Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 CAMPBELLERNE ELLER DEN HJEMKOMNE SØN SYNGESTYKKE I TO AKTER Personerne. Lord Campbell, en aldrende Mand. Lady Lucy, hans Niece og Fosterdatter. Miss Flora, hendes Selskabsjomfru. Sir Humphry Lowthes, Lordens Myndling. Den gamle John Anderson Campbell. Kitty, hans Kone. William, Kapitain, Ben, en Yngling, deres Sønner. James, Floras Fader, ogsaa en Campbell. Tobias Griffith, Notarius og Lordens Forvalter. Ostindiske Bajaderer og Sangerinder. En Jonglør. Forskjellige Folk i indisk og skotsk Kostume, Seapoys og et Par Opvartere. Handlingen foregaaer i første Akt i Ostindien, i anden i en liden By i Skotland. SIDE: 2 (I Forgrunden to Landsteder i Pavillonstiil i en ostindisk Forstad, adskilte ved en Gade af landligt Udseende, som aabner sig mod Havet. Udenfor det til Venstre fra Parterret et lidet indgittret Blomst- og Busk-Parqvet, hvori Lady Lucy ved Tegnebrettet og Miss Flora ved Brodeerrammen. Udgangen dertil er en Glasdør. Første Coulisse indtages af en almindelig Dør, over hvilken et aabent Skydevindu. Lucy synes at have til Gjenstand for sin Blyant Kapitain William, som, i ostindiskt Hjemmekostume, indtager en skjødesløs, tungsindig Stilling under en Seilbaldachin udenfor Landstedet tilhøire, diverterende sig med at betragte en Dands af Bajaderer paa Gaden, hvortil Musiken gaaer i et med Ouverturen, der bør være af orientalsk Karakteer. De følgende prosaiske Repliker falde medens Musiken sagtner af ved Dandsens Ende og Bajadererne fjerne sig mod Bag- grunden, idet den enkelte Bajader nærmer sig William, som tourviis har at udføre sine melo- dramatiske Stanzer). Sir Humphry (I Jagthabit. Trædende pludselig bagvendt udaf Glasdøren, talende ind ad den.) . . . Pah Mylord! Jovist? Nei ikke et Skridt længer. Goddam! -- over Ghauntsbjergene, som om de vare en Dørtærskel, og ind i Mysore? Nei Mylord, der gaaer Tippoo og Hyder Ali igjen i Skikkelse af Kongetigre . . . Lorden. (Sees i Døren i Slaaprok og Nathue og med Pen i Haanden). Nu saa gaa -- dumme Dreng, dumme Dreng! (Slaaer Døren hidsig i). Humphry. Ei, Mylady, er Eftermiddagen alt saa sval? Lucy (gjemmende sin Tegning). Tys, Sir! Flora. Ja, Sir, disse Toner maae døe i Fred. Humphry. Ah, Mylady, her foretager man sig noget fornuftigt, man di- verterer sig, seer jeg. Flora. Stille Sir! Husk paa, at Musiken formildede Løver og Bjørne. SIDE: 3 Humphry. Løver og Bjørne, Miss? Løven det er mit Dyr og Bjørnen ogsaa, for den er ærlig og tapper; men, Goddam, jeg har ikke seet flere Løver paa hele Reisen gjennem Asien, end jeg saae Bjørne i Christiania, da vi vare der. Og Jeg, som brændte efter at maale mig med dem! Hi! ho! med denne her. (Slaaer paa sin Hirschfænger). Det er ganske imod Reisebeskrivelserne, og derfor hader jeg slige Smørerier -- og Mylords med -- som Pest. Men -- My- lady, -- saa sandt jeg er Sir Humphry Lowthes -- den Karl derover veed at fornøie sig. Ret inventiøst for en Skotlænder at være! (Læner sig udover Stakittet med Ryggen mod Damerne). Lucy (heftig). Hvad, Sir? en Skotlænder? Humphry (vendende sig tvær om). Ja, en Skotlænder, en kjedsommelig Skotlænder. Lucy (til Flora). Hørte du det, Flora? Han er en Skotlænder. Flora. Den Grobian! Jeg stak ham med Naalen for vore Lands- mænds Skyld, dersom det ikke var saa fordeelagtigt at tegne bag hans plumpe Attitude. 1ste Bajader. (har nærmet sig William). O, hvem skildrer Tamajindris Ynde, Brahmas Mesterværk? I Millioner Aar havde Guden sig skabende øvet, først da af alle Hjertertryllerinders fineste Ynder han skabte Tamajindri. SIDE: 4 Kama, Elskovsguden, og Henrykkelse, hans Viv, lagde, da de den Nyskabte saae, paa hendes Barm sine Guddomskrandse. Da hævede frem sig Kjærligheds Høje, som Wilwamsfrugter runde, mildt bølgende som Luthens, den sødtsukkendes, Toner. Fem Pile bar Kjærlighedsguden. Tre deraf bort han skjød: i Himlen, til Jorden, i Afgrundens Rige. De øvrige to han gjemte i Tamajindris Øine. (Rækker William en Blomst). William. Ei Indiens ømme Datter, skjøn som en Fee, saa henrykt i Favnen fatter Jeg i min Vee, som visnede Blomst derhjemmefra. Jeg kyssede den tillive da. Et Straae selv vilde nikke med Minder derhjemmefra. Lucy og Flora. Hvad Tungsind er i hans Blikke, ædelt og mildt! Ham Dandsen opmuntrer ikke. Den er forspildt. Hvi rører os meer en ukjendt Vee, end naar vi den aabne Glæde see? Os længes den at kjende, vi trøste den da kanskee. Humphry. Den Nabob sin Tid fordriver efter min Smag Han lystige Optog giver Dag efter Dag. SIDE: 5 Igaar var her jo en fix Jonglør, idag Dandserinder ved hans Dør. Imorgen han opliver den kjedsomme Dag som før. (Dands. Bevægelserne som før medens 2den Bajader nærmer sig). Flora. (Seende paa Lucys Tegning). Ikke den Streg, Lucy. Hvorfor skjuler De over det Halve af hans Ansigt og det netop Næsen, som er det smukkeste? Det Interessante ved et Vemodigheds-Ideal, bestaaer ikke i en ned- slaaet Hat. Lucy. (forlegen.) Ah, der kom en Green ivejen igjen. Jeg vil lade det være. (stryger ud). Flora. Hvad gjør De? Oh, begynd igjen! Men det var ingen Green; men Deres artige Beilers Arm, om det var noget. Han koqvet- terer med Dandserinderne ligefor vore Øine. En behagelig For- grund, isandhed. Lucy. Velan, jeg vil forsøge nok engang. (Tegner). Flora. Men glem ikke den mørke Bund af Pisangblade for Profilet, eller at Næsen gaaer næsten i eet med Panden, og at i begges fine Kontur synes Moralen at have bøjet en af sine stive Ret- linjer efter Skjønhedens egen Bølge. Det vil blive en behagelig Erindring fra Ostindien, Mylady, naar vi engang ere vel hjemme. Lucy. Oh, det er ogsaa alt. Men ikke behagelig, Flora. Humphry. (Seende bag sig). Hvad bestiller De der, Lady Lucy? SIDE: 6 Flora (hurtig). Ak, Sir, stille! Mylady tegner bare . . . Humphry. Hvad beha -- ? Flora (hurtig). Insekter, Insekter, Sir . . . 2den Bajader. Se, Fremmede, vor Dands er let og yndig som Skyernes, der samles og spredes og samles, og spaae en deilig Dag og flye! Uhørlige som Stjernernes og sporløse ere vore Trin som Rosenbladenes, hvormed et Vindpust leger. (Rækker William en Krands. Dandserinderne forene sig atter). William. I visnede Rose tændte jeg med mit Kys dens Livsensblod til den brændte fyrig og lys. Jeg kyssed den til dens Liv frembrød i Farve og Duft derhjemmefra, thi paa dens Kind jeg kjendte et Smiil, o derhjemmefra. Lucy og Flora. Hvor ædel er ei hans Smerte! Hjemvee den er. Hvor stærk dog, naar Mandens Hjerte neppe den bær'! Hvor øm dog, naar kun derhjemmefra et henvisnet Blomster i sit Savn med Længsel den begjærte, at trykke det til sin Favn! SIDE: 7 Humphry. Den Nar dog, hvor han kan snakke! Bytte han vil for Græsstraa fra Hjemmets Bakke Houriens Smiil. Jeg sende ham skal derhjemmefra med største Plæsir et dygtigt Læs, og ta'er igjen tiltakke med hans Bajader for Græs. (Dands. Samme Instrumentation og Vendinger i Balletten). Humphry. (Vil vende sig). Lady Lucy, saasandt jeg er . . . Flora. Sir, Sir, staa stille. Mylady tegner netop en Flue paa deres Ryg. Humphry. Ah, min Bedste. Jeg staaer stille som en Muur. Er den smuk? Flora. Prægtig, prægtig! Den . . . . . Lucy. . . . Men, Flora, hvor kan du? Flora. Den ligner en Løve ligesom Egehjorten, som De nok kjender Sir, ligner et Næshorn, Sir, som De nok kjender. Humphry. Bevar's ja. Det maa ind i Calcutta monthly natural magazine eller -- saasandt jeg er Sir Humphry Lowthes -- i Botanic re- view, dersom Sir Wallich vil gaae ind paa min Idee at opbevare Insekter ved at presse dem som Herbarier. SIDE: 8 3die Bajader. Ak, Fremmede den søde Mahaviblomsts Duft selv fængsler den jagende Storm, saa beruset den daler i Græsset, hensvævende under de brede Blade fra Busk til Busk. Men een Dag kun dufter den Blomst, som fængsler den jagende Storm. Se, Fremmede, Mahavien er født af første Qvindes Fodtrin; og Vi, Vi ville døe for dit Smiil, der Blomstens ene Livsdag os være. (Rækker William en Blomst). William. Selv Himlen og Luften kjender ei jeg igjen. Som smeltet Metal nedsender Solen fra den. Og Stjernerne o derhjemmefra, bekrandse vel ikke Himalah; men blidere end disse de blikke derhjemme ned. Lucy og Flora. Hvor Bølgen er dyb, som skiller En fra sit Hjem! Hvor Bjerget er højt, som stiller sig mellem dem! Den Vind, som ei kom derhjemmefra, for heed eller iskold blæser da. Men Hjemmets milde Vinde de døe før de række hid. Humphry. Han sympathiserer, troer jeg, dygtig med dem. Hvor jeg mig opholder, boer jeg; der er mit Hjem. SIDE: 9 I dette Princip er Vinding gjort. Thi da ingen Hjemvee plager stort. Jeg hjemme er jo, hvor jeg paa Jorden har sat min Fod. (Dands). Flora (til Lucy). -- Saa! Det ligner virkelig meer end de allerfleste Portræter, som ligne naturligviis; thi ellers vare de ikke Portræter. Og Malerier ere de ikke altid. Lucy (gjemmende Skizzen i sin Mappe). Snak, Flora, det er mere en Skizze af disse Øieblik bare. Jeg vil gjerne forære dig det. (Tager den frem). Flora. Og beholde Originalen. Lucy. I Erindringen. Flora. Han er virkelig interessant. (Afsides). Ak, der er Noget i hans Ansigt, som ligner lille Ben derhjemme, saadan som han nu maa see ud. Men er De oprigtig, Mylady, saa tillad mig at være høimodig og vælge et andet af Deres Mappe, end just en Skizze af den smukkeste, og jeg troer bedste, Anglo-Ostindianer, vi have seet. Nu, Sir, Fluen er fløien. Humphry. (Vendende sig om). Ah, hvorfor pressede de den ikke, Miss? Men lad see! (Vil see paa Papiret. Lucy gjemmer det). Flora. Det maa have været en Troldflue, Sir; thi da den lettede sig til Flugt, blegnede dens Afbildning hen paa Papiret, og da den virkelig fløj, var hele Figuren borte. SIDE: 10 Humphry. (Langtrukkent). Virkelig? Flora. Virkelig, Sir. Humphry. (Seende paa et af Papirerne. Forundret). Der er ingen. Flora. Nei, der er ingen. Er det ikke ganske rigtigt? Humphry. Ja, det er ganske rigtigt. Men der er ingen. Flora. Men der er Sympathier til i Naturen. Er ikke det ganske rigtigt? Humphry. Jo, for Exempel . . . Flora. Altsaa ikke meer om det, Sir. 4de Bajader. Se, Fremmede, derfor ere vore Trin lette, forat bortføre din Kummer umærkeligt. Og Den, hvis Skabning mest ligner det Skjønhedens Mønster, den Yndernes paradisiske Stengel, hvorpaa dine lønlige Tanker blomstre, hvis Aasyn mest ligner din Glædes, og i hvis Øjne en Glands af dit saligste Øjeblik lyser -- o Fremmede, se Hun vil med sin søde Læbe udsuge din Smertes Gift, og lægge dit Hoved til sit Hjerte, og lade dig høre Salighedens Timer i dets Slag. (Rækker William en Blomst. Han vinker Bajadererne bort). SIDE: 11 William. I Vildrosens Hjerte skjære Bleghed er malt. I Qvindens er Blyheds Ære sødest af alt. Og Brudene staae i Annandale' med Krandsen saa smuk som Vaaren har, men Ingen glemmer at bære Vildrosen med blege Skjær. Lucy og Flora. Naar Natten med Dug forfrisker bøjede Blom, i Drømme fra Hjemmet hvisker Stemmer derom. Gid tydeligt han derhjemmefra maa høre sin Moders Stemme da, og øine Fædrehuset og Træet derudenfor! Humphry. Goddam! Hun er smuk. Ja Alle har mit Behag. Men Hun maa man deilig kalde efter min Smag. Den Mode er ret, den klæder net, med Musselinskjole kort og let. Den London vil gefalde. Jeg bringer den did, Goddam! Humphry. Nu er han kjed af den Moro, Mylady, En af Bajadererne var, paa min Ære, smuk. Lucy. Tillad, Sir, vort Arbeide fordrede al vor Opmærksomhed. Flora. Ja, Sir, vort Arbeide fordrede al vor Opmærksomhed, og lidt til. SIDE: 12 Humphry. Paa min Ære, Kunsten skulde De vise meer Opmærksomhed. Flora. Og De Mylady, Sir, og lidt til . . . Lucy (reisende sig). Flora, kom! Der er mindre qvalmt inde. Flora. Ja slig Konversation er en Slags Bagerovn af Ord, saa raae som Steen og Tegl. Og der skal jo ogsaa være Flammer i dem. (Spids) Farvel, Sir! (Damerne gaae ind). Humphry. (Seende efter dem). Prosit! Nu falde de den Gamle i Kløerne, og faae døie de tre evige sidste Kapitler af hans Reisebeskrivelse. (Sætter sig paa Da- mernes Bænk). Pah! her fik jeg mig en god Plads, bare her nu ingen Skorpioner var i Nærheden, og den Original derover fandt paa nogle nye Optøier. Men der sidder han og plukker sine Invita- tionsblomster istykker -- Quelle bête! Og hver betyder dog sin, og Passionsblomsten der, som han ødelægger, den Sødeste af dem alle: Tamajindri med de to Elskovspile i Øinene. Jeg troer han er gal, hver af dens sexten Blade betyder jo en Sommer af hendes Alder. A la bonne heure! (Gjør sig det mageligt). William. (Skjødesløs sønderplukkende Blomsterne). For pragtfuld er mig Indiens Sommer. De blinde næsten disse Blommer. De synes næsten som metalne, som groed' af Frø fra Eden faldne. En farvet Dag, om Solen døde, vil da af Indiens Flor fremgløde. Med falskt og dæmpet Solskin ville de gule Liljer Alt omspille. SIDE: 13 Langs Højens Ryg i dunkle Skyer af Rosers Gjenskin Morgnen gryer. Sølvpalmerne og Gyldenregnen da straalte Lysning over Egnen. Paany forelskte Nellikklynger indkysse Liv i Muldens Dynger. Lotos paa sine mørke Vover da ligger, liig en Sol, der sover. Det er en Dag som under Jorden, som Sommernætterne i Norden. O hvor fantastiskt Lys! Hvormeget det ligner dog mit Indres eget! Solløse Dag, purpurne Taage! Du lyse Nat, hvor Blomster vaage! Frydløse Glæde! vaagne Slummer! Tungsindighed foruden Kummer! Hvor lyst et Mulm! hvor dunkel Dagen, som Glands af floromslørt Skarlagen, som Stenen, der i Mulden tindrer, som Blindes Bliks, der Syn erindrer! Hvor ligt det Lys, hvori de svømme de fædrelandske, kjære Drømme! Hvor ligt min Sjels, af Savn fordunklet, af Hjemmets Minder gjennemfunklet. Humphry. Pah, ikke andet? Hjemvee? -- Det var ogsaa en Følelse! Somom man ikke havde nok Følelser før. Hjemvee er en Lyst til at reise hjem, og saa reiser man hjem, om man vil. I Ens Lyst er Motivet nok til hvad det skal være; og da jeg nu ikke har Lyst til at høre paa de evige tre sidste Kapitler af Mylords uendelige Reisebeskrivelse, og jeg ikke vil være uhøfligere end nødvendigt, saa gjør jeg sgu som saa . . . (Iler ud af Parqvettet nedad Gaden. Lorden kommer idet samme ivrigt ud med en Atlas og Portefeuille, fulgt af Lucy og Flora.) SIDE: 14 Lorden. Lucy. Flora. William. Lorden. -- -- O det ærlige Skind! Og om han nu er trodsig ligesom Klippen er brat bare for at være Klippe? Flora. Eller som Skindet har sin stride Side imod Haarene. Lorden (med et alvorligt Blik paa Flora). . . Lucy, eller lidt raa, ligesom Barken paa de ædle britiske Ege? Ah, der seer jeg ham endnu. (Raaber) Humphry! Humphry! Nu saa for Fanden, der dreier han om til Qvaien. Flora. Den Tølper! Lorden. (Alvorlig). Flora! ? Flora. Ja han hørte meget godt De raabte, Mylord. Han er . . o, Mylord, han er . . . Lorden (Hidsig). Jeg siger Dig . . . Flora. . . Han er utaknemmelig, Mylord. Han vil ikke høre de tre sidste . . . Lorden. Hvad? Vidste jeg! Men tal ikke saa om den brave ligefremme Dreng. "Tølper?!" I gamle Dage slog man Riddere af slige ge- diegne Karle. Flora. Ja af Vlieset eller Bukkeskindet. Lorden (tager Lucy under Hagen). Lucy, mit Barn, intet Metal er for ædelt til at ligge i Jorden. Og saa er det med stakkels Humphry. SIDE: 15 Flora (Afsides). Jeg havde nær sagt: gid det var saa vel! Lorden (endnu venligere). Men det bør ikke blive liggende, men poleres og forenes med Ædelstenen eller Perlen til et herligt Smykke. Og Humphry, stakkels Dreng, som tidlig mistede sin Fader ligesom Du din . . . . (Afbryder sukkende). Flora (Afsides). Og som tyraniserede sin Moder, der forkjelede den uvorne Dreng. Lucy (Paa engang med Floras Replik. Kjærtegnende). O min kjære Onkel! Lorden. . . Ja Humphry, Stakkels, er han ikke allerede bleven meget finere og bedre? Og en smuk Mand er han med et ægte engelsk Udtryk. Nu maa Du have lært at kjende ham paa Reisen. Flora (Afsides). Saamen, Bekjendtskabet har meget tilfælleds med de barbariske Lande, vi have seet, og med Ørknerne. Men det tog dog engang en Ende med disse. Lucy. Ja paa Reisen, Onkel! men . . . . O jo, jeg er ret tilfreds med ham. Lorden (Afsides). Den troskyldige Sjæl ahner ikke, at dette netop er Hensigten. (Raskt). Ja, at kjende og elske ham er eet. (Afsides). Pah! det var for langt rykket ud. (Lucy trækker sin Haand ud af Lordens). Flora (Afsides). Aha, der klang igjen en Streng, jeg har hørt før. Jeg be- gynder at begribe. Den gamle Herre har en kjærlig Plan med dette kjedsommelige Følge. SIDE: 16 Lucy (Afsides). Skulde det være muligt? Lorden (Forlegen). Jeg troer . . . jeg mener, at kjende og agte Sir Humphry er eet; men man maa først kjende ham. Flora. Ja ligesom Vildnisset. Naar man først har brudt ind i Torne- buskene, saa veed man hvor man er. Lorden. Og dertil, Lucy . . . Lucy. Og dertil skulde Reisen tjene? Lorden (Forbløffet). Reisen, Lucy? Reisen er til fælleds Fornøielse og jeg troer til Nytte for Videnskaberne, naar jeg først faaer endt . . . (Falder i Tanker. Gnider Panden). Ah hvor var det nu jeg slap, da disse for- dømte Dandserinder og deres Triangelmusik . . Flora. I sidste Kapitel formodentlig, Mylord. Lorden. Rigtigt Flora, Du er opmærksom, naar Du vil, og har en god Hukommelse. Det var ved et dygtigt Hug til Lord Valentia for hans Lovtale over Compagniets Adfærd mod Hyder Alis Fa- milie . . ret et dygtigt et, kan Du troe. (Viser Tegn paa fremdeles Adspredelse). William (for sig selv). Det er skotsk Dialekt, de tale. O snart skal jeg hjemme kunne beruse mit Øre i denne Musik. SIDE: 17 Flora (Tager Lorden lidt ved Armen). Ja, Mylord. Valentia fortjener alt hvad han faaer, for han er en Tory. Men var det ikke bedre at tænke videre frem end tilbage? Jeg mener . . . . Lorden. Videre? Flora. Ja for at Reisen engang kan faae Ende. Lorden. Det er just det jeg spekulerer paa, og nu har udfundet. Ret et geografiskt Vendepunkt! Men Humphry, Humphry vil ikke . . Men Aarsagen er nok, at han ikke veed om det fornøjer Lucy . . Flora. Har han tænkt paa det, Mylord, vil jeg fornegte min Tro og paa min blotte Fod gaa til Mekka og gjøre Bod for min Vild- farelse. Lorden. Visvas, Tøs! Lucy. Vist, saalænge De fornøier Dem paa Reisen, bedste Onkel, er den ogsaa mig en Glæde, men ikke længer. Først da vil jeg tillade mig at længes hjem. William. Sagde ikke den ene Lady "længes hjem"? O vi dele Fø- lelser. Lorden (Afsides). Hun undviger mig. Men jeg gaaer ogsaa for raskt paa. (Højt). Da vil det vare længe, min lille Lucy, dersom Du ikke . . . ja, dersom Du ikke faaer at bestille hjemme. Og naar jeg saa først kan see Dig skjøtte Dig selv, naar jeg -- mener jeg -- først seer Dig sikker hos en ærlig brav Mand, en brav Mand . . ret en brav Mand som . . . som . . Flora. Fy, vel ikke som . . . SIDE: 18 Lorden. Nei! nei! Miss, hvad er det De tillader Dem! Nei, nei, just ikke . . . Lucy (Kjærtegnende). O min gode Onkel! (Afsides). Ah, han bemærker os. Lorden. Jeg meente kun, naar Du befandt Dig vel -- forstaa mig: vel hjemme, vil jeg slaae min længe paatænkte Reise om Jorden efter en af Bredegraderne af Tanker, og slaae mig til Ro hos jer og arbeide paa Udgaven af mine Reiser. Det vil blive en Beskrivelse! Paa Rojal-Velin, dediceret til gamle Kong William eller min Ven Sir Walter, der har gjort Campbellerne verdens- berømte. Wiliam (Vender sig livlig om). Campbellerne? Sagde han ikke "Campbellerne?" Skulde denne Familie være Campbeller? Nu vel, den er bleven stor, en Menneskeslægt, og de ere blevne fremmede for hinanden. (Vender sig bort). Lorden. Og saa skulde jeg læse den in extenso for dig, dersom Humphry gav Dig Stunder, og . . Lucy (forundret). Sir Lowthes? Lorden (Afsides). Hvilke Øine de gjøre! Pigerne mærke Uraad. Ak, om Rei- sen skulde være spildt! Flora (Afsides). Ah, den gamle Herre troer nok, at man ligesaalet bliver for- elsket som støvet sammen paa en Reise. Lorden (Afsides). Djævleblændt, at Humphry ikke selv rykker ud, men lader mig istikken, mig, som ligesaagjerne kan holde paa en Kilde, der vil sprudle frem, som paa hvad jeg tænker . . . (Høit). Sir Lowthes, siger Du, Lucy? Nei, "Humphry, Humphry!" Har Du SIDE: 19 imod den stakkels Humphry, som gik saa trofast ved Siden af din Kameel i den afghaniske Ørken? Det staaer bestemt i 27de Capitel af min Reisebeskrivelse. Gjorde han ikke, Miss Flora? Flora. Ja, Mylord han gik ilæ af Sandfyget. Derfor gik han ved Siden af Myladys Kameel. Lorden (Vred). Derfor? Miss, jeg er misfornøiet med Dem. Hverken er De opmærksom, naar jeg forelæser min Reisebeskrivelse, og heller ikke har De noteret Veirrubrikkerne hverken for i Gaar eller for idag i Dagjournalen. Det er disse forbistrede Optog hos denne . . Gud veed hvad han er . . . denne Dagdriver af en Nabo. (Seer William). Guds Blod! Men jeg troer dog ikke han hørte det . . Lucy, vær ikke saa forskrækket . . Jeg skal gjøre den Gentle- man min Opvartning . . Imidlertid maa han tro vi tale om noget andet. (Høit). Skal vi have et Blanko for 2den August? William (Springer op). 2den August? Flora (Blød). Mylord -- Lorden (Skyndsom). Kom, Børn! Jeg vil ikke have med denne Ostindianer at bestille, kom! (De gaae ind). William. Strax derpaa Humphry. William. 2den August? Min Moders Fødselsdag; og jeg har ikke for- staaet hvorfor min Hjemvee har gjæstet mig vemodigere end ellers idag den 2den August. Humphry (kommer fra Havnen). Ja, Sir, det er den 2den August alt. Goddam! SIDE: 20 William (for sig selv). Hvad dvæler jeg efter? Mit Ophold bliver mig utaaleligere under denne Uvirksomhed og Rigdom, mens maaskee mine For- ældre . . O nu ere de gamle, om de leve . . Og, min Gud, hvad dvæler jeg efter -- ? Humphry. Nei, skynd Dem, Sir. Skal vi gjøre Følge, om De vil til Eu- ropa? Jeg kommer fra Havnen. Den sidste Ostindiefarer letter iaften, og siden tvivler man paa der dreier nogen ind fra Kal- kutta. William. Ah, Sir, jeg er Dem forbunden. Men Forpligtelser binde mig her før jeg kan sige denne Verdensdeel Farvel. Alligevel ventes her to Seilere ihøst. Humphry. Ha ihøst? Hvorfor ikke til næste Høst, Sir? Men det er alt den 2den August (Bider sig i Neglene mumlende.) 2den August! Det er af Vigtighed for mig at faa hugget mig fast i denne Pengenabob! (Seer sig om). Jo ganske rigtig. Vinden er S.S.V., saavidt man kan see af disse ustadige Silkevimpler, og Skibet derude kommer fra Land inden Aften. William. Troer De? Jeg har Understøttelse at sende en Familie i Fædrelandet. Humphry (Afsides). Gid han vilde betroe mig at bringe den frem. (Højt.) Jo ganske vist, Sir, iaften. Men lad os høre efter. William (idet de gaae). Jeg er Dem forbunden, Sir, meget gjerne! (Lorden, Lucy og Flora komme ud igjen). SIDE: 21 Lorden. Lucy. Flora.. Lorden (idet han træder ind). . . . Retsaa, søde Barn, saa er der Intet ivejen for at reise videre, naar Du vil overtale ham. (Afsides). Ha, det var en for- træffelig Avance! det er saa godt som en Kjærlighedstilstaaelse, naar en Dame anmoder en Herre om noget. (Høit. Gnidende Hænderne). Ah, nu er der næsten ingen Afstand mellem os og det bestemte Vendepunkt: Indiens Sydspidse; thi Ghauntstoppene ere intet imod en Mands Bestemthed, og Humphry er en Mand, ret en Mand, Lucy. Hans Trodsighed er kun hans Mandigheds buskede Bryn. O tro mig, søde Lucy, Du gjør mig ret lykkelig ved dette Løfte. Men, Flora, hak nu ikke paa ham, naar han kommer tilbage. Flora. Men De siger jo selv, Mylord, at han er en ædel Kjærne i en raa Skal, og hvorledes skal man faae den ud uden at hakke paa Skallen. Lorden. Tosse! Lucy. Ja jeg vil sige ham, at han skylder Dem Lydighed. Lorden. Siig hvad Du vil, hvad Dit Hjerte tilsiger Dig; men brug bedre Argumenter, og saa over Ghaunts ind i Mysore og nedover o.s.v.o.s.v. Og Humphry med. Ikke sandt, Humphry med? Lucy. Ak! jo, dersom -- Flora. Javist, han hører med til Reisen som Skumpen og Støv og for at sande Ordsproget: Mennesket fører sin Sorg med overalt. (Lorden sukker). (Afsides). Ak, det rørte ved hans Hjertesaar. (Høit). Ja, Lord Campbell, vi behøve En, som kan forsvare os mod Mah- ratterne og Tigrene, som beboe Landet isammen. SIDE: 22 Lorden. Snak! Den Deel af Reisen vil danne det meest glimrende Af- snit i min Beskrivelse. Paa en af Plancherne skal vi allesammen befinde os i Forgrunden. Du ogsaa Flora og en ung Dame støt- tende sig til . . Flora. . . . Ham, der kommer gaaende der? Men ikke ham der kommer vraltende. (Sir Lowthes og William sees at komme gaaende. De standse af og til i Samtale). Lorden og Lucy (bebreidende). Flora!? Lorden. Flora, jeg vilde ønske, Du vilde gaae ind og passe din Journal, for Du kan ikke være rolig. Flora. Oh, Mylord, den er alt færdig; men jeg skal vise Sir Lowthes hvorledes Deres Ønske bør være en Befaling. (Gaaer ind). Lorden. Lucy. Sir Lowthes. Kapitain William. Siden Flora i Vinduet. Humphry. . . Skibet reiser altsaa, Sir. Jeg vil ønske vi havde væddet. Men hvad bryder De Dem om denne Paqvet fra Præsident- skabet, som mødte os paa Qvaien, naar De vil reise, og der er god Vind? William. Min Pligt, Sir. Den kalder mig til Madras. Derfor, dersom De reiser . . Humphry. Ja dersom! Dersom Fanden ikke kjører sin Vogn ivejen. Men tys, Sir! William. (Med en let Hilsen til Lorden og Lucy). Deres Selskab maaskee binder Dem? SIDE: 23 Humphry. Fanden heller. Dog -- tys Sir, jeg skal fortælle Dem noget. (De gaae noget afsides). Lorden. Hvad Selskab han der er kommen i! Lucy. Ikke det sletteste, troer jeg. Lorden. Gid han var det qvit! For vi har jo andet fore. Han er stiv som et Harnisk, og har allerede yttret Mishag med Planen -- naturligviis for din Skyld. Lucy. For min? De betager mig Modet til at overtale ham. Lorden. (Hostende). Humphry! Hm! Humphry! Humphry (vendende sig skjødeløst om med Hovedet). Strax, Mylord! (Afsides). Nu maa jeg da holde til. (Hvisker til William). William (seende paa Lorden. Til Humphry). Aha! er han en saadan Original? Men en uskyldig en, fore- kommer det mig. Blot en Reiseliebhaber. Lucy. (Afsides). Jeg troer han bagtaler os. Han er istand dertil. Flora (oven fra Vinduet). Ja, Lucy, jeg hører det. Han skildrer Mylord som en . . jeg vil ikke sige det . . Lucy. Fy! Flora. O saa falskt, saa falskt! SIDE: 24 Lucy. Den Utaknemmelige! Men han skal -- Lorden (hostende). Humphry! Humphry! -- Det var da ogsaa . . Humphry (trædende frem. Til William, rystende hans Haand). . . Skriv altsaa, Sir. Det bliver derved. (Hviskende til ham). Jeg skal vel see til at komme afsted. (Hilsende) Ah, Mylord, jeg kan allerede sige "Godaften". Det begynder allerede at svale paa. Vinden staaer fra Land, Mylord, meget godt fra Land for Folk, som vil fra Land. Lorden. Ja min Gut, men den smager bedre imellem de blaagrønne Ghaunts, hvor den kommer fra. Humphry. Det bliver vi To om. Lorden (forskrækket). Hvad? (til Lucy). Der hører Du, Lucy. Humphry. Jeg mener i Meninger, Mylord. Lorden. Ja nu skal Du høre min og Lucys . . og Lucys, -- hører Du? (seer William har sat sig. Afsides). Ei for Pokker! der er den ube- hagelige Nabo igjen paa sin Yndlingsplads. (Høit). Men kom ind, Børn. Der er Atlassen, og den hele Vej udpeget. Humphry. Til Kap Komorin? SIDE: 25 Lorden. Netop! Lucys og min Mening og Lucys. Netop! og netop til Komorin. Humphry. Nei, Goddam! Saasandt jeg er . . . (De to sidste Replikker siges mens de gaae ind. Paa samme Tid er ogsaa William gaaen ind til sig. Fra Baggrunden Ritornellet for Sangerinderne, der komme fra det fjerneste Hjørne af Williams Landsted). William. Hinduiske Sangerinder. Lucy og Flora sees af og til ved Vinduet. William (talende ind ad Døren). . . Kan det adsprede mig, Achmet, saa lad dem komme. (Sætter sig som tilforn). Sangerinder. En Skov i Flammer er Mandens Jammer: sin egen Næring og Selvfortæring. Et Hav i Fraade, hvis Bølger æde paa egne Kyster, Vulkan i Gjæring, en Guds Unaade, en Jord, som ryster, er Mandens Vrede. William. De Indiens Døttre min Sorg ei fatte. Den er ei Skoven i Røg og Brand, ei Hav, der vredes; med Træets langsomme Død, man satte i fiendsk Jordbund paa fremmed Strand. Den lever og døer af Sukket: hvorledes, o hvor lever min Fa'r og min Mo'r? SIDE: 26 Sangerinder. Hans qvalte Længsel er Løven i Fængsel, er Kjæmpeslangen, af brustne Klipper i Hulen fangen. Det Suk, som piner hans Barm, og presset hans Vee undslipper, er Sværd, som glipper fra Haand, og hvæsset i Luften hviner. William. O nei, min Sorg er ei Løven bunden, Uhyret indklemt i Bjergets Rift. O den er Vunden i vis, indvendig, useet Forbløden, en dryptært Klippe, en langsom Gift. Den lever og døer af Sukket: hvorledes, o hvor mon lever min Fa'r og min Mo'r? Sangerinder. Hans Sorg ei slumrer skjøndt Hovdet synker, mens Panden skumrer sig til med Rynker. O Nat, hvor skummel! hvor troløst Stille! Vulkanens Tummel er i dens Indre. Ei Drøm tør spille i Ro hans Hjerne, ei trøstfuld Stjerne i Taaren tindre. SIDE: 27 William. I Sandet formes, i Bølgen maler sig falske Omrids af fjerne Hjem. I Luften taler min Moders Stemme, i Skyens Dale min Faders Hyttetag titter frem. Den lever og døer o. s. v. Sangerinder. Han hader Glæden. Ham Trøst at række er Mandelsæden i Gletscherrevne. Sig sammentrække hans Bryn som Kroge. Dem ud at jevne er Haand at strække til Fred imellem to kampopreiste giftsvullne Snoge. William (vinker Sangerinderne bort). O Hjemvee, dybere er din Smægten end Nonnes Elskovs, end Enkes Savn i tro Fornegten. Liig anskudt Due din Død du bærer med dig, hvor fjernt fra din Fødestavn. Du lever og døer o. s. v. Som Ørknens døende Vandrer hører i Alt kun Susen af livlige Bæk, en hjemlig Tone hvert Vindpust bringer, og Bølgen fører mod Stranden knuste min Faders Træk. O Hjemvee, du døer i Sukket: hvorledes, o hvor mon lever min Fa'r og min Mo'r? (Reiser sig heftig). SIDE: 28 Men denne umandige Smerte? -- bort! (Visker en Taare af Øiet. Lucy og Flora vise Deeltagelse). Maaskee ere de fattige og hjelpeløse der- hjemme -- skjøndt Bob vel er der hos dem, og lille Ben maa være bleven stor -- ; men i min Haand er Hjælpen. Derfor -- ja, denne Leilighed maa ikke forsømmes. Det vilde være Synd. Gud vil give denne Gentleman en lykkelig Reise for mine Bøn- ners Skyld. (Gaaer ind). Lorden, med sin Atlas, og Humphry komme ilsomt ud. Flora og Lucy i Vinduet, visende at de høre Samtalen. Humphry. Nei, Sir! Lorden. Jo, Sir! Humphry. Goddam, Mylord! saa slip mig! Lorden. Ikke af Flekken! Humphry. Netop det vil jeg: ikke af Flekken. Lorden (pegende paa Kortet). Men saa see dog! I Alverden, saa see dog! Humphry. Pah! Jovist! Jeg har sagt det, Mylords Reiseorm er meget lang. Lorden. Hvor er da den Gentleman herover, som ikke gjør andet end fornøie sig? Han vilde kunne sige dig . . . Humphry. Jovist, han er paa min Side. SIDE: 29 Lorden. Det kunde jeg troe. Ja det kunde jeg troe. Men er det ikke for din Skyld, for din Skyld, vi reise? Se nu, her er Ghaunts, og her . . . Humphry. Ei, Tippoo Saib og Seringapatam eller hvad det hedder! Og det Punkt er Verdens Ende. Desuden -- ja for min Skyld? Jo pyt, jeg mener Reisebeskrivelsen har ogsaa sin Deel i Skylden. Og desuden, ligesom vi drage fremad mod den ene Verdens Ende, rulle mine Udsigter -- som De veed, Mylord -- tilbage mod den anden. Og desuden . . . Lorden. (Blød). Humphry . . og desuden? Humphry. Ja desuden -- blev der, for denne evindelige Reisens Skyld, noget af Feten hos Guvernøren i Putnah eller hos Obersten i Fort George, eller her eller paa alle betegnede Hvilepunkter? Og desuden -- jeg kunde fryse mig fordærvet af Myladys Kulde, dersom her ikke var saa hedt. Goddam! (Med heftig Gestus). Lorden. Ak, Humphry, paa Forbjergene stode altid Kjærlighedens Templer. Jeg gaaer dig god for, naar vi have naaet Kap Komorin . . . Humphry. Nei, Mylord, det er alt ude i August, og jeg gaaer Dem god for, at hverken Fanden eller Kjærligheden skal faae mig længere Øst, Syd eller Vest eller fra Havet, som dog er en Slags Vei hjem. Det er paa høi Tid. Lorden (pegende paa Kortet). Men Du ser jo ikke efter, Humphry. SIDE: 30 Humphry. Nei, i Kalenderen er der andre Argumenter. Behag at see efter, Mylord -- der er mærket for 5te December, og jeg har veddet med Lord Kennedy, og et Veddemaal er et Æresord, og det holder jeg . . . Mylord, jeg holder mit Æresord, -- og det har jeg givet Lord Kennedy paa at deeltage i hans store Hjortejagt, som begynder præcis den Dag, og mit Ord staaer, og det er Sagen. Lorden. Bare Veddemaalet ikke var Sagen. (Blød). Ak, Humphry, da falder jo Alt sammen, mit Hjertes prægtige Bygning. Humphry, vil Du bedrøve mig? Jeg er din Formynder endnu, og har været Dig en Fader. Humphry. Vel nok, Mylord; men jeg er en Æresmand, og det er alt ude i August. Lorden. (Kjærlig). Nu, Dreng, videre! Du vil nok komme til Fornuft. Humphry. (Heftig). Aldeles ikke . . . aldrig i Verden! Nei! nei! Lorden. Saa vil Du dog nok tænke paa . . ja Du veed nok selv hvem . . . Humphry. (Endnu heftigere). Men saa for Fanden! Goddam Mylord! . . . Ah, om Forladelse, jeg bliver hidsig. Men (Stikker sin Hirschfænger i Jorden) her staaer min Hirschfænger, og saa staaer mit Ord. De har mit Ord, Mylord! men ikke paa at følge med til Verdens Ende; og Francis Kennedy har mit Ord . . . Ha, Mylord, De skulde see hans Støverrace! Lorden. (Næsten givende sig over). Du store Gud! Du store Gud! Og netop nu, da vi nærme os Reisens Vendepunkt, og jeg kan sige med frelst Samvittighed: SIDE: 31 "nu Børn, nu kjende I hinanden tilstrækkeligt". Ak Humphry, Du har ikke været nok opmærksom og artig, men . . . Humphry. Oprigtigt, Mylord! Det har alene været for Myladys Skyld, at jeg ikke hundredegange har slaaet Miss Flora paa Øret. Flora. (For sig selv). Takker, takker! Skal takke bedre. Lorden. Ak ja, jeg veed det jo nok. Humphry. Men jeg er en Æresmand, Mylord. Lorden. Ak ja, jeg veed det jo nok. Humphry. Og Hun en optagen Kattekilling. Flora. . . . Ja, som skal klore dig. Lucy. Tys, Flora! Lorden. Har jeg ikke altid sagt, at dit Væsen tilhører din Ærlighed? Og det har jeg sagt, og beilet langt ivrigere end Du selv. Men bare tænk paa de herlige Ejendomme, Lucys og dit Fædrenegods, som grændse saa til hinanden, og paa de prægtige Parker, som ikke bør skilles. De vilde først ret forene Skotland og England. Humphry. Det er netop der vi skulle jage, Mylord. Vi komme til at slaa ind paa Myladys Enemærker. Der maa være Hjorte paa fjorten med Mos paa. Derfor Mylord . . . SIDE: 32 Lorden. Nu, isandhed, Du overgaaer mig i at kunne reise, naar Du blot vil, eller det Lune stikker dig. Fra Indien til Skotland for sligt Lapperi som en Jagt med et Par Skovriddere? Humphry. Mylord, Francis Kennedy og tre af deres egne Neveuer . . Lorden. Visvas! Kjender jeg ikke de Døgenikter? Humphry. Og kanske Griffith med for at holde her for os og spore op. Lorden. Ei vas! Han har andet at gjøre. Humphry. Vi satte vore Hirschfængere i en Eeg til Pant paa at møde der precis den 5te December næste Aar om Middagen. Det var otte Dage før jeg indhentede Dem i Paris. Lorden. (Med Udbrud af Vrede). Sir! jeg vil sige Dem det. De elsker ikke min Fosterdatter. Humphry. (Affekteret slaaende sig for Brystet). Mylord! ved Gud . . ! Lorden. Hun vil overtale Dig. Hun har selv lovet det. Humphry. Goddam! I dets Sted. . . (Stryger sig om Munden. Afsides). I dets Sted læste hun mig en Text. Man hører godt igjennem disse Spindel- vævvægge. Lorden. (Strækkende sin Haand ud). Din Haand, Humphry! Dersom Hun giver Dig sin; saa bliver du og følger med? og hun skal det paa Stedet. SIDE: 33 Humphry. (Slaaer sin Haand i Lordens). Top! Men Mylord, nei, Francis og Ralph Buxton, og . . Hvad ville de sige? Nei, Mylord, nei . ! Lorden. (Trækkende sin Haand tilbage). Hvorledes? Ha, Sir, De fornærmer mig, og De fornærmer ogsaa . . Fy, Sir! fy! Humphry. Der er en Udvei. Ja Mylord, der er en Udvei: Vi reise sammen til England? Lorden. Hvad? Humphry. Og det i Aften med dette Skib. Lorden. Nei, Sir, ikke om jeg fik alle tre Kongeriger. Til England nu? Raser De? Tænker De ikke paa min Reisebeskrivelse? Humphry. (Kort). Nei. Lorden. Du er rasende. Den blev jo hverken heel eller halv. Det var at anglisere en Løve. Den fik . . Nok! skal den ikke have en geografisk Ende? Humphry. Ligemeget, Mylord. Min er der hvor vi skilles. Lorden. (Rasende). Saa gaae Fanden ivold! Humphry. Velan Mylord! Lorden. Ja, Fanden ivold! Hører De? . . (Vil gaa ind). SIDE: 34 Humphry. Det er efter Deres Pibe; thi det er ikke til England. (Gaaer sagte mod Havnen). Lorden. (Raaber efter ham). Farvel, Sir! Jeg stryger Dem ud af min Reisebeskrivelse, Sir! . . som en Feilskrift, Sir! . . som en Trykfeil, Sir! imellem Errata . . Gid! (Slaaer Døren i efter sig, men aabner den strax). Eller jeg skildrer Dem, Sir! ja, eller jeg skildrer Dem, Sir! Jeg skildrer Dem efter Fortjeneste . . Hører De . . efter For- tjeneste, efter Fortjeneste! (Gaaer heftig ind. Damerne forsvinde fra Vinduet). Humphry (Kommer tilbage). . . Fanden ivold? Ja did kan man komme foruden Penge, men ikke fra Indien til England. Den gamle Nar, at han ikke vilde lade sig tale til Rimelighed! Saa havde han nok forstrukket mig det. Men han er som at møde en Flod. Og Jeg? Goddam! Didhen jeg vil, vil jeg, om jeg saa skal krybe til Korset og høre de tre sidste Kapitler til Ende og saa benytte en Lovtales en- thusiastiske Øjeblik. Eller hiin Gentleman derover? Mon han skulde ville? Ah, er jeg ikke Sir Humphry Lowthes og Skibs- kapitainen en Skipper? Og kanskee han ikke har seet en Æres- mand før eller troet paa hans Ord, der bør være god forlods Betaling nok. (Gaaer rask mod Havnen). Lucy og Flora. (Trædende ud i Blomsterparqvettet). Flora. (Leende, idet hun træder ud). Mylady! Mylady! kom ud. Han er borte for evig. Lucy. (Trædende ud). Men Flora da, hvor kan Du lee saa, naar min Onkel er saa fortørnet? SIDE: 35 Flora. Fordi jeg elsker Dem, Lucy! og fordi Deres Plageaand er borte. Bruddet med den Gamle er alvorligt, det kan jeg forsikkre; thi det var to Griller, som mødte hinanden, og to skotske Bjerg- strømme ere ikke trodsigere end to Menneskers stridige Luner. Lucy. Nu, vel! Flora. Ja saa kan her blive ret behageligt. Lucy. Ja for her er ikke fuldt saa hedt som andre Steder. Havvinden kommer næsten en Time tidligere end ellers paa Kysten, og vi have luftige Bjerge tæt bag os. Flora. Ja de ere saa langtfra os, at de ere blaae som Luft. De maa være Oplag af Luft. Men i Nærheden . . . Lucy. (Holder hende for Munden). Tys, Flora! Fortørn mig ikke. Hvad gjør den Fremmede in- teressant uden det, at hans Hjemvee viser, at han er følelsesfuld? Flora. Jeg vil spionere ud hvem han er. Militær er han, men alt hans Tyende og selv de Soldater, jeg seer der undertiden, ere hinduiske. Alligevel . . . Men . . (Lyttende. Lyd af en Fløite og som af mange Folk høres). Den behagelige Havvind har nok hindret Sir Humphry fra at komme afsted -- eller han kommer for at tage Afsked. (Støien tiltager). Lucy. Gesvint, Flora! Træk Grenen der fore, og lad os holde os stille. (De sætte sig paa Bænken i Parqvettet). SIDE: 36 Sir Lowthes kommer tilbage, fulgt af en Sværm Folk, hvorimellem en Jonglør med en Slange. De Forrige. Humphry. Saa! -- der, Juggler. Staa der! (Gaaer mod Lordens Landsted, bidende sine Negle). Goddam den Kaptain, med sine 120 Pund forlods og sin Færdighed i at bande mig over og sin Ringeagt for Gentlemen og Gentlemans Parole. Og netop nu er den Gamle opbragt! (Griber efter Dørhammeren). Mon jeg tør gribe til? Jo -- afsted maa jeg, og derfor . . ja, jeg skal bogstavelig bruge Slangen hvor Staalet ikke duer. Og jeg kjender jo den gamle Nathue havde jeg nær sagt -- som saa vel veed, jeg ikke er fuldt 21 Aar endnu. Men han vil ikke staae imod. (Nogen Tummel bag i Sværmen. Lyden af en Piccolo, somom Juggleren gjorde sig færdig. Humphry vinker til ham). . . Ah, Miss Flora, jeg seer deres Kjole gjennem Busken. Jeg maa have fat i Mylord. (Gaaer mod Døren. Flora kommer til Gitteret). Flora. Jeg synes De har havt nok fat i ham. Mylord er gaaen tilsengs af Ærgrelse og med Nathue, Sir! med Nathue. (Til Lucy). Tro mig -- faaer han ham i Tale, bliver det godt imellem dem. Humphry. (Afsides). Den Djævel! (Høit) Ligemeget, Miss -- Flora. Men vi skal faae ham frisk igjen ved at fortælle ham hvorledes han er karakteriseret for Fremmede af . . . hvem af, Sir? Humphry. (Afsides). Gudsdød! (Høit). Miss, jeg benegter . . jeg forstaaer Dem ikke; men forstaaer De mig, jeg maa have fat i Mylord. Flora. (Aabner den lille Dør til Gitteret og stiller sig iveien). Paa ingen Maade Sir! SIDE: 37 Humphry. (Langttrukken, stødt). Paa ingen Maade? Jo her er en Maade, og en som vil behage Mylord. (Seer Lucy). Ah, Mylady ogsaa der? Goddag, Lady Lucy, og farvel desværre! Men Mylady, Goddag og behageligt Gjensyn i England. Lucy. (Næsten uhørligt). Farvel, Sir! Humphry. (Afsides). Nu nu! Hun behager ikke at svare, eller var det Busken eller en Fee eller Peri i Busken? (Høit). Hvad behager, Mylady? Lucy. (Med Eftertryk). Farvel, Sir. Humphry. Forundrer det Dem, Mylady, at jeg reiser, saa -- Goddam! naar vi ere hjemme igjen, skal jeg paa et Vink bringe Dem en Blomst eller Fugl fra Indien. Tro mig! (Afsides). Ja dersom det var et Veddemaal. (Højt). Og nu Mylord fat uden videre, Miss! Flora. Alvorligt, Sir, De maa ikke. Og hold deres Følge med den afskyelige Fløiten i Ave. Humphry. (Med plumpt Alvor). Miss, alvorligt? Meget alvorligt! Forstaaer De, jeg er meget alvorlig. Jeg vil ikke, . . jeg har intet at tale med Dem, men med Mylord. (Raaber). Hm! Lord Campbell! Hm; saa blæs da! (Præluderende Musik. Lorden viser sig i Sovehabit i Vinduet). De Forrige. Lorden. Lorden. . . Nu igjen Musik! Eh, saa for Satan! . . Ah er Du der igjen, min Gut? Bravo, det var det jeg vidste. SIDE: 38 Humphry. Ja Mylord, for at vise Dem en Opmærksomhed. Seer De (peger bag). Lorden. (Gnidende Hænderne af Tilfredshed). O Du ærlige Gemyt! Du ærlige Gemyt! Humphry. (Afsides). Nu har jeg ham og mine Pund. Man maa lirke med For- myndere. Flora. (Til Lucy, gaaende ind i det lille Parqvet). Nu kan han virre Lorden om sin Finger. Det var det jeg vidste, om han fik ham i Tale. Humphry. Ja seer De, Mylord, De har ingen Jonglør i Deres saa yndige Sketches, og her har jeg kapret en paa Qvaien. Lorden. Paa Qvaien? (Blød). Og did gik Du virkelig, Humphry? Ja jeg var hidsig; men nu er det godt. Humphry. (Affekteret) Oh, Mylord. Lucy. Den Falske! Flora. Ja, at en Mand kan være saa falsk. Humphry. Mylord, naar De behager. Jeg har kapret En med en ægte Brilleslange, en ægte Cobra di Capello. Lorden. Humphry, velsignede Gut! Nu kjender jeg Dig igjen. Det var et prægtigt Indfald. SIDE: 39 Humphry. (Afsides). Ja det var det skam. (Høit). Det vil blive et interessant Afsnit, Mylord. Lorden. Vist, vist! Et eget Kapitel. Humphry (vinker Jongløren nærmere). Frisk an nu, Karl! Lorden. Nei bi lidt. Jeg vil notere paa Stedet. (Sætter Briller paa, og gjør sine Papirer tilrede i Vinduet med Ivrighed). Jeg maa jo beskrive alt nøie, nøie -- ikke et Træk borte -- til min Reisebeskrivelse. Men Lucy maa see det. Ah Lucy, er Du der? Har Du din Portefeuille? Du maa tegne Slangen af, Jongløren, Dandsen og det Hele. Humphry. (Afsides). Jeg har ham. (Høit) Slip løs da Karl! (Slangen løsslippes. Tilskuerne danne en Halvkreds). Lorden. Nu, Lucy, pas paa! (Musik). Lucy. Onkel, Jeg kan ei for Skræk. Betænk, om Slangen løb væk! Flora. Ja tænk, om Slangen løb væk! Lorden. Vær ei bange mit Barn! Humphry. Vær kjek! Lorden. Med Penslen Du fange dens Træk! SIDE: 40 Humphry. Og slap den, tilstede er Jeg. Flora. Først i det Hurlumhei Humphry nok løb sin Vei. Chor. Den dandser alt! Den dandser alt! Jongløren. Paa opblæst Bryn se Brillernes Rand! En ægte Cobra di Capello! Jeg greb den i Sumpen ved Yello. Chor. En ægte Cobra di Capello! En ægte Cobra di Capello! Jongløren. Jeg greb den i Sumpen ved Yello. Chor. Fuglen sidder som var den tæmt, havde Mæle og Flugt forglemt. Thi see underneden dens Brod! Hvor hvisler dens kløftede Od! Og Kjæberne skumme i Fraade og Blod! Som glorødt Metal er dens Blik. Hør hvor den hvæser som knittrende Siv! Skjæl imod Skjæl retsom Kniv imod Kniv. Ei! spil op paany! Ei! spil op paany! Op paany! SIDE: 41 Lorden og Humphry. Rør din Finger! Efter den den knytte skal igjen, som Silkebaand i Vinden, myg en Sløife af sin Ryg. Lucy og Flora. O den er grusom, lumsk og styg! Det er nok! Det er nok! Lorden og Humphry. Op paany! Op paany! Lorden, Humphry og Jongløren. Sikker som Palme paa Rod, stiv som et Spyd paa sin Od og slank som bladløs Narciss se Slangen staar paa sin Spids! Op den puster sit skrumpne Skind for hvergang Gongonen slaar ind. Tungen foruden Rist, flygtig som Ildens Gnist, vibrerer til Triangelens Spil. Hver Nerve zittrer nøie i Takt. Hver Spette sig tænder i Flamme! Lucy og Flora. Ha er det den rette, den samme? Livløs, stille som nedblæst Kvist Slangen ligger . . Jongløren. Tro den ei vist! Den Listige lyver sig død. Se Øinenes tindrende Glød! SIDE: 42 Lorden. Humphry. Lucy og Flora. Den ligger paa Jorden henslængt som en Ring, en irret og troldomsfuld Ring. Ingen paa den en Begyndelse seer. Halen er puttet i Munden, da er Ringen sluttet og fuld. Jongløren. O, paa staalhaard Svands i sin Trylledands hvirvler den, om Musiken klang igjen. Lorden og Humphry. Dacapo da, Jonglør! Lucy og Flora. Jeg mener, at den Stakkel døer. Humphry. Saa pidsk den med din Stok! Dacapo! Lorden. Bravo! Der Jonglør. (Kaster en Pung til ham). Lucy og Flora. Det er nok, meer end nok. Humphry. Brug din Stok! Brug din Stok! Jongløren (gaar under Vinduet, og tager Pungen op). Udmattet dens vilde Natur blunder der stille og stur. Paany i hvirvlende Rund den gynger næste Sekund. (Vender tilbage. Viser Tegn paa Forfærdelse, lader Pungen falde). SIDE: 43 Lorden og Humphry. Bravo, Karl! Nu begynd! frisk an! Dacapo! Du skjælver jo, Mand? Du sveder? Du taber din Fangst? Nu hvad betyder din Angst? Lucy og Flora. O, hvad betyder hans Angst? Juggleren (heftig). Hvor er mit Dyr? Den dræber . . Flyer! Afveien! flyer! Den dræber jer -- flyer! Lorden og Humphry. Hvad er det? Hvor han sig gebærder? Lucy og Flora. Hvad er det? Hans Mine forfærder. Jongløren (i høieste Forfærdelse). Slangen! . . Tilskuerne. Slangen? . . Jongløren. . . Er løben væk! Lorden. Ve, jeg seer den bag Gittrets Hæk. Jongløren. For Guds Skyld, saa flyer da betids! (Flygter. Tilskuerne adsprede sig. Humphry flyer hen mod Williams Dør). Lorden. O Lucy! . . Jeg øiner en Spids af skjællede Hale . . Der sniger den frem. O Himmel, den nærmer sig dem! SIDE: 44 Flora. Kom, Lucy! Lucy (besvimende). Det sortner . . Flora. Hun synker, o Gud! Lorden. Ha, Humphry, saa frels dog din Brud! Kryster, Du feig fra din Elskede flyer? Humphry. Mylord, nei jeg flyer kun for giftige Dyr. (Flyer ind til William, som møder ham i Uniform i Døren med et Brev). William. Hvilke Skrig! hvilken Skræk! Væk, min Herre! væk! (Støder Humphry tilside). Flora. Frels os! frels os! (Bedækker Lucy med sit Legeme). William. Væk! (Støder Humphry heftig tilside). Flora. Ak, Hun døer! Slangen alt sig færdig gjør. O Vee, jeg tør ei see . . Den kryber op . . (Skjuler sit Ansigt). William (lader Brevet falde. River Humphrys Huggert ud, og springer over Gitteret. Man seer Huggerten blinke eengang). Hvad, staaer Du her? Afvej, jeg alt den seer. SIDE: 45 Flora (springende op). O den er dræbt, og frelst hun er. Lorden (kommende ud). Er hun frelst? Flora og William. Hun er frelst! (William bærer den besvimede Lucy ind igjennem Døren til Blomsterparqvettet. De gaa Alle ind undtagen Humphry. Musikken udtrykker Glæde.) Humphry. (Alene). . . Det var Pokker, hvor det slog mig; men det er ikke Alle, som have Besindelse, om de have Mod, i sligt Øieblik. Mod er en Champagner, hvoraf der undertiden, af bare Fyrighed, ikke bliver en Draabe tilbage; men Besindighedens Skillingsøl holder sig altid inden Skranker. Og da er det rigtignok bedre, der- som man tørst og pøbelagtig. (Seer over Gitteret). Ja, skam, der ligger Bæstet i To lidt nedenfor Nakken. Det er et Mesterstykke af min prægtige Sheffielder. Og den vil jeg dog have. (Vil over efter den). Nei, Kroppen rører sig endnu, og de røde Øine staa vidaabne; og det kan ogsaa være det samme. (Seer over Gitteret). Hm! den var s'gu nær nok; og gid Flora var . . . (Farer med Haanden over Ansigtet). . . Ja om hun nu var bleven bidt, Giften havde ikke bidt paa hende, for hun har Gift nok selv. Men hvad skal jeg sige til Mylord? Alt er spildt ved dette fordømte Tilfælde, og jeg kan ligesaasnart give mig til at gaae hjem paa Vandet, som jeg kan gaa ombord uden Penge hos den gjerrige og mistroiske Skibskapitain. Ja -- faaer jeg sige til ham -- havde jeg vidst hvor Kobraen var, eller kunnet see den ovenfra som Mylord, saa vilde jeg have gjort netop det samme som den Fremmede gjorde, og vel saa det; thi naar den først var kløvet, skulde jeg ikke have levnet et Lem heelt. Desuden, Mylord vil ikke kunne negte, at der er en Grundlov i Naturen, hvis første Paragraf er: "Nummer Een er jeg", og hvis Hovedbud er: "hjælp dig selv!" Ja gid han ikke vilde negte det, eller fæste formegen Opmærk- somhed ved dette Tilfælde, men alene erindre min gode Vilje, SIDE: 46 som gav den uskyldige Anledning, saa han ikke negter mig det, jeg behøver, for at sætte min egentlige Vilje igjennem. (Seer Brevet og tager det op.) Til mig konvoluteret? Goddam! kort og godt til mig, tykt og godt forresten. (Læser). "Ifølge Deres gode Løfte, tillader jeg mig, megetærede Sir Lowthes, da Deres Bestemmelse er at afgaa til Hjemmet med forhaandenværende Leilighed, og det til en Egn, i hvis Nærhed jeg haaber mine gamle Forældre, eller en af dem, endnu befinde sig i Live, at anbefale Dem til god- hedsfuld Besørgelse indlagte Brev, hoslagt en Note, stor 200 L. Strl., for hvis sikkre Overbringelse en Familie, hvis Kaar neppe ere de bedste, vil være Dem ikke mindre taknemmelig, end Undertegnede, der kun beklager, at en øieblikkelig Bortkaldelse i Kompagniets Tjeneste berøver ham Æren og Fornøielsen af Deres Selskab paa Overfarten til det længe savnede Fædrene- land. O. s. v. William John Campbell, Kapitain i Regimentet Madras-Llelewyn." Campbell? Nu, der er jo Tusinder af det Navn. Men (Slaaer en Latter op) Guds hellige Under! en Note paa 200 L. Strl. i mine Hænder? (Leer højt) Al Nød er jo forbi. Jeg kan give min For- mynder en Goddag, og Francis har tabt, dersom ikke en Ulykke støder til, og saa kan jeg jo dække. (Letter paa Hatten). Farvel Mylord! Jeg slipper de tre sidste Kapitler paa den bedste Maade af Verden, og, in salvo ombord, skriver jeg, at Mylord maa holde mig min Afreise uden Farvel tilgode for Fortrydelsens Skyld over at en Uvedkommende kom mig i Forkjøbet med at frelse Mylady med min egen Huggert. (Stikker Brevet triumferende i Lommen, og gaar under Latter ad Havnen til). (Lorden førende Kapitain William ud af Døren under gjensidige Komplimenter. Seapoys i Baggrunden). Lorden. . . Kjære, højstærede Herr Kapitain, hvor det gjør mig ondt at min Niece ikke selv har kunnet takke Dem nok! (Afsides). Men desmere gik Munden paa Flora. William. Oh, Mylord . . . Jeg ønsker Dem en lykkelig Reise. SIDE: 47 Lorden. (Ryster hans Haand). Iligemaade, iligemaade! Men hvor det gjør mig ondt, at De ikke kan opholde Dem her saa længe til De kunde faa hørt Scenen indtagen i min Reisebeskrivelse. -- Humphry skal vist ikke kunne rose sig. Men, for Gud, hvor er han? William. (Afsides). Ah, han har Brevet? (Højt). Han er alt borte Mylord. Jeg troer Vinden er god. Og jeg maa . . Lorden. (Rystende hans Haand). Nu da, Lykke paa Reisen! William. Lykke paa Reisen! (Gaar mod Baggrunden, som imidlertid er bleven opfyldt med Seapoys, der strax marschere ud med William). Lorden. Men at jeg i denne Tummel ikke fik vide hans Navn? (Fra Seapoyskorpset hører bag Scenen Clanmarschen "The Campbells are coming"). Ah, Campbellernes gamle Clansmarsch? Skulde han altsaa være en Campbell? Ja det var ligt en Campbell, det han gjorde. (Raabende idet han aabner Døren og gaar ind). Lucy, Lucy! han er en Campbell. (John Andersen Campbells Stue i en skotsk Landstad. Slet møbleret. Gamle John færdig at gaa paa Arbeide med Stensætterredskaber. Kitty, der endnu seer temmelig rørig ud, beskjæftiget med at lave et Madknyte til James. Siden Kitty alene). John. Kitty. James. Lud ei med Hov'det, Fattigdom med Ære! Men Skam og alt det Trællen har fortjent. For alt det Vi nok fattige tør være. Vor Slid og alt det bliver ubekjendt. Men Rang og alt det Pral og hele Pynten paa Verdens Jammer er, endskjøndt for alt det gaar, for alt det Præget kun paa Mynten. En Mand for alt det er dens Guldgehalt. SIDE: 48 For alt det, skjøndt af simpel Kost vi leve, for alt det slide Kufter graa -- velan! lad Sybariten i sin Silke bæve! En Mand, for alt det, bliver dog en Mand. Hvad rager os den Glands, man Narren giver? For alt det, lad kun Skurken leve flot! En ærlig Mand, om noksaa fattig, bliver, for alt det, stedse Menneskenes Drot. Du seer hiin Laps, som man en Herre kalder? Hvor stjernedækt som Himlen Nattestid! Skjønt Hundreder for ham i Støvet falder, har han, for alt det, ikke Mandevid. Lad kun hans Baand og alt det paa ham hænge, og er der Plads, saa gid han faa sig fleer! En uafhængig Mand skal ham ei trænge. Paa alt det seer han kun og leer og leer. En Konge Riddersmænd kan fabrikere, og Grever med og alt det, om han vil; men ei Mand af Ærlighed og Ære. Ved Gud hans Magt ei strækker sig dertil. Skrab ud! skrab ud for Deres Værdigheder! Respekt for alt det, alt det! dybt dig bøi! Forstandens Marg og Dydens stolte Hæder en Rang for alt det er end mere høi! Det er en Bøn for alle vore Sjele, at komme maa for alt det som det vil, at Ret og Dyd maa vinde over hele vor Jord den Seier, som dem hører til. For alt det alt det jeg den Spaadom vover, at den for alt det komme vil engang, at alle vorde Brødre Verden over. som Vi, der sjunge ærlig Armods Sang. Kitty (givende John Knytet). Se saa! Du bærer nok det med, John! SIDE: 49 John. Ja det er jo til lille Ben. James. Da kom med det. Jeg har min Gang hos Slutteren, og kan stikke det til ham gjennem det gamle Hul. Kitty. Vist, vist! og hils ham, at jeg kommer inden Aften. John. Farvel saalænge, Moer! Kitty. Farvel, Gamling! Jeg venter bedre Tider, og nu er Kathrine bleven saa gammel, at hun burde kunne spaae. (John og James gaa med et venligt Nik. Seer efter dem). Det er altid Haabet, som spaaer, og det har jeg da spaaet af uden Sparsomhed. Men et Par fattige Folk, hvis Børn ere saagodtsom døde, siden de drog bort . . o Gud forlade jer, som gjorde os det! . . Ak, os To vente bedre Tider først dernede, naar John og jeg havde slæbt os ud. (Sætter sig til Rokken. Synger efter en Pause, hvori man hører Rokken gaa). John Anderson, min Skat, John! dengang vi først blev kjendt, dit Haar var sort som Ravnen, din smukke Pande glat. Nu er den blevet skaldet, John, dens Lok er Sneen liig. Saa bar den er, Gud signe Dig John Anderson, min John! John Anderson, min Skat! John! vi Heien da besteg; og mangen munter Dag, John, gik hen i Spøg og Leeg. Nu maa vi stabbe nedad, John, men Haand i Haand vi To. Ved Foden sove vi i Ro tilsammen, ja min John. (Visker en Taare bort. Efter en liden Pause træder James ind igjen). SIDE: 50 Kitty. James. James. (Sættende sig). Lad mig sætte mig lidt hos jer, Moer Kitty. Jeg er altereret . . Jeg har seet . . (Farer over Panden). Men hvad kan jeg vel erindre, naar jeg seer Eder saaledes. Ak, I arbeide ogsaa for mig, Du og John tidlig og seent somom . . Kitty. Somom, James? James. Vil I endnu høre det gamle? Somom jeg, og ikke John, havde faaet det længste Straa hiin Aften. Kitty. Du siger mig det kun engang om Aaret, og gamle Kitty har endnu Fornøielse af de Artigheder, som ødsledes paa Kathrine. James. . . . Annandale-Fairy, som I hedte, fordi man ikke kunde see Sporene efter Eder, naar I dandsede i Græsset. Kitty. Ja det var naar jeg dandsede med Dig eller John. James. I sukker? Og det maa I nok, og jeg med. Den Stakkel er atter paa sit haarde Arbeide og det er ogsaa for mig. Kitty. For os alle. (Munter). Du har ikke holdt af mig, James, siden Du kan glemme, at John trak det længste Straa, da jeg sagde, at jeg holdt ligemeget af jer begge. Og det gjør jeg nu paa- ny, siden Du var saa fornuftig at tage mit Sødskendebarn, og siden Venskabet nu har staaet sin Prøve i 30 Aar siden dengang. SIDE: 51 James. Og siden Lairdens Bryllupsaften. Kitty. Ja det var det, James, da vi dandsede paa Sletten i Parken. James. (Adspredt). Ja det var det. Lairden førte selv op med Kathrine Annan- dale-Fairy og John med den unge Lady. Ak, nu er der ikke en Kvist igjen af den skjønne Park. Kitty. Har Forvalteren virkelig gjort den Ugjerning, da vil Lairden nok . . James. Ja naar han bare engang maatte komme hjem. Han vil finde det anderledes med os Alle, siden han begyndte sin endeløse Reise. Kitty. Alle de gamle Forpagtere af Clanen adspredte som Tidsel- skjæg. James. Gid! -- Kitty. Fy, James, det var intet fromt Ønske, som laae Dig paa Læben. Har vi ikke levet godt i mange Aar? James. O, Du er stærk, Kitty . . stærkere end din Mand og jeg. Kitty. (Trykker en Taare itu). Ja bare ikke Willie og Bob og . . (Gjør sig munter). Nu, endnu er ikke det Muntre dunstet bort af mit Blod, som i gamle Dage gjorde mig til Annandale-Feen. Men have vi ikke levet godt i mange Aar, Du herinde, og vi derude? James. Ja indtil den salige Frue døde og Lairden fik den rasende Smittesyge at ville reise, reise somom han kunde reise fra Smerten og Erindringen, skjøndt denne Reisen ieet viser, at han SIDE: 52 ligesaalidt kan reise fra dem som Jerusalems Skomager. Og saa kom jo Forvalteren til, og saa føle nok vi og de andre hvor- ledes han har styret i de mange Aar. Men havde han bare endda ikke drevet Eder fra Landet, hvortil I vare vante . . Kitty. Og dersom ikke Willie og Bob og . . James. Ei! Drengene maatte prøve paa noget, og I faa Dem nok igjen. Men min lille Flora, som blev taget op paa Slottet, da hun var ude i Besøg hos jer, til Selskab for Lairdens Broder- barn, der skulde erstatte ham hans eget, faar jeg vel aldrig at see, dersom jeg ikke har seet hende idag. Kitty. (Springende op). Idag? saa maa jo Lairden selv . . James. Derfor tyede jeg nu til Jer; thi det forekom mig . . . Kitty. Hvad forekom dig? O, jeg skulde kjende mit Barn over Solway-Firth. James. Det var en Storvogn, som dreiede om Fængselshjørnet, og nær havde revet John overende, just som den svang ind i Ho- tellet, dersom han ikke havde havt Jomfruen sin at holde sig til. En gammel Mand -- men vor gode Laird kan ikke være bleven saa gammel -- og en ung Dame med Slør, som bestemt var Lucy Campbell, og nok En, nok En, som saae saa paa mig, at jeg næsten svimlede . . ja de sad i Vognen. Men var det Flora, saa var hun prægtig nok, prægtig som den unge Lady selv, med hvem hun jo fra Barnsbeen af har været opdraget i Frankrig. Kitty. Og hun kjendte Dig ikke, Jamie? SIDE: 53 James. Ak, hvor kunde hun kjende mig i denne usle Dragt og her inde i Byen uden min Vogn og mine to fede Brune saaledes som i gamle Dage, naar hun kom hjem i Besøg med Ladyen? Kitty. Og Du gik ikke efter i Hotellet? Skynd Dig! James. Ak, Kitty, saaledes som jeg seer ud? Jeg maatte jo bedrøve hende i det første Øieblik, vi saaes? Og dersom det nu ikke var hende, hvorledes vilde de fornemme Folk tage mig det op? Kitty. (Afsides.) Stakkel, Ulykken har sløvet hans Mod. (Højt). Der var en Tid, Jamie, da Du ikke var saa bange for fornemme Folk. Du sad ikke langt fra Høvdingen, da de 400 Campbeller toge Afskeds- maaltidet hos ham, før de droge afsted til Spanien mod Bony. Dengang var Will 3 Aar, og klappede ad Trommerne og Piberne. Jeg frygter for han alt da fik Lysten. James. (Adspredt). Ja dengang! (Reiser sig). Vel, jeg vil gaa. Kitty. Men Du har Ret, Jamie, en bedre Kjole vilde ikke skade, skjøndt den, Du har, ikke er slettere end Tiderne. Og her hænger Johns brune, den seer endda nogenledes ud. Kom, jeg skal hjælpe dig. James. Ak, I baade føde og klæde mig. (Blød). Kitty, det haster ikke . . endnu kan jeg ikke. Kitty. Vil Du ikke gaa at se dit eget Barn? James. Jo kom, kom! (Hun hjælper ham i Kjolen). SIDE: 54 Kitty. See saa! god Lykke, kjære Jamie! James. Ja god Lykke. Men mit Hjerte banker som imod en Ulykke. Kitty. Det er naturligt. Gaa nu og se dit Barn, og bring hende hid til gamle Kitty! Jeg er dog baade hendes Gudmoder og hendes Frænke. (Følgende ham ud af Døren). Men mine? naar skal jeg gjensee mine Børn, min Førstefødte og den anden og . . (De forsvinde). (Værelse i et Hotel i samme Stad. Lucy og Flora tagende af sig Reisetøiet. En Glasdør med et Forhæng udenfra fører ud til en Altan). Lucy. Gud ske Lov, vi ere her igjen! Flora. Endnu ikke hjemme. Jeg har endnu de længste Miil igjen: de tre sidste til min Fader. Vi maa . . o Mylady, vi maa skilles -- (Bevæget). Lucy. (Kjærtegnende). Kjære Veninde! Flora. Men Far kan behøve mig, dersom ikke allerede . . Oh, jeg ahner ondt, siden Forvalteren aldrig i sine Breve omtalte hver- ken min Fader James eller hans Ven Johns. Det er mange Aar siden; jeg har næsten glemt den Familie; men det var en Camp- bell og Frænde, og lille Ben var den yngste. Lucy. En Campbell, som min Frelser var? (Blød). Flora, vi skilles ikke mere før jeg fører Dig ind i dit Huus som Brud. Flora. Mylady! Jeg tænker mig noget andet . . SIDE: 55 Lucy. Kald mig Lucy, din Veninde! Er du mere fremmed herhjemme? Du er ogsaa en Campbell. Og bedækte du mig ei mod Døden? Flora. Ja jeg er en Campbell, men en af de ringe mellem de tusinde Campbells. Han, som frelste Dem og bar Dem bort i sine Arme, han var en ægte Campbell. Jeg hørte ogsaa "The Campbells are coming", da de droge bort, og jeg saae paa hans Ansigt, at han maatte det. Lucy. Siden den Stund, Flora, -- men ikke før -- seer jeg ikke hiin Skizze i min Mappe uden Bevægelse. Jeg troer endog jeg glemte at takke ham. Flora. Jeg gjorde det jo, og det varmt nok; thi jeg hang ham om Halsen uden selv at vide det rigtigt indtil Mylord løste mig af, og han takkede ham med først at bande Humphry, som vel ikke mere tør vise sig. (Lorden kommer). De Forrige. Lorden. Lorden. (Med et Brev). . . Humphry? Han er her. Vær Du kun ganske rolig. Han har ganske rigtigt været paa Lord Kennedys Hjortejagt . . Og den har været prægtig efter hans Beskrivelse. Sytten Hjorte . . Flora. . . Har den Hare? Lorden. (Afbrydende). Han er dog, som Du seer Lucy, en punktlig Britte og trofast Kavaleer. Lucy. Onkel, Onkel husker De? SIDE: 56 Flora. Ja Slangen, Mylord, Slangen. Lorden. Lucy, han formelder sin Respekt for dig i Særdeleshed, udbeder sig, at vi ville oppebie ham her. Lucy. Baade Flora og jeg længes efter at komme hjem. Lorden. Snart, snart, Barn; men jeg venter min Forvalter her -- No- tariussen, som jeg hører han er bleven -- og jeg vil ikke ind- træffe i Edinburg, før min Reisebeskrivelse er i fuldstændig Orden til at overleveres Boghandler Constable, som ogsaa har min Ven Sir Walters Værker. Ellers forklarer Humphry sig her over hiint Tilfælde saa tilfredsstillende, at jeg maa forandre min Beskrivelse i visse Punkter, hvori jeg, til Campbellens Fordeel, har givet Engelskmanden nogle skotske Hieb. Men lidt skal han dog have . . Flora (til Lucy). Det Opus kommer ligesaalidt ud som de filosofiske Breve, Forsøgene og alt det andet. Lorden. . . Ja for om han ikke saameget viiste Mangel paa Mod, viiste han dog Mangel paa Besindighed og den Kulde, som til- hører en Engelskmand. Lucy. Oprigtigt, jeg har nu ikke engang Agtelse for ham. Lorden (forvirret). Nu, nu, Barn, du har glemt da . . . Puh, du jager mig Blodet til Hovedet. Men du skal selv dømme. Lad see os om paa gamle Tomter. Kom, ude paa Altanen skal du faae høre hvor- ledes jeg har beskrevet det . . kanske for strengt; men vær saa forsonlig, og hjælp mig at mildne det. (De gaae ud af Altandøren). SIDE: 57 (Forvalter, Notarius Griffith stikker Hovedet ind efter langvarig Banken). Notariussen. Ah, Ingen her? (Træder ind). Første Pust over! Øieblikket kommet. Time og Tid bier ikke efter Nogen, som man siger. Men truede Folk leve længe. Mylord dog vel ikke alt reist? Vilde saa komme bag paa mig. Vilde være som Djevelen. Pyh, hvad bange for? Kunde jo gjerne have truffet ham, og saa var den Minut over. Men har ikke truffet . . har altsaa til Rest. Vil blive en dygtig Vask at staa ud. Men flere end een Vei til Skoven, som man siger. Skal give Mylord Briller at see med at alt er i Orden. Gamle Fugle fanges ikke saa let, som man siger. (En sagte Banken høres). Tys! Nu Gud hjælpe mig, der er han. Har hjulpet saamange Gange. De Helvedes Forpagtere af den gamle Stok eller Clan, som fik Løbepas, ere for meste Parten med Guds Hjælp i Amerika. Skal med Guds Hjælp vise Regning for Reiseudlæg og Eftergivelser . . Hihihi! Detalljeret. Tolvhundred og sexten Pund, sex Shilling fire Pence i Smaat. (Det banker igjen sagte og skjælvende). Ørerne stive nu, Tobias Griffith! Ørerne stive! Men -- er gal. Kan jo ikke være Mylord, som banker saa ydmygt paa egen Dør. (Myndigt raabende). Kom ind! . . (James aabner Døren langsomt. Bliver staaende i den aabne Dør.) Notariussen. James (i Døren). Notarius. Nu saa for . . (Gaar voldsom mod James. Holder Døren Aaben). Nu saa for Djevelen! Hvad vil han? (Afsides). For Gud en af de Gamle. Hoho! klage uden Tvivl? Har alt lugtet Mylords Ankomst. (Myndig). Hvad Godt? Tror han ikke jeg har været med før idag? Til endnu? James. Ja Gud bedre mig. Men, om Forladelse, Herre, er her ikke . . . ? Notarius (hurtigt og vredladent). Nei, her er ikke. (Afsides). Ham skal jeg nok betage Lysten til at gjøre sin Opvartning. (Streng). Husker han, husker han, Master James? SIDE: 58 James. Ak ja Herre, jeg husker nok. Men jeg søger . . Notarius (afbidende ham). Søger han? Jeg skal søge ham for Retten. Han maa være kommen sig, siden han har lagt sig en ny Kjole til. Bedre han huskede der resterer endnu fem Pund, og at Gjelden voxer daglig saalænge jeg skal holde Knegten derover. Slet Pant, slet Pant! Bort! bort! Skal nok vide at finde ham, saa sandt jeg hedder Tobias Griffith, hans -- Noksagt han er -- ! naar jeg næste Gang kommer til Byen, seer han . . James. Var det da . ? Nei, det kunde ikke være dem, som kom. Notarius. Var mig, som kom, seer han. James. Saa har jeg intet at søge her. Notarius. Mener det med. Derfor, seer han . . (Skyder ham ud af Døren). Maa see til at faae ham vel afsted. (Følger selv med). (Gade. Paa venstre Side fra Parterret et Hotel med en Altan, hvorpaa Lorden, Lucy og Flora befinde sig. Lorden lader til af nogle Papirer at instruere Damerne om noget. Nedenunder er den gamle John beskjeftiget med Steensætterarbeide. William, tilhyllet, betragter ham fra Bag- grunden, nærmende sig lidt efter lidt. Ligeoverfor en Arrest. Siden Ben). Gamle John. Hvor frisk og grøn, hvor ungdomsskjøn stod Skoven paa Skrænten nys! Frem glimted' Blommers Lys fra dunkle Ly med Ynde ny langs Voven. Nu al den Fryd forsvandt, forsvandt, forsvandt. Men se i rigt Gevandt jomfrulig Maien skal bringe den igjen, igjen, igjen! SIDE: 59 Men Duggen mild ei smelte vil om Panden den Sne, saa hvid. Det er min Vinterstid. Med Hud og Haar retsnart forgaar nu Manden. En Oldings Dag er tung, er tung, er tung. Ak, Tid, da jeg var ung! o gyldne Dage, I komme ei igjen, igjen, igjen! Saa kold og haard min Hammer slaar og rammer hver Kampesteen i Mulden, een for een, skal Vandrers Fod (mit Kjød og Blod kan hænde) gaa paa min lave Grav, min Grav, min Grav. Da leer jeg kun deraf; thi under denne jo kommer alt igjen, igjen, igjen. Jomfrulig skjøn, skjøndt med en Søn, ja trende, med Will og Bob, med Ben, den Rosenknop, uskyldig som Gudsmoder from, jeg favner igjen min kjære Viv, min Viv, min Viv. Rind da du Smertens Liv! i Graven Alle jeg finder jo igjen, igjen, igjen. William. (Har nærmet sig. Slaar John mildt paa Skulderen). Gamle Mand, det er et tungt Arbeide, Du giver dig af med. Gl. John. Javist, Herre, tungt; dog ikke for tungt, naar man bare kan skaffe Brød til Kone og . . . og Børn, dersom jeg kunde sige saa . . William. (Heftig). Kone? . . din Kone lever? Gl. John. Ja Gud være lovet! William. (Forglemmende sig). Gud være lovet! (Gl. John kaster et forundret Blik paa ham). Gl. John. Tak, Sir, for det. Fornemme Folk vise før Penge end Deel- tagelse. SIDE: 60 William. Men du har jo Børn, Gamle? Gl. John. Nei . . . . Aa ja, som man tager det. William. Det var dog det du vilde sagt. (Letter paa hans Jomfru). Alligevel, det er for tungt Arbeide for din Alder. Gl. John. Vist, Sir -- engang behøvede jeg det ikke; thi jeg var rig, ikke paa Penge; men rig i mine tre Sønner, og da Lairden, den gode Ralph Campbell, lod mig beholde min Forpagtning. Lorden. Tys! hvad! Jeg synes at kjende ham. Gl. John. Men han følger de rige Herrers Skik i England og Irland at reise og aldrig at see til sine egne. Han skal nu være -- ja Gud veed hvor; men neppe havde han tiltraadt sin sidste Reise, før hans Forvalter drog al Forpagtningen under Godset, og gjorde os derved alle brødløse. Min Ven, Forpagteren James, satte sig først ned her, og jeg boede under hans Tag, indtil Forvalteren ogsaa fik Klo i ham og ødelagde Resten for at drive ham og os, de Sidste, til Amerika. Lorden. Ha! Flora. James? O Gud! min Fader . . Lorden. Stille, Barn! lad os høre! William. (Heftig). Men dine Sønner, dine Sønner . . ? Gl. John. Ak, alt havde været godt, dersom de . . SIDE: 61 William. Dine Sønner? tal! . . Gl. John. Oh, Sir! den ældste William, var gaaen i det ostindiske Kom- pagnies militære Tjeneste før Ulykken skede. (William vender sig bort). Flora. Mylady, veed De, hvad jeg tænker? Lucy. (Reiser sig og seer udover Altanen). Skulde det være muligt? Flora. Det slaar ind med alle mine Erindringer. Men han var alt voxen dengang da Ben . . Lorden. Tys, Barn! Gl. John. Det var ham for roligt hjemme, og som han voxede til, ærgrede det ham at han var for ung, da Campbellerne droge til Spanien. Den Anden, Robert, gik som Soldat i Kronens Tjeneste til Amerika eller Gud veed hvor. Den tredie, lille Ben -- o Gud signe ham, han blev hjemme; men . . Flora. Lille Ben? Ham erindrer jeg bedst. O Gud, at jeg ikke kjendte William igjen paa Liigheden! William. (Med bevæget Stemme). Nu, lille Ben? Gl. John. (Pegende paa Arresten). Ak, Han sidder der. Jeg gik i Kaution med det Vesle jeg havde, for min Vert og gamle Ven, den brave James; Kautionen retournerede paa mig, efterat Forvalteren havde slugt op alt hans, og der sidder nu Ben for at befri mig fra personlig Heftelse. Flora. Bravo, lille Ben! Hørte De det, Mylady? SIDE: 62 William. Men den Ældste, den Ældste, har han da aldrig ladet høre fra sig. Gl. John. Ak, Herre, eengang; og da sendte han os 50 Pund -- Alt hvad han til den Tid havde erhvervet. Men det er længesiden, og hvad forslog det i Notariussen? William. Kun eengang? Skulde det være muligt? Men har De ikke nylig modtaget Noget fra ham gjennem en Gentleman herfra Kumberlands-Grændsen? Gl. John. (Kaster et skarpt Blik paa ham). Ha, skulde De vide Noget? Herre, af Barmhjertighed, saa dølg det ikke. Ben. (Stikker Hovedet ud fra andet Stokværk i Arresten ligeover for Altanen). Fa'r! Fa'r! Flora. Ja det er Ben, det er Ben . . Ben, er Du der? Gl. John. Ja, min Gut! Flora. O Gud, afskyeligt! Ben er der? Ben. Fa'r, skuffer mit Øre mig ikke, saa er det William, William, Fa'r. Gl. John. (Forskrækket). William? . Er Du . . ? William. (Kaster Kappen af sig. Staar der i Uniform) Ja -- jeg er William. O Fa'r! min Fa'r! (Omfavner ham). SIDE: 63 Ben og Gl. John. (Den sidste vaklende). Will! Will! Det er Will. Lucy. Det er ham . . min Frelser! Onkel, Flora, det er ham! Lorden. Din Frelser -- ja ved Gud Kapitain Campbell, din Frelser. Og han er En af mine. Gud være lovet, at jeg kan takke ham. William. (I Faderens Arme). Fa'r græd ikke -- lad dette være! Al Nød er jo forbi. Gl. John. Ja, al Nød er forbi. Jeg kan taale det, men kom ikke plud- selig paa din Mo'r, som tænker paa dig Dag og Nat. Lorden. (Han, Lucy og Flora vise megen Bevægelse og Deeltagelse). Jeg holder det ikke ud . . Jeg maa ned til dem. Lucy. (Holdende ham tilbage). O, forstyr dem ikke! Flora. Og lille Ben tænker ingen paa uden jeg. Ben. (Hilsende over til Flora). Flora James's! Ved Himlen, mine Øine bedrage mig ligesaalidt som mine Øren. Og med det samme smukt krøllede Haar? Ha, velkommen, Flora James's! Dette var det bedste. Jeg er Ben Johns's, din Legebroder og Daabssødskend. Kjender Du mig ikke igjen? Flora. Jo jo, Ben. Du sidder smukt til, lille Ben. Ben. Netop, Flora, og godt nok siden jeg seer dig herfra. SIDE: 64 William. (Rivende sig løs af Faderens Arme). Men Mo'r? Kom jeg maa til min Mo'r. Gl. John. Ja Stakkel. Bare den Glæde ikke tager Livet af hende. (Samler sine Redskaber sammen, for at gaa. Kitty kommer med James). De Forrige. Kitty. James. Kitty. (Gaaende tvertsover Scenen). Rask, Jamie! Følg bare mig. Jeg skal nok undersøge det og ikke lade mig bortvise af nogen Skurk. (Vil gaa ind i Hotellet). Ben (raabende) Mo'r! Mo'r! hid skal Du see. Kitty. (Seende William, som har vendt sig). Ha Will, Willie, mitt Barn! (Løbende i Williams Arme. Hulkende). Mit Barn! mit Barn! (Vakler. William sætter hende ømt ned. John og William bøie sig over hende). Gl. John. Ja Mo'r, det er Willie. Kitty (Med Aandsfraværelse). Hvad? Er det? Er Willie kommen hjem? Flora. (Seer James, som har holdt sig noget tilbage). Min Fa'r! min stakkels Fa'r! (Iler udaf Altandøren). Kitty. (Springer William om Halsen). Ja William er kommen hjem. Du er kommen hjem, mit Barn, mit første Barn. (Afbrydes af en Taarestrøm. Pause, hvorunder Flora kommer ned. Gjenseelsesscene mellem hende og Faderen i Baggrunden). SIDE: 65 Lorden. . . Lucy, kom til mit Hjerte. Græd der med disse Lykkelige. Du er mit Barn . . Ak nu skulde mit været saa gammelt som denne gode Søn. William. Lad os gaa hjem. Al Nød er endt, og jeg forlader Eder ikke mere. Kitty. Nei, nei! Men Willie, lad mig dog se paa Dig. O hvor Du er smuk og prægtig! William. Jeg er Kapitain, rig nok for os Alle, uafhængig, og endelig lykkelig naar jeg er her. Kitty. Kapitain og rig, og Du lod os ikke høre fra Dig om din Lykke? (Holder ham for Munden). Nei, nei, svar ikke, velsignede Dreng! Det var ingen Bebreidelse. William. O, jeg seer I har lidt, kjæreste Forældre. Men det er forbi. Gl. John og Kitty (trykkende hans Haand). Ja, ja forbi! William. I skulle nyde en glad og sorgløs Alderdom, dersom min Øm- hed og Overflod, som nu først er mig behagelig, kan gjøre det; og Robert kjøber jeg en Officierspost og Ben . . Kitty. Ak, den Blodsuger Griffith holder paa ham. William. Ah, ikke andet? Jeg skal løse ham. Ben. Bravo, Will. Saa skal jeg give ham af mine Kontanter efterpaa. SIDE: 66 Lorden. Ja, Bravo, Willie, du gode Søn! Ikke sandt, Lucy? Ak, du er mere rørt end jeg. Og han er jo ogsaa din Frelser. William. I ventede mig dog nu. Kitty. Ikke før i Graven. Gl. John. Nei, ikke i dette Liv. William. Besynderligt. Ikke een Gang, men fire Gange har jeg sendt eder baade Breve og nok til at lade Eder ikke blive saa nød- lidende. Men een Gang forliste Skibet, og nok en Gang blev jeg bedragen; men nu den sidste Gang maa I for nylig have modtaget Brev om min Ankomst og deri 200 Pund saalænge. Gl. John. Nei, intet, intet, Søn. Kitty. Haabet havde allerede forladt os. William. Skulde det være muligt, at den Gentleman -- og i saa godt Selskab? Flora. Ak, Ingen tænker paa Ben. Bi lidt, Ben. Jeg vil sige til Slut- teren, at Du er fri. Jeg kan kun see Hovedet af Dig. (Gaar med James ind i Fængslet. Humphry Lowthes og Notariussen sees at komme. De standse ved Hotelporten). William. Der maa være stødt Overbringeren -- en Gentleman ikke langt herfra fra Grændsen af Kumberland -- noget til. Men, ved Gud, der er han jo selv lyslevende. SIDE: 67 De Forrige, undtagen Flora og James. Sir Lowthes og Notariussen. Notarius. . . Saa? Ogsaa gjøre Mylord Deres Opvartning? To om Budet, Sir. Humphry. Jeg hører til Huset. Notarius. Hihi! Det gjør mange unge Herrer. God Billard, skal jeg sige Dem, her i Huset med mere. Været her mange Gange. Humphry. Vist, vist. Men jeg hører til Lordens Huus. Notarius (med Kompliment). Ah! Udbeder mig deres Bevaagenhed. (Afsides). Man maa have to Strenge til sin Bue, som man siger. Humphry. (Afsides). Guds Blod! Ostindianeren! (Til Notarius). Iligemaade udbeder mig Deres Bevaagenhed som Jurist i en casus. (Afsides). Og, jeg kan ikke slippe bort. Brevet -- Goddam! Brevet -- at jeg skulde bruge det til en Forladning paa den fordømte Jagt! Og de 200 Pund. (Til Notarius). Sir, jeg udbeder mig deres Hjælp i en liden Forlegenhed. Notarius. (Afsides). Har nok med mig selv. Men han kan være til Nytte kanske, om Mylord skulde rode sig ind i mine Regnskaber. (Til Humphry). Til Tjeneste, Sir. Lad os være Venner, og slaa Øiet ud paa Djevelen, som man siger. Men gesvindt! Jeg skal gjøre Mylord min Opvartning. Lorden. (Afsides). Ha, der er den Skurk . . Hvor han er bleven feed! . . og Humphry i hans Selskab? Men bi lidt, Griffith, vi skulle regne af. SIDE: 68 Notarius. (Utaalmodig). Nu, Sir! Humphry. (Forlegen). Ja, Sir, seer De . . (Seer sig vaersom om). Tys! kort og godt . . modtaget et Brev til Besørgelse -- borte! -- Penge med -- betydeligt -- borte. Notarius. Casus mixtus! Benegt! benegt! I slig Sag intet andet at gjøre. Contrastevning for Beskyldning. Har nok med sig selv nu. Siden høre mere. Men benegt, benegt, og slaa paa Kaarden, Sir, Kaarden! Skader ikke eftersom man har Folk for sig til. Maa drikke som man har brygget til. Anbefalet saalænge. Stoler paa Deres Bevaagenhed hos Mylord, om der skulde reise sig en liden Uenighed. (Gaar ind i Hotellet) . . Om der, siger jeg . . Humphry. (Afsides). Kaarden eftersom man har Folk for sig til? Den Penneslikker, ja havde jeg dig for mig. William. Nu, Sir, kommer De ikke nærmere? Humphry. Hvad behager? Hm! William. Kjender De mig ikke igjen? Brevet, min Herre? (Lorden spidser Øren). Kitty (heftig). Ja Brevet, Brevet? Humphry (med klodset Fripostighed). Hvilket Brev? Jeg? Hvad, Havgasse, er hun rasende? William. Hvad, Herre? Uden at tale om de 200 Pund -- er det muligt, De vil benegte at have i afvigte Sommer i Travankor modtaget et Brev til omhyggelig Besørgelse til mine Forældre? De har været grusom imod disse stakkels Folk. SIDE: 69 Kitty. Ja grusom, grusom. Gl. John. Og en Skurk, om De har stukket de 200 Pund til Dem. Humphry. Ah, om Forladelse, min Herr Kapitain; jeg seer . . Lorden. (Afsides). Store Himmel! William. Svar! svar, Herre! Humphry. Jeg? 200 Pund jeg? Goddam! veed han, at jeg ikke vilde have dette for 400 Pund. Lorden. (Afsides). Den komplette Skurk! Han har gjort Brud paa betroet Gods, som hørte Armoden til, og det for at være ulydig og utaknem- melig og komme afsted. (Til Lucy). Lucy, Du skal ikke bryde Dig om dette Menneske mere. Lucy. Oh nei, nei. Kitty. Ak, med det Halve af det, De har bedraget os for, havde vi alle været hjulpne, og Ben fri -- stakkels Ben. Humphry. (Fortrolig til William). Nu ja, Sir, som De vil -- jeg kan skylde Dem de 200 Pund. Thi, seer De, mellem Gentlemen . . William. Herre, De er ingen Gentleman. Kitty. Nei, en Bedrager. Derinde bør han sidde, hvor den Stakkel sidder for sin Ædelmodighed. SIDE: 70 Lorden. (Til Lucy). Jeg faaer hjælpe ham for Familiens Skyld; men saa, Lucy, aldrig mere see ham. (Lucy tilnikker ham Bifald. Lorden gaar udaf Altandøren). William. O, Pengene kunne tabes uden at I skulle savne dem; men at han har havt Hjerte til at berøve Eder Udtrykket af min Længsel og forlænge eders haabløse Sorg . . Humphry. Reentud Sir, i hvad Indtryk denne Bagatel af en Misforstaaelse end gjør paa Dem, saa ere vi Gentlemen og forstaa hinanden. Simple Folk er det ikke saa farligt med hvad Følelser betræffer, saa der kan ikke lægges saa megen Vægt paa Brevet, skulde jeg mene. (Mærker de Andres Fortrydelighed) Puh! her er varmt, Sir, som i Ostindien, Sir. Erindrer De . . . William. Hvilken Tænkemaade! Lucy. Afskyeligt! Gl. John. (Streng). William, jeg vil, at du ikke skal taale dette! William. Nei -- (Griber efter Humphry). Lorden. (Trædende ud). -- Jo for min Skyld . . (James og Flora træde ud med Ben fra den anden Side). Gl. John. Kitty. James. (Med dybe Ærbødighedstegn). Lairden? Vor gode gamle Laird? Velkommen i en god Stund! Ben (rystende Williams Haand). Og William, velkommen! Jeg er Ben. Og her er Flora lige- som før. (William og Forældrene kjærtegne Ben, men flygtigt, da Opmærksomheden er henvendt paa Lorden) SIDE: 71 Lorden. Tak, gamle John! Tak, James! (Ryster deres Hænder). Og Tak for sidst, Kapitain Campbell! De gjøre mig Dem nu blot nok engang for- bunden ved at tillade mig at afgjøre dette foragtelige Menneskes Gjeld. Det er min Pligt som hans Formynder. (Til Humphry). For Eftertiden, Herre, er ogsaa dette Baand løst mellem os, og jeg vil glemme, at De er min Frænde. De har kun at forlade os. Strax! Humphry. (Skjærende Tænder). Goddam! (Purrende sig i Haaret idet han gaaer) Puh! det var dog godt det gik saadan over. Ben. Bravo, gamle Laird! (Faaer et strengt Blik af Forældrene). Lorden. Ei, Dreng, er du der? Ret, Ben, den Arrest var ingen Skam. Ben. Nei, for Flora har deelt den med mig i fem Minutter. Men saa befriede hun mig ved at skræmme Slutteren baade med Mylord og den røde Kapitain. Lorden. (Fører Flora frem). Her, her, James, er din Flora. Har hun ikke taget sig op? Men hun maa ikke forlade mig. Jeg har ogsaa en Ret til hende. Flora. O, Taknemmelighedens, Mylord; men skal Nogen af Os forlade hinanden? Lorden. Nei, nei, ikke mere. (Alle yttre Glæde). Ben. Vi To idetmindste ikke, Flora. (Griber hendes Haand. Hun vrider sin ud noget knipsk). William. (Hilsende Flora og James). Er det Flora James's? Jeg har lært hende og lille Ben at gaa. (Afsides). Men hvor er hendes elskværdige Frøken? SIDE: 72 Lorden. Hør, mine Venner, I maa alle glæde mig med at feire den gode Søns Hjemkomst med mig her til Middag i Hotellet. (Tegn paa erkjendtlig Overraskelse). William. Vi takke, ædle Lord; men først . . De seer der er adskilligt at gjøre. Kitty. Ja, Barn, først hjem med Os, saadan som det er, og saa ved vor gode Lairds Bord som i gamle Dage. Gl. John. Men skal det smage os, Herre, saa . . . Lorden. Nu, Ven John, frem med det! Gl. John. Saa lad Forvalteren være borte. Lorden. Forstaar sig . . Jeg kjender ham nu. (Efter kort Eftertanke). Nei, nei, han skal komme, men i Forretninger . . for at faa sin Afsked. (De hilse og lave sig til at gaa. Flora synes ubestemt). Ben (gribende hendes Haand). Nu, Flora . ? Flora. Ja, Mylord, jeg maa. Mylady vil undskylde mig . . . min Fa'r . . Ben. Og Ben . . (Trækker hende med sig). Lorden. Gaa, gaa hvor dit Hjerte kalder Dig. (Til William, rystende hans Haand). Snart tilbage, Herr Kapitain; De vil træffe En, som længes efter at takke Dem for sit Liv. William. (Forvirret). Mylord . . jeg beder . . min dybeste Høiagtelse for Deres elskværdige Niece. Jeg udbeder mig Tilladelse til at kunne be- vidne hende den personlig. (Gaar med de Andre). SIDE: 73 Lorden. (Seende efter ham, idet han gaar ind). O, det var en Mand for Lucy! Bare han var . . Visvas! Fordom! Han er ædel nok. Og er han ikke en Campbell og hendes Livs Frelser? Stue i Hotellet. Notariussen kommer ind med sin Hovedbog. Siden en Opvarter og Humphry. Notarius. (Ærgerlig). -- Hm! Nabobberi! Stod deroppe, ventede atter -- Mylord iler igjennem, siger med en Mine som en bengalsk Tiger: "Han holder sig i Nærheden til han bliver kaldet!" Hm! dette Intervallum er som mellem Præst og Galge. Hvad skal man tage sig til? (Ringer. En Opvarter kommer). Garçon! . . Courage havde jeg nær sagt . . Gin, Dreng, af den, du har for min Mund. (Opvarteren bringer det. Han drikker). Hm! deri er Courage nok. Men Tordenluft, troer jeg, kvalmt Veir, Blodet i Bevægelse. (Seer ud af Vinduet). Ei, der sprænger jo Vennen af Huset forbi . . Garçon, efter den Herre! -- standse lidt -- god Ven -- Affærer -- trække Hesten ind. (Opvarteren gaar). God at have i Baghaand, om noget skulde komme paa. Bedst at have Kapper paa, om end Solen skinner. Thi sandt at sige, jo mere det nærmer sig . . (Humphry kommer i Ridedragt). Ærbødige Tjener! Nu? Humphry. (Slaaer sine Støvleskafter med Pidsken). Fanden ivold! Notarius. Tidsnok! Humphry. Har Hastværk. Men jer Konsultation, Herre, førte ad Helvede til. Notarius. Benegtede altsaa ikke factum? Humphry. Saalænge det gik an -- bevares! SIDE: 74 Notarius. Bevares? saalænge det gik an? Liv og Død ligger paa Tungen, som man siger. Gaaer altid an at benegte. Probatum. Men maa skee tørt, bestemt, urokkeligt. Ellers farligt, farligere end factum. Humphry. Jaja. (Med Fortvivlelsens Gestus). Hu, Sir, jeg kan blive rasende, naar jeg ret tænker paa den Benegtelse. Jeg havde ikke tænkt over den Affære eller at træffe Eiermanden nogensinde. Men nu? Til- staaelse strax havde været meget bedre . . ja dersom det dumme Brev ikke havde været. Brevet, Brevet, ikke Pengene vare det værste. Notarius. De pleie s'gu ogsaa altid være det bedste. Gjør som jeg i slige Tilfælde. (Reciterende). "Naar Lykken viser Tænder med maliciøse Griin, en Ven, hvis Hjerte brænder for alle, som han kjender, en Ven med trofast Sind er gammel engelsk Gin." (Drikker). Humphry. (Gjør ligesaa). Det Raad var bedre. Notarius. (Fortrolig). Nu kan vi tale fornuftigt, Sir. Havde De da modtaget det i Vidners Nærvær og af Angjeldendes egen Haand, siden Beneg- telsen glippede? Humphry. Hverken det ene eller det andet. Skjøndt der var Aftale, havde dog Omstændighederne drevet alle Andre bort. Notarius. (Hænderne i Siden). Er De rasende? Og de benegtede ikke stadigt? Hør, Sir, tænk lidt over det, om De ikke selv har løbet Panden imod Væggen. SIDE: 75 Humphry. Sandt! sandt! (Slaaende sig for Panden). O, jeg var rasende, rasende, som ikke benegtede, negtede, kun negtede. Notarius. Der er det, Sir, der er det. Og vort Sprog har kraftige Be- negtelser. Har det ikke? En liden gammel engelsk Ed, mener jeg, kunde ikke gjort større Skade end en Spiger til i en Væg. Humphry. (Fortvivlet). . . Ikke meer, Sir. Jeg kunde . . O jeg Rasende, jeg Ra- sende! . . . Notarius. Rolig, Sir. Hihihi! Ærlighed er en Juveel, men den, som bruger den, døer Fant, som man siger. Hihihi! Humphry. Hvad? De leer? Og jeg kunde hænge mig. Notarius. Seer Udvei nemlig, Udvei ligesom Dagslyset, naar man er krøben ind i Hulen Konnaught - a - Qvairn. Tag Dem en Gin, Sir. Humphry. Skal aldrig benegte. (Drikker). Notarius. Forstaa mig -- tvang man Dem? f. Ex. faldt der Ukvemsord? Humphry. Ei -- kom med Gin'en -- i Mængdeviis. Notarius. (Skjænker) Med nogenledes Maade, Sir . . nogenledes til Humøret kommer i Orden. Humphry. Der var Fanden ingen Maade. (Holder Haanden for Ansigtet). Hu, naar jeg tænker derpaa! Ak, de skjønne Eiendomme, som kunde været mine . . et Grevskab isammen med mine egne . . SIDE: 76 Notarius. Stille, Sir! Rolighed er Kanonen, som ligger i Jorden, men træffer urokkelig sit Maal i den Linie, hvori den ligger. Humphry. . . Skjøndt igrunden kunde det gaaet værre, om Modparten havde ladet en Advokat snuse i det. Notarius. Seer De nemlig, Sir, man kan tage baade Nei og Ja tilbage. Og -- Omstændighederne vel afveiede -- ingen Vidner, aftvungen Tilstaaelse, Ukvemsord -- ja Sir, der er Anledning til Proces, og jeg, Tobias Griffith, skal føre den, dersom De bare hos Mylord, som Ven af Huset, om noget skulde . . . Humphry. Forbi, Sir, forbi! Notarius. (Langtrukkent). Ja saa? (Afsides). Det forandrer Sagen. Skjøndt, om det nu skulde briste med Mylord, og jeg kunde faae denne Herres Godser under Forvaltning . . Ei, jeg er i en forbandet Barokko. Humphry. (Afsides). Kunde jeg blot reenvaske mig for Lorden, saa kunde kanske endnu Alt komme i det gamle. Men dertil maa en Proces. Den lærde Herre har Ret. Notarius. (Højt). Men forklar mig . . (En Opvarter kommer). Nu, hvem Fanden kalder ham? Opvarteren. Jeg syntes det ringede. Saa maa det have været hos Lorden, der skal have Gjester til Middag. (Gaar). Notarius (Afsides). Aha, den Gamle er ikke i saa slet Humør endda. Bare ikke Seneppen kommer efter Maden, som man siger. Humphry. Men Processen, Sir; der er virkelig Adgang . . SIDE: 77 Notarius. (Afsides). Hihi! intet Under, at Mylord havde trabelt og satte et bistert Fjæs op imod mig og Hovedbogen. Alvorlige Ting til imorgen. Humphry. . . Ikke for de 200 Pund; for dem bør jeg tabe; men jeg maa reenvaske mig for Mylord. Notarius. (Afsides). Jeg med. Skjøndt nu staae Sagerne ypperligt. Han beder mig til Gjestebud . . maaske i Anledning af Gjensynet. Hihi! Det var det han meente med sit: "til han bliver kaldet." Gud- skelov, at jeg endnu ikke har listet flere Gin'er forlods i mig for Adstadighedens Skyld. Hihi! Tilfælde er saagodtsom Klog- skab, som man siger. Humphry. . . Og saa Revange, Sir, saasandt jeg er Sir Humphry Lowthes og en Gentleman, som blev erklæret for ikke at være nogen Gentleman. Notarius. (Afsides). . . Og naar saa den Gamle er bleven lidt pirumlirum -- hvortil vi skulle gjøre vort Bedste -- og slentrer om efter Bordet, saa knibe vi Øieblikket til en Generalkvittance -- hihihi! Humphry. (Gribende ham ved Armen). Naa for Djevlen, Sir, mine Affærer . . Notarius. Ja mine. Ei, Sir, skal De ikke til Middag hos Lord Campbell? Humphry. Nei, Goddam! Det er forbi med Sligt. Notarius. Aha, staar det saa? Men Jeg skal. Hører alt flere Trin oven- paa. Faaer nok i min Embedsdragt. Bliver stort og fornemt Selskab skal jeg sige. Har den herinde. Adieu, Sir! Rid forsigtig! Vil Du komme frem, saa far i Mag, som man siger. (Gaaer ind i et Sideværelse). SIDE: 78 Humphry. Nei, som en Rasende; men ikke saa gal som han blev med eet. Til en anden Prokurator! Der er fleer af det Ukrud. (Skyller et Glas ned). O rasende, rasende, at jeg ikke benegtede. (Styrter ud. Det ringer i Sideværelset. Opvarteren iler igjennem. Seer ud gjennem Vinduet). Opvarteren. (Skoggerleende). Gudsdød hvor det gaar -- som Jehu, den Nimsis Søn, der foer rasende afsted. (Gaar ind til Siden). Værelset ovenpaa. Lucy. Flora. Simpelt pyntede. Flora men en Hybenkrands i Haaret. Lucy. -- -- Men Flora, det har Du sagt ham? Flora. Ja, men han sagde mig først, at han elskede Dem siden hiint Øieblik, da De laae i hans Arme. Lucy (Forlegen, stammende). Gjorde han? Flora, Du kan ikke skuffe mig, skjøndt din Let- sindighed er forbausende. Flora. Oh, Mylady . . bedste Lucy, skulde jeg bære Annandales Hyben- krands alene? Lucy. Ja, hvad betyder den? Flora skulde . . ? Flora. (Leende). O nei, nei! Lucy. Ja, Flora. Vær oprigtig mod mig. Flora. Det vil jeg. Er han ikke langt smukkere nu, end med den side Hat og den stribede Tøisfrak? Lucy. Flora -- SIDE: 79 Flora. Eller er En, som interesserer os, smukkest saadan som vi see ham først? Lucy. Flora, lad være! Jeg kunde blive vred paa Dig. Flora. Nu, saa skal jeg bagtale ham. Han er dog ædlere end han er smuk, eller ialfald ikke smukkere, end han er ædel. Lucy. Flora, Du er overmodig som Lykken. Flora. Ja jeg vil betro Dem Noget. De saae Kapitain Campbells yngste Broder, lille Ben, som De kaldte ham . . Men tys! det er hans Skridt -- ikke Bens urolige og dandsende, men Kapi- tainens, som kommer, forat hilse paa Dem. Lucy. (Forvirret). Flora, hjælp mig . . jeg kan ikke tage imod ham . . Undskyld mig . . Flora. Gaaer ikke an. Husk dengang han i Travankor . . Lucy. Nu, saa viis ham ind i Visitværelset. Der er kanske min Onkel. (Gaar ind til Siden). Flora. (Afsides). Neimen er han ikke. (Flora løber til Døren og aabner den for William). Flora. William. Flora. Herind William; men bi lidt! se her skal Du se! (Viser ham Tegningen i Lucys Mappe). Seer Du det har Lucy gjort; først af Sympathi med din Hjemvee; men siden har Du givet hende nok af Træk til et SIDE: 80 smukkere, som hun har tegnet i sit Hjerte. (William viser Overraskelse). Nu, kjære William . . Lucy er alene. (Skyder ham let indad Døren). Nei saa forknytte vare hverken Ben eller jeg. Eller skulde hans ringere Fødsel volde nogen Hindring? Han er jo en Campbell, Kapitain, rig som en Nabob, og den Gamle er jo saa forgabet i ham, at han allerede har lavet sin Reisebeskrivelse tilrette for ham. Flora. Lorden. Lorden. (Idet han træder ind). Er Kapitainen her? Flora. (Afsides). Nu skal jeg føle hans Adelsfordomme paa Tænderne, om de ere gamle. Lorden. Er Kapitainen her, lille Flora? Kapitain Campbell? Flora. Ah! William mener Mylord . . Lorden. (Afsides). Hvor hun er fortrolig! (Højt). Ja, de Andre ere alt komne. Flora. Han har forladt dem for at gjøre sin Opvartning hos Mylady. Hun ventede at træffe Dem i Visitværelset, Mylord. Lorden. O nei, nei! Jeg har havt andet at gjøre. (Afsides). Lad dem kun være alene. Kanske turde Taknemmeligheden gaae over til Kjær- lighed, og hendes Skjønhed give ham Mod til at aabenbare det Indtryk, den engang gjorde. Gud give det! Flora. Men jeg har ham snart igjen. SIDE: 81 Lorden. Du? Nu, ja vi alle skulde jeg tro. Flora. Ja, men jeg mest. Lorden. Vil man høre! Flora. O, er han ikke fortræffelig? Lorden. Jovist, jovist! Flora. Jeg mener i alle Henseender. Og smuk? Brunheden klæder ham usigeligt ligesom det Fremmedartede i Eventyret. Lorden. (Afsides). Saa for en Ulykke, troer jeg ikke Tøsen er slagen. Flora. Han er . . (Gribende hans Haand) O Mylord, De velsigner ham. Lorden. (Vrister sin Haand ud). Ja ja, for Lucys Skyld. Flora. (Afsides). Fortræffeligt! Han er iversyg som en ung Pige eller som jeg kunde være. (Højt). O Mylord, De vil ikke kunde negte ham noget. Lorden. Nei nei, for Lucys Skyld. Flora. Ja netop. Lorden. (Afsides). Ak, der er ikke mere nogen Tvivl. Nu, Himlens Vilje ske! (Omfavner Flora). Nei, jeg vil velsigne ham ogsaa for din Skyld, gode SIDE: 82 Barn, som vovede dit Liv for Lucy. (Betragtende hende). Jeg seer hvor- dan det er fat. Du bærer jo en Brudekrands, som de bruge den herhjemme af vilde Roser. Flora. Ja, Mylord, jeg er meget lykkelig -- Lorden. (Afsides). Der røg et smukt Haab. Men jeg faaer se til at faae de unge Folk i Nærheden, forat have en fornuftig Mand at læse min Reisebeskrivelse for. Han er jo den bedste Helt deri. Stakkels Lucy, jeg troer nok hun kunde elske ham. Flora. William er Kapitain og rig, Mylord! og jeg er en fattig Arbeiders Datter. Lorden. Visvas! Flora. (Afsides). O den fortræffelige gamle Herre! Lorden. (Farer med Haanden over Panden). Men er det saa, saa har Visiten varet længe nok. (Aabner Døren til Visitværelset. Gaar ind med et Udraab. Flora bliver staaende ved den aabne Dør). Flora alene. Siden Lorden, William og Lucy. Senere John, Kitty, Ben, James, No- tarius, Opvartere og Clansmænd. Flora. . . Ah, Lucy grædende og smilende ved Williams Skulder . . . Og Mylord -- o herligt! herligt! -- slaaer sine Arme om Gruppen . . Han lægger Lucys Haand i Williams . . De knæle, og Mylord velsigner dem . . De omfavne hinanden. Hun er hans Brud, hans Brud . . O Mylady, min Lucy! . . (Iler ind. Kommer strax tilbage med Lorden, William og Lucy. Lorden glad vimsende. De Sidste i en fortrolig Stilling. Flora sætter sin Krands paa Lucy). Der ere de vilde Roser fra Annandale, William. Tag den, Lucy. Jeg er din Brudepige, Lucy. Det haster slet ikke med Ben og mig. (Lucy omfavner Flora). SIDE: 83 Lorden. Det mener jeg med, du søde lille Skjelm -- ja du veed nok -- ; men siden vi nu har Notarius ved Haanden, var det Synd ikke at bruge ham. (Ringer. En Opvarter slaar Fløidørene op. Man seer et fæstligt opdækket Bord. I Baggrunden gamle John, Kitty, James, og Ben, i pyntelige simple Landmandsdragter. Op- varteren). Lorden. (Til Opvarteren). Kald Notariussen! (Opvarteren gaar. Lorden leder Lucy, halv omarmet af William, Forældrene imøde). Gl. John, forstaar Du, vi blive hos hverandre? Gl. John. (Sittrende). Jaja -- ikke mere som det har været . . ikke mere, men som det var. Kitty. O brist ikke, mit Hjerte, af Glæde. (De Gamle velsigne Parret). Ben. (Har nærmet sig Flora. Seer at hun har mistet sin Krands). Men, Flora, har jeg seet saadant? Flora. (Hviskende). Ben, jeg skylder hende alt. Men du maa lære mig at vise Taknemmeligheden selv, ikke blot saadanne Tegn. Du kan det, lille Ben. Ben. (Klappende hendes Kind). Søde Flora, giv mig dit Mod. Du gik jo i Døden for hende? Af mig faaer Du intet uden en ny Krands. (Notarius træder bukkende og skrabende ind i Embedsdragt). Notarius. (Afsides). . . Han maa være bleven gal af et Solstik i Indien. Hvilket Selskab! Og for slige Tølpere lader han sætte Hotellet paa Ende? (Ydmygt bukkende for Lorden). Ædle Lord, Deres troeste og yd- mygste Tjener ønsker Dem i al Under . . Lorden. (Barskt afbrydende). Ti! (Gaar for sig selv eftertænkende. De Andre beskjeftige sig med sig selv indbyrdes. Notarius viser sig i høi Grad forknyt). Mine Venner! Før vi sætte os til det gladeste SIDE: 84 Maaltid, saa tillad mig at afgjøre nogle Forretninger, der skulle indrette vort lykkelige Samliv. (Barsk). Notarius, herhid! (Notarius nærmer sig skjælvende). Tobias Griffith, som skylder mig alt fra den Stund jeg tog ham op af disse Gader . . . Notarius. (Hændervridende). Ak, naadigste Herre, jeg er forloren . . Lorden. Ja han er, for han er en uforbederlig Skurk. Han hører jeg kjender ham, og han skal straffes . . (Notarius, fortvivlet, vil kaste sig ned). Ti! Ikke et Ord! Han skal straffes paa en Maade, der er føleligst for et saadant Gemyt. Jeg skjænker ham hans Bedragerier imod mig. (Notariussens Ansigt opklares). Men hør, Notarius, Han opsætter strax Eiendomsskjøder paa deres forhenhavende Forpagtninger for disse to gamle Forpagtere, som han uretfærdigen har drevet bort og forfulgt. Item for Hr. Benjamin Campbell, paa den Forpagtning, De selv har indehavt. Hovedbogen og Forvalterskabet afleveres til Hr. John Anderson Campbell. Item lovformelig Ægteskabs- kontrakt, som Parterne efter Maaltidet skulle udfylde, imellem denne Herre, Kapitain William John Campbell og Lady Lucy Campbell, saavelsom imellem Hr. Benjamin og Miss Flora Camp- bell. Og saa -- lad os ikke se ham mere, hvis han ikke vil sees igjennem det samme Gitter, hvor han har holdt dette ædle unge Menneske. Notarius. (Krybende). Skal blive udrettet. God Vilje gjør lette Fødder, som man siger. Og -- Lorden. (Pegende paa Døren). Hurtig! Notarius. (Afsides, idet han gaaer). Det var at blive "kaldet." Men den unge Herre dernedenfra har jo ogsaa Godser, som jeg kan bestyre? Jeg henter ham nok ind, dersom Gin er Gin. (Udaf en Sidedør. Det dækkede Bord skydes ind i det forreste Værelse af et Par Opvartere). Lorden. Nu, Venner . . vi skulle kun savne en Snes Campbeller i sine Tartaner herrundtom os og Sækkepiben og "The Campbells are coming." SIDE: 85 Gl. John. Jeg har hørt den idag, og mit Hjerte frydedes. Her maa være Campbeller. Lorden. (Vemodig). Forat drage til Amerika fra sit Fædreland. Gl. John. De ville hilse paa sin gamle Herre, om de ere her. Lorden. Og vende tilbage med ham til sine Arner. Mine Venner . . . Campbeller alle . . (De omringe Bordet staaende). Chor. William. Hver Sorg er endt, hvert Savn er slukt. Min Faders Dør sig op har lukt. Ved Moders Hjerte forsvinder hver Smerte. Hvor ømt sig bøie de Elskte om mig! En salig Fremtid i min Lucys Øje smiilklar speiler sig. Lykken kun herhjemme findes, hvor vi, hvad vi drømte, mindes. Barnet kunde ikke danne Drøm saa sødt som dette Sande, Barnets Hu : : drømme ei hvad sandt er nu. : : Lucy. Hans Sorg er endt, Hans Savn er slukt. Hans Faders Dør sig op har lukt. Ved Moders Hjerte forsvinder hans Smerte. Til Brystet trykke sin Broder han kan. SIDE: 86 Dog mig han nævner -- o hvor stolt! -- sin Lykke; evig min er Han. Frelste han mig ei fra Døden? hjalp sin Fa'r og Mo'r i Nøden? Elskte, kan du nok velsignes? Ja, i Ømhed skal du lignes af din Brud. : : Dig velsigne kan kun Gud. : : Kitty. Hver Sorg er endt og slukt hvert Savn. Jeg har min Første i min Favn. O, ved hans Hjerte forsvinder min Smerte. Hver gammel Klage forsvinder i Ham. Hvor John og jeg skal have muntre Dage hos vor William! Glemt det er hvor Hjertet blødte ved dit Savn, min Førstefødte! Nu jeg har Dig, er forsvundet hvert et Savn, hvert Saar forvundet. Taaren sødt : : smager som da du blev født. : : Gl. John og James. For os, da vore Børn kom hjem, kom Fryd og Lykke og med dem. Vor gamle Herre vil hos os nu være. Vi fra hverandre ei adskilles meer. Til En for En gaaer bort, vi sammen vandre; kort imellem hver. Bittre Dages Fure atter ud til glade Smiil sig glatter. O, men mildest Aftenrøde, om vor gamle Herre gløde! i hans Sind : : straale Fred og Lykke ind! : : SIDE: 87 Flora. Mig mere tung ei Sorgen sad end Dugg, der vugger paa et Blad. Paa Øjenhaaret hvor let den blev baaret! Kun lyse Minder mig Barndommen bar. Var Ben ei gyldenhaaret, lys af Kinder? Panden skjær og klar? Alt om lille Ben sig dreied. Tidt jeg ønskte ham jeg ejed som en liden Alf, der kunde spøge rundt i Indiens Lunde. Nu desværr'! : : maa jeg ta'e ham som han er. : : Lorden. Det rører sig i gamle Bryst. Der er saa fuldt, der er saa lyst. Det har forvundet sin Kummer og fundet saa friske Glæder. Skjøndt gammel og graa, den Rest af Aar, jeg har igjen, blandt Eder skal i Fryd hengaa. William med sin Viv ved Siden skal faae døie undertiden, naar sig sene Aft'ner liste, Reisen ifra Først til Sidste. Reisen -- ja! : : Først tilbords og saa herfra! : : (De sætte sig i parviis Orden tilbords. Fra Fjernet kommende nærmere høres Melodien: "The Camp- bells are coming," under hvilken endeel campbellske Clansmænd i Nationaldragt træde indfra Baggrunden, ordnende sig i en Halvkreds. Notarius overrækker i en krybende Stilling Lorden Papirerne, som han deler ud under Fanfarer. Notariussen vinkes bort med en bydende Mine af Lorden, men slipper ikke uknubbet ud imellem Clansmændene. Umiddelbart derpaa) SIDE: 88 Slutningschor af Clansmænd, John, James, Ben, Kitty og Flora. Velkommen, gamle Herre, hjem! Nu hviil i Ro imellem dem, som Navn og Ære af Campbeller bære, de Høilandsbaarne, den Sagnenes Æt. Vi hilse Dig fra de gamle Taarne, dækt' med Vedbend tæt. Liv og Lyst did flytter atter hjem med Campbells unge Datter. Gammel Glædes Melodier kun paa Bryllupsfesten bier, som sin Løn : : skjænker den hjemkomne Søn. : : (Teppet falder under Fanfarer). Henrik Wergeland SIDE: 89 STOCKHOLMSFAREREN No. 2 OPERA I TRE AKTER AF SIFUL SIFADDA . . "Nok en Stockholmsfarer? Hm! hvad skal vi nu finde paa?" "Hjälp nu, Samiel! Jag kan icke mera." Til Opførelse i det norske Studentersamfund. Handlende: Foged Hans Smyg, Stockholmsfarer. Baron Bombenundgranatenstråle. Baronesse Ursula Barbara von Bombenundgranatenstråle, en høi, gammelagtig Pige med Ørnenæse og Anlæg til Knebelsbarter. Gustaf Allwar, svensk Kapitain. Elise Brav, en norsk Pige, siden Kapitainens Kone. En svensk Publicist. Krækræ. No. Een. No. To. No. Tre, Fire o. s. v. Hørende til Arbeidsstokken ved den gen- tile norske Smudspresses Blad Intelligenz- skandalen. Olof, Tjener, svensk. Tre Slusker i en Pøbelsværm. Forskjellige Drømfigurer og Stemmer, hvorimellem Hvilkensomhelsts i Publikum (Tempore servato). Den fornemme Smudspresses Expeditionsbureau. Dens Arbeidere have travlt ved sine Pulte. Kræ- kræ vimser omkring dem, havende af og til Øie med Anonymkassen, som hænger paa Væggen under et Hul. I Sideværelset sees Pressen selv, hvis Bevægelsesslag høres i Chorene. En Abekat og en Papegøje more sig paa den. En Stemme. Krækræ. (Mel. Skjære, skjære Havre). Klem ham, kjære Venner, for hans Stockholmsfarer godt! Smør ham ind for alt hans Spot! med dygtigt skidne Hænder! SIDE: 90 Chor. (Af de Skrivende). Hør hvor Pressen brager! Hør hvor Pennen sprager! Raseri i Blækket flot, henad Papiret jager. En Stemme. (Gjennem Hullet). Vid og Sandhed mangler blot. Det Publikum beklager. Chor. (Af dæmpede Stemmer fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre, ham at søndersmuldre! Dæmringens Dæmoner her i dette Mørke buldre! Kræet. Klem ham godt for Spasen! Vist Vignettens Hestepar Jer betyder; thi han har tidt mig jo kaldt et Asen. Chor. (Af de Skrivende). O, vort Had belæsse al din Vægt, vor Presse! Glød, vor Strøm af Blæk, som var du smeltet Jern i Esse! Stemmen. Arme Løgn, der døer, som har til Moer en Tosks Finesse. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. SIDE: 91 Kræet. Øgene I ere. Ellers hvi saa magre da? Og en Kudsk med Chapeaubas dem slaaer i Karriere. Chor. (Af de Skrivende). Egger du os mere, Vi os ei regjere. Slipper dennegang han fra, vi maae os selv fortære. Stemmen. Skynd jer da, thi forlods alt jer Løgn har slugt jer Ære. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer Pressens Skuldre! o. s. v. Kræet. Øget, som med Lasset slæber trægt sig frem, jeg troer er forvist Poeten vor paa Veien til Parnasset. Chor. (Af de Skrivende). Ham vi frem maae mane. Vi har brudt hans Bane. Han betale skal derfor med Spydet af sin Fane. Stemmen. Ei i den den Mistil groer, som bliver Sifuls Bane. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. SIDE: 92 Kræet. Vognen med de Blakke, rasende afsted saa fort, vist betyder Bladet vort, som gaaer saa nedad Bakke. Chor. (Af de Skrivende). Manneke, for meget seer du af dit eget. Troer du Galden ei er sort, som i vort Bryst er steget? Stemmen. Ned i eget Dyb om kort er al dens Æsen seget. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. Kræet. Glem ei Papegøien! Glem ei mig, som, dermed meent, har ham med jer Alle tjent kun til en kaad Fornøien. Chor. (Af de Skrivende). Ve hans Navn og Minde! Han i os skal finde, at han Hul paa Sækken stak for alle Rygtets Vinde. (Papegøjen skriger). Stemmen. Hør, Johan, din Fætter Jack han skriger fælt derinde. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. SIDE: 93 Kræet. Hvor jeg Eder takker for Ideen med vort Blad. Nu en gros om Ham mit Had kan trykke Almanakker. Chor. (Af de Skrivende). Mammuthdyrets Kjæbe, Grønlandshvalens Læbe, Boas Strube i vort Blad vi fik for ham at dræbe. Stemmen. Monstret sandelig jeg troer vil komme til at ræbe. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. No. Een. (Reisende sig). Nu er Stykket færdigt: Vægtigt som en snoet Tamp, saftigt som en mættet Svamp det er sit Ophav værdigt. Chor (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. No. To. Nu jeg Punktum sætter. Sidste Sats var meget styg. Som en Høg fra Hønens Ryg fra ham jeg nu mig letter. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. SIDE: 94 No. Tre. Hvis Han sig ei varer for at drukne i jert Puds, qvæler jeg dog med mit Smuds ham og hans Stockholmsfarer. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. Chor. (Af Skrivende). Ve ham, om han svarer! Een som Tre og Tre som Een faae vi derfor Tak igjen af hver en Stockholmsfarer. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. Kræet. Hi hi, lad høre, og saa vips ind med det der ligesom Brød i Ovnen. No. Tre. Aa vis vas! hvad vil du høre? Hvad forstaaer du af Sligt? Kræet. (Næsten grædefærdigt). Jeg? Men Gud bevare mig! Aa, du bare spøger -- Hi hi hi, du bare spøger? . . No. To. Stakkel, lad ham høre, naar det fornøier ham. Kræet. Ja, naar det fornøier mig. Desuden har jeg ikke Deel i Bladet om jeg maa spørge? No. Een. Pokker har du. Naar det kom til Stykke eier hverken Du eller Vi det. Men vi kunne bruge det efter Behag til vort private Brug. SIDE: 95 Kræet. Javist -- privat Brug vil sige: tilgavns. Og en Presse til pri- vat Brug er et fortræffeligt Middel, skulde jeg troe. Komfor- tabelt i høi Grad, og forholder sig i Kraft og Virkning som en Dampmaskine til en ussel Haand med Fingre som Seglgarnsender. Hu! mine Herrer, naar jeg tænker paa alt det Dit og Dat, som jeg saaledes paa egen Haand med Tungen har sendt ud om Ham, den Fordømte! Men det var Sæbebobler, der skulde seile Taarnet ned. Derimod nu, naar vi har et Blad, er det Bomber, store gediegne Bomber, fyldte med Alverdsens Ulykker. No. Een. Ja, hør bare. No. To. Det er nok -- jeg erklærer hans Skriverier for "afsindige, for at være førte med en fræk Galmands-Pen." Hvad han skriver, siger jeg "hører til vor Presses uteerlige Portion;" og enhver af hans Frembringelser "hinker uendset forbi som de øvrige af hans Invalider." No. Een. Godt nok; men hør her, det bider bedre: "O du kadukke, in- fame Karl! du Solvolds Gjenganger! du Duusbroder med Kreti og Pleti! du falske og feige Folkeprofet! du skjændige Kalumniant, ugilde Pasqvillant og lumpne Insinuant! du Akkevitdrikker og Myseostæder! du rasende gale Politikus og politiske Harlekin! du moralske Smitte du dyrebare Gjenstandes afsindige Talsmand! du Machinatør! du Usling! du forvirrede Hjerne! Kujon! politiske Renomist! du politiske Røver! du stinkende Pestilentse! du! o du! du Du! -- " No. Tre. Maa jeg -- hm! byde de Herrer det Spørgsmaal: "har Nogen været Gjenstand for eftertrykkeligere Tugtelser og Revselser, for mere direkte, uforbeholdne og ødelæggende Angreb end Stock- holmsfarerens Forfatter i vore Blade?" Kræet. Hihihi! staaer der saa? SIDE: 96 No. Tre. Ja, saa staaer der -- hm! og derovenpaa, at "Ingen har saa- ledes vaandet sig under Revselsen eller Exekutionen, som Han." Og endelig -- hm! giver jeg en Generalkritik over alle hans Poesier og Alt hvad han har skrevet ved at erklære, at hvert Land har sin Smudspresse, og at ingen anden end Han staaer i Spidsen for Norges. Kræet. Hihihi! Det Sidste var det bedste. Det forslog. Chef for Smudspressen? Det er at sværte Skarn -- som han sagde om Dæmringens Nedrivere. No. Een. Er Du fornøiet da? Kræet. Hihihi, ja! Men det er jo taget lige ud af . . . No. To. Ud af os Selv -- javist! No. Tre. Ind under Pressen med det, skjøndt han er som Gjeten, der trives jomere man bander den. Kræet. Eller som Morianen, der ikke bliver hvidere under Skrubber og Sand. No. Tre. Ind, Person! (Kræet gaaer ind med Manuskriptet. Pressen gaaer). No. To. Pyh! Han vil nok sætte sine Grændser, naar vi slette vore ud. Kræet. (Kommer tilbage). Manuskript, mere Manuskript, skriger man. No. Een. Saa til Kassen da! Lad os see hvad der er. (Stikker Haanden i Kassen. En fremmed Haand griber hans igjennem Hullet). SIDE: 97 Stemmen. (Gjennem Hullet). Tak for sidst! No. Een. Au! Au! De Andre. Hvad var det? No. Een. Ih, en grov Indsender bare. (Tager en Seddel ud af Kassen). Her er noget til Bladet. (Læser). "Indsendt. Carl Fougstad. . . (Leer tvunget og tørt). Carl Fougstad Kundskab gav ei i sin Hjerne Plads. Hvad skal en Bogreol i Stue, der er til Stads?" No. To. Væk! Væk! Er Publikum bleven galt? No. Tre. Nei, Han, Han, Han. Videre! No. Een. (Tager af Kassen). Til munchske Digte passe Schweigaards Recensioner, som til en Dands af Muus Trompetens Kobbertoner." No. Tre. Nu Trofasthed imod dig, Had! Thi nu, o! o! arme Sprog, hvi skal Nederdrægtigheden være opfindsommere? No. Een. Ja jeg har havt mange polemiske Tanker, som har manglet Ord. No. To. Og kan det Umenneske ikke begribe, at der øves Barmhjertig- hed imod ham saalænge vi ikke gaae videre end Sproget har Ord? De Andre. Kast væk! kast væk! SIDE: 98 No. Een. (Læser eller synger nok et) "Indsendt". (Mel. Jeg sätter ei Nöjet i konstigt System). Diogenes, Cyniker, Solvæggekryb! som førte dig Gunst ei til Nytte; men bad Alexander, der aabned sit Dyb af Naade, kun lidt sig at flytte, saa Solen din Mødding paany kunde naa -- din skidne Ærgjærrigheds Tempel -- nu kan du ei længer i Mindet bestaae som Maadeholds største Exempel." De Andre. Ei, det maa ind. No. Een. Bi lidt! Der er mere. "Thi seer du, jeg kjender en liden Person, som kunde et Manddrab bedrive for Glimt af et Blik fra en wedelsk Baron, endskjøndt det gjør andre Folk stive. Et greveligt Smiil er hans Vaarsol; i den han tager sit Solbad med Nytte. Kom Engle fra Himlen, og bød ham didhen, han bad dem kun unna sig flytte." Væk! Kasseret! Jeg maa bestemt paastaae det baade for min egen og Grevens Skyld. Det er Blasfemi. No. Tre. Ja ganske vist er det somom Fanden skulde være ude idag. Vi komme vel til at fylde Bladet selv. No. To. Theatrets Historiografus faae vi ta'e til da. No. Tre. Det er i Nød man ikke veed bedre Raad end det værste. Han trækker for stærkt paa Publikum. SIDE: 99 No. To. Ei! Publikum? En af os kan skrive, at han hører til dem, som ret høre ham med Fornøielse, saa troer Publikum, at slige ere til, og sætter Mistroe til sig selv eller troer ialfald -- hvad sandt er -- at der er Folk, som elske Tøv; og at man maa tænke og føle efter eget Behag og Smag, er en af de faae Sand- heder, som erkjendes af Fleerheden, og det holdes for en Frihed, som Publikum, for sin egen Skyld, vil have udvidet endog til gale Folk. No. Tre. Saa kan han skrive upaatalt. No. To. Skjøndt for een Gangs Skyld kan vi vel tøve det fuldt selv. No. Een. Ja vi have jo Stockholmsfareren. Den er endnu ikke udtømt, skjøndt vi har tappet af den i et halvt Aar. Kræet. (Mumlende idet han tager sig et Stykke Sukker). Tyndtøl! Gid det havde været hans Blod! No. Een. (Læser). "I sige, eders Skjalde drukke Suttungsmjød saa nær de sprukke. Det er vist, hvad de os gave var saa ækelt Vand som fra Kamelers Mave." De Andre. Tvi! No. Een. (Læser). "Korrex til Korrektøren Papelil! et Øie paa hver Klo maa altid til, at ikke siden under Bladets Læsen at Skam de to skal lukkes, som sidde over Næsen." SIDE: 100 Kræet. (Halv grædende). Hør! skulde det ikke gaa an at faae ham i Statsfængsel for Forræderi? Ih, da skulde jeg give en Frokost. Mherrer! en Fro- kost hvortil jeg skulde gjøre mit Bedste. No. Een, To, Tre, o. s. v. Stille du! Vi skulle ogsaa gjøre vort Bedste. Vi spekulere paa noget Sligt. Kræet. Hi hi hi! Han har skrevet Digte før paa Agershuus. No. Tre. (En Muskeltrækning farer blegnende over hans Ansigt. Med Tegn til Afsky). Ind med sig! Hvad har han her at bestille? Ind, og tag Kor- rexen med. Kræet. Nei, skam om jeg gjør, for jeg er Mand; men ind kan jeg nok gaae. (Gaaer ind i Presseværelset). No. Een. (Læser). "Til Den Constitutionelle. En slig Modsigelse, som den du er, vel sjelden gaves: høistravende du er jo, men, skjøndt det, du kryber lavest." Alle. Nei, nei, den Constitutionelle maae vi forsvare som vort eget Kjød og Blod. No. Een. (Læser op et nyt Indsendt). "Nys rost er Greven bleven overdreven. Hvor er vel Recensionen paa Patronen skreven? Oh, hos ham selv. Nei jeg mig har forsnakket -- i Forgemakket!" Alle. Afskyeligt! Væk! SIDE: 101 No. Een. (Læser). "Apropos! Fougstad skal ud i Visit -- Hyp! hyp! til Greven; men om man nu gav ham paa Veien lidt, var dette Propos ei af Veien skreven." De Andre. Blasfemi! Persiflage! No. Een. Ja, og personlig Fornærmelse. Jeg maae paa det bestemteste . . De Andre. Vær rolig! Een som Alle og Alle som Een. Er der mere? No. Een. Kisten er fuld. Her er et Uhyre. (Læser). "Katten og Musen, et Digt." En gammel Kat, en stor, en graa (jeg troer, skam, den var blaa) med venligt Griin, med venlig Blinken, hexet ind i Øiets gule Blus, til liden Muus, der soled sig i Ro og Mag paa højen Tag, fremlæspede: "Venskab Du drikke og Duus med Pus!" "Ved Hundens Glam! Ved Maanens Glød! i Liv -- jeg svær -- og Død Fostbroderskab jeg rækker dig i denne Lab. Da bliver Katteklo Muus-Glavind jo? Dens Veirhaar jo din Landsering, Du lille Ting? Kryb ned blot, kryb ned! og dig læg i min Klo til Ro!" SIDE: 102 Det skede, og et Timerind laa Musen krum og stil, og lytted' til, at Katten spandt paa Rokken sin sit Snurrerurrerur. Men sin Natur ei Musen længer tøilegreb: -- en Qvæl den peeb. Da førstegang frygteligt mjavede Puus i Dur. Flux stille blev den lille Muus, ja som en . . . som en Muus. Men engang -- ak! som Maiens varme Straale stak, da, som fra Noahs Ark, fra Luft og Mark, ud Livet vrimled', lysted' og iblandt den Flok af Sommerens Fugle etcetra vor Muus et Spark. Langt værre da, end første Gang, i Musens Øre sang et rædsomt Mjav, saa Echo toned tregang: Au! Men næste Vaar -- o Skræk! fra Rosenhæk fremgløded samme Sol, og gjør de Puds som før. Thi Sommerfugl flagred og Lærkerne sang som før. Ja Sommerfugl og Kræ og Kryb, kort Livets Alleslags opklattred strax paa Solens Straal fra lunkne Dyb. Om Friheds milde Lyst Allivets Røst opsvulmed Sommerskyens Bryst. SIDE: 103 Det spændtes ud indtil som en jublende Svane den foer til Gud. Ak, Musen, Stakkels, er ei med da Livet drog afsted. Men Maiens Sol i Smug faaer samme Kapriol. Da fraaded Kattens Tand; dens Blik blev Brand, og Kloens langsad Musen foer med blodigt Spor. Da bævede Musen, fortvivlet den var deran. Det Kattevenskab ønsked Muus i Fandens Vold barduus; ja ønsked sig paa Taget meget inderlig. Det tredie Rædselsmjav da Katten gav. Et Lynhviins Ve et Torden-Ha var Mjavet da. Sig Musen da krymped; om muligt, den blev meer flau. Kattens Klo, saasnart med Lynets Fart den i Musen skar -- Musen (ja et Trolddomsslag det var) blev en Gaupe. Gaupen (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Katten skar -- Katten (ja et Trolddomsslag det var) blev en Parder. SIDE: 104 Pardren (som var Katten før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Gaupen skar -- Gaupen (ja et Trolddomsslag det var) blev en Panther. Panthren (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Pardren skar -- Pardren (ja et Trolddomsslag det var) blev en Kongetiger. Kongetigren (som var Katten før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Panthren skar -- Panthren (ja et Trolddomsslag det var) blev en Løve. Og Løven (som var Musen før i sorgfuldt Askeslør) som Heklas Glød sig reiser rød -- Eia! hvo tør sig reise op igjen? Nu mjaver den! Mon ei det Banner, vaadt af Blod dens Tunge er? og Baunen dens Øie? og Krigeres Sværd dens Kløer?" No. To. Ad acta med det! Hvad mere er tilbage? No. Een. Det eneste gode og solide Bidrag: "Ankomne Reisende." (Seer i et Papir). Ei, ei hvad seer jeg? Foged Hans Smyg i Hotellet. SIDE: 105 No. To. Den værdige Mand er sjelden i Byen. Vi burde publiceret hans Takskrivelse for vor Adfærd mod Stockholmsfareren. (Det banker. Foged Smyg kommer ind). De Forrige. Foged Smyg. (Komplimenteren). Smyg. Mel. Visen med Omqvædet: Aa ta' mig Fa'n o. s. v. Jeg har den Ære at presentere en Mand, hvis Hæder er frelst af Eder: tidt omforklarede Fogd Hans Smyg, som I forsvarede med eders Ryg. De Andre. Herr Fogd, velkommen! Vi fældte Dommen imod Personen i rette Tonen: ham Pøbel kaldte, og, forat bli'e forstaaed', saa talte som Pøbel vi. Hvor skarpt og kraftigt, hvor hvast og saftigt, saa negted Sproget os altid Noget. Vi fandt det Meste i Gadens Elv, men vist det Bedste dog hos os Selv. SIDE: 106 Smyg. Jeg veed det, jeg veed det, ædle Venner. I har revangeret mig og det hele Stockholmsfareri. Det er ikke længer nogen Skam -- -- En Stemme (inde fra Presseværelset). -- "At tilsidesætte Regjeringen?" Hvad, staaer der saa? Smyg. -- Men det er Tegn paa god Opdragelse, Intelligenz, For- domsfrihed, politisk Oplysning, Ærbødighed for Kongen og Agtelse for den liberale Presses Meninger i deres Ord, mine Herrer. Derfor -- oprigtigt, jeg er vel her i Byen nu for at gjøre Hs. Exc. min Opvartning og faae den 4de November en- gang feiret anstændigt, men egentlig staaer jeg i Begreb med at foretage min anden Stockholmsfart. Der er en Amtmandspost ledig. En Stemme (fra Presseværelset). Hvad? staaer der "at Kongen vil vredes paa dem, der ikke agte hans Regjering?" See bedre efter i Manuskriptet. No. Tre (seer ind i Presseværelset). Stille Karle! Smyg. Ja saamen vil jeg reise til Stockholm. Hvad mener De om det, Mherrer! No. Een. Fortræffeligt! No. To. Reis i Guds og Kongens Navn! No. Tre. Og i vort med! Chor. Hvor det vil knække hans Stockholmsfarer! Gid hele Skarer maa didhen trække! Hver Passageer er Beviis for Os, at Siful bærer Foragt og Trods. SIDE: 107 Sværme af Tilskuere af den simple Klasse udenfor Statholderens oplyste Huus. Man hører Fanfaremusik indenfor og Salutskud bag Scenen. Fremmest tre Slusker. Første Slusk. Huf, Gut! har du faaet dig noget Korasi i Livet idag? Anden Slusk. Snødt, Ka'r! jeg tog i en halv Pot med en Anstein. Tredie Slusk. Kan du en "Ola Graaguts nye Vise om en Ola Høiland med mere". Første Slusk. Ja jeg kan' en, Dævelen it' op mig, Gut! Her er første Stumpen. (Laver sig til at synge; en Kreds danner sig, som næsten spærrer Gaden). Mel. Løitnant Lunds Vise. Det var han Ola Høiland tog Natten til sin Ven, Erklærte Norge Krigen og Norge ham igjen. Det var en Krig forvist Imellem Ræv og Bonde, imellem Magt og List. Hvor har du dine Hunde, du gjæve Bondemand? Hvor, Norge, er din Løve, saa barsk som Ildebrand? Ve, svenske Gubber graae i fremmed Mynt har ladet til Norges Spot den slaae! Da rysted vel de Gubber paa Haand, og skjalv i Knæer; Om Morasteen de stode som raatne Aaspetræer. Som Uglereir i Top Var Gubbernes Parykker, der klækked Daaden op. De skjælved vel paa Fingre, men ei for Løvens Tand; Men lade nu den bære vor Skam fra Land til Land. Liig gamle Huuskat, som udlaanes Nabolaget, den gaaer i Verden om. SIDE: 108 Snart kommer den til Russen. Paa hans Kopeker da den Rotterne skal skræmme det store Stabur fra, hvori, som Juleslagt, i bittre Taarelage det polske Folk er lagt. Saa kommer den til Tyrken. Med ligemegen Grund, som under de Trekroner, den staaer i Maanens Rund. Af gammel Kjærlighed til Løven vi Tributen da meer ei harmes ved. Naar Tyrkens Pjastre klinge, da tør en Normand lee, og uden Blegnen Deyens Sjørøverfahne see. Men for en Specie svensk Han gyse maa og gustne som var han pestilensk. Gid da de Specier havde i Bankens Kjælder lagt da Ola Høiland var der paa Nummer Attens Vagt! Han skulde dem beholdt, saafremt ei til at ta'e dem den Gavtjuv var for stolt. Anden Slusk. Det var han Ola Høiland tog Natten til sin Ven, Erklærte Norge Krigen, og Norge ham igjen. Det var en Krig forvist imellem Ræv og Bonde, imellem Magt og List. Hvor har du dine Rifler, du gjæve Bondemand? Hvor er din Øx, den gamle med Drapet paa sin Tand? Med den du gjør i Skov et Baal som ud kan svide den Ræv, som dybt sig grov. Men vinde vi ei Æren -- den koster meget Blod, og Skam har og en Rødme, fast den er mindre god -- vort Banner lige stolt dog vajer og Chakoen staaer som et Taarn paa Skolt. Thi lad Musiken spille, som da vi drog i Slag paa Torvet mod vore Egne paa Norges Høitidsdag, Da Tampbaronens Chok saa pragtfuldt som et Uveir henover Folket jog. SIDE: 109 Thi vi med fuld Oppakning skal ud i Feldten flux ei for, ei mod en Løve, men mod en gammel Lux: mod Ola Høiland, som har ind med List sig gravet i Norges Helligdom. Tredie Slusk. Det var han Ola Høiland, som i den mørke Nat tog Norges Bank ret listig, den dyrekjøbte Skat. Herud paa Jagt, barduus! Herud I graae Kaputter fra gamle Agershuus! Men Svensken er en ærlig og højst honette Mand. Thi midt paa klare Dagen vor Løve holte han. Det skede ei i Løn. Nu, blegne ei, Norges Datter! og blus ei, Norges Søn; Thi hvad er vel en Løve? Et meget vildsomt Djur, som Æsler dog tør sparke, naar den er bleven stur, naar brudt er dens Natur og den i Moll maa klynke, som brølte før i Dur. Hvad skal en Krigsmand tænke paa slig en Æres Tant? Han pudse skal Monduren og lystre sin Skjersant, og Han sin Løjtenant, og Løtnanten Kafteinen og Han sin Kommendant. Som Bier ud fra Kuben med Brodder, Surr og Suus, for intet daglig trække vi ei fra Agershuus, med meget fuld Musik og mange blåa Rocker, der fryde maa vort Blik. Som Øvelse i at rykke engang for Alvor ud naar høit Halvmaanen gjalder for sultne Ulves Tud, Vi fik den Exercits, at jage Ola Høiland, som Folk blev jagt af Frits. SIDE: 110 Første Slusk. Det var han Ola Høiland, som skulde fangen blie: Han gik nu alt for længe med Bjørn og Graabein fri. Snart laa han som en Stein og lurte under Busken, snart fik han Stormens Bein. Som Hubron, Midjenattens forfærdende Basun, useet og uhørt svæver paa sine Skyer af Duun, foer Ola Høiland om, og alle Steder var han, men ikke der man kom. Sligt tyktes Herr Løitnant Blårock heelt meget underligt. Thi drog han ud sin Klinge -- ved femten Linspunds Vigt, og samlede sit Chor: Ved fire Hundred Helte af dem, der er i Nord. Det var i Aaret attenhundred og treti fem man skrev, Da ædle Herr Løtnant Blårock udcommanderet blev. Han straxens var parat; Thi derfor holdes Krigsmænd udi en fredsom Stat. Jeg vil det ei fordølge, at alle Hjerter slog, Saa Trommerne knapt hørtes, da vi af Byen drog. Men Løitnant Blårock skreg: Bajonetten paa Geværet! nu er det ingen Leeg. De Fahner fløi i Luften som Ild af By ibrand. Trompeter og Basuner drønte som Sarpens hule Vand. Herr Løitnant Blårock selv af Messinglurens Hylen fik udi Knæet Skjælv. Dog fattet han snart Modet -- det var en Overgang. Og høit han commanderte, saa alle Aaser sang: "Hver Mand af dem tilfods, Som flygter, døe skal Døden!" Og hugg en Stein tilblods. Paa Rusløkbakken raabte den ædle Herr General: "Holdt! Frem nu med Tørnisten. Thi nu der spises skal!" Vi aad da Myseost med Flesk og Kjøt og Pølse og anden Helgekost. SIDE: 111 Det var Hrr Løitnant Blårock han tog en Karveknart. Saa kjækt han commanderte os til en Storm i Fart. Thi paa en Klippetop Han syntes øine Noget som Ola Høilands Krop. Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen uden Frygt. (Den samme Højd hvor Slottet er under Mulden bygt, hvor Bjerg er gjort til Dal og Dalen fyldt med gode Sølvspecier uden Tal.) Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen ind med Magt; Men Ola Høiland ikke: Han var etsteds forlagt. Vi fik en Furu fat. Den fælded vor Herr Løitnant, saa den til Jorden dat. Saa bød han, for at styrke den strabaseerte Krop, at nu var Tid at spise den Rest af Nisten op. Thi Felttoget var endt; Og den, som kjækt har stridet, sit Maaltid har fortjent. Saa høit han commanderte omkring den hele Hær. "Hurra for Løitnant Blårock!" saa raabte da Enhver. Med flyvende Fahner og med klingende Spil tilbage til Agershuus vi drog. -- Men hvad kan vel beskrive vor skrækkelige Skræk? Da vi kom frem paa Torget var Bann'rets Løve væk, og i Halvmaanens Bryst et Suk sig havde fæstet ligt Dødmands Skrig paa Kyst. Før fulgtes vor Parade af glade Landsmænd nok. Nu listed' de sig unna som for en Spøgelsflok. Thi som en simpel Klud sin gyldne Hæder røvet slog Norges Flag sig ud. Og, som vi da fremrykke gjennem Norges Hovedstad, fra alle Pander lyste, som Naaden smilte ad, ja fra Studentens med, det svenske Folks Kokarde, som fro vi kjendes ved. SIDE: 112 I Alles Pander lued det Øie af den Trold, som stirrer i Norges Fremtid og seer det FandeniVold. I Flaget guult og blaat Oprulled sig Fremtidsteppet paa Agershuuses Slot. Og naar vi tænkte spille til alle Hjerters Lyst, det fæle Suk i Hornet tvang Suk af Alles Bryst. Vor Glands er tryllet bort, og uden Løve Bann'ret kan gjerne være sort. Chor. Men drøvligt dog er det i denne Verden, at ei nogen Mand kan eje i Fred og Ro sin Skat. Bort fæle Tyveri! Bort Trolddom, som gjør Slaver, imens vi troe os frie! (Foged Smyg kommer fra Gjæstebudet med en af Skandalredaktørerne under Armen. Paa hans anden Side Kapitain Allvar i svensk Uniform. En tilhyllet Dame søger at passere forbi. Mængden volder en Stands.) Fogden Smyg. . . . Altsaa, vi reise sammen, Hr. Kapitain? morse bittida -- hehe! som vi sagde i gamle Dage derinde. Kapitain Allvar. Ja, tör Ni för Grefven. Han tycktes werkligen icke mycket om resan. Fogden Smyg. Hs. Excellence var meget naadig, forsikkrer jeg dem . . Kapt. Allvar. Ja den der Grefven har nog fin snus. Vakta Er . . Damen . . . (Dame og Foged Smyg faa i det Samme Øie paa hinanden idet hun seer op. Hun besvimer med et Skrig). Foged Smyg. Guds Død! Elise? Der, Slusk, har du to Skilling forat hjælpe det Fruentimmer hjem. Kapt. Allvar. (Holder Elise). Spara Er, Herre! Undan Karl! Jag vaktar nog Damen. SIDE: 113 Foged Smyg. Undskyld mig, Hr. Kaptain. Jeg maa bort. (Gaaer bort med Redaktøren). Første Slusk. (Kaster Skillingen) Tvi dig, du skrammererte Snudhat, dersom du kjender Jom- fruen! Elise. (Til Kapt. Allvar). Min Herre -- jeg takker Dem . . forlad mig! Kapt. Allvar. Demoisellen tillade mig at see dem vel hjemme hos dem selv efter dette Tilfælde. Jeg kan ikke forlade Dem; men lad os bare komme ud af Sværmen. Tillader De? (Ledsager Elise bort). Første Slusk. Djævelen i ham, den Svensken! Anden Slusk. Troer du det du? Nei det var En af vore egne Agedanter? Tredie Slusk. Det troer jeg med, for Uniformen er slig. Første Slusk. Den var svensk den du -- Tosken! Anden Slusk. Har ikke jeg seet Agedanter jeg da? Første Slusk. Og Svensk talt'en. Tredie Slusk. Ja endda saa. Dem blier vel inte Agedanter minders. Men jo Gu snakka en Norskt til Jomfrua. Første Slusk. En Pæl han var Svenske, er du Kar! Anden og Tredie Slusk. To mod een, Gut! Huf, var det bare 17de Mai iqvæl. (De gaae. Massen adspreder sig). SIDE: 114 (Værelse i Hotel du Nord. Fogden Smyg. En af Skandal-Redaktionen). Foged Smyg. (Stikker et Brev til sig.) Jo ganske vist, du! Allehanda skal faa Brevet det første jeg kommer. Det er jo en god Tidende nu saa jeg kan gaae derop uden Frygt for Eftertale, du? Redaktøren. Javist, vort Blad og den to Alen af eet Stykke. Lykke paa Reisen! inderlig Lykke paa Reisen! Du skal takke os for vort Raad. (Gaaer. Kompliment). Smyg. Men . . Kaptainen, hvor han bliver af? Hun skulde vel ikke meddele sig. Da kunde han vilde gjøre mig adskilligt Pak, den Radd, igjennem sin Onkel Baronen og saa videre frem ligetil Brahen selv. (Lytter ved en Sidedør). Nei, han er der skam. Saa er jeg in salvo . . Elise maa ikke have meddelt ham noget af de gamle Historier, og han kan fremdeles være mig til adskillig Nytte derinde. (Lytter) Men hvor voldsomt han gaaer op og ned. Der er Vrede og Tale i disse Skridt . . Fogden. Kaptainens Tjener (kommer) Foged Smyg. Ei, Olof! min gamle Ven! Ta mig djefvlen från Malmens. Vi råkas der ännu engång. Tjeneren. Tvekar. Jag har äran anmäla från Kaptenen det han icke kan göra följe med Herren; och att han icke er hemma. (Gaaer). Foged Smyg. (Langttrukkent). Jasaa? Ikke heller hjemme. Ha, jeg forstaar! Der er kommen Ugler i Mosen siden det fordømte Sammentræf. (Lytter til Sidedøren. Guitartoner og en Mandsstemme høres) Haha, bare det ikke er Duer, om SIDE: 115 denne Fantasering paa Guitarren betyder noget. Elises Navn, Pinedød! Nu, har jeg s'gu aldrig hørt Magen. Det var snart bestilt. Der er ingen Tvivl om, at hun maa have meddelt sig, og at han spekulerer paa en Erklæring, forelsket ligemeget i hendes Sorg, som i Resten af hendes Skjønhed. (Repeterer med Ophold imellem Linierne efter Stemmen indenfor). "Elisa had mig ei, fordi din Sorg jeg er forelsket i. Den Glandsen paa dit Aasyn kaster af himmelsk Billeds Alabaster. Sin overjordiske Plastik af Kummeren din Skjønhed fik. Du høie Sjel med knuste Sind, o lad din Kummer være min! Jeg elsker den, fordi forhøiet den har det Aandemulm i Øjet, fordi dens Bleghed er saa fiin som paa besvimet Engels Kind. Du skjønne Sorg, jeg har dig kjær, fordi Elisa selv du er. Hun dig kun føler, dig kun drømmer; din Svalhed i hver Aare strømmer. Hun er en Blomst, en Sensitiv, der faaer kun af din Dug sit Liv." Nu, Gud straffe mig, jeg troer han har det, og at der er noget i, at alle saakaldte ædle Mennesker ere Sværmere. Men her kan skee en Ulykke, om jeg ikke har Fingrene med mig. Jeg maa sikkre mig Baronen, som han sagde formaaede endeel hos Brahen, "om jeg ikke forsmaaede Veien gjennem en Svensk", som han sagde. He! Nei s'gu gjør jeg ei, og især nu tør det behøves, saasom Løvenskiold vel ikke er blid paa mig, siden jeg blev den uskyldige Anledning til Omnipotenzens Repræsen- tation, der blev udlagt paa saa skammelig en Maade. Det bliver en ny Art Stockholmsfareri, kanskee ligesaa godt som det gamle. Derfor . . . Men hvorledes . ? Hihihi! Jeg har det jo. Den gode Baron er jo i smaae Kaar, som Fætteren sagde; SIDE: 116 og det er en peen Maade at komme i Bekjendtskab med ham og vinde hans Bevaagenhed paa, om jeg giver ham Udsigt til at forbedre dem nogle Daler ved at tage Logis hos ham, siden det nu er en eneste Udvej at faae Huus paa i den Bye, nemlig paa Maa og Faa hos Private. Jeg vil skrive Baronen et Brev til for Høfligheds Skyld, og siden den Sag nu er i Orden . . . (Ringer. En Tjener viser sig i Døren). Garçon, en Flaske Porter og -- bi lidt -- løb op til Stiftsoverretsprokurator Praëm og siig ham, at Fogden Smyg er i Byen. Han tør kanske med gjøre en Stock- holmsfart til. (Kaster sig paa Sofaen. Teppet falder). (Værelse i Stockholm hos Baron Bombenundgranatenstråle. Baronen selv i Slaaprok beskjæftiget med Læsningen af Breve. Slaaprok og Værelse af lige kummerligt Udseende. Baronesse Ursula von Bombenundgranatenstråle paa en Vindueforhøining iført en udmaiet Turban, et Kastetørklæde og et Underskjørt, der afgiver et godt Pendant til Slaaprokken. Hun hilser af og til affekteret udad Gaden). Baronessen. . . Tvi, Bombenundgranatenstråle! Det er en bondflicka. I Norrige finn's alls icke annat. Baronen. Jag vet det, syster, emedan der icke er adel, tyvär. Baronessen. Tvi hvilket land! Der var det omöjligt att lefva. Men läs allt, ehuru jag alldrig fördrager det, men jag er en Bombenund- granatenstråle, ock kan tåla stöten. Baronen. Tyvärr, hon er fattig med, så der kan ingen hjelp vara för Oss, och heller icke ganska ung. Baronessen. Ung nog för den sakens skul. Men läs huru den onaturliga Kusin mördar sin familj. Tvi, att jag skall minnas min syster, som förnedrade sig med den der ofrälse Wermlandspatronen! SIDE: 117 Baronen. (Læser). . . . "Följande dagen, får jag mäla kära oncle och tant, det jag fick äran fråga efter hennes befinnande. Hon satt sorgklädd öfver sin trolofvade och sin moder och broder -- dem hon i deras sista sjuklighet hade närt, i sit enkla snygga rum med sin piga, fosterdotteren af den gamla soldaten, som vid ett vådskott hade blifvit hennes kärastes bane. På bordet låg de kvinliga arbeten, hvaraf hon, den Själsstarka, hemtade uppehölle och oberoende. Ers Gustaf lärde känna den ädlaste själen hendöende inom sig sjelf, dock för verlden i segrande kamp med det tungaste öde . . ." Baronessen. Tvi slik ädelhet! Baronen. " . Att lära detta känna var att ömkas, att känna hennes kamp att vörda, och att se henne att älska ock tilbedja Elisa. ." Baronessen. Bombenundgranatenstråle, låna mig ditt parfum! Det qväljer mig invartes för bare äckel. Baronen. Får du anfall, af ditt gamle syster? Tyvärr, det er slut på snuset, icke på brevet. (Giver hende sin tomme Daase). Baronessen. Nog för fina nerver. Baronen. (Afs.) Dina måste vara kattarmsstrengar. (Læser). "På tredje ställe lyckades mig fortsätta denna intressanta bekanntskap och vinna hennes förtroende. Jag uppsköt hemresan, redan aftalad til- fälligtvis med hennes familjs olycksstiftare den der bekannta stockholmsfarande fogden. En dag som hon väntades i den gästfria familjen saknades hon for länge, och på värdinnans anmodande gick jag at hemta henne. Jag fann Elisa i djupare vemod en eljest bugad i tårar öfver den aflidne brodrens van- liga arbetsbord, som orördt var flyttadt til hennes rum. Det var SIDE: 118 den dag hans läppar sista gången lyckte sig öfver förbannelsen emot den regeringsledamot, som hade mördat honom långsamt genom orettvis åsidosättande, emedan modrens knappa vilkor hade gifvit lifvet något värde för honom. Det var denna stunden, som gaf mig brodrens plats inom hennes förlåtenhet, älskarens inom hennes hjerta. Vi återvända til familjkretsen såsom tro- lofvade; den ädla husmodren, Elises barndomsvän, gret af glädje, då hon lade våra händer samman. Men enär detta kommit k. onkle till hande har et heligare band förenadt två menskjor, som började sin ömhet för hvarandra med aktning och ha förevigat den i visheten om ömsesidig oumbärlighet. Vi taga icke till Stockholm utan till mitt boställe i Wermland, det jag icke mera tänker lemna emedan der bor icke blott min lycka, men ock min bäste heder i Elisas ömma tillgifvenhet." Baronessen. Ai! vil du mörda mig, bror? Ditt tålamod är gränslöst? Baronen. Hvad skal jag väl göra? kära? Baronessen. Ja käre! Tvi! två hundratusen tunnor! Enär jag tänker det, går det rund rund. Men et bref skall han få hvassare än om du högg henne upp med dina sporer. Ak! Familjen er så sjunken att jag måste rädda min heder vid att skifta namn. Baronen. (Afs.) Det tror jag väl du vill. (Høit). Men olyckan var redan skedt. Det står väl i detta. (Aabner det andet Brev). Hehehe! Bättre lycka i detta, syster Sullababba. Det öppnar utsigter till respenningar till at jula hos kusin Gustaf och hans norrska fru. Hehe! det skall bli roligt at smaka hennes anrettning å norrska. Baronessen. Hvad är det då? Baronen. Pynta dig, syster -- det vil säga tag kjolen på -- ty vi få fremmande från Norrige kanhända på stunden. Fogden Smyg, SIDE: 119 som vår vän Allehandisten här ofvanpå försvarade så till lif og blod såsom Stockholmsfarare, skrifver det han hitkommer ånyo såsom en faktisk vederläggning af klandret öfver Stockholms- fareriet, och att han på grund af bekantskap med kusin Gustaf, önskar sig äran af rum hos oss. Se här, han brukar en mycket vördnadsfull underskrift och förmäler "sin allerærbødigste Com- pliment for høiædle høivelbaarne naadige Herr Baronens høiædle høivelbaarne Frøken Søster den naadige Baronessen." Baronessen. Han är en hedersman. Bror vet icke om han er ogift? Baronen. Nei alls icke. Baronessen. Han skall vara välkommen. Baronen. Såsom dufvorna i öcknen. Men verkligen, syster; han skall stå faran förlora all aptit på äktenskap om han ser din underkjol. Baronessen. Nå, oförskämde! Men stilla! jag vil icke bringes i förstörande affekt nu. Den Främmande måste bo her i Salongen och jag i kammarn, du i köket. (Det banker) Baronen. Ei, så för tusan! Underkjolen! Skynda dig! Underkjolen! . . Baronessen. Slåprocken då Lumparne! (De ile hver til sin Kant ud; men sees dog tildels af den indtrædende Fogd Smyg). (Fogd Smyg i Reisedragt med sin Reisesæk i Haanden. Siden Baronen og Baronessen). Fogd Smyg. -- Hvad Fanden var det? Sligt et Landkort af et Flanels Skjørt har jeg aldrig seet, saalidet Hav eller klar Sø der var. Og slige Strømper og Baand -- hehe, Herskabet selv kunde det dog vel SIDE: 120 ikke være; men et Par Domestiker, som spillede Musen paa Bordet, dersom her ikke saae ud til, at de godt kunde være hjemme her. (Sætter sig.) Puh! det var en Reise, som kunde give meer end een Vignet til en ulykkelig Stockholmsfarer- og Unions- farce saa som Hestene gik den hele Vej: den Ene hid den Anden did som besatte til Livsfare for Passagererne. Og saa i dette Huus? Ja for Gud tænkte jeg paa en maliciøs Karrikatur, da jeg nede paa den fordømt smale Trap i første Etage havde ondt for at slippe frem for de to Jøder, der gjorde hinanden Opstigningen stridig med Hæle og Albuer -- formodentlig til denne Etage. Og da jeg vel var dem forbi, fandt jeg mine Been hildede i en Affære mellem begge Trapgjenboernes Hankatte, mens mit Hoved blev et Offer for begge Familiers "Jungfrurs" practiske Deelagtighed i Tvisten. (Seer sig om) Det lader ellers til, at her er den Fred, som indfinder sig hvor Intet er tilbage og naar selv Rotterne maa fortrække d. e. hvor jeg eller Prokuratoren har været. Men desbedre, for da blier en Sølvspecie veltalende, og . . (Springer op, da Baronen kommer. Han er itrukket en Duskefrak, der har gjort sin Tjeneste.) Baronen. (Fornem.) Är Herren? . . Smyg. Høivelbaarne Herr Baronens -- om jeg træffer rigtigt -- ær- bødigste Tjener Kgl. Majestæts Foged Smyg, der, om jeg tør haabe . . Baronen. Åh, betrakta Er som hemma i detta Rum. Smyg. Jeg har den Ære at kunne hilse fra Deres . . Baronen. . . Systerson vil ni säga? Icke längre än ärans band räcker, och det är kortre än blodets. Ni förstår mig? Smyg. Oh, Herr Baron, med Deeltagelse og Misbilligelse af det Pas- serede . . . SIDE: 121 Baronen. (Bitter) Hehe, ja! Det skal vel vara ett Unionsäktenskap, en bild på ömheten inom en idealisk union? (En Dør gaaer saa lumskt op til et Kabinet, hvor man seer Baronessen, efter Leilighed broget itrukken, i en theatralsk Stilling ved en gammel Harpe. Hun præluderer og giver nogle rystende Prøver paa sin Sang. Herrerne blive opmærksomme.) Smyg. Ah! Frøkenen? Baronen. Baronessen förlåt . . Smyg. Oh, tusinde Gange om Forladelse. I Norge er Frøkener et Slags Baronesser. Baronen. Det måste då vara af bläckhornet eller katchesen eller liksom man i poesien kallar törn- eller bondrosor rosor. Smyg. (Afs.) Hun skotter ved Gud hid. Eller har Næsen denne Sidebøining? Den har Raad dertil. Men . . Ak! ak! kunde det lykkes, som nu falder mig ind (og man har hørt saa galt før) saa kunde gjerne hendes Næse have en ving og hvas Ryg som et Kortblad, og hendes Stemme ligne ti Gange mere et Klarinetmundstykke. Baronen. (Afs.) Åhå, jag förstår dig, syster. (I det de nærme sig paa Tæerne og tage Plads udenfor paa hver sin Side af Kabinetsdøren) Tyst! stilla, Herre! min syster Ba- ronessan är mycket romantisk. Terzet. (Mel. Hvila vid denna källa) Baronessen. Hjerta! Du lilla, ömma! ack skynda dig i Grafven gömma, den sällhet du kan drömma! skynda tysta dina slag! Ty verlden nisk afundar den skuggolika fröjd, du blundar; den tår, sig mogen rundar, SIDE: 122 tör ei bli sedd den ljusa Dag. Den måste bak midnattens täcken strömma -- ack der hvar jag blott suckande berömma kan kärleks makt och dess behag. . . . . . Gid döder vore jag! Baronen (Afs.) Hur väl, min dyra Syster, jag fattar hvarför öm och dyster du hela rummet skakar med harpospel och sorgsen tjut! Din Guddom uppenbaras, o menskjoröst, enär befaras, att döfva sjelf ei sparas, men känna i sitt öra ljud. Jag ber till Gud, det måste snart erfaras, att du som brud med Dufvokuttr besvaras. Då blir jag ochså friadt ud . . . . Jag derom ber till Gud. Smyg (Afs.) Hvad vakkert skal jeg sige? Det er en gammelagtig Pige. Men Baroness tillige. (Høit) Ak, Eders Naade, hvor charmant! (Afs.). I Hende tør jeg finde netop Fortunas snu Præstinde. O, kan jeg hende vinde, som Cæsar kom jeg, saae og vandt! (Høit) Hvor regel sandt og skjønt de Triller stige! (Afs.) Au! au! iblandt Hun skriger, som en Gige! . En Skræk for Elskov Hun minsandt? . . . . . . . er Lykkens Underpant. SIDE: 123 Endskjøndt det ikke var formeget, om jeg fandt Taburetten under hendes Skjørter, vil jeg dog lade mig nøie med mindre for det første, og gribe Jernet ved den rette Ende. Og hun seer ud at lade sig tage. Jeg maa i Ilden af hendes Øine . . nærmere ind paa hende, for herfra ligner hun disse rædselsfulde Malerier, der synes at stirre paa Folk, ihvor man seer dem fra. (Højt. Nær- mende sig til Baronessen, kyssende hendes Haand) Naadige Baronesse . . Baronessen. (Springende op) Ah, en öfverraskning. Baronen. Vår norrska gäst, syster. Baronessen. Si så! (Afs.) En mycket vacker man. (Højt.) Norrmän äro väl- komne i Stockholm. Det är et prof på deras tänkesätt att de komma. Hur mår fru'n? Smyg. Ak, naadige Baronesse, hun befinder sig endnu i de skjønne Ønskers Verden. Baronen. (Afs.) Si så! Nu har hon nog för att kasta harpunen i; och jag kan gå. Baronessen. (Med et strengt Øiekast.) Hör bror, du måste gå och verka för Herr Fogden. Smyg. (Afs.) Det var Pokker til Øine! I det ene blussende ligesom Krudt op imod Broderen, mens i det andet en glødende Staaltraadende pegede ufravigelig paa mig. (Højt.) Hvor jeg velsigner mit Be- kjendtskab med Capitainen, som førte mig hid, dersom naadige Herr Baron vil understøtte de Ønsker, De kjender. Baronessen. Vil icke han, så, tro mig, herre, så kan jag. Nå bror! . (Afs. til Baronen) Tag dig en promenad til Blasieholmen. Men skynda . ! SIDE: 124 Baronen. Nu hettas hon. (Gaaer.) Baronessen. Kom, Herre! Jag skal visa Er lyckens baktrappa. (Kabinetsdøren lukkes. Et temmelig langt taust Intermezzo, hvorunder en Krukke, som skal fore- stille en Blomstervase, falder ned og gaaer istykker.) Baronessen (styrter ind, fulgt af Fogden). Ai, mina blommor! mina blommor! Smyg. (Afs.) Tvi, hvilke Blommer! (Højt) Du skal faae bedre til din Brude- krands, min Bedste. Baronessen (kjelen.) Säger du det, söta skjälmen, som . . . Smyg. . . Har gjort Noget af unionel Betydning. Baronessen. Fy skäm dig, Hans! Smyg. (Omfavnende.) Ja i dine og Lykkens Arme. Nu har jer. . Baronessen (Omfavnende med Raseri.) . . Barbara Ursula von Bombenundgranatenstråle! Smyg. Alt hvad jeg vil! SIDE: 125 (Nat. Fogd Smyg sovende i en Feldtseng i det forrige Værelse, som kun er oplyst saavidt af en Natlampe, at en uhyre Mare i Amtmandshabit kan sees rivende ubarmhjertigen i den Sovende. Den flyer idet Baronen i Natdragt og med Lys i Haanden træder ud af en Sidedør nærmende sig forsigtig Fogdens Reisevæske, hvoraf han lister en Flaske ud. Idet han sætter den mod Lyset træder Baronessen ud af den anden Sidedør.) Baronessen. Men, Bombenundgranatenstråle! hvad är det du gör. Aktar du dit namn och din heder icke mera? Tvi! Baronen. Tyst syster! det är allt til det gode, och för att roa din tro- lofvade. Baronessen. Just derföre vil jag vakta hans saker för de äro mina nu. Derföre . . sätt från dig strax. Förbannad denne timma, Bom- benundgranatenstråle! Baronen. Syster, kan du icke förstå . . morgon bittida skall Allahanda ut og det med en ny Filippik emot "Stockholmsfararen," och att vor vän Publicisten här ofvanpå måste hafva något styrknings- medel under arbetet, att det kan blifva nog kraftigt, och att jag kan fägna vår gäst med en god frukost på sängen? Baronessen. Ah ha! väl betänkt, bror. Denna gången var du icke galen. (Baronen stikker Flasken til sig og gaaer; Baronessen ligeledes til sit med Fingerkys til den So- vende paa hvem Maren strax indfinder sig i Statsraadshabit og piner som før indtil) Tilskuere (raabe) Nok! SIDE: 126 (Den svenske Publicists Qvistkammer, knapt oplyst af Lampen, hvorved han skriver ivrigt. Den bortlistede Flaske staaer foran ham). Publicisten. (mumlende hvad han skriver.) -- -- "Vi kunde genast förstå, så väl af skådespelets titel -- " (Klunker) Pereat! -- "som ännumer af Författarens namn" (Klunker) Pereat! -- "att Theaterpjesen icke var annat än et Pereat" . . Nå, nå! (Klunker) Det Pereat repeterar . Nei . . "en politisk pam- flett" skal det heta "af högst nedrig beskaffenhet. Ty det är hans bruk i sina så kallade farser att sedan han paa scenen be- spottat og hudflängt dem, sluteligen låta dem hängas dränkas, alt som det faller sig. Civilisationen i Norrige tillåter sådant . ." (Klunker) Norrska bränvinet är godt likväl. "Vi kunna eljest til- förlitligt berätta våra landsmän, att den mäst frejdade tidning i Norrige, Gentilskandal, hvilken redigeras af Intelligenzens verk- liga representanter, har aldeles brutit stafven öfver Stockholms- fararen och dess författares personlighet, hvilken bäst karakteri- seras vid hans brorskålar med Kreti og Pleti." (Klunker. Seer paa Flasken.) Vore han här, -- ta' mig tusan om jag drack Du med honom för der är för litet på. (Skriver ivrigere). "Dess förhatligare är att se, att tidningar i båda landen bruka någon moderation i fördöm- mandet af hvad han skrifver, och at insinuera det vi skulle åsyfta oenighet emellan Folken derför att vi emellanåt köra et spet i Norrmännen enär de blottställa den nakne Nallebaken. Och det om en tidning, en tidning . ." (Klunker ud) Ai! Ai, sprit, är du redan släckt? Och jag fik icke sömnsupen? . . "Och det en tidning emot hvars redaktions patriotism, moraliska vä- sende och intelligenta hufvud dessa tidningars med samt deras publik alls icke äre annat än än -- dvärgar" . . . . (Hovedet synker mod Bordet. Lampen blusser ud. I samme Moment forvandles Scenen til det Indre af et uhyre Hoved, i Forhold til hvilket Publikum seer sig i sin sande Dvergestørrelse. Dette skeer ved at en stor Maske falder ned istedetfor Teppet med et Par i Begyndelsen blinkende maaneagtige Øjne, der snart lukke sig, og med en tilstrækkelig bred, gabende Mund, hvorigjennem man seer ind til Baggrunden af Hovedets Indre. Dette er Pap- eller Foerlærredsgraat, opfyldt kun med et røgagtigt Lys, og tomt. Paa dets Sidevægge sees kun nogle opklistrede Lapper af Kours- beregninger, Plakater, Aviser, journalistiske Noticer og hist og her nogle Kridtstregmærker. I Bag- grunden throner, som Hel i sit Rige, et blaablegt afskyeligt Gespenst, det onda samvetet. Rundtom det knæler een og tyve Løgne, smaae barokke Gespenster, hvis særegne Figurer tilsiges af Replikerne). SIDE: 127 Det onda Samvetet. Hvarför ljuga En och Tjugu? Tjugu lögner vore nog. Du har honom "Poetaster" skällt; jag dig i Dårhus kastar; ty du Stackar är ei klok. (En Lögn forsvinder) Du der med den vilda min nämd har honom "Harlekin?" Gå fördömd att åt hans trin Efev strö och friska rankar! Gif en qvickhet åt hans tankar! Dränkas sedan i hans vin (Nok en Lögn forsvinder) Vålnad af en padda! Du! hvad du ljugit, mins du nu? Du har sagt, att han omgicks Per af Paks och Pål af Picks. Du skal slafsa i dig smutsen, och så slänges ut i putsen. (Nok et Løgngespenst forsvinder) Gamla Papegojeskin, lurfvig, jemmerligen lurfvig fylld med maskar och med Vind! vil du sticka näbben in! Ack för sen da gamle Jack, Du har fört för mycket snack! Utan ljud -- det är dit öde -- skall du pladdra dig tildöde. Näbben upp och ned skal gå. Ingen kan ett ljud förstå. Syns du straffet nog är let? att du redan känner det? Märk dig, Kræk, då: dig forbjudet är ei ordet blott men ljudet! (Nok En forsvinder) SIDE: 128 Du med hugormtungan ute! Lögn, hvem andre Lögner flyr! på ett söndrad moln till skute jagas skal af stormen yr tills du träffar En, som tror sannings skugga i ditt ord, att patriotismen hans är en ödla i en krans. Träffar du blott En hvarhelst väl för dig! då är du frälst. (Nok En forsvinder) Men hvar är du hämndens korade? du förtappte bland förlorade! Du, som lägger i hans blad fenestreradt Svenskehat? Du skal lefve för att jag bita kan dig lidt hvar Dag. Alla andra I försvinner, skänkte åt de yra vindar! (Munden paa det maskedannede Teppe gaber eengang og falder igjen. Transparentøjnene aabnes. Masketeppet gaaer ivejret. Publicisten sidder som før. Morgengry). Publicisten. (Fortvivlet). . . Ljuga? Det er lögn att det er något, som heter ljuga i polemikken. "Dvärgar" . . der slapp jag; och det är ingen lögn beträffanda polemikken. (Gaaer med Papiret). (Salen hos Baronen. Baronen, Baronessen og Foged Smyg ved Frokostbordet. Fogden læsende en Avis hvoraf man hører endeel af de forhenbekjendte Kraftudtryk). Fogden. Ahahaha! Det var et kjæmpemæssigt Finale. Hvor jeg er dem takskyldig, Hr. Baron, for denne Opmærksomhed! Da jeg vaag- nede og strakte Haanden ud, følte jeg noget koldt, klamt og ud- stødte et Skrig fordi jeg halv i Drømme syntes at have grebet i en Slange; men, paa Ære, jeg skulde gjerne under Læsningen af saadant et Blad spise en levende Slange op som denne Kringle. SIDE: 129 Baronessen. Ja söta, det räknas numera till de goda tidningarna. Men om vi tänkte på . ? (Reiser sig). Baronen. Ja rent ut, svåger, vet jag icke hvarföre Ni skal dröja. Ni kan vara säker. En sådan der familjamalgamation . . . Smyg. Ak, hvad har jeg Familie? Dog var min Mors Bedstefader fra Mecklenburg og hedte Kothenhauf. Baronessen. "Et Kothenhaufn" måste du säga. Ett mycket vackert namn. Och nu skal du nog få familj, min söta. Baronen. Ni är nobiliterad genom denna förbindelse med Bombenund- granatenstrålarne. Det var det jag ville sagt: en sådan der fa- miljamalgamation betraktas såsom af mera värde för unionen än tio års bestånd, såsom det rätta sammanloddningsmedel, och en politisk förtjenst, hvarför der bör illumineras i båda rikena, och som ett realiseradt ideal en miniature af unionen i sin fullkom- lighet. Derföre . . (hvisker til Fogden) paa min landtegendom . . . Baronessen. Deri har jeg tvåhundra Banco stående, min söta. (Smyg gjør passende Forbindtlighedsminer). Baronen. . . Och så reser jag förut i svågers schäs, som står igjen se- dan förra vistandet. Baronessen. Kusin Gustaf och hans norrska fru bedja vi alls icke. Smyg. Vist ikke. Gjør i alt som du vil. SIDE: 130 Baronessen. Så åstad allt hvad tyget håller. Smyg. (Gnidende Hænderne. Afs.) Hihihi! Det var en stolt Stockholmsfart. Udnævnelsen maa komme ilende efter af sig selv. . (De gaae). (Værelse hos Gustaf Allvar. Elise i Sofaen med Lommetørklædet for Øinene. Gustaf gaaende op og ned med et Brev i Hænderne. Begge ere i det Antræk, som Enhver vil kunne angive, der har seet en fornuftig norsk eller svensk Familie i sit Hjemlige paa Landet. Imellem Værelsets Dekorationer Portræ- terne af Elises Forældre med en Evighedskrands over; ligesaa af nogle norske og svenske Patrioter. I Baggrunden Vinduer til begge Sider af en tildækket Glasdør. Baronessen og Smyg siden udenfor). Gustaf. (Knuger Brevet). . . Elise, dyrbara hustru, bry dig intet om den oforskämda skrifvelsen. Hon är ett undantag också i sitt stånd. (Sønderriver Brevet, aabner Vinduet og kaster Stumperne ud. En pludselig afbrudt Vognrullen og Stemmer som i heftig Trætte høres udenfor gjennem det aabne Vindue). Vid himlen! låt henne icke för- störa vår lycka. Hon är när. Elise. (Springende op; omfavnende Gustav). Min Gustav -- og Han! Gustaf. Låt oss höra, Elise. Kunne vi undvika detta besök . . . Smyg. (Udenfor). . . Nei, jeg holder ikke ud længer. Dette bliver utaaleligt. Baronessen. (Udenfor). Hvad, toker! vill du icke sitta på framsätet? Smyg. I min egen Kalesch? Baronessen. Ja Stockholmsfarare-kalesch. Den der på hemvägen med fyra strykande fålar. Tvi! SIDE: 131 Smyg. Gaa ad Helvede til, Jesabel! Det er at gaae paa "hemvägen" for dig. Posten er besat; skjønner du. Det var at læse i Carl- stad. Kjøbet er opgjort. Hvad kan Ni -- det vil sige I ni For- bandelser -- udrette uden at plage mig? Det har Ni gjort paa hele "hemvägen." Baronessen. Ur vägen! Jag skal . . ta' mig sju tusan tunnor! på heder och ära du skall ur vägen, ock jag vill upp i vagnen. Smyg. Heder och ära -- Haha! Ja den er ligesaa god som før, Drage! Men i vagnen, i Vognen? Siger De saa, Madam? I Vognen? Holdt! Nei! Kudsk pas paa naar jeg er i. Lad saa de fyra strykande fålar . . Forstaaer du? Kudskens Stemme. Ja vasserra. Smyg. Frøken Baronesse, forstaaer de ikke ogsaa, Reisen er gaaen galt, og at De har givet mig en Erfaring, hvorfor jeg vil have mig ærbødigst anbefalet . . Kudsk pas paa! . . Frøken Baronesse her omtrent boer jo netop, efter Beskrivelsen, Deres Neveu. Særdeles beqvemt til at træde af paa. Kudsk pas paa, naar jeg springer op. Baronessen. (Hæs af Raseri.) Bof! Bof! är det icke andre beställningar i Norrige? . . Smyg. Slip mig! Hvad? Bruge Magten? Slip mig! Jeg er glad jeg slipper . . Djævel, slip mig! eller jeg bryder en af dine Hugg- tænder ud til Erindring, . . Kudsk! . . (Man hører en Vognrullen der taber sig.) Baronessen. Tvi! tvi! tvi dig, Stockholmsfarare. SIDE: 132 Gustaf. (Henter sin ridepidsk frem. Raaber ud af en Sidedør). Olof! Borken, gesvindt! Elise, jag har att handla; och du vet huru du skall behandla den olyckliga utenför, Du förstår Elise. (Trykkende hans Haand). . . At glemme. (Aabner Døren. Men seer Baronessen i Reisehabit paa en skovomgiven Landevei). Vær saa artig at træde ind. Baronessen. (Trædende til Tærskelen. Med Hoffærdighed) Är Ni . ? se, se! se! Nei, fru! Tackar eljest. Jag har bevakat mit namn. Det går icke öfver denna Tröskel. Jag går till min Bror. Gustaf. (Trædende frem i Døren). Alldeles såsom tant behagar. (Raaber). Olof, bringa fram en vagn till Damen. Elise, aflägsna dig och sänd jungfrun til hennes bistånd. Jag har ett kort ärende. (Hviskende). För aftonen äro vi ensamme och lyckliga som förr och du skall åter höra i ditt fädernespråk min lifsång. See jeg kan ved Elisas Barm til hele Kloden sige: jeg her indslutter i min Arm, o Jord, din bedste Pige! Farväl sålänge! (Vil gaae ud. Er i Reisefrak og med Ridepidsken under Armen. Baronen kommer i samme Dragt henad Veien. De mødes i Døren). Baronen. (Idet han nærmer sig. Afs). . . Der står hon ta mig tusan, på det torra. Och det har händt paa detta stället? (Højt). Gratulerer, Gustaf! (Bukker for Elise). Och det är frun? Ödmjukaste tjenare! (Til Gustav). Hvarthen? (Gustav hvisker til ham). Aha! redan gjort. Jag fick spordt det af det tomma rummet i kaleschen; och saa gjorde denna sin tjenst. (Viser Stumperne af sin Svøbe). Jag börjar tänka att Stockholmsfararne äro några bofvar i allmänhet. SIDE: 133 Gustaf. Oncle felar icke. Och Normännen hafva rätt i att förakta dem. Försök kölden af tankan om förhållet vore omvend och Sven- skar förbigik sin ansvarige regering och sökte Sveakung på andra sidan Magnord! Men vil Oncle icke vistas her hos oss? Jag tör bjuda at see en lyckligare förbindelse emellan ett svenskt och ett norskt hjerta end den bild på en osäll förening, hvars sönderbrutna led derutanföre väcker vårt medlidande? Hon har förnärmat min hustru. Derföre smärtar det icke att hon är rest och glömd. Gid så allt som gör föreningen emellan folken til en förvrängd motbild i det stora af det lilla familjstycket her. (Omfavner Elise. De gaae ind i et Sideværelse.) (Intelligenzskandalens Bureau. Arbeidsstokken som før. Siden Fogden Smyg noget beplastret.) Chor af Arbeidsstokken. (Mel. O du Tobak! o du Tobak!) Vort Sprog er armt, kun lidet varmt; man deri hverken kan fordømme, ei heller let legere tæt Den, som vi pligte at berømme. Bestandig jo vor Stiil for mat er mod Stockholmsfarerens Forfatter, og Guldpapiir kun Kronen bli'er, som vi paa vore Egne sætte. Naar Folk den see de tør kanskee dog endnu troe, det er den rette. Saalænge vort Parti kun styrer, med hvad vi har vi frit baldyrer. Men Hampegarn og Gadeskarn faaer Vredens Barn, som ei vil knæle, og tilstaae, at som skyldig Skat vi alt blandt Os indbyrdes dele. SIDE: 134 Berømthed, Rang og Embedsposter os snart ei meer Umage koster. Thi Naadens Elv vi til os Selv har ledet hen i dyben Rende, og Israel sit Mannameel saa let ei fik som vi i denne. Gid Regimentet længe vare! Held os, derfor er ingen Fare! Vort Regiment skal sin Klient tilsidst for Stockholmsreiser spare. Foged Smyg (kommende ind.) Ja gid Fanden tog dem, og Jer med, som opmuntrer dertil. Der kommer jeg aldrig meer. Embedet er besat. En af Arbeidsstokken. Vi har netop nu sat det. Foged Smyg. Og med En, som ikke engang kan skrive sit Modersmaal som en Dreng i Sinkelexen. En af Stokken. Det har vi ikke sat. Foged Smyg. Troer det forbandet vel. (Slaaende sig for Panden) Hu, Stockholm! Stockholm! Der boer den babyloniske Hore. Tryk det! En af Stokken. Är ni galen? Foged Smyg. Jeg har selv været i Kast med hende. Gid I havde faaet det jeg har faaet! Forbandelse over Jer, som bestyrkede mig i Stockholmsfarten ved jere Raserier imod Stockholmsfareren! Og nu kan der komme en til. SIDE: 135 En af Stokken. Nok en Stockholmsfarer? Hvad skal vi saa finde paa? Foged Smyg. Hjælp, Samiel! vil jer svenske Makker sige; og han hjælper vel jer med, dersom der er Ærlighed til. Adjø -- til Helved kanske, men ikke til Stockholm mere! En af Stokken. Ja da reiser s'gu jeg til Stockholm lel. Kors! er dette en Opera? En Opera det? Nei min Mand! Og jeg reiser s'gu til Stockholm lel. Henrik Wergeland SIDE: 136 HYTTEN ELLER KRISTIAN IIDENS AFREISE FRA NORGE NATIONAL-HISTORISK DRAMA Ex tempore -- Personer: Kong Kristian den Anden. Ridder John Bratt, norsk Fredløs fra Hyttefadsopstanden. Ridder Ditlev Brockdorp, Dansk, Tilhænger af Kristian. Junker Bassewitz, i Brockdorps Tjeneste. Bisp Mogens Gyldenstjerne, Kong Frederik Istes Befuldmægtigede. Ridder Knud Gyldenstjerne, Kommandant paa Agershuus, den Forriges Broder. Herluf Erik Herregaardsbønder, Ridder Ditlevs Lehnsleilændinger. Flere andre Herregaardsbønder. Thor Strandsidder, en Selvejer. Marthe, hans Kone. Bondeqvindfolk. To Løbere. En Kjøgemester. En Borgfoged. Scenen foregaaer ved Bunden af Oslofjorden, ikke langt fra Agershuus i 1532. (Landevej. Skov til Siderne. Udsigt til en Bugt, hvor et Skib sees i Fjernet. Paa dens ene Kyst langt ude sees et Slot, paa den anden en Strandsidderhytte nærmere Scenen. Herluf og Erik vandrende henad Vejen med Agerredskaber paa Skuldrene. De standse i Forgrunden. Senere to Løbere). Herluf. . . . Er Herremanden -- Djævelen! bleven Gesandt, saa Gud naade os! (Stamper med sin Spade). Erik. Ja men saa reiser han. Herluf. Ja i Højden -- Djævelen! Men med Hovedet og Nakken blot. Han tager ikke Fødderne med sig derfor, som staae paa vor Nakke. Det er bare Halsen, som voxer paa de Folk -- Djæ- velen! -- og saa Tyngden. SIDE: 137 Erik. Ak, Tyngden! Snak ikke om Tyngden, Fa'r Herluf. Hvad har du i Tyngde og Gilde, som disse nye danske Herremænd have indført med Ridefogder og saameget andet? Det var galt under de Forrige -- vore egne, som Øxen tog -- men aldrig saa galt som nu. Herluf. Djævelen! Dersom bare Alle havde mit Gemyt! Men, tys Bro'er, der er kommen en Mand her i Nærheden, som veed et og hvert: en af Hyttefads og Knud Alfsons gamle Venner, som har været fuul nok til at liste sig over fra Braband med Kongens egne Skibe, og det med et af dem, som gik isænk under Spangar- eid; men det var ligesom Næsset skjød sig ud for at tage vor Frelsermand op, dersom han ikke gik paa Havet. Thi han kan meget. Han har en vis Tænkemaade, en vis Tænkemaade. Og han er hverken den Ene eller den Anden god. Erik. Hvilke Ene eller Anden? Herluf. Tosk! Kongen eller Adelen, hverken den Ene eller den Anden. Men her kan du høre hans Løsen: "af Bondesagen reiser sig Kongesagen. Bonden først sin Ret, saa Kongen!" Hos Selvejeren der borte paa Stranden kan du træffe ham, skjøndt han sniger sig ofte over til os, og lærer os, at vi stamme Allesammen ikke fra de gamle fri norske Bønder, som vare Adelsmænd alle, men fra Arbeidsstokken i Ægypti-Land. Erik. Men skulde der ikke blive en Lettelse, dersom det er, som den nye jydske Forvalter sagde, at Herremanden vilde efter denne Reise blive Potte og Pande ved Hove troer jeg ? . . . . Herluf. Ved Hove? Djævelen! Vi Bønder vil bli'e baade Veden, som braser under den Potte og Pande ved Hove, og Fedtet, som braser i den, siger min Mand. Og der er jo intet "Hove". SIDE: 138 En Løber. (Farer forbi, puffer Herluf tilside og Erik overende). Afveien, Kuftekarnaljer. Herluf. Djævelen! Erik. (Reisende sig). Ja det var Djævelen. Herluf. Jer egen Søn, Fa'r. Kjendte du ikke Slyngelen igjen, som Herremanden har presset til Løber uden at spørge hverken dig eller Birgitte, om I ikke havde Brug for ham selve? Erik. Ei, da vil Mo'er blive glad, dersom han seer til os, saa præg- tig han var. Herluf. (Gaaer tilside.) Djævelen! der er atter en Hidser. (En Løber farer forbi.) Det var Kongens. Gid du brak Benet! Nu hvor Djævelen er du, Erik? Erik. (Kommende frem efterat være flygtet tilside.) Men han løb dog afvejen den Karl, ordentlig i en Bue. Herluf. Det er det samme. Saa gid han brak Armen for de høflige Beens Skyld, den Kongeløber. Erik. Der seer du der er Hove. Herluf. Ja stort skal det være, saa lidet det er. Han gjør nok ellers bedre Tjeneste mellem Landsknegtene, som ogsaa bedst for- staae at fægte med Benene, dersom Budskaberne fra Bahuus ere sande. Ei, det gaaer prægtigt; men altid ud over os Bønder, som min Mand siger. Erik. (Seende efter Løberen). Saa det var Kongens? Da var min Gut prægtigere -- som en Struds med blaa og hvide Fjedre. SIDE: 139 Herluf. Ja det var Herremandens. Men Kongen har Marskalker til Strudser og Herremænd til Bønder, og Bønder til Bæster, og Herremændene har ogsaa Bønder til Bæster . . . Djævelen! De ere Bæster for Alle, som min Mand siger. Erik. Saa gid Kongen gjorde med Herremændene som Herremændene gjøre med Bønderne! Herluf. Rigtigt, Erik. Der kan blive noget af dig, saa skrøbelig svag du er, dersom min Mand fik fat i dig. Se rundt dig! -- seer du, der er Herremandens paa denne Side Bugten og der er Herremandens paa denne Side Bugten og der og der! Men der er den fri Selvejerstrimmel, og der holder han til hos Selveieren Thor . . . Djævelen, den som var Selvejendes! Erik. Ja den, som var Selvejendes! det var sandt. (Langsom, i Tanker). Saa kommer altsaa Kongen til Afskedsfesten? (Sukker). Herluf. Nu da? hvad da? Men han er ikke Konge meer, som min Mand siger, skjøndt de ere lige gode hvem der saa er det, som min Mand siger, for de ere vantroe Tyranner begge To, baade Kristian og Frederik, siger han, og Katte begge To, den Ene Kat paa Taget, den Anden alt i Sækken for at druknes, som min Mand siger. Erik. Saa gid -- dersom Troen gjør det, saa gid jeg var Konge, saa var al Nød forbi. Herluf. Konge du? Nei Jeg! Men du, hvad Djævelen da, om du blev Konge? Erik. Saa vilde jeg gjøre min Søn Løberen til Prinds og alle mine Sødskendebørn til Herremænd. SIDE: 140 Herluf. Djævelen! Tvi! er du slig? Erik. Og leve flot og drikke godt, og sende Birgitte til Nidaros eller Bergen med et anstændigt Livgeding og hente mig en Kone fra Braband eller gifte hun lille Marthe Jacobs. Herluf. Djævelen! Blev jeg Konge, skulde dine Sødskendebørn Herre- mændene blive et Hoved kortere og vor egen Herremand vilde jeg slænge ud i denne Bugt. Hehehe! (Med ærgerlig Latter). Erik. Ja det vilde jeg med gjøre. Herluf. Og dig med, Erik. Pas dig bare, dersom du ikke tager vort Parti, som hverken vil hjælpe den ene eller den anden Konge, men os Selv og Kirken, som min Mand siger! (Gaaer.) Erik. Gud bedre mig, Herluf blev arg, og saa er han farlig. Og han har været halv arg paa mig alt siden Hyttefadsfeiden, da han blev staaende engang og vi Andre . . . Nei, det gaaer ikke an . . (Raaber) Nabo! Herluf! Herluf! (En Røst høres fra Skogen dybt som Echo gjentagende Navnet "Herluf" og tillæggende med Vægt Navnet "Hyttefad". Erik ilende bange ud.) Hyttefad? Gud fri os! Høres det paany i Skogen? . . (John Bratt træder ud af Skogen i mørk Kappe og med Stav i Haanden.) John. . . Hahaha! Proselyten -- ikke for John Hyttefads-Agent eller for John Munk, men for John Bondeoprører, John Filosof, John som han selv er -- er jo borte? Men det er at imponere, og SIDE: 141 det gaaer fortræffeligt an at leve af at imponere, om jeg har forstaaet Livet og de fremmede Mestere derudenlands ret. Og denne Forfærdelse ved Hyttefads Navn, somom han levede endnu eller gik igjen i det -- hvor ypperlig at imponere mig en liden rolig Plads til ved, hvorfra jeg kan see Kristian gaa ned i Malstrømmen, som skal sluge Frederik og En efter En den norske Adels, Kirkens og mine gamle Fiender. Kirkens og mine? haha, Kirken er en god Væg at staae bag, og den vil falde, og da aabner Tidens Malstrøm sig hvor den stod. Men Kirken kan have sine Fiender; Jeg har mine, og Een er her: Han, den fremmede Adelsmand, Brockdorp, som er begavet med mit, den banlyste norske Adelsmands, Gods; og derfor maa jeg være her, nær ham, paa en sikker Plet, som Spindelen i sit Rede, forat omspinde ham og hale ham ud, naar baade Kristian og Frederik ere væk, og Kirken raver, og Adelen kan atter opbygge sine Slotte af dens Stene. (Holder sig for Panden). Nei, nei, hvad vil jeg, John Bratt, graa af Haar og furet i Hjertet af den Øx, som tog mine Venners Hoveder? Rolighed for Oldingen, Hevn for Adelsmanden? Ha disse splidige To maa Ulykkens og Hadets Kløgt forene, og dertil tjene disse Bønders Dumhed. Men de elske mig ikke, skjøndt mine Slængord elektriserer deres af Trældommen stumpede Nerver og de forbauses ved min hemmelighedsfulde Kommen og Forsvinden. Kjendte de mig, den gamle Herre, igjen -- ha, jeg veed, de vilde ikke røre en Finger for at bytte med den nye. Derfor maa jeg være skjult forat kunne virke, en Bonde mellem Bønderne forat de skulle troe mig og dæmpe al Mistanke og forat jeg kan liste mig ind paa den Dødsvorne. Rolighed derfor, Viismandens Mystiskhed og en Hytte mellem Hytterne til jeg faaer Slottet . . En Hytte -- hahaha -- trøste ikke de styrtede Ministre derude i Verden sig med en Hytte, med at agere Filosofer i en Hytte? Og Alt har Jeg for Filosof at være: en styrtet gammel Hofmands bittre Skjebne og al den Spe, som pleier den at følge saavist som Echos Latter Bjergets Fald. Jeg Armod har med Posen fuld af Stolthed, fredløse Adelsmand i Munkekutten, der spotter selv den Viisdom, som han bruger: SIDE: 142 Macchiavellis Tro og Bacons Lære, en Oldings Ydre over Mandens Styrke, de skygraa Øjebryn om skarpe Blik, og under Pjaltekaaben nobel Reisning, som tvinger hver at tænke; "hvilken Mand! Han er jo skabt en Høvding for Alcider, men foretrækker Viisdoms dunkle Hæder. O hvilken himmelsk Aand er ikke stængt i denne Krops Koloss som Daniel i Løvekulen! Men vi ville ære hans brune Kappe mere end Skarlagen." Gjør det, Godtfolk, og om en Tid kanskee jeg skal Skarlagnet vende blodrødt ud, og som en Flamme løfte det opover mit Øje, som er blevet stort og mørkt og lært har Blikket, som kan tvinge Folk at tro jeg seer igjennem Been og Marv og Tankerne som Fisk paa Sjelens bund; og Jeg i saadan Stilling -- som en Baune, der speider efter andre Bauner rundt, -- skal søge op de spredte Levninger af Norges Adelskab i Landets Vraaer og mane Frænder frem med Herlufs Navn. Men først en Vraa, et Skjulsted for mig Selv, Fodfæste først i Landet, som skal vindes, et Hul, hvorfra ved langsomt Dryp jeg kan et Leerfald af et Bondeoprør løsne! Og derfor ingen Helt imellem Feige, men Viismand mellem Dumme -- det er let -- en Munk, forfulgt af Verden, mellem Bønder, en Lærd, der skjuler sig i Enfolds Hjem, Ah, det vil lokke Folket om min Hytte. . . Min Hytte? Nu, mig Dumhed en skal laane, som lukket blev, om jeg i Plade kom med Herlufs Fane over Hov'det. Nei, først Rygte som den kloge Mand i Egnen som Filosof, halv Troldmand -- det vil lokke og give Ordet Kraft. Og seer jeg ret, SIDE: 143 kan dette Ydre Klogere bedrage. I Positur og Dragt, fra Fod til Isse er alt jo filosofisk; ja isandhed, thi det er godt beregnet. Næsten maa jeg tro mig af Naturen skabt til Viismand, og at det var et Skjebnens Makværk, som var stakket endt, at gjøre mig til Hofmand. Ja intet mangler i en Filosof, undtaget et, og dette Ene er -- en Hytte. (Eftertænkende.) Ja, en Hytte, Hytte maa en Viismand have vel som Eremitten. Den er den Borg, hvorfra han alt behersker, hans Rygtes Hjem, hans Lykkes Sneglehuus, der klæber trygt paa Klippebredden af stormfulde Skjebnes vilde Verdenshav. (Gaaer mod Hytten.) (Ridder Ditlev og Junker Bassewitz komme.) Ridder Ditlev. (Raabende ud af Scenen.) . . Saa, Karle! Hei saa rap jer dog engang! Før Hestene den rette Vei ad Slottet (til Junkeren.) Thi Majestæten er jo stegen af, og da vi stakkels Adelsmænd, somom vi allesammen vare kun hans Skygge, maae følge ham i Styrteregn og Solskin. Velan! men nu fra disse Skridt af altsaa begynder I at følge mig? . . Junkeren. Ja gid jeg maatte følge Eder hele Banen, som siden, efter udført Hverv, sig aabner for Jer med Rigdom til den ene Side og Ære til den anden, retsom her hvor rige Løvpragt grændser ind mod Nord en Vej, der maalløs Udsigt har mod Syd. SIDE: 144 Ridder Ditlev. Jeg troer det Selv. Jeg har nu hvad jeg vil. Thi Kongen . . (Standser.) Junkeren. Oh! tal ud! som Adelsmænd Vi tænke eens om Konge som om Folk. Ridder Ditlev. Paa Jer jeg stoler. (Slaaer sin Haand i hans.) Junkeren. I med Tryghed kan. Thi have vi ei ene i os Selv vort Fædreland? Jeg er en Pommerinke, og I en fredløs Dansk. (Pause.) Det smerter jer, at jeg forstaaer det. Ridder Ditlev. Gjør I? Junkeren. Mod jer Villje løsreves I fra Eders Adelsfrænder. I var i Kristians Haand, da Handsken kom. Kun det, kun den Omstændighed har knyttet til hans jer Skjebne for en Tid . . Ridder Ditlev. En Tid? I frygter? Falder han . . Junkeren. Saa red jer først! Ridder Ditlev. (Afs.) Han læser mine Tanker. Han er farlig. SIDE: 145 Junkeren. Men endnu bær' det oppe. Bærer det, da vinder I jo her hvad hist er tabt, og norske Lehn, saa store som et Rige, erstatte jydske Gaarde. Lykkes Eder jert Ærinde til Frederik og Carl, da seer jeg Grændse ei for eders Lykke, da har I Jordens stolteste Monark i eders Vold. Ridder Ditlev. Haha! Junkeren. I er mistroisk. Nu! Jeg vil sige det; thi kun jeg ønsker at være given heel i eders Vold: I Kongens Yndling er. Han troer, at I har Fædreland og Frændskab, Gods og Odel for hans Skyld sagt Farvel. Ridder Ditlev. Det har jeg. Junkeren. Ridder, I troer mig ei; men endda vil jeg tale. Det er jer Tanke: Kongen er taknemlig mod Mennesket med Had til Adelsmanden; thi slig en vild Naturlig Dyd tilhører hans sværmerske Gemyt. Den har sit Hjem midt i hans filanthropske Despoti som Mistlen i den haarde Bark. Ridder Ditlev. (Griber hans Haand.) Haha! Jeg troer jer, Junker. I er Mand for mig. I maa mig følge. I og ingen Anden. SIDE: 146 Dog nævnte Kongen intet om mit Offer, men gribende mig under Hagen loe han og sagde: "Ditlev, dette glatte Aasyn med fulde, vaade, hjortefromme Øje, med brede Tænder, Oprigtighedens Skildter, og hvor den lysebrune Bart kun er Godmodighedens Tungsind over Verden, liig stumme Maanskin bedst vil tolke Freden. Du fulgte maaske -- dog jeg ei vil troe det -- halvtvungen mig til Flandern; nu jeg sender til Danmark dig og did, kun bunden ved din Troskab. Duen liig til Noahs Ark jeg venter dig med Fredens Blad tilbage." Junkeren. Saavidt jeg veed blev tvende Duer borte? Ridder Ditlev. Ha, I er klog! Dog troer jeg det var Ravne. Men som jeg valgtes for mit aabne Ydre, saa vælger jeg jer til min Følgesvend for jer Oprigtighed mod mig alene, for dette glatte Aasyn, jeg opdager bag eders Ansigts verdenskloge Furer, og forat eders Ord, som Bølgens Surren i Maaneskin -- den Tale som forstaaes saa godt af stemte Hjerter -- bedre kan forklare al den Fred og Venlighed, som tyst skal skinne paa Gesandtens Pande. Junkeren. (Afs.) Din Nar! din blanke Pande er det Seil, som spændt skal drive frem min egen Snekke. (Høit). Ja, Herre, Kongens Greb, da han jer tog, og ikke en af Bærmen, som han elsker, meer heldigt var end blindt Instinkt fortjener, der Klogskabs Odd bag bløde Træk ei saae, men greb den dog. SIDE: 147 Ridder Ditlev. I troer da, at jeg duer? Hvad seer I i mit Blik? . Nu . ? Junkeren. Intet. Ridder Ditlev. Intet? ? Junkeren. Saa bør det hos Gesandten. Thi hans Øje er Tavlens rene Side vendt mod Verden, imens han gjør sit Stykke paa den anden. Ridder Ditlev. (Afs.) Et Regnestykke? ja imellem Fredrik og Kristian. Lad see engang hvem giver det største Facit for os Selv. Junkeren. Dog, Herre, jeg seer i eders Øje klar Afspeiling af Naadens Himmel, i hvis Port I staaer. Det synes maale begge Bugtens Arme. I tænker noget Stort. Ridder Ditlev. Oh, intet Stort. Thi begge Bugtens Arme ere mine; kun ei den Strimmel her med Hytten paa, som ei jeg gider eje . . Oh, jo dog jeg gad den eje forat lære disse Selvejere det danske Fæsteskab, og at ei denne Klipperyg skal skille ad begge Bugtens Arme, før alt mine. Junkeren. De passe smukt. De danne ret en Passer, hvormed sit Land Ærgjerrighed kan maale. SIDE: 148 Ridder Ditlev. Den sidste norske Eier var John Bratt, den trædskeste af Hyttefads Tilhæng're. Han flygted. Godset lagdes under Kronen. Og nu har jeg det; men kun halvt, thi endnu fra gammel Tid har Bonden Rettigheder. Saa, for Exempel, meer Jurisdiktion jeg har ei end til Tidsler at afslaae, men ikke Bondens Hoved, om han knurrer. Og før jeg har det saa, jeg har jo ei mit Gods. Junkeren. Den Ret vil Kongen ei jer negte, ja intet, naar I røgtet har hans Ærind. Men, Ridder, siden han nu har den Grille -- beslægtet med Forkjærlighed for Dyr -- at vise meest sin Naade imod Bønder, mens grumme Janusside vises Adlen, tee eder da som eders Bønders Fader, som Den, han Sværdet kan betroe. Ridder Ditlev. Javel. Han er her strax. Og han skal see sin Lyst i mine Fæstebønders Miner, for hvis Munterhed min Ridefogd skal sørge. Ja I har Ret, at dette Ærind lægger min Haand om Adelskabets Tugtensriis. -- -- I smiler saa tvetydigt. Tvivler I om Kongens Sag? (Afs.) Da er min Regning tabt, og jeg Gevindst hos Frederik maa søge. (Højt) I svarer ej? I tvivler? Junkeren. Geistligheden vil ikke ud med mere Sølv; og Hæren sig drager efter os i opløst Tilstand. Og siden Leirens Brand, hvori og brændte SIDE: 149 Armeens Disciplin og Ære, streifer de vilde Brabançons og Skotter om og tvinge sig Qvarterer til, men gjøre vor Sag forhadt langt længer end de kom. Ridder Ditlev. O ti! der er ei Redning. Vi maa tænke kun paa os selv. Junkeren. Jo Redning er der, hvis det lykkes ham at vinde Bonden for sig. (De gaae ad Herregaarden.) (Junkeren kommer tilbage. Strax efter kommer Kongen fra den modsatte Side.) Junkeren. (Seende efter Ridder Ditlev.) Jeg faaer en prægtig Leilighed at slippe med den Forræder bort. Dog endnu maa jeg ei forlade Kongen. Tvertimod just hænge mig ved Træet, bøje Toppen til jeg ta'er Sving og slipper. Kongen (kommende.) Bassewitz, trofaste Svend! Junkeren. Jeg venter eder, Herre! med Ridder Ditlev. Kongen. Ret! I ilte forud paa eders Been. Junkeren. Selv gaaer vor Konge jo? SIDE: 150 Kongen. Jer Konge? Ja ved Himlen og min Ret indtil det Sidste! Ei om Lykke da der burde spørges; og dog alt beroer paa Lykken med min gode Ditlevs Ærind. (Seende sig tilbage) Men se de Storkebeen af Junkre gide ei vandre med sin Konge disse Skridt og skræve over denne Bakkeklint, som fører kortere til Maalet dog! Og Tyremaverne af Rigets Raader belaste Bondens Heste uden Sky for vort, den rette Hosbonds, Øje, der, som Sproget vil, skal gjøre Hesten feed. Ved Gud, de skulde spændes selv i Sælen -- den tykke Hammer-Bisp som Sidehest og tre af disse Raader saa i Bredden -- og Bonden kjøre dem som selv ham tyktes, hvis ei idag var Glædesdag hos Ditlev. Hvor er han? Junkeren. Foran, Herre, at berede Modtagelsen. Kongen. Javist jeg saae ham jo; men glemte ham af Tænken paa hans Troskab, hvorledes han forblev da Andre sveeg, og nu skal gaae for mig i Ulvehulen, at hente Benet op, hvorom vi kives. Junkeren. Det Been er værd det? det er Rigets Spiir. Kongen. Hans Landsmænd, Jyderne, mig Handsken sendte. Det var en Daad. De Andre pønsede derpaa, men vovede den ikke selv. SIDE: 151 Men Ditlevs Daad var større. Han var Jyde, en Knold nys sluppen fra Naturens Hjerte, som Æblet falder ved sin Modenhed, og han blev tro, og derfor blev han tro. . . Du smiler Pomerinke? Veed du noget? Rok ei min Tillid til Naturen. Den er det, som gjør i Ditlev mig forelsket -- det vilde Træ, som bærer af sig selv meer ædel Frugt end alle gamle Stammer -- saa, da jeg saae ham her paa Vejen rastløs for sin ulykkelige Drot at hædre, jeg tabte mig i Drømme om hvor sikkert, som i demantne Strøm, Naturen lod mig see min Sejer i hans aabne Blik, og om hvor lidt jeg burde give tabt, naar end en Ven som han var mig tilbage. Liig Spiren, som Naturen Vintren over i kjærlig Barm nedhaler, han alene forjetter mig en Vaar, hvori omkring mit Spir end Adlens friske Krands skal blomme. Junkeren. Ja eders Majestæt just traf den Rette. Kongen. Alt længe ham jeg udsaae til det Ærind. Han uforfalsket var; hans aabne Mine just skikket til min rene Sag at tale. Hvert Træk var noget, som jeg maatte elske. Jeg lærte selv af Junkrens raske Gang, at i Naturens Knolde Nidkjærhed og Kraft maa søges som udi dens Dybder de friske Kilder og den stærke Malm. Hans Vaaben (hvis sligt Lapperi han elsker af Ungdomslyst) maa med en Hjort forøges. Thi fort han opad sprang, og, Hjorten liig paa Punktet hvorfra den sin Vej kan see, her standsed han og saae udover Havet, som snart skal blive gode Ditlevs Bane. SIDE: 152 (Seer mod Havet) Ah, mild vil vredest Bølge sænke sig hensvimende i Lyst og hule ud et Smilehul til Gjemme for hans Billed, naar han i den sit Landsbyansigt speiler, meer aabent selv end Bølgen. Junkeren. (Afs.) Den vil hule en Grav imellem eder. Den vil være som Vold og Grav han kaster bag sig. Kongen. Ja jeg tog ham for hans Væsen; thi det er som skabt at adle til Trohjertighed Diplomatiken. Men lad see nu hvorledes Ditlev Brockdorp har det hjemme. Vist som en Patriark, om end hans Telt er for Klimatets Skyld af Steen og Kalk. Junkeren. Hans Ry gaaer vidt. Kongen. Se hist jo staaer hans Borg, de lave Hytters Fader. Jeg vil liste mig foran forat høre selv og see, om han har samme gode Ansigt hjemme. Thi næsten mere end paa Ditlevs Sending, min Sag beroer paa, at ei Adelen gjør Bonden arg. Han hevner sig paa Kongen. (De gaae ad Slottet) (Ditlevs Borggaard. Herregaardsbønder. Imellem dem Herluf og Erik. Kjøgemesteren. John formummet. Siden Ridder Ditlev og Junkeren.) Kjøgemesteren. -- Saa I vil ikke have mig til Kjøgemester, Godtfolk? mig som bestandig har været det i Grænden? Det var vakkert af jer. SIDE: 153 Herluf. Nei, Djævelen! ikke jer; men Han her hos Thor. Bønderne. Ja Han hos Thor. Herluf. Han skal tale vor Sag. Bønderne. Ja Han skal tale vor Sag. Herluf. Reentud, saa Kongen hører Sandingen. Bønderne. Reentud, saa Kongen hører Sandingen. Kjøgemesteren. (Maalende John Bratt med Øinene.) Hvad er han for en Person, om jeg maa spørge? John. Du er en elendig afsat Kjøgemester, som Folket ikke vil vide af, fordi du vil smigre Herskabet, som fremmed og slemt er. Men det skal blive et Maaltid, naar Jeg triner for Bordenden og holder en Kjøgemestertale til Kongen, hvoraf det skal brænde og ryge. Herluf. (Gnidende Hænderne.) Eja, smør paa! Hvoraf det skal brænde og ryge! Bønderne. Ja smør paa! smør paa! John. Bare lad mig see, at I staae ved Ord, og ikke raabe andet end "Ja, saa er det som han siger." Kongen pleier at være rap paa Haanden og at give Lyd som Klokken for hver den, som haler i ham. Og jeg skal ringe med en Stormklokke over visse Folks Hoved kan I troe, dersom I ikke glemme at bekræfte, naar jeg vender mig til jer. SIDE: 154 Herluf. Tvivl ikke. Blive vi ham qvit da, skal vi -- Djævelen splide mig -- raabe "Ja" til alt. Bønderne. Ja det skal vi. Kjøgemesteren. Naa, min Sandten! "Veed I hvad dette er? Mytteri er det, Mytteri!" Herluf. Dersom Du snakker under Laget, skal vi holde dig bagfra og proppe dig Pølse i Halsen. Kjøgemesteren. Jeg skulde troe Herren gjør hvem han vil til Kjøgemester, skulde jeg troe. Herluf. Det skal vi nok faae at see. Kjøgemesteren. (Knepser i Fingrene.) Ja det skal vi nok faae see. Se paa den, de! John. (Til Herluf.) Saa hold ved i det Lag. Og kniber det, tør jeg træde frem af mig selv og skildre Tilstanden under disse fremmede Herrer. Herluf. Friskt Mod! Herren selv bør intet have at sige ved Festen, for vi bekoste den selv. (Nogle sukke. John gaaer, idet Ridder Ditlev træder ind med Junkeren.) Ridder Ditlev. Saa han er der alt? Junkeren. Ja. Ridder Ditlev. Gudsdød! Saa afsted! . . Nei, jeg bliver; thi jeg bør lade mig overraske. SIDE: 155 Junkeren. Med Hænderne paa Ryggen slentrer han forbi Bondehytterne. Ingen Klods fra Landet, der førstegang er i Byen, gloer mere op og nedad Husene. Ridder Ditlev. Det er godt, at Vildhumlen og Hybentornene netop blomstre over de graae Vægge. Men afsted Ven, at han ikke seer dem indvendig; thi der behøves ikke meer forat omstyrte Verden end at alle Hytter skulde vrænge Indsiden ud. (Junkeren gaaer. Til Bønderne.) Nu hvad? jeg troer Djævelen rider jer. Ere I ikke Herre- gaardsbønder, og ville ikke være lystige, naar jeg befaler det? Hvad? Jeg er en liberal Mand; men Fanden plager jer! det veed I, her paa mit Gods holder jeg en Ridefogd af mine Egne. Erik. Ak, naadige Herre, ak! ak! ja jeg veed det. Herluf. (Mumlende.) Djævelen! du Usling! Kjøgemesteren. (Til Herluf.) Nu Far Herluf, hvorfor . . . Ridder Ditlev. Stille! I bekoste selv Laget. Hører I? Der maa staae lange Rækker af stegte og kogte Høns paa Bordene, naar det behager Hans Majestæt at komme ned forat besee jer Lystighed. Thi Hans Majestæt har engang sagt, at han vilde regjere saa, at hver Undersaat -- det vil sige, naar Herskabet tillader ham at have det -- idetmindste kunde have en Høne i sin Gryde om Søndagen. Og nu bare ikke noget Snak om Værpehøns og Liggehøns, men bare om Grydehøns. Fort afsted! Ingen Bede- dagsansigter! Det er imod denne Grundlovs første Paragraf. (Viser Bønderne ud med Stokken. Kjøgemesteren bliver ydmyg tilbage.) Nu, hvad vil han? Hvem er han? SIDE: 156 Kjøgemesteren. Ak, naadige Herre, Kjøgemesteren her i Egnen, som glæder sig usigeligt over den Naade, som er vederfaret naadige Herre. Ak, tillad mig at kysse naadige Herres Haand. Ridder Ditlev. (Rækker ham den.) Der, Stymper! Men hvorfor gjorde du ikke denne din Skyl- dighed mens Bønderne vare tilstede til smukt Exempel for det Pak? Ah, jeg forstaaer -- du er en af disse omstreifende Auf- wieglere ligesom i Franken, tappre som Hundene eftersom de ere sultne til, og som holde med dem, de æde med, men tage sit Mon igjen paa Tomandshaand med dem, de ophidse imod? Kjøgemesteren. Nei, ikke jeg, Deres Naade; ikke Jeg; men -- Ridder Ditlev. Tal ud, eller . . Kjøgemesteren. Ja, der er En i Nabolaget, saadan En som deres Naade be- skriver. Ingen veed hvor han er fra; men han satte sig gjerne imod Solens Opgang. Ridder Ditlev. Snik Snak -- en Vagabond som Du, en forløben Degn eller Lægbroder fra et Kloster. Kjøgemesteren. En ægte Knurhane, Deres Naade, som Folket lytter begjærligt til. Og han knurrer over Alting: fra Konge og Adel til over de sprukne Kirkeklokkers Klang, hvilke Ting lige vanskeligt blive anderledes. Og saaledes agerer den Grinebider Viismand imellem de enfoldige Folk og lever godt som en Munk af deres Tro paa ham, og vil nu fortrænge mig fra Kjøgemesterskabet idag, som baade min Far og Bedstefar har havt her i Egnen fra Arildstid. Ridder Ditlev. Haha, ikke andet? Qvæg! SIDE: 157 Kjøgemesteren. Jomen der er andet under, naadige Herre. Han vil klage . . Ridder Ditlev. Ha klage? Mytteri! Kjøgemesteren. Just netop! Benytte Øjeblikket, naadige Herre, og trænge frem og tale i mit Sted og klage. Ridder Ditlev. Han er Dødsens! Kjøgemesteren. Ja dersom han ikke var der han er. Thi saae Deres Naade . . Ridder Ditlev. Hvor er den Forræder? Kjøgemesteren. Ja seer Deres Naade -- vil Deres Naade bare behage at see her udaf Porten, saa seer Deres Naade der i Bunden af Bugten lige- for der hvor Galeyen ligger, som Deres Naade skal bestige til den lyksalige Reise . . der seer Deres Naade Selvejeren Thors Strandsidderstue, og der holder han til, og der . . Ridder Ditlev. (Stamper med Stokken.) . . Er uden for mit Eje. Ha, jeg maa have den Flek og Ju- risdiktion over det Hele som i Danmark, før bliver det ikke roligt. Bort! Kjøgemesteren. . . Men Kjøgemesterskabet, Deres Naade? . . paa Vers som Skik og Brug er. Ridder Ditlev. (Bidende sine Negle) Snak med jers stjaalne Vers. (afs.) Bort bort maa han og -- Straf! SIDE: 158 Kjøgemesteren. Ja, Deres Naade, naar man skulde undersøge det, var der sjelden færre end To om Vers. Men Talen Deres Naade? Et Bondegjæstebud uden Tale? Ridder Ditlev. Fæ! der bliver ingen Tale. Væk! Pak dig! (Afs.) Den Slange derovre kryber mig for nær. (Seer, at Kjøgemesteren ydmygt vil gaae udaf Borgporten) Bi, Karl! Hvorledes seer Personen ud? Kjøgemesteren. Som Satan selv, Deres Naade! Ridder Ditlev. Hm! Er han Bonde, Krigsmand, Klærk -- hvad? Kjøgemesteren. Snarest som alle tre naadige Herre. Ridder Ditlev. Taler norsk? Kjøgemesteren. Ja bevar's taler han norsk. Ridder Ditlev. Det er nok. Væk nu! (Medens Kjøgemesteren gaaer.) Han er en Fiende. Farlig, det er klart. Men han maa bort, bort flux. Hvad vil han her? Dog maa han have Grund til sig at nærme forat tilføie mig et Stik just som jeg Lykkens Æble skulde faae til Munden. Dertil, og om kun forat trodse mig, -- den Fremmede, som nys fik Lehn i Landet af fældet Adels konfiskerte Gods, -- med sin modbydelige Nærhed kaared han denne frie Plet, Selvejerhytten. SIDE: 159 Han egger visseligen mine Bønder, og da han kjender Kongens sære Grille at sætte Bonden op paa Herremanden hvor Leilighed kan gives -- ha, da frygter jeg, at han splitter Festens tvungne Glæde og trænger frem til Kongens eget Øre med disse Trælles Klage. Da Farvel Gesandtskab og den Løn jeg derfor venter! Derfor afsted flux Maaltidet er endt! afsted af Ivrighed for Kongens Ærind afsted før Skurken -- ha! ja dernæst maae jeg tænke paa at faae ham bort herfra, ja bort herfra! herfra! (Pause) Ja var blot Hytten min! Men Bonden veed jeg meer kjær har egen Hytte end sig selv. Thi deri elsker han sig selv ei blot, men al sin Efterslægt i mange Led. Dog maa jeg eje den, om med det værre han kun vil bort . . Junkeren. (Kommende ilsomt) Nu kommer Kongen, Herre. (De ile ud) (Udenfor Thor Strandsidders Hytte. Thor beskjæftiget med at dreve en Baad. Erik Herregaardsbonde pyntet.) Erik. Jomen maa du komme, Thor-paa-Stranden. Det skal ikke koste dig noget. Nei min Sandten ikke en Penning. Thor. Ja ja. Marthe raa'er lel. Og En til i Huset. Erik. Hvem da uden dig selv? Thor. Det er saa underligt med det. Du veed det nok selv, Erik. SIDE: 160 Erik. Ja jamen. Hu' Berthe er ikke grei. Men saa Herre Gud saa . . Og den Anden dog, som har saameget at sige, er vel den kloge Mand, som holder til hos jers? Thor. Aa ja. Han vil, jeg skal gjøre Baaden min bedst istand, saa ingen Anden kan komme til at roe Gesandten ombord. Og det er nu vel nok, dersom der vanker gode Drikkepenge. Men er det saa, at I har kloge Mænd i jer Grænd og? Erik. Ja bevars. Den gamle Kjøgemesters Søn er ikke saa gal. Og jeg vilde heller høre ham ved Gjæstebudet idag end jers her- over, som vil trænge sig frem og klage for Kongen, som dog ikke nytter, da Herremanden er saa godt anskreven, og saaledes gjøre Gjæstebudet -- siden der nu skal være Gjæstebud -- om intet for intet. Thor. Siig ikke det. Han talte engang saaledes til nogle af Jeres, han Herluf og Thrond og de Andre, om gamle Dage her i Landet, at baade Marthe og jeg maatte græde af Sinde. Erik. Men bare vor lukker Munden op, maae vi lee. Dog var han aldrig bedre end ifjor, da En kom vandrende saa ved Sthansleite, som næsten vilde tage Næringen fra ham. Det var klogere Mand end jers. Han skjønnede sig paa Urter og Græs og leed godt vor Ost og Mjød for alle de Urters Skyld, som vare gangne igjennem Gjeternes og Biernes Mave, og saa nævnte han dem alle op baade paa Munkesprog og andet, men det meste, han sagde, var: Thimian og Merian, Merithimian og Thitimerian og Thimian. Og vi lod ham leve med os og havde tidt baade ham og Kjøgemesteren til Bryllupper og Liigfærd; men saa an- gav Kjøgemesteren ham for Kannikerne i Oslo for kjettersk tydsk Snak, og saa blev det oplyst, at han var en Lægbroder fra Klo- steret i Tønsberg, som var rømt til Tydskland og havde skiftet SIDE: 161 Tro ligesom Munk Anton paa Hovedø. Siden den Tid steg Kjøgemesteren i Anseelse hos os indtil nu jer kloge Mand kom i Egnen. Thor. Ei, vor er af gammel god Tro, og ingen Fiende af Munkene. Erik. Saa forliges de nok, skjøndt vor er strid. Og I kan godt komme til Gjæstebudet. (Sukker) Thor. Sukker du til Sligt, Erik? I har det nok ikke forgodt derover. Erik. Ak, jeg burde vel ikke sukke siden det er i Anledning af Herremandens naadig Afreise i Kongens Ærind. Bare det ikke var paa vor egen Bekostning efter tvungen Udskrivning og Lig- ning efter Borgfogdens Godtykke. Tænk engang, han har lagt mig i et halvt Riisbitsviin og sex Kander Mjød. Thor. Det var et rart Lag. Men da svarer det bedst Regning ret at slaae sig løs. Hei, jeg tænker mig, om den Borgfoged kom til Marthe med slig Udskrivning. Erik. Ja vore Kjærringer ere ikke heller for muntre; men vore let- sindige Gjentunger see ikke Tingen an med saa alvorlige Øine. Og siden det nu skal saa være, og Borgfogden har befalet det, saa er det bedst at være munter og forsøge paa at spise og drikke, om muligt, lidt ind paa de Andres. (Seer Herluf komme.) Men, Farvel saalænge. Der kommer En, som er vild paa mig fordi jeg holder med Kjøgemesteren, og han er ikke grei, naar han er i det Lag. (Gaaer hurtigt) SIDE: 162 (Herluf kommende. Thor. Siden John og Marthe) Herluf. Thor, er den hjemme, som I veed, saa skaf ham hid. Thor. Den kloge Mand? Ei, javist, hvor skulde han være ellers? Herluf. Nei, Djævelen! her er en fri Plet. Men gid han kunde boe hos os, hvor vi trænge til ham. Men kald ham; det har Hast. Thor. Strax, strax! (Gaaer ind i Huset) Herluf. (Spændende paa Baaden) Og den skal Han reise med? Djævelen! og en fri norsk Mand maa dreve den til, at den fremmede Herremand ikke skal blive vaad paa Taaspidsen? Djævelen! gid en Planke sprang og han sank paa Havsens Bund just som han skulde gribe i Faldrebet paa Galejen! (John kommer) R. John. Nu? Jeg tænker det skal gaae brav. Herluf. Djævelen! I skal bort. I maa ikke engang være paa Flekken. Kjøgemesteren siger, at Herremanden vil have Flekken, Hytten og hele Stadsen, forat faae jer væk og forene sine Eiendomme paa begge Sider Bugten her. R. John. Hahaha! Dertil er han for kort. Herluf. Og saa vil han have fuld Hals- og Haands-Ret over det Hele ligesom han har været vant til i sit eget Land, og saa vil han faae Fingre i jer . . . Djævelen! og saa ere vi i værre Suppe end før, og Ingen tør kny, og vi har Ingen til at kny for os. SIDE: 163 R. John. Vær du rolig. Det skal du faae høre idag. Herluf. Aa, der skal hastes med Afreisen midtunder Festen, saa der ingen Anledning vil blive til at tage Bladet fra Munden; og saa naar Herremanden har røgtet sit Ærind, kan han gjerne bede Kongen om en Potte af hans eget Blod, og han faaer den. R. John. Men han skal ikke faae røgtet sit Ærind. Stol paa mig. Kongen skal selv faae bringe det frem. Herluf. I er mægtig, Herre, eller hvad I er. (Pause) R. John. Ja, dette her gjør mig mægtig. (Trækker en Kapsel frem) Seer du det lave Blaae der? Herluf. Det er Røgen af Kongens Leir, hvor de fremmede Knægte holdt til, mens de nu ere ude at koge og stege paa Bondens Bekostning. R. John. Og denne Galei hører jo til Gyldenstjernes Flaade? Herluf. Ja, Djævelen! Det er "Sønderborg" Gid den sank ende ned! R. John. Ikke den, for den skal bære Kongens Gesandt afsted. Men Baaden, som skal bære Gesandten ombord, den maa synke, for Han maa ikke være Gesandt -- Skjønner du det? Den fremmede Konge, alle de Fremmede maae af Landet. Skjønner du det? Herluf. Ja, Djævelen -- det skjønner jeg. -- Gid det var saa vel! SIDE: 164 R. John. Gyldenstjerne har givet Gesandten Leidebrev og overladt ham Galejen; men han saae helst, at denne Artighed, som han har viist i sin Knibe, blev om intet. Derfor -- Skjønner du? Herluf. Hæ! skal jeg slaae ham ihjel! Ja naar jeg kunde slippe ind paa Agershuus, og vidste hvem der vandt. R. John. (Hvidskende) Herluf! Sex Huller der langs Kjølen, saa kommer han ikke længer end halvveis ombord. Forstaaer det? Herluf. Men Thor da, som skal roe ham? R. John. Der staaer hans Boer. Brug det, eller forbliv en fremmed Herremands Leilændingstræl alle dine Dage, du og dine. Herluf. Nei, Djævelen. R. John. Saa boer da. Herluf. Ja, ja, ja! tolv Huller for sex. (Borer i Baaden) R. John. Og tænk ikke paa Thor, men paa at Alle ere til Gjæstebuds, saa Ingen kan høre om det skriger udpaa. Herluf. (Borende) Nei Djævelen. Det skal pible op i den til den synker som Bly. Men Thor da, men Thor da, som har givet jer et Hjem i Hytten sin. SIDE: 165 R. John. Bare bor, og tænk paa Herremanden. Thors Hytte er ikke min. (Afs.) Men kunde blive det. (høit) Vil du roe ham da, Herluf? Herluf. (Borende.) Ja det er sandt. Derfor to smaa usynlige til her med lidt løst Drev i, saa tænker jeg nok det er nok. R. John. . . Og godt gjort, Ven! Men dette er kun i Mangel af, at jeg faaer tale reentud ved Gjæstebudet, naar Kongen kommer ned. Dog er dette sikkrere. Det er sikkrere. Herluf. Men Klagetalen var bedre. I maa ikke skuffe os for den, for . . Djævelen! om ikke vi Bønder . . R. John. Ei I Bønder tænke altid paa jer selv. Men det sikkreste er altid det bedste. (Raaber) Hei, Thor! (Thor og Marthe komme) Marthe. Hvad skal han nu igjen -- dette Indlæg hos Folk, som har nok med sig selv? R. John. Thor, Baaden om nu paa sin Kjøl og lagt paa Stranden. Her- luf, forstaaer du? Herluf. (Tager i Baaden med Thor) Ja ja -- pas dig, Thor. (Afs.) Gudsdød, hvilket Øjekast. Det borer otte Huller i mig selv. (Højt) Jaja, jeg mener for Tjæren maa du passe dig, Thor. Thor. (Leende, idet de hvælve Baaden om paa Kjølen) Aa det blier Tjære til Beeg bare. Tak for Hjelpen! (Thor og Herluf skyde Baaden udaf Scenen) SIDE: 166 R. John. (Afs.) Den Kjærring har aldrig troet mig. Saa maae jeg agere Spaa- mand. Det er en sikker Vei til Kjærringtro. (Højt) Hør, Moer, pas I paa jert Huus og ikke pas paa mig. Marthe (hidsig) Hvad? til mig passe paa mit Huus? St. Klemens, Naar lagde I Mærke til andet siden I fik slig Lyst til at være her? R. John. Naa, naa! Jeg mener ikke saa, Moer, paa Dyner og Fade, men paa jer Hytte selv. Marthe. Aa den skal vel blive staaende, saasandt den staaer paa Fjeld og der er Ret i Landet og jeg hedder Marthe. R. John. Ret i Landet? Ja hvor finder du den? Hør, Marthe, jeg skjønner nok Du ikke lider mig. Men -- Marthe. Ja jeg skjønner mig ikke paa jer, seer I. R. John. Men -- vilde jeg sagt -- Du skal komme til at troe mig. Din Hytte er i Fare, i større end Hønen hvorover Høgen svæver i uøinelig Højde. Marthe. Hm! Det veed jeg vist. Det maa være fordi I er der, lige- som en Baad kan synke, naar den har faaet for meget Ballast i. (Gaaer tvær ud efter Thor) R. John. -- Saa, Mogens Gyldenstjerne, trækkes dit Net sammen om Kristjan. Hine Huller vare kun Masker deri, og John glemmer ikke sig selv og sin Fædreneodel. (Gaaer. Marthe og Thor kommer) SIDE: 167 Marthe. -- Vil ikke du gaae fordi dette Menneske nu vil, at du skal være vedhaanden og roe Herremanden ud, saa vil skam jeg. Thor. Det er netop det han vil, Marthe. Marthe. Ja saa skulde jeg have Lyst til at være hjemme. Hu! naar han luder sig derudover Gjærdet, tænker jeg altid: slige Torne- buske maa der gro langs Veiene i Helvede. Thor. Ei, Marthe, skam dig. Det er det Samme somom du sagde, du aldrig havde gjort noget af Viisdom. Marthe. Du har nu ogsaa faaet slig Tro til ham. Thor. Ja det er en stor Ære, at saa klog en Mand har slaaet sin Bopæl op hos os. Marthe. Klog Mand? Du troer kanskee han læser i Havtaagen og forstaaer hvad Bølgerne sige, naar han sidder derude paa Næsset som en Strandrokke, der spaaer Uveir? Thor. Hys, Marthe! Han veed vist alt hvad vi sige og tænke, om han saa var noget Langt borte. Marthe. Da kan jeg dog ikke mærke, at han veed hvad jeg tænkte forleden Nat, da han ruskede i Sengklæderne somom han havde lagt, men gik ned paa Næsset og sad der som han pleier til en Baad lagde til fra den danske Bisps Flaade og saa strøg det først ombord og saa ind til Agershuus. Jeg kjendte nok Aare- slagene. SIDE: 168 Thor. Hys! Ja hvem kan vide hvor han har sine Veie? Marthe. Jo det kan man vide, at de Folk ere ikke Bondens Venner, og derfor -- ja derfor har jeg mine egne Tanker om hans Ven- skab for Bonden. Thor. Men det vil han bevise idag ved at klage overlydt for Kongen selv, naar han kommer ned fra Herresalen forat see paa Bonde- gjæstebudet. Ak den, der kunde faa høre paa det, og gnide Hænderne under Bordet! Marthe. Nu, hvad Grunde havde han da hvorfor kun du ikke maatte gaae? Thor. (klynkende) Ak, der var mange Grunde. Marthe. Aa gid han sad paa Skjæret derude med sine Grunde ved Treqvart Flodtid! Han under Ingen godt, og jeg har engang hørt ham bande over at en Bogfinke var munter og sang, men rose Spurvene fordi der var noget Suttrende i deres Qvidder. Thor. Først talte han med stor Viisdom om al Glædes Forfæn- gelighed, om tvungen Glæde, om Lystighed i et sørgende Land, om Tidens Værd og om at Morgenstund har Irr og ikke Guld i Mund efter en Lystighed -- og deri havde han Ret -- og om at Stjernene igaar havde været stik imod al Lystighed -- og deri havde han vel ogsaa Ret. Marthe. Ja for det var ganske overskyet, din Nar. SIDE: 169 Thor. Saa fortalte han baade om Konger og Andre, som vare døde midtunder Gjæstebud, men da jeg saa begyndte ligesom at græde, saa kom han med sin Hovedgrund, nemlig, at jeg var en enfoldig Mand, som burde være tidlig ude imorgen og fiske. Marthe. Ja deri havde han nu Ret. Thor. Og endnu et til, som var stærkt nok, om jeg ikke vil have ond Vind over Baaden for Eftertiden -- han sagde, at jeg be- stemt og ingen Anden skulde være vedhaanden forat roe Ge- sandten ud, og at jeg ikke maatte gaae til Gjæstebuds for ikke at blive uefterrettelig, og endelig det stærke, at saa var nu engang hans Vilje. Marthe. Men satte du saa ikke din egen derimod som jeg gjør. Thor. Jo lidt, men han foreholdt mig netop dit Exempel, der saa ofte sætter din Vilje op, og som ofte faaer see med Qvide hvor det gaaer. Marthe. Nei hør den Landstryger. Det er slemt at være visere end man har Klogskab til og stoltere end man har Raad til. Thor. Men da jeg saa endelig satte min Vilje imod hans . . . Marthe. Javist? Thor. Saa sortnede han i Ansigtet ligesom Østenkulingen og svor saa han kunde manet en Svale til at blive siddende, og gav mig det Samvittighedsspørgsmaal, om jeg vilde nyde en Drik Vand hos den Landeplager, den Tyran, den Hofsnog, den Amalekit, den falske Akitofel, den Blodigel, den -- Gudsdød! (Seer Ridder Ditlev at komme) SIDE: 170 Marthe. Ja deri havde han nu Ret. Thor. Gud hjælpe mig, Vinden stod paa. Marthe. Ei, jeg skal staae for Vasken og bruge Skjørterne som Gaase- vinger. Fort bare ned til Baaden og sæt dig der paa Stranden saalænge. (Thor lister sig bort. Marthe giver sig noget at bestille) (Marthe. Ridder Ditlev.) Ridder Ditlev. Ho, Fisker! Strandsidder. Ha! Ei hvad har jeg dog gjort din Mand, lille Kone? Jeg troer dit smukke Navn er Marthe. Jeg fik neppe Lugten af hans Beegtrøie, og skulde dog have fat paa ham. (Afs.) Aha, mon Øglen er i Redet? Marthe. Gunstige Herre, vi see sjelden Storfolk her. Og hvad vilde I vel gjøre, om I i en liden Jolle pludselig saa en Hvalfisk eller Hai af de store at stikke op? I roede nok ligesaa rapt iland, som han nu kanskee fra Land. Ridder Ditlev. Ei, det maa han ikke. Mine Landbønder holde sig lystige idag, saa de ikke ville blive duendes ved Aaren; derfor tænkte jeg at faa ham til at holde sin Baad rede til at roe mig ombord mod Aften. (Afs.) Da, om ikke før, skal jeg da faae snakke Hytten af ham. Marthe. Det kan nok skee, Herre. SIDE: 171 Ridder Ditlev. Og nok et Ærind, en Handel havde jeg . . Men du er nok Manden, Marthemoer, mærker jeg, og da træffer jeg den rette for den Sags Skyld. (Seende sig omkring) Den Hytte ligger smugt. Ja ved min Ære, hvis jeg mit Gods omdøbte til "Italien," da, som den ligger der i Bugtens Bund, den fik det stolte Navn "Venezia!" Og hvide Søiler og forgyldt Altan vel skulde Navnet hævde i det Mindres men Skjønnes Verden . . Marthe. Saa I finder Behag i Pletten, Herre? Men det gjør Flere des- værre som der siges. Ridder Ditlev. Hvem, Kone? Hvem skulde vel ville kjøbe den uden Jeg? Og kunne, siger jeg, kunne? Marthe. Og hvem skulde vel ville ikke sælge den uden Vi? Men der- for kan nok Folk finde Behag i den, som vi ikke finde Behag i. Ridder Ditlev. En herlig Udsigt, og i største Stiil! Et Omrids til en Verden denne Kyst, saa som den blev aftegnet førstegang paa Morgenskyen efter Guds Idee. Og nærved Alt udført i største Fylde med fuldendt Næthed, somom Adams Slægt den sidste Kunsthaand havde lagt paa Verden, og saa forladt den, overladende til Himlens stumme Undren Alnaturen i Filegransarbeide omforvandlet. SIDE: 172 Marthe. Det Bedste er der falder feed Makrel og adskilligt skjønt Vrag- og Drivgods her i Bugten. Ridder Ditlev. (Afs.) Hør den forbistrede Selvejertrodsighed. Det er ligesom Klangen af et andet Metal, imod naar Stavnsbundne tale. Og det Qvæg hører ikke, at jeg roser Pladsen forat egge hendes Havesyge til dog at høre et Bud. (Høit.) Ja seer du, gode lille Kone, seer du, her paa denne Side af denne lille Strimmel, som I kalde jer Plads er min Eiendom, og paa den anden Side af Bugten veed I ogsaa den begynder. Derfor kan du indsee, jeg ønsker at ogsaa denne lille Flek var min, og jeg haaber, at baade du og din Mand, som, efter dig at dømme, vist er en føjelig Mand, ville finde jer i Rimelighed. Marthe. Ja i den Rimelighed at beholde hvad vi have Lyst til at be- holde naar vi have Ret dertil. (Afs.) Ak, hvo uden John Munk skulde have kunnet spaa saa vist. Ridder Ditlev. Har man hørt Magen! Saa see selv da Kjære! Kun dette smale klippebelte af Strandsidderflekken med et Par Bygagre og nogle stivt tilskaarne Rosenhækker, mod al Natur og endnu meer mod Smag har kløvet disse tvende Fyldens Bryster hvorover, liig et Diademet Hoved, min taarnomkranste Herreborg seer ud, og i hvis Midte denne Hytte burde -- omtryllet til et Alabaster-Lysthuus -- som kostbar Solitære ensom skinne, og ikke klæbe derpaa som en Pjalt. Marthe. (Afs.) Nu kan jeg gjerne vise ham til Thor; thi han gjør Intet uden den Fremmedes Raad og mit. Ak, gid han maa være barm- SIDE: 173 hjertig mod den Anger over min Tvivlagtighed, som han nu læser i mit Bryst ligesaa vist som han længe forud læste i Herremandens denne brændende Lyst efter vor usle Flek. Ridder Ditlev. Nu Moer, hvormange Mark Sølv? Marthe. Min Mand veed hvad Hytten vejer. Ridder Ditlev. O da er Hytten min, og jeg kan brænde den Ræv, den skjuler, ud. Som meer og meer om Bomben smelter, der i Sne nedfaldt, saa skal min Eiendom udvides fra den Flek, hvor jeg min Herrefod fik sat. Hvor kostbar er Minutten! Som et Gran af Guld paa Virksomhedens rappe Hjul den kan udspindes til saamange Alen, som trænges for at fange rundt det Ønske, der fandt i Sjelens Vidhed neppe Rum. De faae Minutter, mens min høie Gjæst trak sig tilbage i sit Kabinet, jag't af min Uro, kunde jeg benytte til Rolighed at faae med denne Hytte. Marthe. Ja frist I, Herre. Men jeg frygter I vil finde, at min Mand, som nok kan være svag ellers, i det Punkt hviler paa et Zion, hvor der ikke aflades at synge: frels os fra det Onde! Ridder Ditlev. Hvorledes? naar Mand og Kone, eller Kone og Mand efter Omstændighederne, eller naar Konen, der pleier at have flere Sind, er enig med sine Sind og vil, saa skulde ikke Mandens ene være tvungen af denne Mangfoldighed? SIDE: 174 Marthe. Nei, Herre, der er liden Enighed, for her er en Viismand i Huset, som har meget at sige. Men nu Gud og Allehelgene vel- signe ham fordi hans Advarsel har holdt Prøve som en profetisk Spaadom om at vor stakkels lille Hytte vilde komme i Fare for en Stormands Ønsker, der ere ligesom Havet. Ridder Ditlev. Qvinde! hvor er den Skurk? Marthe. Jovist, Herre, det er ikke godt at sige for Lægfolk. Uglen farer ikke vaerligere ud om Natten end han, og om Dagen -- ja den, som vidste Vindens Veje. Men om Dagen kommer han undertiden ind i Stuen ligesom en Trækvind og gaaer raskere end jeg nu. (Gaaer ind i Hytten) Ridder Ditlev. For Djævlen, nu sidder han fastere end nogensinde! Men mit Øjemed paa Hytten ogsaa, saasandt jeg er en Adelsmand. Og Kongen, der er en ung Fantast og despotisk Liberal, taaler vel Voldsgjerninger mod Andre, men ikke mod Bønder og Land- strygere . . . ja ikke mod Bønder; thi det er dem han nu maa vinde og støtte sin Sag til. (Junkeren kommer ilsomt.) Junkeren. Ah, er I der? Gesvindt, I savnes hjemme. Hans Majestæt forlader sit Gemak. Ridder Ditlev. (For sig selv.) Og dette Friqvarteer er spildt med Snak; thi min i det er Hytten end ei blevet. Junkeren. Til Fredrik Kongen sønligt Brev har skrevet, som I skal bringe frem. SIDE: 175 Ridder Ditlev. Og er det bragt, da kommer Hytten ogsaa i min Magt. Min Krop dig følger -- Den er Underdan -- men ei min Sjel -- den er en Adelsmand. Ad anden Vei, ad Linje eller Bugt imod sit Maal den stiler fri sin Flugt. Hvad før kun var en knap undfangen Grille er Herreplan, naar simple Folk ei ville. Det Rede der, hvori en Avindsmand udruger Oprør under skumle Plan, og blodig Bondefrihed som i Franken, er nægtet mig. Jeg taaler ikke Tanken, og Negtelsen opflammer Lysten meer. Jeg rolig er ei førend mit det er. (De gaae). (Borgegaarden. Herregaardsbønder med deres Qvindfolk ved et opdækket Bord. Herluf og Erik imellem dem. Kjøgemesteren.) Kjøgemesteren. -- Hei lystig! Vil I være lystige, Karle! Ellers kommer Borg- fogden, og imorgen bliver han ikke grei fordi han er den Lystigste idag. Erik. Hei -- ja lystige, siden det skal saa være. (Tager for sig) Kjøgemesteren. (Til Herluf) Tygger du paa Brusk eller skjærer du Tænder? Herluf. Djævelen! Kjøgemesteren. Skjærer du Tænder? SIDE: 176 Erik. Nei, Djævelen! Giv mig et Stykke. Kjøgemesteren. Ja imellem Tænderne. Og saa en liden Vise og noget Latter! Herluf. (Mumlende) Det er ikke Tider i Norge at lee i -- Djævelen! hvor bliver vor Mand af? Kjøgemesteren. Hvad mumler du? Herluf. (Afs.) Djævelen! Han mærker Ord. Erik. (Tagende for sig) Sligt gaaer ikke an. Tænk paa Herremanden skal reise. Herregaardsbønder. Ja Heisan! Det er sandt. (Gribe til Fade og Bægre) Erik. Hihi, det er saa godt som et Bæger Mjød (Drikker) Som nok et Bæger Mjød. (Drikker) Kjøgemesteren. Ei, I er' fulde, I Sviin; ikke lystige. Og det skal I være efter Ordre, dersom ikke dette sorte Afskum . . (Seer sig om) Nei, nei, jeg slog ham af Pletten, saa han nok holder sig hjemme til han bliver hentet frem paa Stagen som en Grævling af Hulen. Frisk op! jeres Øine staa stive istedetfor at rulle omkring i Hovedet af den Glæde, der pønser paa tusinde Løjer og Spilopper. Herluf. Ja Gu' pønse vi. Kjøgemesteren. Ret, pøns paa noget godt, til Kongen selv kommer ned, og da skal I lade somom I ikke mærke ham -- thi det liker han -- SIDE: 177 men lee umaadeligen af Hjertets Grund, saa Alting ryster saa- ledes . . (Skoggerleer. Erik og et Par Andre efter) Herluf. (Slaaer i Bordet) Tys! Hvem leer? Erik. Ikke jeg, ikke jeg. Der kom noget i Halsen. Herluf. Er du slig En? Djævelen i Halsen din! Kjøgemesteren. Om igjen! Dersom det gaaer godt idag blier jeg kanske Kantor. Om igjen! Fald I ind, Herluf, I Herluf Kristoffersen, med jer gevaltige Bas, ligesom et dobbelt Echo, naar I kan skjønne vi ere midti Skratten, og naar saa Herluf er læns paa Luft, saa begynder I igjen, der endte først, og saa gaaer det tre Skratt- salver rundt. Og spørger Hans Majestæt hvad vi lee saa godt af, saa skal jeg svare: af Hjertens Grund eller af Deres Majestæt, eller noget Andet, som vil fornøje ham, eller En af jer kan have et lystigt Indfald i Baghaanden. Herluf. (Tager en god Slurk) Ja som f. Ex.: Gjør os Selveiende som vore Forfædre eller som vore Naboer paa Stranden, saa skal vi lee af os selve fra Juul til Juul. Hvad mener I om det? Kjøgemesteren. Ei -- ja, det kunde saa være; men I fik dog holde op mens Gjøgen galer, for ellers hørte man jo ikke Gjøgen i hele Landet. Men -- hei! I der nede! hvad skumle I over Ølkruset over? skal I skumle over Ølkruset? Det gjør suurt Øl. Til Liigfærds ere I muntre nok ellers. Erik. Saa bør vi være muntre for det er til Liigfærds. SIDE: 178 Kjøgemesteren. Gid det var saavel, for saa faldt der lidt af for mig udenom for Talen. Erik. Ja vi er til Liigfærds over vort Ungfæ. Hid med Laaret der! Herluf. (Mumlende) Ja Gu! tør det nok blive Liigfærd. Kjøgemesteren. (Til Erik.) Skal jeg holde Tale over Ungfæ? Jeg? Jeg? Skal jeg? (Puffer ham.) Herluf. Nei over gammelt Fæ. Kjøgemesteren. Ja naar du styrter. Og du skal styrte af dine egne Ords Op- blæsthed af Trommesyge. (Liv og Støi. Nogle Slag falder. Kongen kommer med Følge, hvori Ridder Ditlev og Junkeren. Trætten ophører. Stilhed) (Kongen med Følge. Herregaardsbønder. Siden John Bratt.) Kongen. (Trædende ind) Ah Ditlev Brockdorp, Vellyst du mig skjænker. Saa vil jeg Folket: vildt, men jublende. (Afs.) Og i dets Jubel skal min Adel høre et Drøn af en af de Vulkaner, der bære Thronens Tind som egen Æres, men splitte, naar en Ildkolonn af Konge sig reiser i sin høie Eensomhed, de Slotte og de ødsle Haver, som paa Borg Noblessen kliner opad Foden. Ridder Ditlev. (Afs. til Kjøgemesteren.) Hvor gaaer det, Kjøgemester? Kjøgemesteren. Rigtig traat. SIDE: 179 Ridder Ditlev. Faa Liv i dem ved nogle Gjøglerkunster. Kjøgemesteren. Det skal jeg, Herre, bare ei Han kom. Han, som I veed. Ridder Ditlev. Saa overskrig ham til vi have fjernet os. Kjøgemesteren. Hu, jeg vil rive den Fuskers Maske af. (Gaaer til Bordenden og gjør Grimasser.) Kongen. Blot tusind slige Bredskuldrede af Landets Børn, blot tusind Graakofter, som, eengang enthusiastiske, er svungne Øxer lige, Haand ei styrer! Blot tusind Slige -- ha, hvad mener du -- ? paa eengang reiste rundtom Agershuus! Herluf. (Til Kjøgemesteren. Ruskende i ham.) Stille med dine Grimasser! Lad os høre hvad Kongen siger. Kongen. Da, naar Bevægelsen begyndte kun fra Folkets Bund og Bølge, i fra Bonden, da skede det, som naar et Hav oprøres af skjulte Krampetræk i Jorden eller af ukjendt Vindstøds Greb i enkelt Bølge, at ei den stansed før alt Landet rysted og rysted af forhadte Herrevælde. Da blev det Raab i Landets eget Maal et Drøn, som kaldte Birkebener frem af hver en Stue i det vide Opland. Da brød en Flamme frem af Grunden selv, fra hver en Steen en Jernbyrds-Prøveild, hvori kun Kristians Ret fik fæste Fod, SIDE: 180 en Ild, hvis Skin mod Himlen lod paany Alnorden see at Kristians Lykkesol var runden op, mens Fredriks stjaalne Glands deri henblegnes med hans Gyldenstjerner. Og, Ridder, I blev her, saavist som Højren ved Sværdet da, og I med Sporen kunde mit Tryglerbrev paa Stranden sønderhugge. Ridder Ditlev. Paa mine Bønder kan, som paa mig selv, med Tryghed Eders Naade stole. Kongen. Ja jeg seer det. Du, -- og derfor jeg dig elsker, og vilde dig ei Grevedømme negte -- behandler dem ei som en Adelsmand, som Folket dømmer strengt alteftersom hans Nærmeste opføre sig mod det. Derfor -- (Støder hastig sit Sværd mod Jorden.) Ha, mine egne Landsmænd har forraadt mig, gjort mit danske Navn forhadt! Kun du, saavidt som dine Arme strække udsoner alt. Ridder Ditlev. Jeg vilde, Eders Naade. Kongen. (Heftig.) Du kan ei Blodhund! Blodhund som de Andre! Du kan ei, om du var saa from at Engle neddalte paa din Bøn og fejed med skystore Vinger Kredsen om dig reen i hvor du bad. (Hyller Kappen for Ansigtet.) Ridder Ditlev. Ak, Eders Naades Tanker forvilde sig. Kongen. (Mumlende.) Han vil det vel, kun Han. SIDE: 181 Ridder Ditlev. Jeg giver godt Exempel efter Evne, og drypper Balsom i de aabne Saar. Kongen. Dog bløde de endnu. De vil ei standse før -- (Afs.) Ha, imellem mine Ulyksstjerner er Herlufs Stejlehjul optaget, Skjebnen med rædsom Tryghed ruller mig paa det imøde. (Højt.) Stands! Jeg selv gaaer det imøde, og lægger mig og tager mod dets Slag, og endelig tilsidst mod Naadestødet. Afsted! ombord! Følg Kongen! Han sig giver. Ombord til Gyldenstjerne! (Vil gaae) Ridder Ditlev. (Bedende.) Eders Naade -- Kongen. (Fremdeles i halv Vildelse) Ombord til Gyldenstjerne? Jeg? Haha! Da fængsled jeg mig stille. Ridder Ditlev. Ak Eders Naade -- Kongen. (Standsende) Ja, jeg vil være naadig! grum ei mere Vil Himlen være Naade imod mig, da vil jeg være Naade imod eder. Bed derfor for mig! Det er for jer selv. Og send til Oslo Bud, at Biskop Hans ei Alteret forlader Dag og Nat! Og, forat være sikker, til Antonius, som kjender Luthers Aand, og derfor er, som jeg, forhadt og spærret i sin Celle! Men beder, mine Faae! Bed, Ditlev, du er from; men trods ei Himlen ved sligt Forsøg at ville vende Hjerterne til Det er dens kaaren Straf at de bortvendes. SIDE: 182 Ridder Ditlev. Tillad mig, Eders Naade, disse Øren bør ei. Kongen. Ha, det er sandt. De ere gode Papister; men det vil ei vare længe. Dog holder nok min Tro mit Liv ud. Ridder Ditlev. Ak, jeg mente, disse Øjne rundtom bør ei Eders Naades mørke Time see. Kongen. (Livlig.) Nei, nei! Min mørke Time? Har jeg slige? Kun veed jeg denne er en af de sjeldne, iblandt de glade simple Jordens Børn. O Kristians haarde Hjerte kunde græde af Fryd; thi disse glade Aasyn paa den Plet, hvor Hyttefad blev fældet, og hvor jeg i Blod, i Blod af Tusind Aarer hans Kjækhed qvalte, vise, at det er forglemt og da udsonet. Thi som Alt i Mindet lever, døer og Alt med det. (John Bratt viser sig i Baggrunden. Herluf gjør Mine til ham.) Ridder John. Det er ei glemt. Kongen. (Til R. Ditlev.) Hvem seer du paa saa stivt? Ridder Ditlev. Paa ham der bag. Kongen. En Munk? Han maa ei stødes. Det støder Folket og det er at træde det hele Kleresi paa Foden, saa det Hydras Hoveder i Harm og Smerte SIDE: 183 sig vende ogsaa fra os. Derfor, Ridder, behandl ham vel, og giv ham kun en Styver, saa signer han dem Maden, og de Stakler da ret ei vide med de fulde Kjæber, om ei de sidde alt tilbords med Jakob. Ridder Ditlev. (Hviskende.) Han seer fordægtig ud. Kongen. Saa gjør de Alle, og ere det end meer. Herluf. (Til sine Sidemænd.) Pas nu paa, Kammerater. "Ja!" til alt, han siger, og slaa i Bordet. See dig om, Kjøgemester! (Kjøgemesteren seer sig om, bliver siddende i en forskrækket Stilling, da han seer John bag sig.) Kjøgemesteren. (Mumlende.) Nu! er du der? Hold dig bare i Skindet. Ridder Ditlev. (Seende sig ængstligt om.) Jeg hører Fløjen skrige, Eders Naade! Den kalder mig just for den staaer imod. Det blæser op, men kun min Nidkjærhed. Den aftner paa, maa kun for mig at vise den Stjerne, som for Eders Sag skal føre mig over Havet. Kongen. Hvordan det end gaaer, i hvad du bringer, Døden eller Livet for mig, saa er du lykkelig, min Ditlev; thi Glade ville disse Ansigter dig møde atter. Ridder Ditlev. Ville vi ei Jorden skal være grøn og venlig om vort Huus, ei sort som Ørknen, trampet som en Bane? SIDE: 184 Og, Eders Naade, koster det saameget? Lidt Vand kanskee, knapt Tilsyn -- ikke mere. Hvi skal man da ei endnu heller ville, at Mennesker, hvormed vi daglig færdes, os vise blide Aasyn? Og det koster ei slig Umag eengang som Markens Grønhed. Lidt Venlighed og Mildhed -- neppe det; kun at man er et Menneske -- ei mere. Kongen. Meer dig som Fremmed. -- Nei jeg fatter dig; kun Menneske, er ingensteds man Fremmed! Det synes simpelt, dog er det en Kunst. Man maa ei være Menneske som hjemme, men Menneske som dem man lever mellem, ei Herremand, skjøndt Dansk, i Norge som i Danmark, men som norske Herremænd, skjøndt ellers Herremænd sig stedse ligne. Ridder Ditlev. Just saadan En har gjort den Kunst mig let at elskes. Ridder John. Ha, han lyver! Kjøgemesteren. Vil du tie! Skal Nogen tale, skal det være mig. Ridder Ditlev. (Som seer Kongen bliver opmærksom) Det er en Trætte kun af Embedsiver imellem Kjøgemestren og hiin Munk, som ubehøvlet trængte sig herind. Men, Eders Naade, hør her et Beviis paa hvad jeg sagde om Kontrasten mellem den forrige, skjøndt norske, Herremand og mig, der alt ei agtes længer fremmed. (Peger paa Erik.) Du, Bonde, for Exempel, svar hvorledes I leed den Herremand, som var her før. Nu svar, svar frit! Hvem bedst af ham og mig. SIDE: 185 Erik. (Langttrukket.) Aa, jeg veed ikke. Herluf. Aa det var Hip som Hap. Erik. (Rask) Ja det var et Bæst. Ridder Ditlev. (Forvirret.) De ei forstaae mig, Eders Naade. Ridder John. (Afs.) Skulde for slige Fæ jeg klage? Nei, men heller ikke kan over dem jeg klage. Saa de ere. Jeg vidste det. Kongen. Hr. Ridder, Timen kommer. Ridder John. (Afs.) Ja Timen kommer, da han standses maa. Ridder Ditlev. Se jeg er rede, Eders Naade (Afs.) Ha, hvad vil han? Han sig trænger frem. (John trænger sig frem fra Bordenden henimod For- grunden, fulgt af Kjøgemesteren. Herluf klapper.) Ridder John. (Med stærk Røst.) Hør, Konge! Og hør opmærksom; thi det gjælder Dig. Naar Bondeplagen der belyver dig, som han har gjort, midt i dit aabne Aasyn, hvorledes troer Du han vil paa din Bag dit Ærind røgte? Send ham derfor . . Kjøgemesteren. (Styrter paa ham; river Kappen af ham. John Bratt staaer der i ridderlig Rustning.) Skurk! skal Nogen tale, skal det være mig. Gudsdød! O! om Forladelse . . SIDE: 186 Kongen. (Forfærdet trædende tilbage.) John Bratt! Forræder, end du lever! Grib ham! Ha, (Trækkende sit Sværd. Ligesaa Kongens Følge. Bønderne springe op, men vise sig passive.) Forræder, kommer du fra Herlufs Grav? Ridder John. Fra Røsen mener Du, som Du ham undte. Ridder Ditlev. (Afs.) Ah jeg forstaaer, ham Odelshevnen drev. Kongen. Forræder, vil du dræbe mig? Ridder John. Jeg kunde. Kongen. Grib ham! Nu skal du døe! (Kongens Følge omringer John Bratt.) Ridder John. (Dragende halvt sit Sværd.) Da døer dit Haab. Herluf. (Til Bønderne) Fanden maatte hjælpe ham, naar han er en Herremand som de Andre. Ridder John. (Stødende Sværdet ind.) Nei, jeg har bedre Vaaben. (Trækker Kapselen frem. Udtager et Brev. Holder det, somom han vilde rive det sønder) Kristian, viid Din Sendings Leidebrev fra Gyldenstjerne jeg bringer. Bort med Sværdene, hvis ei jeg sønderriver det i Dødens Krampe! Og da . . det er dit sidste Haab. Jeg veed det. Og da . . SIDE: 187 K. Kristian. Hold inde. Han maa have Fred. Han maa . . (De stikke Sværdene ind.) Ridder John. Jeg veed jeg maa, og takker ikke. K. Kristian. Men ved min Sendings første Hjemkomsttrin dit Leide er forbrudt. Saalænge er dit Liv med hans isammenknyttet. Efter dit Blod har Kristian tørstet treti Aar! men haab ei længer! Frist da ei mit Taalmod Det er ei endeløst, om det kan bie; men Aar kun er den lange Tubus, hvori det seer sit fjerne Formaal uformindsket. Og da min Iid uhindret skal sig dele imellem Norges Krone og dit Hoved. Ridder John. (Overgiver Leidebrevet) Hold Halvten, Kristian, kun af hvad du loved, og endda blier du mindre end du var. (Gaaer.) Kristian. (Givende R. Ditlev Papirerne.) Afsted, Gesandt! afsted! Ridder Ditlev. Jeg er bered. Kristian. Saa flux ombord! Min Lykke med du har i Tryglerbrevet. Thi der skrevet staaer, hvo sig fornedrer, sikkrest Høihed naaer. (De gaae ud Borgporten.) Junkeren. (Følgende efter.) Og skrevet staaer i Verdens Viisdomsbog: hvo sig i Skibbrud redder, han er klog. SIDE: 188 Herluf. Ha, Gutter, nu maa vi stole paa os Selv, for nu vil begge Herremændene spille om os. Derfor maa vi vælte Bordet. Kjøgemesteren. Er du gal? Nei nu skal vi stole mindst paa os Selv, nemlig paa vore Been, som ere vort Svageste. Hid med Felen, og saa ind i Borgstuen til en Svingom. Det lyser alt derinde, og det siger det Samme som at det bliver mørkt her. Herluf. Gud naade dig for den gamle Herremand, Kjøgemester! Kjøgemesteren. Ei, jeg holder mig ikke til Herremand Galgenfrist, men til den nye, til den, som er Herremand, ikke til den, som var. Herluf. Ja hvorlænge vil det vare? Hvorlænge vil det vare? siger jeg. Kjøgemesteren. Spaaer du Ondt, saa gaa paa Stranden. Hid med Felen bare! (Qvinkelerer.) Det var mig, som maskede ham af. Ei, hvor jeg maskede ham af! Herluf. Jeg siger bare, den Gamle er fulere. Kjøgemesteren. Men jeg rev Fuulheden af ham. Op nu, Folk! En Kjøge- mester maa være ægte og uforfalsket -- ikke i sid Munkekappe eller i Plade, men qvik og lealous som jeg. (Hopper op. Spiller en Bonde- dands. Folket følger ham, som det lader til noget tilpakket. Kun Herluf bliver igjen.) Herluf. (Lyttende udad Borgporten.) Sjuh! Nu kommer det Sikkre i Regningen, de otte Huller i Regningen. Men gid! -- Djævelen, at jeg skulde gjøre det for en Herremand! Og Thor, Thor, stakkels Thor, som skal gaae SIDE: 189 med i Regningen, ligesom et Tal, man stryger ud af Vanvare med Kjoleærmet. Hys, hvad var det? Jeg syntes det skreg alt udpaa. Men det var nok Mandskabet paa Danskegalejen, som varpede Anker eller hidsede Sejl. Det blæser op og mørkner paa. Djævelen! saa er der vel lidet Haab for Thor, som dog er En af vore Egne. Gid det gik overstyr for iqvel, for det blier mørkt iqvel! Sjuh! Jeg troer han kommer igjen. Saa gid han var udpaa. (Kongen med et lidet Følge kommer tilbage. Herluf trykker sig bag Porten.) Kongen. (Idet han gaaer over Borggaarden.) Som Cæsar "jacta est alea" jeg siger. Han er i Baaden alt. Hvor rask og nidkjær, saa skrøbelige Farkost knaged, sprang han ei deri, somom ham Jorden brændte, -- nei, somom Jorden var et oprørt Hav og Baaden Klippeod, der kunde frelse. (Lyttende til Musiken.) De dandse Dyvekes Menuet. Jeg vil see til; thi Kristian er stærk Ja kom, kanskee et Egnens Underværk, en Dyveke, den træder nok saa net. (De gaae ind.) Herluf. (Trædende frem i Porten. Lyttende.) Nu skreg det . . . Djævelen! Gudsdød! Atter! Sjuh, den Helvedes Musik! . . Atter! Lad staae til . . . Tre Stemmer! Gudsdød, man troer det er Lommen. Atter! (Man hører fjerne Skrig.) Nu det gaaer ikke an! Thor! Thor! frels Thor! (Løber ud.) (Stue i Strandsidderhytten. Marthe spindende ved Arnen, hvor Ilden blusser. Ude høres af og til Stormen larme.) Marthe. (Synger.) Hvem banker nu saa silde paa? "Ak, kjender du din Fader ei?" " -- Min Fader er i Mulden graa. Did er saa lang en Vej". SIDE: 190 "Din Fader er i Mulden graa. Det veed vist bedre jeg end du. Det er din Moer, som banker paa. Du kommer mig ihu!" "Min Fader er i Mulden graa; min Moder er det ligesaa." " -- Nei, det er dine Sødskend smaa, som banke ydmygt paa." "Ei mine Sødskend smaa, forsand. Forlængst de Alle er' hos Gud." "Ak nei, jeg er din Fæstemand. Luk op! luk op, min Brud!" "Min Brudgom er du ei, forvist! Han seiler tusind Miil herfra. Dog, kan du nævne Jesus Christ, jeg lukker op dig da." "Og var du Rosmer Havmand selv, jeg aabne skal dig dog min Favn. Men ei du kan; det dyre Navn dig brænder i din Hals". "Ja jeg er Rosmer Havmand selv, og Du skal være Bruden min. Jeg vil dig seile under Ø i klare Maaneskin". "Dit Fartøj er en Møllesteen. Tro mig, jeg stiger ei derpaa. Du styrer med et Dødningsbeen indunder dybe Blaa." "Jeg veed du Havmand fuul paa Land tidt vover dig to Miil og tre. Du glider let paa tørren Sand, naar Vand Du kun kan see". SIDE: 191 "Du lokker Barn med Perlemor og Brudepar med Maanens Guld. Du hænger selv ved Kjøl og Roer til Baaden rinder fuld." "Du lokker fra sin Ganger prud Den Riddersmand i hullet Baad. Du lokked selve Kongen ud med dine falske Raad". "Du gik dig, Havmand fuul, paa Land, og paa Kong Kristians Vaadesdag hans Flaade lokked du paa Vand og slog den saa iqvag." "Hvi var der Fromhed ei ombord? ei hellig Præst, som Bann'ret bar? Da Kjølen, Rosmer, med hvert Ord dig Brystet sønderskar." (Det banker paa.) I Guds Navn, hvem er det? (Aabner alt Døren) Kommer du alt hjem, Thor? (Seer det er John Bratt) Naa, naa, er det Jer? I kan trænge til noget, I Gudsmand, dersom I ikke kommer fra Gjæstebuds? (Marthe. John Bratt i Rustning. Siden Herluf, Thor med Ridder Ditlev.) R. John. Har Du hørt noget? Marthe. Ikke andet end Lommeskrig, lidt Blæst og nogle Ænder. (Syslende med Varmen.) Men I kan trænge til noget, og I skal faae det lækkert, siden I var saa snild at give mig et Vink om hvorledes Herre- manden var tilsinds for vor Hyttes Skyld. Han kløede isandhed efter den, og kløer endnu saavidt jeg kunde mærke. Men er der ikke andet Raad, saa skal I faa Skjøde paa Hytten, og saa kan I tage os paa Vilkaar. (Flammen blusser klarere. Hun vender sig om. Seer Ridder John i Rustning. Slaaende Hænderne sammen.) Men alle Helgener! hvor seer I ud? Kommer I med det Gode? SIDE: 192 R. John. Nu, nu, nok med det! Er din Mand kommen hjem? Jeg maa takke ham for alt Godt. Marthe. Ak, I veed nok hvad Vejr der trækker op. Denne Rustning er jer Uvejrskappe. R. John. (Lyttende.) Tys der er han. Marthe. Aa, Han kommer nok, han Thor. Vejret er ikke værre. R. John. (Lyttende.) Ha, der er Flere . . Skulde . . ? (Thor kommer drivvaad ind med Ridder Ditlev paa Skuldrene, hjulpen modvillig af Herluf.) Thor. . . Kone, støt mig . . jeg synker . . Tak Herluf ! . Tak! Det var ærligt gjort . . Marthe. Men i Jesu Navn da? . . Thor. Kom med en Styrkning, Marthe. Jeg har været togange lige- saa dybt som Denne. (Lægger Ridderen paa Sengen.) Men den tredie Gang, jeg kom op med ham, var Herluf vedhaanden og fik mig fat i Luggen, og saa kom vi op som to sammenbidte Hummere. Men Baaden min, Baaden min, er væk. Den sank som Bly, og ikke En rørte sig paa Galejen for at hjælpe os. (Sætter sig mat.) Marthe. Han maa have ført en Forbandelse med sig, Herremanden. Nu skal han da, tænker jeg, lade vor Hytte med Fred. SIDE: 193 R. John. (Bøier sig over R. Ditlev.) Ja han nøjer sig nu med mindre Hytte. Jeg tænker en paa sex Fod vil være mere end stor nok. Ha, Brevskabet? (Løser et Document ud af R.Ditlevs Barm.) Det maa i Gyldenstjernes Hænder. (Gaaer) Marthe. Ei, Herluf Christophersen, du staaer jo somom du ikke havde noget at rose dig af. Thor, du faaer drikke et Bæger med Her- luf, som . . Men, store Helgene, Thor er jo ogsaa borte? (Rusker i ham.) Thor! Thor! kjære Thor . . Aa Gud hjælpe mig! . (Hulker.) Herluf. (Grædende med hende.) Ja hvorfor skulde jeg gjøre det, hvorfor skulde jeg gjøre det, naar Thor var med? . Med Herremanden kunde det være det Samme; men Djævelen i begge Herremændene og dem alle! Thor. (Vaagnende igjen). Ei er du der, Marthe. Det var en svær Pust. Men Herre- manden Gesandten maa vi have tillive, ellers tager Kongen eller Fanden ved os. Hans lange Junker bergede sig ombord i Galejen, men Denne her kan ikke ligge sligt til. (Springer op og rusker i R.Ditlev.) Herluf. Djævelen! lad Ham ligge. Thor. Nei, nei; han maa vel have ligesaameget Aande i Livet som jeg, thi vi vare baade under og over sammen. Han greb mig strax om Halsen, og saa kunde Pokkeren blive ham qvit. Marthe. Han har ikke forskyldt det; men for Skams Skyld faaer vi vel stryge ham under Næsen med lidt Ædikke og gjøre hvad vi kan. (De experimentere med R.Ditlev.) Herluf. Sjuh! Marthe. Hvad var det? SIDE: 194 Herluf. Han drog Vejret -- Djævelen! Marthe. Saa kom da, saa faaer vi lægge ham i vor Gjæsts Seng; thi skjønnede jeg ham ret, saa kommer han ikke hjem inat. Herluf. Herremanden rører jeg ikke -- Djævelen! gid begge Herre- mændene laae i samme vaade Seng! (Gaaer. Marthe og Thor bære Ridderen ind i et Kammer.) (Sal paa Agershuus. Knud Gyldenstjerne. Mogens Gyldenstjerne i halv geistlig og ridderlig Rustning. Kjerter paa Bordet.) Knud Gyldenstjerne. (Rækkende Mogens et Brev.) Læs Resten, du som kan. Det salte Vand i Øjet og det salte Vand, hvori det dyppet er, ulæselig gjør Skrivten. Mogens Gyldenstjerne. Og denne Hyklen kan bevæge Dig? Den frække Brug af Skriften bringe Dig til Tro paa slig beregnet Troløshed? Knud Gyldenstjerne. Ulykken rører ved sit Overmaal. Mogens Gyldenstjerne. Ei den Ulykke, som er Udaads Straf. Og heller ikke dig dens Topmaal rører, men kun dens Udtryk rører dig som Lægmand. Og derfor just . . (Vil rive Brevet isønder. Standses af Knud.) Knud Gyldenstjerne. Nei, nei! Du raser; glemmer Du at det er et Brev? SIDE: 195 Mogens Gyldenstjerne. Hvis Segl jeg brød, om Gud ei selv med Trykket af den Haand, som engang aabned Dybets Rædsler for syndfulde Jord og Noahs bange Øje, med Havet ikke havde alt det brudt. Det er min Ejendom; thi Ingen veed hvorledes det saa blev. Knud Gyldenstjerne. Jo En det veed, og Han er en Forræder. Mogens Gyldenstjerne. Men en bunden, just ved den Maade bunden, han det fik paa. Knud Gyldenstjerne. Og paa din Ordre, Mogens? Mogens Gyldenstjerne. Frit han handled som jeg for Fredrik vælger mine Midler. Han skulde hindre Sendelsen. Hvorledes, det er hans Sag. Men døm af eget Indtryk, om Brevet ikke maatte standses. Knud Gyldenstjerne. Læs da! Mogens Gyldenstjerne. (Læser.) " -- -- Thi komme Vi nu til Eder, kjære Herre og Broder, som den forlorne Søn, ikke aleneste som til vor kjere Far- broder og Ledemod udi Jesu Christo, begjærende og bedende Husvalelse, Hjælp og Trøst af Eder efter al Tilbørlighed, Ære og Redelighed. . . (Standser.) SIDE: 196 Knud Gyldenstjerne. Hvad er det, Broder? Mogens Gyldenstjerne. Ah, en Tanke Kristian mig giver selv. Hvis dette kunde lykkes! Knud Gyldenstjerne. Hvad mener du? Mogens Gyldenstjerne. At Kristians egne Ord, som kun figurlig om hans Sending brugtes, at han som den forlorne Søn skal komme, opfyldes skulde om ham selv. Knud Gyldenstjerne. Nei nei, da var han ei ved Vid. Mogens Gyldenstjerne. Ulykke skjærper kun til en Grad. Dens Overmaal gjør sløv. Og Tanken om et saadant Skridt -- vi høre jo at han Selv har været nær den. Knud Gyldenstjerne. Broder! Vanvittig er ei Kristian endnu. Mogens Gyldenstjerne. " -- -- Thi Os forhaabes dog aldeles til Gud, at I skulle vel- villigen og mildeligen tilsee vor store og lange Elendighed og Sorrig, som vi overmaade (Gud være Lov!) til denne Dag have lidt, og endnu daglig lide, og at I ville bevise Eders kriste- lige tro Hjerte imod Os med Kjærlighed, Vilje og Venskab, hvilket uden Tvivl den evige gode Gud med alle gode Engle vel be- falder. Thi om den alsommægtigste Gud selv har i sin retfærdige SIDE: 197 Vrede belæsset Os med saamange Gjenvordigheder -- skulde det da være billigt, at ikke alene Eders Kjærlighed men alle Mennesker fiendtligen en saa Nedbøjet skulde forfølge? At skrive og handle saaledes; er da dette Eders Evangelium? er dette Guds Ords Kraft og Virkning hos Eder? Hvad er det da for en Aand, der boer i Eder, at I anvende al mulig Flid at dræbe Den, som Gud faderligen straffer med faderligt Riis? at I, dyngende Smerter paa Smerter, begjærer at tilintetgjøre Den, som, med heftig Angst nedbøjet under den guddommelige Magt, er Fortvivlelsen nær? Hvor er her Trøst for et bedrøvet Hjerte? Hvor Opmuntring for en nedbøjet Sjel? hvor Vederqvægelse for den ydmygede Aand? (Knud Gyldenstjerne drager et dypt Suk.) Du sukker? kjender du igjen ei Ræven. Hans Ræv i Oslo? Knud Gyldenstjerne. Det er Kristians Haand. Mogens Gyldenstjerne. Ja, Hans. Knud Gyldenstjerne. Nei hans. Jeg mener Kristians egen. Han selv har skrevet det og vist om Natten, naar Sorgen holdt ham vaagen og for Øjet hans Livssensspeil. Mogens Gyldenstjerne. Saa døm da af det Indtryk, det gjør paa Dig, om slig Udgydelse maa komme ned til Frederik og Raadet. Den er til dem just stilet. Bare hør hvor blød hans Rævhale soper Støvet udover sine Skjændsords Brodde. Hør! " -- -- Vi udbede os ydmygeligen Fred og vor Alderdomshvile i dette vort Fædrenerige Norrige, at dets dybe Saar kunne læges, hvorefter vi da kjærlige og venlige engang kunne komme med Tak til Eder og vort kjære Fædreneland. Og bede vi gjerne, SIDE: 198 at I ville lade dette Brev læse for Eder og ganske Rigens Raad, paa det de kunne alvorligen forstaae vor fredsommelige gode Mening og christelige Hjerte mod dem Alle. Thi Os forhaabes, at de skulle være Os venlige og kjærlige af deres Hjerte, naar de see, at vi ere vel fordragne udi det at vi ere eet Blod og Been, udi eet Sind, Hjerte og Kjærlighed, og efterdi de have været Os fiendtlige og strengt uvenlige den Stund, I og vi vare usamdrægtige, og det alt for den store Trofasthed og Tjeneste, som de ville bevise imod Eder. Thi det er og da tilbørligt at de elske Den, I elsker, og ere vore Venner af Hjertens Grund, for- ladende udi Jesu Christo al den Skyld, Brøst og Uvilje, som de have imod Os. Den evige gode Guds store Naade og Barm- hjertighed og gode fredsommelige Aand være med Os og Eder Alle med og til evig Tid!" De Ord maa ikke komme videre. Her døe de bedst saa stille som et Suk. (Sønderriver Brevet.) Knud Gyldenstjerne. Forsvar du det! Mogens Gyldenstjerne. Jeg har jo Kongens Fuldmagt. Knud Gyldenstjerne. Gaaer den saavidt? Mogens Gyldenstjerne. Nei ikke videre end til at handle, som han selv vil handle. Og saa gjør Frederik med Kristians Breve. (Kaster Stumperne i Kaminen.) Knud Gyldenstjerne. Det er ei ærligt. Mogens Gyldenstjerne. Holdt du Agershuus ved Ærlighed? SIDE: 199 Knud Gyldenstjerne. Jeg var dets Kommandant, og maatte holde Borgen som jeg holdt den. Mogens Gyldenstjerne. Men Jeg er Norges. Jeg maa holde Norge. Og saadan Fæstning vel undskylder Listen, at flye en Fiendes Gesandt sit Leide, forat faae Finger i hans Budskab. Ha! det lykkedes, og mere tør vel lykkes. Knud Gyldenstjerne. Og vil I bruge samme smukke Kunst, forat faae Fingrene i selve Kongen? Mogens Gyldenstjerne. Du kalder Kristian Konge? Knud Gyldenstjerne. Broder, gid Du mere hang i Gjerning end i Ord! Mogens Gyldenstjerne. Og omvendt Du! Knud Gyldenstjerne. Hvorledes? Mogens Gyldenstjerne. Ingen Tvist, om end vi kunde hade! Du er Ridder. Knud Gyldenstjerne. (Gaaende.) Og Du er Bisp. Mogens Gyldenstjerne. (Seende efter ham.) Lidt mere vel end Bisp, ja meer end baade Bisp og Ridder, meer end tvende Konger; med den Enes Magt er i min Haand jo begges Skjebne lagt? (Aabner en Løndør. John Bratt træder ind i Rustning.) SIDE: 200 (Bisp Mogens Gyldenstjerne. Ridder John Bratt.) Mogens Gyldenstjerne. (Gaaende ligesom forskrækket tilbage i en Vindufordybning.) Hvad har I alt afdækket Jer? I sidder end ei paa Eders Gods. R. John. Jeg har fortjent det. Mogens Gyldenstjerne. Staa der! R. John. I troer mig ei? Mogens Gyldenstjerne. Oh jo til Alt. R. John. Jeg var bevæbnet under Munkekappen. Mogens Gyldenstjerne. Den hilded Eders Arm. Nu byder jo jer lange Klinge frem sig selv. Men Snak, jeg mener ikke Sligt. Forklar Jer kun! R. John. (Med dulgt Heftighed.) Ha, seer jeg ret? I staaer i samme Vindu, paa samme røde Fløjelspude lænet, hvorfra "Blodracken", som ham Svensken kalder, nedsaae paa Herlufs Venner, da de ledtes paa Hovedtangen til Skaffottet frem. De trued En for En, altsom de kom, med knytte Næver op imod Tyrannen. Mogens Gyldenstjerne. (Flytter sig, med Haanden paa Sværdet.) Jeg vil mig flytte. Det kan onde Tanker opvække hos Jer. Men forklar Jer dog. I maatte være Munk for os at tjene. SIDE: 201 R. John. (Mumlende.) Mig Selv, Fordømte; kun mig Selv jeg tjener. (Høit) Det er ei værdigt Jer Opmærksomhed at nævne Maaden, hvorpaa jeg blev kjendt. En drukken Nar af Kristians plumpe Følge var den, som Skjebnen brugte til at lade et Teppe falde, som ei meer behøvtes. Jeg har hans Leide. Mogens Gyldenstjerne. I? Da glemmer Ilden at fænge i, naar man den rækker Straa. R. John. Jeg bragte Eders jo, og han det trængte. Og Stilstand er der jo. Mogens Gyldenstjerne. Og under den I dræbte hans Gesandt? R. John. Ei jeg. Mogens Gyldenstjerne. Jeg mindre. Dog hvem det var, saa lad det være saa, kun det er skjult. R. John. Kun Natten saae (og den er blind) og Blæsten kun (men den er fløjen) og Bonden (men han haded) kjender til, hvorledes Baaden sank. Mogens Gyldenstjerne. Saa er det vel; men Bonden, Eders Redskab, burde døe. SIDE: 202 R. John. (Afs.) Det er det Samme som at jeg og burde. (Høit) Jeg Borgen gaaer for ham. Mogens Gyldenstjerne. Saa er det vel; skjøndt hvad jeg tænkte, var det bedste. Ridder John. Herre, det Bedste er det Bud, jeg bringer. Jeg har talt med Bisperne. Imellem Folkets Misnøje over tvungne Skat til atter at skaffe Sølv i Kirkerne, saa Disse, uagtet synligt Offer, Intet tabe, og Kristians mørke Modgangsbølger trængte kun trygle de om Livet nu, og byde for dettes Værd sin egen Vægt af Sølv. Mogens Gyldenstjerne. Haha! Velan! Kanhænde Kjøb jeg giver. Thi Folket maa betale, og de tømme dets Kjærlighed med Pengene, og da er Kristians sidste Støtte falden. R. John. Ja hvis ei det lykkes ham, just ved sin Modgang at vække Bøndernes Begejstring. Da er sidste Mynt dem lidet, Blod endmindre. Mogens Gyldenstjerne. Du færdedes jo midtimellem dem. Ha, varetog du kun din egen Sag? R. John. End er der stille. Dog, saavidt jeg mærked, var Hadet mægtigt mod de Fremmede. De Faae, som findes end i Kristians Følge, kun bandt Enthusiasmen. SIDE: 203 Mogens Gyldenstjerne. Vist saa er det, som Sjællandsfar og Jyde, Fynbo, Lollik er Eet i Hadet hjemme imod Tydsken, Det standser Fredriks Sag. R. John. Mig spurgtes og, at tvende Bønder gjennemstreife Opland med Oprørsbudskab. Mogens Gyldenstjerne. Fra Hans Reff? R. John. Saa sagdes Dog svor han: "nu de gaae paa egen Haand. Som skudte Kugler jeg dem meer ei styrer." Mogens Gyldenstjerne. Vi staae paa en Vulkan. Hvis Kristian mærker den Retning Bondens Sindelag har taget, hvad troer Du saa han gjør? R. John. Han flux opoffrer, som man til Hunde kaster Been, sit Følge at fremmed Adel. Mogens Gyldenstjerne. Da er Alt jo tabt. R. John. Ja gandske vist, faaer Bonden først sligt Blod. Mogens Gyldenstjerne. Hu, Alt befæster Tanken: Kristian maa til Danmark selv. Kan Du ham dertil lokke, da Godset Dig tilhører. SIDE: 204 R. John. I, Herr Biskop, forøger Arbeidet, men ikke Lønnen. Mogens Gyldenstjerne. Hvad vil I mere? R. John. Intet for det første. Kun Mit igjen og Fred; thi fredløs er jeg end i begge Riger. Mogens Gyldenstjerne. Vel! saa hold Jer i Kristians Nærhed! Trygl, om det kan nytte! Vind hans Fortrolige, om lukt forbliver hans egen mørke Dybde af Fortrolighed. Og fremfor alting paa Minutten luur, da Sorgen bøier dybest hans Natur, da vær vedhaanden, spørg ham haant: "hvi kløver ei selv Du Knuden? Ædelmodet prøver?" Og giv ham Leide til -- hans Fangebuur. (De gaae.) (Borggaarden. Kristian med Følge kommer ud af Borgen. Ridder Ditlev kommer vaklende ud fra Porten. De mødes.) Kristian. (Omfavner Ditlev.) Min tro Gesandt -- ak, endnu er Du bleg, min Ven, som gik for mig i Døden! Støt Dig ved Kristians Skulder. R. Ditlev. Eders Naades Brev maa være sjunket. Kristian. Det kan skrives om; men atter døe og vækkes til sligt Liv det skal Du ei. SIDE: 205 R. Ditlev. (Afs. Seende sig om.) Som om jeg ikke atter befandt mig i mit Fængsel. Kristian. Kræv en Naade; thi som fuldbragt dit Ærind jeg betragter. Erkjendtlig Kristian er. Det er hans Dyd. R. Ditlev. Ak Eders Majestæt . . Kristian. Jeg derfor er det i denne Stund for Intet Dig at negte. R. Ditlev. John Bratt, Forræderen . . han er til Døden min Avindsmand . . Kristian. Ha, stands! kun dette Ene jeg læser paa din Pande, maa jeg negte. Jeg maa . . han har min Fred, og maa den have; thi jeg har Gyldenstjernes for min Sending, som maa afsted ved næste Gry. Desuden der Stilstand er, og Han, Forræderen, har aabent sig erklært for Gyldenstjernes. R. Ditlev. (Til Kongen.) Jeg tager det paa mig, blot Eders Naade vil skjænke mig Strandsidderhytten hist . . Kun den, og Hals- og Haandsret over hele mit Lehn. Jeg Sag ham volder. Kristian. . . Det gaaer an. Tal høit, Herr Ridder! høit, hvad æsker Du af Kongens Naade. SIDE: 206 R. Ditlev. Hiin Strandsidderhytte. Kongen. Hiin Hytte kun? Du griber ikke dybt i Kongens aabne Naade, isandhed! Hiint Klipperev? R. Ditlev. Og Hytten. Kongen. Knapt, jeg troer, der voxer Straa. R. Ditlev. Til Odelseje Hytten . . Jeg vil ei meer. Kongen. Hvis jeg ei havde glemt at lee, jeg loe ad slig en Grille. R. Ditlev. Dog er der Fornuft deri . . Hiint Klipperev med Hytten paa adskiller skarpt og trodsigt de tvende Dele af mit Lehn. Kongen. Nu vel! Det er dig skjænket, Revet med dets Hytte . . R. Ditlev. Borgfoged, hørte Du? Gjør Hytten ryddig! Kongen. . . Og fri Jurisdiktion i alt dit Lehn. SIDE: 207 R. Ditlev. Borgfoged, hørte Du? Gjør Hytten ryddig! Og finder du en Fremmed der, saa fængsl ham! (Borgfogden gaaer.) Kongen. I Herrer, hørte I hans Ønske? Fast det burde være hvidsket frem med Jomfrus Pertentlighed, som Barnets om en Kage. En Hytte? sligen Hytte? Ha, hvormange har hver af Eder ikke stukket an til Lysning kun for eders Svendes Dobbel? Og kun om slig en bad han bly . . Svar ei! Kny ei! Jeg kjender Mennesker og Jer. I havde, naar I Naadens Dyb saae aabnet, om jeg var fattig, æsket tusind Mark, om jeg ei Stenen ejed', Herresæde, om jeg besad min egen Titel kun, dog æsket Grevenavn og meer end det, et Hertugdom i Sky, en Prindserang af Morgenrøden, Kroner over Skjoldet. Men Han, min Ven -- o som i stærke Ege de bly letvisnelige Mistler groe, saa spirer altid, tæt isammenvoxet med Troskabs Tornegrene, bly Beskedenhed. . . Ha, hvad er det? (Tummel udenfor Borgporten.) (De Forrige. Marthe trænger ind med Thor ved Haanden, forgjæves hindret af Borgfogden. Flere Bønder samle sig efterhaanden.) Marthe. . . . Væk Træl! Adelstræl! Herremandstræl! Kom Thor! Hold fast, og giv ham en Puf! Se der har Du en. Vi skal nok faae Ret bare vi komme til Kongen, til Kongen selv. Borgfogden. Vil Du! . . Du Skjærop! vil Du? SIDE: 208 Marthe. (Trængende sig frem.) Ja ret vil jeg. Og skjære op for Kongen vil jeg. Kongen! Kongen! Det blev som jeg sagde, at jeg nok kom til at tage Bladet fra Munden . . ja Jeg og ikke han den Falske, som var falsk fordi han var en Adelsmand. Kongen. Nu, Kone, stille! Her er Kongen jo. Marthe. (Med Armene i Siden.) Er Du Kongen? Nu! hil dig, dersom Du er en retfærdig Konge; men vee Dig, tvi Dig, er Du en Tyran, som plager Ringe og Stor eller lader de Store plage de Ringe, som kommer ud paa Et, for har Du en Kongesjel, saa er det Din Skyld Alt. Før sagde de Du var som en qvistende Øx mod de Store, og der- for havde Du mangen Velsignelse; men nu skal Folket forbande Dig, og heller ikke De ville signe Dig, som Du tillader at handle saaledes med Folk -- O jeg kunde græde Blod, Blod . . (Tørrer sine Øjne.) Kristian. Hun er vanvittig . . R. Ditlev. Ja hun er vanvittig. Marthe. Det var Skarnets Røst . . Thor, tal Du . . Mælet forgaaer mig, naar jeg hører den Stemme, som kunde forlange det, han har forlangt, og det med barsk Røst; men hos os peeb han som en halvdød Andunge. Kongen. Ei, stille, Kone! R. Ditlev. (myndig.) Ti! Saa Kongen byder. Marthe. Du lyver; og lad ham befale mig at tie -- jeg lyder ikke. Du siger "Stille!" Konge? Men er Du stille nu, da man vil fordrive SIDE: 209 Dig fra Land og Rige? Ja saa fortjente Du at man gjorde det. Og den Hytte, Du vil berøve os, er vort Land og Rige. Vi have intet Andet, og vi skal berøves det? Nei! nei! ikke før Du giver mig Herremandens Øiesteen faaer han vor . . det utaknemmelige Skarn af en Hofmand, og dit Drog, Thor, som ikke lod ham ligge paa Havsensbund, siden Du nok kunde vide hvad Tak Du fik. Kongen. Forklar Dig, Kone. Marthe. Ja det skal jeg -- men gid jeg maatte briste, saa skulde Sagen findes klar inden i mig med gloende Træk, som nok fik Lyd og Styrke, ligesom Ilden, naar Luften kom til. Men Sagen er klar, Herre Konge! som din Ret til Norrige og til at vredes paa dem, som ville støde Dig ud, er ikke klarere. Thi seer Du . . din Sending, Herremanden her -- den arge danske Adelsmand -- ja spørg kun Bønderne . . han, Ridderen her paa Godset -- hvor er han nu henne? -- ja Han, som staaer der, blev reddet med Livsfare af Thor der, min Mand . . er det ikke sandt, Thor? (Thor nikker) og slæbt ind til os af Thor der, min Mand, som neppe kunde staae paa sine Been og var dyngvaad og havde været tregange tilbunds -- er det ikke sandt, Thor? (Thor nikker) Og saa blev han lagt i vor bedste Seng, som han fik fuld af Vand og Gjørme, og kaldt tillive igjen med meget Spektakel, skjøndt det var en Skam at befatte sig med druknede Folk, og saa blev han plejet og forsynet saagodt vi kunde. Og nu til Tak berøver han os vor eneste lille Hytte, -- ak, Konge! jeg seer Du finder det ikke retfærdigt -- og sender Borgfogden forat kaste os ud . . os, som . . Kongen. (Rasende. Med Haanden paa Sværdet.) Forloren er han! Utaknemmelige! (Støder Ridder Ditlev bort, som er sjunket i Knæ for ham.) Saaledes jeg berøves Folkets Hjerter. Fængsl ham! (Følget vil adlyde) Ei I! men, Bønder, holder ham! Klem ham af Hjertenslyst med stærken Arm til jeg faaer tænkt, thi nu mit Hoved svimler. SIDE: 210 Et Livs Erfaring er tilintetgjort; møisomlig bygget Tro er ramlet ned; mit Hjertes Rod er rørt af plumpen Haand; for Uretfærdighedens Storhed kan jeg ei paa Retfærd tænke; Alting dreier sig for mit Blik; jeg veed ei hvem jeg er . . (Lader Hovedet synke. Bønderne, især Herluf, gribe Ridder Ditlev.) Herluf. Jo Du er Kong Kristjern. Og var jeg Dig, vidste jeg nok hvad jeg skulde dømme. Kongen. (Hæver Hovedet.) Du vidste det? Kun Døden Kristian veed. Veed mere Du, saa kom, og det skal bruges. Herluf. Nei, nei, bevar's! Mere veed jeg ikke, men det er brav det, Herre Konge. Thor. Da holdt jeg paa at døe tregange derudpaa. Kongen. Jeg kan ham dømme, og jeg kan ei; thi for nys han var den Ene, som jeg elsked. Men dømmer I -- tolv Bønder dømmer ham! men dømmer blot retfærdigt! Thi alt engang tilforn jeg maatte angre saadan Ret. Herluf. Vi skal nok enes, Herre. Frygt ikke for det. (Kongen og Følge gaaer. Tolv Herregaardsbønder sætte sig om Bordet. Herluf øverst. Marthe og Thor holde sig i Baggrunden.) Herluf. Hu, Gutter, nu have vi ham som Torben Oxe. Han maa døe, det er greit, om han aldrig havde gjort det med Thor paa Stranden, som han har gjort. SIDE: 211 R. Ditlev. Barmhjertighed! -- Marthe. Nei, nei, giv ham ingen Barmhjertighed! Havde han nogen med os? Herluf. Vær rolig, Marthe! Det skal nok gaae. Men først, Bønder, for at Alt kan gaa ordentligt til -- er Herremanden den Ud- suger, den Blodhund, den Bondeplager, den Forbryder, den fremmede Adelsmand der, som vi Alle kjende, skyldig? Bønderne. Skyldig! skyldig! Herluf. Ja i Utaknemlighed, og altsaa til Døden skyldig. Eller vi ville kalde det Undertrykkelse, og altsaa til Døden skyldig. Djævelen vil straffe ham for Utaknemligheden. R. Ditlev. Barmhjertighed! -- Herluf. Jo! i Djævelen og i Bønder, som skal dømme en Herremand? Hvad dømmer du, Erik? Erik. Dygtige Bøder til Sognet og Retten. Herluf. Er det Døden, Fæ? Erik. Ja husker Du ikke Peder, som netop døde af at blive udpiint af Bøder? Det var just en seig Død. Herluf. (Til en Bonde.) End Du da? SIDE: 212 Bonden. Nei, stem nu du? Herluf. Ja lad see. Jeg har ikke tænkt over andet end Døden. Men der er nu Blok og Steile. Men duer ikke, for i gamle Dage blev saamangen brav Karl steilet baade paa Agershuus og Bahuus. Alligevel -- pyt! Dommen ligger os jo nær . . Sagde ikke Thor, at han døde saagodtsom tregange derudpaa for hans Skyld. Altsaa derudpaa med ham igjen. Han skal slænges tilhavs igjen. Bønderne og Marthe. Ja, ja tilhavs med ham igjen! Herluf. Ja tilhavs med ham, saa ere vi ham qvit. Har Du hørt din Dom? R. Ditlev. O! o! Barmhjertighed -- Herluf. Afbryd ikke Rettens Forhandlinger, for nu ere de desuden sluttede. Men Du kan være fornøjet, for det er jo kun at gjøre den Reise om igjen, som gik godt førstegang. Synd er det kun, at Torben Oxe dernede skal være bleven hængt allerede, for ellers vilde han kunnet havt et Exempel at speile sig i paa det Sidste, naar han hang fra Grenen udover Bølgen. Ha, hvor Øjnene vilde blive store og træde ud for at forfølge det, som der sank. Men op, Venner! Han faaer døe alene. Det var dog et godt Arbeide, og -- hei! Kongen leve! (Bønderne reise sig under Raabet: "Kongen leve." Kongen og Følget kommer.) Kongen. Jeg vil hans Dom ei høre. Den er Døden. Det mig er nok, om ei Retfærdigheden. Fort væk med ham. Lad mig hans Blik ei see; thi det kan bede, o saa bønligt, og ei Kristian er grum, ei grum som Rygtet. SIDE: 213 Og dog -- gesvindt! hvad tøve I vel efter? Bekræftelsen, den har I. Dvæl blot ikke; thi Utaknemlighed -- den hader Kristian; Og Undertrykkelse -- den hader Kristian; og Falskhed -- ha! og at berøve Kongen, saa nødig som han er om mindste Hjælp, om svagest Suk i Himlen for sin Frelse, sit Folkets Hjerter ved at plage det i Kongens Navn? -- ha, dette hader Kongen. Skynd jer derfor. Jeg ellers skjærper Dommen. Herluf. Aa vi mene den skal være brav. Strikker om Halsen paa ham, der skal probere at være Hvalfisk og sprude Vand. Bare vi havde flere Herremænd i Stranden. Baade Kongen og Bonden kan leve dem foruden. Hurra! Konning Kristian leve og den norske Bonde! (Bønderne føre Ridder Ditlev ud under Raabet: Kong Kristian leve og den norske Bonde. Marthe og Thor blive staaende. Kongen staaer eftertænksom.) Kongen. (Seende sig kjækt om til sit Følge.) Nu bli'r det farligt for jer Adelsmænd, naar Kristian og Norges Bønder enes. Alene Troskab blind og venligøjet Omgjængelighed frelser da. Thi hørte I Løsnet ei? det Løsen jeg optager: "Kong Kristian og den norske Bonde?" Ha, det Pust vil bli'e en Storm, som blæser ned det lysgraa Taarn af Agershuus; den Gnist vil flyve højt, af Folkets dybe Barm, som af nysvaagnet Drages, aandet ud, og tænde Kristians mørke, døende, i lange Aar fasttryll'de Sol deroppe. Og den skal flamme rødere end før. Thi Kristian klart maa see sit lange Regnskab, og mørk er Tiden i sig selv, og ei han feile maa i Navnene, som før kan være hændt, skjøndt ikke i saamange som Verden siger, fast at eet er nok. SIDE: 214 Men for hver een af dem, hvis Raab endnu ei hendøet er histoppe over Kristian, da En, som har fortjent tifold at døe! Saa faaer jeg for et alretfærdigt Øje, for ham som bruger Konger til sin Haand, og ikke regner Livet ud i Brøker, mit Himmelregnskab bragt i Orden vist som at det siger i mit jordiske ei meer end strøget Tal, som kan opskrives, at jeg min Leir opbrændte, naar i hver en Bondehytte Kongens Højtelt er. (Vil gaae ind. Marthe holder ham i en ydmyg Stilling tilbage i Kappen.) Marthe. Hil Eder, Norges Konning Kristian! Ak, om I vilde . . . (Puffer paa Thor.) Kongen. Tal, raske Kone, som dit Huus har reddet, og renset Kongens. Marthe. Nei Du har reddet Huset vort, Konge; og det var kongeligt gjort. Men, ak, om I vilde vise os den Naade at træde ind i vort Huus, som vi maa takke Jer for! Kongen. Det vil jeg, Kone. Kom! (Til Følget.) Saaledes vinder man Bondens Hjerte. Det er Styrkens Steen, og Vinding er der selv om kun i Een. Thi Han er trofast, han sit Liv vil vove, og hvad han ejer -- Alt er villig Skat. Og tryggere end hos sin Livvagt sove kan Kongen i hans Skjød en eensom Nat. Imedens vogter han paa Kongens Sværd og tænker kun, hvad Heftet vel er værd. Men Andre ville derpaa Tanken øve: hvor dybt dets Egg vel gaaer; og -- saa det prøve. (Vender sig for at gaae.) Marthe. (Skuppende sig og Thor frem foran.) Afvejen, Junkere! Nu rap dig, Thor! (De gaae ad Borgporten.) SIDE: 215 (Udenfor Strandsidderhytten. Bønderne komme tilbage. Siden Kongen med Følge, Marthe, Thor, Ridder John Bratt.) Herluf. Djævelen i de Danske fra Galejen, som fangede ham op, lige- som de gjorde med Junkeren! Djævelen i den Junker med sin Baadshage, som fik fat i Halsesnoren, som vi endelig skulde have med! En Bonde. Ja hvorfor skulde vi have den med? En Anden. Jovist skulde vi have den med. Han havde stor Skræk for Vandet. En Tredie. I hans spanske Krave var det ikke, for den har jeg. En Fjerde. I hans Fløjelskappe var det ikke, thi den har jeg. En Femte. Dukket blev han dog. Herluf. Ei, Djævelen! hvad forslaaer det. Det forslog ikke førstegang. Men lad os nu holde os til Kong Kristian, saa faae vi nok Klo i Flere, og saa skal vi gjøre det paa Land, forat være sikkre. En Anden. Ja ligesom Kongen selv i gamle Dage. En Tredie. Hys! der er Han. Han taaler ikke at høre om gamle Dage. (Kongen, Følge, Marthe og Thor kommer.) Herluf. Nu, Bønder! (Raaber.) Hil Norriges Konning Kristian! Hil! Hil! og Vaaben! Konning Kristian og den norske Bonde! (Bønderne omringe Kongen jublende. Marthe stiller sig i Døren.) SIDE: 216 Marthe. Det var da ogsaa Pokker til Raab. Skal det da aldrig tage en Ende, saa Kongen kan komme ind. (Til Ridder John Bratt, som træder ud.) Ja saa maa I ud, Ridder, eller hvad I er, for Kongen lider ikke Storfolk. Desuden er I bleven for stor for os . . Aa nei, just ikke det, siden Kongen . . Men skal det da aldrig tage en Ende? Nu tage de paa igjen, og selv Thor, den Død- stok, er med. (Jubel. Skrig om Vaaben.) Kongen. Ja Venner, I har Løsenet mig givet: "Kong Kristian og Bonden!" Bringer det vidt over Landet! Kommer saa tilbage med Hundrede for Hver; til da kun varer den tvungne Stilstand med vort Riges Fiender. Men da . . (John Bratt haanleer højt. Bønderne adskille sig. Kongen studser.) R. John. Jeg loe ei af hvor godt Du agter at holde Stilstandseden. Den vil finde, som Steen, der kastes ud i Kjernet, flere, som ligne den, paa Bunden af dit Hjerte. . . Du fatter det, jeg loe af Fiendskab og af Fiendskabets Triumf. K. Kristian. Du selv forbryder din Fred, Forræder! R. John. Bryd mit Leide! tag det sidste Dryp af Hyttefadske Blod. K. Kristian. (Afs.) Ha, Folket spidser Øren. Jeg tør ei begynde med en norskfødt Adelsmand. (Højt) Hvis Du vil frelses, fly! Paa Agershuus jeg griber Dig, og da er Du forloren, Forræder mod din Konge og dit Land! SIDE: 217 R. John. Jeg bliver, for at see din Undergang; thi aldrig var Du denne nærmere, ei heller nærmere din egen Frelse. Og hvad Du griber har dit Liv mig lært. Kongen. Jeg veed mit Valg; det hedder Kamp og Ære, lad Gud saa skjule Undergang derunder. R. John. Det raader jeg Dig selv oprigtigt. Kongen. Du? R. John. Ja, om ei Du, saa troer jeg Gud er træt af disse Blodskyl over Landet, som paany Du vil begynde . . Hahaha, mon Slitungkongens Flok var uslere? Kongen. Ja, Du har Ret, det er Begyndelsen. Enthusiasmen her i denne Flok er rørte Følehorn paa stort Uhyre, paa Folket selv, hvis Ledemod snart skulle igjennem alle Landets Dale rulle. Og det forfærder dig. R. John. (Afs.) Der traf han. (Høit) Nei! Det glæder mig. Den Krig vil vare kort; og jeg i Ro snart sidder paa mit Gods. Herluf. (Til Bønderne.) Ha, Bønder, vi maa gjøre gode Miner, saalænge Kongen gjør det. Men ikke længer. SIDE: 218 R. John. Kun hvis Du hented Freden hjem ifra din Frændes aabne Arme, hvor den hviler, og bredte saa dens milde Solskin, som et Glemslens Teppe, over Landets Saar, kun da var jeg forloren, ikkun da jeg maatte fly ifra min Fædreodel, medynksomt skjult imellem den Undsætning, som, nyligt kastet ind i Agershuus, da maatte ubrugt hjem til Danmark drage. Kongen. (Afs.) Han taler sandt, endskjøndt vanvittig fast af gammelt Nag; men Sandt af Galmand høres. (Højt.) Den falske Mogens slog engang paa Sligt. R. John. Saa følg det ei. Kongen. Og Du er Danskens Ven? R. John. (Bittert smilende.) Jeg er en Nordmand. Kjender Du mig ikke? Kongen. (Afs.) Han hader Gyldenstjerne. Men hans Had mod ham er Vrede. Hevn det er mod mig. Og dette Had er stærkest. Derfor følger jeg netop det han raader ivrigst fra. (Højt) Har Du mit Leide? R. John. (Tvær.) Bispen mig det gav. Jeg tænkte just at slænge det tilhavs. Kongen. (Afs.) Han vil ei ud dermed. SIDE: 219 R. John. (Rækker ham Leidebrevet.) Forbandet, at tjene Uven forat hjælpe Fiende! Kongen. Det mangler Danmarks Kongesegl. R. John. Det er en Feil af Frederiks Fuldmægtig. Kongen. Ah, saa er det jo? Den Underskrivt er altsaa saa god som Frederiks. Jeg god den tager. Han ellers blev fornærmet. (Til Bønderne.) Kjære Venner, jeg ei mig selv, men Norge mig bortsender. Vi sees snart igjen. R. John. (Mumlende.) Kan hænde heden. Kongen. Da bringer jeg Selvstændighed og Freden. R. John. Du gjør det? Stands! Kongen. Ja just hvad du ei vil! Kan ædel Tiltro sætte sig paa Spil? Man slipper den, om nøgen, dog tilbage, og da Alverden føre vil dens Klage. (Udbredende Armene). Farvel du Land, som enkelt mig erstatter med Stolt-Haarfagers stille Aftensro og trofast Folkekjærlighed de To! Farvel! Farvel! (Gaaer med Følge.) SIDE: 220 R. John. Fyld Seilene, min Latter! (Slaaer op en skraldende Latter.) Marthe. Hvad leer I dog saa ganske rædsomt ad? R. John. Han gaaer i Baaden. Gid dens Planker revned! Nei gid den holdt! Da Herluf Hyttefad og jeg skal vorde endnu bedre hevnet. (Gaaer.) Marthe. Der kan I see hvad der kommer af slig Skrigen. Den gjorde Ridderen, eller hvad han er, opmærksom, og saa blev der intet af at Kongen skulde komme til Os . . Ak, der stiger han om- bord paa Galeyen . . Og vi see ham nok ikke mere her. Vil du ind, Thor! Du var ligesaa gal som de Andre. (Gaaer grædende ind med Thor. Bønderne adsprede sig tilsyneladende slukørede og modfaldne.) Hallen paa Agershuus. Ridder Knud Gyldenstjerne og Bisp Mogens. Siden Ridder John Bratt. Mogens Gyldenstjerne. . . Og Saadant, Broder, Snak og dumme Streger skal krydse al min Regning over? Knud Gyldenstjerne. Dog er Peder Skram og Wilhelm Steding vel fuldgode Riddersmænd? Og Begge sværge, at Kongen gav dem med sin egen Mund det Bud til jer, at hver en Underhandling, hver Stilstand, Leide, alt af saadant Navn, flux skulde brydes af og Kristian tvinges med Herreskjold til sig at overgive. Bisp Mogens. Du sagde "mundtlig Ordre", min er skriftlig; og den ei Mundsveir blæser mig af Haanden. SIDE: 221 Ridder Knud. Men Kongens . . Bisp Mogens. Oh, jeg kjender Kongen. Det skal ei gjøres eftersom det høres. Hans Vilje er, at Vaabenmagt skal bruges først da, naar List ei hjælper. Og tørhænde, at alt . . ha tys! Forlad mig nu! Tørhænde, at Bud jeg bringer inden Timens Ende, at Du kan spare dine Landseknegte, hvis Pen og Pergament kan bedre fegte. (R.Knud gaaer. R.John kommer ind ad Løndøren.) R. John. Se udaf Vindvet, ædle Herre Bisp. Se ud! Men skynd jer førend tomme Blaa fortæller blunkende I Intet saae! Bisp Mogens. (Seer ud.) Galeyen "Sønderborg" har lettet . . Ha! R. John. Og Kristian er ombord. Bisp Mogens. Han er ombord? Siig det end eengang. R. John. Kristian er ombord. Det kræved Kunster. Bisp Mogens. Saa er' de forbrugte. I med. Forstaaer I? (Lægger Haanden paa Sværdet.) R. John. Nei, det Sprog er fremmed. SIDE: 222 Bisp Mogens. Fly, vil I redde Livet! R. John. Er det saa? Bisp Mogens. Ja! Saa! R. John. (Leende bittert.) I skulde seet Kristian mellem Bønderne. En Opstand flammed op. Da jeg den dæmped. Og nu min Løn . . Bisp Mogens. Er som enhver Forræders. Troer du din egen Opstand er forglemt? R. John. I svoer mit Fædregods mig til . . Bisp Mogens. Jeg svoer i Kongens Tjeneste, og ved St. Olaf, som jeg ei troer paa. Junker Bassewitz skal have Godset, thi Han er af Vore, og har alt angret og sin Afbigt gjort. R. John. Men Ditlev Brockdorp, Kristians høire Haand? Den hugger I vel af, om jeg maa spørge. Bisp Mogens. Han er en Dansk. Han er os tro og huld, og hader Kristian mest. Og derfor skal han være Kristians Slutter, mures inde med ham, og Fiende skal bevogte Fiende, til Døden gjør den Ene af dem fri. SIDE: 223 R. John. Tak, Bisp! Lidt Sødme i min Kalk du levned. Ei mægted Hadets vilde Fantasi saa grumt at tænke mig og Herluf hevnet. (De gaae ad forskjellige Kanter.) (Stuen i Strandsidderhytten. Marthe ved sin Rok. Thor med et Arbeide ved Arnen. Siden Ridder John Bratt i Munkekappe.) Marthe. Og alle smaae Fugle i grønnende Lund de give paa Høgen stor Klage. Han river af dem baade Fjeder og Duun, og vil dem af Skoven forjage. Men Ørnen bygger Rede i Fjeldet. Op flyve i Egetop Fuglene smaa; der lagde de Raad op hvorlunde de Smaafugle skulde en Konning sig faae, som frelse fra Høgen dem kunde. Men Ørnen osv. Frem traadte da mellem dem kummerfuld paa Qviste den uselig Krage: "Den gamle graa Ørn nok bliver os huld, vi derfor til Konning den tage!" Men Ørnen osv. Og sammen sig sanker den Høgehær, at fare til Lunden dernede. Den lettelig skjultes af Lunde og Kjær. Den vilde den Ørn fortræde. Men Ørnen osv. Det hørte den Due, saa simpel den er, og fløj sig til Ørnen og sagde: "Og alt nu vil komme den Høgehær; den agter at gjøre dig Skade." Men Ørnen osv. SIDE: 224 Til dette gjensvared den gamle Ørn, saa baade hans Øjne de runde: "Saa mange smaa Muus de bide en Kat. Thi maa jeg nu rømme af Lunde." Men Ørnen osv. Og bort da fløj den gamle Ørn alt med sine Unger bag Vinge. Men Høgen sig satte i Egetop de Smaafugle bedre at tvinge. Men Ørnen osv. Nu svælter Kragen over sin Klo, og stirrer paa nøgne Qviste. Smaafuglen fanger saa liden Ro sin deilige Sang den mon miste. Men Ørnen osv. Men Herre Gud hjælpe den fattige Ørn, som flyver paa vilden Hede! Og Herre Gud hjælpe Kong Kristian, og tage ifra ham sin Vrede! Men Ørnen bygger Rede i Fjeldet. Gud fri os! det bli'er værre og værre. Har du hørt det? . . Kongen var neppe reist og Herluf Kristoffersen kommen hjem før Danskebispens Knægte kom og tog ham og bragte ham ind til Agershuus. Imorgen skal han rettes. Det gaaer i Herre- mandens Navn, skjøndt Bispen selv er værre end han seer ud til. Thor. (Med et dybt Suk.) Ja Gud hjælpe os Alle! Bare ikke Turen kommer til Os. Marthe. Det er rart nok, maa du sige, at Herremanden det første han kom paa Skibet, og fik trukket Vejret og fandt sine Venner igjen, ikke forlangte flere Hoveder end Herlufs, Stakkars, for han kunde nok faaet dem. SIDE: 225 Thor. Ja, han var for galen mod Herremanden, derfor huskede han vel først paa ham. Og saa kom Kongens forbandede Reise paa i sligen Hast. Og saa som de satte Seil til! Marthe. Det maa du sige, og ikke saameget som en rød Lap af et Flag til Ære for Kongen. Ak, det er nok saa, som Folk siger, at han ikke kommer tilbage meer. Da vil der gaa til. Gud fri os da! Og naar nu Bønderne strømme ind, og finde ingen Konge, men fremmede Bøddelknegte? . . Gud fri os! Thor. Veed du hvad, Marthe? Lad os skuppe paa os itide og flytte op til Skyldfolket oppe i Landet. Marthe. Men Hytten og Flekken vor, som vi har stridt saa trot for? . . Thor. (Halvgrædende.) Ja Hytten vor, som vi har stridt saa trot for. Marthe. Var nu Han her, som før var Herremand derover paa den anden Side, men nu maa gaae for Lud og koldt Vand, skjøndt han tør trodse Kongen selv, saa det er en Gru at høre paa, og han fremdeles trængte til vor Hytte, saa kunde han . . . tys! jeg syntes det banked. Thor. Nei det var Vejrhanen, som klapped: Nordenvind, Norden- vind; og saa flyver den afsted med Kongen. Marthe. . . Ja saa kunde han værne Huset, om han kunde, til Kongen kom tilbage. Thor. Men om han nu aldrig kom tilbage, som Folk siger. SIDE: 226 Marthe. Saa -- ak, da Gud bedre os! -- saa var det ikke værdt at see mere til hverken Huus eller Hjem, for Tiderne blive ikke bedre saalænge dette fremmede Regimente staaer paa. Thor. Ak, Gud bedre os! over Fattigfolk skal det gaae ud, i hvordan det gaaer. Jo nu hørte jeg det banked paa Ydredøren. (Det banker stærkere.) O Herre Jesus, nu komme de forat hente os ligesom Herluf. Det banker . . som med en Øx. (Vil skjule sig.) Marthe. (Springer op.) Tosse, hvad hjælper det? Blodhundene snuse snart igjennem sligt Hul. Men kom, lad dem have Alt undtagen det, de ville have: vort arme Liv. Kom, her er Bagdøren. (Tager Thor ved Haanden. Vender tilbage.) Bi lidt, lad det være lyst for dem, saa de kunne lede. (Tænder Ild i Rokkehørret og stiller den brændende Rok op mod Vedstablen.) Nu rap dig Thor. (Idet Samme de flye udad Bagdøren, høres Yderdøren at brydes op, og i næste Sekund træder John Bratt ind i Munkekappe). Ridder John. De flye for mig . . de Ringe flye for mig; de Mægtige befale mig at flye. Ha, jeg er hadet! Jeg igjen maa hade. (Seer Ilden. Kaster det Antændte paa Arnen). Dog frygted disse Folk, saa lader det, en værre En end mig. Og Slige gives. Det ahnte mig ei før, men nu jeg veed det. (Sætter sig.) Jeg ønsked jo en Hytte! nu jeg har en . . Jeg ønsked Hevn mod Kristian; jeg fik den. Jeg fik den topmaalt -- Nu hvad vil jeg mere, om suurt tilkjæmpet Viisdom duer noget? Mit Odelsgods? . hm! hm! Jeg har jo levet med Savnet treti Aar, og lever vel med det de fem jeg kanskee har tilbage. En Hytte, John? En Hytte for John Bratt? Og Hjertet slaaer ei stærkere, ei krympes isammen meer? Jeg ikke meer ærgjerrig? SIDE: 227 Saa maa jeg være viis, og er jeg ei, saa vil jeg være. Det er Kraft og Viisdom. Og disse to forenede tilsammen med Nøisomhed, som i et Legeme Forstand og Karakteren, danne Storhed. Saa blier du stor, John Bratt, just i en Hytte. Men løs det Spørgsmaal mine sidste Aar, om jeg bli'er større eller mindre, naar jeg med en endnu mindre maa den bytte! (Arnen blusser ud. Pause. Mørknen hvori Ridderens Skikkelse mere og mere taber sig, medens Teppet langsomt falder.) Henrik Wergeland SIDE: 228 SELSKABET "KRINGLA" ELLER "NORSKE ALMACKS" FARCE AF SIFUL SIFADDA "Wo ein Stück ich schreiben soll, das gefällig Allen bleiben, leg' ich meine Feder weg, und begehre nichts zu schreiben." Gammel tydsk Poet. Ei Jean de France er død, Jeronimus ei heden, Jeg mødte Arm i Arm dem begge To forleden. Personer: Karl Smelt, Dalberg, Schmeichel, Studenter. Berger, Kjøbmand. Madame Berger. Marie, deres Datter. Madsen, ung Kjøbmand. Gamle Tante. Sofadamer. Kringlefigurer. Et Tiggerbarn. Bagen paa en Skrædderdreng. Stumme. Anm. Almacks er "Kringlen" i London. Karl Smelts og Dalbergs Værelse. Simpelt. Smelt i en eftertænkende Stilling. Strax efter Schmeichel. Karl Smelt. Nei, Pokker være med, naar man ikke har Raad dertil! Det er ligesaa daarligt, at gjøre sig en Alen højere, end man er, med laante Fjer, som med Stylter. Tre Daler er for dyrt for Æren at følge et Kammerjunkersujet, en Hane af en Troppisthøvding, paavejen. Men det var den fordømte Schmeichel, som trak mig med ind i Troppen. Basta! Dengang og ikke mere. Volontør og ikke Hvervet. Men nu Brevet til de Romere for en Dag -- oh, SIDE: 229 det er som at tygge Kisel -- og saa hver Aften, i den falæn- farvede, søde Skræddertime, de tyve hemmelige, honningdryp- pende Minutter hos Marie. (Tager Bøger trevent frem). Ak! det er en grufuld Indgang til Paradiset. Det ligger som en Oase midt i Ørkener. Men hver af disse Kragetæer, som mit Øie løber over, er dog et Sandkorn, en Steen tilbagelagt, og Hun, Stakkel, spør' saa flittig om hvordan det gaaer, og fordrer hver Dag sit Pensum. Frisk an da! Idag vil jeg fortjene ti Kys til for ti Vers extra. Schmeichel. (styrter ind dandyklædt) Godmorgen, Baron. Smelt. Ei, se! Men Baron? hvad betyder det? Et Skjældsord i Norge. Schmeichel. Det blev du igaar, mon ami. Baron, Greve, Marquis kalde Vi hinanden indbyrdes; og ikke saa ganske for bare Moros Skyld. Men det er sandt, du er endnu ikke af Vore. Det er ikke nar- agtigere, end at Borgerfolk male behjelmede og bekronede Adels- vaaben paa sine Vogne, og en Opfindelse til privat Brug og til Ære for Storthinget i 1821 -- pøbelistisk Ihukommelse -- som ophævede Adelen. Forfatninger som vor ville nok For- tjenester, men ikke anden Udmærkelse end en Skilling, som er bleven blank ved at snue den imellem Fingrene. Fortjenester liciteres, og Storthingsbarrieren er ikke andet end en Høker- disk, hvor udmærkede Geister maa leve af tilpruttet og ud- qvintineret Suul. Fi donc! Vi hjælpe os da saagodt vi kan, luxuriere som Tyrker og Jøder inden egne Vægge, naar alt skal være lige usselt til Gaden; og det er dog altid et Surrogat. Men hvem veed, naar Tingen er der, saa faaer den vel med Tiden et Navn. Smelt. Ja "Narre og Abekatter." Schmeichel. Ei, vive la noblesse! Det er Æresnavnene hertillands. De betyde "Tory" paa Norsk. Næsten alle mine Bekjendte ere stemplede af Naturen til Friherrer og Marquier. Og vi indtage SIDE: 230 i vort Samfund netop Noblessens Plads i andre. La haute volée kunde de Tykhoveder i 1821 dog ikke knække Spirerne til, og nu skyde de frodigt op om de gamle aftoppede Adelsstammer. Smelt. Hm! Jeg hører til Græsset. Men der voxe ogsaa Blomsterne. Schmeichel. Ah ja, les filles? Piger og dydige Jomfruer? Men der voxer ogsaa Blomster paa Træer. Smelt. Fordetmeeste grønne og blege, som blive til Rognebær med Tiden. Schmeichel. De ægte Damer, Ræv. Men til at være Græs er du ikke skabt. Du har fortræffelige Artsmærker. Men Du er en usleben Diamant, som ligger i Støvet. Dog bi lidt! Men, hvad gaaer der af dig? Lagde du Humøret igjen i Sandvigen igaar? (Smelt tier) Det var en Rullade! Men man kan heller ikke have den For- nøjelse for sig selv. Der var lutter Skræddersvende i den med Tre, som rullede os forbi. Vi kunne kun distingvere os ved ikke at betale Vognmændene. Smelt. Aa ja, ret morsom, naar man bare havde havt mindre at sige paa vore bedste Repræsentanter. Dem foer man syndigt med. Men slig en Tour svider for en fattig Student. Schmeichel. Haha, det er Moster, som er syg. Men Uforknythed ejer Alt, den seer paa. Derved fik vore Galanterihandlere Hamborgs Her- lighed, og vi have samme Ret til at faae denne fra dem. Men der ligger jo Penge, tre Daler, flere end jeg i et uendeligt Perspektiv vil have om Maaneden. Thi seer du, jeg er reduceret. Smelt. Hvad? Jeg blier bange. Fra Fuldmægtig til Kopist? SIDE: 231 Schmeichel. Bevares! Tvertom staaer for Avance. Men Gagen gaaer til Endossenterne paa lidt nær til Cigarrer og hvide Handsker. (Tager Pengene). Dermed opgjort. Smelt. Nei, nei; det er min Kontubernals. Han har informeret derfor. Schmeichel. Hvad gjør det? Videnskabernes Udbytte er altid et commune bonum. Det er deres Ædelhed. Og hvad mener du om en Flaske Liebfrauenmilch? Smelt. Alt godt; men hvor skal den komme fra? Schmeichel. Den? Fra Frølich, Larsen, Ihlen, eller hvor du behager fra. De ere ligesaamange Ringens og Lampens Aander. Bare Papiir og Pen. (Skriver.) Nu Navn under! Bi! et Postskriptum om et Dusin passende Glasser, saa har du dem. Smelt. (Nølende.) Troer du, de gjøre det? Der skal mindre Mod til at skrive det, end for dem til at sende det. Schmeichel. Ingen Forknyttelse! Bider ikke En paa, saa bider en Anden. Export er ogsaa Handel. Og nu expedit! Hvad! har du ikke Klokkestreng? Aah, nei, paa saadan Hybel. (Smelt gaaer). Der spil- lede jeg Ham op. Men jeg vil rette paa det unge Menneske, og saa maa han betale Lærepenge. (Smelt kommer tilbage). Ei, det var da et daarligt Liebfrauenmilch-Ansigt du kom tilbage med der. Det er et Omen om at den er suur. Smelt. Reent ud, saa hygger jeg mig ikke her i Kristiania. Lidet Penge har jeg, og det er vel derfor, jeg faaer leve saa eensomt. SIDE: 232 Schmeichel. Du med dit lange sorte Haar, der saa fortræffeligt lod sig fri- sere à la Vandhund, og en Expeditionssekretær til Onkel? Det er din egen Skyld. Du forstaaer ikke at leve. Men jeg skal lære dig det. Vil du følge mine Anviisninger, saa nok en Flaske paa, at du inden otte Dage skal være inviteret paa fem Steder, inden fjorten paa ti, og inden tre Uger paa alle de Steder, hvor der er afsættelige Damer. Smelt. Oh, for mig have de lidet Værd. Schmeichel. Forlovet? Smelt. Paa dit Æresord! Ja, hemmeligt. Schmeichel. Hvem med? Det maa være en Historie. Smelt. O, et brillant Parti! Med en Datter af en Kjøbmand, som Dalberg og jeg boede hos, da vi kom til Universitetet. Vi elskede begge; jeg erklærede mig, og vandt hende; Forældrene troede at mærke nogen Tilbøielighed, sagde os op, og siden er Dalberg, min fortræffelige Ven, vor sikkre Postillon d'amour, da han læser med de yngre Sødskende. Schmeichel. (Fornem). Maade med brillant -- solid kanskee. En Kjøbmandsdatter? Nu, du seer sgu ikke høit. Den Stand er blot Fløden paa Pøbelen. Smelt. Faderen er meer end i gode Kaar; men om Marie var den allerfattigste, vilde hun erstatte mig Alt. Se der -- men paa dit Æresord -- der seer du Navnet. (Viser ham et Brev). SIDE: 233 Schmeichel. Jomfru? Til Nød kunde du skrive "Frøken." Papa er for- modentlig noget oppe i Borger- eller Brandkorpset. Smelt. Marie bryder sig ikke om slige Narrestreger. Hun er i den, som i andre Henseender, en sjelden Pige. Har hun nogen Passion udenfor sin Kjærlighed, da er det en Uvillie mod al Forfængelig- hed, som ligger i hendes sværmerisk bløde Karakteer ligesom Evnen til at mørknes og bruse i Kilden. Schmeichel. Ei, hun er ikke af de "snille," men af de "fortræffelige" Piger? Men gid heller Kjøbmanden var snill og Vinen fortræffelig! Seer du der er den. (En Tiggerjente bringer Flasken m.m. og gaaer) Det Barn saae ud til at kunne blive til Noget; men de maae rodes op af Slup- sen som Tranebærene tidlig om Vaaren; da er der noget Pi- qvant ved disse polissonne'r. Nu, du seer saa forskrækket paa mig? Livet er en dejeuné for Evigheden, som maa nydes i al Hast med alle pirrende Delikatesser, Bordet tilbyder, da man siden skal ud i taaget Veir. Men en saadan liden Gadeting er ret en Japansk Svalerede, som gouterer med al sin Ureenlig- hed. (Skjænker). Nu, min Bror, der kan du see, Romerne kom til- pas. Og saa til den Revolution i Indre og Ydre, som maa til før der kan blive noget af dig. Men nu aldeles i min Vold, saa skal jeg kanske til toute la reste bringe det til at faae dig ind i vor "Almacks," Selskabet af "Kringlen," og saa er du i Strømmen til Lykkens Strande. Smelt. Kunde jeg være saa lykkelig! Det var en Lykke, fordi jeg veed, Fortunas Præster have der sine Novizer. Hvor Marie vilde glæde sig! Og jeg, naar jeg kunde skaffe hende de For- nøielser! Schmeichel. Det er en anden Sag, seer du. Hun er . . Kort, der er visse Sfærer, hvortil man er bunden ligesom Planterne til sine Sy- stemer. SIDE: 234 Smelt. Hvad? skulde hun ikke være god nok, saa Død og Djævlen og en Goddag . . . Schmeichel. Ei, lad os nu faae Dag i dine egne Affærer, og faae sagt en Goddag til Indgetogenheden og Forknyttelsen. Du finder dig tilsidesat i det Selskabelige? uden Udsigter? Under Betingelse af Lydighed, skal jeg raade Bod paa det. Jeg kan ikke klage over nogen af Delene, og jeg maa dog vel vide Midlerne, jeg, som for to Aar siden var ligesaa stor en Flyndre, som du er. Men siden fik jeg Greb paa det. Smelt. Syn for Sagen har jeg; og jeg adlyder. Schmeichel. Glück zu! Det er Hververskaalen, og hør nu hvad du har at gjøre. Primo: Du seer jo ud som en Vildmand. Du maa lade dig frisere, og det à la Vandhund som jeg. Secundo: maa du -- alt paa Kredit -- lade dig klæde op paa nyeste Mode, og saa tro som en Kamæleon følge dennes Vexel. Skrædder Kilde maa være din bedste Ven. Tertio: maa du gjøre Wessel men altfor ge- mene, ikke af vore Folk. Qvinto: skifte Studium. Vil du gjøre Lykke, maa du være Jurist, og lade dig manuducere af En af Vore. SIDE: 235 Smelt. Men, min Gud, jeg er alt andengang inde i Romerne. Det er som paany at hugge sig igjennem et Vildnis, som er groet op siden man første Gang huggede sig igjennem Skogen. Schmeichel. Du er længer paa Vej ved at slaae Systemet op. De nye Tider have adskilligt Grumleri at kaste af sin Mave, som de gamle putted i dem: inter alia et fidem. Smelt. He! ja ja, Juristerne tør sige hvad Vi mene; men sagde Vi det, saa dømte de os. Schmeichel. Sexto: gjør du Visiter til alle de Fornemme, og leverer dine navnstukne Kort. Smelt. Jeg? en ubekjendt Student? Schmeichel. Ja; men En, som vil blive bekjendt. Septimo: er du Ven af vor Trops Leverandør, Ærindsvend, Nyhedsmagazinforvalter, last- dragende lille Borrik, vandrende Chronik, klappede Offerfaar, ærtede Papegøje, Fugleskydningsblink og Factotum? Smelt. Ikke synderlig. Han har altid forekommet mig som et vel lidet, men dog altid ækelt, Reptil. Schmeichel. Men det maa du være. Uden ham har jeg seet fortræffelige Subjekter forgjæves anstrænge sig forat blive bemærkede. De bleve nok opfattede med Øjet, men, uden den Tunge, erholdt de ikke noget Navn. De viste sig, og forsvandt som Kometer, der vel gjennemfoer, men ikke hørte til Systemet. Septimo altsaa: gjør du dig kjendt med vor egen lille Mand, saa bliver SIDE: 236 du snart bekjendt, og lærer Hemmelighederne med at fortælle Nyt og blive interessant. Dog kan du paa egen Haand øve dig paa Wergeland, ligesom man hos Snedkeren først faaer en Blok at skrubhøvle. Siden vil han lære dig at lægge ind og finere. Smelt. Ja Mahagonyen og Papegøjen maa være vel kjendte sammen. Schmeichel. Ei, han lægger Ting ind for Damer med Mahogny saa mørk som Løgn, flammet som Afpræget af Drømme paa Vidunderlig- hedens egen Pande, men Liigkister til Folks gode Navn gjør han af simple Materialier. Men octavo: -- dog først lad mig høre hvad du f. Ex. mener om Kaptain Foss? Smelt. En Hædersmand naturligviis. Schmeichel. Naturligviis? Det er Fordommens, Anticipationens Schibboleth. En Pøbelhøvding er han siden sidste Thing ligesom Hjelm fra han fik Buxer paa. I den Retning maa vi dømme. Octavo altsaa: Alt hvad der hedder Patriotisme og Patriot maa du yttre Foragt imod. Naar du saa holder den Konstitutionelle, spiser i Hotellet paa vores Ende, viser dig udelukkende i Parqvettet, og har været paa et Grevebal, saa kan du endelig, som Trettende og Sidst, lade dig indlemme i vore Almacks, og saa . . . Nei, der er intet Videre; thi dette er Kronen, og med Kronen følger alle Behageligheder. Der har du Perspektivet. Allerede Halv- veis begynder du at føle de lunkne, duftende Luftninger af den Atmosfære, hvori de Udkaarne røre sig. Smelt. Kunde det lykkes, er jeg Eders. At være Patriot erkjender jeg, er vanvittigt, og at være Theolog ikke synderligt klogere. Saaledes slap jeg da over det Kapitel i Romerne. Jeg har staaet for det som for en Væg i tre Uger. SIDE: 237 Schmeichel. Ei, jeg har altid mærket, at man kunde gjøre alt, og ikke blot Toldbetjente, af dovne Studenter, naar de blot selv ville blive noget andet, end hvad de skulle blive. Allerede at være alvorlig doven er jo ligesaa alvorlig at ville noget andet end at studere; og tro Knigges Sætning, at man er hvad man vil være, er ikke Snak. Jeg har prøvet den: jeg er hvad man kalder Troppist siden jeg saagodtsom var en Næve stor, siden min Far engang tog mig paa Armen og udbragte Geniets Skaal. Thi siden har jeg ikke været mig selv, men noget høj- ere: det jeg vilde være. Jeg har seilet mange Folk i Læ i mine Dage, latinlastede Kystsejlere med Beskedenhedens farve- løse Flag. Og tvivl da du heller ikke om, at det skal lykkes dig at naae de Udsigter, jeg har aabnet dig. Der har du min Haand. Jeg opdager et fortreffeligt Material i dig: et bøje- ligt Gemyt, uden mange Betænkeligheder, der kun ere Knuder i Træet. Men din Kjæreste -- det er en slem Tyngde paa Flugten. Kunde du give Slip paa hende? Smelt. Nei, nei! Tanken gjør mig dødsens. Ikke for Alt i Verden. Schmeichel. Ikke for vore "Almacks," eller "Kringla", som de hedde i Mod- sætning til "Maskbøtta," der er Borgerpøbelens Assembleer, Kringla, i hvis Vandkarafler man baade kan see sit Tilkommende og sin Tilkommende, om man behager? Smelt. Det er at lee ad. Schmeichel. Ikke for Almacks, Sjelenes Semiramis', Fortunas, hængende Haver, det søde Frimureri imellem Statens Øverste og dens Aspiranter? Nu, nu, Sveden staaer dig paa Panden. Smelt. Kom! drik! spørg ikke! Nei, jeg elsker hende, har elsket hende i fire Aar, i tre været hendes Forlovede. SIDE: 238 Schmeichel. Jeg vil ikke friste dig mere; men det giver sig vel, naar du lærer Almacks' almægtige Herlighed at kjende. Det er en egen Atmosfære. Og nu Haand paa Værket. Først til Frisøren, saa til Skrædderen, saa du hurtigt kan komme til at rullere med nyt Præg. Uden det accepterer ikke Almacks dig om du saa, istedetfor at læse det, kunde skrive et Brev til de Romere. Men nu kan du begynde saaledes med et til de Filistere: "behag at notere o. s. v." (De gaae.) Kjøbmand Bergers Stue. Mod Aften. Madamen og Berger ved en Dunkellampe i Sofaen. Marie endnu ved Vinduet. Berger. Nei, kom, Mariemor, og hjælp mig Frakken paa. Jeg faaer ned i Klubben forat faae Oplysning paa dette hersens Uges- bladet, for jeg skjønner slettes inte, hvor Folk paa Mangels- gaarden kan springe ud af øverste Etage for Sult, naar de har slige Diætpenge. Det faae vi stakkels Borgere at føle. (Marie hjælper ham, og gaaer til Vinduet igjen.) Madam Berger. Spil bare ikke Kort, Fa'r. Berger. Du veed det. (Afsid.) Bare en liden . . . Madam Berger. Og slaaes ikke, som de gjorde i Klubben "Moroa." Berger. Nei, naar jeg har Polskpassen borte i Krogen, saa . . . (Afsid.) Gudsdød! Nei, mente jeg, naar jeg sidder borte hos Polskpaskara borte i Krogen, saa sidder jeg saa stille og pent. (Gaaer.) SIDE: 239 Mad. Berger. Læs nu ikke længer i denne Bulwer eller Pulver, Marie. Nei da var Lafonteine anderledes i min Tid; men nu er han slidt ud i Leiebibliothekerne, saa der knapt er et Bind af "von Halden" igjen. Marie. Jeg seer blot ud paa Gaden, Mo'r, om Dalberg ikke snart kommer til Børnene. Mad. Berger. Ja han pleier altid at hilse paa dig først. Jeg skulde næsten tro, at noget Vist har smittet paa ham fra den Studenten, han boer sammen med, som engang gjorde slige Kredenzer for dig. Men det var nu godt, at Fa'r gav ham kort Besked, for han var slet ikke af disse fiffige Studenterherrer, som vi høre ere baade hos Greven og overalt. Gud veed hvordan den Stakkar har det? Marie. (Afsid.) Det er just det, jeg nu skal faae vide. (Højt.) Der kommer Dal- berg. (Iler ham imøde). Mad. Berger. Saa er Klokken sikkrere 6, end i Taarnet, for, Stakkar, han har nok lært, at Fattigfolk maa vænne sig til Orden, og kanskee han ikke har nogen anden Klokke. De Forrige. Dalberg. Dalberg. (Afsid. til Marie). Han har ikke været hjemme idag, Jomfru Marie, og har heller ikke nedlagt noget Brev. Men ængstes ikke. Det lader til at staae vel til ellers. (Højt.) Jeg maa anbefale mig; Børnene vente. (Gaaer ind ad en Sidedør.) Marie. (Afsid.) Gud veed hvad dette skal betyde; men er han ude, kan det ikke slaae feil, at han jo gaaer herforbi. (Sætter sig ved Vinduet). SIDE: 240 Mad. Berger. Ja skam han er slagen. Øinene vare ganske vaade; og saa saa alvorlig som en Præst. Marie. Aa nei, nei, Mo'r. Den brave Dalberg studerer saa stærkt. Gid det var saa med . . . Mad. Berger. Hvem du? Marie. Med alle Studerende; saa kunde de faae Examen, og saa Enhver Den, han har kjær. Mad. Berger. Jopyt, naar de ikke ere af Velten! Der er flere Kandidater end Røgesild om Vaaren, og de glindse af Luvslid ligesom disse paa Skindet, synes jeg. Marie. (Afsid.) Himmel, hvad er det? Der kommer Karl med Fa'r under Armen. Karl paa Fortouget i en lang Slængkaabe, og Far trip- pende i Rendestenen. Jeg tør ikke blive inde. Han maa have gjort Noget ubegribeligt, sat Alt paa Spil, og besluttet, at vinde ved en Dumdristighed hvad der kun skulde lade sig vinde ved hans Klogskab og Flid. (Iler ud.) Mad. Berger. Men Marie, Marie da, nu kommer jo Madsen snart -- den pene Fyr. Mad. Berger. Berger førende Karl Smelt ind med mange Komplimenter. Smelt er yderst elegant og friseret à la Vandhund. Berger. Meer Lys, Mo'r! Mo'r! Og hvor Fanden er Marie? Aa vær saa artig! uden Omstændigheder tag Kappen og Galoscherne ind. (Presenterende Smelt). Mo'r, jeg har den Ære at presentere Herrr, Herr-rr. SIDE: 241 Smelt. Karl Smelt, Frue. Mad. Berger. Det var det jeg syntes. (Afsid.) Naa, hvor han er bleven galant! Saa smuk over det hele som en Brystnaal. Jeg maa ud at faae Noget paa Marie. Smelt. (Opholdende hende.) Jeg traf Fatter paa Gaden, seer De, Frue, og saa spurgte jeg efter Dem og Deres Frøken Datter. Mad. Berger. (Neiende dybt). Altfor artigt. (Afsid.) Naa, Gud, hvor han har forandret sig til det Bedre fra da han logerte her, da han kom til Byen. Han er som klippet ud af en Modejournal. Berger. (Trækkende sin Kone i Ærmet; afsid.) Marie, Marie da, Mo'r. Mad. Berger. (Til Berger.) Ja ja! Du er da ogsaa bleven forandret, for nu er der saa- men slet intet at sige paa ham, saa galant som han nu er. Berger. Ei, Mo'r, jeg skulde troe Lyset virker paa alle Øine. Mad. Berger. Ja, ja; det var da engang et godt Indfald af dig, Fa'r! Inder- lig velkommen, Hr. Smelt. Smelt. Indfaldet var skam mit. Mad. Berger. Det troer jeg gjerne. Fa'r finder sjelden paa Noget, som er godt. SIDE: 242 Berger. Ei da, Mo'r. Jeg gik i mine egne Betragtninger, for paa Klubben gav man Kommunen en god Dag, og Alt var besat, -- saa klapped En mig paa Skuldrene, og sagde: "Tak for sidst, Fatter! Hvor leve de hjemme?" Det var da denne gode Ven. Iførstningen bar jeg mig ad som et Fæ, men da jeg saa saae mig lidt fore, og Hr. Smelt proponerede selv at see herind, for at spørge til Marie . . . Hm! Mad. Berger. Oh, tusind Tak! Det skal der strax blive Udvej til . . . Men hun seer saamen ud som en Rose. (Gaaer). Smelt. (kaster sig i Sofaen trallende:) Rosens Billed er forbrugt alt fra Evas Tider. Kan det længer være smukt, naar man saa det slider? Rosen skyder ung igjen fra de gamle Qviste. Hvor kan Billedet af den da sin Ynde miste? Thi jeg henter ikke mit ifra Potpourrien, men fra den, som rødmer blidt frem bag Jalousien. Berger. Nydeligt. Det skulde Marie hørt. Smelt. Det er i nyeste Aqvarelmaneer. Berger. Hvad behager? Meget rigtig bemærket. SIDE: 243 Smelt. Det Modsatte af Aqvavitmaneren. Begge have en Mængde Dyrkere. Nogle forene begge; men da bliver det sqvabbet eller forschwachet. Berger. Ja jeg forstaaer det ikke. Men meget rigtig bemærket. Men F -- hakke mig! forstaaer jeg heller -- for at komme til noget Fornuftigt -- hvorledes det der gaaer til. Behag at see, og lad mig høre Deres Dom. (Giver ham Bladet). Smelt. Med Fornøjelse; jeg er Jurist. (Seer i Bladet, kaster det.) Pyh! Inde- spærrede Folk sulte? Det er jo ikke andet end Pøbel? Berger. Ja . . . men . . . Meget rigtig bemærket. Men . . . Jeg mente Mennesker. Smelt. Vel, posito; men kun et vist Slags Mennesker kan De ikke negte. Og deres Meninger Betræffende, min Hr. Berger, saa kunne gamle Meninger ogsaa gaae i Barndommen. Berger. (Med air). Meget rigtig bemærket. Smelt. Og heller ikke kan De negte, at Sult er den værste Elendig- hed imellem de mangfoldige, det Slags Mennesker kjender; og saa slem, at den sløver Gnavet af alle de andre? Berger. Uf! Gid Mo'r kom med Æftasvel! Smelt. Og saaledes tilintetgjør den de øvrige Elendigheder, og det Slags Mennesker har kun Følelsen af een Elendighed at trækkes med, og det er ikke meget. SIDE: 244 Berger. Nei, bevares! Liigtorne og falske Vexler er noget Andet . . (Det banker. Madsen kommer ind). Se saa! Der har vi ham! Imellem os, et meget dannet Menneske, uagtet han kun er ung Kjøbmand, som skal begynde til Michaelis. De Forrige. Madsen. Berger forestiller dem for hinanden. Madsen sætter sig med mange Komplimenter, krammende paa sin Krave og Lommetørklæde. Smelt. (Afs.) Har jeg seet et saadant Exemplar! Han seer ud som en Melon, men strax man stikker i ham, er jeg vis paa, Græskarret kommer frem; og han hører til Modens Rige omtrent som en Tartar eller Samojed til det russiske. Og han den Begunstigede! (Brister ud i en Skoggerlatter). Madsen. (Ligeledes skoggerleende.) Ja De leer ad Spindler i Debatten? -- ja. Hahaha! Men i den hvide Dame Auktionariussen -- ja. Hvad giver De mig for ham? Hahahaha? Smelt. Ad Spindler? Hvor kommer de paa det? Det maatte da være ad Phister som Svedskeprindsen fra St. Denisgaden. Madsen. De har seet "Jægerbruden?" Smelt. Nei. Madsen. Det var meget, maa jeg sige. Aa nei, Studenter -- Stakkar -- har vel ikke meget at figte med. Men den gjorde saadant Ind- tryk paa mig, at jeg strax gik ind i Fugleskydningen; men Spids- borg blev, D -- et' op mig! Maxen han -- ja. SIDE: 245 Smelt. De synes at gjøre meget af Theatret? Aa ja, det filer nu altid lidt. Madsen. Ja kom, væd, jeg har været paa flere Komedier end De. Spindler og jeg har været Duus alt siden Troppen vilde øde- lægge ham, for da fik han mange Venner; men, siden Troppen slutted' Forlig, er jeg selv gaaen ind i den, for Wergeland kan jeg slettes ikke lide, siden han satte en Nar ind i Statsborgeren, som havde akkurat Kappe som jeg. Og han hilser ikke engang paa mig, skjøndt jeg slog Syv for ham i Kampfællerslaget jeg -- ja! Smelt. De var vel ogsaa med, Herr Berger? Berger. Hehe, jajamen. Men jeg fik selv en Dult, for jeg ludede mig ned bag Moer, da det gik paa, og saa tog hun en Priis af Daasen min, og kastede i Øinene paa en Troppist, og saa troede han det var mig, som havde gjort det, og gav mig en i Nakken. Det værste er, jeg troer det var min egen Søn, for jeg har givet ham en god Opdragelse. Siden gaaer jeg bare i Dramatikken, for der er da ikke Fare for andet end for Pungen. Madsen. (Til Smelt) De hører, han har ikke Sands for det Dramatiske. Nei, for at tale om noget Fornuftigt, "de Uadskillige" saae De den? Smelt. End "Aprilsnarrene" saae De den? Madsen (hurtigt) End "den sorte Domino"? end "den hvide Dame"? "Ludovic? Pariserdrengen? Tankredo og Bruden"? Nei, "Bruden"! -- ja. Smelt. "Bruden" vil jeg see iaften, og ovenpaa -- "ja"! SIDE: 246 Madsen. Hehe! De veed nok ikke, det er Tirsdag -- ja. Smelt. Siden De er kommen, skal De ogsaa faae see Bruden . . Der er Hun . . Marie! (Mad. Berger og Marie træde ind. Den Første pyntet). De Forrige. Mad. Berger og Marie. Smelt. (Springende hen til Marie) Marie! min Marie! Hør min Lykke: Jeg er kommen ind i vore berømte Almacks. Intet er mig umuligt længer. Marie. Tys! For Guds Skyld! Karl . . . Madsen. Nei, se paa dem de! Den Brud har jeg abonneret paa -- ja. Mad. Berger. (til Berger) Men se, hvor hun seer ud! Jeg kunde ikke faae Tøsen til at pynte sig, men i dets Sted maatte jeg bære Vand og bringe Lommetørklæder, for hun har ikke gjort andet end grædt. Marie. (Til Karl) Hvilken ubegribelig Dristighed af dig! Og hvilken Forandring i dit hele Ydre! Smelt. Deri ligger Dristigheden. Der er Intet, jeg ikke skulde fore- tage mig saaledes som jeg nu seer ud. Berger. Jeg troer skam . . at . . allerede . . SIDE: 247 Mad. Berger. Aa bliv nu siddende, Fa'r. Det er saadan en peen Fyr, ja usigelig peen. Og hvad kjender du til Tonen? Kanske? . . Ja hvem veed. Det er noget andet end baade den der Studenten med een Kjole og . . Ei, ei, Hr. Madsen? Se, se! (Afs.) Iaften kunde han saamen gjerne være borte. Madsen. Imorgen giver man "Nei," Madam Berger saavidt De veed det -- ja. De tale vist derom derhenne; men vel meget, synes jeg -- ja. Vil man bare see! Kan da ikke Andre ogsaa komme til? Synes jeg -- ja. Mad. Berger. (til sin Mand) Og du røger saamen vel stærkt, Fa'r. Troer du, Han er vant til Sligt? Værs'god og læg Piben væk, naar jeg har lagt Røgelse paa, siger jeg. Berger. (lægger Piben med et Suk) Gid Franz var hjemme, Mo'r, for de synes ret to Alen af eet Stykke. Mad. Berger. Du er da saa urimelig, Fa'r. Hvor kunde den stakkels Dreng, før han gik paa Billarden, vide, her skulde komme saadant Sel- skab? Han har saamen faaet for god Opdragelse for sine For- ældres Dagligstue. Berger. Men se bare der, Mo'r; jeg synes Madsen har ret i, at han er vel fri derborte. Mad. Berger. Snak, han kurtiserer jo bare, som fine Herrer gjøre. Du har aldrig skjønnet dig paa sligt, du. Marie. De bemærke os; Karl, slip mig! For Guds Skyld . . SIDE: 248 Smelt. Ja for at tage dig af dine Forældres Haand. Jeg er uimod- staaelig saadan som jeg nu er. Jeg har faaet en ny Aand: Lykkens, der har Dristighed til Hjerte. I denne Brillant paa mit Bryst seer den Alt kjækt under Øje. Jeg har alt gjort et Ind- tryk paa disse simple Folk . . Marie. Tys! jeg kjender dig ikke igjen. Ængst mig ikke saa, sæt ikke Alt paa Spil, lad ikke et letsindigt Overmod berøve mig Sødmen af Haabet og din hemmelige Trofasthed og Kjærlighed. Tænk, at du skal fortjene mig ved din Flid, ligesom jeg hen- rykkes ved Tanken om, at du vil det! Mine Forældre ville da ikke negte. Tro det, og haab, som jeg haaber, og vær lykkelig dermed, som jeg, og som du var det før. Smelt. Jeg har changeret Studium. En Theologs Lykke er en For- viisning; og nu bliver Kristiania altfor behageligt. Marie. Du forskrækker mig. Dog tvivl ikke om, at jeg skal holde ud Beleiringen fra Denne derborte, i hvorlænge det varer. Men først da . . Smelt. Nei nu! Det overtroiske Begreb om en Examen staaer sig ikke imod et Antræk af første eller anden Rang. (Fører Marie frem) Madsen. (Afs.) Aha de tale skam endnu om "Nei". Ja det er en interessant Materie. Imorgen giver man "Nei", Jomfru Berger, saavidt De veed det -- ja. Smelt. (Slaaer sin Arm om Marie.) Og iaften gives "Ja", vil jeg haabe, for Marie og mig. Marie. (Forvirret) Karl! Karl! (Ømt) Ja, kjæreste Forældre, vi have elsket hin- anden i tre Aar. SIDE: 249 Berger. Det er en Ære . . jeg kan ikke sige andet. Mo'r, gid jeg havde min Pibe . . Men tal til Mo'r; hun forstaaer sig bedst paa Sligt. I tre Aar? Nu nu, det, maa jeg sige, er Negotie underhaanden. Mad. Berger. Netop som det skal være, naar det skal være rigtigt, som jeg har læst saa ofte om. (Fører dem til hinanden) Med sand Ære, Herr Smelt . . Undskyld, Herr Madsen; men Ende maa der paa Alting. Madsen. (Slaaer i Bordet) Det skal F -- hakke mig bli'e Løgn det! Jeg er F -- dands'i mig ingen Nar jeg! Nu har jeg gaaet saa i to Aar og et qvart, og til Mikkelsdag sætter jeg Bod, som skal sige sex, og da skal min Herr Urian faae see mig og min Kone -- om Forladels' ikke Jomfru Marie; nei Gudskelov der er da flere -- i abon- neret Loge Littra C eller D -- ja . . Seer De det -- ja? Mad. Berger. Men Gudbevare mig! De er jo dog et dannet Menneske. Madsen. Ja det er jeg, F -- tordn'i mig jeg -- ja! Men, "bi lidt" sa'e hu' Kirsti Gjellebæk. Smelt. (Til Berger og Madamen) Stille! Jeg skal faae ham i Humør igjen. (Til Madsen). Har de været paa . . . Madsen. Ja jeg -- ja! Jeg har været paa flere Komedier end De Herr . . Gud veed hvad Fanden De er; men -- huf! -- blev "Kampfællerne" spillet, skulde De blive min Griis -- ja. Smelt. Hvad synes De om "Amors Genistreger"? SIDE: 250 Madsen. (Munter) Aajo, saa lala, saa lala. End De om . . Hvad var det nu jeg vilde sagt? Smelt. Oh prægtigt! De har god Smag. Madsen. Ja prægtigt. Top, vi gaae sammen paa Komedien imorgen, for jeg seer vi stemme i Smagen -- ja. Smelt. Paa første Bænk i Parkettet kan De finde mig. Men jeg ind- rømmer Dem for i Aften den meest forunderligt udmærkede Smag paa Komedier, bare De vil indrømme mig den bedste i Kjærlighed. Madsen. Deri have vi netop den samme, seer De -- ja. Smelt. Saa harmonere vi ganske, og den Sag er ude. Madsen. Ja saa er den Sag ude -- ja. Og jeg vil gaae ned til Treschow, for at see, om det ikke er "Nei", som gives i Morgen. Og De, Jomfru? God Fornøielse! men ikke med mig paa Klin- genberg mere. Det maa De undskylde. Og forøvrigt, min Herre, og forøvrigt Allesammen, saa maa Ingen troe, at jeg tager mig Noget nær; thi naar Noget gaaer mig imod, da reiser jeg bare til Sandvigen, Vold, Asker, Ravnsborg -- pyh! der er tusinde Steder -- og tager enda ind paa Udfarten i Vækkerø og paa Indfarten paa Dronningbjerget -- ja. Pyh, det har ingen Nød maa De tro. Aa nei slettes ikke, slettes ikke . . (gaaer). Smelt. Nu, du himmelske Gud! og han skulde været din Brudgom, Marie? SIDE: 251 Berger. Nu, nu! Han var saamen engang oppe til Præliniarexamen, og Handelsexamen har han bestaaet med al Honnør . . Men nu siger jeg som Mo'r; thi Bedre er bedre, og jeg kaster ikke mine Perler for Sviin. Nu, Marien min, se kun op! Mo'r har Ret: hvem kan have imod et saadant Parti? Nei lad nu Madsen sætte Disk til Mikkelsdag for sig selv. Mad. Berger. Ja for til Kjøbmandsmadam er min Datter for dannet. Det skjønte jeg, sa'n. Marie. Kjæreste Forældre, hvor jeg er Eder taknemlig, fordi I saa venlig tage Byrden fra mig, at have noget hemmeligt for eder! Vi have elsket hinanden længe og trofast; men Karl er fattig, og derfor undselig. Berger. Mad. Berger. Hvad? hvad? Smelt. Hvad? Ja men nu seer Svigerfa'r og Svigermo'r, at det er anderledes. Berger. Meget rigtig bemærket. Men hvor kan du da tale saa Barn? Mad. Berger. Ja hvor kan du tale saa, Barn? Alene slige Permissioner be- negte Fattigdom, og Undselighed gaaer ikke med saadan Kappe, som den der -- vist til fem Daler Alen. Jeg har visse ube- dragelige Mærker paa Lykkens Børn: og et ungt Menneskes Rigdom bestaaer ikke altid i Penge, men i Udsigter. Berger. Meget rigtigt bemærket: Indsigter. SIDE: 252 Mad. Berger. Nei, Udsigter sa'e jeg, Fa'r, naar du bare vilde høre efter istedetfor at regne. Men før nu din Kjæreste ind i Spisestuen, Marie; og vær fra nu som hjemme her, høistærede Herr Smelt, om de vil være saa artig . . Berger. Meget rigtigt bemærket. Kom Høistærede! Forlovelsesskaalen venter. Skal vi bede Dalberg ned? Marie. For Guds Skyld -- nej! Ja, kom, Karl. Og siden (hvidskende) maa du forklare mig Noget i din Adfærd, forat jeg ogsaa kan elske det; thi jeg er vant til at elske alt hos Dig. (Høit) Kom! Smelt. (Kyssende hende). Dette er Afskedskysset for i Aften. Jeg kan ikke, jeg maa bort. Berger. Mad. Berger. Bort? Iaften? Forlovelsesaftenen? Marie. Bort? Det maa jeg have Forklaring paa strax. Karl, siig mig . . . Smelt. O bedste Marie, trofaste Marie, jeg elsker dig med den ud- brudte, aabenlyse Ilds Heftighed, jeg brænder efter den første stille Time ved dit Hjerte i din Families Ro; men, men . . . Jeg skal i "Kringlen." Jeg er saa lykkelig at være kommen derind for et Par Timer siden, og derfor . . Marie. (Bebreidende) Og derfor, Karl? Derfor? Smelt. Der er alt hvad der er fiint og fornemt og nobelt og gentilt i Byen: la haute societé, og altsaa . . SIDE: 253 Mad. Berger. Ja naar det er saa. Vær dog fornuftig, Barn! Marie. Det kan maaske fremme din Lykke, om du er der, Karl. Far- vel da! Jeg vil intet sige. Smelt. Gud velsigne dig, Marie! Intet mangler i min Lykke: Jeg er i Kringlen, og har dig. Den kalder mig uimodstaaeligt. Jeg er som Falænen, der lokkes fra Blomstret hen om den straalende Flamme. Mad. Berger. Ei "Kringla"? Ja den gaaer der Ord af skal være fiin. Men med Tilladelse . . kunde -- jeg siger blot dersom, om hun kunde -- kunde Marie ikke ogsaa komme i hvad De nu kaldte det? Saa blev Kringlen en Sukkerkringle for Dem. Smelt. Bevares jo. Jeg skal proponere dig ind, Marie; og Vi der i vore Almacks holde sammen som Bier, naar de sværme og kaste sig paa et Sted. Mad. Berger. Og Gud, hvilken Ære for vort Barn og for os med! Og vi ere saamen ogsaa ligesaa gode, som baade Den og Den, som vi høre er der. Berger. Meget rigtig bemærket. Marie. (Til Smelt) Fy, Karl! Var det et Almackssmiil? Smelt. Nei, det skal jeg lave til paa Vejen. Hele Almacks skal gra- tulere mig. SIDE: 254 Mad. Berger. Fa'r, Fa'r hørte du? Og naar Marie kommer i Kringla, og de Fremmede see, at Borgerbørn ogsaa kunne være snille og vel- opdragne og saamen ligesaa galante . . Ei, Marie, det er slettes ikke at see saa alvorligt til. Smelt. (Omfavner Marie) Farvel! det er somom mit Indre deelte sig; men Almacks venter, Almacks. Jeg kommer kanske til at dandse med en af vore Baronesser. (Gaaer). Mad. Berger. Fa'r, Fa'r hørte du! Marie. Jeg hørte det, og . . . (Vender sig bort i Graad). Berger. Meget rigtig bemærket. Mad. Berger. Ei, din rigtige Bemærkning kommer da som femte Hjul til en Vogn og ikke som Aftensmad til Klokken otte. Men herefter ville vi skam spise to Timer senere naar vi komme i Velten. (De Gamle gaae ind). Marie, alene. Siden Mad. Berger. Marie. En rolig Time, naar jeg faaer udfundet Kilden til denne him- melvide Forandring i hans Væsen, vil gjengive Karl til sig selv. Og jeg haaber det. Mit heftigste Ønske, at vi turde elske hin- anden for mine Forældres Øine, at jeg kunde være fri for Raa- hedens Overhæng, og for at hedde et Menneskes Udkaarne, jeg ikke kan udstaae -- det er opfyldt, og dog er jeg mindre lyk- kelig, end dengang Karl fandt sig salig i de Øieblik, han tog fra Tusmørket og sin Flid. Hans Udvortes og Selvtillid bestak mine Forældre; men jeg aner, at en større Forandring maa være SIDE: 255 foregaaen med ham, og at Lykken ikke lever inden den frem- mede Sfære, som synes at have trukket ham til sig. O skulde det første Offer, den kræver, være Sindsoprigtigheden, Sand- druheden mod sig Selv, Naturligheden? Da er Ungdomskjærlig- heden den næste, ligesom Blomsten faaer Iis i sine Aarer, og visner, naar Kulden stivner den varme Muld, hvori den havde sine Rødder. Jeg kjender hans Bøielighed og hans overdrevne Ømfindtlighed over at være fattigere end sin Fødsel. Men han er saa for min Skyld; thi han elsker mig, og hvor kan jeg da mistvivle om at meddele ham de rigtige af mine Følelser, og imellem disse den varmeste næst Kjærlighedens: Afskyen for alt Affekteret og Uægte. Thi dette er udhulende Kræft i Hjertet. Mad. Berger. (Indigjennem Døren) Hør, Barn, nu kjøre de til "Kringla". Hvor den Musik vilde være sød, naar du var der; men næste Gang kommer Turen til dig. Marie. Ak, Mo'r, jeg er ikke begjærlig efter en saa tvetydig Ære -- tvetydig fordi det Selskab omfatter saamange Mennesker, jeg ikke kan agte, og mere end det, fordi det, om jeg ikke tager Feil af mange Mærker, er grundet paa et Standshovmod, som er endnu mere sneverhjertet og taabeligt, end gamle Dages "ho- nette Ambition". Mad. Berger. (trædende ind) Naa, at tale saa om et Selskab, hvori alt Fiint og Fornemt er? Men fordi Vi nu kunne være der, hvorfor da Kreti og Pleti? Marie. Oh, der er Beviser nok paa, at det ikke er Aandsrang eller Sædernes Fiinhed, som spørges efter der. Mad. Berger. Det nytter ikke, Barn. Du maa og skal ind i "Kringla". Jeg er af simpel Extraktion, men saa Gudskelov, det gjælder da for Mennesker ogsaa, at Skuddene ikke skyde nedover i Jorden. Ja ind skal du, for alt det, vi har kostet paa dig, for ikke at være der, er det samme som at høre til Pøbelen. (De gaae ind) SIDE: 256 Smelts og Dalbergs Værelse. Seent. Dalberg. Siden Smelt. Dalberg. (Reisende sig fra Studeerpulten) Endnu ikke? Gudveed hvor de troppistiske Snyltegjæster, som har faaet fat i ham, trække omkring med ham, og hvad de have fundet at suge hos ham. Hvis mine Penge ikke vare væk herfra Pulten, skulde jeg af Glassene her og af alt Det, som ligger her strøet om, troe, at han havde vundet Godset Zdickau, eller . . nei, fy, det tør jeg ikke tænke, skjøndt Forfængelighed, ikke Mangel, er den eneste Drift, som har drevet Folk mellem os ud af Athenes Geleder og over i Merkurs. Men se her! -- Mode- journaler, Adressekort fra Kjøbmænd, Skrædere, og Skomagere, Klædninger, Fløilssloprok, Saffianstøfler, Pakker med hvide Han- sker og -- nei han maa være bleven gal -- et komplet Fruentim- merboudoir med Porcelænsdukker fulde af Pomader, Sminker og Essenzer. Smelt. (kommende ind, kaster Kappen). Mad! Mad! Jeg har været i Almacks. Dalberg. Ialverden, hvor kommer du fra? Smelt. Kan du ikke høre mine Tarme skrige: "fra Almacks;" men Selskabet er for gentilt til at der kan vanke andet end Vand. Dalberg. Nu? Det bestaaer jo ogsaa forstørstedelen af Skjønaander og Fiskebeensdamer, som nok lade være at tage mere til sig end Timeglas. Smelt. Kjære, bare en Brødskalk og en Dram. Jeg kan ikke negte, at da Klokken blev saa omtrent 11, begyndte jeg uvilkaarligen at see adskillige Figurer af Flasker og Viktualier. Men det kan nu ikke være anderledes; thi ellers var det ikke Almacks, der er et ætheriskt Begreb. SIDE: 257 Dalberg. Desværre her er Intet, for jeg fandt ingen Penge. Smelt. Ah, ja det er sandt. Jeg laante Schmeichel dem. Dalberg. Hvad, den foragtelige Troppist har været her, og er din Ven? Smelt. Foragtelig? Da agtes han s'gu i Almacks. Ingen Qvadrille gaar uden Ham. Men andre komme vel ogsaa efter. Dalberg. Hahaha! og med sligt et latterligt Suk vender du virkelig Øinene til Himmelen? Smelt. Ei, der flyde virkelig Fordele af at være velantagen i Almacks. Men, Djævels, at jeg skal være saa sulten, naar jeg er saa lyk- kelig, saa lykkelig, saa ubeskrivelig lykkelig. Dalberg. Har du vundet Zdickau eller faaet en Arv? Smelt. Au! tal ikke om min Moder. Hun Stakkel, har det ikke for godt. Nei, men først er jeg bleven Medlem af Almacks, hvor jeg dandsede med en Baronesse, og en General talte til mig, pro secundo har Maries Forældre givet sit Samtykke . . Dalberg. Hvad? Det sætter du bagefter det Selskab med saamange ambitionerte Jeronimusser og Jean-de-Francer? Smelt. Og saa -- Hæverten i alt det, Mirakelhjulet er, at jeg har reist en ubegrændset Kredit. Aladdins Lampe er i min Haand. SIDE: 258 Hvor jeg før ikke fik Kredit paa en Dukke blaa Traad til at lappe mine Buxer med, saae jeg strax paa Kjøbmandens Blik paa min Frisur og Corportement, at jeg havde at befale over hans hele Oplag. Det ellevte Bud: "du skal ikke være forknyt!" erstatter alt det, man taber ved at holde de andre. Dalberg. Det kan gjerne være Troppist- og Almacksmoral, men er det din, saa er det ligesaa godt vi skilles. Jeg hader disse Dyrkere af det ellevte Bud, jomere deres Indtrængen overalt viser, at Usselhedens Geni er Uforskammethed; og disse Ragerier der kan jeg heller ikke komme overens med. Smelt. Nei, jeg vilde just sagt dig, at det ikke meer er passende for mig at logere sammen med dig. Din saakaldte patriotiske Tænke- maade er for bekjendt. Mine gamle Konnexioner ere afbrudte; jeg tilhører nye og en ny Karriere. Dalberg. Din næstældste Ven er Testamentet der. Men har du kanske alt . . ? Romerne? Smelt. Skal slaaes i Hartkorn tilligemed de Korinthier og Hebræer. Nu fornøier det mig, at jeg ikke læste flittigere. Jeg er bleven Jurist, og naar jeg har hedt saa i otte Dage, er jeg ansat. Dalberg. Da have Kandidater lært at være mindre sangvinske i sine Forhaabninger. Smelt. Ja uden Konnexioner -- Patrioter, Latinere, Hybelister, Sausere, Trettenaarsforlovede, Faddere hos sine Huusværter af Skræddere og Skomagere. Men se, her seer du mine Konnexioner. (Viser ham en Liste). SIDE: 259 Dalberg. Er det Almacks? Ei, ei, hvor ere de skikkelige Folk, jeg seer der, komne fra? Men ellers (Giver den tilbage) saavidt jeg seer, er der nok af Abekatte og Papegøier i det Paradiis. Florere nu Damerne og vise riig Vegetation, saa er Illusionen ikke saa ilde. Dersom jeg tænker rigtigt, at de Himmelske, ved en kaleidosko- pisk Fantasireflex, kunne see Menneskene i de Dyrformer, som svare meest til deres Karakteer, maae de have samme For- nøjelse af Almacks, som vi af en Perspektivkasse, der hensætter os under Troperne. Derfor lader "Troppist", som jeg mærker du er bleven med Liv og Sjel, sig ogsaa skrive "Tropist", uden Forandring i Meningen [fotnotemerke] . Enhver af dem har sin Afspeiling i enten et naragtigt Dyr eller et ækelt Kryb. Smelt. Kryb? Nuvel, Kryb. Det gaaer ikke fort, skulde jeg troe, naar man stiger opad; og, vil man opad, faaer man nok krybe; men naar en Mængde kryber, er det blot en Masse, som bevæger sig fremad. Dalberg. Tal ikke mere. Atmosfæren kan raadne af Lyden af slige Principer. Smelt. Saa gjør jeg den reen igjen ved at nævne Maries Navn. Dalberg. Oh, det er dit skrækkeligste Selvbedrag, at du kan elske med saadanne Grundsætninger. Dersom en Usling kunde det, var han reddet. Den nye himmelske Ild, som faldt i hans Sjel, vilde udbrænde dens Fordærvelse. Men det er umuligt. Smelt. Ved Himlen, jeg elsker uudsigeligt. Fotnote: Oplandstidenden: "Trophist." Maa komme af ): alumnus, haabe- fuld Ungdom, Opæling o. s. v. Korrekt. Anm. SIDE: 260 Dalberg. Du gjorde det engang. Nu kan du ikke om du vil. En frem- med Gift -- den som fortærer de fleste Hjerter -- har gjennem- trængt dig. Du kan ikke nægte, at du ialfald ikke elsker hende længer med Stolthed. Men den er Kjærlighedens kneisende Top. Din Kjærlighed afrigges lidtefterlidt indtil det nøgne Skrog, som tilsidst ikke faaer bære sit feirede Navn. Smelt. Vel; jeg vil troe, at jeg ikke elsker hende -- skjøndt jeg veed det bedre -- dersom jeg ikke drømmer om Marie i Nat. Dalberg. Og skeer det, skal jeg forære dig Carus' Psychologi, om du ikke seer hende i Kringla og ikke hjemme, hvor hun dog er allerelskværdigst. Smelt. Paa Almacks? Gud veed, om hun kunde komme der. For seer du . . (Forlegen) Dalberg. Den dannede, smukke, elskværdige Pige? Der, hvor man kunde behøve en Speilsal, for at det ikke skal synes altfor fat- tigt paa Skjønheder? Smelt. Det beroer, forat bruge dit Udtryk, paa "Troppen," der rekru- terer sig ved Almacks, men er bleven kræsen i den sidste Tid [fotnotemerke] . Dersom jeg ikke havde havt en Amtmand til Fa'r og en Ex- peditionssekretær til Onkel, og fremfor alt Schmeichel og en vis liden Mand, som kan bruges til Alt, til Venner, var jeg Selv neppe kommen ind. Unegtelig . . Fotnote: Benegtes. Jeg har ogsaa modtaget en Invitation i den sidste Tid; men da jeg mærkede, at det ikke var saameget af en Hovmodens Aftagelse, som formedelst en Lokalets Tiltagelse, betakkede jeg mig ærbødigst. Sætt. Anm. SIDE: 261 Dalberg. . . Unegtelig aander i den Forening den mest taabeligaristo- kratiske Aand, som Korruptionen fraoven og den bløde Materie franeden forenede have kunnet give Liv. Smelt. Taler du om dem deroven, saa Godnat. For jeg veed hvem du mener. Den, som sover, synder ikke. (Tager Lampen, og gaaer ind) Dalberg. (efter ham) Ja jeg mener Edderkoppen i Væven. Dine Almacks ere ikke andet, end dens glimrende Spind, hvori den sidder i Midten, om du seer vel efter; og du er ikke andet, end en stakkels Flue med udsuget Hjerte, som er bleven hængende og dandser i Væven. (Gaaer ind.) Hos Bergers. Marie arbeider. Hendes Moder bringer et Brev. Siden Karl Smelt. Mad. Berger. Et nydeligt rosenrødt Brev til dig, Marie, indlagt i et til mig. Der kan du see: "Fru Berger" -- noksaa artigt. Marie (tagende Brevet) "Til Frøken" . . Hvad skal det betyde? Skulde han tro, at jeg i den Grad deler mine Veninders Forfængelighed? Mad. Berger. Aa, tag du imod Titelen, naar han giver dig den. Han veed nok hvad der er passende, han, som er saa i Velten. Desuden -- du er saamen ligesaagod Frøken du, som baade Den og Den hele Gaden bortigjennem. Nu? det er vist nydeligt. SIDE: 262 Marie. Karl melder blot, at han har nogle Visiter at gjøre, da der er et Excellentsbal igjære, hvorfor han ikke kan komme før de vigtigste ere gjorte. Mad. Berger. Gud, hvor han er vel antagen, og veed at skikke sig! Tænk et Excellenzbal! Og han ender vist ikke før han fører dig der- ind med. Og sad jeg saa der, om det var i den usleste Krog, eller som en Flue under Taget med sine tusinde Øjne, eller mit Øje, i en af Damernes Diamanter -- ha, hvor denne da skulde funkle, om den var aldrig saa uægte! Marie. O min gode Moder, da vilde jeg ikke kjende det, jeg, som er vant til at see det saa roligt og blidt. Men jeg længes ikke udenfor min egen Sfære; udenfor den faaer man saa ofte at føle man er fremmed. Mad. Berger. Saa kan man dog igjen see lidt ned paa Andre under sig igjen -- det er dog en Trøst, og ikke meer end billigt. (Smelt træder ind). Smelt. Fuldkommen rigtig, høistærede Fru Svigermoder. Saadanne Blik ere Lyspunkterne i Livets Kjede. (Iler til Marie) O Marie, jeg har drømt hele Natten om dig. Vi vare i Almacks; jeg dansede med Frøken Superba Stoltzenburg, syntes jeg, men det var dit Ansigt; Alle saae paa os, og for hvert Blik heftede en Paillet sig til din blaa Atlaskes Kjole, saa du saae ud som Stjerne- himmelen. Men allerbedst som det var, reiste Fru Kalkun sig, tog dig om Hovedet, og sagde: maa jeg bede om min Vifte; og saa viftede hun sig med dig uden videre, og pæste og viftede sig. Saa syntes jeg, jeg dandsede med dig, men lidt efter lidt syntes jeg du blev skarpere om Ryggen, og inden jeg vidste Ordet af det, var det atter Frøken Superba, jeg skar mine Fingre paa. SIDE: 263 Marie. Forvexlingerne ere ikke meget smigrende. Dog -- du har tænkt paa mig, og i Drømme kunne selv de fleste af vore Poeter fantasere. Mad. Berger. Jo, Marie, det var rigtig en nydelig Drøm. I Drømme kan da ogsaa Alle komme ligesaavel i Almacks som i Himlen, Gud- skelov! Smelt. Dersom man har Fantasi -- Men Marie skal komme der virkeligt, det har Schmeichel halvtomhalvt lovet mig. Marie. Beroer det paa Enkelte? Jeg vil ikke være Nogen forbunden derfor. Mad. Berger. Naa, hvor du kan tale! Jo tusind Tak! (beseer og beføler Smelt) Naa hvor nydelig! Saadan skal rigtig vor Franz see ud inden 3 Dage, om jeg er Kone i Huset. Naar jeg nu tænker paa Madsen, vil jeg brække mig. Marie. (Til Smelt) Le ikke, Karl; Hun er min Moder. Din Skoggerlatter er heller ingen Fiinhed. Smelt. Maa jeg bede -- det er nu høieste Finesse, at vise Frihed i Manerer. I et friseret Hoved kan man kløe sig saameget man vil, med glacerede Handsker gribe til overalt, med Beenklæder af Parisersnit antage de mest ugenerte Stillinger, med pudsede Tænder gabe og lee efter Behag, og naar man er comme il faut som jeg, er der intet, man ikke skulde kunne tillade sig. Mad. Berger. Ja han er rigtig saa nydelig, saa. SIDE: 264 Marie. Fy; -- saameget jeg gjør af en Naturlighed, som ikke mangler Takt, saa afskyelig finder jeg affekteret unaturlig Naturlighed. Den er en tvunget klodset Erkjendelse fra Forfinelsen om Na- turlighedens Fortrin. Hvor modbydelig er ikke f. Ex. denne sjelløse Kulde, som under Fornøielser skal være Ansigtets Mode- udtryk, medens det unge Menneske, istedet for at følge Musikens og Blodets Indgivelser og dandse, slentrer Qvarreen nedover! Smelt. O, Marie, hvor du er paa Afveie! Det er Londonermode, Di- plomatdands, fra de ægte Westend-Almacks, vort store Forbillede. Mad. Berger. Netop saa! Gid de bare Alle vilde dandse saa paa det Bal, jeg har faaet Fa'r til at gjøre i Anledning af Forlovelsen. Saa blev det morsomt og vakkert at see paa. Se der er han med Listen. De Forrige. Berger i Kontordragt. Berger. Aa, ærbødige Tjener! (Afsid.) Jo, han tager sig s'gu ud ved Dagsenslys ogsaa. (Høit.) Iaften, Høistærede, lægge vi Beslag paa Dem, om saa -- ja jeg tør ikke sige Noget; men jeg mener, at vi ville ikke vige for Nogen i Verden, om det saa var Excel- lencen selv. Mad. Berger. Tys, Mand, er du bleven rasende? At tale sligt! Berger. Meget rigtig bemærket. Men saa vige vi heller ikke for Nogen, uden kanske for Baronen. Se her er Listen. Smelt. Efter Voteringen i Almacks, kan De gjøre Regning paa mig. (Tager en Pen og omredigerer Listen.) Se saa, med Tilladelse. Nu er den værste Pøbel redigeret væk . . . SIDE: 265 Berger. (Seer paa Listen forundret). Meget rigtig bemærket . . . mine bedste Venner. Smelt. . . . Og notable Navne ere komne istedet. Madsen og Dal- berg beholder jeg af egne Grunde. Marie. Karl! Karl! Er dit Hjerte ogsaa blevet forandret? Mad. Berger. Lad du din Kjæreste raade. Han sørger baade for Kavalerer og Damer, som vi kunne have Ære af. Marie. Jeg betvivler det ved flere af disse Navne. Der er Schmeichel, bekjendt for at være en Skurk i Bunden af Lapsen, ligesaa Byens mest berygtede Sladderhank og Bagtaler, et Par Departe- mentskryb, Ditto Duodezer af Don Ranudo og Jean de France, et Par Pernillefrøkener og Frøkenperniller, og endelig, som om der var sat en Klad til Punktum, Libertineren Wollert. Mad. Berger. Naa du Himlens Gud, har du ogsaa noget at sige paa ham, saa rig som han er? Marie. Hvormeget han parfumerer sig, vil der dog altid stinke Rende- steen af ham, og det allerfriskest Kristianias ovenpaa Roms og Venedigs. Smelt. Men Marie -- saadanne Ord i din Mund? Marie. Du har Ret. Den bliver ureen ved at nævne hans Navn. Men jeg indvier den ved at sige "jeg elsker dig", skjøndt, Karl, (sagte) jeg forstaaer dig ikke længer. SIDE: 266 Smelt. Oprigtigt, Marie, jeg dig ikke heller. Du er ligesom en Rose, hvori en Hveps har sat sig. Men vi kan forklare os under Dandsen. Da er det saa inderlig behageligt at tale med Damer. Nu maa jeg fortsætte mine Visitter; det er den rette Tid til de fornemste saa lidt ud paa Eftermiddagen efter borgerlig eller Pøbelens Regning. Berger. Meget rigtig bemærket, og ærbødigst Tak for Deres ærede Uleilighed med Listen. Kunne vi bare vente os den Ære, at Deres Venner vilde komme. Smelt. Oh, Fornøielser er deres Atmosfære, og til en Afvexling for eengangs Skyld imellem simple Folk . . . Berger. Hvad beha . . . Mad. Berger. (trækker ham i Kjolen). Imellem dem, du havde smurt op, naturligviis, Fa'r. Berger. Hm, meget rigtig bemærket, skulde jeg have sagt. Smelt. Der kan være adskillige Kuriositeter at opdage. Berger. He ja, nogle Kurve Champagner kanskee og . . . og . . . ja Gud veed hvad Mo'er nu kunde finde paa. Mad. Berger. Vær du kun rolig. Jeg skal feire Forlovelsen med en Iis, som man kan forliebe sig i, og Maries Optagelse i Kringla eller Ind- trædelse i den store Verden med en stor Makronkringle til Ære for Kringla og et Babylons Taarn, som skal staae paa Maal. SIDE: 267 Smelt. Staae paa Maal? Uf! slige Talemaader er som at træffe paa Haar i Mad. Mad. Berger. Og en liden Sukkermand, med trekantet Hat og Guldgaloner paa Buxerne, ovenpaa skal ogsaa have sin Betydning. Men -- o Gud hvor jeg længes efter at høre, at Marie er kommen derind! Smelt. Det er at længes efter mig: jeg bringer Efterretningen. (Kysser Marie raskt, hilser skjødesløst og fjerner sig.) Mad. Berger. O Gud, hvor han er sød! Berger. Meget rigtig bemærket; men . . . Marie. (sørgmodig.) Han er forandret, forandret. Berger. Ja fra han boede her i sine første Studenterdage sammen med Dalberg paa et to Dalers Værelse. Jo, meget rigtig be- mærket, han er forandret. (De Gamle gaae hver til sin Kant. Marie sætter sig paa sin Plads med Tørklædet for Øjnene.) Karl Smelts Værelse; elegant; Boudoiret paa sin Plads. Smelt. Skimtet af Bagen paa en Skrædderdreng; siden Schmeichel. Under hele Scenen bankes ofte paa Døren, hvorved de Talende nedtysse Samtalen. Smelt. (Kastende en Skrædderdreng paa Døren) Hvad, Knegt, spænder du imod? Saa! (spænder ham ud.) Gaa til Kilde med det! (Laaser Døren af; idet han gaaer, banker det). Nu for Djævelen igjen? (Lister sig hen over Gulvet. Der raabes igjennem Nøglehullet: "ingen Rykker!" Aabner Døren). SIDE: 268 Schmeichel. (kommende ind.) Bravo, Lord Pelham! Jeg gav Slubberten et Spark til paa min egen Regning, og bad ham dele med Mesteren. Smelt. (Laaser Døren igjen). Vi faae s'gu nok laase, ville vi have Fred. Schmeichel. Nei, Gudsdød, Wollerten ligger nede i Rendestenen og væver om Kanalerne i Venedig. Vi rodede bare lidt om i en Cham- pagnekurv, men Svinet havde et Par Spidsere før i sig, og saa . . . Skal vi ta'e ham op, eller skal han ligge? Smelt. Ligge naturligviis . . . Vi faae nok see ham i Almacks iaften. Schmeichel. Javist, og kanske hos din værdige Hr. Svigerfader. Hahaha! Det vil ogsaa blive et Bal! Tørfisknoblessen, Pøbelen i Blonder. Hvor jeg skal gotte mig! Men er du melankolsk? Denne Ban- ken minder om, at man er Kavaleer, der har intet andet at gjøre om Morgenen, end at sove med Dynen over Hovedet, og om at man siden ikke har noget hjemme at gjøre. Jeg har expe- deret 27 Saadanne idag med gode Anviisninger paa det rigeste Navn af Alle: paa Fremtiden. Smelt. Jeg maa have en Liste paa alle Byens Skræddere og Sko- magere, for jeg maa belave mig paa at gaae rundt. Schmeichel. Den skal du faae af mig. Men her er Listen paa dem, der skulle indvoteres i Almacks iaften. Jeg stemmer ikke for en Eneste. Smelt. Hvad? ikke for min Kjæreste engang, som du lovede? SIDE: 269 Schmeichel. Nei, pardi, naar jeg nøje betænker det. Jeg seer desværre hendes Navn paa Listen. Smelt. Jeg veed ikke, om jeg kan være din Ven. Schmeichel. Gjorde jeg det, var jeg ingen Ven af Almacks. Man maa konservere dem, ikke fortynde den Atmosfære, som skal lyse og give dette Selskabs Kjerne Udseendet af det hele Samfunds Sol. Fjernt fra maae Insekterne sole sig i dens Glands, men det maa være Fortærelse, om noget vil nærme sig. Smelt. Men den dannede, smukke, fortræffelige Pige? Schmeichel. I Almacks spørges ikke om Sligt. Hun tilhører Dramatikens og Klingenbergs lavere Sfærer. For Dannelsens Skyld kunde man nok faae opdrevet en Snees Ugler, for Skjønhedens vilde Tjenestepigerne afgive de fleste, og for Fortræffelighedens Eugenia- stiftelsens Dimittender. Smelt. Og hvad kan man have imod flere af disse Navne, om jeg maa spørge? Schmeichel. Bah, du har endnu ikke forstaaet Almacks. Selv vort store Forbillede i Westend kom engang i Miskredit bare Lady Pa- troness lukkede Øjnene et Øjeblik. Strax æsede al Citys og Southwarks Bærme iveiret, og inden man vidste Ordet af det, vare de store Almacks fordærvede, Glandsen var væk, ligesom berørt af fedtede Fingre, og der var kun en sørgelig Erindring tilbage. Vi ere nu saa mægtige, at vi kan lade Omsorgen for det Extensive fare; men da Indifferentismens Søvn er troløs, saa maae vi af al Magt lægge os paa det Intensive, Koncen- SIDE: 270 trering, Centralisation, og uddyrke hvad vi har. Derfor maa der statueres Exempler, et Glacis af Rædsel, bedækt med Stumper af tilintetgjorte Navne, lægges om vor Borg, og kun en Bro af en Knivsegg føre didhen som til de Troendes Paradiis. Du maa beqvemme dig til et Offer. Smelt. Af Maries Navn? Aldrig i Verden! O, du skulde see hende dandse; og, med alt hendes egne Hang til Simpelhed, hvilken fiin Eleganz! Schmeichel. En Kjøbmandsdatter? Hør, hendes Fa'rs Viin kan være lige god, men hans Datter er det ikke. En ny Aand har gjort sig gjældende. Kaalhov'derne i 1821, som bekrigede Laurbærtræerne, havde ingen Idee om hvad der laae i Jorden og om gunstige Stjerners Indflydelse paa den Vegetation. Nei, ved min Ære, med din Diskedame gaaer det ikke an. Vil du udsætte Hende for den bittrere Forhaanelse, at vore Damer i Almacks flytte sig fra hende og trække Skjørterne til sig, som om din dannede, smukke, søde, fortræffelige, elegante Kjæreste havde Utøj? Smelt. Død og Helvede! Schmeichel. Vil du selv have den lille spidse Ting i Livet, naar du engang bona fide engagerer: "men der sidder jo Deres Kjæreste. Hun maa kjede sig frygteligt." Smelt. Hold op! -- Slyngel -- om Forladelse -- Schmeichel, bedste, kjæreste Ven, hold op! Schmeichel. Og synker du saa i Gulvet, og fnises ned derigjennem, og kommer ned til en logerende Drammenser i Hotellet, saa smider han dig ud af ingen anden Grund, end fordi du ikke kommer SIDE: 271 som man pleier i Drammen. Var det Skik der, at komme ind gjennem Taget, og du kom gjennem Døren, smed han dig lige- ledes ud. (Smelt leer.) Se saa, nu har jeg dig som jeg vil. Om hun, eller hvilkensomhelst anden Borgerpige, kommer ind i Almacks, er jo dog en Bagatel; men ikke med Hensyn til Exemplet, naar du vil bedømme Sagen fordomsfrit og upartisk, og heller ikke er det en Bagatel for dig, naar du først engang er der, om du ved tusinde, let forudseelige, smaae coups-fins og Naalestik skulde føle dig nødsaget til en Retirade. Hør her en Stump af et Brev fra min Onkel Amtmanden: (læser.) "Kun eengang har Enhver i Haand sin Lykke. Men har du den, saa hold den som et Smykke! Thi Lykken er en Aal, og Under var, om ei du er, saavist som det, en Nar." Smelt. Dumhed, at jeg skulde indlade mig paa den Proposition. Hun havde selv ingen Lyst; men den Abinde af en Moder. Schmeichel. Vogt dig for at stikke Hul paa Ærtesækken. At tage en Borgerpige, eller saakaldt Jomfru, ind, var at begynde paa en Rulle Klæde. Alene Storgaden med sine Krølleblokker i Vin- duerne er en ligesaa lang Blodpølse, hvor man ikke kan pille Rosinerne ud uden at rode i Indmaden. Benyt heller Leilig- heden til at gjøre dig notabel i Almacks, til at vise at Du vur- derer dem over alle andre Konnexioner, kort -- og hvad skal den ene Stemme nytte til? -- voteer som vi Andre. Smelt. (springende op). Imod min Marie? hvad? Mefistofeles! Satan! Jeg bliver næsten bange. Schmeichel. Nu? Hvad kommer det Nogen ved, om Du er fordomsfri nok til at elske den Pige, du elsker -- Notabene saalænge du be- hager? Man seer igjennem Fingre med det Plæsanteri. Om nogle Aar er du godt ansat -- at sige, om Du comporterer dig SIDE: 272 vel -- og saa taber hun sig ligesaa skjult i dit Huses Indre, hvor hun kun har at sørge for den fysiske Vegetation. Men betragt nu ogsaa ligesaa fordomsfri Forholdet imellem de For- bindtligheder, du skylder denne Forbindelse, hvori du nu engang i din blinde Tid er kommen, og dem, du skylder Almacks, en Forening, der yder sine Individer Velgjerninger, men ikke kan modtage nogen af dem. Du vil da see, at hvad der synes dig som et unaturligt Offer, er alene Noget, som følger af Sagens og Forholdenes Natur. Il faut savoir vivre. [fotnotemerke] Smelt. (mekanisk). Il faut savoir vivre. Schmeichel. Hun er riig. Det er Noget. Smelt. Ja derfor, seer du -- eller derfor ogsaa, seer du . . . Schmeichel. Aa, skam du dig ikke. Il faut savoir vivre. Det er Meget; selv Almacks kan ikke undlade at skjænke den Omstændighed nogen Opmærksomhed. Det kan gjøre hende til Primadonna paa Klingenberg; men kun en umaadelig Rigdom kan opveie Rang. For hvert Trin idetmindste en Papa paa 10,000 mere. Dette klinger vel ilde for mange Øren i Norge; men man faaer -- det er sund Patriotisme -- redde ved noget Konventionelt hvad Storthinget har gjort sit bedste til at ødelægge; og at disse Manges Øren ikke ere lange, maa komme af, at Fanden klipper dem i Vuggen, for de ere fødte Æsler og Sviin. Smelt. Deri holder jeg med dig. Eller "meget rigtig bemærket," som min Hr. Svigerfader meget rigtigt vilde bemærke. Schmeichel. Ret, vær ingen Nar! Fotnote: ): Man maa vide at leve. Eller: "Man maa i Verden frem sig snoe." SIDE: 273 Smelt. Nei, naar jeg ret betænker det, saa kan min Stemme intet gavne hende; og naar jeg nu, ved at bringe Almacks dette Offer, kunde gjøre mig notabel . . . Schmeichel. Kom, lad os gaae. Almacks' Atmosfære vil styrke Dig. Men træd ikke paa Wollerten. Han ligger udenfor Porten. Hony soit qui mal y pense! (Tager Smelt under Armen). Smelt. Han er vel alt gaaen i Almacks? Schmeichel. Upaatvivlelig, hvis han er kommen op. Den Drukkenbolt maa jo ogsaa være Medlem af et Nøkterhedsselskab. Smelt. Ja, men som man kan gaae ud af, naar det lider paa Natten. (De gaae). Forsal til Almacks. Igjennem en Dør til Baggrunden sees det oplyste Hovedlokale fuldt af Al- macksfigurer. Enkelte mandlige, med Hattene i Hænderne, befinde sig i Forsalen. Siden Smelt og Schmeichel, og mod Slutningen Madsen. 1ste Figur. Ah! 2den Figur. Pah! 1ste Figur. Jeg syntes De sagde Noget. 2den Figur. Nei. Men syntes De ikke det regnede, da De kom hid? 1ste Figur. Græsseligt, rædsomt, enormt! SIDE: 274 2den Figur. Om jeg ikke tog Feil, blev jeg vaad tvertigjennem Kappen, og jeg lod Oppasseren bære Hatten efter mig i en Æske. Synes De ikke, det er bedre end at gaae barhovedet, og bære den under Kappen? 1ste Figur. Jo det er fortræffeligt. Men hvad er det for en Tølper, som har sat Hatten der ifra sig? 2den Figur. Det er utilgiveligt. Selskabet kan ikke noksom holdes reent. Men Gudskelov vi have da vore i Haanden, og kunne gaae ind uden Skam. Kom! 1ste Figur. Bi lidt -- jeg er for oprørt over slig indtrængende Raahed. Men nu har jeg en Materie for Frøken Superba. Jeg seer hun er her, og har sit Auditorium. (De gaae ind). 3die Figur. (Gjesper underhaanden). 4de Figur. Jeg syntes De sagde Noget. 3die Figur. Nei jeg syntes De sagde Noget. 4de Figur. Saa maa det have været om Wergeland. 3die Figur. Netop. 4de Figur. Ja han er god at tage til. De veed vel, han er bleven For- ræder? SIDE: 275 3die Figur. Ja bevares. Det er prægtigt. Men Redaktionen af den Con- stitutionelle har alt hængt ham med et Bret paa, og konfiskeret hans Gods. 4de Figur. Han begyndte med at forraade sig selv. Gid han vilde melde sig ind! Havde jeg da 100,000 Nei'er, skulde de falde over ham som en Regn af Spiger, og nagle ham. 3die Figur. Ja, hihi! Dobbeltnagler. Jeg kan en Stump, som er en Dob- beltnagle. Vil De bare høre: "Det er saa sandt, at Wergeland har raset, som at til Dato Welhaven har fraset. Men -- " 4de Figur. Men, min Gud, er De rasende? Sligt kan jo kun anføres som et Exempel paa Verdens Nederdrægtighed udenom os. 3die Figur. Det er en anden Sag -- om Forladels' da. Jeg troede det var værre, at rase end at frase. 4de Figur. Ei -- (Afsid.) Dumrian! -- (Høit.) Ikke i Ungdomspoesi. Der er Poeter, som frase rasende, fordi de ikke kunne rase. 3die Figur. Det er en anden Sag -- om Forladels' da. 4de Figur. (Vendende ham Ryggen.) Man kunde blive rasende over slig Dumhed midt i Intelligen- zens Sol. Det er dens Flekker. Selskabet maa renses. SIDE: 276 5te Figur. (Standsende ham). De har Ret. Det er mit Princip. Kun er det at befrygte, at det ikke længer vil blive anseet for en Skam, at falde igjennem, siden det skal gaae som jeg nu hører. Og da er der ingen Nydelse ved Rejiceringen, naar Publikums Svineryg er bleven saa gjennemflænget, at man ikke kan trænge ind til noget Hjerte eller Nerve meer. Oh! -- jeg veed vi tænke eens, og derfor kan jeg være fortrolig -- at tvinge en Rynke frem i en partiløs Indifferentists Ansigt, at kunne lege med den loggrende Mis- undelse, klemme Blodet af bløde, opblæste Madamhjerter op i Kinderne, gjøre fromme Bedstemødre rasende, pirre en brændende Taare frem i Øine, som saae for højt, lære Borgerjomfruer, at de mangle Rangens Smykke i sine Skriin, og Papa, at Liigheden, han vil experimentere i for det lille Noers Skyld, bestaaer i at Lige søge Lige. Dette er Fornøielser, som en viis Brug af vor Votering kunde gjøre langvarige, mens det nu synes, at vi skulle udtømme dem paa engang, og aabne en Grav imellem os og det øvrige Samfund, hvori siden Ingen vil lade sig lokke. 4de Figur. Meget rigtig. Dog har jeg nu engang besluttet, ikke at stemme for en Eneste uden for en Kjøbmand Madsen, som har gode Venner imellem os, aabner en elegant Galanteributik med det Første, og maa være en dannet Mand, siden han hver Aften er at see i Theatret. 5te Figur. Man har ogsaa bedet mig om et Kors for ham; men Navnet er ganske forfærdeligt. Dog faaer jeg vel til, siden han er Svoger til . . . Ei, ei Wollerten er skam paa Benene. 4de Figur. Betvivles. En Skygge behøver ikke Been. Men der har vi Schmeichel og hans haabefulde unge Menneske. Han og Frøken Stoltzenburg faae snart Folk af ham. (De gaae ind; Schmeichel og Karl Smelt komme.) Schmeichel. Nu blot Listen fra dig uden Kors. SIDE: 277 Smelt. Nei, nei, jeg kan ikke. Schmeichel. Almacks' Aand er endnu ikke kommen. Men skjøt dig selv. Jeg seer Frøken Stoltzenburg og begge Gansehaupterne derinde. Smelt. Bi bi! Forlad mig ikke. Schmeichel. Der er en Kjøbmand Madsen, en der vil tage Luven fra alle Galanterihandlere, som jeg nok vilde anbefale dig, da han er passioneret Troppist; men nei, vi bør være Terrorister. Smelt. Madsen! Han! (Byder en Parfumflaske.) Se der, ovenpaa Navnet. 1ste Figur. (Førende en 6te Figur ind). Se, vil De bare see! Der staaer den uforskammede Hat endnu. Direktionen burde vide hvorledes den gode Tone begynder at tabe sig. 6te Figur. Hvem er dog den Tølper? (Seer i Hatten) Det er oprørende, det er pøbelagtigt. Aha, det er Hans? Saa er det en Genistreg. Der er Vers i den, vist bestemte for en liden Kreds iaften. 3die Figur. Hvilken "Hans?" Jeg gjør ogsaa Vers; men ikke Betiser. 1ste Figur. Jeg med; især om Høsten, for da komme mine Kusiner til Byen, og jeg har engang vant dem den Vane. 6te Figur. Og jeg med. Siden man begyndte i Acquarelmaneren er Kunsten bleven saa simpel og almindelig som Lithochromi, orien- talsk Maling og Steentryk paa Træ, som læres i to Timer. Jeg skrev idagmorges 40 Vers til den Konstitutionelle, og jeg skulde gjerne vedblevet til nu. SIDE: 278 "Den gamle Thord i Stuen treen. Der stod et Bord paa fire Been. Den gamle Graa sig følte syg. Han sat' sig paa en Stol med Ryg." 3die Figur. Det er ganske Maneren. Simpelhed er Grundtonen, men den er snart høj, snart naiv. Bare jeg seer mig omkring, har jeg tusinde Sujetter, for saa er det bare at beskrive saa ligefrem som at lade Haanden glide langs et Legeme. Men lad see en- gang denne saakaldte "Hans's" Maneer. 1ste Figur. Aha! Mine Herrer -- en Opdagelse som at finde en Blomst under en -- Noksagt. En vis Mand, som har glemt sig selv ved at glemme sin Hat her, har ogsaa glemt deri en saakaldet "Conversation d'amour imellem en borgerlig Elsker og hans Kjæreste." (Læser:) Elskeren. Klokken er 4, min Søde. Til 6 kan jeg være, men da maa jeg gaae. Elskerinden. Ak, gyselig kort er den Stund. Elskeren. Ja gyselig kort, min Marie. Begge. Hvor skal jeg mit Hjerte faae udtømmet? Ak! Begge. Ja det maa du si'e. (Pause af et Qvarteer, som ved Deklamationen bør iagttages for Illusionens Skyld.) SIDE: 279 Elskerinden. Hvad er Klokken nu, Søde? Elskeren. (Seer paa Uhret.) Et Qvart paa Fem, min Marie. Elskerinden. Hvor Tiden dog gaaer! Elskeren. Ja det maa Du si'e. (Pause af et Qvarteer.) Elskerinden. Hvad er Klokken nu, Søde? Elskeren. (Seer paa Uhret.) Alt halvgaaen Fem, min Marie. Elskerinden. Hvor Tiden dog gaaer! Elskeren. Ja det maa du si'e. (Pause af et Qvarteer.) Elskerinden. Hvad er Klokken nu, Søde? Elskeren. (Seer paa Uhret.) Alt tre Qvart paa Fem, min Marie. Elskerinden. Hvor Tiden dog gaaer! Elskeren. Ja det maa du si'e. (O. s. v. indtil Klokken er 6)" Schmeichel. (Til Smelt.) Nu, hvor du er bleven rød! Slog det dig? Der kan du høre borgerlige Pigers Reputation inden disse Vægge. SIDE: 280 Smelt. Kom! kom! Jeg giver Listen fra mig. (Afsid.) Een af de Gamle maa dog have stemt paa hende. (De gaae ind). 3die Figur. Hihi, De har Ret. 7de Figur. Hvad behager? 3die Figur. Jeg syntes De . . . 7de Figur. Nei jeg stod blot i Tanker, og talte Selskabet, og fandt, at næsten Alle have enten Bønder herfra Landet, Skipperborgere fra Jylland, eller vandrende Tydskere til Bedsteforældre. 3die Figur. Fuldblods ere de bedste, siger man. 7de Figur. Som altid -- ja; men sjeldne. Dog have vi nogle ypperlige Exemplarer, store, stridhaarede, med hvide Bles istedetfor Øine, graa Trompetere, smaa Musede, med sort Staaman og Dusk, fra Vestkanten. 3die Figur. Ei, fordi om nu Deres Navn ender paa "rup" og mit paa "rud", saa . . . Men tys! -- paa Deres Æresord -- jeg skal sige Dem noget; men tys! (hvisker høit) Jeg har fundet en Vifte, som jeg ikke veed hvem eier; men jeg skal nok gjøre den gjældende. Flere Figurer. O, for Alting; giv mig den. 3die Figur. Troer De, jeg er gal? Nei. (Gaaer ind) SIDE: 281 7de Figur. (Tager 1ste Figur i Knaphullet) Hvad er en Vaudeville? 3die Figur. Recensenten og Dyret. Men har man hørt sligt: "Hvad er en Vaudeville?" 7de Figur. En sød, forhippen, liden Mamselle, som foer ilde, og døde i det Samme, istedetfor med Tiden at blie en tyk Madamme af et Femaktsdrama. 3die Figur. Kosmorama! (Vender sig yderlig opbragt om.) 1ste Figur. (til 3die) Ja det er yderligt ubehageligt, at man heller ikke her kan være frie for Harcellister. Selskabet maa renses. 3die Figur. Vist, ja; og Publikum udestænges. Der kunde være i Dyndet et Par Gjedder imellem de øvrige Sudere og Kulibarser, og saa var der ikke at tænke paa Fred. 7de Figur. Hverken for Aborrer eller Karudser. Men der kommer dog een fornuftig Mand: Schmeichel. Smelt. (kommende tilbage med Schmeichel) (Afs.) Det er gjort -- ak! (Høit) Mhrr, gjør jer færdige de, som skal til Kjøbmand Bergers . . 4de Figur. I Alverden hvad er dog Anledningen? Kjøbmand Berger? Berger? Jeg har neppe hørt hans Navn. SIDE: 282 Schmeichel. Er den ikke god nok -- en Borger kan ikke holde et Bal uden at have nogle af Os? Ifjor var jeg udskreven 20 Gange til Kreti og Pleti. Vi skal have kostelig Mad, kostelig Viin og kostelige Løier. 5te Figur. Ja kostelige Løier med Pøbelfrøknerne og Jomfruerne, som ind- bilde sig, at en Laas i Panden gjør dem til Damer. 7de Figur. At lukke for Noget, der er saa tomt! Dog Et er der, de maa lukke for: Tanken om at komme herind. Men Valget maa være forbi: der kommer dujour-Havende. (En 8de Figur, gaaer igjennem Forsalen, og fører Madsen ind.) 8de Figur. De er indvoteret, min Herre. Madsen. De var Pined . . . Gaar De paa Bruden næste Gang? (Faaer intet Svar: gjør keitede Komplimenter) 4de Figur. Der hører De, han er ikke saa gal. 5te Figur. Elegant er han; og det er Hovedtingen. Smelt. Men omtrent som en Oxe, der skal offres. Madsen. (til en Figur) End De da, gaaer De paa Bruden næste Gang? (Den Adspurgte svarer efter Behag.) SIDE: 283 Smelt. (Til Schmeichel) At Slige kunne komme ind! Det var ligesaagodt at indvotere nogle af Skrædder Gunnes' Garderobestykker, der svæve i Træ- arme under Loftet. Saa havde han dog passende Selskab. Schmeichel. Eet Exempel paa Liberalitet er nok til at afslaae hundrede Anklager for det Modsatte. Og du skulde bare see den Butik, han lægger an. Madsen. (Seer sig om) He, jeg undres hvad Pundet af Lysene koster. 4de Figur. (Til 7de) Der hænger lidt ved fra Læreaarene; men naar han bare har faaet været Modehandler en Tid, vil hans Konversation blive om finere Butiksager, og da vil han være velkommen derinde. Smelt. (Til Schmeichel) Vi maae gaae; men jeg gaar ikke med nogen god Samvittighed. Schmeichel. Ei, Du har jo altid rost din Kjæreste som en fornuftig Pige, og i Aften ere baade Venner og Veninder, Forbindtligheder, Dannelse og Hæder blevne offrede. Men hør, jeg lagde Mærke til hos nogle af vore ypperligste Blomkaalhoveder oppe ved Væggen, at din Delikatesse imod Selskabet var bleven bekjendt og paaskjønnet. To af vore fornemste Fruer nikkede til dig, men du saae det ikke. Smelt. Det var djævleblændt, at jeg ikke saae det. Men bare min Opoffrelse ikke bliver videre bekjendt, for gamle Fruer dømme ikke som Folk. SIDE: 284 Schmeichel. Om Forladelse, de dømme først i første Instanz, saa cirku- lerer Sagen, og saa optage de den til Skjærpelse, og saa er Dommen uden Appellation og Revision. Men du kan være vis paa, den er i din Favør, for jeg hørte tydelig En hviske Ordet "Gentlemansfærd;" og det suppleres høist rimelig saaledes: "det er en Gentlemansfærd af den unge Smelt, om ikke en Elskers; men Elsker kan ogsaa en Skrædder eller Skomager være." Frygt ellers ikke for, at din Gentlemansfærd ikke bliver be- kjendt; thi Frøken Superba fik fat i den, og du fik saa ømt et Blik af Guult i Grønt, som jeg endnu har seet hun har sat paa en Forlovet. Smelt. Allons, Messieurs! 4de Figur. Bien! Vi ere skrækkelig sultne. (Smelt, Schmeichel og flere Figurer lave sig til at gaae). Madsen. (Trykkende Smelts Haand) Hehe, Farvel saalænge! Vi sees igjen. Men jeg faaer da ind lidt jeg ogsaa. (Gaaer ind i Salen. De Andre ud). Stuen hos Bergers, oplyst: Sidedørene aabne til Balsalen, hvor Gjæster sees at bevæge sig. Omkring et Thebord Gamle Tante med endeel ubevægelige Sofadamer. Berger og Mad. Berger gaae fra og til. Dalberg i Vindufordybningen i Samtale med Marie. Siden Smelt, Schmeichel, Kringlefigurer og Madsen. Mad. Berger. Nei, Fa'r, Musiken skal ikke give et Kny fra sig før Hr. Smelt og hans galante Venner komme. Før bliver der ikke noget ved Ballet. Berger. Som du vil Mo'r. Du veed det. Marie. (Afbrydende Samtalen med Dalberg) Tak, Dalberg, det er ædelt af Dem; vedbliv at være hans Ven, og jeg vil haabe det bedste. Han er saa bøjelig. Det er hans SIDE: 285 Ulykke og hans Undskyldning. Han er kommen i disse Dandyers Selskab, som danne en egen Klasse iblandt Ungdommen. Men desværre der er intet slettere i Byen. O der er han . . jeg er saa beklemt. (Iler mod Smelt, som kommer med Schmeichel og de andre Kringlefigurer. De hilse skjødes- løst paa Husets Folk, ikke paa de Andre, hvilket giver Anledning til en horizontal Bevægelse imellem Kapperne i Sofaen. Berger og Madamen gjøre dybe Reverenzer, føre Figurerne ind i Salen, og vende tilbage). Smelt. (Omfavnende Marie) Marie, o hvor jeg elsker dig! Og naar jeg føler det inderligst, er jeg paaveje til at blive tungsindig. Marie. I denne bløde Stemning er det de Himmelske saae i Menne- skenes Sjele. (Hvidskende) Karl, vi ville blive lykkelige. Vær blot -- jeg beder dig -- noget opmærksom og skaanselsfuld mod mine Forældre. Smelt. Jeg skal gjøre mig Umage saavidt det er muligt og passende. Schmeichel. (Til Smelt) Du har s'gu Smag. Til slige Øine behøver man ikke Brillanter. Smelt. Ak, jeg tør ikke see i dem nu. Mad. Berger. Men Kringla? Vi kan gratulere? Marie er kommen ind i Kringla, veed jeg? i Almacks eller Alslags eller hvad denne Kringle, som er bagt af bare skjære Perler, nu hedder? Smelt. Desværre . . . der kom saagodtsom Ingen ind . . Man havde sat sig paa det Point . . man . . Mad. Berger. Ikke ind? Naa du chinesiske Maskerade! (Slaaer Hænderne sammen). SIDE: 286 Marie. Mo'r det smerter mig ikke, og om det gjorde, saa deler jeg den menneskelige Skrøbelighed, at føle en saadan Ulykke saa- mange Gange mindre, som man deler den med Andre. Smelt. Ja der kom saa godtsom Ingen ind. Schmeichel. Det kan jeg forsikkre, Frøken. Marie. Maaskee jeg kunde behøve den Titel (Moderen trækker hende i Kjolen) i Kringlen, men her hjemme er den ganske overflødig, min Herre. Mad. Berger. Saa gid det stolte, fordømte Pak! Tvi! . . Berger. Meget rigtigt bemærket. Marie. Men Moer, Moer da, der kom jo saagodtsom Ingen ind. Karl siger . . (Madsen kommer raskt ind). Madsen. Siger han, at jeg hedder Ingen, saa er det D -- brække mig Løgn i hans Hals, Jomfru, for jeg kom ind jeg -- ja. Mad. Berger. De? Naa! (Giftig) Ih! Vi gratulere. Nei de Almacks ere ikke Alslags. Madsen. Takker; ja ret jeg. Men Jomfruen faldt igjennem eenstemmig. Mad. Berger, Berger. (Skrigende). Eenstemmig? SIDE: 287 Schmeichel. (Til Smelt) Nu skjælv ikke saa! Smelt. (Til Schmeichel) Jeg er mest bange for de Gamle, for angaaer det deres Børn, ere slige Folk Ulvinder. Marie. (Samlende sig) Alles paa nær een, een Stemme. Det er jeg vis paa. Ak, Karl, du svarer ikke? Smelt. Bedste, Alt kan blive godt. Voteringen vil upaatvivlelig blive kasseret og en formelig Indbydelse til at melde sig ind . . Mad. Berger. Det var overmaade galant. Vær da ikke mistrøstig, Barn. Marie. Og hvilken anstændig Pige skulde kunne tage derimod? Hen- des Æres Hjerte er Æresfølelsen. Schmeichel. Jomfruen har Ret. Man vilde bare komme til at sige: Før, søde Piger, lignedes I ved Papilioner, som i Blomster hvilte; nu er I simple Myg, som ilte i Flammen, der jer nylig sved. Marie. Oh, for mig er Karls ene Stemme imod alle de Andres en Triumf. Madsen. Om Forladelse, den Trumpfen stikker jeg. Thi seer De: Een- stemmig, det er: ved Alles Stemmer uden Undtagelse. Berger. Meget rigtigt bemærket -- men bare i Formandskabet notabene. SIDE: 288 Mad. Berger. (Skrigende) Nei, nei; jeg forstaaer det. Eenstemmig, Eenstemmig! Det er med Alles Stemmer, Alles, Alles, Alles! Marie. (Med Smertesskrig) Ogsaa Karls! (Synker om i Dalbergs Arme, der staaer hende nærmest.) Mad. Berger. Mit Barn! o mit Barn! (Pegende paa Smelt) Se Slyngelen! se den onde Samvittighed! Han tør ikke røre hende. Gamle Tante. (Styrter fra Sofaen, fulgt af de Andre). Var det en Kop? en af de blaae? en af det hvide Stel? Sofadamerne. (I Munden paa hverandre.) Var det? var det? O du blodige Synd paa det hvide Stel! (De danne en Kreds om Marie, saa Smelt og Schmeichel komme til at staae udenfor). Gamle Tante. Nei, nu seer jeg det. (Kaster sig over Marie) O mit Gudbarn! o mit Søsterbarn, o mit Hjertebarn! hvad har de gjort dig? O Gud hjelpe og trøste mig! Mad. Berger. Han, han, der! O den Hykler, der holder han Lommetørklædet for. Mand, Mand! mand dig dog op! og faa ham og hans Abe- katte paa Døren! O de fordømte, fordømte Almacks! Berger. Og din fordømte Idee med at Hun skulde der ind! Ja nu tør jeg tale, Mo'r; nu da kanske vort Barn faaer Livsknækken. Mad. Berger. Og den fordømte Idee med at trække den Laps ind i Huset bare fordi han slog dig plat med sin Frækhed! O! o! mit Barn har faaet et Hjertesaar, hvoraf hun maae døe i sit Blomster. SIDE: 289 Gamle Tante. Hun maa ikke, hun maa ikke. Barn, Barn, du maa ikke døe. Bare et Øiekast, saa er mine 6000 dine. De ere dig skjænkede bare bare for et Øiekast. Dalberg. Vær rolig. Hun kommer sig. Madsen. (Til Smelt) Jo De har gjort det godt. Nu synke kanske Aktierne for Somme og stige for Somme. Kommer hun sig, vil jeg bede hende synge til Portepianet "Bønnen i Bruden", for den kunde ikke passe sig saa ilde. Schmeichel. (Til Smelt) Det er djævleblændt, naar man, ved at manøvrere med Svag- hederne, kommer til at røre ved de naturlige Følelser. Det er ligesom at træde Slanger paa Halen, naar man troede at sætte Foden paa en Traad. De ere ligesom Ildaarer under Jorden, som man ikke veed rigtig hvor dybt de ligge, naar man stikker i den. Inden man seer sig for, spruder glødende Lava ivejret, og Helvede er løst. Mad. Berger. Gudskelov! Gamle Tante. Hun aander . . det velsignede Barn. Ja de 6000 ere dine. Hvad skal jeg med dem, naar du bare lever? Berger. Meget rigtig bemærket, Tante. Schmeichel. Hør, selv det gamle Pergamentskind var der en varm Blods- draabe i, som piblede ud, da man fandt Stedet. Hun negtede vist sin Guddatter 12 Skilling igaar, men nu vil hun ikke miste hende for alt hvad hun ejer. SIDE: 290 Smelt. (Kaster et stjaalet Blik ind i Kredsen) O Gudskelov, hun reiser sig. (Marie reiser sig. Taushed inden Kredsen). Schmeichel. Det var dog en ægte Besvimelse. Ballet er for det første reduceret til en Soupee. Smelt. Forlad mig ikke; men jeg kan ikke følge dine Bemærkninger. Schmeichel. Jo een kommer du nok til at følge: den, det er nok bedst, at vi pille af, baade vi og Vore. Marie. (Lægger Haanden paa Panden eftertænkende. Træder frem. Bestemt). O mine gode Forældre, velsigner den Beslutning, jeg har fattet. Jeg har elsket, og var lykkelig endog uden Eders Vel- signelse, fordi jeg troede ham, hvis Navn ikke skal nævnes, værdig min Ømhed og Troskab. Og han var det, indtil den Fordærvelse, den Forfængelighedens, Hovmodighedens Aand, som forgifter vort Samfund, ogsaa greb hans bøjelige Gemyt. Det er forbi, og jeg er taknemlig for en lang Drøm, der havde en smertelig, men kort Opvaagnelse. Jeg er vaagnet; det er uden Letsindighed, uden Lidenskab, men af Erkjendtlighed for et trofast Venskab, og af Agtelse for en prøvet ædel Karakteer, i Tillid til mine Forældres Velsignelse, som nu have lært at vurdere det Ægte, at jeg giver Dem, Dalberg, der saa længe har elsket mig med et Savn, jeg har forstaaet og beklaget, min Haand. Dalberg. (Skjælvende) Marie! O Gud! Ja jeg elsker dig mere end Livet. (De knæle ned). Gamle Tante. Den Kulør bedrager min Tro ikke. Den stærkeste Glæde er bleg, den visse Død er bleg, den ægte Sandhed er bleg, det fineste Guld er blegt. SIDE: 291 Berger. Og . . og . . den bedste Portviin, den som jeg har, er bleg. Mad. Berger. Nu, at tænke paa Sligt nu? Gamle Tante. Ja det maa du sige. Himmelske Gud Fader! Berger. (Hemmeligt) Ei Mo'r, du veed jo, jeg aldrig tænker før du har tænkt. Det gaaer rundt for mig nu. Mad. Berger. For mig med. Men jeg tænker, det er en Straf for den falske, falske Abekat, som du trak ind i Huset, om vi samtykke i Maries Beslutning, at krone gammel trofast Kjærlighed. (Afs.) Og saa blier da heller ikke Maden fordærvet. (Høit.) Gud signe jer, Børn. Berger. Jeg som Mo'r: Gud signe jer, siden det nu skal være. Og jeg troer skam, vi have alle valgt det Bedre. Smelt. (vaklende, med Haanden for Øinene) Hold mig! Schmeichel hold mig! Det sortner . . Schmeichel. Ei was! Se Frøken Superbas Øine i det Mulm. De lyse i Mørke som Graapiises. Gamle Tante. Lad da mig ogsaa komme til. Jeg bliver ved mit. Og lad saa Kringleaben løbe. Ak, Barn, jeg har kjendt Magen i sal. Bernt Ankers Dage; men da var her flere Dyraber, for dengang foer vi paa Vestindien -- og did reiste da ogsaa Han -- men nu er her langt flere Menneskeaber i Byen. Ja Gud fri os, det er forsæt. Berger. Meget rigtig bemærket. Vær saa god, lad os gaae ind. Jeg længes efter at tømme en Skaal paa Død og Ødelæggelse over Kringleaanden. (De gaae ind i Salen). SIDE: 292 Madsen. (For sig selv) Hvad Fanden, det var ikke den Opløsning, jeg troede. Hvor skal jeg gaae hen? Med Kringlekavalererne? Nei de trippe jo væk. Jeg gaaer skam ind med. (Gaaer ind i Salen). Schmeichel. Nu kan vi pille af med en prægtig Historie for Kringlen eller norske Almacks. De erstatte Alt (Tager Smelt under Armen). Smelt. (Fortvivlet) Forbandelse over alslags Almacks! (De gaae. Mens Teppet falder, seer man nogle smale Been følge dem over Scenen ud) FØRSTE EFTERSPIL Teppet gaaer op. Samme Scene, men tom. Igjennem den aabne Dør sees Gjæstebudsbordet med Marie og Dalberg for Enden. Chor af Gjæster. Mel. Og kjøre Vatt'n og kjøre Ved. Gid Norge leve, det dyre Navn, i alle Hjerter i Nationen! Da foer tilvisse til Kjøbenhavn med første Dampbaad Ambitionen. Thi den, jo mere den er "honet", fordærver Norriges unge Æt: Sønnen blier slet, Pigen koket, og Jeandefranceri blier Tonen. Men fyld Pokalen, og send den rundt! Skaal for hver Yngling og hver Pige, som føler varmt, og som tænker sundt, og seer fornemt ei paa sin Lige! Dog gives Aber uden lodden Svands, saavist som Mennesker foruden Sands, Falskhed i Glands, Qviste i Krands, og Usselhed i Norges Rige. SIDE: 293 Men Taagen farer fra Fjeldets Tind, og Elven blaaner dybt i Dalen. Fra Folkets Arner du Geist forsvind, som aander ud din Gift i Salen! For Einars Alvor i Normands Sind, for Axels Øie og Valborgs Kind, Blodet som fiin, glødende Viin -- for Norges Ungdom gaaer Pokalen! ANDET EFTERSPIL Scene som i forrige paanær at Gjæstebudsbordet i det indre Værelse har delt sig i flere Spilleborde i begge Værelser med søvnige Lys og Gjæster -- kort alt antydende, at Gjæstebudet har været saa "man kan have Ære af det," og at det lakker ad Dag. Ved Æresbostonen i første Værelse Æresgjæster fra Landet, nemlig en suspenderet Foged, en konstitueret Foged, og en virkelig Foged, samt en Incassator, Examinatus juris. Berger, Madsen og siden Kringlefigurer. Den virkelige Foged. Nu kan jeg sige Pas: Jeg vandt jo mine misère. Den konst. Foged. Du burde været bête. Den virkelige Foged. Som du fornys, mon frère. Den konst. Foged. He, lad saa være; men nu har jeg mine Stik. Den suspend. Foged. Ja, seer De, dem De ved min Benefiz kun fik. Thi, seer De, havde jeg . . Incassatoren. I Kortene du snakker. Hold Munden! gjør som jeg, og brug du Bonden, Makker! SIDE: 294 Berger. (Reiser sig fra sit Bord). Endnu engang, mine Herrer, giver jeg mig den Ære . . Vel- gaaende af Solør, Velgaaende af Bordet derborte! En Gjæst. Ja der er s'gu Mærker i det. Berger. Rigtig bemærket. Lad det smage jer, mine Herrer! Her er ingen Kringle, skulde jeg troe. Madsen. (Beskjænket til den anmærkende Gjæst). Hvad? Mærker? Kan du mærke noget paa mig? Jeg kan bevise Dem, at det er umuligt, at jeg er fuld, for jeg er i Kringlen skal jeg sige Dem. Gid jeg havde været der, saa havde jeg været endnu ædruere! Men det er ikke for seent endnu, for der sidder altid Nogle efter. (Man hører Sang udenfor). Ei, komme de ikke der, saa er det ikke Kaspars Drikkesang af Jægerbruden, de der synge. Farvel saalænge, min Herre! (Raver ud). Gjæsten. (halvt hvidskende.) Stakkels Mand! Han er jo gaaen iaften? Berger. Hvad? Hva -- hva -- hvad? Jeg, som har endosseret. Incassatoren. (Gelassen) Er han gaaen? Har han mange Fordringer deroppe? Gjæsten. Han har jo ikke begyndt at handle endnu. Incassatoren. Det var Pokkers. Gjæsten. Det gjør intet til Sagen. De fleste gaae før de have begyndt at handle. SIDE: 295 Madsen. (kommer ind igjen.) Ja jeg gik; men kommer igjen. Vær saa god mine Herrer! (Aabner Døren for Kringlefigurer, der ligeledes ere ved godt Humør). Vær saa god! Jeg er kjendt i Huset, og Solen er endnu ikke oppe. Berger. Ikke saa rigtig bemærket. Men -- kom nærmere mine Herrer Den gik ned over min Vrede, siden jeg seer, I ere akkurat som andre Folk. Gjæsten. Ja som Vi; kanskee lidt mere. Chor af Kringlefigurer. Mel. Kaspars Drikkesang. : : Vinens Aand har sprængt de Baand, : : dumme Love bunde. Si naturam pellas ex, kommer hun igjen den Hex : : -- o saa mangelunde! : : : : Længer tør er ei som før : : vor den gamle Kringle. Elsk os nu; thi, just som I, fulde, mætte, muntre Vi : : hjem ifra den sjingle : : Chor af Gjæster og Kringlefigurer. : : Derfor er den populær: : : Skaal! ja Skaal for Kringlen! Vær som Andre, vær da gal! Er du høflig, saa befal! : : Skaal! Hurra for Kringlen! : : (De drikke). SIDE: 296 Chor af Kringlefigurer. : : Slaa din Sviir -- men Alt med Ziir -- : : af kun i vor Kringle! Lad først Damerne gaae hjem, kom, Champagnens Geist, da frem! : : Klinkklingelingelinge Lingelingle! : : Chor af Gjæster. : : Naar vi ret betænke det: : : Kringlen jo betyder Brænd'viinsbrød fra Arildstid, bør da altsaa regnes hid : : blandt Nationens Dyder. : : Gjæsten. (Afs.) : : Af en Orm, den har sin Form, : : har et Snogehjerte. Der er ikke meget ved hele den Nedladenhed, : : man af Nøden lærte. : : Henrik Wergeland SIDE: 297 DEN KONSTITUTIONELLE NISSESPIL AF SIFUL SIFADDA Personerne: Motzius, Dr. juris utriusque. To Studiosi. Grim, eller Nissegrim, den CCLIX, Nissers og flere Thusse- stammers Fyrste, forhen Konge over alle Lofter, m. m. Mara, gammel Nisseqvinde, anseet, som andre Kjærringer, for et Orakel. Tys, Nissehøvding. Sifaheddin, Alfers og Sifuliners Høvding. En talende Parykblok. Nisser, Alfer og Sifuliner. Nihiliter, et nyt Nissefolk. (Et uryddigt Loft i Motzius's Huus. Mellem Skramleriet en aaben Bogkiste og en Parykblok af Pap. Kong Grim i en sørgmodig Stilling i Bogkisten. Mara ved Parykblokken. Tys paa Vagt i Loft- gluggen. Siden Nisser, smaa, skumle, barokke Skabninger, Alfer og Sifuliner). Mara. Snart vil i Norrige, Nissernes Odel, Rødhætters Arne, Graagutters Hjemsted, Tomtgubbers egne oldhjemlede Bopæl, Flere ei findes af Thussernes Slægt. Nisser (overalt fra Krogene). Ve! ve! ve! Mara. Thusser, oprundne af Mulden, befrugtet af Risernes Blodstrøm! SIDE: 298 Nisser, de levende Geister af Asernes lystige Indfald rundt Bordet i Valhall! Graagutter, Støvet i Jetternes Fodspor, livnet af Gudens forfølgende Aande! Rødhætter, Mjølnirens levende Gnister! Tomtgubber, I, som i Fædrenes morknede Høisæder boed! Ve Eder Alle! Thi Engenes Alfer og Skov-Sifulinernes vilde og fremmede Slægt har fortrængt jer. Nisser (i Krogene). Ve! ve! ve! Mara. De myrde vor Stamme med tornede Blomster, med Kjøller af Roser, med Sværde af Liljer, med Slynger af Efev, med Landser af Solglimt. Med Sommerfuglstøv de gamle ærværdige Nisser og Nissernes Helte de blinde, saa Hine forvirres i Raadet, og disse ei Vaabnene finde. Nisser (i Krogene). Ve! ve! ve! SIDE: 299 Mara. Ja ve os! Før kaldtes vort Hjem "overalt:" fra Taget paa Templet i Nidarosby til Spangareidbondens tangtækkede Hytte. Snart intetsteds er det; thi Fienden levnet har kun dette Loft. Istedet for Helgeners brogede Billeder, fortrængte til Templets Loft af St. Olafs forgyldte Statyer, kun denne elendige Blok til vor Leeg! Istedetfor Orgelets rungende Bølgegang under i Kirken, det evige Snøvl af Pedanten herunder! Istedetfor Kisten med Kronen for Bruden, med Hornet og Kruset, det sølverforgyldte, med Maaneskin fyldte, og Søljer og Maljer og Belter og Ringe, kun denne forstøvede Kasse med mølædte Bøger og Skroller! Istedetfor brogede Stakker og Kofter paa Bøndernes Stabur, dandsende lystigt med os under Taget, kun Kingelens Væv og et Kaalhoved, vissent SIDE: 300 og flaut som Pedantens, hvis Huus er vor sidste og eneste Tilflugt! Nisser (i Krogene). Ve! ve! ve! Tys (til Grim). Og selv her beleiret, Herre! Thi histnede alt paa Engen vilde Sifuliner, kaade Alfer sig i Rækker ordne til en Storm paany inat. Med en Bonderoses Stolthed seer jeg Sifaheddin kneise; Alfer meje langsmed Muren bidske Nesler af til Riis, og den lumske Humleranke viser Vej dem opad Væggen. K. Grim. Luk da Gluggen, tappre Tys! Mærk den udenpaa med Tegnet af den store Ases Hammer! (Det bliver halvdunkelt. Kun en Ugles Øjne lyse under Tagbjelken.) Det vil skræmme dem som Løvens Hellebarde over Porten paa det gamle Agershuus tvinger stedse Ola Høiland til at vende Ryg paany. Skift en Lime, om den findes, ud til Spær blandt vore Tappre! Byd Trompeter Muus at blæse ud af sine Musehul flux vor sidste Trop isammen! (Der blæses som naar en Muus piber. Nisser af forskjellige Stammer komme frem og rangere sig op). SIDE: 301 Tys. Ak en sørgelig Revy! Dine Fædre, Herre Konge, kunde mønstre fleer Geleder end den gamle Eeg har Qviste, flere Hoveder end Blade, flere Spær end Fyrrens Naale. K. Grim. Ja, min Skjebne er som Norges, bedre ei, ei mere slet. Jeg har flere Tomtegubber end det eier Generaler. Dog Lad end engang Trompeten tone, om endnu i Krogen sig forstikke skulde Nogen. (Der blæses. Flere komme frem). Og saalænge Een er qvar, mit Prærogativ jeg har. Jeg kan gjøre hans Person fra et Nul til en Baron. Først naar Ingen af Nationen er tilbage, blegner Kronen. For at vise dig, at den end har Liv og Glands igjen siden sidste Nederlag, er Baron du fra idag. Tys. Dine Fædres høje Geist har sig i dit Hjerte rejst. Den har fra din Læbe mælt, Sejershaabet gjenbesjelt. Thi naar Storhed er tilbage, naar i Nederlagets Dage Naaden end saa mildt kan smile, hvo kan da om Seiren tvivle? SIDE: 302 K. Grim. Derfor blæs endnu engang! Tappre, det er Ærens Klang. Mod i eders Hjerter steile! Haand med Haand om Prisen beile! Venstren vinde Høirens Kraft! gjøre dennes Underværker! tegne dybe Jothunmærker med et usselt Landseskaft! Vi fra denne Foliant (høistærværdige "van Leeuwen om Noveller og Pandekter," laant af trængende Behøven af den granskende Pedant, paa hvis Loft et Skjul vi fandt) Selv vil see paa, at I fegter, styre Kampens Mord og Røven, Pilens Flugt igjennem Slaget, Sværdets Vei i Nederlaget, kaade Landsesprings Badut, Stridens Aabning, Gang og Slut. Mærker, før I Sværdet spidser, derfor min Befaling, Nisser! Raadet, født paa Cæsars Tunge til Pompeji Lapsers Skræk, lyder ifra eders Konge: hugg i Fiendens Ansigt væk! Naar, forknyt ved Sligt, Enhver skynder sig at vende Bagen, kan I mageligen der skrive Datoen af Dagen, da de gamle Nissers Hær, ofte nederdrægtigt slagen, restaurert i Norge fik Fædres Magt og Fædres Skik, renset ifra Tag til Tofter SIDE: 303 Tomten, som fra Arildsold var i Nissefolkets Vold: alle Norges gamle Lofter. Derfor hugg som jeg har buden! Smuk er Alfen, ræd for Huden, dandyagtig, elegant i sit Rosensfløilsgevant. Kast ham Aske da i Snuden! Giv ham i hans glatte Fjæs derfor mangtet Rødkridsbles! Kløv hans Næse, Kinden spalt! Gjør hans Pande runemalt! Ved et dygtigt Snit paatvers, kjække Nisser, maae I dræbe al den Haan og bittre Skjerts rundtom Sifulinens Læbe! Gjør hans Næse liig Kamelen, eller levn kun Halvedelen! I fra Øre og til Øre til en Afgrund Munden gjøre! Giv hans Kind et Klap, som svier! Panden gjør til Vertshuusskildt: Lørdagsaftens Fantasier, malte noget grelt og vildt! Gjør med alle dem, I griber, som paa Spansk med Karaiber! Hundedrevne skal de løbe Spidsrod for sin egen Svøbe, pidskes som man pidsker Duun, hakkes sønder som Kallun. Hevnen ei for svær kan være; thi det gjælder Land og Ære. Alfen, kaad og klokkeblaa, hader Nissen, som er graa. Meer end Svensken hader Russen, hader Sifulinen Thussen. SIDE: 304 Han med Rosenknop til Hue vil mit stakkels Folk forbyde, sig i Fædres Sæd at pryde med den nationale Lu'e. Derfor rød og spids som den, blus iveiret, Krigens Flamme! Heller Nederlag igjen, end en Fred, som er tilskamme! Derfor, Mara, vor Præstinde, Veeraab lys imod vor Fiende! Veeraab hvast og tæt betandet, skjøndt af tandløs Gumme født, som af Skindæg, ækelt, blødt, Krokodilerne i Sandet! Mara. Konning! min Mund har din Oldefa'r kysset. Skjaldene qvad da om Roser og Honning. Nu er den opfyldt med hede Forbandelser, fyldt som med Skedevand, Pythias Hule liig, fuld af de giftige tryllende Dampe. Men ad Forbandelser leer Sifulinen. Skjøndt som en Blyregn fra Læberne sendte, Alfen afryster dem let som et Duggdryp. Heller ei haaber jeg Sejer ved Vaaben. Førstvundne Sejer gi'er Stympren Berustes Kræfter og Lykke. Helten, betvungen, er regnslukket Baune, som SIDE: 305 længe vel syder og gløder i Asken, men mere ei løfter sin purpurne Fane. Derfor til Fædrenes tryllende Kunster Mara sit sorgfulde Øie har vendt. Rædsel maa vækkes -- Konge, giv Agt! Modet ei knækkes altid med Magt. Men det kan skrækkes, Sejerens Blussen, med Bleghed bedækkes ved Koglen af Thussen. Lad Aanden da fegte, hvor Hænder ei mægte! Vi aabne, som sidste Redning vi vidste, da Rædselens Sluse! Ei bølgende Hav af Bleghed skal bruse mod Fienden deraf, skylle fra Kinden den pralende Let, saa Fienden, inden han veed det, medeet, forfærdet og bleget, kun ligner sit eget fortegnede Blyantsportræt! K. Grim. Lad os høre da din Plan! Gamle Viisdom, lad os høre! Se, din egen Konges Øre er din Læbes Underdan! SIDE: 306 Tys. Der er ei til Koglen Tid: Fienden ruster sig til Strid. Kjelling, før du faaer din Gryde til af Fandenskab at syde, flyver Svalen under Tag; Sifulinen sidder bag, styrer den med Stjertens Roer ind paa Loftet, hvor vi boer. Mara. Ve dig, du som ikke ejer meer, end Officerer plejer, af Religion og Tro, men har mere, end man vant er selv hos unge Adjudanter, af en fuld og opblæst Kro! -- Du (og Mara dette siger) du skal døe, idet du viger. K. Grim. Stille! Stille, begge To! Forud gives Slip paa Sejren, hvis vi have Tvist i Leiren. Mod og Kløgt er ikke Eet; dog har nu I begge Ret. Alt som Fienden kommer, maa han af Os sin Hilsen faae. Skulde han blandt Nisser finde kun til Værn en gammel Qvinde? Nei, vi er Kong Grim, som veed, hvor vi har i Kamp vort Sted, højest oppe -- jo vi veed det -- medens du vor tappre Tys (Slangehovdet paa Geledet) gjør os Fiendens Række lys. Ud af dette Corpus juris, sine permissione legis, SIDE: 307 jus secundum solum furis nec non absoluti regis, vi et Blad til Banner skjærer, som med sære Karakterer, græske Træk, Arabertal, skræmme Fiendehæren skal. (River et Blad ud, og stikker det op som Fahne). Tys. De komme! De komme! K. Grim. Lad røres vor Tromme! Tys. De komme, de komme, saa rappe som Tanker. Se Toget saa broget som gamle Skavanker, som ny Fantasier! De entre i Humlens forræderske Ranker, som sværmende Bier. De bruge til Stiger en Straale, som end i Nedgangen higer til Taget igjen. De ride paa Svaler med blaat Skaberak. Det er Generaler i Stab om sin Schak. K. Grim. Til Vaaben da, Tappre! Lad Trommen bli'e rørt! At Tænderne klappre, maa ikke bli'e hørt. (Allarm udenfor Gluggen). SIDE: 308 Tys. Tilbage! tilbage! Min Post er forcert. Ret eder, Karnaljer! I Orden I drage jer ud af Bataljer, og ikke forkjert! (Alfer og Sifuliner, smukke smaa Skabninger, bevæbnede med Rosentorne, Sværdliljeblade o. s. v. mylre, med Sifaheddin i Spidsen, ind ad Gluggen ved Hjælp af Humleranken udenfore. Et stærkt Aftenlys bryder ind. Nisserne retirere, forsvindende for det meste i Krogene). Sifaheddin. Ned, Yngel af Natten, saa ussel som Støvet, der gav dig dit Liv, saa troløs som Katten og snigende Slange, feighjertet og bange som Aspetræløvet og sittrende Siv! K. Grim. Perdu! Perdu! Tys. O Konge, fly! K. Grim. Fra Land og Rygte, med Stormens Suus, vil Kongen flygte. Før frem min Ganger, "graa Flaggermus"! Sifaheddin. O man dig fanger før den er sprængt. Din Kongetitel da ud har tonet. SIDE: 309 I Slavekittel, skjøndt konningkronet, da blier du hængt. K. Grim. Fly'er, Tomtegubber, iskjul, iskjul! som Maur i Kubber, som Muus i Hul! Sifaheddin. Frem Sifuliner hvor Landsen hviner, det gyldne Ax! K. Grim. Tilbage Nisser! Tilbage strax! Hist Døden griner fra Landsespidser. Sifaheddin. Frem, Alfer fagre, hvor Bann'rene flagre! K. Grim. Retræt fra Valen! Følg Generalen! (Dr. Motzius kommer i Døren). Sifaheddin. Frem! -- Nei, tilbage! Med Sværd af Blommer kan Ingen jage saa fæle Trold, som det der kommer. Den fule Nisse har havt en Rise i skjult Behold. (Alfer og Nisser flygte hver til sin Kant) SIDE: 310 Dr. Motzius. -- -- 6te 9de 1ste om Huusfred. Item 6te, som ret passer sig paa casum, hvis kun Angjældende -- sons maleficii vel de male- ficio -- lod sig finde. Dog saa bliver 1 -- 4 -- 32 anvendelig. Eller skulde virkelig denne Allarm, formedelst overvættes Lærdom, være forefalden i mit eget Hoved, hvori virkelig stridige Lov- steder tumlede sig? Alligevel er dog Huusfreden brudt, og Dr. Motzius maatte have sig selv at stevne, om Lovgivningen var fuldkommen. Ingen maa forstyrre Dr. Motzius udi hans dybe Meditationer, ikke engang Dr. Motzius selv uvitterligen, ihvorvel ved nøjere Granskning af denne casus en mærkelig defectus legis i 6te 11te lader sig tilsyne. Men den fuldkomne Lovtilstand, der sikkrer os endog for Molester af os Selv -- ex sua ipsius persona -- vil først blive etableret naar jeg faaer min Kriminal- og Civillov færdig, hvilket -- ope Dei og de Mørkets Tænder er det, som har gnavet paa Lysets herlige Kjerne. Og kanskee de hel- ler ikke have sparet mine andre herlige Skatte, som dog imod Corpus ere som mørke Planeter og Maaner imod Solen. Lad da see! (Mønstrer Bogkassen.) Nei, den herlige Antonii Bullæi Consilia item Sigismundi Bauschmanni Qvæstiones practicabiles (hvoraf Dr. Motzius idetmindste har opdaget 400 til) item, Gudskelov, den opløftende Pagenstecheri Prognosticon de barba og Antonii de Sousa Perfectus Doctor; item den guddommelige Zepperus de jure aggratiandi, detractionis, stapulæ, anargyriæ, anatocismi, antichresis, juramenti calumniæ, revisionis, unionis prolium item den skarpsindige Philopatreia's Anmærk- ninger over de dyre Tider, samt de kostbare Kapitelstaxter fra Anno 1600 til 1814; item den ubetalelige Casparis Ziegleri Ra- bulistica, sive de artibus rabulariis item Kjøge Huus-Kaars eller Beretning om Djævelens Fristelse ved tvende Egte-Folk, af Johan Brunsmand; das Kögesche Haus-Creuz, og Euergumeni Coagienses, Lugduni Ba- tavorum, cura Ioannis Brunsmanni item: Kortholt om den af Djævlen legemlig besatte Dreng udi Borg; Gedancken von dem modo succedendi in den itzigen feudis in Dännemark, samt om Besættelsen udi Thistæd. Jo, Gud være lovet alle disse kostelige Værker, min Lærdoms Hjørnestene, befindes paa sin Plads; kun Corpus, o Corpus, SIDE: 312 Hovedhjørnestenen, er den molesterede, og Dr. Motzius den ulyksaligste af alle lærde Jurister. Men har jeg ikke læst, at Mange i Søvne have kunnet tale Hebraisk og skrive Aramæisk ved en synderlig Aabenbarelse? Jeg vil prøve det, om ikke Stedet skulde rinde mig ihu med Pagina og Paragraf paa det allernøieste in terminis, naar jeg inat bruger Corpus til Hoved- pude. (Gaaer med Corpus). Mara. Siden K.Grim og de andre Nisser. Mara (kommer frem). Da, naar Heltene i Buxe vende Ryg og unnafuxe, er det let for gammel Qvinde, Herskerinden i en Spiis, at faae Skjørterne i Priis, Rygte og Berøm at vinde, Storhed for et Røverkjøb, hvis hun stod hvor Manden løb. Da blier hendes Kneps Bedrivt fremfor Knepsene i Lommen. Hør min Røst da I, som Trommen, med Respekt og Øret stivt! K. Grim. Vi høre, vi høre! Mara. Finnerne føre Jomalas rædsomme Billed i Feldten, som de Filister svandsede Dagon og blodige Baal. Højt over Hæren løftet paa Skjolde, trued den Vældige. SIDE: 313 Fienden sloges af Aasynets Rædsel, Sværdene blødnedes, Øxerne drypped som Bly ifra Skaftet, Spydene smelted for Afgudens stirrende, dræbende Blik. Hvergang det hede Offerblod, øst af Præsterne, silred over dens Bryst af ravnsorte Marmor, risled dem Dødens Iis nedad Ryggen. Derfor, du gamle, vaklende Konge -- derfor du vantro, pralende Feldtherre, kjæk nu som Hønen, naar Regnen er over -- derfor du feige, flugtdrevne Folk -- hører Præstinden! Viisdom hun mælte dengang hun qvad: "ene til Fædrenes tryllende Kunster Mara sit sorgfulde Øje har vendt." Mara har seet Nissernes Frelse, Thussernes Vælde i Norrig gjenreist! K. Grim. Vi høre, vi høre! SIDE: 314 Tys. Af Træfningens Torden var døvet mit Øre; men nu kan det høre vel tvertsgjennem Jorden. Det drønende Hav, den rungende Val ei dæmper din Stemme. Jeg Klangen deraf dog skulde fornemme. Præstinde, o tal! Nisser. Præstinde, o tal! Vi klart i din Røst en Viisdommens Kilde vil høre at trille, en brusende Flod af skummende Mod, en Susen af milde Zefyrer af Trøst! Mara. Virkningen i bange Miner saae I hos de Sifuliner, da Pedanten treen herind. Hurtig som de Ryggen vendte, skifted Sejeren sit Sind. Søde Smiil paa Smiil den sendte efter jer hvorhen I rendte. Men, betagne Sands og Mod, Meningen I ei forstod; knap jer Selv af Skræk I kjendte. Men da vaaged Maras Øre! Hun forbauset fik at høre, at de Alfer, skjøndt saa vise, holdt Pedanten for en Rise for en alliert, en djærv, velbetænkt og fuul Reserv. SIDE: 315 Og Hun saae, at Sifuliner ogsaa kunde skifte Miner, som alt Seiren straalte i, gjøre prompte Venstre om, rømme, akkurat som I, didigjen hvorfra de kom. Nu skal derfor den Pedant tjene jer som Bundsforvandt. Naar han paa sit Corpus sover, Mara i sin Nattedragt, voldsomt som den vilde Jagt, ride skal tilgavns ham over, tumlende sin Fole graa -- den der har de hvasse Hover: Flaggermuus med Kløer paa -- gynge sig med blytung Vinge paa hans sammenklemte Bringe, pine ud hans Sjel i bange fæle, rallende og lange Støn, og hastigen den fange op i denne hule Blok. Foran bære da en Flok den som Jomala i Slaget frem som Vizlipuzli, Baal, frem som Dagon paa sin Val! Og forvist Den flygte skal, som ei alt har Flugten taget! (Mara forsvinder med Parykblokken). K. Grim. Mara har Ret; det Indfald er prægtigt. Sindet bli'er let alene ved det, og Sværdet bli'er vægtigt. Tys. Hu, hvor mit Mod nu svulmer i Brystet! SIDE: 316 Efter lidt Blod alt længe jeg lysted. Gid de maae komme tilbage paany! Skulle vel Somme faae lære at flye. Min Følelse lyver for denne Gang ikke. Med blodig Besyver jeg skulde ham stikke. -- Tys! syntes I ikke? Jeg hørte, ved Gud, den larmende Stikke paa Trommernes Hud. K. Grim. Vi ogsaa en Lyd. Jeg syntes det glindste histhenne af Spyd. Tys. De samle sig atter (Afs.) -- Gid Mara var her! -- Nu Posto da fatter! Giv Agt! I Gevær! Vi maae idetmindste udholde hans Ild til Mara os bringer hiin Alfebetvinger, hiint Rædselens Bild. Nisser. De komme, de komme med Pik og med Tross, som brusende Flomme, som rivende Foss! (Alfehæren bryder ind). SIDE: 317 De Forrige. Sifaheddin men sine Alfer og Sifuliner. Siden Mara med den talende Parykblok. Sifaheddin. Frem, I Sifaheddins Magter! Frem paany! Hiin Rise var ikkun en pedantisk Nar, som selv Drengene foragter. Blæser i Liljers sølverne Horn! Rør Tulipanernes Pauker af Guld! Fælder med Irisens blaa Hellebard! Knuser med fulde Provinsrosers Kjøller! Hugger med Kornblommers taggede Morgenstjerner! Fyr med Angelikas lange Kartov! Spring løs Balsamines rappe Ballist! K. Grim (til Tys). General, hvor du løber! Tys. (retirerende). Ja truffen i Knæet. Han har Tolleri, og Kirsebærtræet ham Kuglerne støber med Fandenskab i. K. Grim. O ve Os! forloret er Rige og Thron. Selv Mara med Alt har sammen sig svoret mod Nissers Nation. SIDE: 318 Tys. (retirerende). Ja, Konge, hvor Fanden blier Mara med Manden? Det derfor gaaer galt. Mara. (kommer med Parykblokken). Her er Han! Her er Han, den store Forskrækker, jer Feigheds Bedækker! Blot Synet har alt i Fiendens Rækker os hugget en Spalt. (Nisserne opløfte Parykblokken, og avancere). Parykblokken. 6 -- 6 -- 1, 2. Sifaheddin. Vidunderet snakker. (Afs.) Nu venter jeg paa, at Folket sig pakker. Selv Hektoren maa sligt Syn jo forvirre. Alfer. Gid Fanden maa staae! Vi kunne det ei; thi Knæerne dirre: vi løbe vor Vei. (Retirere). Man hørte vel knap i Digteres Rasen en Taler af Pap? Sifaheddin. Ei! Bileams Asen? Alfer. Det skede ved Rap. Da takker det Fanden. SIDE: 319 Sifaheddin. Velan, lad os see! Da banke vi Manden til Taushed kanskee. K. Grim. Sig Lykken har vendt som Fløjen i Veiret; før Time er endt, har Nisserne seiret. Tys. Begynder ei først da Arbeidets Byrde: de Fangne at myrde, at stille vor Tørst? Thi Sejerens Vinding er let i sig selv. Det er min Opfinding at seire kun ved et tordnende "Skjælv!" til et fiendtlig Geled. Sifaheddin. Falanger, afsted! I tætsaaede Agre med Landsen til Ax, som Vindene flagre I vende jer strax. K. Grim. Men mine de følge kun Bannerets Bølge. Som Ulven ei skræmmer sin egen Betæmmer, vi nære ei Skræk for Bannerets fæle romaniske Træk, som Sandsning og Mæle fra eder jog væk. (Styrter frem med Banneret). SIDE: 320 Parykblokken. Per Deum! (6 -- 15 -- 1) der seer jeg netop hvad jeg ventede at see idrømme, mit bortranede Pagina. Holdt! holdt! eller . . Ei, med hvilket Lovsted skal jeg true disse Væsener, der synes mig som et Slags Menneskerotter? De vilde dog kanskee for- staae det ligesaa godt som Græshopper forstaae Litanier og exorcisationes udi de katholske Lande. Alfer. Hvad Skam, om vi rømme? Thi Ord jo udstrømme fra livløse Mund? Og Tanker sig skjule i Øinenes hule og bundløse Grund. (Retirere). Sifaheddin. Naar blev vel en Tale af Dumheder endst? og Tanker hos Gale som dette Gespenst? Som Olaf gav Thor en Sexer med Klubben, saa Ormene foer af Maven paa Stubben -- tag dette Beviis, du Blok, paa den Priis, jeg sætter paa Pander, hvor ingen Forstand er! (Slaaer Parykblokken nogle Gange eftertrykkeligt i Hovedet med sit Vaaben; den styrter om. Nisserne retirere og ødelægges af Alferne, som strax sætte sig i Avance). Mara. Ve! ve! ve! Falden er Guden: Alt er forbi. Tys. Kamp ham foruden er Raseri. SIDE: 321 Sifaheddin. Frem i forceret Torveslags-Chok! Se, vil man granske, finder man kanske sig imponeret kun af en Blok. (Gjør Vidundere af Tapperhed). K. Grim. Ve mig, mit Rige er nu forbi! Sifaheddin. Ja, vi bekrige hvert Monarki. Republikanske Alfer, gaa paa! slaaer som de Blaae vilde paa danske Rødtrøjer slaae! Tys. Au, i min Bag Pilene hagle. Sifaheddin. De til din egen Vanæres Kag, Ridder, dig nagle. Gjør med et Slag Ende paa Legen! Lad den Baronen døe for Nationen! Lader saa den falde for Kronen! Ene igjen -- ene som blege Morgenens Stjerne, SIDE: 322 skjøndt paa de fjerne Fjelde forlængst Straalerne stege -- den blier mit Bytte. Da vil jeg knytte den til en Steen, skjænke saa Dybet Klenodet for Krybet for stedse igjen. (Tys falder; forceret Angreb). Mara. (til K. Grim). Alt er tabt, selv dit Rygte. Konge, knapt kan du flygte. Tys er slagen, Hæren jagen, Fahnen bleven sønderreven, Nisser mere ikke ere. Kronen kast! Fly med Hast! Spiret hiv! Mara redde vil dit Liv! (Mara og K. Grim flygte) Alfer. Viktoria! Sejer! Thussernes skumle Slægt ikke ejer Tomt til at tumle sig paa i Norge. Nu som en slukket Flamme er Ætten. Saga har lukket selve dens Minder. SIDE: 323 De ere blevne liig den bortdrevne Røg over Sletten. Sagnet selv rinder meer ei ihu. Men ifra nu muntre og fagre Alfer omkring frit kunne flagre paa Sommerfuglving. (Dr. Motzius's Studerekammer. Han selv ved Bordet. Mara og K. Grim i en Krog). Dr. Motzius (rystende Hovedet). Au, au, au! hvor jeg er fortumlet i Hovedet, som om jeg skulde have faaet gevaltige Slag. Au, au, au! det er somom min Hjerne var omrystet og bleven en Velling. Og mit Citat af Corpus, uden hvilket mine Forelæsninger in jure specialissimo ikke ville blive saa illustre som ellers! Og dog saae jeg grand- givelig Pagina og Sted inat, men saa -- au, au, au! hvor jeg er fortumlet ligesom af betydelige Dunk i Hovedet, hvilke min haarde Ven Corpus, som jeg brugte til Hovedpude maa have givet mig forat opfriske Citatet i min Erindring, forat jeg ikke skulde komme in cathedram uden at have mine Citater i Orden, hvilket vilde være det Samme, som for en General at trække i Marken uden Ammunition og Artilleri. Men det Citat, det Citat! Dr. Motzius gav sin Salighed for at ikke den Skam skulde overgaae ham. Mara (til K. Grim). O Konning, fat igjen det Mod, som dig forræderiskt forlod! Den Sjel er ei i egen Magt, som har et Ord saa gudløst sagt. I blotte Tanker alt forsvoren er Stakkelen som Faust forloren, skjøndt aldrig den til Gjerning blev, og han sit Mundsveir aldrig skrev. -- -- Høilærde Doctor Motzius! SIDE: 324 Dr. Motzius. Hvem kalder? At afbryde en lærd Mand i sine Meditationer, saa han forvirres, er som at flytte Grændseskjel, saa Alt gaaer i Eet, og burde da straffes efter 6 -- 18 -- 1, conferert med Pa- piniani 1. XXmo, 7. Mara. Høilærde Doctor Motzius! Dr. Motzius. Men i Alverden hvem er saa importun? Mara. En Geist, som sætter Glæde i at staae dig i din Qvide bi -- Jeg hedte Hugo Grotius, jeg var min Alders Motzius. Dr. Motzius. O store, store Grotius! Mara. Nei, store, store Motzius! Dit Navn har mig af Graven vakt, hvori jeg Sekler to har lagt. Men, neppe kommen i det Fri, beaandet af en Sympathi, saa følte Aandens Nerver fine en Kulde af din Pandes Sved, en Feberhede af din Pine, og flux jeg ilede afsted. Jeg kunde ahnende begribe, at en Kollega var iknibe, og fandt du mangled et Citat, som Grotius just har parat. (Træder frem). SIDE: 325 Dr. Motzius. Ei, Kollega, Ulyssis's kløgtige Raad kunde ikke komme Græ- kerne beleiligere. Men bli'er man saa liden i Aandernes Rige? Thi jeg finder dette urimeligere, end om du havde Domkirken i Rotterdams Storhed. Mara. Javist, i samme Proportion, som man var en berømt Person. Naar saae du Ædelstene svære, mens Graasteen kunde Fjelde være? (pegende paa K.Grim.) Hiin lille Mand med Sølverbarter er Puffendorf (der Staatsgelahrter). Meer stor er Godofredus ikke, end liden Ert, sat paa en Stikke. Men alt som Aander bliver mindre, de skarpere i Kjernen tindre; kun usle Aander ere svære, som Skodden paa den vaade Fjære, Gestalter som om hugne ud af Nattens sorte Marmorbrud, kun lange Mulmfigurer, støbte i Dybets Grube, Helveds Stoll, i vide Taagekjoler svøbte, og jagne Fanden ud i Vold. Tribonianus ved sin Viden i Himlen bleven er saa liden, at aldrig Nogen ham har seet; thi han blev bare Geist medeet. I Pantheos hans Geist forsvandt; og Hiin da ved hans Lærdom vandt. Han i sin Viisdom den inddrog, og Rente af hans Liv saa tog. Dr. Motzius. Da bli'er jeg heller ei saa stor. Mara. Nei, vistnok mindre, end du troer. SIDE: 326 Dr. Motzius. Dersom Prælectionstimen ikke var, saa at sige, jam in janua, ønskede jeg og at vide noget om Jurisprudenzens høitberømte Fædre: Hagiotheodoretus, Doxapater, Gregorius, Garidas, Bestes, Theophilitzes, Patzus, Demetrius, Chartophylax, Enantiophanes, Basilicus, Thalelæus, Stephanus Pandectarius, Baphius, Leo, Phocas, Modestinus, Domnius, Blastarus, Alciatus, Gregorius Haloander, den udødelige Covarruvias et ceteri. Eller ogsaa vilde jeg indbyde mine lærde Brødre til en Disputats de Accep- tilationibus eller de Zenodoctis. Men ak! vi vilde snart befinde os inde i Corpus, og Dr Motzius skulde maatte rødme; thi . . o, en slig Ulykke er aldrig hændt mig: man -- qvidam, quivis, quicunque nefandus -- har berøvet mig af mit Corpus just det Citat, jeg skulde bruge. Mara. Ei, Doctor doctissime! Jeg kommer for at yde Eder Hjælp udi denne som i andre lignende casus; og jeg vil herefter, i den høitberømte Puffendorfs Selskab, holde mig hos eder, for dog at have nogen lærd Omgang; thi i Himlen er juridisk Klassicitet udi liden Anseelse. Begge ville vi da forsyne jer med slige Citater, som neppe den Lærdeste i disse Tider skal kunne finde, hvorimod han skal maatte anføre dem med den dybeste Ærbø- dighed, somom de vare hentede fra de Bøger, Sibylla kastede paa Ilden een efter een. Dr. Motzius. Saa skulde kanskee ikke engang Zaleuci og Numæ Love være skjulte for mig? Mara. Langtfra; alt skeer jo per revelationem [fotnotemerke] ). Dr. Motzius. Hvor det vil slaae Auditorium! Fotnote: Ved Aabenbarelse. SIDE: 327 Mara. Men saasom Collega veed: cuique rei sua conditio, saa er der ogsaa ved dette store aandelige beneficium en Betingelse, som ikke kan være andet, end til Fordeel, omtrent som at feje Muusgnag af Bingerne, forat fylde dem med friskt, eller, rettere sagt, med forstenet Korn fra Pompeji istedet. Forat faae Rum til al den gedigne nye Viisdom, hvormed I forstrækkes af eders lærde Venner, maa Kollega overlade os alle de unyttige og tomme Ideer, som dog ogsaa kunne findes i Collegas Hoved. Dr. Motzius. Ei, de ere mig dog kjære og brugbare; thi ligesom man maa blande Hakkelse i Havren til Hestene, maa man heller ikke paa Prælectionerne vænne Studiosi til bare puur gedigen Lærdom. Mara. Men, Høistærede, de ere dog kun at regne for Bladaffald af Træet, hvis Krone strax skyder et friskt Blad for hvert faldende. I skal som sagt aldrig være i Mangel paa Citater, om I end aldrig skulde have læst Stedet, og saaledes kan I da staae jer paa det Bytte. K. Grim. (Afs.) Jeg ahner, men forbaust ei troer, den Kløgt Præstinden nu har for, for atter at faae op paafode vor Sag, den faldne, men den gode. Dr. Motzius. Godtnok, frater. Men naar nu Studiosi tage tiltakke, som vante til det Foder? Mara. Ei, tænker I da ikke paa et Verdensberøm? Havde ikke Numa Pompilius al sin juridiske Lærdom fra Nymfen Egeria? Og han fik den skam ikke for intet i Grotten. I er bange for at miste eders unyttige Ideer ligesom den taabelige Syge forat miste Dødkjødet i Saaret. Og om der nu fandtes en Knappe- SIDE: 328 naal i det Skarn, saa behold I Knappenaalen, og lad os faae Skarnet; thi vi have just Brug derfor ligesom der gives Folk, som opkjøbe Been, Horn, Haar, Filler og deslige. Dr. Motzius. Kan I da -- ikke fordi jeg tvivler om Eders Lærdom, udødelige Hugo -- kan I da sige mig hvilke Citater ex Corpore mig just nu ere undslupne, saa vil jeg . . skjøndt det er Daarskab at be- tænke sig paa slig Handel . . Mara. Strax, frater! Betræffende eders Forstyrrelse udi Medita- tionerne igaaraftes, posito, at den skede ved eder Selv involun- tario og netop formedelst disse unyttige Ideers Urolighed og uvilkaarlige Fremvæxt ligesom Skimmel, papillulæ carneæ og Aandepustets Dunkelhed over Speilet, saa var det Codicis Ju- stinianei Libr. 1, Tit. XVIII "de juris men da jeg vilde hæve Citatet over Drømmens Niveau, gik det det som med Klokken i Vandskorpen. Men nu har jeg det, og kan veludrustet bestige cathedram, hvorefter jeg haaber, at træffe ved min Gjenkomst min høist- ærede confratres udi en dygtig Disputats. (Gaaer). SIDE: 329 Mara og Kong Grim. Mara. Fat Mod du arme, fordrevne Konge! Nu har jeg hvervet for dig Rekrutter, en talløs Race af nye Thusser. Thi hver af Doktorens dumme Tanker med Sjel belives af disse snirklende Træk med Maras, Præstindens, Tryllestav. (Viser Grim en Griffel og Tavle. Seer ud af Vinduet). Se bare der! -- skynd jer Kong Grim! -- han er neppe kommen om Hjørnet og han har alt affødt en Mængde taabelige Ideer, som vrimle efter ham i Luften, som Haar efter den røitende Hest. (Gjør et Nul paa Tavlen). Og seer I, der tryllebandt jeg en i dette Nul, og der en i denne Krusedulle. Og se, der boltre de sig levende i Luften: Nullet som en stor Hydatide, eller en liden bemavet Bormester, Krusedullen som en Miniatur af en myg- rygget Slyngel. (Man seer nogle saadanne boltrende Figurer). K. Grim. Ei, paa den Maade kan vi aldrig mangle Folk. Det er dog altid Kanonføde, og at Mængden er den stærkeste af alle Kræfter lærte Løven af Myggen. Mara. Dette er "Nihiliternes" Slægt, som er frygtelig, netop fordi der gaaer 100,000 paa en Skjeppe; thi Doktoren vil forsyne os saa med dumme Ideer, at vi ville have fuldtop at gjøre med at slaae Nuller eller skaffe de Smaasjele en Krop. SIDE: 330 K. Grim. (malende paa Tavlen). O herlige Deborah! Vi har allerede en heel Armee; og tænke alt paa at rykke op paa Loftet igjen, og gjøre en Ende paa Alfernes og Sifulinernes Tyranni, der ganske bære sig ad som de Hvide, Spaniolerne, i Mexiko og Peru. Men nu skal det gaae mig anderledes end Montezuma, der ogsaa maatte slaaes i sin egen Hovedstad. Mara. Ret, Drot, fat Mod! Med Nihiliter du Fod for Fod indta'er dit Rige. Utællelige, er' Nihiliter som Sand i Flod, som Stjerners Rækker, som Havets Snekker; -- af stridigt Væsen, som Lemænsmuus, der efter Næsen kun gaae barduus; og konseqvente er Nihiliter som de Termiter, der aldrig vendte, hvis Snabler smaa selv Fjeldet splitter, de støde paa; -- energisk stive i Hvad de ville som Hesteklæggen som de, der blive benævnt af Væggen; og uforfærdet er Nihiliten som Sneglen er det, der kryber stille tvertsover Midten af Havets Bund SIDE: 331 fra Cabo Verde't i Afrika til Østersklitten ved Bahia, som om et Sund, af liden Brede, blandt Klipper avet, var Verdenshavet, -- den store Hede, hvor selve Vinden maa trække Bryst, og hvile inden den rækker Kyst, dog værd ei Tanken, at Snegl blier graa før Østersbanken den hist kan naae. (De forsvinde). Dr. Motzius paa Kathedret. To sovende Studenter. Dr. Motzius (citerende fra sig). -- -- Og, mine Herrer, som jeg har bemærket, disse Citater ex jure specialissimo, mine Herrer, som jeg har bemærket, re- fererede ad senatusconsultum Macedonianum, mine Herrer, Orfitianum, mine Herrer, Syllanum, mine Herrer, Tertyllianum, mine Herrer, Trebellianum, mine Herrer, Turpillianum, mine Herrer, Valescianum, mine Herrer, som jeg har bemærket, mine Herrer. . . . (Pakker ind og gaaer). 1ste Student (Seende efter ham). Høilærdeste Professor juris! vil du til Timeglas da gjøre os stakkels Juridiklers Øre? Thi just en Time, grumme Mand! med noget Tørt du fuldt det sæller, som ikke, rerum in naturis, med Noget la'er sig ligne heller, end med det pure, tørre Sand. SIDE: 332 2den Student. Jeg hører du er vaagnet. Godmorgen, Broer! Her kan du ogsaa høre mine Tanker paa Dr. juris utriusque Motzii Fore- læsninger: Hvor Skjebnen leger med sin Hæder! Montanus aldrig fik Katheder; men Motzius sidder alt paa sit. Nu -- Hap som Hip! og Dat som Dit! Montanus før, Montanus siden, Montanus god den blev med Tiden: For seent for hiin, hvor glad den fandt, da den sin Uret vil erstatte, blandt Os en Tretiaars Pedant, som flux med Anger den galant paa en Professors Sæde satte! Som andre Store ubekjendt, ulønnet Rasmus Berg har endt; Ideen, han repræsenterer i Holbergs gamle Lunespil: -- Pedanteriet -- end er til; thi hør -- i Motzius det citerer. (Gaae). (Loftet. K. Grim og Mara). K. Grim. Vi have ogsaa faaet en Tanke, Mara, som er værd vort kongelige Hjerte og din Fortjeneste af vort gjenreiste og blom- strende Rige: vær fra denne Stund af vor Dronning, at dine vise Læber kunne være nærmere vort Øre, og din Haand hvile om Sceptret over Nihiliternes, vort nye Folks Millioner! Mara. O min Herre og Konning! din Tjenerinde vil kun bruge Op- høielsen til din Nærhed til at forherlige med sine Raad dit Riges Vælde. SIDE: 333 K. Grim. Det er stort nok, Dronning. Min Haand er træt af at sætte Mærker for vor Doktors nihilitiske Ideer. Hvad behøve vi flere? Bare een af hans Prælektioner afgav ti Legioner af stærke gode Nihiliter. Alfer og Sifuliner ere forlængst drevne tilskogs, og de gamle Tomter ere i vor Magt. Mara. Ak, Herre, er dette kongelig Tale? Naar skulde Herredømme blive mæt, eller see sine Grændser? Der var en Tid, da dine Stammer herskede over alt Norrige, og nu da Nihiliterne kunne gjenerobre det og overstrømme Alt, skulde de ligne Flager- musene og Frøerne i at rulle sig sammen i Uvirksomhed? Ha, højere er Maras Tanke! større den Plan, som udvider hendes Hjerte! K. Grim. Men hvorledes? Vi forstaae dig ikke. Mara. O Konning, var ikke Norge Nissernes Odel? Og nu ere Ni- hiliterne deres Arvinger. Hver Dag maa en Sværm af dem drage ud for at gjenvinde de Fædrenetomter og udvide Nihili- ternes Herredømme. K. Grim. Vel, Dronning; men hvorledes? Mara. Ei, i ordentlige Linier, i Geleder paa Geleder, paa et Blads Feldt, i en Avis skal hver Morgen en ny Hær af Nihiliter, en ny Sværm af vor lærde Doktors taabelige Ideer, tryllebundne ved Typerne til levende Former, drage ud over Landet. K. Grim. O, Mara, du har vakt et Haarfagerhjerte til at slaae i mit Bryst. Fra Lindesnæs til Nordkap skal Nihiliternes Rige ud- bredes. SIDE: 334 Mara. Haanden da paa Værket, Drot! Handling, ei Beslutning blot! Nihiliter, en avant! Og, da altid Hære, som kun for en Erobring kom, gav sig Navn af herlig Klang, skal for Norriges Nation i en stolt Proklamation vore Nihilitarmeer (Doktor Motzii Ideer) paa sin Fransk fripostig melde sig "den Konstitutionelle." (Forsvinder). Forelæsningssalen. De to Studenter. 1ste Student. Har du hørt Nyt, Bro'er? Vor Doktor er bleven Redaktør. Det vil blive Løjer. 2den Student. Ei, jeg veed det. Se her! (Viser et Blad). 1ste Student. Hvad er det du har der? 2den Student. "Den Konstitutionelle," Nr. 1. SIDE: 335 EFTERSPIL Sifaheddin. (Paa en Graasteen med en Rose i Haanden. Viid Udsigt). Denne Steen bag Tempelvæggen, af og til -- som Skjær i Hav, hvorfra Bølgen skyller af -- skjult af Ukrud stramt og stridt, og, som hiint af Skummet hvidt, overdrysset fuld af Hæggen, -- den er Poesiens Grav, den er Grændsestenen mod Polemikens vilde Riger, skjøndt til Sikkerhed en Elv, afgrundsdyb og slangelistig, langsad Grændserne sig sniger, kun passabel ad en dristig Regnbubro, ifra hvis Hvælv man kan oversee hiinsides Polemikens Riges Steppe, hvor endnu de Allerfleste Roligheden finde neppe, men med Skygger Skygger bides som Ukrænes vilde Heste. Nylig gik paa en Pampus, nydelig og blød som Taagen, Selv saa hvid og let som Maagen, over Doktor Motzius. Ak mod mig hvor modsat Han! Først en stille Lærd, men siden, som han blev en gammel Mand, kasted han sig som en Brand ind med Raseri i Striden. Jeg blev fredelig med Tiden, sloges først med Trold og Thusser legende som Karl med Russer, SIDE: 336 fandt saa trættende i Længden Kamp mod Nihilitermængden, lod det Utøi frit da krybe i det Høje og det Dybe, bare jeg fik Ro og Lov til at færdes i min Skov. Nu, som gamle Thucydid de Helleners bittre Strid, skriver jeg fra denne Steen hine svære Kampes Sage, dypper Liljekolbens Pen i en duggfuld Klokke blaa, maler af begeistret paa et henblegnet Rosenblad Kampene fra gamle Dage, Alfernes og Thussers Had, skildrer tappre Tys, hvis Mod leopardisk, uforfærdet, fjedret, sporet og besværdet, vandred dog paa Krebsefod; og Kong Nissegrim, som øved sjelden Dyd hos en Regent, da han kronte et Talent, som han ikke meer behøved; thi de Constitutionelle droge dagligen i Marken, og befæsted for Monarken mellem Norges gamle Fjelde Nihiliters Regiment. Se den fulde Rose her! Krigens Foliant den er. -- -- Sefyr! Sefyr! alt for vindig, altfor fjasende letsindig blader du mig, Dreng, i den! Vil du, at den Kiv bli'er glemt? at den ei er værd en Pen? Ve mig, o der rev du slemt! SIDE: 337 Just det Blad du ud har revet og i Lethens Bølger hevet, hvorpaa Motzius'es Liv og hans Deel i Nissers Kiv thucydidisk var beskrevet! Ak, den store Mand med kritisk Grusomhed du har berøvet selve Navnet efter Døden! -- Han som trælled ufortrøden, til hans Aand blev mere sløvet end den usle Orms i Støvet, for en Klang af et politisk! Glip han af Berømthed gik; thi en Vind ham snød den fra. Motzius er navnløs -- sic transit mundi gloria! (Forsvinder paa hvad Maade man behager; f. Ex. i Rosen. Den lukker sig.)