de 2465 boede i Kjøbenhavn (1111 Mandfolk og 1354 Fruentimmer), og 1599 i Provindserne (800 Mandfolk og 799 Fruentimmer) [fotnotemerke] . Antallet har aldrig været større, men vel mindre; i Kjøbenhavn var det i Halvfemserne efter et Gjennemsnit af de aarlige Mandtalslister neppe 1550. -- Det var, som bemærket, 1788 at Kastebaandet blev brudt, og 1793 at "Præmieselskabet for den jødiske Ungdoms Anbringelse til Kun- ster og Haandværker" blev stiftet. I de offentlige Blade ind- Fotnote: I Provindserne boede: 388 i Sjellands Stift (paa Bornholm er der ingen J.), 376 i Fyens St., 118 i Laallands St., 125 i Aalborg St., 31 i Viborg St., 341 i Aarhuus St. og 206 i Ribe St. -- I Randers boede der 194, i Frederits 125, i Aalborg 113, i ingen af de øvrige Byer over 100, og kun i otte Byer 50 eller derover. SIDE: 302 rykkedes Opfordringer baade til de kristne Mestere, der havde Lyst til at lære fra sig, og de jødiske Drenge, der havde Lyst til at oplæres. Den 25 Febr. 1795 holdt Selskabet den General- forsamling, paa hvilken de Love vedtoges, som i det følgende Aar fik kgl. Bekræftelse. Selskabet uddelte Præmier paa 20 -- 50 Rbd. til de kristne Mestere, der toge Jødebørn i Lære og udlærte dem, og Præmier paa 20 -- 30 Rbd., samt Sølvmedallier, til disse Lærlinger, naar de bleve Svende; i Læreaarene under- støtter det ligeledes disse med Klæder, Værktøi o. s. v., og siden 1832 understøtter det desuden aarlig mange kristne og jødiske Haandværkssvende, som ville nedsætte sig som Mestre, med rentefri Laan. I dette Selskab (hvis Væsen jo heller ikke blot var til Gavn for Jøder, om den end især maatte blive af Be- tydning for disse) deeltoge baade Kristne og Jøder, og dets Be- styrelse har fra Begyndelsen af været overdraget til to af hver Tro. De første Bestyrere (og paa en Maade Stifterne) af dette Selskab, der nu i over 47 Aar har virket til saa megen Velsig- nelse -- maatte man end ønske, snart at se det "imod Formod- ning ophøre, . . . derved at deslige Opmuntringer ei behøves" -- og i hvilket de forskjellige Troesbekjendere første Gang i Kjærlighed rakte hinanden Haanden til en smuk og ædel Sam- virken, vare: Grosserer L. Larsen og A. Bunzen, H. J. Cantor og L. J. Cantor, der alle vedbleve i sin Virken til Døden lidt efter lidt bortrev dem, -- den sidste, H. J. Cantor, 1833, da han i fulde 40 Aar havde deeltaget i Bestyrelsen. -- 1798 talte den kjøben- havnske Menighed 44 Haandværkere (7 Mestere, 14 Svende og 23 Drenge). I sine 47 første Virkeaar (til April 1840) havde Sel- skabet i alt sat 417 Drenge i Lære. Er der end af disse en Deel, som ved Døden er afgaaet, eller som er bortflyttet med sine Forældre, eller ikke har udholdt sine Læreaar, saa har dog den største Deel længst udlært. Indtil April 1840 vare 311 af dem blevne Svende, og de fleste af disse have alt nedsat sig som Mestre i Kjøbenhavn, i Provindserne eller i Udlandet. Blot paa de danske Øer og i Jylland fandt man allerede i Begyn- delsen af 1837 blandt Samfundets 1911 mandl. Individer: 45 Sko- magere ( ): Mestre, Svende og Drenge), 45 Slagtere, 39 Skræd- dere, 29 Guldsmede, 29 Vævere, 28 Bogtrykkere, 19 Sadelma- gere, 18 Garvere og 17 Tobakspindere, foruden 124 i 40 andre SIDE: 303 Haandværkslaug. I alt var der saaledes dengang 392 Jøder an- bragt ved de forskjellige Haandværkslaug (uagtet der er Laug, som endnu ikke have villet aabne sig for dem), eller 20 af hvert Hundrede af mandl. Individer; medens allerede dengang ikke en- gang 36 af Hundrede nærede sig ved Handelen, -- et Udslag, skulde man synes, der tilstrækkelig kunde godtgjøre det grund- falske i den forældede Paastand, at Jøden kun er Handelsmand, og hverken kan eller gider befatte sig med andet. Og hertil kommer dog endnu, at Antallet paa jødiske Haandværkere ikke lidet er steget siden 1837. Vi kunne vel ikke med Bestemthed opgive hvormeget, men af en ufuldstændig Fortegnelse, der er os meddeelt over dem, der som Svende have erholdt Præmier fra Præmieselskabet, og som Drenge ere satte i Lære af det, se vi dog, at Antallet i forskjellige Laug ei blot er temmelig betydelig voxet i de halvfjerde Aar, men at enkelte Jøder nu ogsaa ere komne ind i saadanne Laug, hvor der tidligere ingen var. Vi tro saaledes, at vi saa temmelig nærme os Sandheden, naar vi paastaa, at for Øieblikket er omtrent hver fjerde af Danmarks Jøder anbragt i de forskjellige Haandværker. -- Men hertil kom- mer endnu de, der have lagt sig efter Kunster og Videnskaber, og hvis Tal for Øieblikket kan regnes til omtrent 120, eller imel- lem 6 og 7 af hvert 100, samt de, der ere gaaede til Landvæsenet, eller i andre lignende Veje. Det er i den Henseende en høist interessant Kjendsgjerning, at, imedens der i de 18 Aar 1799 -- 1816 fra hele Landet ikkun dimitteredes 17 Jøder til Kjøbenhavns Universitet, dimitteredes der i de 23 Aar 1817 -- 1839 ikke mindre end 70, og af disse bleve 6 udmærkede til første Examen, 41 fik bedste, 20 anden og kun 3 ringeste Karakteer; men den bliver saa meget interessantere, naar man erindrer, hvor uforholds- mæssig ringe og indskrænket Adgangen til Befordringer endnu stedse har været for dem, saa at man just ikke skal sige, at det er Fordelen, der har lokket dem. Af fødte Mosaiter, som i Danmark have erhvervet sig et mere udmærket Navn, kan nævnes: Malerne Ismael og Anton Rafael Mengs samt Friedlænder, Lægerne Trier, de Meza og Jacobsen, Professor, Medaljør Jacobsen, Theologerne Manheimer og Kalkar, Digteren Henr. Herz, Journalisterne Nathan David, Wessely og Siesby, Advokaten Delbanco, Professor Henrichsen, Statistikeren SIDE: 304 Nathanson, den Deputerede Stenfeldt (Broder til vor Ludvig Maribo), Kemikeren Neukirch o. fl. Wallich, den verdensberømte Botanist i Kalkutta, er ogsaa en fød dansk Mosait. JØDERNE I SVERIGE I Sverige er Antallet af Jøder endnu ringere end i Danmark, og Tilladelsen til at bevilges Nedsættelse ogsaa i andre Stæder end i de 4, hvor dette før kun tilstodes dem, har ikke indkaldt synderlig flere. Vi Normænd kunne nok ogsaa lægge Frygten hen forat de skulle indfinde sig som en ægyptisk Landeplage af Græshopper. Men forholdsviis mange Mosaiter have ogsaa i Sverige legeret betydeligt til kristne Menigheders Fattige. En af dem skjænkede saaledes St. Jakobs Menighed i Stockholm en fast Ejendom, og Mange bidrage aarligen til almindelige Vel- gjørenhedsindretninger, skjøndt de ere pligtige, baade at for- sørge sine egne Fattige og at skatte til det almindelige Fattig- væsen, som dog ikke bekymrer sig om jødiske Trængende. For sine Godtkjøbs-Spiseindretninger paa flere Steder i Riget er Jøden Heilborn bekjendt. Understatholder Kuylenstjerna vakte paa sidste Rigsdag Motion om en Pension for ham, da det lod sig klart bevise, at ingen egennyttig Spekulation, men de menneskekjærligste Hensigter, var Drivefjedren til hans Fore- tagender. Uagtet de mange Hindringer fra de i Sverige florerende Laugs- korporationers Side, gives der dog et forholdsviis ikke ringe Antal af jødiske Haandværkere; og flere Fabriker, hvorved kristne Arbeidere finde Udkomme, ejes af Jøder. Men en Kjendsgjerning, som taler endnu stærkere til Fordeel for deres Færd i Sverige, er en skrivtlig Erklæring af forrige Understat- holder Wannquist, at i de 28 Aar, han havde fungeret som Politimester i Stockholm, har ingen Jøde været anklaget for Mord, Tyveri, Ægteskabsbrud eller Fylderi. I en By som Stockholm er denne negative Fortjeneste af Vægt; men kald det ingen SIDE: 305 Fortjeneste -- det vidner dog om, og bekræfter den saa mange Steder gjorte Erfaring, at Usædelighed og Forbrydelser ere meget sjeldne imellem Jøderne. ENDNU NOGLE BLIK INDEN SYNAGOGEN Det er en fræk Løgn, at der i Religionens Navn nogetsteds imellem Mosaiterne foredrages en Moral, som skjelner imellem Redelighedens Pligter imod Troesforvandte og Anderledestroende, -- som tilsteder Aager og anden Forfordeling imod de Kristne, -- som belægger [fotnotemerke] Agerdyrkning og Qvægavl med Foragt, og hvilke flere deslige Galskaber det maatte være. Kjende I Skoler -- ud- bryder Dr. Riesser med billig Harme -- eller Synagoger, hvori deslige Skjændigheder blive lærte, -- kjende I Lærere, ved hvem deslige formastelige Daarskaber blive udbredte i Religionens Navn -- nu! saa betegner os hine Skoler, nævner os hine Læ- rere, paadetat Skolerne kunne blive tillukte, og Lærerne, som Gudsbespottere, overleverede til Menneskehedens og sine Troes- forvandtes Afsky, og som Ungdommens Fordærvere til Lovens strenge Straf. Ere I derimod ikke istand dertil, saasom I aldrig have været det og aldrig ville blive det, da betænker, at ubeviste Bagvaskelser falde tilbage paa deres Hoved, hvorfra de ere ud- gangne. Enhver positiv Religion tilskriver sig selv den tilforladeligste Kundskab om Menneskehedens Forhold til Guddommen og den eneste rigtige Forestilling om det guddommelige Væsens Tilvær og Forsynets Virken. Ikkun en høiere Dannelse er, ligeoverfor Fotnote: Talmud indeholder, som før berørt, just aldeles modsatte Grundsætninger i følgende Forskrifter: "Hver Israelit er forbunden at lære et eller andet Haandværk, eller en Kunst". -- "Hvo som ikke lader sin Søn lære noget Haandværk, opdrager ham ligesom til Røver". -- "Priisværdigt er et Haand- værk; det hædrer Mesteren". -- "Man afhænde ikke Ageren, for at anskaffe et Huus, Huset ikke for at anskaffe bevægelige Goder og Varer til Handels- drift; men vel afhænde man de bevægelige Goder og forskaffe sig Agre". -- "Høst dit Korn selv, og kjøb det ei, om det endog kommer dig lige dyrt at staae; thi i selvhøstet Frugt ligger større Velsignelse". SIDE: 306 egne Troesideer, istand til at vurdere de relative eller absolute Sandheder i en anden Religions Læresætninger, og at tilkjende den et selvstændigt Værd. For det raaere Menneske gjælder en anden Troes Lærdomme, omendskjøndt sammes Prøvelse ikke har været ham mulig, slethen for Løgn; dens Ophav for Vild- farelsens Værk, (saafremt denne Forudsætning ikke ellers er umulig ifølge hans egen Troes Historie), dens Vedvaren for Daar- skabens Værk. Saalænge denne Anmasselse af en udelukkende bedre Viden indskrænker sig strengt til aabenbarede religiøse Sandheders Kreds, saalænge den særlige Religion seer sit For- trin kun i den, formedelst Forsynets ufortjente Naade, den for- lenede renere eller tidligere Erkjendelse af den guddommelige Tilværelse -- saalænge vil hiin Overbeviisning om egen Religions Fortrinlighed ikke gjøre Menneskekjærligheden noget Afbræk, og, om end give Hovmodet, saa dog ikke Hadet, Næring. Men parrer sig dermed tillige den Anskuelse, at den, som en For- tjeneste, har Krav paa Belønning; tilskriver den sig ganske ude- lukkende hele det tilkommende Livs Salighed; fører den, blændet af Stolthed, den jordiske Tilværelses Søndringer og Ufuldkom- menheder over i en bedre Verden: da er den ikke længere for- eenlig med et menneskelig retfærdigt Sind imod Anderledes- troende, og giver den menneskelige Naturs hadefulde Lidenskaber ufeilbar Næring. Men, naar den driver de Sandheder, i hvis udelukkende Besiddelse den hoverer, vidt udenfor den aaben- barede Religions Gebeet; naar den betragter den højeste Sæde- lighed, den højeste Kjærlighed og Alt, hvad der udgjør den menneskelige Naturs Værdighed og Rigdom, som sin udelukkende Eiendom; naar den praler af, af sin Troes Overflødighedshorn alene at kunne uddele Menneskeværd, saavelsom Salighed: saa maa hiin Overbeviisning om egen Religions Fortræffelighed nød- vendigen avle et inhumant Sindelag imod Anderledestroende, saa maa den avle Had og Foragt og Forfølgelse; og Historien har nedskrevet denne Nødvendighed med blodige Træk. At Kristendommen, saa som det viser sig i Historien (og der- paa alene kan det her komme an, ikke paa dens oprindelige Tendents) har drevet sine Grundsætninger om Udelukkelse imod Ikke-Kristne, i alle Retninger til det Yderste -- Hvem vil vel kunne negte det? Hvem derpaa først fordre nøiere Beviis? Paa slige Grundsætningers Bund, paa Fanatismens, paa det mod Ander- SIDE: 307 ledestroende blinde Hads blodbestænkte Mark ere hine Fordomme mod Jødedommens Moralitet udsprungne, og have frodigen trivets. Hvorlunde kunde man der prøve upartisk, hvor man før al Prø- velse, før al Erkjendelse havde udtalt Fordømmelsesdommen? Hvorlunde kunde man tiltro dem nogen reen Sædelighed, som al Retfærdigheds Ophav havde udelukket fra sin Naades Rige? Hvorlunde kunde man troe deres Eed, hvis Bønfalden skulde være Faderen en Gru, fordi de ikke troede paa Sønnen? Hvor- lunde anerkjende et elskende Gemyt hos dem, for hvem Guds Kjærlighed, som har givet sig tilkjende i Sønnens Offer, ikke har aabenbaret sig? Den samme afsindige Fanatisme, som har op- fundet Ammestuefortællingen om forgiftede Brønde, gjennem- stukne blødende Hostier og lignende, har avlet Fordommene om den jødiske Religionslæres ringere Moralitet; og den Tid er ikke mere fjern, da man vil sætte Troen paa begge disse Ting i een Kategori. Hvorledes lader det sig imidlertid forklare, at Mange, i hvis Gemyt Fanatismen (der gjør Anerkjendelsen af menneskelig Vær- dighed og reen Sædelighed hos en anden Troes Bekjendere umulig) er udslukket, endnu ikke have kunnet løsrive sig fra alle de For- domme, som den har avlet? Svaret er let givet. Just det er Fordommens Væsen, hvorved den adskiller sig fra den menne- skelige Fornufts sande Domme, at Sjelen derunder ikke er sig bevidst Kilden til sin Erkjendelse, og, som et sygeligt Sandse- organ, overfører sin egen abnorme Tilstands Frembringelser paa Udenverdenen. Den for Vanvid Helbredede erindrer ei den Tid, da han rasede, ei de vilde Gjerninger, han uden Bevidsthed forøvede. Hans Omgivelser skye imidlertid at kalde dem tilbage i hans Hukommelse af Frygt for et Tilbagefald. Saaledes vil han tilskrive de Forstyrrelser, han i Raseriets Ubehændighed har an- rettet, andre udenfor ham liggende fordærvelige Kræfter, ja maaskee sin Celles fredelige Medbroder, der har pleiet ham under Sygdommen. Har han mishandlet og blodtørstig slaaet denne, saa vil han give en naturlig Misdannelse Skylden for Sammes Skrammer, og beklage sig over det hæslige Skue. Men de faa dunkle Erindringer, der ere blevne tilbage fra Afsindets Periode, vil han overføre paa Virkeligheden og sammenblande dem med denne til sælsomme eventyrlige Billeder. Ei ander- ledes gaaer det med en Samling af Mennesker, naar de efter- SIDE: 308 haanden blive helbredede for Fanatismen, som i Aarhundreder har taget deres Dømmekrafts Frihed fangen. De forefinde i sine Gemytter Meninger, hvis Kilde de ikke kjende, men som de fastholde som Sandheder, efterdi de ikke kunne begribe, hvor- ledes slige Vildfarelser have fundet Indgang i deres Sjel. De see i det moralske Forhold til en anden Troes Bekjendere en sørgelig Søndersplittelse, en beklagelig Kjærlighedsløshed; og, uanseet sin egen uhyre Skyld, vælte de den hele Brøde for Adskillelsen over paa sine afmægtige Modstandere. De finde i Statslovene Udelukkelser grundede paa Religionen, endskjøndt den, ifølge deres Anskuelser, vistnok ikke skulde begrunde nogen Forskjel i Henseende til Rettighederne. Men de ere nu en Gang vante til hine Andres Indskrænkninger; de finde samme kanskee bekvemme i en eller anden Henseende; de bestræbe sig derfor forgjæves efter at vinde et andet Grundlag for sine Love, end den religiøse Intolerants, der har fremavlet dem; og deres Meninger om Ret og Frihed selv forvirres omsider i denne sandsløse Stræben. Lovgivningen har at bestemme de den Undergivnes Rettig- heder og Pligter: den kan derfor kun træffe saadanne Anord- ninger, i hvis Følge flyde de Rettigheder Staten indrømmer sine Undergivne og de disse Rettigheder tilsvarende Pligter fra Sidst- nævntes Side, samt Borgernes gjensidige Rettigheder og Pligter indbyrdes. Bestemmelser, hvorefter et saadant Resultat er umu- ligt, ligge, om de end for sig vare ønskværdige, udenfor Lov- givningens Gebeet. Den maa fremdeles gjøre sin Tvang gjældende imod hver Enkelt af dens Undergivne med Hensyn til Befølgelsen af dens Bud og Forbud, der maae gjælde for Alle paa lige Viis; gjøre ham ansvarlig og true med Straf for de Overtrædelser, som maatte falde ham tillast. Den tør ikke belægge den Ene med Ulempe for den Andens Forsømmelse. Af denne dobbelte Grund er det allerede i og for sig absolut umuligt, at den kan gjøre nogen almeen Reform af Jødernes religiøse Anskuelse, en almeen Afladelse af selv den alleruvigtigste Vedtægt, hvor denne ikke virkelig kolliderer med en for Alle gyldig Forskrift, til Be- tingelse for Tildelingen af de Jøderne forholdte Rettigheder. Ved Skarpheden og den Alle indlysende Klarhed af det ovenanførte Princip, kan Grændsen imellem de retfærdige og uretfærdige SIDE: 309 Fordringer drages af ethvert Barn. Staten kan forpligte Jøderne til, paa syvende Ugedag at forrette hver Art af militær Tjeneste, ganske som paa enhver anden, saavelsom ethvert legemligt Ar- beide, som Staten eller Kommunen i farlige Tilfælde muligens kunde kræve af Borgeren. Den kan ogsaa forpligte dem til at komparere for Retten, medmindre de ville bære Forsømmelsens Skade; men den kan og tør ikke forpligte dem til at arbeide i deres Privat-Forretninger om Løverdagen; thi den vilde derved paa en reent depotisk Maneer skabe en Forpligtelse for dem, der ikke existere for nogen anden Borger, -- hvis Opfyldelse for- øvrigt ikke kan paatvinges, altsaa heller ikke lovlig foreskrives. Jøderne maa, naar de tjene som Soldater, dele lige Kost med sine Kammerater, forsaavidt Tjenesten vilde blive hindret ved et modsat Forhold; men hvad de i det almindelige Liv æde og ikke æde -- hvorledes Staten kan ville tage Notits deraf, staaer ei til at indsee, saalænge den ikke maaskee agter at tilholde enhver Jøde, der gjør Krav paa Borgerens fulde Rettigheder, til bestemte Tider, for en embedsmæssig dertil indsat Officiant at dokumentere sin Stigen i Oplysning ved Hjælp af en fore- skreven Kvantitet af de i den mosaiske Lov forbudne Spiser. Man sige ei, at Sagen her fremstilles latterlig; den synes latterlig, fordi den i sig selv er det. Ligesaa er det ganske i sin Orden, at Spørgsmaalet om Omskjærelsens Tilladelighed, ifølge Sundheds- Politiets Grundsætninger, i tvivlsomme Tilfælde overlades et Medicinal-Embeds Afgjørelse; og dette maatte endog, ifald det af Erfaringsgrunde eragtedes nødvendigt, ufortøvet skee, ligesom det forlængst burde have skeet, da Sagen aldeles Intet har at bestille med Jødernes borgerlige Stilling. Derimod paaligger det ikke Jøderne, for at naa de dem manglende Rettigheder, at aflade Omskjærelsen, fordi det er faldet Ræsonnører ind, at paatvinge os en national Udtydning af egen Opfindelse af hiin Ceremoni, som ei samtlige, fra første til sidste Mand, afgjort modsige. Det viser sig ogsaa at være Tilfælde imellem Mosaiterne, at der gives et stort Antal, som, efter sin individuelle Overbeviis- ning, intet Værd tillægge hine anfægtede Ceremonier, og have løssagt sig derfra, forsaavidt de udenfra, d. e. fra Statens Side (thi i det Indre kjende vi Intet, som endog blot kunde have SIDE: 310 Skinnet af Voldsmagt i religiøse Ting) ikke blive forhindred deri, -- uden dog at tro, at de dertil tiltrængte anden Autoritet, eller maatte anerkjende nogen anden, end sin egen Fornufts og Samvittigheds. Der findes Jøder, som ei iagttage Spiselovene, hvem Sabbathen ingen Hindring er ved deres borgerlige Be- skjæftigelser, og som ikke vilde lade sine Børn omskjære, naar de ved denne Undladelse ikke mere bleve forhindrede fra at lade dem opdrage i den rene mosaiske Religions Grundsætninger. Denne Udskeielse fra Ceremonial-Loven forekommer Enkelte som en total Afvigelse fra den aabenbarede Religion, eller fra Religionens Vei overhovedet, Andre som en blot Forkastelse af uvæsentlige forgjængelige Former, hvorved Religionens Væsen straaler saa meget desrenere. Vi føle os ikke kaldte til at be- dømme disse modsatte Meningers Værd. Afstanden mellem begge er ikke større, end den nutildags, under den fremherskende fri Udvikling af subjektive Religionsmeninger, ogsaa imellem Bekjendere af andre Konfessioner, ofte selv i væsentligere Ting finder Sted. Tilvisse gives der i borgerlige Sager en ydre Autoritet, som danner og ophæver Loven; og denne Lov ere Alle Lydighed skyldige, uden at en Beraabelse paa egen Dom, paa egen Sam- vittighed derved har nogen Betydning. Det kommer herved ene og alene an paa Gjerning, ikke i mindste Maade paa Anskuelse og Overbeviisning. Hvo som kun yder Loven, om end over- beviist om dens Forkastelighed, punktlig Lydighed, gjør fuld- kommen dens Villie, og bliver agtet af den som en god Borger. Netop det modsatte Tilfælde finder Sted ved religiøse Forskrifter. Her er den Enkeltes Bevidsthed hans første og sidste, hans eneste Instants; her er Gjerning uden Overbeviisning Intet; her kan derfor hiin, ligesaalidt som denne fremvirkes ved en Tvangslov, hvilken vilde udelukke eget Omdømme. Ved den aandelige Magts Forblandelse med jordisk Tvangsvold (saadan som den Aarhundreder igjennem har hersket i Statsreligionerne), er vist- nok denne Modsætning hyppigt nok gaaen tabt, og Forviklingen af begge disse Gebeter synes at have slaaet saa dybe Rødder i mange Hoveder, at de aldeles ikke kunne rive sig løs derfra; men det er meget haardt, naar ogsaa her atter vi Mosaiter just skulde særligen lide derunder; -- vi som ved Siden af Re- ligionens Forskrifter tilvisse ingensomhelst Tvangsmagt kjende, SIDE: 311 der kunde vaage over deres Overholdelse. Og hermed ønske vi os tillykke, da en saadan Vold ganske og aldeles modsiger Grundsætningerne om en sand fri Gudstilbedelse. MORALSKE FORTRIN HOS JØDERNE Fremfor hos os Kristne i Almindelighed taget? Det klinger utroligt, men saavel et Værk af Autoritet: Rottecks og Welckers Staatslexikon, som Statsfilosofen Dr. Krug paastaaer det. "Over- hoved -- siger Dr. Steinacker i det første -- fordrer Retfærdig- heden ogsaa at erindre Bjælken i eget Øje. Vilde man gjøre Nutidens kristelige Troesbekjendere ansvarlige for alle de aan- dige Misfostre, som i Tidens Løb ere blevne befordrede til Dagens Lys ved Kirkefædre, skolastiske Filosofer, Hierarki, Jesuiter, Inkvisition, Kjætterforfølgelser og alskens Religions- sværmeri, maatte man i højeste Maade fortænke den tyrkiske Keiser, om han taalte en eneste Kristen i sit Rige. Og ere da hine frygtelige Vildfarelser, hvortil Mennesket er bleven ført ved Misbruget af sine helligste Fornuftideer, i vore Dage blot Antiqvitet? See vi ikke fast daglig Fanatismens og det med et helligt Gevant omhyllede Bedrags Hydra at hæve et nyt Hoved? Og forholdt end dette sig ikke saa, bliver dog ikke den historiske Sandhed staaende, at ogsaa Kristendommen kan i sin ydre Aabenbarelse antage en Gestalt, som aabenbar haaner Be- tingelserne for et ordnet og sikkret Sammenliv? Vilde man dog lægge Haanden paa Hjertet og aabent tilstaae: den mosaiske Religion har ikke saadanne Forbrydelser paa sig, som Kristen- dommen i dens mangfoldige Udartelser! Det er vanskeligt, at dømme med Upartiskhed om en fremmed Religions Værd blot efter Prøvelsen af dens indre Gehalt, og desto mere trængende er Opfordringen til at bygge paa Er- faringens Lærdomme. Man maa derfor ikke være uretfærdig mod de mange ubestridelige Dyder, vi finde forherskende hos Jø- derne, og som uden Spørgsmaal fordeelagtigen udmærke dem fremfor de Kristne. Vi behøve her blot at henvise til den Kjendsgjerning, at Exempler paa Drikfældighed, Ukydskhed og SIDE: 312 Svælgeri ere i Almindelighed meget sjeldne mellem Jøderne; at man i Almindelighed finder lykkelige Ægteskaber og en stor Pietet i Familielivet -- dette Grundlag for det hele Statsliv -- imellem dem; at de vise sig velgjørende mod Trængende, ja mod kristne Fattige, uden i Almindelighed at kunne regne paa nogensomhelst opvejende Reciprocitet; at de ere maadeholdende i alle Nydelser [fotnotemerke] , og at de ved Orden i sin Økonomi, selv under et kummerligt Erhverv, sjelden geraade i en aldeles udblottet Armod. Hvor lykkelige maatte ikke Staterne skatte sig, naar de kunde rose sig af, at disse Dyder vare fremherskende hos alle deres Med- lemmer! Og skulde de idetmindste ikke ligesaa tilforladelig være at betragte som Følgen af Religionen, som man høist over- ilet holder Jødernes Feil derfor"? Forfatteren bestrider ligeledes Indvendingerne, der hentes fra Jødernes Nationalitet, Fremmedhed i Sæder og Tænkemaade, ja selv i Ansigtstræk, indbyrdes Sammenhold, egoistiske Meninger om sig selv som Guds kaarne Folk, Forventninger om Messiæ Komme som en verdslig Hersker, Jøderigets Gjenoprettelse i Palæstina o. s. v., hvilket alt skulde gjøre dem til kolde mod- villige Borgere af enhver Stat. "Uden Uretfærdighed -- siger han -- kunne vi ikke klage over Mangel paa Fædrelands- kjærlighed og opoffrende Almeenaand hos Jøderne. I Aarene 1814 og 15, da, som man sagde, den tydske Frihed skulde blive reddet, fægtede og blødede de ved Siden af de kristne Krigere, og overalt hvor siden den Epoke Tidens store Spørgsmaal ere blevne opkastede, have Jøder staaet paa Frihedens Side, sjelden, maaskee aldrig, i Absolutismens Rækker, omendskjøndt Tjenesten under det liberale Princip sandelig indtil denne Dag ikke har været indbringende. Og hvorledes vilde man vel forklare sig Faktumet, at Jøderne ønske saa ivrig, at blive anerkjendte som virkelige Statsborgere, naar de ikke havde Interesse for Staten Fotnote: Dr. Krug paastaaer det Samme, og lægger til: "Hvad er vel Aarsagen til at visse Sygdomme, man ikke gjerne nævner, og Sindssygdomme sjeldnere findes hos Jøder end hos Kristne? Er det nu sandt, at disse Lidelser fordet- meste komme af Usædelighed og tøilesløse Lidenskaber, skulde man da ikke troe, at sædelig Fordærvelse er langt større imellem os Kristne? Nedseer der- for ikke saa foragteligen paa et ulykkeligt Folk som hine dydstolte Farisæere paa den syndige Tolder! Alene af Taknemmelighed burde Vi det ikke. Thi ligesom vi forstørstedelen skylde Grækerne vor videnskabelige og kunstneriske Dannelse, skylde vi forstørstedelen Jøderne vor moralsk-religiøse". SIDE: 313 og for Opnaaelsen af deres Maal? Hvorledes kunde Modsigelsen løses imellem Kravet paa Optagelse i det almindelige Samfund, paa nærmere at sluttes til de statsborgerlige og sociale Interesser, og det foregivne Hang til Afsondring og Udesluttelse af Sam- fundet? DEN OFFENTLIGE MENING "Folket vil det ikke; Opinionen er stik imod", hører man ofte som et Retiradeargument mod Jødernes Adgang til Riget, naar man har frafaldet de øvrige og tyer til Smuthullet bag den for- færdelige Kjæmpe, den offentlige Menings, Barrikader. Men lad os nærme os disse imponerende Forskandsninger! Det Mas- sive og Ubestigelige tør opløse sig i letkløvelig Taage og "den offentlige Mening" tabe sin Betydenhed eftersom man gaaer den under Øinene og undersøger hvorledes det egentlig er bevænt med den. Vane og Fordom ere de mægtigst hæmmende Kjæder i Menneskesamfundet. Ligesom der i England gives en Mængde, der skriger mod Katholikernes Emancipation, og ligeledes i katholske Stater endnu flere, der paa samme Maade ivre mod Protestanternes, vil der over den kristne Verden altid gives en talløs Mængde, der skriger mod Jødernes Emancipation, fordi de troe at see Landets Ruin, Religionens Forfald eller Gud veed hvilken Ulykke ellers deri. Man faaer lade dem rase ud. Lidt efter lidt trænger dog Fornuftens Stemme gjennem, og hvad der er Ret og billigt skeer, fordi Gud saa vil det. Ved Ubestrideligheden af den øverste Grundsætning i den konstitutionelle Statsret, at Retsstaten er den, i hvilken Stats- magten bliver haandhævet i Overeensstemmelse med den al- mindelige Folkevillje, og ved den unegtelige Kjendsgjerning, at en oprigtig, menneskekjærlig Tilnærmelse af de Kristne til Jø- derne ialtfald endnu ikke har gjort sig almeen gjældende, er hiin Indvending af saa meget større praktisk Vigtighed, som det ikke er at tvivle paa, at Mange af de bedre Modstandere netop ved den ere foranledigede til sin Modstand imod Emancipationen, eller dog styrkede deri. Førend man nu imidlertid tillægger hiin Kjendsgjerning et retligt Værd, skulde man fremfor Alt have SIDE: 314 i Erindring, med hvilken Mistro deslige Yttringer af Folkeaanden maae betragtes og bedømmes, der pleie at optages med Enthu- siasme af Pøbelen, som netop i nyere Tider har spillet Hoved- rollen der, hvor endnu en offentlig Forfølgelse af Jøderne har fundet Sted. Det mere dannede Publikum, saavelsom den halv- dannede Middelstand, er temmelig ligegyldig ved Sagen, og naar man nærmere undersøger den foregivne offentlige Mening, op- løser den sig til Slutning deri, at Enhver gjerne vilde være til- freds med Emancipationen, naar kun hans Fag, hans Kald, hans Haandtering fremdeles som forhen vilde blive tillukket for Jø- derne. For en saadan, ikke alene tvivlsom, men ovenikjøbet -- hos den uden Sammenligning største Deel Individer -- paa Egennytte beroende, offentlig Mening bør imidlertid den umis- kjendelige Retfærdighed ikke vige; den sande Fædrelandets, Oplysningens, Retfærdighedens og Frihedens Ven træder den imøde og bekjæmper den, saaledes som han frimodig maa imøde- gaae enhver almeenskadelig Fordom. Hvad Retfærdighed byder og en fornuftig Politik ikke fraraader, det kan tilsidst heller ikke en behørig luttret og oplyst offentlig Mening negte, og naar de mere Dannede, de Bedre ere enige angaaende Sagen, saa vil den store Masse, som jo desværre altfor gjerne lader sig nøie med, at Andre tænke for den, snart følge efter. Dette er den fornuftmæssige Side af Sagen. Vi have derved tillige belyst endeel Indvendinger, som paa Grund af en fore- given Hensigtsmæssighed, pleie at sættes imod Retsfordringen; thi desværre indrømmer man i Verden kun sjelden endog de ubestrideligste Retskrav, naar de ikke tillige ere ledsagede af Udsigter til de haandgribeligste Fordele, hvorvel Erfaringen viser, at i Regelen, om ikke altid, den største Fordeel ogsaa er, hvor man bliver den strengeste Ret tro. Politiken maa inden sit snevre Hjerte tilstaa, at de kultiverede Staters egen Fordeel i Virkelig- heden fordrer Jødernes fuldstændige Emancipation. Hermed skulde dette Arbeide været sluttet, da "Nogle Ord om Israeliterne" af den elskelige, i Norge saa folkekjære Gubbe Præsten Niels Hertzberg, indrykkede i den Constitutionelle for 8 August d. A., falde mig i Hænderne, og en skjønnere Slutsteen SIDE: 315 kunde jeg ikke finde for min Bygning. Jeg tænker den lagt paa sin Plads her i et eget Afsnit. NOGLE ORD OM ISRAELITERNE Liggende legemlig blind paa Gravens Rand, i mit 82de Aar, næsten med begge Fødder nær dens Bund, ofte anfalden af Mismodigheds Dæmon, men, Gud ske Lov! ikke af Fortvivlelsens Furie, lytter jeg ofte til det mig fortælles og forelæses om Sa- gernes Gang inden- og udenlands; jeg bestyrkes derved i min gamle Tro, at Alt rundt om den ganske Jord gaaer frem til det Fuldkomnere og Bedre; lad Fremgangen længenok være som Sneglens Kryben opad paa Plantens Blad, den gaaer dog opad. -- I visse Lande udslukkes det tændte Lys, men saa tændes det igjen i andre Lande, hvor det før var heel mørkt. Op- lysningen saavel i de guddommelige som menneskelige Ting har fulgt, og synes at følge, Solens Gang -- det dagedes i Østen og skinner mod Vesten i alle dens Nuancer. Solglimt omvexle med de mørkeste Skyer, kun Eet synes bestandigt, og det er: Ubestandighed. Den gamle Bibelbog har dog Ret, naar i den staaer skrevet: "saalænge som Jorden staaer, skal Sæd og Høst, Frost og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke aflade". Men lad mig ophøre med at videre skrive om dette, thi det var ligesom jeg vilde nedskrive Indgangen til en Præ- diken, og det er dog ikke min Hensigt med det jeg har at sige. Jeg har med mine Jevnaldrende været enslags Noah, levet før og efter en virkelig Syndflod i Videnskabernes og Kunstens Rige; jeg levede før, og overlevede den franske Revolution. -- -- Man dekreterede: der er ingen Gud. Dekretet blev seet som et Stjerneskud; Robespjerre kom, dekreterede omigjen. Det synes som at dette Omigjen gjør Virkning, uagtet at han, som kastede denne Raket, hasteligen forsvandt paa Lygtemands Viis. -- Nu nok. Jeg maa videre udspinde min Traad, eller om man saa vil, udvæve min Spindelvæv; jeg turde deri fange en eller anden godmodig Flue. Vel synes mig stundom, at det i mit elskede Fædreland gaaer i visse Ting heelt langsomt, og at Adskilligt kunde fattes kortere og Maalet dog naaes; men mig rinder i Hu: "een Dag er for Herren som 1000 Aar etc." SIDE: 316 At følge hiint: festina lente turde vistnok være det Retteste i de vigtigste Ting; dog gives der Sager, hvorom det hedder: der er periculum in mora; dog er denne Fare i Udsættelsen ikke altid lige stor -- dog, der er stedse nogen. Saa synes mig det har sig med Udsættelsen af at bearbeide det Forslag, der skal være indgivet til Storthinget af een eller nogle hæderlige Med- borgere, om aldeles at udstryge af vor gode Grundlov Ordene: "Jøder ere fremdeles udelukte fra Adgang til Riget". Det har sig langt anderledes med disse i det borgerlige Selskab, end med Jesuiter og Munke, thi disse have fordetmeste skadet Aanden, men Jøderne kun Pungen. Jeg vil her ikke videre tale om den Plet, nær havde jeg sagt Haanplet, der af denne Lov kan udledes paa os Normænds baade Forstand og Hjerte. Det forekommer mig heelt underligt, at jeg intet har hørt mig forelæst af alskens liberale Blade, inden- og udenlands, om disse ukosmopolitiske Ord i vor Grundlov. Visselig jeg græmmede mig da jeg allerførst læste disse Ord. Jeg vil kun her kortelig berøre hvorlunde det maae være gaaet til med de mange op- lyste og ædelhjertede Medlemmer af Rigsforsamlingen 1814: Alle fra Barnsbeen havde indsuet med Moders Melk en vis Afsky mod Jøderne; de meest oplyste Medlemmer af Rigsforsamlingen lode sig henrive af denne Arvesynds Stemme, og havde kun liden Tid at give Agt paa hvad nogle Enkelte indvendte mod dette Interdict. -- Ak ja! det gik her med Jøderne som med deres evig ophøiede Landsmand, Jesus af Nazareth: "de for- dømte ham Alle, at han var skyldig til at døe". Det er en Trang for mit Hjerte, saa kort som muligt her at fortælle, hvorlunde jeg i mit 18de Aar, 1778 kommende til Kjøbenhavn at tage første Examen som Student, blev vækket af min Fordom mod Jøderne, og det af en gammel Jøde. Jeg kom som saa mange letsindede Ynglinge med enslags Foragt mod Jøden, den jeg desværre havde indsuet med Moder-Melken; thi jeg havde fra Drengeaarene af hørt, at Jøder ikke maatte boe i Norge, fordi da vilde de opsluge Kongsbergs Sølv-Berg- værk og føre alt Sølv ud af Landet, ret ligesom de kunde skave Sølvet af Gruberne, som den forhungrede Tigger skraber Grøden af Gryderne, og ligesom at ikke Normændene selv kunde udføre Sølvet af Landet, osv. -- Mine Kammerater indbøde mig at følge dem i det saakaldte Lærstræde i Kjøbenhavn, hvor de SIDE: 317 fleste Jøder boede, at jeg kunde lære -- som de sagde -- at kjende Jøde-Fæser (Ansigter). Der ligger vistnok noget ufor- klarligt i en Jødes Ansigt; det var mig dog aldrig modbydeligt. Som nykommen Rus, det er Depositurus til første Examen, blev jeg strax paa Gader og Stræder anfalden af de saakaldte skak- rende Jøder, om at kjøbe og sælge, især brugte Klæder -- jeg indlod mig kun engang i saadan Skakring med en Jøde, thi jeg var bange for Bedrag af dem. Kort, en gammel Jøde kom en Dag paa mit Kammer, og spurgte om, "alte Kleider"? jeg frem- tog en grov men ny Skjorte, den jeg syntes gnavede min nye studentiske Hud. Jøden kjøbte den, efter at jeg med mange stiklende Ord og Benævnelser af "Smaus" og "Skakrer" havde anfaldet den gamle Mand; -- han tiede, og spurgte tilsidst, om det sømmede mig som en Kristen at bruge slige Ord mod en stakkels fattig gammel Jøde? Han moraliserede saaledes for mig, at jeg skammede mig fra Hoved-Isse til Fodsaale, og hellig lovede, som jeg ogsaa har holdt, aldrig mere at gjøre Nar af nogen Jøde; dette Styrtebad virkede velgjørende paa Drengens Aand. -- Nu videre til Sagen: som jeg har sagt, at den gamle Jøde vækkede mig, saaledes har jeg i Løbet af de svundne Aar, især i det sidst forløbne, min Blindheds 4de Aar, ladet mit indre Syn være opmærksomt paa Alherrens Styrelse med Jøderne; -- see hvorlunde dette Folk nu i det sidst forløbne halve Aar- hundrede emanciperes hos de fleste civiliserede Europas Beboere, og dem gives Borgerret i Landene. Store Gud! hvad har dog ikke dette Folk nu i næsten 2000 Aar maattet døie af Plager, endog af de saakaldte Kristne, i hvis Lande de have boet. Jeg gyser ved at tænke paa de navnløse Qvaler, de Kristne have paaført dette Folk; ja, det var ligesom Forsynet selv havde ud- mærket dette Folk fremfor alle andre Folkefærd paa Jorden, til et Exempel paa Sandheden af Ordene: "farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte". Dog, -- Israeliterne vare, som sagt, ikke mere umoralske end de Folk, iblandt hvilke de levede. Overalt, Knuden bliver nok nedigjennem kommende Sekler uopløselig, ja maaskee ikke opløst i Jordlivet. Mange ville hertil svare: Jøderne var et ubegribeligt gjen- stridigt Folk; jo mere Jehova arbeidede paa at moralisere Slægten, jo mere forhærdede den sig mod hans Villie. Der staaer jo skrevet i Krønikernes Bog, at "Folket trodsede saa meget mod Jehova, SIDE: 318 indtil der var ikke Lægedom mere". Kort, dette Folk vedblev at være ugudeligt, uagtet det holdt hart ved Hoved-Hjørnestenen: een eneste Gud. Hvad skulde nu vel Gud Herren gjøre andet end lade Straffedommen exekveres; altsaa have de Kristne Ret til at pine og plage dette Folk. Det er et stort Spørgsmaal, om vi Kristne i Almindelighed have mere troet og efterfulgt vor Religions-Stifter, end Jøderne deres Moses og Propheterne. Hvo dette troer, han kaste længenok Stene paa Jøderne. Nei, Broder, du feiler saare i denne Tanke; -- har du vel Ret til at opkaste dig som Hævner i den evige Alstyrers Sted, fremviis da din Fuldmagt dertil fra Alherren selv! tvertimod erindre maa du hele Aanden i vor Jesu Kjærligheds Lov, da de bankede Spigerne gjennem hans Hænder og Fodsaaler ind i Korsets Træ, hvad bad Han nu sin Fader om? Hævn og Forbandelse maaskee over disse Pinere? O nei! o nei! "Fader" raabte han, "forlad dem, thi de vide ikke hvad de gjøre". Nu gjælder Jesu Ord til dig: "gak du hen og gjør ligesaa" -- (O! hvormeget Ondt er der dog vistnok blevet standset ved disse evige velsignede Ord)! Se! dette vedkommer dig, men ingenlunde da, naar du piner Jøden, at undskylde dig med, at du følger Albestyrerens Villie, som du formener at see i Begivenhedernes Gang her paa Jorden. Han vil ikke de Plager, men han tillader dem, og Enden skal krone Værket. O! lader os tænke paa det gyldne Dekret af vor Jesus: "der skal blive een Hjord, og een Hyrde"; -- lad saa end Faarene, Kristne og Ukristne, bitterligen svie medens Ulden klippes. Det er tungt at tænke paa, at den ene Broder maa være Svøben i Hævnerens Haand at pidske den anden Broder, men langt tungere er det, at der gives Mennesker, som finde Djævle-Glæde i at kunne pine og plage Medmennesker. At andre Folkefærd have været ligesaa umoralske som Jøderne er vist nok, men det er ogsaa vist og sandt, at Jøderne havde i sin Grundlov fra Arilds Tid mere Oplysning om det Onde og Gode og mere Spore til Moralitet end alle i Oldtiden omboende Folke- slag; Grundloven om een eneste Gud, og den deraf følgende Aabenbaring om et evigt viist Forsyn over enhver enkelt Ting og Begivenhed, udgik først fra Jøderne. Derfor bliver det en Knude, som kun i det tilkommende Liv bliver at opløse, naar, som det hedder: Sønnen nedlægger Rigets Bestyrelse for Fade- rens Fødder, og ligesom siger: se der, Fader, har du det, jeg SIDE: 319 har fuldkommet din Villie paa Jorden, nu styre Du igjennem alle Evigheders Evighed, thi du er Tre i Eet: almægtig, alviis, algod. -- Jeg nødes til at anmærke hvor beklageligt det end er, at det Snyderi og den Aager og den videre Forfordeling i Handel og Vandel, som Jøderne beskyldes for at begaae, mod de Folk, som de samleve med, og hvori Jøderne vistnok have gjort og tildeels gjøre sig skyldige [fotnotemerke] -- til denne Ulempe ere de paa en Maade blevne drevne af de Folk iblandt hvilke de leve, det være sig Kristne eller Ukristne; thi hvad havde de vel at gjøre, de vare jo hidtil forbudne i flere Lande, efter det latinske Udtryk: ab aqva et igne, det er: fra Vand og Ild; ja fra at aande Luften selv, om det var muligt at leve uden den. De havde kun at gribe til Skakkreriet eller Smaahandel, af alle de Jøder hvis Stilling blev, at de ikke kunde nære sig enten som Haandværkere, eller af det mere indbringende Kjøbmandsskab. Jeg erindrer, at min Mormoder fortalte mig, at min Morfader havde, mens han studerede ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1698 -- 99, en Rabbiner til Lærer i det Hebraiske, og at mange Studerende havde samme Skik; se det var vel en Levevei, men kun for Enkelte, af de lærde Jøder. Det forekommer mig ret ligesom vor Jesus havde vidst hvad skee skulde i de kommende Sekler; derfor gav han os Lignelsen om den uretfærdige Huusfoged, der sagde til sig selv: "hvad skal jeg nu gjøre, da min Herre tager Huusholdningen fra mig, -- nu veed jeg hvad jeg vil gjøre etc. -- Da endog Betleri var Jøden forbudt, -- thi greb han til Smaahandel eller Skakkreri. Jeg kan som sagt ikke aflade at fryde min Aand ved at tænke paa hvorlunde Jødernes sande Messias nu er paa Reisen til dem, derved at dette Folk gives Borgerret blandt os Kristne. Da jeg nævner Jødernes sande Messias, forstaaer jeg derved den samme, som ogsaa er al Jordens Messias, nemlig: sand Religions Oplys- ning, og denne maae have sin Forløber; hele Verdens Historie vidner om at en saadan Johannes den Døber er og bliver for- udsendt af den evig vise Bestyrer. Lad Sollyset paa engang skinne ind i Øiet paa den, som uden Hjælp er opereret for Stær, han er og forbliver ofte efter Operationen i samme Blind- hed som han før var, ja maaskee end værre faren end før, ved at faae nogle enkelte Straaler ind i Øiet, der vise ham Billedet Fotnote: "Ligesaa hos Os", siger Kilian. Udg. SIDE: 320 aldeles forkeert; det turde blive sandt at kun halv Oplysning er værre end slet ingen. Lad Jøderne faa saadan Oplysning, som kan bestaae og forenes med deres Troeslære; lad dem kun be- holde den Tro de have; mange af dem troe dog visselig, uden at vide det selv, paa den sande Messias, som kom, og vedbliver at komme til at oprette Guds moralske Rige paa Jorden; "mit Rige er ikke af denne Verden" -- siger Stifteren selv. Moral- loven er dem skreven i Hjerterne, og vistnok en Hærskares Mangfoldighed af Jøder have troet, og troe endnu paa den, og stræbe at følge den. Det Had, de (skulle?) have mod andre Folkeslag, er uden Tvivl mere disses end Jødernes Skyld. Den fordums Maade, hvorpaa man omvendte Jøder, aftager nu Gud skee lov! alt til den rette og sande Oplysnings Ære. Nei, lad det Folk faae sine Skoler, ja Akademier, Gymnasier, Universi- teter etc.; lad dem blive Professorer i alle Videnskaber; Jordens Ejere og dens Dyrkere, Haandværkere i alle Grene, Kjøbmænd, Grosserere i alle Handelens Grene; Lærere i alle Videnskaber, Embedsmænd i Riget -- det forstaaer sig selv, saadanne som kan bestaae med deres og vores Troeslære; kort sagt, lad dem faa Adgang til at blive norske Borgere i Ordets rette Forstand, i Eet og Alt! Lad Navnet "Jøde", ikke nævnes, men i dets Sted lad dem kaldes Mosaiter, eller maaskee Israeliter, paadetat den Benævnelse af Jøde, som destoværre hidtil havde noget skurrende i de Kristnes Øren, maatte uddøe, hvilket neppe skeer i et heelt kommende Aarhundrede, men her i Norge vil neppe 50 Aar hensvinde før Navnet Jøde har tabt det Stødende. Lad nu alt dette skee, da vil Jøde-Dom opløses i Kristendom, og Pauli Spaadom opfyldes: "Al Israel bliver salig naar Hedningernes Fylde kommer". Ligesom jeg oventil nævnte, at en Jøde (nu herefter i min Mund en Mosait eller en Israelit) vækkede min moralske Følelse, saaledes opvarmede Brevet af den ædle Mosait til vor Stor- things-Præsident, den gjæve Sørenssen, indført i Bladet den Constitutionelle d. 24de Mai d. A., hos mig Tankerne til Foran- staltninger, som nu gjøres, især i det nordlige Tydskland, til dette Folks Emancipation; jeg frydedes i min Aand da mig blev forelæst af det theologiske Tidsskrift, udgivet af Claussen og Hohlenberg, om hvorlunde det nu dages for dette Folk. Saa- ledes nærmer sig deres Messias til dem, men om han omsider SIDE: 321 vil personlig bosætte sig i Palæstina, maa staae derhen. -- Nu mere til Brevet af den i Sandhed agtværdige Israelit. Han kan med Føie anvende paa sig Pauli Ord til Festus: "jeg sværmer ikke, men taler sande og betænksomme Ord". Ja det gjør han; Bebreidelsen have vi fortjent, det kan jeg for min Deel ingen- lunde fragaae, da man i over 1/4 af det sidste Aarhundrede har ladet disse os Normænd ikke hædrende Ord: "Jøder ere frem- deles udelukte fra Adgang til Riget", staae ukjerte til Thinge, ja ere end ikke vedbørligen paaankede i vore Dagblade. De Ord passe aldeles ikke paa Normandens Karakteer. Jeg har oventil meldt hvad jeg visselig troer var Aarsagen til at dette famøse Interdikt slumpede til at komme ind i vor Grundlov. Ja ved nøiere Eftertanke bekjender jeg freidigen, at jeg maatte give Slip paa den Smule Menneske-Forstand, jeg troer endnu at have tilbage, dersom jeg vilde negte, at denne Mand har skrevet det som er Sandhed og Ret og Godt, alt i et beskedent og en tænkende Mand værdigt Sprog. Han har tilbageholdt bedst han kunde af sin justus dolor; enhver anden i hans Sted og Stilling vilde neppe have kunnet efterligne ham. Jeg glæder mig til, at dette Brev vil vistnok have en god Virkning paa en- hver retsindig, oplyst Mand af mine Medborgere; derfor an- strænger jeg min svage Stemme, og raaber til dig, kommende Storthingsmand, ja til Enhver, som vil og kan: slib din Penne- kniv, radeer ud Ordene i vor Grundlov: "Jøder ere fremdeles udelukte fra Adgang til Riget"; spids nu din Pen, tag dit Bord, sæt dig ned, og skriv paa retskaffen oplyst Normands Viis et Forslag til Thinge om at udstryge af vor for Resten gode Grundlov det sørgelige ermeldte Forbud mod Jøderne og de fornuftige Grunde, du kan hitte paa til at give Mosaiten Bor- gerret i Norge, som enhver anden Udlænding, naar han det monne forlange, alt med de Modifikationer, som de Sagkyndige finde fornødne naar Mosaiten skal blive norsk Borger. Eller, opløft din Røst i kommende Storthing som en Basune, som skrevet staaer, at de Ord udslettes af vor Grundlov! -- dog, der er jo allerede indgivet Konstitutions-Forslag om Udelukkelse for Eftertiden af disse Ord i Grundloven. Det er Trang for mit Hjerte at vide vor oplyste Konge Tak, fordi Høistsamme havde ingen Hensyn til vor Grundlovs Interdikt mod Mosaiterne, men gav den Ansøgende Frihed til at personlig afgjøre her i SIDE: 322 Riget de Sager, som vare ham fornødne til hans Velfærds Bedste. Hermed Gud befalet ædle, veltænkende Landsmand og Med- borger! jeg slutter med vore Storthings sædvanlige Bøn til Gud: Gud bevare Kongen og hans Riger! Jeg beder Enhver, som maatte have læst hvad jeg oven skrevet haver, og maatte kjende eller træffe den agtværdige, fornuftige og beskedne Israelitiske Mand, som skrev Brevet til vor Stor- things Præsident, at række ham Haanden fra mig med et hjerte- ligt Tak, fordi han hjalp mig til at udtømme mit Hjertes Mening mod det Israelitiske Folk. Ullenvangs Præstegaard i Hardanger d. 29 Juni 1841. N. Hertzberg, Ridder, Provst og Sognepræst." Henrik Wergeland SIDE: 323 STORTHINGSMANDEN, GUDBRANDSDØLEN OLE HAAGENSTAD FORORD Skulde det være blot de aldeles overordnede Talenter, geni- mæssige Fortjenester af Menneskeheden eller Forbrydelser mod den, monstrøs Lykke eller Ulykke, eller den vidunderlige Skjæbne, som skulde have Eneretten til i særegne Levnetsbeskrivelser at opstilles i Historiens Gallerier? Vi kunne gjerne indrømme disse Egenskaber baade denne Ære og Paginaerne i alle Verdens Kon- versationslexikoner, om vi end forbeholde en ringere Grad af Mærkværdighed, naar den dog er national, en Plads i Lands- mænds Erindring. Og det maa gjælde selv om en Personlighed i levende Live, naar Vedkommende blot har levet nok for virkelig at fortjene en Nekrolog eller et Mindeskrift, om han var død. Denne Ære faae nutildags selv yderst ubetydelige Personer i de forskjellige Tidsskrifter, naar de blot tilhøre en bestemt Stand, for hvem Tidsskrivtet udgives, saasom Doctor N. N. i medicinske, Pastor N. N. i et geistligt, o. s. v. Den er bleven ligesaa hyppig som Steentrykportræterne, og som nu de daguerreotyperede og atter igjen aftrykte ville blive. Men hvorfor forarges herover? Venskabet og Bekjendtskabet har sine Kabinetstykker som Hi- storiens Gallerier sine store Tavler. Kommunerne have jo ogsaa en liden Historie med dens egne store Mænd, og selv om disse forevigedes inden dem paa Prent, hvad var det saa meer end fortjent? Udenfor strækker denne Feiring sig ikke; og desuden er det en Feiltagelse, om man troer, at alt Trykt gaaer lige løs paa Udødeligheden, og naaer denne. Skrivter forsvinde, sporløst for- svinde, i samme Forhold som de strømme ud fra Presserne. Det er forøvrigt med Personer, der blot have en national Mærkelig- hed, som med et Lands Bjerghøjder: de have sin Betydning i Forhold til dette, ikke til andre Jordens Strøg. Skakastølens Højde nedkues ikke af Alpernes, Chimborasso er Perus, det lave Himmelbjerg Danmarks Stolthed, og Erindringen om de engelske, svenske, franske eller nordamerikanske Nationalforsamlingers SIDE: 324 store Navne kan ikke betage vore egne, om end mindre berømte, deres nationale Værd og Klang. Inden Landets Grændser er deres Verden. Udenfor unævnte, kunne de have Udødeligheden her. Er det ikke Tilfælde med de videnskabelige, saa er det dog med de politiske, reent nationale Navne; og kun i Forhold til de andre af vore egne, er det Adkomsten til at fremhæves paa nogen Maade medrette skal afgjøres. Ole Haagenstad, den ellevte Gange Storthingsmand, det for- træffelige Exemplar af det norske Folks sunde, skarpsindige For- nuft, Gudbrandsdalens mest anseede Bonde, en Slags vore Dages Høvding, og dertilmed i historisk Henseende interessant som Re- præsentant for to af de gamle norske Adelsætter, som med stær- kest Kraft have vedligeholdt sig under de gamle Tiders Tryk -- denne ikke blot i sin Dal, men i sit Folk, saa navnkundige gamle Døl, er en saadan Personlighed. Hans Fødsel som Bonde for- højer snarere hans Mærkværdighed ved de Kundskaber og den Dannelse ved Siden af al Dølens simple Naturlighed, som han ikke destomindre i sin afsondrede Dal har vidst at erhverve sig. Til næsten hvert Thing har han været fremkaldt deraf, og han er kommen saaledes som man nu seer ham og er vant til at tænke sig ham efter eget Syn eller efter andre Afbildninger end den, som ledsager disse Linjer -- han er kommen i sin Vadmelskjole, den mægtige Døl, med sit ærværdige, skaldede, højthvælvede Hoved, med sit sunde, rødledte, tænksomme Ansigt, uforandret fra Thing til Thing, paa de første synendes ældre end han var, formedelst den tidlige Fleinskalle og hans Ansigts ejendommelige Udtryk af urokkelig Ro, Dybden af hans Tænksomhed, hans uud- grundelige Indsluttethed i sig selv, og den vægtige Langsomhed af hans Tale; paa de sidste synendes yngre end han er bleven, fordi vi aldrig har seet ham anderledes, aldrig hørt hans Tale strømme hurtigere i det norddølske Maal, i det, hvori Edvard Storm, hans Sambygding, skrev sine Viser. Saaledes, med de vel overvejede Tanker, faamælte, men med velbelagte, vægtige Ord i det rene, malmklingende Normannamaal, ærværdige af Udseende, med det nationale Præg i hver Mine, med brede hvælvede Pander, hvorimod fremmede Viljer maatte bryde sig som Vindene imod Fjeldet -- saaledes maa de gamle Lagmænd have reist sig paa Thingene, saaledes Thorleif og Medalhuus Asbjørn, naar de røstede, SIDE: 325 lænende sig til Langbilen, saaledes maa det gamle norske De- mokrati have seet ud. [fotnotemerke] Intet giver ogsaa et sandere og trøstfuldere Begreb om, at vort Folk endnu er friskt og ægte norskt i sin Kjerne, end naar saadanne Mænd fremtræde af dets inderste Midte. Intet glim- rende Talent af de høiere Stænder giver Selvstændigheden bedre Garantier. Maa ikke Normanden eller endog den Fremmede, naar han fra Mjøsens havlige Flade seer Hedemarkens og Totens frugtbare Vidder udbrede sig indtil Østerdalens og Hadelands blaanende Fjerner, eller naar han fra Faabergs herlige Indgang, eller fra det grønne terrassedannede Forbjerg, hvor Gusdal bøjer sig ind, seer Gudbrandsdalen at aabne sin dybe Favn mellem de vidtstrakte Aaser, eller naar han med Øjet følger disse Floder, der vælte sig, mægtige som de amerikanske, igjennem Raumarikes gamle, i Bakker udbrustne, Sjøbund: -- maa da ikke Normandens eller den Fremmedes uvilkaarlige Tanke være, at dette Land dog bærer Stemplet af et Kongerige, som kan have slige Provindser, saa forskjellige i sit Præg, saa store i sine Omrids? Sandelig, Mænd som Ole Haagenstad og flere af vore Bønder paathinge, maa da ogsaa indgive Tanken: det er et Folk, et sandt Folk, som har saadanne Mænd, et Folk af Individualitet og Karakteer, et Folk, som maa have og fortjene en Historie, stemplet til Fri- hed og Selvstændighed, til at bevare og forsvare den indtil de inderste Dale, og ikke til at være noget fremmed underdanigt, eller til at udslettes af Folkenes Række. Skulde vi tænke os, at dette dog skede, at sklaviske Folkestrømme underkuede Go- therne, fortrængende dem, som disse have gjort med de celtiske Jothuner, bedækkende, bortskyllende dem som senere Aldres Leermasser belægge et tidligere Olds Lag af sandsmuldret Granit: da ville de sidste Repræsentanter for vor Folkeslægt, de sidste Kjæmpere for dens Tilværelse, de sidste Lignelser af vore Fædres Fotnote: Lignende Indtryk har Ole Haagenstad gjort paa Jakob Aall. "Naar jeg -- siger han i sin "Nutid og Fortid," 1ste Binds tredie Hefte -- hørte en Ole Haagenstads Tale, fremsat i det gamle nordiske Tungemaal, beriget med Sprog- vendinger og Sprogbøininger, som nu ikke mere findes i vort Sprogs Gram- matik, og, fuld af sunde, klare Begreber og overbevisende Grunde, foredragne med langsom Forsigtighed, da fløttede jeg mig i Tankerne hen paa de Gamles Thingvold, og hørte den lovforstandige og ordsnilde Nial's Tale, der saa ofte veiledede Althinget i dets Beslutninger, sine Frænder og Naboer i deres Stridig- heder om Lov og Ret." SIDE: 326 Aasyn og Gestalter vise sig i de samme inderste Dale af vort Land, hvor Menneskenes Veie standse, og hvor Elvenes og Vin- denes kun have eet Løb udad imod Landets Vidder, der hvor ogsaa de sidste Jothuner viste sig i Dovres Tverdale, og forsvandt for stedse, som om den mærkværdige portdannede Buefigur i Thingsvaberget i Vaage, "Juttuldøren," havde lukket sig efter den sidste Ætling af det ulykkelige Folk. Ligeoverfor det Sted staaer gamle Haagenstads Gaard. Naar han staaer hjemme paa Svalen og seer til sine Folk, seer han den forvittrede, rustrøde Port i det graa Fjeld, og naar han drager paa sin Ganger over Jettafjeld paa Besøg til sin Broder Paul Tofte paa Dovre, drager han ogsaa igjennem de Afdale, over den Fjeld- side, hvor man veed at fortælle, at Jetten Dovre, som navngav Fjeldet og fostrede Harald hiin Haarfagre, havde sit fredløse Bo. Tiden har ikke der forandret saa meget. Der lever endnu Sagnet om Jothunerne, somom det ikke var saa længe siden de forlode disse sine sidste Tomter for den Slægt, som nu sidder der: som om det vel ikke var i Bestefars Tid, men kun noget lidt længer op i Æten at det skede. Og denne seirende Slægt færdes der i oprindelig Friskhed. Eller er Forskjellen saa stor mellem gamle Ole, seende til sine Folk i sin blaa Vadmelskjortel med de blanke Knapper, og gamle Sigurd Sir -- ærværdig Ihukommelse -- saa- ledes som Sagaerne skildre ham paa sit Jorde? Et langt Liv forestaaer da endnu vort Folk, naar Sagaerne endnu ere saa friske, Ætlingerne Fædrene saa lige, Trækkene saa uforandrede, naar det i Minde og i Reproduktionens Styrke og Ægthed endnu staaer sin egen Oldtid saa nær. Jeg besøgte engang Ole Haagenstad. Snorre laa der. Intet- steds forekom han mig mere hjemme, intetsteds saa ny i sine Sagaer. Det gamle Skindbind var der ligesaa naturligt som et modernt Tidsskrift paa en literær Byherres Bord. Men hvorfor fæstede endelig Tankerne sig paa Dale-Gudbrand og Thorer af Steig, naar Øjet hvilede paa min Vært? Og da Klokkerne rin- gede til Kirke nede i Dalen en Søndagsmorgen, hvorfor stod St. Olaf for Øje, som om det var til hans Ottesang de lød, som om han just var kommen over Fjeldet, og somom nu den røde Jetteport maatte aabne sig ligeoverfor? Jo alt var saa antikt, det Gamle saa uforandret overgaaet i det Nærværende, og alt Dette grupperede sig ligesaameget om Ole Haagenstad, som gav SIDE: 327 det Virkelighed og Sandhed, som om Stedets Natur, den gamle Gaard og Kirken og den hele Almue i sine hvide, lange, gammel- dags Skjødkofter. Han gav det Virkelighed og Sandhed. Det var en Høvding, der kom, da Hvidkofterne veg tilside paa Kirkevolden og gav "Haagensta'en" Plads. Der var Oldtid og Middelalder i de Øjeblikke. Men saadanne Personligheder indgyde Livskraft i det Nærværende, og love Folket en lang Fremtid. De ere dets Nerveknuder. Det har da en Marv at tære paa i sin egen Na- tionalitet. Jorden vil først gaa tilgrunde, naar dens Klipper op- løses. Norge idetmindste ikke før det er forbi med Tolstadæten, der befolker Gudbrandsdalens ypperste Gaarde, og hvortil Ole Haagenstad ogsaa hører. Det var Mænd af den, som grov Graven ved Kringen. Ole har sat en Støtte der; men han har selv været en Støtte for Norges Nutid. Hans Urokkelighed har endnu bre- dere Skuldre end han selv, og den har meer end eengang støttet under det Klenodie, for hvem hele Norge vil blive et Kringen, saalænge det lader sig sige, at den Kraftfuldhed, Tænksomhed, Fædrelandskjærlighed og ægte Nationalitet i Følelser, Tænkemaade og Sæder, som Ole Haagenstad besidder, kun er et udmærket Aftryk af det norske Folks, og navnligen dets Bondestands egen almindelige Karakteer. At den skal erindre det og ikke van- slægte -- derfor disse Omrids. Grotten ved Christiania, den 24de Juli 1842. Henr. Wergeland. OLE PAULSEN HAAGENSTAD er fød den 17de Oktober 1775 paa Harildstad, en betydelig Gaard i Qvikne Annex til Froens Præstegjæld i Gudbrandsdalen, der i flere Ætled havde været ejet af hans Forfædre i lige Linje. Hans Fader var Paul Thjøstelsen (Thjostolfsen) af den gamle norske Adelsfamilie Gjesling, Moderen Guri Thorsdatter Bjølstad [fotnotemerke] af Familien Bratt, ligeledes gammel norsk Adel. [fotnotemerke] Altsaa er Ole af Fotnote: I Hedalens Annex til Vaage. Bratternes Sæde. Fotnote: I Nordre Gudbrandsdalen er det Tilfælde med flere Gaarde, at Beboerne skulle have været og tildeels endnu være af Adel. Saaledes Valberg og Sandbo, Elgjarnernes Sæder, Ellingbø og Herringstad i Vaage og Blaker i Lomb. SIDE: 328 god Byrd, som man plejer at sige, ja, da disse Slægter, af en Stolthed, som ikke lader sig rose, men som vel har sin fornemste Rod i Omsorgen for at bevare sin Formue, have Ord for, med Strenghed at overholde, at der kun stiftes Ægteskaber dem imellem eller kun med Folk, som de ansee for Jevnbaarne, har han vel ogsaa Ahner -- et Fortrin vi Normænd, der tro allesammen at have ærlige Forældre og at være af jevngod Oprindelse, gjerne overlade Udlændingen at sætte Priis paa. Det gjør idetmindste ikke Ole Haagenstad selv, at slutte af en Ytring i følgende Brev, som vi maa anføre, fordi det ikke er uden historisk Interesse og kaster noget Lys over hans Dannelse og fordomsfri Tænke- maade i et Punkt, hvori meer end een ellers sundttænkende Mand hemmelig eller aabenbare har været en Daare. Det er en Svarskrivelse fra Ole Haagenstad af 2den Novbr. f. A. til da- værende Sognepræst i Vaage, Provst Krag, der med stor Flid har indsamlet Sagn og historiske Efterretninger i Gudbrandsdalen. "Ifølge Deres Begjæring om at erholde Oplysning om, hvor langt tilbage i Tiden jeg har Kundskab om mine Forfædre, skal jeg herved meddele, at den længsttilbageværende, som jeg med nogenslags Vished kan opgive, er en Gunner Iversen Sandbo her paa Vaage. Denne Gunner Sandbo har af Christian den 1ste faaet et Stadfæstelsesbrev paa Hjemdals Fiskevand, dateret paa et Skib "Balgen" paa Oslofjorden 1478, hvilket Vand af Kong Sverre 1178 var givet til gamle Iver Gjesling paa Sandbo. [fotnotemerke] Om Sandbo i disse 300 Aar har været eiet af Familien Gjesling, er der ingen Vished for, endskjøndt de tildeels har benyttet dette Familie-Navn, men efter 1478 haves Kundskab om, at Familien er den samme, som endnu boer paa denne Gaard, hvilken fra 1500 af har været deelt i 2de Dele. [fotnotemerke] Et Thingsvidne, optaget 1626 Fotnote: Der er et endnu ældre, fra 1336, nemlig et Thingsvidne fra Magnus Smeks 17de Regjeringsaar, som beviser, at man lod læse Kong Sverres Brev, at han gav "Iværn gamlæ Gisling," som ejede Sundbu (Gaardens egentlige Navn) og alle hans Eftermænd "det Vatn Hemdalen," samt Kong Hakon den Gamles og Kong Magnus's Stadfæstelse derpaa. Fotnote: Schøning beretter i sin Reise i Gudbrandsdalen 1775, at Sandbo gik over fra Gjeslingerne til Elgjarnerne, og at de senere Beboere stamme ned fra en Sidelinie af Knut Elgjarn, Søn af Ridder Sigurd Erlandssøn Elgjarn, der var Broder af den berømte Alf Erlingssøn (Erlandssøn) og Bjørn paa Bjarkø, og som først fik Sandbo ind i Familien. Denne Knut var givt med en Gjesling, og Gaarden kom til en Sidelinje, da alle hans syv uregjerlige Sønner fik en SIDE: 329 paa Øyer Thingstue, viser, at bemeldte Gunner have 2de Sønner, Amund og Iver, og disse delede Sandbo Aar 1500. Denne Iver Gunnersen var Bedstefader til den Iver Sandbo, som i 1626 lod optage hiint Thingsvidne, altsaa den 4de af denne Familie fra Gunner at regne. Denne Iver Sandbo var Fader til en Paul Ha- rildstad, dennes Søn hed Thjøstel, og siden har der paa Harild- stad været Paul og Thjøstel. Min Fader var den tredie af Navnet Paul, og min Broder den 3die af Navnet Thjøstel; jeg bliver alt- saa den 10de i denne Linie. Ommeldte Breve ligge paa Sandbo. [fotnotemerke] Om mine Forfædre paa Harildstad i nogen nedstigende Linie var i Slægtskab med Familien Bratt paa Bjølstad, har jeg ingen Kund- skab. At dette saaledes var anført nylig i Bladet Granskeren kommer maaske deraf, at min Moder var fra Bjølstad af den Familie, som forhen kaldtes Bratt. [fotnotemerke] At omrørte Familie i læn- gere Tid har eiet bemeldte Gaard, bestyrkes af en Deel Per- gamentsbreve, som ved Opgjørelsen med Danmark kom tilbage, hvoriblandt et som viser, at Paul Iversen Sandbo 1434 solgte (?) Øresbol Jord i Røssum; som sædvanlig opkaldtes den ældste Søn efter Mandens Fader; og altsaa sandsynlig, at dennes Søn blev kaldet Iver og efter Tiden kan det passe, at denne var Fader til ommeldte Gunner Iversen. Videre kunde det være troligt, at denne Paul Iversen, som 1434 boede paa Sandbo, var en Søn af Hustru Gjertrud Paulsdatter, som efter et andet Brevs Udvisende levede 1428 og da testamenterede 2de Gaarde til en Haldor Si- gurdsen. Dette Testamente var ventelig denne godgjørende Dames Svanesang. Jeg finder ikke, eller, saa vidt jeg kan erindre, har jeg ikke seet noget yngre Dokument fra hende, thi 1432 var hun død, som kan sees af tvende Laugretsmænds Vidnesbyrd, dateret Ullersø paa Woge 1432, som godtgjør, at hun 15 Aar før sin Død forærede begge Markabolene Rolstadum paa Froen til Hakon Fotnote: Udød. Den fromme Moder tog sig dette saa nær, at hun flyttede op til Skaar- vangen i Vaage, tilbragte sit Liv i Bøn for deres Frelse, og begavede Vaage Kirke til Sjelebod for dem. Fotnote: Ligesaa findes der en paa det nærmeste fuldstændig Rustning, Kyrads, Hjelm, Sværd og Daggert. Fotnote: Denne Families Vaaben var en Lilje. Ogsaa: i blaat Felt en fra Venstre skraaliggende Træbul med tre afstumpede Grene paa hver Side; foran tre for- enede Liljer og een skraastaaende. Hjorthøi siger i sin Beskrivelse over Gud- brandsdalen, at Familien var kommen fra Bergen. SIDE: 330 Sigurdsen, maaskee omtrent paa samme Tid som hun gav Sunde og Sandbo til Præsten og Kirken paa Vaage. Disse Oplysninger høre ikke egentlig til hvad De har forlangt, men jeg finder det mere interressant, at der kunde findes Oplys- ning om at samme Familie har eiet og boet paa Sandboe i 633 Aar, end det, at jeg nedstammer fra denne Familie. [fotnotemerke] Min Stamtavle er jeg vis om, gaaer langt længere tilbage i Tiden; men hvem de har været og hvad Navn de har haft, er mig aldeles ligegyldigt, thi der er sjelden længe imellem hver Gang, at der findes en Skvæt i hver Æt, som Thorberg Arnesøn sagde. Der torde maaskee ikke findes mange Ejendomme i Landet, for hvilke der findes saa stærke Beviis, at de i saa lang Tid har været eiet af samme Familie. Der skulde være rettet noget paa den af Historie- eller Romanskriveren forvanskede Tradition om Stridighederne mellem Iver Gjesling og en Ridder i Valders. Præsten Mørk anfører den saaledes, at Valdersen var over og brændte Sandbo, medens Iver Gjesling var fraværende paa et Ledingstog; han siger, at efter Torfæi Vidnesbyrd, 10de Bogs Cap. 14, Deel 3die Pagina 529, com- manderede Iver Gjesling en Orlogsflaade i Mjøsen 1178 mod Birke- benerne, og at Hjemdals Fiskevand blev ham af Kong Sverre givet som en Erstatning for den paa hans Gaard forøvede Mord- brand. Man kan formode, at Tvisten har været om Hjemdals Fiskevand, [fotnotemerke] og at dersteds har forefaldet nogle alvorlige Stridig- Fotnote: De adelige Familier gik ved Giftermaal indbyrdes over i hinanden, saa Brevskriveren alligevel kan have Ret. Fotnote: Vaage Kaldsbog indeholder herom følgende Nedskrift fra 1732: "Angaaende gamle mærkværdige Ting, da findes her i Vaage Sogn paa søndre Sandbo gamle Pergamentbreve, af Kong Magno og Kong Hagen udgivne, paa et Fiskevand og Veidested, som kaldes Hjemdalen, der udi gamle Tider har hørt til Valders. Aarsagen hvorfor dette Fiskevand med Veidested var kommet fra Valders, skal være denne: Der var en Ridder i Valders, som havde nogen Tvistighed med den Ridder paa Sandbo, hvis adelige Navn var Gjesling, hvorfor den Ridder af Valders tog sin Leilighed iagt, da Sandboridderen ikke var hjemme, gik han med sine Folk over Fjeldet og afbrændte Sandbo. Den Ridder paa Sandbo kom strax derefter hjem, samlede sine Folk, og ihast søgte efter den Ridder af Valders, som havde om Natten taget sit Logemente paa en Sæter, som kaldtes Fugel-Sæter, 3 Mile hen i Fjeldet og sat sine Vagter ud. Sandboeridderen mar- scherede med sine Folk Natten igjennem, og mod Dagningen blev Disse de ud- satte Vagter vaer, hvorfor han brugte dette Krigspuds, at han lod alle sine Folk hugge smaa Birketræer af, og førte dem for paa deres Heste. Vagterne, som saa dette, tænkte i Førstningen, at det var en Birkeskov, de saae. Men da de (Fortsættes side 332.) SIDE: 331 heder, thi for omtrent 70 Aar siden fandtes ved Hjemdalsvandet adskillige Jernsager, som nok viste, at der har været holdt en Hildurs Leeg, blandt Andet et Slagsværd, som Justitsraad Schøning fik for 65 a 66 Aar siden af min Morbroder Iver Haagenstad." Her er ellers en Tavle over Ole Haagenstads Nedstammen fra Gjeslingerne. Hustru Gjertrud Paulsdatter Gjesling til Sandbo, gift med Ridder Halvard Alfsøn ( 1428 -- 32.) Paul Ivarsen [fotnotemerke] ( 1441.) Ivar Paulsen. Gunnar Ivarsen. ( 1500.) Ivar og Amund (1514.) 40 Aar derefter boede en Audun paa Sandbo. (Fra Amund Gunnarsen nedstammer den Amund Gjesling som ligger be- gravet paa Vaage Kirkegaard. 1695.) Synneve Ivar ( 1634. Fra denne Ivars Tid haves et Dokument, hvori der nævnes, at Gaarden Sundbu har været eiet af denne Familie i meget lang Tid.) Ole Sandbo og Paul Harildstad (Kom til Harildstad 1652.) Fra denne Ole nedstammer de nær- værende Beboere af Sandbo. Thjøstel Harildstad. Paul Harildstad. Thjøstel Harildstad. Paul Harildstad. Thjøstel (Harildstad f. 1770 ) Thor (Højstad i Ringebo ) Ole Haagenstad. Paul (Tofte i Dovre Annex til Lessja.) Iver (Isum i Froen.) Fotnote: Schøning nævner som Gjertruds Afkom en Alf og som dennes Søn en Halvard, hvis Søn da var en Paul. Denne Alf førte som Skjoldmærke en med en Piil gjennemboret Elgsfod og tre Pile ovenover Skjoldet, hvorimod Halvard, som udtrykkelig nævnes Gjesling, førte denne Families tre brændende Fakler over Hjelmen. Adelslexikonet beretter ellers, at Gjeslingerne desforuden førte et blaat Svinelaar, gjennemboret af en gylden Piil. Men det skal formodentlig være et Elgslaar, som vel har været Elgjarnernes egentlige Mærke, der er bleven fælleds ved de mange Familieforbindelser. SIDE: 332 Men et Adelskab, som Alle sætte Priis paa, nemlig at være brave Forældres Barn, Forfædrene være nu som de ville, og der- tilmed gode Kaar, var uomtvistet faldet i Oles Lod, og i sin Mor- broder, Dannebrogsmand Ivar Thorsen Haagenstad, hos hvem han opfostredes [fotnotemerke] og af hvem han fik Gaarden med fuld Besætning tilskjænk, havde han en af sin Bygd høist fortjent Mand at slægte paa. Han har ogsaa gjort det paa den rette Maade for Bygden, som nedenfor skal blive berettet. Den Æt, han hører til, kaldes ellers Toldstadæten af Gaarden Toldstad [fotnotemerke] i Vaage, hvorfra den har udgrenet sig ved Svoger- og Frændskaber i flere Familier i og udenfor Gudbrandsdalen og Dalens Bønder. Den vidløftige Stenersenske hører saaledes dertil. Ole Haagenstad fik ogsaa sin Hustru deraf, da han i 1804 giftede sig med sit Sødskendebarn Kari Thorsdatter Bjølstad, en Viv indtil de sidste Aar dygtig til Fotnote: (Fortsat fra side 330.) fornam, at Birkeskoven kom nærmere og rørte sig, gav de deres Herre en saadan Rapport, at de saae en Skov, som kom nærmere og nærmere. Valders- ridderen, som strax mærkede, at der var Fare paafærde, skyndte sig og sam- lede sine Folk sammen og tog Flugten. Ridderen paa Sandbo fulgte ham og nedhuggede alle hans Folk, indtil de kom til en stridløbende Aa, som løb mellem tvende høie Klipper, hvor der vel er 20 Favne ned mellem Klipperne, hvor den stride Aa løber. Der resolverede han at springe over, at han ikke skulde falde i sine Forfølgeres Hænder, hvilket og lykkedes hannem. Men hans Vaaben- drager, som ene var tilbage af hans Folk, vovede og at springe efter sin Herre, men faldt ned mellem Klipperne i den stride Aae og blev borte. Og kaldes det Sted endnu Ridderspranget. Og blev Hjemdalen med Fiskeri og Veidested, som den Tid meest bestod af Grave, hvorudi de fangede baade Rens- og Els- dyr, af Kongen tildømt Sandboridderen til Repressalier for den Skade, Valders- ridderen havde gjort ham, hvilke Kongebreve siden af efterfølgende Konger ere blevne confirmerede indtil Kong Christian d. V. Fornemmelig var her paa de Tider i Vaage Sogn 2de adelige Familier, DHrr. Gjeslinger paa Sandboe og Ildjern paa Valdbjerg, hvis Afkom endnu beboer de samme Gaarde." -- Se ellers herom Schøning i Budstikken for 1821. Sandboridderen har været en Elgjarn (Ildjern), maaskee Knut; og det er sandsynligt, at en Slutning, at Aarsagen til Tvisten var Overgangen til den nye Familie af Sandbo og alt det Gods og der- imellem Hemdalen, er rigtig. Fotnote: Haagenstad blev ikke, som her angivet, opfostret hos Morbroderen, men hjemme. Han kom først til Denne omtrent ved en Snees Aars Alder, efterat have drevet Qvæg- og Hestehandel en Tid. Havde nogen Forbindelse mellem H. og Forf. fundet Sted i Anledning af dette Arbeide, skulde denne, ellers ikke saa væsentlige, Feil ikke været indløben. (Senere Rettelse af Forf.) Fotnote: Tolftastad. 1463 kjøbte Hr. Alf Knutsøn Gaarden med tilliggende Gods af en Botolf Endridsøn, som havde arvet den efter Fru Kirstine Torvaldsdatter Kane. SIDE: 333 al sin Dont og Moder til hans Børn: et Par senere afdøde Tvil- linger, Sønnen Thorsten og Døtrene Guri, Ragnhild og Mari. Hvilken Norskhed ligger der ikke i disse og i den hele Slægts blotte Navne? Det forekommer mig som om Ole Haagenstads Børn hverken burde eller kunde bære andre. Hvorledes vilde vel fremmede Romannavne som f. Ex. Emil, Amalie, Hortensia o. s. v. tage sig ud? Som at ville kalde en Løveunge "Kis, Puus, Minette, Joli" eller med andre Kattens og Skjødehundens Kjælenavne, eller som at ville fløite og sige "Pipi" til en Ørn som til en Kanariefugl. I Sverige seer man ogsaa, at de gamle svenske Familier, som sætte en Stolthed i, fra Fædrenes Tid at være velkjendte af Na- tionen, og fremdeles ønske at være vedkjendte af den som dens ægte Børn, bruge nationale Almuenavne. Lad dette være en Uvæsentlighed i Sammenligning med andet; den har ialfald sin agtværdige Oprindelse i Gamledages Simpelhed. Det er en fiin Krog, men den hefter i Nationens Hjerte og -- der hefter Sym- pathier ved. Den sædvanlige Almueunderviisning var for knap for Ole, hvis tænksomme Hoved vidste at skaffe sig Næring ved allehaande, men især fædrelandshistorisk, Læsning, og paa denne Aandsret- ning har vel Bevidstheden om hans Herkomst fra en Æt hvis Rødder tabe sig i de gamle Kongers Old, ikke været ganske uden Indflydelse, skjøndt han er af den Art, at han nok var bleven saa hjemme i Sagaerne, som han er, om det end kunde have været sømmeligt for en gudbrandsdalsk Odelsbonde, end sige for en "Gjesling", at være ubevandret deri. Han blev en Selvlærling som vore øvrige udmærkede Thingbønder, og i denne paa een- gang krænkende og Selvfølelsen vækkende Omstændighed, at de skylde sig selv alt, Staten saagodtsom intet i Henseende til Op- lysning, ligger Nøgelen til mangen Yttring og Handling af Demo- kratiet inden Thinget. Med Historien sysselsatte han ellers en Hukommelse, der besidder en ualmindelig Grad af Fastholdenhed og Styrke, men for sin naturlige Skarpsindighed søgte han Næ- ring i allehaande mekaniske Spekulationer, hvortil han er sær- deles oplagt uden egentlig boglig Veiledning deri, skjøndt jeg vil tro, at hans Boghylde ikke er ganske blottet for den Slags Læsning. Det er denne Stige, som har ført ham iveiret. Og jeg vil haabe mine Læsere af Almuen lægger Mærke dertil. Det er den, som mere end Bratternes og Gjeslingernes Arvegods har opløftet hans SIDE: 334 skaldede Hoved over Dalens øvrige. Ja man kan vel gjerne sige at det er for en stor Deel hans Boghyldes Indhold, som har ud- viklet dets Organer saa paafaldende, at om hans Hjerneskal en- gang skulde opkastes af Graven (som vi ville haabe vil blive for- hindret ved en Bauta) vil en senere Slægt med Sikkerhed kunne sige, at den har tilhørt en oplyst og skarpsindig Mand og været en sjelden Tænkekrafts Værksted. Man skylder saaledes hans mekaniske Hoved en Forbedring ved den Slags Saamaskiner, som er i Brug i Egnen, ligesom han ogsaa oftere har givet Prøver paa hvor opfindsomt hans Hoved er i denne Retning. Det har ogsaa været i Virksomhed ved et Par betydelige Vej- arbeider, som Ole Haagenstad har istandbragt til stor og evindelig Nytte for sin Hjembygd og de Distrikter, hvormed den ved dem er sat i Forbindelse. Ikke ethvert Hoved baner sig frem over Rustens [fotnotemerke] Højde eller de 3 Mile over Fjeldet fra Vaage til Lessja, uden Hjælp af Ingeniør. Men Ole Haagenstads Konstitution som Lensmand i Aarene 1820-22 er betegnet med begge disse Fore- tagender. Landeveje er Norges vigtigste indre Krav, og især i saa indstængte Strøg som Vaagedalen er. Men ved Haagenstads Virksomhed gaaer der nu en velbanet Kjørevei fra Laurgaard i Gudbrandsdalens Hoveddalstrøg over Rustens Skraaninger til Sveen i Vaages Kirkbygd, og ligeledes en over Slaadalsfjeldet 3 Mile til Lessja, hvorved den vigtige Forbindelse er aabnet med Romsdalen og Havet baade for Vaage og Lomb, hvilken sidste Bygd, som bekjendt, ender uden Udgang som en Sæk. Slaadals- vejen var et betydeligt Foretagende, som bekostedes af Over- skudet af et i sin Tid, især af Morbroderen Iver Haagenstad, op- rettet Kornmagazin, hvilket Overskud var bestemt at anvendes til et eller andet for Bygden nyttigt Foretagende. Og til noget nyttigere kunde det vel ikke anvendes? Ole Haagenstad har der- ved tillige oprettet et Minde for sin saa fortjente Morbroder; men Vejen vil med bedst Ret kunne kaldes et over begge disse Frænder, der i en saa vakker Forening have gjort Haagenstadnavnet æret og kjært i Hjembygden. Af kommunale Ombud, som Ole Haagenstad har beklædt, kan det, at han i længere Tid har været deels 1ste og deels 2den For- Fotnote: Saa kaldes denne Strækning, hvorimod den, der fra Laurgaard fører nord- over mod Dovre, udtales "Rosten". Begge er Defileer af militær Betydenhed. SIDE: 335 ligelseskommissær, ogsaa nævnes her, og som 2den Forligelses- kommissær har hans Anseelse, Dømmekraft og nøje Kjendskab til hans Sambygdinger ikke ladet ham blive et saadant Nul, som denne almindeligviis er. Hans Indflydelse paa alle Kommunens Anliggender har altid været større end nogen Andens, hans Raad æret af Embeds- og Almuesmænd, hans Hjælp søgt af Sambyg- ding og Udbygding. Og han har været Mange en Tilflugt, og kunnet være det, da en Forstand og Orden, som hans, maatte føre til Formue. Foruden det betydelige, velopdyrkede Haagen- stad og Gaardene Rottem og Mittre Raastad, samt et Par mindre Brug i Vaage, hvorpaa alt han intet skylder, besidder han en kontant udestaaende Formue af vel over et halvt Snees tusinde Daler, og er saaledes efter Tidernes Omstændighed udentvivl Gudbrandsdalens rigeste Mand. Og efter vore gamle Sagaskil- dringer hører det til, for at være ret anseet, at være riig, ligesom det ogsaa efter vore Tiders Anskuelse idetmindste ikke tager noget fra. Men hverken hans gode Kaar eller Rigdom, om man vil, eller hans Anseelse mellem alle Klasser har forandret hans Levemaade og hans Huses simple Skik. Der skinner Velstand, ingen Over- daadighed igjennem. Besøger du ham, træffer du Fattige ved hans Dørtærskel, Venner, Klienter, Bygdefolk, som have Forret- ninger med ham, i hans Stue. Han drikker dig Velkommen til af en gammel Sølvkande med Nadder i og Løve over; og saa bør det være. Han beder dig og saa Mange, der ere tilstede, at sidde ned og spise ved Familiens Bord, og, naar Tiden er der, siger han eller hans Hustru dig, at dit Natteleje er redet oven- paa -- alt med det ubedragelige Præg af den naturlige gammel- dags norske Gjæstfrihed, som ikke kjender til Prunk, og som trives bedst i de Huse, hvor der ikke er noget synderlig andet Nyt paa Væggen, end Grundloven i Glas og Ramme. Og den mangler da heller ikke i Ole Haagenstads Stue. Han har havt formeget at bestille med den dertil. Lader os da se ham paathinge! SIDE: 336 Paa 1ste overordentlige Storthing. 1814. Vi træffe Ole Haagenstad førstegang som Odelsthingsmedlem paa det første overordentlige Storthing i 1814, det vigtige, som underhandlede med de svenske Kommissærer, modtog Kristian Frederiks Frasigelse, valgte Carl den 13de af Sverige til Norges Konge, og saaledes besluttede og istandbragte Foreningen med dette Rige, efterat have omredigeret Grundloven paa de Punkter, den gjorde nødvendige. Da var han altsaa i Mandens kraftigste Alder, 39 Aar. Vi træffe hans Navn først imellem de 25 Depu- terede, som den 10de Oktober paa Ladegaardsøen imodtog og underskrev Kristian Frederiks Frasigelsesakt. Ved det nye Konge- valg, den 4de Novbr., lød hans Votum saaledes: "De fordobblede Forsvarskræfter, samt de gjensidige Fordele, Sverige og Norge formedelst sin geografiske Beliggenhed ville kunne erholde, og som give Haab om Skandinaviens Fremtids Held, er Grunden for mit Samtykke til Rigernes Forening, og hvorfor jeg herved vælger Sveriges Konge Carl den 13de til Norges konsti- tutionelle Konge". Imellem alle de afgivne Vota findes der vel længere, men intet bedre motiveret. Samme Dags Formiddag var der bleven voteret over de svenske Kommissærers Forslag, at Littr. c i § 83 i Grund- loven af 17de Mai, der lægger Naturalisationsretten alene i Stor- thingets Hænder, skulde udgaa, og da havde Haagenstad givet sit Nei. Derimod havde han først mundtligt, og siden i Mødet den 2den November ved et skrivtligt Forslag understøttet deres Motion om at Værnepligten for Linjetropperne skulde indskrænkes til det 25de Aar, idet han nemlig foreslog, at denne allerede om- debatterede og udsatte Sag skulde komme under ny Overvejelse; men ved en Pluralitet af 47 Stemmer fastsattes, at den ikke skulde foretages mere paa det Storthing. Haagenstads Grunde vare ellers patriotiske nok, og hans Forslag havde skaffet Norge Beskyttelsen af almindelig Værnepligt, som man endnu beklager Savnet af. Kom- missærerne havde nemlig foreslaaet denne Bestemmelse, samt at almindelig Værnepligt skulde være indskrænket til det 25de Aar, indtaget i Grundloven, og Haagenstad fandt nu, at da Storthinget ved sin foregaaende Beslutning, at opsætte Qvæstionen, havde givet Kongen friere Disposition over Tropperne, burde Kommis- særernes Forslag antages som Grundlovbestemmelse, og, til Na- SIDE: 337 tionens Beroligelse, bekjendtgjøres ligesaa hastig som Rigernes Forening. "Thi," yttrede han, "sætter man for Exempel, at Krig kunde bryde ud før næste ordentlige Storthing, saa blev Følgen, at vore gamle Soldater, der længe nok har troppet frem og til- bage, atter maatte gribe til Vaaben, og maaske marschere ud over Norges Grændser; og hvorledes kunde vi da forsvare os mod den billige Bebreidelse, at vi have ligesom frastødt os de Tilbud, som Stemmen for Nationen ønsker?" Haagenstad har havt Ret. Norge har Grund til at angre, at det ikke lyttede til Kommis- særernes Forslag. Klagerne over dets Forsvarsløshed og synkende Krigsdygtighed, skulde ikke været saa ofte hørte, Sporene af Standsforskjel ikke have ladet sig saa mærke. Friheden skulde intet have tabt ved Ligheden under Musketten eller Fahnen. Under disse var det den franske republikanske Frihed feirede sin kort- varige Forbindelse med sin smukke, men yderst lunefulde, flyg- tige og sygelige Søster, Ligheden, som kan døe af et forandret Lufttræk, ventelig fordi den enten er vant til en højere Verdens Æther eller til Gravenes Stilhed. Men som sagt, under Fahnens friske Luftning synes den endda nogenlunde at trives, og den, som saa mangen anden Skrantning, kommer sig ved at hærdes under Legemsøvelser. Og hvilke ere bedre end Exerceer- eller Turnpladsens, NB. uden Stokken? Haagenstad selv, den Søn af rige Forældre, har ikke været Soldat. Fordommen, Lysten til at undgaa hvad der ikke var bleven en Hæder og Lyst ved at være Alles Byrde uden Und- tagelse, var den Gang ikke mindre end nu. Huusmandens Søn for Gaardsmandens -- det var gammel Gang, og det gaaer vel end- nu. Dog det er sandt -- Bandolæderet skulde ogsaa have hængt over Haagenstads Skuldre; han skulde nemlig have været Sergeant ved Egnens Landstorm eller Mandhusinger i 1814. Dog kom det ikke til "Man ur Huset"; men var det kommet dertil, tør man nok gaa god for Ole, at Mønstringen ikke var bleven holdt paa "Raads- bakken", hvor Lombværingerne i 1612 snakkede pro og contra, medens de Andre sloges, eller rettere sagt blot dræbte, i Kringen. Den 14 Novbr. besluttede dog Storthinget, at Præsidenten skulde udnævne en Deputation af 5 Medlemmer, der skulde afgaa til Kron- prindsen med Forespørgsel, om han paa Hs. Maj. Kongens Vegne og til Landalmuens Beroligelse vilde give Løfte om, at ingen Værne- pligtig over 25 Aars Alder skulde blive udkommanderet inden næste SIDE: 338 ordentlige Storthing. Haagenstad, hvis Indflydelse paa denne Be- slutning er øjensynlig, var i Deputationen, som Dagen efter over- bragte Hs. Kgl. Høiheds bestemte Løfte i Kongens Navn. Lige- ledes var Haagenstad med i Deputationen, der skulde forespørge sig angaaende de svenske Troppers Rømning af Frederikstad og Frederikshald. Den 10de November var det at Kronprindsen over- leverede den nye Konges konstitutionelle Eed, og aflagde sin egen til Forfatningen. Paa Præsidentens Opfordring svor dernæst alle Thingmændene i følgende Udtryk: "Jeg lover og sværger, at vise Konstitutionen og Kongen Troskab og Lydighed, saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord." Og da Haagenstad saaledes har svoret engang, og det vel paa den højtideligste Maade og i egent- ligste Mening "tilthinge," har han senere ikke været at bevæge til at sværge nok engang ved sit Hjemthing, saaledes at han ved en senere Leilighed, formedelst Skrupler hos Vedkommende efter Valgloven af 1828, endog engang er bleven udstrøget af Distriktets Stemmeberettigede. Paa 1ste ordentlige Storthing. Juli 1815 til Juli 1816. Saa alvorligt en Folkerepræsentants Kald er, har det dog meget tilfælles med Skuespillerens. Han har ogsaa sin Debut eller Op- trædelsesrolle, som afgjør hans sednere Forhold til Publikum, og denne Prøve havde Haagenstad bestaaet saa vel, at Vestoplandenes Amt strax var paa det Rene med sig selv, at det i ham havde en fast Repræsentant. Og dengang, da langt færre Bønder valgtes, maatte det være en større Tilfredsstillelse end nu for et Valg- distrikt paa Landet, dog at have En af Almuens Midte, der kunde fortjene at vælges fast. Haagenstad fik heller ikke mange Maa- neders Frist hjemme før han atter maatte sta, og han fik da sit forrige Sæde i Odelsthinget samt Plads i Finantskommitteen. Pengesagen var, som bekjendt, den vigtigste paa dette saakaldte "lange" Storthing, og Haagenstad hævdede sin Plads i Kommit- teen ved flere vidtløftige og grundige Foredrag, der baade lagde for Dagen hans Indsigter i Materien og hans ejendommelige For- sigtighed, der altid har villet skride langsomt frem og paa en bred Grundvold. Deri har han lignet de gode Schakspillere, som vel trække seent, men aldrig tabe en Brikke; og hans Taktik har stedse havt noget Lignende med de fordums systematiske SIDE: 339 Beleireres, der nærmede sig Fæstningerne ved en langsom, men velberegnet Fremskyden af de underjordiske Linjer og ved en Skilpaddemarsch under Stormtage. I sit Foredrag i Odelsthinget den 1ste Novbr. 1815, hvori han dissenterede fra Kommitteen, yttrede han sig derfor for en grad- viis Inddragning af Rigsbanksedlerne, nemlig af 8 Millioner indtil og med Aaret 1818, hvilket Aars Storthing da skulde overlades at tage Forholdsregler med Hensyn til den resterende Masse, og i sit Votum i Storthinget, den 22de Januar 1816, forsvarede han Overholdelsen af den Garanti, Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde dekreteret for alle disse ufunderede 14 Millioner. Det første af disse Vota har ikke fundet Plads i Storthingsforhand- lingerne. Derfor, uagtet det er tørt som Materien, og fordi det kaster et Lys over Haagenstads Anskuelser og Dygtighed til at yttre sig, indtages det her. Haagenstad yttrede efter et, "den 24 Oktober 1815" dateret, Haandskrivt følgende: "Ved at antage Finants-Kommitteens Beslutning angaaende Rigsbankpengenes Indløsning, troer jeg, at mange Mennesker styrtes i Ulykke; jeg holder det derfor for min Pligt som Repræsentant ialmindelighed, og isærdeleshed som Medlem af Finants-Kommitteen, at tilkjendegive mine Tanker, for derved at kunne godt- gjøre for mine Kommittenter hvori min Mening har været fravigende fra Kom- mitteens Pluralitets, saavelsom hvorledes jeg i denne Begivenhed har voteret i Odelsthinget. Det er meget muligt, at jeg feiler; mine Indsigter ere ringe og ofte feilende i mindre indviklede Anliggender. Det er ogsaa langt fra, at jeg troer herved at udvikle mine Tanker saaledes at Sagen derved skulde faae et afvigende Udfald. Ei heller er det hverken Ærgjerrighed eller Dadlesyge, der leder min Pen, og ligesaalidt er det Egennytte; -- denne har aldrig havt Andeel i mine Handlinger, naar det gjaldt Andres Ve og Vel. Og hvor utilgiveligt skulde det ikke være, om jeg nu ved Bihensigter skulde svige mine Kommittenters Tillid og Forventning? Jeg troer at skylde baade disse og mig selv, at tilkjende- give de Grunde, der gjøre mit Votum afvigende, forhaabende enhver retsindig Mands Overbærelse, om jeg endog feiler. Jeg er enig med Finants-Kommitteen deri, at endeel af de cirkulerende Rigs- banksedler aarlig inddrages og sættes ud af Cirkulation; kuns troer jeg imidlertid, at man bør handle yderst forsigtig deri, om man ikke vil fremkalde mange Menneskers Ulykke og Undergang. Ved at tilintetgjøre alt for store Masser af Sedlerne paa eengang, vil en voldsom Forandring finde Sted; Pengemangel vil da træde istedetfor Overflod. Ihændehaverne af Seddelmassen ville da komme til i en Hast at faae den mangdobbelt betalt, medens det for mange Tusinder Debitorer vil blive en plat Umulighed at betale sin Gjæld. Jeg er overbeviist om, at dette har langt større Indflydelse paa Pengenes Falden og Stigen, end Eidsvolds-Garantien; og man bør derfor gaae tilværks saa langsomt som muligt, thi hvor mange have ikke feilet deri, at de, ved at raffinere paa en Feil, have SIDE: 340 begaaet en større og gaaet over fra en Yderlighed til en anden? -- Her maa man saameget mere handle forsigtigt, da flere Tusinders Velfærd beroer herpaa. Jeg kan ikke andet end tilstaae, at Indløsningen af 6,000,000 Rbdlr. det første, og 3,000,000 Rbdlr. det andet Aar er noget for svært; om disse Summer der- imod havde været indskrænkede til det Halve, da kunde jeg med temmelig Over- beviisning antage, at Priserne paa alle Nødvendighedsartikler derved vilde falde saa betydelig, at maaskee Rigsbanksedlerne inden næste Storthing erholdt fuld- kommen det Værd, hvorefter de ere garanterede. -- Denne Indløsning er Alt, hvad Storthinget efter min Anskuelse, nu for Tiden bør indlade sig paa, thi Ingen kan med nogen Sandsynlighed negte, at jo næste Storthing, efter Pen- genes daværende Forhold, ogsaa bedre kan bedømme, hvad Midler der behøves til den fremtidige Sikkerhed. Ingen levende Sjel kan forud bestemme, hvilken Pengemasse her behøves til Cirkulation, naar Pengene skulle have sin virke- lige paalydende Valuta, thi Mangel eller Mængde bestemmer Pengenes Over- eller Underballance. Der bliver altsaa mindre at resikere ved at Indløsningen af Rigsbanksedlerne kunde blive noget mindre, end ved at den bliver for stor. At bestemme paa dette Storthing Indløsningen for den hele Rigsbankseddel- Massa, er meget betænkeligt, og jeg kan heller ikke indsee den absolute Nød- vendighed deraf. Er det maaskee fordi vi have mindre Tillid til den kommende Repræsentation? Jeg troer det var bedre at overlade til denne Fuldførelsen af en paabegyndt Forbedring i Pengevæsenet, end at sætte den i den Stilling, at det blev nødvendigt at tilintetgjøre de Beslutninger dette Storthing har fattet, hvilket vistnok vil blive Tilfældet, saafremt den indstillede Bestemmelse bliver antaget. Ved at indløse den hele Masse af Sedler, sætte vi Landet i en unødvendig Udgift. De sidste 12 Millioner, der skulle indløses med rentebærende Obliga- tioner, ere vist nødvendige til Cirkulationen. Efter Indstillingen skal disse 12 Millioner forrentes; denne Rente beløber sig til 8,160,000. Altsaa er det en Udgift af over 20,000,000, som vi uden mindste Nødvendighed paaføre Nationen. Regner man saa Rentersrenter, foruden hvad Bekostning vi sætte Landet i ved alle de foreslaaede Lignings-Forretninger; -- thi foruden dette og næste Storthing skulle 10 andre Storthing sysselsættes med den foreslaaede Ligning, der vistnok i det Hele vil opholde Storthingene 6 Maaneder, og desforuden 10 Amtslig- ninger i ethvert af Norges Amter og Valgdistrikter med Skyds og Diæt for alle saadanne Ligningsmænd -- regner man nu alt Dette, saa kan man med Vished antage, at denne unødvendige Kontribution, vi foranledige Nationen, gaaer fuldkommen op mod al den nu for Tiden cirkulerende Seddelmasse. Lægger man saa til 28 Lignings-Forretninger i hvert Præstegjeld og ligesaa mange Valg- forretninger, med al den Misfornøielse, Kiv og Uenighed, som over det Hele flyder af alle disse Lignings-Forretninger -- betænker man alt dette nøie, saa troer jeg næsten, man skal være enig med mig deri, at man bør handle forsigtig, heller overlade Fuldførelsen til næste Storthing, og Vi kuns bestemme hvor mange Millioner Rigsbanksedler aarlig skal indfries i de næste 2 a 3 Aar, samt desforuden sætte Banken under saa nøie og sikker Bestyrelse som muligt. Man vil svare mig, at Rigsbanken maa tilintetgjøres, fordi den aldrig kan være sikker som Nationalbank; men jeg er aldrig istand til at overbevises om, at nogle Privatmænd skulle være sikrere end en heel Nation; og denne skal SIDE: 341 vi paaføre 24 a 25 Millioners Udgift blot for at bringe Banken i nogle Privat- mænds Hænder, til hvem Nationen siden aarlig maa kontribuere omtrent en halv Million norske Daler? Denne Indtægt kunde man forskaffe Statskassen uden at beskatte Landet for en eneste Skilling mere end som anslaaet er, og endda faa et ligesaa sikkert og solidt Pengevæsen. Dette vil det efterkommende Storthing indsee, og altsaa tilintetgjøre en Be- slutning, der strider mod Rigets og Nationens Interesse. For endvidere at vise, at den foreslaaede Indløsning er uanvendelig, og at Cirkulationsmidlerne ere utilstrækkelige, skal jeg anføre, at efter Finants-Kommitteens fremlagte Bereg- ning -- Litr. A i Rigsdags-Forhandlingernes 5te Hefte, Pag. 5 -- beløb Statens Indtægt sig i Aaret 1805 til 2,224,528 Rdlr. Courant, følgelig over 3 1/2 Million Rbdlr. S. V. eller norske Daler. Det er vel ingen af Medlemmerne af denne Forsamling ubekjendt, at Udgifterne til Staten ikke udgjøre den halve Deel af de Skatter og Kontingenter, den Skatteydende aarligen er paalagt at betale. Idet mindste er det Tilfældet i vor Egn, at Skatter til Fattige, til Skoler, til Kirker, til Vejarbeider, med alle de Udgifter, som aarlig reparteres paa Amtet etc., langt overstige hvad man betaler til Statskassen; men om man end an- tager det for en lige Sum, saa bliver det dog sammenlagt over 7 Millioner. Hertil kommer Renter og Kapitalafdrag af de 12 Millioner, som skal indfries med Statsobligationer, hvilket ogsaa udgjør aarlig 120,000 Norske Daler, og regner man dertil Renter til den private Bank, saa bliver Norges Udgift om- trent firegange saa meget som Finants-Kommitteen har foreslaaet, at Bankens første Fonds skulle bestaa af. Om nu Bankens Eiere sætte dobbelt saa mange Sedler i Omløb, som den Valuta, der ligger i Banken, saa er det endda ikke mere end Halvparten af den Udgift, Statens Undersaatter aarlig maa betale. Om nu den nye Banks Pengesum var dobbelt mod hvad anslaaet er, saa vilde det være særdeles heldigt, om disse kom til at blive fordeelte saaledes at enhver Skatteydende blev Eier af hvad han aarlig skal betale i Skatter. Naar da denne var betalt, saa maatte ikke en eneste Mand i Landet være i Besiddelse af en Skilling til andre Fornødenheder førend Pengene kom til- bage fra dem, der lønnedes af Staten. Ingen Handlende kunde imidlertid være i Besiddelse af nogen Pengesum. Dersom dette blev Tilfælde, standsede al Handel, saavidt dertil skulde bruges Penge, og alt vilde gaae over til Tuskhandel. Hvilken Forvirring skal dette da ikke forvolde? Jeg troer ikke, at Nogen i denne Forsamling ønsker at danne dette Handelssystem; men at dette blev en uund- gaaelig Følge af hiin Beslutning, viser ovenanførte Beregning. Det er mig ikke uventet, at møde den Indvending, at min Beregning er grundet paa Indtægterne i Aaret 1805, hvilke langt oversteg Udgifterne, men saa maa man ogsaa betænke, at nærværende Regjering og de flere Autoriteter, vi nu har i Norge, koster betydeligt, saa at jeg anseer os for heldige, om de sædvanlige Indtægter kunne dække Nutidens Udgifter, og hvis saa er, bliver Beregningen rigtig. Jeg troer saaledes at have godtgjort, at den foreslaaede nye Bank er utilstrækkelig; thi om dens Fonds bleve dobbelt saa store, kunde Pengemangel ikke afhjælpes. Jeg har tilforn sagt, at Ingen med nogen Vished kan bedømme Størrelsen af den cirkulerende Pengemasse; men med Vished kan man nok antage, at den maa være større, end hvad Landets Skatter beløbe sig til. For mig synes det at være indlysende, at den nye Banks Fonds idetmindste SIDE: 342 maatte være 3 Gange saa store som de foreslaaede; men da det er uvist, om denne Sum engang bliver at erholde, saa vil det ikke være passeligt at foreslaa den tredobbelte. Iøvrigt vilde vist den Mand ansees for en Daare, der op- brændte sit Huus førend han var sikker paa at erholde Materialier til en ny Bygning. At bestemme, at hele Massen af Rigsbanksedlerne skal tilintetgjøres førend vi veed med Sikkerhed, hvad der skal sættes istedet, er et lignende Arbeide, der forekommer mig at være Galmands Værk, og hvorfor vi med Billighed kan vente Nationens Bebreidelse. For ikke at fatte en Beslutning, der vilde have saa skrækkelige Følger og foraarsage flere Tusinders totale Undergang, saa lader os handle forsigtig og bestemme Indløsningen noget mindre. Jeg vover at foreslaae, at man i Aaret 1816 bør indløse 4 Millioner og 1817 og 1818 2 Millioner hvert Aar, over- ladende saa til næste Storthing at bestemme hvad Tid de øvrige Rigsbank- sedler skal indløses. Jeg voterer derfor, at i de første 3 Aar indfries i det høieste 8 Millioner Rigsbanksedler Navneværdi. Hvilket mit Votum jeg skal bede tilføjet Proto- kollen." Han protesterede ogsaa i skriftligt Votum mod at Pengesagen skulde afgjøres ved simpel Pluralitet; mod at Forskrivelser i Navneværdi ikke, ligesom de i Sølv, skulde erholde en højere Omskrivning, hvilket blot vilde falde de mindre formuende Kre- ditorer til Last; mod at Landskattens Fordeling skulde skee efter Leilændingstaxten og efter den til Jordafgiftens Svarelse foretagne Skattetaxation, samt mod at Leilændingslandskyld skulde betales med 3 Procent af Gaardens Taxationssum. Ligesaa fremsatte han Forslag betræffende Tiendens Ydelse, og om at alt offentligt og beneficeret Gods skulde snarest muligt sælges ved fri Auktion, og Kjøbesummen anvendes deels efter Grundlovens § 106, deels til at indløse en Deel af den cirkulerende Seddelmassa. At det beneficerede Gods skulde overgaa til fri Ejendom, forsvarede han ogsaa i et særskilt skriftligt Votum, ligesom han ogsaa yttrede sig om Saugvæsenet, og protesterede imod at Værnepligtsspørgs- maalet skulde afgjøres ved simpel Pluralitet. Om en Repræsentant, der med saamegen Styrke og altid i een, i Folkeinteressens, Retning har grebet ind i de vigtigste materielle Spørgsmaal, vil det være overflødigt at omnævne de forskjellige Leiligheder under dette og de øvrige Thing, hvorved han har figureret med i Deputationer. Han har ogsaa der hævdet sin Stands Ære. Det var Gudbrandsdalen der kom. SIDE: 343 Paa andet ordentlige Storthing. 1818. Fremdeles Odelsthingsmedlem og ivrigt sysselsat med Penge- væsenet, om det Ord "ivrig" kan bruges om en saa rolig Ka- rakteer, om en Sjel, hvis betænkte, lidenskabsløse Virken fore- gaaer som Klippens langsomme regelmæssige Anskyden af sine Krystallisationer. Han fremsatte Forslag om Udbetaling af et lige Beløb Sedler mod Sølv, samt at de med Indskud Resterende skulde nyde Kredit af Banken mod 5 Procent Renter. Ligeledes fegtede han paa dette Thing for sin Mening med Hensyn til Landskattens Fordeling, yttrede sig imod Gagetillæg for Amt- mændene, og indleverede protesterende Votum mod en Stor- thingsbeslutning, som, efter hans Formening gik ud paa en ud- vidende Fortolkning af Grundlovens § 75 Littr. i, navnlig af Or- dene "midlertidige Gager og Pensioner." Ingen er strengere kon- servativ med Hensyn til Grundloven end Ole Haagenstad. Ingen taaler mindre, at der røres ved den. Jeg troer, at selv dens Mangler ere ham hellige, og frygter for, at han paa nærværende Thing vil give Gjenstanden for sin Dyrken et fornyet Beviis paa sin heftige, eensidige Kjærlighed. Som den eensomtliggende, himmelfaldne, eller fra et Chaos henrullede, Steen paa Marken, synkende under sin egen Tyngde, fæstner sig for Evigheden i denne, vil han, at Grundloven ved streng Uforandrethed og Ti- dernes Hævd skal vinde sit urokkelige Stade i Landet. Ingen Meisel for at borthugge en Udkant, ingen Løftestang under, for at bringe Alteret for hans fanatisk-oprigtige Dyrken i en endnu bedre Stilling, end det vil komme i under Aarhundredernes Tryk! Det vilde i hans Mening være at forvandle til en juttulagtig Rullesteen, hvormed Dvergene kunde drive sin Leeg, den altar- formede, i den elskede Bund himmelfaldne, Steen, hvor han, med Hakon Hladejarls religiøse Overtro, offrer alle Hensyn, alle Tidskrav, ja vel endog hvad der ellers er hans velvillige Hjerte kjært, som den unge Erland var Hakon. Dette er politiskt Af- guderi, og til et saadant Hakonsoffer af hvad han ellers maa elske er Haagenstad istand. Men uagtet jeg frygter dette, at Toleranceforslaget paa nærværende Thing skal blive den blødende Erland -- hvem kan denne Grumhed vel være naturligere eller sømmeligere eller anstaa mindre ilde end den gamle stride Døl? Hans Blik er lyst, men magnetisk tryllebundet til Grundloven SIDE: 344 saaledes som den er bleven den nærværende Æt og Fremtiden overantvordet af de nærmeste Fædre. Det leder først efter det Nyttige og efter Beviserne derfor, og selv dette er han istand til at renoncere paa og opoffre, for ikke at give Slip paa hiin Grundlovens urørlige Uforandrethed, der er bleven ham hellig og til Religion -- ja dette lige indtil fanatisk Vedhængen. Paa fjerde ordentlige Storthing. 1824. Men paa det mærkelige 1821 Aars Thing hvor var Ole Haagen- stad da henne? Han, som til forrige Thing var valgt af sit Amt med de fleste Stemmer? Er han ikke paa Thinget, saa er han hjemme, og saa var han da. To Gange har han benyttet sig af Grundlovens Tilladelse til at undslaa sig for Storthingsvalg. Første Gang til Storthinget 1821, idet han, da Valgtiden nærmede sig Høsten forud, tilskrev Amtmanden i de beskedneste Udtryk, at han troede, betimeligen, for at ikke Stemmer skulde bortkastes, at burde tilkjendegive sin Hensigt at undslaa sig for et nyt Valg, som muligens kunde blive Tilfælde, da han forrige Gang var valgt med fleste Stemmer. Men i 1824 tog Amtet ham igjen, og han maatte sta igjen til sin gamle Bænk. Som Odelsthingsmedlem fremsatte han et Forslag om Bemyndigelse for Regjeringen til at udlaane til Banken af Statskassens Beholdning 100,000 Spd. mod 4 pCt. Renter. Det gik vel ikke igjennem; men senere Storthing have sørget for Iværksættelsen af denne Operation. Ellers har Haagenstad været en yderst forsigtig General, som man siger, med Hensyn til at forøge Pengemassen og at lette Adgangen til Laan. Man har villet søge Grunden hertil i hans egen Formuenhed og Besiddelse af Bankaktier, men man har isaahenseende ikke behøvet at gaa udenfor hans forsigtige Ka- rakteer, om man end ikke vil lægge nogen Vægt paa hans Er- faring og Kjendskab til Laaneletsindigheden. Denne bliver dog altid at frygte, om man end ikke, med Udlandets Exempler for Øje, kan holde let Adgang til Laan for skadelig. Bankens Kredit maatte befæstes; den var ham hellig næst Grundlovens Urørlig- hed som en af dennes Hovedhjørnestene. Ogsaa i dette Punkt var han som sagt konservativ; men netop af dette Skrig over Pengemangel og Vanskelighed for Laan, hvoraf ogsaa hans Amt SIDE: 345 ideligen har gjenlydt, faaer man det bedste Begreb om den over- ordentlige Anseelse, han nød, siden han ikke destomindre valgtes og valgtes paany, uagtet man vel nok vidste, at Haagenstad var i det Punkt imod den almindelige Mening, og at han ikke for- andrede sin. Paa 5te ordentlige Storthing. 1827. Atter valgt med de fleste Stemmer og Medlem af Kommitteen for Bank- og Pengevæsenet. Uforandret naturligviis i sine An- skuelser om de Sager; men da de gjengives bedre med hans egne Ord, end om jeg vilde give mig til at ræsonnere derover, anføres her et Votum af ham i Odelsthinget, betræffende Kom- mitteeindstillingen, som tillige vidner om en ikke ringe Grad af Evne til med Klarhed at fremsætte sin Mening. "Som Medlem af Kommitteen for Bank- og Pengevæsenet har jeg i Kom- mitteen samtykket i, at et Reservefond for Banken oprettes, endskjøndt jeg dengang ikke indsaae nogen Nødvendighed derfor, og som jeg ved nærmere Eftertanke heller ikke er istand til at indsee. Skulde Odelsthinget imidlertid finde for godt at fatte Bestemmelse til en Lov om et Reservefonds Oprettelse, da Banken er i Besiddelse af nogle smaa Summer, anførte i Kommittee-Ind- stillingen under Littr. c, d, e og f [fotnotemerke] . Om disse Summer er, saavidt jeg veed, ingen lovbestemt Anvendelse foreskrevet, hvorfor der heller ikke kan være saa megen Betænkelighed ved, at bestemme samme til det paatænkte Brug. Men at man ved denne Lov skulde gjøre noget Indgreb i de Summer, hvorfor tildeels er indkjøbt smaa Bank-Indskud, og deels haves i Behold til saadant Indkjøb, og hvis Udbytte, ifølge Lov af 13de August 1818, er bestemt at deles mellem de øvrige Aktieeiere -- det har aldrig været min Tanke. Jeg anseer Eiendomsretten saa hellig, at den under ingensomhelst Omstændighed maa an- gribes. Grundloven har ogsaa tilstaaet Erstatning for Den, hvis rørlige eller urørlige Ejendom Statens Tarv fordrer; saameget mindre maa man i dette Tilfælde gjøre et saadant Indgreb, da aldeles ingen Nødvendighed dertil er forhaanden. Skjøndt de øvrige Summer vel ogsaa ere Bankens Ejendom, saa er der ingen Lov for deres fremtidige Brug. Med Billighed bør vel heller ikke fordres mere af de nuværende Aktieeiere, da saa mange Apparater og Indretninger, Ind- fordringer, Sedlers Forfærdigelse og Transporter, ere foranstaltede paa deres Bekostning, Et Banklokale i Throndhjem er indkjøbt; det skal nu udvides, og en Bankbygning i Kristiania skal opføres. Disse Bekostninger falde ogsaa paa nærværende Aktieeiere; men Indretningens Nytte kommer ligesaavel de frem- Fotnote: Disse vare: c) Overskudet af den Banken, efter Lov af 13de Aug. 1818, annekterede Bankind- retning, d) Overskudet af Sammensmeltningen af det som Bankindskud indleverede Sølv, e) Gevindsten af Vexling af fremmede Myntsorter, og f) Overskudet af Bankindskuds Indbetaling med Sedler og af Sølvindkjøb i det udvexlede Sølvs Sted. SIDE: 346 tidige Interessenter tilgode. Det bør ogsaa bemærkes, at endnu ere mange af Actieeierne de virkelige Indskydere eller deres Arvinger. For de fleste af disse er Indskuddet saa kostbart, at de neppe have 2 1/2 pCt. af den Summa, som dertil er anvendt, ei at tale om, at nogle Aar svandt hen inden noget Udbytte erholdtes. At man nu skulde fatte en Beslutning, hvorved disse skulde tabe betydeligt i det forventede og belovede Udbytte, kan jeg ikke stemme for, og det bliver Tilfældet, saafremt Kommitteens Indstilling bliver til Lov; dette Tab vil efter min Formening blive det Dobbelte mod hvad Kommitteen har anført, og som jeg skal søge at oplyse ved følgende Beregning. Banken har indkjøbt Bankindskud . . . . . . . . 86,882 Spd. 83 ß. Til videre Indkjøb haves i Behold . . . . . . . . . 69,403 -- 115 - Da Bankaktier nu kan kjøbes under pari, saa antager jeg, at Banken meget snart eier Indskud af . . . . 156286 Spd. " ß. Der gives 6 pCt. Udbytte eller Rente, der gjør . . . . . . . . 9377 -- " - Lægges dertil det aarlige Overskud af Laaneindretningen, saadant som i afvigte Aar, nemlig . . . . . . . . 9654 -- " - saa bliver dette tilsammen . . . . . 19031 Spd. " ß. naar disse fordeles paa det øvrige Bankindskud, saa bliver samme 590 Spd. over 1 pCt aarlig. Muligens vil Overskuddet ved Laaneindretningen nu blive mindre, saasnart Renten nedsættes fra 3 til 2 pCt.; men det er og sandsynligt, at Indretningen bliver saa meget meer benyttet, at Overskudet endog kan blive større. Det kunde vel ogsaa blive nogen Fordeel for Aktieeierne, saafremt Bankbestyrerne benyttede Tilladelsen, at sætte en lige Summa Sedler i Cirkulation mod det Sølv, hvori Reservefondet bestaaer: men deels er denne Bestemmelse foreslaaet blot som tilladende, og deels vil derpaa de Summer, som til Reservefond ere kalkulerede, formindskes en 36 a 40000 Spd. ved Omsætning i Sølv, saa at det højeste, som derpaa kunde ventes i Udbytte, vil i en lang Række af Aar aldrig overstige l/3 pCt. aarlig. Saaledes troer jeg det tydelig vil indsees, at Procenten af Bankindskud sandsynlig bliver 1 pCt. mindre end forhen, og det uden at berøre Tabet af de mindre Summer, som i Kommitteens Indstilling er paapeget. Kommitteen har ogsaa yttret, at Aktiernes Priis vilde stige, fordi Banken er- holdt denne Reservefond. Her tillades det mig at være af den modsatte For- mening, saalænge en saadan Fond ei kan tilveiebringes, uden ved at betage Interessenterne en Deel af den aarlige Gevindst. Det forekommer mig høist besynderligt, at en Ejendom skulde stige i Værdi, naar man bestemte, at en Deel af dens Produkt skulde oplægges for de fremtidige Ejere. Bankaktiers, som andre Statspapirers, Priis bestemmes efter de Procenter, de give. Dette viser den daglige Erfaring; kun Debitors Suffisance gjør heraf Undtagelse. Om Norges Bank har jeg i denne Henseende ikke hørt nogen Tvivl være yttret. Det maa heller ikke tabes af Sigte, at den Sum, Banken har havt til Bank- indskuds Indkjøb, har bidraget meget til at holde disse i Værd. Tilintetgjøres SIDE: 347 denne Indretning, og Banken igjen begynder at sælge de indkjøbte Aktier, da vil begge Dele falde i Priis til langt under pari, hvorved Haabet om Bankens Forøgelse ved frivilligt Indskud ganske tilintetgjøres, og Bankaktiers Salg til Udlændingen vil blive hyppigere, og det endog til en lavere Priis, end forhen er skeet. Bank-Indretningens fremtidige Bestyrelse vil tabe sin Tiltro, saasnart Interes- senternes Rettighed krænkes, og allermindst maa man uden Nødvendighed give en Lov, der har tilbagevirkende Kraft. At Bank-Repræsentanterne have havt de samme, og maaskee mange flere Grunde for Tilbageviselsen af tvende lig- nende Forslag, formoder jeg. Deres Karakteer-Fasthed er noksom bekjendt og anpriist; hvorfor skulde Storthinget vise en modsat Fremgangsmaade? Paa anførte Grunde er det da min Formening, at Forslaget maa rettest henlægges, men i al Fald, at de under Litr. a og b benævnte Summer ikke til Reserve- fond maae blive anvendte, og at af den Sum, som under Litr. c er anført, maa tilfalde Banken en passende Godtgjørelse for Bestyrelse og Resiko. Da Bank- Administrations-Omkostningerne udgjøre over l l/2 pCt. aarlig af det hele Bank- Indskud, saa anseer jeg det ikke billigt, at Banken skal bære alle Omkostninger for hiin Indretning uden noget Vederlag. At jeg, paa Grunde, som ovenfor ere anførte og i Thinget oplæste, har stemt imod, at de Summer, som under Litr. a og b [fotnotemerke] i Kommittee-Indstillingen ere ommeldte, skulde henlægges til Reservefond for Banken; hvorfor dette, som mit skriftlige Votum, maa bedes Protokollen vedlagt. Storthingets Odelsthing, den 30te Juni 1827. Ole Haagenstad." 1827 Aars Storthing bevilgede, som man vil erindre, Intet til Fortsættelse af Slotsbygningsarbeidet. Eenstemmig gik Kom- mitteeindstillingens første Post igjennem, at nemlig den kongelige Proposition om at lade udfærdige for Statskassens Regning 5 pCt. rentebærende Statsobligationer til et Beløb af 280,000 Spd. til Arbeidets Fortsættelse i de kommende tre Aar ikke skulde bi- faldes. Men Indstillingens 2den Post, at der for Tiden Intet kunde bevilges, gik kun igjennem med 42 mod 36 Stemmer, af hvilke sidste 27 fremlagde skrivtligt Votum til Vidnesbyrd om at de havde stemmet imod en saa streng Forholdsregel. Kun Re- præsentanterne Bukjer af Agershuus Amt og Haagenstad gjorde det Samme af Majoriteten -- den Sidste i et veludviklet, til Be- regninger støttet, Foredrag, hvori han søgte at bevise, at, om man i et Tidsrum af 10 Aar behjalp sig som før, og gjorde den forlangte Kapital frugtbringende, vilde ved Indvinding af Renterne den fornødne Sum tilvejebringes. Det har ogsaa siden viist sig, Fotnote: Disse vare: a) Rentebeløbet af resterende Bankindskud, og b) Overskudet ved Anskaffelsen af Sølv for de Bankindskud, som vare erlagte med Rigsbanksedler. SIDE: 348 at Haagenstad spaaede sandt dengang med Hensyn til flere af de Udvidelser, Planen senere har faaet, saasom ved Indkjøb af tilgrændsende Strækninger m. m. Haagenstad saae Bunden af Statskassen, men hans Indbildningskraft var blind for det vordende Slotsperspektiv. Paa ham virke ingen andre Argumenter i Be- villingssager end den strenge Nødvendigheds. Bondens Tilstand, saaledes som den ufordulgt har viist sig for ham, er Basis og Norm, Grundlov og Regel for hans Thingfærd. Sætte Tæring efter Næring, er hans tørre Statsøkonomi, hans uforanderlige Grundsætning. Om hans Følelse for Nationalæren tør man ikke tvivle, men ogsaa dens Krav underordner han denne sin Grund- sætning, og jeg betvivler højligen, at man, ved at overfamle paa det nøjagtigste og med Frænologens Blik hans veludviklede, nøgne, skinnende Hoved, vilde opdage et eneste Organ, som kunde give Haab om, at han nogensinde skulde lade sig henrive af en Sands for det Skjønne til at indrømme dette noget Krav paa Under- støttelse af det Offentlige eller Ret til at tælles imellem Statens Behov. Paa Mange, som ellers ikke fandt Udvej til Pengene, kunde Architektens Tegninger gjøre et behageligt, æsthetisk, men formedelst det nødtvungne Afslag smerteblandet, Indtryk; men jeg garanterer for Haagenstad. Han slog i Tankerne en Streg over de optrukne Standere og Søiler, og saae da i dem kun en endeløs Række af kolossale Plustegn. Architraverne og de øvrige horizontale Linjer bleve for ham kun en fortløbende Række af Minusser, og Vindueafridserne og Mezzaninens oeils-de-boeuf kun Raden af Millionens Nuller. Paa 3die overordentlige Storthing -- 1828 -- befandt Haagenstad sig sammen med sin Broder Paul Tofte, der mødte som Suppleant for Amtmand Weidemann. Han fik Sæde i den Kommittee, som skulde tage den Kongl. Proposition an- gaaende Seddelmassens Forøgelse under Behandling, og var med i den Deputation, der overbragte Hs. Majestæt Kongen, som op- holdt sig i Kristiania, Storthingets Adresse i Anledning af den 17de Mais Festligholdelse og navnligen af Storthinget i næstfore- gaaende Aar. Finantspropositionen, der gik ud paa, at et Laan af en Million skulde optages mod Sikkerhed i Toldindtraderne, SIDE: 349 indstilledes kun og vandt kun Bifald for et Beløb af 300,000 Spdlr. Det var godt at mærke, at gamle Ole havde været med at di- videre. Paa 7de ordentlige Storthing. 1833. Paany har Haagenstad benyttet sin Ret til at undslaa sig for Valget, siden han savnes paa Thinget i 1830. Han havde atter tilmeldt Amtmanden denne sin Beslutning, og Haagenstad kunde, som sagt, gjøre saadant. Ham kan da den Bebreidelse (ligesaa lumpen som Gevindsten, den peger paa) som man har gjort Bøn- derne, og det ikke blot de Valgte, men Vælgerne af Forkjærlighed for Vadmelet, at kabalere sig til at besætte Storthinget for de rundelige Diæters Skyld, ikke ramme. Hvis det ikke hedte, at Meget vilde have meer, skulde man fristes til at tillægge For- muen det positive Gode, at fritages for saadan Mistanke, og Verden den Godhjertighed at tro det; men den mumler paa dette ondskabsfulde Mundheld, som den vil have ophøjet til Erfarings- sætning, og man nødes til at lede efter andre Garantier for en Mands Uegennyttighed eller idetmindste for hans Ligegyldighed for at komme paa Storthinget. Saadanne har Haagenstad afgivet. Paa den, ifølge Valgloven af 1828, bekjendtgjorte Liste over de Stemmeberettigede for Vaage Præstegjeld fandtes ikke Navnet Ole Paulsen Haagenstad, og ved Valgforsamlingen kasserede Be- styrelsen, efter adskillige Debatter, en Stemmeseddel paa ham til Valgmand, fordi han ikke havde aflagt Eed til Konstitutionen tilthinge i den Forstand, hvori man vilde tyde Valgloven, nemlig paa Hjemthinget. Ole smaalo. "Jeg har engang svoret, og paa et større Thing, og min Eed gjentager jeg ikke" -- yttrede han. -- "Bliver jeg valgt til Repræsentant, frygter jeg ikke for ei at blive antaget af Storthinget". Imidlertid besluttede han sig dog til at undslaae sig forud, som ovenmeldt, for at vælges til Thinget i 1830, og inden de nye Valg til 1833 skede, var Navnet kommet paa sin Plads i Mandtallet efter et Spørgsmaal derom i Morgen- bladet. Af Fogdens havde det imidlertid ikke været udslettet, men kun af Præstens, hvis Karakteer, uden at nævne hans ven- skabelige Forhold til Haagenstad, forøvrigt sikkrer for, at han handlede strengt efter den Fortolkning, han i en god Mening gav Loven. Der blev ogsaa i den Tid skrevet saa meget for og imod SIDE: 350 denne strenge Udtydning "tilthinge", at det nok lod sig tænke, at Dissents om det Rette kunde opstaa mellem Foged og Præst, og at denne Sidste kunde bestemme sig for den, som vel var den mest pedantiske, men derfor maaskee kunde synes at være den sikkreste. Maaskee, siger jeg; thi Pedanteriet har faaet et ufortjent Ord for ofte at være fornuftigere end det seer ud til. Paa dette Thing raadede Haagenstads Sparsomhedsaand mere end nogensinde. Han var der som en mangehovedet Jette: samme Echoets mangfoldige Røster, samme Bryst, udstødende sine skarpe Nei'er gjennem de mangfoldige Munde. Allerede i 1830 vare Ten- dentserne i Landdistrikterne til at see sig stærkere repræsenterede komne til Bevidsthed, og paa dette Thing drev de det til næsten at faae det besat med Halvparten Bønder, nemlig til 44 af 95. Kristians Amt gav Tegnet ved at sende 4 Bønder, og mellem dem for anden Gang Thotningen Peder Jensen Fauchald, en Mand, hvis lyse Hoved og opklarede Anskuelser kan bringe flere glands- løse Valg i denne Retning i Forglemmelse. Gamle Haagenstad var dog dette Demokraties Kjerne, uagtet det var synligt af de færre Stemmer, hvormed han var valgt (12, mens Fauchald havde 35), at hans Popularitet var i Aftagende, og det alene fordi man vidste, at man ikke havde nogen Mand i ham, der vilde udvide Bankfondet eller laane det almindelige Raab paa flere Penge Gehør -- en Uafhængighed, som naturligviis, med al Feil i Meningen, geraader ham til Ære. Men hans Besparelsessystem var forøvrigt kjendt og vedtaget før man drog hjemmefra. Om ham grupperede sig disse Budgettets Guillotinister; og Embeds- mændsenkerne og de øvrige Knæfaldende for Nationens Ædel- modighed saae en terroristisk Alder imøde. Om ham grupperede de sig ligesom vor Fjeldørkens eensfarvede sortgraa stigende Højder om det kolossale Mugnafjeld, om hvilket man ahner, at det skal være dens Jothunhjerte og Centrum. Senere er Fauchald og et Par Andre stegne selvstændige i Veiret; han og Ueland meldte sig strax som saadanne Tindenaturer. Haagenstad var paa dette Thing Medlem af Protokolkommitteen, men desuden stukken ind i to specielle Kommitteer, nemlig i den for Anvendelsen af Statskassens Overskud og i Kommitteen be- træffende Kongeboligen, hvortil der nu var fremkommet detaljeret Overslag. Især i denne sidste vilde Bønderne nok have ham som en Stopper, men ikke i den for Bank- og Pengevæsenet; SIDE: 351 og han stoppede imod alt hvad han kunde. Kommitteen beslut- tede Arbeidets Gjenoptagelse med en Bevilgning af 30,000 Spd. aarlig i Budgetterminen, der ogsaa vedtoges mod 36 Stemmer; men Haagenstad, der kun havde stemmet for Bevilgelsen under Betingelse af, at Sikkerhed stilledes for Arbeidets Fuldførelse, eller at det paabegyndte Arbeide blev opgivet, og en Konge- bolig i mindre Stiil opført, om muligt ved Licitation, paa en af nedre Agershuus Fæstnings Tomter, indleverede atter et vidløf- tigt protesterende Votum, hvori han var bitter imod Vedkom- mende, der, efter hans Mening, havde gravet saamange Penge ned i Grunden og minet saamange i Luften. Det Samme gjorde Fauchald og Ueland, der ikke havde faaet sine Forslag om Sikker- heds Stillelse og Bortliciteren drevne igjennem. Mod et af Drammens-Repræsentanten Kjøbmand Thorne frem- sat Forslag om Trælasttoldens Nedsættelse, hvilket heller ikke billigedes af Kommittee og Storthing, yttrede Haagenstad sig lige- ledes vidløftigen i et skriftligt Votum, hvori han paastod, at, om Statskassen kunde taale en saadan Nedsættelse, burde heller Skatterne nedsættes, som han fandt over 150,000 Spdlr. højere end i Slutningen af foregaaende Aarhundrede. Dette er ellers ikke den eneste Gang Haagenstad har opløftet hiin Tid, da Benyttelsen af Omstændighederne i Udlandet, men ikke et bedre Regimente indenlands, satte Handel og Vandel igang, med større Roes for de nærværende Dages Aasyn, end den fortjener. Vor Lovgivnings største Misfoster er upaatvivlelig Loven om Handelsrettigheder i Kristiania. Et Par Marketenterborgere havde faaet en anseet Repræsentant for Byen til at antage sig et paa forrige Thing fremsat Forslag, som, i Henseende til det Minutiøse, Indskrænkende og Afsondrende i Klasser, ikke vilde have gjort den berømte Børstenbinderklub, under Præsidium af den vær- dige dybsindige von Bremenfeld, nogen Skam. Og det gik igjen- nem. Haagenstad saae hvad Følgen vilde blive og blev, nemlig en stor Forvirring mellem de ældre og nyere Kjøbmænd for- medelst den forskjellige Handel, de skulde kunne drive efter det nye Makværk, og hvorved Handelen især for Bønderne vilde be- sværes. Han foreslog da, at det skulde blive som det var med Grosserernes og Kjøbmændenes Handelsrettigheder; men da dette Forslag faldt mod 2 Stemmers Pluralitet, vedlagde han Protokollen et skriftligt Votum, der ender med følgende Erklæring: SIDE: 352 "Jeg har intet imod, at man udvider Marketenternes Rettig- heder til, under Navn af Høkere, at kunne handle i Detalj; det stemmer saa aldeles overeens med min Tænkemaade, at man gradviis løsner de Baand, der hvile paa Næringsfriheden. Men aldrig bør eller skal jeg give min Stemme til nogen unødvendig Indskrænkning." Godt sagt af En, der saa nødig forkaster det Gamle, naar det kun er nogenlunde brugbart. Og at han ikke altid lukkede Øre for hvad Godt af det Nye, der kunde komme paabane, viser hans Forslag, om at sætte et Andragende om en Bevilling af 500 Spdlr. til Kirke- og Folkesangens Forbedring i første Klasse. Det gik ikke gjennem, saa meget dette end maatte synes at være i Landalmuens Interesse, og et Forslag fra ham til Forandringer i Brændeviinsloven af 1827 henviistes, som alle de mangfoldige andre om denne Sag, til Kommitteen. Han bevirkede derimod Henlæggelse af den kgl. Proposition angaaende Tienden m. m. i Finmarken, og bidrog væsentlig til at Afbetaling paa Statsgjelden besluttedes, men var den Gamle med Hensyn til Pengemassens Forøgelse. Haagenstads vidtdrevne Sparsommelighed viste sig ellers især ved et Par Leiligheder paa Thinget, som skulde have været ube- rørte, om det var en Lovtale, som her blev nedskrevet. Bevil- lingerne til Pastor Stockfleth, Finmarkens Apostel, der, ved at lade unge Finner opdrage i Kristiania vilde gjøre disse til Ledere for Civilisationen ind i deres eget Folks Midte, vilde han have indskrænket, og hverken for Agerdyrkningsseminarier eller for det Foreløbige ved en polytechnisk Underviisningsanstalts Opret- telse fandt han at Staten for Tiden havde noget tilovers. Men at han -- som der er bleven paastaaet i trykt Skrivt -- skulde under den sidste Sags Afgjørelse have yttret, at man udsatte sig for Nationens Misnøje ved at bevilge noget til en saadan Skole, siden Storthinget havde viist saa liden Interesse for Agerbrugets Opkomst, at det intet vilde bevilge til Agerdyrkningsseminariers Oprettelse, og det uagtet det netop var ham selv, der havde talt herimod og væsentligst bidraget til, at Næringskommitteens Ind- stilling angaaende denne Gjenstand blev forkastet -- det er en Dobbelthed, som man vel har seet Skimt af inden Thinget, og hvorfor især Bønder have været beskyldte i Bevillingssager; men jeg vil ligesaa gjerne tro paa, at Ole Haagenstad kan staa hjemme SIDE: 353 paa Bakken i samme Stund han reiser sig her fra Thingbænken, som at han kan have tilladt sig samme. Det vilde være at for- løbe sig, og det kan Ole Haagenstad ikke -- den gamle Ulysses! Et Skudsmaal for at han hører til dem, der gaae rakt fram, uden at see til Højre eller Venstre, agtværdige selv i sine Vild- farelser, erholdt han ellers, med Undtagelse af den skumlende Slutning, i den Mønstring, Bladet Statsborgeren afholdt over 1833 Aars Storthingsmænd. Han karakteriseres der saaledes: -- -- "har været Medlem af Norges fleste Storthing, og stedse lagt en Skarpsindighed for Dagen, som man endnu ikke blandt Repræsentanterne for Bondestanden har fundet Mage til. Dog har han altid været tilbageholden, og ved sin Stemmegivning hældet til det aristokratiske Parti. Paa sidste Storthing yttrede han mere Frihedssind end nogensinde før, men stemte alligevel imod de liberaleste Bestemmelser i Storthingsbeslutningen an- gaaende Formandskaber paa Landet. Ogsaa har man bebreidet ham, at han piltede paa Døren, da (Byfoged) Christensens Forslag angaaende bestemt Porto af Aviser og trykte Sager var under Behandling." Dette for Oplysningens Udbredelse saa vigtige For- slag, der gik ud paa, at Tidender og periodiske Skrivter skulde kunne sendes med Posterne mod 1/8 af deres Kostende, faldt rig- tignok ved 1 Stemme; men at Sagen stod saaledes, kunde han ikke vide, da han, af Grunde, det ikke vil være let med Be- stemthed at angive, forlod sin Plads. For min Person er jeg, paa Grund af den Omhyggelighed, hvormed Haagenstad værner om Landalmuens Interesse, tilbøjelig til at tro, at han vilde stemmet for Propositionen, og at han troede den vunden. Man savnede ham imidlertid, og hans Bortevære blev benyttet af en lilleham- mersk Intrigue til, om muligt, at faa hans Plads ledig til næste Thing. Paa 8de ordentlige Storthing. 1836. Men Ole sad der. Dovre var tilthinge dragen endnu eengang i sin Døl. Skaldepanden lyste paa sin gamle Plads -- denne Gang mellem 43 Bønder og svanger med en Finantsplan, som førte til en af dette Things gavnligste Beslutninger. SIDE: 354 I Forbindelse med sin Medrepræsentant og Sambygding, Lens- mand og Gaardbruger Ole Johannessen Staff, fremsatte han nemlig i Storthinget den 29de Februar motiveret Forslag om at der paa Statslaanet af 1834, optaget hos Hambro men forøvrigt er det et Udtryk ikke blot af Forfatterens Anskuelse af Haagenstads Storthingsfærd i det Hele i Aarene 1833 og 36, men ogsaa af den Deel af Publikums Opinion, som fandt, at Storthingets pludselige Opløsning var et Grib-ind i rette Tid, og som betragtede Haagenstad som et for- hadt Bonderegimentes forslagne Chef. "Han er den fuleste af dem Alle", hedte det. "Ueland, Fauchald, Neergaard ere blot Tungerne i dette skaldede Jutulhoved". Saa hedte det. Men ikke af Alle; kun af Mange, ikke af de Fleste. Fleerheden var for- bauset over Bondevældets Udvikling, og beundrede de Enkelte, som gav det denne. Jeg kunde ogsaa have mine egne Tanker, og det kunde vel stundom falde mig ind, at Ole Haagenstad vilde imel- lem Nordamerikas Indianere maaskee faa det hæderlige Høvding- navn "Stor-Slange" eller "Gammel-Gaupe"; men ved Siden af al sin Forslagenhed, uden hvilken han ikke var nogen fuldstændig national Karakteer, har han overalt lagt en Konseqvents og stolt Uafhængighed selv af sit Distrikts Ønsker for Dagen, som, fordi den er Redelighedens ubedragelige Mærke, maa sikkre ham Mod- opinionens, ja selv den Rojalismes Agtelse, som er meer rojali- stisk end Kongen selv. Sin Anseelse har han vundet uden at beile dertil, og han har brugt den i Folkets store Fleerheds, i Landalmuens, Interesse -- eensidigt, saa paastaa Nogle; ikke nok eensidigt, mene vel ogsaa Nogle, skjøndt det tør vel blive det retteste at sige, at han netop har brugt den saaledes, som man maatte vente, ikke altid ønske, det af Bonden, af Dølen. Hiin Argumentation, som har bragt ovennævnte Forfatter til at opgive sine gode Tanker om Haagenstad, og som bestod i, at han negtede et Reisestipendium af 600 Spdlr. til to Artilleri- officerer, der skulde besøge de svenske Kanonstøberier, fordi -- meente han -- man da skulde gaa Glip af Erstatning, om de af dem antagne Kanoner sprang, holder vel ikke Stik, da de efter Kon- trakten afleveres efterat være prøvede. Men hverken yttrede han dette alene, eller at de Menneskeliv, som maatte tilintet- gjøres ved en Sprængning, skulde kunne erstattes, og heller ikke er han det eneste parlamentariske Exempel hverken i Storthinget eller i andre Landes debatterende Forsamlinger paa at man i SIDE: 357 Heden for en Sag har brugt Argumenter, som ikke taale en alt- for nøje Undersøgelse, omendskjøndt det nok tør være det eneste Exempel hos Haagenstad paa at han har ladet noget saadant slippe sig af Munden. Øjensynligt skinner ogsaa en national Uvilje over at Norge maa forsynes af Fremmede med saa vig- tige Forsvarsmidler, mens det tilforn forsynede baade sig Selv og Andre dermed, igjennem; og den maa man holde noget til- gode. Haagenstad er ellers saa lidet som nogen Dødelig udsat forat lade sig henrive af Følelsen. Det er paa engang en Feil (for Storthingsmanden) og en Dyd (for Mennesket), som han mangler. Paa 4de overordentlige Storthing. 15/20 Okt. 1836 -- 24de Januar 1837. Som Medlem af Odelsthinget havde Haagenstad, efter Stor- thingets Opløsning den 8de Juli, faaet Tid til et tre Maaneders Besøg hjemme indtil han atter maatte indfinde sig. Sammen med Amtmand Weidemann, Embedsmændenes Haagenstad, yttrede han sig imod Bevillingen til Landværnets nye Organisation, som han mente kunde udfylde sin Bestemmelse saaledes som det var. "Det vilde være at danne en ny Krigsmagt, hvis Officerer dog vilde overantvordes en ødelæggende Lediggang ved at drages fra den aktive Tjeneste". Men Foss, Øvergaard og Castberg vandt Slaget med 50 Stemmer. Det var tre Kapitainer, men de talte som Borgere. De fremstillede Landeværnet som en National- garde og som Landets sikkreste Værn, skjøndt Haagenstads For- sikkring om at Bonden, i paakommende Tilfælde, vilde vide i Masse at værne Landet, var al Ære værd, og bør være skrevet enhver Normand bag Øret. Selv har han engang, som anført, i 1814 skullet havt Bandolæderet over Skulderen som Landstorms- Sergeant, og til den sildigste Alder er han nok Mand for i paa- kommende Tilfælde at indløse sine stolte Ord. Ingen Normand skulde kunne reise fleer. I den Henseende ligner han en skotsk Høilænderhøvding. De Bønder af Vaage, Lessja og Lomb vilde være hans Clan. Altid kjæmpende for hver Tommemon af Landalmuens Inter- esse, fremsatte han, under Behandlingen af Loven om Brændeviins- brænden, Forslag om, at de mindre Kjedler (under 100 Potter) SIDE: 358 skulde kunne benyttes saalænge de kunde bruges. Det blev dog ved, at de skulde kunne benyttes i 10 Aar. Haagenstad stemte imidler- tid for et Ophør med Brændingen i de fire Sommermaaneder. At han var imellem de En og Sexti, som den 21de Januar 1837 besluttede de direkte Skatters Ophævelse, kan man vel begribe, ligesom og, at han var imellem de Tre og Femti, som negtede den forlangte overordentlige Bevilling af 35,000 Spd. til Depot og Arsenalvæsenet, hovedsagelig af den Grund, at det ellers maaskee ikke lod sig gjøre at faa Land- og Kjøbstadsskatten op- hævet, hvilket maatte ansees at være af overvejende Vigtighed. Under denne Debat hørte man atter freidige Ord om hvad Folke- massen selv vilde udrette i Krigstilfælde, medens det om Op- hævelsen af de direkte Skatter medrette hedte, at dette Fore- tagende vilde have den vigtige og velgjørende politiske Følge, praktisk at lære Folkets Masse Forfatningens Fortrin. Der kan heller ikke være at frygte for, at et patriotisk Folk skulde være uvilligt til atter at paatage sig Skattebyrden, naar Fædrenelandets Behov maatte kræve det. Af skriftlige Vota paa dette Thing har man af Haagenstad kun eet, nemlig en vidløftig Protest imod at Bopælsforandring inden samme Amt og Bortreise i Handelsanliggender skulde være gyldigt Forfald for en Repræsentant. Paa 9de ordentlige Storthing. 1839. Medlem af Odelsthinget og af Bank-Kommitteen. Sammen med Repræsentanterne Staff og Sæter fremsatte han Andragende om at der af Statskassen skulde bevilges til hver af de 4 Fjeld- stuer paa Dovre og til de 2 paa Filefjeld 150 Spd. aarlig istedet- for den Korntold, som svaredes af de tilgrændsende Bygder. Det sattes af Budgetkommitteen i 2den Klasse, med den Bemærkning, at, forsaavidt man maatte komme til det Resultat, at det ikke burde afgjøres paa dette Thing, men at det dog var af den Vig- tighed, at det kunde oversendes Regjeringen, skulde det oprykkes i 1ste Klasse. Mod en Indstilling, der gik ud paa, at Regjeringen skulde anmodes om at foranledige næste Storthing forelagt et Forslag til fast opførte Godtgjørelser for de Forretninger, hvorfor Sjøofficerer nu erholde 1/4 af Gagen i Tillæg, yttrede Haagenstad, at Storthinget ikke uden trængende Nødvendighed skulde indlade SIDE: 359 sig paa saadanne Anmodninger til Regjeringen, og fremsatte For- slag om at Indstillingsposten skulde udgaa, hvilket ogsaa bifaldtes med 67 Stemmer. Under Odelsthingets Behandling af Loven om Brændeviinsbrænden fremsattes Forslag om, at de mindste Kjedler, som skulde kunne bruges paa Landet, skulde holde 250 Potter. Haagenstad fandt fremdeles dette Maal for stort for de smaa Jordbrug. Han troede sig overbeviist om, at der havde hersket større Fylderi før Brændeviinsbrændingen blev given fri, end sednere, og forsvarede Nytten af Drankfodringen. Antog man Forslaget, frygtede han for, at Almuen vilde sige, det var godt at see, at der havde siddet formuende Folk paa Thinget, som ikke toge Hensyn til de Fattigere med de smaa Jordbrug. Forholds- viis -- meente Gamlen -- var Brændingen ligesaa vigtig for dem, som for de større; men efter Forslaget vilde de indskrænkes i at benytte sine Produkter. Forslaget blev dog bifaldt mod 31 Stemmer. Sine Anskuelser af Bank- og Pengeforholdene havde Haagen- stad endnu ikke forandret. Han voterede skriftligen imod en Filialbanks Oprettelse i Tromsø, og foreslog, at alle de forskjel- lige paa dette Thing fremsatte Forslag om Udvidelse af Bank- fondet skulde henlægges, og derimellem ogsaa et af Repræsen- tanten, Artillerikapitain Foss, om Henlæggelse af Kommitteeind- stillingen, der blot gik ud paa at kun vor egen Sølvmynt og den senere end 1778 skulde antages som grov Kurant, samt at den ældste Skillemynt skulde indløses, men at Regjeringen skulde anmodes om at foranledige næste Storthing forelagt en Proposition betræffende Forandring i Loven om Pengevæsenet af 14de Juni 1816. Blot Kommitteeindstillingen vilde Haagenstad skulde be- holdes, og saa blev det med 37 mod 34 Stemmer, med Forbe- holdenhed af senere Afgjørelse om Henlæggelsen ogsaa skulde gjælde Forslagene om Fordeling af Bankens til Udlaan bestemte Summer og Sølvfond samt om Udvexling paa flere Steder end ved Bankens Hovedsæde. Det første blev henlagt, det sidste tilbagesendt til Kommitteen, og gamle Ole kunde saaledes lee i Skjægget i tre Aar til. Paa 10de ordentlige Storthing. 1842. Da gav han Kjøb. Han lagde da, som Medlem af Bankkom- mitteen, ingen Hindring ivejen for Beslutningen om Forøgelse af SIDE: 360 Seddelmassen. Han maa være bleven overtydet om det alminde- lige Behov af denne og de øvrige vigtige Finantsbeslutninger, der fattedes i sidstledne Junimaaned, og som modtoges af Folket som Midsommerregnen af den tørstige hedebrustne Jordbund; thi for andet end sin egen Overbeviisning viger Haagenstad ikke. Og da er det som om en Steen flytter paa sig. Det som hundrede Arme anstrængede sig forgjæves for med den, synes at være skeet i een Nat. Men mange Aarrækker have i Stilhed arbeidet derpaa. Der kan synes at være Fornuft og Bevidsthed i en saadan Be- vægelse, saa uvilkaarlig den end er, somom der virkelig indeni den boede en Alf eller Tomtgubbe, der igjennem Stenens smaa isprængte Glimmerflader havde iagttaget den rette Tid til at flytte paa sin Bolig, for at den ikke længer skulde ligge ivejen. Men med Hen- syn til Grundloven er Haagenstad bleven den samme Urokkelige, selv hvor det meer end synes, at en Nødvendighed paakræver Rettelse af dens Feil. Der stemmer han Ryg og Hærde imod. Da er der ingen iagttagende belivende Geist i Stenen. Den ligger der somom der for den hverken havde været en Fortid eller var en Nutid eller Fremtid. Mod denne vender den ufor- andret sin trodsige Pande. Saaledes var da Haagenstad en af de 4 Stemmer, som modsatte sig Ophævelsen af Bestemmelsen i Grundlovens § 59 om at Repræsentanternes Antal i det Hele ikke bør være mindre end 75 og ikke større end 100, og dersom ikke et Opklarelsens Mirakel foregaaer, ligesaa stort som om Sol- straalen trængte ind i Graniten og forvandlede den til Krystal, kan man som før berørt, være temmelig vis paa, at selv den af- skyelige Udvæxt i Grundlovens § 2, sidste Passus, saa fremmed- og ugrundlovartet den er, ikke af ham har noget at befrygte. "Den sidder der engang, det er nok!" er vel et aandløst Argu- ment, men netop formedelst sin Graasteensagtighed er det ikke af de lette. Det er i Korthed vor Konservatismes Grundlov. Det lader sig ikke kuldkaste; det hører til de Modgrunde mod Tidsaandens Fremskridt, som denne maa lade ligge og gaa rundt- om som Stormen om Fjeldvæggen. De fleste maadelige Hoveder redde sig bag det, og faae ovenikjøbet for let Priis Navn af kloge Folk; Haagenstad derimod, som forlængst har besiddet dette, vil, om han yttrer sig, forsmaa at holde sig udelukkende dertil. Det vil ikke mangle ham paa andre, omendskjøndt hiin Grundlovens Urørlighed i Ondt som i Godt er den Troesbekjendelse, han vil SIDE: 361 paabinde den nærværende Generation. "Vi have vogtet den", vil han, at denne skal kunne sige om sig selv og til de kom- mende Slægter. "Tager den nu hen, og gjører dermed hvad I ville!" Og hvad er ikke ærværdigt i den Gamles Mund? Selv Pedanteriet bliver det, og Ængstelighedens Overdrivelser har Viisdommens Udseende. Men heller ikke mere. Det er af sine Mænd, ikke af sine Gubber eller Ynglinge, Tiden kræver sine Udviklinger og Fremskridt. De have det skarpeste Syn til at see hvad der kan voves, og bør ikke mangle Modet til at vove det, til at flytte Foden frem og sige: "saa langt for denne Gang! En anden Gang maaskee mere, indtil Konstitutionerne omsider opfylde ikke blot en egoistisk Fornufts, et indskrænket Nationalbehovs, men Religionens, Filosofiens, Moralens, Menneskehjertets ideale Krav." Reformer var derimod Haagenstad under Forhandlingerne i Anledning af Forordningen af 13de Januar 1741 om gudelige Forsamlinger, til hvis endelige Ophævelse i Kraft af Grundlovens § 79 han gav sin Stemme, uden at han nogensinde har været den Sekterisme hengiven, som det især har været om at drive denne Sag igjennem, og som ikke mangler Venner paa Thing- bænkene. I denne Henseende hersker der en Kulde og Klarhed i hans Hoved som i den blaa Luft over Lombseggen eller Jetta, de to Dalens Yderpunkter, der maale hinandens Højde, dens Fjeldes uhyre forstenede Gaukathorer og Asarfaste, stirrende over paa hinanden, afbildende i sine kolossale Masser disse to Jevningers trodsige Tro paa sig selv. Men jeg mærker at jeg har ladet mig henrive af Erindringen om disse Fjelde i Ole Haagenstads Hjembygd, af Indtrykket de have gjort paa mig disse Jothunformer, som indpræge Strofen i Wolffes Sang til Norge: "Om Kloden rokkes end, dets Fjelde skal Stormen dog ei kunne fælde;" ikke som en digterisk Overdrivelse, men som en prosaisk Sand- hed, synlig for Øjet og næsten hørlig for Øret, som om Ordene ikke kunne være anderledes til Stormvindenes Brusen om de Rædselvækkende Tinder. Jeg har ladet mig henrive til en Lig- nelse eller til et Henspil, som kunde lade sig misforstaa om SIDE: 362 Haagenstads Religiøsitet, somom hans Forstandskulde ogsaa strakte sit iisnende Vælde over hans Hjerte og Tro, over den Bund i Sjelen, hvor paradisisk Varme endnu skal og kan herske og fremdrive den samme Flor under Mandens tankefulde Pande og Gubbens Sne som i Konfirmandens, i Tempelbarnets Bryst. Det er ikke saa. Han var aldrig smittet af den Asarfaste og Gau- kathorer-Tro, der, som bekjendt, engang gav nogle Hoveder paa Oplandene en indbildt Styrke. Men ligesaalidet har religiøst Sværmeri kunnet trænge ind i hans rolige Hoved. Mere lader sig ikke sige. Han er dyb som en Brønd. Men da jeg saae ham i Kirken vikle sin sorte sølv- beslagne Psalmebog ud og at sætte sig hen i sin Stol, og jeg hørte hans Røst vibrerende imellem Menighedens, da saae jeg de samme Stjerner at speile sig i hans Væsens Dybhed, hvorpaa denne i Troens Eenfoldighed fæster sine Øine, og Ligheden forsvandt mellem den tænksomme Gubbes rolige Overbeviisning i Troes- sager og det Billede paa en trodsig Vantro undtagen paa sig selv, som jeg fingerede mig udtrykt i hine Fjelde. Kun naar han engang imellem under Prædikenen slog de klare Øine op, stod hiin kolde tindrende Klarhed over Fjeldene for mit Sind, og jeg syntes at have seet ind i en Sjel, som var paa det Rene med en Tro, der mere var hans egen luttrede end Almuens omkring ham. Det er ialfald bedst for en Landspræst, at gjøre sig nogen Umage med Prækenen naar Haagensta'en er til Kirke, og hans Bygd har ogsaa havt det Held, i en Række af Aar at have havt Præster, der ikke hjalp sig med blot at give Gudsordet puurt og reent, som man siger. Sal. Fietzentz og Krag, de Oplysningens Venner og Befordrere i Ord og Skrivt og Daad, vare Præster baade for de ærlige Hvidkofter og for Haagenstad, som ogsaa i disse Ting staaer over dem. Haagenstad har i deres Kreds, paa Gaarden Svee, den gamle mærkelige Thingplads [fotnotemerke] , den 17de mai 1834 holdt en Tale, hvis politiske Indhold er gjennemvarmet af den sandeste og frommeste Religiøsitet. Den gyder endogsaa Forsoning over den forrige Regjering i saa skaansomme Udtryk, at jeg troer han blev dadlet derfor i det Blad, hvori Talen først stod at læse, som om de kunde have passet sig bedre i en Kreds af hvide Nathuer end Fotnote: Der sees endnu Mærker efter denne. 12 opreiste Stene have indringet en Plads af 80 Fods Tværsnit. SIDE: 363 i en af Dølernes røde og blaa. Det var i "Statsborgeren", men kort efter optog Morgenbladets Redaktion den, fordi den syntes, at den fortjente en større Offentlighed, end denne vilde kunne erholde i hiint Blad, som just dengang var bleven berøvet sin Portofrihed. Vi bør heller ikke forlade Haagenstad uden at have hørt den. Saa talte han mellem sine Gudbrandsdøler: "Det er idag 20 Aar siden, at Rigsforsamlingen paa Eidsvold undertegnede den Konstitution, der ligger til Grund for nærværende Statsforfatning. For- medelst denne Begivenhed er det, at den 17de Mai hos os er bleven høitidelig- holdt som en Nationalfest; i hvilken Anledning vi her ere forsamlede, og ville vi desaarsag anstille nogle Betragtninger over de sidst forbigangne Decennier. Det er ikke ved Glassenes Klinken, eller ved et skraalende Hurra, at denne Dag værdigen høitideligholdes. I flere Aarhundrede var Norge forenet med Danmark, og i den senere Tid under de danske Kongers Enevælde; men des- uagtet under en saa liberal Regjering, at vi aldrig følede Frihedens Tab, og vi kunde regne os for den lykkeligste Nation i Europa, helst i den sidste Tid. De øvrige Lande herjedes af Krigens Ulykker; den dansk-norske Stat havde den Lykke at forblive neutral og nyde Fredens velgjørende Frugter, der især virkede heldigt paa den norske Handel og Skibsfart. Norges Indvaanere vare blevne fortrolige med den danske Regjeringsform, den var ligesom indsuget med Modermelken; det var ikke nogen Nordmands [fotnotemerke] Ønske, langt mindre deres Brødres, at Foreningsbaandet mellem Danmark og Norge blev opløst. Den franske Keisers seirrige Vaaben blev en Skræk for hele Europa, de øvrige store Magters Regenter opbøde alt for at standse hans Fremgang, og for at opnaae deres Ønsker og Hensigter, vare de ikke samvittighedsfulde i Valget af de Midler, der kunde fremme deres Øiemed. Den dansk-norske skjønne og kostbare Orlogsflaade skulde erobres eller tilintetgjøres, om endog Danmarks Hovedstad derved forvandledes til en Askehob; Sverig skulde drages ind i de store Magters Politik, og Norges Forening med Sverig blev garanteret dette Riges Konge med samme Ret, som den hvormed Paven skjænkede Kongen af Spanien alle de Lande, han kunde erobre i den nye Verden. Vi ville paa denne Glædens Høitidsfest ikke lade vore Tanker dvæle ved disse for Menneskeheden oprørende Begivenheder, men glæde os over de Følger, hine voldsomme Handlinger havde for vort Fædreneland, og sige, som Joseph sagde til sine Brødre, der havde solgt ham til Ismaelitiske Kjøbmænd: "I tænkte ondt imod mig, men Gud tænkte det godt." Forsynets Veie ere urandsagelige, vi kunne med Rette sige: Gud har gjort det vel Altsammen. Da Efterretningen om at Kongen af Danmark nødtvungen havde maattet afstaa Norge, var indløben hertil, havde dette Land den Lykke, at en ædel Fyrste stod i Spidsen for dets Regjering. Denne foretog strax en Reise gjennem en vigtig Deel af Landet for at erfare Folkets Mening, og da han fandt denne saadan, som man efter en saa krænket National-Følelse kunde formode, lod Fotnote: ? ? ? SIDE: 364 han en Rigsforsamling af valgte Mænd træde sammen paa Eidsvold. Hele Na- tionen var ligesom elektriseret og vilde heller vove en Friheds-Kamp, end over- give sig som svenske Undersaatter, og den Enthusiasme, der besjelede Rigs- forsamlingen, er det vi for en stor Deel have at takke, at vi erholdt en Kon- stitution, der efter mine Tanker er den bedste, den frieste af alle europæiske Statsforfatninger, en Grundlov, som det til enhver anden Tid, og under andre Omstændigheder ikke havde været os muligt at erholde. Som et Beviis herfor troer jeg at kunne anføre, at selv den Mand, som havde den væsentligste Deel i denne herlige Bygnings Opførelse, gjorde siden et afmægtigt Forsøg paa at omstyrte eller idetmindste at undergrave en Deel af dens vigtigste Støtter. Men skulde der være Haab om, at den paatænkte Friheds-Kamp kunde lykkes, da maatte ingen Individers Interesser tilsidesættes, Alle være lige deelagtige i Lovgivningen, og i Beskatningsretten, ingen Adel og ingen Stands-Forrettig- heder skulde for Eftertiden finde Sted. Paa disse Hovedgrunde byggede Rigs- forsamlingen den Forfatning, som blev dateret den 17de Mai 1814, der først af Rigsforsamlingen og siden af Nationen blev beediget, og til hvis Minde vi med glad Erindring ville høitideligholde denne Dag. Lykkedes det end ikke hiin ædle Fyrste, der blev valgt til at staae i Spidsen for den norske Nation, at bøie de seirende Herskeres Politik, saa var han dog et Redskab i Forsynets Haand, til at befordre vor Lykke, vor Frihed. Et ikke mindre Held var det for Norge, at en ligesaa ædel Fyrste stod ved Roret i Naboriget, en Mand, der selv i en Række af Aar havde kjæmpet for Friheden, og som saaledes ogsaa agtede og ærede Andres Frihedsfølelser, og hvis ædle liberale Grundsætninger bidrog til, at vi beholdt den besvorne Grundlov med saa liden Forandring, som Rigernes Forening kunde tillade. Men selv denne ædle Fyrste med hans bedste Villie havde det vanskeligt, formedelst den svenske Adels mægtige Ind- flydelse, været muligt at skjænke os en saa fri og saa liberal Forfatning, som den, der nu, formedelst Eidsvolds Grundloven af 17de Mai, blev os tilstaaet. Havde denne ikke allerede existeret, da er det tvivlsomt, om vi ikke mildest vare blevne indlemmede under Sverig og sammensmeltede med dette Rige, ja maaskee al- deles udelukkede fra de Rettigheder, der ere tilstaaede de svenske Stænder. Maaskee var Norge anseet som en erobret Provinds, over hvilken Sverig har villet skalte og valte efter Behag. Man har villet bebreide Danmarks Regjering, at den behandlede Norge stedmoderlig, at det, som Principalstat, trak de vig- tigste Indretninger didhen, at de største Embeder i Norge bleve besatte med danske Adelsmænd. Disse Fakta kunne ikke afbevises, men det kan være tvivlsomt, hvorvidt saadant kan lægges den danske Regjering til Last. Ind- retninger, der vare til fælles Gavn, kunde med mere Økonomi bestyres under Eet, og de danske Embedsmænd, friere med Hensyn til Familieforhold eller nærme Bekjendtskaber, havde bedre for at hæmme de underordnede Embeds- mænds Uorden og Vilkaarligheder [fotnotemerke] . Mulig de, der overførte Klager, vare mere foranledigede af Mænd, der troede sig eller Beslægtede tilsidesatte, end at der var nogen Grund til at anke over hines Ansættelse, eller deres Embedsførelse; desuden bleve norskfødte Embedsmænd ansatte i indbringende vigtige Embeder i Danmark. Fotnote: ? ? ? SIDE: 365 Men er der nogen Føie i disse Bebreidelser mod den danske Regjering, saa var der ikke mindre Grund til at frygte lignende Behandling af Sverig, og en lang Række af Aar havde villet hengaa inden den norske Nation var bleven fortrolig med de svenske Embedsmænd, det svenske Sprog, den svenske Lov- givning, det svenske Pengevæsen. Det er ikke mulig for nogen Dødelig at beregne, hvor store og mange Goder, der blev Norge til Deel formedelst Grund- loven af 17de Mai; hvem veed, om ikke Norges Sønner vilde, i Tilfælde af Krig, blevet dem, som havde maattet allerførst marschere i Feldten? Dette er nu ved Grundloven forebygget. Vel har Norge, siden Foreningen med Sverig, maattet gjøre mange og store Opoffrelser; men disse ere for det meste en Følge af vor Forening med Danmark. Den Krig, hvori dette Rige blev indviklet, forvoldte store Udtællinger for at undgaa større Skattepaalæg, og der blev desaarsag udstedt en Masse Dansk-Courant-Sedler, hvis Værdie sank til næsten Intet. Dette var endda ikke nok. Danmark blev nødsaget til at gjøre betydelig Gjæld. Ved Skilsmissen maatte Norge tage en Andeel i denne Gjælds Af- betaling. Dansk-Courant-Sedlerne blev ved Rigsbankforordningen betydelig re- ducerede, men der var endda en uhyre Masse af dem, som ikke vare funderede uden paa den Hæftelse, der skulde, efter Enevældets Bud, hvile paa al Jord- ejendom i Danmark og Norge. Den Andeel af disse Sedler, som skulde falde paa Norge, blev af Rigsforsamlingen paa Eidsvold garanteret. Denne Garanti blev i Storthinget 1816 forkastet, og en ny Bank skulde funderes. Dette havde det trykkende Bankindskud og 10 Aars Næringsskat til Følge; det var muligt, at en anden Fremgangsmaade havde været mindre trykkende. Men vare disse Byrder end store, er det derfor ikke afgjort, om de vare blevne mindre, hvis Foreningen med Danmark havde vedvaret fremdeles. Rigsbankhæftelsen, Ind- komstskatten, Mobilieskatten, og de mange flere Skattebenævnelser, der i den sidst forløbne Forenings Periode bleve paalagte af den danske Regjering, vare ikke nogle videre gode Aspekter. Og for de danske Undersaatter, hvis Skatter senere bleve paabudne i rede Sølv, vare Pengenes og de udtømte Kassers Or- ganisering ikke mindre trykkende. Da nu de store Paalæg, som udfordredes til Pengevæsenets Istandbringelse, for det meste ere forsvundne; mange for vor nye Stat nødvendige Indretninger tilveiebragte, Statsgjelden begynder at for- mindskes, og Skatterne ere nedsatte til snart mindre end hvad de vare under den danske Regjering: saa have vi den største Aarsag til at være tilfredse med vor Forfatning. Vel ere Kommune-Udgifterne i den senere Tid stegne til det Mangedobbelte. Hertil har Friskydsens Ophævelse meget bidraget; men derved er denne Byrde ligeligere fordeelt paa det hele Land. Amtssygehusene, Jordemødrenes Løn- ninger, Vaccinations-Regninger, samt Steenbroers Opførelse, bidrager alt til, at de Summer, som reparteres ved Amtet, ere blevne saa betydelig forøgede. Der kan være Haab om, at ogsaa en Deel af disse Byrder med Tiden kan for- mindskes. Det meest Betænkelige i vor nærværende Stilling er maaskee de mange offent- lige Laane-Indretninger, hvorved de fleste faste Eiendomme ere blevne be- tyngede med Renters Svarelse. Vel fordeles Renterne for største Delen igjen paa norske Individer; men som oftest er det kun paa indirekte Veie, at disse komme tilbage til den Skatteydende; og det er med disse Laane-Indretninger, SIDE: 366 som med enhver anden god Indretning, at de kunne misbruges. Det var nød- vendigt, at Laan fra offentlige Indretninger kunne erholdes, om ikke Eien- dommenes Værd altfor pludselig, til mange Familiers Ruin, skulde falde; thi de Privates Formue var ved Pengenes Forandring næsten tilintetgjort, saa at hos disse var intet Laan at erholde. Vel staaer det til Enhver, om de ville søge disse Laan, men Ordsproget "at Leilighed giver Tyve" er ogsaa herpaa anvendeligt. Men da Skatterne nu ere saa meget formindskede, saa ville vi ogsaa haabe, at fordums Velstand, lidt efter lidt, ved Nationens Vindskibelighed og Flid skal vende tilbage. Lader det være vort faste Forsæt, vore ivrige Bestræbelser, at gjøre os saa frie og uafhængige af andre Lande, som mulig! Lader os nøies med Brugen og Nydelsen af Landets egne Produkter! Lader os kaste velfor- tjent Foragt paa de Spjaak, der søge at udmærke sig ved udenlandsk Stads og Pragt! Lader Fred og Eendrægtighed og ædel Daad udmærke vor Kommune; da ville vi og vore Efterkommere vorde lykkelige, da kunne vi sige som hiin ædle Fyrste, der bidrog saa meget til denne Dags Udmærkelse, engang ved Be- tragtningen af tvende Dødninge-Hoveder og et udrundet Timeglas sagde: Fred i Hjertet, Fred med Gud, Døden vente vi fortrolig. Dette Viisdoms store Bud gjør Livet let og Søvnen rolig. -- !!! Idet vi nu med inderlig Glæde høitideligholde denne for den norske Historie saa vigtige Dag, der stedse vil blive os og vore Efterkommere kjær, ville vi ikke undlade med rørte Hjerter, at opsende vor Tak til Algodhedens og Viis- dommens Gud, der uden Krig og uden Blodsudgydelse tildeelte os dette uskatteerlige Gode; dernæst ville vi taknemmelig erindre vor store, vor vise, vor gode Konge, der, næst det alvise Forsyn, har bidraget saa meget til vort Held, til vor Lykke; denne Fyrste, der kronede det herlige Værk, Skandinaviens Forening, hvilket efter al Sandsynlighed vil være til begge Rigers uberegnelige Gode. Denne Fyrste, hvis højeste Ønske, hvis højeste Belønning er Folkets Kjærlighed, vil i Hi- storiens Aarbøger erholde en Udmærkelse, der kan sættes ved Siden af Sverigs store Gustavs og Danmarks fjerde Kristians, og over ham ville vi nedbede Himmelens Velsignelse, og over det kongelige Huus. Vi bør ligeledes med Tak- nemmelighed erindre den norske Regjering, der med utrættelig Flid, Nøiagtighed og Sindighed har rygtet sit møisommelige og ansvarsfulde Hverv. Vi maae ikke lade os blænde af dem, der ved idelig Dadel søge at more den mindre oplyste Deel af Publikum. Naar det ikke er muligt at bestyre aldeles feilfrit en lille Huusholdning, saa maa man ikke fordre Ufeilbarhed hos de Mænd, der bestyre den store Statshuusholdning. Ikke mindre Tak skylde vi de mange udmærkede Mænd, der med beundringsværdige Aandsevner have ledet Storthingene med Orden gjennem de uvante konstitutionelle Former. Gid deres Fædrenelands- Sind maa besjele de Mænd, der hædres med dette vigtige Hværv! Gid Libe- ralitet, Orden og Klogskab altid maa udmærke de norske Storthing, at deres Beslutninger maa lede til Norges, til de forenede Rigers Held! Idet vi slutte disse Betragtninger, ville vi gjentagende udraabe: Held for Konstitutionen! Held for de forenede Riger! SIDE: 367 Held for vor elskede Konge og det kongelige Huus! Held for den norske Regjering! Held for det kommende Storthing! Held for enhver Normand, der virker til Fædrenelandets Hæder og Held!" Dette er en Troesbekjendelse, et Speil, hvori Haagenstad staaer heel og holden -- hans politiske som hans moralske Karakteer. Eller skulde Nogen endnu kunne tage feil af denne Patriotisme uden Stolthed, dette ordnende Overblik over Begivenhederne, denne Mildhed i Omdømmet over Personerne? Disse Egenskaber ere dog uomtvisteligen fremskinnende af hvert hans Ord; den Nøgel disse give til hans politiske Vandel kan ikke være falsk, om det end er saa, at Iis over Vand ikke mistroes mere i Verden end maadeholdende Udgydelser af en indflydelsesrig Personlighed og af en Karakteer, som man veed er energisk og dyb. En trofast Folkets Mand, dets Interessers Tjener har han været, og viist Oprigtigheden heraf netop ved den Fasthed, hvormed han er vedbleven sin egen Overbeviisning selv imod Mængdens Raab. Derfor har han været priisgiven Partiomdømmet: fra dennes Side vel uden Bitterhed, fordi han i alle andre Henseender maatte være Folket saa kjær, og da kun i Form af Beklagelser over at gamle Ole skulde være saa stiv i sine Anskuelser af Pengefor- holdene, men fra andre Kanter med des større over "den gamle Ræv", over "Ham, ja Ham, som fører vakkre moderate Ord paa Tungen, men er den Værste af dem allesammen." Til at knibe nemlig. Der slipper det ud, saa Meningen er ikke værre. Men der maa Stoppere til paa Vognen, skjøndt de ikke maa gribe til i Utide, hvor enten Retfærdighed mod den Enkelte, Menneske- lighed (saasom ved Spørgsmaalet om Bevilling til Bodsfængslet, hvilket Haagenstad stemte imod paa dette Thing) offentligt Be- hov eller Nationens Ære kræver, at denne aabner Haanden og at Vognen gaaer hvorhen Styrerne ville. Ogsaa fra Disses Side har Haagenstad erholdt et Beviis paa Agtelse og Tiltro, idet han nemlig i 1825 udnævntes, sammen med Sorenskriverne Thaulow og Rambech, til Medlem af den Kommis- sion, der skulde undersøge og fælde Dom i Anledning af de af Sværmeren Ingebrigt Belle og Hans Korsvold forøvede Attentater mod Øvrigheden. Førstnævnte havde forrykket endeel Hoveder i Nordre Gud- SIDE: 368 brandsdalen ved at slaa op Plakater, der forkyndte de nær- værende Embedsmænd Undergang og en ny Tingenes Orden under hans eget Statholderskab, hvortil han af Johannes's og egen Aaben- baring godtgjorde, at han guddommeligen var kaldet. Man søgte at erholde Beviis for at han var forrykt, men idetssted producerede han et, af mange Bønder undertegnet, Vidnesbyrd om at han var klogere end andre Folk, og at Verden vilde være bedre at leve i, naar der vare mange som Ingebrigt Belle. Kort, denne norske St. Simonisme eller Kartisme havde slaaet Rod, hvortil vel virke- lige stedfindende juridiske Udsugelser vare en endnu virksommere Aarsag, end Troen paa Ingebrigts Aabenbaringer. En Soldat, Jørgen Endresen Haga, og Hans Korsvold vare Dennes ivrigste Apostler. Den første forelagde Foged og Sorenskriver et, af Belle forfattet, af Mange underskrevet, Mandat, hvori der erklæredes, at samtlige Undertegnede havde forbundet sig til med Liv og Blod at mod- staae Embedsmændenes Udsugelser, og den Sidste bragte dette forsaavidt nær sin Udførelse, at han ved en Exekution fik et Sammenløb istand, der modsatte sig den, og Selv lagde han Haand paa Fogden, som havde troet at burde møde personlig og i Uni- form, og maatte bruge sin Sabel. Et Opløb ligt det Lofthuusiske i Nedenæs i 1786 og 87 var nært sit Udbrud, og man holdt alt militær Magt i Beredskab. Imidlertid fik man dog Angjældende sat fast og en overordentlig Kommission nedsat, hvoraf da Haagen- stad blev valgt til Medlem. Man behøvede nemlig deri, til Al- muens Beroligelse, for at den skulde tro, at den vilde skee Ret, en Bonde, som besad dens Tillid. Og paa hvem Bedre kunde da Valget falde, end paa Ole Haagenstad? Kommissionsdommen faldt eenstemmig ud, lydende paa Slaveri i visse Aar for Belle og Korsvold og nogle Ugers eensomt Fængsel for Soldaten; men den skjærpedes af Højesteret. Han maatte dømme saa for Lovens Majestæts Skyld, men hans Hjerte har blødt over de Vildfarende og over deres Lidelser, baade dem, der forvoldte at de hengav sig til Vildfarelsen, og over dem, der fulgte af denne. Thi han elsker sine Hjemdale, og kjender Mand for Mand af deres troskyldige Beboere. Han elsker dem saa, at han neppe forlader dem mere for et tolvte Thingkald. Og han har Ret til at hvile. Men 12 er et vakkert rundt Tal, og bedre antaget end baade 11 og 13. Da vilde Han være sytti Aar, og med hans endnu usløvede Sandser og Kjerne- SIDE: 369 styrke, næret af det ordentligste Liv, er der al Sandsynlighed for, at han endnu engang vil kunne hævde sin velbekjendte Thing- plads til Ære for sig selv og de Oplande, som sende ham. Man vil søge efter Gubben paa næste Thing -- efter ham, om hvem der er sagt ud af vel de Flestes Tanker, som have seet vore Storthing: "Se der sidder Gudbrandsdalen i en gammel Gubbe graa. Naar han reiser sig i Salen, høre alle Fylker paa." Man vil savne ham, om han ikke findes, og synes som om Thinget fattes noget. Ja, det er noget af dets Ærværdighed. Det er Haagenstads skaldede Hoved. Fred over det! Aarene glide uden Mærker henover dets Glathed! Men naar han er borte, naar han hviler der hvor han alt forlængst har udseet sin Plads udenfor den gamle Reiskirke, nær Gjeslingens Steen, da ville Gudbrands- dølerne erindre, at mellem den Ære, han har erhvervet sin Dal, hører ogsaa, at han har opreist en Mindestøtte ved Kringen, da det gamle Trækors var nedraadnet . . . "Han har reist os og vore Fædre en Bauta til Ære" -- ville de sige -- "kom! vi skylde ham en." Men det bør ikke være en modern, fiirkantet, tilhuggen af Sandsteen, gesimset og korskronet, med gyldne Bogstaver, men en af Graasteen, høj og spids, en af dem vi finde paa Kjæmpe- højene; thi han lignede dem, som hvile derunder. Henrik Wergeland SIDE: 370 JØDESAGEN I DET NORSKE STORTHING EFTERRETNINGEN 1. . . . "Hvad rager dig det Kirketaarn, o Efraim, min Mand? Lad staa det Luftens Steenskelet! Det staaer vel ei saa ganske ret; dog staa i Aar det kan. O stirr ei der ved Vinduet, med Armen under Kind, ud i den graa Septemberluft! I Kamret er der Ambraduft og Lampers Maaneskin. Der staaer Divanen. Op til den er Mirjams Harpe sat. Kom! Aftnen ville vi forslaa! Jeg tager mine Smykker paa ifra min Brudenat. Du fletter ind dem i mit Haar, o Efraim, som da, snart som en Qvast, snart som en Krands, snart spredte ad som Duggens Glands, i Vexel til og fra. Og Mirjam hviler ved dit Bryst, og Harpen op til mit. Saa Aftnen ville vi forslaae. Lad Kristenkirkens Taarn blot staae, og se ei mere did! Hvad gives mere stolt og haardt end dette Spiir, hvis Fløi isønderriver bløden Sky, den vilde haste over By til Ro paa fjerne Høi? SIDE: 371 Hvor, i den graa Septemberluft, tungsindigt mørkt det staaer! som om det Rod og Stamme er til denne skumle Taage, der saa lavt i Aften gaaer." " -- Jeg tæller kun den Krageflok, der flyver Taarnet om. Den finder intet Fæste der. Thi Taarnet ubarmhjertigt er som Kristnes Kristendom. Jeg tæller dem, og tænker paa Hvad nu i Norge skeer. Der Jøden ei, som fremmed Gjæst, faaer mer end Kragen Fodefæst paa Kirketaarnet der. Hvad Folket vil -- jeg ahner det -- er allerede gjort. I Aften bringer Posten Bud. Det banker . . Mirjam, se dog ud! Det banker paa vor Port". "Det var en Hund, som skrabed paa. Den har ei Huus i Nat". "Saa luk den ind, saa sandt vi veed, at Jehovahs Barmhjertighed ved Himlens Port er sat"! "Men Tys! Nu kommer Posten vist. O Mirjam, se paany"! "Det var en Fugl, som Ruden slog". "Ve, Mirjam, om du ei den tog da i dit Hjertes Ly"! "Men hør! det banker atter paa. Nu kommer sikkert En. Nei bliv! Det var mit Hjerte blot, der slog som aldrig det har slaaet. Nu, Mirjam, se igjen"! SIDE: 372 . . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar, det sorte, vildt og løst, da ind hun treen, som om det vil det Smertens Budskab dække til, hun bærer ved sit Bryst! ): JØDESAGEN I DET NORSKE STORTHING FREMSTILLET AF HENR. WERGELAND Solch' theure Wahrheit ward verfochten, und überwunden ist sie nicht. Euch, Kämpfer, ist kein Kranz geflochten, wie der beglückte Sieg ihn flicht. Uhland. DEN 9DE SEPTEMBER LYS OG MØRKE. KONSTITUTIONSKOMMITTEEN OG DENS INDSTILLING Fredagen den 9de September 1842 er ikke en uvigtig Dag i det norske Folks Historie. Den er mærkelig i Europas, i den hele Kristenheds, i Menneskehedens. Aaret har ikke opviist nogen betydningsfuldere Forhandling inden alle de lovgivende Forsam- linger. Det var da Forslaget til Ophævelse af Bestemmelsen i Norges Grundlovs § 2, der fremdeles forbyder de mosaiske Troes- bekjendere Adgang til Landet, blev afgjort i dets Storthing; og Resultatet af denne Dags Forhandlinger indeholder mere end nogensomhelst anden der afgjort Sag tillige en Angivelse for Verden, som denne vil lægge Mærke til, af det Kultur- og Ci- vilisationspunkt, hvorpaa det norske Folk for Nærværende be- finder sig. Det norske Folk? Sagt formeget. Dog er Repræsentationen dets Blomstkrone, som bærer dets Slægts- og Artsmærker, hvoraf det kjendes. Men paa den store milliongrenede Busk ere ikke alle de enkelte Blomster fuldkomne; nogle endog saa vantrevne og lidet udviklede, at man ikke skulde kjende den igjen paa dem. Sørgelige Undtagelser selv i Repræsentationens Midte kunne derfor ikke gjøre Tanken, at intet Folk har et velvilligere Hjerte, SIDE: 373 intet Folk et lysere Hoved, til forfængeligt Selvbedrag. Der kan være Uaar i Historien, i en Nations Udvikling, Uaar paa Mænd, paa Beslutninger og sjelelige Bedrivter. Men Taalmodighed! Det er som naar Busken hviler et Aar, skydende Blade eller skiftende sine tørre Qviste. I det næste kjende vi den igjen i dens ejen- dommelige Fylde og Herlighed, feirende ligesom en Høitid for sin egen Natur. Europas Nationer tænke godt om Os, baade formedelst vor Nationalkarakteers Ry for gammeldags, uddøende Dyder og for- medelst vor Statsforfatning. De ere ikke uvidende om at Norge, med Hensyn til denne, har sin Plads fremmest i de konstitu- tionelle Staters Rækker, nærmest efter de republikanske; og de af dem, som fortjene Navnet af frie og oplyste, ville ikke und- lade at bedømme Norges Adkomst til denne Rang efter det paa hiin Dag, en Menneskealder efter Konstitutionens Indførelse, Passerede. Dommen vil blive streng. Den vil lyde paa Hen- viisning til Barbari, paa Uværdighed til en saadan Forfatnings Besiddelse. Det vil være den offentlige Stemme i Europas meest civiliserede og frie Lande, som vil fælde den, og i de ufrie ville alle oplyste, i den vide Verden alle ædle og følende Mennesker tænke det samme. Men det vil være en Uretfærdighed; og forat forebygge den, udgives i vort eget og et fremmed Sprog dette Skrivt, der er en Række af Dokumentationer fra det norske Storthings ypper- ligste (ja uden disse skulde de vel heller ikke være dets ypper- ligste) Medlemmer, for at hiin Menneskealder ikke er gaaen hen for Normændene uden Fremskridt i deres politiske Oplysning. Hiint Forslag, der naturligviis forudsætter en saadan Fremgang, uden at kunne angive det Punkt, den har naaet, eller mere end blot haabe den tilstrækkelig, skulde ellers ikke have været frem- sat, og heller ikke have nydt hverken den Understøttelse, det fik, eller sin senere Adoption af paa det nærmeste samtlige dets Talsmænd og Understøttere. I 1814, paa den konstituerende Rigsforsamling, gave alle Repræsentanter sin Stemme til hiin Banlysning; 28 Aar efter gave over Halvparten af Repræsen- tationen sin til dens Ophævelse. Mere kan man ikke forlange af et Folk, hvis Fleerhed af aktive Borgere endnu ere opdragne hiinsides Forfatningens Fødselsaar, og som er blevet ængstligt for sin Konstitution, og har troet at finde Beskyttelse derfor i SIDE: 374 streng Overholdelse af dens Integritet, det Slette med det Gode. Det er en Fordom, en haardpandet politisk Overtro; men det er en Nyhed, hiin Majoritet forkynder, at den staaer for Fald. Og det blev tydeligen sagt under disse Forhandlinger. Repræsen- tanten Ueland, det opstukne Mærke baade i denne og andre Sager for Fleerheden af Storthingsbønderne, blev under dem adspurgt af Forslagets Vedtager, Sorenskriver Sørenssen, om han virkelig mente, at Grundloven aldrig skulde undergaae nogen For- andring, og han maatte svare med et nølende Nei, at han ikke saa kunde mene. Enkelte tør dog nok mene saa for fuldt Alvor, og at Manden af deres Midte her sagde formeget; men af en- kelte Blylodder vil ikke Tiden lade sig standse i sin Flugt. Bag- efter ville disse Folk see, at det har gaaet an, om de end aldrig faae Øinene op for at det var Følgen af en indre, sjelelig Nød- vendighed, af den, som styrer den moralske Verdensorden. Det er denne, Forfædrene kaldte "Skuld", den mægtigste, Guderne betvingende Norne, hun som var den eneste Fortrolige med Al- faders Vilje. Sagens Udfald er bekjendt: af 94 Medlemmer stemmede 51 for Konstitutionskommitteens Indstilling, der med 5 Stemmer mod 2 gik ud paa at anbefale Forslaget, og 43 imod; og det erholdt saaledes ikke, paa 11 Stemmer nær, den 2/3 Stemmeflerhed, som udfordres for Grundlovsforslag. Men at det første Gang ikke manglede mere, er allerede betydningsfuldt for Fremtiden, som dog har sin bedste Forjettelse for denne Sag i, at Storthingets meest udmærkede Navne, næsten uden Undtagelse, findes imellem de Een og Femti. Dens fremtidige Sejer skulde allerede være forjettet med dens Talsmands, Sørenssens, og med de Trendes i Konstitutionskommitteen, Fosses, Hjelms og Riddervolds Navne; nu, med de Øvriges, som have sluttet sig til Disse, kan denne Fremtid ikke længer være saa fjern. Det var et af de Nederlag, som ere Sejre; det var en Sejer uden Roes. Det var en Kamp imellem Intelligenz og Fordom, Humanitet og Barbari, Lys og Mørke, hiint svangert med Kristen- og Menneskekjærlighedens ædleste Varme, sammensat af Nationens meest straalende Navne, dette kun opvisende faa, det er værd at hefte en beklagende Erindring ved. Det var en Storthingets Solformørkelse; skarpere er ikke Solskiven deelt imellem Lys og Mørke under et saadant partielt Fænomen, end Thinget viste sig ved Stemmegivningen i SIDE: 375 denne Sag. Og hvorledes foregik denne Kamp? Siden der ikke var Talent mod Talent, var der da Grunde mod Grunde? Der var dog 6 Præster paa Modpartiets Side -- sex Præster! Nei, intet bestyrkede mere Forsvaret end Angrebet. Saa slet blev det ført, saa slet, at Ordet "Debatter" ikke kan bruges om det Passerede, at Undseelsen var synbar, at det afvexlende vakte Latter, Medlidenhed, Uvilje, Forbauselse. At en god Sag for- svares slet, taaler man, fordi Sagen taaler det; men man taaler ikke, at en slet Sag forsvares slet. Man vil idetmindste have Talentets Glimmer over den nøgne Usselhed. Man vil jo have selve Mørkets Geister af en vis Skjønhed. Slet Forsvar for slet Sag vækker Modbydelighed, fordi man ved oftere givne Exempler er bleven paa en Maade vant til og har faaet et Krav paa, at høre den blive forsvaret godt. Men ved denne Leilighed maatte selve Sagens Forsvarere ogsaa paatage sig Arbeidet, at fremhæve hvad der burde anføres imod. Modpartiet havde alene forbeholdt sig deslige Jammerligheder, som f. Ex., at de vare reiste hjemme fra sine Bygder med sine Nei'er, at Grundloven var bleven given af saa oplyste og fædrelandssindede Mænd, at man burde blive staaende ved deres Bestemmelser, at et Folk var Herre i sit Land som en Mand i sit Huus, hvor han kunde vise eller kaste hvem han vilde paa Døren, at en Reisende var i Galizien bleven generet af en Jødes Paatrængenhed o. s. v. Belavet maatte man nu vel være paa at møde den værste Fiende, Fordommenes tætte og træge Hær med Klubber i Hænderne, og man fik ogsaa det Skuespil, at de dermed iblinde sloge hverandre for Panden; men man forbausedes over ikke at finde en Anfører med et bedre Vaaben i Spidsen, men kun en Kamp ved at vende Ryggene imod, et Forsvar ved Massen, og ved at trække sig bag en Vold af Uimodtagelighed for Grunde. Den graahaarede Bonde, som først tog Ordet paa Modpartiets Side, var oprigtig nok til at er- klære dette, at han nemlig var reist hjemmefra med sit Nei, og den ene af Dissenterne i Kommitteen hentede sine Forholdsregler der nordfra, fra et af Norges vildeste, mindst oplyste Distrikter, som vel ogsaa derfor altid har været det uheldigste med sin Repræsentation. Paa en saadan Viisdom, som hiin Bondes, maatte naturligviis Konstitutionskommitteens Indstilling, Dokumenterne til Sagens Oplysning og de forskjellige Taler være spildt Arbeide, og oprøres maatte man ved at mærke under ethvert af Mod- SIDE: 376 partiets Ord den usleste af alle Grunde: den, at man havde dømt før man havde hørt. Vist er det imidlertid, at saa ikke var Tilfælde med Alle før de havde hørt til Ende. Selve Forhandlingerne, det Overbe- visende i Forsvarene, det Usle og Futile i Angrebene, bestemte ikke alene flere Tvivlende, men forvandlede paa Stedet flere af de hjemmefra bragte Nei'er, og bevirkede i Gemytter, som dog besad Imodtagelighed for Grunde og ømmedes ved at fornegte sit eget Hjerte, en Erkjendelse af Sagens Retfærdighed, som de endnu ikke havde faaet af dens Dokumentation. Dette er ikke blevet nogen Hemmelighed, ligesaalidt som det Faktum, at en syvende Præst, slagen af Blusel over hvor slet den Mening blev forfegtet, som han var kommen med i Thinget, henreven af sine bedre Standsbrødres Taler, og dog ikke noksom Tvingherre over sit Hjerte til at røste imod de Sætninger, han maatte elske, gi- vende efter for disse Bevægelser i sit Sind, suspenderede sin Stemme og ilede ud i Voteringens Øjeblik. Flere Repræsentanter have ikke lagt Dølgsmaal paa, at det gjorde dem ondt, at have stemmet imod en Sag, hvis Retfærdighed de maatte indrømme ikke kunde bestrides, men som de kun ønskede yderligere for- beredet og bedre fattet og antaget af den store Almeenhed. En af Neierne har offentligen givet en lignende Erklæring, og endnu En af dem har uopfordret tilstillet Udgiveren heraf en Skrivelse, med Tilladelse at gjøre den bekjendt, hvori han forsikkrer, at kun Grunde -- som han dog fortier -- der næste Storthing ikke ville være tilstede, var Aarsagen til, at ogsaa hans Navn findes imellem de 43, og at "Ingen kan mere hjertelig ønske og med større Længsel imødesee Mosaiternes Indlemmelse iblandt os og Deel- agtiggjørelse i vore Goder". Det er en Bonde. Angeren er altid oprigtig. Massen af de 43 var ogsaa Bønder. Kun otte af dem deeltoge i Æren at findes paa den Side, hvor Kristendom, Humanitet, Intelligents og Talent fandtes. De øvrige have ikke bidraget til at skaffe sin Klasses Krav paa overtalligen at besætte Storthingsbænkene Venner i den oplyste Verden. Konstitutionskommitteen var ypperligen besat, med Undtagelse af Repræsentanterne Gaardbrugerne Guddal fra Nordre Bergenhuus Amt og Nødbek fra Lister og Mandals Amt, hvilke begge, alene SIDE: 377 fordi de første Gang vare Repræsentanter, ikke burde været Medlemmer af denne vigtigste Storthingskommittee. Ventede man, at de, af beskedne Hensyn, om ikke til nogen anden Mangel end denne, eller af Ærbødighed for en Fosses, en Hjelms, en Ridder- volds Patriotisme og bedre Skjønnende skulde underordne sin Mening deres, da tog man Feil af disse to Undtagelser fra den Beskedenhed, som især klæder den aandige Armod saa vel. Om Guddal er der sagt, at han virkelig troede, at Jøderne dyr- kede Billeder; men det kan blot være en øjeblikkelig Forglemmelse af sin Børnelærdom hos denne Lovgiver. Længe stod han alene imod Konstitutionskommitteens øvrige sex Medlemmer; men under dens endelige Forhandlinger viste det sig i Navnene Guddal og det skulde have gjort dem daddelfrie, om det endog kun havde bestaaet i en Gjentagelse af de saa ofte hørte Kræmmerængstelser; men Kommitteindstil- lingen indeholder ingen Anførelse af Grunde fra de To, og Troen paa Konstituenternes Ufeilbarhed kan dog vel ikke her frigjøre, eller fortjene Navn af Forsvar. Det var en Protest som Stenens imod at flyttes. En kaotisk Forverden bringer sig endnu i Er- SIDE: 378 indring ved disse over Marken enkeltspredte Klippemasser. De ere dens Repræsentanter midt inde i Kulturens Enemærker. Saa- ledes er det Gamledages Fordom repræsenteres langt inde i ly- sere Tider, af enkelte Protesterende, af disse korte Nei'er, haarde, ubevægelige som hine Forverdenens efterglemte Stene. Imod disse Tvende stode da Mændene Foss, Hjelm, Ridder- vold, Bjørnsen og Koren -- de Første gamle Navne i Storthingenes Historie, den Sidste første Gang paa dette Repræsentant. Men der var ogsaa noget Interessant ved denne unge, tilbageholdende, men- neskevenlige, i sin Egn saa afholdte Mand. I flere Aar nemlig Kapellan hos gamle Niels Hertzberg, Mosaiternes varme Talsmand, har han succederet den Salige som Sognepræst til Kingservig i Hardanger, og i denne Sag opført sig som om han handlede paa sin forrige Principals Vegne, som om den Gamles Skygge havde mødt. Han talte ikke, men han fortjener denne Omtale, da Ingen bør forbigaaes i denne Fremstilling, som personligen har havt nogen Andeel i Sagen, i Talerne eller i Indstillingen. Hans Navn findes ved denne som Kommitteens Sekretær. Skrev jeg ikke dette ogsaa for Udlandet, at det ikke skal mis- dømme Repræsentationen, vilde det være overflødigt at fremstille for Landsmænd i Ordenes mangelfulde Træk de tre Førstnævntes udmærkede Personligheder. Det er den Sags Støtte, de have forherliget med sine Navne, at de kjendes og elskes af dem alle. Deres Profiler, saa ofte seete i Afbildninger, ere kjendte i Lan- dets Fjerner, deres Navne hilses ved enhver patriotisk Leilighed, der kalder Normænd tilsammen. Men de og de øvrige Mænd af den 9de September have erhvervet sig Krav paa Andres end blot deres Folks Interesse. Man maa kjende dem, see og høre dem. Paa ingen Landsmand dvæle Normændenes Øjne med det Behag som paa Artillerikapitain Herman Foss, Repræsentant fra Bergen paa Storthingene 1827 og 28, fra Moss i 1830, og sidenefter uaf- brudt fra Kristiania. Somoftest er han Odelsthingets Præsident. Han er Folkets Mand i egentlig Bemærkelse, og det fordi han er bleven det ved ikke at smigre det. Han er Thingets Ridder uden Frygt og uden Daddel, Oppositionens Hjerte og Samvittighed. Den humaneste og mildeste Karakteer gav ham fra først af Plads i dets Centrum, om man vil forstaa denne Benævnelse hos Os, hvor en "Venstre" og "Høire" ikke, som i andre Nationalforsam- linger, ere tydeligen adskilte som Ørnens Vinger, men ligge uud- SIDE: 379 viklede sammen som Ungens i Ægget. Men fra dette Centrum gik han ud; hvert Storthing forøgede hans Dygtighed og hans Popularitet; og nu siden 1836 danner han Middel- ikke Yder- punktet i den Fraktion af Thinget, som, om dets Medlemmer ordnede sig efter Meninger, vilde blive dets "Venstre". Demo- kratiet kjender hans Uafhængighed, og roser sig ikke i sit Hjerte, hvor Foss, ved Kniberier, og især hvor det angaaer Statens Selv- stændighed og Majestæt, ikke har været med. Aldrig er han det, og da mindst. Næst Sørenssen er han maaskee Thingets bedste Taler. Hans Foredrag er, til Indhold og Materie, vægtigt, fuldt- tonende, transparentklart, opvakt uden dog at være spillende, lyst uden at være glimrende, uagtet en vis Fremstøden ustandset strømmende, som den dybe, ikke skummende, Bæk. Med bevidst Overblik følger det altid Sagen selv, udtømmende uden at ud- brede sig eller tage Vindfang under og at stige i Høiden. Hans Organ giver det en egen Eftertrykkelighed, der stemmer saavel med dets altid ordnede Indhold. Sjeldnere, end man skulde tro, stikker dog Digteren -- thi Foss er en Mand med "Schwert und Leyer" -- frem deraf. Han undgaaer det med Flid for Skrøbelig- hedens Skyld, der har Mistillid til poetisk Foredrag, som om æsthe- tisk Skjønhed var Sandhedens Sminke og ikke dens naturlige Aasyn. Dog ved Spørgsmaal, der angaae Nationalæren, bliver hans Tale belivet og varm, Eftertrykket endnu stærkere, fuldt af hiin Stød- takt. Da kan man være vis paa, at den ikke store, men vel- byggede, Mand med det aabne, franke, ridderlige Aasyn reiser sig. Han lægger Hænderne paa Skranken . . "Kapitain Foss har Ordet" . . og en Tale høres, klar, logisk, overbevisende, somom den tonede direkte ud af den høithvalte, overordentlig smukke Pande. Dog taber den ikke ved at gaae igjennem hans, selv med en liden Læspen, tydelige og mandige Organ. Foss har ført en Atheniensers Liv i Republikens gode Dage, deelt imellem Literaturen og Politiken i Folkeforsamlingen. Man skylder ham som Medforfatter en Bergens Beskrivelse, et vid- løftigt Værk af Lærdom, Flid og Talent, som mangen rigere Li- teratur fattes Sidestykke til, og hans poetiske Gaver har ikke blot viist sig i vellykkede Oversættelser, f. Ex. af Frithjofs Saga, men ogsaa i egne Frembringelser. Hans Batteri ruller frem under hans Artillerisang, Alle stolte og begeistrede over, at Herman Foss, Nationens Yndling, er deres Chef og Kammerat. SIDE: 380 Udenfor Tjenesten, naar Folket ikke har kaldet ham tilthinge, har Regjering og Kommune havt mangesidigt Brug for denne Mand, hvis Arbeidsomhed er ligesaa ualmindelig som hans Evner; og derfor har vel ogsaa Lyren maattet hænge mere paa Væggen, end den ellers vilde have gjort. Et mærkeligt Træk af denne samvittighedsfulde Arbeidsomhed og udholdende Dygtighed an- føres i Expeditionssekretær Fougstads Skrift om Storthinget i 1836, hvor det hedder: "Til det overordentlige Storthings vigtigste Be- slutninger hører den, der sikkert vil bevirke vort Koffardiflags frie Brug paa alle Have og i alle Havne. Det er bekjendt, at Indstillingen er et Natarbeide af Kapitain Foss. Efterat have bi- vaanet en lang Storthingssession til Kl. 8 om Aftenen, satte han sig i Storthingets Sekretariat for at skrive denne Indstilling, og man fandt ham ved Arbeidet den følgende Morgen, hvor han atter indtog sin Plads som Repræsentant i Thinget". Udgiveren skrev dengang disse, "Natten imellem den 21de og 22de Januar 1837" daterede, Linjer: "Til Herman Foss. Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent. Nu løst er Flagget. Dit Værk er endt. Ak, Norge eier ei Laurbærskov! Derinde, vilde jeg, at Du sov. Dens søde Mørke den Natterad dog ei betalte, Du vaagen sad. Dens Frugt ei læsked med nok Behag den Mund, hvis Aande slog ud vort Flag. Dens Blades Glimmer, mens Duggen ved sin egen Vægtighed skjalv og gled, kun minded mat om hvor tidt og tæt de Stjerner faldt mens Du skrev Dig træt. Dens Vellugt skulde dog aande ind en qvægsom Drøm i dit trætte Sind. Og hvis mit Hjerte for haardt ei slog, at drømme der jeg til det dig drog. Nu har du levet en virksom Dag: en Dag af Nætter. Befriede Flag er Aftenrøden, som den har endt. Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent". SIDE: 381 Men dette er ikke den eneste Gang Foss har ydet et saadant Sujet. Gad man staae op ved første Hanegal, mellem Midnat og Morgen, og liste sig henunder hans Vinduer, vilde man ofte i Storthingstiden kunne træffe ham ved Natlampen, tvingende Søvnen med Kaffe, holdende Geisten vaagen med Anstrengelsernes Over- incitation, med Arbeidets Paahvilende. Det maa være færdigt og endnu engang overvejet og gjennemseet til han gaaer i Thinget. Det ligger da i Portefeuillen, han bærer under Armen. Det andet Medlem af Konstitutionskommitteen, Indstillingens Forfatter Højesteretsadvokat Hjelm, er endnu navnkundigere i Norge end Foss. Det er det Navn Menigmand letter paa Hatten for, og som forekommer ham som et Løsen til at raabe Hurra. Han har uløseligen kombineret det med 17de Mai, og han ima- ginerer sig i "Jonas Anton Hjelm" en Slags Løve med tolv Mands Vid liggende foran Grundloven halv indsvøbt i Nationalflagets røde Folder. Hjelm har ogsaa forsvaret det som en Løve. Der har idetmindste været en Leopards Murren i hans snarrende Stemme, naar han har anstrengt den for Nationalæren og de unionelle Krav. Paa disse Anliggender har han kastet sig med hele sin Sjels Fyrighed. Hjelm er vore Storthings interessanteste Personlighed, og visseligen det største Geni, som har viist sig inden dem. Han er Oppositionens Hoved; men det er for stort for saa liden en Krop. En Revolution vilde være hans Element. Han er en revolutionær Karakteer. I hvilkensomhelst National- forsamling vilde han være en Stjerne, glimrende yderst paa Ven- strens Spidse. I Frankrig vilde han have, i den første konsti- tuerende Forsamling, staaet Mirabeau, i England Fox ved Siden. Naturen synes at have glemt Næse og Mund, saa smaa ere de, under Bestræbelserne for at organisere hans Hoveds Indre des fuldkomnere. Men Geniet tindrer ud af hans smaa pariser- brune Øine ligesom hans kortbørstede graa Haar synes strittende reiste af dets Elektricitet, og et velvilligt Smiil ligger skinnende over de runde Kinder, saa man ikke har let forat finde Sporet af de Sindslidelser, som man veed denne fyrige Sjel har havt at føle. Thi hans Skjebne har ikke staaet i Overeensstemmelse med hans Evner. Indviklet i en politisk Trykkefrihedsproces nogle Aar efter Foreningen, faldt han i Unaade, berøvedes Re- gjeringsadvokaturet, og den ministerielle Karriere, som ikke usand- synlig havde aabnet sig for ham, lukkedes. Han trak sig tilbage SIDE: 382 til Gaarden Alby i Nærheden af Moss; men saa glimrende hans Advokatur havde været, havde det dog ikke levnet ham saa- meget tilbage, at en Mand, der i sin Økonomi ledes saameget af geniale Smagshensyn, i Længden kunde undvære denne Leve- vei. Hans Tilbagekomst til Kristiania betegnedes af Udgivelsen af et Maanedsskrift for Literaturen og af et af en afdød Ven forfattet Skrivt om Unionsstater; men man har Grund til at be- klage, at en for Literaturen, og navnlig for Kritiken, saa skabt og udrustet Mand ikke giver sig mere af med den. Men Embeds- og Storthingsforretninger optage hans Tid, og hans Dygtighed til at arbeide, der endog overgaaer Fosses, overbelæssedes ligesom dennes, endskjøndt Hjelm veed at tage sig det mageligere. Han har været Repræsentant fra Smaalehnenes Amt i Aarene 1830, 33, 36, 37 og 42. I 1839 undskyldte han sig med en Døvhed; men denne Gang toges den ikke for god, og nu flytter han sig i Thinget i Nærheden af den Talende, og replicerer fra det Sted han da sidder paa. Ved hans Foredrag hefter en komisk peren- nerende Hæshed, saa dets Rækker af den fineste Logik og Dia- lektik tage sig ud som Diamantkjæder og gyldent Filegranarbeide under graa Spindelvæve. Deri, i Dialektiken, har han sin uop- naaelige Styrke. Det gaaer til Volteslaaen. Stundom fristes han af sin Overlegenhed deri til at bruge den, somom Midlet var ham ligegyldigt, til en speciel Hensigts Opnaaelse, men som dog aldrig staaer i Strid med de liberale Grundsætninger og de fædre- landske Interesser hans hele Sjæl hvidgløder for. Den hvidgløder; saaledes har endnu ingen Normand kjæmpet for Landets Ære og politiske Ret som Hjelm. Fosses Nationalfølelse rødgløder; Dens, vi komme til, driver det kun til at det Sorte bliver varmt, men ikke rødt. Det er til Provst Riddervold, 8 Gange Storthingsmand fra Fre- derikshald. Han er Storthingets Bevidsthed, dets personificerede Fornuft, uafhængig indtil Isoleren, og dog er det ham, man lader gribe Styret i vanskelige Omstændigheder, som Lodsen griber Skibets. Da, naar Debatterne have forvildet sig, Amendementerne ophobet sig, naar Sagen synes tabt i en Turv af Forviklinger, da synes han, som Minervas Fugl i Tusmørket, at see klarest, som den kloge Spindel at finde lettest frem gjennem Traadene. Han deler derfor Storthingets Præsidentskab med Sørenssen, der kom- mer ham nærmest i det vanskelige Hverv, at kunne styre For- SIDE: 383 handlingerne. Selv aldrig forvildende sig, synes deres Forvikling at være det Element, hvori hans Aand bevæger sig fyrigst, ud- spændende friest sine Fibrer. Dette Skarpsindets kombinerende Overblik, denne urokkelige Besindighed gjør ham til Storthingets mest imponerende Personlighed. Ingen er elsket som Foss, Ingen beundret som Hjelm, men Ingen anseet som Riddervold. Sørenssen har 3/4 eller mere af alt dette, og saaledes dog den stærke Hyl- delsens Tribut. Et alvorligt Ansigt, en høj majestætisk Figur, klare skarpe Øine, det lidenskabsløse Foredrag, saa tørt og ma- thematisk nøiagtigt gjengivende hans Tankegang, som om det var en chladnisk Lydafspeiling i Sand af Bevægelserne indenfor hans Pande -- alt dette giver tilsammen et fortræffeligt Udtryk af denne praktiske Tænkers Sjel. Kunde jeg tænke mig dem syn- bare, vilde jeg tænke mig dens Organer ordnede saa harmoniskt og strengt korrekt som Cellerne i en Citron. Den sorte præste- lige Kalot klæder et saadant Hoved godt. Dog vil jeg ikke tænke paa Sixtus, paa Ignatius eller de berømte politiske Kardinaler, men Minerva, Datteren af Zeuses Hjerne, burde have havt saa- danne Præster. I Modsætning til hine to Bønder tællede Konstitutionskommit- teen en, som bedre vidste at hævde Standens Navn for politisk Oplysning. Det var Ole Bjørnsen, Kirkesanger i Hvidesø i Telle- marken, men en Præst i sin Oplysning og i sin Tænkemaade, Digteren Zetlitzes feirede Ven, fra hvis eget lyse Hoved og ædle Hjerte mangen Folkesang er udstrømmet i hans Hjemdale. Han har paa de 6 Storthing, han har været Repræsentant siden 1815, altid været at finde imellem de uafhængige Moderate, og naar hans Røst, dyb som en Kirkeklokkes, har lydt, har det altid været for en Sag, som har gjort hans Humanitet Ære. Vi ville altsaa træffe ham igjen mellem Talerne for Jødesagen. Der mere. Thi, som yttret, Ingen af Mændene af 9de September, som personligen have havt Andeel i Sagen, i Indstillingen eller som Talere, bør forbigaaes hvor Hensigten er at give Verden en fuldstændig Af- bildning af det Passerede. -- Indstillingen, der var overdraget Hjelm at udarbeide, kunde hverken med Hensyn til Skarpsindighed og stilistisk Færdighed eller til Interesse for Sagen været given i bedre Hænder. Den var anbetroet en Arbeidsdygtighed, rastløs som Saugens under den styrtende Fos, en Pen, skarp og fiin som en anatomisk Skalpel. SIDE: 384 Men ogsaa Indstillingerne i to andre betydelige Sager vare sam- tidigen blevne lagte paa hans Skuldre, og en Sygdom slog sig til i den sidste Tid, saa hans Arbeide i denne Sag blev saa seent færdigt, at Kommitteen endog ikke fik Tid til at lade alt hvad han havde skrevet trykke. Dog udgjør Indstillingen fulde 17 tæt- trykte Sider i stor Folio, hvoraf dog Dokumentationen optager en stor Deel. Men klart er det, at det ikke kunde gavne Sagen, at Indstilling og Afgjørelse, formedelst Storthingets nær anstun- dende Opløsning, fulgte saa nær paa hinanden, at dets Med- lemmer ikke fik Tid til at gjøre sig bekjendt med den før den i Afgjørelsens Time oplæstes af Præsidenten. Denne Mislighed gav Anledning til nogle vidtløftige Debatter før Referatet af Indstil- lingen, som tog Tid og Kræfter bort fra selve Sagen, og hvilke, om man vil forstaae dem, Indstillingen her maa forudskikkes, dog med Udeladelse af det meer Overflødige i Dokumentationen. Altsaa -- lad os tænke os, at vi først have gjort os bekjendte med Indstillingen før vi sætte os tilbage til den 9de Septbr., og imaginere os, at vi om Morgenen Kl. 9 ile afsted for at være Vidner til Lysets og Mørkets Kamp i det norske Storthing. Siden skulle vi see og høre den, saa godt det lader sig gjøre for mig med Pen og Blæk. "KONSTITUTIONS-KOMMITEENS INDSTILLING ANGAAENDE FORSLAGET OM OPHÆVELSE AF SIDSTE PASSUS I GRUNDLOVENS § 2. (MED UDELADELSE AF ENKELTE SPECIELLERE REFERATER AF DOKUMENTERNES INDHOLD). Paa 9de ordentlige Storthing har Repræsentanten, Sorenskriver Sørenssen, fremsat et af ham som eget vedtaget Forslag fra nuværende Bureauchef og Rigsarchivar, Henrik Wergeland, af saadant Indhold: "Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget", udgaaer". Dette Forslag med dets Motiver har, ifølge Storthingets Beslutning af 28de Juni 1839, under Præsidentens Haand, overeensstemmende med Grundlovens SIDE: 385 § 112, været ved Trykken kundgjort, tilligemed de øvrige paa 9de ordentlige Storthing fremsatte Forslag til Forandringer i Grundloven. Af de til samtlige Repræsentanter uddeelte Aftryk vil det sees, at der ved Kundgjørelsen ikke befindes nogen saadan Mangel, som gjør den uovereensstemmende med For- slaget. Dette er, tilligemed de øvrige paa 9de ordentlige Storthing fremsatte Forslag til Forandring i Grundloven tilstillet undertegnede Kommittee til Indstilling. Motiverne for samme ere af Forfatteren udførlig udviklede, og Kom- mitteen anseer det overflødigt her at gjentage eller extrahere Samme. Proponenten har erklæret, med Forslaget at tilsigte, at Jødernes Eman- cipation i Norge maatte være fuldstændig. Indskrænkning i nogensomhelst Henseende, saaledes som til visse Steder eller Erhvervsgrene, er efter hans Formening altid en Tilsidesættelse, der føles som en Uretfærdighed, og har alle dennes ulykkelige og bittre Følger for begge Parter. Foruden til de i selve Forslaget udviklede Motiver, tillader Kommitteen sig at henvise til et særskilt Skrift i Anledning af Samme: "Indlæg i Jøde- sagen", hvoraf Proponenten har tilstillet ethvert af Storthingets Medlemmer et Exemplar. -- -- -- Efterat Sagen var Kommitteen tilstillet til Behandling, har den Tid efter anden modtaget følgende yderligere Oplysninger igjennem Proponenten, deels umiddelbar fra ham, deels fra Andre igjennem Storthingets Præsidentskab. A. I det svenske Sprog: 1. Bekræftet Afskrift af det kgl. Svenske Kommerce-Kollegii Skrivelse til Hs. Kgl. Majestæt, angaaende fornyet Reglement for de i Riget bosatte Jøder, dateret Stockholm den 10 April 1837. 2. Bekræftet Afskrift af en Skrivelse fra Stockholms Stads Politi- kollegium (formeentlig) til Over-Statholderen, Magistraten og Bri- gadechefen for Borgerskabets Kavalleri- og Infanteri-Korpser, dateret 10de Mai 1808 -- efter en i Stockholms mosaiske Menigheds Arkiv forvaret bekræftet Afskrift, -- angaaende et fra de i Stockholm værende Handlende af den "Jødiske Nation" indgivet Andragende om at maatte, i Anledning af udbrudte Krigsuroligheder, da Stadens Borgerskab var opfordret til militær Tjeneste, blive indrullerede i Borgerskabets Kompagnier, for at opfylde de Pligter, der paaligge dem lige med Rigets øvrige troe Undersaatter. Tilbudet, uagtet erkjendt for et altid hædrende Beviis paa Hengivenhed for Konge og Fædreneland og paa en Tænkemaade, som Nationen ved flere Lei- ligheder har yttret, -- tilraadtes ikke modtaget, fordi Borgerskabets Indrullering allerede var sluttet og Antallet tilstrækkelig til det for- nødne Vagthold; dog at Nationen ei derved betoges Adgang til, i Forhold til sin Evne, ved Sammenskud at medvirke til Lettelse af Borgerskabets, ved Mandskabets Beklædning og i andre Maader, saa længe Vagtholdet varer, forøgede Udgifter. 3. Et Bidrag til "Nyaste Freya", dateret den 12 Aug. 1841, indeholdende nogle Ord, foranledigede ved en Opsats i Nyaste Freya No. 77 betitlet: et Ord om Jødedommen, i Anledning af Indsenderen H. i Freya No. 75 [fotnotemerke] . Fotnote: Skrevet af en Mosait. I Kommitteeindstillingen vidtløftige Recit hedder det: "I Afhandlin- gens 3die Afdeling anføres, at Frankrig og Holland, det katholske Belgien, Hessen-Kassel og Nord- amerika have skjænket Jøderne et Fædreneland i Ordets fuldstændige Bemærkelse, og disse have SIDE: 386 4. En Skrivelse fra den Norske og Svenske Minister i Haag, Hochschild til H. Wergeland af 25de Mai 1842, angaaende Jøderne i Amsterdam og Haag, hvorom mere nedenfor. B. I det hollandske Sprog, med franske og norske Oversættelser: 5 -- 10. 6 Skrivelser [fotnotemerke] til Advokat, Ridder af den hollandske Løveorden, Lipmann (Israelit), de 4 første daterede fra Haag l9de, 20de, 21de og 23de April d.A. fra Finantsministeren Hochhuisen, Justitsminister van Hall, Krigsminister List, den 5te, dateret Breda den 23de April fra Antwerpens Citadels tapre Forsvarer General Chassé, den 6te dateret Amsterdam den 26de April fra Statsraad, Præsident i Amster- dams Arrondissements-Tribunal, M. C. van Hall, hvori de i det Væsent- lige eenstemmigen bevidne, at, efterat Israeliterne i en Tid af 47 Aar have været deelagtige i alle nederlandske Statsborgeres Rettigheder og Pligter, har dette ledet til de gunstigste Resultater. Den neder- landske Stat, -- yttrer Ministeren for det Indre derhos, -- har aldrig Fotnote: ofret Fædrenelandet deres bedste Kræfter, deres Eiendom og deres Blod; Preussen, Baden, Dan- mark, England, Würtemberg m. fl. have tildeelt dem borgerlige Rettigheder. Alle Klager, som man saa ofte har hørt over Jøderne og deres Maade at underholde sig paa, forstumme, naar man giver dem Adgang til at ernære sig paa enhver lovlig Maade; Klagen over at Jøderne danne en Stat i Staten har blot der sin Rigtighed, hvor man undertrykker dem, samt paalægger dem alle Byrder og Forpligtelser, men fornegter dem de borgerlige Rettigheder. I alle de opregnede Lande falder det Ingen ind at ansee den i Landet fødte Jøde som Fremmed. Jøden som Medlem af et særskilt Folk existerer ikke mere, og Navnet betegner blot en Bekjender af den mosaiske Religion. Og I -- saaledes slutter Afhandlingen -- som have egnet disse Linier nogen Opmærksomhed, hader os ikke længer! Rækker os broderlig Haanden og lader os forenes i tro Kjærlighed"! Fotnote: Anledningen til at erhverve disse særdeles vigtige og relevante Dokumenter gav nogle Besvarelser fra den norsk-svenske Konsul i Amsterdam, Hr. Egidius, paa endeel Spørgsmaal betræffende Mosaiterne i Nederlandene, fra Vedtageren af Forslaget, Sorenskriver Sørenssen. Lige- som jeg holdt det for min Pligt, at meddele ham alle Oplysninger om Sagen, som maatte falde mig ihænde, viste han mig den Opmærksomhed, at lade mig see disse Besvarelser, der, indheftede i Bilagform, vare vedlagte et Brev, hvori Hr. Konsulen udbad sig Diskretion, ikke for dette Doku- ment, men for en anden vedlagt Meddelelse. Dette Sidste fik nu saa være; men angaaende Besvarelsen af Quæstionerne, som det var Hr. Sørenssens Hensigt at meddele Konstitutions- kommitteen, erklærede jeg strax, at jeg nærede saadan Tvivl om Paalideligheden deraf, at jeg, som Sagens naturlige Advokat og pligtig til at skaffe Propositionens Vedtager alle de Oplysninger, det stod i min Magt at erhverve, vilde forsøge at faae de samme Qvæstioner besvarede af endnu kompetentere Autoriteter i Nederlandene, ja vel, om muligt, af selve Regjeringens Medlemmer. Saameget mere maatte jeg føle mig opfordret dertil, som Konsulens Yttringer stode i ligefrem Strid med hvad jeg selv havde anført i mit "Indlæg" om Jøderne i Nederlandene. Gjennem Hr. Lip- mann, der selv har været af de liberale Tidender bragt paa Bane som Kandidat til Justits- ministeriet der, lykkedes det mig at erhverve ovenciterede slaaende Dokumenter, og min Hensigt at neutralisere Konsulens Angivelser og at tilintetgøre deres Indflydelse paa Sagen, naaedes saa fuldkommen, at de ikke videre kom for Dagens Lys. Da Hr. Egidius senere beklagede sig i Brev til Hr. Sørenssen over at han havde hørt ilde i nederlandske Blade for Meddelelse, gav jeg en skrivtlig Forklaring over denne Sagens Sammenhæng, hvorhos jeg bragte i Erindring, at det Doku- ment han havde udbedet sig behandlet med Diskretion, var urørt forblevet i sit Mørke. Forbauset blev jeg derfor ved i Kommitteeindstillingen at finde anført, at "kun Misbrug af privat Udlaan" til mig af Egidius' Beretning var Anledning til at den mod hans Vilje var benyttet til Erhvervelse af Modererklæringerne. Men Kommitteens Formand og Hr. Sørenssen har, som man nedenfor vil see, oplyst, at denne Tirade, som urigtig og ubeføjet, var strøget i den originale Indstilling, og at den kun ved den Skynding, hvori Trykningen maatte foregaae uden vedbørlig Revision, er slumpet ind som en Trykfeil. Den vil saaledes ikke findes i de nye Aftryk af Indstillingen, som jeg er under- rettet om ville blive foranstaltede. Udgiveren. SIDE: 387 havt mindste Anledning til at angre denne Reform, uagtet særegne Omstændigheder have foraarsaget, at Massen endnu staaer tilbage i Civilisation. De have viist sig som tro og retsindede Borgere og især udmærket sig i den Tidspunct, da Landet befandt sig i en vanskelig Stilling, siger Finantsministeren, og Statsministeren giver dem det Vidnes- byrd, at de have lagt Fædrenelandskjærlighed og Borgersind for Dagen paa en Maade, der gjør deres Forstand og Hjerte Ære, samt at de ere i Fædrenelandet erkjendte som gode Borgere og som saadanne agtede af Regjeringen; Krigsministeren yttrer, at de opfylde deres militære Pligter ved Nationalmilitsen med samme Troskab som Kongerigets andre Indbyggere, og desuden oftere ere frivillig engagerede, saa at der af dem befinder sig mange Officerer, Underofficerer og Soldater i aktiv Tjeneste i Armeens forskjellige Korpser, og at de stedse have opført sig roesvær- digt m. v. General Chassé bevidner at have havt et stort Antal af Israeliter under sin Commando i 2 Aar i Antwerpens Citadel, hvor de have givet Prøver paa Mod, Troskab, Disciplin og Udholdenhed. Som Mand af Ære forsikkrer han, at, dersom han endnu engang skulde gaae i Krig, vilde han prise sig lykkelig ved at have Tusinder af disse brave Soldater at kommandere. Statsraad M. C. van Hall, Justitsministerens Fader, der ligesom de øvrige har yttret sig om de heldige Virkninger af den for henved 50 Aar siden foregaaede Reform i Jødernes Stilling, erklærer, at han mod Enden af det forrige Aarhundrede var anbetroet Rets og Politiets Haandhævelse i Amsterdam, og havde da overflødig Leilighed til at kjende Israeliterne som fredelige, Lovene og Øvrigheden lydige Folk. Han var ofte i den Nødvendighed at beskytte dem mod sig kaldende Christnes Had, Foragt og Fordomme, men havde aldrig Anledning til at tage nogen Forholds- regel mod dem selv. Hans senere Erfaring i andre Forholde og i Sær- deleshed som Præsident i Hovedstadens Tribunal har paanyt stadfæstet dette, især efter at de mindre dannede Jøder ere ved deres Troes- brødres Foranstaltning sikkrede en mere regelmæssig og mere virksom religiøs, moralsk og intellektuel Underviisning. Ved at indsende disse Dokumenter med Skrivelse til Sorenskriver Sørenssen af 19de Mai dette Aar har Proponenten ladet følge: 11. En Skrivelse til ham fra fornævnte Advokat Lipmann, dateret 3die Mai dette Aar. I denne Skrivelse karakteriseres General Chassé som de Nederlandske Krigeres og M. C. van Hall som deres Øvrighedspersoners Nestor, samt denne som dybsindig Lovkyndig, stor Literatus og ind- tagende den største Rang blandt Landets Lærde; -- begge endnu i levende Live nydende den Udødelighed, som de ere opstegne til paa modsatte Veie. -- Derhos tillægger Advokat Lipmann, at de anførte Dokumenter ville indeholde fuldkommen Gjendrivelse af de Kalumnier, der indeholdes i Konsul Egidius's Beretning, hvis Værd ellers kan skjøn- nes deraf, at der gjentaget citeres et Skrift af Dr. Fabius, uagtet denne høiligen roser Jøderne i Amsterdam, især fordi de have gjort store Offere til Bedste for de Fattige. I Forbindelse hermed har Proponenten endvidere indsendt: 12. en senere Skrivelse fra Advokat Lipmann af 21de Mai dette Aar, hvori han anker over, at Hr. Egidius ikke har bygget sin Beretning paa noget- somhelst Beviis, men troer, at hans Autoritet alene skal være tilstrække- SIDE: 388 lig og beklager sig over hans Upaalidelighed, idet Dr. Fabius Vidnes- byrd paaberaabes. Med dette sender han 13. En Erklæring fra Dr. Fabius selv, der gaaer ud paa, at han med Forbauselse har erfaret, at man har paaberaabt sig hans Frem- stilling af de kirkelige og municipale Forhold i Amsterdam, som stillende hans Medborgere af den Israelitiske Kultus i et ufordeel- agtigt Lys; men at Intet er mere fjernt enten fra ham eller fra hans Ord. Tvertimod har han ladet deres vedholdende og nidkjære Bestræ- belser for at lindre Fattiges og Lidendes Skjæbne vederfares Ret- færdighed, og til den Ende sammenlignet deres Indretninger med andre religiøse Samfunds, hvoraf Resultatet paa ingen Maade er ugunstigt for dem; at hans Hensigt ikke har været Bedømmelse af den politiske Emancipations Resultater, hvilke han aldrig tvivlede om vare heldbringende, og kunde ikke formode det muligt, at man paa saadan Maade kunde misbruge hans Bemærkninger. Det ovenfor anførte Brev fra Minister Hochschild, i det svenske Sprog, (No. 4) er ligeledes foranlediget ved den omhandlede Beret- ning fra Konsul Egidius, og gaaer ud paa, at Ministeren ikke under sit korte Ophold i Holland har havt Anledning til at søge nærmere Oplysning om det moralske Standpunkt, hvorpaa Jøderne befinde sig, og han har kun ganske kort opholdt sig i Amsterdam; men det forekommer ham som Konsulens Yttringer om dem maa være bygget paa særegne mødte Ubehageligheder, og ikke at burde tjene til nogen Rettesnor med Hensyn til Lovbestemmelser angaaende denne Nation. I Haag er Detaljhandelen saavelsom Bank- og Penge- Operationerne for største Delen i deres Hænder, men Ministeren har aldrig hørt Klage over dem; tvertimod ere de anseete for sikkre og prompte i Pengeanliggender, fordi de ved indtræffende Uheld altid ere beredvillige til indbyrdes at hjælpe hverandre. -- Kommitteen har forøvrigt ikke kunnet erholde nærmere Kundskab om Indholden af den saaledes for utroværdig erklærede Konsul Egidius's Beretning, da Sorenskriver Sørenssen, hvem Konsulen skal have meddelt den, har erklæret, at han efter den indskrænkede Betingelse i Henseende til dens Afbenyttelse, hvorunder Consulen har tilstillet ham den, ikke anseer sig berettiget til dens Meddelelse, og kun Misbrug af privat Udlaan af Samme til Hr. Bureauchef Wergeland er Anled- ning til, at den mod hans Villie er benyttet til Erhvervelse af de anførte Erklæringer mod den. C. I det tydske Sprog: Efter Storthingets Beslutning af 11te Mai dette Aar er Kom- mitteen tilstillet til Afbenyttelse: 14. En Skrivelse til Storthinget, undertegnet Cand chir. H. Reichenbach, dateret Altona 22de April dette Aar, hvorved han finder seg for- anlediget til at hæve sin advarende Stemme og sender til den Ende: 15. 3 Exemplarer af et trykt (tydsk) Skrift under Titel, saaledes over- sat: "Beviis af den jødiske Religion, at Jøderne ikke kunne emanci- peres i de kristelige Stater, naar de Christne ikke derved ville gjøre sig dem skatskyldige og underdanige, fremkaldt ved Hr. Dr. Stein- heims Meditationer, af H. Reichenbach, Cand. chir." SIDE: 389 16. Ved Skrivelse af 9de Juni sidstleden med Bilag, en af Studiosus phililogiæ Autenrieth, der af Wergeland anføres at være fød tydsk og Lærer i sit Modersmaal, meddeelt Bedømmelse af det Reichenbachske Skrift, der gaaer ud paa, at det indeholder 25 grammatikalske Feil og langt talrigere stilistiske Synder og Feil mod Periodebygningens Love, samt at Indholdet svarer til Sproget. Forøvrigt anføres, at ved Cand. chirurgiæ forstaaes kun "Feltskjærerelev eller Barbeersvend, der har faaet kongelig Tilladelse til at besøge de chirurgiske Forelæsninger ved Universitetet." I en af Bureauchef Wergeland foranlediget Bedømmelse over Skrif- tet ved Overlærer Musæus, indført i Bladet Granskeren af 19de Juni d.A. (5. Hæfte No. 37 -- 38) kaldes det et Miskmask af de blandt den raaeste Pøbel herskende Fordomme mod Tilhængere af den mosaiske Troesbekjendelse, som fornuftigviis ikke kan antages at vilde have Ind- flydelse paa oplyst Mands Omdømme om dette Religions Samfunds Medlemmer. Kommitteens Mening om Skriftet afviger ikke meget fra de anførte. Det kunde formeentlig ikke ligge indenfor Grændserne af dens Pligt at foranstalte det for Storthinget oversat, som blot til Afbenyttelse den tilstillet, i Særdeleshed naar det finder det at være af den nævnte Beskaffenhed. Men denne umiskjendelige Beskaffenhed gjør det ufor- nødent længere at opholde sig ved dette Skrifts Indhold. Repræsentanten Biskop v. d. Lippe har ved Skrivelse af 16de Juni d. A. indsendt til Storthinget: 17. En Forestilling, undertegnet 36 Handelsmænd i Kristianssand, grundet paa at denne Byes Handlende, da der ikke gives nogen Handelskom- mittee, ikke have havt Anledning til at udtale sig om "Forslaget, der gaaer ud paa, at Jøder skulle tilstædes Adgang til at bosætte sig i Norge." Efter Opfordring af Sorenskriver Sørenssen har Kommitteen erhvervet 18 -- 21. Betænkninger over Forslaget fra Børs- og Handelskommitteerne i Kristiania, Trondhjem, Bergen og Drammen. Disse Betænkninger ere trykte og uddeelte til samtlige Repræsentanter. De gaae samtlige, saavelsom den ovenmeldte Forestilling fra endeel af Kristianssands Handelsmænd ud paa, at det maa ansees skadeligt at indrømme Jøderne Adgang til Riget. 2de Medlemmer af Drammens Børs- og Handelskommittee have gjort Undtagelse herfra, og erklæret sig for Forslaget. Blandt de ved Grl. § 112 bestemte Betingelser for Antagelsen af hvilketsomhelst Forslag til Forandring i Grundlovsbestemmelser er den, at Forandringen ikke maa modsige Grundlovens Principer, men alene angaae Modifikationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre Kon- stitutionens Aand. Da der inden Kommitteen yttredes Tvivl om hvor- vidt denne Grundlovsbestemmelse maatte være til Hinder for Forslagets Antagelse, indstillede Kommitteen under 26de Februar d. A. til Stor- thinget at benytte den Ret, som Grl. § 83 giver, hvilket af Storthinget bifaldtes. Høiesteret har derefter afgivet 22. Betænkning af 19de Marts derhen, at Forslagets Antagelse ikke vilde overskride den ved sidste Deel af Grundlovens § 112 bestemte Grændse for Storthingets Myndighed, hvori dog en Minoritet af 2de af Rettens SIDE: 390 Medlemmer har været af anden Mening, paa Grund af, at den 8de af de af Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 16de April 1814 vedtagne "fore- løbige Grundsætninger" indeholder samme Regel som den, der er gaaet over i Grl. § 2, forsaavidt den nu er foreslaaet ophævet. Fremdeles gaaer Høisterets Betænkning som det synes i denne Deel eenstemmig ud paa, at Forbudet i § 2, Udtrykket "fremdeles" maa antages at angaae alle Jøder, altsaa ogsaa de saakaldte Portugisjøder, som dog indtil den Tid, ifølge Pl. 23de Januar 1730, ikke vare udelukkede. I alt Fald kunde dog, ifølge Betænkningen, Forbudet imod Portugisjøder, naar Grundlovs- bestemmelsen antages at omfatte dette, som øiensynlig givet i en vild- farende Mening, ikke henregnes til Grundlovsforandringer, saa at der dog Intet kunde være til Hinder for at bortrydde de forskjellige Menin- ger om Forbudets Udstrækning, hvortil dets nuværende Form har givet Anledning, ved en authentisk Forklaring deraf. Af den i Høiesterets Betænkning antagne Mening om Forbudets Almindelighed mod alle Jøder synes konseqvent at maatte følge, at heller ikke Leidebreve, efter Landslovens 3 -- 22 -- 1, maae kunne til- stedes, efterdi Grl. § 95 neppe kan tillægges den Betydning, at den hjemler Dispensationer fra selve Grundloven; hvorimod man, ved at til- lægge Udtrykket "fremdeles" i § 2 den Virkning, at det indskrænker Forbudet til Jøder, hvem Adgang til Riget, efter den til den Tid be- staaende Lovgivning, var negtet, udentvivl maatte komme til det Resul- tat, at Leidebreve fremdeles kunne gives. Kommitteen har dernæst anseet det for dens Pligt, at søge saavidt muligt authentisk Oplysning om der enten i Statskirkens Lære eller den jødiske Troeslære maatte være nogen væsentlig Betænkelighed mod at aabne Jøderne Adgang til Riget. Vel er nemlig for Tiden endnu egentlig ikke Spørgsmaal derom, uden ialfald for en enkelt Deel, og dette kun under Forudsætning af saadan Fortolkning af Grundloven, at den i Strenghed mod Jøderne, og ikke blot i dens Buds Stabilitet, gaaer videre end den private Lovgivning; men da baade Forslagets Præmisser ud- trykkelig erklærer dets Hensigt at bane Mosaiterne Veien til i Tiden at faae Borgerret i Riget, og Sagens Natur maatte lede til den samme Forudsætning, saa fandt man det hensigtsmæssigst, ved at indhente Op- lysninger i Sagen, at søge disse i saadant Omfang, at de ogsaa kunde benyttes, naar i sin Tid Spørgsmaal om videre Udvikling af den private Lovgivning om Jødernes Retsforhold maatte opstaae. Kommitteen hen- vendte sig saaledes til det theologiske Fakultet ved Rigets Universitet, som den formeentlig meest kompetente Autoritet til at meddele de attraaede Oplysninger; og erholdt 23. Fakultetets Betænkning af 4de April d. A., der i det Hele eller dog i det Væsentlige stemmer med de Begreber om Forholdene, som Kom- mitteen forud havde dannet sig, og saaledes bestyrker disse. Den gaaer ud paa: at naar den omhandlede Deel af Grl. § 2 skal for- staaes saaledes, som det er Fakultetet bekjendt, at den faktisk er for- staaet, at det er forbudt Jøder, endog som blot Reisende, at opholde sig inden Norges Grændser, synes dette saa bestemt stridende mod den Ret, ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske og Verdensborger, at der formeentlig ikke kan være Tvivl om saadan Bestemmelses Utilbørlighed; -- at der med Hensyn til Statens offentlige Religion Intet kan være til Hinder for at give Jøder, med Bibehold og SIDE: 391 Udøvelse af deres Religion, Ret til at bosætte sig i Norge, og det hvad enten man seer hen til den christelige Religions Aand, som et aandeligt Samfund, hvori Tro og Kjærlighed er Samfundsbaandene, ikke ydre Tvang og Magtbud, eller til Statskirkens ved Grundloven bestemte For- hold til Staten; -- at der heller ikke i den mosaiske Religion, forsaavidt den grunder sig i det gamle Testamente, hvilket ogsaa af den christne Kirke erkjendes for Gudsord, kan findes Noget, der sætter Jøden i Opposition til vor Rets- og Sædelighedsorden, og kun en grov Misfor- staaelse eller Fordreielse kan af det gamle Testamentes Lære udlede Noget Modsat; -- at derimod de saakaldte Rabbaniter eller Talmudister, der antage, tilligemed det gamle Testamente, ogsaa Talmud og endeel andre rabbinske Skrifter som Troes og Sædeligheds Norm, have deri Bud og Lærdomme, der, saafremt de følges, sætte Jøden i bestemt Modsætning til vor Stats Rets- og Sædelighedsorden. Til disse (Rabbaniter eller Talmudister) henregne flere Forfattere alle europæiske Jøder, i Mod- sætning til de østerlandske eller karaitiske, der forkaste Talmud, og desaarsag af de orthodoxe Jøder kaldes Kjættere. Imidlertid erkjender dog Fakultetet, at, efter Udsagn af Mænd, om hvis Troværdighed man ei er berettiget til at tvivle, er Opposition mel- lem Kristne og Jøder mere og mere traadt tilbage, ligesom der gives flere Exempler paa, at Jøder have gjort store Opofrelser i de Lande eller Stæders Interesse, hvis Borgere de vare; -- Facultetet antager der- hos ikke at de europæiske Jøder i Almindelighed hylde hine talmu- distiske og rabbinske Læresætninger, eller at de, som antage dem, holde sig til dem i deres hele Udstrækning. Herom finder Fakultetet Stad- fæstelse i en hos Jøderne i Danmark af det danske Kancelli sanktioneret Agende, samt en af Kongen af Danmark sanktioneret Lærebog i den mosaiske Religion, hvilke Skrifter Stænderforsamlingen i Roeskilde 1838 har paaberaabt i sin Petition til den danske Konge om de danske Jøders Valgbarhed til Stænderforsamlingen ligemed Kristne. Saaledes troer Fakultetet, at Jøderne ikke ubetinget bør udelukkes af vort Stats- samfund, skjønt det tilraader størst mulig Forsigtighed, saa at ingen af de Fordringer eftergives, som man i borgerlig Henseende gjør til Landets egne Børn. Med Hensyn til Fakultetets Yttring om hvorledes Grundlovens § 2 faktisk er blevet forstaaet, og for desuden at komme i Besiddelse af de Erfarings-Data, som her i Landet kunde erholdes, har Kommitteen søgt Oplysning i vedkommende Kontorer under Regjeringens Justits-Departe- ment, og hos Politimesterne i Kristiania og Bergen, hvor enkelte af Kom- mitteens Medlemmer vidste, at Forhandlinger om Jøder vare passerede. Saaledes er man kommet i Besiddelse af følgende Dokumenter: 24 -- 25. Erklæring fra Politimesteren i Kristiania med vedlagt Underrets- dom mod Jøden Henri Leia, der som Optikus uden Leidebrev ("om ellers et saadant nu kan meddeles" -- hedder det i bemeldte Dom) opholdt sig her i Staden i Aaret 1832 til 1833, hvorfor han er idømt Bøder efter L. 3 -- 22 -- 1 og transporteret ud af Landet. Politimesterens Skrivelse oplyser forresten, at der i de sidste 4 à 5 Aar har her været et Par Jøder, men disse have havt Leidebrev; deres Ophold har været kort og de have Intet foretaget, hvorpaa der kunde være noget at udsætte. Til hvilken Afdeling af den mosaiske Religions Bekjendere -- om de nemlig have henhørt til de saakaldte portugisiske SIDE: 392 Jøder, som Plakat af 23de Januar 1750 omtaler, vides ikke, saa at rimeligviis ingen Undersøgelse derom har været anstillet; hvilket tyder hen paa, at man har forstaaet Grundloven paa samme Maade som Høiesteret. Erklæring fra Politimesteren i Bergen, hvoraf erfares, at der ikke siden 17de Mai 1814 har været meer end 2 Jøder, nemlig: 1) polsk Jøde, Michael Jonas, dertil ankommet den 30te December 1817 som Passageer med et havareret Skib bestemt til London, forsynet med Pas fra Kønigsberg af 29de Oktober næstforhen, og den 5te Januar næstefter afsendt til Kristiania under Geleide af Politiadjutant Schøn- berg. Det er formeentlig denne Begivenhed, hvortil det sigtes i: "Con- versationslexicon der Gegenwart", -- et meget udbredt tydsk Skrift -- 2 B. S. 1163 -- naar der under Artikel Juden (Jøder) blandt andet siges: "Den eneste Stat, som til dette Øieblik ingen Jøder taaler, er Norge. Grundloven af 1814 udelukker dem udtrykkelig fra alt Ophold i Riget. Her har derhos de hensynsløse Antipathier mod det jødiske Folk længst vedligeholdt sig og ere skarpest indprægede. Imidlertid træffer den Daddel, som udgaaer herfra, kun Normændenes Tolerants, ikke deres Retsind; thi intet Folk kan nægte dem Ret til, efter egen fri Villie, at ordne de Bestemmelser, efter hvilke det skal være Fremmede forbudt at komme i Landet og blive deelagtige i Samfundets Fordele. Fra den moralske Side er vistnok Sagen anderledes beskaffen. I den Henseende fortjener især den Haardhed og Følesløshed Daddel, med hvilken, som man forsikkrer, selv skibbrudne Jøder behandles paa den norske Kyst". 2) Optikus og Instrumentmager Martin Blumenbach, ankommet den 5te Juni 1828 med Pas fra Gothenborg til Trondhjem af 5te Mai samme Aar, men paa Betydning om nøiere Undersøgelse, hvis han forblev, samme Dag afreist til Gothenborg. 27. Kongelig Resolution af 3die April 1833, hvorved naadigst er bifaldt den Norske Regjerings Foranstaltning under 5te Marts næstforhen, at den Jøden Henri Leia efter Christiania Bythingsdom af 31te Januar samme Aar (ovenfor No. 25) for uden Leidebrev at have indfundet sig i Riget, ilagte Mulkt 800 Spd. afsones med Fængsel paa Vand og Brød i 28 Dage. 28 -- 29. Ansøgning fra Politimester Friele, med Bergens Stifts paategnede Erklæring af 30te December 1820 og 27de Januar 1821 og Skrivelse fra Bergens Stift af 24de August 1822, som viser de nærmere Omstændig- heder med Jøden Michael Jonas's Transport til Kristiania, og at Bergens Politimester ved Høisteretsdom er tilpligtet at betale og har betalt de dermed foraarsagede Omkostninger, til Beløb 278 Spd. 81 ß. Efter indhentet Underretning fra Christiania Politikammer er Michael Jonas fra Kristiania, ifølge den med Regjeringens Politi-Departement eller daværende 3die Departement førte Korrespondence, først i Februar 1818 foranstaltet transporteret til Gothenborg, hvor der videre vilde blive sørget for hans Underholdning. 30 -- 34. Politiforhør, optaget i Kristiania 18de November 1826 over en Sanger Karl Fredrik Copello, der blev anholdt sammesteds som formeentlig Jøde, stillede Kaution for sin Tilstedeblivelse i een Maaned for imidler- tid at skaffe Attest forat han var døbt, men derpaa undveeg; hvorefter Kautionisten sagsøgtes til Betaling af Bøder efter 3 -- 22 -- 1, men ved SIDE: 393 Kongelig Resolution fritoges for at tilsvare disse Bøder mod at udrede Bøder 30 Spd. efter L. 1 -- 22 -- 6. 35 -- 36. Skrivelse fra Finants-Departementet til Justits-Departementet om Leidebrev for Hofraad Hambro, som bekjender sig til den mosaiske Religion, for at kunne personligen i Kristiania gjøre Anbud og under- handle om et attraaet Statslaan, og fra Statssekretariatet til Justits- Departementet, at af Hans Majestæt, paa Indberetning, at Regjeringen under 3die Juni s. A. har bevilget Hofraad Hambro Tilladelse til at fore- tage en Reise til Kristiania med Omegn, og der opholde sig i en Tid af 6 Uger, var naadigst resolveret: "Opbevares i Arkivet". 37 -- 40. Skrivelse fra Finants-Departementet til Justits-Departementet af 17de Juli 1834 om Leidebrev for Salomon Heine i Hamburg, som bekjen- der sig til den jødiske Religion, for at konferere med Departementet angaaende en af Artiklerne i den med Hambro men man har troet ikke at burde tilbage- holde denne Oplysning, med Hensyn til, at allerede Nødvendigheden af Leidebrev for Videnskabsmænd paa en saadan Reise synes at indeholde noget Paafaldende. Foruden de foranførte, deels meddeelte, deels samlede, Materialier til det forhaandenværende Spørgsmaals Bedømmelse, er Kommitteens Medlemmer og formodentlig ogsaa Storthingets øvrige Medlemmer, til- stillet, uden at det vides fra hvilken Haand, et trykt Blad: 47. Tillæg til Kristianssands Stiftsavis No. 42, indeholdende som det synes ikke uvigtige Grunde [fotnotemerke] mod Antagelsen af det her omhandlede Grund- lovs Forslag, og Kommitteen har anseet det som dens pligt at tage dette Skrifts Indhold under Overveielse, ikke alene med Hensyn til dets Indhold, men ogsaa med Hensyn til Bestemmelsen i Grundl. § 112, at Forslag til Forandring skulle ved Trykken bekjendtgjøres, hvilket antyder, at de Bemærkninger, som saadan Bekjendtgjørelse fremkalder, bør være Gjenstand for speciel Overveielse. Førend Kommitteen gaaer over til at uddrage Resultaterne af den refe- rerede Masse af Materialier, troer den ikke at burde undlade at gjøre op- mærksom paa, at den heromhandlede Motion allerede meget tidlig under Fotnote: Kommittéen slutter dog sit Referat af Artikelens Indhold med den Bemærkning, at den finder det ikke fornødent videre at yttre sig angaaende disse formentlig tydelige Overdrivelser. SIDE: 395 vor konstitutionelle Forfatning er bragt paa Bane, og derved kastet et Lys over den Synsmaade, der har foranlediget den Passus i Grundloven som er foreslaaet til Ophævelse. I Tidsskriftet "den norske Tilskuer" Nr. 41 -- 42 for 1817 pag. 330 -- 333 findes en Skrivelse fra Kjøbmand Glogau i Bergen -- født Jøde, men overgaaet til Christendommen -- dateret 26de Septbr. s. A. til Amtmand Falsen; -- blandt Andet spørger han deri: "Ansaae man den handlende Israelit for farlig, hvorfor tilstedede man da ikke den Ikkehand- lende Ophold i Landet? Er det Personerne man fandt saa afskyelige, hvor- for gjorde man da Undtagelse med Hensyn til Proselyten? Hvad vilde De som brav, upartisk og oplyst Patriot svare, naar en retskaffen Jøde tiltalte Dem saa: Hvad have vi gjort Eder, Nordmænd, eller hvormed have vi for- nærmet Eder? Hvor er i den her bekjendte Verden en Stat, som kan frem- vise en saadan Lov? Eders Brødre, de Svenske og Danske have modtaget os, ja vi have endog i Danmark lige med vore christne Brødre Borgerret. Frygte I vor Handel, er vor Tro Eder en Rædsel, saa tillader os i det Mind- ste Ophold i, Gjennemreise gjennem Eders Land, Noget som hverken I eller nogen Nation nægter selve Hottentotten. Havde jeg end aldrig været Jøde, eller angik den Lov Tyrker eller Hedninger, visselig, jeg vilde dog lade min Stemme lyde høit for Menneskeheden. Mine Børn ere norske, hvad skal jeg sige dem, idet jeg forelægger dem deres Fædrenelands Grundlov? Skal jeg beskjæmme mine Forældre eller Grundloven? Var det nødvendigt at spærre over 3 Millioner Europæer Adgang til en europæisk Stat? -- og hvor- mange Tilfælde indtræffer der ikke, hvor man maa overtræde denne Lov? Der kommer et Skib ind under Havari, Passagererne maa tages i Land, det er Israelitter: hvad gjør man da med dem? ? ?" Amtmand Falsens Svar findes sammesteds Side 334 -- 336. Deri blandt andet: "Som Medlem af den konstituerende Rigsforsamling paa Eidsvold, og som Medlem af den Kommittee som sammesteds var nedsat for at forfatte et Udkast til Grundloven, har jeg stedse stemmet for Antagelse af dens § 2, forsaavidt samme udelukker Jøder fra Adgang til Riget. Jeg har gjort dette, fordi jeg for mit Vedkommende er overbeviist om, at Jøden aldrig kan blive god Borger af nogen Stat, hvor ikke Jøder regjere. -- -- -- En Religion, der ikke aander andet end Had og Foragt mod hver den, som ikke bekjender sig til den, tvinger Jøden, saa at sige til en bestandig Opposition mod hvad der ikke hylder Jødedom. Han lever i en uopholdelig Feide-Tilstand med enhver Nation, der optager ham, og hans Religion selv gjør ham det til en Pligt at arbeide paa at ødelægge den. Jeg har blot villet angive Dem den Grund-Idee, som forsaavidt, mig bekiendt, motiverede Rigsforsamlingen paa Eidsvold til at indføre den paaankede Bestemmelse i Grundloven, og man maatte ansee Norges Stilling, ved Adskillelsen fra Danmark saa meget heldigere, da det, uden at forurette noget Individ, kunde optage i sin Grund- lov en Bestemmelse, som de fleste andre Lande maaskee vilde have været vel tjente med ikke at have savnet. Fra den angivne Synspunkt vilde det ikke været tilstrækkeligt at for- byde at nedsætte sig og drive Handel; thi for det første vilde det være umuligt at hindre en Jøde, der havde Tilladelse at opholde sig i Landet, fra at drive Handel, og for det andet er det ikke alene som Handlende, men især som Tilhænger af den mosaiske Religion Grundloven, idetmindste efter min Mening har udelukket Jøden fra Adgang til Riget". Selve Skriftet vedlægges til Eftersyn for dem, der udførligen ville gjøre sig bekjendte med det Forhandlede. Deri findes ogsaa Glogaus Svar (No. SIDE: 396 43 -- 44 S. 337 -- 339). Han citerer der Nordahl Bruuns Ord: "Uden at opoffre mine Grundsætninger, men meget mere paa Grund af dem, agter jeg dig, o Israel! og elsker dig med broderlig Samfunds Aand." "Som luthersk Kri- sten", siger han videre, "staaer jeg paa Menneskehedens høieste Spids, kan række min Haand til Jøden, Tyrken, Hedningen; Intet forbyder mig at kalde dem Brødre; ja, min guddommelige Lovgiver, Jesus Christus, befaler mig endog dette. Denne Tro har jeg antaget, og derfor har jeg antaget den; saaledes forplanter jeg den paa mine Børn; de skulle elske Kristne, Jøder og Tyrker, og velsigne den Time, da jeg først antog denne Tro. Mig fore- kommer enhver Afvigelse fra disse Grundsætninger at stride mod en ret kristelig evangelisk Troes Aand". Jødernes Emancipation i andre europæiske Stater, hvilken er Gjenstand for offentlige Forhandlinger i konstitutionelle og ikke-konstitutionelle Stater, angaae ikke umiddelbar samme Spørgsmaal, som vi fortiden have at behandle. Eet er at nægte Fremmede Adgang til en Stat, et Andet at nægte nogle blandt Landets Indbyggere Deeltagelse i borgerlige Rettigheder. Ikke desto- mindre afgive disse Forhandlinger og Litteraturen vigtige Erfarings-Data til Besvarelse af det første Spørgsmaal, hvorom det gjælder hos os. Kommitteen har derfor anseet det som Pligt at gjennemgaae de trykte Skrifter, der underhaanden ere den meddeelte, eller paa anden Maade have været til- gjængelige for den, over Emancipations-Spørgsmaalet og Forhandlingerne derom, saavidt den Tid, der fra Thingets øvrige Forretninger har kunnet afsees, har gjort det muligt. [fotnotemerke] Forsaavidt Disposition haves over dem, ved- lægges disse Skrifter til Eftersyn. I Henseende til det første Spørgsmaal, som ved ethvert Forslag til Forandring i Grundloven nødvendig maa besvares, om Forandringen modsiger Grundlovens Principer, eller angaaer enkelte Be- stemmelser, der ikke forandre Grundlovens Aand -- maa Kommitteen gan- ske henholde sig til Høiesterets Betænkning. Den kan saa meget mindre finde den Betænkelighed overveiende, som 2 af Rettens Medlemmer have lagt Vegt paa, grundet paa de af Rigsforsamlingen vedtagne foreløbige Grund- sætninger, som den finder det klart baade af Forhandlingernes Gang i det Hele og af Blandingen af Væsentligt og Uvæsentligt i Indholdet, at disse Regler ingenlunde af Rigsforsamlingen ere betragtede som egentlige Principer, det er: Regler paa hvilke Grundlovens øvrige Bud hvile som paa en fælleds Rod, men alene som enkelte Bestemmelser, hvorom man foreløbigen var blevne enige, som et Slags Udgangspunkt for den Kommittee, der var over- draget at udarbeide Udkast til Konstitutionen. Af deres udvortes Beskaffen- hed alene kunde det derfor beroe, hvorvidt de skulde blive til noget mere end Regler for Kommitteen ved Udførelsen af det den overdragne Hverv, blive Principer i Loven eller ikke. Under saadan Synspunkt kunde umulig en saa enkelt og isoleret Bestemmelse, som Jødernes fremdeles Udelukkelse fra Riget, komme ind under Begrebet om Lov-Princip. Ogsaa Bestemmel- sens Form tilkjendegiver den mere som Undtagelse fra eller Indskrænkning i Hoved-Reglen om fri Religionsøvelse end som selvstændig Regel. Den er desuden, hvad enten man betragter den som Regel eller Undtagelse, øien- synlig gaaet ud fra en Vildfarelse. Amtmand Falsen selv -- Medlem ikke alene af den konstituerende Rigsforsamling, men og af den Kommittee, der forfattede Udkast til Grundloven -- er i saa Henseende det paalideligste Vidne. Han erklærer, at den Grund-Idee, som motiverede Rigsforsamlingen Fotnote: Blandt disse Kateket Cohens Skrift om Jødernes Stilling i Danmark. Udgiveren. SIDE: 397 til at antage den omhandlede Bestemmelse var: at den jødiske Religion ikke aander andet end Had og Foragt mod hver den, som ikke bekjender sig til den -- en Sætning virkelig saa temmelig vor Folkemening paa den Tid -- og at Jøder ved den da gjældende Lovgivning vare udelukkede fra Adgang til Riget -- hvilket ligeledes var almindelig Mening, saaledes, at Lovgiveren selv længe før Grundloven -- som Kristianssands Privilegier af 1738 vise -- var smittet deraf. Det næste Spørgsmaal, -- om Erfaring har lært at den foreslaaede For- andring bør foregaae, formener Kommitteen for en væsentlig Del at være besvaret ved det Anførte. Den igjennem Tidernes Løb vundne Overbeviis- ning om Feilagtigheden af den Grundidee, hvorfra man gik ud ved at optage Bestemmelsen i Grundloven, er nemlig en saadan Erfaring. Har man nemlig blot villet bibeholde en Bestemmelse, som formeentlig allerede indeholdt i den ældre Lovgivning, og det fordi man tillige forudsatte Jøderne ifølge Religionsbegreb besjælede af Had og Foragt mod de Kristne, og man derefter erfarer, gjennem fyldestgjørende Oplysninger derom, at begge Forudsæt- ninger vare urigtige, saa følger deraf, at den paa saa feilagtig Grundvold hvilende Bestemmelse bør forandres -- at det Begrundede maa bortfalde med dets Grund -- med mindre der kan paavises istedetfor den bortfaldne Grund andre endnu bestaaende, som føre til samme Resultat. At det var en vildfarende Troe, at Jøderne i Almindelighed tilforn vare udelukkede fra Adgang til Riget, det er uimodsigeligt, naar man seer hen til Plakaten af 23de Januar 1750, og til selve Landlovens 3 -- 22 -- 1, hvorefter Adgang stod uindskrænket aaben for portugisiske Jøder, og betingelsesviis for alle andre Jøder, nemlig ved at forskaffe sig kongeligt Leidebrev. Det er øiensynligt, at Rigsforsamlingens Medlemmer have været ubekjendte med disse Lovbud, eller ikke erindret dem, hvilket var ganske rimeligt i Betragtning af den faktiske Tilstand, at hverken Portugisjøder eller andre Jøder vare enten uden eller med Leidebrev seete i Riget, hvad enten Aarsagen dertil var, at ogsaa de ikke kjendte den Adgang, der stod dem aaben, eller de under Rigets da- værende Stilling ikke fandt, at der var noget for dem at gjøre. Om at den Mening, at Jødernes Religion medførte Had og Foragt mod anderledes Troende var vildfarende, derom haves saa uforkastelige Vidnesbyrd i den hellige Skrift, at man alene behøver med redeligt og fordomsfrit Sind at gjennemlæse de Steder i det gamle Testamente, som indeholder den mosaiske Religions Lærdomme, for at overbevise sig derom. Og kunde det vel være anderledes? Skulde Kjærlighedens Gud, Alles fælles Fader, Jødernes ikke mindre end de Kristnes, kunne byde Mennesket Had og Foragt mod Menne- sket som Religions Pligt? Vi skulle ikke opfylde nærværende Indstilling med Citater af Religionens Bud, der lærer det Modsatte. De bør lige saa lidt være den Kristne som Jøden ubekjendte. Kommitteen vil forøvrigt i den Anledning henvise til det theologiske Fakultets Vidnesbyrd. Efter de Vidnesbyrd vi have, indeholdes i Talmud og Rabbinernes Skrif- ter dog Forskrifter i en mod de Kristne fiendtlig Aand, og Talmud antages efter det theologiske Fakultets Erklæring at indeholde for Jøden bindende Religionsforskrifter. Kommitteen anseer det imidlertid ved de derover i for- skjellige Skrifter meddeelte Oplysninger tilstrækkelig godtgjort, at der for- uden hine ogsaa indeholdes Forskrifter af aldeles modsat Tendents; at hine erkjendes at være Enkeltes Yttringer af Uvillie over de frygtelige Forfølgelser og Undertrykkelser, som Jøderne have lidt af de Kristne; at saadanne For- skrifter ikke ansees for gjældende Regler, hvilket ogsaa ved officielle Erklærin- SIDE: 398 ger er stadfæstet, og at Religionsunderviisningen er ordnet paa aldeles modsat Grundvold. Men hvad der fremfor Alt godtgjør, at Jøden og den jødiske Religion ikke nærer fiendtligt Sindelag mod de Kristne ere de virkelige Kjendsgerninger, de uomtvistelige Beviser, som overalt haves, og af hvilke høist mærkelige ere i Storthingets Hænder, om at Jøderne overalt, hvor de mødes med menneskeværdig Behandling, vise sig som gode Borgere og gode Mennesker. Kommitteen henviser til de ovenfor erhvervede Vidnesbyrd fra hollandske og svenske Autoriteter; til dem, der indeholdes i de med denne Indstilling følgende Forhandlinger om Jødereglementet i de svenske Rigs- stænder, især i Adelsstanden; til Kateket Cohens Beretning om de mosaiske Troesbekjenderes Stilling i Danmark; til Beretningen om Jøderne i Danmark i Tidsskriftet Brage og Idun, den kristelige Præst Grundtvigs Afhandling om Jødernes Valgbarhed, i samme Tidsskrift, og til Forhandlingerne i Provindsial- stænderne angaaende Petitionen om, at Valgbarheden maatte bevilges dem. Overalt indeholdes heri hæderlige Beviser paa Jødernes Borgersind, deres trolige Opfyldelse af Borgerpligterne og deres Velgjørenhed mod Jøder og Kristne uden Forskjel, som maa tilintetgjøre enhver tanke om fiendtligt Sindelag. Det er imidlertid væsentlig paa andre Grunde, end de som man paa Eids- vold gik ud fra, at den foreslaaede Grundlovsforandring nu bestrides; nem- lig paa den ene Side Frygt for at fattige Jøder skal overstrømme Landet og blive os til Byrde, paa den anden Side at de Rige skulle rive Nærin- gerne til sig til skade for Landets indfødte Indbyggere. Kommitteen troer, at disse Betragtninger retteligst lades uden Indflydelse paa Spørgsmaalets Afgjørelse fortiden, da Forslaget ikke gaaer ud paa nu at give Jøderne videre Adgang til Riget, end den indskrænkede, som de efter den private Lov- givning, der desuden i den senere Tid faktisk er betragtet som gjældende, kunne erholde, og derhos paa at gjøre Forandring i Civillovgivningen om Jøderne mulig, hvis den lovgivende Magt i sin Tid skulde finde Grund dertil, hvilket Grundloven, saalænge den omhandlede Bestemmelse staaer ved Magt, hindrer; hvorfor deslige Undersøgelser efter Sagens Stilling synes overflødige. For det Tilfælde at man alligevel vil løfte Fremtidens Slør, under Forudsætningen, at den lovgivende Magt senere skulde beslutte For- andring i den private Lovgivning i denne Materie, vil Kommitteens Pluralitet dog ikke tilbageholde sin individuelle Formening, som Modsætning til den ovenanførte, at den anseer den ene Frygt ligesaa ugrundet som den anden, naar der tages Hensyn til Massen af Erfaringer i det Hele og ikke blot til nogle enkeltstaaende. Kommitteen har hidtil gaaet ud fra, at naar det til- strækkeligt er godtgjort, at Lovens Grund er en Vildfarelse uden at nogen anden gyldig Grund gives for alligevel at beholde Grundlovsbestemmelsen, bør det Begrundede bortfalde, og Forslaget derfor bifaldes. Men kunde man dog antage, at faa eller ingen positive Grunde haves for dette Resultat, saa maatte allerede vor Grundlovs egen Fordring paa Stabilitet, og den Om- hyggelighed hvormed saadan Synsmaade altid hos os er bevaret, være Grund nok for at modsætte sig ethvert Forslag til Forandring. Med Hensyn hertil maa bemærkes, at Grundlovens omhandlede Bud, som Høiesteret i sin Be- tænkning har viist, gaaer ud paa aldeles og uden Undtagelse at udelukke Jøderne fra Adgang til Riget; at de økonomiske og merkantile Forholde have medført, at vi alligevel ikke kunne undgaae at træde i forskjellige For- bindelser med Jøder i Udlandet; og at disse igjen have i visse Tilfælde gjort SIDE: 399 det nødvendigt at tilstede dem Adgangen. Saaledes har Nødvendigheden i Virkeligheden medført en faktisk Omgaaen af Grundloven. Men har man nu at vælge imellem Ophævelse af Loven eller at lade den staae paa Papiret, medens den faktisk betragtes som ugjældende ved at underskydes en anden Mening end den har, saa kan vel Ingen være i Tvivl om, at det Første bør foretrækkes; end mere, naar man ved at vælge det Sidste tillige understøtter og vedligeholder den Vildfarelse, der har givet Anledning til Bestemmelsen. Erfaring har fremdeles lært, at Lovbudet i sin Anvendelse medfører Voldsomheder og Uretfærdigheder, endog uden at noget Godt derved opnaaes. Et eneste Tilfælde, som Behandlingen af den skibbrudne Michael Jonas, maatte allerede være tilstrækkeligt Beviis om, at Lovbudet ikke kan bestaae med Retfærdighed; dets Virkninger for Politimester Friele, der var sat i det Tilfælde, at han maatte handle, og handlede efter bedste Skjønnende, er et nyt Beviis herfor. Disse vare nemlig Følger af Lovstedets indvortes Uhensigtsmæssighed, der paa den ene Side ikke tillod Jøden at forblive i Landet, og paa den anden Side gjorde det til en Uretfærdighed at jage ham bort. Allerede i 1817 opkastede Kjøbmand Glogau Spørgsmaalet hvor- ledes Vedkommende skulde forholde sig i et saadant Tilfælde, og han fremsatte det paa en Maade, som viste, at han ansaae det for uopløse- ligt (Norske Tilskuer 2 Aarg. No. 7). Svaret udeblev, indtil Nød- vendigheden medførte, at Knuden maatte overhugges -- til liden Baade for vedkommende Embedsmand saavelsom for den ulykkelige Mosait. Ikke meget mindre oprørende maa det føles, at en Kunstner, Henri Leia, blot for at være kommen til Landet, uden forresten at have foretaget sig Noget til Nogens Fornærmelse, skulde lide Fængsel paa Vand og Brød i 28 Dage, og at en anden uskyldig Mand maatte for sin Godtroenhed udrede Bøder, -- Alt for at opretholde en saadan Lovs Anseelse i de Dele, hvortil Fortolkningens Vilkaarlighed ikke lod sig udstrække. Det er sandt, det vilde ikke være bedre eller anderledes, om Grundlovsbudet ikke havde været til, naar den private Lov alligevel bestod, efterdi disse Tilfælde just vare Anvendelse af den private Lov ligesaavel som af Grundloven. Men saa- længe Grundlovens § 2, forsaavidt Jøder angaaer, bestaaer, kan den private Lov ikke i denne Deel forandres, hvor forkastelige dens Virkninger end vise sig at være. Saaledes indeholdes ogsaa heri en Grund for at sætte Grund- lovsbudet ud af Kraft. Ogsaa Høiesteret har i sin Betænkning antydet Hensigtsmæssigheden af en Grundlovsforandring i dette Tilfælde, for at opløse de Vanskeligheder, eller forebygge de Vilkaarligheder, som Lovbudet ved sine andre Ufuld- kommenheder giver Anledning til. Med Proponenten maa Kommitteen des- uden være enig i, at en Religionsintolerants aabenbarer sig i Lovbudet, som ikke kan bestaae med Fornuftens Fordringer, eller med Kristendom og Protestantisme; at det er en uheldig Udvæxt paa Grundloven, som de paa den Tid mere end nu herskende Fordomme have frembragt -- tildeels grun- det paa feilagtige Begreber om den jødiske Religions virkelige Beskaffenhed, tildeels paa den ved Mishandlinger mod Jøderne fra de Kristnes Side bevirkede Stemning imellem disse og hine indbyrdes, en Stemning, som efter- haanden er ophørt eller ophører tilligemed dens Aarsag. Kommitteen troer sig derfor overbeviist om, at idetmindste flere af de Mænd, der paa Eidsvold bevirkede Bestemmelsen, nu misbillige den, saa at man kan med Sikkerhed antage, at den, om Grundloven nu skulde gives, ikke vilde finde Plads deri. SIDE: 400 At det virkelig er Religionsintolerants, hvorfra Lovbudet er gaaet ud, ikke de økonomiske Betragtninger, som nu søges gjorte gjældende, viser allerede Stedet, paa hvilket det findes. Det stadfæstes ogsaa ved Amtmand Falsens foran citerede offentlig afgivne Vidnesbyrd derom. Men en saadan Religions- intolerants kan Kommitteen umulig antage, at Storthinget vil vedkjende sig. Da, som Proponenten anmærker, alligevel Religionsintolerants er bleven vor Grundlovs mørke Side, ikke forsætlig, men som nu formeentlig maa ansees udenfor Tvivl, blot formedelst en Afskrivers Uagtsomhedsfeil, der, i den Hastighed, hvormed Grundloven, efter at være bragt i "Orden og Stiil", oplæstes for Rigsforsamlingen, ikke bemærkedes -- saa er Grundlovsforan- dringen ogsaa fra en anden Synspunkt ønskelig for os. Den vil nemlig ved den Aand, som derigjennem lægges for Dagen hos den lovgivende Magt, kunne betragtes som en Forløber, der bebuder, at Haabet om at see Rigs- forsamlingens saa uheldigen tabte Beslutning om Samvittighedstvangens Op- hør, om fri Religionsøvelse for alle kristelige Religionspartier, igjen sat i Kraft, nærmer sig sin Opfyldelse. Videre maa ogsaa den foreslaaede Grundlovsforandring, saaledes som ligeledes af Proponenten anmærket, ansees som en Retfærdighedsfordring. Der gives vel neppe Nogen, som ikke erkjender det for bitter Krænkelse, ved Lov, ja ved Statens Grundlov, at erklæres for en Banlyst, som Staten ikke tør taale inden sine Grændser. Men enhver uforskyldt Krænkelse mod en brødefri Mand er Uretfærdighed. Det er en Krænkelse af Retfærdig- hedens helligste Krav at true en brødefri og retskaffen Mand med Straffe, som ellers anvendes paa Forbrydere, kumuleret højeste Pengebod og Lands- forviisning, endsige anvende disse Straffe paa ham, naar han, forresten ret- skaffen, maaskee endog ubekjendt med en saa unaturlig og barbarisk Bestem- melse, i de lovligste og gavnligste Ærinder indfinder sig i Landet. Man forsvarer det med, at Staten, som Herren i sit Huus, kan bestemme, hvem den vil optage, og uden Retskrænkelse negte at indlade dem, der ikke behager den. Kommitteen kan ikke erkjende en saa uindskrænket Ret over Statsterritoriet, der, anvendt i Almindelighed, skulde medføre, at Mennesker kunde, uden Skyld, negtes Opholdssted paa Jordkloden; thi den Ret, der tilkom den ene Stat, maatte ogsaa tilkomme alle andre. Saavidt strækker Bemægtigelsens retlige Virkninger, der begrunder Eiendomsretten, sig ikke; saavidt kan derfor Statssamfundets Ret heller ikke strække sig. Hvad det theologiske Fakultet i sin Betænkning har yttret, idet det betragter Sagen fra kristeligt Standpunkt, det maa Kommitteen fra det retlige Standpunkt ogsaa tiltræde, at Forbudet mod Jøder, endog blot som Reisende at opholde sig inden Norges Grændser, er saa bestemt stridende mod den Ret, ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske og Verdens- borger, at der formeentlig ingen Tvivl kan være om en saadan Bestemmelses Utilbørlighed. Med Schmidt-Phiseldeck, i hans, denne Indstilling vedlagte, Skrift om Jøderne, anseer den det "for en Selvfølge, der intet Beviis behøver, at Fremmede i Almindelighed ikke retmæssigen kunne udelukkes fra en Stats Grændser. De forlangte Intet af Staten uden temporært Ophold og Beskyttelse for deres Person og medhavende Gods, forsaavidt til deres per- sonlige Behov og Brug fornødent. Denne Beskyttelse, siger han, er Staten dem skyldig efter den almindelige Verdensborgerret, i Kraft af hvilken ethvert Menneske har Ret til at træde i Forbindelse med sine Lige, og derhos at være deelagtig i den almindelige Existents paa Jorden, som det fælleds Opholdssted for vor Slægt. Af samme Grund kan ogsaa, efter almindelige SIDE: 401 Retsbegreber, intet Menneske negtes at reise over en Stats Gebet, som ligger imellem hans forrige Opholdssted og det Land, hvorhen han agter at begive sig, da enhver Jordborger har en medfødt Ret til at existere overalt paa Jorden, og altsaa at frembyde sig som Deeltager i Almeenheden, hvor han allerede finder Jordbunden okkuperet af Beboere, hvilket forudsætter, at Muligheden ikke spærres ham ved Negtelse af Adgang til det Land, med hvilket han vil træde i Forbindelse". Endelig tilraader ogsaa sund Politik hvad Retfærdighed og Religion saaledes kræver, ikke ubetinget at afskjære sig selv Muligheden af Forbindelsen med Nogen, som kan være Staten eller nogen af dens Medlemmer gavnlig. Vel formener Kommitteen det lidet rimeligt, at enten saadant politisk Gode, som det ene Parti lover os, eller saadant Onde, som det andet Parti befrygter, vil resultere af den Forandring i Privatlovgivningen, hvilken sandsynligen i Tiden vil paafølge, naar Antagelsen af den heromhandlede Grundlovsforandring aabner Adgangen dertil; men derfor gjælder ikke mindre den Statspolitikkens Fordring, at Staten bør lade Forbindelsen mellem Menneskerne i Almindelighed saa fri og uhin- dret af Statslovgivningerne, som muligt, for at de Fordele, være sig smaa eller store, som den fri Rørelse kan føre med sig, ikke skal tabes. Man tænke sig Regelen om Fremmedes Udelukkelse som almindelig, og besvare sig Spørgs- maalet: Hvad vilde Virkningen paa det Hele eller paa Enkeltes Velvære deraf blive? Hvad der saaledes vilde være Følgen i høieste Grad, naar Loven af- skar Forbindelse med alle Fremmede, er det stykkeviis eller i mindre Grad, naar visse Former, saasom personlige Sammenkomster, udelukkes. Erfaring har stadfæstet dette. Den har viist os Tilfælde, hvori Indskrænkningen har maattet afhjælpes ved Leidebreve, igjennem en Grundlovsfortolkning, som Kom- mitteen med Høiesteret maa ansee idetmindste høist tvivlsom. Vistnok kan denne Frihed medføre Skade ligesaavelsom Gavn. Men efter Mulighed at fore- bygge skadelige Følger af Friheden i denne Green som i andre, uden derfor at tilintetgjøre den, er Privatlovgivningens Opgave. Det maa imidlertid erklæres for aldeles vist, at i politisk Henseende kan intet tabes ved Grundlovsforandringen; thi, det kan ikke ofte nok gjentages, dennes umiddelbare Virkning kan ikke strække sig videre, end til, deels at bringe Retsforholdene med Hensyn til Jø- der retligen tilbage til hvad de vare førend Grundloven blev til, det er hvad den exekutive Magt faktisk anseer dem for ogsaa nu at være; deels at gjøre det muligt for den lovgivende Magt at forandre Privatlovgivningen i denne Deel, saavidt den finder det hensigtsmæssigt. Alt bliver altsaa, uagtet For- andringen, som det faktisk har været, siden Regjeringen antog den i den seneste Tid anvendte Grundlovsfortolkning med Hensyn til Jødernes Adgang til Riget, med den Forskjel, at det Tvivlsomme i denne Fortolkning bortfalder. Ved Forandringen vindes altsaa kun, at tilkommende Storthing faaer lige frie Hænder for denne som for andre Lovgivningsgjenstande, og at de saaledes kunne gjøre de Forandringer i den private Lovgivning angaaende Jøderne, hvortil Kristen- dom, Retfærdighed og Humanitet maatte give Anledning. Da Kommitteen ikke drister sig til at gaae ind paa den Mening, som i den senere Tid er søgt gjort gjældende, at Storthinget har havt Adgang til at give Grundlovsforandringer en anden Form, end den, hvorunder de ere foreslaaede, saa forbigaaes al videre Bemærkning i saa Henseende, end den, at om man SIDE: 402 maaskee end kunde fundet en noget forandret Form at foretrække, saa vides dog intet Væsentligt mod den brugte Form at erindre, saa at Kommitteen heller ikke deri finder nogen Grund til at fraraade Forslagets Antagelse. Paa Grund af det Anførte indstiller Kommitteens Pluralitet (5 mod 2) til Storthinget at fatte saadan Beslutning: "Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere frem- deles udelukkede fra Adgang til Riget" -- udgaaer." Kristiania, i Konstitutionskommitteen den 5te September 1842. H. Foss,Kommitteens Formand. R. Koren,Kommitteens Sekretær." FORHANDLINGERNE I STORTHINGET Klokken mangler 5 Minutter i 9 om Morgenen den 9de Sep- tember. . . . "Idag om fem Minutter, i dette Øjeblik skal Jødesagen for i Thinget. Skynd Dig, skynd Dem, vil De være Vidne til Slaget." "Snak! (Eller: "med Tilladelse, De er nok i en Vildfarelse") Den Sag har allerede expireret. Det er for seent. Den kommer ikke fore meer paa dette Thing. Jeg veed det positiv." "Nej, jeg veed det positiv. Betænk -- et Grundlovsforslag . ." "Men det er jo positiv umuligt, at Lovforandringen, om den bliver vedtaget, kan erholde Sanktion fra Stockholm inden Thin- gets Opløsning. Betænk . . ." -- "Da skulde Jeg reise som Kureer" -- faldt en Forbi-Ilende, med en Bibel under Armen, i -- "dersom man tvivlede om at Vejen lod sig gjøre." "Der gik Proponenten. Det er nok saa, at Sagen skal fore," mente den Tvivlende og ilede afsted. "Hvad vil Du vædde . . ?" sagde med fremrakt Haand Et af disse Mennesker, som altid spilde Øjeblikkene (og tilsidst ville befindes at have spildt Livet) med Snak. Han vilde sagt: "hvad vil Du vædde, at Sagen ikke gaaer?" Men da han ikke fandt Nogen, som kunde svare ham, at den vilde gaae, saasom de Alle vare langt nede i Gaden, inde i Storthingsgaardens Port eller alle- rede i Trapperne, maatte han trække den fremrakte Haand tilbage. SIDE: 403 Om han ilede efter, kan være saa ligegyldigt som det Andet; men Den, som den Dag vilde have Plads paa Storthingsgalleriet, maatte skynde sig. Man ventede de interessanteste Debatter i den hele Session; man ventede, som vi have hørt, "et Slag". Det blev ogsaa et, men ligesom naar Krigere øve sig i Vaaben paa udstoppede Halmfigurer, der med alle sine Blessurer dog blive staaende igjen som Sejerherrer, der have beholdt Pladsen. Men omtrent som oven anført kunde Samtalen falde hiin Morgen mellem Bekjendte og Fremmede. Uvisheden, Spændingen, Inter- essen for Sagen og for at overvære dens Behandling, dens Sejer eller Nederlag, var saadan som jeg i ovensatte Linjer vil have antydet. Man vidste, at man aldrig vilde faae en bedre Anled- ning til ret at lære hver enkelt af Folkets Repræsentanter, i det Indre af deres politiske Troesbekjendelse, at kjende. I nogle Nødder er der Mark; andre taale at ransages. Dette Aars Storthing talte netop det grundlovbestemte Maximum af 100. Det havde ophævet denne Bestemmelse, og det var bleven sanktioneret af Kongen. Der var altsaa bleven "rørt" ved Grund- loven, og et Præjudikat afgivet for at Kongen skal sanktionere Grundlovsforandringer. Men denne Dag talte man kun 95 til- stedeværende Medlemmer; 5 af Sagens utvivlsomme Venner vare fraværende, nemlig Provsterne Heffermehl og Aall, der vare hjem- forlovede til deres Kald, Sorenskriver Nielsen, med hvem det Samme var Tilfælde formedelst Sygdom, samt Prokurator Borch- senius og Lensmand Ringnæs, en særdeles oplyst og veltænkende Bonde, der begge, formentlig af samme Aarsag, ikke den Dag saaes paa sine Pladser. Forslagets Vedtager, Sorenskriver Anton Wilhelm Sørenssen, var paa den Æresplads, han saa ofte sees paa, nemlig paa Præsident- stolen. Paa ham, dets pligtige Forsvarer, maatte Alles Øine hvile, som i Dystrendet paa den egentlige Turneringsridder, der skulde bryde Landse med hvem som kom. Han er ogsaa Storthingets bedst udrustede Kjæmper -- et af de Mennesker, om hvem en Oldets Græker vilde sige, at Musen havde kysset ham i hans Fødselsstund paa Panden. Han er velsignet og indviet i Vuggen med den bedste af de himmelske Kræfter til herlige og hellige SIDE: 404 Formaal: med Veltalenhedens ypperlige Gave til at bringe Sand- heden Sejer, Menneskeslægten Fremgang, Uskyldigheden Erkjen- delse og Triumf. Derfor, ved at være vedtaget af ham, ved at være antaget af ham som eget, og ved Adoptionen lagt til hans varme Hjerte, havde Sagen ikke blot erholdt en Forjettelse om at seire, men et Stempel paa at fortjene det, en Vished om at der vilde blive kjæmpet indtil Taarer for Seiren. Thi endnu mere end hans Evner som Forhandlingernes Leder, er det den fuld- endte Veltalenhed og navnlig den Varme, der ligesom fylder en- hver af hans Foredrags Sætninger med Liv og Lys og pulserende Blod, der gjør ham til vort meest udmærkede parlamentariske Talent. Han henrives selv, og henriver derved. Han er, siden han fremtraadte, den Eneste i Storthinget, om hvem det kan siges, at han er veltalende i egentlig Forstand og i alle Ordets Bemærkelser. Organ, Blik, Stilling, Gestus -- alt har forenet sig for at give hans overtænkte eller improviserede Foredrag det meest fuldendte, inspirationsmæssige Udtryk, den meest ind- trængende Form. Dog er det aldrig poetisk, men i højeste Grad rhytmisk og velklingende. Sørenssen er ikke af fuld Middelhøide, men hans Veltalenhed er stundom af den Art, at den synes at løse den vanskeligste af alle Opgaver: den at lægge noget til den naturlige virkelige Høide. Den er uddannet, ikke studeret. Hans mangeaarige Plæderen for Højesterets Skranker har givet ham Øvelse, uden at betage hans Foredrag noget af dets Natur- lighed. I 1830 begyndte han sin glimrende Storthingsbane som Repræsen- tant fra Kristiania, som derved har havt den Ære at skaffe Stor- thinget en permanent Præsident til Afvexling med Riddervold, naar de trætne under Byrden. I 1839 vilde man bemærke, at han ikke længer tilhørte Oppositionen, og man daterte dette fra en Audienz hos Kongen, som da skulde have erobret hans Hjerte. Hvilket Gemyt skulde ogsaa være mere skikket til at forstaa og skatte Carl Johans paa engang store og elskelige Personlighed, hans historiske Betydning, hans Menneske- og Kongeværd og hans Kjærlighed i Sind og Gjerning for Norge, end et dermed saa beslægtet, end Sørenssens varmhjertede, følelsesfulde, enthu- siastiske? Men sin Overbeviisning har han altid tilhørt. Det er den, som giver hans Tale dens ejendommelige Varme. Var det ikke saa, skulde man snart mærke dens Aflunknen til Affektation, SIDE: 405 dens Fornedring til Advokatens Routine, og naar han greb til den Floskulation, han nu foragter, skulde ikke blot han Selv, men Alle, som havde hørt ham før, gribe ham i en Uredelighed imod sig selv, som er denne oprigtige Natur umulig. Han hører nemlig til de varmblodige Folk, som vel kunne skifte Meninger (og det skeer ikke saa sjelden), men om hvem man veed, at de mene hvad de sige. Denne Egenskab er ikke saa almindelig, som den synes at burde være. Den elskes hos Sørenssen; og denne Me- ning om ham har Deel i hans fornyede Valg fra Hovedstaden, medens Storthinget, ved hans idelige Udnævnelser til Præsident, har lagt for Dagen hvor højt han æres for sine administrative Talenter. Præsidenten ankyndiger Dagens Forhandlinger. Det er først et Par Budgetposter, og, efter deres hurtige Affærdigelse, meddeler han Konklusionen af Konstitutionskommitteens Indstilling om For- slaget til Ophævelse af Grundlovens § 2, sidste Passus. Ordet "Jøder" høres. Det virker som en elektrisk Rørelse. Alles Ho- veder vise spændt Opmærksomhed. Paa Galleriet trænge de sig frem endnu en Tomme. Nede i Salen mærkes hos flere af Re- præsentanterne en Skyhed for at see sig tilbage, som ellers ikke har Sted, naar en interessant Sag har fyldt Galleriet. Men hvad er det for Qvartblade, som cirkulere mellem Repræ- sentanterne, og hvoraf Exemplarer, endnu ferske og fugtige fra Pressen, lægges paa Pladserne og Bordene? Typerne ere saa svære, at de kunne læses fra Galleriet. Lad see! De maa være beregnede paa Bønderne, at de kunne læse dem foruden Briller. Det er jo et rent Flyveblad. Der kommer det. Lad see! "Til Storthinget. Hvad der er moralsk rigtigt bør ske. Det er ogsaa moralsk nødvendigt og nyttigt i Tiden, om end dets Nytte ikke for Øie- blikket kan opdages. Dette er ligesaa vist som, at hvad der er moralsk slet bærer sin Straf i sig, om det end er tilsyneladende nyttigt for Øie- blikket. Dette er Grundloven for Guds Regjering, for den moralske Verdensorden, og anbefales til Eftertanke i Anledning af Dagens Qvæstion, betræffende vor Grundlovs § 2, sidste Passus. Desuden gives der en Mængde positive, utvetydige og den SIDE: 406 Kristne ubetinget tvingende Religionsbud fra Jesu Kristi egen og hans Apostles Mund, saasom Matth. 5, 44 -- 45; 7, 12, 22, 39; Luk. 6, 36; Hebr. 19, o. fl., der alle falde bestyrkende sammen med ovenskrevne Erfaringssætninger. Kristiania, den 9de September 1842. ærbødigst Henr. Wergeland." I flere af Foredragene vil man finde disse Grundsætninger gjorte gjældende, saa det tør nok være muligt, at denne Froprædiken ikke har været saa ganske en Røst i Ørken. Proponentens Iver forat begrunde Sagen paa moralske Motiver viste sig ogsaa samme Morgen i den Constitutionelle, hvor de tre første Passus af Oven- staaende ogsaa vare indrykkede. Alle fæster Øjnene paa Præsidenten. Over hans velvillige og livlige Aasyn hviler en tungsindig Alvorlighed. Han forhører sig, om Nogen har noget at yttre før han gaaer over til Indstillingens Oplæsning. Kapitain Foss reiser sig: "Som Kommitteens Formand maatte han gjøre Regnskab for at Indstillingen var indløben saa seent, nemlig først den 5te September. Den 28de Februar modtog Kom- mitteen Forslaget fra Storthinget. Han havde da strax fremlagt i Kommitteen Udkast til Skrivelser til Børskommitteerne, det theologiske Fakultet og Højesteret, for at indhente deres Betænk- ninger angaaende Sagen, og da Udkastene vare bifaldte af Kom- mitteen, udfærdiget Skrivelserne. Først i Slutningen af April ind- løb de forlangte Oplysninger; de bleve tagne under Overveielse, trykte og uddeelte. Man havde fremdeles havt en Mængde Skrivter at gjennemgaae, hvilket var nødvendigt for at komme til Klarhed i Sagen, og, uagtet endnu flere Oplysninger besluttedes indhentede, havde man taget en foreløbig Beslutning, om hvad Indstillingen skulde gaae ud paa, og overdraget Konciperingen til Hjelm. Tiden var imidlertid skredet meget fremad, men alligevel vilde Indstil- lingen, uagtet Oplysninger fremdeles indløb, være fremkommen betimelig, hvis ikke det Uheld havde indtruffet, at Koncipisten, paa Grund af sin Helbredsforfatning, for længere Tid maatte ind- stille Arbeidet, der ikke vel kunde overtages af et andet Medlem, deels fordi det antoges at ville medtage endnu længere Tid for en Anden at sætte sig saaledes ind i Sagen, som Hjelm allerede SIDE: 407 var, deels fordi Koncipistens egne Optegnelser ikke vare brug- bare for Andre. Da imidlertid Tiden var skreden stærkt fremad uden at Hjelms Sygdom tillod ham at fuldføre Indstillingen, var man i den allersidste Tid nødt til at overdrage dens endelige Istandbringelse til et andet Medlem. Indstillingen maatte kon- centreres, og dens Trykning foregaae ligesaa hurtigt, som den blev udarbeidet. Følgen deraf havde ogsaa da været, at man, for at faa Indstillingen trykt, havde maattet indskrænke den til det halve Omfang, og ladet Trykningen foregaae arkevis Slag i Slag med Konciperingen. Herved vare desuden flere Trykfeil indløbne, hvoriblandt Taleren især maatte udhæve den, at i de trykte Exemplarer fandtes en i det Skrevne strøget Tirade, som findes paa Indstillingens Pag. 5 saalydende: "og at kun Misbrug af privat Udlaan af Samme (Consul Egidius's Skrivelse) til Hr. Bureau- chef Wergeland er Anledning til, at den mod hans Villie er be- nyttet til Erhvervelse af de anførte Erklæringer", hvilken ved en reen Misforstaaelse havde faaet Plads der." Sørenssen: "Det maatte vistnok ansees besynderligt, og havde vakt en ubehagelig Sensation, at Indstillingen i en saa vigtig Sag, der absolut maatte afgjøres af Thinget, var indkommet saa sil- digt, at det aabenbart vilde bero paa et tilfældigt Sammenstød af Omstændigheder, om Thingets Beslutning, hvis den bifaldt Grundlovsforandringen, kunde blive af nogen Virkning ved Er- hvervelse af Sanktion inden Opløsningen. For enkelt Kommittee- Medlem [fotnotemerke] havde han vel yttret, at han havde erholdt Bebreidelser fra Amsterdam fra Konsul Egidius for at hans Meddelelser ei skulde have været benyttede med den Diskretion, der havde været en Betingelse ved deres Oversendelse, hvilken Fordring dog kun gjaldt et af de modtagne Dokumenter. Paa Grund heraf og disse Papirers Indhold forøvrigt havde han først besluttet at ignorere dem, men havde dog senere troet at burde forevise dem for den Mand, der saa høilig havde viist Interesse for Sagen. -- At noget Misbrug havde fundet Sted fra Wergelands Side, havde han aldrig yttret, ligesaalidt som han, efter de fra Denne modtagne Oplys- ninger, havde Grund til at antage saadant, uanseet de Kontra- oplysninger den svenske Presse med Hensyn til hine Meddelelser havde leveret. Det er derfor i høieste Grad beklageligt, for ikke at bruge et haardere Ord, at Indstillingen er indløben først nu, Fotnote: ): for Hjelm. SIDE: 408 da maaskee ingen Lov kan istandbringes. Taleren vilde fra først af have anket over den brugte Fremgangsmaade, men da Kom- mitteens Formand var kommen ham i Forkjøbet, maatte han nu imødegaa hvad der var anført. Kommitteen maatte enten have været for overlæsset med Forretninger eller Arbeidet ei tilbørligt fordeelt imellem dens Medlemmer. Var det Første Tilfælde, burde man have henvendt sig til Storthinget, for om muligt at faae en anden Kommittee nedsat for at overtage en Deel af Sagerne eller for at bevirke Prolongation af Sessionen. Han kunde aldeles ikke bifalde, at man havde iagttaget Taushed lige til det sidste Øje- blik. Disse Anker maatte han fremsætte, ikke for at sige Nogen Ubehageligheder, men fordi han fandt det at være sin Pligt. Stor- thinget burde være ligesaa strengt imod sig selv, som det vist vilde have været, hvis Feil vare begaaede af Autoriteter udenfor dets Midte. Hvad Undskyldningen om Vedkommendes Sygdom angaaer, da kunde han ikke tage den for god; det havde under saadan Omstændighed været Pligt at overdrage Konciperingen til et andet Medlem af Kommitteen og hvis ikke det lod sig gjøre, da at faae tilkaldt andre Repræsentanter, som kunde have paa- taget sig et saadant Arbeide. Hvad den paapegede Tirade i Ind- stillingen angik, da skyldte Taleren Wergeland den Erklæring, at hvis han ikke var gaaet frem med Humanitet, vilde han (Sørenssen) have været sat i stor Ubehagelighed. Dog kunde han for Gud og Hvermand bevidne, at heller ingen Misbrug fra hans Side havde fundet Sted". Dette var formeget for Foss. Man saae, man hørte paa ham, at han følte sig fornærmet og var opbragt. "Nogensomhelst Be- breidelse for, som Formand i Kommitteen, at have tilsidesat min Pligt, modtager jeg ikke. Finder Storthinget, at jeg har viist nogen Forsømmelse, saa forlanger jeg, at man tilstiller Odelsthinget Sagen for at gjøre Ansvaret gjældende; men jeg gjentager det, personlig Bebreidelse modtager jeg ikke, og det saameget mindre, som jeg virkelig, men uden Nytte, har protesteret mod at overdrage Kon- stitutionskommitteen Behandlingen af Traktaterne, hvorfor den ved de foregaaende Storthing har været fritaget. Det var vist- nok i Almindelighed Formandens Pligt at overtage Indstillingernes Koncipering, men han maatte forsikkre, uagtet han med Hensyn til Flid troede at kunne stille sig ved Siden af hvilketsomhelst Medlem af Storthinget, at det ikke havde været ham muligt, ikke SIDE: 409 engang at gjennemgaae Indstillingen sidste Gang, for at foretage deri de Forandringer, som efter Omstændighederne vare nød- vendige. Dette Hverv var da bleven Riddervold overdraget". Riddervold: "Han maatte i det Hele henholde sig til hvad Foss, der i Kommitteen havde arbeidet med sin sædvanlige Flid, havde yttret, og troede, at, hvis Præsidenten kjendte de mere specielle Omstændigheder, som det imidlertid vilde være for vidtløftigt nu at specialisere, vilde han vist finde sine Anker mindre beføiede. Det var imidlertid let at indsee, hvor vanskeligt det var, naar et særdeles vigtigt, vanskeligt og omfattende Arbeide først var over- draget til en duelig Mand, da at fratage Denne Arbeidet og over- drage det til en Anden, hvorved saa særdeles megen Tid absolut maatte blive bortkastet. Det var vel undskyldeligt, om man i det Længste kvier sig herfor og haaber det Bedste. Konciperingen af Indstillingen var ogsaa, da Formanden umulig, paa Grund af andre Arbeider, kunde overtage den, bleven overdraget til den Dueligste af de øvrige Medlemmer, og Denne var bleven sinket i Arbeidet i lang Tid ved Sygdom". Sørenssen: "Det kunde ikke være hans Tanke at fremføre nogen Sigtelse mod Foss eller nogen Anden, hvis Dygtighed han i fuldeste Maal erkjendte. Men han havde kun benyttet sin Ret som Repræsentant til med Frimodighed at yttre sig over Frem- færden i denne Sag, der ikke var som den burde, uden derfor at lade ude af Betragtning, at der paalægges enkelte Repræsen- tanter Byrder, som der skal en lykkelig Helbreds- og Sindsfor- fatning til at bære". Byfoged Christensen, Stavangers dygtige Repræsentant, fandt, "at de faldne Yttringer ikke vare paa sit rette Sted. Først naar For- slaget var bifaldt og der ikke var fornøden Tid til at erhverve Sanktion derpaa, kunde man med Grund anke over, at Indstil- lingen var fremkommet saa seent". Sørenssen: "Den sidste Taler opstillede en Theori, som ikke stemmede med hans Overbeviisning. Udfaldet kunde aldeles ikke komme i Betragtning, naar der, som her, var Spørgsmaal om at bedømme Repræsentanters Færd, som Kommitteemedlemmer". Riddervold maatte dog bemærke, "at Flere, og navnlig Kon- cipisten af Indstillingen, bekjendte sig til den Mening, at Beslut- ningen ikke tiltrængte Sanktion. Dette vilde han anføre i den nævnte Repræsentants Fraværelse, idet han derhos bemærkede, SIDE: 410 at han ikke selv deelte denne Mening om Undværligheden af kgl. Sanktion med Hensyn til Grundlovsforandringer". Disse Debatter spildte Kraft og Tid for selve Sagen. De lig- nede disse indbyrdes Fegtninger med skarpe Vaaben, som visse kaukasiske Stammer siges at anstille blot til Øvelse før det virke- lige Slag begynder med Fienden, men som blot sætte ondt Blod og koste Folk. Endelig kunde da Præsidenten skride til at foredrage Kommittee- indstillingen. Det skede in extenso, Medlemmerne følgende med i sine trykte Exemplarer, Kommitteens Formand bemærkende de Feil, som maatte opdages. I Begyndelsen af denne Forhandling havde man den Fornøjelse at se Hjelm pile over Gulvet og at indtage sin Plads. Efter dennes Oplæsning refererede Præsidenten følgende Skri- velse fra Forslagets Proponent: "Positive Religionsbud. Foruden det kristelige Kjærlighedsprincip, udtrykt af Jesus Kristus selv i Matth. 5, 44 -- 45 i Sproget, der endogsaa byder os at "elske vore Fiender paa- det vi kunne vorde vor Faders Børn, som er i Himlene og som lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, regne over Retfærdige og Uretfærdige", findes der en Mængde positive, utvetydige og enhver sand Kristen tvingende Religionsbud, hvoraf herved anføres endeel: 1) Matth. 7, 12. "Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem! thi saadan er Loven." 2) Matth. 22, 39. "Du skal elske din Næste som dig selv!" 3) 1 Joh. 3, 18. "Lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tunge, men i Gjerning og Sandhed." 4) Luk. 6, 36. "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig!" 5) Hebr. 13, 16. "Glemmer ikke at gjøre vel og at meddele; thi saadanne Offere behage Gud vel." 6) Matth. 25, 40. Kristus vil paa Dommens Dag sige til de Barmhjertige: "Hvad I have gjort mod En af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig." 7) Philipp. 2, 4. "Enhver see ikke paa Sit, men Enhver ogsaa paa Andres!" 8) 1 Cor. 4, 7. "Hvo giver dig Fortrin? Og hvad har du, som du ikke haver annammet?" Konfereret med: 9) 1 Petr. 4, 10. "Som Enhver har faaet en Naadegave, saa tjener hverandre dermed!" 10) 1 Joh. 3, 17. "Den, som har denne Verdens Gode og seer sin Broder lide Mangel, og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?" 11) Rom. 12, 18. "Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder!" SIDE: 411 12) Joh. 13, 15. "Derpaa skulle alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed." I Kontinuation med vedlagte korte trykte Meddelelse, tillader jeg mig ær- bødigst at oversende denne Tilbagekaldelse i Erindringen af de Religionsbud, som vistnok engang have været indprægede og endnu staae prægede i enhver Repræsentants Hjerte. Den korte Tid imellem Kommitteeindstillingen og Sagens Afgjørelse hindrer mig fra yderligere Forsøg paa at forsvare Tolerancepropositionen, der for mig har Vægt og Interesse som Samvittighedssag -- et Skridt, jeg af denne Grund haaber fri for Mistydelse. Skulde en Anskuelse, der troer med større Vægt at kunne støtte sig til borger- lige og lokale Forhold og til materielle Hypotheser, blive den seirende, da ud- beder jeg mig Propositionen uforandret fremsat til Afgjørelse paa næstkom- mende Storthing. Den hører maaskee til de Reformer, som betegne en mere oplyst og udviklet Tidsalder, omendskjønt det norske Folks gjæstmilde og menneskekjærlige Karakteer maatte indgive et ikke ugrundet Haab om, at Sagen allerede nu i Aaret 1842 maatte kunne gaae. Ærbødigst Henr. Wergeland". Præsidenten opløftede et Nytestamente, som var Skrivelsen vedlagt, appellerende dertil med Hensyn til Citaternes Rigtighed. Klokken var nu 12; men, med Tilsidesættelse af den sædvan- lige Hviletid, erklærede Præsidenten nu Sagen undergiven Debat. Men endnu skulde der lægge sig en Steen ivejen før man kunde komme ind paa dens Realitet. En Stemme, noget skjælvende af Sindsbevægelse, høres fra en af Amfitheatrets Høider. Det er Konsul Egidius's Svoger, Provst Løberg, der ønsker hans Skri- velse oplæst. Nu, meente han, siden der var bleven saameget talt derom, var det ligesaa godt den kom til Alles Kundskab. Han fandt Egidius angreben, og at det derfor var retfærdigt imod ham, om saa skede, hvorfor han for hans Skyld maatte fordre, at hans Meddelelser til Sørenssen produceredes. Med kjendelig Uvilje maatte Sørenssen atter tage Ordet."Han havde, efter hvad han nys tilforn havde erklæret, troet, at han skulde være bleven befriet for en saadan Anmodning. Konsulen, til hvem han i privat Brev havde henvendt sig, havde vel alvor- ligen beklaget sig over at være bleven udsat for Forfølgelser og Ubehageligheder, fordi Diskretionen -- men, som han troede at have godtgjort, uden hans Skyld -- var bleven brudt; men det kunde han gjentagende forsikkre, at, efter hans bedste Overbeviis- ning, indeholdt Egidius's Skrivelse ikke Noget, der fortjente Navn SIDE: 412 af Oplysning i Sagen, hvilket han tilskrev, at Egidius, som nylig ankommen til Amsterdam, ved Brevets Forfattelse, muligens endnu ikke havde havt Tid nok til at frigjøre sig for Fordomme, som ofte gjøre sig gjældende ved Bedømmelsen af nye og uvante For- holde. Skrivelsen havde dog gjort Nytte, forsaavidt den gjennem Wergeland havde fremkaldt Oplysninger, der svække dens Dom, og derved var der bleven udbredt et klarere Lys over hele Sagen". En dyb Bas lader sig høre fra nederste Bænk i Midten. Det er Rektor ved Bergens Latinskole, Hans Holmboe, Repræsentant paa Storthingene i 1833, 36 og 37. Han meente, at Egidius vilde ikke blive uvidende om det her Forhandlede, og at da Adgang til at retfærddiggjøre sig stod ham aaben, om han fandt det nød- vendigt. Dette og en Henviisning af Riddervold til endelig at ind- lade sig paa Sagen, til hvis Forsvar han ikke fandt Anførelse af Bibelsteder, som maatte være bekjendte, paa sin rette Plads, gjorde endelig omsider en Ende paa disse, men ikke paa alle, Udskejelser derifra. Man vil finde nogle i det nærmest Følgende. Den høje, smekkre, noget ludende Figur, som reiser sig der i Thingets Midte, og som med det tungsindige, sensible Udtryk i sit Ansigt, det glatte mørke Haar, det bløde zittrende Organ, ligner meer en Sydbo, en Italiener, end en Nordbo, er Amtmand Carl Falsen, en Repræsentant, kjendt med Højagtelse fra 8 fore- gaaende Storthing formedelst den Følelsens Adel, der altid som en molstemt gylden Streng gjennembæver hans Foredrag, og for- medelst den selvfornegtende Samvittighedsfuldhed, hvormed han yder den seirende, af ham til det Sidste bestredne, Sag sin op- rigtige Tjeneste, for dog endnu at gjøre den saa heldbringende for det Almindelige som muligt. Det er Cato mod Guderne og deres res victrix: men ikke Cato, som troer, at Alt er tabt. Thi Ingen forsvarer mere tommeviis sin Mening, og er dog mindre fortrydelig paastaaende, naar den ligger under i Voteringen. Denne sjeldne Egenskab, der tyder paa en Tænkemaadens Sinceritet, som maatte kunne forsone den mest legitimistiske Carlist med den deciderede Republikaner, en Chateaubriand med en Armand Carrel, har ogsaa vundet ham Anerkjendelse hos den Opinion, der nævner sig selv ved at sige: "Falsen er Roialist, en Aristo- krat, og derfor ikke af vore Folk". "Men han er en patriotisk Roialist, en Dannelsens Aristokrat", er den bleven tvungen til at SIDE: 413 lægge til. Han er Broder af Manden fra 1814, af Christian Magnus Falsen, den Normand, som har størst Fortjeneste af den nye For- fatning, og Søn af Digteren Enevold Falsen, den Normand, der sørgede dybest over Fædrelandets Ulykke under den gamle. Naar han reiser sig i Thinget, mindes man disse Frændskaber, og begge Hines Skygger synes at omsvæve den Efterladte. Denne Gang var ogsaa Broderen fremmanet ved Anførelsen i Kommitteeind- stillingen, og for vor irritable Falsen var dette at sætte Naalen til en Nerve. Af en Mand af Falsens Humanitet og Følelses- fuldhed (han er en af de Jurister, som ogsaa kunne græde) kunde man vente, at han vilde tale i Sagen; men efter denne Berørelse, at han maatte springe op som den anslagne Tangent. Og det skede. Han var -- hedte det -- ganske paa det Rene med sin Stemme- givning i denne Sag, og havde heller ikke taget Ordet for ud- tømmende at gjennemgaae Spørgsmaalet; imidlertid troede han dog at maatte berøre det med nogle Ord. Man havde mange udmærkede Mænds Erklæringer for at det var stemmende med Religion og Politik at tilstede Jøderne Adgang til Riget, og der var heller ikke Noget i det gamle Testamente, som satte denne Nation i Opposition mod de kristelige Troeslærdomme. Vel havde man ogsaa Erklæringer om at Talmudisterne, hvortil flere For- fattere henregne alle europæiske Jøder, stille sig i skarp Mod- sætning til Staten, at de saaledes bekjende sig til Grundsætninger, som ikke Nogen kunde ønske vare Borgernes, f. Ex. at Lovene ikke have forpligtende Kraft for dem, og at de kun ansee sig bundne dertil ved Magten. Men saadanne Principer var Noget, som ikke laae i deres Lære, og vare kun fremavlede ved de grue- lige Forfølgelser, hvorfor de havde været udsatte; ved den store Humanitet, som er de senere Tider egen, have ogsaa Jøderne frigjort sig for saadanne Grundsætninger, der maatte lede til at de overalt bleve tilbageviiste. Naar man tillige har sagt at Jø- derne nu har opgivet Troen paa den kommende Messias, da var det Taleren ufatteligt efter hans Bekjendtskab til dem. Men alle saadanne Hensyn maatte vige for de vægtige Grunde, som vare anførte af det theologiske Fakultet, og man maatte heller over- lade til den private Lovgivning at træffe Bestemmelser mod Mis- brug, som muligens kunde opstaa, hvis nogen af de ovenanførte Grundsætninger endnu skulde være denne Nation egne. Historie SIDE: 414 og Erfaring siger rigtignok, at Jøderne have en Ulyst til alle nyt- tige Forretninger, medens de have alle Tanker henvendt paa Bank- og Pengeaffærer, og at der i deres Karakteer ofte er en utaale- lig Paatrængenhed; men dette maatte vel være Forfølgelsernes bittre Frugter; thi paa den anden Side fandt man hos dem Lær- dom, Geni, udmærkede Sindsevner, en usvigelig Vedholden ved deres Religion og en til det Utrolige grændsende Opoffrelse for den. Man fandt saaledes hos dem, som hos andre Folk, ud- mærkede og mindre gode Egenskaber. Men hvorledes de her ville opføre sig, kom vel mest an paa, hvorledes man opførte sig imod dem. Naar nu Kommitteens Grunde ere saa vægtige, fore- kom det ham, at den ikke burde have fremdraget den private Affære mellem Glogau og hans afdøde Broder, og stillet denne i et mindre heldigt Lys. At denne var af en anden Mening end Kommitteen, kunde ikke forundre Nogen, som tager Hensyn til, at der ligger 28 Aar mellem da og nu, at Forholdene have for- andret sig siden den Tid, og at endnu Mange saaledes som det theologiske Fakultet anfører, troe, at der hos Jøderne findes Grund- sætninger, der stille dem i Opposition mod Stat, Ret og Sæde- lighed. Kommitteen har sluttet saaledes, at hvad Falsen har udtalt maatte være de Grunde, som havde bevæget Rigsforsamlingen til at opstille den her omhandlede Bestemmelse i Grundloven. Men hvorledes kunde man gjøre en saadan Slutning? Brevets Udtryk viste jo klarligen, at han deri kun fremsætter sin subjek- tive Formening. Til Slutning udhævede Taleren det atter som Retfærdighedsfordring, at Jøden ikke behandledes som en For- bryder, som en Banlyst, og straffedes for den blotte Betrædelse af Norges Jordbund med de højeste Mulkter, samt at vor Religion bød at antage Forslaget. Bag Falsen sidder en Repræsentant, som ved sin egen Person- lighed kalder Rigsforsamlingen paa Eidsvold tilbage i Erindringen. Det er den statistiske Forfatter, Amtmand Gustav Peter Blom, Re- præsentant fra Drammen paa alle Storthing siden 1830. Han kunde ikke mangle i en Strid, hvor Intelligentsen sammenkaldte sine Kjæmpere, og han bar personligen Vidnesbyrd om den Forandring i Meningen om Kvæstionen, som siden 1814 er foregaaet hos Rigs- forsamlingsmændene. Han er en praktisk Mand, af samme po- litiske Farve som Falsen, talende klart og sundt, men uden Varme, med en tydelig, dialektløs Stemme; hans Ansigt udtrykker Vel- SIDE: 415 vilje og Forstand, og hans statelige Figur bærer godt den Men- neskealder, som er henrunden siden han paa Rigsforsamlingen i Eidsvold, hvor han hørte til Unionspartiet, tidligen kaldtes til Deeltagelse i Fædrenelandets politiske Anliggender. Blom yttrede: "Kommitteens Indstilling var saa vel begrundet, at Enhver derefter maatte kunne danne sin Mening og det var heller ikke for at udtale sig over Spørgsmaalet, han havde taget Ordet. Men som eneste herværende Medlem af Rigsforsamlingen vilde han give en historisk Oplysning. Skjøndt det Modsatte var paastaaet, havde man dog paa Rigsforsamlingen godt kjendt til Frdn. af 30te Juli 1684 om Portugisjøder. Den blev endog frem- ført under Debatterne. Der var Flere, som talte Jødernes Sag, og iblandt Andre vilde han stedse med Glæde tænke tilbage paa det levende Foredrag, som Provst Midelfart holdt til Forsvar for Jøderne. De Grunde, Modpartiet havde anført, vare især hentede fra Jødernes Stilling i Almindelighed. Man fornærmede Ingen ved at lade Sagen in statu qvo, og man fandt det betænkeligt at optage en Nation, som aldrig havde yttret Lyst til at domiciliere sig, og som ikke knyttede sine Interesser til det Lands, hvor de fik Ophold. Norges daværende prekære Stilling i pekuniær Hen- seende gjorde det desuden farligt at indlade Folk, som beskjæf- tigede sig med Bankaffærer og i den Henseende vare os over- legne. Der var maaskee ogsaa en anden Grund, som ikke blev omtalt i Forsamlingen, men virkede skjult, nemlig det Had, som dengang fandt Sted i Danmark mod Jøderne. Men ganske vist blev der omhandlet, at Lovgivningen tilstedede visse Jøder Ad- gang, og isærdeleshed blev der opkastet Spørgsmaal om hvori da Portugisjøderne vare forskjellige fra Andre af denne Nation, og da Ingen vidste det, bleve Alle skaarne over een Kam. Men alle de Grunde, som den Tid vare forhaanden, finde nu ikke Sted. Han kunde ikke betvivle, at Rigsforsamlingen, hensat til 1842, vilde være kommen til samme Resultat som Kommitteen". Men at Ingen af Præsterne endnu have talt? Standen har dog nogle af Thingets ædleste og talentfuldeste Medlemmer at opvise: den skarpsindige Arup, den kristmilde Castberg, den poetisk-fø- lelsesfulde Lammers, Alle sande Præster til Hoved og Hjerte? Jo, i dette Øjeblik lader en sonor, malmfuld, øvet Røst sig høre. Det er Arup, Repræsentanten fra Drammen paa Storthingene i 1836 og 37, en Præst, designeret af den offentlige Mening som en af SIDE: 416 de Værdigste til det bispelige Pallium, udmærket som Taler og Mand for sin Kommune, agtet som Tænker, Stilist og Kristen siden han i forrige Aar offentligen optraadte i Spidsen imod det intolerante Lovforslag betræffende Troesforholdene, som var bleven udarbeidet ved Professor juris Hjelm. Han har forberedet sig. Af og til falde hans Øine paa Papiret, uden at dog hans Foredrag taber sin Frihed. Han taler med stærk rhytmisk Be- toning, i rullende veldrejede Perioder: "Dersom Spørgsmaalet var om nu strax uden videre For- beredelser og Betingelser at tilstede Jøderne Adgang til Riget, vilde jeg ikke vove at stemme derfor, -- vistnok ikke af religiøse og moralske Grunde, men af andre, der ere altfor ofte frem- hævede til her at behøve at gjentages, -- kun vil jeg nævne Jøde- folkets aldeles særegne, for en væsentlig Deel ved Undertrykkelser bevirkede, Udvikling, samt en almindelig Opinion imod deres Op- tagelse, som, saalænge den ei er beseiret, vil saagodtsom til- intetgjøre Øjemedet af at aabne dem Adgang til Landet. Men Spørgsmaalet er for Tiden ikke herom, thi om end Grundlovens Forbud hæves, bliver den øvrige Lovgivning tilbage, og igrunden er man, hvad Sagens endelige Afgjørelse angaaer, ikke kommet et Skridt nærmere; thi vel synes det, som om een Hindring ved den foreslaaede Grundlovsforandring vilde bortryddes, men den tilbageværende har dog aldeles samme Rod, som den hæ- vede, den lovgivende Magts Villie nemlig; og selv i Tid er der intet Væsentligt vundet, da det jo er klart, at ved et og samme Thing kunde Forandringen foregaae baade i den offentlige og pri- vate Ret. Saavidt jeg skjønner, er det ei Hensyn til hvad Jøde- folket efter Naturretten eller Folkeret kunde fordre, der her maa gjøre Udslaget -- thi om Indstillingen bifaldes, blive deres Rettig- heder derved kun i ringe Grad større, end de vare før. Kvæ- stionen fremstiller sig for mig saaledes: bør Forbudet mod Jødernes Adgang til Riget, saalænge et saadant ansees hensigts- mæssigt, have sin Plads i Grundloven eller den almindelige Lov- givning. Sagen er saaledes et os selv, vor Lovgivning, men vistnok ogsaa vor Nationalære, vedkommende Anliggende. Betragtes Sa- gen derfor fra denne Side, kan jeg for mit Vedkommende ikke være i Tvivl om hvorledes jeg vil stemme, -- jeg maa nemlig bifalde Kommitteens Indstilling. Allerede den Virkning, en Ytt- ring af Storthingets Pluralitet i den Retning maatte have paa SIDE: 417 Opinionen, der efter min Anskuelse ikke er den mindst vigtige og derhos en høist uretfærdig Hindring for Jødernes Optagelse blandt os, taler derfor; men der gives andre og væsentligere Grunde. Der ligger noget ikke blot for Følelsen, men ogsaa for den rolige Eftertanke høist Stødende i en saadan almindelig, for alle Tider -- thi det er jo Hensigten med at gjøre det til Grundlov- bestemmelse -- udtalt Fordømmelsesdom over et, vistnok i høi Grad mishandlet, ulykkeligt, men derhos tillige i saare mange af sine Individer hæderligt Folk. Tyrker og Hedninger kunne frit færdes i Riget, men Jøder, engang Guds udvalgte Folk, ærvær- digt ved sin Ælde og sine Minder, der ogsaa ere vore, ærværdigt som Moder for den hellige Religion, vi bekjende os til, skulde som et besmittende og vanhelligt Folk staae udenfor, -- og Dommen, som saaledes fældes, er i Betydning og Værdighed stillet ved Siden af vort konstitutionelle Livs vigtigste Garantier, og staaer som en Grundlovbestemmelse i den Samling af Regler, der forøvrigt ud- mærke sig ligesaameget ved Liberalitet, som ved Erkjendelsen af Menneskets Værd som Menneske, uden Hensyn til de vilkaar- lige og konventionelle Forskjelligheder, der ellers træde adskillende imellem dem. Dette er i mine Øine en skrigende Disharmoni, der ikke snart nok kan bortfjernes; det er en Plet paa Frihedens blanke Skjold; det er en national Vanære, som Kultur, Humanitet og Religion i lige Grad stempler som saadan. Dersom Grund- loven nu skulde gives, er der vel ingen Tvivl om, at den Be- stemmelse, der foreslaaes udslettet, ingen Plads vilde finde i den; men at den i sin Tid fik Plads deri, grunder sig paa Omstændig- heder, som dengang fast ikke kunde andet end virke mægtigt, og det er saaledes langtfra, at jeg vil kaste nogen Skygge paa Konstituenterne. Den, der har fulgt Jødernes Historie siden deres Adspredelse, vil finde, at der oftere fra Tid til anden har reist sig mod dette vidunderlige Folk en dunkel Mistanke, et bittert Had, en mere eller mindre voldsom Forfølgelse, af Grunde, der vistnok for de Samtidige have havt sin fulde Vægt, men som Eftertiden har seet i deres hele Intethed. I Dyrtid vilde man i Jøderne finde Nødens Ophav, under smitsomme Sygdomme be- skyldte man dem for at have forgiftet Brøndene; Religionsfanatisme forfølger dem stundom endnu -- kort sagt, i enhver stor Nød vendte Blikket sig mistænkeligt mod Jøderne. Men det var ei i moralsk Henseende alene, de saaledes uforskyldt bleve angrebne; SIDE: 418 og just i den Tid vor Grundlov blev given, var der indtraadt en saadan Forfølgelsesperiode i det med os da saa nøie forbundne Danmark. Det var en ulykkelig Tid; Pengenes Værd var sjunket i en uhyre Grad, Finantserne udtømte og Elendigheden frembrudt i mangehaande Skikkelser. Istedetfor at søge Kilder dertil i de Aarsager, hvor man vistnok nu erkjender, at de ligge, var det en almindelig, ja ogsaa hos de Oplyste en herskende Mening, at Jøderne ved deres Pengevirksomhed, ved deres egennyttige Iso- leren og Stræben efter at berige sig, havde for en væsentlig Deel fremkaldt Elendigheden. En saadan almindelig udbredt Mening, om hvis Rigtighed Faa dengang tvivlede, kunde ikke andet end yttre sin Indflydelse paa det vigtige Arbeide, der grundlagde vor Frihed og Selvstændighed; men naar man er kommen til Erkjen- delse om, at derved er begaaet en stor Uret, bør man heller ikke betænke sig paa at gjøre den god igjen. En det norske Folk van- hædrende og et fremmet Folk krænkende Bestemmelse bør ikke omgives med Grundlovens Hellighed; hvad Tidsomstændighederne fremkaldte, bør ei gives Varighed gjennem alle Tider; de Baand, der i denne Henseende ligge paa Nationalviljen, bør løses. Det er saaledes min Overbeviisning, at Forholdet bør bringes tilbage til det Punkt, hvorpaa det stod førend vor Grundlov blev given; og jeg agter saaledes at stemme for Kommitteens Indstilling". At Rektor ved Bergens Latinskole, Hans Holmboe, Repræsen- tant paa Storthingene i 1833, 36 og 37, vilde blive en af Sagens varmeste Talsmænd, kunde man vide af et fyrigt og vidløftigt Forsvar, han forrige Høst under sit Navn havde publiceret i Bergens Stiftstidende. Det lignede denne uafhængige Karakteer, at være sig denne Mening bekjendt imellem Kommittenter, hvis store Fleerhed i denne Kjøbmandsby rimeligviis fordømmer den. Ingens Foredrag var eftertrykkeligere. Og han er tillige isandhed veltalende. Uviljen mod Fordommens Magt lod Ordene falde som Thors Hammerslag i Jettens Pande. Den var ligesom hans Tales hørligt bankende Puls. Han demaskerede denne Sagens egentlige Fiende, som man river Lagenet af et fingeret Spøgelse, og gav den til Priis for Spotten og Foragten, der synligen svul- mede om hans Læber og hørligen gjorde det i hans Ord, i denne Sammenfletning af satiriske Snerter, hvoraf hans nervøse Fore- drag baade nu og især senerehen for en stor Deel bestod. Holmboe taler: "Skjøndt alle Talere have yttret sig for Indstil- SIDE: 419 lingen, troer jeg dog af forhen faldne Yttringer om, at dette er en Sag, hvorom Enhver iforveien har opgjort sin Mening, saaat Vo- teringen derfor gjerne kunde foregaae uden Debat, ikke at turde være uden Frygt for Udfaldet, hvorfor jeg anseer det for en Samvittighedspligt ogsaa at udtale min Mening. Det er dog mu- ligt, at der endnu kan være nogle Vaklende, som kunde lade sig bevæge. Her er ikke Tale om hvad der er Sandhed og hvad der ikke er det; men det er blot Fordommene man har at be- kjæmpe. Disse ere to Slags: religiøse og statsøkonomiske. De Første ere tilstrækkelig oplyste og gjendrevne af Kommitteen. Vanskeligt er det dog ikke at forklare hvorledes de ere opstaaede. De skrækkelige Forfølgelser, Jødefolket har lidt, har optændt zelotiske Jøders Had mod Forfølgerne, og forledet dem til at fremsætte Læresætninger, der stode i Strid mod Moralen. Disse, der vare svundne med Forfølgelsen, stode nu kun igjen som Skrækkebilleder, hvorfor man imidlertid fordømte det hele Folk. I vort Land har man vel ingen selvstændig Erfaring, men at For- dommen ogsaa her har rodfæstet sig, er naturligt, da Landets Lovgivning jo har stemplet den jødiske Nation som en Pest, man maatte sky. For disse Fordomme, som kun de Oplyste har kunnet bortmane, har vel heller ikke Disse været saa ganske fri. Ja selv i et af Foredragene idag har jeg troet at see Spor heraf. Jeg yttrer dette, udtalende min Overbeviisning, men ogsaa overbeviist om, at dette ikke vil eller kan blive optaget som nogen Fornærmelse. Embedsmændene kom herop fra Danmark, og maatte have For- modningen for sig om at være oplyste Folk; men hvorledes kunde de virke mod Fordommene, naar de selv havde inddrukket disse ved paa Regentsen fordetmeste kun at stifte Bekjendtskab med Udskuddet af Nationen, med Schakkerjøderne? Som et Exempel kan jeg anføre den afdøde Olding Niels Hertzberg, der interes- serede sig saa varmt for Forslaget, men som selv erklærede, at han med Vanskelighed havde kunnet frigjøre sig for de Fordomme mod Jøderne, som vare opstaaede hos ham i hans Studenterdage. Men i vor Tid har man mangfoldige Beviser paa, at der ikke er Noget i Almindelighed at udsætte paa Jødernes Færd i Lande, f. Ex. i Sverige og Danmark, hvor man behandler dem paa sømmelig Viis. De beskyldes vel for Ulyst til nyttige Foretagender, men man glemmer, at man paa samme Tid har negtet dem Lov til at be- skjæftige sig som andre Mennesker. De vise Paatrængenhed i SIDE: 420 sin Karakteer, siger man; ja vel Schakkerjøden maaskee, som vil blive af med sine gamle Sager. Forøvrigt de statsøkonomiske Grunde betræffende, som man har opstillet mod Jødernes Op- tagelse, da ere de fordetmeste udgangne af Børskommitteernes Betænkninger. Men disse ere saa sneverhjertede, saa svage, saa modsigende, at de virkelig hverken synes mig Gjendrivelse vær- dige eller at være i nogen Maade værd at reflektere paa. De frygtede saaledes t. Ex. for Jødernes fordærvelige Indflydelse paa Handelen. Men man fandt ogsaa der, at det ikke egentlig var med Indførselshandelen Jøderne vilde beskjæftige sig og yttre sin fordærvelige Indflydelse paa, heller ikke paa Udførselshandelen var det og heller ikke paa Fragthandelen -- men paa hvilken Handel da? For at forkaste Erklæringer, der indeholde saadanne Modsigelser, behøver man ikke just at være Handelskyndig. Man frygtede maaskee Jødernes skadelige Indflydelse paa Sølvhandelen; hvis det imidlertid var det, man var bange for, at Jøderne skulde stjæle Sølv fra Sølvværket, da var der Jøder nok før i Nummedal og Sandsvær. -- Her er derhos ikke blot Spørgsmaal om det Gavn- lige og Hensigtsmæssige. Der gives Tilfælde, hvori man maa tage Fornuften fangen under Troens Lydighed. Bibelen nyder vel ikke megen Agtelse i vor Tid, men dog mere end Kramers Regnebog. Om Jødernes Bibel maa man her ikke spørge, men om vor, de Kristnes Bibel, og deri staaer skrevet, at vi skulle elske vor Næste og handle mod ham som vi ville, at han skal gjøre mod os selv. Man vil vel heller ikke fornegte Evangeliets Lære, at ethvert Men- neske, altsaa ogsaa Jøden, er vor Næste, og da haaber jeg, at man vil forene sig om at udslette af Grundloven et Forbud, der strider mod Kristendommens første Læresætninger, og hvis Bi- beholdelse, efter at dets Ophævelse nu er foreslaaet, maa geraade Nationen til Vanære og vil brændemærke den i Udlandets Øine. Taleren endte med at oplæse en (fra Galleriet skreven) Med- delelse fra Wergeland, hvori han beder bemærket, at der ved sidste Naturforskermøde i Stockholm var bleven vakt Kvæstion om hvorledes der ved det næste, der er berammet til Afholdelse i Kristiania, skulde forholdes med Naturforskerne af den mosaiske Tro. Disse skulde have erklæret, at de før vilde undlade at komme end de vilde underkaste sig Ydmygelsen af at maatte søge om Leide. Navnlig anførte Brevskriveren, at Dr. med. Steinheim i Altona havde i Brev til ham yttret denne sin rimelige Beslutning". SIDE: 421 Men Falsen, som var det Medlem, i hvis Yttringer Holmboe vilde have fundet Spor af Fordom fra Studenterdagene "vilde ikke kjende Jøderne fra Regentsen. Hans Bekjendtskab til dem, hedte det, skrev sig ikke blot fra hans Studenteraar, men fra senere Ophold i Danmark og de Oplysninger han igjennem der- værende Beslægtede og Venner havde erhvervet". Foss, "der under sit Ophold i Bergen havde staaet i nær Be- rørelse med Falsens Broder, og som i Forening med ham havde udgivet det Tidsskrivt, hvori Skrivtvexlen med Glogau havde staaet, var imidlertid ved de mellemkommende Taler bleven hindret fra at erklære sig i denne Anledning. Han bemærkede derfor, at det vilde lede til altfor stor Vidtløftighed, om man vilde indlade sig paa at debattere om Præmisserne til Indstil- lingen. For sit Vedkommende agtede han derfor blot at holde sig til Konklusionen, og havde kun nogle faa Ord at bemærke i Anledning af Amtmand Falsens Anke over det, der i Indstillingen var anført af og om hans afdøde Broder. For Denne havde han næret for meget Venskab og nærede for stor Agtelse for hans Minde til at han vilde have fremtrukket en Sag, som paa nogen- somhelst Maade kunde kaste et mindre fordeelagtigt Lys paa ham. Det kunde han erindre og bevidne, at det ingenlunde havde været den Afdødes Mening, at Sagen skulde betragtes som privat; tvertimod havde han indrykket Brevet i "den norske Tilskuer", for at hans Meninger kunde drøftes for Offentlighedens Domstol. Men hvad er det for en usømmelig Lattermildhed, som udbreder sig, og det ikke alene paa Galleriet, men i selve Salen? Skamme- ligt og ærgerligt! Publikum fniser højt, og Storthinget antager Ud- seendet af et Theaterparterre imellem Akterne. Det er Flor, gamle Krigsraad Flor, som taler. Det er nok. Det er bleven nok til at lee ad, og Alderdom og fordums Fortjenester har viist sig for skrøbe- lige til at beskytte imod Forhaanelse. Men oprigtigt, vidste jeg ikke, at det var den oprigtigste Patriot, erindrede jeg ikke, at det var Jernmanden fra 1821, som talte -- Latteren vilde ogsaa have smittet mig, jeg maatte over det jeg hørte have glemt Alderen og Stedet. Det sidste kan vel ikke fritage Eenfoldigheden fra at man leer hos sig selv eller endog fra at Smilebaandet slappes, men Alderen, Alderen -- skal der meer end den Pietet, man bør kunne forudsætte hos ethvert Menneske, til, for ikke at glemme, at den har et Stadium, det nærmeste Graven, hvori Sløvheden SIDE: 422 er naturlig som Mosen paa det gamle Træ, vetløs Tale naturlig som hos Barnet. Dog bør den anhøres med bøjet Hoved, om end med Tanken: det faar dog engang en Ende. Barnets Pludder bærer man over med, fordi man veed, at den vil gaae over til fornuftig Tale; hvorfor da ikke med Oldingens, der vil blive til noget endnu visere, til Dødens Taushed med det faste, mildt- sardoniske Smiil om Læben? Men ikke her, ikke i Storthinget maa man tale i Barndommen; her forlange vi Beskedenhedens Taushed af den sløve Enfoldighed uden at spørge om Grunden til denne. Vi ville kun, at den skal holde sin Træpande tilbage, sige disse Ubarmhjertige; og hvad Svar er der uden et "Tys!" som er endnu grusommere, fordi det synes at have til Hensigt at drive Oldingens Prostitution endnu videre ved at lade hvad han siger blive hørt. Men "Træpande" er ikke nok betegnende for den urokkelige Rolighed, hvormed Flor bliver ved at misbruge sin uomtvistelige Ret til at tale med i Thinget, og, idet han taler imod Sagen, at fremme den mere end nogen af dens Talsmænd ved den Undseelsens Lamhed, som maatte falde over dem, der ellers deelte hans Mening. Der maatte en Pande af Jern, Øren som Konchyliens Steenhvirvler til for at blive ved som Flor blev ved fra sin Plads imellem eller ved Siden af Arup og Blom. Der sidder han nemlig, tilkaldt som første Sup- pleant fra Drammen, hvilken By han med Ære har repræsen- teret paa Storthingene i 1818 og 21. Da, som en af Demokratiets Fløimænd paa yderste Venstre, vandt han Navn af Patriot i sine Følelser, Liberal i sine Anskuelser -- nu, da man hører ham at anføre Negeremancipationens Følger som uheldige og at anføre dette som Grund imod nogen Begunstigelse imod Jøderne, maa han ialfald give Slip paa det sidste Navn, om end Ingen kan be- røve ham det første. I denne Sag idetmindste lagde han, Re- publikaner i sin Tro og i sin private Vandel, dette Navn, sit Livs Krone, af sig, og, om han maatte oprøres ved at mærke Spot hos Mængden, Medlidenhed hos Venner, kunde der vel ikke være synderlig Opreisning i, at denne blandedes med Forbauselse. Dog, som sagt, Intet anfegtede ham. Det er med høi, skrigende Røst, Brillerne snart skudte op i Panden, snart for Øinene, oplæsende af en Bog, en Reisebeskrivelse, som han gestikulerer med i Haanden, at han anstrenger sine sammensjunkne Kræfter, sin Hjernes stivnede Fibrer. Havde han endda indskrænket sig til at oplæse af den Dram- SIDE: 423 mens Avis, han redigerede indtil han kom i Thinget, de Grunde imod Propositionen, han forleden Aar opstillede deri i en Opsats, som ingenlunde gjør hans Pen nogen Skam, vilde Flor have været den bedste Anfører for de 43; men nu er der ikke liden Grund til at tro, at Ingen bidrog mere til at reducere Modparternes Antal til det det blev. "Han havde -- saavidt der lod sig finde Rede i hans Foredrag -- personligen kjendt flere Jøder uden at være bleven saaret af deres fornærmende Paatrængenhed, og uden at være bleven for- urettet af dem. Det kunde altsaa ikke være af Fordom han stemte imod Forslaget. Man havde sagt, at Ikkeantagelsen deraf vilde brændemærke Nationen i Europas Øine; men han havde Grunde nok for sin Mening, og dem vilde han fremsætte og følge, enten han saa udsatte sig for at blive brændemærket eller ikke. Han nærede ikke Religionshad; han ansaae det vakkert nok, om man lyttede til Humanitetens og Religionens Stemme; men der opstod ofte skadelige Følger deraf. Saaledes f. Ex. af Neger- emancipationen, der baade paa Jamaika og Kap havde afsted- kommet Voldsomheder og Ulykker. Men om der ei var andre Grunde, var der dog een, som for ham vilde være nok. Han vilde nemlig aldrig stemme for at gjøre Hul paa Grundloven, som er Basis for vor hele Lovgivning og Forfatning, og desforuden var det især statsøkonomiske Grunde, som havde bestemt ham". Foredraget sluttede med en lang Oplæsning af Reisebeskrivelsen, der indeholdt endeel Kuriosa om hvorledes Jøderne i Galizien havde været tjenstvillige indtil Paatrængenhed. Og saaledes var man da kommen tilbage til samme Punkt i Ringen, skjønt her slugte rigtignok Hovedet Halen op. En af Reisenotizerne var ellers af den Beskaffenhed, at den vakte forøget Munterhed hos de mandlige, Undseelse hos de qvindelige Tilhørere, som den Dag vare talrigere end ellers. Men heller ikke denne Gang var der langt fra det Komiske (om det Udtryk kan bruges om en gammel Mands Skrøbelighed) til det Alvorlige; thi nu hørtes en Tale, der kunde bringe, og virkelig ogsaa bragte, Rørelsens Taarer i baade mandlige og qvinde- lige Øine. Det var Præsten Castbergs, Repræsentant paa alle Stor- thing siden 1830. Og denne blide Stemme, kun moduleret for Formaninger og Velsignelser, har engang kommanderet foran et Kompagnies Front, denne Haand, som nu med let Svæven følger SIDE: 424 de fromme Ord, har engang svinget Kaarden i Spidsen for norske Musketerer. Castberg har været Officeer; men godt er det at mærke af hans hele sandt præstelige Væsen og af en Dygtighed, som Storthingene vide at benytte, at det ikke var forsvundne Aars gode Udsigter i det Geistlige eller Omsorg for Familien, der alene var Hoveddrivefjederen til at han ombyttede sin Stand. Han havde forberedet sig, men han talte høit og med et Udtryk, som indprægede i Hjerterne ethvert Ord og med dem den dybeste Agtelse for hans Tænkemaade. Saa talte Castberg Ord til andet: "Jeg tillader mig ved nogle faa Ord at afgive den Erklæring, at ikke heller jeg tør negte min Stemme til Ophævelsen af det Forbud, hvorved Jøder ere udelukkede fra Riget. Jeg tør det ikke, fordi jeg som Kristen ei skulde kunne forsvare det og som Menneske er mig bevidst, at Samvittighedens Stemme, at Humanitet, at de ædleste Følelser i det menneskelige Hjerte oprøre sig mod en saadan Krænkelse af den Kjærlighed, der minder om vor fælles Guds omfattende og uendelige Barmhjertighed. Man har til Forsvar for en modsat Beslutning taget saagodtsom udelukkende sin Tilflugt til materielle Interesser; men i den deraf udledede Argumentation skjulte sig store Vildfarelser. Det ydre Menneske staar dog ei isoleret fra det indre, og dersom dydige Grundsætninger lede Menneskets Handlinger, saa føre disse upaatvivlelig til Velsignelse, hvor lidet lovende end Udsigterne dertil stundom kunne være for menneske- lige Øine. Unegteligt er det derfor den klogeste politiske Regel, stedse at tage Gud med paa Raad, og var der end nogen klogere Regel for de udvortes Anliggender, saa burde dog Enhver bede Gud bevare sig fra at følge den. Overbeviist om, at denne Gud ei har givet os Norges Land saaledes til Odel og Eie, at vi med hans Villie skulde kunne udelukke derfra et Folk, som han ogsaa opholder paa Jorden, tør jeg ei negte Jøden Adgang til Riget; thi det staaer dog vel fast, at Jorden og dens Fylde er Herrens. Det er da min Mening, at der er langt vigtigere Indlæg i denne Sag end Skribenters og Børskommitteers -- vi have Religionens, Humanitetens, Ydmyghedens, Kjærlighedens -- disse har jeg agtet paa, og jeg vil lade mig lede af de Oplysninger, som ved dem meddeles, idet jeg trygt overlader Følgerne deraf til Ham, hvis kjærlige Omsorg omfatter den Frie og den Ufrie, den Kristne og Jøden". SIDE: 425 . . . "Sagen gaaer", hviskede man, da han havde talt. "Det er umuligt, at Nogen, efter at have hørt dette, kan være bekjendt at stemme imod". "Og mindst Nogen af Præsterne", lagde Folk til, som ikke vidste, at der er flere Folder i Menneskehjertet end bag i Ryggen paa Præstesamarien. "Nei, umuligt, umuligt! Det maatte være et Steenhjerte, en Hykler" o. s. v. hvad man nu kunde sige i Hedens Hyperboler. Deri var man idetmindste enig, at det var ønskeligt, at han var alt andet end Præst, og at dersom Nogen af Haugianerne i Thinget nu stemmede imod, var deres Kristendom par excellence ikke stort andet end Farisæisme. De Fleste havde nu vel ikke troet sine egne Øren, da de hørte Flors afskyelige Yttring om Negeremancipationen, og hans Venner tør nok gaae god for, at han ikke mente det saa ilde. Imidlertid blev, til Overflod, en menneskeligere Anskuelse, i Forbigaaende under Foredraget, yttret af en af Thingets Bønder. Det var af Peder Faukald, tillige et af dets lyseste Hoveder, Thotens Stolthed, Vest-Oplandenes faste Repræsentant siden 1830. Han er Hjelm imellem Bønderne: de samme højhjertede Anskuelser, de samme reen-menneskelige Hensyn, den samme europæiskartede Liberal- isme ved Siden af den kraftfuldeste, mest udprægede Norskhed, det samme fri Blik over Forholdene, den samme Livlighed og Blodsvarme, ja lige indtil den samme Vivacitet i Organet, Ud- trykket og Maade at føre sig paa. Man skulde troe det er en Franskmand som taler, saa hurtigt lyder det for Øret. Han er allerede et Stykke paavej før man faaer følge med denne fly- dende Tunge, som den livligste Aand sætter i ustandset Bevægelse som Strømmen sit bløde, sivlige, ormende Græs. Han har for- trængt Haagenstad i hine Oplandes Folkekjærlighed, som den lyse, venlige, ranktskydende Bjerk trækker Alles Øjne til sig fra den mørke Furu, den seendrægtige Gran. Han er bleven den Første i deres Valg, og om Embedsmændene havde den samme Ind- flydelse paa Valgene, som Bønderne har, visselig han vilde vælges, uanseet at han er Besparingsmand saa streng som Nogen, men aldrig smaalig. En saadan Bonde føler Alle tilhører Nationen som en Ære, som et Exemplar af en norsk Bonde, Fremmede maae forbauses over, som en Undtagelse, der vil Aarhundreder til før den bliver Regel og almindelig. Og denne mest dannede SIDE: 426 af vore Bønder er ogsaa den mest modtagelige for Grunde, denne mest folkekjære imellem dem den mindst Rædde for at bekjende sig til en Mening, som ikke er deres. Kort -- dog endnu et Træk, som mere end noget andet viser Ægtheden af hans Dannelse, Perfektibiliteten af hans ualmindelige Sjel, Harmonien i Udvik- lingen af dens Evner. Det er ikke hans, Selvlærlingens, stilistiske Færdighed, men noget endnu sjeldnere hos vore Bønder, saa dyg- tige de ellers kunne være, det er, at han i høj Grad besidder Skjønsands, æsthetisk Følelse, Agtelse for Kunsterne. Han er ikke bange for at bekjende det Utrolige, at de ikke ere blot det ørkesløse Genies Affødninger, den ødsle Luxuses Plejebørn, men at de ere national-nyttige og bør æres og plejes som Fædrene- landets ægte Førstefødte. Hvor naturligt, at denne Bonde var den Første og Eneste imellem Bønderne -- med Undtagelse af Kommitteemedlemmet Bjørnsen -- som tog Ordet for Mosaiterne? Fordom kan ligesaalidt klæbe ved denne udviklede, krystalspillende Aand som Støvfnugget ved Lysets brændende Flamme; og saa højt han elsker sit Thoten, troede han dog ikke, som Tønsager om Eidsvold, at Hjembygden var det bedste Sted til at komme paa det Rene med hvad hine tre Kon- stitutionskommitteens udmærkede Hoveder behøvede Dynger af Skrivter og Rækker af Maaneder til, forat sætte sig ind i og at udvikle. Saa talte Faukald . . . "Tys! tys!" lyder det mellem Tilhørerne, da Alle ere spændte paa hvorledes Bonden vil erklære sig, og Thingmændene vende sig imod ham, simple og opvakte Ansigter om hinanden. Kun Haagenstad bliver siddende, rolig og urygget som altid, drejende paa sine Tommelfingre under Skranken. Kun et enkelt lurende Sideblik under de buskede Øjenbryn, kun et enkelt. Han mærkede hvor det bar hen, at Faukald ikke den Dag hørte Bønderne til, ikke den Dag var hans Medrepræsentant. Han repræsenterede noget Højere: Civilisationen saadan som den til- hører en højere Oplysning, saadan som den endnu er ideal og uopnaaet af Fleerheden. Faukald har Ordet: "Det er en Alvorsstund, denne Dag da den Sag, der nu er Gjenstand for Afgjørelse, maa ansees for et Samvittighedsspørgsmaal, fra hvilkensomhelst Side man end be- tragter den. Det gjælder Ophævelse af en Bestemmelse, der har sit Udspring fra en af de forud opstillede Grundsætninger, hvor- SIDE: 427 efter vor Konstitution siden blev formet, men hvis Vedvaren til- lige strider mod Erkjendelsen af naturlige Menneskerettigheder. Hvad Under da, at den læge Repræsentant er kommen i Thinget med Tvivl? Disse Tvivl forøge sig for mit Vedkommende hoved- sagelig med Hensyn til Bestemmelsen i Grundlovens § 112, nemlig om Erfaring nu kan haves for Nødvendigheden af den foreslaaede Ophævelse. For at komme til nogen Overbeviisning herom, vil denne Sag ikke kunne betragtes fra det almindelige Standpunkt. Det er i verdensborgerlig Henseende samme bør granskes, skal noget afgjørende Resultat opnaaes. Maaskee det var rigtigt i 1814, at Bestemmelsen om, at Jøderne fremdeles negtes Adgang til Riget, beholdtes i Grundloven, foranlediget saavel ved vore særegne For- holde, som af andetsteds tilstedeværende Virkelighed; -- men kunne samme Bevæggrunde fornuftigviis være tilstede nu? Jeg antager det ikke. Begrebet om Humanitetsgrundsætninger, saa- velsom om de menneskelige Rettigheder have siden den Tid sær- deles uddannet sig, og til en af Virkningerne heraf hører netop Negeremancipationen. Men disse Fremskridt maa vel ansees som Følger af opklarede Begreber og af en stigende Civilisation, hvis sikkreste Støtte findes i Kristlærens Grundideer. Er nu dette saa, maa ogsaa Erfaringen antages at være tilstede i dette Tilfælde. Den demokratiske Tendents, som er Grundtrækket i vor Grundlov, er Borgen for, at Antagelsen ikke vil modsige dennes Aand. Ved gjentagende at have tænkt over denne Gjenstand er jeg kommen til den Overbeviisning, at jeg bør give min Stemme til Kommit- teens Indstilling. Hvad det Materielle angaaer, da er Sagen vistnok af mindre Betydning, idet Schakring ved vore Love er forbudt, og hvad Bemægtigelse af Handelen men at udelukke en Klasse Medmennesker, uden nogen Brøde, fra at betræde Jord- bunden, kan vel Ingen paastaae er moralsk rigtig handlet. Han fandt ogsaa saameget mere overveiende Betænkeligheder mod at udelukke just denne Menneskeklasse, som den er Levninger af et Folk, der saa at sige er Moder til vor Religion, og fra hvem Jor- dens Lærere og alle Menneskers Frelser vare udgangne. Maatte han saaledes betragte Forbudet i Grundloven i moralsk Hen- seende for urigtigt, fandt han det ogsaa for sin Pligt at votere for, at det snarest muligt udgik". Men nu kommer altera pars; men desværre for den ikke "Hum- len", som man siger; men snarere Tyndtøl. Audiatur! Den, som talte først, pleier at brygge det paa hvad Andre har sagt. Men min Gud, det hvide Hoved, som reiser sig dernede paa første Bænk, Agershuus Amts første Repræsentant, Thingalfabetets Alfa, men ikke tillige Thingets Omega uden forsaavidt at han, som sagt, gjerne bier til Andre har talt og saa kommer bagefter -- det er jo Tønsagers, fromt og mildttænkende, som om dets Hvidhed var Naadesymbolet, en himmelsendt Dues skinnende Vinger, ned- dalet for at bortjage alle skumle, umilde og vildfarende Tanker derifra? Tønsager maa være for, Tønsager, som er saa dannet og human, at Folk i Graat, som sidde nær ham, troe, at han ikke duer til at være Bonderepræsentant. . . . Ak nei! Denne Gang var dette Hvide Faareuld, simpleste Faareuld. Fra Ingen hørte man et skrøbeligere Ræsonnement. Tønsager, den første Bonde, som talte imod Sagen, begyndte nemlig med den naive Tilstaaelse, at han var reist hjemmefra med sit Nei, fortsatte med at ind- rømme Vægten af de Fordringer, som Humanitet og Tolerance opstille, hvisuagtet han dog vilde stemme imod, og sluttede med den besynderlige Paastand, at man, formedelst den bestaaende Civillovgivning ikke gavnede Jøderne ved det paatænkte (natur- ligviis det første nødvendige) Skridt. "Maaskee havde der heller ikke (efter tre Aar og megen Skrivtvexling) været Anledning nok til offentligen at yttre sig om Forslaget." Saa skrøbeligt dette Ræsonnements Grunde end vare, deelte dog Modparterne, som man siden vil see, dem imellem sig, saa hver fik een af dem til SIDE: 429 Kjerne i sin Tale. Det er Armodens Nøisomhed. Ja selv det Guddalske Argument, at Rigsforsamlingsmændene vare saa vise Mænd, at man maatte binde sig til alle deres Bestemmelser, laa in nuce i Tønsagers Foredrag. Thi Udgiveren, der kjender Tøns- ager personlig, maatte med Forbauselse see ham trække "For- trolige Breve fra Rigsforsamlingen i Eidsvold" frem, og høre ham paaberaabe sig Forfatterens dengang havte Mening. Nu er til- fældigviis Forfatteren af disse Breve Udgiverens Fader, og han har bemyndiget mig til at erklære paa hans Vegne, at han for- længst ikke nærer den længer. Og Taleren kunde heller ikke vel være uvidende om dette Meningsskifte, som udentvivl er fore- gaaet hos alle endnu levende Konstituenter. Men Hjelm var ikke langt borte. Han havde taget Sæde tæt ved den sidste Taler, dannende et Ørehorn af det Hule i Haanden. "Han havde nok ventet, at Dissents vilde opstaae, men han havde ikke troet at skulle faae høre saa svage Grunde, som her vare fremførte. Han vidste nok, at der var Jøder i Lemberg, men ikke at de vare saa tjenstagtige som Flors Beretninger skildrede dem; i Konseqventse med Flors Slutninger kunde man paastaae, at der ikke boer kristelige Folk i Danmark, fordi man der træffer paa mange paatrængende Strandkadetter. Erkjender man først, at Humanitet og Religion byder at udslette den vanærende Be- stemmelse i Grundlovens § 2, saa ere derved alle Hindringer for at gaae ind paa Forslaget ryddede af Veien. Herved gjør man det første Skridt. Senere vil Civilloven gjøre de følgende. De Grunde, man havde anført for Udsættelse, kunde ligesaa godt anføres næste Gang Forslaget kommer paa Bane, og skulde de faae nogen Vægt, saa vilde der endnu hengaae mange Aar før man opnaaede Hensigten. Men med Hensyn til nogle Yttringer af en Taler maatte han bemærke, at Kommitteen aldrig kunde have den Tanke at ville fornærme afdøde Generalprokurør Fal- sens Minde, og havde ikke tænkt sig Muligheden af at noget Saadant skulde kunne uddrages af dens Yttringer, ellers vilde den sikkerlig have afholdt sig fra at anføre det i Indstillingen berørte Faktum. Grunden, hvorfor Kommitteen havde gjort det, var den Vægt, der maatte tillægges Yttringer af en i politiske Forhold saa paalidelig Mand som Falsen. Hverken paa denne eller de øvrige Konstituenter havde Kommitteen tænkt at kaste en Skygge for deres Meninger. Som Tidens Tjenere og ikke SIDE: 430 dens Herrer stode vi Alle under dens Paavirkning. Men Tidens Anskuelser ere nu anderledes end dengang, og navnlig vilde han anføre, at En af Konstituenterne, Professor Sverdrup, som den- gang voterede for Bestemmelsens Optagelse i Grundloven, nu havde forandret Mening i den Henseende og udtrykkelig erklæret, at han nu vilde have stemt for Forandringen". Et uforvansket Bergenhusingsmaal lader sig høre. Det er Harald Kolbeinsen Guddal, som indlader sig paa at forsvare Minoriteten i Konstitutionskommitteen. Saameget faaer man imidlertid ud deraf, at han, efter at have erklæret, at han henhørte til denne, forsikkrer, at han vedbliver sin Mening, fordi man kunde være vis paa, at Repræsentanterne paa Rigsforsamlingen havde været saa oplyste og fædrelandssindede Mænd, at hvad de havde skrevet fortjente at staae uforandret. Sørenssen har atter Ordet. Det var nu man skulde vente hans Hovedforedrag. Men Rørelsen af hans egen Interesse for Sagen og vel ogsaa Smerten over at Grunde, Forsvar fra Tankens og fra Følelsens Side, Anstrengelser, kort Alt dog alligevel vilde være spildt paa den forudfattede Mening, som nylig havde faaet Or- ganer just som den selv var til, henrev ham indtil Taarer, saa der ikke blev stort af Talen. Dog hvilke Ord skulde have virket som disse Taarer, overtydet saa klarligen om hvor inderlig hans Overbeviisning om Sagens Retfærdighed var? "Naar jeg hidtil har tiet i Sagen -- talte han -- da maa man ingenlunde misforstaa denne Taushed, som om den havde sin Grund i Mangel paa Interesse for Sagen. Men hvor, som her, de ædleste og dygtigste Kjæmpere have reist sig til Forsvar for Sagen, der veed jeg intet at tilføje, der kunde have nogen Ind- flydelse paa Forsamlingens Oplysning med Hensyn til denne Gjen- stand; dersom ikke de Grunde, der af de mange hæderlige Mænd ere anførte, skulde kunne rokke Fordommen i nærværende Sag, formaaer jeg ingenlunde at gjøre det. (Her afbrød Taarer ham). Det er Menneskehedens Sag, som har været ført. (Atter traadte Taarerne frem, og Hulken vilde betvinge hans Stemme). Jeg stoler paa, at det Væsen, som styrer Nationernes Skjæbne, har oplyst Enhvers Hjerte og Forstand i denne Forsamling, og derfor vil jeg haabe det bedste Resultat -- -- -- ." Sørenssen havde endt. Man saae, at han ikke kunde blive Herre over sin Sindsbevægelse. Der indtræder en Pause, betydningsfuld SIDE: 431 som den, naar Præsten tier foran Alteret, og Ringen vexles eller Hænderne gives. I denne Stund var det ogsaa upaatvivlelig, at flere af de i Dagens Løb vundne Overbeviisninger gave sit Ja. Og de henbares ganske vist i den dømmende Guds Skjød, som seer Hjerter og Nyrer, og som tager Omvendelsen selv i det Sidste. Men vore Bønder have haarde Huder og kun liden Modtage- lighed for Sentimentalitet. Og een af de haardeste er ganske upaatvivlelig den gamle Kirkesanger Lars Jenssen, Repræsentant fra Hedemarken siden 1830. Han har Fortjenester af Almue- oplysningen som Forstander for et Slags Privat-Seminarium, men den Oplysning, som er falden ind i hans egen Sjel, maa ikke have været stærk nok til at gjennemklarne hans Forstand og gjennemvarme hans Hjerte. Den har kun været det Lys, som et Speil, sat i Solen, kaster ind paa et Loft eller Pulterkammer. Da kan man faae se rare Ting hos Naboen: Parykblokker, svævende Gespenster af ophængte Klæder, en listig Kat, alskens Skrammel, som Ingen ellers vilde gjemme paa o. s. v. Jeg vil nu ikke sige, at det seer saaledes ud i denne Repræsentants Hoved; men at det har Begreber, som, formedelst sin Træagtighed, ved det Til- snit af Menneskelighed, som dog altid maa gives dem, gjerne kunde kaldes Parykblokker, og at det ikke mangler paa Skygge- billeder, er ikke Jødesagens Afgjørelsesdag den eneste i Stor- thingenes Annaler, som har afgivet Vidnesbyrd derom. Noget lignende til Katten paa Loftet mangler heller ikke i denne for- slagne Repræsentants Hoved. Han kommer aldrig i Debatterne før han har faaet tillivs og fordøiet hvad der er bleven sagt til Fordeel for den Votering, han agter at afgive, og da faaer man det i en Duodezudgave af Lars Jenssen, begyndende med et ganske ejendommelig vægtigt "Jeg troer nu", og endende med et demonstrativt "Jeg agter derfor at stemme saa o. s. v.", det er: "og saaledes venter jeg, at enhver Bonde vil stemme med". I materielle Sager er det da altid den mindst mulige Bevilling, som skal drives igjennem, ved Konstitutionsspørgsmaal Grundlovens Urørlighed, og i Sager af aandig Natur, som denne, at give Aan- digheden en Goddag, og, efter en Frase eller to for den sorte Kjoles Skyld, at faae den ned i Støvet. Det er en kommunal- smaalig Demokratisme uden Begeistring og Idealitet i sit Indre, uden smukke Theorier, uden Skjønhed eller Glimmer i sit Ydre. Det kommer ikke an paa et Talent i Spidsen, men paa en Stemme- SIDE: 432 angiver og saa det behørige Antal af Stemmende. Og en saadan Slags Klokkebuk har det lykkets Jenssen at blive, saa man kunde vide, at Mange vilde følge efter, da han begyndte med sit: "Jeg agter at stemme imod Kommitteens Indstilling". Han gjentog derpaa den allerede berørte Betænkelighed, der støtter sig til Grundlovens Bydende, at Erfaring skal have viist Hensigtsmæssigheden af en Grundlovsforandring, den han be- negtede at være tilstede. Jøderne selv havde jo ikke anmodet om nogen Adgang, saa det ikke kunde være nogen Krænkelse mod deres Rettigheder at negte dem samme. Ret dertil havde de ikke, og desuden kjendte Kirkesanger Jenssen ingen Nation, som havde havt Fordeel af at optage Jøderne. Man kunde godt efterleve Budet: "Du skal elske din Næste som dig selv", uden derfor at indrømme ham Plads i sit Huus, især naar han hverken bad derom eller trængte dertil. Saamegen Ret maa man dog have, og derfor agter Jeg o. s. v.". Men Benyttelsen af denne saa ofte hørte Lignelse gik ikke af uden en Lektion for Vedkommende i Humanitetens og Gjæstfri- hedens Pligtlære. "Kirkesanger Jenssen, yttrede Holmboe med Indignation i Maal og Mine, maatte han, med Hensyn til hans Sagte om hvorledes han troede at kunne bære sig ad i sit Huus, spørge, om han vel kunde finde det kristeligt, at sætte over sin Huusdør: "her boer N. N.; men der kommer ingen Trængende eller Fremmede ind"! og naar den Fremmede beklagede sig over at være bleven udviist eller kastet paa Døren, at svare ham, at Ingen havde bedet ham om at komme ind, og at han maatte tage Skade for Gjengjæld". Jenssen blev Svaret skyldig. Men i Thinget sad endnu en tjenende Broder af ulige større Evner og større Indflydelse. Saalænge han ikke havde erklæret sig, kunde man endnu ikke vide hvorledes Fleerheden af Bøn- derne vilde stemme. Det var Kirkesanger Ole Gabrielsen Ueland, Repræsentant fra Stavanger Amt siden 1833. Et ganske udmærket Hoved. Men denne Gang vilde det ikke begribe, at Grundlov- bestemmelsen først maatte ophæves før man kunde komme til Civillovgivningen. Noget maatte man have at anføre; og Ueland er, med al sin naturlige Overflod paa Argumenter at vælge imellem, besynderligt nok, bekjendt for at være den mindst kræsne i Valget deraf. Det var ham, som anførte imod en Bevilling til Artilleriet, at Napoleon, "som bekjendt", havde vundet sine Slag uden denne SIDE: 433 Vaabenart. Det er ham om Maalet at gjøre. Han nytter Mo- tiverne ud som Vanter, der kunne vrænges. Har et tjent til et Maal om Formiddagen, kan det tjene til noget andet om Efter- middagen. Det var ham, som fremhævede Vigtigheden af Sø- og navnlig Skjærgaardsforsvaret, da der engang skulde bevilges tiI Landarmeen, og af denne, da Bevillingen til Flaaden var fore. Maalet var kun, at faae saa lidet som muligt til begge. Det glatte sorte Haar, det spidse, blege Ansigt, den smale Figur i den sorte Kjole giver ham ogsaa udvortes en Lighed med et Medlem af det berømte Jesu Selskab, saaledes som man forestiller sig dem. I Hjerte og Gemyt har han intet deraf. Man hører i nogle Sekunder en jedderlandsk, slæbende Stemme, de Ord "Følelse", "Fornuft", "løbe af med" o. s. v. Endelig fatter man, at det er Ueland, der har opdaget, at Sagen synes at have vundet Sympathier for sig ved nogle af de holdte Foredrag, og at han nu søger at bekjæmpe dem. Maaskee Sørenssens Rørelse har røbet ham Tilværet af denne farlige Fiende for hans Mening. Nok, han advarer mod at lade sig bemestre af Følelsen. Man maatte ikke lade den løbe af med Fornuften. Heller ikke kunde han indsee, at det stred mod Religion og Naturret, at et Land fore- skrev Egenskaberne hos de Fremmede, det vilde optage. Des- uden kommer man ei et Skridt videre med Hensyn til Jødernes Adgang til Riget, om man end hæver Grundlovens Forbud her- imod, thi den civile Lovgivning staaer dog hindrende tilbage, saa det ganske vil bero paa kommende Storthing, om man, ved og- saa at forandre denne, vil give den her foreslaaede Forandring nogen Betydning. Man kan altsaa uden Skade udsætte Sagen saalænge, og see Tiden an. "Sagen bør ialfald betragtes med rolig Overveielse, som maaskee ikke har været Tilfælde under disse Forhandlinger, hvor det virkelig syntes som om Følelsen løb af med Fornuften". Sørenssen griber Ordet med Ivrighed: "Jo, ved den omhandlede Grundlovsforandring er der gjort et Skridt fremad, og det et stort og vigtigt, nemlig et, der er en nødvendig Forberedelse til at kunne ordne Sagen saaledes, som det er en oplyst, frisindet Nation værdigt, og højere Interesser fordre. Hvad den civile Lovgivning angaaer, da kan den ikke forandres i denne Henseende uden at Baandet først løses i Grundloven. Desuden maa det, som af en foregaaende Taler antydet, erindres, at, hvorledes man end be- SIDE: 434 tragter Sagen, er det dog temmelig klart, at den her omhandlede Bestemmelse ei har sin rette Plads i Grundloven, og man bør derfor saameget mindre betænke sig paa at lade den udgaa. Men for Nærværende er blot Spørgsmaal om at gjøre dette første Skridt til at aabne Jøderne Adgang for Fremtiden, og derfor er denne Stund af afgjørende Vigtighed". Holmboe: "Naar Ueland klager over, at Følelsen har gjort sig gjældende under nærværende Sags Behandling, da kan dette dog ikke anføres som Grund til at udsætte Sagen; thi enten den be- handles nu, eller om 3 eller 6 Aar, er den af den Beskaffenhed, at den stedse vil tiltale enhver for den Rette varmtfølende Mand [fotnotemerke] . Forresten er det ei alene Følelsen, som dog stedse vil fordre sit Krav, men ogsaa Fornuften, der her har gjort sig gjældende, og det ved vel saa gode og vægtige Grunde, som dem man har hørt fra Modpartiet". En ubehagelig slæbende Røst lader sig høre. Det er Ole Tor- gersen Svanø, gammel Repræsentant fra Nordre Bergenhuus Amt, en af Haugianernes Patriarker. Han prætenderer altsaa Religiøsitet i højere Grad end almindelig, og man skulde da have ventet, at see baade ham, den særlige Ven af det gamle Testamente, og de øvrige Haugianere imellem Bønderne selvskrevne paa Sagens Side. Men denne Slutning holdt kun Stik med gamle Grendahl, en af den spredte Menigheds Fædre i det Throndhjemske, som ganske lod sig bestemme af Religionens Bud og Aand. Af Svanøs Religiøsitet var der denne Dag ikke mere tilbage end hiin Bede- mandsstemme -- ja med den Røst maa den bekjendte "Havde- ikke-Gud-forløst-dig-var-du-død-i-Synden Barebone" have frem- klynket sine puritanske Bønner. Hvad han sagde gik ud paa, at man burde udsætte med Afgjørelse indtil man havde faaet Sagen mere oplyst. Svanø kunde være vis paa, at han vilde blive opfordret til at opgive hvilke Oplysninger han endnu savnede; men imidlertid gav Ueland Anledning til en mellemkommende Ordvexling, idet han nemlig gjensvarede Sørenssen og Holmboe, at, naar han først vilde see de Bestemmelser, Privatlovgivningen opstillede i denne Fotnote: Höhnen auch die herzlos Kalten, die Erglühn für Thorheit halten, brennet heisser nur und treuer von des edlen Eifers Feuer! Uhland. SIDE: 435 Henseende, ophævet, før han stemmede for Forslaget, saa var det, fordi han først vilde have Garanti for, at Jøderne i Lov- givningen skulde behandles som vore Medmennesker, ikke som Trælle. Dersom Jøderne ikke ved den emanciperedes, saa de ganske kunde behandles som Brødre, og ei betragtes som en egen forhadt Kaste uden borgerlige Rettigheder, vilde han, om han ellers kunde ønske at give sin Stemme til deres Optagelse, hellere see dem fremdeles negtede Adgang, end optagne paa en saadan Maade. Holmboe: "Men det er jo en Umulighed, at ordne Forholdene med den private Lovgivning før Grundloven har undergaaet den foreslaaede Forandring? Udsættelse af Sagen indtil Civillovens Bestemmelser samtidig ere blevne forandrede forekommer mig at ligne Drengens Ræsonnement, der ikke vilde springe i Vandet før han havde lært at svømme". Sørenssen: "Man kan dog ikke med Rimelighed tænke paa at behandle Jøderne i Lovgivningen som Trælle. Forresten kan jeg ikke andet end være enig med Ueland i, at Jødernes Forhold til Landets øvrige Borgere ikke bør ordnes saaledes, at de ud- gjør en egen Kaste for sig selv, men gives borgerlige Rettigheder i Lighed med de øvrige Borgere, dog med den i Gdlovens § 92 indeholdte Indskrænkning. Derimod er det min Mening, om man gaaer ind paa at aabne dem Adgang til Riget, at man gjennem den almindelige Lovgivning skal opstille visse Garantier, som f. Ex. at foreskrive visse personlige Egenskaber o. s. v., uden hvilke For- budets Ophævelse ikke skulde komme dem tilgode". Men endelig lader en af de 6 Præster, som fandt det passende for sit Kald at stemme imod et Forslag af dettes Natur, høre ifra sig. Det er den nye Repræsentant fra Søndre Bergenhuus Amt, Sognepræst Hammer, som med bøjet Hoved, nedslagne Øjne og i en yderlig affekteret Skriftestolstone erklærer, at ogsaa han satte Kjærlighedens Bud høit og istemmede hvad man havde sagt, at man skulde elske sin Næste som sig selv. "Men der stod ogsaa skrevet: dømmer ikke, saa skulle I og ikke dømmes! og derfor burde man ikke dadle Nogens Dom, og saaledes heller ikke hans, naar han efter bedste Overbeviisning stemmede imod Ind- stillingen". Maaden hvorpaa disse Ord fremsagdes, Maneren, havde dog endnu større Deel, end deres Indhold og Aand, i det modbydelige SIDE: 436 Indtryk, som de synligen og hurtigen vakte. "Det var da ogsaa en Præst!" mumlede en qvindelig Tilhører, som havde tørret Taarer af Øinene under Castbergs Foredrag. Men Hjelm udslettede snart dette Indtryk. Han, der havde indhentet og i Indstillingen præsteret saa mange, nøiagtigen do- kumenterede Oplysninger, kunde nok have Interesse af at vide hvad det var for nogle yderligere Ole Torgersen Svanø savnede. "Jeg synes sandelig -- sagde han -- at Hr. Svanø maa kunne være fornøjet med de Oplysninger, han havde faaet, og ialfald bør han paavise, hvilke Kommitteen da har forsømt at indhente, eller hvilke han ønsker. Og naar Ueland paastaaer, at Jødernes Ude- lukkelse ikke strider mod Naturretten, da vil jeg henstille til En- hver, om det ikke maa ansees som en af den naturlige Rets første Bestemmelser, at Mennesket har Ret til at opholde sig paa Jorden? Men denne Ret fik Jøderne jo ikke, naar andre Nationer vilde udelukke dem fra sit Land paa samme Maade, som vi, hvortil jo de andre Folkeslag absolut maatte have samme Beføielse. Det maa vel ogsaa ansees at stride mod et Menneskes naturlige Ret hvad der, som i Kommitteeindstillingen oplyst, tildrog sig mod Mosaiten Leja, som, uden at have begaaet anden Forseelse, end at være uvidende om vor Lovgivnings her omhandlede unaturlige Bud, blev kastet i 28 Dages Fængsel paa Vand og Brød -- og man maa da vel spørge, om en Lov, der fører til saadanne Resultater, er retfærdig? Dens Strid imod Naturretten er desuden klarligen fremstillet i det theologiske Fakultets Responsum". Svanø skulde nu paavise hvilke yderligere Oplysninger han ønskede. Han reiser sig stammende. Men Svanø har altid troet paa overordentlig Hjælp fraoven. Og det svigtede heller ikke nu. En barmhjertig Kollega, som sad ovenfor ham, hvidskede nemligen til ham: "Siig Egidius! Egidius's Breve!" Og Svanø slap da ud af Kniben ved at yttre, at han, i Henhold til Provst Løbergs For- langende, f. Ex. havde meent, at Konsul Egidius's Skrivelser burde fremlægges. Man stod saaledes atter ved Udgangspunktet, hvorfor Præsidenten erklærede Sagen optagen til Votering, om Ingen havde mere at yttre. Klokken var 3. Alle taug. Lodtrækning afgjør, at Voteringen skal begynde fra Kragerø, hvorefter den da gaar alfabetisk omkring til den atter kommer til Bogstavet K. Voteringen foregik saaledes: SIDE: 437 Byfoged Krohn (Kragerø) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Castberg (Laurvig) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Midhassel (Lister og Mandals Amt) Nei! Foged Heiberg (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Nødbek (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Skipper Bøgvad (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Byfoged Vogt (Moss) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Aas (Nedenæs Amt) . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! (Nr. 1 af de 6 Præster). Sognepræst Faye (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Nøstvig (Nordlandenes Amt) . . . . . . . . . . Nei! do Kulstad (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Amtmand Stabell (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Aandal (Romsdals Amt) . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Røkkum (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Provst Holtermann (do) (Nr. 2) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Thoresen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Adjunkt Arentz (Skien og Porsgrund) . . . . . . . . . . . . . Ja! Højesteretsadvokat Hjelm (Smaalehnenes Amt) Ja! Gaardbruger Roll (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Herrefosser (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Artillerikapitain Holst (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Byfoged Christensen (Stavanger) . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Skipper Svendsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Kirkesanger Ueland (Stavanger Amt) . . . . . . . . . . . . . Nei! Provst Løberg (do) (Nr. 3) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lodsoldermand Monsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Bjelland (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Overlærer Lange (Tromsø) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Krigsassessor Schnitler (Throndhjem) . . . . . . . . . . . . Ja! Kjøbmand J. N. Jensen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Justitiarius Roll (Throndhjem) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Konsul Jensen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lensmand Rygh (Nordre Throndhjems Amt) . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Lyng (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Lensmand Anziøn (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Prokurator Hansen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Sæter (Søndre Throndhjems Amt) . . . . . . Nei! do. Overstiger Olsen (do) . . . . . . . . . . . Ja! SIDE: 438 Gaardbruger Soelberg (Søndre Trondhjems Amt) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Grendahl (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Grosserer Føyn (Tønsberg) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Byfoged Finne (Østerriisøer) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Tønsager (Agershuus Amt) . . . . . . . . . . Nei! do Valstad (do) (Et særdeles raat og lidenskabeligen udtalt) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Statsrevisor Daa (do) (Med al Maalets Vægt) Ja! Gaardbruger Erlandsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Toldkasserer Lange (Arendal) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Amtmand Schydtz (Bergen) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Assessor Aall (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Bagermester Martens (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Rektor Holmboe (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Fuhr (Nordre Bergenhuus Amt) . . . . . . . Nei! do Svanø (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Guddal (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Frettem (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lensmand Borge (Søndre Bergenhuus Amt) . . . . . . . . Nei! Sognepræst Koren (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Hammer (do) (Nr. 4) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lensmand Aga (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Amtmand Falsen (Bradsberg Amt) . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Kirkesanger Bjørnsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Lammers (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Fougner (Buskeruds Amt) . . . . . . . . . . . Nei! do Hoffardt (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Hoen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Kapitain Breien (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Foss (Christiania) . . . . . . . . . . . . . . Ja! Høiesteretsassessor Rye (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sorenskriver Sørenssen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Professor Schweigaard (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Faukald (Christians Amt) . . . . . . . . . . . . Ja! do Staff (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Haagenstad (do) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Sognepræst Harbitz (do) (Nr. 5) . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Biskop von der Lippe (Christianssand) . . . . . . . . . . . . Ja! SIDE: 439 Stiftamtmand Sem (Christianssand) . . . . . . . . . . . . . . Ja! Prokurator Horn (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Kjøbmand Dahl (Christianssund og Molde) . . . . . . . . . Ja! Krigsraad Flor (Drammen) (Af al Magt) . . . . . . . . . . . Nei! Amtmand Blom (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Arup (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Jønsberg (Finmarkens Amt) . . . . . . . Ja! do Provst Holmboe (do) . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Blix (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Provst Riddervold (Frederikshald) . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Kjøbmand Sandberg (Frederiksstad) . . . . . . . . . . . . . Ja! Kirkesanger Jensen (Hedemarkens Amt) . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger, Lieut. Lützow (do) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Svenkerud (do) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Korpslæge Weidemann (Holmestrand) . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Hemb (Jarlsberg og Laurvigs Amt) Nei! Sognepræst Otterbech (do) (Nr. 6) . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Laane (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Geschworner Møller (Kongsberg) . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Efter en kort Konferering siger Præsidenten: "Voteringen har havt saadant Udfald: af 94 Tilstedeværende have 51 Herrer er- klæret sig for Kommitteeindstillingen og 43 imod, og Propositionen er saaledes ikke bifaldt." I samme Nu lyder et Par Piber fra Galleriet, saa Præsidenten med hævet Røst maatte kalde dets Publikum, som nu var i Bevægelse, til Orden. Det seirende Partie syntes ikke at føle nogen Stolthed over Seiren. Hvad havde det ogsaa at opvise uden de sex Præster? (som ere talte her, fordi man virkelig talte og mærkede sig dem under Voteringen). Mellem dem er dog kun Harbitz af nogen særdeles Duelighed inden Re- præsentationen. Forøvrigt bemærker man ved Voteringslisten, at, med Undtagelse af de sex Præster, een Militær, een Jurist og een Kjøbmand, have alle Embedsmænd og Byerne (og mellem dem ikke at glemme Bergen, Bergen) været for Sagen. Man behøver ikke at paapege den skjærende Modsætning imellem disse sidstes Repræsentanter af Kjøbmandsstanden, saa faa de vare, og hine Præster, som syntes at forglemme sit Kalds, over alle Forhold satte Grundlov, at al deres Idræt skal skee a Deo, in Deo, ad Deum. Ogsaa deri er et godt Varsel. Modstanden vil høist sand- SIDE: 440 synlig allerede næste Gang indskrænke sig til yderst faa af disse særegne Hoveder, hvori Fordommene og fixe Meninger synes lige- som at forskandse sig efterat have taget Underholdning til sig for hundrede Aar. Egentligt Religionshad vil ikke lade sig finde, lige- som det ganske vist ikke fandtes hverken hos de sex Præster eller hos de 28 Bønder eller hos Resten af de 43, som endnu ikke vilde give sig af med Israel. De Grunde, som anførtes, lade sig vel hverken godkjende formedelst deres Rigtighed i og for sig selv og med Hensyn til Tidsforholdene, eller ære fra Hjertets Side; men den, som bestemte de Fleste, var dog nok ingen slettere end Nordboens Hang til at temporisere. Ogsaa heri ligger et godt Varsel. Antages rigtigt, at Nei'ernes Hovedgrund var at oppebie et større Bekjendtskab til Sagen hos Almeenheden, give de ved hver Dag et Afkald derpaa. Næste Thing blev af dem selv ansat som en passende Termin for Udsættelsen; altsaa forvitres der for hver Dag i de to Aar og 4 1/2 Maaned l/865 Deel af denne Be- tænkelighed, saa der ved Begyndelsen af Februar 1845 ikke vil findes noget tilbage deraf. At samtlige offentlige Blade, tildeels i særdeles skarpe Udtryk, have yttret sig om den Modstand Sagen fandt, er ogsaa et ikke forkasteligt Vidnesbyrd om at denne For- sigtighed var overflødig for Opinionens Skyld. [fotnotemerke] De havde intet havt at frygte for Menneskenes Skyld, som de denne Gang dog syntes at frygte mere end Gud. Men at Modpartiet ikkedesto- Fotnote: Kun Morgenbladet har i denne Henseende været taust. Men i de første Dage efter Sagens Afgjørelse havde den snu Kompan, i hvis snevre personlige Hensyn dette Blad arbeider, sine egne Grunde til ikke, ved at udtale sin Mis- billigelse, at risqvere Tab af nogle Stemmer til et Konfidentsvalg, som var i Storthingets Hænder. Han var nok selv Mand forat skaffe sin politiske Mis- fornøielse Luft i Bladet; Nationen -- det var ikke formeget forlangt -- skulde nu skaffe den Brød. Men uagtet Maalet nu synes direktere rettet paa en Stor- thingsplads, som en foreløbig og sikker Avance imod hiint denne Gang for- feilede, (ligesom man sætter sig i Besiddelse af et dominerende Forværk før man tager det egentlige Maal for Beleiringen), vilde Sagen dog upaatvivlelig faa en nyttig Ven i dette vel langtfra agtede, men dog formedelst sin Udbredt- hed anseede, Blads Redaktør som Repræsentant. Det er derfor at ønske, at det maa lykkes. Og hvorfor skulde det ikke det? I et nys afholdt Selskab af Agershuus Amts Valgmænd og Andre, mest Bønder, som førte til Skildt, at det var til Ære for Amtets Repræsentanter, indlod En af disse sig paa at give et saa bestemt Løfte om Belønning for en saadan Patriot, og Alt havde et saa- dant Anlæg, at det heller ikke er at tvivle paa, at jo ovenyttrede Ønske vil gaae i Opfyldelse. SIDE: 441 mindre er Sagens Venner, naar kun Udsættelse finder Sted, ind- lyser ogsaa af, at Opfordringen til at sørge for Civillovgivningens samtidige Forandring netop udgik fra det. Nu! det maa skrives bag Øret. Det var Synd, om Vinket ikke blev taget tilfølge og Opfordringen fulgt. Værd er det altsaa ikke at forlade Storthingssalen den 9de Sep- tember med nogen bitter Følelse, med Haabløshed eller Stikket af den Tanke, at ved Afgjørelsen af slige Spørgsmaal var en Josef den 2den, en filantropisk Selvhersker, at foretrække for en raadslaaende Folkeforsamling. Det maatte da være en for Af- gjørelsens Minut. Cunctatio servilis, statim exequi regium est. Men dette Prærogativ er i Norge ogsaa Folkets. Det bruger det blot med større Betænksomhed. Men dersom Nyheden skulde kunne være en Sandhed til yderligere Skade end at den maa lide en Udsættelse, vilde det være at indrømme, at Alderen kan give en Fordom Privilegium paa Bestaaen; og af alle grundlovforbudte Privilegier er det vel Fordommens, der meest maa stride imod en Forfatnings Aand, som, medens den er en af Tidens Triumfer, et af den senere Histories herligste Resultater, tillige har viist sig afpasset efter det opvakte og lærenemme norske Folks Tænke- maade og Evner til at bruge den. Sagen er bleven forfulgt. I det følgende Storthingsmøde den 10de September, refererede Præsidenten følgende Skrivelse: "Til Kongeriget Norges 10de ordentlige Storthing. Da Debatterne i Storthinget idag, efter hvad der fra begge Sider yttredes, give Haabet, om at see Grundlovens § 2, sidste Passus paa et kommende Storthing ophævet, ny Bestyrkelse, og da navn- ligen en af Modpartiets mest fremhævede Grunde bestod i et Ønske om en Udsættelse indtil næste Storthing, med den ved- føjede Bemærkning, at man da samtidigen vilde kunne ordne Civillovgivningen i Overeensstemmelse med en saadan vedtagen Ophævelse af en Grundlovbestemmelse, giver Undertegnede sig den Ære herved ærbødigst at fremsætte Forslaget i saadan, lige- ledes under Debatterne paapegede, Form: SIDE: 442 "Bestemmelsen i Grundlovens § 2, sidste Passus, saalydende: "Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget" -- ophæves." Kristiania, den 9de September 1842. Henr. Wergeland." Propositionen erholdt følgende Paategning: "Idet vi herved som eget vedtage forestaaende Forslag til For- andring i Rigets Grundlov, tillade vi os tillige alternativ at frem- sætte samme i følgende Form: "Bestemmelsen i Grundlovens § 2 sidste Passus, saalydende: "Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget" -- sættes herved ud af Kraft [fotnotemerke] ." Kristiania, den 10de September 1842. S. Sørenssen. H. Holmboe. Castberg. H. A. Krohn. G. Heiberg. Vogt. A. Faye. Stabell. Thoresen. H. Arentz. H. Herrefosser. J. Roll. F. Lunge. J. L. Arup. Hans H. Dahl. N. A. Sem. G. P. Blom. J. H. Rye. G. A. Lammers. Nic. Benj. Møller. L. Holmboe. M. Blix. N. Jønsberg. Sandberg. Weidemann. Finne. K. Olsen. Samuel Foyn. N. Koren. O. Bjørnsen. O. E. Borchsenius. A. Hoffardt. T. Breien. H. Foss. Hjelm. A. Schweigaard. Refereret i Storthinget den 10de September 1842, og da be- sluttet: "Bliver under Præsidentskabets Haand ved Trykken at be- kjendtgjøre for at komme til Afgjørelse paa næste ordentlige Storthing." S. Sørenssen,p. t. Præsident. Borchsenius,p. t. Sekretær. I Forbindelse hermed fremsatte Hr. Sørenssen følgende Forslag: "Den kongelige norske Regjering anmodes om: Fotnote: Det forekommer mig dog, som om at Udtrykkene "udgaaer" og "ophæves" ere mere bestemte, mindre blot suspensive end det ovenfor vedtagne "sættes udaf Kraft." Udgiveren. SIDE: 443 a) at foranledige paa hensigtsmæssig Maade Oplysninger ind- hentede og næste ordentlige Storthing forelagte angaaende Jøderne og deres Forhold, til Oplysning om, hvorvidt det kan ansees nyttigt, at de tilstedes Adgang til Riget. b) at forelægge næste ordentlige Storthing Udkast til de Lov- bestemmelser, som maatte ansees fornødne eller hensigtsmæs- sige for det Tilfælde, at Grundlovens § 2 forandres derhen, at Jøder tilstedes Adgang til Riget. Kristiania, den 10de September 1842. Sørenssen." Besluttedes udlagt og foretaget i et senere Møde. Dette fandt Sted den 13de September; men Forslagets første Post blev ikke bifaldt mod 58 Stemmer og dets anden ikke mod 57. Hjelm yttrede sig for, paa Grund af den stærke Opinionsyttring, der laa i det; men Foss fandt, at en tilstrækkelig Opinionsyttring ud- talte sig i den overvejende Pluralitet, som Grundlovsforandringen havde havt for sig i Storthinget og desuden ved at Forslaget var fremsat paany og vedtaget af saamange af dets Medlemmer. Privat kunde Oplysninger ligesaavel indhentes, og Regjeringen vilde deraf kun see sig foranlediget til Nedsættelse af en ny Kommission. Foss har idetmindste Ret i, at Opinionen har yttret sig stærkt nok til Fordeel for Propositionen ved Voteringen den 9de og ved Vedtagelsen den 10de. Denne har faaet Holdning og Tryghed, som Hittebarnsynglingen, der anerkjendes af sin rette Fader, og nu, lænet til ham, med freidigt Øie kan see Fremtiden imøde. Den er adopteret af 36 Medlemmer af det norske Storthing, godkjendt af dets ypperste Medlemmers Fleerhed og af denne overrakt det kommende. Da -- ça ira! EFTERRETNINGEN 2. Nu Efraim har læst det Bud, som Mirjam har ham bragt. O mild og stærk er Jødens Gud; thi Mandens Vrede sluktes ud ved fromme Tankers Magt. SIDE: 444 Han reiser sig og peger paa det Kirketaarn i Sky, hvor Kragesværmen hakker paa, men kan ei Fodefæste faa i Spirets glatte Bly. Han tager Mirjams Diadem. Da holdt han i sin Haand en Million i Diamant, en Melkevej af Perler og Orions Stjernebaand. Han tager Mirjams Diadem. "O, Mirjam, Hustru, se! hiint Kirketaarn vil styrte ned; det hælder, men kan reddes ved to Stene eller tre." "O send det Hele, Efraim, til Kristenkirkens Præst. Kun siig, at der paa Taarnet maa for arme Krager aabent staa et Hul i Øst og Vest!"