Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 OM SMAG OG BEHAG MAN IKKE DISPUTERE ET SOMDETBEHAGEREDER AF SIFUL SIFADDA Maroufle, tu mets donc ma patience a bout! Si soufflet ne suffit, usez de la gourmade! Scarron. Personer: Forskjellige Røster, og deriblandt en Madames, som ikke generer sig Henhørende til en mechlenborgsk Theaterpublik. Trompet, en mechlenborgsk Trompeter, som for 4 Skill. pr. Aften og Fribillet er leiet til at udbasune det oldenborgske Skuespillerselskab i Mechlenborg Harlekin Theaterdirectøren Et mechlenborgsk Sviin Et oldenborgsk Do. En mechlenborgsk Oxe En oldenborgsk Do. Et oldenborgsk Asen En oldenborgsk Gaas Forskjellige oldenborgske Dyr Alle henhørende til en oldenborgsk Skuespillertrop i Mechlenborg. (Scenen forestiller et Theater i en mechlenborgsk By. Den mechlenborgske Theaterpublik morer sig med at høre paa den oldenborgske Skuespillertrops Musikanter, indtil Teppet gaaer op.) Røster i Theaterpubliken. Ingen slet Smag, om vi maa bede! Ingen mechlenborgsk Na- tionalmelodie, I Oldenborgere! Ingen Sang, hvori vi høre vore egne vendiske Ege suse, eller vort eget Østerhav skumme over SIDE: 2 Flintene; thi det er dagligdags, det høre vi alligevel uden Be- taling og Bønderne finde Behag deri. Men lad os faae en olden- borgsk Sang og bare oldenborgske Melodier! Om Kjærminderne i Jevermarsk, om den blaa Viol, der speilede sig i Oldenborger- diep, om Sivet, der badede sig i Weseren eller en æsthetisk Torvesang fra Operaen i det guddommelige Papenborg! Eller troe I maaskee, at vi ikke have Smag, skjøndt vi blot (til Ulykke) ere Mechlenborgere? Røster fra de oldenborgske Musikanter. Jo, I have Smag, skjøndt I kun ere Mechlenborgere. Det sige vi! Mangfoldige Røster i Theaterpubliken. Jo, vi have Smag, naar Oldenborgerne sige det, skjøndt vi kun ere Mechlenborgere. Mangetak! Tusindtak! Men nu bare Olden- borgermelodier, bare Sange fra Papenborg! (Musiken begynder, men afbrydes da Teppet gaaer op.Scenen derbag sees da at forestille en Gade, hvor Harlekin sees i en eftertænksom Stilling paa et Hjørne.) Røster i Theaterpubliken. Ah! ah! Det Stykke er der Vid og Smag i, for her seer vi vor egen Gade. Trompet (reiser sig op, henvendende sig til Publikum.) . . Ja Huus for Huus minsandten! Der var netop det, jeg vilde gjøre opmærksom paa. Vi Mechlenborgere kunne ikke noksom være de gode Oldenborgere forbundne. Det kalder man vittigt saaledes at kunne træffe hver Mand ved at vise ham hans Huus og lade Stykket spilles i hans Gade, og det kalder man almeen- interessant saaledes at blive truffen baade i sig Selv og i sin Smaag. Directøren bør kaldes frem; thi han har herved baade gjort sig fortjent af Publikum og viist sig opmærksom for det. Directøren bør kaldes frem. Røster i Publikum. Hurra! ja, frem med Directøren! SIDE: 3 Theaterdirectøren (kommer frem; hilses med Klap og Bravo.) (Med stolt Tone og Holdning.) I Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, jeg har et skjønt oldenborgsk Stykke til Jer i Aften. Kun maa jeg bede Jer ikke at forskrækkes over at I see, at denne Prologus der eller Harle- kin er en Landsmand af jer, en raa Mechlenborger kun. Da han skal fremstille en egen Carricatur, saa var hans latterlige mechlen- borgske Dialect mig nødvendig. (Gaaer under Klap.) Madamen, som ikke generer sig. Æsler, Bæster! At klappe for Sligen? Er det ikke nok at betale sine Penge til Sligen? Det er jo Satire Altsammen. Jeg seer nok mit Huus der i Lumpengaden; men det er Satire Alt- sammen, for staaer det saaledes og ryster, fordi om det er gam- melt? Hvad kommer det Sligen ved? Bævrer Væggen som et Lagen? Det er jo ikke Huset selv. Altsaa er det bare Spot og Satire. Fy skam jer, I omvandrende Luus! Man kunde briste af Harme ved at see Sligt. En Røst i Publikum. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin (seende sig om.) Den Stad er stor, d. e. en af dens Gader har flere Narre, end fra Port til Port en anden By. Hvor skal jeg da begynde? Røst i Publikum. Ifra dig Selv skal du begynde, Nar. Og Ingen gaaer udenfor sig Selv: du skal ogsaa ende med dig Selv. Dødssukket er den bedste Satire over det hele Narreliv. Thi hvorfor sukker man da? Hvis ikke, saa loe man. Harlekin. En Ugle . . SIDE: 4 Madamen. En Ugle? Mener han mig? Fy, I skulde have Last og Skam! Nei hør paa Sligen! En Røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin . . En Ugle, men Minervas Ugle, goel: "ifra mig Selv." (slaaer Kappen tilside, og betragter sin Narredragt.) Her aabner jeg et Hjerte. Saa er jeg klædt foruden, I forinden. Ifra mig Selv? Nu, der er Emne nok; og ei Satire skabtes, om ei Satyr selv havde Snev af hveren Last, han skildrer. Hvor kan han stige ned i Gjerrigs Hjerte, om ei det døde Sølv ham fryded selv? om ei han i sit eget fandt den Grop (skjøndt mindre end hos Harpax, da i Satyrs saamange Lasters Former Plads maae have) hvor Dragen ruller, rugende i Vellyst, bevogtende sig over Tanken om de Dynger, Haanden lyster kare i? Hvor kan han liste ind et Øie i den Ødsles Hjerne, om ei i hans egen et Gran av samme Modmagnet var fæstet som Polspids, den han hos den Ødsle skildrer at støde bort i Ødet hvert Metal? Saa maa da Satyrs Hjerte gjemme (om, for Mængden deraf maaskee mindre) Bilder af hveren Last, og ligne Hagelformen, hvori de Laster Satan støber, som han dræber Menneskeheden med; ja ligne (skjønt med Navn: Hotel de Dieu) et Lazareth for alskens Incurable. Hvor tør uskyldig vel han tugte Vellyst? Alverden da, som kjender denne Last SIDE: 5 tilbunden (ja saavel som en Professor, der tælle kan en Slanges skjulte Hvirvler, og veed hvormange Bugter den kan slaae), vil raabe: "grundfalskt! grundfalskt! hvor han feiler!" -- Giv tabt din Dyd, hvis du vil tugte Lasten. Som Menneskeheden gav sin søde Frihed, hentyende i Stater, forat leve i evig Krig med dem, du flye din Dyd, og søge mellem Lasterne dit Virke, en evig Kamp, men ei fuldstændig Seier! Ulykkelige Satyr, her er Kunsten, det sværeste av Dødeliges Kald: giv Dydens Blomst, giv Rygtets søde Duften, hvis du vil tugte Last . . En Røst. Og endda skal det hede: Nar, du fægter kun i Luften. Harlekin. Det, Satyr, er din Kunst, din Sorgtriumf: snig dig til Lasten -- lokkende den sukker, og Døren staaer paagløt [fotnotemerke] , og Alting dufter: omfavn den da; og naar du har befølt den Skjønform, tænk da, om du kan "kun Edder;" og naar du kysset har den søde Læbe, da vend dig om, og spyt saa, om du kan; og naar du truffet har hvor Hjertet banker, da tænk "det er en tunget Ild, som slaaer mod Helveds Hvælving, for at bryde gjennem;" og sønderriv den Dyd, som selv kan hvile paa Syndens Seng, din Ærlighed; og, mens du hvisker "jeg vil lytte til dit Hjerte," da drag din Kniv, og kys, og stik -- Uhyre, Fotnote: Her faae nogle Cavalerer ondt formedelst Ordet "paagløt," og nogle Damer formedelst Skildringen i denne Replik. De hjælpe sig dog med Hovedvand, uden at gaae ud. SIDE: 6 du stikker den du kysser? ja saa skal du -- og stik, tregange stik just der hvor Lastens Hjerte livligst banker! -- Nu skinner Solen -- Ha, hvi er du bleg? Det er din Kunst, det er dit Mesterstykke. Gak nu tilbage til din Dyd -- o vee! den mærker, at du lagt har hos dens Fiende. Den sidder ikke hvor du den forlod; men svingende sig op i Luften, eller i Sorg sig klyngende til døde Billed, til Psychens Marmor og Marias Træk, og smeltet ind i malte Frelsers Glorie, den vender sig fra dig. Med Lastens Blod beplettet, uden Dyd (den hulker nu i Skyen) staaer du ene midti Verden. Den Dyd, som før sang paa din Skulder kun om Verdens Skjønhed og dens fromme Troskab og hvifted dig med Englevingen, for at ei den Altings Duft og Glands dig skulde beruse, nu omsvæver dig saa angst, som Duen et Morads, for ei at plettes. Og Fingrene, der legte før i Harpen, de bløde Nymfestengle liig paa Bækken, med Skræk du seer har Negle som en Loss, at de Andres Blod og Taarer skinne; og Strengene ei suse meer som Vinger, ei klinge meer som Bryllupsfryds Pocaler, men liig Portalerne for Æols Hule staaer Strengeraden i den dybe Harpe, og som Begravningsklokker runger den, som den, ved tidt Fordømmelser at læse, hæsblevne Dommer piber den og hviner som Fordømtes Latter. Da stolte Seirer, som af Dyd kan myrde, tilbage til din Dyd du kom som en Camill fra kuede Veji til Triumfen, men fandt sit Rom i Gruus. SIDE: 7 Se, Satyr, der er Tornestien, du selv vandre maa, for Tornene at plukke til Svøben, til dit Narrescepter. Thi du er Narrekonge, Narrene dig frygte jo som Folket frygter Kongen. -- -- Madamen. Mechlenborgske Æsel! Bæst! Hvem er det han kalder for Nar og for et Narrescepter? Og det af Sligen? Og saa siger han at Rom ligger i Gruus. Boer ikke Paven der kanskee? og ligger saa Rom igruus? Ak, du gode Gud og Taalmodighed, hvor Folk holdes for Nar af en Nar? En røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin. -- -- Giv Dyden tabt, hvis du vil tugte Lasten, ja see selv Dydens Skygge, Rygtet, flye! Og dig skal knapt saameget deraf levnes, at du kan tørftigt dermed parfumere den Sal, hvor du den Last, du dræbte (hvis du dig ei finder i med den at leve) nu bør at granske og anatomere. Saa dyrt betaler du din Stol, Magister; og graaner uden Fryd og uden Laurer. Tænk ei, at Verden troer, at du har lært (det er umuligt) Lasterne at kjende kun af Moralens tørre Schema -- nei, da reistes kun i Billedbøger -- nei, da brugtes Tal og ikke Penge -- nei, den veed hvorledes selv den lærte det. Hvis Du da Vellyst slaaer, veed Verden, at du selv den haled fra sit skidne Smuthul, at du maa see den Skjøges Bag, du pidsker. Hvo, som vil skildre Stolthed, steg vel ind i den Stoltes Hjertes Luftballon? Han fatter SIDE: 8 ei dennes pralende Seilads, medmindre lidt af det samme infernalske Gas, som pusted op Ballonen, stinker under hans eget Hjerte -- dog det ikke stiger, men hvifter blot og hvifter som en Bælg: vil op, men om det letter sig, da svæver det som Dragen bunden kun, tillykke bunden i en Traad Forstand. Nu, Drage af Papiir, du skratter ad guldstribede Ballon? og denne, skjøndt for dig den svæver som en Maane blank, igjen dog haanleer ad den ægte Maane, og denne smiler atter taus ad Stjernen, og Stjernerne dandse leende om Solen? (Størstedelen af Publikum snorksover.) Ja, siig, du Stymper, hvad gjærer under denne Læbemuskel, som knytter sig saa haanligt ad den Mand, der putter Haanden skjødesløst i Lommen og tænker fløitende paa Millionen? Fy, skam dig! Ja, siig, hvad trækker saa i Øiebrynet, ad denne Mand, hvis Hjerte ei kan røre sig under tyve Ordners Vægt, men som behersker Fyrstens Hjerte, medens denne regjerer ikke i et eneste? Fy skam dig! Stønnende i Støvet bander du Rytteren paa den Purpurskaberakkede, du ønsker selv at spore. -- -- Madamen. Mechlenborgske Æsel! Bæst! Lyksalige Publikum som kan sove! Bare det ikke var for Penge, saa vilde jeg ogsaa sove. Da faaer Luften ogsaa koste Penge, og Fodfæstet og Vandet, naar Søvnen skal koste Penge. Purpurskaberakkede? Har man hørt Magen? og det af Sligen? Skal det betyde en Konge eller en Hest? Poesie er enten til at sove af eller at faae ondt af. SIDE: 9 Harlekin. -- -- Vel gives der saa fræk og grov en Daarskab, at Blinde see den, Stumme give Hals: en Daarskab klapprende saa vidt som Uglen, der flyver ud om Dagen, og da strax af Kraaker, Spurve, Skjærer blier forfulgt. Men, liig en liden Plet, umærkelig paa Taget sorte Starr da sidder, og, mens Kraakesværmen sortner den forbi, den knapt rundt Uglen dens Triumfskrig hører; men ingen af de tusind Lattertoner, der fiint (om det kun er et Blad, som skratter ad Sommerens troløse Elskov) piber Naturen gjennem, undgaaer da hans Hærmen, men kløves atter paa hans Spottertunge, der end er mere fiin. Saa blues sande Satyr for at røre den Last, som lader haant om Slør og Maske. (Den levner han til Bøddelen og Præsten); men blusser op, naar han en Maske seer, og vil dog rive alle Masker af (skjøndt angest for den Last, han veed der bag), at Lasterne, beskuende hverandre, af en gjensidig Rædsel kunne døe. Han lader Daaden ligge; søger Tanken. Han endser ei de Daarskaber, som rulle, liig plumpe Stene nedfra Daarens Hjerne; ei disse Dumheder, som tordne frem, liig Snelaviner, fra en Stornars Mund, kun blottende hans egen Nøgenhed. Madamen. Nei,fy for al Ulykke! En røst. Hys, ti stille Moer! I forstaaer det ikke. Madamen. Hvad? forstaaer ikke? Nei, har man hørt paa Magen? For- staaer ikke? Og veed I Faer, hvormange Leiebibliotheker jeg SIDE: 10 er i? Og har jeg ikke været i Papenborg kanskee, som I kanskee aldrig har kjendt Røgen af? Og har jeg da ikke Smag kanskee, ligesaavel som I? ja som Ti som I er? Og kan jeg vel fordrage denne Harlekins fæle Mechlenborgersprog, som I -- I maatte skamme jer -- kan? En røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin. -- -- Men mathematisk-vist beregnende den Vinkel hvori Narrens Hoved løfter sig over jevn Fornufts afmaalte Flade, han finde vil hvi Skredet maa nedramle, Saa -- langtfra at, som Sisyfus, at rulle igjen de Stene op, og gjøre fra en Tidens Nar sig Selv til Evighedens -- han raaber kun til Hver, som gaaer derunder, et Varsku overtordnende Lavinen. Og, for de stakkels Bønders Huses Skyld, anraaber han de gode Guder, og et Lyn nedbærer Orfeus' Lyra til ham. -- Han spiller -- Stenen standser midti Farten. Han spiller -- Sneen trækker gjen sig sammen som Oldinglokker om den gamle Klippe. Fordømte Lyst! Ja gives større Nar (som sjelden mere usel Hare end den Mand, hvis Lyst det er at jage Harer), end netop Den, som jager efter Narre? end Den, som søger Skurkerne, han hader? Fordømte Lyst, lad hiin Lavin da ramle, og lystvandr i de tusind andre Dale, som kjende den Lavin kun, at en Klase formodne Druer laver ned af Højene, der synes pustede i Leer, optrukne kun efter Qvindebarmens bløde Linier, som hæved Jordens Bryst sig end og aanded. -- -- SIDE: 11 Damerøster i Publikum. Fy! Ak min Gud hvilken smagløs Frækhed! At tale om Bry- ster og Barme? Er det for Damer? (faae ondt.) Madamen. Æsel! Bæst! hvilken Skamløshed! og det af Sligen? Andre damerøster i Publikum. Ja faae de Andre ondt, saa maae vi med. Er det for Damer? (Alle Damerne faae ondt.) Harlekin. -- -- Fordømte Lyst! Somom et Bryllupslys fra Høitidsbordet, fra at speile sig i unge Brudgoms kjække Glædesøje og fra -- -- Damerøster i Publikum. Hold inde! Hold inde! Han forgiver os. Tal ikke om Bryllup. Vi faae vore Anfald. (Damer bæres bort.) Harlekin. -- -- Fordømte Lyst! Somom et Bryllupslys fra Høitidsbordet, fra at speile sig i unge Brudgoms kjække Glædesøje, og fra at krandse Brudens Kind med Straaler, med eet nedsænkte sig i fugtig Kjelder, for der at skræmme Tusindbeen og Fisler! -- -- Cavaleerrøster i Publikum. Fik vi ikke ondt før, saa faae vi det nu. Roser og Violer er Poesie, men ikke Skrubtudser. Harlekin. -- -- Fordømte Lyst, er dette Blik ei fromt? Dog ahner du og sværger: ondt er Hjertet: at dette Fromblik er en Søe, der spiller SIDE: 12 med solbeskinnet Flade, mens den evig til Havet paa den anden Side Kloden igjennem sorte Dybder sænker sig: at dette brune Dueøje er et Kjern hvor mørke Mørje skinner gjennem, en Kaffekop, hvis Nectar, drukken ud, kun viser Fandens Kragetæer paa Bunden: at dette Blaablik, fromt som en Serafs, kun er en dagblaa Silkeparaply, som slaaes op til Dæksel for det Hoved, der venter Skylregn af Forbandelser. Fordømte Lyst -- du bæver for et Øje, og stirrer dog fortryllet ind i Rædslen. Du sværger: Hjernen er en Djævlens Flamme, hvor Dyden, ja selv Psychens Vinger bruges som simpel Ved kun til Metal at smelte. Dog nærmer du, som en fortryllet Myg dig den, at slukke den med Myggevinger. Du sværger: ondt er Hjertet, dog jeg elsker den Guddom lige Menneskegestalt: og, somom Hjertet en Magnetsteen var, og du en Kniv, tiltrækkes du og skjærer og skjærer Hjertet ud, alene for den Skjøngestalt at redde og at snyde ved korte Piinsler Satan selv for Sjelen. -- Vel Satyr, vær da Jordens Satans! Tag Satanas Skat: tag Frygt og Had til Døden, om du ved Pidskesnert end redder fra at pidskes gjennem Evighed af Lyn! -- -- Røster i Publikum. Det gaaer ikke an. Det er vanvittig Poesie. Lyn frembringes kun i Skyerne, og gaae i vinklet Zikzak, men ikke svingformet som en Pidskesnor. Eller troer han kanskee, at vi ikke skjønne Poesie? Madamen. Æsel! Bæst! SIDE: 13 En Røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin. -- -- Vel, Satyr, gaa! betving en Verden af Laster som Napoleon, og lad, som Han, din egen Last kun leve! Fortær et Aar maaskee den Ærefrugt, som Menneskhedens Frygt afryster! Fortær den, forat døe forladt, henslængt indunder samme Træ, (som under St. Helenas Piil den Store), det, der nu engang ei et Blad dig ofrer, men bøjer Toppens Riis med lystig Raslen og pidsker -- selv dit Liig. Opfyld dit Kald! (Hvor er det herligt sagt, men ilde gjort, naar det er let at gjøre, naar En er lænket til sin Stjerne, og ei følger den, forelskt i den, med Frihed!) Din Stjerne følg, ulykkelige Satyr! Den er en halet, frygtelig Comet, i eensom Skræk fuldendende sin Bane. Hver Stjerne flyer, som vælted Himlens Drage sig om for alle Rummets Lys at sluge. Hver venlig Stjerne flyer; som Taarer drypper en efter en fra Himlen. og Venus stiger atter nedi Havet. -- -- Røster i Publikum. Det er ikke muligt. Det er aldeles plat umuligt, at Stjernen Venus skulde virkelig gaae nedi Havet. Her er sund Critik. Og Poesie kunne vi med. Og Smag have vi med, skjøndt vi ere kun Mechlenborgere. Men Oldenborgerne sige det. Harlekin. -- -- Slig Rædsel, Satyr, ligger i din Pen. Den er (og dog man hader Hovdet mere) Cometens Svands, som fejer Stjerner bort. SIDE: 14 Den er et Riis, som skjøndt med Smiil omviklet, af Vennen dog ei for Fastlavnsriis agtes; som stikker frem selv i den Blomsterbouqvet, du rækker din brudkaarne Møe -- forgjeves, forgjeves: Hun selv for dit bedste Smiil, det i hvis Straaler kun sig Ømhed bader, tilbage, som for Snog i Græsset, bæver. Hun i dit bedste Blik kun seer en Brodd. Hun hører i din Latter kun Satire, og det -- o vee dig! vee dig! over sig. Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker: nu steg paa Flammevinger op i Skallen . . Røster i Publikum. Hvad for Noget? Skallen? Et mechlenborgsk Ord? Tal olden- borgsk, mechlenborgske Tølper! Harlekin. -- -- Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker: nu steg paa Flammevinger op i Hjerneskallen hans gamle Djævel (ja en Asmodæus) opfra hans Hjerte, hvor (o Jammerskade!) den fraadser i saameget Godt. Og alt med Angstskrig er hun flygtet fra din Favn. Tilbage sidder du med aabne Arme som krumme Spørgsmaalstegn: "hvad har jeg gjort?" -- Dog følg din Stjerne, ulykkelige Satyr, Hvem Gode flye og Onde vise Tænder, men dog de Værste slikke. Bestig dit Rettersted! Liig Bødlen af sin Herre, du af Dyden skal foragtes. Dog følg din Stjerne! Den blandt Skurke daler, indledende dig mellem Jordens Helveder, blandt Hjerter, hulere og meer beskidte end Augiasstalden. Vær da meer end Herkles! Til Helveder føres lænket du af Stjernen. Og værre (siger Præsten) did med Lys at komme end vildfare did i Mørket. SIDE: 15 Du Skurkehjerter rense skal, og faaer dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse. Det er dit Kald. Du ex professo skal saameget Ondt imellem Onde lære, at, Iglen liig, du døer, idet du hænger dig ved det Hjerte, som du gyser for, udsugende det onde Blod af Lasten. -- -- Madamen. Utaaleligt! afskyeligt utaaleligt! Han gjør Nar af mine Igler fordi jeg er en Iglekone. Bort med sig, bort! En Røst. Dette er ogsaa et Ræsonnement i Publikum. Respecpt i alle Tilfælde for Publikum! Madamen. Nu? Vil han ikke bort? Vil han ikke bort, mechlenborgske Æsel? Troer han, at vi, som have Smag fra Oldenborg, og som ere vante til oldenborgsk, kunne fordrage hans mechlenborgske Snarren og Skryden? Fy, I maatte skamme jer at lade Folk for sine Penge høre paa den usmurte Rok, som skriger i jer Strube! Ja I maatte skamme jer at tale jert forbandede mechlen- borgske Modersmaal! Fy for Pokkeren, som om Mechlen- borgerne ikke havde bedre Opdragelse! Bort I landsforræderiske Æsel, som beskjæmmer jert Fædreneland ved at hærme efter dets nationale Raaheds Ruklang! Bort, eller man maa forgaae, I ægte Mechlenborger! Ægte Mechlenborger? Vil I være en ægte Mechlenborger? Hu -- ha! forbandede Mechlenborg, vil du puste dig op, fordi vi Oldenborgere endnu ikke brække os af dit brød? Vil du briske dig som en Bondekone, der tracterer Borgerfolk, og dog troer at turde tale i sit eget Huus? Tør I forbandede ægte mechlenborgske Lømler? Forbandede -- ha, ja forbandede Mechlenborg, tifold Bandede, som har skilt sig fra Oldenborg og lagt en Slagterkniv og et Dovre af Stolthed og nu vil styrte en Orkan af tusinde vilde Dialecter imellem, en Orkan hvor tusinde Vinde suse, bruse, brumme, snarre, snurre, fræse, hvæse, pibe, hvine, fnise, skratte og fnystre! O forbandede, SIDE: 16 forbandede Mechlenborg, som har skilt sig fra, som har gjort, som vil gjøre Oldenborg ulykkeligt! Forbandede! -- Og jeg? og jeg er en oldenborgsk Qvinde! (Synker afmægtig ned.) Trompet. Bravo! Bravo! vel talt, ret sagt, sagt som af mig Selv! (Blæser i en liden Lommetrompet). Røster i Publikum. Bravo! Ja, ret sagt. Andre Røster. (Synes forbausede). Er det gaaet saavidt? Det have vi hørt? Eller var den olden- borgske Høkerkjerring gal af Arrighed? Eller have vi selv været gale af ligegyldig Skjødesløshed? Andre Røster. Ja saavidt er det gaaet, og videre skal det gaae. Den, der taler mechlenborgsk i Mechlenborg skal tracteres med Nøddeskal i Øinene, og med raadne Æg, Æbleskrællinger og Smaasteen hvor de kunne træffe. (Harlekin, der imidlertid har staaet noget forknyt, fjerner sig.) Andre Røster. Ret! Pak sig, han, som gjør Nar af Folk, da han vover at tale mechlenborgsk, skjøndt det er forbudet af Smagen, under Straf at slaaes paa Galgen in effigie. Ingen slet Smag, min Herre! Ikke Nar af Folk, da han taler mechlenborgsk bare for at hærme efter os, forat vise os hvor stygt vort Sprog er! Ikke skylde paa Fødslen, for det have vi, ved Guds og Oldenborgernes Hjælp, overvundet! Og endelig, slaa ud nogle Tænder, og lad Tungen skjære, dersom du ikke paa anden Maade kan faae Ret paa dit mechlenborgske Maal. Madamen. Vi have tabt vore Øren; nu tabe vi vore Penge. Skurk, Æsel, Snyder, Theaterdirectør! nu har jeg gabet for en Ort, er bleven SIDE: 17 piint for en Ort; nu vil jeg lee for 4 Skilling og blive forskrækket for 8. Derfor frem med Dyrene! Vi have ogsaa Smag. Frem med Menageriet! Men ingen Vers, ingen Ord -- for vi kunne selv snakke -- ingen Mennesker, for dem see vi hele Dagen! -- ingen Guder, for dem læse vi om i Romaner! Men Dyrene frem! Slangen! Slangen! og Asenet med de rare lange Øren, og Oxen med de rare krumme Horn! Men bare oldenborgske Asener og Oxer, for vi Mechlenborgere have ogsaa Smag! Theaterdirectøren (trækkende Harlekin ved Haaret ind paa Scenen.) Hvad, mechlenborgske Klodrian, har du vovet at tale mechlen- borgsk til disse Mechlenborgere? Du kunde ligesaasnart have ræbet og ladet en grov En gaae med lang Betoning. Du har be- skjæmmet vort hele oldenborgske Selskab, hvor du er ligesom et skabbet Faar i den velsignede rene Hjord. Du er en Oprører imod Smagen og Aarhundredet. Men Aarhundredet puster dig bort som et Duun, der vil seile mod Vinden, og Smagen har alt spyttet dig ud. (Støder Harlekin bag Coulisserne.) (Til Theaterpublikum i Proclamationstone.) Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, saaledes straffes Enhver, som oprører sig imod eders oldenborgske Smag. Trompet (i Takadressetone) Directøren har gjort sig fortjent af Mechlenborg og af Smagen. Directøren har gjort sig fortjent til en Borgerkrone og en Laurbær- krands. (Støder i Lommetrompeten.) Mange Røster (under stort Bravo, medens mange Damer og Cavalerer kaste Tørklæder, Blomster, Slør og Pretiosa til Directøren, som ikke glemmer at plukke alting op.) Triumf! Triumf! Smagen er hevnet. Oldenborgerne skulle angive Tonen i Mechlenborg. Thi de have baade Smagen in originali, og tale, hvor det skal være, som De der have en Myn- dighed, og have et Sprog, hvorimod vi bare kunne stille Copie- sang, Ærbødighed og en vis Grynten. Desuden have de engang faaet Indpas her, saa vi ligesaa vanskelig kunne blive dem qvit SIDE: 18 strax, om vi vilde, som Choleraen, om den først var kommen i Luften. Da faar det i begge Tilfælde hedde "lass laufen!" Men nu Dyrene, Hr. Directør! Men bare oldenborgske Asner og Oxer, for vi Mechlenborgere have ogsaa Smag. Theaterdirectøren (i Proclamationstone.) Mechlenborgere og Mechlenborgerinder! Da Vaudevillen til i Aften er gaaen overstyr (ligesom og ethvert Theater maatte have gjort) saasom en Tølper af en Mechlenborger har vovet at tale mechlenborgsk for mechlenborgske Øren: saa skal der gives eder fuld Erstatning for papenborgske Vaudeville i det Me- nagerie, som nu vil aabne sig for eders forbausende Øine, fuldt af rare oldenborgske Dyr. Mechlenborgere og Mechlenborgerinder! I have Smag. Decretum est! Dixi! (Gaaer.) Røster i Publikum. Bravo! Tak! Hørte I det? Han har sagt det Selv. Ipse dixit. Det er uden for al Tvivl, at vi have Smag, skjøndt vi kun ere Mechlenborgere. Hurra for Oldenborgerne! (Et Par Stude, Trompet, et Par Sviin, et Asen og en Gaas, der skal forestille en Svane, drives ind af Directøren paa Scenen.) Røster i Publikum. Ah! ah! osv. -- Nei see paa Asnet! Trompet. Ja skrig: ah! ah! for dette er at skrige: ah! af. (Fører en Stud og et Sviin frem.) Her see I for det første en mechlenborgsk Stud, som har stanget mangen Mand, og et mechlenborgsk Sviin, som . . . Røster. Hys! hys! Bort med Mechlenborgerne! Frem med bare olden- borgske Oxer og Asner. (Den mechlenborgske Stud og do. Sviin udpibes og udføres.) SIDE: 19 Trompet. I have reddet jer Smag, Mechlenborgere og Mechlenborgerinder! I skulde blot sættes paa Prøve med de mechlenborgske Oxer og Sviin. Men, se! her er først et ægte oldenborgsk Asen, der kan skryde, naar det vil. Den oldenborgske Asen (skryder.) Røster i Publikum. Ah! Ah! Det er en rar Egenskab. Nei vil De bare høre hvor nydeligt det skryder. Og sikke deilige Øren! Gid vi bare havde slige! Vi maa lære os at skryde efter det oldenborgske Asen. (Mange øve sig i at skryde.) Trompet. Og her, I Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, er en ægte oldenborgsk Tyr, som baade kan stange og brøle, naar den vil. Og her er et ægte oldenborgsk Sviin, som ikke skriger som vore ligesom om det gik med en Kniv i Livet, men grynter saa be- hageligt, at det gjerne kunde være Contrabas i Orchestret, nu det er fedt, ligesom det kunde været første Violin, da det var sultent og magert. Den oldenborgske Oxe (hrøiter.) Røster i Publikum (klappende.) Det kalder man en behagelig Majestæt. Hvert Hrøit, (nei hver Bøging) er som om der rullede store Verdenskugler af Toner ud. Det er en behagelig, afrundet Majestæt. Fortræffelige olden- borgske Oxe, din Tunge maa være formet som Zeus' Skaber- commandostav, da han udvæltede Kloderne. Rare oldenborgske Oxe, dersom vi havde din Tunge, vilde vi ogsaa bøge. Et olden- borgsk Fæ er bedre end en mechlenborgsk Viis. Det oldenborgske Sviin (grynter.) SIDE: 20 Røster i Publikum. (Klappende.) Det kalder man en behagelig Finesse i Maalet. Af oldenborgske Oxer kunne vi Mechlenborgere lære at udtale Consonanterne, af det oldenborgske Sviin lære vi at udtale Vocalerne. Trompet. Fuldkommen riktigt. Man kan ikke noksom rose baade de oldenborgske Dyr i sig selv og Nytten af at have dem i Mechlen- borg. Røster i Publikum. Men os synes, at vi hellere kunne have vore egne Oxer og Dyr at see paa, naar vi endelig skulle see paa Oxer og Dyr. Og han har den Frækhed at vise os en almindelig Gaas for en Svane. Trompet. Oprør! Oprør imod Smagen, den vældigste Autoritet! Oprør imod Tiden, det største Fædreneland! Oprør imod Naturen i de oldenborgske Oxer og i alle de oldenborgske Dyr! Oprør imod Oldenborgerne selv! Crimen læsæ majestatis thi bliver der for meget indført, vil det falde i Prisen baade for os og for dem, og spise op baade for os og vort eget Fæ. (Vild Tummel. De oldenborgske Dyr og Trompet drives bort. Harlekin træder frem) SIDE: 21 Theaterdirectøren. Mechlenborgere! Hys! Sjuh! Jeg Harlekins Hosbond, Jeg Directøren, har befalt, at han skal fremtræde med en Declama- tion i det oldenborgsk-mechlenborgske Sprog, hvori man in- formerer baade bag og foran Coulisserne. Dette skal han baade forat stifte Fred, forat gjøre en Slags Afbigt fordi han talte i sit Modersmaal istad, og forat vise det mechlenborgske Publikum, at Oldenborgerne omsider kunne faae oldenborgsk Skik paa de stiveste mechlenborgske Tunger, og at de have Respect for den seirende oldenborgske Smag. Harlekin. Af tvende Pigers Skjønhed straaled Attika: af Melpomenes, en Patriciers Stolthed, og af Thalias, kun en Bondes Glæde. Men Melpomene slog kun Perlesløret tilside, forat Bondeknøsen Momus sig skulde brænde paa de sorte Øine. Thalias Straahat hendes Kind beskygged kun for den Blomst at gjemme frisk til Momus, hvis han, hvis han -- ja det var Knuden, der løstes ikke i de Taarer op, som løste tidt sig under Hatten, og med andre Blomsters Dugg hendamped sporløst. Men engang -- stakkels blege Melpomene! -- en ondskabsfuld Zefyr et Viinblad letted; og -- ha, hvad seer hun der i Aabningen? Straahatten, Hyrdestaven slængt' i Græsset, som var' selv de forelskte i hinanden: Thalia, Momus slængte hen i Gresset, som lærte Hatten hende, Staven ham ret skjødesløst at ligge og fortroligt; ja -- svimmel Melpomene greb i Ranken -- saa ganske nær hinanden, at de syntes paa samme Rosenqvist kun tvende Knopper, der drak hinandens Dugg. -- -- SIDE: 22 Det var Viinhøstens Tid. Da malte Momus, saa faunekaad, saa lattermild som Vinden, saa fuld af Fryd og Overmod, som fuld af Sødviin Klasen, der, nedludende, hans Pande kildrede til Latter stedse, i Drueblodet Næsen flammerød. Men Skjøn-Thalia stopped ud Gevandtet med Viinløv, og, alvorligt-hilsende, gjensidigt spurgte de: "mon du formaaer saaledes og at elske mig, min Kjære?" Men begge svarede med ærligt Nei: "i Menneskhedens Barndom idetmindste bør altid Godt og være Skjønt: men nu vi ligne Stadens trivelige Laster: Der er Byherren, der er Bymadamen: der er den Frøken Melpomenes Onkel, den Onde, Drukne, Stolte og Forædte, den rødviinkogte Skinke! der Tanten bristende af Mod og Stolthed den pengestoppte Pølse, den Pengepung med Kjød i, som Begge haded arme Melpomene, fordi" -- her endte Momus i et Kys, og afbrudt kun Thalia kom tilorde: "De haded Momus, Melpomene lasted, fordi den høifornemme Slægtning, liig en Blomst, der faaer formeget Sol, hensmægted i dette milde Purpur, som udflød . . som flyder ud (thi jeg nu drikker det) af Drengens Kinder, og paaengang nu Thalia lædsker, qvæger og opvarmer, somom hun var en mere solkjær Blomst." -- Det var Comedien: første af Comedier. Hvor loe de! Ja saa Alle stimled sammen. Hvor loe de! Ja saa Alles Sorg bortblæstes. Kun Onklens Næse blegned, Tanten indsvandt. SIDE: 23 Hvor loe de! Ja saa Selv de brast tilsidst. Og leende, end paa den sidste Bølge, som deres Latter havde slaaet i Luften, de Tvendes Sjele svømmed ind i Himlen, begyndende og der det samme Spil at pidske Last med Smiil. Der fik de Løn, som her, af Himlens Narre; men Zeus de lattermilde Engle elsked. Da Furiernes Tog, som havde hvinet igjennem Melpomenes' Sjel fik Slut: Skinsygens gustne Døttre -- de, som hviske: se her et Pulver som forgiver Sorgen! -- og Hevnens Sønner -- de, som slibe Dolke -- og Harm -- der gaaer paa Tordner gjennem Sindet, og ruller Oceaner gjennem Pulsen -- det endeløse Furie-tankefølge, som, før den sidste kommer, før de styrte i Rædselsgjerninger i Friluft frem, optraakke Vanvidsdybden i et Hjerte saa dyb, at dette Pantheon blier ligt den Kjelder, Favne under Jorden, hvor Lazarer, Røvere, Barnemordersker dandse -- det hele svandt mod Himlen i et Suk, da Parrets Livsensrødme sank i Jorden som Morgenskodden, Dagens Forseiler, der skjærer sig indunder Dalens Græs, skjøndt nys den krænged kaut paa Skrænten, pralende med violette Bram, trefarvede Vimpler, med Takkelads af perlet Spindelsilke, og med sin Høvedsmand i Høibordsteltet: en Natsfinx, som (naar Snekken, der udvarpedes af Aftensolens sidste lange Straaler ifra en Skovhavn, tørner, ladt med Vellugt, om Natten mod et Babel af en Blomst) flux gaaer iland og svirer alt til Gryet. -- Meer bleg, meer stiv end Ligene, som deres Skjønmausoleum Melpomene stod der. SIDE: 24 "Ved Himlen! Døde?" skreg hun; men en Tanke end højere i hendes Hjerte skreg. Og denne skreg: "og Jeg har ønsket det?" Da bleg og hurtig som et Maaneblink hun bryder gjennem Rankehegnet. Liig Diana over sin Endymion, hun over døde Elskling kaster sig; beundrer leende det stive Smiil; den fine Rødme, end bortdampet ei, og jubler: "nu, nu tør jeg kysse dig!" Men springer op med Hviin som en Løvinde, der kyses fra sit Bytte ved at see det var et Aadsel. Selv mod Zeus, der Aanden tog, hun raser; bander Aanden, der, med Foragt for Skjønhed og for Fryd, forlod sit Legeme og Melpomene; ja sparker (men av Nid kun til Persephone, som alt fortærer dem) de skjønne Former, som hun i næste Stund, paa dem nedsjunken sagtmodig som et Offerlam, med sit afrevne skjønne Haar begraver, og (selv Thalia til Forsoning) kysser. -- Forbauste Alle Møens Kummer saae. Dog meer forbaustes Mange ved den Tanke: kan en saa Rig og Fornem føle Sorg? Men halv med Rædsel saae de hende pludselig, at reise sig med fromme Smiil, at stryge sig koldt og eftertænksomt over Panden, at ordne sine Lokkers Levninger, at trykke Taaren bort og tvinge Hulknen, som nu, nys klingende igjen fra Bjerget, ei længer end Rebellen under Øx, sig vaanded under sammenbidte Tænder. Da med en Høihed, som, skjøndt ei bevidst ulykkelige Uskylds Majestæt, lod Dalens Herre, en Senator, løbe, SIDE: 25 hun bød (først efter Prøver paa at tale): "fra Templet henter mig Apollos Lyra!" Senatoren løb og Hundreder med ham, som for en Syg paa Vei ei Fod gad løfte. Men somom Solens Straaler havde flettet sig til en Lyra eller ned den baaret, Apollos egen laae i hendes Haand. -- Hun sang sin Kummer, o saa skjønt somom den hendes Elskte var, ja hendes Gud; saa skjønt, at alle sig i Sorg forelsked, og raabte: "sørger! hvor er Sorgen skjøn!" og rev Cypres- og Oljegrene af til en Triumfstol for Skjønsangerinden. Men da de kom, og raabte: "Muse, stig, stig op, at vi kan bære dig rundt Attika!" da sad hun bøjet over Lyren -- Ak! Triumfstole'n faldt -- da sad hun bøjet -- Skræk! der rinder Blod? -- da sad hun bøjet -- O! -- med Dolken i sit Hjerte. Det var Tragedien, første av Tragedier. End Momus og Thalia loe i Himlen; men deres Latter taug, da Melpomene indstraaled der, af selve Phoebus fulgt. Men da hun sang sit Qvad, da græd de begge, og trykte blegnende sig til hinanden. Thi nu i Melpomenes nøgne Sjel de saae, at hvad paa Jord de kaldte Stolthed, Sjelshøjhed var; at Øjets mørke Bryn, som hist de skjælved for som var det Aag, Sjelsstyrke var, der nu i hendes Sjel laae som et deiligt Skyggedrag. Alt ønskte Momus: "gid saa skjøn hun var ei!" Alt sukkede Thalia: "var hun Furie!" Da dømte vise Zeus: "se Himmelhvælvet er som Alfaders egen Hjerneskal. SIDE: 26 Der alle Salige vil finde Rum; men to Medbeilerinder ikke. Men op af Støvet hæve Millioner af mindre Himle sig: af Menneskehjerner; dog ingen ligestor: en snever, saa knapt Dyretanker kunne snoe sig frem: en vid, saa Engle der kan spænde Vinger, ja selv Halvguder der med Anstand boe; dog alle formte efter hiin den Stores, som Skaaler hvælvde over Skaaler. Men, at ei eders Elskovstrætte skal forstyrre Zeus's Himmel -- se, der irrer iblandt Athenens Flok en kruset Isse! Der hvælver ogsaa sig en Himmel. Did forviser Zeus dig Momus, Tvistensæble imellem Melpomene og Thalia. Da disse sig til Søstre skal forlige." Og Momus faldt fra Himlen, liig et Stjerne'skud. Men flux opreiste sig den kruste Isse, som vidste den, at den en Gud bedækked; og Folket hilste ydmygt Aristofanes, ei ahnende, at i hans Bitterheder brød Momus' onde Lune frem mod Zeus. Men Himlen sortnede for Melpomene, da hun ei fandt sin Elsker mere der. Ham fulgte hun, den raske Sjel; men da ei Aristofanes' Skolt gav Rum meer, hun, først sig over Thespis' svingende, paa tvende kaarne Hoveder neddaled; og hvad den Flok kun troede at være det hvide Haar paa Æschylos og Sofokles var Melpomenes egne blanke Vinger. Nu strømmede Athenen til Theatret, at høre Aristofanes belee de borgerlige Laster, følge dem med Ørefigener til Jordens Grændser; SIDE: 27 og at de fyrstelige traadtes ned af Sofokles' og Æschylus' Cothurne. Men midti Lattren, som en Spaadomsfugl alvorlig i et muntert Løvtræes Raslen . , men midt i Graaden, som en Gud i Skyen, sad Ahnelsen: "mon Momus gjenvakt er? mon Momus endnu spotter? endnu leer? mon Melpomene synger end sit Qvæde?" Da saae en Hoben Daarer -- ha! -- at Folket med Ranken, under hvilken Momus døde, bekrandste Aristofanes, og førte paa Melpomenes Laurestol rundt Attika som to Heroer Æschylos og Sofokles. Da, drevne frem af Lyst til samme Ære, men ei af Musens Vinger, de udøste en Flom af slette Dramaer, saa Folket (liig Fisk, der, vant til Vand, kun taaler Vand) tilsidst forvænt kun skreg paa alle Torve: "bort Agamemnon! bort med Clytemnestra! Vi paa Cothurn ei gaae; vi gaae paa Skoe. Hvor leved Sofokles? Hvad er vel Æschylos? hvad Aristofanes mod Kallifan?" Og Kallifan steg op i Æresstolen, og Folket løfted den paa sine Skuldre. Da foer en Vind henover. Der laae en Hoben Been, og det var Folket. Der laae en Hoben Qviste -- det var Stolen. Der laae en Hoben Aske -- o, nei det var veiret bort med selve Heltens Minde. Saa gik det. Atter Momus steg til Jorden. Forgjeves Melpomene søgte ham, for, naar et Hoved endelig forened med Høiest tragisk Kraft den største komiske, saa overordentligt saa himmelskt Værk at skabe, at det Smagen maatte binde, som Alpen standser Vindene og lader SIDE: 28 dem løse sig i Hvirvler ved ved sin Fod. Men Momus fandt hun ei i Roms Arena. Han sad i Plauti Hjerne, mens Thalia sig aabenbared fra Terentii, og begge Elskte kun forstod hinanden. Men snart der brøltes fra Theatret: "Plautus? haha! Terentius? haha! Nei Spartacus! frem, stærke Gladiatorer!" Saa gik det. Atter de til Himlen steg; men, flyende, forfølgende i en evindelig Beilen, endelig sin Momus og Rum til sig fandt Melpomene i Calderons, den Spaniers, Hjernehvælv. Saa lykkeligt de leved, at de skjød en Straalregn over dette mørke Land, at Lopez's Thalia nær blev tragisk. -- Men snart man raabte: "hvad er Calderons "Standhaftige Prinds" mod en standhaftig Tjor [fotnotemerke] ? Hvad Lopez's Dramer mod en Tyrefægtning?" Kun engang til (men da forbaustes Verden) forentes Melpomene med sin Momus: i Shakespeares Hjernehimmel. Men da Folket (som i Athen forskjæmt ved Tusinder, som vilde være Shakespear) snart begyndte at raabe: "Sporet Hane! ikke Heedspore! Skjøndt William nok er god for Sig og Sine, ei Menneske- men bare Hane-kampe!" . . og da fra andre Siden af Canalen med Anger Momus hørte sin Thalias i Molieres Latter -- da adskiltes for sidste'gang Melpomene fra sin Momus. Han tyed til Thalia. Gallien studsed, og ahned dobbelt Genius, ja en Legio af komiske' Genier i sin Moliere; Fotnote: Skrig og Benauelser i Theaterpubliken. SIDE: 29 og Melpomene, som imidlertid, blot for den Elskte nær at være, hvilte sig paa Corneille, smilte selv. Men snart og raabte Smagen der: "Corneille? Hvad er Corneille? -- Moliere alvorlig. Eh bien! en slig Moliere er utaalelig. Hvad Moliere! -- En Corneille lystig. Eh bien! en slig Corneille er utaalelig. Eh bien! frem Amadis' Historietter! Frem Provençalere! frem Pulchineller! Frem Taskenspillere! frem Liniedandsere! grands jeux de feu og Ordspil, Elskovsstykker!" De trende Genier fløi Europa rundt. I rene Nord, i Gothens rene Skovluft, de tænkte, aander og den rene Smag. Og Melpomenes Sjel medeet udstraaled fra en German: fra Schiller; men de Tvende i ly af Holbergs Hjerneskalle loe, som da de under attisk Ranke laae. Men ak! ak snart for evigt svæved de (fra Byrons Pande svang sig Melpomene, der lod en Fjær til Oehlenschläger falde) til Himmelen, da Smagen raaabte her igjennem hundred ragede Vandaler og silkeklædte Hunner: "frem med Dyrene!" -- Da svandt forevigt Muserne fra Jorden. Men end i Skyen hørtes deres Suk: "Det Æsthetikens helligste Princip af Jordens Tosser Himlens Muser lære .. den Viisdom Himlen kan af Jorden lære: om Smag og Behag man ikke disputere!" Røster i Publikum. Ja lad Muserne gaae til Helvede, om de lyste, naar vi lyste at forlyste os med Dyrene. SIDE: 30 Flere Røster. Det sige vi med. Lad Muserne gaae til Helvede, naar vi have Oldenborgerne og de oldenborgske Dyr. Harlekin. Om Smag og Behag lader sig ikke disputere. Røster i Publikum. Det var Fanden ikke oldenborgsk Mening eller oldenborgsk- mechlenborgsk Sprog. Harlekin har gjort Nar af os. Eller hvad skal det betyde om at Spaniernes Smag foretrækker Tyrefægt- ninger for Muserne, Englænderne Hanefægtninger for Muserne, Franskmændene Liniedands for Muserne, og vi Mechlenborgske oldenborgske Oxer og Asner for Muserne? Eller hvad skal det be- tyde, at Smagen er dalet fra at bekrandse slette Comedieskrivere og Comedianter, gjennem Yndesten for Nævekampe, Tyrekampe, Hanekampe og Taskenspillerkunster, ligeindtil at fodre olden- borgske Oxer og Asner med Klap? Harlekin. Det skal betyde: om Smag og Behag lader sig ikke disputere. Madamen. Men, mechlenborgske Æsel! Bæst! Enhver maa dog tilstaae, at den oldenborgske Oxe baade var en Vildoxe og en Kunstoxe, der var vant til at træde frem, hvorimod vor var ganske raae og taget fra Stalden. Nu? Og, at den brølte meget smukt; og, at Asnet havde længer Øren end hertillands; og, at, om vi have større Sviin i Mechlenborg, saa have dog de oldenborgske baade finere Børster og finere Maal og Opdragelse. Nu? Og at vore Svaner ere kun Gjæs imod de oldenborgske. Nu? Røster i Publikum. Alt er sandt. Vore mechlenborgske Oxer ere kun Kalve mod de oldenborgske Oxer. Vore mechlenborgske Svaner ere kun Gjæs mod de oldenborgske Svaner. SIDE: 31 Andre Røster. Nei, nei! Vore Oxer ere Oxer mod de oldenborgske Oxer. Røster i Publikum. Oprør! Oprør mod Oldenborgerne! (Tumult.) Harlekin. Om Smag og Behag lader sig ikke disputere. Dette er Basis for en almindelig æsthetisk Fred. Røster i Publikum. Vel! Vi maae lade os det behage. Men Harlekin har gjort Nar af os; men slet har han gjort det, for han har gjort det paa mechlenborgsk. Andre Røster. Harlekin har gjort ganske artigt Nar af os. Og dersom han har gjort det med mechlenborgsk Tunge, saa ere vi blevne pidskede med vort eget Riis. Harlekin. Nu vel! Jeg siger da ogsaa med Hensyn til mig selv: Om Smag og Behag man ikke disputere. Henrik Wergeland SIDE: 32 PAPEGØIEN, ET FASTELAVNSSRIIS AF SIFUL SIFADDA Handlende: Johan Papendal, en kjøbenhavnsk Dreng; Zacharias Güldenthal, Boghandler Tobias Güldenthal, Johans Fosterfader hans Onkler. Prometheus, Digterkonge; Den kloge Mand; Polemikkel Poetikkel Vehikkel Æsthetikkel Flere Poetikler, Polemikler, Vehikler og Æsthetikler Bagateller. En Fisker; En Skipper; En Papegøi ved Navn Johan; En Italiener; Natalfer; Folk. PAPEGØIEN SOM PAPEGØI (Onkel Tobias) Landsted. Johan i en furten Stilling paa Havetrappen. Ovenover denne Onkel Tobias i et aabent Vindue, hvorunder en stor grøn Papegøie i et Buur. Midsommerqvel. Johan. Hvorfor fik idag jeg Riis? Onkel Tobias. Fordi Johan var næseviis. Papegøien. Næseviis! Johan. Hold Mund, Johan! Papegøien. Hold Mund, Johan! SIDE: 33 Johan. Jeg nok dig tugter, Poppemand! Papegøien. Poppemand! Johan. Iforgaars Bank og Strips igaar! Jeg aldrig sligt udholder længe. Onkel Tobias. Sligt vente maa sig slemme Drenge. Papegøien. Slemme Drenge! Johan. Og røde Haanddask, grønne Saar er Blommerne udi min Vaar. Onkel Tobias. Nu, man maa høste som man saaer. Johan. Iaften maa jeg, retsom bunden, her i det fæle Maaneskin, mig kjede, tør ei komme ind. Onkel Tobias. Fordi, endskjøndt saa ung, i Sind Johan er fuld af Ondskab funden. -- Gid dig maa grye af denne Nat, hvis Sorg er til din Lærer sat, en angersgraadbedugget Morgen! Da aabner jeg med denne Dør min Kjærlighed igjen som før, og stænger ude Straf og Sorgen. (lukker af og gaaer). SIDE: 34 Johan. Hvad Ondt, om end jeg lyver lidt? om end jeg fra min Onkel rapser? om stundom jeg min Moder klapser? om end det var min Moro tidt, at slaae et kostbart Stel istykker, og skaffe Pigen saa Ulykker? at skjære Hund som var den bidt? i Naboes Baggaard Ruder klinke? af Træet ryste hveren Blom? og rode Havesæden om, og skylde saa paa Skjær og Finke? at hælde Blæk i Onkels Hat? faae i hans Hest en Tornegg sat? at plukke Kyllinger ilive? af Sommerfugle Vingen rive? at kutte Svands af Moerses Kat? paa glohed Naal alt Kryb at spidde? og, naar min Fader fik mig fat, igjen at lade Papen lide? Og nu for Sligt igjen at sidde! Ja, at sidde igjen til I komme fra Dyrehaven, Du og Onkel Zacharias! Det er ingen liden Straf for en kjøbenhavnsk Dreng. Papegøien. Kjøbenhavnsk Dreng! Johan. Fordømte Pape, som har lært alt hvad man siger om mig. Jeg skal spille en Comedie med dig. (Plukker Fjerene af den). Se saa, nu sidder du nøgen som et Maaneskin i Buret, og dine Fjer drive om dig som Skyer. Ret, dumme tykhovdede Falæn, du flyver Døden i Hænderne. (Plukker Vingerne af en Natsommerfugl). Nu er du en Orm. Og du Oldenborre, nu er du en levende Nød. (River Benene af en Tordyvel, og kaster den). Onkel vil nok undre sig imorgen over hvil- ken Sort Blomster der har ladet slige Blade falde inat som disse Vinger. Og Moer, der ikke vil bringe mig iseng, vil slaae Hæn- derne sammen over at jeg har vidst at rede mig saa godt til i hendes Natvioler og Narcisser og Resedaer som jeg nu tænker. SIDE: 35 Gid jeg ogsaa havde Onkel Zacharias' Paryk fat, fordi han ikke vil tage mig i Bogladen før jeg kan skrive rigtigt, og saa gjøre mig til sin Boghandler i Norge. Den Haandtering lider jeg; thi den giver baade Passiar, Penge og Ære, da man har god Lei- lighed til at lære Bogtitler, og ikke behøver mere for at passere for lærd og dannet. Men lad nu disse hvide Narcisser flyve om som om de vare baade Lokker af Onkels Paryk og Strimler af min Moers Kappe. (Ødelægger et Blomstqvarteer, dynger Blomsterne sammen og lægger sig derpaa). Søvnen, mærker jeg, kommer snarere end jeg tænkte efter slig Vrede, som jeg har været i. Den er en god Kuur mod Kjedsommeligheden, der nok skulde være min Tugtemester. Den er en Paryk paa Præceptoren, som gjør ham langtfra frygtelig, men latterlig. Jeg vil lægge mig til Ro i den og værpe Drømme deri. Saa -- saa! -- Imorgen noget Nyt. Ny Graad af Moer, men den kalder ikke Blomsterne tillive. Ny Skjænd af Onkel, men jeg ligger godt -- Hahaha, Pape! Fryser du, Pape? -- Det dufter stærkt -- vel stærkt kanskee -- kanskee vel stærkt -- men -- -- (Sover ind). Natalfer (omsvævende den Sovende). Natviol, Kaprifol, bøi ham smigrende til Munden Kalken fuld af Slummergift! Dødningsfinx, paa Øiet hvift med din Duunring Dødens Blunden! Valmu, hevn Falænen din! Qvalt den blev, da du den vugged i din Purpurpalankin! Tidsel, lad din Torn paa Fnugget svæve i hans Aandedrag! Blomster, I, som suge ind Giften af den lumre Dag, ryst i Riim den paa hans Kind! Endnu zittrer der det Træk hvormed han sled Vingen væk af den slumrende Liguster. Brede Rudeblade, puster Nattens Kulde i hans Bryst! SIDE: 36 Foresyng ham, Øretvist, mens din Ving som Møllens bruser, at en Nerveharpe suser selv i Fluens Barm forvist; at den Dreng har blodig Sjel, som for Lyst kan pine Dyret! Laa sligt Emne til Uhyret dybt paa Havsbund, var det vel. Blaaviol, ei meer uskyldig siden Maanen blev saa fyldig, lad (somom ham gjennemfoer Sværd af Iis) dit Dryp ham zittre til han føler al den bittre Graad der spildtes af hans Moer! Kolde Øgle, læg dig tungt paa hans Hjerte, at det stivner! Det en Satanas belivner, som kan myrde alt saa ungt. Bind hans Arme, seige Viper! Du er mildere end dem. Vaagen, Vipre ti han slipper flux i sine Fingre frem. Maanestraaler, I, som hvide nøgne Slanger om ham glide! suge ud den onde Aand! Den skal vi med Tryllebaand lænke til hiin Fugl i Buur førend Solens Kraft udklækker al hans djævelske Natur. (Johans Geist letter sig frem af den stønnende Mund). Det er Han! Bedækker ham, Flaggermuusvinger! I Kingeler, stækker hans Flugt med jert Spind! Natugler, strækker jer Duunham, og bringer til Fuglen ham ind! SIDE: 37 Vi har ham! End Svæver i blaanende Traade ham Geisten om Læben. Vel, Ugle, skjær af! Vingen du hæve og sæt uden Naade ham ind i sin Grav! Hvad skulle de Engle i Himlen med Jordens sletartede Drenge? De hjemfalde helst Natalfers Orden. Der tugtes de længe til Sjelen er frelst. Hist i Papegøien, han plukked, han hvile! Med dyriske Øie paa Verden han see! pluddre og støie, saa Mennesker smile, og Alferne lee! (Den sturende Papegøie udstønner). Tys! Den Dødpinte sukker. Frisk, Alfer, mens Nebbet er aabent, vi lukker i Fuglen han ind. Leer, om han pukker! Vi fattede Grebet, at bedre hans Sind. Før Øinene briste, før Aarerne stivne, før Nerven sit sidste hendøende Gny SIDE: 38 zittrende mister: da Tid at belivne det Døde paany. (Alferne føre Drengens Geist til Papegøien, og mane den til atter at belivne denne). Sid der, til du fatter et Menneske blive! Hvis ei, være atter alfbunden din Sjel! Ind vi den fatte da i den Tordyvel, du dræbte iqvel. Saalænge Farvel! Dig Alfer da binde til Skarnet! Tørhænde du der først vil finde din Verden? Nu vel, mindre er Borrens end Adams Elende med ødelagt Sjel. Saalænge Farvel! Saalænge Farvel! (Alferne forsvinde. To blive tilbage). 1ste Alf. Bi lidt Sfinx Elpenor! Solen rinder ikke endnu. 2den Alf. Gjerne Solsort! Thi Vi ere som Menneskene: vi holde først op med at æde hverandre, naar vi ere døde, det er: naar der intet meer er at æde. 1ste Alf. Siig mig, har du seet elendigere Sjel end den forvorpne Drengs, som vi nu, af Medynk med Forældrene, har taget under vor Tugt? Den svævede længe med en Slags Hale, som en Tobaksrøg, udaf hans Mund; og godt gjort af Alf Korskingel og Alf Flagermuus, at de strax vare vedhaanden, og at Fortærelsesørnen ikke var over, og at Vanskabningen ikke fik drive paa sin egen Haand. SIDE: 39 2den Alf. Jeg saae grangivelig Sladderagtigheden og Ondskaben i den lille Skygge ligesom Tegn til Lunge og Lever i et Maanedsfoster. Jeg har ikke saamegen Respect for den hele Aand som for Olden- borrens, han rev Benene af. 1ste Alf. Jeg holder af dig, Sfinx Elpenor. 2den Alf. Du har holdt formeget af mig, da vi sværmede i Duun og Fjer under Buskene. 1ste Alf. Nei, men fordi du er saa bitter imod Ham som dengang øde- lagde min Yngel paa det grusomste hver Vaar. 2den Alf. Trøst dig da med, at du har Udsigter til at see ham som Olden- borre og en grøn Kokase anviist ham til Fædreland. 1ste Alf. Det vil jeg skrive mig bag Ørene. Ja, saafremt han ikke op- fører sig vel som Papegøie, eller som Fange inden den forrige udlevede Papegøies Beengitter. Men han vil vel blive frommere, da han maa betjene sig af denne Hjerne. 2den Alf. Nei, blot dummere. Tænk ikke sligt. Jeg tænker, at Denne, der som Menneske ikke fattede hvad der af Følelser og Sædelig- hed kun er som Mennskelighedens Barnelærdom, skjøndt han nu er sat i en anden Skole og med Tvangstrøie paa, vil frem- deles blive ved at gaae nedover. Og jeg vil alt tænke paa lidt Mose til Kokasen. Det kan forestille Bøgetræer. 1ste Alf. Fy, Sfinx Elpenor, vare vi som tilforn, aad jeg dig for det Ind- fald. Du veed, jeg elsker Bøgetræer. SIDE: 40 2den Alf. Men dog Granerne meer? 1ste Alf. Eensidig Patriotismus! Bøgen er dog vakkrere. 2den Alf. Du synger dog ikke bedre der? 1ste Alf. Det kommer af at Luften ikke er saa fri under de brede Blade. 2den Alf. Men det gaaer dog ikke an, at lade Bøge passere for Mænd og for et Lands Styrke og for et Folks Stolthed og Gesandter, der i hver Vise have et Creditiv at lægge frem for al Verden. 1ste Alf. Nok af det Bøgesludder! Vi have havt alt for meget deraf. Hør, Elpenor, naar jeg seer ham derborte hænge saa med Nebbet, glemmer jeg hvorledes jeg hang med Nebbet over mine knuste Unger, og ønsker oprigtigt, at han maa opføre seg godt som Pape- gøie. Ak, ja! 2den Alf. Det er let for ham; thi han behøver jo kun at snakke flinkt for at passere for en god Papegøi. 1ste Alf. Snakker han flinkt, vil han passere for et Menneske. 2den Alf. Nei for et snaksomt Menneske. 1ste Alf. Hvorledes? SIDE: 41 2den Alf. Nei for en snaksom Papegøie, men et taust Menneske. 1ste Alf. Gid han vilde lære nogen Godmodighed af os! Men efter det Kjendskab, jeg har til Menneskene siden jeg hang i Buur i 10 Aar mellem dem, har jeg lidet Haab. 2den Alf. Jeg vil haabe det bedste saalænge han bliver i Buur; ellers venter jeg det værste. Blot han ikke gjør videre af sig, men bliver en enlig Bastard; thi det vilde blive en Race, som kunde jage Fuglene fra Luften og Menneskene fra Jorden. 1ste Alf. Sfinx! Vi maa under Poppelbladene. Solen Rinder. (De forsvinde). Papegøien. Vel det -- Plapplap -- vel det, at de -- Plapplap -- Det er da ogsaa fordømt, at jeg ikke er Herre over Organet -- Vel det, at de sorte smaae Djævle ikke fandt paa, at gjøre mig til Olden- borre strax. Det var en fæl Trudsel de lod falde derom. Vel derfor, at jeg ikke tirgede dem, men sad stille som en Muur. Thi det lod til at de havde anderledes Magt over mig end Onkel. Ellers naar jeg tænker over min Stilling, da er den vel gal, dog ikke saa gal somom Skikkelserne havde opfyldt det endnu værre, de havde i Baghaand. Jeg er vel noget stiv; thi Papegøiebestet var nær 100 Aar, og jeg kan ligne mig med en Krøbling, men er dog bleven saaledes uden Smerte. Og da jeg kan see, høre og snakke, er jeg bedre faren end Blinde og Døvstumme og slige Folk, som jeg har narret ud i Bække og Grøvter ved høilys Dag. Men siden jeg dog i dette Puds kom tilkort, er Knuden nu, at jeg maa gjøre alt mit til forat passere for et Menneske, skjøndt et defigureret. Dog frygter jeg, at det ikke just herfor vil holde saameget haardt at faae Folk til at troe det som fordi jeg har løiet dem fulde saa ofte tilforn. SIDE: 42 (Værelse. Onkel Tobias. Papegøien i sit Buur). Papegøien. Formen gjør intet til Sagen. Jeg er, Fanden knække mig, Johan Papendal og ingen Papegøie. Formen gjør intet til Sagen. Onkel Tobias. Du bærer idetmindste Mærker efter ham, stakkels Pape. Papegøien. Ved Alt -- Plapplap -- gid Satan -- Plapplap -- Der seer Du Følgen af at bringe mig i Affect. Onkel Tobias. Du har da arvet baade hans Hidsighed og hans Svadsighed. Dog med alt det er du vel neppe klogere end før. Papegøien. Skal jeg fortælle alt hvad jeg veed om Onkel til Beviis? Som f. Ex. da Onkel sidst Paaske var saa taabelig, dengang -- -- Onkel Tobias. Kan du være dygtig ondskabsfuld, vil jeg uden videre Beviis troe Eventyret, at Johans Aand er faren i dig. (Afsides). Alligevel -- det er besynderligt. Papegøien. Aha, Onkel er paa gode Veie til Troen trods sin sunde For- stand, hvilket er sjeldent. Onkel Tobias. I hvem Fanden du er, saa er du en Plage; og ti! Hvem i al- verden har lært den forbistrede Pape Sligt? Kan du tage det igjen? Papegøien. "Hvem i Alverden har lært den forbistrede Pape Sligt?" SIDE: 43 Onkelen. Aha, nu er Gaaden løst, naar du har saa let forat tage efter. Band nu du paa, at du er Johan Papendal, saa bander jeg paa at du er Johan Papegøi. Det er nu klart, at Knegten, som Him- melen tog, da al Jordens Tugt ikke frugtede, har lært ham alt sit ondskabsfulde Sludder, før han lagde sig til Dødssøvnen paa de bedøvende Planter. Papegøien. Jeg skal fortælle hele Verden -- Plapp! -- Onkel Tobias. Ti! Der kommer -- -- (Prometheus kommer). Prometheus: -- -- Digterkongen! Jeg hører deres Søn er død; og derfor Digteren (Læg Mærke til mit Versemaal, der ei forskruet er) med Sang indfinder sig, det er: med Harpen sørgeflort. (Ruller et Papiir op). Onkelen (Afsides). Af Snak i Prosa eller Poesi tager jeg tigange heller det første. (Høit) Det er formeget Hr. Professor. Prometheus. Velan! Det sømmer Hverdagsmenneskers Beskedenhed, at tage med Bethanias Marias Rødmen mod den store Digters Gave. Hør da med Opmærksomhed, Beskedenhedens Øre, hør paa Digteren! Onkel Tobias. (Afs.) Guds Død! begynder han paa sin Reciteren, gad jeg leje ud mine Øren, sælge min Tid og kjøbe Taalmodighed igjen. Prometheus. Ja hør med Smiil, Beskedenhedens Mund, paa Digteren! SIDE: 44 Onkel Tobias. (Afs.) "Beskedenhedens Mund paa Digteren"? Den sidder skam ikke paa den Digter. Men dersom Smiil skal være det, saa kan det saa være, naar han læser sine egne Vers. Jeg gav ellers en Daler til, om jeg vidste om det, han nu endelig vil læse, er langt. Prometheus. Hør hvad de gode Guder Digterkongen hvidsked til end ikke hørt paa Jord! Selv Dyret lytter nu. Onkel Tobias. (Afs.) Kanskee især de. Nu har vi da ikke flere Trompetstød igjen før han begynder. Han bruger altid 3. Prometheus. (Efter behørig Rømmen læsende). "Saa knækkedes den spæde Blomsterstengel? Saa foer til Himlen da den lille Engel"? -- -- Onkel Tobias. Papegøien. Det er Løgn. Papegøien. Ja det er Løgn. Hid foer jeg kun i et nyt Buur. Prometheus. Hvad hører Digteren! Som Orfeus selv i Oldtiden han bringer ved sin Sang til Tale selv Umælende. Onkel Tobias. Om Forladelse! Han har i lang Tid nær dræbt mig med sit Snak. Prometheus. Jeg studser; thi saa letbevægelig er Digteren. Onkel Tobias. Maaskee jeg kunde blive dem begge qvit ved at give Digteren Papegøien. SIDE: 45 Papegøien. (Afs.) Et fortræffeligt Indfald af Onkel. Gid jeg saaledes kom bort til Folk, som kunne skjønne paa mig! Vel! Jeg bliver aldrig agtet for et Menneske, dersom jeg ikke er listig. (Høit) Ak, store Digter, en Profet eller hvilket andet Vidunder bliver aldrig agtet i sit Fædreland. Prometheus. Hvorledes! Ha, mon gjalder ei fra Danmarks Læber dets lovpriste Digters Navn? Fra Tydsklands Hjerte klinger det. Onkel Tobias. (Afs.) Ja du har roet troligen selv med begge Aarer til det Maal. Papegøien. (Afs.) Der forløb jeg mig. (Høit) Store Skjald, jeg mente mig selv med Vidunderet. Jeg klagede over min egen Skjæbne. Prometheus. Der gives eet Vidunder kun, og det er Digteren, er Jeg. Min Skjæbne er som Solens i sin Middagsglands. Onkel Tobias. (Afs.) Siig heller, som en Lygts, der fik den Lykke, at lyse et Par ret smukke Hoffrøkener hjem, og paa Veien at kaste sit Glimt paa nogle Statuer; men som nu, hensat paa sit gamle Sted, indbilder sig at være Maanen, og fraadser med graadig Flamme i sit sidste Fedt forat soutenere saa høi en Rolle. Eller som Rakettens, der puttrer for atter at komme op, men saa kastes i Vandet for sin Forfængeligheds Skyld, der ikke var tilfreds med een lysende Bue. Papegøien. (Afs.) At fornedre sig, er et Nødanker, som ingen god Skipper be- tænker sig paa at kaste ud, naar Tid er. (Høit) Skaldekonning, Jeg meente, at jeg var et Vidunder mellem Papegøierne som Du er mellem Digterne. SIDE: 46 Prometheus. Saa er det. Flyttes Skjalden til Æsopi Alder, som af Dyret hørte Viisdom? Papegøien. Skil mig fra dette eller disse prosaiske Mennesker, og ødsl ei paa dem dine goddommelige Vers. Prometheus. Ha, sandt! Ei Draabe meer af dette Guld, det flydende! (putter Papiret til sig). Papegøien. Ak store Digter, Den, der nød den Lykke daglig at høre dine Vers! Prometheus. Hør! hør! ei Mennesket har gjemt, men Vildnaturen selv den bedste Hilsen til sin Adam! Papegøien. Jeg sukker ikke over Frihedens Tab, men over at dine Vers ikke skulle være mine Lænker. De vilde være det af klingende Guld. O, jeg vil være en almindelig Papegøie i at gjentage: Lyk- salig den, der daglig hørte dine Vers! Prometheus. Det vilde du? I hvad det koster maae jeg have dig! Onkel Tobias. Gid den maa være Professoren til megen Underholdning! Gid den i Mangel af Forstand dog maa lære mange af Professorens sidste Vers! Gid den maa lære af Hr. Professoren ikke at bryste sig naar den er saa nøgen! samt ikke at indbilde sig formeget fordi den kan snakke mere end andre Papegøier! samt -- o, jeg forsikkrer der ere flere Lyder ved den end Fjer før sal. Johan fik den i Kløerne. SIDE: 47 Prometheus. Se Skjaldens Høihed tager Skat! Hvad negtes Digteren? Min Sjelsforvante (thi med Støvet som med Englene befrændet er jo Digteren?) kom, jeg skal dagligen med Vers dig fodre. Endelig saa fandt den Søgte jeg. Lad Mennesker kun lukke Øret, de Prosaiske! Vi To, vi to er nok hinanden som to Elskende! (Prometheus gaaer med Papegøien). Vi To, vi to er nok hinanden som to Elskende! Onkel Tobias. Den stakkels Mand. Jeg betragter ham med samme Medynk som om Kong Alexander havde maattet flytte ind i Diogenes' Tønde, og dog raabte: "aabner eder Ecbatanas Porte! frem Sa- traper for min Fod i denne min pasargadiske Hal!" Alligevel -- saa er det med Vanen -- uagtet denne Følelse af Godhed, troer jeg dog, at jeg heller tog Papegøien end Digteren, naar jeg endelig skulde vælge imellem to onde Ting. (Digterens Værelse. Papegøien sturende). Papegøien. Mange prise mig vel lykkelig ved den store Digters fortrolige Omgang; men igrunden vil det dog kun sige, at jeg omgaaes med hans Skrøbeligheder. Jeg forstaaer mig ingenlunde paa de Vers, hvormed han overøser mig, men jeg har dog lært at være Poesi- dommer; og siden Verden vil det, bliver jeg stoltere og stoltere under de idelige private Reciteringer, hvorved der skal være saa megen Hæder, ligesom Jorden æser under de uophørlige Regn- skyl. Dog bliver jeg ikke lykkeligere, naar jeg skal tale opriktig; thi min Stilling er igrunden en glimrende Elendighed, og ikke ulig den at være lænket til en buldrende Malstrøm. -- -- Ak, der er dog et vist Behag ved denne Nedstemthed. Thi i saadanne Øieblik frygter jeg ikke, at blive reduceret til en Oldenborre og boret ned i Skarnet -- Alferne synes at omsvæve mig venligere -- det forekommer mig somom jeg udsoner deres Fortørnelse, naar jeg paa min Pinde under Recitationerne lider en Korsnaglets SIDE: 48 Pine. -- -- Men hu! naar jeg tænker paa, at jeg den 18de Gang skal høre "Tordenskjold", da kunde jeg ønske, at de Frygtelige kom og begrove mig hvor de ville. Jeg sidder jo da ogsaa alt forhen til opover Ørene i Snavs. -- Jeg tænkte, at bruge Dig- teren til at gjøre det Menneskelige i mig eller det som hæver mig opover andre Papegøier gjældende; men han bruger mig, og det som man bruger Tøfler d. e. Morgen og Aften og naar man er ene, til den sidste Fille, somom de blive bedre jo ældre og mere slidte. Hans Egoisme er større end min; dog maaskee kun fordi jeg maa betjene mig af en Papegøiehjerne. Thi indeni mig syder det, dog kun som Gryden, der ikke kommer et Skridt videre med al sin Fossen. Ja, jeg har ikke engang kunnet faae Dig- teren, der dog praler saa af sin Fantasi, til for een Gangs Skyld at troe paa mit Alfeventyr. Men alligevel er jeg god nok for ham til at forelæse for; og altjevnt spørger han: "er det ikke godt, Pape? er det ikke høit, Papejohan?" Men kommer Folk, da fremstiller han blot sig Selv, (det vil sige: Digteren), og siger kun om mig; "dette Huusdyr skaffer Digteren megen Fornøielse naar han sidder alene" (jovist!) "kun overladt til sine Fantasier. Den snakker bedre end andre Papegøier; kroer sig løierligt i den snevre grønne Frakke den godmodige Digter har givet den, fordi den har den Grille at nappe Fjerene af sig; indbilder sig, at den er et Menneske, nemlig en Dreng, den omgikkes meget med, og leed meget af i sin Ungdom (hvilken Indbildning maa komme af, at den har levet saa længe imellem Menneskene); og naar jeg for mig Selv (jovist! Det baade er saa og ikke saa) "reciterer et eller andet af mine guddommelige Stykker, viser den ordentlig Opmærksomhed, og kløer sig bag Øret ved de herligste Steder." Jovist, for dig Selv? Ja du seer dig Selv i dine Tilhørere og Tilhørerne i dig Selv. Men sligt har jeg til Tak fordi jeg har udholdt Forelæsningen av "Helge" 32 Gange, af "Væringerne" 26, og af "Carl den Store" ditto, ikke at regne, at jeg mangengang har havt Kløer eller Fingre med i "Prometheus." Og en Nytaars- aften -- vi pleie da som Præsten at snue Dunken -- da du sagde, at du vilde fornøie dig med et Gjæstebud hvorved nectarberuste Guder kunde sidde tilbords uden at nogen Bonde skulde blive sat paa en Herremand; læste du "Kanarifuglen" den 49de. Havde der ikke staaet Sukker paa Bordet, havde jeg alt da brudt overtvert. SIDE: 49 -- -- Brudt overtvert? Ha, bryde overtvert! Slaven er ikke længer Slave fra han fatter Tanken, at bryde overtvert med sin Tyran: hans Frihed er til fra da, ligesom Mennesket er til fra Undfangelsesstunden. Jeg vil plappre dette efter den unge Pohlak til jeg faaer Mod. Det er en smuk Tanke sagde Digteren, da han hørte det, og skrev det op i sin Tegnebog. Det er en smuk Tanke for Polakker, sagde han i den Tanke at sige den Fremmede en Compliment. Og for alle Danske Mænd, sagde denne. Og for alle Mennesker, sagde en Mulat. Og for alle Mennesker, raabte jeg efter. Men ikke for Papegøier, sagde Digteren med et Blik paa mig, hvori Lænker glittrede. Jo, ogsaa for Papegøier, sagde en Franskmand; flye til dine Akacier, flyg til din Skog! -- Hu! da han sagde "Skog" forgik strax min Heroisme. Jeg tænkte paa Alferne under Træerne, der kunde have sluppet mig som Papiirdragen, der kan hales ind naar man lyster. Jeg borede Nebbet ind i min bru- sende Kro, en Natuglehinde trak sig over mine Øine; -- ak ogsaa indenfore dandsede de Forfærdelige; og jeg følte mig greben af de natlige Magter. Ve, det er nok saa, at jeg intet maa haabe af mig selv. Da jeg misbrugte mine egne Kræfter, er jeg hjemfalden Andres. Jeg maa lade mig drive af Omstændighederne: selv vil jeg ikke -- som dog Alferne bød -- kunne fremhævde et Menneske av denne jammerlige Skikkelse. Thi baade er der Noget i mig, som lokker mig til at opoffre mig selv alene for at spilde deres Hensigter og narre min Onkel; og det lader til at Menneskene ligesaalidet ville erkjende det Gode ved dem, der synes under dem, som ved dem, der ere over dem: delte i Egoister og Sværmere, see de enten kun sig selv eller sine Ideer: de Første afgrændse sig med uoverstigelige Mure; de Sidste sidde paa en ubestemt liden Flek i maalløse Ørkener: til Begge er det lige vanskeligt at komme. Dette lærte jeg af en Misanthrop, som passerer for en Viismand. Men jeg kløede mig ligesaa dybt ind bag det andet Øre hvad en meget munter Fyr, der ligeledes er en Viismand, sagde om Haa- bet, nemlig at det bærer Lykken paa Brystet, Ulykken paa Ryg- gen. Og da Onkel Tobias sagde, han ikke forstod det, omend- skjøndt han altid skal forestille den jevne Fornuft: erklærede Viismanden, idet han skiftede Smiil, at Ulykken er saameget bedre end Lykken, som hiin har alt eller meget, Denne intet at haabe; SIDE: 50 og idet han ræbede, lagde han til: ligesom Den, der spiser med Forstand, ikke overlæsser sig, men har selv ved Middagsbordet Aftenmaaltidet isigte: saa overvælder heller ingen Fornuftig sig saa med Lykke, at Haabets Udsigter intet Værd, dets Pirrende ingen Indflydelse har paa ham! Vel! Heri er der dog nogen Trøst. Vel! Jeg vil haabe. Jeg vil haabe, at Digteren, efter de Indfald, han siger Digtere uvil- kaarlig ere underkastede, falder paa det velsignede Indfald, at afskedige mig; thi han skal faae en døv Tante i Huset, som gjerne atter staaer et Lag ud. (Digterkongen kommer slæbende paa sit Portræt). Papegøien (Afs.) Endnu maa jeg vel holde ud til Flyttedag, (Høit) Carl den Store -- Plapplap! -- Tordenskjold -- Digterkongen. Velan! Dog nei. I sidste Tid din Skjønsands sløvedes. Papegøien. Mit Øre, Herre. Digterkongen. Nu! forlangte jeg da mere vel? Jeg siger, at den sløvedes, jo mere at den øvedes. Nei her er Manden, som i Evighed skal holde ud, opmærksom stedse, stedse med et Øie smilende, dog vendt med Øret hid, og Næsen ret som nikkende: mig Selv! hvo Anden vel? -- en Digter høre Digteren! (Sætter Portrætet op, og bærer Papegøien bort). (Papegøien i Zacharias Güldenthals Boghandling). Papegøien. Fortræffeligt, at Onkel Tobias ikke vilde have mig for nogen Priis! Han skulde blot have banket mig, naar jeg sladrede eller klaffede. -- Hu! Alferne og Oldenborrene! Der maa blive en Ende paa det for denne Skræks Skyld. Min Glæde er aldrig noen umaalelig solbeskinnet Slette, hvorover min Fantasi utøilet SIDE: 51 kan jage, hvor Spirene kneise af mine Luft-Fredriksberger og -Fredensborger, og hvorfra en urokkelig Plan, beskyttende det Hele, som et Kronborg træder ud imod de indbrydende Elementer; men kun enkelte smaae Dyrehavesletter som Stjerner i Natten om- givne af den mørke brusende Skov, i hvis Skygger fiendtlige Mag- ter kogle. Jeg maa rive mig ud af denne Tryllekreds. Min nye Husbond, som vel har mere Agtelse for det Vidunderlige end min Onkel, maa opgive, at bruge mig til at trække Folk i Boden. Da han modtog mig, fordi jeg havde været hos den store Digter, og fordi han antog mig inspirert af denne, maa han ligesaa bered- villig give mig fra sig, naar han bliver overtydet om at jeg in- spirerer mig selv. (Boghandleren kommer). Papegøien. Nu har jeg hængt saa længe i Boghandlingen, Fatter! at jeg kan Snittet. Zacharias Güldenthal. Hvad skal det, Pape? Papegøien. Jeg har lagt den slemme Vane af at sige Plapplap, undtagen i Vrede og Distraction. Zacharias Güldenthal. Gid du intet Værre sagde; men -- Papegøien. Fatter har sine Fingre ude i Sverig. . Zacharias Güldenthal. Et Etablissement? Hvad i al Verden -- Papegøien. Fatter har ofte tænkt paa at faae Fingre i Norge. . . Zacharias Güldenthal. Nu? SIDE: 52 Papegøien. Fatter har altid sagt, at der er dumme Folk i Norge, og at Danmark havde større Export av Fæ did end til Tyskland. . . Zacharias Güldenthal. Nu? Papegøien. Fatter maa sende mig did som sin Factor. Jeg maa blive til noget, om ikke i Verden, saa i Norge. Zacharias Güldenthal. Aha! -- vel! -- men -- blot man ikke opdager, at du er en Papegøie. Papegøien. Fatter har udstykket Norden i Boghandelprovindser. Lad mig blive Proconsul i Norddanmark som Leerup er det i Østdanmark! Zacharias Güldenthal. Saamen! Dog -- jeg vil overlægge det med den kloge Mand. Papegøien (seer ud paa Gaden) Der er en klog Mand. Herind! Nei, det var Secretær Lunge. Men der er Han -- Herind! Herind! Zacharias Güldenthal. Johan, læg af den slemme Vane, at kalde Folk ind fra Gaden for at føre Sladder med dem og om dem, der blive udenfor. Papegøien. I Norge vil jeg sladdre med Nogle og handle med Andre. (Den kloge Mand kommer) Zacharias Güldenthal. Her har jeg nu denne Papegøie -- Den kloge Mand. Jeg har seet den i mange Aar i Boghandlingen. SIDE: 53 Zacharias Güldenthal. Jeg er -- oprigtig talt -- bleven kjed af den. Den kloge Mand. Saa Alle, der have kjendt den. Zacharias Güldenthal. Men den er bleven en god Boghandler. Den kloge Mand. Det troer jeg gjerne; thi slige Dyr, som desuden ere Vanedyr ligesom Mennesket, have Anlæg til at blive Kjøbmænd, Bog- handlere, Barberer, Frisører og Commisionærer. Zacharias Güldenthal. Nuvel, kald den kun et Dyr, omendskjøndt den nær har bun- det mig andet paa Ærmet. Men jeg har nu i Tanke, om De raader mig dertil, at anvende dens Frihed paa et Sted, hvor man ei er stort bedre vant herfra. Den kloge Mand. Det maa være i Norge. Zacharias Güldenthal. Hvor andetsteds? Blot man ikke kommer underveirs med at det er en Papegøie. Den kloge Mand. Hvad gjør det, naar den er fra Danmark? Til Overflod kan man jo klæde den ganske ud som et Menneske. Den har jo alt et lidet børstet Hoved, og et hvidtet Næb, der seer ud som et Slags Næse. Nøgen er den jo, saa man gjerne kan komme den paa Livet uden at gribe Fuglen. Nu Støvler over Kløerne, en ny grøn Frak og et Par gule Handsker paa Vingespidserne! Nogle Floskler saa i Munden; et godt Creditiv; og han vil stikke dem ud deroppe baade som Cavaleer og Boghandler. Zacharias Güldenthal. For Gud, troer jeg ikke det gaaer an. SIDE: 54 Den kloge Mand. Bedre end det. I gamle Dage var en Hund Konge der; og siden, da de fik Dannemænd til Konger, lode de sig behandle som Hunde, indtil for nyligt en Digter kalder forrige Tiders Nord- mænd "Pudelhunde", og Nutidens "Murmeldyr", og de knurre ikke ad ham derfor. Zacharias Güldenthal. Velan! velan! Der er ingenting iveien. Den kloge Mand. Visselig ikke. Ifjor var jeg med at sende en Faareflok derop; og de bleve fordeelte paa de 4 Stifter, som ordentlig reves om dem; og gjorde sin Lykke Allesammen paanær en Buk, som hele Flokken ogsaa erklærede der intet Udkomme var med. Danske Kornkrager komme, som bekjendt, godt til der; og vi vide jo nok hvad det er for Karle, der see herned hver Sommer, som de holde for tabt, naar de ikke have seet Kjøbenhavn. Zacharias Güldenthal. Johan! det er afgjort. Du skal til Norge. Papegøien. Plapplap! Plapp! Fatt -- Plapp! Zacharias Güldenthal. Stakkels Dyr, du kan ikke snakke af Glæde. Den kloge Mand. Den kan gjerne plappre i Norge, blot den gjør det paa Dansk. Zacharias Güldenthal. Her har du din Instrux: 1) skal du tjene hos en Boghandler deroppe, om der gives nogen Indfødt, som tænker og driver paa Sligt. Det kaldes at stikke Fingren i Jorden. 2) Naar Du kom- mer paa egen Haand, skal Du slaae stort paa. 3) Paa alle Maa- der overdynge Landet med danske Sager, men hemmeligen under- trykke alt indenlandsk, med mindre det skulde være af en saadan SIDE: 55 Natur, at man kun tør hvidske derom, og som skal blive dig be- tegnet i de hemmelige Tillægsartikler. 4) Du skal altid følge Folk smilende tildørs; 5) Du skal ogsaa drive den Negotie, at sende Folk store Dynger af Bøger, og lade dem beholde dem enten de ville eller ei, men efter et halvt Aar sende Regning. 6) Du skal ikke undsee dig ved at sige dem, som komme til dig: den Bog maa de have; den og den -- . 7) Før dygtig Sladder, og træk Byens Sladderhanker ind i din Bod, saa kommer Folk der forat høre Nyt, og du har da Leilighed til at prakke baade i og paa dem Nyt og Gammelt. 8) Hold dig altid tre Skridt fra Livet paa alle fornuftige Folk, undtagen som Boghandler, 9) Hold din egen uafhængige Kours! 10) Gjør dig bekjendt; men for Alting ikke kjendt. Det er dine 10 Bud. Papegøien. Og det ellevte er, at jeg ikke skal glemme at jeg har Fatter i Baghaanden. -- (Indløbet af Christianiafjorden. Maaneskinsaften. Landet sees. En Fisker i en Baad. En Jydeslup passerer forbi. Papegøien i fuld Cavaleerhabit og Skipperen i Bagstavnen). Papegøien. Idetmindste ere norske Sømænd nogle Tølpere. En sagde: "Vi har nok af sligt Gods deroppe før." En Anden ganske kort: "nei Falil!" En Tredie sagde blot "ja saa, min Gut?", og dreiede sig fløitende omkring paa Hælen. Hvad den Fjerde sagde vil jeg ikke sige; men endelig viste den Femte mig til denne brave Lands- mand, sigende: "Han har ført nok af dem over før." Er det Norge, det Høie, Blaae der? Skipperen. Ja, Falil! Men sku ikke Hunden paa Haarene. Papegøien. Gud bevares for et Land. Min tilkommende Æresbane aabner sig. Den har høie Skranker. SIDE: 56 Skipperen. Ja, høie? Men det er sgu et godt Land, Falil. Det er høit; men det er for os i Forhold til Danmark som Salen til Daglig- stuen. Dernede spise vi, men deroppe dandse vi og holde os lystige. Papegøien. Ah, den Skuespillerfrygt gik snart over. Jeg vil ikke agte disse Fjelde mere end Folderne paa Teppet hvorbag jeg skal spille. -- -- Fiskeren (seende efter Sluppen). Trællende Bølge, hvor er du fød, skjøn som en Aand, som Muldklumpen død? Mulden dog fast ved sin Klippe sig fæster; Aanderne eje selv Fædreneland. Du kun, o Sjø, følesløs ruller fra Øster og Vester, kjender ei Strand, hvor du vil leve og døe. Fødtes du ei mellem Agdur og Fold? Legte du ei under Jomfrulands Voll? Mente du intet, da Afbild af Vigen, Bølge, du beilende grov i dit Skjold? Fjeldene hist brødes du med i ungdommelig Higen. Norrig i Vold du er da svoren forvist. Bærer du uden Harme da did Jyder i Fred og Britter i Strid? Er der ei Ord i din Drønen? og funkler Tanke ei under dit glimrende Skum? Trælsindte Sjø, bort med din prægtige Kaabe! Gid dunkel, magtløs og stum du da paa Fladstrand maa døe! SIDE: 57 PAPEGØIEN SOM BOGHANDLER (Papegøien stiger i Land paa en Brygge. Polemikkel Poetikkel, Vehikkel og Æsthetikkel imellem Folkemængden). Polemikkel. Det er bestemt en Dansk. Vi maa omfavne ham. Vehikkel. Som Du jeg; det veed du. Æsthetikkel. Lugter du dem? Poetikkel. Som Poet divinerer jeg. Som Filosof objectiverer jeg fra mit subjective Standpunct. Som Menneske sympathiserer jeg og forsaavidt sensuerer. Alle Tre (omfavnende Papegøien) O! O! Papegøien. Mine Herrer! -- Plapp! -- Undskyld . . . Denne Artighed. -- Alle Tre. Det er nok. Nægt ikke, De er en Kjøbenhavner. Papegøien. Jo jeg skulde troe det. Poetikkel (Afs.) Ah! Han kan vist være mig nyttig. Hvor uvislig han seer ud, maa dog ingen isaahenseende foragtes. (Høit). Min Herre! De fremtræder obligat i denne Barbariets Region, som en Apparents fra en peregrin bedre Verden, fra Hesperien. Æsthetikkel og Vehikkel. Hørte De det? Nu troer jeg, De mærker, at De taler med Digteren Polemikkel Poetikkel. SIDE: 58 Poetikkel (Afs.) Impatiable Følelse, om han ikke skulde cognoscere mig. (Høit.) Jeg har baade for Raritetens og Fructificationens eller Fertilitetens Skyld, eligeret den Green, som ikke voxer paa Andre Digteres Laurer, nemlig den polemiske, og forresten -- Papegøien. Ah! De skulde vel ikke være Den, som har kaldt sine Lands- mænd Hunde og Murmeldyr. Alle Tre. Netop! Papegøien. Hæderligere Bekjendtskab kunde jeg ikke gjøre end med en Digter af saamegen Fortjeneste. Poetikkel. Oh! Jeg laborerer netop paa at arbeide mig frem. Jeg skal udvikle en forbausende Perfectibilitet. Jeg har skrevet over 6 Sonetter ved overmaade adæqvate Leiligheder og en polemisk Vise, som man ikke havde andet Raad med, end at kalde den et Skandskrivt og Forfatteren en Slyngel. (Æsthetikkel og Vehikkel repetere det). Men hvem vandt derved? Jeg! Thi jeg blev da kun kjendt for den jeg er. Papegøien. Og jeg har været 2 Aar i Skjaldekongen Prometheus's Huus, og -- Poetikkel. Prometheus! Hvorledes! Ah, er det possibelt? (Afs.) Bi lidt! Denne Danske skal blive mig nyttigere end 10 Andre. Jeg seer Traaden i denne Puslings Fingre, der skal lede mig ud af mit Mørkes Labyrinth. (Høit.) Prometheus! Digterkongen! Papegøien. Ja, to sammenrullede Handsker ere ikke saa intime som vi vare. Poetikkel. Min Herre -- jeg er forbauset -- consternert vilde jeg sige. SIDE: 59 Vehiklen. Ja jeg er ogsaa forbauset -- consternert vilde jeg sige, naar Du er det. Papegøien. Jeg var nær ham og kjendt i hans Huus som Lyden af hans Fodtrin. Æsthetiklen. Spiste Han? Hvad spiste Han? Spiste De med ham? Sov han? naar sov Han? Hvorledes? Gik han? Gik han i egne Forretninger? Gik han med Laurbærkrands? i Jambetact? Naar digtede han? hvorledes? hvorledes? -- -- Papegøien. Alt skal De faae at vide i Fortrolighed. (Afs.) Var det ikke det jeg vidste, at det nok skulde komme til Nytte. Sexgange om Dagen skal jeg nok vide at anbringe det. Poetikkel (Afs.) Jeg har det! Gjennem ham til de danske Aviser og til Pro- metheus selv; gjennem Prometheus selv til Ærens Tempel! Lyk- salige Dag! I et Tidsrum af otte Uger skal jeg faae en Sonnet istand til din Priis. Snart skal jeg kunne spare mig det uhyre Arbeide, hvergang jeg træder udaf Døren at spille Genie, tvinge Armene i Kors, svinge Benene over hinanden, vrikke af og til med Hovedet, nynne naar der stryger Folk forbi, ikke hilse igjen, omendskjøndt det fryder mig, om selv en Svovelstikdreng hilser, lade somom jeg gaaer i dybe Tanker, kikke og gloe Folk op i Ansigtet, og være uforskammet -- hvilket falder mig lettest af det Hele. Men jeg maa imponere ham. (Til Æsthetikkel). Du veed hvad Du skal sige, naar jeg leer, saa skal jeg fortælle ham, at Du er en Kunstdommer. (leer.) Æsthetikkel. Giv Agt! nu kommer der vittige Indfald! Poetikkel. (til forskjellige af Bryggepersonalet.) Hør Mutter, I er et concret gammelt Hæspetræ! Hør Fatter, Du er et abstract Bagbeest! Hør Haltemand, faae dig en Blind SIDE: 60 at ride paa! Hahaha! Hør Mosjø Christoffersen, I er mafoi en Nar, Hører du, Døve, mafoi, hører du, Stokdøve? Vehikkel og Æsthetikkel (der har skoggerleet under hele Replikken). Saaledes faaer hele Verden. Fortræffeligt! Fortræffeligt! Papegøien. Ja han er sandelig vittig; det er godt; men det er det bedste, at Folk ikke høre det. Æsthetikkel. Og det var nye Vittigheder. Han har aldrig sagt dem tilforn. Papegøien. Det var meget. Det var overmaade meget! Æsthetikkel. Igaar sagde han om Nordmændene, at de ere nogle Bakkelse- bester i Julen. Gjorde Du ikke? Poetikkel. Jovist -- Nuda, le da ikke før Tiden! -- Og at deres Grund- lovs rette Titel er Prostitutionen av 17de Mai! (Æsthetikkel leer umaadeligt.) Og om Siful Sifadda, at -- Papegøien. Nu? Poetikkel. At -- Æsthetikkel. Aha, der er Han. (En Person tager Plads et Stykke fra.) Poetikkel. Kom, lad os gaae. (Personen fjerner sig noget.) Papegøien. Hvad er paafærde? (Afs.) Jeg skulde dog vel ikke troe, at han ogsaa har Alfer, og saae dem. (høit) Saae De Noget? For Guds Skyld. . . -- SIDE: 61 Poetikkel. Det var intet. Det gik over. Seer De, nylig har al poetisk Elementarraahed gjort en vulkansk Hovederuption her, og den graae Figur der borte er Polyfemen. Vogt Dem for ham. Han er et Uhyre. Den ene Spids paa hans Tvetunge -- den han hvidsler med -- hedder Siful Sifadda. Faaer han vide De er Dansk, saa spytter han et elendigt Epigram paa dem. Han maa ødelægges. Hadet til ham kan begeistre. Æsthetikkel. Han skriver Vers, som man maa brække sig over, saa knuddrede, at de lyde somom man læste høit i en gungrende Vogn. Poetikkel. Hans saakaldte høie Poesie lyder som at slaae Katten af Tønden. Vehikkel. Hans Taler ere poetiske, fordi det er en Feil naar Taler ere poetiske. Poetikkel. Siig ikke det, thi er han poetisk i Eet er han det i Alt. Hans Taler er som naar man vilde holde Journal over en Feberpatients Galskab. Æsthetikkel. Han gaaer i Vadmelskjol, hvilket beviser hans Pøbelagtighed. . . -- Poetikkel. Og grelle Prosaiskhed; og at han ikke blues ved at være en Nordmand, hvilket beviser hans Skamløshed. Æsthetikkel. Jeg har opdaget 14 Duun paa Kjolen. Poetikkel. Jeg kunde see Maskerne ligesaa tydeligt som i et Fiskegarn, og i hver laae der et Duun ligesom paa Rede. SIDE: 62 Vehikkel. Han drikker som et bundløst Svælg. Forleden Dag drak han en Tønde; og engang han var i et Lag med 10 Bagateller, sagde han: det var Pokker til Lag: da Bollen var endt, havde vi 10 fulde Oxehoveder tilbage. Æsthetikkel. Hans Digte ere kun at ligne med en raa Slagg, der er slængt udenfor en Masovn hvor Forbittrelse er Flamme og Forfængelig- hed Blæsebælg. Poetikkel. Han har den grændsesløseste Foragt for Kunstpoeter og polemiske Digtere. Men de foragte ham da ogsaa igjen kan jeg troe. Æsthetikkel. Jammerlige, spydige Stumper af Vers ligge efter ham som Affald efter en Hest. De ere ogsaa isandhed triviale. Poetikkel. Jeg har pyntet ham paa Bagen; thi den giver han til Priis lige- som Ranudo, mens han kroer sig fortil, og sætter Blomster i Brystet af Forlibelse i den vilde Natur. Papegøien. (Afs.) Vilde Natur? Altid røres en ubehagelig Streng. (Høit) Vel! vi ville lægge os om sligt Monstrum. Poetikkel. Han skal bruges til at ascendere eller klattre op i. Jeg skal rive hans sqvaldrende Skjærerede ned, og lægge Gjøgeæg i Sang- fuglenes i Toppen. Æsthetikkel. Han maa angribes fra Nord og Syd. Poetikkel. Haand paa det, Triumvirer, det vil sige: aandelige Tremæn- ninger! Han skal ødelægges. I hans ødelagte Have vil jeg plante Kaal. SIDE: 63 Vehikkel. Fortræffeligt! Thi da han engang regnede op Retterne, quibus favebat genio, lignede han Rufus med en Langkorkflaske med rødt Segl paa Toppen, som han skulde knække Halsen paa, Æsthetikkel ved en Skinke, som han vilde spise med Senep og Peber til; Longus Curvus Æsthetikulus, som erklærer sig i Morgen- bladene, ved en Pølse, der af for meget Indhold er krum og ud- brusten i den ene Ende; Dig ved forloren Skildpadde af en Kalv, en heel Deel af Os ved Krebs, som førstegang skulle lære at avancere, naar de kom ham paa Tænderne, Vehiklerne ved De- sert og mig ved et Kaalhoved, som han vilde stuve op. Og han lagde nederdrægtigen til, at han skammede sig ved at fraadse alene i saa godt Maaltid. Poetikkel. Du skal faae en Luftbøsse at fyre med fra Trondhjem! og du, værdige Ven, nogle Skud, som du kan slippe løs fra Kjøbenhavn. Selv vil jeg smælde løs her; og samme Knald, som slukker hans Lys, skal allumere mit, og det skal lade jer træde frem fra Bag- grunden for dem I ere. Folk maae vænnes af med at læse ham; da har jeg -- vi, vilde jeg sige -- vundet Spil. Og det skulle vi paa tusinde Maader, hvorom vi ville oplægge Raad; men især ved at indbilde Folk, at de lyve i sin egen Pung, som sige, at de forstaae ham; og at Intet er lettere end at skrive høie Digte, naar man er gal, bidende Satirer, naar man er vred, og Messiader naar man er alvorlig; men at Den er først en Digter, som objectiverer saa godt, at han kan skrive Sørgehymner leende, lystige Stykker i trægt Lune, og høit alt som det forlanges. Vehikkel. Det kan Du. Det er netop efter min og Æsthetikkels Æsthetik. Poetikkel. Frisk Haand paa Værket! Jeg er alt 25 Aar, og har da ingen Tid at miste; ja jeg er nær de 50, naar jeg lægger de Nætter til, jeg har gjennemvaaget under Tanken om et Navn. Frisk! Frisk! Jeg skal beregne, jeg skal regne. Vi addere os sammen, og saa SIDE: 64 multiplicerer jeg Summen 10 Gange med mig Selv, og skriver Stykket op paa hans Ryg mens han staaer somom Intet var paa- færde, og gloer efter Morganabilleder i Skyerne. (De gaae Arm i Arm.) (Güldenthals Boglade. Zacharias Güldenthal med et Brev, Onkel Tobias). Onkel Tobias. -- -- Jeg kjender ham. Han er mere Papegøie indvendig end udvendig. Omsider maa det dog opdages, og saa er Farcen ude. Zacharias Güldenthal. Men saa hør da hvad han skriver: Høistærede Hr. Principal! Jeg er høistærede Hr. Principals allerærbødigste Søstersøn Johan, ærbødigst, hvilket herved ærbødigst formeldes. Samt at alt gaaer fortræffeligt og at Ingen mærker, at jeg er en Papegøie. Hvilket er det Bedste, og jeg skulde formelde. Samt at Flere ere siden komne til, da to Personer af den Sortement høistærede og megetærede Hr. Principals Instrux ærbødigst anmelder strax modtoge mig iland, hvilke gjøre Etablissementet tilsammen stor Nytte ved at anbefale det, der er en stor Nytte, og at Instruxen holdes efterrettelig i alt. Samt har jeg lagt Mærke til at Folket har Femmarksdalere og at jeg har været hos Prometheus der gjorde ypperlig Effect, hvorefter det længes inderlig at han vil gjøre Nationen den Ære, som jeg alt har skrevet i indlagte an- befalende Brev -- -- " Onkel Tobias. Hei vil du gaae! Hulter til Bulter! Papegøiestiil! Zacharias Güldenthal. Men der er da ogsaa mange Mennesker, som snakke for- træffeligt, men ikke kunne skrive et fornuftigt Ord. Det bliver nok bedst, at jeg sender ham nogle Folk paa Contoret. (fortsætter) -- -- "Og at Folket er meget føieligt og har gode Penge og som SIDE: 65 da efter en Grundlov som kaldes 17de Mai behjælper sig med Jyder da det ikke maa taale Jøder, hvilket vi ogsaa slaae os godt Allesammen igjennem, ere Potte og Pande og tollereres og ligesom Grækerne mellem Romerne, megen forskjellig Umag be- tage vi dem med forskjellig Handel og lære dem at dandse og spille for dem og more dem og tage ved Næsen m.m. o.s.v. Samt da Enkelte, som see skjævt dertil som have stive Nakker, som have deres eget barebariske Sprog kaldes Stivnakker, Vilde, Eensidige Bornerte Bjørne Luurblæsere og naar de ret skal skjæl- des ud -- Patrioter!! Og saaledes alene har Vi i min Bod alene opfundet 30 Navne paa dem hvoraf saaledes høistærede Hr. Prin- cipal ville see at Seiren er paa vor Side. Hvilket var det jeg vilde sige, at Digteren Polemikkel Poetikkel deri viser sit store Genie og har opfundet mangfoldige paa Folket selv, hvilke han nu sætter sammen til et beundringsværdigt Digt og er min Hjertens- ven og som er her daglig og som vi meddele hverandre Nyt og vi Allesammen og hvad vi kunne finde paa. Og høistærede Hr. Principal vil anbefale da han bør blive bekjendt for vor og hans egen Skyld, hvorfor jeg sender hermed nogle Stykker af ham som er for smukt til Norge men til "Prometheus." Hvorfor han ogsaa siger, at hans Geniusses rette Hjem er Danmark der- for sender jeg ogsaa; samt til Kjøbenhavnsposten et mod Siful Sifadda der er den Værste af dem Alle og som, høistærede Hr. Principal, ikke kan beskrive og en Varulv. Men vi ere ogsaa efter ham med skjønne Kobbler Polemikler som Buldbidere og Vehikler som smaae Vindspildere og Æsthetikler som Snusere og Støvere og Poetikler som give grove Hals og mange Damer, som raabe Halloh! Halloh! Spor an! og Poetikel selv paa Pegasus. Men han gaaer ogsaa aldrig forbi før vi sige se paa ham!! se paa ham!! med megen anden Bitterhed! og vende Ansigtet bort naar vi møde ham for ikke at træffe ham og da hans Dybsindig- hed er ikke andet end Letsindighed, og er uden Smag samt skriver alt for høit og skriver hvad der falder ham ind, saa kan Onkel selv tænke. Thi han holder mig for en Stymper samt ogsaa Poetikkel, som dog har givet ham mange Stykker og ikke tæn- ker paa Andet Nat og Dag, og er alle Danskes Uven omend- skjøndt han er Ven med mange af dem, som jeg ingen Commers har med da jeg har truffen nok af Danske i Norge. Hvorfor jeg SIDE: 66 beder ikke at hilse Onkel Tobias, men beder høistærede Hr. Prin- cipal allerærbødigst hilset o. s. v. allerærbødigst fra kjære Brodersøn og ærbødigste Factor Johan Papendal". Nu, Broder, hvad synes du? Onkel Tobias. Godt! Naar Dumhed gaaer til den Yderlighed, prostitueres ikke Nationen; thi da er den et Fænomen, som tilhører sin egen Natur og al Naturen. (Papegøiens Boglade. Papegøien. Poetikkel. Vehikkel. Æsthetikkel. Flere Poetikler, Vehikler og Æsthetikler). Papegøien. Du er saa blaa under Øinene og bleg om Nebbet idag, Poetikkel. Poetikkel. Ak, Kjære, Han har jo atter givet ud et Digt. En Bagatel. Ak Kjære, Han har jo atter givet ud et Digt. Alle. Men uforstaaeligt vel? Poetikkel. Desværre! Satan i alt hvad jeg har gjort! Nu er han for- staaelig af List, ikke af Lyst. En Bagatel. Desværre (o. s. v.) Alle. Men han skal ikke forstaaes. Det gjør vi. En. Vær dog fornuftig og i godt Humør. Tænk paa, at du igaar fandt 9 Riim paa "Land" foruden "Vand" og "Sand" og "Strand." SIDE: 67 Alle. Det var meget! Det var meget! overmaade meget! Geniets Triumph! En. Tænk paa, at Han har faaet baade fra Trondhjem og fra Kjø- benhavn, og at baade Kjøbenhavnsposten og svenske Heimdall tude med os. En. Tænk ikke paa hans Cæsarer og Spanioler, men paa at slaae dem i Hovedqvarteret d. e. paa at slaae ham selv. Alle. Netop det! Netop ham Selv; thi han gjør Nar af os! Alle som En! Det er et Ord. Men vi bryde ind bagfra og rydde ned! Poetikkel. Vel! jeg vil mande mig op. Jeg vil ikke tænke over hans Digte, men recensere dem, baade dem og ham. En. Ret! Vær ikke nedslagen, men slaae ned! En. Kjæm ham som Filisterne Samson. Poetikkel. Ja, som f. Ex. -- kom med en Bog, hans saakaldte Digte -- Papegøien. Contrabande, Contrabande her. Ikke for Alverden! Jeg vilde gjøre Allarm somom en Slange havde sneget sig over Dørtærskelen, om en Linie af ham kom herind. Og seer jeg et af disse Blade, hvori han henslænger sine Vers, betragter jeg det som en Ræv et Stykke Kjød, der er forgiftet i den ene Ende, ja gjennem det hele. SIDE: 68 Poetikkel. -- -- Som f. Ex. disse bestialske Linier: "Men den sande Muse: Hun som elsker Støvets Dyd, løfter den fra Pjaltedækket til sin Himmel op; i Vuggekys indstraaler i Barnet sit himmelske Lys, imens hun selv forelsket indsuger dets Menneskesjel. Gjennem Harpen (dette Jordens Øre lagt til Himlens Læber) bruse Himlens Sjeles Tanker ind i Jordens Millioners -- -- Det kan være nok; thi jeg begynder at faae ondt. Hvor er Rimet? "Harpen Jordens Øre lagt til Himlens Læber"? Har Jorden Øre? -- Chimborasso maa være dens Æseløre -- Him- len Læber? Er det Morgenrøden eller Aftenrøden? Ikke en Erke- engel med 90 Procent Alvidenhed vilde kunne forstaae det. Naar Jorden har 1000 Millioner, hvorfor staaer da ikke det til? I hans prægtige poetiske Colonnadepalads (Gud bedre os!) boer Galskab til Gaden, Uvidenhed til Bagsiden. Kort -- jeg tør paatage mig at finde to Snese Feil i denne Stump, uden at regne den Kampe- steensprosa, som nedtynger den. Herefter lægge vi over at læse hans Vers tvertover: en Linie af den ene Side og en Linie af den anden. Vehikler. Det er et Ord! Æsthetikler. Vi have alt længe læst den paa den Maneer. Andre Æsthetikler. Vi finde det beqvemmere at læse dem bagvendt. Andre Æsthetikler. Vi læse dem i Springertræk paa et Schakbræt. Poetikel. Ogsaa godt. Jeg kjender til alle Manerer, og skal sætte dem ud systematisk naar jeg bliver Lector i Æsthetik, som vel ikke kan vare længe til. SIDE: 69 Bagateller. Læg Mærke til det: nu divinerer han, nu objectiver han sig selv! Det er Geniets Kjendemærke. Papegøien. Naar du kommer paa den Post -- Poetikel. Ligesaavist som man af det, en Fugl lader efter sig, veed at finde den Qvist hvor den pleier at flyve op til Ro, ligesaavist skal man finde min Plads af det, jeg lader efter mig! Dette jammer- lige deplorable Fødeland skal jeg spargere mit unegtelige Genies Affald saa tæt paa, at dets Skolt -- sit venia verbo -- skal see ud som et Skjær, hvor Maagerne pleie at nedlade sig. Papegøien. Men naar du kommer paa den Post -- Poetikel. Jeg har seet den i min Skjæbnebrønd: i en Statsraads Viinglas. Papegøien. -- Saa for Alting tugt ham fordi han taler saameget om Fugle -- det vil sige, jeg mener ikke om store Fugle, saasom -- men at jeg mener om smaae Fugle, saasom Irisker og andre, som han har skrevet hele saakaldte Digte til, saasom -- Poetikel. Han skal blive tugtet for den som for anden Raahed. Kjære, overlad Sligt til mig. Jeg skal lyne hans "Hjemdalens Smaa- hytter" med anden Pøbelagtighed ned i Støv med mine Theorier om at alle ophøiede Billeder maae hentes fra Borge, Slotte, Thro- ner, Adel, Skjolde, -- et æsthetisk Grundprincip, som jeg veed ikke enten jeg eller Tegnér eller de tydske Mystikere har fixeret, eller om det skriver sig fra de Tider, da der ikke fandtes andre Mennesker end Skjoldmænd. Han skal blot blive anført under mine Forelæsninger over "Norges Dæmring" -- hm! et høist ud- mærket Værk, der gjør Nationen Ære, om jeg selv maa sige det, SIDE: 70 og hvorefter den norske Ungdom skal blive at opdrage -- lige- som man i Historien anfører Syndfloden som Epoche. Jeg er Poesiens Prokrustes, der skal vide at pine den i platificeret (lapsus lingvæ: plastificeret) Form. En. Tænk paa, at du spiser hos Statsraader, mens Han tager Ni- sten frem under det Træ, hvorunder hans Hest græsser, og gjør Vand til Myselimonade med slige eddikesure Vers: "Du Siful, Jahn, tildøde slog, bandt Pegasus med Grima; og atpaa hos en Statsraad tog du spolia opima." Poetikkel. Ja Jeg gjorde Halvparten af en Stump igjen iforgaars og Re- sten igaar. Men mind mig ikke paa hans; thi ellers bliver jeg i det Humør, at jeg vil recensere ham strax. En. Ja, smed mens det er varmt, og brug Slæggen! Papegøien. Hi hi! (yttrer megen Glæde. En Livreetjener bringer et Brev) Nu, seer De -- det er en ny Opfindelse. Med Rødt paa Grønt. -- En. Ideen net. Papegøien. (Afs.) Og ta'et fra Papegøier. Han gavner Herren ligelet. Alle. Og Publicum fornøier. Papegøien (læser Brevet) Ah! ah! Nu skal De see, om det ikke er sandt. Ah! ah! SIDE: 71 Alle. Ak, Nyt? Hvad Nyt? Vi har intet faaet idag. Papegøien. Ak, der er ingen Æreport, og Prometheus, Prometheus, min inderlige, store Ven, Prometheus kommer! Alle (slagne) Kommer?! Prometheus! Kommer? Kommer han Selv? . Papegøien. Ja først kom han riktignok ved mig. Men Han kommer, og der er ingen Æreport. Hvilken Skam for denne gudsjammerlige Nation, naar han kommer Selv, Selvere, Selvst.. En Bagatel (til Poetikkel.) Nu synes jeg du kunde gjerne være "Selvere", og jeg "Selv". Poetikkel (til Bagatellen) Ikke endnu, Bruun. Tys! Men opløft den Røst naar det er Tid. Bagatellen. O, jeg skal skryde som Bileams Asen, gjennemløbe hele Tale- stigen fra Sandhed exclusive til Løgn inclusive, og scalpere, scalpere, hidsigere end Irokesen hans Pandehud for dig og Bagen for mig, gjøre Hjelme deraf, og saa opløfte Kampraabet: fremad for Polemikkel Poetikkel, Bagateller, Vehikler, Poetikler, Æsthe- tikler. Alle. Vi ville danne en Æreport af vore Hænder: baade Æreport og Bærestol. Poetikkel. Jeg vil gjøre en Skammel for mig Selv af Sifuls Ryg; (Afs.) og en Bærestol af Prometheus! Bærer han mig ikke til Danmark, skal han dog løfte mig et Stykke opover Norge. Alle (hver for sig afs.) Jeg vil skrive Vers til ham og fremstille mig som ung Digter. SIDE: 72 Poetikkel. Jeg vil stille mit Brændspeil i hans Sol og svide Siful i Ansigtet, og pille ham af bag, saa han bliver til en udhulet forbrændt Skorpe, der falder sammen for et Fingertryk. Papegøien. Og jeg vil vise hvad Karl jeg er. Alle. Det ville vi Alle. Papegøien. Men jeg vil vise det ved at gaae paa hans høire Side. Poetikkel (til Papegøien) Husk hvad du har lovet! for Guds Skyld, husk paa mig! Papegøien. Du veed det. Du skal gaae paa den anden. Saa kan han und- være Æreporten. (Güldenthals Boglade. Güldenthal med et Brev. Onkel Tobias.) Onkel Tobias. -- Sagde jeg dig ikke, at der intet Godt var ved ham. Han har været et Skarn fra han var en Næve stor. Zacharias Güldenthal. Jeg troer ikke mine egne Øine. Læs du det, at jeg kan for- søge med Ørene. Onkel Tobias (læsende) "Ærede Hr. Medbroder!" -- Zacharias Güldenthal (rasende) Medbroder? Staaer der saa? Den Papegøie, Medbroder til Dompaper og Korsnebber! Hehe! Medbroder? Onkel Tobias. -- "Megetærede Hr. Medbroder! Hr. Fatter! Da jeg nu saagodt som kan være Principal selv saa gaaer alt endnu fortræffeligere SIDE: 73 og Ingen mærker, at jeg er en Papegøi saa gaaer alt herligt m.m., og forat aflede Publikums Mistanke har jeg klædt min Tjener ud som en Papegøi af en Slags Drivt, hvorefter man kan troe at han tjener hos en Excellenz. Samt da alt gaaer herligt saa kan jeg være Principal selv og ophæve Forholdet paa egne Been som jeg nu da alt gaaer herligt m.m. kan staae paa selv. Samt nød jeg megen Ære da Prometheus var her, og var som en Flue paa en Syrups- kage da han var her, og der dryppede megen Ære da han var her paa mig naar det regnede paa ham, og vi ere Alle blevne berømte, som Collega kan læse i det herlige Digt "Tak for sidst." Endskjøndt deri er ikke optaget den nu berømte Poetikkels Takke- digt til mig, hvori jeg lignes med Jupiters Ørn m.m. Og da vi kom paa den herligste Udsigt i Norge som overrasker herligt, men det var mere for at Norge skulde see Digteren end for at Digteren skulde see Norge, sagde Digteren: men kan vi ikke faae en Æggekage dernede i det lille røde Huus. Og saa spiste vi herligt og paa et andet Sted Skinke og Brød hvilket Alt er besjunget samt jeg og Skinken bleven udødelig, og at En, som heder Vaskehandskedanskedahl kjøbte Handsker hvorpaa Digteren sagde, at han havde vasket hans Handsker herligt. Hvilket alt gik herligt. Hvorefter jeg ogsaa sender Poetikkels herlige Døds- dom over det norske Uhyre Siful der skal sættes i Kjøbenhavns- posten, hvorimod ikke er udkommet andet end nogle Grunde som jeg ikke sender. Samt sender jeg Polemikkels Poetikkels polemiske Poem, som det er Løgn er hans Fædrelands Ære- skjænder m.m., men han har kun skjændt det ud for Alverden som det kunde vente af ham m. m. Og han har tjent Penge; og da jeg har tjent Penge og kan være Principal selv og sletikke er alferæd mere og da jeg kan staae paa mine egne Been og da jeg kan styre selv og paa alle disse Grunde afskjærer jeg ikke Forbindelse men kun saaledes at jeg vil være Principal selv men altid i et dansk Etablissement og som en af Nordens Boghandler- treenighed og som Principal selv og da jeg kan staae paa egne Been og henlever tjenstvillige velaffectionerte Hr. Collegas Collega Johan Papendal." SIDE: 74 Zacharias Güldenthal (river Brevet isønder) Det utaknemmelige Afskum! Skille sin Boghandling fra Moder- boghandlingen? Nu, den bliver ikke Norsk for det? Men -- ha! jeg kunde knuse det Skarn i Skarnet -- -- Onkel Tobias. Han vilde blot krybe dybere. (Papegøien i Sloprok i sin Boghandling). -- -- Jeg er om en Hals. Ogsaa her er Alfer. Maanen maa trække dem til sig fra det ene Land, og ryste dem ud over det andet. Forbandet, at Poetikkel skulde lokke mig, mig, som hader Alt hvad der er Natur, op i den botaniske Have, da det næsten var bælmørkt, forat jeg af Mørket, Kulden, Flaggermusene, de qvækkende Frøer og døsige Blomster skulde danne mig en objec- tiv Idee, som han sagde, af Dæmringens Aand. Vee! at jeg ikke kom til Sands strax af Lysthusets Kaprifolieduft, og ikke mær- kede Uraad før Fuldmaanen over Kastanietræerne skinnede derind, og viste mig alle de formummede sære Smaaskikkelser, der lige- som Pupper hang under Hvælvingens Blade. Det var for seent -- for den første Straale smeltede de tynde Spindeltraade hvori de svævede -- de drattede ned, men inden de naaede Bunden slog sig allerede ligesom en Faldskjærm ud under dem, og forstørrede svævede de cirklende langshenad den mørke Grund liig Skyggen af en Fugl i Vandet. Og trefold Ve! -- o jeg er forloren! -- at Siful skulde sidde i Lysthusets anden Deel og see dem og høre hvad de sagde, mens dog Poetikkel, som sad hos mig, -- sært nok -- lod til ikke at have Sandsen aaben for Sligt. Og dog var det Første, de Forfærdelige gjorde, at en Alf holdt mig en lysende St-Hansorm for Øinene og raabte: "det er Papegøien!" Nok En kastede med et Par Ugleøine et gulnende Skin over mine Kinder, mens den onskabsfulde Sphinx Elpenor hviftede Sminken af mit Neb, og Solsort satte sig derpaa og pikkede mig i Panden med et Neb, der foer ud af den lille sorte Djævel, som et gult Lyn af en Tordensky, mens han i eet hvinede: "Kjend dig selv, Pape- gøi; jeg skal pikke Selverkjendelsen frem!" Og Alle brummede SIDE: 75 og summede de: "det er Papegøien!" De lavede sig til noget skrækkeligt; thi de mindede mig spodsk om deres Farvel; -- en Flaggermuus, der saae ud som en Præst i Samar, holdt en Præken til Marv og Been over at det ikke er nok til at være Menneske at være Boghandler, over Letsindighed, Bagtalelsessyge og Ond- skab m.m.; og, ligesom et Liigtog, bevægede derpaa en lang Række sorte Tingester sig henmod en Kokase, der saae ud som en frisk Gravhøi. Jeg udstødte et Skrig, da splittedes Løvet, og Siful stod der. Som var han deres Konge, adlød Alferne hans Vink, at forsvinde. Jeg drog atter Aande, men tabte den igjen, da Troldet kastede Caprifoliehænget efter sig igjen med de gjennemborende Ord: "Aha, min Ahnelse var rigtig!" Poetikkel, som netop med aaben Mund standsede i et Smædevers over hans Kjole, greb mig i Siden og hviskede: "Saae du det?" Og ogsaa jeg spurgte i samme Stund: "Saae du det?" Men jeg meente mine Spøgelser, Han sit. Dryppende af Sved, kold som Natte- dug, kom vi omkaps til Byen: han forat begynde hvor han slap: jeg forat slippe kanskee hvor jeg begyndte. -- -- Jeg svimler -- jeg er forloren -- snart vil det være bekjendt, og Rollen er snart udspildt. Jeg tør ikke see min Tjener i hans Livree; thi Folk vil sige: at det er en Satire paa Herren. Ja ikke engang i hans Øine. Jeg tør ikke mere snakke; thi man vil ikke engang kalde det Sludder, men Pludder. Jeg tør ikke vise mig; thi man vil kalde mit Antræk falske Fjære, og Dagen efter staaer kanskee i Uge- bladet: "paa Politikammeret er indkommen en Papegøie"; ja kanskee lægges til -- "som efter slige og enkelte andre Dyrs Natur har bragt med sig forskjellige Ting (som specificeres), hvor- til Ejermænd behage at nævne sig." Jeg tør ikke -- O! hvad forestaaer mig? O hvad forestaaer mig? Jeg er falden i værre Hænder end i Alfernes. Jeg vil føre Polemikkel Poetikkel og tyve Vehikler og Æsthetikler som Vidne paa, at Siful lyver, om han siger noget. Jeg vil ophøie hans Poesi ligesaa ivrigt som jeg nedrev den -- thi Gud skal vide, at jeg ikke forstod mig derpaa -- og aldrig lyve paa ham mere. -- Og jeg vil -- jeg vil -- jeg svimler -- Hele Æsthetikkelselskabet vil opløses. O, jeg vil føre Beviis for at de var selv en stor Papegøie, hvor Poetikkel var Nebbet, jeg Kroen, Vehikkel Svandsen og de Andre Fjærene. Ak, de ville falde af, og Nebbet bøie sig ned i den SIDE: 76 indskrumpne Kro. Det vil gaae galt med Papegøierne. O, jeg vil føre Beviis for at de ere Papegøier og ikke jeg, bare bare Siful ikke siger hvad han veed, ikke fortæller, bare han ikke for- tæller, at at jeg er en Papegøie! -- -- Tjeneren. Vær selv Papegøie nu! (slænger Livreet for hans Fødder og lægger en Bog paa Bordet). Papegøien. (gribende Bogen læser dens Titel). Ve! der har vi det: "Papegøien som Boghandler". (Zacharias Güldenthal med et Brev. Onkel Tobias). Zacharias Güldenthal. Nu har Piben faaet en anden Lyd. (læsende) "Høistelskede, Høistmegetærede Herr Principal! -- -- Alt er forbi -- jeg er forloren -- jeg har maattet give mig til Italienerne forat ikke Drengene skulde tage mig til Skudmaal. Det er op- daget, at jeg er en Papegøie. -- -- " Onkel Tobias (leende) Nok! nok! Det var en sørgelig Ende paa Papegøien som Boghandler. EFTERSPIL (Dyrehaven ved Kjøbenhavn. Aftenskumring. Hist og her tændes Lys i Teltene, og Boderne, hvorimellem en med alskens udstillede Fugle. Imellem dem Papegøien som slet og ret Papegøie. Trængsel). Zacharias Güldenthal. Skal vi gaae til Italienerne, som indpasserede igaar fra Malmø med Papegøier og Murmeldyr? Onkel Tobias. Nei, herind! her er bedre Selskab. (Gaae ind i et Telt). Poetikkel (trængende sig frem). Jeg maa, jeg maae finde Boghandleren. Han er vist reist til Kjøbenhavn forat overraske mig med Echoet af nogle Trompet- SIDE: 77 stød; men jeg vil helst høre disse Selv tæt til Øret. Jeg maa have ham fat; thi uden ham er jeg saameget heller et Intet, som han har løftet mig noget op, saa naar han slipper, synker jeg dybere end før. (gaaer videre). Papegøien. Det er skrækkeligt, at Italienerne have ført mig hid i Skoven, midt i Alfernes uhyre Rige, og nu da Tusmørket, deres Himmel, daler ned. (skriger). Til Byen! Til Byen! Onkel Tobias (kiger udaf Teltet). Jeg vil aldrig være ærlig, om -- dog det er det Samme; altid naar jeg hørte eller tænkte paa Johan hørte eller tænkte jeg paa en Papegøie og omvendt. En af Italienerne. Stille Skrighals; mind ikke Folk paa Landet om Byen! Tænd Lampetterne, Guidotti; og hæng Papegøien paa Mørksiden, at den kan sove til imorgen. (Den flyttes til Bodens mørke Side). Papegøien. Imorgen? Ak, jeg føler jeg maa døe af den megen Sladdren idag. Ak! hvad var det? Den fæle Skov! Jeg er vis paa de kommer; thi jeg hører en Summen i Luften . . Ha, hvad var det, som lettede hint affaldne Løv som en Skjærm mod Maanen -- ak! ak! det vrimler alt -- der er Kokasen og den døende Olden- borre -- Ve mig! der -- o! Natalfer (omsværmende Papegøie). Paaveie at vorde en Djævel du døde. Da atter til Bedring et Liv vi dig gav. Ve, at du skulde letsindig forøde vor kjærlige Straf. Du sveg os. Du selv af dig selv er besvegen. Du frelstes; men atter du spildte et Liv. Længer ei dit -- din Sjel ei din egen -- os Alfer det giv! SIDE: 78 Det livne Tordyvlen, som hist paa et Leie af liigblege Heggeblomblade nu døer! Hvo mægter ei raade det Større, kun eie det Mindre han bør: Din Aand var en Menneskehjerne den høie, umaalbare Himmel -- icarisk den foer. Indknebne Skal af en grøn Papegøie selv den var for stor. Du finde din blaanende Himmel i denne Tordyvelskal! Bryder du den er du fri; bli'r dog ei Engelen strax, men kanhænde en Natalf som vi. (Alferne forsvinde. Papegøien falder død af Pinden. En Oldenborre reiser sig brummende i en Kokase). Oldenborren (med utydelig Stemme) Ulykken er skeet, men skede hurtigt; og naar den er skeet, er man ikke bange meer. Jeg sidder dog ret mageligt; men jeg maa rase, naar jeg tænker paa min skjønne Boghandling. Og dog er det værst af alt, at jeg har tabt mit Organ, og det her hvor jeg har saa skjøn Anledning til at recensere Damerne. Onkel Tobias (raaber heftig inde i Teltet) Han var er og bliver uforbederlig; tro mig nu, Zacharias! Hei, Garçon meer Afbrændt! meer Afbrændt siger jeg! Poetikkel (vendende tilbage) Jeg finder ham ikke, og da ligesaalidt min Storhed. Ah, er ikke der Boghandler Güldenthal? Ham maa jeg spørge. (Gaaer ind i Teltet, men kommer lidt efter paa Hovedet ud). Onkel Tobias (raabende efter ham). Mars! Saa! Er det ikke Ham, som har skjældt sit Fædre- land ud? Og tør rose sig for fornuftige Danske af det? Saa har han vel faaet hjemme, siden han er her. Foragtelige Karl! -- Slip mig Zacharias! -- -- SIDE: 79 Zacharias Güldenthal. -- Og som drev Dagen hen i min Factors Boglade, gjorde Nar af ham under Venskabs Maske, og forførte ham til hvad Ond- skab og Daarskab, han ei selv fandt paa, og satte ham Skruer i Hovedet, og -- Hollah, Garçon, jeg maa have noget koldt. Iis- punsch! netop Iispunsch fremfor alt. Hei herhid! Poetikkel. Jeg mærker, at fornuftige Folk tænke ens baade i Danmark og Norge; men mine Folk tænke ogsaa ens, saa det kommer kun an paa Mængden. Ellers staaer jeg nu her i en Maade "hen- dreven til en fremmed Strand alt ved min Faders Vrede." Oldenborre (lavt) Naar jeg nu bare kunde faae lært op disse summende Myg til at være Æsthetikler, der kunde recensere Blomsterblade ligesom i gamle Dage den forbandede Sifuls Fantasterier, og faae ind- bildt denne Brems, at den var en Polemikkel Poetikkel, havde vi her vor egen lille civiliserede Verden, og jeg skulde trives ret brav. Men der er for Gud Poetikkel selv. Poetikkel! Gid jeg kunde brøle! Poetikkel! -- Poetikkel. En Oldenborre? Det var den som brummede, ikke hiin Tyk- sak derinde. Ha, jeg sidder i værre Snaus en du. (Griber Oldenborren). Sex Been? -- dem skal du miste; thi de minde mig om at du kan avancere, ikke jeg. (River Benene af den). Den surrer endnu som et Uhrværk, der snurrer ud med sprungen Trindse. (Holder den for Øret). Ha, hvad er det? Tys! Poetikkel? -- ved Alt, mit Navn -- Ja her er jo en Trylleskov og Kirsten Piils Kilde lyder som en fjern Harpe -- Ha, kanskee nu Stunden er kom- men, da jeg bliver Digter! Da vil jeg gjerne undergaae større Rædsel end en Frimurernoviz, lade mig banke af fornuftige Folk, og nævne med Ros af Skarnbasser. Lad høre da! Ja ved Alt, mit Navn -- Tys! -- "Gaae i dig selv -- siger Dyret -- ligesom jeg er gaaen i denne Skarnbasse -- Jeg er Johan Papendal -- ". Haha! ja dersom du ikke kan være mig nyttig, kan du gjerne være en Oldenborre. -- (Lytter) "Du har dræbt mig, men jeg har SIDE: 80 ogsaa -- nok derom; nu føler jeg hvor godt det er. Men jeg føler ogsaa, at jeg aldrig har været din Ven før i dette Øieblik. Hør mig derfor: det er forbi med os begge; lad mine sex afrevne pedes minde dig om, at det er et ligesaa ulykkeligt Indfald, at ville være Digter, naar man ikke er det, som at ville være Menneske, naar man engang er bleven Papegøi. Lær af dette udsluknende Liv, at du staaer paa det skrækkelige Trin for en gammel Student, at de sidste Gloser henblegne i din Hu- kommelse. Og lad denne Kokase minde dig om, at hver har sin Sfære -- Sfære -- -- ". Den er forstummet -- ha! en Flaggermuus slog mig den af Haanden. Eller var det en af hans naragtige Alfer? Det er Trylleri . . Der ligger jo istedetfor Kokasen en Krands af hvide Roser om en gammel, død, huul Torbist? Det maa være en Compliment fra Alferne fordi han omsider kom til slig Sands, at han kunde holde moralske Taler for mig. -- Smuk Moral! Vise mig til mine Bøger? Lig der! Jeg vil i Høiden, om saa kun i disse Bøgegrene -- Hver har sin Sfære. -- -- (Hænger sig; men dratter ned. I samme Øieblik skifter Scenen om til at man seer Drengen slumrende i Blomsterbedet som i første Scene. Solen rinder). Johan (vaagnende). Hvad var det? Oh, en raaden Pære som faldt paa min Næse. Har jeg sovet her inat? O nu husker jeg det. Hvilken Drøm, som disse duftende Blomster maa have indaandet mig! Alfer, Papegøie, Oldenborre, Polemikkel eller hvad han hedte -- alt en Drøm. Vel! men jeg vil huske Moralen: ikke ærgre fornuftige, gode Mennesker, ikke sladdre, ikke lyve, ikke være slem Dreng, ikke ødelægge Blomster, ikke pine Sommerfugle, ikke tirge Alfer, Poeter eller Trolde, ikke være forfængelig, skadefroe og ondskabs- fuld, ikke holde mig til Poetikler eller Æsthetikler, ikke være Boghandler, naar jeg er en Dreng, aldrig glemme Papegøien. (Forlagt af Johan Dahl). Henrik Wergeland SIDE: 81 DEN INDISKE CHOLERA DRAMA Handlende: Guvernøren paa et brittisk Factorifort ved Ganges; Richard, Francis, hans Sønner; En gammel afsat Rajah; Sewaji, hans Søn; Sami, hans Datter; Vakiti, en Malay; John, Factoriets Forvalter; Capitainen paa et brittisk Krigsskib; Brittiske Sjøfolk; Seapoys; Slaver. (Under en Terrasse ved et brittisk Factori ved Ganges. Francis og Sami omfavnende hinanden paa et kuldkastet Minde.) Francis. Om Engelland og Indien, Vold og Trældom i vore Fædre slaaes saa Himlen grues -- o Sami, det er nok, om kun eet engelsk og indisk Hjerte elske, til at faae den atter til at smile over Jorden. Du seer et Engelland meer mildt end hiint at svømme i mit Blik, og Du alt bærer et mere saligt Hindostan i Skjødet. Sami. Dog, o jeg frygter -- Francis. Haab, min Sami! Sami. Ja. Thi Haab er gode Aanders Hvisken . . Ja, saalænge haaber jeg som denne Ambrabusk, vi sammen plantede hiin første Gang, SIDE: 82 sin søde Duft tør sprede. Dog som Dagen forgaaer i Natten døer mit Haab i Frygt. Thi da jeg lyttende adspurgte Aftnens hviftmilde Luftning, som saa tidt fortalte forud dit Komme, og hvert Græs besaae, om ei det luded sorgfuldt ved din Bortgang, jeg saae en Gribb forfulgt af Ørnen tye med rædsomt Vingeslag indunder Busken, og skræmme frem en Slange med en Blomst i Munden. Francis. Er da Busken bedre ei, fra sligt Uhyre renset? Sami. Er Ulykken forbi skjøndt forud af Dæmoner meldt? Francis. Tro mig, om Fædre hade, Børn bør elske; og netop derfor, thi det soner Brøden. Sami. Ak, Francis! (skjuler sit Hoved ved hans Bryst.) Francis. Sami! Sami. Denne Blomst var Knop da her vi mødtes. Med vort første Kys den aabned sig, og vore Sjele flød isammen i dens Kalk. Nu blegner den. Francis. Du søde Sværmerske! Du elsker mig fordi iskjul du engang saae mig stirre, -- af Mangel paa en bedre Yndighed -- i Blomstens Dyb med Ømhed uden Tanke? SIDE: 83 Sami. Dog bedre end med Tanke uden Ømhed. Francis. Og derfor da? Sami. Ja derfor og derfra. Thi mere dybt, end du i Blomsten, saae jeg i dit Hjerte, og jeg saae en Blomst med Guders Smiil til Blade -- og da slog du Øiet op, og saae min Tanke, at, om fra de hovmodige Dæmoner du stammed, maatte Gud dig elske, som saa ydmyg beiled til hans mindste Skabning. Francis. Nei, til hans herligste. Min Sami, zittr ei i mine Arme. Sami. Det var Aftenduggen, som faldt. Francis. Nei, nei! Sami. Nu da -- mig syntes, at disse Træer ei beskytted meer, og at de brede Blade vare Øren. Dog eje vi ei andet Værn i Verden end dette Buskværk. Francis. Jo og disse Arme. Og Gud vil ei, at Børn, som han velsignte med Jordens Kjærlighed, det Pant paa Himlens, indhales med i Fædrenes Fordærvelse. SIDE: 84 Hvis ei, da fik ei Jorden Fred, naar Drønet af sidste Ufred sagtned hen i Gravene. Dens Alderdom blev liig en Valplads, hvor vel Hærene bortdrog, men Jamren ei, og Dydens Aldre ei en stille Aften, men stormfuld Morgen liig, med Graad begyndt. Saa vil ei Gud. Fra ham vi fik vor Sjel, og ei fra Mennesker; og fra hans Vilje vor Lykke. Nu, hvad Herredom da over hvad ei de eje? over Himlens Laan til Andre? Sami, meer end nok for Gud og nok for Verden med, om Børns Lykke maa blomstre i et Smertemindes Skygge. Vi drage fælleds Sorg, min Sami; men hvor Dyden ender staaer Naturens Grændser. Dog sender denne barnlig Klage over selv ind i Lastens Enemærker, hvor en elsket Blodsforvandt ble borte. Vi leve nu for Os i anden Verden: en hvor alt omvendt er mod den derude: for Had kun Kjærlighed, for Hevn Forsoning. Min Brud! min Sami! her inden vore Arme er dens Grændser. Sami. Dog vil den onde, der omgiver os som Luften, trænge ind. Og Alt hvad vi har tænkt og drømt saa vel isammen, at Drømmen syntes fastere end Sandhed, og som et solklart Bjerg at hvile paa, er kun Madhaviblommers svage Net imellem tvende Storme. Hulde Francis! min Stengels stolte Træ! -- dig frygter jeg. (brister i Graad). Francis. Føl dette Hjerte! Slaaer det stærkere? Dog frygter det for dig alene, men Aljorden ei. SIDE: 85 Sami. Det er en skræksom Prøve. Dog maa vor Kjærlighed den voge: voge halvblind for Kniv at blindes eller see, og driste sig en Sandhed at benegte, som alle Tider eedbekræfted. Elskte! din Broder -- Francis. Stille! fly ham! Sami. Hulde Francis, Han er vor Blindheds Læge. Tak ham, thi han maaskee redder dig ifra den Skjændsel, som nu du trykker til dit Hjerte, og mig fra Bedrag, meer sort end selve Skjændslen. Han sagde -- Francis. Ha, hvad Gift udgjød han? Sami. Lad mig end engang favne dig før jeg forstødes, og hviske dig saa tyst jeg kan min Skam. Ja, Gift! Den er den Rødme, som mig brænder. Og med en Boas svullne Stolthed reist han gjød den i de Ord: "Du er Slavinde". Francis (leende.) Den Skjændsel vil jeg i et Kys fortære. Sami. Siig, Francis, vidste du og elskte dog? Jeg fatter selv min Skjændsel ei, dog maa jeg rødme. En Natur i mig forstaaer det. SIDE: 86 Francis. Se jeg, den frie Britte, i din Arm er Træl; Du, Hinduinden, er i Brittens saa fri som Borgerinden i hans Hjem. Din Trældom? Ah, et Dugg, der bøjer Blomsten. Min Frihed? -- Solen, som opsluger Duggen og reiser Blomsten op. Sami. Her sad jeg formende de friske Krandse til Navnetrækket paa min Fryd. Da, mens jeg svævende greb Urnens Laag, et Stærkt og Zittrende omkrysted mig. Jeg tænkte Slangen; men det var din Broder. Skjøndt altid frygtet, tænkte jeg, han ængster mig kun for Spøg, til jeg hans Blik fik see. Der stod i Ild, jeg veed ei Hvad, men Ondt; og med et Skrig jeg frelste mig bag Mindet. Det er min Moders Grav. Der bad jeg ham om Fred, men han med Latter det omvælted. Hans Ansigts Flamme vexled, og han raabte med løftet Pidsk og Pardrens værste Øine: "du kan ei negte; thi du er en Træl". Francis. Hvad? hvad? Sami. . . Han favned mig -- det sortned . . Francis. Han . ? Ha! Sami. Da rasled det. Jeg ønskte, det var en Løve, men det var Vakiti, halv Slange, halv Hyæn . . Francis. Meer! SIDE: 87 Sami. Richard sig frelste paa Terrassen her, forfulgt af Slavens Raab: "jeg naaer dig der!" -- -- Hvi talte jeg? Francis. O Sami! Sami. Skjul det ei: For dine Øren som for mine suser den fæle Sandhed, brænder i vor Rødme. Fyrstinde her, af Gudeblod udrunden, Brahminens Datter er for Europæen en Paria, beladt med Trældoms Syge -- en faldende, thi jeg maa falde ned, -- en engelsk, thi mit Knæ skal være bøjet, -- en fæl, skjøndt ubemærkt af mig, saa den forbyder dig at elske Sami længer. Francis. Han reiser . . Min Sami -- alt forlængst det var bestemt, han reiser til Europa. Og var det ei -- ved Dig! han skulde reise, om Skibet end ei hented ham saa snart. Lad da saamange Glemseler som Mile sig lægge mellem os og ham. Han reiser. Sami. Det atter er en Sorg -- O Far! min Far! Han reiser? Ak, min Francis, jeg belæsser dig kun med Sorger; dog af mig ei skabte. Den strenge Guvernør det blev forraadt, at hist i hiint nedramlede Pallads, som Ingen nærmer sig, da der skal boe en bandet Aand af en Tyran, min Fader stundom hemmeligen sysler. SIDE: 88 Den strenge Herre, i den blinde Tanke, at der han gjemte Skatte, har forlængst paa Pinebænken spændt min gamle Fader. Men med de blodige Fingre svoer han stedse, at der kun fandtes gamle Mindesmærker. Det var ei nok. Til ny Tortur ham sattes den Tid, da Richard skulde reise. Da, da gjælder Liv det -- sagde Guvernøren -- om ei jeg sender Penge til Europa. Nu skal han reise -- og min Fader -- Francis. Sami! Og min -- han hader mig. Dog haab! Jeg vil mig vride for ham som din pinte Fader. Er der ei Had, men Guldbegjær, da Haab! For lav er Gjerrighed til at bestige vor Lykkes skjønne Himmel. Ene Hadet, den Dæmon, kan det, Hevnen og Skinsygen, det ving'de Slangepar, om ei, min Sami, for Fædres Had og Andres Skjebner døve, fastklemte i hinandens Fryd og Vee, vi glemme hver Natur, kun ei den skjønne, som spirer mellem os -- hvis ei, da skal vor unge Skjebne, som saa huld begynder, uskyldig rives bort i Andres Synder. Vi favnes, elskte Brud, paa Afgrundsranden, og styrte, see vi did, ei paa hinanden. (De skilles. Natten mørkner paa.) (Samme Sted. Nat. Vakiti listende sig frem.) Vakiti. Her gjemme Natten mig som dyndgraa Slange, af Gift igjennembølget, til Han kommer, som vovede at gribe efter min Elskov, Trældoms ene Trøst og Glemsel SIDE: 89 og Ret og Ejendom og sidste Levning af Menneskenatur. Her kræver Slaven. Og Sami af Naturen kræver jeg, den ene Fryd den mig skal skjænke. Thi jeg elsker Aaget, som har gjort os lige. Høibaaren er hun lavest; ja høibaaren hun er ei meer, da Trældom er en Fødsel, fra Guds forskjellig, til et værre Tilvær. Den Liighed er en Slaves Frihed. Mens Fribaarnes Liighed er som Træernes og takkede Fjeldes, regelløse Bølgers, som Straae ved Siden af hverandre paa en maalløs Slette Trællene jo staae. (Rajahen kommer). Rajahen. Ve Hindostan! Ve Hindostan! Snart kommer Skibet, som min Død mig bringer, men ingen Støvsky melder mig min Søn, den Arving til Mysteret om din Hevn. Og denne Dæmon, som forlader ei trælbundne Folkeslag, skal aldrig svinge sig op fra dine Grave . . . . Da vil jeg lytte ved hver Slaves Hytte og veje Sukkene og tælle Stønnene, og hvor det stønner dybest bryde ind, og kjøbe for min Datter mig en Søn i uslest Træl, og Hindostan en Hevner. (gaaer.) Vakiti. Da er hun min, og for et Støn, men et som qvalte Storms i Hule. Dog det koster lidt meer, endskjøndt for Sami altfor lidt, at trænge ind til hendes Barm og i den Gamles Sjel: det koster Broderens og Sønnens Død. Men derfor kjøber jeg jo meer end Liv for mig: Liv for en Æt, hvori et hedere malayisk Blod SIDE: 90 fra mine Aarer syder sammen til en giftig Gjæring med det svale hinduiske fra hendes. Ham at søge jeg iler bort paa første Solglimt. Natten skal give Tanker; Dagene mig Flugt. Men hvor jeg naaer ham, slænger jeg mig enten som undflyed Træl hen i en Skygge, eller som træt Fakir mig sætter paa en Steen ved Ørknens Grændse hylende didud -- ei som for ham -- hvad ham skal jage hjem fra Vestens Ørkenskyer, hvis røde Brand han hellere end Aagets Hede aander, paa Aftnens lange Straale rapt som jeg paa Morgnens kom. Jeg følger som hans Skygge. (Samme Sted. Morgen. Sewaji under Terrassen.) Sewaji. De Hellige ei lyve. Sandt Fakiren har talt, der slæbte sig til Ørknens Rand for der at give Hvirvelstormen Indiens Veeraab at splitte over Jorden . . sandt! thi væltet er min Moders Minde og har spredt i disse Stumper Minder om min Søsters Skjændsel -- vidt! o vidt! . . Han var her aldrig, men hans Sjel var vant at fare gjennem Bjerge, og hans Øje, med Tidens aabnet, saae med Solen og steg op med Stjernerne i Nattens Hvælving. Derfor han vidste Alt, og klart beskrev den hele Egn, hvert Træ, hver Høi; og greb, da om min Faders Huus jeg spurgte, dybt i Ørknens Sand og spredte det i Luften. Ve, sandt! Det sees ei fra denne Høi som før, men kun en fæl og sveden Flek, som Planterne ei ville skjule, skjøndt Naturens Plastre over Jordens Saar. SIDE: 91 O sandt, sandt hvad, væltende sig ud i Ørknen, han udhylte: af Indien er kun Bunden hvor det var! O Fædreland selv dyrebart i Skjændsel! (knæler og kysser Jorden. Guvernøren og Richard vise sig paa Terrassen.) O Morgenens og mit og Hevnens saa fagre, skjændseldækte Fødeland! Guvernøren. Hør Trællen raser, Dick! Richard. Aha, Sewaji? Jeg kjender ham: en Søn af Rajahen. Guvernøren. Da er han kostbart Pant, og lænkes maa, om skyldløs end som Vindens første Hvift. Richard. Han var min Legebror -- Guvernøren. -- Din Legebolt. Men da den Træl i Leeg dig slang i Sandet, jeg lod ham pidske hjemad til sin Fader. Jeg saae ham ikke siden. Richard. Jo, jeg saae ham; men ilsom liig en Slange mellem Krattet. Der voxte han til Ravneaaret kom, da Magazinet luktes, og ifra Calcutta og til hid laae Hungersliig. Han da forsvandt -- man sagde til Afghanistan, og er nu rimeligt en gal Kalender. Guvernøren. Da maa han bindes; thi der aandes Frihed. SIDE: 92 Sewaji (sætter sig under Terrassen. Gangestaagen topper sig.) Hvo tvivled engang om at hine graae uformelige Skyhvælv over Ganges var Kupplerne paa det berømte Tempel, de Indiens Ærestinder i Benares? (Taagen løfter sig, blottende et Skib.) Nu maaskee -- ja de ere Topseil paa en brittisk Indiefarer, som bevæger sig langsomt, dog ustandset som en Klode i Verdensbanen, ad den brede Flod til et af Factorierne, for aarlig at hente Bytte af den Dynge Rov. Vee, hellige Ganges! var ei du og skjændet med Trældom under slige Aag, da sprang det hele arme Hindufolk i Dig, og levned de Forhadte Landet. -- Richard. Mylord -- hans Øine rulle. Vi ere ene. Guvernøren. Men Terrassen da? Han er jo som en Tiger i en Grube. Sewaji. -- Før! før! før! Ak, ei for længesiden hensvæved denne Støvsky, som sig flytter histover Sletten, ene over fromme Pilgrimskares hvileløse Trin. Nu -- snart, lad Skyen kløve sig, og jeg skal see Brittanniens Flag. Ja længe før, liig askedækket Glød, det skinner gjennem, og Trommen lader Skyen zittre, og forkynder hvad der ormed sig derbag: et Regiment, den Tyranniets Slange. (Et brittisk Regiment sees forbidragende i Fjernet). -- O aabned Jorden sig! -- et Regiment! Det skal vel fra Calcutta, Løvehulen, SIDE: 93 og til Allahabad, at holde Folkets, det armes, Struber til. Paa Vejen jevner det med Fædrejorden et hundred' Landsbyer, som ei sin Flid vil sælge efter Compagniets Taxt; og hænger vel i gudindviede Palmer, mens "Hersk Brittannia" spilles, et Dusin af frække Zemindarer, som betvivlte, at Kongen hisset i den anden Verden er deres Livs og Flids og Odels Ejer. -- Richard. Hvor er han dog forandret: Før jeg voved at slide i ham som i en Gazell. Nu slank, af Solen muskelhærdet, han ligner meer en slangerygget Panther. Hvert Muskeltræk mig naaer med Skræk. Ja see, Mylord, hvor dirre de i Ansigtet! De løfte sig og synke ned som Slanger, som Tigerkatte, naar de skyde Ryg. Han kunde see os -- da et Pantherspring. Mylord, kom! husk, han er vanvittig. Guvernøren. Bliv Richard! Frygter Herren Slaven, da er Slaven Herre. Skam dig, Richard! Sewaji. Ah! hine trende Toppe er et Krigsskib, ei Compagniets, men en af hiin fjerne Konges Oceankrokodiler. De dele Rovet. Kongen er som Ørnen imellem Glenterne paa Aatet. Han ud dem sender. Skrige disse af mættet Glubskheds Fryd, da kommer Han. Her er en Ørn paa Ganges's Blaahimmel, i Fortet hist et skogdækt Glenterede; SIDE: 94 men slige Glenter, som i Helvede fra Afgrunds Brant til Brant med Hyl omsvæve. Min Fa'r en kroket Rib, jeg nøgen Nerve paa Indiens Aat -- Vi skulle sluges -- selv han, det gamle Been, hvis Kjød er plukket. Ve Hindostan! Det var dig bedre dengang Dæmonerne dig gjennemfoer og kjæmped med chaotiske Uhyrer om dine skjønne Lande -- dem, som Brahma nedstigende selv tog i Eje, mens han jog Dæmonerne mod Norden, og tilhavs Uhyrerne. Derfra de komme forente nu igjen i disse Skibe: i de dæmonbesatte Havuhyrer. Se der er et -- det forestiller Kongen, som kommer forat hente hjem sin Deel, og decidere Compagniets Regnskab med disse Millioner Trælle, som i Sved for Fremmede maae hungre i Overflodens Land, i Hindostan! Guvernøren. Den Træl, som fantaserer, er ei farlig. Men tier han og smiler, naar du seer ham, da tænker han -- da bind ham, Dick! Sewaji. Før glimred langsad Ganges Kuppelrader -- et gyldent Perlebaand om Hindostan, den Guderne indviede Skjønhed, den hellige Præstinde mellem Landene. Og Menneskene saae med hellig Fryd -- som Guderne fra Himmel og til Himmel -- fra ene Gudebolig til den anden, saa herligt, at de store Hovedstæder, hvorover midti hvalte Domer straalte, kun var som Stjerners dunkle Atmosfærer. SIDE: 95 Nu groer Lianen ind og udad Templet, og Tigrens Yngel bygger i Pagoden. Hyænen staaer paa Fædres Grav om Dagen, om Natten hyler den i øde Byer. Kun hist og her fremskumler der af Skogen et Fort som dette mellem bange Hytter med røde Taarntag og Kartov paa Volden, en blodturbant Rohilla liig, som har med sin Pistol henslængt sig paa en Skrænt, og seer med Dødens Ro udover Fangerne. -- Den Hævnens Lynild! disse Taarne skjælve for hans Skarlagturban, om ensom den i Skogens Bryn af ængstlig Vagt blev seet. Richard. Den Orm har frydet sig i Solen nok. Mylord, træd den isønder! Guvernøren. Fantaseren fik Trællen; Herren Tænken. Galt, om omvendt. Richard. Dog er saamegen Tanke i hans Sværmen, at den er rettet mod et farligt Maal liig folkløs Brander, men med styrfast Roer. Guvernøren. Dog gaaer den ud i Fantasiens Hav; og før kan Vinden hindres fra at tone i ophængt Harpe end de tomme Drømme ifra at fare gjennem Slavens Hjerte. Hvor tidt ei har han Syner som Profeten, og henrykt Smiil forklarer sløve Aasyn som blegen Stribe Vinterdag ved Polen. Og kunde Klagerne kun faae en Form, Du vilde see at vrimle fra hans Læber SIDE: 96 imellem Øgler ogsaa Sommerfugle, og blandt prosaiske Forbandelsers Smaadjævle høistpoetiske Serafer. -- Kort hvert et Bagno er en byronsk Harpe. Sewaji. I Hindostan, hvor Qvisten drypper Olje, hvor Græsset bærer Uld og Busken Silke, hvor gjennem femtitusind Aar trehundred lykkelige Millioner fandt Liv saa rigt kun af hvad Godt, der flød af livløse Natur, saa det var blevet dem Rædsel at forgribe sig paa mindste Belivede, ja Mord at slagte Lam og Høne -- der, der dækkes Vejene, der jevnes Dalene, der høines Sletterne af Millioner Hungerdødes Liig. Richard. Jeg frygter, han er nok fanatisk til at ville før døe fri end leve Træl. Sewaji. Guddommelige Ganges, du som iler for at begrave dybt din Sorg i Havet, min Sjel har talt med dig -- Du har tilgivet. Vel! jeg skal komme. Ganges, jeg skal komme. Igjennem dine mørke Gange ledet paanyt i Livets skjulte Hvirvler ind, naar atter jeg af dem udstødes som et Menneske paa disse Bredder, da er Hindostan befried -- Hindostan? Ah, Hindostan som før, bedækt som før med Guders gyldne Kuppler, med lykkelige Millioners Hytter. -- Det er en Søvn, men hvilken herlig Morgen! SIDE: 97 Guvernøren. Han dræber sig -- Jeg vil ei miste Slaven. Han mig erstatter mere end Vakiti. Bliv her; gjør Anskrig, om han gaaer til Floden! (Gaaer). (Solen bryder frem.) Sewaji. Brahma! Brahma! hvem seer du paa med slig Fortærelse? Som Trællen seer du lavtfra, glødende mod disse Taarne. Men snart, i rolig Sejer stigende, betegner du, at Hindostans rødgrædte Blik skal blaane. Vakiti (som Fakir visende sig ved at opløfte et hængende Buskværk) Se, Hindu, did peger Brahma! (peger paa Terrassen.) Sewaji (knælende.) O Ærværdige! Du er en Dæmon. Du har fulgt mig som Luften. Du har seet alt som Solen. Vakiti. Tys! tag denne Slange! vær en Slange! spring og dræb! (rækker Sewaji hemmeligt en bugtet Dolk). Sewaji (opdager Richard) Ha, Helgen, du ogsaa dette fjernt i Ørknen saae. Vakiti. Ham er det, som kuldslog din Moders Minde. SIDE: 98 Sewaji. Ve ham! nei mig! Thi ei jeg mægter glemme, at engang jeg har kysset ham. Han var engang min Broder. Vakiti. Du er hendes Søn. Han lod dig pidske. Sewaji. Ei Sewaji, men Hindostan skal hevnes. Vakiti. Han er Tyrannens Kjæreste. Tag det fra ham, som tog dit kjæreste: din Frihed. Han er Tyrannens Søn. Sewaji. Han er Brittanniens; Jeg Hindostans . . Vakiti. Er det ei nok? Sewaji. Men Brahma lod alle Lande stige op som Blade fra samme Rod af Dybet. Ve, jeg veed ei; men Sami engang har Brittannien kaldt et Lotosblad, hvorpaa en herlig Gud har sat sig . . Dengang Samis milde Hjerte slog i min Barm. Vakiti. Her var det hvor en Britte -- han hist -- din Søster haante. Sewaji (fatter Dolken) Ha! SIDE: 99 Vakiti. Hvorledes? Er han din Broder da? Og er du Broder? Du er ei Søn, ei Hindu. Jeg forbander dig. Sewaji. Forbarm dig Helgen! Paa mit Hoved brænder Forbandelsen. Jeg maae hvad Himlen vil. Men jeg vil ham omfavne til han døer, med Tigerarme til et Mennesk'hjerte ham kryste til han døer. (Slænger Dolken. Springer opad Terrassen). Richard. Hvad vil du? Der er min Fader. O forbarm dig! Hvad vil du? o Sewaji! Barmhjertighed! Sewaji (qvælende ham). Den har ei Helgnens Forbandelser og ikke Slavens Hevn. Vakiti (Afsides) Nu du for Staalet, og min Vei er aaben til Rajahens Skjulte og til Samis Barm. Dog ville Britterne for mig dig dræbe -- bedre -- som du for mig har Britten dræbt -- Velan! (Høit) Hindu, fly ei! Jeg byder dig: ei fly! Triumfsecunden er, da du kan haane Tyrannen, frydberuset i hans Vee. Og forud føl dit Dødssaar lægt udaf den unge Folkebøddels Faders Taarer! Jeg iler at fortælle Hindostan hvor kjækt du paa dets Fiendes Liig steg op paa Grændsen mellem Jord og Himmel, de tvende Fædrelande Adam har. SIDE: 100 (Afsides). Jeg iler atter under Aaget: i de Vunder, jeg skal dækkes med, sig aabner ny Vei til Rajahens Sjel og Samis Barm. (iler bort.) (Guvernøren og John komme med Slaver.) Guvernøren. Ilive, Dick? Vi har ham. Bind ham, Slaver! (seer Richards Liig) O Richard! Richard! Richard! (kaster sig over ham.) John. Hvad her er skeet! Nu! En mindre forloren af os Tre. Guvernøren (springende op) Uhyre! -- Snør ham! Isøndersnør hvert Lem, kun ikke Struben! ei saa han qvæles som min Richard! Ha, Forrædere! I spare ham . . O Richard! min Søn! o Dick! Dick! (Slaverne fængsle Hinduen) John. Dog er det Trøst, han kommer ei til England. Guvernøren. Skurk! meer kold du er end Morderen, og han er koldere end sine snogblaae Qvælerfingre . . John. Da vi søge maae et Jern end koldere. Guvernøren. Ja hvast som Ild, seendrægtigt, koldt som Iis. Snør ind til Blodet! O Dick, Dick! SIDE: 101 John. Siig heller: død, død! Thi han ei spiller skindød som Ræv for Løve. Guvernøren. Nei, den Djævel -- Død var hans Hevn. Sewaji. En Djævels ei, en Slaves. Dog kan og bør en Slave være Djævel. I Hevn en Djævel; men deri en Gud, at han, naar Hevnen er fuldgjort, opoffrer med Fryd sig Selv. John. Mylord, I bør ei fryde Trællen med sin Herres Sorg. Guvernøren. Jeg græd ei. Sewaji. Haha! Det er en Bøddelsjel: Han blues ved at græde for sin Søn. Du græd. Du gjorde det, og det vil spare Dig tusind Aar i Helveds Evighed. Guvernøren. Ved Pinsler Mennesker forstaae af Timer at skabe Evigheder frem paa Jorden. Vent disse før du døer! Sewaji. Haha, du veed ei, Taalmodighed er Slavens sidste Dyd, sin Død det eneste han veed af Fryd. (Føres bort) SIDE: 102 (Skogegn. Vakiti hvilende under et Træ.) Vakiti. Jeg krøb paa Bugen -- dog som Krokodilen med lige Snude mod mit Maal. Og Tanke bestandig svæved over mine Skridt som Otterslangens Hoved oprakt følger -- mod Solens Straaler hvæssende sin Brodd -- de seige Bølger som dens Legem skyder igjennem en Kanal af raadnet Løv. Snart er den Gamle her -- da skal jeg stønne; indsamle Indiens Suk, og stønne ud. Men Stønnet er kun Lyden af mit Skib, der lander ved sin Kyst: ved Samis Barm med hendes Faders Hemmelighed lastet. Forskjellen mellem os er kun, at Han gjør alt for Hindostan som jeg for Sami; thi hun alene er mit Hindostan. (Rajahen kommer) Rajahen. Den sidste Seir paa Jorden bliver Slavens, saa vist som Guds Retfærdigheds i Himlen. Men uden Søn den Sandhed blier en Løgn: en værre end om ei blev Qvel paa Dag. End er ei Kampen endt, men kun med Tab for Begge djærvt begyndt. Kun jeg kan ende. For denne Hem'lighed, som ei maa døe med mig, men hevne skal din krænkte Æt, o Brahma! Brahma, giv igjen min Søn! For Hindostan jeg have maa en Søn! For Hindostan, hvem offret er min Ene! Og har det ikke En igjen at give: Ulykkeligste mellem dets Ulykkelige; mest loggrende og mest forbittret; en Sværmer, dog udhalende sin Kraft; en Tiger, dog ei springende -- som min Forlorne -- Gittret over for at myrde SIDE: 103 den Enkelte, naar Alle ei kan døe; Uegennyttig glemmende sig Selv, men ikke Hindostan, om Svøben eller og Tambourinen svinges; aldrig fristet til for sig Selv og for det Enkelte at bruge sidste frygtelige Vaaben; som Dragen vogte uden selv at bruge; en Glød, der tænde Taarnet kan, men hyller uskad'lig sig i Støv til Vinden blæser; een Kraft som spændte Staal, dog ørkesløs til Tiden er der -- da . . (Vakiti rasler) -- En Tiger . ? Vakiti. Ja en Tiger! Vel! men En som blev det. Rajahen. Han haanleer ad sit Liv: Han er ei Træl. Vakiti (for sig selv) Hvi kom du ikke, Panther? Jeg har sovet paa blodigt Mos hen Natten i dit Leje, og lever end . . . Rajahen. O Brahma! du har valgt. Vakiti. Hvi bed du ikke, Klapprer? Rundt mit Liv din Hale klemmed sig, og i Pisangen her over mig dit Hoved luded, mens, som Lamper i Lianens Krandse hængte, den hele Nat jo dine Øine lyste . . . Rajahen. Jeg i hans sløve Kummers Skede gjemmer mit Sværd. SIDE: 104 Vakiti. Haha! hvi slog du ned ei Gribb, som suste over mig saa nær, at jeg i dine Vingers Aadselstank indslumred? Mit Hjerte banked dig for haardt, du Feige! Jeg var ei som et Aat dig god, du Stolte! Rajahen. Min Datter giver mig en Søn igjen. Hindu! Vakiti. Hvo raaber? Haan var i dit Raab. Kom! grib en undflyet Træl, som ei vil slæbe sin Lænke længer. Thi denne Luft i Fængslet, han undløb, aander i Forraadet fra hver Mund meer giftig. Rajahen (træder frem) Ha, du føler det: vor Kamp er ikke Haabets; stærkere -- den er Fortvivlelsens, og vil ei Haab. Vakiti. En Fyrste? og mit Folks. Men det vil krænke, om Trællen knæler; thi du selv har knælt. Som Frihed høiner lige, Trældom lige fornedrer. Rajahen. Søn, taal Alt til Alt kan hævnes. Vakiti. Du adler mig: du kalder mig din Søn. Er du nu sjunken, eller hvinte Svøben mig op saa høit ifra mit Støv? SIDE: 105 Rajahen. Min Søn! Vakiti. O Samis Fader! Rajahen. Din og hendes. Vakiti (springende op). Ha, min Sjel ei sygner meer. Den i sin Vee har Indiens Frelse født. Jeg føler mig paa mine Fædres Hingste, brydende som første Bølge frem af Birmans Staalhav. Der leve endnu frie Frænder. Did paa Bugen snigende mig i Moradset, i Skogens Skygge dulgt, tvertover Vejen fra Green til Green med Aben klattrende, og over Floden under Vandet svømmende, i lige Linje iler jeg; men kommer tilbage med en talløs Stamme, farlig og flyvende som antændt Steppes Flammer. Da henter jeg min Brud, som med sin Flod et Ocean paa Ebben gjemt Klenod. Rajahen. Ei saa! Tilbage maa du i dit Aag, af Pidsken hvinet op til større Harm, nær Barmen lægge dig, som du vil saare, om Natten egge Dewis op med Bønner, og, som Duggdraabens Damp forøger Skyen, forsøge med dit Suk at virke ind paa Brahmas Vilje, at den snart maa skee, og han dig kaare til Fuldbyrder. Er hans Viljes Stund, er Een ham nok, som Strømmen et Hul kun trænger forat bryde gjennem. SIDE: 106 Vakiti. Jeg lyder. Rajahen. Jorden skjænker ikkun Viisdom sin Lykke, Himlen ene den sin Kraft. Men Hevnens første Kløgt er Taushed. I dens sorte Muld maa Trælen Tanker saae. Vakiti. Tys! Rajahen. . . Men pludselig, om Brahma giver Væxt, frembryde de som Cedre, hvor man tænkte kun Spirer laae til Græs. Det er ei andet jeg kjøbte for min Sami end din Taushed. Følg! Hun vil lægge Haanden paa dit Hjerte, indtil det stilnes -- den tilhører hende -- og over Panden svale Blade til den kjølnes -- den tilhører Hindostan. Vakiti. Min Død er dets, mit Liv er for din Datter. Rajahen. Din Brud er Hindostan, kun Ringen Hun. Og jeg som før for Indien med en Søn fremstaaer i Kampen fuldtudrustet atter. (Morgengry. Francis og Sami under Terrassen. Francis. -- Om denne Afgrunds fiendtlige Vægge, imellem hvem det Blomstergulv er spændt, hvor i det tyste Gry vor Elskov mødes, SIDE: 107 end briste fra hinanden, skal en Luftning fra Himlen hæve det som Feers Sky, og, atter dalende til fredet Jord, en Qvist etsteds er nok og findes nok hvortil det kan sig fæstne. Sami. Maatte ikke selv Kamadera, Elskovs favre Guddom, i Flammer døe, da han ifra sin Bue af Sukkerrør skjød blomstervinget Piil i Høiestes af alle Guders Barm? Og jeg? hvor høit har jeg ei skudt mit Blik? og vi? hvor høit gik ikke vore Ønsker? Og Bønner brændende vi sendte efter en Lykke, som ei Himlen pleier skjænke, for ei at blive fattig selv. Francis. Men over den Fagres Aske gjød de andre Guder en himmelsk Drik, der vakte op hans Aand. Saaledes tør vor bedre Elskov leve af Broderblod og Fædres Harm omflammet. (John sees paa Terrassen.) John. Ah! ah! den unge Herre? Nu, som Richard han elsker ei: som Sværmer, ei som Herre. Sami. Min Broder? O tilgiv ham, thi hvis Sami er mild, han var det. Al hans Manddom var kun en Skygge om et Qvindehjerte. Vist Ørkensolen havde brændt hans Hjerne; og den Fakir, som bød det, var en Dæmon, thi da han havde udtømt sin Forbandelse, forsvandt han som et afbrudt Tordenslag. SIDE: 108 John. Den Dæmon i Fakirdragt var nok skabt af Guden "Dødsangst" i Hinduens Hjerne; thi gjennemjagende med Hunde Egnen, vi fanged kun den Rømningstræl Vakiti: en dorsk og skabbet Grævling for en Tiger. Francis. Han var min Broder; Morderen min Bruds. Gid ei min Faders Hevnen var, men Guds! Han hendes Broder -- nok forat tilgive. For ham hun græder -- nok for ham at frelse. Jeg vil ei gruble over hvi han faldt: for Indien (da for Engelland en Britte) for Skatten (da for Faderen en Søn) for Sami -- ha, for mig da, arme Broder! for Haan mod Uskyld -- da som Synder bør, og just den Død, Tyrannen altid voger. . . Ve mig jeg vil anraabe Naaden, og i kolde Retfærds Sprog min Tunge isner! Men Naade sikkrest er hvor Ret ei vides. Og hvad der skeer i disse Skjebner, vor kun bindes til saalænge selv vi ville, er vor urokkelig som Himles Roe, naar, Elskte, Elskte, aldrig vi forglemme retfærdige at være imod hinanden. John. Med nye Rynker maatte Dette glatte ud Gouverneurens over Richard. Sami. Francis, du er barmhjertig mod mig som en Himmelsk, retfærdig ei. Men det er Kjærlighed at holde sin Barmhjertighed for Retfærd. John. Du stakkels Fugl, du har paa yderst Green formeget blottet dig for Pilen. (gaaer) SIDE: 109 Sami. Alt det gryer. Vor Dag er endt. Med Græssets Dugg begynder den og endes. Francis. Reen og skjøn som den, tilbage kun til Himlen vendt, for rigere at blive gjennedsendt. (Hal i Fortet. Guvernøren.) Guvernøren. Som Søn og Herre skal min Richard hevnes; for Herren Qval, for Sønnen -- o hvad Qval! Og endelig, naar stumpet er hver Smerte, for Livet Livet. (Francis styrter ind, omfavner hans Knæ) Francis. Naade! Vær barmhjertig. Den falske John, det smilende Uhyre, besmitter eders Sjel, min Fader, med den Grumhed hvormed Satan hans forbanded. Guvernøren. Ja, Dreng, min John har Øine som en Djævel. Han seer igjennem Natten. Og hans Øre forstaaer hvad Bladet hvidsker bag Terrassen. Francis. Som Tjørneriis imellem Hestens Been i Farten, som den voxer, bores dybere, ei værre Piner og Fremegger Magten har, end Spioneriet. O naar han, jer Djævel, frister, mind da Jesus, som tilgav sine Mordere -- SIDE: 110 Guvernøren (haanleende) Bort, Dreng! Hvor ligner du din Mo'er, den altfor ømme, men siden altfor fromme Magdalena. Francis (staaende op) Hun tilgav og som Frelseren sin -- Guvernøren. Ha! Forvorpne, ti! Francis. Ak, hvis I gjør det, det vil i Graven pine Richard. Guvernøren. Beder du for din Broders Morder? Er det bedre end Brodermord? Og troer du ei jeg kjender din Christenømheds ædle Rødder i Slavindens Hjerte, i min svorne Fiendes trælbundne Datters Skjød? Ha, ædle Lord, som leger Brudgom saa med Skjændslen, din Faders Navn bli'er ei dens Brudeskjænk. Studs ei! er det saa underligt, om i dit Paradiis en Lurer sneg sig ind? Haha! Francis (slaaende sig for Panden) O Richard! Richard! Guvernøren. Nu? Og John seer godt. Vær ikke skinsyg paa den Døde! Han fortæller Intet meer. Kun Vunden raaber. Gaa nu, og klynk Slavinden dit Farvel, -- nei byd din Bajader at følge med SIDE: 111 det Regiment, hvormed du drager bort, thi Bajaderer høre til i Feldten. Men jeg vil glemme, at du er ilive en større Sorg end Richard død. (vender sig bort) Francis. Gud bedre min Faders Hjerte . . o er der en tyngre Bøn for nogen Søn? -- (gaaer). Guvernøren. Den Filanthrop! Er han min Søn? Jeg tvivler. Francis (kommer tilbage; vil gribe Faderens Haand). Gud bedre eders Hjerte, Fader, før I driver denne Hevnkamp, I begyndte, til eders egen Undergang. (gaaer). Guvernøren. Hvad er det? En Sammensværgelse af Slaver, og min Søn i den? Saa talte Richard sandt. Forfølger da i denne veke Sværmer hans Moders Skygge mig endnu? Og jeg, i Richard fuldtopstanden, maatte gaae igjen tilbage i et Intet? -- Nei, Nei! Han dømmer kun min Stilling ret, som Den der læser roligt en Historie, og, ikke styrtende som Richard flux sin Fa'r tilhjælp i Kampen, han med Kulde filosoferer kun: "det er en Hevnkamp imellem Herredom og Slaveri; en umoralsk, dog ædlest ført af Slaven; en ødelæggende som Thebens Brødres, hvis Strid er Hevn, hvis Ende Alles Død; en Malstrøm, som imellem tvende Skibe, midtunder Træfningen sig aabner, og ustandset borer dem i samme Grav." SIDE: 112 Saa er det. Muligt? Men i Kamp om Hevn Den seirer dog som driver Hevnen videst. (John kommer) John. Det Skib vi saae imorges, er "Medusa." Og sandelig det Skue er forstenende. Glem Richard, Sir! Nu gjælder det os Selv. Guvernøren. For Deficiten, Richard skulde bringe, vi bringe vore Hov'der, skjøndt selv deri en Deficit. Det mangler et. John. Langt bedre, om Redning for sig selv de tænkte ud. Jeg sørger over Richard mere end jeg ham beklager, Sir! skjøndt denne Handel gjør os beslægtede som begge Hænder, udgrente fra det samme Bryst. Guvernøren. Ti, John! John. Hvis tie er at tænke. Det forstaaer sig Mylord maa reddes! dog isammen Vi maa reddes, Sir, erindr det! Guvernøren (i Tanker) John, hvorledes? Captainen er her. John. Frelsen er dog nærmere. Sælg Hevn for Frelse, Blod for Guld, ja sælg den Morders ene Liv for vore tvende. Alt maa benyttes, ja selv Richards Død. SIDE: 113 Guvernøren. Hvorledes? John. Skatten, jeg belurte Rajahe'n ved i Ruinen hist . . . Guvernøren. Den veed du jo er dybere begraven i hans Hjerte end under Jorden. John. Dog den maa for Dagen. Og nu om nogensinde. Guvernøren (sløv). Ja, om nogensinde. John. Et Æresløfte er kun ussel Priis. Mig undres ei, hvi han ei solgte den. At spændes ud paa Pinebænken pirrer den Stærkes Sjelenerver kun til Haardhed, og spænder eders Taalmod meer end Senen. Men det, det er en Priis at byde, Sir: sin Søns, ja vel sin Enestes, Morders Liv. Og det er Priis at tage: Sønnens Liv. Sir, tænk paa Richard! tænk, Brahminen tænker saaledes (ja som Vild vel meget stærkere) paa sin Sewaji. Sir, og tænk paa Os! -- Oh det vil pine eders Dødsensfiende at maatte tage det imod. Den Byrde at Gløder paa sit Hoved skal han længes at ryste af. Han veed hvorved han kan. Guvernøren. Ja visselig det er en Priis. Ha, Slaven skal gaa med Seir af Kampen? -- denne Trodsige! SIDE: 114 John. Men han med Guld opvejer Liget. Og Sønnen faldt da ikkun for sin Fader. Guvernøren. Han til Mahratterne, til Birman og Afghanistan skal gaae fremstrækkende som Kronespidser sine blodige Fingre, og Indien lærer: Britten døer for Guld, som han og lever derfor. John. Ah! ikke saa, Mylord. Hvor Skatten ligger, i samme Hul kan og dens Graver lægges. I maa, I maa! Jeg staaer kun for det Halve. Det koster Struben, Nu, da veed I hvad det andet Halve koster. Mind, Han er her . . Captainen -- og med et Papir, det blive kan vort Seil til Underverdnen, om ei -- Guvernøren. Vel! iil! stevn hid Rajahen! lad i Fortets Grave Crocodilen svømme, og Fiskerne bevogte, at den ei indslippes end ad Gluggen til den Fangne. (John gaaer. Captainen kommer) Guvernøren. Ah! Sir Thomas, I min Kones Broder I denne onde Dags Repræsentant? Captainen. Med Hendes Død vort Frændskab er forbi. I rødmer Sir! Ved dette vil I blegne. (Udfolder et Papiir) Guvernøren. Hidkom I forat ende den Moral, som blegned afbrudt paa jer Søsters Læber? Min Lykke var det, at hun først blev træt. SIDE: 115 Captainen (rækker Guvernøren Papiret) Her er mit Ærind, Sir, det jeg beklager, dog mere Eders faderlige Sorg. Guvernøren (læsende) Arrestbefaling -- Ah! -- i Kongens Navn mod mig, Forvalteren Sir John og Richard, min Søn, som Factoriets Regnskabsfører? Han alt af Jordens største Konge: Døden er fængslet. Graven bli'er hans Tyburnhill. Dog Jevndøgnsfrist er skjænket seer jeg. Nu! lad see, om ei den Naade kunde gjøres meer god end lang! Dog da fra Himlen Hjælpen maa komme synlig, Guld af Jorden voxe. Det Sidste troer jeg før, skjøndt ei (som drømmes derhjemme) overalt i Hindostan. Den Jord, som Guld skal bære er dog nok i Klogmands Hjerne. Der er og hans Himmel. (Skogsegn. John.) John. Forlorne? Den Tanke er ikke god under Træer med stærke Grene. Derfor vil jeg lade den fare, og heller i Naturens Skjød tænke, at der dog er menneskelig Følelse i den gamle Rajah. For- lorne? Det er Mylords Vise, og han gjør et Qmqvæde ved at knage med sine Knoker. Men jeg vil ikke forstaae den, og jeg kan heller ikke forstaae hvorledes den samme Fingerlyd kan betyde Sorg, som lod sig høre da Grebet i Cassen var foregaaet og Afregningen holdt over Beløbet. Det duer ikke at have stive Fingre uden at have stive Øren og Øine, der tør see stivt fremad som Skjebnens. Men om der var noget i det fordømte Ord "for- loren," var det ligesaagodt strax -- -- Haha! først en lang Sei- lads og saa i Gammel-England en endnu længer Proces, dersom vi træffe paa en af de rette Advocater, og saa endelig . . O Haabet forlader os ialfald ikke før vi virkelig ere nogle Alen fra Jorden. SIDE: 116 (Francis kommer iilsomt) Ah! Han søger Sami. Jeg mødte ligesaa gjerne en Parder som en opbragt Forelsket. Men det er klogt at komme Vreden ligesom et vildt Dyr i Forkjøbet. Francis. Sami! Tys! John. Jeg søger eder, unge Herre -- Francis. Skurk! jeg skyer dig. Snog, men møder du mig, vent da Utøis Skjebne. Skurk! Skurk! Skurk! (Ryster ham). John. Vil I mig qvæle som Sewaji qvalte? Francis. Jeg føler, at jeg kan. Du har belurt min Lykke, og forraadt . . (bryder ud i Hulken) John. Dog skjøndt jer Arm tilveirs mig løfter som i Vippegalge, jeg smiler; thi jeg bringer eder Glæde: -- Sewajis Liv skal spares. Francis. Ligegyldigt. Han bør jo døe. John. Dog vil det glæde Sami. Francis. Ak ja. For hende bad jeg; paa min egen Natur en bedre knælte ned og bad. SIDE: 117 John. Men I ei kjendte eders Fader bedre end mig. Jeg tog ham fra den rette Side: da Ømheds Port var lukt, jeg gik Fornuftens. Francis. Det gjorde Du? Siig heller: er han piint, og naar af dig opfundne Død ham skjænkes. Hvad Nyt i denne Vei? John. Oh, kun det Gamle, at Sønner ikke kjende sine Fædre; at Venner kjendes mere ei end Skibe i stormfuld Nat; at Godt ei bliver troet før det beskjæmmer. Dog er dette nyt, at Sønnens Morder spares af en Fader. Francis. O John! miskjendte John! (omfavner ham) Jeg troer det; thi det glæde Sami vil. Had hende ikke! O had ei Sami, John! Du kan det ei, som gjorde meer end Ret, saa sød en Uret. John. I troer min Gjerning ædel, ei mig selv; mig levnes kun den usle Ædelhed, at være kjendt for værre end jeg er. Francis. Nei, da du os belurte, strømmed Ædelsind (som uoprundne Sol forgylder Skyen) fra Samis Sjel ad ukjendt Vei i din. John. Lad mig den Lykke, selv at takke hende. SIDE: 118 Francis. I hendens Tak skal nye Strømme rigne hver Plet, der i dit Hjerte end er gold. (gaaer) John. Saamange ædle Handlinger til Verden har Dyden neppe født som Egennytten. (Sami kommer) Sami (hviskende). Francis! Tys! John. Aha, et Stevnemøde! Sami! Sami. Ve, ei Francis' Røst. John (fremtrædende) Men en ifra din Broder, ja en underjordisk, en lænkepresset, en der klynker om et Blink af Lys, et Dugg af Lædskelse, et Smiil Barmhjertighed af dig. Sami. Sewaji? John. Ja han er fri, saafremt du vil. Sami. O Brahma er stor! John. Men mærk, at det beroer paa dig. SIDE: 119 Sami. O lad ham flye tilbage til sin Ørken, og tænke ud i Eensomhed en Bod, saa tung som Richards Grav . . en Bod, der kan forsone baade Gud og Mennesker. John. Ei Fugl med løftet Ving paa Klippetop er nærmere sin Frihed, hvis du vil -- hvad ellers Magten og Fornuft fremtvinger -- aftrygle Rajahen den Skat, han skjuler hist i den gamle Borg, der synes som Ruiner af et Bjerg ei af en Bolig. Sami. Hvor lav en Priis! Ja, gode Fremmede! Dog først tag Samis Ædelstene. Sami har Perler. Tag dem med. (Løser sine Klenodier af, og giver John dem.) John. Du ejer end en Perle, du maa give: det er Francis. Sami (bedøvet) Forbi! forbi! John. Ja, med jer Daarskab. Dog kan du ikke for din Broders Pine end kjøbe dig en Frist, ei for hans Dødsstund Minuts Fortsættelse af Legen . . Sami. O jeg bærer det; thi det ei dræbte strax. SIDE: 120 John. Thi mærk, den Dag Sewaji, liig en Hveps, der stak, men redded dog sin Brodd, tør sværme igjen i Ørken ud mod Vest, mod Øst til Birman Francis gaaer med Regimentet. . . Det slaaer dig meer? Ah, havde Elskov endnu en List i Baghaand? Sami. Har du mere, da knus mig sikkrere og haardere end Birmans Elefanter knuse Francis. John. Ja, det dig mere tilladt er at tænke dig Drengen under Elefantfod knust, dog end ei død, kun stønnende mod Døden, end ved et Indtog, smykket som en Sultan, i seieroverglimret Ungdoms Favrhed, liig Rosenbusk i pragtfuld Vase paa en Marmorslottets Tinde baaren i et gyldent Taarn af snehvid Elefant. Sami. Saa vil jeg tænke ham. John. Du maa ei. Sami. Ak, gaaer Magt saavidt, da kan og Elefanten med plumpe Fødder knuse Sjelen. Da, som jeg for Francis selv har kjøbt min Broder, vil for min Faders Skat jeg kjøbe Frihed, at tænke paa ham som jeg vil. Kom da, og hør hvor jeg skal trygle -- (de gaae) SIDE: 121 (Hallen. Guvernøren, Rajahen.) Guvernøren. -- Dog er han eders Søn. Betænk! Rajahen. Hans Moder, selv runden ud af Indiens Overflod, mig gav ham; jeg til Hindostan tilbage ham skjænkte. Guvernøren. Han er givet eders Hjerte -- saa alle Sønner, Rosenblade liig om Rosens Frugtbund. Rajah, ja, ved Gud! han er det! Plyndr dog ei dit eget Hjerte! Han er det! Gud dig gav ham jo, min Fyrste. Gud eller Brahma . . ja ved Gud! (Rajahen leer) Du leer, Forfærdelige, mens din Søn du dræber? Rajahen. I svor ved Gud, Jeg veed I troer paa Ingen. Guvernøren. Da ved mit Ord, ved Bibelen og Vedam, ved Livet, om du troer at nu du lever, ved Døden, om du troer at du skal døe, ved Solen, den som brænder os i Øiet, ved Jorden, som vi træde sammen paa, ved alt hvad der er fast og virkeligt: om Du idag, idag vil aabne Skatten -- Sewaji -- han din Søn, som myrded min -- frigiver jeg; af tusinde Frigivne ledsaget, skal han komme til dit Hjem! SIDE: 122 Rajahen. Af Tusind? Frigiv Indiens Millioner; og paa det yderste af Indiens Forbjerg skal jeg tilhvidske det den sidste Britte. Guvernøren. Jeg jevner dette Fort med Jorden; skriver, at Luften er saa usund . . Rajahen. Jevn Calcutta, Madras og Bombay! Der er den forgiftet. Guvernøren. Hvortil slig Politik imellem Naboer? Her er en huuslig Tvist. Viig ei fra Sagen! Den er kun mellem to bedrøvede Hjerter. Jeg kræver Bod for Blod, og giver Soning. Hinanden nærme stode vore Huse, meer fjernt ei skulle vore Grave staae. Lad Fred kun boe imellem! Gamle, Freden gjør lyse Sale i den sorte Jord imellem Gravene. Rajahen. Men Fiendskabet imellem Husene opdynger Grave. Guvernøren. Mistroisk end? Med falske Smiil I svarer, med Læberne omspillede af Dolkglimt. Gid Engle kom og vidned, da I troer ei Mennesker! Rajahen. Forgangenhedens Aand, Erindringen, omsvæver hver en Tid. Kald denne Engel ei. Den vidner mod jer. SIDE: 123 Guvernøren. Forsaae jeg mig -- nu, se paa denne Pande, om ei jeg ærligt tegned op min Skyld! Erindringen? den Dødning! Gamle, om den ei kan manes bort, om end den hænger, blodspændte, sugende Vampyr liig, paa Forsonings milde Hjerte -- Gamle, see, da sukker Angrens taarevarme Aande ind Liv i det Tilkommende, og deraf en Engel reiser sig i Kamp mod hiin. (seer prøvende paa Rajahen) Hvor ondt et Smiil! Det gjør os begge Uret; men Ord, hvor bittre end, kun En. Tal dem, og jeg skal suge dem som Honning. Kræv, og jeg giver Herrens Høihed gjerne og Retfærds Krav og Faders Ømhed. Kræv det nærmeste imod Umuligheder, og jeg skal rose end dit Maadehold. Som Pant paa Haanden -- se, der var en Træl . . nu vel, det er Navn . . velan, en Mand, et Menneske, en Hindu som mig sveg -- Hvad Under at jeg straffede, dog meer som Fader end som Herre? Dog lad være! Han tyet er til Dig. Det er mig nok. Jeg skjænker ham igjen sit Huus som før og tusind Agre. Rajahen. Hele Hindostan, den Ager mellem Himalah og Havet, det er mit Krav. Guvernøren. Jeg Friheden ham skjænker. Rajahen. Engang af Gud, som Kjernen i Demanten, i Livets første tindrende Øjeblik uskillelig indlagt, den ham forærtes. SIDE: 124 Guvernøren. Hvad Bod, Uhyre da? . . Rajahen. Lad Slaven give jer Ryg Blaastriberne tilbage. De tilhøre jo Brittanniens Flag? Guvernøren. Er dette ei Pant paa Fred, at Herren Haan vil taale? End ei? (Afsides) Jeg er forloren. Koldt og stivt, med Dolkblink seer han paa mig. (Høit) Gamle Nabo, skjær over ei med slige Blik de Baand, de sidste, men de skjønneste, som endnu sig flette mellem os blidt som Lianens imellem Palmer . . Rajahen. Skilte ved en Afgrund. Guvernøren. Ei saa. Du seer min Vemod gjør mig blød. Jeg trygler om dit Venskab samme Dag du skulde trygle mig om Livet, hvis du ei mig frelste. (Griber hans Haand) Ven, du ahner ei, at vore Børn med Almagt banlyst har vort Had til Richards Grav. Det er en Hemm'lighed som Kokoskjernens Melk end skjult og sød. Kun Aftnens Tysthed har belurt den, dog vil Hindostan engang besynge den, og England og Europa deraf lære et bedre Herredom, et som Naturen ei maa oprøres ved, men signe. Giv for min Din skjulte Kundskab. Viid, at min angaaer Dig nær som Hjertet. SIDE: 125 Rajahen. Mellem dette og mig er Hindostan som mellem Altings Begyndelse og Ende Verdens Mængde. Min angaaer Hindostan. Guvernøren. Javist! en Skat, en Oldets Fyrste har i Mulden gjemt? En Skat liig den, en ædel Rajah hented frem fra Pagoden, Havet overskyller, en gylden Strøm, der stansed Clives Armee, og fredende omgav et Kongerige. Rajahen. Men Hyder Alis blaanende Oceaner af Sværd omværned Indien bedre. Guvernøren. Vel, din Hyder havde Ret; thi han var Indien, hans Hoved Himalah, hans Skulder Butan, hans høire Arm var Ganges, venstre Indus, Calkuttas sorte Hule var hans Hjerte -- hvad Under, at hans Fiender deri qvaltes? Rajahen. Det siger Du, som er en Clive? Haha! Guvernøren. Ei herom! Os angaaer det Hindostan og Bretland kun, som er i vore Huse. Men Hindu er du ei, hvis Ædelmod ei kan beseire dig. Velan, du skjuler din Hemme'lighed; jeg skjænker dig da min: min Francis har din Sami kjær, hun ham. Lad os ei søndre hvad Naturen ente til herligt Fredssymbol! Tænk blot: opvoxne i samme Skygge -- o det maatte skee! Tænk blot . . . SIDE: 126 Rajahen. Du lyver -- Guvernøren. Nu! vil du med sligt et Pantherblik velsigne? Sign du min Søn, jeg hende, nu min Datter. Rajahen. Ei min! Ved Chivens Vrede, min ei meer! Forlængst ei min; fra Fødslen Hindostans. Umuligt! Før formæles Grib og Due, før Parderkat og Antilope, før bestiger Ganges Himalah, og Bjerget i bløde Bølger smelter henad Sletten, ja før skal Parias urene Blod med Rajahs blande sig og med Brahminens! før -- (Afsides) Ha, Vakiti, nu er du min Søn! Guvernøren. Tænk blot: en Britte og saa Hinduinden . . Rajahen. Ei Prindsen selv af Wales usleste af Hindostans Slavinder gav jeg. Viid, en Tid tilforn og Pariaer hersked, dog frelstes Indien, da de rene Slægter bevarede sin Reenhed, Straalen liig, der smittes ei af Taagen, skjøndt nær qvalt. Guvernøren. Ve dig! du maa mig redde! Rajahen. (Afsides) Nei kun Indien. Guvernøren. Viid, jeg er dødsens! Viid da hvad du er! SIDE: 127 Rajahen. Min Datters Bøn meer stærk var end den Trudsel, forgjæves dog som den. Guvernøren. Saa prøv den opfyldt. (Raaber) John! John! (John kommer) Alt tabt! Vort sidste Haab er paa Uhyrets Stivsinds Klippe brustet. Hans Stolthed paa min bøj'de Nakke sprang, hvor dybt jeg krøb, hans Fuulhed smøg dog under, hans Øie flammed fuldt af Seiersblus. Men end er Magten vor -- endnu, ei meer. Den ende da sin sidste Aften med et Tordenslag -- hør Rajah! -- paa dit Hoved! Bring Vagt! Gjør Alting rede! Først begynd med Skruerne . . (John gaaer) Nu, du vil tale, Rajah! du Englands svorne Fiende! tal, med tro ei et Ord af hvad jeg lovte. Tro kun Trudslen! Rajahen (afsides) Jeg gaaer saa roligt som en Sol mod Havet, at ende Banen, naar jeg først Vakiti, besvangrende ham med Mysteret, har opglødet til en ny for Hindostan. Guvernøren. Hvad mumler du? Snart skal du skrige (ja vi Begge): ve, det er forsilde! Rajahen. Herre! Guvernøren. Spar kun til Bøddelen din Sledskhed: den er falsk, som mine Løfter; men den gjør mig ikke stolt, som disse gjorde dig, graalokkede Daare! SIDE: 128 Rajahen. Herre! visselig det er en Skat . . Guvernøren (heftig) Nu, nu? Rajahen. Men altfor vigtig . . Guvernøren. Hvor vigtigt er dit Liv? Rajahen. Mod Skatten intet. Guvernøren. Da gjælder mit dig endnu mindre. Rajahen. Dog jeg vil betænke mig. Som Gidsel tag mit Kjæreste, min Datter, tag mit Livs forskjønnede Natur, Meer end mig Selv! Guvernøren. Velan til næste Gry. Da peger jeg saavist til Underverdnen, hvis du tier, som Straalen op til Himlen. -- (gaaer) (Under Terrassen. Francis og Sami omfavnende.) Francis. -- Vi skilles? Ja, jeg vilde, hvis du kunde. Sami. Du gjør mig angest, Francis; dog endmeer for dig jeg skrækkes. Francis, kan du friste til saadan Blodsynd? SIDE: 129 Francis. Det er ikke Retfærd, som skaaner ham, men skummelt, syndigt Forhold. Sami. Mit Hjerte brast, om ikke min Beslutning ombelted det; thi der er intet Valg. Francis. Captainen er min Morbror; vel en fast, men venlig Mand -- o, paa hans Skib vi ere saa sikkre som paa ensom Ø. Da bort fra dette Slangerede! Sami! Sami! Sami. Tal ei, se ei; thi i dit tause Aasyn er Fristelse. Francis. Og Du mig, Elskte, frister at bede om hans Død. Sami. Du raser som Vakiti. Nylig var din Sorg dog som din Glæde yndig, da du troede ei, at Gud os kunde skille ad, men loe og zittred dog. Mod Jorden vær høimodig, mod Himlen lydig. Lad os give Verden, som gav os Mødepladsen til at kjende for Evighed hinanden, Alt tilbage; kun ei Erindringen, thi den (som Evnen i Chaos til den hele Pragt vi see) er spredt i vore Sjele ud som Kimer til saligt Liv, vel skjønnere ei end forsvundne, men saa sikkert som det Evige. Lad vort Farvel da være kort som Døden. Francis! O ei jeg bærer det -- SIDE: 130 Francis. Min Sami, end ei, end engang . . O hvisk "Ja!" -- Ved Daggry hist i Ruinens Mulm, at ikke Solen for tidlig skiller os. O, vort Farvel, for Dødsskilsmissens ene Stunde Skyld, burde saa langt som Livet være. (John viser sig med Slaver) John. Folk, her er Hun. Grib Rajahens Datter! Francis. Hvad? John. Nu! Rajahens Datter er Gidsel for sin Fader. Francis (griber Vaaben) Bort! (Afsides til Sami) Fly, Sami, fly! fly! de dræbe Dig og Dine . . Ha! Fly til Ruinen, der vil Ingen søge. John. Frisk, Trælle! Francis (angribende) Ha, saavidt -- du Skurk! John. Skaan eder! Francis. Ei mig, men endnu mindre dig . . Ha, bort! (Driver dem bort. Sami er forsvunden.) SIDE: 131 (Aftenskumring. Fortets Volde langs Ganges. Til en Port i Vandfladen fører en Trap ned, hvorpaa Vagt af Seapoys. Vakiti i Fakirdragt drivende i en Baad nedad Floden.) Vakiti. Mysterets rette Arving lever -- uvis er da min Lod. Og han skal leve -- vist er da, at i mit Støv jeg atter synker. Togange undflyet skal jeg døe før Sami ved Mindet om en Fryd har gjort mig Døden til Vellystdrøm, vel frugtløs, dog saa sød, at ei jeg vilde vaagne i en Himmel. Han leve? Muligt; thi de Fremmede for Kobber Retfærd sælge, Kjærlighed for Sølv og Hevnen selv for Guld. Mig nok, Han lever; fængslet som han ligger der paa Indiens vaade Bund bedækket af en europæisk knugende Steenhimmel, er han paa min Vei kun en Bul tvertsfalden, som ørkesløs dog hindrer, og maa væk. Ja væk! væk! (lægger til) Hinduer! Tys! Jeg hører Stønnet af en Sjel. Afveien, I Parier for Brahmas Ætling! Smitter ei Luften nær den Hellige! (Vagten fjerner sig) Bort! Jeg vil vie ham til Helgendøden. Jeg med Guders Smiil vil lyse op hans Hule. Jeg løser Sjelen, lærer den at synge der under Jord og Vand Gud Brahmas Priis. -- Hist Slusens Luge . . Floden voxer alt, opløftende fra Dybet Crocodilen. Som hvælvet Baad den driver alt for Strømmen. Ha, Chiven! Fortærende! Meer voldsomt banker mit Blod mod Brystet end mod Porten Floden med topp'ede Bølger over Tærsklen . . Ha, Fortærende, jeg lædsker kun det Blod, den Flamme, du i mine Aarer gjød. SIDE: 132 Alt Floden voxer -- nok, alt nok for bort at skylle Skillet mellem mig og Sami. (Aabner Porten. Raaber ind.) Sewaji! Sewaji. Kommer Døden? Vakiti. Ja. Sewaji. Fra dig, Fakir? Vakiti. Fra mig. Fra Brahma. Salige! som døer i Ganges. (Floden bryder ind. Pause) -- Hans Sjel er toet reen i helligt Vand. Han døde ei, ham Ganges tog tilbage. Om Vandet stiger op til Fængslets Hvælv, saa Boble knuses, har hans Sjel dog Rum; og naar det atter skyller ud, det fører den dog som rene Lotosblomme med sig. (Støder fra og forsvinder.) Vagt. Ve os! Os ogsaa sluge Floden; thi de Vantroe fatte ikke Brahmas Bud, og agte ei hans Hellige som Vi. (Styrte sig i Floden.) (Midnat. Det Indre af en kolossalsk Hal i Ruiner. Rajahen og Vakiti. Sami bag en Colonne.) Rajahen. Du svoer. Arv da Sewaji! arv det Dyreste, en Fader gav sin Søn: sit Selv, sit Livs Idee, sit Livs Liv, sin Sjels Sjel, sit eget Tilværs Nøgle mere værd end Livet, som han gav i Kjød og Blod. SIDE: 133 Vakiti. Jeg svoer ved Brahmas Vrede, Chivens Magt, ved onde Dewis, ved min Moders Ære, ved Faders Grav, ved alle Hellige, ved Jords og Havs Dæmoner, Himlens Guder, der seer i Sjelene som Stjerner i de dybe Vande, ved Gjengjældelsen jeg svoer . . Rajahen. I Brahmas Navn da! og for Hindostan! Om Dagen Brahma med sit Ildblik vaager tro for sit Hindostan og hver dets Træl, at slumre sløv i Lænker kan hans Sjel, men vaage livlig Natten ud som Flammen; til engang, engang i en rædsom Nat de Hindusjeles Hevnensflammer brat gaae til en natlig Brahmasol isammen. Da skifter Tiden. Og den nye Alder sin første Dag hiin Nat for Hevnen kalder. -- Dog sove tungt de Trælle. Kun hos dig i vaagne Sukke fryded Hevnen mig. Jeg ved din Leervæg bøjed mig at lytte, og hørte hvad og i min Sjel blev sagt: at Lænkejern i Frelserodd er lagt, at Hindostan gjenreises i en Hytte. Vakiti (afs.) Hver har sin Lidenskab. Han min ei fatter. For Sami vaagede mit trætte Legem, for Sami stønnede min qvalte Sjel. Rajahen. Paa Hindostan som jeg i Suk du tænkte, og aanded Hevn og Frihed blandt de Lænkte. Jeg elskede din Sjel saa dyb og mørk; og før jeg fandt dig sorgbedøvet, liig en frossen Slange, kaarede jeg dig, hvis ei min Søn hjemkom ifra sin Ørk. SIDE: 134 Han kom, men for med Livets Tab at hevnes paa enkelte Tyran, som ham fordrev. Men Guders plan end ingensinde blev ved Dødelige rokket. Derfor levnes mig Søn i dig og Hindostan en Hevner. Med samme Eed, som du mig Taushed, gav jeg dig mit Barn; dog her ifra min Grav en Arv meer dyrebar jeg end dig levner: en Helligdom igjennem Ætten sendt, fra Sjel i Sjel med rædsom Eed indbrændt. I Pinslers Skrig, og naar i Dødens Stund kun vidløs Tale raller i din Mund, for Viv i Modersvee, fortrolig Ven, som kræver, at du aabner dig igjen, for Frister med Golconda i sin Haand, for Sværd paa Øje, Lænkepæl i Flammer, om Staalet aabner selv dit Hjertekammer, den gjemmes maa paa Dybet af din Aand. Om Liv for Lyd deraf du kunde vinde, i Krampe Hjertet fastere den binde! Om Blodet strømmer -- da din Sjel, ei den, maa med den sidste Draabe flyde hen. Det svoer du, svoer det ved din Sjelefred . . . Vakiti (Afs.) Veed meer, ved Sami. Rajahen. . . At paa Dødens Leie du skulde med den samme dyre Eed arvgive den din Søn til Vogt og Eje. Saaledes gaaer den gjennem Æten ned. Jeg døer, men frelst jeg i din Sjel den veed -- Hør da! I Indiens Old, mens end i Havet den anden Deel af Jorden laae begravet, fra Indus' Bredder herskende sig spredte Tzengaristammerne paa Indiens Slette. Som Gnisteregn vidtover tørre Sæd SIDE: 135 paa fredsomt Hindostan de styrted ned. Da sank Benares, og i mange Aar ei Solen lyste, og ei vexled Vaar. Da regned Graad, og stiv af levret Blod, med Øer af Liig den milde Ganges stod. I Blodskam ynglet, frem bestandig værre gik Slægt af Slægt, og hver var Indiens Herre. I Byerne, i Templerne, den skjændte, den boed selv, mens Hindufolket knap i Skogene fik Skjul; thi did den sendte sin Hær som Pesten rivende og rap. Men rædsom som et Baal, i Purpur rødt af Faders Blod, sad her en blodskamfødt Tzengarisultan. Dette var hans Slot. Her sad han liig en Grib paa et Skafot, selv blodig som sin Blok, som Øxen frygtet, og sendte Døden efter dem som flygted'. Fra denne Borg mishandled Jorden han, mens gudløs Brahmas Himmel han forhaante, som alt i mange Aar ei mere blaante, men var et Gravlaag over Hindostan. Her ynglede han nye Synder frem, og podede i sine Trælle dem. Han lærte dem at æde sine Fanger, at kaste dem i Borgens Dyb for Slanger, mens ovenover under deres Skrig han fraadsede i Andres friske Liig, og i en Lønsal over hule Grund besvangrede en Crocodilehun. Saaledes sad han, adlydt skjøndt forbandet, en Dæmon -- værre, thi med Blod og Kjød forøget var hans egen Flamme blandet. Som Tordner rulled Aag han over Landet; som Lyn sig slangende, Blodstrømme flød i Kobbervognens Spoer, hvorpaa han drog, af sammenlænkte Panther og Hinduer hvert Aar omkringkjørt under Seiersbuer, at naae de Liv, han ei fra Borgen slog. SIDE: 136 Da lærte Brahma selv min Stammefa'r, i skrømtet Skikkelse af en Tzengar, at tale ved Tyrannens Thron, som stod af Hjerneskaller bygt, forgyldt med Blod: "Du Verdens Konge, paa din Thronestol hvor liig en herlig Guddom paa en Sol! Du, som retfærdigen vort Aag har lagt med tifold Vægt paa Hindostan tilbage, til Seiersjubel gjort de Usles Klage, i Hæder hyllet tusind Aars Foragt! Hvorledes? er det Jordens Herres Magt, er det en Hevn, den Seklers Trældoms fødte, der kræver tusind Aar at blive mæt, at, om et Hindubarn derude blødte, saa driste Mødre her at kræve Ret? at af det samme Folk, som ud os stødte i Ørken, da i Altings Barndom hver Nation var lige og Gud lige kjær, frem for din Throne tidt dets Fyrster mødte med trodsig Mine og med frækt Besvær? Vel! ved din Thrones Fod jeg aabne vil en bundløs Afgrund med en Falddør til. Did træde de, og brat forsvinde som Støv, der nærmes Solens Glød. Er Skræk en Thrones Fod, og Død dens Trin, er Høihed først dens Tinde. Som Solen sig med maalløst Rum omringer, saa gravomgjordet Tzengars Throne staae, derfra udstraalende i røde Klinger den nye Dag, som sig om Indien svinger fra Himalah, din Sejersbue blaa!" Min Stammefader Naade fandt, Tyrannen, at hans Raad var sandt, at falske Gulv var Prøvedom paa hans Vizirers Troskab, om med rolig Pande eller Sved paa Dybets Tag de knælte ned. SIDE: 137 Og alt han gjennemmønstrer Rækken af Døden Vie'de eller Skrækken. En gylden Kjæde var den Mesters Krav just lige lang som dyb blev Morderkulen. Og ledviis voxer Kjæden med hans Grav. Han grov. Hver Nat Tyrannen kom iløn, og loddede med frydtændt Øje Hulen, og fandt den snarest dyb nok for sin Søn. Han grov, og tækkte, eftersom den sank, den Brønd med Kobbervæg saa steil og blank. Han grov til Jordens Flammer brøde frem. Da med en Bund af Staal han tæmmer dem. Det Værk var færdigt; ovenover drejed berørt af lettest Fod sig falske Tag; men falskere var Smilet af Behag, hvormed den Frygtelige Kjæden vejed. "Der er din Løn" -- han skreg, og fra sit Sæde han slænger hen med Haan den lange Kjæde -- "Dog er der ved dit Værk end Et, som rester: Du Selv, du Selv maa først det prøve Mester!" -- Da faldt Tzengarens Dragt. Tyrannens Blik ei Tid at lyne paa Hinduen fik. I Luften funkled Kjæden; om hans Strube i Snare faldt den -- en Secund -- og ifra Dybet af den Grube som Rallen hørtes Brølet kun. Med denne sorte Steen sig Dybet lukked', og Ingen hørte hvad dernede sukked'. Men i Tzengarens Skræk det Sagn blev hørt, at bort Sultanen var af Dewis ført. Fra Skogene brød Hindufolket frem; og Hevnen førte, Sejren fulgte dem. Hvad ei af Tzengarstammen maatte bløde bag Indus sidder end i Ørknens Øde. En Deel, foragtet, hjemløs og forhadt, endnu i alle Lande maa omvandre. Urene Pariakaste er de Andre, SIDE: 138 som Hindusværdet træt har levnet at. Da var det Menu Lovens Tavler reiste som nye Aldres Port og Straalehegn. Benares' gyldne Kupp'ler atter kneiste som Blomsterklokker efter natlig Regn. Men gjennem Æten gik fra Eed til Eed det Sagn af selve Brahma aabenbaret, at hvor Tyrannens Aadsel er bevaret er end den onde Geists Forviisningssted: en Geist med Dødens Magt og Hevnens Hu, i Aadslets Pestdamp levende endnu: en Ødelæggelsens Dæmon, som skulde, om denne Steen ved mine Fædres Kunst blev aabnet, stige i en giftig Dunst, besvangre Skyen med Døden, Dybet skjul'de. Ved første Blink af Dag den dømte Aand skal stige hærjende opover Landet, en Kjæmpeslange liig, af Pestdamp dannet ved Tidens Tryk og Brøndens Hvirvlcolonn. Hvert Blik, som saae den, skulde stivne; -- hvert Aasyn vorde som Dæmonens fælt, forstent som Dens, der, naar om Geist blev mælt, seer Mulmet sig med Spøgelser at livne. I hvert et Dugg hans Billede skal hænge. Hans Kjølvand være hver en Luftnings Hvift. Imellem Kyssets Læber skal han trænge, imellem Mund og Bæger øse Gift. I Gjæstevelkomsts hellige Pocal han speiler sig, naar over Jord han jager. I Brudens Blik sig Bild han sænke skal, og Elskeren det døende opdager. Den Gamle seer sin Grav; dog hvidne end et Snees af Aar imellem ham og den: den Livsensstrøm gaaer fort endnu; den stride maa sagtne før han over den tør skride. Da vender han mod Gud med Tak sit Blik . . ve ham! hvad ned mon i hans Øine lynte? SIDE: 139 Dæmonen sortnende i Sky han synte, og Graven hvor han knælte just han fik. Som Græs, hvor Brand i Jorden tærer skjult, med Iil -- som leved det -- sig bøjer guult, omkuld, i Margen tæret, Styrken vakler; og i Dæmonens Farenhen -- som Fakler i Vinden -- slukkes Fagerkinden brat. Den Spæde Død af Moderbarmen kryster. Hver Dag Forraadnelse hans Ving afryster; og Døden luer i hans Blik hver Nat. Men det var Brahmas Dom, den han i Stenen indspeilede, at den ei løftes skal før Indien engang bugner fuld -- som Grenen af Bier, som af Gribbe liigdækt Val -- af fremmed Folk, gudløst, guldtørstigt som Tzengaren efter Blod. Og derfor om det Indiens Hevnmyster maa En kun vide, der aldrig fristes før det er paatide, at aabne Slusen for den Dødens Flom. Men da er Tiden først, naar Aaget ei ved jordisk Magt af Hindostan kan lettes, naar sammen reen og ureen Kaste slettes som Sæd og Ukrud hvor en Strøm brød Vei; naar Aag Brahmin og Paria sammenbinder; naar Sletten bærer ingen fri Mahrat; naar sidste Rajah mistet har sin Stat; naar mellem Folket Vedams Lyd forsvinder som Vindens syge Døenhen mod Nat; naar Fyrster ikke og Nationer, men kun Trælles lige Masse gaaer igjen; naar Britten fast Hinduen har fortrængt fra Jorden, og hans Hav med Skibe stængt, hans stolte Floder qvalt ved Bastioner; naar af Europas rivende Nationer (som Vrag af Søuhyrer) Asien er bestegen bleven; naar for Alle levnet kun er at døe som Træl, men vorde hevnet, SIDE: 140 at døe med Lyst naar kun Tyrannen døer. Da er det Tid! kun da, men ikke før. Vakiti! meer: min Søn! o meer: Hindu! Du har i Haand det frygtelige Vaaben, som hevner Indien paa Europa, men med dets egen Død som den, der styrter sig med sin Fiende i en Afgrund. Tag det! Thi du har svoret; og i Eden tage jo Menneskene Guderne i Haand, og eedrakt Finger isner zittrende fordi den rører Dommersværdets Egg. Dødsfrelser, du er hellig! Ingen Lidenskab maa friste dig til Misbrug . . Vakiti (Afsides) En jeg kjender, som kunde: dersom Sami -- Rajahen. Ikke, om din Sjel, som Fnugget skjælvende paa Sværdod, paa Grændsen af de tvende Sjeleriger: af Kjærlighed og Hevn, var lænket . . Vakiti (Afsides) O! Du traf det. Der den udspændt er som halvt imellem Vinterkuld og Sommerhede, imellem Nat og Dag og Hav og Ild. Een Tanke -- o! end gyste jeg for ingen. Dog føler jeg dens fjerne Mulighed som Strømmen om jeg nærmer mig en Foss. Men selv den er af begge Rigers Kræfter isammensat; min Sjel er da en Kampplads for tvende Magter, som jeg ei kan styre; og jeg en dødskudt Ørn, der tvinges af sin Smerte til med Slag af egne Vinger at knuse sit forblødte Hjerte . . SIDE: 141 Rajahen. Ha, dit Aasyn viser, at du føler Vægten af Brahmas Ærinde. Dog værre Aag paalægge Mennesker end Guder. Indien i aabent Aasyn bære maa sin Skam. Du skjul din Ære i dit Alvors Mulm! Til frie Bjerge ty med Sami. Sku derfra om Sletten fyldes nok med Britter, om Havet af de fremmede Hov'der voxer til Himalayas Lænd, og vil som Indsøer i Kaschemir og Thibet trænge ind -- da slip din Storm, Dødsvingernes Orcan! da kan din Død sig lønne, Hindostan! Vakiti. Beløn med Sami min! Rajahen. Vi søge hende. Saa skal meer høit mit Blod din Flamme tænde. Hun lønne skal dit Liv. Som i sin Himmel en Stjerne, synker du i hendes Skjød! Men skjønnere end Livet bli'er den Død! Thi du, som Natten med sin Stjernevrimmel, skal dækt med alle Indiens Geister stige, mens under dig du seer de Skygger af de Fremmede, du Død for Indien gav, som Nattehimlen øiner Jorderige. Frygt ei, at hine Skygger meer betynge end Glimmerdunet Sommerfuglens Vinge! Med dem -- som Natten speiler ind sin Pragt i Havet, naar dets Oprør har sig lagt -- naar Jorden kan, som efter Chivens Flod, frembringe bedre Liv i bedre Blod, til det besvangrende din Sjel gjenvender, og seer -- som Brahma paa sit Blad af Havet -- SIDE: 142 et bedre nyopstandet Hindostan, end det du med dets Skjændsel har begravet. (de gaae. Det gryer.) Sami (fremtrædende) Forfærdeligt! O det er ikke Retfærd, om Guder selv det gjør, at straffe Uskyld med Skyld, at hevne Skyld paa Uskyld. O, hvad Ondt har Francis gjort? Er han ei nok for alt at sone? Han maa reddes. Derfor du hid mig førte, Brahma! Francis (iilsomt kommende) Sami! Sami. Bort fra Døden! Francis. O jeg elsker Døden; thi den har gjenskjænkt mig Livet. Mellem os er ei Sewaji eller Skille meer. Han døde godt, for ingen anden Bøddel end Aftenfloden, der brød ind i Fængslet, forat befrie ham . . Sami. Francis, saa vi flye. Francis (Afsides) Hvor rolig! Sami. Ak, jeg tænker kun paa dig. Fly! Jeg vil følge dig. Vi gaae til Skibet. Paa Havet fjernt der vil jeg mønstre alt det Skrækkelige . . Kom! SIDE: 143 Francis. Ja vel, til Bjergene; til vilde Thibet, det er meer sikkert, end Skibet, som skal bære bort min Fader; til Nepauls Alpe, til et Gribberede, Rohilla'ens Telt -- o der er sikkrere! Sami. Ihvorendhen! Om paa et Vrag, en Qvist, en Boble midtpaa Havet, dog -- sikkrere end her . . Tys! Ve! (Rajahen kommer mellem Colonnerækkerne; sætter sig paa Stenqvadraten i Gulvet.) Francis. Din Fader? min Faders Modkraft? En Figur for Indien, som han er for Brittannien. (Afsides) Oh, den gamle Qvist ei hindrer os i Flugten . . Rajahen. Sami! Sami! Sami. Jeg kan ei -- O han græder . . Rajahen. Sami! Sami! Forsvundne! og forsvundne Indiens Frelse! Sami. Jeg maa -- han er min Fader, og han græder. O, Francis, slip! Francis (omfavnende) End ei, og endnu ei til Døden, og endnu ei! Rajahen. Ve mig! o ve mig! SIDE: 144 Francis (kyssende Sami) Tys! Hans Jammer er en Dag, en Aftenhvift; vor er et Liv, om du forraader dig. Rajahen. Ve mig! ve Jorden! ve Hindostan! Min Datter mig bedrog, jeg Hindostan, jeg Indi'en, Himlens Datter og min Moder, jeg Jord og Himmel, for sin Naade Gud. O Brahma, du og ei mit gamle Blik, Du kunde see Forræderiet i hans Sjel. Hvi saae du ei? Din Jord nu ødes kun ved en Lidenskab, ei, som du vilde, naar Tiden var der, af høihjertet Hevn. Sami. Vakiti menes -- o Uhyret, som jeg skulde . . Francis. Hvad! Tal ikke ud, at jeg kan ynke Oldingen og undgaa Had mod en Foragtelig. Rajahen. Velsignet være dit Øie, Brahma! men forbandet mit, som saae ei Lavhed i hans skumle Blik! Din Viisdom signet, men min Kløgt forbandet, som vidste ei, at Nedrighed kan sørge, erindred ei, malayisk Blod er Skum. Sami. Jeg trøster ham og flyer som Vinden flyer, naar den har svalt en Pande. (Vakiti kommer) O, nu ikke! SIDE: 145 Vakiti (til Rajahen) Du, Rajah, Du og Indien er i min Vold. Opfyld dit Løfte, giv mig Sami, og jeg er din og Indiens Træl. Rajahen (faldende ned for ham) Jeg trygler dig om Barmhjertighed, min Søn! min Søn! Vakiti. End ei jeg er det. Ha, du veed ei, jeg for din Datter myrdet har din Søn; dog elskede jeg ham . . Rajahen. Jeg sørger ikke. Jeg offred mine Børn. Tag nu mig Selv! Vakiti. Dog var hun min, var jeg dig bedre Søn. Rajahen. Ve, at slig Kraft ei har en bedre Rod, saa fast en Rod saa giftig Krone. Ve! slig Ild slig Glød, slig Glød saa fæl en Ild! Vakiti. Sandt! Glød og Ild. Dog er der kun een Ild som tvinge kan min Kulde, men selv denne tænder den, og værst den brænder. Rajahen. Du svoer ved Brahmas Vrede, Chivens Magt, ved onde Dewis, ved din Moders Ære, ved Faders Grav, ved alle Hellige, ved Jords og Havs Dæmoner, Himlens Guder, der seer i Sjelene som Stjerner i de dybe Vande, ved Gjengjeldelsen Du svoer, du svoer -- SIDE: 146 Vakiti. Jeg svoer ved Sami, mit Alt; du ved hiint Alt, at give mig, som Løn for Sjelebyrderne din Sami. Det var at skjænke mig en Blomst, i det du kaster den i Dybet; thi du havde hengivet hende i Tyrannens Vold. Og nu -- ha, kan det undre dig, selv Træl, om Trællen, som faaer Magt, i den sig føler, og bruger den? I Mangel af en Hær, jeg lader Dødsdæmonen, nu min Træl, bestorme Fortet. Rajahen (springende op med glad Livlighed) Søn, hun er der ei. Vær brændende for hende kun, barmhjertig mod din Velgjører; dog forstød ham, vær kun trofast imod Hindostan! Vakiti. Hvor er Hun? Da er jeg bedre Søn dig end Sewaji, Mysterets Vogter troere end Du. Hvor er Hun? Rajahen. Ve mig! Sami. O! var ei Uhyret -- Vakiti. Frem, Gamle! Ha -- Rajahen. For dig det skede. Ført som Gidsel, at jeg kunde vinde Tid SIDE: 147 at lægge ned Mysteret i din Sjel og Sami i din Arm, hun blev befriet -- ve! -- af Tyrannens Søn . . Vakiti. Ha, der endnu er En ilive! Rajahen. Hun undfløi. Vakiti. Og Han? Rajahen. Er med forsvunden. Vakiti (bedøvet) Ha! Rajahen. Han elskte hende . . Vakiti. Du vidste det? Forlorne! Rajahen. O jeg vidste, at hos Tyrannen, Fiende som alle Tyranner af sin Søn, var Sami bedst bevaret. Vakiti (slænger Rajahen ned paa Stenen) Ligg der! Paa Grubens Bund din Daarskab bedst bevartes. Rajahen. Ja, her vil jeg selv med mit Liig bevogte. SIDE: 148 Vakiti. Daare! troer du, at Guderne ei ville hvad der skeer? Rajahen. Frygt hvad kan skee, men ikke Guders Vilje! Vakiti. Men jeg -- ha, er jeg ikke som en Gud! jeg veed hvad der kan skee; og frygter Intet, selv ikke Guds Forbandelse; thi den mig medfødt er, endskjøndt dengang uskyldig. Alt som jeg voxte, har jeg løftet den op med min Skulder. Den er i min Sjel en af dens Grundvolde. Mine onde Tanker kun i min Hjernesky er' Gjenskin af dens Glotræk i mit Hjertemudder. Og min Aand maaskee, om det gaaer høit, er Røg af en for dette Livs Tilvær saavidt i Bunden nedbrændt Salighed, at alt dens Bedre, Retsind, Vid og Trofasthed, kun ere deraf enkelte Colonner, der sodbedækte staae igjen . . Rajahen. O ve dig! Saa rædsom Troe, at Gud forbander Barnet, du lærte kun af Missionæren. Hør mig: din Lidenskab er Lynet, som dig bander. Saaledes er du Gud . . Vakiti. Mon ikke Dødens paa denne Steen? Siig, flammer ei Dæmonen! Jeg kunde nok faae Lyst at see ham. Ha, selv brænder jeg derefter . . SIDE: 149 Rajahen. Ene Den, der aabner dette Dyb skal see ham. I den Djærves Aasyn speiler sig hans Fælhed og derfra da med Døden i de Andres. Vakiti. Du troer, jeg frygter. Gamle! kjender du ei anden Lidenskab end Kjærlighed til Fædreland, og Undertryktes Hevn? O! jeg vil fange Døden i mit Aasyn, og vende det mod alle Verdens Kanter. Dog søge først -- Haha! Rajahen. Hvad vil du, Rasende? Vakiti. Just det du frygter. Rajahen. O, hvi hevne dig paa Menneskheden? Vakiti. Saa de Fleste gjøre for meget mindre. Rajahen. Din vilde Vilje er Dæmonen . . Vakiti. Stærkere end den, som er min Vilje underdanig, og meer tungt end Stenen Geisten maa jeg knuge Brystet, at ei min Vilje slipper ud og dræber. SIDE: 150 Rajahen. Just Altings Ende er som Gud det vil. Anstrengelserne Menneskenes. Gaa, og søg da selv din Sami! Vakiti. Hvor? Rajahen. Jeg ahner, paa Skibet. Vakiti. Var det midtpaa Oceanet, jeg svømmed did. (iler bort) Rajahen. Og min Forbandelse det naaer. O Sami! Francis (til Sami, som vil rive sig løs) Han forbanded ei; thi Lyden var vemodig. Mærk paa Lyden meer end paa Ordet. Sami. Hans Forbandelse kun vilde søge mig. (Raaber) Forbarm dig, Fader! Her er din Sami. Rajahen. Ville Luftens Feer mig lokke fra min Plads? Hvis du er Sami, Blod af mit Blod og Hjerte af mit Hjerte, da iil til Floden! iil, og kast dig for Vakitis Fod! Trygl ham om Naade! Fly! Din Fader byder dig . . SIDE: 151 Francis (til Sami) Din Broders Morder, ham vil du trygle? Og du mig forskjød, da jeg ei vilde vige for din Broder? Den, Slange halv og halv Hyæn du nævnte, ham . . Sami. O, kun ham, kun ham i hele Verden jeg kan, selv for min Fader, mig ei offre. Det kan ei være Dyd, om selv det var for Engles Skyld, at offre sig til Djæv'len. Francis. Kom, skjul dig, at ei Disses Vanvid -- som i renest Indsøe lettest mørke Sky sig speiler -- smitte skal din Sjel. Sami. Jeg kan ei, før han velsigner mig . . Rajahen. O Hun er borte, og Brahmas Skjulte frelst. Velsignet være et lydigt Barn! O Guds Velsignelse var stor i Sami, skulde min jeg negte? Velsignet være Indiens Offerlam! Sami. For Indien, o, jeg kunde vel mig styrte i Crocodilens Gab, men selv for Francis -- hvis ei hans Sjel jeg skulde frelse -- i Vakitis ei. Det var at miste Sjelen før Evigheden dog for Evighed, og Livet førend Døden. SIDE: 152 Francis. Kom iskjul da til Natten frelser! Thi til dette Sted gjenvender han som Tigren til sin Hule. (Ved Ganges udenfor Fortet. Fra Skibet lægger en Barkasse med væbnet Mandskab modland. Vakiti paa Skibsbroen. Nogle Sjøfolk.) Vakiti. -- Kun Kulde, Kulde, Kulde! Og der er ingen Qval. Kun Kulde; thi det er Forstand, og Alt skal gaae saa godt som Himlen vil og Menneskene kunne. Hun er der ei. Jeg gjennemroded Skibet. (til en Sjømand) Hun er der ei? Du svoer det. Sjømanden. Ja ombord er kun en Negerinde. Vakiti. Du ei saae En vævt af Morgenrødme overslørt end med lidt gjennemsigtigt Sommermulm? Da maa du have dig en Diamant. Der for dit skarpe Øje! (Giver ham den) Haha! hold fast! Du mister den! Tro mig du mister den! (Barkassen lander) Captainen. Hent Fangerne! (Væbnede gaae) Vakiti (Afs.) Det er den høje Tid. Kun brist fortidlig ei, mit Bryst! det løfter sig som Dæmonen løfter paa sit Laag. Snart! snart! SIDE: 153 Captainen. Min Ven gaae ei i Ganges! Du seer ud dertil. Vakiti. Frygt ei! Jeg er saa tro en Træl, at jeg vil døe med mine Herrer. (Afs.) Er Hindostan ei opfyldt nok med Britter? Kan nogen Fremmed trænge nærmere ind paa en Hindu, end hiin Britt paa mig? Da er jo Tiden der. Da Hun forsvandt, af Brahmas Timeglas det sidste glimrende Demantkort randt. (Guvernøren og John komme med Vagt.) Guvernøren (til John) Speid gjennem Folket, om du mellem Haansansigterne ei seer den gamle Rajahs. Jeg angiver ham til Døden. Han skal følge med ombord, og med til Havsensbund. John. Jeg seer Vakiti, den rømte Træl. Han veed hvor Rajah'en er. Vakiti (Afs.) Min Fiendes Fader, og min Faders Fiende, og Hindostans Vampyr -- o det er nok for nøisom Retfærd, meer end nok for Hevnen. Guvernøren. Hvor er han? (til Capitainen) Fængsl, min Herre, denne Træl, togange rømt, skjult hos en oprørsk Rajah. Han veed hvor denne skjuler sig i Ynglen af Planer kun til Engellands Fordærv. (Vakiti fængsles paa Capitainens Vink.) Vakiti (Afs.) Nu Kulde, Kulde! Den betvinger Lænker. (til Guvernøren) Jeg myrdede din Søn . . SIDE: 154 Guvernøren. Du! Du! Vakiti (til Guvernøren) Jeg! Min Sjel, ei Andens, kun med Andens Fingre. Min Sjel fortærte hans og blev da værre. Raab ei, men løs mig, og jeg teer dig Skatten. Nu, hører du? Jeg dig forraader Skatten. (Guvernøren hvidsker til John.) John (til Guvernøren) Strax, Sir! Smedd kolde Angst som varme Jern. Captainen. Afsted! Guvernøren. Befri ham! Jeg anklager ei. Han fører eder flux til Rajahen, den Bittreste af alle Englands Fiender. Vakiti (Afs.) Haha! det er et Skuespil: min Hevn fortære skal min Qval som Tigren Panthren som Crocodilen tørstig Leguan. (Høit, lænkeløst) Følg mig! (seende sig tilbage) Ha, fulgte hele Engelland! (de gaae) (Ruinerne. Rajahen paa Stenen. Francis og Sami skjulte.) Rajahen. -- Ei jeg, Vakiti ei, men ene Sami skal frelse Hindostan. Dog er hun som hiin fagre Yngling hængt paa Gribbens Klippe; SIDE: 155 han som en Gribb, der kradser Blomsterne af bløde Høi, hvor den sit Bytte æder. Tys -- ha! Colonnerne ryste -- Kommer han med sit Bytte? Det er dyrekjøbt for Gudsmysteret. Men er Indiens Frelse vel mindre dyrekjøbt for arme Sami, det Gudsmyster i en uskyldig Jomfru? (Vakiti sees nede i Hallen med Guvernøren, John og det øvrige Følge.) Ha! Gud Brahma staa mig bi! O giv mig Liv paa Liv at værne om din Helligdom! Francis. Jeg værner min mod Alt . . Sami (skjulende sig ved hans Bryst) Først Døden værner mod Alt, og den er nær. O skjul mig! skjul mig! Der er Vakiti. Vakiti (til Guvernøren) Just hvor Rajahen sidder, der under Stenen med Hieroglyfer, er Skatten, stor nok til en syndig Jord at frelse. Guvernøren. Griber Rajahe'n, den Forræder! Ras nu! ras nu! Jeg reddes uden dig. Rajahen. O Brahma! væbn dig! Lad mig frelse min Dødsfiende . . O Brahma! I Forlorne! bort! her er Døden. (kjæmper med de Angribende) Vakiti. Saa han kalder Skatten. Den hvor han spænder Benet nu somom han løfted Bjerge . . SIDE: 156 Rajahen (brydende) Der er Døden! Døden! Sami (skriger) O Hjælp! Rajahen (brydende) O Brahma hjælper. Feen raabte med Samis Røst. O Hjælp for Hindostan! Vakiti. Der hvor han bløder, netop der . . Guvernøren. Stød ned da! Jeg bliver utaalmodig. (John støder Rajahen ned) Sami (brydende frem fulgt af Francis) Hjælp! I Mordere! O nu kan Døden komme . . Du Uhyre, kunde Du ikke bie til det endnu større Uhyre der for dette Mord dig sparte ved at opsluge Alt . ? (segner i Francis' Arme) Vakiti. Nu fuldt er Bægret. Nu strømmer Tiden over . . Rajahen (døende) Der er Lønnen! Tag den for Troskab, Djævel! O jeg har for Hindostan betalt den -- Vakiti. Tid, nu er du bristefærdig. Fød fuldbaarne Uhyre frem da af din Jammer! Hun kan døe og ei ved mig . . SIDE: 157 Guvernøren (til Vakiti) Du skulmer om dig som Ulven, der vil springe over Gjærdet. Vakiti (stryger sig over Panden) Det var en Tanke, og den var en Ulv. Ha, Samis Elskte, kryst kun hende, blot du sværger, du vil see mig i mit Aasyn om en Secund. Stirr evigt saa paa hende. Guvernøren (utaalmodig) Nu! Vakiti. Nu bort med dette Liig, at jeg kan frelse denne Indiens Bøddel. (arbeidende forat løfte Stenen) "For Indien" vilde denne Blaamund sige; jeg siger kun "for mig, for mig, for mig"! Sami (opvaagnende) Han dræber Eder -- o den Skrækkelige! Francis! stirr i mit Blik for Guds Skyld -- o! urokkeligt! for Guds Skyld! Drukn dit Øje i mit -- maaskee vi frelses. Fast! o fast! at vore Hjerter Liv slaae i hinanden . . Vi favnes, Elskte, nu paa Afgrundsranden, og styrte, see vi did, ei paa hinanden. Francis. Ja Elskte -- o jeg seer kun Dig, og føler kun dig, og hører kun din Aande. Guvernøren (utaalmodig) Nu? Vakiti (arbeidende) Der er et Dyb herunder. Frygter du? SIDE: 158 Guvernøren. Kun at du mig bedrager. Tør du see mig i mit Aasyn? Vakiti. Er det fælere end Dødens? -- (Løfter Stenen. Døden afbilder sig i fortrukne Træk i Vakitis Aasyn. Hans sidste Blik søger Guver- nørens, da det ikke finder Francis'. Idet han styrter i Dybet speile alt samme Dødstræk sig i Guver- nørens, og derfra i Johns. Nogle flye. Mellem dem Capitainen. Døden udbreder sig fra Ansigt til Ansigt. Kun de Elskende reddes nedsjunkne i hinandens Favn.) EFTERSPIL (Skibet ved en fremmed Kyst. Francis og Sami paa Dækket.) Francis. Her er en yndig Ø. Her vil vi boe, og prøve Sandheden af hvad jeg sagde, at, om end Himlen grues over Jorden, er det dog nok, om kun eet engelsk og indisk Hjerte elske, til at faae den atter til at smile over Jorden. (Capitainen stiger op af Kahytten med Breve) Captainen. Bort! bort, i rum Sjø femti Mile om dette Forbjerg. Døden er der alt. Fra Skib til Skib, fra Ø til Ø, forstærket med hærje'de Indiens Liigstank, springer den for endelig at naae Europa, og for første Gang at lade Indiens Kræfter beseire europæisk Kløgt. Til England snart rækker Indiens Hevn. Den aander -- den Indiens Vrede, Indiens Cholera, der trænger Pesten bort for selv at rase -- i hede Vinde over Havet, og forat omringe Verden puster alt SIDE: 159 (som Flammer over Tag for Tag at naae) den over Himalah, og strømmer gjennem de trange Butans Dale, dannende den store Ørken til et Dødsbassin, der atter, dæmmet op, igjennem Altai udgydes over Norden. Francis. Før os da til liden Holme midt i Havet. Derfra, som Stenen Cirkler i det stille Vand, vi atter sprede over uddød Jord en voxende Velsignelse. Thi Døden os ærer som Forsoningens Symboler. Sami. Ja før os til en Ø i Verdens Hav, for tvende Hjerter stor nok og en Grav. Henrik Wergeland SIDE: 160 DE SIDSTE KLOGE FARCE AF SIFUL SIFADDA Personerne: Kornpugeren Stadssatyricussen Procurator Zobolam De sidste Kloge paa Terranova. Fætter Een Fætter To Fætter Tre De sidste Narre paa Terranova. Halil Dimna og Ayanna, deres Barn De sidste Mennesker paa Terranova. Smaadjævle. (Torvet paa Terranova. Halil. Zobolam lister sig om.) Halil. For fæl er Hungers Rædsel selv for Døden. Af skræk den klodset, seent kun ender Nøden. De Stakkler have ikke Kraft engang, at puste ud saa Aandens Lænker sprang. De tære maae paa Mavens egne Hinder, paa Blodets Farvestof til det forsvinder. Først da, som Røgen i en blikstil Qvel hensvæver sukløs Hungerpiintes Sjel i ubestemt Secund, som ei tilhører det Liv, som endes, ei begyndte Død. Selv Sjelen synes døe i Hungersnød: sin Tanke ei mod Himmelen den fører: den eet med Støvets er: den er kun: Brød. Og der er Brød, mens døe maae Jordens Slægter; thi Den, som eier det, ved Loven negter. Der findes Brød for Millioner; men det efter Loven kun kan mætte Een. Der gives Korn, men under Laas og Lukke, og Prisen stiger jevnt med Folkets Sukke. Fra toppet Alpekrands af Rug og Byg af Havre gaaer en appenninisk Ryg SIDE: 161 til hvide Hvedeætna, som i hede Forraadnelse jo ryger allerede. Thi bedre er Beholdningens Forliis end Skjeppes Salg til Skillings Underpriis. Saa Monopolet vil, -- den Magt, som Jorden har knuget til den nu er Dødens vorden, -- det Enevælde, som i hvad Gestalt det viser sig: som Konge eller Puger, som Haandværksmand, der Laugets Særret bruger, har Liv og Frihed over Jorden qvalt. Zobolam. Hvad? tænker du paa Oprør? Se, om ikke end kaade Tanker Folk i Blodet stikke? Hvad taler du om Nøden da? Halil. Meer grum Du er end Han, der hungrer os tildøde. Han troer, at Kornet steeg som Klager løde. Du tvinge Klagen vil at være stum. Zobolam. Ja, klages høit, da veed du Folk maa bøde. Det lever Jeg jo af. Halil. Da vil jeg leve før af hvad jeg lever af: af Intet, end af Synder. Zobolam. Saa tænkte ogsaa jeg dengang jeg var Begynder; men sligt ei meer anfægte Advocaten bør. Som Chemikeren veed af Dunst et Dryp at vinde, maa han forstaae et Vist udaf et Intet finde, af samme Intet leve hvoraf Andre døer. Men, Snak tilside, Mand! vil du undgaae Stævning, saa maa du punge ud. SIDE: 162 Halil. Kan I virkelig tænke paa Sligt nu, da næsten Alle ere for- komne i denne Hungersnød, som ikke er Naturens men Kunstens Værk. Zobolam. Netop! netop! det er netop Tider for Procuratorer. Men bi bare til Magazinregningerne ere forfaldne. Halil. Der bedrager I jer stygt, da Kornpugeren ikke har solgt et Korn uden for Contanter. Zobolam. Hoho! ja til Datum! men nu er det forbi med Contanterne, og saa begynder Rentebevisernes Efterslætstid, som tager til bare Marken. Kom med hvad I har! Halil. Ak, jeg har kun til en Skjeppe Korn til min hungrende Huus- tro. Det kan I dog ikke ville tage. Zobolam. Jomen. Sniksnak! Halil. Det vil være at bedrage eders Principal. Zobolam. Principal? Hvem er det? Mammon! Er Mammon Part, saa vinder han. Er Mammon Modpart saa vinder han. Halil. Vogt jer for at gjøre en Mand sulten! Han har af Naturen Ret til at være rasende. Vogt jer for at gjøre en Rasende endnu mere rasende! SIDE: 163 Zobolam. Oh langtfra! Naar Folks Blod syder, gaaer Procuratorens Mølle. Kom med hvad I har uden Omstændigheder; thi ellers faaer I be- tale Omstændighederne. Halil. Det er min sidste Nødskilling -- hører I? -- det er min sidste Nødskilling. Den er ligesom Enden paa en Nerve. Zobolam. Den er hvid, seer jeg, den er en blank Krone, seer jeg; og den er ikke at foragte. Halil. Jeg vil give Eder en af min Huustroes Taarer. De ere blankere. Zobolam. Ahahaha! derfor faaer hun ikke et Bygkorn. Heller ikke faaer du for din Krone; thi Principalen sælger kun i Partier. Halil (bedøvet). I Partier? det er Mord paa Tusinder. Zobolam. Ja, i Partier, store Partier. Halil. O ve, det er Smaafolks Dødsdom. Der har I min Krone, da den dog ikke er mig til nogen Nytte. Nu tør jeg sige jer, at I er en Skurk. Zobolam. Nei, ikke før I har Lyst til at blive nøgen som Sandheden. (Gaaer). Halil. O Dimna! Dimna! førstegang jeg veed, at Drab kan skee af ømmest Kjærlighed. SIDE: 164 Zobolam (kommer tilbage). Beklager I jer Hustro? Jeg beklager jer Nød ei, men at I paa Hustro drager, det er et Hoved til, men ikke meer Forstand; en Mave til og dobbelt Tænder, to Taareblik, to nye tomme Hænder; og har hun Børn, da alt multipliceer! Halil. I Lykken er den Byrde som at bære en Frydruus, i Ulykke som en Stav. Kun Hungersnøden -- (brister i Graad). Zobolam. -- kan det Ønske nære, at hun med Muld sig mætted i sin Grav. Nu, skil jer lovligt da ved hende! Ingen kan sige da, at der er Synd ved Tingen; men kun, at Lov er god, naar Tid er slem. Halil. Forvorpne, ti! Nu seer jeg grant Forskjellen, der skilner Skurk og Advocat imellem: den Sidste lovlig er: Skurk af System. (Zobolam gaaer. Kornpugeren kommer.) Kornpugeren (klapper Halil paa Skulderen). Nu, hvad godt Nyt paa Torvet, Mand? Halil. Der er Dødsstille, Dødsstille. Kornpugeren. Det er daarligt Nyt. Men det giver sig vel. Jeg har Korn med sød Kjerne, Folket, Maver med skarp Saft. Hihi! Mand! Halil. Sælger I mig en Tønde Korn? SIDE: 165 Kornpugeren. Nei, jeg kan s'gu ikke. Halil. En Skjeppe? For Guds Skyld. Kornpugeren. Jeg kan s'gu ikke. Halil. En Potte? For Jesu Barmhjertigheds Skyld. Kornpugeren. Jeg kan s'gu ikke. Halil. En Haandfuld af Eders hundredetusinder Tønder? For min døende Hustro og mit Barns Skyld! for eders Saligheds Skyld! Kornpugeren. Jeg kan s'gu ikke. Men vil du have i Partier, og har gode Papirer, saa er der ingen Nød, gode Mand. Halil. Ingen Nød? O barmhjertige Gud, har ikke min Hustro blandet Vand i sin Melk forat mætte vort Barn, og aabnet sine Aarer forat nære det med Blod, da Brystet ikke vilde give mere? Kornpugeren. Hei! da er der vel Udsigter til at Priserne ville gaae op. Halil. Hvor høit hænger I Brødkurven idag? Kornpugeren. I veed det: efter Omstændighederne. Halil. Høit eller lavt er det nu ligegodt. Seer I det Hvide der ude paa Havet? den hvide Krands i Horizonten? SIDE: 166 Kornpugeren. Ja, Gudskelov! Nei, vilde jeg sagt -- de Skyer bebude nok et Uaar til. Men lad det ikke skrække dig; thi da sørge Pa- trioter som jeg for at der dog findes Korn. Halil. Du bedrager dig. Den hvide Krands er alle Øens Seil. Hele den gjenlevende Befolkning er derunder forat opsøge sig et Land, hvor der heller er mere Menneskelighed og mindre Korn. Kornpugeren. Guds Død! Halil. Kun Byens Satiricus er bleven tilbage; thi Ingen vilde have ham med. Kornpugeren. Guds Død! Og Satiricussen er, som næsten altid, ikke god for en Skjeppe Korn. Halil. Alene mig holdt Dimnas blødende Aarer tilbage. Hvor høit hænger nu Brødkurven. Kornpugeren. Som før. Hvad skulde det nytte mig at sælge de Par Tønder, Du behøver? Halil. I maatte creditere; thi eders Procurator tog min sidste Penge, fordi jeg klagede over den almene Elendighed. Kornpugeren. Raser du? Creditere? Creditere nu, da der ingen Penge er imellem Folk? Halil. Hvilke Folk mener I? Hørte I ikke ret? Der gives ikke Folk eller, efter eders Begreb, Kjøbere mere. De, jer Ubarmhjertighed levnede, søge enten nye Lande eller en hurtigere Død paa Havet. SIDE: 167 Kornpugeren (bedøvet). Ingen Kjøbere mere? Det var et Tordenslag! Guds Død, ingen Kjøber mere! Halil. Dersom jeg nu eiede en halv Styver, var det god Betaling for de hundredetusinder Tønder, I ikke behøver til jer Selv og jere mædskede Fættere. Overskudet er nu ikke mere værdt end Støv. Saaledes staaer det til paa Torvet. Kornpugeren. Det gaaer rundt for mig, Mand. Hold mig lidt. (vakler). Halil. Ja, crediterer I mig en Tønde Korn? Kornpugeren (styrtende til Jorden). Nei, jeg kan s'gu ikke. (Brøler). Vand! Vand! Luft! Løs Hals- bindet! Halil. Ja, crediterer I mig en Tønde Korn? Kornpugeren (med døende Stemme). Nei, jeg kan s'gu ikke. Halil. Saa kan jeg s'gu heller ikke give jer en Draabe Vand af Spring- vandet, som pladsker saa høit nu i den øde By. Vil i begraves i Korn eller Sand; thi nu gjælde disse Varer ligemeget? (Rusker i ham). Kornpugeren. Zobolam! Zobolam! Halil. Raab ikke paa onde Aander i eders Dødsstund! SIDE: 168 Kornpugeren. Døer jeg, saa døer jeg dog ikke af Hunger; men som den sidste Kloge paa Terranova. Halil. Ja saafremt ikke et overvættes Maaltid har Deel i eders apoplektiske Tilfælde, skjøndt det troer jeg ikke. Kornpugeren. Nei, nei, for Gud! Jeg var altid maadeholden, flittig, stilfærdig og en god Christen; ja en god Christen, der stod sig godt med Øvrighed og Præst. Halil. Saalænge indtil eders gode Christendom bragte alle Baand til at briste, og omsider nu ogsaa eders egen Livstraad. Men -- endnu engang -- jeg skal løse jert Halsbind og lægge jer Hals under Springvandet, og slaae jer en Aare løs, dersom I crediterer mig en Tønde Korn? Kornpugeren (næsten qvalt). Nei, jeg kan s'gu ikke. Hjælp! Hjælp! Halil. Nei, jeg kan s'gu ikke. (Gaaer. Fætter Een kommer) Kornpugeren. Zobolam! Skal vi sætte Taxten ned en Procent? Ak jeg seer ligesom i en Taage, at det er Fætter Een. Nu er jeg hjulpen. Og saa sulter jeg tilsidst mine Fættere og tilsidst Procuratoren ud, og tvinger dem til at kjøbe. Kjære Fætter, løs blot mit Hals- bind op, jeg er bleven noget altereret. Fætter Een. Strax gode Onkel! (Afs.) Nei for Gud troer jeg ikke han er om en Hals, dersom jeg lader være. Nu, det er da ogsaa en- gang paatide. (Høit) Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? Hørte Onkel? SIDE: 169 Kornpugeren. Mine kjære Fættere. Hjælp! Hjælp! Mine kjære Fættere testamenterer jeg det. Fætter Een. Da hjælper jeg ikke. Alt eller Intet hedder det om meget. Kornpugeren. Den, som løser mit Halsbind op, testamenterer jeg alt mit Korn. Fætter Een. Vel! Vel! Det vil jeg have Sort paa Hvidt for af Zobolam, som Zobolam siger. I holder vel Liv i jer saalænge ved at høre denne muntre Rislen af det friske Vand. (Gaaer). (Fætter To kommer). Kornpugeren. Kjære Fætter To, du kommer som en Frelsens Engel. Hjælp mig, jeg har faaet et Slag af en skrækkelig Efterretning. Fætter To (Grædende). Ak, jeg seer hvordan det er fat med Onkel. Onkel er Død- sens. (Afs.) Gud skee Lov! Kornpugeren. Bare løs mit Halsbind, kjære Fætter! Fætter To (Grædende). Stakkels Onkel! Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? Hvem i Guds Navn? Kornpugeren. Ak dette Snak dræber mig. Fætter To (Grædende). Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? SIDE: 170 Kornpugeren. Den, der hjælper mig og løser mit Halsbind. Ak! ak! jeg qvæles. Fætter To (Grædende). Ak! ja Onkel qvæles. Men jeg maa have Sikkerhed som Zobolam siger. Gid Onkel leve vel til jeg kommer igjen med Sikkerhed. (Gaaer). (Fætter Tre kommer syngende). Fætter Tre. Lav Viintold, gode Priser paa Kjød, og unge Griser paa Torvet dagligdags -- den Frihed, Kammerater, vi ønske alle Stater, som har det ei tillags. Hurrah! Halih! Hurrah! Haloh! -- Men plager den Onde mig? Er Onkel saa tidlig deran? Den Viin maa Onkel have faaet gratis. Hvad Slags Viin? Langkork? Champagne Ay? Cham- pagne Sillery? Bourgogne de Nuit? Bourgogne Chambertin? Hochheimer No. 1, 2 eller 3? Kornpugeren. Ak! Ak! Hjælp! Fætter Tre. Det maae jeg lide. Hahaha! Den Viin har Skam havt Neb og Kløer. Kornpugeren. Dit Skarn! jeg er Dødsens, dersom du ikke hjælper mig. Luft! Luft! Fætter Tre. Ahaha! Det er Omqvædet paa Kazenjammervisen. Men, for alle Bacchi Løier! har Onkel ikke Bouteljecouleur i Ansigtet. Man har hørt saa galt før . . Ahahaha! saa galt før. Onkel maa ogsaa engang til, og jeg beder at hilse mine Venner Frank og Mobb, som døde af Juleøl. SIDE: 171 Kornpugeren. Hjælp! Hjælp! Luft! Luft! Vand! Aabn Halsbindet! for Guds Skyld aabn Halsbindet! Fætter Tre (leende). Ja det kunde jeg nok gjøre. Men, Apropos! hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? Kornpugeren. Den, der løser mit Halsbind. Den, der . . . Fætter Tre. Godtkjøb, min Sandten! Men endnu dyrt nok, saasom da bliver intet at faae derfor, dersom man ikke er forsigtig som Procurator Zobolam siger. Onkel faaer tænke paa en munter Visestump saalænge: Hvo aad til han maa sprække, vor idealske, kjække Riego nævnes skal. Som Løbilds Blink de klare, lad Smiil langs Bordet fare, langs ad vor Seiersval! Hurrah! Halih! Hurrah! Haloh! langs ad vor Seiersval. (Gaaer). Kornpugeren. Utaknemlige! Zobolam! Forbandede! O! o! hvor er Pastor Obsoletus og Doctor Mercurius? Barmhjertige Gud, jeg lover dig at nedsætte Taxten en Procent, dersom jeg forløses af denne Qvide. Ha -- Blodet -- Een en halv Procent -- Blodet -- to Procent, dersom -- (Halil, Dimna og deres Barn). Halil. Arme Dimna, see ikke til den Side, der ligger den Ubarm- hjertige, Han, som er haardere end den Klippe, som nu skal nære os med sine bittre Urter. Jeg vil anstille et Experiment. (Bøjer sig over Kornpugeren). Crediterer I mig en Tønde Korn? SIDE: 172 Kornpugeren (døende). Nei, jeg kan s'gu ikke. Dimna. Forlod du ham saaledes, Halil? Ak, Gud vil lade Klippen negte os Urter for en saadan Grumhed. Halil. Jeg tænkte paa din blødende Aare lagt til vort Barns Mund. Vel, lad os redde ham. Saa -- saa -- (løser Halsbindet). Dimna. Ve! det er for seent. Halil. Det skal jeg prøve (raaber ham i Øret). Crediterer I mig en Tønde Korn? (Kornpugeren ryster paa Hovedet). Se, endnu er Sjelen i Virksom- hed. Men nu er den ogsaa forbi. Kom Dimna, ryst Støvet af din Fodsaale. (De gaae). (Procurator Zobolams Contor. Zobolam). Zobolam. Det er den mærkværdigste casus i min hele Praxis. Alle Tre troe at have alene seet Onkelen i en slem Dødsknibe, og afpiint ham et Testament. Alle Tre kommer Een for Een til mig for at lade det opsætte. Og alle Tre -- da det er let at forudsee, at det maa komme til Deling -- have givet mig Sort paa Hvidt for at jeg skal have i Sallarium for denne Tjeneste 1/3 af Boets Masse, det vil sige 1/2 mere end Hver af dem selv faaer. Det maa en Skifteforvalter forstaae. Siden, for at faae det Hele, maa jeg have dem i Proces sammen. Det maa en Procurator forstaae. Men slig Vidtløftighed kunde spares, om jeg kom mine Clienter i Forkjøbet, og selv beviste min gamle Ven den sidste ubetyde- lige Tjeneste, hvorpaa Universalarven beroer. Intet var simplere og retfærdigere eller mere overeensstemmende med Testators Ønske og Testamentets Form og udtrykkelige Ord, dersom jeg SIDE: 173 derved ikke gik glip af Processens eiendommelige Vellyst. Der- for -- (Fætter Een kommer). Nu min Herre, har I Underskrivten? Fætter Een. Jeg søger i Nabohusene forgjæves efter Vidner. Alt er øde. Kun en enkelt Mand ilede mig forbi med en Qvinde og et Barn; men da han hørte min Anmodning om at følge med til Torvet, og kastede Øiet paa de første Ord i Blanketten: "Efter vel- beraad Hu, testamenterer jeg Undertegnede alle mine Korn- beholdninger til min kjære Neveu Een, som i mit apoplektiske Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjærligste tilhjælp -- " saa opløftede han en hylende Latter, tilkastede mig et sky Ulveblik og løb henad Byporten. Hvad er nu herved at gjøre, kjære Procurator? Øieblikket er netop 100,000 Tønder Korn værd. Zobolam. Hm! Vidner? Kan I ikke skrive Jesper Hansen og Jens Chri- stensen med og uden paaholden Pen, saa kan jeg, mener jeg, som Procurator. Fætter Een. Hm! I skal have 1/3 af Massen. Zobolam. Saa er Accorden; men det er forlidet for det som nu falder mig ind. Jeg mener, at jere Fættere kunne bruges som Vidner. Fætter Een. Dyrebare Ven! hvorledes? Zobolam. Ei, unge Mand, det er Samvittigheden og Filosofien som spør- ger: hvorledes? Men Jurisprudenzen svarer kun: saaledes. Fætter Een. Mener I? SIDE: 174 Zobolam. Om jeg mener, at I med Testament og Pen i Lommen kan faae jere Fættere en passent nedover til Torvet, kaste jer med Rø- relse over jer Onkel, som ligger der i en apoplektisk Rørelse, give ham lidt Luft og Pennen i Haanden, og saa sige: "det er saameget I see paa, kjære Fættere?" Ahaha, om det ikke skulde gaae an? Fætter Een. Det Paafund er beundringsværdigt. Zobolam. Ikke for en Procurator. Fætter Een. Det gaaer ud paa at bruge Folks egne Fingre til at tage dem ved Næsen med. Zobolam. Netop! Dog kun en simpel Anvendelse af den juridiske Prak- tiks Axiom, at gjøre alt for at fremklække den skjønneste af Dyderne: Taknemmelighed; og at have af dem, man har den moralske Glæde at tage ved Næsen, reel Nytte desforuden; at høste ikke alene Maalet, men ogsaa Midlerne. Ind nu i Cabi- nettet saalænge til jeg faaer dem fat. (Fætter Een gaaer ind). Hm! Jeg var ikke Procurator, Procurator Zobolam, om jeg ikke tog dem alle Tre ved Næsen med hinandens Fingre. (Fætter To kommer). Fætter To. Gud hjælpe mig, arme Mand! (Græder). Zobolam. Ja har I Ret, saa er der ingen anden Hjælp. Har I Uret, saa er Procuratorens bedre. Fætter To. Alt er spildt. Jeg kan ikke reise et Vidne i hele Byen; ikke et, uden en graa Kat, der hyler paa en Trap over at Musene leve og døe med Menneskene. SIDE: 175 Zobolam. Godt nok! meer end nok! Der har ofte nok ikke engang været en Kat til at udfylde et Vidnenavn. Men hvad mener I om eders Fættere? De ere gode nok til Vidner paa et Penge- document. Fætter To. Det maa I forstaae. Men Fanden ivold med al overflødig Graad og Kleinmodighed nu før jeg kommer til Onkel, siden dette vil være at lade Samson male for Filisterne. Zobolam. Bravo, unge Ven! det er en stor Kunst at kunne sørge og græde itide. Slige Taarer er for Gevinsten hvad Sæben er for Skjæget. Glat af! Glat af! Fætter To. Fætterne maae være i Byen: Fætter Tre paa en Restauration for at gjøre sig tilgode med Retterne, og Fætter Een paa en Restauration for at gjøre sig tilgode med Gjæsterne, der ogsaa kunne høre imellem Retterne. Jeg vil søge dem op. Zobolam. Ak, al Restauration er ophørt. Jeg har jere Fætterne nær- mere. Men veed I hvorledes de skulle bruges? Fættere ere de brugbareste Ting i Naturen næst Landeveie, Lastdyr og Støvler. Fætter To. Jeg vil, selv med Taarer, anmode dem for min Melancholies Skyld, om en Spadseretour over Torvet, og der lade dem være Vidner til at jeg opfylder hvad der staaer i eders Testament- blanket, og at jeg fælder min sidste Taare, naar Onkel har under- skrevet disse velsignede Ord: "Efter velberaad Hu, testamen- terer jeg Undertegnede alle mine Kornbeholdninger til min kjære Neveu To, som i mit apoplectiske Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjærligste tilhjælp." Derpaa siger jeg: "Tak, kjære Fættere, for eders Tjeneste, Adieu!" Men til Eder: "der eders Trediedeel af det Hele -- " SIDE: 176 Zobolam. -- "Som under enhver Omstændighed er eder tilsikkret, Pro- curator Zobolam! -- " Fætter To. Rigtig, Procurator Zobolam, thi I har fortjent det. Zobolam. Atter glemte I et Ord. Fætter To. Hvilket? Zobolam. "Ærligt". Det maa aldrig glemmes uden i Praxis. Thi mellem Ordene, er det ligesom en Aand. Det har forlængst kastet sin Skal og forladt denne Verden. Men det kan paakaldes, og man kan sværge paa, at man seer det aabenbare sig herligere i sin theoretiske Glands og Begrebets ideale Høihed end det fordum var i sin raa Virkelighed. -- Behag nu at træde af i dette Cabinet til jeg har faaet eders Fættere fat. (To gaaer ud. Tre kommer). Fætter Tre. For Gud troer jeg ikke, at den hele By enten er paa et Lyst- parti eller sover ud efter en almindelig Ruus, som om f. Ex. en Prins havde gjort den et Besøg eller det var en Konges Geburtsdag. Zobolam. Aarsagen ligger visselig i den samme Dybde, nemlig i Folkets Maver. Fætter Tre. Hør, veed I hvad? Siden mine to Trediedele, under nær- værende Omstændigheder, netop ere sjunkne til Jevnværd med eders Trediedeel . . Zobolam. . . . Som under alle -- læg Mærke til alle! -- Omstændig- heder er mig tilsikkret ubeskaaret; d.e. 1/3 af den hele Masse. SIDE: 177 Fætter Tre. Vel! vel! Jeg veed nok I fik den Clausul ind. Men seer I -- siden jeg formedelst Populacens Uefterrettelighed ikke kan reise Vidner paa den Extraderen af det Hele (paanær jer Trediedeel, som I betingede jer for Conceptet), som jeg havde saagodtsom i Hænderne, og den rene Valuta saaledes har forvandlet sig til Stocks: saa lad os sætte vore luftige Andele paa et Kast! eller vil I Kaart, saa har jeg her i Lommen. Zobolam. Ak, min gode Client, det er fattige Folks Valgsprog: Alt eller Intet. Alt har gjort flere Fattige end Intet. Noget er derimod det rette Navn paa Rigdom. Fætter Tre. Bah! jeg vil tænde min Pibe med Testamentet. Disse skjønne Ord: "Efter velberaad Hu, testamenterer jeg Undertegnede alle mine Kornbeholdninger til min kjære Neveu Tre, som i mit apoplektiske Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjær- ligste tilhjælp" . . . -- disse skjønne Ord ere nu kun Røg. Zobolam. Smukke Ord ere sjeldent andet -- og derfor er Procurator- stiil tør og hæslig -- ; men dennegang blive de dog noget bedre, eftersom jeg har udtænkt, at eders Fættere kunne tjene som Vidner, dersom I er klog. Fætter Tre (holdende sig paa Maven af Latter). Det Indfald, det Indfald . . Ahahaha! Zobolam. En Procurators Indfald hedder Paafund, maa jeg bede; og en anden Ondskabsfulds Paafund hedder Indfald. Fætter Tre. For det Indfald eller Paafund skal I sandelig have jer en Flaske Burgunder. Ahahaha! Fætter Een skal sætte en Streg i sin egen Regning, og den blødhjertede Fætter To stikke selv Hul paa en SIDE: 178 ny Taaretønde. Gid de vare her, skulde jeg snart faae dem paa Torvet; thi der er en god Restauration, og Fætter Een spiser og drikker der gjerne godt og længe, NB paa Andres Regning, for at faae Tid til at ende en Præken om Ødselheds Fordærvelighed og Leilighed til at oplyse dette med empiriske Beviser; og Fætter To gjør det samme med Østers og Madeira, forat han haandgribe- ligen og med Klem kan under Taarestrømme lægge Fattigfolks smale Levemaade paa Andres Hjerter. Zobolam. Behag da at træde ind her. (Aabner en tredie Dør. Fætter Tre gaaer ind). Jeg vil nu experimentere med dette Fætterskab, om ikke Gjerrigheden er lettest at bedrage af alle Lidenskaber. (Aabner Cabinetterne. Fætterne træde ud. De vise Overraskelse). Zobolam (til hver af dem). Seer I, jeg havde, som en Procurator bør, Vidnerne i Baghaand. Nu, mine Herrer, Nu? nu? Der er ingen anden Forskjel imellem Dumhed og Forundring end Langvarigheden. Fætter Een. Kjære Fætterskab gjør mig Følge nedover til Torvet; jeg har en Speculation at meddele jer, som vil være fordeelagtig for os alle. Fætter To. Jeg vilde netop anmodet om det samme for min Melancholies Skyld, der har tiltaget stærkt siden det blev saa stille paa Øen. Fætter Tre. Og jeg, Maredausen, med, forat faae Appetit til en varm Fro- kost i "Skjænken" eller "Karaflen" eller hvor I behage i Nær- heden af Torvet. Dersom der, (som jeg desværre troer) er stille, saa tillader jeg mig at invitere Mhrr. til en Concert, hvori som Solonummer, gives Melancholien af et Vandsprings Pladsken i en øde By -- ; det overgaaer langt Melancholien i et paa Landet, ja endog den i et ensomt Vandfald. Dette er ligesaa vist som at et dansk Gadevandspring imponerer og behager mere end en norsk Foss. SIDE: 179 Fætter Een. Vi kunne altsaa spare baade Pung og Ære at høre en Sangerinde. Bah, med Naturens Efterligninger! Fætter To. Dog bestaaer unegteligt Kunsten deri. Zobolam. Der gives intet unegteligt og intet negteligt i Æsthetiken. Og Kunsten bestaaer ikke i at efterligne denne Natur, men en høiere, der er ubekjendt uden gjennem Kunsten. Men, mine Herrer! der er intet unge Mennesker tabe saamegen Tid, Penge og Ære paa som paa Æsthetik. (De gaae). (Torvet. Satiricussen. Kornpugerens Liig ligger der). Satiricussen. Deri -- sagde den udødelige Dæmring -- vil jeg idetmindste være en Satiriker, at jeg faaer Prygl for hvad jeg skriver. Og deri, siger jeg, vil jeg dog være en Poet, at jeg døer af Sult siden der ingen mere er hos hvem jeg kan øve Satiricussens Privileg, at være Snyltegjæst, som er saa naturligt og gammelt siden det er grundet paa Dumhedens Affinitet til Ondskaben. Ja en Tragiker vil jeg være med Hensyn til min Ende, ligesom det almindeligviis skeer dem, der vare Comikere i sit Liv. Ei, det fordømte Indfald af Befolkningen, en masse at forlade denne Ø, der er ligesaa afsondret fra alle andre Lande ved et umaaleligt Hav, som Verdnerne fra hverandre ved Himmelrummet! Det vil sige: Indfaldet var ikke slet for mig; thi derved undgaaer jeg at indløse mit offentlige Løfte, som der baade har groet Græs og sneet togange over, at faae nogle saakaldte satiriske Spjud fær- dige; men for det bortdragende Publicum selv maa det i høi Maade være farligt efter min egen Erfaring paa den ulykkelige Reise til Canaan. Thi komme fordringsfulde Trompetere til et Land, der har nok af Slige før, saa jages de hjem igjen med Hug. Men en Satiricus maa døe af Eensomhed. Ja, om jeg sad til SIDE: 180 Halsen i Kornpugerens Dynger, maatte jeg døe, efterdi, siden jeg harpunerede de Bortdragendes sidste Barcasse med dette Epi- gram, at de vare nogle Bagbæster -- jeg ingen Tilhørere har. De Spidsborgere! Da de begyndte at sulte, fik de Afsky for Vittigheden. En sagde: den smager kun til Maden; og en anden, at den alene var istand til at jage Folk fra Landet. Nok En yttrede endog, at mit polemiske Digt havde, ved at identificere Skjældsord med Vittigheder godtgjort, at Hvermand kunde være vittig. Under slige Omstændigheder er der intet andet tilbage for mig end at hænge mig. Det vil, i høi Stiil hedde, at fuld- byrde sin Skjæbne. Thi naar man har aflurt mig Hemmeligheden at skrive polemiske Digte, saa kan enhver Grobian og Vredagtig være Geni. Og der er heller ingen Ære eller Fornøielse ved at være Geni, naar man ikke kan være det alene -- ligesaa liden som ved at være Parykmager i en By, hvor den Ene klipper den Anden. Derfor -- ak, det Ord "derfor" er den tarpejiske Klippe, hvor mangen Navnkundighed har brukket Nakken -- derfor, I dumme Spidsborgere, som udskibe jer selv til et Land, der ligesom Canaan til Thule, upaatvivlelig selv har Fæ at udføre foruden sit Korn -- derfor vil jeg gribe til det Sidste, trøstig i den Tanke, at jeg dog døer som den sidste Kloge paa Terranova. (Gaaer. Zobolam og Fætterne komme). Fætter Een. Ei! ei! der dingler s'gu Poeten? Zobolam. Allerede? Fætter To. Lad ham hænge i Jesu Navn; thi han har gjort et Epigram over mig. Zobolam. Ikke derfor bør han døe, men fordi det var slet. Fætter Tre. Jeg vil skjære ham ned. SIDE: 181 Zobolam. Gjør ikke det: han vil strax gjøre et Nidvers paa eder. Desuden har han upaatvivlelig hængt sig alene af Bankerotør-Tungsindighed eller af Speculation, nemlig for at vise, at han var undskyldt for at levere de belovede satyriske Svøber, saasom han selv havde bedre Brug for Snoren. Mine Herrer -- giv Agt! Alle tre Fættere (trække Testamenterne frem). Ah! der er kjære Onkel! Giver nu Agt, mine Herrer! (De kaste sig over Kornpugeren) Ha, hvad er dette? Onkel! Onkel! Guds Død! Fætter Een (rusker i Liget). Onkel! her er jer gode Neveu Een; og her er Pen og Papiir i Orden. Fætter To (ruskende). Nei her er To. Fætter Tre (ruskende). Nei her er Tre. . Alle Fætterne. Her er jeg, Onkel; og her er Pen og Papiret i Orden. (Til hinanden). Ei hvad Satan, har I ogsaa Papirer? Var det fætterligt handlet? Zobolam. Det er saa seent. Desuden seer I den betingede Tjeneste er ham alt viist af en fremmed Haand; men ogsaa det forsilde. Alle Fætterne. Ingenlunde, ingenlunde, naar jeg endelig skulde gaae Glip af det Hele. Fætter Een. Dette er udenfor min Beregning. Fætter To. Ak, forfængelige Verden og hvad Verdens er! Nu er det for- træffeligt at være Herrnhutter. SIDE: 182 Fætter Tre. Nu først fatter jeg Melancholien i det ensomme Vandsprings Pladsken. Alle Fætterne (gribende fat paa Procuratoren). Ha, spiller I under Dække? Zobolam. Mhrr! jeg er Procurator. En Trediedeel af Boets Masse er mig reserveret og forsikkret under alle Omstændigheder. Fætter Een. Ei, kjære Fættere, er der ikke to Grene paa det Træ hvor Satyricussen hænger? Zobolam. Guds Blod? Mhrr! Mhrr! jeg foreslaaer en Deling; men naturligviis efterat min Trediedeel er afsondret. Alle Fætterne. Da faaer I jo mere end hver af Os, hans kjødelige Arvinger. Siden vi kjende til hinandens Planer, ville vi have Alt eller Intet. Dette er efter den menneskelige Natur. Den, der faaer Alt, af- staaer jer da jer Trediedeel. Zobolam (Afs.). En Ræv har 7 Udgange; en Procurator 9. (Høit) Ak, Mhrr! I have ikke indseet, at jeg vilde hjælpe Allesammen. Derfor betingede jeg mig Mit udenfor de tilbageblivende Trefjerdedele, som maatte falde i den Lykkeligstes Lod. Men, forat I kunne faae et nyt Beviis paa min Upartiskhed, (som er den Dyd, en Procurator, ikke en Dommer skal leve ved) saa foreslaaer jeg, at I procedere under mit Referat og Satyricussens Voldgift, som vi derfor ilsomst maae skjære ned. Fætter Tre. Eh bien! SIDE: 183 Fætter Een. Det er et Vovestykke. Han vil dømme til Gunst for Den af os, som giver ham Anledning til en Vittighed. Thi Vittighederne fødes ikke inden ham selv, men tages op fra Gader og Stræder; og det er nok saa, at en Nar gjør en anden vittig. Zobolam. Da troer jeg, Mhrr. at han vil komme til at være saa upartisk som Nogen. Fætterne. Vi maa vove at varme Slangen op igjen. (Skjære Satiricussen ned, og bringe ham frem). Fætter To. Se! det er ikke Døden, men en Ondskab, som oversortner hans Læber. Fætter Een. Læber? det er for smukt Udtryk om to Orme, som krybe over hinanden. De yngle ogsaa Efemerider i Fraade. Fætter Tre. Gid vi alt vare ham qvit! Hvorledes skulle vi blive ham qvit? Zobolam. Pyt! dersom han siger en Vittighed, er det et Tyverie; og da klynge vi ham op igjen. Satiricussen (For sig selv). Hei Pøbel! har jeg lovet dig satyriske Svøber? Jeg har ingen, jeg har ingen! Kjære Folk spar mig! Jeg er undskyldt. Fætter Een. Han fantaserer over sit ubetænksomme Løfte. Zobolam (Rusker i ham). Ei Polemikkel! vi skjenke jer det Løfte, I gav, uden at be- tænke jer Fattigdom i Aanden. SIDE: 184 Satiricussen. Gjør I? Tak for det! Er I Satan? Ah Satan, jeg sværger jer til, at jeg ikke mente med mit Løfte. Zobolam. Ei! jeg er Procurator Zobolam. (rusker i Satiricussen). Satiricussen (Livner i). Ah! ja Forskjellen er ikke stor; jeg har eders Portræt. Kjen- der I den Mand: "En øined Samiel i det skumle Fjæs hos Ham. En hørte Slange fæl i Stemmens Hvæs hos Ham. En i et vandigt Smiil saae Øgler lure, og Høge i det blygraa Blik at sture hos Ham. En saae i krumme Ryg . . Nu, kjender Ingen Manden? Fætterne. Det er jo ingen Anden, end selve gamle Fanden. Satiricussen. Nei det er Procurator Zobolam!" Zobolam. Hihihi! Ligner det? Seer I, Latter paa Spot er, ligesom Blo- det over Saaret, det bedste til at døve Smerten. Men vi have alvorlige Sager fore. I skal dømme imellem disse gode Fættere, og jeg skal referere eder Sagen. Seer I -- først kom Fætter Een . . Satiricussen. Proces? Fætterne. Ja jeg stoler paa jer Retfærdighed? SIDE: 185 Zobolam (Afs.) Paa en Satiricusses? Satiricussen. "Ulykkelige stol paa Intet i Proces. Det er et Polskpasspil, hvor Knægte stikke Es". Zobolam. Ei, der er ikke et fornuftigt Ord at faae af ham. Satiricussen. "Paa Narrenæse og Kjæklertunge hænge Procuratorens Pengepunge." Fætter Een. Dersom I ikke fæster jer Opmærksomhed paa Sagen, stevner jeg jer for jere belovede satyriske Svøber. Satiricussen. Er I Procurator? Fætter Een. Nei Part. (Afs.) Jeg skal betale jer godt. Satiricussen. "Naar Lumskhed er din Kulde, og al din Varme Haab om Gevindst hvad eller indædt Harme, Du, selv examenløs, en Thingstud er tilfulde." Zobolam. Op med ham! op med ham igjen! Der er intet Udkomme med en Satyricus, som man ikke kan give Riis paa Rumpen. Satiricussen. "Galimathias er Autor til den Logik, som Advocaterne til Hjælp i Nøden fik. Den lært, i værste Sag de sjeldent staae tilskamme især hvis Retten har betjent sig af den samme. ." SIDE: 186 Fætterne. Ja, op med ham; thi han har stjaalet sine Vers. (De gribe fat paa ham). Satiricussen (Skrigende). ". . Mathias har for Mord vel og et lidet Ord -- " (De slæbe ham bort). Zobolam. En Procurator i Knibe? Da maa en Slange ikke kunne komme ud af sit eget Hul. (Fætterne komme tilbage). Fætter Een. Han var midti et stjaalet Epigram, da han foer tilveirs. Det var en forstokket Tyv. Zobolam. Lader os skride til Værket, Mhrr! og hjælpe os saagodt vi kan. En Trediedeel af den hele Masse er uden Qvæstion min? Fætterne. Vist, javist! Zobolam. Nu foreslaaer jeg broderlig Deling af Resten. Fætterne. Nei, nei! vi have kikket hinanden formeget i Kortene, vi Fættere, til at vi kunne afstaae fra vor Plan. Alt eller Intet. Zobolam (Afs.) En Procurator maa være bundløs, bundløs paa Raad og Kneb, dersom Godtfolks Punge skulle være bundløse. Han maa være netop ligesaa riig paa Kneb som en Dumrian paa Penge. Stoppe disse, er han ligesaa dum som enhver anden, skjøndt hans Dum- hed kun er Slangens Søvn. (Høit) Mhrr! nu veed jeg kun eet Raad, eet eeneste Raad, men som dog maa behage To af eder, og det er allerede meget af et Raad til Tre. SIDE: 187 Fætterne. Frem med det! frem med det! Zobolam (Afs.) En Procurator maa ikke være slugende "skummende i Lovens Blæk Mennesk'hedens Hajer" men langsomt og sikkert maa han fortære sine Clienter, eller saakaldte Medmennesker . . langsomt men sikkert ligesom Boaslangen patter Kaniner og Duer i sig. (Høit) Mhrr! I maae trække Straa. Den, der faaer det korteste faaer Intet. . . Fætterne. Er I rasende? ravruskende rasende? Zobolam. . . Men han bliver Dommer efter mit Referat, og . . Fætterne. Ei! Sniksnak! Zobolam. . . Og naar han har dømt hvem der skal have det Hele, kan han tilkjende sig det Hele i Salarium. Det er Praxis. Fætterne. Det er en anden Sag. Ja det gaaer an. Zobolam. Træk da! Vær saa god! (De trække). Fætter Tre. For Gud, er jeg ikke Dommer. Da er Processen mig lige- gyldig. Men Een af jer, kjære Fættere, er nu ødelagt, og sand- synligviis Begge. Zobolam. Ganske vist; men det maa skee formaliter og paa en smuk Maade. SIDE: 188 Fætter Een (Afs. til Tre). Gid ikke din Spillegjæld til mig maa forstyrre dig, kjære Fætter! Den er dig eftergivet, kjære Fætter! Fætter To. Ei, hvad har I med Dommerens Øre at bestille? (Afs. til Tre) Kjære Fætter, gjør du af Champagner, kjære Fætter? Da har jeg nogle Kurve til dig, kjære Fætter, for din egen Mund, kjære Fætter. Fætter Een. End du, hvad har du med Dommerens Øre at bestille? Det er ægte puritansk, at skræmme Andre bort fra Dalila eller den babyloniske Hore, for selv at liste sig ind. Fætter To. Siger Du det, Forbandede? Fætter Een. Slyngel! Gjerrige Slyngel! Vil Du have Alt eller Intet? Fætter To. Hvorfor hjalp du ikke din stakkels Onkel? hvorfor, naar du . . Fætter Een. End du da? Fætter To. Haardhjertede Skurk! Tvi! -- Fætter Een. Bileams Æsel skryder nu mellem Bjergene; thi de give Svar. Fætter To. Hvad? har du ikke Respect for det Hellige heller? Nu kan jeg slaae til uden at det synes jeg gjør det for mig selv. (Slaaer ham, de komme i Haarene paa hinanden. Fætter Tre skoggerleer). SIDE: 189 Zobolam (kaster sig imellem). Paa ingen Maade, Mhrr! paa ingen Maade kan en Procurator tillade at en Proces bliver saa kort. Respect for Retten! Fætter Tre. Ja, Respect for Retten! Zobolam. Ret, Fætter! Den Dommer mangler ikke Majestæt som kan sige de Ord ofte. (Afs.) Hihihi! Parterne ere netop i det rette Hvidglødnings-Humør til at sveises sammen i. (Høit) Mhrr! jeg beder om Opmærksomhed; jeg refererer Sagen. Ærværdigste blandt Dommere! thi Du, af Gud est kaaret, ei af eget Hu, og Retfærd er den hele Lov du kjender, og den fortolker du med tomme Hænder! Ærværdige! ak, at mit Kald det er, at kræve skarpsynt salomonisk Øie, hvor Ømhed sees sig mod Alle bøie med graadslørt Blik, der Feil hos ingen seer! Dog findes den hos En af disse Tvende, skjøndt hver er ligegod og hver din Frænde: den Feil, at Feil skal være vist hos ham: den Feil at vorde arm -- ei Feil, men Skam. I samme Æbles Kjød vi ingensinde, at Kjerner boe meer ømt tilsammen, finde, end disse To i Frændekjærlighed. Nu gløder anden Ild, ei mindre heed; men mindre reen. O lad -- saa maa jeg sukke -- mit Øie see den slukt, og saa sig lukke! Der er nu Een. Han kom vel hid som først, men lædsked meer end To ei Onklens Tørst; ei Aare slog han løs, og To ei heller, ei Halsbind løste de, kort ei Bogstav har nogen af de Tvende opfyldt af hvad disse Testamenter os fortæller -- Fætter Tre. Ih, Satan! I gjør Sagen vanskeligere -- umulig at dømme retfærdigt i. Derfor vil jeg dømme strax. SIDE: 190 Zobolam. Rigtig! en hurtig Dom er i en vis Forstand en retfærdig Dom; thi en langvarig er altid uretfærdig. Men, vise Dommer, een Omstændighed, en liden Revne, hvorigjennem, klare som Lyn, Retfærdighedens Straaler fare, i dette dybe Mulm, jeg endnu veed. Det er en afgjort Sag, som Hver forsanden bekræfte tør, der kjendte salig Manden, at uden Tvang det var umulig reent at faae ham til at give Testament. Hvor ofte ledte jeg ei fromt paa Fanden paa Sygdom, Død og Hisset den Discours, som var begyndt om Priser og om Cours; men alt kun var at sqvætte Vand paa Sanden. Han altid kom med samme tørre Svar: "Døer jeg, jeg døer som sidste Kloge, Far! Thi har jeg ikke fra dem Alle vundet i dette Spil, hvor man skal bruge Pundet? Og jeg, mens Verden armedes, blev riig; men suged ei for Andre end for mig. Som tømte Æg jeg efterlader Landet; men at jeg ikke i sin sidste Stund, kan styrte min Gevinst i Havets Grund, saa Ingen arver den, det er forbandet!" Saavist var Mandens Løfte født af Tvang, kun pinte Triller i en Svanesang. Men da et Testament kun bør udledes af Godtfolks Lyst, og ei af at de vredes, og det er rimeligt, at Mandens Lyst til bort ved Testament sit Alt at skjænke tog til som han holdt op at kunne tænke, og just som Aanden sagtned i hans Bryst: saa maa urokkeligen jeg formene, at Hvo kom sidst, kun Arven kan fortjene. Fætter Tre. Rigtigt! Thi da bliver den min. Thi kjendes for Ret . . (Mediterer). SIDE: 191 Zobolam (Afs.). Hihi! De ere saa sindte, at de ikke kunne tale. Det er den bedste Undskyldning, Dumheden har. De skyde Ulveøine paa hinanden. Da er det man kan forvexle Dumhed med Geni; thi man kan da ligesaalidt maale dens Dybde som det Vands, hvorpaa Solen spiller. Da glimrer Gadekjær og Ocean eens, eller hiin Muddercanal og -- Ha, det var en Tanke! Hiin Muddercanal! Tys, jeg tør endnu ikke sige det til mig selv. Men er det ikke Murene af Pugerens Magaziner, der steilt styrte sig ned paa den anden Side af Canalen, ikke ladende Fiirbenen en Revne? Og her er det lodrette Bolværk, der ligesom efteraber hiin Steilhed? og her ere tre paa hinanden rasende Arvinger? Aha! lad dem skyde Dødsblik i hinanden, og saa -- Mig er det jo ikke, som ønsker i hver af deres Sjele, at de andre laae i Canalen, og som virkelig -- Aha, Puger, det er prægtigt 500 Alen langt og 80 Alen høit Magazin du har anlagt; men hverken du eller Stads- satyricussen skulle hedde den sidste Kloge; det maa den aller- sidste Kloge forstaae. Fætter Een (til Fætter To). Se ikke saa paa mig, eller jeg hakker dine Øine ud. Fætter To. Glo ikke saa paa mig! Se hellere paa Jorden om du kan finde et Korn, thi du er nu armere end en Rotte. Jeg har dog endnu den almindelige Rigdom, nemlig paa det Uvisse. Fætter Tre. Respect for Retten. Thi kjendes -- Zobolam. Dersom I glemmer mit Salarium, da er det Hele en Nullitet, thi det maa ikke være borte. Jeg paastaaer 1/3 af de Massens to Trediedele, hvorom Qvæstionen er. Fætter Een. Ei, nu seer jeg hvormeget der bliver tilbage. Det besynder- ligste er ellers -- hehe, Fætter To! -- at jer Rigdom paa det Uvisse ikke staaer i lige tiltagende Forhold til det Visses Aftagen. SIDE: 192 Zobolam. Det skal jeg strax sige dem Grunden til, Mhrr! Vist og Uvist betyder netop det Samme under Procuratorhænder, idet begge ligelet reduceres til samme Størrelse, nemlig til Intet. En Pro- curator gaaer altid ud fra det Uvisse; dette er hans Væsen. Derfor er hans første Handling altid at reducere det Visse til noget Uvist, forat han, saa at sige, kan have Fod paa eget Land. Og derfor er Overgangen til Intet ligesaalet som fra en Jomfru af Fleertallet til Madam. Fætter Tre. Jeg siger 3die Gang: Respect for Retten! Thi kjendes for Ret: at Referentens Paastand bliver at tage tilfølge, hvorefter, saasom, eftersom og dasom det er unegteligt, at Den, hvem den salig Afdøde, paa Grund af Omstændighedernes stigende Tvang, maa antages med største Lyst og altsaa renest Anvendelse af den fri Vilje, at have indsat til Enearving, er Den, der kom til ham sidst og af ham sidst erholdt Løftet derom; samt da vel Ingen af de Arveberettigede har opfyldt Betingelsen, men det dog maa baade antages, om end mod Referentens Sigende, der er bygget paa eget og alment Kjendskab til Afdødes Karacteer, at han vilde mellem disse udkaare sin Arving, og at Omstændig- heder have for alle Concurrerende forhindret Opfyldelsen af hiin Betingelse, saaledes, at alle disse accidentaliter staae lige; men Den moraliter faaer Overvægten, hvem man, efter Præmisserne, maa troe at Afdøde med størst Lyst har indsat som Enearving, og denne, om ikke jeg var kommen senere, skulde have været Fætter To: saa fældes saadan Dom: Den salig Afdødes Fætter Tre indsættes som Universalarving. Procurator Zobolam erholder sin 1/3 af Massen og tilkjendes i Sa- larium 1/3 af de resterende 2/3. Alt at efterkommes strax. Fætter Een og To (Afs.) Gid han laae i Canalen! Dersom En ikke kan dømme sig selv til Baade, saa er jo Referenten Dommer. SIDE: 193 Zobolam. Saa er det just i sin Orden. (Afs.) Dersom de nu ikke tænke paa Mord, saa maa der enten være mere Uretfærdighed i Dom- men end en Dumrian kan fatte (og derfor er det at Dumrianer ere de Sidste til at give Slip paa Procuratorerne og altid disses Beundrere og Venner) eller mindre end nok til at drive Skurke til det Yderste. Thi ligesom det er Grundvolden for Haardheden i den juridiske Praxis, for ikke at tage feil, at tage Alle for Skurke, saa er det ogsaa Tilfælde, at Skurke mindst taale Uretfærdig- heder -- dem de sige bør kun ramme Dumrianerne, uvidende om at Forskjellen imellem Dumrian og Skurk er kun som mellem usyrt og syrede Agurk. Fætter Een og To (Afs.). Gid han laae i Canalen; og da Fætteren efter! Zobolam (Afs.). I de Øiekast var Mord. Men kan jeg styre deres Øiekast? Endnu mindre deres Tanker. (Høit) Mhrr! Dommen synes at have angrebet jer. Ved Canalen er en behagelig Luftning. Mon- sieur Tre, det vil være smukt af eder, om I taler venligen med dem, I har gjort fattige. De som gjøre det have godt Lov i Verden. Fætter Tre (Til Zobolam). Men jeg giver dem ikke et Korn. Zobolam (Afs.). Skal det være en Erfaring, at stor Rigdom kan gjøre selv en Ødeland gjerrig? (Høit) Vel, mine Herrer! fra Qvaien kan man see hvorledes den ene Bølge sluger den anden. Fætter Tre. Eh bien! Dersom I ere fortørnede, saa haaber jeg at bringe eder til Fornuft ved at lade jer dyrke mine Agre. Fætter Een (huult mumlende). Ja til Fornuft? Haha, mon det skeer hos Alle ved Døden? Det Sikkreste bliver det altid. Idetmindste er det fornuftigt at tie med sin Dumhed. SIDE: 194 Fætter To (huult). Trældom er Rigdoms første Anvendelse. Lader os tale derom i Eenrum! Zobolam. Ikke hidsige! Den, som vil vinde Alt, maa være rolig og be- stemt. Bestemt, ja bestemt! Det er altid, selv i Ondt, en Dyd. Hver af Fætterne. Vel! jeg er bestemt. Lader os komme til Accord! (de gaae hen til Qvaien). Zobolam. Ja, I ere bestemte til at være de sidste Narre paa Terranova, og jeg derved til den sidste Kloge. Thi dersom Egoismen er Principet for den menneskelige Virken, saa maa Den, der bliver Eneeier af Alt, være baade den største og sidste Kloge. (Fætterne Een og To styrte pludselig Fætter Tre i Canalen, angribe hinanden og styrte efter) Aha! saa- ledes endes Processer. Nu er jeg dog den allersidste Kloge. (Ayanna paa en Fjeldtind i det Indre af Øen, omringet af en Flok Skogduer). Ayanna. -- Saa, søde Duer, afsted nu med eders Smaaposer til den Gjerriges Korndynger! (Duerne flyge afsted) Ak, se endnu engang maatte Hannerne stryge sine Regnbuhalse henad Hunnernes Nak- ker. Gid jeg stakkels eensomme Pige var en Due! Ja gid jeg var selv den mørke Hunørn, som skriger saa glad, naar den fører sine Unger ud at flyge, eller naar den fra Redet hører Slaget af Magens Vinger! Hvoraf kommer det, at dens Skrig synes mig kun at være mit eget Suk hundrede Gange forstærket? Hvis den Gjerrige, som min Fader forbander og min Moder græder over, var en saadan Hanørn, vilde jeg, om jeg var Ørn, ikke hade ham eller finde ham styg. Ja selv Slangerne i Bjergets Kløfter synes mig kun fæle og ulykkelige, naar de snige sig eensomme SIDE: 195 frem; men naar en kommer til, og de snoe sig sammen og kappes om at lade Brodderne blinke i Solskinnet, synes de mig smukke og lykkelige -- ja lykkeligere end mig eller den Skogdue, som sørgede sig ihjel da Magen var død. Ak! Og dog kan jeg tænke mig en Skabning, der kunde gjøre mig lykkelig som jeg er, og over hvem jeg kunde sørge mig tildøde som Duen uden at være Due. (Fjerner sig noget. Halil og Dimna træde frem). Dimna. For vor Datters Skyld lad os forlade disse vilde Egne og tye tilbage. Halil. Til Uhyret? Til Procuratoren? Dimna. Alderen maa have gjort ham mildere ligesom Sneen blødgjør den haardfrosne Jord. Halil. Det skeer ikke med en Gjerrig, og heller ikke med en Pro- curator. Ernære ikke Skogduerne os, som ere blevne tamme mere af Medlidenhed end af Tvang? Dimna. Ak, se selv: af denne Næring er vort Barn voxet op til Jom- fru. Det seer jeg mere af hendes Tungsindighed end af hendes Væxt. Et tungsindigt Pigebarn er allerede Qvinde, men ikke en tungsindig Dreng Mand. Halil. Hvad? Dimna, min Huustro! vil du, at Han -- O husker du, at vort lille Barn maatte døe paa vor Vandring hid til Bjergene, fordi han havde berøvet mig den sidste Udvei til at mætte dets Moder? Dimna. Sandelig, Gud vil ikke glemme det, om jeg kunde. Men jeg veed, at en Pige, der føler sig Qvinde og eensom, maa døe, ja døe SIDE: 196 gjennem alle sine Fibrer, men i Hjertet sidst. Det er alene Haa- bet om ikke at forblive eensom, der lader hendes Yndighed blomstre en Tid. Det er Purpuret i hendes Roser, hvortil Ung- dommen alene giver Omridset og en beqvem Materie til at op- fange dets flammende Aande. Det er, om Du vil sige, at Blodet er rødt, dog Gløden i dets Røde; men en eensom Piges Bleghed lærer snarere, at det i sig selv er farveløst, men faaer kun Farve af hint Haab. En Pige, som, i det samme hendes Jomfruelighed slog sig ud, fik Overtydelsen om at forblive eensom, vilde være en Blomst, der visner idetsamme den aabner sig. Halil. Ei! i gamle Dage kjendte jeg Jomfruer, der vare Grantræer i Udholdenhed. Dimna. Ayanna, hvad stirrer du saa efter? Ayanna. O, jeg saa en smuk Sky -- Dimna. Nu, hvorfor blusser du saa? Siig frem mit Barn! Ayanna. Den havde et Hoved, glindsende Lokker og Arme, der greb efter mig. Dimna. Ak, mit stakkels Barn! Ayanna. Skymennesket greb efter mig, og jeg syntes, at jeg maatte styrte mig ned af Klippen. Halil. Drømmerske, se efter Duerne om de ikke komme med fulde Poser, thi jeg bliver sulten, og vel I med. SIDE: 197 (Zobolam i Kornmagasinet). Zobolam. Jeg er Pokker ikke den sidste Kloge paa Terranova; thi det er en klog Mand, som i Hungersnød lærer de vilde Skogduer at hente sig Føde fra Andenmands Overflod. Har man seet Magen? Men nu har jeg da fanget hele Flokken. Der kan mangen Skjeppe være fløien bort paa den Maade. Men Skjeppe eller Tønde eller 1000 Tønder -- jeg gav dem gjerne, om jeg havde den Halil fat. Thi denne Eensomhed begynder at kjede i samme Mon som jeg finder ensom Klogskab unyttig. Maaskee kunde jeg faae ham i Proces med sin Kone og saa tage Datteren i Salarium som Procuratorer før have gjort. Maaskee kunde jeg faae ham afkjøbt hende, som nu vel maa være istand til at forsøde Eensomheden, og at gjøre mig til en ny Menneskeslægts Stamfader paa Terra- nova. En Procurator maa have Alt hvad han faaer Lyst til. Velan! jeg vil tage mine Ord til Halil om Ægteskab i mig igjen, dreie Halsen om paa Familiens Duer, og kun lade een af dem med knækket Vinge vise mig Veien til dens Skjul i Øens Indre. (Klippetinden. Halil. Dimna. Ayanna.) Halil. Hungeren tiltager. Mon noget skulde være tilstødt Duerne, vore Madere? Ørnene og Høgene sparte dem hidtil; men der- som et Menneske . . . og hiint Menneske -- Ayanna. Der seer jeg een: den Blaavingede; men den er alene, Posen flagrer tom efter den, og den synes at være saaret i den ene Vinge, da den kun tungt og vaklende kløver Luften. Halil. Ve os, vi ere forlorne! SIDE: 198 Ayanna. Blaaving! Blaaving! Ak, den rækker ikke hid! Den svimler. Der synker den under vor Klippe. Halil (stirrende ud over Egnen). Ha, jeg seer ham! Dimna. Hvem? Hvem? Ayanna. Kommer han? O kommer han? Dimna. Hvem? Halil. Morderen. Se der! Ogsaa vi skulle døe. (Zobolam viser sig). Ayanna. O saaledes saae Han ikke ud, som jeg tænkte mig engang skulde komme. Dersom en frigjort Aand faaer noget høiere Udtryk end Legemet var den, maa denne Figur være en omvankende Geist af en Hyæne. Zobolam (under Klippen). Ah, er du der, gamle Ven? Sulter du endnu? Halil. Menneskene kunne leve lykkeligt til en Skurk opdager dem. Zobolam. Men hverken Døttre eller Mødre før en Svigersøn opdager dem. Dimna. Der ligger noget i hans Ord, som paa engang kan ende vor Elendighed. Halil. Men begynde vor Datters. Qvinde! Qvinde! SIDE: 199 Dimna. Han er riig, meget riig. Land og By er hans. Halil. Ak, hvi skal jeg lære at Qvindehjertet indskrumpes tidligen? Dimna, min Elskede, hvi gjorde du mig dette? Zobolam. Fattige Mand, jeg beiler til din Datter. Halil. Du bebreidede hendes Fader, at hendes Moder var hans Huustro. Dimna. Gjorde han? Det Uhyre! Aldrig i Verden faaer han mit Barn, om han eiede et Terranova med Guldklipper og Perlestrande. Halil. Ak, min Dimna, jeg følte hvor sand en Qvinde Du er. Men er det ikke netop dette jeg elsker? Fly, Skurk, eller jeg stener dig. Zobolam. Jeg har haardere Nakke end dine Duer. Seer du, mine Fingre ere blodige. Ayanna. O Gud! Var du tigange saa smuk som du er hæslig, vilde jeg dog hade dig. Zobolam. Fortvivl ikke, smukke Pige; jeg kan føde dig lettere end Duerne. Halil, jeg byder dig 1000 Tønder Korn og 100 Agre for din Datter. Halil. Nei, Nei! Frygter du ikke Tordenveiret, som trækker op? at Lynet skal søge dit Hoved? SIDE: 200 Zobolam. Jeg byder dig 10,000 og 1000 Agre. Daare! Du og Dine ere nærved Hungersdøden. Halil. Men ikke nær at give efter. Zobolam. 100,000 Tdr. og 10,000 Agre. Gamle, ærede Ven, jeg byder dig Halvdelen af min umaadelige Formue. (Afs.) Guds Død for en Vare en Qvinde kan være, men kun efter Omstændighederne, ei efter Realiteten. Dimna. Jeg forsikkrer dig, at den nøgenbenede Aadselgrib vilde ligesaa snart tiltale vore Hjerter. Gaa tilbage til din Eensomhed og over- lad os til Døden. Zobolam. Mit Hjerte tillader det ikke . . . mit Hjerte . . . Halil. Dog dræbte du Duerne, de Eneste, der nærede os? Zobolam. Men for selv at være en Frelsens Due, der kunde bringe eder Overflod. Pige, se jeg trygler dig; det har jeg ikke gjort for Englene. (knæler). Ayanna. Dine Fingre ere blodige -- gjem dem, og jeg seer dem dog funkle frem af dine Øine. Tordnede det ikke under Jorden da du knælede? Zobolam. Halil! værdige Ven! jeg byder dig min hele Formue, de uhyre Forraad indtil sidste Korn, den umaadelige Arv af en forladt Verden. Jeg vil være en Betler i alt Andet uden til den Rig- dom at eie din Datter. Jeg vil hylde dig som den sidste Kloge SIDE: 201 paa Terranova, og forglemme hvad det kostede mig at blive det, indtil Eensomheden lærte mig, at to Daarer maa have det bedre end en eensom Klog. Halil. I Betler? En Procurator Betler? Betyder det Velstand hos Andre? I bør dog ikke give Slip paa det som Betlere bør be- holde tilsidst, skjøndt de miste det almindeligviis med det Andet, nemlig Filosofien. Og jer Filosofi er angaaende Ægteskab jo, at en Fattigmands Huustro er " -- et Hoved til, men ikke meer Forstand, en Mave til og dobbelt Tænder, to Taareblik, to nye tomme Hænder; og har hun Børn, da alt multipliceer!" Zobolam. Løgn! Løgn! Jeg vil svare med dine egne Ord: "I Lykken er den Byrde som at bære en Frydruus, i Ulykke som en Stav." Men betragt din Stilling med Alvorlighed. Du og Dine maae døe, om du ikke tager imod mit Tilbud. Jeg kan udhungre eder paa Klippen. Halil. Jeg veed det. (Mumlende). Men vi ville hverken døe af Hunger eller leve af Forbrydelse. Zobolam. Pige! kan du dræbe dine Forældre? Halil (Mumlende). Nei; men Forældre et Barn forat redde det fra Fordærvelse. Ayanna. O Gud! Nei, jeg kan ei. Mine Forældre, lader mig stige ned til ham for at frelse eder. SIDE: 202 Halil. Hun vakler . . Ve os! Hun vakler! Zobolam (Afs.) Ha, det virkede! (Høit) Pige, siger jeg, kan du dræbe dine Forældre? Deres Liv ligger i din Haand. Det skjælver paa dit Hjertes Banken. Ayanna. Der er intet Valg. Halil. Nei der er intet Valg. Men vi ville hverken døe af Hunger eller leve af Forbrydelse. Ayanna, seer du din smukke Sky- gestalt? Englene beile til de uskyldige Piger. Ayanna. Hvor? Halil (styrtende hende i Dybet). Der! -- Dimna, min Huustro, kom, vi ville ikke mangle ved vor Datters Bryllup. (Omfavner hende). Dimna. -- Ja heller med en Skygestalt af Engel end med en virkelig Djævel. (De styrte sig ned.) Zobolam. Dette er et Tilfælde! et Tilfælde alene! Thi hvem kan beregne Fortvivlelsen? Nu, med de sidste Liig for mine Fødder, er jeg virkelig den sidste Kloge. Og saaledes ligge isandhed ogsaa ofte mange smukke Forsætter, yndige Drømme og Følelser og andre Hjertebørn Liig for den altid beregnende Klogskabs Fødder. Men den gaaer frem, fremad under Drønet af sine eensomme men faste Trin gjennem Verden. Velan! jeg vil ikke lade mig for- skrække. Og jeg vil forsøge at tilbringe Tiden med en Moer- skab, som ligner meget mine gamle juridiske Beskjæftigelser, nemlig med at erte de vilde Bøfler, som nu overfare det forladte SIDE: 203 Land, sammen med Hundene i den øde By. Eller jeg vil lære Duerne at trættes; -- kort den Mand er ikke klog, som ei kan forslaae Eensomheden. (Smaadjævle mylre frem overalt). Ha, jeg er ikke ene! Djævlene. Djævlene komme hvor Mennesker flye. Her er han! Her har vi vor Fyrste paany. Zobolam. Hvo ere I? ere I Befolkningen paa Terranova? Djævlene. Af Niddingehjerte vi engang udbrast som Orme af Byld, men vi voxte med Hast. Af Niddingesind vore Sjele vi fik. Vi tændtes til Liv af et Niddingeblik. Kun spæd var fra først af vort Legemes Form: som Hams af en Midde, som Skygge af Orm. Nu har vi en Ham som Condorens udspilt. Den voxer med Aanden, og den har ei hvilt. Af Sundhedens Blod og af Uskyldens Fred vi leve og voxe, saa seer du, derved. Hvor Hjertet er fuldt som hos drømmende Brud, vi hugge os fast, og vi suge det ud. Til Dæmoners Storhed saa voxe vi frem; men Lucifer, Kongen, er største blandt dem. Hvor vor Ryg kun har Crocodilernes Kam, der skyder sig taggede Lynild paa Ham. Kun stor som et Seil er den Vinge paa Os; men Hans som den Røgsky fra Ætnas Coloss. SIDE: 204 Til Jorden er Lucifer fløien paa den. Vi kaare da Dig til vor Fyrste igjen. Thi nærmere Lucifer Ingen er sat i Helved, paa Jord, end en ond Advocat. Men at vi din Sjel til vor Drot kunne faae, vi først i din Dynge begrave dig maae. (De gribe ham). Zobolam. Begrave mig? Begrave mig i mit eget Korn? En bedrøvelig Ende paa den sidste Kloge! Djævlene. Du synker i Synddyngen, Drot; men derved du stiger i Helvede. Hil dig! Afsted! (De fare bort med ham). Henrik Wergeland SIDE: 205 BARNEMORDERSKEN SØRGESPIL I FIRE ACTER Handlende: Mairen i Carpentras. Rodriguez, Advocat, hans Søn. Narcisse, hans Datter. René, Rettens Skriver. Pelorce, en gammel Forpagter. Nannette, hans voxne Datter. Colin, Margot, Firmin og Jacqves, hans mindre Børn. Don Gaspard, Spaniol, Chef for et Fricompagni. Frøken Madelaine. Fanchette. Narcisses Amme. Tolv Eedsvorne. Bøddelen i Carpentras. Borgere og Soldater, Jagtfølge, Retsbetjente. Et dræbt Barns Geist. Scenen er i de forrige pavelige Besiddelser i Syd-Frankrig; Tiden under de valdensiske For- følgelser. (Skovslette, hvorigjennem en skyggefuld Bæk slynger sig. Colin, en av Nannettes Smaaesøskende, plukkende Urter.) Colin. Ak, stakkels syge Margot derhjemme! Jeg sørger saa, at jeg nær maa glemme de Urter, Nannette mig bød at plukke, hvorefter din Feber saa tørst maa sukke. (Det dræbte Barns Geist hæver sig frem af Bækken.) Barnegeisten. En Dreng? Colin. Tys! Barnegeisten. Haha! SIDE: 206 Colin. Det var en Vind, som peeb i den hule Starr. Barnegeisten. Hvor liig mig! Ikkun meer plump og rød. Han er mig Selv i en Blomst af Kjød. Jeg seer hans Sjel gjennem Blodets Trillen som hviden Musling paa Bund av Kilden. Colin. Det er som hvidsked En i mit Bryst. Dog er her Ingen, og Alt er tyst. Hvem der? Nei, Ingen. Barnegeisten. Pluk du kun væk! Du seer mig ei i min Hybenhæk. Mit Aasyn er skabt af den Glands i Vandet, af Blades Skygge min Lok er dannet. Ja, om jeg forbi dine Øinehaar strøg, du tog mig for Blomsternes Vellugtrøg. Colin. Hu! her er ensomt. Det er ei Spøg. Barnegeisten. Ah! gid du vilde dog sanke med den Svanblom hisset! da gid du gled! Grib Sivet med hviftende Fjer paa Hat, som vogter min Verden, den snevre Kilde, der vandliljedækket ligner den stille og dybblaa stjernebedækkede Nat. Colin. Jeg tør ei . . Barnegeisten. Grib du dem dristig fat! SIDE: 207 Colin. Ti stille Lyst til at plukke just dette, som er mig forbudt af Søster Nannette! Barnegeisten. Vær let paa Foden. Den naaer, som dristed. Colin. Nu var det somom mig Vinden fristed, somom det Orreblad Tunge var. Ah, Orr, jeg kan ei dit Sprog, du Nar! Barnegeisten. Jeg taler ikke som du med Tænder; men samme Sprog vore Tanker kjender. Og greb du, og gled, da Selskab faaer jeg efter saamange navnløse Aar. Colin. Tys! var det en Fisk, som i Sivet slog? Eller -- hei! hei! -- var det en Snog? (slaaer i Græsset.) Barnegeisten. Haha! han ræddes for levende Muld; er bange, at Ormen skal æde hans Huld. Du Nar, som bæver for hver en Støi, her seer du mit vakkreste Legetøi. (haler en Snog over Vandskorpen.) Colin. Der sprat det, der sprat det, det sprætter endda. Ak, aldrig kommer jeg vel herfra. Jeg tør ikke gaae, skjøndt jeg har alt et Læs af Urter, men døer i det dybe Græs. O Far! o Nannette! o Josef! huhu! (brister i Graad) SIDE: 208 Barnegeisten. Jeg døer ei: saa er jeg da bedre end Du? Jeg græder ei: større jeg er da end Du? Ah, bedre? Hvad er jeg? Jeg veed ei, men vist jeg veed kun, at aldrig jeg var som Drengen, der dukker nu atter sig frem af Engen som Kløverens Konge i Purpur hist. Og visselig gav jeg for saa at græde min hele sikkre men smiilløse Glæde. Hei, hei, lille Ven! Colin. Det sused' atter. Nu vil jeg skræmme det bort med Latter. Hahaha! Flyv op, Beccasin! Barnegeisten. Hans Taare føg bort i hans Latters Vind. Og Døden, han frygter for, maa sig trække tilbage til Sidste i Dages Række. Da kommer den brad som Vintersnee, naar Søvn er bedre selv end at lee. Colin. "Hehe!" hoster Sivskjæg, saa syg og tør "Humhum!" harker Eeggreen saa krum og stør. Barnegeisten. Han hører mig ei. Nei, Ingen kan mig høre, hvis ei han er født i Vand. Det synes mig vel som jeg kjender min Moer. Dog, tidligst jeg mindes, det kommer mig for som var jeg et Øie i Taagen, som hver Aften at sove til Bækken kom. Den slumred rolig; men altid vaagen, som Lys i Mørke, var jeg i Taagen. Jeg voxed siden, det er: meer klar min Tanke om mig blev end den var. SIDE: 209 Jeg saae mig Selv da, skilt fra alt Andet, en luftig Krop, dog med Luft ei blandet. O sov du, Dreng: -- med den fagrere Dreng af Solskin, som hopper bag Kindens Eng, jeg talte da tydeligt, og du skulde mig høre og see og forstaae tilfulde. Colin (plukkende) Veronica, visner du? Visn, men giv den syge Margot dit udaandende Liv! Barnegeisten. -- Men staae mig tilrette du Qvinde, som hver Skjærsommeraften til Bækken kom, som ene af Alle kan see mig Stakkel med Øine som Lysetordyvlens Fakkel: -- ja Du som Øiet imod mig vender saalænge til næsten det Sivet tænder! Siig hvorfra jeg kom, og hvad jeg skal hedde, hvi "Navnløs" du døbte mig i din Vrede. Og gid saa du vilde mig Selskab give! Da førstegang skulde jeg lystig blive. Colin. Nu tvivler jeg Margot kan drikke mere. Men gid alle Blomstengle ville forære den Stakkel et Kys i min Urtekost: saa veed jeg der Sundhed kom fra den Most, som gode Nannette til Margot kryster. Barnegeisten. O gaa ei endnu! Colin. Hu! med sittrende Gru det suser igjennem mig: "gaa ei endnu!" Du mangler vel noget endnu, lille Søster? SIDE: 210 Barnegeisten. Ja, gaa ei endnu! Colin. Tys Sivet ryster, skjøndt Aspen tier, da hver en Vind i Hybenknoppen er krøben ind, for Middagssøvn i slig gylden Stol at tage sig under den hede Sol. Barnegeisten. Hvad kalder han Vind? Er det Luftens Aand, Tyrannen over min Siljuvaand? Vel, bøi dig, Sivryg! flagr, Kjæruldshaar! Jeg stille i Fossen og Stormen staaer. Colin. Farvel, lille Bæk! Barnegeisten. Ak bi mig, Kjære! Thi jeg maa dvæle saa længe her til Benene mine, som vel jeg seer at skinne paa Bunden med Perlemoerskjær, omsider smelted' af Vandet ere. Før kan jeg min eneste Lyst ei følge: at flye ifra denne tungsindige Bølge. Eiheida! hvor lystig! Da skal jeg lee! Hei, Gut! Ak, kan du min Fryd ei see? Colin. Det er som vilde jeg lee med Magt, ja lee med Strikken om Halsen lagt. Barnegeisten. Maaskee, naar jeg teer Dig hvad selv du har, du bliver mit Beenrad, min Blegskygge, vaer? Blot, slyngende Bæk, da, som Snogen sin Tand, den Rædsel du skjuler i skyldløse Vand! (Et Beenrad af et Barn hæves over Vandskorpen.) SIDE: 211 Colin. (Meget forskrækket, tabende sin Urtekost, idet han vil holde begge Hænderne for Øinene.) Kors fri mig! Barnegeisten. Ja fri mig! Du eier da Been, skjøndt dækket med Roser som Hybenens Green! (Beenraden rynker ned igjen.) Colin. St. Firmian! St. Firmian! Du frelse mig! Hu! Fader vor! Fader vor! . . Hvor er det nu? Der sank det, der sank det bag ludende Hyld. O frels os fra Ondt, og forlad os vor Skyld! (Gaaer baglænds ud.) Barnegeisten. Du Nar, som flyer for dig Selv afsted, som for dit Krideportræt blier ræd! ja ræd for din egen Morgendragt, foruden Hæslighed, uden Pragt, men blot med de simple Naturens Snit, ei Noget formeget, ei Noget forlidt. Med solskinnet Lok, med sommermalt Kind du praler, men begge er vinterligt Skind, som ei, mens du fryser deroven din Grav du vover at kaste som Fremmedgods af. Din Haarlok, dit Huld ere lodne Kutter, Naturen rundtom din Nøgenhed putter, at ei du skal fryse i Vinterkulden, som ruger evig herover Mulden. Nu -- sveder du midt i din Pelts saa varm, garneret med Silke og Sølv om Barm, og rundt med Rubiner om Kind og Mund, saa troer du, du gløder i Vaarens Stund. Det er kun: som jordiske Kulde tiltager, den gode Natur nye Peltse drager af Muskler og Skjæg om de kuldskjære Been. SIDE: 212 Knapt aander fra Himlen dog Sommeren, før du Peltsen vil finde for tung og stør, og kaste den hele med al dens Pragt, og søge i Beenradens Sommerdragt til Graven, den deiligste Grotte, hvor Heden behagelig blandes med Kulden derneden: Heden derneden med Kulden fraoven som Solskin med Skyggerne blandes i Skoven, som Lunkenhed blandes med Iisdryp i Voven. Men snart er den Beenraddragt udslidt. Forsval da bliver selv Graven. Intet dig binder til Jord eller den, denne Himlens Portal. -- Nøgen i soltændte Hvælv du forsvinder. (Forsvinder.) (Jagtlyd høres. Rodriguez kommer med Colin ved Haanden.) Colin. O, ikke her! ikke her! Rodriguez. Frisk, lille Colin! Hvad var det du saae? (kyssende ham) Gid det saasandt var din Søster, skulde jeg suge ud dit Blod. Colin. Et Beenrad . . der der i Hvirvlen. O! o! den skinner igjennem. Rodriguez (Ludende sig udover Bækken.) Ja ved alle Hellige! (Afsides) Ha, Fanchette! det er Been af mine Been; men om det var Kjød af dit Kjød, saa er din Brøde udsonet. Nu er det borte ligesom Tanken i Vanvidet, men kan komme igjen af sig selv ligesom Mistanken. Men herfor kan en Steen sørge. (Vælter en Steen ud.) Colin. Hvorfor gjorde du det! SIDE: 213 Rodriguez (Afs.) Saa klogt Spørgsmaal vilde ikke falde Dommeren i Carpen- tras ind, om det kom tilstykke. (Høit) Forat det Hæslige der ikke skal skræmme dig, naar du gaaer i din smukke, -- nei, gode Søsters Ærinde, vilde jeg sige. Men hør, Dreng, hvis du for- tæller Nogen herom -- hører du? -- ellers -- se mig i Øinene . . Nu ja, saaledes vil jeg see ud, naar jeg surrer dig til Træet hist, og pidsker dig til du bliver en Beenrad som den i Vandet, om du siger Noget . . Nu, lille Colin, græd ikke! Der har du din Urtekost, Rædhare! og en rød Sløife til din Hat, og -- se her -- nogle deilige Baand til Søster Nannette. Saa min Gut! Fortæl nu Nannette, hvor god Hr. Rodriguez er, og at han hjalp dig at finde lille Margots Urtekost, da du havde tabt den af Skræk for en Snog. Colin. Ak, strenge Herre, Søster Nannette har lært mig ikke at lyve, strenge Herre! Rodriguez. Saa ti da, lille Tosse. (Colin gaaer. Rodriguez seer sig omkring.) Ah, jeg kjender denne Skogslette. Der boer en sød Erindring under hiin bredarmede Poppel -- der skulde boe en, om den ikke var ud- vasket i denne Bæk. Ligesom Træerne, have slige Minder spidse Grene og ormet Bark under de bløde Blade. (Don Gaspard og René tilhest med Rodriguezes imellem sig. Jagtlyd.) Don Gaspard. Halloh! Rodriguez! her er Eders Hest. René. Ydmygste Tjener! Jeg har den Ære . . . Rodriguez. Jeg har kun een Hest, mine Herrer. Don Gaspard. Men en Ven ved hver Tøile. SIDE: 214 René. Visselig, ædle Herre! Jeg har den Ære at være den Ene. Hihi! Rodriguez. René! For alle Hellige! Hører I ei Hornet? Hvor tør I for- lade Dame Narcisse? i Galop, I Dameskygge! Benyt den For- deel, som et Par vide Rytterstøvler og Sammenligningen mellem jer og det endnu uslere Øg, I rider paa, give Jer. (Hvisker til ham.) Forstaaer I ikke? Medbeileren er her. René. Hoho! Jeg forstaaer . . Jeg har den Ære . . men . . Don Gaspard. I seer paa mig, eller rettere paa mit Sværd. Rid I i alle Djævles elles i Guds Navn, om I vil. Marken er ryddig for mig. René (Bukkende). Jeg har den Ære . . (rider bort.) Rodriguez. Hør, Don Gaspard! Vi ere nu den Nars Øren qvit. Drager I snart afsted med jert Compagni? Vil I tjene Greven af Tou- louse eller Frankrig? Don Gaspard. Toulouse er en Hædersmand, men har ingen Penge. Derfor Frankrig, Paven, Kirken, Christenheden, Gud eller hvad I vil. Jeg er en Spanier, og vil sone nogle af mine Synder, især den seneste. Rodriguez. Kongen staar alt ved Mendes. Da maa I snart ud. Don Gaspard. Oh! Priserne stige for de Sidste. SIDE: 215 Rodriguez. Har I Compagniet fuldt? Don Gaspard. Nei, men Pungen; thi jeg har syet mange Kors paa saa det stak i Skulderen, men sprættet mange af med Lempe. Men har I nogen Anviisning? Jeg skal presse Alle efter mit udstrakte Hververbrev undtagen René, som jeg har mine Grunde til at lade blive siddende. Thi jeg er en Spanier og høimodig. Rodriguez. Hør, Ven! I gjorde mig en Tjeneste, som jeg skal gjengjælde, om I pressede en herlig Karl her i Egnen. Men det besværger jeg Eder ved denne Pung (stikker den til ham) : vær døv indtil I faaer lagt Knebelen tilrette. Thi han tør nok ellers vorde veltalende siden han om kort skal giftes med den smukkeste Pige i Lan- guedoc, Dauphiné og Provence. I forstaaer mig, Don Gaspard? Don Gaspard. Aha! Jeg troer det. Rodriguez. Han boer alene i denne Skog, i det Huus, vi jog forbi: det hvori min Søster steeg af, da hun blev upasselig. Pas paa inat med nogle Folk, der kjende til Haandværket. Don Gaspard. Imorgen! imorgen! Rodriguez. Endnu bedre inat, og saa afsted før det rygtes mellem dette Pak af hemmelige Valdensere og Halvvaldensere, som boe i disse Dale! Han er selv noget valdensisk ligesom hele Pigens Familie. Naar Psalmerne ende deroppe i Huset, begynde de hos ham. Han er som enhver Frier, et Echo af Brudehuset. Der- for hold paa ham, og afsted! Jeg skal holde eders Frieri til min Søster varmt for den Spases Skyld. Don Gaspard. (Afs.) Ei! heller Spas for Spas. (Høit) Vel da! Imorgen. SIDE: 216 Rodriguez. Gid alle Carpentrases Haner gale eder Sejer til, men dog en med saamegen Ære, at Nogle ere faldne, og deriblandt -- Husk, han er en formummet Kjætter. Don Gaspard. Ha, det skal gaa ham som den tappre Urias eller som Jeftas Datter, der gik ud imod sine Egne. (En Deel af Jagtfølget nærmer sig. René, Narcisse, Madelaine. Josef fører dem an.) René. Tak! Tak, min Mand! Der er de. (Josef gaaer.) Rodriguez. Der var han. Don Gaspard. En smuk Karl. Nu, fire af mine Knegte maae vel faae Bugt med ham, dersom han sover. (Vil bort.) Rodriguez. Der er min Søster. Skyer I hende? Før . . . Don Gaspard. Jeg hørte Mairens Horn. O kom! Hvi møde en Afskeds Smerter? Vanvid, som at hale dem ud, at bore dem meer dybt i Hjertet, end selv de ramme med sin egen Hvashed! Mod dem kun Flugt. Dog skal de naae den Flygtende som Pilene naae Hjorten. Rodriguez. Endnu et Vink . . .! (De sprænge bort.) Madelaine. Ak, tyve jeg dig gav, meer ømme end en Elskerindes: slige, som Huustro ene giver; men forgjæves. (Følger efter) SIDE: 217 Narcisse. (Afs.) Han flyer mig . . o! (Høit) Følg dem, René! René. Jeg har den Ære -- (Følger Herrerne.) Narcisse. Du skyer mig? Du? o Du! Du! Du! Den Sidste, som det burde! Først alle Mennesker, først alle Qvinder, saa Mænd, og sidst imellem dem min Fader; saa Englene! men endda ikke Du! Dog flyer du mig -- og først! af Alle først! før Rygtets Tunge, letteste af Duun, er vakt at flye rundt Verden med min Skjændsel. Du svoer at skjule den i dine Arme, som qvalte Uskyld, Fred og Jomfruære -- o mere trofast er min usle Kaabe. Den dækker Skjændslen endog sidst af Alt! Men snart selv Natten ei, som dækker Verden, saa ei den ene Synd den anden seer, vil skjule den: thi Stjernerne skal see den, om end iløn jeg -- -- Ha, en rædsom Tanke! forbrydersk Sjelebarn, født frem af Nøden og denne skogbedækte Slettes Taushed! -- (seende sig om.) Jeg kjender denne Skogplads . . Ak, her var det. Dens Taushed, Sødme, Smerte kjender jeg. Her var det! Men det Træ er visnet, som nedrysted Taarer over min Uskyldighed og fanged Gaspards Eeder i sin Top . . som var de Svoveldampe, visnet, visnet. Ak, her tør Skjændsel aande. Solen ei kan gjennembore denne Skygge, mørk og sval og tæt, som om en Bjerghule sit Indhold havde tømt bag disse Buske! SIDE: 218 Og foran staaer Ulykkens Træ med stivt oprakte Grene, som til Eed mod Himlen, at intet Syndigt foregaaer derbag. Alt tier, hvis ei kydske Skovdue, der Træet har forladt som æreløst, forarget hyler som en Abbedisse, og alle Fuglene, som Nonner om vanæret Søster, ei med Skrigen komme og sønderhakke mig og det jeg føder. Dog ikke Mennesker, hvem værst jeg frygter, kun Alferne forstaae hvad denne Bæk maaskee vil synge om, og hvad hvert Blad til Blad vil hviske . . Ah, der er min Fader -- Nu maa jeg smile. (Mairen kommer tilhest med René, Madelaine og Jagtfølge.) Mairen. Nu holdt, nu holdt inde! I raske Jægersmænd! Nu er det nokmed Halloh'er. Pæh! Jeg er en gammel Mand. René! René! Hvor er I? Pæh! I lunter altid bagud. Har I noget Viin i Foderet? René (med Hatten af.) Jeg har den Ære -- Mairen. I burde før være i Hjortens Hæl end i min, og før i min Datters end i Hjortens, før i Dianas end i Hjortens. Gode René, raab dem nu ind; thi Dame Narcisse synes at have nok. René. Jeg har den Ære . . Ak, jeg faaer ikke min Hest afsted. Den slemme Spaniol har laant mig den trægeste af sine Trods- heste. Narcisse (Et let Smiil farer over hendes Ansigt. Afs.) Hvor maa jeg være selv letsindig, som endnu kan smile ved hans Letsind. SIDE: 219 Mairen. Nu da! Ahahaha! Lad ikke Dame Narcisse høre Sligt; thi man kan ride ind i et Qvindehjerte. Hvis I var saa slet Secretær som Rytter, fik vi ikke redet Retten iring og sprængt mange Parters Punge, skjøndt det er vanskeligere med deres Taal- modighed. (René kommer afsted.) Søde Narcisse, at René er en slet Rytter og Jæger er et Beviis paa at han duer til noget bedre, f.Ex. til Secretær og til engang at blive Maire i Carpentras, og saa -- ja til noget bedre; thi, reentud sagt, er det ikke stort bedre bevant med mit Rytterskab. Og at han ikke tør bruge Sporen er Beviis paa han gode Gemyt. Derfor søde Narcisse -- (Afs.) Gid den forbandede spanske Vindsak ikke var bleven trukken med af Rodriguez! (Høit.) Søde Narcisse, har Jagten frisket dig? Jeg fandt kun paa den derfor. Ak, du er bleg? Men du har ikke havt nogen Afmagt siden. Ak, du fromme Datter, du gjør dig stærkere end du er. Narcisse. Hvis saa er, da er det forat glæde Eder, min Fader! O min gode Fader! (Trykker hans Haand.) Mairen. Og René? Ak den Stakkel! From som en Due, from som en Due. Og -- tys! -- han har kjøbt en Hare af Bonden Josef her i Skoven, og brænder efter at overrække Eder Kaarden og Æren af Jagten. Den spanske Trækfugl er ikke nær saa galant. Madelaine. Aha! Rodriguez hid med Jagtens Ære, at lægge den for mine Fødder iler. (Vifter sig.) (Don Gaspard og Rodriguez komme.) Don Gaspard. Min Dame! Hjorten, ved min ringe Kraft imellem tvende Ege indeklemt med sine Takker, venter kun paa Eder. (Rækker Narcisse en Hirschfænger.) SIDE: 220 Madelaine (Afs.) Det var et Hjertestød. Ei glemmes med en større Ligegyldighed i Skoven en afbrudt Piil end jeg. Dog er det Trøst, for mig bortslængte Odd, at jeg engang har rammet Smukkeste af Frankrigs Herrer; og jeg vil holde Taget til jeg brister. Narcisse (Afs. til Gaspard.) End et Galanteri? Jeg venter Eder i Aften -- o for Døds og Livs Skyld! Don Gaspard (Afs.) Da har jeg Tjenstforretninger. Da jager jeg for Rodriguez; og imorgen dypper jeg i de fjerne Højes Gry mit Banner. (De jage bort.) Mairen (ridende efter.) Hør Datter! Renés Hare! Renés -- (Jagtlyden forsvinder.) (Aften. Fanchette springer frem fra Budskadset mod Bækken, med vanvittigt Udseende og Gebærder. Barnegeisten viser sig.) Fanchette. Er du der lille Navnløse? Jeg har seet din Far. (Dansende og syngende.) Jeg saae Ham. Han sad paa en flygende Hest. Saa bortfløi hans Troskab, den giftige Blæst. Jeg saae Ham. Han stødte i Hornet. Hoho! Halih! Haloh! Saa høit klang, saa døde i Skogen hans Tro. Jeg saae Ham. En Heirefjer paa hans Barett. Saa pralte hans Ord, men saa troløst og let. SIDE: 221 Jeg saae ham! En guldskjæftet Daggert han bar. Meer glat var hans Tunge, den dybere skar. Jeg saae ham. Han bar en azurblaa Tunik. Saa blaat var, skjøndt opfyldt med Slanger, hans Blik. Jeg saae ham. En isengraa Kaabe nedhang. Saa blegne de Lokker, han kyste engang. Jeg saae ham. En Guldspore sad paa hans Fod. Saa traadte i Støv han mit Æresklenod. Jeg saae ham. Han slængte til Betlersken Mynt. Ve, Hun var den Qvinde han elsked i Synd. Jeg saae ham. Hans Hest mig besprængte med Skarn, imedens ved Gjærdet jeg ammed hans Barn. I Regn, til jeg graaned, jeg toed mig Selv. Hans Barn hvor det fosser som stridest i Elv. (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! Barnegeisten. Der er Hun -- idag er det Jevndøgn et Aar, da var hun her sidst -- som ene forstaaer, at tale med mig, som boer saa alene, og snakker saa sagte med Græs kun og Grene. Fanchette. Ha, er det Øiet eller Samvittigheden, som seer Geister? Er du endnu ikke forløst, lille Stakkel? Du voxer smaat, thi du kan ikke samle mange Erfaringer. Barnegeisten. Det værste er: Ingen af Alle, som vandre her rundtenomkring imellem hverandre, kan see mig engang endskjønt jeg er nær. Jeg blier da allene, desværr', desværr'! SIDE: 222 Fanchette. Vel, jeg vil rive den sidste Traad af imellem dig og disse daarlige Elementer. (Luder sig udover Bækken.) O! o! ogsaa den er borte: dine Been, som laae saa sikkert med en sort Orrerod om Halsen og en Steen i Skjødet. Nu kan du svæve her evin- delig, siden du ikke er borte endnu. O, det værste kommer altid tilsidst. Barnegeisten. En Herlig af Aander kom nylig hidhen, og løfted mig op som et Dugg paa sin Vinge. Da saae jeg i Himlen. Han loved at bringe mig did, naar han kommer som Frelser igjen. Fanchette. Ah, det er en Trøst! Og det er en Trøst, at du ingen Been har at paavise, om du skulde vække Ahnelser hos en Forbi- vandrende eller Drømme hos En, det kunde kaste sig under disse Træer. Og din Far vil komme igjen som min Frelser. Thi han elsker Fanchette endnu, og bliver ogsaa gammel som hun. Det er til Ære for mine graanende Haar han bærer sin isengraa Kappe, og til Minde om Bækken, der er et Baand imellem os, at han bærer en blaa Klædedragt. Men jeg vil pynte mig, skjøndt han gjør meer af denne Pjalt, der er en Lev- ning af den Kjole, han broderede med tusinde Kys -- jeg vil pynte mig med Jasminer, som døve Moral og gode Lærdomme, med geile Bregner, blodige Oxetunge, med Løvetand, som yngler under Foden, og kaade Nesle, gustne grumme Bulme, den Bøddelblomst, der kjøle kan sin Mordlyst her i mit slangekolde Haar; med Desmerurt, der gjør at Mosen stinker som en Liigseng; og sortblaa Stormhat groe skal paa mit Hoved, og skjule Tidens Aske for Rodriguez. O, jeg maa skrige det vellystige Navn. (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! SIDE: 223 Barnegeisten. For mig var hiin Aand for prægtig og stor. Jeg heller vil være Margots lille Bro'r, og bære et Legem, saa frodigt og smukt som Ferskenens Blomster og Abildens Frugt: en Knop, der kan vise med Ære mig Selv for Træer og Blommer, for Mark og for Elv. Fanchette. Ak, ønsk Dig ikke Sligt, Barn! Thi en Dreng er Begyndelsen til en Mand, og en Mand Løftet til Helvede om at levere en stor, moden, stærk Djævel. Snart blier du bruun som Bøgen, og knuddret som en Eeg. Som afbrændt Vang i Røgen din Kind forgaaer i Skjæg. . . I Skjæg, der kildrer Piger, og river dem tilblods. Og frem din Skulder stiger med Klippetinders Trods. Som Fjeldets Marmoraarer snoe Musklerne sig frem. Du Flammer faaer for Taarer, men ingen Trøst i dem. Og paa din Isse sænker sig Helveds Ørneflok. De brede Vingers Skygge er Mandens mørke Lok. Saa er det gaaet din Fader, Barnlille, paa det nær, at hans Hjerte var det første, som angrebes af Forsteningen. Det vilde været bedre for ham og hele Verden, undtagen Helvede, om hans Moder havde været ligesaa barmhjertig som din, der strax gjorde dig til en liden bevidst Taage. Ak! ak! din Moder hænger ogsaa midtimellem Døden og Livet, skjælvende for begge, og jeg bliver tyndere og graaere, og blegere blive Pigernes mørke SIDE: 224 Avindsblik, som fæstede sig i min Sommerhats rosenrøde Baand, saa de hang tunge ned som Ranker. Eia! her var det, hvor Junkeren forærede mig dem, og hvor vi dansede paa St. Johannes- festen, og hvor, og hvor . . . (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! (Josef gaar over Skogsletten hjem fra Markarbeidet). Josef. Tys! Junkeren er alt borte med det hele Selskab. Gud læge din Sjel, arme Fanchette! Fanchette. Arme? O lave Brændehugger eller Hyrde, du veed ikke, at jeg har Halvparten af den stolteste Junkers Høihed; du fatter ikke, at Lykken maae have sin Nat og Høiheden sin Ulykke; du be- griber ikke, af Storhed kun elsker som i Solglimt, der ere koste- ligere end Lavhedens døsige og eensformige Dage i din elendige Hytte. Josef. Vel da, Fanchette; men tag dog tiltakke i dens Ringhed; thi Natten stunder til. Jeg byder det med et venligt Hjerte. Fanchette. Det var en god Ting og en Fiende af Nattekulde. Var Junker Rodriguez der, har han vist glemt det efter sig. Ha, var han der? Josef. Ja. Den naadige Herre saae sig om baade ude og inde. Fanchette. Ah! Det gjorde han ikke for Intet. Efter smukke Piger? Jeg vil lægge mig bag Ovnen, saa tager han feil i Mørket. Hahaha! Farvel da min Glut! før som Rosenknop rød, nu hvid som en Musling, men sort er mit Skjød; ja sort som en Muld og dybt som et Hav, thi der var din vugge og der var din Grav (Gaae). SIDE: 225 (Nat. Gade i Carpentras. Narcisse og Madelaine paa en Altan). Narcisse. God Nat! Forlad mig . . Madelaine. Ja, jeg bytter med søvnløst Jomfrulejes Eensomhed den, som fortærer mig hos Alle, naar er Han er der. Men Sancta Clara vil jeg trætte til hun i en Drøm mig viser kun første Træk af den Forhadtes Navn, som atter har ham lokket ud inat maskert, paa ond Bevidstheds Kattetrin. Ja kun eet Træk! kun eet! -- o nok for mig! (Gaaer ind). Narcisse. Hvor er vel Jamren størst: om selv man er foragtelig? om Den, man elsker, er det? O, den er størst: Foragteligst Foragt, imens man, selv foragtelig dog elsker. -- Han flyer mig; men han flygter ud i Verden med samme Frosinds kjække Smiil (det Banner, som har betvunget mig); men jeg fra Verden. Han flyer en Ungdom, som har overlevet sin Uskyld før sin Skjønhed . . Ha, der er Han! (Don Gaspard i Spidsen for sin Trop. Josef bunden imellem Soldaterne. Narcisse luder sig udover Altanen). Hvor skjøn endnu! Jeg seer det; thi i Natten som Fakkeldryp nedfalde mine Taarer . . Don Gaspard. -- -- Pierre! og Guy! Tag Karlen mellem Eder! Sno ham fast med Buestrengen. (Afs.) Ha, ved St.Sylvester, der er Hun som et Spøgelse. SIDE: 226 Narcisse. Don Gaspard! For Guds Barmhjertighed -- Don Gaspard (Skyndende forbi) Rør Trommen! Ha, skjær Remmen over . . Narcisse. Jeg vil følge dig i Feldt som Kriger, og i Fred som Tjener, din Stolthed varte op, din Grumhed elske. Don Gaspard -- er det muligt: O kun hør mig . . O Gaspard -- er det muligt? (besvimer). Don Gaspard. Saa for Satan, faa Trommen løs, og lad Trompeten hyle Farvel til denne By, hvor Godtro end i abrahamisk Reenhed, færdig til sit Kjæreste at offre, er Bormester, og Gjæstmildheds og Dumheds tusind Former er Borgerskabet. Svindt! Vi svare maae de Trommer, som fra Huus til Huus jeg hører Gud Morfeus paa spændte Næs'boer rører. (Trommen og Trompeten lyder. Troppen drager bort. Mairen og René styrte ud paa Altanen i Natdragt. Borgere og Koner vise sig i Vinduer og Døre). Mairen. Hvad er paafærde? Vor gamle Stad . . . Hei! Hei! Narcisse (mumlende) O Han er borte -- Mairen. Den naadige Frue bevare os! Søde Narcisse besvimet . . René! Skriver! Fæ! Fæ! SIDE: 227 En Borger. Hvad er paafærde, Fatter? Anden Borger. Frels os, alle Helgener! Grevens Kjættere ere her. Ve vor gode Stad! Mairen. René! Skriver! Hvad, I Rædhare, har I skjult jer? Seer I da ikke? Først efter Hovedvand; siden Byen. Ak, paa mig hvile begge Ulykker ligetungt. Tredie Borger. Ve os! Der er ingen Barmhjertighed at vente, dersom vi ikke sadle om. En Borgerkone. Ah! Jeg kjender Gil Trommeslagers Kunster. Der er Spa- niolens Folk bare. Anden Borger. Ja, det var det jeg sagde . . De forbandede Landseknegte! Udskud! Affald af den trojanske Hest! Tredie Borger. Det var min Mening, Fatter Niclas. Første Borger. Det er skam lige ilde; thi Grevens vilde ikke fortære mere end dette Pak skylder. Anden Borger. Det er Takken for al vor Gjæstmildhed, at de vække os med dette Spectakel. (En Soldat springer ud fra et Vindue og følger Troppen). Første Borger. Ah! hvor Pokker kom den Fugl fra? Det var hos Jer, Niclas! (En anden Soldat kommer paa samme Maade fra et andet Huus). SIDE: 228 Anden Borger. Se, der er skam En i jert Rede med. Sover ikke jer Datter i det Stokværk? Første Borger. Jeg skal huske jer det. Tredie borger. Det er Takken for al vor Gjæstfrihed. Tvi! (Borgerne trække sig tilbage) Mairen. Ah, Pokker var det ikke andet? René, søde Narcisse kom- mer sig. Hun var blot forskrækket over Allarmen; og det lod til, at I ogsaa fik Benauelser, da I hørte om Grevens Folk. Men fort ind nu; thi I tager jer ikke saa godt ud nu som i Retten i Samar og Calot; og der er Anledning (som I selv maa skjønne bedst) til at drikke en Flaske Morgenviin paa at ikke en Eneste af disse Knegte maa komme fra Striden. Oramus, Domine! Oramus! (Gaae). Narcisse (Afs.) Dog beder for ham, mens min Tunge bander, en Røst her i min Barm. O nei, jeg kan ei. Det er hans Barn, som beder til mit Hjerte, omklemmende det med de spæde Hænder, for ham; men jeg vil hærde det til Staal. (Gaaer ind) (Rodriguez kommer maskert, fulgt af Fanchette.) Fanchette. Saalangt jeg kan, Guldstykke, følger jeg dig; -- ja, om denne Dørklinke var Dødens og ikke din Fader Mairens. Rodriguez. Tys! ved alle Helgener! Skal jeg overgive dig til ham? Fanchette. Ah! du skræmmer mig ikke, Allerkjæresten min, siden jeg saae dig lægge Knebelen paa den stakkels Josef, Fuglekongen SIDE: 229 i Coninges. Det var en lystig Streg, smukke Kavaleer. Blot nu Hun, som det gjælder, naar Alt er over og hun forskydes, ikke gjemmer sin Kjærlighed i samme Strømhul som jeg . . Rodriguez (Holdende for hendes Mund) Fanchette! kjære Fanchette . . for alle Helgeners Skyld. Fanchette. "Fanchette!" (Brister i Graad) Ja dette gjorde godt. Gud velsigne dig, mit Barns Fader! Nei, Gud forbande dig; thi dersom du ikke grusomt har forstødt mig, har jeg gjort en gruelig, gruelig Ugjerning. Men har du det, saa vil jeg vælte paa dig Alt. Ak nei, nei! Jeg elsker dig formeget. Din halve Fordømmelse vil jeg tage, dersom vi faae eet Leje sammen i Helvede. Rodriguez. For alle Helgener, saa ti! Fanchette. Ikke for alle Helgener; thi de ere forsvundne, men siig: for vor Kjærligheds Skyld, saa vil jeg troe dig. Rodriguez. Nu vel da! Fanchette. Saa kys mig! Ah, du vil ikke? Rodriguez (Afs.) Gud skee Lov det er mørkt. (Kysser hende) Se saa! Fanchette. Skjelm, dit Kys var ikke som i gamle Dage: -- kun som et Stryg af en Skindving. Ak, det brænder ikke mere, og dine Øine lyse ikke mere i Mørket. Rodriguez. God Nat, kjære Fanchette! Du har svoret at tie. Husk det! (Vil ind) SIDE: 230 Fanchette (Skriger) Rodriguez! Rodri -- Rodriguez (Holdende hende for Munden) Vanvittige . . Fanchette (Hendes Latter bryder frem) Hahahaha! Ja det er Jeg. Rodriguez. Troløse -- Fanchette (Hulkende) Ja, det er Du. (Skriger) Rodriguez! Rodriguez (Afs.) Ha, jeg kunde myrde Hende. (Hvidskende) Søde Fanchette! kjære Fanchette! herovenpaa sover min Fader, min Søster, der er syg, og . . Fanchette. Hvem? hvem? (Madelaine kommer paa Altanen.) Madelaine. Det var hans Navn, og med en Qvinderøst! Det gaaer forvidt. Dog vil jeg taale Alt. Rodriguez (Trækker Fanchette indunder Altanen.) Der er Hun. Fanchette. Ah, din Kjæreste? Nu ere alle Vinde løste i mit Hoved, og alle Bølger i mit Hjerte . . Rodriguez (Omfavner Fanchette) Nei, nei! Ved alle Helgener! Fanchette. Kan Fanchette troe dine Eeder? Nei, ikke om den Alvidende gjorde det. Det veed du bedst selv. SIDE: 231 Madelaine. Rodriguez! Elskede! Hvor er du? Ak, til mine Øine brænde har jeg ventet ved Nattelampen. Gud ske Lov du kom! Fanchette. Seer Du, der gik en Meened til Helved som en Steen tilbunds. For Frøkenens og din Saligheds Skyld maa jeg forstyrre dig i dit Puds med Nannette . . Rodriguez (Omfavner hende stærkere) O Fanchette! O min Kjære, hold din Eed at tie, naar jeg viser dig Sandheden i min. Fanchette. Gjør det! Ved vort Barn, jeg skal da, om saa Hovedet brister. Madelaine. Rodriguez, svar din Brud! Ak Nattekulden har gjort dig hæs paa dette vilde Tog. Rodriguez (træder frem) Min Frøken, er det saa, vil jeg dog haabe, I hører og bønhører dette Ønske, at gjemme Æren af hint søde Navn, I gav jer, for en mere Lykkelig. Fanchette. O Bravo! Bravo! Madelaine. Er det din Mening? Siig mig den engang, naar du er mindre febersyg og søvnig. Rodriguez. Det er min Mening, er og bliver det. Fanchette. Bravo! Bravo! SIDE: 232 Madelaine. Smuk Løn for min Opmærksomhed! Rodriguez. Den har generet mig. Madelaine. Og for min Kjærlighed. Rodriguez. Oh! den har mig generet endnu mere. Madelaine. Nu! Mere taaler ingen Qvindes Ære, ja selv ei hendes Elskov. Fanchette. Bravo! Bravo! (I Forpagterens Huus. Et Kammer aabent til Siden, hvor Margot sees slumrende. Forpagteren omringet af sine Børn. Han er reiseklædt. Nannette hjælper ham Randselen paa). Forpagteren. Farvel Firmin! Farvel Colin og Jacqves! Farvel Margot, mit syge lille Hjerte! Børnene. Farvel Fa'r! Farvel Fa'r! Nannette. Trøst dig for hende! Urterne er' alle, ihvor forskjellige, opstandne i et Søsterpar af Sundhedsroser. Se! SIDE: 233 Forpagteren. Gud signe dig! Nannette. Dog skal hun holde Sengen. Forpagteren. Saa kan hun dele Bryllupsglæden trygt, naar, som jeg haaber, denne Pung befrier din Josef. Stakkel! Hun og disse Smaae har forud kjøbt, som du, hvis Medgivt gaaer, den Glæde med sin Arv. Farvel Margot! Farvel Jacqves! Farvel Colin! Farvel Firmin! Børnene. Farvel Fa'r! Farvel Fa'r! Nannette. Nu ud, I Smaae! (Fører Børnene ind i Kammeret til et Bord). Fyskam! endnu ei skrevet fire Linjer? Den, som bli'er færdig bedst og først, skal faae de Silkestrømper, som jeg strikker paa. (Kommer tilbage). Forpagteren. Gud signe dig! Du neppe mere var end Barn før Du dem mere var end Moder. O jeg er riig i dig, mit Barn! Jeg føler, imens jeg bærer bort mit hele Eje, at end mit Alt jeg efterlader her. Nannette. Dig Gud ledsage! Forpagteren. Og han være her! I dine Arme, Datter, hvile Disse som favnede af Himmelduens Vinger! Levvel! Dog er -- Gud glemme denne Glemsel! dog er der endnu Eet, et Barn af Himlen, SIDE: 234 som jeg skal vogte, hvis jeg vil, at den skal vogte mine: Evangeliet, udlagt af Pjerre Vaux den Salige. (Peger paa en Bog paa Bordet). Forvar den, var det under Jorden! Laae den i dens Midtpunkt, da forgik ei Verden. Forvar den som dit Hjerte gjemmer Troen, useet af Verdens Had, men dog tilstede som Lys i Øjets Dyb og Mørkhed. Saa, nu er der Intet mere. (Gaaer. Nannette følger ham. Rodriguez kommer snart efter). Rodriguez. Fortræffeligt! den Gamle ogsaa borte. Saa gjør en Daad Tilfældet til sin Træl, og uberegnet Rad af Lykketræf sig viser som nødvendig Følge, rigt nedregnende som Vinding paa den Dristige. Jeg kan gaae lige paa. Dog nei Hun er af disse Dydige -- slig Bid er lækkrest og har en Smag af himmelske Ambrosia -- som fanges kun ved Dyd, liig visse Fisk, der bide bedst paa samme Art. Nu vel, den Lokkemad maa bruges, men som Anglen kun eftergjort. (Seende i Bogen) Ah! ah! En Hage til! "Pjerre Vaux"? Nu, Kjætterske, du fanger Helgenen! Og, Helgeninde, Kjættersken er min. Dog vil jeg, hvis hun vil , gjenlukke Øjet, og vende indad det mod Viljens Maal: imod det søde Billede, som i dens stærke Arme funkler, liig Demanten i snoet Ring, urokkeligt og klart i Sjelens Dyb, som Stjernen i en Brønd. Hvor fattigt seer her ud! Nu, desto bedre. Thi Dyd i Armod er Guldbilledet, paa Leerfad. Og hver Sammenligning (selv de Skyer, den stirrer paa, i Pragt er klædte) indfletter i dens Rødder Mismodklintens . . Og, Himmelhvedesæd -- farvel! SIDE: 235 Nu! Rødmer jeg? O latterligt isandhed! Det er paa Verdens Vegne. Den Erfaring tilhører den, ei mig. Jeg vil jo kun, at Dyden ei skal være fattig, men ei heller stiv og for alvorlig: den, og Hvad man kalder Udyd, smilende som Bro'r og Søster paa de samme Blomster. Da er det heller let ei dem at skille. Hun kommer -- nu, det er en gammel Regel: Hvo kysser Barnet klapper Moer paa Kinden. (Gaaer ind til Børnene). Ret, Børn! Se der, min lille Ven, en Top! Der du en Hatteknap! Der du et Skjærf! Børnene. Nannette! Nannette! kom! kom! (I Forvirring om Foræringerne). Nannette. Saa tys! Margot jo sover. Børnene. Se! den gode Herre -- Se! se dog -- Nannette (Gjemmer Bogen). Ah! Jeg haaber han ei saae den. Saa tak da! O, jeg maa nok takke Eder for Disse, som har Følelser, ei Ord. (Lukker Døren til Børnene Kammer). Rodriguez (traadt ind) Det er min Frygt for mig. Dog tro mit Øje, om Munden skulde svigte! Lad det fylde dens Armod ud som denne Hyttes Du! (Griber hendes Haand). Nannette! fromme Pige! liig Maria, skjøndt Jomfru, Moder! SIDE: 236 Nannette. Ædle Herre, der er liden Trøst i smukke Ord som oftest. Dog kom I for at trøste. Rodriguez. Forat trøstes. Nannette. I, Herre! Ak, her er et Sorgens Huus. Den Fattige maa taale Vold som Græsset, der fæster sig i Klippens Rift, at den begraver al dens Stræben under Gruus. Sit Tilvær maa med Taalmod han betale somom det var en Menneskenes Skjænk og ikke Guds. Hans Lykke, skjøndt beskeden i Ønsket: ikkun Ro, beroer alene paa Vindene i Andres Luner. Rodriguez. Sandt! Det gjennemborer mig. Jeg blues ved min Rigdom, og min Fødsel blie'r en Spot, naar jeg i dig seer Dyden dømt til Ringhed. Ak, -- hvis jeg saa tør sige -- din retfærdige Omhu for disse Børn er mod din Vilje en skarp Irettesættelse for Himlen. Nannette (forundret) Hvad siger I? Rodriguez. At Skjebnen dog har lært. Thi her jeg er, at frelse dig ifra en Stilling, der fortjener slige Tanker. Nannette. Min? O den deler Lindetræets Lykke herudenfor, at vogte denne Hytte, og døe i Ly af det. SIDE: 237 Rodriguez (Griber hendes Haand) Da elsked ei Rodriguez. Nannette (River Haanden løs) Herre! Rodriguez. Ja, din Skjebne, saa partisk mod Dyd, opsætsig mod Naturen, bekjæmper jeg med større Guddomskraft end den Tilfældigheders døde Strøms, der splitted os i Fødslen, kasted dig paa Lavheds Strand, men mig paa Ærens Klippe. Nu! viste du slig Taalmod hidtil i den blinde Gang hiin døde Strøm før havde, saa er det ligevist kun føisom Tak mod Den, der, skjøndt det syntes, dig ei glemte, at vise mere livlig Dyd imod den raskere af nye Strømmes Hvirvel, som, kommende fra samme Almagts Dyb, vil føre dig fra et uværdigt Leje til gyldne Kyst, bestemt dig, skjøndt i Fjernet. Nannette. Ak, I vil løse Josef? Ædle Herre! (Knæler for ham). Rodriguez. Nei dig fra ham, fra Dyndet, hvori du, tilfældigviis diddreven, har dig fæstet. (Nannette reiser sig). Saa er Fornuftens Røst. Som Orglets Drøn i Chorets Melodier, maa den høres høit over alle vante Følelser. Dog vil jeg, at min Tryglen som en Røst fra Menighedens Chor skal være, der skjøndt eensom, trænger højeste igjennem, SIDE: 238 og følger Orglet, overbydende dets Drøn og overhvinende dets Stigen. Du taler ei? Se, denne Arm er Planken, dig sendt af nye Skjebners Strøm! (Vil omfavne hende). Og denne fra dette Hjerte bruser, sluppen ud af Den tilvisse, som udsender Alt. (Nannette vender sig bort). End ei? Nu, troer du ei, at denne Stund er som de andre Øjeblik en Deel af Tiden? o en Perle i dens Krone. Og troer du, det, repræsentert i mig, dets Hensigt aabenbaret i mit Ord, er sendt af Ham, hvis Aande (den som bærer Alverden) Tiden er? Nannette. Tilvisse troer jeg. Men som en Frister er I sendt. Dog nei, saa sandsberøvet var vel aldrig Uskyld, sa ubevidst ei Uerfarenhed, at aaben Gudsbespottelse og værste af Synder: Spot mod uforskyldt Ulykke, til Vaklen kunde friste. Hvis I mener, hvad nys I sagde . . Rodriguez. Ja, ved Himlen! Nannette. Ak! Da frister I til Gysen. Rodriguez (farende tilbage) Gysen? Ei! Det Ord er meer end koldt; men jeg beklager, at intet Ord meer hedt en Elskov findes. SIDE: 239 Vel, vi forene begge. Endda dannes en passende Temperatur for Kjærligheden, saadan den maa være hvor hos den Ene ei om Sjel kan spørges, da den forgiftet er med Kjetteri. Du studser? Ja, jeg veed det. Nu, da veed Du, at Du er i min Haand, ja du og Dine, forraadte alle af jer falske Petrus. Nu gyser du med større Ret. Nannette (stolt) Tro ikke, jeg zittrer for mig Selv. Rodriguez. Ah, du har fundet et Ord meer koldt end Gysen; det er: Haan. Jeg et meer glødende end Elskov: Had. Nannette. Jeg vakler ei i Valget. Rodriguez. Heller ikke, naar det er sat imellem dig og Bogen, du skjuler, den, I holde mere værd end Verdens Alt. Nannette. Mit Liv er eders. Rodriguez. Nei, Jeg det forærer Sanct Domingos Brødre i Avignon. Dog end engang, Nannette, jeg skjænker knælende igjen dig Selv det, kun tryglende om nogle Blomster af dets Rigdom. SIDE: 240 Nannette (Kaster Bogen til ham) Se, der er mit Liv! Som Sjelen for Legemet, jeg foretrækker hvad jeg har af Bogen lært for Bogen selv, skjøndt Han, der fængsled Himlens Melodier i disse Træk, vel veed hvor jeg den elsker. Rodriguez. Ak, skal da Bødlen vise dig hvor høit jeg elsker? Nannette. Heller end nu eders Elskov hvor dybt I mig foragter. Rodriguez. Med mit Had maal ud min Kjærlighed; og du skal svimle. Nannette. Dog elsker jeg jer mere; thi jeg beder for eders Sjel. (Vil gaae). Rodriguez (river hende tilbage) Bi! bi! og lær min Kjærlighed at kjende af hvor dyrt jeg kjøbte denne Times Qval. Thi hør -- og tilgiv ei! -- Jeg, ene jeg, jeg lod (thi var han ei et næsviist Bolværk i min Fos, som tordner ned, blot for at loggre for dine Fødder?) føre bort din Brudgom. Nannette. . . Du? O! Rodriguez. Javist, til Krigens Slagterbænk, til Valen, Christenaltrets Fundament. SIDE: 241 Nannette. Sataniske! Rodriguez. Den Bøn var ikke from. Nannette. Du Djævel! Rodriguez. Nu, skjæld ei Kong David ud! Han gjorde det ei bedre. Nannette (knælende) Frels ham! O Rodriguez! -- Rodriguez. Troer du, at jeg derfor qvalte med disse Fingre, som din Taare varmer, dit Navn paa Josefs Mund, og Hjertets Torden om at det var en Synd? Nei, forat lade det vaagne op paa min eensformigt evigt som Vindens Lyd i Sivet. Nannette. O Rodriguez! For Guds Barmhjertighed -- Rodriguez. "Rodriguez?" Ja, saa mildt skal dette haarde Navn betones, som du det tonte nu. Nannette. Rodriguez! o, split denne Helveds Blindelse, I er i! Gjengiv mig Josef; og jeg evigt skal i Bønner lære Himlen eders Navn. SIDE: 242 Rodriguez. Jeg vil, at du bønhører og forbander. Nannette. Umuligt begge. Rodriguez. Hvilket af dem mest? Nannette. Tving mig ei til Forbandelse! Rodriguez. Nei, til Bønhørelse -- Nannette (trædende fortvivlet tilbage) Hjælp! hjælp! Rodriguez (Gribende efter hende) Jeg vil dig elske som Løven bidsk Ulvinde. Nannette. Himmel! Hjælp! (Fanchette styrter ind. Rodriguez fjerner sig forlegen). Fanchette. -- Rodriguez ja tilhjælp! Jeg er hans Genius. Det var et Skrig som Dommedagens. Men hvi saa? Veed du ei, Jomfru, at han elsker din Modstand just, forblindet i de Tænder din helgenlige Dyd fremviser? Nannette. O, Du kom fra Himlen. SIDE: 243 Fanchette. Ja fra Satans. Fra Jorden nemlig. Helved er hans Jord. Jeg er Rodriguez' Skygge. Derfor kom jeg lidt senere end han; thi endnu skinner hans Manddoms Morgensol ham i hans Ansigt. Og han min Skygge er, og derfor kom han lidt før end jeg; thi se hos mig det aftnes. Nannette. Kom, Stakkel! Du er hæs, jeg vil dig lædske. Fanchette. Ja, jeg har lært jo Bjergene herrundtom at hyle smukt: "Rodriguez!" Ohohoho! Dog hit for Skams Skyld, Elskte, en Undskyldning hvi du er her. Rodriguez. Bort Qvinde! Fanchette. Ja, en Qvinde! Det er min hele Plage. Rodriguez. O fordømt! Fanchette. Det er jeg med. Dog er din Skytsaand jeg, som frelser dig fra Synd, du før ei har. Thi den, vi havde mellem os tilforn, har gjort min Nerve følsom, saa den zittrer, naar din, om fjernt, sig spænder til en Udaad. Og Stormen bringer Bud fra dig; Orakler til mine angste Spørgsmaal qvæder Vinden, og Chore tale selv om dig fra Luften. SIDE: 244 Rodriguez. Fanchette -- Fanchette. Skjær ei Tænder, stolte Løve, for du est fangen i min Ømheds Net. O sønderskjær ei saa din Engels Navn! Rodriguez. Min Elskte -- Fanchette. Ret! den Tone jeg forstaaer. Saa sød den er som Sivets ved vor Bæk. Rodriguez (Afs.) Gid der du laae! Som Myg om Lyset, svæver hun stedse i sit Vanvid nær og rundt en Aabenbarelse, som dræber hende. Fanchette. Han er min Elsker, gode Pige; derfor bønhør ham ei. Den Ret tilhører mig. Men hjælp mig at beundre. Nannette. Bliv hos mig. Du synes Magt at have over ham. Fanchette. Ja Blodets. Rodriguez (Afs.) Ha, den Rasende! (Høit) Hun mener -- om Fabelen saa vil -- vist fjerne Slægtskabs. Fanchette. Vor Slægtskabs første Ahne var et Kys, dets Stammemoder en Omfavnelse, og derfra stammer ned en Rad Forbandelser. SIDE: 245 Rodriguez. Jeg kjender hende ei. Fanchette. Nu galer Hanen. Hoho! Rodriguez. Jeg sværger. Fanchette. Andengang. Hoho! Rodriguez (Afs.) Hvor djævelsk fuul og dristig i sit Vanvid! Med drømmevandrersk-sikkre Trin hun gaaer paa Afgrundsranden af Tilstaaelsen. (Til Fanchette) Fanchette: Ak, hvi vil du da, at Verden skal kige mellem vore Hjerter? Fanchette. Sandt! Det maa den ei. Dens Øie er for koldt. Men kast som Sand deri dit Had til hende, som blegner der, saa seer det ei for Graad. Rodriguez (Afs.) Mig Madelaine skal hevne. Intet Had saa sikkert slaaer som Qvindes Jalousi. I Ørkenen, hvor Mandens Hevn maa standse, den aander sin Flammevinde ud. (Gaaer.) Fanchette. Ah borte? Var det ei Rodriguez? O, (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! Nannette. Tys dog! Gud skee Lov! SIDE: 246 Fanchette. Ak, taabelige Uskyld, veed du ei, at han har efterladt, som Satan Røg, sit bittre Had? Det lugter af dit Liig. Han svoer ei Glemsel. Vel han gik, men svoer ei. Nannette. Gud frelse mine Smaae! Fanchette. Ah, du har Børn? Dem skal jeg redde. Børn? O stol paa mig! Jeg har en Hunørns Neb og Kløer for Børn. Thi engang . . Ja, Rodriguez bedst det veed; og det er mere sikkert end hans Eed. (Gaae ind.) (Retssal i Carpentras. Rodriguez. René skrivende.) Rodriguez (Afs.) Saa frist da hende, Død! den kraftigste af alle Fristere. Nei, ikke Døden; thi hun er for smuk. Jeg skinsyg blev paa Døden, Skjøndt Hevn med Blod bør svare Haan, der spytter, dog Døden ei, dens Billed kun, dens Fare. Naar den vil gribe, vil jeg springe til, og gribe hende før det blege Kys, forblænde Øiet med en Frelsers Straaler, og skjænke Livet som en Morgengave. René, kom hid! (René kommer bukkende.) René. Hvad er til Tjeneste? Rodriguez. Nu vil jeg tjene Eder. Hør! Siden I fik Afslag af min Søster, dengang I kom paa det uheldige Indfald at tage Friermodet fra SIDE: 247 den dygtige Pidsk, I tog jer med Mairen i Anledning af Com- pagniets Bortmarsch, vil jeg foreslaa Eder en Anden, der er rigere om ikke smukkere. (René bukker) Hvad mener I om Frøken Madelaine? René. Gud bevares! Hihi! Rodriguez. Siger I det "Gud bevares" i en god Mening. René. Ja Gud bevares. Hihi! Rodriguez. Nu! Hun er ledig. Siden jeg flyttede ud af hendes Hjerte, boer Giftesygen der alene. René. Ah! den Fugl flyver høit. Hihi! Rodriguez. Jeg skal lære Eder at fange den. René. Ak! hun har truet med at gaae i Kloster . . Rodriguez. Det maa være i et Munkekloster. Til de lystige Benedictinere for Exempel. René. . . Ja endog med at stifte et af en uhørt streng Orden. Rodriguez. Ja dersom hun ikke bliver gift. Kuldkast I kun Klosteret, før det faaer sin Grundvold. jeg skal give Eder Anledning til at SIDE: 248 gjøre Eder i anden Maade fortjent af Christenheden. Reent ud: vil I have Herskabet og Slottet Hautbrisson og Godset Coninges og en langagtig Frue med Been i Næsen? René. Oh, gunstige Herre, kunde jeg tjene Eder igjen! Rodriguez. Velan da! Hele Kunsten bestaaer kun i at betroe hende, med saa vigtig Hemmelighedsmine som muligt, at Pigen Nannette Pelorce var Den, der stak hende ud. Anklag hende saa for Kjætteri efter dette Beviis (giver ham Andagtsbogen) , saa er I i Kridhuset, især da I giver Madelaine en fiin Hevn ved saaledes at tvinge mig til at være Actor som Inqvisitionens Advocat. Forstaaer I? Nu, vil I? René. Ja Gud bevares. Det var en let Maade. Rodriguez. Saa indregistrer strax Klagen. Skriv nu! (Dicterer. René skriver) "Jeg Cyprianus Neoptolemus Greffier, Hans Hellighed Pavens Maire, Byfoged og Landsdommer i Byen og Districtet Carpentras . . . René. Ja ja, bi lidt! Det er Eders Faders Navn, som skal staae med store Bogstaver. Rodriguez. . . "Gjør vitterligt: at mig med Bisiddere er, under Datum af 3die efter Sylvester, bleven foredragen lovformelig Klage, hvor- efter Herr René, Rettens Skriver hersteds, anklager for Kjætteri og Fordølgelse af forbudne, høist kjætterske Bøger" . . . Har I det? Stands lidt! (Bider sine Negle.) René. Hihihi! Det er som Monsjeur sagde: jeg gjør mig isandhed fortjent af Christenheden. SIDE: 249 Rodriguez (Afs.) Hun skal jo blot see Dødens Aasyn, for at sammenligne mit og dens, og lære at elske Livet. Mere vil jeg ikke. (Heftig) Videre! . . "Pigen Nannette, Datter af Etienne Pelorce, Forpagter under den høibyrdige Frøken Madelaine de Hautbrissons Herskab Hautbrisson; og paastaaer . . ." René. Hihihi: Nu bliver der lidt Bevægelse i disse stille Tider. Loven siger Baal og Brand. Hihi! Rodriguez. . . "At med Anklagede fortfares efter Lovens strengeste By- dende; hendes Sødskende, der befindes under Lagalder, at be- sørges, under Kjætterlovens yderligere Iagttagende, opdragne i den ene saliggjørende Kirkes Skjød; hendes Fader Etienne og Tro- lovede Josef Santorin, der begge befindes fraværende, at være underkastede samme Livspaastand som Anklagede; og at alle disse i Klagen Nævntes Ejendom tilkjendes den hellige Domi- nici Broderskab i Avignon, dog at Processens Omkostninger for- lods deraf udredes. Ifølge denne lovformelige Klage paalægges Herr Rodriguez Greffier, Advocat, og den hellige Inqvisitions Actor i Byen og Districtet Carpentras, som Saadan at iagttage alt for- nødent, i hvilken Henseende han herved bemyndiges til at lade Anklagede arrestere og fremstille til piinligt Forhør for By- og Landretten i Carpentras, der avholdes sammesteds hver Ons- dag og Løverdag." Se saa! Faa nu Undertegnelsen: Cyprianus Neoptolemus Greffier, Maire, Byfoged og Landsdommer i den pavelige By og District Carpentras. René. Hihihi! Det er Hovedet paa Sømmet. Rodriguez. Tænk blot paa, René, at det Søm er slaaet i Borgporten paa Hautbrisson. René. Eller i Frøken Madelaines Hjerte. Hihihi! SIDE: 250 Rodriguez. Hu, René! Der slipper ofte Udtryk fra Godmodigheden, som kan lade Haar reise sig. Nu flink! (René gaaer.) (Afs.) Hvor ofte vil jeg sige til mig selv: jeg vil ei bryde Grenen, ikkun bøje dens søde Frugt til Munden med lidt Magt? I magisk Lampes Dødningslys jeg vil kun vise hende Noget, som hun maa, om hun har Skjønsomhed, ei kalde Had, men Kjærlighed, der ikke frygter Helved, og lefler blid med Døden, bruger kjæk til Ømheds Talemand blaalæbet Skræk. (gaaer) (Skogsletten. Narcisse. Barnegeisten.) Narcisse. Min Time kommer. Ve! hvad skjuler mig? Ei meer en Skogens dunkle Afgrundsbund, som da jeg valgte den for denne Stund, mig synes denne Slette. Og herover er denne dagblaa, trætopkrandste Ring et Luftens Øie, følesløst og stirrende. Men om min Fader døer af Skræk og Sorg, han sætter vist som kulsort borende Pupill sig deri, seer og hører Sletten som Dybets falske Grønsværlæbe aabnes og nævne Grunden, hvi jeg belv saa bleg, hvi sidste Tid kun hørte tvungen Spøg, naar klappende han bad mig dog for Guds Skyld at tage Kryderthe og holde Sengen. I fiirti lange, skjøndt for korte Uger har Gaspards Barn mit Hjerte klappet, tigget det om Medlidenhed, om den at hylle dets Skjændsel til. Men nu, o ve! jeg mægter SIDE: 251 ei længer, længer. Og det Selv er bleven saa kjed af Hjertets tunge Slag og af at lytte til den vilde Puls. O ve! Nu krymper sig Naturen. Blodige Natur, som lønner saa sig selv, som styrter med Smerteskrig den samme Sti tilbage, hvor Vellyst taus paa spændte Nerver svævte! O ve! o ve! Hvor er en Eensomhed saa taus, at den ei Hjertets Veeraab hører? O ve, o ve! o ve! Hvor, Skjændsels Time, hvor er en Skygge sort nok til et Skjul? (Gaaer ind i Skogen.) Barnegeisten. Paa Bølgespeilet en Hvirvelvind, saa vildt ei farer paa sorte Trin som Modersveer fra Fod til Isse. Dog mere voldsomt og vildt end disse flye Smertestanker i hendes Sind. Meer raadløst bølger end Siv ved Kyst veespændte Nerver i hendes Bryst. Liig enkelt Vindstød, der Egen bøier, een Vee sig over de andre højer, at hyle ene, mens Alt er tyst. Ve Liv, hvis Traade ei briste vil! Ve Død, som griber med Hast ei til! Det er en Døen, som ikke endes, en Livsilds Sluknen, som atter tændes til nye Qvaler i Smertesild. Ei Hjelp fra Jorden, ei Himles Trøst, ei fatte Engle den Smertestrøst. En fremmed Verden, et Chaos lukket er Moderskjødet. De høre Sukket saa koldt som blev kun en Blomst forløst. (Narcisse kommer frem med et Barn.) SIDE: 252 Narcisse. Forræderisk som Glæden Smerten er. Dens Zittren var dens svigefulde Latter. Thi denne her er større. Dog jeg bar den: min pjaltesvøbte Tiggerdreng omkring, hvis Menneskene ikke suged Fryd af Andres Jammer, og tillode mig at die ham i Fred ved urent Bryst saalangt dets Rigdom strakte, om tilsidst kun vissent Blod og Taarer var tilbage. Uskyldige! (Kysser Barnet) Uskyldig Du! som suget har saalænge dette Hjerte? Dit første Pust er jo min Faders sidste, om der et standses; og din første Rødmen min Æres Blegnen. Ha, det var en Tanke, skyldvægtig meer end mangenanden Gjerning! Saa har du Blod endnu, mit Hjerte? og er dog saa tørstigt? Nok endnu af Blod til ud at fylde denne Tanke med? Nu fødes nøgen den med det. Og jeg har forud alt dens Skyld, som Fødslen ei af Barnet, men Undfangelsen er Synden. Og har ei Skjebnen ved sit Angreb æsket mig til at slaae den med sit eget Vaaben, det jeg nu svinger? (Svinger Barnet vildt over Hovedet. Det skriger). Tys! begynder, Barn, du hvor din Fader slap: med at forraade din Moder? Ah, du har et Træk af ham om Munden, som (skjøndt Øiet er for ærligt til enten ham at ligne eller mig) er nok at dømme dig til Døden for, at ei det voxer til et Slangepar. Du burde toe det ud i denne Bæk. (Holder Barnet over Bækken. Det skriger). Barnegeisten. O gjør det ei! SIDE: 253 Narcisse. Jeg siger blot "du burde." Det var som Barnet bad: "o gjør det ei!" Men ti dog for dit Livs Skyld! Oh, det har ei Værd for dig, som veed ei om du lever, og kan da ikke frygte Døden. Jeg kun veed og kan afgjøre til dit Bedste. Og det er ei det bedste, at du voxer op i din Moders Jammer, hende Verden vil nøde til at bande dig hver Time. Men det er bedst, at du tilbagegiver det Liv, med Uret du bekom. Og hvad kan være bedre end at drømme det onde Liv bort, og at vaagne først paa Engleduun i Herrens Skjød? Velan! Jeg vil dog een Velgjerning skjænke dig, foruden alt det Blod, som du har drukket: den sjeldne Lykke, at du bringe kan i Himlen ind din Uskyld englereen. Vær der min Helgen, fromme lille Navnløse! Lad mig, fordi jeg dog velsigner dig, dog have een at raabe til. Velan! Fald som en Taare reen i Jesu Skjød! Kjøb for en kjølig Stund en Salighed! Svøm i dit Døbevand til Englene! (Lader Barnet falde. Det driver hentil og bliver baaren af en Trærod. Narcisse vender sig bort.) Barnegeisten. Fortabte! Narcisse. Ve: "Fortabte" klang i Sjelen. Nu voldtog Helved Moderhjertet. Dog se min Haand er hvid, ei sort, ei blodrød. Saa kan I Herrer kysse den paany. Af ny og glohed Synd er al den gamle udbrændt. Af Sorger tynger nu kun een, kun een, kun een. Men den er Sorg af Steen. (iler bort.) SIDE: 254 Barnegeisten. Ret, Orrerod! du greb, meer øm end Moderarmen, Barn i Strøm. Nu laane, Siv, du da den Spæde dit bløde Axeskjæg til Klæde, og vugg i brede Blad hans Drøm! (Madelaine kommer, fulgt af René.) Madelaine. -- Hun! Hun! Min egen Underdan, ei værd det Støv jeg træder? René. Visselig. Madelaine. O hvor dog det er sandt, at Guds er Hevnen! thi han gav jo hende i min Haand? Forloren! -- René hør det -- Hun er forloren! Hun er forloren, er det, som I siger. Ja, nok Mistanken er. René. Min Naadige, jeg gaaer jo netop at forkynde Klagen. Madelaine. Iil! Flyg! René. Paa Haabets Vinger? Madelaine. Ja, hvis rappere end Hevns de ere. Ja, det Indfald skylder jeg min Kjærlighed, SIDE: 255 at tvinge, under Skin af Ret, Rodriguez til op mod den forvorpne Elskerinde i Dødens Skikkelse at træde. "Døden som Frier" kan jo dette Sorgspil (os et Lystspil) hedde. René. Amor er Forfatter. Han laante mig sit Hoved for mit Hjerte. Madelaine. I fik hans Tunge ogsaa. René (kyssende hendes Haand) Frøken! Madelaine (seende Barnet) Oh! Et Barn? O gyseligt! René. Nu! Det er faldet i Bækken. Den, som gjorde det, dog dybere i Rettens Blækhuus. Madelaine. Ha, et Lys gaaer op! et Lys, et Lys i denne dunkle Udaad! Hid gaaer den gamle Kjætters Fæste: hid og rundt saalangt vi see det følger Bækken. Hvo kommer hid i denne Udmark? Kun, naar ud og hjemad Hjorden drives, Hun! Paa denne Plads, der skifter ud sin Skygge til Elskov og til Udaad, de da mødtes det lange Aar, jeg piintes af hans Kulde, den han inddrak af disse Træers Svale? SIDE: 256 Her mødtes de. Hvor ellers? Her, ja her! til ogsaa her tilsidst hun mødte Djævlen, og offred' ham den Frugt der af sin Synd. René. Men Pigens Brudgom? Madelaine. Just af Frygt for ham. Og sagde I ei selv, Rodriguez elsker? Han smægter ikke for en Bondepige. René. Sandsynligt. Madelaine. Mand, begrib det er et Lys, som skjære maa selv blinde Ret i Øiet, og kan jer føre til mit Brudekammer. Ned skal, saasandt som jeg er Fruen af Hautbrisson, som Bregner disse Ege, hvis Trofasthed gav Troløsheden Skjul; og som et Mos op denne Slette ryddes. Men fares saa med det Uskyldige, saa veed I hvad jeg vil den Skyldige. René. Hihi! den Klage kan nok gaae. Madelaine. Saa er min Vilje. Hav en Klage i Beredskab. I træder frem, naar først Rodriguez nok er piint; dog strax, saafremt han skulde vakle. René (bøjer sig efter Barnet) Corpus delicti vil jeg tage strax. SIDE: 257 Madelaine. Lad ligge! Det er ikke Livet værd; -- mig lige, ja mere dyrebart som Liig. Dog førend Strømmen eller Fiskeørnen bortriver det for os, vi søge Vidner, der kunne syne selv og hente denne urene Bid fra Dødens Strube! Thi beregne Hevn og Retfærd maae jo Alt, hvis ei det gaaer som blinde Harm dem galt. (Gaae.) Barnegeisten. Du klynker, Stakkel! Hunger vist og Tørst dig piner uden Rist? Jeg Duggen i din Mund vil kryste, af Græsset paa din Tunge ryste det søde Mannas Livsensfrist. (Fanchette kommer.) Fanchette. En Pigelil i Kjortel blaa med røde Sløifer stod ved Bækken, der med Avind saae de Lokkers gyldne Flod. Da reiser sig Havmand pludselig. Fra sivet Leje reiser sig en Havmand pludselig. Han griber i det lange Haar, og hyler gram i Hu: den første Frugt, din Ungdom faaer, Du give -- hører du? Dit Fagerhuld, Haabets slagne Guld, jeg ellers slider af, og fuld din Barm jeg slaaer med Muld. Troløse Havmand! første Dreng, som Pigen gav dig feig, SIDE: 258 du qvalte i din kolde Seng, ja med en Vandsnog seig. Og Pigens Blik ud som Faklen gik. Dog laae igjen i Hulen rød en sort, men brandhed Glød. Og Haaret blev til Aske graa. Kulmine Barmen blev. Som Gnister Sløiferne, det blaa Gevandt som Røg bortdrev. Og hvor hun stod voxed Bulmerod. Og Satan holdt om hendes Fod, og vasked den med Blod. Nu, Havmand! Frister! Djævel! Rodriguez! giv mig mit Barn igjen! Kun det, et hvad du ellers tog paa Kjøbet. Hid med det! Hid! hid! Jeg tvinger dig, Blodgjerrige, med værre Djævel, som har mig betvunget, ifra jeg saae Nannettes Smaae. Nu, aabn dig, sorte Kulp! Thi længer, døde Bæk, saalenge varme Bølger slaae mit Hjerte, skal du ei være Moder for mit Barn. O riv dig løs, mit Barn! Du vil ei? Ve! er du alt bleven Nyk, og elsker Vandet, hvori du lever som en Sjel i Blod? Du er i Luften, lille Navnløs? -- O, Da vil jeg fange dig; thi jeg vil føde, besvangret kun af Længsel efter dig, en Form af Barn, vel livløs, men saa yndig, at, naar jeg lægger den ved Bækken, lokkes du til at sætte dig paa Læben som usynlig dugglands-vævet Sommerfugl; og Læben aander dybt, og du er fanget. Der vil jeg lægge det, der! der! -- (Luder sig udover og seer Barnet.) SIDE: 259 Barmhjertighed! Der er mit Barn, hvis ei det er et Syn! Nei, levende, du lever, o lyslevende! (Griber det) Du aander -- himmelske Musik! Du aander. Du slumrer. Vaagn ei for igjen at svinde! Min synd er sonet, synger denne Aande. Jeg tabte denne melkehvide Perle i Bølgen af Forskrækkelse. Men Himlen har hørt mit Raab, og Bølgen maatte give Klenodiet igjen. Og jeg ei døde, fordi jeg vidste, at den maatte; thi, som Lufttræk foran Stormen, Ahnelser foran Tilskikkelserne gjennemhvifte de Dødeliges Hjerter. Alt er godt; ja dobbelt Godt og dobbelt Glæde; thi togange er han født. Ja, se Fanchette har atter faaet nu sin Konge paa de sjunkne Brysters Throne. Verden knæler for Mødres Dronning. -- (Gaaer.) Barnegeisten. Min Mo'r vil meer ei komme hid hver Aften ved Skjærsommerstid. Mig lyster ogsaa at forlade mit Sæde paa Nymfæens Blade, og bytte dem med Skyen hvid. Thi da jeg i den Spædes Mund nedrysted Manna sød og sund, det var somom min Ving, der skimred saa mat, med eet blev overglimret fra Himmelen med Straaleduun. Da duggtungt Ax jeg bøiet fik forsmægtet Læbe til en Drik, det var somom min Sjel fornemmed, at i dens Dyb nedfaldt en fremmed, men livsvarm Graad fra Engles Blik. SIDE: 260 Og siden Sivblad, bredt og mygt, jeg fik til Barnets Vugge bygt, det er somom en Guddomsvinge mig løfter, somom jeg selv svinge den kan med lette Tanke trygt. (Forsvinder.) (Skogsletten. René drivende Fanchette derover, der bærer Margot og det fundne Barn, og er omringet af Forpagterens andre Børn) René. Saa! fort udover Fruens Enemærker, du Kjætteryngel! Her paa denne Slette jeg slipper jer som Duun i Luften. Fanchette. Klynk ikke Barn! For denne Lilles Skyld er jeg jer Moder, og I Allesammen hans Gjæster ved mit Bryst. René. Der seer du, Qvind, en Gran bag Skogen. Den er Grændsestøtten. Fanchette. Spar jer! Jeg kjender den. En Ørn boer øverst, jeg underst, under Granens Arme. Disse skal boe da under mine. Eller troer I de ere haardere end vilde Grans? René. De ligne meer den druetyngde Ranke. Med Børn og Utøi ere Fattigfolk befængte. Hihihi! Dog holdt -- tag det til første Aftensmad for disse Smaa; (giver hende Almisse.) og lær dem saa at bede for et Barn, som denne Bæk for nys har revet bort. SIDE: 261 Fanchette (Trykker Barnet fastere til sit Bryst.) Det vil jeg. Og fra Morgen indtil Aften! Og naar min Mund maa tie, da i Drømme, med Puls og Hjertebanken, Haand og Arm. Saa! saa! (Trykker Barnet til sit Bryst.) René. Det er for seent. Fordømte Bæk, du risler smilende afsted somom ei Nogenting var hændt. Hihi! Mon Pigen, der rakte Barnet dig paa denne Green saa artigt som paa Gaffel, kunde dandse, smaasladdre efter slig en Daad som Du? Der er ei Spoer. Nu, Gud forlade mig, det Suk, at Bækken var saa riig paa Børn som denne Qvind blev arm ved Tab af et. (Seer ned i Bækken. Colin holder ham i Kjolen.) Colin. O se ei did! ei did! René. Hvi saa? Jo har du gode Øine, hjælp mig. Fanchette (leende, trykkende Barnet til Brystet) Havde du selv Falkens eller Solens, saae du ei til Bunden af det Moderhjertes Dyb, som har opslugt sit Barn. (Gaaer henmod Skogen.) Colin. Ak, Herre, der er noget Stygt. René. Hvad da? Nu Dreng! SIDE: 262 Colin. Jeg tør ei for den sorte Herre, som bortførte Nannette med de fæle Mænd. René. Aha! Rodriguez? Oh, jeg er hans Ven. Det er som sagt til ham. Colin. Nei, han vil pidske mig. René. Saa bringer jeg dig til Nannette. Colin. Vel, saa maa han pidske mig (hvidsker) Der er et Barn, et dødt, et fælt . . René. Aha! nu er det fundet, af dette Barns Fritalenhed opskyllet igjen. Hihi! Du er et prægtigt Vidne; -- just blinde Barn, som griber bedst for Andre. Fanchette (raabende) Colin! Colin (klapper i Hænderne) Farvel! Farvel! Den gode Herre mig fører til Nannette. René. Ja, did maa du, om du fra Ørnen maatte hentes, som i Taarnet boer af eders Granpallads. Hihi! min Frøken, her jeg bringer dig min Amor fangen -- (De gaae) SIDE: 263 Fanchette. Drengen kommer nok tilbage; thi kom denne ei fra Bølgen? og Barn kan ikke meer undvære Moder, end Moder Barn. Det ene sørgeligst, det andet er sorgfuldest i Naturen. Kom, søde Flok, jeg har en Seng af Mos: Barmhjertighedens aabne Huus er Skogen, naar Menneskene stænge sit for Næsten. (De gaae ind i Skogen). (Fængsel i Mairiet i Carpentras. Nannette knælende i Bøn. Bag hende træder Rodriguez ind i Advocatdragt). Rodriguez (For sig selv) Hun beder. O hvor yndig denne Stilling! Sig Foden blotter, ellers kydsk og sky som om den ene var en Jomfru heel. Og sandelig jeg kjender Møer nok, som, om de sammenskrabed al sin Ynde, ei naaede halvt af denne Fods Værdi. Ha! anderledes maa Cythere lave sin Vellyst i en slig Blondines Arm end her i disse evige Brunetters, almindelige som Melon og Græskar. Hvis ikke, maatte disse lave Frugter med himmelske Ambrosia smage ens. (Træder frem. Høit) Saavidt er det da kommet mellem Os? Nannette (vendende sig om) Hvor vidt? Rodriguez. Til Grændsen mellem Liv og Død. Nannette. Der er det Dyd og Udyd skilles. I er ikke kommen videre, og jeg ei videre end Gud vil. SIDE: 264 Rodriguez. At saa skjønt et Liv kun hænger i et Smiil! Giv det; og flux mit Angreb sagtner, og, liig Storm, der springer om, sig vexler til Forsvar. Nannette. Du sværger, at du elsker. Dog Hyænen ei sønderriver hvad den elsker. Rodriguez. Jeg vil frelse dig. Nannette. Men dyrere end Satan. Han kræver Sjelen blot; du Sjel og Legem. Gud, som de Onde standse kan som Pest og Ild, mig frelse! Rodriguez. Det kan ene jeg. Nannette. Da Døden! Rodriguez. Ja, saa vil min haarde Pligt. Jeg ei anklager; Kirken kun. Min Tunge er uvilkaarligt som dens Klokker rørt. Nannette. O hvilket Helved i mit Hjerte! Rodriguez. Ja det brænder, og dit hulde Billed deri. SIDE: 265 Nannette. En Ahnelse forfærder mig: du er fordømt Alt; thi det være maa Fordømmen, at plages af saa ureen Lue, som er evig; thi du vil ei standse, om du kunde. Rodriguez. Derfor bør du just forbarmes. Jeg siger som den rige Mand: "o dyp din Finger! lædsk min Tunge!" Nannette. Spot med Jammer er større Synd end at fremskabe den. Rodriguez. Jeg burde vredes, hvis jeg ikke vidste, at Angest skjælder lige let som roser. Og sandelig din Angst er grundet; thi det vil dit Liv i Juryen Mand for Mand just gaae som Æblet, der gaaer rundtom Bordet. Ved sidste Stemme Intet er tilbage. Er den blodtørstig, faaer den lædske sig med Vand i Mund. O derfor jeg besværger dig: stød ei denne Frelserhaand tilbage! For længe er den udstrakt; men den er en Nerve fra mit Hjerte. Derfor griber den uvilkaarlig, som Polypen efter sin Føde, efter Dig. Nu! end engang! Jeg tager hvert af mine Ord tilbage! Beskjæmmet gaaer jeg som en Hund, der skjuler sin Hale, ud med Løgn igjennem Døren, blot jeg maa følge dig, naar dronningstolt med offentlige Uskyld kront du gaaer ud mellem Mængden, der ærbødig viger. Jeg æsker derfor kun din hemmelige, som Verden seer ei eller agter nok. SIDE: 266 Nannette. Fordi den veed ei Prisen. (hændervridende) Ak, I Smaae! For Eder ængstes jeg. Rodriguez. Saavidt jeg hører, har Frøkenen af Hautbrisson, (en Helgen, om Strenghed og Rettroenhed er nok) af Afsky for dit Kjætteri, forjaget dem som man slipper Fugle. Nannette. O umuligt! Margot er syg. Forvirr min Hjerne ei! Rodriguez. Jeg veed ei meer: ei om hun ligger under Lind eller Fyrr. Nannette. Piin mig ei meer. Rodriguez (Seende ud) Det tegner til Storm. Nannette. Da maa jeg skynde mig at døe, at jeg i Himlen kan faae standset Veiret. O mine Sødskende -- (brister i Graad). Rodriguez. Lad mig bortkysse disse Taarer. (Hun støder ham bort). Nu! mit Kys vil ikke brændemerke; men den røde Mand vil paa et Vink forvandle din Skulder til en Liljehave. (Stødes bort) Nu! SIDE: 267 du ei behandler mig, som den, der kan dig værst, men vil dig bedst. Dog jeg maa ære din Sorg; thi Børn af denne Krig imellem Fornemhed, Ringhed, Fattigdom og Rigdom og Tvang og Frihed ere disse Skarer Ulykkelige, som vi troe, (fordi de bære samme Jammerspræg og eje ei Hjem), at komme fjernt fra Østen, mens de fødes midt i disse christne Samfund. Hvert Feldtslag, Skibbrud, som bortrøver Fædre, hver Sot, som strækker Mødre hen, og hver Proces, der øder Huus, befolker denne omvandrende Nation. Hvert Barn, der lister fra øde Arne sig, opsamles deri. Det er en Taare, som henflyder skjult fra Menneskehedens Øje til det store Bassin af Taarer i dens Skjød. Nannette. O dryp ei mere Gift! (Tilhyller sig. En klokke lyder). Rodriguez. Ve dig! Det er for seent. Retsklokken kalder. Nannette. Den fra Himlen lød. Saa redder Gud just i den sidste Stund. Rodriguez. Fanatiske! Nu maa jeg stramme Tøilen, hvori dit Overmod jeg lader dandse. Se der! (Bøddlen i Skarlagendragt viser sig.) Nannette. Hvad er Du mig, naar Denne der velkommen som en Frelser fra dig er? (De gaae) SIDE: 268 (Domssalen i Carpentras. Mairen og Eedsvorne. Rodriguez, René og Nannette foran Skranken. Bøddlen og Retsbetjenter i Baggrunden. Viinflasker og Torturinstrumenter paa Bordet). Mairen. Kom kuns indenfor, René, paa jer Plads, Rodriguez er bleven paalagt at forfølge Klagen. (René sætter sig). Rodriguez (Afs. til Nannette) Hør det; og døm om jeg gjør Skjebnen værre, end den er i sig selv. Mairen. Først en liden Hjertestyrking, René, efter vore landlige Seder. Jeg vilde, for Gud, være i godt Humør idag, dersom det passede sig formedelst min Datters besynderlige Sygdom. (Hvisker til René) Mellem os, det forbistrede Anfald af Melancholi eller Hysteri, som hun fik af Skræk over den tumult Spaniolens Soldater gjorde om Natten, vil ikke give sig; men magrer hende skræk- kelig ud, saa jeg, for Folks Skyld, ikke tør være saa lystig, jeg vil, over denne fortræffelige Sag eller fortræffelige Anledning til at tjene Fædrene i Avignon. Til Sagen da i Guds Navn! René (Læsende) . . . "Kjendes for Ret, at Pjerre Noir, Karl hos Madame Catha- rina i Gaden St. Renauld, forat have givet Jøden Amru, senere brændt i Crenilles, Nattely paa bemeldte sin Madmoders Høloft, hende uafvidende, bør at arbeide paa Hans Helligheds Galejer i 10, (siger ti), Aar, efter først at have staaet tregange I Gabe- stokken. Og bør bemeldte Madame Catharina, den Besmittelse, som ved hendes Karls Forbrydelse er tilføjet hendes Huus, at udsone med en Gave af fire Sølvlysestager til vor hellige Frues Alter, af saadan Vægt som det Dobbelte af hvad bemeldte Pjerre Noirs Lænker veje, Alt af besynderlig Naade." -- Hihi! jeg skal love for, at den stakkels Pjerre har faaet fuld Ornat. Mairen. Det er netop Skarpsindigheden ved en Dom, at Executorerne ikke ere for strengt bundne. Men den Analogi kunne vi nok SIDE: 269 bruge, for en Jøde kan lignes med en forbudt Bog. Dog har vi nok bedre, som passer bedre paa factum quæstionis. René (Læsende) . . . "Kjendes for Ret: at Mester Benojt, Kammager, boende i Gaden des lis, bør formedelst frækt og ugudeligen, saanær Christenhedens hellige Lampe, at have omgaaets med forbudte eller djævelske Skrifter, at miste sit Liv ved Øxen, og derefter at brændes; hans Gods at tilfalde St.Dominici Broderskab. Alt af besynderlig Naade." Mairen. Der har vi det. Nu kan ikke Retten tage feil. Nu, Actor, frisk an! Du har drevet smukt Vildt op idag. Vi skal søge, at gjøre en Brad deraf, som kan smage Dominicanerne. (Madelaine kommer). René. Ah! vi har ventet Eder, naadige Frøken; thi I er aldri borte fra en Kjætterproces. Gud og de Hellige lønne Eders nidkjære Gudsfrygt! (Bringer hende galant til Sæde, nærmest sig ved Skranken. Sagte til hende). Jeg frygter for han vakler. Han er bleg og viser ei den samme Fyrighed, som ellers altid sluger Byttet forud. Madelaine (Til René) Saa vær bered! Og vakl ei Du! Mairen (Reisende sig) Nu da i Guds og St.Renaulds vor Stads Patrons, Dominici og alle Helgners Navn! Fremstiller Actor denne Pige, som anklaget efter dette Document? (Rodriguez nøler) Hvad? Rodriguez. Ja. SIDE: 270 Madelaine (Afs.) Han skjalv. Jeg skjælver med af Fryd. Mairen. Nu, Pige, vær ei bange. Den Proces er snart forbi. Det er jo kun -- hvor ondt det gjør mig for din unge Skjønhed end -- at række dig fra mine Hænder i hiin røde Gubbes. Han er Dødens Gartner, som frydes, naar han bringe kan sin Herre en vakker Blomme. Svar nu raskt og høit; thi Rødderne af Haaret, jeg har mistet, dybt ere groede mig ned i Øret. Din Sag er klar. Faml derfor ikke i Betænksomhedens Pose efter Svar. Det kun forvirrer Retten, som i Sag af slig Beskaffenhed i Klagen har Præmisser, hvorfra strengt maa concluderes, saa dit Forhørs Natur maa sig forholde til dem, som endelige Dom til det -- det Ene strengt kun Følge af det Andet. Desuden er os Hov'det meer nødvendigt end dig. Derfor -- Dog først et Bæger Viin, at Læberne, saafremt de ere skrumpne af Helveds Aande, der alt gaber efter dig, aabnes kan til Svar, flux det forlanges! Men tier du, saa se dig kun tilbage: Forstokkethed i det Skarlagen smelter. Og her, se her Justitias krumme Negle til Svar at rode ud af lukket Lunge, dens Kroge til at fiske Sandhed med af dybest Hjerte, Tausheds gode Dirke, og mellem alt det Rageri en Greb, der faaer mest sammenrullede Samvittighed saa let i Lyset frem som skrigende Alrunerod af Galgebakken. Hem! (Seer sig om. De Eedsvorne gratulere med Talen). SIDE: 271 Rodriguez (Afs. til Nannette) Det gjælder Livet for et Vink. Om et Secund for seent! Nannette. Secunden er forbi. Madelaine (For sig selv) Snart gaaer hans Ansigt som i Bølger, snart hænger det som Alpens Gletscher med bedragersk Evighed og Dødens Tryghed. Jeg veed ei, om jeg vil, at han bestaaer det. Thi Ingen kan misunde Jefta Seiren. Rodriguez. Hvor jeg beklager, vise Ret! at Pligt, meer høi end Medynk, som den i sin Høihed foragte maa som Feighed, kalder Lyn af dette Bryst, og gjør min Tunge til en Thordenkile mod saa veent et Liv! Men Pligt, af Menneskenes Dom urørt, liig solen, der af egen Æther lever, i samme rene Højd, hvor Sandhed aander, hvor Skjebnen sidder paa sin Thron, har Plads; og for dens Fødder alle Hensyn dale: Partiskhed, Vindelyst og Medynk, den lave Taage, som befugter Jorden. Fra denne Høide er det thordentung Sancti Dominici Anklage falder paa denne Piges Hoved. Derifra paa Helgnens Vegne byder jeg forfulgt Anklagen mod Nannette, Datter af Forpagteren Pelorce, for Kjætteri og skjult Omgjængelse med Petri Valdi forbudte Skrivter . . . . Mairen. Det er nok for Os. Det er en Synd, slig Synd at male ud. SIDE: 272 Madelaine (Afs.) Han er betagen. Ja han talte ogsaa ei som med Munden, men som ifra Maven. Mairen. Du kjender denne Bog? (korser sig). Rodriguez (Til Nannette) Siig nei! siig Nei! Maaskee jeg da kan . . (Nannette kysser Bogen). Ve, dit Kys dig vier til Døden! Mairen. Svar! thi Taushed laaner Skyld som Uskyld ud sin farveløse Kappe. Nannette. Jeg kjender og jeg elsker den. Rodriguez (Afs.) Nu dømte ei jeg dig, men du Selv. Ve Alt er tabt! Dog er jeg angerløs. Mairen. Du har da læst den? Nannette. Den er min Bønnebog. Den har mig lært at lide. Mairen. Skriv René! Hør, kan du læse? Nannette. Saavidt at Gudsords Sandhed jeg forstaaer. SIDE: 273 Mairen. Det har du ikke lært ved gode Kunster. Hun svarer uden Skruen, men hun er paa Piinbænk, stram nok, under mine Spørgsmaal. Tys! nu maa Rætten tænke. Madelaine (Afs.) Ogsaa jeg, forat faae Dommen skjærpet, da et Menneske kan ikkun eengang døe. Og det for lidt er for en Medbeilerske, der har tre Gratiers Ynder. 1ste Eedsvoren (til en Anden) Nu, Hvad dømmer I? 2den Eedsvoren. Som I. 1ste Eedsvoren. Jeg har ei tænkt endnu. 3die Eedsvoren. Som Mairen. 4de Eedsvoren. Ly efter da! (stikke Hovederne henmod Mairen) Mairen. Kors, Skyldig! Døden! Niclas, er I en Christen, som kan tvivle derom? Men om den skulde raffineres lidt, er endnu Knuden. Det er meer skarpsindigt; og derfor -- 10de Eedsvoren. Lidt kanskee. SIDE: 274 Mairen. Javel! I Henhold til hine forudgangne Domme, kunde først 10 Aars Fængsel og saa Døden? Godt! Knæl ned da, Synderinde! hør din Dom! (Fanchette styrter ind, stødende Bøddelen afvejen). Fanchette. Bort, du ei meer mig skræmmer! Reis dig, Pige! Han skal et Haar ei krumme paa dit Hoved. Rodriguez, har du hørt det? Madelaine. Hvilken Scene! (Afs.) Han ligner meer en Domfældt. Paa hans Pande ei perle Draaber, men Christaller. Det maa være Iisbad for hans Elskov. Mairen. Vanvid i hendes Øje lyser. Fanchette. Ja det lyser i eders Mørkheds Gjerning. Nu, Rodriguez, adlyder du Befalingen fra Dybet? Rodriguez (Til hende) Jeg gjør; men fjern dig, at jeg ei forvirres. Fanchette. Lyd dennegang, og vær barmhjertig, og jeg skal dig sige, hvi du skylder Himlen et sligt Mirakel. (Gaaer). Rodriguez. Vanvid ligevist medlidende kan være som Medlidenhed vanvittig. Begge bør man ikkun ynke. SIDE: 275 Mairen. Det koger i mig. Hvor er Raadstuvagten? End krænkedes ei Rettens Majestæt i Carpentras før nu. Rodriguez. Af hvem! Af Vanvids. Da maatte Menneskenes Majestæter paa lige Fod med Dyrenes sig sætte, og Frankrigs Konge høre Løvens Brøl som Manifest, besvare det og slaaes. Mairen. Haha! Se Synderinden har alene beholdt Concepterne. Ret, knæl, til vi har samlet vore. Rodriguez (Afs.) Jeg er angerløs. Hun har forraadt sig selv. Men al min Møje da skulde være spildt. Jeg vil da prøve, om det Gemyt, som er ubøjeligt for Magt og Trudsler, brækkes ikke, som den skjøre Qvist, af Høimodstræk, Velan, saa lyder jeg med frie Handling dog paa eengang mit utaalelige Aag. (Høit) Reis dig, mit Barn! Thi, vise Herrer, Døden er maaskee os saa nær som hende. Madelaine (Afs. til René) Ha, han vakler. Da -- René! Og vakler du, da vakler Hautbrisson, dit Luftcastel, men ikke Jeg. Mairen. Hvad mener Actor? Alt vi har det paa det Rene. SIDE: 276 Rodriguez. Vise Herrer! Ei vil jeg blænde jer med Pigens Skjønhed, endskjøndt Madonna taler smilende et himmelskt Forsvar derigjennem selv. Ei heller let berøre Eders Hjerter med søde Klang af barnlig Uskylds Navn, kun meer vidunderlig i Skjødet af den mørke Synd som hidindtil det fostred: en Blomst, der midt i Kjætteriets Vildnis, -- som saaet af en skarpsynt Stjerne, der fandt Plads for himmelskt Sædkorn mellem Ukrud -- fremspirer reen og uqvalt, frodig som i Troens Paradiis, ei ahnende at bedre Plads, hvor Naadens Sol kan naae den, paa Jorden gives end dens Fødsels, ei de Ukrudslænker følende, som tynge i Støv dens Stengel, naar den kun forundes saameget Rum, at den sin rene Kalk taknemmelig for Himmelen kan blotte. Ei vil jeg mere Vægt paa den Bemærkning, end strenge Ret maa gjøre, lægge, at paa hendes Vugge lagdes denne Bog, og at hun greb den, liig ukyndigt Barn, der tukkler Snog i Leeg som Silkebaand; at Pigen i at glemme Kirkens Bud kun lød Naturs og Lovens: ær din Fader! Ei heller rokker jeg min Paastands Retfærd ifølge hiint, hvis Redskab jeg maa være. Men liig Feldtherre, hvem Nødvendighed, ei Nederlag, Tilbagetog paatvang, jeg fører med mig dog min Dronnings Ære, idet jeg tvinges til at lade falde en Paastand, som med Kirken selv er grundlagt. Thi, vise Herrer, Klogskab byder det, -- en Lov, Omstændighederne nu trykke med Rædselstræk i hveren Pande, som ei er for haard til Rædsel eller Tanke . . SIDE: 277 Kun Klogskab, vel at mærke, ei Barmhjertighed jeg minder om; og nok om andre Ting, I kjende bedre til. Seer blot jer om. Er ei vor gode Flekke (sandelig, den burde hedde bona fides) værnløs som Lærkerede paa afmejet Vang? Den Værnløshed er ubestiglig Muur om Pigen, hvis I ikke ville blande med hendes Blod den hele Byes og eders, og lade Flammerne af Carpentras udslette hvad I leed for Fædres Daarskab. Thi viid: Toulouse, Kjætter-Saladinen, er nær i Seirfart rivende som Rhonen. Maaskee, før Eders Dom er tør, vil Han her holde Ret paa dette samme Sted. Da blier jer Plads hvor Synderinden staaer. Hans og hans Bønders hvor I sidde; kun Skarlagenmanden hist beholder sin. Dog -- thi jeg seer hvor Bønderne sig læne med blodbesmurte Ærmer over Bordet, mens Benet tramper ad Formaliteter -- sandsynligviis ophæves al Proces, og Byen dem foræres til en Frokost, til Liigfærdsgjæstebud for denne Pige. Som Dyr, der lugte Slægtens Blod, med Brøl de ville rasende ad alle Gader fra Torvet styrte, hvor de lugted hendes. Da -- vise Herrer! -- over hvem mon kommer det hele Blodskyl? . . (Retten er bestyrtset) Mairen. Over Byens Dommer. O ve mig! ve mig! Rodriguez. Ikke nok med det. Det kommer over Byens hele Ret. SIDE: 278 1ste Eedsvoren. Jeg toer mine Hænder. 2den Eedsvoren. Ja jeg med. 3die Eedsvoren. Det vilde være meer end Daarskab: Grumhed. 4de Eedsvoren. O meer end Grumhed: Blodtørsts Raseri! 5te Eedsvoren. Ja Gud bevare mig! 6te Eedsvoren. Jeg havde ikke engang, som I, min Pen i dette Blækhuus. 7de Eedsvoren. O tys! tys! 8de Eedsvoren. Hvo kunde dømme nu, for Mordbrand burde straffes. 9de Eedsvoren. Ak vi staae imellem tvende Ilde: Kjætternes, og den, som burde sluge dem: de hellige Dominicaner's. 10de Eedsvoren. Ild er lige heed. Den første gjør os til Martyrer dog. 11te Eedsvoren. Hold dog jer dumme Mund! Hvo hørte vel, at hele Byer bleve Helgener? SIDE: 279 Sanct Carpentras? Det skulde klinge net, men blev dog ei St. Guy eller Gil; thi vore egne Navne just forgik i det, som sporløst vore egne Huse i denne stakkels Flekkes Brand. 1ste Eedsvoren. Du gjøs? 12te Eedsvoren. Jeg syntes høre Støi paa Gaden. Eedsvorne. Tys! Af Vaaben? Ve! (Løbe til Vinduet) En Eedsvoren. Nei, alt er stilt og tomt. Paa Raadstutrappen sidder kun hiin Gale, og dier ved sin tørre Barm et Barn. 10de Eedsvoren. -- En Freds og Sorgløshedens Gruppe. (De sætte sig). En Eedsvoren. Ak! hiin Galqvind var en Himlens Sending. Madelaine (til René) Mand, du skjælver som de Andre. Skjælv for mig! Mairen. Sligt løber Surr for mig. Pah! Luft! Luft! Viin! Den hele By er lagt jo paa mig Gamle? Har I sligt Ansvar? Nei; kun jeg, som staaer imellem St.Renauld og denne By. Han er min Principal. Jeg hans Parti SIDE: 280 maa tage selv mod St. Dominicus, som bør dog ære Andens Ejendom. Og St. Renaulds er denne arme By før St. Dominicus blev født. Saaledes jeg maa, jeg maa -- skjøndt knapt jeg puster frit som laae jeg under dens Ruiner alt. Men lad os rede os derudifra. Stik Hovederne sammen! (De overlægge) Rodriguez (Afs.) Kun da jeg Toulouses Sejer nævned, smilte hun, men ei med Læben, ikkun med et Blik, og kun mod Himlen, ei til mig. (Nannette knæler for ham). O knæl ei! Det er min Plads. Nannette. Det er for Eder. O I var et Himlens Redskab til min Prøve. Rodriguez. Er Dette alt? Dit Liv er lidet værd. Nannette. Jo Haabet værd, at Dette og har Eder en herlig Prøve været. Rodriguez. Lad da ogsaa et Haab min Vinding være, ikke blot Erfaringen, at Veldaad faaer sin Løn i smukke Ord, som frugtbart Træ nedlaver af Dugg og Solskinsluft. (Mairen reiser sig. Nannette ogsaa). Mairen. Da Rettens Gang er lige, i sin Fremfart streng, af haardt SIDE: 281 Metal, utvingelig, kort som en Kugle: saa maa den som en Kugle, der i Farten just paa en Klippe støder, gaae tilbage den samme Bane, hvis den, udsendt kun af dødelige Hænder, i sin Fart for at nedfalde blandt de sorte Lodder i Alretfærdighedens Skjød, just støder paa disse en usynlig Verdens Fjelde, som "Skjebner og utvingelig Omstændighed" vi kalde, og som tidt kan skyde op som Svampe paa en Nat, skjøndt Alperne kun ere Sop mod dem. Derfor, da nu slig casus just er mødt, i Rettens Navn jeg kjender dig Nannette, Datter af Forpagteren Pelorce, tiltalefri. Gak hjem i Fred, og tak du St. Renauld, hvis I Godtfolk kun dyrke Helgener, og troe ei eder Selv nok hellige! Nannette. Hvis mine Troesbrødre komme, vil for denne By jeg bede. Mairen (kniber hende i Kinden) Lille Skjelm, du vil da være Skytspatronen selv? Nu, Kjætterske, hvor dine Kinder brænde. René, giv Pigen sin Frikjendelse. Madelaine (til René) Hun triumferer. Nu, René, har du da ei Triumf at feire? Skriv din Klage istedetfor Frifindelsen. Nu, hvad betyder denne Øjeblinken? René (for sig selv) Hun vil blive streng; dog det af Luften kommer paa Hautbrisson. Den ogsaa mig vil hærde. Jeg faaer deran. (skriver) SIDE: 282 Mairen. Nu, priset St. Renauld! den Sag gik over godt, I Herrer. (drikker) 10de Eedsvoren. Men betænk hvor Actor stygt beløi vor By. Den har jo Mure, høje nok for Ravne, en Grav, for Karper dyb nok, Vindebro, som hverken er for Fiske eller Fugl. 1ste Eedsvoren. Ja det er sandt. 2den Eedsvoren. Men nu er det for seent. 3die Eedsvoren. I saae det dog bagefter først. Men under hans Tale troer jeg disse Mure vare ei mere synlige for jer end os. 10de Eedsvoren. Han skildred Byen som et Lærkerede paa aaben Vang. 1ste Eedsvoren. Det Sidste er dog sandt. Og Lærkerede har en Vold af Leer. 2den Eedsvoren. Han mente vist, at Muren mangled Muur. 3die Eedsvoren. Hvorledes? Kalk? 2den Eedsvoren. Nei Kjød og Blod. SIDE: 283 3die Eedsvoren. Ja Forsvar. 2den Eedsvoren. Og deri har han Ret jo siden den fordømte Spaniol lod os i Stikken. 1ste Eedsvoren. Ja havde vi dem nu! 2den Eedsvoren. Ei Snak! En Eedsvoren. Jo, Ørn i Lærkerede gjør det til en Borg. Mairen. Snak ei om denne Muur. Den snurrer mig om Øjet som et hvirvlet Tøndebaand. Læs op, René; Og lad saa, gode Pige, din Forbøn være Muur med Engle paa. (René nøler.) René! nu nu! Paa Carpentras' og dets Skytsengels Vel -- skyl ned! Der sidder noget i eders Hals. (René reiser sig) Madelaine. Tys! tys! Læs høit! Rodriguez. Ja vel, læs høit, at denne fromme Dame kan sit krænkte Kjøn et klarligt Budskab bringe om dette Medlems Uskyld og Triumf. René (Afs.) Velan! Nu bliver enten Hautbrisson meer fast end forhen eller Luftcastel. SIDE: 284 (Læser skjælvende): "Jeg Niclas René, Skriver ved Retten i Carpentras, andrager for Retten: Da jeg forbemeldte Niclas René sidstleden 3die efter St. Johannes ved Middagstid havde den Ære at ledsage den høibyrdige Frøken Madelaine af Hautbrisson og Coninges fra hendes Besøg hos velbyrdige Mademoiselle Narcisse Greffier, og just befandt mig paa den Slette eller Aabning i Herskabet Haut- brissons Skog, som begrændses af den lille Bæk, der danner Skillet imellem Byens og Godsets Udmarker: saa forfærdedes jeg ved i denne Bæk at opdage et med tydeligt Overlæg deri henslængt, paa en Trærod opdrevet Barn . . ." Rodriguez. Ha! Nannette. Ak! Mairen. Nunu! Madelaine. Tys! Rodriguez (til René) Du Usling, hvor fik du Kløgten fra at tjene To? René (Ydmyg) Det maa I vide, ædle Herre. Madelaine (Afs.) Ha, Samvittigheden slaaer ham. Rodriguez (Afs.) Pilen, jeg afskjød, tilbagevender nu, men dyppet i fremmed Edder. Skulde dette være SIDE: 285 en Hevn fra Himlen for Nannette? Nei, da gjorde jeg, som Menneskene tidt, til Himmel egen Dumhed. Det er denne, som straffer mig, fordi jeg ikke vidste at vælge bedre Skurk end denne Dumrian. Nu er ei Valg. Men nu maa Klogskab redde. Fanchette maa opoffres. Det vil være at holde ud et Nerveskrig af Glas; men saa er dette Aag forbi. (Til Madelaine.) Min Frøken, jeg fatter jer. I bider i den anden af Pølsens Ender, hvori jeg har bidt. Men vil I gribe Aalen, saa hold fast. Madelaine. Hvi ikke Slangen? Læs! Rodriguez (seer skarpt paa René) Nei, se først hid! René (skjælvende) Ak, ædle Herre, ere vi ei begge Retfærdighedens Tjenere? Madelaine. Nu læs! René. Han seer saa rædsomt paa mig. Madelaine. Vil I heller see mine Øine vrede,, saa see hid! René. Jeg er imellem Baal. Ak, Herr Rodriguez, se ikke saa paa mig, ei saa -- jeg føler I seer paa mig. Jeg tør ei see det. Ak, jeg er jer Ven. SIDE: 286 Rodriguez. Og derfor, Stymper, vil jeg hjælpe dig. (River Anklagen fra ham.) Madelaine (Til René) Der tog han Hautbrisson af dine Hænder. (René bedækker grædende sit Ansigt.) Rodriguez (Løbende Papiret igjennem. Afs.) Ah! Saaledes? Nu maa Hjertet vorde Steen. Der er ei Valg, hvis jeg vil reddes selv. Nødverge er det, som lærer mig min frygtelige Rolle. Men den maa spilles godt, og godt til Enden. Og bedst Naturen spiller jo, og den er nu opfordret. Vel! Madelaine. Hvis I behager, saa videre. Mairen. Ja ingen Ting er mere nysgjerrig end en Overraskelse -- den er umættelig -- og intet meer begjærlig efter at forfærdes, end just netop Skræk. Rodriguez. Min har alt meer end nok. Madelaine (Afs.) Det maa ham være som at tygge Glas. Rodriguez (Læser med fast Stemme) " . . . Da vi øjeblikkelig, eftersom vor Forfærdelse tillod og Besindelsen paalagde det, søgte at bestyrke dette især for den fromme og høibyrdige Dame høist forargelige Syn med de Rettens- SIDE: 287 betjenters Vidnesbyrd og videre Hjælp, som just da havde en Forretning fore i det nærmeste Huus, Forpagteren Pelorces, og saaledes vende tilbage, fandtes vel Barnet bortrevet af Strøm- men . . . Nannette (Afbrydende) O Gud forbarme sig! Madelaine. Det var et Slag af Hjertets indre Klokke. Videre! Rodriguez. . . . Men at dets Syn ikke var en djævelsk Øjenforblændelse, som ellers let kunde have Sted hvor Kjættere havde Tilhold, derfor borger saavel høibyrdige Dames Fromhed, som Høisammes og Undertegnedes Eed; ligesom og bemeldte Forpagters ældste, ihvorvel ei voxne, Søn Colins Udsagn, at han har seet et dødt Barn paa samme Sted -- i hvilken Anledning han er tagen i behørig Forvaring -- tillægger vor Forsikkring al Sandsynlighed og meer Bestyrkelse, end den behøver. Da nu Misgjernings- stedet tilhører Etienne Pelorces Forpagtning, og ingen anden Bolig end hans er saa nær det i denne vilde Skogegn, at en fødselssyg Qvinde andetstedsfra kunde søge didhen, og ingen anden Qvinde end Forpagterens Datter i den Egn opholder sig, om hvilken det og er bekjendt, at hun har staaet og staaer i Forbindelse med Mandspersoner, og daglig har havt sin Gang paa hiint afsides Sted: saa faldt baade den høibyrdige Frøkens og Undertegnedes egen Mistanke strax, og ved nøiere Sam- stilling af Omstændighederne med saadan Vægt paa denne For- pagterens Datter Nannette, at al Pligt paalagde mig, -- hvad jeg nu saameget heller udfører, da Staden uden at have det for- medelst Omstændighederne farlige Skin deraf, ved at tage den lovlige Straf over denne Misgjerning tillige kan søge Straf over det Angjældende paabeviste Kjætteri, -- at anklage hende, Pigen Nannette, forat have øvet dette afskyelige Barnemord." Mairen. Nu, Pige, havde du besvimt, havde det været anstændigt. SIDE: 288 Nannette. Det er min Sjel, som staaer. Mit Legeme vil segne. Rodriguez. Documentet er undertegnet "Niclas René, Skriver ved Retten i Carpentras"; men min Stilling, min Menneskefølelse og For- brydelsens Natur paalægger mig at tage Klagen som min egen, saaledes at Frøkenen -- hvem jeg troer det vil være behage- ligt -- og René gaae over til simple Vidner. Madelaine (Afs.) Det er forbausende! Han er af jern. 10de Eedsvoren. Det er ypperligt. Nu kan Dominicanerne faae sin Steg alligevel. René (Afs.) Men jeg gaaer nok Glip af min. Gid Sand og Salt maatte slukke disse glødende Øine, hvori jeg selv nær var bleven stegt. Mairen. Ret, Rodriguez, nu kan du bruge den samme Sværdtunge til Angreb paa samme Person, som du nylig forsvarede dermed. Deri bestaaer just en Advocats Prøve, at han leger med For- svar og Angreb, Liv og Død, uden Hensyn til Sagernes Natur, der kun ere Specimina. Nannette. Er dette ei et Blændværk? Rodriguez. Nei, kun Du, Du Selv er Blændværk. Nannette. Denne Røst mig vækker. SIDE: 289 Mairen. Nei for Gud, om vi lege med dig som Josef med Benjamin. Den Sag er værd 5 Aars Praxis. Den er sjelden -- et Fænomen ligesom en forstenet Nød. Men jeg tænker vi have Tænder. Det er et ypperligt Specimen af en Sag, som vil udbrede Retten i Carpentras' Berømmelse som om den var et Facultet eller Par- lament (Gnider Hænderne) Hihi! Indvortes Samvittighedens Rottegnav, udvortes pille Rettens Negle paa Delinqventinden, til der kun er et tyndt Spindelvæv tilbage for Forbrydelsen, og derigjennem bryde Sandhedens Solstraaler, der ere Et med Justitias Sværd, om hun saa holdt paa det sidste jammerlige Skjul som en nøgen overrasket Qvinde paa sin Serk. Nannette. Ak, Gamle, skuf ei saa dit eget Hjerte; belyv det ei! Det vist har ofte banket imod din Datters. Laan da ei det ud til Hevnen, som, naar det er brugt, vil kaste det bort som Jernet efter øvet Mord. Gjør ei jert hvide Haar til Legetøi for Ondskab, som I seer tør lige grusomt med det som med min Ungdom lege. Rodriguez. Qvinde, bland ei den bittre Drik, du har at drikke, med Dommernes personlige Forbittrelse, skjøndt Sagtmod, som beskjæmme maa din Grumhed, mildt oversmiler disse haarde Pander, og undrer os -- som Blomster, skabte heller for spæde Stengel, paa et Kjæmpetræ -- som en Frembringelse af barsk Erfaring og kold Forstands naturlige Product. Mairen. Saa! Nu kan du slaa Øinene i Jorden. Nannette. Ak, hvi kan mine Øine ikke skjule i Jorden alt det Onde, som de see? SIDE: 290 I tvinge mig, at vise det for Himlen, hvis ei mit Øjes Kummer er for taaget til troe at speile Alting, som det er. O Gud! Rodriguez. Du sukker end til ham, som dog, da frelst du var, nu støder dig tilbage? Mairen. Frisk an, Advocat! St. Renauld og St. Dominique, som vist her har gjort et Mirakel, komme overens paa det bedste. Frisk an som Advocat! Rodriguez. Jeg haabe vil: som Menneske. Thi denne er anden Sag, og Sag hvor Mennesket er meer end Procuratoren opfordret. Selv Stumme maatte her med Taarer tale. (Pathetisk) -- Ærværdige! I hørte blodigt Nyt, som burde være meer end nyt, ja ukjendt: at skyldløst Barn er liig en Steen udsprængt fra Moderhjertet langt i Vandet. O! at Barn, som Gud ifra Naturens Morgen anviste Plads at hænge sikkert ved et varmt, af Kraft og Ømhed udspændt Bryst, i Ly af moderlige Lokkers Skygge, som Paradisets Fugl i Livsenstræet, er bortslængt som unyttig Svamp -- af hvem? O her ei burde Tanken følge Sproget; men lade det som meningsløst udsige, at det har Barnets egen Moder gjort, som har undfanget det med Vellyst og for Dødsensfare, Skam og Smerte kjøbt det. Hvo skulde troe det, dersom ei Naturen var paa Modsigelser saa riig, fra Blomsten der hyller Død i Vellugt af, fra Knoppen SIDE: 291 af egen Blomstbusks Torne saaret og til Qvinden, der kan qvæle ved sin Barm, den Livets Odelsplads, den Ømheds Sæde, med Vellyst offre først sig selv til Belial, saa mere end sig Selv, sit Barn, til Moloch. Hvor nær kun fromt Bedrag er ei vor Ømhed? Vogt derfor den i hellig Tro, adskilt fra al Erfaring, der med frossen Aande skal sluge vore bedste Følelser! Thi i mit Bryst, som sandelig jeg troede -- hvad ogsaa nylig denne Hal har hørt -- dybt gjemte Medynk, Blødhed, blide Godtro, der rase disse sønderrevne nu med Afsky, Mennesk'had i Spidsen. Og imod hvem? O vise Ret, jeg beder, at I vil tvivle til jeg faaer bedækt hvert Ord med et Beviis, saa I kun see Beviis og glemme Talen. Thi, ved Alt! gid jeg var stum og blind! Ak, hvortil det? Min Graad da skulde tale, mine Fingre oprække Vidnesbyrd til Retfærds Himmel. Og imod hvem? O, her forlader mig selv Advocat-Erfarings Jernhaand. Dog jeg qvæler min Natur, jeg søger Støtte just i det Usandsynlige, og vover at sige det: mod dette rene Speil, som Djævlen holder frem i disse Øine, for Himlens Fromhed saa at lokke til at speile sig forfængelig, for derved at faae til Helveds Spot dens Billed fanget. Jeg siger det: det er mod denne Pande, der er en Vinge af en myrdet Engel; -- mod denne Barm, der synes aandet ud som halvt Forsøg af Kjærlighed som Skaber paa Stjerners Efterligning, men som er det Hvælv hvori Dæmonerne beslutte; -- mod denne Mund, skabt som i Form jeg tænker Velsignelsen, der signed først Alverden; SIDE: 292 men kun er Gjemme for er Sprog, hvor "Moder" betyder "Morder," "Barn" betyder "Død"; -- mod denne Dydens mest fuldendte Støtte i Lastens Tempel; imod denne Eenfold, som er kun bramfuld Løgn; mod denne Uskyld, som er et Skyldfuldhedens Smiil; imod reenøjet, aabenaasynt Sandhed, som er Helveds fule Løgn; mod Ømhed, som er Blomsten kun paa Grumheds Tornebusk; mod denne Skjønhed, som kun Mord undfanger; mod denne Qvinde, som gjør Vellyst til et udtænkt Mord og Mord til udtænkt Vellyst, som Elsket vel vil være, men ei Mage, og, Mage, ikke Moder; Moder, barnløs. Se hid ei, Qvinde! Thi jeg skulde vakkle, og give Retfærd tabt ved dette Syn. Fast skulde mine Tænder knuges for at qvæle, knuse sønder disse Ord, som Pligten driver svulmende til Munden, liig stærke Hav, der slynger Liget op. Og negte skulde jeg med saadant Syn, at Menneskracen har udartet saa fra Paradiis, at Guddomsidealet igjennem syndbedækte Slægter har sig næsten tabt, saa kun Poet og Maler kan præge Skyggen frem af sin Indbildning. Men hold mig oppe, Sandhed! Svigt ei, dyre Erfaring, at ei gaves Synd paa Jorden, naar den var tvungen til at sidde stedse i Øjet som sin egen Dommer! Styrk mig, Tro paa en retfærdig Hevn, imens jeg bortvendt maner Dig! Ak "Tro" jeg siger? Har jeg ei den at kræve af dig, Qvinde, som lever end, mens Lynet burde, paa den første Mordertanke, som dit Hjerte liig giftig Røg udaanded, dig i Helved nedloddet, naglende din Sjel til den SIDE: 293 som Pilen Fugl i Vingen? Og min Medynk, før tung af søde Smerter, let at røre som mannabøjde Græs i Vinden? -- giv mig den tilbage! tag igjen den Haardhed, som du har lagt istedet! Og hvi brød du min Godtroes skjønne Støtte, som jeg lænte mig til, naar Verden lagde knugende Erfaring paa min Skulder? Kan du reise den meer end blæse Liv i Barnets Liig? Min Blødhed? -- o hvi har du gjort en Engel, som fandt sin Verden i en lunken Taare, til Grumhed, hvori Pligten throner, liig' urokkelige Pol i Isens Verden? Ulykkelige! Det , mit bedre Selv, har jeg at kræve; Jorden har et Barn, en Christen Kirken, Himmelen en Sjel, og Barnet som betale skulde Alt, et Liv. Men ve dig! Du kan Intet give. Som rædsom Creditor jeg kommer da, og kræver hvad du har tilbage: -- Livet! Mairen. Det kan der nok blive Raad til. Pah! det var en Tale! saadan en omtrent, mine Herrer -- ja gamle Bricot mindes det nok -- som jeg holdt, da jeg fik Exspectancen efter min salig Fader. Men nu, Rodriguez, gjør som jeg gjorde dengang, og tag dig et Bæger Viin, som du har fortjent. (Rodriguez ryster benegtende paa Hovedet). Jeg seer du er angreben, stakkels Dreng. Du kjæmpede tappert mod Skjønheden; den er for Gud ogsaa den værste Procurator at have imod sig, næst den gamle Mammon. Hvad mener I, René! I seer saa slukøret ud. René. Jeg heller tog en Ild i mine Arme, end denne blodbestænkte Skjønhed. Nannette. Gud, jeg føler, at du opretholder mig; SIDE: 294 thi ellers maatte Tanken ene om alt dette Skrækkelige, Lyden af de Ord, jeg hørte, enten dræbe eller forvirre Sjelen. Mairen. Qvinde! nu, tilstaaer du? Der sittrer noget paa din Læbe. Nannette. Ak! en Forbøn for min Morder. Mairen. Ei, hvad Snak! Troer du, en gammel Dommer ei kan læse hvad paa din Blegnens Blankpapiir din Rødmen opskriver og udsletter? Det er læst før det er slettet ud. Nannette. Er nok ei sagt, for Jomfrus Skræk og Blusel at opvække? Mairen. Jo, først paa Sjelens Vegne blegner Angsten, og spiller paa Forbrydelsen saa skarpt som Maaneskin paa Marmorgravsted. Og den Ret til Blegnen har i samme Mon som Dødens Hul er sort. Saa rødmer da for Legemet, som sidste Livsopflammen, din Blusel. Nannette. O, beskjæm mit Legem ei, den Sjelens Gudedragt, som reen min Moder mig gav. Jeg ei for Alting den bepletted. Saa reen faaer Graven den som Himlen Sjelen ved Herrens Naade. SIDE: 295 Mairen. Saa maae vi gaae dig rundt. Og findes Indgang ei til Løndomsborgen, der holder Sandhed fangen, vil barduus Skarlagenmanden gaae med Vaaben paa. Han er Justitias Ingeniør. (Til Madelaine:) I hørte Klagen, ædle Frøken? Madelaine. Jeg bekræfter den med Eed. Dog er min Eed ei sligt Beviis som Qvindens egen Adfærd. Hvo saae saa hvidt et Marmor? Var der Undseelighed -- saa vist som Qvinders Væsen i mangt er eens, hun rødmede som jeg? Nannette. O saadan Tanke! Jeg ei fatter den. Som selve Daaden den vanærer Hjertet. Den sløver Fantasien. Med dunkelt Øie den seer det arme Barn kun, ei den Synd som gav det Tilvær, ei dets Moder. Tid ei giver Hjertets Slag til andre Tanker; og komme de, da knuser det dem strax, og i en formløs Rædsel de opløses. Skal jeg forsikkre, at jeg er uskyldig? Det byder mig imod; mit Hjerte vendes, min Tunge ei adlyder, men kun siger: "umuligt! o umuligt!" somom dette var Tanken nærmere. Ak, gamle Mand, spørg denne Frue, tænk paa eders Datter! Troer I istand da hende til slig Række af Synd, fra den, man siger letteste for Qvinder til den haardeste for Alle? Og sandelig, tro mig , jeg er en Datter af en retskaffen Mand og af en Moder, der elsked' sine Børn som Himlens Gaver. SIDE: 296 Og tidt min Fader sagde om min Omsorg for hendes stakkels efterladte Smaae, at i mit Bryst min Moders Hjerte laae. Mairen. Nu skulle vi just kalde En af disse. Mig syntes at I talte om en Dreng. Rodriguez. Det neppe er nødvendigt. Mairen. Ei! Rodriguez, det er en Form, og Du er Procurator? Det er at sige som: "min kjære Kat, der endnu er en Muus igjen paa Boden". Før Drengen frem! Nu, Pige; du som talte saa ømt -- endskjøndt det var en Barnehaand, som greb mod Stjernerne -- om dine Sødskend, kast Had ei paa din Broder om han vidner imod dig. (En Retsbetjent gaaer.) Nannette. O det kan han ei. Mairen. Han maa ei anderledes. Nannette. Grusomt! mod ei for? Mairen. Saa vil al Ret. Den Lov er streng, men god. Den kaster bort som Sand al Følelse for Sandheds Guld at finde i Ruinen af Menneskenaturen. (Retsbetjent kommer.) SIDE: 297 Retsbetjenten. Vious Søn inat forkortet har sin Hals, fordi den sidste Retsdag vidned mod hans Faders. Mairen. Godt! Men forstyrr med Sligt ei Retten. Dog det viser grant Justitias Guddomlighed, at hun som Gud igjennem Ætten straffer, og hevner sig for Fædrene paa Børnene. Nannette. Barmhjertighed! o, for de Spædes Skyld, som jeg er Moder, skjøndt uskyldig Pige. I dræbe dem med mig. Af Hunger døe de, i Skoven vankende, som Fugleunger, hvis Moder tifold grusom Piil har skudt. Mairen. Vil du indbilde Mænd, at du er Moder som Tømmermanden Josefs Brud? At Aand kun skygged dig? Haha! Nu knæl ei; der langt er til Retfærdighedens Knæ. Hvad har du til dit Forsvar? Nannette. Nok ved Himlen, hvis Qvinder dømte. Dræb mig som en Kjætter; men piin mig ei for hvad jeg ei tør tænke. Mairen. Nu, skyldig eller ei, dog bedst der svares paa slige Spørgsmaal under Tommelskruen. Det skulde og, som gammel Praktikus, mig ærgre, om saa vigtig Forhørsform forsømtes, selv om den til Intet førte. Det kan jeg ei forsvare. Mand, friskan! (Bødlen nærmer sig med Tommeskrue.) SIDE: 298 Nannette. Hvad vil I? O skal Dette til? Rodriguez, er det jert skrækkelige Forsæt? O, Uskyldig! uskyldig! er mit Raab før Piinslen; i den mit Skrig betyde skal det Samme. Rodriguez. Nu kan jeg ikke hjælpe. Nannette. Saa vil Gud ei hjælpe dig, naar du for dette pines. Mairen. Snak ikke saa. Det ryger af din Fod. Din Arm ei kaster Skygge, om du løfter den mellem Sol og Jord. Skriv, Secretær, at Retten, tvungen af Sandsynligheder, saa lige Sandhed som et Æg det andet, og selv af Pigens Haardhed piint, gik over til lovlige Tortur. Afsted da, Bøddel! Og klem i Guds Navn til! Nannette. O store Gud! tillad dem ei den Synd? O giv et Tegn, som kan formidle deres Hjerter, og fra Synd dem frelse større end min Død! (Bødlen fører hende afsted til Marter- kammeret. Nannette raaber:) Uskyldig! Stands! Uskyldig! Mairen. Det er Veeskrig før Sandhed fødes. René (Til Madelaine) Ædle Frøken, tale ei disse Skrig for mig? Madelaine. Ei til mit Hjerte. (Nannette skriger.) SIDE: 299 10de Eedsvoren. For St. Dominicus er disse Skrig sød Psalmesang. Nannette (høres raabende) O stands! Uskyldig! O! Rodriguez! Rodriguez! Rodriguez (Afs.) Høist besynderligt det Skrig var just accentueret som Fanchettes. Kan da Sjelesmerte lignes ved Legemets? (Nannette skriger.) Mairen. Nu kom der sikkert Blod. Men bi til Kjødet mases frem af Fingren som Blommemarv, og Benet presses frem som Steen af Frugten! Hvilken Majestæt har ei Justitia, den eneste Gudinde, som overleved Hedningskabet, og som kjører knusende sin Seirsvogn end henover Mennesker! (Colin føres ind) Aha, det Vidne kan neppe tale. Rodriguez. Kun et Pust behøves, saa maa jo Skaalen synke. (Nannette skriger.) Colin (lyttende) Stygge Mænd, I gjør Nannette ondt. Mairen. Ja, Dreng, hun negter der er et Barn i Bækken. (Til de Eedsvorne triumferende.) Seer, I Mænd, det var et Spørgsmaal! SIDE: 300 Colin. Er det derfor? Ak, jeg er saa angst. Men pidsk kun mig, Rodriguez -- jeg siger det: der er et Barnebeenrad, et fælt, et fælt. I selv har -- Rodriguez (Afbrydende) Det er nok. Væk, væk med Drengen! Colin. Jeg vil til Nannette. Madelaine. Et Beenrad? Nei, et Barn som Søvnens Gud. Rodriguez. Hvad have vi meer Vidnesbyrd behov? Mairen. Slip Drengen udenfore Byen. (Colin føres bort) Bøddel, hvad nu? Bøddlen (kommende) Hun er besvimet. Skruen gjør ei mere Virkning end en Handske. Mairen. Bær saa hende ned i Fængselet igjen! Og gjør du rede dit Bestik. I Herrer, nu Intet er ivejen. Lad nu Viisdom Retfærdigheden krone med en Dom! en Dom, saa andre Retter kunne see til os, som Sømænd, rystede af Stormen til Castors Stjernehjem, og takke os, som Odelsmænd sin Stammefa'r, der brød med kjække Plogjern først Moradset op! (Retten raadslaaer, Bødlen bærer Nannette igjennem Retssalen.) SIDE: 301 Madelaine (Afs.) Gid jeg min Slagvandsflaske havde! Dog hvor taabelig en Angst! Er hun ei Kjætter, og burde døe, om skyldløs end i dette? Bør Tyv ei dræbes? Og har hun ei stjaalet fra mig hans Hjerte, kjædet til mit eget med Eeder, som maae kunne Satans Vinge som Sæk paa Ryggen binde! Det er nok! Hans Syn har hun fortryllet -- Trold bør døe -- hans Nerver døvet; men min Smerte vakt. Det er kun Selvforsvar; thi han er falden i mit Gebeet ind, styrtende sig i det Sværd, jeg holder udstrakt der med Ret. Jeg dræber hende ikke; thi hun er af Urnens sorte Stene alt bedækt. Mairen. Jeg beder, Herrer, skynder eder; thi min Datters Sygdom spænder mig i værre Tortur end Pigen. De Eedsvorne. Skyldig! Mairen. Det er dømt som af en Engel; thi en Engel har dog ikke meer end tolv Mænds Vet. Nu dømmer da Loven. Skriv -- Rodriguez (Afs.) Jeg frelste hende. Hun betaler nu sin Gjeld. Det mildner bort endeel Forfærdelse fra dette Drab. Men denne Tanke gjør, som Draabe Gift til Gift en Sjø, mit hele Sind vanvittigt: at jeg lidt, men ikke nydt: ei mere for evigt Nag end skyldløs Drøm kan give; SIDE: 302 at, Ovnens Flamme liig, min Lidenskab, fortærte kun sig selv i frugtløst Meed for Himmelen at naae; at over dens Anstrengelser Domsklokken et "Umuligt! evindeligt Forgjæves!" snart skal tone. O Skrækkeligt, snart har min Fantasi et fælt, mishandlet Billed kun at mane, og umant kommer det! Ei min Natur, der maatte nøje sig med Drømgestalten, kan taale at den skjændes -- nei! ha, nei! -- at denne usle Vellyst isner hen i Skræk, at Blod besudle skal de Former, som have i en luftig Skjønhedslinje dog tvingende som Aag og Kobberstempel, indringet Tankes Lys og Drømmes Mulm. Nei! nei! Jeg taaler ikke denne Qval, at Øxen skal det Legem sønderhugge, som jeg istand er til at rode op af Graven som Hyænen; at den Skjønhed ei overlever Livet en Secund, et Mindets sidste Kys, kun en Secund, tilhørende umættelige Øje; at hendes Liv, hvis Herlighed bortflød for mig, som fulde Strøm for Danaiders forbrændte Læber, ei en Efterligning af Liv skal skjænke, som tilhører mig; ei som nedgangne Sol en Efterglands, der et vellystigt Øjeblik endnu med matte Lys kan give Liv. Nei, nei! hvis hendes Skygge i min Evighed skal boe, da maa den ligne hende selv saa som hun var ifra Naturens Haand, ei som hun komme skal fra Bøddelens. (Høit) I Herrer! Et Ord til eders Hjerte fra mit Hjerte! Besynderligt, at Skjønhed, Dydens Aasyn, omskiftes ei, om dyden vorder Last. Saa er det her. I Barm, der synes liig SIDE: 303 en Engels Aandedræt, i denne Jords for kolde Luft til riimhvid Sky indstivnet, en smudsig-graa Vampyr af Hjerte hænger. I Øje, hvorfra skyldløs Sylfesjel, for hvergang det mod Himlen blikker, synes som mørkblaavinget Sommerfugl at stige, en Tanke svømmer om i falske Taarer, meer slugende end Nilens Crocodile. Dog er det Skjønne Værk af Gud, det Onde af Djævlen frembragt kun for hiint at haane. Lad os da ære hvad der er af Gud, just som vi ære græske Hedningtempler, men ei Afguderne, som boed der! ei sønderrive himmelskt Mesterværk, en Skaberprøve paa en ny, meer skjøn, med Stjerners Glandshud dækket Mennesk'slægt! Som hun blev skabt gjenvende hun til Jorden! Slig Skjønhed døe bør som et Maleri kun i en langsom Blegnen. Ære vi saa Menneskers, hvi da ei Skaber-Kunstværk? Lad Døden derfor snige sig bag Læben i vakre Blomsters Gift! Lad Døden i Violduft komme, bringe fagreste af Liv sin Hyldest i en taareformet Phiol af Sølv, og bøje hende sagte bagover blegnende paa Leiet! Ak, da -- (Tummel udenfor) Mairen. Frels os Sanct Renauld! I Jesu Navn hvad er paafærde! (Eedsvorne styrte til Vinduerne) 1ste Eedsvoren. Helgnen være lovet! Det er Toulouse ei, men spaniolen. Men store Gud, hvor seer hans Skare ud! Mairen. Ei, Borgere, saa er al Nød forbi. Beskyttet kan sin Gang nu Retten have. SIDE: 304 Eedsvorne. Nu maae vi hjem at passe paa! 10de Eedsvoren. Nu kan, og bør, for Compagniets Mod at qvikke, med pompfuld Strenghed Lovens Ord fuldbyrdes. Mairen. Saa troer jeg med. Rodriguez. Nu meer end før jeg ikke. (Josef bevæbnet og et Par Soldater komme). (Afs.) Ha, Han er her? Hvor fløi Toulouses Pile? Nu hurtigt maa det skee og skjult. Forsvinde maa Kilden, hvori han kan svælge, mens Tørsten mig forbrænder. Josef. Ædle Maire, min Høvding søger Ly bag eders Mure. Han æsker derfor Byens Nøgler, som han i et Væddeløb, der Livet gjaldt, har vundet fra Toulouse , der kommer efter. Mairen. Guds Død! Rodriguez (Afs.) Han smiler, den Forræder. Josef. Maire, Toulouses Bann're vaje alt paa Høiderne om Hautbrisson. SIDE: 305 Mairen og René. O ve! Madelaine. Hvad rager det vel jer? Jeg bærer det i Haab om Hevnen. Rodriguez. Du smiler, Skurk? Josef. Ja, her i denne Rede med Muur af Æggeskaller er dog bedre end paa den aabne Mark ved Sorguez, hvor jeg kaaret var til fils perdu. Mairen. O Jemini! Tag Nøglen. Der maa strax capituleres. Josef. Den Troe faaer nok min Høvding før i Haanden end i sit Hoved. Kanskee dog i begge paa eengang med eet Slag. (Gaaer) Rodriguez. Nu, vise Ret, jeg troer ei der er ret beleilig Tid til meer med Blod at tirre Sejerherren. Retspersonalet. Nei, nei! Rodriguez. Jeg skal besørge hentet ind, før Fienden kommer, Qvinde, der kan lave en Gift, der bringer Død som i et Kys. (De gaae). SIDE: 306 (Fanchette med Nannettes Sødskende under et Træ i Skogen. Hun har det fundne Barn ved Barmen). Fanchette. -- -- Nei, nei, Barn! den hvide Frue, som hvisked' med en Røst, der lød for dine i Feber tændte Nerver, høit og skarpt som Glassets, "at Nannette skulde døe", var ei Madonna. Nu, stirr ei saa did! Det er ei hende, men en Hyld i Blomstring, Barmhjertigsøsteren imellem Planter, der læger Syge og paa Graven sidder. Margot. Jeg kan ei glemme det. Fanchette (Trykkende Barnet fastere til sig) Ak, jeg har glemt! Jeg kjender ogsaa Virkelighed, meer end Febersyner rædsom, Febersyner, som ingen Sandhed kan i Fælhed naae, dog, til at see og føle, legemlige som Sandhed selv. Men alt er smeltet sammen til Skyer, som jeg ei vil undersøge, og som nu bære nye klare Himle. Den Viisdom har jeg vundet, at jeg aldrig vil ængstes, om der møder noget Galt; og den er just Forskjellen og det Fortrin, som Engles Viisdom har for Menneskets -- den Daare, som vil bade sig i Fryd, men ikke veed, at Sorgen er det svale, frisktvexlende i Badet. Margot. Ak, jeg veed: Nannette kommer ikke meer tilbage. SIDE: 307 Fanchette. Madonna elsker Børn. Bed da til hende. Det var ved hendes Under denne Lille kom efter fire Aar igjen fra Vandet som efter fire Timers Søvn. Margot. Jeg hørte -- Fanchette. Ei, Barn! den lille sorte Mand, som bøjed et glorødt Ansigt (som, Qvarteer ifra, liig Ovnen sved), udover Vuggen, og til hvide Dame hvisked: "jo hun sover; hun hører intet," var ei Djæv'len, men Skriveren René . Tro ikke Sligt! Det gjør dig syg igjen. Margot. Jeg er saa angest. Jeg hørte tydeligt -- Fanchette. Hvor kan du græde, som seer min lille Engels Smiil? Margot. -- -- Hun stod med hævet Slør, just ligt hiin Hyldegreen, som fuld af Blomster gaaer for Vinden, i vor Dør, da hørte jeg hun sagde med den fæle Stemme til den sorte Mand: "Hvad rager os, om Barnet end er borte? Vi saae det jo paa Træets Rod i Bækken. Det er dog hendes Skyld, og ikke vor. Men husk, om end hun ikke -- " (brister i Graad) Fanchette (springende op) Barn! for Guds Skyld! Død eller Liv! Meer! meer! SIDE: 308 Margot. Ja Fruen sagde: "husk, om det dræbte Barn end ei er hendes, saa maa hun for Rodriguez' Skyld dog falde." Fanchette. Hvad? Rædselsbarn! Hvad! hørte du? O nei! du laae i Feber . . . (Bøjer Hovedet mod det spæde Barn) Margot. I min Feber hørte jeg Blomsternes Musik. Jeg hørte Tonen i Rosens Farve -- det var Cymbelklang -- og Akelejens Horn og Græssets Fløite og Liljernes Basuner. Engle saae jeg tale; thi fra deres Pander straalte hver Tanke ud som mangefarvet Lys. Dog havde hveren Straale, Orglets liig, sin egen Tone. Men jeg fatted kun, at Meningen var Fryd, i Pragt forkyndt. Og mellem Englene kun een jeg kjendte, som bøjed ofte Panden over mig -- da var det som om paa min hede Kind en liflig Svale dugged ned i Lys -- ; det var Nannettes Ansigt. Ak, da hørte jeg hine Røster, og blev frisk af Skræk. Fanchette. Du dræber mig. Det Rædselslys mig blinder. O Helved lyser gjennem sine Revner! Bi lidt! Oh derfor var du syg? din Feber i vilde Gang et Hjul, som mig skal knuse? Jeg seer det. O det er et Lys! Mit Barn har seet det: hergjennem Brystet, liig et Lyn fra Sky til Sky, forplanted sig min fæle Tanke til dets Hoved. Ak, det bliver bedst, jeg giver Slip paa dig, som kan ei die dig med andet end SIDE: 309 den Skræk, du suger af mit Kys. Se derfor du smiler meer ei, Barn. Jo smiil igjen! Jeg er din Moder. Andet er umuligt. Jeg er din Moder, meer end andre Mødre; thi Himmelen togange gav mig dig; og jeg har kjøbt min Ret til eget Barn for Kjærlighed til Andres. Var jeg ikke, jeg vilde være det . . Nei denne Tanke er reent vanvittig, at jeg ikke er mit eget Barns Moder. Ak Margot, din Feber smitter mig. Ulykkesbarn, jeg kan ei længer elske dig. Du er Dens Søster, som vil røve mig mit Barn. Jeg vil tilbagegive dig Nannette. Saa skifte mellem os vi vore Børn. (Gaaer med Barnet.) (Skogsletten. Colin ved Bækken. Fanchette kommer). Fanchette. Jeg hører Tummel. Kommer hun? Mon nu for førstegang Rodriguez ei bedrager? Colin. Fanchette! ak, gode Fanchette, hjælp mig! Fanchette. Ah, Barn, velkommen hjem igjen til Skogen, du lille Fugleunge! Colin. For Guds Skyld, hjælp mig! De pine Nannette fordi hun er saa taabelig at negte der er et Barneliig i Bækken. Jeg har selv seet det i Hvirvelen. Se der! der saae jeg et Been. Fanchette. Hvor? hvor? Du raser. Hvor? SIDE: 310 Colin (arbeidende) Der! Se der hvidner det bag Stenen, som Herr Rodriguez væltede over. Han vil pidske mig, men for Nannettes Skyld vil jeg bære det lige hen til de onde Mænd paa Raadhuset. Fanchette (Slipper Barnet i Græsset) Hvor? Der er sort. Hvor er mit Barn! Jeg seer ei . . Hold fast! Hør Vandet bruser, Frels! o frels! Mit Barn drukner . . frels! (segner om) Colin. O Fanchette! stakkels Fanchette, som blev saa bange. Colin er ikke bange; Fanchette, se lille Colin er ikke bange for Nan- nettes Skyld. (Bøddlen kommer) Bøddlen. Nu, er hun her? Hej, Moer, staae op! Retten kræver din Kunst. Fanchette (Reisende sig halvt) Hvor er mit Barn? O vær barmhjertig! hvor er mit Barn? Colin (Rækker hende Barnet) Se der, og nok saa friskt. Fanchette. Bort! Det er ikke mit. Men her, kom Mand! (Fører Bøddlen til Bækken) Se her! der er det. O, nu seer jeg klart tilbunds som før, dog ei med Vandvids Øje. Et Skjæl er faldet fra. Dog er for skarpt det St.hansorme-Lys fra disse Been. Se vel til Bunden, Mand! Det er mit Barn, som skinner der, ei dette, som jeg troer er født af Bækkens Skum. SIDE: 311 Bøddlen. Ei hvad Galqvindsnak! Følg mig, Rætten kræver dig . . Fanchette (sløv) Jeg veed det. Bøddlen (Afs.) Det er noget underligt Guddommeligt i Galskabs Framsynthed. Fanchette. Oh, du er Bøddlen? Det er rigtigt. Vel her er jeg. Du har glemt mig fire Aar. Bøddlen. Jeg kræve kun skal eders Kunst. Man veed I kjender Urter, giftige som sunde. Mit Ærind derfor er at bede jer, at lave os et Bæger kraftig Gift til En, som er for god for mig. Fanchette (sløv) Da er det ikke mig. Bøddlen. Nei vel, en Barnemorderske. Fanchette. Da er det mig. Du kom tilpas. Thi se der under Orren voxer endnu den blodplettede Skarntyde, som jeg krysted for Modermelken i Rodriguez' Barn. Den svulmer fuld af Gift, men vil gaae ud, naar med min Død dens Livsmaal er opnaaet. Og her er høje Purpur-Digitalis, en Konge liig i staalblaae Hær af Stormhatte; Pigæble der, meer mordiskt en din Øx; SIDE: 312 der Daphnes bloddryplige Bær, mordskumle Gifttyde -- Du behøver neppe meer forat forgifte Rhonen. (Plukker Urterne) Bøddlen. Nok, kom nu! Fanchette. Siig, veed du, om Herodes først forgav de Børn, han kastede i Brønden? Jeg har troet det var mindre Pine. Bøddlen. Snak! Jeg har Befaling flux at føre dig igjennem skjulte Port. Fanchette. Støt mig! Jeg vakler; dog ei i det, jeg veed jeg har at gjøre. Thi jeg for Moderens fik Parcens Høihed! (De gaae). (Udenfor Raadhuset. Josef med andre Soldater paa Post. Don Gaspard og Rodriguez spadserende forbi). Don Gaspard. -- Det gjør mig ondt for Eders Søster. Rodriguez. I faaer gjøre Alvor af det. Don Gaspard. Nu, javel det gav et Gjæstebud ialfald efter Strabadserne. Men naar jeg siger jer, det gjør mig værre, at jeg Spas gik galt, saa seer I Bunden af min Elskov. SIDE: 313 Rodriguez. Don! Jeg kræver jer til Regnskab. Don Gaspard. Ei, I er tungsindig! Meer I ligner mine Landsmænd, jeg eders. Men, hvis endelig jert Tungsind behøver Blod til Lædskelse -- velan! jeg contrastevner jer med Kaardespidsen, fordi I paa saa jammerligt Beviis vil dræbe Egnens Skjønhed. (Rodriguez skjærer Tænder) Ah, jeg mærker, at eders Tænder løbe end i Vand. (Til Vagten) Pas paa Krabaten der. Han maa ei sættes paa Volden. Rodriguez (Til Gaspard) Jo, hvis Fienden skulde storme. Don Gaspard. Forgjæves! Som mod Broens spidse Hjørne sig dele Fiendens Strømme hvor han staaer; og Pileskyen føres ad hans Sider med dobbelt Død paa hver, mens han er urørt. Der er en gammel graa Fanatikus hos Fienden -- den Samme, som forærte i Løsning mig for ham en Pung med alskens Udfeiningsgods, som gamle Kroner, Maljer af Sølv og Ringe -- Han er Karlens Skytsaand. Han tager altid Pladsen ligeover, og taler godt hos sine Sidemænd for ham, saa, hvor vi styrte frem med ham imellem os, i sortest Piilregn er en Aabning, hvori Himlen skinner ned, og hvori Lærke rolig kan slaae Triller. SIDE: 314 Rodriguez. Troer I at Byen holder sig? Don Gaspard. Javel, hvis jeg kun holde kan paa Borgerne. Jeg gaaer at spærre Porten meer for dem, end for Beleirerne. (De gaae) Josef (mumlende) Gid Jeg den aabned! (Fanchette og Bøddelen kommer) Fanchette (Til Josef) Du kan ei, Josef. Josef (forskrækket) Hvad? Fanchette. Jeg læser i dit melancholske Blik Forræderiet. Det saaer det ud i Sandet, og din Landse indgraver det deri, det rager frem i dine kummerbøjde Skuldre, og i dine sygelige Træk fremglimte dets Uveirsmærker, i dit Hjemveesmiil det spiler Vingen. Josef. Ei jeg dølger, at jeg hader denne Tjeneste. Fanchette. Det bør du til du kan sprænge den. Josef. Jeg ei forstaaer dig. Er ogsaa du min Fiende? Du har den samme Grund; thi Ingen Ondt jeg gjorde. SIDE: 315 Fanchette. Saa just begynder hver en stor Bedrivt, ond eller god (og saa begyndte min) med at vi ei forstaae vort eget Hjerte. Hør efter! Ei Forræderi der gives undtagen mod det Bedre. Alt det Slette er efter sin Natur den Ost, hvori Forræderiets Orme yngles, og hjemfaldet Døden, som det bedst kan skee. Det er kun Magtens Sprog, som nævner med uærligt Navn den største Ærlighed: at lyde vor Samvittighed mod Verden, den største Riddersdaad, forvist antegnet i Himlens gyldne Bog, at løfte just forbudte Skjold, naar Solen falder bedst, og Dragens Hoved slumrer trygt derunder, og Tiden er, da Liv er værd mod Liv. Josef. Ah! troer du saa? Fanchette. Vist! Ei det er Forraad, om vi erkjende ei hvad Andre os paabandt mens end Aanden sov. Ei er Forraad det, om vi bryde hvad vi tvinges ved Tiders Lov og Øieblikkets Aag at taale; men at bryde hvad vi hylde i Hjertets Tempel, hvad vi dyrke der med Sjelens Flammer, dræbe hvad vi elske, og krænke hvad vi ære. O det er et Helligaandsforraad! Men som du er, saa vær, og vær det for Alverden, naar sin Ørnevinge Klogskab kan slaae ud, og flyve med Begeistringen omkaps! Josef. Saa er det. Ja! SIDE: 316 Fanchette. -- Og ofte Tiden er lagt i en Enkelts Haand, og med sin Evighed er han for Øjeblikket da ansvarlig. Ubøjelige Regel derfor lyder: vær hvad du er; og, kan du, som du er. Du er født at dyrke Paven som en Gud; den Eed blev i dit Hjerte fæstet, før Liv det følte. Du har revet ud dens Tvekrog -- Ret! -- din unge Sjel blev bøjet i Massens Spalier langs Kirkens Væg. Du har nu voxet anderledes, for at naae den frie Himmel -- Ret! -- Dig er lagt Sværd i Haand imod dit eget Hjerte; nu tænker du at vende det mod Fiendens. Og det er største Ret. Derfor, da du har været hvad du er, saa glem ei heller at være som du er, naar du det kan! Og det er nu! (Hvidsker) Hør hid! Ved Foden af det røde Taarn en Udfaldslaage findes, kun skoddestængt, for mig at føre ind, og end i Nat den uforskandst vil staae, for hurtig ind at lukke Lægen til den gamle Maires Datter. Budet sneg sig ud, da jeg kom ind. Forstaaer du? Bøddlen. Nu, hvad hvisker I der efter? Fanchette. Jeg fortæller den stakkels Karl, at disse Urter just vil gjøre Pinen kort nok for hans Brud, der er herindenfor til Døden dømt! Josef. Hvad? hvad? Fanchette (med Fingeren paa Munden) Saa er det. Derfor vær bestemt. (Gaaer). SIDE: 317 (Aften. Narcisses Sygeværelse. Ammen ved hendes Seng. Mairen lister sig ind). Mairen (sagte) Cathrine, fantaserer hun endnu? Ammen (sagte) Tys! ja; op og ned om Barnemordet. Hør bare -- nu hvidsker hun, men vil snart tale høit nok. Narcisse. -- -- Saa ride Gaspards Ryttere op om Skafottet, og han Selv holder ligefor med den sorte Hanefjer paa. Saa triner Bøddelen op, og rager opover Alle, som et brændende Taarn. Mon jeg skulde være klædt i Hvidt, Cathrine? O det er dyre Øjeblik. Ammen (grædende) O Gud forbarme sig! Mairen (halv høit) Du skulde have Skam, Kone, om du har fortalt hende noget om hvad det passerede inde paa Domssalen. Ammen. Nei, saasandt -- Hun er bleven værre siden Compagniet drog ind. Mairen. Tys! ud! Fordømte Sladderqvind! ud! (Ammen gaaer). Narcisse. -- Hu! der tager han Øxen frem og kjender om den er skarp, og en Sax til mit Haar. O Naade! Naade! tag mig ikke i mit Haar! Naade! Naade! Mairen. Det er jo mig, stakkels Barn! din egen gode Papa. Vær rolig for Pigen: hun skal ikke døe ved Bøddeløxen, men stille ved Gift naar det gryer ad Dag, ja stille som en Stjerne slukkes ud, som en Tone sagtner hen. Narcisse (forundret) Hvem? Ah! dette er er jo min Seng? Ak, min stakkels Fader, jeg har grædt for dig. SIDE: 318 Mairen. Narcisse, stakkels syge Barn, vær rolig! Jeg har sat ud en Priis, -- saameget Guld, som Sværd og Bidsel veje -- for den Rytter, som henter mig fra Avignon herind Dødstvingeren, Araberen El Tahir. Narcisse. Hvem meldte sig? Don Gaspard? Mairen. Nei, mit Barn, ei han -- en simpel Rytter. Narcisse. Ikke Han! en simpel Rytter? Mairen (Afs.) Dumt, jeg ikke løi. Narcisse. Nu ja, jeg gifter mig med ham. Mairen. Mit Barn, styr disse vilde Tanker. Narcisse. Troer du ei, at simple Folk har Ærlighed? Mairen. Jovist, før meer end Andre. Narcisse. Mod? SIDE: 319 Mairen. Jovist. Narcisse. Da er slik Karl jo bedre end Don Gaspard, og jeg, som mig holdt for Denne ei for god, for ringe for slig Karl. Men troer du, at Fornuft de eje, som befaler dem? Samvittighed, som kræver dem til Regnskab? Mairen. Tilvisse, Barn. Narcisse. Hvi dræbe I dem da for deres Tro? Troer du de elske denne og deres Hjem? Hvad Kuben er for Bien er Troen for Fornuften: skal den due, da maa den have bygget selv den op. Da er den kjær, og did tilbagevender den fra sin Sværmen. Mairen. Du har Ret. Narcisse. Hvi tvinge I Aanders Tro da ind i Magtens Form? Hvi fængsle Bier I i Hvepserede? Hvi har man slæbt et Menneske i Kamp mod sine Troesbrødre? dømt hans Brud for hendes Tro tildøde? Mairen. Ikke derfor. (Afs.) Der seer jeg Spidsen af Cathrines Tunge. Gid den var brændt med Glødjern! (Høit) Barn, ei derfor. SIDE: 320 Narcisse. Nu, hvorfor? Mairen. Hun er ikke værd din Tanke. Narcisse. Er Hun da en vanæret Jomfru? Da vil Jeg ei kaste første Steen. Mairen. Tænk ei paa hende. Hun er værre end Chimæra. For Roms Ulvinde maa hun blues: Hun har dræbt sit Barn. Narcisse (Med et Skrig) Sit Barn!? Mairen. Gud hjælpe mig arme Mand! Narcisse. Nu gjorde du det Samme. Sit Barn? Umuligt! Det kan En kun gjøre. Mairen (Hændervridende) El Tahir! O El Tahir! frels mit Barn! O Gud forlade dig, som tøver! Barn! vær rolig, søde Barn! Narcisse. Siig blot, tilstod hun? For Himlens Skyld saa svar! Mairen. Nei, Datter, hun var selv for haard for Pinebænken. SIDE: 321 Narcisse. Ve! Uhyre! Hun blev piint? O Piinsels Piinsel! Igjennem Luften komme hendes Skrig at pine mig. De pine mig -- O rædsomt! Hun negted dog; dog dømte du? dog voved du at fordømme! Voved du det? Mairen. Loven . . Narcisse (Haanleende) Ha Loven! Jeg vil plukke denne Lov, og klistre den i Rettens blinde Ansigt, hvori hun sprøitede sin Uskylds Dug og Fingrens Blod forgjæves. Arme Mand, du veed ei hvem du dømte. Dog, er det ei saa? Du sagde, at hun skulde døe ved Gift naar Dagen gryer? Mairen (Afs.) Hun mindes det. Besynderligt! (Høit) Jo jo, ved Rettens Gunst. Narcisse. Jeg takker. Det var mere end fortjent. Nu vil jeg op. Mairen (holdende hende tilbage) For Guds Skyld, Barn! Narcisse. Jeg er jo frisk; saa frisk. Jeg sværger det. Mig Feb'ren forlod. Du gav mig saadan iiskold Drik. Mairen. Ak, kjender du mig ikke, Barn? Narcisse. Du er min Fader jo? den gamle Dommer? O velsign mig! (Støder hans Haand tilbage) SIDE: 322 Nei, du kan ei længer med slik Dommerhaand. Den vilde dryppe paa mit Hoved kun en dobbelt Tyngde Blod. Og jeg vil ikke have hendes -- hør! jeg vil ei have hendes -- hører du? -- om Areopagus mig vil det skjænke. Tilgiv mig blot, og gaa! -- Jeg beder eder -- saa bli'er jeg frisk -- Farvel! Farvel! O gaa, jeg beder, gaa, saa bli'er jeg frisk! Farvel! Farvel min Far! Farvel! Mairen. Jeg gaaer til Kirken. Den skal straale hele Natten af Lys, liig udhult Berg af Diamant, og alle Præster skulle bede, at til Sundhed denne Krisis maa sig vende. (Gaaer) Narcisse. Til Sundhed? Ja til Sundhed i Beslutning, saa vist som at Forbrydelsens var syg. Det er bestemt. Et Lod faldt i mit Hjerte, og knuste Tanken -- fælere end Mordets -- at Retten dræber, ikke jeg. Velan, ja Retten skal nok dræbe, men den Rette. (Ammen kommer). Ammen. Hvor er det med dig, Barn? Narcisse. O meget bedre. Imorgen er jeg frisk. Sæt dig kun trygt i Sovestolen. Ammen (Sættende sig) Ah, hvor godt og mygt! SIDE: 323 (Nat. René og Madelaine paa en Altan. Josef ligeoverfor ved Raadhuusporten paa Post). René. Frøken, Hihi! herfra kan I see Luen paa Hautbrisson. (Afs.) Alt som den flammer, slukkes min. Madelaine (kjælen) René! lille René! René (Afs.) Frøkenens Yndigheder tage sig mindre og mindre godt ud i denne Belysning. Madelaine. Det er blot Sparværket i det ene Taarn, René. René. Ja endnu. (Afs.) Regner jeg efter, kan Skaden endnu dækkes med 20 Egetræer fra Skoven. (Høit) Hei, nu tog det i Fløjen. Hihi, Frøken, kanskee I ved dette Lys kan see hvilket ivrigt Middel jeg var til at skaffe jer Hevn over Rodriguez; og før Sol gaaer op ere eders Medbeilerskes Yndigheder blevne for blege. (Klokken slaaer) Nu er der en Time til. Josef. Nannette, Frelsens Time slaaer, da jeg kan være, ei blot hvad, men som jeg er. (Gaaer). Madelaine. Ei, lille René, jeg troer I var et Middel i Alles Hænder; men lad os ikke huske paa det. Coninges staaer dog endnu. Du er kold paa Haanden, lille René. René. Se den Knegt, der har han forladt sin Post. SIDE: 324 Madelaine. Det gjorde I ogsaa for Retten. René. Men Rodriguez kom i en slem Knibe. Hihi! og maatte tage min Rolle. (Afs.) Ligesom Du nu tager Frierens, fordi du har Jomfrukrampe. Madelaine. Derfor er jeg dig ogsaa kjærligere, eftersom jeg overvejer Alt. René (Afs.) Ja først og fremst dine Aar. (Høit) Jeg overvejer ogsaa Skaden paa Hautbrisson. Madelaine. Coninges staaer dog endnu: 40 Huse. René. Ja der boer Bønder. De spares nok af Bønder. Det er skam et Plus. Men Hautbrisson gaaer fløiten -- hei, der faldt Klokke- taarnet -- for eders Strenghed mod Kjætterbørnene. Hihi! Jeg skal vædde den gamle Pelorce er Fyrbøder, saasom det er Hellighedens Grundlov, ikke at sætte sit Lys under en Skjeppe Men gid jeg kunde blive Forvalter der under det nye Herskab, saa skulde nok Slottet komme op igjen, Skoven ned, og det Hele blive mit. Hihi! Madelaine. Det kan det nok, lille René; men ikke under det Herskab. Hvorlænge vil det Herskab vare? René (Afs.) Det var skam atter et Plus i Frøknens Regning. Madelaine. Konnetablen af Frankrig staaer i Qvimbertin. Og Valdensere brænde ligesaa godt som disse Planker. SIDE: 325 René (Afs.) Atter et Plus. Det er nok bedst at benytte Vinden mens den blæser. Ingen Orcan er stærkere end Giftesygen, men heller ingen meer omvexlende. Den kan falde paa at gifte sig med Mohrianer og Monstra. Madelaine (Lægger Haanden paa hans Skulder) I er adspredt, René. I sukker . . . Ak! René. Ak! jeg tænker paa min Kjærlighed, hvorledes den luer som dette eders Slot, og vil snart kun levne en usel Aske af mit hele Væsen. Ak! Madelaine. Det er længesiden I gav den Luft, Monsjeur. René (knæler) Dyrebare Frøken, se -- (Springer op) Tys! Madelaine. Der kan I see, I tænker ikke paa eders Kjærlighed. René. Jeg syntes jeg hørte Lyden af at Byens Vindebro faldt ned. Men det er Intet. Gid Vindebroen til Eders Hjerte faldt ned! Madelaine. Nei, nei! Jeg vil gaae i Kloster! René (Paaknæ) Ak, dyrebare Frøken, se dog: som eders skjønne Slot flammer ned, saa flammer Glandsen af min Uegennyttighed højere. Madelaine. I frygtede mere for Rodriguez' Blik end for mit. Det vilde jeg aldri tillade at I gjorde selv for Djævelens, om jeg tog eder til Naade. Nei, nei! Som mit Gods blusser ned, slaaer min Stolthed højere sine Flammer. SIDE: 326 René. Ak, Naadige, jeg er en svag Sjel. Derfor -- jeg beder -- Madelaine. Ja, I er en svag Sjel. Derfor vil Lydighed være eder en Prydelse. René. Befal! -- Madelaine. Imorgen gifte vi os, René. René. Imorgen? (Springer op) Ja imorgen, imorgen! Og Gudskee Lov, der vrimle Fienderne nedad Borghøiderne om Hautbrisson. Madelaine. Ja imorgen, René, naar min Medbeilerske har drukket vor Bryllupsskaal. (Nat. Fængsel. Nannette slumrende. Fanchette med Barnet. Paa Bordet Giftbægeret og en Lampe. Høit oppe et Gittervindue.) Fanchette. Hvor underlig en Sjel! hvor frit et Valg! Hun negter sig den største Fryd: en Moders; men griber Søvnens usle, skjøndt hun veed, at disse Timer ere Livets Aften og første Gry Frembrud af Dødens Nat. Er dette Svaghed eller Kraft? Jeg gyser ei for Forbrydelsen som for slig Kraft, hvem Ro i Ondt som Godt er Lov, og hvem ei Straffen skrækker meer end Synden ængsted'. Jeg ei bebreider dig; thi selv jeg ei har altid fattet min Natur. Det veed jeg at jeg, som myrdet har mit Barn, kan ei en Flue dræbe; at den første Fryd, SIDE: 327 mit bange Væsen føler med Fornuft, er Tanken, at jeg døer for dig, som har et Barn at leve for: den Tankes Sødme, som du, mit Barn, maa smage hvor du er, at dig din Moder offrer nu din Morder. Et Barn jeg dræbte, men jeg frelste et. Da maa vel Jorden, uden Krav, mig lade med Himlen gjøre Regnskab. Jorden faaer Gevinsten jo: en Moder for en Morderske, en livsfrisk Qvinde for en ussel Skabning, som kan kun blive frisk i Døden, hvis den himmelske Barmhjertighed er nøisom. Jeg troer det, ja for denne Lilles Skyld, som viser med sit faste Favnetag, at han fandt Kjærlighed ved denne Barm. Jeg troer det; thi en Marmor-Ro mig fylder. Jeg føler mig som denne Qvindes Parce, et fremmed Højere i mig, og dog mig Selv saa klart som ingensinde. Jeg er mod mig Selv Gjengjeldelsen, mod hende, ved Himlens Naade, Gjenerstattelsen Lægger Barnet i Nannettes Arme). Se der! Forkast nu Himlens Gave ei! Hvis ei Naturen lærer Kjærlighed, da er kun Lidelsen den Kunst, som kan det. Naar du opvaagner, drik da Livet af din Spædes Mund, som jeg har drukket Døden af Læberne, mit Barn i dette Bæger mig rækker til Forsoning. Læs da i livstomme Øje og i dødstomt Bæger, at her har Gud, ei Mennesker holdt Dom. (Lytter) Snart kommer Frelsen -- o, at denne Mordhaand maa sende den, er Honning i min Gift. Da kan du vende hjem til dine Smaae, og skjænke dem -- o, atter faldt et Dryp fra Himlen, en Madonnataare i mit Bæger -- for den ene Lilles Skyld SIDE: 328 en Kjærlighed, saa riig, at af dens Sødme nedflyder Draaber i dit eget Saar. Det gryer -- o snart! Men det er ikke Morgnens, men Faklers Beegglands, som paa Gittrer spiller. Det maa saa være. Tiden er snart opfyldt, og Giften syder op i moden Gjæring. (Tummel) Man raaber "Hevn for Pigen!" Det er dem. "Toulouse!" skreg man. Det er dem . O snart er al den Tummel fremmed Aandehvisken, liig Taagers Gliden, Miner uden Lyd; men -- ve mig! -- Aanders Hvisken som en Torden. (Stiger op til Gittret. Narcisse kommer) Narcisse. Hun sover -- Søvn er Uskylds bedste Ansigt, som Døden er Forbrydelsens. Thi Hvo vil da vel see paa den med Haan og Vrede? O hvis jeg, kjære Smertesøster, turde din pinte Finger kysse? Nei, du vaagner, før jeg har dig betalt min dyre Gjeld: det Liv du af mit sidste Suk skal arve. (Knæler for Nannette ) Tilgiv mig for min Døds Skyld! O, jeg tør ei dit Aasyn see, for ei at see min Dom; kun fjerntfra dunkelt disse Lemmer, som for mig i Piinsel straktes, Christi liig. O hvert Secund jeg lever er Bedrag mod mig. (Springer op og drikker Bægeret ud) Saa! Er det nok? Gid der var mere! Fanchette. Jo det er Frelserne. Jeg hørte Josef. Forbarm dig, Barn i Himlen! lad din Moder ei længer være skilt fra dig i Helved, end Livet vilde varet, hun dig røved! (Stiger ned. Seer Narcisse ). Oh, er du vaagen, kjære Pige? Du er frelst. SIDE: 329 Narcisse (segnende) Saa haaber jeg. Franchette (Seende i Bægret) Hvad? Himmel! O Hvo er du? Narcisse. Just den Rette .Døden er retfærdig: først den naaer de grumme Hænder. De ere døde alt; hjælp derfor, at bedække mig med Sløret, at jeg kan fra Jorden, som en blodig Hem'lighed fra Bryst, mig snige. Ah, nu aander Døden alt i min Barm! Tilgiv mig, mens jeg hører. Jeg seer dig ei . . Fanchette. Rodriguez' Søster? Himmel! Narcisse. Ja Mairens Datter. Mig min Fa'r har dømt. Thi jeg -- kun Du bør vide det, som leed -- jeg -- o det brænder meer, end Giften -- har dræbt mit Barn, Don Gaspards Barn. O beed med dine knuste Hænder -- beed! . . Fanchette (Griber Barnet) Du Arme, her er dit Barn! Det lever . . hør! det lever . . Narcisse (Famlende) Umuligt! Hvor? Her! her! Mit Hjerte har endnu et Slag -- (Fanchette lægger Barnet ved hendes Hjerte). Fanchette. Ak, ikke fleer! (Seer i Bægret) Og heller ei Draabe Gift for mig. (Barnet skriger) SIDE: 330 Du stakkels Barn, du kalder mig, du trænger til en Moder. Ja Gud har dømt, at jeg for dig skal leve, og sone ud ved Kjærlighed min Synd. (Tummelen tiltager. Den gamle Forpagter og Josef styrte ind) Forpagteren. Mit Barn! Hvor er mit Barn? Josef. Nannette! Nannette (drømmende) Josef! Josef (tagende hende i sine Arme) O du er frelst! Nannette. Jeg følte ikke Døden. Forpagteren. Du lever, Barn! Men Døden følger os. Mit stakkels Barn! kom! kom! Josef (Til Fanchette) Kom, Frelserinde! Til schweitzersk Afdal flygte vi, hvor Fred af Alpen skjænkes Tro og Kjærlighed. (Bærer Nannette bort. De Andre følge. Tummelen tiltager. Mairen, Rodriguez, Don Gaspard , saaret. Madelaine og René flygte ind i Fængslet. Rodriguez. Hvor gyseligt, at dette Sted just er vor sidste Tilflugt! (Seende Narcisses tilslørede Skikkelse). Ve, hun er alt død! O skrækkeligt! alt død! SIDE: 331 Mairen. Hvo kan nu tænke paa Sligt! Narcisse! ak Narcisse vanker forvildet om i Ødelæggelsen. René. Hvor rædsomt lyder Skriget gjennem Byen: "Hevn for Pelorces Barn!" Gud fri mig Arme! Det er jer Skyld, Rodriguez! Madelaine. Her er værre med dette Dødens Syn for Øje end derude mellem Morderne. Ve jer, Rodriguez -- Alt er eders Skyld. Don Gaspard. Ja -- gid jer Satan tog! -- jer er den hele Skyld, som lokked mig at presse Karlen, der har os forraadt, og maatte os forraade. Mairen. Ve dig, Rodriguez, for din Søsters Liv! Det din Skyld er. Vor stakkels Byes Brand maa sætte din Samvittighed i Kog. Rodriguez (kold) Jeg veed, at Alt er min Skyld, ikkun min. Dog offred jeg end engang op det Hele, og daled leende i Helved med Forbandelsen for Byens Undergang, hvis denne Ene leved'. (Peger paa Liget) Jeg vil see, om ogsaa du mig døende har bandet. (Løfter Sløret. Tumler tilbage). SIDE: 332 Mairen. Hvor kan du endnu over Gravens Rand forfølge denne Lidenskab? Rodriguez. Bed Gud, at Flammerne maae naae dig før du seer, hvem du har rammet med din Dom. Mairen (Tager Sløret af. Skrigende) Mit Barn! mit Barn! (Segner om) Rodriguez. Hun var ei saa uskyldig, som Den, du dømte. (Til Gaspard, dragende sin Kaarde) Skurk! Du synker ei i Jorden? Jo du skal for hendes Fødder. (Gjennemborer ham) Don Gaspard (døende) Du kunde spart dig det. Se der! (En Kriger stikker en Fakkel indigjennem Gitteret, og antænder Taget. De Indsluttede opløfte et vildt Skrig). Rodriguez. Nu maa jeg dig din Død misunde og min Fader hans Afmagt. Madelaine. Du Forbandede! Rodriguez. Du kyssed min Fod, om jeg dig gav lidt Luft. René, holdt jeg ei Løftet? Ak, den Stakkel er SIDE: 333 alt død af Skræk. Vi To kun leve for at lide Straffen. Ogsaa det er Viisdom. (Seer mod det brændende Tag) Saa maa det just see ud i Helved selv. Stemmer (udenfor) "Hevn for Pelorces Datter!" Rodriguez. Hun er hevnet. Og Gud har dømt -- (Taget styrter ned). Anm.: Stykkets Fabel er ikke historisk. Henrik Wergeland SIDE: 334 NORGE I 1800 OG 1836 SYTTENDE MAI-FARCE AF SIFUL SIFADDA OPFØRT I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND 17. MAI 1836 Personerne: Bernt Anker, Kristen Pram, Envold Falsen, Ankers Envoyé, Tre Snyltegjester, Jack, en Neger, Forskjellige Personer, hvorimellem Fanden. Anm. Blandingen af forskjellige Sprog var karakteristisk for Bernt Anker; vel endog for hans Tid. Den Tone, som hersker i et Par af Sangene i 1ste Akt, der ellers ere efter en senere fransk Forfatter, Beranger, var ogsaa karakteristisk for den Tids fornemme Bonvivants. AAR 1800 (Værelse paa den collettske Eremitage Fladeby. Christen Pram med et Brev i Haanden. Bag Bag- teppet høres Taffelallarm og det første Vers af "For Norge Kjæmpers Fødeland"). Pram (Mens man hører Pokuleringen efter Verset.) Enthusiasmen for gamle Norge er stor: man drikker imellem hvert Vers. Men denne Sang er en stor Spaadom og alle Nord- mænds Sammensværgelsesformular for det ulykkelige Fædre- lands Befrielse. Men herhjemme er der isandhed mindre Melan- koli i den, end naar Nordmændene synge den i Danmark, hvor den har noget af den taarevaade Aande i Israeliternes: "Ved Babylons Floder vi grædende sad". Men for Pokker, Bernt Anker, disse Karle, som nu skraale Slutningslinjerne omigjen for at faa Anledning til at drikke togange, ere ikke Fædrelands- befriere, og neppe dygtige og villige til at bryde andre Lænker end Staalvirringen om dine eller Værtens Champagneflasker. (Man synger 2det Vers. Pram læser Brevet, og siger under Pokuleringen:) Hvilken besynderlig Sammensætning er du dog ikke, Bernt Anker! af et Hjerte saa ordnet i sin ædle Organisation og fyldt med al Velviljens og Menneskekjærlighedens Sødme som en Bi- kube med sine honningfyldte Celler, og af et Hoved, hvis hele Indhold af Forfængelighed, Ustøhed i Tankegangen, Adspredthed SIDE: 335 i Kundskaber, Livlighed og Distraheren ad sandselige Veje, netop ligner Bisværmen som den i vild og vindig Uorden kaster sig over Markerne! Dette Brev afpræger dig ganske med sin bund- tede Stiil og Floskuleren i alle europæiske Sprog, mens dets Indhold forøvrigt er lutter Velgjerninger mod denne Kraabøll eller Jess Holmsen eller andre deslige Karle. (Man synger 3die Vers. Under Pokuleringen siger Pram:) "Og for de norske Piger!" Ja for Gud tror jeg ikke Bac- chanterne have Damer i Laget. Det maa være Bacchantinder. Det forekom mig som -- Hei, Jack! (En Neger kommer i Liberi). Hvad er det for Damer derinde? (Jack griner i Skjægget). Nu Jack! (Jack peger grinende paa et Maleri, der forestiller mythologiske Figurer). Aha! Jack (leende). Det er Kathrine, Bella og Karen bare som Gudinder, der skjænke Kaffe! men nu have de skjænket fra sig. Pram. Aha! Dette kalder Bernt Anker formodentlig at hamletisere. Gaa! (Man synger 4de Vers. Ved Enden deraf gaaer Bagteppet op, og man seer B. Anker, Falsen og de tre Snyltegjester i utvungne Stillinger om et bacchantisk Bord. Anker figurerer kun med sit Glas, men drikker ikke. Dagen skinner ind og brydes med de matte Flammer af nedbrændte Lys. Jack sætter sig i en slumrende Stilling ved Døren). B. Anker. For gamle Norge altsaa paa egne Been! (Springer op; Gjæsterne med ham). Snyltegjæsterne. For gamle Norge altsaa paa egne Been! Falsen. Det vil sige! ikke paa Krykker. B. Anker. C'est a dire, heller ikke med nogen under Armen! thi Sverrige er ikke længere artig nok. Jeg har Efterretninger, Messjeurs! A bas les Carolins, les sujets aux empereurs du Nord! A bas les Oldenbourgs, les Bourbons du Nord! SIDE: 336 Snyltegjæsterne. Ja det er sandt som Kammerherren siger. Abba! Fader! (De drikke.) Falsen. Ei! ved at høre om Sverrig snurrer det allerede for mig somom jeg alt gik rundt i Carybdis efterat være kommen vel fra Scylla. B. Anker. Leve gamle Norge! [fotnotemerke] Vive la vieille roche! Leve gamle Norge! Snyltegjæsterne. Og Bernt Anker! (Pokulerende). Pram (Træder frem) Leve gamle Norge og dets oprigtige Venner! B. Anker (Springende frem, omfavner Pram.) Agtværdigste Mand og Ven og Kunsternes og Videnskabernes Fortrolige -- Dovres Homer og Daniens Hæder -- sender Bernt Anker fra en mørk Vraa, hvor Nød og Hunger og Krigs For- varsel døve de blideste Følelser -- denne Hilsen: Velkommen! Velkommen! Pram (Afs.) Det er for Gud den ordrette Intimation til hans Brev af 21de Mai 1793 paanær Velkommen SIDE: 337 [fotnotemerke] Envoyé plenipotentiair. Desuden er han pludselig kommen hjem. Men hvad siger ikke Archias hos Plutarchus: "Ukun eis aurion ta spudaia." Men De tro dog ikke om mig, at jeg ikke føler for Dem, saalænge Hjertet banker i mig, Høiagtning, Ven- skab, Ømhed og Beundring i Dem, min Tankes Vellyst og Al- magt. Das bist du selbst; die Gottheit ists wie Du: siger Herder i Fragmentet Selbst. Pram (Afs.) Der var sgu Slutningen af Brevet. (Høit) Min Ven, Tak, Tak! Og om vi ikke mødes i Andet, saa mødes vi dog i Beslutningen: (Hvisker) gamle Norges Frihed og Frelse; men først: et Uni- versitet! B. Anker. -- Og en Bank! Ja eget Universitet og en Bank. Det kan vi sige høit; men vi maa derunder ogsaa mene (hvisker) Norges Frihed og Frelse. Pram. Jeg har paa Gjennemreisen givet Boghandler Djurendahl min Bog om et norskt Universitet. B. Anker. Har du? [fotnotemerke] Qvod felix faustumque! Men sæt dig, og lædsk dine Laurbær med Druer. Sæt dig der, du cor catonicum, du ingenium maronicum! og tænk dig imellem "Pilen Palens" Skygger af Romerske Mænd. Gode Patrioter ere de idetmindste, om de end ikke høre til den legio elysina, som samles i Prahls udøde- lige Værk. Falsen (Pegende paa Snyltegjæsterne.) Nei her er bedre Udgaver: Bipontinerudgaver siden de altid komme fra Klubvert Thobro: Skygger af romerske Mænd med Skinker til Krop og Viindunster til Sjele. De ere baade fede og begeistrede: begeistrede af Viin, eller, naar det er Ankers Viin, af ankersk Begeistring. (Pram sætter sig leende.) Fotnote: Befuldmægtiget Gesandt. Fotnote: Tillykke. SIDE: 338 B. Anker. Ret, min Ven! Vi gamle Gutter slaae Gjækken løs til vi slaa Lækkjen løs. Og jeg svær dig til, Envold, at jeg skal levende- gjøre en af disse Skygger af romerske Mænd. Falsen. Ja f. Ex. Befrieren Manlius; thi du har stor Hjælp af dine Fedegjæs og slaaes tapperst om Natten. Men sværg dog, om ikke for en Sikkerheds Skyld. B. Anker. Jeg bandte i min Ungkarlsstand ved Satan og hans Flamme. Det ei forslaaer. Som Ægtemand jeg svær ved min Madamme. Snyltegjæsterne (Skoggerleende). Et Impromptu af Kammerherren! et Impromptu! et Impromptu! B. Anker. Ja, mine Herrer, et Impromptu! (Tager en Pris). Pram (Afs.) For Gud, et Impromptu af det Franske. Men min Ven er en Original af første Skuffe, og Tyverier kaldes jo ogsaa Geni- streger. B. Anker. Hic otium meum. Smag paa min Falerner! Hei, Jack! Her hvidsker det fra Væggene, Pram: Pectoris interpres, genii domus, hospita curis, Cellula sum domini conscia delicii. Hic faciet te Juno patrem, Cytherea maritum, Libertas regem, semideumque sopor. De forsvandt som Maanen, der skinner en Stund i sin nøgne Pragt, men saa gaaer bag Skyerne. Men, nu er Skam baade Juno og Cytherea borte. SIDE: 339 Falsen. Ja, det forekommer mig i denne Mellemtid somom vi alt havde oplevet den mythologiske Alder, da Nymfer endnu om- gikkes de Dødelige; men nu er den prosaiske Fornuftalder ind- traadt. Pokker i slig Verden! Jeg vil styrte mig som Empe- dokles ned i Underverdenen igjennem Krateren af en Pokal. Skaal, Pram! du er Fornuften. B. Anker. Taler du saa om En, der omgaaes selve Muserne? Falsen. Er det med de luftige han har avlet Stærkodder, saa er det i sin Orden, at Prahl kun har avlet Skygger med sin. B. Anker. Ah, je la connais bien, mon ami! Puella delicatior lepusculo Wie eine schöne seidne Wand Für's Allerheiligste gespannt, Es von dem Heilgen zu entscheiden; Fast also bilde man sich's ein, Dass die noch halb verdeckten Freuden der auserwählten Seelen seyn. Snyltegjæsterne. Prægtigt! Brudesmiil og Lagen! En glimrende Tanke, som Kammerherren siger. Falsen. En skjøn Tanke, dersom vi kunde skilles i Anledning af den Bemærkning over Tiden, som den indeholder; thi jeg skal være paa Byens Raadstue Kl. 10. Anker (Trækkende sit Uhr.) Ei, mon ami, Byens Klokke gaar efter denne. Seer du, jeg stiller den 6 Timer tilbage; og ve Magistraten om den lader Tiden gaae fortere. 1ste Snyltegjæst. End jeg da? Jeg skal ex officio være der siden der skal undersøges paa det skarpeste pro forma om Kassererens vold- somme Undvigelse. Anker. Befrielse, Befrielse! hedder det. Ecce Libertador! Men det undersøges nok bedst præliminariter hos Bernt Anker paa Bun- den af hans Flasker og siden i hans Stald, dersom Hestene imidlertid ikke ere blevne kolde. SIDE: 342 Falsen. Tys! Byfogden var i Pengetrang, Fra den kan Ingen redd'en. Sin sidste Ting da solgte han: Den var Samvittigheden. (Snyltegjæsterne brøle: "Ecce quam bonum thi der er Fluer og Utøi nok omkring dig. B. Anker. Bah! [fotnotemerke] non acu tetigisti. Nei, som Washington mellem sine allie- rede Indianere i Vildnisserne omkring Champlainsjøen. Min kloge Fordulgthed er mine Vildnisser og Champagnepokalen min Champlain. Falsen. Upaatvivleligt, alt staaer i Forhold til hinandet. B. Anker. Comment? Falsen. Vildnisset er stort og har mange og store Vildsviin, og i Champagne-Champlainen (hvori du dog kun speiler dig) har mangen fornuftig Mand druknet og mange stive Øine forgjæves stirret efter Bunden. Saaledes er ogsaa Washingtonen stor. Quod erat demonstrandum. Fotnote: Imellem Bægrene og disse Vilde. Fotnote: Du traf det ikke. SIDE: 343 Pram (Afs.) Jeg finder til min Bedrøvelse Anker saa sløvet af Smiger, at han ikke engang fatter Satiren. Hans gode Hoved ligner en stærk Mave, der omsider har bukket under for nogle Pund Sved- sker. Jeg maa føre hans Aand tilbage til den Tanke om Fædre- landet, som endnu maa lyde sødt og vemodigt i vore gamle Hjerter som en Kilde i en Grotte. (Høit) Anker, veed du bedre Nyt end jeg, saa er det vel. Mit er sørgeligt: man har atter negtet os Universitetet. B. Anker. Sacre! Men, Venner, hvis vi ikke kan være glade, ville vi lade Sorgen drikke. Man af Nødvendighed faaer skabe sig en Dyd; og vist er, Flere drikke af Kummer end af Fryd. Pram. Noget Rædsomt falder mig ind: skulde dette ogsaa gjælde om Nationer? Da seer jeg en forklarende, men ikke undskyldende, Aarsag til de rige og anseede Normænds Hang til selskabelige Udskejelser. De ere da politisk Distraktioner; men de true med at udarte til Vane. B. Anker (Springende op) Nei! nei! Nu have vi ikke alene Frihedens, men Musernes Fornærmelse at fortørnes over, ikke alene Jorden, men Himlen at hevne. Jeg vil opildne Gemytterne. O ciel! endnu denne Seendrægtighed i Grusomheden til! endnu denne Fornærmelse efterat saamange Patrioter, Du, Pram, og Bernt Anker, have tolket det tilsidesatte Folks Klager og retfærdige Krav. Pram. Saaledes vil jeg have dig. En Snyltegjæst (til de Andre) Jedermann sein Lust. Hvad om vi drak engang? (De drikke.) SIDE: 344 B. Anker. Jeg vil opildne Gemytterne. Ja -- bi lidt! Falsen. Det bliver græsk Ild, som holder sig i Fugtighed. B. Anker. Ha! Sverige? Hvad, om vi atter vexlede et Ord paa Grændsen? Vi fik nok et Universitet paa Kjøbet. Falsen. Det blev dyrt. B. Anker. Vel, da maa vi [fotnotemerke] speak the truth and shame the devil og af- skaffe Ordsproget at stille Vand har dyp Grund. Verden maa høre dets Brusen. Bekræfte Aviserne Afslaget? samme Aviser, som berette den franske Revolutions og Buonapartes, dens Chor- agos'es, Fremgang? Det er dristigt! Falsen. Ja brug den. Den kan bruges til ligesaameget som en Foss. B. Anker. Hei, Jack! Slyngel! Aviserne! lang ham med Ridepidsken, det Dyr! Nu! kan Musklerne begynde at røre sig paa ham som en Bundt sammenviltrede Slanger? Nu, væk ham med Snerten! (Jack reiser sig fra Døren, hvor han har ligget sovende). Pram. Ikke smukt sagt af en Filosof og Frihedsmand. B. Anker. Min Filosofi har intet imod hvad der ikke angaar mig; og hvad de frie Theorier angaar, saa maa de kun bruges i Livet ligesom jeg nu bruger denne Lemon: kun nogle faa Draaber, til man faar det netop som man selv vil have det. Men behøves Fotnote: Tale Sandhed og beskjæmme Djævelen. SIDE: 345 en heel, saa maa den ikke spares. Derfor maa den franske Revolutions Ideer divulgeres i Norge, forat det kan blive be- qvemt til at blive netop det, som Bernt Ankers koldere Hoved vil. (Tager sig med Emfasis en Priis). Falsen (Afs.) En smuk Proklamation af den norske Libertador. Jack (Bringer en Avis) Intelligenzsedlen var netop kommen med Vognen, der skal hente Greven hjem; men vi kan ikke faa ham frem under Bil- larden, skjøndt den lille Ferdinand gjør alt sit til som en Græv- linghund. B. Anker (River Avisen fra ham) Ti! Se nu her disse elendige "norske Intelligenzsedler"! Hvor kummerligt for en Mand som Jeg nu i Aaret 1800, paa en Tid, der ellers andetsteds synes at have naaet Høiden af al Udvik- ling . . . Falsen. Ja i Luftballonerne; men i Damernes Slæb ligger den endnu noget tilbage. B. Anker. . . . Hvor kummerligt for en Mand som Jeg at maatte tage tiltakke med Sligt istedetfor Monitøren og Spectator, hvortil jeg er vant. Og denne Lap er den eneste, som udkommer i Staden og i en Omkreds af fulde 30 Miles Radius. Nei! alt minder mig om hvor lavt Norge staaer i Alt. Pram. Du har Ret. Hvor det glæder mig at Du har al Din Ung- doms Varme. Skulde ikke gamle Norge ogsaa besidde den. Undertrykte Nationer af historisk Rang og Nationalkarakteer ere altid Vulkaner. Snyltegjæsterne (imellem sig) Vi maa s'gu muntre dem ved en Vise enten af det ene Slags eller af det andet. Vi kan først probere med det Pene. SIDE: 346 (Istemme). Hvor saare lidet vil der til for lykkelig at være! et muntert Sind, en Piges Smiil, en Ven som gjør mig Ære, sundt Brød og Kildens klare -- B. Anker. Hold Mund! (Læsende) Sacre! ikke et Ord hverken om mig eller Norge. Snyltegjæsterne (Imellem sig) Da maa vi friste en af Nymfechoralerne eller den nye: (Syngende) Druen voxer paa vor Klode, paa dens Ranker Glæden groer; Vinen gjør os -- B. Anker (falder ind) Veltilmode. Skjøn er vores runde Jord. Chor af Snyltegjæster. Klinker, Brødre, sjung i Chor: Skjøn er vores runde Jord. Pram. Hvor kan du være saa letsindig, Anker! Nys sad du bedrøvet over dit Fædrelands Ulykker. B. Anker. Ak! [fotnotemerke] Il n'appartient qu'aux grands hommes d'avoir de grands defauts. Letsindighed hos en ædel Mand? Da maa du forbyde Orlogsskibe at føre Vimpler. [fotnotemerke] J'ai de l'esprit car a quoi bon façonner la dessus? Falsen. Jo, Rochefoucauld siger ogsaa -- Fotnote: Kun store Mænd have store Feil. Fotnote: Jeg har Aand, og jeg gjør ingen Vanskelighed med at sige det. Thi til hvad Nytte skjule det? SIDE: 347 B. Anker (stødt) Rochefoucauld? Nu, da dele vi Tanker; hvilket før har hændt mig med de største Genier mellem Europas Forfattere. Falsen. Ja, og Udtryk med. Men samme Mand siger ogsaa, at det er en dygtig Mands største Kunst at kunne skjule sin Dygtighed. B. Anker. [fotnotemerke] Ad seria! Hvad fører du med dig, Pram? Der er Intet at hente fra denne Tiggerseddel af en Avis. Pram. Alt Literaturens Nyeste: Iversens Avis, ogsaa et Nr. af [fotnotemerke] "Cris du peuple", de sidste Hefter af Politisches Journal, berlinisches und deutsches Museum, Archenholzes neue Literatur und Völker- kunde, Fuldstændig Beretning om Buonapartes hannibalske Tog over Alperne, ny Udgave af Tom Paines Menneskerettigheder med flere diverse Sager. B. Anker. Ak! Intet vor Literatur kan tilegne sig? Pram. Et Folk i det norskes Stilling frembringer vanskeligt noget uden Klager, vemodige Ironier og Satirer. Jeg har da med mig de sidste Nr. af Wessels [fotnotemerke] "Votre Serviteur, Otiosis", og en ny Bog af Peter Andreas Heiberg: "Rigsdalersedlens Hændelser," samt, om du vil regne den til den første Klasse "Klagerne," som virkelig udgjøre en Provinds i vor Literaturs Rige, saa ogsaa min Bog om et norsk Universitet, som vor Ven Konrector Rosted desforuden har i Kommission. Endeel Klageskrivter fra Island har ogsaa i den sidste Tid sysselsat Pressen, men ikke Opmærksomheden. Fotnote: Til alvorlige Ting! Fotnote: Folkets Raab. Fotnote: Titlen "Eders Tjener, I Ørkesløse!" paa et satirisk rimet Flyveblad. SIDE: 348 B. Anker. Lad os høre noget af le Cris du peuple. Det vil opildne Gemytterne. Hvor er min Envoyé? Han er en perfekt Fransk- mand. Jack, [fotnotemerke] alléz! partéz! 1ste Snyltegjæst. Heisa, kommer Envoyéen, saa have vi Overvægten om der skal stemmes paa noget. 2den Snyltegjæst. Nei han er for fiin paa det, og seer ikke paa Flasken, naar han vil drikke, men paa Kammerherrens Øine. 3die Snyltegjæst. Nei, han er s'gu ikke, naar man bare ikke bliver bange for hans polerte Væsen. Envoyéen (kommer ind) Godmorgen! Undskyld, at partikuliære Affærer kaldte mig bort ved Hanegal. Mais -- det er mit Princip -- [fotnotemerke] la sobrieté est l'amour de la santé ou l'impuissance de manger beaucoup. B. Anker. Le voila! Læs os dette Stykke. Envoyéen. "Cris du peuple?" I min Tid var det [fotnotemerke] le vieux Cordelier. Det er en Kjærlighedshymne til Guillotinen, men ikke til Bonaparte. (Læser). "Stig op som tilforn, Guillotine! du Jernbilled af Republikanerens Mine! Nik naadigt som for Bourbonerne før: der knæler for dig en Usurpatør. Fotnote: (Ligesom til Hunde): flink! bring hid! Fotnote: Maadelighed er enten Kjærlighed til Sundheden eller Udygtighed til at tage noget til sig. Fotnote: Et fransk Blad under Revolutionen. SIDE: 349 Du nikke, Du drikke, du dykke dig ned i det bobblende Blod, og atter du staa hvor du stod! Beruste Guillotine, stig op og dal ned, dands op og dands ned, du Saug, der skal veibane Folkenes Fjed! Med hundrede Tænder istedetfor een vi skulle udruste dit Kjævebeen. Paa Folket iflæng da og dets Lafayette, (den udfløine Geist af Catonernes Aske) du vil dig ei mætte; men kun paa de Rette du lave dig Kaal! Bourbonner du knaske og Buonaparte, Robespjerren af Staal! Du Frankriges Fiender fortære! Enhver, der tør Frankrigs Frihed vanære skal reen med sit Blod, reen som en glødende Stjerne dig vaske!" B. Anker. Tys! Aanden kommer ogsaa over mig. Bi lidt! Falsen. Ja den eklektiske eller nypoetiske. (Høit) Det fortjener en ud- valgt Flaske Champagner. Hei, Jack! B. Anker (Rømmende sig) Hm! Mhrr, en Bemærkning: Kun, Skade, Guillotine, at lige beredvillig du suser i Jord for Drot som for Folk, naar man slipper din Snor. Falsen. Mhrr, det kommer af, at Variatio delectat i Blod som i Vine. SIDE: 350 Pram. Disse Overdrivelser forfærde. Af os kan den franske Revolu- tion kun benyttes i sine Resultater. Falsen. Siden vi tale fornuftigt, vil jeg ogsaa gjøre en Bemærkning, nemlig den, at den norske Befolkning, som nu har sit rundelige Udkomme især fordi den er saa tynd, og fordi den, som sover, ikke sulter, synes mere tilbøjelig til at høste Frugterne af denne bernstorfske Fred end af dette nye Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, som den franske Revolution er. Engelen Gabriel, veed I, fik Ordre at hugge det første om; men han har dog ikke rod- hugget bedre, end at det har lykkets Fanden, ved at samle did- hen alt det Blod og alle de Taarer, som Monarkiet har kostet Menneskeheden, og alle de bedste Straaler af det menneskelige Geni, at lokke frem en Stamme, der er prægtigere end den første. B. Anker. Det er rigtigt. Tiden er ikke de norske Patrioter gunstig. Cassius var mager og slunken som en Ulv. De 7 magre Aar vare Israels Børn nyttigere end de 7 fede, og Fortvivlelse er den store Folkemasses Geni. 1ste Snyltegjæst. Forsyn jer, mine Venner! Efter slig Fropræken kan vi gjøre Regning paa en Faste. Pram. Udenfor os er Tiden heller ikke gunstig. Folkene bevæges ikke længere, men Hærene. B. Anker. Lad os høre hvad Iversen beretter herom, Hrr. Envoyé. Men jeg synes De snøvler stærkt siden sidste Tour til Paris. Envoyéen. [fotnotemerke] Tout a fois a la française, je vous assure, Msr. Man op- tager nu igjen alle Moder fra [fotnotemerke] l'ancien regime. Fotnote: Ganske paa sin Fransk; jeg forsikkrer Dem. Fotnote: Den gamle Regjering. SIDE: 351 Pram. Ogsaa denne Bemærkning bestyrker min Formening. Men lad høre! Envoyéen (læser:) "Officiellement ifra Paris man skriver, at Førstekonsulen er bleven Folkets Gud. Af Republikken er igjen dens tomme Hud; dens Sjel i Skyerne blandt andre Dunster driver, og seer med Qval det Folk, hvis Jubel før inddrak dens Straaler, til af Lys og Ild tilsidst det sprak, sin røde Hue til Charpi itu at plukke, og efter fremmed Blod, af eget mæt, at sukke." Falsen. Her vil jeg, ved den levende Gud, kommentere: Som Christus øved først hvad ham til Helgen gjør, men saa korsfæstet blev -- man kunde neppe før -- : saa, naar den vel har frelst vor Jord, just Republikken det gaar: den nagles da med Løgnens Tungers Stikken. Envoyéen (læser:) "En pohlsk Konstitution er ikke længer til. Og som man skriver just den sidste Qvinde myrdes, mens Mændene har dræbt hverandre alt indbyrdes; selv Landets Tomt ei staar, hvis Rusland ikke vil. I Belgien aande meer ei Konstitutionelle. De Sidste saa man nys i Ghent og Brüssel sprelle. I Baand er Schelden lagt og Belgien med den. Men Holland af dets Fald opstaaer som før igjen. I Preussen man endnu om store Friedrich snakker. Det hele Land er som forvandlet til en Val. Selv Damer, en hussard, med Sporer gaae paa Bal. Man i Berlin som før vedblier at slaae Polakker. Fra Wien skrives, at de Bøhmer og Ungarer har ansøgt Keiseren, at han dem naadigst sparer for Landdag, Grundlov og det andet gamle Tøi, som gjør saa lidet Gavn, men dog saa megen Støi. Filosofiens Feber man fra Tydskland skriver end med Søvngjængeri og Krampetræk vedbliver. SIDE: 352 Akademiernes Guldalder er forbi. Dog er der end Dispyt om de skal lukkes i. Det skjønne Hellas har man alt holdt op at dyrke. Saa godt som Asien nu det lader sig betyrke. Helvetien siges kjed er af at være fri, og Nordamerica er bleven Monarki. Sig Dannemark som før dybt i sin Ringhed dølger, sig speiler end dets Ax i Fred og Sundets Bølger. At det paa Jorden er, man neppe høre vil, hvis Theologer lydt ei skrege af og til. Som forhen det udfører Smør og Korn og Oxer indfører Tydskere og Viin og Orthodoxer. En deler Heibergs Latter, en Anden Balles Graad. Men hvo, der leer som bedst, det er dog Kongens Raad; thi det har fundet ud, at trods den megen Læsen det lader sig dog gjøre at tage Folk ved Næsen." Falsen. Guds Blod! Det er derfor vore norske Næser ere saa røde. Anker. Staar der intet om Norge da? om Mig? Envoyéen. Jo, lidt. [fotnotemerke] A votre service, Monsjeur! "Om Universitet og egen Bank med mere fra Norge høres Raab, men det de Færres ere. De Fleste skrige kun, at Handelen gaar bra'! Hvad reflektere kan man paa de Andre da? En Enkelt sang vel, at de Lænker brydes skulle, naar vakned unge Mand i Norges gamle Land; men Prams og Zetliz' Qvad for Fredriks Throne rulle, og dø i Smigren hen som Bølgerne paa Strand." (Pram faar Tørhoste.) Anker. [fotnotemerke] Comment? Fotnote: Til Deres Tjeneste, Min Herre. Fotnote: Hvorledes! SIDE: 353 Falsen. [fotnotemerke] Fi donc! Envoyéen. "I norske Skjaldes Qvad med utvetydig Pegen de Søstre to man seer i lesbisk Elskovslegen. Om Dovre synge de; -- om Dovre lad staa hen! Natluve meer solid ei faar vor gamle Ven!" Anker. Gudsdød! Envoyéen (Flegmatisk, men med Vægt.) Der staar meer: "Lad norske Helte nu kun rase ved sin Pult! Det Skrevne gjemmes der, for ei at dø af Sult. Thi den Kapsun for dem man viselig har funden, mens fulde Mulekurv er paa os Danske bunden. Brudt er da sidste Spyd i Patriotens Pen, om islandsk Mos end gror paa Landets vilde Klipper, og længe vare kan før Furubarken slipper; thi uden Steg og Viin der er ei Mand igjen. Og -- være Patriot med Munden fuld af Mose, det er at rose hvad sig ikke lader rose." Anker. Nei! saalænge jeg har en Bid Brød, det skal ikke times en norsk Patriot. Nu, mine Venner! forsyn jer! 1ste Snyltegjæst. Nu kommer s'gu de syv magre Aar, som han snakked om istad. 2den Snyltegjæst. Nei de syv fede først; thi slige Folk forgribe sig altid i Be- gyndelsen, forat være udmærkede Patrioter til de blive Patrioter som de andre d. e. renonce. Fotnote: Fyda! SIDE: 354 3die Snyltegjæst. Derfor for en Sikkerheds Skyld . . . (Tage for sig noget meer end altid.) Pram. Hvor jeg angrer mange af mine Vers! Falsen. Vel, som Normand, dersom du mener Komplimenter mod Dan- mark; men som Digter har det intetsteds hjemme. Thi Han kan ligesaalidt i sin Poesi gjøre hvad man kalder Komplimenter som en genial Arkitekt kan bygge et Huus uden at gjøre det til et Pallads. Det ophæver Begrebet af Poesi, skjøndt de fleste Poeter ere Muurmestere, der vide at lægge Steen paa Steen, kalke ihop, hænge en Krands op og sige: nu er det færdigt efter Modellen. Anker. Dersom der endda var en Stad i Norge, hvor dets Kræfter kunde koncentrere sig. Og vi have slige Kræfter; men Genierne ere adspredte, Formuen hos Enkelte. (I Tanker.) Pram (Afs.) Hvilken interessant Udvikling af hans Karakteer! En pludselig Udfolden af hans Hjerteblade! Har alene en Lidenskabs Ild denne Kraft? I dette Moment har han ingen Svaghed, ingen Sands for sine uædle Omgivelser. Han griber i sit rige Hjerte, ikke til den forvirrede Masse af sit Hoveds kummerlige Kompilationer. Na- turlige Følelser strømme til hans Tunge og, ligesom blinde mu- sikalske Børn gribe de rigtige Akkorder, finde de sit naturlige Udtryk i Modersmaalet. Dette Øjeblik maa benyttes ligesom Strømhvirvlens Ophvælv forat gribe Klenodiet . . Anker! Anker (Adspredt.) [fotnotemerke] Nescio qua natale solum dulcedine cunctos trahit og vi fik en Origi- nalitet istedetfor en Individualitet. Men ligesom disse ere de dueligste saa ere hine de udueligste. Anker. Guds Død! naar jeg tænker paa det, eller rettere naar jeg tænker paa Rækken af Fornærmelser og saa paa hvad Norge er og kunde være! Hvad er dette for en Hovedstad for Exempel? En Leir af Træhytter om en dansk Befalingsmands Slot. Og der boer Jeg! Intet Universitet, intet Bibliothek, der holder Skridt med Tiderne, ingen Bank, ingen Børs, ingen Boghandler uden Djurendahl, ingen Bogtrykker uden Jens Ørbæk Berg, ingen Ti- dende uden "norske Intelligenzsedler," ingen offentlig Adgang til den almindelige europæiske Tidsliteratur, ingen egen Regjering, ingen videnskabelige Foreninger, ingen Kunstanstalt, intet offent- ligt nationalt Theater, ingen Tendents til Byens Udvidelse og For- skjønnelse, ingen velgjørende Indretninger, dens vigtigste Befolk- ning Nürenbergere og Spidsborgere fra Jylland, ingen Fabriker uden Saugbrug, intet militært Akademi, ingen Mærkværdighed uden, som Geografierne anmærke, at den har lige Gader og Vandspring i Skæringspunkterne, ingen fornuftige og dannede Folk uden . . Falsen. Nu suppleer. Anker. Ja . . uden man tager sig ud som en Perle i en Østers. Men hvorledes skulle da de kraftige norske Aander have Lyst til der at forene sig? Jeg pines her, og det gaar mig ikke bedre paa Landet, hvor politisk Uskyldighed, Vedhængen ved det Gamle, og Uvidenheden er det fælleds Karakteristikon, Sløvhed Massens, og afsondrende Stolthed alle Embedsmænds, samt Raahed og Egen- nytte alle Fabrikanters og Saugfogders. Disse sidste Folk kjen- der jeg. De udgjør en vigtig Klasse, ligesom i Vestindien Slave- opsynsmændene. De angive nu Tonen omkring Bygderne, lære Bønderne det dødeligste Had imod Skogene, Forsømmelse af Agerbruget, Polskpas, Passadiis og at drikke Punsch, hvilket an- sees for det mærkeligste Fremskridt af Tiden. SIDE: 356 Pram. Hvorofte have vi ikke i Kjøbenhavn i det norske Selskab ud- kastet os et Billed af et ganske andet Norge, saaledes som det vil kunne være om 100 Aar! Falsen. Det havde ganske sikkert Fjelde nok, endskjøndt det vil sige Steen istedetfor Jord. Men det er naturligt, ligesom at tænke sig Englene omtrent som os selv. Anker. Om hundrede Aar? Ak, min Ven, vi kunne før beregne naar Norge vil være øde. Thi disse stagnerende Folkemasser, uden materielle eller aandelige Forbindelser, ja afsondrede selv uden den simple Veikommunikation, mangle de eneste Betingelser for Fremskridt, nemlig Frihed og Uafhængighed. Derfor er vor eneste kummerlige Trøst at sige til hinanden: [fotnotemerke] home is home, be it never so homely. Falsen. Nei: [fotnotemerke] help you self and God will help you. 1ste Snyltegjæst (Til de Andre). Nu kunde det kanskee ikke være afvejen at være lidt patriotisk og lægge et Ord med i Laget. 2den Snyltegjæst (Høit.) Ja for Exempel: help you self; ja det er ogsaa mit Valg- sprog. (Tager for sig.) 3die Snyltegjæst (Reiser sig). Ak, mine Herrer, eller rettere: gode norske Mænd, mit Hjerte smelter i mig, ligesom denne Sauce vilde smelte, om Jack passede bedre paa at varme den, naar jeg tænker paa hvorledes Norge burde være. Jeg fantaserer ofte derover, især siden den for- bandede Vexelprotest, som satte mig udaf Virksomhed. Hvilke Fotnote: Hjemme er hjemme, var der end aldrig saa hjemligt. Fotnote: Hjælp jer selv og Gud vil hjælpe jer. SIDE: 357 uhyre Fremskridt f. Ex. alene i Kristiania, hvor jeg vil have Kortegaardsgaden brolagt, ny Tjære eller Brundtrødt paa adskillige Huse, især Stadsfysikus Møllers, Sr Gepperts i Grændsen, Erik Thurmanns og Enken Anne til Franzes, der ere høist uforsvarlige. Ligesaa vil jeg have ganske forbudt at gaa paa Glaciet for det vakre Grønnes Skyld, samt af samme Grund at bygge videre i Grændsen. Basta med mere! (Sætter sig.) 1ste Snyltegjæst. Ja jeg græder mangegange naar jeg tænker paa hvad der dog engang kan blive af os. Saaledes f. Ex. (græder.) Falsen. Ja Helvede er fuldt af gode Forsætter, Ønsker og Taarer. Pram (Til Anker og Falsen.) Kom Venner! Intet er mere oprørende end Slyngler som Patrioter. Kom, Vi ville overlægge hvad der er at gjøre for at idetmindste de Kimer til Fædrelandets Opblomstren kunne spire paa vore Grave, som altid ligge i redelige og energiske Patrioters Sjele og i et Lands Natur, men som vor Fantasi øiner at be- dække fjerne Efterkommere med Kulturens og Flidens Velsig- nelser rige som vore Ønsker. Falsen. Oh, vinde vi Frihed, da gaar det hurtigt. Det er Friheden, Gud har laant sin Skabermagt, og den følger Emanationstheorien. Anker. Vi vinde kanskee intet, uden med Sverig. Pram. Der nævnte du mit Had. Falsen. Vi vinde kanskee intet, uden vi have en dansk Prinds af Side- linjen i vor Midte. Saa fire vi lidt efter lidt paa Landtauget, og lægge tilsidst ud i aaben Sjø. SIDE: 358 Pram. En dansk Prinds? Der nævnte du min Frygt. Anker. Vist er det, vi vinde intet uden Frihed. Pram. Der mit Haab! Falsen. Og Mænd. Pram. Der vor Styrke. Snyltegjæsterne. Ja Mænd! (Reise sig, men synke ned igjen.) Anker. Pram. Falsen. Forenede Mænd! (Slaa Hænderne sammen.) Pram. Ubetvingeligt! Dette er alt et Selskab for Norges Vel. Hvem veed? Anker. Saaledes er Norge i Aaret 1800 -- seent fremme, langt til- bage under Omstændighedernes Vægt. Men det er Mænds Op- gave at betvinge Omstændighederne. Lad dets Mænd da for- søge at bringe det længer frem. Eh bien! f. Ex. om 36 Aar idag den 17de Mai, da mødes vi i min Gaard i Kristiania Levende eller Døde. (De gaa.) 1ste Snyltegjæst. Ja, saa faaer det vel hedde. Men idag er det, saavidt jeg veed, den 17de Mai om Morgenen 1800, og da ville vi leve godt og flot siden vi ere paa Fladeby, og ikke have noget forsvarligt Lag ivente før den 28de hos Collett paa Ulevoll. SIDE: 359 2den Snyltegjæst. Nu kan vi slaa os løs. Hei Kathrine! Bella! Karen! Nu ere de obstinasige. . 3die Snyltegjæst. Nei, jeg vil ikke vide af dem siden min salig Kone nylig er død. Men hun har faaet et smukt Liigvers. (Synger.) Hei lystig! thi min Halvedeel just ud den Dunst har skikket, hun vovede at kalde Sjel; Den kom til Eden sikkert. Chor: Ecce quam bonum men her er en af de moderne derifra, endskjønt gamle Grammont gaar igjen deri i hvert Træk. (Synger.) I veed, at jeg forgangen Nat til Helvede var reden paa Fejekost med Troldqvind sat, som var paa Skjørtet sveden. Chor: "Fredman kom men saa tog Anker eller Falsen eller Jeg eller den fremmede Skabhals Vært- skabet, seer Du. Envoyéen. Hans Domme, ja den Skræksbasun, som Dødens Beenrad sætter ind i vort Øre -- Klang er kun af Glas og Klarinetter. Chor: "Fredman kom og kan man vel et bedre Dyb oplukke? Med sligt et Helved ingen Sjel vil efter Himlen sukke. Chor: "Fredman kom nemlig den falske og farlige, som Balle noksom viser. Vi ville staa paa vor Christendom, og vinde Historiens og Pluralitetens Vægt fra hans polyhistoriske Filosofi. Derfor ville vi omvende os. 1ste Snyltegjæst. Ja paa det grønne Øre. Vi vinde ikke i Disputatser, thi de citere mere forskjelligt og skarpt end der er i en Fuglemave, naar Indholden brister ud; men i Patriotisme skal vi vinde ud paa Dagen, dersom vi ikke blive hæse. Derfor endnu et Glas; og saa ville vi være Een om at forsvare hvad der er Patriotismens Hovedthesis, at Norge er saa herligt nu Aar 1800, som det kan være; thi Individer leve brav (hikker) og Folket bestaaer af (hikkende) Individer. (Under Bordet) Hvad er altsaa Thesis? 2den Snyltegjæst (Under Bordet.) Norge som det er . . 3die Snyltegjæst (Under Bordet.) Godnat! (Teppet ned.) SIDE: 365 MELLEMSPIL (Samme Værelse, men med Præg af at Fladeby forlængst har staaet øde og forladt. Rottegnav rundt- omkring Væggene, Katteskrig og anden forskjellig Spøgelseallarm paa Loftet og rundtomkring, samt et Par Flaggermuus og en Ugle etsteds under Taget, bidrager til at forøge det Uhyggelige. Snyltegjæsterne fremdeles under Bordet, men begyndende at yttre Livstegn.) 1ste Snyltegjæst (Efter et forfærdeligt Kattekrescendo.) Uf! nu kommer jeg. 2den Snyltegjæst. Nuf! 3die Snyltegjæst (Gjesper høit.) Begynde de alt at spille? Saa maa vi op. Jajamens'an. 1ste Snyltegjæst. Jajamens'an. (Gjesper høit.) 2den Snyltegjæst. Det var Fanden til Musik. Monstroe hvad Klokken er? 3die Snyltegjæst. Det seer ud til at være over Middagen. Men Guds Død hvor her seer uryddigt ud. 1ste Snyltegjæst. Jack sover vist endnu; men vi skal faa Svinet op. 2den Snyltegjæst. Men hør nu, Godtfolk! hvem af os har slaaet den Rude ud her lige over mit Hoved? 3die Snyltegjæst. Ei, det er jo gammel Skade. Du seer jo Skavanken har gam- melt Plaster paa. 2den Snyltegjæst. Jeg troer bestemt En af os har gjort det ved en eller anden god Skaal. SIDE: 366 1ste Snyltegjæst. Lapperi! Ruder ud, siger Glasmesteren. Men rut paa jer nu, I Karle. 2den Snyltegjæst. Gjør det du først. Aahaas'an! 3die Snyltegjæst. Hvad Dato er det idag? 1ste Snyltegjæst. Imorges var det den syttende Mai, og endnu have vi en Stump af Dagen igjen, dersom vi staa op betids. 2den Snyltegjæst. Jajamens'an. 3die Snyltegjæst. Men jeg vil tage mig en liden Luur -- bare til Eftasvelstid. Saa faa vi os en Knurribas. Gid jeg havde den strax i Livet. 1ste Snyltegjæst. Saa staa op da. (Stærk Allarm). 3die Snyltegjæst. Ja ligesaagodt først som sidst. Vi faa saa ikke Ro alligevel for de Pudsenmagre deroppe. 1ste Snyltegjæst. Elieson og Gram ere vist komne. Jeg syntes de snakked om en Traver, der skulde besigtes. Saa op da, Gutter! 2den Snyltegjæst. Hvad Fanden hvad var det? 3die Snyltegjæst. Hvilket? 2den Snyltegjæst. Jeg syntes jeg saa Collett, Anker og de Andre spadsere henad Tapetet. Gudsdød! ja! (springer halvt op.) SIDE: 367 1ste Snyltegjæst. Snik, nu falder du i Søvn igjen. Alvorligt da! See saa -- en! to! tre! Nu skal I op; det skal jeg være Mand for. (Springer op.) 2den Snyltegjæst. Jeg skulde være i Byen iqvel. 1ste Snyltegjæst. Det skulde vi jo alle! og det skal Svarten sørge for. 2den Snyltegjæst. Frisk op da! Skjænk en Dram s'an. 3die Snyltegjæst. Jaja vel da! Uf! jeg har Tømmermænd. 1ste Snyltegjæst. Dem er der Raad for. Hei Jack! i Djævlens Skind og Been! (Fanden viser sig i Døren i Jacks Skikkelse.) Snyltegjæsterne. Brændeviin! Fanden. Med inderlig Fornøjelse! (Gaar.) 1ste Snyltegjæst. Saa expedit har han aldrig været før Knegten. (Jack bringer Sagerne. De drikke.) 2den Snyltegjæst. Hvor ere de Andre henne da? Fanden. Oh, reiste for længesiden. 1ste Snyltegjæst. Anker? Fanden. Reist! SIDE: 368 2den Snyltegjæst. Collett? Fanden. Reist! Reist! 1ste Snyltegjæst. Da maa vi s'gu efter forat see hvad de tage sig for i Kristiania. 2den og 3die Snyltegjæst. Ja vi maa s'gu afsted forat tage dem paa friske Gjerninger eller friske Østers. Snyltegjæsterne. Spænd for da, Jack! Gesvindt! Jack (grinende.) Ja, gesvindt! (De ile ud.) (Teppet ned.) 1836 (Gade ved Bernt Ankers Gaard, det saakaldte Palæ. Dampbaaden Konstitutionen sees i Perspektivet. Festlig Livlighed. Folk af alle Klasser bevægende sig om hinanden, "Sønner af Norge" synges. De tre Snyltegjæster komme under Sangen. Envoyéens forældede Ansigt i Nathue sees noget længere borte. Et stormende Hurra efter Sangen, Haandklap, Skud i det Fjerne o. s. v.) 1ste Snyltegjæst. Dette Kristiania kjender ikke gamle Folk igjen. Vi maa være komne til en anden By. 2den Snyltegjæst. Ja den Karnaille Jack kjørte som Fanden selv. Han kaldte det en Dampvogn, og det baade røg og gnistrede, det er sandt. Men hvorledes vi kom frem og hvorhen eller om vi ere komne frem -- det veed jeg s'gu ikke. 3die Snyltegjæst (Peger paa Dampbaaden.) Ja se der! Ei, hvad er dog det for et Dyr? SIDE: 369 1ste Snyltegjæst. Et Sødyr er det jo. Ei, nu skrige de paa en frisk. (Hurraraab). Det er skammeligt, at de ikke have mere Respekt for Kammer- herre Anker, som man paa de nedrullede Gardiner kan see vil have Ro. En Borger. Er I fra Maanen, Far? Gardinerne ere nede siden Kongen var her? 1ste Snyltegjæst. Hahaha! Dersom jeg ikke havde taget Mærke paa Kirke- taarnet, der har sin egen Form efter Lygten i Bethlehems Stald, saa skulde jeg sværge, at dette ikke var Kristiania og denne Gaard ikke Bernt Ankers og denne Bagside her ikke gamle Pløens, thi jeg kan ikke finde min egen Gaard. Borgeren. I har nok begyndt tidlig idag, go' Mand. Snyltegjæsterne. Hahaha! Ja Gud begyndte vi tidlig igaaraftes. Borgeren. . . . Ogsaavidere indtil I træffer paa en ædru Dag langt til- bage i Tiden, der kan være Oldemoder til eders forspildte Liv. 1ste Snyltegjæst. Og hvilken Konge taler da eders Klogskab om, om jeg da maa spørge? Borgeren. Jeg veed ikke hvem De mener enten den 14de eller 3die; men Carl Johan kaldes han i Folkets Hjerter. 1ste Snyltegjæst (Snyltegjæsterne skoggerlee). Ja I maa lee. Carl Johan? Han er ovenikjøbet vel endogsaa Konge af Sverrig eller Mesopotamien eller Babylonien eller hvad galt man kan finde paa; thi det ene er ikke klogere end det andet. End hvad mener I om Christian den 7de. SIDE: 370 Borgeren (til en Anden.) Dersom de andre To ikke vare lige gale skulde jeg troe at Hassing er kommet ud af Dollhuset. En Gut. Hurra for 17de Mai! 2den Snyltegjæst. Ja det holder jeg med. Det er ganske rigtigt den 17de Mai. Det er det ene hvori de ere fornuftige. 3die Snyltegjæst. Anker, Pløen eller Collett maa vist have holdt et Kalas og ladet Publikum faa nogle Ankere. Kanskee nogle Skibe ere komne hjem eller Bekræftelse paa Krig ude og Fred hjemme. En Student. Nei, min Mand, vi vente paa Fyrværkeriet paa Bjørvigen. Ellers er det uforklarligt hvad De vil med de gamle Aristokrater, De nævnte. 1ste Snyltegjæst. Vi maa sikkert være komne til en anden By, eller, da Jorden er rund og Jack kjørte som Fanden selv, til Kristiania Antipoder paa den anden Side af Jorden. 2den Snyltegjæst. Det antager jeg ogsaa, og altsaa er der intet forunderligt i det. Kristiania selv kan det ikke være, siden man har faret saa syndig med Agershuus, der er skrællet ligesom et Æble ligetil Kjerne- huset. Deri har det gamle rigtige Kristiania Fortrinet; dog skal vi snart sige hvilket der virkelig fortjener det, naar vi først kan faa undersøge hvad Drikkevarer her gives. 1ste Snyltegjæst. Deri tror jeg denne By maa have gaaet betydelig tilbage, ihvad Fremskridt den ellers kan have gjort for et Slags Skyggebillede at være, thi disse Flokke, hvoraf Byen vrimler, synes at beruse sig af Luften. SIDE: 371 En Stemme. Afvejen! afvejen! der kommer Storthingsmændene fra Gjæste- budet forat see paa Fyrværkeriet. (Bevægelse i Massen. Hurra for Storthinget.) SANG Forsamlet er det norske Thing -- o hvilke ædle Kræfter! For hvert gjør gamle Nor et Spring, og Sverrig hinker efter. Chor: Norges Storthing leve! Høit dets Røst sig hæve! høit for Norges Frihed og Hæder! Det gaar vel smaat; thi i Harnisk vil Gothen paradere; men i sin Kofte Norge frisk og fri sig kan movere. Chor: Norges Storthing leve! Sig fryde Svensken da ved Sit: ved Lejoner og Braher, Vi synge, at vi er dem qvit, ti fro Hallelujaher: Chor: Norges Storthing leve! men nævn mig ellers Parlament, hvor Hjertet er det samme. Chor: Norges Storthing leve ei mindre ondt for Foss, at man ham vilde saa miskjende? Chor: Norges Storthing leve -- det løfter Lænker trange. Hver snøret Jomfru ikke døer, endskjønt der døer nok mange. Chor: Norges Storthing leve! Paa norske Stang et fremmed Flag? Forvist den staar ei sikker; thi Øxehugg er i hvert Slag, som hjelmske Hjerte pikker. Chor: Norges Storthing leve! men Uelands Melankoli du i dets Hvinen finde! Chor: Norges Storthing leve! men vi fortolkede den ikke saa, men kun ved: "Skomager, bliv ved din Læst!" Imidlertid, var her nogen ved- haanden skulde jeg drikke den. 1ste Snyltegjæst. Hvad er det ellers for en Blomme, han bærer paa Huen, Fa'r! Det burde ikke jer Moer tillade. Og hvad er ellers jer Be- stilling, med Permission. SIDE: 376 Studenten. Jeg er Student, til Tjeneste, og bærer den norske Kokarde med Nationalfarverne. Den Blomst har Rod i Normands Bryst, men søger ud hvor der er lyst paa brave Normænds Pander. Sit Rødt af friske Blod den fik, sit Blaa af Sværdes hvasse Blik; det er hans Sjelebanner. 1ste Snyltegjæst. Da vil jeg ogsaa have mig en saadan Lap forat blive Patriot. Thi dette er vel Meningen med denne Udmærkelse, som jeg kan see det skal være siden saa faa bære den. Der hvor jeg er kjendt, eller (som disse gale Mennesker vil) i gamle Dage, kostede det mere. Den der boer herinde (peger paa Palæet) eller som boer i et lignende Huus et andetsteds, har det kostet uhyre. Men der seer jeg En med en guul og sort Kokarde? Hvad er det for en Mand. Studenten. Et Æsel, der forresten ikke behøver at bære den. 2den Snyltegjæst. I har altsaa deponeret til Kjøbenhavn? Studenten. Nei, der deponere kun vore Damer. Jeg har deponeret her ved vort eget Universitet. 1ste Snyltegjæst (Til sine Kammerader). Ved I hvad, jeg troer s'gu vi ere komne til Maanen. Det er dog rimeligere at antage, at der er skeet en hovedkulds Forandring med os eller endog, om vi skulle indrømme det, i vore Hjerner, end med et helt Land, der desuden ligger fastere end andre. (Til Studenten). Hør, min Hrr. Hjemfødningsstudent (som det lader til I vil hedde) jert medecinske Fakultet burde lægge sig meest efter SIDE: 377 at studere Maanesygen og Sonnambulismen; thi deri har jeg Grund til at tro der er meest Praxis, og at det vil være lettest at holde de andre Fakulteter Stangen, hvoraf upaatvivleligt i et saa urimeligt Land det juridiske exellerer i Haarkløverier og det theologiske i Drømme. 2den Snyltegjæst. Lad os føle ham noget paa Tænderne, og om det virkelig skulde være Kristiania. Hvor boer Bernt Anker, om jeg maa spørge? Studenten. Ikke i Kristiania, uden det skulde være paa Kirkegaarden. Snyltegjæsterne. Ahahaha! et Kristiania uden Bernt Anker! Kan I see med et Øje uden Pupille, eller nævne mig et Fruentimmer uden Feil. Studenten. Maaskee den gammelagtige Mand derhenne kan være heldigere i at oplyse Dem. Han har været Envoyé hos afdøde Bernt Anker. Snyltegjæsterne (forundrede) Ja for Gud! Nu bliver det galere end før. Jess! gode Ven! herover! Envoyéen. Kors fri os! 1ste Snyltegjæst. Nu, bliver du bange? En af de sidste Skaaler, vi drak sammen paa Fladeby, var "aldrig see en gammel Ven med et nyt Ansigt." Envoyéen. Kors! dette gaar over Forstanden. 2den Snyltegjæst. Ja det synes vi med. Ellers komme vi fra Fladeby, men kjende os ikke rigtig igjen herinde for al den Galskabs Skyld. SIDE: 378 Envoyéen. Fra Fladeby? Snak, Monsjeur. Snyltegjæsterne. Saasandt vi staa her -- i denne Eftermiddag kom vi noget stødte rigtignok af Kjørselen og over at du havde brudt godt Lag idagmorges og listet dig bort. Envoyéen. Kommer I fra Fladeby, saa maa jer Pidsk have været stiv. Snyltegjæsterne. Det negte vi heller ikke. Envoyéen. Thi I have sovet eller været i Helvede i fulde 36 Aar netto. 1ste Snyltegjæst. Gudbevar's! Ellers, hvor har du levet? Envoyéen. For den Sags Skyld kunde jeg nok have staaet mig paa at have holdt Compagni med jer, der enten har sovet eller spøget -- hvil- ket sidste altid har været Huusmanden paa Fladebys Mening om den Sal, vi vare i, hvorfor Ingen har turdet nærme sig den. Men jeg slap vel, fordi jeg ikke havde saameget tillivs som I. Ellers er her skeet en Mængde Forandringer. Kristiania Folkemængde er meer end fordoblet og den udvides og forskjønnes ligesom en Pyntedukke, der er bleven gift. 1ste Snyltegjæst. Siig mig heller noget om vore gamle Venner. Arbin, da? Envoyéen. De ere døde. Og jeg troer skam det samme om Jer. Ialfald, dersom der ikke var en vis Opløftelse i Gadegutternes Gemytter idag, saa bleve I til Spot formedelst eders gamle Dragt. Ellers, hvor Arbin boede, er nu et blomstrende Institut. SIDE: 379 2den Snyltegjæst. End Hetting? Envoyéen. Der er en Kongl. Kunst- og Tegneskole. 3die Snyltegjæst. End gamle Pløen. Envoyéen. Der er Kathedralskolen, Skolens og Byens Bibliothek. Gid Fanden bare tog Guttene! 1ste Snyltegjæst. End Krigskommissariatet? hvor er det? Envoyéen. Der er nu vor 22aarige konstitutionelle Regjerings Departements og i den gamle Skolebygning er Storthingslokale. Ellers er der foreslaaet at bygge et Nationalpallads for begge Folkets Magter. 1ste Snyltegjæst. End gamle lucifer Djurendahl da? Envoyéen. Nei, nu har vi unge dyren Dahl samt en halv Snees andre, der lyse brav i Vinduerne. 2den Snyltegjæst. End Han, du veed, Han der ved Siden af Erik Thurmanns? Envoyéen. Ah, der er Borgerskole og Athenæum -- Alt Prægtigt og stort. Og Universitet have vi forlængst og det godt udstyret, Krigs- skole, militær Høiskole, Bankbygning, Børs, et prægtigt Theater, samt en Kongebolig under Bygning med meget mere, som bare ærgrer mig, der hører til den gamle Tid. 1ste Snyltegjæst. Alt dette Praleri staar formodentlig at læse i "norske Intelligenz- sedler?" SIDE: 380 Envoyéen. Jovist! De Intelligenzsedler komme nu ud alle Dage; ligesaa udkomme her fra 12 Bogtrykkerier altformange Aviser, og deraf nogle store og daglige, fra hvert. Kort, om I huske det, saa ere alle Bernt Ankers og de andre Patrioters Klager opfyldte, og vel saa det. Studenten. Alt, hvad han fortæller jer der, er dog Intet imod det hele Lands Velvære under en til 1/3 meer end paa jer Tid opstegen Folkemængde; og denne Velvære er alene Følge af Forfatningen, som I vel heller ikke veed at Folket gav sig selv paa Eidsvoll 17de Mai 1814. (Synger). Ja Gud velsigne Norges Land! Der er saa godt at være. Der byder nu fribaaren Mand, og ingen Lovens Herre. Saa vakned vi da op engang, og brød de danske Baand og Tvang. Ja Gud signe Norges Land! Der er saa godt at være! 1ste Snyltegjæst. Holder man rask Leben endda? Envoyéen. Snaus! Snaus! De Sidste, som levede noget honet var Nogle af Dem, som havde med det ankerske Fideikommis at bestille som det er forbi med. (Sukker.) 1ste Snyltegjæst. Da give vi Fanden i denne Frihed og Velstand, som beruser sig i Solskin og Vaarluft hver 17de Mai. 2den Snyltegjæst. Har der altid været en saadan almindelig Kordialitet den 17de Mai. SIDE: 381 Studenten. Nei, Pokker! "Varmt stak vel Majens Sol, men Magtens stak dog værre." Tilforn hørte man bare de giftigste Spottegloser, som f. Ex. Naar Edderlifven er mig nær necesse tum sim spuens; thi alt det Blod han ejer er mercuriale fluens." Og den lille wedelske Djævelunge, som I huske fulgte under- tiden sal. Greven, men som nu er bleven General, massakrerede Folket i Flæng for nogle Aar siden paa Torvet, men fik ikke andre end saadanne daarlige Stikpiller i sig: Baronen reed engang i Ring ved Aggershuses Porte; men da han saae sig ret omkring, saa var Forstanden borte . . Baronen vendte sig paa Hest, og spurgte Pladsmajoren, om han ei havde seet en Rest at falde ned til Jorden?" Envoyéen. Hm, det var vel for seent for de forbandede Kjærringene, som ere saa rappe paa det. Studenten. Men nu er alt Fortrolighed, Tilnærmelse og Glæde, og man grundlægger idag i Indbydelsesplanerne et grandiøst Monument ved Eidsvoll Jernværk til Minde om den store nationale Be- givenhed der i 1814, der gjengav Nationen sig selv og opfyldte Patrioternes Krav. Envoyéen. Ei Monsjeur, hvorfor lægger han Skjul paa Foreningen med Sverrig? Studenten. Fordi den ikke kommer 17de Mai ved. SIDE: 382 1ste Snyltegjæst. Godt og vel nok; men baade maa jeg protestere imod at den bare feires med Øjens- og Ørenslyst; thi der raser ligesom bræn- dende Svovel i mine Tarmer -- og Envoyéen. Det troer jeg s'gu gjerne: thi saa jeg ret paa jer, see I mig noget mistænkelige ud, omtrent som Løgtemænd. Jere Klæder see for Gud ud som fra en Liigkjelder. 2den Snyltegjæst. Desuden saa fatter jeg dette endnu ikke saa ganske, men vil sove derpaa. 3die Snyltegjæst. Jack gik jo ind i Portkammeret. Jack! Jack! spænd fore igjen! Luk op Porten! En Borger. Er I gal, Mand, Palæet er ganske øde. 1ste Snyltegjæst. Ja det skal Du faa see! Jack, i Djævlens Skind og Been! (Jack kommer grinende i Porten.) Jack. Vær saa god. Hestene ere færdige. Envoyéen. Enten er det Jack eller Satan selv. Jack. Du traf det. Messjeurs, Rødfuxerne stampe! 1ste Snyltegjæst. Tilbage til det gamle Norge; thi i det nye hører Folk som vi ikke hjemme! (De gaa ind, Porten drøner igjen. Man hører et vildt brølende, i det Fjerne døende Skrig under en tordenlig Drønen, der blandet med Knaldet af det løsbrydende Fyrværkeri, taber sig liig en bortrullende Vogns. Syttendemais-Jubel. Folket forsvinder, tyende nærmere Fyrværkeriet, under Afsyngningen af den norske Marseillaner). SIDE: 383 SANG (Mel.: Marseillaneren.) Op I brave Sønner af Norge! Det er Frihedens hellige Dag. Lader vaje fra Fjeldenes Borge : : Det trefarvede Norriges Flag! : : Lad Forrædere under det andet skjule sig, straalende Høifest, for Dig! og der henblegnende som Liig høre Folket at juble kring Landet! Hurra! for Norges Flag, det Tegn for Himlens Sag! Hil dig, vort Flag! for syttende Mai høit over Folket vai! Frihed Sejer i Kampen forjetter, Fryd og Velstand de fredsæle Aar. Hil dig, Frihed, som Arbeidet letter, : : og som gjør at vi tungere slaar! : : Selv sin Frihed nu feirer Naturen: Vinterens Iislænker bragende sank; og se som Frihedsbanner blank vajer rødmende Fjeldbjerk i Uren! Høit synger Fossens Dur befriede Natur. Lyd høit vort Chor som rungende Fos! Det er og Vaar for Os. Skal det Døde da Aanderne lære, at de juble sin Frihed imod? i de buldrende Vande da være : : mere Geist end i Menneskeblod? : : Støvet jubler i Solen, og qvæder Fuglen ei paa sin svævende Green? Og Manden paa sin Arnes Steen skal ei hilse sin Frihed, sin Hæder! Hans Høje Frihedshil skal Jorden lytte til. SIDE: 384 Og hver dens Træl skal aande sin Harm som Røg og Ild af Barm. Men vi mindes, at Norriges Frihed ogsaa opsteg af blodige Bad. Være taksomme Bæger da viet : : Liers segnende Seirherrerad! : : Bretlands Thordner om Norrige braged! Hungersdøden det viedes ind, og fremmede Forrædersind lurte sammen i Raadet og Slaget. Europa Trældom svor; men "Frihed" Gud med Nor. Og Carl, han svor, og lagde sit Sværd, og blev da Spiret værd. Alt forlængst har sig Maidagen sænket som et gavefyldt Himmelens Hvælv. Deri er os Forjettelsen skjænket: : : Gud den hjælper som hjælper sig selv. : : Deri lyksalige Aarrækker dvæle som i Jomfruskjød herlige Æt. Og liig et Rigdomshorn dens Sol himmelsk Lys saaer i Fribaarnes Sjele. Spænd ud dit Himmeltag du Frelsens Fødselsdag! Derfra den steg paa Norriges Raab, og der, der boer vort Haab. Nordmænd, fremad! fremad! Os føre Syttende Majens Forjettelser an. End tør trælsindte Love jo gjøre : : til umyndig den fribaarne Mand? : : Gaaer et Folk ikke fremad, tilbage da som Tidens Bagevju det gaar. Og Friheden maa hvert et Aar faa en Sejer og miste en Klage. SIDE: 385 Fremad mod alle Baand som qvæle Aand og Haand! Fremad til Alt, som Sandt er og Frit! Det Raab, o Dag, er dit. Fremad mod Trældoms Rest! Saa byder Majens Fest. "Fremad! Fremad!" Befriede Nor, saa er dens Løsenord! (Naar Gaden, efterat Envoyéen har udtrykt sin Mening ved et "comme a Paris," paa Denne nær, er bleven tom, oplyses pludselig Suiten af Palævinduerne, og man hører) En Røst. Jeg holdt mit Ord. Envoyéen (standsende forfærdet, idet han vil gaa) For Gud, Ankers Røst! Anden Røst. Jeg holdt mit Ord. Envoyéen. Ha, der var Falsen! Tredie Røst. Jeg holdt mit Ord. Envoyéen. Og, det var Prams Røst. Gid jeg var vel fra det 17de Mais- Spøgeri! (Gaar). De tre Røster. Vi Graven brød for elskte Nord. Og stedse skulle vore Sjele paa denne Dag sig sænke ned, og røve fra vor Salighed en Dag for Norges Fryd at dele! Henrik Wergeland SIDE: 386 STOCKHOLMSFAREREN SYTTENDE-MAI-STYKKE AF SIFUL SIFADDA OPFØRT 17. MAI 1837 I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND Personer: Gamle Hr. Smyg, Foged og svensk Vasaridder. Fru Smyg, Herr Hans Smyg, Cand. juris o. s. v. Fru Brav, Enke, Oluf Brav, hendes Søn, Cand. juris, Horn, Cand. theol., hans Ven og Svoger, Omnipotenzen, En gammel Soldat, Et Bud, Tjener, Lakai, Røster. (Hos gamle Smyg, som visiterer Postvæsken.) Gl. Smyg. . . . Hvad Fanden er det? Eidsvollindbydelsen! Ei, ei! min gode Pastor, du vil skyde det fra Dig. Tak ogsaa for mig! Hs. Excellence har slaaet en Streg over den hele, og det er nu ogsaa en af hans velsignede Streger, for nu er baade jeg og enhver brav Embedsmand undskyldt, mens den anden Nation kan gjøre hvad den vil. (Gjør sig en Fidibus af Indbydelsen og tænder sin Pibe.) Se saa, det er at tænde sin Pibe ved Patriotismens hellige Luer. (Slaaer Fidibussen ud). Og saaledes døe store Ideer -- ligesom Stjerneskudet og Fidibusen næsten uden Aske. (Gramser i Væsken). Nu Aviserne . . uf! jeg stak ligesaa gjerne min Haand ned i et Øglerede. Og kan- skee idag min Tour er kommen i den fordømte Borger eller hos Morgenbladsmanden, der spiser en Foged eller Sorenskriver til Frokost som ingenting eller som en stegt Fisk. (Læser). Borgeren er . . lad see! . . det var da ogsaa Satan til Skjælven . . nei, Borgeren er from og fuld af Vers, og dem bryder jeg mig ligesaa- lidet om som Publikum; men Morgenbladet -- jo Gudsdød der er en Foged! Men ikke mig, og saa lad staa til! Indsenderen har Skam ret . . han bør tages afdage . . Embedsbreve! ja det har vi nok af. Men her er et fra Hans. (Mumlende mens han læser) . . . Hehehe! det er en prægtig Gut -- ikke af Patrioterne; men SIDE: 387 af -- hvad er det nu de hedde derinde . . Disse, som dog komme frem og blive til noget i Verden? . Bare han . . Ei for Satan atter Penge, "for at kunne være med", som han skriver . . Men han har Ret i at der dog maa være Forskjel paa hvordan han og Oluf maa opføre sig. . Og disse 100 faaer vel atter gaae (sukker) af samme Kasse, som de andre. (Sukker, lader Brevet falde paa Knæet). Bare ikke . . Nei! nei! vis vas! Nu har det staaet over saalænge, og med Tiden kommer Raad. Bare han tog sin Examen engang, saa var det vel, og han havde ikke den Skam at lade Oluf Brav to Aar foran sig, og det med bedste Karakteer. Men se om han er kommen videre, og om han faaer mere Nytte af sit laud end af en tør Pind, for sit Syttendemaiskabs Skyld! Og saaledes er der da noget godt ved Patriotismen, som det hedder, da Nogle dog blive holdt tilbage, saa andre kan komme frem. Men nu varer det noget længe med hans Examen, skjøndt han er saa vel an- taget baade hos den ene og den anden Fornemme derinde, og saa moersom i sine Breve, at man ikke kan blive vred paa ham, om der nu gik et Aar eller saa til hen. Men saa ikke længer . . Nei Gudsdød, det taaler ikke Fogedkassen; thi jeg agter ogsaa at leve en Tid i Verden siden det gaaer saa godt. (Læser.) Hahaha! der citerer han af Dæmringen. . Hahaha! Den Næsestyver for- tjener det Folk, som igjennem sit Statsborgerpak ordentligt be- gynder at kontrollere Embedsmænd baade som jeg og andre. Ret! Hahaha! der var en til endnu bedre. Det maa være en Pokkers- karl. . Det kan være Hans til Nytte, at han er hans intime Ven. . Men -- hvad seer jeg . . (Skriger over sig). Moer! Moer! Du søde Gud! Moer! Moer! (Springer op). Fru Smyg (kommer). Nu Faer? Nei, her er Nøglen til Skabet. (Klapper paa Lommen). Gl. Smyg. Moer! Moer! hvorfor kommer du ikke. O den søde Gut! Nei læs selv. Se her, se her, i dette Brev, som ligger indeni og er senere. Oh, Moer, giv mig en Snaps Perkum. Hans, Hans . . Men hid med den først. . Thi, thi -- ja virkelig det ryster. SIDE: 388 Fru Smyg (Streng). Nu skal man see! Ikke en Draabe før jeg har faaet det at vide. (Tager Brevet, men rækker det igjen fra sig). Skjønner jeg sligt? Han skriver jo med Latin, naar han skriver til dig. Gl. Smyg. Ak, Ak! -- Hans har faaet Examen . . han har taget den i en Ruf, som han siger . . i en Ruf, den Pokkers flinke Karl. Men nu, Moer? Fru Smyg. Naa, endelig da? Gl. Smyg. Og det rører dig ikke meer? Fru Smyg. Vist rører det mig, for nu skal ikke min Naboerske længer have noget at rose sig af sin knortede Slampampus. Gl. Smyg. Men Karakteren. . ? Fru Smyg. Jaja den? Gl. Smyg. Haud illaudabilis, Moer, haudillaudabilis. Det betyder "upaa- klagelig;" og det var da ogsaa Synd at klage paa den stakkels Gut. Fru Smyg. Mig synes ogsaa det klinger bedre end Mosjø Olufs tørre og korte laud. Og det skal hans Moder have varmt, saa er da den Stoltheden forbi. Gl. Smyg. Ak, Stakkel, hun generer dog virkelig Ingen ved sin Stolthed . . Fru Smyg. Jamen hendes Søn gjorde det dog bedre end vor, og hun kunde være stolt . . SIDE: 389 Gl. Smyg. Ja, om hun kunde; men hun er ligesom et stille hængende Sørge- flor. Og -- ei hvad bah! bedre? Forleden erklærede hun reent ud, at det var bedre hun havde sat sin flinke Oluf bag Plogen eller jaget ham tilsjøs -- for, seer Du, det kommer af 17de Mai, at han ikke kommer nogen Vej. For, seer Du, Sligt glemmes ikke, og han frisker sin sorte Streg op hvert Aar saa fattig han er. Begge. Mel.: Lad dadle Qvinderne Hvo vil thi dermed dandser man hos Greven. En dyb Foragt for plumpe Hjem igjennem alt hans Væsen syder. : : Han er et af de Lys, som frem af Norges Dæmring bryder. : : Han fulgte den Instrux, han fik -- den gode Dreng nu er han moden. Hans Sind sin Retning, og sin Skik hans Tunge fik i "Sladderboden." Han tog Examen med Beqvem i hvad der gjør de norske Jyder. : : Han er et af de Lys, som frem af Norges Dæmring bryder. : : Men det, som meest dog gjør vor Hans udmærket mellem Norges Sønner, det er et praktisk Blik, en Sands for det, som nytter og som lønner. Paa Lykkens Trap imellem dem, som staae, han snogeglat sig skyder. : : Han er et af de Lys, som frem af Norges Dæmring bryder. : : SIDE: 390 Han tidlig saae med gyldig Spot ned paa Patriotismens Luen. Han forudsaae hver Patriot vil snart faae Huller paa Albuen. Han derfor -- -- (Afbrydes ved en Vogns Rullen.) Gl. Smyg. Tys! Gud hjælpe mig! Nu komme de. Fru Smyg. Hvilke De? Hvorfor er du bestandig saa bange for Vogndur. Ei, du Himmel! det er jo vor egen Hans. Gl. Smyg. Kandidaten maa du sige. Ja det er det skam. Nu, Moer, lad Kalven stryge. (Unge Smyg kommer). Begge. Der er Han! Der er Han! (Velkomst). Unge Smyg. Saa var det gjort. Saaledes er det at tage Examen. (Kaster Kappen af sig). Pah, Mutter, iforgaars var jeg hos Hs. Excellence, for Vi har det saaledes imellem os. Gl. Smyg. Hvilke Vi? Unge Smyg. Vi. Fru Smyg. Hos Excellencen? Oh, du store Gud! det var bedre end selve Examinen. Unge Smyg. Det gjør ogsaa omtrent det samme, Mama. SIDE: 391 Fru Smyg. Jeg maae afsted. Det maa Bygden vide. Men vær nu ikke for familiær, Hans. Gl. Smyg. Nu vips ind i Departementet. Unge Smyg. Ja, det gjør ogsaa Vi. Fru Smyg. Men Oluf Brav har nu søgt i 5 Aar, og nu er det yderlig smaat med Familien. Unge Smyg. Pyh, det har han for sin 17de Maiskommers. Departementet vil ikke have andre Folk end dem det vil have. Og nu kjender jeg Snittet. Gl. Smyg. Det har jeg lært dig a priori. Erindrer du deroppe i Grøn- stuen, da du skulde reise ind -- det første jeg da lagde dig paa Hjerte var at du aldrig maatte glemme, at du var en Embeds- mands Søn; og det Andet, at du ikke skulde stikke Finger i Jor- den for at lugte hvad Land, du er i, men i Veiret forat kjende hvad Vind der blæser. Unge Smyg. Oh, det har jeg altid gjort. Og nu blæser der en fortræffelig Østenvind. Gl. Smyg. Bravo! Hehehe! Det er en Hvirvelvind, da den egentlig be- staaer af tre sammensnoede Vinde, som opløfte Støvet og feje i Ring med de tørre Blade af Norges Livstræ. Unge Smyg. Livstræ? Ja i Roden, som Patrioterne sige, eller under Jor- den; men Stammen eller hvad der viser sig i Dagen antyder SIDE: 392 Tilbøielighed til at hentørres eller overgaae i en ny Tilværelse og antage nye Vegetationer, som min Ven Polemikkel sagde i sin sidste Privatøvelse til sine guddommelige Forelæsninger. Oh! Oh! Fru Smyg. Hvad var det Du? Naa, saa fortæl os da noget. Unge Smug. Oh! Oh! Noget ubeskriveligt. Kryptogame Vegetationer. Gl. Smyg. Ja, hvad var det, Du? Unge Smyg. Oh! Alle troede at han enten læste paa sine pensa eller smedede de belovede Landser; men saa kom først et Stykke fra En af Os om at man ikke behøvede at kunne sine pensa for at naae Kathedret, og saa kom et Program om at Han netop derfra vilde docere over hvorlunde i det første Decennium af Aar- hundredet en Epoke indtraadte i vor romantiske Poesi. Gl. Smyg. Men da var, saavidt jeg mindes, netop en Stilhed indtraadt. Unge Smyg. Det gjør intet. Ipse dixit. Der sidder gamle og fornemme Folk ved den unge Gamaliels Fødder, som ogsaa sværge in verba magistri. Og der sidder ogsaa jeg imellem Kaiphas og Pilatus. Begge de Gamle. Mel. Hvad mener Hr. Baronen vel nei bare Skvadronage og Courage. Fru Smyg. Det bør du gjøre. Og faae Navn af Digter, for det er saa vakkert. Unge Smyg. Intet er lettere, for jeg staaer mig godt med de Constitutionelle. Gl. Smyg. Det er ret, min Gut. Det er Folk, som kunne slaa Skillinger til Dalere om de ville. SIDE: 394 Begge. O hør! Poet er og vor Hans. Thi Nella, Rygtets Parce, ham af sin Have skjær' en Krands. Den groer igjen som Karse. Chor. Til Kongelige Fêter bestaltede Poeter Søtkaker med Bogstaver jo laver? Unge Smyg. De Constitutionelle ere ogsaa Vegetationer paa Træbullen, om hvem Magisteren siger, at dens Hentørren er naturlig. Thi Om- stændighederne, d. e. de Regjerendes System, ere Menneskenes Vaar og Sommer og Vinter, siger Han. Man maa ikke indbilde sig, siger han, at de besjungne Frihedstræer vare friske og fro- dige, tagne af den raa Natur, siger Han; de vare tilhugne af gammelt Træ, med eller uden Bark, et Slags Flag- eller Signal- stænger, siger Han. Der er nu Eidsvollsmindet, siger Han i en ny Aforisme -- hvad er det andet end et Museepræparat, et tørt Stykke af hiin Bull, som skal vise Efterverdenen Strukturen af de Kar, som i 1814 vare organiske, men siden hendøde under Omstændighedernes Aarskifte? (Mama slaaer Hænderne sammen). Gl. Smyg. Hans! du har vel ikke befattet dig med den Narrestreg? Unge Smyg. Nei, bevares, skjøndt den, ligesom Pesten, har revet Folk hen, uden Forskjel. Det er, som Polemikkel siger, "Skriget dominerer os igrunden." Men vi holde os til Hs. Exc. Statsministeren, som dominerer os igrunden. Begge. O hør! en Dæmring er vor Hans, og, vil han, Frimagister, og Festpoet i Troppens Svands, Klient af vor Minister. SIDE: 395 Chor. Kan man meer forlange? Hans vil Lykken fange. Hans vil blive mægtig og vægtig. Begge. En Ungersvend af slig Gehalt har just den Races Mærker, hvoraf vor Tid vil gjøre alt, -- det er dens Underværker. Chor. Kan man meer forlange? o. s. v. (Olufs Kammer, af kummerligt Udseende, kun prydet med Portræterne af en Officeer i rød Uniform og en ung Kone med to Børn paa Skjødet. Oluf ved sin Pult. Horn kommer raskt ind). Horn. -- Nu kjender du ham. Og saaledes ere de Allesammen. Oluf. Han er min Kammerat. Horn. Da fik jeg nok at bestille, om jeg vilde holde fast paa enhver Slyngel imellem mine Kammerater. Oluf. Min Sambygding, min Skolekammerat og Universitetsbroder. Horn. Des lumpnere af ham. Oluf. Hvad? SIDE: 396 Horn. At han, tre Aar yngre og af ringere Karakteer, vil gaa dig i For- kjøbet, og uagtet sine bedre Kaar tage dig Brødet af Munden. Oluf. Det er umuligt, at Saadant skulde lykkes. Regjeringen kaldes jo saa ofte retfærdig til den omsider vel maa blive det, ligesom man lærer et Sprog ved idelig at foresnakkes det. Jeg har det bedste Haab. Horn. Det er førstegang jeg har sporet Letsind hos dig, Svoger. Oluf. Jeg er lykkelig i dette Haab. Jeg har skrevet til min Moder -- Horn. Og Elise -- veed du hvad hun skriver -- Hahaha! Dog er det ikke herfor jeg holder ham for en Skurk . . Oluf. Nu? . Veed hun af, at jeg har den Plan, at hun skal komme ind med Moer og boe hos mig, naar jeg faaer Kopistpladsen. Jeg har alt udseet mig et lidet Huus, og . . Horn. Og jeg vil logere hos dere . . Hør, veed du hvad? Skjøndt det intet blier af, er dog alt saa behageligt anlagt, at jeg vil knibe Jomfruen for en liden en iaften. Oluf. Nei, Svoger; jeg har tænkt paa det samme. Kom! Horn. Du? Oh, jeg kjender Status. Jeg veed, at du intet har til- overs af det Lille, du Candidatus juris utriusque triennis laudabilis kan tjene, uden for din Moder. Det er knapt at Søsteren faaer tilhøre mig, som dog ejer hende med Liv og Sjel. For hør bare SIDE: 397 hvad hun skriver med Lars Bakken (Tager et Brev op) . . "Fru Smyg plager Moer hver Dag med sin Søns Fortræffelighed, og mig har han selv plaget med den. Forleden Aften som han tiende og sidste Gang paa egen given Anledning havde underholdt os med Greveballernes Herligheder (hvilket altid er Indledning til Kapitlet om Landlivets Kjedsomhed) saa, efter en hurtig Berørelse af Trangen til Divertissementer, og nogle skarpsynte Blik ind i dine lange Udsigter, siden du ogsaa er en Slags 17 Maismand, saa . ." hahaha! nei læs selv. Slyngelen har formelig villet stikke mig ud. Oluf. Et afskyeligt Træk! Horn. Et meget almindeligt imellem Venner. Det tilhører blot hans Races Karakteristik. Det Afskyelige ligger ellers egentlig, efter Gangen i hans Tale, i at han kun vil have et Divertissement; og heri stikker Racens Feil, en hensynsløs Egoisme, mere frem end en Naturfeil. Men lass laufen! Hele Verden maa gjerne forliebe sig i min Kjæreste. Oluf. Ja kom! Vinens Velgjerning er, at den lader glemme, at der er slette Mennesker. (De ville gaa. Et Bud møder dem i Døren med et Papiir). Horn. Eidsvollsplanen? Hvorfor Pokker kom den ikke før? Nu kom- mer den ubeleilig. Oluf. Nei -- vi ere i Nationens Gjæld. See saa -- (Giver Budet). Det koster igrunden kun at jeg bliver hjemme. Horn. Visvas! Der er for mig ogsaa. Gaa nu Karl, du traf paa gode fattige Patrioter. (Budet gaaer). Nu, Luven paa igjen. Vi tage vore Glas paa Kredit, Svoger. SIDE: 398 Oluf. Nei, nei! Jeg er vel nok tilmode -- meer end ellers, for imorgen har jeg min Ansættelse. Horn. Posito. Uden Patroner? Posito. Med et 17 Maismærke i Svarteboka? Posito. Men saa lad os idetmindste gaa ud og besee det lille Huus, hvor Elise og jeg og din Moer og du . . Kom, kom før det brænder op. Thi efter vor Erfaring vilde det ganske vist skee, dersom det virkelig blev os beskaaret at kunne faae Tag over Hovedet sammen. (De gaa). (Hos Fogden. Gamle Smyg i Sygepositur i en Lænestol. Fruen. Unge Smyg. Aviser paa Bordet). Unge Smyg. Det var en god Post; men ikke bedre end jeg kunde vente. Gl. Smyg. Uf, Hans, hvor kan du sige det? Uf! Uf! Saa kom da endelig min Tour . . Fru Smyg. Ja, Hans, hvor kan du sige det. Se den Stakkel hvor han sidder der nommen. Unge Smyg. Hvor kan jeg for det, at han paaengang kommer i Bladet for Kassemangel og faaer Mindelse af Regjeringen? Gl. Smyg. Uf! Ja Regjeringen -- jeg havde ikke fortjent det af Regjeringen jeg, som har været saa god Embedsmand paa det nær, og som har været ivrigst i at haandhæve Kundgjørelsen mod 17de Mai. Uf! Uf! Og som er Ridder af Vasa. Uf! SIDE: 399 Unge Smyg. Men min Ansættelse mener jeg var en god Post. Ikke sandt, Mama? Fru Smyg. Ja det var den . . Der vil blive en Elendighed over hos Enken. Jeg faaer over at fortælle dem det. Unge Smyg. Og at Kaldet, som Horn søgte, er blevet besat. Glem ikke det for Jomfru Elise. Jeg synes hun begynder at falme stygt. Fru Smyg. Ja forfærdelig. Jeg forstaaer ikke hvor du kunde blive for- gabet i hende . . . Unge Smyg. I al Verden hvad skulde jeg bestille? Fru Smyg. Den fattige Pige . . Gl. Smyg. O -- uf! -- snak ikke om Fattigdom, for . . (græder). Unge Smyg. Hvad gaaer der af Gamlingen? Gl. Smyg. Nu er det forbi med Stads og Fjas. Fru Smyg. Ja jeg gaaer, bare de derovre ikke have hørt om det Andre. (Gaaer). Gl. Smyg. 20,000 . . uf! Og saaledes skal en gammel Embedsmand prosti- tueres? 20,000 er Defekten, som skal dækkes inden 2 Maaneder. SIDE: 400 Unge Smyg. Ja ved Subskription. Far burde, da Far havde noget, have subskriberet til Eidsvollmindet, for nu sige Bønderne: "havde Fogden ikke en Skilling for Folket, saa maatte Fanden og ikke det have nogen for ham." Og dette Ræsonnement er rigtigt, Far. Gl. Smyg. . . Skarn! uf! Seer du ikke hvorledes jeg sidder . . Slaget har rørt mig . . uf! Jeg lever ikke de 2 Respitmaaneder ud . . Uf! det er nok min eneste Redning . . og da . . (Holder Hænderne for Øinene). Unge Smyg. Og jeg lister mig saa smaat til Byen. (Vil gaae). Gl. Smyg (Seer vildt op). Bliv! For Guds Skyld! Bliv! Hvor er jeg? Vil du forlade mig, Hans? . . Hans! Hans! Unge Smyg. Jeg skal jo ind i Departementet. Men jeg staaer mig godt der, og vil tale din Sag . . Gl. Smyg (Forvildet). Hvor? hvor? Unge Smyg (Afsides). Bare jeg kunde slippe væk! (Høit). Hos Regjeringen. Gl. Smyg (Bittert smilende). Regjeringen? hvilken? Den er Vogt, og han har ingen Barm- hjertighed. Unge Smyg. Saa har han noget andet, ligesom man ogsaa kan erstatte Ret- færdigheden etcetera etcetera etcetera. Vent dog intet med Vished, for den gamle Generation er opgivet for nærværende Tiders Haard- nakketheds Skyld; men i den unge ligger Fremtiden, og behandles SIDE: 401 derfor med samme Omhu som en tilsaaet Ærteager . . javist Ærte- ager, for man har saaet hvide, og der vil voxe blaae Blomster igjen. Haab derfor ikke meget, ikke meget . . Anbefalet! -- (Gaaer baglænds ud under det sidste. I det Teppet er gaaet ned høres et dæmpet Skrig). (Olufs Værelse, endnu uslere end før, uden anden Prydelse end Portrætterne. Oluf seer ud ad Vinduet. Horn rabler paa nogle Papirer paa Bordet). Oluf (Vendende sig om). Jeg vilde give meget til . . Horn. Du? Oluf (Knuser en Taare. Vender sig ud). Horn (Springer op. Lægger sin Arm paa hans Skulder). Min Ven! min Ven! Ak jeg veed det, din Nød er nu for stor til at lindres af Spøg, eller endog at kunne taale den. Men se hvorledes jeg tager det! (Peger paa Papirerne). Der er Karrikaturer og Epigrammer over mine Fiender og mellem dem ikke mindst over mig selv. Se her bare -- her er et Portræt af Fruen, som dryppede sin Gift i din Moders Hjerte . . og Underskrivten: "Fy, hvor hun blev styg og plump -- et Kattefjæs, og Barmen huul og Maven tyk. Hun ligner lidt Fru S. -- " Oluf (Skyder Papirerne fra sig). Jeg vilde blot sagt: gid dette knebne Gaardsrum ikke qvalte mig med sin Skummelhed, men at en Stribe blaa Luft . . for ikke at ønske en Udsigt i det Frie . . Horn. Ja bare den ikke, som fra min Qvist, var forgiftet med et svenskfarvet Flag saaledes som det paa Agershuus. Det er ingen Udsigt i det Frie. SIDE: 402 Oluf. Jeg vilde glæde mig ved at see hvorledes Gud i Regn og Sol- skin, ved at lønne Bondens Flid, gyder Marv i Folkets Indre, saa Denationaliseringen idetmindste træffer paa en passiv Mod- stand, og Kræfter kunne samles til en Krisis. Horn. Krisis? Verschleyert ist unsre Isis. Men du har Ret i at Gud synes at elske Landet, medens Fanden tager ved Folket. Her er unegtelig "etwas unheimliches" imellem Mand og Mand. For- ræderiet groer under glatte Ansigter. Gunstsystemet raader. Hjerteligheden er forsvunden. Nationen negtes sin Historie og sine Sympathier. Embedsstanden fornegter dem. Dens Yndest ringeagtes af de Styrende og er nedsjunken under Spotpriis. Lykkesøgeriet har tabt Undseelsen. Ungdommen er forgiftet der- med. Patriot er et Skjeldsord. Det er derfor jeg subskriberer til Eidsvollsmindet forat Erindringen om at et Folk handlede her i Landet 1814 dog ikke skal fare vild, naar den leder efter Ste- det eller falde overende, men have noget at gaa efter og støtte sig til. Fjeldene blive tilsidst vore bedste Nordmænd, Dalene de fuldeste Hjerter, Sletterne de bedste Patrioter, nemlig af dem, som bære Frugter og sjelden slaa feil. Bærumsfjeldene seer jeg med en Slags Respekt som om de vare vor Naturs satirisk rynkede Næse over Uvæsenet herinde. Oluf. Jeg føler det taabelige i politisk Sorg, naar man ikke kan bære sin private. Og dog -- Horn. Skulde det komme af at vor private Ulykke er indflettet i den almene, saa blev der liden Nobelhed tilbage. Men kanskee Men- neskene ere saa? Men ere de bedre, da vil jeg beholde min Ulykke og mit gode Humør. Her er noget om mig Selv. Pasqvino spørger: "Jeg i den sidste Tid Herr Kandidaten seer saa trofast som en Skygge at følge Raaden, der besætter hertillands hvert Sognekald svadendo." SIDE: 403 Og Kandidaten svarer: "Jeg søger daglig Kald med megen Sorg og Smerte. Jeg røre vil hans Hjerte. Nam gutta cavat lapidem non vi, sed sæpe cadendo." Oluf. Elskedes Taarer ere dryppede paa disse Steenhjerter, men der er endnu intet Mærke -- ikke engang til at de kunne glemme. Disse, som knuge os, ere kun Halen paa den evig sig foryngende Slangekrop, som i det svenske Stormandsvælde gnaver paa vor Frihed og Ære. I dets Slægter foreviges Hadet derimod, og saalænge der er Liv i Monstrets Hoveder hist, vil Halen slaa sig selv her, og der vil gives Nordmænd, som forfølge Nordmænd fordi de vove at være det. Horn. Jeg regner det snart ikke for nogen Ære meer, og Fornøielse har det allerede længe ikke været. Ja jeg er ikke engang glad idag, som er den 17de. Nationen er ikke mere sig selv; thi noget fremmed Modstridigt er igydet den, og gjærer i den, og jeg veed ikke enten jeg hører til Øllet eller Melken i den Ølost, som den er. Men er jeg Melk, saa er Han Øl, eller omvendt, som sniger sig hid derigjennem Porten . . Aha, jeg forstaaer ham: han søger Vraaerne idag til det bliver mørkt eller giver sig uhyre at bestille. Men, jeg troer skam, jeg skyder ham til Vidne paa at vi idag undlade at feire Dagen. Det vil forbedre vore Sager. Oluf. Nei, nei -- det er af Mangel. Men at min Moder skal lide Mangel, og jeg ikke kunne hjælpe hende . ! (Vender sig om). Hans Smyg kommer raskt ind. Hans Smyg. -- -- Nu, Gutter? ikke en Bolle paa Bordet? Hurra for 17de Mai! Horn. Tys! Man kan høre dig. SIDE: 404 Hans Smyg. Nei ikke her i denne Rottefælde. Men hør paa Gaden bare! Nu, skal Dere ikke ud? (Man hører Jubel). Oluf. Jeg kan ikke vise min Kjole mellem de Pyntede, mit Ansigt mellem de Glade. Jeg feirer den i mit Hjerte. Hans Smyg. Dit Ansigt? Ja siden din Moder blev syg . . . Oluf (heftig). Hvorledes? Tal! tal! Hans Smyg. Du veed det ikke? (Seer sig om). Men hvad Fanden, Gutter, her er Knaptæring. Haha! Ere I gaaene til Erkjendelse? Eller har Lieut. Poulsen kjøbt Fordringer paa jer? Vand og Brød? intet andet? Det kommer af at feire 17de Mai. Ja paa Vand og Brød sættes Syttendemaiskarlene friskt væk. De Godtfolk ere ligesom de 7 ægyptiske magre Aar, som kommer efter de fede. Igaar havde jeg min 17de Mai paa Welhavens Forelæsning, og man havde Lov at tage Damer ind som om de regnedes for ingen- ting. Hahaha! Troer I jeg har drukket Portviin idag? Men ikke for 17de Mai. Jovel! Kom først i Sadlen, saa kan I slaa en liden Volte uden at brække Halsen. Horn (Opbragt). Det torde dog hænde du kom til at gjøre det nu, og det ret strax. Hans Smyg. Nu, nu, gode Ven, ere vi ikke gode Venner igjen? Du har lovt mig -- Oluf (Lægger sig imellem). Rolig, rolig! Men for Guds Skyld saa siig dog hvad du veed om min Moder. Hun er frisk efter sine Breve. Men tal, for Alting -- tal! Hun skjuler det Sande af Ømhed for mig . . (Horn støder Smygen fra sig). SIDE: 405 Hans Smyg. Ja, seer du, hendes Gaard strøg med i Onsdags som Deel i Kautionen for min sal. Fader; og samme Dag -- jovist veed du det? Oluf og Horn. Nei, nei! Samme Dag . . . Hans Smyg. Ja samme Dag blev hun syg, og . . Oluf og Horn. Og . ? Hans Smyg. Og har ikke reist sig siden. Oluf (Kaster sig paa en Stol dybt bedrøvet). Gaa! gaa! Lad mig ene. (For sig selv). O, hun har aldrig be- breidet mig -- (hulker). Hans Smyg. Men hun er jo ikke død endnu? Det gaaer ikke saa hurtigt med hende som med min Far. Hvem skulde troet at det var saa hurtigt bestilt med ham? Horn (fører ham ved Kraven til Døren). Hør gaa nu. Vi ville være ene. Hans Smyg. Nei, Gudsdød! Jeg har et til. Hvor skal jeg faae mig en Bryst- naal til Vækkerøbal hos Baronen? Horn. Ud! (Støder ham ud). Saaledes ere de. (Slaaer Armen om Oluf). Vi ere ene, ene i Verden. Du har jo ofte ønsket dig det, du, som har ingen Smerte for dig selv. (Teppet falder). SIDE: 406 (Olufs Værelse. Oluf i sorte Klæder. Beskjæftiget med et Brev). Oluf. -- Døden eller Amerika, det er det eneste, som staaer tilbage. "De maa aldrig vente Dem nogen Ansættelse, daarlige unge Mand!" var Svaret. (Leer bittert). Aldrig noget Brød i mit Fædreland! I mit Fædreland! (Smerten betager ham. Farer op efter en Pause og river et Papiir isønder, strøende det rundt). Nei, nei! Det er det sidste Forsøg. Og hvad har jeg gjort? Fulgt mit Hjertes Følelser for mit Fædreland, saa natur- lige som for min Moder . . Den Salige! Og hun bebreidede mig ikke . . Hun bebreidede mig ikke, Hun, den Herlige, som for- sødede sin Armod med Tanken om at min Fader var falden for Fædrelandet, om at hun sørgede sine Livsdage hen derfor. O for dette have vi alle lidt; og Kampen er endnu ikke endt, saalænge det er en Forbrydelse at takke Gud aabenbare og ære Fædre- landet paa dets Velsignelses og Æres Dag. Men for mig er den endt. Jeg kan ikke meer end fuldbyrde Offeret ved at døe i Stilhed. Men Ingen vide hvor det skeer. Ethvert Spoer være forsvunden. Der er blodløse, som føre til den Døende. (Kaster Geværet paa Skulderen, og gaaer). Horn (styrtende ind). -- Svoger! Svoger! søg Auditoriatet! Hans Smyg agtes for den farligste Konkurrent . . Men . . ha! (Søger Papiirstykker op). An- søgningen sønderreven? et Brev til mig . . (Læser). "Sørg for Elise! Jeg kan ikke mere!" Og . . (Seer sig rundt). Geværet borte? O, min ulykkelige Ven! (Synker hen paa en Stol). Talenter, Bravhed, Kund- skaber, alle Adkomster o! o! skulde dette skee! dette Skrække- lige? (Læser). Hvilken Ømhed i disse Afskedslinier og i dette Skrivt, som han testamenterer mig, i dette afbrudte Skrivt: "Min Moder," som han har overskrevet det med en Haand, der har rystet. (Seer i det). Ja han har Ret. (Læser). -- "Det var en Kone. Hendes Skjønhed syntes at gaae tilbage i Barndommen og SIDE: 407 opsamle dens blide Smiil. Pyntet dermed lagdes hun i sin anden Vugge, Graven. Hun lignede Violerne, der tidt bryde frem om Høsten igjen for endnu engang at sige Solen Farvel!" Dette er hans Sidste . . . "Sørg for Elise!" Ja, ja, ved Gud i Himlen; men dig vil jeg hevne paa Ham, som hvergang snappede dig Brødet af Munden, og paa det politiske Had, som forfulgte dig til -- Døden. Men hvorledes sørge for Hende, o Hende! -- saa forladt som jeg er? Til Stockholm? Fy! Men hvorledes? Bort maa hun fra sin piinlige Nødstilling hos den utaalelige Fogedfrue. Men hvorhen? Min Lykke er ogsaa død for 17de Mai. Ak, jeg maa til Stockholm! Ulykken driver derhen som Fosdraget til Svælget; og da juble Dybets Aander. Nei! nei! (Eftertænksom.) Men Olufs uværdige Medbeiler reiser jo hiin skidne Supplikant- vej . . Ah, jeg følger med, med forat rive ham det Brød af Mun- den, som er besprængt med min Trofastes Blod. (Ud). (Hans Smygs Værelse. Han er beskjæftiget med at pakke ind.) Hans Smyg. Hvor vil nu Han ogsaa søge Auditoriatet? Gud hjælpe os! En 17de Maismand, en Patriot, en Hanswurst, en Norskhedsivrer, en Uselryg, som med al sin ufrugtbare Kundskab neppe har det tørre Brød til Munden? Nei ham frygter jeg ikke, ja ikke Nogen, for nu skyder jeg den gjenneste Vei til Stockholm og gjør min Opvartning hos Hs. Excellence Omnipotenzen. (Horn kommer) Ei ei! Du træffer mig paavejen til Stockholm. Eller er det en Skam det? Horn. Nei, bevars. Det er Hovedstaden i Skandinavien. Hans Smyg. Ja var det en Skam, kunde jeg jo tælle paa Knapperne. Men jeg gjør det nu alligevel. Horn. Jeg med. SIDE: 408 Hans Smyg (Gjør store Øjen) Du? Horn. Ja bestemt. Hans Smyg. Det kan jeg lide. Vi reise sammen, om du vil. (Afsides) For- træffeligt, naar En af Patrioterne times en Ydmygelse! Horn. Jo for Oluf har høist sandsynligt skudt sig, og jeg maa sørge for Søsteren. Hans Smyg (Ligegyldig) Nu, det bliver Enden paa Patrioterne. Enten det eller Hungers- død eller -- kom, hjælp mig med denne Kjole. Der maa ingen Folder blive; thi det er den, jeg skal op i til Hs. Excel. Sup- pliken ligger alt i Lommen. (Ud med Kufferten.) (Skovegn ved Magnordgrændsen. En gammel rødtrøiet Soldat, udenfor sin Hytte, beskjæftiget med at gjøre Kjørriler). Den gamle Soldat. Mel. Hr. Zinklar drog over o. s. v. Den norske Bondemand gaaer i Sved, Skjærsommerens Sky er ei gjerrig. Og Solen straaler Velsignelse ned. Det hedder det kommer fra Sverrig. Paa eget Fartøi ad Havets Vei den Sjømand henter en Skilling. Den skylder Norge sig selv ei -- nei! den kommer af Norriges Stilling. SIDE: 409 Selv Øxens Echo ei under Fjeld maa dø uden Løgn i sit Mæle. At Sverrig skyldes vor Handels Held det Dalene først maa fortælle. Fra Østen kommer ei, det jeg veed, stort andet end blæsende Vinde, som pille Kalken i Ro og Fred af Kongsvingers graanende Tinde. Om Natten komme de Grønne og Graa, og røde throndhjemske Dragoner. De synes tungt at marschere paa med Vogne, Tros og Kanoner. Men sagtere svæver ei Flaggermuus og duunvinget Ugle om Højden. Der høres kun Raslen af trillende Gruus og galende Haner i Bygden. De Vognhjul henrulle som Taager og Røg. De Pauker ei dundre, og Luren kun lyder som Vinden, der døende strøg i Græsset, der visner paa Muren. Fra Huuløine stirre Gelederne paa den Grændseborgs sorgfulde Øde. Da endnu engang indunder de graa Kaputter det synes at bløde. (Oluf kommer). Oluf. Ja, det er Ham! Jacob, er det en Nationalsang du synger? Den gl. Soldat (Forfærdet). Det er Ham! De komme tilbage; men i sorte Klæder. (Springer op; tager Huen af). Herr Lieutenant -- De veed, Jacob er ikke ræd . . selv ikke nu . . SIDE: 410 Oluf (Omfavner ham). Jacob, kjender du mig ikke? Oluf, som du saa ofte har baaret? Den gl. Soldat (Farer sig over Panden). Jaja, Oluf, Oluf Brav -- Faderen opad Dage. Jeg gamle Nar; men jeg maatte vel tænke først paa ham som faldt ved min Side her paa Moen. Her var det. Jeg vil vise dig det. Oluf. Jeg staaer ene i Verden, og tyer til dig. Er ikke dette din Stue? Og tillader du at den er mit Hjem? Jeg kan maaskee hjælpe din Alderdom. Her er mit Gevær og mine Hænder . . Den gamle Soldat. Du? (Ryster hans Hænder.) O min Gut! min Gut! Her er min Stue! Oluf. Jeg vil arbeide for dig -- idetmindste oprydde mit Fædre- land en større Plads end min Grav. (Vil bryde ud i Graad). Den gamle Soldat. Gut! Det lider jeg ikke . . Du har et alvorligere Anlete end din Fader, da han -- faldt . . hør! Jeg gjør ogsaa mine Be- tragtninger . . der er intet Folk (eller Nation) længer. Idet- mindste ere de paa gode Veje til at bringe det dertil. Jeg kjender blot Bønderne -- ja ogsaa Embedsmændene; . . de Fleste adskille sig fra dem ved Rangsyge og feig Fornegtelse af Folkets Samfølelser; og Bønderne -- hør, min Gut! var der Krig vilde jeg bygge Forhugninger af en stor Deel af dem . . De Stakler! -- o netop deri er det min Tanke forvirres -- kan man have andet end Medynk med disse til Dumhed og Ringe- agt Antvordede eller Foragt for dem som taale det? Nei, nei, jeg holder af mine Egne! Jeg var engang, da Alt haabede godt, opbragt paa dem, fordi de ikke livligt nok følte Forskjellen mellem Folkets Ære før og nu. Jeg troede de vare som disse Orme, der løbe over Moen og søge Ly i min Stue -- af koldt SIDE: 411 Blod, uden at Frihedssolen trængte ind til deres Indre, eller at den Glimmer, hvormed den omgav det Hele, trængte ind til deres livløse Hjerter. Jeg troede saa, og harmedes, da jeg troede Fædrelandets Ære og Velvære vare eet. Men nu? De have Ret disse koldblodige Orme. Solen er ikke trængt ind til dem. Kjend paa Løvet eller Græsset; det er ikke varmt; dog glimrer det i dette Solskin, som omsvømmer alt, og ogsaa Ormen, men uden at gyde nok Næring i dens Bølger, Varme i dens Hjerte og Liv i dens Glasøine . . . Dog seer jeg med mine, at det er det Eneste, som vil kunne holde Norge, og at det Eneste som vil kunne holde Kongens store Værk, er at gjøre Norge til Norge saameget som muligt . . Ormen letter Stene, om den snuer paa sig. . . Kom, min Gut! fortæl mig! Her er Stua mi! (Ind.) Unge Smyg og Horn (kjørende forbi). Mel. Im Wald und auf der Haide. Til Stockholm alle rulle, som ville og som skulle, : : bli'e store Mænd hos Os! : : Didhen de dra'e paa Kjærrer; men hjem igjen som Herrer : : de rulle i Kaross : : Kjør paa! kjør paa! kjør paa! kjør paa! de rulle i Kaross. Ei Tyrken sine Hænder meer varmt mod Østen vender : : end Norges unge Mænd. : : Profeten der og Allah "ödmjukast de påkalla, : : och vända Ryg dem s'en" : : Kjør paa! kjør paa! o. s. v. (De rulle forbi.) Den gamle Soldat (aabner Døren hurtigt). Var det ham? ham! SIDE: 412 Oluf (indenfor). Rolig, gamle Jacob! kom ind! Rolig! Den gamle Soldat (trædende). Ja den eneste Uro, vi har her, er "Snällposten og Stockholms- farerne." (Ind). ("Smygens" Værelse paa "Malmens Källare" i Stockholm. Smygen klæder sig paa. En Tjener hjælper ham. Horn paa Sofaen.) H. Smyg (lidenskabelig). Men -- Horn. Nu? H. Smyg. Hr. Olof var så beskedlig att lemna os. (Tjeneren gaaer med et Griin) Det var det jeg vilde sagt: Hvad Djevelen, vil du ødelægge mig? Horn (ligegyldig). Oluf sa'e du? H. Smyg. "Olof" sa'e jeg. Man maa tale med dem man er imellem, naar der ikke er større Forskjel. Og desuden, nu atter Oluf .? Du har holdt mig med det hele Veien, og (sætter Armene i Siden) kom- promitteret mig hvor du har kunnet med dine politiske Diskurser, og paaberaabt dig mig som en Norsk eller Ultra, og . . og . . (kaster sin Kjole i Kufferten igjen). Horn (ligegyldig). Saa du ikke hvor Olof green? H. Smyg. Nu atter igjen Oluf? hør! . . Horn. Nei Olof sa'e jeg -- den svenske Slyngel, som . . SIDE: 413 H. Smyg (seer sig heftig om). Er du gal? Tro mig -- ja jeg burde allerede i Carlstad have lagt Mærke til dig . . Horn. Hvorda? Hvad havde du hos Wingård at gjøre, naar Hedrén var i Byen? H. Smyg. Eller naar der var Heste at faa paa Gaarden, sa'e du. Des- uden Wingård var Landshøfding. Og saa i Christinehamn -- nei der var du rolig -- ; men i Ørebro, Arboga, Westerås og Sødertelje og paa Tillja og her idel Kompromittationer paa offent- lige Steder, og -- her (seer sig ængstligen om) hvor man ikke er sikker inden sine egne Vægge . . Olof! Se nu er han borte igjen. Horn. Saa ring paa -- H. Smyg. Tys, nei, jeg vil gaae ned. Olof er Sødskendebarn til Grev Brahes Kok. (gaaer ud) Horn (Springer op. Tager et Papiir ud af Kjolen i Kufferten og stikker et andet i). Se saa! Øjeblikket er der. Lad ham presentere Eidsvolls- planen for dens Fiende. Det er en Ulykke alene at . . H. Smyg (Kommende igjen. Griber efter Kjolen). . . Og desuden -- forat tale alvorligt -- du er jo selv Stock- holmsfarer. Horn. Ikke forat søge noget. H. Smyg. Hvad? Tys! (Tjeneren kommer og retter Kjolen paa) Se saa min kjære Olof. Kan jeg nu gaa til Hans Excellence? Tjeneren. Ja va's Herre! SIDE: 414 Horn. Mel. Og kjøre Vand og kjøre Ved. Hvor maa du ikke paa Thingets Voll gro højt, du kjære Eidsvollsminde! I Vredesblikke fra Løvenskjold maa dine Spirer jo oprinde? En god Ting aldrig fik en Sol saa varm, som dem, der gløder i en Mægtigs Harm. Skulde selv Blod fugte dets Rod, det Tiden højere vil finde. (Hos Omnipotenzen. Omnipotenzen en statue. En Kammerlakei.) Omnipotenzen. Hvormange Skurke er der idag fra Norge? Lakeien. Een. (Aabner Døren. Hans Smyg træder ind). Hans Smyg. Deres Excellence . Hvad er Casimir Perier eller Peel imod . . . En Beundrer . . Lad dette tale for mig. (Trækker Papiret op af Kjolen og rækker ham det). Omnipotenzen (Folder Eidsvollsplanen ud). Hvad? Til Mig? til Mig! (Med en bydende Gestus og dyb Stemme) Ud! (Vender sig som Kommandantens Steenfigur i Don Juan. Smygen skjælver). Lakeien (Tagende ham ved Armen) Forstaaer Herren ikke Hs. Ex.? Hans Smyg (Opløst i Forvirring.) Søte Ven . . . Lakeien (Førende ham ud) Forstaaer ikke Herren Hs. Excellence? SIDE: 415 (Værelset paa Malmens Källare. Horn i Sofaen.) Horn. . . . Elise! o jeg kjæmper . . . En Ydmygelse som Nor- mand . . eller om jeg ilede til Kongen, og sagde ham, at han ingen bedre Venner har end disse, som ikke fornegte sit Folk selv for hans Skyld? Nei . . Lad denne Tilværelse være spildt -- Elise, der er en anden, og hvori vi have Sandser. Thi vi maa finde hinanden, og . . (Hans Smyg kommer. Horn springer op). Hans Smyg (iilsomt) Jeg har bestilt Skyds. Tilbage? Horn. Nu hvor gik det? Hans Smyg. Tilbage! Horn. Gik det tilbage? Hans Smyg. Hs. Ex. var urimelig ligesom alle store Genier. Jeg vil slaae mig til Oppositionen, men anonymt for det første. Horn. Hahaha! Men anonymt for det første? Hans Smyg. Javist, men des hvassere. Jeg vil rase i Skiensegnen og ikke levne en Mand og tvinge Excellencen til at skrige ved at knibe Bernhoft ligesom man letter en Mand af Stolen ved at træde paa hans Ligtorn eller hale ham en Polyp af Næsen. Horn. Det er dog rasende. Oluf var ikke værre i sin bedste Tid. SIDE: 416 Hans Smyg. Oluf? Atter igjen? (Slaaer sig for Panden) Ja rasende . . o det er rasende, rasende! Men det kan ikke være saa. Mine Anbe- falinger ere endda ikke producerede. Det var Bagvaskelse og slet Stiil i Supplikken, som gjorde Hs. Excellence rasende. Det kan ikke være andet. Men rasende er det, ihvordan det staar sig. Men hør . . reis! . . Saaledes kan jeg ikke forlade Stock- holm . . Ligesaalidt som en Spiller Bordet, naar han engang er kommen did. Reis! Hestene er færdige . . Farvel. Jeg vil endnu forsøge andre Udveje. Dit Selskab alene kan have kom- promittert mig. Derfor reis! Jeg vil forsøge . . (Iler ud). Horn. Med Fornøielse -- Jeg reiser. Oluf, du er hevnet. Hevnet? Det er et stygt Navn for at Retfærdigheden er fuldbyrdet. Men naar Hevnen er retfærdig, da elsker jeg den mere end Ret- færdigheden, naar den hevner. Skar man Retfærdigheden op, turde man finde, at dens Hjerte var Hevn og dennes en Blod- draabe. Derfor -- hverken Retfærdighed eller Hevn, men For- urettelse og Forsonlighed! Og tilbage fra Sverig til Norge! (Ud). (Ved den gamle Soldats Stue. Han kommer med Olufs Gevær.) Den gamle Soldat. Jeg saa ham da han reiste. Men der var To. Nu! Gud styre min Haand . . Der kommer En af dem opover Bakken . . Ialfald er det en Stockholmsfarer, en af sit Fædrelands Beskjæm- mere, en Ødelægger af dets borgerlige Moralitet, som Oluf siger, naar han anstrænger sin Blødhed til en haard Dom . . Ha det er Ham, hans Drabsmand . . Jeg kjender ham igjen. Det er umuligt andet . . Jeg veed jo Minuttet da han skal komme. Det er ham! (Lægger an og skyder.) Oluf! Du er hevnet. Oluf (styrtende ud af Stuen forfærdet) Hevnet? (Rivende Geværet fra ham.) Gamle, hvad har du gjort? SIDE: 417 Den gamle Soldat (Rolig.) Skudt ham! Oluf (Med stigende Forfærdelse). Hvem? I Jesu Navn hvem? hvor? Den gamle Soldat (Kold). En Stockholmsfarer. Der! Du kjender ham. (Peger ud i Skoven. Oluf iler ad den Kant. Den gamle Soldat sætter sig paa Stubben i en rolig eftertænksom Stilling. Oluf kommer ind med Horn døende i sine Arme.) Oluf (Læggende Horn ned jamrende.) Ja jeg kjender ham . . min Ven! min Ven! Den gamle Soldat (Springende op.) Din Ven? Ikke Han, som . . Oluf (Jamrende.) Ikke Han . . Horn (Rækker Haanden mod Soldaten.) Tak! Tak! Oluf (Glædesskrigende.) Han lever! Soldaten (Kold.) Han lever ikke. Røster bag Scenen. Et Mord! Et mord! Horn (Rækkende Haanden mod Oluf.) Oluf! . . Oluf! . Elise! Soldaten. Han er død. Lad nu Juristerne komme. (Oluf kaster sig hulkende over Liget.) Oluf! troer du Gud har styret min Haand saa? (Taushed.) Jeg har skudt feil -- værre end imod mit eget gamle Hjerte. SIDE: 418 (Vognrullen høres.) Men der maaskee kommer den Rette. (Tummel uden for Scenen.) Men Han døer sikkert som en brav Mand, og Præsten fortæller, at han af Englene er didbragt til sine Fædre højt i det store Huus med de mange Værelser; men har ikke Djæv- lene Geværer, saa de kunne pille Slige ned til sig ligesom Men- neskene de uskyldige Skovduer paa Birkens højeste Qviste, saa vil jeg lære dem det . . (Tumlen nærmer sig. Oluf springer op. Soldaten barsk.) Hvem der? (Røster bag Scenen). Fogden! Herr Fogden! Den nye Foged! Hans Smyg (trædende frem i Fogeduniform.) Retfærdigheden! (Soldaten leer haant. Til Folk bag Scenen bydende.) Fængsler begge Delinqventerne! Soldaten. Hvem er Du? Hans Smyg. Fogden i Distriktet. Soldaten. Fars Søn. (Teppet falder.)