Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 FORTÆLLING I BREVE OM ET USSELT QVINDEMENNESKE SOM HEDDER NELLA I Statsborgeren 2. okt. 1836. Ak, jeg fristes til at begynde min Levnetsbeskrivelse med Bellmanns oprørende Melankoli Tvi du min Fader o. s. v. Thi jeg kan med Sanden sige, at fra ham skriver sig al min Ulykke, -- mine andre slette Opdragere dog heller ikke at for- glemme. Jeg er ikke af ringe Stand, dog er jeg nu ringere end den Ringeste. Gadens Tøjter ville ikke tro mig, fordi jeg endnu har en hvid Kjole at spanke i, og de begribe da heller ikke den Elendighed, som skjuler sig derunder. Men gid jeg kunde bortbytte min Usselhed med deres, og tilhylle i Ringhedens Pjalteskjul en Elendighed, hvorpaa den fornuftige Verden er bleven opmærksom og har fæstet tusinde borende Øjne. Jeg vil springe over min Barnealder, og jeg veed heller ikke i hvilken Tid af mit misbrugte Liv jeg skulde søge den; thi jeg skulde tidligen være voxen, og blev det da ogsaa i Unoder og hvad som værre er. Det tør jeg sige med Bestemthed, at jeg SIDE: 2 aldrig har havt nogen Uskyldsalder siden jeg begyndte at- snakke. Jeg er endnu ikke gammel, og dog forekommer det mig stundom somom jeg gik i Barndommen mellem alle disse sørgelige Minder om min Tilværelse. Man er ikke saa ganske enig om min Fader; men Den, som bærer Navnet, forkjelede mig overordentlig, ikke fordi han kunde føle nogen Kjærlighed til noget, men fordi jeg skulde forplante hans Navn. Min Moder hedder Fule Politika, en Dame, som altid har vedligeholdt en listig Taushed om min egentlige Fader, og som jeg baade har arvet en tvetydig Karak- teer og et tvetydigt Rygte efter. Man burde ventet sig en god Opdragelse efter den prægtige Daab, jeg fik, hvorved endogsaa Landets fornemste Mand var min Gudfader; men desværre -- Forskaan mig -- mine Taarer gjennemfure Sminken paa mine Kinder og falde i Rendestenen -- den Flod jeg med en uimod- staaelig Drivt følger paa mine syndige Vandringer, og hvori en skræksom Ahnelse siger mig jeg skal ende. O redd mig hvo der kan! Men hvo kan pidske mit laste- fulde Væsen ud af mit Legeme, og dog lade mig leve, leve forat forbedres? Jeg føler, at et nyt Hjerte maatte fæstes i mit Bryst, om jeg skulde kunne blive bedre. Og Tungen maatte rives af min Hals, om jeg skulde aflade Sladdresygen og Bagtalelsen, som jeg erkjender har været min Fordærvelse. Kan jeg ikke synge som Bellmann, naar jeg maa sige, at disse Lyder skylder jeg min egen Fader og mine Opdragere? Jo, "Tvi du min Fader!" vil jeg hyle indtil jeg aftvinger Ver- den en Beklagelse over den forvorpne men fortabte og ulykkelige Nella. P. S. Dersom Du veed noget Nyt, kan du dog for en Feils Skyld lade mig faa det at vide med Omgaaende. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 2. okt. 1836. Norge. Den Constitutionelle har anskaffet sig en ny Skarn- kiste under Navn af "Avisuddrag" og "Ruskomsnusk." Deri lægger den Avertissementer af Intelligenzsedlen, der ere uhel- digt stilede, og hvad den ikke kan fordøje af vort Blad. Saa- SIDE: 3 ledes har dens aandelige Kræfter lagt sin Uformuenhed for Da- gen i følgende: "Statsborgeren fortæller os i Nr. 19, at Hs. Majestæt vor nu regjerende Konge, var Carl XIV i Sverige førend han blev Carl III i Norge. Hvorledes Sligt skal kunne bestaa med vort grundlovmæssige Forhold med Sverrige, begribes rigtignok ikke let ved Hjælp af almindelig Menneskeforstand." Siden det ikke nytter at henvende sig til de Cst.nelles almin- delige Menneskeforstand, og vi ikke har ladet os indbilde, at den har nogen ualmindelig, saa addressere vi til Menneskefor- standen i Almindelighed det Spørgsmaal, om ovenanførte vore Ord af noget Menneske uden Modvillighed kan misforstaaes? Fra det Øjeblik salig Kongen lukkede sine Øjne var upaatviv- lelig den nærværende Konge lige tidligt faktisk Konge i begge Riger. Men i Sverrig krontes Carl Johan under Navnet den 14de, og som saadan, ja bogstavelig under det Navn, krontes han senere i Throndhjem, uden at han dog derved kunde blive andet end den 3die Carl, som regjerende i Norge. Dette er jo dog den uomtvistelige Mening. Carl den 13de i Sverrige havde været dette i mange Aar før han blev den 2den i Norge, og Carl den 8de i Sverrig ligeledes før han ved Kroning og Hyldin- ger fik Ret at kaldes den 1ste af dette Navn i den norske Konge- række, hvori han visselig maa antages ligesaavel som Kristian den 8de Frederik, uden Hensyn til hans korte Regjering. Men uden disse Rigshandlinger skulde vi ikke i ham have nogen Carl den 1ste, og da heller ikke nogen 3die. Men vi Normænd bør lægge Vægt paa den nationale Oppositionsyttring imod den uheldige Union med Danmark, som Carl Knudsøns Kroning og Hylding er, og som ligger i Datids Drivt til at følge det revol- terende og løsrevne Sverriges Exempel. -- En usædvanlig Ærlighed viser den Cst.nelle ved, saa kort efterat have villet undskylde sig selv for sin Denunciation mod svenska Minerva som et Blad, der staar under vor norske Stats- ministers Indflydelse, ved at bebreide Statsborgeren at den først betegnede Udgiveren som Hs. Excellenses Kjøkkenven, at anføre efter Aftonbladet følgende: "I Alt, hvad der involverer Kundskab om Statsminister Løven- skiolds Tænkemaade, behøver man ei at frygte for at Minerva skulde tage fejl, da dens Redaktion i den senere Tid har fre- SIDE: 4 qventeret Ministerens Huus, og Bladet, hvad de norske Sager angaaer, ialmindelighed ansees som om det var Hr. Løven- skjolds eget." (!) Henrik Wergeland [OM WERGELANDS BØNN FOR CARL 3 JOHAN] Den Constitutionelle 2. okt. 1836. S.T. Den Constitutionelles Redaktion. Tilstedes nærværende Linjer Plads i Mhrrs Blad, skal jeg visselig ikke øde meget deraf paa at forsøge at overtyde om, at Redactionen binder sit Publicum noget paa Ærmet, naar den i Dagsnummeret fortæller, at jeg i Morgenbl. har erkjendt, at have anmodet Redaktionen ("os") om ikke at blive nævnt som den, der havde forandret Kongens Navnetal i Kirkebønnen eller som Deeltager i det af den Constitutionelle som konspiratoriskt de- nuncerede Selskab. Jeg har erkjendt at have advaret Hr. Foug- stad mod denne Indrykkelse -- og det diskursivement paa Gaden Aftenen før den kom, dog betids nok til at man kunde have ændret den, om mit velmeente Raad var bleven tagen tilfølge -- og da at have frabedet mig idetmindste nogen Indblandelse af mit Navn. Det vil være i Hr. Fougstads Erin- dring, at jeg gjorde denne Fordring til den sidste, efter at jeg nemlig først havde advaret mod nogen Kompromitteren af de tilstedeværende Storthingsmænd, for hvem jeg sagde, at en an- den opnævnt Inviteret tilligemed mig kunde være Vidner som uinteresserede i, ja personlig endog modvillige imod, Formand- skabsloven, for hvis uforandrede Antagelse Selskabet sagdes foranstaltet. Jeg har ogsaa erkjendt, discursivement at have for Hr. Fougstad ytret Ønske om, at mit Navn maatte forblive uden- for Tvisten med Minerva om Hans Majestæts Navnechiffer eller for den Constitutionelles Korrektioner til Minervas Anskrig om at Enkeltmand havde rettet det fra Prækestolen; og jeg kan ogsaa lægge til, at jeg gjorde Hr. F. opmærksom paa, at den Cst.nelle kunde holde sig til sine egne Papirer i den Sag, da jeg deri nylig i forveien havde faaet en motiveret Bestyrkelse for hiint Skridt. Jeg vil blot spørge: hvilke Ønsker kunne være naturligere? hvilket Menneske havde ikke fremsat dem, og det med større Omhyggelighed, nemlig ved at henvende sig til Re- SIDE: 5 daktionen, og ikke, som jeg, ved blot mundtligt Yttrende til Enkeltmand, jeg dengang stod paa en god Fod med, og som nok kunde, naar han vilde, tjene mig i at jeg undgik en altid ubehagelig Navns Nævnelse, som kunde indhale mig i en kjed- sommelig og tidsspillende Pennefeide? At jeg, hvad den vigtigere Sag betræffer, nemlig om Navne- chiffret, ligesaalidt motiveredes til hiint Ønske af noget "Kujo- nerie" som til selve Handlingen af noget "politisk Renomisterie", vil indlyse af Følgende, til hvis Fremstilling jeg egentlig greb Pennen, fordi den maa tilfulde vederlægge disse Beskyldninger. Længe før der blev Tale om factum i Aviserne, var jeg vi- dende om at det ikke var "unddraget deres Kundskab," paa hvem det kunde virke skadeligt for mig. Jeg var endog vidende om at det var kommen til selve Kongen, hos hvem det havde opvakt Mishag. H. H. Biskoppen lod mig kalde til sig, under- rettede mig om at det var blevet berettet til Stockholm, at jeg i Bønnen havde nævnet Kongen som Carl den 3die Johan; at jeg maaskee kunde have Ubehageligheder deraf; og at han holdt det for sin Pligt at underrette mig herom samt at raade mig for Eftertiden, naar jeg skulde ville prædike, at udelade ethvert Navnetal og simpelthen nævne "Carl Johan," som H. H. selv gjorde i Cabinettet. Hertil svarede jeg, at jeg visselig ikke havde gjort det af noget verdsligt politisk Hu, men fordi jeg troede, at jeg mindst paa Prædikestolen burde sige vitterligen nogen Usandhed, hvilket saavel Landets kaarne Mænd netop ved den Tid Prædikenen forefaldt, som alle Tidender og in specie den Constitutionelle havde erklæret næsten dagligen at Tallet den 14de var i historisk Forstand, naar det anvendtes paa den nor- ske Konge; -- for denne alene troede jeg man bad i Norge; og endelig, at jeg ingenlunde forud havde besluttet at nævne noget Navnetal, men at hine Ytringer af en almindelig autoriseret Opinion, som min egen Overbeviisning hyldede, havde udøvet sin Indflydelse og lagt mig Tallet i Munden, da jeg kom til det Sted i Slutningsbønnen, hvor Kongen nævnes. Jeg lagde til, at jeg ved de foregaaende Leiligheder aldrig havde nævnet den 14de; men at jeg havde lagt saa liden Vægt paa et bestemt Tal, at jeg iflæng havde nævnet H. M. med og uden det andet Navnetal. SIDE: 6 Jeg spørger nu, om den Constitutionelle med Retfærdighed tillægger mig politiskt Renomisteri i denne Sag? Den kan det mindst, som selv forstrakte mig med et Motiv dertil. Og "Kujo- neriet" betræffende, da vil jeg haabe den erkjender, at det idet- mindste ikke fandt Sted for Deres Skyld, som kunne rasere bort "Stumperne af min borgerlige Velfærd", eller, i et smukkere Sprog, Haabet om Befordring i den Vei, hvortil jeg har uddannet mig forlængst. Men jeg skulde troe, at den heller ikke kan have vanskeligt for at finde nok af anstændige Bevæggrunde ellers for at En ikke ønsker sit Navn uden Nødvendighed inddraget i en Tvist imellem tvende Rigers Aviser, hvoraf den ene gjerne kunde maltraktere det paa det forfærdeligste uden at man kunde faae Anledning til at erfare det. For at give den en bedre Støtte for Beskyldningen om politisk Kujonerie vil jeg her tilføie den Erklæring -- ihvorlidet den end kan tjene til at støtte Beskyld- ningen for Renomisteriet, der dog ogsaa kan trænge til nye Støt- ter -- at Kundskaben om at min Handling havde opvakt H.s M.s Mishag vakte Smerte hos mig over den, da han, endog kun som Menneske betragtet, er den, jeg næst mine egne Forældre sidst med Villje vil volde nogen Ubehagelighed. 30te Septbr. 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S ANGREP PÅ "FOR MENIGMAND".] Morgenbladet 6. okt. 1836. Vi tvivle ikke om at jo Publikum forstaaer dette meget godt. Den Const. for 3die Octbr. -- Ja, jeg haaber Publikum vil forstaa dette meget godt, at enhver Ven af Pressens Frihed, og en nærmest, som anklages, har Ret til at føre Klager over voldsomt Brud paa Anonymi- teten. Jeg haaber, at det meget godt vil forstaa, at den Const.s Redaktion, som i fuldeste Maade benytter sig af Anonymiteten, burde bedst vide at respektere den hos Andre. Jeg haaber, at det meget godt vil forstaa, at der i Undertegnedes Person ikke var nogen snigende Landsforræder, nogen mod Folk og Konge Ildesindet at opdage, hvorfor man skulde tillade sig et saadant Brud paa Pressens Folkeret, der i intet ringere Tilfælde kan SIDE: 7 undskyldes. Jeg haaber, at det meget godt vil forstaa, at "For Menigmand" vel kunde være udkommet før, men ikke senere, end det udkom, naar det, efter sin Prospektus, skulde meddele hvad der var passeret og passerede; at der, efter den Const.s No. for ilørdags, fra dennes Side ikke kan være Tale om hade- fulde Insinuationer imod Statsministeren i noget andet Blad; og at saadanne, endogsaa om Flyvebladene havde indeholdt No- get, der stricte kunde gives denne Benævnelse, hverken muligt- viis kunde været tilsigtede at virke paa Retten, eller kunne i Heftighed og Massivitet maale sig med de Invektiver mod Folk og Thing, der fra Statsministerens Side vare fremkomne og maatte egge Den, der følte derved, til at svække dem ved sna- rest mulige Retorsioner. Endog tillagte den Hensigt, at virke paa Folket til Statsministerens Forkleinelse, haaber jeg at Publi- kum meget godt vil forstaa, at intet egner sig mere dertil end ovenpaapegede den Constitutionelles egen Artikel. Jeg haaber ogsaa, at Publikum meget godt vil forstaa, at efter denne Sympathiseren i Meningen bliver der kun tilbage imellem den Constitutionelles Redaktører og Undertegnede en Tvist om Personer, som kun kan have liden Interesse for Publi- kum, og hvorfra jeg skal fjerne mig hurtigst skee kan i den alvorlige Overbeviisning, at jeg lader intet af mit gode Navn tilbage i mine Fienders Hænder. Hertil haaber jeg ogsaa, at Publikum meget godt vil forstaa, at jeg i den Const.s No. for idag har faaet fuldgyldig Grund, naar det behager at jevnføre med dens Uddrag i Intimationen til Aftonbladets Ræsonnement betræffende svenske Minervas Optagelse af Flyvebladet følgende ordrette Oversættelse af Aftonbladets Yttrende: "Sidst Mandag var svenske Minerva kommen over en sand Lækkerbidsken i Tvisten om de norske Anliggender. Det er et Slags Prospektus, eller det første No. af et Blad "For Menig- mand", som udgives af en efter Minervas Opgivende "meget vel bekjendt" Anonym i Norge. For en svensk Almeenhed, mener Minerva, "kan det være af Vigtighed at gjøre Bekjendtskab med dette nye Fænomen"; og enten det nu er i denne Hensigt eller for at fylde en Spalte i Dagsnummeret, saa meddeles selve Pro- spekten i Oversættelse. For at sætte Læserne lidt nærmere au SIDE: 8 fait af Artikelen, uden at aftrykke den, tro vi, uden at træde Delikatessen for nær, at kunne nævne, at vi have hørt berette, at den velbekjendte Anonym er ingen anden end den velbe- kjendte "snillrike men excentriske Poeten Henrik Wærgeland", omendskjøndt den omhandlede Artikel ikke synes os skreven i denne Forfatters sædvanlige billedrige Stiil. Den første Halvdel deraf indbefatter i temmelig almindelige Udtryk en Fremstilling af Trangen til Oplysning for menig Mand. I den sidste Deel udbreder Forfatteren sig i en heftig og exalteret Tone om Spørgsmaalet om den regjerende Konges Ordenstal og Rigs- vaabenet, og det fornærmende deri for Norges Uafhængighed." Forøvrigt den Const. efter Aftonbladet. Minerva har saaledes ellers ikke, som det har behaget at fortælle, in extenso oversat det første No. af Flyvebladet; men kun den deri indeholdte Ind- ledning til den Række Flyveblade, som ville udkomme, naar Be- givenhederne kræve det. Heller ikke har den, som man af den Const. maa slutte, leveret det, den har oversat, uden Bemærk- ning, somom Indholdet alene skulde fordømme sig selv. Under Overskrift "Norge" indleder Minerva sit Referat saaledes: "En meget vel bekjendt Anonym har nylig foretaget sig, i Norge at udgive en Tidende "For Menigmand". Man tager ikke feil, om man formoder, at dette Foretagende er foranlediget af og be- regnet paa de nuværende politiske Forhold i Norge. Men be- træffende hvorledes og i hvilke Øiemed, kan ingen bedre Oplys- ning gives end ved at meddele den første Artikel i det første No. af det nye Blad, en Artikel, som med sjelden Oprigtighed gjør Rede baade for Et og Andet. For en svensk Almeenhed kan det være af Vigtighed, at gjøre Bekjendtskab med dette nye Fænomen." Jeg haaber endeligen, at Publikum, som meget godt maa for- staa det Stænk af Haan, som skal ligge i den Const.s "frem- hævede Fordreielse af dette, i Mening som i saadan Forbindelse ikke i Aftonbladet existerende", "velbekjendte" "Poet Henrik Wærgeland" -- en Titel jeg ellers tør vedkjende mig, trods den Const.s fremtrukne poetiske Alumner, og det i den Grad, at jeg ganske overseer alle Sidehug mod det Punkt -- om dette Publi- kum er jeg vis paa, at det ogsaa vil meget godt forstaa, at jeg har al Grund til at opgive en Strid med Fiender, der føre saa SIDE: 9 uhæderlige Vaaben. Hertil er jeg forlængst opfordret ved den Natur og Tone, Angrebene have været af, og endeligen desfor- uden ved idag at erfare, at af hvad jeg af Hr. Fougstad siges at have yttret til ham, kan Noget, alt efter Hensigten, benyttes som yttret for Redaktionen, mens Andet holdes tilbage som kun privat, dog saaledes, at det gives et fordægtigt Udseende. Jeg haaber Publikum ogsaa vil forstaa dette meget godt, og holde mig undskyldt, om jeg ikke provocerer yderligere et Menneske af Hr. Fougstads Duplicitet. Kun det endnu, taalmodige Publi- kum! jeg har ikke, som den Const. siger, erkjendt at have til- budt den en Artikel. Jeg har ikke negtet Muligheden deraf. Skrevet noget har jeg idetmindste ikke. Men jeg har for Men- nesker, der trængte til en Fortjeneste, stundom og med Held henvendt mig til forskjellige Tidendeudgivere, jeg stod i noget Kjendskab til, hvilket disse vel vide. Og om saa var, at jeg selv vilde udarbeide en Artikel for den Const., som kunde bøde noget paa dens Synder, saa haaber jeg, at Publikum meget godt forstaar, at det kan gaa op i op om jeg vilde skrive i den Const. og Hr. Fougstad som bekjendt i Statsborgeren. Den 2den Octbr. 1836. Henr. Wergeland. P. S. Efterat have faaet dette tilbage fra de Constitutionelle, som naturligviis maatte ømme sig ved at see den smukke Streg med Citatet af den svenske Avis opdaget, tilføies endnu denne Bemærkning til den Constitutionelles Note om den Overlast ved Sarkasmer i mit Sidste i Morgen- bladet, som Hr. Johan Dahl skal have lidt: at de selv have trukket ham ind i en Strid, som de og ingen Anden fra først af have gjort det vanskeligt at komme fra uden revet Skind. Samme Note indeholder ellers en af disse usle fordulgte Bagvaskelser ("en velbekjendt Side i Hr. W.s Charakteer"), som jeg haaber Publikum ikke meget godt vil forstaa uden som et Beviis paa, at jeg i de Con- stitutionelle har eller har havt at bestille med Folk, hos hvem der er hverken Sæd eller Skik, da de friskt væk benytte sig af den skumlende kun halv tydelige Angrebs- maade, som de med Uret have gjort til en Hovedanke imod mig. Henrik Wergeland SIDE: 10 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 9. okt. 1836. Norge. Kristians Amts Landhuusholdningsselskab har udsat en Præmie af 30 Spd. for en Afhandling "om Befordringen af en sikker og regelmæssig Fart paa Indsøen Mjøsen, bevirket ved Dampkraft." -- Den Constitutionelle har som bekjendt erholdt Porto- moderation i Danmark. Det Anbefalende heri vinder endnu mere, naar man sammenstiller denne Begunstigelse med Resolu- tionen af 22de April 1834, hvorved bestemtes, at Moderation i Porto i Fremtiden ikke vilde blive tilstaaet noget inden- eller udenlandsk Blad. Samme Blad, hvori der hersker et evindeligt Aprilveir, benytter sig af en synderlig Maade at kommentere over det kongelige Diktamen paa. Dets gode Bemærkninger fremkomme brudviis, behørigen afsondrede ved Streger, og Dage imellem disse forskjellige pelotonvise Udmarscher. Det er spredt Fegtning, og disse forsigtige Generaler have udentvivl gode Grunde dertil. Imidlertid var der en skrækkelig Ironi i den første isolerede Note, som gik ud paa at bevise, at det kongelige Diktamen var egnet til at bevirke Forsoning og jevne al op- staaen Uenighed. Og med megen Oprigtighed og Varme har den Constitutionelle slaaet Parti med Flyvebladet i at erklære Stats- ministeren i Folkets Acht paa Grund af sin hele politiske Karak- teer, den han har prostitueret ved fremdeles at bære svenske og norske Blades Beskyldning for Deeltagelse i svenske Minerva og ved sin aabne Erklæring at være en "Conservativ," d. e. uskikket til at beklæde første Ministerpost i et sig udviklende Folk, der netop trænger til Reformere; til Mænd i sin Spidse, som ville fremme denne Udvikling og Fremadskriden. -- En ny Art af Fornærmelser fra den svenske Regjerings Side har i den sidste Tid føjet sig til Rækken af de gamle, nemlig Bekjendtgjørelsen af norske Regjeringshandlinger i den svenske Statstidnings officielle Rubrik før de bekjendtgjøres i Norge, for det Folk de angaa, ja endog før de foregaa i det norske Statsraads Afdeling i Stockholm! Før de foregaa? Umuligt, vil Enhver sige, og dog var det Tilfældet med Ud- SIDE: 11 nævnelsen af Statssekretær Bull til Højesteretsjustitiarius. Men der maa komme en Opgjørelse paa dette Regnskab af National- fornærmelser, som truer med at blive endeløst. Heller Ære og Nød end Skjændsel og Brød. Og hvad Brød faa vi desuden fra Sverig? -- Hs. Excellence den nye Rigsstatholder, som vi skulle have, Grev Wedel ankom hertil den 7de. Gid han maa beslutte sig til med et norskt Hjerte at rette paa Sagerne, der isandhed ere yderst betænkelige! Danmark. En nidkjær Mand fra Samsø i Danmark har fattet den store og dristige Beslutning at stifte et Selskab til den danske Statsgjelds Afbetaling ved frivillige Sammenskud. Det er -- siger det svenske Aftonblad -- høiligen at befrygte, at dette gaar endnu misligere end de frivillige Indsamlinger i Sverrig til Ridderholmstaarnets Gjenopbyggelse, isærdeleshed naar man tager i Betragtning, at Gjelden løber op til omtrent 170 Millioner Rd. Banko. Et danskt Blad raader den gode Mand, inden han gjør sig videre Uleilighed i og for denne Plan, til at tænke paa hvad den sidste Stænderforsamling saa kraft- fuldt udtalte for Regjeringen, nemlig, at Landet ikke kan gjøre yderligere Opoffrelser, og at det eneste, men ogsaa det sikkreste Middel til Statsgjeldens Afbetaling er det som Stænderne have foreslaaet, nemlig gjennemgribende virksomme Besparelser. PAA EN VINDSPILLERS HALSE. Statsborgeren 9. okt. 1836. Naar jeg er ærlig og honet, mit rette Navn er Bella. Men hvis jeg lumpen er og slet, da vil jeg hedde Nella. Henrik Wergeland SIDE: 12 DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER. (Fortsættelse fra No. 23.) Statsborgeren 13. okt. 1836. Dette er virkeligen toujours perdrix (altid Agerhøns), om jeg også idag har Fougstad for mig. Vi faa da see til at expedere Kyllingen. Vi have seet hvorledes hans Dæmon, Forfængelig- heden, vaagnede; men af dens Yttringer have vi endnu kun gjort os bekjendte med de færreste, mens de dog ere mang- foldige, for mangfoldige til at fremstilles i en Skildring, der er styret af en ufortjent Skaansel. Med et blødt Slør vil jeg til- hylle alt, med Undtagelse af endeel af de hæsligt fremstaaende Knokler, hans politiske Liv har givet til Skue og stødt Folks Øine med. Og mens han dagligen provocerer Ubarmhjertig- heden, vil jeg kun benytte saameget af Kjendsgjerningerne, som behøves til at urokkeliggjøre Rigtigheden af vor Karakteristik. Derfor ikke videre om hans mangfoldige ostentative Vind- magerier som Student, omendskjøndt han alt da havde traadt sine Børnesko godt ud, og det ikke mangler paa dem, der kaste et træffende Lys paa hans politiske Usselhed. For Exempel: "vil Ingen Anden -- jeg vil holde Talen den 17de Mai!" raabte Fougstad i et Møde, jeg troer endog det var i 1828, hvor der deliberedes om, og var Vanskeligheder med, Festligholdelsen. Alle studsede da, og mere da over denne uventede Kjækhed, end et Par Dage efter, da Hr. Fougstad meldte, at han efterat have talt med anseede Mænd, maatte trække sig tilbage og i al Maade protestere mod Festen. Dette Træk, denne Forfængelig- hedens Impuls til politiskt Friskfyreri, efterfulgt af koldere Be- regninger og opløst gjennem en jammerlig Proces af Vankel- modighed i det mest nykterne Kujoneri, har gjentaget sig mang- foldige Gange i hans Liv. Den Constitutionelle er en tro Af- speiling heraf. Fougstad er i dens Avancer. Fougstad er i dens Retræter, som aldrig udeblive. Han personificerer sig i dens Totalitet. De øvrige To fremtræde kun isolerede: Hr. Motz- feldt med sin troskyldige Plumphed, Hr. Schweigaard med legére Henslængninger af sit Overmod og Geni. Den Fougstadske Forfængelighed har, som om den var et SIDE: 13 selvstændigt Væsen, havt sin Ungdom og Manddom. Ikke saa- ledes, at den var drengeagtig og ungdommelig i de tilsvarende Aldre; thi den var altid stor i sine Udkast, og dette Menneske har aldrig været Dreng eller Yngling, men altid en liden Mand, altid med disse uelastiske, tørre Fibre i Hjertet, altid med dette konstante, udviklede dominerende Organ. Men hans Forfænge- lighed havde, ligesom Ormen om Foraaret, en Tid smukkere Farver, end disse Journalismens Sodtinter og denne Liberali- tetens affarvede Agricola-Toga, hvori den nu spanker om paa vort Forum. Den karakteriserede sig en Tid som en sand Liden- skab for Repræsentation, en Sværmen for Deputationer, i sorte Klæder og om muligt i Kareth, for Addressetaler og skrivtlige Addresser o. d. Dette var dens Ungdom, der, som man seer ikke manglede behageligt Fantasteri. Men den var for alvorlig forat kunne i Længden ville nære sig med Sligt. Tidsaandens Plebejismus tilbød kraftigere Næring. Med denne maatte den amalgamere sig, og den Nederste paa de Stores Trappe vilde vinde Betydning ved alt det Støv, han turde slæbe opad den, og ved at være det Mellemled, som bandt Demokratismen til dens Trin. Dette er dens Manddom; eller rettere, i disse Ord omfattes alle disse Overgange til den endelige Antagelse af en fibertør Karakteer, som jeg gjerne vilde kalde dens Alderdom baade fordi der er noget ærværdigt ved en fortsat Række av Anstren- gelser, og fordi jeg imaginerer mig, at om jeg ved et Slag paa hans Hoved kunde faa hans Forfængelighed til at springe ud personificeret ligesom Viisdommen i Minervas Skikkelse af Ju- piters, saa vilde den vise sig i Form af en af disse vindtørre, sølvhaarede, dybtfurede, bøjelige, livlige, gamle, emigrerede, smaa Markier, som i sin Tid vidste at gjøre de fortræffeligste Miner til det borgerlige Antræk og de borgerlige Folk, de aad med, og at vedligeholde Troen paa at de havde spillet en stor Rolle i Verden og vel endnu kunde komme til, men at de overalt havde erhvervet sig for megen sand Viisdom til ikke at flyde ovenpaa den Bølge, som de ikke kunde knuse. Man kan ikke før mærke paa Haardheden af et Kids Pande, at det vil blive en Buk, end man af Fougstads Ubøjelighed for SIDE: 14 alle Irettesættelser og Angreb kunde mærke, at hans Forfænge- lighed besad en beundringsværdig passiv Energi (om dette Ud- tryk kan bruges) og at den var rustet mod alt. Man erindrer, at det ikke var de hidsige Franskmænd eller de lidet spekula- tive Østerrigere, men de flegmatiske Hollændere, som bevæb- nede sine Skibe med Pandser og Saug og gjennemskar Lænkerne for Damiette. Og en saadan storbuget, staalbringet Hollænder var han, med stat pro ratione voluntas i Agterspeilet. Revselser vare ham Bølgernes Skum. Mod Kjæden af spottende Ansigter og angribende Invektiver bød han sit Flegmas Pandser. Urokke- lighedens Saug gik og han satte ofte barduus iland, og lod Folk tro, at han istedetfor Hjerte havde en kalløs haardhudet Pung. Og deri? Deri danglede Forfængelighedens Regnepenge. Ja, ganske rigtigt, Flegmaet, en Urørlighed mod Angreb, som Wel- lingtons ikke kan overgaa, men ikke et naturligt Flegma, men et planmæssigt, et tilvundet, Flegma var hans Forfængeligheds Beskyttelse, det Stormtag, hvorunder han flygtede sig frem. Dog maa man ikke tro, det kostede Anstrengelse. Nei, Nødvendig- heden deraf erkjendtes; og det kom der, og tiltog i Haardhed under Øvelser; det forlangtes af Dæmonen i hans Indre, som Reqvisit til den fuldstændige moralske Armatur og erholdtes hurtigt som Fausts Ønsker paa hans: "Giv hid!" -- Men skal jeg da aldrig blive færdig med denne Dissektion? Kadaveret stinker. Og jeg har tre. Dersom jeg ikke var bunden ved et Løfte, var det bedst at grave dem, med alle de Enkelt- heder, som nu skulde udskilles, idetmindste indtil videre, ned paa Stedet i Statsborgerens Tornehave og skrive ovenover: Statsborger, stille stat! Thi viid: herunder Rammen er lagt den falske Kat, som Hov'det beed af Skammen. Men hvis du finder tre, saa tænk: de beed tilsammen. Og kan du fromt ei be', saa ønskt dem et Godnat i Mangel af et Amen. (Fortsættes.) Henrik Wergeland SIDE: 15 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 13. okt. 1836. Norge. Morgenbladet af 8de dennes gjør opmærksom paa, at Statsministerens Ansøgning om Afsked var udstædt paa en Tid, da Aktor ved Rigsretten havde nedlagt Paastand paa Em- beds Fortabelse, som endda kunde været taget til Følge. Af offentlige Blade har man seet, at H.s Majestæt i hiin Tid var reist til Rosersberg, ledsaget af den svenske Statsraad Lager- bjelke og den norske Statsminister Løvenskiold. Under dette Ophold skrev Statsministeren sin Ansøgning den 3die Septbr. [fotnotemerke] Rigsretsdommen faldt den 8de næstefter om Aftenen, og en Kureer afgik strax med Dommen til Stockholm. Den kongelige Resolution paa Ansøgningen er formeentligen først udstædt den 26de Septbr. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 16. okt. 1836. Norge. 14de d. afdækkedes paa Hovedtangen foran Kristi- ania Borgerkorpses Front to Faner, som Hs. Kgl. Høihed Kron- prindsen har foræret samme. De vare smaa, men saa jomfrue- ligt skjønne ud, den ene i sit røde Silketøi med Rigsløven malt derpaa, den anden af hvidt med Kristiania Byes Vaaben, nemlig Retfærdighedsgudinden med Sværd og Vægtskaal, hvilket be- tyder, at der altid falder retfærdige Domme paa Raadstuen og at de væbnede Borgere baade veje paa det nøjeste naar de skulle drage Sværdet og det Bifald de yttre i sine Hurraer un- der Vaaben. Hs. Kgl. Høiheds kronte Navnetræk var anbragt i Hjørnerne. Og det uhyggelige mørke Veirligt, en barsk Blæst, der af og til legte vel ugenert med Fanerne, det traurige Agers- huses gespenstagtige Taarne, den stærkt forkjølede Stadshaupt- mands sande Gravrøst, dette og mange andre Smaaomstændig- heder til frembragte idetmindste hos os en dunkel næsten ræd- selfuld Følelse af en mystisk Forbindelse mellem Scenen og en bitter Fremtid. Det var somom denne Dag var et for tidligt Fotnote: En saadan Ansøgning burde gaaet gjennem den norske Regjering! SIDE: 16 Frembrud av dens mørke Række af Dage; og vi maatte ordentlig ræsonnere med os selv over at General Wedels Nærvær var ikke overraskende fordi han, under Indflydelsen af hine Ind- tryk, forekom vor sygelige Indbildning som forlængst død og tilhørende en anden Tid og Regimente, men fordi han virkelig stod der med sit dumme evige Smiil og i sin fulde Pomp som nærværende Regimentes og ulykkelige Tids Repræsentant, og fordi han stod der hvor han intet havde at gjøre uden som Størrelsen x i Stadshauptmandens Beregning. Men Stadshauptmanden havde jo udbedet sig den komman- derende Generals Nærværelse? Ja, overmaade nydeligt gjort, naar Denne var Helten fra 1829. Wedel takkede ogsaa i en triumfklingende Tale (som Hauptmandens vælige Hest ledsagede paastedet med baade tør og vaad Kritik) hvori Korpset, i Form af Taksigelse, fik Skylden for Invitationen, hvortil man dog bør tro, at neppe nogen Mand, om han var bleven spurgt, havde givet sin Stemme. Men selv om Stadshauptmandens milde og forsonlige Gemyt skulde have opfyldt Alle i Gelederne, saa vilde dog den "Takt," som General Wedel indprægede aller- sidst i sin Tale som en ypperlig Dyd for Borgere have forbudt dem at glemme, at en Borger- eller National-Garde skal fjerne sig istedetfor at nærme sig hvilkensomhelst Afhængighed eller Skin af Afhængighed af Militæret, om Spørgsmaal end ikke var om en Personlighed, der staar i det Forhold til Kristiania som General Wedel. Og Kristiania Borgere raabte tregange Hurra for General Wedel! tregange Hurra! tregange Hurra for Gene- ral Baron Wedel! Bravo! Dersom Stadshauptmanden ikke erindrede, at han er Hs. Excell. Rigsstatholderens Broder, saa var hans Hukommelse ogsaa stærkt tilsnuet. Forøvrigt -- gid der maatte være mindre Anledning til at faa de nye smukke Faner brugte og derved kanske baade tilflekkede og sønderrevne end der virkelig er! Og gid der maatte være mere Anledning for Kristiania Borgere til at hylde Baron Wedel med enthusi- astiske Hurraer! SIDE: 17 Henrik Wergeland For Menigmand No. 4, 17. okt. 1836 17. okt. 1836. Hvor gjerne, Fædreland! dog Verden rykked den Laurkrands af, hvormed dig Himlen smykked! Men, Vunden liig, der under Blodstrøm groer, just Smerten Norges Kræfter sammensnoer. Thi den i enig Pagt isammenbinder de norske Hjerter, norske Mænd og Qvinder: Og Fædrelandet bærer da paany den samme Krands, det bar i Frelsens Gry. Og Frelsens Trolddom den fremdeles ejer. I Enighed er Fædrelandets Sejer. Ond Forligelse ødelægger Huse. Og det Samme skeer med Stater, hvor ond Forligelse er ind- traadt imellem Folk og Konge. Det vil sige, denne Tilstand er saa utaalelig, at den ikke kan bestaa, men maa ophæves for SIDE: 18 enhver Priis, undtagen Frihedens og Selvstændighedens, og Grunden dertil tilintetgjøres. Har denne lagt i Kongens Per- sonlighed, saaledes at hans Regjering har været en Følgerække af udskejende Yttringer af et tyranniskt Sind, da har baade gammel og ny Historie mange Exempler paa at hans Højhed ikke har kunnet beskytte ham eller hindre Nationen i at bort- skaffe denne Hindring for sin Lykke. Har den lagt i dennes egen Forfatning, da er en Omvæltning deraf foregaaet, og for en kortvarig Ødelæggelse af det Bestaaende har Nationen til- kjæmpet sig et varigere Velvære i Forsoningens gode For- staaelse med Kongen saalænge han ikke hemmede Revolutionens naturlige Gang, optraadte fiendtligt eller blev greben i Rænker derimod. Medens vi med dyb Smerte maa tilstaa, at den ulyksalige Til- stand af ond Forligelse imellem Konge og Folk eller dettes Re- præsentation i høj Grad er indtraadt hos Os, er det dog en Lykke, at hverken det ene eller andet af hine Tilfælde er Grun- den. Inden os Selv, inden vor Statsforfatning, finde vi den ikke. Ikke engang Tanken falder os ind om nogen Forandring eller om at nogen bedre Tilstand mellem Konge og Folk virkelig -- hvad hverken var tilladeligt eller Prisen værdt -- kunde kjøbes ved Opoffrelsen af et eller flere af dens ypperste Punkter. Og vor Konges Hjerte er for vel kjendt og vurderet til at Tvedrag- tens Rod deri kan søges. Det er derfor et Slags Held, at vi have at søge den udenfor Konstitution og Konge, og vi have ikke svært for at finde den i det politiske Forhold, hvori Nationen har indladt sig, og som ikke paa langt nær i samme Forstand som Konstitutionen ere nødvendige for dens Velvære. Det er vel saa, at vor Konge hidtil ligesaa urokkeligen har foresat sig og ivrigen forfulgt den Hensigt at see nogle af Grund- lovens Paragrafer forandrede, til Udvidelse af Kongemagten, som Storthingene have modsat sig dette, og at disse Kræfters modsatte Anstrengelse maatte foranledige en Spænding. Men hidtil strakte denne sig ikke udover de enkelte Spørgsmaal; man vænnede sig til deres Fremsættelse, forskrækkedes ikke længer derover, med Tryghed vidste man forud deres Negtelse, og over- lod dem roligen til, i en Tilstand af Forstening at vandre fra det ene Storthings Haand i det andets som haarde Kuriositeter SIDE: 19 fra en anden Alder, hvorved intet andet er at gjøre end at besee og henlægge dem. Sidste Storthing gjorde dette paa hur- tigste Maade, idet Forslagene til Forandringer i Grundloven ikke engang sendtes en Kommittee til Behandling, saasom de tilforn tilstrækkeligen vare drøftede og der ikke yttredes i Thinget noget til deres Understøttelse. Men i Maaden hvorpaa Hs. Majestæt tog dette op erholde disse Forslag ny og gjenop- frisket Betydning. Vi opdage, at den hele Spænding, som i de sidste Maaneder er stegen indtil Bristefærdighed, skriver sig fra disse Forslags Skjebne, navnligen fra dets, der gaar ud paa at Ret skal indrømmes Kongen til at negte Storthingsbeslutnin- ger Lovskraft. Vi opdage i Hs. Majestæts Fortørnelse det samme Hav reist i tordnende Drøn mod Klipperne, som i hine Forslags idelige Fremsættelse stillere men uafbrudt lod sine Bølger rulle imod dem. Og dette bliver kjedeligt i Længden, og kan nok gjøre utaalmodig. Storthingets Handling aabenbarede at Klip- pen var uigjennemtrængelig. Og det er tungt at opgive et længe fortsat Arbeide, et længe næret Haab. Vi vide det, Hs. Maje- stæt ansaa ikke alene denne sin Sag, men ogsaa sig selv for an- derledes behandlet end fortjent. Men de sidste Yttringer af Hs. Majestæts Fortrydelse, fremkaldte nærmest i Anledning af Rigs- retten, der paafulgte Thingets Opløsning, oplyse paa det utvivl- somste, at Norges saavelsom Hs. Majestæts eget Forhold til Sverig er den Aarsag, vi søge, Aarsagen, der ligger dybest: Aar- sagen til Forslagene: Aarsagen til den stedfindende onde For- ligelse imellem Normændenes Konge og dem eller deres Repræ- sentation, med hvem de naturligst maa gjøre Parti. En Konge, der alene var norsk, en Konge saadan som vore Hjerter og Øren finde en Vellyst i at høre dette Ord, vilde ikke inden Riget eller i sin Stilling finde Grunde til at sætte sig i en uafladelig Opposition med Folket om den dyrebareste Perle i dets Frihedskrands. En saadan langvarig Blokade vilde blive farligere for ham end om han forsøgte et raskt Stormangreb paa enkelte Punkter i Konstitutionen. Ja selv om vi tænkte os denne som hovedsageligen hans Værk, vilde Forsøgene paa at ændre det gjøre en Ende paa Taknemmeligheden; og det kunde ikke vare længe før han saa i hver Normands Rynker Einars brustne Bue og fik høre Svaret fra Svollder: "nu brast Norges Rige af SIDE: 20 dine Hænder, Herre Konning!" Men af en Konge, der i saa- danne Tanker, nemlig at have skabt Forfatningen, regjerer Norge fra Sverrig af, af en Unionskonge, hvis Regjering baade har Karakteren af at erkjende dette Rige for Hovedrige og af ikke at ville indlade sig paa nogen Forandring af dets Forfat- ning, lader hiin Regjeringshandling sig forklare. Skal et Vedlige- holdelsessystem hævdes i Sverrig, maa Slagfjedrene brydes paa den norske Frihed. Denne Ørn maa ikke stige saa høit, at den sees over Kjølen og forfærder de gamle rolige Svaner i Vettern og Mælaren. Det mindre Rige maa ikke byde det større et op- eggende Exempel; den yngre Broder ikke besidde Noget, som kan vække den Ældres Misundelse; Folkevældet i Norge ikke staa i for skjærende Modsætning til Stormandsvældet i Sverig saaledes som dette er omhegnet af den bestaaende Konstitution. Norge maa minke Seil forat kunne holde sig i sømmelig Afstand bagefter Sverig, skjøndt det bedste vistnok var, om denne tunge gamle Orlogger satte nye Seil til forat gjøre Følge til den poli- tiske Lyksaligheds Verden istedetfor at maatte skilles saagodt- som ved Udseilingen af Havnen. -- -- Skilles? Det var en Tanke! Kan den forundre? I Sverig "graater" man over Foreningen. Vi ville tænke derover til en anden Gang. Eller over hvilke Forandringer der maa foregaa med Forenin- gen, forat den skal kunne bestaa. Den maa ikke genere. Men H. M. ønsker, at Thinget aabnes 20de Octbr. Det er den Dag, da man kom overeens om Foreningsvilkaarene. Ahne vi rigtigt naar vi tro, at dette er et Tegn til at Alt skal jevnes? Under 26de Septbr. har det behaget Hs. Kgl. Majestæt, i An- ledning af at Regjeringen tilstillede Storthinget de Afskrivter af det inden Regjeringen Passerede betræffende Beslutningen om Storthingets Opløsning, som bevirkede Rigsrettens Nedsættelse samt af dennes Dom over Statsminister Løvenskiold, at udstede en Tilkjendegivelse, som giver os den sørgelige Underretning, at Spændingen mellem Høistsamme vor Konge og vor Nations Re- præsentation har naaet en højere Grad end vi kunde tro og kunne tænke os bestaaende. Hs. Majestæt tilkjendegiver, at Storthingene have at behandle "fremfor Alt" de Kgl. Propositio- SIDE: 21 ner. Hs. Majestæt paaberaaber sig Kielertraktaten (hvorved Norge afstodes af Danmarks Konge med Enevoldsmagt til Sverig -- en Traktat, som Norge aldrig har erkjendt) og det i følgende Udtryk: "Da Kongen indrømmede Nationen de vidtudstrakte Rettigheder, som Grundloven af 4de Novbr. 1814 og Rigsakten af 1815 indeholde, kunde Han langtfra troe, at Storthingsmed- lemmerne før Seklers Forløb skulde kunne glemme Erindringen af eller Traditionen om de Rettigheder, som Freds-Traktaten i Kiel gav Sveriges Konge. At ville omtviste Kongens konstitu- tionelle Rettigheder i Hensigt at eludere dem, opfordrer til at tilbagegaae til benævnte Traktat." Hs. Majestæt yttrer den Mening, at den Artikel i Fordraget til Moss, som betinger, at Ingen maa forfølges for foregaaende Yttringer mod Foreningen, skal indeslutte, at de, som havde ind- ledet det norske Folk i en Krig mod Sverig (d. e. 1814 Aars højhjertede Patrioter, Selvstændighedens hæderværdige Red- dere, som vi maa bede Gud velsigne saamange de leve og døe) "erkjendtes daddelværdige." Hs. Majestæt erklærer, at Odels- thinget ved Rigsretsdekretet "har saaledes udøvet en lovstridig istedetfor en retfærdig Handling og derved tillige antastet et kongeligt Prærogativ." Hs. Majestæt yttrer om Befrielseskrigen i 1814, at dermed havde "Ubetænksomheden" (af Forsamlingen paa Eidsvoll), "for ikke at sige mere, bebyrdet en Befolkning af 850,000 (?) Mennesker, som vare berøvede al Slags Handel, og nødsagede til fra Udlandet at indføre Livets første Nødven- digheder." Om Storthinget og Rigsretten udtrykker Hs. Maje- stæt sig: "At dadle denne Foranstaltning (Thingets Opløsning); at troe, at kunne opvække Skræk hos de kgl. Raadgivere; at ville eensidigen fortolke Grundloven i dens Heelhed som i dens en- kelte Dele; at ville forvandle Rigsretten til en politisk Domstol; og give den Egenskab af en Jury; at begynde med at dekretere Bøder, for derefter at kunne gaae videre: -- Alt dette opfordrer Hs. Majestæt til, overeensstemmende med sin kgl. Pligt at tage saadanne Forholdsregler, som kunne forhindre, at ikke alminde- ligt Anarchi og Enkeltes Vilkaarlighed skal indsnige sig istedet- for de Love, som beskytte den personlige Frihed, den almin- delige Retssikkerhed og de Enkeltes Eiendomsret. Disse ere Kongens hellige Pligter. Han vil vide at opfylde dem uden SIDE: 22 nogensomhelst voldsommere Rystelser eller Omvæltninger, om "(d. e. dersom)" Storthingets Medlemmer, som Han, ere gjen- nemtrængte af den Overbeviisning, at der ikke kan gives Til- fredshed i huuslige Kredse, Sikkerhed for Staterne, indenrigs Frihed, eller nogen for de forenede Riger hæderlig Selvstæn- dighed i deres Forhold til Europas øvrige Magter, af hvilken Beskaffenhed end disses Regjeringsform monne være, uden Kjærlighed for Orden, uden Vilje til at være retfærdig, og uden Undergivenhed under de offentlige og private Love, som styre saavel Nationerne som deres Regjeringer." (Og hvad er uomtvi- steligere?). Fra disse Synspunkter erklærer Hs. Kgl. Majestæt: "At, uagtet de ovennævnte Tildragelser, er Hs. Majestæt tilbøielig til at troe, at Storthingets Medlemmer i Grunden ønske, at be- vare for det Norske Folk alle de Garantier, som Grundloven af 4. Novbr. bestemmer. Men Kongen har med Bekymring bemer- ket, at uagtet 22 Aar ere forløbne siden Foreningen med Sverige, uagtet den indre og ydre Freds Velsignelse, uagtet det Velvære, som er en Følge deraf, skjelne dog Storthingets Medlemmer endnu ikke tydeligen imellem de Rettigheder, som tilhøre Kon- gen alene, og dem, som tilhøre Hs. Majestæt og Storthinget fælleds." Og videre hedder det, at Rigsretten har befulgt Grund- sætninger stridende mod Lovens Forskrivter (?), hvilket Kongen ikke kan tilstede. Vi forene os med Hs. Majestæt i den af Høistsamme yttrede Forventning, at den grundlovmæssige Udøvelse af Konges og Storthings Rettigheder "skal bortfjerne alle fremtidige Feilgreb og jevne alle Misforstaaelser mellem Kongen og det kommende Storthing;" og oplyses endelig om at de "Forholdsregler," som Hs. Majestæt vil tage i ovennævnte Hensigt, gaa ud paa, med næste ordentlige Storthing at omhandle Sagens Form og Realitet d. e. den paadømte Rigsretssags, der betegnedes som en "syste- matisk (d. e. planmæssig) Forfølgelse" samt at befale Regje- ringen at overveje, hvilke Forandringer, der bør søges bevirkede deels i Rigsretsreglementet, isærdeleshed med Hensyn til Rigs- retsmedlemmernes Ansvarlighed og til Offentlighed ved Vote- ringen og i Loven om Straffebestemmelser for Statsraads, Høj- esterets, Storthings- og Rigsrets-Medlemmer for Forbrydelser, SIDE: 23 de, som Saadanne maatte begaae, dels til mere Tydelighed i enkelte af Grundlovens Paragrafer. Dette er nu en lang og haard Tale; og Du, simple og menige Mand, har kun liden Forstand paa og føler kun lidet af den Vægt, som Ord dog virkelig kunne have. Jeg veed det, om alt dette vil du kun sige: "Kongen er bleven vred, saameget seer jeg." Og Jeg har kun Haab om at kunne forøge dette korte og stumpe Begreb med den Tanke, at dette er dog meget ilde og at det maa rettes paa ifra Grunden af. Du vil have Handlinger; disse ere det Tegnsprog med de vældige Træk, som du forstaar, og -- kan svare i, naar Opfordringerne dertil blive stærke nok, og Begivenhederne drøne forbi som rullende Bjerge. Nu vel, der er Handlinger, men af et mildere Sprog, et mildere Sprog end selv hine Ord. En er at Storthinget er samlet. Det er: Kongen vil tale med Folkets vise og trofaste Mænd. Og de ere fra gammel Tid dog vante til at forstaa hinanden. De norske og svenske Kanoner talte højt engang i hinandens Mund; men de misforstode hinanden til Carl Johan og de norske Mænd fik klaret god Mening sig imellem. Og en Handling, der vel hører til hine "Forholdsregler," er, at Kongen har udnævnt Grev We- del til Rigsstatholder. Det er: en norsk Mand, der har Folks som Konges Tillid, er sat Thronen nærmest som en Midler mel- lem begge, der skal gjøre sit til for at Begge kunne forstaa hin- anden og være Folket en Borgen for at det skal blive tilfreds- stillet. Og en tredie Handling, som med et mildt Solskin fra Kongens gode Hjerte gjennembrød de mørke Skyer, er en kgl. Anordning, som tilsigter betimelig Hjælp mod den Hun- gersnød, som truer mange af vore Bygder. Og det er: den ulyk- kelige Spænding har kun Sted imellem Statsmagterne, og at "Den Kongernes Far, som til Fattigmand skar saamangen en Skive Brød" ikke har forglemt sin Kjærlighed for det norske Folk, og ikke vil glemme den, om det end, som Pligt og Natur byder, ikke kan andet end gjøre Eet med sin Repræsentation, Eet med Sig Selv. Da er der ingen Fare. Enighed, mens saa meget opfordrer til Partier, har reddet Norge før. Der var haardere Knude med SIDE: 24 Normannakonningen, da Asbjørn af Medalhuus maatte tale. Og Asbjørn talte ikke alene eller for de fire Fylker eller for Thrøn- delagens otte Fylker, skjøndt ingen anden Røst hørtes end hans. Men Hakon forstod, at Norge havde talt og at der ikke var flere Meninger i det vide Land end Tunger i Asbjørns Mund paa Thinget. Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 20. okt. 1836. Det vigtigste der er hændet Fædrelandet, siden Bladets for- rige Hefte sluttedes er det 8de ordentlige Storthings pludselige Opløsning den 8de Juli midt under dets almeengavnlige Virk- somhed, og uden at det under en overordentlig Anstrengelse og Arbeidsomhed havde faaet Budgettet færdigt. Hvor uventet end Beslutningen maatte forekomme Storthinget, tabte det dog ikke Besindelsen, men udfærdigede en værdig Addresse til Hs. Maje- stæt, ligesom dets Odelsthing dekreterede Rigsrets Aktion mod Statsminister Løvenskiold, for ikke at have raadet fra bemeldte Beslutning. Vel lod denne Ret sig ikke forlede af det aristokra- tiske Skraal til at erklære sig inhabil, men med de Bøder, hvortil Statsministeren ved Dommens Udfald tilpligtedes, vare kun de Færre tilfredse, udentvivl fordi de saae mere hen til Sagens Gjenstand end Ansvarlighedslovens Ufuldkommenheder. Der- imod kan man paa den anden Side ikke nægte, at det forekom- mer paafaldende, at den, der domfældes, ikke dømmes til at betale de formedelst Sagen opstaaede Omkostninger, og denne Grund til Misnøie med Dommens Udfald synes at være fuld- kommen hjemlet. Heller ikke kan man retfærdiggjøre vore Stor- thing for stundom og vore Rigsretter overhoved for at have viist et Moduleringssystem, der i Politiken, saasom en halv Foran- staltning, er ofte værre end ingen. Disse Tildragelser frembragte en Strid imellem norske og nogle svenske Publicister, af hvilke Sidste der er gjort Nogle den Bebreidelse at staae i et vist Hof- parties Sold eller under dets Bestyrelse, ja at endog vor Stats- minister skal have Deel i svenske Minervas Udgivelse. Ihvorom Alting end dreier sig, haaber dog det norske Folk, at dets lov- givende Magt ingensinde vil give Slip paa nogensomhelst kon- stitutionel og unionel Rettighed, men berede Efterslægten begge SIDE: 25 Dele lige rene og uforfalskede, dog, hvad de unionelle Rettig- heder angaar, nøiagtigere ordnede og bestemte; thi en engang tabt Ret vil blive vanskelig at erholde tilbage; og at nysmeldte Magt vil lukke Øret til for en maaskee forarmet svensk Adels Ønske, der formodentligen gjerne saa vor Grundlov, denne Skranke for dens Indtrængen i Norge, omstyrtet, for at finde her et Tilstød, som deres eget Fædreland ikke mægter i til- strækkelig Grad at give den. Grev Wedels Udnævnelse til Stat- holder -- som Nationen med mindre Fortrydelse erfarede -- var en Følge af den stedfundne Katastrofe; men mindre tilfreds med Statssekretær Bulls Udnævnelse til den i lang Tid vakante Ju- stitiariipost i Høiesteret var Nationen saa meget mere som "Svenska Minerva" har yttret, at denne Udnævnelse var et po- litisk Verk. I Spanien blev Ministeriet Mendizabal, som arbeidede paa at ordne Statens Financer, afløst ved en Hofkabale af det under Isturiz, hvorimod de spanske Kortes protesterede, der havde deres Opløsning til Følge. At der vilde opstaa en Reaktion, var let at forudsee, og den udeblev da heller ikke længe. Dronning Regentinden blev af sin egen Garde i St. Ildefonso tvungen til at antage Konstitutionen af 1812; Isturiz og hans Tilhængere maatte flygte og Mendizabal kom atter til at bestyre Finantserne. Den bedrøvelige Borgerkrig raser endnu i dette Land, hvor Don Carlos's Partie dog ikke maa være synderlig stærkt, naar al den Fordeel det har havt af Seieren ved Matillas og af de sted- fundne Omveltninger indskrænker sig til et Par Banders Om- streifen i Asturien, Galicien og Valencia; hvoraf den under Gomez sagdes at være steget endog til 6000 Mand indtil den i Provindsen Cuenza total blev slagen af den christinske General Alaix. Ogsaa General Lebeau skal nylig i Navarra have i en Skjærmydsel slaget Carlisterne, som søgte at trænge ind i Castilien. I Portugal, hvis Cortes Dronningen opløste, fordi de ikke vilde erkjende Hendes Gemal som øverste Befalingsmand over Ar- meen, er ogsaa udbrudt en Revolution, der har havt til Følge, at den af Don Pedro givne Konstitution er afløst af Konstitu- tionen af 23de Septbr. 1820, som Nationen havde givet sig selv. Dronningen, nød til at give efter for Omstændighedernes Magt, SIDE: 26 beedigede paa Raadhuset sidstmeldte Konstitution den 10de Septbr., hvorefter den proklameredes i Lisabon, og skal faa Dage efter være proklameret i adskillige af Landets betydeligste Byer. Et nyt Ministerium er ogsaa indsat, og hendes Gemal Prinds Ferdinand har nedlagt Kommandoen over Armeen. Der skal foretages et nyt Valg til Cortes efter Konstitutionen af 1820, som skulde samles den 12 Novbr. førstkommende. Man seer deraf, at Cortes's pludselige Opløsning i Spanien og Portugal ikke er løbet saa roligt af, som Storthingets hos os. Tildragel- serne kunne iøvrigt tjene som en herlig Advarsel for Regentere til at undertrykke den herskesyge Stemme i deres Bryst, og ikke at lytte til deres falske Venners og lave Smigreres uforskam- mede Insinuationer, at trodse, haane, bagvaske og undertrykke de Folk, som det er deres Pligt at beherske med Mildhed og Retfærdighed; thi de kunne letteligen fremkalde politiske Storme, hvori de kunne komme til at lide den fortjente Straf for deres Laster og Forbrydelser. Frankrigs lovgivende Forsamling opløstet noget sildigere (12 Juli) end ellers vilde skeet, da den var færdig med sine For- handlinger, fordi dens Pairskammer havde dannet sig til en Dommerret, for at dømme en politisk Sværmer, ved Navn Alibaud, der havde skudt efter Kongen. Han guillotineredes strax efter. Katastrofen i Spanien havde i dette Land til Følge, at Ministeriet med Thiers i Spidsen opløstes, fordi denne Mini- ster vilde, at Frankrig skulde intervenere i Spanien, hvortil Kongen ikke vilde samtykke. Det holdt haardt at faae et nyt Ministerium, endeligen har man faaet et af Doktrinære med Molé i Spidsen, hvormed Nationen ikke synes at være synderlig fornøiet. Dette Lands Regjering, understøttet af de absolutistiske Regjeringer, har af Frygt for revolutionære Bevægelser ladet sin Gesandt i Schweitz, Hertugen af Montebello, temmelig plumpt vælte sig ind i dette Lands indre Anliggender for at faae bortviist endeel fremmede Flygtninge, ikke fornøjet med enkelte Cantoners Foranstaltninger i denne Henseende. Schweit- zerne, som med Værdighed og Alvor afslog Forlangendet, vil paa Grund af Frankrigs gjentagende og truende Fordring vel nødes til at sammenkalde en Landdag, som maaskee bliver nød til at give efter for Magten til Trods for Retten; dog skal den SIDE: 27 schweitzerske Gesandt i Paris have forlangt Passe for at ophæve den diplomatiske Forbindelse. Efter en uafbrudt Splid imellem Over- og Underhuset proro- geredes det britiske Parlament under de gunstigste Handels- Konjunkturer. Dette Lands Regjering holder sig, med Hensyn til de spanske Anliggender, nøiagtig til Qvadrupelalliansens Bog- stav, nemlig Don Carlos's Fordrivelse, Opretholdelsen af D. Isa- bella den Andens Trone, og Dronning Christinas Regentskab. Striden imellem Holland og Belgien angaaende Luxemburg staaer endnu uafgjort. Der taltes nylig om, at Kongen af Hol- land var til Sinds at lade sin Armee trænge ind i Belgien og ende Striden. Ægyptens mægtige Vicekonge Mehemed Ali opfører sig efter Englands Befaling som Portens lydige Vasal. Hans Armee under Sønnen Ibrahim Pascha staaer vedvarende i Syrien uden at ud- rette Vicekongens Ønske at underlægge sig ganske dette Land. Med Algerias Colonisering for Frankrig gaaer det ikke synder- ligt fremad. I Amerika kjæmper Texanerne og Mexikanerne mod hinanden. Santa Cruz's Seier over Sabaterry har foranlediget, at en ny Republik har dannet sig i Sydperu imellem Peru og Bolivia. De nordamerikanske Fristaters Kongres har opløst sig selv, ladende endeel Sager i uafgjorte. Statskassens betydelige Over- skud har den deelt imellem Staterne. Nu existerer ingen lov- givende Forsamling -- saavidt vides -- samlet uden den norske, hvis høitidelige Aabning vil foretages i Dag den 20de Octbr. Af de østerrigske Stater har kun Ungarn en Slags Konstitu- tion. Dets langvarige Landdag er sluttet efter nogle uheldige Reformforsøg. Det østerrigske Keiserpar er kronet i Bøhmens Hovedstad Prag med megen Pragt som Bøhmens Konge og Dronning. Ruslands Selvhersker har udskrevet 15 0000 Mand Tropper for -- efter Note til de udenlandske Hoffer -- at komplettere sin Armee. Om den persiske Schacks Rustninger for at angribe de brittiske Besiddelser i Ostindien, staaer i Forbindelse hermed vil Tiden lære. Den brittiske Minister i Persien har paalagt alle Englændere i den persiske Armee at tage Afskeed og for- lade Landet, ligesom han og har gjort. SIDE: 28 Om Tyrkiet er ikke stort af Vigtighed at sige uden Silistrias Rømning af Russerne. At Storsultanen elsker Billeder, som Alkoranen forbyder, foraarsagede nogle Uroligheder i Konstan- tinopel, som snart dæmpedes, og Dagen derpaa saaes en Mængde Liig at flyde om i Bosporus. Den Eskadre Tyrkerne sendte til Afrika, og hvoraf man ventede sig vigtige Tildragelser, ind- skrænkede sig til at sende nogle Tropper i Land i Tripolis for at befæste Sultanens Herredømme. Henrik Wergeland 22. okt. 1836. OM DIVERSE GODMODIGHED. Indledning. Om sine Dyder hører Mennesket gjerne Tale, især nemlig om dem, det besidder i største Forhold til sin øvrige Moralitet, SIDE: 29 og som altsaa let og med stort Behag gjøres til det karakteristi- ske Udtryk for dets hele Personlighed eller til den store Solside, imod hvilken de Skyggefordybninger, som findes, ligesaa lidet maa tages i Betragtning som det, at man har havt mest Raad til hine Dyder og mindst Uleilighed med at erhverve sig dem i en vis Masse og Storhed ligesom Leerbunden driver en forfær- delig Mængde Hestehov og Kjærringrok frem og Sandbakken bedækker sig med Harefod og Gjeitrams. Der gives Dyder, som Folkeslag tillægge sig som næsten udelukkende Nationalejen- dom; og da det hele Folk kun er en liden Deel af den hele Menneskehed, kan man begribe, at hvert enkelt af dets Individer kan tilegne sig ikke saa lidet deraf, og, om man enkeltviis inden sit eget Folk kun gjælder for en Brøk af den fælles Storhed, saa fremtræder man dog udenfor dette imellem Millionerne, der intet skal besidde deraf, som en Repræsentant for den hele. Dette er ogsaa Tilfælde med enkelte Klasser af Mennesker. Hvor man er plaget med Adel, faa de Andre retvel at føle, at Adelsmanden troer at besidde særegne Dyder, der tilsammen betegne ham som saadan og udgjøre den sande Adelsmand. Og Menigmand har vel ogsaa sine, om han end ikke tør tro det, mens Andre mene, at han kun udmærker sig ved særegne Laster. Da han udgjør Millionerne, har han heller ikke saa let for at udmærke sig. Hans Masses moralske Egenskaber ere kun den dunkle muldfarvede Grund, hvorpaa de enkelte Klassers frem- hæve sig. Og hele hans Stolthed indskrænker sig til at tro, at naar Præsten siger "agtværdige Kristne!" saa menes Andre, men naar han siger "gudfrygtige Kristne!" saa menes han. Og heri synes nu vel at være ligesaa umaadelig en Stolthed som Beske- denhed; men det er idetmindste ikke en Stolthed, som skal gaa ivejen for Nogen paa Jorden. Og hvad Beregningerne angaa om de Herredømmer, den troer sig kaldet til hisset, da ere de udkastede paa egen Resiko af den Godmodighed, som lader sig nøje med Intet, naar den kun faaer Lov til at haabe desmere, og som er Menigmands karakteristiske Dyd overalt enddog i den Grad, at paa den ere de fleste af de Regjeringssystemer grun- dede, der styre Verden. Paa Menigmands Godmodighed? Ja, eller Taalmodighed. Veed du ikke det? Hvad andet bærer Ruslands Pyramide, end denne brede Grund? Hvad andet bar det gamle prægtige Frank- SIDE: 30 rig? eller bærer Danmarks skarlagenkjolede Monarki, eller Sve- rigs ærværdige Stænderforfatning, eller bar det forrige Regi- mente i Norge end denne Menigmands Godmodighed? Der er uhyre Kræfter i denne Asenryg. Og uhyre Mange, som ville ride. Der er noget uanseeligt ved denne Dyd; men kun naar man betragter den hos det enkelte Menneske. Da har man en jam- merlig Træl for sig. Men seer man den hos Millioner, da maa man dog tænke, at det er en Menneskehed disse Hoveder. Den enkelte graa Bølge have vi ikke Øje for, men naar den har mangfoldiggjort sig i det Uendelige til et Hav, saa strækker ikke Tankens Øje til; dets Straaler døe midtpaa som trætfløjne Fugle, og Beundringens Udraab "ah! ah!" anstrænger sig for at jage dem op. Ak, hvad er dette for Tale? Menigmand har ikke Fantasi. Hans Sjel er uden disse Sandser, som forvirre Andres Hoveder ved denne Fiinhed, som beruses af Duften af enhver Blomst, dette Langsyn, som seer Verdens Umaalelighed gjennem en Draabe, denne Smag, som nages af Bitterheden i en humleløs Satire og smelter hen i Sødmen af den Dugg en poetisk Vandbie har efterladt paa et Blad. Hans Sjel er en opløst udvandet Grød af Godmodighed. Og jeg vil strøe Sukker paa den. Thi "om sine Dyder hører Mennesket gjerne Tale!" Og en Dyd kalder jeg, som Fiende af Troen paa en almindelig fælles Ond- skab, den formedelst sin Almindelighed. Og om den er glands- løs og asenfarvet mod andre Dyder, som Himlen og Mulden, der ved sin Dunkelhed netop lader Stjerner og Blomster skinne, saa er den dog ikke agtet for mindre vigtig, end at den paa enhver Maade efter Statsmaximer maa vedligeholdes og gives Næring: uskyldig, men rigelig Næring forat den kan bære desmere: rige- lig, men uskyldig Næring i alle disse Skillingsopmuntringer til Taalmodighed og Lovtaler over almindelig Godmodighed, under- støttet af den strengeste Banlysning af alt andet end denne eens- artede Sjelediæt, som giver Kræfter uden at forføre til Kaad- hed. Kort: Halm og atter Halm til Asenet; og Jeg vil nu ogsaa, idet jeg, stik imod hvad dette Blads Fiender ville troe, priser Godmodigheden, kaste mit Halmknippe i Krybben, uden at lade mig forlede af min Medlidenhed med Dyret til at lade en eneste stor, tagget, vandig Tidsel gaa med. SIDE: 31 Om den almene menneskelige, saakaldte Menigmands- Godmodighed eller: Taalmodighed. Af det Foregaaende kan man allerede slutte hvilken udmær- ket Egenskab den er. Ja, ganske vist, uden den skulde de fleste Stater ryge overende -- undtagen Norge naturligvis; thi denne Stat siger man jo er grundet paa Opposition eller Trodsighed. Og saaledes vilde det da opfyldes (om Skjalden ikke blot har meent Granitens eller Kampestenens Haardhed), at "om Kloden rokkes end, dets Fjelde skal Stormen dog ei kunne fælde." Man veed, at der var en Tid før denne Skabelses, da alt var belivet, saaledes at man medrette kan sige, at Bjergene ere døde Uhyrer. Da var hiin Godmodighed Sjelen i den Leerklump hvoraf Mennesket blev skabt, og den fik Lov til at være med i den højere Tilværelse, hvortil Klumpen blev kaldet. Men for- medelst sin lave Oprindelse fik den ikke sin Plads og Organ i Hjerneskallen, men i Ryggen. Alligevel er det ligesaalidet altid sagt, at Den, som fører en krum Ryg, har en stor Godmodighed, som at Den, der har en Bule over Øjet, er en god Regnemester. Men meget ofte gjælder det. Organet kan stundom ogsaa ban- kes frem. Formedelst dens større Forvantskab til Leret er det at Menneskehedens store Fleerhed har en Drivt til at sysle der- med som Bønder. Dens egentlige Navn er, som jeg kalder den, Godmodighed; men hvor den naaer en høj Grad af Udvikling bliver den til Trælsind, hvorpaa Storfolk sætte megen Priis hos Andre. Den kan da siges at have naaet sin Genialitet; thi baade viser den en vis Fantasi, der er opfyldt med alle Monar- kiets Pragtbilleder af Slotte, Kroner, Adelskab, Parader og Uni- former, og den besynderligste Smag for det unaturligste og afskyeligste, saasom Uretfærdigheder, Udsugelser og Prygl. Jeg har Agtelse for denne Godmodighed; men dog er det ikke den, som jeg vil forære en veritabel god Nathue. Thi slige Folk skjønne sig ikke paa noget godt. SIDE: 32 Om den huuslige eller Tøffel-Godmodigheden. Denne Godmodighed er den Klippe, hvorpaa Menneskene skulle bygge sine Huse. Dersom ikke den fandtes, maatte mangfoldige af dem staa øde og de sørgelige Dele af adsplittede Familier tye under Træer og Buske. Den, der knytter Kjærlighedens Baand, gjør bedst i at have denne Godmodighed i Baghaanden, forsigtigen men forsvarligen knyttet under Rosensløiferne, ligesom man ikke maa tro, at Illuminationslamperne paa Bryllupsaftenen svæve i Luften eller alene paa de forgyldte Traade, men have massivt Træværk under sig. Og dette Raad maa heller ikke Qvinderne foragte. De maa ofte være forsynede med en Skildpaddeskal mod den raa Huustyrans Støvle, og drives sjeldnere til at tye til Skjænken som Mændene gjøre naar Forholdet er omvendt. Den forarmer vel ofte Familier, men kun naar Mændene give ødsle og forfængelige Koner for liden Konto; thi dersom de, naar det dog engang er kommet saa vidt paa Glid med Regi- mentet, gav dem uindskrænket Raaderum i Finantsdepartemen- tet, saa vilde Interessen ganske blive Konernes egen, og Egen- nytten drive dem til at blive ligesaa sparsommelige som de før vare ødsle. Ingen Dyd er mere englelig. Glandsen af en him- melsk Retfærdighed bryder uvilkaarlig frem paa de af Sandse- kager blussende Kinder; thi med disse Lidelser udsone Mændene inden de fire Vægge de utilbørlige Forrettigheder, som de have tillagt sig selv udenfore i Verden. Og desuden er intet Menneske mere benaadet med Opfordringer til at vende sit Sind fra den jordiske Jammerdal og haabe paa en bedre Verden, d. e. hvor man ikke skal have Kjød, der kan bankes, end netop Tøffel- trællen. Alligevel frembringes denne Opløftelse ikke af nogen Følelse af Ulykke; thi derfor beskytter Godmodigheden ham. Og den være priset over alle gode Ting, thi den hylder baade Fred og Brændeviin; og noget bedre kjender jo hverken den gode eller den onde Verden? Men den vilde blive en autoriseret Dyd, en Dyd ligesaa nødvendig for Ægteskab som at sætte i Enkekassen, dersom Husenes Indside kunde vrænges ud; thi da vilde det meest slaaende Beviis for Monarkiets Nødvendighed SIDE: 33 vise sig, og det vilde for evigt være forbi med alle andre The- orier, der føre et usselt kjæmpende Liv, netop fordi de ikke have sin Grund i den Godmodighed, der baade er Hovedbestand- delen af den menneskelige Sjel, det som kaldes Hjerte, og som er bleven Mennesket en Nødvendighed forat kunne holde ud saaledes som det har redet sig Lejet til, og da vel ikke sjeld- nest og mindst ilde i den ellers lyksalige Ægtestand. Den huuslige Godmodigheds egentlige Navn er Fromhed; men der er lidet ved den, siden den, som bekjendt, dog kan briste og saaledes kuldkaste det hele møjsommeligen opbyggede huus- lige Regjeringssystem. Den duer ikke før den naaer sin Fuld- kommenhed og bliver til Dotteri og Ørsk. Men heller ikke dette vil jeg forære min veritable gode Nathue. Thi baade plejer det at have sin egen, og der gives endnu en Art Godmodighed, imod hvem det af kjære Hænder, under Rettelser paa højre og ven- stre Side, opelskede Dotteri er reen Opsætsighed og den gjen- nemtøflede Huustræl en trodsig Rebel. Om den borgerlige eller Nathue-Godmodigheden. Ja, her har vi den. Tal mig ikke om nogen Godmodighed af hvilkensomhelst Art, uden denne. Den er Godmodighedens Alfa og Omega og istand til hvad det skal være. Hvad er Borgermænd dyrebarere, hvad er deres Ære ømmere over end over deres egen gode Stad? Den maa Ingen fornærme. Voldsgjerninger maa være banlyste fra dens Torv, ingen anden Tummel end den fredelige Virksomheds og Glædens maa høres i dens Gader. Og deres Koner og Børn? Ve Den, som turde fornærme dem i nogen Maade, ikke at tale om at udsætte deres Liv og Lemmer for Fare under vilde Chok af Rytteri og et stormende Infanteries Kolbestød, naar de pyntede vare spadse- rede ud forat fornøje sig en Søndag Aften i den lyse Sommer. Rasende skulde de jo styrte ud af sine Huse, rive de Dyrebare med Livsfare ud under Hestefødderne og Kolbestødene, mas- sakrere Voldsmændene alene med sine Haandværksredskaber, Alner, Vægter, Paraplyer, Haarpidske og Spadseerstokke, og SIDE: 34 ialfald i syvgange syv Aar nære mod Hovedfornærmeren et Sindelag, som om man kunde tænke sig at selve Byen virkelig personificerte sig til en Dame af fast Karakteer (som man kalder dem, der kunne gjemme Nag over Juul og hedest Sommer) og at Hadet krøb ind i dens Stene og lagde sig som en Skimmel paa Væggene. Men dette vilde kun være naturligt for Mennesker med Blod i Aarerne d. e. Blodmennesker, men ikke for Borgere med God- modighedens hvide Lymfe i sine Kar. Men gives der da Slige? Ja, priset være Skabningens Mangfoldighed! Men ikke i Stock- holm eller Paris eller London, hvor man kanskee vilde holde dem for et Slags Planter; men i den gode Bye Naboth, den opblomstrende Hovedstad i det Utroliges Rige.. Ak, hvilke Eventyr der ere passerede! Hvilken Borger af Naboth mindes ikke hiin dejlige Sommer- aften den 17de Mai, da Humlerne og Bierne surrede til Midnat i de hvidblomstrende Kastanjer paa gamle Frelserskirkegaard og Sommerfuglene svømmede i lunkent Maaneskin og selv det mindste Barn var paa Benene i sine bedste Klæder ligesaa længe? Borgerne sad i de aabne Vinduer med Glas fulde af Viin, sød som Blomsternes Duft, liflig at see til som Blom- sternes Farver i de hvide Vaser i Hustruernes og Døttrenes Vin- duer, som de havde forladt efter Aftensmaaltidet forat tage sig en Tour med Veninderne, qvægende som om Sommeraftenens Luftning havde presset sin Behagelighed sammen til Draaber af Svale og Munterhed i disse Glas. Saaledes sad de, hilsende til de hjemvandrende pyntelige Koner og Døttre, som endnu ikke vare for trætte til en Times Fornøjelse atpaa al denne Glæde, med Nikken og Klinken gjensvarende de venlige Hilsener fra Gjenboer og Naboer. O, Piben smagte for de Mænd af Naboth, som sad saa, og Vinen smagte, og den balsamiske Luft smagte, og Kysset af Moer, som kom hjem, smagte, og lystigt var det at see de glade Mennesker paa Gaden, og en Student, som nu og da tog en Overhaling i al Pyntelighed, og at høre Sangene rundtomkring og Musikken og Skuddene og at see over Huustagene Raketterne fra Vand og Land, og lystigt var det til alt dette at gjentage for sig selv, nippende til Glædesskaalen, at alt dette var frie SIDE: 35 Borgeres uskyldige Jubel over at det idag var deres Nations store Friheds og Gjenfødelsesfest. Da -- men dette have de Mænd af Naboth glemt, og derfor maa jeg fortælle det, mens jeg kunde ladet det være med det foregaaende, som deres aarlige skjønne Gjentagelse af de yndige Scener viser de ikke have glemt -- da -- men jeg vil stige op paa Stadshauptmandens Trap paa Torvet, hvorfra den frygtelige Scene bedst kunde sees, og derfra beskrive den, og bede Læse- ren derfra med mig at være et forfærdet Øjevidne til hvad der nu skede. Der skede -- et Chok .................... .................... et Chok af Rytteri, pludseligt som om onde Aander vare sprungne frem af Gadestenene -- et Chok af Rytteri med svungne Pallasker! for Alvor et Chok over Torvet, gjennem Gaderne, gjennem den glade Menneskesværm, over Koner, Fædre, Borgere, Venner, Døttre og smaa Børn. Det var gyseligt! Javist var det gyseligt! De som ikke vare under Hestefød- derne, men sad, som sagt, vel inden Vægge, reiste sig ogsaa, (drak Glassene ud) og gik ud og -- saae det, saae Choket og Stormen af Infanteriet med de skaanselløse Kolber og skarp- ladte Rifler, og raabte og skreg paa Moer og Barn, og saae Medborgere med spaltede Pander netop udenfor Stadshaupt- mandens Trap,og Blodet paa deres fredelige Byes Stene netop udenfor Stadshauptmandens Trap, og hørte det skrækkelige "Avanceer! Fremad! Chok! Storm!" og bad Fanden tage Uhy- ret, som anrettede Massakren. "Du store Gud!" var de rystede Borgeres stærke Feldtraab i dette Slag. Men sammenslagne Hænder deres svage Vaaben. Inden en Time var der ikke et ukrænket Hoved i hele Byen uden Chok-Kommandantens Jernpande og Tinhovederne i den Quarree af hans udmattede Svende, i hvis Midte han nu kneisede som Byens uindskrænkede Herre og sejerrige Undertvinger. Endnu summede de vilde Bier i Trætoppene og Sommerfug- lene badede sig i Halvlyset, stigende og dalende paa de præg- tige Vinger som Lystild fra Alfers Fyrværkeri -- altsomom Jor- den ikke var bleven værre i denne Time. SIDE: 36 Dog var Naboth, der for sine Borgere var Jordens Hjerte, bleven skjændet. Og medens dets Poeter fremdeles med poetisk Licents vedbleve at kalde Staden en Jomfru, vidste Alle og Enhver, at den ialfald kun var en voldtagen, og dets Filosofer disputerede aabenbare om Bymændene ikke gjorde bedst i at hænge sig i sine egne Dørposter. Men hvorofte skal jeg sige, at man maa ikke forvexle dem med andre Mennesker! Iførstningen viste de rigtignok den Kjø- delighed at tage sig Tingen noget nær, og der gives vel endnu de Daarlige imellem dem, som det koger i, naar de tænke paa hiin Qvel -- Folk hvormed jeg her intet har at bestille; -- men om selv de fleste Gemytter kom i lidt Opkog (hvilket især viste sig ved at alle Munde kom i en puttrende Sladder om andre græsselige Bedrivter af samme Helt), saa varede det ganske kort før den naturlige nabothanske Godmodighed afsondrede sig og steg op og bedækte det hele Kog med en Fedtskorpe, der nu gjerne kan bære et Chok af Artilleri. Det varede ikke længe, saa saa man Generalen, ifølge Bor- gernes Valg, i kommunelle Kommissioner. Den royalistiske Be- geistring leed intet Skaar af at see ham ikke alene ikke straffet med Unaade, men fremtrukken ved enhver Leilighed; bortkom- manderet, efter en fæl Sag, der paadrog en Mulkt, i Ærinder, der vide erstattede Mulkten, og ophøjet til den højeste Post af militær Ære og Magt. Man gjorde Gjæstebud, og taalte hans Nærværelse meget godt. En gammel Sag, der med megen Møje endelig af andre Folk blev bragt igang, og som havde Ødelæg- gelsen af en med Generalen nøje forbunden Mands Ære og Lykke tilfølge, havde ingen Indflydelse paa den Godhed og Hæder, som disse samme Bymænd, der engang med saamegen usømmelig Lidenskabelighed havde raabt Hevn over de tor- turerede og dræbte Slaver og over en omtrent ved samme Tid tildøde chikaneret Ubetydelighed af en Lieutenant, kunde vise denne General, der paa deres Bekostning anrettede et saa fuld- stændigt Nederlag, at han ligesaavel fortjener Navn af Greve eller Hertug af Naboth som Wellington, hvormed han har alt hvad der udgjør Toryen, men ikke Generalen og Statsmanden, tilfælleds, af Vittoria. SIDE: 37 Men dette er jo endnu ingen Godmodighed, som fortjener Beundring. Den er jo paa hine kloge og passende Anvendelser af Mandens Arbeidsiver nær, aldeles passiv. Den er jo intet andet end en Taalmodighed, hvis Vilkaarlighed eller Tvang ikke kan beregnes, og har idetmindste et Sidestykke i den Naboth mest lignende Stad Warschau, som godt fordrager sin Paske- witsch og snart faar den gamle Forræder Kruckowiecki i sin rolige Midte ligesom en opkastet Bid, man paany maa sluge. For en slig Godmodighed behøver sandelig ingen Siful at spille paa sin blødeste Fløjte eller Nogen at opfordre Himmelens Engle til at afplukke sig Dunen for dermed at beklæde disse Borgeres Voxhjerter. Nei! Men naar jeg nu siger, at hiin søde Aftens Forstyrrer m. m. er bleven populær i Naboth, og har erholdt den utvety- digste Popularitetshyldning i et skingrende Vivat, med sænkede Faner, af Borgerskabet en corps, paa det Sted hvorfra hans Styrke drog ud og hans Kanoner stode færdige mod Byen, der kun var bevæbnet med Pokaler, og før noget militært Korps har bragt en lignende Hylding? Ja da! Dette er ingen passiv God- modighed. Den har ikke Skin af Trang eller Nødvendighed. Dette er Godmodighedens højeste Ultraiseren. Og Naboth ved- ligeholder sin Rang som Hovedstaden i det Utroliges Rige, hvor det Forbausende er dagligdags, og hvor Søndagen burde hedde det Vidunderliges, Mandagen det Eventyrliges, Tirsdagen det Uventedes, Onsdagen det Bagvendtes, Thorsdagen det Gales, Fredagen det Desperates og Løverdagen det Umuliges Dag. Jeg føler Nathuen sidder løs i mine Hænder -- jeg erkjender, jeg har truffet den Godmodighed, jeg idealiserede mig som den yderste, fortjent til, i hiint kjære Møbel, at smykkes med sin værdigste Krone. Nathuen, som hverken den almindelige menne- skelige Godmodighed eller Menigmands eller den huuslige Træls Godmodighed, eller hvilkensomhelst Godmodighed af de ringere Grader, kunde erholde, forærer jeg da -- ikke det nabothske Borgerskab (thi jeg troer det ikke saa vel, at jeg tør glæde mig ved Troen paa at Godmodigheden er saa stor hos Alle) men Enhver, som af fuldt godmodigt Hjerte udbragte hiint Vivat. Naturligviis er der i denne Fortrinlighed ogsaa Grader, nemlig eftersom det skede med eller uden Eftertanke, med eller uden SIDE: 38 Medlidenhed med Hauptmanden, at han ikke skulde skrige alene, med eller uden Reglementets § 24 for Øje, med eller uden Ihukommelse af hiin Skrækkens Aften m. m. Men i saa Tilfælde faar den Deel af Nabotherne, jeg udtrykkelig har fremhævet, enes indbyrdes om Prisen. Skulde Godmodigheden ikke være tilstede i en saa forherligende Storhed, men en ud- trykkelig Erklæring af en anden Opinion endog istandbringes, da vil jeg forære Nathuen til den, som har stærk Ryg nok til, uden Skade, at lade sig override af et Chok, eller ogsaa, af en modsat Grille, til den jammerligste Uselryg, som kan findes ved en Solvæg; og jeg vil tilstaa med et Suk, at den Godmodighed, jeg sværmede for, ikke findes paa Jorden og vel heller ikke i Himlen, hvor Nathuer, imod hvad der prædikes, endnu mindre finde Anvendelse. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 23. okt. 1836. Norge. Statsraaderne Collett og Diriks søge Afsked. Om den Første tør vi med Vished sige at han tager almindelig Tilfreds- hed med sig. Og den Sidste er saaledes ikke ganske uden For- tjenester af Oplysningsvæsenet. Henrik Wergeland IDEE TIL EIDSVOLLMINDET [Med samme billede som i "For Menigmand" nr. 5, se s. 39.] Statsborgeren 27. okt. 1836. Hidtil er af 299 forsendte Planer til Eidsvollmindet indkom- met 28, hvorpaa, iberegnet Subskriptionen her i Byen, hvilken dog endnu ikke er afsluttet, findes tegnet omtrent 1800 Spd. De Byer og Præstegjeld, hvorfra Planerne ere remitterede, ere: Holmestrand, Tønsberg, Kragerø, Stavanger, Kristiansund, Fred- riksværn, Røraas, Throndhjem, Egersund, Laurvig, Røgen, Onsø, Borge, Nissedal, Hurdal, Grue, Reendalen, Fjeldberg, Krogstad, Borgund, Nordre Oudal, Næsset, Hedrum, Hitterdal, Land, Sellø, Sunddalen og Klep. Fra de færreste ere Bidragene indsendte, da udtrykkelig Anmodning ikke er skeet derom ved Indbydelsernes Oversendelse. Imidlertid vil det dog være hen- SIDE: 39 sigtsmæssigt om Samlerne ogsaa med det Samme vilde være uleiligede med at indsamle og remittere Bidragene. Med det Første vil vel et Møde vorde afholdt her i Staden af Udstederne og Subskribenterne, hvorefter Subskriptionen rimeligviis vil vorde udvidet ved flere Planers Forsendelse. Der er nemlig altfor faa deraf i Cirkulation; her i Hovedstaden nemlig kun en, der har været bragt omkring af et dertil antaget Bud, samt en, hvorfor En af Udstederne privat har sørget. De sidste Maane- ders Begivenheder kunne ikke andet end yderligere indskærpe den nationale Vigtighed af at Konstitutionsmindet kommer istand. Man har i Sverig ganske godt indseet det med det samme onde Øje, som rinder i Graad over Foreningen. Henrik Wergeland For Menigmand No. 5 29. okt. 1836 Den 20de October -- den samme Dag, paa hvilken Norges første overordentlige Storthing for 22 Aar siden besluttede vort Fødelands Forening med Sverige under en fælleds Konge, men med Bibeholdelsen af begge Rigernes Selvstændighed -- aabne- SIDE: 40 des det nu forsamlede overordentlige Storthing, efter Hs. Maje- stæt Kongens Bemyndigelse, af Statholderen Grev Wedel-Jarls- berg, som ledsaget af den norske Regjerings øvrige Medlemmer -- med Undtagelse af Statsraad Collett, der, som man siger, efter højere Opfordring ansøger om sin Afskeed, og i den seneste Tid ei har deeltaget i Statsraadets Forhandlinger -- og de øvrige fornemste Embedsmænd her paa Stedet, indfandt sig i Thingsalen, hvor han, modtagen af en dertil af Storthinget ud- valgt Deputation, oplæste den ham af Kongen hertil givne Be- skikkelse, samt følgende Kongelige Tale. "Gode Herrer og norske Mænd! Efter at have været samlet over 5 Maaneder, blev det 8de ordentlige Storthing opløst i Kraft af Grundlovens § 80. I Over- ensstemmelse med Grundlovens § 69, som giver Kongen Ret til at forsamle Storthinget udenfor den almindelige Tid, samt i Henhold til den 70de § er nærværende Storthing sammenkaldt. De Lovforslag, som Jeg paany vil lade Eder forelægge, ere af særdeles Vigtighed for Riget. Vore Finantsers blomstrende Til- stand vil sætte Eder istand til med Lethed at ordne Statsud- givterne. Overskudet af Stats-Indtægterne er betydeligt, uagtet de direkte Skatters Nedsættelse til det Halve. Oversigt over Rigets Tilstand vil nu for Eder vorde igjentagen. Lovforslagene om Kommunernes Anliggender og Haandværksdrivten kræve Eders Opmærksomhed. De nøiagtigste Overvejelser, understøt- tede af Lokal-Kundskab, bør lede Eder til de Beslutninger, som I agte at undergive min Sanktion. Da jeg antog Grundloven af 4de Novbr. 1814, erkjendte Jeg vel dens Ufuldkommenheder, men Jeg fandt, at denne Overeenskomst mellem Kongen af Sverige og det svenske Folk paa den ene Side samt Kongen af Norge og det norske Folk paa den anden Side gav Norges Uaf- hængighed en lovlig politisk Tilværelse. Efter at det Norske Folk lige indtil Kieler-Tractaten havde været undergivet en for- ældet Lovgivning, som ikke foreskrev nogensomhelst Kontrol, har den nye Statsstyrelse kaldet det til nyt Liv, som dog ikke vil kunne bevares, dersom ikke National-Repræsentationen le- vende erkjender den bydende Nødvendighed at adlyde Grund- SIDE: 41 loven, uden eensidig at ville tyde dens enkelte Paragrafer, som med uindskrænket Tillid og Uforbeholdenhed bleve antagne af begge Folks Repræsentanter. Rigsakten, som bestemmer de kon- stitutionelle Forholde mellem begge Riger, giver herpaa for Sve- riges Vedkommende de meest overtydende Beviis. Det ned- arvede Nationalhad blev overgivet til en evig Forglemmelse, og en Fremtid af trofast Venskab opklarede Scandinaviens Himmel. Jeg anraaber Forsynet om, at denne Himmel aldrig maa for- mørkes, men stedse forblive reen og klar oplyst ved Enigheds og broderlig Kjærligheds Straaler. Gjerne vil Jeg blive over- beviist om, Mine Herrer! at Eders Ønsker i denne Henseende stemme overeens med Mine -- Jeg bønfalder det højeste Væsen, som stifter og omstyrter Riger, at velsigne Eders Forhandlinger, og forbliver Eder, Gode Herrer og Norske Mænd! alle i Al- mindelighed og enhver i Særdeleshed med al kongelig Yndest og Naade velbevaagen. Givet paa Stockholms Slot den 13de Octbr. 1836. Carl Johan. Løvenskiold." (Glæde maa det i Sandhed enhver Norsk Borger, at lægge Mærke til det milde forsonlige Sind, som i det hele udtaler sig gjennem denne Tale, der er saa forskjellig fra Tiltalen af 26de Septbr., som kun kunde behage de svenske Ulykkesprofeter, som ville sætte Splid mellem Konge og Folk, for selv at fiske i rørte Vande, eller det gamle Hoved paa en Løvenskiold, som tænkte at indjage Nationen Skræk, og som nok kunde skræmme svage Folk, indtil man saa at den Constitutionelle turde behandle det som en Parykblok, der snart bankes og kastes i en Krog, og snart trækkes en Hue paa. Tvertimod erholder man den glæde- lige Vished, at tvende af de vigtigste af sidste Storthing be- handlede, men ei tilendebragte, Love om Kommunernes Anlig- gender (Formandskabslovene og hvad dermed staar i Forbin- delse) og om Haandværksdrivten, af vor Konge, ligesom af Borgerne, fortrinligen ønskes behandlede og endelig afgjorte. Ugjerne seer imidlertid sikkert enhver, hvem gamle Norges SIDE: 42 Hæder og Held ligger paa Hjertet, at ikke ogsaa den saa yderst vigtige Værnepligtslov, der, affattet efter Grundlovens Bud, om alle Borgeres lige Forpligtelse til at værne om Fødelandet, og sat i Udøvelse med Iver og uden personlige Hensyn, vilde kunne indgyde udenlandske Fiender Agtelse og de Voldsmænd, som ere os nærmere, Skræk. Negtes kan det heller ikke, at denne Tale, forsaavidt angaaer Forholdene i 1814, deels indeholder Udtrykke, hvis egentlige Mening man har ondt ved at fatte, eller bringe i Overensstemmelse med de virkelige Begivenheder -- som f. Ex. naar Grundloven siges at være en Overeenskomst mellem Kongen af Sverige og det svenske Folk paa den ene, og Kongen af Norge og det norske Folk paa den anden Side, -- deels fremsætter Yttringer, der er ligesaa faktisk som juridisk urigtige, som f. Ex. naar der siges, at det var Grundloven af 4de Novbr., der "gav Norges Uafhængighed en lovlig politisk Tilværelse," uagtet denne virkelig indtraadte den 14de Januar 1814, da den danske Konge opgav sin Ret til Landet, juridisk grundlagdes den 17de Mai paa Eidsvoll, og erkjendtes af Sverigs Konge allerede ved Konventionen paa Moss den 14de August s. A. Men dette er ikke andet, end hvad vi desværre allerede saa ofte have hørt gjentage, og som ei kan ventes anderledes, saalænge den Mands (d.e. Løvenskiolds) Navn findes under Talen -- for hvis Værk den altsaa ansees -- der kun erindrer, at han, af Misfornøjelse med Rigsforsamlingens Beslutning paa Eidsvoll om Adelens Afskaffelse, var paa Veien til at forlade Landet, men ei vil erindre, at han i Kraft af den paa Eidsvoll givne Grundlov fungerede som Statsraad, og at vor nuværende Grundlov paa Titelbladet ogsaa nævner 17de Mai 1814 som sin Fødselsdag, og som endelig ved sin Færd som Statsminister noksom har viist, hvorlidet han bryder sig om Norges sande Held og Normændenes Ønsker. Dog, dette tilsidesat, synes den Omstændighed, at den sidste Rigsretsaktion ikke med et Ord er nævnt -- da man nemlig havde villet paastaae, at Kongen især derover skulde være vred -- saavel som den forsonlige og milde Aand, der gaaer igjennem hele Talen, at være et heldigt For- varsel for det nu forsamlede Storthings Virksomhed -- N. B. om man ikke bliver altfor blød om Hjertet). -- Efterat Statholderen havde oplæst ovenstaaende Kongens saa- kaldte Aabningstale, blev af Statsraad Krog oplæst en Beret- ning om Rigets Tilstand, ikke som sædvanligt i den fra sidste Storthing forløbne Tid, men i de siden Norges og Sveriges For- ening forløbne 22 Aar, af hvilken vi udhæve hvad vi især antage at kunne interessere vore Læsere -- Først skildres i denne Beretning Norges Forfatning i 1814, da Foreningen blev ind- gaaet, med mørke Farver -- mørkere vistnok end de virkeligen vare -- og de Opoffrelser, som Nationen maatte gjøre for at grundlægge Banken og indløse den store Masse af Rigsbank- sedler, der vare udstedte, omtales. Disse Opoffrelser mindes vi vel alle endnu, men de føles ei mere nu, og Hensigtsmæssigheden af nu at opfriske og forstærke Mindet om dem, indsees ikke letteligen. Videre siges: "Hs. Majestæt maatte ved denne Lei- lighed anvende den størst mulige Omsorg for at berolige Mæng- dens Ængstelighed." Uagtet vi nu aldrig have draget i Tvivl, at Hs. Majestæt stedse bærer Omsorg for Landets Vel, indsee vi dog ikke hvilken særdeles Omsorg det er, som her menes, ligesom vi ej heller vide hvilken "Ængstelighed," der egentlig fandtes hos Mængden. Grundene hvorfor disse ældre Begiven- heder ere berørte, og givne et saa mørkt Anstrøg forklares siden saaledes: "Mennesket fortvivler som oftest under Byrden af Gjenvordigheder, og er i Almindelighed tilbøjelig til at tilregne Andre Skylden for sin Ulykke, medens det, naar Lykken smiler, gjerne anseer sig som den, der ene har fængslet den. Nedstemt i Modgang, reiser det sit Hoved, naar Alt føier sig efter dets Ønske. Saaledes gaaer det ogsaa med de Nationer, der lade sig henrive af overdrevne Ideer om offentlig og privat Frihed." (Rigtig, men naar have Normændene siden Foreningen været henrevne af overspændte Ideer?) "I Ulykken seer man deres virkelige eller selvvalgte Organer som oftest skyde Skylden for indtrufne Uheld paa Styrelsens Mangel paa Forudseenhed. Er Styrelsen stærk nok, og lykkes den i at afvende den truende Storm, da hænder det vel ikke sjelden, at disse samme Organer, istedetfor at ledes af den i Modgangens Skole vundne Erfaring, hæve deres Stemme og Fordringer, ligesom frygtede de for at tilstaae, hvem det opnaaede Gode bør tilskrives?" (Have Nor- mændene nogensinde undladt ved passende Leiligheder, højt at erkjende den Andeel, der tilkommer Regjeringen i Landets nu- værende lykkelige Forfatning?) "I et saadant Tilfælde" (som, vel at mærke, ikke i Norge er forhaanden) "bør Styrelsen, ved at fremstille en Sammenligning af det Forbigangne med det Nærværende, søge at oplyse Nationen, og at gjenkalde i dens Erindring, at vi med Taknemmelighed mod Forsynet bør paa- skjønne vort Velvære, og at vi med Klogskab og Maadehold bør nyde dets Frugter." (Saa tænke vi at gjøre!) Dernæst følger en Samstilling af vore fornemste Næringsveje, som de vare i de første Aar efter Foreningen, og saaledes som de nu ere, og skjøndt fast enhver Borger i meer eller mindre Grad, alt efter sin Stilling, lettelig vil ved nogen Eftertanke erkjende For- skjellen mellem nu og da, ville vi dog korteligen fremstille nogle af de væsentligste hertil sigtende Kjendsgjerninger, der i Beret- ningen udførligere afhandles. Udførselen af Fiskevarer er fra 1819 til 1835 meer end fordoblet. I 1819 udskibedes 240,000 Tønder og 55,000 Skpd. forskjellige Fiskevarer, i 1835 536,000 Tdr. og 156,000 Skpd. Angaaende Trælasthandelen yttres, at den har i de seneste Aar "udviklet sig i en ikke ubetydelig Grad, uagtet de Hindringer, som endnu uforandrede modarbeide dens Fremskridt," og at Hs. Majestæt nærer det Haab, at Høist- sammes Bestræbelser i denne Anledning ville krones med et Held, "som end mere skal give Liv og Næring til denne Handels- green." Der anføres, at Udførselen af Trælast udgjorde i de første 6 Aar efter Foreningen 120 til 170,000 Læster aarlig, i de sidste 3 Aar med et Middeltal 214,000 Læster. "Det norske Jern og Kobber har" siges der, "under Løbet af de sidsthen- rundne 20 Aar fundet en stadig og fordeelagtig Afsætning i Ud- landet," og Kongsberg Sølvværk har siden 1830, efter at alle Omkostninger var dækkede, ydet Statskassen en Indtægt af over 700,000 Spd. Handelstraktater ere siden Foreningen afsluttede med de fleste europæiske Stater, den indenrigske Handel siges ogsaa at gaae fremad, (skjøndt i denne Henseende endnu meget staaer tilbage at ønske) og medens Norge for 12 Aar siden kun havde 1700 Handelsfartøjer indeholdende 53,000 Kommerce- læster, ejer det nu henved 2200 Fartøjer med en Drægtighed af over 72,000 Kommercelæster. Matrosernes Antal er derfor ogsaa i 10 Aar stegne fra 8000 til 12000, ligesom den hele Folke- mængde, der i 1815 kun udgjorde 900,000 Mennesker nu be- staaer af 1,200,000, hvilket gjør en Tilvæxt af omtrent 15000 aarlig. Jordbruget har vel ikke i den Grad, som Handelen, gaaet fremad, men er dog ei ubetydelig forbedret, hvilket sees deraf, at Kornindførselen, der før Foreningen ofte steeg til 1 Million Tønder, nu, uagtet Folkemængdens Forøgelse og Brændeviins- brænderiernes betydelige Forbrug, dog er falden til 750,000, og det antages, at hvis Brændeviinsbrændingen blev formindsket vilde Landet i almindelige Aar kunne brødføde omtrent tre Fjerdeparter af Befolkningen. I Henseende til Pengevæsenet, henvises til, at medens Koursen i 1822 var 220 pCt. (d. e. at 100 Sølvspecier kostede 220 Specier) nærmer den sig nu til Pari (d. e. at Sølv og Sedler blive ligegode). Seddelmassen er i 19 Aar forøget fra 2 Millioner til 5,200,000 Specier. Toldint- radernes Forøgelse fra omtrent 241,000 Specier i Sølv og 518,000 Specier i Sedler, som de med et Middeltal udgjorde i Aarene fra 1816 til 1825 til 1,071,760 Specier i Sølv og 537,632 Spd. i Sedler, til hvilket Beløb de opsteeg i 1835, har tilladt de direkte Skatters Nedsættelse fra 600,000 Spd., som de ud- gjorde i 1818, til 185,000 Spd. aarlig, som de af 1833 Aars Stor- thing bleve bestemte til, og som fordeelte paa den hele Folke- masse kun udgjør en Ubetydelighed (omtrent 20 Skill.) for hvert Menneske, og desuagtet har Hs. Majestæt dog seet sig istand til at foreslaa "yderligere Lettelser med Hensyn paa Kommune- afgivterne." (Herved sigtes formeentlig til det fremsatte For- slag om at Delinqventudgivterne, d. e. Omkostningerne, der flyde af Forbryderes Tiltale, Transport o. s. v., skulle overtages af Statskassen, istedetfor at de forhen særskilt fra de egentlige Skatter udlignedes af Amtmændene). Statsgjelden formindskes aarlig, uden at det har været nødvendig at kontrahere (d. e. af- slutte) nye Laan, i hvilken Henseende Hs. Majestæt med virkelig Tilfredsstillelse erkjender, hvormeget de foregaaende Storthing have understøttet Hs. Majestæts Hensigter, for at begrunde of- fentlig og privat Velstand. Som et paafaldende Beviis paa Vel- standens virkelige Tiltagelse anføres, at Brandforsikkringen har siden 1823 forøget sig i Kjøbstæderne fra 9 Millioner til 14 Mill., og paa Landet fra 2 til 4 mill. Spd. Om Norges Fremskridt i det Hele siges der, at det er "med en Stolthed, der har sit Udspring fra den oprigtigste Deeltagelse, at Hs. Majestæt har fremstillet de betydelige Fremskridt, som siden Foreningen have fundet Sted." Senere yttres: "Hvad vilde Norge i denne Stund have været uden Foreningen? Er det sandsynligt, at det vilde have bevaret sin Selvstændighed?" (Hvorfor ikke ligesaavel nu, som i Sekler før Foreningen med Danmark?) " -- at Handel og Industrie havde opnaaet det mærkelige Standpunkt, paa hvilket de nu befinde sig begunstigede ved Fred og fordeelagtige Han- delstraktater?" -- Skulde Norge, som uafhængigt Rige maaskee ikke ogsaa have kunnet leve i Fred, og slutte fordeelagtige Han- delstraktater med sine Naboer? Man mener imidlertid i Beret- ningen at de anførte og flere lignende Spørgsmaale maatte be- svares benægtende. Senere hen siges der: "Men for at befæste denne Tingenes nærværende Stilling, og for at gjøre denne Lykke varig, bør ethvert Medlem af Staten være gjennemtrængt af den store Sandhed, at der ikke kan gives Fred, Rolighed, Held og Hæder for Fædrelandet, undtagen i en trofast og op- rigtig Forening med Broderriget (???) For altid bestemt og ordnet ved Rigernes Grundlove, kan Foreningen alene modtage den Udvikling, som Enighed, Tillid og broderligt Venskab mel- lem begge de forenede Riger kan begrunde, dette er den eneste Amalgamation, som Hs. Majestæt eftertragter." (Gyldne Ord! gid de vare indskrevne i de svenske Aristokraters Hjerter!). Til Slutning yttres der: "Naar vi fra denne ene rigtige Punkt betragte Foreningen, kunne vi med Tryghed see Fremtiden imøde, og med Rolighed overlade Os til den Omsorg, som For- bedringer i vor Lovgivning og i vore offentlige Indretninger, samt Udviklingen af vort Velvære fordre. Norge, nyligen ind- traadt i Rækken af selvstændige Stater, behøver med Hensyn til Rigets indre Organisation Meget for at beholde denne Rang. Det er under Fredens Dage, og naar vore Hjælpekilder tillade det, at vi bør overveie de Behov, som fornødiges opfyldte -- at vi bør forøge Armeens Material -- at vi bør forbedre vore offentlige Indretninger, vort Skole- og Fattigvæsen, Straffean- stalter m. M., og vel erindre os, at de Udgivter, som vi anvende paa disse almeennyttige Gjenstande, ere lettere at bære nu, da Riget har fuldkommen Kraft hertil, samt at de i en Fremtid ville bære nye Frugter og ville med Taknemmelighed vorde paa- skjønnede af vore Efterkommere." Da denne Beretning var oplæst, erklærede Statholderen Norges 4de overordentlige Storthings Forhandlinger for grund- lovsmæssigen aabnede. Præsidenten udraabte (som sædvanligt) "Gud bevare Kongen, Fædrelandet, og Broderriget!" hvilket Raab istemmedes af alle Repræsentanter; Autoriteterne forlode Salen; Thinget afsendte for at komplimentere Regjeringen en Deputation, hvis Formand, Assessor Holst, tilbagemeldte, at Statholderen paa Regjeringens Vegne bevidnede Thinget dens oprigtige Taksigelse for den udmærkede Artighed, der var den viist. De Fleste af Storthingsmændene gik endvidere i sin Artighed, idet de ved Aabningen viste sig i Uniformer, saasom det paa forskjellige Maader var blevet dem betydet, at Hs. Majestæt havde fundet sig fornærmet ved Aflæggelsen av Embedsdrag- terne. Denne Høflighed staa nu ved sit Værd; men Kravet der- paa er for stort, naar det gaar ud paa at Storthinget skal til- intetgjøre enkelte af dets Beslutninger fra i Sommer. Vi bør haabe i det længste, at dette Uhørte ikke skal overgaa Repræ- sentationen, hvis Ære og Skam er Folkets. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 30. okt. 1836. Norge. Den danske Regjering bedømte for rigtigt den Nytte, den norske "Constitutionelle" maatte kunne afstedkomme i Danmark til ikke at begunstige den ved et Privilegium paa For- sendelse, som var dobbelt naadefuldt, da det blev skjænket kort- efter at den havde ved en Resolution indskrænket Udsigterne for enhver fremmed Tidende til at nyde Forsendelse i Danmark mod modereret Porto. En af de absolutistiske Systemers bedste Støtte er nemlig at stille Folket for Øje de Prostitutioner, som overgaa Liberaliteten, politisk Konseqvenz og den oppositionelle Presses Værdighed i Lande, der prale med større Frihed. Og i den Henseende har vor Constitutionelle, trods sin Overflod paa "personlig Vished," naar det kommer an paa at sluge sine Ord med Skamme i sig igjen, været uforlignelig. Udskregen dernede af trofaste Makkere, som naturligviis maa beundre den Færdig- hed, hvormed disse tre ragede norske Bjørne springe ud fra den Høide, hvorfra de ikke kunne hitte Vejen nedigjen, maatte den faa Indpas hos et Folk, som idelig læres at fatte Kjærlighed for Monarkiet ved odiøse Samstillinger med hvorledes man har det i andre Lande; og det kunde da ikke slaa Feil, at ikke alene saa jevnt fornuftige Folk som de gamle Urtekræmmeres Sønner Groshandlerne, men selv nogle af Kjøbenhavnspostens unge Partisaner af Jean de Francer maatte forvirres i Begrebet om hvad en Oppositionstidende i et frit Land dog vil sige. Tanke- gangen er nemlig denne simple: Oh! er det ikke andet end Vindsakkerier og Kuldbøtter frem og tilbage, saa har vi det jo ligesaagodt. Men Nelles Frøikenstand i Danmark blev ganske kort. Bladet er faldet i Unaade, og har mistet sin fri Adgang til Kongeriget og Hertugdømmerne. Dette skede ikke for et af de sædvanlige intermitterende Anfald af Kjækhed, som afvexle med denne Fejghed og Flauhed, hvorom vi ere "personlig forvissede" om at enhver er personlig forvisset om at Nat ikke kommer vissere efter Dag end disse Slappelser efter hiine Raptusser; men fordi den Cst.nelle havde bona fide oversat af et tydsk Blad en Ar- tikel, hvori ymtedes om en mulig Forening mellem alle tre nor- diske Riger med Udelukkelse af den danske Thronarving. At de gode Venner i Kb.havnsposten have raabt Ak og Ve og kom- plimenteret den arme landsforviste Cst.nelle er naturligt, og tager sig ud som naar En bukker for sin egen Skygge. Morgen- bladet gjør skyldigst omtrent det samme; men det er ikke for sin egen Skygge; thi det synes, saafremt vi ikke tage feil, af Frygten for den Cst.nelles grove Mund, i nogen Tid at befinde sig i den Cst.nelles Skygge, eller idetmindste at indbilde sig at være sat i denne, for vor journalistiske Aurora høist beklagelige, Dunkelhed. Men denne imaginære Skygge bør ikke kunne for- færde; thi vil man tænke sig den i en Form, saa behøver man kun med en foldet Haand og to oprakte Fingre at gjøre en Hare paa Væggen. Og for den bør intet Barn blive bange. Men naar nu Fingrene med forunderlig Kunstfærdighed, nær- mende og fjernende sig fra Lyset, hurtigere end Øjet kan følge med, i voxende og formindskede Omrids, viser snart en uhyre Goliathshjelm og snart en Hare, snart en Løves, snart et Asens langørede Hoved? Endnu bedre. Det ligner den Cst.nelle opad SIDE: 49 Dage. Men endda bør man ikke blive bange for slige Løve- hoveder eller for den Cst.nelle, naar den tager Goliathshjelmen paa; thi ganske sikkert changerer det mandhaftige Gespenst, og istedetfor en Landse eller Kjølle kommer et Hareøre eller andet deslige Langøre stikkende frem. -- Hr. Lieut. Prahl fra Bergen, der allerede siden flere Aar dersteds har anlagt og drevet et Steentrykkeri, som efter vor Mening har leveret de smukkeste Arbeider her i Landet, har indbudet til Subskription paa en Skoleatlas, hvorom, hvad de enkelte færdige Karter og navnligen Norges betræffer, Dhrr. Prof. Hansteen og Overlærer Møller have afgivet de fordeelagtigste offentlige Erklæringer. Vi glæde os over dette Foretagende og anbefale det til vore Landsmænds Understøttelse, idet derved et vigtigt Savn ved Underviisningen udfyldes ved egne Kræfter og ophæves en af vore mange ikke ubetydelige Beskatninger til Udlandet. Det holder vel haardt for en Normand at trænge igjennem den danske Boghandels Agenturer her i Landet; men en talrig Subskription vil sætte ham istand til at holde Priis med disses Oplag. Hr. Prahl har ogsaa optaget under sit Op- hold her Storthingssalen, som han vil lithografere saaledes som den viser sig under Forhandlingerne. Ligesaa agter han at levere et, med en Forestilling af Eidsvoll udstyret, smukkere Plancheaftryk af Grundloven, end det hidtil udkomme. En Række af mærkelige norske Prospekter kan ogsaa ventes fra hans Presse, og, efter foregaaende Prøver, da saaledes at de kunne vække Interessen for Landet og gjenvise de Reisendes Erindring de Situationer, som vakte deres Beundring og gjorde dem Norge uforglemmeligt. Hertil trænge vi mere nu end nogen- sinde, da en forhenværende dansk Skuespiller, en Hr. Werg- mann, under Navn af Landskabsmaler, skamhutler og prostitue- rer os vort Land i en Mængde af gudsjammerlige Steentryk, som han veed at udprangle over hele Landet. Især er hans sidste Præstation, der i Planen synes at skulle ville bejle op med Meyers Universum, og bærer det stolte Navn "Norge," ganske egnet til at vække den almindelige Fortørnelse. SIDE: 50 Henrik Wergeland TANKER DEN 4DE NOVEMBER (Indsendt.) Statsborgeren 6. nov. 1836. Kristiania den 4de November. -- -- Jeg er idag i et sandt 4de November-Humør, og det er ikke langtfra at jeg vil holde mig tilsengs uden just egentlig at mangle noget. Idetmindste tør mit Lune nok bringe mig til at holde mig i Kakkelovnskrogen uden at tænde Lys. Gjorde man almindeligt saa, vilde Byen dog kunne troes bedre end hiint Aar, da almindelig Illumination blev paabuden med Tilkjende- givelse af at de, som ikke havde Raad til selv at bekoste Lysene, kunde faa dem gratis paa Raadstuen. Selv den prægtige Illu- mination fremkaldte ingen Glæde. Nogle Spadserende tog den i Øjesyn under skosende Anmærkninger, og i Husene var alt dobbelt stille og ulystigt imod ellers. Saavel hiin glimrende Aften, som alle foregaaende og senere 4de Novembere frem- kaldte hos Enhver Reflektioner over Forskjellen imellem Re- gjeringens og Folkets Fest, hvor alting er saa meget anderledes. Aarsagen hertil, har man endog hørt sige, ligger for en Deel i Forskjellen mellem den muntre Mai og den uhyggelige Novem- ber, saaledes at en fysisk Drivt til at give sin Glæde paa en raa Maade Luft over den overstandne Vinter og gjenkomne Sommer skulde være en Hovedingredienz i 17de Maifryden. Men vi kjende saamange rare Forsøg paa at nedsætte vor Fest, at selv denne fortvivlede Formening ikke kan vække nogen Forundring. Jeg antager derimod for vist, at om vor Frihed daterede sig fra 4de Novbr. og Foreningen af 17de Mai, skulde ingen Uhyggelig- hed ved Aarstiden eller Fattigdom hindre fra almindelig Illu- mination og Lystighed paa 4de Novbr., ja Fattigfolk skulde en dog gjerne ville spendere Lys paa Raadstuen, og den lifligste Maisol skulde ikke gjøre det det mindste varmere om Hjerterne. Disse kjølige Anskuelser af Foreningens hidtilværende Nytte og Behagelighed og fremtidige Hensigtsmæssighed ere hidsmit- tede fra Sverig og udvikle sig jevnt med dem, der saa tydeligt fremtræde i Dagen der. Før sang man der: SIDE: 51 "Och göthiska kæmpen tryckte sæll den nordiska kæmpens hand, och högljudt skallada Östanfjæll och högljudt skallade Væstanfjæll: En Kung, ett Folk, ett Land!" Men nu er slig Tale ogsaa bleven afsmagelig i Sverig, hvor man endelig er bleven overtydet om Usandheden af at saadanne Ønsker nogensinde have "skallat" fra de norske Fjelde. Men man er bleven overtydet derom med Misfornøjelse, og man seer sig nødt til at kalde den "Spottgøk" en Viismand og Profet, som ved Illuminationen i Anledning af den 4de Novbr. 1814, satte en Praase bag et Oljepapiir med følgende passende Indskrivt: "Såsom föreningen ær, så ljusas hær." Og tænder jeg Lys i Aften, saa tror jeg, jeg gjør det Samme. Henrik Wergeland [TONEN I "DEN CONSTITUTIONELLE"] Statsborgeren 6. nov. 1836. 5te Septbr. Idag udprocederedes den Roosenske Sag for Højesteret efter to Dages Procedure imellem Aktor Advokat Stang og Defensor Advokat Hjelm. Sagen skulde været paa- begyndt den 3de d.; men da Hr. Hjelms nødvendige Nærvær i Storthinget forbød ham at indfinde sig i Retten, gjorde han herfor fyldestgjørende Undskyldning, hvorved Anledning gaves til den Bemærkning -- saavidt vi opfattede den -- at han var bleven tilhutlet derfor i et Blad, "der, som bekjendt, med Be- gjærlighed griber Leiligheden til skjæve Fremstillinger af facta." Dette Blad er den Constitutionelle, som i Dagsnummeret ogsaa tillader sig den Impertinens mod Odelsthinget, som ligger i følgende: "Alle disse Hensyn maatte imidlertid vige for Sæt- ningen: Hensigten adler Midlet; thi ved Voteringen antoges Kommitteens Indstilling mod 10 Stemmer." Henrik Wergeland OM KUNSTFORENINGEN Statsborgeren 13. nov. 1836. Kristiania 13de Novbr. I den Samling Kunstforeningen af- holder idag Kl. 12 er der kun altformeget at befrygte, at den SIDE: 52 Anskuelse gjør sig gjældende, at Øjemedet ikke bliver at op- hjælpe norsk Kunst, men at skaffe sig Stykker ihvorsomhelst ifra. Vi have advaret imod slig, efter de stedfindende Omstæn- digheder, for vidtdreven og skadelig Kosmopolitisme, og vi haabe, at der vil gives et ikke ringe Antal af Subskribenter, som vide at trække sig ud af en Forening, som, om hiin An- skuelse virkelig skulde seire, kun vil paa norsk Bekostning aabne et nye Marked især for Danmark. Idetmindste have vi hørt Subskribenter forsikkre, at de ikke have subskriberet til andet Maal end norsk Kunsts Ophjælp, og ville i andet Fald trække sig tilbage. Hertil indeholder det for høje Indtrædelses- bidrag ogsaa Opfordring. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN ARTIKKEL "OM FOLKEFORSAMLINGER", TILDELS EFTER DELOLME] Statsborgeren 20. nov. 1836. Denne Delolme har været eller er upaatvivlelig en meget lærd Mand, en pyntelig Mand og en Mand, af stor Tilbøjelighed til Rolighed; men hvad han siger om Folkeforsamlinger har kunnet og kan være og har vel ogsaa været Tilfældet uden at det skal eller behøver at være det. Mængden finder lettelig af sig selv det Rette og -- iværksætter det. Dette sidste er det som frygtes med Forglemmelse af at Historien har mange Exempler paa hiin seende Forstand og fine Takt. Korrektørens Anm. Henrik Wergeland [MORGENBLADET OG "DEN CONSTITUTIONELLE"] (Indsendt.) Statsborgeren 20. nov. 1836. Morgenbladet har endelig faaet Løn som fortjent for sin overvættes Artighed mod den Cst.nelle; det vil sige, det har maattet sande Ordsproget: den, der vil spise Kirsebær med de Store, faaer Stenene i Øiet. Man skulde tro, at slig Behandling maatte egge til Tapperheder; men Mbl.det skulde ikke kunne smigre sig saa med at dets Flegma er den berømte norske Sin- dighed, som skal indeholde saamange Procenter Viisdom, der- SIDE: 53 som det lod sig forlede til noget andet end, som tilforn, at snu Ryggen til. Deri kommer nok Feiden til at bestaa. Et Slags Spidsrodløb altsaa? Ja, thi der er mange Mænd om den Cst.nel- les Grovheder og Satirer. Dens Værksted dertil er et Slags Skræd- dersal, hvor en ussel Pilot af en Gesell syer den ene Lap, en Anden den anden til den Habit, hvori den lader sine tyndbenede Vittigheder spadsere ud i Verden. Tre faste Mestere, Oldgesellen Welhaven, samt en fire, fem Svende og Drenge, der have udlært i Kjøbenhavn, kunne vel med Tid og Stunder faae noget istand, der lader sig see. Forresten tillader man sig, i Anledning af den prægtige Stud, som i samme Nr. hvori Mbl.det spilles op, er anbragt som Vignet for et Avertissement om en Ladning jyd- ske Oxer, som nylig er ankommen for at gjøre sin Lykke her i Landet ligesom de Andre, at give den Cst.nelles Redaktører det Vink, at benytte denne passende Vignet foran sine polemiske Stykker. Man vilde deraf see, at det var Redaktionen selv som havde Horn i Siden til Nogen. Henrik Wergeland NB OM ET FORANDRET UNIONSFORDRAG Statsborgeren 20. nov. 1836. NB! Den almindelige Nysgjerrighed er ved Anmeldelser i Tidender og Subskriptionsindbydelse paa en Oversættelse bleven højt spændt efter en svensk Brochure, om et forandret Unions- fordrag. Men Godtfolk kan gjerne stemme den noget ned, saa- fremt de ikke gjøre af atter at see de norske Forhold bedømte i den Aand, som har skaffet Norges Dæmring og Rigsretsdefen- sorens Indlæg den samme sørgelige Mærkværdighed. Den sven- ske Forfatter dokumenterer efter Fougstad og disse Papirer, der ogsaa ganske ere egnede til at finde en bedre Erkjendelse i fremmed Land og hos dets mod os ildesindede Publicister end de naturligviis have fundet i Fædrelandet. Kjøbenhavnspostens Incroyabler og den svenske Forfatter, Nya Arguses Redaktør, have altid lignet hinanden i det skjæve Blik, de fra hver sin Side have kastet paa Norge. De adspredte Yttringer af norske Gemytters politiske Fordærvelse, saasom Dæmringen, Defensu- ret og den Cst.nelles Manifestationer, have forekommet disse Fremmede som ensartede Udviklinger af et nyt Liv i Norge, af SIDE: 54 en aandig Vegetation, mere liig deres egen, og som nemlig skulde qvæle den, der hidtil og fremdeles skal være herskende i Landet, fordi den har sin Rod i Folkets Hjerter, udgjør dets Karakteer og Livet i dets Selvstændighed. Indholdsanmeldelserne vise, at Svensken ganske vel har skeletteret Begivenhederne, og i den stockholmske Klub, hvor hr. Johansson henter sine norske Efter- retninger, veed han at finde Midler til at opsvinge sig til et Fugleskue, hvorfra han nok beholder i Øjesyn de grove histo- riske Linjer, men har vanskeligt ved at udfylde dem, uden, som vi have Anledning til at see, med Snak og Ræsonnements, som vi her altforgodt vide har intetsteds hjemme, men som i Sverrig let kunne gjælde noget under det slaaende Navn af Norskes egne Bekjendelser, Dokumentationer, Beviser og Citater af norske Forfattere, fremførte og forfegtede i Norge for Publi- kums, som for den høieste retlige Domstol. Henrik Wergeland [SCHOUBOES UTNEVNELSE TIL STATSRÅD] Statsborgeren 20. nov. 1836. Kristiania 18 Novbr. I gamle Dage var en Ravn Stock- holmspost. Det var i den sydlandske Odins Tid, i den første Unionskonges, der allerførst -- og allerlettest, fordi Nationerne endnu ikke vare blevne forskjellige -- praktisk deducerede Unionens Nødvendighed paa Grund af at et Hav omgav Lan- dene. En prægtig, troskyldig, poetisk Alder! Ingen opponerede imod den besynderlige og raskt igjennemførte Sats, som var uimodsigelig, idetmindste fra datids norske Befolknings Side, fordi det er rimeligt at antage, at denne, der endnu skal besidde saameget af den oprindelige Bjørnenatur, og i hiin Tid mest bestod af Jotuner, dengang neppe kunde tale eller udtrykke sig artikuleret. Alle, det vil sige: Alle, som fortjente nogen Agt, d. e. Gother, som svare til vor Tids Constitutionelle, Intelligente, Excellente eller Excellenzske, Utomordentlige o. s. v. vare enige her og hiinsides Kjølen -- dette dunkle Grundtræk af en Mening i Naturen, som de geniale Gother oversaae, mens de bornerte norske Jotuners Grynten derom ikke agtedes mere i Sigtuna, Dentids Stockholm, end man nu i Stockholm og Upsala agter den nærværende norske Statsborgers. Ja, en prægtig poetisk SIDE: 55 Tid, da Ravnen svævede hen med Guddomsbudene, mens nu et Par skidne Hjul maa slæbe de Østens Budskaber frem, som bevæge Norden -- da Odin gjorde den rasende, men med hiin Tids Adelskab: med Guddom begavede Thor til kommanderende General i Norge -- da et Hoved (Mimers) uden Krop var Stats- minister, istedetfor at det nu skal hedde omvendt -- og da Thro- nen i Aserne var omgiven med al Byrdens og Geniets og Be- drivternes Glands, mens vor fattige Tid vanskeligt seer disse tre at forene sine Straaler. Men Odins Ravn bragte ikke forunderligere Budskaber end Stockholmsposten idag, der beretter den kristiansandske Stift- amtmand de Schouboes Udnævnelse til Statsraad. Morgenbladet og den Cst.nelle skumle omkaps derover. De bære sig ad som Ænder, der laa Natten over i en Dam med noget Sort ved Siden, som de højt ansaa for en Gaas; men nu ved første Gry pladsker Vandet, Skikkelsen letter sig, og gjen- nem den splittede Taage see de Jupiters egen Fugl at iværk- sætte en Apotheose med -- ja muligt at Ænderne tænkte rigtigt om det ubekjendte Sorte, men nu er det ialfald højt nok til ikke at bryde sig om deres Snaddren. Og vi ville ikke blande vor dermed, men levere Efterretningen som den er: [Her følger den offisielle meddelelse om forskjellige endringer i regjerin- gens sammensetning, deriblandt at stiftamtmann de Schouboe er utnevnt til statsråd.] Henrik Wergeland DE CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 24. nov. 1836. Jeg skulde vel engang til at tage fat paa "Den Constitutio- nelles Redaktører" -- til at grave dem op igjen der de ligge og skelettere dem af. Ja; og det vil nok skee, men med Tid og Stunder; thi Ingen maa indbilde sig, at jeg ødsler paa Folk af slig Beskaffenhed et eneste til noget andet brugbart Øjeblik. Med Blyant paa det Papir der er forhaanden, in anonymo loco -- der er Maaden, Tiden og Stedet og alt hvad man kan spen- dere paa dem uden at forurette sig selv. Fougstad tænkte jeg var en tør Pind, hvormed det snart kunde være bestilt, men han blev en Pind med Hør paa, som det ikke er Snarværk at SIDE: 56 faae afviklet, og jeg fandt, at der vil lige saa lang Tid til nøje at undersøge en Luus som til en Elefant. Under saadanne Om- stændigheder seer man, at der er Udsigter til et Arbeide for Vinteren, under hvilket jeg dog ikke vil tabe et Minut. Men de Cst.nelles Redaktører have for nyligt udført en Be- drivt, der gjør det aldeles overflødigt, for Publikums Skyld, -- for at fyldestgjøre dets billige Krav paa nøjere at kjende Personer, der behandle Andre i Retfærdighedens og Humanite- tens Navn saa uretfærdigt og inhumant, som de have behandlet mig, og som tillægge sig, som et Slags Pressens Overpræster Myndighed til at bryde Anonymiteten og til at fordømme hos Andre hvad de selv tillade sig, -- at befatte sig med at udføre deres Konturer. Jeg mener deres sidste Affære i Sverrig, som nedenfor kortelig skal fremstilles; og jeg mener, at den giver mig nogen Grund til en besynderlig Lyst, som jeg dog neppe faar Anledning til at tilfredsstille, til heller i frænologisk Hen- sigt at undersøge deres legemlige Hjerneorganer forat prøve Systemets Angivelser af Organer for en Skjulelyst, der skal være Underfundighedens Vugge, Selvkjerlighed, Fasthed, Rets- følelse, Behagelyst, Sands for det Vidunderlige og Fænomener o. s. v. og for af Naturen at hente den Kongruents til deres Handlinger, som maa overtyde Enhver, der har Agtelse for Frænologiens noksom begrundede System, om disses sande Na- tur. Men jeg maa uden frænologisk Bekræftelse lade mig nøje med Fremstillingen af Handlinger, som godtgjøre, at vore Dages praktiske gjængse Moral stræber at optage mellem de indiffe- rente Egenskaber, som ikke maa gjøre Nogensomhelst, nogen intelligent "Mand" idetmindste ikke, nogen Meen, under Navn af "Mystifikation" en Egenskab, som i gamle Dage langtfra nød saadan Anseelse, idet Hanget dertil endog blev anseet for far- ligt at besidde. Og skulde nogen Fleerhed af Publikum endnu være befængt med slig gammel Overtro, da tør den nok ogsaa være af den Mening, at man efter Sligt har hørt nok og mere end nok om Folk, der nu ere blevne i samme Forhold uværdige til videre Omtale som fortjente til taus men omhyggeligere Op- mærksomhed. Og naar det sees, at man virkelig famler i et mystisk Mørke, naar man søger at faae den Cst.nelles Redaktion fat, at det er umuligt at sige, om det er den eller nogle af dens SIDE: 57 saakaldte Medarbeidere, man har faaet at bestille med, -- at det ikke er en Treenighed, men en mystisk Mangfoldighed, som opererer under disse Mystifikationer, -- at diverse Personer tillade sig at handle i Redaktionens Navn uden at denne vil staa til Ansvar derfor, men trækker sig tilbage efter Beqvem- melighed, og at Redaktionen udstrækkes og Redaktørerne, som jeg skulde dechiffrere, saaledes mangfoldiggjøres i det uendelige og til mig ubekjendte Personer: saa tror jeg man vil finde det velgrundet, om jeg, i Frygten for ei at komme til Ende med Arbeidet, hvor let jeg end antager mig det, ganske opgiver det i et periodisk Blad, som ikke kan levere mig mine Skizzer hele, naar jeg endelig har faaet samlet nogle Lapper sammen. Thor gav Hornet fra sig i Jothunheim, da han mærkede at han havde faaet Havet at drikke af. Man behage blot at lægge Mærke til følgende Træk af den Constitutionelles Redaktion, hvilket nu ogsaa sysselsætter den almene Opmærksomhed, forat finde, at man for sin egen Skyld ikke ret vel kan give sig af med den, og forat see hvad, men ikke hvilke, Folk den bestaar af. Det svenske Aftonblad er, som bekjendt, den Tidende, der altid, især i Høst, varmest har forsvaret Norge mod de skam- melige Angreb, dette har været udsat for fra mange andre sven- ske Blade. Det har i Talent og Nidkjærhed langt overgaaet vore egne, men hvad var rimeligere end at disse dog ikke und- lode at erkjende Aftonbladets Fortjenester i denne Henseende? Og heri kan man nu tro, at den Cst.nelle ikke stod tilbage. De Suk, som stundom undslap den over at den stolte svenske Afton- bladsredaktion ikke holdt eller syntes at tage nogen Notice af den nye norske, paa Grev Wedels Kontanter grundede, under hans og flere Mægtiges Auspicier oprundne, af en heroisk Regjerings- fuldmægtig m. Fl. redigerede, smukke, store, kongelige Opposi- tionstidende -- en Slags Efterhærmen i al norsk Borgerlighed af Fænomenet med den af Argus som en hyklersk Ridderhuus- tidende saa haardt behandlede Svenska Medborgaren -- disse Suk forhøjede kun Styrken i Lovtalerne, især naar man betæn- ker den Styrke, som den krænkede Forfængelighed besidder, og at de kun vare uvilkaarlige Udbrud af dennes Lyst til at holde Bifaldet tilbage. Men dette gik ikke vel an. Dette gik SIDE: 58 ikke an. Den Constitutionelles Væsen er Mystifikation. Dersom den var oprigtig gik den tilgrunde. Den holder sit Publikum kun vedlige ved at nære dets Godtroenhed med Afvexlinger af Feig- heder og Rodomontader, og ved at fængsle Nysgjerrigheden til Haabet om en endelig tilfredsstillende Opløsning af dens Kon- tradiktioner. Hvad troer man da, at den havde at gjøre og gjorde? Jo -- Aftonbladet opløftedes til Skyerne, med umaa- delig Roes berettedes dets Bravourer for Norge, og hvorledes det stedse vandt mere Feldt i Striden med Dagligt Allehanda, som dengang ikke stod tilbage for Minerva i at kaste Brandpile over Kjølen; det rostes som det fornuftigste af alle svenske Blade, over hvem det kun var at forundre sig, at det kunde være saavel underrettet uden at læse et saadant Blad som den Constitutionelle o. s. v.; men -- -- paa samme Tid udfærdiges et Brev til Dagligt Allehanda, hvilket denne senere publicerer at være fra den Constitutionelles Redaktion, hvori Aftonbladet, paa en Maade der gjerne kan kaldes utaknemmelig, sættes under Bordet for Allehanda, hvis "Alsidighed" især ophøjes -- en Egenskab, hvorunder den samme Moral, som anviser Mystifika- tionen en Hædersplads, ligesom og under Benævnelsen "Kosmo- politisme," nobiliterer Alt hvad der kan tænkes af umandigt, lavt og vaklende. Men Opdagelsen heraf maa man ikke tro for- knyttede slige Karle. De ere belavede paa hvad det skal være. De havde Mand for sig -- vel ikke en Redaktør af dem paa Titelbladet, men en af dem bag Tapetet, en Medarbeider eller noget deslige, med og uden Redaktørs, ja Redaktions, Myndig- hed alteftersom det behøves. Besynderlige Folk! Naar Under- tegnede træffer Fuldm. Fougstad, og, under anden Passiar i Vind og Vejr, protesterer imod at slaaes navnlig op i hans lumpne Blad, saa veed jeg ikke Ordet af før det hedder, at jeg har talt med den fungerende Redaktør, ja truffet paa den hele Redaktions mystiske Treenighed. Derimod -- kommer der et Brev af slet Indhold fra den Constitutionelles Redaktion til en i et fremmed Land, og det bliver opdaget, saa er det ikke Re- daktionen, men Gud veed hvilken af dens Tjenstgjørende og til Tjeneste staaende Personale. Under saadanne Omstændigheder maa det holdes mig tilgode, om jeg holder det umuligt at blive færdig med "den Constitutio- SIDE: 59 nelles Redaktører." Jeg kan faa med alle de Excellenzske at gjøre. Man faar idetmindste opgive mig Antal og Personer. Men siden denne sidste Affære har gjenkaldt mig de Forsøg paa eget Forsvar, som den Cst.nelles Redaktørers Adfærd imod mig aftvang mig, beslutter jeg mig til her at levere en for Stats- borgeren forlængst forfattet Rekapitulation deraf, nedskreven fordi jeg af nære og fjerne Venner underrettedes om at den Cst.nelle hist og her havde været heldig med sine falske Frem- stillinger især af det nærmere Forhold, jeg skulde have villet sætte mig i til den ved Hjælp af et løst Forhold til Fuldm. Fougstad, der alene havde været nok til hist og her at sætte mig i Skyggen. "Redaktørerne af Bladet den Constitutionelle have fundet for godt i en Artikel i Spidsen af Bladet, pludselig at overfalde Undertegnede, som unavngiven Forfatter af Flyvebladet "For Menigmand." Dette Overfald er ligesaa uædelt og uretfærdigt, som det maatte være uventet af Herrer, der pukke paa Huma- nitet og Liberalitet. Det sande Motiv til denne Adfærd er vel senere undsluppet disse Herrer, nemlig at de have taget sig nogle af Statsborgerens Stiklerier paa deres Blad meget nær; men som Paaskud angives Medynk med Statsministeren, som jeg i mit Flyveblad skal have faret ilde med. Jeg skal nemlig ved Nr. 2 af bemeldte Blad have villet virke paa Rigsretten, som just den Dag, det udkom, var indenfor lukte Døre og be- skjæftiget med Domfældelsen, og saaledes ikke kunde befatte sig med mit Flyveblad, om det end var kommen flyvende lige i Rettens Skjød. De sige, at mit Blads Indhold var hadsk, men det maa erkjendes af Enhver, at det var skrevet i en langt mo- deratere Tone end mange Andres polemiske Stykker. Det skulde sigte til at vække Had imod Statsministeren; men til at vække offentlig Had til denne Mand, har intet Skrivt i denne Tid fra først af bidraget mere end just den Cst.nelle. Denne Redak- tørernes Palinodi [fotnotemerke] kan ikke forandre det. Det de skrev, det skrev de. Man beskylder mig for at have vækket Had til Man- den; -- det behøves der ej at vækkes; Han Selv og de Cst.nelle have vakt det. Og paa samme Tid, som de bebrejde mig at ville Fotnote: Tagen sine Ord i sig igjen. SIDE: 60 gjøre Manden forhadt ved at bruge Personligheder imod ham, saa tillade de sig de mest nærgaaende Personligheder imod mig, og sigte til, at gjøre mig, som allerede er forhadt af Mægtige nok, ogsaa forhadt af de Smaa, og at berøve mig det, som hidtil har trøstet mig, fædrelandssindede Borgeres Bifald og Erkjen- delse. Men de Cst.nelle tænke ventelig, der er Forskjel paa Personer, og deres Humanitet synes at staa paa et højt Stand- punkt; den synker neppe nogensinde saa dybt, at den skulde blive saa ringe en Person som mig til Deel, og antager vanskelig den kristelige Almindelighed, at Personligheder mod det ringere Subjekt skulde være ligesaa lumpne og skrækkelige, som Per- sonligheder imod en Mand ved Thronens Fod. Vel henregnes jeg af disse ædle unge Mænd til de Slags Folk, som intet have at tabe, og jeg forstaaer meget vel, at de ville sige: saaledes som dette elendige Flyveblads Forfatter kan vel En tale, som intet har faaet af Statens Goder, som har gjort sig duelig til dens Tjeneste, men er tilsidesat og forurettiget, og ingen Post, ja ikke engang Forhaabninger har -- med et Ord, "som intet har at tabe;" men Vi, som kunne tabe vore Charger, vore Ud- sigter til Højderne, vi maa tale i en anden Tone, i det mindste i en anden Tone end nys. Jeg indrømmer nu vel Sandheden af, at jeg henhører til dem, som ikke have at tabe det de Cst.- nelle kalde noget. Jeg har vistnok hverken Bureauchefspost eller Stormænds Gunst eller Forhaabninger eller Formue at tabe, men derfor kan jeg dog have noget at tabe. Jeg kan f. Ex. tabe Menigmands og mange Borgeres Gunst, som jeg hidtil har ejet og glædet mig ved; Jeg kan tabe min Tro paa Menneske- heden, min Agtelse for Dhr. Motzfeldt thi at plyndre den, som lidet eller intet har at tabe, er overalt, hvor moralsk Følelse existerer, erkjendt for nedrigere end om sligt Attentat udøves mod den Rige. De Cst.nelles Personligheder imod mig ere derfor af uhyre større Indflydelse end Flyvebla- dets imod omtalte høje Subjekt, om der i Bladet findes noget, der fortjener denne Benævnelse -- det mange med mig tvivle om. SIDE: 61 For at skille mig ved dette lidet, jeg har at tabe, for at vække Had, Foragt og Mistanke mod mig hos et Folk, jeg har offret alle min Sjels Kræfter, derfor kaldes jeg -- "en falsk og fejg Folkeprofet." Men noget falskere og feigere er aldrig bleven sagt. Derom vidner mit hele Liv. "Folkeprofet?" Hvori ligger det haanlige i dette Skjeldsord? Profet indeholder det ikke. Den Cst.nelle og de andre Blade have ogsaa tit profeteret, og der behøves i Sandhed ingen Inspiration til at profetere vor politiske Fremtidsskjæbne. Tidernes Tegn ere dertil altfor klare. Men Folkeprofet, -- det er noget andet; kommer Folket eller Menigmand i Spillet med, saa bliver det strax foragtet. Den Cst.nelle vil ingen Folkeprofet være -- det haaner han; han vil være Hofprofet. Og falsk -- nei det har jeg aldrig været -- men stedse Ven mod Ven og aabenbar Fiende mod Fiende, naar jeg har været dette. Ingen Falskhed; men jeg har viist Enhver hvad jeg førte i mit Skjold, og i det mindste stedse været mine politiske Grundsætninger tro. Det er mere end man kan sige om de Cst.nelle, hvis Constitutionellitet stundom er heel ukjendelig og hvis politiske Tænkemaade ofte falder i det uklare og spiller stærkt over i Rigstidendens Farve. Ikke heller har jeg viist, at jeg er bange for nogen, i hvor høj og mægtig han end var, eller i hvor lærd eller indbilsk han end er. Jeg har i det mindste havt Mod til at angribe enhver Fornærmer uden Persons An- seelse, det er almeen bekjendt, saa at intet kan være falskere end at beskylde mig for Feighed som Skribent. Men at spotte over "Stumperne af en sønderbrudt borgerlig Lykke," saaledes som de ædle Redaktører af den Cst.nelle flere Gange i deres Repartier have gjort, og det med fuldeste Bevidsthed om den reelle Sandhed og den formelle Justesse i Udtrykket, -- og at nedtrykke den Nedtrykte paa samme Tid, som man smigrer, eller vel endog for at smigre den Ophøjede og Mægtige, det kalder man "Feighed," det hedder Lacheté; det har dette Navn overalt hvor der slaar et Hjerte, og minder om Trællen i Evan- geliet: "Hans Hellighed kan lide at vi slaa ham. Den Tjeneste er let. Er det et Svar til Israels Højpræst, du?" SIDE: 62 Og nu Beviserne for den mig tillagte Feighed. Først, at jeg ikke ligefrem har nævnet mig som Udgiver af Flyvebladene, men benytter Anonymiteten. Dog er det notoriskt, at ingen norsk Skribent har mindre skjult sig under Maske end jeg, ingen mindre lagt Vægt paa Anonymiteten end jeg -- ingen traadt dristigere frem for Publikum end jeg med Skrivter, som hine Herrer skulde have skjælvet for at vedkjende sig. Jeg troer desuden ikke at kunne være anonym, om jeg endog vilde det. For det andet, at jeg anmodede F -- om, at mit Navn ikke skulde nævnes, om der i den Cst.nelle blev skrevet om Kongens Benævnelse paa Prækestolen som Carl den 3die. Dette skulde ogsaa komme af Feighed. Kan mine Herrer da besvare, for hvem jeg skulde være ræd, om det endog rapporteredes i deres Blad? For Kongen? Hans Majestæt vidste det allerede; det var ham allerede rapporteret. For Folket? Ordet var jo udtalt af mig for en fuldproppet Kirke -- og Folket tager det vist ikke ilde op. Med Hensyn til Folket kunde jeg snarere ønske det med store Bogstaver i deres Blad. Nogen Skam og Skjændsel kunde det ialfald aldrig gjøre. Absurditeten i deres Beviis- førelse er saaledes iøjnefaldende. Lige saa ussel er Beretningen om min Tilstedeværelse i Selskab med nogle Menigmands Re- præsentanter, der heller ikke maa kunne relevere nogen Skam- plet, thi Folkets Repræsentanter ere hæderlige Mænd, som man kan være bekjendt at have været i Selskab med. Ikke heller vidste jeg, at det var vanærende at forespørge mig, om man honorerede indsendte Stykker til den Cst.nelle. Dette Blads Redaktører synes dog, at have gjort sig en Triumf af at have sagt, at jeg har tilbudt mig at skrive i den Cst.nelle "for Penge," ligesom de derved havde sagt noget som maatte geraade mig til evig Spot og Skam. Skrive da Redaktørerne i den Cst.nelle ikke for Penge? Er det blot for Ærens Skyld, saa maa jeg raade dem til at skrive noget bedre end det de have skrevet imod mig; thi af dette have de saa liden Ære, at Enhver maa undres over at de have erklæret sig saa begjerlige efter at dele den, at ingen af dem paa nogen Maade vil give Slip paa sin Andeel. Desuden, om jeg -- hvad jeg ikke benegter, fordi jeg vel ikke erindrer det, men antager Muligheden deraf -- havde i den Cst.nelles første og bedre Dage forhørt mig for mig Selv eller Andre hos en SIDE: 63 Bekjendt imellem Redaktørerne, om Oversættelsen af en god politisk Artikel kunde ventes honoreret, saa tør jeg tro, at selve Redaktørerne ikke for Alvor kunde tiltænke mig, at denne Ar- tikkel skulde være af nogen anden Aand og Tænkemaade end den, der stemmer med min egen. Men Beretningen om denne Diskussion der gjerne kan have fundet Sted uden derfor at af- give vægtigere Relevation til Skade for min Karakteer, vidste Redaktørerne at give den skumlende Retning imod denne, at det hovedsageligen er dette Attentat, som har lagt mig Pennen i Haanden til disse Afskedslinjer. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland [BYRÅCHEF BERNHOFT OG STATSMINISTEREN] (Indsendt.) Statsborgeren 27. nov. 1836. Det er behageligt at erfare, at Hr. Bureauchef med meget mere Bernhoft der, som bekjendt, trolig og i al Uskyldighed bringer Hs. Exc. Statsministeren Nyheder fra den Hjemstavn Høisamme elsker saa saare og yder saamange Velgjerninger, ogsaa betænker Publikum med interessante Nyheder fra Hans Excellence. I den sidste Tid meddeler Hr. Bernhoft saaledes et Brev, hvori der, navnlig om og i Anledning af Hr. Pastor Hessel- berg, findes de elskværdigste Hjerteudgydelser, som ret ere egnede til at forsone Publikum og overtyde det om at Hs. Excel- lence er et ligesaa godt Menneske som genial Politiker. En saa- dan Mellemmand er unegteligt det ypperligste Middel til at for- bedre Forholdet mellem Hs. Excellence Statsministeren og Na- tionen, der i den sidste Tid er blevet saa slet, at det umuligt synes at kunne vedvare. -- Og siden vi tale om den Ene, saa kan man og tale om den Anden. Derfor -- Hr. Politimester Richter, behag at underrette Publikum om for Hvem De af og til tager Afskrivter af den her i Hovedstaden cirkulerende Sub- skriptionsliste til Constitutionsstøtten? 24de November. Henrik Wergeland SIDE: 64 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 27. nov. 1836. Norge. Under 10de d. M. er blevet fastsat, at der af Op- lysningsvæsenets Understøttelsesfond skal anvendes indtil 1500 Spd. aarlig for Aarene 1837 og 1838 til 180 Præmier, paa 5 -- 10 -- 15 og 20 Spd. hver, for de Almueskolelærere paa Landet, som af vedkommende Biskop befindes at udmærke sig ved hel- dige og nidkjære Bestræbelser for Ungdommens Dannelse, og at det overlades til Departementet for Kirke- og Underviisnings- væsenet, at bestemme disse Præmiers Antal, Størrelse og Ud- deling saaledes, som det maatte findes hensigtsmæssigst. -- -- Fra det Throndhjemske, især de indre Bygder, saasom navnligen Snaasen og Stod, som ogsaa fra Slidre i Valders, be- kræfte specielle Efterretninger, at Hungersaaret forestaar. Under disse Omstændigheder forekomme det os at Brænderierne bør standse og at enhver norsk Borger bør være villig til efter Evne at yde betimelig Hjælp. Den almindelige Fattigdom i de lidende Bygder, som, i Forbindelse med et overspændt Gageringssystem og glimrende Fremstillinger af en almindelig Velstand, er nær- værende Unionsperiodes Karakteristik, antræffes ogsaa i oven- nævnte Skildringer og opfordrer til at hjælpe dem, der ikke kunne hjælpe sig selv. Ellers tør der til næste Sommer staa øde Bygder hist og her i Norge som efter Svartedøden. Henrik Wergeland [SPØRSMÅL TIL BYRÅCHEF BERNHOFT] (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1836. Bureauchef m. m. m. Bernhoft erklærer i den Constitutionelle angaaende Taksigelsen i sidste Statsborger, fordi han ogsaa er saa artig til Gjengjeld at regalere Publikum med interessante Nyheder fra hans Principal Hs. Exc. Statsministeren, at han "modsiger dette, fordi det er Løgn." Vover Hr. Bernhoft at opfordre Indsenderen til at udtale sig nærmere og detaillere noget derom? Vover Hr. Bernhoft? Henrik Wergeland SIDE: 65 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 1. des. 1836. Norge. Til vor seneste Anmeldelse over Subskriptionen til "Nationalmindet" kunne vi tilføje, at fra Skien ogsaa er ind- hændiget en Plan hvorpaa er tegnet noget over 112 Spd. I Kristiania cirkulerer fremdeles den samme enkelte Plan, der gjør det saa inderligt beqvemt at kontrollere den. Dhrr. Pro- fessor Hjelm, Lektor Schweigaard og Depotforvalter Gløersen give fremdeles ikke efter for Andragender om at erholde flere Planer ud; men naar Subskribentmødet endelig finde Sted under nærværende Storthing, tør man haabe, at det store Antal af henved et Par 1000 Planer, som bemeldte Herrer ruge saa æng- stelig over, komme løs, og at hver norsk Mand og Qvinde, som føler Trang til at bidrage til dette Anliggende, saaledes vil kunne faa subskriberet. -- -- Paa Kristiania Torv, i Postmesterens egen Port er Posten bleven plyndret. Den 28de d. Kl. henved 11 om Aftenen opdagede det forsømmelige Postvæsen at den Sæk, som inde- holdt Udenrigsposten fra alle Steder, undtagen fra Kristiansand til Stavanger var borte af Kjærren, der stod uden Opsyn i den til Torvet aabne Port, mens baade Karl og Andre vare inde. Omtrent 270 Spd. og en Mængde Vexler gik ifløiten. For de sidstes Skyld affærdigede Regjeringen Extrapost. Henrik Wergeland [OM "SVENSKA MINERVA"] (Indsendt.) Statsborgeren 4. des. 1836. Af det svenske Aftonblad har man i sin Tid erholdt Vink om Beskaffenheden med "Svenska Minerva". Det sagde tillige, at man enten ikke formaaede at indsee eller ikke vilde indsee samme her i Norge. Det Sidste torde maaske være alminde- ligere, end det Første; thi at i det mindste mange maatte indsee, hvorfra den havde sit Udspring og Tilhold er vist. Nu seer man da af Aviser, at den er krøbet i Kjøkkenkrogen, enten den nu er bleven afmægtig efter al sin Anstrengelse, og derfor trænger til at udhvile sig, eller er den vel et fra Syden indvandret Barn, og saaledes maaske ømfindtlig mod Kulden, og har valgt saadan SIDE: 66 Plads, for være des nærmere Ilden. Da der nu i Kjøkkenkrogen vel ej er Overflødighed paa Plads, saa har den vel sat Skjold og Brynie udenfor under sin Ugles Oppasning og Varetægt, hvor denne da kan synge for sin Herskerinde, og fordrive hende Ti- den om Natten med den gamle Vuggevise, som maaske ogsaa haves paa Svensk, nemlig: "Katten er mit Sødskenbarn, Den har gode Dage; For det fule, lumske Skarn Maa jeg staae tilbage. Den faaer Melk af Sølverfad; Jeg faaer intet uden Had. Maa jeg ikke hyle? Jo jeg maa nok hyle." Uglen, saasom henhørende til Rovdyrenes Slægt, maa vel op- holde sig udenfor, at passe paa og slaae ned i det Rov, som nu og da kan komme i dens Nærhed, og maaske tillige for at var- skue sin Herskerinde, om den finder at der for hende maatte gives god Anledning til at gjøre Brug af sit krigerske Anlæg, som i den senere Tid dog kun skal indskrænke sig -- som der siges -- til Krybskytteri. Henrik Wergeland [OM NYTT OPLAG AV H. N. HAUGES SKRIFTER] (Indsendt.) Statsborgeren 4. des. 1836. Af Morgenbladet seer man, at der ønskes kjøbt Hans Nilsens Hauges Skrifter til Opbyggelse for Brændeviinsbrænderne i de Dage, som disse ikke maa drive deres Næringsveie. Indsenderen heraf har nok enkelte af disse, for ret mange Nordmænd saa korrekte og smagfulde Værker, men han har langtfra ikke alle. Det vilde maaske være godt til Civilisationens og Kulturens Fremme, om et nyt Oplag blev foranstaltet trykket. Saadant Foretagende vilde ventelig lønne sig særdeles godt, saameget mere, som Pluraliteten i visse Forsamlinger lader til at være af den samme Mening. Det nye Oplag kunne formeentlig mest passende tilegnes Herr Svanøe eller andre værdige Gudsmænd og gamle Koner. Jonas Fisker. SIDE: 67 Henrik Wergeland "DEN 31TE OCTOBER" (Indsendt.) Statsborgeren 8. des. 1836. "Hvad mærkeligt ved denne Dag, der tillige er saa nær den 4de Novbr.? Jo, Den Constitutionelle, dette Særsyn i Norden (see Kjøbenhavnsposten), der er i Besiddelse af en Redaktion, hvormed selv saa herlige Kræfter som Dæmringsskjaldens [fotnotemerke] have forenet sig, har idag atter taget den gamle Kofte paa, og dette har jeg anmærket i min Almanak. Kun i Beslutningen angaaende Kongeboligens Marmorsøiler kan den finde nogen Trøst over de Debatter, som fremkaldte den. Storthinget skulde uden at disku- tere Sagen, der dog angik flere Tusinder, uden videre forkastet Kommittee-Indstillingen, -- at Thinget ikke gjorde dette, har rigtigt gjort den Constitutionelle overmaade ondt. Dette er paa engang noget latterligt og ærgerligt. Latterligt, fordi en lige af- fekteret Kummer og Vigtighed tilhobe danne et Ansigt, der skjæ- rer sig paa det allerfortræffeligste, men ærgerligt fordi man har seet det saalænge, at det begynder hjerteligt at kjede. I Anled- ning af den Cst.nelles glædeblandede Sorg eller sorgblandede Glæde, kan jeg længe nok bestræbe mig for at danne mig et deiligt Billede, det saa tit benyttede, just fordi det er saa skjønt: en elskværdig Ungmø smilende gjennem Taarer -- jeg kan for- søge længe nok, Ungmøen Constitutionella vil ikke forekomme mig saa elskværdig. Hun har en hvid Hud. Ja saamen er den hvidagtig, dog helst bleg. Hendes Kinder bære ingen Roser; hun seer imellem temmeligt mat ud, plages meget af Qvalmer, især Fotnote: Dæmringen veed man foraarsagede i sin Tid megen Allarm, og Folk forundrede sig derover; men dengang vidste man ikke, hvad man nu veed, at dens Sonnetter udsatte i ubunden Stil, skulde blive et Defensionsskrivt for Statsminister Løvenskiold, og et Fornærmelsesskrivt mod den norske Nation, som uddeles gratis med den svenske Statstidende. O tempora! Den- gang vidste man ikke, at hvis Hr. Advocat Petersen havde paabegyndt et Indlæg mod ham, der bragte Dæmringsforfatteren i en Sammenligning med Fader- og Modermorderen og Forræderen mod Stat og Menneskehed, da vilde han omsider faa benytte sit Udkast i en Rigsretssag til Forsvar for en Statsminister; -- dengang vidste man endelig ikke at en saa ædel Kraft, som den, der har frembragt et Haandigt mod sit Fødeland, vilde forene sig med den Constitutionelles Redaktion, eller at denne vilde forene sig med en saadan Kraft. O mores! Inds. Anm. SIDE: 68 naar hun altfor graadig har slugt Storthingsmænds Brøst og Ka- baler; men hvad der er det allerværste hendes Ansigt antager ef- terhaanden en noget gusten Karakteer. Der gives Muskler i dette Ansigt, der ofte fortrække sig paa den mest uhyggelige Maade, og i det Hele findes deri noget Haardt, Skarpt, Kantet og Fra- stødende hvoraf en Karakteermaler vilde lade den fornærmede Juno faa den ene, den opbragte Fiskekjæring den anden, en Dæmrianer med Seeglas den tredie og Momus med sit Hverdags- ansigt den fjerde Deel. Hvorom Alt er: Constitutionella lader mig ikke forgaa af Kjærlighed. Saalangt havde jeg skrevet, da hun en vakker Morgenstund kom til mig hæsende og blæsende og bringende det forfærdelige Budskab, at Grundlovens § 2 var omstyrtet af Odelsthinget, hvis Medlemmer paa 10 nær vare gaaede over til Jesuitismen, og havde erklæret sig for dennes første Grundsætning: Hensigten helliger Midlet. Jeg studsede og saa mistroisk paa hende; men hun havde naturligviis per- sonlig Vished. Efterat jeg nærmere havde undersøgt Sagen stop- pede jeg min Pibe og tændte den med disse Ord: Hun bliver den Gamle. Hvorfor fortæller jeg dette? For at give Læseren et Exempel. Stop han sin Pibe Fa'r og lade Nella sukke; det har saamen intet at betyde. Ovenstaaende blev tilstillet Morgenbladets Redaktion, men da denne negtede Optagelse, maa Indsenderen bede det optaget i Statsborgeren. Henrik Wergeland STATSRAAD COLLETT KOMPLIMENTERET AF BORGERNE (Indsendt.) Statsborgeren 11. des 1836. Aviserne have berettet, at afskediget Statsraad Collett blev komplimenteret af Hovedstadens Kjøbmænd alene for det For- holds Skyld, hvori han i længere Tid som Chef for Tolddeparte- mentet havde staaet i til dem. Omendskjøndt Handlingen, ved denne Indskrænkethed i Motiverne, saaledes er saa ganske uden Betydning og saa uskyldig, som den vel kan være, saa maa man dog ikke tro at den var uskyldig nok for Alle. Men det fortjener et NB, at de af Kjøbmandsstandens Fornemste, som SIDE: 69 ikke troede at burde være med, netop vare de af dem, som vare -- svenske Riddere. Altsaa Æresmænd om ikke Hædersmænd. Var det et Tilfælde at det netop skulde træffe paa dem? Henrik Wergeland ATTER "EN PHARMACEUT FRA KJØBENHAVN" (Indsendt.) Statsborgeren 11. des. 1836. -- Atter igjen "en Pharmaceut fra Kjøbenhavn" anmeldt i Aviserne af en af disse mange af hans velanbragte Landsmænd, der paa vore Egnes Bekostning have trængt sig ind i denne nok- som indknebne Levevei og der fæstet fast Fod for at hale Andre daraussenfra ind efter sig! Det er godt, at Kunsten, efter dens Navn og Væsen, giver meget at bestille med Urter, saasom dette skal ingen ringe Indflydelse have paa at gjøre Karakteren from og godmodig, og der isandhed udfordres en god Portion heraf hos dem af vort eget Lands Børn, der taalmodigen maa see sig meer og meer udestængt fra denne Levevei af Fremmede, der trække ustandseligen herind som Myrer, der have faaet Gangen til en Sirupskrukke og hvis kraftige Anbefaling, især hos de mange Danske, der alt sidde inde med vore Apotheker, er at de ere danske. Denne Frombliven grunder sig ikke alene paa en Analogi fra de Umælende; og man tør haabe, at den ikke gaar til den Yderlighed, at vore Pharmaceuter miste Mælet over saaledes lidtefterlidt at blive reducerede fra rette Børn til Sted- børn, der ikke have Lov til at finde sig hjemme i eget Fædrene- huus. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN ARTIKKEL "OM FOLKEFORSAMLINGER"] Statsborgeren 18. des. 1836. Men leve Republikken. Correctørens Anm. Henrik Wergeland [UNIONSSUKK] Statsborgeren 18 des. 1836. Ved at læse Dagligt Allehanda af 12te d. maatte en Nor- mand udstøde dette SIDE: 70 Unionssuk: -- -- Min søta Bror Tilvisse det maa briste, som hænger daarligt sammen -- Amen! Henrik Wergeland FRA HENRIK WERGELAND I ANLEDNING AF MORGENBLADETS HAM VEDKOMMENDE SVAR PAA EN OPFORDRING FRA SVENSKE AFTONBLADET Morgenbladet 19. des. 1836. Der er intet norskt Blad, som i hvad man kalder Honettetet, Gemytlighed, Godmodighed, promta og omsider have de fule Patroner indbildt Sverige, at Morgenbladet repræsenterer Norge, samler dets Opinioner i Redaktionsspalterne, og at alle Normænd, som kunne have no- gen Mening, jurant in verba magistri ): paa Morgenbladsredak- tørens. Jeg finder det her passende at bemærke, at hvad jeg her SIDE: 71 yttrer om Morgenbladet paa Foranledigelse derfra, tillægges ingen Opinionsstyrke, skjøndt jeg kan paapege Mange, der i foregaaende Yttringer understøtte mig i denne Formening, og at om Morgenbladet tiltroes nogen større moralsk Kraft end der kan ligge i en oprigtig Mening, da skeer det med Urette, saasom vi virkelig her kun staae to Individer mod hinanden uden Fiend- skab, men den Ene i den mystiske, anseede Morgenblads-Redak- tions vide Dommerhabit der gjerne for det kan skjule et Høiesteretspersonale, den Anden, som sædvanlig, i en Ankla- gets blotte beskjedne Skikkelse. Aftonbladet og de øvrige Ti- dender derinde i det Rige, som Norge er blevet forenet med, bedømme derefter det objektivt Paalidelige i disse to Personers Referater og Anskuelser, forsaavidt de finde det nødvendigt at give dem tilkjende. Dette har Undertegnede tilforn gjort, tilsagt af sit Hjerte, saaledes som jeg vil troe enhver oprigtig Svensk vilde have gjort under lignende Omstændigheder, fra norsk Side -- fra norsk Side siger jeg; thi jeg tilstaaer, at jeg ikke er Unioners Ven i Almindelighed uden i en høiere Skala og Betydning end de sæd- vanlige Tverigers, og at jeg ikke hører til dem, som af den nye svenske Brochure om en ny Foreningsovereenskomst lade sig for- lede til at give alene modvillig Tværhed og konservativ Aand- løshed hos den norske Regjering og ikke dennes Forhold til det Onde, som raader i Sverrig og gjør dette ulykkeligt, Skyld i Forviklingerne. Morgenbladet har ogsaa gjort det nu, men til- sagt af et svensk Blad. Og Motiverne ere hverken lige gyldige eller lige ædle. Men Besvarelsen paa det virkelig altfor fortrolige Spørgsmaal fra Aftonbladet, om der gives et Parti(!) i Norge, som arbeider paa Foreningens Opløsning, maa dog kunne gives fra den Re- flexionens rolige og kolde Høide, som det upartiske Morgenblad indtager! Derfor har Aftonbladet i sin patriotiske Angest hen- vendt sig til det. Men der er ingen Upartiskhed hvor Ens Per- sonlighed bestikkes; og dette er Tilfældet med Morgenbladet. Det anseede svenske Aftonblads intime Anmodning var nemlig at strø Frø for Fuglen og at fremkalde altfor uimodstaaeligt den gamle Svaghed, som, saalænge Redaktionen ved dette Blad ikke har været anderledes organiseret end at enkelt Person betjente SIDE: 72 sig af et saa mægtigt Organ, har mænget sit Løierlige ind i hiin elskværdige Egenskab, som det skylder denne Personlighed. Morgenbladet har nemlig, saalænge denne har været Røsten i dette gamle hule Orakeltræ, altid viist en synderlig Lyst til at agere ufeilbar Voldgiftsmand og iklæde sig en Dommers Maje- stæt. Og dette har især været Tilfælde i Qvæstioner, hentede fra begge Rigers Journalistik, og kunde tages for godt indtil man endelig fik at vide, at ikke men , at disse apodiktiske Kjendelser skrev sig fra en enkelt personlig Suffi- sance, der med al Agtværdighed forresten og den oprigtigste Kjærlighed til Upartiskheden dog let forvexlede dermed Karak- teerløsheden ved sit Blad, eller fra en Redaktør, ikke fra en Redaktion, saaledes sammensat, at det Sande med nogen Sik- kerhed kunde ventes opfattet og gjengives. Saaledes var det muligt, at Bagateller uden Betydning og Sammenhæng, saadanne som de findes opstillede i den Opsats i Morgenbladet "om Partierne i Norge", der fra et svensk Blad, som er ubekjendt med hine Forhold, har givet det en kjær An- ledning til atter at bestige Dommersædet, kunde kombineres sammen med en Række af fixe Ideer til Noget, som hverken var meer eller mindre end et maadeligt underrettet Individs An- skuelse, men som Publikum skulde tage for Udbyttet af et vue d'oiseau, hvortil det havde behaget en uomtvivlet Viisdom at op- svinge sig. Det svenske Aftonblad kunde, især om det norske Publikum er saa indifferent som Morgenbladets Redaktør siger, have henvendt sig til det i Almindelighed, og i hvilkensomhelst, der havde villet oplyse det, skulde det have fundet en Autoritet, der staaer ligesaameget til Troende som dettes Redaktør. Jeg for mit Vedkommende kunde nu give mit Bekjendtskab til det politiske Sindelag hertillands tilbedste; men jeg vil spare mig Umagen, da jeg troer, at Fremmede kunne have nok i det Svar, som de desuden selv ved nogen Eftertanke maa kunne give sig, nemlig at det er som det maa være efter Omstændighederne, og jeg desuden har saadanne Tanker om det Sande i min An- skuelse deraf, at jeg ikke ligegyldigen kan taale, at det drages itvivl, ikke fordi det er urimeligt, men fordi jeg absolut skal gjøres til en Partimand, mens jeg dog giver det, som Morgen- bladet fremstiller som Rudimenter til Partier hos os, paa det SIDE: 73 Alleroprigtigste en Goddag. Man skalter og valter meget over mit Navn; men jeg vil alligevel ligesaalidt protestere imod de forskjellige skjæve Anskuelser af min Stilling til Opinionen som imod at Morgenbladet tillægger mig det varmeste Gemyt for den Overlast Fædrelandet lider, eller, med et for de svenske Inqvisitorier mindre mistænkeligt Udtryk, for de unionelle Krænkelser. Kun vil jeg protestere imod, at en Indifferentismes sløve Øie skal passere for at være det Speil, som paalideligt reflekterer Tingene og Begivenhederne, og at Nationen dannes af en Masse Nathuer uden Mening saaledes som Morgenbladet har villet det. Men det er mindre at forundre sig over at Mor- genbladsmanden fordyber sig i egne Drømmerier, naar han giver sig Mine af at gaae til Kilden for hint "Sorl", der skal have forfærdet de paatrængende Brødre hiinsides Kjølen, som om det var Drønet af den Strøm, som skulde adskille Nordens Riger hvert til sit, end over at han ikke opdager den sande Mening i de forskjellige senere svenske Yttrender i vore Anliggender, og da det Uværdige i at være disse troløse Venners høflige "Sein- diener", i at underordne og lydiggjøre dem sit Blad og i at opofre Sandheden, dem til Behag. At den Constitutionelle har kunnet gjøre dette og begaae vitterlig Synd i alle disse tre Punkter, nemlig i sit uberigtigede Referat af Dagligt Allehandas skamløse Artikel af 12te dennes, var mere i sin Orden, da den er vort mest erklærede Partiblad, og det ganske stemmede med denne Redaktions uædle Karakteer at sluge Allehandas myn- dige Irettesættelser og tage sig ad notam dens Vink om hvor- ledes den skal opføre sig, forat vedligeholde den nye, paa saa hæderlig en Maade knyttede, Alliance med dette gediegent svenske Blad og fortsætte Arbeidet i den Retning, som dettes Politik nu har taget i vore Anliggender. Jeg skal for det stak- kels forførte Morgenblads Skyld paapege en Egenskab, som saavel i Allehanda som i den danaiske Gave af Argusredak- tørens Skrivt om et nyt Unionsfordrag (selve Titelen er falsk; der findes intet om et saadant) karakteriserer Farligheden af denne nye svenske Journalpolitik. Skal der mere end et halvt Øie til forat opdage, at disse falske Blikke, fra at have næret paa det ivrigste den norske Formening om at de unionelle Mis- ligheder vare en Fraktion af det svenske Aristokratie at til- SIDE: 74 skrive, ere slagne ind paa den Vei, at forgifte den norske Loy- alitet med Mistanken om, at de ere selve den norske Regjering at tilskrive? De unde os ikke Trøsten i vor Tro om det Ophøiede i Kongens Personlighed og om en Velvillie, som ikke altid kan i Momentet udføre sine ædle Hensigter. De vække Mistanke mod Mænd, der paa engang ere Kongens og Dynastiets og Fædrelandets sandeste Venner. De smigre den norske Natio- nalitet i nogle Henseender forat vænne Normændene til, med Tilliden til en upartisk og fornuftig Ven, som mener det saa inderligt vel, at taale Bortræsonneringen af deres Krav i de Punkter, hvori det især er dem om at gjøre, at det ikke bliver erkjendt og opfyldt. Og for ret at vække det Sind i Norge, som stemmer bedre med deres Hensigter og det, som hersker i deres eget mindre lykkelige Hjem, udgive de en Combination, som de selv have foretaget sig, af endeel upopulære Begivenheder for at være Fremtrædelsen i Dagen af vor egen til Liv og Sjel ikke alene konservative men reaktive og Nationens store Friheder fiendske Regjerings System. (Fortsættes.) Henrik Wergeland FRA HENRIK WERGELAND I ANLEDNING AF MORGENBLADETS HAM VEDKOMMENDE SVAR PAA EN OPFORDRING FRA SVENSKE AFTONBLADET (Slutning fra No. 351.) Morgenbladet 23. des. 1836. Aftonbladet har vel forsmaaet denne Taktik, som saa tyde- ligen er fremtraadt især i hiin Brochure, der -- man maa tro ved sin pikante, [fotnotemerke] men svigfulde Titel -- er fremkaldt til en Fotnote: Hvorfor er den pikant? Dette Spørgsmaal fortjener en Undersøgelse. Hvorfra denne Titels særegne Interesse, der lod den publiceres hos os til Oversættelse før Bogen var læst eller kjendt af Nogen, og som ilede med i begge Riger at tilfredsstille den første Nysgjærrighed med Uddrag? "Om et nyt Unionsfordrag" -- var dette Titelen til et ukjendt Værk, som Enhver i lang Tid havde bearbeidet i sit Indre? Vilde Enhver nu kun sammenligne den Enkeltes Ideer, som havde udgivet sit, med sine egne til et nyt Unions- fordrag? Her træffe vi isandhed i denne Trang paa mægtige Elementer til et Parti. Men inden dette har konstitueret sig, maa gjensidig Tolerance vises, og dette maa ikke forbydes Nogen, ikke engang Flyvebladenes Ud- giver, at have sine Tanker om baade det gamle og et nyt Foreningsfordrag. SIDE: 75 ufortjent Opmærksomhed; og man bør indrømme denne Tidende, som stadigst har fredet om Foreningen, Ret til at være ængst- ligst over enhver, virkelig eller indbildt, Forpurring af det bløde Charpi, hvormed Aftonbl. forbinder disse dens Saar, hvis Rande ikke ville heles sammen, men som altid bryder op paany fra Grunden af. Men denne Ængstlighed, som tilhører og er na- turlig for den svenske Patriotisme, men ingenlunde for den norske, der ikke har nogen Grund til at tro Fædrelandets Vel- færd truet, om end alle svenske Publicister fordrede Unionens Ophævelse, fortjener en bedre Trøst og paalideligere Underret- ning end Morgenbladets Redaktør har givet det. Alle, som gide det, bør forenes om fra alle Kanter her i Landet at oplyse Afton- bladet, men ikke ved at give det enfoldigt Svar paa et enfoldigt Spørgsmaal, og ikke ved at betro fremmed Nysgjerrighed mere end den har godt af og man kan forsvare. Det er altfor ubarm- hjertigt af Mbldt. at give sin troskyldige Frænde en saadan Liimstang at løbe med som dets egen isolerede Mening, og om denne nu var forlangt, burde han tillige have faaet Underretning af Morgenbladet selv, og ikke af den Denuncerede eller af saa- danne Indsendere, som Den, der allerede har gjort dets Paa- stand om at mine paaankede Yttringer ikke bifaldes af nogen Landsmand til Usandhed, om hvad Vægt og Værd, der rettelig kunde tillægges den. Den skal have Anseelsen af en Dom over en Opinion i det norske Folk, hvis Tilvær ligesaalidt kan om- tvivles som bevises; men naar denne benegtes at existere uden i Enkeltmands Hoved, da har denne Ret til at fordre Beviserne for at han nærer slige Kontrabandetanker og forat han er den eneste, som har dem. Det Sidste er nu umuligt; det Første maa bevises af Yttringer; og til ved Dokumentation at styrke Vær- dien af sin Angivelse af at jeg har givet saadanne til Priis i Flyvebladene burde Mbldt. følt sig forpligtet. Saaledes som nu dette feige Blad har yttret sig fra Dommersædet om min Person er det lidet bedre end en Denunciation, der har Formodningen mod sig om at være falsk, saalænge Beviserne ikke vedlægges. Jeg provocerer dertil uden synderligt Haab om at see Kontexten respekteret, og derfor med udtrykkeligt Forbehold om at faa i dets egne Spalter sætte det Sønderrevne sammen igjen. Til disse Yttringer berettiger en Redaktør mig, som viser saa SIDE: 76 liden Agt for Sandheden, at han, netop under sin Funktion at gaae de svenske Tidender tilhaande med Oplysninger om de sande Forhold hertillands, undlader at give Underretning om at det er ligesaa falskt hvad Allehanda paastaaer om at min Faders og min Pen have i den senere Tid været kjendelige i Morgenbladet, som at nogen Samvirken imellem min Fader og mig ad den publicistiske Vei nogensinde har været sporet, og at jeg, deres Angriber og Indflydelses Tilintetgjører, har Noget, Nogetsomhelst tilfælleds med en Soelvold etc. Jeg burde, lige- saavelsom Svensken af en ærlig Ven, kunde have ventet sig nogen Forklaring om disse Spøgelser, af en ærlig Uven kundet ventet mig saa aabenbare Løgne rettede, og Lieut. Roosen kunde vel fortjent det samme. Men man antog vel at blive lysere selv ved at holde Andre i Mørke. Gid den Lysning maatte begynde i Mbldmandens Hjerne; thi det maa staa mørkt til der, naar han om Allehandas Artikel kan sige, at den røber en agtværdig Sandhedskjærlighed -- som jo desmere fortjente at tilfreds- stilles -- mens den grangiveligen kun er en Opdyngen af Per- sonligheder mod min Fader og hans Søn. Og hvorfor? Fordi de begge altid have yttret sig som de Normænd, der have mindst Kjærlighed tilovers for noget andet Land end Fædrene- landet, for det alene. Det er muligt, at min Fader, der af egne Landsmænds Uretfærdighed har lært at taale Fremmedes, ikke finder det værd at svare paa de svenske Uforskammetheder; derfor vil jeg kun bemærke til de hadefulde Stænk, fordi han har i 1831 dediceret Statsministeren en Bog og opfordret til "Dæmringens" Opbrænden den 17de Mai, at han i "Tillæg til Forsvar for det norske Folk" derom har afgivet fyldestgjørende Forklaring. Det kan være nok her at underrette om, at Stats- ministeren, som desuden i 1831 ikke var den han er i 1836, og min Fader vare, fra og med Hensyn til Begivenhederne i 1814, politiske Venner, og at min Fader meente, at Dæmringen retvel kunde fortjene den samme Behandling "som et uartigt Brev", nemlig at hver Mand for sig tilintetgjorde sit Exemplar, for ikke, ved at opbevare den, at gjøre sit til, at et Skandskrivt paa Fædrelandet kom til Efterverdenen. Forglemt her nyder det denne nu i Sverrig. Og dette er i sin Orden og et ufeilbart Kriterium paa Norges Uvenner. Der gives vel ogsaa Smagløse, SIDE: 77 men Stagnelii og Tegnérs Landsmænd have Ondviljen behov forat rose fra det æsthetiske Værds Side sligt træet Misfoster, omendskjøndt Gud skal vide, at afpudset Prosa der ogsaa kan gjelde for Poesi. Det skeer i politiske Hensigter, og Spaadom- men af Forfatteren til Forsvaret for det norske Folk, at hiint Skrift vilde blive kastet os i Næsen af Fremmede og benyttet af vore Fiender, som søge naturlige Allierede i dem, der hos os hylde dets (og dets Parafras Rigsretsforsvarsskrifts) Meninger er da opfyldt. Forat ikke de spørgelystne svenske Tidender skulle mangle Materie til at bringe Morgenbladet og den ikke mindre for- fængelige Constitutionelle i godt Humør ved at udbede sig deres Oplysninger og give den Sidste Anledning til at stænke til hvil- ken Kant den behager, tillader jeg mig at fremsætte nogle Spørgsmaal til Aftonbladet og Allehanda, som jeg ingenlunde vil eller tør driste mig til at besvare, men som de upaatvivlelig ville faa paalideligen besvarede af sine norske Lydblade. F. Ex. 1) Gives der Normænd, som ere formastelige nok til at finde, at Historien hidtil lærer, at en Forening mellem to, ulige mægtige Riger, ikke har fremmet deres Lykke eller i Længden kunnet bestaae? 2) Gives der Normænd, som ere fornuftige nok til at tro, at Historien, saasom Omstændighederne altid ere ulige, endnu med alle sine Erfaringer ikke afgiver aldeles uomstødelige Sand- heder, og at Resultaterne fra forsvundne Tiders ufri Stater ikke ville reproduceres af nærværende og kommende Tiders Stater med friere Forfatninger? 3) Gives der Normænd, som tro, at Frygten for Rusland er noget overtroisk, og at den ikke bør være en Unions Bindemiddel, men kun Motivet til en Alliance? 4) Gives der Normænd, som forudsee Unionens Ophævelse i Til- fælde af at en Krig, hvori Rigerne ikke tilstededes Neutralitet, udbrød imellem Rusland og England, og hvori Sverrig, nød- tvunget eller ikke, tog det førstes Partie? 5) Gifs många stive bockar i Norrige? 6) Gives der Normænd, som ærgre sig over de Nationalkrænkelser, Unionen har havt tilfølge, som tro, at det forlængesiden i denne Henseende kunde have været ander- ledes, naar man alvorlig havde villet det, og som foremale sig i en vemodig Indbildning det gamle Norges Hæder og Van- skjebne og Krav paa at see denne erstattet ved endelig at være SIDE: 78 befriet for Maskepiet med hvilketsomhelst fremmed Rige, og som endelig med Bitterhed see i Norge en av fremmede Interes- ser sønderreven Tilstand at modne sig, og drømme om en ukjendt Hjertelighed og medborgerligt Liv, om Norge var Norge for sig selv alene? 7) Kan der gives Normænd, som tro, at jo bedre Foreningen bliver des slettere bliver det for gamle Norge? 8) Gives der Folk i Norge, som endnu leve i Tankerne under Christian den 7de, eller som tro Maanen er gjort af grøn Ost, eller som tro, at der i Sverrig gives Redaktører og Brochure- forfattere, som koste nogle Daler Riksgäld eller Banko eller en Aftens Fortæring i stora eller lilla Selskapet? O. s. v. Men kanskee man har nok for det første. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN ARTIKKEL "OM FOLKEFORSAMLINGER"] Statsborgeren 23. des. 1836. Benegtes [fotnotemerke] Korrektøren. Henrik Wergeland PRAèM TIL STIFTSOVERRETSPROKURATOR Statsborgeren 8. jan. 1837. Det berettes forvist, at den kgl. norske Regjering har ind- stillet Prokurator Praëm til et Stiftsoverrets-Prokuratur i Agers- huus Stift. Og dette er efter Tidernes Leilighed ganske i sin Orden, at Den ophøjes, som fortjener det, og vel neppe udenfor Undertegnedes personlige Interesse, saasom Regjeringen da vel heller ikke vil, for den mellem Praëm og mig verserende Sags Skuld, fremdeles suspendere mine Adkomster til gejstlig An- sættelse og tilsidesætte mig oftere for mindre Qvalificerede, om jeg ansøger nogen saadan. Men naar samme Rygte tillige beretter, at Vedkommende have argumenteret til Praëms Fordeel af en Supposition, om at jeg skulde volde en Udhalen af Sagen, hvorfor min Modpart ikke burde lide, og jeg desuden, under Sagens fortsatte Udestaaelse for mig, oftere forhen har været generet med Spørgsmaal, jeg ikke altid gad besvare, om Aar- sagen dertil: saa er det bleven Pligt for mig at lægge min Skyld- Fotnote: [ Nemlig at "de Styrende" i "alle" republikker "bemestre sig . . . en ude- lukkende Forslagsret, som anvendes efter Godtykke."] SIDE: 79 løshed for Dagen ved at oplyse om hvad der har foranlediget denne Sagens Henstand, hvorunder ikke Modparten, der hen- sidder i Embede, men jeg, som desaarsag har været udelukket fra enhver Ansættelse, er den rette Lidende, og som vel ikke er bevilget uden tilstrækkelige Grunde. Da jeg holder min Sag med Hr. Praëm for at fortjene nogen Offentlighed, saasom jeg med Grund kan sige, at den især er foranlediget forat paatale forskjellige Medmenneskers lidte Uret, har jeg tilforn i dette Blad meddelt Uddrag af Akterne, og derimellem troes ogsaa et, som inkulperer ham at have i en Sag for en Marthe Augustinusdatter Bjerkes Bo baade taget sig betalt (saavidt erindres 40 Spdlr.) af Boet, og med samme Beløb af det Offentlige, somom Boet ikke havde kunnet præstere Sa- lariet. Denne Sag valgtes til Offentliggjørelse fordi jeg ansaa den særdeles releverende til Fordeel for Beskyldningen "For- bryder mod Staten", og den Vægt, min Sagfører ved Underretten havde lagt paa den, syntes at berettige mig til at antage dette, og at højere Retter nok vilde vide at lægge vedbørligere Vægt derpaa, end Sættedommeren havde gjort. Hvor maatte det da ikke overraske, da Sagens Dokumenter omsider i Høsten 1835 kom til min Disposition, at træffe paa et nyt af min Modpart skrevet, "28de Juli 1835" dateret, Papiir, hvori angjældende Parter, to af Sønnerne, erklære, at Praëm forhen havde udført Adskilligt for dem, saa at de intet Krav kunde have paa ham, men at Arbeide og erholdte Penge opvaliderede hinanden! Jeg havde for ofte i Sagen været udsat forat lide under den modus procedendi, at Praëm søgte at undgaa ved at paastaa at han altid havde udført diverse Anliggender for Den og Den, som kunde synes forurettet og at have Krav paa ham, og at han da plejede at liqvidere med rund Sum i dette; denne partielle Sag var mig for vigtig, og der var i dette mistænkelige Papiir formegen Anledning til at mærke Uraad og drage dets Trovær- dighed itvivl til at jeg ikke skulde finde mig opfordret til at faa Sammenhængen undersøgt. Det er under Forsøgene herpaa at Sagen er bleven i længere Tid udsat, og dens lange Henstaaen for mig er altsaa min Modparts uforsvarlige Adfærd at tilskrive og ikke mig, der nødsagedes til at faa denne undersøgt. Jeg ansøgte da beneficium til at erhverve de nødvendige Oplysninger SIDE: 80 betræffende dette apokryfiske Dokument, der ellers kunde gjøre et skadeligt Udslag i Hovedsagen. Og da det negtedes, moti- verede dette mig til at gjentage min Ansøgning. I min sidste Paastand inden Retten om Udsættelse yttrede jeg, at det var muligt, at jeg ved Nærvær i angjeldende Per- soners Hjembygd i Julen kunde privat erhverve mig den nød- vendige Oplysning, saaat al videre Vidtløftiggjøren ved Things- vidne kunde blive overflødig. Og jeg fik ogsaa ganske rigtigt Upaalideligheden af det praëmske Dokument godtgjort i en Er- klæring fra begge Undertegnere af dette, der lyder som følger: "Undertegnede Hans og Ole Nilssønner, Sønner af Marthe Augustinusdatter Bjerke, hvis Sags Papirer have været Gjen- stand for en Undersøgelse under Processen mellem Cand. theol. Wergeland og Prokurator Praëm, erklære herved: 1) Ifjor ved Sommerthingleite for Ullensager, da vi vare stevnede til Møde i anden privat Sag til dette Sogns Thingsted Gjestad, tilbød Prokurator Praëm os, navnligen til mig Hans, at tale os tilbedste hos den Part vi der havde at møde, uden at det skulde koste os noget, saasom han sagde, at han selv havde andet Ærinde did. 2) Praëm forelagde os der en Skrivelse, saavidt erindres date- ret "Gjestad, 28de Juli 1835," som vi paa hans Anmodning undertegnede mod Løfte at udlevere os derfor et hos ham hvi- lende Skadesløsbrev paa 35 Spd. hvorfor også er erholdt Qvitte- ring; men denne Skrivelse, som kun hurtigen oplæstes for os, forstode vi ei, og ville ikke have den saaledes forstaaet, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen mellem Werge- land og Praëm, eller indeholde nogen Tilstaaelse for at Praëm for os tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage sig paa nogen Maade betalt af os. Tvertom formene vi at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvori Praëm saavel hos det Offentlige som hos Boet vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, mod Forsikkring om at drive den Retterne igjennem, forholdtes i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for vort, eller, som vi ogsaa tro, for vor umyndige Halvbroders Vedkommende, hvis Penge Praëm for- meentlig var indesiddende med, var videre at gjøre til Rets Erholdelse. SIDE: 81 Denne Forklaring er af os afgiven i Vitterlighedsvidners Nær- værelse til Cand. Wergeland i den Hensigt at lægges ovennævnte af Praëm forfattede og af os undertegnede Skrivelse ved Siden inden Retten. Eidsvoll den 26de Decbr 1836." Erhvervelsen af dette Dokument, lod mig, saasnart jeg kunde, tilbagekalde min Ansøgning om Beneficium; men den var alt afgaaen til Stockholm. At den befinder sig der tilligemed min Modparts angjældende Dokument af 28de Juli 1835 er Aar- sagen til at dette ikke leveres her in extenso ved Siden. Jeg haaber dette er nok til at godtgjøre, at Sagens lange Ude- staaen ikke maa lægges Undertegnede til Last, og vil afgive en Prøve paa de Midler, hvori den Retfærdighedens Tjener, jeg har at bestille med, søger sin Frelse paa Sandhedens og min Vel- færds Bekostning. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CST.NELLES BERETNING OM EN ORKAN (Indsendt.) Statsborgeren 8. jan. 1837. Hvad vor "Constitutionelle" i Nr. 330 beretter om Orkanen i November er -- rædselfuldt. Tænk! Orkanen gik saavidt i sit blinde Raserie, at -- "Selv Prindsen af Oraniens Søn" fik et Saar -- og et hollandsk Træe -- maaskee endog et blødhjertet Lindetræe, var saa fremfusende i at lyde Orkanens Bud at falde, at det ikke engang tog sig i Agt for en "Alexander"; eller, da Træet berettes at have været "omblæst", maa det have reist sig igjen eller væltet sig frem, for at saare denne ophøjede Person, og da bliver det ikke Ufor- sigtighed og Mangel paa tilbørligt Hensyn, men snarere dema- gogisk Ondskab; hvorved Begivenheden endnu bliver horriblere. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. jan. 1837. Kristiania. Vi antage, at Rang og Fornemhed ikke altid falder sammen med et Menneskes aandige Betydenhed. Men om En gjør sig til Publicist, da erholder han strax Betydenhed SIDE: 82 for Publikum, hvorpaa Dhrr. Soelvold, Borg, Fougstad, Ola Hanssen og Ulrich Motzfeldt, som vi skulle see, ere overtydende Exempler. Saaledes er det, at Enhver, der frivilligen indtager denne Plads i Samfundet, tillige udsætter sig for den offentlige Opmærksomhed, og at det kan blive af Interesse at vide noget om Personer, som ellers skulde forblive ganske ubekjendte. Mellem den Constitutionelles Redaktører figurerer Hr. Ulrich Motzfeldt, Lector juris, og som Saadan tjenlig og brugt til i Knibstilfælde af de Cst.nelle at paaberaabes som Autoritet; men med Lektoren har hverken Publikum eller Vi noget at skaffe, hvorimod Publicisten Hr. Ulrich Motzfeldt er hjemfalden alle de Noter, han gjør sig fortjent til, ligesom det ogsaa maa være af nogen Interesse for Publikum at kjende noget nøjere til For- delingen af Rollerne i den Cst.nelle. Det er dette vi ville for- tælle, at Hr. Motzfeldt, og ikke som man troede, Hr. Fougstad, er Mand for de smukke staaende Redaktionsartikler i Spidsen af Bladet om indenrigske Sager, hvori det afpræger sin ejen- dommelige Storsnudethed, Skumlelyst og Ilske. Hvem skulde troet det? Og saa maa den stakkels Fougstad holde her. Vi ville ikke tale om naar de have fat paa Henr. Wergeland; thi da maa selv Schweigaard ned fra Skyerne som Papiirsdragen i Tordenvejret, og da erklære de aabent, at de Tre ere som Een om Een. Men i Søndagsconstitutionellen d. 8de d., der selv indeholder en vidtløftig og varmtskreven Klamamus fra Advo- kat Sørenssen paa egne og Medrepræsentants Vegne over lum- pen Behandling af en Indsender i Bladet mod dem som Repræ- sentanter, skeer en saadan Udtømmelse af Hadskhed mod Stats- borgeren for en Indsenders Yttringer deri om Repræsentanten Riddervold og saa lumpne Hentydninger paa denne Indsenders Personlighed og Stilling, at Forfatteren af denne Artikel isand- hed fortjener at blive kjendt for den Publicist han er. Og denne skal da være den tyste, fromme, bedagelige Ulrich Motzfeldt, som vi troede kun kunde give Kattens uskyldige Ild, og som vi derfor antog burde stryges af og til mod Haarene? Sandelig, Fougstad maa ikke længer staa Buk -- sandelig, vi maa ikke tro noget Bededagsansigt længer -- sandelig, om man fangede en Præst i Samar som Krybskytte, kunde Overraskelsen ikke være større, og det er bekræftet, at der gives Mennesker, som SIDE: 83 kunne gjøre fast alt hvad de ville, og fremfor alt da netop hvad de paaskuppe Andre, men som endda kunne passere i længere Tid for skikkelige Folk. Men Alting har en Ende faaet, og saa- ledes ogsaa denne Vildfarelse. Altsaa Hr. Motzfeldt er den, som ager den Constitutionelles Skarnkiste udimellem Folk? Jasaa. Gid han længe maa høre til hiin lykkelige privilegerede Klasse, ligelangt forskjellig fra maliciøse skinhellige Personager, som fra disse svage Gemytter, der tro at hjælpe paa sin Slap- hed og at give sin offentlige Karakteer Nervøsitet ved at forcere den op til Forbittrelsens og Hadskhedens Kogepunkt. -- -- Vi holde det for nyttigt for det Almindelige om ikke for de gamle Præster, at store Kald deles. Dette er nu skeet med Næs i Hallingdal, som er bleven deelt i "Næs" ): Næs og Flaa, og "Goel," bestaaende af Goel og Hemsedal. -- -- 27de f. M. om Formiddagen gik 5 Sjøboder ud i Drams- elven ved Elvebrud. Overetagen hos den Embedsmand, som afsendte Expres derom hid maa nok ogsaa være strøgen med, siden han affærdigede den til -- Statholderskabet, en Autoritet, som Ingen, og mindst i saadanne Sager, kjender til. Han kunde ligesaa rimeligt have afsendt den til Statholderskabet paa Øen Barataria, Hans Herlighed Sancho Panza. -- -- Et Rygte beretter, at Storthinget skal opløses den 24de d. Til den Tid vil ogsaa Thinget sandsynligviis være færdigt med de Sager, som ere det forelagte. Man kan altsaa fæste nogen Tro til dette Rygte, omendskjøndt dets Troværdighed svækkes noget ved at det er fortalt i den Constitutionelle, som ikke engang var bange forat slaa O'Connell ihjel med Gjærde- staurtyper. Næste Dag levede han Gudskelov opigjen, og den constitutionelle Manddraber kunde vende Øjnene andetsteds hen forat spekulere ud et nyt Offer. Vi tro at kunne med det Før- ste avertere "NELLA ER DØD!" uden at resikere at maatte tage det i os igjen Dagen efter. Hr. Motzfeldt udgiver da for- modentlig en ny Tidende under Navn af "Skumleren" eller "den graa Kat" eller noget saadant, siden man bør have fundet, at man altid bør lade Titelen svare til det, man kan levere; og Fougstad finder vel paa et Raad til at afhjælpe sin publicistiske Trang, thi ellers lever han neppe til Vaaren. Den Tredie, nem- lig Schweigaard, der er ligere en Guddom end et Menneske SIDE: 84 siden han skrev en Artikel i en Pariserjournal, hvori hundrede, ringere end Han, kunne skrive, kan da stige ned fra Storsnude- riets 7de Himmel til Jorden enten i "den graa Kat" (som man skal tage sig vare for) eller i den Journal, som Fougstad nu finder paa, og som bør begynde med et patriotisk Digt af Dæm- ringens Forfatter eller af "den unge Digter" eller af hvem det behager hiin constitutionelle Omnipotenz at stemple til Digter af første eller anden eller tredie Rang. (Derefter begynder nu Ikkedigternes Klasse, hvortil intet Adgangskort behøves.) -- -- Et andet Rygte beretter, at Formandskabsloven for Lan- det ikke vil blive sanktioneret. Og dette vil være meget klogt og skaffe Unionen mange Venner. Times da Toldloven, Haand- værks- og Portoloven samme Skjebne, saa har dette Storthing ikke udrettet saalidet Nyttigt endda. Vi sige det vil give godt Unionsblod -- ja, fordi vi, om Formandskabsloven erholdtes, vilde komme til at føle os altformeget, mens vi, i andet Til- fælde, maa erkjende, at vi have alt af Unionen, baade dette og meget mere. -- -- Regjeringen siges at have andraget paa Anskaffelsen af bevæbnede Postførere i Routerne mellem Kristiania og Svine- sund, Magnord, Trondhjem, Lejerdalsøren og Kristiansand. [fotnotemerke] -- -- Under 1ste Novbr. f. A. er Planen for en Sparebank i Tromsø naadigst bifaldt. -- -- Industri- og Huusflidskommitteen i Selskabet for Agers Sogns Vel bekjendtgjør under 3die dennes: "Udstilling av Kunst-, Fabrik og Huusflids-Produkter vil, som i de foregaaende Aar, i forestaaende Kristiania Markedstid af Kommitteen blive foranstaltet, saafremt det maatte vise sig, at de anmeldende Sager ere af den Mængde at Udstillingen bør aabnes. I Forbindelse hermed tillader den sig herigjennem at indbyde Enhver, til atter velvilligen at bidrage til at fremme en Indretning, der ogsaa her, som i andre Lande, synes at have vundet almeent Bifald. Anmeldelser ville Vedkommende inden den 20de dennes til undertegnede Kommittee, under Adresse Kjøbmand Poppe i Kristiania, behage at indsende, for at disse Fotnote: Siden Ranet i selve Postgaarden i Hovedstaden, kunde Folk nok have nogen Grund til at tro, at det ikke vilde være saa galt endda, om man havde Vagt til at passe paa selve Postmesterne, at Ingen skulde snappe dem væk. SIDE: 85 kunne indtages i den udgivende Katalog. De, der ved Udstil- lingen ønske at sælge de af dem indsatte Sager, ville til Kom- mitteen opgive den allerbilligste Priis, hvortil disse kan afsættes. Naar Indlevering til Udstillingen skal skee, vil nærmere blive bekjendtgjort. Sluttelig bemærkes, at Kommitteen af dens faa Midler har besluttet at udsætte Præmier til de Producenter af indenlandske Frembringelser, der ved upartiske og kyndige Mænds Skjøn erklæres for at have præsteret de fortrinligste og meest almeengavnende Arbeider." -- -- Ogsaa paa Eugenias Stiftelse vil i Markedet foranstaltes en Udstilling af Elevernes Arbejder, saavelsom over endeel Haandarbejder og Presenter, som Bestyrerinden har anmodet om at indsende til Afhændelse for Stiftelsen. Q. b. f. f. s! Henrik Wergeland [OM "DEN CONSTITUTIONELLE"S ØIEBJELKER] Statsborgeren 15. jan. 1837. NB! Til en Opsats i forrige No., hvor den Constitutionelles Forglemmelse af egne Øjebjelker noteres, kunne vi lægge Føl- gende: En Inds. i samme Blad, som ellers er for kjendt til, at Nogen skulde kunne frakjende ham al human Dannelse, og som netop, som Regjeringens Forsvarer, anbefaler Moderation, giver selv et godt Exempel paa denne Dyd i denne Dom om Dhrr. Advokat Sørenssen og Sorenskriver Falsen, at disse Repræsen- tanters Bebreidelser mod Regjeringen røbe "dog en Hadskhed og Dadlesyge, hvis Udbrud ethvert tænkende Menneske af sig selv maa mistroe, ligesom den Hovmester-Tone og brammende Overlegenhed, hvormed den fremsættes, hos den, der forstaaer at vurdere dens ringe Gehalt, og som veed, hvad der stikker under Løvehuden, kun vækker en uvilkaarlig Lyst til Retorsion." Men hvad er det nu som efter Fabelen stak under Løvehuden? Som Enhver veed et -- Asen. Dette er en smuk Maade at faa to af vore bedste Repræsentanter udskjældte for Asener, og et Be- viis paa hvor ofte og hvor vidt man kan gaa i Selvforglemmelse, naar man vil fordømme Andre. Var det tænkeligt, at Saadant kunde være skeet i Statsborgeren -- ja da Gud bevares da var der bleven opløftet et Skrig af de Cst.nelle, som nu anmærk- ningsløst lader Persiflagen passere. Henrik Wergeland SIDE: 86 EIDSVOLLSMINDET Statsborgeren 15. jan. 1837. Planer med ikke ubetydelige Antegnelser ere endvidere ind- komne fra Bergen, Sunds og Askevolds Præstegjelde i Bergens Stift. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 15. jan. 1837. Kristiania. Gjennem Rigstidendens Redaktion har Direktio- nen for Selskabet for Norges Vel erholdt 720 Spd. 77 ß, gjennem Morgenbladets 37 Spd. og fra Stavanger Amts Landhuushold- ningsselskab 100 Spd. til Understøttelse for Kornmanglende Bygder. Det igjennem Rigstidenden til Disposition Stillede er til lige Deling skjænket Christians og Hedemarkens Amter samt Helgelands Fogderi. Af det fra Mbldt. er et Bidrag af 10 Spd. forbeholdt Lessø og et af 2 Spd. Lomb; Resten er tilstillet Direk- tionen af Selskabet for N. V. Bidraget fra Stavanger er gjennem samme stillet til Amtmandens i Nedenæs's Disposition til Hjælp for Bygderne i Øvre Raadbygdelaget. -- -- Sølvværket har i 13de Bergmaaned f. A. afgivet 2632 Mark, 5 Lod Sølv. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDER SOM ROSER "ALLEHANDA"S STANDPUNKT TIL ET FORSLAG AV HERM. FOSS] Statsborgeren 19. jan. 1837. Timeo Danaos etc. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland OM ALMUELITERATUREN Statsborgeren 19. jan. 1837. Det er meget daarligt, at man ikke viser Almueliteraturen nogen Opmærksomhed eller skjænker den den ringeste Kontrol. Trinet af Dannelse, hvorpaa den store Klasse af Almuen befin- der sig, kan man bedst bedømme af de simple literære Sager, den forbruger. Derimellem indtager en talløs Mængde af ube- skrivelig slette Skillingsviser en Hovedplads. Bogtrykkerdrenge, Skolemestere paa Landet og herrenhutiske Hovedhængere ere Poeterne, og Kjærlighed, ulykkelige Dødsfald og religiøst Gal- skab ere Gjenstandene. Mellem de bedre Almumorskabsskrivter have vi truffet paa en liden Pjes fra ifjor indeholdende "et for- underligt Eventyr om Hans Tinddøl" og "en ny Vise." Ingen af disse mangle Naivitet og Vittighed, uden at dog nogen af disse sjeldne Egenskaber er vel vedligeholdt. Som Prøve hid- sætte vi af den første det 3die Afsnit samt Visen. Det Første begynder saaledes: "Længe førend Kapitain Cloumann kom til Hæddal, var der en Kapitain i Tind, som pryglte og slog Soldaterne, lod de Rige løse sig, stjal af Solden for de Andre, og gjorde alt det, som ondt var. Naar han kom hjem fra Udskrivninger, saa havde han Tegnebogen fuld, og mange Læs Smør, Ost og Vildt, som han havde truet ud af Bønderne, og disse tvang han til at skydse det." Og Visen, der synes os især skreven forat give Længselen efter Formandskabsloven Luft, lyder saaledes: [Her følger en vise om Vestfjorddalen i Telemark og om "Formands- loven".] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. jan. 1837. Kristiania. Regjeringen har, forat tilvejebringe en "pas- sende" Adgang til Kongeboligen, kjøbt den saakaldte Ruseløkke for 16,000 Spd. Det er muligt, at en stor Deel af denne bety- delige Sum igjen kan indkomme for Salg af Tomter paa be- meldte Grund; men vi forudsee en svær Række af Appendix- udgivter til Kongeboligen, der ikke saasnart ville tage Ende. Var nu ikke den bredslagne Ruseløkvej nok beqvem og passende Adgang til en norsk Kongebolig, saa vil vel ogsaa Nærheden af de mange uanseelige Huse paa Ruseløkbakken, der fra Fjorden af yde en høist ubehagelig Kontrast med Palladset, som synes at kneise som et Kasauba just lige over dette Algier, falde saa SIDE: 88 generende, at de maa væk -- naturligviis for enhver Priis -- hvorved da en skjøn Anledning gives til nogle Versailliske eller Wilhelmshøh'iske Terrasser eller babylonske hængende Haver. Det er kostbart at have et Hof, og derfor skye de Nationer, som have været de klogeste, en Institution, som betinger en uendelig Række af Bekostninger, er unødvendig i sig selv, og som demo- raliserer Folket. Men vi see alt i Steentryk, hvor prægtigt et Sexspand, nogle Spradebasser, Damer men derimod kommer man Sandheden nærmere, om man tænker sig en gammel Romer, af Kraft og Storhed uden Forbrydelser, med det ædle, (som der staaer i Visen [fotnotemerke] ), bekrandsede, allerede graanende, stærkthaarede, kortlokkede, noget bucefaliske Hoved kjækt tilbagekastet som forat overskue det mylrende forum, Togaen opsnippet over Skuldrene under den ædle Holdning, Haanden halv udstrakt, somom han allerede engang havde udtalt: "Qvirites!" og nu blot venter paa Taushed. -- Der har viist sig Stykker, som berettige til de højeste Forventninger, og Publikum skal betale Tilintet- gjørelsen af det gamle Ordsprog, at Den, som er slaaet til en Skilling blier aldrig en Daler, med Fornøjelsen at høre de Con- stitutionelle, som allerede have iværksat et Par Retirader for Hr. Schouboe, med stor Upartiskhed udbrede sig om hvor galt det er at dømme Nogen forud, og hvorledes en Necker let kunde tages for en almindelig bruunkjolet Genfer-Spidsborger før han blev Minister eller før han blev en Necker. Hvad mere er, Hr. Schouboe skal besidde den vigtigste Be- tingelse forat kunne være en god konservativ Minister, nemlig den, at han tilforn har været Republikaner, Republikaner med Liv og Sjel. Og det tro vi, alle Mennesker have været engang i sit Liv, idetmindste i et enkelt Øjeblik, nemlig i det lyseste og meest himmelske. Og ligesom man siger, at den Dødes An- sigt kortefter det sidste Suk antager sin skjønneste Form, idet Trækkene vise sig saaledes som de vare i den Afsjeledes bedste og lykkeligste Øieblik, saa troe vi ogsaa, at Enhver paa sit Sidste bliver Republikaner igjen og farer heden med den Tro, misfor- nøjet med hele det Mellemrum hvori han praktiserede en gan- ske anden. Menneskets Indre viser sig paa sit Sidste, ligesom Ansigtet efter Døden, saa tækkeligt som det kan. Men For- raadnelsen har ingen Barmhjertighed med de sødt isammen- svømmede Træk, og Fordærveren ikke med de søde Miner af Fotnote: "Held Schouboe, Dig! -- Den Krands, som vinder Sig om din Pande, er Du værd." Christian Hansson. SIDE: 90 en Sjel, der kun var, hvad den burde være, i to Momenter af sit Liv. Men det var om Gjæstebudet i Kristiansand eller om Kristi- ansands uerstattelige Tab. . . Ja, de gode Mænd ere at ligne med dem, der "give op," lægge Aarerne op, give sig over og lade Ulykken raade. Beretningen i Morgenbladet af 2den Januar er fast rystende at læse. Det lader til at have været en Slags Liigfærd over Byen. Men den var prægtig . . . . "I Glands gik Sorgen frem, men Verden kjendte dens Huulblik grant igjen -- " Der var over 100 Stykker fede og magre. En Christian Hansson var Gjæstebudsbarde . . . "Og Harpens gyldne Taarer faldt." Og Byfoged Thesen var der med det samme Ansigt hvormed han skrev Dommen over Storthinget. Man fandt, at det var dog godt, at der var nogen Trøst, og Christian Hansson (adskiller sig fra Christen Hansson ved Tøjlesløshed i Imaginationen, fra Mikkel Hansson ved friere Versifikation, fra Jochum Hansson ved større Gediegenhed i Geniet, fra Kasper Hansson ved Sati- rens Blodtørstighed, fra Hans Hansson ved større poetisk Høj- hed og fra alle Verdens Hanssonner ved større prosaisk Drøj- hed) -- og Christian Hansson, sige vi, han stemmede sin mæg- tige Harpe, og som Orfeus fik han Ikkemælende til at synge paa Melodien "det gamle Gøthalejon hviler," og "Tidens vilde Bølge" fik han til at loggre, og over den sendte han "de rørte Sjeles Farvel," de rørte Sjeles Farvel. Deputationen fra Mandal, bestaaende af 7 Stykker, ankom bekvemt nok til at kunne være Vidne baade til de rørte Sjeles og det rørte Smørs Farvel. De fik Hr. Statsraaden afsted de 5 Miil til et Pikkenik af omtrent saamange Mennesker som Retter. Og der vankede da atter Mad og Graad. Og om Vejen var belagt de 5 -- 6 Miil med Skarlagen, maa det have taget sig deiligt ud. Og saaledes havde vi ogsaa en liden Lord-Greys- Reise. Henrik Wergeland SIDE: 91 FORLANGT INDRYKKELSE Statsborgeren 22. jan. 1837. Den hellige Fisk LEVIATHAN, saaledes som den i Aaret 1804 blev halet op paa Svanøe med en stor Forklaring i Maven. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 22. jan. 1837. Kristiania. Formandskabsloven er sanktionert. Ligesaa Mæg- lerloven. -- -- Den ny opdagede Green af Kongens Grubes nordre Gang paa Kongsberg er 6 Finger mægtig. Af de gamle Drivter i Grubens højere Regioner skjønnes, at denne Gang fordum har været af samme Vigtighed som den søndre Gang, ja at den endog længere har vedligeholdt sin Vigtighed. Men den har ogsaa langt længere end sidstnævnte standset i at gjenvinde denne. -- -- Det er en meget interessant Opdagelse, som Storthin- gets specielle Flaganerkjendelseskommittee har gjort, nemlig at alene vore egne kongelige Resolutioner kunne ansees for at lægge nogen virkelig Hindring i Vejen for det norske Flags Anerkjendelse hiinsides Kap Finisterræ. Dette er interessant fordi det er paa engang baade overraskende, fordi Ingen kunde troet Sligt, og beroligende, fordi vi see at vi ikke have med de frygtelige Tyrker og Mohrer at bestille. Paa Grund af Indstil- SIDE: 92 lingens Indhold har man troet at burde iagttage den ikke mindre forunderlige Forsigtighed, at den ikke burde indføres i noget Blad, men at alene Exemplarer til Repræsentanterne burde aftrykkes. Men forat den derifra kan passere over i Bladene og overtyde Verden om hvor godt og paradisisk uskyldigt og kjærlighedsfuldt vi have det hos os selv, er intet ivejen. -- -- Til i Aften Kl. 6 er et Møde af Subskribenterne til Eidsvollsmindet, berammet paa Børsen, hvor vi haabe kraftige Forholdsregler ville blive tagne til dette nationalvigtige Meeds Opnaaelse. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 26. jan. 1837. Kristiania. Storthinget, der i den sidste Tid har været gan- ske ubarmhjertigen forceret, saaat det har oftere maattet være sammen med to Timers Middagsfrist i 13 -- 14 Timer, under følelige Anstrengelser, Nattevaag og qvalm Luft, der har gjort flere Repræsentanter upasselige, opløstes eller rettere forløstes endelig Tirsdag 24de d. Kl. 2 (dog ikke om Natten, som man ellers efter Foranførte kunde tro). Det fik saaledes ikke Anled- ning til at feire Hs. Ms. Kongens Geburtsdag, der paa den Maade kom dem til nyttigere og følgelig bedre Anvendelse som Reisedag. Morgenbladet benegter Sandsynligheden af den al- mindelige Omtale, at Storthinget af 7de Juli 1836, og som har lagt sig saa ud forat hævde Flaget, ikke skulde være befunden værdigt at være sammen i Gammen og Glæde d. 26de d. Dette være nu som det vil, saa er hiin Forceren over Kræfterne og nøjeregnende Dagvælgen mere end ellers uforklarlig, naar man erindrer, at man ved Storthingets Sammenkaldelse d. 15de Oktbr. havde saa god Tid, at man lod det tilbringe Tiden til den 20de i Uvirksomhed, af den lidet tilfredsstillende dagvæl- gerske Grund, som der sagdes, fordi den 20de var den Dag, da Storthinget i 1814 besluttede Unionen. -- -- Portoloven er sanktioneret. Ligesaa om Brændeviins- salg. Den om Brændeviinsbrænden og Haandværksloven ikke, vi vide ikke om ifølge den monarkiske Konservatisme eller paa Grund af en lang egoistisk Protest fra Kristiania Haandværkere imod dens Sanktion. SIDE: 93 -- -- Ved Storthingets Opløsning oplæste Statholder Grev Wedel følgende Tale: [Her følger stattholderens tale.] -- -- Ved en den 22de d. paa Børsen afholdt Samling af Sub- skribenter til et Minde for Konstitutionen paa Eidsvold blev oplyst, at paa de forholdsmæssig faa Planer, som ere komne tilbage, er tegnet omtrent 2500 Spd. Til videre Bestyrelse af dette Anliggende valgtes en Kommittee, bestaaende af føl- gende 7 Medlemmer: 1) Capitain Foss, 2) Advokat Sørenssen, 3) Advokat Stang, 4) Kjøbmand Thor Olsen, 5) Assessor Holst, 6) Lektor Schweigaard, 7) Architekt Linstow. Denne Kommittee vil formodentlig snart sammenkalde et nyt Møde af Subskriben- terne for af dem at erholde et Regulativ for sin Virksomhed og Bestaaen. -- -- Af Rigstidenden af 23de d. sees til Biskop Sigwardt i Kristiansand at være indkommen som Gaver til de under Mis- væxt lidende Distrikter fra Kristiansands By, Holts og Bjellands Præstegjelde 142 Spd. 48 ß og 2 Gylden, hvorover er disponert til Uddeling i Raabygdelaugets Fogderie. -- -- Ved Bythinget i Kristiansand er i Sagen, Repræsentant Walstad c. Byfoged Thesen faldt saadan Dom: Thi kjendes for Ret: De af Indstævnte Byfoged Thesen mod Citanten Ole Walstad i den paaankede i No. 56 af Christiansands Addresse Kontoirs Efterretninger for Aaret 1836 indrykkede Annonce med Begyn- delse: "Hvad Mange have ventet og hvad Alle som ei formedelst Bondeovermod ere slagne med aandelig Blindhed forlængst maatte have frygtet er omsider indtruffet" brugte fornærmelige Udtrykke bør døde og magtesløse at være, saaledes, at de ei komme Citanten til Skade paa Ære gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstævnte Byfoged Thesen for sit i saa Hen- seende udviste Forhold, at erlægge en Mulkt til Christiansands Byes Fattigkasse af 50 (femti) norske Specier, saa og betale Citanten Sagens Omkostninger med 10 (ti) Specier, samt Sala- rium til Sættedommeren Overrets-Prokurator Engelschiøn med 10 (ti) Specier. At udredes inden femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. Henrik Wergeland SIDE: 94 NORGE Statsborgeren 29. jan. 1837. Kristiania. At vor Konge er en stor Krigshelt, er bekjendt og uomtvivlet, om det end i Geburtsdagsviserne repeteres sammen med en Mængde Overdrivelser og Dekorationer af poetisk Bog- guld, som ikke holde Prøven. Det var derfor en prægtig Idee af Højstkommanderende, at fejre Højstsammes saakaldte høje Geburtsdag ved et Nederlag. Hekatomberne eller Slagtoffrin- gerne af 100der til Guderne i fordums Dage herledede sig fra samme Principer, nemlig enten fra den rene Devotion eller be- geistrede Nidkjærhed for at vise den Dyrkede Ære -- og dette antage vi som det mest moralske -- eller fra det blodtørstige Overmaal af imperatorisk Selvfølelse. Men ved saadanne Lei- ligheder eller rettere sagt Sindsomstændigheder, naar Sjelen aabenbarer sig i sin Spænding og Fylde og bearbeider og afføder det Overordentlige, plejer den netop, meer end ellers lukt for det Sædvanlige, at være følsomst for alt forudgaaende Over- ordentligt, som den sætter i Forbindelse med det Store, som forestaaer og beskjeftiger den, antager som himmelsendt og med profetisk Skarpsindighed veed at hente Varsler af. Men vor kommanderende General agter aandelige Ting kun lidet, skjøndt Mænd, der have været udi større Battaljer end Han, ikke ansee at tage vare paa Saadant for Bagateller, og skjøndt der virkelig var indtruffet et sandt omen portentosum, d. e. et Varsel, der kan bringe umælende Bæsters Børster til at rejse sig -- ja en Begivenhed, som kunde fortjene sit eget Omen, og sandsynligviis alt havde faaet det i en iisfalden gam- mel Kjærring, en Høne eller Hane, som dat af Pinde, eller andet Sligt, som vel ikke var saa forfærdeligt som Begivenheden selv, men dog altid nok til at varsle noget forfærdeligt. Under alt -- der var foregaaet Noget, som burde have ladet Generalen ahne, at hans i sig selv store og heroiske Forehavende umuligt kunde løbe godt af den Dag. Thi hvad skede ikke med Hans Majestæt Kongens egen første Generaladjutant midt paa Pladsen, midt foran Fronten af Tropperne, Generalen og Publi- kum, forsaavidt dette kan siges at have noget midtforan sig og ikke blot bestaaer af en Masse Bagdele, og bør nævnes eller SIDE: 95 kan antages at skjønne om der er stor Forskjel imellem en Græsrytter og en Sneerytter! Hvad skede ikke? Ja Noget, som har været agtet for en stor Ulykke alt siden Mennesket tæm- mede den første Hest, ja for en saa meget større Ulykke, som den ikke beklagedes nogensinde, men holdtes for at medføre noget vist Beskjæmmende og forøgedes med Spot selv naar det skede ved en Olivers Landse inden Turneringen -- Noget, som vi ikke vide om vi skulle give det Plads som et Omen foran det egentlige Nederlag eller tælle det med i dette som et af Dagens Offere. Nok -- Hs. Majestæt Kongens Generaladjutant galopperer hen til kommanderende General, drejer af, Hesten støder let mod Generalens, rygger lidt, Rytteren trækker Stangen an, Gangerens Bevægelser blive farligere i samme Mon som Stangen handteres paa den Maneer, og -- inden man veed Ord af, sees Generalkommandoens Been ivejret -- den plumagerede Hat gaar forud og saa hele Generalkommandoen med brudt Spore efter og forsvinder i Sneen. Hvilket Syn for Baronen, der er Kavallerigeneral med Liv og Sjel, og, som Saadan, agter gode Ryttere høiest af alt! Vi vide ikke hvilken Positur Forfærdelsen antog hos ham, men hiin Hest stod stille ligesom om han fryg- tede for Lieut. Roosens Skjebne fordi han lystrede Ordre. O Dag, est Du saa høj kun for at være meer ubarmhjertigt Vidne til sligt Fald? Men hvo sig selv fornedrer skal ophøjes. Vi vende Blikket med saameget større Deeltagelse fra denne Scene som dette ikke var den eneste Gang Generaladjutanten maatte bide i Sneen den Dag. Ved Udtrædelsen af Vognen, som førte ham til Gjæstebudet hos Generalen (hvilket efter en saa- dan Dag, som vi snart skulle høre den 26 Januar blev, med megen Ret kunde kaldes et Slags Valhalla, hvor de Slagne fryde sig med hverandre).. ved Udtrædelsen falder den ulyk- kelige Generaladjutant atter, men dog, til en behagelig For- andring, dennegang paa Næsen. Ved Parader plejer altid Defileringen foregaa kun i Skridt, og ved denne Leilighed kunde man saameget mindre vente noget andet, som Pladsen var bedækket med temmelig dyb, kun løst SIDE: 96 nedtraadt Snee. En saadan Defileren foregik ogsaa med nogen- lunde Orden, og dermed tænkte man det var forbi, Men -- Men Generalen, der (det veed jo Verden nok) som Folk til Dit og Dat, forfalden er til Chok -- Men Generalen faaer pludselig den forunderlige heroiske Idee at befale ny Defilering i Trav og Gaapaamarsch i den dybe Snee. Med Hestfolket gik det, men Fodfolkets stive Linier... Ak, saaledes segnede Franskmændene i Rusland, eller Bjerke- beinerne ved Laake, ak, saaledes... Men man vil faa et Begreb om Nederlaget ved en af dets enkelte Scener. En Kapitain, en liden men djærv Mand, stormer frem foran.. Skjebnen griber ham -- han forsvinder -- over ham storme første segnende Peloton -- han tænker Farvandet klart -- og reiser sig, da anden og tredie segnende Peloton.. Nok! Det var et Nederlag. Regner man alle Dagens Ulykker sammen, saa kan man sige, at man beklager foruden hiin Generalspersons ogsaa en brav Kapitains og mange andre gjæve Krigeres Fald. Det er en Trøst, at de "stupade" paa Ærens Mark. Det var et Vinterfeldttog. Og regner man nu hver Lejr eller Mønstring for et Sommerfeldttog, saa har vi en af Jordens største Hærførere til kommanderende General. "Napoleon sin Alder tælled efter Sejre; men Norge har en Helt, som tæller efter Lejre." Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 2. febr. 1837. Da det forrige Hefte sluttedes, var Norges overordentlige Storthing nys aabnet. Under tildels saare anstrængende Arbei- der fortsatte det sin Virksomhed til 24de Januar sidstleden, da det af Statholderen sluttedes, efterat have afgjort Statens nød- vendigste Anliggender, expederet endeel Lovbeslutninger, hvoraf nogle sanktioneredes, andre ikke, ophævet Land- og Kjøbstæd- skatten, samt søgt at skaffe det i Kraft af Traktater uafhængige Rige den samme Stilling i Unionen som Sverrig. De schleswigske og jydske Provindsialstænder opløstes i Løbet SIDE: 97 af November Maaned f. A. Kom der end intet stort ud deraf, kom dog den Vished, at Staten er i dyb Gjæld, og at Stats- indtægterne ikke dække Udgivterne. I Lissabon arbeidede Dronningen og hendes Gemal, under- støttet af den belgiske Gesandt v. der Weyer paa en Kontra- revolution, og at gjenindføre den af D. Pedro givne Konstitution. Det lykkedes Fyrsteparret at forlade Slottet Necessidades og begive sig til Belemslottet, men Nationalgarden stimlede til, og satte, efterat Ministeren Freire var skudt, det hele Parti i Skræk, saa at Dronningen anraabte den brittiske Gesandt Ho- ward de Walden om hurtig Hjælp. Strax besatte de brittiske Søsoldater Broen imellem Belemslottet og Ouriqvemarken. Det kom til Underhandlinger, hvoraf Resultatet var, at Dronningen strax skulde sammenkalde Kortes, og finde sig i de Forandrin- ger, som de maatte foretage med Konstitutionen af 1821. Det unge Par begav sig tilbage til Necessidades-Slottet, og Forsoning blev siden Løsenet i Portugal. Bleg aabnede Spaniens yndige Enkedronning Maria Christina de hende forhadte Kortes i November med en Tale, som hun i Begyndelsen fremsagde med skjælvende men siden med fast Røst. Kortes udnævnte hende til Trøst til Regentinde og For- mynderske. Carlisternes dristige Guerillahøvding Gomez gjen- nemstreifede imidlertid Spanien, og plyndrede, hvor han kom; uagtet adskillige Nederlag lykkedes det ham dog over Cuenca og Soria at forene sig med Don Carlos og levere ham de røvede og ibeholdhavende Skatte og Kostbarheder. Imidlertid var Bil- bao i ni Uger beleiret af D. Carlos's duelige General Villareal; men den kristinske General Espartero kom fra Portugalete om Juleaften, og ved Hjælp af et britisk Marinekorps stormedes om Natten under Storm og Slud de karlistiske Forskandsninger med saadan Tapperhed, at de om Morgenen rykkede sejerrige ind i Bilbao. Med Tabet af en heel Deel Beleiringsskyds maatte Karlisterne trække sig tilbage. Infanten D. Sebastian har i Villareals Sted overtaget Kommandoen over Don Carlos's Armee. Cortes har tilladt Regjeringen at slutte Venskabs og Handels- traktater med det fordum spanske Amerika. Arguelles har i Kortes (der har indrømmet det absolute Veto!) klaget over at Frankrig understøtter Karlisterne, som vel neppe havde holdt SIDE: 98 saa længe ud uden kraftig Understøttelse af det europæiske Aristokrati. I Strasborg i Frankrig opstod uformodentligen en anden Na- poleon, en Søn af Exkongen af Holland og Hortense Beauharnois, for at gjenoprette det republikanske Keiserdømme, men det dæmpedes i Fødselen ligesom et Forsøg i Vendome af en Bruyant at udraabe Republikken. Den franske Konge har ladet den unge Prinds Napoleon føre over til Amerika. Et Tog til Constantineh i Afrika under Marskalk Clauzels Befaling mislykkedes ganske. Kongesønnen Hertugen af Nemours deltog i dette Tog. Just som Kongen reiste, ledsaget af sine Sønner Hertugerne af Orleans, Nemours, og Joinville, de to sidste nys hjemkomne, i en Kareth, for at aabne de Deputeredes Kammer, affyrede en Sadelmager- svend, ved Navn Meunier, en Pistol, hvis Kugle dog ikke ram- mede nogen af dem. Gjerningsmanden blev strax grebet, arreste- ret og er sat under Tiltale for Pairsretten. Exkongen Carl døde i Østerrige. I Storbrittannien har alt været roligt undtagen nogle Urolig- heder Tienden angaaende i Irland. Man morer sig der i poli- tiske Gilder. Hollands Generalstater, Belgiens Nationalkongres, Kongeriget Sachsens, Kurhessens samt Hertugdømmet Oldenborgs Stænder ere samlede; af disse har den sachsiske lovgivende Forsamling afskaffet Dødsstraffen. Alle Fredens Kunster indtil Literaturen blomstre i Belgien. Den diplomatiske Fejde, som Schweitz ind- vikledes i af og med Frankrig, endte med nogle Undskyldninger fra schweisersk Side. Kong Otto af Grækenland har faaet sig en oldenborgsk Ge- malinde, og er paa Tilbagereisen til sit Rige. Af det umaadelige russiske Riges mange provindser siges de kaukasiske Provindser og iblandt dem Tscherkessien at have grebet til Vaaben for at forsvare deres Frihed og Selvstændig- hed; men da russiske Tidender benægte saadan Kamps Tilvæ- relse og disse Landets Kyster ved det sorte Hav ere blokkerede af Russerne, kan derom intet siges med Vished. Kurdernes (i Lille-Asien) Overvindelse af Reschid Pascha bragte dette Land til Lydighed, og en Krig, som truede at udbryde imellem Tyrkiet og Persien, er, foranlediget af det SIDE: 99 Førstes Handelsinteresse, forebygget. Egyptens mægtige Vice- konge Muhamed Ali viser sig som Portens lydige Vasal; men stræber efter at gjøre sine Besiddelser arvelige i sin Familie. De Nordamerikanske Fristater have valgt van Buren til sin Præsident, da Jacksons Præsidentur ophører med Februar Maa- ned d. A. Den nordamerikanske General Gates søger at be- kjæmpe Seminolerne i Florida. Texas søger at befæste sin Uafhængighed under dets Præsident General Houston. Forøvrigt endte det forrige Aar fredeligt i den civiliserede Verden, og der haves Udsigter til at det Nærværende ogsaa vil gaae lige fredeligt af; thi at det unge Italiens Tilhængere samle sig om Prindsen af Capua og hans skjønne Gemalinde paa Maltha har vel ikke stort mere at betyde end en ny opdaget og tilintetgjort Komplot i de sardiniske Stater. Prindsens Broder Kongen af Neapel, der havde forlovet sig med en østerrigsk Prindsesse Therese, frygter dog nok mere for Broderen og det unge Italien end for Cholera, som har hjemsøgt foruden hans, ogsaa endeel andre Stater i Europa. Vinteren har ellers været besværlig overalt næsten i Europa: i Frankrig især ved Over- svømmelser, i England ved uhyre Snefald -- efter Beretningerne indtil 10 Alen dyb. I November og December rasede Storme i Nordsjøen og Kanalen, hvorved flere 100 Skibe forulykkedes. I den politiske Verden er der stille som man seer. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. febr. 1837. Kristiania. Intet kan give Reflexionen en sødere Næring, end naar den i de udmærkede Personers Opførsel, som ellers ofte fremkalde dens strengere Blik, opdager Træk, som udelte synes at tilhøre Godmodigheden og Aabenheden og at være udrundne af naturlige Følelser, som ere desto elskeligere fordi de skye Omsvøb og gjennembryde Klogskabens Kulde og Dække, fryde- fuldt overraskende som den dybe, altid lige varme Kildes grønne lille Oase midt i Isen og Sneen. Saaledes see vi i den komman- derende Generals, H. M. Kongens første Hofmarskalk m. m., Baron Wedels Gratulationsvisit [fotnotemerke] hos H. M. Kongen af Danmarks Fotnote: H. H. var synlig fra Gaden af, og var vel ikke mindre artig end den rus- siske og den franske Generalkonsul, der gjorde diplomatiske Visitter au jour. SIDE: 100 værdige diplomatiske Repræsentant hersteds, Allerhøjstsammes Generalkonsul, paa den 28de Januar, denne Monarks Fødsels- dag, ingen kold diplomatisk Handling, ingen pligt- eller sædvane- mæssig iagttagen Konvenienz, men en skjøn, frivillig Bestyrkelse af det smukke og sande Ordsprog: "gammel Kjærlighed rustner ikke." Geburtsdagsraseriet (og der existerer upaatvivlelig et saadant eget) er vistnok ikke altid det uskyldigste af alle de Raserier, som kunne overvælde Menneskeaanden; men ingen- sinde viste det sig i en yndigere Skikkelse end i denne gamle danske Gardeofficers Hyldest, og saa nær beslægtet med en ridderlig Trofasthed, som man kunde tro kun var at finde suk- kende i Forstaden St. Germains øde Hoteller bag et eller andet dunkelrødt, tungt, bestandig nedrullet Gardin, eller i en eller anden glædeløs jakobitisk Hal i Højlandene medens der endnu levede en Stuart etsteds paa Jorden. Det er taabeligt at synes somom de Godtfolk, der hos Os ere plagede af hiint ømme Raseri, kunne i vore egne officielle Geburtsdage have nok at stille det tilfreds paa, og at man i alle Tilfælde, naar man, som det sømmer sig en god og loyal Undersaat, tilgavns har fejret den 26de Januar, gjerne kunde holde sig rolig den 28de og lade den gaa over uden at indlade sig i Vidtløftigheder, overladende de herværende andre fremmede Generalkonsuler at vise den saa megen eller liden særdeles Opmærksomhed, som behager dem. Det er taabeligt, sige vi, at synes saa; thi det er med det Raseri som med andet, at, naar det først er vakt, er det ikke saa godt at standse. Det er ligesom med stive Udhalere, der gaae sine Dage tilende; og er nu Gemyttet først sat i Bevægelse den 26de saa er den 28de en slem Dag formedelst sin Nærhed. Den 27de havde man i Aar Anvendelse for til at udbedre sine Skader; og overalt kan den være god nok til paa den at overveje hvor- ledes den 28de skal fejres. Med en officiel Visit af Baronen hos Generalkonsulen? Godt nok til en Begyndelse. Siden kunde maaskee en Illumination af det wedelske Hotel saavelsom hos andre, der endnu holde en Klat af den Gamle, ikke være afvejen. Naar man ellers erindrer den Vildfarelse, som visse Folk i de første Aar, 17de Majfesten havde at overstride, søgte at gjøre gjældende, nemlig at den skulde være et Vehikel og Dække for Venner af det gamle Regimente, Messires de l'ancien SIDE: 101 regime, saa faa vi det ligesaa Besynderlige ud, at Baronen har gereret sig som dette Parties sande Høvding og ved en aaben Handling sat sig i Spidsen for 17de Mai af den Betydning. Men hvilket Villervalla! Vi beklage da mest, at han er raget bety- delig ud for Examinatus juris Holby, som netop i denne Tid har udgivet en Pamflet om at Normændene skulde forlade 17de Mai og give sig til at fejre 4de November. Og lykkes det saa denne Stilist i Forening med Landstrygeren Soelvold at faa narret Abonnenter sammen til et nyt Blad, saa imødesee vi en Række af Angreb paa Hr. Baronen af den betænkeligste poli- tiske Beskaffenhed. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 5. febr. 1837. Kristiania. Under 14de f. M. har Hs. Majestæt bestemt, at Skolelærerseminariet i Asker skal være en fast Indretning med et Reglement af samme Dato. Arealet til Bygninger, Hauge o. s. v. er udlagt af Kapellangaarden, hvor Bygningerne efter appro- beret Tegning skulle opføres for Oplysningsfondets Regning. Under s. D. er ligeledes naadigst bestemt, at en Sekulærfest eller Jubilæum (det 3die) skal afholdes i Løbet af indeværende Aar i Anledning af Reformationens Indførelse, samt at en Kom- mission, bestaaende af Biskoppen, Rektoren og Stiftsprovsten i Kristiania, Professor i det østerlandske Sprog Hr. Holmboe og Lektor i Theologien Hr. Dietrichson, nedsættes til Udarbeidelse af Forslag med Hensyn til Festens Arrangement. -- -- Hidtil har Silden for stormigt Veir kun gaaet imse til paa Rigets Sydvestkyst. Desbedre slog dette til ifjor Høst i det Nordenfjeldske. Kongsberg. I 1ste Bergmaaned d. A. har Sølvværket afgivet 2104 Mk. 4 3/4 Lod. Moss. Denne Byes Avis anmærker med Udmærkelse, at Apotheker Finck var den Eneste dersteds som illuminerede den 26de Januar, ja ikke alene det, men han opvartede ogsaa med et Transparent i Vinduet, hvorpaa saaes Hs. Majestæts svenske Navnechiffer. Dersom Hr. F. har sat sig Rigtigheden og Søm- meligheden heraf i Hovedet, saa vide vi vel, at intet Modbeviis SIDE: 102 nytter; men ellers maa han ikke tro, at han er den Eneste, som distingverede sig den Dag; thi baade paa Halden og andre Ste- der sang man Viser uden Sands og Mening, og næsten overalt extravagerede Enthusiasmen og var liig et overløbende Kruus. Kun beklage vi, at der nylig er skeet Stjernefald, saa vi maa anmode ham om indtil videre at lade sig nøje med dette (som han kan klippe ud og hefte paa Brystet) Arendal. Ved en Maskerade i denne Bye forefaldt nogle Politiuordener, hvis Omtale i den vestlandske Tidende, som kompromitterende Politiet, Politimesteren tog fortrydeligt op, erklærede for usandfærdig o. s. v., og gjorde til Gjenstand for en retlig Undersøgelse, hvorved Beviisførelsen paalagdes Tiden- dens Udgiver. Denne faldt ham imidlertid let; og ender han sin Beretning herom saaledes: "I denne Anledning bleve Politibetjenterne igjen afhørte og afgave en hermed overeensstemmende Forklaring, der saaledes staar i Strid med den, de i forrige Møde afgave. Da ved disse Vidnesbyrd Sandheden af de Yttringer i vort Blad, der have givet Anledning til Politiforhøret, tilstrækkeligen var bleven beviist, ansaa saavel Hr. Byfogden som Udgiveren det overflø- digt at afhøre flere af de talrige Vidner, den Sidste havde op- givet, hvisaarsag Forhøret sluttedes. Man vil saaledes see, at Byfogdens saavel i Politi-Plakaten af 8de d. M. som i Stevningen afgivne Yttringer om at den i vort Blad indeholdte Beretning er "usandfærdig" og "ikke andet end ubesindig henkastede Usandheder," ere aldeles ubeføjede og saaledes blive uden ringeste Følge, uden det skulde være den, at Publikum maaskee vil ansee dem anvendelige paa hans eget Udsagn i Politi-Plakaten og Stevningen." Henrik Wergeland SVERRIG Statsborgeren 5. febr. 1837. NB. I en nylig udkommen "Resa genom Sødra Lapmark, Jemtland, Throndhjem och Dalarne i 1834" roser Forfatteren, Dr. Engstrøm, "Normændenes ei alene storartede, men ogsaa hensigtsmæssige og vel vedligeholdte Veianlæg mellem Jemt- SIDE: 103 land og Throndhjem, hvor der forhen kun var en Gangsti." "Nu -- fortfarer Svensken -- er Veien derimod heelt igjennem saaledes bygget, at et Artilleritrain af Feldtkanoner uden Van- skelighed derpaa kan frembringes, og det er vel muligt, at den i dette Øjemed kan blive overmaade nyttig længe førend man ønsker eller synes at formode det." Ja det er vel muligt. Pas da Banken! Ingen norsk By, paa Halden nær, har, uagtet for- rige Tiders slette og for ufremkommelige agtede Grændseveje, været stort oftere attakeret end Trondhjem. Henrik Wergeland For Menigmand No 6-7, 9. febr. 1837 9. febr. 1837. Det den 15de Oktober forrige Aar samlede, og den 20 s. Maaned aabnede overordentlige Storthing er nu hævet, efter at have været samlet noget over 3 Maaneder, vel noget plud- seligt, men dog ingenlunde med saadanne Tegn paa Hs. Maje- stæts Uvillie, som det i Juli Maaned forrige Aar adskilte ordentlige Storthing, medens de fleste af sidste Things Beslut- ninger meget mere synes at have fundet Hs. Majestæts Bifald, ligesom Nationen i det Hele har Grund til at glæde sig over Resultaterne af dets Virksomhed, om end ikke alle Sager fik det forønskede Udfald. For at sætte Dig -- menige Borger og SIDE: 104 Bonde! -- istand til at dømme om Rigtigheden eller Urigtig- heden heraf, skal nærværende Blad stræbe paa kortest mulige Maade at give Dig en Oversigt over Thingets vigtigste For- handlinger. Fuldmagternes Revision -- der forøvrigt befandtes i sin Orden -- havde foranlediget endeel nærmere Undersøgelser angaaende Repræsentanten Mjelvas Forhold, der efter det ordentlige Storthings Opløsning havde foretaget en Reise til Stockholm, for at laane Penge af Kongen, eller med andre Ord -- efter hvad Rygter berettede -- for at lade sig bestikke, men, af Mangel paa tilstrækkelige Beviser imod ham, ledede Sagen ei til andet Resultat, end det -- i al Fald høist sandsynlige -- at Hr. Mjelva formodentligen slipper for Eftertiden, som Re- præsentant i al Fald, for at fristes til lignende Foretagender. De ved Aabningen fremlagte Dokumenter bleve simpelt hen Protokollen vedlagte, uden at der denne Gang var noget Spørgs- maal om at besvare Trontalen, hvilket man havde omventileret efter det ordentlige Storthings Aabning, men hvormed Kongen havde været misfornøjet. Thingets vigtigste Lovarbeider ere følgende: 1) Love om Formandskaber paa Landet og i Byerne. Disse saa yderst vigtige, saalænge og saa længselfuldt forventede Love, der skulde løsrive Borger og Bonde af Øvrighedens For- mynderskab, og give ham Ret til ligesaavel, hver inden sin Kommune, at ordne og bestemme alle Kommuneudgivter, ): de fleste af de smaa, men til en stor Totalsum opløbende Poster, som han finder i sin Skattebog, som han paa Thinge gjennem sine udkaarne Mænd bestemmer Statsudgivternes Størrelse, og paalægger de Statskassen tilflydende Skatter og Afgivter, disse Love vare, efter at de af Storthinget i 1833 dertil fattede Be- slutninger ikke vare blevne sanktionerede, forelagte sidste ordentlige Storthing med betydelige Forandringer, men bleve her paa Grund af Thingets pludselige Opløsning ikke tilende- bragte. Det overordentlige Storthing fattede Beslutninger til disse Love, fast i alle væsentlige Punkter i Overeensstemmelse med de kongelige Propositioner, og saaledes bleve de endelig sanktionerede -- hvorlænge man end frygtede for det Modsatte. Kan man end, som det synes, ei være synderlig fornøjet med, SIDE: 105 at disse nu sanktionerede Love, aldeles have ophævet de i 1833 Aars Beslutninger indførte Folkeforsamlinger, og i deres Sted -- formodentlig af Frygt for ellers rimeligviis ikke-paafølgende Sanktion -- indført Kommunerepræsentanter, kan man dog trøste sig over denne Mangel, deels ved Udsigten til, naar For- mandskaberne først ere komne i Gang, at kunne faae det rettet, deels ved det gamle Ordsprog, at Noget er bedre end Intet; overhovedet er disse Loves heldbringende Indflydelse paa Alles Velvære, og paa Uddannelsen af Sandsen for og Kjærligheden til vor Forfatning, virkelig saa iøjnefaldende, at deres Istand- bringelse maaskee kan regnes for det vigtigste og lykkeligste Foretagende af Statsstyrelsen paa mange Aar. 2) En Lov om Haandværksdrivten, der skulde bidrage til endelig engang at forberede i al Fald den Tid, da Grundlovens Bud, at Næringsfrihed skal finde Sted, kan blive til Sandhed, besluttedes ogsaa af Thingenes Afdelinger, men blev desværre ikke sanktioneret, hvortil man angiver som Grunde nogle, som det dog synes, temmelig uvæsentlige, at nemlig den paatænkte Lov vilde skille Ejerne af nogle Bagergaarde i Bergen ved deres Rettigheder, og at den nægtede Haandværksmestere fra Byer, der have Laug, Ret til at indføre deres Fabrikata til andre, hvor Laug ligeledes findes. 3) En nye Toldlov havde samme Skjæbne, hvilket var saa- meget mere sørgeligt, da den vilde have fritaget os for det lidet opbyggelige Syn af det med ikke-norske Farver rigeligen for- synede saakaldte Unionsflag paa vore Toldboder og paa Told- betjentenes Krydsfartøjer, og istedet herfor havde paabudet Brugen af det lovbestemte norske Koffardiflag. Man siger ellers, at Sanktion væsentlig blev nægtet, fordi en Paragraf af de ældre Toldlove var udelukket af denne, der gav Tolddepartementet den ukonstitutionelle Ret, at kunne eftergive Vedkommende aldeles alt Ansvar af Straf og Konfiskationer for Overtrædelser af Toldloven, og saaledes paa engang begunstige enkelte Kjøb- mænd, og berøve Staten og Toldembedsmændene de forvirkede Varer og Mulkter. 4) En Lov angaaende Betaling for Breve og trykte Sagers Forsendelse med Posterne, blev derimod sanktioneret, og er ligesaa vigtig, som nyttig, saasom den, ved at gjøre denne lov- SIDE: 106 bestemt, berøver Regjeringen den Ret, som den havde, til, ved at nægte at bevilge, eller ophæve en allerede bevilget Porto- moderation, at raade saa at sige almægtigen over Avisernes og andre Tidenders Tilværelse. Imidlertid beholdt dog Regjeringen Ret til endnu yderligere at nedsætte Betalingen for enkelte Blade, eller Tidsskrivter -- som den maatte finde særdeles nyttige -- en Bestemmelse, om hvis Hensigtsmæssighed der kan være grundet Tvivl. 5) En Lov om nogle Skyds-, Indqvarte- rings- og andre Udgivters Overtagelse af Statskassen, blev næg- tet Sanktion, men derved skal intet være tabt, da man siger, at den vilde have paa en mindre billig Maade forrykket de bestaaende Forholde mellem Kjøbstædernes og Landets Inter- esser. 6) En Lov betræffende en Forandring i Mæglerloven blev sanktioneret. 7) En Lov om Brændeviins Salg og Udskjenken, der stræber at modarbeide det tiltagende Fylderie ved nye, skjærpede og mere hensigtsmæssige Regler, blev sanktioneret, hvorimod 8) Loven angaaende Brændeviinsbrænden med mere, forblev uforandret, da en Lovbeslutning i denne Anledning fat- tedes saa seent, at man ei fik Sanktionen -- om den ellers vilde være paafulgt -- tilbake fra Stockholm. 9) En Lov angaaende hvorledes herefter skulde forholdes med Udredelsen af visse Præstationer, Jordebogsrettigheder kal- dede, der fra gamle Tider have fundet Sted, under Navn af Leding o. s. v. nød Sanktion. 10) En Lov angaaende Seiladsen paa Langesundsfjorden henlagdes endelig efter vidtløftige De- batter, da man antog at en saa speciel Lov ei burde emanere. Derimod udkom og sanktioneredes 11) en Lov om den nye Matrikuls Indførelse, 12) Lov om nogle ubetydelige Forandrin- ger i Loven om det beneficerede Gods, og endelig 13) Lov om nogle Delinqvent-Omkostningers Betaling af Statskassen istedet- for Kommunerne. Til Hævdelsen af vore unionelle Rettigheder foretoges flere Skridt. Vel lykkedes det ikke Patrioterne, at faae tilføjet Be- villingen til den fælleds Ministerkasse nogen Klausul, om at de Svenske derfor have at aflægge Regnskab, og vel maatte man ogsaa lade Afgivten til den svenske saakaldte Konvoikasse pas- sere, uagtet man kom efter, at disse Penge, efter at Røver- staterne i Middelhavet havde ophørt med at røve de christne SIDE: 107 Magters Fartøjer, hovedsagelig anvendtes til visse særegne Norge uvedkommende Sager f. Ex. den svenske Gøtha-Kanal; imidlertid udfærdigede Thinget dog inden lukte Døre en -- som man haaber -- kraftig Addresse til Kongen, betræffende alle vore unionelle Klagepunkter i Almindelighed, og den norske Regjering anmodedes om, at anvende de kraftigste Anstren- gelser for at drive det saavidt, at de svenske Autoriteter bleve tvungne til at aflægge Regnskab for Bidragene til Minister- og Konvoikassen, og selv at bevirke det norske Handelsflags Aner- kjendelse paa alle Have. Til at befordre den endelige Istandbringelse af den længe ventede Kriminallov nedsattes en af Regjeringen udvælgendes Kommittee, der skulde endeligen istandbringe dette Lovforslag, efter at have modtaget Betænkninger fra Alle, der maatte ville indgive saadanne, i Haab om at faae Andeel i de derfor ud- lovede Belønninger af 20 til 50 Spd. pr. trykt Ark. I at bevilge de forlangte Statsudgivter viste Thinget sig, i det Hele taget, meget rundhaandet. Det bevilgede saaledes store extraordinaire Summer til Søvæsenet, i Særdeleshed til nye Krigsfartøjers Bygning, og til Søtogter, ligeledes til Landmili- tairetaten -- hvoriblandt de nødvendige Udgivter til Landvær- nets Oprettelse -- samt til Slotsbygningens Tilendebringelse i indeværende Budgettermin ): til 1ste Juli 1839. Desuden bleve mange Summer, der i foregaaende Statsregnskaber vare udsatte til Ansvar for vedkommende Regnskabsbetjente, eller decide- rede til Erstatning, ligesom ogsaa flere af Statens andre Krav paa Private, eftergivne, Stempelpapiirsafgivten blev nedsat til det Halve. Tolden paa mange Varer blev ogsaa nedsat -- hvor- imod rigtignok Brændeviinsafgivten blev forhøiet, saa at almin- delige Apparater i Byerne nu betale 4 ß af hver 10 Potters Rum i Afgivt i Døgnet, og forholdsviis mere for de halv- og heel- pistoriske Apparater, og der bestemtes ogsaa en saadan For- skjel mellem Byerne og Landet, saa at Kjedler under 300 Potter paa Landet kun skulde svare 2/3 Deel af den Skat, der paahvilede dem i Byerne. Men hvad der i denne Green af Thingets Virk- somhed er det Mærkeligste; og som Du, min kjære Borger og Bonde! nok vil føle de heldbringende Følger af, er at -- Land- og Kjøbstedskatten er ophævet indtil 1ste Juli 1839, til Trods SIDE: 108 for Alt, hvad der blev arbeidet derimod af Folk, der ei unde den menige Mand bedre Vilkaar, af Frygt for at han skal blive -- forvænt. Lad denne Tidende gjenlyde fra Nord-Cap til Lindesnæs: "vore Kommuneudgivter bestemme vi herefter selv, til Staten betale vi ligefrem ikke en Skilling!" Imidlertid skylde vi dog Sandheden at Sige Eder, at det just ikke er saa sikkert, at jo Skatter til Staten senere hen igjen kunne blive paalagte, dersom mindre heldige udvortes eller indvortes Omstændig- heder skulde gjøre saadant nødvendigt, dog -- den i al Fald midlertidige Lettelse, som Borgerne have ved deres Ophævelse, er vis, ligesom man ogsaa derved tør haabe, at komme efter, om de uhyre opgivne Skatterestancer virkelig endnu ere ubetalte af Skatteyderne, eller maaskee -- skulde være, men ikke findes hos Oppebørselsbetjenterne. Men -- nu har jeg een Ting, som jeg alvorlig vil lægge Dig paa Hjertet, min kjære Borger og Bonde! Slaae op i din Skattebog, og undersøg Størrelsen af de Summer, som Du herefter sparer i Skatter. Læg hertil saa- meget, som Du ved den gjennem Formandskaberne -- vel ikke i det første Aar, da paa engang baade forrige Aars af Stats- kassen udlagte, og ogsaa indeværende Aars løbende Kommune- udgivter skulde udbetales, men sikkert siden -- bevirkede For- mindskelse i Dine aarlige Udgivter, og bestem den samlede Sum, som Du nu engang er vant til at afsee fra Dit daglige Behov, hvis Du fremdeles uden altformeget Savn kan gjøre dette, til at befordre Din egen Dannelse ved Læsning af Dagblade, Tids- skrivter og andre nyttige Bøger, fremfor Alt saadanne, der tjene til at gjøre Dig nærmere bekjendt med Fødelandets For- fatning, og til Dine Børns Underviisning i nyttige Kundskaber, udenfor deres almindelige til Konfirmationen nødvendige, men, det veed Gud! tarvelige Børnelærdom! Ja! Lad det være et Ord, gjør det, og Du skal ved at spore de heldbringende Virk- ninger deraf, baade hos Dig selv og Dine Børn, takke det, i mere end een Henseende, overordentlige Storthing, der satte Dig istand til at kunne afsee de hertil nødvendige Summer! Efter alt dette, have vi saaledes klarligen Anledning til at være tilfredse med Resultaterne af det overordentlige Storthings Virksomhed i det Hele, og det samme gjelder ogsaa for Regje- ringens Medlemmer, der ei alene ikke bleve dragne til Ansvar SIDE: 109 for nogen af deres siden 1833 foretagne Handlinger -- uagtet, som rimeligt, der om enkelte af disse kunde være adskilligt at sige -- men ogsaa erholdt flere hædrende Beviser paa Nationens Tilfredshed med deres Færd. Opløsningen af Thinget foregik den 24de sidstl. med de sæd- vanlige Ceremonier, Trontalen, der oplæstes af Statholderen, Grev Wedel Jarlsberg, er saalydende: "Gode Herrer og norske Mænd! Istedetfor at gjøre gjældende vidt udstrakte, af det europæiske Statsfor- bund erkjendte og garanterede Rettigheder, forenedes i Aaret 1814 tvende ædeltsindede, fra samme Forfædre nedstammende og af Forsynet, ved geogra- phiske Forhold, til gjensidig Beskyttelse under eet Overhoved bestemte Na- tioner, til fostbroderligt Venskab og fælleds Forsvar. Begges Oprigtighed og Redelighed gjorde den indgaaede Pagt hellig og ubrødelig. Den 20de Okto- ber 1814 besluttedes Norges Forening med Sverige. Denne Beslutning, ligesom de den 4de November fastsatte, samt den 10de s. M. antagne Grundlov- bestemmelser, fremstille sig i dette Øieblik levende for Min Erindring, uden at Jeg angrer deres Antagelse. Mine Pligter have udgjort et stadigt Formaal for alle Mine Tanker, dem Jeg med Glæde henvender mod den vedvarende lykkelige Fremtid, som den Algode synes at berede Halvøens Indbyggere, hvis stedse tindrende Stjerne tilsmiler dem Held og Velsignelse. Begge Rigers Indbyggere have samme Interesse. Norge har med Sverige lige Ret- tigheder. Var det nødvendigt paany at indrømme disse, eller udfordredes Mit Blod for, enten med Hensyn til deres Form eller Materie, at sikkre deres Urokkelighed, skulde Jeg med Glæde bringe dette Offer, og finde Mig lykkelig ved at give Norge et fornyet Beviis paa Min uafladelige Omhu for at bevare dets Indbyggeres personlige Rettigheder, som ere uadskillelige fra Rigets politiske Uafhængighed. Blandt de hellige Pligter, som paahvile Mig, er ogsaa den, overeensstemmende med Grundloven, at fjerne ethvert Angreb paa dens Ord. Da imidlertid Ufuldkommenhed klæber ved dette, som ethvert andet menneskeligt Værk, vil Jeg, langt fra at udsætte de Forbedringer, som Jeg maatte ansee nyttige, og som kunne foretages i Samklang med vore Love og navnlig med § 112 i Grundloven af 4de November 1814, samt med stadigt Hensyn til Opretholdelsen af vore gjensidige Forpligtelser, -- med Bered- villighet gaae dem imøde. I det Jeg herved erklærer Norges Riges 4de overordentlige Storthing hævet, gjentager Jeg for Eder, hvad Jeg ytrede ved det 1ste overordentlige Storthings Opløsning den 26de November 1814: "Aldrig have Nordens ældgamle Nationer skjænket Tilnavnet, den Gode, til en Fyrste uden Kraft. Viser Eder som en værdig Afkom af disse agtværdige Forfædre. Beholder, som de, Fædrenelandets Vel til Maal for alle Eders Bestræbelser. Lærer, som de, Eders Børn, at den sikreste Borgen for deres SIDE: 110 Rettigheder er, troligen at opfylde indgangne Forpligtelser. Begynder atter de Forretninger, som I forlod, for at svare til den almindelige Tillid. Guds- frygt er den eneste Frygt et frit Folk bør have, gid den blive Eders Veileder og Loven for Eders Gjerninger. Lyksalighed skal da fæste sin Bolig hos os, og Scandinaviens Frihed skal staae urokket som dens Fjeld." Jeg forbliver Eder, gode Herrer og norske Mænd, Alle i Almindelighed og Enhver i Sær- deleshed, med al kongelig Naade og Yndest velbevaagen. Givet paa Stockholms Slot den 19de Januar 1837. Carl Johan. Løvenskiold." Skjøndt der nu i denne Tale er adskilligt mindre rigtigt f. Ex. naar Norge og Sverige siges at have samme Interesse, adskilligt mindre glædeligt f. Ex. den idelige Gjentagelse af Ønsket om Grundlovs-Forandringer, og adskilligt mindre forstaaeligt f. Ex. hvad der menes med de "af det europæiske Statsforbund erkjendte og garanterede Rettigheder, "som Folkene i 1814 ikke gjorde gjældende; thi Norge har aldrig ladet sig indfalde at paastaae Kieler-Traktatens Opfyldelse som nogen "Ret," saa aander dog hele Talen kun Tilfredshed og Velvillie, hvortil Hs. Majestæt ogsaa formeentlig havde Grund, og er i saa Henseende yderst afstikkende fra det ordentlige Storthings Opløsningstale, hvorfor ogsaa det overordentlige Storthing igjen optog den af det ordentlige tilsidesatte Skik, at lade den norske Regjering komplimentere gjennem en Deputation, der forøvrigt handlede og behandledes paa sædvanlig Maade. Held og Lykke følge de hjemdragende Storthingsmænd! Hvilket forbausende Exempel paa de heldbringende Følger af vor frie, demokratiske Forfatning, dette Storthings Virksomhed vil afgive for vore Naboer, de Svenske -- hvis demokratiske Opposition mandigen -- men ei med meget Held strider for at lette Folkets af Aristokraterne paalagte Byrder -- og de Dan- ske -- som man, nedtrykte som de vare af Skatter og Udgivter, har seet sig nødt til at tilstaae en Karrikatur af en frie Forfat- ning, for at de taalmodigere skulde bære de fornyede Byrder, der vare nødvendige, for at forebygge, at Staten skulde spille formelig Bankerot -- kan man let begribe. [Her følger "Af Normandens Katechism".] SIDE: 111 Henrik Wergeland OM PROKURATOR PRAèM (Indsendt.) Statsborgeren 26. febr. 1837. Agershuus Stiftsoverretsadvokater have faaet et Medlem i Prokurator Praëm, som man skal reise langt forat finde Magen til, idetmindste ligesaalangt som Lieut. Roosen reiste, da han ved Ophævelsen af sin Arrest lod sig avertere som ankommen Reisende fra Agershuus til Carstensens Hotel, eller hvorfor ikke -- om frem og tilbage er ligelangt -- fra Kristiania til Agershuus. Befordringen er ellers mærkelig som en af de Frugter, der ere faldne af det Æretræ, som nu med de mægtige Grene Løvenskiold og Wedlerne beskygger Norge, og hvorom Praëm i sit Motto: "Æren er det feireste Træ i Skoven," i et Indlæg, som burde være skrevet paa Ræveskind, i Sagen om Beskyld- ningen forat være en Forbryder mod Stat og Menneskehed, sandsynligviis mere profeterer end han besynger sin egen. Han har ellers Fortjenester af Vægt, om man kan kalde en Stock- holmsreise saa, samt at han ved Hs. Majestæts sidste Ophold paa Eidsvoll Værk, der møbleredes af Bygden, betingede sig paa Død og Liv Excellencen Løvenskiolds Værelser, som da ret con amore pyntedes og indrettedes. Nedskriveren var Vidne til den salige Fryd, hvormed han paaklinede sit Værk: "Hans Excellence den norske Statsministers Gemakker." Ingen bil- let d'amour kunde være skreven med større Flid og Henryk- kelse. Nedskriveren beskuede den ogsaa med samme Ærbø- dighed som en Bestalling. Og da Han nu for de Beundrende aabnede Gemakkerne, og derimellem -- som et non plus ultra af hensigtsmæssig Invention, og med triumferende Hentydning paa det Beqvemmelige heri for Hs. Ex. at det var tæt ved Sengen -- et lidet Gemak, som virkelig var nydeligt og be- kvemt til sit Brug, nemlig om noget skulde paakomme Hs. Excellence om Natten -- da lysnede virkelig det skumle Ansigt som af en Inspirations Henrykkelser eller af et Barns uskyl- dige Glæde over ret at have faaet Stuen i Orden for sin Dukke. Han vidste hvad han gjorde. En god Katholik kunde ikke kre- dense mere for en af de hellige tre Konger, om han kom i SIDE: 112 Besøg til ham. Hr. Praëm blev ogsaa forestillet Hs. Majestæt ved General Wedel, og det var en Gruppe! Kongens ædle Profil -- Praëms Sartinegesicht, [fotnotemerke] Figuren i eetvæk bøjende sig som Slangen i Solbad, Afglandsen af hiin Fryd snart for- gaaende i Ærefrygtens Blegnen, snart glimtende over de skumle, bevægede Træk, som den brudte Maaneglands over et storm- rørt, mudderfarvet Hav -- og omkring denne Hovedgruppe Ge- neral Wedels Patronatnæse i en beskeden Vinkel af mindst 40°, og den paafaldende Kontrast imellem Paladinen Grev Brahes aristokratiske Aasyn, hvorpaa Foragten isnede over al den Lav- hed, han i sin Stilling havde havt Anledning til at være Vidne til, og den norske Excellences yderst plebejiske, i hvis grove Folder ingen saadan Livserfaring syntes at ligge opdynget. Ja det var en Gruppe! -- Dette var nu om hans Fortjenester, hvorimellem visse Folk maaskee kunde ville regne, at denne dyderige Borger hidtil har været heldig i at see opfyldt sin ædle Erklæring om, at det var ham "en hellig Borgerpligt at forhindre Henr. Wergeland fra at blive Embedsmand," og at man derfor ikke, samt "fordi han fra Barnsbeen af var en Enthusiast for alt Militært," maatte undres over om han havde smurt tykt paa (d. e. beløjet ham paa alle Sæt og Viis) i det Indlæg, oplandske Kavallerikorpses Officerer havde engageret ham til at skrive imod W. og hvoraf, som sit Mesterværk, han tog sig den Ære at overrække General Wedel et Pragt- og Æresexemplar. Forøvrigt er det ligesaa beklageligt, at Hr. Praëm ikke har faaet den Ansættelse, hvortil han selv har anseet sig meest oplagt, nemlig som Bemyndiget til at anstille hemmelige Under- søgelser hos Embedsmænd, som det er trøsteligt, at han kan være vis paa at være uforglemmelig i den Egn han forlader. Henrik Wergeland OM SLAVISK TITULATUR ETC. (Indsendt.) Statsborgeren 2. mars 1837. Det er vel saa, at vore østlige Naboer overgaa os i slaviske Titulaturer, i Underdanigheds- og Høfligheds-Udtryk; men fordi de deri have et lidet ærefuldt Fortrin fremfor de fleste andre Fotnote: En Politimester, for hvem F -- korsede sig. SIDE: 113 Nationer, og maaskee kunne hamle op med selve Chineserne, bør vi ikke dølge for os selv, at det i denne ikke uvigtige Hen- seende er kleint nok bevænt hos os selv. Paa sidste Thing vakte den throndhjemske Repræsentant Gram Motion om at faae det af Grundloven ikke anerkjendte, og i en Stat, hvori Magterne ere lige fordelte imellem Konge og Folk, upassende, Udtryk "Undersaat" i Toldloven ombyttet med "norsk Borger," og dette var nok til at reise Hexebørsterne om svenske Minervas Læber, især fordi en lignende Motion var i 1831 i det franske Kammer bleven vakt, og med Levningen av Julifyrigheden dreven igjennem, og der altsaa lod sig slutte til samme "revolutionære" Tendenz hos Throndhjemmeren og i Thinget, hvor saadant kunde fremsættes og optages vel, som hos den Deputerede af den yderste venstre Side, der foreslog hiin Redaktion ved Franskmændenes Benævnelse. Toldlovens bekla- gelige Skjebne er bekjendt. Med dens Henlæggelse indtil videre have Minervas Børster lagt sig. Og formodentlig er det med Grund, under nærværende reformsky Styrelse, at hiin Motion, som en Extravagance af "Norskhedsiveren," har forskrækket med et af Motiverne til Ikkesanktionen. Men der er Saameget, Normændene have at vente af Tiden, skjøndt de vel ogsaa burde vente noget af sig Selv. Og hvorfor da ikke Forbedringer ved en slaviskklingende Titulatur? Omendskjøndt vore svenske Naboer heller ikke i det Punkt lade os vederfares Retfærdighed, at det staaer værre til med denne Skrøbelighed hos dem end hos os, idet vi nyligt derifra ere blevne tillagte en Titel- og Rangsyge, som langt overgaaer den, som de selv vedkjende sig, saa maa dog denne Bebreidelse, skjøndt det ikke kan undgaae os, at den er fremhentet under Bristen paa nogen bedre i den Tvist, som nu er opkommen mel- lem begge Rigers Tidender, tjene til endmere at vende Opmærk- somheden hen paa hiin Feil. Titel- og Rangsyge? Og med denne staaer Overdrivelserne i Underdanighedsudtryk i nøieste For- bindelse. Nu! I Folkets Karakteer ligger Saadant sandelig ikke. Det er noget fremmed og indpodet: i gamle Dage fra Danmark; i disse -- der i Modsætning til hine kaldes gode -- fra det Land, hvis "blåa band," Gøthakanalen er, og hvor selve Poesien søger sin Pragt i Rangspersonernes Garderobe og Dekorationer, SIDE: 114 och af hvis höga andes fläkt förskingradt blev vor låghets dimma, vor nakenhet med blåfärgd ull, vor arma mull med Wasagrönt och regn af gull, vort moln med stjernor blev betäckt -- med stjernor -- ack, hur ljumt de glimma! och samma ande har udsträckt en rangförordnings Mjölkvägsstrimma, och lärt min penna oförskräckt på svenskt at rimma. NB. (I dette Øjeblik indtriner en "åsna och en riddare" i egen Person, hvorfor -- fortsættes). Henrik Wergeland OM OBERST HALS (Indsendt.) Statsborgeren 5. mars 1837. Man siger, Hans Majestæt Kongen har ikke villet indlade sig paa at give Toldinspektøren ved Kristiania Toldsted en Kon- trollør ved Siden, men derimod udladt sig med, at Domstolen burde søges i en Sag som denne. Er da Qvæstionen om "be or not to be". [fotnotemerke] Det vilde være haardt for en Mand, som veed at klare sig i saamange Vanskeligheder, hvorimellem den ikke er den mindste, at han ikke kan skrive to Linier uden de vrimle af slige Menings- og Sprogfeil, som sal. Ola Gogstad og ditto Sogn skulde skamme sig ved. Skjøndt Staten og enhver Ved- kommende maatte finde sig i at faae det som det kom fra en Mand, der roser sig af at staae sig saa godt hos Kongen, saa viser det dog en særdeles Opmærksomhed, som bør paaskjøn- nes med al Overbærelse, at Hr. Hals skaffer sig Hjælpere, der endogsaa kunne soutinere høi Tone, og at han selv ikke for- smaaer Koncepter til en over tusinde Gange idetmindste forhen skrevet, et Par Linier stor, Expedition. Men forsøg hvem som vil, at udtrykke sig paa Otaheitisk! Det blev nok omtrent som naar Hals skriver Norsk. Der har været store Mænd, som meget vel have hjulpet sig med et Kors eller et Bomærke, og der er Fotnote: "Være eller ikke være." SIDE: 115 ingen Tvivl om at Hr. Hals i de Tider, som herligst have straalet over Norge, nemlig de gamle Hakoners, vilde have været et Lys, om ikke i naturlig ): raa og vild, Forstand, saa i Skrivekunsten, hvoraf nu Peblinger paa otte Aar gjøre sig til med megen Ufor- skammethed paa gamle Militæres og Embedsmænds Bekostning. Imod en saadan jammerlig materiel Færdighed kan Hr. Hals sætte en Egenskab, som imellem alle Aandens indtager den første Rang, nemlig Opfindsomhedens. Thi Ingen, idetmindste ingen Toldinspektør, skal, selv i den blotte Imagination af Mu- ligheden deraf, kunne naae ham i at opfinde Anledning til at faae skabt og virkeligen at skabe den Slags Mellemting af virk- somme Mennesker og Dagdrivere, som man kalder konstituerede Toldbetjente. Medens al Skaberkraft slumrer, nemlig om Vin- teren, til hvilken Tid der ogsaa er fast intet at gjøre, er netop denne Hr. Halses forunderlige Evne i fuldest Virksomhed. I 1835 opløb Udgivterne for deslige vilkaarlige Konstitutioner til omtrent 800 Spd. og uagtet Departementets Notabene om at dette var noget svært, voxede de i 1836 til 1100 Spd. I inde- værende Vinter har to Konstitutioner gjort ham Toldpersonalet endmere forbundet; thi det kunde gjerne lagt sig til Isen brød op. Isen vil ogsaa gaae op af Regjeringens Taalmodighed, og da vil man see et vredladent Hav, hvori selv Marsviin kunne for- lise, og Isen vil ogsaa gaa op i Toldinspektørens Hoved, og da vil der vise sig aabent Vand, hvori smaa Marsviin befinde sig vel, og der vil blive et Slags uventet Foraar, hvor store Egen- skaber ville bryde frem som Tælegrøp, der vælte Jordens Ind- hold frem, og miskjendte og ukjendte Dyder ville spire som blege Vaarblomster, og netop der hvor Møgklattene laae, og speile sig i Vandet. Men Skrivefærdigheden? Den hører ikke til dem. Den er ingen Dyd. Der er ingen Ære ved den siden den blev almindelig, og ingen Lykke siden den har været mange Menneskers Ulykke. Og hvem kan tænke sig en Pen til Blomst? og saaledes maatte den dog see ud, mens Sandhedskjærlig- heden, -- Sandhedskjærligheden, siger jeg -- den reneste og prunkløseste af alle Dyder ganske vel taaler Billedet af den beskjedne Primula hvis rene Sødme er den Honning, hvoraf Vaa- ren lever i sine første Glædesdage. Henrik Wergeland SIDE: 116 OM SLAVISK TITULATUR ETC. (Fortsættelse fra Nr. 8. Slutning.) Statsborgeren 9. mars 1837. -- -- Ridderen, som afbrød mig, var virkelig et Kreatur, som havde slidt til sig noget Grønt paa Naadens Mark, men forsaa- vidt alene maaskee ikke rettest et Asen, som han langtfra levede af mager Kost. Da hans Udtryksmaade ganske er et Exempel paa den Slaviskhed i Titulatur, som endnu geraader Normæn- dene til Skam, vil jeg anføre nogle Prøver deraf. I Ansøg- ninger til Kongen gjentoges Udtrykkene "underdanigst" "naa- digste Konge," "store Monark" og "Deres Kongelige Majestæt" saa ofte, at Perioderne blev ganske uforstaaelige. Underneden var ikke et "underdanigst" nok; men, foruden at det maatte staae, tilføjede han ogsaa: "Med dybeste Ærefrygt -- Deres Majestæts underdanigste tro Undersaat o. s. v." Jeg er vis paa, at det gjorde ham ondt, at være underrettet om, at det er den væsentligste Forskjel imellem absolute og konstitutionelle monarkiske Stater, at man i de første sætter et "aller" til. Stundom lod han dette ogsaa mod bedre Vidende flyde ind, og da troede han idetmindste at være en Kjende sikkrere. Den gode Mand! Hans Valgsprog var, at lade det dryppe paa Klokkeren naar det regnede paa Præsten. Og alt eftersom Autoriteterne og Personerne vare, afpassede han paa det nøjeste sin Titulatur i saa høi Skala og med saamange Gjentagelser som muligt. De- partementet var han i en Skrivelse paa tyve Linier idetmindste tigange underdanig imod, og det høie Amt maatte synke sam- men under alle de Høiheder, hvormed han "allerærbødigst" overdyngede det. Hans Brevaddresser manglede vel det svenske "Konungens tro Man," men Pladsen blev dog knap nok for alle de "Høivelbaarenheder, høilærde Velbaarenheder" og simple "Velbaarenheder" og "Velbyrdigheder," som han fandt Vedkom- mendes Stilling tillod at anbringe uden at komme den egentlige Charge, som paa det allerfuldstændigste maatte udføres, for nær. Han var en stor Ven af Norges Dæmring; thi i hvert Brev med et simpelt S. T. foran Stands- eller den blotte Persons- Benævnelse med et "Herr" foran fandt han et nyt Beviis paa SIDE: 117 den tiltagende overmaade store Raahed. Og da han engang traf paa en Brevaddresse til "S. T. Herr N. N. Ridder af den kgl. svenske Vasaorden," var han vis paa at see Bjørnesporene efter selve Vildhedens Apostel. Ellers holdt han det ikke overflødigt at sætte "Til S. T. Hans Høivelbaarenhed, høivelbaarne Herr" o. s. v., skjøndt Titlerne udførtes med et Stikbrevs Fuldstæn- dighed og Nøiagtighed. I Samtaler var vor Riddersmand næsten ligesaa fuldstændig i sin Titulatur, og derfor blev han ikke an- seet for en Abekat af Alle. Tvertom Mange holdt ham for en artig Mand, for en Mand, hvorved der umuligt kunde være noget ondt, for en Mand af Verden, der kunde føre en Samtale; thi af hiin Grund kunde han jo ikke være saa kort som Andre, der maaskee vilde komme i Vildrede, om de f. Ex. vilde sige: "jeg forsikkrer Deres Høivelbaarenhed, at om Deres Høivelbaarenhed havde behaget at være ude igaaraftes, vilde Deres Høivelbaaren- hed have bemærket det samme forunderlige Meteor, som Deres Høivelbaarenhed maaskee har bemærket at den Constitutionelle har bemærket og som maaskee vilde have forundret Deres Høi- velbaarenhed." Vor Riddersmand havde en Tid for Vane, ihvorom Samtalen end var, at føre Catharina den 2den eller Frederik af Preussen paa Bane; men siden En bemærkede som noget fortjenstligt, at Frederik var en Hader af al Titelextravagance og at Catharina endog i en egen Ukase havde forbudt Russerne visse slaviske staaende Udtryk i Ansøgninger og deslige, saa -- hvad enten han nu antog Bemærkningen som en Satire paa sig, eller virke- lig følte sin Beundring slappet -- falder han aldrig ind ad Døren med sit: "end Catharina den anden? eller end Frederik af Preussen da?" men nu siger han, om man saa taler om hvad Veir det er, ene og alene sit "end Napoleon da?" eller "end Carl Johan da, mine Herrer? hm!" Gud velsigne Hans Velbaarenhed! Eller, jeg vilde oprigtig sige: "Gud velsigne Hans Velbaarenhed, vor svenske Ridder- mand," dersom det ikke var overflødigt siden han staar sig godt hos Statsministeren. Forøvrigt behage man at lægge Mærke til, at det var i Rusland den Regjerende forbød at være altfor sla- visk i Titulaturen. Henrik Wergeland SIDE: 118 [ANMERKNINGER TIL INNSENDTE ARTIKLER] Statsborgeren 12. mars 1837. [En setning (Statsborgeren bd. 22, s. 83) av en innsender er på følgende måte utstyrt med noter av Wergeland: Nu derimod finder man Stat og Kirke, Kirke og Stat at være Et, inderlig forbunden ved Kjærlighed, [fotnotemerke] grundet Retfærdighed, [fotnotemerke] og Præstens Kald som Folkelærer bliver herigjennem anskueligt.] Fotnote: ? Fotnote: Grundlovmæssig eller Grundlovens Retfærdighed? Korrekt. Anm. [En innsender bruker (sammesteds s. 86) uttrykket "lille Feil" om en kaptein som var beskyldt for å la rike mannskaper bli slettet av rullene "for en Ko, Slagt, Smør og Mere". Om dette skriver Wergeland i en note:] Efter dette Begreb om en "liden" Feil kan Kapitainens umu- ligt have været stor, om han end 100 gange har taget Fattigpeer istedetfor Smørpaul. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. mars 1837. -- -- Fiskeriet er det hele Land for vigtigt til at vi ikke altid skulle have Opmærksomheden fæstet derpaa. I Stavanger menes nu 130000 Tdr. Sild at være indvundne, og baade sønden- og nordenfor Bergen har den gaaet til i saa svær Mængde, at man formener, at i Bergen og paa Leden ville 2 à 300,000 Tdr. blive Udbyttet. Med Frygten forat Silden nu snart i et Tidsrum vilde søge fremmede Kyster, er det da vel ikke saa særdeles bevænt. Fra Rusland, der er vort bedste Sildemarked, lyde Udsigterne til Afsætning paa al denne Guds Overflødighed imidlertid kun maadeligt. Kjøbmændene ville tjene lidet, men de høje Priser for Silden i raa Tilstand har lenset ud imellem Folket en god Deel af deres Fortjeneste fra Aarene tilforn. -- -- Medens Velstand tilflyder Norge fra Vestkanten, lider det dog der, navnligen i søndre Bergenhuus og ved Stavanger- kanten, følelige og sørgelige Tab i de tiltagende Udvandringer til Nordamerika. Selv Folk, der sidde godt til, gribes af dette Raseri, som, i et i hine Egne især føleligt Forhold, er Fædre- landets største Rigdom, nemlig dets Befolkning, til Forliis. Fra Voss og Hardanger lave omtrent 300 sig til at følge de Lands- SIDE: 119 mænd, som droge afsted ifjor fra Stavanger. Religiøst Svær- meri, der oprøres over vor i Grundloven hjemlede Religions- tvang er upaatvivlelig Aarsagen til denne Nationalulykke. -- -- Valget paa Byrepræsentanter i Kristiania er, efter vor Mening paa enkelte Undtagelser nær ret heldigt, tilendebragt. Imellem de 36, som dernæst havde flest Stemmer, figurerer Rigsretsdefensoren. Det er meget paafaldende, at ikke ogsaa General Wedel hamlede op idetmindste til denne Popularitets Honnør. Henrik Wergeland THEATERKRITIKUSSEN I DEN CONSTITUTIONELLE (Indsendt.) Statsborgeren 16. mars 1837. Ovis par Di si fait! Slemt nok for Cherubini, for Grisi og Rubini, Lablache og Tamburini, at du forlod saa snart parisisk Opers Sang. Men o Madam La Fleche! o Hun har tabt sin Jean! Ovis par Di si fait! [fotnotemerke] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 16. mars 1837. Hvor glad og med hvilken Ret bærer ikke denne Artikel i Dag dette Navn! Grundlovens Fødested er endelig bleven Na- tionens Ejendom, idet Eidsvoll Jernværks Hovedbygning, med 2de mindre Bygninger med Have og Grund af omtrent 25 Maal, Løverdagen den 11te dennes tilsloges Subskribenterne til et Na- tionalminde paa Eidsvoll ved Kommitteemedlemmerne Dhrr. Kapitain Foss og Advokat Stang for 5000 Spd. Denne Sum er vel ikke efter de endnu indkomne Lister udbragt, men efter disses Antal i Forhold til de udsendte bør og kan man ikke tvivle paa, at den, paa det allernærmeste idetmindste, alt er tegnet. Men denne Erhvervelse, saa længe inderligen ønsket og ængstligen omtvivlet, bør ogsaa, saavidt Normænd ere Nor- mænd, give Subskriptionen fornyet Fremstød. Thi hermed kan man ikke standse. Man har kun tilvundet sig Ejendomsretten Fotnote: Men Norrige igjen har faaet hjem et Fæ. Ovis par Di si fait! Korrekt. Anm. SIDE: 120 og Stedet til uhindret at kunne gjøre noget Større og at virke- liggjøre de skjønneste Drømme i Nationens Hjerter. Enhver Medborger, der nærer dem og indseer den nationale Vigtighed deraf, og troer at kunne virke derfor, holde sig nu ikke tilbage, men gjøre dette ivrigen og frimodigen! Og for Tiden vil den virksomste Maade være den, at fremme Subskriptionen og be- kjendtgjøre og udvide den i sin Kreds saameget som skee kan. Mangfoldige ere endnu uvidende derom. Menigmands Mang- foldige vilde holde sig fornærmede, om noget stort Nationalt udføres uden at de fik yde sin Skjærv. De Allerfleste have endnu ikke seet en Plan. Men Planer ville være at erholde hos Kommitteen for Enhver, som ønsker saaledes at virke noget for Sagen. Sandsynligviis vil idetmindste Omegnen fejre denne na- tionale Erhvervelse paa Stedet førstkommende 17 Mai -- noget, som selv Fjernere baade have ønsket at deeltage i, ligesom man og tør vente, at Kommitteen betimeligen bekjendtgjør at Huus og Grund den Dag staae til Almeenhedens Disposition. De øv- rige med Eidsvoll forbundne Ejendomme og Herligheder solgtes samme Dag saaledes: Jernværket, Saugene, Møllebruget samt 11 forskjellige Jordlodder og Skove i Eidsvoll, Nannestad, Hur- dalen og Toten til Glasværksejer Lieut. Tandberg for 24,600 Spd., og 20 Stykker større og mindre Gaarde, Skove og Pladser til Forskjellige for 16,329 Spd. Forsaavidt disse ligge nær Vær- ket, hvis nærmeste Omegn alt forud er udstykket i omtrent 100 Selvejerlodder, vil det sidste Kjøb maaskee give Anledning til en endnu stærkere Befolkning og Bebyggelse deromkring; og hvad nu, om Befrielsesstedet, foruden sin historiske Anvendelse til Opbevaringssted for nationalkjære Minder, ogsaa gives hvil- kensomhelst anden anstændig nyttig Brug, og inden en Tid, om Nationen begunstigede dets nærmeste Omkreds, vilde reise sine Tage midt i en By, i hvis Indre Masovn og Fabrikker røg, mens Ploven gik i dens Udkanter? Men ihvor behageligt og tilladeligt det kan være at udmale sig Kjærlighedsstedet og den Lykke som i kommende Tider kan fæste Bo der, saa har Fantasien for det første nok at bestille med den nærmeste Anvendelse deraf, og først og fremst med det Minde, som der efter Planen skal reises. Besiddelsen af Huset er høist usikker, selv om det, som rimeligt, blev paalagt SIDE: 121 Den, som skal have Indseende dermed, at tage Bopæl i et af Sidehusene, saaledes at Brugen af Ild forbødes i selve Vaanin- gen, der ogsaa burde forsynes med Tordenafleder. Besiddelsen af Grunden er derimod sikker og vigtigere, saasom den sikkrer Adgangen til Oprettelsen af et Minde, som vil opbevare Erin- dringen om Folkets Befrielse og nærværende Slægts Fædre- landssind, naar Huset efter Naturens Orden ikke længer kan existere. Kjøbet bør derfor hovedsageligen betragtes som en Erhvervelse af Grund for Mindet. -- I Forbindelse med ovenstaaende glædelige Efterretning bringe vi en anden til vore Landsmænds Kundskab, som lige- ledes maa fryde vore norske Hjerter. Gamle Jacob Aall paa Næs Jernværk, den lærde Oldforsker, den klare smagfulde Stilist, har lovet Folket en populær Udgave af Snorro Sturleson, og han har gjentaget dette Løfte, omendskjøndt det fra Danmark er en ivente, besørget med Hensyn til Oversættelsen af Nor- manden Kand. Munch, som herfra er stipendieret derned, vel ikke forat arbeide i dansk Sold, men for at gaae Lektor Keyser tilhaande ved Afskrivningen af de Norge vedkommende Doku- menter. Dette vakte Betænkeligheder hos vor Aall, men i Be- stemmelsen at levere en populær Snorro, en Folkebog, fandt han Gudskeelov Udsigter til at undgaae, at see sin Plan ganske over- krydset af Fremmede. Hr. Aall forsmaaer Subskription; og vi haabe, at hans Landsmænd ville forstaae denne Tillid og vide at paaskjønne den og at vurdere ogsaa det Fortjenstlige ved dette patriotiske Foretagende, at Fædrelandet befries for den Skam og det Tab, at erholde sin store Historieskriver, der bør være udbredt i Landet i en Huusbogs Mangfoldighed, fra Frem- mede. Udlændingerne ville ikke undlade at regne det mellem Vidnesbyrdene om at den indre nationale Selvstændighed, den aandige Fuldmyndighed har Sted hos Normanden, som garan- terer et Folks politiske, og gjør den saa nødvendig og naturlig som at Sjelen maa have et menneskeligt Legeme forat danne den Forbindelse imellem noget vexelvirkende Aandigt og Ma- terielt, som kaldes Menneske. Denne Snorro, saa sikkert funden i Husene som Bibelen, vil vorde et af Nationens bedste Vaa- ben. Den bemander med national Begeistring og Oldtidens gi- gantiske opstandne Forjettelser og kjæmpestærke Drømme fra SIDE: 122 det gamle Rige en usynlig Bastion, som, lig Eventyrets Trylle- taarn, i Kampen vil afdække sig bag de forraadte Fæstninger. Men indtil da maa ikke Normændene undlade at forstaae Aalls saa sande Bemærkning, at Norges Old og Nutid kaste en in- teressant hinanden sært opklarende Belysning paa hinanden -- en Sandhed, som vi ville have anvendt endnu mere paa Frem- tiden, der er egnet til endnu troere at afspeile Oldet, nærme sig dets historiske Storhed, opfylde det Herlige, som er forjettet det Folk, der ejer en herlig Historie, og virkeliggjøre de Ideer om det gamle Riges Gjenopreisning i det unge Norge, som man -- om man en Dag seer en eller anden Normand, der besøger Eids- voll, i Tanker under dets Hængebjerke -- kan vædde 10 mod 1 om beskjæftige hans Sind. Gud give Hr. Aall Sundhed og Styrke til at fuldføre Arbeidet! Henrik Wergeland SVERIG Statsborgeren 16. mars 1837. Regjeringens Blad, den i Norge for sin Behandling af vore Anliggender slet renommerede Statstidning har, efter Aftonbla- det, anstillet en Gall-Lavatersk Vurdering af det Indre af de svenske Statsmænds Hoveder alteftersom det ydre var forsynet med Paryk eller ikke, der har givet Anledning til adskillige Diskussioner i Bladene hvorunder den i Norge ogsaa som Mag- tens højre Haand bekjendte Grev Brahes Personlighed er bleven belyst. Det er for dette Bekjendtskabs Skyld vi her ord- grant sammendrage 6te Aftonbladets og det, som der formenes, for visse Meningsyttringer i det vigtige Anliggende: Parykker- nes Garanti for Dueligheden, nys inddragne, men med Tillægs- ordet "nyaste" atter udkommende Dagligt Allehandas Karak- teristik over denne det svenske Aristokraties højest opskudte isolerede Tinde, paa hvem man ikke har kunnet lade -- ikke Parykken, men, som der højtideligen, bekræftes, den lille "Tour" ligge iro. Opmærksomheden blev isærdeleshed henledet paa Hs. Exc. af det Kgl., kun af "Aderton" bestaaende Wetenskaps- Akademi ved den paafaldende Handling at udnævne ham til Medlem af Klassen for "allmän Lärdom" i hvilken Anledning Allehanda skarpt bebreider Akademiet at have kaaret en Mand, SIDE: 123 som "uden vitterligen at besidde endog kun de første Elementer af videnskabelige Studier eller af nogen højere Dannelse, snart sagt fra Barnsbeen er bleven opfostret alene ved Hoffet, og i Militærtjenesten har forhvervet de Indsigter han kan besidde og som paa denne Vei vel synes tilstrækkeligen belønnede." Resten af Allehandas Opsats gaaer ud paa, at de personlige Angreb, hvorfor Hs. Exc. har været udsat i Aftonbladet, skal skade Pressens Anseelse; men dette er af modsat Tanke. Og da vor egen overspændte Killenhed i det Punkt kan have godt af adskilligt i Aftonbladets Replik i denne Henseende, levere vi her en Deel deraf i nogenlunde Sammenhæng, hvorved tillige vor Hensigt opnaaes, at meddele hiin Mægtiges Karakteristik saaledes som de mest anseede svenske Blade udkaste den, uden selv at tillægge eller fratage noget. "Ganske vist erindrer man sig hvor meget engelske Tidender gjorde sig lystige over Her- tugen af Kumberlands, Kongens egen Broders, uhyre Knebels- barter og paa alle mulige Maader latterliggjorde dem, hvilket aldeles ikke har været Tilfælde med Hs. Exc. Grev Brahes Tour. Dog have vi ikke hørt, at det dannede og fornuftige Publikum i England er overgaaen nogen Forskrækkelse for Trykkefrihedens Skjebne formedelst denne Omstændighed, og de Venner, som ere saa forskrækkede, at de bæve for Trykkefriheden for dets Skyld, som har staaet at læse om oftnævnte Tour, kan Trykke- friheden gjerne undvære, da deres Bistand ikke er meget værd. Det har ikke kunnet undgaae Nogens Opmærksomhed, at endog Personer, som forøvrigt nære ganske liberale Begreber om Pres- sens Rettigheder, naar Spørgsmaalet er om andre Regjerings- medlemmer, strax voldes Forskrækkelse saasnart det mindste forekommer paa Prent, hvori Hs. Exc. Grev Brahe findes nævnt, aldeles somom hver Anmærkning om ham skulde vedrøre Maje- stæten selv. Hvilken Angest opkom ikke hos Mange fordi et Dokument nyligen produceredes i en Rettergangssag, hvorved Hs. Exc. syntes kompromiteret? Det er dog vel ubestrideligt, at der ikke i vort Land findes Nogen, som Publiciteten saa nøje burde følge med sine Blik, som denne Mand, hvis Stilling og store Betydenhed -- halve Publikum veed vel nok eller idet- mindste almindeligen troer, at den i Befordringsanliggender, en af Styrelsens vigtigste Grene, er ligesaa stor som alle de øvrige SIDE: 124 Regjeringsmedlemmers tilsammen -- udøver en saa ualmindelig Indflydelse paa Regjeringsanliggenderne. Mærkværdigt er det ogsaa, at Tidningerne forholdsviis ganske sjeldent, ja næsten aldrig, sysselsætte sig med Hs. Exc. -- noget vi heller ikke kunne undtage os selv ifra. Hvad har Aarsagen været baade til denne Banghed paa den ene Side, og denne Blyghed paa den anden? Lader os sige det reent ud. Det er ikke saa meget den store Magt, Hs. Exc. forener i sin Haand, som hans personlige Artighed og Elskværdighed i Omgang og Forestillingen om visse private vakre Egenskaber, saasom Vennetrofasthed, Velmening og Nidkjærhed samt endelig om Hs. Exc.s ubegrændsede Hen- givenhed for Kongens Person, hvori denne Aarsag bør søges. Vi bekjende alligevel aabent, at, efter vore Anskuelser af Sam- fundsspørgsmaalene, findes der Ingen, hvis Indflydelse vi tro danner en saadan Hindring for alle populære Reformer i Sam- fundsordenen, Ingen saa hengiven den absolut Lydigheds Grund- sætninger, saa uvillig mod og ræd for Folkevilliens Indgreb i det Almene og for alt, som kan lede did, saa konservativ i Hen- seende til Ideerne om Adelens og Byrdens Rettighed til For- trin, og som saa lidet elsker Trykkefriheden, som Hs. Exc. Grev Brahe. Ifald man ei faaer see Aabenbarelserne heraf i Nutidens Befordringssystem til høiere Poster, saa viste de sig klart nok i Tidenden Fäderneslandet, som i sin Tid var Hs. Exc.s Organ hos Publikum. Ifølge heraf dølge vi ikke, at der ei findes Nogen, hvis Bortfjernelse fra Regjeringen, efter vor Overbeviisning, var et saa stort Fremskridt for Reformernes Sag, som Hr. Grevens." Og nu vor "konservativ-monarkiske" Excellence paa Hs. Majestæt Kongens anden Side -- hvorledes er det muligt, at denne Tids Regjeringshistorie skulde være mindre fattig end den er, eller at kunne flyve med to Blyvinger? -- Allehanda bemærker "som noget højst besynderligt, at de ærede Kolleger paa anden Side Fjeldet har ladet ubemærket Ideen om Nedsættelse af en fælleds svensk og norsk Kommittee til fuldstændigt og sagrigtigt at undersøge Spørgsmaalet om de unionelle Forhold, samt Foreningsoverenskomstens mange Hul- ler og Brøstfældigheder, paa det at Ret maa skee paa begge Sider." Vi dele Allehandas Forundring over at denne Idee, som først yttredes i Bladet Spegeln d. 3die D. og reproduceredes SIDE: 125 Dagen efter i Allehanda, indtil den 13de, da dette nedskrives, ikke er bleven omtalt i noget af vore Blade. Med tilbørlig Vur- dering av de svenske Mistag, hvoraf Opsatsen, hvor den frem- træder, saa tydeligen laborerer, at vi kunne spare os alle en- kelte Bemærkninger derved, nyder den i høj Grad vort Bifald, og vi overlevere den derfor til vort Publikums Omdømme saa- ledes som den er fremsat fra svensk Side: "Efter hvad man med Vished kan vente af den Norske Re- præsentation vil den ikke undlade ved næste Storthing atter at optage Spørgsmaalene, og da Kundskaben om de unionelle For- holde nu er meget mere udbredt, end nogensinde før, saa kan det antages for ligesaa afgjort, at disse Forhold ogsaa ved næste Rigsdag ville blive Formaalet for alvorlige Beraadslagninger og Beslutninger. Følgen af en Opsættelse turde under saadanne Omstændigheder ei blive nogen anden, end at Misfornøielsen i Norge faaer god Tid at voxe, og at de, som blandt det Norske Folk arbeide paa endmere at forbittre Sindsstemningen mod Sverige ville finde nye tilsyneladende Grunde for sine Fore- stillinger. Saavel det Ene, som det Andet vilde sandeligen kunne forekommes, hvis en Kommittee af sagkyndige Svenske og Norske nu snart blev nedsat, for at forberede alle til dette vigtige Emne hørende Spørgsmaal. Sagen kunde paa saadan Viis blive fuldstændigen udviklet baade fra de svenske og norske Interessers, saavelsom fra Foreningens Synspunkt, og Menin- gerne saavidt muligt gjensidigen lempede. Den Ensidighed, hvormed disse Emner betragtes i Norge er forud bekjendt, og vi ville ei bestride, at jo adskillig Eensidighed ogsaa kan være opkommen ved Rigsdagen i Sverig. Ukyndigheden hos flere Medlemmer af de respektive Repræsentationer om alle de til Emnet hørende Forholde og Detallier turde ei heller blive ringe. Men af saadanne Elementer, chaotisk sammentræffende uden nogen fast Støtte for deres Ordning, kan ikke opstaae andet, end ny Vrede, ny Harme og nye Adsplittelser. Maatte derfor det, som i disse Anliggender er at foretage, skee snart, og medens en rum Tid endnu er forhaanden, inden Storthing og Stænder atter samles! Blot Efterretningen om, at et Udvalg af begge Forbundstaternes mest kyndige og retsindige Mænd vare syssel- satte med at forberede Sagen, vilde udøve en velgjørende Virk- SIDE: 126 ning mod de Ildesindedes Anstrengelser for at mislede Ukyndig- heden." Dette er Artikelen, som Allehanda igjen fremkalder til den almindelige Opmærksomhed i begge Riger, med følgende Slut- ord: "Mon man i Norge kan være misnøjd med en saadan Hjælprækning? Eller er vel uden den Igjenoprettelsen af en virkelig og fortvarende Harmoni imellem begge Stater og Folk mulig? Skal ikke ellers Adsplittelsen og den søndrende Politik alt meer og mere udvikle sine fordærvelige Følger og "gnaga" paa den saakaldte Forening? Nei Ret skee begge Parter -- det er det eneste Middel til imellem dem at stifte en trofast For- ligelse. Det er vort Ønske og Maal. Maa det ogsaa blive den norske uafhængige Presses! og vi ere overtydede om at et til- fredsstillende Resultat maa tilveiebringes derved." Ved at meddele ovenstaaende svenske Yttringer, der klart nok udtrykke noget nær den samme Mening, som de Svenske i sin Tid gjorde en forskrækkelig Allarm over at have fundet ud- trykt i Flyvebladene, at nemlig Forholdene, saaledes som de nu ere, i sig bære Spiren til Unionens Opløsning, som man derfor ei kunde undlade i al Fald at "tænke paa", kunne vi, idet vi aldeles tiltræde Allehandas Forslag om den nedsættendes fæl- leds forberedende Kommittee, ei undlade at opfordre tænkende og fædrenelandssindede Mænd til offentligen at yttre deres Me- ninger om denne Plan, og Maaden, hvorpaa den saavel unions- som hensigtsmæssig kunde effektueres, thi om Gjenstandens Specialia forekommer det os, at meget lader sig sige og mene, og til vore egne Anskuelser af denne Deel af Sagen have vi ikke saa megen Tiltro, at vi ville fremsætte dem, undtagen i Mangel af Kyndigeres Dom. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. mars 1837. Hvorofte faae vi ikke Bekræftelse paa, at det staaer sig slet- tere med vor indre borgerlige Frihed, end vi ville tilstaae for os selv og Andre! Til dette Bedrag støtte Fremskridtenes og Re- formernes taabelige Modstandere sig; paa denne Illusion bygger den bornerede Egennytte med det falske patriotiske Ansigt, den pukkende Uduelighed sig stabilistiske Ærestøtter i de af den SIDE: 127 ængstede Usselhed dikterede Addresser imod enhver af Stor- thinget tilsigtet Udvidelse i Næringsfriheden. Hvilken huul Skal er ikke vor politiske Frihed, naar den ikke i sit Indre, i Na- tionens Virken, udfyldes af den borgerlige Frihed i Næring og Handel, som udgjør et Folks sande Velstandskilde, Liv og Marv! Og hvoraf opfyldes vor politiske Frihed, som, ihvor bestænket, dog glimrer os saa i Øjnene, men uden hiin indre Tyngde af Kraft er Skildpadden, som Ørnene med Lethed skulle svæve med over Klippespidsen -- hvoraf, uden af Indskrænkninger, Monopoler og al indre Frihed spottende Love, der staae Egen- nytten og Ufornuften til Tjeneste? Disse Betragtninger have oftere faaet Anledning til at paatrænge sig os. Texten dertil tør staae at læse ikke alene i Addresseagenternes travle interes- serede Gesichter, men ogsaa i de kummerfulde Miner hos man- gen Normand, der siger sit aand- og haandbundne Fædreland Farvel. Men, at, i et Trangsaar som dette, den hensynsløse An- vendelse af Monopolet ubarmhjertigen skulde stemple den i Mangelens og Hungerens Aasyn -- det var mere end vi, vort øvrige Bekjendtskab til menneskelig Nobelhed ibehold, havde ventet. Morgenbladet No. 77 indeholder nemlig følgende: [Her følger en artikkel fra Morgenbladet om en landhandler i Solør som "har -- formeentlig paaberaabende sig sit Kjøbmandsbrev -- ladet arrestere over 250 Tdr. Byg" hos en gårdbruker.] Kristiania. Under 30te Mai 1833 yttrede 7de ordentlige Stor- thing Ønske om "at der havdes et fast Pensions-Regulativ for afgaaende Embedsmænd, og, saafremt det fandtes fornødent og hensigtsmæssigt, da ogsaa for deres Enker og Børn, samt at det som Følge heraf, maatte tages under Overvejelse, hvorvidt et saadant Regulativ kunde blive at udarbeide og forelægge Stor- thinget som Lovforslag eller paa anden grundlovmæssig Maade." Dette har nu, efter 3 3/4 Aars Forløb bevirket en Regjerings- Indstilling til Hs. Majestæt, hvorefter Høistsamme under 2den d., har befalet nedsat en Kommittee til at udarbeide et Forslag til saadant Regulativ bestaaende af Dhr. Generalmajor Fangen, Armeeintendant Meylænder, Professor Heiberg, Expeditions- sekretær Hansen og Højesteretsadvokat Stang, hvem det over- drages at udarbeide Forslag til Lovbestemmelser, angaaende i hvilke Tilfælde eller under hvilke Betingelser de i Statens Tje- SIDE: 128 neste ansatte Embedsmænd, de geistlige undtagne, skulle være berettigede til ved deres Afgang fra Embederne at erholde Pen- sion af det Offentlige, samt angaaende Størrelsen af denne Pension, og om Samme skal indflyde dem af Statskassen, Op- lysningsvæsenets Fond, nogen anden offentlig Kasse eller af Eftermændene i de Embeder, som de fratræde. -- Jo, ganske rigtigt! Toldinspektøren i Kristiania har faaet sig en Kontrollør og i ham en Medhjælp til at udføre det han selv burde kunne gjøre, en Slags Lettelse under Armen eller en ny Embedsmand ved Siden, som gageres med 1/2 Procent af samt- lige Indtrader, Trælasttolden undtagen. Denne Embedsmand modtager sine Instruktioner af Tolddepartementet og ansættes for det første som Konstitueret kun under nærværende Aars Skibsfart, hvorefter Regjeringen har at indgaae med Indstilling om hvorvidt denne Foranstaltning har viist sig gavnlig. Den Constitutionelle mener at Skaden er for indgroet til at nogen Hjælp kan ventes. Og saa mene vi med. Thi den sidder dybt inde i et Skal af Uvidenhed og Indbildskhed i saa tykt et Træ- hoved, som kan sidde paa en Hals. [Her følger en beretning efter Morgenbladet om auksjonen som gjorde Eidsvollsbygningen til nasjonaleiendom.] -- -- I Stavanger og omliggende 10 Præstegjelde ere indløbne som Gaver til de formedelst Misvæxten Betrængte -- 1136 Spd. 6 ß, samt 390 Tdr. Korn af forskjellige Slags og 25 7/8 Tdr. Potatos. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. mars 1837. -- Vi have forhen søgt at hendrage Opmærksomheden paa de Grene af vor Nations literære Virksomhed, der tilhøre Almue- literaturen; og ingen Deel fortjener den mere. Vi gjøre det atter her saameget før, som de øvrige Blade ganske forsømme sig i denne Henseende, idet de i den senere Tid endog unddrage de fornemmere Grene af Literaturen, hvorpaa der nu og da kan udskyde et Blad eller en Blomst, enhver Opmærksomhed, naar undtages den Constitutionelle, der er ivrig nok til at opløfte og anbefale sine egne Klienters og Kanuters Ubetydeligheder. Og dog arbeides der hos os meget forat tilfredsstille Folkemas- sernes aandige Behov, der ene saaledes vil kunne forhøje og for- SIDE: 129 større sine Krav, indtil Grændsen ophæves imellem den nu- værende uhyre Pluralitet af Udannede og de Dannedes Minori- tet, for hvem den egentlige Literatur nu kun er til, og Forfattere og Boghandlere arbeide. Formandskabslovens Anvendelighed, ja vor hele Forfatnings Lykke og Uddannelsen af vore Samfunds- forhold er grundet i Almeenmands Oplysning; og derfor fortje- ner hver Bestræbelse forat fremme denne, ethvert godt Godt- kjøbsskrift Opmærksomhed og Anerkjendelse. Nu kunde det synes som at vore to Skillingsmagaziner saavelsom ogsaa den Lekture, Sognebogsamlingerne give Adgang til, kunde tilfreds- stille Trangen til belærende og underholdende Læsning; men Udgiverne af "Læsning for Menigmand til Nytte og Fornøielse i Fritimer," Dhr. Boghandler Winther og Faktor Malling maa vel kjende bedre til hvordan det har sig, siden de begge to sam- tidigen hver for sig averterede et saadant Skrivt, om hvis fæl- leds Udgivelse de siden ere blevne enige. For 8 Skilling leveres her Almuesmanden maanedlig 2 Ark af en Lekture, der, efter det første Hefte at dømme, ikke gjør Titelbladet til Løgner. Dette Hefte indeholder en Fremstilling af den norske Bondes borgerlige Kaar i Old og Nu, ledsaget af en Poesi af Hr. Sivert- sen, der forekommer os særdeles smuk, samt Fortællingen om Josef og hans Brødre. Dette sidste Valg af en Fortælling, som maa antages almindelig bekjendt, af en Begivenhed i det Folks Barndom, hvis Historie vi ligesaavel som andre kristelige Na- tioner tilegne os og benytte til at udpine nogen Moral af, som vi dele disses Skyld for Forurettelser imod det, maa vistnok synes besynderlig, dersom det ikke var Tilfældet, at Fremstil- lingsmaaden gav den nogen ny Interesse. Vi anbefale dette Foretagende, og anbefale ogsaa Udgiverne ikke at udelukke Poesi, navnlig Balladen, og nogen Romantik fra Skrivtet; thi hertil har Almuesmanden maaskee en mægtigere Trang end mange af dem, der tro sig bedre og finere, fordi de ere mindre barnslige og af en tørrere Indbildningskraft. Eventyrliteraturen tilhører ham, og den er ikke at foragte. Han vil heller ikke miste Viegoleis med Guldhjulet eller Tistran og Indiana uden han faaer andre Eventyr i Stedet. Men til at skrive nye er ikke Enhver istand, som maaskee kunde behandle et givet Thema. En underordnet Deel maatte dog disse Bidrag udgjøre imod det SIDE: 130 sandt Historiske; men i vore Sagaer har man Gruber, som drive bedre Guld end i Viegoleis'es Hjul, og mon den engelske Miss Martineaus økonomiske Noveller ikke skulde kunne finde norske Efterlignere? Men skal en Slags æsthetisk Literatur blomstre inden Menig- mands Vægge, mens han lader Naturen udenfor uden Forskjøn- nelse? I Udlandet skaffer den fattige Bonde sig en varig Vin- ding og Fornøjelse ved at plante et Frugttræ udenfor sin Dør, sætte en Bistade der og anlægge en liden Frugt og Urtehave. Og i de allerfleste Egne af Norge tillader Jord og Klimat det samme uden at det dog skeer. Gaardene og Huusmandsstuerne staae uden hiin saa let erhvervede Prydelse. Sandsen og Sma- gen er ikke vakt for disse Beqvemmeligheder og Behageligheder. Men hvad der kan vække den -- det er Ære og Opmærksomhed værdt. Vi bemærke saaledes med Fornøjelse to i sidste Aar udgivne Havebøger: en hos Winther af Handelsgartner Morten- sen, og en hos Guldberg og Dzwonkowski, paa Hr. Mallings Forlag, af vor forevigede Professor Lundh og Handelsgartner Hansen. Vort Bekjendtskab strækker sig kun til denne sidste, hvis fuldstændige Titel er: "Norsk Havebog, indeholdende Kjøk- kenhaven, udarbeidet med særdeles Hensyn til Rigets forskjel- lige Egne til Huusbrug. Med et lidet Tillæg om Humlens og Tobakkens Dyrkning. Første Hefte 48 Skilling." Denne Bog, som ogsaa især bør anvises Plads inden Almueliteraturen, fore- kommer os i høi Grad tilfredsstillende -- en Lysstraale fra klare Hoveder og varme patriotiske Hjerter, der har Evne til at vække Liv og fremkalde Havefloren af mangen ubrugt Plet i Fædre- landet. Lad det ikke, som Hr. Hansen siger i sin Fortale, læn- gere være en Sandhed, at Fleerheden af vore Bønder betragte Havevæsenet næsten med Foragt! Men lad Forfatterne, som Hr. Hansen ønsker, med Sikkerhed gjøre Regning paa, at denne Blindhed for egen Fordeel vil hæves ved den Opmuntring og Op- lysning, der bliver Landmanden til Deel gjennem de bestaaende og vordende Sogneselskaber, som ved denne Bog have et Middel mere til at udbrede idetmindste en enkelt Green af Agerdyrk- ningen, som deres nærmeste Hensigt! Vi tro, at Sogneselska- berne, om deres Virksomhed skal koncentreres, især bør have Havedyrkningens Fremhjælp for Øje. En Opmuntring til Vi- SIDE: 131 cepræses for Selskabet for Norges Vel, Hr. Statsraad Vogt, at han skal søge fortrinsviis at fremme denne Retning af Selska- bets landøkonomiske Virksomhed, tro vi især at ligge i Dedika- tionen af Bogen til denne Mand. -- -- Hvormange forfærdedes ikke, virkeligen eller affekteret, over Land- og Kjøbstædskattens Ophævelse, som alene baseret paa en Sandsynlighedsregnings anticiperede Resultat med Hen- syn til Tolden! Nogen Trøst er da Gudskelov tilflydt disse Ængstelige i Toldregnskabet for forløbne Aar. Thi Ind- og Udførsels-Tolden, med Undtagelse af Nordlandenes og Finmar- kens, for 1836 udgjorde i det Hele 1,168,518 Spd. 2 1/2 ß Sølv og 505,327 Spd. 41 ß Sedler, hvilket altsaa, naar Hensyn tages til, at Budgetterne for forrige og indeværende Budgettermin var paaregnet i Toldindtrader: for 1ste Halvaar 1836 -- 370,000 Spd. Sølv og 210,000 Spd. Sedler, - 2det ditto -- -- 500,000 -- -- - 200,000 -- -- 870,000 Spd. Sølv og 410,000 Spd. Sedler. udgjør mere end i Budgetterne paaregnet: -- 298,518 Spd. 1 1/2 ß Sølv og 95,327 Spd. 41 ß Sedler. -- -- Direktionen i det kgl. Selskab for Norges Vel bekjendt- gjør under 6te d. at have indtil Datum disponeret over følgende ved Bidrag til korntrængende Bygder indkomne Summer: [Her følger en liste over utdelingen.] Henrik Wergeland OM FORANDRING AF GRUNDLOVENS § 2 Statsborgeren 26. mars 1837. Den ægte liberale Aand, der gaaer igjennem de i Grund- lovens sidste Deel opstillede Lovgivningsprinciper, gjenfinder man desværre ikke den Maade, hvorpaa de religiøse Forholde her i Landet ved Lovens §. 2 ere ordnede. Der hviler en Slags mysteriøs Dunkelhed over denne Paragrafs Historie, forsaavidt angaaer Udeladelsen af den udtrykkelige Tilkjendegivelse af alle kristelige Religionssekters fri Religionsøvelse, som Para- trafen oprindeligen indeholdt; men selve dens Bestemmelser -- som de nu ere -- synes os kun lidet at harmonere med hvad man kunde og burde vente af den samme Lovgivning, der SIDE: 132 hjemler Borgerne Yttringsfrihed, Næringsfrihed, Forsamlings- ret o. s. v. Bestemmelserne vi hensigte til, er desuden af en saadan Natur, at den aldrig med nogen Slags Rimelighed kan ventes at kunne kontrolleres, og da ingen bestemt Straf er sat for dens Overtrædelse, til hvis Bestemmelse heller ingen os bekjendt Lovanalogie kan veilede, turde Resultatet af en Paatale at den Forbrydelse, at have opdraget sit Barn i en fremmed Religion -- i al Fald hvis Grundlovens §. 96 blev overholdt -- lettelig blive en Frifindelsesdom, og man fik saaledes det lidet opbygge- lige Exempel af en grundlovmæssig Pligt, hvis Iagttagelse Sta- ten ikke havde noget Korrektiv til at fremtvinge. Vi ere visseligen ingen Venner enten af Munke eller Jesuiter, men til nu, da al Frygt for Katholicismens Fremgang her i Riget forlængst er ophørt, ikke alene at bibeholde, men endog ved selve Statens Grundlov at sanktionere hine gamle Forbud, finde vi aldeles ingen Grund. Ikke bedre Grund har Vedligeholdelsen af Forbudet mod Jø- dernes Ophold her i Riget. Man siger almindeligen, at dette Forbud oprindeligen kom ind i vor Lovgivning af Frygt for Jødernes fingerede utømmelige Lyst efter Sølv, der skulde drive dem til at bestjæle Kongsberg Sølvværk; men Lovgrunden være hvilken den vil, saa er Forstødelsen af en heel Nation, især en saa industriøs som Jødernes, lige uretfærdig som uklog. Vi ynde saaledes langtfra Grundlovens Bestemmelser i §. 2, og vi tilbageholde ikke Ønsket om, at denne Paragraf i Tiden kunde rettes saaledes, at den i det Væsentlige blot indeholdt en Deklaration af en almindelig Religionsfrihed; men, indtil dette kan skee, var allerede noget vundet for Religionsfriheden, naar den exsekutive Magt vilde vise den Liberalitet ikke i Utrængsmaal at anvende de ældre Indskrænkningslove for fremmede Religionsbekjendere, hvis nuværende Ugyldighed man rigtignok ikke strengt taget kan dokumentere, men hvis Uovereensstemmelse med Tidsaandens Krav er iøinefaldende. Vi tro ogsaa, at enkelte Exempler have viist, at Regjeringen i denne Henseende hylder den liberaleste Fremgangsmaade, der kan bestaae med dens Pligter, som Lovenes Udøver. SIDE: 133 Henrik Wergeland [OM "FORSLAG TIL STORTHINGET OM FORBEDRING AF DE OMGAAENDE SKOLEHOLDERES KAAR"] Statsborgeren 30. mars 1837. Statsborgeren har til forskjellige Tider omhandlet Almue- skolevæsenet, og anbefalet det til Almuernes muligste Omhu. I Afhandlingen: "Almueskolevæsenet og Statsraad Diriks," be- rørtes de tvende til sidste Storthing indleverede Forslag om dette Statsanliggende, og at begge Forslag bleve af Kirkekom- mitteen indstillede til Oversendelse til Regjeringen. Det ene af disse Forslag, der findes indrykket i det sidste Hefte af Kand. theol. Knutzens Hefteskrivt for Almueskolelærere, og omhandler Almueskolelærernes Kaar samt Plan til disses Forbedring, har Redaktionen besluttet at optage i Bladet, eftersom de mange- haande Oplysninger, Forslaget indeholder, formeentlig kunne tjene til at vække den endnu hist og her sig yttrende Sands hos den norske Almue for dens vigtigste Anliggende. Maatte det tillige kunne overbevise Bonden om, at Skolelærerens Ar- beide ingenlunde er det lettere, fordi dermed ikke just er for- enet legemligt Slid og Slæb! Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 30. mars 1837. Hs. kgl. Højhed Kronprindsen, som efter først at have været angreben af Influenzen, i længere Tid har lidt af Gigtaffektioner, siges at skulle til Sommeren foretage sig en Badereise til Tysk- land under Navn af Greve af Tullgarn, ledsaget af en svensk Livlæge og et Par svenske Officerer. Skal ingen norsk Mand være med, vil maaskee dette ogsaa bidrage sit til at nære i Udlandet de ringe Tanker og skjæve Begreber om Norge. -- Sølvværket har i 3die Bergmaaned afgivet 1118 Mark 14 1/4 Lod. -- Fra Sverig afgaaer et Par Skibe til Middelhavet, hvortil den norske Korvet Ørnen, der skal foretage et 7 Maaneders Togt fra Septbr. af, skal slutte sig. Hensigten dermed bør anta- ges ikke alene at være Øvelse, men ogsaa at vise Marokko hvilke Argumenter Rigerne have i Baghaand, om man vil være urimelig naar Spørgsmaalet om det norske Flags Anerkjendelse SIDE: 134 skal afgjøres. Men hermed har det lange Udsigter, dersom de norske Rhedere ikke tage det lille Gran Mod til sig at indhævde det praktisk paa egen Haand, saa den diplomatiske Anerkjen- delse vises holdt for saa overflødig som den virkelig er. Det er i sig selv og hos sine Borgeres Patriotisme en ringere Unions- stat skal søge Hævdelsen af sin Ære; thi med at vente den af den mægtigere have vi Erfaring for at det har lange Udsigter. Raskere har det afmægtige, men alenestaaende, Danmark hand- let, idet det allerede i 1831 ophævede Konsulatet i Algier og i forrige Aar det i Tripolis, samt under 28de Febr. d. A. den kgl. afrikanske Konsulatdirektion fra 1ste April at regne. -- Fra det nordlige af Bergensstift meldes fremdeles, at stormigt Veir har forstørstedelen hindret den i Aar meer end ellers til Gevinst af Havet trængende Befolkning fra at høste synderlig Fordeel af Vaartorsken, som ellers gik rigt til. I de sydligere Egne af Stiftet har derimod Silden afgivet et Fiske, der maa kaldes godt, siden der antages, at 120,000 Tdr. haves oplagte i Bergen. Henrik Wergeland OM FORANDRING AF GRUNDLOVENS § 2. Statsborgeren 2. april 1837. Det er forlængst endog af de udenlandske Publicister, der forøvrigt have tilkjendt vor Grundlov den fortjente Roes, be- mærket, at de vældige Indgreb, som Grundlovens § 2 gjør i Religionsfriheden, kun lidet harmonere med de ægte liberale Principer for Yttrings-, Nærings- og Forsamlingsfriheden, som vor Fundamentallovs sidste Deel indeholder. Enhver af For- domme uhildet Normand maa fuldkommen underskrive denne Mening. Der burde vistnok i det 19de Aarhundrede -- ifølge dets Princip: "Frihed for Aand og Legeme" -- ei engang være Spørgsmaal om nogen offentlig eller Statsreligion, men det lig- ger i Normændenes Karakteer at hænge ved det Gamle, det Tilvante, og i det vi derfor mere end engang have undret os over, at den Konflikt af politiske, historiske og moralske Aar- sager, som i 1814 fandt Sted, formaaede at diktere et aldeles politisk raat Folk en Forfatning i det Hele saa liberal, som vor; har det -- vi maa tilstaa det -- ei været os særdeles SIDE: 135 paafaldende, at Forfatterne af vor Fundamentallovs sidste Deel kunde i Grundlovens §. 2 hylde en Samvittighedstvang, der var de Borgerne forøvrigt hjemlede Friheder paa det meest skjærende modsat. Selve Borgerne i Stater, der forøvrigt sukke under den meest afgjorte Despotisme, have større Religions- frihed end Normændene, og Historien om de -- hvad man end forøvrigt maatte dømme om dem -- uskyldige Haugianere viser et skandaløst Exempel paa hvad anderledes Troende hos os kunne vente. Til Trods for Landets, i det Hele taget, blom- strende Tilstand, have vi dog oplevet det Fædrenelandsvennen lidet glædende Exempel af Samlinger af Normænd, der ud- vandre. Det er ei urimeligt, at religiøse Bevæggrunde ogsaa her direkte kunne have været med i Spillet; men om end ei saa var, turde det være et Spørgsmaal, der fortjente Overvejelse, om man ei til Erstatning af Folkemassen i vort tyndt befolkede Land, der saameget trænger til Arbeidshænder, burde aabne fremmede Religionsbekjendere en friere Adgang end hidtil. Selve Grund- lovens §. 2 maatte -- naar det Onde fra Roden af skulde ud- drives -- in totum forandres, saa at den blot kom til at inde- holde Erklæringen af en almindelig Religionsfrihed, der paa en ubekjendt Maade af Paragrafen er forsvunden. Munke og Jesu- iter kunne nu, og i et Land, hvor de forhen intet Fæste havde, ei med nogen Rimelighed befrygtes at ville blive farlige, og de stakkels for Sølvværkets Skyld forviste Jøder kunde ved deres almeenerkjendte Drivtighed lære Normændene -- hvad de for- meentlig maa erkjendes at mangle -- industriøs Virksomhed forenet med Sparsomhed; de vilde snart bringe Fabrikker istand ved vore dertil af Naturen ligesom dannede Vanddrage, med Dampskibe belive vore Floder o. s. v., hvilket er saameget rime- ligere, da den blotte Nyhedslyst uden Tvivl strax i Begyndelsen vilde lokke Mange af et saa industriøst Folk, som Jøderne er, hid. Men indtil man kan faae denne Grundlovsforandring istand, burde man idetmindste sørge for at skaffe de kristne Religions- sekter en friere Adgang, nemlig de Reformerte og Katholikerne, ved at forandre og udvide deres Privilegier, der -- især de sid- stes -- ere saaledes skrevne, at de ei fortjene Navn af Friheder, men meget mere af de utaaleligste Indskrænkninger. SIDE: 136 Skulde derfor hverken Repræsentanter eller Regjering -- maaskee af en, forøvrigt saa grundet, Antipathie mod Grund- lovsforandringer -- ville fremkomme med et Forslag til en liberal Omformning af Grundlovens §.2, der desuden først 1842 kunde antages, saa var det idetmindste saare ønskeligt, at man allerede i 1839 kunde erholde de oven paapegede specielle Love istandbragte, hvis Istandbringelse selve Nationalæren kræver. Henrik Wergeland OM VALG AF FORMÆND Statsborgeren 2. april 1837. Det er i Sandhed temmelig paafaldende, at gjøre den ikke glædelige Erfaring, at Formandskabslovene langtfra synes at vække det Liv blandt Folket, som man ventede, og havde Grund til at vente. Uagtet saaledes Valget af Formændene i de -- sikkert de fleste -- Kjøbstæder, der ikke for Tiden have det lovbestemte Antal Formænd -- efter Lovens §.3 -- skulle fore- gaae inden Udgangen af Marts Maaned, er der dog kun faa Kjøbstæder, hvorfra man har faaet Efterretning om saadant Valg. Man vil ikke haabe, at Aarsagen hertil er en saa skam- melig Lovovertrædelse som den, at intet Valg er foregaaet, men formoder snarere, at en vis Ringeagt for Publiciteten er den virkende Aarsag til at Valget ikke er bleven bekjendt. Men selv denne er fordærvelig nok i en fri Stat -- hvis egentlige Liv Offentligheden er -- og en saadan Hemmeligholdelse kan, konseqvent forfulgt, ei andet end lede til Frihedens Undergang, ei at tale om engang, at Formændenes Forhold til udenbygds Folk gjør Publikationen af deres Navne absolut nødvendige. Men det er ei nok, at man er aldeles uvidende om Formæn- denes Navn; man savner endog Efterretning om Valg er skeet; om de Principer, der ere lagte til Grunden for Valget, saa vigtigt og interessant end dette var at kjende med særdeles Hensyn til den, som vi have hørt, paa mange Steder gjærende Plan, at for- dele Valget klasseviis -- noget der strider ei alene mod Lovens Bogstav, men endog mod vor Forfatnings Aand og en Plan, som vi dog ville haabe vil strande paa Borgernes Fornuft og Al- meenaand. Provincialbladenes Redaktioner opfordres til i denne i Sand- hed ei uvigtige Sag at meddele Oplysninger. Henrik Wergeland SIDE: 137 [OM PARLAMENTARISK VELTALENHET] Statsborgeren 2. april 1837. Parlamentarisk Veltalenhed kjende vi lidet til, omendskjøndt vor Forfatning synes at maatte fremkalde den, og det ikke har manglet paa Anledninger inden Storthingssalen til at sætte de lidenskabelige Følelser i Bevægelse, som belive Veltalenheden og danne den glødende vulkaniske Bund under dens rethoriske Flor. Netop fra den Kant, hvorfra der ikke er længe imellem hver Gang Trompetstød lyde om den høje æsthetiske Dannelse, man vil have tilegnet sig, gjøres de falskeste Begreber om Vel- talenhed i Almindelighed gjeldende. Der gjelder Advokat Pe- tersens Tale for Rigsretten for et Mønster, mens det udmærkede ved den var Organet, som ofte, naar Invektiverne mod Thing og Folk skulde gives Klem, maatte øde sin Malm under en falsk Diktion; og den Constitutionelle fordømmer i sine Angreb paa Hr. Hesselberg det extemporerede, begeistrede Foredrag, men anpriser det studerede, formstøbte, som maaskee har bestyrket og overbevist, men ikke henrevet og opflammet. Dette er den sande Veltalenheds Karakteristiske; og forsaavidt have vi, naar vi dog kunne indrømme os noget af den parlamentariske, maaskee ikke Uret i at sige, at enkelte af vore Storthingsmænds Foredrag -- f. Ex. Hjelm, naar han kom i Hede, Sørenssen, naar han rørtes, og Ryes raillerende Argumentationer for Landskat- tens Ophævelse, -- har hævet sig til en vis Grad af den Vel- talenhed, som er bleven saa berømt paa de engelske og franske Tribuner. Men det store Publikum erholder lidet deraf. Hurtig- skriverkunsten er ikke vidt dreven hos os. Men over Europa, hvor Pressen har større Tidender, udbredes enhver udmærket Tale fra Parlament og Deputeretkammer eller fra offentlige Fester. Og Nytten heraf er stor, fast at vort Publikum kun sjelden regaleres med et Brudstykke af et af disse Foredrag, som kunne lære hvad parlamentarisk Veltalenhed er. Kjært har det derfor været os, fra en Indsender, som deler disse Meninger, at erholde en Tale af OConnell, denne største af alle Talere, hvis mægtige Tunge er hans Fædreland Irlands Værn, og som ofte har rystet den Union, hvori ogsaa dets Lykke er gaaen til- grunde. Man tænke sig nu en norsk OConnell med hans Geni SIDE: 138 og Kraft undersøgende vor Unions Væsen? Han vilde ikke mangle Materie hverken til at røre eller ryste. [Her følger en "Indsender"s referat av en tale av OConnell.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. april 1837. -- Ifølge Brandforsikkrings-Anordningen af 18de August 1767 skal Brandkontingenten eller den Sum, som paa de i Brand- kassen forsikkrede Bygninger reparteres, alene anvendes til at erstatte den saadanne Bygninger ved Ildsvaade tilføjede Skade. Som en Følge heraf maa den paabudne Brandkontingent, naar Brandkassen formedelst indtrufne betydelige Ildsvaader ikke formaaer at udrede de den paahvilende Udtællinger, forhøjes saameget, som de forhaandenværende Omstændigheder kræve det; hvorimod Brandkontingenten paa den anden Side igjen bør nedsættes, naar Brandkassen har et større Fond, end der, naar ingen overordentlig Ildsvaade indtræffer, behøves. Brand-Kassen er for Tiden i saadan Forfatning, at den, saa- længe ingen betydelige Ildsvaader indtræffe, vil af sin Behold- ning kunne erstatte sædvanligviis indtræffende Brandskader, hvilke i de sidste Aar have beløbet sig til 20,000 Spd. aarlig. Ifølge Plakat af 10de Mai 1817 samt Lov af 28de Juni 1824 ere i de senere Aar blevne erlagte i Brand-Kontingent 15 ß. halvaarlig af hvert 100 Spd., hvorfor Bygninger i Kjøbstæderne ere forsikkrede, og paa Landet det Halve. En Nedsættelse af 33 1/3 pCt. af det, der, ifølge bemeldte Plakat, nu paakræves, er desaarsag bleven bestemt. Hs. Majestæt har, ved at bifalde den Norske Regjerings underdanigste Instilling i denne Anled- ning naadigst behaget at tilkjendegive: [Her følger den kongelige kunngjørelse.] -- Det er at ønske, at Efterretningerne om den sørgelige Skjebne, som times de allerfleste af vore udvandrede Lands- mænd i Amerika, ret maatte blive almindeligen bibragte vort Folks Masser, som afgive disse daarlige og ulykkelige Offere for egne og andres lettroende og overspændte Forventninger og Forlokkelser. Præsterne ville i denne Hensigt kunne udrette meget, dersom de i sine private og offentlige Samqvem med Almuen, især hvor hiin urolige Aand har begyndt at yttre sig, SIDE: 139 meddelte dem hvorledes de Udvandrede betle om i det frem- mede Land, ønskende alene at de igjen vare hjemme i den Nød, som de undveg istedetfor at bekjæmpe. Gid de, som enhver Anden, der anseer disse Udvandringer for en stor National- ulykke, maatte ogsaa advare imod dem, der forlokke uvittigt Folk til slige Skridt! Der skal gives en saadan Agent her i Staden, vel ei for Andre end for sin egen urolige Spekulations Aand og Misfornøjelse med ikke at være paaskjønnet i sit Fæ- dreland, og han skal have til Hensigt af Norske at grunde en Stad (eller Stat) hvori da Han naturligviis bliver Borgemester eller Førstekonsul. Henrik Wergeland [OM KRISTIANIAS POLITI] (Indsendt.) Statsborgeren 6. april 1837. Det lader som Kristianias Politi kryber, liig Sneglen, mere og mere sammen i sit Skal; fast skulde man troe, at det be- gynder at slaae sig fra denne syndige Verden, men om det er dovne eller bigotte Betragtninger, det anstiller, skal man lade være usagt. Nok er det, hverken Smiger, Roes eller Dadel har Indflydelse paa det. Uagtet, den for det saare smigrende ud- satte Præmie i Torsdags, bliver Torvet alligevel in statu qvo, og uagtet Morgenbladets velfortjente Rap i Mandags, vedbliver det formodentlig sin gamle rolige Gang. Vist synes det imid- lertid at være, at der under det Richterske Polities Øjne op- drages en Yngel i Byens Udkanter, der engang vil vorde en Skræk for Kristiania. Skulde det vel være afvejen om Politiet fik en Paamindelse af Justisdepartementet? Man faaer saa- ledes trøste sig med hvad Indsenderen igaar hørte en Politi- betjent nynne: "Dog vaagne vi vel op engang!" Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 6. april 1837. -- Kjøbet af Eidsvoll Værks Gaard med Grund til National- mindet og Kommitteens Bekjendtgjørelser har givet Subskrip- tionen ny Impuls. Fra forskjellige private Mænd indløbe Re- qvisitioner efter Planer; men en ny almindelig Udsendelse af SIDE: 140 flere Planer igjennem andre Veje end Præsterne og Byrepræ- sentationerne bør formeentlig iværksættes. Og hertil mene vi, at Kirkesangerne, der, som Saadanne og som Skoleholdere og igjennem sine Kolleger Skoleholderne, staa i den nærmeste Be- rørelse med Almuemasserne, og netop med de Dele af dem, som kun have de smaae, men talrige, Bække at yde til den store Aae, kunne benyttes imod en vis Procentogodtgjørelse for det kontante Beløb, de maatte indsende. Lensmændene holde vi ogsaa for tjenlige og villige Midler til at naae vort National- meed, som langtfra er fuldbyrdet med hiint Kjøb. De militære Afdelinger staa saa isolerede og have en saa velorganiseret Kommunikation inden sig, at de ogsaa burde forsynes med Pla- ner. Idetmindste kjende vi til det Tilfælde, at en Korpschef undslog sig for at tegne sig paa Præstens Liste, fordi han ven- tede Liste tilsendt sit Korps. Og igjennem de militære Expedi- tioner vises saamegen Liberalitet ved diverse Forsendelser, at man ikke bør omtvivle, at denne vil møde den samme. Det er heller ikke trukket efter Haarene, om Generaladjutanten -- der, efter sin Advokats Sigende i den Roosenske Sag, er saa god Patriot som Nogen -- ræsonnerede sig til, at en Forsendelse af Planer til alle Armeens Afdelinger vilde være en Slags Embeds- pligt, ved nemlig at betragte Nationalmindet paa Eidsvoll som det sande Centrum i Norges Nationalforsvar, hvorom der nu skrives og røstes saameget. Paa det skal Armeens Hovedbanner engang med Guds og Folkets Hjælp vaje. Med Folkets? Ja et Folk ere vi; men desværre ikke eet Folk; thi en ond Aand (for ikke at sige Fanden) er kommen imellem, og har udmærket sig Nogle imellem de Andre, i Folket et Folk, som hader Folket i Gjerning og Ord, og sætter sine Høvdingers Storhed, "Selv- stændighed og Uafhængighed" i at gjøre dette saa tilgagns ublueligen, at intet andet Folk end det søndrede vilde taale det. Og denne Fraktions Høvdinger ville intet Nationalminde; de ville det ned i Grunden, og dens Ypperste have sagt, at Natio- nen har Intet at være stolt og glad af uden af det Brød, som falder den i Munden, og den Fred, som tilsteder det at æde det uforstyrret. Men det er dog godt, at i Punktet om National- mindet er det kun Høvdingerne og Enkelte, hvis Samvittighed tvinges af en vældig Frygt (der i en isoleret Nation ikke vilde SIDE: 141 kunne have Sted), som holde Stand. I det Punkt forlades deres Geleder. Det er ligesom om de saae den allerede langtifra -- somom de om Guldkalven dandsende Israeliter allerede langt- ifra saae Toppen af den ledende Jehovah-Søile i Ørkenens Horizont, og tyede den imøde. Kun Præsterne staae tilbage ved Kalven, endnu haardnakkede, mens Luften alt knittrer af... .. Sqvalder er det altsammen, at Mindet ikke skal op -- nogle Faaes skjønt Mægtiges, dog afmægtige Protestationer imod Nationens Vilje, som til dette Meed og i Mindet (og dette er netop dets skjønneste Hensigt og Virkning) forener alle sine Viljer paa hine nær. Men hertil behøves Kommunikation i et saa adspredt Folk; og derfor tro vi, at Kommitteen bør ansøge om Portofrihed. Det er ikke Nationens Vilje at beskatte en saadan Sag. En Ansøgning derom var det ogsaa i anden Hen- seende godt at prøve. Og naar Alle forene sig til at virke for Sagen, eller endnu for maaskee, naar den møder uretfærdig Modgang, da vil man maaskee see, at heller ikke de norske Qvinder staae tilbage; men at rundtom Borgerinder fremstaae og opfordre sine Medsøstre til at berøve sig selv et overflødigt Smykke for dermed at forøge Fædrelandets Æres Glands, der skal forevige sig i Nationalmindet. De ere jo Mødre og Kjære- ster og Søstre til dem, som skulle reise og forsvare det og -- Det, det betyder? -- Vort medborgerlige Samliv er kun vant til faae Sving- ninger udenfor det Hverdagslige. To af de Aandens Kilder, som ellers give Livet inden et frit og selvstændigt Folk, der føler denne sin Stilling, den lifligste Vederqvægelse og det raskeste Omløb, nemlig Skjønkunstens i alle dens Retninger som national, som national Poesi, Musik eller Maleri, og Veltalen- heden udenfor den embedsmæssige, -- netop disse to ere, til Forundring for enhver Sjel, som bevare nogen Friskhed under al denne Tørhed, tilstoppede hos os. En -- nei, ikke en politisk Tale, men et frit medborgerligt Ord talt til en offentlig For- samling af Borgere af en Patriot, og tilmed en Præst i Spidsen for sine meddeputerede Sognemænd i Anledning af Overræk- kelsen af et nationalhistorisk Maleri af en national Kunstner -- Gudbevares, dette er jo noget usædvanligt og altsaa noget for- færdeligt; og dog er det hændt, og hændte igaar. Men Os SIDE: 142 gjorde dette Frembrud af hine forstummede Livskilder, dette Træk af et friere medborgerligt Liv og af to Medborgerklassers gjensidige Kjærlighed og Liberalitet imod hinanden saa inderlig godt. Sagen er: For den Velvilje, hvormed Børskommitteen i Kristiania gratis havde overladt Industrikommitteen i Agers Sogneselskab Børslokalet til de Kunstudstillinger, denne i 3 Aar har foranstaltet, havde denne Kommittee af Landskabsmaler Balke ladet udføre, som Present til at ophænges i Børslokalet, et, efter Kunstkjenderes Mening særdeles vellykket stort Ma- leri, forestillende Eidsvoll Værk i det Øjeblik Konstitutionen og Nationens anden store Selvstændighedshandling: Kongevalget proklameres. Agers Sogneselskab, som bevidnede Kommitteen sin Tilfredshed med denne Maade at lægge dets Erkjendtlighed for Dagen paa, lod da igaar Kl. 1 ved en Deputation af sin Midte, hvis Ordfører Sognepræsten Hr. Hesselberg var, Male- riet overrække til Børskommitteen i Børslokalet, hvor ret mange Medborgere, især Kjøbmænd, vare Vidner til dets Afdækkelse og til de hjertelige gribende Ord, hvormed Hr. Hesselberg led- sagede Overrækkelsen og forhøjede Værdien deraf. Børskom- mitteen bevidnede sin gjensidige Erkjendtlighed, og tilsagde Maleriet Plads i sit Lokale. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 6. april 1837. Den berygtede Hof- og Adelstidende Svenska Minerva har i denne Tid atter leveret Beviis for, at politisk Fordærvethed er forenet og eet med den moralske -- en Sætning, hvis almindelige Rigtighed en enkelt Undtagelse imellem hundrede Tilfælde ikke kan svække, og som bliver en Erfaringssandhed, uanseet at de Constitutionelle finde sin Regning i at benegte den, baade i An- grebene paa Hr. Hesselberg og i det, de nylig iværksatte paa Morgenbladet til Fordeel for Advokat Petersen: -- en af de Guder, de i Stilhed dyrke: en Gud, som de opdagede i Kjødet, og som vil lønne dem, naar i sin Himmel han kommer -- . . . . SIDE: 143 Hør! Historien om den svenske Adelsmand og Niding, Oberst og Ridder Herzenhjelms utrolige Tilsidesættelse af al Menne- skepligt mod sin i 30 Aar indspærrede sindssvage Hustro, som endelig sidstleden 11te Januar bukkede under for sine Lidelser og blev funden i sit uopildede, med det forfærdeligste Smuds bedækkede, Hul, paa et Pjalteleje, strax opgnavet af Rotterne, som hun i levende Live havde havt meget ondt ved at værne sig selv og sin usle Føde imod, mens hendes Mand paa samme Gods, og hendes, med en Major gifte, Datter paa et i Nær- heden levede i standsmæssig Herlighed -- denne oprørende Historie, hvis Afskyelighed bliver i denne Tid forøget med den overmodige Frækhed, Forbryderen, en Gubbe paa 82 Aar og 5 Maaneder, viser under Forhørene, som endelig ved Kronofog- dens Angivelse foranledigedes, er vel de færreste af vore Læ- sere ubekjendt. Men forsaavidt den er det, vil Enhver i dette Omrids af Begivenheden have nok for sin Følelse til at oprøres over og bryde Staven over de moralske Uhyrer, Ægtefællen og Datteren med samt hendes Mand. Og heri ere ogsaa alle svenske Tidender, der tillige henlede den almindelige Uvilje mod den saalænge uvirksomme Øvrighed, enige, undtagen -- Minerva . . . undtagen Minerva. Til Fuldstændigheden af en saadan Individualitet maatte høre et saadant Hjertelag. Det er en Reflexion over Sagen, hvori Tilbøjeligheden viser sig at tage hiint adelige Uhyre, saavidt det paa nogen Maade lader sig gjøre, i Forsvar. Kronfogdens Angivelser fremstilles som over- drevne, men -- hvor fortvivlet! -- mens de udførlige Referater af Forhørerne netop i Detalljerne paa det nøjeste bekræfte dem. Og samtidig med disse Gemytsudbrud slaa andre ligesaa ædle Flammer ud af Minervas Indre, og fremstille hendes hele Per- sonlighed i den fuldstændigste Belysning, nemlig i den slet- dulgte Ærgrelse over at den høitfortjente Ordensbiskop Wallin er bleven Erkebiskop, med Forbigaaelse af Biskop Wingård, der havde vundet sig Minervas beskjæmmende Patronat ved sin ser- vile Adfærd og det Talent for Rigsdagsintriger, han havde lagt for Dagen. Det er Intensiteten af Slethed, som lader Opmærk- somheden her og i Sverige af og til fæste sig ved dette, det fordærvede svenske Aristokraties, Blad; i sit Udvortes -- af volumen som vore mindste Provindsaviser -- viser det den SIDE: 144 kummerlige Tilværelse, hvortil det er fordømt, og som kun ejer Kraft til togange om Ugen at fremtræde in publico. Det har saaledes megen Liighed med de Naturens Særsyn, som under- tiden forfærde os i de ulyksalige Skabninger, hvor en diabolisk Ondskab parer sig med og udtrykker sig i fysisk Vantrivsel og Misfosteragtighed. -- Spegeln og Allehanda erklære i højeste Maade urimeligt, at man i Norge kan troe, at den Eskadre, som skal afgaae fra de forenede Riger, skulde ogsaa kunne omslutte den Hensigt at indvirke til Fordeel for det norske Handelsflags Anerkjendelse navnlig af Marokko. Vi have aldrig ventet saa ædel Klogskab af Unionspolitikken med Hensyn til det Land, som, overladt til sig selv, ganske vist skulde vide at hævde sin Ære og Interesse paa Kyster, hvor dets egne Konger engang med Staalet have indpræget dets Navn. Vi antage blot bona fide Muligheden af, at man kunde ville vise Unionen den Omhu og Norge den Op- mærksomhed, siden baade svenske og norske Orlogsskibe nu skulle vise sig paa hine uvenskabelige Højder, at give Barba- rerne Anledning til at tyde Toget som en Henpegning paa de vægtige Argumenter, de forenede Rigers Flag dækker, om de skulde ville gjøre Vanskeligheder med Anerkjendelsen af Norges særegne. Om den svenske Deel af Flaaden vilde holde sig til- bage, kunde den norske Korvet f. Ex. vise sig paa Tangers eller Salées Rhed sammen med et norskt Koffardiskib, som førte det norske Flag, og saaledes lære Marokkanerne, hvad Svenskerne troe de vanskelig ville begribe, at det er een og den samme Nations Skibe, som kunne føre Unionsflagget og det trefarvede. Med den fornærmende Overlegenhed, som den svenske Eskadre- deel før i de Farvande har lagt for Dagen mod den norske, tør vi ogsaa haabe det vil have en Ende. Af deres Eendrægtighed ville de Fremmede ogsaa forstaa, at der er to Magter om at forsvare det norske Handelsflag. De Svenske Blades Trudsel, om at denne Sag alene maa drives igjennem af Norge og alt Fælleds i Konsulaterne ophæves, er især mærkelig derved, at den henleder Opmærksomheden paa, at paa det allernærmeste alle Konsulater ere besatte med Svenske forsaavidt de ikke ere det med andre Fremmede. Henrik Wergeland SIDE: 145 NORGE Statsborgeren 9. april 1837. -- I Mbldt. af 3die d. yttrer en Indsender følgende patriotiske Ønsker til den nysvalgte Direktion for det offentlige Theater i Kristiania: 1) at Direktionen ved Engagement af nye Skuespil- lere og Skuespillerinder ikke vil indskrænke sig til, som forhen, at lade dette besørge udelukkende fra Danmark ved Kommis- sionærer i Kjøbenhavn eller ved at lyse efter Subjekter i danske Aviser alene; men at den ogsaa bør lade Bekjendtgjørelse derom indrykkes i de forskjellige norske Aviser, og "det ikke blot for et Syns Skyld og med den hemmelige Reservation bag Øret, at forkaste enhver Norsk, der maatte melde sig." "Ingen -- siger Inds. -- har endnu negtet vore [fotnotemerke] Landsmænd naturlige Anlæg og Kunstsands, og en eller anden Juveel vilde maaske findes i den foragtede Gruusdynge, naar Vedkommende turde gjøre Regning paa en human og ikke afskrækkende Behandling saavel fra den norske Direktions som de fremtidige danske Kunstbrødres Side, og for begge Dele staar det i hiins Magt at garantere, naar den er hvad den bør." 2) Lægger Inds. denne Direktion paa Hjerte Realisation af det saa ofte yttrede Ønske om Oprettelsen af en Theaterskole, hvis Nødvendighed og mindre Bekostelighed, end det kunde synes, han deducerer. Og 3) yttrer han, at Direk- tionen, der, forsaavidt vides, har Advokat Petersen i sin Midte, bestaaer af dannede, hæderlige og fædrelandssindede Mænd, hvorfor han har det bedste Haab om at den endog uden Andres Vink vil varetage sine Ønskers Opfyldelse. Og gid han havde Ret! Fotnote: Rossing, den danske Skuepladses berømte Prydelse, var en Normand. Hans norske Maal var ham ikke til Hinder i selve Kjøbenhavn. I det norske Studentersamfund har man i den senere Tid paa et lidet Theater givet Forestillinger, som intet Publikum, hverken danskt eller norskt, med Ret- færdighed skulde vrage. Publikum glædedes engang i Vinter med Rygtet om at et Ensemble af disse studerede Dilettanter skulde ville, til Bedste for de korntrængende Bygder, give en ordentlig Forestilling paa Theateret i Grændsehaugen, nemlig Jeppe paa Bjerget, hvor Jeppe gives som norsk Bonde. Beklageligt nok, om der ikke skulde blive noget af dette hæderlige Forsæt! Endnu er der Tid; og det vilde have velgjørende Følger med Hen- syn til den fornemme Pøbels Fordom mod vort eget Sprog og vor sceniske Kapacitet. SIDE: 146 Er der vel nogen Normand, som har Tanker og Følelse for det, der skyldes hans Nation, der ikke forener sin Stemme med hiin Landsmand, og ikke lydeligen skulde kræve af en Direk- tion, som er anbetroet Fuldmyndighed til at foretage sig hvad den vil, hine længe nærede og saa længe og bittert skuffede Ønskers Opfyldelse eller ialfald Tilnærmelse? Det norske Folk er vant til Nøjsomhed, hvor dets Ære skal iagttages og natio- nale Krav varetages -- derfor, om Meget end ikke skal eller kan gjøres for det første, en Begyndelse, en Tilnærmelse, en An- tyden af Hovedstadens offentlige Scenes Nationaliseren vilde det være ublueligen haardt at negte. Ingen Normand udenfor Hovedstaden troe, at dette ikke angaaer ham! Vor politiske Forbindelse med et andet Rige og den forrige Unionsstats frem- deles arrogerede aandige Supremati svækker vor Nationalitet, vor indre Selvstændighed saameget, at den ikke kan undvære Støtten af et nationalt Theater. Hvorimod maa ingen provind- sial Egoisme yttre sig. Et nationalt Theater i Hovedstaden an- gaaer ikke den mere og det hele Land mindre end Banken f. E. angaar Trondhjem. Det hele Land har Nytten, Hovedstaden kun Deel i denne; men da den dog har Fornøjelsen, saa er det ogsaa billigt, at den gjør noget derfor, og saaledes, ved at skaffe Landet Æren af en Nationalscene, lægger sine bedste Grund- volde til sin Hovedstadsrang i alle dets Hjerter ved nemlig at hedde den By, som er mest kjær om dets Hæder, belivet af den ædleste Borgeraand, altid rede til at offre noget for det Hele, ikke alene Embedsglandsens, men Nationens Genistraalers Brændpunkt, dens aandige Blomstrings Have, ikke blot Travl- hedens forum eller en By, hvorom det kun hedder, at der boer en Statholder (fy hvilket Navn!) og at nogle Danske spille Ko- medie der. Man bygger Huse -- smukke, hvide, talrige, seete fra Skyen som om en Gud strøede Perler ud; men der skal være eet i Nationens Stiil, eet Marmor, hvori den præger sit Aasyn, eet Huus, hvori dens Aand er hjemme og tør vise sit Fysio- gnomi saaledes som Geniet bevæger og beliver det. Stenene saa- ledes som vi see dem sammenformede til en Theaterbygning ere gode nok; men de danne ikke hint Huus: det bygges af Aand og Tunge: af de indfødte Talenter, der uddannes til at optræde i hiin nyreiste Bygning, som uden dette skal mangle alt Liv og SIDE: 147 Betydning for Nationen og kun vorde et Institut for Denatio- naliseringen, et Tugthuus for Geniet -- dets Portaler et nyt Aag for et Folks Aand, der fordømte sig selv i Umyndighed. Derfor en Theaterskole! I den aabnes først i Aand og Sandhed det nye Theater. Men, som sagt, Hovedstaden bør gjøre noget, og, forat see, om den ogsaa vil gjøre noget for et saa vigtigt Meed, bør Direktionen, i Brist af øvrige Midler, henvende sig til den med en Subskription til en Theaterskole. Hensyn bør ogsaa tages til, at man derved tillige fremmer noget Velgjørende i almindelig Bemærkelse. En saadan Skole vil nemlig være et Slags Asyl eller Opdragelsesindretning for endeel fattige, men begavede Børn; thi Eleverne ville ventelig især blive tagne fra Ulykkens større Verden, af de forsømte Klasser, som kun faae Lov at ligne de øvrige Mennesker i det Øieblik de udgaa af Guds Haand og fødes. Men det er store Ting det. Oprigtigt, dersom man ikke vil foragte det Norske, fordi det er norskt, saa er der endnu en Kombination mellem Fattigdom- men og Talentet, som meget sandsynligen vil bidrage til at be- folke vor Scene med Indfødte. Har Nationen ikke nogle hun- drede Børn ved Universitetet? og vel derimellem et hundrede fattige, og endeel yderst fattige? Og træffer nu scenisk Talent og Fattigdom og akademisk Dannelse sammen, og Vedkom- mende ikke "havde den hemmelige Reservation bag Øret at for- kaste enhver Norsk," men end ydermere har Forkjærlighed der- for og søger at trække det indfødte Talent frem -- hvad saa? Jo, da vilde det indfødte Talent tye indunder hine Portaler, som da bleve Geniets Æreport. Og Fædrelandet vilde ogsaa være der og modtage det med aabne Arme. Men dersom For- agten for alt hvad Fædrelandets er, undtagen for dets Æres- poster, og Mistvivlen om, at Geniets Guddommelighed ogsaa her kan undfanges af de svangre Mødre og om at vort Modersmaals Malm har og kan gives Velklang for alle andre Ører end Men- neskeæselets, og dersom en meget formaaende hæderlig og fædrelandssindet Ringeagter af Nationen, og Danomaniets og nogle af Tidsomstændighedernes og det nuværende Gouverne- ments Alumner med de forsvenskede Hjerter og fordanskede Hoveder -- dersom Noget af Dette skulde staa derbag, da vil det indfødte Talent pidskes ud og tilbage i Nødens og Selvfor- SIDE: 148 tabelsens Vraaer, hvori det fortærer sig selv, forgaaer eller bliver til Spot og Beviser for Fiendernes Paastand, at intet Norskt duer. Men endnu herligere, dersom indfødte Talenter igjennem alle disse Hindringer, flammende af Selvfølelse og Selverkjendelse, tiltvang sig Adgang til Scenen, og derfra -- o jeg seer disse Øine hvorledes de derfra lyne Spot over disse Terrasser af stupide Ansigter -- jeg hører de malmrige Toner lære et forqvaklet Publikum at elske d. e. at kjende sit Modersmaal . . . Hvor for- bausede, somom de opdagede en ny Verden! Nei, Den som be- træder en ny Verden, det er det norske sceniske Talent, som betræder sit Fædreland: den norske Scene. Direktionsbænken der foran skal ikke være Brændingen, som vil forhindre det. Hersk der, Arving til Rossings Eftermæle, opfang Anerkjendel- sens Krandse paa Spidsen af din Triumfs Haan, indtil Forfær- delsen griber Folket over hvad det vilde bortkaste, og indtil Troen kommer paa at dets Hoved ikke er dumt, dets Maneer ikke klodset, dets Maal ikke ildeklingende, dets Sprog ikke udannet, og indtil det i Theatret ikke alene seer et Ørkesløs- hedens Tilflugtssted, men et Tempel ogsaa for Landets Muser, hvor de tør omgaaes med de fremmede og gjæstmildt modtage dem, og hvor det fornemmer Resonancen fra sine egne Følel- sers Indre og Duften af det Hjerteblad i et Folks Udviklings Blomstring, som et Nationaltheater er! Afvejen, Æsthetikler! -- Et Par Industriforetagender gjøre i denne Tid Krav paa den offentlige Opmærksomhed: Hr. Haugan Vognfabrikant i Drammen, annonceres som Entreprenør for en Diligencefart, 3 gange ugentlig mellem Kristiania og Drammen, hvor der er tegnet Aktier dertil; og Hr. Welhaven -- ikke længer J. Wel- haven, men Welhaven -- annoncerer i den Cst.nelle en privat Forelæsning ugentlig i 3 Maaneder for 5 Spd. over den norske Literatur. Glück zu beiden Spekulationen! -- Fra Trondhjems Landshuusholdningsselskab mærkes, at der til Indkjøb og Uddeling af Sædehavre er af 63 Personer tegnet Gaver til Beløb af 214 Spd. og af en Ubenævnt 10 Tdr. Sædehavre. Desuden er der til samme Øjemed indkommen 71 Spd. 88 ß ved en af Skuespiller Maysons Selskab given Fore- stilling. Henrik Wergeland SIDE: 149 OM LIGHED FOR LOVEN (Indsendt.) Statsborgeren 13. april 1837. Ja det forstaar sig, vi leve i et frit Land, og ere alle lige for Loven. Saaledes tænkte nok ogsaa, kan hænde, en dansk Haandværkssvend, som her en Dag havde gjort sig en lystig Aften og var overgiven og ulykkelig nok til at knepse en af den gode Ordens Vægtere paa Næsen. Han er bleven anklaget og trues med at blive dømt paa Slaveriet. Nu maa det lægges Mærke til, at det unge Menneske har forhen været sindssvag, og at denne Svaghed endnu yttrer sig, naar han har tømt nogle Glas. Endvidere maa der lægges Mærke til, at hele hans Frem- tid er tilintetgjort, hvis han bliver idømt Slaveristraf, da han ifølge sit Laugs Love under saadanne Omstændigheder er ud- stødt. Paa samme Tid gik en Kadet grassat, rasende som en Vildtydsk i Ølkveisa, pryglede Vægterne heelt erbarmeligt og satte hele Storgaden i Skræk. Og saa sidder han nede paa Krigsskolen, læser sit Pensum, tærer sit Foder og savner i nogle Uger kun Frihed til at gjøre Udflugter i sine Fritimer. Siden bliver han Officier, og der hviler ingen Plet paa ham. Vel- signede Lighed for Loven, og velsignede point d'honneur og hele den øvrige Skare af Levninger fra Barbariets Dage! Ja vi ere da lykkelige nok til at have en dygtig Hoben af dem i vort Liv og i vor Lovgivning. Haandstvang og Aandstvang forjager endnu Norges Sønner fra Norge, og man tænke sig disse Skarer synge ved det sidste Blik mod den forladte Strand: "Sønner af Norge, det ældgamle Rige!" og: "Hvor herligt er mit Fødeland!" Hvilken Ironi! Og endnu er det ikke kommen videre, end at forøvrigt udmærkede Repræsentanter paa sidste Storthing mod- satte sig snart sagt alle virkeligt liberale Bestemmelser i Haand- værksloven, og at Religionsfrihed selv hos Folk, der baade ville kaldes og virkeligt kaldes oplyste, omtales med en ængstelig Hovedrysten, som om man frygter for at sige en Gudsbespot- telse. Saa langsomt modnes Ideerne, saa længe er det, førend de kunne gjennemæse Masserne og gjør Iværksættelsen af For- bedringer mulig. Men netop derfor er det saa meget mere Pligt, SIDE: 150 at udsaae den Sæd, som saa langsomt spirer og giver Frugt. Men vi glemme ofte altfor meget over de Enkeltheder, som gjøres til Gjenstand for Dagens offentlige Behandling, disse høiere, almindelige Grundsætninger, disse omfattende Refor- mer, hvis enkelte Talsmænd altid have været Menneskehedens Ypperligste. Vi glemme, at alt er Lapperi og Stykværk, saa- længe vi ikke søge at gjennemføre i det Hele Frihedens store Idee. Det nytter os lidet at kunne kontrollere Konge og Re- gjering og Amtmand og Foged, og see disses Magt indskrænket, saalænge vor egen Virksomhed, Anvendelsen af de Hænder og af den Fornuft, Himlen skjænkede os, er endnu mere indskræn- ket ved taabelige Institutioner, der, forældede som de ere, alligevel sees ofte at bringe friske Kræfter i sin Tjeneste, hvilke vældigt støtte under den ellers snart sammensegnende uordentlige Masse. Der gives Meget, der næsten lader Menne- skevennen mistvivle om Menneskehedens Fremskriden mod Fuldkommenhed og Lykke. Ja isandhed! Henrik Wergeland [REDAKSJONELL NOTE TIL EN ARTIKKEL AF S. SIVERTSON OM FESTRIMERE] Statsborgeren 13. april 1837. Red. underskriver ingenlunde denne desuden uklare Dom. Der er megen Fornuft i de fleste af de Poesier, Inds. dadler. Heller ikke kan noget være fornuftigere end hvad han siger Liremændene foretage sig; og hvad det hæderlige betræffer, da burde han vide, at de gamle Barder eller Skjalde netop fore- toge sig det samme, nemlig at synge til Maden for Jarl eller Konge, og at vinde Guld og Gunst af dem og Berøm af Gjæ- sterne. Inds. skulde ogsaa vogte sig for at spotte med Følelser, som netop ere Principet i den Digtart, og ganske vist skulde døe af Mathed, om de ikke ideligen ringedes tillive i saa smukke Vers, som vel kunne gjøres hertillands. Saaledes man paa Jagten efter Myg i Veir og Vind kan regalere med en Dask, en styg, sin egen Kind. Red. SIDE: 151 Henrik Wergeland OM BUREAUCHEF BERNHOFT (Indsendt.) Statsborgeren 13. april 1837. Den sødeste af alle Gunstens og Lykkens egne Unger er upaatvivleligen den ogsaa i andre Henseender mærkværdige Bureauchef Bernhoft, at dømme efter de mangfoldige Embeds- poster, han beklæder. Hans sidste Befordring var til det ge- haltige Stempletpapiircontrollørs-Embede, hvortil indstilledes bemeldte Bureauchef Bernhoft, der har tjent i 13 Aar, med Forbigaaelse af Krigsraad Hirsch, der har tjent 30 -- Daværende Borgemester Ottesen 29 -- Politimester Richter 29 -- Arsenalsregnskabsfører Roshauw 26 -- Lieutenant paa Vartpenge Strøm 24 -- Hvorved, og ved hvilke Fortjenester og Egenskaber er det, at denne Mand ligesom tryllebinder Regjeringen, Almægtigheder, Folk og Foreninger, samt at Alle kappes om at bedække ham med Ære og at fylde hans Overflødighedshorn? Nogen for- tryllende Slange-Egenskab er det dog ikke. Men Mephisto- pheles, der seer hvor Andre ikke see, Løvenskiold, som altid er visere end den øvrige Verden, eller Fortuna, som virker igjen- nem alle hine Patronater, og som synes at have udvalgt vor Mands store runde Rokkehoved til sin egen Kugle -- disse maae vide det. Men hvorom alting er -- det er ikke mindst at be- klage, at saamange og forskjellige Funktioner, som Bureauchef, Ordenscancellist, Sekretær i Selskabet for Norges Vel, Stem- pelpapiirskontrollør, m. M. true med baade at berøve den skjønne Literatur en af dens virkeligen lyseste og største Hove- der og Hs. Excellence Statsministeren en Tjener, hvis lange og troe Observanz enkelte Uforsigtigheder ikke kunne fordunkle. Hvo, som staaer, see til at han ikke falder! Og Hvo som falder see til at han igjen bliver staaende paa saamange Been som Hr. Bernhoft, der, som man seer, idetmindste staaer paa fire. Henrik Wergeland SIDE: 152 NORGE Statsborgeren 13. april 1837. [Først blir referert en notis fra "Bergenske Merkur" om innsamlingen i Bergen til Eidsvollsminnet.] -- Sildefiskeriet er nu sluttet. Det til Udførsel i Bergen dispo- nible Udbytte angives til 125 à 130,000 Tdr. Det hele indkomne Beløb til 180,000 Tdr. hvorforuden ogsaa haves endeel oplagt for Bergens Regning paa Leden. Det er saaledes et godt, ihvor- vel ei udmærket Fiskeri. -- Kristiania Politi soper ikke alene Torvet etc. men ogsaa sig selv reent i nedenstaaende Bekjendtgjørelse, som vi uopfordrede, af Kjærlighed for "audiatur men det tør maaskee hænde, at Vanskelighederne derved ere større end man vel kan forestille sig, og i Særdeleshed kunne de muligens være at søge deri, at de ikke noksom eje Menig- hedens Tillid. Det Eventyrlige, det fjernt Vinkende, det dun- kelt Anede har ogsaa noget saa tillokkende, i Særdeleshed for den lidet Oplyste. Der ligger ogsaa nogen Sandhed i Beret- ningen. Daglønnen er visselig i Amerika meget høj, og Jord- bunden rig og frugtbar. Men hvad hjelper det, at Daglønnen er meget høj, naar Livets Ophold koster i Forhold endnu mere. Naar jeg i Norge tjener 24 ß om Dagen og kan leve for 12 ß, er jeg bedre tjent, end om jeg i Amerika tjener 1 Spd. daglig og det daglige Brød ogsaa koster mig 1 Spd., eller om det ogsaa blot kostede mig 3 à 4 Ort. Thi det Ene staar i Forhold til det Andet. Landet er frugtbart; men hvad kan det hjælpe mig, naar jeg ikke ejer en betydelig Driftskapital; thi uden denne kan jeg SIDE: 155 ikke have nogen Nytte af at jeg vandrer paa den rige Jord. Overalt, den, som har noget at tabe, burde ikke letfærdigt sætte det paa Spil ved et saa voveligt Eventyr, som Udvandringen til Amerika fra et Fædreland, som med Sorg og Beklagelse skuer sine bortdragende Sønner. Betragter man imidlertid dette Fænomen noget nærmere for at opdage dets dybeste Grund, da maa vi udentvivl tilstaa, at Nordamerikas Frihed og vort eget Lands endnu i saa mange Henseender ufri Lovgivning er det egentlige Motiv. Havde vi fri Religionsøvelse, og fri Næringsdrivt, saa vilde Udvan- dringslysten uden Tvivl ophøre af sig selv. Der kom da i vort hele Liv et andet Sving, og Frihedslysten skulde ikke skue udover Atlanterhavet forat finde sig tilfredsstillet. Men med denne forønskede Tingenes Orden har det lange Udsigter. Selv den -- vist ikke for liberale -- Haandværkslov har jo af egen- nyttige, lave, interesserede Hensyn fundet en Modstand der i høj Grad skal have bidraget til, at den ikke erholdt Sanktion. I, som stode i Spidsen for hin navnkundige Adresse, I kunne fortælle os det, -- og Fædrelandet vil udentvivl velsigne Eder! Henrik Wergeland DEN FØRSTE SOMMERFUGL (Indsendt.) Statsborgeren 20. april 1837. Indledning. Msr. har Ret: jeg har været mindre fuldstændig med Hen- syn til de Bernhoftske Aggregater af Æres- og Indtægtsposter, og forsaavidt ogsaa mindre retfærdig, som derved oplysende Omstændigheder ikke ere komne i vedbørlig Betragtning. Men Msr. har forseet sig i samme Maade, idet han har overseet et af de -- forhen idetmindste -- største Been, som Manden staaer paa, nemlig som Medejer i Rigstidenden, hvis bedste Dage vel ere forbi, men hvilken Funktion dog er langtmere passende for ham end f. Ex. Sekretariatet i Selskabet for Norges Vel. Og saaledes faae vi hverken ud En paa Fire eller en Orangutang eller Vildmand med Stok, men et Væsen paa sex d. e. et Insekt. Og nu har Monsjeurs Indbildningskraft Marken aaben for alle- SIDE: 156 haande kløende Lignelser. Jeg veed hvad Msr. tænker paa og kløer sig bag Øret for. Statslegemet, naar det er i urene Hænder, har ogsaa sine. Punktum. Men hvad mener Msr. om en Sommerfugl? Ja en Sommer- fugl. Idag har den første af disse søde Skabninger viist sig i mit Vindu, og jeg føler mig oplagt til at sværme over dette første Vaarens Glædesbud. Jeg er den taknemlig: den bar en Bitterhed, som maaskee skulde tynget mig, bort paa sine lette saa forfængeligtladende Vinger. Men den Skyldløse, som ikke kjender sin Pragt, eller at et Menneske finder den smukkere end sine første Foraars- tanker og hefter vemodigt et udødeligt Hjertes Drøm til dens glimrende Støv! Ak, en Sommerfugl -- Den er borte . . tregange stigende og dalende vovede den ikke at berøre Myrten med de spæde Foraarsskud i det aabne Vindu, somom den var en Drøm- figur fra dens slumrende Puppetilstand, en Reminiscenz, som ikke ret stod til Troende, fra Larvens Dage i det Grønne for- rige Sommer. Den er borte . . Gid den havde fraadset i mine spæde Myrteskud og gnavet Rosenknoppen af, som ikke skal visne paa nogen elsket Barm, der er for god for en Verden, hvor Insekter -- Ak, ja Sommerfuglen er borte, og med den min Fromhed -- eller Sværmeriets søde Vanvittighed, om man vil -- og jeg har ikke mere en Minut tilovers til uden Tvang at følge den venlige favonbaarne Hilsen med ligesaa venlige Tanker. Det er haardt; men jeg har sagt: uden "Tvang." Den ustadige Sol er tilskyet, og jeg er nu engang saa -- idetmindste idag som den skinner og sender mig Sommerfugle til. Nok -- der var en Sommerfugl . . virkelig en prægtig, en langt prægtigere, og det ikke alene efter Aarstiden, end alle vore Poesier i Forhold til Nationens saa vidt udskregne aandige Tælegrøptilstand. Den var der; og hvad mener Msr., med Hen- syn til det vi have imellem os, om en Sommerfugl? Bernhoft har engang poetiseret, da han endnu var uskyldig i Paradiset paa Fossum; og det kan man kalde hans Sommer- fugletid, om ikke for andet, saa for det forgjængelige ved hans æsthetiske Glimmer. Eller krøb han da, saa var han dog Larve SIDE: 157 -- disse skyldløse Skabninger, hvorover kun Damerne skrige: "au!" og "fy!" Men han har poetiseret, og enhver af disse Poeter vil kokettere sig til at passere for en Sommerfugl. Derfor har Bernhoft været Sommerfugl. Men det er et forganget Liv -- et af disse Akter i Menneskelivet, hvorover et Teppe ruller ned, og hvorom Tosserne troe, at dermed er et heelt Stykke ude. Disse Afsnit føde andre, hvoraf igjen nye Udviklinger fremgaae. Kryber Bernhoft nu, saa er han igjen bleven Larve, og saa bliver han Puppe, og saa -- i en bedre Luft, hvori vi alle kunne aande i Fred -- igjen en Sommerfugl, bedækt med Glandsen af al den Ædelhed hans Psyche nogensinde tilegnede sig. Men ogsaa der er Natsommerfugle . . Natsommerfugle! Vore Ørne ere Myg imod de Falæner, som folde sine møllede Vinger ud af den Dynge Jord, et Menneske efterlader sig. Men hvorfor skulde Bernhoft blive en Natsommerfugl? Nei, en Dagsommer- fugl -- den Naadesolens egen purpurne Opklækning -- en Dag- sommerfugl, en Sfinx, som hverken Statsborgeren eller nogen anden Barbar af en moralsk Naturforsker skal spidde paa sin Naal. Men, der er min Sommerfugl, min egen søde lille Sommerfugl, og nu Farvel med Bernhoft, som netop kryber opad Gaden paa sine sex Been eller tre i hver Støvle, naar Ret skal være, og med alle Insekter, der krybe, krybe, krybe, der krybe . . . Min Sommerfugl, flyv ind! flyv ind! Varm dig ved Vindurosens Kind! Tro Solen ei endnu! Dens Gløden kun lokker troløs dig i Døden. [Diktet er sin helhet trykt i nærværende utgave I, bd. II s. 105 ff.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 20. april 1837. En Indsender i Igaars-Morgenbladet, der ellers med megen Føje klager over Privilegie-Uvæsenet og Indskrænkninger i Han- delsnæringsfriheden paa Landet, tilsteder sig ellers følgende Yttringer: "Ja vi have en herlig Frihed at rose os af! Hvo vil SIDE: 158 fortænke Landmanden, at han ikke med Iver istemmer Jubelen for Højtideligholdelsen af Constitutionsfesten o. s. v." Dette er ufornuftigt og utaknemmeligt sagt; kan mistydes af Fremmede, forgifte Folkemeningen herhjemme, og venter sand- synligviis derfor ikke længe paa en Paaviisning heraf fra Bladets Redaktion. Alene Landskattens Ophævelse vil imidlertid være nok for den fornuftige og veltænkende Bonde til at erkjende det Utilbørlige i Udladelserne og til snart i Gjerningen at lægge for Dagen, at han ikke lader sig forlede til at glemme, at han dog skylder Konstitutionen ret meget, om alt endnu ikke er skeet, og om det end er gaaet seent med dens velgjørende Ud- viklinger, som vel ikke ville standse, men kun naae en Epoke i Opnaaelsen af en renere og større demokratisk Frihed. Roden til Konstitutionsfesten, som i Aar og fremdeles har faaet en ny Styrke i Erhvervelsen af Eidsvoll, ligger i Historien, men sin Top og Blomstring skyder den med den Drivkraft, som alle oprigtige norske Hjerter besidde, imod den Fremtids renere Himmel, hvori hiin Frihed har sin Tilværelse. -- De fleste af Landets Tidender have gjentaget Beretningen om hvorledes Agers Sogneselskab, med Højtideligheden af en Tale fra Sognets Præst, presenterede et anseeligt Prospekt af Eidsvoll i Proklamationsøjeblikket til Ophængelse paa Børsen i Kristiania. Og det var jo ogsaa ret interessant, og fortjente vel saameget som adskilligt andet sine Linier. Men den Constitutio- nelle har hidtil været stille som Graven herom; men denne Grav -- en kalket -- mangler ellers ikke Tunger, som ikke undlade at berette paa det troligste om en Mand etsteds i Landet falder i en Bæk eller bliver træt paa en Hej, han skal over, med andet mere af lige Vigtighed. Henrik Wergeland INDBYDELSE TIL AFTENSELSKAB OG BAL PAA SMESTAD 17DE MAI 1837 FORANSTALTET VED AGERS SOGNESELSKAB Efter Wergelands manuskript, datert 22. april 1837. Undertegnede, der ere udnævnte til for dette Aar at foran- stalte iværksat den Bestemmelse i Agers Sogneselskabs Love. at 17de Mai i Regelen skal høitideligholdes af dette, give sig SIDE: 159 herved den Ære at indbyde Enhver af dets Medlemmer, saa- velsom Enhver, der, ifølge Selskabslovens Kap. 4 § 2. litr. i. er adgangsberettiget til dets Feste, til herpaa at tegne sig til Deel- tagelse i paa Smedstad d. A. at festligholde denne 17 Mai med Aftenselskab og Bal. Prisen er pr. Par 2 (to) Spdlr. " " pr. enkelt Mandsperson l Spd. 60 ß. Saaledes sees, at prisen for hver Dame er 60 ß. Herfor præsteres anstændig Beværtning i alle Henseender fra Thevandstid saavelsom god Musik og Salutskyden. Beregningen og Akkord er sluttet efter et Antal af 40 -- 50 Par. Betalingen leveres enten ved Subskriptionen eller senest inden 12te Mai til en af Undertegnede. Senere finder ingen Teg- ning Sted. Vinderen 22de April 1837. Henrik Wergeland. [Medundertegnet av: R. Vinderen. Rolfsen.] Henrik Wergeland ET MEGET MELANKOLSKT INDSENDT STYKKE Statsborgeren 23. april 1837. Alt er tilstede for at fremkalde Misfornøjelse med mig selv og mine Omgivelser; den første Aften paa et nyt Værelse med et fremmedt Physiognomi; Skumringen med en døsig taaget Himmel; Vindens monotone Susen; med tre Ord: Misfornøjel- sen, Eensomheden, Uhyggeligheden -- og hvad behøves der mere for at skabe en mørk Time. Og nu ovenikjøbet disse Publicister, der have givet mig en Skrape i Bladet -- de for- dømte Publicister! En Feil, ja vel en Feil; men fejle er men- neskeligt, og dog skal det strax i Bladet. Ja efterhaanden som jeg kommer paa det Rene med mine Følelser bliver jeg alt mere overbeviist om, at egentlig Bladet er Skyld i denne melankolske Stemning; uden det skulde det fremmede Værelse, den taagede lumre Himmel og det hele øvrige Melankoliens Apparat været forgjæves. Jeg skulde have beholdt mit gode Lune. Hvor jeg i dette Øjeblik føler for Venskab, Sagtmodighed, Blidhed og alle milde Dyder; hvor jeg af mit inderste Hjerte afskyer Enhver, som kan føre over sit Hjerte at forbitre Næsten et eneste Øje- blik, og især naar det skeer paa en saa gemen Maade, som ved SIDE: 160 at sætte Næsten i Bladet. Bernhoft, Den Constitutionelles Re- daktører, P. P. Soelvold, Advokat Petersen, Ytteborg og alle I Andre mine Ulykkeskammerater, som sidst have staaet der; hvor jeg sympatiserer med Eder, ja elsker Eder. Fælles Ulykke "knytter det fasteste Broderbaand" -- det skal Ingen i dette Øjeblik kunne afdisputere mig. Hvad skulle vi vel altsaa fore- tage os, skulle vi ikke i Fællesskab virke mod Bladene? Hører, jeg har et Forslag, som, hvis det vinder Bifald, skal for altid sikre os mod deres Anfald. Men vi maa være enige -- alle der have at frygte disse den politiske Friheds Vægtere, men vor per- sonlige Friheds Mordere, maa være som een Sjæl; Bernhoft og Ytteborg, Petersen og Soelvold, og vi allesammen maa glemme alt, undtagen at vi have fælleds Fiender. Mit Forslag er bygget paa den forhaabentlig uomstødelige Forudsætning, at Blad- skriverne have Mave, som baade "næsten alle Britter" og næ- sten alle andre Tobenede have. De arbejde, kan jeg vel derfor -- trods alt deres Præk om Opofrelse for det almindelig Bed- ste, -- dristigt antage, for det kjære Foder. Med Aarsagen hæves Virkningen. Vi betale dem ikke længer for deres men- neskefiendske Virksomhed. Alle Blade opsiges, og see saa om de for det almindelige Bedste ville sætte os i Bladet og sulte ihjel. Jeg læser paa Eders Ansigter en Indvending, der lyder som saa: Man burde dog maaske gjøre en Undtagelse, spare f. Ex. Rigstidenden og Den Cst.nelle. Nei, nei! Intet Mildheds- system. Reen Terrorisme, om muligt endnu purere end Vel- færdskommitteens, ellers er alt spildt. Rigstidendens Jordbund er falden for allehaande Snylteplanter, og naar nogle gamle Furuer, der dække Jorden med tørre, affaldne, al Blomster- Vegetation tilintetgjørende Barnaaler, engang ere faldne, kan man sandelig ikke vide hvad der kan voxe op i Stedet. Har man ikke allerede nu plantet et Ulvebærtræe i Furuernes Skygge. Vi erindre desuden Rigstidendens gamle Synder: Stod ikke der et Stykke om den priselige Indretning med Norges Flag, saa oppositionelt, saa skammeligt, at Forfatteren burde have sit Embede forbrudt; og kanske slap han ogsaa med Nød og Neppe. Nei, Rigstidenden er ikke at tro, selv om dens "Ind- rykkelser for Betaling" ikke satte det udenfor al al Tvivl, at den er uværdig til Skaansel. Erindrer kun Sorenskriver Møllers og SIDE: 161 Vederparters Brockmanns-Prækener. Bernhoft! Rigstidenden maa dø. Den Cst.nelle -- ja var jeg Petersen og Bernhoft deres fælleds Patron Løvenskjold eller den endnu mere fælleds Patron Grev Wedel, da kunde jeg vel betænke mig. Men sæt nu, ikke at jeg endnu er mistænkelig hos den ægte loyale Skole, men blot at Schouboe er min høje Patron? Har Den Cst.nelle ikke talt om ham, som om han ikke var stort bedre end -- min Ær- bødighed forbyder mig at nedskrive Ordet. Hvad har der ikke staaet i den Cst.nelle om Generaladjutant Spørck, som faldt, men stod opigjen den Dag, da der gaves dem, som faldt for saa fuldt Alvor, at de aldrig staa op igjen. Nei, naar vi betænke, at Den Cst.nelle i Begyndelsen var saa uartig, kan det lidet nytte om den for Øjeblikket er føjelig og snil. Den havde vel en Hensigt den Gang, og den Hensigt kunde den atter faae. Kort, den er ikke at stole paa. I Cst.nelles Redaktører! det almindelige Vel fordrer at Den Cst.nelle maa dø. Iblandt alle de øvrige Tidender kan der ikke være Tale om nogen Undta- gelse fra den almindelige Dødsdom. Jo, siger en Stemme, der kan være Tale om Handelstidenden. Den er for merkantilsk til at ville skabe sig Uvenner, den er for stupid til at være nogen farlig, selv om den havde den bedste, det vil sige den sletteste, Villie. Jeg beder om Forladelse; der skal jo være et polemisk Talent blandt dens Redaktører, som fordum har manifesteret sig i "Intelligentsbladet?" Den staar derfor ikke til Troende. Des- uden, dens udenlandske Artikel -- har den ikke haft "satiriske Tilsnit." Handelstidenden maa ogsaa døe. Men Departements- tidenden da? Vig bort Frister! Sætte dens Redaktører ikke Folk i Bladet, berette de ikke Embedsmænds Suspensioner og Kassemangler? Fy for en Skam, og det gjør Departementsfolk. Nei, Departementstidenden maa dø Døden. Intet Blad har gjort mig mere melankolsk end netop den. Jeg sov ind, men i uro- lige Drømme saa jeg Departementsfuldmægtige, grumme, fæle, iskolde og magre som et Register, aabne en Oppebørselsbetjents Chatol; jeg saa denne støde Dolken i sit Hjerte, og Departe- mentsfuldmægtigerne søle i hans Blod, rodende efter et Bilag til Regnskabet. Hu, for Drømme det Blad kan fremkalde: det maa visselig døe. Retstidenden er dog en uskyldig Tidende? Der findes ingen Uskyld paa Jorden, og har ikke Retstidenden SIDE: 162 megen Skyld paa sin Samvittighed? Udbreder den ikke Folks Skandal, ikke alene de domfældte Parters, men ofte ogsaa Dom- mernes. Og naar man nu bliver dømt pro meliore Informatione -- ja saa veed de Advokater ret at fremstille Sagen paa det Vederstyggeligste. Hvad gjorde de ikke ved Sorenskriver Møl- ler til Exempel. Nei ingen Dommer i det hele Land kan tage sig Middagslur med Rolighed saalænge Retstidenden existerer, og Rolighed, Rolighed ja det er netop hvad vi ville have. Rets- tidenden kan ikke spares. Nu kan der dog ikke længer være Tale om nogen Undtagelse? Det skulde da være Intelligents- sedlerne. Den hører til Morgenkaffeen for enhver ærlig Borger- kone og Borgermand, og jeg selv læser ofte med Flid og Op- mærksomhed Artiklen "Tilleje." Det er et nyttigt Blad, og gjør sjelden noget ondt, især efterat "Redaktionen" -- Gud ved hvem; jeg skulde næsten tro, den var underjordisk -- satte sig op imod Udgiveren, og talte de vakre ord om, at Humanitet og Peenhed altid maatte staa foran den materielle Fordeel. Tro mig jeg blev meget bevæget dengang, omtrent som hiin Jøde- prophet, da han opdagede der gaves nogle, som ikke ofrede til Baal. Mig tonede dog desværre ingen Røst fra Himmelen, at der gaves en syv otte Hundrede slige. Alligevel syntes jeg at høre en velbekjendt Stemme, som fra en Herrens Tjener, om- trent den samme, som jeg hørte hviske bag Koulisserne, da den "politiske Præken" gjennem Huusvennen og Bordvennen skulde tilknivs. Ja visselig det gjorde jeg; men jeg hørte kun: "Jeg, jeg siger Eder sandeligen, at Sanct Paulus haver visseligen sagt og paabudet Eder, at I skulle agte ære og elske dennem, som ere satte i Højheden og i det hellige Lærerembede. -- -- Men hidindtil haver jeg tøvet;" og en vældig Skare raabte: "Rigtigt!" og det lød som Stemmen af tolv Tusinde Beseglede, fra hvis Læber Seglet i eet Øieblik blev taget. -- Men ogsaa jeg begynder at tøve. Nok er det, Intelligentssedlernes underjordiske Redak- tører i al Ære; men Udgiveren er ikke at troe, og Bladet maa derfor døe. Nu kun Enighed, Soelvold og Bernhoft, Løvenskjold og Ytte- borg og -- -- -- "Men skulde der ikke være en Undtagelse for "Fædrelandsvennen" da?" Jeg hørte en Bjørnegrynt og rundtom Væggene klask! klask" pst! pst! Det var "Fædrelandsvennens" SIDE: 163 Genius. Hvad skal den indeholde? Humanitet -- anstændigt Sprog -- ingen Personligheder -- efter Overbeviisning -- halte -- ikke krybe -- har før været forledet -- nuværende Stats- borger intet Folkeblad -- klask! -- mine hadske Fiender -- opofret meget -- havde Maleur paa Ruseløkken -- alt for Fæ- drelandet -- ingen ufornuftig Opposition -- lempe sig, naar -- pst! -- en Medarbejder skrevet mod syttende Mai -- klask! -- Holdt, holdt! hverken Ven eller Fiende troer dig; selv Kaxen der har subskriberet paa dit Blad for at du til Gjengjæld skal gjøre ham til Storthingsmand, indseer sin Daarskab. Vi kunne spare os den Umage at fælde Dødsdommen over Fædrelands- vennen. Den seer ikke Dagens Lys. Hm, hm! klask, klask! Man lader sig ikke længer beskatte og bedrage af Landsstrygere. Skal Folket bedrages bør det skee paa en ganske anden Maade. "Fædrelandsvennen" er os unyttig. Men hvortil nytte vore Be- stræbelser? Interesserne splittes i Individualiteterne, ingen almindelig begeistret Varme for den gode Sag. Enhver har sine Hensyn, sine egoistiske Beregninger bag Øret. Og er det ikke derfor sandt, at Skriget i Grunden dominerer os, beherskes vi ikke deraf, som ved en Troldom, fortrylles vi ikke af Klapper- slangen og opsluges. Hvor ofte har jeg ikke selv bandet og haanet Aviserne, men først og fremst Statsborgeren, hvor ofte har jeg ikke sat op et haansmilende medynksomt Fjæs, naar jeg -- NB. i Selskab med Flere -- har truffet de ondskabs- fulde bittre Oktavblade paa Konditorens Bord, og dog, sub rosa sagt, listede mig hver Torsdags og Søndags Morgen hen til Konditoren, -- og hvad søger jeg saa først og fremst at faa fat paa? Jeg tilstaaer: paa Statsborgeren. Ærligt tilstaaer jeg det, og efter en foretagen Selvprøvelse og de Slutninger jeg deraf kan gjøre til Andre har jeg ikke længer noget Haab om, at den Plan vil lykkes, som jeg i Begyndelsen fandt saa fortræf- felig. Jeg synker hen i mørk Fortvivlelse. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. april 1837. -- Det er tidligere omtalt i dette Blad, at næsten alle vore udenlandske Konsulater ere besatte med Svenske, forsaavidt som de ikke ere besatte med Fremmede. Virkelig skal nu afdøde Falk, SIDE: 164 forhen Kjøbmand i Drammen, der erholdt det ubetydelige Kon- sulat i Aalborg (om fordi Norges Handel paa Jylland er be- tydeligere end Sverigs?) være den eneste Normand, med hvem der er ei gjort en Undtagelse; thi at der muligens kan findes en eller anden Norskfødt, der som en fremmed Stats Undersaat har erholdt et Konsulat eller Vice-Konsulat, kan neppe komme i Betragtning. En mangelagtig Side ved vort Konsulatvæsen synes det ogsaa at være, naar endog et saa højst indbringende Embede, som Konsulatet i Helsingøer, uden Nødvendighed, overdrages til Kjøbmænd paa de respektive Steder, for hvem Konsulatet og den norsk-svenske Handels Fremme bliver en Bisag, og hvor- ledes skal det gaae, naar deres egen merkantilske Interesse af Konsulatet kommer i Kollision? -- Amtmanden i Smaalehnene Hr. Wulfsberg er ved egen Virksomhed og den lige hæderlige Hjælpsomhed hos dette, af forrige Aars Frost skaante, Distrikts Beboere, bleven istand til at remittere Direktionen for Selskabet for N. V. til Understøt- telse for frostlidte Bygder, det betydelige Beløb af 1690 Spd. -- (NB. for Bogtrykkere.) Ved Kristiania Politirets-Dom i Sag mellem Boghandler J. Dahl og Politiet er dette kjendt uberet- tiget til at erholde afleveret gratis et Exemplar af alt hvad der trykkes af et Volumen under 24 Ark. Saaledes har da denne censurmæssige Uskik en Ende. Henrik Wergeland ANMELDELSE OM UDGIVELSEN AF ALMUESANGE Statsborgeren 27. april 1837. Hvad betyder dog dette, at vor Nationalpoesi og Musik er forstummet? Ingen Melodi komponeres, mens musikalske For- eninger dog tage Musiken i Beskyttelse, og dens Yndere og Dyrkere ikke ere faae. Og hvad den nationale Poesi angaaer, da har vel 17de Maifestene fremkaldt nogle Viser, men som ikke have formaaet at holde sig Aaret ud. Selskabssangenes Tid synes vel at være forbi; men i et Folk, der er fremkaldt til et nyt og bedre politisk Tilvær, hvis Frihed holdes for at være stor, hvis ældre Historie -- hvortil det nu, ifølge det sande Udsagn, at det Folk, som glemmer sin Historie har ingen Frem- SIDE: 165 tid at vente, skulde knytte sit Nærværende -- er opfyldt med Bedrivter, og hvis Land er romantisk, er det besynderligt, at hverken det ene eller det andet Slags af Sangpoesien kan holde sig ilive. Dette hentyder paa en indre Mangel -- ikke paa Evne, men paa Lyst, paa en indre Erkjendelse, som vi ikke kunne dølge for os selv, af at Noget mangler os som Nation, paa en Vunde i vor Nationalitets Hjerte, som forbyder den at fryde sig og gjør dens Sange tvungne og kolde og strax hendøende paa Folkets Læber. Vi føle, at vor politiske Stilling, ihvordan man end stiller den for Øjnene i det mest smigrende Lys, dog ikke er som vi af et fuldt norsk Hjerte kunde ønske den. Vort Bryst opløfter sig ikke med denne nationale Stolthed og Følelse af hjemlig Hygge, som udbryder i disse Nationalsange, der saa naturligen afpræge et Folks Indre. Derfor, naar vi komme sam- men, er det en hemmelig Blusel, der forener sig med den ubil- lige Misfornøjelse med Sange, som ikke kunne være anderledes, fordi deres Digtere have sjunget under Indflydelsen af samme nedstemmende Følelse, og som lader os gjøre den Opdagelse, at Alle have glemt sine Nationalsange, at Ingen kan nogen national Vise saa tilfulde, at nogen samstemmig Sang kan tilvejebringes. Man leder da i sin Tankekiste efter noget andet, og finder igjen som de eneste brugbare -- nogle Stumper af Viser fra det for- rige Aarhundredes sidste Decennier. Menigmand hjælper sig lettere. Han tilfredsstiller med en Mængde Leilighedsballader, som desværre alle ere ham gode nok, den Trang til digtersk Udtryk, som er en af de skjønneste Sider ved det naturlige Menneskes Hjerte. Og han er ligesaa- lidt vant om Melodien. Men dette er et større Onde, end at han overseer Textens Jammerlighed; thi forsaavidt denne er knyttet til gode Melodier, forvanskes disse ved Traditionen fra Mund til Mund, Sandsen for en smuk Melodi fordærves, idet alle synes ligegode og omsider virkelig blive det, ja næsten eens, og den profane, verdslige Sang bliver et Sidestykke til den, som gjør -- al evangelisk-luthersk Frihed ellers i Ære -- Kirkegan- gen modbydelig for Mange. Under saadanne Omstændigheder er det os kjært at kunne give et Haab om at et ligesaa simpelt som hensigtsmæssigt Mid- del til at give Menigmand nogen bedre Poesi ihænde, frelse vore SIDE: 166 bedre Melodier og bringe dem uforfalskede i Folkemund og der opbevarede, vil blive sat i Virksomhed, idet vi nu meddele følgende Anmeldelse. [Her følger en "Anmeldelse" fra K. O. Knutzen, L. Roverud, Sylv. Sivert- son, Henr. Wergeland om at de akter å utgi "en Samling af vore bedre, for Folket passende, ældre og nyere Sange."] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 27. april 1837. -- Det kunde synes somom den Constitutionelles betydeligste Kredit i sit Regnskab med Publikum maatte være, at dens Sam- menexistenz med Morgenbladet bidrog til at holde dette Blad ved Aande, om ikke ved Aand (som den Cst.nelle veed kommer ovenfra og Mbl.det udenfra), og at give det noget af den Hold- ning, som dets egen Redaktion kun synes at have Kraft til at give det i enkelte Momenter, hvori enten en altfor smigrende Provokation ex publico eller Skamfuldheden over at have for- sovet sig medens Noget er foregaaet giver dens Magelighed et tilstrækkeligt Incitament til at røre paa sig. Men hvad har denne Løben ved Siden paa hinanden ført til, uden til nogle gjensidige Bogstavkorrekturer og jammerlige Kjævlerier, hvori der hver- ken har været Alvor eller Lystighed, men hvis Kjerne har været en Pukken paa egen personlige Ulastelighed og renommerede Kjækhed (hvilket har meget tilfælleds med Soelvolds regelmæs- sige aarlige Paamindelse om hvorlunde hans Ærlighed maatte hinke igjennem Verden), og hvis Udgang nogle uvilkaarlige Lyd- udbrud af Couragemangel hos Mbl.det og et crescendo af Stor- snuderi fra den Cst.nelle, under hvilket finale nogle Slag fra begge paa Statsborgerens Bag have ladet sig høre. I disse Dage føres netop en saadan Krig, hvori slige Tapperhedens Gjerninger have været forøvede fra begge Sider. Men Statsborgeren, Stak- kel? Den gjør kun ligesom Huusvæggen i det trange Stræde, hvori to Bukke stanges, vel med lange hule Horn, men uden Fyrighed, kun med Tyngdens Isammensynken og Ørkesløs- hedens matte Ivrighed -- den gjengiver Skraldene. Og Buk- kene? O, de stange endnu tungere paa, idet de troe at have det spottende Echo imellem sig. SIDE: 167 Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 30. april 1837. -- Med den 17de Mai lader det til at ville have god Gang, omtrent som ifjor, da et brilliant Fyrværkeri udgjorde Festlig- hedernes mest lysende Side, eller vel endog bedre. En Tusind- kunstner af en Fyrværker, en Hr. Schmidt, som ogsaa ifjor ved denne Tid presenterede Liste til et 17de Maisfyrværkerie, er ligeledes iaar ude med en lignende, i hvis Spidse man finder selve Hs. Ex. Statholderen for et anseligt Antal Billetter. Ifjor derimod havde mindre Folk Betænkeligheder. Men saaledes jev- ner Tiden alt; og paa den allerskjønneste og spøgefuldeste Maade give vore Moderate Ultraerne Ret i, at Nationens Vun- der tilsidst kun ville lade sig læge ved Krudt, idet de nemlig -- subskribere til et 17de Maisfyrværkeri. -- De Constitutionelle rustede sig ogsaa noget forfærdeligt til at feire 17de Mai, nemlig paa Isen. Men -- pah! der er den gaaen op. Og de faae da -- desværre med Tabet af en Originalitet -- holde sig paa Landjorden. Men da de have Rig- dom paa Originaliteter, smertede Tabet af denne ene, uagtet al dens Gehalt, dem saalidet, at de vare de første til at melde Isens Opbrud. Igaar Kl. 10 Aften vare allerede Skibe komne ind, fortalte de Dagen efter med en Hurtighed, som bør lade Publikum glemme, at det mandhaftige Løfte om en Kommentær til Rigsretsdommen siden hiin Tid er forbleven uopfyldt. Men der er ogsaa mangehaande Forskjel imellem disse Meddelelser. Javist er det Forskjel. Forresten mander Bladet sig op i denne Tid (som Morgenbladet faaer at føle), og foretager betydelige Arrangements til sin Forbedring og til saaledes at vinde Publi- kum. En Krig med Morgenbladet er saaledes organiseret, under hvilken man let kan slumpe til at vinde idetmindste endeel af Publikum med stormende Haand, og den Forandring, som ved Lektor Motzfeldts Fratrædelse paa Grund af en Reise, er fore- taget i dets Indre, holde vi for endnu mere hensigtsmæssig til at ophjælpe dets synkende Tilstand. -- Efter svenske Aftonbladet indeholder Carlskrona Vecko- blad følgende Bekræftelse paa vor forhen yttrede Formening om, at Middelhavsexpeditionen fra de forenede Riger har (og bør have) en diplomatisk Hensigt: "Expeditionen, som kommer SIDE: 168 att stå i förhållande till diplomatiska negociationer med Barba- reskstaterna, skall räcka i 10 månader." Maatte vi Norske nu være heldige med Valget af den Chef, som skal føre vort Orlogs- skib! Der udfordres en ligesaa klog som fastbestemt og patri- otisk Mand. Den norske Afdeling burde være ligesaa stærk som den svenske, som skal bestaa af en Fregat og en Korvet, under Kommando af Kommandørkapitain Gyllengranat, og i enhver Henseende være den sideordnet. Det er Marokko, der alene kan være Spørgsmaal om, siden Tripolis nu er organiseret til et tyrkiskt Paschalik, og Tunis har maattet give Slip paa Røver- haandteringen eller Kapervæsenet. -- Ved Kongsberg er i 4de Bergmaaned produceret 1941 Mark 14 1/2 Lod gediegent Sølv. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 4. mai 1837. -- Man beretter, at det ifjor ved Hønefossen paabegyndte Dampfartøi, bestemt til Fart paa Tyrifjorden, skal gaa af Sta- belen førstkommende 17de Mai, og bære dette folkekjære Navn. Intentionen gjør isaafald Dhrr. Ejere ligesaamegen Ære som Inventionen, idet denne glade Scene, som egnet til paa enhver Tid at give Anledning til en Folkefest, vil forhøje det Høitide- lige og Glade ved den, som, saavidt vides, plejer aarlig paa hiin Dag at feires der paa Stedet. Det Samme vil ogsaa finde Sted ved Vigersund, hvor den siges at skulle anløbe samme Dags Eftermiddag. Imidlertid negte vi ikke, at vi ikke ret kunne tro, at ogsaa Maskineriet skulde saa hurtigt kunne sættes i Anven- delse, om det end skulde være muligt, at det alt var anskaffet, og Fartøjet virkelig alt være færdigt. -- Agers Sogneselskab feirer 17de Mai, ifølge Lovbestemmelse paa dets Samlingssted Smedstad ved Aftenselskab og Bal, hvor- til Indbydelse er udstedt. -- Under de synkende Omstændigheder, hvori man fra de fleste Steder hører at Sogneselskaberne befinde sig, tro vi at burde meddele følgende Bekjendtgjørelse med Opmuntring til at tage et saa godt Exempel tilfølge: [Her kommer årsberetning fra "Ide Sogne-Selskab".] SIDE: 169 Henrik Wergeland [NOTER TIL S. SIVERTSONS ARTIKKEL "FESTRIMERE"] Statsborgeren 11. mai 1837. [Sivertson skriver at han "indbilder sig" at "der nødvendigen maa en ikke liden Grad af Aandsfattigdom, Mangel paa Karakteer og fremfor alt Mangel paa sand og ædel Selvfølelse til, for at være en god Leilighedspoet." Wergeland skriver i noten:] ? Red. [Sivertson kritiserer følgende linjer i et dikt av P. A. Jensen: "Til ham den største Naade kom: En Lærer i Guds Helligdom." Sivertson kaller dette "Nonsens". Wergeland skriver:] Mon ikke Meningen er: at han blev en Lærer, o. s. v. Red. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 11. mai 1837. -- Hs. Majestæt Kongen, der har kjøbt Ladegaardsøens Hovedgaard har under 19de f. M. resolveret at ville give den med Tilliggelser Anvendelse som et Forlystelsessted for Hoved- staden, ligesom og, at Differenzen imellem Auktionssummen og Taxten, nemlig 1800 Spd., af Hs. Majestæts egne Midler skjæn- kes samme til Disposition efter Forslag fra Stiftsdirektionen. Maatte nu Vedkommende ret vide at paaskjønne Hs. Majestæts veldædige Hensigter ved hurtige og passende Arrangements. Og hertil forekommer os at tjene den hele Ejendoms Omformen med Træplantninger o. s. v. til en engelsk Have eller Park, Ombygge og Nybygge, en om muligt med et Bad forenet Re- stauration o. s. v. -- Den i foregaaende Nr. omtalte Schmidt bekjendtgjør i alle Blade, at han ikke vil lade et Fyrværkeri, men et Par smaa Luftballoner gaa op "en vakker Aften i Mai" Det slap altsaa ud med et Blæreri. Vi mene ellers, at, som Forlystelse, komme slige Sager omtrent ud paa et, og at Manden kan for Eftertiden spare sig al Umage med Fyrværkeri paa nogen 17de Mai. -- Hs. Majestæt har under l9de f. M. tilbagekaldt de Resolu- tioner, hvorefter endeel Tidender og Tidsskrifter indtil videre nød Postforsendelse for ringere Afgivt end den efter Lov af l9de Januar 1837 bestemte. Fra 1ste Januar 1838 vil den blive beregnet efter denne. SIDE: 170 Henrik Wergeland OM STATSUDGIFTER [TIL FOLKEOPLYSNING OG ANNET] (Indsendt.) Statsborgeren 14. mai 1837. Hvortil bruges de fleste Statsindtægter hos os? Til Oplys- ningsværket -- det vigtigste? Nei, til Armee og Hof. Almindelig Mand spenderes der intet paa, og dog er alt bygget paa hans Skuldre, og han mangler ikke Evner til at tænke, om end Andre gjøre det for ham. Republikanske Regjeringer ere nødte til at iagttage andre Maximer, som ere mere i den store Masses Inter- esse. Saaledes lod den helvetiske Regjering i sin Tid den som Pædagog og Frihedsmand bekjendte Pestalozzi understøtte til Udgivelsen af et Tidsskrift, betitlet "Det helvetiske Folkeblad," hvis Tendenz var at belære den store udannede Masse i Natio- nen om den schweitzerske Statsomvæltnings Aarsag, Gang og ønskelige Følger. Regjeringen udgav altsaa selv et Blad for Menigmand. Dette gaaer nu noget vidt, saasom der altid bør ventes, at Publikum vil gjøre slige Foretagender til sin egen Sag, naar blot Regjeringen ikke hindrer Lysthavende deri. Men det bør lægges Mærke til, at Regjeringen erkjendte, at Massen af Folket var den vigtig, og fortjente ikke at lades i Uvidenhed om hvad der i Staten passerede. Storthingstidenden er hos os et Tegn til at det Rigtige heri er erkjendt af vor Repræsentation. Gid den blot saa sandt havde havt noget Indseende med de monopoliserede Underviisningsbøger, hvormed Regjeringen lader vort Folk opdrages i Norge! Henrik Wergeland [FORSVAR FOR "STATSBORGERENS" OMTALE AV KONGENS KJØP AV "LADEGAARDSØENS HOVEDGAARD"] Statsborgeren 18. mai 1837. Red. har til ovensatte Bebreidelser kun at svare, at den troer at have været vel saa heldig i Meddelelsen af angjældende kgl. Tilkjendegivelse om Anvendelsen af Ladegaardsøens Ho- vedgaard med Tilliggelser, som noget andet Blad, saa at det Ubillige i dem maa blive erkjendt. Statsborgeren har ikke aftrykt den kgl. Resolution ordret, da den saaledes giver An- SIDE: 171 ledning til den herved udbredte formeentlige Misforstaaelse, at Hs. Majestæt har foræret Ejendommen til Kristiania med saa fuld Besiddelsesret som de 1800 Spd., Højstsamme har skjæn- ket den til saadant Brug, som Kommunen selv maa finde tjen- ligst. Resolutionen forekom os nemlig ikke tydelig, og Red. greb derfor til at fortolke og fremsætte Meningen deraf, nemlig at Hs. Majestæt vil see bemeldte sin private Ejendom indrettet saaledes, at den kan tjene til offentligt Forlystelsessted og Publikum tilstedet fri Adgang dertil. Og denne isandhed veldæ- dige Hensigt troede og troer Red. bør fra Hovedstadens Side mødes hurtigen med al Beredvillighed til at faae den snarest muligt realiseret. Baade Hs. Majestæt og Publikum bør vente, at Vedkommende d. e. Byens Formandskab til dette Meed fore- tage hvad der kan foretages. Red.s loyale Henrykkelse gik ikke videre end til at yttre, at Hs. Majestæts Godhed fortjente denne Opmærksomhed, som visselig heller ikke vil udeblive. Henrik Wergeland RIGSTIDENDENS SYMPATHI (Indsendt.) Statsborgeren 18. mai 1837. Der gives mange Slags Sympathier til i Verden, og gamle Rigstidenden maa derfor ogsaa have sin. En saadan for det gode gamle tydsk-danske Adelsvæsen antager jeg det er, naar jeg under "Frankrig" seer tale om Hr. von Molè, Hr. von Passy, Hr. von Sauzet o. s. v. Den har en gammel Reminiscents om, at Statspersoner -- for hvilke man altid bør vise dyb Respekt -- skulle have et "von" foran Navnet, -- og at tale om franske Ministre uden at vise en saadan Respekt -- Gud bevar's! det vilde dog være altfor galt. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 21. mai 1837. -- Syttende Mai feiredes i Hovedstaden med et betydeligt Fyrværkeri paa Havnen, de Fattiges Bespiisning og Musik ved Kroghsstøtten, som en Borger (Hr. Gartner Hansen) havde ladet bekrandse. I Studentersamfundet var Middag, og derovenpaa gaves paa det der indrettede lille Theater Forestillingen af SIDE: 172 "Stockholmsfareren," et 17de Maistykke af Siful Sifadda, hvor- efter Epilog af Student Sivertson. Hr. Hochbrandt gav sin Figur i Stykket -- "Omnipotenzen" -- til almindelig Tilfredshed og Enthousiasme. Æresmedlemmerne Statsrevisor Stabel og Advo- kat Hjelm -- Jonas Anton! -- vare tilstede. En Mellemakt, som stod i Samklang med Stykket og Epilogen var det, at 1ste Direk- tør, efter Flagsangen, traadte frem med det af Hr. Hjelm til Samfundet forærede emblematiske Horn og udbragte en Hilsen for Flagets og Nationalærens varmeste Talsmand. Derfra til Kroghsstøtten, som allerede havde havt sit store Besøg af Publi- kum, der ikke havde glemt at forsyne sig med netop nok af den af Morgenbladet saa anpriste Sindighed. I Luften herskede derimod noget Vindighed senere paa Kvellen, saa Fyrværkeriet, ihvorvel ikke mindre end ifjor, tog en hurtigere Ende. Fest- kommitteen (som af flere Grunde end netop for 17de Mais Skyld burde konstituere sig permanent) havde ogsaa besørget, at Da- gen hilsedes med Salutskud. (Og man skyder endnu idag den l9de.) Hvor der fandtes et norskt Flag, var det oppe. To svenske Skippere, som laa med Unionsflagget (og det hos den Ene et falskt, hvori de norske Farver indtog kun 1/4 af den øverste Qvadrat) strøg det paa Anmodning fra nogle af Publi- kum. Publikum besidder mange Egenskaber, og iblandt andre lagde det ogsaa en stor Færdighed i at fløite eller pibe for Dagen, da den vagthavende Lieutenant, som førte Paraden med Hornmusiken til Byens Vagt, ikke var at bevæge til paa ivrigt Forlangede at regalere det med Nationalsangen. Musiken di- mitteredes, og en for en pillede Spillemændene i raskt Fodtakt sig bort langs Børsgjærdet, hvorpaa Publikum paastedet hjalp sig med Nationalsangene. Hr Oberst Hagemann, som har lidt for 17de Mai, bragtes dernæst et Vivat, hvormed Politimesteren i al Venskabelighed erklærede sig for nogle Studenter ikke saa ganske tilfreds. Snedkersvendene feirede Dagen i sit Herberg under sin nye smukke Fane, hvori Løven ikke er forglemt. Af Agers Sogneselskabs annoncerede Bal og Aftenselskab blev derimod intet, skjøndt det er en Lovbestemmelse, at Dagen skal højtideligholdes af det; men hos Formanden Hr. R. Vindern var privat Selskab i den Anledning, hvor imellem andre Skaaler ud- bragtes ogsaa en for det nye gjenfødte Norge og for de ulyk- SIDE: 173 kelige Polakker. Fra Drammen, Arendal, Moss, Eidsvoll, Skydsmo og nogle Bygder, hvor Dagen før ikke har været offent- ligen feiret, haves Efterretninger om Dagens Festligholdelse paa almindelig Maneer ved Rettens Bedømmelse, Dagens Berøm- melse under store solide Muggers Tømmelse, Talernes Røm- melse, Vinens Strømmelse, gylden Fremtids søde Drømmelse, Hjerternes Ømmelse, samt Sorgernes Glømmelse o. s. v. I Kristiansand og andre Steder feirede man den, vil man haabe, idetmindste med Solskin. Og det er store Ting det. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 25. mai 1837. -- Der mangler desværre ikke Exempler paa Steder, hvor 17de Majen, engang festligholdt, dog ikke har formaaet holde sig i samme Glands eller endog at see den tiltage deri. Enthu- siasmen var Ilden i det tørre Straa. Dens Fejren var ofte knyttet til Individer, som bevirket ved dem. Embedsmænd, der ikke bluedes ved at optrække Grændsen for sin Uafhængighed midt- igjennem sine Hjerter og sine nationale Følelsers Indre, og de- res aldrig manglende, beredvillige Slæng meddele Fleerheden sin Kulde. Og De, som ere anderledes tilsinds, vare for seent ude med sine Forberedelser, enten fordi de, som de Fleste høre til den Skal af Passivitet, hvorpaa det Gode trægt og slæbende vælter sig igjennem Verden, medens det Onde er bevægeligere og mere indtrængende og forenet end Strømmen og Ilden, eller fordi de ikke ret vidste hvordan de skulde gribe Sagen an, og, overladte til sig Selv, forladte af de Fornemme og Dannede og af Nationens Fornegtere, som give dens Interesser en god Dag, mens de fraadse i dens Fløde, ikke tiltroede sig Selv eller sine Lige Evne til at meddele Festen det, som skulde betegne den fremfor enhver anden festlig Sammenkomst. For i denne Hen- seende ikke at lade Medborgere uden Veiledning, er det vi her levere to indsendte Meddelelser fra gamle Venner af Bladet om hvorledes Bønder i et Par Bygder, hvor Festen har holdt sig, og vil holde sig, ogsaa i Aar have fejret den: [Her følger korrespondanser fra Nes og Gjerdrum på Romerike.] -- I Kristiansand er Festen for første Gang bleven feiret i stor Stiil og ikke alene ved Solskin. En bekrandset og flag- SIDE: 174 smykket Slup lagde tidlig ud paa Havnen, og gav Fæstningen Salut og modtog igjen derfra. Det samme skede ved Damp- baaden Konstitutionens Ankomst, som kaldte et talrigt Publi- kum ned forat hilse den med Sange og Hurra saaledes som skeet er før i Kristiania. Men hvad som ikke kunde skee her iaar ved Paraden, nemlig at Musiken glædede Folket med Na- tionalsangene, det skede der. Hele Dagen kanoneredes, og om Aftenen var Fyrverkeri og Selskab i Klubben saavel som andre Steder. Det fortjener at bemærkes som hensigtsmæssigt til at give Leilighed til en almenere Fornøjelse, at i den raske lille By Arendal var en Have, hvor Beværtning var foranstaltet, aabnet for Alle og Enhver. Henrik Wergeland KARRIKATURER (Indsendt.) Statsborgeren 28. mai 1837. Ekonomisk Bestyrelse. Hovedfiguren midt paa Stykket er en Parykblok, hvorpaa hænger en Minister-Uniform med Kommodore-Epauletter. Det ene Kjoleærme peger mod en paa Horizonten værende graae Skye, hvori læses "Cholera." Paa Parykblokken rider en Ad- miral med Sporer. En Deel Smaafartøjer, bestaaende af et Par Kanonbaade, nogle Kalkjagte og Dæksbaade, hvorpaa Mand- skabet sees beskjæftiget med at pompe, seile imod Skyen paa Horizonten, og Admiralen peger paa hine og sees at sige: "frygt ikke! I Frugterne af mine mangeaarige Bestræbelser skal pine Død nok klare den!" I Forgrunden paa den ene Side sees et Værft, hvorpaa staa nogle Kanonbaade; paa hver Kanonbaad tvende Arbeidere beskjæftigede med at rive dem i Stykker, og ved hver Kanonbaad er placeret en Officier der seer til; paa en af Sølen fremragende Bunke Faskiner sidder en og sover. Alle disse holde hver en Skrivelse i Haanden hvorpaa læses Over- skrivten: "Ansøgning om Gagetillæg for aktiv Tjeneste," som de række mod den betegnede Hovedfigur, af hvis andet Kjole- ærme udhænger et Stykke Papiir, hvorpaa er skrevet: "ind- stillet til Indvilgelse." I Forgrunden paa den anden Side sees et Par aftaklede Kutterbrigge; paa den ene sees et halvt Snees Mand beskjæftigede med at udtage en Mast, og et halvt Dusin Officierer see til. Een af disse staae med en Raabert for Mun- SIDE: 175 den vendt mod en anden Brig, og sees at raabe: "Brig haai! laan mig en Mast." Imellem disse Forgrundens Partier løber en Landevej, hvorpaa sees en Officier siddende i en Kariol; han sidder i dybe Tanker og stirer paa et Papiir paa hvilket læses: "Regning paa Skydsen og Diæten." Hesten staar rolig og nyder Græsset ved Siden af Vejen. Den honette Ambition. En chinesisk Mandarin kommer gaaende i en bjergig Egn. Paa et Skilt paa Hatten læses: "Det himmelske Riges General- Konsul." I Haanden holder han en Plakat, paa hvilken læses: "Konditioner for at erholde Vice-Konsul Titel, 1) 100 Rigsdaler betales kontant til det himmelske Riges General-Konsulat. 2) Endskjøndt det ikke er troligt at nogen af det himmelske Riges Undersaatter skulde komme til dette barbariske Land, skulde dog alle de Konsulat-Afgivter som de have i saa Tilfælde at erlægge, samtlige indbetales til det himmelske Riges General- Konsulat. 3) Alle det himmelske Riges Vice-Konsuler skulle jevnligen i portofrie Breve give Underretning til det himmelske Riges General-Konsulat, om alt hvad der passerer i deres re- spektive Distrikter. 4) Vice-Konsulerne have at anskaffe sig for egen Regning et Segl med det himmelske Riges Vaaben; hvor- imod de skulle erholde Tilladelse til at anlægge den for det himmelske Riges Vice-Konsuler allernaadigst forordnede splen- dide Dragt. 5) Da det himmelske Riges allernaadigste Regjering er konservativ-monarkisk, vil Konsul-Tittelen blive den berøvet, der vover at have eller yttre nogen Tanke om det konstitutio- nelle Uvæsen, der i flere barbariske Lande nu griber om sig. Af Mandarinens Mund sees de Ord at fremgaa: "Ansøgning om Tittel af det himmelske Riges Vice-Konsul modtages paa disse Vilkaar!" En Skare forskjellige Figurer sees at styrte frem, blandt hvilke bemærkes: a) en Abe. b) en Paafugl. c) en Kalkuns-Hane. d) en Person paa Krykker, af hvis Mund læses: oh naadige Exellentz giv mig Titelen! Paa Grund af min Svag- hed kan jeg ikke blive Lieutenant i Borgergarden, og af min gode Kone faaer jeg Prygl fordi jeg ikke kan gjøre hende til Frue. e) en Mand af hvis Lommer sees at fremstikke Penge- sække, puffer en heel Deel mindre Folk tilside. f) en Blære paa Stylter. g) en Ræv, der gaaer paa Bagbenene. En heel Flok SIDE: 176 Smaapersoner slutte Troppen. Af et lidet Hul i Jorden sees en tre fire Personer at kjæmpe sig frem, de have fattet hinanden ved Haarene og qvæstet hinanden i Næse, Mund og Øjne, der ere blaae og blodige. Henrik Wergeland OM DET THEOL. FAKULTETS KARAKTERER VED EMBEDSEXAMEN (Indsendt.) Statsborgeren 28. mai 1837. En af mine Venner spurgte mig forleden Dag, hvad Betyd- ning han egentlig skulde forbinde med "imprimis ob specimen scriptum", som det theologiske Fakultet undertiden finder for- godt at tilføje de bestemte Karakterer. Er en Karakteer med dette Tillæg bedre eller slettere end den hvor dette mangler? Skriftlig, ganske overladt til sig selv, at kunne behandle en Op- gave godt synes at røbe større Dygtighed end ved den mundt- lige Examination at kunne klare sig taaligt, da man her, om man er paaveje til at skeie ud, modtager Tilrettevisning og af enkelte ledende yttringer kan slutte sig til det Rette. Fra denne Side betragtet kunde det synes som dette Atpaaslæng skulde forbedre Karakteren; men det Modsatte er ikke destomindre Tilfældet. Universitets-Fundatsen kjender kun trende Karak- terer, nemlig: Laudabilis, haudillaudabilis og non contemnendus og jeg kan ei indse med hvilken Ret det theologiske Fakultet kan gaa udenfor dens Bestemmelser, og give Karakterer, der intetsteds ere hjemlede. Vil man videre betragte Omstændig- hederne, hvorunder de gives, vil det Mislige derved blive end mere iøinefaldende. Staar en Kandidat i det Skriftlige lidt over en vis Karakteer, men i det Mundtlige lidt under, faaer han sit imprimis. Træffer det sig derimod saa, at Kandidaten i det Skriftlige staar lidt under en Karakteer, og han saa er konse- qvent nok til at staa paa samme Point i det muntlige, faaer han sin rene Karakteer uden nogen Hale. Hvilken Mislighed, ja hvilken Uretfærdighed medfører ei en slig Fremgangsmaade! Man skal Intet kunne indvende mod det her Paapegede, thi daglig Erfaring maa dog vel være fuldgyldigt Beviis. Under Nedskrivningen heraf har Indsenderen især et Par Tilfælde for Øje, der ei kunne andet end opvække Indignation. Henrik Wergeland SIDE: 177 NORGE Statsborgeren 28. mai 1837. -- Mbl.det og den Cst.nelle disputere i denne Tid meget om Besættelsen af Lektoratet i Historie, som, imod collegium aca- demicums Indstilling, men efter Prokanzlerens Hs. Exc. Stat- holderens bedre Tykke, tilfaldt Hr. Munch, hvis historiske Blik hovedsagelig er indskrænket til Fædrelandets Old, for hvis Historie ved en ansat Professor ellers tilstrækkeligen er sørget, mens den øvrige, for den akademiske Dannelse og Ungdom lige- saa vigtige, Verdenshistorie i den tilsidesatte Hr.Daa maa give Afkald paa en Lærer, der ikke har anden Feil end at hans Lærdom og Geni er parret med frisindede Anskuelser. Den Cst.nelle, hvis Redaktør Lektor Motzfeldt, som konstitueret Collegiemedlem, henreven af varmere Motiver end hans be- kjendte Skrivesalighed, endog har leveret skrivtligt Votum til Fordeel for Hr. Munch, forsvarer dette Valg imod Morgen- bladet; og man kan da let tænke hvorledes ): ivrigt med Parti- sindets Lidenskabelighed. Det uartige Morgenblad maa ikke træde nogen Nepot af en begunstiget Familie paa Foden. Under slig ivrig Partitagen er det ogsaa ganske rimeligt, at netop den bliver forglemt, hvorom det egentlig kunde være Spørgsmaal ved Besættelsen af den historiske Lærestol. Og det er Hr. Bernhoft . . H. L. Bernhoft. Ganske rigtigt Bureauchef med meget mere Bernhoft, som i al Beskedenhed skal have meldt sig som Sø- gende. Han var Manden. Han er meget historisk, meget brug- bar, meget agtet og afholdt imellem Studenterne, af et meget lyst Hoved, fuldt af liberale Anskuelser og Bonsens, naar blot ikke (som kan sees af det nydelige Digt i Rigstidenden) den sorte Melankoli slap sin vilde Jagt saa ofte derigjennem. Og han har læst baade Riises Archiv og Kofod. Han var Manden. Og saaledes har ogsaa Statsborgeren faaet sin Klient ligesom Mbl.det og den Cst.nelle have hver sin. Og holde de paa sine saa holder Stsb.geren paa Bernhoft, som kan bruges til meget og mangt, og hvorfor ikke til Professor og til at holde paa? -- Efterretningerne om 17de Mais Festligholdelse indløbe fremdeles. Mbl.det leverer udførligere derom fra Fredrikshald, Porsgrund og Skien. Fra det sidste Sted hedder det, at den fejredes "ved et Aftenselskab, Kanonade og Fyrværkerie. Kun SIDE: 178 simple Borgere, mestendeels Kjøbmænd, toge Deel i Festen, hvorimod Embederne sysselsatte Embedsmændene [fotnotemerke] og Conveni- entsens Iagttagelse den højere Intelligents." (hahahaha! den højere Intelligents!) -- Poetens Ord om vore Fjelde, at de "som Bautaer engang skulle staa, og vise hvor vort Norge laa" ville snart gaa i Opfyldelse om Gausta. Tinddølerne have nem- lig ogsaa faaet Smag paa at udvandre til Amerika. Og de have organiseret Udvandringen. Hør bare: [Her følger en beretning om 56 utvandrere fra Tinn.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 1. juni 1837. -- "Stockholmsfareren" har som de fleste andre sifulinske Smaastykker faaet sit Efterspil. Og det tør blive prægtigt nok, naar hjemlig publicistisk Feighed og Had forener sig til at træde op i Chor med den fremmede Forbittrelse, som er bleven vakt, ikke af Stykket (thi det kjender den ikke) men alene af Titelen og af private Snällpostefterretninger fra stockholmske Filialer i Kristiania. Men endnu er kun Ouverturen begyndt med nogle Allarmslag i Dagligt Allehanda fra Forfatteren af Unionsfor- draget, med Tiltræde af et i Stockholm værende velkjendt Med- lem af et Studenterforbund i Kristiania, og af -- Morgenbladet, det vise, sindige, gravitetiske, tjenstvillige Morgenblad, som netop synger vore Uvenners Yndlingsviser, naar de træde det paa Foden, i nogle Anmærkninger, som vi strax skulde ledsage med nogle Bemærkninger, dersom vi ikke burde foretrække at høre mere an. -- I Opdal, Hakkedalen, paa Røraas o. fl. Steder er 17de Mai bleven feiret. Ligesaa endog i Porsgrund og Skien; men paa det sidste Sted kun af "simple" Borgere, siden en Kjøbmand M., som er sat i den Constitutionelles Gabestok, ikke blev med, men Fotnote: I Departementerne arbeides ogsaa allerflittigst 17de Mai. "Skriver I Karle?" hedder det fra øverst til nederst og fra den Ene til den Anden paa sin Bell-Lancastersk. SIDE: 179 skillede sig fra. I den sidste Tid har der staaet flere deri, saa- som en Polak, fordi han er hidsig og skjægget, Soelvold, fordi han er halt, og en østerrigsk Feldtmarschal, fordi han lod sin Tjener bære endeel Jagtarmatur. Det er noget Ravnekrogskt, ihvormeget "Intelligensisk" der end upaatvivlelig stikker deri. -- Det trænger ikke til Bekræftning, at det Land, hvori en fremmed Indflydelse gjør sig gjældende, er ulykkeligt. Og at det er saa med Grækenland, hvori Bairerne have raadet under en Minister, som var falden sit Fædreland til Besvær ved sine Uretfærdigheder og tyranniske Sindelag, og fremdeles raade, ere vi forlængst underrettede om. Forskjellige af de Skrifter, som meddele populære Beskrivelser over fremmede Lande, have netop i den senere Tid givet Skildringer af selve Hovedstaden Athen, som bekræfte dette, og vise hvor langsom Tyrke-Saarene heles under den kristelige Behandlings Tryk. Rigstidenden af 30te d. leverer derimod en Beskrivelse over hiin Stad, som gaaer ud paa at lære noget andet; men hvor naturligt vi finde dette for Redaktionen, idet vi ikke negte at førommeldte forekommer os sandere, maa vi dog tilstaae, at det forekommer os lidet naturligt eller rimeligt af en Redaktion, som bestaaer af en Overlærer, der i mangfoldige Aar netop har havt Religionen og Bibelhistorien til sit specielle Fag paa en Kathedralskole, og af en Mand, som siges at have meldt sig til et akademisk Lære- embede i Historien, at ende sin Artikel med følgende Bemærk- ning angaaende i Athenen fundne Alderdomslevninger: "Sa- gerne synes at have tilhørt et Monument for en af de Romerske Keisere, og af Arbeidet paa Gesimsen og Bogstavernes Form slutter man, at Arbeidet skriver sig fra en Tid af omtrent 200 Aar før Christi Fødsel." (!!!) Saadanne Noter fortjene virkelig, at der skrives et NB. ved dem, ligesom ogsaa den, i samme Opsats indeholdte, at Kom- munen vil bygge en Kirke "for den anatoliske Lære," fortjener et Kors -- især da Rigstidenden er et af "Intelligentsens" Or- ganer, og den Omhu fortjener at paaskjønnes, hvormed dette begunstigede Blad redigeres. Naar det fornemme Had udgyder sig over dette Blad, glemmes sjelden Anmærkningen, at dets Publikum -- netop hvad vi ønske -- hovedsagelig bestaar af Bønder; men vi holde det alligevel for ganske overflødigt nær- SIDE: 180 mere at paapege hvori Bommerten bestaar. En Konfirmations- dreng paa Landet vil opdage den med Latter over denne Debut af Professor historiæ. Den bringer os ellers i Erindring, hvor- ledes en Præst i en af Hovedstadens Kirker engang lærte sin Konfirmationsungdom, at Jøderigets, i Herslebs Bibelhistorie beskrevne, blomstrende Tilstand under David og Salomo for en stor Deel var at tilskrive Rørelsen i den store Handelsstad Alexandria. -- Den, 20de Mai fra Kristiania og Udlandet til Bergen an- komne, Post er befunden aabnet undervejs og revideret paa det omhyggeligste; men uden Udbytte, saasom ingen Penge vare med. Alle Breve, som saa gehaltige ud, bare større eller mindre Spoer af klodset Ransagning uden at dog Seglene fandtes brudte. Postkassen bar heller ikke Spoer af Vold, men maa være aabnet ved Hjælp af en falsk Nøgle eller Værktøj. Da Visitationen maa have taget en Times Tid ud, antages den at have fundet Sted paa Baaden under en af Oversætningerne, hvor Befordringen næsten altid medtager en utilbørlig lang Tid. Undersøgelserne ved den for ikke lang Tid siden foregaaede mislige Omgang med Posten til Bergen førte, saavidt vides, ikke til nogen Oplysning. -- Planerne fra det danske Oldskriftselskab paa Lektor Munchs til det solgte Udgave af vor Snorro begynde allerede at vise sig imellem Os, der atter skulde overtales til at hente vor Nationalhistoriker fra Fremmede. Men vi haabe, at Folk erindrer, at vi have en ivente fra vor Aall, og det en, der siges at skulle blive fra Bogtrykkerens Side ligesaa smukt udstyret som Forfatterens Navn som Oldgransker, Historiker og Stilist sikkrer os Gehalten af dens Indre. Den Munchske, til Dan- mark solgte, vil alligevel -- som vi ønske -- komme ud, da Old- skrivtselskabet saavidt vides, har Fonds dertil. Det er derfor ikke engang en Sælebodsgjerning at hjælpe til Udgivelsen deraf, naar man ikke har desbedre Raad til ikke derfor at drage Haan- den unna vor egen. [Her følger et stykke Sverige med gjengivelse efter "den svenske Stats- tidning" et "Uddrag af et Brev, dateret Rio Janeiro den 7de Febr. 1837", bl. a. om eksport av is fra Norge til Sydamerika.] Henrik Wergeland SIDE: 181 HVAD DER GAAER FORAN ENHVER STATSOMVÆLTNING Statsborgeren 4. juni 1837. Tre Overtydelser gaa altid foran et Folks Selvhjælp. Den første ligger i den dybe Følelse af Nødvendigheden af at det maa blive anderledes, -- dette Anderledes vorde nu som det vil; thi der er idetmindste allerede i Omvexlingen af Elendigheden en Lettelse deraf og idetmindste et Haab, som slet ikke er til- stede i det stive altid lige utaalelige Nærværende. Den anden ligger i Erkjendelsen af at den følte Trang ikke vil blive af- hjulpen af Regjeringen. Den tredie beroer paa den vaagnende Bevidsthed om egen Overmagt. Hiin første foranledigede i Frankrig de første Optrin og ad- varende Rystelser i Folkets Gemytter i Revolutionen. Den anden indtraadte, da Hoffets Adfærd, efterat Krig var erklæret Østerrig, berøvede Folket al Tillid og lod det i Tuileriernes Be- boere ikke see andet end Medlemmer, og det ikke engang hem- melige, af Koalitionen mod Fædrelandet og Friheden. Den tredie Erkjendelse skabte den 14de Juli 1789 Bastillens Øde- læggelse. Vor egen Historie bekræfter ogsaa Sandheden af Ovenstaaende. Den første Erkjendelse vaagnede allerede i næstsidste og sidste Decennium i sidste Aarhundreder hos mange af de mere Dannede, og gav sig Luft i "norske Selskab" i Kjøbenhavn (noget andet end dets jammerlige, Gastronomien eller Bugvidenskaben og ikke Patriotismen viede Levning af samme Navn i Kristiania) og i de Nordahl-Bruunske Sange, hvorigjennem den kom til Folket. Kraftigere virkede dog hertil den danske Undertrykkelse -- hvorom den ulykkelige Lofthuus er et Vidne. At den anden Erkjendelse var modnet saaes i Selskabet for Norges Vels politiske Tendenz. Den tredie sam- lede Eidsvollsmændene, erklærede Krigen og skabte Grundloven. Foreningsaarene danne sin egen Historie. Historien gjentager sig altid. Henrik Wergeland SIDE: 182 [LOFTHUUS BØR ERINDRES] Statsborgeren 4. juni 1837. Den vestlandske Tidende indeholder en meddelt Karakteri- stik over Bonden Tvedt af Ombli i Raabygdelaget, der roses som et Exempel for sin Bygd. Fra samme Egn var den under- trykte Almues Talsmand Christian Jensen Lofthuus, som Datids Despoti dræbte ved tiaarigt Fængsel paa Agershuus. I Aar og i denne Maaned er det 40 Aar siden han saa døde; og burde ikke Nedenæsboerne og Raabygdelagingerne med Flere for hvem han offrede sig, erindre ham paa en eller anden passende Maade? Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 4. juni 1837. I Grefsenaasen har nogle Steenbrydere gjort et Fund efter Ola Høiland af omtrent 4000 Spd. i Pakker. Der mangler endnu 14,401 Spd. 60 ß. -- Hovedmatrikulerings-Lovkommissionen er ophævet og Be- sørgelsen af den nye Matrikuls Trykning er overladt til Kapitain Blichfeldt og Fuldmægtig Plesner, den Første med 3 Spd. 24 ß daglig i Diæt, den Sidste med 330 Spd. i aarlig Gage saalænge Arbeidet varer -- en Gagering, der passer sig for norske Em- bedsmænd. [Derefter er gjengitt noen kongelige resolusjoner.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 8. juni 1837. -- Den Constitutionelle vedbliver at hævde sin Rang som vor Smudspresses Folioudgave af et Blad, hvorimod intet af de andre kan maale sig i at haandtere Skarnet. Men det er ogsaa Folk, som have Øvelse. Gamle Carl Fougstad og hans Lærlinge have allerede længe i denne Henseende med Grund næret Foragt mod P. P. Soelvold for hans Klodsethed i ikke at kunne smudse Andre til uden at svine sig selv til. De Folk gaa ogsaa paa bedre Been, paa Hanebeen, og have da let for paa egen Mødding at kradse Skarnet bagud i frie Buer og utrolige Distan- SIDE: 183 cer. Og Gehalten tabte sig ikke engang ved Lektor Motzfeldts Bortreise. Allerede før han strøg, brugte de næsten ikke Ord mere. De sagde idetmindste aabenbare, da Morgenbladet med affekteret Retfærdsnidkjærhed gik til den Yderlighed at sætte Lektorens Ikkeudnævnelse til Professor i sin Revy over mærke- lige politiske Verdensbegivenheder, at de kun talte ved Kjends- gjerninger, at Ræsonnement gjennem Sproget var dem for armt, og selv det tørre Citat af en saadan Uretfærdighed en mod- bydelig Nødvendighed for Folk, som kun vilde tale med op- rørende Fakta og haandgribelige Gestus. Ja Fakta og Gestus -- stakkels Wedlernes Protegé, den ulykkelige Ballonmager Jens Schmidt vilde være bleven et Offer for dette haandgribe- lige Sprog, dersom det rasende Publikum paa Stedet, og ikke to Dage efter, havde faaet den Cst.nelles smukke Lære, at han havde fortjent en følelig Revselse. Heberts Blad "Père du Chesne," med det talende Vignet: Sansculotten med Dolken paa Paterens Bryst, kunde ikke lært noget, der bedre vilde forstaaes af en Folkemasse, som, efter den Constitutionelles egen Beskri- velse, fordrede sit Offer, der kun undgik den retfærdige For- bittrelse ved at flye til Huus, forskandse det og rømme videre ad Bagsiden. Men den Cst.nelle har forfulgt ham videre -- indtil Døden, saavidt vi fatte Meningen af den Cst.nelles Vink -- og Manden har maattet redde sig paa Vandet. Dette var nu en Gestus, saa god som et Faktum -- hvor tungt da for Folk med slig Veltalenhed, at maatte imod "Stockholmsfarerens" Forfat- ter, som de dog unde alt, betjene sig af Ord? Men Sproget kunde heller ikke gaa videre. Men man kan haabe alt af dets Uddannelse under den Cst.nelles Redaktion og dens Alumner. -- Dagligt Allehanda skal opfordre til en af disse forhadte extraordinære politiske Kommissioners Nedsættelse for at faa Sammenhængen med Unionsflaggets Nedstrygen paa de to sven- ske Skuder 17de Mai s. bedre at vide, end den troer at have faaet det i Student Sivertsons Erklæring Men denne Allehande- artikel leverer ikke Morgenbladet. Det var kun den om Stock- holmsfareren, som faldt i dets Smag. Morgenbladet er befippet, svadser noget forfærdeligt i denne Tid, og giver i sin Befippelse Kapitain G. Rustad (en kjæk Officeer fra 1814) en højst plump Kindhest, fordi han har tømt et Glas 17de Mai. Eller er dette SIDE: 184 ikke Befippelse over Allehandas barske Miner, saa er det noget værre. Henrik Wergeland [P. A. MUNCH OG ET INNSENDT STYKKE I "DAGLIGT ALLEHANDA"] (Indsendt.) Statsborgeren 11. juni 1837. For nogen Tid siden indeholdt det svenske Blad Aftonbladet en Beretning om, at Hr. Sifuls Stykke "Stockholmsfareren" var opført paa Theatret i Kristiania. Denne feilagtige Beretning blev, efter hvad Morgenbladet har berettet, modsagt i et Stykke i et andet svenskt Blad Dagligt Allehanda, hvis Forfatter under- tegner sig: "Et Medlem af Studenterforbundet i Kristiania." Denne Forfatter indskrænkede sig ikke til at berigtige det Feil- agtige; men greb derimod Anledningen til for et fremmed Publi- kum at fortælle skammelige Usandheder angaaende 17de Mais Højtideligholdelse i Kristiania og navnligen om Studentersam- fundets. Man seer strax, at Manden er "et af de Lys, som frem af Norges Dæmring skyder," og ligesaa klart er det, at han dengang maatte opholde sig i Stockholm; men hvilket Medlem af Studenterforbundet skulde vel da have opholdt sig der? Ja vi vide rigtigt nok En, Prokantslerens [fotnotemerke] og Den Cst.nelles Pro- tegé den nyskabte Lektor P. A. Munch, der blev foretrukken Hr. Kandidat Daa. Almeenheden bør lære at kjende sine Folk, og der gives Folk, som ikke gjør det vanskeligt at lære at kjende dem. Denne Hr. Munch vide vi forhen har i danske Blade be- skjæftiget sig med at nedrive norske Forfattere, skal for et dansk Selskab arbeide med Oversættelsen af Snorro, hvortil der nu i Aviserne indbydes til Subskription, medens vi ikke glemme, at Oldingen Aall byder os Andet, end Munch nogen- sinde kan, -- og nu sidst tør han da vel ogsaa til sine øvrige Fortjenester have føjet dette Udbrud af Dæmringswurmerie, og hos et Folk, som vi allermindst maatte ønske det, baade søgt at kaste en Skygge paa 17de Mais Festligholdelse hos os, og begyndt Indledninger til sine Forelæsninger med Bagvadskelser mod de Studerende. Fotnote: Det er: Statholderen, Grev Wedels. SIDE: 185 Der turde gives dem, som i saa Fald ikke saa snart ville glemme ham dette deilige Stykke Arbeide. Godt at man lærer at kjende sine Folk! Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 11. juni 1837. [Først er referert noen offisielle meddelelser.] -- Morgenbladets Redaktionspersonale omslutter altfor ud- mærkede 17de Maismænd til at de for Alvor kunne have villet slaa en Skaal for Dagen af Haanden paa Major Rustad eller hvilkensomhelst Anden. Saaledes har heller ikke Stbg.ren for- staaet Apostrofen til Hr. Rustad. Men at den var uheldig baade med Hensyn til Kontexten i det hele øvrige Tøveri, hvori den tog sig ud som en rød Lap paa Graat, og med Hensyn til Rustads Opførsel i Befrielseskrigen, og især formedelst Mal- apropos'et om at den nye Major vel kan have tømt en Skaal for 17de Mai -- derom kunne vi forsikkre Mbldt., at Alle, Civile som Militære, vi have hørt yttre sig derom, kun have havt een Mening, og det var vor. Forresten mene vi ogsaa, at det ikke er for tidligt for en tapper Lieutnant fra 1814, der paa Solunge- viis tog, som vi tro, sit Korporalskab paa Geværspidsen i 1808, efter 23 Aar at faa Navn af Major. Militær Bravour er ogsaa en Anciennitet, som fortjener at komme i Betragtning, saasom den plejer at vise sig ved en vis Ringeagt for Leveaar. Naar den staaer Vasken over, er den bleven mange Aar ældre. For- resten bort med al Navnrang! -- Eidsvollskommitteen bekjendtgjør igjennem den Cst.nelle Subskriptionens og Sagens Stilling. I den Dynge, som det Blad er, er der nu i sig selv slet Resonanz, Efterretninger af den Natur behage ikke Folket gjennem den Kanal, som nærmest og med Ejendomsret tilhører Folk, som have afsondret sig fra Na- tionalanliggendet, hvorimod Mbldt., som tæller et mangedobbelt Publikum imod den Cst.nelle, burde have været Stedet for den første Meddelelse. Men Mbldt., som for Tiden in extenso, og uden at kjedes ved Gjentagelsen af de mange "kongelige Høj- heder," gjengiver den svenske Statstidnings monotont klingende Rapporter om Kronprindsens Reise, vil heller ikke undlade ved- børlig efter den Cst.nelle at meddele hiin Oversigt. Og det uden Fortrydelse. Dette er Godhed. Hvad Ondt er i Verden tager SIDE: 186 intet saameget i Beregningen som den menneskelige Godhed. Det er en kold Plante i en varm Jordbund. Men her spørges ikke om Godhed: om noget ringere, om det koldere, som kun bliver tilbage for det Gode at tage i Beregningen: ikke engang om Interessen for en god Sag (thi deri vilde være noget Hjerte og Varmblodigt) men om et Ansigt, som hedder Anstændighed; og det vil ikke mangle. Det Gode maa lade sig nøje med kold Bund, og Klimatet heroven er heller ikke meget fremlokkende. Dog groer det, og de fine Rødder ville sprænge Klippen. -- En kgl. Anordning om Reformations-Sekularfesten fastsæt- ter dens Afholdelse til 5te og 6te Novbr. Det Specielle derved vil blive tilstrækkeligt bekjendtgjort. Vi kunne dog ikke tilbage- holde den glade Bemærkning, at 4de Novbr. og En af dens Sønner ville ogsaa komme til at nyde godt og faa en liden Afglands af Festen idet den nemlig i en stiv Klokketime skal indringes paa hiin Dag, som ellers kunde synes at have nok i Vægten af sin egen Højtidelighed, og den fra Gjerpen til Skien, Porsgrund, Brevig og Langesund som Taler berømte Stiftsprovst Munch i Kristiania sandsynligviis da, for Høitidelighedens Skyld, og siden Biskoppen skal prædike, men Hr. Provsten messe, vil have den sjeldne Glæde at see vor Frelsers Kirke fuld af Til- hørere og Andre. -- Ogsaa En af de forkvaklede Normænd (af "Smygerne") som generelt skildres i Stockholmsfareren, har, betræffende dets Opførelse, yttret sig i svenske Allehanda, og benyttet Leilighe- den til, i den engang omtalte og i Baller og Vidar existerende, tvetydige Udvæxt af Studentersamfundet, det saakaldte Studen- terforbunds Aand, at give et fanatiskt Had og ildebegrundet og ikke saa oprigtig meent Foragt for Studentersamfundet Luft. Mbldt. beviser, at denne Normand maa have været tilstede i Stockholm, og opfordrer, "hvem, som kan, til at gjette." Medens vi beholde vor egen Mistanke for os selv, tro vi dog at burde herigjennem opfordre den nye, nu hidkomne, Lektor Munch til at frigjøre sig for den, som hviler paa ham; thi det forekommer os, somom det ikke kan være en Universitetslærer, og det en ung, nylig af Studenternes Midte udgangen, ligegyldigt, om ham tillægges et Foster, som tildeels gaar ud paa at blæse Liv i hendøde, barnagtige Tvistigheder, og saaledes maa sætte ham SIDE: 187 fra Begyndelsen af hans Lærebane af i et mindre end ønskeligt Forhold til en Fleerhed af Studenterne. Eller er ogsaa denne Lærer kommen som en Tvistensgjenstand imellem de Mange? Endvidere Luk. 17 c. 1 -- 2 v. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 11. juni 1837. -- I dette glædeløse Land uden Haab og Eenhed og Vilje, men med flere "Bragder" end det kan bære, er en Stilhed, der næsten har noget spøgelseagtigt, og synes at staa i Forbindelse med Wetterstedts og Lagerbjelkes Hedenfart. Kronprindsen reiste bort, og det vakte liden Opmærksomhed. Ministerpladsene staae ledige, og Ingen bekymrer sig om deres Igjenbesættelse, som man heller ikke synes nogensinde at have tænkt paa. Stats- maskinen synes at gaa ligesom en fraspændt Vogn, der endnu ruller et Stykke henad Vejen. Det Vigtigste, Opmærksomheden sysselsættes med, er Efterretninger om Possessionaten De Geers Reise til sine Godser og de kongelige Damers Djurgårds-Prome- nader med Smaaprindserne. Og vi kunne være visse paa at selv disse gaa smaat og stille til, om vort Totalindtryk af denne almindelige næsten qvælende, døsige Stilhed ikke skuffer os. Des frygteligere, især for dem, som ere paaveje til at sove ind, er under slige Omstændigheder det Rabalder Bladene Allehanda og Spegeln gjøre over Stockholmsfareren, og de ubetydelige Linier, som udgjorde dens Epilog. Hvalfisken, som havde faaet den lebendige og ikke forknytte Jonas i Livet, kunde ikke ud- støde sværere Pust og forfærdeligere Røgskyer end disse To, som løbe omkaps -- paaland. Sagen er, at den mest vagabond- ske af alle Sveriges Journalister og Lejeskrivere, en Person, som hjemme ikke gjelder for mange Banko værd, har laant, eller lejet Dagligt Allehanda ud det Par skjæve Argusøine, han endnu har i Behold, for dermed at foretage en Revy for Bladet over de norske Sager. Men Manden, saa knap han ellers kan være, har hverken Maal eller Maade, naar han bliver lidenska- belig, og saa udjasket denne Polemikus er, kan han dog endnu komme i Couleur, især naar hans ækle Forfængelighed trædes for nær. Da leverer han paa det uegennyttigste flere Spalter, SIDE: 188 og Hunden gjøer saaledes ved sit nye Huus, at dens eget Echo bringer den til at tro, at alle Verdens Hunde ere blevne vakte og gjø. Pussta'e Stockholmsfareren, og Hjelm og Alle dem, Jo- hanson er sindt paa! Henrik Wergeland OM DEN CST.NELLES LETHARGI (Indsendt.) Statsborgeren 15. juni 1837. Den Constitutionelle har sandsynligviis ikke stor Lyst til Livet længer, saa bør man idetmindste tænke, naar man seer hvor lidet den gjør, for at friste det. Den synes greben af en Lethargi, der gjør det umuligt for den ved nogen Kraftanstræn- gelse at unddrage sig Strømmens Vælde, der gaar ud i det døde Hav. Hvad er det vel den i den sidste Tid præsterer? Lange Slaaprokker, Oxeblære-Balloner, Theater- og Lycee-Sals-Snik- snak og først og sidst Gas. "Den Kjedsommelige" er ikke død- født, den existerer, men formummet bag den "Constitutionelles" Maske, og dens "Forlovede" ere ikke dragne til Amerika, men lever og færdes og gjøre Vind og Gas iblandt os. Den Constitu- tionelle er selv en lang Slaaprok, for udfjasket allerede til længer at kunne være gentil og med for mange indbildske Nyk- ker til, som Intelligentssedlerne, at være en borgerlig Arbeids- trøie. Den har en uhyre Sky for Statsborgeren, selv for Bog- trykker Krohns Port, og faaer da strax Syner, spøgelsesagtige og helvediske. Alene Statsborgerens Navn gjør den det uhyg- geligt. Den Constitutionelle er selv en Oxeblære-Ballon, som ved mangehaande Kunster skal bringes tilveirs. Spiritus mang- ler, og den bliver hængende paa Enden af Fiskerstangen; saa høit kan man hale den, men stige kan den ikke, og Publikum gjør Grimaser. Den Constitutionelles Oplysning -- Intelli- gentz -- er selv en Gasindretning, og herfra Sympathien. Men den theatralske Oplysning kan som alt theatralsk ikke i Læng- den fængsle Opmærksomheden. Illusionen taber sig efter- haanden. Man havde for nogen Tid siden tvende Grunde til at haabe nogen Forandring til det Bedre i den Constitutionelle. Den ene af disse afgav Lektor Motzfeldts Bortreise; men han synes at SIDE: 189 have fundet en Substitut, sig aldeles værdig og af samme Aand og Gehalt i det Hele, saa at den personlige Forandring for- øvrigt nok intet har at betyde. Den anden Grund til saadan Forhaabning gav Theater-Recensentens Løfte om at han vilde ophøre at prostituere sig selv og Bladet ved sine Recensioner; men han gaaer desværre igjen i Slaaprokker, i Bulletins og i Lycee-Sals Betragtninger, saa at ogsaa derved er lidet vundet. Den Constitutionelle talte for nyligt om en "Smuds-Presse," og hvad skulle vi vel nu kalde dens? En Blanding af Smuds, Be- tydningsløsheder og Vandigheder, og vi kunne saaledes maaske i Korthed kalde den Skylvandspressen, ikke tvivlende om, at jo D. C. vil vide os Tak herfor. I den sidst glimrende Prøve paa hvad Den Constitutionelles Forfattere kunne præstere, nemlig Lycee-Sals-Snakket, seer man, at Welhavens Forelæsninger, "hvor saa megen Verden og Selskabelighed har koncentreret sig," have sin Hovedfortjeneste derved, at de bringe tilveje "Kommunikation imellem begge Kjøn" og giver "Grund til at haabe, at en friere og raskere Tone er i Vente." Endnu skulle dog Fremskridtene i denne Hense- ende ikke være saa store, men det, paastaaer Den Constitutio- nelle, ikke er Damernes Skyld, der have "gaaet Herrerne et Skridt imøde, som de maatte vente, at disse med Glæde benyt- tede til at bringe en livligere Kommunikation istand" etc. Det er altsammen saare godt, og vi kunne ikke tvivle om, at Wel- havens mandlige Tilhørere ville efter denne godhedsfulde Op- lysning gaae Damerne imøde som det sig bør, ligesom vi ogsaa tør haabe, at Den Constitutionelle vil i sin Tid give os Under- retning om de Progresser, som gjøres. Det kunde maaskee forekomme Enkelte besynderligt, at denne friere og livligere Kommunikation mellem begge Kjøn kan frem- kaldes og befordres paa Forelæsninger over et videnskabeligt Emne; men Navne daarer saa ofte, og der er megen Anledning til at troe, at vi have andre Forestillinger om disse saa kaldte Forelæsninger end dem, der have havt Anledning til at gjøre sig bekjendte med, hvori de bestaae. Med "Forelæsningerne" skal der nok i det Hele ikke være anderledes bevænt, end at de bør tages aldeles bogstaveligt i sin oprindelige Betydning. Der forelæses; Welhaven er Forelæseren, og for sine Penge faaer SIDE: 190 Folk bekjendte Digte forelæste bedre end de fleste kunde gjøre det selv. Naar nu hertil kommer, at han i Almindelighed ogsaa siger om det Oplæste, at det er skjønt, og at dette Digt er en udmærket Prøve paa det og det slags Poesi i den og den Tids- alder, saa har man det Hele; men er ikke dette Hele at "be- undre?" Sikkerligt, og fornemmelig den sublime Idee selv til et saa berømmeligt industrielt Foretagende. Den, som dog kunde afsee 5 Spd. forat kunne høre paa Deklamationsøvel- serne, og lyksaliggjøres ved den "friere og livligere Kommu- nikation!" Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 15. juni 1837. -- De meest modsigende Rygter om vor særdeles Klient Hans Lassenius Bernhofts Ansættelse som virkelig Bureauchef i Finantsdepartementet med Tilsidesættelse af dets ældste Fuld- mægtig, paa hvem desforuden intet var at sige, har i disse Dage bevæget endeel af Publikums Tunger og foruroliget Departe- mentets Personale, med undtagelse af dets Chef. Han var rolig, og gjorde sine Træk: Frem Taarn! Frem Springer! Tilbage Taarn! Frem Taarn! Tilbage Springer! Det voldte ham ingen Uro, at den færdige Indstilling for den, ad Anciennetetsvejen sig seen fremslæbende, med Hensyn til Adkomster og Grunde taarnfaste og taarnagtige Fuldmægtig, just som den skulde re- fereres, stilledes i Bero, at en ny Indstilling bragtes igjære i Favør af den røde Springer, vi holde paa, og endelig, at Alt gik op igjen, fordi man for Skrig og Spektakels Skyld tabte Koncepterne og det rolige Overblik, saa at Taarnet rykkede frem og Springeren atter tilbage. Vi troe, at Hr. Vogt burde blevet ved sit andet Træk, saasom Han -- paa Statsborgeren og Løvenskiold nær -- bedst veed hvad Bernhoft duer til. Der- ved vilde ogsaa den egoistiske regimentsmæssige Anskuelse, som synes at herske i Departementerne, at Befordring skal skee uryggeligen tour- og anciennetetsviis i hvert Departement ude- lukkende inden dets eget Personale, have faaet en Knæk. Den impertinente Oppositionsaand, som der mumledes om vilde, i Tilfælde af Bernhofts Ansættelse, yttre sig inden Departemen- SIDE: 191 tet, ved at alle dets Karle fra Næstøverst til Nederst vilde med Hatten i Haanden en corps hos Chefen undbede sig alt Maskepi med Bernhoft, vilde ogsaa faaet en Knæk. Og Knæk, Knæk, Knækker ere gode. Men vi holde fremdeles paa Bernhoft, og erklære alle dem i Achten, som vove af denne projekterede Befordringshistorie at slutte hvorledes det egentlig staaer til med os. Bernhoft vilde desuden ikke selv. Og var dette ikke Beskedenhed, saa var det Klogskab; thi han indsaae, at man, saa opirret man var, vilde komme til at ærgre Livet af ham i Departementet, at det egentlig var Storthinget, som -- paa gam- mel Maneer -- skulde have et Snudeslag for dets Anmærkninger ved Bureauchefpladsen i Statssekretariatet, -- og for det tredie -- indsaa han, at han kunde have nok med at klare sig der han er. Hvorfor da ikke lade Bernhoft uden for al hadsk Diskurs om dette Befordringsanliggende, som slet ikke var hans Sag? Hvor- for lade Uviljen gaae udover den slette Kage istedetfor over Bageren? Vi holde fremdeles paa ham, og udbede os en god Toldinspektør- eller Kasserer-Post for denne Mand, hvis Livs- roser allerede blegne paa hans Hoved og som alene derfor gaaer med Udenpaastøvler forat kunne stampe igjennem dets Torne. Men vi have kjendt ham i bedre Dage, da han var bedre at holde paa end Meyersblakken eller en af Forsættens Travere. Da var han en af Lykkegudindens Rødfuxer. O ypperligt! et ædelt Dyr, som i gamle Dage, før Spathen tog ham, endogsaa turde løbe omkaps med berømte tydske Pegasusser, istedetfor nu at maatte lirke afsted ved Leilighed i Rigstidenden med Niels Wulfsbergs poetiske Lejeøg, der ikke er for Katten, siden det intet har tilfælleds med Musen. Men endnu -- bi lidt! -- endnu kan han slaae ganske vakkert over, omendskjøndt ikke fra Statssekretariatet til Finantsdepartementet. [Dernest følger en innsendt meddelelse om feiringen av 17. mai i Østre Toten, hvor fest om aftenen blev holdt på gården Sogstad. Om denne går- den sier Wergeland i en note:] Repræsentanten P. Fauchalds Bopæl. Beretningen tier om hvorvidt Embedsmændene og "de Konditionerede" ogsaa iaar holdt sig tilbage fra Festen eller ikke. Man seer, at man kan undvære dem. SIDE: 192 -- Om Aftenen den 7de d. er Posten ved Oversætningen fra Stathelle over Langesundsfjorden røvet og Postkarlen dræbt af en Person -- formentlig den fra Lensmanden i Eidanger und- vigne Ole Olsen Grinnem, ogsaa kaldet Ole Carlsen Birkeland, som han havde taget med sig i Baaden. Posten indeholdt henved 3000 Spd. Henrik Wergeland [P. A. MUNCH OG ET INNSENDT STYKKE I "DAGLIGT ALLEHANDA"] (Indsendt.) Statsborgeren 18. juni 1837. Med en Indbildskhed og Impertinence, der overskrider det Maal, hvori man gider revse den ved Skrivt eller Tale, har den efter Magthavendes Tykke nysblevne Lektor Munch i de dæm- ringske Sympathiers og Smygeracens Organ, den Constitutio- nelle, fralagt sig Forfatterskabet af hiin i næstforegaaende No. paatalte Artikel i svenske Allehanda. Personen negter ikke, at han jo kunde været istand til at have smøret den isammen (og vi tro med at han er istand til noget af hvert) og forøger In- sulten mod det norske Studentersamfund med et Komma, hvor- for en eller anden rask Student, uanseet hans Lektorskab, vel tør ved Leilighed male ham et Udraabstegn paa Ryggen. Med noget Kjendskab til bemeldte Ætling af Muncheracen og hans Opholdssted ved den Tid Stykket i Allehanda viste sig under den Reise, Folket har kostet paa ham, var Mistanken ellers ganske rimelig, idet den forøvrigt havde yderlig faa -- kun To -- at gjette paa. Disse To ere en ung Sibbern, nys udnævnt til Fuldmægtig ved Statsraadsafdelingen i Stockholm, og den for sine ultraliberale Ideer og sit næsten fanatiske Had mod den svenske Adel her af Mange velbekjendte svenske Bataillons- prædikant Ekdahl, der ogsaa, for Kuriositets Skyld, var Medlem af Studenterforbundet. Ihvormeget man end kunde troe, at den skaanske Bondesøns Forbittrelse over Adelstrykket stak frem i denne fyrige Mands extravagante Udladelser, erindres dog vist hans Nærværelse her med Fornøjelse af de Flere, som i ham lærte at kjende et fortrinligt Exemplar af svensk Ærlighed og den lundske Karolinens Liberalisme, og det bliver under saa- SIDE: 193 danne Minder vanskeligt at troe, at han -- den högærevördige Pastoren -- saaledes skulde ville beklikke det Samfund, i hvis Midte, paa Festen til Forfædrenes Erindring, i Ly af norske Bannere, han greb Hornet og udbragte den meest enthusiastiske Skaal af Alle. Nei, Ham er det ikke. Dertil var han for ærlig. Altsaa? Ja, altsaa En, som ikke er det? -- Henrik Wergeland [FORSVAR FOR EN "CARRICATURTEGNING" AV UNIFORM FOR BRANDOFFICERER] [Note til en innsendt artikkel.] Statsborgeren 18. juni 1837. Der kan blandt fornuftigere Folk neppe være mere end een Mening om, at Rang- og Uniformsygen, der saa hyppigt og ofte i latterlig Skikkelse viser sig iblandt os, fortjener ikke alene "den dybeste Foragt", men ogsaa at revses saa føleligt som mu- ligt. Den har ogsaa det tilfælles med mange andre Daarskaber, at den meer egner sig for Ridikulen og Satiren end for alvorlige Ræsonnements; og Redaktionen har saaledes ingen Grund fun- det til at nægte det paaankede Træsnit Indrykkelse. R. A. [Til artikkelen er også satt følgende note:] Jasaa? Man seer af dette Stykke, at der er Vand i Span- dene til at slukke med. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 18. juni 1837. -- Den røvede Post befindes at have indeholdt 9653 Spd. 29 Sk. i Sedler og 233 Spd. 14 Sk. i Sølv. Derimellem 60 Spd. til Eidsvollmindet. Under Forhørene vaktes saadan Mistanke mod en Høker Ole Jacobsen Berg af Brevig, at han arresteredes, hvorpaa under Forhørene 1 Tidalersseddel, 3 Femdalersedler og 20 Marksedler fandtes i hans Tegnebog, hvoraf de fire bare tydelige Mærker af Nummerforandring. I hans Chatol fandtes 576 Spd. 4 Mk. 12 Sk. i forskjellige Sedler, hvoraf 4 Tidaler- sedler og 5 Femdalersedler deels bestemt ere dels maa antages at være af de bortrøvede. Han havde ellers negtet, at der i hans Huus fandtes mere end kanskee nogle Mark. En Person ved Navn Peder Saltboden er ligeledes arresteret som den, der SIDE: 194 skal have roet den egentlige Forøver af Postrøveriet hen til Postbaaden. Paa Sandøen er fundet en heel Deel Breve, hvoraf Bankobrevene vare aabnede. Af de til Kristiania bestemte Breve manglede intet uden de Penge, de skulde indeholdt. Henrik Wergeland ADVARSEL TIL PUBLIKUM! (Indsendt.) Statsborgeren 22. juni 1837. Den Constitutionelles Expedition har ogsaa ladet sig i den senere Tid betegne ved en udenfor (NB. kun om Dagen) op- hængt Kasse, bestemt til at optage indsendte Opsatser, hvis Anonymitet ønskes bevaret for selve Redaktionen -- et Ønske som kan være rimeligt nok ved en Redaktion, der vel har sine tre Hoveder oppe i Lyset, men hvis rastløse Tunge er Sladder- boden, hvis Svands strækker sig i Dunkelheden af de wedelske Koterier, og hvis genitive og Udførsels-Organer er Dæmringer- nes og Smygernes nøje sammenhængende Legio. Man høre nu hvorledes denne Anonymitet respekteres, og ved samme Leilig- hed hvorvidt den Cst.nelles som Morgenbladets Redaktioner have drevet det i Liberalitet imod Indsendere og Upartiskhed, hvor der endog er Tale om et Forsvar for en haardeligen An- greben, der saaledes negtes at blive forsvaret hvor et Forsvar hensigtsmæsigen kunde blive anbragt! En Person, som forøvrigt ikke staaer i nogen Forbindelse med Henr. Wergeland, fandt sig, som Tilfældet tør siges at være med Alle, der ikke ere for- blindede af personligt Had, oprørt over den Constitutionelles Uforskammetheder og løgnfulde Imputationer imod denne For- fatter i dens første Remarqver i Anledning af Dagligt Alle- handas over Stockholmsfareren, som de hidtil med ynkeligt Storsnuderi ganske havde ignoreret, og beføjet til at skrive et Forsvar for den Angrebne, som han anonymt tilstillede den Cst.nelles Redaktion. Stykket negtedes Optagelse, og skulde til- bage i Indsenderens Hænder; men denne Leilighed til at faa Forfatterens Navn at vide forsømtes ikke i Expeditionen -- men af hvem navnligen vides ikke -- idet Afhenteren, en troskyldig "Arv," udexamineredes desangaaende paa det omhyggeligste indtil man havde hvad man vilde. Fy! siger man. Ja, det sige vi med. Men hvad siger man om, SIDE: 195 at hiint Forsvar heller ikke kunde komme ind i Morgenbladet uden at Forfatteren tillod Redaktionen at forandre efter eget Tykke? Og uagtet dette tillodes, kan det dog endnu ikke komme ind! Saaledes kan man nu sagte gjøre med Folk hvad man vil; og endda skal Mbldt. hedde en agtværdig Tidende og dets Re- daktør, Fuldmægtig Stabell, en liberal Mand? At smøre tykt paa med Roes, saa fremmede Tidender tage det efter, over en saa ganske almindelig Embedsmand som Lektor Motzfeldt, kan være en Artighed mod de Constitutionelle, som af disse over- modige Personer kun slet blev paaskjønnet, og derfor godmodigt nok, om det end er mindre retfærdigt. Men uretfærdigt er det (og Retfærdighed maa vel være det første ved et liberalt Blad), at nægte en fra alle Sider Angreben, hvis Anskuelser man kun med Sandhedens og egen feige Fornegtelse siger man ikke deler, det Forsvar, en Medborger vil yde ham, og at udestænge ham fra det større Felt i Morgenbladet, hvor et Forsvar alene kan nytte, mens man selv benytter det til idelige Excerpter af de svenske Angreb, saaledes uddragne og ledsagede med saadanne Bemærkninger, som gjøre Uddragene kun lidt forskjellige fra egne Angreb. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDT ARTIKKEL] [En innsender meddeler at en skolelærer i Varteig har overfalt og ære- skjelt en mann, og at han ved forlik med fornærmede har gått med på å betale ham 5 Spd. Redaksjonen spør:] Til Manden selv? Ikke til Fattigkassen eller Skolekassen? Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 22. juni 1837. Den Fod, hvorpaa jeg staaer med det hele Poetikkel- og Æsthetikkelskab, bringer mig til herved at erklære, at jeg ingen- somhelst Deel har i de Opsatser i nogle af de senere No. af Statsborgeren, hvori Welhaven og endeel Festrimere o. a. d. kritiseres. Hidtil har kun den politiske Artikel og Revyen af Bladene og de indenlandske Begivenheder været mit Departement ved dette Blad. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 196 [ANMERKNINGER TIL "SVENSKE AFTONBLADS KRITIK OVER STOCKHOLMSFAREREN"] Statsborgeren 25. juni 1837. [Til ordet "berygtede Skuespil" er anmerket:] Det maa være ved Indsvenskeriet i den svenske "Constitu- tionelle", Dagligt Allehanda og Svensknorskeriet i den Cst.nelle, vor Allehanda, hvis Redaktørers Sindelag mod Forfatteren er for bekjendt til at Udgydelsen deraf kan have nogen anden Ind- flydelse paa den fornuftige Deel af Publikum end at vække en Modbydelighed, som staaer i Forhold til Lumpenheden og Ufor- skammetheden eftersom den viser sig ufordulgt deri. Den over- gik sig dog selv i Frækhed, da den forleden Dag endte et Til- svar til en Apostrofe fra Aftonbladet, som maatte skjære den i Sjelen, med at paastaae, at Henr. Wergeland nok selv følte Vægten af dens Irettesættelser. Har han endnu ikke nok over- beviist dem om Oprigtigheden af sin Ringeagt? [Til ordet "Kaalrødder", som Sv.Aftonbl. sier Wergeland serverer sammen med "Blomster", er anmerket:] Kunne æsthetiske Sviin fodres med noget bedre? Der gives Festrimere, som slippe dem paa Skoven. [Til en uttalelse om at Wergeland "hader Svecismerne", er anmerket:] Forsvenskelse, Svenskeri i Norge og i Sverrig fanatisk Svensk- hed, svenskt Overmod og "Anspråk" paa Norge. [Aftonbladet gjengir "Stockholmsfareren" slik: "De, som bukke for Omni- potensen, maa reise til Stockholm, men de som bukke for Omnipotenser ere ikke Patrioter, ergo ere Stockholmsfarerne ikke Patrioter. Denne Syllogisme maatte nøje indskjærpes, og at det lykkes maae ikke vække Forundring." Wergeland anmerker om denne "Syllogisme":] Og den bliver rigtig naar man i foregaaende Punktum ind- skyder paa rette Sted "og som forbigaa ad Gjenvejen til Stock- holm -- Hovedstaden i Skandinavien -- den af Konstitutionen anviiste Ansøgningsvej igjennem den norske Regjering, og saa- ledes handle uretfærdigt og forfordele bedre berettigede Med- borgere, beskjæmme sit Fædreland og ødelægge dets borgerlige Moralitet." Se Stockholmsfareren Pag. 11, 2den Kolonne og Pag. 15. Dette Stykke tør ellers, og især ved den Opmærksom- hed det har vakt, bevirke, at Normænd for Eftertiden ikke med saa let Hjerte ad hiin Lykkens Gjenvei fare til Stockholm. De SIDE: 197 turde vel af og til faa høre "Haanskrattet" af en mere ufor- dækt Foragt end hidtil, og Bemærkningen: "Der er ta mig Djævflen en Stockholmsfarare!" Det maa dog genere, om ikke Alle, saa dog Nogle. [Til tanken om at "Norges Lykkesøgere" heller vilde "færdes til Kri- stiania end til Stockholm", bemerker Wergeland:] Man fortæller dog om bergensiske Stockholmsfarere, at de ogsaa have betjent sig af det kraftige Argument, at de havde gjennemreist Tverlinien af "Skandinavien". Om Lykken i Kri- stiania gjør man sig ikke store Begreber. Man drømmer ikke om noget Lykkenstempel der. [Aftonbladet sier: "Giv Norge et Hof med sin "Allah og sin Omnipotens", som W. udtrykker sig." Wergeland sier om "Omnipotens":] Skal være "Profet" Pag. 13. [Aftonbladet hevder at da vilde lykkesøkerne "ikke gaae ud af Landet." Wergeland legger til:] Skaden er kun, at de komme tilbage, og det som nedenfor beskrives. [Aftonbladet omtaler "den bekjendte Udpibningshistorie paa Kristiania Theater den 4de Novbr. 1827." Dette avsnitt blir gjengitt her med Wergelands noter til: "Denne Piben var ogsaa en Følge af paa den Tid allerede existe- rende Forhold, men Regjeringen og dens publicistiske Organer [fotnotemerke] skyede in- gen Anstrængelse forat hæve den til en Aarsag, som ganske rigtigt ikke blev uden stor Virkning. Det Efterspil af Politikommissioner og af Under- danighed skjælvende Avisopsatser [fotnotemerke] som Regjeringen da opførte, gav den endnu unge 17de Mai Næring, [fotnotemerke] og det var Regjeringens Evolutioner paa Kristiania Torv 1829, som gjød den første Galde deri." [fotnotemerke] Fotnote: Den norske Presse er i saa Henseende fri. Svensken Ewer- løf, af en mystisk Funktion hertillands, har derimod uomtvivlede Fortjenester af Tingen. Fotnote: Saalidet vi kunne negte, at vi ved flere Leiligheder savne det mandige Sprog, som anstaar et norskt Kongeraad, og i hvor bitter Erindring end Statsraad Vogts Indstilling i 17de Maisagen 1829 fortjener at opbevares, holde vi dog denne Beskyldning imod Regjeringen for overdreven i sine Udtryk. Fotnote: "En god Ting aldrig fik en Sol saa varm som den, der gløder i en Stormands Harm." Fotnote: End Generalprokurør Falsens Optøjer mod Selskabet i Kri- stiania 1827 og Kundgjørelsen af 17de Mai 1828? SIDE: 198 [Aftonbladet advarer svenske mot å streve efter "den Ære, at hilses som «den svenske Wergeland»," Wergeland anmerker:] Saafremt dette skal, som rimeligt, betyde en Ivrer for Natio- naliteten, da tiltrænges ikke Saadanne i Sverige, hvis Nationali- tet det ikke falder Nogen ind at krænke. Det er anderledes i Norge, og -- det maa blive anderledes! [Til ordene "i personlige Anfald har han ellers sin Force" sier Werge- land:] Især, naar man gjør sig den Umage at udfylde hans Masker med Personer, han aldrig har tænkt paa. Saaledes som f. Ex. Tilfældet er med Fogden i Stockholmsfareren og med unge Smyg, til hvis Karakteer ellers den Constitutionelles Opklæk- ninger og Medarbeidere og en god Deel af den Race, som er indblæst Aanden i Norges Dæmring, nøiagtigen passer. [Til en bemerkning om at leseren i stykket finner "den 17de Mai og atter den 17de Mai," sier Wergeland:] Ikke oftere end nødvendigt for et Stykke, der skildrer en Families Ulykke paa Grund af et af deres Medlemmers Deel- tagelse i 17de Maifesten. (Forts.) Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM NY UNIFORM FOR BRANDKORPSET] Statsborgeren 25. juni 1837. Redaktionen er privat kommen til Kundskab om, at der alle- rede i Aarene 1822 eller 1823 fra højeste Sted fremkom Tegning til en Uniform, som det tillodes Brandkorpset at bære, og som, ifølge det, under vor nærværende politiske Stilling saa yndede, Uniformvæsen, var prægtig nok, om end Mange kunne mene, at den i Stb.geren foreslaaede har Fortrin i visse Henseender. Imid- lertid var hiin naadigste Tilladelse ikke udvidet til at kunne bære de for Officerer ejendommelige Karakteertegn, saasom Porte- épée etc. eller saaledes at forstaa, at det tilsvarende Personale i Brandkorpset erholdt Rang som Borgerbevæbningens Offi- cerer. Herom er det da, at der er indleveret Ansøgning fra Brandofficianterne, ledsaget af en Tegning til en, som det fore- kommer os, kun lidet hensigtsmæssig Uniform. Henrik Wergeland SIDE: 199 [ANMERKNINGER TIL "SVENSKE AFTONBLADS KRITIK OVER STOCKHOLMSFAREREN"] (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 29. juni 1837. [Aftonbladet beskriver titelvignetten til "Stockholmsfareren". Wergeland anmerker:] Aftonbladet har kun glemt den ludende norske Grændsestaty, medens den svenske staaer rak; ellers er Beskrivelsen over Vignetten saa træffende og klinger saa moersomt paa Svensk, at vi her hidsætte den: [Her følger beskrivelsen på svensk.] [Aftonbladet nevner "den Tid da Kongen og Regjeringen baade troede at burde og kunne gjøre denne Fest til en Forbrydelse." Wergeland an- merker:] Man er endnu ikke bedre tilsinds. [Aftonbladet: "at Vennen Horn . . . ikke faaer et Embede er . . .blot grun- det i Stykkets Natur." Wergeland legger til:] Er det ikke ovenfor bemerket, at Han ligeledes er in culpa for Deeltagelsen i 17de Maifesten? Løver fange ogsaa Fluer. Hvorledes gik det Kand. jur. E. Aubert og Fuldm. Kauffeldt? [Aftonbladet sier at "den gamle Hr. Smyg kommer i en Kassemangel." Wergeland oplyser:] Han er det fra Stykkets Begyndelse af. Man faaer et Nys om at Sønnens forkjelede Opdragelse har havt sin Deel i Kasse- bruddet. [Aftonbladet gjør opmerksom på at "der i Stykket findes tvende Stock- holmsfarere, skjøndt kun den ene har faaet Plads paa Træsnittet." Werge- land oplyser:] Træsnittet er egentlig gjort for Statsborgeren til et Annonce- mærke for Eftertiden for ud- og indpasserede Stockholmsfarere over Grændsen. [Aftonbladet gjengir at Horn stikker "Eidsvollplanen i Hans's Kjole- lomme istedet for Rekommendationsbrevet, og begiver sig efter denne vel- udførte Gjerning paa Hjemvejen." Wergeland oplyser:] Paa Hans's Anmodning, som oftere har mærket sig prosti- tueret af sin Kompagnon, der troer at faae Oluf at hevne. (Forts.) Henrik Wergeland SIDE: 200 DEN CONSTITUTIONELLE'S Statsborgeren 29. juni 1837. Skarndynge voxer i den senere Tid i en saa betænkelig Grad, at dens smukke Personale "de ægte Kavalerer med Pariser- kjoleskjøder og Lokkerne indsmurte med Rosapomade," trues med at begraves deri. Eller skulde de med Dessein højne den saa, for derifra med større Klem at prædike den Sybaritisme, vamle Blødhed og det outrerede Lapseri, som de, med den Iver, hvormed man kaster sig paa noget nyt, bestræbe sig forat give Publikum Smag paa. De komme da til at staae i tilknæes, og den Herre maa vogte "Pariserkjoleskjøderne," som lader Kava- lerer "more sig med paa et Bal at trække med Læberne i -- paa Skjødet siddende Damers Øreflipper." Morgenbladet har be- mærket denne nye Tendenz hos disse Intelligenzens Odelsbaarne til at vælge sig Skandalen til ejendommeligt Felt, og det -- med en fornærmelig Tillid til Publikum -- medens den i lang Tid har kimet i Bladene efter Abonnementshjælp. Vi havde ondt af disse Avertissementer, som døde hen i mindre og mindre Typer, og tænkte med Bedrøvelse paa, at Don Ranudo allerede havde afskaaret sig Bagskjøderne, indtil vi, af et Stykke om Præsten Kjelstrup i Aas, fordi han havde tilladt sig at givte sig med sin Tjenestepige, opdagede, at man lagde an paa at erstatte dem af hans Præstekjole. Hos ham har den Cst.nelle da faaet nok at bestille paa Gaarden, nemlig at sope den og Fjøset reent. Hertil, saavelsom til Bladets eget Behov, er det vi give os den Ære at forære Redaktionen et Par højst nødvendige Redskaber, hvilke hermed følge: SIDE: 201 Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 29. juni 1837. [Først refereres beretning for "de to sidste Bergmaaneder" fra Kongs- berg sølvverk og en kongelig resolusjon om å danne et fond av penger som er bestemt til "Bygdemagaziners Indretning."] -- Høker Ole Jacobsen Berg af Brevig har tilstaaet, at han forøvet Postrøveriet og Mordet paa Postkarlen ved Overfarten fra Stathelle til Brevig, idet han har ladet sig af Skibstømmer- mand Lars Mikkelsen, ligeledes af Brevig, roe hen til Post- baaden, hvor han stødte Postkarlen ud og tilintetgjorde med Aaren hans Forsøg paa at holde sig ved Baaden. Et Beløb af 11,212 Spd. Sedler foruden de forskjellige Mynter, som for- mentlig fandtes i Postsækken, ere ogsaa fundne i Hovedgjer- ningsmandens Huus. Henrik Wergeland [ANMERKNINGER TIL "SVENSKE AFTONBLADS KRITIK OVER STOCKHOLMSFAREREN"] (Slutning fra forrige No.) Statsborgeren 2. juli 1837. [Aftonbladet nevner "den gamle Soldat," som har "en betydningsfuld Monolog om Stockholmsfareren." Wergeland citerer av monologen:] "En af sit Fædrelands Beskjæmmere, en Ødelægger af dets borgerlige Moralitet." [Aftonbladet refererer at "den gamle Soldat" i stykket skyter Horn fordi han var "en Stockholmsfarer." Wergeland legger til:] Han sees i Stykket at være reist med den til Smygen tilsagte Befordring, medens denne endnu, efter Uheldet hos Omnipo- tenzen, "forsøger andre Udveje." [Aftonbladet sier: "Nu er det tydeligt, at en gammel Soldat som boer i en Stue i Skogen, altid gjør sikkre Skud." Wergeland legger til ved "en gammel Soldat":] Af Kongsvingerarmeen i 1814. [Aftonbladet refererer at Hans Smyg fengsler soldaten, og at soldaten, da han får vite at Hans er blitt foged i distriktet, roper "Fars Søn". Werge- land tilføier:] Der burde kanske været tillagt det Ord: "Stockholmsfareren". SIDE: 202 Han er bleven Foged i Distriktet, og mon ikke, og hvorfor ikke i "Fars"? [Aftonbladet sier: "Det er saaledes Hr. Hans, som vi see paa Titel- vignetten." Wergeland tilføier:] Og hvorfor ikke enhver anden hjemrullende Stockholmsfarer. [Aftonbladet sier: " -- den egentlige Intrige synes at være bleven spillet mellem Malmens Källare og Omnipotenzens Hotel eller den ene Fløj af Slottet." Ved de siste ordene tilføier Wergeland:] Mon Svensken Brahens? En smuk Oplysning! [Aftonbladet citerer første vers av sangen "Nei meer fornuftig er vor Søn." Wergeland tar bare med første linje og legger til i en note:] O. s. v. første Vers tilende i Aftonbladet. (Se Stb.geren No. 5 23de Hefte.) [Aftonbladet citerer ordene "et svenskfarvet Flag, saaledes som det paa Agershuus." Wergeland legger til:] Vi have daglig, siden sidste Kommandantskifte (en Følge af 17de Mai ifjor), den Ærgrelse at see dette Flag fra Agershuus, i Betragtning, som der siges, af at vi ogsaa for Tiden er lyksalig- gjort med en Statholder. Man gjør isandhed alt forat give denne Embedsmand en anden Betydning end Grundloven vil. [Som prøve på "den gamle Soldats" poesi gjengir Aftonbladet "Den gamle Soldats Sang." Wergeland oplyser dette og legger til i en note:] Ved Verslinien: "Den kommer af Norriges Stilling" har Afton- bladet den Bemærkning: "Vi ville erindre os lignende Udtryk i en Skrivelse fra den norske Regjerings Afdeling i Stockholm." [Wergeland gir følgende efterskrift til artikkelen i Aftonbladet:] Dette er da hvad Aftonbladet har formaaet at afpine sin Upartiskhed. Saalidet det er, er det dog mere end Dagligt Allehanda har kunnet fordøje hos et svenskt Blad. I Sidst- nævnte vedbliver nemlig den journalistiske Lejesvend Johanson, under latterlige Pralerier af den svenske Ærlighed, og forbittret over den Fordækthed, hvormed Morgenbladet har udtalt sig, at rase imod Stockholmsfareren eller dens Forfatter, endog til den Grad af Uvid, at bekræfte, som højst sandsynlig Stykkets sven- ske Oversætters smigrende Formening om, at Forf. har havt Hjælp dertil, mens det dog nys var en af Invektiverne, at han SIDE: 203 havde "jasket det ned" i stor Gesvindighed. Men hvad kan man ikke i Galskaben gribe til? Manden bør honoreres og sættes i Koleur igjen med et 4de Novemberstykke. [fotnotemerke] Henrik Wergeland [NOTER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM WELHAVEN] Statsborgeren 2. juli 1837. [Innsenderen nevner "Recensionen over en Opførelse af "Bruden", hvoraf vi erfare, at en Operamusiks fornemste Fortjeneste bestaaer i, at Dan- dyerne ved at høre den kunne faae Lyst til -- at dandse." Wergeland skri- ver i note:] Fotnote: Javel! Korrekt. Anm. [Innsenderen nevner Welhavens "Forelæsninger i Lyceesalen, hvor Publi- kum leer -- over Forelæsningerne eller de dem besøgende Dandyer." Werge- land skriver i note:] Fotnote: Over Citatene troer Korrekt. og Fl. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM STIFTSPROST MUNCH SOM GEISTLIG TALER] Statsborgeren 2. juli 1837. [Innsenderen bruker uttrykket: ultra posse nemo obligatur. Wergeland forklarer i note:] Intet Ørkje over Styrkje. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. juli 1837. Høiesteretsadvokat Stang er bleven konstituert som Re- gjeringsadvokat. -- Østerdalens Sorenskriveri er bleven deelt i tvende Sorenskriverembeder: nordre og søndre Østerdalen. Ved et Cirkulære af 14de dennes er der tilsendt Postkontorerne en Bekjendtgjørelse, indeholdende Beregninger for Postportoen, overeensstemmende med Loven af 19de Januar d. A., hvilken saaledes er traadt i Kraft -- langt om længe! -- Medlemmerne af den for Kongeboligens Opførelse anord- nede Kommission skulle, tilligemed Professorerne Sverdrup, Keilhau og Heiberg, tage under Bedømmelse den for Universi- Fotnote: Som jeg troer ikke skal mangle. Korrekt. Anm. SIDE: 204 tetsbygningernes Opførelse foreslaaede Plan. Af Oplysnings- væsenets Fond er tilstaaet 1,650 Spd. til at bestride Omkostnin- gerne ved Forlaget af Abels efterladte mathematiske Skrifter, udgivne i et samlet Værk paa Fransk. (Bravo! Nationen leve!) Henrik Wergeland [INNLEDNING TIL SKILDRING AV STATEN NEW YORK] Statsborgeren 6. juli 1837. Udvandringerne henlede Opmærksomheden paa Nord- amerika, Vi tro derfor at følgende Beskrivelse over Tilstanden i Staten New-York ikke vil være uden Interesse. [Her følger en skildring av staten New York.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 9. juli 1837. -- Endelig har Hr. Jacob Aall med vor i norsk Aand mest anlagte og drivtige Boghandling truffet Arrangement om Ud- givelsen af sin Snorro og glæder sine Landsmænd med en Be- kjendtgjørelse derom og Indbydelse til Subskription, som vækker de gladeste Forventninger om i hvilken fortrinlig og prægtig Udgave vor store Nationalskribent fra Landsmands- haand vil komme i Folkets Hænder. Vi haabe, idet vi gjengive Indbydelsen, at Udgiverens forhen Publikum meddelte Beslut- ning om ikke at ville frafalde sin patriotiske og fremdeles med lige uegennyttig Opoffrelse af Tid og Anstrængelse forfulgte Plan har vedligeholdt sig i dets Erindring og gjort de fortsatte, og igjennem den sædvanlige Sluse for at forsyne Os fra Dan- mark med alt aandigt Behov iværksatte, Forsøg frugtesløse, eller idetmindste forhindret deres skadelige Virkning paa Ud- givelsen af den aallske Snorro saaledes som denne tilsigtes i Planen, nemlig at komme i Almuens Hænder. Den talrige Sub- skription paa Skillingsmagazinerne og Billedbiblerne viser dennes Trang og Vilje; og en saadan Bistand fra Almeenheden troe vi saavel nødvendig for dette Anliggendes Fremme som og, at den ikke vil mangle. [Her følger "Subskriptions-Indbydelse" på kongesagaene fra Jacob Aall og fra Guldberg men viste ved Afreisen den paafaldende Uartighed ikke at salutere. Alt tyder ellers paa det bedste Forhold, nemlig at den skal spare os Umagen at vise nogen væbnet Magt i Middel- havet, for der at see vore egne Sager afgjorte. Men er det saa, da skeer det vistnok ikke for intet. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 9. juli 1837. Forfatteren af Skrivtet "om et nyt Unionsfordrag" (d. e. for- mentlig: om en ny opfunden Maade at fordrage Unionen paa), som i Dagligt Allehanda forfølger dettes falske og onde Ten- SIDE: 207 denzer, og bringer sin Sæd til at spire i Revnen mellem de for- enede Folk, vedbliver paa denne Scene (Arena) for Svenske- riets jammerlige Kothurngang over sine feilslagne Forhaabnin- ger, under sin Artikel "de norske Sager" at rase derover som en Tyr, der har faaet nogle røde Lapper mellem Hornene. Han forsøger nu at indbilde Folk, at Aftonbladet, fordi det ikke i sine Yttringer om norrska Sakerne har været ultrasvenskt nok, i Stockholm ikke har et Snees, som troer det heri, uanseet, at det ellers er det mest agtede Blad. Kan gjerne være; thi vi vente ikke nogen Billighed i Stockholm. Og der bør jo ogsaa alt være saa svenskt som muligt. Pamfletisten i Allehanda, hvem ingen Usandhed har været for grov og afskrækkende, har paa Forlangende nydt den Opmærksomhed af Morgenbladet, at see dette Foregivende deri gjengivet, men ledsaget av vedbør- lige Anmærkninger. Ellers forekommer det os rigtignok som om man viser disse svenske Journalister formegen Opmærksomhed ved at meddele dem Oplysninger altsom de forlange, især naar man seer, at de udgive sig selv for bedre underrettede, naar Oplysningerne ikke smage dem. Væsenet derinde kommer os ikke ved, og dem rager det heller ikke, om her gives Demo- krater, Ultraer, Folk som elske Norges Old og Fremtid fremfor det Nærværende o. s. v. eller Normænd, som give dem en god Dag, og ialfald kun troe, at man flittig bør give politiske ond- artede Tyre enten Spjæld eller røde Lapper at løbe med. Henrik Wergeland [NOTE TIL INNSENDT "TALE HOLDEN I EDSBERG DEN 17DE MAI 1837"] Statsborgeren 13. juli 1837. Af en Bonde. Red. Henrik Wergelans [NOTE TIL INNSENDT STYKKE OM UTVANDRINGEN] Statsborgeren 13. juli 1837. Man seer af dette Stykke, hvor Skoen trykker. Red. SIDE: 208 Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 13. juli 1837. Man skulde troe, at de konstitutionelle -- laa godt til i Naadens Solskin. Men vi have deels tilforn paapeget, deels kjende vi til andre jammerlige Skryderier fra Redaktionen over hvorlunde den for sin uforfalskede Patriotismes Skyld maa times ondt i Skyggen. Tænk, det ene af dem, Fougstad, føler sig til- sidesat, som ikke engang har klaret for sig i sine pensa ved Universitetet, og blev, efter en maadelig juridisk Examen, Kopist strax uden at kunne skrive læseligt engang, og saa inden kort Fuldmægtig i det Departement, han havde kloret nogle Ark fordærvet for. Det andet af dem har for store Indbild- ninger til nogensinde at kunne blive tilfredsstillet, og da det tredie -- et Hverdagssubjekt, hvis Flid altid har faaet sin Løn -- ikke strax ved første Leilighed avancerer omtrent 100 Spd. opad paa Gage- og et Skridt paa Ranglisten, saa røres Himmel og Jord over denne Uretfærdighed, de ere i Vredens Skygge, ikke i Naadens Solvæg, og de lære Fædrelandet Patriotismens Uegennyttighed fordi Catilina ikke alt er dragen til Perugia, men holder endnu ud i Rom. Men vi troe Solen maa stege dem dygtigt, siden de saa ofte rode sig ned i den dybeste Søle. Det sprøiter om dem og Yngelen hvergang de snue paa sig, og det skeer almindeligviis eengang hver ottende Dag, naar de have faaet noget Affald i sig fra Stockholm. Igaar indtraf saaledes atter denne vigtige Aktus i deres Liv, da det lykkes dem at fugte sine tørre Sider, trykke Sandheden ned, og at smudse Folk til, som staae dem for nær. Siden de Constitutionelle satte Henr. Wergeland, der stundom har kastet Perler for dem, i Spidsen for Smudspressen, har man ikke havt Anledning til at iagttage saa livlige Be- vægelser hos det hele skidne Personale. Men hvad er det, det vil dermed og med disse ækle Indskubninger paa Andre? Vil Flokken kløes? Eller er der ikke noget i Truget, som, saalænge Dagen varer hænges ud udenfore Expeditionen? Den offentlige Barmhjertighed maa ikke være saa knap. Vi skulle betænke dem ved Leilighed. -- Sidste Søndags Eftermiddag løb Tyrifjord-Dampbaaden af Stabelen ved Hønefossen i mangfoldige jublende Menneskers SIDE: 209 Paasyn. Den venter kun paa Maskineriet (af 10 Hestes Kraft kun) forat sættes i den tiltænkte Virksomhed, som Bugseer- og Transportfartøj. Den døbtes med det fra Egnens Historie pas- sende hentede Navn "Ring," ligesom Randsfjord-Baaden skal hedde Halfdan -- efter Halfdan hin Svarte. Med den paa Mjøsen Projekterede er det stilt. Man hører intet om den Pri- vatmand i Kristiania, som nævntes i Bladene som Entreprenør, vil udføre denne saa hensigtsmæssige Idee; men hvorfor lægger da ikke Omegnen ivejen med Dannelsen af et Aktieselskab? Alt Industrielt skal gaae trægt og seent hertillands. Derfor staaer ogsaa den forlængst færdige Diligence i Hr. Haugans Remisse i Drammen. Vognmændenes Laugsaand har nemlig sat sig i Bevægelse derimod. -- Subskriptionen paa Aalls Snorro skeer med den Interesse man kunde vente sig. Henrik Wergeland DE CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 16. juli 1837. Ingen Følelse er bittrere end den, at være belastet med offent- lig Mistillid, uden det skulde være den, at vide den fortjent. Den Cst.nelle har derfor Aarsag nok til at være i slet Lune, og man bør endog være tilbøjelig til, indtil en vis Grad, at und- skylde de plumpe Udbrud deraf i en Skjælden og Smælden, som kun finder sin Lige fra en Rasendes Gitter i Daarekisten. Men dette Komplot kalder sig jo sammensat af Intelligenzens og Dannelsens Repræsentanter? -- desto latterligere og mere stemmende til Medlidenhed, saa man ikke berører hiin ømme Byld i deres Hjerter, og ikke lader dem frauden høre den uop- hørlige Hvisken i deres Bevidsthed, om at de kunne gjøre og sige og behandle Materien, som de ville -- den større og bedre Deel af Publikum vil dog aldrig troe dem ret, men altid troe at see Slangehalen under Græsset. De Ulykkelige, som ikke have gjort sine Kunster bedre, end at de ere blevne grebne Gang efter Gang, og have givet det Publikum, de vilde virke paa efter en omfattende Plan, Ret til at tænke saa om dem! Og denne nedtrykkende Følelse forenet med et Overmod og en Forfængelighed, som skulde synes dermed uforenelig, dersom SIDE: 210 Gemytsslaphed, Meningsvaklen, den "intelligente" Bøjelighed, den berømte Smidighed, og vedbørlig Tomhed ikke gav godt Rum! Vi sætte os ind i Deres beklagelige Stilling, og bedømme med Medfølelse en Virksomhed, som dikteret af en Ærgjerrighed, der allerede forlængst bider sig i Fingrene, og betinget af en raadnende Tilstand i visse højere Selskabets Dele, nødvendig- viis maatte blive uheldig og falde Vedkommende selv seent eller tidligt tilbyrde. De have trællet i Haabet og for Haab, og Haabet har bedraget dem. Ja selv Publikum har bedraget dem; thi det har ikke ladet sig skuffe. De have intet vundet uden at hedde politiske Lygtemænd over Korruptionens Morads. Og langtfra at forbauses over deres pralende Afdækkelse af et Journalis- mens Gudebillede, har man peget Fingre derad; thi af troløst Leer var det Prægtiges Fodstykke dannet, hvortil Greven gav det gyldne Hoved. De see nu med Sorg, at den Nytte, de hoved- sageligen have gjort med alle sine Opoffrelser, er at have skaffet den stakkels Forlægger en let, men neppe billigere, Adgang til sine Avertissements. Og det er lidet. Og hvad godt, de have gjort sine Venner, og hvad ondt sine Fiender, er endnu mindre. Og dog er det til dette Partikulære de have den bedste Vilje. I sidste Henseende have de brugt en Politik, som maa for- undre hos saa kolde Gemytter, og som alene kan forklares ved den Skjødesløshed, et lidet lønnende Arbeide medfører, og den Taage, hiin nedtrykkende Følelse udbreder i Sjelen. De angreb Flyvebladene med Explosioner, som aabnede ureparerlige Brecher, hvorigjennem man have et frit Skue til et Indre i deres Befæstninger, som aldrig burde været seet. De angreb dem for personlig Uvilje mod Statsministeren, men afstod ikke selv fra de hadefuldeste Invektioner imod ham ikke fordi de vare mere opbragte paa ham, end deres Forfatter, der udtalte den, i de Dage høirøstede, almindelige Mening, men for at passere for tappre, uforfærdede Riddere, af det "pletløse" Broderskab, som Publikum ikke burde negte sin Beundring og Belønning. Men intet kunde redde dem fra at betragtes som Fiirbeen, der vel krybe ud af den gamle Muur, eftersom Veiret er til, men som nok vide, at de have Hulen i Nærheden. De angribe ogsaa Statsborgeren for Uskaansomhed og andre Misbrug af Pressen, SIDE: 211 og foragte ikke, deels selv og deels ved Andre, at markere sine fine Blade med Personligheder, hvoraf Lugten ikke er forbi af den ene, før den anden atter vækker den offentlige Væmmelse. Omendskjøndt nu disse nævnte Blade -- ikke ganske med Ret -- tilskrives Henr. Wergeland, have de dog egne Rubriker, ind- viede hans Personlighed, ihvorvel hiin hans publicistiske Virk- somhed næsten altid er dem Vehiklet forat komme ind paa denne. Men hvilken Politik have de dog ikke anvendt mod ham? Saa slet, at de have overladt til ham at være det moderate Parti, anvendt Overmodets Tryk mod hans elastiske Udholden- hed, forviist ham til Barbariet, medens de Selv og Alle vide, at han, uanseet Bibeskjæftigelsen med Publicisteriet, hører hjemme paa ligesaa rene Høider som deres egne Nattergale, og udskjældt ham med jammerlig Vittighed for Soelvold den Anden, medens dog Carl Fougstad selv aspirerede til Successionen efter den Første. Men alt dette kan snarere subsummeres under Redaktionens gamle Hovedrubrum: Grovheder, end under det nye, som aab- nedes paa Kontoen mellem den og Henr. W., da de i Forgaars- nummeret erklærede ham for en ugild Mand, hvis Ord havde intet at betyde. Dette er Forvorpenhed af en Redaktion, som lider af ovenomhandlede Hovedbrøst ved et Blad: Mangel paa almindelig Tillid. Var det, som de siger, hvorover rase de da? Mon for at forstrække Dagligt Allehanda, som de før under- haanden have viist Tjenester, i dens udtømte Raseri med nye magtesløse Kugler imod den fælleds Fiende, Stockholmfarernes og Smygernes Forfølger? Men de vide vel at det ikke er saa, og derfor gaae de saavidt i Galskaben. Det maa ogsaa ærgre Personer, som ikke blive trætte af at fortælle Folk, at de ere af pletløs Vandel, at vide en Uven af modsat offentlig Virk- somhed i Besiddelse af det, de selv mangle. Henr. Wergeland har ikke viist Mangel paa det trofaste Sindelag, der fortjener offentlig Tillid, da han, med klar Anskuelse af de Ubehagelig- heder, han udsatte sig for, greb Styret paa det forladte Opposi- tionsblad Statsborgeren. De Forfølgelser, hans egen Fader i sin Tid leed for Fremsættelsen af Sandheder, der siden ere er- kjendte, kunde ikke berøve ham Modet til at udsætte sig for Miskjendelse og hvad der er værre. Han tør dristig paastaae, SIDE: 212 at Folket altid har havt Tillid til hans Ord, siden han begyndte at udtale Meninger, der finde Gjenklang i dets Sympatier, og at ingen af hans senere Handlinger berettiger til at svække denne Tiltro, og derimellem ikke hans Antagelse af Statsborgeren, som den Constitutionelles Redaktion hverken mere eller mindre end misunder ham, fordi de ikke have den selv. Vilde han deri- mod indlade sig i noget Maskepi med den Constitutionelle skulde den upaatvivlelig vorde rystet. Henrik Wergeland TIL POETEN I DEN CONSTITUTIONELLE FOR IGAAR Statsborgeren 16. juli 1837. Rp. Ret! skubb dit ækle Skab paa Nellas Sider, Jan! (Skjøndt det er Skam for Den, der har sligt Raad paa Vand) I smitte ei hinanden -- Det Nella har betænkt -- Thi Ingen af jer To kan siges meest befængt. Henrik Wergeland ANMÆRKNING Statsborgeren 16. juli 1837. I et foregaaende Nr. er Hr. Stiftsprovst Munch kaldet en Stockholmsfarer. Man er oplyst om at det ikke forholder sig saa. Urettet skulde dette være en skammelig Bagvaskelse. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 20. juli 1837. St.hansaften sidstl. aabnedes paa Gaarden Aadnæs i Land et Skydeselskab, idet 50 Personer som Medlemmer ydede hver 48 ß til Præmier for Skiveskydning. Mange Tilskuere havde indfundet sig, og man havde en sand Folkefest. Skydeselskabet ventes indlemmet i Lands Sogneselskab. Lignende Foreninger burde, som Jagtforeninger, danne sig over det hele Land, og sætte sig i indbyrdes Forbindelse med hinanden under visse Befalingsmænd. I Krigstilfælde vilde et saadant Korps af Lan- dets bedste Skyttere, hvoraf Enhver tager sin Mand og ikke ringere end Officerer, virkende uafhængigt, blive af ikke ringe Vigtighed. Henrik Wergeland SIDE: 213 [INNLEDNING OG NOTER TIL ET BREV FRA EN UTVANDRET NORSK BONDEGUTT] Statsborgeren 23. juli 1837. Redaktionen har erholdt til Afbenyttelse nedenstaaende Brev fra en til Nordamerika udvandret norsk Bondedreng, som der ernærer sig i Uhrmagerprofessionen, og hvilket meddeles ordret som Bidrag til de Oplysninger, man for Tiden Ønsker indhentede om deres Stilling og Udsigter, som emigrere didhen. [Brevskriveren sier at "Staterne ere omtrent 30." Wergeland legger til:] Disse vore Brevskrivere slaae altid en heel Deel over, naar de rose Amerika. Staternes Antal er 26 og Folkemængden er 13 Millioner i det høieste, ikke 18, som siden angives i Brevet. Disse Angivelser har man af den amerikanske Regjerings egne Skrivter og Tællinger, saa at de vel maa være paalideligere end hvad en Haandværkssvend har hørt fortælle. Naar der i det, som vi her i Norge kunne kontrollere, findes saa store Over- drivelser, er det at befrygte, at der ogsaa findes Feil og Usand- heder i hvad Brevskriveren beretter om hvor godt alle Ud- vandrerne faae der. [Brevskriveren sier: "Her er egen Mynt nemlig Dollars og Cents, og det er her nok af." Wergeland legger til:] Det er ganske sandt at der er nok af Penge i Amerika. Men det er ogsaa, efter alt hvad vi have seet om at Bankerne fallere, Penge derefter. I Sverig er ogsaa baade nok af Penge og nok af Fattigdom; og saaledes var det ogsaa hos os i Danskkurant- tiden, hvilken neppe nogen, undtagen Bedragere ønske tilbage. Paa Penge, som due noget, Sølv eller Guldpenge, er der saa stor Brist i de forenede Stater, at Renten, efter en amerikansk Beretning i Kjøbenhavnsposten No. 157 for i Aar, er 4 pCt. maanedlig eller 48 pCt. aarlig. Der er altsaa ikke nok af gode Penge, men nok af Pengefiller i Amerika. Naar Mynten er saa slet, er det ikke at undres over at Daglønnen er tilsyneladende høi. I Danskkuranttiden tjente mangen Skomager 100 Daler om Dagen; men hvorledes var han hjulpen med det? [Brevskriveren sier at bomullstøiveversker "kan tjene fra 7 til 10 Sølv- dollars ugentlig." Wergeland legger til:] SIDE: 214 Fabrikantere, Værksarbeidere, og Haandværkere faae alle- vegne, og især i Nordamerika, større Dagpenge end Bonde- gutter, men de maa da ogsaa være oplærte til Haandværket. [Brevskriveren oplyser at ingen "faaer Lov at brænde, sælge eller drikke Brændeviin." Wergeland legger til:] Saa modsigende og løgnagtige ere Beretningerne om Amerika, at denne Gut roser Landet fordi der ikke drikkes eller brændes Brændeviin, hvorimod en anden Brevskriver nylig i Statsborge- ren lastede Norge, fordi Storthinget vilde lægge en liden Skat paa Brændevinstilvirkningen, da han paastod, at i Amerika var det bedst, hvor enhver havde Lov at drikke og brænde saameget han aarkede. [Brevskriveren nevner noen "som i høieste Grad ere agtede" undtagen hjemme i Norge. Wergeland tilføier:] Her menes upaatvivlelig Qvækernes Vanskjebner her i Landet. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. juli 1837. Natten til den 20de d. ødelagde en fra Kjøbmand Simonsens Udhuus opkommen Ildebrand i 5 Timer 33 Huse i Frederiks- stads Forstad, taxerede for 42,040 Spd. Flere andre beska- digedes. Kun lidet af Løsøre kunde reddes. Der antages ingen Grund at være for Mistanke om Paasætning. -- Man hører ikke mere til Rygtet om H. M. Kongens An- komst hertil ihøst. -- Det ubetydelige Tilfælde, at en Matros paa en fra Danzig (hvor en, nu, ifølge Gesandtskabets Indberet- ning, cholera-artet Sygdom skal have hersket) til Moss hjem- kommen Slup, skal være død under mistænkelige Symptomer ved Anløbningen af Helsingøer, hvorfra dog Sundhedspas haves, har givet Anledning til Udbredelsen af et ubehageligere Rygte om at Cholera har gjestet Moss. Mere egnet til at udbrede Angst er imidlertid den isandhed for vort udtømte Land fryg- telige Tørke, som allerede har decideret nok et Kornuaar over hele Østlandet. Nøden er overvættes stor oppe i Dalene. De stakkels Folk maa fortvivle, om samvittighedsløs Vindesyge par- rer sig med de Kornspekulationer i stor Stiil, som alene kunne jevne noget paa Ulykken. SIDE: 215 -- I Fredagsmiddag ankom Drammensdiligencen "Prøven" førstegang fra Drammen, og afgik igjen igaarmorges, begge Gange paa det nærmeste fuld af Passagerer. -- I svenske Aviser omtales et Slagsmaal, som St.hansaften skal have fundet sted i Sundsvall imellem norske og svenske Matroser angaaende Flaget. Vi haabe isaafald, siden man nu har forsøgt denne Afgjørelsesmaade, at vore Landsmænd have børstet fra sig. -- Denne Historie bringer os ellers i Erindring vore constitutionelle Klopfægtere her hjemme, som fremdeles ere rasende over at man i Statsborgeren har foreslaaet at give de onde politiske Tyre derinde i Sverige et Spjeld at løbe med. De ere af gode Grunde fortørnede over at slig höhnisch Behand- ling skal times dem, de troes at have saameget tilfælles med. "Ind paa Realiteten! -- skrige de -- ikke blot slige Grovheder imod os og Allehanda, som Fienden derinde vil vide at benytte- som Beviser!" Det er: "fri Tyrepande og fri Stangen!" Nei, vi tro, at onde Tyre virkelig bør gives Spjeld, og hvorfor vel? Ikke for at blinde dem, men forat de ikke skulle see mere end de have godt af at see, og forat de ikke skulle gjøre Skade. De constitutionelle gjør ingen Skade, og behøve derfor ikke Spjeld. Men man gjør bedst i at gaae afvejen for dem. Henrik Wergeland [KJØPSTADRETTIGHETER FOR VATERLAND I BYSTYRET I KRISTIANIA] Statsborgeren 27. juli 1837. Idag er en vigtig Dag for Hovedstaden og derved for det hele Land, som det ikke kan være ligegyldigt, enten det fremdeles skal have en i sin Fremvæxt, af Særrettigheder hindret, indkneben, unaturligt afdelt, landsbyagtig Stad til at repræsentere sig som Hovedstad eller ikke. Formandskabet har nemlig idag i offent- ligt Møde paa Børsen Kl. 4 Eftermiddag at afgjøre det, for Hovedstadens Fremskriden og Udvikling til hvad den bør være som Hovedstad saa yderst vigtige Forslag, om Kjøbstadsrettig- heds Udviden til Vaterland, som led en saa paafaldende Van- skjebne paa sidste Storthing. Vor yderligere Mening desbetræffende og om hvad Udstræk- ning vi troe denne Emancipation videre bør have, findes udtrykt SIDE: 216 i 18de Heftes Nr. 13 -- 14 og 15 -- 16 af 24de og 31te Januar 1836, hvortil vi henvise. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 27. juli 1837. Finantsdepartementet averterer tillaans 7,500 Spd. af det Fond, som ifølge kgl. Resol. af 10de f. M. skal oprettes af de til Bygdemagasiners Indretning og andet almeennyttigt Brug havende Midler. Laan skee mod 4 pCt., og mod at de tilbage- betales efter 1/2 Aars Opsigelse fra en af Siderne, samt for- øvrigt efter de for Laan af offentlige Stiftelsers Midler gjæl- dende Regler. -- Under 1ste d. M. er første Nr. af "Romsdals Amtstidende" udkommet i Kristiansund fra det nye Selmerske Bogtrykkeri. Bladet udkommer hver Løverdag l/2 Ark i Qvart, og annoncerer sig især som Avertissementsavis. -- Rygterne ere delte om Anledninger til Branden i Frede- riksstad. Et angiver Lynild, et andet Uforsigtighed med Ild af nogle Arbeidere paa et Høloft. -- Det til Farten mellem Hammerfæst og Throndhjem be- stemte Dampskib skal føre Navnet "Prinds Gustav". Hvad skal dette ikke vel klingende Navn betyde? Man har, i at give de unge Prindser Navn, taget saa lidet Hensyn til vor Historie, hvor nok af vakkre, folkekjære og betydningsfulde Navne til- byde sig, at man gjerne kunde spare sig denne Kompliment. Da var "Nordfareren" et Navn, som lettere tilbød sig, eller "Nordlyset," som man engang sagde den skulde hedde, et mere passende, da Dampskibet visselig, i aandig Forstand, vil vorde et saadant for hine Egne. Hvem har ellers bestemt hiint Navn paa dette Skib, som tilhører Folket? -- Højesteretsdom er nu, overeensstemmende med Politirets- dom, erhvervet i Sag mellem Kristiania Politi og Boghandler Dahl, forat Bogtrykkere ikke behøve at aflevere 1 Exemplar af trykte Sager til Politiet. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 27. juli 1837. Den Forlegenhed, hvori vor uheldige Morgenbladsrival, Den Constitutionelle, som oftest er forat fylde sit engang antagne SIDE: 217 Overmaal af Format, og hvori den endnu oftere skulde befinde sig, om Publicisteri ikke var bleven en Modesag for visse Dan- dyer og en og anden Tøvebøtte af Passion, og Udgiveren ikke altid havde sine Avertissementer, især af Forlagsartikler, i Bag- haanden -- denne piinagtige Forlegenhed, som ælder Fougstad før Tiden, lader sig dog neppe sammenligne med den, som visse svenske Blade befinde sig i, at slutte efter Vidtløftigheden og Igjentagelsen af de forkeerte Ræsonnements om "norrske Sa- kerne," og nu især af den Vigtighed, som de, navnlig Stock- holmer-Dagbladet, tillægge en tilfældig, ved Overrækkelsen af en Supplik til Hs. Majestæt Kongen paa Gaden foranlediget, Sammenstimlen. Vi anmærke dette, fordi Ophævelserne om denne svenske Passage er meer end noget andet skikket til at lægge Taabeligheden i dem for Dagen, som man gjør sig der- inde om de norske, der tages under utrættelig Behandling. Henrik Wergeland [AVERTISSEMENT] Statsborgeren 27. juli 1837. Uden "Den Constitutionelles" Tilladelse er idag udkommet For Menigmand. Et patrotisk Flyveblad No. 9. Om Udvidelsen af Kristiania Kjøbstaddistrikt. Med Vignet. Faaes hos Risum, Krohn, Barlien, Cappelen og Guldberg men heller ikke skal Uvejr, Krig og anden Nød røre Dig. Hviil i Fred! Ti sekkellange Aars Indsperring uden Lovfældelse -- mange Slags deraf flydende sammenhobet Kummer maatte omsider overmande dette kæmpestærke hærdede Legeme. Din Aands Kjæk- hed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den Dig aldrig. Du døde -- som Du havde levet -- en sand Patriot. Fred med Dit Minde! Maaskee skulde disse Sandhedsord ei været talte. Dig sættes vist ingen Bautasteen; men trøst dig ved Romernes: "Cælo tegitur, qvi non habet Urnam" (Den dækkes af Himlen, som ingen Urne har). W........." SIDE: 219 fra at træde op, og tale imod Misbrug, der trykte ham og hans Medborgere. Odelsbonden Kristian Jensen Lofthuus, boende paa Pladsen Lillesand i Kristiansands Stift, var Formanden for de Misfor- nøjede i Nedenæs, Bradsberg Amt og flere Egne, som i Aaret 1786 løftede Hovedet for at lette de svære Lænker, som nogle geistlige og verdslige Embedsmænd ved vilkaarlige Paalæg sme- dede om deres Hals. Og sandelig hine Paalæg vare ikke ube- tydelige! De verdslige Embedsmænd, Foged og Sorenskriver afpressede Almuen paa mange Maader Penge, deels ved vel endog tifold at forhøje de dem ved Lovene tillagte Sportler -- Sorenskriverne i Særdeleshed ved at skrive alenlange Bogstaver i bindstærke Skiftebreve, ved paa mange Maader at udvide hvad de skrev for Almuen -- deels ved at affordre Almuen Sportler tvertimod Lovene, Sportler, som desværre! ved langvarig Mis- brug vare hævede -- Geistligheden affordrede Almuen hvad der i Begyndelsen kun havde været en frivillig Gave som lovlige dem tillagte Rettigheder, og paalistede saaledes Almuen en Byrde efter den anden. Og, da de ikke vare visse paa, at den verdslige Arm altid vilde staae dem bi, misbrugte de endog Religionen eller rettere dens Ceremonier til at opnaae deres Øjemed. De nægtede Bonden Sakramentet, indtil han havde givet dem hvad de fordrede; lad det endog være skeet for paa denne Maade at aftvinge, hvad der med Rette skyldtes dem, saa var denne Fremgangsmaade derfore ei mindre ulovlig, Religionens Lærere mindre uværdig. Intet forbittrede Almuen mere end denne Op- førsel -- ja skal jeg sige det, -- det var denne Geistlighedens Opførsel, som meest bidrog til at virke en Gjæring iblandt Al- muen, der virkelig paa nogle Steder nærmede sig til total Op- stand imod Øvrigheden. Kompagniecheferne udsuede ligeledes deres Underhavende, og lod Kompagniets Mandskab skatte til dem forat blive befriede fra at møde til de aarlig bestemte Exer- ceertider, og kom der engang en Ordre, og Kompagniet skulde afgive en Karl til Livvagten, saa blev Kompagniets rige unge Mandskab sat i Kontribution, og -- den fattige Huusmands Søn maatte omsider drage afsted. Hvad hine forøvede i det større, det forøvede disses Haandtlangere, Sorenskrivernes Fuldmæg- SIDE: 220 tige eller (som Loven kalder dem) Tjenere, Lensmænd, Klok- kere, Sergeanter eller Korporaler i det Mindre. Dog det var ikke kongelige Embedsmænd alene, som trykte Bonden. Nei! Kjøbmændene, disse Norges Herremænd, tryk- kede dem end frygteligere paa mange Steder. Da hele Last- handelen opad en Elv kun var i een eller tvende Kjøbmænds Hænder, saa maatte Bonden lade sig nøje med, hvad disse Mo- nopolhandlere gave ham for sin Last. Lykkelig var han endda, om han fik Penge for sin Last, men disse bleve ham kun sjel- den til Deel, da han, naar han engang var kommen i Kjøbman- dens Skyldbog, maatte tage til Takke med Nødvendigheds Varer opskruede til overdrevne Priser, eller vel endog Overflødigheds Vare, som han tildeels ikke behøvede. Følgerne af dette var trykkende Armod, som ganske gjorde Bonden til Kjøbmandens Slave. For at Kjøbmanden kunde leve i Overdaadighed, og langs Norges Kyster vise glimrende Pragt, maatte Bonden oppe i Landet undvære Livets Nødvendigheder. Rigtigheden af hvad jeg har sagt med Hensyn til Kjøbmændenes slibrige Handel med Almuen paa nogle Steder, har tildeels den efter Bøndernes Klage over Arendals Kjøbmænd nedsatte Kommission beviist. Vel feilede det ikke, at jo Almuen ofte havde klaget over disse Mishandlinger til Overøvrigheden; men deraf udkom ikke andet, end at Klagen blev sendt til den Anklagedes Erklæring, og derved forblev det. Sjelden eller aldrig blev den Skyldige sat under Lovens Tiltale. Overøvrigheden var enten uvirksom, eller og saae igjennem Fingre med den Skyldige. Embedsmæn- dene støttede sig paa: at Tidernes Forandring gjorde det nød- vendigt for dem at udvide deres Indkomster, at Regjeringen i et Reskript til Øvrigheden (om jeg husker ret) i Aaret 1778 havde trøstet dem med, at den ikke vilde ansee dem i Unaade for den forbigangne Tid, naar de kun redelig opgave alle deres Embeds Sportler, da Regjeringen havde i Sinde at udgive en med Tiderne mere passende Sporteltaxt, at de endelig havde faaet Embedet med de samme Rettigheder, som deres Formænd, der i Mands Minde havde hævet de samme Sportler, ret ligesom Seklers Vægt kunde hellige Misbrugene. Den belovede Sporteltaxt udkom ikke -- og Misbrugene stege Dag for Dag. SIDE: 221 Lofthuus, der, som sagt, var Formanden for de Misfornøjede, saae det Aag, som trykkede hans Medborgeres Skuldre -- og det være nu, fordi han selv som Bonde følte det trykkende, eller og fordi han var besjælet af ædel Drift til at tale for Med- borgere -- nok var det, han besluttede at lette dette Aag. -- Han forudsaae, at der intet udkom af den sædvanlige Maade at klage paa, og drog derfor selv ned til Kjøbenhavn, for mundt- lig at andrage sin og Medborgeres Besværinger for Regjeringen. Han talte der med Landets Kronprinds, som bad ham at drage hjem og nedsende sin Klage skriftlig. Lofthuus, opmuntret ved dette Svar, drog hjem, og for desvissere at udføre sit Fore- havende, overtalede han de øvrige fornærmede Egnes Beboere til samtligen med ham at indgive deres Klage. Naturligviis kunde dette ikke skee uden Udsendinge, og disse kunde atter ikke udføre deres Ærende, uden at sammenkalde Almuen. Em- bedsmændene, foruroligede af sin bange Samvittighed, ansaae disse Sammenkaldelser for Stemplinger til Oprør, eller i det ringeste forestilte sig dem som saadanne, og ved det de alt for tydelig yttrede deres Frygt, befordrede de snarere end dæm- pede Gjæringer blandt Almuen. Rygter udspredtes: at Øvrig- heden vilde arrestere Lofthuus og hans Udsendinge. Følgen deraf blev, at Lofthuus rejste med en Art af Livvagt, for at sikkre sin Person, og holdt adskillige Møder i de urolige Egne. Uagtet alle disse Møder holdtes, uden at nogen kjendelig Uorden fandt Sted, saa vedblev dog Øvrigheden at forestille disse Mø- der som Stemplinger til Oprør. En Kommission, bestaaende af daværende Geheimeraad og Stiftamtmand Scheel, da værende Oberhofrets siden Højesteretsassessor Falsen og Sorenskriver Aars, blev endelig nedsat i Christiansand for at undersøge saa- vel Klagernes, som de Anklagedes Forhold. Denne Kommission suspenderede tvende af de anklagede Sorenskrivere, som siden for deres egennyttige Forhold bleve ved Højesteret idømte an- seelige Mulkter, og gav hemmelig Ordre til at arrestere Loft- huus. Saa stor var virkelig hans Anhang, at man ikke turde gaae aabenbar til Værks. I nogen Tid var han endda fri, hans troe Livvagt ledsagede ham, indtil endelig 3de Mænd, i Haab om at vinde Belønning for deres Daad, som ikke heller udeblev, lumskelig arresterede ham i Lillesand i Marts 1788, og bragte SIDE: 222 ham til Friderichsværn, hvorfra han siden efter blev ført til Aggershuus Fæstning. Men Almuen blev derfore ikke rolig; de arresterede Krigsraad Dahl, Fogden over Raadbøigdelaget, som de troede, havde været den fornemste Aarsag til, at Lofthuus var bleven arresteret; de sammenkaldte Folket i de urolige Egne til at møde paa bestemte Steder, for at beraadslaae om, hvor- ledes de skulle frelse deres Lofthuus, som de kaldte ham; de droge i hundredeviis til Arendal, hvor en militær Kommando maatte drage ind for at bevogte de, maaskee ikke uden Grund, zittrende Kjøbmandshuse! Endelig blev Almuen beroliget ved et kongeligt Reskript, som tilkjendegav dem, at deres Klager paa det nøjeste skulle blive undersøgte, og en Sporteltaxt med det første skulle udkomme. Foruden hiin Kommission blev og en anden nedsat i Bradsberg Amt, bestaaende af da værende Kammerherre og Amtmand Moltke, siden Deputeret i General- toldkammeret, samt Justitzraad og Laugmand Hagerup. Af denne Kommission sporede man ingen Virkning. At ingen kla- gede for denne Kommission, kom dog nok ikke af det, at dette Amts Beboere vare saa ganske fornøjede med sine gejstlige eller verdslige Embedsmænd, men snarere deraf, at Almuen, jeg veed ikke hvorfor, havde nogen Mistillid til den første af disse Kom- missioner. Almuen troede maaskee, at han som Amtmand var vidende om, at de ham underordnede Embedsmænd forurettede Almuen; at han som Medkommissær endog uden nogen ny Klage vilde have undersøgt de af dem paaklagede Forurettelser. Rettere havde det vel og været, at Regjeringen havde beskikket en anden til Kommissær, hvis Interesse ikke havde ført det med sig, at de Anklagede, saavidt muligt, bleve skaanede for Tiltale. Erindrer man sig nu, at den Kristiansandske Kommission fandt sig beføjet til at suspendere 2de af de anklagede Soren- skrivere, at den over Arendals Kjøbmænd siden efter nedsatte Kommission ikke fandt deres mod Bønderne brugte Omgangs- maade billig eller lovforsvarlig, og man end videre lægger til alt dette, at Regjeringen strax derefter i Aaret 1788 fandt sig beføjet til at udgive en Sporteltaxt for Norges Embedsmænd, og et Regulativ for Gejstligheden i Øvre Tellemarkens Provsti, over hvem dette Provsties Almue i Særdeleshed havde klaget, SIDE: 223 at Generalitætet siden efter har taget andre Forholdsregler for at rekrutere Livvagten, at disse Love dog nok forudsætte, at Misbrug vare foregangne, som man ved dem søgte at hæve; saa troer jeg vel og, at man ikke bør sætte Lofthuus iblandt Op- røreres Tal, fordi han, opbragt ved Fornærmelser, ikke rolig lod sig træde paa Nakken, om han endog i at haandhæve sine Borgerrettigheder overtraadte de borgerlige Loves Orden. Men Haan og Skjændsel hvile over Undertrykkeren, som forledte ham til i Lidenskabens Hede at vove et Skridt, der maaske (??) gjorde hans Indfængsling nødvendig. Dog og herom kan man sige: adhuc sub judice lis est (Endnu er Sagen ikke afgjort.) Ikke er det forresten min Sag at undersøge, om Kristian Loft- huus var skyldfri Mand, hæderlig Borger i Staten, da det i mine Tanker ikke staaer i nogen Forbindelse med dette Faktum. Rygterne om hans private Liv have desuden været alt for imod- sigende, til at jeg vovede at skildre ham upartisk efter disse. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM STEMPLETPAPIRFORVALTERENS SEKRETÆR, ROUGTVEDT] Statsborgeren 30. juli 1837. [Innsenderen sier at nedsettelsen av prisen på stempletpapiret har ført til at flere "aristokratiske Nødvendighedsartikler" "vare nær paa Vejen til at stryge med" for sekretær Rougtvedt. Wergeland legger til:] Saavidt Red. bekjendt er Hr. R. en saa formuende Mand, at dette Opgivende forekommer overdrevet. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 30. juli 1837. -- Den Cst.nelle gaaer videre i Uvilje mod Sverrig end man skulde troe og holde for billigt. Den kjender i den vide Verden kun eet Udland, kun et Land, hvis Fremmedhed for Os maa betegnes ved den skarpeste Afsondring, og dette Land er Sver- rig. Den har to store Rubriker: den ene indeholdende om hver- SIDE: 224 andre Efterretninger fra Norge og Alverden, den anden, under den markerede Overskrivt "Udenlandske Efterretninger," kun dem ifra Sverrig. Dette er at sætte Naborigets Vedkommende i en Slags Skammekrog. Nella for igaar har saaledes under samme Rubrik, overskreven "Kristiania" først en Note fra denne Bye, og dernæst efter hinanden engelske, irske, franske, afri- kanske, spanske, neapolitanske, sicilianske, hanoverske og ame- rikanske Efterretninger. Dette under Kristiania. Med Noter fra Moss, Kristiansand og Arendal sluttes den indenlandske Artikkel. Den udenlandske tager sin Begyndelse under behørig Afsondring; og den tilhører Sverig. Henrik Wergeland [MINNEORD OVER SOGNEPREST JENS ABILDGAARD] Særskilt trykt juli 1837. Jens Abildgaard har hørt op at leve og virke mellem os. Støvet maa komme til Jorden igjen, hvor det var før, Aanden maa komme til Gud igjen, som gav den. -- Hans ensomme Trin udsaaede Velgjerninger og fulgtes af Menneskenes Agtelse og Kjærlighed, indtil de nu lydløse er forsvundne i Himmelen. -- Den ædleste Virksomhed er standset hernede for at udvides der, hvor ei Grændse er sat. -- Oldingen, som bar Alderens Krone ren som Jomfruens Liin, er bleven ung igjen der, hvor ei Skygge af Omskiftelse findes Presten, Jubellæreren, som var hellig i Vandel som i Tale, er indgangen i et herligere Tempel. -- Borgeren er optagen i de Frigjortes Fædreland -- Menneskevennen er lagt til Alkjærlig- hedens Hjerte. -- Forsørgeren er samlet til sine Kjære, Den Trofaste til sit Haab, Og Vennen er bleven Englenes Broder -- . Himlene have Salighed for ham; thi han havde Kjærlighed for Jorden. -- Hans Liv var Fred. -- Han har da Krav paa Dødens. -- Fred over den Virksommes Hvile! Fred over hans Minde! Jens Abildgaard, født 26. Marts 1760, død 7. Juli 1837. I 52 Aar røgtede han Lærerembedet, først som Kapellan SIDE: 225 hos sin Fader, Sogneprest i Faaberg, siden som Sogneprest til Næsodden; men i de sidste 30 Aar som Sogneprest i Hobøl, hvis Menighed med øm Kjærlighed, ved at forsyne Preste- gjeldets Hovedkirke med hans Portræt, har foreviget sig Min- det om, hvad Jubeloldingen var den som Lærer og Forligelses- kommissær i ligesaa mange Aar, og om hvad han virkede ved sit Exempel som Jordbruger og i alle borgerlige Forhold. -- Han levede ugift, men hans Kjærlighed strakte sig til mange -- . Tvende Søstre levede altid hos ham. -- Forud- gangne have de nu modtaget ham hisset, hvor den Retskafnes Løn er herlig. -- Fred og Velsignelse over hans Minde! Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 3. aug. 1837. Baron Wedels Visitationsreiser som Høistkommanderende have havt mere tilfælleds med en elsket Konges Eriksgata end med en upopulær, selv af Militærets Fleerhed ikke afholdt, Be- falingsmands Ærinder i et Embede, hvortil den almindelige Vilje skulde ville kalde ham sidst af Alle. Kapitainer og Lieutenanter have maattet vise Saale op (som Heste, hvis Sko skulle efter- sees) forat H. H. kunde overtyde sig om de vigtige Stropper vare i sin Orden. Og vee dem, som manglede disse vel for mange ubeqvemme, men ikkedestomindre uundgaaelig nødvendige Ap- pertinentser til Uniformen og Manden som Militær. I Kristian- sand hilsedes han af Pøbelen med Hurraraab, som det kun med Møje lykkedes en Officeer at stagge i det enthusiastiske Frem- brud. Geheimekommerceraad Reinhardt gav naturligviis i Over- eensstemmelse med denne Enthusiasme et Æresgjestebud og Skarer af Nysgjerrige -- vi ville haabe mest Gadegutter i ejen- dommeligt Kostum -- omgave altid den berømte Feldtherre, som saaledes her nød nogle af sine skjønneste Triumfer, hvad- enten han gik igjennem Gaderne, steg af Baade, sad tilbords, eller var at see i Vinduerne i det særdeles passende Logis, H. H. havde faaet i Justitssekretær Chr. Rasmus Hanssons, ifølge en lykkelig Stockholmsfart, acqvirerede store Huus. Det er ellers beklageligt, at den samme Kristiansandspøbel, som den ene SIDE: 226 Aften ogsaa viste den sidste svenske Statholder, Grev Platen, den Opmærksomhed at hilse ham med Hurraer, hvor han viste sig, paa det taktløseste berøvede sine Bifaldsyttringer endeel af Værdien ved Dagen efter at pibe og være uartig paa flere Maader udenfor den fornemme Svenskers Bolig. Baronen har derfor upaatvivlelig havt Grund til med vedbørlig Foragt at be- tvivle om hine afbrudte Vivatraab har været noget andet end Udbrud af Pøbelens naturlige Lystighed. Hvis ikke, da er det endnu uvissere, om ikke denne en glad og naturlig Ungdoms Hilsen kan maale sig i Værd for det Wedelske Hjerte med den, som Kristiania adstadige Borgerskab ifjor Høst udbragte dels for ikke at sætte den afholdte Chef, som fik denne besynderlige Idee, blot, dels fordi Nogle tænkte "jo galere jo bedre", og dels fordi Nogle slet ikke tænkte. -- H. M. har resolveret Oparbeidning og Klassifikation som Hovedveje af Veje fra Kongsberg til Timmebro, hvor den støder sammen med Hovedvejen fra Eidstaaen i Nissedal til Skien, samt fra Brunkebjerg Kirke i Bradsberg Amt vestover gjennem Vinje til Skiftet Gregaarden (Grugaarden?) i Haukali Stifts- grændse. Dertil er anviist efterhaanden i Løbet af 3 -- 4 Aar "omtrent" 30,000 Spd. hvilke gjenrefunderes Statskassen ved Ligning paa hele Rigets Matrikulskyld. Arbeidet skal forsøges bortliciteret eller bortaccorderet, og i manglende Fald skee ved lejede Arbeidere. -- Danzigerskipperen, der mistænktes for at have havt Cholera ombord, er fritagen for videre Qvarantaine. -- Ogsaa paa Lillehammer udkommer nu en "Oplandstidende." Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 10. aug. 1837. -- Oversætteren af den svenske Artikel i Morgenbladet, Stu- dent Sivertson, griber en Leilighed ved Haaret til med stor Glæde at fortælle, at Statsborgeren med denne Maaneds Udgang skal gaae ind af Mangel paa Læsere. Han har nu rigtignok havt Anledning til at kjende Bladets økonomiske Stilling baade i dets første Skikkelse, da han selv redigerede det ad interim, medens Soelvold overtog dets reisende Ærinder, og nu et Par Maaneder i indeværende Sommer som Redaktør af de Artikler, SIDE: 227 der ikke ere overskrevne "Norge" eller blot politiske, indtil man ikke fandt sig tjent med ham; men Ærgrelsen herover burde ikke bringe ham til at glemme at anføre, at misligt Indkomme af Bladets ikke ubetydelige Restancer, og den Omstændighed, at det begyndte sit senere Tilvær med den forrige Redaktions Gjeld til Bogtrykkeren, den nærværende Udgiver, ialfald ere de afgjørende Bevæggrunde for denne, om han skulde udføre Beslutningen at standse med dens Udgivelse. Det er ellers kun faa Dage siden Hr. S. skrivtligen paany tilbød Statsborgeren sin Tjeneste, efterat han havde havt Anledning til at erfare, at et Par af dens Venner nærede større Tanker end Red. om den Nytte, hans Pen kunde gjøre Bladet. Hr. S. henvistes til Ud- giveren og nærmere Akkord, hvoraf dog intet er bleven; men han trøster sig nu i de Anmærkninger, han har Anledning til at flikke ind i Morgenbladet under sine svenske Referater. -- En Skuespiller Spindler havde paadraget sig nogle af den Cst.nelles Kompaners Had. Men nu -- hvorledes gjøre det af med Manden? Jo, det gamle Middel fra det gamle Værksted -- Historier, Historier, som Spindler erklærer for Bagvaskelser, og som Publikum troer er det -- Scener fra Scenen, hvilke de Tilstedeværende ere mest ubekjendte om -- Opsatser fra samme Hænder i den Cst.nelle, som Spindler nu for Retten vil bevise indeholde Løgn og Opdigtelse, og -- hvad der er det bedste -- en gjentagen Forsikkring i den Cst.nelle, at Publikum ikke vil mere see bemeldte Skuespiller, hvorom Publikum, ved at frem- kalde og hilse ham med stormende Bravo, da han paany frem- traadte sidst Mandag, erklærer at den hører hjemme mellem den Cst.nelles mange andre latterlige, underkjendte, lapsede Impe- rativer. Ja dette sidste var det bedste. Efter behørigen at have undersøgt Forraadet af Piber i Byens Boutikker, og forsynet sig, indfandt Komplottet sig. Men hvor taber dette halve Dusin, som skulde agere Publikum og effektuere Actserklæringen, sig ikke i det Publikum, som opfyldte Huset! De maatte da forsøge List, og fordelte sig i Husets skumlere Partier for derifra at lade Piberne virke. De lode Manden, som skulde ødelægges, frem- træde uforstyrret. De lode ham spille ud. Man forundrer sig over at Publikum i den Cst.nelle lader Publikum i Theatret ville see ham, den Skjændede. Da hedder det: nei vi lege med ham SIDE: 228 som Katten med Musen. Lad ham kun spille ud; men saa -- ! Han skal fremkaldes og saa -- ! Han skal tilintetgjøres med endnu større Eclat. Ja Eclat blev der. Publikum tilkjendegav, at det vilde see Skuespilleren mere, og at det mere faldt i dets Smag, naar Nogen skulde bort, paa hurtigste Maade at skaffe hans Forfølgere, en Haandfuld Spektakelmagere, afvejen. Saa- ledes gik det dengang, og tør vel gaa oftere, naar den vakte Sag giver Publikum en bedre Leilighed til at see ind i Maskineriet i den Fabrik, som forsyner Byen med Historier, med Historier, og kanskee til at faa høre nogle af Arbeidernes egne Historier, Historier. Henrik Wergeland EN DUSINKAVALEER AF TROPPEN Statsborgeren 13. aug. 1837. Qvaliteter: Intet Ondt ved Personen uden Hang til at hykle, lyve, bagvaske og smyge. Derved meget behagelig. Ellers lemfældig af Gemyt; thi han straffer Nabolaget (som rigtignok ikke har gjort ham noget) bare med at blæse paa Fløite. Er en stor Kunstdommer. Skriver endogsaa Vers og vittige Artikler i den Cst.nelle. God Ven af Hr. Hans En Dusinkavaleer af Troppen, reqvireret til Moss hos Nella, og detascheret did forat gjøre Lykke der. Qvaliteter: Smyg, Boghand- ler Dahl og Foug- stad. Regnes af den Constitutio- nelle for saa godt som et helt Pub- likum, naar han har sat sig paa første Bænk i Theatret. Piber godt. Er godt an- skrevet. Kjender Kjøbenhavn lige- saagodt som Kri- stiania. Stock- holmsfarer. For- staaer at sætte Hatten nydeligt paa Snurr. "- - Man frygter meget for, at der ved de forestående Soireer vil blive stor Mangel paa dandsende og converserende Kavaillerer. Et Dusin Herrer SIDE: 229 fra Hovedstaden vilde i Sommertiden udentvivl kunne gjøre megen Lykke hernede." (i Moss). Fra Moss i den Constitutionelle af 18de Juni. Henrik Wergeland [NOTER TIL ET INNLEGG AV S. SIVERTSON] Statsborgeren 13. aug. 1837. [Sivertson skriver at han "ikke vilde være Hr. Wergelands Kreatur." Wergeland legger til:] Hr. S. finder sig da bedre i at være Dens, som paa egen Haand smører sine fornærmende Anmærkninger atved hans svenske Artikler i Morgenbladet? Red. [Sivertson skriver: "Med den egentlige Redaktion af Bladet (Statsborge- ren) har jeg aldrig haft noget at gjøre." Wergeland tilføier:] Kun med Bladets Hoveddeel, der udgjøres af indsendte Ar- tikler og Red.s egne Afhandlinger, og hvorfor han netop havde det samme Honorar som Redaktøren af den politiske Artikel, der kun, forsaavidt hans Ansvarlighed gjorde det til Pligt for ham at have Indseende med det Hele, kunde kaldes Hoved- redaktøren, og gav ham Myndigheden at afskedige og antage. Red. [Sivertson skriver at Wergelands fremstilling i Statsborgeren er uriktig. Wergeland tilføier:] Hvori er den gjendreven? Hr. S.s Forhold til Bladet i den senere Tid skildres, som det forekommer os, ikke meget for- skjelligt af os begge. Det Intime deri, samstillet med Hadsk- heden i en Anmærkning under en Artikel i Morgenbladet, som hører under hans Ressort, og som altsaa maatte tiltroes ham, saasnart han ikke skulde være en blot afhængig Lejearbeider, opfordrede til at lægge det for Dagen. Red. [Sivertson sier at han "ikke har skrevet den Opsats eller den Note i Morgenbladet, hvori fortælles, at Statsborgeren af Mangel paa Læsere vil indgaa." Wergeland tilføier:] Saa har "Morgenbladmanden sjøl" gjort det, og Hr. S. er hans Kreatur. Det maa være for Foderets Skyld, for ellers er den Behandling haard nok, at en gammel Medarbeider i Bladet SIDE: 230 og Redaktør af en af dets faste Artikler ikke kan beholde sit Arbeide frit for en Andens Anmærkninger, hvor han med bedre Kaars Overmod vælter sig ind paa Ens gamle Inklinationer. Red. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 13. aug. 1837. -- I Kristiansandsavisen for 4de d. iværksætter Byfoged Thesen sin ordnede Retræte ud af Sagen mod Storthingsmand Valstad. Han -- selv engang Højesteretsadvokat skjøndt, nede i Lexen rigtignok -- citerer en Højesteretsadvokats Betænkning, som han har indhentet og hvorefter han finder sig bevæget til at indskrænke sin "tilstrækkelige" Retfærdiggjørelse "for den mere retsindige Deel af Publikum" til Indførelsen af to af hans egne Skrivelser til Auditør Lund, efterat han end tilstrækkeligere har ønsket sig "til Lykke med, at han tilfældigviis var den Første, som havde havt Mod til at tage Bladet fra Munden!" I Brevet seer man, at den Cst.nelles Udladelser om Valstad, som "af Redaktionen er skildret" i sin Adfærd at røbe en "raa og for- dærvet Sjel," med flere Yttringer af dette smukke Blad, som ogsaa "optog og nærmere udviklede de Materier, til hvis Be- handling [hør ham!] han tilfældigviis var kommet til at have den Lykke [hør ham!] at give det første Stød," har afgivet for Thesen de afgjørende Motiver til den Opsats, som kun kostede ham en Mulkt af 50 Spd. til Fattigkassen. Thesen dølger ikke ganske, at han er bleven stødt over at Byavisen først og siden Kristianiaaviserne have omtalt dette Uheld for den ædle Ridder, som nok vidste under hvilke naadige Øjne han traadte i Skran- ken mod Storthinget; men Redaktionen af Kristiansandsavisen nægter aldeles at have været den første Referent, men tilstaaer at have taget sin Beretning af Morgenbladet. Det er kun en Omvei af 60 Mile frem og tilbage en Efterretning af Interesse fra Kristiansand har at gaae forat komme paalideligen for Kri- stiansandensernes egne Øren. De hjælpe sig dog nok nogenlunde imidlertid med Snak og Rygter. Men hermed torde Byfogden være mindre tjent, da hans mærkværdige Opsats om Thinget gav god Grund til Rygter om sværere Straf end han vilde kunne taale. Henrik Wergeland SIDE: 231 SVERIGE Statsborgeren 13. aug. 1837. -- Ingen Stad er rigere end Stockholm paa en vis Klasse af Mennesker, som, uden just at drive paa de parisiske og lon- donske Industrikavalerers mere indbringende hemmelige Forret- ninger, dog forstaa at leve ret godt enten som Haandlangere for aristokratiske Interesser, som endnu ønske at holde Marken, eller som behagelige Bordvenner, maitres de plaisir (Moro- magere) Sangere, Spotskiver og Anekdotkræmmere, ved Stor- mændenes Borde. Den sidste Metier er nu rigtignok ikke andet end Snyltegjæsteri saa puurt man vil have det; men det føder dog sin Mand, og de gamle Karle fra Gustavernes Tider ville ikke savne disse Attributer til Aristokratiet. Askeløfen er en saadan Karl, qvik, fuld af skjemtsomme Tvetydigheder, indøvet i Bellmann, med en god Stemme, et altid smilende Ansigt og en myg Ryg trods sin trinde Bug, hvori den fortræffeligste Appetit uforstyrret opererer. Han er derfor velkommen; og han har skaffet sig en Slags Ret dertil ved Hævd og Vane og ved at drive sit lille Karamelblad "svenske Minerva" ved Siden af denne Næringsvei. Johanson i Dagligt Allehanda er en ligedan Leje- haandlanger, men hvor Askeløfen ovenpaa en Snes Pariserretter vil smadske i Champagner, serveret i Iis, er han fornøjet med borgerlig Kaal og en Sup atpaa om Kaalen er feed. De traktere igjen, som vi høre, og saaledes tro de idetmindste selv at be- sidde nog honnör for att vara tilräckligt bra karar enddå såsom verlden er. Og de tage endog vedbørligt Hensyn til sine Vel- ynderes Smag. Johanson koger sin Kaal opigjen og opigjen paa Stockholmsfareren, dens Forfatter og hvad han kalder "norrske Sakerne"; Askeløfen serverer det samme med yderligere Til- sats af gammeldags Svenskhed paa sin Asjet af en Avis. Begge ere netop nu ude igjen -- de Utrættelige; thi Maven vil have sin Ret. De have opdaget en Publicist i Norge, som ikke deler de flere andres, dem selv vistnok uvitterlige, Forseelse, ved umaadelige Berømmelser over Fædrelandets Stilling og Til- stand, Sløvgjørelse af Folkets Selvfølelse og Tilhyllelse af dets nationale Krav og sande Stilling, at berede dets Undergang. De taale ikke, at Nogen modererer sig i at lovprise Unionen, SIDE: 232 somom de lykkelige Følger deraf, man imellem andre kunde op- dage, vare deres Lands Fortjeneste. Den, som gjør det, er en Fiende af Unionen og gjemmer det gamle Nationalhad uslukket i sig. Men hver Saadan maa isoleres, nedtrædes, udskjældes, belyves, afsættes, tilintetgjøres. Sligt er det, som smager Mi- nervas og Allehandas Svensker. Uden Undseelse trænge de da frem med sine Proskriptioner, Opfordringer til det personlige Fiendskab, Forslag til Forfølgel- ser og Indblandinger i Anliggender inden vort Land, hvormed ingen Svenske har at bestille, og med Guds Hjælp aldrig skal faae noget at bestille, om Eftertiden fører det med sig, at ikke Omstændigheder, men Norriges Mænd skal skifte Fædrelandet dets Skjebner til. Sekretær Askeløf er saaledes af den ufor- gribelige Mening, at Grev Wedels Liberalitet som Universitetets Prokanzler gaar forvidt, naar han tillader Den, som er angiven som Stockholmsfarerens Forfatter, at være Amanuensis ved Universitetsbibliotheket, ligesom og, at Departementsfuldmæg- tig Stabel, der siges at være Redaktør af Morgenbladet, des- aarsag øjeblikkelig bør afsættes. Af den Mening er Sekretær Askeløf; og det siger nu meget. Allehandamanden opfordrer den norske Regjering til Aktion og giver sig yderligere Luft ved de vægtige Løgne om Stockholmsfarerens Forfatter, som han idelig ophenter af de Pamfletkloaker, som i sin Tid skulde for- skandse den lykkelige Plet, hvorpaa Dæmringspoeten skulde hvile. Dette er nu hans Maade; maaskee fordi han veed, at den Constitutionelle griber Saadant med Begjærlighed og besmører sine Spalter dermed; -- og saaledes døer da ikke Glødstikken eller vor Herres Fugl i Legen før den kommer did den skal. Vi haabe saaledes, at Nella heller ikke nu sidder Opfordringen overhørig, at oplyse Allehanda om de Punkter betræffende Henr. Ws. Indflydelse, som det er det saa meget om at gjøre atter at faa tilforladelig Underretning om. Selv er Han ikke tilbøielig til at oplyse Svensken i Allehanda om andet end om at hans Beretning -- optaget i Nella -- om hvad der bragte Provst W. til Stockholm er, hverken meer eller mindre end Løgn; og ligesaalidt er Henr. W. nogen "Stockholmsfarer", fordi han har været i Stockholm og seet nok af det Væsen der for aldrig at ønske sig did mere. Lad Os blot ikke faa noget eller SIDE: 233 mere af det hid end vi har. Det Bedste var upaatvivlelig, at hver havde sit. P. S. Morgenbladet for igaar har gjort os nærmere bekjendt med de forvorpne Løgne og usle Taabeligheder, vi ovenfor har berørt efter et mundtligt Referat. Det allerbedste er dog, at det er den Constitutionelle, som er opfordret til at erklære sig derover eller gjendrive det jammerlige Sammenvæv om den kan. Men hvor mægtig og myndig den er, kan den dog ikke mere end den vil. Vi tænke derfor den heller slaaer noget Islæt i, natur- ligviis ikke for egen Skyld, men for Sandhedens og Retfærdig- hedens, i hvis Hænder Henr. W. er, naar han tjener til Korre- spondenzthema imellem Allehanda, Minerva og Nella. Henrik Wergeland OM CHR. DELPHINS SENDEBREV TIL PASTOR HESSELBERG (Indsendt.) Statsborgeren 17. aug. 1837. Ingen Trætter ere vel modbydeligere end de theologiske. Og det kommer baade af den aandelige Hovmod, det fornuftstridige Sværmerie og den ækle Pietisme med flere andre Lyder, som stikke frem, og af at de Materier tilforn ere saa udtømte og drøvtyggede. Alligevel er Publikum bleven i disse Dage aver- teret om, at et Sendebrev til Pastor Hesselberg, hans saakalde politiske og religiøse Stilling betræffende, er udskikket i Verden af C. Delphin, res. Kapellan til Ringsager. Og det giver i alle Henseende Bekræftning paa hiin almindelige Dom. Som en Prøve paa det saaofte deri omtalte "kjærlige Sind", hvormed det skal være skrevet, tjene alene, at han paastaaer, at det er Politiken i hans Prækener, som skaffer Hesselberg Tilhørere. Forresten afgiver det heelt igjennem Beviser paa, at Staten, om den ved den illiberaleste Paragraph i sin Grundlov har utilbør- ligen begunstiget den lutheranske Orthodoxie, dog ingenlunde derfor tør vente nogen varm Borgerfølelse under flere af disse den herskende Kirkes Samarier. Imellem Sectererne er der i saahenseende meer at finde. Vi haabe, at Hr. Hesselberg ikke tager videre Notis af sin Irettesætters Opfordring til offentlig at fremstille den af H. saa anpriste borgerlige Friheds rette For- hold til Christendommen, uden det skulde være i en Præken SIDE: 234 kanske, og som Han jo da kunde tjene sin ængstede Kollega med at udgive. I to Ting er det ellers mærkeligt, hvor Hr. Delphin rammer det rette, nemlig først i at den Kjærlighed, en Menighed nærer til sin Præst, er det bedste Vidnesbyrd om hans Fortjenester, og for det andet i den Indflydelse, han viser sig ikke utilbøielig til at antage, legemlig Sygelighed har paa de religiøse Anskuelser. Det Første kommer desværre ikke Hr. Delphin selv tilgode, hvorimod det kan siges om Hesselberg, som netop har vidst at træffe Det hos sine Tilhørere, som giver hans christelige Lære Indpas hos dem og "leder dem til Kirkegang." Og det andet, saa sikkert det leder til en rigtig Anskuelse af Værdet af Hr. D's og Ligetænkendes -- saasom sundtisk og wexelsk -- Troe, fører ogsaa Tanke til en Mening, som det er meget ved, at nemlig al mørk Orthodoxie har sin Oprindelse af en særegen Organisation, hvis overvældige Yttringer det er en Feil ikke at have underlagt harmonisk Fornuften. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 17. aug. 1837. -- Intet Blad har vel nogensinde gjort sig skyldig i en fræk- kere Foragt for Sandheden og Publikum end den Constitutio- nelle af 9de d. i Opsatsen "Skandal. Besynderligt. Besynder- ligt. Besynderligt." Den har ogsaa vakt udeelt Misnøje, og koster Bladet de Subskribenter, som maatte have befundet sig imellem det Publikum, som i hiin Opsats fornærmes, forsaavidt de ikke selv ville tillade, at de sættes ind i en af dens tre imaginære, uforskammede Klassifikationer. Man tænke sig blot, at det talrige Theaterpublikum, som tilintetgjorde ved de liv- ligste Bravoraab nogle Enkeltes Machinationer mod den forhen i dette Blad omnævnte Skuespiller, i den Constitutionelle dels beskyldes for at ynde saadanne Uteerligheder som Rygte- smedene paaløj Skuespilleren, dels at det kun bestod af hans "Omgangsvenner og Statsborgerens Redaktører, som reiste sig en masse for at overdøve de constitutionelle Pibere," samt af "Enkelte af Studentersamfundets Medlemmer, der have nydt Hr. S's Veiledning i Skuespillerkunsten, og af hans Skomager og Flere af dennes Associerede!" Hvilken Forvorpenhed skal der ikke til at sammensætte og publicere slige Løgne og til at SIDE: 235 meddele den større Almeenhed saa falsk en Fremstilling af noget i Hundreders Paasyn Passeret. Vi appellere denne vor Paastand til Disses Kjendelse, og spørge hvad Tillid og Tiltro en Redaktion fortjener, som maatte være vidende om det Sande i Begivenheden, og dog enten selv fremstiller eller indtager i sit Blad en saa vitterlig falsk Beretning derom. -- Romsdals Amts-Tidende af 5te Aug. indeholder forskjel- lige Opsatser betræffende Patrioten N. H. Knudtzons Afgang og Jordfæstelse. [Her følger disse opsatser, dessuten en opsats fra samme blad om kobber- anvisninger ved Dyrset i Romsdals amt.] Henrik Wergeland [BEMERKNING TIL ET AVERTISSEMENT FRA JOHAN KROHN OM AT HAN "IKKE VEDBLIVER UDGIVELSEN" AV "STATSBORGEREN" LENGER] Statsborgeren 17. aug. 1837. Er det med Forventningen om dette Avertissement at Bladets Fiender have gottet sig saalænge forud? Men før den Constitu- tionelles egen hoffærdige Fattigdom fornøjer sine svenske Mak- kere med den tilforladelige Efterretning om Statsborgerens Ophør burde den dog betænke, at dette ikke er eet og det samme med at skifte Bogtrykker eller Udgiver. Træffes et saa- dant Arrangement, vil det blive bekjendtgjort i et af de følgende Nr. Den Cst.nelle selv tør nok endnu døe Døden før Stats- borgeren; idetmindste fortjener den ikke, at nogen ærlig Mand holder et Blad, der viser en saadan Ringeagt for Sandhed, Sædelighed og for Publikum, som det mangfoldige Gange har afgivet Prøver paa. Det siges ogsaa, uagtet gjentagne Tilskud fra sin Patron, at staae paa yderlig svage Fødder; og Savnet deraf tør vi dristigen paastaae vil være mindre føleligt for Al- meenheden og den gode Sag, end af Statsborgeren, saa liden den er, om det ikke skulde lykkes Red. at opretholde den. Den begyndte under nærværende Bestyrelse med nogle l00 Dalers Gjeld fra den forrige Redaktion (medens den Cst.nelle begyndte med 1000 Dalers Skjænk som Fæstepenge fra Greven), og indtil dette Øjeblik er af de betydelige Restancer, som skulde dække den for Mesteparten, kun utilstrækkeligen afbetalt derpaa, saa SIDE: 236 Udgiveren omsider har maattet opgive Haabet om at kunne er- holde Fyldestgjørelse ved at drive Statsborgeren for egen Reg- ning. Trangen til et saadant Blad vil imidlertid snart skabe et nyt lignende, om end fra andre Hænder, end de, der frygte for i næste Nr. at maatte bedrøve Statsborgerens Fiender med Efterretningen om at den fremdeles skal leve og virke. Redaktionen. Henrik Wergeland ERKLÆRING. Morgenbladet og Statsborgeren 24. aug. 1837. Undertegnedes Person og Vandel har især i den senere Tid i de svenske Tidender Dagligt Allehanda og i Paskilbladet paa Aftonbladet det nys udkomne "Sista Aftonbladet" som og i vor Constitutionelle under dens Referater deraf og Reflexioner der- over været en Gjenstand for den frækkeste Paalyven og en saa skamløs Behandling, at kun Udlande med en særdeles fri Presse kjende til noget lignende under heftige Partikampe og hvor fremragende Personligheder skulle tillivs. Jeg mener hermed de Fremstillinger af min Maade at omgaaes Folk under min Dannelse paa og at leve paa, som ad de Canaler ere blevne divulgerede. Politisk Lidenskabelighed kan tilgives meget; og uagtet den dog ikke kan tilgives det meest umoralske Middel, Løgnen, naar Adgang til at undersøge de rette Forhold staaer aaben eller dog maatte kunne erhverves, saa tilgiver jeg den dog hos fremmede vildledede eller -- som den større og bedre Deel af deres Landsmænd mener -- slettænkende partigjæn- gerske Lejeskrivere. Til at uroes deraf lever jeg for langt fra dem, læser for sjeldent deres paatrængende Igjentagelser af det samme smagløse Sammensurium af Bagvaskelser, og er formeget sikker paa, at Fleerheden har formegen sund Sands til at fæste Tro til deslige Paadigtelser eller til at de endog skulde være mulige efter min Stilling i enhver af dennes aandelige og bor- gerlige Henseender. Man skal have noget at gribe til, og da falder Skarn i Haanden paa dem, som ikke forsmaae det, og saadant Skarn, som at Jeg skulde være skjødesløs om min Omgang, drikke Dus med Creti og Pleti for at blive populær o. d. -- sandelig, jeg har ingen Skræk for slige Vaaben eller SIDE: 237 andre Vaaben derimod end at gaae afvejen med Medynk for dem, som maae gribe til sligt heller end min daglige Vandel, mine Foresattes og de Menneskers Vidnesbyrd, som kjende til mig eller have omgaaets mig. Det private Had, som herhjemme har været anbetroet Udbredelsen af deslige Løgne, og som har været lavt nok til, ved den Maade dette er skeet paa, at forsøge at give dem ny Styrke, uagtet Angjældende maa vide, at saadan Pøbelagtighed er mig ligesaa fremmed som Nogen af dem, haa- ber jeg føler Vægten af disse Provokationer, og jeg opfordrer det til at betage dem denne ved de specielleste Angivelser af hvor jeg har søgt og vedligeholdt lav Omgang eller søgt nogen- somhelst i en lav Hensigt. Jeg har ellers tænkt, forat gjøre en Ende paa sligt Snak, som jeg tænker de selv ikke troe eller vide hvorfra de have det, at afdække for Publikum den Neder- drægtighedens Kilde, hvorfra Bagvaskelserne have sit første Ud- spring. Uagtet denne Hensigt, som jeg ellers i sin Tid vil faae et mere passende Sted til at naae, erkjender jeg dog ingenlunde nogen Nødvendighed for mig at foretage noget Saadant, eller vil jeg, at Nogen skal troe, at jeg mener saa lidet med min Foragt for saadanne Angreb, at jeg fra først af greb denne Pen forat imødegaae dem. Langtfra. Derimod indeholdes der i nogle anonyme Vers i den Constitutionelle for nogle Dage siden en Beskyldning, som lægger mig den i Haanden, for at erklære deres Forfatter for en infam Løgner, naar han imputerer mig, i Udtryk, der ingen anden Mening tillade, at have beilet i egen- nyttige Hensigter til Konge- og Folkegunst. Alene det Eense og Homogene i Motiverne til de forskjellige Angreb paa min Person og Karakteer lod mig i det Foregaaende berøre hiin anden Art deraf. Ja han, som siger saa paa mig, er en infam Løgner -- han være nu hiin som Nationens Forsmæder berygtede Poetik- lernes Mester i den møisommelige Konst at gjøre poetiske Tapetserier af laante Fjer eller nogen Anden af deres Mang- foldighed, som fusker paa det samme. Mine Skrivter vidne om, at jeg føler varmt for Kongen som Norges Konge, som Unionens Stifter og Repræsentant, som historisk Person, Helt og Men- neske; men er det denne Følelse selv eller nogle af dens Udtryk, man vil lægge mig til Last? Jeg opfatter med større Grund Løgnerens Ord som at gaa ud paa, at jeg hemmeligen SIDE: 238 skal have søgt at tilvende mig Kongegunst, og da at jeg har i Hensigt nydt Naaden af Audienzer. Der har været norske Vidner ved disse; og jeg vilde ikke kunnet vove min Erklæring om Beskyldningen, om jeg i nogen Henseende havde noget at frygte af en Forklaring. Jeg har aldrig under Audienzer anholdt om Embede, Gunst eller Naade, kun om hvad jeg troede var min simple, men af vedkommende Departement, paa Grund af Pro- cessen med den senerehen dog befordrede Procurator Praëm, for mig arbitrært hen suspenderede Ret at søge, naar mine Adkomster ellers tillode mig det. Ja jeg har aldrig, endog paa given Anledning, nævnt Noget, jeg kunde ønske, udenfor dette beskedne, ikke at være den Eneste af Landets Børn, som, for et saadant Forhold til en anden Mand, skulde være nægtet at søge om dets Brød d. e. den simple Supplikationsret. Den anden Beskyldning om, at jeg paa lige uværdig Maneer skal beile til Folkegunst tager sig for daarligt ud i et Blad, som i et Aarstid har paastaaet, at jeg ikke deler Anskuelser med Folket, men staaer isolert deri med mine Meninger, til at jeg skulde derpaa spilde videre Ord. Jeg anmoder Redaktionen af Aftonbladet om at optage, over- sat eller ikke, denne Erklæring fra Kristiania, den 22de August 1837. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM LEKTOR MUNCHS EKSAMINASJON] Statsborgeren 24. aug. 1837. Det var ikke afvejen, om Lektor Munch mandede sig noget op under sine Examinationer, navnlig i Geografi, ved nuvæ- rende Examen Artium. Han maa dog upaatvivlelig kunne gaae noget mere udenfor Almueskolernes Syvskillingsgeografi, end der er Tale om at han gjør mellem selv Dem, der dog ellers kunne nyde godt af saadan lemfældig Behandling. At pege paa Danmarks Kaart f. Ex. og spørge hvad Landet er, og ledsage Svaret med et vedbørligen alvorligt: Rigtigt! meget rigtigt! kan nu være en Overgang eller Indledning som saa til dybere ind- trængende Spørgsmaal om Landet; men saa at lægge den ven- lige Harelab over Sjælland og spørge om det er en Ø eller Fast- land (hvorpaa atter efter et rimeligt Svar et: Rigtigt! meget SIDE: 239 Rigtigt!) synes at være mere afpasset for en Almueskoles nedre Klasser end for en Examination inden de akademiske Skranker. Det var heller ikke overflødigt, om Hr. Lektoren ved, at udvide sin Examination i Verdenshistorien og den nyere, bidrog noget mere til at ændre Formeningen om, at der nu ved Universitetet vel kan være overflødigen sørget for vor gamle Historie, mens det mindre godt er det med hine andre Historiens Dele. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 24. aug. 1837. -- Den svenske Dr. Engstrøm, som i sin Reisebeskrivelse over det nordlige Norge saa ganske delte den her i Landet ikke sær- synte og med ubehagelige Fornemmelser nærede Anskuelse af Jæmtelandsvejen som Militærvej og beqvem Adgang for en Armee med fuldt Tilbehør af Artilleri til Trondhjem, har i Sjette Aftonbladet indladt sig paa Erklæringer til Berigtigelse af den Mening, han finder, at dette Blad saavelsom Over- sætteren af Rævbælgskrivtet "om et nyt Unionsfordrag" i sine Anmærkninger dertil har villet faae ud af hans Ord, nemlig at de skulde gaae ud paa at gjøre os Norske opmærksomme paa, at det var fra svensk Side Vejen skulde kunne gjøres farlig. Vi holde det vel for bedst, at beholde vore Tanker for os Selv i dette og lignende Punkter, saalænge vore egne Tidender paa lidet nær ere enige i at lægge den Normand an for Had og For- følgelse, som ikke deler deres Tryghed i det Leje, som Norge er redet, og saalænge politisk Differenz upaatalt giver navn- givet og navnløst Lumpepak af Smyger, Dandyer og Poetikler en velkommen Anledning til at udtømme Forbittrelsen igjennem de usleste Personligheder, hvis Raahed og Løgnagtighed ikke betager dem Adkomsten til med Begjærlighed at publiceres af Personer, som, uagtet de med den grundløseste Arrogance ville have sig tillagt her og udenlands Navn og Anseelse af en op- højet Liberalismes og Intelligenzens pletløse Riddere, dog staae den ubundne personlige Lidenskabelighed til beredvillig Tje- neste; men da hiin svenske Forfatter, som meldt, navnligen be- klager sig over at være misforstaaet af os, og gjør dette i en mod Folket velvillig Tone, uanseet at ogsaa denne er smittet af de af vore egne Landsmænd fra først af i en mere indskrænket SIDE: 240 personlig Hensigt udbredte falske Forestillinger om endeel Nor- mænds overdrevne skrigende patriotiske Ængstlighed: saa holde vi for at burde baade gjøre vore Læsere opmærksomme paa, at han saaledes har taget til Gjenmæle imod en Fortolkning af hans Ord, som disse ialfald tilstedede, men, som det lader til at være ham om at gjøre, ikke lede andetsteds hen, end til Tanken om den farlige Magt i Østen og paa at Jæmtlandsvejen i en Krig med denne vilde være af fortrinlig Vigtighed for den norske Hjælpestyrke, som ad den med Lethed vilde kunne over- føres til at dække Sveriges nordøstlige Grændser. Og heri har jo Manden Ret. Men mon vi ikke, uden at fortjene nogen Be- breidelse for at hæfte os, med uvilligt Sind mod Sverrig, ved de saameget udskregne og med saamegen Uret saakaldte bor- nerede nationale Synsmaader, ikke ogsaa skulde have Ret i at Norges dyrebareste, Norges materielle Støtte, dets Livsaare, ikke bør ligge for den aabne Ende af en Adgang, som dog ganske vist, i Tilfælde af et Nederlag, er ligesaa beqvem og kort for en Fiendes Armee med sit Artilleri, kommende fra Øst mod Vest, som den er for den norske Armee, der kom fra Vest, og maaske fandt sin Grav paa de svenske Kyster? At vove dette, at forsvare Norge og Sverige der, vil dog vorde en Hæder og en Pligt, naar Storthinget finder, at en Krig med hin Magt stemmer med Rigets Velvære; og da vil Jæmtelands- vejen have sin militære Nytte; men den er dog vel ikke hoved- sagelig at betragte som Militærvei? Den er efter vor Mening, en, den gjensidige Handel imellem Rigerne aabnet, Kommunika- tionsvei; og denne Nytte holde vi for at være overvejende hiin militære, men neppe Faren og Usikkerheden for Banken, saa- længe den ligger der. Er den nordenfjeldske Hærstyrke ødelagt i Sverig, har den jo ingen anden Beskyttelse end Landværnet og Almuerne i Bygderne langs Vejen og Byfolket, og National- fortvivlelsen vilde vel ogsaa gjøre et Attentat paa den ikke saa ganske let. Men for et Overfald, om der kom stærke Kurrer paa Traaden, er det heller ikke let at sikkre. Det bedste er dog vel at være forsigtig, og sikkre sig itide. -- Der har været, og gives endnu i den Cst.nelle, norske Blade af en saadan Lidenskabelighed, og som have tilladt sig slige Ting, som uigjenkaldelig have nedkaldt dem fra det i Sub- SIDE: 241 skriptionsplanen fremstillede Ideal til kun at være den raa Virkelighed af en Smudspresses Fostere. Vi føle dog noget vist af en national Tilfredsstillelse ved at have faaet et Beviis ihænde paa at den svenske illiberale Presse i denne sin Umo- ralitet dog synes at gaae endnu videre i et under Navn af "Sista Aftonbladet" nylig i Stockholm udkommet Flyveblad, som næsten udelukkende er stilet imod det gamle hæderligen bekjendte Aftonblad, som nu bærer Navn af "det Sjette." Man tænke sig saaledes f. Ex. blot, at Redaktionen ikke tager i Be- tænkning at give et opdigtet Brev fra Kristiania til Aftonbladet, som indeholder Meddelelser af lasteværdige Hensigter og Kon- spirationer, en Signatur, som ikke kan udtydes paa nogen Anden, end Den, der nu i Morgenbladet er bleven den tillagt, og, vi kunne vel sige, har taget den til sig; nemlig "S. S........", som der staaer, og som vi ikke behøve videre at udfylde for vore Læsere. Uagtet sin erklærede raillerende Tendenz gaaer dog Vittigheden allerede i No. 2 heltigjennem de lange Spalter ynkeligen træt, saa vi ikke kunne begribe hvorfor Redaktionen har været saa omhyggelig forat see sig prostitueret ogsaa her i Landet, at sende Redaktionerne af Morgenbladet og dette Blad Exem- plarer af dette enkelte Nr. At den Cst.nelle ogsaa fik et, finde vi rimeligt baade paa Grund af fælles Artsmærker og fordi den er den eneste af de norske Tidender, som har vundet dens Behag, og derfor med Forkjærlighed komplimenteres. Redak- tionen skal ellers bestaae af nogle poetikkelske Dagdrivere, hvorpaa en større Hovedstad altid er riig, som ere fortørnede over at Aftonbladet har viist deres Rimerier nogen Kulde, og af nogle af de journalistiske Tallerkenslikkere, vi i et foregaaende Nr. have debiteret at Stokholm heller ikke mangler. Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 27. aug. 1837. Siden vor sidste Oversigt, 21 Hefte No. 30, ere de vigtigste følgende: Karlisterne og Kristinerne fortsætte Kampen i Spanien. Et i den engelske Hjælpelegion opstaaet Mytteri, formedelst Ude- bliven af Sold, standsedes endeligt og Evans begyndte Feldt- SIDE: 242 toget med at gjennembryde Karlisternes Rækker ved St. Se- bastian, medens Espartero og Sarsfield rykkede mod Pamplona. Sarsfield afløstes af Irribaren, som kortefter blev slagen og dræbt af Don Carlos, der, understøttet ved et gjennem Rus- lands Mægling erholdt Laan, rykkede frem i Arragonien, medens hans General Cabrera gjorde store Fremskridt. Don Carlos rykkede mod Catalonien, hvor der ianledning af et nyt Kon- stitutionsudkast var udbrudt Uroligheder, som kun med Møje bleve dæmpede, men pludseligt vendte han om, gik over Ebro og forenede sig med sine øvrige Hærafdelinger. Forskrækkede over denne nye Fare ilede Dronningen og Kortes med at antage den nye Konstitution. Siden ere Karlisterne ved Desertion og Nederlag betydeligt formindskede, men nærme sig nu igjen Madrid efterat have fjernet sig fra Navarra og gjennemstreifet Katalonien. Regjeringen har udstedt en fuldkommen Amnesti for politiske Forbrydere, Evans har taget sin Afsked og Overkommandoen er tilbudt Marschal Clauzel. I Portugal fremstod et Parti, som havde til Hensigt at danne en Republik af den pyrenæiske Halvø. Med England afsluttedes en Traktat om Slavehandelens Ophævelse. Dronningen, som nu er i sit Svangerskabs 9de Maaned, fik et nyt Ministerium med Diaz Oliveira i Spidsen. Marschal Clauzel ankom til Paris for at forsvare sig mod Be- skyldningerne ianledning af sit mislykkede Tog til Constantineh. En vis Chamboni forsøgte en ny Helvedesmaskine, men den op- dagedes iforvejen. Disjunktionsloven, fremsat ved Stratsburger- affærerne, hvorefter Sammensværgelser, foretagne af Civile og Militære, skulde behandles særskilt for hver især, blev ei an- taget. Et nyt Ministerium dannedes med Molé i Spidsen. De Doktrinære bleve udelukkede. Meunier blev benaadet og sendt til Nordamerika. En Amnesti udstededes for de politiske For- brydere. Thronarvingen forlovedes med Princesse Helena af Meklenburg-Schwerin og Formælingen foregik under store Høj- tideligheder. Hendes Fættere vilde ikke ansee Ægteskabet for legitimt, hvorimod hendes Halvbroder, den regjerende Fyrste, kun modsatte sig for de dermed forbundne Farer, og lovede hende ved Afskeden, at hun skulde blive modtaget med aabne SIDE: 243 Arme, dersom hun kom tilbage. Kamrene bleve endeligt til de Deputeredes store Glæde prorogerede. Der kom en Fred istand med Abdel-Kader. Julidagene forløb roligt. Englands Konge Vilhelm den fjerde døde, og blev efterfulgt af Princesse Viktoria, som kort Tid iforvejen havde naaet sin Myndigheds Alder, og som ledes af sin fornuftige Moder og Frihedens ivrige Forsvarer Lord Durham. Efter endte Forret- ninger opløstes Parlamentet af den unge Dronning i egen Person. For nærværende Tid er Englands Opmærksomhed hen- vendt paa de nye Valg, der nu næsten ere tilendebragte med nogen Overvægt paa Reformernes Side. Den engelske Konges Død opløste Foreningen med Hannover, hvis Throne ikke kan beklædes af Kvinder, og hvor saaledes Kongens Broder, den forrige Hertug af Cumberland, en forhadt ivrig Tory, besteg Thronen under Navn af Ernst August. Hans første Daad var at erklære den hannoverske Konstitution for ikke at være bindende for sig. Han tør vel komme slet derfra, hvadenten nu den tydske Forbundsforsamling -- skjøndt derom er lidet Haab -- udfører de badenske Landstænders enstem- mige Beslutning at paasee de tydske Konstitutioner overholdte eller ikke. De hollandske Generalstater opløstes i fuldkommen god For- staaelse med Regjeringen. Nassaus Stænderforsamling blev ogsaa opløst. I Bairen, Baden, Churfyrstendømmet Hessen og i Sachsen, i hvilket sidste Land Kriminalloven diskuteredes, uden at Flerheden af de forsamlede Deputerede vilde erkjende Afskaffelsen af Dødsstraffe for at være hensigtsmæssigt, ved- blive Stænderforsamlingerne sine Forhandlinger. Det unge Kongerige Belgien gjør betydelige Fremskridt. Sveriges afsatte Konge, Gustav den fjerde, døde i St. Gallen. Det russiske Toldopsyn konfiskerede i det sorte Hav den brit- tiske Brig Vixen, som af et engelsk Handelshuus i Bukarest var fragtet med Salt til Cirkassiens Kyst, men Uvejret trak forbi, da de engelske Kronjurister erklærede, at det ikke kunde ansees for noget Brud paa Folkeretten eller staa i Strid med sted- findende Traktater. Cirkassirne vedblive tappert at forsvare deres Uafhængighed, men Ruslands Keiser skal være betænkt paa efterat hans store Kavallerileir ved Woschnesensk er forbi, SIDE: 244 at gribe alvorlige Forholdsregler for at tilintetgjøre denne saa- kaldte Opstand. Kong Otto af Grækenland reiste med sin Gemalinde Amalia af Oldenburg tilbage til Athenen, hvor der er blevet oprettet et Otto-Universitet. Grev Armansberg blev afsat og efterfulgt af Baireren Rudhardt, med hvis Landsmænd Grækerne heller ikke ere særdeles tilfredse. Storsultanen vedbliver fremdeles sine Statsforbedringer. Han har bestemt, at Handelsstridigheder mellem Tyrker og Franker skal afgjøres i en af ligemange af hver bestaaende Komittee. Han foretog en Reise til de nordlige Egne af sit Rige, men maatte ved sin Tilbagekomst dæmpe en udbrudt Sammen- sværgelse ved mange Henrettelser. Foruden paa flere Stæder i Tyskland raser Kolera i Italien og fornemmelig i Palermo, hvor dens Ødelæggelser afstedkom hæftige Uroligheder, som endnu vedvare, i hvilken Anledning Kongen af Neapel har seet sig nødsaget til at sende Militær- magt over til denne Ø. Den danske Konge faldt i en betænkelig Sygdom, men endelig reiste han sig igjen fra Sygelejet efterat de danske Aviser igjen- nem flere Maaneder stadigt havde opvartet med Bulletins an- gaaende h. M. dagligt tiltagende Velbefindende. Mord, Ilds- vaader, kort alle mulige ulykkelige Hændelser have forresten udgjort Hovedindholdet af de fleste danske Blade. Syttendemaifesten hilsedes med almindelig Interesse, men et denne Dag forefaldet Optrin mellem nogle Studenter og et Par svenske Skippere, samt Opførelsen af "Stockholmsfareren" i Studentersamfundet samme Dag, gav Dagl. Alleh. og Konsorter Anledning til at udbrede sig vidtløftigt om et antiunionelt Parti i Norge, og den store Indflydelse dette skulde udøve paa Opini- onen. Dagl. Allehanda har, opmuntret af sin værdige Søster Svenska Minerva siden begyndt at have tvende regelmæssige ugentlige Udtømmelser, indeholdende Oplysninger om "norska Sakerna", for, som den siger, at kunne sætte de svenske Stæn- der, som skulle samles 1840, istand til at forskaffe sig et fuld- komment Begreb om de unionelle Forhold. Sverige mistede i dette Tidsrum tvende af sine første, neppe største Statsmænd, Udenrigsministeren Grev Wetterstedt og SIDE: 245 Statsraaden Grev Lagerbjelke. Af den norske Regjerings Med- lemmer erholdt Statsraad Motzfeldt, efter Ansøgning, sin Af- sked, uden at hans Eftermand endnu er udnævnt. Den mærke- ligste Begivenhed i vort Fædreland var ellers den stedse til- tagende Lyst til Udvandring til Amerika, fornemmelig fra Lan- dets sydlige og vestlige Egne. Ægyptens Vicekonge Mehemed Ali har maattet lide flere Nederlag mod de krigerske Arabere. Van Buren tiltraadte sit Præsidentskab i de forenede nord- amerikanske Stater i Februar Maaned. Texas blev af Nord- amerika erkjendt for en fri og selvstændig Stat, hvorfor Mexi- kanerne begyndte at blokkere dets Havne med nogle faa Skibe. I Nordamerika opstod en betydelig Handelskrisis, da dette Lands Handlende, paa Grund af Mangel paa Sølv i de private Banker, ikke kunde tilfredsstille sine Kreditorer med andet end Papirpenge. Følgen heraf blev suspenderede Udtællinger af rede Penge fra Bankerne, og betydelige Fallissements. Disse udbredte snart sin Indflydelse i Europa, hvor, fornemmelig i England, Falliter hørte til Dagens Orden, og derved lammedes Handelsrørelsen i høi Grad, men efterhaanden ere disse Han- delsforviklinger igjen bragte nogenlunde i Orden, og, for fuld- komment at afhjelpe dette Onde, er den nordamerikanske Kongres sammenkaldt til en overordentlig Forsamling i Sep- tember. Nygranada var nær kommet i Krig med England ian- ledning af nogle Fornærmelser mod dette Lands Konsul i Panama, men da Nygranada ydmygede sig og gav Konsulen den forlangte Opreisning, kom Alt igjen paa den gamle Fod. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 27. aug. 1837. -- H. K. H. Kronprindsen er omsider i ønskeligt Velgaaende over Hamburg og det mechlenburgske Bad Dobberan indtruffen i Stockholm. Vore tre Hovedstadsblade have, i den svenske Statstidnings Spor, været særdeles ivrige i at opsamle alle, endog de ubetydeligste, Artighedsbeviser, som timedes H. K. H. i Udlandet. Saaledes berettes som noget anmærkningsværdigt, at den lille Potentat Storhertugen af Mechlenburg Schverin ud- SIDE: 246 bragte vor Kronprindses Skaal ved Bordet i Dobbran. Han havde været en Tølper, om han ikke havde gjort det. Sligt fulgte af sig selv. -- Vor forrige Medarbeider S. Sivertson annoncerer et nyt Blad "Det nye Norge," som han lover skal med noget Bedre erstatte Statsborgeren (som han endelig vil have til at gaae ind uagtet den til Ulykke ikke gaar ind). Man seer, at han tager sit Mon igjen i Løfter, naar han er uheldig at spaae. Og det tør jo hænde hvad ikke har hændt før. Og hænde bør, at man gjør det bedre og bedre eller forbedrer sig. Statsborgeren ønsker denne sin nye Aflægger tillykke. Og den vil vist komme sig, da der er god Raad for Opelskerne baade paa Gjødsel og Vand; og mild Juste-milieu-Temperatur vil heller ikke mangle. Det allermærkværdigste er, at han siger, at Han vil ikke fortsætte Statsborgeren, som han har intet med at bestille. -- En kgl. Resolution af 12te river alle de Forventninger, man nærede om at Lensmandombudene, idetmindste de bedre aflagte, skulde vorde kgl. Embeder, overende. De gjøres tvertimod endnu afhængigere af Amtmændene end tilforn, mod hvis vil- kaarlige Behandling de nyde ingen Beskyttelse af Lovene, og disse forhen altfor mægtige Embedsmænd kan man gjerne sige erholde en Magt til at ramme en Kommune med sin Unaade paa en ganske følelig Maade ved at berøve den en populær Lensmand. Denne er nemlig populær ved at holde med sin Kommune, mellem Amtmanden og en Kommune kan, især nu ved Formandskabsindretningen Konflikter opstaae, og en Amt- mand kan, som bekjendt, ogsaa være en slet Person, og da istand til saadant Misbrug. Resolutionen byder, at Lensmæn- dene herefter skulde ansættes paa det Vilkaar, at de af Amt- manden kunne afskediges uden Lov og Dom, naar han ikke finder sig tilfreds med deres Ombudsførelse, samt at Amtman- den ved saadan Afskedigelse, skal derom gjøre Indberetning til Finanz- Handels- og Tolddept. med Forklaring om paa hvilke Grunde han har fattet saadan Beslutning. -- Med Krigskommissærernes Uniform har det i lang Tid været heelt ubestemt. Naar de almindelige Krigskommissærer viste sig, saae man stundom En og Anden af dem i et Kostume, SIDE: 247 som man mumlede om skulde have altformeget af den forrige Generalkrigskommissærs, med Dekorationer overlæssede, Uni- form, og at det altsaa mere nærmede sig en frithen antagen Fantasiuniform end en, de med streng Ret kunde bære. Man hørte ogsaa om, at En af de Herrer var saa forliebt i dette Pragtstykke, at han i en Erklæring desangaaende paastod, at en Formindskelse i en af dets Border var et Indgreb i hans Ret, som han burde nyde til sin Død. Nu er ved Resolution af samme Dato som oven nævnt, en Uniform befalet for disse Embedsmænd, som ialfald er prægtig nok, og især vil tage sig godt ud paa Sebbelow. [Her følger liste over tollinntekter.] Henrik Wergeland [BEKJENTGJØRELSE] Statsborgeren 27. aug. 1837. At "Statsborgeren", dens 24de Hefte, fremdeles udkommer fra J. Schives Bogtrykkeri, i Skattefoged Schmidts Gaard i Storgaden, bekjendtgjøres herved for Subskribenterne. Redaktionen. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS POLITISKE TENKEMÅTE OG HANS REISE TIL STOCKHOLM 1830] Morgenbladet 30. aug. 1837. Den Constitutionelles Redaktion forekaster mig i Anledning af min Erklæring i dette Blad, at jeg især har ladet mig motivere dertil af de Personligheder, man har anvendt imod mig, mens jeg skal lade det egentlige Stridspunkt uændset, ihvor ofte det holdes mig under Øjne. Formodes rigtigt, saa menes med dette egentlige Stridspunkt de forskjellige Angreb paa mit Unions- sind, som først vaktes ved en hadsk Fortolkning herhjemme af et Par løsrevne Kommata eller især af en enkelt afbrudt Tanke- gang i et af Flyvebladene, og som siden utrætteligen ere fort- satte af nogle Partisaner i visse svenske Blade, hvis Sindelag mod Unionen, Norge og alt hvad norskt er ikke mere er blot fordægtigt, men aabenbare fiendskt. Men i saa Tilfælde har jeg SIDE: 248 sandelig gode Grunde for at holdes for undskyldt, om jeg i Feider, der ere saa udtværede og modbydeliggjorte ved alskens uvittige Personalier, Bagvaskelser og vitterlige Fordreielser, undgaaer al saadan unødvendig Vidtløftighed, som at gjentage Forklaringer, der allerede forlængst ere afgivne. Dette er nem- lig skeet i dette Blad omtrent ved sidste Juletid, da Flyvebla- dene tjente til ene Vehikel for Udgydelserne. Og dette er min første Grund, hvorfor jeg ikke indlader mig paa videre For- klaringer over de grundløse Anker over min politiske Tænke- maade, ihvor ofte de end holdes mig under Øine. Jeg mener dernæst oprigtigt med min engang fremsatte Mening om at man her i Norge ikke bør gjøre Spændingen stærkere og gjøre Uni- onen og den gode Forligelse imellem begge Folk det saa ilde som man virkelig gjør det ved saa beredvilligen at repetere i vore Aviser disse Opæggelser fra svensk Side, som saa ideligen gjentages forat faae de slagne Saar til at bolne. Og dette er nu min anden Grund til ikke at indlade mig paa de ubeføiede Provokationer, ihvor ofte de end holdes mig under Øinene. At de saa ofte holdes mig under Øinene, er min tredie Grund. Og hermed Punktum, naar jeg kun faaer tillagt det ved en fore- gaaende Erklæring i Statsborgeren rigtignok overflødiggjorte, at Stockholmsfarerens Forfatters egen Reise til Stockholm i 1830 havde ikke engang det Supplikationsmeed at anholde om ikke at maatte nægtes Adgang til at søge. Jeg havde dengang ikke paa tre Aar nær Ansøgningsalderen, og har ikke meldt mig til noget Embede før denne var naaet. Den Constitutionelles Re- daktører havde dog ikke forsmaaet, uagtet saadant maatte kunne været dem bekjendt, at ville gjøre min Reise til Stock- holm mistænkelig. Det forekommer mig som om Stockholms- farerens Forfatter netop bør have været i Stockholm, og det tør hende, at han som Saadan heller ikke har været der for intet. Forresten har den Const.s Redaktører Uret i at sige, at jeg har hensat dem i Smygernes "hæderlige" Race eller stilet Carrikaturer paa deres eller nogen Andens Personlighed. Den Uretfærdighed, hvormed jeg er bleven behandlet af dem, den umaadelige Hadskhed, hvormed de have villet frakjende mig endog sund Fornuft og skjænde mit Navn, har vel ladet mig forsvare mig endog ved at angribe deres publicistiske Færd SIDE: 249 med Heftighed, men den skal ikke friste mig til noget, jeg hos mig selv maatte tilstaa var, om ikke meer end Gjengjeldelse, saa dog ikke retfærdigt. Den 28de August. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 31. aug. 1837. Lutherske Lands-Pabster. Ikke blot den katolske Kirke har sine Pabster og Pabstleins. Der er en Overflod deraf i vor egen udskregne evangeliske. Men vore tage sig ikke nær saa godt ud som hine med Fløjels- kappe, den tunge glimrende Monstranz, de rige Præbender og den laskede Cølibatfedme, som en tro Huusholderske paa nogle og Tyve, ved Navn Therese eller Angelica, holder vedlige paa det alleromhyggeligste med Lammesteg, lidt Vildsvinekjød, friske Druer og netop saameget god Burgunder, som er tjenligt for Fordøjelsen og en sund Søvn derude i Kaprifoliehytten, hvor Therese strikker og jager Fluer bort, og hvor Ingen maa forstyrre Hans Velærværdighed. Men dette er jo et Stykke af en Prælat; og vi have jo ikke Prælater. Jo Emner til Præ- later have vi, jammerlige Efterligninger af Prælater. Hans lutherske Velærværdighed har ingen Therese eller An- gelica; men han dyrker heller ikke Cølibatet. Han blev tidlig gift, fordi han blev tidlig befordret, og han blev tidlig befordret, fordi han tog tidlig Examen, og han skyndte sig med at tage Examen, fordi der i den Tid var gode Embeder at faa for slette Kandidater. Siden har Hs. V. ladet Theologi være Theologi, og en Stok, der driver for Strømmen, kommer ikke mageligere og sikkrere frem, end Hs. V. er kommen fra det ene gode Kald i det andet. Thi Hs. Velærværdighed -- eller Højærværdighed, som han vil kaldes, siden han alt har været Provst -- har ikke følt sig bunden til nogen Menighed af Godhed for den eller af gjensidig Kjærlighed; men han har betragtet sine Kald alene som Porte til noget Større. Og dertil er han ogsaa indgangen; thi han tænkte strax: bedst at banke itide; søger, saa skulle I finde. Og saa søgte H. V. itide, nemlig strax noget Bedre blev vakant; og naar han havde søgt ni forgjæves, fik han altid det SIDE: 250 tiende. Og saaledes er H. V. hamlet tidlig op i et Embede, hvori den lutherske Pabst har kunnet udvikle sig frodigen. Kom ikke til H. V. med den Nyhed, at forbedrede Religions- bøger ere udkomne. H. V. hader alt Nyt undtagen af Aaret, og saaledes da ogsaa Sligt. H. V. kan Pontoppidan paa sine Fingre, saa han endogsaa lange Stykker kan lægge Bogen paa Ryggen under Examinationen indtil han kommer udaf det, f. Ex. ved at see Fremmede i Kirken. Og da H. V. engang kan Pontoppidan, skal H. V. vel ikke gjøre sig den Umage paa sin gamle Alder at puge ind noget nyt forat Ungdommen kan blive bedre underviist, som det hedder, og ikke faae noget Galskab ind, som det hedder, og ikke med Plan blive opdraget i og til Dumhed, som det hedder. Hs. Velærværdigheds Klokker og Skoleholdere dele naturligviis ganske Hs. Velærværdigheds Meninger, og saaledes ogsaa denne, og saaledes gaaer det i Hs. Velærværdigheds Præstegjeld som det gaar. Hs. Velærværdig- hed har ellers Grunde, baade inden og udenfra hentede, for sin Forkjærlighed for gamle Erik. "Man er enig med mig i selve Hovedstaden, -- siger H. V. og seer sig omkring, idet han tager sig en Priis og knepser med Fingrene -- i Hovedstaden faaer selv fornemme Folks Ungdom netop den samme Underviisning som min, og det skulde jeg tænke er nok og vel saa det." Hs. Velærværdighed gjør meget af Autoriteter, og saaledes ogsaa af Andres Prækener. Han var derfor i over 11 Aar -- nemlig saalænge Tyveriet skede i dybeste Hemmelighed, og H. V. endnu gav sig den Umage at holde sig til det Tydske -- be- rømt som Taler. Han excellerede altid i at fremsige Bønnerne med megen Salvelse og størst mulig Vidtløftighed, saa de altid udgjorde -- alt med alt baade før og efter -- idetmindste 1/3 af den egentlige Præken. I ondt Veir, og naar der ere Faa i Kirken, knapper han ogsaa af i dem, og det er ikke saa frit for, at Fa'r da slaaer sig kaad og vild, og holder noget af sit eget. Da er det moersomt at staae og lye ved Døren. Hs. Velærv. holder strengt paa sine Rettigheder. "Jaja -- siger Han -- se til hvor godt I faae det, naar I har lagt mig i Graven med Jeres Tværhed eller jaget mig langt bort. I -- Noksagt!" Han skylder Standens Værdighed at behandle alle de Bønder med Foragt, som ikke kjøbe sig med en Ferskmad SIDE: 251 Tag over Hovedet mens de have noget at tale med Fa'r. Men er saa Ferskmaden feed, saa kan Fa'r, som ellers ikke er grei, være blid som en strøgen Kat, for saa kan han faae sig en varm Boston med Flaagjeita efterpaa med nogle Visse, nemlig saa- kaldte Konditionerede, som ere de eneste Værdige til at om- gaaes H. Velærværdighed eller Højærværdighed. Disse Konditionerede bestaae af Fogden med hans Karle, en Prokurator, der er et Skarn, en Døgenigt, hvis Far var noget mere, nemlig Lieutenant, en Brugsfuldmægtig, to tre Proprietari- usser som ere Proprietariusser, fordi de ere Konditionerede eller ere blevne det, ikke paa Grund af nogen fortrinlig Dan- nelse, men fordi de efter nogle Aar ere blevne saaledes adlede paa sin Norsk af nogle Storfolk, de have hængt i R -- paa. H. V. gjør meget af de Konditionerede, saasom de ere hans eneste Omgang, og meget for dem. Han tager det nemlig ikke saa nøie med dem hvad Offeret anbelanger, og har alligevel en egen bedre Præstekjole til Brug for dem ved Daabforretninger og andre Tjenesteforretninger, hvorefter H. V. skal paradere ved Bordet. H. V. er ligesaa dreven en Epikuræer som sin ka- tolske Kollega; kun tager han det ikke saa nøje med en vaagen Nat engang imellem, saasom han har befundet, at tre Perikom- mer for hver Time, som burde være sovet hen, endda holder ham oppe Dagen efter. H. V. har i sin Mage truffet paa et beslægtet Gemyt, saa han lever i et exemplariskt Ægteskab. "Som jeg og min Frue!" hører man derfor stundom exempelviis anført i Brudetaler, hvoraf han ellers har tre staaende. H. V. reiser gjerne et Dusin Mile forat gjøre sin Opvartning hos en Stormand, og undlader ikke, hvergang han er i Byen, at spilde Kirkedepartementchefens Tid med en unødvendig Visit, der ingen anden Nytte kan have end at Chefen dog faaer see hvilke Papster man dog kan have her i Landet. At H. V., fordi han er reen ram Orthodox, holder sig for en af Kirkens Støtter, følger af sig selv, saasom klogere Folk, hvormed det samme er Tilfælde, kunne troe sligt om sig ogsaa. Et orthodox Tidsskrivt holder H. V. ogsaa for Synets Skyld. Men da Eidsvollsplanen kom, troede H. Velærværdighed det var et Flyveblad, og stak det hen i et Hul, hvorfra den aldrig vil komme frem, om man ikke purrer H. V. eftertrykkeligt. Næste Søndag holdt H. V. SIDE: 252 for tomt Huus, paa dem nær han havde sendt Bud til (for Bostonens og det Andres Skyld) en original Præken om "Tids- aandens skadelige Oplysning." Næste Morgen tog han Perikom. Men kun engang imellem. Og Sligt hænder ogsaa kun engang imellem. Henrik Wergeland [POSTMESTERES PARTISKHET] Statsborgeren 31. aug. 1837. Det er ikke saa sjeldent, at Postmestere vise en Partiskhed for og mod forskjellige Tidender, de skulle forsende. Som et Bidrag til at standse saadant Uvæsen, indtage vi her følgende af den vel redigerede, i Kristiansund udkommende, Romsdals Amtstidende: [Her følger artikkelen fra ovennevnte blad.] Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 3. sept. 1837. En By-Pabst adskiller sig ikke i meget fra sin landlige Kollega. Trækkene fra det Indre, Pabsteriet i sig selv, ere de samme. Han er maaskee endnu inderligere i sin Uvilje mod alle Forsøg til at mane Præsterne op for Religionens sande Værdighed og Op- lysningen, saasom han er, og kanskee maa være, endnu om- hyggeligere forat skjule den. Aabenbar Skjødesløshed i sit Kald er det, By-Pabsten mindst gjør sig skyldig i; men der er en fiin, fast umærkelig Skjødesløshed, en Kulde for sit Kald og Uføl- somhed for alt det meget, han kunde udrette for Guds Sag paa sin Post, som er ligesom karakteristisk for ham som hint skjulte Had mod al Opvækkelse og Reformation, der i sin Ind- ædthed, Varme og hykkelse Fordulgthed ligner det endskjøndt sortnende og skaldækte men dog glødende-hede Jern. Jeg kaldte denne Skjødesløshed umærkelig -- den er ingen virkelig Skjø- desløshed, for den var fra først af en Plan til at gjøre sig Em- bedet saa mageligt og Bylivet saa behageligt som muligt. Og den er ogsaa bleven opdaget, og -- meddelt H. V. maaskee for Halvparten (thi den anden tilhører ham selv udelukkende) fra SIDE: 253 den almindelige negligeerte Bytone hvad kirkelige Sager an- gaaer -- har den nu atter fra Hs. Velærværdigheds Side re- produceret sig i Menigheden. Det forhen kolde er bleven koldere, og det afskyeligt klamtkoldt, Sneglegemytkoldt, og Ufølsomheden for det Hellige har faaet een Hud til. Men hvor- ledes kan dette gaae til? Hs. Velærværdighed mangler ikke Salvelse, prædiker ikke saa ilde og messer fortrinligt, og endda synes Menighedens Andagt ligesom at ostes og surnes i Hjer- terne. Det kommer af denne klamme, amfibieagtige Kulde, som er ejendommelig for H. V. ikke fordi den paa nogen Maade viser sig i det Ydre, som har nok af Livsvarme, og Sundhed, men den forstaaes ved en ubegribelig sympathisk Korrespondenz at klæbe uadskillelig ved hans Gemyt. En tænker under de bevægeligste Steder: "Ei, Fatter, vil Du ogsaa ophøje Dig til en af Kirkens Pillarer?" En Anden: "Hvormange Østers har Du tillivs?" En Tredie: "Hvormeget troer Du af hvad Du siger, Far?" En Fjerde tænker, naar H. V. messer paa det aller- smukkeste, paa den skinhellige Farisæer, som gik op til Høj- alteret; og en Femte spekulerer paa, om ikke Kirketjeneste, Præke og Messe lod sig ligesaagodt forrette ved Maskiner, hvoraf hver enkelt tog i paa sin Tid. Det er af personlige Grunde og med Hensyn til sig selv, at Hs. Vhed paa ingen Maade kan lide geistlige Taler med Liv og Glød; men kalder dem ugrundige. Hs. Vhed føler igjen Menighedens Kulde, og saaledes skulde man troe den gjensidigen forøgedes og at Thermometeret be- standigt var i Synkende. En Menighed taaler meget og aldrig mere end i saadanne Sager, fordi man saa halvt om halvt er bleven vant til at troe, at saa skal nu engang være. Det bliver ved det gamle Forhold, og naar en Fremmed spørger en god Borger af den gamle Stok om hvorledes Præsten er, saa løber han vistnok i Tankerne igjennem en Række Velærværdigheder ligefra den Sidste, der efter Datids Brug latiniserte sit Navn med et "us" i Enden, men svarer dog: "Aa brav!" Hs. Vhed veed dette, og derfor er det kun i enkelte Øjeblikke stød- og tilfældigviis at han føler, at alt dog ikke er som det burde være. For Enkelte, der staae ham nærmere, søger H. V. da at re- SIDE: 254 parere noget derpaa ved at være en god Selskabsmand, og derved saa smaat at understøtte den Mening, at han har for godt Hoved til at burde være bleven Præst. O Himmel! Og dog er dette en af den fordærvede Verdens Meninger. Og H. Vhed giver den selv Næring, og veed ikke, at den enfoldige Masse af Menigheden oversætter den plumpthen i sine Tanker: at H. V. er mindst af alt skikket til at være Præst, men en Synder saagodt som nogen, et Verdensbarn o. s. v. H. Vhed har ogsaa sine Bønder, hvorpaa han, ligesom sin landlige Medbroder i Herren, viser sin Stands Værdighed. Det er nemlig de simplere og fattigere Borgere, Folk, som ikke fryse, om de blive staaende noget ude paa Trappen, og endelig Skolelærerne. H. V. gjør Skolebesøg omtrent som jeg tænker mig Baron Wedel, om han blev degraderet til Lieutenant, vilde visitere Kavalleriqvartererne. Hei vil du gaae! Hvad er det for et Dyr, Slubbert af en Udreder! Paa Spiltouget igjen, Trom- peter! o. s. v. Eller endnu bedre, en Landjunker træder ikke med den tugtende, knusende Anstand indimellem sit Hunde- kobbel som H. V. mellem sine Skolelærere, naar en Forretning kalder dem sammen. H. V. er samvittighedsfuld, thi han undlader ikke at rangere sine Konfirmander paa det nøjagtigste efter Forældrenes Stand. Kundskaber komme her ikke i Betragtning af den gode Grund, at Alles nødvendigviis maa blive lige, siden H. Vheds Under- viisning kun gaaer ud paa Pontoppidans Gjennempugning. Hverken meer eller mindre. Naar den er gjennempuget er Kon- firmanden færdig. Og H. Vhed med. Og saa kommer den vel- signede Søndag, da H. Vhed "om Gud vil" fremstiller paa Gulvet denne velunderviste Ungdom, som han "med Guds Hjælp og Herrens synlige Velsignelse" har forberedet til det hellige Naadesmaaltid. Ak, smukke Julie, hvis fine Kinder, H. V. saa ofte har klappet venligere end de Andres, og du, fattige Johanne Christoffers- datter, som for dine store blaa Øines Skyld kom lidt høiere op i Rækken d. e. nærmere Vinduerne, end du ellers skulde efter din Ringhed og Armod -- eders gode Natur beskytte eder nu! eders Hjerte har endnu en Religion, som er skjønnere end den, SIDE: 255 I har maattet gjennempuge, det er Uskyldighedens -- bevarer den, og siger om Pontoppidanen, som I skulle sige, naar et uroligt Hjerteslag siger, at I have syndet: "aldrig mere!" H. Vhed vil passere for et Stykke af en Skjønaand. Siden Dæmringen kom ud, og dens Beundrere optoge dens Pøbelagtig- heder som Løsenord i den Intelligentsens Kamp mod Raaheden, som de vedkjendte sig at føre, er H. Vhed især bleven besat af et polemiskt Belletristeri. Den Ypperstepræst Matthatias Mak- kabæus's Røst lød ikke højere paa Kampens Dag, end Hans Velærværdigheds naar slige Ting kom paa Bane i en Gjæste- budssal. O den prægtige Præst, hvor han da kunde give Med- mennesker deres Rest! Kun var det stor Synd, at hans Haranger ikke rimedes ned paa Stedet, for saa vilde man have havt nok en komplet Dæmring, et polemisk Digt, paastedet, og det en vel saa god og saftig som den Første. H. Vhed hader alle Blade undtagen Rigstidenden og den Con- stitutionelle. Dem kan dog Folk læse, siger H. Vhed og læser just da de andre til sin Chokolade. H. Vhed vil ligesaa gjerne som sin Collega paa Landet leve godt, men han veed at leve finere. Forskjellen imellem dem i denne Henseende er omtrent som imellem Pai og Postei. H. Vhed forsømmer ingen Opvart- ning hos de Store. Han er godt antagen i fornemme Selskaber; og naar han har holdt en god Liigpræken bedes han ved næste Leilighed ogsaa til Gjæstebud imellem de simplere Borgere, som ogsaa kunne leve godt. Med disse gode Liigprækener gaaer det saaledes til. Hs. Vhed har engang gjort op fire. Disse deles i otte Halvdele og sættes da afvexlende sammen, hvorved opkom- mer en tilsyneladende Variation, hvis Falskhed ikke kan kon- trolleres mere paalideligt end at man kan sige: noget af det synes jeg at have hørt tilforn. Kaldes Halvdelen a, b, c, d, e, f, g, h, saa danner ah ikke det samme som bg o. s. v. Denne Kunst tilhører Pastoraltheologien. Hs. Vhed er -- men jeg er (som saa Mange) bleven lej af Hans Velærværdighed. Henrik Wergeland SIDE: 256 NORGE Statsborgeren 3. sept. 1837. -- H. M. har under 12te f. M. resolveret, at Fangerne i Kristianias, Bergens og Throndhjems Tugthuse, uden Hensyn til Straffetidens Længde, maa bære en særegen og let kjendelig Fangeklædning. Det forekommer os ellers somom Hensyn burde have været taget til Straffetiden, da de paa kortere Tid Ind- dømte vel ikke friste at undvige, og Hensigten med Dragten ikke kan være at skjærpe Straffen, men kun at vanskeliggjøre Und- vigelser. Imidlertid vil Dragten, der minder om Slavernes, blive optagen som en extraordinær Skjærpelse i Straffen. Det Eneste, som taler imod nogen Forskjel i Dragten, er, at den kunde vække Splid og Misundelse, da man, om hinanden, uden at adskille dem efter Forbrydelsens Storhed, har Fangerne sam- lede i Salene. Men det har man dog Magt til at raade Bod paa; og den grove Forbryder, hvis Undvigelse kunde være farlig, vil snart komme til Erkjendelse af, at det ikke er nogen Par- tiskhed, om han ogsaa i sit Ydre adskilles fra de mindre Straf- skyldige, ligesom det og vilde være i høj Grad hensigtsmæssigt, om slige Forbrydere ganske afsondredes fra hinanden. Samme Indretning kunde gjerne omfatte de grovere Forbrydere i et Tugthuus, og de for første Gang Inddømte i et Forbedringshuus. Vi have nedskrevet disse Bemærkninger om Fangedragten, i den Tanke, at en "let kjendelig Fangeklædning" skulde blive en afstikkende. Dette troe vi den ikke bør være. Der er intet man mere maa skaane end Forbryderens Æresfølelse; og denne mo- ralske Hævert bør antages at kunne endnu være i Behold hos de Fleste af dem, der førstegang inddømmes. Vi kunne derfor ikke bifalde, om det skulde forholde sig, som vi have hørt, at man uden videre skal have givet Fanger i Mangelsgaarden -- der indspærrede for Uordentlighed, Arbeidsløshed eller Le- diggang -- brogede Laar, med mindre de ved et ubændigt Hang til at undvige skulde have gjort en saadan Forholdsregel nød- vendig. Hvad Tugthuusdragten angaaer kunde maaskee den ved en af de større og bedre Correktionsanstalter i Udlandet bruge- lige tjene til Mønster. [Så er referert en kongelig resolusjon om skyssrefusjon.] SIDE: 257 -- For Kongsvingers Fæstning skal indtil videre reglementeres 2de faste Opsynsmænd, der af Kommandanten (for Tiden Oberstl. Sissener) antages og saavidt muligt vælges blandt længe- og veltjente Underofficerer. Disse have efter Komman- dantskabets Instrux at føre tilsyn med Fæstningen, dens Byg- ninger og Inventarium, Portens Aabning og Lukning, besørge Sneskufningen o. s. v. og nyde derfor 15 Sk. daglig i Løn, frit Qvarteer som Gifte i Fæstningens Bygninger, i Godtgjørelse for Brænde og Lys 15 Spd. aarlig, hvorfor de erholde en vis egen Mondur (graae Kjole med hvid Krave og Opslag og rund Tressehat og Sabel med Gehæng). -- Vi have udsat, at berette noget om den irske Marquis af Waterfords bedrøvelige Eventyr i Bergen, før paalidelig Under- retning hidkom om Sammenhængen og Marqvisens Tilstand. Denne fornemme og rige Adelsmand er, efter alt at dømme, en af de irske Herremænd, som bringe sine stakkels Landsmænd, Forpagterne paa de udstykkede Godser, til Fortvivlelse ved de overhaands Afgivter, som de afpine dem ved sine Forvaltere, og siden fortære i Udlandet. Hans Herligheds Maneer var nu at gjøre det ved at streife Verden om, hvor Han fulgte det besyn- derlige Lune at søge at vinde et europæisk Navn som Spek- takelmager eller Skøjer. Og dette lykkedes ham. Paris og flere andre fremmede Stæder vare ligesaavel som London Tumle- pladsen for hans Spilopper, der -- efter Fortællinger om Vindu- indslagninger, Ægkastning paa Forbigaaende, naar Hs. Herlig- hed sprængte forbi i sin Kalesche og Folks Udflytning fra hans Naboskab at dømme -- synes at have været af en raa Karak- teer og forøvede, med ligesaameget af Aristokratens som af en ubændig Ungdommeligheds Overmod, bag Rangens og Rigdom- mens sikkre Beskyttelse. Hans Spilopper tabe saaledes meget af sin overalt tvivlsomme Interesse, og selv den, ellers ikke i Opfindelsen nye Streg, som man siger han skal have forøvet med en irsk Sherif, som just skulde have med sit Grevskabs Parlamentsvalg at bestille, nemlig at invitere ham ombord paa sin Lystyacht og saa under et Champagnelag sætte Seil til og føre ham nolens volens det lille Stykke Vej over til Norge -- ogsaa denne Lystighed vækker Mishag, da Toryens Ringeagt SIDE: 258 for sit Lands frie Institutioner stikker tydeligt igjennem Over- givenheden. Marqvisen kommer vel ogsaa herfor i klækkelige Bøder, naar han kommer hjem, men hvad bryder en Mand med over tusind Dalers Indtægt om Dagen sig om Bøder. De forøge kun hans sørgelige Berømthed, som gaaer saavidt, at engelske Blade berette, at "onde Tunger sige" at Marqvisen af Water- ford skal være afseilet til Norge -- somom man ikke kunde tænke sig at han var reist nogetstedshen uden for der at forøge sin Berygtethed. Men i Bergen var nær Enden bleven sat for et saa ilde anvendt Liv. Marqvisen ankom, efter først at have været inde i Hardanger, did den 9de f. M. paa sin Yacht, som ved sin Størrelse og Pragt tiltrak sig almindelig Opmærksom- hed. Den 11te om Aftenen begav han sig tilligemed To af sit Følge opigjennem det med berygtede Huse opfyldte saakaldte Nøstet, hvor han tog ind paa et sligtet, som bar det meget passende Navn "Hoffet," hvor tre løse Piger udgjorde en Deel af Inventariet. En af disse, paa hvem Marqvisen havde sat sin Hat, fulgte ham derfra opad Gaden. Da han var noget beruset og lystig, som Damen udtrykker sig i Forhøret, og især gjorde Kommers siden han fandt Proppen i den Flaske, hvoraf han vilde betjene sig underveis, saa kom en Vægter, Brynild Hamre, til, der før skal have Ord for at ville gjerne slaae til, og efter kort at have betydet Parret, at det ikke maatte støje saa opover Gaden, skal han have givet Marqvisen, som var iklædt en hvid Kittel, og som han holdt for en fremmed Matros, der ofte give Bergens Vægtere at bestille, en Hib med Stokken af sin Mor- genstjerne, der eggede Marqvisen til med en Gadesteen at sætte sig til Modværge og at vise Tegn til Angreb. Dette forekom da Vægteren med et saadant -- som han paastaaer, efter Armen stilet Slag -- med Morgenstjernen selv, som rammede nær Tin- dingen, at Marqvisen styrtede til Jorden og at den pigløse Kugle paa Staven sprang af. Den Slagne reiste sig dog selv, blev ført stærkt blødende til Borgervagten, og saa ombord, hvor en Hjernerystelse indfandt sig, der længe lod tvivle om hans Liv. Han er dog nu i Bedring og uden Fare. Hans Følge lod igjennem den brittiske Consul optage Forhør, i hvis Følge Væg- teren, en fattig Mand med Kone og 4 Børn, er bleven afsat. Henrik Wergeland SIDE: 259 BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 3. sept. 1837. "Statsborgeren" udkommer saaledes fremdeles i nærværende, og med de næstforegaaende Hefter eens, Format. Den under- gaaer i sit Ydre ei nogen anden Forandring, end at den nu indeholder 44 istedetfor 36 Linier paa Siden, samt at Trykning og Udgivelse skeer fra J. Schiwes Bogtrykkeri i Skattefoged Smiths Gaard i Storgaden. De samme Betingelser imellem Abonnenterne og Udgiver vedblive saaledes, uagtet dets Udvi- delse, at bestaae efter den i 1832 trykte oprindelige Subskrip- tionsplan, nemlig: "at Prænumeration fra lste Nummers Mod- tagelse skeer med l Spd. pr. Hefte, der frit for Abonnenterne forsendes -- at Prænumeration kan skee paa hvert Postkontor og Postaabneri -- at den kun gjælder for eet Hefte og opsiges inden Modtagelsen af 20de Nr. -- og at Subskriptionssamlere for hver 6 Explr. erholde det 7de gratis." Fire Hefter udkommer almindeligviis om Aaret, og Bladet udgives hver Torsdag og Søndag Morgen. Til Udgiveren, hvem Bladets Økonomiske ude- lukkende vedkommer, kunne ogsaa "indsendte Artikler" leveres, der da ville komme Redaktionen ihænde og blive anvendte efter Forlangende og bedste Skjønnende med fuldkommen Bevarelse af Anonymiteten. 1ste Septbr. Redaktionen. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 7. sept. 1837. Smør-Kapteiner. Nogle troe, de skulle skrives "Smøre-Kapteiner," fordi de smøres og maa smøres; men da de almindeligviis, naar de smøres, smøres med Smør, saa lader det sig vel forsvare at skrive Smør-Kapteiner. Ja skulde man udtrykke den inder- lige Forbindelse, som Bonden har opdaget imellem Smør og Kapteiner, og hvori han er bleven vant til at tænke sig dem, saa burde det vel endog være skrevet glatvæk i ett Ord: Smørkaptein. Substantivet af "at smøre" i den Bemærkelse, det SIDE: 260 her skal tages, hedder ikke "Smøring" men "Smørjing." Og hvorfor? Jo fordi det udelukkende tilhører Bønderne. Kun de trænge til at smøre eller smørje, og saaledes have de Ret til at see det Ord, som udtrykker en af deres ejendommelige Pla- ger, saaledes skrevet som de bruge og forstaae det. Det samme er Tilfælde med Ordet "Løjsning," som ogsaa betyder det Samme. Og da Folk for længe siden har gjort opmærksom paa hvad det vil sige og at denne gamle nationale Skik endnu ikke ganske er gaaen af Brug, saa forstaae vi vel ogsaa hvad "Smør- jing" vil sige. Der gives Folk, som troe, at en Kaptein ikke kan leve uden Smørjing. Men det er vitterligt, at Smørjingen er tagen af og Kapteinerne til. Den Mening kan altsaa ikke holde Stik. Vor Kaptein var derimod overbeviist om dens Rigtighed; og intet gjør heller klogere end et langt praktisk Liv. Praktisk havde det været, fordi det siden Han blev Kaptein, idelig havde været opoffret til at bøde paa den stedmoderlige Behandling, han troede Standen leed fra Statens Side, og kort havde det heller ikke været, dersom man vil regne de 21 Lieute- nantsaar med, som han havde tilbragt i Garnison og som Pre- mierlieutenant paa Landet. Men af disse var der kun tilbage Mindet af to Kammeratnavne, en aldeles paalidelig, behagelig Erindring af Prisen paa Kjøbmand N. N.s Kognak, diverse andet Hukommelses-Raskeri, dog uden nogen Orden, lidt Stranguri og visse hæmorrhoidiske Uleiligheder. Underligt skulde det dog være, om Kapteinens Knebelsbart og Maaden at stritte den op paa (og dette var ingen uvigtig Akt i hans Liv) ikke skulde være den samme. Idetmindste var den ligesaa stor, rød og snoet som den Tid var Mode i Garnisonen, nemlig som et Antilope- horn, hvorved Ansigtet fik noget frygteligt bestandigt-smilende. Hine Aar faae vel tages med, og saaledes faae vi en gammel- agtig Krigsmand ud, som fordrer Respekt og det ikke saa liden. Men ak! at en saadan Krigsmand ikke skulde kunne bestaae sig for en Smørkugle, en Enkelt- eller Dobbelt-Pundinger af Smør! At falde i Smør, kan lade sig høre; men for Smør? Ja saa lader sig ræsonere af Den, der ikke veed hvor farligt Skyts det er for en fattig Mand eller hvad Virkning det kan have paa En, SIDE: 261 der aldrig faaer nok Smør. Desuden er Smør altid saa godt som Penge, og ligesaagodt som Smør kan man tage Koen, hvorfra Smørret kommer, og ligesaa godt som hvad det er kan man tage Penge og omvendt. Kapteinen var aldrig urimelig. Han tog altid først Hensyn til Andres Leilighed; thi til sin egen havde han eengang for alle forlængst taget det primitive og siden urok- keligt befundne, at Alt kunde være nyttigt og Intet maatte for- smaaes. Behøver ikke en Mand paa Landet Kalve, Grise, Sauer, Veed, Sæletøi, Hesteskoe og tusinde andre Ting? Bagateller! kan en velstaaende Gut paa sine 70 Tommer slippe bort fra Geledet paa bare Hesteskoe? Med Sølvnagler i kanskee, og Kalven og Sauen maa have noget om Halsen. Men hvorledes kunde Kapteinen have sit Kompagni fuldtal- ligt? Ei, hvem faaer flere Unger end fattige Folk? og dem har man da nok af. Bygden havde mange Konditionerede, og disse havde mange opvoxne Sønner, som efter Loven skulde have været "tagne." Men hvem kunde tænke paa sligt? Præst, Pro- kurator, Kapteinen selv, Proprietariusserne, Lensmanden havde hver sine dagdrivende Slamper paa Gaarden. Men at see disse under Musketten? Gudbevar's! De reiste til Tegningerne i sine Karioler og tilhest, for at spille Kort ovenpaa, og til Mønstrin- gerne baade for den og anden Fornøielses Skyld. Og naar de Konditioneredes Sønner -- ofte Folk, som de velstaaende Bøn- der kunde oversee -- skulde blive fri for Tjenesten, fordi de skulde holdes for gode dertil, saa holde disse Bønder ogsaa sine for gode dertil. En Postkarls, Færgemands eller Skydsskaffers lave Betjening var lidt efter lidt bleven ærefuldere, og virkelig ogsaa beqvemmere siden det ikke var vanskeligt at faae en eller anden Slusk af en Træl til at fungere. Og saaledes kom Kap- teinens Geled til at bestaae af prægtig Kanonføde. Kapteinen var meget anseet i Bygden, som -- Himlen skee Tak, at der dog ere nogle igjen! -- ikke var af de fordærvede, hvor Bonden vil holde sig til Loven og forresten give efter sit Hjertelag. Han elskede sit Fædreland oprigtigen; thi Danmark foragtede han og Sverrig var han mindre blid paa, og noget maatte han dog elske. "Jeg er, Djævelen knuse mig! en oprigtig norsk Gut af de Gamle!" plejede ogsaa Kapteinen at sige. Han bandede ogsaa forfærdeligt, undtagen naar hans Frue havde SIDE: 262 Selskab. Thi hun havde sine og han sine, og begge vare meget forskjellige. Hun vilde gjerne agere fiin Dame, omtrent tagende sig ud som en af de gamle Eventyrs-Princesser, der i sin Ungdom var bleven bortført af et børstet Trold, og dette bestod da især i at føre et stort Huus, og derfor maatte Løjsning til, og saaledes fik Kapteinen sin Kone at skylde paa for sin Samvittighed, som stod i en inderlig Forbindelse med de hæmorrhoidiske Affek- tioner. Han forstod, skjønner man, kun at kommandere uden Huset; og dette skaffede ham Ord for ikke at være saa slem som han saae ud til. Thi han saae forfærdelig ud: Kinderne spændte, røde og skinnende som et Par Kobberkjedler -- Næsen klumpet, trodsig, opstaaende, uhyre i Størrelse, spillende i alle de blaaviolette changerende Farver, som gjør den nedhængende Klunds paa Kalkunhanens Neb saa mærkværdig -- Øjenbrynene formelig krøllede eller lurvede som de uhyre Bakkenbarter og fuxrøde som disse og den skrækkelige Knebelsbart, som vi have in mente -- Øjnene saaes lidet til; de syntes under rolige Om- stændigheder højt som et Par Hagl, der ere blevne siddende i en Stryforladning, som man har skruet op; men under en interessant Akkord f. Ex. kunde det undertiden have Udseendet af at de skjød sig frem paa Stilker ligesom Hummerens Øjne, smaae, kulsorte, stenkulsblanke, uimodstaaelige, fortryllende, smeltende den mest haardnakkede Bondegjerrighed i Mandens eget Smør. Haaret -- det var rødgraat, stridt og godt at tage sig i, naar Kapteinen kom i Betryk i en Historie. Thi han var stærk i Historier fra 1814. Selv havde Han ikke været med, men nær ved, og, som sagt, han var stærk i Historier fra 1814. Naar Kapteinen mønstrede af, maatte Soldaterne raabe Hurra for ham som Skik og Brug er ihvordan Kapteinen er. Og i hvor- dan han end var, saa var han dog retfærdig; thi naar han først havde faaet en Karl i Geledet, saa straffede han uden Persons Anseelse. Thi Personerne af Anseelse havde brugt Smørjing, og Smørjing er god til noget af hvert. Henrik Wergeland SIDE: 263 NORGE Statsborgeren 7. sept. 1837. Flere tydske Aviser skulle, efter "Rhin- og Mosel-Tidenden," indeholde følgende Artikel: "Efterretningerne fra Sverige vinde en Betydenhed, der foranlediger alvorlige Betragtninger over dette Lands Fremtid; Kongens for dødelig anseete Sygdom, udbreder megen Uro blandt hans Families Venner. Man for- tæller, at der er sendt en overordentlig Koureer til Prinds Oscar, hans Søn, som for Tiden opholder sig i Tydskland. Hele Sveriges Adel lægger aldeles aabenlyst sin Sympathie for Vasa- dynastiet for Dagen. Folket bliver ikke rolig Tilskuer under denne Gemytternes Spænding. Upsalas Bergfolk have, efter Rygtet, proklameret deres forrige Souverains Søn. Kongens Raad synes at betragte denne Demonstration uden stort Anti- patie. Kongen har, uagtet hans Svaghed, og uagtet Dødens Nærmelse, dog givet Ordre til, at den hele svenske Flaade skulle forsamles i Stockholms Bugt." -- Om dette Produkt siger "Den Constitutionelle": "Det er Avisløgne tilgavns;" og det forekommer os, somom Produktet er ei saa uligt dem Minerva og dagligt Allhanda opvarte med, naar Norge skal skildres. -- Den herlige, men -- beklageligt nok -- ikke udførte, Idee, som Bladene engang berettede, at Baron Wedel, Generallieute- nanten m. m. engang nærede, nemlig at gaae i russisk Tjeneste, er bleven udført af en af hans Sønner Sølieutenant Herman Wedel; han er da ogsaa strax bleven anvendt efter sin Races Duelighed nemlig i Undertvingelseskrigen mod de fri og uaf- hængige Cirkassiere. Der fortælles da vidunderlige Ting om den unge Helt, som allerede har kunnet sende Beretning hjem om Bedrivter, der mere skulle ligne en Rolands og Holger Danskes end en ung Officeers i vore Tider. Saaledes skal vor Wedel ved en Landgang, som gjordes yderst besværlig og farlig af Cirkassierne, der saa tæt som Sand bedækte Kysten, have kastet sig først i Vandet, og med Kaarden i Munden (Bravo!) have jaget Cirkassierne tre Miil op i Landet (Bravo! Bravo!) Paa Landstigningspunkten skal anlægges et Kastel, som skal hedde Wedelsborg. (Bravo! Bravo!!) Saa fortælles der, og han skal selv have skrevet det. Men vore Krigsmænd sanke SIDE: 264 nu saa faa Laurbær, at det var at ønske at man fik nogen officiel Efterretning om hvorledes det egentlig hænger sammen med dem, som denne unge Sjøløve siges saa djærveligen at have sprunget oppaa Caukasus efter. Henrik Wergeland [OM STOCKHOLMS-REISEN I 1830] Den Constitutionelle 8 sept. 1837. Forfatteren af det mig Vedrørende i dette Blads Dagsnum- mer opfordres til at præstere sit Beviis for at min Reise til Stockholm i 1830, om ikke directe saa indirecte, skal være fore- taget i Supplikationsøiemed. 7de Septbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 10. sept. 1837. Blodsugeren danner Overgangen til en ny Figur, paa hvis Udkast vi tænke med Rædsel, nemlig Prokuratoren, naar han er slem, saadan som vi kjende ham i diabolisk Aabenbarelse. En Blodsuger, enten af de almindelige, som ingen Undseelse have for Verden, men bære sin Gjerrighed tilskue i et kummerligt Udvortes og den knappeste Levemaade eller af de, ikke bedre, men smukkere og galantere, som vi ville skildre, er kun en ubetydelig Deel, et Led, der ligesom Ormens afhuggede, lever for sig selv, af en saadan Prokurator. Blodsugeriet er kun en enkelt af de Kløer, hvormed denne Høg holder sig fast i Menneskehedens Nakke, kun en enkelt af de Trævler, hvorigjennem denne Gift- plante suger sin Næring. Udenfor Blodsugeriet kan Blodsugeren være det honetteste Menneske af Verden; Denne derimod kan bedrage, om han end ikke vandt en Skilling derved. Det er ham nok, naar han kun holder sig varm i Kunsten. Der kommer nok en Leilighed, da han kan anvende den importablere; indtil da giver det altid, i Mangel af saadant, Aandsbeskjæftigelse og Øvelse, at lyve, intrigere og stifte Splid m. m. Jeg saae engang en saadan Prokurator tilsyneladende ledig læne sig udover et Gjærde. (Slige Tornebuske, tænkte jeg, maa der groe SIDE: 265 langs Vejene i Helvede) Han var ogsaa ledig; men paa sin Viis. Han morede sig med at faae en liden Gut til at slippe gule Myrer op i en Tue af de Brune og at see paa Myrderiet imel- lem dem. Barnet havde ogsaa omsider fundet Moro deri. Og saaledes gaaer ogsaa den brølende Løve omkring. Vi ville ikke have at bestille med disse almindelige Blod- sugere, som blot forstaae den plumpe og simple Aagren, men skye den finere, mere anseete, igjennem forcerede Anvendelser af Rettens Mellemkomst og Processer, ikke alene at faae sit Tilaagrede, men Godtgjørelse efter Beregninger, hvormed det ingen Vanskelighed har. Hine modbydelige udsultede Spids- næser i det kummerlige Antræk med de skidne smaae, om end tykke Tegnebøger i Skindlommen, forholde sig til disse kun som Grovsmede til Kleinsmede, og kunde vel for det fortjene Opmærksomhed; men da vort Valg er frit, kan der intet under- ligt være i, at vi foretrække at skildre en af disse Blodsugere, som have forstaaet, at man for at kunne leve med Ære som Blodsuger, maa ligne visse Vandplanter i at bære en smuk, kjækt i Solskinnet fjedervajende Flor over Vandskorpen, mens de hæslige, seige, ormdannede Rødder sugende igjennembore Mudderet. En saadan Blodsuger er en meget behagelig Mand, som gjerne seer Folk hos sig, er med, hos hvem man lever høit og godt, og Ingen spørger hvor det kommer fra. Derpaa kan han være tryg og bygge sin Frækhed. Hans Viin og Porter vil ikke fore- komme Nogen som Blod, naar den kun er god. Derfor er den altid god. Han er ikke en Forbryder for, ligesom hine sin Races pøbelistiske Udskud, at nægte sig Livets Glæder. Og hans Glæde er ikke forstilt. Hans Latter er oprigtig. Hans muntre Leven, hans hyppige og eklatante Gjæstebud skulle ikke døve hans Samvittighed. Hans Samvittighed -- hahaha! Hvem leer? Det var en fæl Latter! Han har ingen Samvittighed. Mest af hele sin Slægt er han fri for dette ubeleilige Onde. Hine plumpe Blodsugere ere saa spidsnæsede og blege om Truten fordi Samvittigheden kniber dem. Men Han -- vor Blodsuger -- er af smukt, triveligt Ansigts- huld. Hans Lysekroner straale ikke saa om Aftenen, forat han SIDE: 266 ikke skal see Skyggerne af sine Offere, af dem, som han drev til at give Døden det Eneste, han levnede. Hans Fløjelsgardiner ere ikke saa langtnedhængende, saa fyldige og bløde, forat de skulle dæmpe denne Lyd af Høstnattevinden i Træerne der- udenfor, som ligner saameget Suk i sine stødvise Tag, og Hylen, naar den er mere vedholdende -- jeg mener den Sukken og Hylen, som saa ofte (de dumme Folk!) fulgte paa hans ikke barskt udtalte, men uforanderlige: "Nei, jeg kan sgu ikke!" Skulde han have fornummet noget Saadant, maatte han jo havt Fantasi eller Anfægtelser af Samvittigheden. Men ingen af Delene, og overalt Samvittighed mindst. Den havde han ikke; og han fandt sig vel derved -- idetmindste langt bedre end dem, der have formeget deraf. Thi intet gjør Livet surere. Han manglede den, ikke fordi han havde qvalt den, men fordi han aldrig havde havt den. Engang dog -- det var en Aften efter en Udkastelsesforret- ning, som Fogden selv sagde, han aldrig havde holdt Mage til, og hvor Kjærring og Unger havde skreget noget græsseligt, idet hun førte sine Syv ud, mens hun bar ved sit Bryst den Ottende, som var død under Forretningen af Krampe i den almindelige Skrigen. -- Engang dog, men ogsaa kun eengang, og det gik over som en Opstødelse -- dengang nemlig, havde han dog, da han reiste alene hjem og følte sig noget flau i Maven, en Slags Anfægtelse af Noget, der lignede en Slags Samvittighed. Tem- melig uvilkaarligt, ligesom et Lys pludseligt falder paa en mørk Væg, tegnede nemlig det Spørgsmaal sig i hans Indre: "men har jeg da nogen Samvittighed?" Det blev ubesvaret, og, som sagt, det gik over som Hikke. Det blev ubesvaret, thi ved den løseste Eftertanke fandt Han, at det blot var udsprunget af Erindringen om hvad Fogden havde sagt og om at han er en Skurk, paa hvem et saadant Spørgsmaal nok kunde passe. I næste Sekund var hans Tanker: "Djævelen i denne Kariol, som Peer Peersen gav mig for de 14 Dages Henstand! saa støder den." Og i næste derefter (just som et Stjerneskud faldt): "Gid den Gaard der var min!" Og i næste derefter igjen: "Der tør vel blive Raad dertil -- bi lidt!" Men han biede ikke. Kariolen med den skrækkelige Væske i foer afsted gjennem Mark og Skov. SIDE: 267 Men intet Skud faldt bag de nathyllede Stammer, ingen stor mørk Skikkelse med et blegt fortvivlet Ansigt traadte frem, greb Hesten i Tøjlen og -- Næste Morgen laae ikke Blodsugeren med knust Hjerneskal i sin Seng. Thi Gud er langmodig d. e. Ulykken er sløv og Trældom hundartet af Gemyt. Men med en smuk lille blommet Morgenkalot sidder Blodsugeren ved sin Pult over den aabnede Væske, overregner Gaarsdagens Gevindst, og udkaarer sig af sine Lister et nyt Offer for Dagen. Chokoladen dufter ved hans Side, blaae venlige Kanasterskyer ombølge ham, Taffeluhret pikker roligt som hans Hjerte. Endnu togange rundt Langvise- ren, saa er Forretningstimen. Han reiser sig, putter Protokollen under Armen og -- i samme Stund seer nogle Gader længer henne et jammerfuldt Ansigt udad en Dør. Det spørger: kom- mer Han? Jeg maa ellers oprigtigt tilstaae, at en Mand som Blodsuge- ren kan fristes til at holde sig selv for en brav Mand, naar han ikke mærker andet end Agtelse for sig hos alle Andre end de Stympere, som med alt sit Habengut ligge i hiin sorte Læder- væske. Eller skal man selv være den Første til at holde sig for slet? En Usæd, som anretter mere Ulykke i Samfundet, end de, der gjøre sig skyldige deri, troe, nemlig den Svaghed, i det Selska- belige at vise Skurke (NB. De, der have Raad til at være med) de være det i menneskelig, borgerlig eller politisk Henseende, den samme Høflighed, som Mennesker, om hvem man intet ondt veed, bidrog meget til at bestyrke vor Mand i hans Mangel paa Selverkjendelse. Foragten viste sig ikke imod ham som et Mo- ralitetens Korrektiv. Han blev hadet og frygtet, men af Folk, der vaandede sig under hans Greb. Af Andre blev han ikke, naar han viste sig i Selskab, behandlet som Fiirbenen, man jager med Foragt ind i sit Hul, eller som Snogen, som man søger at knuse saasnart den viser sig for at drikke lidt Solskin. Nei, nei, denne moralske Krokodil blev klappet og strøgen til han faldt i sin Sjelesøvn, denne giftige Hugorm blev behandlet af blødhjertede Damer som et Silkebaand, de gjerne gad have om Livet, og af agtværdige Herrer som et vatret Ordensbaand, SIDE: 268 for hvilket Hatten maa stryges. Præsten var hans aabenbare Ven; og hans naturlige Ræsonnement var da: hvorledes kan jeg da -- posito -- være Skurk? Foged og Dommer vare Hæders- mænd begge, kjendte ham bedre end han kjendte sig selv, og fra dem havde han Attest paa at han baade var saa flink og retskaffen en Mand, som Nogen kunde forlange; og hans natur- lige Ræsonnement var da, at det var en Tremarksløgn, om No- gen vovede at sige han alligevel var en Skurk. Rundt om sig saae han Folk, der ikke var likere, og dog ikke bleve behand- lede som Fiirben eller Slanger. Hvorledes kunde han da være en Skurk? Han var istand til at tage Tremarksdom over sig selv, om han virkelig kunde lade slig Tanke falde sig ind. Og vee, om nogen Anden nærede den, og udtalte den! Han havde en Prokurator ved Haanden, som i enhver saadan Sag forsva- rede sin egen. Ærekjær var altsaa Blodsugeren, og det er en Dyd. Det var blevet ham en Nødvendighed, siden hans Affærer bestandigt udvidede sig; og han havde Ret til at være det, siden han var en Engel imod Prokuratoren. Denne -- o Retfærdighed! -- -- -- -- Men hvorfor forjog man Satan fra Jorden før Vinger vare voxede ud over de svovelgule Skuldre paa Den, der kunde erstatte ham, naar han blot kunde flytte sig selv med Tanken? Idag er han kanskee i Kirke (thi det hører ogsaa til). Og kanskee i Blodsugerens Stol (thi det hører ogsaa til). En Bas og en Tenor blande sig i Menighedens Sang.. De To synge noksaa peent sammen "O Gud! du vil, at Kjærlighed skal hver min Daad oplive" o. s. v. Men ingen Gysen løber igjennem Menigheden, Klokkeren kom- mer ikke af Koncepterne, Orgelets Tangenter blive ikke ube- vægelige under Organistens Fingre, mens dets høie Malmpiber og Basunerne af sig selv begynde at intimere Dommedags- choralen, og de høje Hvælvinger styrte ikke sammen. Thi Gud er langmodig. Henrik Wergeland SIDE: 269 SVENSK KARAKTERISTIK AF DE NORSKE FÆSTNINGER FØR FORENINGEN Statsborgeren 10. sept. 1837. Det er den, som Geograf, ved at regne de norske Sjøer, Elve o. d. imellem de svenske, og ved at lære at Norge ligger i Sver- rig og tilhører dette ganske, saa berømt blevne Daniel Djurberg, som afgiver i sin Geografi, udgiven 1814, nedenstaaende Karak- teristik af de norske Fæstninger saaledes som de da fandtes. Da den giver Anledning til Sammenligninger, som, om end mindre end behagelige, dog ikke ere unyttige, levere vi -- hvad hiin Geografens Berømthed ogsaa opfordrer til -- dem her, kun tilføiende et Nul ved de Befæstninger, som nu ere Nul og magtesløse, og et Kors ved dem, som kun overleves af det sør- gelige Minde om at de engang existerede som Fæstninger. [Her følger Djurbergs karakteristikk. Wergeland har satt 0 ved Aggerhus, Kongsvinger, Fleckerøe og Røraas, kors ved Basmøe, Blakgjerd, Kristians- field, Skognäs, Steene, spørsmålstegn ved at Munkholmen har "et välbefäst Kastell", og at Vardehus er "et starkt og väl försedt Kastell". Under omtalen av Fredrikshald tilføies i parentes: "Ved at omtale Carl den 12tes Fald -- hos Djurberg Carl d. 6te -- fortæller han ogsaa, at Carl den l0de -- hos ham den 4de -- efter Nogles Mening skal i Beleiringen 1660 have faaet en saa haard Blessure at han deraf døde." Kongsvinger er karakteri- sert som "en vigtig Bergfästning ved Glomen, har en Kommendant". Her er tillagt i parentes: "Da dette er alt, passer Bemærkningen fortræffeligt paa vore Tider. Dengang havde den ogsaa en Garnison og Skyts m. m." Ingen bemerkning er satt ved Fridriksstad med Kongsten, Isegram med Aggerøe, Frideriksvärn, Otterøe.] Henrik Wergeland OM "MARQVISEN AF WATERFORDS BESØG VED HOFFET I BERGEN" (Indsendt.) Statsborgeren 10. sept. 1837. Endelig er da Marqvisen af Waterfords Besøg ved Hoffet i Bergen publiceret i alle Aviser, og vort Land har da havt den Ære at gjøre en Herligheds Bekjendtskab, som endog udenfor Europa har fremkaldt Beundring; og hans Herlighed vil ogsaa upaatvivleligen længe opbevare i Erindringen den gjæstmilde Modtagelse som strax mødte ham paa norsk Grund. Imidlertid SIDE: 270 er det i høi Grad paafaldende, at Ingen for længesiden har urgeret over Vægterbevæbningen hos os, som unægteligen er ligesaa gemeen og forældet, som den er barbarisk og morderisk. En reglementeret Vægtermorgenstjerne bestaaer, som bekjendt, af en temmelig tyk Stok af Asketræe med Jernbeslag i den ene Ende og paa den anden Ende er anbragt en temmelig stor Kugle af Valbirk eller andet tungt Træe, som igjen er besat med til- spidsede Jernpigge. Slag af slige Vaaben maa enten lemlæste den, det rammer, eller og strax paa Stedet befordre ham over i Evigheden. Imid- lertid seer man af de i Bergen optagne Forhører, at den Morgen- stjerne, hvormed Marqvisen af Waterford gjorde Bekjendtskab, heldigviis ikke var besatt med Jernpigger, og denne Mislighed ved Politiet dersteds har da reddet en Mands Liv, som efter daglig Allehandas Beretning af 31 f. M.: "er en Løve i Mod og Styrke, en Apollo i Skjønhed, en af Irlands ædleste Landlorder, hvis Død over 1000 Familier vilde komme til at begræde og endelig en Mand der i sine Værelser omgaaes med Løver og Tigere, som tamme Jagthunde." Naar endvidere bemærkes, at der til Vægtere, som oftest, engageres afskedigede Sjouvere og udlevede Folk, for hvem det er bleven til Nødvendighed at styrke sig med Brændeviin, saa forekommer det Indsenderen ligesaa betænkeligt, som upas- sende, at Vægterne længer gives Morgenstjerne, hvorimod disse bør bevæbnes med et sindrigt og hensigtsmæssigt Vaaben, som f. Ex. en Snare af samme Construction som de der afbenyttes af Vægterne i Sverrig. Kan Affairen i Bergen bevirke en forandret Vægterbevæbning, har Marqvisen af Waterford upaatvivleligen viist Norge større Tjeneste, end de øvrige Lande han har besøgt; thi Morgen- stjerner bør ikke mere bruges, -- uden det skulde være ved en Smuglerbande. Henrik Wergeland SVENSKE SAGER (Indsendt.) Statsborgeren 10. sept. 1837. Paa en Tid, da de "Norrske Sakerne" spille en saa stor Rolle idetmindste i Minervas og dagligt Allehandas Spalter, SIDE: 271 turde det ei være afveien ogsaa hos os at komme frem med noget Lignende; og -- see her er det: Der gives nemlig et ikke ubetydeligt Partie her i Norge, som er af den urokkelige Formening, at Norges Forening med Sve- rige er En eller Anden i dette sidste Rige til Hinder, idet han funderer paa Planer for Fremtiden. Projectmagere og urolige Hoveder findes der nok af i ethvert Land, og jeg gad nok seet den Forfatning og den Tingenes Or- den, som ikke En skulde være misfornøiet med. Altsaa: der maa i Sverige findes Misfornøiede; ja der maa vel findes, om ei Flere, saa dog idetmindste Een, hvem det forekommer mindre end rigtigt at den saakaldte Prinds af Vasa skal undgjelde for hvad Hans Fader forgik sig i. Findes der nu hos denne Person, tilligemed Sværmerie, et afgjort Had mod alle fri Institutioner, hvo kan da fortænke ham i, at han giver sin Galde Luft imod Norge, saa ofte den mindste Anledning findes; thi dette Land var ham forhadt allerede i det Øieblik han begyndte at føle denne Medynk med den saakaldte Prinds af Vasa. Norbaggen, der endog holdt med Christian den Onde til det Yderste, hvad godt skal man kunne vente sig af ham, om der endog lod sig nære Forhaabninger fra anden Kant. Dette som en Mundsmag for Minerva og dagligt Allehanda. Henrik Wergeland NOTABENER, ALMUEUNDERVIISNINGEN VEDKOMMENDE Statsborgeren 14. sept. 1837. Vort Land er i religiøs Henseende Nordens Spanien. Den katholske Religion er der ikke sikkret flere Forrettigheder end den herskende er det hos os. Af det, hvori vi i denne Hen- seende adskille os fra Spanierne, skulle vi for øvrigt ikke rose os. Deres Regjering og Nationalforsamling har nemlig i den sidste Tid, endog med en vovelig Tilsidesættelse af politiske Hensyn og Omstændigheder, paa den mest ophøiede og liberale Maade forenet sig om at reformere Kirken. I Besiddelse af dette Gode, som modtaget fra Fædrene i en, som man vil ved Lovtvang have antaget, urørlig statu quo, og altsaa uden nogen Fortjeneste i denne Henseende, burde vi have søgt at erhverve SIDE: 272 os nogen af Almueunderviisningen eller idetmindste af den religiøse Deel deraf. Vor politiske Emancipation opfordrede dertil, og synes at have givet Anledning og Evner dertil i alle de Aar, vi nu ellers have nydt dens Velgjerninger; men hvor- ledes er den i dette Punkt -- det vigtigste -- vel bleven be- nyttet? I ingen Henseende have vi mere at bebreide os. Op- lysningsvæsenets Fonds, der aarlig ere blevne forøgede og for- øges ved det beneficerede Godses Salg, hedde saa mere i Navn end i Gavn, naar man betænker hvor lidet, i Forhold til Fondets Størrelse og den lange Tid, der er blevet anvendt deraf for Oplysningen. Det enkelte Seminarium, som i de sidste Aar har faaet sit Tilvær, og som har afgivet et saa følgeværdigt Exempel, at det vel bør kunne siges at have bestaaet sine Prøveaar og at burde allerede have begyndt at opfylde sin Bestemmelse som Stammemoder for lignende Anstalter omkring i Riget, kan lige- saalidet svække Anken over Uvirksomheden og Stagnation i Oplysningsværket som man kan sige at een Svale gjør nogen Sommer. At Regjeringen har ladet en Kandidat, der, med en af den selv erkjendt udmærket Nidkjærhed har opoffret sig for Underviisningsfaget, aflægge et Par korte Besøg ved nogle af de nærmeste udenlandske Seminarier og Almueskoler, er ogsaa vel nok, men for lidet. Der bør Flere ivejen, saasandt det skal være alvorligtmeent med efterhaanden at oprette Seminarier. Idetmindste øjne vi ikke her synderlig Anledning for geistlige Kandidater til Uddannelse som Skolelærere eller som de, der skulle have Opsyn med Skoleunderviisningen. Den blot theo- retiske Veiledning, som de paa egen Haand kunne søge, er baade knap og vanskelig og, uden at de nogensinde faae dens praktiske Anvendelse for Øjne, kun halvt nyttig. At unge Præster ikke ret vide, hvorledes de skulle gribe Tingen an med at skaffe sig Underviisningsværket paafode ved det eneste Middel: duelige Lærere, er maaske ogsaa een af Aarsagerne til, at Ingen af de Flere, som dog, for Indkommets Skyld, give sig af med den lærde Underviisning, have bødet paa den lunkne offentlige Omsorg ved at oprette private Underviisningsanstalter for Skolelærersubjekter. Som Personelkapellaner have de unge Geistlige altfor almindeligen desværre snarere Exempler for Øjne paa hvorledes man skal gjøre sig Underviisningsværket i SIDE: 273 Skolerne saa mageligt som muligt, end de af Gamlefar kunne hente nogen Opmuntring og Veiledning. Den liden Omsorg forat skaffe duelige Lærere og benytte os af visse Landes Fremskridt og det Exempel, de afgive paa hvorledes en Stat bør sørge for Folkeunderviisningen, er da een af de Omstændigheder, som have kuet den saa tilbage hos os. En anden er den aarhundredlange Vedhængen ved uhensigts- mæssige Bøger; og en tredie den ubillige Monopoliseren til For- deel for Regjeringens egne autoriserede Bøger. Hvor oprørende er det ikke at tænke sig, at netop Religionsunderviisningen, den eneste, som falder i de store Massers Lod, og hvorigjennem al deres Viden skal tildeles dem, at den Underviisning, som skal sprede Lyset i Millioners Sjele, at netop den skal være den eneste som er formeent al Udvikling, Forbedring, Tydeliggjøren og Rensning? Den skal ikke kunne gives disse i alle andre Henseender fuldkomnere Tiders Børn i renere Form end den gaves Tipoldefædrene? Religionsunderviisningen skal ikke kunne drage Nytte af et heldigt Fremstillingstalent, af en Evne til at kunne meddele den bedre end Formændene? En Præst, som Gud har sat istand til at give Folket en i alle Henseender fortrinligere Lærebog i Haanden, skal maatte indskrænke sin aandige Velsignelse inden sin Kirkes Mure og til det mundtlige Foredrag? Thi hvem skulde vel ville spilde Tid og Arbeide paa at forfatte Bøger, som ikke skulde kunne bruges, saasom Re- gjeringen havde sine gamle autoriserede, som ikke maatte for- trænges ihvor slet de vare? Om et Talent som Claudius eller Sintenis skulde finde Lyst til at behandle Bibelhistorien, og virkelig kunde gjøre det bedre end Hersleb i sin lille, saa maatte han være lidet klog om han iværksatte og udgav et saadant Arbeide, saalænge Regjeringens monopoliserede hindrer dens Udbredelse. Denne Monopoliseren er desuden skadelig og ubillig, ogsaa i den Henseende, at den fordyrer Bøgerne mere end nødvendigt. Herslebs lille Bibelhistorie, hvis Udsalg for længere Tid siden er monopoliseret en af Byens Boghandlere, der sælger den for 16 Sk., skal kunne sælges for 9 Sk., og dens nærværende Priis gjør, at den paa flere Steder i Landet ikke sælges under 24 Sk. Dette gjør naturligviis, at en Bog, hvis Udbredelse Regjeringen SIDE: 274 vil fremme, og hvis Udbredelse er nyttig, ikke kommer i saa mange af de Fattiges Hænder, som den ellers vilde. Det var altsaa i egne Hensigters Interesse, om dette Monopol ophæve- des. Man kan være ganske tryg for at der ikke derfor bliver mindre Adgang til den for almindelig Mand; tvertom lettere. Det almindelige Vel kræver dette; og intet er ubetydeligt i en Sag som denne. Henrik Wergeland FORBAUSENDE YTTRINGER AF GRUNDTVIG Statsborgeren 14. sept. 1837. Kan noget forbause af denne Mand af hvad der er paradox og fanatiskt? Det Urimelige, ja Vanvittige strømmer jo af ham, saasnart han kommer i mindste Berørelse med Religionen. Altsaa er Overskrivten mindre passende. Men det er For- bausende, at denne Mand netop i det, hvori en partiel mono- manisk Galskab synes at rive ham hen, har Indflydelse paa og Anseelse som en Slags Profet hos ikke saa Faae hos Os, der lide af noget lignende, og ere forsaavidt hans Aandsbeslægtede. Just i denne Tid har man hos os hørt denne Profetrøst frem- kaldt i den videnskabelige Strid mellem de klassiske Sprogs og de praktiske, saakaldte humanistiske, Videnskabers fortrinsvise Studium; og derimellem har man da i Morgenbladet -- man veed ikke ret om fra Grundtvig selv, der vel neppe trives uden nogen Trætte eller "aandelig Kamp" -- for nylig seet et An- grebsdigt paa de gamle Sprogs Studium. At Grundtvig er vak- lende i sine verdslige Anskuelser, er nu vel saa; men alligevel vil det, med Hensyn til omtalte senere Retning af hans An- skuelser, ikke være uden Interesse, om vi hidføre følgende Yttringer af ham fremsatte i hans "Korte Begreb af Verdens Krøniken." (Se [der] Pag. 279 -- 81.) [Her følger en del citater fra Grundtvigs verker om videnskap og reli- gion, et sted forsynt med to utropstegn av Wergeland.] Henrik Wergeland NATIONAL-TAKNEMMELIGHED Statsborgeren 14. sept. 1837. Under denne ironiske Titel forelægger det svenske "Afton- blad" sine Læsere følgende Paafund, der maaskee hos os ogsaa SIDE: 275 kunde fortjene Efterligning, især da vi neppe mangle passende Portræter. "Til Irland indføres nu i tusindviis fra de Engelske Steen- tøisfabriker af et Møbel, som ei ret vel kan undværes i noget Sengkammer. Paa Bunden af dette saa høist nødvendige Kar sees træffende fremstillet Portrætet af den berygtede Lord Lyndhurst" -- de Engelske Højtoryers Høvding -- "og hans Navn er sat derunder med store Bogstaver." Henrik Wergeland TIL HR. LEKTOR SCHWEIGAARD Statsborgeren 14. sept. 1837. Saavidt man veed, er Hr. Lektoren den eneste, som for Tiden befinder sig her, af den Constitutionelles navngivne Redaktører. Hvorledes kan da Hr. Lektoren finde sig i at anonyme [fotnotemerke] Pøbel- knegte -- thi Personer af bedre Qvalitet kunne de ikke være -- den ene Gang efter den anden besudle hans Blad, saaledes som nu atter paa den uvittigste og nedrigste Maade er Tilfælde i Idagsnummeret i Opsatsen til Oplandstidenden, navnlig i Stænket over Flyvebladene og deres Forfatter? Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 17. sept. 1837. Nok en Blodsuger. Denne Art Mennesker er forfærdelig talrig, men yderst for- skjellig. Vi have andre, mere fremragende Figurer i Kikkerten, og de trække os til sig ligesom de fjerne høje Fjeldtinder "hvor- paa Begeistringen boer," men ligesom Vandreren, forat naae disse, først møisommeligen maa kravle Dal op og Dal ned og over en Række kjedsomme Smaahøjder, maa vi beqvemme os til at sysle med Fremstillingen af nogle flere Varieteter af denne modbydelige Slægt, som gjennemroder Samfundets smud- sige Dybder. Fotnote: Gudbevar's er V...... n eller B...h R.......d eller Søddrengen, ihvor usle end ellers, Pøbelknegte da, om de lyve og skjælde lidt eller om de praktisere hvad de lære hos Papen? Det hører netop til. Correkt. Anm. SIDE: 276 Ja de ere talrige, altfor talrige disse forskjelligartede Blod- sugere, skjøndt enkelte Afændringer af dem ere mindskede i Antal og Slemhed imod før. Dette er f. Ex. Tilfældet med Kon- torbetjenterne hos Skriver og Foged -- en særdeles talrig Slægt, der dog, som sagt, meget har forbedret sig, uagtet den endnu som oftest maa nære sig paa egen Haand, saa godt de vide og kunne, af Bonden, paa hvem de slippes ud ligesom Qvæg paa Beite. Det var noget forfærdeligt hvor de kunde gnage til Roden, og det netop i den Tid da det var knappest. Det var noget forfærdeligt hvor de sugede Blod ude; men de slikkede Penne hjemme. Netop i de Aar, da Følgerne af Pengeomvælt- ningerne viste sig, da Transaktionerne vare talrigst og vold- somst, da Nationen fik føle hvad dens Frihed (som den skal have faaet gratis) og dens nye Forhold (som den fik atpaa Kjøbet) -- ja hvad det kostede -- netop i de Aar huserede disse Betjente, som ikke kostede Hosbond en Skilling, paa det frygteligste. Skjægløse Drenge viste at de havde Negle, som kunde flaa Hud af. Gaarde vare Regnepenge imellem deres Hænder. Nogle tusind Daler skrabede en slig Karl sammen i en Snup. Inkassationerne kom i Hænder, der vidste at snue en Skilling til den blev en Daler. Procenterne fløi op. Udsugel- sens skjønne Videnskab uddannedes til et fuldkomment System. Aageren viste sig i alle sine Nuancer. Den christelige Kjærlig- hed, som ynkedes over Tiderne, gav, under Form af Henstands- betaling og atter Henstandsbetaling, Ødelæggelsen det Lavin- mæssige, som begrov Huus og Mand og Viv og Børn etc. Na- tionen bestod ikke af andet end Udsugende og Udsugne eller Folk som skulde udsuges eller vare under Udsugningen. Disse to Dele kunde vanskeligere adskilles end Polypen fra sin Klippe. Og med disse Blodsugere fra Kontorerne, som sværmede paa Bygden medens Fatter hjemme havde et Par ganske unge Lær- linge under Veiledning af en gammel Stabeiser, som forstod at skrive Skiftebreve med gammel Stiil -- med disse forenede Prokuratorer og de faste Aagerkarle sig (som vi her ville have fat, om Rummet tillader det), og saa -- o det var et Leben, som endnu svider i mangen Mands Marg. Men om disse Tider er det vore Junkere og Frøkener sige: "i gamle Dage -- o da var der muntert paa Landet!" Ja da var der Gjæstebud, som SIDE: 277 sa'e sex, og Baller, hvor Udsugerne paraderede i Qvarreen, mens de blege Ansigter af de Udsugne stirrede igjennem Ru- derne. Men hvem tænker paa gammel Sorg, naar man har nok af ny? Ny! Har Vi nogen ny i vore velsignede Tider? Eller har Menneskehjertet Kjældere, hvorfra det kan hale op den gamle Sorg, det behøver, forat moderere og døve den nye Glæde? Ved Sandheden, det er feil at kalde den Sorg ny, som jeg tænkte mig skulde døve den, som vaktes af hine Uslinger i Blodsugeriet, som almindeligviis blive de ærligste og pynte- ligste Mennesker af Verden, naar de have skrabet sammen nok! Det er det; thi den Sorg kommer ikke i Nationen fra deres Fremmede, som den har taget til sin Barm, men fra Nationen selv imod den; ikke fra Udbygdinger mod Bygden, som optog dem; ikke fra Embedsmænd eller Deres; men fra Bygding mod Bygding, Bonde mod Bonde, Husbonde mod sine Slaver (hos os: Husmændene), Menneske mod Menneske, der opsluger hin- anden. Henrik Wergeland [OM URETTFERDIGE UTNEVNELSER] (Indsendt.) Statsborgeren 17. sept. 1837. Den norske Regjering maa være en ganske fortræffelig Re- gjering skulde man slutte efter de faae Anker, som fremsættes imod den i Bladene. Men ere de faae, saa bryder den sig ogsaa ganske vist yderst lidet om dem, som om den betragtede det lidet Antal som et Beviis paa, at det har lykkets ved at drive dette Ligegyldighedssystem igjennem, for en stor Deel at trætte Redaktionerne og gjøre baade dem og Publikum kjede af et saa frugtesløst Arbeide som at paatale Misligheder i Administra- tionen. Hvormange og velgrundede Misbilligelser indeholdt ikke Morgenbladet f. Ex., da der sagdes, at en ung Cand. juris, som havde været Fuldmægtig en Tid hos den konstituerede Regje- ringsadvokat skulde medeet ansættes i en ledigbleven Bureau- chefspost til ubillig Præjudice for enhver Anden inden Departe- mentet, som kunde ansøge derom. Og nu? Jo ganske rigtigt, man lod Aviserne snakke, tog den Begunstigede ind, og nu sid- der han paa sin Bureauchefstol -- som der siges -- med kjende- SIDE: 278 lig Forlegenhed, som røber at han selv ikke holder sin Parforce- Befordring for saa vel fortjent, og hver Dag kan han vente sin virkelige Udnævnelse. Men det er ikke nok. Noget aldeles lig- nende skal nu atter gjøres, idet en Extraskriver -- forresten Cand. juris og Medredaktør af "Den Constitutionelle", der er et Regjeringsblad -- skal gjøre det samme Hop ind i en Bureau- chefspost. Dersom Departementspersonalet, der finder sig for- urettet, ikke viser i Sammenhold engang sin Fortrydelse paa en eklatant Maade, vil det vel vanskeligt nogensinde see sine Befordringsrettigheder sikkrede. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 17. sept. 1837. Kongsbergs Sølvværk har i 9de Bergmaaned afgivet 2032 Mk. 7 Lod. Fra Bergen klages over den formindskede Afsætning paa Fiskevarerne i det sydlige Europa, der, især i et saa over- ordentlig rigt Fiskeriaar, som dette har været, virker skadeligt paa Producent og Kjøbmand medens Toldlisterne vise en glim- rende Udførsel. Efter disse maa man altsaa ikke bedømme den sande Fordeel ved denne vigtige Green af Landets Handel. Bergenserne begynde at vende Øinene til Nord- og Sydamerikas Handelspladse, og dette tør i mere end med Hensyn til den blotte Afsætning i Tiden erstatte hvad de tabe i Spanien og Italien, hvor Fastedagene, da Alle overhovedet spise Fisk, blive mindre og mindre strengt overholdte, og vel -- som vi des- uagtet bør haabe -- om ikke saa lang Tid ganske ville ophøre. -- Der har i længere Tid gaaet mere foruroligende Rygter end ellers om at den Constitutionelle skulde ende sin uhæder- lige Løbebane ved en brad Død. Dette Partiblads sidste Uforskammetheder mod Hovedstadens Publikum i Anledning af dets Opinionsyttringer om dets beviislige Løgne om Skuespiller Spindler har, som der siges, og som rimeligt var, draget endeel Opsigelser efter sig. Og, omendskjøndt Ingen bør tvivle om Lysten og Seigheden hos Vedkommende til at holde ud, saa maa der dog være en Ende paa Opoffrelserne, ligesom der vel ogsaa er en Ende paa Publikums Taalmodighed med disse SIDE: 279 idelige Oversættelser, hvorpaa der ingen Ende skal være i Bla- det, som det synes. Det har, uagtet Understøttelserne fra Greven (like bra og uafhængige Kar'er for det, Gudbevar's,) og -- som det nu lader til -- fuldtskurendes godt Departements- arbeide for Officinet, i al sin Tid fristet et kummerligt Don Ranudo-Tilvær, og taaler isandhed ikke mange Stødene. Op- smurte ubetalte Avertissementer skal hverken gjøre Forlæg- geren eller Spalterne federe, og de stakkers Pinker, som maae oversætte og oversætte af tydske og svenske Blade forat fylde dem, have kun havt det knapt forat Redaktionen kan have det des mageligere. Men døer den C.stnelle, saa vil den ganske vist iagttage den samme berømmelige Anstand, som hiin værdige spanske Adelsmand upaatvivleligen har gjort i den høitidelige Stund da han skulde samles med sine Fædre; den C.stnelle vil nemlig ligesaalidt forsømme en, med behørig Straffetale over et uskjønsomt Publikum udstyret, pompøs Afsked som Han kan have forglemt at brede sit prægtige afskaarne Bagstykke over sig, ubekymret om de derved blottede Deles skjulte Lidelser. Kanske dog nok, at det gamle Ord: "F -- frier nok sine" heller ikke her glipper. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 28. sept. 1837. En Pøbelkonge er et frygteligt Menneske, dersom han har nogen aandig Over- legenhed. Men denne erstattes ikke af Ærgjerrighed alene. Pøbelen selv, som han styrer eller kan styre, om han vilde, maa have Frygt for ham, men en Frygt parret med Beundring og Hengivenhed. Vi have ingen saadanne; og de tilhøre ogsaa kun bevægede Tider. Er Fædrelandet i Fare, skeer et voldsomt Brud paa dets Frihed og Selvstændighed, vilde Pøbelkonger sandsynligen vise sig, og de skulde maaskee bidrage mere end hvilkesomhelst andre Individer til det Heles Frelse. Men der er et andet Slags Pøbelkonger, som ikke have andre Støtter for sin Magt end Rigdommens Anseelse, en dunkel Oprindelse af Pøbelens egen Masse, et varigt Præg af dens egen naturlige Raahed, Besiddelsen af slige Bestillinger inden Komunen, som SIDE: 280 lægge dens fattigere Medlemmer i Ens Lomme, lejede Haand- langeres Geskjeftighed, Spanderinger og mangfoldige andre af disse Egennyttens og den lave Forfængeligheds Midler. Hvor Menneskene dog ere godtroende og svage! og hvorofte er dette ikke udraabt uden at de blive forsigtigere! En Mand, der beslutter at beherske engang i Tiden en heel Deel af sine Medborgeres Interesser, behøver kun en Tid at lade somom han ganske forener sin med deres og somom han er deres mest høi- røstede Talsmand, og de skulle lidt efter lidt, først enkelte, men siden i Masser, villigen underordne sig ham, samle sig til ham som deres Repræsentant, Talsmand og Høvding, og selv naar de mærke, hvorledes det egentlig har sig med ham, mangle de Kraft til at skille sig fra ham, og lade det være nok med det Meel, han engang har faaet paa sin Kage i deres Deigtrug. Men der hører Forstand og Udholdenhed til at drive noget saa- dant igjennem, siger man? Aa ja, den Forstand, at lægge Mærke til hiin Menneskenes Skrøbelighed, og den Udholdenhed, aldrig at undlade at benytte den, og det ikke blot til at vinde Anseelse imellem de Simplere, men ogsaa Rigdom paa deres Bekostning, og saaledes ogsaa, baade ved denne og ved sin Popularitet mellem hine, Anseelse imellem de Fornemme, hvor- ved han, istedetforat tabe i Indflydelse mellem sine gamle For- vante, faaer Anseelse af en mægtig Patron, af En, der virkelig kan beskytte deres Interesse, af en Talsmand mellem dem og Magthavende. En saadan Pøbelkonge maa have fredelige Aar forat kunne see sin Magt voxe. I en bevæget Tid skulde hans indre Ussel- hed vende af sig selv Indsiden ud, og Massen skulde opdage hvor skjøre de Baand dog vare i sig selv, siden de ikke ere moralske, som bandt den til ham. Mængden, hvis Patriotisme er oprigtig, og som taalte i mange Aar, at han skrabede Meste- parten af Fortjenesten til sig, i den Tro, at han i paakommende Tilfælde vilde være den Beredvilligste til Opoffrelsen, skulde med Forbauselse see disse at udeblive, og at han fra Toppen af sin sammenskrabede Dynge forblev uvirksom, kun lurende paa hvad Kant den stærkeste Vind blæste fra. Og omsider, naar Taalmodigheden forgik den, vilde den vel endog stikke Fingrene ind i hans hullede Patriotisme og hale Løvehuden af Æslet, saa SIDE: 281 noget af dets egen Hud fulgte med. Og i de smaa Samqvem, i Kneiperne og de intime Tobaksklubber vilde Samtalen, istedet- for at omhandle hvor lykkelige Smaafolk dog vare ved at have faaet En af deres egen Midte ved slig Magt, at han, med ufor- andret Sind, kunde være dem til Nytte, vilde den med klar- seende, ubarmhjertig Nøiagtighed gjennemgaae alle de Gange, han havde taget Arbeide fra dem, og hans hele Historie med alle dens Træk af Anmasselser, Usselhed og fuul haardhjertet Egoisme lige fra hine mindre Tillistelser af Fortjeneste til den store Koup, hvorved Kongen fik sit Pallads paa en gammel Vens Bekostning. Saaledes foer de da med ham i Tobaksklubben, som følger. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL "OM HURRAER FOR CHEFER"] Statsborgeren 28. sept. 1837. [Innsenderen hevder at både officerer og mannskap bør i forveien få meddelelse når "en Opinionsyttring" i borgerkorpsets navn skal finne sted. Redaksjonen legger til:] Saavidt Red. har hørt, bleve Officererne virkelig adspurgte ved sidste Mønstring for Stiftamtmanden, om der skulde raabes Hurra for ham. Hurraet var virkelig ogsaa svagt, skjøndt for stærkt efter Omstændighederne. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 28. sept. 1837. -- Morgenbl. No. 264, 21 Septbr. d. A., indeholder følgende mærkelige Annonce: [Derpå meddeles efter Morgenbladet to kongelige resolusjoner; den ene skal uttale misbilligelse av for skånsom behandling av en foged med kasse- mangel, den andre skal forlange oplyst hvad der er foretatt i anledning av "den Mislighed ved Postens Behandling" som blev vist av postkontoret i Kristiania ved postrøveriet i porten til postmester Løvenskiold.] -- Ved kgl. Resolution af 10de d. er Stiftsprovst Edvard Munch i Kristiania, ifølge underdanigst Ansøgning, naadigst fri- taget for i Fremtiden aarligt at svare til Universitetet 2 Spd. 60 Sk., hvortil han i sin Tid ved den almindelige Subskription SIDE: 282 havde forpligtet sig. Dette Træk af En, som sidder inde med det største Kald i Landet, næst Trondhjems Bispestol, har na- turligviis vakt en Opmærksomhed, som ikke geraader Manden til Fordeel, og som efter al Rimelighed vil gjøre ham mere end de Par Daler fattigere. Man finder det medrette forunderligt, at han ikke har kunnet beqvemme sig til andre Indskrænkninger som vilde støde mindre hos vor bedst aflagte Prælat, der des- uden har flere Sønner ved Universitetet og derimellem en som Lektor; og man kan endnu mindre, uden at antage noget ufor- deelagtigt om Provsten, forklare sig hvorledes han i sine uende- ligt knappere Kaar dengang Universitetet grundlagdes kunde finde Raad til at forskrive sig til og yde det, som nu falder ham for svært, end Regjeringens Ret til saaledes at tilintetgjøre Gjældsforhold. Desuden bliver vistnok en god Deel af Menig- heden enig i, at denne Hr. Stiftsprovstens yderlige Indskrænk- ning i sine Udgifter, antyder en saa radikal Reform i det Øko- nomiske, at det vilde være Synd imod den patriarkalske Nøi- somhed, som mere af Princip end Trang har iværksat den, at forstyrre dette hæderlige Indknibningssystem ved den gamle Ødselhed i Offer og andre Betalinger til Præsten. Medens et Universitet aldrig, efter sin Beskaffenhed, kan faa formeget, er det klart, at Stiftsprovsten, efter den økonomiske Fod, hvorpaa han nu maa have sat sig, altid maa have nok, om han for Efter- tiden kun faaer Skillinger for Dalere. Stakkels Mand! -- vil Gjerrigheden sige, som aldrig faaer nok -- hvorfor skal du tabe 260 Daler og mere til om Aaret for de 2 Daler og 60 Skill. om Aaret? Men den Fornuftige vil sige: Pyt! hvad er Subskrip- tion, Forskrivning og Æresgjeld, naar der gaaer om nogle Aar? Pyt! hvorfor betale, om det var en Skilling, naar man kan slippe? Og trænger Universitetet til Stiftsprovstens 2 Daler og 60, naar det tages 5 Daler i Indskrivningspenge som en Kop- skat paa Riig og Fattig, og som selv den, der er meget fattig saa han ikke har 5 Skilling at afsee, blues ved at indlevere Ansøgning om at fritages for? Henrik Wergeland SIDE: 283 VILDE UDBREDELSEN AF NATIONALØKONOMIENS GRUNDSÆTNINGER IBLANDT ALMUEN VÆRE GAVNLIG? Statsborgeren 1. okt. 1837. Dette Spørgsmaal opkastes og besvares af den liberale danske Journalist Statsøkonomen Nathan David, som det skulde kunne lykkes Norge at erhverve sig, om man besluttede sig til at publicere vakant det siden Lundhs Død ledigværende Pro- fessorat i Statsøkonomien. Det var ikke muligt at Han søgte det, omendskjøndt det ikke kunde være formeget, om man til- bød en saadan Mand det. [Her følger professor Davids artikkel. Derefter skriver Wergeland:] Der var en Tid, da indenlandsk Industrie nød langtmere Op- muntring end nu og i de seneste Aar. Politiken og Agerdyrk- ningen synes ganske at have afledet Opmærksomheden fra den Industrie, som beskjæftiger sig med Afbenyttelsen af Fædrelan- dets mange Naturprodukter. Pengeløsheden bidrager ogsaa her- til, men vi troe, mindre end denne forandrede Retning af Fol- kets Tænkemaade og Virksomhed, som fra Midten af forrige Aarhundrede og til 1814 gav saamange Vidnesbyrd om at Pa- triotisme og Tænksomhed var vakt. Selskabet for Norges Vel, hvis Kraft ikke er voxet, fordi det har indskrænket sin Virk- somhed til blot at være et Landhuusholdningsselskab, viste i sin Tid Industrien og Fabrikspekulationerne megen Omhu, som af- stedkom mangfoldige Opdagelser og Forsøg paa at producere selv et og andet, som Udlandet ellers leverede; men hvoraf der dog ikke blev synderligt af Mangel paa tilstrækkelig Under- støttelse. Dette var saaledes f. Ex. Tilfælde med den Tusk- farve, som produceredes paa Hadeland, Toten og Vardal, og som Direktionens Industriklasse erklærede bedre end den al- mindelige tydske, og med de af Bonden Guttorm Bjerke paa Hadeland af en viss feed Leerart i et Bjerg dersteds, kun ved Hjælp af hans Smedeesse producerede Smeltedigler -- en Ting hvoraf mangfoldige forbruges -- hvorom ligeledes erklæredes, at de vare fortrinligere end de almindelige hessiske. Ogsaa til disse Produktionsgrene har man, uagtet disse Vidnesbyrd, som SIDE: 284 vel maae staae til Troende, ikke hørt videre. De ere forglemte med saameget andet, der skulde kunne gjøre Norge mindre af- hængigt af Udlandet og bringe Virksomhed og Fortjeneste ind i vore Bygder. Men os forekommer det -- og derfor erindre vi herom -- at Spekulation og Industri i enhver Retning til at af- benytte Landets naturlige Fordele fortjener paa enhver mulig Maade, og navnlig af Selskabet for Norges Vel gjennem dets Central- og Underafdelinger, at opmuntres og kaldes tillive igjen. Henrik Wergeland [REDAKSJONELT TILLEGG TIL EN INNSENDT KLAGE OVER VISSE FORHOLD VED UNIVERSITETET] Statsborgeren 1. okt. 1837. Da Red. har havt Leilighed til at erfare, at Inds. ikke har Ret i endeel følgende Opgivender, hvormed han vil erindre, at han slutter sin Opsats, troer Red. ikke at burde give dem en Offentlighed, som jo da vilde være ganske hensigtsløs. De for- nødne Berigtigelser vil Inds. finde skrivtligen fra Red. til Af- hentning i Expeditionen, hvorefter man forventer Svar, om de tilfredsstille eller ikke, i hvilket sidste Fald den forlangte Offentliggjørelse ei skal blive negtet. Henrik Wergeland [OM EN KONGELIG RESOLUSJON SOM VIL HA EN KASSEMANGEL OPKLART] Statsborgeren 1. okt. 1837. -- Af Alt, hvad der kan erfares, stadfæstes Rigtigheden af det i Morgenbladet No. 264 meddelte Rygte om tvende Kgl. Resolutioner -- -- "Hvor megen Vægt der skal lægges paa disse Resolutioner, beroer især paa, om deraf kan sluttes, at nogen Forandring er indtraadt i de Indflydelser, der ved de norske Regjeringshandlinger i Stockholm ere virksomme." Saaledes udlader "Den Constitutionelle" sig angaaende hvad om denne Sag i sidste No. meddeltes. Os forekommer derimod Hs. Majestæts Harme at maatte være af det Slags, der efterlader et varigere Indtryk. Naar en Embedsmand ved Uorden, Vel- levnet eller deslige har paadraget sig en Kassemangel af 20,000 SIDE: 285 Spd., saa vilde det være uforsvarligt at lade Naade gaae for Ret. Indtræffer nu tillige en saa betydelig Kassedefect i den Egn af Landet, som i en Række af Aar har lidt af Misvext og mindre lemfældig Medfart, saa -- skal Bihensyn tages i Be- tragtning -- vil det nok være tilraadeligt, her at slaae en Streg over Konnexionssystemet. Paa sidste Storthing lod der sig høre Noget, som En og Anden, efter hvad nu har tildraget sig, turde have skrevet sig bag Øret til næste Thing. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 5. okt. 1837. Nok en Blodsuger. Det er os ikke muligt at komme til Prokuratoren, til Figuren af Prokuratoren, saaledes som han er, naar han misbruger sit skjønne Kald til alskens Ugjerninger. Beslægtede, skjøndt un- derordnede Karakterer af disse stereotype klassedannende fremtrænge sig altid foran, og Skildringen af ham fjerner sig ligesom jeg tænker mig Helveds inderste Hule kun tilgjængelig ad en Række af Forhaller og Indgange, der kunne være fæle nok, skjøndt de dog ere den rolige Lises og Velbefindendets Op- holdssteder imod hiin, hvis Lys er Satans Øjne inderst inde, hvis Væg forstenet Skræk . . . . Over to af disse Indgange til Prokuratorens Figur har alt staaet "en Blodsuger". Og over den tredie finde vi studsende det Samme. Er der da endnu flere Slags Blodsugere? Ja, og hvor man mindst skulde troe det: imellem Folkets egen uskyl- dige Masse, som plukkes og suges nok udenfra, imellem Bøn- derne, Bonde imod Bonde -- ogsaa der raser denne forfærde- lige uslukkelige Krig mellem de ulige Kaar, som overalt ud- breder sine Ulykker over Menneskeheden. Hvem skulde troe, at denne statelige aldrende Mand i den tarvelige graa Vadmelskjole med de blanke totenske Knapper i var en Blodsuger? Han ansees jo som en Pryd for Bygdens Bønder, som deres bedste Repræsentant ved enhver Leilighed? Præstens Bord staaer ham aabent, og Øvrigheden roser ham SIDE: 286 som det ypperste Exemplar af en Bonde. Uden Statsborger- nykker, uden at være smittet af Tidens lede Aand, driver han sin Dont som Landmand og gjøre Ret og Skjel d. e. han offrer Præsten bedst, og giver den juridiske Øvrighed nu og da noget at tjene. Og der er ingen skjult Foragt i den Udmærkelse, som Byg- dens Honoratiores vise Manden i den graa Kjole med de smaae listige Øjne under de bustede Bryn. De see gjerne, at Bøn- derne sluge hinanden op indbyrdes blot der falder noget af til dem. De have da sin egen Samvittighed frelst, og endda oven- ikjøbet, naar de staae sig godt med Kaxerne, den moralske For- tjeneste, at de ikke lyve, naar de sige, at Resten bestaaer af Pak, som Ingen reflekterer paa. Men hvad der er mærkeligere er, at der er saaliden Standssympathi, at Bondeblodsugeren ogsaa af Almuen vises al Ærbødighed som om han virkelig var en Ære for Bygden. Kommer han til Thinget i sin Kariol, faaer han Tegn nok paa det, og standser han udenfor Kirken, sidder vanskeligt nogen Hat paa. Det Sidste er ikke mærkeligt, for -- o det kan lade Blodet stivne! -- til Kirken, til de Fattiges og Forladtes egen Vens Huus, som den kaldes, komme netop ikke de Fattige. De høre nok Klokkerne, men de sukke eller see med misundelige Øjne gjennem de smaae lappede Ruder paa de Forbifarende, og gjøre sig ikke rede til at fare afsted. Thi hvorledes skulde de kunne vise sig i Kirken i saa usle Klæder, de have? Undseligheden og Følelsen af Fattigdom have de be- holdt. De ønske blot, at de Timer, hvori den er bittrest, at Kirketiden var forbi. De holde sig hjemme, om Blodsugeren, om hiin mægtige Mand, der nu just opfylder Kirken med sin durende Bas, har ladet dem beholde et Hjem. Men dette er altfor ofte ikke Tilfælde, og da kan man træffe de uddrevne Familier paa de afsides Veje, under en Busk, bag en Laave, for ikke at blive seete af Kirkefolket. Der nikker et rødfarvet Silkeskaut eller en nymodens Dame- hat paa et stort Rokkehoved med oppurrede Kurumpekrøller, og Kirkehattene og de blanke Kjøbstadkaskjetter stryge af -- det er den mægtige Mand i den graa, som reiser fra Kirken. Staklerne liste sig endnu mere afsides. Moderen er kun angest forat den Mindste skal skrige og røbe dem. Men den ulykkelige SIDE: 287 Fader stjæler sig til et Blik udover Vejen; thi han kjender Kariolen, Hesten og Manden -- , ham i den graa, som drev dem ud uden Barmhjertighed. Og for første Gang falder det ham ind, at den mægtige Mand har Bordstabler i Mængde, en Saug og en Mølle, og at alt det kan brænde op ved een Stikke paa een Nat, og at det vil ærgre ham og gjøre ham fattigere end om han havde ladet Familien blive siddende. "Ha!" Eller -- har han ikke Brunen kjær? og vil det ikke nage ham, om den en Morgen kommer til Grinden med afskaarne Øren eller Hale? "Ha!" Ganske vist. Og ganske vist brænder der noget ondt i det Øje, hvormed Staklen seer efter sin ubarmhjertige Hus- bonde, og Armodens Fortvivlelse er den sorteste og frodigste Muld, Satan har at saae i. Den, som troer, at Bønderne udgjøre een stor Stand, tager betydelig feil. Det ovenfor brugte Ord "Standssympathi" har ingensteds hjemme, dersom det skal betyde, at Gaardmand Lars Kristensen føler Forbittrelse over at Gaardmand Cyprian Kjeltringsrud rykker Huusmand Ole bag Aasen med Kone og syv Børn uden Grund op medrode. Han Cyprian er lige brav Karl for det, og Lars tør gjøre det samme; thi Huusmændene -- der ellers ere et talrigt Folk i Folket og det som forsyner Gelederne og skal forsvare med sit Blod Andrefolks Ejen- domme -- ere uden Beskyttelse. Selv mellem de ulykkelige Have- sygens Offere er der liden Standssamfølelse; thi de ere ad- spredte, sløve af Lidelser og medfødt og bibragt Dumhed. Kun da Kaxen i den graa havde ladet udkaste paa een Dag sex Huus- mandsfamilier, der fra Arildstid havde havt Plads i Gaardens Udeje, og de alle sex med Store og Smaa, Syge og Friske be- fandt sig paa een Plet paa Aasryggen, hvorfra de endnu engang kunde see tilbage -- kun i det Øjeblik syntes et samstemmigt Hyl fra alle Mødrene og alle Børnene og et vist Blik imellem Mændene at røbe nogen Sympathi og fælles Følelse af Elendig- hed og fælles Tanker og Forsætter. Men enten de nu ikke for- stode hverandres Blik, eller de tænkte hver for sig paa sig selv, nemlig at det nok var bedst at naae Bygden inden Qvel for at faae noget at spise, saa er det vist, at de adspredte sig, og at de siden, naar de mødtes paa Betlerstien ikke viiste hinanden mere Sympathi end Hunde der have et Been mellem sig. SIDE: 288 Det er forfærdeligt hvad Kaxerne af samme Art som hiin graa Mand kunne tillade sig mod sine Huusmænd. Disse have ingen Sikkerhed i Kontrakterne, om de gives. Det mindste Brud der- paa fra deres Side har Opsigelse og Udkastelse tilfølge, mens Huusmanden upaatalt maa tage tiltakke med hvorledes Huus- bonden holder den eller ikke. Den graa, hæderlige Bonde, som vi saae kjørte forbi sin skjulte udkastede Huusmand, havde al sin Tid øget Afgivt og Arbeidsdage, ja da han i Krigens Tid kom til Gaarden, og Huusmændene vare i Feldten, tvang han deres Koner til at arbeide i deres Sted, og da denne Haardhed var temmelig almindelig, fremkaldte den et offentligt Forbud derinde fra Regentskabet i hine Tider da Norge drømte sin smukkeste Drøm, som kun Halvparten er gaaen i Opfyldelse. Dengang gik en af Huusmandskonerne eller Trælqvinderne højst- frugtsommelig bag hans Plog, og en Anden fødte en Dreng paa Laaven under Træskningen, og da Bygden netop havde en Smør- kaptein i det Aar, Kaxens Søn skulde tegnes, maatte hiin Dreng deran i hans Sted. Men, Gudbevar's, Huusmændene kom til sine Pladser igjen, paa nær en af dem, som strax blev udsagt, fordi han var bleven skudt til Krøbling i Feldten. De andre dyrkede sine Skogpladse ligesom deres Fædre før dem havde gjort, og da de vel havde lært af Nød og Exempler at rydde og dyrke op og vare blevne gamle og havde netop faaet Pladsen i slig Stand, at de kunde begynde at nyde nogle Frugter af et Livs Slid og Slæb, saa -- siger Manden i den graa Kjole hele Pargaset op, og da de bad for sig, var han saa medlidende, at han lod dem sidde mod For- øgelse i Afgivt og Arbeidsdage, og saaledes gik det fleregange, indtil det var dem umuligt at indrømme mere. Og da? Da sagde han dem ud for Alvor, og da de pukkede, ødelagde han dem ved sin Ven Prokuratoren og fik dem udkastet efter Dom, og om Aftenen hørte baade Præsten og Fruen med megen Be- klagelse paa hvormegen Ærgrelse den brave Mand havde af sine Huusmænd. Den brave Mand? ja, "som ikke gjør Nogen Fortræd" bemærkede Præsten -- "og den snille Mand, som tæn- ker baade paa mig og dig" -- lagde Fruen til -- "mens saa- mange Andre -- -- man skal saamen ikke see saameget som saa -- ". SIDE: 289 Samme Aften, som Bondeblodsugeren paa sin Tilbagereise fra Kirken var strøgen forbi de hilsende Almuesfolk og forbi den udkastede Huusmandsfamilie, som ikke turde vise sig for Kirke- folket, tilbragte han Aftenen hos Præsten ved en Polskpas (som var det, Hs Velærværdighed, som saa Mange af sine Med- brødre i Herren, bedst forstod). Det trak som sædvanligt udover paa Morgensiden siden Hs. Vhd. var kommen i Skuddet med at vinde, da det led udpaa. "Hvor seent Maanen staaer op inat." bemærkede Hs. Vhd. idet han saae sin brave Sognemand vel i Kariolen. "Godmor- gen! Godmorgen! Hr. Pastor! Tak for iaften!" Kariolkaxen rullede afsted. Men han havde rullet længe, og Maanen steg endda ikke op. Og hvor skulde den komme fra? Det var jo i dybeste Næ. Men den rødlige Glands steg højere og højere og udbredte sig videre langs med Aasryggen. Og netop nu hælder det mod en uendelig Skraaning, nu, da en Tanke som Stikket af en enkelt Naal igjennem Hjernen.... "Ha Brunen! trav ud! opover! opover! naa bare Højden, at jeg kan see! -- " Og Brunen travede opover som om Bakkerne vare Sletter og Medhælde. Og fra Højden? "Gudsdød, Skadevarme er det!" Og nu gik det Bakke ned og op, og naar han var nede imellem Bakkerne saaes de graarøde Skyer allerede at have overbølget Zenith, og naar han var oppe paa Toppen et Segment af Hori- zonten guult flammende i et mod Siderne skarpt begrændset Lys, mens tre Flammetinder reiste sig mod Højden. "Ha, Brunen! trav ud! Skulde det være Bordstablerne, Saugen og Møllen! Ha, Brunen, trav ud! trav ud!" Endnu er der en Højd, en lang uendelig Højd. Men Brunen traver. Hiin Aasryg er naaet. Derifra kan Alt sees. Det er Bordstablerne, Saugen og Møllen. Brunen studser ved det skarpe Lys, men standser ikke. Det gaaer nedover med den, saa Stenene fyge. En skraldende Latter lyder bag Gjærdet. Der funkler det onde Øje fra idag af, og under Orrekjerrene, hvis Blade skinne som Blod paa den Side, som vender mod Branden, mens de ere natsorte paa den anden, slumre de smaa SIDE: 290 Skrighalse paa en udbredt Skindfæld, og en Kone hvisker: "Ole, pas dig, saa han ikke hører dig. Det var han Sjøl." Jo han har hørt den skraldende Latter, og han skulde have vendt sig i Kariolen og opdaget sin Mand, dersom Brunen ikke havde gaaet saa paa efter eget Tykke, og dersom han havde kunnet. Thi hans Haand styrede ikke Brunen mere, skjøndt den holdt uryggelig i Tøjlen. Hans Øre hørte ikke mere siden han hørte Flammens Bragen foran sig og bag sig Mordbrænderens Latter. Hans Øjne saae ikke mere siden han fra Toppen af Bakken saae... O Himmel der styrter Stabler og Saug og Mølle sam- men! Lad styrte! Hvor stirrede hans Øjne og forbleve stivt stirrende, da han saae hvor de styrtede sammen, Stabler og Mølle og Saug! Da Brunen kom paa Pladsen, skumdækt, skjælvende, dog standsende paa den sædvanlige Plet, bleve Folkene forundrede over at Husbond, som holdt i Tømmene, og sad der som før i den graa Kjole med de blanke Knapper, og hvis Øjne stode aabne... "Men, Gud fri os, hvor de stirre! Husbond! Husbond! her er stor Ulykke skeet!" "Aa ikke saa stor endda, Husbond har faaet et Slag," siger en gammel krumbøjet Kjærring med et Livs Trældom i sit Ansigt -- hun, som engang maatte træske for sin Mand, mens han var i Feldten for Fædrelandet, og som fødte under Arbei- det, og maatte lade sin Gut til for Husbonds. Og denne Gut var den udkastede Huusmand, som iaften, mens Husbond var hos Præsten, havde været paa Bruget forat tale med sin Moder. Ikke for andet? Det er en frygtelig Krig, Armod og Rigdom, Elendighed og Havesyge føre med hinanden. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 5. okt. 1837. -- Siden 11te f. M. befinder H. M. Kongen sig paa en Reise gjennem Sverrigs sydligste og midterste Provindser. I Højsam- mes Fraværelse er et Regjeringsraad udnævnt, hvis Ordfører er H. K. H. Kronprindsen. Det nærmeste H. M. kommer Norge SIDE: 291 er den 8de og 9de d. M. da H. M. indtræffer i Åmål og Karl- stad. Den 20de er bestemt som Hjemkomstdagen til Rosersberg ved Stockholm. Fra mistænkelige svenske Kanter har været yttret adskilligt urimeligt Tøj om at en norsk Deputation skulde benytte sig af Hs. Ms. Nærhed ved Rigets Grændser til at ville fornærme Højsamme og Grundlovens § 11 med en Invita- tion til at besøge Norge. -- Søndagen d. 1ste d. Kl. 3 Eftermiddag ankom paa Damp- skibet Prinds Carl Fuldmægtig Fougstad her til Staden fra sin Udenlandsreise til Kjøbenhavn. Dette er en Efterretning af ligesaamegen Vigtighed som de flere deslige lignende, hvormed den Constitutionelle ikke forsømmer at vække den offentlige Interesse for sig og Sine. Lektor Motzfeldt, en af Bladets Re- daktører, der havde foretaget en privat Reise, blev saaledes, og kanskee i samme No., hvori han desforuden stod paa den almindelige Passageerliste, anmeldt som hjemkommen; og om en god Ven, hvis Navn ikke i nogen Henseende vedrørte Offent- ligheden, men som forresten tog sig en Udenlandsfart fore efter sin Examen, maatte Verden vide, at han befandt sig i Rom. Og hvorfor da ikke berette, at den publicistiske Notabilitet Carl Fougstad er lykkelig og vel hjemkommen til Fædrelandet, som han gjør saa megen Ære? Det glæder os at kunne hjælpe paa denne kluntede Beskedenhed. Fuldmægtig Fougstad er, som sagt, kommen hjem med Dampskibet Prinds Carl 1ste Oktober sidstl. Kl. 3 Eftermiddag. -- En Kommission er nedsat forat afgive Betænkning om Anlægget af Strafanstalter for grovere Forbrydere udenfor Fæstningerne enten særskilte eller i Forbindelse med Tugt- husene. Det forekommer os, som om man burde tænke mindre paa en saadan Mellemgrad i de stigende Straffemaader end paa Oprettelsen af asyllignende "Forsoningshuse", der i Straf- skalaen indtog sin Plads mellem Tugt- eller Forbedringshusene og Samfundet, og hvis Hensigt var baade at gjøre Forbryderne mere skikkede til, efter udstaaet Straf, uden denne Vanære, at overgaae i dette igjen, og at yde de ved Alderdom eller anden Svaghed uskadeligblevne Forbrydere, der ikke skjøtte om at vende tilbage til sine Hjemsteder, et passende Opholdssted. -- I den C.stnelle for iforgaars føres bittre Klager over at SIDE: 292 Morgenbladet har berettet "efter Rygter" hvorledes Statsmini- ster Løvenskjold paa en plump og taabelig Maneer forekastede Sølieut. Falsen ombord paa Prinds Carl hans Fader Sorenskri- verens Deeltagelse som Odelsthingsmand i Rigsretsdekretet. Der skal intet overdrevet være i Mbldts Fremstilling af denne Hs Exc.s Prostitution, ja paa hele Reisen skal Hs. Exc. til almindelig Moro og Forbauselse, ombord have givet en Række af løjerlige Træk tilbedste, men som Mbdts Red. har været skaansom nok til at beholde for sig selv, skjøndt den vistnok har hørt dem fortælle. Hvor karakteristisk er saaledes ikke Hs Excs. affekterede Franciseren i Udtalen, som endogsaa skal have bragt hans ikke saa gale Pendent, den danske General- konsul Gjerløw, til beundrende at udraabe: "O! den Mand taler fortræffeligt norsk. Han har ordentlig en fransk Udtale!" Om en saa bekjendtbleven Mand som Statsminister Løvenskjold bør heller Intet blive skjult, som oplyser hans Karakteer, og til dette Øjemed ere ofte saadanne Smaatræk de allertjenligste. Men forholder det sig som berettet i Mbldt, er Publikum, ind- til det erholder bedre Oplysninger og et tjenligere Forsvar for Hs Exc. end Beklagelser i Nella over Publiciteten, ganske vist mere berettiget til at holde den, som saaledes kan prostituere sig, for en almindelig -- -- -- -- end for en Mand, der er skikket for en Post, som ved enhver Leilighed har Krav paa sin Indehavers Konduite. -- Den fra det wintherske Officin i Kristiania paa samme Tid som en lignende fra Lieut. Prahls Steentrykkeri i Bergen til Subskription anmeldte Pragtudgave en tableau af Grundloven er i disse Dage udkommen, og tilfredsstiller, efter vor Mening, ganske enhver billig Fordring. Dens større Smagfuldhed og, idetmindste iforhold til den forrige bekjendte Tavleudgave af Grundloven, billige Priis af 3 Mark bør bidrage til dens Udbre- delse, som i politisk Henseende især ret er ønskelig. Tableauet er stort, omtrent 28 Tommer højt og 21 bredt. Det kunde saa- ledes, for desto større Udbredelses Skyld, der vanskeliggjøres for Fleerheden ved Glassets Kostbarhed, være hensigtsmæssigt, om man ogsaa sørgede for at der var at faae overlakerede Exemplarer paa Pap, som strax kunde hænges paa Væggen. Titelen især, der er udført med rask ideeskjøn Tegning, gjør SIDE: 293 Tavlen til en Prydelse i Ens Stue. En Ørn, som svæver over det Hele, betegner det patriotiske Mod og det politiske Skarp- syn, som gav Grundloven Tilværelsen. To mod oven vinkende Engle og Rigsløven paa begge Sider af den i Pragtstiil udførte Overskrift "Kongeriget Norges Grundlov," antyde den moralske og fysiske Kraft, som omværner den. Løverne have Blikket henvendt mod Englene eller Genierne, betegnende Forbindelsen imellem hine Kræfter, og hvorledes det er paa Impulsen af Folkets moralske, paa deres Bydende, at dets fysiske skulle sættes i Benævnelse. Norges Lykkestjerne spreder en gylden Straaleglands over Titelen. Konstituenternes Navne ere ind- gravede paa to Mindesøiler, der begrændse Tableauet til Siderne og ere prydede med Rigets Vaabenskjolde i bronzeret Guld- aftryk saavelsom med sex Konstituenters Portrætmedaillons. Disse ere Jac. Aalls, Omsens, Fabricius' (hvorfor?) C. M. Fal- sens, Sverdrups og Reins. Nedenunder det Hele findes Navnene paa 1ste ordentlige Storthings Medlemmer, som sluttede For- eningen. -- Stiftsprovst Munch har, som rimeligt var, fundet sig ge- neret ved den Offentlighed, hans Ansøgning fik om at slippe for at erlægge sine 2 1/2 Daler aarlig til Universitetet og ved de mange Yttringer af Misbilligelse, den foranledigede. Han har i Mbldt i en Erklæring, der langtfra kan være tilfredsstillende, uagtet den synlige Planmæssighed, hvormed den er udarbeidet, imidlertid, saa godt han kan, søgt at faae af sig Smudset -- et Epithet, som fra Arildsold er Smaaligheden tillagt. Det hedder deri, at han ved sin velsignede Hidkomst har fundet, at Universi- tetet ikke længer behøver private Tilskud, og at han i et privat velgjørende Øjemed har dyttet de tilbagetagne 2 1/2 Daler i et andet Hul. Dette Sidste kunne vi nu saameget mere lade staae ved sit eget Værd og anbefale det til almindeligt Troende, som det ikke er ubekjendt, at Hr. Provsten, uagtet al sin Goddædig- hed, ikke har formaaet i nogen synlig Grad at lette Personers Kaar, som have større Krav derpaa end hvilkensomhelst tredie Mand. Men i sin Bemærkning om Universitetet har han Uret. Thi naar er det tænkeligt, at en saadan Indretning ikke skulde behøve ikke alene de Midler, det kan faae, men først og fremst dem, det besidder? Der mangler meget ved Universitetet fordi SIDE: 294 det ikke er rigt nok. Der mangler saaledes -- forat nævne noget, som maa bedrøve og anspore goddædige Sjele -- tilstræk- kelige Stipendiefonds. Der gives Studenter uden mindste Under- støttelse og Studenter, som have 5 Spd. maanedlig at leve af. Saadanne skulde man da troe kunne trænge til noget Stipendie- tilskud, især da Mængden af Studenter gjør den private For- tjeneste ofte umulig; og hvad Departementsansættelse angaaer, da er den ikke saa let for slige Stakler, om de endog have Examen, som den er for examensløse Morgenstjerner, Kjerulfer, Colletter, Muncher o. a. d. Nepoter af rige eller begunstigede Familier. Det modbydeligste Afsnit af Stiftsprovstens Defension, og som stod i letopdagelig Forbindelse med hans eget, var dog For- søget paa at vaske ham reen paa sal. Præsten Schultzes, Stor- thingsmandens Bekostning -- en Mand med hvem Munch ikke maa nævnes i samme Aandedræt. Men der lader sig ingen Jevnlinje optrække imellem hiin Prælat, der i en rørig Alder sidder i Landets bedst aflagte Kald og den resid. Capellan Schultz, der, i sine, under et langt Ophold paa Rigshospitalet medtagne, aldrig rigelige Omstændigheder, skyldte sine Efter- levende at inddrage af sine Udgivtsposter hvad han kunde -- det han og gjorde saagodtsom paa sit Sidste. Fy! man maatte skamme sig over ikke at kunne hitte paa noget bedre. Men Den er blind, som ikke opdager i hvad Aand Mindet om den Mand, som fortjener sin Støtte ligeoverfor Christian Kroghs, er trukket frem forat dække den blottede Munch. Vi kjende Ulden -- den er af Stiftsprovst Munchs egen lille Yndlingshjord. Henrik Wergeland [EPIGRAMMER] Statsborgeren 12. okt. 1837. Gavmildhed. (Efter Svensk.) Man aldrig noksom kan beskrive den Gavmildhed, som Muncken har. Tænk, ikkun for at kunne give, af Andres Ejendom han ta'er. SIDE: 295 Troværdighed. Bagtaler Nella En -- den Sag er ei saa stor. Thi den bagtaler ei, hvis Løgne Ingen troer. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. okt. 1837. -- Aviserne have repeteret, hvorlunde der en Dag i forrige Maaned skede dobbelt Alliance mellem Familierne Wedel og Løvenskjold, idet Kammerherre og Legationssekretær Løven- skjold viedes i Sems Kirke til en Datter af Baron Wedel paa Ellinggaard, og nok en Søn af Statsministeren, der er Cand. juris viedes til Grev Wedels Datter, Comtesse Caroline. Der kan dog intet mærkværdigt være herved uden den Betragtning, at Adelskabet er slut for disse Slægtgrenes Vedkommende, for- saavidt de maatte udbrede sig. Brylluppet eller -- for at be- hage Hs. Excell. Statsministeren -- Bilageret skal ogsaa være bleven feiret med al den Pomp, et uddøende Adelskab fortjener, forat kunne gaae over imellem Tidens lysende Erindringer. Bønderne i Omegnen og Bymændene i Tønsberg illumminerede saa, at en Brandofficiant paa sidste Sted følte sit Hjerte søn- derslidt af Angest for Byen for Ildsvaades Skyld og af pligt- skyldig hengivenhedsfuld Lyst til at tænde i hos sig Selv. Da hviskede en Ven ham noget i Ørene, og Lysene tændtes. Men da nu Vinduerne straalte, bankede en raa Sjouer paa den klare Rude, og en grov Stemme hørtes at raabe: "illumineer du kun iqvel, saa bliver du Toldbetjent imorgen". Pøbelen har ofte sund Forstand. Og man kan aldrig gjøre noget i Fred. -- En Anonym opfordrer i Intelligensedlerne for imandags Stiftsprovst Munch til at lade trykke den "smukke og aandrige" Tale, han skal have holdt i Kristiania Kirke sidste Søndag, sigende at det vist vil glæde Mange. Det er en grusom Spot. Stiftsprovsten gjør det vist saa godt han kan. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 15. okt. 1837. [Først refereres noen offisielle meddelelser, deriblandt om en kommisjon til å utarbeide forslag til ny lov om bergverksdriften. Medlemmene op- regnes. Wergeland skriver her:] SIDE: 296 Tredie Medlem er Prof. Keilhau; 4de og 5te Assessor Smith og Bureauchef Harris, i hvilke Sidstes Sted Kapt. Foss og Ad- vokat Sørensen skulle have været indstillede. Det skal være en Slags Unaade, at de ere udelukkede. Men den maa være let at bære. -- Fra Nedenæs og Raabygdelaget haves Efterretning om be- tydelige Elvebrud ved Midten af f. M. Det er især gaaet ud over Bygdeqværner, Sauge og Broerne. Imellem disse den Byen nærmeste Halvdeel af Broen "Thygesens Minde" ved Kri- stiansand. Forat faae den istand igjen har Direktionen for Broens Aktieselskab andraget om et Laan af Statskassen paa 3000 Spd. Direktionen har ogsaa isinde at tilbyde Staten Be- siddelsen af Broen mod en lignende Sum. Moe og Moland Præstegaarde ere ogsaa blevne haardt medtagne af Jordskred. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. okt. 1837. -- Overraskelser hører ret hjemme paa Theatre, og kunne der være behagelige nok, naar de kun ere af et andet Slags end den, som nu forestaaer Publikum, nemlig at see Baron Wedel indtage den for Hans Majestæt Kongen selv og den kongelige Familie bestemte Loge. Baronen, som man dog burde tiltroe mere Stolt- hed og Følelse for det Anstændige imod de kongelige Personer og det Billige imod Theatrets økonomiske Stilling, skal have benyttet sin personlige Sammenkomst med H. M. i Aamål til at udvirke Tilladelse dertil for Sig og det hele øvrige Hofpersonale hersteds. Vi mangle Ord til at udtrykke vor Forundring over dette Skridt af Generallieutnant Wedel, der bliver dobbelt paa- faldende ved, at Hs. Exc. Statholderen, som man ogsaa kunde vente af ham, har ladet sig nøie med en abonneret Sideloge. Men hiint Syn, som Publikum kan belave sig paa, bliver endnu mere ubehageligt ved den Tanke, at Hs. M. Kongens veldædige Hensigt med de til Theatret skjænkede 1000 Spd. aarlig, nemlig ved dette Tilskud at gavne det, og hvorfor den kgl. Loge, som et Erkjendtlighedsbeviis er bleven indrettet, aldeles forfeiles. Efter den øvrige Abonnementspriis at dømme, vilde nemlig den kongelige Loge med sine 23 Pladse lade sig udbringe til omtrent SIDE: 297 1800 Spd. om Aaret; og saaledes bliver den under alle Omstæn- digheder til Tab for Theatret; men skal den nu tjene til gratis Afbenyttelse for Folk, som man ellers kan antage vilde tilkjøbe sig sine Theaterpladse, saa bliver Tabet saameget større. Allige- vel ville vi ikke, fordi vi troe at Theaterprisene ville dale, an- slaae det højere end til de 800 Spd., men det er svært nok for den i sit Økonomiske saa skrøbelige Indretning, at den træn- ger til enhver Vinding. Ihvordan det end vil blive, tør man dog vente, at de for Deres Majestæter Kongen og Dronningen og Deres Kgl. H.H. Kronprindsen og Kronprindsessen i Logen pla- cerede Stole forblive staaende paa deres Pladse uden at det til- stedes Nogensomhelst at afbenytte dem. Det usømmelige heri saavelsom det utilladelige i at fjerne dem af den kongelige Loge er ligesaa iøjnefaldende som det er sandsynligt, at Hof- personalet, om Logen aabnes det, vil finde sig i sine Pladser bag den kgl. Families Sæder, og betale disse undtagen naar de virkelig ere i en af de kgl. Personers Følge. -- Under 10de f. M. har H. M. naadigst udnævnt af 1ste agershuusiske Infanteribrigade 10 Premierlieutenanter, ved 2den Brigade 7, ved throndhjemske 7, ved bergenske 9 og ved kri- stiansandske 7 til Chefer for de nyorganiserede Landværns- divisioner. -- Res. Capellan til Ringsager Hr. Delphin har i disse Dage gjort Verden den Tjeneste, i et langt Forsvar for sig som Sogne- præst Hesselbergs Angriber for hans saakaldte politiske Præ- ken, at give den et forbausende Vidnesbyrd om de Ødelæggelser religiøs Fanatisme, i dens krasseste Betydning, kan anstifte i et Menneskes Tænkemaade og hele Aandelige. Det tør -- siden Gudsordet saaledes lært, som Delphin i hellig, men ikke i den fra Bjerget velsignede, Eenfoldighed maa ville det, ikke efter vor Mening, kan bære gode Frugter -- være den eneste Tjeneste bemeldte Præst viser Verden, men den er ikke ubetydelig. Et- hvert saadant selvgivet Vidnesbyrd om hvorledes det egentlig staaer til inden Kirkemurene, bidrager til at fremme den store Reformation i det Religiøse, som maa gaae forud for den poli- tiske, der vil republikanisere den civiliserede Verden. Men hvem skulde troet, at der gaves saameget politisk Pabsterie indeni det geistlige, hvoraf vor, ligesom enhver monopoliseret Kirke, har SIDE: 298 meer end nok? Han finder sig af sin Recensent lignet med en af Don Carlos's absolutistiske Præster, han synes fornærmet over denne Sammenstilling, og det er dog umuligt, at Don Carlos, hvis Hær er opfyldt med Officerer fra de fleste euro- pæiske Nationer, skulde kunne bestaae, om hans Præster gik videre end denne norske i politisk Servilisme. Man høre hvad han yttrer om dette Ord: "Servilisme, et Ord, som de saakaldte "Liberale," uagtet Ordets paafaldende Ubestemthed, ere illiberale nok til at bruge om den politiske Tænkemaade, som er deres egen modsat, rime- ligviis for, ved et Haansord, at give deres Harme mod Mod- partiet Luft, skjøndt de burde føle, at dets Braad alene saarer dem selv, da en saadan Betydning af Ordet naturligviis kun skylder en af Folkets mest servile Smigrere sin Tilværelse." I dette Punktum snakker rigtignok Præsten saa forfærdeligt i Taaget, at den forstilte Uvidenhed om hvad Ordet vil sige, ikke er fuldt saa kluntet som hans Misbilligelse over Retten til at bruge det er modbydelig. Da vor Definition deraf rimeligviis vilde staae lidet til Troende hos D. og Ligesindede, anføre vi den her efter den sandelig ikke i meget liberal Aand affattede store tydske encyklopædiske Ordbog, forsaavidt den deri findes udviklet, nemlig under Ordet Liberal: "Liberale (i de nævnte tre Betydninger ): Tilhængere af liberale Ideer i Almindelighed, Tilhængere af det konstitutionelle Princip og Modstandere af den servile Aristokratisme og det ultramontane Hierarki og endelig Tilhængere af Demokratiet) have altid fundet Sted i enhver Stat, saasom Aristokrati og Hierarki altid laa i Strid med Folkets Ret; men Navnet Liberale som Partinavn blev først almindelig siden Aaret 1814, da begge disse Partier i Spanien traadte skarpt op imod hinanden som Liberale og Ser- vile, og da i Frankrig efter Kammernes Organisation det Parti blev kaldet Liberale, som satte sig imod den gamle Emigrations og de tilbagevendte Præsters egennyttige Forholdsregler. Vist- nok vare alle gamle Republikanere og Tilhængere af Keiser- regjeringen imellem disse Liberale, og dette gav Anledning til allehaande Bagvaskelser, idet Modpartiet, forvexlende Sag med Person, vilde stemple alle Liberale til Jakobinere og Konge- mordere. Fra Frankrig udbredte Navnet sig snart gjennem hele SIDE: 299 Europa, hvor det er blevet Benævnelsen paa den ene Halvdeel af den politiske Tænkemaade." Her har Herr Pastoren Oprin- delsen af dette Ord, som han i sin forvirrede Tankegang erklæ- rer anvendeligt paa Det, det ikke kan betyde, og rammende med sit Beskjæmmende det stik Modsatte, mens Tilstaaelsen und- glipper ham, at de Liberale i et Folk ere omtrent eet med dette, idet han siger, at de Liberale, forat give sin Harme Luft, have opfundet og bruge en Benævnelse paa Modpartiet, som kan smigre Folket eller som ogsaa er det forhadt. De Liberale dele altsaa politiske Sympathier og Meninger med Folket selv, og dette finder endogsaa Behag i hiin saarende Benævnelse, som saaledes ved Folkets Autorisation ophøjes fra et Partinavn til et Udtryk for den almindelige Tænkemaade. Det beklageligste af alt er dog, at vor Religionsstifters Minde skal blive saa ilde behandlet som at hans Exempel og Lære, ikke at tale om hans Disciples, skal anvendes til at uddrage Lærdomme af, som altid ifra Moses og Makkabæerne af og indtil vore Dage have oprørt hver ædel Menneskesjel, og hvis Befølgelse har ført den største Deel af Menneskeheden til det Elendighedstrin, hvorpaa den befinder sig i Aarhundreder og skal befinde sig indtil disse klerkeskabte Religionspligters Falskhed og Umoralitet bliver indlysende for Fleerheden. Den er det for den første Tanke, for det første Øje, som fæster sig derpaa. Thi hvem vil ikke det Fordærvelige paafalde i at det gjøres et Folk til hellig Pligt at taale hvilkensomhelst Grad af Undertrykkelse, aldrig at afkaste et Aag, aldrig at gjøre sin naturlige Suverænitet og Magt gjældende imod hvilkensomhelst Uhyre af en Tyran? Saa- dan Lære har ikke vor Religion. Den muhamedanske -- ingen Religion skulde vove at give den Ord uden at tabe den Glands af Guddommelighed, som de alle lige ivrigt tillægge sig! Religi- onen vilde falde i Foragt, og fortjente det, om den indesluttede en saadan. Hverken Præsten Delphin i Ringsager, hvor han (til sund Fornufts og Kristendoms Ære), ikke gjør mange Proselyter og hans Skrivtlærde i Danmark og Tydskland skal med nogen Fremgang paaliste Christendommen noget Saadant. Det er saa grundløst i sig Selv, saa modbydende Tanken og Følelsen, at de, som prædike det Christendomsmæssige i en blind, taalmodig, slavisk Underkastelse, ikke ere farlige. Det er alene lumpne, SIDE: 300 feige, uduelige Mennesker, der alligevel ikke ville kunne være det Almindelige til nogen Gavn under Anstrængelser forat befrie sig naar Voldsomheden ikke kan sættes andre Grændser end den stærkere Magts. Ingen Borger af noget Værd deler de sne- verhjertede Anskuelser, som ikke alene skulde lade Menneske- heden bryde Staven over Tyranmorderen Tell og Helvetierne, Franskmændene, Polakkerne og 1809 Aars Svensker, der red- dede Fædrelandet ved at lægge Soldaterhaand paa den salvede Konge, men som ogsaa skulde paa det allernærmeste lede til at vække betænkelig Tvivl om vor egen Nation havde virkeligt handlet christeligt og ret i hvad den foretog sig efterat den lovlige Suveræn havde traktatmæssig overantvordet os til sin kjære Fætter af Sverrig. Men vi opdage, at vi ere nærved at indlade os vidtløftigere end rimeligt er i en Avisrevy-Artikel, og at vi have med Menin- ger at bestille, som ere uryggelige fordi de, som altid hos reli- giøse Sværmere, have sine tykkeste Rødder i en legemlig orga- nisk Beskaffenhed, der ved Agtpaagivenhed med sig selv er bleven ubetvingelig og det Forherskende i den hele Indi- vidualitet. -- En Original af en Præst, der ligeledes gjør alt Sit til forat skaffe sin Stand Berømmelse gjennem offentlige Prøver i Bladene paa hvad Aand, der rører sig inden den og hvad Gaver, enkelte af dens Lemmer besidder, udbreder sig i Mbldt om Eids- vollsanliggendet. Han faaer derved Anledning til at fremhæve Ideen om et Minde for Kongen af dets Glemsel og at omtale hvad han har gjort derfor og hvorlunde Subskriptionen, hvortil Planen indløb til ham netop 17de Mai og før Planen til Eids- vollsmindet kom ham ihænde, ret gik glat imellem hans Sogne- mænd, mens den sidste ikke vilde glide, indtil den Tanke faldt de kloge Høveder ind, at det var upassende at opreise noget Minde for nogensomhelst Levende. For Konstitutionen kunde det da konseqvent heller ikke gaa an saalænge den levede. Dette fandt Far ogsaa rimeligt. Og saaledes beholdt Bønderne paa en peen Maade sine Skillinger i Lommen, og blev endda ovenpaa roste af en Far i Morgenbladet. O vise Sognemænd! jeg synes at see jere plumpe Tyrepander, bedækte under de aandige Anstrengelser med en fedtet Sved, rundtom Væggene, SIDE: 301 hvor I fandt paa det Raad. Hist og her lyser et Par Messing- briller paa en hundesnudet Næse, der har nikket sit Bifald til, en dybsindig Patten paa Piberne lader sig høre, af og til viser der sig smaa tætte Røgskyer, som man næsten kan forvexle med de ærværdige tykke, hvide, lurvede Hoveder paa nogle af Menighedens Patriarker, og imellem knærtes der adskilligt over Paafundet, ja vel endog af Endeel, som ikke har forstaaet det Dybsindige deri, men kun vide forud, at de ikke have en Skilling tilovers, paa Velgaaende af Eidsvollsmindet, at sige naar det passende kan reises d. e. naar Selvstændigheden og Friheden er salige ved Døden afgangne. Og øverst sidder Fa'r forbauset over Skarpsindigheden hos sine Sognemænd, hvilke vi, imellem os sagt, ganske vist holde for at være af den gode Ægypti Arbeidsstok, som, naar et Minde skal reises paa Eidsvoll, vilde være god at have til at vælte Stene og trille Kalk med. Det Besynderligste af Alt er dog, at Fa'r i Mbldet er kommen paa den rigtige Idee, at Planer til Eidsvollsmindet burde tilstedes Formandskaberne, som maa antages at omslutte Mænd af almindelig Tillid. Men det er rimeligt, at den maatte opstaa hos en Præst med slige Sognemænd, som de der udfandt at man ikke kan reise Consti- tutionen et Minde saalænge den lever. Gid da de Folk maa leve ret længe! Thi deres Ønske er nok ikke at subskribere. Saa lever ogsaa Constitutionen. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 22. okt. 1837. Skolemesteren. Det er et Par Gange regelmæssig om Aaret, Præsten i X. ikke er dummere end de Mennesker, han befinder sig imellem. Det er, naar han er samlet med sine Skolemestere. De ere syv; men der er ingen Gradation imellem dem i Vet eller Kund- skaber. De ere alle Alne af samme Stykker Vadmel: kun deri forskjellige indbyrdes og ifra Vadmel, at de mest udslidte staae højre i Priis for Almuen. Det er kun to Daler om at gjøre, men der skulde trælles et almindeligt Menneskeliv tilende før man kunde hamle op til dette lille Tillæg. Det var slemt, at Almuens SIDE: 302 Agtelse for Veteranerne ikke gjorde den beredvilligere til at øge paa. Med en Oppositions Kulde anhørte de gode Sogne- mænd Hs. Velærværdigheds Propositioner om noget Saadant, og de gjorde kun da et modvilligt Tilbageskridt og indrømmede en Dalers Penge, naar det blev oplyst, at Skolemesteren var blind eller døv af Ælde og det var at befrygte, at han skulde lægges paa Bygden som vandrende Lægslem, eller naar de kunde skimte i Stakkelens aabne Grav. Det slemmeste var dog, at Skolemesterne tilsammentagne ikke gjorde Nytte for de usle Skillinger, Enhver af dem fik. Var det det slemmeste? Skulde det ikke være endnu slemmere, at H. V. og med ham H. H. Provsten o. s. v. holdt for at de gjorde Nytte nok? "Guds Ord kan de, sagde H. V. og det skulde jeg troe er nok." "Mere end det" -- havde gjerne Provsten sagt; thi i sin sløve Tankegang var han tilbøjelig til at give Svar, som han før havde hørt, men uden Hensyn til om de passede eller ikke. Men denne- gang tog han dog Svaret fra sig selv eller den almindelige Præstetro: "Meget rigtigt, Hr. Pastor, Almuesmænd har ikke godt af mere. Nei faa mig Skam! Herr Pastor, maa jeg have den Ære -- " Glassene vilde være faldne de værdige Fædre af Hænderne, dersom de havde kunnet forlade Kalvestegen og været Vidner til hvorfor Qvelsgrøden paa en Gaard en Fjerdingvej borte blev sveden. Den Ulykke skede fordi netop En af de Syv af for- dærvelig Oplysningssyge gik udenfor det bare Gudsord, og gav, efter endt Omgangsskole der paa Gaarden, et Kursus i Historie og Geografi til Bedste for en fem sex Drenge, som Videlysten holdt tilbage, for Manden selv paa Gaarden og for Madmoer, som burde passet Grøden. Men hun havde ondt for at lukke Øret, for Skolemesteren holdt sine Extraforelæsninger i Gruen, hvor det hele Auditorium havde fundet Plads. -- -- "St. Olaf, ja Gubevar's! han vandt over hele Verden til Carl Magnus kom, men saa maatte han give tabt. Det var det største Slag, som nogen Gang er bleven holdt; men Carl Magnus havde Christi Svedeskjorte til Fane og fuldt af Tryne- tyrker til at hjælpe sig . . ." "Trynetyrker? Jeg troede aldrig der gaves slige," bemærkede Madmoer. SIDE: 303 "Jo de gives. Hehehe! jo de gives den Dag i Dag. Kom hid med et Stykke Kride skal jeg vise jer." Og nu tegnede den vandrende Magister til Alles Forbauselse et Slags Svinehoved paa den blanke Sodvæg i Arnen. "Se saaledes see de ud i An- sigtet, og se her disse to Streger ere Arme og disse to Been som paa andre Mennesker." "Tvi da, tørk det Stygge ud igjen. Det skal ikke staae der til Natten." "Det er bare Overtro, Moer, og Mangel paa Oplysning. Var Han endda her selv, skulde jeg ikke sige noget om, at I blev bange, for han lever af bare kristent Kjød." "Boer han langt herfra Trynetyrken?" "Nu da Skolemester!" "Jeg regnte bare over. Først Kjøbenhavn i Dannemark, saa Lundon i Engelland, det er 300 Miil, saa Parris i Frankrig, det er 500 Miil, Amsterdam i Holland, det er 600, Lissabon, som gik under, er 700, Rom i Pavedømmet er 1000, og derfra atter 1000 Miil til Tyrken uden Tryne, men saa er der ikke saa langt til Trynetyrken, for der er ikke større Forskjel mellem dem end imellem Norske og Svenske paa Trynen nær, som de have fordi de ere Hedninger." "Jøssu Namn, det maa være fæle Folk." "Ja Gu' er' de fæle ja." "Høh! Skull' en ha'e hørt sligt," sagde Bonden selv, som var falden i Staver. "Men Morianer da, Skolemester? Kjender I noget til dem!" "Ja Morianer i Algier. Jeg har engang læst . . Men bi lidt, jeg har læst saameget . ." "Gud veed hvor I kan rumme det alt, Skolemester. Men tag jer en Dram -- værs' god." Fortællingen om Morianerne blev afbrudt ved at Budejen, det første hun kom ind med Melken, raabte: "men Jøssu Namn, Moer, Grauten er sviji." Ingen af dem, som havde hørt paa Skolemesteren, angrede paa at Grøden var sveden. Moer gav et Stykke stegt Flesk tilbedste, som Skolemesteren fik for sin egen Mund, da han begyndte Maaltidet med den Bemærkning, at Trynetyrken plejede at anrette Kristenkjødet, som altid maatte være fedt, aldeles som Svinesteg. Man kunde kjende Landet alt langfra paa Lugten o. s. v. Den første Hentydning SIDE: 304 var nok til at betage de andre Appetiten; men Skolemesteren var baade en stærk Aand og en stærk Mave. Iaften fik han sidde i Højsædet, og befæstede derfra endnu mere sin An- seelse ved nogle forfærdelige Bedrifter af "Puntekorven", som fra en liden Dreng af blev til Konge og slog Bonaparten. Disse havde han fra en liden i Kristiania udkommen Bog, men sin anden Lærdom havde han fra Studeringer i sine yngre Dage, om hvis Vidtløftighed kun Den kunde gjøre sig et Begreb, som havde seet Bøger, der vare større end Bibelen. "Det er rigtig godt for Grænden, at vi har faaet saa flink Skolemester" -- sagde Madmoer, da hun var kommen bag den blaagraa Topsengs Værkensgardiner. "Han har lidt for voxne Folk ogsaa." "Ja-a! Gudskeelov, Oplysningen stiger," svarde den trevne Mand, "og at her er et kristnet Land, der ligger langtfra . . ." "Trynetyrken" vilde han have sagt, dersom han havde turdet i Topsengens Bælmørke, som blev ham uhyggeligt før han ved nogle vældige Opstødelser efter den med Skolemesteren rigelig nydte Huusfusel havde opfyldt det med den Athmosfære, hvori han var vant til at snorke trygt og roligt mens kanske (dog det er meget uvist) hans Sjel lettede sig i Drømme til en lysere Tilværelse end man skulde troe. Udpaa Formiddagen næste Dag kom nu og da en Unge slæn- gende fra Nabolaget, og tog Plads rundtom Bordet. Der blev da en Mumlen af Evangeliebøger, Katechismer og Forklaringer, alteftersom Enhver havde Bøger til, og alt paa fri Haand. Mange lærte at læse efter Psalmer. Det var Skolen, og der var noget Jacototsk i Methoden. Det var Skolen, og den graa, lurvede Mand med Næsebriller, som mumler med og veed at forbinde megen Air med Pegestikken, er Skolemesteren. Næste Dag vender han en Skammel med Benene ivejret, fylder den med Levningerne af Skolens Inventarium, og bærer saaledes Skolen til næste Gaard. Møder han saa Præsten undervejs, skeer Skolevisitatsen med et: "Bravo, Skolemester! Nu, hvor gaaer det?" "Takker brav, at sige som det kan, Deres Velærværdighed." "Ja jeg seer det gaaer brav. Hvor gammel er han?" "Lad mig see . . 2 gange 20 er 40, 2 gange 25 er 50, 2 gange SIDE: 305 29 altsaa . . akkurat 58, at sige til Vaaren Deres Velærvær- dighed." "Han skal have 2 Dalers Tillæg til sine 8. Er han fornøjd." Og Skolemesteren drager sin Vej som det lykkeligste og stol- teste Menneske under Solen, og Præsten sin. Han det lykke- ligste, denne vandrende, hjemløse Betler? Ja hvilken gammel Betler, der elsker Tobak og Brændeviin, er ikke det lykkeligste Menneske, naar han faaer Skillingen, der sikkrer ham disse Ny- delser. Endogsaa uden de 2 Daler (som, imellem os sagt, Skole- mesteren betragtede som et Slags Æresmedaljer) var han altid langt lykkeligere end Præsten. Thi denne var aldrig fornøjet med sine Kaar eller med hvad han fik. Skolemesteren var ogsaa i Grunden mere æret end Præsten. Den aandelige Føde, han meddelte var i Grunden ogsaa ligesaa sund og veltillavet, som Hs. Velærværdigheds. Sine respektive 8 Daler aarlig -- nu 10, om Kommissionen ikke atter bliver for stridig -- kunde han, uden Sorg for Føden, (thi de gode Mødre havde altid lidt aparte for ham) anvende efter følgende faste Udgivtsbudget: Klæder...................... 2 Spd. --   -- Sko ........................ 1 --   -- Skjorter ................... 1 --   -- NB Skjænk til Skomager og Skrædder, som altid hjælpe med Bøding.............. - 1 -- Brændeviin og Tobak.... 3 4 -- Og naar nu hertil kommer de belovede 2 Daler, saa, som sagt, er der intet ivejen for Lyksaligheden. Men det besynder- ligste er, at Skolemesteren giver Præsten, den gamle lærde Akademikus med sit gode haud (haud contemnendus naturlig- viis) og med al den Ærbødighed, han har for hans store Lær- dom, intet efter i at føle sig. Forskjellen imellem dem i det Punkt er, at Skolemesteren betragter sig som den belønnede Fortjenstfuldhed, Præsten sig som den ubelønnede. "Ingen læg- ger Mærke til mine stille Fortjenester af Almueskolevæsenet" siger Hans Velærværdighed ved sig Selv. "Lad det da i Guds Navn skjøtte sig selv. Jeg bliver træt. Saa kan man i Guds Navn have det saa godt." SIDE: 306 Henrik Wergeland ET TYDSKT FLYVEBLAD Statsborgeren 22. okt. 1837. Næst Rusland er Tydskland det Land i Europa, hvor Des- potiet raader mest og uden Sky, og hvor det er voldsomst i sine Forfølgelser. Der forgaaer intet Aar uden Landflygtige, som oftest Videnskabsmænd, bevise det for Alverden. Men saaledes bæres Frøet om, hvoraf lykkeligere Aldre skulle fremspire, og de vække videnom Sympathier for alle liberale Tydskes Løsen: Tydsklands Eenhed og Befrielse fra dets 34 Landsfædre af de forskjelligste Dimensioner. Paris samler mange af disse tydske Emigranter, skjøndt Gjæstfriheden der er bleven mere og mere tranghjertet og indkneben eftersom Louis Philip har lagt sig ud. I London opholde sig desaarsag maaskee endnu flere; men de fleste tye til Amerika, opgivende Haabet om at see Fædrelandet lykkeligt saalænge de kunne vente at have Øjnene over Jorden. Men hvor de ere, søge de med utrættelig Energi at kunne være dets Sag til Nytte. Krigen fortsættes uafbrudt af disse ad- spredte Individer imod de forhadte Undertrykkere. Under de mangfoldigste Former af Sange, Karrikaturer, Protester, Opraab, Skrivter af alvorligere Form og Flyveblade holde de den ved- lige, tiltale hverandre, holde sig i Aande og opponere paa sine Landsmænds Vegne derhjemme, hvor disse ikke tør lade sig falde saadant ind. Man see her et af disse Flyveblade, i Duodez udkommet i Paris, og bestemt til at udspredes saavel imellem de land- flygtige Tydske selv som at finde Vejen hjem. Det fører til Titel: "Vaager og beder, saa ingen finder Eder sovende, naar Befrielsestimen slaaer." Landsfadervor. Vor Landsfader, du som er i Residenzen, højtæret være dit Navn! Til Os komme din Skatinddriver! Din Vilje skee som i det første Kammer saa og i det andet! Giv os idag vort tørre Brød, og forglem vore Krav som og vi forglemme dine Løfter! Led os ikke i Undersøgelse; men frels os fra Revolutionen! SIDE: 307 Thi din er Lovgivningen, Forvaltningen og den uindskrænkede udelt Udøvelse af al Myndighed. Amen! Naar en Regjering krænker Borgeres Ret, er Opstand for Folket og for hver Deel af Folket den helligste og ueftergive- ligste Pligt. Hvo ei for Frihed stride kan, ham passer Lænken vel. Ham pidske Pabst og Adelsmand itu hans Æselsfell! Men Ære vær, den brave Mand, hvis Barm for Frihed slaaer, som fremst imod sit Lands Tyran med Frihedsfanen gaaer! For blanken Majestæt, for Fyrsteløn at bløde -- Den tager meget feil, som agter det for stort. Det Hundemod er kjækt med Hasselkjeppe gjort, en Hoffests Affald er dets skjændselsfulde Føde. Tyrannens Undergang. (Mel. Karmagnolen.) Hvad vil den Slaveflok, som frækt vor Grændse stormer an med Haand imod det Altar strækt, du værner, frie Mand? Helten ei skræmmer os, som kun for Penge slaae's. Vi skulle dig betale. Kom i Felt, kom i Felt! Du længer ei skal prale. Styverhelt, kom i Felt! Du rammes, Frihedens Altar af Pabstekastens vilde Had, fordi Fornuft end ei frembar som Offer lækkert Rhinskviinfad. SIDE: 308 Plejer kun jeres Vom! Snart faaer den Laas og Bom. I derfor altid drikke Dobbelt Maal, dobbelt Maal! Snart Kobbernæsen ikke sig speiler i jer Skaal. Og I Stormægtigste, som staae ved Majestætens Grav, at ei det eder skal som Ludvig gaae, vendom paa eders Vanvids Vej. Banlyser Slaveri! Gjører Nationer fri! Let pudser Guillotinens Egg jert Skjæg, Egg jert Skjæg. Meer ta'r Hovedmaskinens Egg end Skjæg, Kongeskjæg. Op Brødre, løfter frie Haand! Op, sværg Tyrannen Undergang! Op, Frelse sværg vort Fædreland for Pabstbedrag og Slavetvang. Naturen Lighed bød. Op Frihed eller Død! Haand i Haand i Frihedsdandse Viv og Mand, Viv og Mand! Tag vore Sejerkrandse Fædreland, Fædreland!" Dette er hele Indholdet af et saadant tydskt Flyveblad fra Paris. I England og Frankrig er den Meddelelsesmaade meget almindelig. Enhver vigtig Begivenhed meddeles Massen, som ikke læser de almindelige Tidender, gjennem Flyveblade. En- hver Bevægelse inden Partierne afføder dem. De henhøre især til den underkuede Liberalismes og Patriotismes Journali- stik. Ogsaa fra Sverrige have vi seet nogle saadanne. Nogle Patrioter i Stockholm, som græmme sig medrette over meget og mangt i deres Fædrelands Skjæbne, give sin nationale Smerte SIDE: 309 af og til Luft i nogle saakaldte "Karameller" eller Sukkergodt- papirer. De have nemlig Udseende deraf, og man finder Bryst- sukkerbiden ledsaget med endnu "helsosammere" Text. Henrik Wergeland EMBEDSIVER (Oversat.) Statsborgeren 22. okt. 1837. "Det er, min Salighed, ei let i slig Tumult at pleie Ret. Man kan jo miste sine Øren." -- En Dommer sagde uden Skrømt -- "Hør, kjære Lensmand, vær ei seen! Lad Folket kjøres ud paa Døren, Vi alt har otte Sager dømt; men endnu ei vi hørte een." Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 22. okt. 1837. [Inneholder offisielle meddelelser om innførsel til Kristiania.] Henrik Wergeland DANMARK Statsborgeren 22. okt. 1837. -- En Stolemager Dessau i Aarhuus i Jylland har i Fore- ning med Flere besluttet til Foraaret at udvandre til N. Amerika og indbyder til den Ende til at indkjøbe et Skib ved Aktier paa 1000 Rbd. Over Opfordringen dertil læses: "Svære Tyngder, Lidt at fortjene. Værre det bliver Dag for Dag. Følger os, Brødre, Herren vil tænde atter vor Arne, bygge vort Tag." Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 26. okt. 1837. -- Til vor Beretning om H. M. Kongens Resolution betræf- fende Anskaffelsen af Kanonbaade, have vi at føje Bestem- melse om, at paa hver 12te Kanonbaad skal en 80 Pundiger an- bringes i Bougen istedetfor den ene af de to 60 Pundinger disse Fartøjer ellers skulle føre. SIDE: 310 -- I Arendal er paa Bogtrykker L. A. Krohns Forlag, ud- kommet 1ste No. af et Blad for Landmanden, betitlet "Den er- farne Landmand", udgivet af Jakob Sverdrup, den bekjendte Stifter og Forstander for Agerdyrkningsseminariet i Jarlsberg. Paa Bladet, som udgjør 1 Oktavark, tegner man sig paa Post- aabnerierne for 6 Nr. til den Priis 3 ß pr. Ark eller 18 Sk. pr. Halvaargang. Forlæggeren seer sig istand til at kunne sælge Arket saa billigt, da Forfatteren har tilbudt sig at arbeide gratis. Henrik Wergeland EPIGRAM (Oversat.) Statsborgeren 29. okt. 1837. Med største Ret kan Fyrsten skrive: "Vi N. N. af Guds Naade," Thi dersom Gud lod Ret kun raade, da fandtes han ei meer ilive. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 29. okt. 1837. -- Den Maade hvorpaa Repræsentantskabet for Kristiania offentlige Theater har reddet den smagløse, unyttige og kostbare Uting af en Kongeloge fra Vanhelligelse af Hofpersonalet er i høi Maade karakteristisk. Dette Kapell for dyb royalistisk Devotion skal ikke profaneres. Den hellige Tomhed bag de tarvelige Gardiner skal blive bevaret. Fattig som denne sin Tomhed skal Kongelogen dog faae bære sin Blikkrone med Ære; og, uforstyrret af uvedkommende, lidet behagelige An- sigter, skal Ærbødigheden fremdeles kunne besætte de fire simple Stole med Fantasibilleder af de Kongelige, udfylde det øvrige Rum med svenske Hofdragter og fæste sit rørte Blik paa hint kjække Symbol paa en Nationalselvstændighed, som vel mindst har noget at sige inden de Vægge. Men hvorledes er et saa stort Maal naaet under saa truende Omstændigheder? Man havde med Wedlerne at gjøre, ikke med Baronen alene, men ogsaa med Greven, der ligesaa lidet fandt at det var Ophævel- ser værd om Hofpersonalet tog ind Kongelogen. Jo, Theatret SIDE: 311 har et Repræsentantskab, som veed at finde Udveje og redde Kongelogens Uforkrænkethed for enhver Priis. Men det er da ogsaa en Udvej, der er fundet, som man maa forbauses over: Repræsentantskabet har, 7 mod 2 (begge Wedlerne?) anviist Hofpersonalet til gratis Afbenyttelse en bortabonneret Loge ved Siden af den kongelige. Theatret har nu ikke alene en Konge- loge, men det har ogsaa faaet en Hofloge. Jo, vi komme os godt. Der har Aktieejerne for den absolute Myndighed, de over- drog Repræsentantskabet. Den ubetænksomme, fornuftløse Idee, at lade et betydeligt Rum paa den fordeelagtigste Plads, under Navn af Kongeloge, staae ledigt, medens der intet kunde være ivejen for at indrette en saadan, og det en langt smukkere, naar den kunde blive afbenyttet, vedblive at drage Straf paa Straf over sig, som man seer. Og tør det uagtet denne overdrevne Generøsitet endnu ikke have en Ende med Vanskelighederne og Bortødslingerne af Theatrets Rum og Indtægter, siden Hofmar- skalken langtfra skal være fornøjet med den anviiste Plads eller troe H. M. Kongens Vilje rammet ved dette nye kostelige Arrangement. Men heri tager han visseligen feil; thi mere kan dog vel ikke den mest udsvævende Royalisme ville forlange end at et i Gjeld fordybet, nyt Theater bortgiver sit kostbareste Rum til en Kongeloge og en Hofloge. En Hofloge! Ja nu have vi ogsaa en Hofloge. -- Af Indberetningerne om Høstens Udfald sees at den, især paa Potetes, har været meget mislig over hele Agershuus Stift. Om Høet lyder det bedre. I Rigets sydligste Egne har Aaret været særdeles rigt. Voldsomme Storme have i Midten af inde- værende Maaned raset ved Aalesund og Throndhjem. -- I Begyndelsen af Decbr. ventes den finmarkske Dampbaad til Christiania for derfra at begive sig inden sin Route fra Throndhjem af. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. nov. 1837. -- H. M. befinder sig atter paa sit Yndlingssæde Rosersberg ved Stockholm efter en Reise, der har været et sandt Triumftog og overtydet om Sandheden af at H. M. bliver raskere og raskere. Grev og Baron Wedel mødte H. M. i Aamål; men det SIDE: 312 Højtideligste af alt var dog Deputationen fra Frederikshald, som mødte H. M. paa Højsammes Ejendom Nordkær i Vennersborg Lehn og inviterede H. M. i en henrivende Tale til at besøge Fredrikshald. Hvor behagelig end Overraskelsen af at træffe dybt inde i Sverige nogle af sine kjære enthusiastiske Frederiks- haldere kan have været for H. M., kan dog Brodden i Invita- tionstalen neppe have undgaaet at være bleven følt, i hvor til- hyllet den end har været med Eloqvenzens Blomsterfylde. Eller indbilde de gode Frederikshaldere, at H. M. Kongen ikke veed bedst Selv naar Omstændighederne tillade ham at opfylde Grundlovens § 11, men at han behøver deres Paamindelse? De vidste desuden forud, at H. M. ikke kunde besøge Norge denne- gang; thi de havde gjennem Statssekretær Due faaet den Op- lysning. Og om det nu end var saa, at H. M. yttrede at det alligevel vilde være ham kjært at see disse vore Dages vel- artede Fredrikshaldere, saa burde de fundet paa noget andet at tale om end en Invitation, som de vidste der ikke kunde blive noget af, og som saaledes kunde paadrage dem Skinnet af uoprigtig Høflighed. -- Under 26de d. er Generallieut. m. m. P. R. Fleischer ud- nævnt til Statsraad og beordret at overtage Armeedepartementet. -- I Mbldt har en Indsender underrettet om, at den nye Kongebolig er revnet fra Fundamentet af ved Hovedfacadens højre Fløjs første Vindue. Dette maa nu være som det er, saa betvivle vi dog ei, at Revnen, om den end er noget stor, ganske vel kan udfyldes med det Guld, som de idelige Forandringer i de forskjellige Arbeider ved Slottet koste. Mestrene foretage disse efter Akkord, men dette er ikke Tilfældet med Omkalfatrin- gerne, og derfor gaaer det ved Kongeboligen som man kunde vente og som det pleier at gaae ved slige Foretagender. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 9. nov. 1837. -- Ved en Kgl. Resolution, af 30te f. M., er det bleven tilladt toldfrit at indføre Potetes fra Udlandet indtil Slutningen af Juni Maaned næste Aar. -- 4de Novbr. gik over iaar ligesaa fri som ellers for andre SIDE: 313 Høitideligheder end de befalte. Disse ere, som bekjendt, en Garnisonsparade for Unionens Yndlingspode Baron Wedel, et trægt kommanderet Hurra under en Kanonade, som kun be- røver Dagen Venner imellem Borgerne, fordi den hvergang sprænger nogle Vinduer for dem og gjør deres Vognheste løbske, saa -- hver slidende til sin Side den ulykkelige Vogn -- isandhed fremstille Kontrasten af en god og lykkelig Union, og endelig en pligtmæssig, kjedsommelig Middag hos den anden Wedel, Statholderen. Videre gaaer ikke og gik ikke Højtidelig- holdelsen, uanseet hvad Morgenbladet fortæller om at den i Studentersamfundet feiredes ved et Aftenselskab. Dette for- holder sig nemlig ikke saa. Løverdagsaften er Forhandlings- aften, og da pleje Saamange at improvisere et Gilde, som tegne sig paa en fremlagt Liste. Denne omnævnte ikke, at Dagen skulde feires, og det Dusin Liebhabere til et Glas Punsch tænkte neppe paa Dagen før En gjorde opmærksom paa, at man paa en nem Maade var kommen til at faae et Lag netop paa 4de Novbr. Er det idag? spurgte flere end Een. Og "Ja skam!" svarede færre end der spurgte. Dette Sammentræf maatte da benyttes til en Skaal, som man da -- saavidt erindres -- fik i følgende bifaldsværdige Form: "Gid vi aldrig maae komme i Kollision mellem vor Eed til Friheden og Forpligtelsen til Uni- onen!" I dette fromme Ønske har Proponenten Ret; men ikke i at gjøre stort Væsen af ingen Ting og i at give en forhen saa feteret Dag i dens nærværende Magerhed til Priis for Ironien. Og Ironi ligger der i deslige Overdrivelser og den latterlige Høitideliggjøren; og for Gud i Skaalen selv og i Avisfanfaren efterpaa nok af Spot med -- "Leve 4de Novbr.!" saaledes som denne Dag i de Aar, da Folket gav sig meget af med at haabe, levede i Pragt og Herlighed, i Transparenterne og Borgernes illuminerede Vinduer. Det er da ligesaa grusomt at forkynde Verden, at denne Feiren nu er reduceret til at en Haandfuld Studenter tilfældigviis drikke et Glas Punsch sammen og at støde den igjennem med en spydig Skaal, som det er urigtigt, at tillægge Deeltagerne i hiin Løverdagsbolle en storpralende Hensigt dermed, som var dem fremmed. Vi antage nemlig, at norske Studenter, om Dagen skulde fejres af dem og i Samfun- dets Navn og under Resiko af at Festen publiceredes i Mbla- SIDE: 314 dets officielle Rubrik, vilde have gjort dette paa en Maade, som kunde fortjene at nævnes anderledes end som en jammerlig Kontrast til Syttendemaifestene og de forrige Højtideligheder paa 4de Novbr. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 12. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Hvorledes denne Række af Kjeltringstreger kunde blive til, og danne et Liv, er mig klart nok, naar jeg veed, at Gemyttet var til, som kunde udtænke og udføre dem. Men hvorledes et saadant Gemyt kunde blive til ved en almindelig menneskelig Forening, var mig langtifra klart. Efterat have udtømt al for- nuftig Gjetning, og fundet liden Støtte i den bibelske Ban- lysning over Undfangelsen, har Fantasien ledet mig paa en Vej i dette Mørke, ad hvilken jeg dog er kommen til en Slags Ud- gang, hvor et Dagslys, jeg gyser for, er falden over hans Til- blivens Mystèr og har forklaret mig Gaaden af saa bundløs en Slethed, saa forvorpent et Liv. Hver Den, som finder den For- klaring tilfredsstillende, jeg har dannet mig, over hvorledes han kunde blive saa, vil idetmindste intet urimeligt finde i de Skiz- zeringer af endeel af hans Bedrivter, som skulle udføres paa disse Blade. Og omvendt, læste man disse først, vilde man, som jeg, studse ved at maatte gjøre sig Spørgsmaalet: er dette Menneske et Menneskebarn, som vi Andre? og af Agtelse for Menneskeheden føle sig tilbøjelig til at forklare sig hans Til- bliven omtrent som jeg, og til saaledes at antage, at slig Ond- skab maa være kommen som Ondskab til Verden, at den er født i noget værre end Skrøbelighedssynd, at noget Ondt paa en overnaturlig Maade maa have blandet sig i hans Tilbliven, og at en rædsom Forbrydelse maa have gjort sig frugtbar i hans Tilværelse. "Det er Djævelskt!" "Han seer ud som en Djævel." "Han maa være en Djævel!" o. s. v. hørte man ofte om denne besynderlige Karakteer, mens han endnu rasede i sin Ondskab før han forsvandt, og, som man paastod, efterlod sig intet andet end en ond Lugt. Men Folk med slige Udraab tænkte kun lidet efter, og, saa nær de end vare førte Sandheden af Med- lidenhed eller Skræk, vare de dog revne den forbi. Thi han SIDE: 315 var kun et Stykke af en Djævel; ikke ganske en Djævel. Han havde mange menneskelige Skrøbeligheder, der hos ham vare Dyder. Han sov og spiste og dobblede, og der var Afbrydelser og Pusterum imellem hans Ondskaber, hvori man ikke saae mere til noget Djævelskt (at sige naar man ikke saae ham i Ansigtet, der i slige velsignede Mellemrum saae ud som en ud- maset Sky, naar den brygger og ælter sig op til et nyt Uveir) end til Padden inde i Stenen, skjøndt den kan sidde der lige friskt i tusinde Aar. Huggormen sniger sig ikke altid i de uskyl- dige men taabelige Lærkers Reder paa Jorden eller klattrer op i Iriskens, fylder det med sine væmmelige Ringe og dræber Moder og Yngel og lader Faderen døe af Sorg (og med Ingen- ting havde Han og hans Gjerninger saamegen Lighed); ogsaa Huggormen har fromme Øjeblik, hvori han borer sig ind i sin Klipperevne, og hvori hans List slumrer og hans Gifttænder hvile. Men hine Letskræmte og Blødhjertede med sine Overdrivel- ser burde vide, at netop disse høre Fanden til, og at han har hævdet Ret til at bortklippe disse fra selve Dyden. Middelvejen tilhører Sandheden, og jeg har søgt at skaffe denne tilveje ved at iblande saameget Uskyldigt og Menneskeligt, som nogenledes kunde gaae an, for at faae sig den Forklaring ud over Mulig- heden af et saadant Væsens Tilbliven, som nu faaer lade sig høre i Ouverturen til Zobolam. (Strandbred med en Hytte. Ayanna, en ung uskyldig Brud, speidende ud- over Havet. Lurifax, en ond Aand, svævende derover i en Maages Skikkelse.) Ayanna Maatte min Brudgom komme hjem i Aar, da gav jeg til Stormen mit Fagerhaar. Du vildfløjne Maage, mød ham! fortæl: mig længes, mig længes tildøds min Sjel! Maatte min Brudgom komme hjem i Høst, da gav jeg til Øxen min Finger med Lyst. Du vildfløjne Maage o. s. v. SIDE: 316 Kom han, o kom han om en Maaned hjem -- tag Fingeren, Bile, ja alle fem! Du vildfløjne Maage o. s. v. Kom dog min Brudgom i en Ugestund, min Fæstensring gav jeg til Havsensbund. Du vildfløjne Maage o. s. v. Kom han, o kom han om trende Døgn, da Djævelen gav jeg til Priis en Løgn. Du vildfløjne Maage o. s. v. Min Brudgom, o kom du imorgenqvel, jeg brændte min Bedstemors Evangel. Du vildfløjne Maage o. s. v. Min Brudgom, om kom du idag, idag! -- -- (Bliver staaende med udbredte Arme, i Tanker.) Lurifax (Svingende nær hende) Da gav du en Djævel dit Favnetag. Ayanna Du hvinende Maage, mød ham! fortæl: mig længes, mig længes tildøds min Sjel! Lurifax Ha, Qvinde, du vinder en Djævels Behag. At Jorden har Slige, det volder mig Nag. Ayanna Han sidder vist nu paa sit kantrede Vrag. O Gud, du forbarmer dig ikke idag! Du hvinende Maage o. s. v. (Lader Hovedet synke.) Lurifax (Svingende ovenover hende) -- -- Vellyst? Den har dog Jorden ene: det Mudder, Skabelsen har levnet om dens Stene, og hvori Alting groer. SIDE: 317 Dens Vee har Helved vel, men Himlen ei dens Sødme. Thi daler Englen ned, som tørstig Fugl til Bækken, ned i et Hjertes Rødme, at lædske sig derved. Men da flye'r Satan til, og Englen fangen er, . . det glimrer henad Bækken.. det er ei Nymfeblommer, ei Bladefald fra Hækken, men stakkels Engels Fjer. Bedækk't med denne Pragt, mens Satan staaer i Sivet, gaaer denne Vellystflom, som driver hele Livet og Skaberhjulets Tag. Dog pladske Helgner der; Platoner stirre til de glide ud med Foden, og mellem andre Vrag Platonens Pande slaae's mod Lais'ens Bryst iqvag. -- Se der har atter jo en Engel sat sig ned, at smage Jordens Lyst med sin Uskyldighed. Var Glæden altfor kold, som du i Himlen nød, da du har byttet den med Qvindens varme Skjød? Du længes mod din Lyst, du længes; thi du smagte. Dog du et Under er; thi du er lige reen, dit Øje lige klart, dit Hjerte lige sagte, som om din Sjel ei drak, men kun dit Kjød og Been. Indbild en Djævel ei hvad Engle neppe troe! Siig ei du pletløs kan i Livets Lyst dig toe, at du, som elsket har, endnu er reen og skjær som Erlen, paa hvis Fjær, de oljeskinnende, ei klæbe kan en Draabe, at du, endskjøndt du baded dig i det samme Vand, som sveed Alcidens Kaabe, ei bærer mere Præg deraf end Rosenbladet af Duggen, som det bar, men som en Vind bortstrøg. Velan! jeg vil ei see den Dunkelhed, som fremmed sig spreder i dit Blik, den hede Længslers Røg, ei Sukkets Klang forstaa, skjøndt grant jeg hvert fornemmed, SIDE: 318 ei maale Taarens Vægt, skjøndt tyng're end Metal, dens Glød ei føle, skjøndt mod den er Lavas sval. Jeg intet vide vil af hvad jeg veed, men tænke, at du Ayanna, reen som Helliggeistens Enke, [fotnotemerke] er eneste iblandt de skabte Qvinder, som, i Elskers Favn har frelst dit Hjertes Jomfrudom. Ha, er det saa -- Velan! da er forloren Du! Thi Dyd og Angrens Jammer optænder blussende i kloge Djævles Hu en vild Begjærlighed, der ligner Bryndens Flammer. Du er forloren.! Med Jomfrulighedens Slør, med dette Hegn af Traade du dig omspunden troer med en indviet Fred.. Haha! ei usselt er det Net; thi hundred Fristere, der troe det skjørt og let, bli'e hængende deri, som Fluer, uden Naade; men Hundrede og Een dog bryder gjennem det. (Maagen svinger udover Havet; i Horizonten berører den Vandskorpen, spreder Vingerne ud; de voxe; den faaer et utydeligt Udseende af en Snekke for fulde Seil, som bestandig kommer nærmere. Ayanna sprin- ger op og anstrænger sit Syn.) Ayanna (Med et Glædes Skrig) Det er ham! (Med uvilkaarlig Latter) Det er ham! (Under voldsomt Graadudbrud) Det er Ham! . . O Gud Ti Aar af mit Liv kan du slette mig ud. (Snekken synes tydeligere. Den nærmer sig. Lurifax staaer i Stavnen som en ung Sjømand) Ayanna (vinkende) Lorenzo! Lorenzo! Han hører mig ei. Men tregang han vinked, og tregange jeg. Lorenzo! Lorenzo! Men Himmel! hvor Han dog rasende seiler -- ret lige paa Land! Fotnote: Der Teufel spricht. SIDE: 319 Sjømanden (fra Stavnen) Mit Skib hedder "Maagen". Som var det af Fjær, det gaaer over Brænding og Baaer og Skjær. Ayanna Han raser. Han knuses . . Sjømanden Lad seile paa Grund! Thi, Elskte, mig længes et Kys paa din Mund. Lad Snekken gaae under idet den naaer Havn! Thi, Elskte, mig længes at ta'e dig i Favn. (Skibet strander; forsvinder, efterladende en blodig Stribe paa Stranden. Sjømanden er sprungen af, og har Ayanna i sine Arme.) Ayanna (Kjærtegnende) Hvor bruun du er, Elskte? Meer mørkt er dit Blik? Sjømanden Jeg tiende Gang under Linien gik. Ayanna Men tyd mig, Lorenzo, din Snekke har blødt. Sjømanden Tildøde min Kjøl har en Havslange stødt. Ayanna Min Ring -- ak, Lorenzo, vort Kjærlighedsbaand, den sidder ei meer hvor den sad paa din Haand? Sjømanden En Sjørøver tog den; thi Ringen var Guld; men knap var han væk før han seiled omkuld. Men Haanden, som bar den -- se den har jeg frelst! Kom, Elskte, den veed jeg du vælger dig helst. (Fører hende ind i Strandhytten.) SIDE: 320 (Morgen. Snekken vipper ved Stranden, Lurifax som Sjømand ilende ud af Hytten.) Lurifax (Med et Blik paa Hytten) -- -- Saa. Denne Høstnats Fryd og saa Nimaanedsvee, og fromme Qvinde, Du, som midti Vellysts Favn bevarte Jomfruhu til det bedaarte Nu, der med dit Psycheslør hensvandt i Luftens Øde, en værre Djævel skal end mig til Verden føde. (Springer ombord. Snekken fjerner sig som den kom. Naar den har naaet Horizonten vexler dens Udseende med en Maages, som skrigende nærmer sig Stranden. Før Forvandlingen er foregaaet er Ayanna styr- tet ud af Hytten) Ayanna Lorenzo! hvor er du? For Guds Skyld! svar! Lorenzo! vidste du, hvor svært jeg ængstes. Lorenzo! Mand! Hvor du kan være haard! Med Natten maa han have mig forladt i samme Stund, da jeg i Halvdrøm syntes en iiskold Slange strøg sig paa min Side -- den Samme netop som i Paradiset forførte... (Seer Snekken) O Barmhjertige! (Synker i Afmagt) (Vaagnende) Ret saa Lorenzo! Skjær mig med din Kjøl, som den har gjort med Havets Slange, meer uskyldig end jeg nu. Men skjær til Hjertet; thi dette Qvælende jeg ei udholder. (Raaber) Lorenzo! Lorenzo! -- Forbandede Storm, som sluger Navnet, saa han ei det hører! Da kom han.. Nei, det er jo stille: Hans Navns forgiftige Udaanden qvalt har Luftens Liv, og for hans Aasyns Billed er Bølgen stivnet i Forfærdelse. Al Havet synes tungt og blankt som Qviksølv. SIDE: 321 Dog jager Snekken fort som henad Iis, og kun hvor den er faret hen, kun bag den sig letter Bølgen til et Aandedrag. . . Lorenzo, flygter du? for Alvor flygter? Ak nu det sidste Flig af Seil gaaer under. Nei, nei! det kommer hid . . . Ak, kun en Maage sig svinger op fra Punktet, hvor han svandt. Velkommen, Fugl! Du kommer dog fra ham, fra ham, som . . o du græsselige Nat, som skjænded med dit fule Mulm et Liv, du Moder til et Helved! Fæle Nat, hvi blev du evig ei, og ei begrov din Synd i egen Dybde uden Bund? Nu stikker den som sletbegravet Liig i Dagen frem, som ei Du burde havt. Thi Morgens Klarhed er et Speil hvori du seer din egen Fælhed og besvimer, til du af Aftenvinden gjenopvækkes. Da kom, Lorenzo, atter paa din Snekke, som bløder Stranden ud, og gaaer i Havblik for fulde Seil -- Da kom, du Djævel -- ha, om ret jeg ahner at du er en Djævel -- da kom du elskte Djævel, og jeg skal forbyde mine Hænder, Mund og Bryst al Mulighed at bede . . . Kan jeg bede med disse Hænder vel, som ømt har trykket den onde Fristers Kløer til mit Hjerte? med denne Barm, som varmte Slangekongen? med Munden, som har kysset Guds Forbandede? med Hjerte, som kan elske onde Aander, fordi de ligne den jeg engang gav det? (Fortvivlet, rivende sit Haar af sig, kradsende sin Barm.) Ud, Hjertetorn, for mine Negles Saar! Ud, fæle Minde, ud med disse Haar! Lorenzo! Djævel! Tog du hvad du lysted, saa tag da og mit Hjerte ud af Brystet! SIDE: 322 Tag Troskabsringen! Du har din jo glemt. Min har jeg bedre selv end Dyden gjemt. (Slænger sin Ring tilhavs. Flygter.) (Forts.) Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. nov. 1837. -- Morgenbladet, som er saa taalmodigt under Rigstidendens og den Kstnelles Dødningenap, har ikke taalt Statsborgerens billige berigtigende Anmærkning til dets Beretning om en 4de Novbrfest i Studentersamfundet. Da det gaaer til Bekjendelse i Hovedsagen, nemlig at det Lag, som den 4de Novbr. afholdtes af endeel Medlemmer af Studentersamfundet ikke var anrettet i Anledning af Dagen, bekymre vi os ikke om at vederlægge dets Skolemesternote om at Stbg. bør betænke hvad den kan skade eller gavne ved Skriverier, der røbe en saa "tvetydig Tendenz." Stbg.s Tendenz er Sandhed, og derfor betænkte vi os ikke paa at berigtige, saavidt vi kunde, den feilende Mening, som Mblts Beretning gav Anledning til der kunde opstaae baade i Sverrig og Norge om Anlægget og Betydningen af hint tilfældige Lag. Vi forstod den idetmindste som om der virkelig havde været Samfundslag i Anledning af den 4de Novbr. Flere, som havde faaet det Samme ud, spurgte os med Forundring, om Saadant virkelig var skeet. Vi erkyndigede os da om Sammenhængen, og fandt den at være følgende: Samfundets ordinære Forhand- linger halte Tiden ud indtil nær Midnat. Intet hørtes om at nogen Novemberfest nu skulde begynde. Et Snees Medlemmer besluttede at blive tilbage sammen forat indhente den forsømte Aftensmad. Dette skete under et Glas Punsch; og da 4de Novbr. var seilet vel af, og man befandt sig et Stykke inde paa Refor- mationsfestens Gebeet, erindrede man, at den mærkværdige Dag saa nylig var hengleden, og saa sendte man den hiin Salut, som vi, længe før den blev udbragt, have ønsket indsat mellem faste Skaaler. Af samme Grund var det rimeligviis ogsaa, at de Tilstedeværende anmodede Udbringeren om at offentlig- gjøre den. Dette er 4de November-festen i det norske Studen- tersamfund i 1837 i nøgen og mager Sandhed. SIDE: 323 Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 16. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. II. Ouverturen. Det Indre af Helvedes Kathedral, bygget og smykket efter Enhvers Fan- tasi. Dog bør ikke glemmes en Kongestol med et Par glotindrende Øjne i ligeoverfor Prædikestolen. Talrig glimrende og buntet Forsamling. Ypper- stepræsten Blasfemiel trinende op til Højalteret. Lurifax som Chordegn. Blasfemiel (messende) Nu Achab! Verres! Clive! og Hastings og Tiberer og giftige Brinvilliers! omfavner Satans Fod! Fordømte, triumferer! Thi alt et Hjerte bærer den Zobolam, hvis Daad skal overskygge jers. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Thi over ham et Folk saa hvinende skal klage, at af de Tordner, som i eders Sjele brage en Klang blie'r kun igjen, hvis sidste Tonen blidt i Himlen svinder hen. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Ja, favner Satans Fod! Thi, træt af Jer at pine, har Han i Jomfrublod nu avlet sig en Søn for at forløse Sine. Seer gjennem vor Rotunds krystalne Tag af Hav et Næs af hviden Sand sig skyder frem, der ligner en Strime af en Sky, som, tungt belæsset af det vrede Uvejrs Skyds, mod Husets Gavle digner . . SIDE: 324 Der staaer jert Bethlehem i usle Fiskerhuus! Nedknæler, I Fordømte! Snart see I Bunden af det dybe Vredens Kruus, som I i Sekler tømte. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Dæmoners skumle Smiil den Glorie være, som i Djævlesonerens veefulde Fødselsnat, hans Vugge krandse om! Lurifax. Amen! Blasfemiel. Basunen som ham hilser, den er Fordømtes Skratt. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Og onde Skygger, som ei lærte Kløgt hos Gud skal være Østens Vise, som komme for at prise den Zobolam, hvis Skyld skal slette Helveds ud! (Rædsom Jubel) (Ayanna i en sorggiven liggende Stilling bag et Buskads paa en Hede. Tre respektable Koner mødes) 1ste Kjærring -- Nyt, Koner, Nyt! glædeligt Nyt! Ikke til Byen med Ræger og Melk idag, men med Nyt . . Nyt især for Jomfruer. 2den Kjærring Hvad da, Sybille? Hvad Nyt? Fortæl! Hvem er druknet? Hvis Huus er brændt? Hvis Ko har kastet? Er En forliist? Hvem er forliist? Saa tal da! tal da, i Jøssu Navn! SIDE: 325 3die Kjærring . . Mand og Muus ja -- hvem er forliist? Fortæl, fortæl! 1ste Kjærring Aahaa! Værre end det! Bedre end det. Den dydige Ayanna, som knapt vilde see paa os, . . Tvi! Tvi! Tvi! siger jeg. Begge de Andre Ja, vi med. Tvi! Men hvad er det da, Moer? 1ste Kjærring Ei, tænk engang - hvorlænge har nu hendes Trolovede været borte? Begge de Andre Over Aaret, over halvandet, indpaa To. 1ste Kjærring (Med Gestus) Og nu gaaer hun som saa . . paa faldende Fode. Begge de Andre Tvi! Haha! Godt Nyt! 1ste Kjærring Ja, godt Nyt; men halvandet Aar har han været borte, to Aar, paa det tredie. Godt Nyt! Afsted til Byen! Begge de Andre Afsted, afsted til Byen med godt Nyt! (Ile bort ad forskjellige Kanter.) Dette var ogsaa en ny Iskjænken i den ulykkelige Ayannas Lidelsesbæger, som var diabolisk nok i Hensigt og Virkning, omendskjøndt Djævlene her virkelig vare undskyldte; og den kom fra Menighedens frommeste og gudhengivneste Kristinder. Ayanna havde forladt sit Hjem, for at skjule sin Skam. Paa Heden, hvor hun troede sig ene, erfarer hun nu, at hendes gode Navn var forloret. Hendes Skjændsel var bedre bevaret i alle Vindes Sæk end i een af hine fromme Qvinders Mund. Hun kunde ikke skrige, da disse adspredte sig til Fuldbyrdelsen af SIDE: 326 sine kjærlige Hensigter. Det Stadium i Fortvivlelsen indtraadte, der udfyldtes af den Sløvhed, som ikke kan fæste Tanken paa sin Elendighed, og ved hvis Taarer, der ikke er mere Smerte end ved Vandet, der siler ud af en Klippe. Et Uveir, som jog lavt henover Heden, Stormen, som bøjede Sandpilen, bag hvil- ken hun havde skjult sig, og berøvede hende Dækket af dens Blade, Regnen, som fyldte hendes Leje i Sandet, drev hende ikke bort. Ayanna slumrede under alt dette. Hendes sjelelige Lidelser medførte en legemlig Udmattelse, en Søvn, hvori hun ikke engang kunde drømme. Sjelen var besvimet. Legemet aandede i den lethargiske Søvn, kun hørligt for Tudsen, der sad imellem Pilerødderne og hele Natten fæstede sine Øjne paa den Fremmede. (Forts.) Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 16. nov. 1837, -- H. M. Kongen har naadigst bestemt, at de Kristiania Kom- mune skjænkede 1835 Spd., -- hvilken Sum, som forhen be- kjendtgjort, udgjør Taxationsbeløbets Overskud over det H. M. har givet for Ladegaardsøens Hovedgaard -- skulle anvendes til et Asyl eller Opfostringsindretning for smaae Børn. Da her- til ansloges at ville medgaae 133 Spd. aarlig, og Renterne af bemeldte Sum saaledes ikke strække til, har H. M. end videre skjænket til Oprettelsen af et Asyl 60 Spd. aarlig i 5 Aar. Det skal forenes med Eugeniastiftelsen og kommer saaledes under Bestyrelsen af Fru Schandorff, som i Rigstidenden underretter om, at hun har indladt sig paa denne Udvidelse af sin Virksom- hed og af Stiftelsen, hvor der tilbydes passende Lokale for 24 Børn. Dette Antal forslaaer lidet i en By med saamegen Elen- dighed i sine Forstæder som Kristiania, i hvis Gader forskyldt og uforskyldt Armod rundtomfra er vant til at slippe sin nøgne Yngel som paa Beite. Asylet kan forsynes paa een Dag, om 24 af de Spædeste af disse vanrygtede Børn, som ikke tør komme hjem i Rederne paa Enerhaugen og andre Steder uden at have noget med til de forvorpne Forældre, uden videre at spørge disse, der synes ikke at bryde sig om dem, bleve ind- hentede fra Gaden og frelste fra dens og deres Hjems Fordær- SIDE: 327 velse. Og maaskee var denne Maade ikke at forkaste. Disse Børns Nød er unegtelig den største; i moralsk Henseende gan- ske vist. Men hvor indknebet er ikke dette Antal af 24 i For- hold til Trangen? Og det er dog unægtelig større end man kunde holde det muligt for saa knappe Ressourcer. Og fra hvilken Kant skal man kunne vente disse udvidede? Kongens Godgjørenhed gaaer vidt, for vidt mod en Kommune, hvor den aldrig vækker Folk, som have Evne, til Efterligning, og hvor man fast aldrig mere seer rige Medborgere at skjænke noget betydeligt til velgjørende Øjemed eller til Noget hvoraf Byen kunde have Ære og Nytte. Sligt kunde hænde i gamle Dage. Denne storstilede Velgjørenhed mod det Offentlige, som ud- randt af Religiøsitet og Medborgeraand, er uddød. Testamen- terne have ikke længer saadanne Punkter og Poster. Heller ikke hos Mængden, som dog kunde afsee noget lidet hver, sid- der Godgjørenhedsskjærven saa løs som tilforn. Fra den er heller ikke meget at vente. De altfor mange offentlige For- lystelser og den vakte Tørst derefter gjør, at kun meget Faa troe at have et lidet Bidrag tilovers til en Indretning, de ellers erkjende nødvendig. Udgivten for en Theateraften kunne de ikke afsee. Forlystelser af alle Slags ere blevne en Nødven- dighed, og -- næsten alle de smaa Næringskilder, som skulde tilflyde en velgjørende Indretning fra Fleerheden, fra Dem, som have nok og lidt til, ere udtørrede. Feile vi ikke heri, troe vi ogsaa at have Ret i, at det ikke var mere end billigt, at de Slags offentlige Forlystelser, som opsluge hvad der ellers for en Deel vilde tilflydt Nøden -- og imellem disse har Theatret den første Plads -- burde beskattes, f. Ex. med en Aftens Ind- tægt nu og da til Fordeel for Indretninger, der have Krav paa Understøttelse fra Publikum. Imellem disse er da Asylet for Smaabørn. -- H. M. Kongen har naadigst modtaget Tilbudet af en sær- egen Loge for hans Hofpersonale hersteds. Nu har man da en Hofloge, hvori Theatrets Aktieejende skal have den Ære at give Baron Wedel m. Fl. Gratistpladse. Man tør haabe, at Enhver af Hofpersonalet iagttager det Dekorum aldrig at indfinde sig i Logen uden som Hofembedsmænd d. e. i Uniform. Saaledes faaer man da et Slags Dekoration til i Theatret, og det en ret SIDE: 328 smuk og behagelig svensk farvet. Et Par Loger til burde upaa- tvivleligen indrømmes Hofpersonalets Beslægtede, Venner og Huusgesinde, ligesom det heller ikke var formeget, om Alt hvad der hedder Wedel og Hs. Exc. Rigsstatholderens Tjenerskab erholdt Friloger. -- Atter er en Kassemangel opdaget. Dennegang er det hos Fogden Sahlqvist i Mosse Fogderie. To Departementsfuld- mægtiger ere didsendte for at foretage de fornødne Under- søgelser. -- Skrækkelige Storme have opfyldt Kristiansands, Arendals og flere af Vestlandets Havne med Havarister, der have lidt betydelig Skade. Selv en nederlandsk Korvet er dette Til- fælde med. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 19. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Ouverturen. Ogsaa Ayanna maatte vaagne engang; thi den Barmhjertig- hed er sjelden, at et Menneske, der slumrer ind af Udmattelse under sine Lidelser, ikke skulde vaagne til dem igjen, naar nogle elendige Blodkar ellers have Styrke til endnu at holde sammen. Ayannas Sjel vaagnede ikke med hendes Øje. Hendes Hoved følte Solen brænde før hun erindrede sig hvor hun var og hvorfor hun var der. Men der, i Nærheden af sin Faders Hytte, kunde hun ikke være siden hendes Skjændsel var kom- men i de tre Matroners Mund. En frygtelig Tankerække lod sig følge fra det første sløve, blyfarvede Blik til et flammende Sort voxende opfyldte det, til det forvildet lod til at søge noget om- kring sig. Ak, det maa have søgt Døden og ikke fundet den paa denne Hede med den afbladede Pilebusk og Vandpytten, som lod Frøens Ryg tør, naar den sad deri -- saa matfarvet bliver det medeet, saa taageagtig er denne Sorgfuldhed paany, som stirrer ud af det. Og endnu kan Ayanna tænke paa Andre? hendes Sorg have Ømhed for Andres? Hendes Øje følger jo med en Naturforskers Opmærksomhed, hendes Øre lytter jo spændt, somom Intet i Verden havde større Krav paa hende, SIDE: 329 paa Rørdrummen, den hæslige Fugl, Lygtemandens Følgesvend, der skriger fordi Stormen har trillet et af dens Æg ud af Redet og ned mod Pytten, hvor Snog og Padde lurer. Rørdrummen er øm, saa styg og forhadt den er; den vil ikke miste eet af de mange, som den har faaet forat give Liv og pleje. Ayanna er øm; hun har ondt af Rørdrummen, den Hedens og Mosens For- bandede, der skriger som onde Aander, og hun tager dens Æg op, varmer det i sin Barm og ved sin Aande, og den vilde Fugl flyer ikke, mens hun lægger det i Redet. Uskyldige Mennesker, om de end ikke ere skyldløse, forstaae altid Naturen; og Ayanna var, efter vor Mening, uskyldig, skjøndt hun var det Skrækkeligste, Verden veed: en falden Pige, en, som havde hengivet sig sin Trolovede i Gjenforenin- gens Øjeblik, og skjøndt hun nu, bedragen, bar en Be- dragers, en Djævels Barn under sit Hjerte. Selv den grusomste eller helligste af alle Religioner, den mest farisæiske af alle Sekter skulde dog ikke negte, at hun var god, saa god og øm som nogensinde, som nogensinde et Menneske, og maaskee blø- dere end tilforn. Hun forstod Fuglen og Naturens rige Sprog i dens vilde Ømhed. Hun vilde ikke mere døe; thi hun døde ikke alene. "Gud vil ikke, at jeg skal døe," var hendes fromme Tanke i den mest dogmatiske Form, da hun ilede over Heden forat flye og skjule sin Skam imellem Fremmede, i den store By, hvor man ikke rødmer over det Beskjæmmende. Endnu besad da Ayanna de Qvindehjertets Klenodier, som selv ere kostbarere end Qvindens fysiske Uskyldighed, som Mændenes egoistiske Forfængelighed har tillagt en kunstig enorm Priis ved at sætte den ved Siden af Moderømheden og Religiøsiteten. Disse ejede Ayanna, da hun kom til den store By, hvor man ikke rødmer over det Beskjæmmende. Ak, Ayanna, den samme Storm, som hvinede over dig paa Heden, blæste din Lorenzo lykkeligt i Havnen, riig nok til at kunne gjøre Hytten paa Stranden saa smuk, at han kunde føre dig ind der, selv vakrere, mandigere, trofast og glødende af Elskovsforhaabninger. Men de tre Matroner havde været der. Lorenzo havde faaet nok. Han var forsvunden; Ingen vidste hvorhen. I Sandet vare ingen Fodtrin, og Spor i Bølgerne ud- slettes snart. SIDE: 330 En Djævel havde krænket Ayanna; og dette var ikke det værste. Saa gjøre jo Menneskene ofte. Fornemme og rige Folk iklæde sig en Elskers Skikkelse, gaae omkring og forføre Fat- tigfolks uskyldige Døttre. Hvad værre havde Blasfemiels Tem- peltjener gjort? Og dog ville Mange som have gjort det samme og pralet deraf, holde Fortællingen for overdreven, fordi den, med partisk Kjærlighed for Menneskeslægten, tillægger en Dæmon en af dens egne Ugjerninger, hvoraf tusinde skee paa Jorden mens denne Pen løber Linien ud. Og -- hvad der er det værste -- hundrede af disse tusinde skee ikke af menneske- lig Lidenskab (thi Mennesker af stærke, naturligt sunde Liden- skaber ere blevne sjeldne) men enten af dyrisk Sløvhed eller kold, ægte dæmonisk Beregnen og indgroet Lyst til at besvære den Taabelige og forføre den Uskyldige, som man troer tilhører en Slægt i Menneskeheden, som ikke har dennes Følelser eller Ære. Denne er Armodens og Uvidenhedens moralske Neger- race, der har den Egenskab at kunne producere stærke Sønner til Arbeide og vakre Døttre til Vellyst for de Klasser, hvis Børn ere Gardeofficerer, Hofmænd, Riddere, Diplomater, Banqviers, Aspiranter til Æresposter, Adels- og Gentlemen af forskjellig Rang og Navn. Da Ayanna naaede Hedegrændsen, var ethvert Spoer af Lorenzo forsvundet. Han har rimeligviis foretrukket et Øjebliks Død for at føle Qvaler værre end Dødens hvergang han i et langt Liv maatte tænke paa sin uoprettelige Ulykke. Han var et Menneske af naturligt sunde Lidenskaber, og er sandsynlig- viis død med en Forbandelse over Ayanna, den Troløse, som troede at have opoffret sig ham. Men da har han og i næste Sekund, da han saae hendes Ulykke foretrukket Helvede for Himlen, for der at søge dens Ophav og Hevn for Ayanna. Dog lod Djævelen Lurifax hende beholde det Bedste: hendes Tro og Haab til Gud. Et Menneske berøvede hende ogsaa dette, et Menneske et af de mange, som med glotændt Begjær efter "Skjønheden i Sorg", efter den øjensynligt Faldne, men "uende- ligt interessante Landsbypige, som ikke veed hvor hun skal gjøre af sig" begloede Ayanna, da hun gik ind i den store By, hvor man ikke rødmer over Skammen. "Aha! der er adskilligt tilbage!" "Netop Saadanne falde i SIDE: 331 min Smag." "Præstens Datter i Taubenhain udentvivl?" "Seer jeg ret paa hendes lille Habengut, vil der blive godt Kjøb" -- saaledes talede de Begloende. En af dem, en sortklædt, lang, smekker ung Mand med et Par Guldbriller fulgte hende, da hun satte sig under et af Træerne i Indkjørselsalleen og græd. Den Sortklædte (bøjende sig venligt) Min kjære Kone, eders Graad mig smerter. Ayanna (seende paa ham, ryster grædende hans Haand) Ak, gode Menneske! -- Du er det! Den Sortklædte Dog har jeg ikke Graad for dig, men Tanke. Qvæl Smerten med en Tanke. Det gaaer an. Ayanna (ryster paa Hovedet) Forgjæves! Gode Menneske -- I er det! Den Sortklædte Saa haaber jeg. Dog er jeg ei som Andre. Jeg sørger ei. Jeg kan ei. Thi jeg vil ei. Ayanna (seer forundret paa ham) Hvorledes? Den Sortklædte Oprør gjør jeg ei mod Gud, om han mit Liv med Sorger end beskatter. Ayanna Oprør? mod Gud? Gid han ei hørte det! Den Sortklædte -- Men altid gudhengiven lader jeg mig drive af de store Skjæbnestorme, der gjøre af de Dødeliges Planer kun uberegnelige Sandfigurer. Men Dyd og Viisdom være just som Vimplen. Thi hvor er Strid imellem Vind og Vimpler, SIDE: 332 var dette Hav med slige end bedækket? Men hvor er Fred imellem Almagtsviljen, og usle Dødeliges? Ja, om Jorden eet Menneske kun bar, dog trodsed dette mod Den, der holder Jorden paa sin Aande. Ayanna Sandt! sandt! Dog er du mere viis end god. Misund ei Sorgen Klagen! Meer den har ei. Den Sorg, som ei tør klage, er den værste. Den Sortklædte Velan -- hvis Sorgen tør ei klage: tør ei. Da, som i Trældom al Ulykke skjærpes, saa ogsaa Sorg. Men Sorgen tør nok klage; men bør ei; thi i samme Stund den bøjer med Ydmyghed sig under Almagtsviljen, med Friheds Stolthed sig frasiger den al Jamrens usle Trøst. Ayanna Vel ussel; men naar man ei anden har? Den Sortklædte Du ei mig fatter. Lær Viisdom da af Vimplen! Naar mon slaaes en Vimpel imod Stormen? Og er du i Herrens Viljes Haand vel stærkere end i Orkanen denne lette Strimmel? Hvad Vind saa er, dog bølge alle Vimpler med lige Lethed efter samme Streg, som kom just samme Vind de havde ønsket, for ret med frie Tække sig at røre. Det er jo baade skjønt at see og rigtigt. Ayanna Sandt, sandt! Guds Vilje skee! SIDE: 333 Den Sortklædte Det samme som: lad Herrens Storme blæse, og efter dem sig bøje alle Sind! Ayanna Nu gad jeg sige: mere from end viis I er, saafremt det skulde kaldes Viisdom at baute op paasned saa høit man kan mod Herrens Skjebnestorme. Den Sortklædte Saa ei er det. Men den er viis som from, der følger kun og drejer Sind og Hoved altsom Stormen udbruser over alles Hov'der, skjøndt usynligt kraftig dog fra Almagtsskjødet. Da var jo Alles Liv som Blomsternes, der bølge henad Strømmen. Men Sorg og Ondt, hvad er det uden at denne stærke Storm, hvori den Guddom, som styrer Verden, boer, de frække Hov'der, som vende sig imod, i Fjæset blæser? Vend derfor denne Tankes Hoved bort, som stedse i din Sjel sig reiser, for at see udover Bølgen mod din Mand! Jeg traf det! over Bølgen mod din Mand. Fortørn ei Himlen, som har eder adskilt, ved frugtesløse, ja ved frække Ønsker, som om den Store skulde for et Suk forandre sin Natur og standse Stormen, og for en Taare trække Havet ind! Ayanna (tørrer Taarerne bort) Sandt, sandt; Ak, gode Mand! Den Sortklædte Hvad, om du ønskte dig i Jomfrustand, da Gud dig med din Mand (hvem han bevare!) forente -- var det ei en Trodsighed? SIDE: 334 Ayanna (ryster hans Haand) Uhyre! uhyre! Ak, gode, gode Mand! Den Sortklædte Dog øver du den samme Trods, kun omvendt. Hvad Gud adskilte vil du jo forene? Ayanna Velan -- jeg vil ei sørge. Ei mod Gud jeg kjæmper, men imod mit eget Hjerte. Nu er jeg rolig i mit Hoved. Vel! Jeg troer ei Gud har skabt et Menneske til større Sorg end Fryd. Den Sortklædte Nei -- ei til Kummer; aldeles ei til Sorg! Ayanna Det var formeget. Den Sortklædte Det, som vi kalde Sorg, hvad er det andet end en høist nyttig Ring om Lungen, at den brister ei af Latter, eller og en Ballast, saa ei Frydballonen slingrer. Dog, have vi ei altformegen Glæde, hvortil da Sorg, da ufornødent Onde? Og have vi formegen Glæde, da, fordi os mangler lidt, hvortil da Sorg? Den sande Viisdom byder Eder da, som vel har kjærlig Mand og vakre Børn, men ellers lider under Fattigdom, ei at forøge Manglerne med Sorg. Men Den, som svømmer i Alverdens Godt, bør som en Strand for Lykkens Vraggods, som et Slugdyb, der kan stedse tage mere, sig aabne, saaat han, til Lykke vant, beruses ei af den, ei leer saa høit, at han til Sorgens Pauser netop trænger. SIDE: 335 Ayanna Ja, hvo der kunde. Den Sortklædte Ikke kan; men skal. Thi kunde Mennesket, saa rev det Sceptret af Herrens egen Haand. Her er at skulle. Og Du skal ikke sørge, ikke plette den Verden Gud har skabt saa pletløs. Hvad er din Sorg da? -- fræk Formasten til andet Brug af Livet end Gud vil. Og derfor tør ei Graaden bort alene; men ryk den sidste Sorgens Rod af Sjelen! Ayanna Vel! Jeg er munter . . Ak, jeg kunde synge. Tilgiv mig, du som er derude -- Ak! Den Sortklædte Hvad Ak? Du hykler Fryd for Frydens Skaber? (Forts.) Henrik Wergeland POLITISK EFTERRETNING, Statsborgeren 19. nov. 1837. som er altfor mærkelig til at vi ikke skulle anticipere den fra vor almindelige Oversigt af Begivenhederne. Den nye Konge af Hannover, Ernst 1ste (og, kan jo hænde, den Sidste) er en Biedermann, som gaaer oprigtigt tilværks: han begyndte sin Regjering med at erklære Landets Grundlov ikke bindende for sig; og nu har H. M., ved et Patent, der i hans første Minister v. Scheele har fundet en Tydsk til at kon- trasignere det, uden videre erklæret den ophævet og løst alle Embedsmænd fra deres Eed dertil. En enorm Skjænk af 100,000 Dalers Eftergivelse i Skatterne skal gjøre dette til en glædelig Begivenhed for Folket, om hvis Kjærlighed og Tro- skab, han efter mange Prøver derpaa, fremdeles er forvisset. Kong Ernst seer man, bryder sig ikke om Omveje gjennem Propositioner, naar han vil en Konstitution tillivs. Men gaaer SIDE: 336 Saadant godt, kan man paa flere Steder vente sig Beviser paa Sikkerheden og Varigheden af monarkiske Konstitutioner. Men det er rigtignok en Konge, som har gjort det, og ikke et Folk, og det er nu en anden Sag. Havde et Folk, under denne al- mindelige nedværdigende Reaktion, tilladt sig en lignende Magthandling, skulde fremmede Armeer fra alle Kanter strax være brudt indover dets Grændser. Men Kongen af Hannover burde -- alle Sympathier uanseete -- ganske vist have noget at frygte af sine kronede Kolleger; thi det kan ikke være dem ligegyldigt om deslige Opfordringer til den saa befrygtede al- mindelige europæiske Revolution blive givne før de ganske have sikkret sig Magten over enhver saadan Bevægelse. Henrik Wergeland [REDAKSJONELL OPLYSNING TIL ET INNSENDT STYKKE OM FREMMEDE HÅNDVERKERE] Statsborgeren 19. nov. 1837. Med det i No. 20 Indsendte om Uforskammetheder af frem- mede Haandværkssvende har det, efter de Oplysninger Red. har indhentet, forsaavidt sin Rigtighed, at det ikke var deres Foresatte eller, som Opsatsen udtrykker sig, Mestersvend eller Opsynsmand, som deri gjorde sig skyldig, men en Underordnet, hvis slette Adfærd i det Hele har vakt hans Foresattes og Med- arbeideres Misnøje, og bevirket, at han efter al Sandsynlighed ikke paany vil søge Emploi i dette Land, som han ogsaa har forladt. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. nov. 1837. -- Tre norske Skibe have iaar viist sig hiinsides Kap Finis- terræ uden svenskt Tyrkepas og uden norskt Flag. Ingen Ulem- per fulgte af disse Foretagender, hvoraf Byen Arendal har Æren, Norge Glæden og Exemplet. -- I intet Aar vil Korntilførselen gaae optil det Beløb, som iaar, nemlig sandsynligviis til 1200,000 Tdr. Til Novembers Be- gyndelse samt til Kristiania indtil 13de f. M. udgjør det allerede SIDE: 337 925,000 Tdr. I Udlandet har Kornhøsten havt et forskjelligt Udfald. -- Den store Landskabsmaler Professor Dahl, som giver saa mange Vidnesbyrd om hvor kjærligen han ihukommer sit Fædreneland, har ladet udgaae en Opfordring til en Kunst- forening i Bergen, hvis Hensigt er at opmuntre norske Malere ved Indkjøb af de Malerier af dem, som fortjene dette. Frem- mede Kunstneres Frembringelser ere udelukkede herfra. Dette er ikke Tilfælde med Kunstforeningen i Kristiania. Prof. Dahl opmuntrede ogsaa til og bistod med Raad og Anviisning ved dennes Oprettelse. Man tog dog ikke Hensyn til hans Forme- ning, at det aarlige Bidrag ikke burde overstige 3 Spd., hvilket er det i Bergen bestemte; og saaledes fik man et Vidnesbyrd til om hvorlidet man dog hos Os bekymrer sig om at lette Adgan- gen til æsthetisk Nydelse og Uddannelse for mindre For- muende eller at gjøre dem til andet end beqvemmere Indret- ninger for Folk, der ville divertere sig selv og endda oven- ikjøbet bære Skin og Navn tilskue af Kunstkjendere og Kunstens Patroner. -- Den 8de d. aabnedes i Throndhjem et Asyl for Fattigfolks Børn, oprettet af Selskabet "de Nødlidendes Venner," som samme Dag paa denne smukke Maade feirede sin 10 Aars- Stiftelsesdag. Asylet har erholdt frit Lokale i Kong Carl Johans Arbeidsstiftelses Gaard. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 23. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Ouverturen. Ayanna Jeg kjæmper; men Naturen er saa stærk. Den Sortklædte Naturen følg -- det er den store Dyd. Med hvilke Øine seer den gode Skaber, som lod Viinhøjene udbølge, SIDE: 338 ei nedpaa Bakken, som fordrister sig at løfte tørre Steilhed opimod den Sol, der Verdnerne forgylder, og frækt opunder Skyens Rigdomshorn? Men slaaer han Bakken ei med Nesleriis? med Tistler pidsker den til Skræk for Alle, som Han med Bylder og med Pletter slaaer det Ansigt, der ei vil ved reenlig Tvæt den Skjønhed lade straale, Gud det gav; og lader haant om, efter Evne, at forskjønne Verden? Ayanna Sandt, det er fortjent. Den Sortklædte . . Saa slaaes I og, min smukke Kone, med Sorg, fordi I haaner jer Natur. Følg den; og den er Glæde -- Glæde nyd da! Da kan du jo paa samme Tid ei sørge. Du er jo nitten Aar, og smuk endnu og sund og livlig -- Alt ved Herrens Godhed -- og eet Minut du tør dog være Enke? Hvormange Aar mon Gud betroede dig til slig forbandet frugtløs Ødslen-hen? Mon denne friske Skjønhed gaves for at kysses blot af Taarer? eller for at fryde dig og Andre? -- Nu, du rødmer? Ayanna Den er ei min. Den Sortklædte Er den ei længer Guds? Dog Guds er Verden. Og din Mand er borte; men hiint almene Bud paahviler stedse. -- Du seer med store Øine? Nu, ja runded de sig til Sole ud, de saae dog ei en Sky, af Tvivl paa denne Pande, der SIDE: 339 er glat og blank som straaled al den Sandhed, den fanget har og gjemt, igjennem den. -- Du dadler disse Heders trodsige Øde midti Naturens Svulmen -- ha, hvor finder du Roes for disse dine Nonneaar, mens denne Frugtbarhed, Gud dig betroed, henvisner uden Nytte, mens det Hjerte, du knuger med din Haand at hænge stille, skjøndt Han i himmelsk Svingningstakt det satte med Verdens Gang, med Livets store Hjerte, hvis Straalepuls du seer udgyde sig, ja selv med lille Bogfinks Elskovsqviddren? Ayanna I skrækker mig. Den Sortklædte . . Ja troer du vel, om alle Elskere foer udpaa Havet, at det behaged Gud, at Menneskheden forgik af efterladte Qvinders Griller? Har du en Mand -- velan! Men har du ingen, saa tag af disse Millioner; thi ei Du har Ret at narre Skaberen, at grave ned det dyre Pund, han gav dig, at være gjerrig, naar han gav dig Alt, at haane din Natur; thi den er Hans. (Holder Ayanna tilbage, som vil flye) -- Fly ei! Hvad siger du! Ayanna Jeg er forskrækket Forlad mig! Den Sortklædte Gud har til Naturen dig skjænket, og Naturen skjænket dig. Hvad siger du? Ayanna Ak, Intet, Hjertet banker. SIDE: 340 Den Sortklædte Har Gud ei sendt mig for at trøste dig? Ayanna I trøsted mig; men nu I mig forskrækker. Som Stormen I de gamle Skyer bortfejed; men blæste nye frem. Den Sortklædte Jeg trøsted dig. Er der ei nok for mig igjen at glæde? Ayanna Gaa, gaa! Jeg veed ei. Den Sortklædte Jeg dig trøsted. Det har du glemt. Hvis Graad var ei en Synd paa denne skjønne Jord, for dine Øines Skyld, som skulle være klare for at see kun Sandhed og den store Guddoms Godhed, jeg græd med dig. Men nu da jeg har lært dig Fryd, hvi skal jeg ei med dig mig fryde? hvi Du ei fryde dig med mig? Har Himlen, mens din kaarne Mand er borte, ei sendt mig som en Mand til dig? Hvis du, skjøndt ung, har Smaae, hvis Fa'r er borte, er jeg ei sendt af Gud som Fa'r for dem. Hvi mødtes vi? hvi skar din Sorg mig dybt? Se jeg -- thi Gud det vil -- se jeg vil boe hos dig, og for den svare Synd dig vogte, at lade Livsenssødmen tørres hen, at lade Godheds Gave ligge ubrugt, at lade Harpen hænge ubrugt, som i søde Harmonier med en anden, udtone Guds Algodheds Lovsang skulde! Men, naar din Elsker kommer, da jeg ryster hans Haand, og siger: se jeg trøsted hende! SIDE: 341 I Ømhedskys jeg fanged hendes Taarer, -- dem du i Sandet ellers lod bortflyde. Kom! . . Natten stunder til. Ayanna Saa vil I tale? Tør I? Ak, er det vist? Ja, tør I saaledes tale til Lorenzo, hvis - (Bedækker sit Ansigt med et Skrig) Den Sortklædte (omfavner hende) Jeg ham omfavner, som jeg dig omfavner. Jeg siger: se her er din Hytte fredet! Thi den en Ven bevogted. Her dine Børn! Thi Gud de Faderløse en Fader gav, mens du fløi om paa Havet. Her er din Viv, med Frosind som tilforn; thi Enken ei gjensad formynderløs; thi Ungdom ei gjensad foruden Glæde; thi Skjønhed ei gjensad foruden Ømhed; thi Qvinden ei gjensad foruden Mand! Ayanna Uhyre! bort! Nu har jeg dig forstaaet. (tilhyller sit Hoved grædende) Den Sortklædte Velan jeg dig forlader, Landsbynar, kun kjed af dig, endskjøndt du troer forsmaaet. Jeg gaaer; thi der, Gudsdød, der er min Fa'r. (Iler bort. En aldrende Standsperson kommer) Standspersonen (bøjer sig ned over Ayanna med den guldknappede Stok paa Ryggen) Hvi græder Du saa bittert, gode Kone? Ayanna O, hvi jeg græder? Ak, et Spørgsmaal! Bort, haarde Mand! SIDE: 342 Standspersonen Hvad gjorde jeg? Jeg vilde nyde Luften her ved Havet: men finder den med Jammersukke fyldt. Mit syge Hjerte skulde bades i Morgensolen, og det overskylles med Taarer, saa dets gamle Tungsind vaagner forynget op igjen. Hvad har jeg gjort da? Ayanna Nei, hvad har jeg gjort? Standspersonen Nu besind dig, Stakkels! Ayanna Stakkels? Javel, det passer nok. Du ynker mig? Tak gode gamle Mand! Du er for gammel til at ville synde. Standspersonen Dog kaldte du mig haard, skjøndt jeg kan hjælpe. Af Sorg I skjældte mig. Ayanna Af Sorg? Javel! Saa har jeg Hjælpen bortstødt? Nu velan, der var vel ingen, hvis I er et Menneske? -- Jeg har en Mistanke, ja en Mistanke, en Mistanke! Standspersonen Hvor kan du spørge saa? Ayanna Hm -- Jeg er mistroisk. Standspersonen Jeg frygter . . Arme! SIDE: 343 Ayanna Hm -- Jeg har min Grund. Trav du ei bort nu som en Hest! Smyg du ei bort nu som en Orm! Standspersonen Jeg ei forstaaer dig. Ayanna Heller ikke jeg. At ei forstaae sig Selv, det er dog værre. O, Gamle, spar mig! Tænk at du er gammel. Spot ei din Evighed! (Forts.) Henrik Wergeland ADVARSEL! (Indsendt.) Statsborgeren 23. nov. 1837. Dersom din herrnhutiske Pharisæer ikke lader mig med Fred, eller fornærmer et agtbart Korps, som jeg elsker i den Grad, at jeg meer end een Gang ved festlig Leilighed og stor Parade har laant de Godtfolk min egen Nathue, og som til Gjengjeld har udnævnt mig til Kapitain ligesom i Spanien den hellige Antonius: skal jeg rumstere saaledes med din syndige Hovedblok og paa dine tomme Hjernelofter, at du ikke saa snart skal glemme Nissen. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. nov. 1837. [Først er referert et par offisielle meddelelser.] -- Den Constitutionelles stedse sygeligere Tilstand har i læn- gere Tid vakt almindelig og oprigtig Medlidenhed. Dens Af- magren og Sløvhed have tiltaget saa forfærdeligt, at man troer den kuns med Nød, trods alle Kunster, kan leve Aaret ud. Den har altid havt væsentlige Constitutionsfeil, som den forgjæves søgte at unddrage Opmærksomheden ved Sminke og et kjækt SIDE: 344 Væsen. Den forcerede dette sidstegang op, da den traadte op imellem Morgenbladet og Rigstidenden her ihøst, da disse to disputerede om hvem af dem, der plejede at krænke Privatlivet mest, og moraliserede saa opbyggeligt for hinanden om dette Punkt. Der bekjendtgjøres, at Fougstad -- Forfatter af nok en Bog "saa tyk som saa" om Storthinget -- skal træde ud af Redaktionen; og siden denne Underretning kan man ikke være i Tvivl om at det er Gangræn, Gangræn allerede i dens hektiske Stadium, hvoraf den lider. Gangræn eller Koldbrand afsondrer nemlig Dele, som ikke due, eller fordærvede Lemmer. Men derfor er det ikke sagt, at de andre ikke ere anstukne. -- Svenske Tidender og Den Constitutionelle berette, som man kunde begribe, at der har været Aftensmaaltid i Studenter- samfundet i Anledning af 4de Novbr., uden at tage Notice af vor, af Morgenbladet, i Tingen erkjendte, Berigtigelse. Det lader sig da ogsaa begribe hos saa eensartede Blade, som hine ere. -- 4de November feiredes i Throndhjem i to Klubselskaber, der bagefter have kivets om Skaalerne, som kun vare ud- mærkede ved sin Bagvendthed. Medlemmerne vare i begge yderst faae: omtrent et Snees i det ene og noget over i det andet, der skyldte Stiftamtmand Riis's Anstrengelser sin Tilbliven, hvorpaa ellers ikke var tænkt. Men Throndhjemmerne skylde H. Hvbhed noget mere Opmærksomhed end forhen; thi i den sidste Tid har han paa sine Thingreiser, ved enthusiastiske Skaaler for Flaget og andre Yttringer af endog en rosværdig exalteret Patriotisme gjort alt Sit til for at trænge ind i deres Sympathier, og lagt et Sindelag for Dagen, som ganske maa udsone de forrige Misforstaaelser. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 26. nov 1837. Zobolam, Prokuratoren Ouverturen. Standspersonen Min Evighed? Hvad veed du om din egen? SIDE: 345 Ayanna (forbauset) Gamle Mand! Standspersonen Det er jeg for at være bleven viis. Der er en Salighed. Den er paa Jorden -- i Øjeblik, hvori vor Sjel besvimer. Ayanna Det gjør jo min af Sorg. Dit Ord er falskt. Standspersonen Kun naar den vaagner er den jo usalig. Men lad dit Hoved sorgbesvimet synke til Medusaligs Barm; med fremmed Kummer lædsk egen Smertes Brand, og myrd dit Haab med Tornen, draget ud af Andres Saar! Lad os den Tjeneste hinanden yde. Følg mig, og lær din Kummer mig at elske. Følg mig -- den boer paa Fløjelsbolstre under de sølvblaa Tage hist. Ayanna Jeg ynker dig. Standspersonen Det gjør ei Gud, og derfor dig jeg elsker. Ayanna Med sligt et Blik? Du Rædsomme, jeg saae det. Standspersonen Har du en bedre Trøster? Ayanna O, var Gud her, da stod ei du her, men en Engel med sønderbrudte Vinger, for ei at forlade mig et Skridt. SIDE: 346 Standspersonen Se, jeg er rolig. Frygt ikke. Ayanna Rolig? Det er Tegn paa Djævlen at være rolig i sin Sorg og Fryd. Dog lær mig det, skjøndt jeg kun bruge vil din fæle Rolighed, naar Alting svimler, naar Hjernen bryde vil sit Gjemme og hver Aare truer med at springe. Standspersonen Qvinde, det skal jeg lære dig . . Der er en Arm her over Skyen. Ayanna Ja, den bærer Verden. Standspersonen Den skabte Verden, og udstødte den i Rummet for bestandigt: Herreløs den gaaer sin Gang. Og Menneskene, som jo skulde være Armens egne Fingre, igjennemstrømmede af Guddoms Blod, og luge alle Torne op af Jorden og knytte lutter Krandse rundtom den . . o, veed du ikke, Senen er afskaaren, som binder Fingrene til Verdensarmen: saa Armens blodige Stump i Himlen i Smerte rører sig som glorødt Lyn, og Fingrene bevæge frie og ledløse som myge Snoge sig i Støvet? Ayanna Ak, Herrens Arm -- o vee mig! har forstødt mig. SIDE: 347 Standspersonen Forstødt ei; heller ei dig trukket til sig. Thi hør om større Smerter ham bevæge. (læser) I Schweitz ved Rigis Fod en liden By med Sekler hen i Fred og Lykke graaned, en Biekube liig i Flittighed, i Rigdom liig en irret, men fuldvægtig, i Arvekiste nedlagt Albertsdaler. Just dundred hundred Silkevæverstole, just blinked tvende hundred Lja'er i Marken, just røg til Middags hundred Skorsteenspiber, just leged alle Byens større Børn paa Torvet, mens ved Dørene de mindre i Sandet bygged Huse op af Kjeppe, og satte Dukker ind og gav dem Kringler. -- da drøned det . . vee! førend Drønet endte, var Alt, var Mænd og Qvinder, By og Børnene, var dette skjønne Værk af Seklers Flid, til hvilket Tiden smilte . . Alt begravet. Kun hist og her en Skorsteenspibe syntes, og dumpe Skrig med Røgen trængte frem. Fra Rigis Top, der syntes i sin Høide at hvile i Guds egen Haand, nedramled en Steenlavin. Det Drøn, som vakte Byen -- saa iilsom skede det -- hendrøned ogsaa som Liigfærdsklokke over Byens Grav. Du siger Intet? -- Nu, det er dog klart, at denne Flids og Uskylds By i Godtro til Himlens vise Forsorg og til Bjergets i Sekler prøvte Troskab, havde lagt sig retsom i Lyet af en Almagtsstøtte. Og det er klart, at denne Slynge i Guds Haand, Uren, vilde ramlet med samme Ligegyldighed udover en Ørk, som over fromme By. -- Du siger Intet? SIDE: 348 Ayanna (eftertænksom) Dog døde de som i hverandres Arme og uden Synd -- det var et Trylleslag, en Engel som nedsnubled ifra Rigi og, faldende i sine Elsktes Favn, igjen opløfted dem med sig -- Og døde de ei i samme Grav? Men hist er Havet! . . Hvor stort er det? og hist er Flyvesanden! Hvor dyb er den? Standspersonen Tranghjertede Qvinde! Du kræver Medynk; har for Andre ingen. Ayanna Ak, skal jeg sige sandt, jeg hørte ikke. Jeg lytted til mit eget Hjertes Slag, jeg tænkte paa mig selv. Det er vel Feil. -- det er en Feil. Tilgiv mig! (Brister i Graad.) Den Graad, du seer saa paa, er Vand, kun Vand. Men Steen er den, som falder inden Øjet. Standspersonen Glem egen Sorg for Andres! Da de sørge til Vederlag for din. Hør hid og slut! (læser) Et Skib med Sølv, med Kjøbmands Sved ballastet, men ellers ladt med Koner og med Børn, til Hjemmet Spanien stævned fra Amerika. Alt pegte Mødrene paa Fædrelandet, og Diebarnet saae derhen og klapped; og, medens Fædrene med Hatte svang, se firehundred skyldløse Lokhoveder fra solbeskinte Høibord nikked -- da en Himlens gyldne Ager saae man bølge. Men Alle blinkede af glad Forundring med Øjet, da Gibraltar traadte frem. SIDE: 349 Thi det Europas Porttaarn syntes at træde dem imøde langtpaa Havet. Og som af Sky, men kun af hem'lig Fryd, de lode Øjet glide henad en Sølvstribe, som i Vesten syntes lodde sammen Jord og Himmel. Det var Cadix. Da braste op en Orlogsmand langs Kysten. Ei ahntes Ondt, men Børn og Qvinder hilste med Undringsudraab dette stolte Syn. Ei ahntes Ondt. Fred laae jo over Havet. Ei ahntes Ondt. "Mon det er Barcellona? Mon Fuentarabia? mon Kastilla selv? Nei, nei -- det fører britisk Flag . . Velan, naar denne Stolte skummer os forbi, vi hilse den med Flag og et Hurra!" Flux fløi Kastiliens Banner paa sin Plads: paa Stortop, Arragons og Cataloniens indtage hver sin Mast; paa Kryds og Qver et spraglet Gjøs for hver en spansk Provinds udspilte sig, saa inden et Minut laae Skibet som en Blomsterpyramide. Saa skeer det. Orlogsmanden gaaer ved Siden, saa begges Kjølvand smelted i hinanden. Med eet i hvide Skyer den sig hyller . . hui! Spaniolens Mast med Flag og Jublende gaaer overbord . . Et Skrald, og langt i Havet bortlynes Snese Børnehovder . . Hænderne end klappe medens Kroppene nedsynke. Der fløi en Faders Arm med Moders Hoved, som han, paa Britten pegende, just favned. Der sledes Fosteret ud af Modersliv og Hjertet langt bagefter hang som Rødder. Man skreg til Christus Gud paa blodig Knæstump. Men atter sexti Kugler -- Christ! Maria! Man skreg til Englene. Da strømmed Vandet i Kuglers Spor og fyldte Sygerummet. Man rakte høire Armstump op mod Himlen. SIDE: 350 Da tog en Kugle Venstrearmen bort; og i den Dampnat blodige Armestumper som Fakler i Forvirring irred om. Man skreg til Gud. Da sexti røde Kugler i Skibet slog -- Gud Fader! Skibet brænder! Man skreg: "o gode, albarmhjertige Fader!" Men -- Solen skinned vel saa mildt som ellers; dog Alt forgik. Som med vidaabnet Øje Han saae de sidste hundred Børn og Mødre fortvivlte klavre om paa Rælingen; og hvergang Røgen kløvtes, saae han dem at klattre i den sidste Mast til Toppen. . . Nu sad en Fader med sit Barn paa Knappen; men Flammen klavred efter . . Da et Skrald! Og mens et Dyb i Skibets Form sig hvirvled som Muslingsskalsbasune ned til Bunden, en skyhyll't Klode saaes over Skyen. Men -- en Sekund, og Klodens og dens Indhold, ja Skrog og Mast og Mennesker, som Drevpluk, i Hvirvlen plasked ned, og Hvirvlen luktes. Og, som var Intet skeet, en Vestvind foer henover Stedet, parfumerende med Andalusiens Vellugt blodig Bølge. Vel mørkned Solen; men af Røgen kun, og ikke af sig Selv, af himmelsk Vrede. Ei Ligene til Bunden havde naaet, før klart og blidt den skinned som tilforn, og Røgen drev i Horizonten snart kun som en Plet; men ifra Orlogsmanden som Taksang hvirvltes op "God save the King," og Rule Brittannia drøned over Havet. (Pause.) Hvad siger du? Ayanna Gud fri mig! Standspersonen Friede Han de stakkels spanske Børn og Mødre? SIDE: 351 Ayanna Ak! Det er rædsom Trøst, I har. Det er en rædsom Viisdom, som I lærer. Dog -- ja Hvo veed? -- mon ikke Røgen, som du sagde drev i Horizonten hen, da Alting syntes -- syntes, ja! -- forbi, var endnu skjønnere Skib, der, styret af en Engel, og med Engleving til Bramseil, dem førte Alle til et skjønnere Spanien? Dog er der ikke Tro meer som tilforn; men Tvivl, du onde Lærer, troløs Tvivl og Trøstløsheds Indbildning. -- -- Den graahærdede Synder forlod Ayanna ulykkeligere end no- gensinde: Hun flyede didud hvor Skyld og Uskyld vandre sammen, paa Betlerstien -- -- Der fødte hun Zobolam. Henrik Wergeland TIL "THEATERETS HISTORIOGRAF"! [fotnotemerke] Morgenbladet 28 nov. 1837. -- -- "Theatrets Historiograf?" Det Navn ei klinger slet, om du dig selv det fødte. Et høfligt Publikum betjener sig deraf; thi plumpt dit gamle var: "Theatrets Tøvebøtte". Fotnote: Forf. af disse Linier er af Theaterkritikussen i den Const. (som har negtet deres Optagelse) betitlet "en Konge for Frøer", fordi han skal have deeltaget i Udpibningen af "Østergade og Vestergade" -- hvilken for- mastelige Handling han da ogsaa begik da Teppet var vel nede, uden just at spørge Recensenten om Tilladelse dertil. Nu vel da, Ole "Frøkonge" kaldes jeg. Ei galt; thi du, min Kjække, er ei den første Frø, som jeg fik til at qvække. H. W. SIDE: 352 Velan! og ret betænkt, du er Historiograf; thi fremmede Kilder nok betjener du dig af. Og som Filosofus du kan ei negte, Ole, at stærkt du hælder til en reen eklektisk Skole. Dit Eget? -- Ve Enhver, som vil med Trods og Kneb forglemme, hver en Fugl maa synge med sit Neb! Man ofte vistnok af dit Eget lidt iblandt, omtrent som Erter graae iblandt de gule, fandt. Men hvordan det saa er, saa trefold Ve Enhver, som ei, at Mask er Mask for bare Miskmask seer. Dengang dig nobelt Navnbegjær j og frem af navnløs Masse, hvi greb du kun en udslidt Fjær i Nellas Skidenklasse? Hvi gjorde du, beskedne Fæ, ei af dit eget Emningstræ et større Glimmernavns Trofæ? Hvi gjorde du dig Selv ei flux, til Astronom, til krandset Dux i store Skjaldes Klasse? Thi visselig du mere slet til alting andet ei, end det du valgte dig, kan passe. Anonymus! du troer formodentlig, vor Stad, som dig har døjet i saamangen vammel Rad, der ret dens Taalmod har paa Pinebænk udstrækket, vil blive for dit Navn, om det kom til, forskrækket? -- Beskedne unge Mand, til Rucio overlad, at troe sit Æselskab med Ryggens Teppe dækket! Henr. W -- . Henrik Wergeland SIDE: 353 REVY AF TIDENDERNE Statsborgeren 30. nov. 1837. Medens Ismael imellem Bladene lever i saa dyb en Ro og Fred med Alle, at man kunde tro, han paa det værdigste bere- dede sig til sin Henfart, befinder den Constitutionelle, Rigs- tidenden og Morgenbladet sig i den heftigste Trætte indbyrdes. Sprogets Ammunition er allerede udbrugt. Kun i den Constitu- tionelles Smuds avler der sig af og til nye Massiviteter ligesom Lopper avles af sig selv i Sand. Og det er ikke saa, at Hadet mod Een af dem har tilvejebragt en nogenlunde god For- staaelse mellem de andre to; nei, Een mod Begge, og det saa hastigt, at Ingen af dem lægger Mærke til at Fienden allerede har en før paa Halsen, som har den bedste Lyst af Verden til at gjøre af med ham. At tale Forsoningsord vilde være spildt Arbeide for Statsborgeren. Den kan kun, hvad Rigstidenden og Den Cstnelle angaaer, beklage, at man ikke overlader dem til sin egen Oplysning og beundre Morgenbladet, som hver Morgen tager sig i sin Højhed ud omtrent som et Huus, hvorpaa lumpne Avindsmænd om Natten har klistret Paskiller paa Ejeren -- De respektive Redaktioner danne tilsammen en Kugle af sammenbidte Hoveder, der vise Tænder til alle Kanter. Foug- stads Spidsnæse er imellem Tænderne paa gamle Overlærer Døderlein, i Bureauchef Bernhofts Uldhoved har Lektor Motz- feldts Fingre forvildet sig, unge Wulfsbergs Flødeskjæg til- rakkes af endeel af Nellas unge Retslærde og Grubstreetmen, i Adolf Stabel har Lektor Schweigaard bidt sig fast, og saaledes er Alt i een Turv. Der er just en Rigstidende og et Nr. af Den Cstnelle vedhaanden, hvoraf et løseligt Udpluk vil vise hvor- ledes de fare ivejen mod hinanden. Den Cstnelle har bare be- breidet Rigstidenden noget vidtdreven Følsomhed; men det er nok for den til at bestrøe en Spalte med Sligt, som følger: -- "flaue og intetsigende Bemærkninger -- mislykket Forsøg paa at nedsætte Rigstidendens Troværdighed in publico (det var stygt) -- højst utilbørligt, aldeles umotiveret -- Den Cstnelles Eftertrykken af Rigstidendens Korrespondent-Efterretninger -- Den Cstnelle behøver nu just heller ikke at være saa hovmodig, da den bærer saamange Synder i sit eget Skjød -- har hyppig SIDE: 354 maattet tilbagekalde og berigtige ikke alene Beretninger, men egne Berigtigelser -- har anført en Underretsdom saa feilagtigt, at Dommeren, der kunde have fældet slig Dom, maatte være bleven dømt pro meliori informatione (Fælt om et Blad, der har to Universitetslærere i Jurisprudenz og den grundlærde Jurist Fougstad til Redaktører og en Mængde unge examinerede Retslærde til Medarbeidere) -- Den Cstnelle har gjort det til stadig Regel ordret at plagiere -- Har forgjæves ventet, at den Cstnelle skulde have saamegen Æresfølelse og Takt for det Passende at ophøre med denne Plagieren og lige forgjæves ladet den paa flere Maader forstaae det Upassende heri -- Der tør være to Meninger om ikke den Cstnelle er hjemfalden Fr. 7de Jan. 1741 om Eftertryk -- Ær- gerligt, at see sine Efterretninger eftertrykte indtil Tøddel og Prik, og at man saaledes tilegner sig Andres lovlig erhvervede Ejendom." Den Cstnelle vil nok komme god igjen, saasandt dens Smuds- presse ikke er gaaen træt paa Morgenbladet. Man høre bare hvor det skvætter af den: " -- Redaktionens lidet hæderlige Stykke -- lumpne Udfald -- den tilsmudser sig bare mere -- har tilsølet sit Blad -- be- breider paa den infameste Maade -- fordølger vitterligen -- kalumniatorisk -- kaster i Næsen -- foreholder til Overflod i de meest ærekrænkende Udtryk og behandler Prof. Hansteen som en forsømmelig og i sit Embede ligegyldig Mand, hvem enhver Dreng ustraffet tør haane -- Mbldt. vil forgjæves skjule sin egen Skam" o. a. deslige mere i omtrent 50 Linjer. Statsborgerens Tanker i Anledning af Tvisten imellem de øvrige Blade. Dersom Gjest og Ola bleve Uvenner fik man høre flere rare Sager end Skriver og Prokuratorer have drømt om. Falske Venner ere som Skyggen paa Solskiven. Den viser sig kun i klart Veir, men forsvinder i skyet. Ulykkelige have ingen Venner. Man sparker til den, som falder. SIDE: 355 En Røver skjænkes kan Medlidenhed og Naade; men ingensinde Den, som kan en Ven forraade. Ære og Snee kan ikke faa sin Glands igjen, naar den engang er tabt. Der Unverstand, der Geiz, der freche Stolz, der Neid verändern Tracht und Ort, doch nicht die Scheuslichkeit. En forfulgt Kat kan blive ligesaa vred som en Løve. En Skarnbasse paa en Kokase troer han er en Konge. Blind Mand kan ogsaa træffe Maalet. Spørg min Kammerat, om jeg er en Tyv. Jo meer man rører i Skarnet des meer stinker det. Bedre at kysse en Skjelm end at lægge sig ud med ham. En Morian bliver aldrig hvid. Børn og Narre hører man ofte Sandhed af. Prædikanters Uenighed er Djævlens Høst. Hver Møller stjæler Vand til sin Mølle. Lad Bikje og Bamse slaaes saameget de ville. Narre trættes hvor kloge Folk ere enige. Man skal ikke skjære Remmer af anden Mands Hud. Bedst at feje for sin egen Dør. SIDE: 356 Den som har Horn i Barmen bør ikke sætte dem paa Hovedet. Narre maa lyskes med Kjeppe. Af Skarn kan ei ventes andet end Stank. Gjør Fanden ingen Uret. Gud bevare mig fra mine Venner, jeg vil selv tage mig i Agt for mine Fiender. Den har onde Naboer, som er tvunget til at rose sig selv. Den som fornærmer en Ven for Spøg, taber ham for Alvor. Den drukner ei, som hænges skal. Hvem som har mistet sin Kredit, er borgerlig død. Hvem som gjør sig selv til et Faar vil Ulven æde. Den, som rører ved Skarn bliver ureen. Hickledy pickledy, hùrly burly, hodge podge, mingle mangle, ársy versy, kim kam, hub bub, crawly mauly, hab nab. Slet Fugl, som gjør egen Rede ureen. Det er Synd at lyve paa Fanden. Det er en haard Vinter, naar den ene Ulv æder den anden. Lige til Lige, sagde Fanden til Kullsvieren. Kjedel svært ikke Gryden. Ondskab gjør sig selv meest Skade. Sælg ei Huden, før du haver fanget Bjørnen. SIDE: 357 Krukken gaaer saa ofte til Vandet, at den kommer sønder- slagen tilbage. Sæt en Tyv til at fange en Tyv. Viis mig en Løgner, saa skal jeg vise dig en Tyv. Jo højere Aben klavrer op, des bedre sees hans nøgne Bag. En Kat, som snuser allevegne, faaer mangt et Rap. Naar Kløver-Bladet reiser sig op, er en Storm i vente. Helvede aabnes, naar Krig begyndes. Naar Tyve blive ueens, faae ærlige Folk deres. Er I en Ambolt, lig stille! Er I en Hammer, slaae godt til! Lægges intet til Ilden, gaaer den ud. Den lærer at tude, som er i Selskab med Ulve. Den som selv har Glas-Vinduer, maa tage sig vare hvordan han kaster Stene til sin Naboes Huus. Et ondt Levnet faaer sjelden en god Ende. Henrik Wergeland DEN 29DE NOVEMBER Statsborgeren 3. des. 1837. Det er denne Dag idag -- Polens Revolutionsdag -- den Time hvori Peter Wysocki og hans Haandfuld unge Medsam- mensvorne brød ind i Storfyrstens Pallads og jog ham flygtende fra Warschau og det Land, der i 15 Aar havde stønnet under hans Jernhaand. Den bør erindres i ethvert Land med Vemod i og Haab om, at "Polen dog endnu ikke er forloren" uagtet den 29de Novbr. 1830 ikke har havt nogen lykkelig Aarsdag, og at SIDE: 358 med det øvrige lidende Europas Befrielsestime ogsaa dets vil slaae. I Tillid til at vore Læsere dele Følelser med os for det ulykkelige Folk meddele vi nogle Træk af dets Lidelser og Heltemod, saaledes som de ere udkastede i en Polakindes Mindeskrivt over den polske Revolution og Befrielseskamp. [Her følger forskjellige meddelelser fra frihetskampen i Polen.] Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 7. des. 1837. Zobolam. Prokuratoren. Der kom ingen Bøn mere over den ulykkelige Ayannas Læber. Saameget havde den gamle Verdensmands Viisdom be- virket, at hun troede enhver Bøn var forgjæves. Der var i hendes Tanker en Magt, en Vilje, bøjet under sin egen Forud- bestemmelse, men ingen Barmhjertighed mere. Hvorfor da bede? Hun bad ikke engang under Fødselens Smerter; men med Hjobs Fortvivlelse i sit Hjerte bandede hun dog ikke som han sit Ophav -- ikke just fordi det efter en saa trøstløs Tro vilde være nogen utilgivelig Formastelse, men fordi det ligesaalidet vilde nytte. Dette er Fortvivlelse -- den, hvis frommeste Ord er de hellige, men næsten gudsbespottelige: "min Gud! min Gud! hvi haver du forladt mig?" Bukker man ikke under for en saadan Troesomvæltning i sit Indre, følger der med den en overspændt Fornemmelse af Kraft, en krampagtig Sjelsstyrke, en stolt, følesløs Energi, som finder et selvbedragersk Behag i at isolere sig og at see sig overladt til sig selv. En overvægtig Ulykke frembringer denne Karak- teer af de blødeste og mest sværmeriske Gemytter, naar de overstaae de første Knusninger og blive vante til Lidelsen. En haard livløs Skorpe overdrager Saarene; men der er Øjeblikke, hvori den brister af sig selv, saa Blodet pibler frem. Det er en Iis, som pludselig ved en uventet Temperaturvexel smelter uden Sol, før Vaaren er kommen, under den endnu stedse graa og vinterlige Himmel. I disse Træk er Ayannas Sindstilstand skildret. Hun, den bløde og rene Sjel, havde af Kjærlighed til sit Barn rustet sig imod Verden og besluttet, til Fordeel for dette, SIDE: 359 at afvinde Ulykken saameget hun kunde. Hun besluttede at drage saamegen Fordeel af Menneskene, som hun kunde, hvor de blottede en eller anden Svaghed, at vogte sin Sundhed og sit Udvortes, at arbeide eller betle. Hun saae ingen Forbindelse imellem sig og Himlen, især siden hun havde hørt en fanatisk Præst udbrede sig om det ubetingede Naadevalg i den første Landsbykirke, hvori hun vaklede ind, da hun havde forladt Verdensmanden og Staden. Hun skulde have taget sig af Dage for strax at stevne disse Spørgsmaal ind for den Almægtige selv, dersom der ikke baade var Øjeblikke, hvori hun troede, ved at leve for sit Barn, at trodse den Skjæbne, som tyranni- serer selve Himlen, og som havde paalagt hende denne Byrde, og hvori hun troede, med sit Barn at bære sin himmelske For- soning, for alle hendes Smerters Skyld, til Verden. Der er ingen Damer (idetmindste ikke med Ayannas Sjel) som læse dette Blad; og derfor kan jeg fortælle, at Ayanna, som var opfostret ved Arbeide, og som elskede Arbeidet fordi hun fandt det godt for sin Sjel og Legeme, men som havde en Sjel, hvis Følehorn [fotnotemerke] zittrede og faldt hvor Andres og "Bedres" bleve urørte -- at Hun arbeidede for sit Barn indtil hun for det ei kunde mere. -- -- O, min Hustru, min Hustru, min Lyst! hvi skal jeg ikke føde for dig med Smerte? Ayanna hørte ingen kjærlig Forbandelse over Naturen, da hun fødte Zobolam. Hun havde levet -- det var nok og en Triumf for eller over Menneskekjærligheden -- indtil hun fødte sit Barn. Da var den Fortabtes Aasyn som Kjernets Flade, naar dets sidste Zittrende er dødt efterat Kjernrosen er steget op, og i næste Minut var hendes Kjerlighed intet andet liig, end om hun havde bøjet sig ned og bidt Hul paa sit Hjerte og ladet alt sit varme Blod overstrømme den Elskede. Ak, Ayanna, hvi bævede ikke Jorden under dig -- først mildt som din Svaghed, saa voxende som din Puls, da du reiste dig for at nærme dig et Menneskes Huus og betle om Brød for dig, for at du kunde faae Næring at give dit Barn? Ayanna, Sjel, som jeg vil følge! og da du vendte tilbage, mæt som et Dyr, alene for at kunne yde den Skabning, i hvis Ud- Fotnote: "Tentakler", -- I, som forarges! SIDE: 360 vortes, Himmelske nu din Sjel med Moderømhedens unævne- lige Tørst vilde sænke sig -- den mest opoffrende Kjærlighed, og da du løftede Buskene op, hvorunder du havde skjult ham, og saae hvorledes Hugormene havde samlet sig for at varme ham, og at Ravnene og Høgene bedækte ham og havde bragt ham raat Kjød og at han aad det . . O! Ayanna, Moderen, zittrede og bortjog Utyskene for at give sit Barn Næring. Hun var forsigtig af Kjærlighed til sit Barn, saa Slangerne ikke bed hende, da hun med nøgne Fødder traadte ind imellem dem, og de stærke Høge ikke knuste hendes Arme, da hun stødte dem bort for at naae sit Barn, som hun kun havde forladt for at søge Næring. Hvor hun velsignede sin Synds Øjeblik, thi Barnets Træk lignede Lorenzo. Men det var et Øjeblik. Længer varer ingen Moders Skuffelse. Længer var ikke Ayanna lykkelig. Thi da hendes Barn førstegang slog sine Øjne op, som lignede et Par smaae Fiirbeenhoveder, der stikke frem af en brungrøn Mose- dot -- saa vaktes en Mistanke hos hende, der i samme Øjeblik den blev nogenlunde Vished var Døden. Jeg gad dvæle ved Lorenzos og Ayannas Sammentræf i samme Sekund som Blodkarret brast. Men hendes Barn vrider sig i Sandet. Ho, det har ingen Nød med Fandens Hoerunge! Han havde ogsaa en Fader. Ravnens Vinger ere hvide tilinden. Derunder sov han og Snogen stak sine melkfulde Hoveder i hans Mund og dem diede han, og da han blev tre Dage gammel reed han over sin Moders Liig paa en Ræv til Byen. Dagen efter viste allerede Geniet sig udviklet; thi paa en Panteauktion saae man da en Dreng, der forbausede Alle ved sin Lidenhed og Barnlighed forøvrigt, at tage et Uhr op af Pantekassen, holde det alvorligt for Øret og sige "2 Daler og 12 Skill.! ikke en Styver mere værdt." Slaget faldt og Puslingen betalte -- Gud veed hvor han havde faaet det fra, om han ikke allerede havde øvet en Streg paa Indreisen. Ligeoverfor Barnet stod en Skomager -- han, hvem Uhret var pantet fra, med beegsorte beegglindsende Øjne stivt heftede paa den Lille. Men Slaget faldt inden Skomageren fik Tid til at betænke sig paa at kjøbe det Uhr igjen hvorefter han var vant til at staa op og arbeide. Den lille Zobolam gik ham forbi, SIDE: 361 da man forlod Auktionen, og spurgte ham: "hvormange er Klokken, Mester?" Det var Fandens Hoerunge. Men han blev stor. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 7. des. 1837. -- Under Tomheden paa Begivenheder have Bladene gjort Ret i at anmærke, at Bogtrykker Risum ved Højesteretsdom er fri- funden for Politiets Tiltale for ikke at have sat Trykkeriets Navn paa Subskriptionsplanen paa "Fædrelandsvennen," et paatænkt Blad, og ikke at have afleveret et Explr. til Politiet. Før denne rimelige Dom faldt har forskjellige Bogtrykkere ikke afholdt sig fra at udgive forskjellige Smaasager uden at iagt- tage nogen Angivelse af Trykkested. Hr. Risum var, som forhen anmærket, ved Politiretten tilkjendt 140 Spd. Mulkt. Nella finder i sin liberale Viisdom Hager ved Højesteretsdommen. -- Helgeland har siden de sidste af Jernnætterne et totalt Frostaar. Høavlingen angives neppe at beløbe sig til Halvdelen af et Middelsaar. Samme Provinds havde ogsaa ifjor et Uaar. De fleste Egne see en skrækkelig Vinter imøde. Medborgerlig Hjælp trænges mere end nogensinde, og det var langtfra for- tidligt at begynde allerede nu med Sammensamlingen, da det almindeligviis er Tilfælde, at saadan Hjælp kommer for seent. -- Ogsaa i Bergen henledes Opmærksomheden paa det Hen- sigtsmæssige i Oprettelsen af et Asyl der i Byen. I Kristiania gaaer et Par Borgere omkring og samle Bidrag. Saavidt vi have hørt har dette ogsaa den gode Fremgang, man kunde vente sig i en By, hvor man har saa mange smaae Elendighedens Offre for Øjne i Gaderne. Men Udkastet til Asylet finder ikke vort Bifald, naar dette kun skal optage de Børn, der kunne indfinde sig i tilstrækkelig og anstændig Beklædning og med Mad i Lom- men for Dagen. Det er netop de Børn, som ikke have dette, man først og fremst burde have for Øje. Den første Velgjer- ning, Indretningen da burde yde dem, var at bade dem og klæde dem op. -- Det har før hedt, at Haandværkere kunne altid vente godt Udkomme i Amerika, navnligen i New-York. Bekjendtskab til at der gives Haandværkere hos Os, som paa Grund heraf spe- SIDE: 362 kulere paa at udvandre til Amerika, bringer os til yderligere at udbrede Meddelelsen af, at andre Blade have nylig inde- holdt et Brev fra en norsk Haandværkssvend i New-York, der ganske maa betage Folk sine glade Forventninger. Han maa arbeide for Føden, og ønsker sig bare vel hjemme. De flere Skrivelser, der ere blevne Publikum bekjendte fra norske Bønder, bosatte i Illinois, og hvilke aande helt igjennem en saa rørende Frændekjærlighed, lyde derimod bedre om hvorledes en flittig og udholdende Bonde kan slaae sig frem i hiint fjerne Rydningsland. -- Paa Lillehammer hersker nu et rigt bevæget politiskt og literært Liv. Den første Retning udgaaer fra Oplandstidenden, i hvis fortræffelige Sprog og hele Sving vi opdage Hr. Lieutenant Wieses enorme Talent. Det maa have været tungt for denne lillehammerske Cobbett, Hume eller Paine, i saa mange Aar at undvære et eget Organ. Men endelig saa fik han det da, og saa begyndte Trompeterne strax at lyde for den politiske Uteerligheds Jericho. Det besynderligste er dog, at der paa selve Stedet, saa lidet det er, kan være delte Meninger om den Glands, en saadan redigeret Tidende kaster derover. Er da der ogsaa Aristokrati? Velan! Ludvig Wiese er der, og det er nok. Denne mærkelige Publicist forbinder med hine Egenskaber det tykkeste Rygsvor, hvori man kan hugge og flænge efter Behag, og den elskelige Beskedenhed ikke at lade sig mærke med at han veed hvor meget han gavner den gode Sag ved sit Pub- licisteri. Vi beklage, at vi ikke tilforn har gjort opmærksom paa dette journalistiske Fænomen, og det saameget mere, som den Constitutionelle allerede forlængst har været saa artig og sand- færdig at berette, at vi alt havde opfyldt denne Pligt ved at ledsage Bladets Fremtrædelse i Verden med en Lovtale. Den anden Retning, den reen literære, har en Candidatus Brock, -- der udgiver sig for at være Filosof og virkelig ogsaa besidder det ubedragelige Kriterium paa en Filosofus at være mindre agtet i sin Hjemstavn end imellem Fremmede -- med- delt det aandige Liv paa Lillehammer. Filosofen er et endnu mærkeligere Fænomen end selve Oplandstidenden og dens Re- daktør. Han er Pædagog paa Stedet, og det er nu brav nok, men især er det Udgivelsen af en Journal, "Dale-Guldbrand," SIDE: 363 der skal opbevare dette tænkende Hoveds Frembringelser i Filosofi, Architektur o. s. v. ligetil Farcen eller den dramatiske Satire, som maa hefte Folkets Øjne paa et Geni, der bryder sin Bane paa et Sted, hvor det finder Anerkjendelse. De Bøffellæders Prøver, Filosofen har leveret i Morgenbladet, synes at anbefale ham til at overtage det polemiske Departement i Redaktionen af Oplandstidenden. -- Der fortælles, at Generallieutenant Wedel, som endnu, til Armeens store Tilfredshed, er dens Højstkommanderende, er gaaen saa vidt i sin gjæstevenlige Forekommenhed for den gauthierske Beridertrop, at han endog vilde have Artilleri- stalden indrømmet den. Vedkommende Officeer siges dog at have forhindret det. Man kan da see, at Baron Wedel kan ogsaa give efter. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 10. des. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Zobolams egentlige Navn var Benjamin; thi saa havde hans Moder kaldt ham, da hun førstegang trykkede ham i sine Arme. "Zobolam," dette skumle dæmoniske Navn havde hun udstødt i Dødsøjeblikket, da den rædsomme Vished om at noget Værre end en troløs Elsker havde bedraget hende, viste sig i hendes Fosters Øje og Natur. Og Drengene, mellem hvem han voxede op, gave sit Had Luft og Lyd ved at kalde ham uvilkaarlig saa. Det var som en Aand engang tilhviskede en afmægtig For- tvivlelse, der havde udtømt sig i Skjældsord, at udstøde dette Navn som om det var Top og Tinde af alt Fælt; og siden be- holdt han det da. Hans Drengeaar gaae vi ellers ganske forbi. Han var mere hadet for sin Falskhed, Hang til at bedrage og Hevnsyge, end for sin Lyst til at plage med aabenbare Voldsomheder. Disse viste sig aldrig mod hans Overmænd, mod hvem han altid viste det samme Krybsind, som aldrig forlod ham. Forresten havde han altid et slet Forsæt eller en ond Glæde i Øjet, Blod og SIDE: 364 Haar imellem Neglene og en Skilling i Lommen, som han langt- fra var kommen rigtigt til. Han havde forøvrigt saagodtsom ingen Ungdom. Hans Liden- skaber og Gjerninger vare tidlig den modne Synders. Hans Fa'r havde Glæde af ham; men aldrig meer end naar en Lignelse af Moderens Følelsesfuldhed overkom ham; thi da kunde han være vis paa, at det var Hykleri. Der havde dog i det Tidsrum, da hans generiske Sandselighed begyndte at kime, været Øje- blikke hvori en uvilkaarlig Blødhed betog ham; men da han mærkede, at Folk bar over med ham i meget hvergang en saadan Sindsrørelse paakom ham, og omtrent yttrede, at Fan- den dog ikke er saa sort, som man gjør ham til: saa ikke alene forsvandt denne sidste Rest af hans Natur paa Moders Side, men han opnaaede ved første eller andet Forsøg den største Færdighed i at lade allehaande blide Sindsrørelser tilsyne- ladende overkomme sig. Han kunde lade en hellig Zittren over- komme sig, naar en Kirkeklokke ringede, lade en Taare engang imellem ved passende Leilighed snige sig stille og ensom ned- over Kinderne, og jage en Rødme op i dem, naar det var smukt, enten at blive undseelig eller hæftig, og det med samme Færdig- hed som man kan faae Platinasvampen glødende ved at aabne Gasventilen i Fyrtøjet. Kortsagt, hans Fader havde Glæde af ham. Men jeg veed ikke hvordan det var med endeel slette Stre- ger, som ingen saadanne Kunster kunde hjælpe paa, ingen Taare slette ud, ingen Rødme skjule. Nok er det -- Landet blev ham forhadt, og han besluttede, at see sig om paa andre Steder i Verden. Enten det nu var, at Forfølgelsen kun afvandt ham Terrain Skridt for Skridt, eller roligere Spekulationer førte ham did -- nok Zobolam blev opdaget af sin Fa'er ilende over Heden, forbi det ensomme, øde Strandhuus, -- "hvor Kongelyset alt sig ind i Arnens Krog har trængt. Der stod det dødt med gusten Kind" -- og ilende over den lange lange Flyvesandkyst og standsende med ængstlige Blik paa den yderste, flade, havomskyllede Pynt. Floden steg. Zobolam ængstedes ikke. Han syntes, at Bøl- SIDE: 365 gerne maatte syde tilbage, om de berørte hans Fødder. Djæv- lene maae ogsaa have Slægtskjærlighed, thi Lurifax var nær Zobolam, da Havet voxede omkring ham. Tregange slog en uhyre Ørn ned for hans Fødder, berørte Vandskorpen længe, bredte sine Vinger ud, bøjede sit stolte Hoved med en længsel- fuld Murren mod Qvindens, eller Svaghedens(!) og det Ondes nær fortabte Søn og syntes at opfordre ham til at stige op paa den brede Ryg. Tregange skjød en Delfin op faa Alen ifra ham med en Ryg som Dækket paa et Skib. Den skurede langt ind paa Sandet, laae ubevægelig, vendte Siden saa meget til, at det kloge Øje saaes over Vandskorpen og et dumpt Skrig hørtes. Men Zobolam forstod ikke Uhyret. Stivt holdt han sit Øje fæstet paa Landet, paa en rød omirrende Skikkelse, der kom stedse nærmere, ilende somom den stigende Flod var ham i Hælene. Var det en Stranddragon eller Bøddelen af Flad- strand? Zobolam maae vide det; thi han lader Floden voxe, og iler dog ikke tilbage. Delfinen brød sin Dyreklasses Love og skreg højt, skurende sig dybere ind i Sandet. Zobolam syn- ker. Sandet bliver troløst, det bliver til Vand under ham. En lang hvid Brænding har allerede togange viist sig imellem ham og den Røde. De stirre som forstenede paa hinanden. Ele- menterne lyde sine ubøjelige Love. Floden syder ikke tilbage for Dæmonsønnens Fødder. Den vilde ikke gjøre det for den sidste Steen af det sidste kristelige Altar. Dog maa der være mindre Barmhjertighed hos den Røde siden Zobolam endnu stedse ikke gjør noget Skridt tilbage. Delfinen skriger, borer sig nærmere, vælter sig paa Siden, byder sin mastdannede Ryg- finne til somom den vilde rive Ynglingen til sig. Men en Baad farer langsmed Stranden. Det er Fiskere, der ville fange Del- finen, som de troe paa Grund, og som skynde sig at komme udenom den førend Floden gjør den flot. Der forløber et Mi- nut, hvori den er borte. Men før det gule Sandskum, som den lod efter i sin selvgjorte Kanal, er borte, er Baaden hvælvet, og et nyt Slag af Delfinen driver den, med Aarer og Seil under Tiljerne, til Zobolam. Nu kan han hjælpe sig. Det blæste en Aften og en Nat. Den næste Morgen var een Lykkeridder til ankommen til alle Lykke- ridderes forjettede Land. SIDE: 366 En velnæret Mand spadserede paa Stranden. "Hvorfra min Dreng?" "Fra Skagen sidst!" -- "Det er mig nok. Gaa paa Kontoret." Derifra brød Zobolam sig sin Bane, og Forjettelserne op- fyldtes, at han skulde forløse de Fordømte. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 10. des. 1837. -- Af en Artikel i dette Blad vil man have erfaret den ube- hagelige Opmærksomhed, som en Manzini og Kone af det Gauthierske Kunstberiderselskab har paadraget sig. Tingen for- holder sig virkelig som forklaret paa det nær at Mishandlingen ikke skede med en Chambriere ): en Beridersvøbe, men med en almindelig, men stor, Ridepidsk, og at Hævelserne omkring Øjnene skulle især være bevirkede ved Fald under Mishand- lingen. En Erklæring fra Manzini, som han af et rigtigt Instinkt lod indrykke i den Constitutionelle, (den er ogsaa skreven af Bladets Forlægger) og et Forsvar for ham i Intelligenzsedlen for Igaar bekræfter kun Faktum, og anbefaler ham -- som en- hver fornuftig Læser maa finde -- ikke i ringeste Maade til Publikums Tilgivelse og Overbærelse saaledes at det skulde taale at see ham og hans Kone. En, der har Noget at sige i Selskabet, har selv sagt, at Ugjerningen vilde i Sverrig bringe dem i Gabestokken; men en lignende Retfærdighed er dog vel ikke skeet dem her, ved det at de ere komne i de norske Aviser? Det vil, efter vor Mening, geraade vort Publikum til liden Ære, om det lader sig bestikke af den Fornøjelse, Manzinis og Kones Kunstfærdighed kunde forskaffe det; og noget bedre end en Be- stikkelse af Selvgodheden og af tranghjertet Lyst til at faae al den Valuta for de Skillinger, Billetten koster, som Troppen kan præstere, vilde det ingenlunde være, om man -- som Anonymen i Intelligenzsedlen vil -- for at see bemeldte Pars Kunster, undlod at vise dem bort ved lydelig Misbilligelse. At Manzini har maattet overdrage Barnet til Andre, idet Statsfysikus Døderlein -- saavidt vi vide, af egen Menneskekjærlighed -- har taget det under sin Varetægt, forbedrer ikke Sagen for dem. SIDE: 367 Det er os ellers bekjendt, at flere Indvaanere af Staden vilde have gjort Sit forat befrie og sørge for Barnet, og at de frem- deles ere villige til Opoffrelser i saa Henseende. -- Politimester Richter i Kristiania er befordret til Soren- skriver i Ørkedalen. Man nævner som Supplikanter til det ledige Embede: Bureauchef Harris, en ung Mand, for hvem den almindelige Mening udeelt erklærer sig, Fuldmægtig Fougstad, som troer sig skikket til hvad det skal være og hvis Udtrædelse af den Cstnelles Redaktion man paa egen Haand sætter i For- bindelse med Aspireringen til Embedet, og endelig for det tredie -- Prokurator Praëm! Ja Praëm; det er ingen Trykfeil, men Forvisningen om den mageløseste Uforskammethed, som du her seer, Læser! Manden har før været saa artig at underrette Regjeringen om, at han havde opdaget et enormt Polititalent hos sig; og om Hensigtsmæssigheden af, at et lidet General- prokuratur, ifølge hvilket han skulde bemyndiges til hemmelige Kontrolleringer og Undersøgelser af Embedsmændenes Proto- koller, have vi selv hørt ham udbrede sig. At han, istedetfor at gaae ind paa det ærefulde Tilbud, som Bankvexelfalsknerne Bang, Krogsgaard men man nævner en ung Prinds af Sachsen Coburg som den Lykke- lige, det vil falde paa. Belgien er især interessant ved Tilvæxten i Industrie og Stor- heden og Mangfoldigheden af de Jernbaner, som anlægges. I Frankrig har man nylig valgt Deputerede med lignende Udfald som i England. Banqvieren Laffitte, som ved Oprettelsen af en privat Actiebank har igjen sat sin, for Julikongedømmet med saa liden Tak bortødslede, Formue paa fast Fod, blev endogsaa forbigaaet i det af Parises Valgdistrikter, hvori han traadte op som Valgkandidat ved Siden af en erklæret Ministeriel. Kon- stantineh blev endelig indtaget med Storm af General, nu Mar- schal, Vallee efter den kommanderende General Damremonts og Gen. Perregaurs Fald. Det lader til, at Franskmændene ville sætte sig fast i denne By, der efter nogle Beretninger er ligesaa betydelig som Algier. Achmed Bey skal imidlertid nu tilbyde Fred paa enhver Betingelse. Vallees Indberetning om- taler med Berømmelse den for sin politiske Illiberalitet be- kjendte franske Kongesøn Hertugen af Nemours, hvis Brigade var den stormende. I Portugal søgte Saldanha og Villaflor med Vaaben at kuld- kaste Korteskonstitutionen og indføre Don Pedros Chart. Disse saakaldte Chartister, hvem Dronningen og Hoffet troedes at staae i hemmelig Forbindelse med, bleve dog siden faae Uger bragte til Lydighed af den kjække og frisindede Sa da Ban- deira uden at noget Blod var flydt. Deres Høvdinger maatte gaae i Landflygtighed. Nationalgarden i Lissabon bevogtede SIDE: 369 imidlertid Hoffet, og efterat Roligheden var gjenoprettet, vendte Kortes's Uvilje sig mod den engelske Minister Howard de Wal- den, der troedes at have havt sine Fingre i Opstanden. I Oktbr. nedkom den unge Dronning af Portugal med en Kron- prinds, og denne Begivenhed synes at have været Signalet for Hofpartiet til at sende Chartisterne i Marken, men Borger- aanden i Hovedstaden og i Oporto vaagede over Kortes og Kon- stitutionsværket, som har modtaget mange demokratiske Be- stemmelser under Indflydelsen af de ikke faa ultraliberale Med- lemmer, hvormed denne Forsamling er ligesaa udmærket som den spanske, hvor det har lykkets dette Partie at drive Ting igjennem, som man skulde holde umulige i et Land med et saa vældigt og fanatisk-katholsk Præsteskab, i hvor øjensynligt de end paakrævedes af det almindelige Bedste. Herimellem hører især det overflødige Kirkegodses Inddragning og Salg, Geistlig- hedens Beskatning og Ansættelse paa fast Gage og flere andre Bestemmelser i Religionsvæsenet, der gjør Spanien til katholsk- reformeret og protestantiskt imod Papismens Uvæsen. Af den portugisiske Konstitution maa især, som mærkeligt i et Land med saa fornem og anmassende Adel, fremhæves, at Pairs- eller Adelskammeret er ophævet. I de nysvalgte spanske Kortes er det ultraliberale Parti bleven mindre stærkt. Regentinden har nylig aabnet dem med en Tale, hvori hun yttrer mindre Be- tænkeligheder over Borgerkrigen end over Finanzerne, og er- klærer sig tilfreds med den Strenghed, hvormed Espartero haandhæver Disciplinen og har straffet de Soldater, der myr- dede Sarsfield. Med Grækenland gaaer det langtsomt fremad under dets paa- tvungne Konge og den økonomiske Afhængighed af andre Magter, hvori Laanene fra Befrielseskrigen og under Landets Organisation til Stat holder det. Den, som egentlig regjerer, er Premierministeren Bayreren Rudhart. Grækenland er ellers, ligesom ogsaa Tyrkiet, bleven besøgt af flere tydske Prindser paa deres Hjemreise fra den store russiske Leir ved Wosnesensk, en By i Ukræne. Sultanen lod til at finde sig smigret ved dette Besøg og behandlede dem paa det galanteste. Denne tyrkiske Peter Czars Europiseren af Tyrkerne gaaer fremdeles fremad. Ruslands utaalelige Aag over de tilgrændsende Folk viste sig SIDE: 370 i Wallachiet, hvor Hospodaren, paa den russiske Residents Re- qvisition, jog Stænderforsamlingen, uagtet dens Protest, ifra hinanden med Militærmagt. Ligesaa erklærede Petersborger- hoffet i Forbindelse med dem i Wien og Konstantinopel, at det ikke hastede med Opfyldelsen af den gamle Fyrst Milosch's Løfte til sit Folk Serbierne, at give dem en Konstitution. I Spanien er Don Karlos, efter en vidtløftig Udflugt til Kata- lonien og Kastilien, der endog førte ham i Nærheden af Madrid, gjennet tilbage i det udpinte Navarras Dale. En af hans Bander huserer dog endnu i Kongeriget Valencia. Espartero, Kristiner- nes Højstkommanderende, benyttede sin Nærmelse til Madrid i Spidsen for 65 af sine Officerer til at kuldkaste Kalatraves og Mendizavals Ministerium og at gjøre sig selv til Ministerpræsi- dent. Men dette varede kun et Par Dage til Kortes vare komne sig af Forskrækkelsen, og havde faaet nok Samling til at irette- sætte Espartero og hans 65 Officerer, hvis vigtigste Motiv var intet andet end Lyst til at forblive i Madrid istedetfor at deel- tage i Klapjagten efter D. Karlos. I Italien vakte Koleras Øde- læggelser voldsomme Pøbeluroligheder i Siciliens anseeligste Stæder. Den neapolitanske Politimester Carretto didsendtes med Tropper og Fuldmagt til at straffe. En Mængde Henret- telser og Siciliens Erklæren til en Provinds af Neapel havde hidtil været Følgerne. Denne sidste Magthandling er saameget mærkeligere som den synes at staae i en Harmoni med Kong Ernst af Hannovers forhen i vort Blad omtalte Bedrivt, at kuld- kaste sit Lands Grundlov. Rusland vedbliver at underkue Polen paa det skrækkeligste, at bortskjænke polskt Gods til Russer, hvormed Landet op- fyldes, og at arbeide paa de Befæstninger ved Warschau og Modlin, der skal gjøre Undertrykkelsen varigere. Der berettes, at 6000 unge Piger vare, paa Keiserens Befaling, reqvirerede fra polsk Volhynien til den uhyre Høstleier ved Wosnesensk, hvor Vanærelse ligesaameget var deres Bestemmelse som andre Tjenester, og at denne Kontribution skaffedes tilveje ved mili- tær Voldsomhed mod de Ulykkelige og deres Frænder og na- turlige Forsvarere, som satte sig til Modværge. Denne Historie er vel i en af Rusland afhængig Frankfurtertidende bleven be- negtet som usandsynlig med Hensyn til Keiserens personlige SIDE: 371 Karakteer om ikke til det russiske Despoties Væsen; men fra Petersborg har ingen Benegtelse viist sig, og den er i de mest anseede franske og engelske Tidender og af engelske Talere bleven omtalt som Faktum. Fra Wosnesensk besøgte Keiseren Krigsskuepladsen i Cirkassien, hvor det lille Bjergfolk frem- deles forsvarer sin Uafhængighed med Held, uden anden Un- derstøttelse end af enkelte private Englændere. Der ymtes om en ny Militærrevolution i det Indre af Rusland; men som skal være bleven qvalt i Fødselen. Som Hovedmand nævnes Oberst Murawiew, Broder til en af de fornemste Hoveder for Op- standen efter Alexanders Død. Engang vil det vel lykkes, og da oprinder en Dag for flere Folk end Polakkerne. Leiren ved Wosnesensk skal ellers for fremmede Iagttagere have afgivet ligesaa mange Beviser som den ved Kalisch paa hvor "krankt det er inden i al denne Blankhed" (af Bajonetter.) -- I Tydsk- land har 7 Professorer i Gøttingen protesteret imod det forhen omtalte Patent, hvorved deres Konge, Ernst af Hannover, er- klærer Grundloven ophævet. Imellem dem savner man Heerens Navn, og med endnu større Usselhed har Universitetet ved en Deputation tilkjendegivet sin Misbilligelse af deres Kollegaers Skridt. Magistrat og Borgerskab ligesaa. Bayerns Stænder have fremdeles lagt den samme elendige Magtesløshed for Dagen; og Sachsens har ikke udmærket sig mere. Despotiet i Bayern karak- teriserer sig bedst ved de mange Aktioner for Majestætsfor- brydelse og den endnu ikke saa sjeldent anvendte orientalsk- artede Straf, at gjøre Afbigt for Kongens Billede. -- I Dan- mark har Frederik den 6te gjort sin Regjering endnu mere glandsfuld ved nye Indskrænkninger af Trykkefriheden. Det er ligegyldigt for Verden og Landet selv, at vide, om de intetbe- tydende Provincialstænder ere sammenkaldte eller ikke. I Sverrig har Kongens, forhen i vort Blad fortalte, Reise været den eneste Begivenhed af nogen Interesse. Det blev ellers med Misbilligelse bemærket som et Tegn paa Kulde i Følelserne for svensk Nationalitet og Folkets historiske Storhed og paa en overdreven, en vis Afhængighed røbende, Opmærksomhed for Rusland, at en høi Officer blev sendt officielt til Pettersborg ved Afslørelsen af Alexanderstøtten, medens kun Tilfældet lod en svensk Lieutenant være tilstede ved Afdækkelsen af et Jern- SIDE: 372 minde for Gustav Adolf, som ved Sammenskud er reist paa Slagmarken ved Lützen. At der intet er skeet i Norge af poli- tisk Vigtighed, vide vi Alle. Det skulde da være, at et Par Skibe har, uden alt andet Uheld end at vække svenske Minervas Mishag, begyndt at vise det norske Flag i Middelhavet. Det vil for Eftertiden blive betragtet for en Skam at undlade at gjøre det. Henrik Wergeland [HENRIK WERGELAND OG "DEN NYE STATSBORGER"] Den nye Statsborger 17. des. 1837. Siden min Medarbeider, som forhen ved given Leilighed om- talt, fratraadte sin Andeel i Redaktionen af Statsborgeren, har den ganske paahvilet Undertegnede. Faaer Bladet, efter foran- staaende Plan til en Forandring deri, fremdeles Bestand, da har jeg lovet Entreprenøren at redigere den politiske Artikel, hvortil min Deeltagelse i dets Redaktion ganske vil indskrænke sig. Dette bekjendtgjøres ikke for at berøve den Constitutionelles Redaktion Adgang til fremdeles Opkog af en af sine gamle vid- løse Elendigheder, nemlig min Personifikation til "Statsborger"; men forat give Bladet den Anbefaling, som ligger i Udsigten til at det vil vinde ved at Redaktionsarbeidet fordeles, forat under- rette Indsendere om, at de ikke have at henvende sig til mig, og endelig forat jeg selv, ved at læse dette med mine egne Øjne, kan ret nyde den glade Vished at jeg fra nu af har Intet at gjøre med den Deel af Bladets Indhold, hvorfor Redaktionen plejer at lide ilde paa Andres Vegne. 16de Decbr. 1837. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM KRITIKKEN AV "CARL JOHANS HISTORIE" OG "STOCKHOLMSFAREREN NO. 2"] Morgenbladet 24. jan. 1838. Recensenten i Morgenbladet af Carl Johans Historie og Stockholmsfareren No. 2 har navngivet sig for mig, og jeg har i ham truffet en Uven, der oftere har benyttet sit Forhold til Morgenbladet til at gjøre min politiske Karakteer mistænkelig. SIDE: 373 Ingen veed bedre end han, hvor lidet det nye Epithet af Hof- og Statspoet, som jeg har faaet af svenske Aftonbladet, passer paa mig; men min Rec. divulgerer det igjennem Morgenbladet bag efter Nella, uden anden Bemærkning end den urigtige, men ham selv smigrende, at Aftonbladets Dom paa det nærmeste falder sammen med hans egen. Hvor let han ved sin Stilling har for at føre, og hvor ofte han end har ført, det Vaaben, som der dog virkelig er i idelig at reproducere de svenske Blades Skjældsord og Bagvaskelser uden videre Bemærkninger, og som tilføier dybe Saar medens han selv faaer Skinnet af Lidenskabs- løshed, vil jeg dog lade Sandheden af Rec.s Forsikkring, at han ikke har været ledet af nogen Animositet, uprøvet, om den endog lod sig undersøge. Det er ialfald en Dyd, som man ikke kan undvære, uden at være en Slyngel; og kun Sjeldenheden deraf, trods dens Simpelhed, imellem Publicister af Profession gjør Rec. fortjent til en Lykønskning. Efter mit Bekjendtskab til Standen ville nemlig de Allerfærreste betænke sig paa at gjøre netop et fiendtligt Forhold til Motivet for en Recension, der planmæssigen indeholdt angjældende Recensions rette Strøg af Roes forat give det Hele Udseendet af Upartiskhed og Tro- værdighed og Daddelen den rette Klem. Jeg indrømmer Rec., at han, til Uven og Publicist af Profes- sion at være, ikke giver mig meget at beklage mig over, især naar det betænkes, at man ikke vel kan rage ud for nogen Værre end En, der i sig forener begge. De Sidste have nemlig altfor meget for Skik, fordi lang Øvelse har givet deres Pen nogen Færdighed, at skrive Side op Side ned om hvad det skal være, uden Hensyn til om de forstaae sig paa Tingen eller ikke, til at jeg skulde blive fortrydelig paa En, som vel har benyttet mig til sit Pensum, men ligesaa hurtigt løst det op igjen ved sine Modsigelser. Dette er Tilfældet nemlig med Recensionen over Carl Johans Historie. Idetmindste begriber ikke jeg, hvorledes En paa eengang kan "lægge en priselig Sandhedskjærlighed og Upartiskhed for Dagen, have forsaavidt hævet sig til Historike- rens rette Standpunkt og bestræbet sig for, at Dagens, Par- tiernes eller Lidenskabernes Stemme ikke skulle influere paa hans Fremstilling" og dog "mangle historisk Frimodighed og Aabenhjertighed" og være en Lovtaler og Smigrer. Heller ikke, SIDE: 374 hvorledes En, der tilskrives saadanne Qvaliteter og "Lethed, Behagelighed og livlig Kolorit i Fremstillingen" kan siges at have skilt sig saaledes ved sit Arbeide, at man bliver endnu mere bestyrket i at det var en uheldig Idee at skrive den re- gjerende Konges Historie. Paa eet Sted gjør Rec. mig tillige ansvarlig for den Deel af Historien, som ikke er forfattet af mig, paa et andet erkjender han, at jeg, efter hvad der udtryk- kelig er sagt paa Titelbladet, kun staaer til Ansvar for Frem- stillingen siden Valget i Ørebro. Men den Deel er, tvertimod Aftonbladets Sigende, heltigjennem ræsonneret og affattet kri- tisk, saavidt den indskrænkede Plan for Bogen tillod det -- Noget ingen upartisk og skjønsom Læser vil kunne negte, og som ligemeget udgik af min Maneer at behandle Historien paa og af Adspredtheden og den forskjellige Beskaffenhed ved de Kilder, der stode til at benytte. Recens. kan forøvrigt være lige over- tydet om, at jeg, før jeg paatog mig Arbeidet, ikke forglemte nogen af de Indvendinger imod at skrive den regjerende Konges Historie, som han opstiller i Begyndelsen af sin Recension, og om at intet uædelt Motiv, selv ikke en passende Betaling (thi den bestod kun i nogle Kunstsager af liden Værdie) omsider bragte mig til at love Forlæggeren at hjælpe ham ud af den Forlegenhed, han befandt sig i ved at have ladet begynde paa et Arbeide efter Kilder, som pludselig stoppede ved dets vig- tigste Halvdeel. Recens. har ganske rigtigt truffet hvad der deciderede Beslutningen, at paatage mig et Arbeide, som jeg udtrykkelig erklærede vilde hverken være den Ene eller den Anden, hverken Konge eller mine egne politiske Troesforvandte tillags. Han har truffet det i Tilliden til den moralske Kraft, at kunne ofre Noget for Sandheden, og til uden andet Hensyn end til denne, saavidt det stod i min Magt at opfatte den, at kunne løse min vanskelige Opgave. Jeg vilde skrive som om jeg hverken var Norsk eller Svensk, som om baade Karl Johan og jeg vare døde og mit Omdømme afprægedes saaledes som det fandtes i mit Indre, kun seet af min Samvittighed og be- kræftet af den. For de Skrøbeliges og deres Skyld, som have ondt for at hæve sig over egen Lavhed, lod jeg være at udføre den Hensigt, jeg ved den Tid nærede, at ansøge i mit Fag -- ikke fordi jeg ventede at faae selv det res. Capellani hos en SIDE: 375 Præst, der er examensgammel med mig og har sletteste Karak- teer, men mere fordi jeg vilde prøve om Departementets nye Chef og Regjeringen efter sin nye Sammensætning ikke skulde være tilbøielig til at ændre den ubillige Suspension af mine Ad- komster som Supplikant saalænge Sagen med Praëm ikke er endelig afgjort, især siden denne min Modpart er bleven be- fordret imidlertid, og jeg, siden dette skede, ikke har ansøgt om noget. Det er saaledes muligt, at jeg offrede det blotte Skin af Uafhængighed noget, skjøndt min Karl Johans Historie vist ikke er saaledes affattet, at jeg paa Grund af den skulde kunne vente mig bedre anseet hos Magten. Jeg kan have feilet af Mangel paa Dømmekraft eller paa Kilder og Materalier; men imod Beskyldningen for at have vit- terligen ladet mig henrive til ubeføiet Lovtale protesterer jeg og fordrer, at de af mine Landsmænd, som ikke have havt An- ledning til selv at dømme efter Bogen, skulle før troe mig, fordi jeg altid har viist Uafhængighed og Frisindethed som Forfatter, end en Anonyms Smædeord, som han deels selv modsiger paa det udtrykkeligste, deels ikke understøtter med andet end løs- revne Citater og nogle kjække Kneps i Lommen paa egne Vegne. Jeg vil ende mit Svar i denne Henseende med "Det onda sam- vetets" Forbandelse i Stockholmsfareren No. 2 over den fjerde Løgn af de "En och Tjugu": "Du med huggormtungan ute! Lögn, hvem andra lögner flyr! på ett söndrad moln till skuta jagas skall af stormen yr tills du träffar En, som tror sannings skugga i dit ord, att patriotismen hans är en ödla i en krans. Träffar du blott En hvarhelst väl for dig! Då är du frälst". Mod Recens.s Mening om Stockholmsfareren No. 2 har jeg ikke besluttet at forsvare den. For mig tabte Critikens Vægt sig, da Rec. gjorde sig bekjendt for mig, om der end ikke havde været saa mange Spoer af en ængstlig og uheldig Leden efter SIDE: 376 Hager til at hænge Hatten paa. Hertil maa den passende An- vendelse af to Carrikaturer, som gjøre sin selvlærte norske Mester al Ære, tjene, og det Hele skal hedde et Lapværk, fordi Rec., med sit Ubekjendtskab til Farcens Væsen, har seet dem før isolerede og har hørt et Par af Viserne fordum. Hensigten med at jeg saaledes har disponeret over min Eiendom er ikke vanskelig at fatte for den, der vil fatte det og som ikke troer, at en Vise uden videre Betydning taber ved at erholde denne ved Tilsatsen af et Par Vers, saaledes som Rec. troer om Ola Graaguts Vise. Jeg fandt, at jeg ikke burde lade saa beqvem Leilighed gaae mig af Hænderne til at faae bibragt mine svenske Venner dem, ligesom jeg ved al den Svensk i Stykket, som lider saa under en slet Korrektur, vilde forebygge en svensk Over- sættelse som den af Stockholmsfareren No. 1. At Scenen med Folkesværmen ikke staaer saa ganske løs i Stykket, haaber jeg hver Den vil finde, som ikke har læst det med saa sløve Øine, at han ikke seer, at det er den 4de Novbr., at den politiske Gadevises Afsyngen lader Sværmen spærre Gaden, og at denne Spærren er Aarsag i at Fogden og den af ham ulykkeliggjorte Elise faae hinanden pludselig Ansigt til Ansigt at see. Rec. iklæder sig en latterlig Myndighed, naar han "ikke kan lade den Høne uplukket", at jeg har paasat Stykkets Titel "Til Opførelse i det norske Studentersamfund". Det er jo, skulde jeg troe, uden at nogen Udlæggelse just behøves: "Bestemt til Opførelse o. s. v." Og enhver Forf. kan vel, uden at gaae Nogen for nær, sætte paa sit Stykke hvor det er af ham bestemt og tænkt at opføres. Det er en Artighed imod vedkommende The- ater. Rec.s Paastand, at Stockholmsfareren No. 1 blev opført paa Studentersamfundets Theater ved et coup de main, d. e. ved List eller Magthandling, som Samfundet skulde været svagt nok til ikke at modsætte sig, benegtes paa egne og Samfundets Vegne som Bagvaskelse. Ligeledes vil det af Samfundet blive afgjort paa en allerede bestemt Dag om det vil blive opført saaledes som Forf. selv har tilbudt sig at udelade Personalierne eller ikke -- i hvilken Henseende Rec. neppe nok har saa meget at sige som jeg, i hvor bestemt og orakelmæssigt han end for- byder det. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 377 [INNLEGG I STRIDEN OM "CAMPBELLERNE"] Morgenbladet 31. jan. 1838. Imellem de ublue Bagvaskelser og samvittighedsløse Raserier imod mig i Anledning af "Campbellernes" Opførelse, hvormed den Constitutionelle i disse Dage saa mærkeligen betegner sin Afmagt og Skamløshed, finder jeg ogsaa Beskyldninger for at have sikkret mig den første Aftens Bifald ved at have opkjøbt for mine Venner 100 Billetter. Dette er Løgn som saameget an- det af det, der igjennem det Blad bindes Publikum paa Ærmet, betræffende den ærgelige Hændelse, at ogsaa jeg skulde faae opført et Stykke, uanseet Spaadommen fra en af de Kompaner, som bruge den Constitutionelle frit til Organ for sit personlige Fiendskab, at sligt aldrig vilde blive Tilfældet. Da et Par af det Snees Personer, hvortil man med Forbauselse saae den mægtige Trop, der vil angive Tonen paa Theatret og i den lite- rære Verden, uagtet al anstrengt Hverven reduceret, har været oprigtige nok til reentud at aabenbare, hvad der ogsaa var klart nok af Optøierne selv, at Hensigten med disse var at faae Styk- ket udestængt af Repertoiret og saaledes berøve mig min Bene- fice, benytter jeg denne Leilighed til at underrette om, at An- strængelserne have været frugtesløse, idet Directionen har fore- løbigen fastsat min Beneficeforestilling af Campbellerne til Man- dag den 12te eller Onsdag den 14de Februar, hvorom nærmere Underretning skal skee. Christiania den 30te Januar 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM CAMPBELLER-SLAGET] Morgenbladet 6. febr. 1838. I Morgenbladets Referat af det i Theatret 28de f. M. Pas- serede omtales, at jeg fra en Loge forsøgte at tiltale det urolige Publikum. Da Beretningen, idet den ikke citerer Tiltalen selv, let kan give Anledning til Feilgjetninger om hvori den bestod, og at Stænk i Advokat Skjelderups Erklæring i Dagsnummeret endog synes egnet til at vildlede didhen, at den skulde have gaaet ud paa at opildne Partiiver og politiske Sympathier, finder SIDE: 378 jeg mig opfordret til at meddele Følgende betræffende denne lille Biscene: Da Tummelen efter første Akt ikke syntes at ville tage Ende, da den oprørende Piben under og efter National- sangen, som Orchesteranføreren gav, efter min private Anmod- ning, som et Forsøg paa at tilveiebringe Roligheden, atter satte Publikums Modkræfter i Bevægelse, og Urostifternes Hensigt tydelig viste sig at være den, at hindre Stykkets videre Op- førelse, henvendte jeg mig til En af Direktørerne, og mødtes da af ham med samme Tanke, nemlig at der intet Andet var at gjøre end at lade begge Parter anmodes fra Scenen om, at op- sætte enhver forstyrrende Meningsyttring til Stykkets Ende. Da Allarmen imidlertid forblev den samme og det varede noget inden jeg saae Nogen fremtræde, besluttede jeg, under en øie- blikkelig Afstilnen i Tumulten, selv at fremsætte Anmodningen. Den blev afbrudt, da jeg havde faaet nogenledes Lyd for Or- dene: "Stille dog engang! Hvor fristende til høirøstet Uvillie det end kan være at see selv Universitetslærere foregaae med Exemplet af formelige Theateruordener . . ." Og siden forsøgte jeg med endnu mindre Held at tilføie: "Saa udbeder dog For- fatteren sig, at begge Parter ville opsætte o. s. v." Strax efter fremtraadte Hr. Nielsen, og lod sig ikke forhindre fra at frem- sætte samme Anmodning fra Direktionen af det Æblestykke, hvormed En af hine Præceptorers lærvilligste Disciple hjem- søgte ham paa Scenen. Dette om det. Men siden jeg nu har Papiret for mig, benytter jeg Leiligheden til ogsaa at yttre mig betræffende den skjelderupske Erklæring og Nellas Sladder om at hun har en "positiv Erklæring" fra Theaterkassereren for den lumpne Nødløgn, at jeg sikkrede mig Bifald ved første Forestilling ved at kjøbe 100 Billetter til mine Venner. Hr. Skjelderups Udtryk om Stykkets Værd ere saa umaadeholdne -- ikke at tale om ubegrundede -- at allerede dette maa vække Tvivl om Beføietheden. Jeg har vel allerede en Slags Critik, som giver fuldkommen Satisfaktion, saavel i Theaterdirektionens Bekjendtgjørelse om de indsendte Stykker som i Censurkom- mitteens Indstilling, den jeg har anmodet Vedkommende om at erholde til Afbenyttelse, saafremt jeg skulde holde det for værdt at forsvare mig mod slig aabenbar Ubillighed; men jeg har den Tro, at det Enorme i de Udtryk, hvormed der er blevet ned- SIDE: 379 tordnet af den Constitutionelles Redaktion, af Skjelderup og af Ræven i Morgenbladstillægget No. 35, vil bidrage ikke lidet til at bringe Stykket i Folkets Hænder, som ønske at dømme selv, og til at det bliver ordentlig bedømt. Indtil videre holder jeg da Hr. Skjelderups Omdømme for mindre vigtigt end den naive Bemærkning af ham, at næste Forestilling vil løbe af uden Spek- takler, siden han men det angiver han bestemt, at Halvparten af et saa- dant Antal fik jeg med Direktionens eller rettere de tilstede- værende Direktørers Tilladelse (og i deres Nærværelse) og at jeg aabenbar kun var Mellemmand og føiede af Høflighed træn- gende Anmodninger. Hvorfra flere af disse kom, veed jeg ikke; men de allerfleste vare fra Familier, for største Delen bestaaende af Damer og nogle for et Par Skuespillere, der igjen vare Com- missionærer for Andre. Jeg har alle deres Vidnesbyrd at paa- beraabe mig, som gjennem mig erholdt Billetter, eller som saae mig modtage Anmodninger og Penge dertil; og forøvrigt op- fordrer jeg Enhver til at modsige mig, der veed, at jeg har ud- deelt, bortgivet eller paa anden Maade havt at bestille med Billetterne end som omforklaret. Hvortil har da dette Angreb paa min Karakteer ført uden til at belyse, at jeg ikke er uhøflig eller utjenstfærdig, men at mine Fienders sandsløse Had intet forsmaaer af Bagvaskelse og Fordreielser, hvori de dog selv hilde sig uhjælpelige ind? I dette Øieblik erfarer jeg, at den nye Statsborger stiler en Opfordring til de Godtfolk, forsaavidt den Const. tjener dem som Organ, til at de skulle gjøre Rede for de Principer og Ten- denzer, der lede deres publicistiske Virksomhed. Og da jeg ved bemeldte Blads Begyndelse bekjendtgjorde deri, at jeg havde lovet at bistaae Red. med den politiske Artikel, hvoraf dog endnu intet har viist sig, og visse Folk dog deraf kunde forsøge at faae Folk til at troe, at jeg har nogen Deel i denne Opfor- dring, der forekommer mig ganske overflødig, saa benytter jeg ogsaa denne Leilighed til at bekjendtgjøre, at jeg forlængst har tilskrevet Redaktionen, at jeg ikke kunde levere hiin Artikel, og at jeg saaledes var udtraadt af ethvert Forhold til Bladet. Den 4de Februar 1838. Henr. Wergeland. SIDE: 381 Henrik Wergeland [REPLIKK OM CAMPBELLER-SLAGET] Morgenbladet 8. febr. 1838. Jeg troer at skylde saavel Hr. J. W. Schjelderup som mig at hidsætte her, at hans Benegtelse i Igaarsbladet af at have deel- taget i Pibningen før noget af angjældende Stykke var bleven givet, staaer saameget mere til Troende, som han har havt den Godhed at sige mig, at han endnu indtil Datum ikke har læst Stykket. Det Publikum, som han har meddeelt sin Dom derover, vil neppe finde dette Notabene ganske overflødigt. Hr. S. er ogsaa underrettet om, at jeg vilde tillade mig saaledes at be- nytte denne oplysende Omstændighed ved hans Domfældelse over Stykket. 7de Februar 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TROPMARSCH (Indsendt.) Morgenbladet 11. mars 1838. (Mel.: Malebrok er død udi Krigen.) Au! au! au! skjøndt Ryggene svide, fremad, Trop, dog! frem til at stride! Lad mod nye mandige Værker dæmre freidigt frem vort Mod! Lyn, Øje, stolt og skjønt i Blaat og Sejersgrønt! Vi os Navn af Smagens Bersærker har erhvervet i vort Blod. Samles atter! Hvorfor fortvivle? Naadens Blik jo over os hvile? Selv jo Oldtids Kjæmper blev julte; derfor bar de Pelts paa Bag. Hvad om med lodden Ham vi al vor Brøst og Skam retsom de med Listighed skjulte hverengang vi gaae i Slag? SIDE: 382 Fremad! Vor "Nehemias" [fotnotemerke] os kalder, at vor Muur ei over os falder. Vi bag den skal Fienden trodse, pibe hele Verden ud. Den Gud, vi dyrke der, betænke skal Enhver. Vi i Landets Fedme skal fraadse. Stærk er Naadens gyldne Gud! Har vi ei Symbolet iværge; Dæmringsbogen, hvorpaa vi sværge, at i Nød som Gammen tilsammen hele Troppen holde skal? Held os, vor Frelse blev en babylonisk Grev! Vor Profet selv qvæder et Amen til hans Vivat i hans Hal. Frisk da op! I Modet er Seiren. Ei Forknythed herske i Leiren! Thi ihvad Ulykke end times, dækker Nella alting til. Med høitopstrakte Tre Hun seer hvad Folk ei see. Ei saa rapt paa Klokke kan kimes som Hun skrøner naar hu' vil. Vi en Nidstang, raske Kompaner, stikke op; den er da vort Banner. Tomme Dunker bruges som Tromme mellem Pibernes Musik. Fotnote: Dæmringspoeten sjunger i den Constitutionelle saa smaat og beskedent om at han spiller en Slags Nehemias, der opmuntrer sine slagne og forknytte Jøder til med Sværd ved Siden at opbygge sine Mure igjen, bag hvilke saa det gamle Leben skal begynde. SIDE: 383 Og Dæmringens Poet paa Skyds ei let blier Beet. Thi han har jo stedse sin Lomme fuld af Smuds af egen Fabrik. Saa vor Trop er rustet til Striden, til at tvinge Folket og Tiden. Holger Norske blandt sine Bersærker vader atter frem i Blod. Vore Øjne lyne skjønt i Blaat og Sejersgrønt. Thi mod nye mandige Værker dæmrer frem paany vort Mod. Dudelsack, Corpspiber. Henrik Wergeland TIL MINE FIENDER Morgenbladet 11. mars 1838. 1. Nellas Redaktion. Er denne Blære af min Daggert stungen? Nok, at den sprak, og ligger der nu sprungen. 2. F. Stang. Du har en Yndighed, Geniets Had! naar Kinden flammer som Tulipens Blad; en Storhed, naar i Pennens rappe Spoer giftsvulne Slanger mylrende sig snoer. Men ak, hvad ynkelig Figur du gjør, naar du er bleg og mat og Pennen stør, naar Styrke du kun i din Skjælven viser, og Pennens Træk kun er en Rad Betiser. 3. B. Dunker. Hvis det er sandt, at harmtændt Hu tidt bristende Talent erstatter, da elsker Ingen mig som Du, hvis Linjer skjænkte mig en Latter. SIDE: 384 Ditto. Er du en Sjel, som har saa fæl en Larve? Dit Had, som Gløden i sit hvide Skjæg, jo bærer Dødens Let og Syndens Farve . . -- Gaa! gjem dig bag en Væg! 4. J. Welhaven. Hvor gnaver det dig henne, Versopflikker? Har jeg en Krands, som dig i Øjet stikker? Du faaer den hele og en Draabe med af hvad du neppe har: min Sjelefred, hvis du vil gi'e min Hund den Bid, du skar ved Grevens Bord: dit Festriims Honorar. Ditto. Der er ei Maal og Maade i det Gnaal i dine Viser om Jetter og om Riser. Det er jo Dvergefantasi. Ditto. Rødøjet som en hvid Kanin nær blind sig stirrer sløv Kretin paa Alpens solbelyste Toppe. Han troer det Rødmende deroppe er Nellikers og Rosers Flor. De gule Striber, i hans Tanker, er Kaprifols og Guldregns Ranker, som ned fra Tind omkaps sig snoer. Men Skyen gaaer for Sol igjen, da graanes Alt til Klippe hen, og Ravnen, Luftens sorte Ridder, han veed, at han paa Mose sidder, at golden Fjeld Naturen gav saa tynde Lag af broget Lav, som denne falske Glands, hvormed du dækker Aandens Magerhed. SIDE: 385 6. Til dem Alle tilhobe. Ak, at mit Hjerte dog endnu skal slaae! at end for mig ei Byens Klokker gaae! Dog haab, at det, som slaaer kan blive stille, og det som staaer kan komme til at spille. Og glem ei, Haabet Bedste er og Største. Og -- det faaer være nok nu for det Første. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland NOTITZER OM LOFTHUUSSAGEN (Indsendt.) Morgenbladet 18. april 1838. Christian Jensen Lofthuus, den nedenæsiske Almues kjække, men ulykkelige Talsmand mod Datids Embedsmænds Under- trykkelse, fangedes af Capt. Hammer ved Forræderi i Lillesand 15de Marts 1787 og hensad udomfældt paa Agershuus til sin Dødsdag 13de Juni 1797. Denne Hammer blev til Løn for sin Daad General-Veimester i Bergensstift, og fik 1) en anseelig Gratifikation, 2) 200 Rdlr. aarligt Tillæg i Gagen og 3) Majors Charakteer. Hvilken Vigtighed Regjeringen tillagde denne Sag, og hvorledes den lønnede sine Creaturer sees endvidere af en Liste, Justitsraad N. Schytte har efterlagt sig, over "dem, som i Anledning af Chr. Lofthuus's Opløb ere blevne deels befordrede deels belønnede", nemlig, ifølge hans Inddeling i 5 Classer; I Classe til Stiftsbefalingsmænd og Amtmænd................ 8 II -- - Generalveimestere og dertil hørende.................. 6 III -- - Fogder og Sorenskrivere................................ 8 IV -- - Told-Officianter og didhenhørende................... 5 V -- - Andre Befordrede og Belønnede....................... 9 Tilsammen til Lofthuses Dødsdag 36 Dette var nu Følgerne for Embedsmænd og Andre udenfor Bondestanden; men hvilke vare de for denne? Alt blev som før, og dens Talsmand døde fjernt fra dem i Lænker, udømt ved Høiesteret, men dømt ved Commission af den danske Adels- mand, Stiftamtmand Moltke, den royalistiske Normand Confe- SIDE: 386 renzraad Colbjørnsen, Adelsmanden Assessor Sommerhjelm og Sorenskriver Aars, til Slaveri paa Livstid. Man bør haabe, at hans Landsmænd snart reise denne norske patriotiske Martyr et Minde, der kan overantvorde hans Had mod Undertrykkelse i Aar til Efterslægten. At han erkjendtes for en Martyr viser følgende Inskription, som fandtes en Morgen strax efter hans Begravelse, malet paa et rødt Bret sat paa Graven: "Gyseligt Minde efter Christian Lofthuus, som paatog sig at tale Fortrængtes Sag; men ulærd stødte an mod Lovene, smiddet i Lænke til en Klods og saaledes som Statsfange af Landet underholdt i 10 Aar, uden at nyde endelig Dom. Martyr! din frie Aand møde mange dine Lige, der leede fordi de vilde vel!" De Bevægelser, Lofthuus stod i Spidsen for, nævnes i et gam- melt Manuskript som det tredie Opløb i Nedenæs i Løbet af et Aarhundrede. Det første skede i 1688, det 2det 1752 og det Lofthusiske 1787. Saa stort var Trykket. Interessant og i mere end een Henseende nyttigt vilde det være om Alt vedkommende Lofthuus Sammenhængende blev udgivet. Det vilde være en passende 17de Maigave. Ellers tillader Inds. sig at henlede de historiske Samlingers Redaktions Opmærksomhed paa det pas- sende Bidrag, som en historisk Behandling heraf vilde udgjøre. Henrik Wergeland [MORGENBLADETS UTTALELSER OM HENRIK WERGELANDS POLITISKE VIRKSOMHET] Morgenbladet 26. april 1838. Selv dengang jeg disponerede over Statsborgeren, fegtede jeg med kortere Vaaben end Blade, der havde et saadant Publi- kum som den Constitutionelle (i den Tid man endnu haabede noget af dette Blad) og dens altid altfor ærbødige Tjener Mor- genbladet, med hvem jeg, paa det Blads Vegne, hvis Væsen jeg skulde soutinere, kunde af og til rage i Tvist. Nu, saagodtsom udenfor al journalistisk Virksomhed (en Rolighed, som forsødes mig betydeligen af mit Kjendskab til vore Redaktioners Person- SIDE: 387 lighed) seer jeg mit Navn den ene Gang efter den anden som et saagodtsom værnløst Maal for den uretfærdigste Behandling i bemeldte Blade. Den Constitutionelles rører mig mindst, men over Morgenbladets koldblodige Domfældelser over mit borger- lige Værd oprøres jeg, fordi de, med al deres affekterede For- nemhed, ere saa uretfærdige, som nogen af mine virkelige Fien- der kunde optænke dem. Og min Fiende er dog ikke Redaktøren af Morgenbladet; men han opoffrer mig den ene Gang efter den anden, fordi han troer dermed at stille en Deel af Publikum tilfreds, som han gjerne vil være iro for. Saaledes nu igjen idag; og nu brister min Taalmodighed over disse evindelige Forklei- nelser af min politiske Virksomhed, mod hvilke jeg herved pro- testerer saa meget tryggere, som jeg er vis paa, at selv Den, over hvem jeg nu nødes til at beklage mig, naar han vil være oprigtig, ikke vil kunne andet end agte mig som Normand og Menneske. Senere, naar jeg faaer Bladene fat, og hvis Plads indrømmes mig i Morgenbladet (i den Const. er der ikke at spørge derefter) et Ord til et Par Andre, som ligeledes ere gangne mig for nær. Den 25. April 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL MORGENBLADET] Morgenbladet 28. april 1838. Jeg er atter nødt til at bidrage en Stump til at fylde disse jammerlige Aviser. Redaktionen af dette Blad har ikke kunnet yttre sig om mine Linjer igaar uden paany at begaae den mod mig oftere end mod Nogen begaaede Synd, at trænge ind paa min Personlighed, at paahefte min Karakteer en Lyde, som ikke hører den til. Hvad skal nemlig det til at Morgenbladets Redak- tion, ved et Stænk, hvorfor den vanskelig selv kan gjøre sig Rede, at faae sit talrige Publikum til at troe, at Henr. Werge- land er et ufredsommeligt Menneske? Og saa maa hver Den troe, som læser Morgenbladet, som staaer i den Formening at dets Redaktør kjender mig, og som selv ikke kjender mig. Det er paa det nærmeste min hele Nation. Men i denne Sag appel- lerer jeg til Enhver, som i nogen Maade er kommen i Berørelse med mig. Disse kunne vidne og de ville fritage mig for en Lyde, SIDE: 388 som jeg ligesaalidt fortjener fordi jeg paa Andres, saavelsom paa egne Vegne, ligger i Proces med Prokurator Praëm, som Peer eller Paul fortjene at hedde Ildgjerningsmænd fordi de engang have været med paa Ulvejagt. Den 27de April 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland For Menigmand No. 10, 17. mai 1838 ALMUESTALSMANDEN KRISTIAN JENSEN LOFTHUUS'S MINDE Det er min Hensigt, netop paa denne Dag, da vort Folk feirer sin Befrielse fra fremmed Undertrykkelse, at vække Mindet om en Mand, en norsk Bonde, der leed og døde i Fængsel som et Offer derfor. Det er snart et halvt Aarhundrede siden, men des retfærdigere er det, ikke længer at opsætte med at yde hans Fortjenester den Erkjendelse, som vil være den eneste Løn, han erholder af sit Fædreneland. Han talte sine undertrykte Lands- mænds Sag for Thronen, Han lærte dem at forene deres Kræfter til et retfærdigt Formaal, og Verden, at Normændene, ihvor SIDE: 389 overbærende med sine Konger og blinde for deres politiske For- urettelser mod Stedbroderlandet, dog ikke taalte personlig Tryk og Embedsmænds vilkaarlige Udsugelser. Han gjorde saaledes alt Sit til at redde en vigtig Deel af Nationalæren, og har derfor historisk Betydenhed; han udsatte sig modigen for de Magt- havendes Forfølgelser, og da han bukkede under derfor og vir- kelig leed i et langvarigt Fængsel og døde for denne Idræts Skyld, saa staaer i Ham for vore Øine en Person af det Slags Fortjenester, som et Folk aldrig pleier at glemme, men som meget ofte heller ikke erholder nogen anden Belønning end Erindringens efter Døden. Der ligger i denne kummerlige Er- statning for et uegennyttigen opoffret Liv en Bevæggrund, som virker kraftig i visse, derfor ikke mindre agtværdige, Gemytter til at udmærke sig ved Anstrengelser og Opoffrelser for det almindelige Bedste. Og derfor er det ligesaa vist ikke klogt at vise nogen Ligegyldighed for et fortjent, dyrt erhvervet Efter- mæle, som det er Synd at berøve Martyrens Aand saa skyldløs en Glæde. Vort Folk har desuden, med al sin naturlige, fra Fædrene nedarvede Frihedsfølelse og Had mod Undertrykkelse, i den lange Tid, det dog, især i politisk Henseende, maatte lide en saadan, saa faae Navne at nævne paa Personer, der viste nogen kraftig Modstandsaand, at ethvert, som i denne Hen- seende kan fortjene nogen Plads i dets historiske Minder, maa tilkjendes en ligesaa hæderlig som hvilketsomhelst andet, hvortil krigersk Berømmelse eller nogen anden velhævdet Fædrenedyd har fæstet sig. Derfor leve Kristian Jensen Lofthuus! Thi han var en saadan Normand. Han leve i sine Landsmænds Erindring fra denne Stund af, da vi med Glæden over vort Folks Frigjørelse ved sig selv opildne Hadet mod al Undertrykkelse for at gjøre den umulig! Dette er Dagens Betydning og Aand, dens Retmæssig- hed, dens Uskyldighed og Storhed. Paa den ville vi erindre en Normand, som fortjente at leve i vore Dage, mens han var Fædrelandet mere nyttig i dets ulykkeligere. Det i forrige Tider saakaldte Nedenæs Lehn, en ret godt be- folket Kyststrækning fra Grændserne af Agershuus Stift og ned mod Byen Kristiansand, i Kristiansands Stift, lader til under SIDE: 390 Dansketiden at have været mere hjemsøgt af udsugende Em- bedsmænd end andre Landets Distrikter, som ellers dog havde nok for sig af denne ulidelige og uværdige Plage. Mens mange andre Folk, lige til det Alleryderste, tro saadant i sin Orden, føler nok Normanden med aaben Forbittrelse det Uretfærdige, men hans Afsondrethed paa de eensomme Gaarde vanskelig- gjør Foreninger, hvori under saadanne Omstændigheder den Enkelte som Alle kun har Frelse at vente. Imidlertid opviser Nedenæs det hæderlige Exempel, at dette Distrikts Almuer flere- gange have holdt sammen i at byde Smaatyrannerne Modstand og i at klage lydeligen for Kongen, som dengang skulde være Alt, og af hvem de ogsaa med en national, altfor stor, Godtroen- hed ventede alt hvad Ret skulde være, men dog fik saa lidet. I Løbet af eet Aarhundrede fandt saaledes tre Bevægelser Sted imellem Almuen, hvoraf den sidste er den, som her skal berøres. At den skede eller maatte skee, viser kun, at de foregaaende ikke have været kraftige nok. I 1786 havde verdslige og geistlige Embedsmænds Vilkaarlig- heder og Udsugelser i Nedenæs, Raabygdelaget og andre til- grændsende Fjelddistrikter vakt en høi Grad af Forbittrelse mellem de lidende Almuer. Den unge Bonde Kristian Jensen, som, fordi han havde opført sig godt fra sit Tidligste af, ved Gave var bleven Ejer af Gaarden Lofthuus i Vestre Moland, og som Jordbruger var bleven hædret med Videnskabernes Selskabs første Præmie drog pludselig, paa sine Sambygdingers Opfordring, ned til Kjøbenhavn, hvor han forebragte Kronprind- sen, den nuværende Konge, hvad Almuerne havde at klage over. Og det var ikke alene over forskjellige Embedsmænd, over ulov- lige Sportuleringer, eller Klager af den Art, som heller ikke ere ubekjendte i vore Dage, men ogsaa over en Handelsundertryk- kelse, som Kjøbmændene i de Byer, der skulle forsyne Fjeld- distrikterne med Nødvendighedsvarer, især Korn, øvede mod disse Egnes Beboere ved bestandig at holde dem i Gjeld, og vilkaarligen at fastsætte Priserne ved deres Tuskhandel. Kron- prindsen bød Lofthuus at fremkomme med skrivtlig Klage, for at man derefter kunde anstille Undersøgelser. Lofthuus saae saaledes sit Hverv udvidet. Han blev et Slags Midler imellem Folket og den kongelige Autoritet, for hvem han nu havde at SIDE: 391 ordne dets Klager. Han troede at burde gjøre dette saa fuld- stændigt som muligt. Han opsøgte dem. Almuesmanden strøm- mede til ham. Dette gjorde ham endnu mere forhadt af Em- bedsmændene end selv hans første Foretagende. Almuerne søgte at beskytte ham, og for sin Sikkerheds Skyld maatte han lade sig ledsage af Bevæbnede. Den civile Øvrighed fra Thingste- derne og Præsterne fra Prækestolene advarede forgjæves mod denne Almuens Talsmand, der fortfoer med at samle de Klager og Beviser, han skulde fremlægge. Samlinger af nogle 100 Almuesmænd fandt af og til Sted. Det forøgede kun Embeds- mændenes Forbittrelse, som gav sig Luft i taabelige Bagvaskel- ser om hans Person og Opdigtelser om at han drev Rænker med Sverrig, hensigtende til at overantvorde det Overherredømmet over Norge, hvor han selv da skulde faae Regjeringen over en Deel. Tilthinge forlangte Almuen, anført af to Bønder, efter -- som En beretter -- "med stille Ærbødighed at have anhørt Stiftamtmandens Tiltale, i al Rolighed intet uden Pas for Loft- huus og dem af Almuen, der skulde følge ham, for i Kjøbenhavn at andrage deres Klager for Thronen." Paa Spørgsmaalet hvori disse bestode, bleve de opgivne, hvorpaa Passer paa Lofthuus's eget Forlangende tilthinge bleve udfærdigede. I Helsingborg berettes ham et Rygte om, at Kongen havde bifaldt hans Paa- gribelse, hvorpaa han fra bemeldte svenske By søgte og erholdt et Leidebrev, som han dog af rimelig Mistro ikke torde betjene sig af. Man forsøgte nu paa al Viis at faae ham fanget, men de troe Bønder vogtede ham, og Ti af de Anseeligste sendte Kaution for hans Tilstedeblivelse til en Undersøgelseskommis- sion, som imidlertid var bleven nedsat. For denne indstillede Lofthuus, i Kraft af sit Leidebrev, sig personlig; og den fandt saameget grundet i hans Besværinger paa Almuens Vegne, at den ikke kunde undlade at bevirke to Sorenskrivere suspen- derede. Men saasnart Leidebrevet var udløbet, søgte Kommis- sionen at faae Lofthuus paagreben ved List; thi Almuerne, hvis raskeste Mænd havde svoret at lade sit Liv for ham, bevogtede ham for vel hvor han befandt sig til at det saa let kunde skee ved Magt. Med priisværdig Troskab vare de ikke at bevæge til at udlevere ham uden de fik Kongens egen Befaling at see. Men omsider lykkedes det en Kapitain Hammer, hvis Sinds- SIDE: 392 usselhed ligger for Dagen i den Rapport han indgav over sin vellykkede Streg, og en Lehnsmand at føre hans Livvagt bag Lyset og at overrumple ham i et venskabeligt Besøg hos en Nabo. De styrtede pludselig over ham, overvældede ham, kastede ham bunden i en Baad, og jog ad Frederiksværn til. Stærk Medbør begunstigede dem, saa de forgjæves bleve forfulgte af To af hans Vagt, der ufortøvet satte efter, medens de andre To ilede om forkyndende Almuen dette Sorgensbudskab. Ligesaa forgjæves forsøgte Flere at indhente ham; thi allerede Dagen derefter førtes han paa en bevæbnet Kanonbaad til Drøbak, og, da det ikke gik hurtigt nok, derfra under stærk Bedækning til Agershuus. Kapitainen og Lehnsmanden, for hvem det ikke var eller blev raadeligt at komme hjem igjen, ilede sporenstregs til Kjøbenhavn for at rapportere og høste Lønnen for deres Bedrivt. Denne udeblev heller ikke, idetmindste ikke for Kapi- tainen, som baade erholdt Penge og Befordring. Det samme blev Tilfælde med flere Embedsmænd, som forstode at udmærke sig paa en behagelig Maade under Sagen. Almuen fængslede i sin første Forbittrelse Fogden som Gidsel for Lofthuus, samt endeel Personer, der vare med ved hans Paagribelse, sendte kaarne Mænd til Stiftamtmanden for at see Kongens Befaling til hans Paagribelse, og tilbød fremdeles Borgen for hans Tilstedeblivelse og hvad Følger, der kunde flyde af hans Løsladelse. De vold- somme Sindsbevægelser, som hos mangen, ellers ikke saa let rørt, Bonde, gav sig Luft i Taarer over Tabet af deres Helt, dulmedes noget, da hans "alvorlige Formaning" kom til dem fra Frederiksværn, "ikke at fordærve hans og deres fælles Sag, og gjøre sig ved noget voldsomt Foretagende strafskyldige, men at forholde sig sædeligen og i Roe." Almuen var ogsaa altid ubevæbnet mens den holdt Fogden fangen som Gidsel, fordi de uden at faae Svar havde søgt Underretning hos ham, om Loft- huus skulde fængsles, og fordi han ikke kunde fremvise nogen lovmæssig Hjemmel for Paagribelsen. Dens Adfærd mod ham var ogsaa forøvrigt saadan, at da han befriedes af militær Magt, frabad han sig dens men modtog Almuens, Beskyttelse til sin Gaard. Han stod paa for god Fod med Almuen til ikke at vide, hvad han ogsaa erklærede, at den kun var gaaen til den Yder- lighed imod ham, fordi han var den eneste Embedsmand, der SIDE: 393 var Folket vedhaanden til at være en Borgen for Lofthuus, "som de havde lovet og skyldte Beskyttelse mod Enhver, der uden Kongens Befaling antastede ham." En kongelig Plakat oplyste dem imidlertid om at Foretagendet mod Lofthuus havde Kon- gens Bifald, om det end ikke var skeet paa hans Befaling. Almuen indleverede siden en Fremstilling af Tingenes Sammen- hæng, hvori den beder om Tilgivelse for sin Adfærd mod Fog- den, retfærdiggjør Lofthuus og ansøger om hans Frigivelse indtil han var søgt og dømt, da de samtlige tilbøde sig at være ansvar- lige for hans Tilstedeblivelse. Men sin Frihed fik han ikke før Døden. Dømt af en i Kri- stiania nedsat Kommission til Slaveri paa Livstid, hensad han udømt af Høiesteret som Statsfange paa Agershuus over 10 Aar til 14de Juni 1797, da man endelig løste Lænken af hans afsjelede Legeme. Sporet af hans Grav i Forbrydernes Hjørne paa Kristkirkegaard er forsvundet; men ligesom han i sit Fæng- sel erholdt flere Beviser paa at der fandtes Medborgere, som erkjendte ham for hvad han var, saa vidnede ogsaa herom baade en Indskrivt, som hemmeligen sattes paa hans Grav, og som endte med Tilraabet: "Martyr! Din frie Aand møde mange Dine Lige, der lede fordi de vilde vel!" og følgende Eftermæle, som, under Beskyttelse af Datids endnu uindskrænkede Trykke- frihed, sattes ham i Byens Ugeblad: "Kristian Jensen Lofthuus. Saa har da Fængsel gjort Ende paa dit daadfulde Liv! Saa skal du ikke mere see dit Landsted, som du med saa megen Flid opdyrkede! Ti sekellange Aars Indspærring uden Dom- fældelse, mangeslags deraf flydende sammenhobet Kummer maatte omsider overmande dette kjæmpestærke Legeme. Din Aands Kjækhed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den dig aldrig. Du døde, som du havde levet, en sand Patriot. Fred med dit Minde! Maaskee skulde disse Sandheds- ord ei været talte? Dig sættes vist ingen Bautasteen; men trøst dig ved Romerens: "den, som ingen Urne har, bedækkes af Himlen." Jo, der bør sættes ham en Bautasteen, et Minde, mere varigt i hans Folks Sjele end selv disse Mærker om Fædrenes Omhu SIDE: 394 for sine hæderlige Navne ere det langs vore Strande og inde i vore Dale. Det er en Sløvhed, at der ikke forlængst i de Egne, han virkede og leed for, er reist ham en virkelig Bauta, der kunde fortælle hans Navn imellem Sønnerne af de Fædre, hvis Sag han offrede sig for, og overantvorde dem hans fyrige Had mod al Undertrykkelse. Men den Normands Navn, der i en saa udmærket Grad har lagt for Dagen denne Dyd, som ingen ædel Natur kan undvære, og hvorfor Normændene have et godt Ord, bør leve i hele Folkets Erindring. [Her følger diktet "Den hedeste Flamme i Nordmandens Indre", trykt I bd. 2, s. 241 ff.] Henrik Wergeland BRUDSTYKKE AF ET BREV (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 26. okt. og Fædrelandsvennen 28. okt. 1838. --   -- Valgene tiltrække sig her almindelig Opmærksomhed ved enkelte Navne, som have hamlet op til et større Antal Stem- mer, end man skulde troe, endog med tilbørlig Betragtning af Borgerskabets bekjendte mageløse Godmodighed, af Departe- mentsstemmernes Conformitet, af Aanden i det nuværende saa- kaldte Norske Selskab, og af visse andre mere enkeltinfluerende Potentzer. Mellem hine Navne deler du vist Forbauselsen over Stiftamtmand Petersens med Enhver, der endnu ikke ganske har trukket Nathuen ned over baade Øine og Øren. Snille Folk! overmaade snille, ikke snilde, men godmodige, fromme, godtro- ende Folk, der ikke have lang Hukommelse! Imidlertid frygter jeg ikke for, at Han skal bidrage Noget til, at ikke vore fire Forrige, uden mindste Nyrekrutering, blive valgte. I saa Hense- ende er der en liden hvid Juste-milieu, som man synes at vælge alene fordi han tilbyder sig nær ved Haanden i Alphabetet, ved hvem der er større Betænkelighed, saasom han, endog før sit Valg, har erklæret ikke at ville vælge paa den Repræsentant, der udmærkede sig saa ved sit strenge økonomiske System. Petersen derimod vil upaatvivleligen føle, at han skylder sine Vælgere den Erkjendtlighed for sit uforskyldte Valg, for denne extraordinaire Artighed, at gaae Fleerhedens Ønske imøde i sit Valg. Men jeg venter ogsaa ganske vist, at han vil faae SIDE: 395 Stemmer til Storthingsmand. Næst Baron Wedel er der for Tiden neppe nogen populærere Mand end Rigsretsdefensoren, der tog Storthing og Folk saa dygtigt i Skole, og følte saa inder- ligen personlig dettes sjunkne og opløste Tilstand. Regjeringsadvocat Stang synes ogsaa at skulle blive Valg- mand; og det er vist et høist politisk Valg af dem, som ville have vore fire forrige Repræsentanter i Veien igjen. Han er især bleven Publicum bekjendt som en af Anførerne for Piberne i Campbellerslaget. De gode Borgermænd fik sig formodentlig en Kop Thee med guul Fløde i ovenpaa Ærgrelsen at gaae tabt af en Theateraften, og at see sine og Koners og Børns Liv i Fare, og saa tænkte de nok: det maa være en desperat Ultra, som tør gjøre sligt paa Kongens høie Navnedag, og Dagen efter gaae i Høiesteret. Paa Valglisten træffer denne Helt imidlertid noksaa fredelig sammen med en Mand, af hvem han den Aften gjerne under Massakren kunde faaet en banket Trøie eller en Dank i Snuden. Det er Herr Garvermester (for vor Skrøbelig- heds Skyld almindelig benævnt Major) Ytteborg, Ridder af den kongl. svenske Vasaorden, der hiin Aften ikke var at spøge med for Spektakelmagerne. Dette Valg er ultrademokratiskt med Hensyn til Kundskaber. Men nu kunde det være paatide, at man søgte Demokrater med saamange Kundskaber som muligt. Thi ellers -- og det er min alvorlige Mening -- gaaer Norge, Grundlov og Nationalitet under, og kun vore illiberale, egoisti- ske, upatriotiske Genier svømme ovenpaa. Din o. s. v. P. S. Rigsretsdefensuren, Theaterslaget og den forlangte Nat- hue skal jeg sende dig med første Leilighed. Henrik Wergeland OFFENTLIGHED! OFFENTLIGHED! (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 27. okt. 1838. Paa det nær, at et Navn er klinet opimellem de forrige Repræsentanter i Spidsen af Valgmændslisten, troer Indsen- deren at man i det Hele kan være ret tilfreds med denne. I høi Grad vilde det være ønskeligt, om DHrr. Valgmænd vilde offentliggjøre sine Stemmesedler. Communen vilde da have en SIDE: 396 Rettesnor for sin fremtidige Tillid, især efter et Valg som fore- staaende, hvortil det Kald, dens Fleerhed vilde afgive, ikke er tvivlsomt. Denne fordrer upaatvivlelig ogsaa særdeles opmærk- somt Hensyn til Suppleantvalget dennegang, da der gaaer Rygte om, at Een af de Forønskede nok turde frasige sig Valget, naar det faldt paa ham. Første Suppleant bør altsaa ingenlunde være en Prøveklud ligesaalidt som Nogen af upopulære Principer eller som ikke i alle Henseender skulde værdigen kunne repræsentere Hovedstaden. Henrik Wergeland [REPLIKK OM WERGELANDS ANONYME ARTIKKEL I INTELLIGENSSEDDELEN] Christiania Intelligentssedler 30. okt. 1838. Da den beredvillige Indsender i Intelligentsseddelen for idag har Ret i at jeg giver Avisskriveriet en god Dag maa saavel Han som hans Herre "Majoren" holde mig undskyldt, om jeg tager ham paa Ordet og altsaa ikke uleiliger mig videre med at stille en impertinent Nysgjerrighed tilfreds. 29de October Henr. Wergeland Henrik Wergeland OM ANONYMITETSKRÆNKELSER (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 1. nov. 1838. Allerede før det sidste skidne Exempel paa at krænke Ano- nymiteten, nemlig, som antydedes, "Majorens" beredvillige Tje- ners lave Angreb paa navngiven Mand som formeentlig Forfatter af en, af enhver patriotisksindet Borger vistnok underskreven, Opsats, betræffende Valget af Valgmænd her i Hovedstaden, havde foregaaende Presseforseelser af lignende Slags gjort sig fortjent til Paatale. At Anonymiteten ikke respecteres, men krænkes af enhver saaret Forfængelighed, er et Uvæsen, som skader Pressens Anseelse og Frihed, ophæver Lysten til Med- delelse og frisindet Paatale og prostituerer os som et Folk, der ikke har begreb om Trykkefrihed. Og det hænder oftere hos Os end hvorsomhelst ellers, hvor man skjønner sig bedre paa Pressens Fordringer, og udgjør et af de Træk, hvormed man kan SIDE: 397 begrunde en Anke over dennes Raahed og lave Standpunct. Selv Redactioner, der have paataget sig at afgive Mønstret for hvor- dan saadanne skulle være, have uden Sky tilladt sig voldsomme Brud paa Anonymiteten, Trykkefrihedens Palladium. Men det vil aldrig ophøre, men oftere øves, dersom man i mindste Maade tager Notice af en Uforskammethed, som det er Synd at hjælpe til sit Maal. Dette har nu vel ikke ovenantydede Angrebne gjort, men det er dog Indsenderens Mening, at aldeles Taushed havde været det bedste Svar, og at den altid bør anvendes i lignende Tilfælde. Den er jo Foragtens Svar, og bedre fortjener ikke en brutal Nysgjerrighed. Det skulde ret være herligt, om Publicum vantes til anonyme Angivelser, falske eller sande, om hvem der var Forfatter til det eller dette anonyme Stykke i en Avis. Vækker et saadant nogen Opsigt, da nævnes som Forfatter snart En snart Flere, men alle med lige Forsikkringer om Paalidelig- hed, -- er det en politisk Discussion, da stødes det ene Parti, og strax er man ude paa Gjetning, og Fingrene kløe efter at nævne i Aviserne En som Forfatter, ialmindelighed paa den skumlende Maade, at man venskabelig underretter ham om, at saa siger Folk, og at man lige venskabelig opfordrer den Denun- cerede til at fralægge sig det. Men hvad er nu dette ikke for en ny Uteerlighedskloak, der aabnes mod ethvert Navn, som det behager En at trække frem? Selv om man ikke kunde være tjent med at hedde Forfatter til en Artikel, om det endog vilde være en Forbrydelse at være dette, og om man var noksaa uskyldig, har man intet Værn mod denne Maade at injuriere paa. Det skulde da ialfald være det ligesaa umoralske, at spore op eller kaste sin Mistanke paa En som Ophav til Opfordringen, og saa avertere: "nei, jeg har hørt, at De min Hr. N. N., som -- i Parenthesis sagt -- ganske vist har skrevet Opfordringen til mig, skal være Forfatter til omhandlede Artikel, og derfor opfordres De venskabeligen til at fralægge Dem samme. Hvis ikke, er De Forfatter." N. N. kunde nu transportere Forfatter- skabet paa en Tredie ogsaavidere indtil man endelig traf eller ikke. Paa den Maade kunde man omsider faae "Major" Ytte- borg selv pr. Transport opgivet som Forfatter, uagtet dette ikke ligger inden Mulighedens Verden, men han bestandig skriver ved Andre. SIDE: 398 Under et saadant Frækhedssystem i at forske efter og paa- dutte En offentligen Forfatterskabet, maa jo al Pressefrihed gaae tilgrunde, og saavel Den, som en saadan Angivelse rammer, som Publicum faaer en Mistanke til Redactionernes Taushed, som ogsaa bidrager til at undergrave deres personlige Anseelse og Pressens Kraft. Det er derfor baade i Redactionernes og Publicisternes, i det Almindeliges som i Enkeltmands Interesse, at Brud paa Anonymiteten, af Natur som omhandlet, ingensinde finder Sted. Begaaes en saadan Raahed, da vil Taushed gjøre den uvirksom mellem et Publicum, der forstaaer sig nok paa Trykkefrihed til at betragte en saadan Udskejelse med almin- deligt Mishag og som Nul og Nichts at reflectere paa. Henrik Wergeland FORELØBIG BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 25. nov. 1838. Det er min Hensigt, saafremt en Subskription yder tilstræk- kelig Understøttelse dertil, at foranstalte Hvad jeg hidtil har forfattet saaledes, i Beraad med competente Mænd, formet og udgivet, som jeg ønsker det overantvordet Fædrelandets Litera- tur. Nogle inden dennes Omraade anseede Landsmænds Op- muntring til at samle Hvad jeg i en Deel Aar har spredt om mig af forskjelligartede, især lyriske Poesier, saavelsom Hensyn til egen og Andres Kritik, giver denne vidtløftigere Plan sit Tilvær. Lader det sig tænke, at noget Saadant engang dog vilde skee, vilde Forfatterens eget Øje og nærmere Adgang til Pressen ikke agtes overflødige. Derfor -- Haanden paa Værket eller dog paa Forsøget! Uagtet jeg ikke betragter dette som noget økonomiskt Anlig- gende, maa jeg dog forud erklære, at det kun kan gaae for sig ved en betydeligere Subskription end ellers almindeligviis er Tilfældet hos Os, naar Spørgsmaalet er om blot æsthetiske Arbeider. Og den Henvendelse til mine Landsmænd, jeg nu foretager mig, er saameget misligere med Hensyn til sit Udfald, som jeg ikke venter andet end at see det lagt Hindringer ivejen fra mange Kanter, og som jeg ikke kan give dem, der ville fremme det, andet Overslag over hvad det vil koste, end at Prisen pr. Ark ikke skal overskride den almindelige. Hvor- SIDE: 399 mange Ark den hele Udgave vil komme til at omfatte, kan jeg heller ikke nu bestemme, og det lader sig ogsaa vanskelig gjøre med nogen Vished ved et Arbeide af denne Beskaffenhed før man er langt inde i det, og seer Enden. Det religiøse Poem "Skabelsen, Mennesket og Messias" vil saaledes undergaae en Behandling, der sandsynligviis ogsaa betræffende Omfanget vil gjøre det tilgjængeligere; og af Andet, da vil Adskilligt ikke blive simpelthen at optage. Jeg sender da ogsaa denne Be- kjendtgjørelse kun foreløbigen ud, forat erfare af den Modta- gelse, den har mødt rundtom i Landet, om det er værd, at jeg hefter mine Tanker videre paa dette Forehavende. Landsmænd, som personligen interessere sig derfor, ville maaskee have den Godhed, fra sine Egne at meddele mig i saa Henseende nogen Underretning eller rettere Veiledning; thi jeg føler for vel, at det Arbeide, at gjennemlæse -- der er endda nogen Interesse ved at det maa skee kritisk -- Alt hvad man selv har skrevet, trænger til en varmere Modtagelse fra mangen Haand, end den man kan tælle sig til i udfyldte Subskriptionsplaner. Disse komme Forlæggeren ved -- en Bistand jeg ogsaa maatte have, og som jeg ikke vil mangle, naar Foretagendet møder Bifald i sin Idee, og saaledes ogsaa tegner sig godt for ham. Min skal Glæden og Æren være, om jeg kan siges indtil dette Punkt i mit Liv at have givet mit Fædrelands Literatur Noget, som fortjener at opbevares. -- Jeg har tænkt først at levere de lyriske og mindre Digte samlede i eet Bind, stor Format, Ska- belsen, Mennesket og Messias i det andet, Siful Sifaddas Farcer, Satirer og andet dermed Eensartet i det tredie, og de Dramaer, jeg hidtil har forfattet, i et fjerde, sluttende sig i Format til Hvad, der senere i samme Digtart maatte komme fra min Haand. Senere Lyrik vil med samme Lethed i Tiden kunne lade sig slutte til det Hele, der lader sig udføre efter denne Plan i Løbet af et Par Aar. I Tilfælde af nogen nærmere Indbydelse, vil deri blive at bestemme, om Arbeiderne skulle udkomme hefte- viis, som nu er meget i Brug, samt hvorvidt Subskriptionen er forbindende for det Hele eller enkelte Bind, der ogsaa hver for sig udgjøre noget Afsluttet. Grønlien ved Opslo i Novbr. 1838. Henr. Wergeland. SIDE: 400 Henrik Wergeland [OM DEN UNDERSTØTTELSE WERGELAND FIKK AV KONGENS PRIVATKASSE] Morgenbladet 12. april 1839. Saavel Form som Indhold af den inkompetente Opfordring til mig i Morgenbladet af 10de dennes skulde afholde mig fra at tage nogensomhelst Notice deraf, dersom den ikke forøvrigt var egnet til at gjøre Publikum, forsaavidt det virkelig for Tiden skulde være sysselsat med et saa uvigtigt Rygte som ommeldt, usikkert i sin Dom over et Forhold, som ikke trænger til dets Overbærelse eller nogen anden Benefice end Sandheden. Re- daktørens besynderlige Adfærd, vel forud personlig at indhente bedre Underretning, men ikke at ledsage Opfordringen dermed, naar denne desuagtet endelig skulde ind, lader mig, i Forbin- delse med Retningen i denne, rimeligen slutte, at det angivne Rygte var bestemt til at overlades sin egen fri Fart og vilde Vegetation. Under saa mislig Veiledning bliver det Pligt imod den Deel af Publikum, som det er om Sandhed at gjøre, naar dets Opmærksomhed engang er fremkaldt for en Sag, at afgive et Svar af lignende Indhold, som jeg meddeelte Redaktøren med en Artighed, jeg nu mærker var overflødig, saasom jeg ikke kunde troe, at han, ifølge sin offentlige Stilling og Udrustning med Opfordringen, alene spurgte sig for af privat Nysgjerrighed, men forat kunne hjælpe paa den offentlige. Hjalp nu ikke jeg, saa var denne forgjæves irriteret, som den nu er bleven; thi det vilde tage sig ilde ud, og nytte lidet, om en Redaktionsartikel viste sig en Tid efter af omtrent saadant Indhold: "Siden W. ikke svarer paa en Opfordring i vort Blad av 10de dennes, og denne dog kan have givet Anledning til Rygter i det større Publikum" (hvilket ved Hjælp af visse svenske Tidender upaa- tvivlelig ogsaa vil skee) "troer Redaktionen at burde erklære, at den forud personlig havde indhentet Oplysninger, som, om den havde meddeelt disse jevnsides den ubesvarede Opfordring, vilde befriet ham fra een Lidelse og Verden fra en heel Deel Løgne mindre. Hony soit qui mal y pense! Men (og saa er jeg vis paa, Redaktionen vilde ende) den Profit, som kom seent er o. s. v." SIDE: 401 Mit Svar er: Jeg har tilforn, og tildeels med Opofrelse ikke blot af Tid, udgivet endeel Almueskrivter, hvis ikke afsluttede Række det altid har været min Agt at fortsætte, naar jeg kunde faae friere Hænder og fæste Hu til at virke i geistlig Retning. Hs. M. Kongen, hvis særegne Opmærksomhed for Almueoplysnings- værket vel er ligesaa erkjendt som hans Hjælpsomhed imod Behovet, har heller ikke unddraget mig hverken den ene eller den anden, og havt den særdeles Godhed for mig, at tilstaae mig den angivne Sum hverken som "Pension, Løn eller Gave," men som Understøttelse, eller Honorar, om man vil, i et Par Aar til at fortsætte hiin Virksomhed, og opført med udtrykkeligt Tilkjendegivende herom under Conto for "literære Arbeider". Jeg agter ogsaa at benytte denne til et saa almeennyttigt Øje- med bestemte Hjælp, og at løse denne Forpligtelse, men ingen af Pligtens eller Erkjendtlighedens Baand. Med denne Erklæring troer jeg Enhver, som ikke maatte nære desstørre Interesse for min private Økonomi, eller være i Be- siddelse af en endnu mere extraordinær Kontrol med Hans Majestæts private Kasse, kan være fornøjet indtil jeg maatte vise mig enten svigfuld eller utaknemmelig. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland KONTRABILLEDER FRA CHRISTIANIA (Indsendt.) Morgenbladet 23. aug. 1839. Regnveir. Fredag den ottende dennes Regned det her i Staden. Skræddermadamen og hendes Datter spadsered paa Gaden. Sønnen vandred ved Siden Klagede over sin Støvle; Sagde den var for liden, Lise forbød ham at vrøvle. SIDE: 402 Nu begyndte for Alvor Regnen at strømme i Byen, Moder og Lise samt Halvor Ængstelig saae mod Skyen. Draaberne vare først fine Dernæst mere storslagne, Lises og Mutters Mine Viste de vare bedragne Af den lyseblaae Himmel Som det nys havde været Og af den store Vrimmel Som vilde og havde spadseret. Lises og Mutters Hjerter Banked som varme Plader. Regnen faldt som Ærter Ned paa de brolagte Gader. Nu det regnede dygtig, Regnede heel standhaftig, Regnen var først lidt flygtig Dernæst lidt mere kraftig. Kritici aabnede Munden, Tungen ud de strakte, Vilde vide i Grunden, Hvorledes Regnen smagte. Regnen, som havde varet Henimod tyve Minutter, Standsed og Himlen klared, "Nu har vi godt Veir" sa'e Mutter. SIDE: 403 Henrik Wergeland P. J. COLLETTS "BILLEDER" I DEN CONSTITUTIONELLE (Indsendt.) Morgenbladet 1. sept. 1839. Saa dette er Normalen Poemer comme il faut? Kritikeren fløi galen; Poeten til Kastalen -- Gud hjælpe os! maa gaae! Henrik Wergeland [KRITIKK AV EN PROLOG PÅ TEATRET] (Indsendt.) Chria. Intelligentssedler 5. sept. 1839. Theaterforestillingerne begyndte igaar med -- -- hvilket Nyt eller Godt? Jo med -- Recensenten og Dyret! Dette forud- sætter sandelig meer end dyrisk Taalmodighed hos Publicum, og fortjener at recenseres. Og dette gamle og slette Tractemente skulde høitideliggjøres med en Prolog, hvori man nok engang faaer Visen at høre om Sommerens Forsvinden og Vinterens Komme, imod hvis Rædsler de kjære Fremmede -- som ved samme Leilighed faae meldt sin Tilbagekomst mellem os en famille -- ville værne os bedst inden Kunstens Hal og Hygge! Men naar Directionen ikke havde noget Bedre at byde, saa er dette at betage Prologvæsenet al Betydning og Værd, og strider directe mod den Horatsiske Regel, at man ikke skal sætte et Løvehoved til en Abesvands. Den 3die September 1839. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLE NO. 249 Morgenbladet 21. sept. 1839. Tilvisse et Capel der er, jeg gad anføre: det Chor Troppister, som fornøjer Nellas Øre -- det Chor, hvori saa svagt og ynkeligt og fiint som en Sirrisses Sang man hører Colletts Qvint, SIDE: 404 mens Bas til slig Musik [fotnotemerke] Konow i Skarnet grynter, forbandende det Land, hvor dette selv for tyndt er. -- Det Instrument, jeg selv mig valgte, blev en stiv forsvarlig Hasselkjep; da skulde -- det er svoret! -- jeg nok faae Lystighed prestissimo i Choret, ja selv i Ebbels Vid, det hæse, Lyd og Liv. Braase. Henrik Wergeland SOLØER (Indsendt.) Morgenbladet 22. sept. 1839. Det arme Soløer! ak forgaaer! Før blødte det af Ærens Saar, og fandt en Vellyst i at bløde. Nu iglesættes det tildøde. Men allerede nu man flaaer det Liv, som endnu dog kanhænde. kan hale ud sin stille Ende til engang udi næste Aar. Henrik Wergeland SOLØERS NABOER (Indsendt.) Morgenbladet 27. sept. 1839. Østerdalen. Mørkbrynte, høje Østerdal sig løfter op ved Soløers Qval; men synker mumlende tilbage: "hver har sit eget Kors at drage." Wärmland. Flittige Wärmland, som har glemt, at Vinger kunde tordne slemt, og at det er paa Klippens Top af Kalk og Stene muret op, Fotnote: Libertineren. SIDE: 405 seer fjernt den hvide Borg, og tænker, at det er Soløers piinte Geist, som sprængt tilsidst har sine Lænker, og er nu over Glommen reist. "I Frid du fara hen -- min Granna! Hvorföre nu, då du kan banna från himlen, qvar paa tomten stanna? med skuggans hvita skymt förfära din trogna fosterbror och vän, och se, att ormarne förtära det stoft, du lemnade igen? Försvinn från mig, som flust har gråtit åt den Moral, du efterlåtit: ""den Frihed meer jag ei afvundar, som halsets glans är kun på hundar"". Ty för din himmelska förvandling du led en mycket hundsk behandling." Henrik Wergeland OFFER TIL PRÆSTEN MTH. (Indsendt.) Morgenbladet 5. okt. 1839. Endskjøndt jeg veed nok, Far, du før en Styver tog, Jeg offrer dig idag ikkun et Bibelsprog; Rom. 12, 19. Henrik Wergeland TIL PASTOR MIDDELTHON I HØLAND (Indsendt.) Morgenbladet 9. okt. 1839. Du har det bedste Kald i alt Dit Nabolag iforgaars Offer og nu Skjeppen fuld idag! 7/10 Henrik Wergeland SIDE: 406 OVER SELSKABET AF 28DE DECEMBER Morgenbladet 11. okt. 1836. Først født ifjor, iaar du hæves. Æsopi Frø, du brast forgjæves. Men kræv ei Styrke af et Skind, som fyldes kun af The og Vind. Henrik Wergeland I ANLEDNING AF LIIGVERSET I NO. 284. (Indsendt.) Morgenbladet 16. okt. 1839. Et Liigvers før man vel er død bør gjøre sin Forfatter rød. Jeg blues ved at gi'e sligt Raad: saalænge spare man sin Graad! Thi Kringleklubben høit florerer; den lagde sig ei til at døe: ved Flid og kunstig Hjælp af Blærer man blæste Liv i brustne Frø; og den kan bli'e den Tyr endnu den vilde blive til par tout. Henrik Wergeland THEATERKRITIK Rosenkildes Leporello. (Indsendt.) Morgenbladet 20. okt. 1839. Spil væk, skjøndt meer end lovligt slet. "Det piber?" "Fanden heller!" Spil væk; et klappende Parqvet Du har af Leporeller. Endskjøndt jeg finder tusind Savn, jeg rækker taus Dig Krandsen. Thi blot dit Rosenkildenavn betager Folket Sandsen. SIDE: 407 Du er fra Kongens Kjøbenhavn, som salige Hans Frandsen; og dette i min Fødestavn er meer end nok for Dandsen. "For Dandsen?" Galleristisk talt! Ja Alting paa dig dandser; men i din dandsende Gestalt som lamt dog Spillet standser. Thi mellem Knæerne en Kiv til Rasenhed er stegen. I Luften hænger Armen stiv, og seer derpaa forlegen. Det ene Knæ det andet drev paa Dør i vild Kehraussen; men det, som kjækt paa Pladsen blev tae'r bøjet mod Applausen. Henrik Wergeland ORLOGSMANDEN FRA KRISTIANSSAND I NO. 298 (Indsendt.) Morgenbladet 27. okt. 1839. O stolte Ærens Nyt! fra sjunkne Kristianssand endnu engang et Lag ifra en Orlogsmand! et Lag saa fuldt og glat! Naar Luvart Lyn jog ud, stod Læ i Tordners Nat. Men -- hvor bli'er Norden plat! Thi Krudet Vanvid var og Kuglerne kun Fraser, og stolten man of war, da Røgen blæste væk, sig viste som en Nar, hvis hele Høihed er, at han oprigtigt raser. Du tørster efter Blod, du reqvirerer Fem. Kun Fem? O Naade, at du la'er det blie' ved dem! Du tænker kanskee, at, naar Fem i Nokken dangle, du arver deres Sjele (med Kammerater la'er Ueffent sig ei dele) og faaer ved dem suppleret de andre Fem, som mangle. SIDE: 408 Henrik Wergeland [OM FARCEN "KRINGLA"] (Indsendt.) Morgenbladet 1. nov. 1839. Den Constitutionelles Red. har behaget at annoncere Siful Sifaddas Farce: "Kringla eller Norske Almacks" før denne endnu har seet Dagens Lys, som rimeligviis et Almuskrivt. I samme Blad har Vedkommende i et Avertissement [fotnotemerke] søgt at rette paa den Vildledelse af Opinionen, som denne velvillige Indis- kretion kunde afstedkomme; men da bemeldte Red. saa idelig beraaber sig paa sin Autoritet, at det vilde være uartigt at troe, at den ikke har nogen, troer man en yderligere Indiskretion med at hidsætte Slutningssangen i Stykket nødvendig, forat det, imod denne Autoritets foreløbige Formening, kan blive klart for Al- meenheden, at Red. dog denne Gang ikke har været ret heldig i at træffe Stykkets Tendenz og den Folkeklasse, det er skre- vet for. [Her følger ikke slutningssangen, men "Første Efterspil" i Werge- lands "Kringla", se II, 4, s. 292.] Henrik Wergeland [OM HENRIK WERGELANDS FORHOLD TIL "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 3. nov. 1839. Naar saae du, Nella, Sifuls Navn paa Bog, som ikke var til Gavn? Hvorlidet det som oftest frugted, Han fulgte Pligt og ei sin Lyst, naar Han den onde Yngel tugted, som vrimler om dit hule Bryst. S. Jeg fristes vist ikke til nogen Lidenskabelighed eller upas- sende Ytring imod den Constitutionelles Redaktion, efter at den Fotnote: Dette Avertissement, som kun forklarede, at det annonceerte Skuespil ikke havde nogen Oplysning af Almuen, hvem "Siful" aldrig har skrevet for, men kun Red.s eget Klientels, en fornem Pøbels, Forbedring til Øjemed, modtoges i Mandagsmorges tilligemed Betaling derfor i Expeditionen til Indrykkelse i følgende Dagsblad; men det har ikke været der at finde indtil nu den 31te. Men -- de 15 Skilling kan Du stikke, min søde Nella, i din Fikke. Naar du har skjældt dig hæs, du trænger Lidt til Drikke. Ikke? S. S. SIDE: 409 har lagt sine Hensigter imod mig saa klart for Dagen som baade tilforn og nu i de sidste Dage. En saa oprigtig Foragt, som jeg nærer for den, er den koldeste af alle Følelser, og har ingen anden Ytring tilovers for slige Folk, end maaskee et uvilkaar- ligt harcellerende Indfald, naar Galden paany af sig selv koger over hos dem. Men selv dette er en ufortjent Høflighed. Per- soner, der med saadan Frækhed tilsidesætte Sandheden, som det skeer idag i den Constitutionelles Paastand, at "dens Spal- ter bære Vidnesbyrd om, at det aldrig har været mig negtet at forsvare mig der", fortjene ikke, at der i nogensomhelst Maade værdiges dem Opmærksomhed. De maae have Lov at sige hvad de ville, og til at løbe med slap Grime om hvor de behage. Sandheden er, at ikke alene jeg Selv, under de mange An- greb, jeg har været udsat for i den Constitutionelle, er bleven negtet al Adgang til der at forsvare mig, som jeg i Førstningen forsøgte paa, men af Morgenbladet vil det erfares af en An- mærkning under en Afhandling, der kun sjelden finder sin Lige i vore Blade, at ikke engang Andre have, selv for noget Udmær- ket, kunnet erholde Plads for Afhandlinger, som indeholdt No- get der i nogen Maade var et Forsvar for mig. Og dette angik endda ikke noget Politiskt, som dog synes at irritere den Con- stitutionelle voldsomst, men noget Æsthetiskt -- en Afhandling, som hovedsagelig gik ud paa at reducere P. J. Colletts ganske overordentlig originale Begeistringstheori til hvad den var, og kun leilighedsviis gav dette Geni at forstaae, at han havde ladet sig henrive vel meget af Aandens Fyrighed, da han fyldte den Constitutionelle, jeg troer, i 8 Dage med Beviser for, at H. W. manglede simpel Menneskeforstand. Det Eneste, den Constitutionelle har villet optage af mig, er Verslinjerne til Kapit. Foss i 1836; men da havde Red. endnu ikke lagt mig saa an, eller ogsaa var Begeistringen for denne Patriot saa stærk, at noget Lignende bemestrede sig Red. i Imprimatur-Øjeblikket, som det, der nys hændte med Olozaga og Alaix i de spanske Kortes. Jeg er vis paa, Red. gjerne gav de 15 Skilling tilbage for at den Liberalitet var ugjort, skjønt den dog har skaffet Exredaktøren Fougstad den Fornøielse at lege upar- tisk i hans sidste Storthingssmøreri. Jeg faaer en kjærlig Strygen paa Kinden derfor, mens Katten et Par Blade iforvejen har SIDE: 410 kloret min Karakteer tilblods. De næste Gange, jeg kommuni- cerede med Red. om et Inserat, var da jeg tilbød den mine, senere i Morgenbladet optagne, Linier "det første Grønne" og over Otto Aubert, fordi, som jeg i et høfligt Brev sagde, dens Blad var det første, som havde yttret sin Deeltagelse med dette, min Frændes, fortidlige Dødsfald, og fordi det neppe kunde være Red., som saa ofte havde yttret sig om mit poetiske Værd, imod, at levere et Bidrag til sine Domme. Herpaa fik jeg til Svar, at jeg "ved nøjere Eftertanke vist vilde finde, at det ikke lod sig gjøre for den Constitutionelle at optage Noget fra mig." Og den sidste Gang var da nu i Mandagsmorges, da jeg i Expeditionen betalte for et Avertissement af Indhold, som før i dette Blad angivet, i Anledning af Redaktionens honette Yttrin- ger om mit nærværende Standpunkt som Forfatter, og som, efterat være gjennemseet, lovedes mig ind den følgende Dag, men som til Dato synes at skulle blive Mundhældets bekjendte "Morgen bag Søndagen". Nu dømme Publikum om den Constitutionelles Red.s Sand- hedskjærlighed og Upartiskhed, og om jeg ikke har Ret til at være ganske taus [fotnotemerke] og ligegyldig ved Personers Angreb, hvis eneste Konseqvenz og Paalidelighed er, ikke at optage det Mind- ste til Forsvar for den saa ofte og saa skamløst angrebne 2den November 1839. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 5. nov. 1839. I den Constitutionelle 246/1836 staaer en, ved Red.s egen Tilsmøring i sin Hensigt tilintetgjort, og ved Red.s Fremfærd aftvungen, Meddelelse, som jeg glemte at anmærke i mit Sidste, men Redaktionen fortjener en Douceur til, dersom den efter Opgivende kan opvise noget Forsvar i 250/1838 for Henr. Wergeland. Fotnote: Noget forhen Skrevet undtages. SIDE: 411 Henrik Wergeland OM SIFULS FARCER (Indsendt.) Chria. Intelligentssedler 7. nov. 1839. Sifuls Farcer have netop i sin Tendenz været til Gavn. Dette er utvilsom, mens det Gode, det har lykkets dem at bevirke, ikke lader sig kontrollere. Men ligesaa vist er det vel ogsaa, at de ikke have kunnet smage Alle, endskjøndt de, selv af Mod- standere, ere blevne tillagte netop de Egenskaber, som poetiske Satirer behøve. Forf., der ogsaa har et Øie for hvad der kunde være skjønnere og bedre i Detaljen, ønsker derfor intet heller, end at kunne udgive disse Improvisationer i en saa forbedret Form, som han kunde give dem, og beklager, at han ikke har Andet til Vederlag for det smukke Citat af Plinius, end Mottoet af Sifuls sidste Farce "Kringla eller Norske Almacks", men som er ret passende til dem alle: "Wo ein Stück ich schreiben soll, die gefällig Allen bleiben, leg' ich meinen Feder weg, und begehre nichts zu schreiben." Henrik Wergeland [FORSVAR MOT BESKYLDNINGEN FOR Å VÆRE "EN VENAL SKURK"] (Indsendt.) Den Constitutionelle 22. nov. 1839. Hvorfor skulde jeg ikke -- om ikke for andet, saa for at have den Ære at overtyde Dhr. Professor Motzfeldt og Lektor Schweigaard om, at de ogsaa kunne feile -- uden "Skjældsord" kunne yttre mig om den Formening, som bemeldte Redaktører igjennem sit Blad søge at udbrede, at jeg er en venal Skurk, som har solgt min Overbeviisning for en Naadeskilling? Jo ganske sikkert jeg kan det, og det ligesaa vist som jeg ogsaa kunde lade det være, da den Constitutionelle ikke er mit Navns Urne, hvori det skal opbevares, og da ethvert af mine Træk i Daad og Skrivt protesterer imod en saadan Diffamation. Men da det ikke koster mere Umage for at tæmme Pennen, end blot at erindre Dette, og det dog kunde være af nogen Interesse for en Eftertid, i hvis Hænder den samlede Cstnelle kunde falde, og som, vant til større Retfærdighed end vore Dages, maatte SIDE: 412 forundre sig over en absolut Taushed fra den saa ofte An- grebnes Side, dog ogsaa af en enkelt Beviisytring at erfare, at det dog var et levende Menneske, ikke et Liig, man i saa lang Tid havde experimenteret saa blodigen med: saa benytter jeg mig af Redaktionens liberale Tilladelse til at benytte dens Spal- ter, naar jeg bare "opfører mig artigt". Med al den rimelige Agtelse, jeg maa have for Redaktionen, veed jeg rigtignok ikke, hvorledes jeg skal være artig nok; men da jeg har den ligesaa oprigtige Hensigt, ikke at være grov, som at være kort, saa vover jeg Forsøget. Jeg veed vel ikke, om jeg tør sige, at den ærede Red. maa have særdeles knappe, misanthropiske Begreber om Menneske- hjertet i Almindelighed; men det tør jeg sige, med Haanden paa mit eget, at dette er saa politisk uskyldigt, at det, for eget Vedkommende, ikke har Begreb om at sælge en Tøddel af sin Overbeviisning og Tro. Og det skulde ligge i en god, menneskelig Handling af Carl Johan, og i at jeg forstod og forstaaer den saa i en reen Mening? Kongen, eller rettere Mennesket Carl Johan fandt, at jeg, efter mine akademiske Aar og literære Virksom- hed, ikke var i for gode Kaar, og han hædrede mig, efter eget Godtykke, med et Gratiale, som jeg betragter baade som et Tegn paa, at min Helt, uagtet mine Uvenner nær hans Throne, har forstaaet min oprigtige, altid sig selv lige, Enthusiasme for ham, og som et Æreslaan, jeg skal betale med almeennyttigt Aandsarbeide. Den ærede Red. kan hver Aften, naar den har affærdiget mig for Morgendagen, finde mig hermed beskjæftiget. Om eller naar H. M. igjen inddrager min Understøttelse, for sandsynligviis at skjænke den til Andre, vil min Erkjendtlighed være ligesaa uforandret som min Tro. Kongen er gammel og livserfaren, og har vist ikke manglet at træffe paa venale Jour- nalister og desl. men at han troer, at Jeg er en ærlig og en uforanderlig, oprigtig, norsk Patriot, derom er jeg ligesaa over- beviist som om, at Jeg troer det selv i al Troskyldighed, og veed, at Enhver vil troe det, som vil bedømme mig efter hvad jeg selv og ikke den Cstnelles Redaction skriver. Forøvrigt, forat jeg dog ikke skal forlade denne uden et Regnskab, som den gjerne kan give Qvittance for altid paa -- saa er min Enthusi- asme for Republiken, til Tjeneste, ved det Gamle. Den er en SIDE: 413 skjøn Religion, hvis Kultus ikke skal forstyrre Nogen, da den boer dybt i mit Hjerte, og min Ikke-Enthusiasme for Unionen er et Barometer, som gik isønder 11te April 1838. 21de Novbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [OM BLADET "FOR FATTIGMAND"] Morgenbladet 26. nov. 1839. Der er Symptomer paa en Fordærvelse inden vor laveste Klasse tilstede, som opfordre til at modvirke den paa enhver hensigtsmæssig Maade. Den er isandhed bleven frygtelig og foruroligende imellem den Klasses Ældre og Yngre, indtil de smaa Børn, som næsten aldrig hører et Gudsord, fordi de ere for fillede til at vise sig i Kirken, aldrig læser en Tidende eller en Bog, om den end er skreven for den, og sjelden vises anden Deeltagelse end Embedstilsynets og Rodemesterens flygtige og aftvungne. I faa Aar er Kristiania i sine Udkanter bleven, ufor- holdsmæssig mod sin Adgang til Næring, overfyldt med en Fattigmængde, som i Liderlighed og Forvorpenhed, og navnlig i alle de grovere Arter af Tyveri, ikke giver betydeligere og i denne Henseende berygtede Hovedstæders Pøbel noget efter, ja Skuet er saameget rædsommere som det hyppigen er ganske unge Børn, der vise sig befængte med denne mangeartede For- dærvelse. Det er lige saarende for Kristen-, Menneske- og Na- tionalfølelsen, at maatte tilstaae det, men -- en bundløs Uærlig- hed, en næsten bevidst Forening af alle Elendighedens lumske Kræfter og af alt dens Had imod de bedre Kaar, et Forbrydel- sens Frimureri har udbredt sig; og vel paa faa Steder fører Armoden sin evige Krig imod Formuen med frækkere Tøilesløs- hed, eller fordyber Elendigheden sig mere i alskens, med den forvandt, Fordærvelse, end her i Ærlighedens Lands Hovedstad. Var det end ikke, som jeg troer det er, at de primære Aar- sager hertil ere ligesaa mange Undskyldninger -- og saadanne ere f. Ex. Armoden selv, liidt Udsugelse og Uret, knap og oftest kun tilfældig Adgang til Arbeide, men derimod desto sikkrere og lettere til Brændeviin, mens Bespisningsanstalter og andre Indretninger i den Fattiges Interesse mangle, slette Lejebopæle, SIDE: 414 Exempler, liden Omhu fra Arbeidsherrernes Side for Arbeiderne i deres Hjemly, og et, meest fordi Kræfterne ikke strække til, mindre specielt Politi- og Pastoraltilsyn o. m. a. -- var det end ikke saa: man maa dog, om end selv af blot Klogskab, ikke slaae Haanden af Jammeren, om den er bleven forbryderisk, ikke støde Elendigheden dybere ud i sit Morads, hærde For- vorpenheden ved Ligegyldighed med Mangelen, give Nødens Syndsbegjær ved Haardhed Fortvivlelsens Retsskin, og fortsætte Krigen kun ved Lovenes Repressalier uden Forsøg paa at mildne, hjælpe og forsone. Men hvorledes dette? Ingen, ja næsten udelukkende ingen, Meddelelse af Oplysning og Moralitet skeer til denne Klasse, Folkebærmen, denne store Klasse, som jeg mener. Uagtet Kristi Forjettelse til Fattigdommen, rækker Præstens Tale ikke til de Øren, og man tager feil, om man troer, at de saakaldte Folke- skrifter, Skillingsskrifterne, trænge ned i denne Masse. Den er utilgjængelig som et Morads, afsluttet i sig selv som en Kugle, der hverken er let at faae fat i eller trænge ind i. Dens Læs- ning er nogle elendige Viser om Forbrydelser og Ulykkestil- fælde, dens Religion og sædelige Begreber en usammenhængende Tradition, gjennemsøndret af bittre og skjærende Sammenlig- ninger, dens Livs Skuepladse ere Kroen eller et hjemligt Helvede af Smuds, Mangel og ægteskabelig Tvist, dets Opgave saalænge som muligt at undgaae Mangelsgaarden og Straffeanstalterne, som slutte dets Perspektiv. Under en saadan Tilstand i sit Indre og under en saa total Mangel paa sædelige Incitamenter og moralsk Hjælp fra uden af, er det kun lidet at undre sig over, om der kun er faa Motiver inden denne Masse selv, som drive den til at forbedre sin Til- stand ved andet end Forbrydelser, og til selv at arbeide paa at gjøre Fattigdommen taalelig. Ikke vant til Kjærlighed, mod- tog den selv Asylernes Velgjerning med en Studsen; Mange for- stode den ikke, holdt den for et Damedilettanteri, og Mange ynde til Datum ikke, at Børnene saaledes gives med ABC- Kringlen en Afsmag for Betlerstien, der ligeledes skaffer "Barna væk", og ovenikjøbet bringer Noget hjem. Elendigheden er sløv, Fordærvelsen mistroisk. Mangelen har et hemmeligt Had imod den Foragt, som vises den aabenbare. Den er saa ofte bleven SIDE: 415 forurettet, at Velviljen kun vanskeligen forstaaes. Den bærer Forbrydelsens Dragt, og den seer ingen Grund, mens den dog skal skjæres over een Kam med denne, hvorfor den ikke skal friste at nyde dennes Tilfredsstillelser. Men hvorledes trænge igjennem her? En af Hovedaarsagerne til denne Tilstand i den laveste Masse, ja vel dens vigtigste, er jo, at ingen Meddelelse af Oplysning og Sædelighed, ingen Trøst for Fattigdommen, ingen aabenhjertig og kraftig Tiltale trænger til dens Øren, fordi denne Klasse, som sagt, hverken søger Kirken eller skaffer sig anden Oplysning, om der end skulde findes nogen for den passende. Nu, det forekom mig da muligt, og overalt et Forsøg værd, at tilveiebringe nogen, og at paa- trænge den Samme ved Gavens Magt. Mindre hensigtsmæssig hvor man vil virke paa Folk, som dog have en Skilling tilovers, troer jeg, at Gave er den eneste Meddelelsesmaade hos Folk, som hverken have Skillingen eller Begreb om at kjøbe noget til "Lærdom" derfor. Det er derfor min Hensigt, under mit Navn, fordi Almeen- mand troer, at jeg vil ham vel, at udgive til ubestemte Tider et Blad "For Fattigmand", som igjennem Fattigbestyrelsen, paa hvis Bistand jeg gjør Reg- ning, skal distribueres til den fattige Klasses Huse i Forstæ- derne, og hvori jeg da vil sige den min Hjertens Mening i de Punkter, hvori denne kan være til nogen Nytte. For at anføre noget enkelt Godt, som maaskee vil flyde deraf, troer jeg at kunne stille de saa ofte molesterede offentlige Træplantninger o. a. d. under "Fattigmandens" Garanti. Det første No. vil jeg udgive paa egen Bekostning. Siden haaber jeg, at Selskabet for Kristiania Byes Vel eller Private ville hjelpe "Fattigmanden" frem, saa ofte han finder det for- nødent at vise sig. Skulle Andre her eller andetstedsfra ønske Expl., udenfor det bestemte Oplag, til Uddeling, da vil der sør- ges for at Saadant kan erholdes af Bogtrykkeren for en Ube- tydelighed. Bidrag fra skjønsomme Medborgere af passende Indhold modtages erkjendtligst af Kristiania i November 1839. Henr. Wergeland. SIDE: 416 Henrik Wergeland OM BLADET "FOR FATTIGMAND" Morgenbladet 13. des. 1839. Igjennem to Nummere af ovennævnte Blad har jeg begyndt at udføre den Idee, jeg for kort siden meddeelte i Morgenbladet; og Selskabet for Kristiania Byes Vel har, ved at garantere Om- kostningerne, forsaavidt Bladet ikke skulde kunne bære sig, gjort det muligt, at fortsætte et Arbeide, hvorfor jeg har til- strækkeligt Honorar i den Tro, at det vil gavne. Desuden af- betaler jeg derved en, om end liden, Deel af Hvad jeg skylder h. M. Kongen, der understøtter mig i saadanne Øjemed, saa Fortjenesten, der maatte være ved Foretagendet, er Hans og ikke min. Men skal man kunne vente synderligt af det, maa Publikum gjøre Sit til, at Bladet udbredes inden den Klasse, for hvem det er skrevet, og at det kan bestaae uden Udgift for hint Selskab. De 500 Explr., som uddeles gratis, bør kunne bæres af de 1000 Explr., til 1 ß pr. Explr. og noget mindre i Partier fra 25 Explr. af, hvoraf Oplaget bestaaer. Og begge Øjemed vilde naaes, om Formuende, der have med Folk af den fattige Klasse at gjøre, vilde spendere nogle Exemplarer paa dem. Prisen er derfor ansat saaledes: for 25 Explr. 20 ß, for 50 Explr. 40 ß, 140 Explr. for 1 Spd. Fordi Bladet nærmest er fremkaldt ved Omstændigheder inden den fattige Klasse i Kri- stiania, tilsigter det dog dennes Tarv i Almindelighed og overalt. Udenbyes Rekvisitioner stiles da til Bogbinder Barlien hersteds eller til Udgiveren 11te December 1839. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ISRAELS BØRN (Indsendt.) Morgenbladet 31. des. 1839. Udvandring af Israeliter til Amerika. Schwabische Merkur af 2den August d. A. beretter fra Würtemberg, at man baade der og paa andre Steder i Franken bemærkede en betydelig Be- vægelse iblandt Jøderne, som udvandre i Skarer til Amerika. Før havde man vel erfaret at enkelte Jøder udvandrede, men hidtil havde det aldrig hændt, at hele Familier og Associationer SIDE: 417 gjorde det. Emigranterne klage over Religions- og Skattebe- tryk. En Karavane af 80 Personer var allerede brudt op, for over Hamburg og England at drage til Frihedens Land; men disse danne kun Fortravet, som skal bestille Kvarteer for de Efterfølgende. Litt. Blätter indeholder: Man har i Englands Parlament hørt den Erklæring, at en israelitisk Befolkning af 40,000 Sjele kun fremstillede arbeidsomme, sædelige Folk, der vare Loven ly- dige, og nyttige for Landet som for sig selv. Og denne hæder- lige Erklæring indeslutter en vigtig Lære i sig. Hvorfor dele ikke de engelske Jøder den moralske Udartelse, som man paa andre Steder bebreider dette Folk? Svaret er let: fordi man ikke har forstødt dem; fordi de, som andre Mennesker, have kunnet udvikle sine Evner og øve sine Kræfter og have i denne Øvelse fundet Middel til at blive dem lige. Betragt i Frankrig de saakaldte portugisiske Jøder, de fra Amsterdam og Ham- burg -- hvori adskille de sig fra andre civiliserede Indbyggere I disse Lande? Og saaledes er det med de engelske Jøder; man har emanciperet dem; de have bevaret Æren i sin Karakteer, og saa vil det altid være med Menneskene, at ære og respektere dem, er at lære dem at agte og ære sig selv. Det er da endelig Tid til at gjøre Ende paa alle disse Grusomheder imod Jøderne, der i dobbelt Henseende ere vore Brødre: som Mennesker og som Religionsforvandte; thi de ere vore Ahner i Religionen, og som dem bede vi om at blive optagne i Abrahams, den fælleds Stamfaders, Skjød. Vor afdøde Treschow var en nidkjer Jødeven. Han har efter- ladt et hæderligt Minde om denne Retning af hans Menneske- Kjærlighed, der, som Alt hos ham, visselig var et Udbytte af Livserfaring og Tænkning, i en Tale, betitlet "Kultur forbinder Nationer, men smelter dem ikke sammen", holden i Anledning af Aarsexamen i den jødiske Friskole i Kjøbenhavn, og udgiven til Fordeel for samme. Han ytrede blandt Andet følgende: "Hvad det jødiske Folk især angaaer, saa er dets Vedlige- holdelse til Videnskabernes, Handelens og Vindskibelighedens SIDE: 418 Fremme blandt de Nationer, i hvis Midte de boe, maaskee lige- saa vigtig som dets Kultur og Uddannelse. Hverken vil min Hovedmaterie eller denne Tales snevre Grændser tillade mig at udføre denne Sag. Man betænke alligevel for det første: at Jødernes Religion, Historie, Sprog og Sæder ogsaa for os ere af Vigtighed, som intet andet os ellers fremmed Folks, men at dette dog fremfor alle andre har saavel de stærkeste Bevæg- grunde som den bedste Leilighed til at studere disse Ting med Flid og deraf at udbrede Frugterne, ligesom vi unægtelig have dem den første Kundskab og Underviisning deri at takke. Man betænke dernæst, at ved deres Adspredelse selv indslynge Jø- derne virkelig de fjerneste Nationer i det samme Baand, hvorved de ere saa fast knyttede til hverandre. Paa denne Maade have de næsten i et Aartusinde tilveiebragt en Handels-Forbindelse i det mindste, som ellers uden Tvivl langt sildigere og vanske- ligere vilde have fundet Sted. Hvor ønskeligt er det ikke, at dette Baand, første flettet af Nødvendighed og Egennytte, for- medelst almindelig Velvillighed, maa forvandles til en Blom- sterkjæde, hvori man, som til festlig Dands, frivillig og glad ind- stiller sig. Hvormeget er af Kultur og Oplysning i denne Hen- seende ei at haabe, og hvor ærefuld denne Rolle, som det jø- diske Folk da vilde komme til at spille! Seer man endelig til- bage paa hvad dette Folk midt i sin Undertrykkelse selv til Videnskabernes Befordring virkelig har gjort, de Sindsgaver ved hvilke det fornemmelig har glimtet, og erkjendes da, at dets ældre saavelsom nyere Filosofi af Dybsindighed og en spekulativ Tænkemaade bærer det tydeligste Præg; -- tager man alle disse Ting i Overveielse, saa finde vi blandt dem ei alene mange duelige Medarbeidere til det Viisdommens og Sa- lighedens Tempel, som alle Jordens Slægter have bygget, og indtil Verdens sidste Tid blive ved at bygge paa; men den Andeel i samme, som er Israels Afkom anviist, er tillige saa afcirklet og bestemt, at Nationens Opløsning umulig kan synes noget Ønskeligt, saa at alle andre saa langt fra at paaskynde, meget mere bør stræbe at forekomme saadan dens Undergang." SIDE: 419 Henrik Wergeland MALMROS En Fortælling for Mennesker om en Ko. (Indsendt.) Morgenbladet 27. jan. 1840. Naar ville Menneskene blive klogere? Det er en Daares Spørgsmaal, som ikke kjender sin Slægt, eller veed, at Genera- tionerne vel ere nye, men ikke forbedrede og gjennemseede Ud- gaver af de hengangne Slægter. Den første Udgave in leather var stereotyp; de samme Errata maae da findes i de følgende Udgaver in cloth. Men at Erfaringen holder sin Pugeskole saa forgjæves, at der ikke gives nogen indætsende Kraft i de Taarer, den fremriser, at Menneskene forblive lige døve, lige blinde, lige erindringssløve som Bajazzen, der idelig forglemmer sin Herres Brix og lader sig plumpe ned ved Skranken, han skal og kan springe over -- det er at forundre sig, ja at forundre sig høilig over. En Inds. i No. 20 troer det saaledes ikke i sin Orden, at Ind- kassatorer og deslige andre Bygdevelsignere tage Kreature o. s. v. for en kort Henstand; men det kan jeg forsikkre, idet jeg ind- bilder mig, at jeg ikke deler den almindelige menneskelige Taabelighed at glemme Erfaringerne. Og virkelig erindrer jeg dem heller ikke med den Bitterhed, hvormed de indprægedes. Jeg kan lee deraf som ad et Tatueringsmærke, og mange saa- danne ere blevne indskaarne i min Sjel mere til en smertekjøbt Moro nu end til nogen egentlig Viisdom. Thi den bestaaer nok i at behandle Retfærdighedsfølelserne og endeel andre saakaldte naturlige Udvæxter, som Asparges, der maa skjæres strax den viser sig. Jeg er endnu saa ulykkelig, at kunne føle Medlidenhed med en udsuget Almuesmand, Foragt i mit Hjerte, men ikke længer i mit Ansigt, for Udsugeren, om end en galoneret Hat er bleven sat paa en Gribs Hoved og en Slange har faaet en gylden Ring om Halsen. Jeg har havt at bestille med en Mand, som forstod sig paa Kreaturer, og derfor ogsaa forlangte, ikke en almindelig, men "en god Ko" for en saadan kort Henstand med en ulykkelig Kautionist, der oftere desforuden havde faaet spytte i Bøssen. "Ja en god Ko vil jeg have, hører du?" "Prokuratoren kan selv see ud en." Og saa blev da Koen rigtignok udseet og hentet, og SIDE: 420 stakkels "Malmros" maatte væk. Og den saae sig nok tilbage omtrent, tænker jeg, som hiin lille Verres vil see tilbage paa Jorden, naar den engang aabner sig til Afskedskysset med de mosgrønne Læber. Og Ejersken saae nok efter stakkels Malmros med Øine, der vare klare og fulde; men Malmros skulde jo skaffe Henstand, og saa maatte Malmros væk. Gud veed, om ikke Vækken fulgte med, forat vække Medlidenhed og erindre om Henstand. Men Malmros skaffede ingen Henstand, og Vækken vakte ingen Medlidenhed. Det var det Værste. Nei, det var det Værste, at Verres, da jeg var saa dum at kalde ham ved hans rette Navn, og han blev heed om Hjertet, lod Folkene, af Agtelse for Justitia, beskikke med Spørgsmaal, om sal. Malmros ikke var bleven dem godtgjort med 9 Daler. Men heraf vidste Folkene Intet, men vovede tvertimod at sætte sin Benægtelse imod det ypperlige Paafund, uagtet det lod til, at der var over 9 Daler at tjene. Men Beskikkelsen og Appellen til en saakaldet Regnskabsbog, der havde det tilfælles med Cypriani Svartebog, at man ofte hørte tale om den, men aldrig saae den, gjorde naturligviis tilbørlig Virkning, siden Retten fandt, at Manden, som holdt saa af gode Kjør, var nok saa hæderlig, og Regjeringen siden har fundet, at han var ypperlig skikket til at være Kongens Foged. Dette er nu min Erfaring, men Farvene ere afblegnede, og dens Saar have sat Ar. Tro derfor ikke Nogen, at det ikke er i sin Orden at tage Kreaturer for Henstand, ja for Henstand, som der ikke bliver noget af, naar Koen først er i Baasen eller slagtet. Men Historien om Malmros er blot en Børnehistorie imod de andre, som jeg er vis paa en Djævel, om han ikke var altfor gammel, vilde blive bange og kanskee gudfrygtig ved at høre paa. Sed -- non hæc meminisse Juvabit. Henrik Wergeland [OM FORSKJELLIGE FORHOLD VED TEATRET] (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 22. febr. 1840. Er det virkelig Hr. E's Mening, der idag optræder i den Constitutionelle som Theaterdirektionens Organ, at der skal ligge SIDE: 421 noget mindre Ærefuldt eller noget Latterligt i Benævnelsen "Nationalgardister" eller "Landeværnsryttere", som han tillægger de Normænd, der yttre Forkjærlighed for Modersmaalet fra Scenen og ere saa uheldige kun at forstaae lidet af de forskjel- lige danske Dialekter med alle deres Opslugninger af Lyden, som ere indførte der? Hvis saa er Tilfælde, da afgiver han kun nok et Beviis for den Corruption i Tænkemaaden, som har gre- bet om sig inden en Fraktion af den yngre Slægt i Hovedstaden, og som har fundet Næring for en af sine Rødder i den kalkede Grav for vor Nationalitet, som det offentlige Theater er. Men siden Theaterdirektionen i Hr. E. har fundet en saa villig Sag- fører, der lader til ikke at ville spare paa Umage -- tør han da paatage sig Beviset for, at det er en Retfærdighedshandling og ingen ublu Partiskhed af Theaterdirektionen, at den allerede forlængst har givet Welhaven og Munch Fribilletter med Forbi- gaaelse af Henr. Wergeland? Er denne da fattigere som Dra- matiker, ringere som Digter, mindre notabel i Literaturen end Nogen af Disse? Er han saa riig, at det vilde være en Fornær- melse at tilbyde ham en saadan Benefice? Skal det være Fabri- kationen af en Prolog, der bestemmer den, saa er det jo vitter- ligt for Alle, at hans Prolog til Campbellerne er to Gange bleven brugt udenfor hans Benefice. Og hvilken Prolog gjorde Lykke som denne? Eller er det ved at sætte ham tilside for de nævnte Personer, at Direktionen giver W. den "Opmuntring", som Cen- surcommitteen, paa dennes Vegne, fandt at han fortjente. I dette Tilfælde kan gjerne hvilkensomhelst af Wergelands Fiender faae Lov til at dømme, blot han vil være -- ærlig! 21de Febr. 1840. Henrik Wergeland DEN EENSOMME SKORSTEENSPIBE (Indsendt.) Morgenbladet 27. febr. 1840. Hvad kneiser hist? Er det en Frihedstøtte, en Norges Hæders Marmors-Nomenklator? Ak! -- Her var en Hytte og en Inkassator! S. S. SIDE: 422 Henrik Wergeland [OM WELHAVENS OPFØRSEL] (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 2. mai 1840. Nogle Kjøbmænd i Storgaden udbede sig den særdeles God- hed af Hr. Student Welhaven, at han vil lade dem ugenerede, naar han atter vil agere Genie ved at krydse Gaden fra Kjøb-_ mand til Kjøbmand og lægge sit uforskammede Ansigt med Grimasser til Ruden. Denne drengeagtige Opførsel er bleven bemærket baade af dem, der finde sig fornærmede og af Andre paa Gaden; og da Hr. Welhaven ikke har gjort sig ellers fortjent til synderlig Overbærelse, saa vil man blot herved have ham advaret. Det forekommer os nemlig, som om han, naar han er i Betryk for at distingvere sig paa Gaden, kan ganske vel lade sig nøie med sine øvrige Manerer, som han nu vel snart maa være bleven saa perfekt i, at de kunne tages for naturlige. Hr. Student Welhaven har før faaet Advarsel betræffende sin Op- førsel, nemlig af Lyceets Direction; men om ingen af dem, han faaer af Andre skulde frugte, saa synes den, hans egen ganske antagelige Alder giver ham, dog at burde faae noget Gehør. Dobbelt upassende er det af ham at vække Opmærksomhed paa Gaden ved at gjøre Grimasser ind ad Folks Vinduer, dersom der er noget i at han allerede hemmeligen er eller skal udnæv- nes til Universitetslærer. Men kan et saadant Rygte være sandt? Thi en Student, der opfører sig saa, kunde trænge til en Ad- monition af sin Privatpræceptor eller i manglende Fald, om han skulde komme igjen, af en god Borgermands Mester Erik. 1.2.3. Henrik Wergeland [OM DEN MINERALSKE KILDE I EIDSVOLL] Christiansandsposten 4. mai 1840. Christiania den 29de April. -- For nogle Aar siden bekjendtgjorde sal. Prof. Esmark, at han havde undersøgt paa Stedet en, ligeved Gjæstgiverstedet Eidsvoldsbakken opdaget, mineralsk Kilde, og fundet, at den var af stærkere Gehalt end nogen hidtil bekjendt i Norge, ligesom han ogsaa erklærede, at den deri og i Beskaffenhed fuldkommen taalte Jevnførelse med den bekjendte Porlakilde i Sverige, SIDE: 423 hvorom Berzelius i en egen Bog har meddeelt Publikum en vidt- løftig Undersøgelse. Kilden springer krystalklar frem i en Sand- bakke, hvorved den bliver fortræffeligen filtreret, indeholder i stærke Forhold Jern og Svovelvandstofgas, der hurtig afsættes og forflygtiges, og er nu omhyggelig samlet i et reenligt Bassin og overbygget med et Huus, der er hensigtsmæssigen indrettet med gymnastiske Apparater. I Forbindelse med Sundhedskil- den har Gjæstgiveriets Eier, Forvalteren ved det derværende Glasmagazin, Evensen, anlagt en med alle sædvanlige Beqvem- meligheder fuldstændig Badeindretning ved Bredderne af den majestætiske Vormen, netop der hvor den yndige Eidsevju bug- ter sig ind imellem blomsterklædte Strande. Der er da varmt og koldt Bad, friskt Strømbad og Douche at bekomme i de 4 Baderum. Afklædningsværelserne ere forsynede med Sophaer og Kakkelovne. Gjæstgiveriet er for Badets Skyld ved Tilbyg- ninger udvidet til at kunne herbergere 30 Badegjæster, hvortil nye Sengeklæder ere anskaffede, ligesom det altid vil være for- synet med hvad der behøves til et table d'hote, Patientvine, saa- som Rhinsk- og Portvine osv. Det er omgivet af Gaarde, hvor Logi ogsaa kan bekommes, og vil blive besøgt to Gange ugentlig af Districtslægen, indtil det maaskee, om Stedet maatte vinde nogen Betydenhed, bliver Gjenstand for en Læges Speculation at tage Bopæl der. Beliggenheden, luftig og beherskende de herligste Udsigter, er indbydende til Lystfarter tillands og til- vands. Den betydelige Flodskibsfart gjør allerede Stedet livligt fremfor andre, og Dampbaadsfarten paa Mjøsen vil gjøre det endnu mere. De ansatte Priser ere billige, saasom pr. koldt Bad 16 ß, varmt 24 ß, salt 30 ß, alt iberegnet den Opvartning fra Kilden, man behager. For Logi, iberegnet Mad, 60 ß, pr. Døgn. Henrik Wergeland [OM UTNEVNELSE AV WELHAVEN TIL LEKTOR I FILOSOFI] Christiansandsposten 4. mai 1840. Min Hr. Redacteur af Christianssandsposten! At dømme efter Deres Berettelse fra Christiania, at der skulde versere et Rygte om Stud. Welhavens Constitution som SIDE: 424 Lector i Philosophien, maa De enten have faaet en upaalidelig Correspondent eller have bidt paa en nellistisk hook, der paa Maa og Faa er slængt i den udhængte Brevkasse. Deres nær- værende selvskrevne Correspondent er nemlig -- uanseet min Ansættelse i Departementet -- saa god en Dagdriver som Nogen af dem, der soutinere vore 3 store Caffeehuse og talrige Condito- rier og Restaurationer og vedligeholde Fæstningsvoldenes For- rang som Promenade; men jeg kan paa min Ære forsikkre, at noget Rygte som ovennævnte ikke er kommet for mine Øren d. e. det har ikke cirkuleret, ja ikke engang existeret. Derimod fortaltes der paa Hr. Treschows Caffeehuus for et par Uger siden, at en halvaaben Dør havde forraadt et Par Herrers Hvisken, idet de, bøiende Hovederne sammen over Chokoladekopperne, kom overeens om at udsprede, at den Omvei skulde bruges, at constituere W. som Lector, hvorpaa den Ene paatog sig Divulga- tionen i Departementet, den Anden table d'hote i Hotel du Nord. Men dette smukke Forsæt blev qvalt i Fødselen, fordi en Til- stedeværende gav Herrerne at betyde, at han tilfældigviis var kommen i Besiddelse af Midler til at vise et Rygte tilbage til sit Ophav, der var saa lidet egnet til at overtyde Nationen om Retfærdigheden i Hs. Maj. Befordringer og at forhøie dens Ag- telse for den Aabenhed og Ligefremhed, Han pleier at vise selv da, naar Hans Villie ikke falder sammen med den almindelige. At Rygtet derimod gaaer, at W. allerede er reentud udnævnt, at Stiftsprovst Munch har udbragt en Skaal i den Anledning, som den værdige Lector modtog med en diplomatisk Tilstaaelse, -- at W. virkelig selv har hvisket en god Ven det i Øret -- det er, Gud bedre os, vist. Jeg troer det rigtignok ikke af mange Grunde, 1) fordi man endnu ikke har seet noget Officielt derom; 2) fordi jeg har store Tanker om Kongens Retviished og Op- mærksomhed for den almindelige Stemme; 3) fordi jeg forudseer bedrøvelige Optrin paa Auditorium, som Regjeringen ikke kan ville vove; 4) fordi der er ikke en Person i hele Byen, der lader til at have bedre Tid til, som man siger, at slænge i Gaderne, end netop W. Thi skulde han være udnævnt, da var det nok paa høi Tid for ham at holde sig inde og læse; og endelig 5) seer man af Intelligentssedlerne, at han sørger altforlidet for sin SIDE: 425 Værdighed til at være Universitetslærer. Der er nemlig anket over, at han med fornærmelige Grimasser stikker sit Ansigt op til Kjøbmændenes Vinduer i Storgaden, krydsende den over fra Boutik til Boutik, og udtrykkelig spurgt, om det er muligt, at et saadant Rygte som det om W.s Lectorat kan være sandt om en Student, der opfører sig saa han kunde trænge til en Ad- monition af en Privatpræceptor eller af en god Borgermands Mester Erik. Forøvrigt maa jeg dog være af den Mening, at en Constitution bare vilde være en Omvei, og det en kort, til samme Maal: en grevelig Gunstlings Befordring for Livstid, et knusende Exempel paa den besjungne "Jarls" Magt. Men for Kongen er dog vist- nok Universitetets desværre vaklende Anseelse for kostbar til at tjene som Fodstykke for hiint Vælde, der har Triumpher nok ellers at opvise. Forresten raader jeg min Herre til at betragte enhver anonym Skrivelse af Indhold som her omhandlede, der maatte ihænde- komme pr. Post, som et Fingerkys fra Nella, der endnu ikke kan lade være sin Ungdoms tvetydige Fagter, skjøndt de have ført hende meer end engang til Gabestokken. Christiania den 29de April 1840. Ærbødigst osv. Henrik Wergeland OM WELHAVEN (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 6. mai 1840. Det er med højeste Uvillie Kjøbmændene i Kirkegaden maae ansee Storgadekjøbmændenes Bortviisning af Student eller Lector i Philosophien Welhaven fra deres respective Gade; thi nu har vi ham i vor, og vi have næsten Allesammen store Speilrudefag i Boutikkerne. Det kan lade sig gjøre for en Storgadekjøbmand at sette en Arm med Votter paa udigjennem en af sine smaae Glugvinduer, men for os vilde det være en Affaire af en Dags Handel eller to. Vi protestere altsaa i allerkraftigste Maade. SIDE: 426 Henrik Wergeland DAA'S OG SCHWEIGAARDS KIV (Se Mgbl. og Nella.) Christiansandsposten 25. mai 1840. Se Kjedelens og Grydens Leeg Imellem DaaŽs og Schweigaards Ære! Daa smører selv sig til med Tjære, For at faae Schweigaard sort som Beeg. Henrik Wergeland ABONNEMENT PAA BLADET "FOR ARBEIDSKLASSEN" Morgenbladet 29. juni 1840. Det er først nu, da Adgang til Forsendelse med Posterne, ved kongl. naadigst Resolution af 6te d. M., er aabnet for oven- nævnte Blad, imod 1/8 Moderation i Portoen, at undertegnede Udgiver og Forlægger have kunnet iværksætte nogen Indby- delse til Abonnement, forat Bladet i større Maade kan forfølge sin Tendents og sikkres dets Existents. Denne Indbydelse skeer hermed forbindtligst til Enhver, som enten for egen Person eller for Almuskolers, Værkers og Arbeidsklassens Vedkommende inden sin Kommune vil interessere sig for Bladet. Snarest mu- lig Meddelelse herom udbedes da indsendt gjennem de for- skjellige Steders Postkontorer til undertegnede Forlægger. Pri- sen er 1 Sk. pr. No., hvoraf eet omtrent hver 14de Dag vil udkomme, altsaa omtrent 24 om Aaret, og Portotillægget, der tilligemed Abonnementet erlægges til vedkommende Postkon- tor, beløber sig til 3 Sk. pr. Aar. Hidtil ere udkomne 8 No. og 2 Extranummere, der erholdes af Subskribenterne paa første Aargang. Ved Modtagelsen af det 12te Blad udbedes Betalin- gen for den hele 1ste Aargang erlagt med 24 Sk. Enkelte Blade erholdes for 1 Skill. hos Forlæggeren. Bladets yderst billige Priis, billigere end "Forklaringerne", hvoraf der trykkes i tu- sindviis, tillader for det Første ingen Rabat. Hermed Bladet "For Arbeidsklassen" anbefalt enhver Menneskevens velvillige Fremhjælp. Kristiania, den 17de Juni 1840, Henr. Wergeland,Udgiver. Barlien,Forlægger. SIDE: 427 Henrik Wergeland NOGLE VERS EFTER DET SVENSKE Christiansandsposten 29. juni 1840. I Ørnens Blik, som skuer Alt i Stort, Vildfarelsernes Lygtemand tidt straaled'. Det kommer af, at altfor høit og fort Den styred' Flugten over Maalet. Til Straf forat Naturen gav Myg og Fluer Livet, Man troer besluttet af vort haarde Nords Climat, At sætte Som'ren paa "Inddragningsstat" Og paa forønskte Høst inddrage "Creditivet". Henrik Wergeland VED EN SVENSK MIDDAG (Efter svenska Minerva.) Christiansandsposten 29. juni 1840. Hvad nytte disse Linieskibe? De kunne Stormen vel modstaae. Men vilde Thor sin Lynild gribe, Iknas de ufeilbarligt gaae. Nei lad tillands- og vands os spare! Og kommer Fienden med Puk, Saa løfte vi paa Hatten bare, Og gjøre kun, som nu, et Buk. Regjeringen at rekrutere Er ingen Vanskelighed ved, Naar vore Tidender notere Personers Kald og Dygtighed. Og skulde Avind eller Sqvalder I Dommen træffes, posito, Det Redacteuren ikke falder Til Last, men bare Rygtet jo? Gid vore Comiteer tage Sig alting mageligen maae! Naar man ei leder efter Klage, Man ikke stort Besvær vil faae. SIDE: 428 To Phraser findes -- deres Virkning Er practisk og besværer ei; Den ene: "Grund er til Anmærkning"; Den anden til Budgettet "Nei!" [fotnotemerke] Henrik Wergeland [OM "FOR ARBEIDSKLASSEN"] Christiansandsposten 2. juli 1840. Med forbindtligst Tak for den Interesse De ogsaa har viist for de to æsthetiske Arbeider, De har aabnet Deres Spalter til Subskription paa i min Fødeby, giver Deres Bemærkning, at man der har Ulyst til enhver Subskription, fordi man endnu ikke har seet noget til de Explr. af mit Blad "for Arbeidsklassen", hvor- paa flere ærede Medborgere havde den Godhed at tegne sig til et betydeligt Beløb, mig Anledning til at erklære, at Aarsagen dertil ligger alene deri, at Forlæggeren ikke dristede sig til for tredie Gang at optrykke Bladets første og andet Nr., som anden- gang ganske udtømtes med de 100 Explr., som afsendtes til Christianssand for Enkeltmands Regning, før kgl. Resolution maatte falde paa den ansøgte Portofrihed. Denne, hvis yder- ligere Paaskyndelse ikke stod videre i Udgiverens Magt, end ved gjentagende at forhøre sig -- og dette undlodes da heller ikke -- faldt først under 6te Ds., hvorpaa først et Nr. viste sig og Nr. 1 Expeditionen ligger udenfor min Ressort, der ind- skrænker sig til, uden Godtgjørelse at sørge for Bladets Indhold og Correktur, og dette Indhold er afpasset saaledes, at Tiden, hvori det læses, er af mindre Vigtighed. Forsendelsen til Chri- stianssand af 310 Explr. af de udkomne 10 Nr. vil, uagtet Porto- moderationen, dog sandsynligviis skee tilskibs, men siden regel- mæssig med Posten. Bekjendtgjørelsen i Morgenbladet fra Udg. og Forlægger bringes herved i behagelig Erindring. Ærb. osv. Fotnote: Denne Vise har nok Askeløfen selv gjort. Sætterens Anm. SIDE: 429 Henrik Wergeland FORSVAR FOR STOCKHOLMS LÄNSTIDNING (Indsendt.) Morgenbladet 13. juli 1840. De mortuis nil nisi bene! Den ærede Indsender af Artiklerne om Flaget tillade en Ven af en af den nu indgangne "Stockholms Länstidnings" Redak- tører, om han, paa dennes og den øvrige Redaktions Vegne, protesterer imod at denne Tidning henregnes til de "gode". Morgenbladets Red., som har holdt den, vil kunne bevidne, at, i den Bemærkelse dette Ord i Sverige toges i om Minerva og de usle Carlstad- og Norrköpingtidninger, har ingen været "sämre" end hiin, der redigeredes af den fra Aftonbladet be- kjendte O. O. ): Orvarodd og Digteren Lieut. Ridderstad med flere af "det unge Sverige", -- som ogsaa gives. Idetmindste lader det sig med større Vished sige, at et saadant, sine Hen- sigter bevidst, gives, end at der existerer et ungt Danmark, hvor det nu lader til, at ikke some men all thing is rotten. Men dette var nu en liden Digression. Henrik Wergeland SIFULS UNDERSKRIVT UNDER WELHAVENS PORTRAIT I "PORTEFEUILLEN" Christiansandsposten 23. juli 1840. Hans hele Skind Er her lebendig: Et vakkert Bind, Men Text elendig. P S. Saa gjør man Vind Med lidt Udvendig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 27 JULI 1840 Tønsbergs Merkur 28. juli 1840. Dhrr Gauthiers have under deres nærværende Ophold ret været uheldige med Fald fra Hestene. Ved første Forestilling fik den flinke Alexander en Contusion for Brystet og over Næ- sen; Fredag otte Dage styrtede paa eengang Carl, August og SIDE: 430 Baptist, idet de forestillede de tre Athleter, fra Hesten, hvorved den Første fik Axelen af Led, saa han siden har været Invalid, og nu igaar maatte August til, idet han styrtede mod Rækværket med Halsen, saa han blev baaren bevidstløs bort. Han deeltog dog siden i Repræsentationerne. Alle Gange er Ulykken skeet mod Rækværket. De reise imorgen til Stockholm. -- Med Bournonville og Jfr. Fjeldsted (der, in paranthesi sagt, after the first appearence, hverken er smuk eller har smukke Been) fulgte ikke igaar det halvt om halvt belovede og ganske fuldt og fast forventede spanske Dandserpar. Den ægte Cachuca gaaer saaledes i Lyset. Huset er bortabonneret. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 3DIE AUGUST Tønsbergs Merkur 4. aug. 1840. Det kjøbenhavnske Dandsepar gjør Lykke hersteds med hvad det dog kan præstere. Men ogsaa denne høiere Dands bruger de stødende og uskjønne horizontale Beensvingninger. Jfr Fjeld- steds Føren af Overkroppen og Taastyrke synes beundrings- værdig, og hendes Aasyns Tække fortjener varmere Kompli- menter end der er ydet i et foregaaende Nr. Saasnart Dands- præstationerne ere ophørte agter Jfr. Jacobine Gjertz, Datter af den almeenagtede Byskriver Gjertz, at give en Koncert paa Fortepiano, hvori hun har ladet sine Lærere i Kjøbenhavn efter sig forlængst. -- Igaar den 2den August forevistes for Penge en Nebbehval, 18 Fod lang, som var fanget i Garn ude ved Sætre ved Drøbak iforgaars, efterat have viist sig inderst i Bonnefjorden Dagen iforveien. Eieren tjente 26 Spd. ved denne Spekulation og blev buden 15 Spd. for Fisken, den han dog nu idag er afreist med for heller at udbringe Tran af den. 3 Iser fangedes ligeledes paa engang forleden ved Allunværket. -- Dersom Militæret tabte eller Seieren ialfald var uvis i en Bataille med Pøbelen d. 4 Juli paa Etterstad (saafremt Mosse Tilskuer staaer til Troende) saa har det indlagt sig en desto berømmeligere Sejer paa Gardemoen for nyligt. En Bonde fra Egnen havde tilladt sig Udtryk, som nogle Subordinerede fandt sig stødt ved. For at revangere dette paa Bonden og hans Følge, SIDE: 431 lægge de sig i en stærk Trop i Baghold i Skoven. En ung Bonde, der var gaaet noget forud, mærker Uraad, tager Flugten og kaster sig bag en Gran. Da det lider om lidt, begynder Bag- holdet at plystre, hvorpaa han svarer i den Formening, at det var hans Følge, bliver attraperet og faaer Skamprygl. Hans Følge geraader under dette ligeledes i Bagholdets Hænder og faaer samme Traktement, hvorunder nærværende Referents For- tæller erindrer, at han hørte en af Heltene sige: "skal han have meer Stormoen?" Det gik videre løs indtil det samme Spørgs- maal kom og erholdt det naadige Svar fra Hr. Stormoen (en Underofficier fra Oudalen) at det nu kunde være nok. Paa Klage hos Kompagnichefen beretter Vedkommende at have faaet det Raad at lade saadant fare, da han ved nogen Urig- tighed resikerede Tugthuset; men Klage ad anden Vei skal dog være indleveret. Referenten heraf antager ganske, at Kompagni- chefens Raad var, om ikke det retviseste, saa dog det klogeste. Thi at faae Ret -- ? That is the question. Slige smaa Udskej- elser paa Bondens Ryg holde Modet og Militæraanden vedlige. Henrik Wergeland [ANMERKNINGER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM STUDENTENES HYLDNING AV HENRICH STEFFENS] Tønsbergs Merkur 4. aug. 1840. [Innsenderen skriver: "For en Hylden af absolutiske Principer have ellers de norske Studenter just ikke havt Ord." Wergeland legger til:] Men for et vidtdrevet Hang til komplimenterende éclats og Opinionsyttringer, NB. applauderende. Korrekt. Anm. [Indsenderen forsvarer uttrykk i studentenes hyldestsang, som "Ja, norsk i Aand og Sjæl Du er". Wergeland legger til:] De forekomme rigtignok mig at være af dem, man bør spare paa. Ellers vil det ikke vare længe før man ved en smuk Leilig- hed komplimenterer f. Ex. Grev Brahe, A. S. Ørsted for deres "Norskhed i Aand og Sjel". Denne blev jo da ikke andet end almindelig Bravhed, Biedermannigkeit eller den saakaldte "Dannished", som de Danske indbilder sig er det samme som Danskhed. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland SIDE: 432 INDLÆG I DAA'S SAG MED SOMMER Christiansandsposten 6. aug. 1840. -- Hr. Dommer! Med Daa og Sommer man aldrig paa det Rene kommer. Henrik Wergeland PROFESSOR HJELMS KIRKELOV (Indsendt.) Morgenbladet 7. aug. 1840. A. Den Kirkelov var grum og grov. B. Nei den er mild; staaer der en Tøddel om Baal og Brand, Tortur og Bøddel? Og har du meer Beviis behov. Henrik Wergeland PROF. HJELMS LOVFORSLAG OM SEPARATISTER (Indsendt.) Morgenbladet 9. aug. 1840. Mod Gjerning ikke god skrev Drako Lov med Blod, og det fandt Oldet strengt. Vor Drako Hvad du tænker i femte Grad i Lænker vil have indestængt. Henrik Wergeland PROF. HJELMS LOVFORSLAG OM SEPARATISTER (Indsendt.) Morgenbladet 10. aug. 1840. At synge er en vakker Gave; men syng ei Psalmer vil du ikke have en Slave- Klave. SIDE: 433 Henrik Wergeland POLITISK REVUE Tønsbergs Merkur 10. aug. 1840. Vort i politisk Henseende saa frie Norge fremstiller en Viden- skabsmand, der anbefaler hiin religiøse Trældom, fra hvilken Christendommens guddommelige Stifter befriede Menneskeslæg- ten og den drabelige Luther Kirken; og hvad der er det mærke- ligste, saa er denne Nutidens Torquemada ei nogen fanatisk Theolog, men en nymodens Philosoph og en til Lovgivningsarbei- der udkaaren juridisk Professor, ved Navn Hjelm. Et saadant Monstrum har vort Frederiks Universitet udklækket. Univer- siteterne i Lund, Upsala og Helsingfors have aldrig udsendt slige afgjorte Hierarker, hvisaarsag da ogsaa Sverige gjør beundrings- værdige Fremskridt; og den danske Grundtvigs Opfordring til sin reisende Konge, ikke at give Slip paa Enevoldsmagten, men at haandhæve den som en christelig Monark, kan nu ingen Fri- sindet mere bebreide ham for, da en saadan Myndighed nok kan forenes med den evangeliske Frihed, der hverken kjender Kjet- tere eller Separatister. Den anglikanske Kirke er i Begreb med at slutte et mere in- derligt Forbund med Separatisterne eller Dissidenterne, fordi Lovgivningen attraaer det. Da disse tildeels vægre sig ved Eeds- aflæggelse, skal der kun affordres dem en skriftlig Erklæring, som ikke strider mod deres Samvittighed. Prinds Albert er be- stemt til dette frie Lands Regent, hvor man ikke forfølges for sine religiøse Meninger. Vi maae beklage, at den ædle Lord Durham, denne Emancipationens kraftfulde Forfegter, er afgaaet ved Døden. I Frankrige tiltager Sædeligheden, siden ingen Kirke er- kjendes som den herskende. Thiers, Nutidens store Mand, sigter til intet Slags Undertrykkelse, og har for Øieblikket især sit lyse Blik fæstet paa den Qvadrupelalliants, som Storbritannien, Rusland, Østerrige og Preussen synes at ville slutte, for at styrte den gamle Mehemed Ali, der ligeledes, hvilken rettroende Muselmand han end maatte være, dog aldrig har banlyst nogen Anderledestænkende. Insurrectionen i Syrien, der gjør ham saa- meget Bryderi, reiser sig heller ikke af nogen religiøs, men ene og alene af en militærdespotisk Undertrykkelse, hvilket det er SIDE: 434 Muhamedanere og Christne lige meget om at gjøre at faae standset. Hierarkiets blodbestænkte Forfegtere, med Don Carlos i Spidsen, holdes, ligesom vilde Dyr, indespærrede i Frankrige. Der lyser en skjøn Tid for Borgerstanden i Spanien, til hvilken altid og overalt den frie og christeligsindede Geistlighed slutter sig. Men den gamle Ayuntiamento-Indretning, ved hvilken Communernes Uafhængighed sikkredes, har faaet et farligt Knæk. Dronning-Regentinden har sanctioneret en skadelig Cor- tesbeslutning. Imod denne reiser sig Barcelonas Befolkning, og den gamle Seiershertug Espartero tager dets Parti paa en saa eftertrykkelig Maade, at Dronning-Regentinden maa give efter. Tscherkesserne meldes at gjøre Fremskridt endog hiinsides Cubanfloden. Disse ere ivrige Muhamedanere, der alligevel ansee de evangeliske Englændere, de katholske Polakker og Franskmænd, endog de græskkatholske Russere, der kæmpe i deres Rækker, for Brødre. Selve Keiser Nikolaus, der vil gjøre hele Verden til russisk, lader sine Embedsmænd bekjende sig til hvilken religiøs Forening de ville, og om hans Gemalinde, der for Tiden opholder sig i Badet Ems, [berettes, at hun] om- gaaes meget Herrnhutere. I Keiserens Øine er kun den en Se- paratist, der complotterer imod ham, og en saadan sendes da almindeligviis som gemeen Soldat til Kaukasus; men hans hele Separatisme ophører saasnart, det er lykkets ham at desertere til Tscherkesserne. Ungarns sidste Rigsforsamling udtalede sig for Religions- frihed. Til Trods for det i Baiern overhaandtagende Munke- væsen befriede dog Kongen endelig sine separatistiske Soldater for den almindelige Knæbøining. Under den nu afdøde Konge af Preussens Scepter hørtes rigtignok om Forfølgelser imod de saakaldte Gamle-Lutheranere og Pietisterne, hvisaarsag da en Deel af disse Separatister maatte vandre ud til Australien; men som Grund anførtes bestandig hines imod Politianordningerne stridige Handlinger, ingenlunde deres Meninger; i alt Fald er der under den nuværende Konges Regjering ei mere Tale om denne Sag, og han har endog venligen modtaget en Deputation af sine jødiske Undersaattere. De værste Nutidens Separatister ere Thetotalitterne, som endog vægre sig ved i en Kreds af SIDE: 435 Venner at tømme et Glas for Borger- og Religionsfrihed paa hele Jorden, men derimod i al Stilhed lade Keiseren af China leve, der lod afslagte en Deel Tempeltjenere, fordi de havde ladet Ildløs opkomme i det dem anbetroede Gudernes Huus. Kort sagt, vort Aarhundrede er saa lidet oplagt til at modtage den omtalte norske Professors Lov, at den kun fortjener at frem- hæves som en Curiositet. Henrik Wergeland ANM. TIL STYKKET IGAAR FRA DRAMMENSADRESSEN Morgenbladet, 15. aug. 1840. Mod Sværmeri for et Kapellani min Appetit mig nok beskjærmer; men, sulten eller mæt, jeg sværmer for Konge; Fædreland og Poesi. Henr. W -- . Henrik Wergeland PROFESSOR HJELMS LOVFORSLAG OM SEPARATISTER (See Morgenbladet.) Christiansandsposten 17. aug. 1840. At synge er en vakker Gave; men ti om Gud og hellig Zions Have, og syng ei Psalmer meer, vil du ei have Slave- Klave! Henrik Wergeland VARIANT! Christiansandsposten 17. aug. 1840. Hvo skulde tænkt, at af den gamle Bredo, -- Som aldrig bad sit Credo Og sjelden gik i Kirke Og dyrked' Gud meest paa sin egen Viis, -- (Som Skud af hule, længstnedbrustne Birke) Fremskyde skulde saadant Kjætterriis? SIDE: 436 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, l7 AUGUST Tønsbergs Merkur 18. aug. 1840. Der fortælles, at de to talentfulde Redaktører Hr. Rejersen, Udgiver af Christiansandsposten og Ejer af et Bogtrykkeri, og Hr. Claudius Rosenhoff, Udgiver af det meest liberale kjøben- havnske Blad "den Frisindede", og som saadan især bekjendt af sine politiske Poesier, der gjøre ham til Danmarks Beranger, ville slaae sig sammen, for i Christiania at udgive en almindelig Tidende, hvis politiske Retning ellers angiver sig selv, under Titel af "Nyt Morgenblad". Denne Titel retfærdiggjøres ogsaa af det herværende Gamles tiltagende Afkræftelse, og Planen selv af den Misfornøjelse, som begge vore Dagblades synkende Tilstand, og den Illiberalitet, som deres Redaktører vise Ind- sendere, ikke har manglet at vække. Naar vi havde eet stort, velredigeret, oppositionelt Dagblad kunde vi godt undvære begge de middelmaadige vi have, hvori vi daglig maa repetere de fleste Efterretninger. Men et saadant Dagblad tiltrænger en Redak- tion, der udelukkende kan opofre sig det, medens hine to Blade kun bestyres som Bisag af Folk, paa hvis Tid og Tanker Em- bedsforretninger have Krav den hele Dagen. Derfor er der enten, naar de engang imellem lade høre fra sig, saadanne Spoer af Aftentræthed eller Morgengrættenhed i deres smaa Hast- værksartikler. Men Gudskelov, der er nu Udsigter til at Publi- kum kan blive bedre vant, bare Rygtet ikke fra først af er op- fundet af den ene Redaktion som Bussemand mod den anden og optaget af denne mundtlig med Tillæg, at det nye Blad dog ialfald gaaer ud paa at sprænge begge i Luften, og er saaledes kommet i Publikum. -- Vore to Hovedblades Redaktion vedligeholde endnu Taus- heden om det Hjelmske Intolerancelovforslag. Dette viser nok- som deres Magelighed og hvor slapt vort offentlige Liv er. Eller skulde det være med hvad der fra Redaktionernes og Ind- sendernes Side ventes, som med den rigtig alvorlige Storm, at den "mager sig til" under et totalt Vindstille? I hvordan det er, saa har et forunderligere, til Ødelæggelse mere fortjent, Fænomen aldrig viist sig paa vor indre politiske Himmel. Selv Statsraad Schouboe skal være bleven forskrækket over Fosteret, som Kirkedepartementet nu skal holde frem. SIDE: 437 -- Rigshospitalets Filialafdeling ): det gamle "Byens Syge- Huus", hvor Hud- og veneriske Sygdomme kureres, har altid indgydet almindelig Mand større Skræk end Tugthuset eller "Huset" som det kaldes i Almindelighed. Saaledes hængte for- leden en militær Arbeider sig paa Kirkegaarden, fordi han var bleven smittet og truet med "Filialen"; og Dagen før Artilleriets Afmønstring paa Etterstad skjærer en Artillerist Halsen af sig af samme Grund. Det er sandsynligere, at det ikke er Mangler ved denne Hospitalsafdeling, som hver Formiddag er under- kastet Overlægens og den medicinske Visit, som bevirke denne Antipathi, men heller Visheden om, at Arten af deres Onde vil blive bekjendt og omtalt, naar man veed, at de ligge paa et Hospital, hvis Hovedantal af Patienter ere veneriske, eller som det, med et betegnende Udtryk af Afsky hedder fulde af "Ondt". -- Fra Kjøbmand Poppes Side er, efter en Protest til Auc- tionsprotokollen imod Forsælgning paa Børsen en detail, den faldne Eragtning indanket til Retten. Blikkenslagerne have en Klage paa Stabelen over Undersælgningen fra Slaveriet. -- Ifredags gaves Bournonvilles og Jfr. Fjeldsteds Benefice for aldeles fuldt Huus; men uagtet Hr. B. da og ellers har gjort glimrende Affaires her, har han dog sat en Plet paa sin Libe- ralitet ved at forlange l00 Spd. forat dandse paa en Benefice for Skuespillerne, der den hele Tid have staaet Balletparret til Tjeneste. Skuespillerne afslog, som man kunde vente, Direk- tionens Propos, at dele med Orchesteret d. e. dividere Udbyttet med omtrent 60. Dette vilde, under Forudsætning af fuldeste Huus afgivet for Hver omtrent til et Aftensmaaltid. Orchesteret havde da en Benefice for sig selv i Onsdags, men uden synder- ligt Held. -- Ifredags vare Vedkommende paa det chemiske Labora- torium beskjæftigede med Analysen af et fra vedkommende Øvrighed inden Smaalehnenes Amt indsendt forseglet Glas inde- holdende Mavens Indhold hos en inden Jurisdictionen afdød Kone, der var mistænkt som forgivet af Manden, der hensidder i Arrest. Resultatet var en saa overordentlig Mængde Arsenik, at man næsten skulde troe det appliceret som Strøsukker. SIDE: 438 Henrik Wergeland TIL HOVEDSTADENS PUBLIKUM Den Constitutionelle 18. aug. 1840. Uagtet Undertegnede, ved en Trudsel inden Theaterdirek- tionen, at samme vilde ved at "nedsætte os i Publikums Øine gjennem Bladene", revengere sig for vor Negtelse, efter hvad der var passeret, at assistere ved en igjentagen Forestilling af Balletten "Søvngjængersken", til Bedste for den problematiske saakaldte Theaterpensionskasse, kunde ansee sig forberedede paa en egenartet Publikation, troede vi dog, at burde henregne denne paafaldende Yttring, ligesom den, at ville "lukke The- atret", til en af de vise Forholdsregler, hvorved Direktionen sørger for Theatrets Tarv, og lægger for Dagen, at den kjender sit sande Forhold til det, dets Personale, dets Eiere og til Publi- kum. Men idag have vi i den Constitutionelle faaet en smerte- ligere, skjønt sandere, Tro ihænde, nemlig den, at det virkelig kun gjælder, at see sin Trudsel iværksat, at det gjælder Os, at see vort Forhold til Publikum forstyrret, kort kun det -- at sætte os i "Bladet"; og efter en saadan Advarsel forbauser det os kun, at Direktionen udfører den paa en Maade, der trænger til saamange Berigtigelser. Det skulde glædet os, om Hovedstadens Theaterpersonale kunde stile dem til en større Almeenhed. Det har idetmindste intet varmere Ønske, end at kunne afbetale sin Gjæld til sit nye gjæstevenlige Fædreland ved paa det beredvilligste at under- støtte og imødegaae enhver Forholdsregel, som maatte tilsigte at nærme Theatret i Norges Hovedstad, hvor vi ere blevne hvad et overbærende Publikum tillægger os at være, til de nationale og naturlige Sympathier og saaledes at give denne Institution et forhøjet Værd og sin egentlige Betydning. Men disse For- holdsregler ere udeblevne, og vi ere saaledes med vore Anlig- gender kun satte i Rapport til den Deel af det store Publikum, vi her med en retfærdig Sags Tillid have appelleret til. Og vi have havt formange Beviser paa dets Godhed og Yndest til at vi ikke skulde ansee det for vor Pligt at vedligeholde idet- mindste dets Agtelse. Det glæder os imidlertid, at kunne bedække Vedkommendes Indolence med Hensyn til Theatrets Udvikling til National- SIDE: 439 institution med et, i Forbindelse med nærværende Sag staaende Træk, af en Raskhed hos Direktionen, som det var at ønske maatte blive anvendt paa noget Bedre end til dristige Anticipa- tioner af Publikums Vilje. Det er nemlig Tilfældet, at Direc- tionen selv forlangte Balletten "Søvngjængersken" gjentagen "efter Publikums Ønske" før dens Opførelse. Der er da enten "Publikum" reduceret til et Koteri, eller det virkelige Publikum har faaet sig nogle Formyndere, som det bør være ligesaa taal- modige ved som vi, siden de maae være forudseende og kunne læse i Viljerne længe før de faae Anledning til at bevæges, d. e. i dette Tilfælde, før der kunde være nogen Mening om hvorvidt Udførelsen vilde behage eller ei. Men er Direktionen stærkt fremsynt, saa seer den kun slet hvad der ligger i det nys Passeredes Bunke, og dog er det netop Dette hvorover den nu snubler saa slemt. Den maa nemlig gan- ske vel vide, at Aarsagen til vor Negtelse af Assistence ved en ny Forestilling af "Søvngjængersken" ligger langtfra i nogen Utjenstvillighed fra vor Side, men 1) i den Omstændighed, at Hr. Bournonville fandt det passende at regalere det Personale, ved hvis Hjælp han, under dets Ferier, havde med glimrende Udbytte givet sine 6 Forestillinger, med at forlange 30 pCt., det er paa det nærmeste l/3 af Indtægten, for at assistere ved en Benefice for dette; 2) i at Skuespillerpersonalet ingen synderlig Interesse kan have for en Pensionskasse, der fremdeles tilhører hovedsagelig Ideernes Verden, idet det hverken veed, hvor denne Kasse er, hvorledes dermed omgaaes, eller kjender nogen Garanti for sammes Urørlighed, uafhængig af Theatrets Skjæbne. Direktionen tør, med Hensyn til egen Interesse for denne Kasse, maaskee erindre, at det hedte, at Aarsagen hvorfor ingen Fore- stilling i Løbet af hele afvigte Vinter var given for Pensions- kassen, var, at ingen af den Mængde nye Oversættelser, The- atret har betalt for, havde givet et saadant Udbytte, at den havde anseet det overeensstemmende med Pensionskassens Tarv, at give den for samme. Og den behage nu at tage Indtægts- budgettet for "det ubekjendte Mesterværk" og "Lyoneserinden" i Haanden. Publikum vil dog nok finde, at videre Modbeviis gjøres ikke behov. Men man kan ogsaa glemme en Ting for- medelst Opmærksomhedens altfor store Stadighed, det er: SIDE: 440 Holden paa samme Punkt. Og at dette Punkt ikke kan være langt fra Frysepunktet, synes klart af, at endog En af Direk- tionens Medlemmer, efter Rygtet, skal have yttret, at Pensions- kassen er en Uting, der burde afskaffes. Af denne Mening ere rigtig nok ikke Vi, naar Direktionen blot vilde gjøre noget for den, eller ialfald gjøre dette anderledes end ved dette Bene- ficeprojekt. Man skulde rigtignok ogsaa kunne slutte, at det heller ikke har været saa oprigtigt meent med dette, siden Direk- tionen havde forglemt at sikkre sig Mad. Mancinis Assistence, som vel maatte ansees nødvendig til Ballettens Opførelse, men som neppe gjentagende kunde erholdes uden Godtgjørelse, især siden Hr. Bournonville veed at holde sin Kunst i saa høi en Priis. At Skuespillerpersonalet afslog en Benefice, der skulde deles med Orchesteret og saaledes undergaae en Divideren med om- trent 60, og det efter et 6 Gange fuldt Huus og efterat Publi- kums Opmærksomhed var henledet paa, at det havde Søvn- gjængersken ivente, kan kun Den finde ude af sin Orden, for hvem den bogstavelige Skilling er lige kjær. Undertegnede fandt det idetmindste mere passende at renoncere paa sine Brøkdele, og udbad sig kun, at maatte komme i Betragtning ved en anden Anledning. Dette troede vi, naar Hr. Bournonville havde villet gaae os anderledes imøde, kunde have skeet imorgen, Mandag: men hvorfor Publikum baade efter denne Plan og efter Direk- tionens, der tilsigtede Pensionskassens Tarv, er gaaet Glip af en Fornøjelse, som det skal have ønsket gjentaget før det endu har smagt den, troe vi nu at have udviklet tilfredsstillende for det. Christiania den 16de August 1840. Skuespillerpersonalet ved det offentlige Theater. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 20DE AUG. Tønsbergs Merkur 24. aug. 1840. Reisende berette, at stærke Regnbyger have, især hiin storm- fulde Løverdag, gjort betydelig Skade opover Romerige, hvor man ikke har seet saadan Velsignelse siden Kornaaret 1819. Sidste Tirsdags Eftermiddag faldt her den stærkeste Pladskregn i denne Sommer. SIDE: 441 -- I Tirsdags begyndte Harzmusikvereins Koncerter i Fri- murerlokalet, og det lod ret til, at denne Spekulation vil lykkes for DHrr. Lorange men i Aar har det været "reent besæt," som man siger. Foruden flere af Rytterne selv, vides en Pige og en Mand -- den sidste voldsomst -- at være overredne. Nervefeber har huset i Leiren, saa Corps- og Reservelæge Conradi oftere har maattet reise derop. -- Som Medarbeider i Hr. Statsrevisor Daa's af Tiderne og vi haabe, af de bedre Borgeres Ønsker saa paakrævede Blad, nævner man Hr. Cand. juris George Krogh, bekjendt som dygtig Jurist og liberal Publicist. Han er allerede kommen hertil, efter eget Sigende, i dette Ærinde. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 27DE AUGUST Tønsbergs Merkur 31. aug. 1840. Jo længer man kommer op i Landet, jo herligere staaer Grø- den. Det ofte saa haardt medtagne Østerdalen har aldrig seet saadan Overflødighed; og da Jernnætterne ere vel over, er der Haab om at faae noget Godt af denne Herlighed, som nu fryder Alles Øine. Paa nogle Steder, hvor Ageren har staaet altfor SIDE: 443 frodig og i Nedhælde, har den dog lagt sig uigjenkaldeligt; men Sol og Vind virke dog ogsaa paa disse Masser. Rust og Meel- drøie vil man have opdaget som temmelig hyppig paa Bygget og Hveden, hvor denne findes. -- Reisende kunne ikke noksom rose Mjøsdampbaaden saa- ledes som den ligger under Dækdrivning paa Mindebugten. Den er ikke saa liden, som man maaskee troer, da den er l l/2 Fod længer end "Constitutionen," som dog i endnu betydeligere For- hold er bredere. Maskinmesterne, der skulle indsætte det fixe og færdige Maskineri, ere endnu ikke komne af uforsvarlig Man- gel paa Remisse. 50 £ ere dog nu komne over. Det er en lidet opbyggelig Tanke, at Landet ikke tæller En, som man tør an- betroe at sætte Maskineriet ind, saaledes som dette Stykke for Stykke staaer der. -- Lektor Chemiæ, Hr. Thaulow, er i disse Dage kommen til- bage fra Eidsvold, hvor han har anstillet Analyser over Sund- hedsbrønden paa Gjæstgiveriet Eidsvoldbakken, der have ledet til glimrende Resultater. Brønden giver nemlig i stærke For- hold Jern, Kulsyre, og Svovlvandstofgas, saa den er en af de saakaldte Suurbrønde. Den har ogsaa allerede i denne Brønd- og Badeindretningens første Sommer udviist de meest held- bringende Virkninger paa stærke hysteriske, hypochondriske og krampagtige Tilfælde. Der kan ogsaa erholdes Bad af Brøn- dens Vand, ligesom ogsaa varme og kolde Douchebad i det egentlige, noget fra Brøndhuset beliggende, Badehuus. Omegnen er af henrivende Skjønhed, og Badelivet maa vinde i Behage- lighed, om Mjøsdampbaaden vil gaae derned. Dette siges dog endnu at være problematisk af Frygt for drivende Tømmer- stokke -- en Betænkelighed, som maa synes Enhver taabelig, der kjender noget til de Besværligheder, Dampfarten er udsat for paa andre Floder, hvor, som f. Ex. i Donauen, Strømlejet hvert Øieblik forandrer sig. Mjøsbaaden, som man har hørt nævnes Dale-Gudbrand, Halfdan Svarte o. s. v., har ellers endnu ikke erholdt noget Navn, ikke engang ved Afløbningen af Sta- belen. "Dale-Gudbrand-Navnet" falder deels ikke Hedemark- ingerne, af provinciel Iversyge, behageligt, deels har det stødt, fordi gamle Gudbrand var en strid Hedning. "Navnet maa beroe paa et godt Indfald under Pokulationen, naar den første Gang SIDE: 444 gaaer," meente Inspektøren ved en Leilighed forleden. "Vel," sagde en tilstedeværende Dame, "saa lad den da hedde "det gode Indfald."" -- De gamle Kammerjægere, Hofkammerjægere ): Hofrotte- fængere skulde man troe var en af de med det forsvundne Aar- hundrede indgangne Dignitater; men i denne Tid gjæstes dog Hovedstaden af en Hofkammerjæger Meyer fra Wien. Det er da rigtignok en Stad, hvor det Gammeldagse holder sig bedst. Om han virkelig jager paa Lofterne efter sit skjærende Vildt, veed Referenten ikke; men han skal gjøre glimrende Affærer med sine Rottegivte. Saaledes skal en Brænderieier have kjøpt for 50 Spd., en Kjøbmand for 25, o. s. v. I 6 Aar skulle disse Midler holde Utøi ude. Det falder ellers Nedskriveren ind her at foreslaae Koloniseringen af Røskatte (Hermeliner) paa Sø- boder og Magaziner, da disse i endnu høiere Grad end Katten ere Dødsfiender af Rotter og Muus. -- Fra den Bonnierske Boghandling i Stockholm er i denne Maaned averteret paa Svensk "Danmarks politiske Forbrydel- ser imod (inom?) Norge." Sandheden har Haarrørskraft; den siiger med Vandets langsomme Sikkerhed igjennem Sandstenen. -- Hovedstadens Borgerofficierkorps har gjort et Valg til Stadshauptmand, som viser, at det maa have været i betydelig Forlegenhed, idet det har erklæret sig for en Kjøbmand, hvis meest udmærkede Egenskaber ere, at han er Kapitain af Korpset og af en landlig Simpelhed i Tale og Manerer, der gjør den be- kjendte, netop derfor saa populære, nordamerikanske General Havistons "Western-Simplicity" tilskamme. Man venter Exer- ceermajor Ytteborg, der togange nu er bleven tilsidesat ved dette Valg, med Frygt og Bævelse tilbage fra England omtrent som Katten, der finder Musene dandsende paa Bordet. -- Dødheden i vort politiske Liv, den blinde Tiltroe til, at alt gaaer ganske fortræffelig klogt og retfærdigt til i alle Departe- menter, viser sig ogsaa i Hovedstaden i den liden Fremgang, som Hr. Daa's Oppositionstidende "Granskeren" endnu har havt. Og dog kan man ikke paa en nemmere Maade faae den er- kjendte Mangel og Savn af et saadant Blad, der hidtil kun har manglet Redacteur for at komme i Gang, dækket og til- fredsstillet, end naar en saa dygtig, med alle sine Skjæretænder SIDE: 445 udrustet, Mand fremtræder frivillig og, som det synes, med stemplet Kald til et saadant Hverv. Rygtet om Kand. juris Kroghs Deeltagelse har ellers ikke bekræftet sig; men Daa gran- sker nok alene. -- Det glæder Ref. at kunne berette, at Kapt. Mariboes Sund- hed er allerede paa Hospitalet i Schlesvig saa heldig restitueret, at han allerede forlængst er Reconvalescent. Dog vender han først tilbage næste Aar. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 1STE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 3. sept. 1840. Der fortælles fra Kjøbenhavn af Reisende, at Stemningen dernede er, netop hvad Massen eller Fleertallet betræffer, ganske anderledes end man skulde slutte af Fleerheden af de servile Blade. Inden Hovedstadens Borgerskab skal den især være spændt. 12 -- 1400 af Samme have leiet et Huus, hvor de samles og hvor der skal være holdt Taler i en Aand, der har givet dette politiske Samfund Navn af Jakobinerklubben. (Ah! ça ira! ca ira! ca ira!) Man venter i Publikum, at Udkast til en Forfatning skal blive Kongen forelagt af de saakaldte Stæn- der som et Ultimatum af Folkets Villie, hvis Forkastelse vil kunne have de allerfarligste Følger for Kongen selv. Saa be- rette Reisende. Referenten gjør sig ikke saa store Tanker om dansk Kraft. Christian Frederiks Regjering vil dog neppe vare længe. Uden at have øvet nogen stor Handling vil den sand- synligviis, efter et godt Aftensmaaltid, ende bradt med en Apoplexi, og nok en navnløs Oldenborger vil have regjeret. Det stod i hans Magt, at sætte sit Navn høiest i Rækken af Dan- marks Konger; med en mærkelig Mangel paa Forfængelighed har han foretrukket Nedsynkningen i Mindets Skaaler til Nullet. -- Professor Hjelm søger et Forsvar for sit desperate Lov- forslag om Separatister i at opstille endeel gruopvækkende Exempler paa Handlinger af det rene og pure Vanvid. Men dette hører, som bekjendt, under Sygeindretningers Korrektiv, ikke under Slaveriet, hvormed Professoren vil have Secterisme belagt. -- Efter en langvarig Sygdom, der omsider gik over til Bryst- SIDE: 446 vattersot, afgik i Fredags Morges Hovedstadens retskafne Stor- thingsmand, Høiesteretsassessor P. Holst, ved Døden. Morgen- bladet berettede dette i Løverdags i en i Sort indfattet Paren- tation. Næst paa hans Familie vil dette sørgelige Dødsfald gjøre et nedslaaende Indtryk paa hans Hjertensven Sognepræst Hes- selberg, med hvem han deelte religiøse og politiske Anskuelser og næsten daglig omgikkes. Gid Landet talte mange saa op- rigtige, grundærlige Patrioter! -- Det gaaer med det Lorangske Fornøielseskompagnie som med Guldbergs og Winthers i Forlagsveien: -- idelige Kryds- ninger, idelige Rivaliseringer. Neppe hører Nic. Caspary paa Klingenberg, at det gaaer for Lorange men de to Andre, Jægere fra Østerdalen, vare letsindige nok til at undvige for en Dom paa nogle Dages Arrest. -- Hr. Baptist Gauthier, sen., Hr. D. Gauthiers Broder, har erholdt et Aars Bevilling paa at forevise et Menageri samt Be- rider- og æqvilibristiske Konster i Rigets Stæder, dog i Hoved- staden (for Theatrets Skyld) kun i de tre Sommermaaneder. -- Veiret heromkring har i de sidste Dage været noget usta- digt. En pludselig voldsom Regnskuur i Fredagsaftes gjorde Publikums Tilbagetog fra Theatrets første Forestilling ("Mulat- ten" af H. C. Andersen, der vandt stort Bifald) ikke uligt de Franskes fra Rusland. Man fandt Tøisko og Blonder drivende i Rendestenene om Morgenen. Men igaar vare de kjække Som- merfugle igjen ude overalt i det nydeligste Veir, man kunde tænke eller indbilde sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 10DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 14. sept. 1840. Baade den Dag, Efterretningen om Statholderens Død ud- bredte sig, og Dagen efter, flagede flere Skibe paa Christiania Havn paa halv Stang; ligeledes paa Anmodning Dagen efter de danske Jagter. Koureren afgik først iforgaars, Tirsdag Efter- middag Kl. 3 og ikke allerede om Mandag, som berettet i et af vore Blade. -- Iforgaars fandtes et Barn udsat udenfor en Enkemadames Dør I Vaterland. Da hverken hun eller andre Nærboende vilde optage det, gjorde det Offentlige det, idet Vægtere afhentede samme. For en Tid, maaskee et Aar, tilbage hændte en mere indviklet Dragedukkegeschichte, som dog ikkun meddeeltes Pu- blikum gjennem Rygtets Omtale. En Pige beder en Bonde paa Torvet om at faae Lov til at sætte en med et Linnedklæde til- dækket Kurv ved hans Vogn, mens hun gik et kort Ærinde. "Ja, naar det bare blev ved et Snarærinde." Ingen Pige kom, og Bonden tittede da ind i Kurven og opdager et sovende Barn. Men han tænkte formodentlig, at det ikke var værd, som et vist Distrikts Bønder have Ord for, at tage mere med sig fra Byen, end ham medrette tilkom; sætter derfor Kurven udenfor SIDE: 450 en formuende Høkers Dør paa Grønland, og gjør sig et Ærinde fra Vognen. En af de Byfanter, som da pleie at have Øinene med sig og med Bonden, er da strax tilrede, og vips borte med Kurven. Hvor der siden blev af den og dens Indhold veed Ref. ikke. -- I Tromsø Tidende indbyder en Ebbe Carsten Rosenvinge i Trondhjem til Subskription paa en "Veiledning i det praktiske Landbrug," hvoraf i Almindelighed vil udkomme et Hefte, stort 2 a 3 Ark hver Maaned, à 8 ß Arket eller 6 -- 7 ß pr. Ark, hvis Afsætningen dækker Omkostningerne. Udgiveren paaberaaber sig en meer end 30aarig Praxis og Theori, og omnævner, at han under 12te Febr. d. A. har indgivet Forslag til Regjeringen be- træffende Agerbrugets Forbedring. Det er ogsaa af Betydning for samme, at man begynder at tilvirke den i Frankrig opfundne, saa virksomme og besparende animalske Gjødning eller "Pou- dret." I Christiania sælges samme a 7 Tønden hos Farver Sass og af Bradsberg Amtstidende seer man, at To, en Hr. Hanson i Porsgrund og en Hr. Berg i Brevig, fabrikere samme. Norges meste Erobringer maae nok skee paa Myren og Heden. Vort Diplomati fandt det ikke engang værd ved Frederik VI's Død at nedlægge Paastand paa de norske Kolonilande, han havde forbeholdt sig, som Enevoldskonge, i Kielertraktaten, saa Danmark dog ikke skal fange Hævd derpaa. Ved Hævd har Norge før tabt Appertinentser af Land. -- Der er truende Aspekter for vort Theater. Aabnings- aftenen gav "Mulatten" vel godt Huus; men neppe noget over 100 Mennesker besøgte den 2den Forestilling. De musicerende Kafféer gjøre betydeligt Afbræk. Af Koncerter har man ikke mindre end tre ivente i denne Maaned (Jacobine Gjertz, Will- mers og Schmuckert). Den, formodentlig ogsaa i Tønsberg be- kjendte reisende Maleriudstiller Schmahr gjør derimod daarligt Marked med sine latterlige Smørerier. Man betragter hans illu- minerede Udstillinger, hvor der iblandt andet ogsaa brænder i Transparent et "Leve Kongeriget Norge og dets Frihed og Hovedstaden Christianias Indvaanere m. m." som en Julestue. Regner man nu flere af de omreisende Skuespillertrupper, der kun ere stærke nok til at give "Supplikanten," "Skuespilleren mod sin Villie" og flere deslige, hvortil kun 1 a 2 Personer be- SIDE: 451 høves, og flere deslige andre Kunstpræstanter, tør man vel sige, at Norge er vel saa besøgt af alskens Styverfængere, som noget andet Land. -- Grevinde Wedel befinder sig paa Bogstad, og efter Om- stændighederne, vel. At man alt kandestøber en ny Statholder og dristigen skaber af ubekvem Materie, er naturligt. Dog har Publikum endnu ikke designeret nogen Svensk. Saavidt Fornuft har det. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 14DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 17. sept. 1840. I Løverdags paabegyndtes Proceduren i Høiesteret i de 5 arresterede bergensiske Matrosers saakaldte Oprørssag. Hoved- forbrydelsen er, at de ikke vilde ligge paa et aabent Værftsloft Nætterne 17de til 19de Septbr. f. A. i Christianssand paa Re- touren med Rofartøierne fra Frederiksværn til Bergen. Aktor, Advokat Hjelm, endte sin Anklagetale første Dag og fortsætter Dokumentationen idag, hvorefter Defensor, Advokat Stang, vil optræde. Sagen vækker naturligviis meer end almindelig Op- mærksomhed (thi denne er meget liden for Høiesteretssager, ja i den Grad, at Mange inden selve Christiania ikke vide hvor den holdes). Flere Sømænd sees imellem Tilhørerne; og de have ogsaa skjellig og særskilt Grund til at iagttage en Sag, som formodentlig vil give Stødet til en Reform af de barbariske Søkrigsartikler. Det forekom Referenten, som om Aktor gjerne kunde, uden at forrykke sin Stilling som Aktor, have givet sine personlige liberale Anskuelser i denne Henseende noget mere Tøilen end han gjorde. -- Borgerskabet agter at give den fratraadte Stadshauptmand, Wyller, ikke alene, som sædvanligt, et Aftensmaaltid, men ogsaa en Æresgave ligesom hans Formand fik. Med Æresgaver bør man vel altid være saa sparsom, for at de ikke skulle tabe sit Værd og Betydning, at de kun gives den fremragende, for Alle tydelige Fortjenstfuldhed; men da Stadshauptmanden virkelig har været populær, og Posten medfører adskillige Bekostninger, synes Gaven her ikke at være saameget paa sit urette Sted endda. SIDE: 452 -- Den berømte Chemiker Professor Rose fra Berlin befinder sig for nærværende, ledsaget af Lektor Thaulow, paa en Reise til Modum og Kongsberg. Hans ikke mindre berømte Kollega Prof. Mitscherlich er ligeledes hidventendes. Publikum, der overalt er den svageste og sandseligste Person under Solen, imødeseer dog vist med større Fornøielse det ægte spanske Dandsepar, som gjorde saadan fuora i Kjøbenhavn i Sommer, og nu gjør det i Stockholm -- at sige, om det nu skulde ville lægge Veien herom. Cachuchaen er stærkt i Velten. Den gaaer godt af i Noder. Dreierne faae Bestillinger af Kastagnetter, og adskillige Damer tage underhaanden Underviisning i denne hen- rivende Dands hos Mad. Mancini. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 17DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 21. sept. 1840. Igaar udkom det første No. af Statsrevisor Daas Gransker med nogle Indledningsord, hvori Publikum underrettes om, at Bogtrykkeren er paabundet den juridiske Ansvarlighed og om at Daa ikke skjøtter om at hedde Redaktør, skjøndt han ved- gaaer at være det. Vi forstaae ikke ret denne Beskedenhed. Dernæst stiger han op, og rider Professor Hjelm tilvands for hans Intolerancelov. Et Forslag til Ordens Haandhævelse i Christiania og andetsteds ved at Borgerne selv tourviis skulde gjøre Tjeneste som Politibetjente eller Konstabler (à l'anglais) slutter dette 1ste No. af et Blad, som vil gjøre Nytte i samme Forhold, som det understøttes ved Subskription. Formen er 4to, Udseendet prunkløst. Nogle Skjødesløshedsfeil, som f. Ex. at Romsdals Amtstidende gjøres til en blomstrende By, kunde gjerne, og burde, være borte. -- Igaaraftes gav ogsaa Jomfru Gjertz sin første Koncert for godt, om ikke fuldt, Huus. Bravoraab og Klappen modtog hende ved Fremtrædelsen og ledsagede hvert Nummer. Man troede at bemærke overordentlig Smag og Færdighed, men maaskee noget mindre Kraft end ønskeligt. Alle forlode dog Koncerten særdeles tilfredse og med de bedste Ønsker for den talentfulde Kunstnerindes Fremtid. -- Advokat Stang sluttede først i Tirsdags henimod Middag SIDE: 453 sin fortrinlige Procedure for de bergensiske Matroser. Proce- duren varede altsaa 3 Dage, og endnu idag voteres der. -- Igaaraftes gjorde 3die Jægerkompagnie i Forbindelse med Politiet en uheldig Jagt paa Skøjere østen for Byen. Anled- ningen dertil gav Paagribelsen igaaraftes af den ene fra Fæst- ningen undvegne Arrestant i Nærheden af Tøjen. Det var just ham, som var dømt til Slaveri paa Livstid. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 21DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 24. sept. 1840. Igaar holdt Missionær Knudsen en Tale i Faderen Knudsens Maadeholdsselskab i Asyllokalet paa Grønland. Det Hele havde Farve og Udseende af at være en herrnhutisk Propaganda eller Proselytanstalt. Missionæren, bekjendt af sine Prækener paa Vestlandet, havde lidet henrivende i Personlighed, Organ og Tale. Han begyndte paa sin Herrnhutisk ved i en slæbende Tone at recitere to Vers af Indhold: at Verden er en Ørk, "der er saa kold og suur og mørk," hvilke bleve gjentagne af de "Udvalgte" blandt de Tilstede- værende. Efterat Psalmen saaledes var vel endt begyndte han sin Præken, som for en stor Deel bestod i Recitationen af en Beskrivelse over Brændevinets Skadelighed og de Lidelser, Drankeren paadrager sig. -- Ifølge Beretninger fra Stedet er det af et engelsk Kom- pagni drevne Kobberværk i Alten Talvig eller Kaafjorden i Finmarken allerede af en betydeligere Produktion end Røraas. Den faste Arbeidsstok er over 600 Mand. -- Mellem de flere Exempler i den senere Tid paa en ret- færdig Uddeling af Hæderstegn til fortjente Medborgere af Almuklassen fortjener Gaven af et Sølvbæger af Værdi 15 Spd. til hver af 4 navngivne Fiskere fra Bjørnøer i det Trondhjemske for med overordentlig Anstrengelse, Mod og øiensynlig Livs- fare at have reddet 2 Mand fra at drukne 1 1/2 Miil fra Land i Stormen den 7de Marts d. A., især Opmærksomhed ved den detaillerede Skildring af de frygtelige Omstændigheder, hvor- under de udførte sin ædle Daad, der leveres af Rigstidenden og Morgenbladet. SIDE: 454 -- "Sveriges sidste Kamp" hedder en i Sort med hvide Titel- bogstaver og Göthalejonvignet udstyret og indbunden Brochure af Magister G. H. Mellin i Stockholm, som synes at have fundet Publikum modtageligt for sig, siden 2det Oplag allerede gives. Den gaaer ud paa at opflamme Patriotismen og navnligen "Rys- sehatet." Man seer deri Stockholm og Sverige indtages efter en rasende Storm af Russerne; Datids unge svenske Konge "stupar" ligesom ogsaa Storfyrsten knuses af den fra Slotsvin- duerne nedskudte Gustav-Adolphsstaty. Norge, som "skulde anses förenadt" med Sverige var kun "til liden stöd," og saa- ledes herske da Russerne ved en Generalguvernør over Sverige, medens de kun generes af en Guerillakrig i Skovegnene. Flere Patrioter forene sig imidlertid om at befrie Landet; en Tollin (en nu levende Mechanikus og Forfatterens Ven ligesom de flere, som nævnes) opfinder i England nogle altødelæggende Maskiner, som tilintetgjøre de russiske Fæstningsværker i Stock- holm, da endelig Oprøret bryder løs under Keiserens egen Nær- værelse paa hans Navndagsfest. Keiseren dræbes midt i sin Leir paa Ladugaardsgärdet Natten efter Uddrivelsen af Stock- holm. En Carlén, Høvding for den dødindviede Skare, skyder ham for Panden, da han ikke troer den Ordre ret til at indstille Fiendtlighederne, som han aftvinger ham. Midtunder Reisnin- gen er en ung altid sortklædt Prinds, Søn af den "stupade unga kungen," kommen paa Scenen efter at have opholdt sig imellem sine "Skogströfvare," og i Rigssalen bestiger han nu Thronen efter at være bleven tiltalt af en gammel Bonde omtrent som Oluf Skotkonung af Thorgny Lagmand. Som sagt, det Hele aander et rasende Had imod Russerne, og gaaer kun ud paa at opilde dette. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 24DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 28. sept. 1840. Vore fleste Læsere ville af Hovedstadtidenderne være under- rettede om, at Høiesteret bibeholdt den barbariske Katnings- straf i 3 Dage for de bergensiske Matroser og fastsatte desfor- uden Straffen lige for Alle med 1 Aars Slaveri. De ville imid- lertid blive indstillede af Retten til Benaadning med 60 Dages SIDE: 455 ensomt Fængsel. Katningsstraffen stod, som bekjendt, i Sø- etaten parallel med Spidsrodsstraffen i Landetaten, hvilken sidste ophævedes af Christian Frederik i 1814. Datids occu- perede Omstændigheder og Forglemmelse af Indstilling fra ved- kommende inden Søetaten gjorde, at Katningen ikke samtidig blev ophævet. Den betragtes i juridisk Henseende, ligesom den gamle Spidsrod, ikke som vanærende eller svarende til Kag- strygning. Dertil kjender Sølovgivningen en anden Straf, den at "stryges med Koste" for hvert Skib i Flaaden. Man føres da omkring paa en Baad fra Skib til Skib. -- Chemikeren, preuss. Geheimerath Mitscherlich (ikke Met- scherberg, som Morgenbladet har), befinder sig for Øieblikket her. Han har sin Datter med sig. -- Igaar havde man paa Operasanger Schmuckerts Koncert en ganske ny og usædvanlig Præstation, idet han lod National- sangen afsynge af 24 -- 30 Underofficierer af Garnisonen, som han gratis giver Underviisning i Sang. Dog lokkede hverken Nyheden heraf eller Sangerens egen udmærkede Dygtighed syn- derligt Folk til, men de, som vare der, yttrede levende Bifald. -- Hs. Kgl. Høihed Kronprindsen har indlagt sig stor Ære ved sit af Morgenbladet hidtil endnu altfor løseligen, efter Dag- ligt Allehanda, omtalte Skrivt om Strafindretninger. Det udmær- ker sig i høi Grad ved Klarhed i Logik, Stiil og hvor det leverer Oversigter, og fremfor alt ved den elskværdige Philantropisme og Humanitet, som gjennemaander det. Den høie Forfatter kom- mer til det Resultat, at en Forening af det Auburnske og det Philadelphiske Fængselssystem vil være det hensigtsmæssigste. Det Sidste gaaer, som bekjendt, ud paa absolut Afsondring mel- lem Fangerne; det Første afsondrer om Natten, men tilsteder fælles Arbeide under Tausheds Tvang og tillader legemlige Renselser. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 28DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 1. okt. 1840. Forleden Nat attraperede nogle Baadsfolk, der skulde see til sine Baade i Glasmagazinpiren, en bogstavelig til Skjorten udplyndret og mørbanket Person, som jamrende lænede sig i Mørket opmod Glasmagazinvæggen. Baadsfolkene troede at be- SIDE: 456 mærke af Personens Linned, at han var af bedre Stand. Rimelig- viis har der været Fruentimre med i Spillet siden der vankede Prygl, og dette afsides Sted er i slet Rygte. -- Pianisten Willmer's Koncert gav heller ikke synderligt Udbytte. Omkostningerne dækkes ikke med 140 afsatte Billetter. Imorgen afgaaer baade han og Jomfru Gjertz over Gothenborg til Stockholm. Ole Bull, der ifjor i Baden-Baden forøgede sin Formue med 30,000 Franks, har gjort slette Affairer i Aar. Man har foretrukket Hazardspil for Violinspil. -- Den Fleerhed, som læser Morgenbladet, vil ganske vist erindre de kostelige Prækenbiter af den skaanske, endnu in floribus levende, Landsbypræst Pehr Nyman, som for nogen Tid tilbage vakte saa megen Latter. Af en Artikel i Østgøtha- korrespondenten erfarer man, at denne kostelige Patron har en ny Udmærkelse at lægge til sit over al Norden bekjendte Navn. "Kyrkoherden Pehr Nyman, hedder det fra Christianstad, der ogsaa har kastet sig paa at være Nøkterhedsapostel, istand- bragte, tilligemed nogle andre Nøkterhedsfantaster, uden derom at underrette Menighedens Præst, d. 26de Juli en Nøkterheds- sammenkomst i Glimåkra Kirke, hvor Hr. Pehr prædikede med Aand og Kraft saa længe, at de andre Præster tilsidst maatte bede ham at bryde af. Han opholdt sig derpaa endnu i 3 Dage i Menigheden, i hvilken Tid han tidt og ofte holdt Taler for Folk, som strømmede til det Sted hvor han boede." I Christi- ania sagde man for en Tid siden overalt, at Stiftsprovst Munch vilde træde i Spidsen for Nykterhedsforeningen, og han havde virkelig ogsaa tegnet sig. Hs. Høiærværdighed angrede det dog, tog imod Tilbudet at slette sig ud igjen; og forat dette kunde skee tilgavns, blev Navnet udklippet, og en Lap klistret over. Det er paa Papiret -- en styg Flek. Henrik Wergeland PROF. HJELMS LOVFORSLAG (Indsendt.) Morgenbladet 29. sept. 1840. For bagvendt Lov, Hjelm-Winther-Claus! Du faaer nok Klaps, men ei Applaus. Den Samme. SIDE: 457 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 5TE OKTOBER Tønsbergs Merkur 8. okt. 1840. Ingen Green af de fri Kunster synes at faae saa stærkt Tilløb af Kræfter her i Hovedstaden som Lithografien. Der havde vi nu med Fehr og Winthers to lithografiske Presser; saa kom Lieuten. Oscar Wergeland fra Paris med litho- og chalkografiske Kund- og Redskaber; saa aabnede samtidigen Lieut. Finne og Kompagniet DHrr. Skuespiller Berg og Maler Wergmann sine Presser, og nu i disse Dage har en Hr. von Gruhl aabnet et heelt saakaldet lithografisk Institut d. e. med endeel Lithogra- fer fra Kjøbenhavn, som arbeide under ham. Man seer under- tiden nogle af disse Steentrykkersvende i fantastiskt Kostume, med udbredt Skjortekrave, Knebelsbarter og langt altgerma- niskt Haar; de kalde sig nemlig Artister og regne sig forat høre til de store Maleres Klasse, skjøndt det maa være noget langt- nede i Queuen (Halen). Foruden Hr. Winther, hvis daguerreo- typiske Præstationer ere al Ære værd, beskjæftiger en Hr. Knudsen sig med en Pariserdaguerreotype. Stockholmerpubli- kummet har ihøst været sysselsat med at betragte forskjellige Udsigter tagne ved Daguerreotypen af en Reisende og Svensker, der have bekostet sig saadanne fra Paris. Det Utrolige staaer ellers gjentagende Gange i Pariserbladet Charivari, at Reise- daguerreotyper kunne faaes for 75 Centimes. -- "Granskeren" No. 7 er beskjæftiget med at holde Liigtale over Grev Wedel, men forundrer sig over at Welhaven ikke synger med, og over at den Hedenfarnes, ham i saa mange Henseender forbundne, Klientskab, viser saamegen utaknemlig Ligegyldighed. Referenten finder dog baade megen Resignation og Klogskab heri. Thi 1) hvorfor ejulere og gjøre sig Uleilig- hed, naar det ikke "nytter," og 2) hvorfor ejulere, naar de supponerede Modparter paatage sig det. Morgenbladets Apo- logie er en god Paraphrase over Sproget "af dine Fienders Mund skal du berede dig Lov." -- Den Terrorisme, som ifjor ved disse Tider tiltrak Sel- skabet "Kringla" saamegen hadefuld Opmærksomhed, har igjen- taget sig iaar, idet nogle unge Fættere af Familien von Blasen- feldt have voteret en heel Deel daddelløse Personer af begge SIDE: 458 Kjøn imod, som det hedte ønskede at indtræde i Selskabet af 28de December. Det Værste var, at de fleste saaledes Prosti- tuerede aldeles ikke havde fremsat noget Ønske herom. De faldt saaledes bare igjennem paa Prøve. Henrik Wergeland SVENSK AVISPOLEMIK Tønsbergs Merkur 8. okt. 1840. Svenske og Normænd kjende, efter 26 Aars Forening, endnu paafaldende lidet til hinandens gjensidige Forhold. Det er kun uvist at sige paa hvis Side Ubekjendtskabet er størst. Og dog finder dette Sted ikke af Mangel paa gjensidig Interesse for hinanden af de respektive Nationer, men fordi disse blive i denne Henseende slet betjente af de Agenter, som det paaligger at fremme den aandige Forbindelse og det gjensidige Bekjendt- skab imellem dem, uden at derfor nogen Amalgamation kan befrygtes at ville avancere et eneste Skridt. Disse uvirksomme Personer ere DHrr. Boghandlere og Journalister i begge Lande, idet de Første hverken fremme nogen gjensidig Boghandel og Literaturvexel og de Sidste yderst sparsomt meddele Efterret- ninger fra det andet Unionsrige uden netop de tørre Rigsdags- eller Storthingsforhandlinger. Men af hvad Nytte for vor egen parlamentariske Veltalenhed vilde f. Ex. ikke Leveringen af en Anckarsvärdsk, Petréesk eller Janssonsk Tale kunne være? og hvor interessant ikke Sammenligningen mellem disse og nogle bekjendte av vore egne Storthingstaleres Udgydelser. Ikke en- gang Bonden Bengt Gudmundssons mærkelige Addresse til Kon- gen, hvori Misnøjet med de aftaklede ministerielle Raadgivere og Regjeringssystemet aabent skulde tilkjendegives, har man seet i noget norskt Blad, uagtet det ikke mangler paa dem, der omtrent maa være deran som Manden, der havde to Maal Jord at tilsaae og kun 19 Ærter i Saaløben. Et Fænomen i Naboriget, som fortjener vor Opmærksomhed, er den Overlegenhed i Talent, som dets Bladredaktioner lægge for Dagen. Især udmærker Aftonbladet imellem Hovedstadens og Østgøthakorrespondenten sig imellem Provindsstædernes Tidender, den første redigeret af den listige L. Joh. Hjerta, den sidste af den vittige Palmær og Ridderstad. Aftonbladet regje- SIDE: 459 rer imidlertid som Tyran, og har i den senere Tid tiltrukket sig et mægtigt Had hos forskjellige af de mindre Blade. Da vi Normænd ere saa publicistisk uskyldige, at vi ofte synes at selv Naalestikkene imellem Nella, Morgenbladet, Christianssands- posten og Tiden ere frygtelige Attentater paa Ære, Liv og Gods, vil det maaskee ikke være hensigtsløst, deels til en Be- tegnen af Temperaturen inden den svenske nærværende Jour- nalistik, og deels for at nedstemme vor egen overdrevne Pirre- lighed og Ærbødighed for udvortes Anseelse, at meddele et Par Prøver paa svensk Avispolemik, nemlig først Upsala Tid- ning og Østgøthakorrespondenten om Aftonbladet, og dernæst en Irettesættelse til Biskop Hedrén, fordi han ikke var tilstede ved Skolelærerforeningens Stiftelse i Juli Maaned d. A. Man har neppe maalt den Soelvoldske Statsborger saa fuld en Skjeppe som Aftonbladet her maales, og skrev man saa her om en af Rigets Høiærværdigheder (iberegnet Stiftsprovst Munch) vilde Haarene reise sig paa vore Hoveder og intet Spørgsmaal være om Exkommunikation, men desmere om ikke Landet vilde times en Ulykke paa sin Velfærd for slig Ugudelighed. [Her følger en artikkel oversatt fra svensk. I det følgende nr. av Tøns- bergs Merkur (11. okt.) følger artikkelen mot biskop Hedrén. Her er tillagt:] "Er dette, maae nok vi Normænd spørge, at tale til en Biskop, han vise end nok saa liden Iver for sit Kalds Pligter?" Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 12TE OKTOBER Tønsbergs Merkur 15. okt. 1840. En Følge af Uenigheden mellem Theaterdirektører og Skue- spillere var de Førstes Aftakkelse. Men man har havt vanske- ligt nok for at faae en ny Direktion istand. De Eneste, som hidtil have været villige til at modtage Tilbud om Valg, har været den uheldige gamle Theaterrecensent i den Constitutio- nelle og -- General Wedel, der, som bekjendt, er saa brugelig til Alt som et sort Skjørt. Hans liberale Borgersind, udmær- kede æsthetiske Sands og Kundskaber, Agtelse for Literatur og de skjønne Kunster og fremfor alt hans store Talent til det Theatralske gjør, at man bare behøver at føje 4 Nuller til for at have en Direktion saa mageløs fortræffelig som noget Land, SIDE: 460 Rusland ikke at glemme, vilde kunne præstere. Nogle, som tænke anderledes, sætte sit Haab til, at den Forstand, den sal. Greve erholdt ved Fødselen fremfor Broderen, vil, efter at have gjort sin Tjeneste i Livet, komme tilbage og ham tilgode. Henrik Wergeland [OM TEATERCENSORER UTENFOR TEATERDIREKSJONEN] Christiania Intelligentssedler 13. okt. 1840. Den venskabelige, men indiskrete, Forfatter af Opsatsen i Igaarsbladet, undertegnet "Nogle Aktieeiere osv." tør maaskee, under hvilkensomhelst Sammensætning af Theaterdirektionen, finde nogen Beroligelse i Undertegnedes Tro, at det aldrig vil blive nogen Forfatter paa Forlangende negtet at faae sit Ar- beide censurert af Mænd udenfor Direktionen. Imidlertid var det, under de nærværende Omstændigheder, neppe overflødigt, om Repræsentantskabet fattede en Beslutning hensigtende til at garantere denne naturlige Ret og til Anordning af hvorledes disse Censorer skulde vælges. Af Repræsentantskabet, det er klart; men om permanent for Aaret eller ved hver Leilighed, det maatte æskes? om paa Forslag fra Direktionen og Forfatter, eller direkte ud af Publikum? -- disse Spørgsmaal ville da ogsaa blive afgjorte med Hovedtingen: Indrømmelsen af Garan- tier for Forfattere, i Almindelighed og med specielle Hensyn, for at de kunne erholde en Censur, der ikke taaler engang Skinnet af Partiskhed. Der er alligevel, efter Antagelsen af et Stykke, en vid Mark tilbage for Chikanerne; men ogsaa disse blive lettere at bære, naar man er bleven saa vant til Tilside- sættelse for Forfattere, der have mindre at paaberaabe sig med Hensyn til Theatret og dets Interesse, som Undertegnede er bleven det under den aftrædende Direktion ): i Salomons Tid og ikke i Rehabeams, der nu synes at skulle begynde. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 19DE OKTOBER Tønsbergs Merkur 22. okt. 1840. Efterretningen om General Wedels og Troppistens Valg til Theaterdirektører har, som man vil have seet af Hovedstads- bladene, bekræftet sig. Den øvrige Sammensætning giver dog SIDE: 461 god Anledning til Beroligelse, om der endda skulde sidde noget Skræk i Blodet siden Bataillerne i 29 og 38. Det er desuden gaaen af Brug at forlange Nationalsangen eller af sig selv, ved passende Leiligheder, at regalere Publikum med den eller noget nationalt Stykke, saa den Anledning til Qvarrambolage med de wedelske Antipathier for slig Kaadhed af Folket heller ikke er noget at befrygte. Kort -- det kan nok komme til at gaae. Men med Theatret selv gaaer det desværre nok ikke saa rart. Anden Forestilling af det nyoversatte, og i den Constitutionelle lovpriste, Stykke "Kammeraderne" gav igaar kun daarligt Huus. Alt skal over til Loranges Musiksalon, ventelig især fordi man der ogsaa kan have en liden Rolle selv med. Skuespiller Cron- borg irettesættes ellers, med Erkjendelse af hans sædvanlige Studium, fordi han giver en republikansk sindet Boghandler i Stykket som en Imbecil ): som en Tomsing paa Norsk. Man troede ogsaa under almindelig Latter at gjenkjende en her i Byen almindelig bekjendt liden Figur, der giver sig altformeget tilbedste til ikke engang imellem at falde i Efterlignelsestalen- tets Daguerreotypspeil. -- Rygtet udsætter nu Hs. M. Kongens forønskede Besøg til Foraaret. -- En komisk Avisstrid føres i Oplandstidenden ved Siden af den i Morgenbladet om den ved sin Nedtagelse af Grundlov- tableauet paa Klækken paa Ringerige i Anledning af Grev Pla- tens Nærvær og derpaafølgende Undersengenlæggelse deraf i sin Tid meget omtalte Prokurator Breiens Fortjenester fra sidste Amtsmøde. Som Prøver paa denne Polemik hidsætte vi følgende Udtryk af et Forsvar for denne Æresmand: "langsnudede Fiir- been fra Valdres, rødkammede Tobeen af Christians Amt, det underlige Dyr med sin fremstikkende Snude, langsnudede Dixis besudlende Grynten, Tusser, Paddehatte, Msr. Dixis slet- formede Drejermaskine" o. m. fl. deslige, der synes at vise, at Redaktøren lader sig dominere af sine Abonnenter og sit Publi- kum, saa han glatvæk indtager alt hvad der bydes ham, uden at han nogensinde tør sige Nei eller anvende Skrubhøvlen eller, især i dette Tilfælde, vel rettere Sopelimen. I dette Blad har ellers staaet nylig en underlig lang Opsats om "den menneske- lige Aands Kultur." Henrik Wergeland SIDE: 462 MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 24. okt. 1840. "Moss er en gammel By, Der ligger østen Fjorden" Det veed Alverden nok. At den forældet er nu læser hele Jorden paa Byens Gabestok. Henrik Wergeland GABESTOK I MOSS (Indsendt.) Tønsbergs Merkur 25. okt. 1840. Dersom Hovedstadens store Blade have store Tanker om sig selv, saa synes de dog ofte ikke bedre udstyrede med Øine end Muldvarpen. Hvem skulde saaledes troe det muligt, at den barbariske, forlængst af Tidsaanden med Afsky banlyste, Gabe- stokstraf skulde kunne udføres ved høilys Søndagmiddag uden- for Mosse-Kirken, og under Omstændigheder, som dem, der for- tælles, uden at hine respektive Tidender skulle faae baade egne og Almeenhedens Øine for hvorledes det dog egentlig har sig med oss. Ja Gabestokstraffen er anvendt i Moss -- som der siges -- ifølge en gammel Forordning, alene paa Amtmandens Diktamen, skjøndt dette falder ligesaa utroligt ved nøjere Efter- tanke som selve Exekutionen ved første Anhørsel. Nøjere Efter- retninger om Sammenhænget og Faktum kan nu vel Publikum, om ikke efter denne Purren, vente sig i hine store Blade, at sige efter Tid og Leilighed; men indtil da, holder Inds. det for rigtigst at meddele Sagen saaledes som den er kommen til ham fra Moss. Angjældende var en fra Advokat Hjelm bortløben Tjener. Sat i Gabestokken foran Kirken kaldte Dette natur- ligviis Folk til, der gav sin Uvillie Luft i adskillige høirøstede Udbrud og lagde sin Medlidenhed med den Ulykkelige for Da- gen ved at give ham Penge. Forat forhindre disse Sympathier, der forekom Øvrigheden altfor levende, fortælles der at Borger- milits maatte tilkaldes forat slaae en Kordon om Gabestokken, hvor Politi og Vægtere ikke havde formaaet at holde Folke- massen borte. Beretteren lagde rigtignok til, at Gabestokstraffen aldrig har været gaaen af Brug i Moss; og saaledes har man bedre forat forklare sig de to Mosseblades Taushed end, som SIDE: 463 sagt, hine store Blades, til hvem det synes ubegribeligt, at denne skandaløse Historie ikke skulde være kommen. Skulde de maa- skee finde, at Sagen er for ubetydelig (skjøndt det vil Inds. ikke troe) tør man tage sig den Frihed at henlede den ærede "Granskers" Opmærksomhed paa denne Rest af Barbariet 6 Mile fra Hovedstaden, der synes at give den noget parafrastiske Oversættelse af "antiqvitus fecit hominem mos" ): "i gamle Dage var der Mennesker paa Moss," baade Grund og Medhold. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 25. okt. 1840. Om Hjelmske Anathem I Pennene nedlægge! Med anden Sag kom frem! Med Mosse-Gabestok? -- Cette chose est la même: Antiquiteter begge. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 26. okt. 1840. Der kommer nok Fleer end den stakkels Knegt i Mosse Gabestok. Hvem da? -- Du vil erindre dig Historien om ham, der selv fornagled sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 26DE OKTOBER Tønsbergs Merkur 29. okt. 1840. Jeg er Deres Hovedstads-Korrespondent, min Herr Mercurius, og det vil vel sige, jeg skal rapportere Dem Nyt herfra. Men naar der intet Saadant gives, maa De tilstaae, jeg er baade ilde deran og dog angerløs. Thi jeg er ikke, som den Herr Korrespondent for Tønsbergtidende Mand for at drukne en Skrædder- eller Skomagerdreng selv anden imellem Næsodden og Pebervigen, forat skaffe Nyt tilveje, som jeg rigtignok troer mere vil forbause Folk i Pebervigen end i Tønsberg. SIDE: 464 Det vigtigste Nyt, det vil sige, hvad der for Tiden interesserer de fleste Mennesker herinde, og bringer mest Aktivitet tilveje, vilde rigtignok være at kunne fortælle Dem, om Alkerne ere komne ind eller ikke; men jeg maa desværre tilstaae min Uvi- denhed i dette Punkt. At tale om Theatret er det Samme som at udstede Sygebulletins om en Opgivet, saa deri er kun lidet Opmuntrende. Den megen Passiar derom lægger desuden meer end nogetsomhelst Andet vort offentlige Livs Fattigdom for Dagen. Det er ellers saa usselt med Indretningen, at det spøger for Gagerne, hvortil en 900 Spd. behøves maanedlig, og man vil nu anvende en ny desperat, men maaskee heldig, tydsk Kuur, der har noget lignende med Blodtransfusion, forat holde Liv i den, idet man nemlig har contraheret med en omreisende Wienerkomiker Kirchner, hvis Rygte er trængt hidop fra Gøthe- borg, om at han, med Bitræde af Hr. Nielsen og Jomfru Schwirtz, der ere Sproget mægtige, skal give nogle Possenspiel her, hvori han har Anledning til at vise sit Talent. Tydske Komedier altsaa istedetfor de danske? Nu ja, jeg for min Part bytter gjerne for bestandig. De sundeste Piller for det stakkels skrantende Theater tør dog maaskee blive to nye Stykker, der ere indleverede. Se der kom jeg dog mod min Villie til at tale om Theatret, skjøndt jeg troer det vilde være endnu interessantere for Tøns- bergenserne og Tønsbergenserinderne om jeg kunde hilse navn- ligen fra den og den Slægtning eller Bekjendte, som maatte opholde sig i denne By, der fortiden ikke ejer en Pinde at koge en Skeefuld Nyt paa. Thi som nogen saadan lader ikke engang Rygtet sig regne, der formodentlig er kommen ind med en Slagtedrivt, om at Lillehammer skulde, efter en heftig Opposi- tion fra Byens venstre Side, have besluttet at sende en Depu- tation til Liigfærden paa Jarlsberg. Skulde "Tidendens" Korre- spondent opvarte med noget Nyt herfra, da benegtes saadant i Realiteten, og Tønsberg Publikum anmodes om at blæse paa Suppen først og sætte den hen, hvorefter det behagentlig vil see, at den ikke var og er andet end opkogt Vand. Ærbødigst Deres Korrespondent. SIDE: 465 Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 27. okt. 1840. Trøst dig du arme Skjelm i Mosse-Gabestok! Der slog man op med dig jo Mosseby en bloc? Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 28. okt. 1840. Berømthedslystne By blandt alle i Nationen! Det var dig ikke nok, imellem dine Sagn at eje Konventionen; Du maatte have meer, og fik en Gabestok! Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 29. okt. 1840. Skal Byen lide for hvad Magistraten gjør? Hvor er, foruden Moss, en By hvor sligt den tør? Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 29DE OKTOBER Tønsbergs Merkur 1. nov. 1840. Aviserne omnævne idag Domfældelse i to Trykkefriheds- eller, om man saa vil, Injuriesager, nemlig først Nedsættelse ved Christiansands Stiftsoverret af den Bogtrykker Krohn i Arendal ved Underretten sammesteds ilagte, kjendeligen mangefold overdrevne Mulkt af 400 Spd. til 40 for en Opsats i den vest- landske Tidende betræffende den til Christiania flyttede Gros- serer E. Steen. Den anden Dom er i den af Statsrevisor Daa mod Redaktør Sommer i Drammen anlagte høist harcellistiske Injuriesag, hvori den Sidste skal være tilpligtet Mulkt af 40 Spd. SIDE: 466 Da Daa efter fleres end vor Mening har betalt Sommer med ligesaa grov Kurant som denne ham, tør der vel ogsaa være noget i, at Sommer vil gaae videre og derved træffe paa Folk, som have et mildere Øje for hans Forseelse, uvidende at træde Bjørnen paa Halen. -- En Deligencefart mellem Christiania og Minde i Eidsvold vil i disse Dage komme istand, da et Interessentskab paa begge Steder har forenet sig om allerede i denne Høst, at sætte en saadan i Forbindelse med Dampfarten paa Mjøsen. Denne Entreprise er da Dampbaadens første gode Følge for det Al- mindelige. To Heste skulle føre en Vogn til 5 Personer og Pakkegods halvveis l à 2 Gange ugentlig, hvor da et nyt For- spand fører videre frem. Det var at ønske, at Foretagendet maatte have Fremgang. Staten vilde kunde bidrage dertil ved at anbetroe Interessentskabet Posten det Stykke Vei. -- Den tydske Komiker Kirchner, forlydes der, vil først komme hid til Vaaren. -- Enkelte af de mange lukkede Boutiker begynde nu at aabne sig igjen under nye, forhen i Handelsverdenen ubekjendte, Navne. Gluck zu! Men det koster megen Lampeolie. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 30. okt. 1840. Man siger Tiden gaaer om allesteds med Fakler. Men gik den gjennem Moss, hvor endnu skeer Mirakler, da blev den s'gu sat fast, fik kort Proces og Dom, og for Løsgjængeri i Gabestok den kom. Henrik Wergeland SIDE: 467 MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 31. okt. 1840. Der staaer et Træ i Moss, som bærer Spot til Frugt. Mon noget førend det til Ved da bør bli'e brugt? Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) [fotnotemerke] (Indsendt.) Morgenbladet 1. nov. 1840. Hvis Mosse-Gabestok, som sagt, man satt' i Flammer, fortært en evig Text da blev til Epigrammer. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 2. nov. 1840. Vi have Stokkemænd i Drammen og hos os. (The sweetest sleeping Jury.) Men Gabestokkemænd man ejer kun paa Moss. (The lawyers of the Bury.) Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 3. nov. 1840. I Mosse-Gabestok er sikkre Viser sat paa Tidens eget Uhr . . . Hvor er det med os fat? Vi troede det var Dag, men det er Midjenat. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 4. nov. 1840. Nu kan det være nok med Mosse-Gabestok . . . Nei, lad der være tretten. Hvis den endnu skal staae, saa lad den staae for Retten! Fotnote: p. Chr. n. ): post Christum natum, efter Christi fødsel. SIDE: 468 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 5TE NOVEMBER Tønsbergs Merkur 8. nov. 1840. Der løb et Rygte om her for et Par Dage siden paa Pøbe- lens Bekostning, men som nu har opløst sig i en ret tragikomisk Geschichte. Man finder rigtignok om Aftenen en, som det syn- tes, afmægtig Person i en Kjøbmands Trap, og ved nærmere Undersøgelse -- thi Blodtabet var yderst ubetydeligt -- at han havde et lidet Stik i Brystet. Han bringes da paa Hospitalet, hvor alt kom paa Benene over det myrdede unge Menneske med Dolkestikket i Brystet, som det hedte. Historien opløser sig da til, at han af Forliebelse i en agtet, vel snart midaldrende Enke, som sidder ret godt inden egne Vægge, har stukket sig et ube- tydelig Saar med en Stokkaarde. Han bliver naturligviis kurert. -- Kun Athenæets Medlemmer kunne her faae læse Augs- burger Allgemeine Zeitung, der er mere anseet og udbredt i Verden end Leipziger af samme Navn, hvor almindeligviis de norske Efterretninger findes. Imidlertid maa Augsburger have faaet sin Christianiakorrespondent at dømme efter en Artikel om Graf Wedel und die Troppisten, som har vakt megen Op- mærksomhed inden sit Athenæpublikum her, men større Omtale udenfor. Den Afdøde roses deri for sin encyklopædiske Dan- nelse og Iver for Oplysningsvæsenet, nemlig den høiere Under- viisning, og Troppisterne skildres som nogle yderst foragtelige Snyltegjæster, som han i sit Indre gav en god Dag. Det er paa- faldende, at Morgenbladet ikke har leveret den. Nella tier nok stille. Men havde bare Christiansandsposten saasandt fat i den! Det vilde være en Lækkerbidsken for denne Slikmund efter sure Sager. Henrik Wergeland [OM GAPESTOKKEN I MOSS] (Indsendt.) Morgenbladet 6. nov. 1840. At Gabestokken er bleven anvendt i en af Norges Byer i 1840 har været saa utroligt, at det har trængt til de officielleste Be- kræftelser. Og man forundrer sig isandhed endnu, skjøndt denne Forundring, som finder Sted paa vedkommende Døm- mendes Bekostning, og ikke paa Mossebyes, uden forsaavidt at SIDE: 469 Sligt kunde passere der upaatalt af begge Byens Aviser, i de senere Dage gjennemkrydses af Rygter om at den oprørende Gabestokstraf ogsaa er bleven anvendt i Aar i Borre Sogn i Jarlsberg. Over slig retlig Færd bryder den almindelige Me- ning Staven, aldenstund at denne Straf ikke nødvendigen maa tilgaaes, da man har Vand- og Brødstraffen, Mulkt o. s. v. Om den unge Jurist, som man hører har fældt Dommen, stak feil paa sin Prøveklud (uheldigviis et Menneskes Ære) og satte den gamle, faktisk afskaffede, absolute Anordning over Tidens og sit eget Hjertes Fordringer, kunde man vel ventet denne ind- skrænkede Egenhed i Anskuelser rettet ved den høiere Ret. Kort, Bekræftelserne i Tilskueren og Morgenbladet ere kun egnede til at forhøie den almene Forbauselse. Man har ikke ahnet, at Tilbagegangen var saa rivende, at Norges Kultur endnu maa taale slige skandaløse Parodier 6 Mile fra dens Hovedsæde. Men forunderligst af Alt er det dog, at denne Geschichte over alle Geschichter finder sine Forsvarere. 13 + 1. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 9DE NOVEMBER Tønsbergs Merkur 12. nov. 1840. En Omforandring i Theaterpriserne vinder meget Bifald hos den større Deel af Publikum, og vil saaledes forhaabentlig blive fordeelagtig for Theaterkassen. Parkettet koster nu 4 og visse Pladser i øverste Logerad 24 ß. Man har ogsaa i "Ringeren i St. Paul" været saa heldig at træffe et Stykke, som trækker Folk. -- Fra Nytaar af siges den Constitutionelle at skulle udkomme under en C. Motzfeldts Redaktion, som kun har gjort sig, som Publicist, forud bekjendt ved nogle personlige Smørerier i Bla- det, der nu ret vil kunne aabne Rum for hans troppistiske In- solents. Det er denne Person, som for Tiden er Rektor Fr. Bugge tillivs for hans Artikel i Augsburger Allgemeine Zeitung om Grev Wedel og Troppisterne. Da det har lykkes Ref. at erholde det ene No. heraf, som findes her i Byen, og Opsatsen endnu ikke i sin Heelhed i noget Blad er bleven leveret, meddeles den her: [Her følger Bugges artikkel i "Augsburger Allgemeine Zeitung" i over- settelse.] SIDE: 470 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 12TE NOVEMBER Tønsberg Merkur 19. nov. 1840. Man fortæller, som et af Tidens tildeels mislykkede Pro- jekter, at endeel unge civile Herrer med Moustacher, der, i sin Angest for ikke at komme paa Bal paa Dronningens Geburtsdag hos Statsraad Krog, antog, at disse uskyldige Prydelser maaskee kunde være til nogen Hinder derfor, naar man endelig vilde studere paa en Bagatel at hænge sig paa, beqvemmede sig til at tage Knebelsbarterne væk, uden at dog dette Offer skal have havt den tilsigtede Virkning for Alle. -- Foruden de to forhen indleverte originale Stykker Dramaet "Venetianerne" og Vaudevillen, eller "Natstykket," som det kaldes, "Clara," er nu ogsaa et tredie indsendt, et Sørgespil "Maristien." -- Man hører her med billig Forundring, at Virkningen af alle de Nagler, som bleve slaaede i den gamle Mosse-Gabestok (v. Morgenbladet) har været, at en stor ny Gabestok med ny Jernklavre og Lænke er bleven opreist udenfor Raadstuen paa Torvet. En reisende Jurist, der havde Forretninger indenfore, havde just bundet sin Hest i Klaven, saa den stod og rev og rokkede deri, da Beretteren saae den. -- Høst-Jydestevnet er talrigt for Nærværende ved Bryg- gerne. I de trivelige Skipperes Ansigter synes at staae skrevet: "i vor Konstitution er første Paragraf -- Flesk, anden § -- Erter, tredie § -- Gryn o. s. v. Leve den danske Konstitution! Der gives ingen bedre." Dette er nu en sand Efterretning; men her er en mager. -- Alle de Diktatorer, Historien kjender, have været skind- magre. Napoleon blev først korpulent under Keiserkaaben. Det er saaledes ikke, da der er fysiske Grunde for meer end man troer, umuligt, at Stiftamtmand Riis's overordentlige Magerhed har mere Deel i hans Indstilling af Garvermester Ytteborg til Stadshauptmand istedetfor Hr. Holmsen (le brave capitaine) end Lyst til at drille Borgerskabets Officierer og de andre Kor- porationer, der have gjentagende erklæret sig imod Først- nævntes Ansættelse som Chef. SIDE: 471 Den 15de November. -- Det bekræfter sig, ifølge et Avertissement i den Constitu- tionelle idag, at den gamle Retslærde Ulrich Motzfeldt, Prof. juris utriusque og Prof. Schweigaard skulle fratræde Bladets Redaktion fra Nytaar af, hvorefter en ung Retslærd Motzfeldt skal spænde sig i Salen. Man har rigtignok ogsaa længe nok, formedelst Bladets Status, bundet Munden til paa dem, som have tærsket, saa det ikke var at undre over, om de gik trætte i det dybe Mudder, hvori de jevnligen have bevæget sig. Dog love de paa en Maade af og til at ville tage et Tag i med, idet de annoncere, at den Constitutionelle naturligviis bliver deres Organ naar de stundom ville meddele sig til Publikum. Man spaaer, at den Unge ikke vil række langt, ikke fordi han jo nu er springsk nok, men fordi der er altfor lidet Marv og Magt ved ham. Dette er ogsaa et Pendant til Historien med Nils Tønnesen, Skopudser paa Regentsen, der maatte staae for hvad der kom i Nationalbladet, og som havde lærdere Folk end han selv i Baghaanden. -- I Morgenbladet ryger man fra Hedemarken, i Mangel af Virak og Myrrha, stærkt med national Ener under Hr. Kjøb- mand og Lieuten. Wieses Næse i Anledning af hans Bestræbel- ser for Dampbaaden paa Mjøsen, som nu i Punsch er døbt med Erik Jarls Snekkenavn "Jernbarden." Han har ogsaa faaet en Serenade udenfor sine Vinduer i den Anledning. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Den Constitutionelle 17. nov. 1840. Noget Nærmere om det imellem mig paa den ene og D'Hrr. Boghandler Dahl, Fuldmægtig Holger Collett og forhenværende Skræddersvend og Skuespiller Wienecke paa den anden Side skal gjerne blive Publikum meddelt, naar man endelig saa vil. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Morgenbladet 17. nov. 1840. Min Ulykke, at være ilde anseet af det mærkværdige Dunce- Folke og dettes talrige Sidegrene af moralske Lilleputter og SIDE: 472 Nihiliter, er ligesaa bekjendt, som at det især er gjennem den Constitutionelle jeg faaer at føle denne min Upopularitet hos en Branche af Menneskeheden, som vel, formedelst sin Ud- strækning, maa være den eneste, der med nogen Føje kan tviste med Juristerne om "Herredømmet over Verden". Man vilde ikke forstaae Forsoningen i den af Hr. Boghandler Dahl for- lagte "Papegøje". Hvor stille det nu i lange Tider kunde være, kunde man være vis paa, at den samme Rotte, Duncehadet, som saa ofte havde gnavet mig i Hælen, sad i det samme Hul under sine for mig lukte Spalter. Der var den nu saaledes ude igjen igaar og gnavede og gnavede over at jeg skulde have fornærmet Folk (formodentlig respektable); men om nu saa var, hvad kom- mer dette det norske Publikum ved? og naar det nu ikke saa er, vilde det være endnu utilbørligere at underholde det med For- tællinger om nihilitiske Mundslag, især da Publikum godt kan bie til Fredag, da det efter Sigende faaer paa Theatret Johan von Ehrenpreis at see. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BREV TIL MIN JOHANNES (Indsendt.) Morgenbladet 20. nov. 1840. Kjæm dit Haar, som du vil, min Gut! men forpurr ikke hvad jeg har lært dig derindenfore, og brug ikke din Faders Breve til Papilotter, som jeg hører din Medlogerende og Navne gjør. Til næste Maaned skal du desuden flytte fra ham, da jeg ikke lider, at han bruger dine Skjorter, som jeg maa slutte af et Brev fra hans Fader, hvori denne lader Folk vide, som noget særegent, at han idetmindste eier to. Din Læsen i den Avis, som du siger Drengen erholder fra sin Fader, naar den skal indeholde noget Extra, houer mig ikke heller meget. Den har intet godt Ord i Landet; den er et slet Parties Organ, og har i den senere Tid betegnet sig ved at forsøge at smudse to Navne til, som den bedre Deel af Nationen holde for ophøjede over slig lav Behandling. Naar du seer sligt, bør du bringe dig din første Billedbog i Erindring. Hanen gaaer der paa sin Dynge, Snogen gnaver paa Filen, og den ondskabsfulde Bavian griner igjennem slige Produkter. Imidlertid maa du vide, at de ere SIDE: 473 visse Naturer saa egne som at Frøen gyder sin Leeg, og at det i fornuftige Folks Øine skader de Angrebne saa lidet som denne skader Piletræet og det blomstrende Grønsvær paa Bredden, som den kun tjener til at gjøde. Altsom du voxer til, vil du lægge ligesaavel Mærke til, at fremragende Personligheder ere Gjenstande for Smaalighedens Naalestik, som at der findes In- sekter i Træernes Bark. De tilhøre Slægten, og visse Arter ere endog saa forvandte med en enkelt Træsort, at de leve med Stammen endog efterat denne har naaet sit Maal i Tiden og ligger paa Jorden. Det er saaledes muligt, at din Kontubernals Fader kan komme til at leve i Frederik Bugges Biografi som Exempel paa, at det ogsaa med ham var det tusinde Gange gjentagne Tilfælde, at der gaves et Individ, som vovede at for- haane Dygtigheden, Talentet og Fortjenesten. Videre driver han det ikke, og heller ikke Myrerne i de Tuer, hvori Henr. Wergeland har rørt. Det skal slet ikke angre mig, min Søn, om du engang bliver slig Mand, at du har saadanne Fiender. Men fortjen kun at have saadanne! Din Fader. P. S. Du skal flytte strax. Dit sidste Brev viser, at din Kon- tubernal har smittet dig med Hang til Sladder. Hvad kommer det mig og dig ved, at man siger, at de og de unge Herrer af hans Bekjendtskab have i et Par Aar ødelagt sine Forældre, og at det er bleven Mode imellem dem, ikke at drikke Punsch, men Sukkervand med nogle Piller til, hvori der ere Kviksølv. Det Sidste er en afskyelig Gift; men den er afskyeligere, som er iblandet hine Smørerier i den Avis, der udgjør, som jeg mærker, et af Elementerne i din Kontubernals fordærvede Op- dragelse. Henrik Wergeland PROTEST Morgenbladet 20. nov. 1840. Det er muligt det lykkes den ærede Indsender af Prome- moria'et i Dagens Morgenblad til den Constitutionelles Redak- tion, ved sine Komplimenter for den Omhyggelighed for Pres- sens Reenhed, denne skal have udviist, at bringe den til en pyntelig Afbigt for Optagelsen af det skandaløse Brev om Rektor Fr. Bugge; men disse Lovord ere i saa høj Grad ufor- SIDE: 474 tjente, at de bør protesteres. Det vil være godt, om Publikum har overseet eller glemt endeel Usædelighed, f. Ex. den om Grækerinden, der ikke lader sig yderligere paapege; men alle de Personligheder og Aanden deri, som have vanziret denne Reenhed, kunne ikke være ganske ude af Publikums Erindring. Mit Navn er saaledes ikke det eneste, som disse Herrer have besudlet fra den Intelligenzens Bel-Etage i Samfundet, de gjøre sig saa til af at beboe; men de idelig gjentagne Angreb, jeg har maattet lide af denne Reenhedens Presse, have været af en Uretfærdighed, af et saa nøgent Had og ond Tendenz imod min Person, mit Navn og min Velfærd, at de maae have og har op- rørt den almindelige Følelse. Og jeg appellerer her ikke til Venner af min Person eller Idrætter, men til ethvert Menneske med Retfærdighed og Billighed, ja til DHrr. Redaktørers egen Samvittighed. Thi det er umuligt, at ikke Tendenzen og maaskee Nytten af min Virksomhed, Oprigtigheden og Varmen i min Patriotisme, Uafhængigheden i min Tænkemaade og, om man ogsaa vil det, min uforandrede Hengivenhed for Kongen, i Flyvebladsdagene som nu, da han er bleven min Velgjører, og endelig min haardtopdragne Muses pletløse Karakteer ikke skulde ogsaa hos disse koldhjertede Misbrugere af Pressen imod mig vække Erkjendelsen deraf, om ikke før, saa, hvis de over- leve mig -- da. Det vil engang angre dem, at de ikke have be- handlet mig hverken som et Menneske af nogen Dannelse eller Talent, ja ikke engang som et retskaffent Menneske. Jeg idet- mindste kan ikke bekvemme mig til saadan Sandhedens og Sel- vets Fornegtelse. Skriver Welhaven nogle vakkre Vers, siger jeg med Fornøjelse de ere vakkre, og om Schweigaard troer jeg at han er et af de nyttigste Individer for Fædrelandet. Fordi nu disse Herrer, uagtet disse egne Forseelser, oftere have skreget paa Overholdelsen af Pressens Reenhed, og fordi de ere Professorer, bør man ikke indrømme dem noget Privi- legium paa at skeje saameget ud i dette Punkt, som de behage og finde tjenligt for Hensigten, uden at de derfor skulle være hjemfaldne den offentlige Misbilligelse og Bebreidelse. Men slige ufortjente Lovord, som de her protesterede, gjøre saavel Angjældende selv blinde for sine egne Udskejelser og kaadere i sine Misbrug, og det Publikums Opinion, som staaer For- SIDE: 475 holdene nærmere og kjender Sandheden bedre, kommer derved kun forfalsket til dets ydre Periferier. Den 18de November 1840. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland HELE HISTORIEN Den Constitutionelle 20. nov. 1840. Den Constitutionelles vordende Redaktør var kommen fra Stockholm efter længere Tids Fravær, og begyndte strax at blæse op i forlængst udbrændte Fiendtligheders Aske. Jeg fik da ogsaa et af disse lumpne og uretfærdige Sidehug for min kgl. Understøttelse. "Spytslikker" erindrer jeg var en af Appli- kationerne paa mig. Imidlertid var jeg ikke vredere, end at jeg, ved et Sammentræf i et af Frimurersalonens Sideværelser med Udgiveren af Bladet, Boghandler Dahl, i en spøgefuld Tone og med et Haandtryk komplimenterede ham i den Anledning. Jeg troer Ordene faldt omtrent saa: "Ei see Godaften, Mæce- nas! Jeg gratulerer med, at det nu lader til at Pressen har faaet Materie o. s. v." Det gode Menneske svarede omtrent i samme Tone, uden dog at vedkjende sig Mæcenasskabet, hvori- mod jeg yttrede, at jeg havde ham meget at takke for, og det er muligt, at jeg anførte et bekjendt Beviis derfor. Om jeg an- førte dette høit eller blot til ham, erindrer jeg ikke. Den hele Diskurs var et Par Sekunders Sag og ført som sagt, i al Venlig- hed fra begge Sider. Men -- hinc illæ! En rum Tid efter hører jeg fra det indre Sideværelse, hvor jeg sad i Samtale med en Kjøbmand, som vil kunne bekræfte det senere Passerede, Hr. Dahl og Fuldmægtig Holger Collett høit og ivrigt at nævne mit Navn i Mellemværelset. Jeg gik til Døren og derind, da jeg hører, at begge disse Herrer forlangte af Verten, at han skulde vise mig bort, da jeg havde fornærmet D., og D. ellers "ved Gud!" maatte gaae. De bleve tause da jeg viste mig i Værelset. Jeg vendte tilbage til mit forrige Sæde og underrettede mine Selskaber om at vi maaskee fik Besøg. De indfandt sig, og Værten erklærede paa mit Spørgsmaal om et saadant Forlangende var fremsat og om han agtede at lystre det, at det vel var fremsat, og at han beklagede, om noget fore- gaaende, ham ubekjendt, Ubehageligt var hændt; men -- Holger SIDE: 476 mente, at jeg havde talt baade om Fuglebuur og Papegøie og at det var græsseligt -- kort, et Mundhuggeri opstod, hvorunder D'Hrr. ret gav sig Luft, mens jeg rolig benegtede at have for- nærmet Hr. Dahl og appellerede forøvrigt til de Tilstede- værende. Disse vare ogsaa paa min Side med Undtagelse af En, jeg ellers baade nu og før er de bedste Venner af Verden med, som yttrede sig stødt i Anledning af en kortvarig Disput. Men Scenen antog pludselig en yderst komisk Vending, idet en ganske uvedkommende Person, en dansk forhenværende Skræd- derdreng og Skuespiller Wienecke blandte sin Ubetydelighed ogsaa ind, med de truende Ord til mig, da jeg saae paa ham: "see ikke paa mig eller jeg slaaer strax!" Dette bevirkede tem- melig naturligt, at jeg først saae ret paa ham, og derpaa ganske rolig sagde: "hvis mine Beenklæder vare istykker og her var Naal og Traad, vilde jeg bede Dem, Hr. Skræddersvend Wie- necke, om at reparere dem." Dette virkede paa Ehrenpreisen, at han, knepsende med Fingrene, udbrød: "nei, nu har jeg s'gu aldrig hørt Magen!" og da jeg ligesaa lakonisk gjentog min For- sikkring om at han kunde regne paa mig som Kunde, foer Man- den paa Døren, raabende derifra "Bæst!" og fulgt af de Til- stedeværendes Latter. Holger og Dahl forsvandt omtrent paa samme Tid. Jeg har kun at tilføie, at flere af de Tilstede- værende yttrede sin Uvillje over den uforskammede Opførsel og sin Tilfredshed over den rolige Foragt, hvormed jeg havde overseet den. Og Dette er da hele Historien. Idetmindste er der Text til Mere for de Godtfolk, der aldrig blive trætte af i dette Blad smaaligen at forfølge Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL DEN CONSTITUTIONELLE] (Indsendt.) Morgenbladet 21. nov. 1840. Det er al Verden bekjendt, at "Den Constitutionelle" i den senere Tid har gaaet i Barndommen, og er bleven tolereret om- kring i Husene, ligesom et andet gammelt Indlæg af "Dunserud" Familien, som man synes det er Synd at forskyde, da hun nu engang har faaet sin Gang der; men saavidt troede man dog nok ikke, det endnu var kommet med Ørskheden, at hun uden SIDE: 477 videre kunde snappe den Krog, der, besat med en ironisk Be- rømmelses Lokkemad, tilkastedes hende i Tillægget til Morgen- bladet for Onsdag. Man maa spørge, om Piberkomplottens An- strængelser paa Campbellerfesten høre med til "den svage Virk- somhed" for at haandthæve den høiere Retfærdighed og den offentlige Moral, og om de mange arrige Manifester, som ud- stedtes strax efter denne smukke Begivenhed, ere iblandt dem, hvorved "Den Const." har "bragt de gjærende Elementer til Rolighed"? Henrik Wergeland HJERTESUK Morgenbladet 21. nov. 1840. Hugg "Spaniolens" Krands ito! Isønderriv mit "Blomsterstykke", blot I vil unde mig den Lykke af Ret -- bevar's! nei, kun af Ro! Henr. W -- Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 21DE NOVEMBER Tønsbergs Merkur 26. nov. 1840. Efter det Vinterføre, vi fik i forrige Uge, indtraf mildt Veir med heftige østlige Storme, hvorved Føret i den nærmeste Om- egn gik væk. Den svære Storm foranledigede adskillige Ulyk- ker. Saaledes anfører Handelstidenden, sank en stor Baad med Vedladning, hjemmehørende i Onsøe Sogn og bestemt her til Staden. Baadens Eier og Fører, Erik Dahl, blev reddet af Baad- fører Ole Christophersen af Hvaløer, der befandt sig i Nær- heden; men Sønnen, 17 1/2 Aar gl., druknede. Ulykken skede Søndags Middag ud for Laurkullen. Samme Tid sank en Lods- baad fra Hvaløer med Lodsgutten. Baaden slæbede efter en svensk Jagt, hvor Lodsen var ombord. Gutten omkom. -- Se- nere have vi havt jævn Kulde; men nogle enkelte Snefnokker have ikke kunnet bringe Slæderne til at glide her i Byen, me- dens der nordenfor Byen er godt Slædeføre. Ligeledes er der taaleligt Vinterføre fra Sandvigen til henimod Drammen, og da det ikke sjelden er Tilfældet om Vinteren, at der i dette Strøg er Slædeføre, medens der fra Lysager ind til Christiania er aldeles bar Mark, er det baade i denne Henseende, som i flere SIDE: 478 andre, en stor Lettelse for Reisende imellem de nævnte Byer, at der nylig er oprettet en ny Station paa Stabæk, omtrent 7/8 Miil herfra, og en lignende paa Gaarden Asker, der ligger midt imellem Christiania og Drammen, medens den uhyggelige Station paa Ravnsborg er inddraget. -- Ifølge dertil ved høieste Re- solution af 6te Oktbr. sidstl. meddeelt Bemyndigelse har nemlig Justits-Departementet i Henhold til Loven om Skydsvæsenet af 6te Juni 1816 § 3 under 8de f. M. approberet de mellem de Skydspligtige under Stationen Ravnsborg og Opsidderne paa Gaardene østre Stabæk og Asker, Poul Knudsen Houger og Olaus Hansen Asker, under 30te Septbr. næstfør indgaaede Foreninger om fast Stationshold paa bemeldte Gaarde i respek- tive 7 og 20 Aar, fra 14de Oktober d. A. at regne. Henrik Wergeland [SVAR TIL HOLGER COLLETT] Den Constitutionelle 22. nov. 1840. Naar man hører, at det kraftigste af Hr. Holger Colletts Ci- tater lød i sin Forbindelse "sorte Skurk, som har fordærvet mit Blomsterstykke," i den allervenskabeligste Tone til en Ven, jeg havde erfaret var den enthusiastiske Anmelder af dette Ar- beide i "Morgenbladet", og som ogsaa ganske optog det som om jeg havde sagt "min altfor velsindede Ven" eller noget lignende, vil Publikum, som vistnok maa væmmes ved disse Elendigheder, omtrent kunde bedømme Gehalten af Hr. Holger Colletts øvrige Depositum. Den 21de November. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM WERGELAND OG GREV WEDELS MINNE] Den Constitutionelle 23. nov. 1840. Jeg har daglig, under Udarbeidelsen af min Konstitutionens Historie, at sysle med grev Wedels Skygge. Jeg har endog den Tro, at min Sjel vilde komme i en følelig ubehagelig (om ikke iisnende) Berørelse med den Forevigedes, om jeg tillod mig nogetsomhelst Misbrug af de fortrolige Meddelelser fra de Aar, da Norge gik svanger med sin Konstitution (1808 -- 14), og hvor- SIDE: 479 ifra Wedels Fortjenester datere sig, som han viste mig den Ære at meddele mig. Han døde før han fik see min Nedskrivt af det sidste Træk af hans i hine Begivenheder saa indgribende Liv; men jeg har større Respekt for den Døde end for den levende Greve, og jeg bar maaskee større Agtelse for denne end mange af hans Balfigurer, skjøndt jeg troede, at de individuelle Kon- stellationer medførte, at han gjorde mit Kandidatskjæg nogle Tommer længere. Hans sande Minde som norsk Patriot er i mine Hænder, og jeg ønsker ligesaa meget, at alle mine Fien- ders var det, forat jeg kunde vise min Retfærdighed, som jeg er glad ved, at de Færrestes fortjener eller kan være det. De leve, Gudskelov, og virke, og jeg ønsker dem et langt Liv og en kort Anger, naar de af hiint Værk see, at jeg har bevaret mig Selv mens jeg aad Kongens, en Mands Brød, som det hidtil har ladt til heller ikke i levende Live vilde faae sin rette Plads imellem Norges Patrioter. Jeg var En af de Første, som strøede "Egeblade" over den afdøde Greves Kiste. Den Deel af Publikum, som veed dette, vil derfor neppe kunne fæste Lid til Imputationen i Igaars- bladet, at de Æresbeviisninger, Nationen ydede ham, skulde være Gjenstanden for et usømmeligt Raillerie fra min Side. Under Gjennembladningen af nogle lithografiske Karrikaturer af spanske Nationaldragter erindrede jeg imidlertid, at Hr. Holger Collett havde insinueret noget Saadant. Det faldt mig ind, at jeg maaskee før burde besvare den end den latterlige Opfattelse af Apostrofen til min Lovtaler, som jeg maa troe idag vil være berigtiget i dette Blad, og jeg anmodede derfor skrivtlig den af Hr. C. navngivne Herre, som skulde have været Gjen- standen for min Uvilje, om en Erklæring. Jeg erholdt neden- staaende i et Brev, som har været dette Blads Redaktion fore- viist, hvori han siger, at han selv vilde have offentliggjort en lignende, om jeg ikke havde forlangt nogen, og jeg meddeler den mere for Deres Skyld, der ikke vide, at jeg har ydet min Skjærv til Forherligelsen af Wedels Minde, og for at faae yttret min Mening, at man skulde været moderatere i sine Yttringer om Greven, mens han levede, naar man vilde gjøre saameget af ham død, end fordi jeg holder Hr. C.s Imputation saameget værd. Erklæringen fra den af ham nævnte Borgerofficeer lyder: SIDE: 480 "At Hr. H. Wergeland ikke i nogen Henseende fornærmede mig under en Samtale i Frimurerlokalet den 8de d. M. bevidnes paa For- langende. At han under Samtalen yttrede, at der existerede et Mis- forhold imellem den Behandling, der blev Grev Wedel til Deel af hans Landsmænd i levende Live og efter Døden, optog jeg idetmindste ikke saaledes. Christiania den 21de November 1840. Christ. J. Stub. Det vilde ellers blive en høist underholdende Lekture for Publikum, om Enhver vilde nedskrive og offentliggjøre sine Kon- versationer i Harzvereinssalonen, paa Klubber o. s. v. For Exempel! "Jeg N. N. vedgaaer herved, at have sagt igaaraftes hos Lorange: "Godaften, Holger! Hvad synes Du om Veiret? Hvor staaer til? Derefter kom Samtalen over paa Østers og beenløse Fugle" o. s. v. Den 22de Novbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SVAR TIL F. WIENECKE Den Constitutionelle 28. nov. 1840. Hr. Wieneckes Landsmænd bekræfte eenstemmig, ligesom ogsaa diverse blivende Mærker, at han dog har været ved Pro- fessionen. Det er altsaa Han, som finder noget Beskjæmmende deri. Men jeg tænker vi kunne lade den Fugl flyve. Det er ikke Skrædderens men den Uvedkommendes og Ehrenpreisens Im- pertinance man troede at vise inden Skrankerne ved den ci- terede Apostrofe. Men jeg tænker det er paatide at blæse denne Batrachomyomachi ud. H. W. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 7DE DECEMBER Tønsbergs Merkur 13. des. 1840. En Opsats i Christiansandsposten om Statholderpostens Be- sættelse har her opvakt ligesaa megen Forundring over den Glands, den kaster over Generallieut. Mansbach som Uvilje over nogle Yttringer om vor fortjente og saa populære Stats- sekretær F. Due. Morgenbladet forsvarer denne Sidste paa det hæderligste idag, men glemmer at underkaste Lovtalen over Førstnævnte den vedbørlige Kritik. -- Det synes nu at blæse op til Proces imellem Granskeren, Hr. L. K. Daa og Professorerne Schweigaard og Motzfeldt. Man veed hvor kilden Daa var imod Sommer i Drammensadressen, SIDE: 481 og at han tilfegtede sig over ham en Sejer af 40 Daler og Morti- fikation. Men nu er der i en kort Redaktionsartikel i den Kon- stitutionelle for igaar, mange Gange meer Anledning for Daa til at faae styret sin Lyst paa Processer. Efter Ref. Mening kan han vanskelig undgaae at gaae den Vei. -- En Torvemærkværdighed var i Fredags en stor Kronhjort, skudt i Bærum ikke langt fra Tanumkirke. Den maa sandsynlig- viis enten i stærkt Snedrev eller fordreven af Ulve være kom- men fra det Bergenhusiske. -- Der siges at være igjære mellem nogle Herrer og mest Damer at give et Stykke paa Fransk til Bedste for Asylet paa Grønland, hvis Existence er særdeles skrøbelig og prekær. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, D. 14DE DECEMBER Tønsbergs Merkur 17. des. 1840. Med vort Theater gaaer det fremdeles daarligt, uagtet alle Direktionens Anstrengelser og Spekulationer. Har Nedsættel- sen af Priserne for 2den Logerad fyldt den, saa har Forhøjelsen til 4 for Parquetpladserne affolket disse desmere. I Maane- derne Oktober og November har man havt 1400 Spd. mindre Indtægt end i de tilsvarende Maaneder ifjor, som dog var et tyndt Theateraar. Den tydske saakaldte falske Mad. Catalani Hr. Kirchner, der er tilstaaet 1/5 af Indtægten af 6 burleske Forestillinger, har nu vel to Gange skaffet godt Huus; men da Publikum lader til temmelig almindelig at finde sine Forvent- ninger undertrufne, og det sandsynligviis er bleven trakteret med det mest lokkende, ville de følgende Forestillinger vist blive magrere. Hr. K., der i 16 Aar har reist om i Europa for at spille Catalani, skal ogsaa være i sin Dalen. Under The- atrets kummerlige Omstændigheder, og medens Forfattere af originale Stykker kun honoreres med 1/6 af de tre første Fore- stillingers Bruttoindtægt, ja, som nu er skeet med En, kun med den blotte Ære af at faae et Stykke opført, er denne Godt- gjørelse temmelig høi. Det sidste luftige Honorar er bleven til- staaet en Anonym for et Lystspil, det første har Wergeland er- holdt for et Drama "Venetianerne", der er stort nok til at ud- fylde en Aften. Bekostningerne paa dette skulle dog være betydelige. Paa at tilstaae ham en Benefice vilde Direktionen SIDE: 482 ikke indlade sig. Han har nu indleveret en original national Vaudeville. Et nationalt Drama "Maristuen", hvis Versifikation og øvrige Egenskaber skal røbe en øvet Digter (man gjetter paa vor Maurits Hansen) har den ikke kunnet antage for Bekost- ningernes og Jydemaalets Skyld hos Skuespillerpersonalet. Aar- sagen til Theatrets knappe Omstændigheder ligger især i Lo- ranges Salon. Og nu søger desforuden Konditor Caspary om Tilladelse til at holde Salon paa Isen. Henrik Wergeland PRÆLIMINARIER TIL EN MOTION PAA NÆSTE STORTHING AF INDGRIBENDE VIGTIGHED Morgenbladet 4. jan. 1841. Undertegnede beslutter sig til at forelægge Almeenheden følgende Skrivelse: "Til Kommissionen for det almindelige Under- viisningsvæsens Reform! For den ærede Kommissions oplyste og erfarne Medlemmer vil det være overflødigt at bemærke, at en Mængde udmærkede Anlæg forblive uopdagede, ubenyttede, tabte for sig selv, for Staten og Menneskeheden, i Almuens Masse. Af de mere for- muende Stænders Ungdom, saaledes som denne iflæng sendes gjennem de højere Underviisningsværker ind paa Embedsbanen, maa Staten søge sin Repræsentation rekruteret. Ofte med lidet Held nok. Fordringerne mangle ikke, Ulykkerne inden eget Bryst over at være skuffet og utjenliggjort i en falsk Retning af Kaste- opdragelsen udeblive heller ikke hos Mange, og dog er det Synd at sige, at Staten altid i de Lykkeligere har faaet noget Udmærket. Saa burde det dog være, mens der dog er en Masse at tage af, hvori Skaberen ligesaavel som over hiin mindre Frak- tion af et Folk har nedsaaet Aandens Lys, og da i forholdsviis rigere Maal. Havet er ikke maalløsere og bundløsere end den Masse af aandig Kraft, et Folk besidder; hver Generation er en ny Udstrømning deraf. Men hvad sees af Havet? De toppende Bølger, Overfladens skummende Leeg. Mere træder heller ikke iøinefaldende frem af hint Lyshav end Tinderne af Samfundets glindsende Overflade, et ubetydeligt Skum af det Hele, mens Dybets herlige Vover aldrig væltes op derover i Dagen. SIDE: 483 Dette er et umaadeligt offentligt Tab. Det er rimeligt og na- turligt, at Formuen og Rangen opdrager sine Børn til Formue og Rang; men Staten bør være Geniets Moder og Fader, naar det ingen forsorgsmægtige Forældre har, og opdrage det for sig. Det bør fortrinsviis være Folkets Barn. Det fødes, som man veed, og er sjeldent; men det fødes uden Hensyn til om under et Tag af Steen eller af Straa. Det er blot Spørgsmaal om at opdage det. Men jeg vil vise at dette er lettere end det synes, og saa simpelt som nogetsomhelst af de offentlige Foretagender. Ved Konfirmationen spændes der medeet et Net over en heel af Folkets Generationer. Hvert Individ stikker i sin Maske. Præsten veed nøje hvad der er ved hvert. Opdager han nu et udmærket, skulde han gjøre Provsten, ved den aarlige Visitats, opmærksom derpaa, som da, efter nøjere Prøvelse, skulde ind- stille til Regjeringen gjennem Biskoppen, at Drengen N. N. i N. N. Præstegjæld, for en Deel eller ganske, om han var ufor- muende, skulde gives videnskabelig Opdragelse paa offentlig Bekostning. Et Fond maatte da naturligviis hertil, efter For- slag, bevilges, og her staaer da vel Oplysningsvæsenets allerede forhaanden havende tilraade. Dannede man en egen Skole af disse -- hvilket ikke troes anvendeligt -- hvilken Skole af udmærkede Disciple! hvilken Stamme for dygtige Embedsmænd, der vilde kaste Glands over Staten! Men i vedkommende Stifts Skoler vil den nødvendige Opdragelse jo kunne bibringes. Muligheden af at opdage de Kvalificerede er saaledes allerede givet i bestaaende Indretninger; og de gjentagne Prøver sikkre mod Misbruget af det offentlige Beneficium. Kun udmærkede Anlæg, virkelig udmærkede, men da ogsaa, om de ere eensidige, f. Ex. mekaniske, skulde kunne tilstedes dette; og de ere sjeldne. Tør jeg omnævne egen ringe Erfaring, da forekom det mig i de 4 -- 5 Aar jeg jevnligen katekiserede Konfirmationsungdommen i Eidsvold, somom der næsten aarlig af en 80 -- 100 Drenge kun var 1, 2 eller 3, som viste i den Grad opvakte Sjeleevner, at der kunde for en Præst være Spørgsmaal om at nævne nogen for sin Superior. Og da maatte ny Prøve, hvorved Mange vilde falde igjennem. Det var foran en saadan Dreng jeg fattede disse Ideer, dybt rystet ved Tanken om hvormange Talenter, der SIDE: 484 igjen synke tilbage i Massen, uden nogensinde at dukke frem med Hoveder -- en Gammelgræker vilde sige Minerva havde kysset i Vuggen, og over de mange sørgelige Forrykkelser, som finde Sted i Menneskenes Liv. Men man bør ære Himlens Gaver og Guds Fingerpeg. Man bør gjøre Friheden frugtbar for Folket og realisere Ligheden hvor den kan realiseres og det med en saa uhyre Fordeel. Thi hvad vilde en Stamme af udmærkede Elever blive uden siden i Livet en Udgrening af udmærkede Mænd: Statstjenere og Kunstnere i alle Retninger? Der gjøres overalt saa overordentlig lidet for Folkets store Fleerhed. Der- for er der ikke den, som jubler over Konstitutionerne. Man bør dog gjøre Noget, først fordi det er Pligt af Menneskelighed og Retfærdighed, og dernæst ogsaa fordi det er Nytte. Den Sæd vil betale sig. Den ærede Kommission for Oplysningsvæsenets Reform vil ikke negte, at Underviisning og Reform pleje at bære Frugt. Jeg vil antage, at der forlanges for det Første anviist af næste Storthing paa Oplysningsvæsenets Fond 50 Stipendier "til fat- tige haabefulde Drenges videnskabelige Opdragelse". Den om- trentlige Sum for de tre følgende Skatteaar vilde lade sig be- regne. [fotnotemerke] Og det tør vel antages, at Thinget eller Folket ikke kan have noget imod denne Omhu for dets egne Børn. Til den ærede Kommissions bedre Omdømme anbefales nær- værende ærbødige Meddelelse, med Anmodning om, saafremt Sagen billiges i Ideen, at den da i sit Navn vil fremsætte For- slag derom paa behørige Steder. Kristiania, den 14de November 1840. Ærbødigst Henr. Wergeland." Den 19de November referedes denne Skrivelse i Kommis- sionen af Rektor Fr. Bugge, og den vedtog at ville tage samme under Behandling naar passende Anledning dertil gives. Med denne ubestemte Anstand i en Kommision af saa lange Udsigter, at noget Resultat af dens Forhandlinger neppe er at vente til førstkommende Storthing, har jeg ikke troet Sagen tjent; jeg indanker den derfor for Almeenheden, forat den inden da kan Fotnote: Jeg antager 200 Spd. for hver, ): 10,000 Spd. hvert af de tre Skatteaar. SIDE: 485 have været Gjenstand for sammes Omdømme. Den fortjener Folkets og Regjeringens Opmærksomhed. Yttre flere vægtige Stemmer og navnlig fra Geistligheden sig til Fordeel for den, turde maaskee Regjeringen finde Materie for en af sine ære- fuldeste Propositioner. Undertegnede, som midlertidig maa staa i Spidsen for Anliggendet, vil idetmindste forsøge at interessere den for samme ved at samle og i sin Tid meddele den de Be- tænkninger, som Landsmænd maatte vise mig den Ære at ville tilstille mig, eller som maatte fremkomme i Landets Tidender. Jeg anholder om at see Sagen saaledes forberedt fra Folkets Side. Kristiania, den 30te November 1840. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 17. febr. 1841. At Plads for et Tilsvar i Anledning af Redaktionsartiklen i Morgenbladet for 15de dennes er mig negtet, troer jeg at burde tilkjendegive. Det vil komme i Intelligentssedlerne og derfra i flere andre Blade. 16de Februar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL MORGENBLADET] Christiania Intelligentssedler 17. febr. 1841. At Morgenbladets Redaktion, der paa en skamløs Maade har forsøgt at besudle mig i dens Igaarsblad, har negtet mig Tilsvar deri, tilkjendegives herved for et Publikum, som ikke kan andet end dele Uviljen over en saadan Redactionsvilkaarlighed. I Farcen "Engelsk Salt" blev Brutaliteten hos en Fraktion af Pressen revset. Dens Uretfærdighed er Sujet nok til en ny. 16de Febr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "MORGENBLADET"] Morgenbladet 18. febr. 1841. Saa Morgenbladets Red. negter at have givet mig Afslag for et Tilsvar? Det vilde være lettere at forsvare denne Synderlig- hed med at kalde det glatvæk et "Smudsprodukt", dersom Re- SIDE: 486 daktionen, paa dens første Afslag, ikke var bleven anmodet om at bemærke hvad den ønskede forandret. Man kan vel neppe gaae videre i næsten gelassenagtig Humanitet. Vilde Redaktio- nen citere af Engelsk Salt hvorsomhelst, kunde jeg spare mig ethvert Forsvar, som jeg dog nu maa søge Udvei for, og Publi- kum vilde faae Anledning til at bedømme, om denne Farce kan være saa slet, som Mgbldt. finder og om jeg nogensinde maaskee har skrevet i en mere patriotisk Aand. Hvor er det muligt, at denne skulde være vegen, dens Varme kjølnet efter de Vers, som Morgenbladet citerer? Besvar Enhver sig selv dette Spørgs- maal! De danne Slutningen i hiint Tilsvar med følgende Til- sætning: "Kald denne Sang Vendekaabens Sang. Jeg vedkjen- der mig den." 17de Febr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland "ENGELSK SALT" (Indsendt fra Henr. Wergeland, i Anledning af Morgenbladets og Granskerens Angreb paa denne Farce.) Christiania Intelligentssedler 18. febr. 1841. Man vil engang erkjende, at jeg, som Digter og Menneske, er bleven ilde nok behandlet af mine Landsmænd. Idetmindste behøves der ikke mere forat hærde et medfødt Had mod Neder- drægtigheden og Lavheden, som jeg omtvivler har været saa geskjæftig virksom mod nogen anden mig lignende Personlighed. Jeg kunde anføre mærkelige Exempler paa hvilke Midler, man ikke har ladet uforsøgte forat nedtrykke mig og forgifte Opinio- nen om mig; men den Tid, jeg kan afsee til dette Forsvar, tages ganske i Beslag af disse nyeste i Bladene Granskeren og Mor- genbladet. Det Første vil jeg kun i Forbigaaende give mig af med; thi det er ingen farligere Fiende end en Tyr, der gjør Chok mod et rødt Klæde, og som man kan undgaae ved et Skridt til Siden; men med Morgenbladet gaaer det ikke an at være saa passiv for det store Publikums og den Anseelses Skyld, det med saa liden Ret er i Besiddelse af. Jeg søgte derfor Plads deri for et Tilsvar; men Sligt tilstedede ikke dets Redaktions SIDE: 487 "berømte Retfærdighed", saa jeg dog nok maa have havt Ret i at paastaae i Farcen, at Smaalighed er en af Ingredienzerne i denne. Det var mig om at gjøre at faae snart Plads for en Pro- test imod Skjændselen af mit ærlige Navn, der skulde hente sin Beviisstyrke fra selve Farcen; og jeg troede at kunne kræve det efter en saadan Mishandling; men Redaktøren, denne Pressens koldblodige Misbruger, der -- som han igaar stryger sig om Kinden -- kalder sig en oprigtig Ven af det Fornuftige, Høihjer- tede og Gode, negter mig Adgang til Bladet efterat jeg havde givet ham Tilladelse til at anmærke hvad han ønskede forandret og selv strøget over hvad jeg maatte troe især var ham imod -- en Omstændighed, som harmonerer særdeles vel med hans Anmærkning i Morgenbladet idag, at Aarsagen til Afslaget var, at mit Tilsvar var et Smudsprodukt. Dette Blad er da den eneste Udvej jeg har for et saa høiligen paafordret Forsvar, hvor Corpus delicti (Farcen) kun kommer i de Færrestes Hænder. Er det end min Hensigt, at anmode nogle af Provindsialbladenes Redaktioner om at optage dette, og vise de mig denne Godhed, vil dog altid en stor Deel af Folket, som kun læser Morgenbladet, og Udlandet stedse for- blive i den Tro, dette mig fiendske Blad nu har udbredt om mit Arbeide og mig. Dette er at skjære Struben over paa Den, der netop skal til at tale sin Sag, og en let, men lidet ærlig, Maade at vinde sin egen paa. 17de Februar. "Den Hund hyler, som rammes." Dersom Forfatteren af ovennævnte Farce kunde paaregne et Publikum, som i nogen Maade kunde maale sig med Morgen- bladets, skulde ikke en Minut spildes med at besvare dette Blads Udgydelser i Anledning af den. Ogsaa min Fritid tilhører endnu en Virksomhed, der hverken kan afbrydes eller berøves sin indre Løn selv af den Malice, der har saa store Midler til sin Raadighed, som Morgenbladets Redaktion har og bruger. Men jeg siger den og spaaer den, at den vil komme til at tage sine skammelige Bagvaskelser i sig igjen. Jeg kunde tie; min Konstitutionens Historie vil inden kort begrave dem alle under SIDE: 488 glødende Kul. Jeg vil derfor indskrænke mig til det Forsvar, hint lille Arbeide fører for sig selv. Og efter nogle Citater troer jeg mine Landsmænd ville erkjende, at der er saa langtfra noget Spoer af Vendekaaberi deri, at det maaskee er det Arbeide fra min Haand, som meest er gjennemtrængt af en Patriotisme, jeg troer i alle Maader er baade saa reen og saa varm som Morgen- bladets og dets Fætter Granskerens. Det Første kan være en saameget slemmere Fiende, som det mod mig er ligesaa hensyns- løst i at bruge Vaaben, som den Sidste er mandolm og bidsk; men alligevel har jeg dog den Tro, at man vil tilstaae mig, at jeg kun lidet fortjente den Roes, Morgenbladet engang tillagde mig for politiskt Mod, dersom jeg, af Frygt for hine Kræfter, undlod at gjøre Mit til for at rette paa den menneskehadske, skumle, grinende, mistænkelige Eensidighed, som karakteriserer den nærværende Oppositionspresse eller idetmindste dens For- spids eller Sviinfylking. Citater. "Jeg vil lære ham, at der gives Mennesker, som ikke kunne bedrage, og at dersom Patriotisme og Liberalisme ikke have ligesaa venlige Hjerter og aabne Aasyn som de andre Dyder, ere de ikke et Nummer af Nella værd." Dette Citat indeholder den ganske Farces Moral. Og kan vel noget fornuftigt, veltænkende, ikke spleensygt Menneske have noget derimod? Eller imod den, saaledes som den gjengives i Slutningen: "Pokker ivold med baade den (Anglomanien) og Mistænke- ligheden! Den første Betingelse ved en Patriot er at være ærlig, den anden ikke at være nogen Nar, den tredie at troe, at andre Patrioter ogsaa ere ærlige og ingen Narre. Men skulde Mistæn- kelighed endog anklage En, hvis hele foregaaende Liv vidner om Ærlighed og Hengivenhed for den fælleds Sag, da -- recipe Engelsk Salt." (Fortsættes.) [fotnotemerke] Fotnote: Dersom Morgenbladet indlader sig paa at citere, vil Afbrydelse skee i denne Opsats. Jeg forlanger ikke meer, da Farcen forsvarer sig selv. SIDE: 489 Henrik Wergeland "ENGELSK SALT" (Fortsat fra No. 41) Christiania Intelligentssedler 20. febr. 1841. "Finder han sin Regning ved det, vil han berøve dig din Ungdoms Elskede, Folkets Godhed. Han vil afflaae dig Popularitetens Løvehud og iføre sin egen Æselagtighed den." Dette er ogsaa et Citat af Farcen, og maaskee jeg i denne Skildring af en hjerteløs Egoisme hos "Nyregranskerens" Re- daktør har truffet det Sted, som meest har bragt vor egen "Gransker" saa ganske forfærdelig udaf Ligevægten? Der skal ikke meget til før en ond Samvittighed giver Gjenlyd, naar man blot finder den rette Streng, eller før en selvgod "giraffhalset" Indbildskhed, som troer sig i en uantastelig Enebesiddelse af en Korrektivret mod alle Andre, kommer i Raseri. Men slige Karakterer tilhøre Satiren ifølge et endnu sikkrere Privileg, og Benyttelsen heraf kan kun give Granskeren Anledning til imel- lem sine Dokumentationer af mit Had mod Tyranner at anføre, at dette ogsaa har udstrakt sig til Pressens. Ja jeg hader og foragter af mit Hjerte den skumle Hadskhed i Granskerens Fysiognomi og mange Træk i Morgenbladets. Jeg hader tyreagtig Mandolmhed og det hule Skryderi og falsk Autoritetsbram med samme Oprigtighed, som jeg giver Gran- skeren ved Morgenbladets Hjælp Lov til at afføre mig min Po- pularitet, hvis den sidder saa løs, forat han dermed kan lappe sin egen hullede. Jeg har vundet den ad den lige Vei, ad den jeg vil følge til min Grav. Da jeg skrev Flyvebladene i 1836, var det en varmtfølende, af Tidsomstændighederne bevæget, Normand, som expektorerede sig, ingen menneskehadsk, hevn- syg og bittersindet. Da, som altid, handlede jeg bona fide, og havde den sædvanlige Tak derfor. Især lod ikke Morgenbladet Leiligheden ubenyttet til at stille sin egen Viisdom og Modera- tion i Lyset paa min Raskheds Bekostning. Men lagde man i Almindelighed noget nøiere Merke til denne Red.s Popularitets- jagt og Manøvrer forat tilvinde sig Skinnet af Upartiskhed, vilde man tilstaae mig og Enhver Ret til med samme Ringeagt at oversee dens Lexer i politisk Henseende, som jeg i æsthetisk. SIDE: 490 I dette Punkt staaer Kritiken desværre paa et saa lavt Punkt hos Os, og er i sin daarlige Tilstand saa ganske i mine Fienders Hænder, mens mine og min Muses Venner ere uvirksomme under den almindelige Ligegyldighed for slige Sager, at jeg forlængst har opgivet Haabet om at blive i denne Henseende anerkjendt efter Fortjeneste. [fotnotemerke] Lad saa være -- thi "Det mit Støv i Graven ei skal krænke, om man mig aldrig kalder stor"; men mit Navn som ærligt Menneske, som oprigtig Patriot og Frihedsven i disse Ords strenge og rette Bemærkelse, skal man ikke med saadan Lethed berøve mig. Man kan det ikke heller. Fotnote: Ligesom det var Mgbl. umuligt at berette min Ansættelse uden at citere §. 22 i Gl., der ligesaameget vedkommer Red. som mig, saaledes har det ikke kunnet bringe det over sig at referere noget om "Venetianernes" Opfø- relse uden behørige Svartepeersstreger. Publikum har ligesaalidt gjennem Mgbl. som gjennem den Const. faaet det Sande i dette Punkt at vide. I samme Aandedræt, Mgbl. fortæller, at der ved den første Opførelse fandt flere Mangler i Dekorationerne Sted, maatte det dog hedde, at det var uvist om Bifaldet gjaldt Stykket. Men hvad i al Verden skulde det vel ellers gjælde under saadanne Omstændigheder? Og efterat det har vundet ligesaa "triumferende" Bifald andengang, og ligeledes Bifald 3die og 4de Gang, i Forhold til Husets Talrighed, underrettes Publikum, som ellers tidsnok op- vartes med Smaating, ikke derom, men Facit af den Const.s Beregninger, at Stykket ikke har "gjort Lykke", hærmes op igjen uden at vise Forf. den Retfærdighed at bemærke, at den Foranstaltning at give det paa den store Maskeradeaften og nok en Aften, da der kun var knapt Hus at vente, var lidet hensigtsmæssig, naar man endelig i en Hast vilde have et kostbart Stykke betalt. Mgbl.s Redaktør, Hr. Fuldmægtig Stabell, falder ganske ud af sin ellers velspilte Rolle (der er, som ellers ikke saa sjelden stikker frem, at lade som han styrer Staten), naar han vil indlade sig paa den literære Kritik. Evnen gaaer deri ikke udover Formandskabsindstillinger. Foran Fictionens Arbeider staaer derimod Koen der foran den røde Port. Men det hører til forat være Fuldmægtig i den Bemærkelse han vil være det, og det kunde passere, hvis ikke en hadefuld Skjelen drejede Øjet saa til Siden, og hvis ikke hans træagtig-prosaiske Uskjønsomhed var gjennemormet af usle Madikker, som høre andetsteds hjemme. Af ganske andre end poetiske Anti- pathier opoffres saaledes Sandheden om "Venetianerne", og fordi "Engelsk Salt" har bragt hans Medarbeider til at kaste op og foraarsaget ham selv sympathiske Opstødelser, maa nu det Par foregaaende af mine satiriske Frembringelser kasseres. Dette hører til den "berømte Retfærdighed". Koen har, som man ved, Lyst paa Løvetand, og denne Plante med det sunde Blod og den friske Grostyrke er bleven mit Emblem, siden man begyndte at ville træde mig ned. Det er nu alt længesiden; men Aarene gjentage sig, og intet er gaaet forbi uden man har sluppet Kjør paa. De Dyr, som "granske", ere værre. De rode; men Roden er dyb. SIDE: 491 Hine Par Citater af den angrebne Farce, hvormed jeg ikke agter videre at fortsætte, siden Mgbl. har erklæret at ville tillade mig at forsvare den der ved disse dens egne Kræfter, ville dog, haaber jeg, være nok til at godtgjøre, at den gaaer ud paa at udsondre hine forhadte Egenskaber af vor Tænke- og Yttrings- maade, og jeg troer, at alle gode Patrioter herfor ville vide mig Tak. Idetmindste har jeg kun stødt paa den ene Mening, at det er beklageligt, at vort eneste erklærede Oppositionsblad, med et saa kundskabsrigt Talent i Spidsen, skal være saa beheftet med dem. Imidlertid synes Krisis at have indfundet sig. Mandolmheden har løbet Hornene i Væggen. Granskeren er bleven kritisk. Jeg beklager mig ikke længer over den nationale Mangel af en kri- tisk Journal. Granskeren anstrenger sig jo af alle Kræfter for ved Citater at sætte mig paa min Plads som Forfatter? Har jeg virkelig skrevet alle disse ikke geistløse Vers, disse fyrige Tanker, hvori Poeten og Ultraen stikker frem? Tak, Gransker! Det var ligesaa ærligt handlet af dig, som det Be- skedenhedsindfald er originalt at ville gjøre Farcens Helt, Sir Vinaigre, til Eet med dens Forfatter. Jeg kan desværre kun vise mig erkjendtlig ved et lidet Bidrag til den Anthologi af mine Aandsfrembringelser, som Granskeren nu er beskjæftiget med at samle, skjøndt den Umage han gjør sig forat lægge For- fatteren af "Kongens Indtog" og "Kongens Skaal i Champagner" Ord i Munden, som skulle modstride denne hans altid sig selv lige Enthusiasme for hiin ophøiede Personlighed, fortjente større Opmærksomhed. Allerede i 1828 findes nemlig "Sinclairs Død" dediceret til "Carl Johan, Norges og Sveriges Konge" med et Digt, hvoraf det kan være nok at hidsætte Slutningsstroferne: "Mit Hjems i søde Tanker svømmende Hjerte er Vormen. Carl er Scandiens, Nors og Sveas, liig to Elsktes, der føle tilsammen, om sortned tusinde Bølger imellem. Dit Hjerte, Carl, er (o Panscandion, liig Helleners hist Panjonion!) Altret for mit Nors og Gothernes Ømhed -- -- SIDE: 492 Det offres Harpens første Frugt, som min Deel, mit Suk i Norges Kjærlighed -- Carl, din Skat! -- Ha, Norges Frihet vil fremgløde lynlige Qvad; men var jeg en Træl, jeg taug i min Skjændsel!" Hertil kun en Beklagelse over at disse Strofer skrive sig fra en Tid, da der hverken var Tale om Statsborger eller Hof- pension. Tilsidst bliver det nok omtrent ligesandt, at jeg har angrebet mine forrige Ligetænkende, de norske Radikale, og at der er foregaaet nogen Forvandling i min Norskhed og Frisindethed. Tro Hvo, som endnu vil, og tag saa "Engelsk Salt" efter forhen citerede Ordination for nyregranskende Mistænkelighed. Det er mig for modbydeligt at maatte forsvare mig mod en saadan Beskyldning. Derfor -- Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ENDNU ET BIDRAG TIL GRANSKERENS WERGELANDSKE ANTHOLOGI [fotnotemerke] Christiania Intelligentssedler 23. febr. 1841. Og det netop fra Statsborgerdagene! Wergeland er dog nok, naar Alt kommer til Alt og granskes vedbørligen, ligesaavist bleven sig Selv liig i sin Enthusiasme for Carl Johan, som det er vist, at hans sidste Farce kun gaaer ud paa at sætte Knapper paa Studen. Dette nye Bidrag findes netop i Statsborgeren og i Visebogen Bragur i hans Sang for de norske Musketerer. "Hurra, Brødre, for vort Banner, hvor Løven staaer i Brand! Saa flammer Mod og Ømhed for frie Fædreland. Hurra for vort gamle Norge! Hurra for dets Heltedrot! Hurra for Kaptainen! Alle holde Vi hvad ham vi borge: aldrig vige, heller falde, lade fort og sigte godt!" Naar man vilde granske nøjere fandt man nok flere Stumper, hvori det Samme stikker frem. Besynderligt er det ogsaa, at "Spaniolen", hvori en spansk Fotnote: Rigtignok ikke samlet af Granskeren som man plukker Blomster, men som Sviin rode efter Trøfler. SIDE: 493 Exaltados Følelser og Principer skildres, kan være gaaen Gran- skerens Næse forbi. Og denne er dog paany udkommen midt under Nydelsen af det Hs. Mts. Gratiale for Almueoplysnings- arbeider, som man behager at give Navn af Hofpension. At pløie med Andres Kalv er ellers upaatvivlelig den for- deelagtigste af alle Færdigheder, og den besidder Granskeren Hr. Daa i en ganske fortrinlig Grad. Det hedder, at han er Forfatter af en svensk Ordbog, men det Sande er dog, at en svensk Student skriver sammen hvad der siden kommer ud med Hr. Daas Navn paa det pyntelige Omslag. Imidlertid er det sandsynligviis Hovmoden over denne letvundne Ære, som i hans sidste Gjennemgranskning af mit Forfatterskab paadra- ger mig en Revselse for slet Sprog i et paa Svensk skrevet Mindedigt over Wallin. Men hvem skal jeg troe forstaaer Tin- gen bedst, enten Hr. Daa eller den svenske Digter Ridderstad, som i den Anledning har tilskrevet mig: "Ditt svenska poëm läste jag med mycket nöje; et fel blott -- du hadde nytjat ty, som rim till i. Eljest fanns inga fel." Saa god Regnemester Hr. Daa kan være i Skillingsvejen, har han dog neppe her for- staaet bedre at beregne sine Kræfter end mine, idet han vil bevise Umuligheden af at jeg kan vedblive at være ret Poet siden jeg har faaet noget at leve af. Her bør de excessive Virk- ninger af "Engelsk Salt" maaskee neutraliseres af noget Nyse- rod, hvis de Gamles Paastand om denne Urt er sand, at den er god mod Galskab. Især synes den fixe Idee, at man skal maale Patriotismen efter Graderne af Kulde for Fædrelandets største Velgjører, at trænge til anden end blot mental Behand- ling. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM DET KONGELIGE GRATIALE OG WERGELANDS POLITISKE OPFATNING] Morgenbladet 27. febr. 1841. Jeg havde tænkt, efter Citaterne af "Engelsk Salt", ikke mere at behøve eller at burde tage til Gjenmæle mod de Angreb paa Karakteer og Habilitet, som i Morgenbladet og Granskeren iværksattes for nylig imod mig; men en Artikel i det første af disse Blade for idag, hvis Hensigt at fortsætte disse Angreb og Forbindelse dermed ikke lader sig mistyde, tvinger mig atter SIDE: 494 Pennen i Haanden. Jeg vil ikke lade mig min retmæssige Be- siddelse af Navnet af saa oprigtig og pletløs en Patriot, som Norge har baaret, saa skammeligen berøve. Men jeg vil holde mig til hine første umaskerede Hovedangreb, mens jeg kun har det at sige Forfatteren af hiin skumlende Artikel "Politiske Proselytter", at han tilføjer Fædrelandets ærlige Navn en ufor- tjent Skamplet ved at fortælle Verden, at der gives saadanne Normænd, som de, han skildrer. Jeg seer mig rundt imellem mine bittreste Fiender, og jeg finder ikke en eneste Norskfødt, om hvem det skulde lade sig sige, at han ikke er Fædrelandet og dets konstitutionelle Frihed af Hjertet hengiven. Det er vor Nations fornemste Ære, at det virkelig er saa, at det lader sig sige om dens hele Mængde, hvad der kunde siges om Rigsfor- samlingen paa Eidsvold, at den ogsaa i den Henseende var ud- mærket i sin Sammensætning, at den bestod af Mænd, der Alle, med Hensyn til Viljen, vare udadlelige. Dette og den Bemærk- ning til nærmere Betænkning, at det er Synd, at den alminde- lige, nationale Moralitet skal lide for det onde Sind, man bærer til det enkelte Individ. Hvorfor ikke heller sige under den vir- kelige Mangel paa Exempler: "i alle disse Aar har en Normand solgt sig, og det er H. W.", end at kaste Skygge paa National- karakteren ved at antyde, at Flere have været istand til en saadan Nedrighed? Dette og et foragtfuldt Begreb om at Nor- mændenes gamle Ærlighed er sjunken maa man faae ud af hiin Skizze. Men jeg vil heller lide at hedde denne Ene, end at mine Landsmænd skulde udsættes for at troes saadant om. Min Sag, som uforfalsket Patriot, vinder sig nok selv. Og selv om det skulde lykkes koalerede og beregnede Anstrengelser at be- røve mig dette Navn, skal min billige og dybtfølte Fortrydelse aldrig anklage Andre eller Flere end de skyldige Individer for en saadan Uskjønsomhed. Jeg skal ikke opstille et Sidestykke til hiin Forfatters Uretfærdighed, der udskizzerer Vendekaaberi og Venalitet som noget Almindeligt i vor Nation [fotnotemerke] og vort Stats- samfund alene for at kunne bore sin Snigmorderdolk i den Enkelte. Fotnote: Kun eet Exempel kan maaskee anføres -- hiin udmærkede Personlighed fra Eidsvoldsforsamlingen. Men han kunde ikke bære Folkets Vrede og sin egen Fortrydelse. SIDE: 495 Nu vel her er Han! Jeg vil til Sagen, til de første Attentater paa at nedstøde mig fra min Plads i Opinionen, til Morgenbladets og Ultra- Morgenbladet Granskerens kombinerede Anfald paa mig. Den explosive Materie laae i det kongl. Gratiale og min Ansættelse, Tønderet gav den literære Bagatelle "Engelsk Salt". Der er da en Bebreidelse, en Beskyldning og en Hevn -- tre letopdage- lige Punkter i Haranguerne. Bebreidelsen er, at jeg har ridiku- leret en gammel Ven. Beskyldningen, at jeg, som en politisk Veirhane, har skiftet Mening og Parti og forandret Skrivemaade, eller at jeg istedetfor en Folkets Mand er bleven en Kongens Mand, og Hevnen eller Straffen er, efter alle almindelige Men- neskers Skik, at udskrige mine poetiske Fostre som daarligt Gods. At sætte i Miskredit og vække Fordomme mod mit sidste større dramatiske Arbeide maatte da heller ikke forglemmes. Hvad nu det Første angaaer, da var der vel et Menneske, som engang teede sig som min Ven, og som jeg indbildte mig var det. Men det viste sig siden, at jeg havde bedraget mig. Ven- ner glæde sig over Venners Lykke; men da mine i saa lang Tid formørkede Udsigter opklaredes, da jeg endelig, efterat saa- mange Jevnaldrende vare gaaen mig forbi, var kommen i en fast Stilling, saa var det saa langtfra, at hiin formeentlige Ven glædede sig derover, at han tvertimod begyndte at skumle og misunde. Saadanne "gamle Venner" (rotten friend) skylder man mindre end aabenbare Fiender. Hvad mit politiske Veirhaneri anbelanger, da er det vel saa, at min Skrivemaade er mindre hæftig end fordum, ligesom jeg og i visse Henseender kan have antaget formildede Anskuelser. Men det er Uret at lægge mig Dette til Last. At forandre Skrivemaade og Anskuelser har Sted med ethvert Menneske i Livet. Det flyder af Alderen og det modnere Omdømme. Uden det var ingen Oplysning, ingen Fremgang til. Ogsaa Granskeren selv er ikke mere Den han var, siden han troede sig tilsidesat. Der er kun den Forskjel mellem os, at han nu anskuer Tingene mørkere end før, og jeg anskuer dem i et mildere Lys. Han er bleven mere, og jeg mindre bitter. At bebreide mig, at jeg ikke nu skriver i den Tone som før, er fornuftløst, og alle de Citater af mine ældre Produkter, Granskeren i saa Henseende SIDE: 496 gjør, tjene til Intet. Det kunde først blive en Bebreidelse, der- som det var saa afgjort, at den Tone, hvori jeg før skrev, var den bedre og bifaldelsesværdigste; men selv Granskeren betrag- ter den ikke saa -- jeg troer endog han kalder den "rasende". Fortjener det da Bebreidelse, at jeg er gaaen over til det Bedre? Og kan man ikke tale sat og fornuftig, og dog have samme Emne og samme Mening om Emnet? Naar det nu kan siges (hvis Granskeren har Ret): jeg har raset, men raser ikke mere; og jeg siger: Granskeren har ikke raset; men raser nu -- ere vi da ikke i samme Prædikament, og har ikke denne Hane dreiet sig ligesaavelsom jeg, skjøndt til modsat Kant? Men i Realiteten kan vel Ingen siges at have været sig selv mere liig end jeg; og man skal ikke kunne opvise noget Skrivt af mig indtil denne Dag, som godtgjør, at jeg har svigtet mit Fædreland, ophørt at have det kjært og at fremme dets Bedste, ophørt at være Folkets Mand. Tvertimod søger jeg endnu stedse paa alle de Maader, jeg kan, at gavne mine Landsmænd, især de Ringere af dem. Ikke heller kan man af mine seneste Skriv- ter eller Handlinger finde, at jeg i Henseende til vor statsret- lige Forfatning har skiftet de Grundsætninger, for hvilke jeg har opoffret en saa stor Deel af mit Liv. Det var sørgeligt, om Kon- gens Hyldning skulde være et Forræderi mod Nationen, om man ikke skulde kunne være tro og hengiven mod den Ene uden at være falsk mod den Anden, ikke elske den Ene uden at hade den Anden, ligesom om Konge og Folk vare to kontradiktoriske Principer, tvende fiendtlige Aander, de to Herrer, som ikke kunne tjenes paa eengang. Folket selv, Borgere, Bønder og Em- bedsmænd, Høje og Lave hylde jo Kongen og vise ham Ærbø- dighed og Hengivenhed, naar han kommer i Landet; Enhver giør det paa sin Maade, hvorfor da ikke jeg ogsaa med min Harpe? Jeg vil ikke tale et Ord om at mit "Engelske Salt" ikke sma- ger DHrr. At Den, der skal tage det ind, griner lidt, er ligesaa naturligt som at Den, der har lavet det, finder det godt nok i sit Slags. Til kritiske Uretfærdigheder er jeg desuden saa vel vant. De høre med til den Opdragelse, som har gjort min Genius temmelig sund og stærk. 25de Febr. 1841. Henr. Wergeland. SIDE: 497 Henrik Wergeland ULTIMATUM Morgenbladet 1. mars 1841. Jeg har før, men som det synes forgjæves, i dette Blad for- klaret mig om det Gratiale af hans Majestæt Kongens Kasse, hvormed man nu, under Navn af Hofpension, har saa travlt fra saamange Kanter. Frøerne qvække i Sumpen. Men jeg vil gjerne indlade mig paa en yderligere og aldeles udtømmende Forklaring, fordi den ogsaa vil yde et Bidrag til hiin ædle Per- sonligheds Karakteristik. Det var ikke bleven ubemærket af hans Majestæt, at jeg i Løbet af 10 Kandidataar havde udgivet endnu flere Almue- underviisningsskrivter. Derfor og for at arbeide i samme Ret- ning, lod hans Majestæt mig i 1839, uansøgt, naadigst tilsige et toaarigt Gratiale af 200 Spd., der opførtes under denne ud- trykkelige Betingelse. Jeg udgav da, foruden et Par Smaaskriv- ter, Bladet "For Arbeidsklassen"; og da dette Foretagende vandt hans Majestæts Bifald, og jeg fremdeles, uagtet mange Ansøgninger om Kapellanier, var uansat henimod Udløbet af den fastsatte Tid, behagede det Høistsamme, med Tillæg af 100 Spd., at udvide denne endnu til to Aar, i hvilken naadige Forføining hans Majestæt ikke har villet, at min senere Ansæt- telse skulde gjøre Forandring. Kan man nu forstaae det? Men endog om jeg ikke havde skrevet andet end i poetisk Retning -- er det da saa usædvanligt, at saadanne Forfattere nyde en Understøttelse af Stat eller Konge? Selv Danmark er i denne Henseende liberalere end dette mit og Uskjønsomhedens, men ogsaa Ærlighedens Fædreland. 27de Febr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS KRITIKK AV DAA] Morgenbladet 6. mars 1841. Granskerens Publikum maa være aftaget siden Hr. Daa nu ogsaa maa betjene sig af Morgenbladet, som ellers saa ofte har erklæret, at det ikke befatter sig med at aftrykke af andre Blade. Dobbeltudgaven er mig ellers ogsaa derfor en Aarsag til Forundring, da jeg iforgaars havde et Papiir ihænde, hvor- SIDE: 498 paa Hr. Daa, betræffende et Tilsvar fra mig i denne Anledning, havde skrevet, at det vilde blive optaget i Granskeren uden Bemærkninger, da han "ønskede at bidrage sit til at ende denne Tvist." Jeg tør da maaskee haabe, at Morgenbladets berømte Retfærdighed ogsaa vil aftrykke dette Svar, hvori jeg iblandt andet gjør mit til at rette den besynderlige Vildfarelse af Gran- skerens Anmelder af Engelsk Salt, at jeg har kastet nogen Skygge paa Hr. Daas sædelige Karakteer. Jeg giver ham i dette Punkt det Vidnesbyrd, at han deri er et Mønster. Han behøver ikke Attest derom af den Constitutionelle. Figuren Vinæger kan gjerne være en tea-totaller, fordi han har været i et Lag for een Gangs Skyld, og det et til Ære for ham. Han burde maaskee ogsaa været det for Anglomaniens Skyld. I dets Sted indskrænker dog Farcen sig kun til udtrykkelig at bemærke, at det ikke hænder ofte, at han saaledes er ude. Men dette hele Opspind er tydelig kun sammensat forat fornærme mig med ligesaa grundløse Imputationer. Jeg kan ikke forklare mig disse Fortsættelser af Forfølgelsen af anden Grund end at min aabne Forklaring af Sammenhængen med det kongl. Gratiale har vakt Komplottets Ærgrelse og Skamfuldhed. Visse Karakterer hade Den, de have fornærmet. Den politiske Proselytmagers Erklæring, om han ikke finder hiin Forklaring tilfredsstillende, imødeseer jeg. Jeg opfordrer ham dertil, og haaber den af ham, om han er et Menneske, der vil Sandhed og Retfærdighed. Han svare mig paa mit Spørgs- maal: om jeg efter den fortjener "alle Partiers Mistanke?" Intelligentssedlernes Red. opfordres ligeledes til at erklære sig om Rigtigheden af den Daaske Beskyldning. "Gemeenheden" i det Epigram om Daas og Schweigaards Trætte bestod i at jeg udtrykte mit, med den almindelige Mening temmelig nær sam- menfaldende, Omdømme i disse Linjer: "Se Kjedelens og Grydens Leeg imellem Daa's og Schweigaards Ære! Daa smører selv sig til med Tjære, for at faae Schweigaard sort som Beeg." Jeg finder vel disse Linjer temmelig sorte, fordi der er baade Tjære og Beeg i dem, men ikke gemene. Og ligesaa enigt, som jeg tør vente Publikum heri, haaber jeg det ogsaa vil være i, SIDE: 499 at mine Tilsvar have været uden dette "Raseri", som Granske- ren vil finde deri. Nogen "Hoveren" over min nærværende An- sættelse har jeg heller ikke nogensinde yttret. Jeg ansøgte den, da Daa havde opført Komedien med sin Ansøgnings Tilbage- kaldelse. Med hiin troløse Ven har jeg ganske rigtig meent Ludv. Kr. Daa; og forat undgaae Synet af dette Menneske holdt jeg mig fra en Cirkel, hvor vi mødtes. -- Men det er da rigtignok ogsaa noget at fortælle? 5te Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "GRANSKEREN"] Granskeren 6. mars 1841. Sagen mellem mig og Granskeren bliver nu fra dennes Side saa ganske privat og kammeragtig, at jeg vel neppe i noget andet Blad faaer Plads for et Tilsvar. Efter den Forklaring om Sammenhængen med det kgl. Gratiale, som jeg har leveret i Morgenbladet under Navn af et Ultimatum, er et saadant ogsaa ganske overflødigt, forsaavidt det maatte gaae ud paa yderligere at ville modkjæmpe disse Bearbeidelser af Opinionen til Meen for mig og paa at forsvare mig. Thi Den, som ikke godkjender hiin Forklaring og vil tilstaae, at man fik et ærligt Ansigt at see da man "rev Masken af", er ingen veltænkende Mand, Ingen der vil Sandhedens og Retfærdighedens Sejer. Skulde Granske- rens Red. ville optage den, kan jeg kun vise min Erkjendtlighed ved at indbyde ham til at ledsage den med saamange Bemærk- ninger, han behager. Jeg vil kun i disse Linjer henlede Op- mærksomheden paa det særdeles Beviiskraftige, der maa ligge i at Granskeren i denne Sag fører Morgenbladet som Vidne (!) og benegte, først al Gemeenhed i det Vers om Daas og Schwei- gaards Trætte: "Daa smører selv sig til med Tjære forat faae Schweigaard sort som Beeg", samt at jeg har tabt andre Venner, jeg brød mig noget om, end denne samme Daa, eller skyet af nogen anden Grund en vis, af Granskeren paapeget, Cirkel, end forat undgaae Synet af hiin frafaldne Ven, hos hvem jeg ikke taalte Skygge af Tvivl. SIDE: 500 Dette blues jeg ikke ved at bekjende med samme Oprigtighed, hvormed jeg beklager hans Vildfarelser og tilgiver dem forsaa- vidt de ere rettede mod 3die Marz 1841. Henr. Wergeland. P. S. Jeg seer Anmelderen af min Farce befinder sig i den Vildfarelse, at jeg i den skulde kaste en Skygge af vanlig Uregelmæssighed i Levemaaden paa en Person, som i denne Henseende er, saavidt jeg veed, pletløs. Naturligviis har man udledet dette for, under en fingeret Retorsion, at faae sagt mig endeel Fornærmelser, der ere ligesaa ufortjente som en saadan Calumnie mod Hr. Daa vilde være. I denne catilinariske Bor- gerkrig bruger man usle Vaaben, som man seer. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 12. mars 1841. Det bekjendtgjøres, at Mgbl.s Red. vedbliver at nægte Plads baade for den Publikation af min Korrespondence med Samme, Red. selv opfordrede mig til at meddele og for et Svar fra Intel- ligentssedlernes Red. paa den falske Beskyldning mod denne og mig i Granskeren Hr. Daas Opsats i hans eget Blad og i Mgbl., hvorved han vilde gjøre Sit til at ende Striden. 10de Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM STRIDEN MELLEM WERGELAND OG MORGENBLADET] Christiansandsposten 15. mars 1841. Morgenbladets Læsere ville maaskee erindre, at dets Redak- tør selv opfordrede mig til at meddele en Correspondence mel- lem ham og mig om Negtelsen af Forsvar i det Blad, hvori dette Menneske anfaldt mig. En Timestid efter var det Forlangte i Red.s Hænder, hvor det hidtil er forblevet, uagtet mange Erin- dringer. Jeg mistvivler selv om Plads for et Avertissement om denne Redaktionstaktik, hvortil jeg foranledigedes ved et Blads Yttring om, at jeg dog nok ikke havde Ret i denne Sag, siden jeg ikke efterkom hiin Opfordring. Man vil ogsaa erindre, at SIDE: 501 Granskeren Hr. Daa, som "vilde gjøre Sit til for at ende Stri- den", gjorde dette ved en ny Klining baade i hans eget Blad og i det anforvandte Morgenblad, hvori saavel Intelligents- sedlernes Redaktør, formodentlig fordi han dog havde optaget mit Forsvar, som jeg imputeredes en Slags Fabrikation af kalum- nierende Opsatser. Intelligentssedlernes Redaktion har ogsaa villet forsvare sig i Morgenbladet, hvor han saa skammeligen var angrebet, men ogsaa han er bleven negtet Plads. Dette er ogsaa den "berømte Retfærdighed". Uslere Adfærd end denne Morgenbladets har dog neppe nogen Journal i noget Land gjort sig skyldig i. Og et saadant Blad skal understøttes af Publikum for at nære Overmodet hos en Person, som det lader til ikke respekterer de simpleste Forpligtelser, en Redaktør maa er- kjende sig og sin Presse underlagt. Kristiania 11te Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM STRIDEN MED "MORGENBLADET"] Lillehammer Tilskuer 19. mars 1841. I Anledning af en Redaktionsbemærkning i dette Blad om, at jeg dog nok ikke maatte have saa ganske Ret i min Strid med Morgenbladets Redaktion, siden jeg ikke havde opfyldt dennes Opfordring til at publicere en Korrespondence imellem os, betræffende hans Nægtelse at optage et Tilsvar fra mig paa hans skammelige Angreb paa mig, tror jeg at burde oplyse om, at denne samvittighedsfulde Indehaver af vor mægtigste Presse vel betids samme Dag modtog et Manuskript, hvori Opfordrin- gen var efterlevet, men at jeg til Datum endnu ikke har seet noget dertil. Igaar sendte jeg derfor Morgenbladets Expedition en Bekjendtgjørelse om denne gjentagne Nægtelse af at optage hvad Red. selv havde opfordret til; men jeg venter ligesaa lidt at se den. Jeg underrettede deri tillige Publikum om, at den samme Retfærdighed er bleven Intelligentssedlernes Redaktion til Deel. Han var af Kompagniskabet baade i Granskeren og i Morgenbladet beskyldt paa det infameste. Han vilde da nu naturligviis forsvare sig i Mbld.; men -- efter en Samtale mel- lem disse to Mennesker nægtes ham Plads derfor. Det er paa denne Maade, ved at udstænge den Mishandlede fra at for- SIDE: 502 svare sig, at Pressens Tyranner tro at vinde den slette Sag, hvorfor dens tungeste og smudsigste Hæverter nu af Elendige have været sat i en saadan Bevægelse. Kristiania, 11te Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM "MORGENBLADETS"S NEKTELSE Å OPTA WERGELANDS FORSVAR] Christiania Intelligentssedler 13. mars 1841. Svaret paa Morgenbladmandens skrivtlige Negtelse at optage mit Forsvar, men som han, uagtet sin egen Opfordring til at publicere Correspondencen, undlader at citere i sit Idagsblad ved Siden af sit eget, begyndte saaledes: "S. T. Morgenbladets Redaction. De forlanger dog vel ikke Hals- og Haandsret over et Forsvar imod Deres eget lave Angreb paa mig? Det er usselt, efter et saadant Angreb, at negte mig Plads. Jeg veed ikke ganske vist hvilket Sted, der støder Dem, uden det jeg nu har strøget. Gjør forøvrigt Blyantnoter i en første Correktur, som jo kan passere Dem, skal der blive taget Hensyn dertil." Jeg kan ikke fortsætte, da Mbld. Red. hidtil ikke har villet ud med Brevet. Faaer jeg det, skal jeg meddele det heelt, siden jeg af Mbld.-Red. ved en skrømtviis Opfordring dertil lod mig forlede til at spilde Tid med at lyde den. Men behøves der flere Prøver paa Morgenbladets Retfærdighed? 12te Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [SVAR TIL MORGENBLADET] Morgenbladet 13. mars 1841. Hvem indseer ikke det Feige i Morgenbladredaktionens Hen- viisning for den fornærmede Part til at benytte hans eget Blad, Intelligentssedlerne, imod dens Kalumnier? At Jeg nødes til at benytte deres indskrænkede Feldt og at hentye til Provinds- bladene, for nogenledes at komme til Orde imod hiin mægtige Skralde, er nu i sin Orden; men at Andre ogsaa skulle lide under en saadan Uretfærdighed er mere oprørende, fordi de maaskee ikke ere vante dertil. Ad hine Veje vil jeg ogsaa søge SIDE: 503 Meddelelse for mit Svar paa det kritiske Brev fra Red., som denne idag leverer med en Redelighed, der er for eensidig til ikke at blive rettet. 12te Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM STRIDEN MELLEM WERGELAND OG MORGENBLADET] Christiansandsposten 29. mars 1841. Det poetiske Stykke jeg har søgt Plads for i dette Blad, skulde med større Rimelighed have fundet den i Morgenbladet, der gav Anledning dertil ved en ubeføiet Anmærkning over den Indflydelse paa min Sindsstemning, Redaktionens uophørlige Fornærmelser dog tilsidst skulde havt. Det erholdt ogsaa naa- digst Imprimatur; men remitteredes som Hevn fordi en ældre Anke over et Træk af Uretfærdighed hos Red. viste sig i Chri- stiansandsposten Nr. 21. Og hvorledes fandt jeg da, at Red. havde tænkt at meddele min Poesi? Den havde havt den Ufor- skammethed at gjennemflette den med Anmærkninger, som paa det mest skærende vilde tilintetgjort dens Virkning og Indtryk og den forsonlige og rolige Aand og Mening, som jeg tør sige skinner frem af og hviler over disse Linjer. Noget af denne Betise skriver jeg naturligviis paa Red.s gjennemprosaiske Uskjønsomhed, men en god Deel falder ogsaa paa Pressetyran- nens Overmod. Nu! var han endda mindre smaalig og mere ærlig under dette Overmod; men det har ikke lykkets mig at opdage noget for mig tænkeligt Middel til at vinde et slet Spil, som ikke er bleven anvendt. Men de vende sig imod ham selv, som man vil see af Mbldts. Dagsnummer, hvor Intelligentssedlernes Red. beviser, at jeg har havt Ret i at anke over, at ogsaa han negtedes Forsvar i Mbldt. mod dets Angreb paa os Begge. Dette slyngede sin fra Granskeren indsendte Bagvaskelse vidt over og udenfor det hele Land. Forsvaret, Benegtelsen og Beviset mod Beskyld- ningen har maattet paa det nærmeste indskrænke sig inden denne By og dens Forstæder. Og nu, fordi jeg af ovenangivne Grund ønsker min Poesi i Morgenbladet fremfor i noget andet SIDE: 504 Blad, og bringer den i Erindring, da en Uge er gaaen efter dens Indsendelse, publicerer denne Hr. Adolf Stabell, at han overløbes af Breve, og at hans Blad er lukt for mig. Hvem føler ikke Fornærmelsen, Hovmodet og Lavheden heri. Morgen- bladet bør være mig forbunden for alle de Poesier, jeg har skjænket det, og denne her angjældende vilde heller ikke skjæmmet dets Spalter, at sige naar Hr. Stabell blot vilde holde sine Fingre fra. Men der var formodentlig Linier, der enten vakte Hr. Stabells Vrede eller -- Skamfuldhed, om han kan føle denne? Under denne uværdige Censur af et høist middelmaadigt Hoved og en Karakteer af lignende Omrids staae da Morgen- bladets Indsendere. Man bør vide det, og for denne Underret- ning holde mig den Plads tilgode, jeg atter har optaget i en Strid, som Hr. Fuldmægtig Stabell ikke skulde vove at føre med de ujusterede Vaaben, han bruger, dersom han ikke stolede saa paa, at jeg ikke har Sind til at anvende det Vaaben imod ham, som han meget vel veed hans ubesindige Frækhed har forsynet mig med. Kristiania 22de Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [OM KONSTITUSJONSHISTORIEN] Morgenbladet 27. mars 1841. For at forstaae den Anmærkning ret, som Forlæggeren af 1ste Hefte af min Konstitutionshistorie, mig uafvidende, har sat paa Omslaget, bør man vide, at denne Literaturens Ophjælper forlanger pr. Ark, for at trykke i smaa 8vo kortlinjet Poesi det Dobbelte af hvad han vilde give mig for at forfatte Historien i et Format, han har udvidet til det Dobbelte. Saaledes er det jeg siger at have arbeidet for næsten Intet. Min Haand skal ogsaa før visne, end jeg atter skal sætte den paa Papiret for en slig forbandet Saldo. -- Venner og Boghandlere bedes at samle Subskription for min egen Regning paa det følgende Hefte "Rigsforsamlingens Historie", hvilket vil komme paa 1 a 1 1/2 Spd. 26de Marts 1841. Henr. Wergeland. SIDE: 505 Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [OM STRIDEN MED FORLEGGEREN AV KONSTITUSJONSHISTORIEN] Morgenbladet 30. mars 1841. Skjøndt jeg har en Statsrevisor før, har jeg nu ogsaa faaet Publikum til at revidere min Status. Jeg kan oprigtig forsikkre, at den vil blive mislig, dersom jeg fremdeles vilde trykke Spanioler, Blomsterstykker og Konstitutionshistorier hos Hr. Guldberg. Hans besynderlige Adfærd, at diskutere privat Mel- lemværende bagpaa min Historie, nøder mig til ad denne ube- hagelige Vei at bilægge hans Anmærkning den Forklaring, at jeg, for at faae hine to Smaadigte smukt men for seent trykte og ovenpaa betale 7 Daler, har havt den Fornøielse at skrive den udkomne Deel af Konstitutionshistorien. 68 fra 75 kom- mer 7. Der har man "Saldoen i min Faveur", som er Omqvædet paa de fleste Opgjørelser. 29de Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REDAKTØR STABELLS NOTER TIL DIKTET "MIG SELV"] Tiden 8. april 1841. Kan ikke Hr. Adolph Stabell indsee eller føle det Upas- sende i at anføre de af ham i Skrivelse til Tiden citerede Navne af Henr. Wergelands vitterlige Avindsmænd midt under den poetiske Udgydelse af hans Hjertes Forsonlighed, saa tør dog vel de fleste Andre være mindre sløve. Det var ellers flere Steder, som vare noterede af hans Stjerner til Noter, der skulde have illustreret Texten. Iblandt andet var Apostrophen til de "slette Aviser" særdeles marqueret. De Tjenester, Hr. S. vil have viist W. -- siden de endelig skulle berøres -- er ikke større end at Denne takkede ham efter de første Angreb i Morgenbladet fordi han troede nu at have erholdt "en aaben Fiende istedetfor en tvetydig Halvven." Ingen har skadet Wer- geland mere og heller end Hr. Stabell, Redaktør af Mgbld. 5te April. h. w. SIDE: 506 Henrik Wergeland [ERKLÆRING OM REDAKTØR STABELL] Christiansandsposten 12. april 1841. Saaret ved Morgenbladets Forhold imod mig, har jeg den 22de f. M. nedskrevet en i Christianssandsposten No. 25 indført Opsats, hvor en Ringeagt for Fuldmægtig Adolph Stabells Charakteer er udtalt i Udtryk, der kunne misforstaaes, idet de kunde give Anledning til denne Mening at jeg har havt Hensyn til Hr. Stabells Moralitet og gode Navn. Forat undgaae dette, maa jeg herved tilkjendegive, at dette ikke har været min Hen- sigt, idet jeg derpaa intet har at sige. Jeg vil glemme, at jeg har Krav paa ikke at mishandles, men erindre, at jeg har en Arv i at miskjendes, og jeg vil vænne et ulærvilligt Hjerte til at taale dette med Tiden. Linjerne "Mig selv" i samme Nr. tør give Haab om at det vil lykkes. 8de April. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland OM GEORGE KROGH Den Constitutionelle 2. mai 1841. Man har paa den uskaansomste Maade stillet George Kroghs Liig frem for Publikum. Man har blottet en Svaghed, som var bekjendt nok, og som ikke opstillede et forførende, men et afskrækkende Exempel. Denne Grusomhed mod den Døde og mod Levende burde have været Morgenbladredaktionen alene forbeholdt, der har afgivet saa mange Prøver paa Sløvhed i Følelsen, og som er den Afdøde, hvem den skylder meer end een god Artikel i sit Blad, i Kundskab, Talens og endeel andre vigtige Punkter saa overordentlig underlegen. Det bringer i Erindring Phaedri, i Fabelen om den døende Løve: ... te -- -- quod ferre cogor, bis videor mori. Vilde man, med hiin Tilsidesættelse af Delikatessen, dog have været retfærdig mod den saa Mishandlede, naar man endelig ganske unødvendig vilde publicere hans ulykkelige Svaghed, da burde man ialfald paapege den virkelige, Mange bekjendte, Hovedgrund dertil, nemlig den bittre Følelse af at være bleven tilsidesat ved en Universitetsbefordring. At hans Temperament og fysiske Komplexion, hans Studenterdages større Kommers- leben og hans Kammeraders og Andres evindelige Feteren af SIDE: 507 ham ved Traktemente ogsaa skjød efter, eller forud alt havde bragt ham paa Glid, er vel ogsaa Tilfælde. Han har gjort megen Nytte imellem endeel Almuer paa Byens Østkant, hvor han fandt gjæstevenligt Ophold hos flere Bønder. Han under- viste deres Børn og i Søndagsskoler deres voxne Ungdom; per- sonlig var han Almuesmænd til Veiledning, vakte deres Sands for Oplysning, og udbredte megen politisk bedre Viden ved sine sunde, især statsretlige, Afhandlinger. Der lod sig meget mere sige til hans Roes. Mangen Bonde, som kjendte ham i hans lyse og mørke Øieblik, vil erindre ham med dybtfølt Vemod, mangen godhjertet Huusmoder, som stellede for ham som for et Barn, vil fælde Taarer over ham. Fred med ham! Det havde været ædlere, at samle og udgive som en Folkebog hans mange forskjellige, altid klare, sindige og i vigtige Punkter oplysende større Opsatser i de forskjellige Blade, end saaledes at skjænde hans Liig. Jeg appellerer i hvad jeg har sagt om den Virksomhed, hvor- med han i de senere Aar gjorde Fyldest for sin ulykkelige Til- værelse, til Repræsentanterne Tønsager og Valstad, til hans mangeaarige Gjæsteven Ole Dysterud og O. Berg i Oudalen og til Sognepræst Ingjer i Gjerdrum, som nu har sagt hans Støv det sidste Farvel. Den 30te April 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FORAARVISE Christiania Intelligentssedler og Den Constitutionelle 13. mai 1841. [Her er trykt den "Foraarsvise" som siden blev optatt i "Vinægers Fjeld- eventyr", se II, 5, s. 333, men uten "Echo". Ved ordene "Himmelen skin- ner" er lagt til i en note:] I Granskermaal: "skiiner, ligesom "graver" nedenfor ventelig "græver". Henrik Wergeland DEN NORSKE KONSTITUTIONS HISTORIE af Henrik Wergeland. Morgenbladet 1. juni 1841. Mellem de mangeartede Forsøg paa at nedsætte mig i den offentlige Mening, som Fiender, jeg ikke behøver nærmere at paapege, i den senere Tid have været utrættelige i at iværk- sætte, hører ogsaa Forsikringerne om, at min Konstitutions- SIDE: 508 historie ikke vilde blive fortsat. Vi ville see. Skylden skal idetmindste ikke være min. Men med Pennen i Haanden forat fortsætte, kunne hine samvittighedsløse Attentater -- hvoraf det paapegede er det uskyldigste -- paa at tilintetgjøre en Virk- somhed, som altid har været sig selv liig i at være Sandheden, Fædrelandet og Menneskehedens gode Sag helliget, ikke være mig ligegyldige, i hvor dybt jeg end foragter dem, og hvilke Beviser, jeg end har erholdt paa, at de ikke have frugtet over- alt. Et offentligt Blad har imidlertid paastaaet, at dette dog for en Deel er Tilfælde, og isandhed Bagvaskelserne have været af den Natur, at de nok kunde bide paa Folk, som ikke have bedre Begreb om sjelelig Uafhængighed, end det lader til Ud- stederne maa have, og som ikke have holdt saa nøie Regnskab med de Vidnesbyrd om min Besiddelse af samme, jeg ikke har ophørt med at afgive. Jeg vil ikke tale om det jammerlige Snak, der, liig en Slange, jeg ikke kunde faae fat i Bugterne paa, har omsnoet mig, at jeg, Jeg Henrik Wergeland, skulde være en Denunciant; men mod den af Granskeren aflagde som allersnarest en Visit paa "Rundetaarn"; dreiede sig rundt paa "Kongens Nytorv"; kastede et Øie igjennem Gitteret foran "Kongens Have"; kjøbte i "den Gyldendalske Boghandling" et Hefte med franske Prospekter, samt et Par graae Everlæstings Sko i en af de fornemste Butikker paa "Østergade", en fiin Hat af en egen Façon, og en Stok efter seneste Mode med Guldknap af presset Arbeide. Da han efter nogle faa Ugers Forløb kom tilbage til Chri- stiania var han en fuldendt -- Pariser -- og en Fremmed i sin egen Fødeby. Det var med Nød og Neppe han gjenkjendte Fâr og Môr, ja han tog selv feil af "Prindsens- og Kirkegaden"; og hvad værre var, han havde aldeles glemt sit Modersmaal, nævnte Alle ved "Monsieur" og "Madame", og sagde "bon jour" istedetfor "god Dag"; kort, det gik ham som den, efter hvem man har Ordsproget: "hvad Fanden hedder nu igjen "en Rive" paa Norsk?" Fra denne Tid var hans Lykke gjort . . . .Han er nu baade Pot og Panne i "Kringla" som i "Kavringen". Naar han i et Selskab trinner over Dørtærskelen, farer det som en Løbeild fra Mund til Mund igjennem hele Raden: "Se der er Hr. X . . . ., som i Sommer "var udenlands." Med spændt Opmærksomhed betragter man ham fra Top til Taa, man lægger Mærke til hvor- ledes og paa hvad Maade han bukker sig, hvorledes han holder sin Hat, hvorledes han drager frem og skjødesløst folder sit Lommetørklæde, hvordan han gebærder sig, naar han nyser . . . .. En gammel kjær Tante myser til ham gjennem Brillerne og mager sig i Sofaen: "Se saa, tag Plads her mellem os og med- deel os Et og Andet fra Frankrig! . . . Kusin var jo i Frankrig? . . . Nu, noget Nyt fra Paris!" Kusin, der ikke for "Guds Skyld" kjøbte de superbe franske Prospekter i "den Gyldendalske Boghandling", kaster det ene SIDE: 510 Been over det andet og fortæller de pikanteste Sager om Palais Royal og Tuilerierne, skildrer paa det Livligste, at der baade findes Træer og Buske, hvorledes Damerne spadsere i Sol- skinnet: Damerne med Parasoller, Herrerne foruden; hvor for- tryllende Fontainene sprudle og hvorledes Sværme springe om: Smaapigerne i korte Kjoler, Drengene i Bluser. "Og Kongen?" falder en af Damerne ham i Talen, "hvordan seer han ud? og Prindserne? -- Hun er jo saa smuk Kronprind- sessen? Er hun Blondinde eller Brunette?" "Aa . . . saa . . . "De tout un peu!" Midt imellem. "Er hun stor?" "Aa . . . ikke just saa stor! . . . just ikke lille heller! det kom- mer meget an paa hvorledes man tager det; "enfin!" et char- mant Fruentimmer!" "O! hvor det maa være behageligt at have seet . . . . . . , at have lært at kjende saa mange mærkværdige Personer, at have . . . ." "Dja . . . a! sandeligen . . . .Aaja, aaja!" (gyngende med det ene Been). Efterat han er gaaen, tales der endnu en halv Time om intet Andet, end hvor Kusin X . . . er interessant og belærende, og om hvor stor Forskjel der er paa Konversation og Belevenhed imel- lem ham og Kusin Z. og Kusin Y., som ikke have været uden- lands. Ved en anden Leilighed sidder han til Visit med Hatten mel- lem Benene og drikker The hos en trivelig Frue med Tvehage og Gulduhr. "Marie! nu skal Du søge at profitere af Hr. X . . . , naar han er saa god at besøge os, og tale Fransk med ham, saa Du erholder en smuk Udtale! . . . Saa! tael nu Et eller Andet paa Fransk til Hr. X . . . , da faaer han høre . . . .Se saa, mit Barn! "Ah, Frøkenen taler Fransk? . . . Eh bien! Vous parlez fran- çais? . . . Comprenez vous?" "Nu Marie! forstaaer Du hvad Hr. X. siger? . . . Svar da! . . . " "Comment vous portez vous?" fortsatte Hr. X . . . selvtilfreds. "O, tilgiv hende! hun er saa undseelig for at begynde. Des- uden skal Jeg sige Dem, at det er noget ganske andet at tale med Guvernanten og med en veritabel Pariser." Hr. R. agter at give en Fête med Kostum-Bal. "Min Bedste," SIDE: 511 siger Konen en Uge forud til sin Mand, "Du maa foralting in- vitere Hr. X . . . til imorgen; han har været i Paris og seet hvor- ledes det der gaaer til ved lignende Leiligheder hos Noblessen, han vil kunde give os gode Raad . . . det er en elskværdig ung Mand!" Hr. X. bliver buden til Middag den paafølgende Dag. Inden han forlader Huset har han arrangeret Alt aldeles som han selv har seet det i Paris hos Markis A -- : Dansesalen skal oplyses med Lysekroner -- som hos Markis A., -- alle Stole skulle ud- flyttes -- saa bruges det hos Markis A., -- Blomsterpotter skulle placeres i alle Hjørner af Salen, hver Dame skal ved Indtrædel- sen præsenteres en frisk Buket, og i Døren placeres en Tjener, som med lydelig Stemme anmelder enhver Indtrædende, thi saa har han selv seet det i -- en Avis. Hr. M. skal have en stor Soupé med Aftenunderholdning. Hr. X. bliver anmodet om at overtage en Elsker-Rolle. Hvem skulde vel ogsaa dertil være bedre skikket end ham? Hr. X. tager med største Fornøielse imod Rollen; til et Forsøg slaaer han sig for Brystet, lægger Haanden for Panden og ud- raaber pathetisk: "O, l'amour, l'amour!" hvorover Selskabet be- svimer af Henrykkelse. Men Dagen før Forestillingen bliver han pludselig angreben af en betænkelig Upasselighed, som holder ham paa sit Værelse til Dagen efter den store Soupé. For en Tid siden hendte det imidlertid Hr. X. et fatalt Even- tyr, som vi i al Korthed skulle meddele. Han havde taget Plads i en Deligence for at lade sig bringe til Ladegaardsøen. Blandt Passagererne vare tvende smukke Damer. Vor unge Herre mang- ler aldrig Stof for at indlede en Samtale med det smukke Kjøn, og gjorde det ei heller nu. Men det faldt ham for Morro Skyld ind at lade Udlændingen stikke frem; dette er nu engang bleven en Skjødesynd hos ham. Han begyndte nu i et radbrækket Sprog: Tillad mig, mine Damer, dette er Hovedøen, ikke sandt? Vore Damer gjorde sig en Fornøielse af at besvare alle den unge belevne Mands Spørgsmaal. Hr. X. fortsatte med en mesterlig Hardiesse sin Rolle. "Dette er udentvivl Frogner? -- Dette Ullevold? Charmante Situation! Charmant!" Under lignende Konversation naaede man det sædvanlige SIDE: 512 Udstigningssted, Passagererne stege af og toge forskjellige Veie. Hr. X. var ogsaa hurtig af Vognen og præsenterede de smukke Selskabsdamer sin Haand og takkede dem for et saa "agreabelt compagnie," krummede sig med den forbindtligste Gestus af Verden. Hr. X. var buden til en Slægtning, som eiede et Landsted paa Øen. Da han imidlertid fandt det at være noget fortidligt, spad- serede han en Tid omkring i den behagelige Egn, og han fry- dede sig ret af Hjertet over hvor fiint han havde drevet sit Spil med sine lettroende Damer i Deligencen. Endelig saae han paa Klokken, fandt den passende Tid forhaanden og begav sig til sit Bestemmelsessted. Værten mødte ham i Døren og ledsagede ham til Aftrædelsesværelset. Af de Fremmede vare blot an- komne tvende unge Damer, hos hvem denne præsenterede sin Ven som en gammel Skolekamerad og kjær Ven. Hr. X. gjorde et utvungent Skridt fremad mod Sofaen, men tren uvilkaarligt et Skridt tilbage. Han gjenkjendte i dem sine Damer fra Deligencen. De Skjønne syntes at trække paa Smile- baandet. Fra dette Øieblik af var vor Udenlandsreisende aldeles stum. Forøvrigt har vor Udenlandsbereiste en saadan Mangfoldighed af Egenheder, at vi ei skulle indlade os paa at opregne dem alle. Paa hans Skriverbord seer man skjødesløst henslængt for- skjellige Brevkuverts, adresserede til ham i forskjellige Sprog og forsynet med Hamburgs Poststempel. I hans Boghylde seer man, blandt Andet, et Volumen i Maroquin, paa hvis Ryg man læser med store forgyldte Bogstaver: "Erindringer fra mine Udenlandsreiser." Det indeholder smaa dyrebare Suvenirer fra de interessanteste Personligheder, de mærkværdigste europæiske Personers egenhændige Navnetræk: en Paganinis, en Thier's, en Thorwaldsens, en Bulwers; kort: Alt hvad man kan forestille sig af det meest Pikante. Dog skulde jeg ei forglemme at bemærke, at jeg endnu aldrig har været saa lykkelig at faae kaste et Øie i denne mærkværdige Bog, ligesaalidt som nogen Anden har nydt den Lykke. S. S. SIDE: 513 Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "GRANSKEREN"] Granskeren 18. juni 1841. Granskeren jubilerer saa over, at det hidtil har lykkets ham ved forskjellige Exceptioner og Udflugter at hindre mig fra at drage ham retligen til Ansvar for hans ærerørige Udladelse i No. 19 af indeværende Hefte om en "Dont", jeg skulde have syslet med, og han fortæller nu da ogsaa med megen Tilfreds- stillelse, at Regjeringen ikke skal have fundet Sagen qvalificeret til at beneficeres mig. Er saa Tilfældet, da kan dog Granskeren belave sig paa, at jeg skal vide endvidere ved privat Søgsmaal at iagttage hvad Æren kræver. 14 Juni 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland LAV UTAKNEMMELIGHED Til Spørgeren i Intelligentssedlerne No. 132. Christiania Intelligentssedler 21. juni og Christiansandsposten 28. juni 1841. Dette, og intet mildere, er det rette Ord for Morgenbladets Reflection i Tirsdagsbladet forrige Uge, og nu ogsaa over Christiansandspostens Parallelle i Anledning af Rygtet, at de Franskes Konge "skal" have skjænket de Brandlidte i Trond- hjem 31,000 Fr., hvoraf Morgenbladet og dets bekjendte Refe- rent af de udenlandske Efterretninger tager Anledning til at kaste en Slagskygge over vor egen Konges Goddædighed, -- en Gjerning, som maa oprøre enhver Normand af nogen Følelse for det Retfærdige og Anstændige, og som ret bekræfter den temmelig almindelige Mening om den Overflod af Galde, der synes at gjære i denne Pressebøddels Hjerte (sit venia verbo!) Denne skjændige Artikel lyder: "I Paris er der aabnet en Subskription for de Brandlidte i Trondhjem, hvortil Kongen har tegnet sig for 1000 Fr. og en anonym Dame lige- ledes for 1000 Fr.; man finder desuden Gaimards, Marmiers og Fleres Navne paa Listen. Desuden skal Kongen endnu særskilt have afsendt 30,000 Fr. som Tegn paa sin Erkjendtlighed for den Gjestfrihed, Trondhjem saa ofte har viist de Franske. Denne høihjertede Veldædig- hed i Anledning af ganske ubetydelige Velvilligheder fra Trondhjems Side, synes, paa Grund af Summens Størrelse, næsten lagt an paa (!) at overgaae den, som vor egen Konge, Carl Johan, har viist. Vi ville haabe at den vil gjøre noget, om end ikke synligt, Indtryk paa vore egne Kongesmigrere." SIDE: 514 Hvem føler ikke, hvor denne Sammenstilling peger hen? -- at dens Hensigt er, utaknemmeligen at nedsætte vor saa over- ordentlig velgjørende Konges Goddædighed, og endog at lægge denne formastelige Tendents i hiint, maaskee fingerede, Træk af den rige franske Konges Erkjendtlighed. Og al denne Gift koges paa et høist upaalideligt Rygte, paa et magert "skal", uden mindste Hensyn til det Udelicate i saaledes at antyde for hiin fremmede Konge, at det vilde være smukt og passende af ham at give en saadan Sum. Om han endog tænkte det, vilde han nok vogte sig for at gjøre det, naar det var udsat for saa- danne Udtydninger. Og Morgenbladets Redacteur har da viist sin Fødeby en god Tjeneste. Men vurderer Morgbl.s Red. og Referent ikke vor Konges Velgjørenhed, saa maa dog, især den Første, naar han tør tillade sig saadanne Ting, idetmindste vur- dere hans Høimodighed; thi af alt det Hjerteløse og Uforskam- mede som Mgbl. har tilladt sig, er denne, her og i den Consti- tutionelle samt, som man tør haabe, i de fleste øvrige norske Blade og i ethvert norskt Hjerte paaankede og for afskyværd erklærede Udgydelse den frækkeste og gemeneste. Der kan kun være og der er alene een Mening herom, om man endog kun har den langtfra fuldstændige, blot til 1828 gaaende Fortegnelse over Kong Carl Johans Gaver til vedvarende offentligt Brug, som Bladet Budstikken i sin Tid leverede, ved Haanden. Den opviser, at Hs. Majestæt har givet: 1) Til Borgervæbningens Pensionsfond i Christiania .......... l0000 Spd. 2) Carl Johans Stiftelse i Vaterland ............................. 10000 -- 3) Grønlands Fattigvæsen .......................................... 4000 -- 4) Christianias Fattigvæsen ........................................ 6000 -- 5) Arbeidsanstalten i Christiania ................................ 5000 -- 6) Eugenias Stiftelse ................................................. 400 -- 7) Forbedring af Fattigvæsenets Locale i Christiania ........ 536 -- 8) Bibelselskabet ...................................................... 3300 -- 9) Forsørgelsesanstalt i Moss ..................................... 5000 -- 10) Do. i Frederikstad ............................................. 10000 -- 11) Frederikshalds Skolebygning .............................. 10000 -- 12) Stipendier ved Frederikshalds Skole, aarlig .............. 200 -- 13) Drammens Fattigvæsen ....................................... 1000 -- 14) Kongsbergs Do. ............................................... 1010 -- 15) Skiens Skole ....................................................... 2000 -- 16) Stavangers Do. ................................................. 1800 -- SIDE: 515 17) Røraas Fattigvæsen ............................................ 2000 Spd. 18) Arbeidsanstalt i Trondhjem.............................. 4000 -- 19) Trondhjems Fattigvæsen ................................ 13,870 -- 20) Klæder til Fattigbørn ved Vexelunderviisningsskolen i Trond- hjem, aarlig 100 Sp. 21) Christiansands Fattigvæsen .............................. 2000 Tilsammen (uden at regne de aarlige Gaver) 87,116 Spd. Senere er neppe noget Aar gaaet hen uden at være betegnet med anseelige Gaver, men vi mangle desværre lignende Forteg- nelse derover, ligesom det Umaadelige Hs. Maj. har givet til Private heller ikke lader sig beregne. Det her Leverede kan dog være nok til at bringe Utaknemmeligheden til at blues, om den ikke var skamløs af Natur. Christiania 18de Juni 1841 Henrik Wergeland TIL MØDET AF TØMMERHANDLERE, AFHOLDT PAA KONGSVINGER DEN 21DE JUNI 1841 Lillehammer Tilskuer 22. juni 1841. Uden selv at besidde de Forbindelser, den Kredit og Kund- skab i Pengeanliggender, som maatte være nødvendig, eller at nære anden Interesse for Udførelsen af den Idé, jeg vil tillade mig at fremsætte, til at afhjælpe Vanskeligheden for Landdi- strikterne, og navnlig for de Tømmerdrivende, for at se hine Pengeanliggender ordnede i Kristiania, end den, at kunne maa- ske fremme noget Almeennyttigt, tillader jeg mig nærværende Meddelelse. Enkelte af Mødets Medlemmer ville maaske erindre sig forhen mundtligen at være underrettede om Planen saaledes som den først opsteg og sysselsatte mig, og fandt Billigelse i sin Idé af en i slige Ting kyndigere Mand (den i Sparebanken an- satte Bureauchef M. Berg), som vistnok ogsaa vil yde dens mu- lige Udførelse fremtidigen sin Bistand, og hvem nærværende Skrivelse er meddeelt. Jeg behøver ikke at udbrede mig over Vanskeligheden for Landboerne at se sine ekonomiske Anliggender, navnlig Trans- aktioner, Andragender o. s. v. i behørig Tid og Orden arran- gerede. De særegne Kommissionærer, Enkeltmand maa bruge, varetage dem neppe altid med Akkuratesse, og selv at maatte SIDE: 516 reise ind, er for Mange i flere end een Henseende, en Ube- hagelighed, som gjerne undgaaes. Undertegnede har da tænkt sig, i Lighed med hvad der exi- sterer f. Ex. i Stockholm til Fordeel for Udenbyes og navnlig for de Næringsdrivende i Landdistrikterne -- ikke at tale om hvor hensigtsmæssigt Jernværkseierne have ordnet og konsoli- deret sine Anliggender -- et Kommissions-Kontor paa et be- kvemt Sted her i Staden, udelukkende for Varetagelsen og Ex- peditionen af Landboernes Interesser, hvor Andragender skulde forfattes og forfølges, Laan bringes i Orden, Afbetalinger iagt- tages o. s. v. Indretningen maatte støtte sig til en Kreditfor- ening og bestaa ved en saadan Procenteren af Affærernes Beløb, at Expeditøren, som jeg antager lod sig let finde inden Departe- menternes eller Advokaternes Personale, kunde se sig tjent. Dersom Sagen findes her i sin første Idé at fortjene Mødets Overveielse, vil den upaatvivlelig erholde de Udviklinger, som ville nærme den sin Udførelse. Jeg har talt og lettet min Sjel for Mænd, som i nærværende Møde jo lægge for Dagen, at de erkjende Nytten af Mænds Foreninger, hvor noget skal udrettes. De ville ganske vist ogsaa erkjende, at Verdens Uleiligheder og Onder tildeels have sit Tilvær, ikke for at pleie Ligegyldigheden og Mismodet, men for at skjærpe Eftertanken og forbinde Kræf- terne til at udfinde Midlerne derimod. Maaske er i nærværende Tilfælde det paapegede det Rette. Grotten ved Kristiania, den 17de Juni 1841. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [POLEMIKK MOT "GRANSKEREN"] Granskeren 25. juni 1841. Granskeren har rigtignok, ved at sige, at der kun vil resul- tere "Commers" af en Sag med ham, givet at forstaa, at den "Daad", han i No. 13 imputerede mig, ikke kan have været saa farlig endda; men det er dog muligt, at dette Dementi ikke skal nytte ham. Jeg er vel endnu ikke ganske færdig med min Mod- bydelighed for Proces; men den tør dog maaske være det eneste Middel mod en Person, der saa grueligen forstaaer at "lægge En an", som Granskeren gjør. Jeg erindrer i dette Øjeblik kun SIDE: 517 enkelte Punkter af hans Seneste, og dem vil jeg da hefte et Par Ord i al Rolighed og Hurtighed ved. Han kan gjerne bona fide have sine gode Tanker om sin Collega i Morgenbladet, omend- skjøndt jeg ikke troer han vil sværge paa dem; men det er mod bedre Vidende han lægger Dølgsmaal paa at jeg med fuld Føje i "Papegøjen" revsede skammelige Fornærmelser, fremhæver en Beskyldning for en Udyd, der ingen Aarsag er til at tænke sig som stedfindende, som Satirens Vehikel i "Engelsk Salt", og fortæller, at jeg har konsuleret ham i vort Mellemværende. Jeg har spurgt ham, da min Beskikkelse ikke frugtede i Agers Sogn, hvor jeg havde ladet mig sige, at Granskeren boer, om hvor han vilde lade sig finde, og bebrejdet ham Omvejene med at skyde sig bag de uskyldige Bogtrykkere. Det er min Angriber, jeg vil have Ansigt til Ansigt at gjøre med, ikke dem. 23 Juni. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland BAG GRANSKERENS KULISSER Christiansandsposten 5. juli 1841. Granskeren er det liberaleste Blad i Norge, skal det hedde; og der er vel Tosser nok, som lade sig det binde paa Ærmet. Granskeren er en politisk Fanatikers, et hadefuldt, forskruet Menneskes private Blad, og det illiberaleste Blad i Norge mod Personer, der ville forsvare sig mod Redaktørens ondskabsfulde Angreb, om ikke Morgenbladet i saa Henseende skulde holde det Stangen. [fotnotemerke] Denne utilgivelige Feil er vor Presses sletteste Side. Den nedværdiger Journalerne fra at være Sandhedens og Almeenhedens til at være Løgnens og den enkelte Persons Or- ganer. Jeg vil overbevise om at Granskeren, medens den har Skinnet af at tilstede Forsvar, dog søger paa alle mulige Maader at undgaae dette. Der findes i forrige Nr. en kort Artikel fra Undertegnede, betræffende dens Undvigelser paa at staae mig Fotnote: Dette Blads Motto burde være "à tout prix". Dets Redaktør gjennem- løber nemlig med største Lethed Skalaen fra overmodigt Pressetyranni til plyndrende Tryglen, naar han mærker, at han har forgaaet sig for grovt, og at hiint ikke lader sig drive videre uden Fare. Det var ved at bede Ved- kommende om ikke at insistere paa Indtagelsen af en Artikel, fordi "det vilde prostituere Redaktionen", at han trak sig endeligen ud af hiin Ano- nymitetsjagt mod en Prokurator Schive i Nordlandene, som ellers maatte være nok til at lære Publikum at kjende denne sin "Leder". SIDE: 518 tilrette for et Skumleri i et foregaaende Nummer; men man troe ikke, at den tilstodes denne Naade uden flere Omredak- tioner efter Redaktørens eget Behag. Jeg har her Originalen med dens forskjellige Paategninger, og vil her levere den til en Sammenligning og som et Bilag til at lære dette Blads Liberali- tet og ædle Polemik at kjende. Den lød saaledes: "Granskeren har rigtignok, ved at sige, at der kun vil resultere "Commers" af en Sag med ham, givet at forstaae, at den "Daad", han imputerer mig, ikke kan have været saa farlig, men det er dog muligt, at dette Dementi ikke skal nytte ham. Jeg er endnu ikke ganske færdig med min Modbydelighed for Proces, som dog maaskee tør være det eneste Middel mod en Person, der synes ganske at tabe Sandsen for Forskjellen mellem Sandt og Usandt, naar det kommer an paa publice at behandle mig. Han kan ellers gjerne bona fide have sine gode Tanker om sin Collega i Morgenbladet, omendskjøndt jeg ikke troer han vil sværge paa dem; men det er mod bedre Vidende han lægger Dølgsmaal paa Aarsagen til at "Papegøien" blev skreven, frem- hæver Drikfældighed som Satirens Vehikel i "Engelsk Salt," og for- tæller, at jeg har konsuleret ham i vort Mellemværende. Jeg har spurgt ham, da min Beskikkelse ikke frugtede i Agers Sogn, hvor jeg har ladet mig sige, at Granskeren boer, om hvor han vilde lade sig finde, og bebreidet ham det Feige i at skyde sig bag de uskyldige Bog- trykkere. Og det er Alt. Paa hans øvrige vitterlige Fordreielser og Usandfærdigheder har jeg ikke Tid til at svare. 19de Juni. Henr. Wergeland." Herpaa erholdtes følgende Paategning med Statsrevisor Daa's Haand, skjøndt naturligviis, efter denne kjække Mands besyn- derlige Tvefoldighed, kun paa Granskerredaktionens eller maa- skee paa Bogtrykkernes Vegne: "I Granskeren optages ikke saadanne løst henkastede Beskyldnin- ger om vitterlig Usandfærdighed, Feighed m. m. Bladet staaer kun aabent for Beviser og personlige Erklæringer om Vedkommende selv." Hvad han nu meente med disse personlige Erklæringer om Vedkommende selv, var mig ikke til at begribe, da jeg troede netop at have afgivet saadanne, men jeg rettede Perioden oven- for "en Person, der synes" osv. til "en Person, der forstaaer saa grundig at "lægge En an" som Granskeren" og sløifede sidste Punktum, idet jeg skrev nedenunder den Daa'ske Paategning: "Efter Ovenstaaende antager jeg, at Vanskelighederne ere bort- ryddede. Er der ellers noget Usandt heri? Wgd." SIDE: 519 Jeg fik den nu tilbage med følgende Paaskrivt, hvoraf de første fire Ord vare overstrøgne Intimationer: "Naar -- Jeg har -- skj -- Beskyldningen om Usandfærdighed er endnu tilbage, og fremdeles umotiveret." Efter dette anstillede jeg da endnu een Udvaskning, og saa tog da den liberale Gransker min Opsats op -- med behørige An- mærkninger naturligviis. For Publikum har det dog Udseendet af, at min skamløse Angriber indrømmer mig frit Forsvar, men hvor misligt det dog i Grunden hænger sammen med denne Li- beralitet, haaber jeg man nu har faaet et Slags Nys. Manu- skriptet med Paategningerne er i nærværende Bladredaktions Hænder til Veiledning af den rigtige Sætning, især der, hvor man kan see, at Skruplerne have været vældigst. Det proble- matiske "Naar" lader sig ellers godt supplere saaledes: "Naar jeg roser Morgenbladet er det af gode Grunde, nemlig først fordi jeg æder Morgenbladets Brød og fordi det roser mig og har store Planer med mig." Det "Jeg har" lod sig vel ogsaa forklare som en Begyndelse til den Erklæring: Jeg har skumlet over Dem, fordi jeg mistænker Dem for at De holder mig for en Nar, men derfor maa De ikke indbilde Dem, at De faaer Lov til at forsvare Dem i min private Avis. Granskeren er et libe- ralt Blad; men Goddam, om De det gjør!" osv. Kristiania 27de Juni. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM "GRANSKEREN"S HASKHET] Den Constitutionelle 21. juli 1841. Hvor lidet har det lykkets mig i Vinægers Fjeldeventyr i Skildringen af Hadskheden at naae Naturens Sandhed, saaledes som Livet opviser hiin Egenskab udviklet til det Enorme i Men- neskegemyttet! Læserne af Statsrevisor, Gaardeier og Formand m. m. Daa's Privatblad Granskeren ville indrømme mig, at Vin- ægers Hadskhed deri overtræffes, og underskrive min Erkjen- delse af min Indbildningskrafts Utilstrækkelighed. Saa hadede man endnu ikke. Skulde Noget fylde Dybden deraf, er det min oprigtige Beklagelse over et Menneske, der kan hade saa. Og dog stiller det extravagant Komiske sig det Sørgelige ved Siden, SIDE: 520 saa jeg ogsaa deri maa tilstaae min Magtesløshed imod Virke- lighedens, den lebendige Granskers Præstationer. Jeg maa gjøre disse Erkjendelser, idet Granskeren i sit sidste Nr. har fundet det hensigtsmæssigt, at citere en mange Aar gammel Stump af en Polemik i Statsborgeren med Hr. Fougstad i Egenskab af Redaktør af den Constitutionelle, ledsaget af den gemytlige Anmærkning nedenunder, at Hr. F. for Nærværende er min Expeditionssekretær. Hvor dette peger hen, vil man vel let og, jeg troer, med Modbydelighed opdage. Det peger paa en Brandflek i et skadefro Hjerte, og Hensigten, at ville vække gamle ubehagelige Minder og, om muligt, Fiendskab imellem Mænd, hvis offentlige Forhold ikke tillader og heller ikke vil tilstede saadant, falder ganske sammen med hiin smukke i et foregaaende Nr., at ville berøve mig mine Venner Bjerregaard og Sivertson. Men det er vist, at den ogsaa vil gjøre det i Frugt- løshed, og at Hr. F. og ethvert veltænkende Menneske vil dele min Foragt over dette usle Forsøg, som dog neppe har fortjent den Paapegning, jeg her, for dets Kuriositets Skyld, alligevel har skjænket det. 19de Juli. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ÇA IRA! Christiansandsposten 22. juli og Chria. Intelligentssedler 23. juli 1841. Did Slangen lyster i sit Hug [fotnotemerke] -- Singsallijo! -- den kryber sagte paa sin Bug. Singsallijo! Vinæger bliver Storthingsmand. Singsallijo! Han styrer alt det halve Land. Singsallijo! Men naar han faaer det hele fat -- Singsallijo! -- da: leve vor petit Marat! Singsallijo! S. Fotnote: Granskermaal. SIDE: 521 Henrik Wergeland INDBILDNINGER Christiansandsposten 26. juli 1841. "Et Palmetræ ved Jordans Elv!" Singsallijoh! saa tænker Kaalen om sig selv. Singsallijoh! See Alliken med Ørnens Fjer! Singsallijoh! Vinæger er vor Roobespier'. Singsallijoh! S. Henrik Wergeland SVÆRT ARBEIDE Christiansandsposten 26. juli 1841. Hvor sveder Granskeren! Betænk, han høvler paa en Storthingsbænk S. Henrik Wergeland [OM "TALEN" MOT L. K. DAA] Morgenbladet 17. aug. 1841. I "den Tale, Jeg vilde holde i et Prøvevalg for Akershuus Amt" etc., i det Foredrag, jeg vilde betjent mig af, om jeg havde havt Anledning til der at yttre mig, er min "Erkefiende", som Morgenbladet kalder ham, ydet fuld Retfærdighed. Dette er ligesaa vist, som at det er usandt, at jeg har tilføiet Talen nogetsomhelst mundtligt Belæg, eller at der af noget Komma i den lader sig udlede andet, end at jeg ønsker et liberalt og pa- triotiskt Valg. Morgenbladet skylder at underlægge sit Stænk, at jeg skulde ønske andre Medborgere, end de, der fortjene en saadan Benævnelse hædrede dermed, et Beviis hentet fra selve corpus delicti. Jeg har talt af et oprigtigt Sind fra Pressens fri Tribune, uden nogensomhelst anden Paavirkning, end at tilstille saamange Valgmænd, jeg kunde række med, min Tale, og da enten i et Omslag, hvori der til Enkelte stod Ordene "Til fri Prøvelse", eller ved at deponere endeel Exempl. paa Samlings- stedet, hvor det lader til at vel andre Uvedkommende, men ikke SIDE: 522 jeg, har været tilstede. Jeg troer selv i dette Øieblik, medens Valget foregaaer, at min Overbeviisning, at det vilde være ret- test at udsætte med at vælge en ellers saa duelig Storthings- kandidat, som Granskerens Redaktør, indtil "hans Sind er ble- ven mere luttret, sig selv mægtigt og mindre udsat for at tilside- sætte Fædrelandets Interesse for private Hensyn", ikke vil gjøre sig gjældende, men ved Siden af denne politiske Hensigt løber den private, at oplyse mine Landsmænd om Naturen af Gran- skerens (og tildeels Morgenbladets) Færd imod mig. Og den troer jeg vil blive opnaaet forsaavidt Talen bliver læst. Denne fornuftige Hensigt med mit Arbeide og dets stilistiske Beskaf- fenhed hæver det over Morgenbladets og den Constitutionelles Haanord. 16de August. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland MINNISKAAL Tiden 22. aug. 1841. Den gamle graa Retfærdighed han er nu død og skal afsted. I Gravens Ly han søgte Lindring mod det forbandede Uvæsen, at man ham kneb saa tidt i Næsen. Asak Valgmand; Daa paathinge! Lad nu alle Klokker ringe! Skaal! lad alle Korker springe, Glasser klinge til den Saliges Erindring. Siful. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS FORSØK PÅ Å TALE PÅ STUDENTERFESTEN 2. SEPT.] Morgenbladet 5. sept. 1841. Mod Morgenbladets lavsindede Behandling er min Uvilje ikke udsat forat bruse over. Jeg tør i Meningen herom maaskee endog besidde Sympathier imellem dem, der den 2den Septem- ber ikke vilde tilstede mig at fremsætte en Toast for Universi- tetets ældste Professorer. Da Mange dog fandt denne meer SIDE: 523 passende end en mangfoldige Gange gjentagen for en enkelt Yngre, kan denne Opposition, om end høirøstet nok, neppe have været saa almindelig, som Morgenbladet siger, og jeg burde da vistnok heller have viist en Kulde, som det nok skal lykkes mig at erhverve, hvormeget man end gjør forat holde Pirreligheden vedlige. 4de Septbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM BEGIVENHETEN 2. SEPTEMBER] Tiden 26. okt. 1841. Først denne Dag falder det No. af Tiden mig ihænde, hvori den lumpne Skildring af Bordscenen ved Aftensfesten d. 2den Septbr. findes indtagen. Tiden synes ret at være Kanalen for Meddelelser af den Art; men jeg vil øde et Par Minutter paa Forsøget om den ogsaa vil optage denne Berigtigelse af hvad der er Falskt i hiin Masse af lav Dumhed. Det var nemlig ikke Tilfældet, at jeg ilede om forat faae Medhold i Propositionen af en ubetimelig Skaal; men da jeg afbrødes ved Hyssen længer- fra nede ved Bordet i Fremsættelsen, af en, som i sig selv var rimelig nok, om den end kunde været fremsat af en Kompen- tentere, nemlig en for de ældre Universitetslærere, hvoraf nogle vare tilstede uden at det lod til at der fra anden Kant vilde blive tagen saadan Notits af dem, begav jeg mig hen til de Pladse, hvorfra Hysningen kom, og spurgte de ubekjendte An- sigter, jeg der traf, om de fandt noget at misbillige ved den paabegyndte Toast. Da man taug, begav jeg mig tilbage og troede at kunne fortsætte. Da Kaadheden igjen brød løs stær- kere end tilforn, greb Forbittrelsen mig i det ubeherskede Øje- blik, da jeg blesserede mig med en tom Flaske, jeg tilfældigviis havde i Haanden. Ikke Vinen, men Tanken betog mig, om hvil- ken Modsætning, der fandt Sted imellem denne Fest og den kordiale den 11te Decbr. 1811, som jeg selv nyligen havde skil- dret i den Fremstilling af Universitetets Tilblivelse, som danner et Afsnit i min Konstitutionshistorie. Da jeg saaledes overvæl- dedes af en Sindsbevægelse, hvortil der sandelig kunde være Grund selv i koldere Gemytter, synes mig Triumfen kunde være stor nok i at fortælle Geschichten uden at give Indbildnings- SIDE: 524 kraften saameget stærkt Stof, saameget Blod og Viin at nære sig paa. Hiin Excentricitet uberegnet, troer jeg at være i Be- siddelse af en større Sindsligevægt end man skulde tro mulig med min Modtagelighed for Indtryk og efter de mange Kræn- kelser, man ikke trættes af at tilføje Kristiania 20de Oktober. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM DOMMEN I SAKEN MELLEM DAA OG WERGELAND] Lillehammer Tilskuer 28. jan. 1842. Bythinget har i Sagen med L. K. Daa i Anledning af Talen af 15de Aug. om hans Kvalifikation til Storthingsmand tilpligtet mig laveste Mulkt i Trykkefrihedssagen med 40 Spd.; men hvad vil Publikum dømme mig og min Modpart imellem, naar det hører, at hiin Dom støtter sig til Hr. Statsrevisor og Storthings- mand L. K. Daas Benægtelse af at være Forfatter til Fornær- melserne imod mig i Granskeren? Jeg tør antage, at jeg i denne Fragaaelse i ethvert Menneskes Øine, som besidder Ære for sig selv, har erholdt en endnu væsentligere Mortifikation end min Modparts saaledes tilvundne juridiske. Slige romerske Karak- terer fortjene ellers sin Plads i Storthinget. Da jeg imidlertid ikke tror saa ganske paa denne mærkværdige Benægtelse, men tænker paa først at lade Bogtrykkeren examineres, er det muligt at Sagen vil blive appelleret. l9de Januar 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [SVAR TIL MORGENBLADET OM DOMMEN I SAKEN MELLEM DAA OG WERGELAND] Christiania almindelige Adresse-Tidende 26. jan. 1842. En Anonym opfordrede mig i Lørdags-Morgenbladet til at bevise ved Citat, at Statsrevisor og Storthingsmand Daa virke- lig havde i Sagen om Valgtalen benegtet at være Forfatter til de mange Fornærmelser mod W. i Bladet Granskeren, hvori W. satte sit Forsvar. En Time efter Morgenbladets Udkomst blev Opfordringen efterkommet, idet der indleveredes følgende SIDE: 525 "Citat af Dommen mellem Daa og Wergeland. (Indrykket efter Forlangende igaar.) -- "Men om det end maa indrømmes, at der i de fremlagte Nr. af "Bladet Granskeren var skrevet med Bitterhed og Haan mod Indstevnte: "vilde dog i nærværende Tilfælde Intet deraf resultere til Fordel for "Indstevnte, efterdi det ikke mod Citantens Benegtelse er godtgjort, at "han er Forfatter af de Opsatser, ved hvilke Indstevnte troer sig for- "nærmet, og hans angivne Forhold til bemeldte Blad som dettes Ejer kan "ikke antages at gjøre ham ligefrem ansvarlig for Bladets Indhold." Morgenblads-Redaktøren, hvis Forhold til ovennævnte romer- ske Karakteer, som nu skal hædre Storthinget ved sin Nærvæ- relse, er bekjendt, og som selv havde givet Anledning til Sagens Omhandling i Bladet, har dog ikke, paa gjentagne Opfordringer, villet optage dette Citat, som dog er det korteste, der kunde vælges, da Daaes egen Benegtelse og Forklaring over sit blotte Proprietærforhold til sit Blad vilde taget endnu mere kostbart Rum op i Morgenbladets Spalter -- dem jeg saa ofte har fyldt gratis med det Bedste, min Aand har kunnet frembringe. Først nu idag sees af en Paategning paa Citatet, der røber Ulyst til at optage noget saa Ubehageligt, at man vil have Betaling for at indrykke det. Da jeg ikke vil øde de Skilling paa saa smaalig en Begjærlighed, indrykkes Citatet da her. 25. Januar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BREV TIL EN DØD Den Constitutionelle 28. febr. 1842. Maaneder efter den ærværdige ottiaarige Gubbe Niels Hertz- bergs Død, hvis sidste, paa Dødsleiet dikterede, Meddelelse til hans Landsmænd -- nok et Opraab til deres Medfølelse for Mosaiterne -- var et saa skjønt Vidnesbyrd om Præstens Tole- rance og Menneskets Kjærlighed til sin Næste, modtog Under- tegnede nedenstaaende latinske Brev til ham fra den anseede praktiserende Læge i Altona, Mosaiten Dr. med. Steinheim. Erindres ikke feil, er der ikke ret mange Dage imellem Brevets Datum og den Saliges Dødsdag. Hvordan det saa er, er dets hjertelige Indhold ganske vist ikke bleven ham ubekjendt; men SIDE: 526 da Gubben var elsket og velkjendt af Folket, saa det med Ve- modets Behag sikkerlig vil gjenkalde ham i sin Erindring ved hvad det kan være, har jeg troet ikke at vanværde hans Minde ved her i Original og Oversættelse at meddele hiin Skrivelse. 25de Februar. Henr. Wergeland. [Her følger Steinheims brev på latin, og derefter kommer Wergelands oversettelse.] Oversættelse. Velbaarne, Højærværdige Hr. N. Hertzberg, Guds Ords Forkynder, Sognepræst til Ullensvang i Norge. Højærværdige Herre! Inderlig Glæde opfyldte vort Sind, da en Oversætter gjengav os Indholdet af Deres, i den norske Tidende "den Constitutionelle" No. 144 d. A. ind- rykkede, Meddelelse, hvori De hos Deres Landsmænd, og især hos den lov- givende Forsamling, søger at vække Interesse for Os, til Ophævelse af hiin Grundlovsbestemmelse, der banlyser os og vort Folk som fredløse Forbry- dere fra eders Grændser. Men Deres Yttringer have i flere end een Hense- ende ydet os en Tilfredsstillelse. Betræffende os selv nemlig, føle vi med Vanæren tillige hiin Sindets Nedkuelse forsvunden, som i Aarhundrederne har lagt knugende paa Israels Børn; og med Hensyn til Eder, see vi med særdeles Tilfredsstillelse omsider hine, Barbarers og Hedningers, forældede Fordomme tilintetgjorte netop ved den Lov og den Gud, som Vi fremfor alle Jordens Slægter benaadigedes med at forkynde, saa alle Folk, der til- bede den eneste Gud, alle Tings Skaber og Bestyrer, erkjende, at de af os have modtaget denne Lov og denne Kundskab om den Højeste. Vi hilse Dem derfor, hæderværdige Mand, Deres Hjords trofaste Hyrde! og det fryder os, at Gud, den Almægtige, miskundelig mod os Begge, har ladet os, ved vor Skrivelse til eders Storthings navnkundige Præsident, Hr. Sørenssen, fremkaldte Deres Yttringer, saa ganske aandende hint Lovens ypperste Bud: Kjærlighed til Næsten. Thi jo sjeldnere vi høre det guddom- melige Ords og den ægte Menneskekjærligheds Røst at trænge til vore Øren, jo mere pleje vi, med anstrengt Sands, lyttende at bøje vore Øren til Den, som, i Hans sande Efterfølgelse, der erklærede Kjærlighed til Næsten for Lovens andet Hovedbud, ikke blot elsker sig og Sine, men meget mere omfatter og elsker den hele Menneskeslægt med guddommelig Kjærlighed. Levvel, Ærværdige! Abrahams Gud, den Algode og Almægtige, lade i Dem opfyldes Psalmistens Forjettelse: "Jeg vil mætte ham med et langt Liv, og jeg vil vise ham min Salighed."( Ps. 91, 16). 15de Septbr. 1841. Anbefalende mig i Deres Yndest ærbødigst S. L. Steinheim, Dr. med. i Altona. SIDE: 527 Henrik Wergeland [TIL PHILIP HANSTEEN OM GAPESTOKKSTRAFFEN] Morgenbladet 12. mars 1842. Hr. Ph. H! Jeg for min Person har aldrig tvivlet om, at der jo ogsaa i Norge er "something rotten"; og det ikke mindst i vore retlige Forhold. Kvæl Almeenmands Æresfølelse, og man vil snart have et Folk af Forbrydere. Juristeriets Jubel- aar ville da indtræde. 10de Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland JOHAN NORDAHL BRUNS ENTHUSIASME FOR ISRAELITERNE Den Constitutionelle 24. mars 1842. Hvem erindrer vel mere: "Jonathan Et Digt i Ti Sange ved Johan Nordahl Brun, Stifts-Provst over Bergens Stift, Provst over Nordhordlehns og Wosse Provstie og Sognepræst til Korskirken" -- en forsvarlig Qvart fuld af snoroptrukne Alexandriner, trykt i Bergen 1796 hos R. Dahls Efterleverske? Det trænger nu til Synsvidners Bekræftelse, at den fædrenelandske Literatur virkelig er beriget med et saadant Værk, et Heltedigt ganske efter Skolen og in optima forma. Uden imidlertid at trænge dybere ind i dets voluminøse Masse, kan det dog, med Hensyn til et af Tidens vigtigste Spørgsmaal, være ret interessant at gjenkalde sig Heltedigtets Fortale, der lyder som følger: [Her følger J. N. Bruns "Fortale til "Jonathan". Derefter legger Werge- land til:] Denne Meningsovereensstemmelse er ikke den eneste Paral- lel, hvori Forfatteren af "Boer jeg paa det høje Fjeld" og af "Jonathan" falder sammen med salig Niels Hertzberg. Gemyts- ligheden og det meget Fælles i Udtryksmaaden er ret paa- faldende. SIDE: 528 Henrik Wergeland JØDESAGEN! Den Constitutionelle 5. juni 1842. Mørkets Vold er steil at storme. Overtro hviler fast paa Søilers Ro. Talløs som Ægyptens Orme er den sorte Fordomshær ved Templets Porte. "Jøden." I et særeget Tillæg til Kristianssands Stiftstidende er en særdeles ivrig Anonym optraadt mod den foreslaaede Foran- dring i Gl. § 2, sidste Passus. Han har endogsaa ladet Enhver af Storthingsrepræsentanterne tilstille et Exemplar af sit liden- skabelige og yderst skjæve Produkt. At Kristsind, Humanitet og Oplysning skulde saa ganske have gjennemtrængt Gemyt- terne, at der ikke imellem de mange Røster, som have hævet sig for det Tidens Krav, som tilsigtes opfyldt ved hiin Propo- sition, ogsaa skulde høres Raab fra Fordommene og Nærings- nidet, om ikke fra Troeshadet, var nu vel ikke at vente; men Mængden og Beskaffenheden af hine ædlere Stemmer betager Indsenderen den dristige Paaberaabelse paa den offentlige Me- ning, hvormed han begynder sin Harang. Det gjæstmilde, libe- rale norske Folk har ikke havt den Skam, at Forslaget om at borttage af Konstitutionen det vanzirende og paa det Sted upassende Forbud mod de mosaiske Troesbekjenderes Adgang til Riget er blevet mødt med Fordømmelse. At slutte af Bla- dene er det tvertimod blevet modtaget med langt stærkere Bifald end Daddel; og man tør vel paastaa, at her som overalt er den offentlige Mening, som tilhører den oplyste Deel af Folket, for Forslagets Antagelse. Selv De, der nære over- dreven Betænkelighed ved at røre ved Grundloven, lægge ikke Dølgsmaal paa, at de ønske, at hiin Bestemmelse aldrig havde staaet der. Verden vil ogsaa ganske vist tilkjende Normændene deres Plads i de civiliserede Folks Række efter deres Adfærd i denne Sag, og den Deeltagelse den har vundet imellem dem vil for en Deel frelse deres gode Navn i denne Henseende, om endog det nærværende Storthing ikke skulde afgive den grundlovmæssige Pluralitet for Forslagets Antagelse. SIDE: 529 Det første Spørgsmaal, som vil blive at afgjøre, er dette: er det retfærdigt. Besvarer man sig dette bekræftende, er ogsaa Nødvendigheden medgivet; og først derefter komme Nyt- tighedsspørgsmaalene og de materielle Hensyn. Disse bestem- mes af Erfarings-Data fra Lande af lignende enten økonomiske eller politiske Forhold som Norge, og selv om disse ikke talte saa afgjørende til Fordeel for Sagen, som de virkelig gjøre fra begge Naboriger og Europas frieste Lande, maatte Bekræf- telsen af det første Samvittighedsspørgsmaal være nok til at bestemme det moralske, religiøstfølende Menneske. Paa nogen skjønnere Maade kunde ikke Normændene takke Gud for Kon- stitutionens Velgjerning end ved at aabne den Plet af hans Jord, som vi kalde vort Fædreland, for den derfra forviiste Green af Menneskeslægten, som dens øvrige Slægter skylde saa meget. Anonymens Ræsonnement, at Nationer besidde samme Udelukkelses- og Afsondringsret som en Mand i sit Huus, taaler, som saamange Lignelser, ingen altfor nær Be- tragtning. Retten til at sætte sin Fod overalt paa Guds grønne Jord, naar nogen personlig Ret ikke krænkes, er vel ligesaa naturlig og almeenmenneskelig som den at drage sin Aande af Luften? De overordentlig fordeelagtige Vidnesbyrd om Mosaiternes Forhold som Statsborgere i ovennævnte Stater have gjort For- meningen om den Nytte, de vilde kunne gjøre Norge, til noget mere end blot "filanthropiske Hypotheser." Den er desuden baseret paa en af den moralske Verdens Grundlove: paa Er- kjendtlighedens, paa det Grundtræk i den menneskelige Sjel, taknemligen at elske og gjøre godt imod Velgjørere; og i dette Forhold maatte Jøderne komme til det norske Folk, naar det, af eget frit Valg, alene formedelst sin Retsfølelse eller Sam- vittighed, tilstedede dem Adgang til sig. Jøderne sætte ogsaa i en udmærket Grad Priis paa politisk Frihed og den borgerlige Anseelse, at hedde og være en fri Mand. De vide ikke hvad godt de ville gjøre det Land, som i denne Henseende er bleven dem et sandt Fædreland. Deres Rigmænds Opoffrelser ere da storartede, ligesom de mange lærde og videnskabelige Jøders Deeltagelse i den politiske Polemik for Landets Institutioner og Ære er varmhjertet og patriotisk. Der er altsaa, at slutte SIDE: 530 baade af Menneskehjertets almindelige Natur og af de Karak- teersæregenheder, der synes at fremtræde hos Jøderne, Grund til at antage, at de vilde lønne Norge med en overstrømmende Kjærlighed. De intime og vidtstrakte Forbindelser dem imel- lem, Indsenderen i Kristianssandsavisen seer noget saa farligt i, vilde saaledes efter al Rimelighed, i Fred som i Krig, være Landet til Fordeel. Deres "Pengefyrster", som han kalder dem, skulde ville opoffre noget forat hjælpe et Land, der ydede dem Ly og borgerlig Ære. Hvad her er antaget er desuden bekræftet fra andre Lande. Det Lidet, Danmark har kunnet yde dem, have de betalt med udmærkede Exempler paa opoffrende Borgerdyd; i Sverige have de fra alle Autori- teter, ja selv fra Handelskorporationerne, vundet Navn af en hæderlig Borgerklasse, og samtlige hollandske Ministre have i de meest hædrende og bestemte Udtryk erklæret, at Holland ingensinde har havt Anledning til at angre den Emancipation, det for omtrent 50 Aar siden indrømmede dem. Disse sidste Erklæringer, som forhaabentlig ville komme i Publikums Hæn- der, og hvortil saavel den nærværende Justisministers Fader, Statsraad van Hall, som den berømte General Chassé, betræf- fende Jødernes militaire Dygtighed, have føjet sine, maa for- meentlig have al Erfaringens og Kjendsgjerningernes Vægt, og fuldelig opveje Hr. Indsenderens navnløse Hamborgerkorre- spondents Udgydelser. Sandheden trænger sig dog ogsaa igjennem disse. Idet Brevskriveren nemlig beklager sig over at Forvaltningen af et ikke ringe Antal af de vigtigste Em- beder og Redaktionen af de almindeligst læste Blade ere i Hamborg i Jøders Hænder, indrømmer han dem Duelighed nok; men Udbruddet af hans Had imod Jøderne tager sig mod- bydeligt ud naar man f. Ex. maa have i saa frisk Erindring de Beviser paa menneskekjærlig og patriotisk Opoffrelse, som den bekjendte Hamborgerjøde Salomon Heine nylig har afgivet. Og det er hverken de første, som denne Mand eller Andre af hans Troesfæller have ydet deres Fædrenestad, og det endogsaa navnligen dens kristne Indretninger. Klart er det jo ogsaa at indsee, at dersom de hamborgske Jøder ikke for- tjente de Æresposter, som Flere af dem have naaet, skulde den jødiske Befolkning, som Brevskriveren ansætter til 16 -- SIDE: 531 20,000, ikke kunne erhverve dem disse imod den øvrige, over 100,000 Individer stærke, kristne Befolknings Vilje. Anonymens Frygt for, at Hamborgs Brand skulde lade alle denne Byes Skakkerjøder strømme til Norge, er en Taabelig- hed, som taber sig i Mængden af de fornuftløse Paastande, som, paa faa Undtagelser nær (f. Ex. Bemærkningerne om de portugisiske Jøders juridiske Forhold til Norge) udgjøre hans Opsats. En saadan tør man vel sige, den er, at Kjøbmændene, som Inds. kalder "de i Spørgsmaalets Afgjørelse Interes- serede", maa ansees for de kompetenteste til at dømme i Sagen. Fra denne Side er der jo endogsaa bleven anført som Mod- grund, at Jøderne lade sig nøie med lav Profit, og Naiviteten i denne Argumentation lader sig ialfald ikke negte. Forøvrigt forholder det sig ikke saa ganske rigtigt med den Paastand, at "alle Landets Børskommitteers Betænkninger gaae ud paa at fraraade Grundlovens Forandring". Fra Drammen har man nemlig en, hvori den ene Halvdeel af Kommitteen tilraader den, med Anførsel af en Mængde materielle Grunde, som have langt større Sandsynlighed, end det evige Skræmmebilled af en Sværm Skakkerjøder, der skulde kaste sig over Landet og sprænge dets Detajlhandlere i Luften. Mellem Formodninger turde man vel ogsaa antage den, at navnlig Kristianssand vilde have godt af, om nogle driftige og formuende Jøder nedsatte sig der. Det har Beliggenheden for sig til at konkurrere med Gothenborg, og Tilsætningen af et saadant Element vilde ikke fjerne det fra dette Maal. Men, jeg gjentager det, i denne Sag indtage de materielle Motiver kun en underordnet Rang imod de moralske. Med oprørende Kulde omtaler Indsenderen disse; Storthinget vil ikke undlade at give dem sin rette Plads i de Diskussioner over Sagen, som skulle bestemme dets egen i de Forsamlin- gers, som have Indflydelse paa Menneskehedens Vee og Vel og som regulere dens historiske Fremskridt. Den 2den Juni 1842. Henr. Wergeland. SIDE: 532 Henrik Wergeland BLADET "FOR ARBEIDSKLASSEN" Morgenbladet 19. juni 1842. [Også trykt i "For Arbeidsklassen" III nr. 6, se avd. IV, bind 6, s. 273: "Til Publikum".] Henrik Wergeland [EPIGRAM OM "GRANSKEREN"] (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 28. juli 1842. I Anledning af det stinkende, i ethvert andet Blad uigjen- givelige Udtryk i Granskerens sidste Nummer. Nu! den Gang havde Siful Ret: (thi nu man grant kan lugte det) Din Krankhed sad i Maven. Der sidder vel kanhænde med Din hele Patriotiskhed som i en Hummer Paven. Henrik Wergeland TIL STORTHINGET Den Constitutionelle 9. sept. 1842. [Optatt i "Jødesagen i det norske Storthing", se IV, 3 s. 405.] Henrik Wergeland ARGUMENTER I JØDESAGEN (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 12. sept. 1842. -- -- De Argumenter -- sit venia verbo! -- hvoraf de 43 Mørkets stabile Kjæmper i Jødesagen betjente sig, vare 1) Tøns- agers, at han var reist hjemmefra med den urokkelige Mening at stemme imod; 2) Flors, at Jøderne i Galizien vare nogle saa paatrængende Slyngler, at man ikke engang kunde have Ro for dem i Sengen; 3) Dittos om at Negeremancipationen, der havde noget Parallellartet med nærværende Qvæstion, var en Outreren af Liberaliteten, som havde ødelagt Jamaika o. s. v.; 4) Uelands, at man burde bie til næste Thing, da Civillovgivningen samtidig kunde ordnes, og endelig 5) Klokker Jensens, at man dog vel SIDE: 533 var Herre i sit eget Huus, saa man kunde vise bort hvem man vilde. Om Guddals er det ikke værd at tale. Han troer, at Jøderne dyrke "Belæter." ad 1., da erindrede man ved Sørenssens, Foss's, Rector Holm- boes, Arups og Castbergs herlige, men altsaa paa Taleren spildte, Foredrag det gamle Ordsprog om at spandere Perler, hvor Korn kunde have været godt nok. Ved de Florske beun- drede man Mandens Jernpande, der med urokkelig Ro bød Publicums og Thingets Latter Trods. Ved Nr. 4 bemærkede Holmboe, at man ikke kunde lære at svømme før man havde været i Vandet, og ved Nr. 5, at om Klokker Jensen slog op et Bræt paa sit Huus med Paaskrivt: "Her boer Klokker Jensen i Ringsager, men kom ikke ind!" vilde det Huus neppe faa Navn af et christeligt og gjæstfrit. Voteringslisten, som her nedenfor gjengives, viser ellers paa det Tydeligste, at det er Lys og Mørke, som med skarp Grændse har stillet sig imod hinanden. For Indstillingen voterede følgende 51: Krohn, Castberg, Hei- berg, Vogt, Faye, Stabell, Thoresen, Arentz, Hjelm, Gaardbr. Roll, Herrefosser, Christensen, Svendsen, Lange, Schnitler, N. Jenssen, Justit. Roll, Lyng, Olsen, Grendahl, Føyn, Finne, Daa, Toldk. Lange, Schydtz, Assess. Aall, Martens, Rector Holmboe, Koren, Falsen, Bjørnsen, Lammers, Hoffart, Breien, Foss, Rye, Sørenssen, Schweigaard, Fouchald, Lippe, Sem, Dahl, Blom, Arup, Jønsberg, Provst Holmboe, Blix, Riddervold, Sandberg, Weidemann og Møller. Mod Indstillingen voterede følgende 43: Midhassel, Nødbek, Bøgvad, Aas, Nøstvig, Kulstad, Aandal, Røkkum, Holtermann, Holst, Ueland, Løberg, Monsen, Bjelland, H. P. Jensen, Rygh, Antzjøn, Hansen, Sæther, Soelberg, Tøns- ager, Valstad, Erlandsen, Fuhr, Svanø, Guddal, Frettem, Borge, Hammer, Aga, Fougner, Hoen, Flor, L. Jensen, Lützow, Svenke- rud, Hemb, Otterbech og Laane. Forslaget blev ellers i Løverdagsaften fremsat paany, under- tegnet eller vedtaget af henved 50 af Thingets mest udmærkede Medlemmer. Ça ira! ): det vil gaae. SIDE: 534 Henrik Wergeland [UTDRAG AV ET BREV OM DEBATTENE I STORTINGET OM JØDESAKEN] Christiansandsposten 18. sept. 1842. De vare upaatvivleligen de interessanteste under nærværende Storthing. Udfaldet gav, paa 12 Stem. nær, ikke den qvali- ficerede Pluralitet, som Grundlovsforslag krævede, og da Præ- sidenten, Sørenssen, udtalte Ordene: "og saaledes ikke bifaldt", skete det hos os uhørte, at Piber, og det flere, lod sig høre fra Galleriet, saa han maatte kalde til Orden. Det var 51 mod 43, og saaledes vel flere, end man kunde gjøre sig Haab om første Gang. Thi "Mørkets Vold er steil at storme. Overtro Hviler fast paa Søilers Ro. Talløs, som Ægyptens Orme Er den sorte Fordomshær ved Templets Porte," -- Vers, som de sex Præster, man ikke noksom maa forbauses og virkelig ogsaa forbausedes over at finde mellem de 43. Her staaer Lys og Mørke skarpt imod hinanden. Mellem de 51 alt hvad Thinget havde af Talent og Oplysning; de 43 vare Bønder, hvorimellem desværre Ueland, og som sagt de sex Præster og 1 Militair, der altid har betegnet sig, som ikke meget modtagelig for Grunde. Hvad ellers Grunde betræffer, da var det især disses slette Beskaffenhed eller totale Mangel derpaa, som opvakte Indignation over, at det lod sig gjøre at seire saaledes. Fra Arup, Castberg, Holmboe o. fl. Andre hørte man derimod en Beviisførelse, som vakte almindelig Rørelse og Erkjendelse hos flere af Storthingsmændene, som vel kom i Thinget med Beslut- ningen, at stemme imod Forslaget, men som dog lode sig over- bevise. Præsidenten afbrødes i sit Foredrag flere Gange af Taa- rer, og i flere af Talerne fremtraadte nogle Maximer som Thema, hvilke Proponenten Wergeland havde tilstillet Medlemmerne paa Afgjørelsesdagen, trykte med saadanne Typer, at Bønderne kunde slippe at bruge Briller for at læse dem. Dette Nederlag var en Seier. "Sandheds Sag Seirer kun i Nederlag." SIDE: 535 Fremsat paany har nemlig ikke alene Præsidenten, men næsten samtlige 51 ved sin Undertegning vedtaget Propositionen, som høist sandsynlig næste Gang vil gaae, saafremt det norske Folk gaaer fremad i politisk Oplysning og i sand Civilisation som den øvrige Verden gjør det. Debatterne ville ellers udkomme fra Boghandler Dahls Officin paa Norsk og Tydsk, udgivne af Wergeland, og saaledes samlede næste Gang gjøre sin Nytte. Henrik Wergeland GJÆSTEBUDET PAA RIIS (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 26. okt. 1842. Af en pompøs Anmeldelse i Morgenbladet og ordret (?) Citation af holdte Taler af O'Connell'er som Morgenbladredak- tøren, Ole Valstad og Morten Huseby o. fl. har Publikum faaet at vide, at man fra en vis Kant havde faaet istand et Selskab til Ære for Agershuus-Amts Storthingsmænd. Gud skal nu vide, at det var Lidet at gjøre Gjæstebud for: for en skikkelig Middel- maadighed som Tønsager, en Do. som Erlandsen, Hestekjøds- motionæren Valstad og endelig for Daa, der mest af alle Repræ- sentanter spildte Thingets Tid ved Bænkeforslag og usømmelig Eftergiven for sit personlige Had til Schweigaard. Men naar Agershuus-Amt, eller de Personer, som have bidt paa Projektet, har fundet det passende at gjøre Gjæstebud for en saadan Repræsentation, hvad maa da f. Ex. Christiania ikke gjøre for sin? Selv Nordre Bergenhuus Amt maa da finde sig opfordret til et Calas. Der skal nu rigtignok et meget blindt Øie til, med Morgen- bladet og Stortaleren i Laget "Adolf Stabells" Tale i Haanden, for ikke at see hvor det bærer hen; men det Moersomste ved det Hele var dog nok, at der gaves Folk i Laget, og derimellem Nogle af Repræsentanterne, som virkelig for fuldt Alvor troede, at det kun var istandbragt alene til Ære for dem. Den Gang burde der været sat en Ræverumpe ovenpaa Flagstangen, for der var saa Mari Noget under, som Adolf "Heimdalen i Aker," den ærligste Mand imellem "Hytta" og Accishuset, begge ex- clusive, og Jeg veed. SIDE: 536 Henrik Wergeland I ANLEDNING AF TRYKFEILEN I IGAARSNUMMERET (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 28. okt. 1842. Jasaa mener Du det, Mikkel? Det er saa rimelig, at Du gjet- ter paa Den, Du veed bedst kjender dine Streger, og som Du maa have den sletteste Samvittighed imod. Mellem dem hører ogsaa din publicistiske gode Takt og Respekt for Anonymiteten. Den har ogsaa bidraget sit til at reducere den Du selv nyder hos alle retskafne Folk til det lave Standpunkt, hvorpaa den befinder sig siden man fik Veir i de Beregninger, som stikke frem under din hule Patriotisme. Det er ellers ikke "Servile," der hade og foragte et saadant Væsen, og som see med Mishag det egennyttige Spil, som lader sig drive med vore Bønder i og udenfor Storthinget. Men det hører til denne din Politik at fremstille dem som saadanne. At gjøre det med W. skal ikke lykkes, skjønt han ikke lægger Dølgsmaal paa hvad han mener om hint harcellistiske, men ikke destomindre vel anlagte, Sel- skab. Havde han været der havde han upaatvivlelig ovenpaa Valstads Forjettelser udbragt en Toast for "Adolf Heimdalen i Aker" som Storthingsmand og derpaa Bankadministrator. Henrik Wergeland SUBSKRIPTION Den Constitutionelle 28. okt. 1842. Saafremt et tilstrækkeligt Antal Subskribenter tegne sig inden Udgangen af October, agter Undertegnede, i Form af en Nytaarsgave, at udgive enten et større poetisk Arbeide (Vene- tianerne) eller en Samling af mindre Poesier i bunden og ubun- den Stiil. Prisen vil blive 72 ß pr. Expl. stivt heftet, og med Guldsnit 84 ß. Paa et smukt Udstyr skal intet blive sparet. Subskribentsamlere erholde paa 9 betalte Expl. 1 frit, paa 15 Expl. 2 osv. i samme Forhold. Saaledes anbefales dette Fore- tagende til den fædrelandske Skjønlitteraturs Venner, som visse- ligen ere enige med Undertegnede i at beklage, at Subskription synes at være det eneste Middel til dog at fremkalde nogle af dens Frembringelser. Subskription modtages i Byens Boglader. Paategnede Plader bedes sendte til det Lehmannske Bogtrykkeri. Henr. Wergeland. SIDE: 537 Henrik Wergeland CHRISTIANIA FORSTÆDERS ALMUEBOGSAMLINGER. Christiania Intelligentssedler 29. okt. 1842. [Også trykt i For Arbeidsklassen III nr. 19 og 20, se avd. IV, bd. 6, s. 353.] Henrik Wergeland [SVAR PAA EN ANMELDELSE AV "JØDESAGEN"] Den Constitutionelle 2. nov. 1842. Anmelderen i Dagsbladet af "Jødesagen i det norske Stor- thing" har misforstaaet den samme vedføiede Poesi, naar han lægger Allusioner til det kristne Kirkesamfund deri. Det er kun et fingeret Træk af den hos Jøderne ikke sjeldne gavmilde Høimodighed, som er fremstillet deri. Kun i Jødindens Bemærk- ning, at et Hul skal staae aabent for Kragerne ligger et Vink om den gjæstmilde Liberalitet, der anstaaer et kristent Folk. Anmelderens Bemærkning, at Referatet af Modparternes Ar- gumentation (sit venia verbo!) ikke skulde være fuldstændig nok, er uretfærdig. Der er intet udeladt af hvad Bladene have indeholdt deraf, og baade Morgenbladet og den Constitutionelle er i denne Henseende med Nøiagtighed blevne jevnførte med hinanden. Men hvor saa lidet er -- -- -- 1ste Nov. Forfatteren. Henrik Wergeland SOGNEFJORDEN [fotnotemerke] Christiansandsposten 12. des. 1842. "Nu er det Tid at liste os ud" -- sagde Prokurator Lux, seende ud over Fjorden. "Fjorden bedager sig. Det er imellem Guul og Gust. Bær Væsken ned, Arngrim!" Arngrim tog den som om Fanden havde rakt ham en Pose med sine egne Steenkul. Fjorden laa stille og blank og mørkblaa, som om den var en uhyre Stribe af en underjordisk evigfast Emaliehimmel. Man saae hvide Skyer at drive derunder. Var der noget at frygte for, maatte det være den blege troløse ovenover med sine snee- faneagtige Skyfjelde. Det var Sognefjordens gode Time. Nu tog den sig sin Middagshvile indunder Hurrungknæerne i Lyster, bag Moldens høie Saate, strækkende sig langsmed Jordanger- Fotnote: [Som innledning står diktet "Sognefjorden", trykt I, 3, s. 71.] SIDE: 538 bakkerne og Angulsnæs, dysset i Slummer af Feigumsfossens sølvstrengede Langeleik. Der, hvor Prokuratoren roede, var Fjorden ligesom hiin vrede bortrullede Fjords evig rolige Bund, som om Sognefjorden egentlig bestod af to Elementer; et ube- vægeligt, krystalartet, dunkelblaat; et bevægeligt, henover- farende, sort, ondt, henoverfarende som Rynkerne over Panden, Jordskyggen over Maanen. "Hal ud, Arngrim! Hal ud Thorstein, Fingal, Viking, Ole!" Det var en Ottring. Prokuratoren vilde skyde Hajens Fart. "Hal ud, siger jeg. Fjorden er ikke at troe. Den kunde komme igjen." "Kjæme fulle" [fotnotemerke] green Arngrim. "Kobben dukkje." Han meente dermed, at en Sælhund, som til Prokuratorens store Glæde havde viist sin Tillid til Veiret ved ret at lægge sig til Ro paa et Skjær, saa de længe havde hørt dens Snorken inde ved Land, stak plaskende i Dybet, veirende Stormens Ankomst. Prokuratoren saae paa Uhret og tog sig en Snaps. Gammel Cognak naturligviis. Det var en vigtig Reise, men ikke ualminde- ligere end Søndagene ere i Aaret, der vende ofte tilbage. 200 Daler var at tjene, at fortjene. Thi saameget vilde ikke blive ham negtet af Collegaen Prokurator Jux som Sættedommer. "Plask! Der gik en anden Sælhund, og . . ." ". . Arngrim! hvad er det? Arngrim, pas! . ." Noget flyvende Sort viste sig oppe i Fjorden ligesom om Fuglesværme kastede sig hist og her, eller ligesom om Krakedyr lettede sig op i Vasbrynet. "Guste kjæme," sagde Arngrim med et Blik bag Skuldrene, og alle Rødluverne dreiede sig som ved en Snor. Aarene svæ- vede et Øieblik ubevægelige over Vandet som de straaledannede Sidefinner paa en Hval. "Hold under Land! Giv paa!" Prokuratoren saae iveiret med en Blegnen i sit Ansigt, skiftende som de sorte farende Strøg oppe i Fjorden. Der, over ham, stod "Drøfteren," et frem- springende Fjeld i Leirdals eller Aardals Alminding, dannet som en uhyre Mefistofelesnæse, spodsk bøiende sig fra Skyerne ned i det sorte Dyb. Fotnote: ): Kommer vel. SIDE: 539 Om ti, om fem Minutter var Scenen anderledes. Bølgerne slugte hverandre som Drager nappende efter Baaden. De lige- som aandede, men ikke som om de droge Aande, men som ja- gende Hunde udskydende af sit Dyb ny Vindstyrke. En Geist vilde have havt ligesaa ondt for at komme igjennem Luftstrøm- men, der pressede sig ud imellem Fjordbredderne, som et Men- neske for at sætte svømmende over en rivende Strøm. Men havde den kunnet holde sig over Baaden, vilde den have læst følgende Subtraktionsstykke i Prokuratorens Sjel. Men en Geist behøvedes ikke. Det stod for et Menneske at læse i de zittrende Træk, der ligesom Tal, der skrives og udslettes, formede sig om de blaanende Læber. 2 -- 3 -- 5 og 7-Tal vare synlige over dem, og Panden fyldtes af forsvindende og tilbagekommende Streger in mente. Det mumledes ogsaa næsten hørligt frem, og det var ikke frit for, at den ærlige Arngrim, der sad med Ansigtet lige- mod, mærkede hvad der foregik i Hosbonds Sjel. "O Gud! Gud! slipper jeg vel frem, vil jeg ikke forlange meer end 170 Daler." En Bølge, der syntes at ville efterabe Drøfteren, væltede sig frem til Luvart. "O Gud! Gud! 150 Daler, 130 Daler, 120 Daler!" "Pas til Læ!" raaber Arngrim. "110 Daler, 105, 100 Daler!" Og saaledes gik det ned indtil et rimeligt Salarium. Trækkene i Sjelen maatte see ud som naar en hvid Finger slaaer Kors i Mørke, eller som naar Sandet bevæger sig over rodende Larver. Da Prokuratoren saae han slap vel tilland, begyndte han vel at addere; men ikke betydeligt. Han kom kun til over de hun- drede da Baaden lagde til. Skrækken sad i ham. Han havde endogsaa været from underveis i de fem Minuters Mellemtid før Gusten rigtig tog paa, og gjort et Vers som saa, med specielt Hensyn til Sognefjorden: "Rens dit Hjerte, prøv dets Raad, giv en Kalk til næste Kirke, prøv din Tanke og dit Virke før du springer i din Baad!" SIDE: 540 "Jo saamen skal du have de 200 Daler," faldt Sættedommer Collegaen, Prokurator Jux's Eragtning og Dom for Ret at være. "Hvad er det for Snak? Jeg kjender dig ikke igjen. Er du fei? Du kan gjøre mig en Tjeneste igjen." Sligt kunde passere i gamle Dage før Nordre-Bergenhuus Amt begyndte at udmærke sig paa Storthingene. Det blev derved. Med sine 200 drog vor Prokurator da af- sted før Fjorden, den onde Fjord, begyndte at komme tilbage fra Havet. Da, i Morgendæmringen, saae den ud som Bly, som om det var umuligt at den kunde bevæges. Men -- Atter under Drøfteren, Djævlenæsen, hvor Leirdals eller Aar- dals Alminding luder sig ud forat veire, naar Gust eller Guul kommer og forat lodde Dybet med Tippen! Hu! Da blæste det. Det var ligesom om Blydækket brækkede sig op og et Helvede af kaotiske havhest- eller slangeagtige Former mylrede op. Langt ude i Fjorden saae Vindkastene ud som om Hjorde af sorte og hvide Bukke gallopperede over fra den ene Bred til den anden. Prokuratoren erindrede, at han ikke havde bedet sit Fadervor før han reiste ud -- ikke i mange mange Dage og Tider. Han trøstede sig vel en Tid med, at mangen Præst reiser ligesaa fastende; men han mærkede til sin Forfærdelse, da Veiret tog paa, at han havde glemt alt efter Ordene: "Du som er i Him- len!" Did kom han mangfoldige Gange; men ikke længer. Han mindedes nok, at der stod noget om at forlade vor Skyld; men da han ikke kunde finde den rette Følge i det, gik alt i Skudder- mudder. I Mangel af noget Bedre, gav han sig da til at mumle Verset fra igaar. "Guulen er strid idag," sagde Arngrim og halede ud. "Vi vare for seent ude." Prokuratoren bandte for sig selv den langvarige sidste Aal i Bostonen efter Retten, og Flaajeita'en ovenpaa, og som en mild Lysstribe foer den Tanke igjennem ham, at det var Natte- vaage og Morgenkaffeen, som gjorde ham saa ængstlig. "Ja Kaffe gjør ængstlig." Og idelig repeterede han dette uden dog SIDE: 541 hvergang at føle samme Beroligelse, som da Tanken faldt ham ind, at Angsten sad i Maven og ikke i Sjelen. "Hvad skulde vel den ængstes for? For de 200? Sættedommeren vilde jo, at jeg skulde have dem. Og saa ere de jo fortjente med -- -- "Gud og Æren", vilde han have sagt ved sig selv; men et Raab af Arngrim gav ham andet at tænke paa. Da Tørnen var over, sagde den troskyldige Arngrim: "Ak, Procurator, der skulde dog ikke være syndige Penge i Baaden? Thi slig en Guul kan ikke komme fra nogen Anden end den Onde?" "..Hei, der blæste et Papir overbord, Hosbond!" Det var en Tier af de 200, som Prokuratoren uformærket lod gaae i Læ. Og saaledes gik ti. Sogningerne forud troede, at de saae flyvende Flammer. Veiret øgedes. Der maatte være en Storm af Vest ude i Ha- vet; thi her var meer end Guulens egen Styrke. "Under! under!" skreg Arngrim, Thorstein, Fingal, Viking og Ole som med een Mund. En Bølge med Man og Kam reiste sig mod Baaden. Den havde Profilet under den buede Kam af et Mascaroni-Ansigt, af en chinesisk Troldmaske. Den lo, den brølte, den hvrinskede, den smaskede efter sit Bytte. En rød Lap hvirvler sig i Luften og sluges af Bølgen, der rullede sig sammen som Slangen, naar den har fakket sit Rov, bøiende sin Kam i en Cirkel ned i sit eget Dyb. Det var det andet og sidste Hundrede. Og med engang. Der var ogsaa noget forfærdelig Creditoragtigt i hiin monstreuse Bølge. "See saa!" hviskede Arngrim over Skulderen til Thorstein. Der gik Forskrivningen. Saae du den var som en Blodflek da den gik under. Og han gav sig som om han havde slidt Leveren af Livet." Den forfærdelige Bølge var over. Bagtil saae den virkelig ud som en umaadelig lang Ryg af en Havhest, som en Blanding af Hest og Slange. De, som kom efter, vare kun som smaa boltrende Iser. Sognefjordens onde Styrke var kommen forbi Drøfteren. Den skimtede allerede sin Hvile bag Urnæs og Solvern, forbi hvis yndige Strande den gaaer som Løven, der vel ikke aflægger sin Natur, men dog loggrer og murrer af Tilfredshed naar den i Kredsen føres forbi En, der har vundet dens Tilbøielighed. SIDE: 542 Prokuratoren kom vel hjem. Det var ellers en slet Reise. Sognefjorden havde tugtet En af sine Bredders Mishandlere. "De Lykkelige" -- sagde Prokuratoren, tænkende paa sine store Forbilleder paa Østlandet -- "de Lykkelige, som kunne kjøre! Den fordømte Sognefjord!" Henr. W. Henrik Wergeland INGEN PROTEST Den Constitutionelle 21. des. 1842. Endnu kan der nok gives fornuftige jovialske Folk, som om visse Ting troe: "jo galere jo bedre", og som derfor ville finde det ganske i sin Orden, at den Constitutionelles Redaktion ind- lader sig paa at give Folk Skudsmaal for deres politiske Hold- ning, saaledes som det er hændt mig igaar. Og jeg kan ikke negte, at der stikker endnu saamegen Lystighed i mig, at Latter- ligheden i at see mig af Dhrr. politiske og literære Notabiliteter i egen Indbildning Carl Motzfeldt og Andreas Munch, (Poeta- non interdum-dormitans) tillagt en "holdningsløs Karakteer, der gjennem mine politiske Metamorfoser skal tilstrækkelig have manifesteret sig", var det Første, som faldt mig i Øinene. Der lod sig skrive en Fabel i den Anledning om Svampen, som gav sig Mine af at være en Flintesteen, eller ogsaa en heroisk Tale af en Ludefisk -- kort saamange Plæsanterier, at det poetiske Medlem af Redaktionen skulde blive paaveje at opgive den af hans Vers fremlysende trøstløse Tro, at det ikke er muligt læn- ger at finde originale Sujetter. Jeg underkaster mig derfor med sand Fornøjelse ikke blot denne Kjendelse af slige Mønsterkarle, men ogsaa Domfældel- sen over mig som historisk Skribent. Saalænge Literaturen skal mangle Kritikens Opmuntringer, Forfatterne dens Tilretteviis- ninger, ere Stød af Horn i Siden ikke foragtelige Vækkelses- midler. Og de Horn have sat der længe, saa længe, at mit For- hold til cidevant-Troppisterne idetmindste ikke har været under- kastet nogen Metamorfose. Men det er disse Folk, som vide at benytte sig af Tomheden paa det kritiske Tribunal. Lad Mis- sionæren, der holder Præken under aaben Himmel, lægge Sa- marie og Krave hen, er det ganske i sin Orden, at en Abe klatt- rer ned fra en Palme, naar Forsamlingen er hævet, ifører sig SIDE: 543 dem og bestiger Talestolen, udførende for sine Brødre, som ind- tage Tilhørernes Pladser, en mimisk Gudstjeneste. Men viser der sig saa et Menneske -- vips! saa tilbage i Trætopperne. Der vil komme en Tid, med Andre paa Scenen, som af mit Livs Handlinger og Skrivter med streng Retfærdighed ville un- dersøge hvorvidt jeg nogensinde, under nogetsomhelst Slags Forholde, har fornegtet mine Følelser, min Overbeviisning, mine Grundsætninger, eller forandret andre af mine Skridt end dem, der ikke kunde have ført mig til det isolerede Punkt af Uaf- hængighed og Selvstændighed i Literaturen og mellem Partierne, hvorpaa jeg nu befinder mig. Det er derfra [fotnotemerke] jeg med alle Lan- dets sande Patrioter deler ligemeget Foragten for de egennyttige Machinationer, den samvittighedsløse Vildledelse af Folkets bedre Omdømme, den saakaldte demokratiske Presse er bleven Redskab for, og Æstimen for den moralske og literære Kompe- tence, hvormed den Constitutionelles Redaktion er udrustet til at bedømme Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SKULDE DET BEHØVES? Morgenbladet 24. des. 1842. Jeg har havt mine egne Hensigter med at indrykke Poesier i den Constitutionelle; -- ganske andre end at nærme mig Per- soner, hvis Skin af Venskab i Valget endog maatte være mig til Skade, om jeg forøvrigt i Valget af Personer, jeg skjøtter om at staa i Forbindelse med, nogensinde lod mig lede af andre Hensyn end Agtelsens og Følelsens. Men det maatte være in- teressant for mig, at der netop i et Blad, hvori der af Redak- tionen var saamange Gange brudt Staven over min Forfatter- habilitet, fandtes Prøver paa denne. Folk, som engang gjennem- blade den Cst.nelles samlede Bind, maatte finde sig opbyggede ved Sammenstillingen af dens Red.s Domme og de Bilag, jeg saaledes har faaet disse forsynede med. Jeg negter derfor ikke, at jeg, hver Gang det lykkedes mig, loe i Skjægget. Med disse Folk har jeg saaledes aldrig havt andet at gjøre end at jeg har brugt dem. Og de negtede det kun een Gang, da jeg havde været uforsigtig nok til at komme saa vidt frem med min Ringe- Fotnote: [Oprinnelig trykt derfor, se s. 545.] SIDE: 544 agt for Red.s saakaldte poetiske Medlem, at jeg tilstillede Bla- det til Optagelse en Poesi, hørende til en Suite med Titel "Su- jetter for Versemagere". Jeg fik da fra Hr. Munch den skrivt- lige Besked, at der intet var iveien for Optagelsen, naar jeg kun vilde -- forandre denne Overskrivt. Det lille Stænk af Spot deri var falden sydende paa hans Kyllinghoved og havde brændt den Smule Hjerne. Gjemte jeg paa slige Lapperier, skulde jeg ogsaa finde mel- lem mine Papirer en overmaade galant Billet fra Redaktionens politiske Medlem, Carl Motzfeldt, om at gjøre ham den Tjeneste, at oversætte et af Biskop Franzén forsvensket finsk Digt, som han af Denne havde faaet i Kommission at faa oversat paa Norsk til en Samling af Oversættelser deraf. Imidlertid for- holder det sig dog saa, at jeg oversatte det for ham, ihvor over- rasket jeg end blev, da det forekom mig somom hans poetiske Kollega burde kunne faa Søvnen saavidt af Øinene, at han kunde have raadet med de Linjer, og Troppen i Baghaanden, i andet Fald, vel burde have kunnet præstere Mand for et Ar- beide, der nærmer sig saameget til det blot Artificielle og Me- chaniske. Dette fortælles som et lidet Bidrag til at oplyse Sammen- hængen med den "Forbarmelse", den Constitutionelles Redak- tion skal have viist mig for mit "Overhængs" Skyld med de "konfuse Produkter." Videre end til en saa uskyldig Spøg, som at underlægge den Constitutionelles Stavbrydninger ovenom- talte Bilag til forskjellige Tider, altsiden den lille Poesi til Kapitain Foss i Storthingstiden 1836, har min "Hevngjerrighed" ikke gaaet. Jeg kjender ikke denne Egenskab. Ingen kan have mere at tilgive end jeg, hvis Venner ikke have kunnet erindre og hvis Fiender ikke have kunnet glemme. -- Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ["BENEGTELSER IMOD MORGENBLADETS PAASTANDE OG OPSPIND"] Morgenbladet 26. des. 1842. Den, der tier, samtykker, hedder det. Altsaa -- da jeg kun flygtigen i Forbigaaende havde læst Morgenbladet for igaar, og SIDE: 545 blot besluttede mig til at svare paa den Constitutionelle -- føl- gende Benegtelser imod Morgenbladets Paastande og Opspind: 1) Ikke nogen ubillig befunden Kritik, men Granskerens ide- lige Angreb paa mig, bragte mig til at skrive den Satire, Morgen- bladet bebreider mig at være stilet imod mine Venner. Den var skrevet imod en uforsonlig Fiende, der ved idelige Fornærmel- ser omsider bragte min Taalmodighed til at briste. Jeg har altid været en god og trofast Ven. 2) Den Gruhlske Adresseavis har aldrig været "min", fordi jeg deri indrykkede en Poesi "Til Storthinget" og et Par for Hr. Prattés Deklamatorier oversatte Digte. Og 3) Hevngjerrighed er mig ligesaavist en fremmed Følelse, som jeg kan være underkastet Vrede over Slethed og en Til- bøielighed til at lee over det Latterlige, og deriblandt selv over de mest gravitetiske af alle Latterligheder: de politiske Karrika- turer. -- Der kan være mere at svare paa, alene fordi man ikke skal kunne paaberaabe sig Taushed som en Bekræftelse; men jeg vil før lide en Uret end den Plage, at see nok eengang igjennem en Opsats, hvori Skadefryden er saa tydelig, og hvori den uærbødige Tone, hvormed en Mand af min Faders literære, kirkelige og borgerlige Fortjenester omtales, kun med overflødig Bitterhed indpræger mig hvad jeg allerede for længst veed om den Løn, han er vant til at erholde hos sine Landsmænd fra øverst til nederst. I det af den Cst.nelle Indtagne skal Ordet "derfor" i sidste Punktum rettes til "derfra" ): "Det er derfra (fra dette Punkt) jeg med alle Landets sande Patrioter" o. s. v. 24de Decbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL MINE LANDSMÆND Morgenbladet 25. jan. 1843. Jeg savner for mine poetiske Frembringelser den Meddelelse til mine Landsmænd, som jeg behøver -- behøver, fordi den er nødvendig for Lysten og derved for selve Evnen til at producere, som Luften og Lyset er det for Planten. Altid vanskeliggjort mig af Stympernes Broderskab, støder jeg, hvor et nyt Skud søger efter Lyset, i den sidste Tid paa saadanne kombinerede SIDE: 546 Forsøg paa endelig at iværksætte Udelukkelsen ved at negte mig Brugen af de Meddelelsesmidler, hvoraf disse Literaturens Fremhjælpere tilfældigviis ere i Besiddelse, at jeg beslutter mig til at tye direkte til mine Landsmænd. Jeg henvender mig nemlig herved til Enhver af disse, som kan føle Uvilje over kuende Forhold af en saadan Natur og Deeltagelse for en Muse, der fra Barnsbeen, ligesom Eventyrs- Princessen, maa trælle i sin egen Faders Gaard indtil Trold- dommen er løst, med Anmodning om velvilligen at fremme Ud- førelsen af den Plan, at jeg arke- eller hefteviis kan udgive baade hvad jeg efterhaanden maatte frembringe af lyriske Sa- ger og en Revision af hvad jeg deraf i en Række af Aar har adspredt, som oftest i forskjellige Blade og Tidsskrifter. Skulde Nogen i sidste Henseende have fulgt mig med nogen Opmærk- somhed, bedes han venligst om at komme min Hukommelse til- hjælp. Samlede ville disse Ark, med løbende Paginaer, udgjøre mine "Samlede mindre lyriske Digte" og ledsages af en saadan Ho- vedtitel. Af forhen særegent udgivne ville kun nogle af dem i de to saakaldte "Ringe", som jeg kunde ønske opbevarede, blive optagne. Forøvrigt indtages iflæng nyskrevne mellem de ældre, blot med Angivelse af Aarstallet. Prisen pr. Ark, stor Oktav og smukt udstyret, vil bero paa Subskriptionens Omfang; -- jeg tænker til en Begyndelse og med et Maximum 8 Skilling. Subskriptionen maa være forplig- tende for eet Bind, uden at dettes Omfang nu bestemt kan op- gives. Det Passende skal imidlertid ikke overskrides. Subskri- bentsamlere erholde hvert 13de Exemplar frit. Jeg meddeler mig kun igjennem dette Avertissement, som jeg dog beder optaget af velvillige Bladredaktioner omkring i Lan- det, og da saaledes ingen Planer af mig omsendes, maa jeg ogsaa bede Enhver, som paa denne Maade vil bidrage til at fri- gjøre min poetiske Virksomhed, om at være uleiliget med selv at gjøre sig en Liste istand og samle Subskribenter i sin Om- gangskreds, hvorefter deres Optegnelser bedes mig, naturligviis ufrankerede, tilstillede inden medio Mai. Christiania, i Januar 1843. Henr. Wergeland. SIDE: 547 Henrik Wergeland [FORSVAR FOR ARTIKKELEN OM SYNE-MARTHA I "FOR ARBEIDSKLASSEN"] Morgenbladet 10. febr. 1843. Der findes ikke i mit Blad om Syne-Martha nogen saadan Utilbørlighed imod Hr. Kand. Schreuder, som at tillægge en i aandig Henseende saa veludrustet Mand "Galskab", fordi han i sit Skrift om bemeldte Person, efter min Mening, har givet Anled- ning til Overtro og Opstaaen af alskens falske Seere og Seersker imellem Folket ved at yttre, at han reiste til hende i den Tro, at hendes Syner dog nok kunde være virkelige og en Guds spe- cielle Benaadigelse. Jeg var længe uenig med mig selv, om jeg skulde nærme mig et for et Blad som det "For Arbeiderklassen" saa farligt Gebeet som den theologiske Polemiks; men endelig overtydede jeg mig om, at det her var Pligt at tage Ordet og at protestere i den sunde Menneskeforstands Navn, ligesom jeg i et nys foregaaende Nummer havde gjort det i Bibelens, for- saavidt man fra den vilde hente Bestyrkelse for Spøgelsetroen, Aanders Aabenbarelse o. a. d. Den forudskikkede Zelot i Dags- nummeret fordømmer mig nu for saadan Idræt, og han vil ikke mangle Deeltagere i sit Rakaskrig, men da min Samvittighed frikjender mig, og jeg heller ikke vil mangle Folk, som ville mene, at jeg her har røgtet mit Udgiverkald vedbørligen i Lysets Tjeneste og til den hellige Skrifts sande Anseelse: saa tror jeg, at jeg kan lade den udkastede Handske ligge, dragende Nytte af den, med Menneskehedens Historie jevngamle, Erfaring, at i slige Ting bliver Hvermand dog ved sin Tro. Min er nu virkelig den, at alle Syner og Aabenbarelser foregaa indenfor Hjerne- skallen -- hos Menneskehedens Ledere ved Begeistringens Kraft; men hos slige skrøbelige Aander, som hiin Pythias, har jeg stor Mistanke om, at Mave og Nervesystem har sin betyde- lige Andeel deri. Hr. Schreuder er ogsaa, som fremhævet i mit Blad, kommet til samme Overbeviisning. Men det er kun for Marthes Vedkommende. Andres Syner kunne, efter hans Me- ning, have Realitet. Og det er dette, jeg ikke holdt for godt, at Menigmand skulde tro. Mange kunde faa Lyst til at probere, om de ikke kunne give sin Rolle bedre. Hvilken Deel har vel SIDE: 548 f. Ex. ikke Efterligningen i de smaalandske Inspirationsoptøjer, hvorom vi nylig have læst saameget i Aviserne? 6te Februar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland STØVLELÆDER (Poetæ laureato i den Constitutionelle ærbødigst tilegnet.) Morgenbladet 13. april 1843. I Støvler al min Magt Du sætter, Laureat? Og Jeg? jeg tror, at Du i Øren excellerer. Du skuler under dem, i indbildsk Tanke, at det Laurbærkrandsen er, ei dem, som dig generer. Derfor en Tjeneste gjensidig jeg præsterer, idet, naar næste Gang "syv Mile" jeg skal gaa, men trænger til lidt Læ'r til mine Støvlers Bod, jeg skjærer mig en Lap af al Din Overflod, og reparerer saa. 10/4 43. Henr. W. Henrik Wergeland TIBI GRATULOR, JANE! Morgenbladet 1. mai 1843. Mod Stjernehvælvet stiger tomme Blære, og opblæst Frø jo næsten Oxe blev? Hvi skulde da ei Du, som gik omkring og drev, naae et Katheders Ære? Henrik Wergeland TIBI CONDOLEO, ALMA MATER ACADEMIA! Morgenbladet 2. mai 1843. Trøst Dig! Det kunde gaa't Dig værre end det gik. Det stolte Throndelag til Drot en Hund jo fik? Filosofien nu vil førstens ret florere, Thi, da den Filosof, Du fik, nok la'er det være, Din Skam vil søge Trøst i at filosofere! Henrik Wergeland JANE! Morgenbladet 5. mai 1843. Hvi blev Du ei Statsraad lig'saa gjerne Med Uniform og Baand og Stjerne, SIDE: 549 Da kunde Du vel hjulpet dog Vor lille Ven fra store Bog. I Dit Sted Andreas kunde staa og snakke Paa Kathedret og i Salonen Folk tilrakke. Du kunde derhos hjælpe Nella af og til; Thi Du er nedladen, god og snil. Tænk herpaa Jan! jeg sagde Dig saa tidt Din Beskedenhed Du driver alt for vidt. Henrik Wergeland SUK I UNIVERSITETSTRAPPEN Morgenbladet 8. juni 1843. O haarde Skjebne, malicieus og slem, som, i hvor stridt og ærligen jeg fegted, Komedier i hele Aar mig negted, og nu, da jeg istedetfore dem gik hen at høre Jans Filosofi, just netop kom som Alting var forbi! 3/6 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 3DIE AUGUST Lillehammers Tilskuer 11. aug. 1843. I længere Tid have Landstederne været udsatte for Indbrud, hvorved det som oftest er gaaet ud over Mad- og Drikkevarer, samt for Ødelæggelser i Haverne. Vort Politie er der intet at udsætte paa med Hensyn til Virksomhed og Kjendskab til Kjel- tringerne i og om Byen, og det sidste er endog ved Spionerie drevet til en temmelig Høide; men i at opdage og fakke Ophavs- mændene til hiint Uvæsen har dets Anstrengelser saa længe været frugtesløse, at vel noget over en Snees Løkker ere blevne gjæstede paa ovennævnte Maade. Saaledes har det været Til- fælde med Ullevold to Gange, Kjøbmændene Holmsen og Hans Henriksens, Boghandler Cappelens, Bibliothekar Keysers og Fleres Løkker, Fru Rodes, Doctor Døderleins, Gartner Morten- sens med Fleres Haver; og overalt var der Spor af at Indbrudene og Ødelæggelserne forøvedes af en Bande, hvorhos man, hvor Indbrud i Huus var skeet, altid fandt, at Tyvene havde lagt deres egen Ureenlighed efter sig paa Gulvet, ifølge den gjængse SIDE: 550 Overtro imellem dem, at de da ikke vilde kunne opdages. Men uagtet denne besynderlige Forsigtighedsregel, hvori dog et lavt Sind og Kaadhed sikkert har ligesaamegen Deel som Overtroen, iforgaars Nat var bleven iagttaget paa Kjøbmand H. Henriksens Løkke, er dog Banden endelig samme Dags Formiddag bleven paagreben. Anledningen dertil gav Cand. philosophiæ Esmark, som med nogle tilkaldte Arbeidere anstillede en Jagt efter den, da han om Morgenen blev modtaget med Budskabet om at hans Naboerskes, Fru Rodes, Have var bleven hjemsøgt. Han traf Følget paa dets Retirade ud til Ladegaardsøen, paagreb selv, efter personlig Dyst, den Værste af det (kaldet "Dyregutten" og egentlig fra Hedemarken), fik Politie tilkaldt, hvorpaa dette, efter Ritmester Heidemarks Anviisning og med hans Hjælp, for- fulgte Sporet til Ladegaardsøen, indringede og paagreb endnu 5 Personer under nogle Buske, hvorpaa de der bagbundne bleve indbragte til Raadstuearresten. De ere voxne, om end ei gamle Folk, samtlige før afstraffede paa forskjellig Maade, og samme Nat havde de forøvet Indbrud paa to Steder. Dyregutten, der ogsaa befandtes venerisk har endog ved Paagribelsen undsagt Esmark paa Livet, hvorfor man maaskee tør haabe Publicum befriet for ham for stedse eller dog saa længe man kan holde paa ham. De have ikke villet tilstaae alt; dog er det hos Kjøb- mand Holmsen stjaalne Sølv paavist skjult af dem i den saa- kaldte Haxthausskov. De, der sidste Gang gjæstede Proprietair Muus paa Ullevold med Indbrud paa Contoret, hvor de dog kun toge noget Smaamynt og en Frak, sortere under Agers Juris- diction. Tyven blev paagrebet ved Saugene, hvor andet Tyve- gods da ogsaa opdagedes hos hans Moder. Hun har kort efter skaaret begge Pulsaarer over sig, uden at hun dog skal være død. -- Iaften har Instructeur Nielsen i Frimurerlogens store Sal for en ret talrig Forsamling holdt sine Foredrag af de to annon- cerede politiske Taler. Den første af Chateaubriand til Forsvar for Pressefriheden var vel i Et og Alt et gediegent Værk, men til sin Maneer mindre livligt og lod til at være Foredrageren mindre vel bekjendt forud. Dog applauderedes han. Men Ap- plaus fortjente og fik hans andet Foredrag: Couriers Tale til den franske Comune hvori han boede imod Hofforslaget, at kjøbe ved almindelig Subskription det store Gods Chambord, forhen SIDE: 551 Crongods, til den unge Hertug af Bordeaux. Talen var yderst lunefuld, rettet mod Hofvæsen og Gunsttilsnigen og indeholdt Skildringer af de franske Hof- og Adelssæder, som maatte bringe flere af de yngre, ellers ikke i Mængde forsamlede, Damer (om de ikke allerede ere altfor forfranskede) til at ønske, at de dog her havde ladet Skomageren blive ved sin Læst. Nielsen tog efter Talerne i skjønne Udtryk Farvel for denne Gang med det norske Publicum. Han applauderedes atter, og han burde have været nok engang applauderet, fordi han, som dansk Embedsmand, havde valgt Taler af saadant Indhold. Begge passede udmærket paa Forholdene i hans eget Hjem. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 3DIE AUGUST Lillehammers Tilskuer 15. aug. 1843. Den smukke Bøn, hvormed Pastor Montz sluttede sin Prædi- ken afvigte Søndag, da han indviede den katholske Menighed til Norges Skytshelgen St. Olaf lød, efter en Optegnelse, Nedskri- veren har seet, saaledes: "Dig, forherligede Sankt Olaf, er da nu denne Menighed indviet og helliget! Føre Du den lige fjernet fra Overtroens dunkle Taagedale som fra Vantroens snedækte Klippetinde, til Troens og Dydens solbeskinnede Sti, til Sand- hedens og Kjærlighedens hellige Tempel! Hold din Haand be- skyttende over den ædle Herskers Hoved, som holder dit Scepter i sine Hænder! Velsignende svæve din Aand over det elskede Land, du har bedugget med dit Blod, paa det at Sandhed og Retfærdighed, Fred og Kjærlighed, Ordning og Trofasthed fra Thronen til Hytten der maa herske og dit hellige Navn maa vorde priset og erindret til alle Tider. Amen!" Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 13DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 22. aug. 1843. Paa Ulykkesefterretninger lide vi ingen Mangel. Iforgaars eller igaar skulle trende Selvmord være forøvede, hvoraf det ene er eet af Budene ved Høiesteret, der fandtes af sin egen Kone at have hængt sig paa et af Arkivskabene i selve Salen, som nu staaer ledig under Ferierne. Aarsagen skal have været Æng- SIDE: 552 stelse over en Protokol, som han feilagtigen troede forkommet. Men endnu sørgeligere var det Budskab, som iforgaars Aftes naaede Byen. Endeel Damer, der befandt sig i Besøg hos Bureau- chef Ingstad paa Gaarden Høvig, en Miil herfra, havde søgt et eensomt Sted for at bade sig i Fjorden. Men ulykkeligviis have de fundet et Sted med Tverdyb, saa først de to Fruer Ingstad og Thomle glider ud og forsvinde med eet, og dernæst Sidstnævntes Søster, der vilde redde. En paa Stranden tilbageværende Dame gjorde vel Anskrig; men det varede dog en Tid før der kom Folk. Alligevel fandt Lægen, som tilfældigviis kom reisende forbi i Nærheden, Livstegn hos Jomfru Smith; men Aareladning og hvad øvrigt der anvendtes forblev frugtesløst. Ligene, som ere fundne, skulle formodentlig samtidigen begraves. -- Da Artilleriet forleden rykkede herind fra Frederikstad, saae man det første Gang med de nye Kasquer eller Hjelme istedetfor de tunge, uhensigtsmæssige Chakoer; og de toge sig saa godt ud, at Pøbelen animeredes til at ledsage de Indryk- kende med levende Hurraer. Imidlertid har man fra Officerer hørt beklage, at dette Bedækningsmiddel ikke er luftigt nok. Det preussiske Artilleri skal i Pullerne have smaae Lufthuller og desuden Hjelmene noget mere ophøiede. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 26DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 5. sept. 1843. Iforgaars gav Gehrmann en Koncert i Frimurerlogens store Festivitetssal; men desværre -- den mindre havde været stor nok. Et uheldigt Veir bidrog vel ogsaa Sit dertil. At han vandt Bifald med baade Klap og Bravo behøve vi ikke at fortælle om denne udmærkede Kunstner, der forekommer os at spendere for meget af sin Tid paa Norges smaae Byer. Man tage ikke dette Udtryk ilde op! Thi de virkelig smaae har han mindst at be- klage sig over. Han reiser nu imorgen over Gothenborg til Tydskland og Frankrig, hvorefter ogsaa han har Amerika i Per- spectivet. Mellem de Nummere han gav bemærkes "La Melan- cholie" componeret af Rummee, der især var interessant for dem, der havde hørt Prumes "Melancholie". SIDE: 553 -- Den svenske bekjendte Topograph, Generalmajor Ahrell, skal atter befinde sig her i Landet for at fremme lettere Kom- munikation med Sverige. Hans Besøg før i Sommer havde til Hensigt at forberede et nyt Veianlæg til Stockholm over Åmål, altsaa imellem Kongsvinger- og Frederikshaldsveien. Vei- længden skal derved betydeligen kunne formindskes. -- Skuespillerpersonalet befinder sig siden idag i Drammen, hvor der skal gives to Forestillinger. -- Torvet er overfyldt med Kreaturer. De stakkels Bønder maa som oftest trække dem hjem igjen for Skambuds Skyld, skjønt de dog ikke ere saa gale som i Møre Herred i Sverige, hvorfra berettes: "Pengemangelen er forfærdelig. I denne Hen- seende er den Formuende ikke i bedre Vilkaar end den Fattige. Hver Søndag lyses en usædvanlig Mængde af Udpantnings- auktioner. Lensmanden maa næsten reise Dag for Dag og By for By paa Pantninger og deslige Auktioner, og man har Exempel paa, at der paa en saadan ikke blev budet mere end 8 Rdl. Rigsgjeld ): 2 Spd." Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 30TE AUGUST Lillehammers Tilskuer 8. sept. 1843. Imorges hændte den Ulykke ved Artillerilandværnets Øvelse i skarp Skiveskydning fra Vippetangens Batteri, at en af de bru- gelige og i mange Aar brugte svenske Jernkanoner sprang og med Bagstykket slog Beenpiberne af paa den nationale Artillerist, som tændte paa, tilføiede ham et Slag for Brystet og saa kvæ- stede let to Andre. Den Ulykkelige, der er fra Hadeland, blev bragt endnu levende paa Hospitalet, uden at man dog endnu veed, om det staar til Livet eller ikke. Generaladjutant Krog vedblev at kommandere Fyr! medens Stakkelen laa der i sit Blod (!!!) -- Paa Ulykker for Menneskeliv er denne Sommer ligesaa rig som forrige var paa Ildebrande. Saaledes er et Rygte nu kommet hid om at vor udmærkede Medborger, Oberstelieutenant Foss, skal i Stockholm have havt en betydelig Mindelse af et apoplektisk Tilfælde. SIDE: 554 -- Iaften opfører Skuespillerne herifra i Drammen Chr. Mon- sens Sørgespil "Hevnen." Forfatteren befinder sig paa Stedet som Redaktør af Addressen. -- Skibsfarten er saa løi, som man nogensinde har havt den. Flere Skibe have gjort forgjæves Reise hidop forat søge Fragt, og ere atter retournerede til sine respektive Hjemsteder. -- Der tales om at Udgivelsen af et nyt Dagblad, af Stør- relse som svenske Aftonblad, skal være paatænkt af Dhrr. Guld- berg men med Den Constitu- tionelle vil det være ude. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, llTE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 15. sept. 1843. Et betydeligt Jordegods er i disse Dage blevet solgt, nem- lig Oberste Wolffs Øvre Blindern til Kjøbmand Dybwad for 21,000 Spd. Lidt efter lidt kommer det bedste Jordegods i Byens Omegn i Formuens Hænder, og for Agerbrugets Opkomst kan dette ikke andet end være godt. Af de omboende Bønder, hvis hele Kløgt fordetmeste bestaar i at udlægge Eiendommen til Høavl, skal det idetmindste ikke love sig stor Fremgang. -- Den engelske Konsul Myginds Landsted, der ligger smukkest til ved Ladegaardsøbugten af alle Løkkerne i den Egn og som vel i andre Henseender bærer Prisen mellem Omegnens Villaer er ligeledes nylig solgt til Enkemadame Hviid for 10,000 Spd., hvilket er dyrt i Sammenligning med Blindern, hvis aarlige Ind- tægter i Jordafgifter løbe op til over 500 Spd., og kan, ved et Par Løkkers Befrielse fra Arvefæste, blive endnu meget be- tydeligere. -- Iaften giver Ole Bull Afskedskoncert før hans Afreise til Amerika. I et af Nummerne skal han assisteres af -- en 12- aarig norsk liden Pige, en Datter af Kjøbmand Bøckmann her i Byen, som allerede længe har givet Information paa Forte- SIDE: 555 piano, og hvis ualmindelige musikalske Evner Bull har søgt at udvikle under sine to sidste Ophold her. I Amerika, hvorhen han nu begiver sig over Kjøbenhavn, Hamburg og England, vil han ligeledes i Jomfru Jacobine Gjertz kunne erholde norsk Assistence, og det tør vel hende, at de slaa Følge sammen hele Amerika nedigjennem. Her har ellers været en overordentlig Mængde Koncerter i den senere Tid, saa at Publikum har maattet dele sig, idet nem- lig Vogler har givet sin anden Orgelkoncert, Albert Petersen sin paa Violoncellen og Bull nu sin. Nylig var ogsaa Gehrmann her, og Pianistinden Amalie Rieffel ruster sig til at optræde med det allerførste. At Harzverein og Janitscharmusiken derhos er i Beskjæftigelse paa Forlystelsesstederne Klingenberg og Karens- lyst forstaar sig af sig selv i disse nydelige Maaneskinsaftener, der krone de ypperligste Dage for Kornhøsten, som man kan tænke sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 11TE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 19. sept. 1843. Daguerreotypisten Steltzner gjør med al sin Dyrhed bril- lante Affærer. Han kan næsten ikke overkomme alle Bestillin- gerne. Man ymter dog om, at de bedste af hans Plader skulle allerede være opbrugte, saa han i en Hast maa præparere nye. Hans Priser i vore svære Penge ere dog overdrevne, idet han tager 4 Spd. for et Portræt og saa videre 2 Spd. for hvert An- sigt i Gruppen, om en saadan forlanges. I Udlandet ere Priserne næsten enfjerdedeel billigere. For Udlændinger vedbliver Norge at være et sandt Canaans Land. -- Hver Søndag pleier et privat Postbud at hente Posten m. m. herfra Byen til Enebak. I Sommer engang gik Manden saaledes afsted med nogle og tyve Spd. paa sig for dermed at betale henved et Snees Daler paa Rigshospitalet, samt for Resten at indkjøbe diverse Artikler. Dette udrettede han, lod de ind- kjøbte Sager bero i en Boutik, gik ud i Byen; men -- er senere ikke kommet tilsyne. Man har derfor Mistanke om, at han er myrdet, og af et Par Personer, som i denne Tid ere under Til- tale i Enebak for Tyveri. SIDE: 556 -- Den 12te Septbr. Ole Bulls Koncert igaaraftes i den store Frimurersal var overordentlig stærkt besøgt; og det vil vel sige af en 1000 Mennesker. Publikum vidste, at det var en Afskeds- koncert; det vilde endnu engang se ham, høre ham og sige ham Farvel. Koncerten var ogsaa i Udførelsen, saavel fra Orchest- rets Side under Schrumf som fra Virtuosens Side i alle Hense- ender glimrende. Den lille tolvaarige Pianistinde klarede ogsaa sin Andante con variationi af Beethoven til største Tilfredshed. Da Bull endte sin Tarantella gjenlød Salen af Bravos, Dakapos og Farveller, hvorpaa han endnu engang gav samme og da han derpaa fremkaldtes under de samme Raab, improviserede han paa det genialeste en Række af nationale Melodier, Hallinger o. d. som endte med Bjerregaards Nationalsang og en paa Violi- nen langthendøende Efterligning i Flageolettoner af et Luurspil. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 17DE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 26. sept. 1843. Iaften gives paa Karenslyst et Vauxhall med glimrende Illu- mination, Veddeløb, Transparenter, Fyrværkeri o. s. v.; men i Annoncen staar, at Publikum maa være belavet paa med denne eller endnu en Gang, at se Stedet for stedse lukket og forladt. Mærkværdigere er det dog, at det kjøbenhavnske Tivoli, der er indrettet omtrent i samme, men dog en større, Stiil, hvoraf der gjordes saameget Væsen i alle Blade, ja endog berettedes, at Indtægten i de første Uger havde været 20,000 Rbd., ogsaa synes at have kulmineret, om end ei saa sørgelig udspillet som vort. Fælles Skibbrud er behageligt, siges der jo? og noget saadant synes virkelig at forestaa Kjøbenhavns Karenslyst efter følgende Beretning i Kjøbenhavnsposten: [Her følger beretningen, som slutter med å nevne "at den simple Tarve- lighed i Valget af Fornøielserne, der stedse har været karakteristisk for den kjøbenhavnske Middelstand, hævder sin gamle Ret". Korrespondenten legger til:] Gid vi Christianiabeboere kunde her sige med Chilian: ligesaa hos Os! Men nei! hos Os er Fornøielsessygen udenfor Husene tiltaget forfærdelig. Paa ikke mindre end tre offentlige Steder foruden paa Karenslyst, der nu skal feire sin egen Liigfærd, er SIDE: 557 der annonceret Fyrværkeri m. m. til iaften. Paa Bade- og Skjænkestedet Forsøget ude ved Opslo skal endogsaa en illu- mineret "kronraget Munk" stige tilveirs. I gamle Dage lode ikke Munkene i Opslo drive saaledes Gjæk med sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 28DE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 6. okt. 1843. For en Tid siden indeholdt Morgenbladet fra en velvillig Anonym et Vink til den i Danmark afdøde Provst Frederik Smiths med Hustrues Udarvinger om at melde sig i det bety- delige Bo. En Mængde skal ogsaa have meldt sig, og som En af de Vigtigste en gammel Hospitalsdame i Opslo (Jomfru Marie Birgitte Jordahl, født 4de Decbr. 1759). Provst Smith var som bekjendt Søn af den i 1804 eller 5 afdøde Biskop i Agershuus Stift Christen Smith, samt Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Han var temmelig dansksindet, og da han følte sig tilsidesat, forlod han sit herlige Sognekald, Eker, med den Ud- ladelse, at han heller vilde være Klokker i Danmark end Biskop i Norge. Senere skal han dog, ved et Besøg heroppe, have fældt Taarer, saa han nok har angret Byttet. -- Der fortælles nu, at den kommanderende General, Baron Wedel, skal placeres som Ambassadør i Wien; men da Baronen her befinder sig i en Stilling, der maa harmonere med hans Lyst til Virksomhed og Reiser, samt da det er øiensynligt at en Mand af større honet Ambition end Formue maatte ødelægge sig, er det lidet troligt. I Wien er, som bekjendt, selv den diamant- knappede Esterhazy bleven nedsjunken i Gjeld. -- Mad. Schrumph har første Gang klaret sig godt i Madame Cappelens Furore-Rolle som Regimentets Datter, hvorimod Jom- fru Paasche lod altformeget at ønske i hendes Udførelse af "Brudens" Rolle. Selv Sangen gik slet. Men hvem kan ogsaa forklare sig, at man har skiftet Skuespillerinde i denne Rolle. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 4DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 17. okt. 1843. Der berettes, at General Wedel har paa sin Hjemreise gjen- nem Tyskland faaet Ordre til at indfinde sig hos Hs. M. Kongen SIDE: 558 i Stockholm uden først at tage over Christiania. Maaske dette har givet Anledning til Rygtet om Generalens Ansættelse som Ministerresident i Wien. Vil ikke han, hedder det, skal Ansæt- telsen tilbydes Generallieutenant Mansbach. -- Bladet "Den Constitutionelle" skal være kjøbt af Redak- tøren, Kand. jur. A. Munch af dets hidtilværende Eier Boghand- ler Dahl -- en farlig Spekulation under alle Omstændigheder; men især dersom virkelig Udgivelsen af et nyt Dagblad af Stør- relse som Aftonbladet og til ringere Priis end Morgenbladet og Den Constitutionelle, realiseres fra det Guldberg-Dzwonkow- skiske Bogtrykkeri. -- Kjøbet af Gaarden Blinderen er gaaet op igjen paa den haarde Betingelse, at Sælgeren, Oberst Wolff, har maattet betale Kjøberen, Kjøbmand Jac. Dybwad, to tusinde Spd. Contant. -- Forleden Aften hændte det, at vor Kommandant, General- adjutant Krohg, ved civil om Aftenen at ride tilbage fra sit Landsted, blev af nogle berusede Bønder fra Asker styrtet fra Hesten udepaa Ruseløkveien, som de spærrede med sine Vogne. Kommandanten og hans Følgesvend, som ogsaa var tilhest, fik imidlertid hentet et Par Ordonancer tilhest, og sammen forfulgte de nu med Kommandanten i Spidsen, Bønderne en Miilsvei til Stabæk, hvor de bleve grebne. Henrik Wergeland PRATTÉ. OLE BULL. -- A. MUNCH. HENR. WERGELAND Morgenbladet 13. okt. 1843. Hr. A. Munch har fundet for godt, idag i sit Blad først og naturligviis, at give en Biografi af Ole Bull, som jeg nylig har udgivet, Løbepas til Lethe som slet skrevet o. s. v., og dernæst at kalde en med retfærdig Daddel ledsaget Beretning deri over en vis indiskret Adfærd af den Constitutionelles Redaktion for Løgn. Dette ledsaget af et naadigst bekræftet Privilegium paa at kunne sige hvad jeg vil og af det latterlige Praleri, at jeg skulde være forlegen forat faa mine Produkter ("konfuse" som han har kaldt dem -- naturligviis i Modsætning til egne vel- ordnede Mønsterpoesier) ind i hans jammerlige døende Blad. Heraf lader der sig kun med Anstændighed svare paa Per- sonens Forsøg paa at vække Tvivl om min Paalidelighed i et SIDE: 559 Skrivt, der fører paa Titelbladet, at det er forfattet efter Op- givelser av Bull selv; og da det, der har bragt slig Gjæring i Tyndtøllet, findes i Skildringen af Harpenisten Koncertmester Pratté's Forhold til Bull, hvori A. M. fremdeles vedbliver med fræk Skumlen at ville tillægge mig en Deel, jeg heller skulde søge at skjule, vil jeg her i Sammenhæng meddele denne Skil- dring. Den vil forhaabentlig godtgjøre, at jeg idetmindste har stræbt at være upartisk. [Her følger et avsnitt av Wergelands biografi av Ole Bull: "Paa samme Tid -- tilovers for" (IV, 5, s. 226 -- 228) og "I Juli -- Fløi igjen (samme- steds s. 230.)] I Ovenstaaende er det Bebreidelsen mod den Constitutionelle, der er materia peccans. Og isaahenseende kan jeg forsikre og med en Tilstedeværendes Vidnesbyrd, hvem nærværende Til- svar er meddelt, bestyrke, at Bull selv fortalte mig -- vel at mærke før nogen Underretning herom havde været at see i den Constitutionelle -- , at Pratté havde indsendt en Kritik til dette Blad, og at han viste sig velunderrettet om af hvad Natur denne var. Hertil yttrede jeg, at jeg ikke kunde tro saadant, da P. altid før havde yttret sig for mig med Agtelse om B. som Kunst- ner; men at hvis saa var, da maatte jeg tilskrive det en Delika- tesse hos P., paa Grund af mit Forhold til Bull, at han hverken havde meddeelt mig noget om et saadant Forehavende eller en- gang besøgt mig siden Bulls Hidkomst, hvad han dog ellers stundom gjorde. Var Kritiken saadan som Bull beskrev den, mente jeg, at Pratté vilde skade sig selv mest dermed. "Han vilde jage sig selv en Stage i Livet, og kunde gjerne pakke ind," var netop Udtrykket, jeg brugte. Af hvem havde nu vel Bull sit Kjendskab til Kritiken? Pratté har senere forsikkret mig, at den var en Hemmelighed mellem ham og hans Oversætter, og at alene Avertissementet i den Constitutionelle om at en saadan Kritik var forfattet samt nogle stiklende Opfordringer i samme Blad havde drevet ham til at lade den særskilt trykke. Jeg paa- staar ikke, at Redaktøren A. Munch selv glatvæk har meddeelt Bull Pratté's Manuskript; men som ansvarlig opnævnt Redak- tør maa han ogsaa staa for de Indiskretioner som En eller Anden af de halvformummede Figurer, der, under Navn af Med- arbeidere, bevæge sig bagom den Constitutionelles Kulisser, til- SIDE: 560 lade sig. Til Morgenbladet henvendte P. sig først senere, og dette Blad har et ganske andet Navn for Diskretion end den Constitutionelle, denne Koteri-Tidende, har. Opfordringer til P. saa man heller ikke der efterat Optagelsen var afslaaet. Men end- ogsaa om nogen Indiskretion ikke var skeet -- hvorledes lader det sig forsvare, at et Avertissement om at Pratté havde skrevet en saadan Kritik finder Plads i den Constitutionelle efterat eller rettere i samme Øieblik Manuskriptet remitteres Forfatteren med Afslag? Hemmeligheden var nu kun udvidet til Redaktøren som No. 3. Dette fandt Sted i den Constitutionelle for 18de December. Men ikke nok med det. I det følgende No, erklærede Red., at den prattéske Kritik "i intet Tilfælde", med eller uden Navns Underskrivt, vilde blive optagen i Bladet, og i det derpaa følgende No. viser sig, i Anledning af denne, kun i den Con- stitutionelle røbede, prattéske Kritik, ikke blot tre Smædevers, men ogsaa en Opfordring til P. til at foredrage dem med Sten- torrøst paa Theatret, arrangeret som Melodrama, naar Bull Af- tenen efterpaa var bleven fremkaldt og applauderet. Jeg tænker, efter dette, at jeg ikke har sagt en Tøddel for meget, eller givet en Mening, enhver retskaffen Mand maa dele med mig, andet end det adæqvate Udtryk. Derimod var det ikke saa uklogt af A. M., som det synes, at han modarbeidede sin egen Hensigt at faa Kritiken holdt tilbage, ved, gjennem tirrende Annoncer i sit Blad, at bevæge P. til at udgive den, siden det nu engang var bleven bekjendt, at en saadan var skre- ven, og Forventningerne altid overdrive. Denne Adfærd har han nemlig at takke for nogle af de saftigste Stykker i hans ellers saa magre Spalter og for den Fornøielse, det smukke For- søg i den apokryfiske Korrespondentartikel fra Stockholm paa at implicere mig i hiin Affære, og saaledes at sværte mig hos Bull og skade mig hos mine Landsmænd, maa have forskaffet en saa nobel Sjel. 10de Oktober. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland. CHRISTIANIA, 16DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 27. okt. 1843. Afvigte Onsdag Kl. 7 Aften afholdt Byens ældre Maade- holdsselskab en Høitid i vor Frelsers Kirke, som var brillant SIDE: 561 oplyst og ganske fuld af Mennesker. Henved 3000 Billetter vare udsolgte og uddeelte og vel et tusinde Mennesker til havde trængt sig ind, saa Trængselen var saa stor, at flere Fruentim- mer besvimede og maatte bæres ud tildeels over Publikums -- det mangehovdede Uhyres -- Hoveder. Sognepræst Hessel- berg holdt en Tale fra Prædikestolen og før og efter denne blev følgende Vers af Wergeland afsjungne til Instrumentalmusik fra Orgelet af et Kor af Damer og Herrer. [Her følger Wergelands "Vers"; de er trykt i avd. I, bd. 3, s. 126.] -- Den 18de Oktbr. I Løverdags var der Møde i Studenter- samfundet forat tage under Overveielse et Forslag om at tilstille Studenterne i Athenen en Komplimentationsadresse i Anledning af den der stedfundne Revolution, hvori de ogsaa deeltoge. Det blev vedtaget; men til i Aften er der tillyst en ny og almindelig Forsamling af samtlige akademiske Borgere forat tage Beslut- ning om Adressen ikke bør udstedes i samtlige norske akade- miske Borgeres Navn. -- Admiral Müller skal i denne Tid bearbeides svært forat faa ham til at tage Afsked. Overflod paa Eftermænd gives der just ikke. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 23DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 3. nov. 1843. Den Guldberg-Dzwonkowskiske Boghandling har i denne Tid undergaaet den Forandring, at dens Detail er solgt til en Student Tobiesen, som bliver Kommissionær for Forlagsartiklerne, der forblive i Hr. Dzwonkowskis Eie. Hr. Guldberg trækker sig, som bekjendt, ud af Forretningerne. Denne Revolution i Firmaets Indre hentyder dog ikke paa nogen Svækkelse i dets Formue og Kredit. Guldbergs Retirade er en privat Bestemmelse og under en Tilvæxt af Konkurrence i Detailboghandelen, som nær- værende, er det en fornuftig Operation og Koncentreren af sine Kræfter, at indskrænke sig til sine egne betydelige Forlags- artikler og til blot at drive Handel en gros ved Kommissionærer. Kirkegaden kunde ellers nu gjerne kaldes Boghandlergaden efter SIDE: 562 den Mængde Boghandlere, som have udseet sig den for sine Spekulationer. Der findes nemlig ikke færre end 7 -- 8 Bog- handlinger. -- Her opholde sig som bosiddende Folk, som bekjendt, en Mængde Tyskere, og disse have i Sommer stiftet en Forening, der under Navn af "Germania" samles engang ugentlig, i Som- mer hos Caspary paa Klingenberg og i Vinter hos Freysse, for da at nyde selskabelig Samkvem, høre Foredrag og Meddelelser o. s. v. Men afvigte 18de, Aarsdagen for Leipzigerslaget, var en Høitid for Selskabet til Minde om den tilkjæmpede National- uafhængighed. Fra om Morgenen af flaggede der paa Klingen- berg, hvor Festen om Aftenen skulde holdes, og den store Sal var dekoreret med det norske Flag, i Kors fæstet paa den ene Væg med den tyske Fane (sort, karminrød og gylden) samt under hver af disse Carl Johans og Blüchers egeløvkrandsede Portræter. Paa den modsatte Væg brændte et stort Transparent, hvori Saga eller Germania saaes at indgrave i en Klippe nogle Ord, der skulle være udsagte af Erkehertug Johan af Østerrig selv, og som omtrent lød saaledes: "Intet Østerrig! intet Preus- sen! Kun et eneste stort Tyskland." Skaaler for vor Konge, for de Faldne og for Tysklands Eenhed m. m. udbragtes og Festen fortsattes til langt paa Nat. Norske vare ogsaa tilstede, ligesom Selskabet i det Hele ikke har nogetsomhelst Hemmelighedspræg. Det er blot en naturlig og agtværdig Trang for deres tyskfødte Hjerter, som søges tilfredsstillet, ligesom jo ogsaa Normændene, Svenskerne og de Danske i Hamburg have, paa Opfordring af en Normand, realiseret noget lignende. 17de Mai feiredes ogsaa i Aar i denne "nordiske" Forening. -- Efter en liden Regnskuur i Forgaaraftes har Veiret atter, til stor Frygt for Brugseiere og Landmænd, sat sig i det Tørre, omendskjønt med mildere Luft. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 7DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 17. nov. 1843. Igaaraftes opførtes for propfuldt Huus af Studenter og Damer paa det dramatiske Selskabs Theater af Medlemmer af Stu- dentersamfundet Oehlenschlägers Palnatoke, hvorpaa efter Slut- SIDE: 563 ningen nedenstaaende Sang blev afsjungen. Ved det sidste Vers til Damerne gik Teppet op og de Spillende, endnu i sine Kjæmpedragter, toge nu Anførselen i Sangen: [Her følger en sang "Nu Oldtids Drapa er til Ende", diktet for anled- ningen.] Henrik Wergeland CHRISTIANIA, l9DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 28. nov. 1843. Lektor Thaulow henledede forleden (Morgenbladet Nr. 306) den offentlige Opmærksomhed paa en Belysningsmethode, der kan og bør blive af den mest indgribende Vigtighed for vort Land med dets store Lysforbrug i den lange Vinter, dets Brænde- viins-Tilvirkning og Forbrug og dets Barskove; og han har nu paa en lige saa videnskabelig som interessant og hensigtsmæssig Maade virket til Sagens Fremme, idet han i denne Uge, efter foregaaende Indbydelser, har afholdt tre Forelæsninger, som have været besøgte af et hensigtsmæssigt Publikum, nemlig af de fleste af Statsraaderne (hvorimellem Statholderen) og andre høie Embedsmænd samt af Byens Formandskab, Brændeviins- tilvirkere, Kjøbmænd, Haandværkere foruden af de praktiske Videnskabsmænd, Sagen fortrinligen maatte interessere. Lekto- ren forklarede og oplyste ved imposante Experimenter de kemi- ske Forbrændingsprosesser, ved hvilke vi forskaffe os kunstig Varme og Lys og søgte, grundet paa disse Kjendsgjerninger, at anvise Alkoholen (stærk Spiritus) sin rette Plads og hensigts- mæssige Anvendelse. En Komposition af Spiritus og Terpentin- olie (hvilke Artikler vi selv kunne tilvirke af vore Brænderier og af vore Barskove) afgiver nemlig et langt fordeelagtigere Lysmateriale end Olie og Steenkulsgassen; og da vi for Belys- ning skatte noget ganske betydeligt til Udlandet, og Sagen, naar den gribes an fra den rette Side, baade vil kunne holde vore Brænderier, som Spiritusfabriker, i Drift uden skade for Morali- teten og bringe en ny Industri, Terpentinfabrikationen, i Drift, saa fortjener den isandhed al mulig Opmærksomhed. Til Op- lysning er det Spiritus (Geist) skal bruges; ikke sandt? Og saaledes ville de for Landbruget i hvad man saa siger, fordeel- agtige Brændeviinsbrænderier, naar de tilvirke sine Produkter i SIDE: 564 den Form, faa et nyt Marked, og undgaa det Had, hvorfor de nu, som Fuselkloaker, ere udsatte fra mange Kanter. Endnu findes her i Byen kun nogle af de ny Gas-Lamper; men de skulle ganske fortjene de over dem holdte Lovtaler, og i de sidste Dage ere allerede flere saadanne fabrikerede her i Byen. De ere lige saa smukke i Konstruktionen som elegante af Udse- ende. En 1/4 Tomme tyk Messingcylinder, fyldt med en Væge, som dog ikke gaar heelt op, og gjennemboret af 4 -- 5 -- 7 fine Huller omkring sin øverste Spidse, igjennem hvilke Gassen strømmer ud, samt nedsat i en med hiint Fluidum forsynet Flaske, er det hele Instrument, hvorfra et Lys reent og klart som Solens strømmer ud. Toldlovgivningen har imidlertid det Besynderlige ved sig, at der af det, af Spiritus og Terpentinolie sammensatte, Fluidum, som bruges til de ny Lamper, svares be- tydeligt mindre Told end af reen Spiritus, hvorfor den nødven- digviis, om nogen indenlandsk Industri i dette Punkt skal kunne udvikle sig, maa undergaa en Forandring. -- Den 20de Novbr. Lektor Thaulow har nu yderligere i Morgenbladet (Nr. 323) ytret sig om Sandsynligheden for Fa- brikationen af Gasfluidumet her hos os, samt om Prisen og givet en Forskrift for Brændeviinsbrænderne for Tillavning af en saa stærk Spiritus som udfordres. Apropos! Paa Oplandet fabri- keres der jo en Mængde Brændeviin, som derpaa føres til Christiania. Men mon ikke Transportomkostningerne vilde blive betydelig, særdeles betydelig, mindre, om det afsendtes i Spi- ritusform? Hvormeget Vand kjøres der nu ikke de lange tunge Miil, som ligesaa godt kunde iblandes her. Det almindelige franske Brændeviin hidføres jo i Spiritusform, hvorved det alene bliver muligt at holde det i den Pris det er. -- Nat til Løverdag forsøgte en Slave at rømme ved at holde sig skjult mellem nogle Stene paa den aabne Plads, hvor Steen- huggeriet foregaar, og samme Dag degraderedes en Underofficeer ved Fodjægerne, fordi han havde været oppe ved Ullevold at grave efter Ole-Høilands-Penge, hvorom den nu ved Siden af Ole Høiland i specielt Fængsel hensatte Ole Enger i sin Tid skulde givet ham Underretning. -- De herværende Tyskeres Selskab, "Germania", høitidelig- holdt ligeledes ved et festligt Aftensmaaltid paa Klingenberg SIDE: 565 den 10de Novbr. som Luthers og Schillers Fødselsdag. Salen var ligesom den 18de Oktober smukt dekoreret med Transparent og den norske og tyske Fane. -- Marken blev igaar Nat og igaar overtrukket med et tyndt fugtigt Snedække; men da Bunden er blød, tegner det sig endnu ikke til Føre. Torvet er ogsaa tyndt besøgt. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 26DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 1. des. 1843. Alle vore Blade ere opfyldte med Beretninger om det stor- mende Møde i Repræsentantskabet angaaende Borgermester Brettevilles Forslag om Ansættelsen af en lønnet Fattigforstan- der. Sagens Hovedmodstander var, som almindeligviis hvor Lys og Mørke strider, Stadshauptmand Ytteborg og hans Organ Sned- kermester Nickelsen, mellem hvem og Borgermesteren det endog kom til Ukvemsord. Denne Sag har ellers givet Anledning til Oplysningen af det forbausende Faktum, at Arbeidsanstalten har i 2 Aar under Vasaridder Ytteborgs Bestyrelse uden fast Løn kostet Byen omtrent 5000 Spd. mere end under den nær- værende fast ansatte Hr. Østhagen, og det med et større Antal Tvangslemmer i den sidste Tid. Hertil bør ogsaa lægges et Par Tusind Daler Fattigskat, som Y. har været fri for formedelst sin fortjenstfulde Bestyrelse af Anstalten. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 11TE DECEMBER Lillehammers Tilskuer 15. des. 1843. I Formands- og Repræsentantskabsmødet den 4de Dennes gik endelig Forslaget om en fast lønnet Fattigforstander igjen- nem, omendskjønt ikke med flere end 1 Stemmes Pluralitet. Ogsaa dette Møde erholdt nogen Livlighed ved et langt Fore- drag af Ordføreren, Expeditionssekretær Fougstad og nogen Usædvanlighed ved en uvedkommende Oplæsning af et Regn- skab, som Hr. Ytteborg havde faaet istand af et Par Kopister i Kirkedepartementets Revisionskontor betræffende hans Besty- relse af Mangelsgaarden. Borgermesteren underkjendte dog dets Rigtighed. Forøvrigt tror Nedskriveren, at det forholder sig SIDE: 566 saa, at Christiania før, nemlig omtrent i Aarene 1811 og 12, har havt sit Fattigvæsen indrettet paa lignende Maade som nu, til et Forsøg i 2 Aar, vil blive Tilfælde. Om at modtage den dertil behørige Gage af enkelt Privatmand (Hr. Tofte) som ved de første Debatter tilbød saadant, bliver naturligviis ikke Spørgsmaal. -- Iforgaarsaftes fik de danske Jagter m. Fl. travelt med at faa halet ud til Ringene, da Bjørvigen viste stærke Tegn til at ville lægge sig. Den lagde sig ogsaa didhen om Natten, uden dog at være bleven farbar siden Kulden ikke er streng. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 20DE DECEMBER Lillehammers Tilskuer 29. des. 1843. Afvigte Fredag Middag og Aften rasede her en orkanagtig Storm fra Vesten. Man vil vide, at Stormen har ført Smaasteen igjennem Vinduesruder. Saameget er vist, at Fæstningens Flag- stang, og med den Unionsflaget, strøg sin Vei, ligesom ogsaa Badeindretningen Hygæas Salon sank. -- Et betydeligt Bedrageri med Regninger for Justitsdeparte- mentet er nylig bleven opdaget. En Bogbinder Kjæller har nem- lig i længere Tid brugt at paaføre de allerede anviste Regninger et vilkaarligen større Beløb ved nemlig at forandre Tallene, f. Ex. 1 til 71, og ved at skrive Regningerne saa rumt imellem Linierne, at han kunde i Ord udføre det falske Beløb. Nogle sige, han saaledes skal have snydt for en 1200 Spd. paa et Aars Tid. Forsigtighedsregler fra vedkommende Embedsmænds Side ere dog ikke vanskelige at iagttage, saa deslige Bedragerier blive umulige. -- Fjorden ligger for Gaaende til Ringene; men Føret er borte i Byens nærmeste Omegn, saa man maa hjælpe sig med Isholken. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 31TE DECEMBER Lillehammers Tilskuer 9. jan. 1844. Det yderst glatte Iisføre, vi i den sidste Tid have haft og endnu formedelst det fortsatte Tøveir plages med, har i Justiti- arius Berg faaet et høist beklageligt Offer. Ved at gaa fra Ban- SIDE: 567 ken, hvor han er en af Administratørerne, falder nemlig den næsten 70aarige Olding paa Gaden afvigte Torsdag, og er saa uheldig at brække det høire Laarbeens Hals. Efter Omstændig- hederne ved et saa betænkeligt Tilfælde skal Patienten, der strax blev henbragt til Rigshospitalet, dog befinde sig saa vel som muligt. Formedelst hans Alder og Stedet for Bruddet vil dog sandsynligviis hans Virksomhed som Videnskabsmand og Borger blive afbrudt i længere Tid. -- Endelig sneer det dog nu idag ved Middagstid, men med temmelig blødt Underlag. Grønt Græs ved Siden af Veien og Damer med Parasoller have ellers været at se paa Prome- naderne i disse Midtvintersdage. -- Interessen for vor eneste Billedhugger, Trondhjemmeren Michelsen, er i den sidste Tid bleven vakt ved et Par Opsatser i Den Constitutionelle og ved en Artikel af Slotsintendant Linstow i Morgenbladet. En Subskription for endelig at skaffe ham et Arbeide under Hænder er bleven aabnet og har god Fremgang. Men da et Billedhuggerværk efter sin Natur maa gaa i Tusinder, var det maaske ikke uhensigtsmæssigt, om en almindelig, til den hele Nation udbredt Subskription fandt Sted, hvorved da et Maximum af ubetydeligt Beløb blev ansat. Idet- mindste har man paa den Maade udrettet store Ting i andre Lande. Hr. Michelsen skal for Tiden opholde sig i Trondhjem, og der være syg. Henrik Wergeland HANS JAKOBSENS OST Morgenbladet 1. jan. 1844. -- Skrækkeligt! Mennesker, og det ikke hjælpeløse, forladte Oldinger, kunne begaa Forbrydelser alene i den Hensigt at faa Tag over Hovedet, Klæder paa Kroppen og Mad til Munden i en Strafanstalt. Jo længer jo bedre. Det er en Forsørgelse. O mon der ikke imellem Mennesker, som kunne dette, og imel- lem de Andre ligetil den stolte Elendighed, som heller slæber sig ud i Skoven for at dø eller tyr did for at blive en Ulv, er en større Forskjel end imellem Krybdyret og Ulven, Ræven, Løven eller Hesten? Tilhøre de samme Race? Maa Menneskets egent- lige Natur ikke være udrøddet for at noget Saadant skulde SIDE: 568 kunne ske? Fiirbenen giver alt for en Klipperivt, naar det lider mod Vinteren: men er der ikke noget af Løvemanen i de flag- rende Pjalter, som dog ikke ville sælge sin Frihed? Det er et rystende eller modbydeligt Spørgsmaal. For fri- villig -- frivillig? er det det rette Ord? -- at ty til Strafanstal- ten, kan enten Elendigheden være for stor eller Æresfølelsen -- nei, ikke Æresfølelsen, men den blotte Følelse af at være Menneske, saa liden. I begge Tilfælde lige frygteligt! I begge Tilfælde? Begge Elendigheder maa visselig være forenede forat noget Saadant skal kunne ske. Der er jo en Elendighed, som heller døer, og gjør den det ikke for at redde det Menneskelige? Men at dø af Elendighed -- det forbyder jo Menighedernes Indretning. Alligevel man har jo nu -- jeg veed ikke om paa een Morgen, efter een Nat -- i Stockholm fundet fem saadanne Lig. Alligevel -- de kristne (og ligesaavel de jødiske) Menig- heders Indretninger forbyde det idetmindste paa Papiret. Der er Kjendsgjerninger. Man dør. Det benegtes. Man erklærer det umuligt og for Ens egen Skyld. Hvem skal man tro? Liget? Eller Præsten og Fattigforstanderen? De Sidste ere meget re- spektable. Men her er en endnu frygteligere Kjendsgjerning end Liget paa Gadehjørnet eller i Rendestenen: den, at et Menneske søger Strafanstalten som et Asyl. Der maa være foregaaet en Lig- begjængelse i dets Sjel. Eller en Henrettelse? Fra uden af er Udplaneringen af Selvfølelsen foregaaet? Den ene gaadefulde Kjendsgjerning, at der gives Mennesker, der kun bekymre sig om for Resten af sine Dage at føre et Liv som Dyret, der drives fra Krybben til Arbeide, fra Arbeide til Krybben, belyses af den anden, nemlig at denne sløve Nederdrægtighed altid finder Sted hos Personer, som før have været tvungne Gjæster i Straf- anstalter. Her har vi Halen paa een Slange, og i den Mangel ved Ele- mentærunderviisningen, at den mere gaar ud paa at tamgjøre Mennesket end at udvikle dets stoltere naturligere Følelser, have vi den anden. Den fri Mands Ære? O hvilke store Øine Guldbrand paa 14, Ola paa 15 og Peer paa 17 sætter op. De ere Huusmandsbørn; er det derfor de ryste paa Hovederne? Eller at Friheden, det SIDE: 569 er at være en fri, strafløs Mand, er en Fattigdommens Adel eller en Guldmynt, som den dog altid har paa Bunden. Eller at Fat- tigdommen har en Stolthed, som hedder Retskaffenhed, og at det ikke alene er tilladt, men at man bør være glad av sin Ret- skaffenhed, saa glad, at man ikke vil bytte for Rigdommens Ny- delser eller har Øie for Misforholdet mellem de ydre Gaver? Denne Fromhed er det Skrivten mener med en Gudsfrygt, som er Staternes bedste Grundvold. Denne Selvagtelse og Oplys- ning om sig selv er en anden end denne de voxne Arbeidsklas- sers saakaldte kommunistiske, der bringe Englands og Frankrigs stolte Statsbygninger til at bæve som af underjordiske Krampe- trækninger. Men Naturen, den gode rige Natur erstatter meget. Guld- brand, Ola, Peer føle ligesom de voxe til, at der maa være Noget ved den personlige Frihed midt i selve Elendigheden -- Noget, som de skulde kalde Frihedens Ære, om de nogensinde havde hørt dette Ord. Derved blive Hine, som frivillig opgive den, til saa sjeldne Undtagelser. Ellers skulde enhver større ydre Elendighed end Slavens uden videre sætte sig ind i dennes Kaar og bryde fra sin faldefærdige Hytte eller den dryppende Green eller Tagskjæret ind i hans Celle. I Almindelighed findes derfor selv i en Armod, der er paa Grændsen af Elendighed, Friheds- kjærligheden i sin oprindelige Styrke, skjønt den ikke af Under- viisningen er bleven udviklet. Og for vort Folk er den, paa Grund af historiske Forhold, især naturlig, uagtet saa Mange af dets Tusinder aldrig kunne fjerne sig fra Fattigdommen i dens allerførste Skikkelser som hentende Brødet fra den raa Natur, fra den stenige Grund eller fra Bølgen, eller som Dag- lønner, hvis Værktøi er den simple Øx. Men først naar den naturlige Frihedskjærlighed bliver sig bevidst, i Følelsen af dens Ære ligesom skyder sin Blomst og smelter sammen med den stolte Bevidsthed af Ærlighed og Retskaffenhed -- da er Armoden ikke Elendighed, ikke den Elendighed, som er Synden saa nær og som kan gjøre Mennesket til et Dyr, der kun vil Livet og intet mere. Mellem vore Arbeidere ere de, der befatte sig med det gro- vere Muurarbeide, de som synes fattigst. De ere Daglønnere, SIDE: 570 og som oftest desværre Folk, der om Sommeren ikke tænke paa Vinteren. De sue da paa Labben, men blive ikke fede deraf som Bjørnen. Men netop mellem Disse traf jeg her en Dag i Efteraaret paa en Mand, der midt i sin Fattigdom syntes at have en klar og glad Bevidsthed om hvad det dog betyder at være en fri mand. Han arbeidede paa en Bygning, hvor ogsaa nogle Slaver vare beskjæftigede med at vælte Steen til Grund- muren. Slaverne vare netop komne tilbage til Arbeide efter deres Middagshvile, som begynder Kl. 11, da Muurarbeider Hans Jakobsen havde sat sig hen under et Skuur for at spise sin Middag. Den var simpel nok. Han sad der alene med sin Sild og sit Brød; men jeg har seet Folk spise Steg og Pudding med surere Miner end Hans'es vare. Silden var fortæret, og nu maulede Hans Brødet ovenpaa. "Knap Middag idag, Hans", sagde jeg. "Aa, jeg har god Ost paa Brødet", mente Hans, idet han smaalo. "Hvor er den da? Jeg seer ikke Du har andet Smør eller Ost paa end den Sne og Slud, som falder". "Jo", sagde Hans og pegede paa Slaverne -- "Jeg har god Ost paa Brødet: jeg har Frihed". O Hans Jakobsen! Dine Filler bleve til gyldne Fryndser ved disse Ord, Kalkstriberne paa din Kjole til Sølv og Perlemor. Daarlig Lignelse! Intet Guld kan smykke den nøgne Høihed i disse Ord. Alt bliver Flitter derimod. "Den Ost paa Brødet, Hans, er god norsk gammel Ost". "Saa god som nogen engelsk", lagde Hans, der havde været Sjømand, til. "Sandt, sandt! Saa god som nogen engelsk". "Troer I" -- vedblev Hans -- "at jeg bytter den Ost med hvad Suul Disse der kanske have spiist idag? Men jeg skal sige jer, jeg kunde nok have Raad nu til en federe Middag; men jeg lægger 8 Skilling op om Dagen for ogsaa at kunne spise min Ost om Vinteren, der er lang for os Murere. Jeg liker den nemlig saa godt, at jeg ikke engang kan fordrage Tanken om, som saa Mange af mine Kamerater, at maatte banke paa Tvangsarbeidsanstaltens Port allerede før Juul". Atter et nyt Kapitel af Elendighedens Historie, overskrevet SIDE: 571 "Tvangsarbeidsanstaltens", ikke "Tugthusets" eller "Slaveriets"; men forfærdeligt nok til en Begyndelse. "Der faar jeg heller ikke min Ost, og uden den kan jeg ikke leve". O brave og fornuftige Hans Jakobsen! ja der er Kræfter og Smag i den Ost, du spiste til dit Brød. Den er gammel norsk og saa god som nogen engelsk. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE JANUAR Lillehammers Tilskuer 19. jan. 1844. Boghandlerne Guldberg thi det Besynderlige er indtruffet, at paa det ene Laar er Laarpiben bleven kortere end den anden, og paa det andet er Læggen bleven det. -- Man bereder sig nu til ved Markedstid at kalde Bjerre- gaards Fjeldeventyr atter frem paa Scenen -- naturligviis for Maalets Skyld ikke paa det offentlige Theater med dets danske Skuespillere, men paa det Dramatiske ved Private. Det vil maaske blive givet to Gange til Fordeel for Komponistens musi- kalske Søster, som har beredet Publikum denne sjeldne, men altid velkomne Nydelse. Det er det Slemmeste ved vort offent- lige Theaters Besættelse med lutter danske Skuespillere, at intet ægte Nationalt der kan gives. -- Igaar Snefald. Føret klingende og Torvet godt besøgt. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS DIKT FOR KONGEN] Morgenbladet 1. febr. 1844. Siden Nytaar fortæller en smudsig Plet over en vis Port i Kirkegaden Publikum, at Den Constitutionelle har været der, men er nu flyttet. Restat macula. Og en Fyldekalk i Bladet af storstilede Avertissementer underretter om at det er flyttet til sin nye Ejer, min gode Ven, Redaktøren Hr. A. Munch. Nu kunde det vel, for Menneskenes Skrøbeligheds Skyld, være rimeligt, om Bladet, i dette intimere Forhold, ydede sin Herres Passioner nu og da en Ventiltjeneste; men Hensyn til Anstæn- dighed og almindelig Billighedsfølelse maatte dog altid ventes tagne, eller dog at der fandtes idetmindste saameget af Skam for sig Selv og Andre, at man afholdt sig fra fortsatte Angreb paa den eneste Person i det hele Folk, for hvem Bladet er erklæret absolut lukket og stængt. Men nei! Undertegnede har SIDE: 573 atter været Maalet for et saadant umaadeholdent Brug af Magt og Leilighed og Eiendom; og da jeg nu ligesaavel, som Hr. Munch ved nøiere Eftertanke, veed, at ethvert honet Menneske vil sige, at en saadan Adfærd røber Lavhed og Usselhed, kunde jeg vel trygt undlade ethvert Modord, saafremt jeg ikke deri vilde søge Anledning til at belyse Forhold, som ved Fienders bagtalende Forvanskninger ere udsatte for af Andre at mistydes. Det var naturligt for Hr. M., at det maatte gaa en Poet og Personlighed af hans Kvalitet tilhjerte, at Henr. Wergeland anmodedes af Theaterdirektionen om at forfatte Noget for The- atret til den 26de Januar, og endnu mere, at Dette, noget for- skjelligt fra Hr. M.s egne foregaaende Einerleier, syntes at have vundet Bifald. Herpaa er altsaa intet at sige saalænge han havde beholdt sine Følelser for sig selv eller kun ladet Munden løbe over med hvad Hjertet var fuldt af; men hertil har han, som sagt, ikke indskrænket sig. Andendag efter giver Den Constitutionelle af sig, at "Hofpensionisten" W. har ved oven- nævnte Leilighed ladet det strømme af sig, idet han, foruden hin dramatiske Scene, ikke har skrevet mindre end tre andre Poesier og to forskjellige Biografier af Kongen, nemlig i Bladene Børnevennen og For Arbeidsklassen, saa hver Den, der erindrer hans Smædedigt over Festrimere, ret har faaet Anledning til at forundres. Saa omtrent. Hvad nu "Hofpensionisten" angaar, da er Udgivelsen af sidst- nævnte Blad, samt endeel andre Arbeider for Almueoplysnin- gen den -- jeg tænker -- ærlige Sag, hvorfor Undertegnede nyder et temporært naadigst Gratiale. Mange, som f. Ex. Med- lemmer af Kommissioner, erholde mere for mindre Arbeide. Og har jeg ved denne Leilighed skrevet hvad der forekommer Hr. M. at være meget, kommer det rimeligviis af den simple Grund, at jeg har skrevet con amore og med dybere Følelse for Gjenstanden end maaske Hr. M. besidder. Deri stikker Letheden i at arbeide, om Hr. M. skulde være uvidende om dette Poeter- nes første Mysterium. Hvad Modsætningen angaar, som skulde lade sig opdage imellem disse Sjelsudgydelser og den som Smædedigt betegnede Ode "Festrimeren", da tør jeg paastaa at have skrevet saaledes, at denne gjerne kunde være Indled- ning til dem alle, medens den fremdeles rammer den Klasse SIDE: 574 af Rimere, hvortil baade Hr. M. og samtlige hans Cliqves Bar- der høre. Stod det i Hr. Munchs eller i andre mod mig Lige- sindedes Magt, i Bladet Statsborgeren eller Flyvebladene eller hvorsomhelst man ellers vil søge, at fremfinde en Linje af mig, hvori jeg har ytret andre Følelser for den ophøjede Per- sonlighed, jeg skylder saameget og ved denne som andre Leilig- heder paa Skjaldeviis aabent har hyldet -- visselig man skulde nok søge og komme med den. Man vilde derimod, samtidig med "Festrimeren" og flere 17de Maiviser end der er Tanker i alt hvad Hr. A. Munch har skrevet, finde Oder baade til Carl Johan og Oscar. Med Hensyn til Mængden af hvad jeg ved denne Leilighed skal have skrevet -- plejer da Hr. M. at negte venskabelige Anmodninger, naar de uden synderligt Besvær eller endog med Behagelighed og Nydelse kunne opfyldes? Her var det Tilfælde. Jeg tænkte ikke over, at saa uskyldige Sager skulde mane den frygtelige "Festrimer" frem for Hr. M.s Øine; men forat gjøre det godt igjen, skal jeg mane Gespenstet ned i den smukke Sølvpokal, den altfor artige Theaterdirektion idag har sendt mig, idet jeg tømmer en Skaal paa, at Den Constitutionelle maa for Eftertiden tjene sin Ejer mere til at gjøre hans Landsmænd bekjendte med Storheden af hans Talenter end med Smaalig- heden af hans Passioner. Skaal! 30te Januar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 16. febr. 1844. Markedet syntes iaar at synge paa sit sidste Værs; og der siges ogsaa, at det skal blive det sidste. Imidlertid syntes Fyl- deriet at være i trivelig Flor, saa mange Scener af paa Raad- stuen transporterede Folk m. m. ret stod i skjærende Modsæt- ning til Talerne, Katekiseringerne og de øvrige Nidkjærheds- yttringer i Nøgterhedsselskaberne. Hestene vare paafaldende usle, og kun faa til høiere Priser vare at se. Mellem de inden- landske Fabrikater indtog Voiturerne og Sadeltøi den ypperste Plads, og det var synligt, at denne Industrigreen, der især drives stærkt i Drammen, er kommen sig betydeligt. Til de ædlere SIDE: 575 Fornøielser, som Markedstiden tilbød, hørte en Maleriudstilling til Indtægt for det nationalhistoriske Maleri, Studentersam- fundet vil lade Maler Tidemand forfærdige. Udbyttet skal ogsaa efter Sigende løbe op imod en 100 Spd. -- Endelig skal man paa Torsdag paa det dramatiske Thea- ter faa høre Modersmaalets Toner i Bjerregaards Fjeldeventyr. Scenen er, som bekjendt og at høre af Aagots Vise "Sole gjæng bak Aasen ne" o. s. v., Forfatterens egen Hjembygd Gulbrands- dalen; men da denne Egn ikke tilbyder nogle maleriske Dragter, har man idetmindste før betjent sig af Valdersdragten, og saa bliver det nok ogsaa denne Gang. -- Tømmerdriften fra Strømmen gaar nu paa det stærkeste, almindeligviis med en 4 -- 5000 Heste i Døgnet. En Dag vil man endog vide, at 6000 have været i Driften. Artillerikapitain Waligorski, Assistent ved Kanal- og Havnevæsenet, er for Tiden for Tømmerhandlerne beskjeftiget med at beregne Muligheden og Bekosteligheden af en Kanalvei did -- et Foretagende, hvoraf Rommerigernes formedelst Kjørselen forsømte Agerbrug vil høste uberegnelige Frugter. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 16DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 20. febr. 1844. Bjerregaards Fjeldeventyr givet af Amatører gik igaaraftes paa det dramatiske Theater til Alles Tilfredshed og for fuldt Huus og vil endnu blive givet to Gange for Komponistens Sø- ster. Ved saadan Leilighed spille da det offentlige Theaters Skuespillere Kritici. Disses velvillige Forehavende at give Kor- reggio -- et Stykke valgt med Henpegning paa Vedkommendes Skjæbne -- til Fordeel for et større Billedhuggerværk af Michel- sen er til Fleerhedens Forundring bleven tilintetgjort, idet The- atrets Repræsentanter have nægtet Tilladelse dertil. Der skal Kortsyn til ikke at opdage, at dette er at stjæle i sin egen Pung. -- Der udgives Skilling- og Penning-Magazin, Bladet for Ar- beidsklassen, Asyl- og Maadeholdstidende, Børneven o. s. v., saa man skulde tro, at det gik raskt frem med Almuens Oplys- ning; men hvad skal man tro om Fremskridtene i saa Henseende, naar man seer af daglige Avertissementer, at en Boghandling SIDE: 576 kan bestaa ude paa Grønland saagodtsom alene ved Salget af de taabeligste Smørerier, ikke at tale om at de gamle Eventyr om Ridder Vigoleis med Guldhjulet, Tristam og Indiana, Magde- lona og Peder med Sølvnøglen o. a. desl. danne en stor Stok i Neslerne. Men de mange nye Usselheder, som fra denne en Hr. Damms Boglade, karakterisere endnu stærkere, hvor daar- ligt det er bevænt med den store Masses Oplysning og Smag med Hensyn til Læsning. Saaledes averteres derfra under Titel med vedbørlige Markskrigertyper af "De 64" en "morsom Hi- storie paa Vers om den kræsne Frier Hr. Gregorius Vragenfeldt og de 64 feilende Piger", samt en "meget morsom Historie om Tjeneren Jan, som brugte et Spil Kort til sin Almanak- og Bønnebog", item "fuldstændig Drømmebog" og som det Bedste af Alt "Den store Kunst at være lykkelig ved Kortspil", hvilket sidste Skrift siges forfattet i Anledning af det Rygte, at Fanden i egen Person, men forklædt som Militær, indfandt sig en Aften i sidste Juul under en af de paa Skydsskiftet Carlshuus, som der siges, sædvanlige Dobbeler. Han bad der om at faa Lov til at spille med; men blev saa med eet borte -- ventelig, som man har hørt før, fordi han havde tabt. Saa tyk er Overtroen, og efter Læsningen af slige Skrifter bliver den neppe tyndere. Præsterne, der i Almindelighed ere for lidet praktiske i sine Taler, og kun sjelden vise Kjendtskab til Folkelivet eller hente sine Belæringer derfra, burde søge at lede Almuens Sands for Læsning og dens Valg deri noget mere -- en Sag, hvori oplyste Skolelærere ogsaa vilde kunne gjøre Nytte. -- Igaarmorges trakteredes Stadshauptmand Ytteborg med bittert Bier i Morgenbladet i Anledning af, at han har anklaget og ladet transportere Lensmand imellem som Tyv sin forhen- værende Bryggermester, en Tysker, fordi han havde trakteret nogle Besøgende med Prøve paa hans Bryg paa sit Værelse. Sagen er høist oprørende og graverende for Stadshauptmanden som Menneske, hvisaarsag ogsaa Morgenbladet indskrænkede sig paa det nærmeste til at referere Domspræmisserne. -- Vi have endelig iaar en ordentlig norsk Snevinter. Kulden, som holdt sig et Par Dage ved omtrent 10°, er dog nu gaaen over til temmelig Linde, af og til med Taage. Veiene tegne sig til at blive fulde af Støb. SIDE: 577 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 20DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 23. febr. 1844. Fjeldeventyret er to Gange bleven givet for fuldt Huus og med Held. Paa Torsdag gives det 3die Gang, og senere vel en 4de Gang i et eller andet veldædigt Øiemed. -- Et taabeligt Rygte om at en engelsk Flaade skulde være stukket i Søen for at bemægtige sig Christiansand i et ved Hs. Majestæts mulige Hengang fremkaldet kritiskt Øieblik har i disse Dage løbet omkring uden dog at indeholde andet end et Beviis for Mangelen paa virkelige Efterretninger. At en Offi- ceer iløverdags afgik som Koureer til Christianssand er vel vist nok; men Ærindet skal kun have været at kontramandere en for iilfærdigen fra Statssekretariatet udstedt Generaladjutants- Udnævnelse. -- Vinteren har igjen skjærpet sig med Kulde og fygende Veir. Man begynder nu at ruste sig paa Skibene. Fra Drøbak skulle nogle stikke i Søen 1ste Marts. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 23DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 27. febr. 1844. Det er ikke mange Dage siden man hørte Heste af og til, med og uden Læs af Kornvarer, Steen o. s. v., vare sjunkne og om- komne i Isen, og nu have vi alt paa fjerde Døgn en Kulde, der igaarmorges steg til 21° R. -- Der berettes, at et Forslag til en Bevilling af omtrent 400,000 Spd. til en Kanal mellem Øieren og Christiania, i Ret- ningen ad Strømmen, vil af Regjeringen blive fremsat paa næste Storthing. Summen vil ganske vist ogsaa for Oplandenes Ved- kommende være vel anvendt og indrente sig; men om Bevilg- ningen kan passere til et saadant -- skjønt før til 2 Millioner kalkuleret -- Beløb uden Landskattens Gjenpaalæggelse er vel et Spørgsmaal. Maaske lod et indenlandsk Laan sig optage. De rige Trælasthandlere i Christiania ere høilig interesserede i Foretagendet og i Bergen og Trondhjem mangler det ikke paa Penge, som ligge roligere end de burde. SIDE: 578 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 26DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 1. mars. 1844. Af et Brev fra New-York erfare vi, at vor Landsmandinde Pianistinden Jacobine Gjertz har vundet ikke ringe Anerkjen- delse sammesteds. Uden selv endnu at have givet nogen Kon- cert har hun med meget Bifald ladet sig høre paa flere. Hun befinder sig saaledes vel og agter fremdeles at opholde sig der tilligemed sin Broder. Violinisten Georg Rostad befinder sig i Paris. -- Kulden har i den sidste Uge naaet indtil 23°. Vedpriserne ere enorme: 11 til 12 Mark for Favnen af Granved og henved 4 Spd. for Favnen af Birkeved. Man fortæller, at Saturn, den næstfjerneste Planet fra Solen, skal paa Torsdag komme saa nær Jorden, som dens Bane tillader, og at dette har Indflydelse paa Jorden, idet der skulde staa Kulde fra den. Det klinger rigtigtnok noget "langtfra hentet." Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 13DE MARTS Lillehammers Tilskuer 19. mars 1844. Hs. Majestæt Kong Oscar den 1stes Proklamation har vun- det almindelig Tilfredshed ved den sønlige og konstitutionelle Aand og den Ærbødighed mod Landets Selvstændighed, hvor- med den er affattet. I Intitulationen "Norges og Sveriges Konge" har den nye Konge mødt det almindelige Ønske paa den behage- ligste Maade, og man er temmelig vis paa at Hs. Maj. selv er denne velskrevne Proklamations, denne Hans første Hilsens Koncipist. -- Idag holdtes der Sørgegudstjeneste i vor Frelsers Kirke, hvorved Es. H. Biskopen oplæste den kongelige Proklamation og holdt en kort Prædiken. Altar, Prædikestol, Orgel og Vox- lysene vare behængte med sort Flor og Kirken ligesom Torvet for en stor Deel, ganske fuld af Mennesker. I Midtgangen para- derede Borgerkorpset; i Choret befandt Statholderen, Autori- teterne og Embedsmændene sig. SIDE: 579 Christiania, 14de Marts. Paa de i Eftermiddag ankomne svenske Aviser var Nysgjerrig- heden temmelig spændt; men de indeholde ikke noget særeget Nyt med Hensyn til det stedfundne Thronskifte. Aftonbladet gjør Nar af den seendrægtige Statstidning, som ikke kunde blive færdig før Kl. 10 om Aftenen den 8de Marts og det til ganske faa Abonnenter. -- Gauthier med sine 40 Heste og 50 Personer befinder sig naturligviis i stor Forlegenhed under den strenge Sørgetid, som man siger vil vare i 4 Uger. Menageriet og Voxkabinettet, der forevises af en 7 Fod 5 Tommer høi italiensk Greve, der ikke, efter Kontrakten, maa vise sig paa Gaden, ere dog fremdeles aabne. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 2DEN MARTS Lillehammers Tilskuer 22. mars 1844. Fjeldeventyret har gjort Lykke og trukket ganske fuldt Huus tre Gange. Paa Mandag og Tirsdag gives det 4de og 5te Gang til Indtægt for Forfatterens Enke og hans Søster. 5te Forestil- ling, ledsaget af en Epilog eller et Efterspil af Wergeland, skal være den sidste, omendskjønt man ymter om, at der ogsaa spe- kuleres paa at give det en 6te Gang for Asylet. -- I Redningsanstalten paa Grønland har man i denne Uge experimenteret paa en aldeles forfalden Skorsteensfeier fra Lillehammer, 40 Aar gl. omtrent, og en 17aarig ligeledes til Brændeviin henfalden Dreng, en i Skillingmagazinet som radikal anbefalet Kuur mod Hang til Fylderi. Den bestaa i at Patienten indestænges og faar i alt hvad han nyder af Vaadt og Tørt, hvorpaa ingenlunde spares, Brændeviin opblandet med Vand. Efter 5 Dage pleier han da at bede om Barmhjertighed; men endnu et Par Dage skal Brændeviinstraktementet vedblive. I et Par Dage fortærede ovennævnte to Personer 6 Potter Brænde- viin paa denne Maade. Af og til indtraadte Delirium; endelig protesterede Naturen ved idelig Brækning; da jamrede Skor- steensfeieren: "havde min Moder ikke indgivet mig Brændeviin med den første Mad jeg har smagt i Verden, var jeg ikke bleven slig." (Han forklarede, at denne Ravnemoder endogsaa pleiede SIDE: 580 at bløde Tyggen i Brændeviin). I to Dage negtede endelig Ma- ven at modtage nogensomhelst Næring, og derpaa fik de da anden ublandet Mad og Drikke. Det endelige Udfald vil være interessant at erfare. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 19DE MARTS Lillehammers Tilskuer 26. mars 1844. Medens den almindelige ydre Sorg i Anledning Kong Carl Johans Dødsfald [i Sverige] er paabuden at vare i Maaneder, hører man intet om slige Paabud her. De fleste Damer og Herrer gaa dog sørgeklædte, hvilket har givet vore Galanterispekulanter Anledning til at lægge dygtigt paa det sorte Flor, og deraf har da en enkelt Kjøbmand -- men som ingenlunde er den eneste -- igjen taget Anledning til at avertere, at han ikke benytter sig af Leiligheden. Paa Søndag aabnes dog Theatret paany, hvilket da rimeligviis bliver et Signal for Gauthier til at aabne sin indtil Afbrydelsen ved Dødsfaldet stærkt besøgte Cirkus, hvor Pietro Bono gjør sine Underværker i Luften. Theatrets Status taaler nok ikke, at det længer er lukket, og Gauthier har ikke mindre end 40 Heste og 50 Mennesker at underholde. Hans ret gode Menageri og maadelige Voxkabinet har i denne Tid dog stedse været tilgjængelige. -- I det katolske Kapel vil en Sjelemesse blive afholdt over sal. Kongen. -- Den Constitutionelle bebreider idag Morgenbladet, fordi det har fortalt en mellem Hs. M. Kong Oscar og Formanden for Unionskommiteen, Hartmannsdorff, stedfunden Scene, hvor- under Denne blegnende og konsterneret skal have modtaget Ordre til inden faa Dage at sørge for, at Kommiteen kunde komme paa det Rene med Sagen om det norske Flag. Man fortæller imidlertid for ganske vist og med megen Tilfreds- stillelse, at det virkelig skal have gaaet til som fortalt, og navn- giver en vis Person af Byens Handelsverden som Den, der endog sidste Lørdag skal have foreviist paa Børsen et Brev fra en vel Underrettet i Stockholm, hvori Sagen skal være fortalt ganske som den har staaet at læse i Morgenbladet. Maaske kunde no- gen Tilbageholdenhed ikke skadet; men Historien kan ikke andet end at bidrage til at forøge Nationens allerede stærke Hengiven- SIDE: 581 hed for den nye Konge. Man venter sig ret meget godt Nyt efter det varslende Forbud i Hans Antagelse af Titulaturen "Norges og Sveriges" Konge, og inden vi vide af det, have vi f. Ex. ogsaa vore Skiløbere igjen, hvis Afskaffelse slet ikke skal i sin Tid have vundet Høisammes Bifald. Henrik Wergeland I ANLEDNING AF MOSAITEN DR. STEINHEIMS OPRAAB TIL SINE TROESFÆLLER Morgenbladet 22. mars 1844. Med den i den videnskabelige Verden hæderlig bekjendte Mosait Dr. med. Steinheim i Altona har Undertegnede stundom vexlet Breve, og da han i et saadant ytrede den Mening, som det nylig saaes i dette Blad, at han i stærke Udtryk har givet tilkjende i en tydsk Tidende, at nemlig ingen Lærd af mosaisk Tro burde gjæste Norge under det anstundende Naturforsker- møde, vil jeg her meddele mit Svar til ham, om det herigjen- nem kan finde Vei til Blade i Naborigerne og muligens bidrage til at bekjæmpe en Anskuelse, som jeg hverken finder rigtig og billig eller tjenlig for Tolerancespørgsmaalet. " -- Dersom Venskabet ikke havde Ret til at sige sin Mening oprigtig, maatte Fiendskabet have Fortrinet med Hensyn til den Nytte disse Forhold gjøre Verden. Tillad mig derfor, høist- ærede Hr. Doktor, at sige Dem, at jeg hverken fra almindelige Hensyn betragtet eller fra de specielle, som maa hentes fra Mosaiternes Forhold til Norge, kan billige Deres Anskuelse, at ingen mosaisk Lærd bør benytte sig af det udstædte General- Leide til at deeltage i Naturforskernes Møde i Christiania i Sommer. Betænk dog, at Grundlovens Bydende ikke paa nogen bedre Maade kan suspenderes! Betænk, at dette virkelig er en Suspension, at den involverer en smuk Indledning, et ganske tydeligt Fingerpeg til en Ophævelse og at den desforuden er intet mindre end en speciel Invitation fra Folkets mest oplyste Deel, som har krævet den, og fra Kongens og Regjeringens Side, der saa villigen har udstædet den! Nei, gid Mosaiter, som gjøre sit Folk og Videnskaberne Ære, ikke maa mangle ved dette Møde! De ville fortrinsviis blive bemærkede her, hvor man kun mangler Erfaringen og det virkelige Bekjendtskab for at udøve SIDE: 582 imod Mosaiterne den Kjærlighed, som vort Folks Fornuft, Hjertelag og Tænkemaade ere enige i at paabyde. Kom endog personlig, Hr. Doktor! Deres Interesse for Sagen, Deres Navn i den videnskabelige Verden, den Interesse, Norge maa have for enhver Ven af Friheden, for hver den, som vil kjende dennes Resultater og ønsker at se dens Træ i Blomstring -- alt dette maa kalde Dem." Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 1STE APRIL Lillehammers Tilskuer 5. april 1844. I det katholske Kapel, hvis Altar ligesom Præsten og Kor- drengene var sort dekoreret, holdtes i Løverdags en høitidelig Sjelemesse, der bestod i en gribende Tale af Pastor Montz samt i en særdeles smuk Messe, komponeret af Hr. Reissiger og ud- ført af endeel af Theatrets kvindelige og mandlige Personale til Orchester. -- Gauthiers Cirkus er fremdeles propfuld, hvortil især Pietro Bonos uforlignelige Færdighed paa Linen bidrager. Han kunde gjerne antage Navn af Luftkunstner, thi Luften synes ret at være hans Element. Theatret kan derimod ikke rose sig af stærkt Besøg; selv dets første Aften efter Gjenaabningen var Huset kun bestaaende af en halvandethundrede Personer, uagtet Stykket var nyt. Man haaber kun, at den store Opera "den Stumme i Portici", som skal gives sidst i denne Maaned, vil bringe nogen bedre Balance i Kassen tilveie. -- Maler Tidemand har fuldført i disse Dage en yndig natio- nal original Komposition, som siges bestemt for Statsminister Due i Stockholm. Den forestiller en gammel Bedstemoder for- tællende Eventyr for et Par Børnebørn ved den blussende Arne. Interessen i deres Ansigter under denne Belysning er saa ypper- lig udtrykt, at man kan se, at det vel endog er en Spøgelse- historie, den Gamle fortæller. -- Billedhugger Michelsen er hidventendes fra Trondhjem for at overtage endeel Arbeider paa Slottet, navnligen i Kapellet. Trondhjemmerne have ladet den Skam overgaa sig, at der ikke har ladet sig tilveiebringe nok til en Büste af Michelsen af deres SIDE: 583 Byes Velgjører Thomas Angell. De synes ikke engang at erindre, at han fremdeles aarlig sparer dem for en heel Deel Fattigudgifter, som ellers maatte falde dem tillast. -- Endeel af Maler Flintoes ældre og yngre Elever have hos Tidemand ladet forfærdige et Portræt af ham, bestemt til at ophænges i Tegneskolens Lokale. -- Vi have prægtigt Foraarsveir med stærk Solvarme om Middagen; men det forslaar kun lidet paa de Snemasser, som bedække Omegnen og Isen saalangt vi kunne øine. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 14DE APRIL Lillehammers Tilskuer 19. april 1844. Man seer endelig igjen vore sædvanlige Foraarsgjæster, de danske Viktualieskuder, ved Bryggerne. Fire af dem have først ladet sig vække ind. Endnu ligger dog Isen kjørefast baade til Ringene, hvor Skibene ligge, og udenfor, skjønt Søen dog nu gaar klar ude ved Næsodden. Ved de Danskes Indvækning har ogsaa vore egne Skibe faaet Adgang, skjønt flere af Rhederne spare saameget paa Skillingen og lade Daleren gaa, at de tabe en Reise for at spare Omkostningerne ved at lade dem vække ind i den aabnede Hovedrende. -- Udførselen af tilhuggen Granit til Hamburg vil blive af Vigtighed til Sommeren. Den tilhugges paa Slaveriet, hvor En af Lemmerne, som har været Opsynsmand derved, har erhvervet sig en saadan Kyndighed, at han, da hans Straffetid snart er udløbet, skal over til Hamburg for der at være Opsynsmand ved Opførelsen af et betydeligt Granitbygningsarbeide ved en Sluse. Han har gjort sin Lykke i Slaveriet. Foruden bemeldte Arbeide er ogsaa Digteren Klopstocks Monument i Altona hugget her paa Fæstningen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 22DE APRIL. Lillehammers Tilskuer 26. april 1844. Subskriptionen til Kong Carl Johans Legat opløber allerede til mellem 4 og 5000 Spd. SIDE: 584 -- En rask Vestenvind har givet Isen sin sidste Rest i Efter- middag, saa Skibene nu seile frit ind til Bryggerne og vore til- lastede Fartøier kunne komme afsted. -- Det Gauthierske Selskab gjør det offentlige Theater frem- deles Afbræk, idet dets Forestillinger endnu fremdeles ere ret godt, om end ikke saa stærkt som før, besøgte. Det skal herfra til Bergen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE MAI Lillehammers Tilskuer 24. mai 1844. Der berettes forvist, at Flagsagen definitivt skal være af- gjort og den kongl. Resolution være ventende hid med det aller- første og inden 17de Mai. Enthusiasmen vil upaatvivlelig vise sig paa en eklatant Maade i Hovedstaden, f. Ex. ved almindelig Illumination. -- Til den 17de Mai gjøres store Forberedelser. Flere Borger- klasser agte at forene sig under symboliserende Faner til en stor Procession, der siges at skulle gaa ud fra Pladsen udenfor Frimurerlogen Kl. 4 Eftermiddag og saa at bevæge sig ud til Kroghsstøtten med Musik. Der tales om at man venter Taler sammesteds. Fra Kroghsstøtten skal Toget gaa til Pladsen foran Kongsgaarden, hvor en Klattremast behængt med Præmier, Musik, ekvilibristiske Kunster, Restaurationstelte o. s. v. skal tjene til at underholde Publikum. Studenterne, som have Mid- dag paa Klingenberg, have til Processionen en ny Fane under Arbeide af saadant Udseende: den fremstiller i Silke et norsk trefarvet Flag, i hvis Midte paa hvid Bund en Pallas-Athene sees. Fanen bæres paa græsk Maneer tvers paa Stangen og øverst paa denne sees Minervas Ugle i Bronze. -- En Kopiist M. Rasch i Finantsdepartementet har i disse Dage erhvervet sig en sørgelig Navnkundighed ved at have sub- skriberet og erlagt 1/3 Skilling svensk Banko til 17de Mais- Høitidelighederne. Der paastaaes, at han ikke er rigtig klog, og saaledes tør man haabe, at han ikke bliver udsat for nogen Molest i den Anledning. SIDE: 585 Henrik Wergeland [EFTERSKRIFT TIL ET AVERTISSEMENT OM S. O. WOLFFS SKRIFT OM UTVANDRING] Morgenbladet 31. mai 1844. Der er neppe skrevet noget Hensigtsmæssigere til at standse Udvandringslysten, hvorfor fædrelandssindede Medborgere, som skulde ville udbrede dette Skrift i de anstukne Egne, gjøres op- mærksomme paa den billige Priis, hvorfor det erholdes. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 31TE MAI Lillehammers Tilskuer 7. juni 1844. Den samme kolde Nordenblæst, som blandede sin Bitterhed i 17de Maibægrene paa den høitliggende Kongsgaardsbakke, holder ved endnu næsten daglig til stor Skade for Vegetationen paa Marken. Følgerne vise sig allerede hist og her i den for- kuede Engbund. -- Den Idee med Korporationsfaner vandt almindeligt Bifald den 17de Mai. Man har nu noget at holde sig til, som altid vil bringe Folk paa Benene og tillige paabyde Orden. Flere af Fanerne, som ikke bleve ganske færdige, skulle ogsaa til næste Aar yderligere dekoreres. Possementmagerne vare iblandt andet ikke forsynede med Guldkvaster, som flere af Korporationerne dog ønskede at have haft. -- Vore Skibe ere endnu ikke komne tilbage fra første Ud- reise. Flere af dem kjæmpe rimeligviis paa Hjemfarten med hine stadige Nordvinde. -- I Kirkegaden have to unge Kjøbmænd aabnet et Non plus ultra af elegant Luxusboutik. Vor stakkels Industri og vor stak- kels Selvstændighed! Men naar skal endelig et andet Told- system begynde, som gaar ud paa at beskatte den forarbeidede Luxus og at fremme Indførselen af raa Produkter. Arbeids- lønnen blev dog i Landet, og Saamange behøvede ikke at vende sine Øine til Amerika, drevne til Fortvivlelse af vort juridiske Utøi, som suger Marv og Kraft af Landet. En energisk For- andring af Toldsystemet i den Retning, vilde snart bringe Bom- ulds- og Klæde- ja Silke-Manufakturer iveiret, og Normanden vilde idetmindste kunne klæde sig med sine Hænders Gjernin- SIDE: 586 ger. Hvorledes er det ikke i Sverige? Smugleriet betvinger ikke der Nationalindustrien. Det er kun den høieste Luxus, som bru- ger andet end svensk Klæde -- en Fabrikation, der har gjort Norrköping til en mægtig By. Hds. M. Dronningen gaar ikke i andet Silketøi end i svensk. Gustav III skabte den svenske Manufaktur-Industri, især ved at indkalde Udlændinger; og isandhed nogle belgiske og franske Klæde- og Bomuldsvæver- familier, samt nogle sachsiske eller schlesiske eller svenske Lin- nedvæverfamilier, anbragte hist og her i Riget samtidig med at Tolden kastede sin Tyngsel paa de forarbeidede Artikler og lettede Indførselen af de raa, vilde maaske gjøre Underværker. -- Kand. theol. Monrad, Universitetsstipendiat, har ansøgt Lektorat i Filosofien; men han skal finde Modbør hos et ret- troende Kollegimedlem paa Grund af et Skjæg, han har lagt sig til i Udlandet. Det er rigtignok af de rare; men Herregud -- Jedermann sein Lust. I gamle Dage hørte Skjægget til en Filo- sofus, og Lektor Welhavens Skjægløshed har slet ikke beviist dets Unødvendighed, for den Filosofi, han har doceret Ung- dommen udi, skal, som der siges, have været saa ganske uden Been og Marv, at den ofte tjener til Løier, og at dens Puerilitet saaledes iblandt andet, i Mangel af bedre Bænkvittighed, sattes i en Slags Forbindelse med Filosofusens Skjægløshed. Henrik Wergeland OM KIRKEDEPARTEMENTETS UPARTISKHED Morgenbladet 4. juni 1844. Animositet imod Sognepræst Wolff har neppe, som Mor- genbladet synes at antage, ledet Principium agens i Kirkedepar- tementet ved Afslaget af H. Wergelands Tilbud, til saa lav Priis at erholde et hensigtsmæssigt Modskrift mod Udvandrin- gerne til Uddeling i vedkommende Bygder. Skulde Animositet være tænkelig i en saadan Sag eller i nogensomhelst anden, hvor det er Embedsmanden som skal handle efter Pligt og Ret alene, da maatte det vel snarere være den, der forleden, i Anledning af Psalmesagen, blev angivet at finde Sted fra Principii agentis ): Expeditionssekretærens Side imod H. Wergeland. Idetmind- ste har man antecedentia for den Behandling, Faderen har nydt af Kirkedepartementet, om hvilken man vel, med Hensyn til Civiladministrationen, kan sige det Samme, som Hr. Fougstad SIDE: 587 nylig sagde om Armeekommandoens Adfærd i Høiskolesagen, nemlig at den var den største Uretfærdighed, som var passeret i Norge siden 1814. Og saaledes vil den almindelige Stemme bedømme de Tilsidesættelser, gamle Wergeland har maattet lide af Kirkedepartementet, og navnlig den ved Besættelsen af Chri- stiansands Bispestol, naar denne forurettede udmærkede Geist- lige, denne forfulgte Patriot endelig af Ærgrelser fortidligen er lagt i Graven. Han skulde, som Chef for Kirkedepartementet, have vænnet sin Expeditionssekretær af med disse idelige For- slag om Kommissioner, der nu omgive Kirkedepartementet lige- som Drabantkredsen den mørke Saturnus, og han skulde have paaviist den vedbørlige Afstand imellem Expeditionssekretæren og En, der har Hoved og Kundskaber til at være Chef selv. Nu er dette Talent, som, paa samme Tid Kirkedepartementet fandt ham for gammel til Bisp, berigede Literaturen med det om- fangsrigeste Sprogværk, som vel nogen af Nordens Literaturer i de sidste Decennier har at opvise -- nu er dette Talent henlagt, som man siger; og man venter vel ikke i Kirkedepartementet, at nogen Muus mere skulde kny om disse gamle Historier. Men selv Besættelsen af et Par af de senere Kirkedepartements- Kommissioner giver Anledning til saadan Museknyen, som man ellers kan være vis paa vil blive stærk, naar Offeret for saa mange Krænkelser først er i Jorden. Hvorfor har man nemlig ikke benyttet denne Masse af Erfaring, dette lyse Hoved, denne stilistiske Klarhed i en af disse Kommissioner, hvor man seer En af Expeditionssekretæren i Kirkedepartementets gamle For- bunds-Busenfreunde, Dæmringens Forsvarer, en forøvrigt ung og udistingveret Præst, paradere i to med sin Storthingsmands- diæt Dag ud og Dag ind saalænge det nu vil vare? Nei -- Manden, der talte om Psalmesagen, kjendte nok Hjerterne, lader det til, saa jeg tænker vi have -- Sat Sapienti! Henrik Wergeland NOTER TIL "NOTERNE" I IDAGS-MORGENBLADET Morgenbladet 9. juni 1844. 1. Saavidt Nedskriveren er bleven underrettet, har Bureau- chef Wergeland til Datum ikke erholdt andet Svar paa sit skriftlige Anbud til Kirkedepartementet om at lade Formerne SIDE: 588 til den Wolffske Afhandling mod Udvandringerne i 8 Dage staa for at oppebie Departementets Beslutning, om at erhverve endeel Exemplarer til Uddeling i de anstukne Egne, eller ikke, end at en Kopist, Thorsdagen i den Uge, som fulgte efter den, inden hvilken Svar ærbødigst var udbedet for Aftrykningens Skyld, ligesom i Forbigaaende meddeelte Forlæggeren Bogbinder Bar- lien, at Departementet havde ingen Midler til saadant Indkjøb. 2. Bureauchef Wergeland har ikke henvendt sig til sit eget Departement i denne Sag. Han har kun henvendt sig privat til Medborgere. At han har opgivet Tanken om at se Sagen frem- met ved det Offentliges Hjælp, saa strengeligen denne end er paakaldt af Omstændighederne paa mange Punkter i Landet, sees af Efterskriften til det Avertissement i Morgenbladet, hvori Afhandlingen anmeldtes udkommen. 3. Udbredelsen af deslige Skrifter er unegtelig en Underviis- ningssag, en Almueoplysningssag, saa det ikke var saa urimeligt, at tro den rettest ressorterende under det Departement, der ogsaa fører Titel af Departementet for Underviisningsvæsenet. En Mængde Smaaskrifter -- men neppe noget vigtigere og bedre end det foreslaaede -- ere jo ogsaa blevne udbredte, ja endog udgivne, derfra? 4. Skulde Sagen rettest være en Regjeringssag, da formenes, at man fra Kirkedepartementets Side, naar dette ellers inter- esserte sig for Sagen, enten kunde have antydet dette for Wer- geland, om han selv vilde gjøre videre derved, eller ogsaa selv taget Motiv af Wergelands Anbud til en Indstilling om at gribe denne bekvemme og billige Leilighed til endelig, efterat Landet har mistet Tusinder af sine Indvaanere, at modarbeide de for- førende Breve og Skrifter samt de mundtlige Forførere, som liste sig om imellem vore troskyldige Almuer, og som dele Skyl- den med vort blodsugende Juristeri og skrækkelige Inddriv- nings- og Sportelvæsen forat Udvandringens Ulykke er over- gaaet Landet. 5. Den, der var Expeditionssekretær i Kirkedepartement, da den over alle Indstillinger mærkværdige Indstilling om Chri- stianssands Bispedømmes Besættelse forfærdigedes, var nuvæ- rende Borgermester i Throndhjem, Hr. Honoratus Bonnevie, om hvem man paastaar, at han i Meget og Mangt ligesom gaar SIDE: 589 igjen i den nærværende Expeditionssekretær. Om Venskabet mellem dem paa den Tid var saa hedt, som mellem daværende Expeditionssekretær og Den, der blev Biskop, var vel vanske- ligt; men at det dog var saa varmt, at begge passerede saa omtrent for to Alen af eet Stykke, erindres ganske vel fra de Dage. 6. Der gives Skabninger i Naturens Rækker, der fra Tid til anden synes magtesløse og stive, men hvis naturlige Kvikhed ikke destomindre er tilstede og i Virksomhed. Man maa være forsigtig. 7. Efter Provst Wergelands Tilsidesættelse ved Christians- sands Bispevakance lader den anden Uret, han leed, sig nogen- ledes forklare. Nogenledes, ikke tilfredsstillende; thi det kan ikke glæde Nogen, at se Geistligheden vælge sine Overhoveder hovedsagelig efter andre Fortjenester, end dem, der tilhøre dens eget Kald. Og desuden, om det nu er politiske Fortjenester, Geistligheden i vore Dage spørger efter om hos sine Biskopper, saa, om gamle Folk ikke vare glemsomme, kunde Wergeland nok ogsaa i denne Henseende taale en Parallel med begge To. Hr. Riddervold fortjente virkelig ogsaa en Anerkjendelse, og hans friske Fortjenester stode nær for Øie. Men hvilket Fingerpeeg fra Departementet indeholdt ogsaa ikke den første Tilsidesættelse, som fra høiere Sted, da den fremstillede sig for Betragtningen i det Sketes og Utilbagekalde- liges Række, erholdt den Korrex, som øiensynligen ligger i Re- solutionen om at Provsterne for Eftertiden ved Bispevalg skulle høres? Rygtet gik ogsaa, at Wergeland, efter det Knæk, hans Sind havde maattet lide, ikke mere var den samme Mand, at han overgav sine egne Forretninger osv.; og hvad har dette ikke kunnet indvirke paa denne Votering, bag hvilken man nu vil to sine Hænder for hvad der er -- uaftvætteligt, som Blodet i Eventyrene? Ved begge Leiligheder blev Embedskarakterer, Fortjenester af Universitetet, af Forfatningen, af Literaturen, af Almueoplys- ningen, af den religiøse Underviisning, Værdighed i Alder, Lev- net og Alder, Erfaring i Faget, lyse Anskuelser og mangesidige Talenter og Kundskaber tilsidesatte og med et Pennestrøg sløifede for Fædrelandet! SIDE: 590 En større Mængde Provster, end man skulde tro, har Deel i denne saa vel forberedte Fortjeneste, da den anden Gang for- øvedes -- deri har Hr. Notatoren fra Kirkedepartementet Ret. De ere heller ikke mere end Mennesker. 4 mot 48? -- Forhol- det mellem Ret og Uret er i de sjeldneste Tilfælde bedre i denne Verden. Den 6te Juni. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 10DE JUNI Lillehammers Tilskuer 14. juni 1844. Landskabsmaler Balke, en Oplandets, det deilige Totens, Søn, er efter et Aars Fravær paa Stipendium hos den berømte Dahl i Dresden, nu kommen tilbage. Endnu et Aars Stipendium staar igjen, hvilket han vil anvende til et Ophold i Paris, hvor- hen han til Høsten flytter med Kone og Børn. De sande Kunst- nere have som oftest friske og freidige Hjerter, en Taalmodighed at slide paa som Viskelæder -- uagtet deres naturlige Pirrelig- hed -- og et Haab saa seigt som Vijue. Og i Norge maa Kunst- nerne være saaledes udrustede, om de nogenlunde skulde kunne staa imod Trykket af en af Juristeri og udelukkende Hylden af de materielle Interesser behersket Tidsalder. Billedhugger Michelsen besidder i høi Grad denne beundringsværdige, i andre Lande -- thi der briste Hjerterne eller Vanvidet indtræder -- ukjendte Organisation; og Balkes kjække Plan, at drage til Paris med sin Viv og sine smaa totenske Rollinger, er et Vidnes- byrd om at han har ogsaa noget deraf. -- Uvist om vi da se dette, saa længe af sine Landsmænd ikke erkjendte, men umis- kjendelige, Talent mere; thi den raske Karakteer i hans Sø- stykker -- Balke har i de sidste Aar udelukkende kastet sig paa denne Green af Maleriet -- vil vist vinde Franskmandens Bi- fald, hvor Sømaleriet alt siden Vernet, og i de senere Aar under Indflydelsen af Gudins raske Pensel, har været i Velten, som det hedder. Balke vil imidlertid ikke være ledig; men anvende Sommeren til at hente Studier ude fra Havet og fra den norske, saa eiendommelige, Kjern-Natur. [fotnotemerke] Fotnote: [Rettet fra Kjerne-Natur, se s. 598.] SIDE: 591 -- Selve Dahl er i Farvandet med Søn og Datter. Gubbens graa Øienbryn ville rynke sig naar han seer hvorledes Smag- og Sandsløsheden her farer frem med vore offentlige Bygninger, med Valget for deres Plads, og med frisktvæk at gjøre alt for at udstraale istedetfor at arrondere og samle Byen saavidt det lod sig gjøre. Naar han saaledes faar se Universitetsbygningen lagt nede i en Sump, der maaske stedse vil holde de tykke Mure fugtige og ødelægge Bibliotheket, medens umiddelbart tætved er en prægtig tør Høide, der byder Ensemble med Kongs- gaarden, og hvor en Pragtbygning kunde sees fra Søen -- tæn- ker jeg Gubben vil blive blid. -- Violinisten Rostad er kommen tilbage fra Paris, hvor han har vidst at anbringe sin Violin ret godt i et af de større musi- kalske Selskaber. Han er nu hidventendes over Drammen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE JUNI Lillehammers Tilskuer 21. juni 1844. Violinisten G. Rostad er nu ankommen hertil, hvor han agter at give en Koncert, uagtet de danske Dandsere trække Pengene af Lommen ved at fylde Theatret fortiden, og uagtet han aldrig har mødt andet end Kulde fra Deres Side, som kunne gjøre noget for en Kunstner. Gid et retsindigt Publikum dog maatte samle sig om denne for sit Kald saa nidkjære og talentfulde unge Landsmand! -- I de to sidste Dage har Tordenbyger forfrisket Luft og Jord heromkring. Henrik Wergeland ADOLF STABELL SELV ELLER IKKE? (Indsendt.) Den norske Rigstidende 14. juni 1844. Skulde det virkelig være Morgenbladets egen Redaktør og Medeier, Hr. Adolf Stabell, der prostituerer sig og Bladet med at levere slige taabelige Sladderhistorier, som den i Idagsnum- merets Redaktionsartikel om Provst Wergelands Hofprædikant- skab, eller gives der kaade Drenge i denne mysteriøse Redac- tion, som det stundom tillades at krybe op i dennes Sæde? Den SIDE: 592 sidste Mening kunde vinde nogen Tiltroe i det Sigende, at Adolph Stabell skal idetmindste lade som om han i den sidste Tid lader Andre stelle med Bladet -- hvilket erindrer om gamle Mikkel i Fabelen, da han for at reparere paa sit Navn, luskede om en Tid ganske skikkelig med forstukken Hale mel- lem Gjæssene og Hønsene, indtil endelig Halen kom frem og Naturen med den. Dette sidste Træk -- sans comparaison naturligviis -- af Mikkel-Ræv bringer mig dog paa den Tanke, at det dog gjerne kan være "han Selv" eller "han Sjøl", som i hiin Artikel plud- selig igjen træder frem som Redaktør. Og den understøttes af adskillige Grunde: 1) Fordi Adolf Stabell er en Karl, som man ikke tager altid igjen, hvor man har sat ham. Det ligger udenpaa ham. Idet- mindste veed jeg intet Ansigt, der mere fremkalder Ideen om, at ethvert Menneske ligner en vis Dyreart. Nu sidder han som Forligelseskommissær imellem Akerssokningerne, som kunde behøve Beten selv, og har det ene Been under Statsrevisions- bordet: men paspaa, om vi ikke snart see ham paa Storthings- bænken! 2) Morgenbladets Redaktion har, uagtet alt sit Skryd om Upartiskhed, viist sig ligesaa tilbøielig til at bruge Morgenbladet til at give sine Antipathier Luft, som tænkeligt kan være for den uheldige Komplikation af Lidenskab og et koldt Hjerte. Og om et sligt Misbrug har fundet Sted, kan Adolf Stabell idetmindste ikke være uvidende. Men naar det er over gamle eller unge Wergeland, det gaaer ud, da har man, saa mystisk og indviklet Redaktionen end skal være sammensat -- omtrent, tænker jeg, som Samsons berømte sammenbundne Indfaldshær i Filisternes Land, nemlig den Ene i den Anden -- al Grund til at troe, at det er Stabell selv, som er ude. Han har maaskee ogsaa en Ahnelse om hvad de Begge dømme om ham. De sidste Par Stykker, som Morgenbladet har indeholdt om Provst Wer- gelands Tilsidesættelse af Kirkedepartementet, vare leiligheds- viis fremkaldte af anden Aarsag end for at paatale denne. Mor- genbladet, for hvem Intet ellers synes for ubetydeligt at omtale, paatalte den ikke. Det har nu kun viist, at det endog er istand til at føie Krænkelser til, og til at gjøre Sit til, at man ogsaa SIDE: 593 engang skal sige, at gamle W. ogsaa fra Publikums Side til- føiedes Lidelser. 3) Ingen Redaktør har viist sig suffisantere i at komme med urigtige Opgivelser end Morgenbladsmanden. Han debiterer saa- ledes, at ingen Statskalender nævner Provst W. som Hofprædi- kant, medens det dog staaer tydeligt nok trykt paa flere Steder, f. Ex. i Statskalenderen for 1842 Pag 95, paa Titelbladet af endeel af Provst Wergelands Skrifter o. s. v. Om end disse altid har syntes Morgenbladsredaktøren ubekjendte, burde han dog gjøre sig den lille Umage at see efter før han behefter sit Blad med en Urigtighed -- vel uvæsentlig som det hele Sladder, men oprørende og fortjenende en Tugtelse formedelst den frække Fripostighed, hvormed den er fremsat. 4) Men hvorledes forklare sig, at en gammel rutineret Re- daktør tør, i et Blad, der betales saa skamløst af et altfor længe taalmodigt Publikum, byde dette noget saadant Gods, som hiin Skrøne fra 1839? Jo, Adolf Stabell har den Svaghed, stundom at ville være "smaamorsom", som man kalder det, skjøndt det gaaer som at slaae Ild af et fugtig Træstykke. Og hvorledes han har faaet den, skal jeg, der kjender ham baade ude og inde saa nøie som en vrængt Bælg, ogsaa forklare. Enkelte Mennesker have stor Tilbøielighed for at opklække snart Smaa-Mikkeler snart Smaa- Puser for at have den Fornøielse at kunne kløe dem bag Øret, lege med dem og forsøge at faae Skik paa dem, og med en ligesaa individuel og besynderlig Forkjærlighed trak sal. Pro- fessor Lundh Stabell frem af hans naturlige Ubetydeligheds Athmosfære. Arten stak alt i Gutten med en Overflod af Savoir vivre (det Lensmand Østmo besynger i Fjeldeventyret) saa han nu i saamegen ydre Maneer, som muligt, skulde blive en Kopi af Lundh, en Mand af stor Trohjertighed og Kvikhed. Deraf hiin uheldige Lyst til af og til at være smaamorsom, skjøndt det ikke ligner Lundhs Maneer mere end det skammelige Skabilken i Katechismerne ligner Originalen i Wittenberg. Men denne Maniererthed er nu bleven ham saa tilvant, at den kun mangler Bistand af Øine og Lineamenter for at man skulde sværge paa, at han var den allertrohjertigste og oprigtigste Mand i Landet. Men det er dog heller ikke værd. Og ligesom en bortløben SIDE: 594 Dandsebjørn undertiden uvilkaarlig henrives i Skoven til at øve sine Kunster, kommer hiin ulyksalige tvungne Lyst til at være smaamorsom af og til over Stabell, og da faaer Publikum slige elendige Sladderhistorier som den om at der i 1839 cirkulerede et Rygte om at Provst W. skulde have ytret sig stødt over ikke, i Egenskab af Hofprædikant, at være indbuden til en "Hofgjæstebudssmaus".(!) Dette er nu mine Grunde, hvorfor jeg troer, at det nok kan være Manden selv, der saaledes har beskjæmmet sit Blad ved en forældet, taabelig Bysladderhistorie, der nok kan krænke Vedkommende, men ingen Interesse have for Publikum, samt ved saa groveligen at forløbe sig med et falskt Opgivende, og altsaa ikke et eller andet drengeagtigt Medlem af Redaktionen, som af og til faaer Lov til at bruge Bladet, som han vil. Er det saa, Hr. Adolf Stabell, saa tilstaae, at Redaktøren af Morgenbladet har iført sig en Sladderkjærrings Væsen og Vær- dighed, saa Skjørtet med kunde være fortjent, og citeer Stats- kalenderen! Gjøres dette med tilsyneladende Oprigtighed og Ruelse, vil det bidrage til at befæste Troen paa Morgenblads- redaktørens Upartiskhed d. e. til at gjøre Publikums Voxnæse en Tomme længer. 11te Juni. P. S. Jo, nu har vi seet Oprigtigheden og Ruelsen! Den igaar fungerende Morgenbladsredacteur tilstaaer nu, at Tingen nok staaer i "Registeret" til sidste Statskalender og, at han ogsaa har vidst det (!), medens Sandheden er, at intet derom findes i det blot alfabetiske Register over Geistligheden; men derimod midt i Bogens Text paa ovenciterede Sted. Der staaer endog først af Provst W.s Titler, at han er Hofprædikant. O du Mikkel! du Mikkel! 15de Juni. Henrik Wergeland [MORGENBLADET OM NIC. WERGELAND] Den Constitutionelle 15. juni 1844. Det har behaget Morgenbladets Redaktør, Hr. Adolf Stabell, i Morgenbladet for 11te ds. at meddele Publikum, foruden en vansmagelig Byskrøne, der har sine sex Aar paa Bagen, den SIDE: 595 højst vigtige og interessante Efterretning, at han -- tænk en- gang! har hidtil været uvidende om at Provst Wergeland har været Hofprædikant, og at dette ikke har været anmærket i nogen Statskalender. Bagefter opdager rigtignok Hs. Ufeilbar- hed, at han har debiteret en Usandhed i denne sidste Paastand; men skulde dette bevæge ham til aabent at tilstaae, at saa var Tilfælde? Nei -- med den samme Suffisance, der er Morgen- bladsredaktionen eiendommelig under saadanne Omstændighe- der, hedder det nu, at han nok har vidst, at det stod i den sidste Kalender, men at det ikke har været anmærket i Hr. Peckels foregaaende officielle Hof- og Statskalendere, som om ikke hiin er ligesaa officiel som disse. Vore Statskalendere have altid indeholdt Forglemmelser; men i Skrivter af Provst Werge- land, der idetmindste ere 10 -- 15 Aar gamle, har idetmindste Forfatterens Charge som Hofprædikant staaet at læse paa Titel- bladet. Hvad skal man ellers troe om Hr. Adolph Stabell, naar Stats- kalenderen samme Dag, han havde forgaaet sig, sendes ham med Henviisning til Pagina og Anmodning om at rette Feilen -- na- turligviis med Ærlighed og Oprigtighed -- og han saa opgiver, at Provst W. rigtignok staaer opført i "Registeret" over Geistlig- heden som Hofprædikant, og at han nok har vidst saadant før, medens dette hans nye Opgivende aldeles ikke forholder sig saa, idet nemlig "Registeret" kun er alfabetisk og Anførelsen om Provst W. staaer i Hovedfortegnelsen over Statens Geistlig- hed, midt i Statskalenderens Text, Pag. 96? Der staaer nemlig saaledes at læse: "Nicolai Wergeland, Hofprædikant, Medlem af N. O. til Eidsvold." Fy, Morgenbladsredaktør! At tilstaae en Feil er ingen Skam. Husk dette idetmindste til en anden Gang (som nok ikke lader længe vente paa sig) samt at Far- brors 269de Skaal lyder: "Patriot og Retskaffen eet Begreb." Christiania d. 13de Juni. Henrik Wergeland GEORG ROSTAD Morgenbladet 17. juni 1844. Det skal nok ikke bekymre Mange av vort toneangivende Publikum, at denne vor anden Violinist er kommen tilbage til SIDE: 596 Fædrenelandet, efter at have arbeidet sig, i Tiden af over et Aar, ved sin Violin igjennem et godt Stykke af Europa, og at han er her i Hovedstaden for nu atter at lade sig høre af sine Landsmænd. Men naar den norsksindede og norskfølende Deel af Publikum endda vilde erindre hvad man altid skylder den unge Landsmands fremstræbende Talent, skulde man ganske kunne overlade hine, deels ved Fødsel og Forbindelser, deels ved Dæmringsbagvaskelser over Fædrelandet og Opkogene paa dem denationaliserede, Koterier til sig selv. Vi Nordmænd have været bekjendte for at overdrive Kjærligheden til vort Eget, og navnlig til de Navne, som i en eller anden aandig eller kunst- nerisk Henseende have kastet nogen Glands paa Nationen; men -- hvorledes er det nu? hvorledes har det i denne Henseende været i længere Tid siden hine Vanslægtede fik indlistet sig overalt hvor det svarede Regning og paa de æsthetiske Dommer- sæder, som Lidenskaben og Kameraderiet skiftes om at besætte? Bjerregaard forstummede, da dette Uvæsen begyndte; og siden da lagde ogsaa Simon Wolff alle sine Digte hen, han i flere Aar havde skrevet i sin elskede Fjelddal: -- et helt Bind berøvedes vor fattige Literatur. Mod mig har man fra hine Kanter anvendt først Knusningssystemet, saa det langt frygteligere Ignorerings- system; men en naturlig Haardførhed har ladet mig saa nogen- ledes udholde dem begge, saa jeg troer at have nogen Ret til at vælge Løvetanden til Symbol. Men hvor blev Georg Rostad af? Han er, som sagt, ankom- men her til Hovedstaden fra Paris med sin Violin for at lade sine Landsmænd der høre nye Kompositioner og hvorvidt han nu har drevet det i den Kunst, han, med ubestrideligt Talent, har viet hele sin Ungdom, vovende Tærningkastet imellem at se denne forspildt eller at vinde Navn og Udkomme. Svenskerne er musikalske, og ifjor Vaar vidnede flere Artikler i svenske Blade om med hvilket Bifald de hørte Rostad. Han høstede da baade Opmuntring og Løn i Østgøthlands og det øvrige sydlige Sveriges Byer, hvis Publikum ved saadanne Leiligheder forøges med en heel Deel fornem Intelligens fra Omegnen; og han til- traadte freidigen sin Reise gjennem Tydskland til Paris, Violi- nens Hovedstad, hvor han skal have erholdt Engagement ved et af de anseeligste musikalske Selskaber. Dette var imidlertid SIDE: 597 ikke den Selvstændighed, som Rostad tragtede efter og allerede havde smagt; og derfor er han nu her tilbage. Efterretningen herom indløb mig netop som jeg i Drammens Adresse havde læst hans meget lovende Program og Redaktio- nens Roes og Beklagelse over at Koncerten ikke destomindre var maadeligt besøgt, medens den mener, at en Liniedandsertrup vilde ganske anderledes kalde Honoratiores og Kunstvenner sammen. Under Tankerne over denne den unge Kunstners første Modtagelse i Fædrenelandet, nedskriver jeg da disse ulystige Linier. Hovedstaden skal nu yde ham den anden. Lad os nu se! Man vil neppe yde ham den Bistand, enhver hidkommende Fremmed strax kan tage i Rekvisition; men en Koncert -- man tør maaske vente med de paa Drammen spenderede Nummere -- kommer dog vel istand. Hr. Schrumpf er en honet og uegen- nyttig Mand. Og lad os da se -- om end samtlige hine Næse- rynkere af begge Kjøn ad alt Norsk, som ikke lader sig "maale med en europæisk Alen" (et ganske udmærket smagfuldt Ud- tryk) -- lad os da se, om der i Hovedstaden ikke findes saa- megen Deeltagelse for vor unge Landsmand, at han ikke heller skal ønske sig ude i den vildfremmede Verden end hjemme i Norge! lad os da se, om der ikke i Hovedstaden er Sands nok til at indse, at Landet kan tabe et Kunstnernavn, om et fyrigt Talent mødes med Kulde! Bull har ogsaa staaet paa Rostads Udviklingspunkt. Hvem veed, om et Velkommen hjem, bestaaende af en talrig Kreds Landsmænds Opmuntring, ikke kan hæve med engang Rostads Talent og give hans Arm og Finger paa een Aften mere Bullsk Nervøsitet, end han i lange Aar i tungsindig Ensomhed eller hentrykt i en kuende Stilling kan erhverve sig? Ja, maaske Vidunderet kunde ske i Øieblikket naar han spiller sine Varia- tioner over de nationale Themaer, og hans Landsmænds Deel- tagelse og Slagene i hans Aarer driver ham til deri at maale sig med Bull? 11te Juni. Henr. Wergeland. [fotnotemerke] Fotnote: Jeg sætter mit Navn under, forat befri Hr. Rostad for enhver Mistanke om den af større Kunstnere, end man skulde tro, saa brugelige anonyme Selv- anbefaling. SIDE: 598 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 20DE JUNI Lillehammers Tilskuer 25. juni 1844. Hr. Rostad gav igaar sin eneste Koncert hersteds for -- 120 Personer. 10 Spd. slugte Harzverein, saa den Opmuntring Hovedstaden ydede Kunstneren lader sig regne i Skillingviis, uagtet det fra Morgenbladets Side ikke havde manglet paa An- befalinger og Opmaninger til den nationale Sympati. Den Con- stitutionelle havde ikke interesseret sig for Kunstneren, men iagttaget en Taushed, som ganske vist har bidraget sit til, at Salen var saa tyndt besøgt. En frygtelig Regnbyg drog ogsaa over Byen just ved Koncerttid; og Mange bestemme sig først i Øieblikket, saa et uheldigt Tilfælde her forenede sig med Lige- gyldigheden. -- Jorden er i de to sidste Dage bleven gjennemblødet af en Regn, som kan bringe dette Dølens Svar til en af det forrige Regimentes Konger i Erindring. Han aflagde "Far sjøl" et Besøg paa Christiansborg, og da Hs. Maj. var i godt Lune, viste han sin Gjæst fra Norge en stor Mængde Kostbarheder, med Spørgs- maal, om han vel kunde sige, hvormeget de omtrent vare værd. Dølen trak paa Svaret. End om han da vidste noget, som var kostbarere? "Jo -- svarede Dølen -- det tror jeg nok jeg kan -- det er en god Jonsokregn." E. Sk. Jeg maa bede rettet i min sidste Korrespondentartikel om Maleren Balke Ordet Kjerne-Natur til Kjern-Natur. Menin- gen er den eiendommelige Natur, som hersker om vore stille dybe Fjeldkjern. Den hersker i store Strøg af Norden; men har hidtil været paa det nærmeste upaaagtet av vore Malere, som her have en ny Mark. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 20DE JUNI Lillehammers Tilskuer 28. juni 1844. Allerede om 8 Dage kan Professor Dahl hidventes. Michel- sen er her allerede. Der er subskriberet 700 Daler til et, endnu ikke bestemt, Billedhuggerarbeide af ham, og da han vil faa at udføre et Par Engle til Kapellet i Kongsgaarden, er Værksted (Atelier) bleven ham tilbudt i et af Værelserne der. Det heder SIDE: 599 dog, at han om kort tager til Stockholm, for der i Marmor at udføre Trondhjems Velgjører Thomas Angells Byste, hvortil Subskription dog skal være istandbragt i Trondhjem. -- Igaar afmønstrede to Korps paa Etterstad for General Wedel. Man vil have bemærket en ønskelig Vigør hos Gene- ralen, samt at han i alle Militærevolutioner forlanger større Raskhed end tilforn var almindelig. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 27DE JUNI Lillehammers Tilskuer 9. juli 1844. Med en Opmærksomhed for vore indre Anliggender, som i Morgenbladet er altfor sjelden, omnævner dette Blad dog idag Vigtigheden af at vore indre Kommunikationer udvides og af at Regjeringen ret tager sig denne Sag an. Den er ogsaa ganske vist Hovedsagen. Et Blik paa Kartet vil vise, hvilken Natur Staten har at bekjæmpe, for at Folket kan blive saa lykkeligt og velstaaende, som det er muligt for det. Uden lettere Adgang til at kunne udvexle sine Varer og hente sig sine Fornødenheder, vil Rørelsen altid være forknyt, Velstanden forkuet i vore dybt- indgaaende, fra hinanden ved brede Fjeldrygge afsondrede Dale. Men Kommunikationsmidlerne dele sig i de naturlige (vore Søer og Elve) og i kunstige (Veinet), og at der af de første kunde gjøres uendelig meget til Kommunikationernes Udvidelse er vel klart, om end ikke i det Allerinderste af vore Dale, hvor der blot spørges om Vei over Fjeldet. Men Omsorgen for at benytte dette vidtudstrakte Sø- og Elv-Net er desværre lagt under et Embede, som allerede har et saadant Omfang, at den kun lidet kan blive røgtet, nemlig under Kanal- og Havnedirektoriatet, der alene har nok med hvad Landets Søhavne kan give det at bestille. Vore indre Vandkommunikationer burde lægges under en speciel Bestyrelse, og han vilde have nok i at tæmme vore uregjerlige Floder, lægge dem i bedre Leier, gjøre dem seilbare, hindre Oversvømmelser ved kunstmæssige For- og Udbygninger, standse Leerfald o. s. v. Opgaven er -- og den kan løses for et Par 100,000 -- at kunne, om man vil, seile fra Lillehammer til London, New-York, Valparaiso, kort hvorhen man vil uden at sætte Foden paa Land, om man ikke lyster. SIDE: 600 -- Morgenbladets Redaktion, der i hele Vaar har lagt paa Glug efter Anonymitetsjægere i Den Constitutionelle, har selv nylig været ude paa samme hæderlige Jagt, skudt og truffet. Det er jo brav. Henrik Wergeland MORGENBLADETS KONSEKVENTS Den norske Rigstidende 28. juni 1844. Hvor mange skarpe Taler imod Anonymitetsjagt har ikke Morgenbladets Redaktion ladet høre netop i de sidste Maane- der? Der er ikke mange Dage siden den sidste. Og forleden begiver Redaktøren sig selv paa saadan Jagt, og angiver Undertegnede som Forfatter til et anonymt Stykke i den Constitutionelle, som dennes Redaktion var billigtænkende nok til at optage, da den vel kunde begribe hvad Retfærdighed der ventede En i Morgenbladet, som havde en Utilbørlighed af Red. selv at paatale -- ja, ikke nok med det, Red. af Morgen- bladet driver endog Støveriet saa vidt, at han angiver mig som Fader til flere ufødte Fostre, der ville vise sig! Dette Sidste er latterligt; men den første Denunciation er saameget skamme- ligere, som det her er en mægtig, stortalende og selv anonym Redaction, hvis Fordømmelser over en saadan Forbrydelse imod Pressens og Anstændighedens Love gjenlyde over Landet, der iværksætter den imod Individet. Alligevel -- kan det glæde Morgenbladets Redaktion og maaskee forhøie dens Kredit, for Konsekventse f. Ex., saa er her Tilstaaelsen, at den har truffet rigtig. Forøvrigt er Fornærmel- sen, som øvet imod min egen Person, med Rolighed overseet, medens jeg vedgaaer at besidde saamegen Varme i mine natur- lige Følelser, at Fornærmelser imod den Person, der staaer mig nærmest, altid ville vække min Harme og fremkalde mig til ethvert, efter Omstændighederne afpasset Forsvar. Idag taler Mgbldts Red. stort om den Retfærdighed og Upar- tiskhed, den viser mod Artikler, der ellers ikke have dens Bi- fald. Med Hensyn til dette Konsekventsepunkt kunde jeg levere SIDE: 601 mange Oplysninger; men det tør være nok at berette, at fore- staaende Afsnit, som jeg troer indeholder intet mere end en rolig Beklagelse over at have lidt Brud paa min Anonymitetsret er negtet Optagelse og tilbageholdt saalænge som det lod sig paa nogen Maade gjøre. Sagen var bleven en ganske anden end den Usselhed af Red., der havde paakaldt mit anonyme Svar. Den var bleven et Notabene til Mbldts Red., at det først maa feje for sin egen Dør, naar det vil tale om det Skammelige i Anonymitetsbrud. Morgenbladets Red. vover endelig ogsaa i samme Artikel, at tale om sin Afsky for og Fjernhed fra alt Pressetyranni. Det er dristigt. Det Ord skulde Red. ikke nævne; thi i enhver Hen- seende er Morgenbladet en sneverhjertet, havesyg, uretfærdig, misundelig og udsugende Tyran imellem vore Blade. Og Mbldet ligner tilmed en østerlandsk Tyran: doven, svælgende i Ørkes- løshed paa sin Dynge. Hvorledes misunder det ikke den stak- kels Handelstidende dens Skibslister, -- det vigtigste den skulde sutinere ved? Hvilken skamløs Tribut paalægger det ikke sine Abonnenter for et Blad, hvoraf Halvparten bestaaer af disse Lister og af Avertissementer -- Avertissementer, saa dyre, at de skulle bære Bladets Udgivter? Hvilket uforskammet Over- mod lægger det ikke ved enhver Leilighed for Dagen? Hvilken Grusomhed imod dets Modstandere? hvilken Utaknemlighed imod Velgjørere? Hvor keitet og plumpt er det ikke, naar det skal tale om Kunst eller Videnskab? Hvilken Partiskhed for dets egne Partisaner, Huustropper eller Huustrælle? Hvilke marokkanskagtige, idelige Udfald mod det Folk, Menneskeheden skylder saameget: mod det franske? Og endelig, skjøndt Mbldet leverer endnu langt flere Ligheder med en Tyran, hvilken For- agt for Publikum ligger ikke i denne maskerede Redaktion og i den Politik, som det anvender ganske haandgribeligen paa dets Lettroenheds Bekostning, nemlig idelig og altid at tale om at Upartiskhed, og kun Upartiskhed, er Morgenbladets Grundlov og Løsen. Man lægge Mærke hertil. Dette er Morgenbladets Politik; og endelig har en stor Deel troet det, og fundet Beviset i at Mbldet sjelden tillader en Roes over en Mand uden at smøre ham lidt til bag efter. SIDE: 602 Nei, om Afsky for Pressetyranni maa Morgenbladet ikke tale. Vi have ingen anden Pressetyran. Men -- ned med Tyrannen! Lettere sagt end gjort, vil man sige; og saa er det vel ogsaa. Imidlertid vilde det være gjørligt for en Forening af nogle faa dygtige Hoveder af samme politiske Tænkemaade. Morgen- bladet er udbredt; men det er ikke populært. I Almindelighed har man ingen Tillid til og Agtelse for denne mysteriøse Re- daktion, der saa ofte har misbrugt sin Magt, saa ofte oprørt Na- tionens Følelser ved hadske Angreb paa en ophøiet Person, som den elskede. Mange have mærket, at Upartiskheds- og Ret- færdigheds-Snakket kun er Blaar i Publikums Øine medens syv Daler pumpes udaf Lommen og Skibslister og Avertissementer stikkes ind igjen. Og denne Opinion, denne tause Misfornøielse, samt Trangen til et bedre, Folk og Hovedstad værdigere Blad, er Basis god nok at operere paa -- ikke imod Mbldet; thi dette maatte derved forbedres i moralsk og intellektuel Henseende, om det ikke blindt vil gaae al Hovmods Skjebne imøde. Et Dagblad med bekjendte flinke Folk i Spidsen for de le- dende Artikler (Hovedredaktøren) samt for de indenlandske, udenlandske, kritiske og æsthetiske, annonceret af Omfang som Morgenbladet, men ikke ubetydelig billigere, uden Skibslister, samt uden Avertissementer uden i Extratillæg, vilde ganske sikkert vinde et saadant Publikum, at vor Pressetyran vilde idetmindste vækkes til nogen større Opmærksomhed imod de Underdaner, som blive ham troe, og maaskee bevæges til at nedsætte de svære Skatter, som han nu hæver af dem. Men Tyrannen staaer ikke sikkrere, end at det er forbi, naar blot 3 -- 4 eller fem flinke, energiske Folk ville slaae Hænderne sammen og raabe: Ned med Tyrannen! 24de Juni. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 8DE JULI Lillehammers Tilskuer 12. juli 1844. Igaar afholdtes den store Middag i Frimurerlogens store Festivitetssal i Anledning af Flaget, hvor den besynderlige Ano- mali, efter Meddelelse af en af Deeltagerne, skal have fundet Sted, at Skaalen for Flaget, Nr. 2, næstefter Hs. M. Kongens, SIDE: 603 ikke ledsagedes af noget Hurra eller nogensomhelst Akklama- tion, uagtet dette ikke undlodes ved nogen af de øvrige. Den første Skaal blev udbragt af Hs. Excell. Statholderen, der med megen Aabenhed meddeelte de gode Tilsagn om at hævde Nor- ges Ret, som han i Vennersborg havde havt den Ære at høre af Hs. Maj.s egen Mund. Mellem Skaalerne var en høist ufor- tjent for den Kommission af ubygningskyndige Mænd, der have viist sin Skjønsomhed ved at undlade at give et Dekorations- arbeide paa 5000 Spd. i en sagkyndig Arkitekts Hænder. -- Michelsen har nu faaet Bestillinger for 4400 Spd. deraf for 3200 Spd. til Slottet. Han reiser om 8 Dage til Stockholm, men kommer nok til Vinteren tilbage. -- Tordenbyger med Regn drage daglig over Byen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 8DE JULI Lillehammers Tilskuer 16. juli 1844. Nedskriveren skylder at berigtige, at Hr. Musikus Rostad dog ikke har været saa abandonneret af den Constitutionelle, som for Tiden mere end nogensinde er oplagt til at skjænke Musici sin Opmærksomhed. Før Rostads Koncert troes dog ikke, at Publikums Interesse for Landsmanden søgtes vakt. Ungaren Hauser, et Violingeni paa 21 Aar, led samme Uheld: at have en slet besøgt Koncert. Men han spillede sig snart Folk til, og er af vore musikalske Kunstdommere sat Bull ved Siden i meget, over Bull i noget, under ham kun i -- ja hvori? i det, som gjør Ole Bull til Ole Bull, eiendommelig og forskjellig fra alle andre Virtuoser: disse henrivende Udbrud af et Geni, der ligner en smuk Verden under et Lavadække, fra hvis Brokker (Barok- kitetisme) det ikke altid frigjør sig. -- Vor By har allerede før i Sommer været stærkt besøgt af Fremmede, især Engelskmænd. Af disse ventes flere paa Thors- dag for da at foretage den sædvanlige Tour til Trondhjem. Var det sande "Tourister" eller Doktor Syntaxer, der reise for det Pittoreskes Skyld, og ikke som oftest kun Folk med Jagt- og Fiskeri-Passion, vilde unegtelig Routen til Bergen være mere lønnende. SIDE: 604 -- Norge mangler ikke Talenter. Der er vel ialfald flere vir- kelige, end Landet f. Ex. nu har Bævere. De findes stundom ogsaa tørhænde i dets Afkroge. Saaledes er der nu fra Enebaks Ødemarker fremtraadt en ung Maler, Hr. Eckersberg, der skal være et virkeligt Talent, og indbyder til Lodtagning om 20 Male- rier af ham, a 400 Lodder til 1 Spd. Da intet Stipendium staar ham aabent, er dette den eneste Udvei for ham til at kunne komme til Udlandet og blive Noget, hvorfor hans Plan forhaa- bentlig vil finde sin Anbefaling rundtom i Landet. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 16DE JULI Lillehammers Tilskuer 23. juli 1844. Igaar kunde være blevet den rædsomste Ulykkesdag, som det vel er muligt at tænke sig, idet samtlige Naturforskere, en Mængde Damer o. fl., tilsammen 260 Mennesker, kunde været forulykkede i Bondefjorden. Paa Dampskibet Prinds Carl, som af Regjeringen var overladt, gjorde bemeldte Selskab nemlig en Tour paa Fjorden først til Lian og siden til Ladegaardsøen, hvor der var anrettet en Soupee paa Dronningbjerget, medens der paa Karenslysthøiden var Telte for Publikum, Fyrværkeri o. s. v. Efter en splendid Modtagelse i Liansbugten, dreier Skibet om og sætter udefter, men var ikke kommet langt før det skurer med hele Kjøllængden langs et Skjær. En ombordværende høi dansk Søofficer erklærede, at to Tommer til vilde have været nok, naar Skibets Side var rammet istedetfor Kjølen, til at have ladet dem samtlige forgaa. Baade vare ikke med og ikke om- kring. Ovenmeldte Søofficer samt et andet anseet dansk Medlem af Naturforskersamfundet vare strax menneskekjærlige nok til at tilsige den arme Lods -- som skal egentlig være Fisker -- at de vilde bede om Naade for ham hos vedkommende Departe- mentschef, i de bevægelige Udtryk, at Selskabets Fornøielse af Touren vilde være forspildt, om der skede Lodsen nogen Straf. Men Ulykken var ret over Manden. Ved Ankomsten til Vækkerø- bugten vilde Nogle tage om Øen igjen og lægge til under Dron- ningbjerget; men der i Frognerkilen staar Prinds Carl endnu SIDE: 605 (Tirsdag Middag) siden igaaraftes Kl. 8. Man skal anvende Varpetoug i Land, skjønt det vel bliver høi Flodtid, som her vil hjælpe. Har Lodsen givet sig ud for farvandskyndig, synes For- bøn ufortjent. -- I Eftermiddag besøge Botanikerne Ullevold, hvis Drivhuse i flere Henseender skal kunne maale sig med og overgaa det forsømte Tøien. Der har man dyrket Kaal og Gullerødder samt solgt Moreller, istedetfor at tænke paa Systemet og Drivhusene. -- Ogsaa Lillehammer vil blive repræsenteret i Naturforsker- mødet, idet Doktor Kjølstad har indfundet sig for at holde et Foredrag over sin Kuurmethode med Skjævryggede. Han vil der træffe sin Mand i den danske Dr. med. Manza, hvis Fag Orthopædien netop er. -- Store Forventninger om Veltalenhed maa man aldeles ikke gjøre sig. Selv af de meget berømte Med- lemmer af Forsamlingen holdes Foredragene oftest af Papiret. Den svenske Professor Retzius har derimod et herligt og frit Foredrag. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 22DE JULI Lillehammers Tilskuer 30. juli 1844. Den Fest for de fremmede Naturforskere, som vandt mest Bifald hos Deeltagerne var unegtelig Studenternes paa Tøien. Rigtignok gik de to første Ordføreres Taler noget i Skudder- mudder; men saa hjalp Daa herpaa ved en politisk Tale af Fynd [og] Klem. Ingen af de Talere, der lode sig høre om Aftenen, udmærkede sig imidlertid saa meget som den engelske Lærde Murphison, der i et begeistret engelsk, men overordentlig tydelig udtalt, Foredrag udbragte en Toast for de norske Institutioner. Paa Festen paa Ladegaardsøen hiin ulykkelige Strandingsaften havde man Madmangel at klage, og det var dobbelt ilde, da Fleerheden maatte gaa hjem, og saaledes kunde trænge til noget. Flere af Naturforskerne ere blevne tilbage for at foretage Tourer i Landet. Et Par svenske ere saaledes tagne helt til Krydsherred for at samle Mosser, Nogle til Ringerige o. s. v. -- Varmen er nu kommen med 25° i Solen ved Middagstid. SIDE: 606 Henrik Wergeland NOTICER OM NORSKE FORFATTERE, DER HAVE LEVET EFTER l814 Lillehammers Tilskuer 2. aug. 1844. [Notisene stemmer i alt vesentlig med oplysninger om "Forfatterne" i Wergelands og Wessel-Bergs "Læsebog", se IV, 5, s. 409 ff.; men i Lille- hammer Tilskuer er bare forfattere efter 1814 medtatt.] Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 8DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 16. aug. 1844. Den 5te Dennes om Eftermiddagen afholdt Frimurerne en Sørgefest over Kong Carl Johan. Det er ikke godt at vide om hvad der passerer; men Lokalet skal have været smagfuldt de- koreret og oplyst. En prægtig Katafalk, forestillende Kongen paa Baare, indtog Midten af Salen. Følgende "Kantate i Sørge- logen over V. S. V. Hans Majestæt høisalig Br. Carl Johan i St. Olaus t. d. h. L. 5844856" blev afsjungen til Musik. [Her følger kantaten.] -- Det mærkeligste her er sandelig de overordentlige Regn- skyl, som styrte ned fra Himmelen, vel med Mellemrum; men baade ved Dag og Nat. I Gaderne seer man stundom de store Klopper, som lægges over Rendestenene fra Gaden til Fortou- gene, forat danne bekvem Adgang til Butikkerne, med uhyre Fart at rives afsted af Flommen og at ophobe sig paa enkelte Steder. -- Uagtet Smaalehnene er et frugtbart og ikke frostlændt Distrikt, saa Velstand er almindelig, uagtet enkelte Strøg ere haardt udsatte for juridiske Udsugelser, passerer dog Befolk- ningen, og navnligen Kaxerne, forat være særdeles raa og uoplyst og for at være mindre begavet af Naturen. En heftig politisk Aand skal dog findes hos hine Kaxer; men at kjøbe sig Bøger til Oplysning falder dem ikke ind. Hæderlige Undtagelser skulle dog de to Repræsentanter Bærø og Roll være; men netop den Forsamling, hvori disse valgtes, skal have givet et mærkværdigt Exempel paa politisk Uoplysthed, idet der fortaltes, at Valg- mændene af Bondestanden skal have slaaet sig sammen og fore- lagt dem, de havde Øie paa til Repræsentanter, det Spørgsmaal, om de vilde stemme for eller mod Jødesagen. I første Fald var SIDE: 607 der ikke mere Tale om dem. Saaledes skal Amtet og Landet og de næringsdrivende Klasser have tabt en af Landets mest op- lyste Handelsmænd og Jordbrugere, David Chrysti, som Repræ- sentant, idet han gav Bønderne et aabent Ja, at han vilde stemme for Sagen. Ogsaa Spørgsmaal, om Kandidaten var for eller mod Brændeviinsbrænding paa Landet, skal have fundet. Angaaende Jødesagen siges ellers Repræsentanten Bærø at være af den oplyste og liberale Mening, saa det ikke er let at begribe, hvor- ledes han er sluppen igjennem denne Prøveperse. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 13DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 23. aug. 1844. Det svenske Aftonblad har berettet om, at en gammel børn- løs Bankier ved Navn Thierry er i 1833 død i Venedig og har efterladt sig den umaadelige Formue af 57 Millioner Francs, bestaaende i en Sæk med Guldstænger, 500,000 Louisdorer, Diamanter, Perler og Kontanter. I Frankrig skulle flere Præten- denter være fremstaaede, og tilsidst nu en i Sverige, en Garver i Warberg, der stammer fra Nederlandene og paa Spindesiden skal være beslægtet med Arveladeren. Han skal ogsaa allerede af alle Kræfter have sat sig i Virksomhed, haft Audiens hos Kongen, engageret Sagfører o. s. v. Men da nu gamle Gautier her i Byen faar læse herom, opgaar der et ganske andet og, som det synes, langt paalideligere Lys for ham. Gautiers Fader var ligeledes Kunstberider og opholdt sig med sin Trop almindeligviis i det Syd-Østerrigske og Øvre- Italienske omkring Venedig. Han havde en Kompagnon ved Navn Thierry, om hvem vor Bekjendt, gamle Gautier, erindrer, at han ofte omtalte, at han i Venedig havde rige Beslægtede, men som intet gjorde for ham. Denne Thierrys Søn er gift med Gautiers Søster; han lever endnu i det Ungarske eller Grændse- lande som Kunstberider, og han er da den sandsynlig Lykkelige. Man er allerede i Virksomhed med at faa ham opsporet og med- deelt den vigtige Nyhed. Ligesaa er her for nogle Maaneder hidflyttet til Byen en Enke- madame Thierry, hvis Mand var kgl. dansk Berider og af fransk SIDE: 608 Extraktion. Han er død for faa Aar tilbage, men før sin Død fik han Bankierens Død at vide og tilstillede en Sagfører -- Ned- skriveren veed ikke, om i Danmark eller i Frankrig -- de oply- sende Papirer han havde. Enken har senere ikke hørt noget til, hvorledes det gaar; men ogsaa denne Prætendent synes at være af Betydenhed. -- Syvsoverdagen trak sine sex Ugers Regn efter sig; men det holder endnu ikke op, men regner af og til om Dagen, end- skjønt Vinden er gaaen om til Nord. Efterretningerne om Hø- bjergningen i nærmeste Opland indtil Mjøsen ere ogsaa sørgelige. -- En komisk Diskussion paa Distance har været at se imel- lem en Anonym, der dadler Universitetsbygningskommissionen fordi den ikke har iagttaget det rette Forhold mellem Grund- murene paa Sidebygningerne og Hovedbygningen, og Kommissio- nen, der har anmodet Anonymen om at indfinde sig personlig, for at faa Oplysninger. Men han vil ikke frem. Et Øiesyn over- beviser ellers om, at han har Ret, og saaledes er her atter en af Nationens kostbareste Bygningsværker tilføiet en væsentlig Uskjønhed. For Aarhundreder er nu vel det hele Anlæg for en nyere By fordærvet, idet man ikke har fulgt Naturens Anviis- ning og koncentreret den paa Sletterne langs Agerselven, saa- ledes at denne blev opmuddret og inddiget med Kvaier og at Kongsgaarden i gothisk Stiil havde faaet sin Plads enten paa Hammersborgs øverste eller nederste Terrasse. Dets Taarne vilde have bødet noget paa Byens ethvert, især fremmed, Øie stødende Mangel paa denne Prydelse. Universitetet vilde da kommet nær Tøien, de smudsigste Gader Nordby- og Tøiengaden samt Grønland vilde være bleven en smuk og livlig Studenterby, Lakkegaden og Fjerdingen Handelsgader med Magaziner ud til Kvaien, ved Fosserne vilde Fabrikker have trukket Forstads- goder for Arbeiderne efter sig -- kort man har forladt Naturens Anviisning, for gjennem lange udstraalede folketomme halvfær- dige Gader at ty ud i dens Skjød. Og saaledes har man da for- dærvet Landet, det Landlige, med paa Byens vestre Kant. Man skulde betids have betalt salig Schinckel, som man fik til at udkaste den skjønne Plan til Universitetsbygningerne, om det saa havde været 10,000 Spd. for et Udkast til en Byggeplan for Christiania. Han havde leveret noget, hvortil Efterslægten kunde SIDE: 609 have bundet sig. Nu kommer al Forbedring for seent. Forkjær- ligheden for Moradser og forat kunne glo op til Kongsgaarden har været for stor. Henrik Wergeland ZOBOLAMS UDENLANDS-REISE Drammens Adresse 15. aug. 1844. Beslutningen. Zobolam. Til London vil jeg og Paris. Det er en lystig Vei. Jeg leve vil paa Ungkarlsviis. Man der mig kjender ei. Nu ligger Han, jeg har forfulgt, og døer -- O Tak og Lov! Jeg heller, bag Gardinet dulgt, ham stak imens han sov. Jeg levt har af hans Ungdomsliv, det sugt som en Orange. Nu, England, mig en Pige giv! og Viin dertil, la France! Sovekammer-Nagene. Han borte er; men end ei mæt for al hans Grusomhed, vi har os paa hans Hjerte ædt. Derfor, forfølg! afsted! Lad gaa, om alt han er ombord, og midtpaa Kattegat, han har hos os, før han veed et Ord, igjen den første Nat. SIDE: 610 Matrosen dømmer lidt barduus; og, seer han os, han troer, at tyvetusind Flaggermuus kom flyvende ombord. Paa Dampbaaden. En Dampbaadspassageer. Kom hid og see -- hvad synes Dem om Passageren hist? Jeg fik en Ahnelse, en slem, saa klar, som var det vist. Anden Dampbaadspassageer. Kun en Barett, en svævende, en blodrød Hanefjer -- og Lucifer lyslevende jeg i Personen seer. Første Dampbaadspassageer. Just netop saa min Tanke var, at han, vi har ombord, sit rette Hjemsted ikke har herovenpaa vor Jord. Dog staaer hans Planer vel tilland. Han reiser for Plaseer. For "Djævlens Memoirer" han maaskee er Passageer. Dampbaads-Kapitainen. Nu, Gudskelov, vi kvit ham blev! hans fæle Minespil var som om en Usynlig skrev hvad helst han skjule vil. SIDE: 611 London. Opvarteren i et Londoner-Hotel. [fotnotemerke] Oh, Mary dear! oh Mary, hear! a Devil in this house is lodged, and he hunt, I fear but after thee, my spouse. Opvarterens Kone. [fotnotemerke] This skeleton! this scare-crow! Oh, John! I laugh to you. I think, the traveler above is the wandering Jew. Redacteuren af "the Satirist". [fotnotemerke] Now have I found -- o, happy chase! for "Satirist", by you the Devil's own terrible face, at least the copy true. With your permission, Sir, I cut you on the spot in wood, and round the shoulders then I put a mantelet of blood. Fotnote: Opvarteren i et Londoner-Hotel. O kjære Mary! Mary, hør! En Satan kommen er. Jeg frygter, at kun Jagt han gjør paa dig, min Hustru kjær. Fotnote: Opvarterens Kone. Slig Beenrad! Skræk for Fugles Flok! O John, nu lee jeg maa. Jerusalems Skomager nok er Manden ovenpaa. Fotnote: Redacteuren af "the Satirist". Jeg Fandens eget fæle Fjæs -- o heldig Jagt! -- tilsidst, ialfalt sand Copi, hos Dem fandt til min "Satirist". SIDE: 612 Zobolam. Jeg mener før, Hr. Satirist, at Fanden staaer i ham. Mit Navn er James Zobolam, en gammel dansk Jurist. Redacteuren. [fotnotemerke] Oh, "Zobolam"? Oh, Demon's name! not of a mother made! It christian ears entire can lame, its owner no have shade. Zobolam. Afsted fra Grobianers Land! Jeg Frankrig før vil troe. Redacteuren. [fotnotemerke] No more than Cain flie you can: your front is stampled so. Paris. Zobolam. Hvem maa ei i Paris forgaae i denne brouillon? Her kan jeg da lidt Ro vel faae, Champagne op, garçon! Paastedet skjær' jeg Dem i Træ, hvis, Sir, De mig tillod. Rundt Skuldrene jeg lægger saa en Mantel udaf Blod. Fotnote: Oh, "Zobolam"? dæmonisk Navn! ei af en Moder skabt. Det lamslaaer christne Øren; hvo det bær' har Skyggen tabt. Fotnote: Ei meer end Cain De flygte kan. Jer Pande stemplet er. SIDE: 613 Opvarterinden i et Pariser-Hotel. [fotnotemerke] Ah, Louison! de l'Etranger, que penses-tu, m'amie? Il dort sans paupieres fermer, ils rampent ses sourcis. Anden Opvarterinde. [fotnotemerke] Je pense, qu'il est un homme mèchant, qui fuit soi-même. Ses yeux ils semblent deux serpens. Sa bouche est une blasphème. Directeuren for Operaen. [fotnotemerke] Pardon! Mais nous demain donnons "La fiancée du chasseur". Mille francs, Monsieur, pour votre personne comme Samiel par deux heures! Fotnote: Opvarterinden i et Pariser-Hotel. Hvad tænker om den Fremmede, Louise, du hos dig? Med aabne Øine sover han, hans Bryn de orme sig. Fotnote: Anden Opvarterinde. Han er paa Flugten for sig selv, jeg troer en Skurk saa slem. Hans Øine ligne Slanger to, hans Mund er en Blasfem. Fotnote: Directeuren for Operaen. Pardon! Men "Jægerbruden" vi skal gi'e imorgenkvel. Et tusind Francs for Timer to af Dem som Samiel! SIDE: 614 En Udgiver af tydske Værker. [fotnotemerke] A l'edition du "Faust", garnie avec beaucoup d'emblèmes, donnèz Vous votre physiognomie pour le Mefisto même! Victor Hugo. [fotnotemerke] Je cherche pour mon nouvel roman, Monsieur, le crime caché; De votre vie l'auteur d'"Han" vous prie: o racontez! En Maler. [fotnotemerke] Je peint le paradis à present; mais Satan, le noir, pas plus en forme d'un serpent apréz de vous voir. Zobolam. Nu maatte Fanden reise meer, naar man er kjendt saa vel, naar man i eget Aasyn bær i Verden om sig Selv! Fotnote: En Udgiver af tydske Værker. Til "Fausts" Udgave, smykket med Emblemer rigeligt, Monsieur, til Mefistofeles skjænk Bogen jert Gesicht! Fotnote: Victor Hugo. Fordækte Udaad støver op jeg til min ny Roman. Fortæl af Deres Liv da, be'er Forfatteren af "Han". Fotnote: En Maler. Jeg maler Paradiset just; men Satan meer ei maa fremstilles i en Slanges Form alt siden Dem jeg saae. SIDE: 615 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 21DE AUGUST. Lillehammers Tilskuer 30. aug. 1844. Agershuus Amt har idag faaet en Repræsentation, man maa være tilfreds med i Statsrevisor Daa, Forligelseskommissær A. B. Stabell -- Morgenbladets Hovedredaktør -- L. Torsten- sen Tønsager og Ole Valstad. I Provst Petersen i Skedsmo og Proprietær Smith paa Stabæk har Amtet ogsaa gode Reserver i Baghaanden. Den nye Repræsentant, Stabell, maa vække For- ventninger. Politisk og religiøs liberale har man Grund til at antage samtlige ere. Stabells Blad vidner for ham, for Daa foregaaende Færd. Valstad, der -- besynderligt nok -- paa for- rige Storthing stemmede imod Jøde-Emancipationen, medens hans Navn findes sammen med Daas under et Forslag til almin- delig Religionsfrihed, kommer nok bedre til Koncepterne, og om Tønsager, der ligeledes var imod Jødespørgsmaalet, veed man, at han har den agtværdige Karakteer, at han vedgaar en for- andret Overbeviisning og at han ikke staar stille i sin Oplysning, men stræber redeligen efter det Rette og den størst mulige Klar- hed i de Gjenstande, der ere underlagte hans Dømmekraft og hvori han skal sige sin Mening. -- Gid Nogen ellers vilde være betænkt paa, paa dette Stor- thing at faa ordnet eller dog forberedet Ordningen af vor saa talrige Huusmandsklasses ofte mislige og ubestemte Forhold til Jorddrotterne og det Almindelige! I denne Anledning rinder der Nedskriveren ihu en sand Histo- rie, der viser et Kjendskab til vore indre Brøst, som man ikke skulde ventet fra den Kant. Paa en Restauration i Kjøbenhavn, hvor der var Aviser, begyndte to norske Reisende at tale om Rusland, og iblandt andet yttrede sig misbilligende om det der herskende Livegenskab. Pludselig reiser en Gjæst sig ved et fjernere Bord, nærmer sig Herrerne med Undskyldning for at han blandede sig i deres Samtale; men han var Russer, kjendte Forholdene i begge Lande, og fandt sig opfordret til nogle Oplys- ninger, som de maaske vilde have den Godhed at høre paa. Han forsvarede da de russiske Livegnes Kaar imod den norske Huus- mands, og drev Herrerne til en skamfuld Taushed. Den norske Huusmand, sagde han, gjør han ikke komplet Hoveri? Hvordan SIDE: 616 Veiret er for hans egen lille Bjergning, maa han og ofte Kone afsted paa Huusbondens Mark for en ussel Dagpenge. Og naar saa Vinteren og Vaarkniben kommer, da har han ikke kontrakt- mæssig at søge Hjælp hos Huusbonden, medens den russiske Herremand er pligtig for sine Livegnes Underholdning o. s. v. Den sidste, i sig selv kun tilsyneladende og falske, Fordeel maa dog nok have været Russens Hovedargument, og vore Lands- mænd have fortidligen givet sig tabt. I Danmark har man i de sidste Par Aar ellers fra det liberale Parties Side forsøgt at gjøre noget for Huusmandsklassen; men nu synes alt hendøet, og nylig har man i en Herremands skræk- kelige personlige Mishandling af en Huusmand seet, at de dog maa staa paa en værre Fod der end her. -- Valget til Valgmænd antager her i Christiania for hver Gang mere Partimæssigt. Iaar har man endogsaa seet bekjendt- gjort som paalideligt, at en Stemmeseddel, der ikkun indeholdt faa værdige Navne, skulde været vedtaget af 400 Borgere; imid- lertid har man hidtil haft al Anledning til at være tilfreds med de af Magistraten optalte Stemmesedler. Ytteborg og et Par Personer (en Kjøbmand og en Haandværker), som altid stemme paa ham til Repræsentant, findes rigtignok deriblandt; men han maa dog stemme paa Andre, om han end ikke gjør som Lars Peter Selboe nu gjorde paa Valgforsamlingen for Agershuus, idet han stemte paa fire Personer, om hvem man vel kunde vide, at de ikke vilde blive valgte. Neppe have de vel nogensinde haft Stemme dertil før. Men hvad kalder man Sligt, Hr. Selboe? Det kalder man at bortkaste sin Stemme i visse Hensigter; og det er at vente, at man i Agershuus Amt erindrer sig dette til næste Gang. Om Ytteborg er det Valgpartierne have reist sig herinde, idet den store Masse af uoplyste Borgere og af ham afhængige Per- soner ville have ham paa Thinget. De vide ikke, hvad de gjøre, om det lykkes, som dog aldrig vil ske. Oplæsningen af det simpleste Skrevne vilde sætte ham i Forlegenhed, og fra By- Repræsentantskabet har man nok af Prøver paa hans mundtlige Røre. -- Den Indstilling, som Kommiteen til at afgive Betænkning om andre Troesbekjendelsers fremtidige Stilling her i Landet, SIDE: 617 har afleveret til Regjeringen, skal være liberal. Den skal nu sendes til Bispernes Betænkning. Blot den ikke kommer tilbage som en Sau, der gik ud med god Uld, men kom hjem igjen klip- pet og skaldet! Henrik Wergeland [OM TO "OPSATSER" MOT JØDENE] Christiania Intelligentssedler 28. aug. 1844. Raaheden og Uvidenheden, som man saa ofte klager over hos en ikke ringe Deel af vore Kjøbmænd og Haandværkere, er dog for en stor Deel uforskyldt. Thi hvad Andet kan man vente af den blotte Opdragelse ved Disken og af Mængden af de ældre Haandværkere, som ikke i deres Ungdom lærte at skrive sit Navn? Men naar Raaheden vover, ved et Spørgsmaal, som er langt ophøiet over dens Tænkekræfter, at komme frem med sine værdløse Opinioner i Form af ondskabsfulde, skamløse Skumle- rier over høit fortjent Mand -- da opfyldes man med Væmmelse og Harme. To Opsatser i Intelligentssedlerne for idag have hos ethvert oplyst Menneske vakt disse Følelser. Men ved den Raa- hed, som kan afføde Saadant, er Intet at gjøre; den er ufor- bederlig, fordi den ikke vil oplyses, fordi den kun sjelden eller aldrig tager en nyttig Bog ihaand -- maaskee fordi den kun med Vanskelighed kan læse, eller fordi vor fornemste Haand- værkers Exempel viser, at man kan blive en mægtig Mand uden slige Kunster og uden nogen anden Opdragelse fra Barnsbeen, end kanskee Almueskolens. Massen af Generationen maa op- gives. Den vil forblive lige raa, lige uvidende, lige uduelig og -- med hæderlige Undtagelser -- lige langt tilbage for Udlæn- dingen i hvad den skulde forsyne Landet med. Det er saadanne Slags Folk, som frygte for Jødernes Indkomme i Landet, og som nu, bragte i Bevægelse ved et latterligt Skrift af en forrykt omvendt Jøde, der fem Gange er rømt fra Daarekisten, udgyder sin Ængstelse og sin Vrede i Avisen, -- i Form da naturligviis af saa nederdrægtige Skumlerier over Personer, der staae i Spidsen for den modsatte Mening, at man endogsaa ikke blues ved at forsøge at udbrede Rygter om Bestikkelser. Fy! jeg væmmes atter over denne Lavhed, saa jeg kun med Møie kan føre Pennen. SIDE: 618 Skjønsomhed til at see, at hiint Skrift, der skal være bleven uddeelt til en heel Deel inden hiin raa Masse, alene er et Harm- produkt, fuldt af saadanne Udskeielser, som kun tillades for- rykte Folk eller Tremarksmænd, der kunne yttre hvad de ville, burde man vel have ventet af den simple Fornuft, og at Smøre- riet saaledes vilde have tabt al Indflydelse. Men -- Fordommen vil have Næring ligesom Lidenskaben, og naar det gaaer daar- ligt med Trafik eller Værksted, saa er det dog en Trøst at kunne politisere og at have Noget at udgyde sin Harme paa. Den 26de August. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 29DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 6. sept. 1844. Vi have vore forrige Storthingsrepræsentanter. Valget fik altsaa det Udfald, enhver oplyst Borger maatte ønske. At Oberstlieutenant Foss, paa Grund af Helbredsomstændigheder, maaske maa trække sig tilbage, befrygtes imidlertid; og i det Tilfælde vilde enhver af de øvrige Suppleanter bedre kunne udfylde hans Plads end den valgte første, Høiesteretsassessor Hansen. Man har imellem dem det eminente Talent Advokat Stang. Om Ytteborg var der ikke Spørgsmaal ved Valget, skjønt der var Folk mellem Valgmændene, som ellers altid have stem- met paa dette hertil ganske uduelige Subjekt. Forudseende at det heller ikke vilde gaa dennegang, fortæller man, at han skal have foretrukket ingen for de faa Stemmer, som kunde falde paa ham. Paa hans egen Stemmeseddel fandtes ikke Sorenskriver Sørenssens Navn, -- formodentlig for Jødesagens Skyld -- men en Sadelmager, paa hvem Opmærksomheden aldrig før har været henvendt ved offentlige Anledninger. Det vakte en Latter paa Stadshauptmandens Bekostning. -- Et Skrift mod Jødernes Adkomme til Norge af en forrykt døbt Jøde, som erklærer Hensigten egentlig at være den, at han vil hævne sig paa sin Familie, der forholder ham hans Datter, er i denne Tid bleven udbredt imellem Kjøbmænd og Haand- værkere. De første Frugter var et Par Angreb i Intelligents- sedlerne paa en af Landets første Patrioter, der vidnede om den smudsigste Raahed; og siden har baade hiint Blad og Byens SIDE: 619 Adresse været riig paa lignende Udbrud af uoplyste Folks Æng- stelse for den Skade, de vilde lide, om Jøder kom til Landet. Det har imidlertid ikke manglet paa Svar. -- Gautier er ved et Tordenslag fra Stiftamtmanden paa at blive dreven fra Byen. Midti August indleverede han Ansøgning til denne Embedsmand om at maatte give sine Forestillinger. Han aabner imidlertid Cirkus og faar af militære Vedkommende Tilladelse til at give to Veddeløb paa Agershuses Exerceerplads, hvortil Bænke etc. anskaffedes med en Bekostning af et Par 100 Daler. Det ene gaar for sig, og det andet er alt annonceret til Søndag 1ste September, da der om Løverdagen indløber Befa- ling fra Stiftamtmanden, at alle Forestillinger strax skulde ophøre. -- Man maa nemlig hjælpe paa Theatret, som nu begynder sine Forestillinger. Didhen er endelig en dannet ung norsk Mand gaaet i Hr. Student J. Falsen, Søn af Justitiaren, der første- gang træder op paa Tirsdag som Harald Haardraade i Værin- gerne i Miklegaard. Henrik Wergeland JØDEFRYGTEN Christiania Intelligentssedler 31. aug. 1844. Denne er noget ganske overordentlig overdreven i de fleste af vore mindre oplyste Borgerklassers Hoveder. Man indbilder sig saaledes, at Landet vil blive oversvømmet af bare Schakker- jøder; men 1) see til Nabolandet, er man der plaget af det Slags Folk? 2) og har ikke vort Land allehaande velsignet gammelt dansk Lovgods, der sætter Grændser for Handelens Frihed og fremfor Alt for en saadan Omstreifen med gamle Sager og Smaavarer, saa naturlig og nyttig for Massen end slig Handel kunde synes at være? Den dannede Jøde er ærgjerrig; han sætter Priis paa politisk Frihed og den Ære, hvormed den omgiver Borgeren; han vil gjerne deeltage i offentlige Sager. Slige Mosaiter ville gjæste Norge, og Folk, som have Noget at anvende paa Spekulationer paa vort Lands naturlige Fordele. Spekulationer? Gudbevares! Det er et frygteligt Ord for Nor- SIDE: 620 mænderne, som vi vide, hvorfor de ogsaa saa sjeldent give sig af dermed. Men hvilke Spekulationer? Vore dyre offentlige Laanecasser, den endnu ubluere private Pengehjælp (indtil 80 pCt. pro Anno) indbyder Capitalister til at lade sine Penge komme Folk tilgode til lavere Procenter; og dette vil dog vel ingen Skade være. Mangt et Stykke Land, mangen norsk Myr, hvis Opdyrkelse ikke kan bære mere end henved det Halve af de sædvanlige Renter og Afdrag, som fordres, vil da maaskee komme under Hævd. Mærker den mosaiske Capitalist, at han, formedelst de lave Procenter paa hans nærværende Opholdssted og de høie i Norge, kan staae sig ved der at gaae en Middelvei, saa kommer han; og velkommen bør han være. Men endnu et Par Spekulationer, som rimeligviis ville falde Jøder ind. 1) at benytte vore herlige Vandfaldes nu tildeels spildte Kræfter -- ofte midtinde i Byerne -- til allehaande Fabriker; 2) at faae Fiskerierne drevne med vedbørlig Penge- magt; og 3) kanskee at faae nogle Bjergværker op igjen. Ved alt Dette vil dog Folk leve med dem og ved dem. Eller hvorfor skulde oplyste Jøder, der i ingen Dannelsens Henseende kunne skilles hverken fra Hr. Baron von Grøditzberg eller DHrr. Eng- lændere i Alten, ikke opføre sig ligesaa vel som Disse, især de Sidste, til det Lands Bedste, hvor de bruge sine Penge? Nei, Jødefrygten er for stor. Den tænker blot paa de forag- tede, og derfor foragtelig blevne, Jøder i Nordtydsklands Stæ- der; men den kaster aldrig Øinene paa de Lande, hvori de nyde Frihed. Der er Jøden overalt et ganske andet Menneske ): han skiller sig ikke fra Nationen uden ved sin Tro, og den er man oplyst nok til at lade ham beholde for sig selv. Betræffende de Underviisningsbøger, hvorefter denne læres i begge Lande, da kan Nedskriveren forøvrigt forsikkre, at de bruge en saa for- træffelig, ja nydelig forfattet Bibelhistorie, at af vore kun Herslebs kan maale sig med den, og en Lærebog, der svarer til vor Forklaring i alt andet end i dennes Dunkelhed og tvære Stiil, og i Pligtlæren saaledes affattet, at vore egne Børn gjerne kunde bruge den. At deres Bibelhistorie standser med det gamle Testamente og altsaa ikke omhandler vor Religionsstifter, følger af deres Tro paa en kommende Messias. Men Denne tænke de SIDE: 621 oplyste Jøder sig ikke længer som en Messias for dem alene, men for den hele Menneskeslægt, som han skal meddele en fæl- les Læres Lys. Men der rinder mig ihu endnu en Jødefrygt, som jeg ogsaa har fornemmet, nemlig det Skrækkelige, at tænke sig Jøder endog som Indehavere af norske Embeder, t. Ex. et Geni maa- skee endog som Finantsminister? Nu! vare de naturaliserede, maatte Adgangen til hvad Talentet kunde naae staae dem aaben. Beyen af Tunis har en christen Statssekretær, saa han er gaaen endnu videre i Tolerance. Thi i hvilken christen Stat vilde man vel taale, at en Mahomedaner indtog en saadan Post? Og han har valgt Manden for hans egen Skyld; thi ellers sættes i de Egne de Christne efter Jøderne i den offentlige Agtelse. Henrik Wergeland [EN ERKLÆRING AV DEN HOLLANDSKE KONGE OM JØDENE] Christiania Intelligentssedler 2. sept. 1844. I No. 198 af dette Blad for 26de August findes blandt Be- kjendtgjørelserne et "Varsko!" og et "Indsendt," hvoraf en anden Indsender i No. 200 tog Anledning til at beklage, at Raaheden kunde være saa skamløs at ville paa en saadan Maade angribe en høiagtet Mand, hvis Patriotisme er ophøiet over en- hver Tvivl, og om hvis Retsindighed der ei kan være mere end een Mening. Der have tillige i længere Tid verseret Rygter om, at enkelte Agenter blandt vor Handels- og Haandværksclasse skulle have søgt at udbrede en famøs Pasquille mod Jøderne af den omvendte danske Jøde Nathanson (der flere Gange skal have været paa Daarekisten), ligesom man har hørt omtale, at disse Machinationer fra enkelte Borgere havde Indflydelse paa det sidste Storthingsvalg her i Staden, og hvorom de "Firehun- dredes" Stemmesedler skulle have baaret tydelige Præg. See desuden Inseratet fra "En Haandværker" i Adressetiden No. 51. Denne Intollerance og Conservatisme hos mange Individer af de næringsdrivende Classer synes ikke at tyde hen paa den Oplys- ning, som kunde være ønskelig. Beklagelser over denne aande- lige Tilstand finder desuden Hjemmel i uimodsagte Paastande derom i de andre Hovedblade, -- hvorhos der i No. 200 udtryk- SIDE: 622 kelig er sagt, at der findes hæderlige Undtagelser blandt de næringsdrivende Classer. En Inds. i dette Blads No. 203, og som underskriver sig "Hverken Haandværker eller Kjøbmand", har dog viist, at Raaheden og Uvidenheden ogsaa har sine Skrib- lere og Agenter udenfor disse Classer. Hans Logik er høist original: "Forfatteren af bemeldte Product (i No. 200) er efter al Rimelighed hverken Kjøbmand eller Haandværker, og til hvil- ken Stand hører han da? Til Embedsstanden maa han høre!!!" (sic!) Det er en logisk Slutning, der kan lade sig see! Deraf tager han nu Anledning til at give fra sig en heel Mængde Invectiver mod "Embedsmændene" og "Embedsstanden," hvilke Udgydelser tage sig ud som Hundens Bjæf mod Maanen. Dog dette er af de Slags Producter, der qvæles i deres eget Smuds, sit venia verbo, og hvilke ei taale, at man rører ved dem. Som et Modstykke til hine Anstaltmageres Optøier mod Jø- derne, troer man her at burde indtage følgende Beretning af den danske Berlingske Tidende af 21de denne Maaned. Luxembourg. Jøderne. Præsten for den israelitiske Menighed, Dr. Hirsch, havde Audients hos Hs. Majestæt Kongen og holdt følgende korte Tale: "For Deres Majestæts Fødder nedlægger Bestyrelsen for den israelitiske Menighed sin Hylding og den meest levende Erkjendtlighed for de mangfol- dige Velgjerninger, hvormed D. M. har overøst os. Alt hvad vi for os, for vor Gudstjeneste og for Organisationen af vore Skoler kunde ønske, er ædel- modigen bevilget os af D. M. Da vor Religion foreskriver os at være troe Undersaatter selv i de Stater, som behandle os stedmoderligen, hvormange Forpligtelser have vi da ei mod en Konge, der skjænker vor Gudstjeneste samme Beskyttelse som alle andre Religionssecter? en ophøiet Slægt, der selv i forfølgelsestider skjænkede et Tilflugtssted til de fordrevne Israeliter? Gud bevare D. M." Kongen svarede: "Ei blot i Storhertugdømmet Luxemborg; men ogsaa i mine Nederlande befinde sig mange Israeliter i Statens Tjeneste; og jeg kan blot lykønske mig dertil. Stedse have Israeliterne opført sig som troe Undersaatter og stedse have de været mit Huus hengivne. Til alle Tider have mine Stater været aabne for dem og til alle Tider have de viist dem værdige dertil." Et saadant Skudsmaal erholde Jøderne fra et Land, hvor de ere frie, og have opholdt sig i saa mange Aar. Behøves der noget yderligere Beviis for det Upatriotiske og Intollerante i vore Smaasjeles Bestræbelser for at holde dette driftige og nyt- tige Folk bortfjernet fra vort Land, hvis Industri og Fabrik- virksomhed næsten = 0? SIDE: 623 Henrik Wergeland JØDESAGEN Morgenbladet 2. sept. 1844. Man har fra en Boglade hersteds averteret en Pjece, hvis Hensigt er at modarbeide Forandringen af den norske Grund- lovs § 2 sidste Passus, og under "M. L. Nathansons" Navn. Hvem troer nu ikke, at Forfatteren er den som Statistiker og Redaktør bekjendte Nathanson, hvis Kundskaber er ligesaa be- kjendte som hans servile Meninger i hvad der vedrører Poli- tiken? Nei! heri tage de betydelig Feil. Forfatteren er en ifjor døbt Jøde, der lige indtil Fornavnsbogstaverne skriver sig som den kjøbenhavnske Nathanson, og Bogen er trykt i Altona. Han erklærer aabent, at det er Familiestridigheder -- som det lader til i Anledning af hans Overgang -- som han har at hevne ved sit Skriveri, og lover en Bog til, om han ikke faar Ret imod sine Fiender. Sproget, den forvirrede Tankegang og Beskaffenheden af hans Bagvaskelser røbe ellers -- i alvorlig Bemærkelse -- Forrykthed, og man oplyses ogsaa om, at han ikke mindre end fem Gange har været indsat paa Aarhuus og Bidstrups Dolhuse, hvorfra han stundom har vidst at salvere sig ved Flugten. Mod Hr. Nathanson er man altsaa fritaget at svare; men da hans Bog har bragt i Erindringen, at den Bagvaskelse mod Jøderne, at de i deres Ungdom opdrages og oplæres i Had til Christne, ogsaa hertillands har ladet sig høre, vil jeg her levere det mest slaaende Modbeviis i følgende 3die Kapitel i den i Danmark og Sverige brugelige "Lærebog i den israelitiske Reli- gion", forfattet af den, af alle Troesbekjendelser høitagtede Dr. Overrabbiner Abr. Alex. Wolff i Kjøbenhavn. Om Kjærligheden til vor Næste. 1) Hvad vil det sige, at vi af Kjærlighed til Gud skulle elske vor Næste? At vi skulle elske Gud saa, at vi i vort Medmenneske ære hans Billede og stræbe at befordre dets timelige og evige Vel. 2) Hvorledes lyder Budet om Kjærligheden til vor Næste? Du skal elske din Næste som dig selv; Jeg er den Evige. (3. Mos. 10, 18). Elsk den Fremmede som dig selv! Jeg er den Evige, din Gud. (3 Mos. 19, 34). Religionens Grundlov er: Elsk din Næste som dig selv. (Thorat Kahanim). SIDE: 624 3) Hvad vil det sige, at elske sin Næste som sig selv? At vi skulle tænke og handle saaledes imod vor Næste, som vi medrette ønske at vor Næste maa tænke og handle mod os. Gjør ei mod din Næste, hvad du ei vil, at han skal gjøre imod dig! Dette er hele Loven; det Øvrige er blot en Forklaring. (Aboth. Tal. 30). Din Næstes Ære være dig ligesaa dyrebar som din egen! (Aboth. 2, 15). Lad din Næstes Formue være dig ligesaa dyrebar som din egen. (Aboth. 2, 17). 4) Hvem er vor Næste? Ethvert Menneske er vor Næste, vor Broder; thi Gud er vor Alles Skaber og Fader. Sandelig, vi have jo Alle een Fader; een Gud har skabt os -- hvorfor skulde da den Ene handle troløst imod den Anden og besmitte vores Fædres Forbund? (Mal. 5, 1). I og den Fremmede er lige for den Evige. (5. Mos. 15, 15). 5) Hvori ytrer den sande Kjærlighed sig til vor Næste? Deri, at vi begegne Alle og Enhver venskabeligt og kjærligheds- fuldt. (Sal. Ords. 15, 30 m. fl.) 6) Hvad fordrer Kjærligheden til vor Næste især? At vi søge at befordre vor Næstes timelige og evige Vel saa- meget det staar i vor Magt. Unddrag dig ikke fra at gjøre godt, om Evne dertil er given i din Haand. (Sal. Ords. 3, 27). 7) Hvad bør vi gjøre for at befordre vor Næstes timelige Vel? Vi bør vise os retfærdige, billige og velgjørende saavel i Hen- seende til vor Næstes Liv og Hilse som til hans Formue og Ære. Om din Broder bliver fattig og lader sin Haand synke, skal du understøtte ham. 3 Mos. 25, 35. (NB. For- øvrigt herlige Sprog her citerede af 5 Mos. 15, 7. 8. 10. Jes. 58, -- 6 -- 9. Ps. 112, 5. 9. Ps. 41, 2. 3. Jes. 1, 17. Job. 29, 12 -- 16; 31, 16 -- 18.) 8) Hvad bør vi gjøre for at befordre vor Næstes evige Vel? Vi bør med Omhu og paa bedst mulige Maade bidrage til vor Næstes Oplysning, formane ham til det Gode, advare ham for det Onde og isærdeleshed belære ham med et godt Exempel. 3 Mos. 10, 7 m. fl. Steder. SIDE: 625 9) Hvad staar dermed i Sammenhæng? At vi skulle være fredelige og forsonlige mod vor Næste, forlade ham hvad han har forbrudt imod os og bede Gud om Forladelse for ham. (Sal. Ordsprog 3, 30; 10, 12; 19, 11 o. fl. "Elsk Fre- den, stræb efter Eendrægtighed og underviis dem! Aboth. 1, 12.) Svenske Aftonbladet har for kort siden aftrykt dette Kapitel i Anledning af en ypperlig Afhandling i Gøtheborgs Sjøfarts- tidning om Kirkes og Stats nødvendige Adskillelse, hvor det var indtaget; men Ovenstaaende er en ordret Oversættelse af be- meldte Kapitel, saaledes som det findes i den af Stockholmer- Rabbinen Dr. Seligmann udgivne Oversættelse af bemeldte mosaiske Lærebog, der -- ligesom en ganske herligt forfattet Bibelhistorie -- er udarbeidet af den af alle Troesbekjendelser høiagtede Overrabbiner i Kjøbenhavn, Dr. Abr. Alex. Wolff. 17de August. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland "JØDINDEN" Morgenbladet 4. sept. 1844. Da der senere er sprungen ud flere blomstrende Tornekviste, nemlig 11 istedetfor de belovede 7, er det bleven nødvendigt at forandre Subskriptionsprisen fra 18 ß til 30 ß og uden nedsat Priis, om man tegner sig for flere Exemplarer. DHrr., der have tegnet sig paa de to offentlige Lister, behage at udstryge sine Navne igjen, om de ikke ville overtage Forhøielsen. Venner af Musen som Tolerancens Præstinde anmodes om at samle Sub- skribenter, og de Redaktioner, som velvilligen have annonceret dette Foretagende, om at gjøre deres Publikum opmærksomt paa denne Bekjendtgjørelse. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BAGVASKELSE MOD MOSAITERNE (Fra Henr. Wergeland.) Christiansandsposten 6. sept. 1844. Chr.sandsposten, som hidtil har yttret sig for de Tolerance- Spørgsmaal, der snart skulle afgjøre Norges Plads imellem de civiliserede Stater, har i Nr. 60 og 61 været taktløs nok, uden Anmærkninger, at aftrykke en Anklage fra en døbt dansk Jøde, L. M. Nathanson, der i Uretfærdighed og Hadskhed kun har sin SIDE: 626 Lige i den taabelige Pjece, som en ligeledes omvendt Altonaer- Jøde søger at udbrede her i Landet for at hevne sig paa sine forrige Troesforvandte. Idetmindste kunde man have ventet an- mærket, at Forf. ikke er den kjøbenhavnske Redacteur, Statisti- keren L. M. Nathanson, men en ubekjendt Person, som tilfæl- digviis fører samme Fornavnbogstaver. Hvad der siges om Rene- gaterne i de mahomedanske Lande, nemlig at de fortrinlig læg- ger sine forrige Troesfæller an for Had, -- er i fuld Maade indtruffet med begge disse Personer, og de Beskyldninger de tillader sig, ere saa skjendige og haandgribeligen løgnagtige, at jeg ikke kan begribe, hvorledes de kunne undgaae Lovens eller den retfærdige Harmes Tugtelse. Min Mistanke er grundet. Efterat have paabegyndt Ovenstaa- ende, har jeg havt en senere udkommen Pjece af samme L. M. Nathanson ihænde, og deraf bliver det aldeles klart at Personen i ganske alvorlig Forstand ikke er vel bevaret. Han tilstaaer ogsaa, at han deels i Jylland og deels paa Bistrup har været 5 Gange indsat i Daarekisten, hvorfra han stundom har salveret sig ved Flugten. Under saadanne Omstændigheder er al Gjennemgaaen af hans Beskyldninger hensigtsløs, skjøndt den forvirrede Stiil og den aabenbare, ianledning af Familiestridigheder vakte, hevnsyge Lidenskabelighed, hvormed de ere nedskrevne, maatte være nok til at berøve dem deres Betydning. Men til denne Mandens Forfatning kjender den største Deel af Bladets Læsere kun lidet; og da man ikke sjelden har hørt gjentaget af Folk, som atter have det fra Andre, der kjende ligesaalidt til Sandheden, netop den meest graverende Beskyld- ning i de Nathansonske Smørerier, nemlig den, at Jøderne skulle opdrages og oplæres i Had til de Christne: saa vil jeg her levere et saa factisk Modbeviis mod at deres Lære er saadan, som den vel kan gives, idet jeg, af den mellem de svenske og danske Mosaiter brugelige "Lærebog i den israelitiske Religion", for- fattet af den af alle Troesbekjendelser høitagtede Dr., Over- rabbineren Abr. Alex. Wolff, her meddeler den 3die Afdeling: [Her følger "Om Kjærligheden til vor Næste", som i Morgenbladet for 2. sept. 1844, se ovenfor s. 623.] SIDE: 627 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 19DE SEPTBR. Lillehammers Tilskuer 27. sept. 1844. Den til at fordele Grændserne mellem Byen og Ager nedsatte Kommission er kommet til det Rimelige, at henlægge Forstæ- derne paa den søndre Side af Agerselven til Byen, hvorimod Saugenes Henlæggelse til Landet, og har tillige foreslaaet Byens Inddeling i fire Kirkesogne samt Oprettelsen af et nyt -- Oslo -- Præstegjæld. En af Kirkesognene skulde hedde Hammers- borgsogn, hvorved formeentlig er antydet, at Kirken skulde ligge paa Hammersborg -- en prægtig Beliggenhed, hvorved der lod sig noget gjøre til Byens Forskjønnelse, at sige om man sørgede for, at dens bestaltede Arkitekt ikke fik formeget Fingre i Sagen. Det høieste Punkt, Sorgenfri, er netop nu tilfals for 8000 Spd. -- Det er noget ganske overordentligt, hvormange unge norske Malergenier, der i det sidste ere fremtraadte: en Hansen, der opholder sig i Berlin, og fra hvem Professor Dahl i Sommer medbragte en Kopi efter Rubens (for et Par Aar siden var han Malersvend); en Eckersberg og endelig en Gude, Søn af Soren- skriver Gude i Hallingdal, der synes at ville overstraale dem Allesammen. Her i Byen er tillige en ung Person af simpel Extraktion, Arnesen, som især lægger sig efter Portrætmaleriet. Dette florerer dog især for Gørbitz og Chr. Olsen, en her alt i flere Aar bosat særdeles talentfuld dansk Portrættegner. De have Begge Hænderne fulde af Arbeide. -- Den 11te Ds. holdtes -- som man kan læse eller stave og tælle sig til af Bekjendtgjørelserne -- Høitidsloge af Frimurerne. Den ordførende Mester, Statsraad Krog, hilsedes ogsaa med en Sang; og da denne Hædersmand ogsaa paa Oplandet har mange Venner og Bekjendte, leveres den her: [Her følger sangen til statsråd K.] Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 10DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 18. okt. 1844. -- -- Nyt fra Christiania! siger De? Noget hvad det er. Nei, her er s'gu intet Nyt. Det er bleven gammelt, at Morgen- bladet og Den Constitutionelle ere i Kladdene paa hinanden igjen, om hvem der isandhed er den rette Liberale af dem; thi SIDE: 628 i Uger have de nu kjedet Publikum med sine Polemikker. De holde aldrig op, ligesom Haner, der engang have begyndt at gale paa hver sin Mødding. -- At Jøder komme her til Byen er maaske mindre sjeldent end Politiet veed af; thi næsten altid holde der nogle saakaldte "Optikusser" og Væggeluussalvekræmmere til i Madame Grues bekjendte Hotel paa Hjørnet af Vognmandsgaden. Men endelig har det dog faaet fat paa To og det af en Art, som vi ville haabe vort Land ikke ville blive hyppigere hjemsøgt med end nu, om deres Nation tilstedes Adgang. Ialfald vil det være daar- ligt at lade Tilfældet med disse Jøder have nogen Indflydelse paa de Anskuelser man ellers maatte have om Sagen. At der gives Schakkerjøder har ligesaalidt været benægtet af dennes Forsvarere, som ubetinget tilstaaet, at de ere den øvrige Befolk- ning til Skade, naar en Politilovgivning existerer. Disse Jøder synes mere at have været Eventyrere end Skakkrere, og slige mangle ingen Nation. -- Men -- den alvorlige Side ved Sagen tilside, den at Fordomme vil gribe dette Tilfælde til Bestyr- kelse -- høist komisk maa Paagribelses- eller rettere Angivelses- Scenen have været. Den foregik paa den Lütkenske Billard -- et Sted saaledes beliggende ligeoverfor Kirken, at man i Orgelets Pauser eller naar Præsten trækker Veiret kan høre Billardkug- lernes behagelige Rullen og à la guerre-Raabet "Hansen paa Olsen! Jensen paa Pedersen! Christensen død!" o. s. v. Der vanke Byens bekjendteste Snapskonger, af og til en Repræsen- tant, Elever i Cigarrøgning, berømte Keglespillere paa høiest Træf ved Lodspil o. desl. Men nu maa man tænke sig Øieblik- ket, da Harpespillersken Madam Petersen (i Parenthesis sagt forviist Byen inden 14 Dage, -- Pling-Plingeli-Plång) rasende strækker sin Arm indimellem den kjævlende Sværm om det lille Bord, hvor de to fremmede Gjæster havde moret sig og Publi- kum med "Pungut-Spil" om en Omgang Snapser, Kaartkunster o. s. v. Hun har taget Parti i Trætten, og strækker nu Armen ud som sagt imod de To med de frygtelige Ord: "De ere Jøder!" Forfærdelsen i Jødernes Ansigter, der ikke nægte hverken sin Oprindelse eller Paastanden! Forbauselsen i det agtbare Sel- skabs Ansigter! En mister Intelligentssedlen, en anden faar Drammen kun halvt ned. En vældig Næve sees fæstet i den ene SIDE: 629 Jødes Krave, medens den Anden stikker Punguten og de andre Sager til sig. Alle Ansigter om Billarden, alle Queuer dreiede om mod Hovedscenen, som den blege Vært er Vidne til i Bag- grunden bag Disken, hvorover en Markør svinger sig med Enden i Veiret o. s. v. Enhver imaginere sig Scenen som han bedst kan, men kostelig maa den have været. Dette Komiske er det eneste Udbytte af den, ellers er den til at ærgre sig over. -- Vigtigere end at der er kommet 2 Jøder til Byen er det, at der er kommet 20 Rensdyr. Eieren sælger dem hele og i hvad Dele man vil have dem. Prisen skal være 7 Mark pr. B. En ny Industri, som man bør haabe fortsat hver Høst, da man vel i Hjembygden tager Hensyn til Stamhjordens Tarv. -- En Æblekjærre med 24 (fireogtyve) Dusiner Sølvskeer og andre Rariteter i . . . Nei! nu kan det være nok! Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 15DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 22. okt. 1844. Hanerne gale endnu, hver paa sin -- Noksagt. Dog begynde de nu at blive hæse. -- Jo det forholder sig ganske rigtigt med Øsgevads 24 Dusin Sølvskeer i Æblekjerneskallen. [fotnotemerke] Og de ligge endda i denne i en liden Kasse. Med Forstørrelsesglas opdager man virkelig saamange Sølvskeer, som der skal være -- naturligviis Spaaner, der kunne tages i det Utallige i samme Form. Saadanne om- reisende Danske ere vort Lands Jøder, godmodige Folk som disse. Kommer her af sidste Sort til Landet, turde der maaske opstaa en Udrøddelseskrig imellem begge Racer, hvorved Mange af vor egen vilde være tilfreds. -- Oprør i Slaveriet -- i Slaveriet med 5 -- 600 Mands Be- sætning! Det havde nemlig opvakt Misnøie imellem Slaverne, at de for Eftertiden ikke skulde kunne hos Spiseværten for sine Dagpenge indkjøbe Mad til Maalene efter egen Smag, hvilket foraarsagede Forskjel i deres Levemaade eftersom de ved Extra- arbeide havde erhvervet sig Raad. Slaver, der ikke havde Anled- ning til saadant, levede saaledes knapt -- man har endog hørt Klager over Sult om Vinteren, som om de ikke kunde slippe ud Fotnote: I forrige Nr. stod Æblekjærre, istedetfor "Æblekjerne." SIDE: 630 med de blotte Dagpenge -- medens Andre levede bedre. Nu skulde Alle erholde lige og fast bestemt Kost hos Spiseværten. Men dette var, som sagt, ikke efter deres Kogebog. Iforgaars skulde Menagen begynde; men Ingen af dem hentede sin Fro- kost. De forlangte at tale med vagthavende Officeer, og erklæ- rede ham at det var deres Beslutning ikke at indlade sig paa den nye Forpleiningsmaade. Pladsmajoren kommer og modtages af Slaverne med et brølende Hurra (besynderligt at dette Raab saaledes bruges baade til at udtrykke Glæde og Vrede). Han træder ind i en Sal, hvor en Slave bliver siddende ved hans Indtræden, hvilket er imod Sædvane. "Er du syg?" spørger Majoren. "Nei!" "Nu, hvorfor reiser du dig ikke." Et tvært Svar følger. "Gevaldiger, lad ham give Femogtyve!" Saa for- tælles, og det er god Konduite. Nu bleve Slaverne komman- derede Fire og Fire til at afhente sine Portioner; men de skulle, idetmindste for en stor Deel og for det Maal, have vedblevet sin Trods, slængt Maden væk o. s. v. Øvrevolds forstærkedes strax Besætningen med halvandet Kompagni, saa der var knapt Rum nok; med skarpe Patroner, og understøttede af noget Artilleri, holde disse Tropper nu Vagt under en Kapitains og to Lieute- nanters Kommando. Kanonerne, ladte med Kartætscher og be- satte med 2 Artillerister ved hver, gabe foran Jerngitteret. Dagen efter begyndte Forhørene. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 21DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 25. okt. 1844. Slaveforhørene vedblive endnu, og Vagten er fremdeles noget forstærket, idet Paraden, der i Regelen tæller 60 Mand, er for- øget til 80. Artilleriet er mere truende, idet to Kanoner ere placerede ved det andet nordre Gitter og to bag Slaveriet. For- hørene skulle ikke have ført til Opdagelse af nogen Hovedmand. Strømpestrikkersalene kunde man vist gjerne springe over; det er frommere Folk, hvorimod man vel faar søge Hovedmanden mellem Blikkenslagerne, Skomagerne og Smedene. Det er i Almindelighed choleriske Folk med mørkt Opsyn. Alvorligt! i den fri Verden kjender jeg intet frygteligere Væsen end en, især af Mangel paa Næringsdrift, opbragt Skomager. Ofte søger SIDE: 631 han de offentlige Steder, forat politicere over de slette Tider, men han vender mørkere hjem. I de fleste ikke blomstrende Byer -- Christiania er en blomstrende -- kan man paa en Vandring gjennem Forstæderne i Vinduerne hist og her ved Jorden se Ansigter, der bekræfte min Mening. Den har dog ingen høiere Rang end hvad man kalder en subjektiv Anskuelse. Een Ting burde man maaske indrømme Slaverne. Det er Skraatobak. For de dertil Vante er den nødvendig, for at de skulle befinde sig fysisk vel og ikke ilde. Patienterne paa Rigs- hospitalet kunne erholde et vist Kvantum, naar deres Tilstand ellers tillader det, naturligviis. En Patient af hvad man kalder konditioneret Stand, en Person berygtet for sin Gjerrighed, fik Nys om denne Benefiz, hvis Værd ellers ikke beløber sig til 1 ß hver 3die Dag; men da han ulykkeligviis ikke tyggede og det dog nagede hans ædle Sjæl, at en saadan Valuta skulde gaa tabt for ham, androg han om at maatte faa for samme Pengegehalt i -- Sukker. -- Af de arresterede Jøder er den Ene sat i Frihed som por- tugisisk -- en besynderlig Forret for denne først fra Marokko til Portugal og siden derfra til Holland forgreente Race. Ventelig har en saadan velbeslagen Portugisjøde engang hjulpet en af de gamle Oldenburgere med hollandske Dukater; idetmindste synes Nedskriveren at have denne Grund at opgive. Har nu Jøden ikke forseet sig, kan han ganske vist søge Politiet. -- Men en oprørende Forfølgelse mod Folk, hvis Forfædre have været Jøder, synes begyndt af en Hr. Hartmann, Stor- Skjærsliber eller hvad jeg skal kalde ham efter hans Næring, at udsælge Barbeerknivestrygeremme af egen Opfindelse, altsaa Een af disse Danske, der gjæste Landet, hvor de ganske spille Skakkerjødens Rolle, med allehaande Rariteter og Smaasager, men til enorme Priser imod hvad de tør tage hjemme og andet- steds. I al Sommer har denne Hartmann paa en yderst charla- tanmæssig Maade averteret sine Strygeremme til de uforskam- mede Priser af jeg tror et Par Daler for Stykket. I danske Avertissementsblade kan man vist se dem faldbudte for det Halve. Charlataneriet viste sig foruden i de høist pralende Be- kjendtgjørelser ogsaa i det Latterlige, at han i vore Blade pran- gede med det danske Vaaben over dem. Muligt, at det Patent, SIDE: 632 han siger han har, tillader sligt; men det tillader ham vist ikke at skikke en Konkurrent, der ogsaa vil sælge Strygeremme, saa impertinent, af Næringsnid stinkende Udfordring, som han har gjort i Morgenbladet. Noget Privilegium har han ikke erhvervet sig over al Landet, og om den stakkels Goldsmiths Fædre ere af mosaisk Oprindelse -- hvilket kastes ham i Næsen -- er den vel saa god som Hr. Hartmanns, enten den skriver sig fra Øerne eller Jylland eller das grosse Schleswig-Holstein. De Danske tillægge sig, i Modsætning til Normanden, en særegen Beske- denhed; men det maa være hjemme den findes. Her lægge de ofte en forunderlig Uforskammethed for Dagen. Naar de f. Ex. have faaet Lyst paa vort Brød, bekjendtgjøre de som en Anbe- faling, at de ere fra Danmark. Det er en Bagatel; men hvad er det man veirer deraf? Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 24DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 5. nov. 1844. S. T. Udgiver! Jeg mødte igaar Korrespondenten for Drammensavisen, lige- som jeg selv med et noget langt Ansigt og en tynd Portefølje under Armen. "Skal vi bytte Nyt?" sagde jeg for Spøgs Skyld. "Der er vel ligemeget omtrent i begge Væsker." "Aa ja," sagde Personen. "Det kunde nok lade sig gjøre; men jeg maa have en Daler imellem, for se her, min Væske er feed!" og dermed stak Skurken, uden at jeg mærkede det, sin ene Næve ned i Væsken, saa den bugede sig forfærdelig ud. Jeg, som troede at have seet Feil, og som ikke havde en Smit i min, slog til, gav ham Daleren, og -- ja her seer De hvad der var. [Her følger "Skizze af den ungarske Konstitution", efter "Forposten".] Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 4DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 12. nov. 1844. Her passerer intet; men destomere i den lille By Kragerø, hvorom man før ikke hørte Nogen kny, uden der var kommet Østers til Bryggen, og da i Forbindelse med denne Lækkerhed, (der, imellem os sagt, uden at skifte Navn har flyttet sig noget nærmere op i Fjorden; Nogle sige endog lige til Sandvigen). SIDE: 633 Alles Øine hersteds ere da henvendte paa Kragerø, hvor alle Dæmoner synes at rase pro thi noget ærligere og oprigtigere end den ene af de tre Valgmænd, Kjøbmand Schweigaards Er- klæring i Morgenbladet for igaar, vilde neppe den gyldne Tids- alder kunne opvise. Han tilstaar reent ud, at han af Juell har ladet sig paavirke til at stemme paa ham; og saaledes bliver der vel for Pastoren hverken af nogen Plads i Storthinget, Hoved- stadsophold, Theatersaison, Fester under de Kongeliges Nær- værelse eller hvad der nu kunde falde af en saadan lang Tur herind. Men Hvem, der har læst Romeo og Julie, hvori de to Familier Montuchinnes og Copuleternes Had og blodige Slagsmaal paa aaben Gade oprører Verona, vil ikke finde, at Kragerø, med sine Bjørne- og Thomesen-Familiers rasende Stridigheder, fortiden afgiver en ypperlig Parodi paa hiin Skildring af Patriciers Parti- kampe? Der maatte naturligviis Kjærlighed til ligesom hos Shakespeare, og saaledes maatte Prokurator Homann vel blive Romeo, istedetfor den vilde Tybalt, som han ellers maatte være -- Nei, Tybalt, som vildt styrter sig i Striden, maatte Homann dog være, siden han har gjort ligesaa, og siden han, ligesom Tybalt, gjerne optræder paa Gaden. Til Romeo og Julie maatte et Par blide, i Familiestriden ikke interesserede, Krambod- dukker fabrikeres. Og saa kunde Stykket gaa, ja tilfældigviis endog lige til og med den rystende Scene i Begravelseshvælvin- gen. Thi man har jo seet, at Kragerøpatricierne have sine mu- rede Gravhvælv, medens der klages over, at Folkets Liig saa- godtsom slænges for de vilde Dyr. Nu Stedets gamle Klokker i Begravelseshvælvet under Opvaagningen og Katastrofen og jeg tænker Stykket har sin Knude. Men saavidt som i Romeo og Julie maa det dog ikke komme. Der maa blive Opstandelse og Bryllup, hvorved den Flaske Champagne passende kunde blive drukken, som unge Thomesen høist sandsynlig har vundet af unge Homann, der ved den Leilighed, Thomesen fik Anledning til at vinde den, unægteligen -- til Prokurator at være -- har gaaet noget for vidt i sin Paastand. Epilogus kunde intimere saaledes omtrent: SIDE: 634 "De Montuchi satte Skræk i Alt-Veronas stolte By. Copuleter ved Pamfleter blæste altid op paany. Saa i Krager- Ø tildrager sig det midt i dette Aar, at de Bjørner og de o. s. v. Naturligviis, at Parterne sloges som Ørner og "fik hinanden udi Haar." Henrik Wergeland "MENNESKET" Et Digt av Henr. Wergeland. (Omarbeidelse af "Skabelsen, Mennesket og Messias). Morgenbladet 7. nov. 1844. En Omarbeidelse af mit større Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias" har længe paahvilet mig som en Gjeld til Litera- turen. Det foruroligede mig i min Sygdom, at den ikke var løst, og jeg besluttede ikke at opsætte med at anvende dertil de Kræfter, jeg i de enkelte bedre Øjeblik tør disponere over paa Sengen, saa man dog skulde see hvad jeg havde villet. Imid- lertid er under Dagenes Løb en Omarbeidelse saavidt fremskre- den, at det Haab, som begyndte derpaa, ogsaa udstrækker sig til at see den endt og udgiven. Til Udgivelsen af dette, i Meget nye Arbeide, har jeg ansøgt om det kgl. norske Videnskabers Selskabs Understøttelse; men selv om det opgivne Maximum bevilges, kræve dog de Omkostninger, der yderligere ville med- gaae til et Værk, som altid vil blive vidtløftigt, om det end betydeligen beskjæres, Bistand fra Publikums og Interesse for dets Afsætning fra Boghandlernes Side. Jeg tillader mig derfor, at anmode Dhr. Boghandlere i Landet om at aabne Subskrip- tion paa ovennævnte Digt til 1 Spd. pr. Explr., hvorefter de paa betalte Rekvisitioner erholde 20 pCt. Rabat. Bogladeprisen forhøies. Private Subskribentsamlere erholde det 9de Expl. frit. Henr. Wergeland. SIDE: 635 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE CHRISTIANIA, 11TE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 15. nov. 1844. Den 9de Ds. blev Ingeniørbrigadens Chef, Generalmajor Wetlesen, bortkaldt ved et Slag midtunder sine Embedsforret- ninger og omgivet af flere af sine Officerer. Det var en agt- værdig og afholdt Mand. Man designerer nu i Opinionen som Chef Major Garben, med Forbigaaelse altsaa af Brigadens ældre Officerer, Ræder og Hoff. -- Grønlands Asyl er ved Regnskabernes Gjennemsyn i en Generalforsamling befundet bankerot. En ny Subskription, hvor- ved Flere have vist sig meget generøse, er imidlertid aabnet, og visse Reduktioner, f. Ex. med Inspektørpostens Inddragelse, ere besluttede. Pastor Biørn har ellers i denne Tid skrevet i Den Constitutionelle om Opdragelsesanstalter paa Landet for for- sømte Børn, hvilken han især begrunder Nødvendigheden af i Mislighederne ved Udsættelsessystemet. -- De allerede overordentlige Veedpriser stige. For Bjerke- veed faaes 4 Spd., for Furu henved 3 Spd., for Gran over 2 Spd. Favnen. Man skal fra først af have et Par mæskede rige Veed- pugere ude i Bonnefjorden at takke herfor. De forstode at do- minere Markedet og Andre toge naturligviis efter, saa Veden nu er ligesaa dyr her som i Kjøbenhavn, ja vel dyrere; thi man kan der for 4 af vore Dalere endog faa sig en Favn Bøgeveed. Bøn- derne ville vel ogsaa, naar de komme ind med Veed paa Føre, vide at tage efter Baadmændene. Det gaar ellers smaat med Snefaldet her nærmest om Byen, medens man i Asker allerede bruger Slæden. Henrik Wergeland GRUNDSÆTNINGER (Anbefales Manden, der var ude og haltede i Morgenbladet af 15de November i Anledning af Jødesagen). Morgenbladet 18. nov. 1844. 1) Gjennem Hjertets Rosenlund og Følelsens yndige Dale gaar den beneste og veneste Vei til Sandheden. 2) Hjertets Røst er Guds Røst. Den bør derfor være vor Religion. SIDE: 636 3) Hjertet er en Æolsharpe, der aldrig giver falske Toner, hvordan Vinden end falder, medens Fornuften ofte er en falsk Trompet, hvortil Satan sætter sine skidne Læber. 4) Religionen over Politiken! Følg dens Bud! Vær som anger- løs og giv Politiken til Fanden! Han sørger nok for Sine. 5) Den oplyste og liberale Normand bør i Tænkemaade ikke være forskjellig fra den oplyste og liberale Europæer. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 25DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 29. nov. 1844. Hvorledes det kan gaa til, at der har været anstukket Ild i den overfyldte Raadstue, uden at noget Byblad knyer derom, er ikke godt at forstaa. Det er dog imidlertid Tilfælde. Uagtet Lueudbrudet skede ind til Gaarden, saaes dog Flammen baade fra Taarnet og inde i andre Gaarde f. Ex. i Hotel du Nord. Der var sat Ild i Madratser, som skulle have været stillede op mod Vinduerne paa Slutterigangen; men forøvrigt hviler der en dyb Hemmelighed over det Hele. Der sagdes vel, at den Soldat, der paa Bankens Ordre hensidder som Gjeldsfange som Medvider i hvor Resten af Ole Høilands Penge er, skulde have anstiftet Ilden for at echapere; men denne Person vanker fri om, gaar Ærinder for de andre Gjældsfanger o. s. v. -- Slaverne ere, efter Sigende, fremdeles yderst misfornøiede med det nye Madarrangement, der hverken skal yde dem god Føde eller endog blot Nok. De Skraabrugende befinde sig ilde, ordentlig syge. De have ogsaa allerede optygget Lommer og hvad der ellers kunde klæbe noget Tobak ved. Henrik Wergeland [EPIGRAM OM WELHAVENS "NYERE DIGTE"] Mellem 22. nov. og 20. des. 1844. Han ligner det Dyr, der kaldes Bæver, Der som bekjendt i Vandet lever. Det eneste spiselige paa hele Klumpen Er -- Rumpen. SIDE: 637 Henrik Wergeland [FORSLAGET OM BRENNEVINSFORBUD] Morgenbladet 21. mars 1845. Det er af sine Venner man skal have det. Og saaledes har da Filantropien -- allerede i Miskredit før for Fantasteri -- faaet det af Ueland som man vrister Kniven af et Barns Haand. Men det praktiske Liv vil og kan ikke tillade Saadant, saasom det behøver Brændevinet til alskens dagligt, ikke alene uskyl- digt, men velgjørende, Brug. Jeg vil blot paapege et. Det er Brugen af Saapespiritus, som Landmanden tiltrænger frisk lavet, hvergang en af hans Heste bliver brudt, hvergang en af hans Kreaturer forvrider et Lem. Det gaar ikke an her at henvise til Apotheket, som er mange Mile borte; og til Apothekerpriser har Bonden ikke Raad til at anskaffe sig et Huusmiddel, han hvert Øieblik behøver vedhaanden, uden det dog taaler at staa oplavet. Det var nu een liden Hage ved Sagen; men der ere Kroge nok for alle Hattene til de Hoveder, hvis ærede Navne man har seet under bemeldte, i psychologisk Henseende ganske mærk- værdige, Forslag. Den sunde Fornuft sidder dog nok fast paa sin, paa det virkelige Livs Behov grundede, Throne, ventende med et Smil paa, at en eller anden Menneskeven, næste Gang Throndhjem eller Egersund brænder, eller anden stor Ildebrand indtræffer, skal foreslaa principaliter, at al Ild skal udslukkes i Riget, og in subsidium, at saadant dog skal ske paa angjældende Sted, forsaavidt Huse maatte befindes tilbage. Henrik Wergeland" BRÆNDEVINET Morgenbladet 6. april 1845. Sandelig, jeg fik Lud igjen for min Saapespiritus; men hvor skarp den var, har den dog ikke ganske gjort mig blind for Brændevinets indtil Uundværlighed gaaende store Nytte i Fol- kets almindelige Økonomi. Det bruges til tusinde Ting, om det end forsvinder fra Bordene. Saapespiritusen kan sikkerlig ikke erstattes ved nogen endnu opfunden Ting; og, forat anføre et Tilfælde, der hyppigt paakræver let Adgang til Brændeviin, vil jeg blot erindre om, at Vaskning med almindeligt Brændeviin og Vand er det ypperste og alment brugte Forebyggelsesmiddel mod de fæle og farlige Liggesaar, hvorfor sengeliggende Syge SIDE: 638 og Gamle ere saa udsatte. Og i hvor mangt et Huus findes ikke en Saadan henliggende? Naar Fornuften løber sig Buler i Panden, har den netop lige- saa [godt] af lidt Spotsalve som den brudte Hest af Saape- spiritusen. Om Udelukkelsesforslagets Fremsættere og dets Understøtte- res redelige Mening tvivler jeg ingenlunde. Men kloge Høns kunne ogsaa værpe i Nesler; og komme slige Æg til Udklæk- ning, da ville følgende Basiliskarter oversvømme Fædrenelandet: Rystende nærvesvage Kaffedrikkere indtil Udsvævelse, Bimpere af giftig Portviin a 20 ß Flasken, [fotnotemerke] Godtkjøbspatrioter formedelst svage Maver, Hyklere, Angivere, Spioner, Smuglere, Smugbræn- dere, Meenedere og -- lidenskabelige Drankere. -- Da vil Dram- men smage den Nøktre! Henrik Wergeland "KAAL- OG ROT-SELSKABETS" PROTOKOL Begyndt 26de Marts 1845. Indhold. Litr. A. Statuter. (Pag. 1 -- 4). B. Forhandlinger. (Pag. 5 -- 20). C. Medlemmer. (Pag. 20 -- 24). NB. Der tegne man sig. D. Regnskab. (Pag. 25 -- 28). NB. Pag. 29. Anviisning. A. Statuter. 1) Selskabet fører Navn af "Kaal- og Rt-Selskabet", hvilket er en ligesaa god Sammensætning som f. eks. Finants- Handels- og Told-Departementet. Fotnote: Disse Portviin- og Maderasorter fra 20 til nogle og 30 ß Flasken anbe- fales baade Sundhedspolitiets og Maadeholdsselskabernes Opmærksomhed -- de Sidstes fordi de umiddelbart under Bridselens Dække i disse Portvine ville træffe paa det Væsen, de bekjæmpe. Maderaerne, som tilligemed Skil- lingsportvinene skulle have vundet rivende Afsætning siden Brændevinen kom i Foragt, indeholde ligeledes Brændeviin som Hovedbestanddeel. Men hvilke befinde sig ellers i disse Vine? Meget af den Mjød, som fortæres, bestaar ogsaa af bare Brændeviin og Honning. Og saaledes kan det respek- tableste Medlem af en Afholdenshedsforening have Djævelen i Livet inden han veed Ordet deraf. SIDE: 639 2) Selskabets Hensigt er at udbrede Dyrkningen af de nyt- tigste Haugeurter mellem Huusmands-klassen. 3) Dette skeer ved aarligt Indkjøb paa Vaarsiden af Skillings- portioner Haugefrø af navnligen følgende Sorter: Hoved- kaal, Grønkaal, Kaalrot (over- og underjordisk), Gulerod og Persillerod eller Pastinakrod. Heraf faaer enhver Frø for 1 Skilling. 4) Hvert Medlem erlægger dertil 12 Skilling inden Marts Maa- neds Udgang, og det tillades ham at nære den Mening, at han stifter mere Nytte derved end om han f. Ex. gav det Tidobbelte til Missionsselskabet. 5) Præsidenten er pligtig til at meddele Kvittering paa Grund af den almindelig sjunkne Moralitet, samt til i Løbet af Sommeren at traktere ethvert Medlem, som kræver det, med en Gulerot. Præsteres den ikke, mulkterer han en fuld Udsædsportion. 6) Præsidentens Kontingent er 60 Skilling. 7) Hvert Medlem har Ret til at foreslaae Bygder og Personer, som skulle nyde godt af Uddelingen. Selskabet erkjender ellers Landet baade stort nok for og fortjent til dets Virk- somhed. 8) Naar betydelig Forsendelse skeer -- og hvert Aar bør 1 a 2 Bygder særskilt udvælges -- bør Præsidenten tilkalde et Par Raadmænd af Medlemmerne, ikke Byens, som føre Navn af Kaalhoveder. 9) Præsidenten skal altid være usurpatorisk, saaledes at det for Sagen ivrigste Medlem optræder som saadan, naar man skulde mærke at der ingen er. 10) Præsidenten bør dog opnævne sin Eftermand. 11) Selskabet er hemmeligt som Frimurernes, om hvilket man veed alt hvad der passerer. 12) Medlemmerne kjende hinanden paa en umaadelig Forkjær- lighed for Grønt. Naar to Medlemmer f. Ex., som træffe ukjendte sammen ved et Bord, spise 3 à 4 Portioner Grøn- kaal eller Snitbønner, kunne de med Tryghed give sig til- kjende for hinanden; dog ikke saa Andre lugte det. SIDE: 640 13) Lovene overholdes ligesom andre Love d: e: efter Bekvem- melighed. Datum Grotten 26de Marts 1845. Henr. Wergeland1ste usurpatoriske Præsident. B. Forhandlinger. 1ste Møde. 26de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Besluttet: 1) Indkjøbes hos Gartner Leuthen for 60 Sk. 15 Skillingsportio- ner Kaalrabi, Hovedkaal, Grønkaal og Næpefrø. 2) Eidsvoll skal iaar nyde godt af Forsendelsen. 3) En paa et Oktavblad trykt Anviisning skal besørges. 4) Hvert Medlem skal vælge sig en Haugeurt til Symbol. Præ- sidenten vælger sig "Blaakaal". 5) Selskabets Symbol skal være "Res parvis crescunt". 2det Møde. 27de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Refereret: At Anviisningen til Haugeurters Dyrkning allerede var for- fattet og expederet til Pressen. Besluttet: 60 Frøportioner til bestilles hos Gartner Leuthen. 3die Møde. 28de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Dekreteret: 1) Selskabet erklærer høitideligen at føle forhøjet Kraft og Interesse for sit nyttige Meed ved den Mangel derpaa som Det kongl. Selskab for Norges Vel samt dets Landhuushold- ningsselskaber røber. 2) Selskabet erkjender som det ypperste af al Leveviisdoms Udsagn dette: "Hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud". SIDE: 641 4de Møde. 29de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Refereret: Gartner Leuthen oversender 145 Frøportioner, om hvis Disposition et senere Møde vil fatte Beslutning. Decreteret: Gartner Mortensen kan blive eneste virkelig Æres- medlem ved at tilstille Selskabet 60 Skillingsportioner af godt og solid Havefrø; og bliver han da at udmærke i Medlemslisten med et stort rødt Kors. Andre kunne for det Halve blive halve Æresmedlemmer, mærkede med et mindre Kors og omtrent svarende til Dannebrogsmænd. Følgende Debat fandt derpaa Sted: "Den ærede Præsident anmodes om at opgive en fyldestgjø- rende Grund for at Gartner Mortensen tillægges et saadant Fortrin fremfor det øvrige Publikum." Præsidenten: "Man troer ikke at behøve at anføre nogen anden Grund for Udmærkelse her i Landet end at Vedkom- mende er fød i Dan , ja i selve Kjøbenhavn." Eenstemmig antaget. 5te Møde. 29de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Besluttet: Protokollen bliver at oversende Medlemmerne af den berømte Soirée. Decreteret: 1) Dersom Nogen ved usømmelige, eller noget- somhelst andet Slags, Indtegninger i denne Protokol, ved An- tegnelse som Medlem, misbruger denne commissio in bonam fidem straffes han med Dødsstraf ved Leilighed. 2) Selskabets Dødsstraf bestaaer i at forgives ikke i men med Kaalrabistappe. 6te Møde. 31te Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Expederet: 11) Til Eidsvoll ved Provst Wergeland 17 Por- tioner Hoved- og Grønkaal- samt Kaalrabifrø samt 11 Pastinak- rodfrø. 2) Til Guldværkspladsene i Eidsvold 10 Portioner gjennem unge Tønsager 3) 1 Portion til Østhoelhuusmændene. 4) 1/2 do. SIDE: 642 til den lille Stue ved Olstadkorset; 1/2 til Sundmanden i Eids- vold. Refereret (som en glædelig Opdagelse) at Frøportionerne godt taale at deles; men Præsidenten forblev i slet Humør paa Embedsmandsviis fordi han havde at bestille. 7de Møde. April 3die. Tilstede: Præsidenten solo. Erklæring: Uagtet Præsidenten er bleven holdt for Aprilsnar af Gartneren ikke blot den 1ste, men ogsaa den 2den April, erklærer han dog, i Betragtning af alle de Tusinder af Kaal- hoveder m. fl., som ifølge Selskabets Virksomhed ville udbrede sig over Landet, siden enhver liden Frøpakke indeholder et Par hundrede Frø, at han i Magt og Værdighed kun viger for en vis Expeditionssekretær og maaskee for Diktator Rosas i La Plata, men at han langt overseer Præsident Polk. Refereret: 60 Frøportioner, der igjen skulle deles mellem to og to Huusmænd, tilligemed trykte Anviisninger, expederede til Ejeren af Skiftet Raaholt i Eidsvoll til Uddeling til Plad- serne fra Risebro til Værket. 8de Møde. April 6te. Tilstede: Præsidenten solo. Continuations-Erklæring: Efter hvad Præsidenten har bragt til Kundskab om Politi- fuldmægtig Dietrichs'es Brug af Tampen og Hullet, erklærer han, at han i Magt og Værdighed ogsaa viger for denne Officiant. Kaal- og Rod-Selskabets Præsident bliver saaledes No. 4 paa Jorden, Keiseren af Rusland No. 5. Refereret: 1) Tilsendt den mystiske No. 11 en Gulddaase. 2) Sendt Gartner Leuthen Opsigelse dersom han ikke vil være meer expedit. 9de Møde. April 7de. Tilstede: Præsidenten solo. Expederet: 1) Til Thorsten Tønsager 12 Gulerodfrøportioner og 20 Anviisninger. 2) Til Provst Wergeland 16 Gulerodfrø- SIDE: 643 Portioner og 30 Anviisninger. 3) Til Forvalter Knudsen, Mad. Kaasen og Poul Jøndal i Eidsvold hver 4 Heelportioner og 8 Anviisninger. Dekreteret: Selskabets Forhandlinger føre herefter Navn af "Sessioner", skjøndt Præsidenten nok kunde passere for en Fleerhed, saaledes som man ofte har seet i Storthinget. Præsidenten erklærer: I Anledning af at en Afholdenhedsselskabs-Forsamling er bleven afholdt paa Børsen efter 8 Dages Trompetblæsen, laver han sig et Glas Porter-Toddy saa stærkt han kan p. t. taale det, og aflægger det Løfte, at han, saasnart han maatte komme til Kræfter, vil i en Pokal norsk Ribsviin eller kanskee endog i en vedbørlig indenlandsk Dram udbringe følgende Skaal til Ære for Kaal- og Rot-Selskabet: "For hvad Vi bestille, o Brødre, en Skaal! en Skaal for Persille, for Næper og Kaal!" 10de Session. C. Medlemmer: Symbol: 1. Henr. Wergeland ...................... Blaakaal. 2. Albert Autenrieth ...................... Grønkaal. 3. D. N. Bech .............................. Selleri. 4. Nils Berg ................................ Bønner. 5. Niels Berg (Fængselsberg) .......... Hvidkaal. 6. Montz ...................................... Laktuk. 7. Chr. Tønsberg ......................... Kaalrabi. 8. Ad. Tidemand ......................... Grønne Erter. 9. E. Tidemand ............................ Blomkaal. 10. Aug. Tidemand ...................... Asparges. 11. *Et Uhyre med l0 brændeviinsdrikkende Hoveder paa, henhørende til Kænguruh- Potates. arterne. (Collectivt Æresmedlem) 12. *I. Elieson, Individuelt Æresmedlem .. Spinat. 13. A. Tischmann .......................... Rødløg. 14. Carl Jersin .............................. Karse. SIDE: 644 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 23. D. Regnskab. 1845 No. 1. bet 60 Sk. 2. 3. bet. 4. bet. 5. 6. 7. bet. 8. bet. 9. bet. 10. bet. 11. bet. 60 Sk. 12. 13. bet. 14. bet. Anviisning til at dyrke de nyttigste Kjøkkenurter. 1. Kaal og Kaalrot. Godt om man i smaa Mistbænke ved Syd- væggen eller endog inde i Kasser avler Planter; men er Belig- genheden god, kan Frøet ogsaa saaes ude i velspadet og god Jord. Hovedkaal avles stor paa Komposter, og Grønkaal liker Skygge. Avler man Kaal- og Kaalrot-Planter, maae de, ved ofte at luftes, hindres fra at fordrives, og ved Udplantningen iagt- tages, at Hjertebladet ikke kommer under Jorden. Rummet mellem Kaalplanterne bør være 1 Alen, mellem Grønkaal 3/4 og SIDE: 645 mellem Kaalrotplanterne 1/2 Alen. De vandes om Aftenen, og naar de ere blevne noget store, have de godt af at hyppes i tørt Veir. Grønkaalen optages mod Vinteren og hensættes rade- viis i Grøvter, hvor Rødderne bedækkes med Jord og Planten selv med Granbar. Kaalroten er enten over- eller underjordisk; og maa man ikke bedække den overjordiske med Jord, naar den viser sig. Bevares i Sand eller Sagfliis. Bladene afskjæres, ligesom de bedærvede ogsaa tages af Kaalen. 2. Guleroten vil have dyb løs Jord. Trives i Myrjord, der ikke er for vaad. Udsaaes i stille Veir tyndt blandet med lidt Sand, nedhakkes og tilklappes strax. 3. Persille. Kruus- eller Skjærpersillen saaes tykt. Persille- roten i Furer, der have 6 Tommers Afstand fra hinanden. Et Par Frø sammen nedlægges nu i 3 Tommers Afstand, hvorefter Sengen tilklappes. Kun de bedste Planter lader man blive staa- ende. Denne Art Persille skjæres ikke. 4. Næper. Saaes tyndt. De tidlige saaes tidligt; de man vil have til Vinteren i Juni til St.hans. 5. Frø avles ved at udplante i Solvæggen en af de Hauge- urter, som have holdt sig i Sandkassen bedst Vinteren over. Man passe da om Høsten at lade de til Frøavl bestemte beholde de inderste og bedste af sine Blade. Naar Frøhusene blive hvid- gule, afskjæres Stenglerne og henlægges paa Gulvet eller Bordet i et varmt Værelse, hvorefter det udgnides og opbevares paa et tørt Sted. Henrik Wergeland BRÆNDEVINET Morgenbladet 13. april 1845. Ganske rigtigt: "Det er af sine Venner man skal have det"; thi til mine hører sandelig E. Sundt. Men i sit lille Stykke i Morgenbladet for 10de tænker min Ven mindre sundt end han pleier. Da jeg imidlertid ahner, at Bladets Redaktion synes at vi kunne have vasket hinanden nok med Lut og Saapespiritus, vil jeg i største Korthed blot bemærke: 1) Det er desværre en Kjendsgjerning, som tusinde Skrifter vil kunne bevise, at den ædleste af alle Dyder, Filanthropien, er bekjendt for i flere Punkter at være henfalden til Fantasterier, samt at Intet skader SIDE: 646 den mere i Udførelsen af dens velgjørende Hensigter, end hvor det store Publikums sunde Fornuft mærker, at den er saaledes paa afveie. 2) Uelands Forslag er vel fantastiskt lige indtil Uudførlighed; men det vil dog gavne som Opinionsytring. 3) En Bonde har ikke altid let forat kunne faa frisk Saapespiritus hos Apotheker eller Doktor. Han kunde vel forsyne sig til "Apo- thekerpriser"; men den vilde være ham utjenlig, naar den hen- stod en Stund. 4) "Folket" har saa meget med Heste og Kvæg at bestille i sin daglige Dont, at man vel, uden at udsættes for mislykkede Vittighedsforsøg, kan sige, at det er "Folket", som behøver at have Brændeviin mellemhænde, om det end kun skulde være til Helsebot for Huusdyrene. 5) Spranget mellem at foreslaa Ildens Udslukning og Brændevinets totale Afskaffelse er i logisk Forstand ikke saa uhyre endda. Vilde man opføre de forskjellige nødvendige Ting efter den Rang, som Nødvendig- heden gav dem, vilde vistnok Luft, Vand, Ild, Føde, Klæder o. fl. andre indtage de første Nummere; men det er ikke urime- ligt, at man, før man kom f. Ex. til Nr. 12 eller 15, vilde blive sat i den Nødvendighed at anføre "Spirituosa" og deraf navnlig Brændeviin for de nordligste Klimater. Henrik Wergeland STUDIOSUS JURIS MARCOLFUS. EN PERSONLIGHED (Indsendt.) Efter Wergelands manuskript april (?) 1845. Det fortælles at Prindserne her forleden vilde besøge Pro- fessor Munchs historiske Forelæsninger; men fandt Auditoriet tomt. Der havde kun indfundet sig 1, siger og skriver een, Til- hører, og saa vare denne og Professoren blevne enige om at absentere sig, som rimeligt ogsaa kunde være. Hr. Marcolfus, indfødt Løve og Studiosus juris -- altsaa med Tiden en af Ver- dens Herrer, ja maaskee endog Expeditionssecretair i Kirke- departementet -- stod just paa Trappen og studerede over, hvad han gjorde bedst i, enten at gaae ind paa den juridiske Forelæsning, som just holdtes dictando, eller at gaae hjem og tage sig en Pibe Tobak og forresten oppebie Forelæsningens Udkomst i Contratryk; men da han havde bemærket hvad der SIDE: 647 var passeret paa den historiske Side, gjorde han, før han gik (thi dertil bestemte han sig) følgende Glose: Ak fattig Norrige! du ejer en P. A. Munch; men ingen Erik Geijer. Hr. Marcolfus blev besværet med nedenstaaende Spørgsmaal af sin Huusvært, der var en af de ulykkelige "Mennesker paa Jorden", som en vis Prest altid plejer at udtrykke sig. Han var nemlig Aktieejer i det, vi veed, og fandt sig derfor beføjet til "Jeg ei begriber, at i en Direktion, hvor der er tvende Viber, den Dumhed kan grassere, at, naar man Normænd seer, med Jydsk man tør traktere. Og Hvem? . . Marcolfus. Tye! Stille! Efter nogen Pøns jeg fundet har, at Resten vist er Høns. Borgermand. Man dræber Wergeland i Bladet atter. Troer De, han døer? Markolfus. Man værre Streg nok hørte om ham før; men tro mig, Fatter! Et Epigram han paa sig selv først gjør. Henrik Wergeland [EPIGRAM MOT FYLLA] 3. juni 1845. Væk med Fylla, Boka, men ikke Flaska paa Hylla.