Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 CARL MUNCH Imellem Herrens Engleskare -- de stjernehvide med de Pander klare -- fremtrænge sig En paa blodrøde Vinger, med Panden i Svoveldamp skjult. To Lynglimt til et Hjerte bundne, -- det slog -- og i et Klagehviin forsvundne! Forfærdede flye, som kløvede Vande, tilside Serafernes Hær. Var Han en Synder ifra Jorden, som styrred Himles Fred og Engles Orden? Hvad Rædsler vil Gud forkynde den Djærve, som trænger i Himlen sig frem? SIDE: 2 Men Han, Han gjennemhviner Rækken, som om hans Kraft den kløved og ei Skrækken, som var hans Skarlagen Blod ei, men Rødmen af Herrens Barmhjertigheds Smiil. Som Barn i Jammer ændser Ingen før til sin Far det kommer, skar Han Ringen af salige Aander, ilende opad, kun fremad som klagende Barn. Halelujaherne forstumme; Cherubsværd, stormbøjd Flamme liig, sig krumme; de stjernhvide Vinger gulne; det Gule snart voxer til rødgule Lyn. "Mon storme Himlen de Forlorne? Var djærvest Dæmon Han blandt Sammensvorne? Dog liig os: Vi saae jo gjennem hans Bryst og hans Hjerte som Duggdryp i Blomst?" "Mon myrder Han, den Blodberuste, igjen et Folk? Thi da han Pohlen knuste, kom slig en Seraf paa blodrøde Vinger, med Panden i Svoveldamp skjult." "Som denne skar han vore Rader. Han foer -- som Barn i Jammer til sin Fader -- de blaanende Rum igjennem, kun opad, kun fremad som klagende Barn." SIDE: 3 "Til Himlen Pohlens Suk han bragte, da Jorden hørte ei hvor dybt det klagte. Mit Fædreland døer -- o Retfærd! han raabte. Dets sidstfaldne Offer er Jeg!" "Bar Han, der kom, paany slig Jammer?" -- Da sammenknittred Vingerne i Flammer. En Cirkel af Lyn, en kjerneløs Sol liig, i Zenith Serafraden slog. Til Jord de saae. I Maaneskimret den stille laae. Kun Graad og Sceptre glimred. Lig Stjerner i omvendt Himmelhvælv, hvidned taustvridende Hænder i Muld. Dog i en Vraa de taust ei vredes: der hvor en Grav ved Nattetider redes. (De Gravere see den flammende Cirkel, men tænke kun Nordlys det er). En Yngling sænkes ned i Graven. -- Hvor ligner Han den Blege der Serafen, som trængte sig frem paa blodrøde Vinger, med Panden i Svoveldamp skjult! "Men Han, Han Selv deroven kommer med Rædsler ubetynget fra sin Dommer! O Under! hans Vinger hvidne som vore; hans Pande som vores er klar." SIDE: 4 "Til Naadens Tinde var jeg stegen. I deres Lys den Glands af Blod er vegen og Dampen fra Panden -- " saa dalende sang Han. Men Aanderne kjendte min Carl. AMORS BILLED " -- Er dette Amors Billed? Haha! Ham jeg mig forestilled meer munter, med et yndigt Skalkesmiil paa Kinden, ei med Haanden under Kinden . . . . saa skyfuld ei . . Hvad skal det Alvor til hos Drengen der, forinden -- ja forinden . . Ei nu! Hvad vil jeg nu?" -- Saa pluddred væk ung Fanny ved Elevens Staffeli paa et Akademie til Hans og til Akademiets Skræk. Han bukked sig i et, saa rød som Blod, og døv og blind han lod den hulde Hende skjænde. Hvad gjorde denne Blygsel andet end at Hun tog paa igjen: " -- Ja ret, Herr Maler, altfor melancholsk! Er det en cyprisk Amor? -- En katholsk det er, som i en skimlet Klosterbroder, en frugtløs Elskov tænder til Guds Moder! -- Nu, tal dog, Herr Elev! Ah! siger dette stumme Buk og Suk Pilati: "Hvad jeg skrev, jeg skrev?" Hvi gav De da ham ei en dygtig Rynke, for dette Smiil, som synes ret at ynke? SIDE: 5 En Rynke? ja det var ei værre det -- " Saa blev den Kaade ved. Da, se -- o Wunder! miracle! ja i alle Sprog et Under! -- da sukked Amors Billed der paa Lærredet: "Med Sandhed Han alvorlig har mig malt: -- Haand under Kind, som efter noget Galt. Dog Tungsinds ei, kun Medynks er mit Smiil, fordi jeg saare maa saa skjøn en Barm -- " Og Buen løfted han . . der foer en Piil . . Ung Fanny segned i Elevens Arm. DEN NORSKE MARSEILLANER SYTTENDE MAIS-SANG 1834. Op I brave Sønner af Norge! Det er Frihedens hellige Dag. Lader vaje fra Fjeldenes Borge : : det trefarvede Norriges Flag! : : Lad Forrædere under det andet skjule sig, straalende Høifest, for Dig; og der henblegnende som Liig høre Folket at juble kring Landet! Hurra! for Norges Flag, det Tegn for Himlens Sag! Hil dig, vort Flag! for syttende Mai høit over Folket vai! Frihed Sejer i Kampen forjetter, Fryd og Velstand de fredsæle Aar. Hil Dig, Frihed, som Arbeidet letter, : : og som gjør at vi tungere slaaer! : : SIDE: 6 Selv sin Frihed nu feirer Naturen: Vintrens Iislænker bragende sank; og se som Frihedsbanner blank vajer rødmende Fjeldbjerk i Uren! Høit synger Fossens Dur befriede Natur. Lyd høit vort Chor som rungende Fos! Det er og Vaar for Os. Skal det Døde da Aanderne lære, at de juble sin Frihed imod? i de buldrende Vande da være : : mere Geist end i Menneskeblod? : : Støvet jubler i Solen, og qvæder Fuglen ei paa sin svævende Green? Og Manden paa sin Arnes Steen skal ei hilse sin Frihed, sin Hæder? Hans høje Frihedshil skal Jorden lytte til. Og hver dens Træl skal aande sin Harm som Røg og Ild af Barm. Men vi mindes, at Norriges Frihed ogsaa opsteg af blodige Bad. Være taksomme Bæger da viet : : Liers segnende Seirherrerad! : : Bretlands Thordner om Norrige braged; Hungersdøden det viedes ind, og fremmede Forrædersind lurte sammen i Raadet og Slaget. Europa Trældom svor; men "Frihed" Gud med Nor. Og Carl, han svoer, og lagde sit Sværd, og blev da Spiret værd. SIDE: 7 Og med Harme, Brødre, vi mindes: end er Friheden hyllet i Slør. Skal dens Søster, Liigheden, findes : : kun som Fremmed ved Normandens Dør? : : Staten Skat af Oplysningen tage? Friheden være kun et Glimmerskin, som mægter ei at trænge ind i det Lovmulm fra Trældommens Dage? Nei, Frihed, aabenbar den Almagt, som du har! Din Hær af Mænd er villig og stærk. Fuldend dit Frelserværk! Alt forlængst har sig Maidagen sænket som et gavefyldt Himmelens Hvælv. Deri er os Forjættelsen skjænket: : : Gud den hjælper som hjælper sig selv. : : Deri lyksalige Aarrækker dvæle som i Jomfruskjød herlige Æt. Og liig et Rigdomshorn dens Sol himmelsk Lys saaer i Fribaarnes Sjele. Spænd ud dit Himmeltag, du Frelsens Fødselsdag: Derfra den steg paa Norriges Raab, og der, der boer vort Haab. Nordmænd, fremad! fremad! Os føre Syttende Majens Forjettelser an. End tør trælsindte Love jo gjøre : : til umyndig den fribaarne Mand? : : Gaaer et Folk ikke fremad, tilbage da som Tidens Opevju det gaaer. Og Friheden maa hvert et Aar faae en Seier og miste en Klage. SIDE: 8 Fremad mod alle Baand, som qvæle Aand og Haand! Fremad til Alt, som Sandt er og Frit! Det Raab, o Dag, er dit. Fremad mod Trældoms Rest! Saa byder Majens Fest. "Fremad! Fremad!" Befriede Nor, saa er dens Løsenord! VED DE LANDFLYGTIGE POLAKKER, OBERST DUMARSKYS OG LIEUTENANT JANKOWSKYS AFREISE FRA NORGE TIL SPANIEN Hvi at klage? At I hen i Døden drage, I, hvis Fædreland forgik, Jublende I did bør jage. Graven I til Hjemstavn fik. Skiftet er det: Retløs Seir til Cæsarsværdet; Polens Helte fremmed Grav, Rethevn dog, i Dybet hærdet, groer, men Seiren blomstrer af. Har paa Havet Du de Heltes Viisdom stavet? Tusind Miil fra hver en Strand Reiser Bølgen sig -- hvor mange maa igjen ei Dybet fange? Kløver Hai og sluger Hval? -- Skumkront, som et Berg med hvide Templer paa, skal En dog skride som et opreist Ocean, Døe i Seirspragt mod sit Land. SIDE: 9 Spredte over Havets Ørk og Ørknens Vover Reise polske Isser sig. Tusind atter ned maae dukke kan kun sende Polen Sukke give Verden ikkun Liig. Men en Kocziuskos Isse engang drøner frem tilvisse, ruller, som mod Berg hiin Flod, over høien Kreml i Blod. Liig vor Klode Da den Vandene forlode, ungt, med bedre Græs bedækt, ruller bag ham Polen atter ud sin Slette fra Karpather i dens fulde Storhed strækt. Unge Madalinsker tøie Sletten ud til Wolgas Høie. Ned fra Himlen hvide Ørn bærer hjem de Pragas Børn. Brudes Latter, Dødssuk ikke, Vinden atter fører over Wolas Muld. Ah! det lufter alt af Vaaren! Milde Hvift bortførte Taaren Ud! -- Som Seil er Barmen spændt. Som en Ørn, der letter Vingen, Klapper Hjertet . . Ud med Klingen! Ah! hvor blank i Solen den gløder som til Kamp igjen! Hvi at klage? Hjem Polakkerne jo drage; Veien did gaaer rundtom Jord. Haabet jog de dog tilbage; det har sveget hvad det svoer. SIDE: 10 VED PRESSEFRIHEDENS DØD (1799) Mel.: Hvo veed, hvor nær o. s. v. Af Folkets Diadem forsvunden er brat dets herligste Demant. En Taare liig i Mulden runden, den svulmed, glimred og forsvandt. Vor Pressefrihed er forbi. Og det er Spot at hedde fri. Lidt meer belivnet end Marmorguden, men skjøn som den vor Frihed stod. Og Pressens Slag var, under Huden af Lys, dens Hjertes Slag i Blod. Nu er det standset -- : hvortil Os da kun den kolde døde Klods? Se Lysets Porte i Ruiner! vor Friheds Glorie falden af som laante Fjer og falske Miner, der engang Skin af Liv den gav! Hvad vil du, Spøgelse? -- forsvind! Er Tanken Træl, da Armen bind! Ve, Pressen er jo Friheds Throne! Nu liig et Øie uden Syn, en Konge uden Gyldenkrone, en Asathor foruden Lyn, et vidløst Ord, en tonløs Sang vor Frihed er i Pressetvang. SIDE: 11 Dens Sjel er flyed, dens Mæle borte. Fiskalen om dens Strube hang, og persed ud vor Friheds korte men jammerfulde Svanesang. Den kun bestod udi et Suk, som han, der strypte, kaldte Muk. Det Suk, den frie Presses pinte og sidste bange Klap: din Geist, o Frihed, histhenop dog hvinte, hvor Dommen har sin Throne reist. Det sender hid igjen engang sin Røst med Domsbasunens Klang. Til da se ved sin Krybbe Hesten! Den Fryd har Trældom og for Mænd. Til da lad Skurken plyndre Næsten, og flyde kun Fiskalens Pen! Til da, du kneblede Geni, og mulebundne Sandhed, ti! Til da hør Magtens Thordner ringe vor Frihed ind i lune Grav! Til da lad prentes ind med Klinge paa Folkets Ryg dens Epitaf! Til da, I Mænd, til da, til da et stort, et langt "vive le roi!" SIDE: 12 DEN GRAA KAPPE Spørg ei om Alenmaal ved hvad der er isandhed godt, Det er en Skik ifra den Stad hvor Tommeltot er Drot. Maal Storhed ud med Bjerg paa Bjerg, du Langbein Rise svær! Maal den med Fluebeen, du Dverg! I komme lige nær. Beundr ei Tempeldom'en, hvis du Soppen gaaer forbi! Et Glas gjør den til Münsterspids med kjække Søiler i. Træd Øieblikket ikke med Methusalems Foragt! Det Æg har dig en Evighed i Muldens Varme lagt. Som Baand kan maales op et Qvad: to Alen eller ti; men være i en enkelt Rad umaalbart meer Geni. SIDE: 13 Et Smiil -- hvor flyver let den Sky henover Kindens Gry . . . Et Træk -- og Verden flux forstod Napoleon deri var. Men Nicolai i Pomp og Blod er kun en -- ja -- en Czar. Hiin var meer stor, (thi mere fri) i Lænker paa sit Skjær, end Denne naar han flyver i sin Ørken med sin Hær. Knapt stort som Frivils Vingepar din Elsklings Øie er. Dog seer du der en Himmel klar, og Engle svømme der. Hvad er da Smaat, og hvad er Stort? Se, Roma stirred vel paa Scipionens Æreport, men Cato paa hans Sjel! Træng ind! tag fat Bedrivten! split dens Straaler, at du seer med Aand om noget Aandigt midt i den dens Hjerte er! SIDE: 14 Lad Sjelen møde Sjel! Maaskee blier Pyramiden lav, imens du Straaletind faaer see af en af Engle hvalt Tropæ paa skjult og trampet Grav. Et Ord er stort, naar det er sandt, om qvalt og slængt i Veir. En Daad er stor, om den ei vandt, naar Aand kun i dens Indre brandt, der værdig var til Seir. Et Smiil kan tee Cheruben: Som en gyldenlænket Ørn, Den Høie svæver deri om imellem Jordens Børn. Et Ord -- og Manden staaer der heel. En pragtløs Handling -- og maaskee en straalomkrandset Sjel opdages i en Krog. -- Weltzin, din Vaabenkappe graa mig rinder brat ihu. Et usselt Plag? Velan! vel saa! Men fremfor Himlens eget Blaa og Skarlatin med Stjerner paa -- saa adlet det har Du. SIDE: 15 Med Fjeldets Let, med Matrands Røg din Kappe farget var. Før ligeglad den Let du strøg du Lænker for den bar. Et frit og ærligt Ord den Graa med Straaler overgjød. Weltzin, som Kappen du har paa saa simpel var din Daad; dog saae en Storhed jeg, som Faae forstaae, en Aand som der frembrød. Et ærligt Ord? Og det var Alt? Nu vel, ja det var Alt! Gjør du det efter, som forstaaer at skifte Sind som Farve naar det bare bli'er befalt! De Maalere, som krybe paa det Stores Ydre om, langbente Kingler lige, som en Verdensreise gjøre om den høie Tempeldom -- de Maalere, som dømme Alt kun efter Glands og Klang, De fatte ikke, at din Pjalt fik ved de Ord, som du har talt, med Norges Banner Rang. SIDE: 16 Det flammer rødt. Den Kappe graa er Røgen derudaf. I den skal Norges Kriger gaae, i den, som Lyn fra Skyen, slaae, og den til Æresdække faae omsider i sin Grav. Siful. Herunder lagdes Støvet, som i 79 Aar var forenet med CHARLOTTE AMALIE FINCKENHAGENS herlige Sjel. Tyst favne Mulden dette Døde, hvori en Aand var Jorden aabenbart, hvis Liv herneden alt var Gud imøde en stille, men en herlig Himmelfart. CHARLOTTE AMALIE, Datter af Overhofrets-Procurator Hassing og Inger Margrethe, født Hegelund, fødtes i Christiania 8de Juli 1755. Enke efter henved 2 Aars Ægteskab med Sognepræst Kyhn til Qvikne, giftedes hun i sin Fødebye Christiania 23de Juni 1786 med sin nu efterlevende Mand Jubel-Oldingen, Provst, Ridder Jacob Christian Finckenhagen, Sognepræst til Næs paa Øvre-Rommerige, SIDE: 17 med hvilken hun henlevede i det kjærligste Ægteskab i 48 Aar, indtil hun den l9de Juni 1834 forløstes fra langvarige legemlige Lidelser, som dog sjelden standsede hendes udmærkede Virksomhed som Moder for Børn, Huus og Alle, Rig eller Arm, der nærmede sig dette, men som aldrig øvede nogen Herredom over hendes herlige, sjeldent uddannede Aand. I Livet viste hun, hun kjendte Døden -- det synes simpelt, men det sjeldent er -- ; i Døden, at hun kjendte Evigheden. Hun smiilte, mens vi græd, og -- var ei meer. VED BORGERFESTEN I EIDSVOLD 29DE SEPTEMBER Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland. Før Talen. Opstanden er den gamle Nor, den stærke Frihedskjæmpe. Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer, hans Ild har mægtet dæmpe. Den gnistred stødt i Ætens Blod; men ud i fulde Flammer slog, da paa Eidsevjathing opstod med Hast den gamle Kjæmpe. Som en Volcan af Mulden Han i Æten er opstanden; Haarfagers Krones gyldne Rand paany omstraaler Panden. Med Thorleifs Lag i Mannaring han sidder paa sit gamle Thing; St. Olafs Øx, den Seirens Ving, er ikke langt fra Handen. SIDE: 18 Kong Barfods røde Vaabenkjol, Den gyldne Løve mødte hans Øie strax. Hakoners Stol i Throndelagen glødte. Det gamle Maal i Dalen klang, de gamle Klipper endnu hang, Tre Alen end var Manden lang, af gothisk Let den Fødte. Han kjendte sig saa grant igjen. End stod den gamle Hytte. Ham tyktes i hver Ungersvend see Einar Thambarskytte. Saa langt som før i Havet svam Ledandisnæs og Statland fram. Kun undred det med Sorrig ham hvi Iisland vilde flytte. Stirr ei udover Havet saa! Paa Skum du Hu ei fæste! Did af din Stormhat, mens den laae paa Høi, dens Fjedre blæste. Sku vide Opland, høie Thrand, det seilomperlte Rogaland! Og døv med Rødningsøxens Klang hvad Ondt de Vaager hvæste. Herhjemme er jo alt som før du gik indunder Højen. Dit Haab staaer fremst i Tidens Dør; den gamle Sorg er fløjen. I Fædrekraft det Fædrenord opstod som Guld uskadt af Jord; og paa dets Frisinds første Ord det Frihed sprang af Bøjen. SIDE: 19 Normanna-Aand, hil i dit Hjem! Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem, og i Kong Carls Geleder! I Østens Skodd end Jetter boe. Da værne Gothen vak sin Ro! Normænd, den Asathor mod dem er Fædres Kraft i Eder! Efter Talen. Nordmanna-aanden ei opstod, igjen at gaae tilhvile. End fylder vilde Jothuns Blod, og Bjarmen hvæsser Pile. Da tør han ikke sidde qvar, og anden Ro ei Aanden har end seilende Ørns, som Skyen skar paa spændte Vingers Hvile. Svæv stil saa over Kongens Børn! bedæk det dyre Rede! I Skyen mød den kløvte Ørn, og Jothunbjørn paa Hede! Da regner Blod af Luften ned, da rødmer Sne, Iis damper heed; thi det var Nordens Kraft som stred for Drot og Land at frede. Men selv mens Bann'ret hænger paa sit Spyd som Blomst der slumrer, mens endnu ei i Torneaa, den Skjebnebrønd, det skumrer -- endnu, ja før Carlidens Sværd fremst flyger i den Sejersfærd som Blivets Lyn foran vor Verd igjennem Taager lumre -- SIDE: 20 Mens Fredens Manna sidder paa Carls Spiir, og Oscars Klinge end hænger stille som den blaa forelskte Dues Vinge -- Nordmanna-aand, endda til Strid mod Jothunsind og Jothunid! End Jetter tør fra gammel Tid herhjemme Huus sig tvinge. Af Jothunmulm Uvidenhed er født -- ei blot paa Fjeldet, men midt paa Vangen lys og bred den Jette djærv har tjeldet. Det træge Sind er Jætteblod, der gaaer som Dynd fra Hjerterod. Det bruser Gothernes imod saa raskt som Fossevældet. Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod, Nordmanna-aand mod Jette! Da du forsvandt, den fule Rod sig videnom udbredte En Jette gram er Borgertvist, Tørhænde findes her og hist jothunske Trælsind -- ha, forvist mod dig de Vaaben smedte. Med Østens Jothunæt i Pagt som gamle Frænder gangne, midt paa hiin Kampens Dag med Magt de bryde ud som Fangne. Derfor Nordmanna-aand du før Forræderne tilintetgjør! Med hine østenfor din Dør i Pagt de ere gangne. SIDE: 21 HELGØ (REISESKIZZE) Se som to Elskende Thotn- og Stange-Stranden i Mjøsens Speil beskuende hinanden! Men siig mig upartisk, hvo vandt, hvo venest er, hvo fagrest smiler? -- -- -- Umuligt; thi Skjøn-Helgø hviler imellem begge som et Elskovspant. ODE TIL NAPOLEON BUONAPARTE (AF LORD BYRON) Det er forbi. Skjønt Drot igaar, mod Konger rustet ud til Slag, en navnløs Ting du er idag: forkastet, mens dit Hjerte slaaer. Er det den Mand, hvem Throner løde? som Fiendebeen rundt Jorden strøede? Og kan Han leve end? Ei Støv, ei Dæmon, ikkun Den, som "Lucifer" saa falskt er kaldet, saa dybt er nogensinde faldet. Hvi slog -- Du med det haarde Sind! -- din egen Art, som bøied Knæ! Du Resten tugted til at see, men stirred paa dig Selv dig blind. Med Magt ihænde uomtvistet, med Frelsevælde, om Du lysted, en Grav var det Du gav dem, Dig tilbade. Støvet af dit Fald dog ahner først, at mere end Ringhed lav er tomme Ære. SIDE: 22 Den Sandhed skal -- og derfor Tak! -- en Krigeralder gjøre viis langtmeer end høi Philosophies saa skjønne men forspildte Snak. For stedse maa den Trolddom svinde, som kunde Sjele saa forblinde, at de i Blod og Ild selvoffred sig fanatisk til det Sværdevældes Afgudsbilled, med Kobberskolt paa Leerfod stillet. Triumph, Forfængelighed let, Henrykkelsen i vilden Slag og Seirens Røst, det Jordskjælvbrag, det var Dit Livsens Aandedræt. Det Sværd, det Scepter og den Styrke, som Mennesket syntes skabt at dyrke, dit herskende Berøm -- forsvundet som en blodig Drøm! Du mørke Aand! hvor vildt mon tindrer dit Raseri ved disse Minder. Den Ødelægger ødelagt! Betvunget Seierherre! Han for Andres Skjebne Voldgivtsmand, som trygler sin af Andres Magt! Er det et Haab, som Cæsar sømmer, der kan i slig Omvæltning drømme saa roligen endnu! Mon ene det er Dødsens Gru? At døe en Hersker, Træl at leve? -- Uædlest kjækt dit Valg er blevet. SIDE: 23 Hvor rulled Han sit Blik omkring, der vilde kløve Eeg, -- som brast, men (ei han tænkte det) med Hast ham qvalte i Tilbagespring! Du vovede tilsidst at spænde, Din grumme Magt til Daad liig denne. Og Skjebne mere tung blev Din end Hans i Egens Sprung: Han Rovdyrs Rov i Skogens Skygge, Du maa dit eget Hjerte tygge. Da Romeren i Romas Blod sit brændende Hjerte havde slukt, til Jord han slængte Dolken lukt, og dristig Magtens Tind forlod. Af dem forfulgt med bitter Smæde, som engang trælled i hans Kjæde, i rædsom Storhed, med slig Dom han sad ved Arnens Fred. Hans Hæder var, da han gav Magten (skjønt selv forsvart) og tog Foragten. Bort Kroner Spaniolen hev for Rosekrandse -- bort han gav et Keiserdom for Cellens Grav, da Herredømmets Ruus bortdrev. Sin Perlekrandses strænge Tæller, i Troeskiv subtilest Skjælder, han ret i Barndom gik. Dog havde det havt bedre Skik, om kjendt han havde ingensinde Skinhelligs Skammel og Despotens Tinde. SIDE: 24 Men Du -- se Thordenkilen dig fravristet, skjønt du stred imod! -- for seent den Magt du overlod, hvortil din Svaghed klynged sig. Du Djævel! det er Hjerteqvide, saa uden Nerver dit at vide, at det ei briste kan; og Tanken, at for Ting som Han var Skaberens saa skjønne Klode som Skammel engang lagt tilfode. -- -- -- EUGENIA-STIFTELSENS PLEIEBØRN TIL STIFTERINDEN FRU MARIA SCHANDORFF PAA HENDES FØDSELSDAG DEN 22DE JANUAR 1835. Mel. Af Høiheden oprunden er. Vor Skjænk er arm, vor Røst er svag paa Kjærlighedens Høitidsdag; dog juble vore Hjerter, og Taksomhedens Taare klar er al dens Glands: -- vi Stakler har ei bedre Høitidskjerter. Os, Veninder, Glædesstunden er oprunden, som har givet vores ømme Moder Livet. Hvor mødes du, velsignte Dag, af vore Hjerters glade Slag! Det smerter os du svinder. SIDE: 25 Men naar du i din Nat nedgaaer, du faaer din Plads til næste Aar imellem søde Minder. Skjøn som denne Dag ei rinder Dag i Aaret: den har baaret Herligste blandt Norges Qvinder. Mon ei vi gik paa nøgen Fod? og vidste ei hvor Mærket stod imellem Vrangt og Rette? De Spurve fløi med Korn i Neb, Vi tænkte vel, men ei begreb, hvor vi Os skulde mætte. Om vort Øie skumred Mulmet; i Os ulmed onde Gnister. Nøden er forvist en Frister. Vi sad jo paa Forældres Grav? Og Verden som et rædsomt Hav laae dæmrende for Øiet? Hvor let mon kunde i sin Fos hver Bølge slugt enhver af Os som Planten spæd og bøiet? Synden herligst loved Glæde, Mad og Klæde. Den saa gjerne tog enhver af Os til Terne. SIDE: 26 Da stærkere end Skjebnens Arm blev Ømhed i en Qvindes Barm. Den al vor Nød forsøded. I hendes Sjel blev Tanken Daad, og varmere end al vor Graad Marias Hjerte gløded', I dens Skjul Hun ufortrøden søgte Nøden; og Forladte under trygge Tag hun satte. Vort Legem Føde, Lys vor Aand du gav, vor Moder; og vor Haand du lærte Flid at kjende. Her sidde vi saa luunt og trygt, og Dagen gaaer i Herrens Frygt; dog ingen skjøn som denne. For vor Moder klar den rinde! stedse sende Fryd til Hende, den Høihjertede blandt Qvinder! Til Ham, til Ham, der elskte saa, der elsker endnu saa de Smaae, du venligen os førte. Forvist hos Christ i Himmerig det Samme vidne vi om dig, som du paa Jorden hørte. Han skal takke dig for Alle dem, som kalde dig, Maria, meer end Moder: Frelserinde. SIDE: 27 BRITTEN DERWENT CONWAYS (SIR INGLIS') I DET ENGELSKE OVERSATTE "NORSKE KJÆRLIGHEDSSANG" [fotnotemerke] Ved Sjøen, den mørke, bekrandset af Tallen, Du møde mig, fagreste Gjente i Dalen! Naar Stjernerne vaage, naar Skogene drømme . . naar Oteren lister sig ud for at svømme . . Naar Alting, undtagen dit Øie, som funkler saa nødbrunt og venligt, mod Qvellen sig dunkler. Da, Gjentami', mød mig ved furukrandst' Vove, naar Stjernerne vaage og Skogene sove! -- Ved Sjøen, den mørke -- da skal i dit Øre jeg hviske hvad forhen du neppe fik høre. Den døende Dag og dit Haandtryk, det sagte, gjengi'er mig mit Mod, det af Lyset forjagte. Du Sneekaaben seer, hvor den skinnende ruller fra Arildstid nedover Jøkelens Skulder? Ei Dagen vil komme, som seer den forsvinde. Saa evig du ogsaa min Elskov vil finde. Fotnote: Her oversat igjen fra Engelsken til den nordenfjeldske Mel:"Ifjor gjæt' æ Gjeiten i djupaste Dalom". SIDE: 28 Saa kom Allerkjæresten min! Seer du ei, Dagen er alt til de Fjelde i Blaafjernet dragen? Før Uglen begynder sit Uul efter Bytte, jeg efter dit svævende Fodtrin vil lytte. FRIHEDSSANG DEN 17DE MAJ (Mel. Jeg er en Jægersmand -- Hali -- Halo!) Hvor Friheds Sange klinge, i Barm maa Hjertet springe. Der boer hver Glæde frit. Meer Glands der Sværdet spreder, og Møens Yndigheder fremstraale mere blidt. O lystigt, o! O lystigt, o! O Lyst i frie Land! Hvor Trældoms Lænke bæres, i Sorg hver Barm hentæres, hver Livets Blomst forgaaer. Kun tungt der flyver Landsen; meer Sorg med Brudekrandsen kun Møens Hjerte faaer. O sorgfuldt, o! O sorgfuldt, o! O Sorg i ufrit Land. Herfrem som Hjemmets Bække fra Dal og Bjerg, I Kjække, hvis Manddoms Død i Slag meer sød er end den Aande, som Trællene udaande! SIDE: 29 Herfrem om Friheds Flag! O lystigt, o! O lystigt, o! O Lyst i frie Land! ROMANCE EFTER SKOTTEN DERWENT CONWAYS UDSAGN OVERSAT FRA "HØINORSKT" (Mel. af Elverhøi). Til det Sted, som vel Skjøn-Signe vidste, rap og stil som Maaneblink paa Sjø, monne hun en Aftenstund sig liste. Dog Ung-Eistein var der før sin Mø. Havde Signes Moer blot vidst hvad Ondt som traf, holdt hun hende hjemme, stængte Døren af. Ho! ho! ho! Mellem Lommens Skrig nu maa Skjøn-Signes Klage blande sig. Tyst de høie Graner stod som ahnte de med Angst en Ufærd i den Nat. Førend Maanen saae fra Aasen, bante Signe did sig gjennem Lyng og Krat. "Nu, Ung Eistein -- raabte Bjergmand blaa fra Fjeld -- laan mig Huen din og Trøjen din iqvel! Ho! ho! ho! Mine Graner mig vise, at En vil komme denne Stig." "Bagom Siljurne ved Sjøens stille Bredde ligger bunden Baaden din. SIDE: 30 Før du midtpaa naaer, med Guld jeg vilde lade den, blot var din Hue min. Laan mig Trøjen svindt og røden Hue; thi vist et Støvets Barn hun holder mig deri. Ho! ho! ho! Det er vor Contract. Kjøbet jeg holder altsom det er sagt." Eistein støder alt fra grandækt Fjære; under stjernet Himmel roer han paa. "Signe" -- sang han -- "Bergmands Kjærest være, bare jeg hans Skatte kunde faae." Som han utpaa kom, ved stjerneklare Nat seer han paa Tilje høine sig sin Skat. Ho! ho! ho! Kinden vel var bleg. Øiet dog flammed altsom Skatten steg. Ve ham! med hvert Aaretag jo stiger Guldets tunge Dynge under Toft. Mod sin Æsing stedse Baaden siiger. Geisten holder tro hvad han har lovt. Bølgen pibler ind. -- Forgjæves hev han ud Guldet hvorfor han saa falskt har solgt sin Brud. Ho! ho! ho! Geisten Signe fik. Eistein tilbunds tilbunds med Guldet gik. Men den fule Bergmand evigt fæstet har ved Brudering Skjøn Signes Tro. Thi, at Skikkelsen, som hende gjæsted, var Ung-Eistein, tænkte Pigen jo. SIDE: 31 Under Berg og Sjø den Bryllupsfærd drog frem. Solen randt. Til Moer Skjøn-Signe kom ei hjem. Ho! ho! ho! Mellem Lommens Skrig Hvinende løfter Signes Klager sig. TIL SYLVAN (EN BOTANIKER) Paa Grændsen mellem Liv og Død vi mødtes førstegang: paa sidste Stribe Snee, der flød, en Blegnen liig, paa Vang: paa sidste Blink af Iis, det blaa: paa første Smiil af Grønt, hvorpaa en Lærke gjør sin Sang. -- Paa Grændsen mellem Liv og Død? Ei Vaar, ei Vinter da. En Jevndøgnsdag vi mødtes -- ja! Og under første Haandtryk brød en Funke frem af Jordens Glød i første "Farfara." Og liig det Smiil, der bævred om Pygmalions Staty (det Drømmesmiil før Livet kom), fremzittred paa den blege Vang (der hvor vi mødtes førstegang) en "Anemone" bly. Det var i Martsviolens Skjød -- det lille Himmelhvælv -- at vore Sjæle sammenflød, at vi med Vellyst sammengjød, Sylvan! Sylvan! vort Selv. SIDE: 32 Det var en skjøn Secund, min Ven! vi mødtes førstegang, som ei tilhørte Tiden, men os Selv alene; og af den en Evighed fremsprang. -- Det vaarer paa. Det somrer til. Fra Jordens mørke Skjød udgnistrer alt dens indre Ild i "Løvetand" og "Tormentil" og i "Ranunklens" Glød. Men kan din kolde Barm, o Jord, fremskabe saadan Pragt. -- Sylvan, forvist meer fager Flor fremtrylle vi for Os af vor, ved Aandens Skabermagt. En dunkelblaa "Hepatica" her af min Sjel udsprang. Thi der, Sylvan, blev Foraar, da vi mødtes førstegang. GODMORGEN (TIL EN BOTANISK VEN) Ven, sover Du? Blomsten alt har aabnet sit Øie, seet mod det Høie, og hilset sin Far. Alt jager som Morgenens Post henover Vangen hviftbaaren mangen befjedret "Agrost." SIDE: 33 Alt "Kjærulden" i sin Paryk, puddret og strunken, nyder en lunken Zefyr til sin Drik. Alt Kingelens duggede Slør "Hybnen" har rystet vaagen fra Brystet -- og slumre Du tør? Skal jomfrulige Blommer idag blegne for geile Sol, mens de beile kun til dit Behag? Ven! af Dig sin Udødelighed kræve de skulle. Giv da de Hulde Herbariets Fred! Der døe de! Men Geisten fra hver Blomst til dit Hjerte flyer da, og nyder sin Salighed der. Ven, sover du? Morgenens Hvift klinger alt længe gjennem de Strenge, som du har belivt. HUUSLIG FRED (EFTER COLERIDGE) Fortæl mig, Stormfugl! Datter af de høie vilde Skyer, Du, der fra Landet, som med Stav SIDE: 34 Tyrannen knuger ned, paa bange Vinger flyer; ja langt ifra det Land, hvor vred Rebel i Oprør knyer. Fortæl mig paa hvad hellig Grund Du finder huuslig Fred? -- Se, paa en landlig Afdals Bund hvor from den lytter til Sabbathens Klokkespil! Omglindset er dens Hvilested af pletløs Æres Smiil: Kjærlighed, Skaber af frydfuld Skræk; Kummer, som smiler sin Taare væk; Erindring, som gjemmer paa det Forsvundne, den Barmens Frydvaar, den smiiloprundne! -- DEN FORTVIVLENDE YNGLING (En Yngling ved en aaben Grav. En Gubbe nærmer sig.) Ynglingen Hvad vil du, gustne Gubbe, som dig nærmer til min Grav? Fra en fortvivlet Yngling kom du Skalk hans sidste Ejendom at røve med din Stav? Tolv Alen dyb, tre Alen lang -- haha! du liger den? Dens Dybde ikkun høit sig svang det Suk, du falskt har troet klang igjennem Himmelen. SIDE: 35 Først nu du veed da, vise Mand, at Sukket gaaer i Luft. Tolv Alen under Jordens Rand du derfor sukke vil, at Sukket idetmindste kan hendøe i Blomsters Duft. De Dommere de nikke dog, om ei de høre stort. To sammenbøjde Veibredax, to ømme Primler danne strax Bønhørelsernes Port. Men kan du sværge, at du fik fra Hist saameget Svar, som disse Blommers døde Nik -- velan! jeg gaaer de Trin, du gik; og du mit Gravsted har. Blot for din Stav jeg sælger dig min Grav da, gamle Mand. Jeg elsker den: af Alt, hvad jeg har bygget, lykk'tes den kun mig: det Tempeldyb i Sand. Jeg byggede paa Manddoms Eed -- en Borg paa Hængedynd -- paa Qvindetroskabs Evighed; for Dyd min Andagt knælte ned, og fandt kun sminket Synd. Jeg saae engang en Frihed -- ha! hvor skjøn før den nedsank! Som Stjernen herlig langtifra; men dalende til Jorden, da kun brast et uselt Luftsyn, ja en Blære fyldt med Stank. SIDE: 36 Jeg byggede af Præstens Ord et Tempel i min Barm; men dets Pillarer smeltet for Fornuftens Blik, som Kinglens Snor fra Græs til Græs paa høstlig Jord for Morgenstraalen varm. Den Himmel, jeg da raabte til, var snevre Hjernehvælv. Min Sol var denne graa Pupil; men Taarer var dens Straaleild; den Gud, som skulde hjælpe til, mit hjælpeløse Selv. Min sidste Luftcastels Ruin, en omvendt Luftcollonn, til Ære for det hele Skin udhuult i Muld, er Graven min: en Afgrunds sorte Blik, hvorfra, en Taare liig, mod Himmelen opfunkle skal min Aand. Gubben Min Søn! min Søn! Ynglingen O ve! min Fa'r! Velan, saa tag min Grav! En Dybere, end den jeg skar i denne Grønsvær, Livet var, du ødslende mig gav. Jeg atter sænker mig i den, som Skibet knuste Bryst i Bølgers Skumdyb, for igjen tigange løftet op af een at splittes ad tilsidst. SIDE: 37 POLENS FRIHED (FRA SVENSKT) Til Sejer for Frihed! For Lyset til Slag! De hvinende Klinger og Kuglernes Brag, Kanonernes Thorden og Hærskrig til Strid forkynde Aljorden, at Lænken er brusten og Fangen befried. Skjælv, Stærke! Fortvivlet er Han, som brød ud. Den Svage ei bæver, naar stærk i sin Gud han fremgaaer mod Maalet med Sværdet i Haand; thi ristet i Staalet og skrevet i Hjertet staaer: "Ære og Land!" Stol ikke, Tyran, paa din staalklædte Trop! Naar Dagen er kommen, gaaer Solen og op. De fraadende Elve snart bryde sin Dam, og modige hvælve befriede Bølger mod Havet sig fram. Er Timen blot kommen, saa bliver det Dag; thi Sejren, som Tiden, slaaer sikkert sit Slag. Ja, Frihed, din Verden Naturen er lig. Din Sejer jo er den velsignede Vaar efter stormfulde Krig. End Dagen ved Praga vi mindes for vel, hvor Suwarow druknet i Blodbad sin Sjel Der knæktes saamangen en Blomme i Knop; Dog Sandhed er Sangen: "at Frø der begroves, som nu voxe op." SIDE: 38 Se Fædrenes Aander, lig Stjernernes Chor, at lyse os fremad, nedblikke paa Jord! Vor Hæder de bare fra Himmelen Tak. Bedrifterne svare: Ei var Kosciuszko den sidste Polak! Hvad meer, om vi falde for Sag, som er god? Først naar vi det offre, bli'er helligt vort Blod. "Før Døden end Trældom" -- saa læs paa hver Grav, I sørgende Slægter Og Had imod Rusland I lære deraf! Hvis, Kongeviv! Du ei forsmaaer Det simple Folks Velkommen, Da synge vi, hvad Vormen spaaer, Hvad Sagn der boer i Glommen: At, skjøn og stor som Floden, sig En Æt skat sprede ud fra Dig. Paa kongelige Helte rig, Ja som paa Bølger Glommen. Alt skudt har jo ifra din Rod Fem sunde Livsensstammer. Og gløde ei i Ættens Blod Napoleonske Flammer? Lad blusse høit den ædle Ild! Lad blusse høit, saa høit den vil! Vi lade Guld og Blod dertil Af Skat-og Hjertekammer. Vel Friheden gjør ung igjen Europa, som det ældes. Men Kongeslægter muldne hen, Og mange Stammer fældes. SIDE: 39 Da staaer lig foraarssmykket Træe Din Æt i gamle Dovres Læe, Og ryster ned Velsignelse, Mens mange Stammer fældes. Som en Forjettelse Du er Os, Moder, da velkommen. Hil Dig! Hil Dig! O Echo bær Vor Hilsen nedad Glommen! Der boer en Slægt, som blander med Vort Hil det Bedste, Hjertet veed. Da gaaer fra Bygd til Bygd afsted Et høiere Velkommen. TIL EN MUMIE (FRA MONTHLY MAG.) For trende tusind Aar -- hvor sært! du vel i Thebens Gader har spadsert, da end Memnonium stod i sin Pragt, og Tiden end ei Voldshaand havde lagt paa disse Templer, Slotte, Søilerækker, som i Ruiner Verdens Studsen vækker. Du længe nok var stum -- saa tal engang! Du har et Sprog -- lad høre da dets Klang! Du staaer paa Jorden end, paa egne Been, og gamle Maanes Skin du seer igjen. Ei lig en tynd, gestaltløs Geist, du gjemmer end dine Been og Kjød og Træk og Lemmer. Fortæl! fortæl -- thi du det mindes nok -- hvis Æren er for Sphinxens Marmorblok! Mon Cheops eller og Cephrenes har den Pyramide reist, som Navnet bar? Er falsk Pompeji Søile? Mon vi grebe Homer i Løgn om hundredportet Thebe? SIDE: 40 Maaskee du var en Murer, som en Ed forbyder nævne det Myster, han veed? Dog lær os Sangen, som ved Solens Gry fremtonede fra Memnons Klangstaty! Maaskee du var en Præst -- hvis saa, forgjæves vor Bøn! For Præsteværk ei Gjøglertæppet hæves. Maaskee din Haand, nu stækket fast til Ro, har klinket Glas om Glas med Pharao? har slængt en Skilling i Homerses Hat? hvad eller strøget din for Dido rat? Paa Salomos Indbydelse, tør være, ved Templets Indvien den Voxlys maatte bære? Unødigt Spørgsmaal, om din Haand forsynt med Vaaben har en romersk Kriger tynt. Thi du var død, og balsamert din Krop, før Latien Romulus fik ammet op. Først længe efter al din Slægt var svunden, os tykkes Oldets Gry at være runden. Tro, siden du blev skrinlagt, at vi saae forunderlige Ting herovenpaa! Begyndt og endt er Romas Herredom, Nationer svunde, nye Verdner kom. Landløse Konger traadtes ned i Støvet, mens Tiden ei et Fnug har end dit Kjød berøvet. Mon over dig du hørte Buldret ei, da persiske Kambyses's Hære Vei sig brøde frem i tordnende Geled, at styrte Apis og Osiris ned, med Skræk og Undren Pyramiden rysted', da Memnoskjæmpen i Ruiner bristed'? Men maa ei Graven røbe Hvad den veed, giv os dog om dit eget Liv Besked! SIDE: 41 I dette Læderbryst har Hjertet slaaet. Paa denne mørke Kind har rullet Graad. Kløv Børn paa disse Knæ? og kyssed samme afblegte Træk? Hvad var dit Navn, dit Hverv, din Stamme? [fotnotemerke] Staty af Kjød! Udødelige Død! Forgaaens Form, som ei Omskiftning lød! Selvoverlevende! hvorledes? Du fra Graven træder frisk iblandt os nu! Du Intet høre vil før Dommedagen, naar du blier vækket af Basunens Bragen. Hvi varer usle Dække -- denne Rest! -- naar svunden er udødelige Gjest? O, lad os vaere, naar til Sit gaaer Hvert, vor Sjel i livfuld Dyd indbalsamert! Fortærelsen vort Legem sluge! Hisset bag Skyen Blomstring er vor bedre Deel forvisset. SANG (BESTEMT TIL AFSYNGELSE VED H. M. KONGENS OVERFART OVER VORMEN OCTBR. 1835.) Velkommen hid! -- Ak, at det Ord er et Farvel fra Norge! Men, Drot, en Kjærlighed som vor naaer og til Mælarns Borge. I Bøn, o Konge, for dit Held, den stiger over Sjø og Fjeld. Om Folket klager: Drot, Farvel, -- Du skilles ei fra Norge. Fotnote: Statue of flesh-immortal of the dead! Imperishable type of evanescence! Posthumous man! -- -- SIDE: 42 Derover vaager jo din Sjel saa trofast som en Stjerne. Og Straalen fra dit Øie vel vi øine fra det Fjerne. Men har Du følt, at bedst det er, at være den, man elsker, nær, da kom igjen du Konge kjær! Vi see dig jo saa gjerne. Til da dig vogte Himmelen! Naar Egen atter skyder, en Borgerkrands til dig igjen dit Folk med Længsel bryder. Da lytte vi paa Vormens Strand, og speide i det dybe Vand, som nu, o elskte Carl Johan, bort med dit Billed flyder. MEDECINERENS TROESBEKJENDELSE Mel. Vil du være stærk og fri, pres de røde Druer o. s. v. Vil du være fro og fri, bliv en Medeciner! Ingen mørk Theologi da din Hjerne piner. I Naturens Barm du kan dig fortrolig hvile, fryde dig ved din Forstand uden at fortvivle. Hvo, som i Naturen ei saae sig Himlen viste, SIDE: 43 han er paa den slagne Vei til en Daarekiste. Kanskee til en Kirke med sig forvilder Manden. Der det fule Vanvid veed bruges lidt Forstanden. Blomsten groer paa skjulte Bred. Ingen vil den kjende. Men en Medeciner veed, den er Stjernens Frænde. Han forstaaer dens Mening kun. Han et Navn den giver. Dens Myster paa tause Mund i sin Sjel han skriver. Over Eng gaaer Præstekrop. Græssets Død det volder. Medecineren ta'er op disse Guds Hærolder. Mens i en Nedbøjets Sjel kold Juristen skjærer, Døden kun med sin Skalpel hiin anatomerer. Han ei ene med sin Kniv Døden gjennemborer, men Gud-Skabers Tankers Liv kjæk han eftersporer; seer i Gravens mørke Dyb Himmelen nedsjunken, finder i det usle Kryb klare Guddomsfunken. SIDE: 44 Er det sært, at med slig Tro ærlig Medeciner har i Liv og Død meer Ro end en dum Selvpiner? at han elske Livet tør? elske Livets Glæder? Han, som løftet har dets Slør er dets fro Tilbeder. NORSK KRIGSSANG (Mel. Sinklars Vise.) I Sønner af Fjeldet, af Sjøen den blaa, I Sønner af Skogen den dunkle! O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa! vaagn op, og lad Øxerne funkle! Vaagn op! Thi de kommer, De kommer fra Øst, Titusinde vel eller Flere. Men bag dem er Sjøer med bævrende Kyst, og Normænd her foran dem ere. Skal Norge ophøre at være det fri? Hvert Blik mod en Fiende brænde! Hver Ryg mod et Træ! Var der Tusinde ti, deres Dødsstøn skal Aasen gjensende. SIDE: 45 Os Fædrene mætted i Ansigtets Sved, og Alle vi died en Qvinde: kring hende, kring Gubben paa Otti da Fred! og fjernt fra hans Stue hver Fiende! Fra Fjeldene ned! op fra Sjøen den blaa! og ud ifra Skogen den dunkle! O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa! vaagn op og lad Øxerne funkle! Opvaagner, I Nordmænd! Som Stormen fra Fjeld, nedstyrter paa tætte Geleder, med Hjerter for Norriges Hæder og Held og Død i hvert Slag ifra Eder! MORGENSANG (EFTER DET ENGELSKE) Søvn, forsvind! For Herrens Øie sig min vaagne Sjel fornøie, Skyen lig, der ruller over os i Vover glimrende i Morgengry! Livets Gud, vær du den blanke Straale paa den Vei, vi vanke! Lys os hen til Troens Kilde, som den milde Dagens Stjerne over Sky! SIDE: 46 NATIONALPALLADSET Nationens Majestæt og Magt maa ikke boe tilleje! Thi efter Huus og Hjem Foragt og Hæder Godtfolk veje. Det selv en Tiggergut har sagt, som laae paa aabne Veje. Den barske Høstregn slog hans Bryst, og Febren skjalv i Blodet. "Beklag ei mig!" -- dog bad han tyst hver Vandrer, som forstod det -- "Thi Folkets Pryd og Hjertenslyst har Tag ei over Hov'det." -- Ak, kunde Ønsker bygge blot! Forlængst var endt den Jammer, at Den, som bør beboe et Slot, maa boe paa Lejekammer: -- Nationens Majestæt!? -- O Spot for vore Hjerters Flammer! Et herligt Ønske fødes nok med Haanden under Kinden. Men Haanden frem! i Steen og Stok den forme hiint, forinden de smukke Ønskers lette Flok gaae bort som Suk i Vinden! SIDE: 47 Din Ære, Folk! i Kongens Sal tilvisse Sæde fæster. Men dine tvende Magter skal ei være Nogens Gjæster. Du Steen og Raad har til en Hal, blandt dine Børn en Mester. Hvi skal han tænke kun i Sand? Hvi bygge kun i Drømme? Hans Triumfal, mit Fædreland, vil kun dig Selv berømme. Og hvad din Ære kræver, kan ei dine Kræfter tømme. ET GAMMELNORSKT HERRESÆDE I Hordaland i en snever Dal monne, lig Bersærk trængt af Skjolde, engang i Old en Furuhal sin skumle Længde udfolde. Mod Qvellen vilde et fremmed Blik troe at skimte Klipper sorte. Hallen var lav, ei Guldspiir fik de mørke tjærede Porte. Ei staalblaa Svendeflok udenfor vogter der en søvnig Herre. Klippen, som steil ved Stranden staaer, maa skjolddækt Nattevagt være. SIDE: 48 Men Arnerøgen, som Aand af Grav, stiger sort fra Hallens Tinde. Være den Vandrerens Ledestav, for skjulte Stie at finde! Naar Døren aabnes, en Hundeflok bister frem fra Gruen springer. Kommer der Fiender, veed den nok at finde Mændenes Bringer. I Krogen graaner et fugtigt Seil. Biler Tand i Bjelken holde. Ilden sig ofte seer i Speil i Loftets bugede Skjolde. Og Buer brede fra høien Knag ud de snoede staalblaae Arme. Bunter af Pile hænge bag og Bjørnesener og Tarme. Frem tvende Guder bag Egebord, hvergang Ilden blusser, træde: Odin det er og Asathor, som staae ved Huusbonds Høisæde. Fra Odins Hoved en gylden Knap -- Solens Billed -- Mørket bryder. Asathors Hjelm med staalblank Tap af Mulmet neppe sig skyder. De Stjerner blikke, som i en Brønd, ned i Hallen gjennem Ljaaren. Fjeldtinden hilser med Birken grøn der nedigjennem om Vaaren. SIDE: 49 Paa Bordet ligger et Horn af Guld. Sød paa Randen perler Mjøden. Natten forgjæves ud sin Muld har rystet over dets Gløden. Lig blanke Stjerner om Qvelsky rød, mange dyre Stene ringe sig om det Guldhorns hule Skjød, hvor sære Runeord klinge. I Krogen slumrer paa Bjørneskind gamle Huusbond. Haaret svømmer graat, lig en Fos, paa furet Kind, og nedad Bringen det strømmer. Den vakkre Gubbe forvist i Qvel kyssed Hornets fagre Kinder. Mjøden isøvne til hans Sjel nu klæber Ungdommens Minder. Mon hjalp Han Harald i Hafursfjord tretti Kroner raskt med Sværdet hamre til gylden Ring om Nord, i Kongers Blodflammer hærdet? Mon negted' Han, som saa mangen Helt, arvet Guld til Ringen lade? valgte det flyvende Seil til Telt, og Bølgen til Odelstade? Ingen veed det; thi Slemmedegn brændte Hallen og Ættens Sidste. Bauten paa Høien har intet Tegn, og Saga har glemt hvad hun vidste. SIDE: 50 MEDECINERENS KJÆRESTE SANG (VED DET MEDECINSKE ØVELSESSELSKABS LAG 12TE DECBR. 1835) (Mel. Gubban Noah, -- kanskee fra mit Suk? : : "Staaer din Tanke" : : -- sang hun -- "unge Mand! ud i vide Verden: viid, din Kraft da er den : : Indiefarer : : som dig føre kan!" : : "Frihed er dit : : Seil, du Ungersvend! Naar du det kan heise, da lyksalig Reise : : til Bengalen : : og Brasilien!" SIDE: 52 : : "Men du, Yngling, : : selv det vinde maa; ja du selv maa spinde hver en Traad og Tvinde : : til det Bramseil : : i din stolte Raa." : : "Jeg vil lære : : dig den Kunst, min Ven, som dig aabner Verden. Kunsten -- nu! det er den: : : Gjør dig nyttig : : for Enhver og Den. : : "Men Bengalen : : har nu sin Fakir, og Brasilien flere Munke ei kan bære, : : derfor er det : : bedst du Doctor bli'er." : : "Verden bugner : : af unyttigt Gods: slemme Advocater, voldsomme Soldater : : alle Steder : : findes som hos os." : : "Men en Doctors : : frie Kunst ham gjør overalt velkommen; midti Hedendommen : : sit Paulun han : : frit udspile tør." -- : : Da jeg skulde : : nu see Pigen an, som saa nemt mig lærte faae hvad jeg begjærte, : : ja den nemme : : Vei til Hindostan: SIDE: 53 : : Ak! da var det : : jo min egen Brud. Da jeg hende favned, Indien ei jeg savned. : : Al dets Rigdom : : straalte hun jo ud. : : Ei har Indien : : sligt Demantklenod som min Elsktes Øje. Persiens Rosenhøje : : ligne ikke : : hendes Kinders Blod. : : Ei den Ynde : : have Indiens Feer, som de søde Drømme, der i Øjet svømme, : : naar henover : : Havets Speil hun seer. : : Indiens Perler : : ere graae imod hendes Stjernepande, hvor i Bad sig blande : : Engles Tanker : : med en Evas Blod. : : Hun skal være : : da mit Hindostan. Did min frie Viden bringer mig med Tiden. : : Skaal for Kunsten : : som saa meget kan! SIDE: 54 HJERTEFREDEN (JOH. 2 C. 1 V.) Sjæl! og dig en Bryllupsfest er beredt, hvor Christ er Gjæst! Sjæl! om Freden du kan vinde, bedre lever du da inde i dit Hjertes stille Ro end de elskovsfulde To: Mandestøv med Støv af Qvinde. Sjæl! og dig en Bryllupsfest er beredt, hvor Christ er Gjæst. Freden -- ak, hvo er saa fager! Verden efter hende jager, -- kjøbe vil for Guld og Synd blot et Smiil; men før fra Dynd den til Himlen flyer og klager. Dog til Dydens Hjerte før tyer hun end til Himlens Dør. Skjøndt Gud selv er Fredens Fader, dog for Dydens Skyld forlader, arm og glad som Fugl paa Qvist, hun sin hele Rigdom hist, vælger Graad for Stjernerader. Jordens Dyd med Himlens Fred vies da til Salighed. Lav, af Leer er kun den Hytte, hvor de evigt Pagten knytte. Dog den høie Frelsermand kommer did for Smertens Vand om til Glædesviin at bytte. SIDE: 55 FORSTÆDERNES KLAGESANG OVER KRISTIANIA Mel. Jeg tjente paa Kjølstad ifjor med megen Sorg og Møje. At være et Stedbarn kan faae Stene til at græde. Men Stedbarn er Vaterland og Fjerdingens arme Stræde. I Kristiania dog ei græde de Stene derved. De reise sig op i Palladser, og kun knuge os dybere ned. Kristiania, det Lykkensbarn, vil boe i Højenloftsale, Men trælle i Armodens Skarn maa hendes Smaasødskende alle. Hun Brødet dem knapt har maalt, som Gud dem ligelig gav. Men Elven, som Vinterens Iis har taalt, til Vaaren vil sprænge den af. Hun holder i Næringstvang Forstæderne, de arme. Sig Brødet lavt hun hang; men vil sig ei forbarme. Vi klage til Himlen da, vi synge for Bølge og Sky: Den er ei saa døv den som ruller herfra som hiin selvkjærlige By. SIDE: 56 Ak, slynger ei samme Elv om dem en søsterlig Kjæde? Saa vil nok Naturen selv, men Byen ei tilstede. Mon samme Moders Bryst ei diet dem alle har? Selvsamme Sjø jo sang ved den Kyst, som Vugge tilfælleds dem var? Som Tanker, der komme og flye, som uforstaaede Drømme, igjennem den daarlige By de Bølger unyttede svømme. Vor Elv, du er altfor god til kun at tjene til Pynt! Du Livsensaare! dødt er dit Blod, dit Liv end ikke begyndt. Men giv os dens Bredder fri: vi fatte dem ind i Qvader: da Skibe skal seile forbi langt ind i vore Gader. Ja ret som Perler paa Snor, saa glide de ad vor Flod. Magaziner og Huse gro op da hvor den synkende Hytteby stod. Sligt aander Friheden ud saa let som Vaaren Blommer. Det trænger ei Tvang eller Bud -- nei, af sig selv det kommer. SIDE: 57 Men kuende Privileg? -- hvad Magt og Liv deraf? -- Et Tæringsblus paa en Kind saa bleg, og Kalk paa en fulnende Grav! Kristiania, du Ungermø blandt Jordens Hovedstæder, skal dine Smaasødskende døe, fordi paa Brødet du træder? ja spilder det Vand, hvormed de skulde lædske sin Tørst, og lænker i Armod og Nød den Bred, som Rigdom kan bringe dig først? Saalidet Lys i det Blik, dine Spiir skyde over Havet? Saa liden Klogskab du fik, som troer dig saa vel begavet? At bygge dit Herredom paa Aag og din Magt paa Tvang! Den Tanke kom fra en Kjøbmandsvom; den ud fra et Hoved ei sprang. Hvi bære, du Jomfru stolt, i Barm saa ung og fager et Hjerte saa haardt og koldt? Hvi fryde dit Sind med Klager? Hvi pynte din Kronekrands med Fattigdommens Graad? Men stakket sprunget er Hovmodens Dands, og skjørt Egenkjærligheds Raad. SIDE: 58 Hersk heller ved Kjærlighed! Hvor stort er ei dens Rige! Det kjender ei Grændsested, og stedse dets Throner stige. Du skjænke den Ret, du har, Forstædernes arme Børn Forstæderne blive dig da hvad var de frigjorte Vinger en Ørn. Da først dig du hæve kan, da først skal opfyldt blive: i Dig at Norriges Land skal Norden en Dronning give. Dertil du baaren er; men nu en Trælqvinde kun, du Lænkerne under dit Flitter bær' og staaer paa en ravende Grund. [fotnotemerke] DEN FANGNE BONDE PAA AGERSHUUS Agershuus. Paa Agershuus, den Fæstning hvor i Spindelvæv ridderlig Hæder boer -- Paa Agershuus, hvis Taarn af Bly liig døende Stjerne staaer over By -- Paa Agershuus, hvis Borgmuur hvid er blegnet Skygge af gammel Tid, -- Fotnote: Tilegnet Overkrigskommissær Sebbelow, en Patriot, der har trukket sig til- bage forat hvile paa Laurbær og Egekrandse, men hvis Fortjenester i 1818 ikke bør forglemmes. SIDE: 59 Der vil i Fuglesangtaarnets Ly min syngende Sorg sig finde en ny. Se Borgen, den Ridder af Graasteen hist! Kristiania hans stjernede Kaabe forvist. Han sidder stoltelig der tilhest paa spettet Klippe mod Sjø og Blæst. Han er vel gammel, alligevel en glandsfuld Historie er hans Sjel. Og staaer hans Spiir ei liig Axen, som -- o Norrig! din Lykkestid drejer sig om? Hvor fyrig er han! Om Qvel du kan i Slottets Vinduer see Oslos Brand. Og ned paa Dagenes Færd og Skik fra Fløjen seer Saga med funklende Blik. Paa Muren graaner Norriges Old, og Nu'et blommer paa grønne Vold. Lad Krøniken aande om Taarnets Tind! Historien sig riste i Klippen ind! I lave Græs jeg finder mig en, blandt Nesler, der klattre ad Taarnets Steen: -- En simpel Historie, snart fortalt: en Taares Historie -- det er Alt. SIDE: 60 [fotnotemerke] Hybenbusken. Paa Agershuus, paa højest Sted, hvor flaggrer et Banner saa fremmed, en vajende Hybenbusk blusser derved, somom den vor Skjændsel fornemmed. Tungsindig den luder udover Sjø; dens Duggtaarer utalte fløde. Men kommer et Stormkast fra Hovedø, den vajer som Flaget hint røde. Ak, Norge, ejer du paa dit Slot til Flag kun Roser vilde? til Spyd og til Skjold om det Torne blot og Blade, som Vindene spilde? Dog banker under det fremmede Flag saa tungt ei noget Hjerte, som det, der under hiin Hybens Tag udaandede engang sin Smerte. Der sad en Fange fra Morgnens Gry til Aftenrødens Blegnen. Hans Længselsuk forfulgte den Sky, som fløi mod Vestenegnen. Mod Vest han stirred, mod Vest mod Vest. Bag blaanende Aaser atten der laa den Dal, han elskte mest; thi der var hans Viv den forladte. Fotnote: Mel. Hr. Sinklar o. s. v. SIDE: 61 Mod Vest, mod Vest! Han rødmed med, naar Daggry paa Vestfjelde spilled. Saa tæt som de Stjerner, der over dem gled, hans Taarer paa Hybnen trilled. Mod Vest han stirred, mod Vest et Aar. Den Hyben blommed og blegned. Men hvide Roser den Green udslaaer, hvorover hans Taarer regned. Da Trangen raaded i Bondens Dal, i Byen Mænd saa onde, forlokket i oplandske Oprørs Tal han blev den enfoldige Bonde. Nu Penge ikke, eiheller Korn, sin Hytte kun han savned. Han trykked den blommende Rosentorn for Den han hjemme favned. Mod Vest han stirred til Øjet brast Men altsom han blegned i Døden, den Green, som skygged ham stedse, med Hast skjød hvid imellem de røde. Mod Vest han stirred, mod Vesten til hans Sjel paa et Suk hensvæved. Men Grenen fik Hvidrosens Dødningsmiil, den Green, der for Sukket bæved. Mod Vesten først, til Himlen saa et Suk hans Sjel henhvifted. Men mon af Sorg over ene at staa de Roser Farve skifted? SIDE: 62 Saa staaer saa meget Skjønt paa Jord For Sig alene og Himlen. Men størst er den Høihed, som ene boer, og Hovmodet mindst mellem Vrimlen. Den Hvidnen samme Forbandelse var, som sortnende foer over Fjorden, det Vee, som hvinende Luften skar over Bøndernes fule Forfører. Fra da alt sytten Aar forsvandt. Paa Bondens Grav saa længe den Frister sig Liv og Rigdom vandt. Jeg vil ei den Terning slænge. Fra da alt sytten Aar er gaaet henover de Adskiltes Grave. En Ring af Ister for hvert er slaaet om den Forræders Mave. Men Sorg har førend de sytten Aar den Bondes Viv fortæret. En Skorsteen igjen af hans Hytte staaer; thi der har Retten været. Som Skildvagt hans Søn tidt ved Busken gaaer; men meer end hans Kammerader de hvide Blommer han ei forstaaer, som sørge over hans Fader. De lude sig udover hans Musket. Med tankeløst Blik han forfølger de Blade som føres af Vinden let langt udover Fjordens Bølger. SIDE: 63 Han aner intet den stakkels Svend. Naturens Harmonier af sløve Sandser ei fattes; thi den betegner vel, men tier. Han seer vel Grenen, der blommer hvid paa samme Busk blandt de røde; men veed ei den misted til samme Tid sit Purpur som Faderen døde. Men vidste han hvad Grenen veed, der blegned af Faderens Taarer: at det, den igjen kan farves med, kun flyder i een Mands Aarer! Da -- ! Agershuus, vist længe er det siden man mon holde en Dom retfærdig for Gud og Hver bag dine gamle Volde? SALOM. PRÆD. (12 K. 1 V.) Menneske, du lære maa af den lille Myre, retteligen at forstaae Timerne er dyre. Samler ikke Spurven graa tidlig til sit Rede? Veed du ei at bag det Blaa skal du dit berede? SIDE: 64 Bien træller Vaaren ud og mens Somren rinder. Men i Honninggjæstebud Vinteren den finder. Menneske, mens Tid det er, bør det dig at slide. Thi hvor Enden er os nær, det kan Ingen vide. Tænk paa Gud (som skrevet staaer) i din Ungdoms Dage! Ellers vil det hvide Haar dig kun slet behage. EN GAMMEL HOTTENTOT TEGNET EFTER NATUREN Vek, melankolsk og rolig, bevogtende en Fremmeds Faar, paa egen Odelsmark han staaer, hvor hvide Mand har sat sin Bolig, hvorfra hans strenge Bud udgaaer. Hvor kunde før hans Sortblik brænde! Nu har det intet Lyn at sende. Han lænet har sin dovne Haand paa Hyrdestav; en Landeplager sin Frihed gav han og sin Ager, og mere ei til Skud han drager libyisk Bues stramme Baand. SIDE: 65 Har han ei Mod? Engang i Tiden han ejed det. Men Trældom arg har suget ham til Been og Marg. Er da hans Idrætsaand saa liden? Ak, Ild og Sværd den Vælde var, som knuget ham til Intet har. Ja selve Haabet er forsvunden. "Ei værd sin Føde er den Hunden" -- saa siger Herren jo -- "han veed engang ei af Taknemlighed." BARNETS AASYN (MED EN MAANEDSROSE TIL EN MODER) Hvor ynderigt, hvor mildt og blødt sig runder det Barneaasyn, som i Uskyld blunder! som aandede med Liv i Morgenvind det fine Rødt paa Maanedsrosens Kind. Hvad Honningdugg dog disse Øine regne! Hvor sødt et Digt i Smiil de Engle tegne, udslettet flux med Skyggen af en Drøm, der traurig er fordi den er saa øm! Det Tungsind, disse Øienbryn frembringer, er Mulmet under Sommerfuglens Vinger, Tusmørket af et Blad, som dæmrer ind i Dybet af en skinnende Jasmin. Hvor stærk en Sol, hvis Glands paa Barnepanden gjør Qvinden skamfuld og forvirrer Manden! Dog er saa fine Træk dens Straalers Leeg: hvad Blegnens Rødmen! en Karmin hvor bleg! SIDE: 66 Saa fagert Aasyn har vi alle baaret. Saa fiint et Rødt paa Alles Kind har vaaret, som aandede en Maanedsroses Kind, og Blodet steg i klare Balsamin. Engang saa huldt vort Billed, mens vi drømmed paa Moders Skjød, i hendes Øje svømmed. Saa kjært deri og skjønt det blommet har som Maanedsros i fattig Kones Glar. VED SIEYES' DØD "La mort sans phrase!" (Døden uden Frase!) (Abbed Sieyes' Votum for Ludvig d. 16des Død, umiddelbart afgivet efter Her- tugen af Orleans', der gik ud paa det samme efter en lang hyklersk Tale). "La mort sans phrase!" Nu er det sagt om dig af Døden selv, Sieyes. Dog har selv den ei større Magt end du engang, Sieyes. Meer hvast traf aldrig Dødens Ljaa, meer sikkert ei, Sieyes, end den Sarkasm, som spilled paa din tynde Mund, Sieyes. "La mort sans phrase!" Ret sagt, og godt! Og ret men godt ei gjort, Sieyes. Men Cromwell gjør ei meer, end blot du med dit Vid, Sieyes. SIDE: 67 I disse Ord du veired ned ei Kongens Hoved kun, Sieyes; men lumske Orleanses med -- Bravo, Bravo, Sieyes! Nu fylder Muld den stolte Mund, den Krands af blege Lyn, Sieyes, og Centret i Volkanens Grund: din Pandeskal, Sieyes. Olivner skygge Kratren til, hvor du Dæmonen var, Sieyes, der Søiler jog mod Sky af Ild. -- Ak, det var Blod, Sieyes. Ja Blod, velan! men skyldfuldt Blod. Og det er større Synd, Sieyes, at ødsle Vand af klaren Flod end saadant Blod, Sieyes. Revolutionsvolkanen liig bekrandste Bæger er, Sieyes. Men Skaalen, Verden drak for dig, var Glemselens, Sieyes. Og midt i al den rige Flor paa Tidens Grønsvær, o Sieyes, vil Ingen tænke at der groer en Blomst for dig, Sieyes. SIDE: 68 Thi som endnu paa døde Hav Forbandelsen er bredt, Sieyes, saa hviner endnu om din Grav "la mort sans phrase!" Sieyes. Og i dit hvide Hoved man en troløs Flamme saa, Sieyes, et Blink af slumrende Volkan, som vaagner snart, Sieyes. Da vil af Fryd du zittre, Geist, og skyde ilsom did, Sieyes, hvor Folket har Tribunen reist for Friheden, Sieyes. GREGERS FOUGNER LUNDH (PROFESSOR VED NORGES UNIVERSITET) Kom naar du vil, du kjære Geist! ved Nat, ved Dag, naar Gry er tændt, naar søvnig Busk sig nys har reist, naar Blomstens Drøm er endt. Da seer dens Top med duggklart Blik, (Som du nu hist) at Verden staaer, skjøndt den i Aftnens Ild forgik, meer herlig end igaar. SIDE: 69 Da aabner til Haleluja, af Sylfer hørt, sig Knoppens Mund. O lyt du Geist, og bring mig da det Qvad en Morgenstund! Kom, kjære Skygge, naar du vil! Ei at jeg seer dit Legems Ve. Det ligger der i Gruus og Ild, din Stoiskheds Trofæ. Men jeg vil see din Sjel, din Sjel, Gemyttets Form, jeg elskte saa. Trohjertighedens Hjerte vel jeg deiligt tænke maa? O blott den Skulder, hvori prægt din stærke Mandighed nu er! Et Bjerg jeg tænker mig, bevægt dog let som Svanens Fjer. Og ejer Himlen Farver, vil den ødsle hele Pragten væk, forvandlende til Sejerssmiil dit sidste Smertestræk. Det tvang ei Flammen frem, som var mod Gløden i din Sjel kun svag, fordi man giftbesvangret har hvert Norges Aandedrag. Dets Fryd skal være taus, dets Flag i egen Luft ei vaje tør. Som Slangen gjemmer sig dets Nag, der sover, men ei døer. SIDE: 70 Den Smerte var din sidste; men for Norges Tusinder den er den første, naar hver Dag igjen gaaer op med sit Besvær. Kom naar du vil, du kjære Geist! Ved Nattens første Hanegal, i Laget, naar jeg mig har reist med Minniets Pokal. En Præken holde vil ei Du om Skjebnens Lune, Dødens Gru. Men hvisk mig endnu Sjel til Sjel et venskabsfuldt Farvel. Nu er det Nat, nu er det Tid. Belyst af Lampen bøjer sig berusende en dødninghvid Jasmin henover mig. Hvor stirrer jeg! Ak, meer min Hund, som gjøer idrømme, seer end jeg. Hvor tom er denne Midnatsstund! hvor dum dens Rædsel ei! Men Du gjør ret, som haster bort, saa freidig hist, som her Du var. Dig ventede i Dødens Port jo Skyggen af din Far? Med hans foreent sig har din Sjel som Flamme slog i Flamme ind i Branden, der dit Legem vel betvang, men ei dit Sind. SIDE: 71 ROUGET DE L'ISLE, MARSEILLAISENS DIGTER. DØD I JUNI 1836. Gaa, Klerk med din Monstranz, forbi hiin Hytte! Thi der for vist din Hjælp er uden Nytte: Derinde en Republikaner dør. Han dig ei meer behøver nu end før. Bedre han betragter neppe Dogmerne, du breder ud, end et tantbemalet Teppe mellem Mennesket og Gud. Arme Republikaner! Kongen vil ei at han lever, Præst, saa lad ham dø i Ro! Du har fordømt ham. Vil du nu da være et Vidne til at Djævle bort ham bære? Gaa, hent din Konges Trælle da, at de, hvor fattigt dog hans Leje er, kan see! Andre Djævle kjende Disse ei end Armod og dens Skam. Vil den Døende du vise Djævle, hine viis da ham: Arme Republikaner! etc. Men saa du klart som Han, hvis Øje brister før end Minuttens Klang sit Echo mister, og hørte du saa fiint, som han, der alt det Suk ei hører, som man ei fik qvalt: Himlens Herligste opdaged om hans Seng du da i Rad. De med Messer ham ei plaged: hans Marseillaise de qvad. Arme Republikaner! etc. SIDE: 72 Rouget de l'Isle? Nu! Faa kun Navnet kjende paa Ham, hvis Ord paa Verdens Tunger brænde. Marseillaisens Skjald? Ja, Han det er, som nu just dør i Hytten hist af Leer. Tys! Han reiser sig og lytter. Thi Marseillaisen klang ifra en af Byens Hytter, og han smilte end engang. Arme Republikaner! etc. Fra Hytterne? Blev Krist ei født i Stalden? I Hytterne dens Sejerssæd er falden. I Massens store Hjerte er dens Hjem. Engang endnu derfra den voxer frem. Meer dens Fryd og Rædsel toner fra en Bondes Violin, end naar den en Hærs Gongoner buldre til Oboers Hviin. Arme Republikaner! etc. Hvor mat den Haand, som i hiin Nat ved Floden [fotnotemerke] en Lynild greb og skrev saa dermed Oden! Hans fattige Værtindes Kys og Graad afvexlende giør Haanden tør og vaad. Du, du veed det bedst, Therese, om hans Hjerte ei var godt. Seer i hans Marseillaise du Geniets Glands da blot? Arme Republikaner! etc. Fotnote: I sit Telt ved Rhinen skrev Rouget en Nat Marselljanerhymnen. SIDE: 73 Igjennem Vindvet klattrer Kaprifolen. Hun bød det skulde aabent staa for Solen. Mod den, mens Læben rører sig, han seer. Den sank. Rouget har smilt, og er ei meer. Over Lejet nu, utæmte Ranker, snoer jer sammen til Digterkrandsen, Verden glemte for den døende de l'Isle: Ædle Republikaner! etc. Kun eengang qvad Han. Ja, saa bør det være. Har Musen meer end een jomfrulig Ære? Den gav hun ham. Det Bæger søndersprang, hvoraf han drak sin Ild den ene Gang. Eengang! Ak, hver Rimer bryste kan sig nu med Ret. Men hvad Genien hvisked, som ham kyste, var Marseillaisens Qvad. Ædle Republikaner! Republiken skal dog leve. Derfor kan du dø iro. AF OLA GRAAGUTS NYE VISE OM OLA HØI- LAND MED MERE Mel. Lieut. Lunds vise. Det var han Ola Høiland han var en slem Krabat. Men Norge er nu vant til at blie ved Næsen ta't. Ak, gamle Kongedom! Naar selv vi vilde stelle, bestandigt Andre kom. SIDE: 74 Naar ret vi regne over, vi har kun Skam og Tab. Men Skaal min kjære Broder paa bedre Broderskab! Her tykkes det mig bedst, At vende Ryg mod Østen og stirre ud mod Vest. Er Landet vel saa lidet, skjøndt dygtig det er plukt? Er Folket vel saa uselt, at det bør lyde smukt? Ak, Landet engang bar, Haarfagerætens Throne -- det var den Tid det var. Hvis Landet er for lidet (jeg kan det neppe tro) Desmere bør vi eje det for os selv i Ro. Hvis Folket er for kleint, Da bør dets Ukrud luges indtil det bliver reint. Thi enkelt Skjelm kan stjæle bortover svenske Tull Langtmeer af Norges Ære end vejes kan med Guld. Men Olas Tyveri gjør os, om end meer arme, dog ikke mindre frie. Saa lad han Ola leve; men de, som værre er, Bør i et Fængsel sættes, hvor Væggen er af Leer, Og Tørv er Tagets Hvælv. Det er den Dom som falder, naar Folket dømmer selv. Forresten tør nok Ola det Rygte miste snart, At Norges Bank af Alle undtagen ham er spart. Thi har man kanske ei Lagt Banken udi Trondhjem godt som paa aaben Vei? Der frem i Mag kan rulle et fiendtligt Tolleri Og femten Mand i Bredden tilfods og Rytteri. Og med et dristigt Snit Er Norge, før det troer det, sit fulde Hjerte qvit. SIDE: 75 Men før til Langeleiken for sidste Gang har lydt I Thrøndelag vemodigt og nationalt Gemyt, De Banken ikke naae. Men daarlig var den Fiende som ei forsøgte paa. Men nu da Thingets Brave, stormdrevne Gnister liig, Ad hver sin Kant er jagne, for vekt du klager mig Min kjære Langeleik. Det tykkes mig, som hørte jeg Kobberluren skreik. DE NORSKE MUSKETERER Fremad, norske Musketerer! Mod Fienden! Hurra! Derude hver bedst værner den Dal han kom ifra. Fremad under Norges Løve! Den har hvasse Kløer strakt ud i vore Bajonetter. Norge Mænd nu kan behøve, Mænd med lynende Musketter, Mænd som os paa Grændsevagt. Chor Vi norske Musketerer, Vi Ærespladsen har; de første til at møde i aaben Mark at bløde for Norriges Forsvar. Hurra! Hurra, for vore Officerer! Fremad! Fremad! er deres raske Svar. Kjære Norge, dine Sønner betale vil sit Brød. Og vore Mødres Fred er vel værd selv vor Død? Kjære Gubber graa derhjemme, tænder Baunen ei endnu! SIDE: 76 Fred i Norge er saalænge Vi kan holde os herfremme. Og de flygte ei de Drenge, som har arvet Eders Hu. Chor Vi norske Musketerer etc. Hjemme kan de stelle roligt. Der intet er paafærd. Lad Plog og Rok og Kjerne kun gaa saa det har gjær! Ude er jo Musketeren? Se det funklende Geled! Det er Norges Friheds Gjærde. Det er Kjernen jo af Hæren, høie Folk med breden Hærde, Hjertet paa det rette Sted. Chor Vi norske Musketerer etc. Bratte Fjelde vogte Dalen, og modige Mænd gjør Fjeldets Pande kløgtig. Da truer Død fra den. Langs med Li i Skogens Bryne Jægerkjeden snoer sig tyst; Fra en Høide langsad Broen sikkert kan Kanonen lyne. Musketererne paa Moen rydde op og gjør det lyst. Chor Vi norske Musketerer etc. Lyngen blommer over Trangen. Saa rød er ingen Ros. Af Blod den Lyng skal rødme, som skal bedække Os. Hænde kan saamangelunde; ogsaa at jeg kommer hjem. SIDE: 77 Da en Lyngqvist ifra Moen, hvor vi Norske Seier vunde, vil jeg bringe paa Chakoen hjem til Allerkjeresten min. Chor Vi norske Musketerer etc. Hurra, Brødre, for vort Banner, hvor Løven staar i Brand! Saa flammer Mod og Ømhed for frie Fædreland. Hurra for vort gamle Norge! Hurra for dets Heltedrot! Hurra for Kaptainen! Alle holde vi hvad ham vi borge: aldrig vige, heller falde! lade fort og sigte godt! Chor Vi norske Musketerer, Vi Ærespladsen har: de første til at møde i aaben Mark og bløde for Norriges Forsvar. Hurra! Hurra, for vore Officerer! Fremad! Fremad! er deres raske Svar! DEN GAMLE MAND (AF DEN SKOTSKE FOLKEDIGTER "ROBERT BURNS") Hvor frisk og grøn, hvor ungdomsskjøn stod Skoven ikke nys! Fra dunkle Ly med Ynde ny brød Blomstens muntre Lys. Nu al vor Fryd forsvandt af Vintren stormet hen. Jomfrulig Mai i rigt Gevandt dog bringer den igjen. SIDE: 78 Men Duggen mild ei smelte vil min Sne paa Issen op. Med Hud og Haar retsnart forgaaer i Tidens Strøm min Krop. En Oldings Dag er tung og sent hans Nat gaaer hen. Ak, gylden Tid, da jeg var ung, du kommer ei igjen. MARY MORISON (AF DEN SKOTSKE FOLKEDIGTER ROBERT BURNS) O Mary, vær ved Vindvet, naar den Time, du har lovet, slaar! Lad mig de Smiil og Blik da see, som gjør mig Armes Vel og Vee! Hvor glad jeg i mit Aag vil stønne, en Træl fra Dag til Dag, naar kun jeg med en smuk Present kan lønne den søde Mary Morison. Igaar da Felen klang paa Bal til munter Dands i lysen Sal, til Dig fandt mine Drømme Vei; der sad jeg, saa ei, hørte ei. Skjøndt Den var smuk, og Den var god, du er dog Byens Stolthed, du. Jeg sukked og dem vide lod: "Du er ei Mary Morison." O Mary, kan du dræbe al hans Fred, som døer paa dit Befal? O kan det Hjerte du see knuust, som kun for Dig har Ømhed huust? SIDE: 79 Hvis Elsk for Elsk du ei vil give, hav Medynk med mig Arme dog! Een Tanke, een ei slet kan blive, ja den om Mary Morison. HØILAND-MARY (AF ROBERT BURNS) I Skrænter og Strømme og Bredder omkring Montgomerys gamle Kastel, smuk være hver Blomme paa eder, og aldrig grumset det rislende Væld! Der allerførst Somren sig teer og allerlængst dvæler den der. Thi der, der tog jeg det sidste Farvel med søde min Høilands-Mary. Ungdommeligt Birkene funkle. Hvor rigt er blomstrende Hagetorn smykt! Thi i deres duftende Dunkle der har til Barmen jeg hende jo trykt. Henover os begge afsted paa Engleving Timerne gled. Thi kjær som Livet og Lyset mig var min søde, min Høiland-Mary. Med Favntag, som vilde ei briste, med tusind Løfter den Time gled hen. Men Afskeden var ei den sidste. Vi svore Begge at sees igjen. Men o! den iiskolde Død min deilige Rosenblom brød. Nu, grøn er Tørven og Mulden er kold; det glæder min Høiland-Mary. SIDE: 80 O bleg er, i Døden henvisnet den Rosenmund, jeg saa ofte har kyst. Det straalende Øie er isnet, som har med Ømhed saa tidt til mig lyst. Nu smuldrer det Hjerte i Muld, som elskte mig trofast og huldt. Men stedse skal i min inderste Sjel du leve, min Høiland-Mary. INSCRIPTION Mit Bryst er haardt, min Røst er mild; Dog Engles blide Harpespil har ingen bedre Mening. Jeg toner over Christianssand: "Gak ind i Fred hver Viv og Mand i Kristi tro Forening!" GAMLE DAGE (AF BURNS) Skal gammelt Kjendskab glemmes hen, vil du tilsinds ei drage en gammel Bro'r, en trofast Ven fra gode gamle Dage? Chor For gamle Dage, kjære Bro'r, For gode gamle Dage et muntert Glas imellem os for gode gamle Dage! SIDE: 81 Vi To har nedad Bakken jagt, saa Buxen Brist mon tage, men mange Skridt tilbagelagt alt siden gamle Dage. Chor For gamle Dage o. s. v. Vi To har legt i Bækkens Fos fra Gry til langt paa Dagen; men brust har Have mellem os alt siden gamle Dage. Chor For gamle Dage o. s. v. Og her en trofast Haand du har, og giv mig din tilbage. En Bommert saa til Bunden bar for hine gamle Dage! Chor For gamle Dage o. s. v. Forvist du række mig dit Maal, forvist du mit skal smage, saa tømme vi en munter Skaal for hine gamle Dage. Chor For gamle Dage o. s. v. SIDE: 82 EN AF BYRONS HEBRÆISKE SANGE Jeg saae dig græde; de Taarer klare fra Øinenes Blaa frembrød. Jeg saae det, tænkte de Øine vare Violer besprængte med Duggen sød. Jeg saae dig smile. Glimre aflod Safiren brat. Hvor dog dens Straaler skimre imod dit Øies mat! Hvor Solens Herlighed skinner mildnet igjennem Aftenens Slør. Sig Natten nærmer; dog purpurildnet er Horizonten endnu som før. Dit Smiil saaledes giver tungsindigste Sjel sin Fryd, og af dets Solskin bliver i Hjertet igjen en Glød. NORGE TIL AFSKEDIGET STATSRAAD COLLETT Nu, hjertesyg og smertebøjd, velkommen hjem fra Naadens Højd! Der skjærer altfor hvas en Vind. Den skjærer alt til Hjertet ind. Der raader nu saa ond en Geist. Velkommen hjem saa reen som reist! SIDE: 83 Velkommen til din Moders Gaard med Sjel saa reen som hvidt dit Haar! Dit Navn var æret, nu har stort din Fiendes Uretfærd det gjort. Hvor steg du højt, min kjække Søn! Det frydede din Mo'r iløn. Du steg til Ørnens Rede op. Der laa en hæslig Slanges Krop. I Stormes Tøjle greb din Haand. Den lagde vilden Sky i Baand. Nu er den mat, men den er prøvt, dit Øje viist, men kummersløvt. Men mit skal vaage om din Fred. Stol paa en Moders Kjærlighed! Det flamme skal af Hevn og Harm, imens du hviler ved min Barm. Med Flammer tre det vaage vil: med Hevns og Harms og Ømheds Ild. Og stærk er hendes Knok endnu. Den slider sejge Orm itu. Saalangt som hendes Arme naa, der, Søn, dit Rige skal du faa. Der slaar et Hjerte indenfor. Et større findes ei i Nord. SIDE: 84 Derinden, som det Riges Flod, gaar Strømmen af Nationens Blod. Der byder jeg dig Magt og Stand i Kjærligheds og Mindets Land. Der vil jeg, naar du blier for træt, en Grav dig rede luun og tæt. Paa den jeg pegende, til Hver vil sige: "Naadens Tind se der!" STATSBORGEREN TIL COLLETT Jeg hilser dig; men et Morads mig kalder Slægten nu som før, der søger kappende sin Plads nu i din Fiendes Dør. Ja, derfra sprang en Padde plump jo engang over dine Been? Det ligner ganske jo en Sump -- nuvel, jeg er da en. Javel en Sump; men rundt dens Bred groer sunde bittre Bukkeblad. Der er Nymfæens Yndlingssted, den Venusblom i Bad. Og Hejren gaar der stolt og stor med spraglet Slange i sit Neb. Og i den tyste Vildhed boer en Aand man ei begreb. SIDE: 85 Og rundt i høie gyldne Siv er Alfers Æolsharpe spændt. Der ender mangt et Qvad sit Liv, som Død ei har fortjent. Men siden Skjebnen skjød en Piil i Colletts gamle Bryst, Miskjendelse er bleven til Triumf og Klagen tyst. EN PARALLEL (VARIATION PAA VERSET I NO. 11 OM STATSBORGEREN) "Det ligner ganske jo en Sump -- nu vel, jeg er da en!" -- -- Velan, jeg er da et Morads! Saa Stymprene, som bettle Plads i Excellencens Balqvarree, fortælle Damerne til Thee. De bettle ei, men i Geled Geni og Ret de træde ned. Af Excellencens Balmusik dertil de Usle Modet fik. Der, mens man kalder mig Morads, man seer de tynde Tranebeen at gjøre jammerligen Stads som i sit Hør en Teen. Og Anden, som saa tung og stiv sig letter kun fra Siv til Siv, meer Flugt har end den Poesi, de Folk beruses i. SIDE: 86 Den Snog har meer Værdi, som frem sig bugter gjennem Sumpens Starr, end om af Hjerterne i dem den jevntlang Kjæde var. Morads? Nuvel, hvi ei Morads for Den, som ejer Fjer, naar i fornemste Mands Pallads det ikke bedre er? VED LIEUTENANT CARL FREDERIK BUSCH'S DØD Af Lycee-Medlemmer ved Graven. (Melodi af den ambrosianske Lovsang.) Paa Blomst ei falde Dugg saa sød som al din Hviles Vellyst, Død, paa Carls, vor Elsklings, trætte Been! Thi Blomsten er vel skjær og reen, dog uden Sjel bag fager Kind; men Carl var Blomst i Sjel og Sind. Meer Fromhed har ei Rosens Blod end den, der gjorde Carl saa god. Geniets Glands hans Lune vov om Sorg og bristende Behov, som Efev spinder ind saa smukt hver Steen, som standse vil dens Flugt. SIDE: 87 Hans Aand var lys, hans Hjerte ømt, meer skjønt end det har Barn ei drømt; og varmere end hans Gemyt har Blodet ei i Druen flydt. Kling freidigt, Horn! ton dybt, Basun! som Tanken i hans Indres Grund! Hans Død os synes en bekjendt og yndig Melodi, just endt, et raskt Anakreonspoem, som blev vemodigt længer frem. Var saa hans Liv, det er da vist ambrosisk Hymne bleven hist. En Klinge bar den brave Svend. Saa ærligt var han Blik som den. De norske Jægeres Chako i ham har laant Geniet Bo; og gid et saadant Hjerte maa bestandigt bag den Grønne slaa! I Lyceet. (Egen Melodi af Baron Roxendorff.) Da Budskab om din Bortgang lød, vor Elskling! ingen Taare flød; men Hjertet slog i større Fart, og Øjet glimred mere klart, SIDE: 88 som om en Himmelsk, vi ei tænkte saa nær, vi saae just da han sænkte det Skjul, hvori en Vaar han tyst var dalt til Dødeliges Bryst. Det var somom en Blind fik Syn, og saae en Stjernes milde Lyn, og, blind igjen, evindelig dog seer den samme inden sig. Du laa kun ved vort Bryst paa Jorden; men nu, en sød Erindring vorden, Du er os nærmere end før: vi Dig i Sjelen gjemme tør. Selv Tanken om dit Savn (thi bar den ei dit Navn?) sin Ynde har. Den er en Gift, en stærk og sød; den ikke Tanke er om Død, men Tanke kun om en Forsvinden som Duften af en Blomst i Vinden, som Lyden af en Elskovseed, hvorom kun To og Natten veed. Vor Sorg er Sang -- hvad Jubellyd tilhører da vort Gjensyns Fryd, naar Sjel i Sjel nedsænkt forgaar i Saligheders Fylde, naar udødelige Hjerter atter, uskyldige som Spædes Latter, kan slaa isammen, Roser liig, der aabne i hinanden sig! SIDE: 89 PIGEN PAA ANATOMIKAMMERET -- -- Jo det er Hende! O lys hid! Og slip ei Kniven end paaglid i denne Armes Hjerte! O, der er rædsom Vittighed i Lampens Blik, som stirrer ned paa denne døde Smerte. Saa kold dengang den aanded saae den stolte Verden jo derpaa? Og frække Øine skar det Slør igjennem tidligt, som den stakkels Piges Fattigdom af gyldne Drømme bar. Som Blomst i Isen frosset ind jeg seer et Træk paa denne Kind, som vel jeg bør at kjende. Thi Fryden i min Barndomsleeg før altfor høit min Skulder steeg -- o var den ikke Hende. Tvertsover boed' Hun for os, i Armod født som i sit Mos paa Taget Stedmorsblommen. Fornemme Folk kun fatted svært, at Blod saa fagert og saa skjært af Fattigfolk var kommen. Ak, mangt sligt Aasyn dog jeg saae som Maanedsrosens Pragt forgaae, som Sommerfuglestøvet! Dem Skjebnens Haand for haardt vel tog og Syndens Spor dem overjog som Sneglens Sliim paa Løvet. SIDE: 90 TIL HERMAN FOSS! Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent. Nu løst er Flagget. Dit Værk er endt. Ak, Norge ejer ei Laurbærskov. Derinde vilde jeg at Du sov. Dens søde Mørke den Natterad dog ei betalte, Du vaagen sad. Dens Frugt ei læsked med nok Behag den Mund, hvis Aande slog ud vort Flag. Dens Blades Glimmer, mens Duggen ved sin egen Vægtighed skjalv og gled, kun minded mat om hvor tit og tæt de Stjerner faldt mens Du skrev Dig træt. Dens Vellugt skulde dog aande ind en qvægsom Drøm i Dit trætte Sind. Og hvis mit Hjerte for haardt ei slog, at drømme der jeg til det Dig drog. Nu har Du levet en virksom Dag: en Dag af Nætter: Befri'de Flag er Aftenrøden, som den har endt. Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent. Natten imellem den 21de og 22de Januar 1837. JONAS ANTON HJELM "Geni! Geni!" Og Det er alt hvad Verden har om Hjelm fortalt? -- Et Raab saa prægtigt som Hæres Hil; men huult og frostigt som tvunget Smiil. SIDE: 91 Det er Tributen af Dumhed piint, Misundelsens Hyldest med Vee udhviint. Dets Glands om Navnet er Vinterrimen, som døer i Dampe med Morgentimen. "Geni! Geni!" Og Intet meer? Hvor Verden fattig paa Roes dog er! Det er at skildre et Jordbær rødt og rundt, men ei hvor det dufter sødt. Det er som vil for sin Brud en Nar den Rose skildre, han hende skar: "hvor hed den blusser!" Men glemt gaaer Duften, og Duggen ubemærkt hen i Luften. Det er som vil en bortreist Gjæk Amerika skildre med slige Træk: "Tro mig, det Land er en Verdensdeel, uhyre stort ifra Kap Farvel!" Savannens blomstrende Ocean og Kapitolet -- det saae ei Han, ei Missisippi, hvis dunkle Strømme om nye Frihedens Undre drømme. Geni? Gid Verden altid bar paa Læben Sandhed saa soleklar! Men En jeg kjender, som mere veed, et Barn af Himlens Retfærdighed, den stumme Engel med Finger paa Mund, som for den Miskjendte teer sig kun, som søger Graven før den blev redet, og længe forud alt kjender Stedet. O Denne, som ei Sprog forstaar, men godt hvoraf et Hjerte slaar, som skjønner Tanke saa godt som Daad, og samler Ømhedens skjulte Graad -- SIDE: 92 Den veed, saa klog som Du er, at Du et større Hjerte dog har endnu. Men dersom Mennesker Sligt forstode, at Du var mindre de Tosser troe'de. Dit Haar Du tidligt graat har tænkt. Det er som Aske paa Ilden sprængt. Ak det skal hvidne som Skum paa Sjø, og Ilden blegne og Gløden dø; men ingen Fønix af Lykke derfra skal stige over dit Liv endda. Men dø! Sørgmodigt skal Folket møde som var din Gravhøj dets Arne øde. Som Mulden tungt, der falder paa din Kiste, da skal dets Hjerter slaa. Da lytte de, og som bange Børn din Røst de høre i susende Tjørn. Da mindes de, at dit Øjes Brand var Glands af dæmpede Taarers Vand. For Hjertet glemme de da Geniet, og dække din Grav med det Flag Du befried. Hvor arm min Magt! En usel Pen jeg strækker udad og ta'r igjen, mens, strakt som Pen ud, tilbage som en Fakkel det burde at den kom: en Fakkel, hvormed jeg tændte an et Offer for Norges største Mand. Nu disse Linjer jeg som en Skare af glimrende Orme foragter bare. Thi viid, min Vilje var, at see hver rythmisk strømmende Digtidee som Rad af Helte til dig udsendt med Banner sænket og Glavind vendt; SIDE: 93 at Harpen var en Triumfport reist, hvor Du blev Fristatens Formand keist; at Ord ei udbølged, men Møer, der bragte dig Krandse, mens Mødre de Smaa dig rakte. Jeg vilde, at mig en Brud var skjænkt, en Qvinde skabt som Seraf er tænkt, at jeg i Blomsten ved hendes Bryst, naar først den Elskte den havde kyst, Dig kunde række meer dyr Present, end om mit Blod i dit Fodspor sprang, end om min Harpe var Guld og knastes for paa din Bane som Støv at kastes. Men den, ak den er jo kun en vildvoxet isammenbøiet Green. Med Blade grønnes den dog hvert Aar; men snart vil komme engang en Vaar da Straaet grønnes meer stolt end den, da Arm og Been jeg har strukket hen dybtunder det Fædrelands Muld, din Tale velsigner mere end Sol og Svale. LYKKEJÆGEREN (EFTER DET SVENSKE) "Nei! skal paa samme Pligt min Kraft jeg stedse øde, liig Dyret i sit Aag fornøjd med afmaalt Føde? Det egner ei min Sjel, som Jordens Lavhed flyer. Lad Simpelhedens Barn sin Skygges Lykke prise. Blandt Ørnene jeg vise mig vil i høje Skyer." -- SIDE: 94 Velan, dit høje Sind vil krybende sig dølge i det fornemme Slæb af Majestætens Følge? i Magtens Forgemak hver Dag Parade staa? Hvad? til en Skygge blot du vil dig selv forlore, og trampes af de Store for blandt dem synes faa. Hvad Seier, naar tilsidst af naadigt delte Miner, igjennem hvem Foragt, kun slet tilhyllet, skinner, en lønner ogsaa dig for spildte Dages Bryd! End meer, naar af et Vink du nærmes til et Øre, som vil paa engang høre Spions og Smigrers Lyd! Ulykk'lige, forledt til begge dig at lyve, din Fryd er at faae Lov til højere at klyve ved Mægtigmands i Smug dig rakte Fingerled. Men paa hvad slibrig Højd staar ei hans egen Lykke! Et Vindkast kan den rykke og din tillige ned. Til Styrteren du flyer den Faldne at forbande. Nei, hvor du faldt der stands med Haanden for din Pande, og læg den paa dit Bryst, og jag din Djævel ud! Arbejd saa rolig fri, og føl en Mand dig vorden, naar Brød du faaer af Jorden, og Naade kun af Gud! Held hvo ei høit sig smøg, men blev i sine Dale! Dog bøi dig for det Træ, som gi'er dig Ly og Svale! SIDE: 95 Vær ei for stolt dertil; det er Fortjenstens Ret. Fra Krybet lige skilt og fra den Orm som stikker, ei meer i Haan end Smiger den Fries Ære sæt! Miskjend ei for hans Byrd den Ædle og den Vise! Geniet, om Fornem, dit sande Offer prise! Men skrig ei, om en Stor dit Værd ei agtpaagav. Staa opreist som en Mand, og see med harmfrit Øje de Høje mindre høje! Da Du er mindre lav. VED OLE LUNDS GRAV " -- -- End engang, og skjønnest da funkler Bølgen, naar paa Stranden Længsel sukkende den døer. Stum tilforn, da toner den; barsk tilforn, da leer den mildt; kold og følesløs tilforn, da, somom et Hjerte smelted og udtømte alt sit Blod, skyller lunken den om Kysten, skyller, liig et mattet Lyn langs ad Horizontens Høje, den i zittrende og lange brudte Glimt om Kysten -- -- " Saa og ei meer paa Lappen stod, som imellem Løv og Straa hvirvlede sig til min Fod, jaget op og ned forinden jeg den fangede i Vinden. SIDE: 96 Skrivten kjendte jeg skjøndt blegnet, Masker liig i vissent Blad. Resten var dog meer bekjendt. Som i Taarers Omrids tegnet kjendte jeg igjen et Qvad, men som aldrig blev fuldendt. Som et Ord, der døer paa Mund, var de Ord de første Linjer til et Digt til Ole Lund. Endnu mens jeg skrev han døde. Vinden fik mit Digt at øde. Resten vidste jeg han kunde læse i mit Hjertes Grunde. O Han var en Mand, som Bølgen herligst i sin Død. Reen som Taaren og som denne modnende i Smerter var hans Sjel. Længe bar ei mere sikkert Legemet hans Sjel, end den fulde modne Taare bæres af de svage Øjenhaar. Dog som udslaae't Sejersfane var hans Aand, endskjøndt Legemet ei bedre Stang og Støtte var end Græsset paa hans Grav. Se, mens dette bævrer funkler Duggen paa dets Spids. Alt det kjække lille Øje speiler af som var det store Sjø. SIDE: 97 Men meer sandt og klart og freidigt Verden blev ei seet end af Ham, hvis Blik alt længe fik sin Stjerneglands af Gravens Nat. O, med Mænd som Han skal Norge evig vorde frelst: mere Ild end Blod i Aaren, mere Aand og Kraft end Been og Kjød. Undertvungne Smerter førte hid han i Triumf. Her nedsank hans svorne Fiende, hylded' ham frivillig førstegang. Forud Geist alt meer end Mennesk, O hvad nu da meer? Smerteløs -- Ja det kun mangled' i den Himmel, som var i hans Sjel. VED PROVST FINCKENHAGENS GRAV Henslumret er vor gamle Fader, og Ingen fik Farvel ham sagt; for seent vor Graad hans Haand nu bader, ikors paa stille Hjerte lagt. Den Haand, o er den ikke kjær, som signet har saa tidt enhver? Den strakte han til Sorg og Nøden; for Os til Himmelen i Bøn, og Herren gav ham derfor Døden saa stille som et Kys til Løn. Kun derom for sig selv han bad, og med et Smiil han død der sad! SIDE: 98 Vor elskte Gamle havde drukket alt Livets Kalk til bittre Bund; han havde efter Graven sukket alt fra sin Elsktes Afskedsstund. Hun trofast var: hun kom igjen, og hented ham til Himmelen. Nu i dens Lys en Straale vorden, foreent med hende er han der. Hvad Jordiskt han har havt, i Jorden nedlægge vi velsignet her. Hans Sjel er som et Hilsningsbud fra os til Freden gaa't, til Gud. Nu er han der, hvor Graad ei rinder, hvor der er Kjærlighed og Fred! Tilsidst om Hans og Hendes Minder forsamlet blir hans Menighed. Men gid han Ingen savne hist. Det blev en Engels Sorg forvist. GAZELLEN (ANTILOPE DORCAS) Paa Judas Høie med kaade Spring nu hopper vilde Gazell omkring, og drikker af livlige Kilde, der sprudler af hellige Grund. I luftigt Hop triumferende spille dens Øine saa videnom rundt. Med Trin saa lette, med klarere Blik der engang blomstrende Juda gik. SIDE: 99 Paa Pladsen for hensvundne Glæder meer ædelt Folkeslag sad. Ak, endnu vajer den Libanons Ceder; men Judas Møer forsvandt. Den Palme hjemme er mere sæl end arme bortdrevne Israel. Hvor Roden sig knytter, den stedse i eensomme Yndighed groer. Den kan ei Hjemmet forlade, og leve den vil ei i fremmede Jord. Vi flytte matte vor Vandringsstav i fremmede Lande imod vor Grav. Hvor Fædrenes Minder sig reise ei hvile maae Sønnernes Been. Paa Salems Throne Bespottelsen kneiser, ei Steen er af Templet igjen. (Efter Byron ved H. W.) DEN NORSKE UDVANDREDE I BRASILIEN Hvad Pragt! Er Himlens Bund nedsænket? Synd, om min Fod et Blomster krænked! Det er ei Græs i Foraarsskyden, men frem af Jorden Straalers Bryden. Det er som om selv Mulden lever, somom hver Green bevidst sig hæver. O hvor de højt mod Solen jage, og vende skaalende tilbage! O Fryd! Jeg knapt tør Jorden træde. Men, ak! Ei syndløs er min Glæde, som fattigt Barns iblandt fornemme, ei vant til saadan Pragt derhjemme. SIDE: 100 Thi fattigt er det Land, det fjerne, jeg elsker saa og tænker gjerne. Dog vidste jeg ei hvad det fattes, før hid i Paradis jeg sattes. Da Hun stod Brud, jeg elskte mere, jeg kunde hende kun forære en blodløs Hybenknop -- den sidste jeg i en Klipperevne vidste. Og da Hun laa der strakt paa Baaren, en mat Viol kun eied Vaaren, en Taare liig af Armods Smerte, at lægge paa det stille Hjerte. O sagt hvor slet! o tænkt hvor syndigt! Hvad var som Hybenknoppen yndigt? I dens Karmin, saa fiint henblegnet, var hendes Blygheds Angest tegnet. Og denne Flor, endskjøndt den praler som blomstred Ædelstene, maler hengivne Sorg saa sanddru ikke som fattige Violers Blikke. . . Som hin Viol . . Op, Vind, du lunkne, i Søvn paa Fløielsgrønsvær sjunkne! Rull ud de grønne Bølgerader. Jeg Sorgen flyer og Stilhed hader. Hvad Pragt! Er Himlens Bund nedsænket? Synd, om min Fod et Blomster krænked! De synes næsten som metalne, som groed' af Frø, fra Eden faldne. SIDE: 101 En farvet Dag, om Solen døde, da frem af denne Flor vil gløde. Med falskt og dæmpet Solskin ville de gule Liljer Alt omspille. Langs Højens Ryg, i dunkle Skyer af Rosers Gjenskin Morgnen gryer. Sølvpalmerne og Gyldenregnen nedstraalte Lysning over Egnen. Paany forelskte Nellikklynger indkysse Liv i Muldens Dynger. Lotos paa sine mørke Vover da ligger liig en Sol, der sover. Det er en Dag som under Jorden som Sommernætterne i Norden. O hvor fantastiskt Lys! Hvormeget det ligner dog mit Indres eget! Solløse Dag, purpurne Taage, du lyse Nat, hvor Blomster vaage! Frydløse Vemod! vaagne Slummer! Tungsindighed foruden Kummer! Hvor lyst et Mulm! hvor dunkel Dagen! som Glands af floromslørt Skarlagen, som Stenens, der i Mulden tindrer, som Blindes Bliks, der Syn erindrer. Hvor ligt det Lys, hvori de svømme de fædrelandske kjære Drømme! Hvor ligt min Sjels af Savn fordunklet, af Hjemmets Minder gjennemfunklet! SIDE: 102 DE HVILENDE JÆGERE En Stemme Herover! Ho! Her er en Plet: en liden høstlig Vaar. Her seer det ud jo noksaa net. Paa tørre Høj en Grønsværsdug har gjæstmild Huldre bredt. Her er en liden venlig Ø i Skogens vide Hav, omvugget af en Silkesjø af Harelab og Finskjæggræs. Kom, lad os bære af! Chor Her, Jæger, efter Slæb og Slid Vi tage Flasken frem, og hvile os en Timestid. Og lad saa kolde Høstsol gaa sin korte Bane hjem. SIDE: 103 POLITISKE FABLER (FRITBEHANDLEDE) ÆSLET OG HESTEN "O let mig lidt af Kløven, Kjære! Den er for svær. Jeg døer! Jeg aarker ikke mere!" Saa bad et Æsel Hesten. Men, skjøndt som Fætter nærmere end Næsten, den negtede det spodsk og tvær. Endnu et Stykke til, -- da midt i Bakken blev Æslet liggende og stønned ud. Og stolte Hest da fik til eget Las dets hele Kløv paa Nakken, og dertilmed dets Hud. -- Tilpas! Moral: O Borgere, naar Tryk paa Een mon falde, det angaaer eder Alle! I Enkeltmand, som bliver underkuet, er Hver og En med samme Skjebne truet. Kun Offre Voldsomheden bytter, og Aaget kun fra Ryg til Ryg den flytter. TRÆETS ROD OG TOP "Hvor herligt hæver jeg mig op, og speiler mig i Floden!" -- saa sagde Orretræets Top med dum Triumf til Roden -- SIDE: 104 "Men Du? o hvor foragtelig du frem i Støvet sniger dig!" -- "Hvad var du, om jeg ei dig bar?" var Rodens Svar. Moral: Al Fyrstemagt af Folkets er oprunden, og bør -- som Top af Rod -- af denne være bunden. Den stammeløse Drot er klog og mere god end den, der praler med et reent cæsarisk Blod, som glemmer ei han har et Folk til Stammefar. HUNDEN OG FILEN En Fiil, just paa en Lænke brugt, og slængt paa Bordet hen, faldt ned, og ubetænkt den slog en Hund paa Snuden. Der blev en Tuden. Den Hund da rasende vil slide den isønder og ei levne Splint igjen. Men haarde Fiil: "Giv dig tiltaal!" kun svarede med et Smiil af Staal -- "Det vil forsanden Dig koste Tanden!" Moral: Hvo mindes her vel ikke Kjøterhadet mod Flyvebladet? SIDE: 105 HØGEN OG DUEN En Høg, en Skræk for Luftens Skare, blev syg, og skreg i Dødens Fare: "Det er en Straf -- jeg veed det nok -- for mine Synder, som er svare. Men slipper jeg blot ud heraf, da mellem mig og Fugles Flok fra nu en evig Fred skal vare!" Knapt sagt, en Due bona fide strøg klapprende forbi hans Side. "Kun den endnu!" skreg Høgen i, og det med Duen var forbi. Moral: Saa tryg er Herskereden, saa evig Freden. DEN FØRSTE SOMMERFUGL Min Sommerfugl, flyv ind! flyv ind! Varm dig ved Vindurosens Kind! Tro Solen ei endnu! Dens Gløden kun lokker troløs dig i Døden. Paa Taget sidder traurig Stær; meer klog end du den veed det er ei Græs det blege Skjær derude. Flyv ind og gjem dig bag min Rude! Det Regnbublink fra brænet Iis ei Kløver er og Ærenspriis; det Hvide, som langs Gjærdet skinner ei Somrens Snefann af Jasminer. SIDE: 106 Flyv ind, du søde lille Gjest! Vi begge feire vil en Fest. Du maa min første Rose smage. Paa Qvisten blomstrer du tilbage. Flyv ind og sæt dig paa min Pen! Da bli'r den from som du igjen; igjennem den skal mine Drømme i al din Uskylds Skjønhed strømme. Ak, mangen Spæd af Guddomsæt ei finder aaben Dør saa let. Dog ligne dig, du Luftens Blomme, de Staklers Sjele, som forkomme. Men kom du Kræ, er det for koldt! Kom, Barn, om Verden er for stolt! Jeg er meer stolt end den; men eder, I Smaa, om Kjærlighed jeg beder. -- Den første Sommerfugl? Velan, kom ind, om i min Sjel du kan! Fra den er mange slige fløjne med Vingen dækt af gyldne Øjne. Flyv ind! flyv ind! Jeg ene er, ei tænker meer end du; kun seer hvor Solen kan til Leeg nedlade sig mellem Gyldenlakkens Blade. I aabne Vindu øder den sin Glands paa Planten, som igjen med trodsig Dunkelhed kun taaler i brudte og brunlig Glands dens Straaler. SIDE: 107 Flyv, første Sommerfugl, flyv ind! Nei, flyv du efter eget Sind! Jeg sender mine og i Kulden. Bag mig de pynte engang Mulden. En Sommerfugl? Hvad mere smukt er til det Skabtes Skjønhed brugt end Farven paa dens Vinge drysset, det Blomsterblad af Livet kysset? Som paa et færdigt Maleri det sidste Henstrøg af Geni du, først da alt var skabt, blev givet af Skaberfantasien Livet. Gud saae hen paa det Skabtes Alt -- det stille stod som var det malt -- da lød "se alt er godt!" -- da svævte fra Græs Du først, og Alting levte. Og saa hvert Aar det skeer endnu. Det første Vaarens Bud er du, Du melder først, at Skaberøjet end seer udover Alt fornøjet. Flyv, første Sommerfugl, flyv ind! Varm dig ved Vindurosens Kind! Tro Solen ei endnu! Dens Gløden kun lokker troløs dig i Døden. I Gyldenlakkens lune Skjød du drømme dig en Drøm saa sød! Min Sjel sig ofte der nedsænker, og i sin Drøm den herligst tænker. SIDE: 108 Imorgen flyv da om du vil. Men kom blot naar det qveller til: det Solskin er kun Vintrens Smilen, den Lunkenhed kun Stormens Hvilen. For koldt jeg selv jo finder alt, de Andres Blod er mig for svalt. Mit eget maa jeg derfor øde. I Verdens Frost jeg ellers døde. Oh, døde ei; men skrumptes ind, blev Paul og Peder liig i Sind. Min Geist blev slig som den behager, og Digtets Flor en Kjøkkenager. Meer Varme tidt mit Hjerte fik af Hundens end af Vennens Blik, Men Avindsmands? o, der er Varme! Thi det optænder dog min Harme. Men mindre Ting har større Glød: det første Straa, som Vaaren skjød, Skarlagnet paa en Flues Vinger i livsfro Flugt min Blodstrøm bringer. Kom, Sommerfugl! Jeg dig forstaar: Du venter paa en bedre Vaar. Du finder den hos mig; den naaes af Alle hvor de kun forstaaes. Engang hist i det Blaa for mig og kjærligt Vindu aabner sig, naar Dagen er for kold mig bleven, om Sne ei er paa Issen dreven. SIDE: 109 Og der derbag da blommer vel en Rosenknop af Lys og Sjel. Fordi min første jeg dig skjænker, tillader Gud jeg did mig sænker. POLITISKE FABLER (FRITBEHANDLEDE OG ORIGINALE) DE TRE ENIGE TYRE Hvo kjender ei Historien om hine trende Tyre, der klogt holdt sammen mod et stort Uhyre af Løve paa en Vei? Saalænge gjorde den dem intet ondt, som de opmærksomt gjorde Front med indadvendte sammensnoede Svandser, mens, udadvendte som Falangens Landser, de spidse Horn hvert Angreb fange, og kjækt paa hvert et Punkt tilbagestange. Før greb med bare Haand man Pindsviin fat, før overlisted man fortvivlet Kat, og knuste mellem tvende flade Hænder metalne Kugle eller een i Pyramide sleben Ædelsteen, end Dyret, som ei før til Modstand kjender, den mindste Fordeel vandt paa Tyrfalanxen. Men løst blev engang Trippelalliancen -- som mellem Folk saa og imellem Tyrene. SIDE: 110 Og da, da fik paa dem Avancen den vrede Fiende, Kongen mellem Dyrene. Nu hjalp ei Horn og Tyrepandebrasker; men een for een han i sig knasker, og levner kun igjen paa Flekken sex Horn, lidt Blod og Been og Skrækken. Moral: Mod Wedel, Vogt og Løvenskjold i Sammenhold kan ingen Trold forøve Vold. Og hermed er de dumme Rygter om Fald for det Triumvirat, om at dets Vældes Stjerne flygter erklært for Prat. FRUEN OG LYSET En Frue havde tabt sin Ring, og uden den er Frue tidt en Ingenting. Nu forat finde den igjen hun tændte Lys; men -- Blaf! -- saasnart ved Lysets Hjælp den Ring var funden hun blæste ud det i en Fart, og lagde det paa Kistebunden. En Muus, meer viis en stor, som just der laae, da sagde om det Pust: SIDE: 111 "Hvor utaknemligt! Opad Dage, hvor ligt den Kongernes Maneer, Fortjenesterne at forjage, naar de ei bruge disse meer!" VED KAND. JUR. JUST HANSENS GRAV Herhid? -- Gaaer Venskabs Pagt ei længer? Hvi sværge da saa huul en Ed, som denne Spade da jo slænger, med andet Støv og Sand derned? Belivet Muld da var vor Sjel, og trøstløs Rædsel hvert Farvel. Meer meningsløs var da jo Taaren, end Dug, naar frosne Stene tøe. Den haante i os selv kun Daaren, der elskte En, som kunde døe. Som kunde døe? -- O større Brist var ved hans Hjerte ei forvist! Saa aabent var det, som hans Pande, saa godt og ærligt, som hans Blik. Kun disse Udtryk for hans Sande, ei Dettes Væsen Døden fik. Selv er han hist, men som han var vi ham i Vennemindet har. Saavist som med dit Støv nu Støvet forener sig, saa vist, vor Ven! En efter En, ei saa bedrøvet, forsamles vi hos Dig igjen. Til da ei se vor Sorg din Sjel! men deel, som før, vor Fryd -- farvel! SIDE: 112 POLITISKE OG ANDRE FABLER (FRITBEHANDLEDE OG ORIGINALE) PAPEGØJEN Til Ørnen, alle Fugles høje med Majestæt omgivne Drot, en Papegøje saalunde talte: "frit og godt, og uden i et Ord at prale, maa Verden og jeg selv tilstaae, at i den ædle Kunst at tale min Færdighed kan ingen naae. Og derfor dristig anbefale jeg tør, min Fyrste, mit Talent, at see det paa din Søn anvendt." "Du taler -- ja, jeg veed det" var Den Fuglekonges tørre Svar -- men hvorom vel? og hvori mon gi'er du Lektion?" Da, Padden liig, naar den i Grøften sin Serenade Nymfen bringer, med opblæst Kro og Hovedløften og reiste Fjær paa Gump og Vinger, den Papegøi, ei flau derved, tog flux tilords: "Durchlauchtighed! De har aldeles at befale. Jeg lærer . . . lærer at bagtale." Moral. Den kjender unsre eigene Papagei, Hr. Papendahl og Jeg. SIDE: 113 HAANDVÆRKSMANDEN OG LAMPEN En Haandværksmand, en natlig Træl, i Lampen Olje gjød en Qvel, og sagde: "se, hvor akkurat og ømt jeg plejer dig hver Nat!" Da flammed Lampen op; blev rød som Hanekam i Top, og spraged ud sligt Svar paa Stedet: "Troer, Egoist, du ei jeg veed det: derfor du Olje i mig helder, at jeg skal lyse op din Kjelder." Moral: Om Fyrsten gjør Nationen vel, er det ei Skjænk, men Selvfordeel. ÆSLERNE OG RØGELSEKARRET I samme Tempel for Afguden Baal tre Borriker isammen tjente -- et helligt Embed, dog som ei formente, at jo et viet Virakskar de stjal, hvormed de løb iskjul til eensom Dal. En Vandrer dog opdaged dem (thi to Qvarteer af Busken frem stak visse Tegn paa Æselsvæsen) just som de i fortroligt Traktemente fra En til Anden Virakskarret sendte, og røg dermed hinanden under Næsen. SIDE: 114 Moral: Hinanden til de ryge nu vel tidt de Trende, som om et pletløst Navn og kjæk Merit kan aldrig Visen ende. SKYEN OG JORDEN Skyen Jeg skjuler Solen, alle Himlens Stjerner fordunkles, naar jeg folder ud min Magt. Hvor bange, bævende som Offerterner, de svøbe dybt i Flor sin lyse Pragt! En Skræk for Store, som for Mindre, baade jeg Jord og Himmels Skjæbne jo kan raade. Jorden En vældig Herre! Opblæst er din Krop; af Veir og Vind og Vand og Dunst fyldt op. For Vinden springer du som Haren rapt. Om Natten skræmmer du en Vandrer knapt. Skyen Jeg skræmmer Alt, som ejer Liv og Aande. Du selv dig seer, min gamle Ven, i Vaande, hvis Regnen af mit Skjød bestandig flommer. Og sparer jeg paa Næring, døer din Sommer. Hvad er vel Sol og Maane imod mig, naar jeg mod dem erklærer Krig? SIDE: 115 Jorden To Himmellys endda! Du Sky, en Taage, kun en Dunst, som svinder. En føje Stund du gjør vel Gny; men siden Ingen meer dig minder. Moral: Du Lykkesøger med de store Planer. Du ogsaa for et Øjeblik den Evne og den Lykke fik, at blænde Jordens smaa Sultaner; men dine Luftkasteller og du Selv opsluges snart af Glemsels Elv. STIGEN Hvorhelst man flere er end To man meget sjeldent kan forliges. Der trættes maa og der skal skriges. Ja mellem Gifte vil man finde, at selv det lille Tal af To er nok til Endskab paa al Ro. Ifra en Stiges Trin, fra hver en Pinde, blev hørt engang slig Larm, at Alle kunde mærke let, at Tvisten var imellem dem om Rang og Fortrinsret. Det Trin, som højest sad, højt skreg paa højst naturligt Privileg at være et Slags Øvrighed for dem, der fandtes længer ned. "Hvem er saa blind, at han ei øjner, hvor grændseløst sig Frækhed højner! SIDE: 116 Det Snak om Liighed, Nogle føre, og Andre elsker saa at høre, er jo urimeligst af alt hvad "sund Fornuft" (haha!) har talt og tænkt af Galt. Blot først og fremst man har iminde, at Skjebnen just har anbragt der, hvor bedst han passer ind, Enhver!" "Med Permission" -- faldt ind en Pinde -- "med Permission, ifald jeg torde. Jeg vilde blot paaminde jer, at man af samme Træ os gjorde. Af reen Hazard I jer deroppe seer." -- "Kanske" -- saa lød den Højes Svar -- "Men engang over jer man sat mig har. Det er min Ret, og Tiden, som paa Jorden gjør helligt alt, har hellig gjort og den. Og I, for seent I komme, for igjen at styrte om den engang gjorte Orden. Nu holder Kjæft I Pinder! Og jer i hvad der gjort er engang, finder!" Tilfældigviis forbi en Viismand kom, og standsed ved det Skrig og Skraal i Gangen. Og med et Greb han vendte Stigen om, Da blev der Slut paa Trætten og paa Rangen. MANDENS VREDE, LÆNGSEL OG SORG En Skov i Flammer er Mandens Jammer: sin egen Næring og Selvfortæring. Et Hav i Fraade, hvis Bølger æde paa egne Kyster, Vulkan i Gjæring, SIDE: 117 en Guds Unaade, en Jord, som ryster, er Mandens Vrede. Hans qvalte Længsel er Løven i Fængsel, er Kjæmpeslangen af brustne Klipper i Hulen fangen. Det Suk, som piner hans Barm, og presset hans Vee undslipper, er Sværd, som glipper fra Haand og hvæsset i Luften hviner. Hans Sorg ei slumrer, skjønt Hovdet synker, mens Panden skumrer sig til med Rynker. O Nat, hvor skummel! hvor troløst Stille! Vulkanens Tummel er i dens Indre. Ei Drøm tør spille i Ro hans Hjerne, ei eensom Stjerne i Taaren tindre. SYTTENDE-MAI-PSALME FOR EN SKOLE- UNGDOM Mel.: Af Højheden oprunden er. Os er idag en Frelser fød -- eja! i Hjemmets eget Skjød, ja ogsaa for os Spæde. SIDE: 118 De unge Sjele er hans Lyst. Han alt i Vuggen i vort Bryst har aandet ind sin Glæde. Frihed Vi veed har vor Tunge lært at sjunge Takkesange. O for den vi skylde mange! Engang, naar vi kan bedre see, og tænke meer, skjøndt mindre lee, da bli'r meer dyb vel Klangen. Men meer uskyldig ei og meer oprigtig meent end nu den er ei bliver Takkesangen. Vi veed Frihed er for Landet, fremfor andet, Glands og Lykke, Faders Ære, Moders Smykke. Vi vide nok vi ere smaa; men Gud og I vil os forstaa, som fatte der er Glæde i Smaafugls Sang saa godt den kan. "Hvor herligt er vort Fødeland!" det er den Sang vi qvæde. I veed -- Vi med -- at i Vaaren Frelsen baaren blev i Hjemmet. Eidsvoll hist er Bethlehemmet. SIDE: 119 Derover hviler Himlens Fred. Nationens Bøn har kaldt den ned, og til sin Kraft den bunden. Naar Alle vi er' Støv forvist, et gammelt Minde rækker hist sin Tinde over Lunden. Dertil hver vil -- Stor og Lille -- Stene trille. Mindet sætte vi, at Gud vi ei forgjette. Hans Aand var jo i Folkets Raad? Hans Vældes Storm borttog dets Graad. Og lange Tiders Jammer Han endte for vort Folk, da det i Friheds milde Dag medeet saae slukne Fiendskabs Flammer. Hans Bud fløj ud over Jorden, da vort Norden saae sig kaaret til at have Frelsen baaret. Om Kongen, Norges Konge, har man sagt os, Folkets Fest ham var forhadt -- Sligt kan ei være. De svore jo hinanden Tro, og dele Byrden sammen, jo de maa da dele Ære. SIDE: 120 Drot! Helt! Slot, Telt vi dig bygge hist i Skygge af de Palmer, hvor din Ære aldrig falmer. Og der, hvor Barnebøn er stærk, din Storhed bygge vi et Værk, Du gamle Mand med Kronen! Did samles da en salig Dag, o Carl Johan, i Favnetag med dig, o al Nationen. Kun De, som lee ad det Hele det ei dele! De, som kjende ei, at Storheds Feil her ende. Hvor varm er Majens Sol frembrudt! Idag har Norges Birker skudt vel meer end hele Vaaren. O, Konge byd den Sol sig snu! og Øjet -- hvad det ei kan nu -- for Dig at standse Taaren! Hvor øm en Strøm! Lad den flyde! Lad mig nyde dog min Smerte, engang Hvilen ved dit Hjerte! Hvor klar er Majens Sol frembrudt! Jeg seer det, -- det var ei forbudt. SIDE: 121 Se, langsad Fjeldets Sider hvor rapt den jager Skyen ned! Saa engang, naar Enhver har Fred, fra Øjet Taagen glider. Tro mig, for Dig Blodet skulde gaa i fulde Strøm fra Aarer, lettere end hine Taarer! Men yde Kongen mindste Deel af Folkets Ret og af min Sjel, skjøndt ung, det mig forskrækker. Men Kjærlighed som for min Far det er den Skat jeg villig har; hiin Vunde den bedækker, som staar hver Vaar aaben atter. -- Ak, jeg fatter ei hvi Tiden hele kan ei Brist saa liden! Men Vi Vi ere Tidens Børn. Og hvor groer Rose uden Tjørn? Sin maa vel Majens have? Men se, for Kongens Sønnesøn er Norges Ungdom foraarsskjøn en Eng i Odelsgave! Henlagt sin Magt har i liden Arm jo Tiden? Sine Vinger hefter den til unge Bringer. SIDE: 122 POLITISKE OG ANDRE FABLER STJERNEKIGERNE "Himmel! o hvad seer jeg?" -- skreg en Stjernekiger dødningbleg -- "Et Bæst, et Monstrum af en Grib et fælt Uhyre af Drage, ligt et snablet Orlogsskib, vil sluge Maanen, og siden kanske løs paa Solen styre." Det sagt, af Rædsel nær ved Daanen, den Kiger kaster Teleskopen væk. En Anden, om ei mere lærd paa Tal, dog mindre gal og piint af Skræk, kun Glasset tog af Teleskopen. En Myg fløj ud deraf -- en liden Myg . . Klart straalte Maanen ifra Skyens Ryg. Den Astronom blev noget kopen. Moral. Hvad Monstrum monne de skarpsynte Tre i myguskyldigt Flyveblad ei see? Og Folk der gives jo, som høre i skyldløst Maihurra meer Støi end den, som hine Gribbe fra Kordilleras med Vingen gjøre, naar Alper de slaae ned og Skyerne oprøre. Kort Intet er saa skyldløst eller lidet, at oprørt Hjerne ei kan see Uhyre i det. SIDE: 123 FROSKENE OG SOLEN "O Ve! Koax! Koax! O Vok!" -- saa hylte med et rædsomt Pjadder, hver Kjæft af Frosk, der var i Dammen -- "O Fastre, Mostre, gamle Padder! O smaa Kusiners søde Flok! Gudmødre -- o I Allesammen! o har I ikke hørt det Fæle, at Solen vil sig nu formæle? Een Eeneste er meer end nok for at udtørre vore Myre og hveren Dam. Og naar nu end et Soluhyre, den gamle Sols Madam . . . ? Ak To, vi sige? Nei, naar Vrimlen af alle deres Smaa udbreder sig paa hele Himlen, hvor vil det da vor arme Slægt vel gaa?" Moral. Saa Folket sukker, qvækker og koaxer, naar Ry om Fyrsters Ægteskab i strengtpaabudne Tempellovsang høres. Thi det, ved Apanager, som opføres, maa føde op det hele Skrab af Ferdinander, Filippusser og Maxer. SLAGTEREN OG TYREN SOM GUD En Slagtersvend, som skulde slaa en Tyr tilstrækkeligt for Panden, slog feil. Den Tyr, derover ganske yr og fra Forstanden, SIDE: 124 sled Strikkerne, som den til Blokken bandt isønder let som bare Stry og "Høi," (hvadeller, om man vil, som "Hø" og Stry) og fløj, hvadeller tog saa til at fly, ei Standsning ændsende af Dal og Høj. Ja fløj -- hvadeller, om man heller vil, den løb til den for Svendens Syn forsvandt. Thi aaben Kirke den i Flugten fandt, og skjød derind saa rapt som afskudt Piil, og op paa Altret rappere end Pilen. Der seer den Svend, som efter kom med Bilen, den staa forstenet reent af Skræk. Han tør knapt nærme sig, ei ile væk. Han skjælver paa hvert Led. Han kaster sig omsider ned, og som Gud Apis Tyren han tilbeder. Ak, Mennesker, den Slagtersvend har mange Brødre mellem eder. Ja selv i Tyren bør igjen I kjende egen Slægt, i mange Tyrepander nemlig, som ved Alteret og Prækestolen kom med engang til Respekt. JÆGERSANG Mel. Im Wald und auf der Heide. Haloh! hvor Skoven runger! Dens Echos klare Tunger : : forkynde Jægrens Lyst. : : Hvor sund ham Luften smager! Hvor raskt ham Blodet jager : : igjennem frie Bryst. : : : : Halih! Haloh! : : : : igjennem frie Bryst. : : SIDE: 125 Hvor freidig han betræder de gamle kjendte Steder! : : Her er han Helt og Drot. : : De hule Klipperivter besynge hans Bedrivter. : : Hver Gran dem kjender godt. : : o. s. v. Fra Skovens Herskersæde maa gamle Bamse træde. : : Det høre Jægren til. : : Ja træffes vi, spandere han Kaaben maa med mere. : : Den hører Jægren til. : : o. s. v. Han skal ei lave Kager i fattig Huusmands Ager, : : den gjerrige Tyran, : : ei meer i Blaabærmyren faae Sætergjenten styren : : og ræd som for en Mand. : : o. s. v. Den Graa, som lusker slugen med Halen under Bugen : : skal lade Haren gaae, : : og Mikkel-Ræv ei længer agere Fuglefænger. : : Den Kunst maae vi forstaae. : : o. s. v. Men frem! lad Aasers Række sig blaanende henstrække! : : De trætte ei vor Fod. : : SIDE: 126 Om i det dunkle Øde end Huldrers Harper løde : : det muntrer kun vort Mod. : : o. s. v. Frem, Jæger, endnu længer! I Skovens Indre trænger, : : hvor Kjernet -- mørkt og stilt : : som glemte Piges Øje, -- nedsænkt blandt Graner høje, : : gjør Alt kun mere vildt! : : o. s. v. Derind, hvor Hejren reder, hvor brune Rugde breder : : sin Seng paa Moltemyr, : : hvor tyst paa Grenens Luden en Gaupe, rød om Snuden, : : belurer Skovens Dyr! : : o. s. v. Hvor Skrig af Ormehøge den Stilheds Skræk forøge, : : imens dernedenfor : : sig frem med livlig Slyngen en Slange gjennem Lyngen : : med opreist Hoved snoer. : : o. s. v. Derind, hvor Alt er Vildhed og Ensomhed og Stilhed : : og Højhed, o Natur! : : Ja al din Ømhed under en Granetop jo blunder : : i drømmende Tiur. : : SIDE: 127 Hvor han forlibt erklærer den Ild, som ham fortærer! : : Og vilde Duehan : : sin ømme Elskovsklage udtoner for sin Mage. : : Nu, Jæger, nu klem an! : : Men, Jæger! nu hvad tænker du paa, som Riflen sænker? Enkelt Stemme : : Jeg tænker paa min Mø : : Pokalen hid for Hende! For Hendes Skyld de Tvende : : paa Qvisten ei skal døe! : : Chor : : Halih! Haloh! : : : : For Hendes Skyld ei døe! : : POLITISKE FABLER HUNDEN OG PINDSVINET En Hund, beklippet snau og glat som Bonde sluppen fra sin Advokat, brød Been iqvag, og laa paa Marken hen den hele Dag for Myg og Fluer værnløst Bytte. Hvor suged de! hvor Blod de drak, imens den jamred uden Nytte! Den Myg, som knapt sig kunde flytte af Mæthed, dog til Afsked stak. SIDE: 128 Og nye kom, meer sultne kun og djærve og bored Snablen i den nøgne Nerve, mens tykke Flue grov sig ind, og yngled mellem Kjød og Skind. Et Pindsviin hører Hunden klynker, og triller fra sit Hul sig frem. "Bi! siger det -- hvor jeg dig ynker! Jeg straks vil frelse dig fra dem. Jeg kan ei denne Grumhed taale. Jeg tager dem paa mine Naale." Saa sagt, den ruller sig ihop og reiser sine Pigger op, og kaster sig . . paa Flueskaren? O nei; men paa den arme Hund, som klynker nu med megen Grund: "tigange værre er jeg faren! Du saarer mig paany med hver Bevægelse paa kryds og qvar. Tigange værre er jeg faren!" Pindsvinet lod ei af hans Skrig forstyrre sig. Moral. Hvormangen Mand, hvormangtet Land er ikke hjulpen fra Strand i Kulpen? LØVEN SOM KONGE Man gjør sig overspændt Begreb, man sværmer mere end man veed forvist om Løvens Ædelhed, og Had mod Lavhed og mod Kneb. Det kommer af, at Kongenavn man Dyret gav, og tvertmod alle Tiders Lære kan Konger aldrig Slyngler være. SIDE: 129 Der var nu een i Fablens Tid, ei meer ei mindre slem end Nogen, som Konge heddet har i Skogen -- men mindre stor i Fred end Strid. To Nykker havde han -- kun smaa hvis de kun inden Grændser laa; men dette var just ei Tilfælde: han elskede et Enevælde, -- han kaldte Raad kun Puk og Mukken, og drak i Smiger-Mjød sig drukken. GLÆDE I NATUREN Saa skjøn er ingen Jordens Blomst som Smilet, fordi den er saa skjøn. Da kjender den igjen sin Herres Søn paa samme Smiil, hvormed han selv har hvilet, da Alt var skabt og godt den sidste Dag. Den føler det, som Elskerinden sin stolte Elskers Velbehag. Den føler det . . . Har unge Rose Øje? Thi se dens Flammer sig forhøje! Sit Skjød har Knoppen aabnet, somom lunken Velsignelse var ned i Smilet sjunken, som om fra Kinden glad og rød et paradisisk Solskin flød. POLITISKE OG ANDRE FABLER BRÆNDEHUGGEREN OG TRÆET Blandt Qvas og Qviste en Brændehugger af sin Øx gik Miste. Tilsidst igjen han finder Tanden. Men uden Skaft den lidet nytter Manden. Han speider ned og op og rundt forlegen. SIDE: 130 Paa Jorden ligge Grene nok. Men alle tørre, hver en dygtig Stok som Spilre i sit høje Tag bar Egen. Da bad han: "stolte Træ! du Slettens Drot, du Luftens Ø, du Cedrens Lige! Du Bjerg af Løv, hvis Tinder stedse stige! en Green, en Green jeg tigger blot, at du mig den en Timestid vil laane, Og dig jeg evigen skal skaane, imens de andre -- " Han ei ud fik talt, før vældig Green mod Roden suser alt med flere Skafters Emneveed, end Huggeren i al sin Tid opsled. Sit Skaft han fik istand da fort, og hugg til -- Egen laae der inden kort. Moral. Nation, for egen Godhed skjælv! Hvor tidt du bandt dog Riset til dig selv! VOGNHESTENE En Hest, lidt stiv af haard Behandling, som godt kun trak alene for sin Kjærre, blev spændt som Vognhest for af fremmed Herre. Men slet vor Hest kun hued den Forvandling, skjøndt det blev sagt, at der var Ære ved. Den Makker hid og did den sled. I Vinkel stump fra Stangen mod hinanden den Vogn gik smaat men vist mod Afgrundsranden. Moral. Det er det bedste, Forbindelsen at løse mellem Heste, som trække slet isammen. Amen! SIDE: 131 ÆSLET MED DE BEKLIPPEDE ØREN Et Æsel maa jo skryde. Det er Natur, og altsaa ingen Lyde. Deri at standse det var just det samme som, og ei meer let, end Løgn og Sladder at forbyde vor Byes bekjendte lille Jyde, som er, Manetren liig paa Havets Bund, i alt sit Jeg, med Krop og Sjel kun Mund; ja just det samme som med Vold at slide fra Fougstad Nellas første Side, just naar hans Sjel har Trængsel til at sk -- kun af den Grund, at det, som falder der, er baade dumt og slet. Kun naar et Æsel skryder meer end andre, kan norske klage og de svenske klandre, som nutildags vor Nella Ingen af dem er tillags. Og plaget var en Bonde med et Sligt, som skrydede tilqvæls ifra det daged. Blandt Heste sluppen, mellem Hjorden jaget, det skryded dog evindeligt; thi det med Stolthed (og med Ret) ja mellem alle havde flux opdaget, at længste Øren havde det? Hvor kuttet og hvor kollet var ei Hesten! Og Koens Horn -- hvor stiv og død en Top! Kun Svinet hamled nogenlunde op, men Ørene de laae dog flade næsten. Æslets derimod de baade sig bevæged og de stod. Og dette hele Dagen, og hvergang skryded det, og det var Plagen. SIDE: 132 Den Bondemand kan længe ikke finde sit gode Raad for saare Trommehinde. Tilsidst dog troer han Ørets Længde var den rette Grund til saadan Profeteren; og derfor uden mindste Sig-Generen hvergang det skreg han Stump af Øret skar. Den Nar, som ei, at Æsel bliver Æsel, vidste, saalænge sit Gemyt det ei kan miste. Derfra den fæle Skryden kommer jo, fra Æselets opblæste Sjel? Det skryder ei med Øret skal jeg tro. Og derfor (som saa mange andre gjøre) den Bondes skrydede alligevel, skjøndt uden Øre. Moral. Hvor mangen Gang ifjor som nu i Aaret er Nella ikke klippet og beskaaret? Og dog, og dog, hvo skryder meer end Hun? Lad Øret staa! Det er ei Bæstets Mund. POLITISKE OG ANDRE FABLER LØVENS HOF Kong Løve skrev en Landdag ud. De andre Dyr kom sammen i hans Hule. En Bjørn, saa raa som egen Hud, og altid vant sin Mening ei at skjule, frembrummed strax, da han indtreen: "hvor fæl en Lugt her hos vor Herre! I Møddinggrop og Rakkerkule kan ei see ud ei lugte værre." SIDE: 133 Og sandeligt, den Residenz sig ligne lod ved Sligt. Men Løven over denne plumpe Note i Stilhed to Minutter green; men i den tredie med sin Pote han brød den Tølpers Nakkebeen. "Fortræffligt gjort!" med Buk og Skraben og søde Smiil udraabte Aben, og talte vidt og bredt om Dunst af Virak og om Kongens Gunst, som tillod Bæsterne at snuse i Vellugt som i Guders Huse. Hans Smiger dog ei smagte; knap han Løvens Klo ved Flugt undslap. "Men du, hvad lugter du da?" blev adspurgt en Ræv. "O eders Majestæt tilgive!" -- var dens Svar -- "jeg Snue har." Moral. Saaledes maa med Fyrster tales. FRUGTTRÆET OG GARTNEREN " Hver Frugt paa disse tunge Grene -- alt er for mig, for mig alene!" en Gartner sagde til sin Ven, og pegte stolt paa Træet hen, som bøjet under rige Grøde lod Toppen næsten Roden møde. "For dig?" gjensvared Træet stolt, og højere sin Rigdom holdt. SIDE: 134 "Jeg skulde troe jeg Frugten bærer for egen Skyld, af egen Styrke. Jeg tænker nok jeg dig undværer. Du Fordeel har af mig at dyrke." Moral. Et Folk er alt foruden Drot; men uden Folk et Intet Kongen blot. KRUDTET Med Uforsigtighed, som selv sig straffer, en Mand slap Glød i Krud. Og voldsomt hele Massen plaffer, og sved ham over al hans Hud. Han banded rasende og bister, og svoer alt Krudt i Helveds Vold. Men ganske rolig, stil og kold en Dreng ham spørger: "bliv ei vred; men hvorfor bragte did du Gnister?" Den Brændte blussede derved af Skam meer heed. Moral. Hvi tirre I med Kronerne Nationerne? I selv maa jer tilskrive hvergang I svedne blive. DEN ÆREFULDE FATTIGDOM Lud ei med Hov'det, Fattigdom med Ære! Men Skam og alt det Trællen har fortjent. SIDE: 135 For alt det Vi nok fattige tør være. Vor Slid og alt det bliver ubekjendt. Men Rang og alt det Pral og hele Pynten paa Verdens Jammer er, endskjøndt for alt det gaaer, for alt det, Præget kun paa Mynten. En Mand for alt det er dens Guldgehalt. For alt det, skjøndt af simpel Kost vi leve, for alt det slide Kofter graae -- velan! Lad Sybariten i sin Silke bæve! En Mand, for alt det, bliver dog en Mand. Hvad rager os den Glands, man Narren giver? For alt det, lad kun Skurken leve flot! En ærlig Mand, om noksaa fattig, bliver, for alt det, stedse Menneskenes Drot. Du seer hiin Laps, som man en Herre kalder? Hvor stjernedækt som Himlen Nattestid! Skjøndt Hundreder for ham i Støvet falder, har Han, for alt det, ikke Mandevid. Lad kun hans Baand og alt det paa ham hænge, og er der Plads, saa gid han faa sig fleer! En uafhængig Mand skal ham ei trænge. Paa alt det seer han kun og leer og leer. En Konge Riddersmænd kan fabrikere, og Grever med og alt det, om han vil! men ei en Mand af Ærlighed og Ære. Ved Gud! hans Magt ei strækker sig dertil. Skrab ud! skrab ud for deres Værdigheder! Respekt for alt det, alt det! dybt dig bøj! Forstandens Marg og Dydens stolte Hæder en Rang for alt det eier mere høj. SIDE: 136 Det er en Bøn fra alle vore Sjele, at komme maa for alt det som det vil, at Ret og Dyd maa vinde over hele vor Jord den Sejer, som dem hører til. For alt det, alt det jeg den Spaadom vover, at den for alt det komme vil engang, at alle vorde Brødre Verden over som Vi, der sjunge ærlig Armods Sang. Ovenstaaende Sang af den skotske Folkedigter Burns egner sig, efter vor Mening, efter sit Indhold fortrinlig til at blive en Folkevise hos os. Da man er i Besiddelse af en udsat Melodie til den, men hvis Udgivelse igjennem Steen- trykket fordrer ikke saa ringe Udlæg, foreslaaer Oversætteren, at De, der ville fremme Udgivelsen, tegne sig i dette Blads Expedition for et selvbestemt Bidrag dertil, hvorefter de, i Forhold til dette, ville erholde Exemplarer. SKOTLÆNDEREN I INDIEN Mel. Alice Gray. Ei Indiens Fagreste jeg tog, o, med slig Fryd til Barm som vissen Blomst derhjemmefra, om noksaa bleg og arm. Ja selv et Græs -- det nikked dog med Minder hjemmefra. Fremmed Øre ei kan høre, fremmed Blik ei see min Vei. Jeg kyssed visne Rose til dens Livsblod atter flød, og med de Smiil derhjemmefra dens Kinder overgjød, til i Violens Blaa et Glimt af Hjemmets Luft frembrød. Fremmed Øre Tykbugede Korsedderkop, -- endskjøndt sit Huld dog lidt trangbrystig -- blev, trods sit skumle Lune, lystig, og Væven dirred af dens Hop. Alt kom deraf, at liden Lop, som ind og udad kunde liste sig af en Sprække, som han vidste, SIDE: 138 saa tidt om Morgenen man Bladet af Efeven derudenfor fandt langtfra reent af Duggen badet, nei, slimet til af Froskens Spor . . . . alt kom deraf, at engang den med saadant Bud krøb ind igjen: "Fryd eder Kryb! Nu bli'er først hyggeligt vort Dyb! Vinduet hist, hvorfra saa tidt skarpøjet Dag med Frækhed blikked og al vor stille Iid bekikked, skal mures til med Steen og Kit! skal mures til med Steen og Kit!" "Skal mures til med Steen og Kit!" Hvad Under vel om Frosk og Sleve gjentog de Ord, om noget tidt, og lagde til, Enhver paa Sit (som visse Folk, da Budskab lød om gamle "Borgers" sikkre Død): nu blier det Moro først at leve! "Men hvad -- saa gammel Padde sukked der mangled ikke paa Forstanden -- om Vindvet man paa een Kant lukked kun forat aabne det paa anden?" SÆLG IKKE HUDEN FOR BJØRNEN ER SKUDT To Bønder var, som vore egne, (trods al den Snak i Embedstonen om Rigdom siden Unionen) engang for Penge stygt forlegne. SIDE: 139 Men Kløgt kan boe i Bustehoved. De kjækt en Feldbereder loved at skaffe ham en Bjørnehud blot han betalte dem forud. Den Feldbereder var kontant, og Morgnen dem i Skoven fandt; thi først -- det var en Feil, en liden -- den Bamse skulde skydes i den. Men "Pyt;" -- sa'e Peer til Paul -- "hvad gjælder, at om en Time jeg den fælder?" Og Paul gjensvarte: "Pakketæller!" Saa stode de en Stund paa Luur, Da hørte de med et en Dur somom Kaross paa Stene kjørte, som om en Tømmervælte gled. Det Bjørnen var, og den var vred. Saa langt fra de dens Brummen hørte, de øjned og dens Tandgeled, saa vidt og langt, mens Øjets Lynen var endnu mere rød end Trynen. Da noget Vist sig i dem rørte, som Mangen før til Flugt bortførte, der baade bar Gevær og Bart, og den som diger var og svart. Men rappe Been kun frelste Een. Den Anden Bjørnen fik i Kraven, og saa han maatte Led for Led spadsere ned i Maven. Den anden Jæger Haser smører. Den Graad, som randt ustandseligt, i Fartens Trækvind halvvejs tørrer, saa han var grimet Æsel liig, da Hoved indad Dør han stak hos Feldberede'ren, i hvem det qvak. SIDE: 140 "Her er" -- saa skreg han, og da runde de Taarer frit saa nogenlunde -- "her er den Andeel, som jeg fik. Thi daarligt det med Jagten gik. Jeg kan ei jer levere Huden. Min Kammerat er den foruden." Saa hastig er ei Hvirvelvinden som snydte Feldbereder blev. Han fandt ei Ord; paa Jægrens Skanker et kort Farvel i Spark han skrev -- et kort Farvel af slige Tanker: hvi solgte du, din dumme Gut, den Hud forinden den Bjørn var skudt? Betragtning. Saa solgtes Norge med Hud og Haar. Dog endnu fri den Bamse gaar. Den lever paa sin Myr af sit; ei rart, men altid dog saavidt, at Marven ud af Den den kryster, som Huden lyster. DEN STORE Et Barn stod paa et Bord, og tykte om sig der, og sagde: "Jeg er stor!" Da kom fra En det Svar: "Stig ned! lad see hvor stor du er." Men, spørge vi, hvem mon det Barn vel var? Svar du engang, som fra din Højd af Rigdom og af Rang nedskuer saa fornemt paa Dyden og Talentet, som blev glemt! SIDE: 141 LØVESVANDSEN OG MYREN Paa Marken slæbende en Dag en Løvesvands omkuld slog liden Myre. Og Myrens Karakteer har dette Drag, at aldrig den retfærdig Harm kan styre. Den raaber: "mind den Regel, Svands! træd ei for nære den, som dig ei gaaer for nære, og at, endskjøndt du Navn og Glands af mægtig Løvekrop faaer bære, er i dig selv du bare Svands." "Lad mig bli'e svungen!" Svandsen sagde til Løven; Løven rørte den, og flux den ned den djerve Myre lagde. Af den ei fandtes Støv igjen. Moral. Hvem maa ei Myrens Skjæbne skræmme ifra at være Selv, at have Karakteer. Lidt Ære kanskee deri er, men dog det gavner meget meer at være Svands paa de Fornemme. DEN FATTIGE FADER Jeg veed jeg er en fattig Mand; Slæng hid en Skive kun! Den putter jeg i Dødens Mund; saa sparer han mig sultne Hund en Stund. SIDE: 142 Ja fattig -- oh, Gud bedre os! Det ofte er forsæt. Men Kongens Sind er ei saa let som mit, naar jeg har rigtigt ædt mig mæt. Dog kan jeg svelte som en Hund, naar Børnene kun har. Jeg spiser efter dem, og bar taalmodigt, om der intet var til Far. Hvor arm jeg er, det seer jeg godt i Manges kolde Blik. Dog Avindsøies Øglestik forgifter ei den Mad og Drik, jeg fik. Hvor arm jeg er, jeg hører tidt af Mines Hungerskrig. Ha, giv mig Arbeid, er du riig! Min Broder, gjør ei Ulv af mig mod dig! Mon Træet Tørsteskrig har hørt fra sine Rodskud? Thi det Regnen drak med Raseri, at lædske sine tørre Skud deri. Mon Ørnen hundred Mile fra seer Ynglens aabne Neb? Thi, ha Guds Blod! hvad Vildt den greb! Med Vellystskrig den tog en Hjort paa Slæb. SIDE: 143 Men jeg ei havde Træets Sjel og Ørnens Hjerte ei, hvis jer, I stakkels Unger, jeg lod sulte -- nei! O, sulte? Nei! o Gud! Jeg trælle vil fra graaligt Gry til seent paa Qvel for jer. Det er jo heller ikke meer end Ørnen gjør, saa vild og grum den er. Den kløver taarnte Skyers Lag fra yderst Nord til Syd. Og da? -- ak det er neppe Dyd, for Børn at trælle Dagen lang, men Fryd. Og naar jeg mættet har de Smaa med Brød, jeg tvang af Steen: saa glad som lædsket Træ sin Green jeg løfter Arm til Bøn og Daad igjen. 1 OG 0. FABEL (OVERSAT) Det hændte paa et Statsbuget at ved et Nul blev sat et Eet, det stødte Nullet, stakkers Taabe -- hvorfor, det er mig end ei klart -- men rasende, med Qværnens Fart, den Lille flux tog paa at raabe: SIDE: 144 "Her staaer I, mager som en Stang og saa forbandet rak og lang, og støer jer op til min Side. Jeg kan jer ingenlunde lide. I staaer kun Niere til Fortred. Hvad I vil her jeg slet ei veed. Men det veed jeg og alle Ni: jer Skabning simpel er og lumpen jer Værdi. "Min Skabning -- svared 1 derpaa -- jeg laster ei og ei berømmer. Thi, jeg maa tykkes aldrig saa, en Anden kanske Andet dømmer. Mit Værd? nu vel! det er vel vist, at det særdeles højt ei skattes. men dog besidder jeg ei Brist, som bør foragtes og beskrattes. Jeg er kun 1 er sagt af Jer, Jeg troer ei I betyder meer. Velan -- men om jeg nu til Grunden lod undersøge jer Gehalt, da hænde tør, at, Alt med Alt, den mindst af Alting blev befunden. -- "Hvad! svared hun med Raseri, Naar Jeg og Du, din Skurk, gjør Ti, mon Jeg ei forestiller Ni?" "Aa jo, min Frøken, det er saa. Da har I Niens Rang og Hæder; men om jeg overgiver Eder, forstaaer I mig, hvor vil det gaa?" "Hvor da det gaaer -- sa'e hun -- det kan jeg ei forstaa" -- "Men om jeg nu med Grund kan vise . . ." "Hvem hører Grunde vel? Det er en udslidt Vise. Jeg har ei flere Ord at sige jer end to: "Pak dig: Lad mig i Ro!" Den Ener gik. Hvad vilde den vel gjøre? Thi gives der paa Jorderund en mere respektabel Grund end den: "Pak dig! thi jeg vil intet høre?" SIDE: 145 Men i den samme Stund faldt Nullet, stakkels Ring, ifra et Titals Højd netop til Ingenting. Og endnu meer ved det, som bør hvert Hjerte røre, at Eneren, fra Nullet stødt, skal paa sin Vandring have mødt, den ædle Nummer 9 saa den medeet gik op til Nitieen fra 10. BARON HOFF-ROSENKRONE Nu er der ei tilbage ved vort Adelskab stor Ædelhed; thi død er Rosenkrone og i Hardanger mangen Lyst; dets Felers kaade Alfebryst har glemt sin Glædestone. Den gamle Bonde, haard og ru som Folgefonden, græder nu; thi død er Rosenkrone. Han seer mod næste Aar med Skræk; thi hvo skal nu, naar Han er væk, den strenge Fogd forsone? Dø nu, du fattig Enke! meer du veed jo ei, hvor Brødet er? thi død er Rosenkrone. Og klag du arme Bondebrud! Hvem skal til Juul dig styre ud? Du bli'er iaar ei Kone? SIDE: 146 Hans Rosendal er dybt nedsænkt; det Fjeld er høit, som har den stængt; dog rak hans Hjælphaand over. Studenten arm, hvem Sorg og Sult har jagt tilsengs, ifra hans Pult faaer Brev, imens han sover. Det var vel simpelt som hans Sjel og kort, som til at gjøre vel Hans eget Sinds Beslutten; en Text gediegen som hans Tro, veltalende, saa Nøden lo, dog laa i Convolutten. Han var et venligt Solskin i Qvindherreds dybe Vestenli. Han var den skjulte Ile, som, dølgende sit eget Væld, dog la'er det hele Bækkehæld med Grønt i Vintren smile. Dog veed vel Fædrelandet knapt, at han var til, og nu er tabt. Berøm var ei hans Ære. Men, søde Glands af takfuldt Blik! i Himlens Pragt, hvortil han gik, han vil dig ei undvære. LORD DOUGLAS'S SØRGESANG (THE DOUGLAS TRAGEDY) "Staa op, Lord Douglas, og hastelig iklæd dig din glimrende Skrud! Lad ikke din kjødelig Datter inat bli'e en Riddersmands Brud!" SIDE: 147 "Staa op mine bolde Sønner syv! Trækker blinkende Rustninger paa! Vogter bedre eders yngste Søster! Den Ældste er langt herifra." Lord William over sin Axel saae hvad nyt man spørger og veed. Da kom de bolde Brødre syv saa fort over Lien ned. "Stig ned Margaret!" -- han sagde nu -- og hold min Hest en Stund. Jeg møde vil dine Brødre syv og din Fader i Rosenlund. Hans Hest med snehvid Haand hun holdt. Ei Taare var i hendes Blik til syvende Broder nedsank saa stolt, og Faderen til Striden gik. "Stands, William, dit Sværd! Ak Elskte slaa ham ei! Min Fa'r han er! Jeg kan en Fæstemand nok faae; men ei en Fader meer." Sit hvide Slør paa Jord hun slaaer. Det var af hollandsk Liin. Det bandt hun om sin Faders Saar, der rødere var end Viin. "Nu vælg, o vælg, min Margaret! Følg mig eller bliv hos din Fa'r!" "At følge dig, William er jeg bered. Du levnet ei Støtte mig har." SIDE: 148 Han satte hende paa en Ganger hvid, sig selv paa en Abildgraa. Ved Siden hang Hornet, som lød til Strid. Det bort i Galop mon gaa. Saa rede de fremad; det gik saa fort, mens Maanen skinte saa bleg. Men da de kom til rindende Flod, de ned paa Stranden steg. Der stege de ned at tage en Drik af Floden, som randt saa klar. Da Blod i Vandet hun skue fik. Det Williams Hjerteblod var. "O stille William, du saaret er; Dit Blod det er forsand." "Det er Skarlagnets Skygges Skjær, Du øiner i Flodens Vand. Saa rede de fremad; det gik saa fort, mens Maanen skinte saa bleg. Men da de kom til Moderens Port de ned af Hestene steg. "Staa op! staa op min Moder øm! Staa op og slip mig ind! Luk op, luk op; thi i Nat din Søn har vundet Allerkjæresten sin." "O Moder, en Seng saa dyb og bred til mig du rede maa; og læg ved min Side stolt Margaret, o da vil jeg sove saa!" SIDE: 149 Lord William døde før Midienat, Margareta før Morgenen graa. Gid alle, som sværge hinanden Tro, maa bedre Lykke faae! Hendes Liig blev lagt i Marias Chor; i Kirken jordedes hans. En Rose spired af hendes Grav, og Magen spired af hans. De Roser mødtes og favnedes ømt som før det elskende Par. Og derfor Verden har rigtigt dømt, hvor stor deres Kjærlighed var. Til Graven kom sorte Douglas selv, han ei sin Grumhed fortrød. Han slængte ung Williams Rose rød langt ud i Marias Strøm. Hændelsen, som besynges i denne meget almindelige skotske Folkesang, skal, efter Sagnet, have tildraget sig paa Godset Blackhouse i Selkirkshire. Efterkommerne af den store Jacob Douglas spilte Helterollerne i mange af Skot- lands Ballader. Nationens Opmærksomhed var altid fæstet paa dem, siden de ved sin Tapperhed og opoffrende Fædrelandskjærlighed havde reddet Landet saa mange Gange fra truende Undergang; og derfor er denne Romance en af de bekjendteste og mest varierede. Endnu opreise Indvaanerne i Nærheden af Douglasburn Stedet, hvor William kjempede med Douglas og hans syv Sønner. St. Marias Kirke, som nævnes ved Enden af Romancen, skal være beliggende ved den Elv, som endnu bærer dens Navn, og som forekommer i Indledningen til den anden Sang af Walter Scotts Marmion. DEN FØRSTE GANG " -- -- For første Gang, for første Gang" Det giver mangen Smaating Rang. Den varer kort, -- kun i Sekunden. Den er forbi, naar den er runden. SIDE: 150 Selv Græsset har en saadan Fest: da regnes unge Foraar bedst, naar første Grønne Mulden bryder, og Qvisten Hjertebladet skyder. Metallet fik sin egen Klang af som det lød den første Gang, da Alfen hamred ind i Stenen Sølvdruserne og Kobbergrenen. Hvis der var Sjel i Rosen, den sig ønsked, den var Knop igjen, just i den Stund dens Purpur tændes. Den døer fordi det ei kan hendes. Saa mild er Gud, at Alt, hvor smaat, en "første Gangs" Triumph har faae't. I den Sekund det Døde lever, og Livet sig til Himlen hæver. Hvor Øxen gjør i Skoven Dag Han spreder Engens Regnbuflag; men bandet Ørken der Han sænker hvor Spirens "første Gang" man krænker. Se, Havet ligger strakt og stilt. Nu ud har alle Bølger hvilt. Da svulmer En af egne Kræfter, og ruller væk; de Andre efter. Det er dens "første Gang." Deri jo synes Geist og Vilje fri, somom et Hjerte banked inden den lille Høj, der gaaer for Vinden? Det er dens "første Gang." Deri er alt dens Liv; -- med den forbi. SIDE: 151 Om et Sekund, hvor højt end stegen, den døer i viljeløs Bevægen. Hvor ligger Marken graa og ry: af Muld et Mulm, af Leer en Sky! Medeet af Løvetand den spredes, den Urt, der groer, jo meer den trædes. Da hvidligt Skud af Mulden sprang var kjække Plantes "første Gang." Deri var Sejer, deri Vaaren. I Skuddet er dens Krone baaren. Mej den! Ærværdig Fnok blæs fra! (Sic transit mundi gloria) Dens bedste Liv var i Sekunden, da første Gang den brød fra Grunden. Fra Tind til Tind hvor dyb en Dal! en bundløs Stormenes Kanal. Hist skriger Ørnen, graa af Alder: sin Unge den didover kalder. Dernede . . o hvor dybt! se Alt forgaaer, med Taage overmalt. Kun som en Bendel Fossen hænger; men halvvejs op ei Drønet trænger. Dog flyver Ungen. Det er Flugt! Thi første Gang blev Modet brugt, og alt dens Hjerteblod udsilrer til yderste af Vingens Spilrer. Men siden gaaer det af sig selv paa spændte Fjer som Baad i Elv. Den rolig seile kan om Kloden som dreven frem af Ætherfloden. Den første Flugt, skjøndt mindre høj var herligst dog; thi selv han fløj. Det kunde svigte; men fra denne han først, at han er Ørn, kan kjende. SIDE: 152 Hvi klager Elskeren i Sang? Er Ømhed død med "første Gang?" Sølvbryllupsgubbes Blik sig tænde, naar tænkt er første Kys fra Hende. Hvi Maleren fordybet i sin Ungdoms første Kulcroquis? Den gjemmer han, og Taaren furer sig ned iblandt de raae Konturer. Hvi er det Sejerherren plejer at nævne helst sin første Sejer? Og Admiralen gjemmer Baaden, naar han forlængst forladt har Flaaden. I Heltekongens Thronsal se hængt højest guldløs Portd'epée! Han højere ei Sceptret feired: den bar han første Gang han seired. O, Livet er ei mere grumt mod Aander end mod Dødt og Stumt. Som Rosens Drømmen om sin Knop, som Ørnens første Flyven op, som Vaarens første Kimen frem, den første Gang og tryller dem. Den første Gang, de Storhed viste, den vil Erindringen ei miste, selv ikke for den Storhed, som af "første Gangens" Ringhed kom. Det er somom de Stolte kjende sin Højheds Morgengry i denne. Men, at de have den saa kjær, just deres Storheds Uskyld er. At Evighedens Arving vendt har ømmest Blik mod det Moment, hvor han begyndte at begynde, o det er Aanders Højheds Ynde. Den Ømhed for den "første Gang" gav Haabet fremfor Tingen Rang. SIDE: 153 Den lægger Styrken i dets Vinge og Flammer i dets Ørnebringe. Flyv da mit Haab, skjøndt mindre du er end den Gjenstand i dit Hu: Fra Fædrelandet vil du prøve et Smiil i Flugten jo at røve? Dog flyve du! og sænk dig ned imellem Landsmænds Kjærlighed! Den er for mild til Knop at bryde, som skulde "første Gangen" skyde. Den Fuglens Øje har fra Tinden for Ungen svigtende i Vinden, naar første Gang den Prøven vover hvor bred den Afgrund dog er over. En Søn blandt dine, elskte Land, sin "første Gang" med Haab seer an: Han vil i Aften jo forsøge din Godhed og sin Gjeld at øge? Han byder dig et Billed af en sønlig Dyd, du Hjemsted gav -- en Times Lyst -- hvor lidet givet er det for Friheden og Livet! KRISTIANIA EPILOG TIL CAMPBELLERNE ELLER DEN HJEMKOMNE SØN (Scenen forestiller en Haveterrasse, hvorfra man tænker sig Udsigt over Kristiania. En fra Amerika hjemigjenkommen, sømandsklædt, norsk Udvandret træder frem, seende sig om med Tegn til Overraskelse). Den Hjemkomne -- -- Herfra, fra denne Plet . . Hvordan! jeg er der, dog ei see den kan. SIDE: 154 Kun faa Aar borte herhjemmefra, og fremmed bleven alt siden da? O jeg er ikke, men det er Hjemmet, som blevet er saa fornemt og fremmed. Mig Newyork selv, der i Hudson bader hvert Aar Afspeiling af nye Gader, ei saa forbaused den første Gang jeg kjæk fra Skibet paa Qvaien sprang, -- kjæk som Columbus -- nu veed jeg bedre, at bedst er hjemme hos vore Fædre, saalænge ikkun et Land er frit. Held mig, at Norrige dog er mit! Stod ei Agershuus som før histhenne, jeg kunde neppe igjen mig kjende. Men saa stod Borgen med blygraa Top da fjerde Kristjan drog Byen op. Og uforandret den staaer der siden som et forstenet Gespenst af Tiden. Oldtidens blege Ærværdighed er rullet over dens Tinde ned. En Middelalder staaer som forblødt i Fuglesangstaarnet saa rustenrødt. I Vindens Hviften i Græsset Runden om Volden legende gjør Sekunden. Men her fra denne Plet . . Hvordan! Jeg er der, dog ei see den kan. Ak, kjære Plet, min Legeplads, selv du er ikke som tilforn! Hvor er din Sommers Brudestads: den knoppende vilde Rosentorn? din fagre Pynt til Sanktehans: de jomfruskjære Convallers Krands? din Vildheds Ynde, din Eensomheds Pragt: dit Slør af Blaaklokker og Nyklebaand, saa luftigt og fiint som Gevandt om en Aand, i bølgende Folder af Vinden lagt? SIDE: 155 Ak, du, min Yndlingsplets Natur! fornem er bleven, fornem, men stur; min Bakke en prægtig Haveterrasse, hvor Zvibler, ei Blaaveis og Hvidveis, passe, hvor stolte Provenzrosers Overmagt ifra dens Odel har Hybnen jagt; min Skrænt paa fordumsdags Bellevy en Slotsplads over en stigende By. Har da, du viltre, utæmmelige Natur, af Kunsten i Aaget bragt, du glemt dit Lune, forødt din Magt? Og er min Barndoms Kongerige for stedse bleven ødelagt? Min Throne selv, den stolte Steen, mosfløjeldækt og hybenteltet, hvorpaa jeg herskende fremtreen blandt mine mylrende Nationer af Humler og Papilioner, selv den er bort fra Pletten væltet. Og anlagt er i Stenens Plads et Bed af Liljer og Hyacinter, en Flor retsom af malet Glas, indringet af en Marmorvinter: af Kongeboligens lange Fløj, af kolde skinnende Balustrader; de kjække Styrtninger paa min Høj omskabte er' til en Trap af Qvader. O har, Natur, du da, skjøndt skabt af Steen og Muld, din Troskab tabt? Kan dine Bakker og dine Dale saa falskt som speilende Bølger male? De Steder, vor Barndom elskte saa, som Luftens spraglede Skyer forgaae? mens, søde Plet, dit Billed, med hver liden Blomme paa sit Sted, mit Hjertes svage Fibrer fast SIDE: 156 krampagtigt holdt, og mens det gjemtes paa Bunden af den Graad, som tæmtes ei altid naar min Hjemvee brast? Det samme Smiil, det brogede Skjær af Engens naturlige Blomsterhær, som Sommervindene jog i Vover, min Plets Natur! ei længer over dit før saa yndige Aasyn gaaer, som forhen engang Aar for Aar fra dengang hørt blev første Gjøg til Kløvren blegned og Fnokken føg. Men jeg, hvor fjernt end gik min Fart, det Billed, Plet, har tro bevart. Bjergrullende Atlanterhav ei mindste Træk har skyllet af. Amerikas Himmel var aldrig saa blaa, at Ærenpriisklyngerne jeg kunde glemme, der omhvifted som med tusinde smaa azurne Serafvinger Højen derhjemme. Den Skovskyggenat i Illinois ei mørkned' Mindet om Pletten, hvorfra jeg skulde øine, var alt som før, hvor Byen og Landet tilsammenfløde, min Moders Hytte, -- den lille røde med Piletræet tæt ved sin Dør -- den gamle Huusgud med Moseskjæg, som roligt fange fik bag sin Væg paa Qviste guldgule, højtopstrakte, det første Grønne, som Vaaren bragte, og stille som i en Landsby frede midt i sin Krone sit Skjærerede. Nu væk er Træet og Huset med. -- I Gamlebyen ved Loens Bred kun findes endnu tilbage slige smaa gammeldags Huse, hiin Hyttes lige. SIDE: 157 Men over Engen, hvor Huset laae hvor Koen gik, da jeg sidst den saae, sig strakt har skinnende Gader hen, saa ei jeg kjender mig meer igjen. De synes komme ved Trylleri gesvint som i Newyork og Saint Louis, somom Kristiania dem af sin Kjerne skjød ud som Straalerne af en Stjerne. For Engels Blik, der fra Skyen lynes, hver lys, fremrindende Rad maa synes som Perler, der trædes ind paa sit Baand med ivrig Glæde af Pigens Haand. -- O jeg maa angre hvad jeg har sagt! Min Barndoms Plet er ei ødelagt. De nye Landsteders Havenatur er riig og prægtig, ei kold og stur. Hvor klattrer Stokrosen uforfærdet og Kaprifolen ei over Gjærdet! Og groer Reseda i Græssets Sted, saa er ei synderligt tabt derved. Hvad er den hele Forvandling andet end at min Drøm er nu bleven sandet? at alt det Smukke, min Fantasi sig bygged af Dunster, der drev forbi, de Værker, jeg her i Græsset slængt, har ud af bugnende Taage tænkt, de Mesterstykker, jeg hugg af Skyen, har sænket alle sig ned i Byen? Forlængst Morgana, den gode Fee, mig Slottet lod i sit Luftspeil see. Men forud havde jeg snelt i Tanken bygt Borgerskolen og Børs og Banken. Med Øjet i ubevidst Drømmen henvendt paa Løvetandbladet, det Medikament, jeg havde i Luften Skizzeringen malet til Barnasylet og Rigshospitalet. SIDE: 158 Afspeilet i duggfulde Primulablom Theateret saae jeg alt førend det kom. En stille Sommerqvel var det min Sorg at opbygge Hansteens Uranienborg. Og alt som Maane og Stjerner straalte paa Vandet jeg skinnende Søiler maalte. Min Skyld er ei, om de ei blev brugt. Man bygger altid i Luften smukt. Men hvad jeg bygged for nær ei maatte Stolt-Agershuus komme. Det var at spotte. Langt derfra paa en aaben Plads (saa let som Liljernes Stengler fremspringe) jeg bød fremstaae et søilet Pallads et Capitol for et Folk tilthinge. Og Byens Grændser paa hver en Kant jeg flytted ud indtil Elven randt igjennem Midten, bedækket da som Thems med Skibe, Gud veed hvorfra. Saa drømte jeg ofte paa denne Plet, ei voxen nok til at ordne det. Det var min Kjærlighed kun for Byen, som skabte frisktvæk for den af Skyen. Og hvor den havde igjen en Hoben hvidglindsende Villaer strøe'de den ud. De syntes om Byen som paa en Brud en Bord af Perler om grønne Kaaben. -- Hvi sværme da end for den vilde Eng, hvori jeg tumlede mig som en Dreng, naar Manden seer den prægtige Flor af Gader, som ud over Markerne groer? Hvi sørge over den gamle Silje? Rodhugget er ei hos Byens Mænd det gamle Normannasind med den. Det gik jo efter min egen Vilje? Og hvad jeg drømte det tykkes nu jo sprunget frem af mit eget Hu? SIDE: 159 Hvi angre over min Moders Hytte, som maatte væk med de andre flytte? Lad ødelægges mit Fædrenehuus, mit Hjem forsvinde, mit Hjerte knus, naar kun mit elskede Fædrelands Kristiania maa blomstre som frisken Krands. KALMUKKISK KLAGESANG VED DEN WOL- GAISKE HORDES BORTMARSCH Tidt naar Himlen straaler klarest den af Skyer mørknes snarest, saa man kunde fristes til at forbande Skjebnens Spil. Nu paa Bjergene de fagre Skimler ville blive magre. Og hvad vil Torgoten tro vel om Os, som blev iro? O hvor vil paa Fjelde steile Margen eders Hjorde feile! Drager kun med Ønsket hen, Os engang at see igjen! O hvor ville ei de skjønne Brune sig tildøde stønne? Skjænker os dog Ønsket I, engang Eet igjen at bli'e! Den Torgotiske Kalmukhorde eller som Russerne kalde den, de Wolgaiske Kalmukker, var den rigeste og mægtigste af de det Russiske Scepter underkastede Kalmukstammer. Russiske Indgreb i deres og deres Chans Rettigheder vakte en saadan Utilfredshed, at de i Vinteren 1770, henved 60,000 Telte stærke, vendte tilbage over den tilfrosne Ural gjennem den Kirgisiske Steppe til Soougariet, hvor de begave sig under Chinesisk Beskyttelse. (Klaproths Asiatisches Magazin.) SIDE: 160 O hvor vil det gaae de fede Blaagraae paa den skarpe Hede? O I Guder, har I brat uden Hjælp os da forladt? OVER OTTO G. D. AUBERT (LÆRER HOS KRONPRINDSENS BØRN. DØD I NEAPEL 29DE MARTS 1838.) Norge har jo bedre Skjalde? Det er sagt, og Jeg vil falde, jeg vil -- falde ned og tro. Jeg vil for min egen Ro gjerne tænke det om Alle, gjerne tro, at Viin og Most springer stærk i Hvermands Post, og at Hippokrenen flyder gjennnem alle Byens Gyder; gjerne tro, at hver en myg højtopskuttet Uselryg ei er Pukklen paa en Smyg, som til Sprang, at Lykken fange, krummer sig som Kat og Slange, men en gyldentunget, svær vuggefaaet, gediegen Lyre, som Enhver af disse Fyre om paa Ryg i Kasse bæ'r. Jeg vil tro hvad der er sagt, tænke det af al min Magt: Norrige har bedre Skjalde. Nid med Læben sønderbidt har nu qvæded det saa tidt, at vi det nu kunne Alle repetere angerfrit. SIDE: 161 Hil dig skjalderige Norge! Jeg vil nederst Plads mig borge paa din store Arnesteen. Men, hvis du har bedre Skjalde (blot der Ti ei gaa paa Een?) lad dem Alle sammenkalde nu der er saa god en Grund til at bryde Laurens Lund, til at bruge hele Læs "dunkle Myrther" og Cypres, til at dynge dem i Saater op saalangt som Digtet laater, som det strækker sine Rækker af forsvarligt Engegræs, -- til at komme med det hele Apparat af Sydens Flor, (godt især hvor Intet groer af sig selv) til herligt Mæle efter En, som der henfoer: saa den ædleste Aubert nyde kan den stolte Lykke, at han faaer sligt Mindesmykke, som kan passe Paul og Peer, blot det og var disses Øde, at de i Neapel døde. Men Jeg kan ei tie stille, naar saa hede Taarer trille. Jeg maa hulke ud min Sorg. Frændens -- den er mindste Qvide, dybere maa Vennens bide, Normandens er største Sorg. Jeg maa bande Dødens Magter, sige Livet, jeg foragter alt det Gods, det gi'er paa Borg. Manddomsstyrke, Ungdomssommer er et troløst Græs, der blommer; SIDE: 162 Øjenglands og Rosenskjær kun en Raadenhed i Gjær; Lærdomsskat i Kløgt bevaret Dynge Støv til Blæsten sparet; Folkeyndest, Kongegunst Bjergets Vind og Sumpens Dunst; herligt Haab og Livsenslykke et i Luft med Mesterhaand kjækt skizzeret Landskabsstykke, synligt knapt for skarpsynt Aand; Vennefryd og Frændegammen lette Svalers Flugt tilsammen: nok er Susen af et Blad til at splitte Flokken ad. O mens Nordenvinden hvas som om fyldte den vor Himmel med en selvbevæget Vrimmel skarpe Sværd af Staal og Glas -- o mens den, hvor stærk den farer, nok af gustne Slyngler sparer, bragte mildest Sydens Hvift, Pust af hede Roser sukket, Duft af sprungen Knop udlukket, stærkest Hjerte Dødens Gift! Stoltest Søn, som Norge sendte fremmed Land til egen Ros, fagrest Svend, dets Møer kjendte, slumred just, mens Dagen brændte, paa campanisk Grottes Mos, svalte syge Pandes Tanke under Posilippos Ranke; Brystet nøgent, mandigt hvalt slog mod en Apollos qvalt, som ifra de gamle Dage laa i Gruset knust tilbage, SIDE: 163 og hans slummermatte Haand leged' om en knust Colonn. Hvor han smiler! I hans Dvale o hvor er hvert Træk en Tale, som i venlig Vexel flød mellem Drømmende og Død! Drømmer Han, som klart kun tænkte, -- thi histhen med slummerstængte Øine, halvopreist, han seer -- at den tætte Dunkelhed om hint rigt vedbendomhængte gamle Romerminde er Teltet for hans Faders Fred? at den Gamles Sjel forynget aander just hvor Ranken gynged? at den helst, thi den var stærk, valgt har, fremfor altfor fromme Engles egne Helligdomme, Bopæl ved et Romerværk, eensom, rolig, taus at dvæle ved en Helts og Borgers Mæle? Mon -- thi lukte Øie græder, og saa ømt hans Arm er strakt somom den i al sin Magt om en Elskets Favntag beder -- mon i Drømme for ham bæres, at hiin marmorhvide Ceres, som med maaneagtigt Skin lyser gjennem Løvet ind, er hans Moder -- Hun, som bære kunde ei at Døden kom hendes stolte Dronningdom, hendes Sønners Flok, for nære? Hun, hvis Hjerte brast af Meen dengang Døden røved Een, SIDE: 164 maa vel hos sin Otto være, trofast, selv for klarsynt Drøm halvt usynlig, som den snygge lethenfløjne Omridsskygge af en Fugl i dunkle Strøm? -- Har Hun ham medeet forladt? Hvor han er forandret bradt! Moder, hjælp med dine Bønner! Thi din Søn i Døden stønner, knuget som af Grottens Hvælv. Han, skjøndt han er dødssyg selv, ømme Skytsaand, dig ei seer . . . Tys! han nævner Oscars Sønner . . . Ere de ham endnu meer? Døer han, o hvor maae de klage! Deres Jammer Norge nage, som jo døje maa den Skam, at det har ei Een som Ham! Han vil tale -- har ei Mæle. Han vil ud -- han vil til dem. Hvor han kjæmper -- han vil hjem, hjem til sine unge Sjele. Seer han da i Feberdrøm Slangekryb sig dem at nærme? vil dem døende beskjærme? O hvor er hans Angest øm! Hvor hans syge Bryst arbeider for en Bøn for Oscars Børn! Let som Skyen fjernsynt Ørn, Grottens Dyb han gjennemspeider; somom den en Tubus var til at gjennemskue Jorden, han alt Aand med Sandsen klar, søger han de Smaa i Norden. SIDE: 165 Blikket straalte en Sekund. Men i Nuet, da det sluktes, at for ham et Himmerige i sin Herlighed opluktes viste Smilet om hans Mund -- et ligt Perlerne, der stige op fra Kildens stille Bund. Endnu fremad og tilbage svæver Sjelen i det svage Aandedræt, uhørligt let som en Serafins, der sover, -- se, da af sig selv medeet Rankens Blad, som luded over, zittrende, somom det lever, op sin brede Hvifte hæver, vækker Luftens Stille just om hans Læbe til et Pust, og deri er alt forsvunden, førend Smilene om Munden, herligst Sjel i jordisk Bo. Blege Form, som er tilbage, er en Guds fra Oldets Dage, hvilende i Sejrens Ro. TIL EN UNG PIGE Tro mig, Dens Graad, hvis Smiil er ømme, hvis Blik er godt, blier mild og let som den en Rosenbusk idrømme en tusmørk Sommernat har grædt. I aabne Træk har Skjebnen alt det gode Hjertes Liv fortalt; og anden Stjerne kan ei spaa, tro mig, end rene Øjes Blaa. SIDE: 166 Der vil ei blive megen Smerte, ei mere bitter Taarestrøm, end Brudens ved Venindens Hjerte, end Barnets efter yndig Drøm. Men Sol vil skinne deiligt ind, og hedt vil gløde Rosens Kind. Og Livets vaagne Blik forbi gaaer Barndomsdrømmens Fantasi. Naar eensom i min Høst jeg sanker mit Livs Erindringer engang, med en af mine egne Tanker, med yndigt Billed i en Sang, med digtersk Syn en Morgenstund, der bragte Sang, ei Guld, i Mund, forvexles Du -- et Billed i mit eget Levnets Poesi. Som Busken over Muld har regnet en Sommernat sin Blomsterpragt, saa Morgnen finder Marken tegnet som blomstbaldyret Brudedragt, er alt hvad skjønt min Geist har tænkt din dunkle Fremtid forud skjænkt. Min Fantasi har den bestrø'd. Den Blomst ei har dertil for sød. ET REENT BLAD PAPIR (I EN VENS STAMBOG) Kun af Tankearme bli'r du foragtet, reent Papir: kun af Den, der seer sit eget Øde i din Tomhed præget, SIDE: 167 uden at det kan, som denne, under tankefulde Penne, blive af Ideer dækt. Det med samme sky Respekt som en Jomfru jeg betragter, af hvis Væsen Skabermagter trylle kan en Adamsslægt, uvist om, dog lige let, englegod, om djævleslet -- uvist netop som om hvad skrevet bli'er paa rene Blad. Arket, som i Spalter blanke fange kan Geniets Tanke, bedre er i skyldløs Tomhed end beskrevet fuldt af Dumhed: Linje ud og Linje ind strømmet af en Skriblers Sind over Blad, der kunde være enten Rum for Aanders Flugt eller reent som Jomfruære, hvidt som Serafiners Fjere -- o hvad Synd, at det blev brugt! o hvad Synd! jeg kunde græde til med Flammen af min Vrede Øje, Sands og Liv blev slukt. Tænker jeg, hvor let og snart, af en trofast Ven bevar't, eller af en Hvirvelvind i afsides Krog blæst ind, af den Lap jeg overleves, hvorpaa mine Navntræk skreves: gyse for den jeg da maa som om just jeg rabled paa netop den af disse rene Kirkevæggens kalk'te Stene SIDE: 168 under hvem engang et Hul rodes op for mig iskjul. O, hvor vil det ikke vare førend Regnen pidsker af disse dumme Træk, der svare Hver, som spørger om min Grav! O hvor længe, førend badet Tiden Skriften har fra Bladet! Først med sidste gule Træk blegner al Erindring væk, og da fulner ogsaa Hadet. -- Ak; men før jeg seer mig ad har jeg skjændet dette Blad. Mørke Linjers Slangerækker jo dets Reenhed alt bedækker, og dets Glands er alt forsvunden som en Speiles sat for Munden. Sortnende forsvandt den i Suk af min Melankoli. Utaknemligt! Dette Blad, fromt som Æbleblomstens dalte, kjært som Lappen, jeg bemalte med mit allerførste Qvad, hører ei til denne tætte Snee af Blade, som vil trætte, der af Landsmænds blinde Harm ilinghvines i min Barm, ei til Haglen af Karteller, som et døgnopløftet Had paa mit arme Hoved sæller. Du kun, mindeviede Blad om mit Navnetræk mig bad. At du da i eet med det eje kan mig Selv komplet, SIDE: 169 strømmer foran det de Rader, hvori nu min Aands Portræt sig i tro Afspeiling bader. Thi, om Manges Dom er sand, er et rasknedrablet Digt hvad i Verden meest er ligt Henrik Arnold Wergeland. "ALT ER FORFÆNGELIGT" (EFTER BYRONS HEBREW MELODIES) Min Magten var, Kløgt og Berøm, og jeg var ung og sund. Jeg drak af Bægrets gyldne Strøm og kyssed Skjønheds Mund. I Skjønheds Øines Straalepragt min Barm blev ømhedsfuld. Mit blev ved Hjælp af Kongens Magt, hvad Jorden har for Guld. Dog, mønstrer Mindet Rækken af de Timer, o, hvori mig Jorden al sin Glæde gav, alt Livets Trylleri: saa gled ei Stund, saa Dag ei randt med uforbittret Lyst; og i min Herligheds Gevandt tit zittrede mit Bryst. Ved Kunst og mægtig Trylleord bli'er vilde Slange from; men væk ei trylles kan den Gjord, som knuger Hjertet om. SIDE: 170 Den lettes ei ved Toners Magt, ved Ord, af Viisdom talt. Men Sjælen, som i den er lagt, bli'er deraf stedse qvalt. I DET GRØNNE [fotnotemerke] Flyv, fagre Vaar, saa let og glad dog ei afsted med alt mit Had! Jeg vilde nok min Vrede skjænket en skummel Stund, i Hagl nedsænket. I Ilingsvejr med Hagl og Sne, der knækked blomstfuldt Abildtræ, den Time maatte vist henrinde, hvori min Harm jeg skulde minde. Nu i dit bløde Græs den døer, meer blid end mangen Ømhed før. Med Vellyst, som i Blodskyl varme, døer hen tilgivende min Harme. Og vaagned engang min Foragt, fik Spotten Lyst at gaae paa Jagt, strax brast i Latter mine Smerter ad Mygs Musik og Frøkoncerter. I Solskin smelter alt mit Nag. Sligt Ord er ei i Bølgens Slag. Jeg lytter til de Strandens Toner -- Hvor mildt du, søde Chor, forsoner! Fotnote: Negtet Optagelse i den Constitutionelle, som jeg troede at burde forsyne med et og andet Bilag til dens forskjellige Paastande om mig. H. W. SIDE: 171 Hvor venligt nikker Straa til Straa! Gid Jordens Herre det forstaa! Han visner hen og døer som dette -- hvi da sin Foraarsfryd forgjette? En farvet Straale selv, sig toer i Solskin Ormen, mens den snoer sig om min Ankel -- arme Sleve, troskyldig er du: Du skal leve. Der er i denne søde Stund ei Draabe Gift i Ormens Mund. Mon hine vel mig meer fornærme, som krybe henad mine Perme? Kom hid til Droslens Bryllupsfest! Den synger vildest vel, men bedst. Den spotter ypperligt fra Qvisten jer Æsthetikler og jer Tvisten. O Foraarsluft, hvor sød og let! Tro den er Sylfers Aandedræt, men bland ei i dens milde Hviften det sorte Suk! Det var Forgiften. Og du min kjære, hvide Hæg, trofaste Ven af Hyttens Væg, du laane Vreden ei din Skygge! I den tør ingen Sorger bygge. Til næste Vaar du skal maaskee bestrø min Gravhøi med din Sne; kanhænde den i Bægret drysser, som jeg, der Brud ei har jo, kysser. SIDE: 172 Ryst lystigt Perlekronen af, om saa det bli'er du strøer min Grav! Gid sjelfuld Ynder af det Skjønne gjør den til Græsbænk i det Grønne! Der, Uven, sæt dig, om du tør, og elsk Naturen meer end før! Da skulde du vel ogsaa fatte, hvad Bund den i min Cithar satte. BANNERSANG FOR KRISTIANIA BORGER- KORPS (Mel. Pyrenæermarschen: "Hvi sove Frankrigs Helte hen?") I Fredens Hvile, Friheds Ro ei to saa skjære, fagre Blommer i venest Dal i Norge groe som vore Borgerfahner to, det Rosenpar i Friheds Sommer. Chor Men om en Dag kalder til Slag, : : da brænder selv den Hvide : : : : flyvende i Kampens Brag fremad ved den Rødes Side. : : Da fold dig ud, vort Bannerpar, for Norges Hovedstad at frede! Du Hvide, stig som Stjernen klar! Du Røde, flamm som om du var et Lueskin af Bauner vrede! SIDE: 173 Chor Frihed, i Ro under dem bo! : : Men Hæder dem skal følge, : : : : naar de fastforbundne To frem engang i Kampen bølge. : : Hvor har ei Norge sænket ømt sin bedste Dal til Plads for Byen? og rundtom Overfloden tømt? Og meer end Kristian har drømt den blomstrer frem i frisk Fornyen. Chor Fædreneby, sikkert i Ly : : du hviler bag vor Række. : : : : Meer end Borg og Fjeld i Sky dine Borgere dig dække. : : Hist snevre Sundene sig ind den Norges Perle at forsvare, og Agershuuses gamle Tind ei trodser bare Veir og Vind, men vel endnu en Fiendeskare. Chor Lidet dog gjaldt, Borgere, Alt, : : om Modet ei herinde : : : : bruste meer end Sundets Spalt, og fløi over Borgens Tinde. : : Alt hist, hvor Aasen blaaner hen, hvor Skyer seilende forsvinde, skal Kristianias tappre Mænd, om tolvte Carl selv kom igjen, med Glavind møde stærken Fiende. SIDE: 174 Chor Borgere, da frem med Hurra! : : Hvert Skridt med Blod skal kjøbes. : : : : Paa en Valplads langt herfra, bedst de unge Bannre døbes. : : Lev, Borgeraand, i vort Geled! Slaa der det samme norske Hjerte! Straal, Øje, som ei blues ved at Agershuus paa Os seer ned, og frydes i sin egen Smerte! Chor Banner, din Ving straalende sving! : : Thi et Hil fra Norge lyder. : : : : Hør Qvarreen rundtomkring hvor det jublende frembryder! : : TUGTHUUSQVINDEN Fattigfolksbarn. Hvor skamløst, at et Huus saa lavt fra gammel Tid har sig begravt i sligt et prægtigt Stræde! Dog sad i det saa fagert Barn liig Sommerfugl i Vraaens Skarn i Spindlens skidne Klæde. Hver Aften -- det var gammel Sæd -- løb Gadens Børn til Leeg afsted, kun ei den stakkels Pige. Thi gik hun barbeent ei? og alt det blevet var de Smaa fortalt, at Ligt skal søge Lige. SIDE: 175 Paa Dynge Sand ved Hyttens Væg hun eensom sad. De Andres Leeg vel maa den Arme krænke. Den Graad, som røg i Sandet tidt, beviste, at det ei var frit, hun var begyndt at tænke. Hun fandt, at hele den Foragt kun skrev sig fra den usle Dragt; og hun sin Armod haded. Et Nag i Hjertet Malurt gjød, det Brød, hun før med Glæde nød, hun nu i Taarer baded. Men Ingen vidste, hvad var hændt, før over Øiet alt var spændt en fremmed Sky af Smerte, før Læben skjalv med Strengens Fart, og før en Aand af tvivlsom Art alt sad i Barnets Hjerte. Just naar hun fik et venligt Ord, henunder solbrændt Kind der foer en dunkel Rødmes Bølge. Den var kun den betændte Rand af Saaret, som i Smertesbrand hun i sit Bryst maa dølge. Hun ligned, skjønt ei mindre skjøn, ei længer Magdalenas Bøn og Ruths ydmyge Tanke, da hun til rige Frændes Vang troskyldig gik den tunge Gang, for spildte Ax at sanke. SIDE: 176 For venligt Ord, for naadigt Klap, som Handske fiin paa Kinden slap, vil Barnet meer ei takke. Hun blusser kun, somom hun veed, at det kun var Hovmodighed, der legte med sin Nakke. Den store Synd var alt begaaet, at lade Barnet faae forstaaet, hvor Rige Armod hade. I hendes Øjne meer ei gjaldt det Plag, hun bar af Pjalt i Pjalt for Væv af Rosenblade. Ak, alt i Barnekinden rød et Helvede har tændt sin Glød! I bittre Taare trillet var Uskyldskronens Perle ned. Ve Stolthed, om din onde Sæd du vidste og har villet! Ha, hvor raskt de Væve gaae, ha, hvor tungt de Bomme slaae! hvor de Vævske'r larme! Ak, hvi hænger Svøben hos? Stærk jo gaaer som hviden Fos Rad af Pigearme? Standsed En, Gud naade da! Svøben fløj da til og fra stakkels Piges Skulder. Se ei til! Ei Blik af Ynk! Døver alle hendes Klynk med fordobblet Bulder! SIDE: 177 O, der standser en, paastand svinger strenge Opsynsmand tunge Tougetvinde. Ynk ei Offret, thi hun er jo som Allesammen her kun en Tugthuusqvinde. Tugthuusqvind -- o Navn hvor fælt! Ord, af Skjændsel kun besjelt! Du maa bedre finde. Vist i Herrens egen Mund heder som de Alle, hun blot en Synderinde. SIDE: 178 POESIER DEN NAVNLØSE Kun Hun Selv, og ingen Anden, vide Hvad jeg fandt paa Stranden, kun Hun Selv -- Selv uden Navn, Perlen liig, der, uopdaget, endnu ei er bleven taget ind i Diademets Favn! Da, med Navn den at berømme, Skjalde Fantasien tømme; Kongens Indfald selv er mat. Man af Stjerner eller Maane prægtigt Navn og Rang maa laane til hans Krones fundne Skat. -- Elskte "Navnløs!" thi jeg vover selv for Vennen, naar han sover, ei dit Navn at nævne tyst: Han, selv Han skal mig misunde. Det, for reent for Verdens Munde, tone skal kun i mit Bryst. Elskte "Navnløs," om Du skulde faae dit Navn og Rang tilfulde, Perlen liig i Kronen sat: til mit Bryst man tye! mit Hjerte i sit dybe Hjem det lærte, da paa Strand jeg fandt min Skat. SIDE: 179 O, der evigen det toner som en Klang fra Aanders Zoner: Navnet, hvormed Himlen alt dine hulde Dyder ærer, mens sin Knop din Ungdom bærer af sin første Rødmen malt. Ve, sin Fryd at maatte qvæle vove ei om Fundet mæle! Men jeg Verden ikke troer. Piletræet kun hvis Blade lytte vel, men snaksomt glade pluddre væk hinandens Ord, matte Bølge kun, som dale maa i Grav midt i sin Tale, Englen, som med Taushedseed Synderens Bekjenden tager før han Rædselsmulmet drager bort for Guds Barmhjertighed: hvis de taushedstvungne Trende jeg dit rette Navn lod kjende, var det Troløsheds Forraad? Hedd da "Navnløs" for dem Alle! "Navnløs Perle" de Dig kalde! Perle, reen som Engles Graad! BLOMSTEN Fagre, hvor arm er din Elsker idag! Thi Han, som saa gjerne med Diamanter og Guld din Dørtærskel vilde bestrøe, ak! Han ejer idag ei vante Bouqvet til dit Vindu. SIDE: 180 Nelliken holder jomfruligen stolt sig lukt i sit Bæger: Blomsten har seet din Mund; nu blegner den heller iskjul. Ak, jeg ejer idag ei vante Bouqvet til dit Vindu! Hvide Narcisse har hyllet sig ind; thi nødigen vilde Stjernernes yndige Barn sig tabe i Glands mod din Barm. Skinsyg over din Mund vil Rosen idag sig ei aabne. Dog jeg med brændende Kys -- somom jeg dig favned min Elskte -- har forgjæves forsøgt at aande i Knopperne Liv. Ak, at Blomsternes Barm kan gjemme ufølsomme Hjerter! Fagre, dog ejer din Elsker en Blomst, hvis fyrige Flamme evig som Stjernernes er: udødelig Kjærligheds Blomst. Dit velsignende Blik har saaet den selv i mit Hjerte. Den er udsprungen saa fuldt som en Sol. Den ømt har jeg plejet, ledet mit varmeste Blod til Rødderne dybt i min Barm, dugget den med min Graad. Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte. Forhen et Skud i min Sjel, kun en Drøm imellem dens Tanker, Tanke og Sjel er nu den; liig Barnet i Vuggen, min Sjel kun en Drøm i dens Dyb. Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte. Hvilte Du kun en Sekund ved mit Bryst, da skulde Du føle bævende Liv i dens Blad, der fik af en Skjalds Fantasi al sin himmelske Pragt. Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte. SIDE: 181 FØDSELSDAGEN Om en Time Fødselsstunden for min Elskte er oprunden: Kjærlighed, med Gaver kom! Du, den rige, er saa tom? Har du intet Bedre funden end en Taares Fattigdom? Den har du fra Sorgen røvet. Eller er du selv bedrøvet, Du, der praler saa af Magt? Alt er Dig jo underlagt? Hvi har du da Flugt ei prøvet for at høste Nattens Pragt? Intet vilde Hende klæde bedre end et Stjernekjæde slynget om det blonde Haar. Skynd dig! ned Orion gaaer. Skynd dig! Beltet allerede løses før du Skyen naaer. Først Hun vilde ret fortrylle, naar du kunde hende hylle ind i finest Morgenrødt. O, hvor Skyens Silke blødt vil om disse Former skylle, hvorpaa Gud sin Kunst har ødt! -- Kjærlighed, hvorledes er det? Du, saa kjæk og uforfærdet, nu saa magtesløs og arm? Stamp i Jorden i din Harm! Frem tør bryde der bag Gjærdet dine Legioners Larm. SIDE: 182 Fee og Alfe (om de gives?) tør af Medynk gjenoplives, skaffe dig ihast et Slør, som af Blomsterglands de gjør. (Blot det ikke sønderrives før din Elskte faaer det, før!) Ak, jeg frygter, at Du skryder, naar om Magt din Tale lyder. Hvorfor vil du eje meer end dit Hjerte, som det er? Hvad, om den Present du byder da idag din Hjertenskjær? FANTASI Muntre Raab fra Fyrreskoven, Klang af Horn og Skud deroven kald mig ikke op fra Voven ved den lave Kyst! Der hvor jeg min Mø har funden maa jeg dvæle tryllebunden. Lænker ned i Klippegrunden løbe fra mit Bryst. Stranden troer I gold og øde? Ak, I see da ei de røde Roser, som i Sandet gløde frem i hendes Spor! Eders Øine er ei klare: hvor I see kun Tang og Tare, grant og sikkert seer jeg bare unge Blomsters Flor. SIDE: 183 Kom, en Drøm, naar Qvellen svaler! Mere end paa Viisdoms Taler, naar du hviskende neddaler, troer paa dig min Sjel. Du forklare maa tilfulde hvorifra Hun kom den Hulde. -- Falske Drøm! mon skabt du skulde have hende Selv? Som et Syn jo pludseligen mig paa Stranden blinded Pigen. Skulde Voverne i Vigen være Havfrus Hjem? Mon paa disse kolde Grunde da en Bølge endnu kunde føde, som i Hellas' Sunde, Afroditer frem? Skjønne Havfru, lad dig fange da af mine Eskovssange! Byt din Bølge med den bange Banken i min Barm! Rødere dens Blodstrøm flyder end Korallen, Dybet yder, Perlens Glindsen, som dig pryder, mod min Graad er arm. Mere skjønfantastiskt former sig mit Vanvid, naar det stormer, end Polypens Træ sig ormer frem paa Havets Bund. Mindre majestætisk, mindre skjønt er Havet end mit Indre. Minder straale, Tanker tindre paa dets dybe Grund. SIDE: 184 Skulde Du en Havfru være, vælg da fremfor tangklædt Fjære Aanders Hjem og Aanders Ære! bliv en Jordens Mø! Skynd dig, fagre Havets Datter! før dig Brændingsbølgen fatter, og med Lyst dig drager atter ud i vilden Sjø! Eller, siden Du saa ene vandrer mellem Strandens Stene, mon en Sky, som maatte tjene Engle til et Skib, her mod Bjergets Top forliste, maatte sin Besætning miste, kun at Du, der var den Sidste, frelstes af en Grib? Hvad Du er, om Du tilbage til dit eget Hjem vil drage, mig, min Elskte, maa Du tage med dig i din Flugt. Tyer du til den dybe Bølge, Os skal da den samme dølge. Gjennem Dyb og Himmel følge skal min Sjel din Flugt. DEN ELSKTE Guld er Støv og Purpur Pjalt, Ædelsind er det ei Alt? Kan jeg større Rigdom finde da end hos min tro Veninde? SIDE: 185 Ædelsindets Tankers Flod det er himmelskt Adelsblod. Kan jeg bedre Adel finde da end hos min tro Veninde? Ynde, du er Skjønheds Sjel, skjønnere end Skjønhed selv. Kan jeg større Skjønhed finde da end hos min tro Veninde! Jomfru, blusser Du iløn? Du er riig, fornem og skjøn. Bedste dog af Først og Sidste, at du Selv ei deraf vidste. Smiler endda haant en Nar, da et Smiil jeg ogsaa har koldt som Staalet -- blot det ikke smelter hen i Hendes Blikke. O de straale ømt og smukt, er end Øjet slummerlukt. Himmelsk Glands, selv naar hun sover, straaler hendes Aasyn over. Jomfru, Engle stige ned til din Uskylds Hvilested. Helgenrene Jomfrusjele mens du slumrer, om dig knæle. Tør imellem dem min Bøn ydmyg blande sig iløn? naar du vaagner med dem stige op for Dig til Himmerige? SIDE: 186 DEN ELSKEDES OVERFART -- Tys! det pladsker over Vandet. Det er Hende! Det er Hende! Hendes Forbud er alt landet: denne glade Angst for hende. Aaretakten kan jeg kjende: uden Regel, uden Lag som mit eget Hjertes Slag. Bølge! Bølge! skyd bagefter sikkert, men med milde Kræfter! Ellers med mit Blod jeg plette vil din rene Barm, og trætte med mit Liig din Flugt den lette. Selv vil jeg i Stormen boe, at Dig aldrig undes Ro. Hulde Stjerne, over Vigen maa du trofast lyse Pigen. Er ei hendes Blik dit eget? har, i Eva-Aasyn præget, dog ei Jord ei Himmel sveget? Kan du hade egen Ild? frygte den, der er saa mild? Ve dig, om du kunde svige Baaden med den unge Pige! Skjøndt du straaler i det Høje, Hevneren min Bøn skal bøie. Som den Dødeliges Øje Han kan dig udslukke bradt, gjøre al din Glands til Nat. Lyser Du med trofast Styrke, da jeg evigt dig vil dyrke. SIDE: 187 Jeg Bassin vil Kilden bryde, mine Blomster duggbegyde, at jeg Speile nok kan byde Dig og Hende, der saa liig er i Blik og Reenhed Dig. MIN GRAV Hvor er jeg glad, ja hjerteglad! Thi alt jeg seer det Sted, hvor halten Hævn og blinden Had, som med min Skygge fulgtes ad, skal synke trætte ned. Der ligger det, meer nær end tænkt, bag tvende Poppeltræe'r, med Løvguirlander rigt omhængt, med Grønsvær dækt, altid besprængt med Dugg saa demantskjær. Der, skeelsynt Nid, du meest beqvemt kan læse mine Qvad! der vil du fatte mere nemt, hvi jeg, og ikke Du, har stemt min egen Strengerad. Der slæng dig, Had, som kom for seent! grib efter mig endnu! Det Støv, du faaer i Haand, er reent som Liljernes mod hvad du meent og tænkt har i dit Hu. SIDE: 188 Ha, stolte Følge til min Grav, hvi vender du dig hen, som om du tørred Taarer af? Ei I, men Elskov, den mig gav. Jeg derfor elsker den. Har Hun ei lovt, hver Pintsefest mig at besøge der? Skjærsommersøndagen dernæst Hun atter være skal min Gjæst. O Plet, hvor kjær du er! Da Bogfink, syng i Poppelens Top til Ære for min Brud! Spring ud en vakker Rosenknop! Jasmin, din blege Mund luk op til Ære for min Brud! Der boer jeg da den Sommer kort. Mit Lyststed, Plet, du er. Med sidste Blad jeg flyver bort, at vente tro i Himlens Port, til Selv Hun kommer der. DET FØRSTE HAANDTRYK Din Puls har banket min imod. Forente var vi Blod i Blod. Det var i faa Sekunder bare. Ei længer Salighed kan vare. Hvor mildt din bløde Aare slog! Men min i høje Bølger jog. Nær med sin Purpurstrøm den fulde besprængt dit Jomfrubelte skulde. SIDE: 189 Saa ømt og fast ei Aander to kan sine Vinger sammensnoe, saa flyder Flamme ei i Flammen som vore Hænder hvilte sammen. Mit Blod har siden da ei hvilt, men stormende i Aaren ilt. Har det da Sjel, som ei forglemmer? Det Slaget end af dit fornemmer. O, vore Hjerter længer maae ei skilte ad, min Elskte, slaae. De høje Stjerner saae og taalte, at deres Aarer sammenstraalte. DEN FØRSTE OMFAVNELSE Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst, at det ei sprænges af jublende Lyst! Himmel! med Uheld, Helved! med Qvaler tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt! Fiendenag aabne dets Aarer! din Piilodd kun svaler. Thi ved dets Slag har hun jo zittret og smilt. Sorgen har tabt sin Tyngde og Magt, hvor hendes yndige Aasyn har lagt. Sank hun den ned i sit svømmende Øje? Drak hun dens Gift med sin Mund? Thi jeg saae Vemodets Smiil bævende Skygger om Læben at bøje; dunklere blaa sværmede Øjnenes Ild. SIDE: 190 Du har forsont, uskyldige Brud, Sjelen med Verden, Blodet med Gud: Dengang din hellige Pande du sænkte, straalreen som Naadens skinnende Lin, over mit Bryst, borttog du Synden, den taarebestænkte. Nu er mit Sind reent som et Tempel og lyst. Rødmende Uskyld speilte Du ind, Brud, i mit Bryst med jomfruelig Kind. Hviftet af himmelske Due fornemmed jeg i den Lok, som omsvævede mig. Hil mig, min Geist, forhen dæmonisk, for Himmelen fremmed, er nu ved Dig, Elskede, hellig gjenreist! Der, hvor din Læbe rørte mit Bryst, indenfor blev det glorielyst. Kjærlighedshymner derinde fremsprunge under dit sandsløse, drømmende Kys. Sødmen deri drak Fantasien med glødende Tunge. Styrke og Lys skjænkte det Ømheds Geni. Dengang du laa ved mit Hjerte, min Brud, var det som Blomster sprang derifra ud: Blomster, som levte, drømte og tænkte. Mandel og Abild ei vajer saa fuld. Solen sit Blod ikke saa rigt over Roserne sprængte. Sjelen sit Muld drømmende saligt forlod. SIDE: 191 Fjern dig, min Sjel, du mørkblaa Seraf! Eller en Stund i mit Blod dig begrav! Herskende lad det rulle saa længe! Nerven lad aabne sin zittrende Mund! Samling berøvt høre du opfyldt med tonende Strenge Brystet, hvor Hun hvilede elskovsbedøvt. DET FØRSTE KYS Elskeren Hvor er du, min Elskte? Hvi lod du mig ene? Hvi har du dig skjult bag de ludende Grene? Elskerinden Se her ved dit Hjerte, kun skjult af din ømme omfavnende Arm vil din Elskede drømme. Elskeren Jeg hører din Stemme, som Engle dig lærte. Men sværg, at du hører mit bankende Hjerte! Jeg ellers maa troe, at Henrykkelsen dyssed i Døden det ind, da du, Elskte, mig kyssed. Jeg ellers maa troe, at den Honning kan dræbe, som dugger med salig Beruusning din Læbe. Elskerinden Jeg sværger, jeg hører dit Hjerte at banke. Men nys stod det stille, da standste min Tanke. SIDE: 192 Elskeren Jeg hører din Stemme; men øiner dig ikke. End dunkler et Salighedsmulm mine Blikke. Mit Øje, i Straaler fra dine indhildet, medeet sig i Drømmenes Himmel forvilded. Elskerinden Du blegned, dit Øje sig lukte, dit Hjerte forglemte de Slag, som af mine det lærte. Elskeren Da Læben jeg kyssed, da Midjen jeg knuged, du blegned, som om jeg din Blodstrøm indsuged. Men atter, som aanded dit Blod, i Sekunden, til Kysse paany flød Karminen til Munden. Elskerinden Hvor angest jeg var, at jeg havde i Sukket din flammende Sjel i mit Hjerte inddrukket! Elskeren Mig syntes mig skybløde Vinger omslynged, som om en Serafbarm mig jublende gynged. Elskerinden Det er mine Arme, som ømt dig omfavne. Ak, Sværmer, din Himmel du bittert vil savne. Elskeren Nei, Brud, fremfor Himlen dit Favntag jeg skatter. Og kys mig, saa er jeg i Himmelen atter. SIDE: 193 KJÆRLIGHED OG NØD Se, min Elskte, Roserne rødme som Smiil henover de haarde Klipper, de søde Jordbær groe paa gjerrige Højder! Saa den haarde Skjebne modvillig vor unge Kjærligheds Fryd skal bære. O Nød, hvor skjøn bestraalt af salige Taarer. Se, dit smukke blegnende Aasyn, med to Lyksaliges Smiil bedækket, er liig en Geists af død forherliget Glæde! Derfor, Nød, vi Begge dig elske. Vor Elskovs Fædreland er din Goldhed. Vær stolt, min Brud, det ligner Norge, det elskte! I dets strenge kjølige Luftdrag vor Elskov sundt og blussende aander. Vær glad, min Brud! det grændser nærmest til Himlen! Begge har beslægtet Natur jo? Hvor ligner Stjernerne dine Taarer, skjøndt Knopper kun af Øiets mørkeblaae Blomster! Begge har beslægtede Væsner: hvor ligner skærmende Engle ikke de ømme Tankers Flugt fra Øie til Øie? Der i Nødens straatakte Hjem jo Maria fødte Alverdens Frelser? Der boed Ruth og Hagars Ynde der fødtes. SIDE: 194 Igjennem Nødens Ørkener vandred trofaste Tjener og fandt Rebekka. Friskt Mod, min Brud! din Fod vor Ørken beblomstrer. Se, vi Begge Nøden jo elske. Thi med en Fostermoers milde Alvor den lagde tidlig Hænder over vor Elskov. Med min Sved jeg gjerne beperler dens Muld, Jeg Skjaldharpens Odelsbaarne. For mere øde Digte svede saa Mange. Snart de golde, stenige Bakker (en Verdens Fattigdoms sorte Skuldre) skal bølge i dit Trin med sædgylden Kaabe. Os i Døren møde to Engle, den blide Nøisomhed, glad Tilfredshed. De have dækket Bordet, redet vort Leje. Nu de flye tilbage i Himlen for om det salige Par at melde, og til vor Søvn at hente himmelske Drømme. Frygt ei, Viv, min Sang skal forstumme. Min Sved kun friske skal gamle Laurer, om blodig Graad end risler indenfor Øjet. Kun en snebar Stribe behøver den kloge Stær for sig selv og sin Mage. Stort meer ei, Brud! Geni og Kjærlighed trænger. SIDE: 195 HJEMME Se, atter over mig suser den Piil, som rysted nedover min Barndoms seirrige Lege de laureglindsende Blade. Bekrandste Eensomhed feirer som før i Skyggen sin Høitid -- den kjære Drømmer, som bredte hver Qvel sit Teppe paa Engen. Som forhen toner den grenede Top, den Vindenes Harpe, der nynned ind i mit Hjerte en sød Tungsindigheds Sange. Naar Grenen vajer, fremblaaner den Elv, hvis Bølgeskrig løste min Sjels ubændige Frihed, og lærte Qvadet at rulle. Jeg hører Fossen, hvis drønende Fald først vakte de Strømme, som slumred end i mit Indre. De overdrønede Fossen. Den Stærke borthvirvlte stundom en Gran, der voved for langt sig, og Klippens Vildhumleranke, der tørstig sneg sig til Stupet. SIDE: 196 Den høje Gjetrams, med glødende Kind og nikkende Hoved, af Straaleregnen beruset, gled ud og fulgte de Andre. Men pragtfuld, dæmonbevinget Fantasm var Granen, som ofte blev slynget bort af de Strømme, som bruste gjennem mit Hjerte. Og stolten Tanke paa Stengel af Lys og Drømmen, saa smuk som forelsket Fees Fantasi, de Blomster var, som bortførtes. Der seer jeg Bjerget, det gamle og graa, hvor Tanken sig hvilte tilforn paa Flugten til Stjernen og til de sværmerske Skyer. Hvor ligt en Afgrunds mørktfunklende Blik hist sortner ei Kjernet! Meer kjækt og ædelt det syntes end fromme stirrende Himmel. Hvor øm og trofast du stolte Natur mig møder herhjemme! Ei Blad har Pilene mistet, og Engen ikke et Blomster. Kun Dig jeg savner, Genius, Dig, i Eensomhed født af Naturens Høihed og Ynde. Hvi er Du ei under Pilen? SIDE: 197 Ve, har du vildfødte Høihed fortabt i Menneskelarmen? forglemt dit Mødrenemæle: Naturens Yndigheds Tale? Ak, kommer der ei min Elskede selv? Ved Himlen! der svæver et Elskovsdigt over Læben, en Ode brænder i Øjet? Fortæt din Skygge, min Piil, thi jeg har min Genius fanget. Den vist i Himlen har været, thi Jorden har ei dens Blidhed. Lud ned, min Piil! Thi jeg vil paa min Mund fra hendes aftrykke det Elskovsqvæde og læse den Ode Øje til Øje. NORGES FARVEL TIL OLE BULL Farvel, min stolte Søn! Farvel! Følg Kaldet i din dyre Sjel! Før bandt til mine Skjær jeg let den vilde Pelikan end det. Før standsede jeg Havets Gang og Stormens Flugt end Skjaldens Trang. Drag hen, min Søn! Den samme Lyst har rørt sig i din Moders Bryst. SIDE: 198 Jeg ogsaa digtet har engang. Heimskringlas Liv det er min Sang. Jeg skrev min egen Epopee. Hver Helt var deri en Idee. Jeg skrev med Evighedens Skrivt: med Kongers Daad og Mænds Bedrivt. Se, ved mit Hjerte gyldenblaa den store Havets Harpe laa! Paa den fik sjelfuld Tanke, før kun navnløs, Navn . . Hør "Frithiof!" hør! Hør, længe fra dens Strenge skjalv Lyd af dit Navn, Sjøkonning Alf! Min Harald er et Heltedigt. Hvo maler Verden et saa rigt? Saa skjøn en Fantasi har knapt en Skjald som blonde Gyda skabt. Alnorden bævte for de Ord jeg grov i røden Hafursfjord. Et herligt høit Haleluja var Sigurds Fart til Jorsala. I haarde Birkebeengeled jeg fantaseerte Noder ned. Ved Fimbureid hvor lød de vildt! Paa Hvitingsø hvor fredsomt mildt! SIDE: 199 Ved Holmengraa din Guerriera, i Nidaros din Preghiera. Se Hakon i hans Kongesal! Hvor majestætiskt et Final! Nu er der visseligen i min Sjel meer Kløgt end Poesi. Dog flød endnu i fyrig Stund en Frihedshymne af min Mund. Jeg ligner egen Mark, som den nu ligger der høstblegnet hen. Som sparsom fattig Pige, lagt min Dal har hen sin Høitidsdragt. Dog vil jeg gjennemleve hver, om ei en Blomst til Dig der er. Til dig, min Søn! min Søn, som gav mig større Glands end Konnings Grav. O, vant til Sønners Verdensry, mit Øie funkler op paany. Hvor arm jeg er, man dog Demant meer dyr end Glædesblik ei fandt. Ak, er der i den Glands ei Glød? Bli'er dig for koldt din Moders Skjød? Nei, flyv! udbred din Moders Navn! Din Hæder trøster da mit Savn. SIDE: 200 POESIER DEN ELSKTES SLUMMER Hun slumrer . . Tys! Hun slumrer. Ei meer de bløde Fingre besvare mit Haandtryk. Liig Qvisten, af hvide Roser for tung, i yndig Skjødesløshed de hænge. O Den, der, let som Vinden, det fine Rosenskjær turde kysse, som Hjertet i hver en Fingerspids aander ud, de balsamineklare og smekkre! Mit Blod, hvi er du vildest just nu, da ingen Synd er som den, at hun vaktes, just nu, mens Evas yndigste Barn tør frit omsværme i Paradiset? Nu er paa Flugt i Himlen den skjønne Sjel -- Blot Englene ikke den fange! Da blegned hun lidt efter lidt som Blad paa Blad af Maanedsroserne falde. Da Skjønheds egen Farve blev Dødens Bleghed . . Yndige Død, jeg tilbad dig; den graadige Grav jeg trygled; din Grav blev, søde Rædsel, i mine Arme. Lad Skjønhed blive jordet hvor ei den kunde leve! O salige Elsker, den lever, den aander jo ved din Barm! Mit Hjerte vugger under dens Roser. SIDE: 201 Kun kort paa Flugt i Himlen er Pigens Sjel, for der at opdage de Blomster, den lyster at vise Billedet af imorgen i de straalende Øjne. Thi snart, som Tanken vexler, de dunkles af Hyacinthers Bruunviolette, og snart Cynoglossens sortnende Blaa og snart Kjærminders Lys de gjenspeile. Hvor tidt, liig Barnet efter Nymfæen under Vandet, jeg speided i Øjet! Hvor himmelskt et Foraar blommed deri! Saa blaaligt tindred Edens Violer. Ve mig, af Hjertets Banken min Skulder skjælver, hvortil hun hælded sit Hoved. Hun drømmer sig vist paa grønnende Høi, og hører Alfer hamre derinde. Meer let end ellers svæver henover Hendes Øienlaag, livlige Drømme! Thi under dets fine, melkblaa Emalje er Perler gjemte, Smykker for Engle. I frie Fantasier, en Aandeverdens boltrende Sommerfuglesværme, jert fineste, herligst glimrende Støv nedover hendes Øjenhaar ryster! Dog vil det ikkun være som Regn i Hav; thi under de Buer sig hvælve to dunkelblaae Himle bugnende af meer fagre, tankehjertede Drømme. SIDE: 202 O saa som Hun, der slumrer, maa Kjærlighed see ud hos den døende Nonne, der Jorden og Muligheder af Synd forlod og seirrig stiger tilhimmels. Og saa er Skjønheds Aasyn i Tale med Engle! Elskov, saa er du uskyldigst, saa Yndighed yndigst, Indsøen liig, der ogsaa slumrer, naar den er fagrest. Da speiler dybt sig Solen som bedre Verdens Gjenskin paa Drømmerskens Ansigt; da zittrer dens Speil af Børnenes Leeg som disse Smiil om Drømmerskens Læber. O, at jeg vidste Drømmen, som, liig en flortynd Sky over Himmelens Ansyn, fløi rødmende over Jomfruens Kind! Vist, som Hun drømmer Englene digte. Hvor yndig den maa være! Thi Munden aabnes halvt, den at kalde tilbage, og Brynenes dunkle Straalenet har sig sagte løftet, for den at fange. Hun slumrer, end Hun slumrer. O vaager med mig, Himlens Hellige, vaager! Thi engang imellem Eders sin Røst jo skal min søde Drømmerske blande. MED EN BOUQVET Den har ei Sjel, som ikke troer, Naturen er en aaben Bog, at Mossens blege Klippeflor saa vel som Rosen har sit Sprog. SIDE: 203 Det kjender Du, min Elskte, vel. Du Drømmen seer i Klokkens Bund. Du fatter Liljens tause Sjel og Ordene fra Rosens Mund. Lad da din skjønne Fantasi blandt Somrens Blomster sværme om! For Hende, Blomster, taler I! Hun er jo selv saa favr en Blom. Paa Morgenrødens Høie groe kun Roser lige hendes Kind, paa Lysets Bjerg, hvor Engle boe, kun Liljen reen som hendes Sind. Og ikkun hist, hvor Dagens Blaa frembryder som en Kilde klar, saa fagre Blaavioler staae som hendes søde Øienpar. KIRGISISK FOLKESANG Saae du vel den friske Snee? Hendes Barm er hvidere! Saae du Blodet som det flød? Hendes Kind er mere rød! Saae du den kulbrændte Blok? Sortere er hendes Lok! Saae du Mollah skrev med Blæk? Mørkere er Brynets Træk! Saae i Sky du Lynets Fart? Øiet flammer mere klart. SIDE: 204 NORGES FJELDE (PAA EGEBERG) Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper Norriges bedste Patrioter. Før til Hjerte Stenen død, Klippens bundne Flamme rød, end . . . o hist dernede banker mangt et ondt som Slangens Tanker! Præst! et Hjerte af Granit kan du bytte ligt med dit. Klippens Snedryp er om Vaaren, ømme Hykler, varm mod Taaren. Fjeldet gav paa mosblødt Knæ tidt forfulgte Kummer Læ. Mennesker, kun de alene, dynge paa dens Hoved Stene. Læs dig det i Livets Bog, Dødens brogetmalte Fibel! Som Naturens Billedbibel gjør den vel ei glad, men klog. Se! til Folkets Hungerlyst rækker Klippen frem sit Bryst. Der er bitter Melk i hvide Lav, og Sult maa Mosen bide. Sult? -- o Ulvene ei lede som det stolte Folk dernede. Lykkens Børn sit gyldne, krandste Bægers Flugt ei derfor standste. SIDE: 205 De, som eder mest foragte, Klipper graa, ei Hungren smagte. Arme Fædreland maa føde værste Børn med bedste Grøde. Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper Norriges bedste Patrioter. Klippen skaldet, graa og kold, kaldes Norges bedste Skjold. I gjør Ret, I Mænd af Norge, at I for jer Selv ei borge. Hvo mon skulde saadan Kløgt i saa klodset Hoved søgt? Retsom graa og hvide Kofte, der Geniet gjemmer ofte. Ulvemoste Tydalsfjelde, spænde hist en farlig Fælde. Skarven vogter Grændsen medens Vinger sover inden Fredens. Meer end borgløs Kommandant gjælder nu den bratte Brant. Beltet af de døde Jætter skrækker meer end Tidens Ætter. Lad da Klippen (spar ei paa!) Stjerne paa sin Bringe faa! Den fortjener jo sin Stjerne, som kan Fædrelandet værne. SIDE: 206 O, nu ere de kolde graaskaldede Klipper Norriges bedste Patrioter! Ingen elsker Landets Grund højt som I, skjøndt uden Mund. Eders melancholske Sjæle Ravnen laaner stundom Mæle. Dverg saa lumsk og Alf saa slem har i Fjeldets Dyb ei Hjem som den Æt, der allerede gaaer i Frø og Frugt dernede. Flok af unge Skandinaver sidste Nordmand snart begraver. Edder ifra eget Hjerte drypped de i Hjelms's Smerte. Solbrændt Orm i Klippens Rivt modner ei en værre Givt. Den skal deres Moder smage -- ve! paa sine gamle Dage. Ei i Fjeld gaaer Malmens Flod trægt som denne Ungdoms Blod. Rødere end Det, som fryser i dens Aarer, Ertset lyser. Flød det ud af danske Lænder seigt som Sli og Eider render? Ak, I gamle norske Fædre, strømmer eders Yngels bedre? SIDE: 207 O, I kolde, graaskaldede Klipper, nu ere I Norges bedste Patrioter! Øde er min Klippe kaldt. Hybnen blommer i dens Spalt. Rosig Mund da blie'r den Revne, Gud til Lovsang efter Evne. Øde? ja for øde Blik. Armod dog sin Ynde fik. Se, der luder Blomsterbræer mandelduftende Linnæer! Evigblommers fine Rødt hvifter over Klippen blødt. Feiret Skjalds Indbildningsstyrke tidt meer blegnet Flor maa dyrke. Lyngen meer begeistringsyr vajer over Steen og Myr, end de Tanker, som sig rade magre paa den Pristes Blade. Enerbusken i dens Rivt spiler Qvisten ei saa stivt som i mangen Veklings uden Liv sig Nerven under Huden. Gamle, nøgne Klippe, nu bedste Patriot er du. Hvor er nu, da Eeder springe, Fasthed uden i din Bringe? SIDE: 208 Blinde Klippe! Nu, hvi see ned paa al den Hjertevee? Ørnen dog fra Skyens Lande blikker ud ifra din Pande. Men fra mangen Ynglings fløj bort forlængst hver Tanke høj. Ve Begeistring, om den findes! Selve Hjertets Slag maa bindes. Tause Klippe! Ja det Sprog anstaaer godt Foragten dog for den Æt, som vrangt har stillet, Norge mit! din Friheds Billed. I dets Fjelde et er malt. Det er stort og idealt. Hvor republikansk de stige stormende mod Stjerners Rige! Skakastølens sorte Tind har et diktatorisk Sind. Derfor som Tribun Snehætten gjenner Magten ifra Retten. Gousta har, den gamle Skjald, sat sin Harpe, Rjukanfald, fast mod Knæ -- den vidt maa bære Fjelderepublikens Ære. Devovert som Curtius, sprungen fra sin Faders Huus, høje, gavlte Romsdalshornet staaer Hornelen, den Forlorne. SIDE: 209 Rige Moderkjærlighed af sit eget Smiil ei veed. Republiken ikke heller alle sine Dyder tæller. Kun ved Maalet, Gud har skabt, giver Liigheden sig tabt. Skjæret, som sig lavt kun speiler, ei til Diktaturet beiler. Hist dernede hedder det: kryb paa Andre -- det er let! Sig til Tusinder gjør Nullet. Lykken lægger Æg i Hullet. Egeberg fra Aar til Aar trofast Vagt for Dalen staaer. Derfor det i Fyrrelunden bærer Borgerkronen vunden. Hist dernede af den Mands Hoved rives Egens Krands som har meer, end Fjeldet Dalen, vogtet Friheden i Salen. . . Kom da, Elskte! med mig fly! Kjære Klippen graa har Ly. Trofast ømt vil den beskytte Kjærlighed i Sorgens Hytte. Vi belønne den sit Læ med et smekkert Rognetræ. Birken sølvhvid gjør ved Siden Liens Yndighed ei liden. SIDE: 210 Naar de begge sammenknoppe over Kløften sine Toppe, gamle Norge er, kanhænde, bragt forlængst til salig Ende. Folkets Stolthed af er kronet, Modersmaalet ud har tonet. Visn da, Træ, før du dig højner, at du ei den Rædsel øjner! Gid jeg Selv før Klippe blev! Smerten grov deri en Klev. Gid en Steen jeg blev fortryllet, højt paa Fjeld af Havet skyllet. Ak, jeg veed, min Brud, da hvad du af Himlens Gunst dig bad: Hybnen liig, den rosenfulde, lude over mig du skulde. KUNSTRYTTEREN (ALEXANDER GAUTHIER) Seer udaf Vindvet, smukke Piger! I ræddes vel ikke for Maanen? Da kunde den hevne sig slemt, naar den dalte bag Aasen, ved Alt at fortælle. Da vilde gamle hæse Graner om Kjærlighedsæventyr synge, og over den blegnede Røslyng endnu vilde fare en smilende Hvisken. SIDE: 211 Seer ud, seer ud, I ømme Øine, som troløse bleve hvergang Alexander, den skjønne Yngling, forbi eder tumled de rasende Hingste. Saa maatte Modets Gud afbildes, en Hvirvelvinds Dæmon, fordømt vel, men herlig; -- nei før, paa de Firespands-Sorte, en Engel, der tøiled Dæmoner. Hvor ubarmhjertig, stolt og sikker i Saligheds Overmod tumled han Spandet! Mon Han da, som egger Fortvivlelsens Rasen, paa Vinger kan stole? Dog egged I ham, I ham, Qvinder! til vildere vildere Legen med Døden. Dit Bifaldsblik følte han, blodlystne Ømhed, som Spandet hans Sporer. Se, som han stod der, slank som Fjedren, der vajede over Baretten, han syntes en Skabning af Jomfruers hede Indbildning, fremtryllet tillive. Ham hilste derfor qvalte Udraab . . . Vellystige Rædsel! Mon Drømmene vaagne? Jomfrulige Hjerte med lønlige Blusel ham troer at gjenkjende. Mon Hun forlængst engang har seet en Marmor-Apollo, og drømte om Guden? Hvad Rædsel at see da de Former af Marmor paa eengang at leve! SIDE: 212 Mon ubevidste Elskov skabte hos skyldløse slumrende Pige et Billed? Hvad Rædsel at møde sin lønlige Drøm og maaskee at forraades! Seer ud, seer ud i Maaneskinnet! Der kommer Han! . . . O den Fortræff'lige! under de fyrige Hovslag sig ei engang røre de nedfaldne Blade. Seer ud, seer ud i Maaneskinnet! End Lyset er klart og Skyggerne sorte. I disse sig levende Elskere liste, i hiint sig de døde. Seer ud, seer ud i Maaneskinnet! Der kommer Han . . . O den Fortræff'lige! Skyggen ei engang kan følge ham; Maanen ei fæste kan paa ham sin Straale. Hvad vil han i den øde Cirkus? Frels Himmel! der traver han udover Vandet. Dog kruses ei Bølgen, og Maan'glandsen under hans Fiirspand ei zittrer. Seer ud, seer ud, I ømme Øine! Med vellystig Angest I saae ham jo ofte? Der kommer Han . . Himmel! en skyggeløs Rytter paa lydløse Heste! Se, Maanen skinner gjennem Brystet! Hans Aasyn har Stjernernes Bleghed og Klarhed. Ak, grædende Jomfruer, det er den Skjørhed, som Englene elske. SIDE: 213 DE TO ELSKERINDER "Bliv ei" -- sa'e jeg til min Sofie -- "jaloux for hvad jeg fortroligt vil sige dig nu! Jeg har (o, da skulde I Øinene seet hvor herlige store de bleve medeet) . . Jeg har -- og lad Dette ei volde os Tvist! -- nok een Elskerinde, en Engel forvist." -- "Hvad!" raabte Sofie, "har Sandhed jeg hørt?" Og Brynet sig rynked som Nerven berørt. "Hvad, Troløse! Slip mig! saa slip mig!" Og frem, som Lyset fra dunkelblaa himmelske Hjem, ustandseligt strømmede Taarerne -- ak, saa hurtigt, at alle mit Kys ikke drak! "Ja Hun er en Engel, en huld Serafin. Dog ængste det Dig ei, Skjøn-Kjæresten min! Saa fager en Engel har Himlen ei havt: hist ligger min Attenaarselskov begravt." -- "Af døde Elskerinder," -- hun sagde med Smiil, -- "Du have saamange saamange du vil! Nei, alt overvejet, det bedre dog var, om kjær ei du Himmelens Jomfruer har. De trække din Tanke (og den ejer jeg) til Skyerne kun og ad Stjernernes Vej. De stjæle fra mig forat gi'e dig et Digt. Elsk kun din Sofie; thi det er din Pligt!" "Hun ligned den tendre Convolvulus blaa, hvis Klokker som Luftblomstre nedlude paa usynlige Stilke . . den Hulde forsvandt; at sige, hun "døde", det er ikke sandt. Af Menneskers Geister er hendes kun den, jeg frygter ei for, naar den kommer igjen. Om Natten -- det volder ei Angst eller Gys -- da kommer Gestalten i safirblaat Lys, SIDE: 214 naar enten jeg kalder min Attenaars Brud, hvad eller hun veed mig et glædeligt Bud. Da hører jeg nær mig en Stemme bekjendt liig Harpens Hendøen naar Sangen er endt." "Da førstegang Kjærlighed vaagned hos dig, da jublende kom Hun, Sofie, til mig. Som døende Harpe som dæmpet Akkord da lød ikke længer den Himmelskes Ord. En Rosenbusk stod ved mit Leje med fem halvtudsprungne Roser; medeet da fra dem et alfagtigt Lys strømmed ud, saa jeg grant hvert Træk i den Elskedes Aasyn gjenfandt, da ømt hun sig bøjed og jubled: "min Ven, vær rolig! Sofie dig elsker igjen. Som jeg Hun dig elsker! I denne Sekund jeg hørte dit Navn fra den Drømmendes Mund." "Inat, min Sofie, hun atter her var. Hun sagde: "hvis Elskov til Døden I har, da dig og Sofie, din Trofaste, vil beredes et Bryllup i Himmelen til. Jeg er hendes Brudemø, bær' hendes Slør, jeg Stjerner for hende ydmygelig strøer, naar op I til Evigforeningen gaae." Da sagde Sofie: "ak, elsker Hun saa? Hvad strøer jeg for hende, som elsker saa reent? At være min Medhustru har hun fortjent. Jeg vil hende elske som Søster med Lyst. Du har til os Begge en Plads ved dit Bryst." "Hør!" hvisked den Himmelske, saa vil din Brud i Himlen iblandt dens Serafer see ud: Det Aasyn, hun bærer der frydoversmiilt, er det, hvormed først i din Arm hun har hvilt; SIDE: 215 de samme langtstraalende Øine, som da du kyssed fra hende det hviskende Ja. Fra Armene Straaler udglittre for hver Velgjerning de signende uddelte her. De Lysvinger bære med Tankernes Hast din Viv ved din Side uskilleligt fast. Gestalten er Møens ved Alterets Fod, -- den blussende Bleghed, det blegnende Blod!" "Paradisiske Uskyld er hendes Gevandt. Den Brudedragt færdig paa Graven hun fandt: et Belte af Blyhed, af Rødmen et Slør. Den Moder bli'er Jomfru i Himlen, som døer. Igjennem den perlehalvdunkle Gestalt fremdæmrer et Stjernelys dæmpet og qvalt: en Glød af det evige Liv har hun faae't hvor Hjertet, det ædle og ømme, har slaae't, og derifra Straaler som Aarer udgaa; det pusler som forhen, arbeidende paa med dit at forenes, som dunklere rødt, fremgløder fra Brystet, hvis Sorg har forblødt." "Men siig" -- saa jeg Daare for iilsomt brød af -- "hvor ere de Børn, som Sofie mig gav? Hvi knæle de ikke om hende, som for Maria Madonna Smaaenglenes Chor?" . . . "Tys!" sa'e hun, "for hvert i sin himmelske Krands hun bærer en Rose af Morgenens Glands." Og over hiin Rosenbusk, da hun forsvandt, hun aandede let; og om Morgenen fandt jeg alle de Roser medeet sprungne ud, som bragt jeg idag har Sofie, min Brud. Dem gjemme hun skal til sin Høitidskrands; thi i dem er Forjettelser og Poesi. SIDE: 216 DAMEN MED HARPEN Hvor herligt, at bryde de jordiske Baand, faae Straaler for Been og for Støvet kun Aand! Men ikke fordi jeg da sejle kan paa de deilige Skyer gjennem Himmelens Blaa til varme Provenz og Helleniens Strand og hiinsides Asien til Tiniansland, til legende Vild i Uskyldigheds Dragt, hvor rigest Naturen er, herligst dens Pragt. Ei derfor; men da ind i Sjelene kan jeg skue saa frit som i Blomster og Vand, og Hjerternes Drømme jeg fanger saa let som Drengen de brogede Fluer i Net. Gud veed hvad det er for en Dames Portræt fra gammeldags nederlandsk Malers Palet, en kjærlig Veninde mig sendte igaar, i Atlaskes Kjole, med Sæt i sit Haar. Det Ansigt -- en sørgende La Vallière? vemodige Laura, som Graven alt seer? For nys med en Harpe har Fingrene legt -- de fine og farvte saa sygeligblegt. End Strengene synes at zittre som flød en Klang om det Hele tungsindigen blød. Hvis ikke det høres vanvittigen galt, det synes som om Melodien er malt. Hvad hændte? Jeg pludselig vaagned inat; thi drømmende syntes mig tydelig, at Sofie var kommen og sagde: "kun Mod! Min Elsker, du sætte paa Bølgen din Fod! Kom! lad os ei seile histover, ei roe! Thi mig forekommer det somom vi To, om trofast vi elske, kan Arm i Arm gaae paa Bølgernes Toppe henover det Blaa. SIDE: 217 Nu, Elskte, jeg vover det . . vover du ei?" Da vaagned jeg som jeg begyndte min Vej, ei angst, men forundret; thi Bølgen blev fast, og Skummet, vi traadte paa, til Alabast. Jeg vaagned. Igjennem det aabne Gardin paa Atlaskesdamen faldt Fuldmaanens Skin. Hun skinnede selv jo, det levende Liig! En Fosforglands spredte fra Ansigtet sig. Det lyste som dæmpede Lampes Krystal, og Strengene straalte med Glands af Metal. De Brabandterkniplingers florklare Spind sig letted og sænkte som Dunet for Vind; og Øjnene fyldtes med mørkeblaa Glands, og Læben -- o troer jeg, skjøndt vaagen, min Sands? -- Hun sang, og hun Toner af Strengene fik, vidunderligt tyste som Kildens Musik. "Min Harpe kun toner, af Geist gjennemstrømt om hvad din Sofie langtborte har drømt. Dig skal jeg, du Elsker! -- saa lød det -- hvergang hun drømmer om Dig det fortælle i Sang. Men tør jeg afbryde din Slummer med Sligt, for Mennesker Drømme, for Aanderne Digt?" "Hver Nat, skjønne Dame! -- jeg raabte -- O du af Kjærlighed død er, det ahner jeg nu." Og siden, Sofie, i Damen jeg seer vor fælleds Fortrolige, ræddes ei meer. Om Morgnen en Krands Immorteller jeg hang om Rammen, den matte og brustne, og sang: "Hvor herligt, at bryde de jordiske Baand! faae Straaler for Been og for Støvet kun Aand! Men ikke fordi jeg da sejle kan paa de deilige Skyer gjennem Himmelens Blaa SIDE: 218 til varme Provenz og Helleniens Strand og hiinsides Asien til Tiniansland, til legende Vild i Uskyldigheds Dragt, hvor rigest Naturen er, herligst dens Pragt. Ei derfor; men da ind i Sjelene kan jeg skue saa frit som i Blomster og Vand, og Hjerternes Drømme saa let faaer jeg fat som Atlaskesdamen Sofies i Nat." SVANERNES HØSTFLUGT Nu de vilde Svaners Hær flyer fra Norges sidste Skjær. Se, liig flygtende Stjerner, hist, se hist sig Toget fjerner! Med et maanskinsagtigt Lys Nordkap de bedækte nys. Over Lindesnæs fløjne bedre Hjem i Syd de øjne. Fjernt ved Nigers lunkne Bred agte de at dale ned. Med de jublende Skarer Nordens Sommerfryd henfarer. Atter tyknes mørk og tyst Høstens Skodd om Norges Kyst. Se den vældige Jette kommer ind fra Havets Slette! Han med kuende Befal trænger ind i dybest Dal. Hungrig, koldhjertet mejer han den sidste Blomst, den ejer. SIDE: 219 Han er blind, dog veed han godt højest Plads paa Fjeldets Slot, ruller hver Aften og Morgen ned at hærje Alt om Borgen. Højens rige Moderbarm alt som Taagen selv er arm, Dalen, jomfrufager, farveløs som den og mager. Han er døv, skjøndt han med Skræk jager hver en Smaafugl væk. Paa de bladløse Grene kurer traurig Trost alene. Hvo kan standse Skyens Gang, Svanerne, som op sig svang? Hvo kan raade den Skjebne, som skal Somrens Pragt afvæbne? Blomst af Dal -- der er ei een selv til fagrest Mø igjen -- Træets Krone fra Højen er med Svanerne bortfløien. Sidste luftblaa Spor er lukt efter deres lette Flugt. Kun med Aandernes Øre kan du endnu Hvinet høre. Først naar smuldret er dit Leer, dig forsvinder Intet meer. Let fra her og til Niger hører du hvor Svanen skriger. SIDE: 220 Fuglens Fjed i bløden Sky kan da ei dit Syn undfly. I vil træffe hverandre under Libyens Oleandre. O, at flye fra denne Kyst! O, hvor let! Kun sprængt mit Bryst. Jeg før Svanerne kunde hvile mig i Palmelunde. Derfor, Elskte, fast mig favn! Ellers Sjelen af sit Savn udaf stirrende Øjne jages efter de Bortfløjne. KONGENS ANKOMST Tør en banlyst Harpe lyde? Hvo vil Flodens Flugt forbyde? Paa dens Vover end ei flommed troløs Priis for Kongedommet. Frihed, Kjærlighed og Smerte tonte fra dens Aandehjerte. Republikens Kolonnader skinne bag dens Strengerader. I dens Dyb sig Idealer som i Tryllespeilet maler. Heller Syner mig forvirre, end en Løgn dens Malm skal irre! SIDE: 221 Før den fuld af Drømme hænge, end af kjøbte Messingstrenge! Serafimerkjæden vejer op ei mindste Streng den ejer! Kongens Riddersmænd om Skjalden sige dog, han er en Falden, lynildslagen og begravet dybt, som Ikarus i Havet. Vel! naar Dømtes Lovsang toner, Himlen sig med Dybet soner. Som to Naadenshorn de Tvende sig imod hinanden vende. Fuldt af Stjerner drysses Helved, og Dæmoner fylde Hvælvet. Konge! hvad, om dine Bolde ei som Skjalden af Dig holde? Hvad, om Kjærligheden svigter før din Ridder end din Digter? Hvad, om Æreporten lued usselt mod det Syn, han skued? Hvor St. Halvard kneise skulde, ligge Giller sex imulde. Da "Nu kommer Kongen!" brused, kom de alle frem af Gruset. SIDE: 222 Kalk fra Kalk og ud fra røden Tegl sig skilte Purprets Gløden. Langsmed Ladegaarden stiller sig i Rad de Konge-Giller. Tre mod Tre med Blus i Hænder. Højere Skarlagnet brænder. Som den Højeste i Skaren fremmest stod Jorsalafaren. Eisteins røde Ørn i Ryggen lyste blodigt frem af Skyggen. Ingis Beenrad, skjøndt den mindste, hvidere end Maanen glinste. Konning Carl, du ind i Staden rulled gjennem Kongeraden. Som du kom dem nær tilmøde, voxte Huldet paa de Døde. Da de saae dig, svulmed Barmen, Musklen gjød sig fuld om Armen. Øjet ud af Hovedskallen lyste kjækt som før paa Valen. Læben syntes end at klinge af en Tale endt paathinge. Kronerne som nye funkled, Øjets Glands dem dog fordunkled. SIDE: 223 Ha, det var et herligt Skue: Konger seks i Skarlagslue! Konning Carl, da fik du Fyldest: Norges Konger gav dig Hyldest. Sigurds Blik, det dunkelbrynte, "Dine Fiender Ve!" udlynte. "Hil dig!" laa paa Ingis Tunge. "Hil paa gamle Tomter, Konge!" "Tag ved Folkets Arne Sæde! Hvil dig i de Fries Glæde!" "Frihedsflammen dig ei brænder. Vi fra gammel Tid den kjender." "Uden den -- det har vi fristet -- fryser Troskabs Blod i Brystet." "Deri holdes Sværd i Hede for Normannakongens Vrede." "De i Glød, om du begjerte, slængtes i din Fiendes Hjerte." Saa de gamle gjenbesjelte Konninger til Kongen mælte. Folket dog ei saae, ei hørte andet end at Kongen kjørte. Synets Herlighed sig dulgte for den Flok, som Vognen fulgte. SIDE: 224 Gabende de blinde Stakler saae af Rækken kun dens Fakler. Men i Kongens Barm sig rørte alt hvad Skjalden saae og hørte. Vist hans Hjerte slog ei sagte, da han gjennem Oslo agte. Rullende paa dets Ruiner stod det gjenreist i hans Miner. Norges Storhed om sin Isse følte Kongen da tilvisse. Og i Sindet op sig stiller Raden af de kronte Giller. Nu igjen blandt Kalk og Stene ligge sammen deres Bene. Men meer skjønt end Kongeraden og det Lampetaarn i Staden, Drot, et Æresblus dig brændte i en Vraa, som Ingen kjendte. Gammel Enke sad ved Gløden, som du tændte an for Nøden. Og hun seer med Glædeszittren, Carl, dit Navn i Emmens Glittren. Enkens Tankespil Rosetter af Rubiner om det fletter. SIDE: 225 Skjønnere illumineret, Konge, har det aldrig været. Skjønnere det aldrig brændte end i Taarens Transparenter. Derigjennem klart jeg kjendte Himmelen, som, Carl, dig venter. Armodstaarerne, du lindrer, forud der som Stjerner tindrer. De af dig beklædte Spæde Purpurskyer for dig brede. Om dit Sværd Taknemligheden fletter Roser ifra Eden. Og Basunerne ved Dommen juble som dit Folks "Velkommen." LIVETS MUSIK LEGENDE (VED EN CONCERT AF VIOLONCELLISTEN GEHRMANN) Af Alt frembrød paa første Bliv et Liv af Liv, et Livsens Liv. Som Slanger Qvistene sig snoe'de, med synlig Aanden Græsset groe'de. Sig Palmens brede Blade rørte som Fuglens Vinger op og ned, endskjøndt de ikke kom afsted. Syringens Blad, somom det hørte, liig spidset Øre oprakt stod. SIDE: 226 Man Pulsen saae af Rosens Blod; og alle Markens Blommer vare som Læber, der med Smiil kun svare, som Øjne, der i Afstand dog forstaae at tale Blikkets Sprog. Det var et Liv af første Bliv, et Liv af Liv, et Livsens Liv. Men Alt var lydløst; lydløst Alt! Selv Bølgens høje Røst var qvalt. Som Hvælv af Luft henpaa hinanden de rulled tause over Stranden. Og Fossen styrted uden Gny, som Skyen glider over Sky. Og skjønt, men taust, som Marmel var det Skabtes første Herskerpar. De talte ikkun til hinanden med Haand til Læben og til Panden. Meer livligt Liv de leved dog, meer fyrigt deres Hjerter slog. Endnu, naar Livet højest stiger, fra Tungen Lyd og Mæle viger. Men gid i Barmens Dyb begravt de Marmorhjerte havde havt, for dødt og koldt til i sin Banken til Synden at undfange Tanken! Dog skede det i Blodets Varme. Men Herren ynktes med de Arme. Han ei dem knuste, som fortjent, men standsed Synden, som var meent. SIDE: 227 Før Tanken brød i Udaad ud, i Hjertet standstes den af Gud; men, til en Straf, og med det Samme Bevægelsen ved Livets Flamme. Ja, til en Straf, saa let som givet, Han tog Bevægelsen fra Livet. Medeet laa Floden i sin Dal som blaa Emalj, som fast Krystal. Men øverst oppe under Fjeldet som Marmorlag stod Fossevældet. Vel Fuglen fløj, men som paa Bly. Som Iis paa Vand stod Luftens Sky. Ei hvifted Vind i Lundens Haller. Den stod som Havenes Koraller. For Menneskets fortvivlte Blik Alt lignede et Mosaik. Forbandelsen var rædsom. Alle Serafer ned for Herren falde; men Ingen vover til hans Vrede for den fortabte Jord at bede. Da zittrede det Straalehav, som Thronen bølgende omgav; og, kløvende dets Lys, frembryder Almagtens egen Røst, der lyder: "Den løser Jorden fra min Vrede, som har en Kjærlighed saa stor, at han forlader Himlen for den arme Adams Skyld dernede." Men alle taug. Da Kjærlighed brast førstegang i Englens Hjerte; selvoffrende for Jordens Smerte vil Ingen svinge sig derned. SIDE: 228 Hos Englene, de Skrækbetagne, sank Vingerne, af Lamhed slagne. Selv Engelen "Barmhjertighed" kun lover Graad i Hjælpens Sted. Da lød en Røst, den Røst, som Stjerne til Stjerne toner i det Fjerne, det Harmoniens var, som talte, -- den Engel, paa hvis Vinger Gud Konturerne til Alt afmalte, før det blev til paa Blivets Bud: "Farvel, I Himmelske! Farvel! Jeg Jordens Liv gaaer at befrie. Det skal ei meer forstenet tie! I Jordens Liv ton ind, min Sjel!" Fra Himlen Tonens Engel svunden har sig til Støvets Læbe bunden. Den første Tone lød derfra: et jublende Halleluja. Da hvifted Bladene, og Bækken løb syngende igjennem Hækken. Som en uhyre Sølverstreng klang Fossen, spændt paa Fjeldets Hæng. I Skyen dirred Lærkens Lyst, og ud fra Droslens fulde Bryst sin Veemod tonte Sommerqvellen. Allivet ud i Toner brød; ja selv i Granens tause Skjød opvaagnede Violoncellen. HUNGERSNØDEN Stjerner! følte I, som see hele Jordens tause Vee, o, da saae paa den I ikke ned med saa krystalne Blikke, SIDE: 229 speilte jer med samme Kulde i dens Øjne taarefulde som i Isens blanke Øde! Gløde vilde I, og bløde Strømme ned af himmelsk Smerte. Ak, jeg tænker mig med Gru, at du har et Rigmandshjerte, skjønne Stjerne, siden du kan saa smilende nedsee hist hvor under Dalens Tage, jevnede med Bakkens Sne, Folket jordet har sin Klage. Hvo kan høre den? Og neppe Nogen af de Andre troer, Folkets Nød er fuldt saa stor. Under Vintrens Dødningteppe ned sig Hungeren har rodet, forat myrde uforstyrret, forat suge Hjerteblodet, stille, langsomt, uden Vunder, af de Arme ud derunder. Bredt er Fjeldet, uden Sti; Nabobygden faaer kun vide Rædslen paa sin egen Side; Vejen gaaer den Dal forbi; glemt og ensom maa den lide. Over den igjennem Ljaaren seer det brustne Øje, hvor som et Tagskjær Bræen groer, forat styrte ned til Vaaren. Spar din Angst for dine Kjære, Stakkel der paa Lejet! thi inden da det ogsaa være vil med alle dem forbi. SIDE: 230 O, jeg skulde kjende Dalen! Ingensteds saa grøn var Birken, ingensteds saa hvid var Kirken, ingensteds saa Bygget groe'de . . o, jeg skulde kjende Dalen, hvor de gamle Dyder boe'de! Gjæstfriheden stod i Svalen, indenfore ved sit Fad frydefuld Tilfredshed sad. Ak! nu maa jeg Skuur og Meise raade, at de ilsomt reise; Foraarskragen maa jeg raade, at han ikke flyer -- til Baade for sit eget sultne Skind -- i det Dødens Lukke ind. Ingen Vej fra Grænd til Grænd! Alle føgne er igjen. Arnen røg dog undertiden, men nu er det længesiden. Mon ei Folk paa Gaarden er? Ingen Sti til Fjøset meer! Hvor mon Gjenterne da føite? Høre de ei Koen hrøite? Hvor fortvivlet og hvor hæst! Ve, den Stakkel indelæst! Hvorfor jog man Nissen væk? han, som lægger Halm i Baasen, Salt i Krybben, Hø i Hæk? Han, han kunde sprænge Laasen. Een -- o, er der Liv endnu? Een har hørt det, og med Gru. Gjenfærd af en Mand, som lever, inde sig paa Lejet hæver, hvor han Liget har ved Siden af sin Ældste, skjøndt en Liden. SIDE: 231 Dybt indsjunkne Øje flammer end engang af rædsom Jammer. Han vil op . . hvad vil han? Der findes jo ei Halmstraa meer? Løvet slap før Kyndelsmisse. Døden, Døden er den visse. Mandens Øje taages atter. Med en Hulken som en Latter synker ned han ved sin Lille, den, der blev medeet saa stille. Stjerner! o I ikke skue kunde i den mørke Stue. Ellers eders Straaler jaged borende I gjennem Taget; eders Glands i Melk henflød for at lædske Denne der, som saa skyldløs var som jer, men nu ligger stiv og død. Det er koldt og mørkt paa Gruen. Alt en Uge slukt er Luen. Thi saa længe er det siden Konen gik med nok en Liden ud paa Bygden, for at friste Liv i Den, hun mindst vil miste. Mødre vide det: den Sidste: Den, hun fødte under Juul. Ve, hvor har hun nu sit Skjul? Hvast har Snoen siden strøget; rædsomt har det siden føget; Svalen ligger fuld; for Sne kan man ei af Vindvet see. SIDE: 232 Tys! det banker paa det, banker, "Anne!" -- sige Mandens Tanker -- "Anne, kommer du engang?" Ak, det er en sulten Skjære, som ei længer kan sig nære, og nu gjæste vil hans Trang. Om en Stund igjen det rusler, som om En ved Arnen pusler. "Anne, er du der? du maa nøre op; jeg fryser saa. Vandet, Anne, som du satte, ved din Bortgang, her ved Sengen, frøs tilbunds den første Natten; og jeg troer, at ei med Drengen det er rigtigt; men se selv! Han saa stille blev iqvel." Lyden, ak, er Vindkast bare, som igjennem Piben fare. Liig en Aand, der halvt sig former, men igjen i Jorden siiger, Asken er det kun, som stiger op tilvejrs, naar ned det stormer. Det er Nat. Den Arme vide kan ei i den mørke Stue, uden Dag og Arnelue, i sin sløve Vanvidsblund, hvad det lange Døgn mon lide. Anne i den samme Stund under Skovens vilde Træ søger for sin Spæde Læ. SIDE: 233 Ve! Hun har ei meer i Brystet. Ud det Sidste har hun krystet, blandet det med smeltet Sne. Ve! der er ei mere! Ve! Stjerner, o I samme, som, tændte an i Nattens Dom, glimre nu herovenover Syndeverdenen, som sover! . . Stjerner! Moderens Elende blikked ned I Stolte paa . . ak, hvor kan I funkle saa? En Ulvinde gik rundt Hende med ærbødig Ømhed, sænkte ned sit mørke Blik, og tænkte vel paa sine egne Smaa. Arme Mose, hvor Hun sad, ønskte kun at kløve Sneen, række op til Moderveen i sit hvide bittre Blad fuldt og sødtanrettet Fad. Gentianen gjerne vilde sine Sommerkroner spilde, blot den kunde skyde strax op i Hendes Skjød et Ax. . . . Tys! Hvad er det? Qvinden speider. Gjennem Sneen det arbeider. Lys nu, Stjerne! Hjælp nu Gud! Det er Hjælp: et Kongebud! Carl Johan har seet Nøden; Han vil frelse dem fra Døden; Han vil Folkets Jammer binde; Han ei kjender anden Fiende. See som Stjerner da hans Øjne, op blandt dem om Natten fløjne? SIDE: 234 Faaer han Meldinger i Salen da af Ørnene fra Dalen om hvad i dens Dyb de saae? Bragte Drengen da, som laae, ved sin Faders Hjerte stivnet, i Sekunden gjenbelivnet med en Engels Form og Sands, Klagerne til Carl Johans? ASYLBØRNENES SANG DEN 1STE MARTS 1839, TILEGNET DAMEFORENINGENS NÆRVÆRENDE OG TILKOMMENDE MEDLEMMER Mel. Lille Clara bliv ei vred paa mig ha! træffes vi, undgaaer han knapt!" En Hyrde hører det, og mæler: "Bag Bjerget, i hin Egeskov den Vældige i Skyggen dvæler. Jeg er beskyttet for hans Rov ved maanedlig at give ham i Told et Lam." End talte de, da Løven (som tilfældigviis) med Brølen kom og Praleren paastedet (som tilfældigviis) sig vendte om, og løb saa rapt, at Folkerygtet har nævnt det stygt, men sandt: han flygted. Ja, Hyrden har fortalt, at ei engang han Tid til Afsked fik, men sprang, saasnart han øined Løvehuden, nok den foruden. Hvor Mange mellem Os, der førend Krigens Fare de største Helte vare, løb ei ved første Skud fra Glommen og til Moss? BYSTEN OG RÆVEN (FABEL EFTER LAFONTAINE) Et Æsel dømmer efter ydre Skin, men Ræven trænger alt til Grunden ind; SIDE: 236 beskuer skarpt sin Mand fra alle Kanter, og seer han, Klæderne og Diamanter ham laaner Værdet kun, da tager han -- som engang en af hans Forfædre gjorde om Billedet af stor, henfaren Mand -- saalunde sandt, men spottende tilorde: "Hvor skjøn en Pande! Øiet som en Stjerne! O stolte Hoved, blot du havde Hjerne!" GRÆSHOPPEN OG MYREN (FABEL EFTER LAFONTAINE) I sin Eng Græshoppen sang hele Somren varm og lang, lod saa inderlig elskværdig hjerteglad, tilsinds saa let, næste Dag sig selv forsørge. Somren har jo Maden færdig? Hvi da med Bekymring spørge om at blive daglig mæt? Men da Vintren kom og mejed sidste Straa, som Marken ejed, da nu i det Altings Øde Larven selv ei fandt sin Føde, drev den bittre Sults Elende hen til Myrens Hytte hende. "Kjære Nabokone, hør!" -- saa hun bad ved Myrens Dør -- "af Medynksomhed og Naade giv mig Lidt til Levemaade! Paa dit Stabur og i Laden har du neppe Rum til Maden. Og med Renter skal det alt bli'e til Sanktehans betalt." SIDE: 237 " -- Søster, Sommeren er lang: siig mig, hvad har du bestilt?" " -- Troer du kanske jeg har hvilt? Hvad bestilt? I hvad! Jeg sang, dyrkede med rastløs Flid jo Musik den hele Tid? Det mig undrer, om mit Spil ei du ofte fik at høre. Kunde jeg vel bedre gjøre?" "Søster, nei; men dans nu til!" BONDEN OG ORMEN (FABEL EFTER LAFONTAINE) En Bonde fandt i steenigt Røs en Orm, som noget rædsomt frøs. Der laae den næsten uden Liv, med Riim bedækt og Pindestiv. Det syntes Bonden noget grumt, skjønt Orm ei ellers var hans Dyr; han bar den hjem -- og det var dumt -- og varmed den ved Arnens Fyr. Men Ormen -- o det Skarn! af Varmen var neppe halvoplivet før den bed sin Redder dybt i Armen, ja dybt og giftigt . . Manden døer. O Norrige! hvor Du er tidt af fremmed Slange skadebidt! De i din varme Arne ruged, de Blodet af dit Hjerte suged! Du gav dem kjærligt Ly og Brød. Det blev din Bondes bittre Nød. SIDE: 238 SERENADE (EFTER DET TYDSKE. MUSIK AF E. SCHMUCKERT) Sagte, Luth, som Aftnens Vinde hviskende i Lindens Top! Sagte, at min Elskerinde ei inat du vækker op. Let paa dine Toners Strømme flyde Slumrens Trylleri! I det skjønne Liv idrømme hører hun min Melodi. Naar Zefirer Tonen føre gjennem hendes Vindu tyst, vil min Elskerinde høre, hvor det klinger i mit Bryst, hvorfor Harpens Strenge løde stormende af Skjaldens Fryd, hvis han lytted, naar de døde hen i stille Vemods Lyd. Da en Gud idrømme leder salig mig til Hendes Bryst, og hun hører Elskovs Eder, og hun føler Elskovs Lyst. Og naar Kinden rosensprænges af det første Gry, som randt, drømmende min Elskte længes efter, at det Alt var sandt. SANG FOR SKYDESELSKABET "KRISTIAN AUGUSTS VENNER" Mel. Svøm trygt paa Codans Bølge. O Fædreland, Du ejer hver Normands Arm og Blod! Tvivl ei da om din Sejer saalidt som om hans Mod. SIDE: 239 Han slumrer ei i Freden: Paa Fienders Overmagt saa vak som Ørn i Reden Han vaager paa sin Vagt. Om Sværdet ved sin Hofte Han end ei drager ud, trofaste Rifle ofte maa ned til Prøveskud. Det Bly, som Maalet rammer, vel rammede sin Mand, om Krigens vilde Flammer slog om vort Fædreland. Selv Byens stille Borger ei dæmpe kan den Lyst: Han vælter Dagens Sorger en Aften fra sit Bryst. Han i det Grønne øve vil Ungdomsdont igjen: sin Rifle vil han prøve, Den er hans ældste Ven. Flyv sikkert da, vor Kugle! Tør hænde, Du engang kan træffe andre Fugle end Glædens paa vor Stang. Om Ørnesværmen bryder engang fra mørken Øst, paany blandt Normænd lyder Kolbjørnsenernes Røst. Et Hurra, Skytter gjæve, da for vor Kappedyst! Et freidigt Hjerte leve i hver en Skyttes Bryst! SIDE: 240 Vort høie Hurra hvifter fra Skjoldet Tidens Rust -- et Minni for vor Stifter, for Kristian August! SMUKKE SKYER Se hist, min Elskede, hist, hvor Dagen til Hvile lægger sig paa Skarlagen, hvor Solen dalte blandt Skyer gyldne og purpurmalte! Se der i Vest i hine svømmende skjønne Lande, først der, kan hænde, sit Vuggeløfte vil Skjebnen sande, at jeg, din Elsker, skal blive Præst. Den Straale hisset i Luften jaget er Kirkespiret, hint Gyldne Taget! Hint Violette derudenfor er en Blomsterslette. De mørke Lag, af Straaler brudte, er Lunde dunkle, Hint Røde Hjemmet . . . o se, Vindverne gyldne funkle! Vi kunde være der end idag! Din Guitar vil paa sin Plads at hænge du finde, Elskte, med Straalestrenge. Og dine Blommer i Vindvet hilse dig, naar du kommer. Derudenfor i Leeg paa Engen sig himmelfødte Smaaengle tumle, for hvem ei moderlig Smerte blødte. . . Dit Hjerte føler, o en er vor! SIDE: 241 Omkring os, Elskte, i glade Skygger en salig Menighed boer og bygger, hvor henrykt Folket min Lære seer i dit Aasyn tolket! Dit Klædebon de kysse Alle med Sammenstimlen omkring dig, Hustru, naar hjem fra Kirken igjennem Vrimlen vi vandre begge to Haand i Haand. DEN NORSKE ALMUESTALSMAND [fotnotemerke] Den hedeste Flamme i Nordmandens Indre er Had mod Tyranner, de store og mindre. Den fyrige Dyd han af Fædrene lærte. O den er den glødende Marv i hans Hjerte. Ve Den, som tør Norriges Grændseskjel flytte! og Den, som tør krænke den Fribaarnes Hytte! Ve Den, som tør bryde hans Lov! thi han kalder jo Loven sin Konge fra Fædrenes Alder? Saa vildt da som Blodet i Aarerne syder, ei strømmende Hav gjennem Sundene bryder. Fotnote: Forfatteren har for Øje Bonden Kristian Jensen Lofthuus fra Nedenæs, som efter 10 Aars Fængsel paa Agershuus som Statsfange døde sammesteds 1797, udømt af Højesteret, men af en Special-Kommission dømt til Festnings- arbeide paa Livstid for at have bragt Almuens beføjede Klager over de danske Embedsmænds Undertrykkelser for Kronprindsen, den nuværende danske Konge. Han kunde kun blive fanget ved List, da en frivillig Liv- vagt af bevæbnede Bønder omgav ham, og denne Daad skaffede dem, der havde Deel deri, Befordring og Gratialer. Agitationen strakte sig over den hele østlige Del af Kristiansands Stift. Ovenstaaende Sang har en bekjendt Almuemelodi. SIDE: 242 Han vexlende blusser og blegner af Harme. Hans Nag er som Jernet, der gjemmer sin Varme. Godmodige Døl blier den voldsomme Bagle. Tæm Ulven da heller! sæt Bjørnen i Skagle! Men op til den Mand, som brød Lænke isønder, hvor ømt dog som Børn see de trodsige Bønder! Den bryder en Lænke, som nævner en Klage. Det stønnende Echo dog bliver tilbage. Den bryder en Lænke, som ikke vil bære, at Retfærdens Tjenere Bygden fortære. Den bryder en Lænke, som strider tilthinge, som modigen hjælper forkuede Ringe. Hans Navn er et Echo i Norriges Dale. Han kan deres Tusinder Øxer befale. Se rædsomme Strøm af opløftede Biler med blaalige Glimt nedad Dalene iler! Men foran er Han som et levende Banner, der hedest tør hade Nationens Tyranner. Hvor Helten for Folket af Glædesblik hyldes! Ak, bedre det var, om med Taarer det fyldes. Thi visselig døer han for Folket: afvæbne han kan vel Tyranner, men ikke sin Skjebne. Fra Slumrendes Hoved han Slangen nok slider; men lynsnar ham selv den tildøde da bider. Som Fossene styrte, naar højest de svulme, han døer af de Kræfter, han ikke kan dulme. SIDE: 243 Han døer af et Hjerte, der sprænges af Flammer, og taaler ei Hulken af fremmede Jammer. Det voldsomme! tæm det! o kom dog med Lænker! Thi Bønderne fryse, og Høvdingen tænker. Som Lynet af svulmende Skyer fremglødes, hans Tanker af voldsomme Følelser fødes. Mon Bloddryp af Kristi hans Hjerte har faaet? Thi stærkere har ei et Menneskes slaaet. Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager? Mon Gud ham som Ild gjennem Dalene jager? Hvi udsaaer den Ædle, som elsker saa Freden, i Menneskesindet kun Naget og Vreden? Dog blegne maa mangen Seraf, som sig maalte med ham, da hans Aand frem i Himmelen straalte. Hvi elsker han ikke en Qvinde? O kunde hun ved hans urolige Hjerte vel blunde? Dets Blodstrøm forlængst er i Jorden nedrundet, og Aanden en svalende Stjerne har fundet. Der hades ei mere; thi Guddommen fjerner Tyranner og Djævle fra Frigjortes Stjerner. ROBERT MAJOR Hvor yndigt maa ei Irland være! dets Skov hvor mørk! dets Høj hvor grøn! Hvor ligt Slavinden ei, hvis Ære er Skjønhed og en Helt til Søn! SIDE: 244 Som hende elskes det med Flammer af Smerte og af Kjærlighed. Dets Toner i Balladens Jammer forfølger Emigrantens Fjed. Did først og saa til Himlen vilde Den gamle graa Republikan. Han saae, da han i Døden smil'de, "the Emerald of the Ocean." En Slægt, hvis Blod er koldt og vandet, forbauset fatter ikke, hvi den Dødes glade Smiil er blandet med zittrende Foragt deri. Som var ham Døden kun en tæmmet og lydig Ørn, han kalder den, at bære iilsomt ham til Hjemmet, og derifra til Himmelen. Den Eneste, som Han vil tvinge, den Fitzgeralds og Tandys Ven, er Dødens Magt, at den skal bringe ham til det elskte Erin hen. Hvor yndigt maa ei Irland være! hvor yndigt for at elskes saa? Han ønsker Himlens Bund maa bære sligt Grønt, hans Barndom hvilte paa. Han vilde did med Magt -- hvor syndigt! Med Magt han vilde did igjen. Men Irland, hvor er Irland yndigt! og hvor barmhjertig Himmelen! SIDE: 245 TIL EN PEBERSVEND Mel. Gubben Noah etc. Vinen herlig, Vennen ærlig, da det gaaer nok an, at man tyst fordrager Pebersvendens Plager, da undværlig er en kjærlig Pige for en Mand. Men til Kulde blev dit fulde Hjerte ikke skabt. Ve den stolte Synder, hvem ei Qvindens Ynder ildbeliver, saa han giver Konseqvensen tabt. Ingensinde vil en Qvinde træffe Barm meer øm. Venlig aaben er den for den hele Verden. Gid hun bare maatte svare til din Ungdoms Drøm! Speid, mit Øie, dybt og nøie i det fulde Glas! Gid jeg der maa finde Billed af en Qvinde, som kan være Dig, min kjære Hjertensven, tilpas! GANGSPILVISE OM BRIGGEN "JONAS ANTON HJELM" 1839. Hurra for Jonas Anton Hjelm! Singsalli-joh! Hvo ham ei ærer er en Skjelm. Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra for Singsalli-joh! : : Hurra for Skuden med hans Navn! o. s. v. Hurra paa Sjø! Hurra i Havn! o. s. v. Han var for Norge Hjelm og Spjud. Tilsidst han frie'de Flaget ud. SIDE: 246 Han er vel værd sin egen Sang. Han slog for Flaget mangen Gang. Han er vel værd en Æresskaal. Hans Tale var som Ild og Staal. For Ham bør heises Flag og Gjøs: naar Hjelm tog i, var Fanden løs. Saa langt som norske Skibe gaae, fløi op det Røde, ned det Blaa. Men havde Jonas Anton tie't, var Flaget endnu ei befrie't. Nu kan vi seile hvor vi vil, Levanten fra Levanten til. Nu kan vi seile uden Skam. Men aldrig skal vi glemme Ham. Han boer paa Alby tæt ved Moss. Let der paa Hatten din, Matros! Der har han fundet sig en Havn. Men over Havet gaaer hans Navn. Det staaer forgyldt i Briggens Speil. Gid støt den gaae for fulde Seil! Gid den maa kløve Sjøen godt! Saa gjorde Hjelm, den Patriot. Mod ham gik Modgangsbølgen højt. Kløv væk som Han i Fraad og Sprøit! Knib op i Vinden som han kneb! Lad staae som Han foruden Reeb! SIDE: 247 Og hvor du ikke lænse kan -- Du baute did du skal som Han! Men lænser du for Bovenbram -- saa før det Flag, som glæder ham! Gid Lystighed maa boe ombord, saavist som Vid i Hjelmens Ord! Gjør Rederiet dygtig Gavn! Det gav dig jo saa vakkert Navn. Træf blot ei Skib i aabent Vand, med Navn, forhadt i Norges Land! Thi Hjelm og slige enes ei. Gaa Du til Engelland din Vei! Det gjælder Bogspryd eller Mast. Thi Hjelmen støder altid fast. Far svint som gjennem Luft en Sjel! Bring Hjelm iblandt en Flaske Ale! Gid hvert et Pust, i Seilet kom, Singsalli-joh! paa Alby aabne maa en Blom! Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra for Singsalli-joh! : : ILAND OG OMBORD I ORKAN (EFTER DET ENGELSKE) Mel. Der var engang en tapper Mand. En stærk Orkan en Nat kom paa, bjerghøjt sig Bølgen hvalte. SIDE: 248 Ben Buntline snuede paa sin Skraa, til Billy Bowline talte: "Nu kuler ret Nordvesten, Bill! Hør hvor han dog kan bruse! Gud hjælpe dem, som holde til iland i sine Huse!" "De dumme Byfolk -- blot betænk, hvad Fare de dog vover -- Hvermand nu skjælver i sin Bænk forat faae Taget over. Nu os misunder hver iland -- paa det jeg frit tør bande -- den Lykke, at i slig Orkan vi er paa frie Vande." "De Stakler, som al Dagen lang maa udenhuse slide, og søge seent paa Nat engang til sine Koners Side! Mens Du og jeg udi vor Køj i Ro og Mag har sovet, Gudsdød, hvor Skorstenspiber fløj omkring de Godtfolks Hoved!" "Og ofte har vi Sjømænd hørt hvad Ondt i London times: bestjaalen snart, snart overkjørt, og snart til Brand der kimes . . -- kortsagt de Byfolk har skam ei for godt fra Prinds til Skrædder. Nei Gudskelov, at Du og jeg har Hjem paa Dækkets Brædder!" SIDE: 249 OPSANG FOR "KRISTIANIA PAKET" (Mel. Den engelske Opsang: Have you been at Greenwich fair, bonny Lady, Highland-Lady? Have you seen a Lady there, bonny Highland-Lady?) Terne rap og Maage let kan sig svinge paa sin Vinge; men omkap med vor Paket Ingen strækker Vingen. Maagen sank paa Doggerbank, træt af Hasten, ned paa Masten. Kun med Os en Albatross følge kan paa Bølge. Albatross, Haakjærringbrand, Springerhvale ud maa hale, som med os til Engelland vover Farten over. Knap John Bull troer ret han seer, naar alt Stavnen er paa Havnen. "Wonderful! Allready there? Flies thou through the skies?" Engelland er fagert grønt; men bag Norges Klippeborges høje Strand et Land meer skjønt, Venner, vel vi kjender. Til dets Kyst staaer helst vor Lyst. Englands Jenny Betsy, Fanny ei med dem i Troskabs Hjem taale sig at maale. Englands Ale har Sjel og Geist. Bedre qvæger dog et Bæger for mit Vel, der langt har reist, buden mig af Bruden. Norge fra og Norge til lad Paketten Havsenssletten kløve da med fyrig Iil! Hurra for Paketten! SIDE: 250 SYTTENDE MAI-VISE Mel. Singsalli-joh-Opsangen. Hvert Land af Godt og Ondt har Sit. Singsalli-joh! Jeg holder nu paa Norge mit. Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra! for Singsalli-joh! : : Om Sjelland flød som Grød i Smør, o. s. v. Jeg meer af mager Frihed gjør o. s. v. Var Jylland -- ja en Fleskeskank, den kjøber jeg for Norges Bank. Ja heller Frihed uden Flesk End feed og smørret Trældom besk! I Sverrig var jeg og til Gjæst. Hver finder sig nok hjemme bedst. I Stockholms Borg boer Kongen godt. I Norrig er hver Barm hans Slot. I Rusland kneiser Byg og Rug. Men Slaven kryber paa sin Bug. I Polen voxer Hampen høj. Deraf blier Russe-tampen drøj. Hollænderen har Guld endnu. Men ei en Normands muntre Hu. Han sidder over Glasset stur. Sligt stemmer ei med vor Natur. SIDE: 251 Og aldrig skjænker han sin Ven. Med ham jeg deler Skillingen. St. Paul gjør Engelskmanden kry. Snehættens Top gaaer højt i Sky. Den Londons Luft er mørk og tæt. Men hjemme aander jeg saa let. Hurra for Britten! Han er fri; Og dygtig Sjømand jo som vi. I Frankrig søde Druer groe. Vi drikke hjemme dem iro. En Franskmand har sit hvide Brød. Mit sorte gie'r mig Marv og Kjød. For Republiken flød hans Blod. Men Thronen staaer dog hvor den stod. Han frister vel endnu engang, Da skal han faae en Æressang. I Spanien Laurbær groe som Lyng. Men pas dig der for Dolkesting! Der voxer gylden Appelsin. Den bringer jeg Allerkjæresten min. Og hvor jeg foer dybt i Levant, min norske Hjemvee dog mig fandt. I Torreviz og Setuval Jeg mindedes min Fædredal. SIDE: 252 Jeg mindedes min Faders Huus. Og tog mig saa iland et Ruus. Og hvorsomhelst dets Frihedsdag laae Skuden stolt med Norges Flag. Og Portugis og Spaniol -- Singsalli-joh! fik høre Syttendemajens Skaal. Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra! for Singsalli-joh! : : TEMPEL-SKALDEN, UPPSALA-ÄRKEBISKOPPEN JOHAN OLOF WALLIN Det är en sorg hos våre grannar: der liggar Ärkebispen blek. Men blekare dock Sverge sannar sin harpas död bland Zittrors lek. Wallin är död. Som menigheten, när orglet tystnad, Sverge står. Dess saknads tårar för poeten är herrligst glans kring bispens bår. Hans hand har hvilat på min hjessa. Den lagerlös då är berömd. Han signadt mig; det var en mässa, som kunne frälsa en fördömd. Brann af Apostlaeld hans finger? Ty strax jag sjöng hans modersmål -- det sköna, som af silfver klingar, det stolta, som har ord af stål. SIDE: 253 Nu kall din hand på pannan bäfve! Den brinnar af en smärta; ty inom den dör (Nationen lefve!) hvar enda dag en poesi. De föds väl starka nog, men dömda sin tunga från af denna slägt. Men anderna, till himlen römda, tag, helgon, i din varotägt! Till diktens himlahvalf du söka, förblödda skaldestyckes själ! Småänglaskaran du föröka kring tempelskaldens harpospel! NY VISE OM OLE PEDERSEN HØILANDS SIDSTE MÆRKELIGE UNDVIGELSE FRA AGERSHUUS FÆSTNING NATTEN TIL DEN 17. SEPTEMBER 1839. Melodi: Malebrok er død i Krigen. Major Glad maa nu sig græmme: -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ola Høiland er ei hjemme. Han er gaaet i grønnen Skov. Han er gaaet i grønnen Skov. Han er gaaet foruden Lov. Major Glad maa nu sig græmme: Ola Høiland er paa Rov. Men hvem kan vel sligt begribe? -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ole sad i slig en Knibe, : : Men nu er han fri som Fugl. : : Og Gud veed hvor han har Skjul. Ja hvem kan vel sligt begribe, Hvor han nu vil holde Juul? SIDE: 254 Major Glad og Commandanten -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Saae nok efter, men ei fandt'en : : Fuglen var ifra sit Buur : : Fløjen ud i Guds Natur. Major Glad og Commandanten Fandt at Ole var paa Tuur. I et Taarn, af Volden skygget, -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Var et Buur af Bjelker bygget. : : Alt forsvarligt var og godt, : : Muren tyk som paa et Slot. Pladsmajoren var betrygget. Alt forsvarligt var og godt. Men den fule Ole tænker -- -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Paa Spektakler kun og Rænker, : : Og paa Friheds søde Lyst. : : Thi den boer i Slavens Bryst. Under Vægten af hans Lænker Hvisker den ham Haab og Trøst. Ole sad begloe't af Flokken -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Dagen ud ved Dreierblokken. : : Men han længtes til sit Hul; : : Thi han virker der i Skjul. Ole længes did, mens Blokken Svarver rundtenom hans Hjul. SIDE: 255 Fra naar første Hane galte, -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Naar den stille Midnat dalte : : Til det gryede lidt ad Dag : : Brugte Ole flink sin Saug. Den var liden, tynd og skralte Ved hvertandet af hans Drag. Dog kan ingen Snedker byde -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- (Ja selv om han var en Jyde) : : Bedre Mesterstykke frem, : : End han Ole Høilands Lem. At den Taushed ei skal bryde Gie'r han den en Klædesbrem. Ja Taalmodigheden plejer -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Over Alt at vinde Sejer. : : Og saa gik det ogsaa her. : : Ole gjennem Gulvet skjær. Ole er om Dagen Dreier. Han om Natten Planker skjær. Under Gulvet er en Kjælder -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Og han fandt vel Intet heller. : : Havde Glad blot vidst deraf, : : Havde han nok fyldt den Grav. Men nu Ole fandt en Kjælder. Og den ham hans Frihed gav. SIDE: 256 Nu som Rotten frem sig gnaver -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ole løs paa Muren graver. : : Som om Graasteen kun var Grød, : : Gjennem Alen tre han brød. Under den et Hul han laver, Som han op i Tørven skjød. Nu en Nat da fælt det regned, -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Syntes Ole godt det tegned, : : Og han aabnede sin Lem, : : Sneg sig i sin Mine frem, Kom saa udenfor Hegnet Om sit faste Fængselshjem. Uden Vagten først at bede -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ole har forladt sin Rede, : : Over Muren er han alt. : : Men hvor nu, er ei fortalt. Pladsmajorens Harm og Vrede Er ei heller let afmalt. Ole er i Skoven gangen -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- For at høre Fuglesangen. : : Men den Sang, som Vi har hørt, : : Var at Trommerne blev rørt, Og at reist er Krudttaarnsfangen Førend Føret ret blev tørt. SIDE: 257 LUDVIG MARIBOE Nu tom er Haanden, træt og tom, der skjænkte Norges Fattigdom meer Guld, end nogensinde dette, om det har Hjerte, kan forgjette. Hvor famler den i vildsom Leeg omkring hans Pande høj og bleg! Den efter Borgerkrandsen leder, som, Normænd, han jo fik af Eder? Nu har han ikke mere Guld, nu vil han samle Haanden fuld af Egebladene -- det Sidste at give Norrige, han vidste. Dem vil han over Norge strøe. Først da han synes han kan døe, naar Landet han sin vundne Ære kan segnende igjenforære. Hvor smiler Han! hvor glad og stolt, somom han Rigdomshornet holdt, og kunde drysse ned som Gave i Norges Skjød Aladdins Have. Hvor smiler han, idet han strøer! Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør! Det er dit Haar, af Kummer blegnet, ei gyldne Blade, ned du regned. Thi Folket gav dig ingen Krands. Det har en kort Erindringssands. Det kommer først med den paa Baaren, og troer at sone Alt med Taaren. SIDE: 258 Men jeg vil med taknemlig Aand dig kysse, magre, blege Haand, som Norrige, min Moder, skjænkte vel meer end eengang, da hun trængte. Og jeg ærbødig see vil i hans vilde Feberfantasi en Blomst, som, da han har ei Andet, hans Aand har skudt for Fædrelandet. Thi hør hvor tit Han nævner det! og hvergang rødmer Læben let. O, skjønne Tankeblomme, gløde du vil paa Læben om Han døde! KONGENS SKAAL I CHAMPAGNER Champagner er min Yndlingsdrik, og ikke min alene. Den funkler med Demantens Blik, som Vand af Ædelstene. Ja Edens Himmel efterlod sit Solskin i dens Druer. Den bruser som Serafens Blod, naar hans Begeistring luer. Blandt Vine skjøndt Aristokrat, den bundne Vid befrier, og maler i sit Dyb en Stat af skjønne Fantasier. SIDE: 259 Gid altid for alt Skjønt og Ret, i Fred og i Kampagne, vort Sind maa være lyst og let, og fyrigt som Champagne! Hvad Syn er skjønt vel som mit Lands den gamle, vakkre Konge? Og gives større Ret end Hans til Lov fra Skjaldens Tunge? Der staaer Han som om Harald brød sin Kjæmpehøj paa Karmen! Hans sorte Lok er sølvbestrø'd som gammel Ørn om Barmen. Hans Blik, som nylig funkled saa, kan som en Moders drømme. En Skaal for Hvad han tænker paa jeg freidigen tør tømme. Paa Norge tænker Han, om det Han end en Nød kan lindre. Skaal, Konning min! Alt Skjønt og Ret vi skulde jo erindre? Paa Nødens Taarer tænker Han . . Ve mig, mig Vinen brænder! En Viin af Diamanters Brand var mellem mine Hænder! Tilgiv mig, Armod! for din Ven mit Hjerte den har drukket. Nu staaer jeg angrende igjen, som om min Engel sukked. SIDE: 260 O Vinternat, o sval min Sjel, du kolde og du dunkle! Ha drikke I paa Kongens Vel, I Stjerner, som saa funkle? Er' I Pokalerne af Guld, hvoraf de Engle drikke min Konges Skaal? Af Perler fuld staaer en i Folkets Blikke. Thi hvis den Graad, Han Lindring gav, laae udsprængt over Jorden, da tindred Bjergene deraf som Natten over Norden. Det er et herligt Kongedom af undertvungne Smerter. Af Roser grændses Persiens om, men Carl Johans af Hjerter. Det varmest glødende i det i Aften frem sig hæve! I Aften er det skjønt og ret at juble: Kongen leve! FIRE DRAMBITER Flere drukne i Finkel Aar om andet, end i Vandet. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen, at ei den qvæler dig i sin Omarmen! SIDE: 261 At gaae i Værtshuus ind, er ikke Sagen; men -- at komme ud igjen. Kortenspil og Brændeviin -- hver af disse har tilvisse været Mangen Mands Ruin. HAANDVÆRKEREN OG BONDEN Haandværkeren Jeg maa mine Hænder bruge hele den udslagne Uge, for jeg eier ikke Land; er dog lige sæl en Mand. Bonden Vakker Grøde paa min Muld er mit Guld. Ere Skattens Skjepper druge, kan jeg vel med Guds Hjælp knuge ogsaa dennes engang fuld. Haandværkeren Gratulerer! Som jeg seer leves godt paa hver Maneer. Du har Jord; hos mig hver Finger Rente bringer. SIDE: 262 EVAS VUGGESANG [fotnotemerke] (AF HENR. WERGELANDS "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS") Todobblet er min Fryd! Thi se, du søde Eng, se her min Dreng! -- O, dine Blommer høine sig med Flammeøjne højt nok for at kige og see det Mandens Billed ligge ved Moderbarm og lee. Todobblet er min Fryd! Thi, høje Himmelhvælv, se Manden selv! Og, Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer, fra det dybe Fjerne I har jo seet, som hver en Stjerne hvor liig han er sin Fa'r? Todobblet er min Fryd! Thi se, en Dreng jeg har og Drengens Fa'r; Fotnote: Forsaavidt disse Poesier i et Par Strofer have modtaget nogen Afrunding, have de undergaaet den Revision, det er Forfatterens Hensigt at anvende paa den samlede Udgave af sine Værker, hvilket Foretagende herved brin- ges Dem i Erindring, som have modtaget Planer derpaa ved Forsendelse med dette Blad eller paa anden Maade fra Udgivernes Boghandling. SIDE: 263 og Qvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden! Tør du spotte Qvinden nu, Hind? Din Kalv omkaps med Vinden skal bære Drengen min. Todobblet er min Fryd! I Barnets søde Smiil jeg engang til maa elske Ham, som signer Qvinden, saa hun ligner Nattens melkestjernede Barm . . Og tæt som Stjerner gjerne hun vugger Børn paa Arm! Todobblet er min Fryd! Men er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel? Jeg troer nu Løven kunde fra mig ta'e iblunde Manden om han vover; Men, Noe'r, sov Du ved Hjertet! Over dig vaager vist din Moe'r. ADAMS SEJERSANG OVER LØVEN Ha, Løven død for Manden? Hvor er Løvens Tand? O, en Leeg, som Stenen, glattet rundt paa Stranden af det stride Vand! SIDE: 264 Tungen nys saa hvas og rød som det Lyn, der Skyen brød, hænger som fra Grenen myge, blege Blad. Skjælv, flammemalte Tiger! Se, for Manden, liig knaset Græskar, ligger Den, som i dit Rede kunde knuse dig! Bærer Manden Løvens Hud, snart da kan han slukke ud med sin Kjølles Vrede gule Tigerbrand. Knæl, Elefant, i Støvet! Store Qvælerorm, se din vide Bugt er som en Taage kløvet af min Kjølles Storm! Seer dog, Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Døden, Dyr, jer Flugt er, mit er eders Liv. Den vilde Bøffelpande er ei Løvens Bryst. Hornet maa du stikke -- det skal du faa sande -- ned i Mulden tyst. Seer dog Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Mandens Sværd skal drikke Pantherhjertet ud. SIDE: 265 Se, Mandens Kjølle stærkest Klo og Slangebugt! Den i Blod af Løven har for Livet mærket Skræk og Død og Flugt. Seer dog, Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Horn og Tand er sløve Stilke mod hans Sværd. VINTERBLOMMER I BARNEKAMMERET ORIGINAL OG FRI OVERSAT SAMLING FOR BØRN SIDE: 266 MODEREN Der er et Uveir ude, saa sig forbarme Gud! Folk see igjennem Rude med Skræk i Mulmet ud. Da lader i det Fjerne en ensom Løgt sig see: en Moder med Lanterne gaaer gjennem Gadens Sne. Sit Barn en liden Kage hun gaaer at kjøbe blot; thi det er Juleaften i Hytte som i Slot. Gud signe ømme Mødre med al Marias Lyst! Thi deres Smaa er' Brødre til Hendes Jesus Krist! HVOR OFTE SKAL GUD TAKKES? Saa mange Gange som der er Sand paa Havsensbunden, paa Flodens Strand, SIDE: 267 som der er Blommer paa Eng om Vaaren, som der er Draaber af Blod i Aaren, som der er Stjerner paa Nattens Hvælv, som jeg har syndet mod Gud, jeg Selv, som der i Skoven er Bar og Blade og Straa og Agner i Bondens Lade, som der er Torne i Nypehæk, som der er Smaafisk og Steen i Bæk, som Træet kløves kan ud i Splinter, som Sneens Flokker i barsken Vinter, saamange Gange som der er Myg om Sommerqvellen paa Flodens Ryg, som der om Høsten er sorte Krager, som der er Ax paa en vakker Ager, som der er Penge i Engelland, som der er Gnister i Ildebrand, som der i Kummerens Barm er Taarer, som der er Spørgsmaal og Raad hos Daarer, som der er Tagsteen paa Kongens Slot, som man har Venner, naar det gaaer godt, som der er bølgende Græs paa Marken, som der var levende Dyr i Arken, saa mange Gange, og flere med, skal Gud lovprises i Evighed. Amen! AFTENBØN Naar jeg lægger mig til Hvile, Tretten Engle om mig staae: Tvende ved min Højre smile, Tvende til min Venstre gaae, To paa Vagt ved Hovedpuden, To ved Foden desforuden, SIDE: 268 To mig dække, To mig vække, En mig viser alle Himlens Paradiser. MORGENSANG Ei! staaer op nu Allesammen! Sidstemand skal have Skammen. Solens Straaler have alt hele Verden gylden malt. Vær velkommen Dag, som jaget fæle Ugle har fra Taget! Nu sin Morgenpsalme der qviddrer Svale, Spurv og Stær. Tregange tre velkommen, søde, lyse Dag i Morgenrøde! Straal i vore Hjerter ind med dit klare Himmelskin! BARNEPRÆKEN En Torsk og en Flynder -- min Præken begynder -- En Ko og en Kalv -- min Præken er halv -- En Ulv, der kan tude, -- min Præken er ude. SIDE: 269 Gaaer hjem alle Mand! Gjør Maden istand! Har Du Noget, æd det! Men om ei Du har, da glem, ei begræd det! Saa er du ingen Nar. Har du dig et Stykke Brød, deel det saa med Sult og Nød! Og har du kun en liden Smule, saa strø den ud for Himlens Fugle! HELLIGTREKONGERS LEGENDE De hellig' tre Konger i Østerlide til Bethlehem lystede sig at ride. De havde alt seet Forjettelsens Stjerne. Den viste dem Veien didhen fra det Fjerne. Om Dagen den sad som en Rose paa Himlen; om Natten fordunkled den Stjernevrimlen; den fulgte dem tro gjennem Midians Ørk, den lyste dem frem hvergang Natten var mørk. I tredive Nætter og tredive Dage de lagde vel tusinde Mile tilbage. Da traved forbi de Herodes' Pallads. Han sad just i Vindvet i fyrstelig Stads: "Ærværdige Herrer, hvi haste I saa?" -- "Vi standse ei førend vi Bethlehem naae. Der Kongernes Konge for nylig er baaren af Jomfru saa reen som Uskyldighedstaaren. At bringe ham Hyldest, det kalder os did; Farvel, Kong Herodes! Du spilder vor Tid." "Ei! raabte Herodes, beed Læben tilblods: Kong Nar og Kong Gjæk og Kong gamle Madsfoss! SIDE: 270 tag Sadlerne kun af Dyrenes Ryg! Jeg giver hver Hest vel en Tønde med Byg, jeg sætter jer paa min Throne, hvis I blot dennegang ikke mig reise forbi!" -- "Da skulde vor Reise vel være forødt. Den gjælder kun Barnet, som nylig er født. Vi Ambra og Myrrha og Virak det bringe, skjøndt Jorden har Intet, der ei er for ringe." Da raabte Herodes til Spot og til Tort: "Hvi er vel den Ene af Eder saa sort?" "Herodes, det Kongen af Mohrenland er. Han gjør sig kun hvid med Perler og Fjær; dog plukte han gjerne hver Ædelsteen af sin Krone, og dem den Nyfødte gav." Da spytted Herodes; han ønskede ei stor Lykke de Østerlandskonger paa Vej. Men Gud selv var med dem, og Stjernen den brandt, saa indgjennem Bethlehems Porte de fandt. Da fik vel de Bethlemiter at gloe! Om Toget man talte hvor sammen stod To. Men ikke det standsed før Stjernen stod stille, da havde de fundet Hvad netop de vilde. Der laa i en Stald, i en Krybbe med Straa den Nyfødte, Spaadommen tydede paa, Maria og Josef laae foran paa Knæ, ja knælende laae det umælende Fæ; de hellig' tre Konger ei gjorde det bedre. Det kaldte de Vise ei sig at fornedre. De tændte trearmede Kjerter dertil, og Ambraen brændte i viede Ild, og Vindene bar gjennem blaanende Luft til Konning Herodes den deilige Duft; og skjøndt der imellem var tyve Miil vel, man siger, han deraf nær nøs sig ihjel. SIDE: 271 DE HELLIG TRE KONGERS REISE De hellig' tre Konger sig spurgte frem igjennem Østerlands Riger: "Hvor gaaer vel Vejen til Bethlehem, I kjære Drenge og Piger?" Men Unge og Gamle vidste det ei. De Konger videre ilte. En gylden Stjerne dem viste Vei; saa venlig og klar den smilte. Den stille stod over Josefs Bo; de traadte derind saa glade. Der brølte Oxen, og Barnet loe, og hellig Trekongerne qvade. VUGGEVISE OM SOMMEREN SKAL VI SYNGE: "Ude blæser Sommervind, Gjøgen slaaer i højen Lind, Moder gaaer paa grønnen Eng, reder Barnet Blomsterseng, strøer de Bolstre bløde af de Roser røde. Engen staaer saa guul og grøn, Solen strøer sit Guld i Sjø'n, Bækken rinder tyst og snyg under Vidjens Bue myg, SIDE: 272 Bro'ermin bygger Dammer til sin Saug og Hammer. Søster fejer Stuen reen, pynter Ovn med Birkegreen, og paa Gulvet strøer hun saa Lilienkonvaller smaa, Rosenknopper skjære: der skal Barnet være. Vesle gule Gaasen ung, blød og fiin som Silkepung, roer i Dam med Moder sin, piller Vingen reen og fiin; Hønen staaer paa Stranden, rent forskræk't for Anden. Skibet gynger at og fram; Flagget rødt som Hanens Kam; Skibet gaaer til Engelland, bringer Barnet Perleband, pene Søndagsklæder, for det ikke græder." FATTIGMAND Himlen er min Hætte. Hvem tør paa den lette? Jorden er min Sko; Skoven er min Bo; Korset er mit Sværd; Det gi'er Fattigmand Ridders Værd. SIDE: 273 GODNAT Godnat! Godnat! Kryb under dit Dækken, med Nelliker stukket, med Roser besat, med sølvhvide Blade fra Bringebærhækken! Imorgen igjen, hvis Gud saa vil, vækkes du op af Fuglenes Spil. FURUTRÆET O Furutræ, o Furutræ, du bær' en Sejerskrands! Du grønnes midt om Vinteren jo som ved Sanktehans. "Hvi skulde jeg ei grønnes saalænge som jeg kan? Jeg har hverken Fa'r eller Moder; men selv er jeg en Mand. FURUTRÆETS DRØM I Nord paa højen Klippe staaer ensomt Furutræ. Det sover under Teppet af Iis og hviden Snee. SIDE: 274 Det drømmer om en Palme, som fjernt i Morgenland forladt og stille sørger paa Ørknens hede Sand. BARNE-NYTAARSØNSKER Vi ønske hver Hosbond en gylden Disk, paa hver en Ende en lækker Fisk. Da Himmelens Engle stor Lystighed faaer: Vi ønske jer Alle lyksaligt Nytaar. Vi ønske hver Madmoer et Skjørt af Uld; det varmer vel bedre end Sølv og Guld. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Søn i Haanden en Pen. Saa nyttigt er Sværdet ham ikke som den. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Datter saa net en Rok; Da spinder hun Uldtraaden silkefiin nok. Da Himmelens o. s. v. VINTERSANG Skyer Skyer jage, Sneens Flokker dale, og i Lundens Sale tystner Fuglens Sang. Men lad Somren drage! Komme Vintrens Dage, vi os ei beklage som den blege Vang. SIDE: 275 Frosten gaaer i Jorden, stiv staaer Flod og Kilde, Vognen gaaer det ilde i de haarde Spor. Det er i sin Orden: Vi jo Iis behøve? Skal vi ikke prøve Skøiten, som ifjor? Daarligt Solen lyser; allerbedst det lider, er det Nattetider, Morgnen seent opstaaer. Glæden dog ei fryser. Muntre Øine skue Juletræets Lue -- Frisk, mod Juul det gaaer! SANKT JODOKS BRØD Engang en hellig Juleaften kom, for ret sin gamle Tjeners Dyd at prøve, Vorherre selv til Hellig Jodoks Dør, og bad, som Betler, om et Stykke Brød. "Giv, sagde Jodok til Huusholderen, giv ham, min Ven!" "Jo, give?" svared Denne; "ak, ædle Herre, kun eet Brød vi har. Hvad bli'er der saa til os og vore Hunde?" "Giv kun!" blev Præsten ved, "giv kun den Stakkel. For Os og Hundene vil Gud nok sørge." Huusholderen da greb sin Kniv, og delte i fire, netop lige, Stykker Brødet, gav Tiggeren det ene, mens han sagde ei altfor blidt: "eet Stykke er for Dig, for Jodok eet, og eet for mig og eet for Hundene." Da smiilte mildt St. Jodok, og Betleren gik med sit Stykke bort. Det leed om lidt, da kom Vorherre, i end uslere Gestalt, igjen, og bad. "Giv, sagde Jodok, giv ham kun mit Stykke. Gud vil for mig alligevel nok sørge". SIDE: 276 Og tredie Gang, end mere arm og sulten, vor Herre kom igjen og bad om Brød. "Giv," sagde Jodok til Huusholderen, "giv ham dit Stykke, gode, gamle Ven. Gud vil for dig alligevel nok sørge." Og, blødgjort af sin Ærefrygt for Jodok, Huusholderen gav Tiggeren sit Stykke. Da kom, som lam og blind og næsten nøgen, for fjerde Gang Vorherre foran Døren. "Giv," sagde Jodok, "giv ham Hundens Stykke. For den alligevel vil Gud nok sørge, som jo bespiser Ravnene og Ormen." Huusholderen gav ham det sidste Stykke; men neppe havde Betleren vendt Ryggen før det fra Himlen lød: "stor er din Tro! Du Jesu sande Efterfølger, stor! Og dig skal times som du troet har." Huusholderen til Vindvet gik, da -- se! til Flodens Bredde lagde fire Skibe, med Brød og Frugt og Viin og Olje ladte. Den gamle Tjener ilte glad derned; men ingen Skipper fandt han, men paa Stranden en snehvid Fane vajede, hvori med gyldne Skrifttræk flammed disse Ord: "Han, der bespiser Ravnene og Ormen, har disse fire Skibe sendt til Jodok, som Ham idag fiirgange har bespiist." SIDE: 277 HALMSTRAAET, KULLET OG BØNNEN PAA REISE Et Halmstraa, et Kul og en Bønne slog Kompagni sammen forat gjøre en Reise. De havde alt gjennemreist mange Lande, da de kom til en Bæk uden Bro, som de ikke kunde komme over. Endelig vidste Halmstraaet godt Raad: han lagde sig tverts- over forat lade de andre spadsere over paa sig, først Kullet, saa Bønnen. Kullet gik bred og langsom over, Bønnen trippede efter. Men, da Kullet kom midt paa Halmstraaet begyndte det at gløde, og brændte igjennem; Kullet faldt sydende i Vandet og druknede, Halmstraaet flød bort i to Stykker, Bønnen, som endnu var noget fra Land, da Ulykken hændte, maatte ogsaa efter, men hjalp sig en Stund med at svømme. Dog fik den saameget Vand i sig, at den sprak, og drev saa tillands i den Tilstand. Tillykke sad der en Skrædder paa Bredden, og hvilte sig paa sin Vandring; og da han nu havde Naal og Traad vedhaanden, syede han Bøn- nen sammen igjen, og siden den Tid have alle Bønner en Søm. Andre fortælle, at Bønnen gik først over Halmstraaet, og kom lykkelig over, og saae fra den anden Bred af hvorledes det gik med Kullet. Men da det nu midt paa Bækken brændte Straaet igjennem, og styrtede sydende ned, lo Bønnen saa stærkt, at den brast. Skrædderen paa Bredden syede den nu sammen igjen; men da han bare havde sort Traad, har alle Bønner siden en mørk Søm. Men saadanne Eventyr kan Hvem, som vil, troe og gjøre. BELSAZAR Alt nærmede Midjenatten sig, tyst laae Babylon som et Liig. Histoppe kun i Kongens Pallads der holder Belsazars Hoffolk Stads. SIDE: 278 Histoppe kun, hvor det lyser saa, Kong Belsazar lader sit Gjæstebud staae. Hans Knegte sidde ved Fakkelskin, og tømme Pokaler med skummende Viin. Pokalerne klinge! juble hver Gjæst! Saa tykkes den daarlige Konge det bedst. Af Viin hans Kinder i Flammer stod, af Viin til Rasenhed steg hans Mod. Og Modet bryder i Vanvid ud: i syndig Tale han laster Gud. Han fræk sig bryster, han laster vild; hans Knegte brøle ham Bifald til. Kong Belsazar raaber med stolten Blik. En Tjener gaaer, og den kommer, som gik. Han bar paa Hovedet gyldne Kar, som røvede alle fra Zion var. Og Kongen griber med frækken Haand et helligt Bæger, fyldt til sin Rand. Han tømmer det hastigen alt til Bund, og raaber saa højt med fraadende Mund: "Jehova, dig melder jeg evig Haan. Jeg, jeg er Kongen af Babylon!" Men knap var Ordene fløjne væk, før Kongen hemmelig gjøs af Skræk. Den rungende Latter blev tyst medeet. Den Gjæstebuds Glæde gik ganske træt. SIDE: 279 Og se paa Marmelsteensvæggen blev en Kjæmpehaand synlig, der skrev og skrev: "Mene, mene, tekel Ufarsin!" Ja skrev og skrev med Luer de Træk paa Marmelvæggen, og blev saa væk. Der sad da Kongen med Blikket stivt og bleg som havde han drukket Givt. Og rædselsslagen de Hoffolk sad; ei Lyd blev hørt i den hele Rad. De Spaamænd kom, og de stirred stivt; men Ingen tyded den Flammeskrivt. Men Belsazar blev i den samme Nat af sine Knegte af Dage ta'et. KATTENS OG MUSENS HUUSHOLDNING Puus og Muus vare engang komne overeens om at leve sammen i fælleds Huusholdning. Da nu Vinteren nærmede sig, kjøbte de sig en Krukke Fedt, og da de ikke vidste noget sikkrere Sted at sætte den paa, satte de den under Alteret i Kirken, hvor den skulde staae til de behøvede den. Men det varede ikke længe, saa blev Katten lysten, og sagde til Musen: "hør, vesle Muus, jeg er buden til Fadders af mit Sødskende- barn, som har faaet en liden Søn, hvid og bruunflekket, som jeg skal holde over Daaben; jeg gaaer da, og hold saa du Huus alene." "Ja, ja, sagde Musen, gaa du kun, men naar du spiser noget Godt, saa tænk paa mig. Jeg gad saa inderlig gjerne SIDE: 280 smage lidt af den søde Barselgrød." Men Katten havde Pokker ingen Kusine, og det var bare Snak med Fadderstadsen. Den gik lige sporenstregs til Kirken, fik Potten herfrem, slikkede det Øverste af Fedtet i sig, spadserede saa omkring i Byen, og kom først hjem langt paa Qvellen. "Ei, du har da vist moret dig godt, sagde Musen; men hvad hedte da Barnet." "Øverste- af," sagde Katten. "Øverste-af?" mente Musen; det var et rart Navn; det har jeg aldrig hørt før." Da det leed om lidt, fik Katten Appetit igjen, og sagde til Musen: "Jeg er igjen buden til Fadders; Barnet har en hvid Ring om Halsen; det kan jeg ikke afslaae, og du faaer da være saa snild at holde Huus alene mens jeg er borte." Musen gav Ja, og Katten gik sin gamle Vej, og aad Halvten af Fedtet i sig. Da den nu kom hjem, spurgte Musen atter om Barnets Navn. "Halvtud." "Hvad! Halvtud? Sligt Navn har jeg dog aldrig hørt i mine Levedage; det staaer vist ikke i Almanakken." Men det varede ikke længe før Kattens Mund atter løb i Vand; og det hedte da, at den igjen var buden til Fadder. "Barnet er sort, og har hvide Labber, men ellers ikke et hvidt Haar paa hele Kroppen. Sligt hændes kun een, høist to Gange om Aaret, saa jeg nødvendig maa gaae." -- "Øverste- af? Halvtud?" sagde Musen; det er saa rare Navne, at de nok kunne gjøre mig efter- tænksom. Dog gaa i Guds Navn." Stakkels Muus holdt sig da hjemme og ryddede op, mens Katten listede sig til det gamle Sted, og slikkede Krukken reen. Da den nu mæt og tyk kom hjem ved Nattestide, spurgte Musen, som før, om Barnets Navn. "Heeltud!" svarede Katten. "Heeltud?" sagde Musen; "det Navn er skam at studere paa. Heeltud? Hvad skal det betyde? Jeg har idetmindste aldrig seet det trykt før." Den rystede da paa Hovedet, og lagde sig til at sove. Men fjerde Gang vilde Ingen bede Katten tilfadders. Da nu Vinteren kom, og der ikke længer var noget ude at finde, sagde Musen til Katten: "veed du hvad? Nu kan ret Krukken vor komme os tilpas, som vi har der under Alteret. Lad os gaae; nu skal den ret smage." "Ja, sa'e Katten med et spodsk Griin, den vil smage som om du stak Tungen ud af Vinduet." Rigtigt befunden; da de kom til Krukken, var den som vasket. "Ak!" sa'e Musen da, "nu skjønner jeg det: du har spiist Alt de SIDE: 281 Gange du sa'e du var tilfadders: først det Øverste af, saa Halvt ud, saa . . ." "Hold Mund, raabte Katten med et Blik som en Glo, eller jeg sluger dig før du faaer sagt et Ord!" -- "Heelt ud," havde Musen alt i Munden; og neppe havde han udtalt det før Katten sprang til, og Musen gik samme Vei som Fedtet. JÆTERGUTTEN Drot er Jætergutten: grønnen Houg hans Throne, paa hans Hoved Solen er den gyldne Krone. Faareflokken ligger smigrende tilfode. Kalven spiller Junker, kaad og veltilmode. Mads Buk er Skuespiller, Hakkespet og Skjære, Koen med sin Vække Musikanter ere. Og til Hofkapellet fjerne Vandfald brummer, saa at Majestæten synker sødt i Slummer. Midlertid regjerer Hunden som Minister; mere vak end Kongen; ogsaa mere bister. Unge Konge klager: " -- tungt er at regjere! Vilde heller hjemme hos min Dronning være!" FORSKRÆKKELIG HISTORIE OM HANEN OG HØNEN Hanen og Hønen spadserede engang ud i Nøddelunden forat spise Nødder, og hver sød Kjerne, Hanen fandt, delte han med Hønen. Tilsidst fandt ogsaa Hønen en Nød; men, da Hanen havde knækket den for hende, var hun saa selvgod, at hun ikke vilde dele, men slugte den hele Kjerne, som da blev siddende i Halsen, saa den hverken kunde komme frem eller tilbage. Alt SIDE: 282 hvad hun aarkede var at pibe: "Løb for Guds Skyld til Brønden, og hent mig Vand!" Hanen løb til Brønden strax. "Brønd, du give skal mig Vand! Hønen ligger hist i Lunden af en Nøddekjerne qvalt." Brøndens hule Mund da svared: "først du løbe maa til Bruden, bringe mig den klare Silke!" Hanen løb til Bruden strax: "Brud, du maa mig Silke give! Silken skal jeg Brønden bringe, Brønden skal mig give Vand, Vandet skal jeg Hønen bringe, Hønen ligger hist i Lunden, af en Nøddekjerne qvalt." Bruden svared Hanen blidt: "Først du maa min Krands mig bringe, som blev hængende paa Qvisten." Hanen fløj til Skoven strax, hented Krandsen ned fra Qvisten. "Brud her bringer jeg dig Krandsen; nu du maa mig Silke give; Silken skal jeg Brønden bringe; Brønden skal mig give Vand; Vandet skal jeg bringe Hønen; Hønen ligger hist i Lunden, af en Nøddekjerne qvalt." Bruden gav for Krandsen Silke, Brønden gav for Silken Vand, Vandet bragte han til Hønen; men den Stakkel var alt af Nøddekjernen qvalt til Straf. Da blev Hanen meget bedrøvet, flettede en liden Vogn af Qviste, spændte sex Smaafugle for, lagde sin kjære lille Høne derpaa forat bringe hende til Graven, og da han saa kjørte frem, kom en Ræv -- SIDE: 283 "Hvorhen Hanemand? "Til Graven med min Høne." "Maa jeg sidde paa?" "Da faaer du sidde bag. Thi ellers bryde Hestene mine baade Skogl og Skak." Saa satte da Mikkel sig op; men da det led lidt længer hen, kom en Ulv, gav samme Spørgsmaal, og fik samme Svar og Be- sked. Og saa kom Grævling og Gaupe og Bamse, og fik Alle sidde paa, og tilsidst en Loppe, med Spørgsmaalet: "Hvorhen Hanemand?" "Til Graven med min Høne." "Maa jeg sidde paa?" "Da faaer du sidde bag. Thi ellers bryde Hestene mine baade Skogl og Skak." Men den var for tung. Vogn og Alt sank i Myren, saa ingen Grav behøvedes. Hanen slap derfra ved at flyve op paa Kirke- taarnet, hvor han endnu staaer, og drejer sig om til alle Kanter, forat passe paa naar det bliver stadig godt Veir, saa Myren kan tørre ud, og han igjen kan faae sin Liigfærd over sin kjære lille Høne igang igjen. Men han kommer da vel for seent, thi der er da voxet Græs og alleslags grønne Urter derover, Løvetand og Hønsetarm og Hanefod og Mariekaabe og andet deslige vak- kert Grønt, som Bukken lider bedre end Hanen. AMMENS UHR Maanen skinner; Barnet græder. Klokken slaaer Tolv. Gud, I Syge, hjælpe Eder! Gud Alt kjender; Musen bider. Klokken slaaer Eet. Drømmen over Læben glider. SIDE: 284 Sirris synger, Tømmermand banker. Klokken slaaer To. Drømmen faaer saa kloge Tanker. Hanen galer; Vinden hvifter. Klokken slaaer Tre. Bondens Søvn nu Siden skifter. Hesten puster; Døren knager. Klokken slaaer Fire. Gutten Hø til Krybben drager. Svalen vaagner; Solen rinder. Klokken slaaer Fem. Vandringsmand sin Sko nu binder. Hanen kagler, Gaasen skriger. Klokken slaaer Sex. Staaer op, staaer op, I dovne Piger! Løb til Bageren! kjøb en Kage! Klokken slaaer Syv. Nu maa Ild under Melken sprage. Barnet vaagner sundt og stille. Klokken slaaer Otte. Bring nu Mad og Brød til den Lille. DET FROMME FAAR Faaret maatte lide meget af alle Dyr. Da traadte det frem for Skaberen, og bad om Lindring i sin Elendighed. Skaberen syntes villig, og sagde til Faaret: "Jeg indseer vel, min fromme SIDE: 285 Skabning, at jeg har skabt dig altfor værgeløs. Men vælg nu, hvorledes jeg paa bedste Maade kan afhjælpe denne Feil. Skal jeg udruste din Mund med skrækkelige Tænder og dine Fødder med Kløer?" "O nei," svarede Faaret; "jeg vil ikke have noget tilfælleds med Rovdyrene." "Eller," vedblev Skaberen, "skal jeg lægge Gift i din Mund?" "Ak," svarede Faaret, "de giftige Slanger blive jo hadede saa forfærdeligt." "Nu, hvad skal jeg da? Jeg vil sætte Horn paa din Pande og give din Nakke Styrke." "Heller ikke, gode Fader; jeg kunde let blive saa trættekjær som Tyren og Gjedebukken." "Men, du maa jo dog, sagde Skaberen, selv kunne skade, naar Andre skulle afholde sig fra at skade dig." "Maa jeg det? sagde Faaret. O saa lad mig være som jeg er, gode Fader; thi Evnen til at skade, frygter jeg, vækker Lys- ten dertil, og det er bedre at lide Uret end at gjøre Uret." Gud velsignede det fromme Faar; og det glemte fra den Stund at klage. SMAAFUGLENE PAA JULENEGET Hvor grøn er Skogen i Solør! Der der synger ikke Smaafuglene meer. Thi Bondens Suk har dem reent forstemt; og Fogdens Dumbjelder har dem skræmt. De klinge langsad den tyste Mo. Dog sidste Juleqvel sang der To. "Kom, lille Sisik! følg med! følg med! Et herligt Juleqvelsmaal jeg veed." SIDE: 286 "En fattig Huusmand bag Skoven boer; Han gi'er os et Neg iaar som ifjor." "Han ejer kun tre, dog gie'r han os et. For Jesu Skyld, saa gjør han det." "Og hør du Smaasisik, stur ei saa; men følg med din Fætter, Spurven graa!" "Jeg kalder mig graa, skjønt jeg er guul; thi jeg har pyntet mig nu til Juul." "Det fyger høit over Bondens Tag; i Neget sætte vi os imag." "Vi sidde til Ørene op i Mad. Julen gjør ogsaa Smaafuglen glad." "Vi fylde Kroen med Julebrød: for os er ogsaa den Frelser fød." Saa fløj de Sødskendebørn afsted. Om Juleqvellen er Lykken med. Forbi en Skjære de heldigt slap, der vippede paa en Vejrhanes Knap. Sig Katten listed paa Laavebro; han skottede lysten op til de To. Men Sulten gjør baade døv og blind; de styrtede sig i Neget ind. Der sad saa luunt de i Sno og Sne; kun højest Stjerne dem kunde see. Der sad de trygt paa den høje Stang; den Julenat blev dem ei for lang. SIDE: 287 Der sad de begge til Messetid. Da Klokkerne ringte, saa fløj de did. De satte sig paa det højeste Spiir; der stod en Hane af Guld til Ziir. De satte sig paa den Hane af Guld; der saae de Himlen af Engle fuld. De hørte En af de Engle qvad: "glem aldrig, Barnet mit, Tak for Mad!" Da slog det haardt dem, at det var glemt, at Sligt er ilde, om end fornemt. "Vi byde Skjæren og Katten trods; vi maae tilbage at takke for Os." De traf den Huusmand i bitter Graad: "Nu veed jeg ikke mit arme Raad." "Til Nytaar kommer den Foged slem. Han plyndrer fra mig mit lille Hjem." Sligt tyktes de Smaafugle altfor svært. De sukked til Gud for sin gode Vært. "O Gud vil vistnok i Naade see til dig, som gav os et Neg af tre!" "For Jesu Skyld du lod Os det faae. Vi ere ogsaa Guds Børn, skjønt smaae." "Vi komme nu for at takke for Mad: Gud gjøre god Fattigmands Hjerte glad!" SIDE: 288 De Smaafugle fløj til det tomme Neeg; knapt komne did de af Glæde skreg. "Her er et herligt Mirakel skeet. Lad komme nu Foged og Skriver med!" "For hvert et Korn er en tung Dukat fra Straaet skudt i den hellige Nat." "Der er vel tusind, ja tusind og ti. Med mindre er vel din Sorg forbi." Den gamle Skjære paa Taget skreg: "Godhjertes Ager bær gyldne Neeg." "Men gid det Guld, den Foged skal faae, maa blive til bare Agn og Saa!" Nei, arge Skjære, gid det bli'e Korn! Og Bondens Korn Guld som tilforn! VEIRHANEN OG MAALTROSTEN "Snarrarrar!" "Hvad er det for en Fugl? Er Gjertrudsfuglen ude, for Vaarregn at bebude saa nære over Juul? "Snarrarrar!" Det er en Fugl af Træ. Tre Pinde er det Hele, forglemt paa Bondens Mæle alt siden der kom Sne. SIDE: 289 "Snarrarrar!" Veirhanen bliver stolt: "Du Maaltrost der paa Grene nu synger jeg alene. Det høres i dit Holt." "Snarrarrar!" Jeg synger Aaret om. Du kun mens Løvet skyder. Da, siger man, du byder lidt af din Fattigdom." "Narnarnar! Se Vandringsmanden flyer forbi Veirhanens Ager, men hvergang Trosten klager, da standser Folk og Dyr!" SIDE: 290 BEINAELVEN (PAA DRAMMENSBROEN, 23DE FEBRUAR 1840) Hvor er min fyrige, min kjække Elv, min Beina, Helten mellem Norges Strømme, den klare Tanke mellem Dalens Drømme, den dybe Vilje, stærk som Skjebnen selv? Her aabner du et Øje; -- men hvor mat! Hvor taareblegt det blinker og forsvinder! Det synes fuldt af døende Kjærminder, en Blaanen af en trætvakt Foraarsnat. Hvor fromt og mildt er Dybet! Men iblandt som Stjerner funkler det igjen dernede, og Strømmen leger med sin Højtidskjæde af blaa Safir og hviden Diamant. Ha, hviler du, min Strøm, saa rask som Blod, som hvilte ei, som Roligheden hader alt ifra dengang Jøkelen, din Fader i Hallingdal, du brusende forlod? Den gjæve Gubbe elsker selv sin Ro; Han vandt dertil i Guders Kampe Retten; men lidet kun han liker den hos Ætten. -- Ha, Beina, lad os lyde ham, vi To! Iil frem, iil frem, fuldendende dit Værk, du kjække Helt imellem Norges Strømme, SIDE: 291 du klare Tanke mellem Dalens Drømme, du dybe Vilje, som en Skjebne stærk! Rull hen! At du kan rulle blidt, jeg veed. Blaaklokkerne paa dine Engebakker for Vinden bøje ei de smekkre Nakker med dine Bølgers søde Ydmyghed. Men du, som nylig saa blød og øm, hvor kan du bruse herligt i din Vrede! Hvad vil du, Stolte, som jeg maa tilbede? Er det din Vaagnen af en Ungdomsdrøm? Vaagn, Dyb, saa fuldt af rappe Stjerneskud! I Havets Skjød de tindrende forsvinde! Dit Rigdomshorn vil fuldt af nye rinde. Strø ødselt, somom Havet var din Brud! Mød det paa Fjorden, paa din Sejerssti! Hist hænger røden Flag fra frosne Snekker. Det er den første Blomst, din Brud dig rækker. Iil ud det norske Banner at befri'! SVÆRDET I VORE DAGE (EFTER RIDDERSTAD I STOCKHOLMS LÄNS TIDNING) Fæst ei din Glæde ved Sværdet blot! Nu kan det gjerne i Balgen sove. En anden Retning har Verden faaet: Medborgerdannelse, Fred og Love. SIDE: 292 Skal endnu eengang min Harpe, Bro'r, Om Sværdet tone paa Feldt og Vove, Da er det altid, ja altid, for Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun Spørgsmaalstegn er nu Sværdet ved Diplomatikens Diskurs ved Hove; Men Udraabstegnet det bliver med Medborgerdannelse, Fred og Love. Hver Sag har fundet en Forsvarsgrund Fra Arildsdage, i Urolds Skove; Men Sværdet mener i denne Stund: Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun saa det eier endnu sit Værd. -- En Sang for det tør jeg endnu vove. Tænk altid paa, naar du dra'r dit Sværd, Medborgerdannelse, Fred og Love! STATIONERNE Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned. Paa Vejen findes Stationer trende: "Uorden," "Dovenskab" og "Ødselhed" Værtshusets Navn ved Vejens Ende er "Elende." SIDE: 293 [fotnotemerke] OLAVUS KYNSBERG Ocius tandem, miseri, nunc dextræ oscula figite, nesciæ sinistram! Adest occasio, manu nunc porrecta gratiis primum vestris: festinate! Fotnote: Gesvindt nu engang, I Arme, kysser denne Højrehaand, som ikke vidste hvad Venstren gjorde. Nu er der en Leilighed, nu da Haanden for første Gang er udstrakt for eders Tak. Skynder eder derfor! Ja, skynder eder, I, som have erfaret, at den trækker sig ilsommere til- bage for dem, som ville takke, end den berørte Mimose! Ve, bleg og stiv er jo denne Haand, Hungerens Brødkurv, de Ulykke- liges Støtte! Saaledes er det da, at hans tilhyllede Dyd modtager de for sene Kys uden at rødme. Men kysser den dog; thi Kys bedække Dødens Marmor med skygge- agtige Blomster. Charon sætter over ogsaa uden Skillingen, naar en Taare funkler paa de hvide Fingre. Han gav en Ven sin sidste Skilling, og ledte ovenikjøbet i sin tomme Lomme. O ædle Hjerte, som Perlen, skjult for Livet, erkjendt først af Døden! Nu straaler du i Himlens Kreds af Salige, du lyser klarere under Gra- vens Muld. Se, Aanden skinner igjennem denne steenagtige Bleghed med et livsaligt Smiil! Det sorte Hav er rigere end Landene, rigere end Livet er Døden, Al- tings Ejermand. Men ingensinde bemægtigede den sig en herligere Aand eller et værd- fuldere Hjerte; ingensinde en meer ædelsteensartet Troskab eller et bedre Godlunets Guld. De Himmelske kjendte godt hans Aands Fortrinlighed; de Ulykkelige hvor ømt hans Hjerte var. Men de Fleste forstode ham ikke bedre, end de pleje at forstaae dette ophøjede Sprog. Ja han var genifuld, overlegen og gediegen som Romernes Sprog. Endnu i selve Himlene er dette stolte Maal hans Sjels, som det var paa Jorden. Derfor, skjøndt han visselig nok forstaaer den tause Smerte, som slaaer i Hjertet, bruger jeg hans Yndlingsmaal, idet jeg sætter en sørgende Blomst paa hans Grav. Livet var ham saa sparsomt paa Blomster; skulde han ikke have en eneste i Døden? SIDE: 294 Ocius illam, tactam ac Mimosam, retrahi gratis experti, festinate! Pallida, eheu, friget manus illa, famis canistrum, fulcrum miserorum! Oscula tandem scrotina capit virtus velata ejus, nec rubescit. At osculate! Oscula nam marmor mortis umbrosis floribus obtegunt. Charon transmittit etiam sine ære, lacrima albis digitis fulgente. Obolum dedit ultimum amico, denuo quærens sinu in inani. Mens o honesta, margaritæ instar, vitæ operta, agnita ex morte! Coeli in corona beatorum splendes, luces sub gleba clarius sepulcri. Ecce per hunc lapideum pallorem risu hilari genius pellucet! Ditius terris mare atrum, vità ditior morsque, omnium possessor. Animum nunquam magis pretiosum, carius neque pectus tamen cepit; Adamantinam magis neque fidem, aurum hilaritatis meliusve.v SIDE: 295 Genium coelestes bene quam præclarum, pectus quam molle miseri noverunt. Melius vero eum perceperunt plurimi non ac lingvam hanc superbam. Ingeniosus, potior ac putus fuit ad modum lingvæ Romanorum. Animi ejus ipsis est in coelis lingva superba illa ac in terra. Etiam quidem mutum is dolorem sane in corde palpitantem audit: Ejus dilecta lingva tamen utor, florem lugentem in sepulcro ponens. Vita tam parca illi fuit florum: cur non in morte unicum haberet? ÆGGEDOSISVISE 17DE MAI 1840. (Mel. Og kjøre Ved og kjøre Vand etc.) Jeg har et Perlehumør idag, som Æggedosisen ligner, hvormed Værtinden vort/vor Vært vores Vennelag paa Festens Morgen velsigner. Ja jeg har faaet til Sjel og Liv en Æggedosis og den var stiv. Ja mit Humør, bedre end før, idag min Æggedosis ligner. SIDE: 296 Jeg er saa venlig og blid og mild som allerfinest Raffinade; og jeg er fyrig og fuld af Ild, som den Cognak vi til maa lade; og Æggets Styrke og raske Mod jeg føler godt i hver Draabe Blod. Nu kan jeg rat alt til paa Nat gaae glad imellem de Glade. Thi vil da capo jeg ærlig meent, mit toneløse Bæger fylde, begynde tidligt og ende seent med Dagens Høitid at hylde. Held Majens herlige Frihedsværk! Hvert Aar gid Festen bli'e mere stærk! Leve hver Mand, hvem Norges Land sin Friheds Ære mon skylde! HANS ØVERGAARD NATIONALREPRÆSENTANT, KAPITAIN. ( 17. MAI 1840.) Var der ikke Vemod nok i din Susen før, Østerdalens Furustok? Sorg i Flodens Sang, og Kummer for din Bondes Dør? Var der ikke nok tilforn Tungsind, Skræk og Død, Blaamyr, i dit Jægerhorn, naar dets lange, hule Toner frem af Skoven brød? SIDE: 297 O, endskjøndt du freidigt klang, som om i dit Bryst Sejrens eget Hjerte sang, jamred altid dog en Smerte i din Jubels Lyst. Men nu lyder ene Hiin, uden Sejersrøst! Myrd da, Horn, med dine Hviin Skovens rædselsfulde Echo! Bor dem i dets Bryst! Thi det vilde være fælt, fra den dybe Skov, tusindmælet, gjenbesjelt, Hornets Klagehyl at høre for sin bedste Helt. Ak, den mørke Furuhal langsmed Glommens Strand, dybe, gamle Østerdal har sin egen høje Klage for sin bedste Mand! Gjennem hele Østerdal lyder Klagen da. Dybe Støn fra Skovens Hal svare Hornets hule Jamren overaltifra. Med dit høje Drapa bland dig, min Sørgesang! Ak, et Vivat for hans Land i hans Hjerte fanged Døden før det fik sin Klang! SIDE: 298 Harpe, Sorg af Hornet lær! lær dens Røst det af! Aldrig Musen mere nær Himlen knæler, end paa denne ædle Normands Grav. "VORD LYS"! CANTATE AF HENRIK WERGELAND VED HØJTIDELIGHEDEN I VOR FRELSERS KIRKE I KRISTIANIA, 24. JUNI 1840, I ANLEDNINC AF BOGTRYKKERKUNSTENS OPFINDELSE Før Talen. Nr. 1-4 (Chor, Solo, Recitativ og Solo) Musik af Kunzen til Thaarups Jubilæum. Nr. 5. (Qvartet) Musik af Schicht til Oratoriet "Das Ende des Gerechten". Anm. De fire følgende Stanzer, Nr. 6 og 7, til Musik af Jubilæet, opføres ikke. Efter Talen. Nr. 8 og 9. (Chor og Recitativ) Musik af Kunzen til "Skabningens Hallelujah". VORD LYS! Chor "Vord Lys!" Det forkyndes i evigt Endnu for navnløse, blindfødte Stjerner hist ude i Mulmenes Fjerner. Forherliget vorde dit Rige og Du, Herre vor Gud! Hallelujah! Solo Mulmet Herrens Bud annammed: "Vorde Lys!" og Skyen flammed i det første Gry. Langsmed Strand da Bølgen seiled, viste første Gang i Speilet den fagre Sky. SIDE: 299 Recitativ Guds Røst af døve Nat blev hørt; den Bjergets tause Dyb fornemmed, og Luftens Streng blev rørt, og Vindene sin Harpe stemmed; Stjerner sprang af Nattens Bryst: Bjerget stod demantbelyst. Solo "Vord Lys!" Hvor var et Liv før det blev sagt? I Mulmets Moderliv laa Alt begravet; Vulkaner stønned under Havet; iblinde Taagestøtter raved, og Landets Omrids var ei lagt før Lysets Kilder strømmed ovenfra: fra Jehovah. Da rulled Bjerge sig i Fjernet hen, saa let som Skjønhedstræk af Mesters Pen, og Dale sank sig; fra de grønne Høje sit Telt omspændte Himmelen; Jorden, sin Brud, den saae med henrykt Brudgoms Øje, og Pagtens Ring imellem dem syvfarvet sprang af Skyen frem. Quartet "Vord Lys!" til Jordens Liv blev sagt. I Blodet Lysets Glød blev lagt. Livets Øje vaagned og straalte. Da fremtreen Blomsten i sin Pragt, og Falkens Øje ud sin Jagt i Rummet maalte. Sin Vej i Støvet Ormen fandt, og Bien i sin Blomst forsvandt; SIDE: 300 første Solglimt Liljerne blegte; Papilionen fik sit Slæb; Insektets vaagnende Begreb i Følehornet pegte; Og Lysets første Morgenlyst i Rosens Hjerte brændte tyst, og klang fra Fuglens Bringe; Et taust, men højt, Hallelujah i Cirkler skrev i Skyen da den stærke Ørnevinge. Solo Se Aanders Verden sine Bjerge har, hvis Tinder bade sig i Lysets Vove, hvis Skygger i det Blaa er Laurbærskove, hvis Navne Mindets Meisel skar: de Gudemennesker, som Livet Love og Tanken Flugt og Sandhed Sejer gav. . . Er Horeb højt som Mosis Stav? O hvilket Pelion af glandskront Storhed er ei Solons Aand? O hvilket Himalah af Heltenavne har ei Oldet da? Og dybe Vande Aandeverdnen har: Geni'erne, der i sin Dybde grunded, der tordnede, naar sløve Aldre blunded, de Styrkens Strømme, der sin Skranke skar. Hvo har vel Bund i Platos Dybhed fundet? Mon Hellespont, af Heros Blus belyst, er dybt som Stagiritens Bryst? Mon yndigt Archipel er klart som Sokrates's skjønne Sjel? Og mon Skamanders Bugt er skjønhedslinjet som sin Digters Flugt? SIDE: 301 Euklidens Tavle -- o hvor er sligt Hav? sligt trofast Speil for Maane, Sol og Stjerne? Den Verden, Oceanet vidste af, stod forud tegnet i Columbi Hjerne. Og Rhinen bruste, i sin Slette løst, saa højt og herligt ei som Luthers Røst. Flyd sammen, stærke Floder! Ei saa riig Velsignelse I strømme over Jorden, som Gutenbergs Geni . . O gjennem dig, vor Mester, Lysets Vorden først er vorden! Han over Jorden gjød en Straaleregn af aandbelivte, sære Trylletegn. Chor "Vorde Lys!" o hellig Gud, du forkyndte Aanders Hære. Smykkede med Lysets Ære gik de ud, store Gud, paa dit Bud. Jordens Hersker stolt fremtriner: Skinner ikke i hans Miner Lysets Ord over Jord? Se, som Floderne sig dele, strømmer gjennem alle Sjele samme Guddoms Lys. Kundskabs Skat, genifuld Hjerne fælles er som Sol og Stjerne; fælles Eje, fri, som den Ørkenens Cisterne, Vandrer gaaer forbi, er du, Geni! SIDE: 302 Diamanten, Dybets Kjerte, gjemmer ei saa fast sin Glands, som sit Lys Cherubens Sands og den Qvindebaarnes Hjerte. Det er Kaldet, Gud dem lærte; Lysets Flod er det Blod, som igjennem Aander strømmer; Gravens Svælg det ei udtømmer; under dem gaaer det frem mod sit Hjem. Recitativ Men det er Aandelysets Guddom, at det straaler ud sin Glands i Slægtens Nat. Mon Bølgen ruller med Idéens Fart om Jord? Hvad har som Typens Tunge Lysets Ord forklart? "Vord Lys!" igjennem den har Herrens Magt end engang sagt: Vord Lys! giv Frihed Flugt og Sandhed Agt! Metalbogstavets Tunger, den Lysets Gud lovsjunger! Vor store Mesters Kunst erGuds, Guds stærke Røst, der runger: "Vord Lys!" FOR H. M. KONGEN Elske Bedrifterne ikke sit Minde? Storheden ei sin Udødelighed? Dagen vil synke, men Stjernerne rinde; Saga med Blus sænker Konningen ned. SIDE: 303 Konge! forlængst Du en Saga har levet, herlig som Hines i Sturlesons Skrift. Dit er det Navn, Du med Straaler har skrevet, Menneskehedens din Heltebedrift. Førend den naaer til de blaanende Fjelde hendøe vil Høitidsbasunernes Røst. Konningens Lovsang med dybere Vælde toner i Normandens trofaste Bryst. Kling dog, Basun! Du hans Lovsang betyder. Denne igjen er Begyndelsen til Qvadet, som først over Gravene lyder: Sagaens Leve, Historiens Hil. FOR FÆDRELANDET For Norge, for vort Fædrenord opløft dig, frie Presse! Dets stærke Aander Spyd af Ord i dig for Norge hvæsse. I Skriin er Kjæmpeoldet lagt. Nu staae de høje Ord paa Vagt. Til Norges Ære brug din Magt din Magt, vor frie Presse! FOR DEN NORSKE LITERATUR Der boer ei Glæde i de tause Lunde; der maa den klare Maaltrost slaae. Og Folket lever først paa Skjaldes Munde; dets Tanker maae sit Mæle faae. SIDE: 304 Det høre maa, som i sin Dal, i Digt og Skrift sit Maals Metal. Det sine Sønner Sproget gav. Giv Smykker det igjen deraf! Hvor glimre alle Lierne af Blommer! Du spotter os, vort Lands Natur! Hvor seirende fra Fjeldet Elven kommer! Bryd frem som den, Literatur! O unge Kraft, hvor glad en Dyst! Du strømmer jo af Folkets Bryst, af Fossen fik du Strengeleeg, din Væxt med Klippens Høihed steg. Men Friheden har diet dig med Luer -- O ogsaa den jo Folkets er! Hvad Frihedstempel ere Jøklens Buer mod Højden i dets Karakteer? Det denne er du stammer fra. O lign din ædle Fader da! Gjengiv dit Folks og Lands Natur, fremblomstrende Literatur! FOR TRYKKEFRIHEDEN Hvor trives noget Godt og Skjønt og Stort i Tvang? Qvæl Engen -- Græsset blier ei grønt; bind Ørnen, døer den paa sin Pynt; stands Kilden, som med Sang begyndt har raskt sin Gang, og den en giftig Sump vil bli'e! Naturen hader, stærk og fri, al Tvang. SIDE: 305 Kan Aandens Kilder, Tankens Flugt da taale Tvang? Skal Sandhed ikkun straale smukt, i eget Hjerte indelukt, som jamrende Aladdins Frugt i Hulen trang? Nei, Presse, løft din stærke Arm! befri Alverden i din Harm fra Tvang! KYSSET Endnu, endnu, o Elskte, en Sekund lad mine Læber paa din søde dvæle! Da smelter Grændsen mellem vore Sjele. Det er din Sjel jeg kysser paa din Mund. SVØBEN En Bonde veltilfreds drog ind til Staden med "gamle Borken" for en tjæret Kjærre. Der gav en Fætter ham paa Gaden en deilig Pisk. Hei! hop! Men kan vel noget passe værre til deilig Pisk end tjæret Kjærre? Nei, nei, til prægtig Pisk maa prægtig Vhisk! Det faldt strax Konen ind og Manden med. Som sagt, saa gjort: -- i Vhisk de drog afsted. Men Borken? Fy, det gaaer ei an! det Øg, som forhen godt nok var for Kjærre, kan Noget vel til Vhisken passe værre? -- Det faldt strax Konen ind og Manden med: -- Med herligt Spand for Vhisk de jog afsted. SIDE: 306 "Men Jeg og Du? kan Noget værre passe? Jeg er jo endnu Kari, Du er Lasse." Det strax faldt Konen ind og Manden med: Som Herrefolk de drog afsted; men -- -- Mandens Velfærd med. Tilfods maa Mand og Kone løbe fra Huus og Hjem blot for -- den Svøbe. VELGAAENDE AF TØNSBERG I Mænd af Tønsberg! Guds Fred Enhver! I see Merkuren alt kommen er. Han kommer ned fra det gamle Slot. Han hilser Eder med Nyt og Godt. For munter han er til at boe i Gruus. Ind vil han i Borgerens venlige Huus. I mindes Alle Bjørn Farmand vel: den gjæve Kjøbmand med Konningsjel? Bjørn Farmand var jo en Slags Merkur? To Navne er det, men een Natur. Saa tænk, at Bjørn er nu kommen hjem til gamle Tønsberg, til Kongsgaard Sem. Med Fjer paa Hatten og den paasnur Bjørn Farmand kommer som en Merkur. Hans Kiste er fuld af glædeligt Nyt. I Mænd af Tønsberg, træd til og lyt! SIDE: 307 Han bringer med sig et Glædesry om Gjenopblomstring af Tønsbergby. Det gamle nedsjunkne Tønsberghuus om kort skal reise sig af sin Gruus. Det Taarn, den Konge af Steen, paa Høj i Luften tænder sin gyldne Fløj. Af Glæde hopper den vilde Sjø om Tjømøes Strande og Nøterø. Og Hovedstaden for Agdesid da Tønsberg bli'er som i gammel Tid. Hvis Tønsbergtønde var viinfyldt Maal, Han drak dets Handels og Sjøfarts Skaal. "Som Stjerneregn over Havets Speil sig sprede Tønsbergs Farmandsseil!" Han drak et Vivat for Tønsberg By: Det Gamle kommer sig nok paany. TIL DEN, BUKETTEN KOM FRA Der er -- det kan jo gjerne være -- meer Guddom, meer serafisk Ære i navnløs Godhed, ukjendt Dyd, meer Skjønt i Tak, der ei har Lyd. Hvad Lyd har min, der ikke kjender den Haand, som disse Blomster sender? Saa navnløs er ei Blomstens Duft, der svinder i den øde Luft. SIDE: 308 Vel! den beskedne Guddom have du, naar du vil, navnløse Gave, at Takken aandes, som til Gud, paa Maa og Faa i Luften ud. Men hvis ei vilde Skjebners Naader men himmelsk Retfærd Verden raader, da maa min Tak dog komme til det Sted den skal, didhen den vil. Var paa et Rosenblad den skreven og hen med Strømmens Vover dreven, det burde af den vilde Flod etsteds opskylles for din Fod. Velsignelsen, henhvisket, burde ei Vinden sønderrive turde, men til dit Hoved bringe den, som Slør af Sylfer vævet, hen. Ak, er Du ung som dine Blommer, da gid en trofast Elsker kommer! Om kommen gid da blusse med Blodrosens Ild hans Kjærlighed! Gid hvad din Lytten Han fortæller i sværmeriske Sommerqveller maa være skjønt vidunderligt som denne Nellikroses Digt! Hvor spraglet! Hvilke Poesier dens lukte Knop endnu fortier! Qg gid din Elskers tause Mund om nye Skjønsagn drømme kun! SIDE: 309 Gid din og hans Roman maa komme, som denne Centifolieblomme, til at bestaae af Glæde al, af skjønne Blade uden Tal! Er Du en Moder, Ubekjendte, som din Roman forlængst alt endte, men Ømhed har alligevel selv for en fremmed Ismael: Gid dine Børn og Børneætten da glæde dig, som mig Buketten, hvis Lyst kun har det ene Savn, at stum den ikke veed dit Navn. Jeg Viin paa Blomsterne vil gyde. Kanskee vil deres Blod da flyde, Livsgeister stige i dem, saa de Navnet over Læben faae. EGEBLADENE Vær from, og tro, at Haaret er paa dit Hoved talt, at samme Haand har skaaret hvert Blad i dets Gestalt, som Sol og Stjerne vejer! Vær from, og tro forvist, at Græsset der, som nejer, gjenhilses venligt hist! SIDE: 310 Tre Alen i den sorte, bemoste, kolde Leer, opspringe Klarheds Porte, hvor døde Øje seer. Men hvi en Rast saa længe, naar Fromheds Eenfold fik et Engleøres Strenge, Cherubens Klarsynsblik? Se nøje, skal du øjne det Store i det Smaa. Sig Guddomstanker højne paa Græssets veke Straa, Dets Blegnen er et Minde; og paa det faldne Blad Moralen vil du finde af Somrens Jubelqvad. Lyt til, og hør Basuner fra axnedbøj'de Mark! Der løbe Skjalderuner i Træets runkne Bark. Det slagne Straa har sjunget; og Mossens elsgraa Hud har Guddomshænder tunget i Skjønhedslinjer ud. Geist er ei i Dens Tanker, der er saa sjelearm, at han ei troer der banker en Puls i Blomstens Barm, at Blade tale kunne med Liv fra Træ til Træ . . O hør de tusind Munde i sladdrende Allee! SIDE: 311 I Styrtningen, hvor Bjerget betænker sig med Gru paa Spranget, det har sværget, og sværger paa endnu, en Eeg har Roden gravet -- saa er dens vilde Smag -- . Den vajer over Havet som Landets Herskerflag. I Uren dybt dernede alt Rognen visner af, og Haslen allerede bedækker Primlens Grav. O, var nu skarpt vort Øre spirituel vor Tro, da kunde vi vel høre, hvi Eegens Blade loe. Septembermaaneds Nætter kan sove under dem. De taagehvide Vætter da spare Bondens Hjem. Men hellere de spøge omkring hans Agerreen, mens Løvet kun de øge om Eegens stærke Green. Med dunkel Styrke farved hver Høstnat kun dens Top, og vilden Iling marved og nerved Grenens Krop. Hvor mørkbronzeret lyste udødeligt hvert Blad, som de paa Cæsars Byste i Seirskoronens Rad. SIDE: 312 Men Stormen rev forleden to friske Blade løs. (Den vilde nok i Vreden ta't Eegen med tilsjøs.) Hvor højt dem Stormen slynger, de mødtes under Sky. "Hvorhen?" det Ene synger. "End Du? hvor vil Du flye?" "Jeg agter mig at sænke hist paa den friske Grav." "Jeg vil mig længer tænke: hist over Søndenhav." "Min Tunge lydt skal tale; thi tyst er Norges Sorg. "Jeg vil paa Kisten dale, man bær' til Jarlens Borg." "Jeg søger Frihedsmanden; Du en Aristokrat. Jeg Hjertet, Du Forstanden. Bedst at vi skilles ad." "Men nævn mig Jarlens Mage i at udøve Godt, og tæl de glade Tage, som voxe rundt hans Slot!" "Jeg søger Bravheds Hjerte; Du Klogskabs Pande kold . . ." SIDE: 313 "Se, Norge staaer med Smerte ved Jarlens vendte Skjold!" "Farvel! Endskjøndt vi groede ifra den samme Qvist, to Hjerter i os boede . ." "Lad Døden bryde Tvist!" Og Bladene sig skilte; til Holst's Grav fløj et. Mod Syd det andet ilte; til Wedels Kiste det. De begge ædle vare, de Børn af samme Qvist. Kun -- Tvende Eet ei vare. Men Døden bryder Tvist. DEN SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD TIL SIT SVÆRD Du blanke Brud, min Æres Lykke, Du, som min Tankes Drømme veed, jeg dig ind til mit Bryst vil trykke, Du Brud i Tid og Evighed. Saa pletfri Du, som Sveas Ære, bestandigt for mit Øie stod; og skal du engang Pletter bære, saa være det af Fiendens Blod! O vær mig huld i Livets Luner, i Døden huld, mit gode Sværd! Held mig, om hist i dine Runer jeg læser, at jeg var Dig værd! SIDE: 314 Min Brud er Du, mit Haab, min Hæder; for din Skyld lød min første Sang, og mellem Krigernes Geleder vort Bryllup feires skal engang. Held, Svea! Held! i Stjerneglandsen Du freidig paa din Klippe staaer. For Sværdet, Dig og Borgerkrandsen [fotnotemerke] hvert ædelt Gøthahjerte slaaer. OKTOBERVERS Her hvirvles i de gustne Blade isønderrevet spredt afsted det hele skjønne Digt, den glade Skjærsommer fantaserte ned. Det akkurat den Sværmer gik som mig: han fik, han fik -- Kritik. VASKERKONEN Naar jeg seer en Vaskerkone, tænker jeg mig flere agtværdige Egenskaber forenede: Stræbsomhed og Reenlighed nemlig først og fremst, og dertil Moder- kjærlighed, Taalmodighed og Redelighed. Uden denne sidste vilde hun nemlig miste sine Kunder, Taalmodighed er opammet i hendes Bryst af Lidelser og da ofte af den, at have en drikfældig og uduelig Mand, som hun maa ernære til Døden løser denne besværlige Byrde fra hendes Side; og er hun Moder, da kan man maale hendes Moderkjærlighed efter hendes Arbeidsomhed. Denne hæderlige Næringsvej staaer ethvert flinkt Qvindfolk aaben, Konen som Enken og eenslig Pige, som vel derved mangengang kunde finde et bedre Brød end det, der søges ad andre og mørke Veje. Mange benytte ogsaa denne Næringsvej, og i Kristiania, hvor Klassen af Embedsmænd og unge Mennesker er saa stor, glider mangen Skilling og Daler gjennem den flittige Vaskerkones Fotnote: Hr. Ridderstad (Rdd) har dog opoffret Sværdet for denne. Han har, for at indtage en uafhængigere Stilling, som Publicist, og svensk politisk Charac- teer, for ikke længe siden taget sin Afsked fra Militairtjenesten. SIDE: 315 glatte Fingre ned i Arbeidsklassens Pung. Dette være Forordene til denne oversatte Vise om Vaskerkonen. Paa Blegen hist hvor Elven rinder Du Konen seer med hvide Haar, den Flinkeste af Vaskerkvinder, endskjøndt paa sex og sexti Aar. Saa har hun stedse svedt og træt sit Brød i Tugt og Ære ædt, og udfyldt, mens hun mangt har taalt den Kreds, som Gud har hende maalt. For hende har det ogsaa vaaret: hun elsket har og været gift. Hun Qvindens Smerteslod har baaret og i sit Aasyn Sorgens Skrivt. Sin syge Mand hun plejet har, ham Fire hun til Verden bar, tilsidst i Graven ham nedlagt og ikke Tro og Haab forsagt. Hun sparet har og tænkt og grundet, kjøbt Liin og vaaget mangen Nat. Til Fiingarn har hun Linet spundet, og i sin Vævestol det sat. Til Lærred har hun vævet det, brugt Naal og Sax derpaa saa net, og med sin Fingers Natteværk hun syet har sin Dødningsærk. Den vil hun ei for Alting miste, forvart i Skriin, paa Æresplads den er det Første og det Sidste, Klenodet, hendes Skat og Stads. I den hver Søndag Morgen klædt Guds Ord hun mindes mere ret. Hun lægger varsomt bort den saa. Snart faaer hun den for evigt paa. SIDE: 316 Gid jeg, naar Aldrens Sne mig dækker, som Vaskerkonen har opfyldt, saalangt som Kraft og Evne rækker, de Pligter, som jeg har forskyldt! Gid jeg maa sætte klogt som Hun Livsbægeret til lysten Mund! Gid jeg kan see med hendes Fred Liigskjorten, jeg skal have med! FATTIGMANDS FREIDIGHED (EFTER DET SVENSKE) Fader! om dit Liv har smertet, om det sjeldent smilet har, vil jeg love Dig af Hjertet, ja for Alt, Du mig tilskar. Giv mig Mod og Lyst og Styrke Byrdens Vægt at bære frem! Lær mig ydmygt Dig at dyrke, Fader min i Himmelhjem! Ak, hvor snart, hvor snart de rinde Dagens Timer, Nattens Stund! Og de bittreste forsvinde, ogsaa disse, som en Blund. Knap er over Qval og Kummer, tykkes ogsaa den saa kort; glemt er Plagen, og i Slummer drømmer Haabet Mindet bort. Skjebner, som jeg aldrig troede, at jeg skulde slippe fra, bares dog; thi Kraften boede ubekjendt hos mig endda. Led dens Strøm, i hvad der møder, ovenfra til bange Bryst! SIDE: 317 O! fra Dig, som Spurven føder, kom til qvalte Hjerte Trøst. Hvi da qvæle mig i Klage? bange for min Fremtid staae? Veed jeg ei, at mange Dage rinde frem i Skyer graae; men, naar lidt det lider, gydes Lysets Flod fra Himlen ned, og saa ven en Aften nydes efterpaa i Hyttens Fred? Sorger kunne tæt sig flokke, Taarer rinde stridt og flot; ingen maa dog Troen rokke paa at Alt, at Alt er godt. Hvad Du til min Hytte sender, fra dit høje Stjerneslot -- Fader, o af dine Hænder har tillaans jeg Livet blot. Nei, jeg vil med frydfuld Tunge i de Jubler stemme ind, som Alverdens Glade sjunge, Frelsere og Fader min! For din Ære vil jeg stride modigt end paa skyfuld Jord. Dagene, som mangt maae lide, loves Sejer i dit Ord. Et for et, altsom de fæste, løser op du Livets Baand Ei jeg glemmer, at tilgjæste, er paa Jorden kun min Aand. Derfor se! jeg ei vil drøje, naar din Kaldelse jeg faaer; jeg staaer op, med taksomt Øje til min Fader, naar jeg gaaer. FOR BØRNENE SIDE: 318 Aaret maa ikke gaae tilende uden at disse Blade ogsaa inde- holde noget for de Smaa. Dette Blad er derfor især for dem -- en liden Examen, de maa bestaae før Juul, for det næste Aar kræver større Kundskab af dem end disse faa Linjers Udenads- læsning. EXAMEN I RELIGION Det vilde glæde mig ret at vide hvem sender Sneen ved Vintertide? -- Det er den samme og store Gud, som lærte Moses de hellige Bud. Hvem lærte Fuglen i Træets Skygge saa luunt et Rede med Kløgt at bygge? -- O det er Ham, som har sagt: jeg vil hver liden Spurv sende Spise til. Hvem lærte Myren at samle Føde og godt at leve naar Alt er øde? -- Hvem anden end Gud, som giver os Raad i Myrens Dont og i Biens Daad? Hvo gav det Purpur til Rosens Blade, og lader i Perler sig Marken bade? -- Den samme Gud, som i Himlen boer, hvor Solens straalende Rose groer. Hvem tvinger Jorden til Korn at yde, og Tornebusken til Bær at skyde? -- Just Han, som sendte den Manna sød til Israels Børn i Ørknens Nød. SIDE: 319 Hvo lærte Sommerfuglen derinde i Puppens Skal til sin Kaabe at spinde? -- Det gjorde Gud, som har Ingen glemt. Ham Intet er lidet, Intet fornemt. Hvem sendte Jesus at døe for Andre? Hvem lod Ham Vejen til Golgatha vandre? -- Det gjorde hans Fader, ja hans og vor. Den Grumhed gjorde, at mange troer. Har Mennesket Noget, som Gud ei foragter, saa mægtig Han er over alle Magter? -- O ja! At ret vi hans Vilje har lært, og leve derefter, -- det er ham kjært. HISTORIE NORGES KONGER 1. Harald "Haarfager" erobred' det hele Rige. Smaakongerne maatte paa Jarlestol stige. 2. Erik "Blodøxe" blev for sin Grumhed forjagt; fik saa i England en Greves Magt. 3. Hakon "Adelsteen" bygged' først Kirker op og vake Varder paa Fjeldets Top. 4. Harald "Graafell" ligned' Erik i Sind. Han brændte Sigurd Hladejarl ind. 5. Hakon Jarl af Magten blev grum og haard. Ham dræbte Træl Karker i Thoras Gaard. 6. Olaf Trygveson kristned' med Ild og Ord. I Svollderslaget han sprang over Bord. 7. Erik og Svend Jarler af Hladeæt. De skiftede Landet og Hvermand Ret. SIDE: 320 8. Hellig Olaf kristned' med blodig Daab. Ved Stiklestad faldt han for Bøndernes Hob. 9. Svend Knudssøn, Søn af den danske Knud ved Rænker kom ind og ved Flugt herud. 10. Magnus den Gode har Navnet fortjent. Han Dannemark fik ved Testament. 11. Harald "Haardraade," Helten berømt fra Syd, sin Bane fik af engelske Spyd. 12. Olaf "Kyrre" anlagde Bergens By; hans Fredsomhed gav ham velsignet Ry. 13. Magnus "Barfod" feided' i Vesterhav; i Irlands Moradser han fandt sin Grav. 14. Eystein Magnussøn, kyndig i Landsenslov; Han satte Sværdet bag Bondens Plov. 15. Sigurd "Jorsalafar" kjæmped i Jødeland. Hans Sind var heftigt som Ildebrand. 16. Magnus "Blinde," den Stakkel, blev blind ført om af Slemmedegn i sit Kongedom. 17. Harald "Gille" beviste ved Jernbyrd sin Ret. Han handled' ilde; det gik ham slet. 18. Sigurd "Mund" fik Døden imellem Hærde af Borgerkrigens løsslupne Sværde. 19. Inge "Krogryg" foer ivrig med Gregers omkring fra Valplads til Valplads, fra Thing til Thing. 20. Eystein Haraldssøn, mere hidsig end klog. 21. Hakon "Hærdebred" ligger i Steinavaag. 22. Magnus Erlingssøn, gamle Jarl Skakkes Søn, ligger begravet i Sognesjøn. 23. Sverre Sigurdsøn alle de Fiender vog, som vilde standse hans Birkebeenstog. Han kunde Latin, var viet til Præst. Naar værst det syntes det gik ham bedst. 24. Hakon Sverressøn levte kun tvende Aar. 25. Guttorm Sigurdssøn døde midti sin Vaar. 26. Inge Baardssøn giver Baglerne Fred. De syntes ikke at trives derved. 27. Hakon Hakonssøn "Gamle" fik Krigen forbi. Nu satte Birkebeen hen sin Ski. SIDE: 321 Med Baglen han talte om gamle Slag. Nu blomstred Norge i Glands og Mag. 28. Magnus "Lagabøter" fik Lovene bedre. 29. Erik "Præsthader" kjæmped' mod Kirkens Fædre. 30. Hakon Magnussøn styred' Norrige godt, holdt prægtigt Hof paa Agershuus Slot. 31. Magnus "Smek," alt Sverige ogsaa adlød. I hans Tid raste den sorte Død. 32. Hakon den Sjette med danske Magrethe sig gifted', der alle tre Rigers Forening stifted. 33. Olaf Hakonssøn døde -- man veed ei hvoraf. Foreningen stiftedes over hans Grav. Med Margrethe og Erik, Kristoffer, Karl Bonde begyndte ret Tider saa mørke og onde, med Kristian den Første den Oldenborgeræt, der skiftede Norge kun Stedbroders Ret. I Attenhundred' og fjorten blev det Dannemark qvit, forenet med Sverrig, selvstændigt og frit. Nu trives det godt under Kong Karl Johan, som Norge tilfulde gjengjælde ei kan. Med Adelsteens Hjerte og Kyrres Gemyt, Bedrivt er hans Fortid, Velgjerning hans Nyt. JORDBESKRIVELSE (GEOGRAFI) JORDEN Den Jord, hvorpaa vi Alle vandre, en Kugle er, som de Stjerner andre; som Ballen næsten rund og hvalt. Men det er endnu langtfra alt. SIDE: 322 Af Land og Vand bestaaer det Hele. Alt Landet kalder man Verdensdele: Europa, Asia og Afrika, Amerika og Øverd'nen Australia. Og de indeholde Fastland og Søer, Oceaner, Floder, Stræder og Øer, Halvøer, Bjerge, Fjorde og Viger. Forbjerget langt ud i Havet stiger. I Riger Fastlandet ud man skifter, og Riget i Provindser Amter og Stifter. Folkeslag leve glade deri naar de ere flittige, kloge og fri. -- Det er nu en Stump af min Geografi. NORGES GRÆNDSE Et Fædreland fik jeg i Vuggegave saa godt som ikke Alle det have. Nordsøen ombruser dets vestre Kyst, i Iishavet bader Nordkap sit Bryst. I Øst det fast med Sverige hænger, men Kjølens Fjeld mellem begge stænger. Sydud de danske Øer flyde. Jeg bytter ikke med Svensk og Jyde. REGNING Tregang tre er ni, tregang fire tolv, og femten er tregange fem. Tregange sex er atten. Moletten ei forglem! SIDE: 323 Fire Gange fire er sexten Talgoxer i Træets Top. Fiirgang fem er tyve Dragoner i Galop. Fire Gange sex er fiirogtyve smaa hvide vakkre Lam. Fire Gange syv er otteogtyve Karudser i en Dam. Fem Gange sex er tredive Smaagutter paa en Bænk. Men spørges der i Moletten, da hedder det: Smaagut,tænk! Fire Gange otte er toogtredive Smaagrise om en So. Fire Gange ni er sexogtredive Spurve paa Laavebro. Fem Gange otte er fyrretyve Jomfruer i en Dands. Fem Gange ti er femti Fioler i deres Krands. Sex Gange ni er fireogfemti Trompetere tilhest. De blæse et vakkert Stykke for Den, som regner bedst. SPROGLÆRE 1. Fire smaa Ord har jeg ofte seet: Artiklerne "en" og "et" og "den" og "det". 2. Substantiv (Nomen) er Navn paa en Ting: en "Skole", et "Huus", et "Skib" og en "Ring". SIDE: 324 3. Adjektiv lærer os Nomenets Art, som: "stor" og "liden", "lodden" og "bart". 4. Istedetfor Nomen Pronomenet staaer: Johns Hoved, "hans" Næse, "min" Arm, "dit" Laar. 5. Talordet tæller Ting og Personer: "to" Heste, "tre" Faar, "ti" Mænd og "tolv" Koner. 6. At Nogenting skeer os Verbet skal sige: at "læse", at "skrive", at "synge", at "skrige". 7. Hvorledes den skeer har Adverbet forklart, om "ilde", om "vel", om "langsomt", om "snart". 8. Nominer føjes af Bindeord sammen, som: Børn "eller" Gamle, Asken "og" Flammen. 9. Forordet foran et Substantiv staaer, som: "gjennem" en Dør, "midti" et Skaar. 10. Udraabsord røber Følelsens Magt, som Kummerens "Ve!" og "Fy!" af Foragt. Af ti Taledele da Sproget bestaaer. Igjennem det Tanken af Sjelen udgaaer. NATURHISTORIE PATTEDYR Hunden kommer, er den kaldet; Katten lister sig da bort. Gjeden er paa Knæet skaldet, Bjørnens Hale ganske kort. SIDE: 325 Stolte Hest kan langt mig føre, han kan trække Plog og Harv. Mikkel Ræv med spidse Øre er og blier en listig Skarv. Ulven tuder fælt i Skoven, følger rappe Hares Spor. Musen lever godt paa Laaven. Grævlingen i Bakken boer. Gaupen lurer ifra Træet paa den arme Finlaps Reen. Koen tygger Drøv paa Qveet. Røskat gnaver under Steen. Lodne Jærv er altfor slugen. Gjeden gnaver gjerne Bark. Otren lister sig paa Bugen, stjæler Fisk i Fiskepark. Der er endnu mange Flere, der er Flaggermuus og Vaand, Bæveren, som kan undvære til sit Huus Bygmesters Haand. Alle gaae i egne Klæder, har sin egen Karakteer, egne Plager, egne Glæder. Gud, vor Fader, deres er. Alle maa hvad de fortære skaffe sig ved egen Magt. Gid til Menneskenes Ære det om dem kan blive sagt! SIDE: 326 KATTEN Forsigtig og slu er Kattepuus. Vær ogsaa forsigtig med den! Den leger grum med den fangne Muus, den slipper og ta'er den igjen. Meer grum end Katten den Dreng dog er, som plager og gjør den ondt. Den fik af Gud sin Karakteer og sin anviste Dont. FLUEN Den lille Flue Gud har gjort. Jeg kan den dræbe; men i Guds Haand siger jeg og Den netop jo lige stort? Gud giver liden Flue Mad. Han giver mig vel med. Men volde stakkels Kræ Fortræd gjør kun en ond Dreng glad. SOMMERFUGLEN Den prægtigklædte Sommerfugl er fløjen fra Guds Haand. Han gav den gyldne Ringe og røde Purpurbaand. SIDE: 327 Han lærte den at flyve højt, højere end jeg er. Den har nok Fuglens Lyster, men ei dens Duun og Fjer. Og alle Verdens Mennesker og alle Kongebud ei gjøre kan en Sommerfugl. Det kan alene Gud. HUNDEN Jeg aldrig Hunden meer vil slaae, men klappe venligt den, dens Hale til at loggre faae; den bliver da min Ven. Det Venskab ei foragtes bør; thi han saa trofast er. Han glemmer ei hvad godt jeg gjør, hans Blik mit Hjerte seer. Kom da, min kjære Kammerat! Jeg dele vil mit Brød. Min Haand skal tjene Dig til Fad, min Ven i Liv og Død! EDDERKOPPEN Med otte Øine hvasse, to vidt opspændte Klør, mon Edderkoppen passe sin Væv, det Silkeslør. SIDE: 328 De fine Traade spinder den ud af eget Skjød. Den arme Flue finder deri sin bittre Død. Saa er og mangen Snare for Menneskene lagt. Men Gud vil dem bevare, som stole paa hans Magt. HUGORMEN Med ildrødt Øje, Tungen kløvet Hugormen frem af Klippens Rift sig sniger raslende i Løvet. Vogt dig! Dens Tand er fuld af Gift. Med Skjæl er hele Kroppen dækket, saa blank og glat som Staal polert. Et Baand, af sorte Spetter flekket, gaaer ifra Hoved og til Stjert. En Hugorm, er der sagt, sig klynged engang om en Apostels Led. Han rysted dette blot, og slynged, selv uskadt, Ormen langt afsted. FUGLENE Ørnen er Fuglekonge; den staaer i rædsomt Ry. Blod smager bedst dens Tunge. Den svæver over Sky. SIDE: 329 Papegøien er en Sladdrer om Alt, han veed ei hvad. I Dammen Anden snaddrer; den vrager ingen Mad. Den sorte Krage stjæler i Furen spildte Ært; men vanskeligt man tæller de Mark den har fortært. I Luften Lærken synger, Bogfinken i et Træ. Paa Vandet Svanen gynger sin Barm saa hvid som Snee. Hanen Ladhans vækker med Røst som en Trompet, mens Moders Høne klækker et Æg, hver Morgen et. Hvormange Snees forresten ei lige til er sagt. Man kunde sige næsten, at Penge den har lagt. Paa Taget hærmer Stæren; han hærmer hvad han vil. Sin Hytte bygger Skjæren af Pinder i en Piil. Men Skovens Syngemester er Taletrosten dog. Han i sit lille Hoved vel har en Nodebog? SIDE: 330 De synge alle Fugle; men hver paa egen Viis. Selv gamle Kirkeugle vil qvæde Herrens Priis. DOMPAPEN Se, som en Rose sidder i Rognens højeste Qvist rødbrystet liden Dompaphan ved Siden af Hunnen graa. Hvor prægtig er dens Vinge! Med den den flyver saa højt. Den spiser sure Rognebær, men takker dog Gud derfor. Af Mos og tørre Qviste sit Rede bygger den tæt. Den klækker der sin Yngel ud, og synger til Gud sin Tak. Den gier en dygtig Lexe til de uartige Børn, som sove og som spise, men dog takke ei Gud derfor. Den lille Skolemester i Rognen har mig lært, at takke Gud derovenfor for Rede og Mad og Liv. SIDE: 331 FORSTANDSØVELSER DE TRE PAR OG DEN ENE For Øren to, men Mund kun een, vi have Gud at takke. Thi Meget skal du høre; men kun Lidet derom snakke. To Øine og een Mund . . Hvordan! Det kan dig ei fornøje? Thi Meget maa du see, men kan du mangt Et taus fordøje? To Hænder har du og een Mund; Det Herrens Kløgt dig vise! De To til Arbeid ere, kun den Ene til at spise. SAMMENLIGNINGER Hvor glat er ei Isen! hvor skjørt ei Krystal! Hvor hurtig ei Skyggen, og Blæren hvor tynd! Saa glat og saa skjør og saa hurtig og tynd er Daarligheds Lyst og din Glæde, o Synd! Hvor livlig er Solen, og Lyset hvor klart! Hvor fast er ei Fjeldet, og Havet hvor stort! Meer varmt og meer klart og meer fast og meer stort er Ordet, som Jesus os har aabenbart! SIDE: 332 JEG SELV Mine Hænder -- hvor nette gjorte, at gjøre hvad jeg vil! Smaagutten maa Haandværk lære, at sye maa Pigen til. Mine Øine -- den hele Verden staaer malt i deres Speil: Med dem jeg og kan læse i Bogen uden Feil. Min Tunge -- den er vel derfor ei gjort at bande med? Nei til at tale Sandhed. Mit "Ja," det er min Eed. Mine Øren -- hvor jeg fanger i deres Tragt hvert Ord! Jeg høre vil om Vejen til Himmelen fra Jord. Mine Tanker -- frem de komme. jeg veed ei selv hvoraf. Jeg tænker paa mine Forældre, som Liv og Alt mig gav. Mit Hjerte saa haardt kan banke af Smerte eller Lyst. Gid vaagen imod Synden det slaa mig i mit Bryst! SIDE: 333 MENIGMANDS JULEØNSKE FOR KONGEN Blandt dine Venner, Kong Carl Johan, en stærk og trofast er Menigmand. Du sov vel knapt i min Hytte godt, men ikke tryggere i dit Slot. Dit Hoved gav i mit Skjød jeg Læ, og rundtom laae mine Børn paaknæ. Jeg kalder Dig, hvad dit Aasyn lærte: "Carl Ørneøje, Carl Ædelhjerte!" og ønsker af et oprigtigt Sind en Skaal, som gjør mig mit Øl til Viin: Gud signe Kongen, den Folkeven, fra denne Juul og til Juul igjen! Gud signe Kongen til Krop og Sjel! Gid her hos Os stod hans Juleqvel! Gid hver Velgjerning, Du Norge skjænkte, gid hver en Tanke, for det Du tænkte, en Engel blive for Dig! Da vrimle den Høisal vilde som Herrens Himle. Og gid enhver af dem Dig berede en Sundhedsdrik i sin Juleglæde! Ja vidste jeg, at Du da var glad, Da sad og Glæden ved Armods Fad. VINTERVISE FOR TJØMINGERNE Mel. Aa kjøre Vatn aa kjøre Ved. Og Gud ske Lov vi er her igjen hos vore snille muntre Koner, hvor Vennen finder sin gamle Ven, hvor Glasset gaaer og Sangen toner! De røde Roser osv. SIDE: 334 Det blæste Satans i sidste Høst, nu vi igjen ad Vinden blæse. Den gamle Gjæk har jeg sluppet løst, og heist Lanternen paa min Næse. De røde Roser osv. Nu ligger Skuden fortøjet vel imellem Tjømøes sikkre Sunde. Men Skam faae mig om en lystig Kvæl jeg ikke selv nok seile kunde. De røde Roser osv. Paa Slæbetouget hu Moer jeg ta'er; mod Os ei mange op skal hamle. Lign Moer, min Pige! og, Gut, din Fa'r saa dandse I naar I bli'e gamle! De røde Roser osv. I een Ting til maae I ligne Os: i Kjærlighed for gamle Norge! Der ligger Hjemmet; did gaaer vor Kos. En Skaal for det, om vi skal borge! De røde Roser osv. Nei, borge Den, som borge maa! Her drikke vi af egne Varer. Skaal for den Snekke, som bedst kan gaae igjennem alle Havets Farer! De røde Roser osv. For Moer og Barna, for Viv og Mø for vore Venner og hver Fremmed! En Skaal for Tjømø og Nøtterø, det lille kjære Hjem i Hjemmet! De røde Roser osv. SIDE: 335 Og for os Selv vi ei drikke blot men og for alle Grander gjæve: Vi ønske Tønsberg alt muligt Godt. Gid Handel der og Søfart leve! De røde Roser osv. EFTER TIDENS LEILIGHED Stenen i Stefanens Pande -- Den er Løgnen mod det Sande. Taabelige, grumme Haand, som vil sigte paa en Aand! Ha, hvad Sejersglands, der bryder af det Saar, hvis Blodstrøm flyder! Løgnen kun Sekunden vinder. Intet Sandhedsord forsvinder. Som et Hvift af lette Lin løsner styrtende Lavin, er Det nok til at begrave Verden, naar den er aflave. Men Det maa ei hviskes stille. Sandheds Ven ei blot maa ville. Vær i Et og Alt dig Selv! Det er Sejrens Kunst, min Sjel! Som Stefanen mellem Stene maa du staae, om selv alene. SIDE: 336 ASYLBØRNENES SANG, IDAG HDS. K. H. KRON- PRINDSESSENS FØDSELSDAG (Mel. Jeg er saa fro, jeg er saa glad etc.) Vi ere fattige og smaa; men saa var og Vorherre dengang han i sin Krybbe laae; Vi have det ei værre. Her have vi vort Bethlehem; hid Kongen selv bar Gaver frem. Guds Engle signe ham for dem, den gode gamle Herre! Vi ere fattige og smaa, ja fattige og mange som Buskens Knopper, Engens Straa, som Løv i Skovens Gange. Dog ere vi i Magt og Aar just efter Hans bestemte Kaar, som Alting allerbedst forstaaer. Vi Sorg ei deraf fange. Men Engens Straa har og sin Lyst! Hvor leger det for Vinden! Og Hybenen paa Klippens Bryst har Rosenrødt paa Kinden. Lidt Straa, en Knop fra Hybnens Stok -- den Krands er smuk, skjønt simpel nok. Kom lad os flette en i Flok, med Rosenrødt paa Kinden! Thi selv Vi nok bag snedækt Tag maae Krandsens Blommer være, vi gjerne flette vil idag til Kronprindsessens Ære. SIDE: 337 Hun seer den ikke med Foragt: ved Hendes Hjerte Børn har lagt. Hun kalder os en Englevagt om sig og sine Kjære. Thi om vi slynge her vor Krands fjerntfra vor Kronprindsesse, -- en Krands af Smiil og Øines Glands og Hjerter veltilfredse -- Guds stærke Engle bære den usynlig gjennem Himmelen. Ja vore Sjele flyve hen hen til vor Kronprindsesse. MIG SELV Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig? Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner. Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar. I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd. Min Vedbende er voxet. Didudaf mit Vindu har den baaret paa sine brede Blade alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme. Den første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviske nogle troløse Navne. De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens Huler. SIDE: 338 Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af Centifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade -- mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en Sekund med Ærgrelse? Det vilde være som at dræbe himmelblaae og rosenrøde Sommerfugle. Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste. Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hoved med Aske, og at bortkaste de Diamanter af straalende Sekunder, Tiden endnu nedsaaer derover. Nei, frisk I Journalister! hvæsser eders Rævekløer kun paa Klippen. I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød Grav. Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte. De skulle engang pryde min Aands Diadem. Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had flux tusind Alen borte. Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de første Bølger fra Land og langt ud i Havet. Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes? Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk! Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at skumme, naar den gaaer imellem Stene. Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme glanende Øine. Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af drivende Skyer, Solens Eventyrslande? SIDE: 339 Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok? Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv. Ha, de blinke jo, som om de vilde tale til dig! Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen ogsaa Foraar? Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde sig. Halelujah! Hvilken Rigdom for en Dødelig! Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde, og skal deeltage i Jordens. Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og den vil snart springe ud med Blomsterne. Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved. Som et Krystalbad nedfalder din Glands derpaa. Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernerne. Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis Folder ere forsvundne. Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af Alabaster. Som en Büste staaer den i mit Indre. Stirr i dens Træk! Nu ere de, som I ville have dem. De spodske ere stivnede. Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi forfærdes I mere? Den Djævel! Büsten har et leende Hjerte under sin Rolighed. Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa det! Anmærkning til Mig Selv. Forf. Jeg anmoder de klogeste Mennesker i Verden ): D'Hrr. kritiske Anonymer, om at sætte disse Tanker i Vers. Kritiske Anonymer i Morgenbladet, Constitutionelle, Hermoder etc. etc. etc. Klogeste Mennesker i Verden ? Ganske rigtig; det er upaatvivlelig vi Anonymer. Neitak! Ultra posse. -- Men en Læredreng skulle vi gjøre ham til, saalænge han lever. Forf. Ja, her er en Læreklud. SIDE: 340 VALGET En simpel Yngling spurgte gammel Mand: "Siig hvem af disse Tvende skal jeg tage til Ægtemage: en af min egen, en af bedre Stand? Jeg er saa heldig nu at kunne vrage." Da løfted Gubben Kjep, det Aldrens Vaaben, henpegende paa lystig Drengetrop, som løb omkring med Svøbe og med Top, og sagde: "hør, de spaae hvad du skal gjøre!" Den Yngling nærmed sig da Drengehoben, og faaer da høre et Pokkers Skrig, en evig Raaben: "den Nærmeste! tag den, som er dig nær!" De Drenge vistnok mente Toppen; men vor Yngling tog det Raad, og gik saa hen og tog sin Nærmeste: sin Lige, den simple Pige. GEORGE FREDERIK VON KROGH Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke, Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse? Døden følger den Lykkelige som en tyrannisk Herre; den Ulykkelige som en Tjener, der stedse er rede at modtage sin Herres Kappe og Maske. SIDE: 341 Hvormangen stolt Sjel kastede ikke dem begge i hans Arme? Da vidste de forbausede Mennesker, at der havde været en høi Aand imellem dem. Trofast som Camoens'es Neger, der betlede for sin Herre, er Døden vedhaanden naar Nøden bliver for stor. Hvad betler han om for George? Fem Fod Muld af Jorden for Den, som nu ejer en grændseløs Himmel. O læg ham under de Stene, I gave ham at æde! En Engel vil græde Blod derover, og Gud lade en Rosenbusk opspire. De ere dog blødere end de Løibænke, hvorpaa hans Undermænd hvile. Der er Hjerter i disse Stene; thi de skjule hans Kummer. Døden, den venlige Sorte, smiler . . . O, han maa vide en sød Hemmelighed. Han maa have et blødt Hjerte; thi Jammeren tier ved hans Bryst. Øinene synke igjen af Henrykkelse under hans Kys, det eneste Kys i Verden, som tilfredsstiller og er trofast. Det er et Øjeblik, hvori Himlen nedsænker sine Stjernekroner. O George, hvor din Pande straaler! Er Betleren bleven Aanders Fyrste ? Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke, Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse? O George, da maa Du erholde trende: en af ømme Violer for dit Hjerte, en af Laurer for dit Geni; men Blomstens Navn for din Kummer er kun i Himlen kjendt. SIDE: 342 Stimle Engle om din Grav -- se, de ville vige tilside, tilside for Bonden, som trænger sig frem med en Egekrands. George, George! hvi funkler din Aand stærkest ved Synet af den? Den er for Patrioten og Oplysningens Ven. De Ædelmodige! de have vist taget feil; thi nu har den ingen Torne. ASYLBØRNENES SANG TIL H. K. H. ARVE- PRINDS CARL LUDVIG EUGEN, PAA HANS FØDSELSDAG DEN 3DIE MAI 1841. Mel. I Dalens Skjød en Hytte laae. Til Carl Eugen vi tør ei meer saa frit som forhen tale: For længesiden voxet er han jo ifra os Alle. Han bærer allerede Sværd; han er en Sang af Mænd alt værd. Han rider ikke meer forlængst paa Kongens Knæer Ranke. Han tumler alt en vælig Hengst, saa sky som Angstens Tanke. Hans Moder seer med Stolthed til sin Førstefødtes Ridderspil. Han bærer Sværd og Portd'epee; det maa hans Fader fryde. Gid det Mirakel maatte skee, at Blomster det vil skyde! Hvor herligt, om fra Heftet af det Blomster skjød som Arons Stav! SIDE: 343 Hvor herligt, om dets hvasse Od i Rosenknopper døde! om Eggens Blaanen kun bestod i Anemoner bløde! Hvert Blomsterstraa, hver Rosenqvist sin lille Søster gav han vist. Da vilde gamle Kongen lee, hans ømme Bedstefader, hans Moder med et Øje see, som sig i Straaler bader; Hans Fader vilde sige: Du, min Søn Eugen, er Barn endnu. Ak, er Du det, da tør vi nok en Barnesang dig byde. Dit Rige var en Børneflok; det vil dig endnu lyde. Tag da, om Du det har forladt, vor Kjærlighed! Den er din Skat. Der er ei anden Blomsterflor paa Armods tørre Qviste. Den Kjærlighed, som derpaa groer, vil dog ei Kongen miste. Og skulde Du foragte den, som ligner ham i Alt, Eugen? FLITTIGHED Dovenskab stjæler saa jævnt af Pung, Daarskab er ogsaa en Skat saa tung. Lysten til Flitter og Flatter Fattigpeer tungest beskatter. SIDE: 344 Være en nyttig Mand, er en Mynt af Guld. Hvor du viser den frem, erkjendes Værdien for fuld. Mange gad nok uden Møie æde, sove og fordøie, leve blot i Mag og Fred; men de slippe ei ud dermed. Tjente jeg en Herre god, og han fandt mig lad og treven, blev jeg ikke rød som Blod? Nu min egen Herre bleven, om jeg greb mig i det Samme, maa jeg for mig Selv mig skamme. Spørg ei arvet Poseguld, Vang og Skov og feden Muld, om en Mand er riig Spørg alene Mandens Flid, hvad han nytter til sin Tid! Den skal Sandhed sige dig. Den skal være sikkrest Maal paa Dybden af hans gyldne Skaal. Haandværk har gylden Hjerterod bær' det om Munden end Støv og Sod. En Kunst er Reisepenge god, som tynger hverken Haand eller Fod. Brug Tiden vel, om Du vil Fritid finde! Men da du ei er vis paa en Sekund, saa kast ei bort en Times Stund. Arbeidsom Mand kan altid Fristund finde, men Ladmand ingensinde. SIDE: 345 Kun drivtig Mand kan sige: "Glæden jeg kun naaer. Ved Enden af mit Dagværk, se, dens Tempel staaer. Driv paa dit Dagværk! Det paa dig ei drive! Men tidlig i og tidlig op af Seng gjør Manden rask, som var han stedse Dreng, og skal ham Oldings Kløgt og Velstand vise. Her var da ti Stumper. Ligesaamange Guldringe, een til hver Finger, kan upaatvivlelig i de allerfleste Tilfælde Flittighed skaffe sig med Tiden. Thi -- Hvad er Flid Andet end benyttet Tid? Og hvad er rigere end Tiden? Den er ligesom et Bjergværk, som vel undertiden kan give Mere og Mindre, men som dog altid giver noget for den Hammer, som ikke hviler. STEINBRYTERVISEN "Nisser og Dverge bygge i Bjerge; men vi skal mine dem alle herud. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Luften med Krud. Ja lad os bore dybe og store Huller i Graastein og Blaastein og Flint! Da, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Stykker og Splint. SIDE: 346 Hurra! det knalder! Satans Rabalder! Hurra, Minerer! du vinder tilsidst. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget ved Magt og ved List. Fjeldet skal bæve under vor Næve. Hurra, Minerer! Nu knalder dit Skud. Nisser og Dverge bygge i Bjerge, Hurra! nu mine vi Nisserne ud." MIN FØDSELSDAG Gudskelov, at du er over, Dag, da jeg blev fød, Ruller nu, I muntre Vover! Straal nu, Rose rød! Ak, igaar hvor tungt I sukked'! Rosen sine Kalke lukked'. Gudskelov, at du er over, Dag, da jeg blev fød! Nu idag du atter lette Kan, Natur, dit Bryst, Harpen til mit Hjerte sætte; Det igaar var tyst. Ak, igaar hvor mørkt derinde! Hvor var mine Øine blinde For Naturens Lyst! SIDE: 347 Fyld mit Bæger! Jeg vil drikke Paa min Fødselsdag: Den, naar Tørvene de stikke Til min Gravhøis Tag. Jeg vil feire den derinde, Vande vil dens Græs min Fiende Med et smeltet Nag. OMEN ACCIPIO Nu blev mit Huus velsignet: en Svale fløj derind, saa snar og glad som Tanken, der gjennemfoer mit Sind. De Begge kom fra Himlen. Lod sig min Tanke see, den guldblaa var som Svalen, eller hvid som Sne. Og Mage kom med Mage. Det var et Varsel meer. Thi noget Godt ei kommer alene, siges der. Uskyldighed og Ømhed just søgte sig et Hjem. Held Dig, min nye Hytte, at Du behagte dem! SIDE: 348 ASYLBØRNENES SANG TIL SIN VELGJØRER, GENERALMAJOR BIRCH, PAA SKJÆRSOMMERDAGEN 1841. (Mel. En Sømand med et modigt Bryst.) Nu kommen er, paa Guds Befal, den deilige Skjærsommer. Da alle Vi nok plukke skal vor gode gamle General en Krands af Markens Blommer. Se, Dage komme, Dage gaae fra Himlens store Sale. Først Martses fattige og graa, Aprilens spraglede derpaa. De ere Sødskend alle. Saa kommer Majens Treti-Een. Da Himlen leer af Glæde. De pynte sig med Birkens Green, og Vinterens forglemte Steen de med Violer klæde. Saa komme, liig en Dronnings Børn, Skjøn-Junis glade Dage. Da snarere end Fjær paa Ørn groe Roser frem paa haarden Tjørn og Græs paa Bondens Tage. Men herligst kommer Sanktehans, den Konge mellem Dage. Han af sin Krones Rosenkrands stormodig gi'er en Knop til Mands, og har dog nok tilbage. SIDE: 349 De Dage Solen højest staaer hans Regimente varer. Naar Kong Sankthans saa heden gaaer, en Høstaks Kjæmpehøj han faaer af muntre Slaatteskarer. Idag (tre Dage netop før hans egen Fest skal være) Sankthans en prægtig Høitid gjør, saaledes som sig hør og bør, til "Generalens" Ære. Fra Træet vajer han med Flag, fra Ageren med Fjære. Hvor staae dens Ax som Spyd i Slag! Han mønstrer af sin Hær idag til "Generalens" Ære. Idag befoel han Hybnen strax sin første Knop at bære. Han bød en Flor af alle Slags, og Agren skjød sit første Ax til "Generalens" Ære. Og Sankthans selv er pyntet ud saa prægtig han kan være. Idag, som paa et himmelskt Bud, staae alle Markens Blommer Brud til "Generalens" Ære. Thi ingen Rose er saa blød som Hjertet hos den Kjære. Hvor fuldt af Dugg for al vor Nød! Hvad, om med eet deraf frembrød en Engels hvide Fjære? SIDE: 350 O deilige Vidundersyn! Det over Os vil svæve med Rosers Glimt og Liljers Lyn; men Vi, vi jublede i Sky'n: "Asylets Engel leve!" MIN VIVS HJEMKOMST Gudskelov, min hulde Hustru! Gudskelov du engang kommer! O, Velsignede, velkommen! O velkommen tusind Gange, var dit Fravær ei slig Sorg! O med tusind Kys velkommen, da dit Fravær er slig Sorg! O velkommen hjem igjen, til mit Hjerte hjem igjen, inden disse Armes Grændser, hvor, min Viv, din Verden ender! O velkommen hjem igjen! Jeg har længtes, til jeg blegned, til mit karske Hjerte sygned, aabnet Favnen, fanget Luften, til min stærke Arm nedsegned. Du maa troe det -- ja ved alle denne Midnats vaagne Aander! -- skjøndt imorgen ved dit Hjerte, Elskte, du min Kind vil finde blussende af Glædens Sundhed. O velkommen, hulde Hustru! skjønne Text for mine Sange! søde Smag for mine Læber! SIDE: 351 bløde Marmor for mit Favntag! ædle Billed for min Aands dybe, jublende Tilbeden! O velkommen hjem igjen! Ak, hvad kan min Styrke tvinge, saa jeg ikke op kan springe? Ak, hvad binder mine Arme, at jeg ei dig kan omfavne? Ak, hvad kan mit Øie blinde, saa det ei sit Syn kan finde? Har da hist fra Dødninghaven stakkels ugift Qvindes Geist, svøbt i Hyldens Duft paa Graven, sig i Sommernatten reist? er ind af mit aabne Vindu opad lette Ranke stegen, for med Trolddom mig at gjække, min Henrykkelse at vække, for med den Bedragnes Qval sin at kunne vederqvæge? "Det er mig, og ikke Hende," klang det, klang, som om man kunde tænke Klang fra Engens Klokkes og Konvallens spæde Munde, Toner i en Liljes Stengel. "Det er mig! Du bør mig kjende: Jeg er din og hendes Engel, Død forlængst og før jeg vidste, at jeg var din første Elskov. Jeg velsignet har din sidste, aandet al min Ømhed ind i din Elsktes Jomfrusind, strøget ned med bløde Vinger Ringen først paa hendes Finger. SIDE: 352 Naar I ere glade sammen, er det mig, som altid fylder med den Tanke Eders Sjele, at en Himmelsk Glæden deler. Da for Alteret I knælte, holdt jeg over eder Begge svævende en himmelsk Krands med en nærudsprungen Knop for ethvert af eders Løfter. Jeg for Herrens Throne lagde knælende den som et Offer; og der ikke een er visnet, men den er endnu saa frisk somom den var nylig dyppet i en Evighedens Kilde. Og nu er jeg kommen hid, for din Hustrus rene Leje at bestrøe med hvide Roser. Thi maaskee jeg burde tie, thi -- hun kommer end i Nat." DØDNINGSKALLEN (SUJET FOR VERSEMAGERE. VOR FRELSERS KIRKEGAARD, SOMMEREN 1841.) "Nu kunne I have hvilet nok," mener Graveren, og kaster Hjerneskaller og Dødningsbeen op. "Gid Naaden saa vist maatte skinne paa Eders Sjæle som Solen nu skinner paa Eders Been!" Hvilken fiintformet Hjerneskal trillede der henunder Løvet! Den maa have tilhørt en ung Skjønhed. Den kjærlige Busk lukkede sig efter den med en Lyd som af mange Suk, som forat begrave den paany for Menneskenes og Hundenes Blik. SIDE: 353 Hundene vende sine Øine bort med bange Afsky; men et Menneske sparker til Dødningskallen og graver med sin Stok Jorden ud af dens Øienhuler. Paaknæ vilde han ligge, om deres gamle Glands fyldte dem. Hvilken Skjønhed maa have overvævet disse Vinklers rene Forhold! I denne ædelthvælvede Hjerneskal maa Tanker have bevæget sig som Perler, der ordne og rade sig til vexlende foranderlige Smykker. Et mildt Gemyts Melk synes endnu at flyde over disse Tænder, der skinne som en fuldtallig Skat i Mulden. Hvor taabeligt at besynge sin Elskedes Kinders Rosenfløiel, Bar- mens gjennemsigtige Væv af Lilieblade, Mundens friske honning- fulde Blodnellik, Smilehullets convolvoluslige Henrykkelseshvirvel, Øinenes sorte eller blaa Diamanter! Alt dette er kun Skjøn- hedens Tapeter, som nedrives efter Bryllupsfesten, men Been- raden er dens Tempelbygnings Colonner og herlige Buer, endnu efter Aarhundreder skinnende som Alabaster eller blegguul Jaspis. Gaa til Tingenes Væsen! Føl Henrykkelsen, Dødelige, i at omfavne denne Hvirvelsøile! Den er endnu smekkrere end Jom- fruens Slankhed. Bedæk med tusinde brændende Kys de fiint- dreiede Knogler, lige forstenede Lilieknopper, værdige at være Kuglerne i en bedende Engels Rosenkrands! Besyng Tindin- gernes Elfenbeensdiadem, Pandehvælvet liig en huul Stjernes Skal, Tændernes uforgjængelige Klenodier, Ribbenenes Tvilling- harper, Hoftebladenes endnu fuldkomnere Harmoni end Sommer- fuglenes udslagne Vingers, Reisningens yndige Dristighed, det hele Skelets herlige Konstruction af Skjønhedslinier, som have faaet Marmorets Evighed! SIDE: 354 GID JEG VAR EN FUGL! Hvor ofte steg det Suk med Svalen, at svæve fri henover Dalen, og samle i eet Blik dens Pragt! og lade Øjet frit sig sænke paa hvilken Plet, jeg helst vil tænke, og speide om som Ørn paa Vagt! Men arme Suk har intet Øje. Hvi længes du da mod det Høje, du blinde Taage fra min Barm? Din Taare ned i Græsset triller, mens over dig en Lærke spiller et Haanvers over dig saa arm. Se Jordens Drot maa ta'e tiltakke med Skuet fra en liden Bakke, med tunge Flugt af Kjærrehjul! Det lave Krat, en Gjærderække tør stolte Aandeøje stække. -- O gid jeg var en Fugl! en Fugl! I blottet Ynde da den hele velsignte Dal for mig vil knæle. Med Biens Fryd fra Knop til Knop mit lystne Øje vilde jage henover alle Bygdens Tage og søge det, jeg elsker, op! SKILDVAGT-NYN (EGEN MELODI) Nu er der Fred -- ja Gudskelov! Nu løber i Mulden Bondens Plov. SIDE: 355 Og hjemme gaaer min Moders Rok. Jeg hører den, skjøndt unna, nok. Nu er alt Freden en treti Aar. En voxen Æt omkring den staaer. Nu er der Fred. (Den er forrost) Hold Øiet vakt, du Mand paa Post! Hold Hjertet friskt og Sjælen qvik, som om alt Krigens Tromme gik! Vel synger Freden, mens den saaer, og fletter Ax i sine Haar. Dog bærer den (thi klog den er) paa Skuldren blankt og ladt Gevær. Og Mænd paa Post har Freden sat, Forlod de den, da Fred -- Godnat! ALLEMANDS-VIISDOM Kjedsomhed er en Pine saa leed, som nogen der i Rhabarbara beed. Gavnvirke er ypperste Medecin. Tidsfordriv er kun Sukker paa hiin. At glo paa Alting og Intet see, ad Alting flire, sværme og svire, Tyveri, Sladder og Løgn er Ladhans'es Arbeide i et Døgn. SIDE: 356 Det er en usel Ovn, som ei kan bIive heed. Det er en usel Mand, som ei kan blive vred. Men Ilden vogter du, naar Ovnen hedes; hvi da ei Vredens Ild, naar, Mand, du vredes? og Tungen naar du er i Harme? thi ingen Gnist kan volde en større Skadevarme. Sjelekraft er et haardført Træ, elsker ei Solskin, agter ei Læ. Sevjen skyder fra Roden op, naar Stormen bryder i højen Top. I Snoen snoer sig hver Green saa stærk; da synger hver Kvist som et Sejerværk. Varer Jubel længe, bliver den til Skrig. Hvis du hos Glæden dvæler, dens Værd er tabt for dig. Hvo vied den en Dag, har vist at vente en træg og sorgfuld Kvel i Rente. Hvo ei arbeide vil, ei heller bør at æde. Arbeider Løn er værd; Han spiser kun med Glæde. Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger, veed du nok, er baade bedste Læge og allerbedste Kok. SMED-VISE (EFTER DET SVENSKE) Vaagn op til Arbeid, min raske Arm! Vaagn op med Magt, min tunge dundrende Slægge! SIDE: 357 Al Dagen skulle vi holde varm i hurtig Takt til sent i Qvel vi os lægge. Vel flere Jern jeg Gang om Gang har i min Brand; dog ei et eneste svales. Jeg vender dem alle med trofast Tang og sikker Hand, og gjør deraf hvad befales. Jeg gjør af Klumperne hvad jeg vil, hvad Bonden bedst kan til hans Gjerninger due. Til ham jeg hamrer hans Ljaa og Biil, beslaaer hans Hest, og laaser hans Kiste og Stue. Iblandt jeg tørste kan i mit Kald. Et godt Kruus Øl jeg da kan trænge og taale. Men aldrig nogen mig træffe skal i Fyld og Søl blandt dem, som paa Kroen skraale. Med første Gnisten, som farer ud fra Smidjens Tag, opsender jeg Morgenbønnen, og takker om Qvellen den milde Gud, som med Behag mig skjænker Hvilen og Lønnen. Min sodede Krop hver Lørdagsqvel jeg gi'er et Bad; thi da er Sabbathen inde. SIDE: 358 Til Kirken jeg, reen til Krop og Sjel, saa vandrer glad. Der kan mig Allemand finde. Saa gaae mine Uger ind og ud. Min ringe Lod af Ingen bliver misundet. Men om min Gjerning tilsidst af Gud befindes god, min Sved ei forgjæves har rundet. MIN HUSTRU Før, i din Jomfrulighed, elskte Viv! før med min Eed du dit sagte Ja troloved, var du Engens Klokke liig, der med yndigt bøjet Hoved, mellem Græsset skjuler sig. Vist Tilfælderne, de sære, smaa, som Aandepust forsvundne, Guds usynligen forbundne himmelsendte Engle ere. Thi et sligt Vidunderspil førte mig iblinde til dig, min Hustru, underbart, som den vilde Bies Fart, der igjennem Engen jager, eller Sommerfuglens Nærmen i sin Sværmen legende den Blomst opdager mellem Stene, som bør smykke Bruden ene. SIDE: 359 Nu, nu er Du, som min Viv, rødmende og frugtbetynget Brombærbusk, der fast har klynget til det vilde Fjeld sit Liv. Ha, hvad synes du da om Dybderne derrundtenom? Svimler, angest forat slippe, svimler Du da over disse Afgrundsdyb omkring din Klippe? Dermed maaler den kun Høiden af sin Isse. Somom Klippens Pande straaler af en Herskers Højheds Fred bævede de ere, med Trældomsfrygt, til Foden ned. Eller skrækkes du fordi Ravne fæle sortne skrigende forbi, somom vare de hiin Afgrundsdybdes Skare hylende fordømte Sjele? De ei rokke Klippens Ro med sine Flokke. De forhindre ei, hvor højt de flyve op, Klippens Top fra i stille Glands at tindre. Der, paa Højden uden Læ, der paa Ravneklippen rødmer dine Sødmer, mit velsignte Livsenstræ! Her, her ved et mandigt Bryst, under fredsæl Pandes Dække, hviler leende min Lyst, SIDE: 360 glad og sikker som den kjække Rødmende i Klippens Revne, netop hvor (som om just der haarde Klippes Hjerte er) netop hvor, med frugtbar Evne, smuldrende den har bered Anemoners muntre Vrimmel, Gentianers sunde Blod, Saxifragers blege tyste Tryllekreds et sikkert Sted, for med dem at gjennemflette Moseteppets bløde tætte Fløjelshylle rundtom Brombærbuskens Rod. Hvor maa Busken da forlyste sig imellem Jord og Himmel! Og hvor kan min Pande skræmme dig med sine Skyers Hast, naar du bort dem kan fortrylle, deres vrede Rullen tæmme med det søde Solskin i eet af dine Øiekast? Lad dens Skyer rulle hen, hen som Voverne ad Vandet! Lad dens Harm paa Brynets Hvælv, høj og fri hæve sig og døe igjen, gaae, som Bølgen i sig selv, i sin egen Styrke under! Thi hvad er de Skyer andet, Panden saa omskumles med, end kun Skygger af Sekunder, som tilhøre Verdens Kivs Døgnforløb, men ei vort Livs altbegyndte Evighed? SIDE: 361 Hvad, hvad var en Klippe, som ingen Afgrund sortned om, ei af Ravnes Flugt ombeltet, ei af Skyer overteltet? Hvad en Mand, hvis Overmagt var af Lavhed ei beleiret? hvad, hvis ikke hans Foragt raged over den iveiret? Men hvorledes var vel Klippens Steilhed skjøn uden Busken, som i Løn i hiin Klipperevnes Ro over Svimmeldybet fredes? og hvorledes jeg vel fro i min Smerte uden dig, min Viv, vedhjerte? SIDE: 362 SVALEN ET SKJÆRSOMMERMORGENS-EVENTYR FOR MØDRE, SOM HAVE MISTET BØRN MIN SØSTER AUGUSTA PAA JELSØ FORTALT Salig, salig er den Skabning, baade Menneske og Dyr, som, det første Dagen gry'er, endnu medens Nattens hvide bløde Taager sig fornøje med langs Bækkene at glide, førend langsad Østens Høje Solens Leir af Purpursky'er sine Telterækker spænder, Gud den første Hilsen sender, første Hilsen, første Lyd af det Skabtes Tak og Fryd! Uden Ord, dog er dens Klang fyldig Knop af Ord, et Hylle for en herlig Tempelsang, og den gjemmer i sit Udraab Chor af Stemmer, som de Himmelske fortrylle. Som i Knoppen Palmetoppen med de høje gyldne Fjere allerede er tilstede, ligger i den første Lyd af den vaagne Skabnings Fryd Psalmens Høihed, Hymnens Ære, Bønnens Magt, trefoldig stærk, mægtig til et Underværk. SIDE: 363 Bed da førend Spurven qviddrer, at dens Uskyld ei dig røver Æren, som din Skyld behøver! Bed da førend Aspen zittrer i den første Morgenvind, endnu medens Duggen glittrer over Nattesfinxens Spind, medens Tidslens Fjederhatte hvidne af dens Perleskatte, førend Engens Klokker blaa endnu har begyndt at gaa, slagne an til Ottesang af et Vindpust, med en Klang, som ærbødig Englens skarpe Øre over Sky fornemmer: hvor i deres Dyb de tunge Sølverblomsterkolber runge over alle disse Stemmer, susende fra Græssets Harpe. Da benaades vil, kanhænde, med et Eventyr din Sjel, som i Himmelen vil ende; Aanden, hen i Syner reven, i Henrykkelser forvildes, mens dit Øje, i Sekunden, den er i sin Flugt forsvunden, ligner blegt en bortebleven sjunken Kildes aabne tomme hule Grav. Mens det synes som du blunder, somom Syn og Sands er borte, gribe Englevinger under Tankens ørkesløse Svæven langsad Dalens Taagebund, og i Bønnen fra din Mund, i den første Lyd deraf, øres du af en Seraf SIDE: 364 gjennem Paradisets Porte, og Du faaer, som aarlest beder, en Sekund af de Frelstes Saligheder for den tabte af din Blund. Thi naar Nattens Stjernekroner sænkes ned i Hvælvets Sale, Aander dale ned med dem, og tause lytte, Menneske, de ved din Hytte, om ei aarlest derifra, ei fra Fuglens Rede, toner Skabningens Halleluja. Og den første Bøn ledsage de med jublende Musik til Miskundsomhedens Øre; ja, naar ingen de fornemme fra de følesløse Munde, døde som de lukte Blik, lytte de med Mismodsklage til den første Fuglestemme fra de taageslørte Lunde. Held da aarlest Sanger! Leide vinder han i Falkens Feide; Engle vare ham mod Fuglefængersnare; Skyttens Piil samler Dug kun i sin Iil, gjennemborende det Blad under hvilket Fuglen sad; gyldne Kugle over Kirken ikke mere sikker glimrer end aarvaagne Sisiks lille gyldengrønne Bryst, der skimrer frem fra øverst Top paa Birken, mens han hvirvler ud sin Trille, dristigt vendende sin Bringe, SIDE: 365 som beskyttet af et Tryllepandsers Ringe, mod en Høg, som over Byttet i den høje Furu blunker med sit Øje. Bed da aarle til Din Skaber, at Du ei mod Fuglen taber, at ei, efter Engles Dom, den er mere god og from! Lad med dem din Tanke mødes førend Morgenskyen glødes, før aarvaagne Lærkes Slag vinder Himmelens Behag! Førend Erlen gaar i Badet: (det i Alchemillebladet) førend Duggens Perler fulde af Konvallens Skaaler rulle, endnu medens Rosens hede Læbe suger paa dens Iis, maa du bede, yde Skaberen din Priis! ROSENBUSKEN OG SVALEN Ak, hvor var imorges vel, før det dagede, min Sjel? I en Bøn, skjøndt uden Mæle, jublende, skjøndt lydløst sagte, kun med Ord af Hjertebanken, pralte jeg idag med Tanken, SIDE: 366 at af hele Skabningen, af alle Sjele, Gud jeg bragte første Hilsen fra det Skabte. -- Over perlehvide Enge, endnu medens Hvenegræsset luded fuldt af Dug belæsset, Blikket længe irred om, indtil det tabte sig medeet, blindt for alt, i Dunkelheden af de Rosenhegn, som stænge rundtom Engens lille Eden; og min Sjel forsvandt med det. Ha, derunder Buskens Nat hvor det glimred, hvor det gløded, hvor det lyste i det dunkle Tusmulm i det tætte Hegn! Som om alle Qviste bløded, draabemodne Rosenknopper overaltifra fremfunkled, ludende mod Jorden ned, liig en Regn af Rubiner og Koral, Carneoler og Agat, tryllebunden i sit Fald. Som om alle Blade græd, hang en Skat af demantne Taaredopper stjernestraalende derved. Da, imens med anspændt Agt Øjet stirred, indtil Synet sig forvirred, SIDE: 367 paa den Flors Vidunderpragt, var det som om Sind og Sands kom i Flamme af dens Glands, som om Rosenbuskens Brand tændte mine Tanker an, og min Sjel blev reven hen hen igjennem Himmelen, hen i Luers Flugt, -- hvorhen? Ei jeg vidste, men jeg søgte, medens Flugten sig forøgte, mens mit eget Selv jeg tabte, Ham, der mig og Busken skabte. O, det var en Bøn, saaledes som af Himlens Aander bedes: uden Tunge, uden Klang, kun med Følelsernes Rhytmus, Tankens stumme Bølgegang, Sjelens Tale, den hvis Ord, de tause, klare, paa dens dunkle Dyb sig male som en Stjernebilledskare, men i flyvende Omskiften af bevægte Straaletræk, som om, Nattens Bund henover, Stjerneskriften løb i Skjønhedslinjers Vover snelt som Talen veires væk. Da, da hændte det min Sjel, da i Bøn til Gud den steg, medens Jordens Syner veg, som om den var sagt Farvel med den Dødes Læbe bleg, da mod Himmelen -- saa snel, som fra Bunden af en Kilde Stjernedraaben, hvert Minut ud af dens Krystaller skudt, sig mod Speilets Flade skynder -- SIDE: 368 andagtsluende den il'de, mødte den, paa Grændsen af Skuet over Jordens Ynder og de Frelstes Paradiser, hvor dens Tinder, som et omvendt Stjernehav, en for en, som slukt, forsvinder, mens den gyldne Linje viser sig af Palmerne, som lukke Edens Dale fjernt i Øst, hvor de fremdukke, mødte den en eensom Svale. Ha, mon Jorden den tilhørte? Da har den, ei jeg Fortabte, aarlest bragt af alt det Skabte Morgenhilsenen til Gud. Eller mon et Vindkast førte den fra Paradiset ud? O Gud er miskundelig! Han seer Afmagtens Hjerte, og han benaadede min Sjel med et himmelskt Eventyr. Yderst udpaa Svalens spændte spidse Vinger tindred med en Glands, der blændte, tvende Draaber ætherrene, uden dog, hvor kjækt den svinger, ned at rinde derifra. Regnens Dryp paa Træets Grene, Barnets Graad, Krystallen klar sorte Kul imod dem var, saa jeg tænkte: har den da i en Lysets Kilde taget sig et Bad alt før det daged? Eller -- mumlede en Tanke, SIDE: 369 myggekjævet, fluemundet, siden Svalen den misunded, fuld af ond Bagtalens Givt -- skulde den, som vildt kan vanke, have i en Klipperivt, der hvor Fjeldets høje Branter styrte ned, stjaalet sig et Par Demanter forat pynte sig dermed? Hvi er Skjønhed saa forfængelig? Hvi . . ? Gud er retfærdig. Han taaler ingen ond eller smaalig Tanke i sine Himle. De forstøde den som den høje Lufts rene Kulde øjeblikkelig støder Dampen tilbage som Iisslag til Jorden. Før jeg fik fuldendt, befandt jeg mig atter paa mit Sted med Blikket fæstet paa Rosenbusken. Endnu var der en natlig Dunkelhed under dens Hæng, Spurven sov endnu paa Taget, Natsvinxerne havde taget Farvel med Skabioserne, men ingen Sommerfugl var ude endnu. Da var det somom Rosenbusken aabnede alle sine Knop- per, og svarede mig som med tusind sladdrende Munde: "Lad Fluerne og Myggene bagtale Svalen, den yndigste og letteste af Luftens Fugle, Sommerens velsignede Budskab, den, som under Nilens Palmer tænker kjærligt paa, at Granerne høit i Norden vente sørgmodige paa dens Komme. Den sov under mit Telt inat. Jeg gav den at spise af min Honning, Dugg at drikke af mit lifligste Bæger og Draaber af min fineste Balsam med paa Reisen. Thi hvorfor skulde jeg være skjøn og ikke have et godt Hjerte? Nu svæver den fyrige Utrættelige rastløs ud over Verden, ud- over Menneskene, forat dryppe sine Balsamdraaber i det dybeste Saar. Thi hvorfor skulde Fyrigheden, Skjønhedens Beiler, ikke have et godt Hjerte?" SIDE: 370 -- -- Atter hæved sig min Sjel. Jeg Svalen saae, sænkende sig under over Skyens melkehvide Vover, og jeg frydedes paany. Hvor den svæved! hvor den svinged i det Blaa, solforgyldt, skjøndt i sit Gry Solen bagom Aasen laae! Hvor den svinged! hvor den svæved, somom den optrak i Luften med sin blanke Vingespids et straalelet gylden- og blaastribet Net! Jeg den fulgte med min Tanke hvor dens Flugt mon videst vanke, hvor de Balsamdryp, den bar, foran tindred som et Tvillingstjernepar. For mit Blik sig vidt udspændte Strøg paa Strøg, jeg ikke kjendte, Egne, som jeg ei erindred. . . Ha, det Brogede dernede, Skyggerne, som sig udbredte, Slangelinjerne, som vrede sig henad den grønne Slette, Jordens Kongeriger var. Længe over Kongens Borg, længe, somom tryllebunden, Svalen svæved, somom Jordens største Sorg, tungere end Armods nagne, under Kongens Purpurkaabe hermelinbaldyret leved, somom Vunden, Utaknemlighedens slagne, var i Kongens Hjerte funden SIDE: 371 hvori den sin Balsamdraabe, kunde dryppe stille ned, fuld af meer livsalig Fred end den Tempelolje, som salved ind hans Kongedom. -- -- Ogsaa over mig den standste, rysted Vingen allerede, saa de dyre Draaber bævte. Men da den medeet fik see, at jeg endnu kunde lee, at min Vrede i mit Bryst, det blomsterkrandste, aldrig over Aftnen levte, dalte den paaskrømt kun ned, pilende igjen afsted. -- -- At og fram fløi den over Armods Gam; cirkled om den Syges Leje, hvor der ikke haabtes meer; strøg med sine Vingefjer over en Forældreløs, stødt af Frænder og af Præst ud paa vilde Alfarveje; nærmede sig allermest stakkels jamrende Forførte, fødende paa stenig Røs uden at man Klynken hørte paa de øde Grændseheje; syntes at sin Flugt den loved Hvile paa en Enkes Hoved, som vanvittigen omfavned Graven over den hun savned. Men bestandig fra sin Dalen hævede paany sig Svalen, somom stedse større Smerte den erindred, bærende i kjække Kredse SIDE: 372 gjennem Luften trygt og fast sit demantne Balsamdryp, der fra Vingespidsen tindred klart med Stjerneskudets Hast. Ak, hvad Sorger kunne være store som Kongens? smerteligere end Utaknemlighedens skjulte Vunde? hvilke Sorger vildere end den Forfulgtes, tungere end Armodens? hvilke Smerter dybere end Angerens, bittrere end den Forladtes? Der maa være en tilbage, en, som dybere maa nage, endnu en, som værre lider, uden Lise i sin Klage, uden Maal i sine Qvider, uden Tanke, Trøst og Raad, hadende at kunne haabe, gysende for at opdage en Helbreden for sin Smerte, Bund og Grændse for sin Graad. Thi medeet sin Balsamdraabe Svalen skjænket har et Hjerte. Ei den længer kunde tvivle, hvor tilsidst den skulde hvile, hvem med største Ret tilkom den velsignte Lægedom, da den over Barnets Liig saae en Moder bøje sig. -- -- O Augusta! o min Søster! Du, Du er den Lykkelige, i hvis Smertes dybe Vunde, somom Stjerner smelted, Draaber af en himmelsk Balsam runde. Sendebud fra Himmerige kummersyge Hjerte trøster med en Hilsen fra din Datter. SIDE: 373 Alt Du smiler, thi Du haaber; og Du atter seer som Rosenbusken op, fra hvis Rigdom faldt en Knop. ROSENBUSKENS FORKLARING "Se!" hviskede Rosenbusken paa Engen atter -- og en Knop aabnede sig for hvert Ord i dens Tale, saa den lød som et Klokke- spil -- "se, hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg." Og den lettede sit rankende Hæng op, mens alle dens Rosers Læber lukkede sig til Taushed som under eet eneste Fingertryk, og spidsede sig oprette som til et Giv Agt. Og jeg saae da under dens Dunkel- hed en liden Forhøining af Græstørv, ikke større end et Brød, med et sort lille Pindekors nedstukket deri, og jeg vidste, fordi mit Hjerte sagde mig det, at der, under den trofaste vogtende Busk, havde en ulykkelig Moder i Eensomhed jordet sit Barn. "Spørg ikke!" sagde Rosenbusken atter, idet den nedlod sine Grene og dens Blommer aabnede sig. "Men vil du vide meer hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg, da vid, at en Svale har bragt mit Frø fra Maria's, Jesu Moders, Grav i Bethania, at Kjærlig- hed har været lykkeligst og ulykkeligst i min Skygge, og at en Moders Hjerte der er brustet". "Ak!" -- udbrød jeg -- "der maa være meer Sorg paa Jor- den. Thi jeg saae, da du aabnede dit Skjul, at Svalen, som jeg syntes svævede over Aljorden, boede atter i dets Indre, at den drak begjærlig af dine Bægre, og gjorde sine Fjedre glindsende i din liflige Olje". "Hvad du har seet!" -- svarede Rosenbusken med sin skjøn- neste Knop -- "er kun et Billede paa det Himmelske. Svalen bader sig i min straalende Dugg, og fører min duftende Balsam udover Engen, men Trøstens Balsam kommer fra den himmelske Kjærlighed, der omspænder Verden ligesom mit Rosenhegn be- grændser denne Mark. Børns uskyldige Sjele boe i dens Favn SIDE: 374 som de flagrende Smaafugle i mit Indres Dunkelhed. Dit Øje maa have mødt Svalen; men din Sjel en kjærlighedsfuld Engel, et Barns Aand, der vilde trøste sin Moder." Ha, hvorledes! Busken skulde have Sandheden fortalt? Jeg da have Verdens Alt seet i den blomsterfulde rosenbuskomhegnte Vang? seet hele Jordens Sorg i de Blommer, som saa bøjde under Duggens Tyngde hang? hist i stenig Røs en Borg? og i Kongelysets Pragt Kongen selv paa Borgens Højde? seet eget Selv i Ranken, hvorpaa Nesler gjøre Jagt, saa den flyver over Planken? Fattigdommens Nød og Neppe i hiin kummerlige Skreppe? Haabløs Syg, for hvem kun Døden er den eneste Forandring, i den gulnende Konvall? En Forældreløs paa Vandring hjemmefra sin Fædredal, alle Frænders Dør forbi viist blandt Fremmede i Nøden, i et ensomt, brunliggraat Græsstraa, midt paa vilden Sti opskudt hvor den meest er traadt? Seet Enkens Kummer i eenlig, nattespindomslørte Klokkeblomst med Graad i Øjet, over knuste Sidestengel knælende med Hov'det bøjet? Den af Mennesker Forstødte, af en Djævel fult Forførte, SIDE: 375 af sin Engel i den værste Stund Forladte, Hende, som blandt Stene fødte, skulde jeg i dødsenshvide Steenbræk have seet at lide? Da har Rosenbusken qvalt denne Gang med Vilje Hanget til Vidundereventyr, Fantasien vild og yr inden Sandheds Grænser fanget, og kun denne selv fortalt. Øjet har i Luftens Øde truffet med en Svale Møde: (Rosenbuskens Gjæsteven) ørkesløst forfulgt hver Bugt af dens hvileløse Flugt, mens min Sjel i Himmelen, over Synets Grændser stegen, seet har, men ikke kjendt, liden Engel, fra Guds egen Naadekjærlighed udsendt forat trøste dybest Smerte: skyldløs Barnegeist, der skulde gyde Trøstens underfulde Balsam i sin Moders Hjerte. Og forvexlet i hinanden har sig Øjets Syn med Sindets i fantastisk Sammenblanden. Dog, om rigtigt jeg har mindets Engelen, den hulde Trøster, tør jeg gjette, at den var, min elskte Søster, ingen anden end dit eget Barn: Alette. SIDE: 376 VED BANKKASSERER PEDER ØVERGAARDS GRAV, DEN 27DE OKTOBER 1841. Før Jordpaakastelsen. Nu græde Mænd -- o elskte Døde! nu græde Mænd for Dødens Magt. Som disse gustne Blades Møde paa Gravens Rand er Venskabs Pagt. I frodig Krands de sad som Vi, nu hvirvles de ad Stormens Sti. Se Levningen i disse Blade af Høstens bittre Spottedigt, Triumfen hvormed den kan hade hvad Somrens er og Somren ligt. Den Ham ei kunde elske da, vi skilles blegnende ifra. Thi blid var ingen Sommermorgen som Hans Gemyt; som Hans saa blødt var Hjertet ei, hvis Glød forborgen gjør Rosens Aasyns Smiil saa sødt. Saa mild var ingen Sommerqvel som Han, vi hulke vort Farvel. Efter Jordpaakastelsen. Nu er Hans Sjel saa lys og herlig som Paradisets Morgengry. Lad Klagen derfor, vild, men kjerlig, med disse Høstens Blade fly! Han, som var vor, er Engles Ven. Han bliver vor engang igjen. SIDE: 377 SUJETTER FOR VERSEMAGERE SYDSØSEILEREN Lyksalige Skib, som forlader dette Land! Skal jeg give dig et Ønske med, er det ikke "Lykke paa Reisen", men at du maa forlade det for evigt. Ak! mit Ønske er tungt; det kan tynge Dig tilbunds, og saaledes opfyldes. Lyksalige Skib! Dine Vimpler lee, dine fulde barmede Seil ere som en Flok af jublende Svaner, hvis Forviisning til Nord- polen er endt, og som nu kunne vende tilbage til de palme- krandste Søer. Hvor dit Bryst bruser, som om der var Sjæl deri, og du frydede dig over Farten mod din Bestemmelse: de varme grønne Strande, jeg synes at have seet i min Barndoms Drømme! Eller skulde det have været før? Vist er det, at didhen var ogsaa min Bestemmelse. Men tro ikke, at een Skjæbne raader i Verden. De briste mod hinanden som mødende Pile, de sluge og sluges som Uhyrene i Vanddraaben, de kjæmpe og dræbe hinanden for Herredømmets Skyld som Menneskene. Min Fødsel maa have været et Skibbrud mellem disse barske og vilde Klipper. Vee mig, naar jeg endelig kan forlade dem, vil jeg ingen Læbe have for de søde Frugter i min Sjæls Fædrene- land, intet Fodtryk for det elastiske, duftende Grønsvær, ingen Arme for de slanke brune Piger til at nedryste Orangerne over dem med! Dog, skynder eder Dage, og gjører mit Hoved hvidt som hint svindende Seil. Dødens Segl vil da kappe det sidste Toug, og jeg vil komme efter. Thi Himlen er der, hvorhen vi længes, Helvede der hvor vi længes ifra. -- Der Geächtete. SIDE: 378 SPØRGSMAAL OG SVAR Hvad er vanskeligst? -- Sig selv at kjende. Hvad er lettest? -- Til Andre Raad at sende. Hvad er behageligst? -- Sit Ønskes Maal at naae. Hvad er sjeldnest? -- Utugtig, som blev graa. Hvad er ældst? -- Det Ældste er Gud; thi skabt er han ikke, og ikke runden ud. Det Skjønneste er Verden, thi den af Gud fremkom. Det Største er vel Rummet; thi Alt det fatter om. Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder; og Stærkest er Nødvendighed, som Alting overvinder. HVAD ER MAADEHOLDENHED? At tæmme Lysten inden Behovets Grændseskjel. Med størst Behag kun nydes, naar det bekommer vel. Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet; men selv et Gode skader ved ei at bruges ret. LANGELEIKEN EN KRANDS AV DIGTNINGER I DØLEMÅL SIDE: 379 TEL DEN VENAST GJENTE I HALLINGDAL (Mel. Markje grønas, Snjogen braane, Fjeill bli bært taa Lauvespræt). Næbnas ska taa me ho inkji, Ho, som Prisen bæra skal, so desfleire vene Augo glema kan i Hallingdal, aa desfleire fagre Kjaka raune kan som Ros i Sol. Thi der æra mange slike ifraa Næs aa alt te Goel. Aa kor finns den vene Gjente, som trur inkji um se sjøl, at ho gjævast æ taa alle, lik'som Gull imyljo Sylv, lik'som Bjørkji myljo Græna, at dæ æ umogele nokan a'en meint kan væra, nær der talas so taa me? Ho, e meina, har no Augu like Markjis Klukku blaa glemande ti Morgoduggi, Tænna just som Mjølk aa sjaa, Smiledækka som dæ Haale ti eit Rosebla, aa Maal klingande som nær ein Gullring ringla ti ein Sylverskaal. SIDE: 380 Henna Let æ kvite Jukkuls Raunande ti Morgons Brand. Haare bær ho i ei Krune, fletta um mæ raue Band. Dæ æ gjylt som Solestraaler, som ein Dronnings Kaape si. Va' e no ein liten Blomme, døie ville e deri. Levandes ho æ som Bækken, rak som einstak Syljuvaand. Arbe gaaer, som Kulu trille, unde henna flinke Haand. Grasstraaé som Staalfjør æra unde henna lette Fot. Tænk de henne daa i Dandsen! Dands mæ henne, har du Mot. Jedne taa glaværugt Hjerta kvæe ho mæ Trollemagt, som um Huldres bedste Langspel va ti henna Bringe lagt. Aa ho kjenne Tona fleire ell' ein minnug Talatrost. E nok trængte fleire Visu før e henne fuldt fek rost. Aatte Gull aa Sylv e, skulle e vel henne gjeva daa slik ei prægtig Brurekrune, som dæ kunne ljøse taa. SIDE: 381 Men daa bærre Vers e eige kem skull' dei tehøire daa a'n el' den venast Gjente e ti Hallingdale saag? DEVEGGE-HODNE Mel. Je tente paa Kjølsta ifjor. At Huvudn hava Hodn, kan ikkji rarar væra, end dæ at sit strivuxte Kodn dei høge Bakkji bæra. Men dæ, at eit Hodn te Øl kan hava Huvu sjøl, ja Vilu som stivaste Kar, den Tingen tikji me rar. Ja hverken ein Bok hell' ein Kar han hava striar Vilu end Hodne paa Devegge-Gar i Stugu te Fru Belju. Før vælte e "Brusteinen" op paa Skogshodns høge Top før e ville vaaga paa at taka Hodne derfraa. Sju Alni vel Karadn rak daa Kubba vax saa druge. Tri Stokka fra Gaalve te Tak va nok te den heile Stuge. Saa faste som klingande Jødn, va tvau no nok te Dydn. Mæ Klæe saa fint aa saa blaat va Stugo dytta te godt. SIDE: 382 Aa Tjuven, saa dristeli tok i gamle Dage Hodne, han turt ikkji slaa nogen Krok daa han glap gjønnom Dydne. Saa stiv i sin Ryg som i Sind, han ubøgd gik derind. Mæ Dydne dæ had inkjen Nau, skjøndt hoggjin bærre taa Tvau. Nigjønnøm den gapande Ljor dei bleike Sjednudn stirra, daa Tjuven fraa Beljus Bor greip Hodne heilt førvirra. Dæ Bore ein Plankji va' breit; dog satt' en romt aa greit; mæ Saum i ein glemande Ring dæ va besligji omkring. Huf! Han taatte dæ va likasom Saume glema up imot Sjednudn som bleike Dauingaaugon, aa som 'en i dæ blaableike Staalljøse skull' sjaa Fru Belju aa Greive Klemet, Mand henna, sittan' ti Høgsete. "Tak Hodne," sa' dei, "aa me sko 'kji ire paa dæ, æ du Kar te beholde dæ." "Dæ ska e væl," meint'en, "bærrest e fyst fær dæ," aa tok saa telaups mæ Hodne onde Ærme. Men Hodne i Vægte tok tel jo længer dæ kom fra Bore, aa qvilte kan se lite Bel, dæ grodde fast i Jore, saa, skulle han atte te gaa, dæ va som aa skarka paa ein knuldrete Bjørketrærot, der holdt i Bergje imot. SIDE: 383 "Dæ maa væra greskt Gull," tænkt'en, aa kom saa aalende sveit te Tjuvehaale sit før dæ tok te ljøsne. Men Naatte fek eingaangen Slut; daa saag'en se bedrigjen: eit raumaala Hodn taa en Stut, mæ Masseingring besligjin, sto gapande paa has Bor; daa banna'n fæle Or. "Men," tænkt'en, "dæ dugar enddaa te Øl at drikke utaa." Saa tok'en ein Donk, aa slo ti; men Tjuvgos drugar ikkji. Te no kunn'en sligji ti, men inkje faat te drikje. Dæ rann som ein frusande Bæk ti Hodnes Djupheit væk. "Dæ Farian va daa!" 'en skreik aa blei saa darrande bleik. "Ja dæ va daa Fari-an!" sa'en; aa skull so sjaa n'i Hodne kos dæ hadde se. Daa va dæ som Hodne hadde drigji se ut rat n'i Midten paa Jore, aa som 'en skull set n'i ei Juv fuld taa Eldslaaga mæ hoppande Nissar uti. "Gu' gji e ælder hadde rørt dæ!" tænkt'en. "Detta Hodn vil nok væra der dæ va." Han Hodne saa tok i ein Fart, aa bar dæ trast atende. Men alt som 'en vandra, saa vart dæ Hodne lettar i Hænde. Men daa han dæ satte saa ne, af Stærtøl rann dæ full; dæ glema paany som Gull, men Fingradn brændte han se. SIDE: 384 Aa slikt eit Mærkji skull alle Tjuva have, som vaaga skjæma ut Hallingdal, om dei endda inkji ville gripe ette Devegge- hodne. THOR HALLINGS AA HO BERGITS ATTEKOMST FRAA KRISTIAN HALLINGVISE OM BYMODERNE Mel. Aa kjøre Ve aa kjøre Vatn. Gammal Kallen "Vælkommin, Thor, fraa Kristián! aa Tak for Bergit 'kji blei atte! Men, Kors! du seer me ut so dann. Saag Du ein Dauing siste Naatte?" Omqvædje taa Alle I Hallingdale æ dæ godt aa bu: der Gar'n min ligg', aa der æ e aa du, gammaldags Tru finn's der enno, der æ dæ morosomt aa læva. "Æ du 'kji vorte Drifte qvit, so me kunn' Bryllaupøle brygje? El' læva Bymadn fett aa frit taa gamle Gjøldsbeviis aa tygje?" Omqvædje I Hallingdale o. s. v. SIDE: 385 Kjærringi "Gu' sign de, Bergit, som enno har dei blanke Soljudn oførdækte! Aa raue Huva sitt' der enno qvar. Men jabbe sjaa dei ut forskrækte." I Hallingdale o. s. v. Thor "Ja Gu ski Lov me æra her! I Sta'en fælen ret e værte. Po Gatudn Dauinga saag e der i Kistekjole spankelerte." I Hallingdale o. s. v. "Dei likna Fauter fraa gammal Ti, den ljøte Faut, han Gofa' svalle, for hundre Aar sea heisjili regjerte her i Hallingdale." I Hallingdale o. s. v. Bergit End e daa? Fautfrua saag e brei mæ Fiskebeine uti Stakkji, aa alle Døttadn henna; dei bortsopa Steinadn taa Bakkji." I Hallingdale o. s. v. Thor "Dæ maatte væra me Stakkji daa, for Kaapa bærre rak te Svangen, saa Fjortonæringen va' te sjaa som Kjæringa ti Kjørkegangen." I Hallingdale o. s. v. SIDE: 386 Bergit Aa saag du Kjysa dei hadde, Thor, taa svarte Flyel kring Kjaka? Dei likna plænt henna Gomorsmor mæ kvite Stremmel kring Haka." I Hallingdale o. s. v. Thor aa Bergit "Dæ va som om førbi us gjik dei gammaldagse heisjilie Belætudn, maala po gammal Skjik po Prestgarsvæggjen taa Strije." [fotnotemerke] I Hallingdale o. s. v. "Ja, Kjole, som for hundre Aar; som Kaparskjilinga va' Knappa. Men vist e trur, at Læg aa Laar mæ Bomullsfillu va' stappa." I Hallingdale o. s. v. Som Bikjeragg va Haare klyvt; dæ haang som ein Paryk i Nakka. Som Rivuskaft i Saaten stivt sat Snurpelive ti Stakkji." I Hallingdale o. s. v. "Ja Gu' veit ko me skulle tru, om dei'kji voro plænt dei samma Figuradn vandre te Folkjes Gru 'or Prestestugos Væggjeramme?" I Hallingdale o. s. v. SIDE: 387 "For skjøndt dei bærre Ungdom va', dei likna plænt dei fæle Draugo, kring Nasen bleike som Dauinga, aa raatengrøne unde Augo." I Hallingdale o. s. v. Gammal Kallen "Dæ Syn va' ljøt. Gu' hjølpe us! Kjæm gamle Fautens Ti atende, so tør mæ den ti Bondens Huus den gamle Striheit væl vende." I Hallingdale o. s. v. "So kjæm vel Øxé atte mæst i Næva stærk hos Hallingmænadn. Dei gjær' me Faute som vore Præst ha gjort mæ alle Væggjeklænædn." I Hallingdale o. s. v. "Han skar dei te Bryllaupe ner aat Jomfrué ti Præstegaren. Aa, Bergit, du ska' stande mæ, æ Drifte nokoleine faren." Thor Aa jau, e trur daa dæ kan Bryllaup bli: Po Vægen hadde e no Ti aa fri. Bergit mæ me eintes i Fre. No bli'r dæ morosomt aa læva. SIDE: 388 VALDRISEN PO HEIMVÆGEN Mel. Længje venta Lourdagsqvællen o. s. v. No kan inkji væra langt te Valdris at: Hjærta bli'r so heit ti Live. Skogjen taatte løipe, Aasadn glie rat, skjele so nær Skyadn drive. Beinadn bli so qvikke so te Springedands; no æ inkji tænkje meire po ein Stands. Hei! no gaaer dæ glat; Bakka høg aa brat taatte jamn so Isens Skjive. Nær mæ sjumiils Randsfjor eingaang Slut dæ faat, daa tæ Valdrisen te læji. Nær ti Etnaelven fyst dæ blinkji blaat, glime Augo hass taa Glæi. Nær se Nøsekampen vise so ei Skjy, fær'en Hug te springje, so po Vinsterfly Reinans raske Flok over Stein aa Stok over snøbetækte Heje. Inkji ska e tru e kvilte mangestan: po Krokkleve va den fyste, for aa glæe Hjærta mæ den fyste Rann, so langt Nor taa Snøfjell lyste. So po Dynnasteinen qvilte e me best, over "Astri, Halands venast Gjente," rest. Men e gjik min Væg, tænkte kun paa dæg, so æ venaste i Valdres. SIDE: 389 Inkji saag e Fjell so burge heldan blaa so de høge Valdrestindadn: Hugakøll aa Bitihødne, grust aa sjaa, Grønsendknippun elle Grindadd'n. Korkji Ringerikji, Haland heldan Land bar eit Gras so grønt so Valdres allestan. Dær æ Blomma au meire frisk aa rau; aa som Blomo so æ Gjentudn. Sjaa! Dæ glime alt ti Bængna, so ho rann ti ein solblank Sylverrænna. E vil fulgji ho so skjele so eit Band beinast Væg te Heimegrænna. Men ein liten Bæk ska, onde lystig Røl, onde Hugakøllen syne me ein Støl, hvor ho Gjenta mi bur den korte Ti Blomo blumstre vent i Liidn. Rap dæ, Foten min, daa! Skunda dokker, Bein! Thi alt Nypekjørre strødde Røisidn sina bleiknand over Astris Stein, venast Møi, so Haland fødde; aa dei fina Blomo kring mi Gjentes Støl dø før fyste Riimslag ifraa Hugakøll. Alt han længes ret te sin kjære Væt; aa so staaer jo Stølen øje? SIDE: 390 RAGNE HALLINGGJENTES VISE (Mel. Ifjor jett e Jejten o. s. v.) Ho Ragne va fattig; maa ut no aa tene. "Gud trøste ho Mor, som no bli so aleine!" "Farvel, gamle Farmin! Farvel, vesle Systa! E gaaer no te Byen, som lite e lyste." "Farvel, vesle Brormin! Farvel, Allesammen! E skriv' dikko tæ nær e kjæm' ne te Drammen." "Farvel, gamle Stugo! Farvel gamle Laave! Farvel, gamle Stolphuus med Spirid'n aavaa!" "Farvel, Hallingdale, mæ Fjelle ti Skyen! E seer dei, (men inkji mæ Augo) ti Byen." "Farvel, gamle Fjøse! Farvel alle Kjyd'n! Men pas Den, som gjæte, aa gaa kringom Myre!" "Farvel, Pellegjeita mi! Farvel Saui alle! Pas nøji aa kalle som Ragne ho kalla!" "Daa komma dei -- veit e -- saasnart som dæ qvælda, som sprat dei, som Huldres, or Bergo aa Hellu." "Farvel Bjellekjyre, Gullblomma aa Maane! No inkji ho Ragne meir kalle "Kubaane." "Men skulle e gaa før e Blomma ha kjæla? Ho skjøna, den Stakkar, e sørje, paa Mæle." "Ho tænkje paa me meir ell' Han aa dei Are, der banna aa kommaa naar e skull'te fare." SIDE: 391 "No kjæm' der jo Ingjen? Men mest maa dæ gnaga, at Han, som dei Are, ska' væra Bedrager." Aa Ragne sit Anlet daa bøiji mot "Blomma," at Mor inkje sjaa skal kor Taarid'n flomma. Kor venlige Augekast "Blomma" kan senne! Dei synes aa spørja: ko fela dæ henna? Ko blanke som Spigla! ko store aa svarte! Ko botnlaus en Kjærliheit dei openbarte! Der syntes staa skrivi mæ' Glands taa ei Sjedne: "o kunne e gjæra de' Glæe! ko gjedne!" Der saag ho se sjøl, aa der bakom . . Ko seer ho? Nys gret jo ho Ragne: ti Bringa no leer ho? Der sto' jo ti Gullblommas Augo bak Jenta han Endre, den Ene blandt Alle ho venta? Den kom vel, som hadde dæ heitast kring Hjarta. Gullblomma! du Ragne en Kjærest forærte. En Viisdomens Brynd blev dit Auge for henna. No kunne ho Den, som va' trufastast, kjenne. Du al hennes Goheit, Gullblomma, betalte, da Belaren se ti dit Auge afmalte. Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade som dei der i Gullblommas Auge seg bade? Der tedde seg Tvau jaa korare ve' Barmen. Og bakom sto' Mo'r puffa Kallen paa Armen. SIDE: 392 ÆVANTYR OM RINGERIKJI Dæ va ei Ti daa Alt lev'de. No synés sjøl Bloe blie kaldar i Bringa, aa Mykjy æ longu daut, som eingaang lev'de, elska aa stridde for sit Utvalde. Hjerta brunno i Djupe, Augu gleme or Steino, Ænaden voro som varme Bloaari, Bækkjidn lea se som Muskler aa Høgdidn reste se over over Daladn, taa dæ dei syntes veent om dei. Bakkji, Dala, Juvi, -- alle Laand æra som eit Minne om dei gamle Kjærleheitshistorien; -- aa hadde inkji dei vaare, se skulde helle inkji dæ nærværande Liv ha vaare te. Ringerikji aa Haland æra tvær Systa, gifte mæ kor sin Bror. Ringerikji mæ den høgsindte Hallingdal, aa Haland mæ truhjertige Valdres. Land ligg væl imyljo, men han æein Vén ette gamal Skjik: ein Fostbror, som har sit Uphaldsstæ ved Randsfjorens lange Bor, dækt mæ ein blaa, sylvfryndsa Duk, som Huusfruga paa Hermanrud, der trakteerte Halfdan Svarte so godt, inkje hadde Makji te. -- Men om Ringerikji, den yngste aa venaste taa Systadn, æ der ei Histori. Baaë Brøradn høirde, mæ dæ heile Land Rygte om den vene Møi. Valdres sende sin friske blaaskjærfade Svend Beina, Hallingdal eit heilt Baafølje taa Elversvenner, som skulde frie tel o; men ingjenstane kunna dei koma gjønom. Gjyrihaug, ein gamal gjerig Kal taa Slægta, som sjøl vilde eige den Vene, rugode med argfuul Aabrysot aavaa henna, aa stængde alle Vægji mæ sine Fjeldkjæmpu, i so tette Rækkju, likesom han alt hadde favne sin Slægtning mæ sine eigne Arma. -- Ko kunna ho daa anna, ell' berje se ti Tyrifjorens blaa perl- stukne Slør? Men dæ skjalv unde henna Suk. Den skallute Frier vart bestandig meir paatrængjande. Mæ ille Augu sogo has breiæxla Kjæmpu paa Jomfruë, som taarde vise deire Hærre fraa se. Klæd i sit Slør sad o aa lytta ette Baa fraa kjærligare Friera, -- kos den hissige Beina aa Hallingdals Elversvenner forgjævest som buldrande Fossi trætte aa stridde mæ den iver- SIDE: 393 sjuke Vagt. Daa ba Jomfrué te Alfader, aa han sende Thor, sin Son, Gud for Styrkji, aa Hallingdals Ven, at han skulde frelse o. Tredubbelt Magt la' en daa, for sin Vens Skuld, i sit Toleslag, aa læt dæ gaa mot Kjæmperækkja, paa Vane kor dæ kunna raake som bedst. Men Slage va ende som dæ kunna vaare gjort taa ein Gud for Styrkji. Attende raga Gjyrihaugen sjøl, -- did som en enno staar med sin snaue Skalle over Ringerikji; attende tumla Kjæmpe- kringsen did, kor enno Fjelle staae kring Dalen. Lystige trængde se Beina aa dei are Frierbaa in. Frit lyfta for fyste Gaang dæ jomfruelike Ringerikji sin Bringe, dæ vene Hole, aa Tyrifjorens Slør nerulla fraa en Venheit, Væra taarde sjaa. Men dæ va ein Gud for Styrkji som slo: -- Mærkji ette Toleslage æ Krokkleivè: ein Stig hadde aapna se, som gjik te den Vene. Thor ok den sjøl fyste Gaang, aa hadde Frierbaa fraa sin Ven Hallingdal. Beinas Harm, som susa i "Munkefossen," læt mærkji, kos Svare va, som letta Ringerikjis Bringe, dæ vene Hole, enno høgre. -- Han stupte, som dei sæa, i Hønefossen, "mæ Huvu gjønom Dydne." Hans Herrè hadde eit godt Gjymyt, aa hadde Ærbødigheit for Gudernes Vilu, dæ æ for dæ Skjedde. Han kaste sine Augu paa den ældre Systa, aa syntes no at ho va vakkrar end han nokonsinne før hadde totti, -- aa no leve Valdres for længjisea likeso fornøigd mæ sit Haland, som dæ sæle Hallingdal mæ sit vene Ringerikji. SIDE: 394 TIL DEN SMUKKESTE PIGE I HALLINGDALEN Unævnt skal Hun være af mig, Hun, som skal bære Prisen, saa desflere smukke Øine kunne straale i Hallingdalen, og des- flere fagre Kinder kunne rødme som Rosen i Solen; thi der ere mange saadanne fra Næs og alt til Goel. Og hvor findes vel den smukke Pige, som ikke troer om sig selv, at hun er den smukkeste af alle, ligesom Guld imellem Sølv, ligesom en Birk imellem Graner, at det er umuligt, nogen Anden kan være meent, naar der tales saa af mig? Hun, jeg mener, har Øine som Markens Blaaklokker glim- rende i Morgenduggen, Tænder som Melk at see til, Smilehuller som det Indhule i et Rosenblad, og en Stemme klingende som naar en Guldring svæver i en Sølverskaal. Hendes Farve er den hvide Jøkels Rødmen i Morgenens Brand. Haaret bærer hun i en Krone, omflettet med røde Baand. Det er gyldent som et Solskin, sidt som en Dronningkaabe. Var jeg en liden Blomst, vilde jeg døe deri. Vever er hun som Bækken, rank som en eenstammet Siljevaand. Ligesom trillende Kugler gaaer Arbeidet under hendes flinke Haand. Græsstraaene ere som Staalfjedre under hendes lette Fod. Tænk Dig hende da i Dandsen; dands med hende, har Du Mod. Gjerne synger hun af et glad Hjerte, med Tryllemagt, som om Huldras bedste Langspil var lagt i hendes Barm. Og hun kjender flere Melodier end Sangdroslen, som har saa skarp Hukommelse. Men jeg behøvede nok flere Viser, før jeg fik hende noksom rost. SIDE: 395 Ejede jeg Guld og Sølv, skulde jeg vel give hende saa prægtig en Brudekrone, som det kunde lyse af. Men, da jeg bare ejer Vers, hvem Anden skulde de da vel tilhøre end den smukkeste Pige, jeg saae i Hallingdalen? DEVEGGE-HORNET At Hoveder have Horn kan ikke være besynderligere, end at de høje Bakker bære sit stridvoxte Korn. Men at et Horn til Øl kan have Hoved selv, ja Vilje som den stiveste Karl, den Ting tykkes mig besynderlig. Ja hverken en Buk eller en Karl kan have stridere Vilje end Hornet paa Gaarden Devegge i Fru Beljus Stue. Før væltede jeg "Brostenen" [fotnotemerke] op paa Skogshorns høje Top, end jeg vilde vove at tage Hornet derifra. Syv Alen maa Karlene have været dengang Trækubberne voxede saa svære. Tre Stokker fra Gulv til Tag var nok til den hele Stue. Saa faste som klingende Jern, vare to nok til Døren. Med Klæde saa fint og saa blaat var Stuen tildyttet godt. Og Tyven som frækt i gamle Dage tog Hornet, behøvede ikke at slaae nogen Krog paa sig, da han slap igjennem Døren. Saa stiv i Ryg som i Sind, han ubuden gik derind. Med Døren havde det ingen Nød, skjønt den var huggen blot af to (Stokker). Nedigjennem den gabende Ljaar stirrede de blege Stjerner, da Tyven helt forvirret greb Hornet fra Beljus Bord. Det Bord var en Planke bredt; dog sad man rummeligt og ugenert; med Søm var det rundtom beslaaet i en straalende Ring. Fotnote: En svær, af et Sagn bekjendt Steen. Se Anm. SIDE: 396 Hu! han syntes det var som om Sømmene glimrede op imod Stjernerne som blege Dødningeøine, og som om han i det blaa blege Staallys skulde see Fru Belju og Grev Klemet, hendes Mand, siddende i Høisædet. "Tag Hornet," sagde de; "og vi skulle ikke misunde dig det, er du Karl for at beholde det." "Det skal jeg nok," mente han, "bare jeg først faaer dig;" og saa tog han tilløbs med Hornet under Armen. Men Hornet tog til i Vægt jo længere det kom fra Bordet, og hvilte han sig en liden Stund, groede det fast i Jorden, saa, naar han atter skulde til at gaae, var det som at slæbe paa en knuldret Birketrærod, som holdt imod i Bjerget. "Det maa være ypperligt Guld," tænkte han, og kom saa dampende svedt til sit Tyvehul før det begyndte at lysne. Men Natten fik engang Ende. Da saae han sig bedragen: et rødmalet Oxehorn, beslaaet med en Messingring stod gabende paa hans Bord. Da bandte han fæle Ord; "men," tænkte han, "det duer vel endda til at drikke Øl af." Saa tog han en Dunk og heldte i; men Tyvegods drøjer ikke. Han kunde være bleven ved at hælde i til nu, uden at have faaet noget at drikke. Det randt som en skummende Bæk bort i det Dybe af Hornet. "Det var da som Fanden!" skreg han, og blev saa skjælvende bleg. "Ja det var som Fanden!" sagde han; og skulde saa see ned i Hornet hvorledes det havde sig. Da var det som om Hornet havde draget sig ud ligened i Midten paa Jorden, og som om han skulde seet ned i en Fjeldkjedel fuld af Ildsluer med hoppende Nisser i. "Gud give jeg aldrig havde rørt dig!" tænkte han. "Det Horn vil nok være der det var." SIDE: 397 Han tog saa Hornet i en Fart, og bar det strax tilbage. Men eftersom han vandrede, blev Hornet lettere i Hænderne. Men da han satte det ned, randt det fuldt af Stærktøl; det straalede paany som Guld, men Fingrene brændte han paa sig. Og sligt Mærke skulle alle Tyve have, som vove at be- skjæmme Hallingdal, om de end ikke ville gribe efter Devegge- hornet. THOR HALLINGS OG BERGITTES TILBAGE- KOMST FRA KRISTIANIA Den Gamle "Velkommen, Thor, fra Kristiania! og Tak fordi Bergit ikke blev efter. Men, Kors, du seer mig saa forskrækket ud! Saae du et Spøgelse sidste Nat?" I Hallingdalen er der godt at boe: der ligger min Gaard, og der er jeg og du; gammeldags Tro findes der endnu; der er det moresomt at leve. Er du ikke bleven qvit Driften, saa vi kunne brygge Bryllups- øllet? Eller leve Bymændene fedt og frit af at tygge paa gamle Gjeldsbeviser?" Kjærringen "Gud velsigne dig, Bergit, som endnu har de blanke Søljer ufordækte; og den røde Hue sidder endnu igjen. Men ja isandhed see de forskrækkede ud." SIDE: 398 Thor "Ja Gudskelov vi ere her! I Staden blev jeg ret forfærdet. Jeg saae der Dødninger spadserte om paa Gaderne i Kiste- kjoler." "De saae ud som Fogder fra gammel Tid: den slemme Fogd, Bedstefader har fortalt huserede saa frygtelig i Hallingdalen for hundrede Aar siden." Bergit "End jeg da? Jeg saae Fogedfruen, bred, med Fiskebeen i Kjolen, og alle hendes Døttre; de sopede Stenene af Bakken." Thor "Det maatte da være med Kjolen, for Kaaben rak blot til Smallivet, saa Fjortenaaringen var at see til som Kjærringen i Kirkegangen." Bergit "Og saa du Kysen, de havde, Thor, af sort Fløiel omkring Kinderne? De lignede ganske Oldemoer med hvid Strimmel omkring Hagen." Thor og Bergit "Det var som om de gammeldagse frygtelige Billeder, malte efter gammel Skik paa Strivæggen i Præstegaarden, gik forbi os." "Ja, Kjoler, som for hundrede Aar siden; som Kobber- skillinger vare Knapperne. Men jeg troer forvist, at Læg og Laar vare udstoppede med Bomuldslapper." SIDE: 399 "Haaret var kløvet som Hunderagg, og hang som en Paryk i Nakken. Det sammensnørede Liv sad stivt i Kjolen som et Riveskaft i en Saate." "Ja Gud veed hvad vi skulde troe: om de ikke vare netop de samme Figurer, til Folks Skræk spadserede ud af Vægrammen i Præstegaarden?" "Thi, endskjøndt de vare blot Ungdom, lignede de ganske fæle Spøgelser, blege om Næsen som Dødninger og raadden- grønne under Øinene." Den Gamle "Det var et leit Syn. Gud hjælpe os! Kommer den gamle Fogds Tid tilbage, tør nok med den den gamle Strihed vende tilbage til Bondens Huus." "Saa kommer vel ogsaa Øxen i Hallingmandens stærke Haand; og de gjøre med Fogden, som vor Præst har gjort med alle Tapeterne." "Han skar dem ned til Brylluppet for Jomfruen i Præste- gaarden; og, Bergit, du skal staae Brud med, dersom det er gaaet nogenlunde med Driften." Thor Aa jo, jeg troer da der kan blive Bryllup. Paa Veien havde jeg nemlig Tid til at fri. Bergit og jeg enedes i Fred. Nu blir det moresomt at leve. SIDE: 400 VALDERSEN PAA HJEMVEJEN Nu kan der ikke være langt tilbage til Valders, for Hjertet begynder at blive saa varmt i mit Bryst. Skovene synes at løbe, Aasene at glide hurtigt og let som drivende Skyer; Benene blive raske som til en Springedands, og nu er der ikke mere at tænke paa Hvile. Hei! nu gaaer det glat; den høje og bratte Bakke synes jevn som Isens Flade. Naar det engang tager Ende med den syvmiils lange Rands- fjord begynder Valdersen at lee. Naar det begynder at blinke blaaligen i Etnaelven, straaler hans Øine af Glæde. Naar Nøse- kampen viser sig som en Sky faaer han Lyst til at springe, lige- som Rensdyrenes raske Flok paa Vinsterfly over Steen og Stok over de snedækte Hejer. Jeg hvilte ikke mangesteds, skulde jeg tro: paa Krogkleven var det første, for at fryde mit Hjerte med den første Rand af Snefjelde, som lyste langt Nord. Derpaa hvilte jeg mig bedst paa Dynnastenen, reist over Astrid, Hadelands smukkeste Pige. Men jeg gik min Vej, tænkte kun paa Dig, som er den smukkeste i Valders. Jeg saae intetsteds saa stolte eller blaa Fjelde, som de høje Valderstinder: Hugakollen, det forfærdelige Bitihorn, Grønsend- knippen eller Grindadden. Og hverken Ringerige, Hadeland eller Land bar et Græs saa grønt som Valders allesteds. Der er Blomsten ogsaa friskere og rødere; og som Blomsterne, saa er Pigerne. SIDE: 401 See, der glimrer det alt i Beina, som om den flød i en sol- blank Sølverrende. Den vil jeg følge som et Baand, der fører den ligeste Vej til Hjemgrænden. Men en liden Bæk skal, under lystig Sladder, vise mig en Støl under Hugakollen, hvor min Pige opholder sig den korte Tid Blomsterne blomstre smukt i Lierne. Skynd dig da min Fod! Skynder eder, Been! Thi Hyben- busken strøede allerede sine Roser blegnende over Astris Steen, den smukkeste Pige, Hadeland har frembragt, og de fine Blom- ster omkring min Piges Støl døe for det første Riimslag fra Huga- kollen. Han længes alt efter sin kjære Vinter; og saa staaer jo Stølen øde? RAGNE HALLINGPIGES VISE Ragne var fattig; maa ud nu at tjene. Gud trøste min Moder, som nu blier saa alene. Farvel min gamle Fader! Farvel lille Søster! Jeg gaaer nu til Byen, som lidet jeg lyster. Farvel min lille Broder! Farvel Allesammen! Jeg skriver jer til naar jeg kommer ned til Drammen. Farvel gamle Stuen! Farvel gamle Laden! Farvel gamle Stabur med Spiret ovenpaa! Farvel Hallingdalen med Fjelde i Skyen! Jeg seer dem (men ikke med Øjet) i Byen. SIDE: 402 Farvel gamle Fjøset! Farvel alle Kjørene! Men pas Den, som gjæter, at gaae omkring Myren! Farvel Pellegjeden min! Farvel alle Faarene! Pas nøje at kaue som Ragne kauede. Da komme de -- veed jeg -- saasnart det lider til Aften, som om de, liig Huldras, sprang frem af Bjerge og Steenheller. Farvel Bjellekoen, Guldblomma og Maane. Nu raaber ikke Ragne mere sit "Kubaane!" Men skulde jeg gaae før jeg havde kjertegnet Blomma? Den Stakkel forstaaer af min Stemme, at jeg sørger. Hun tænker paa mig mere end Han og de Andre, som svore at komme naar jeg skulde til at reise. Nu kommer der jo Ingen? Men meest maa det nage, at Han skal være en Bedrager som de Andre. Og Ragne bøjer sit Ansigt mod "Blomma," forat ikke Moder skal see hvor Taarerne strømmede. Hvor venlige Øjekast kan "Blomma" sende! De synes at spørge: hvad feiler der hende? Hvor blanke som Speile! Hvor store og sorte! Hvor bundløs en Kjærlighed de aabenbarte! Der syntes at staae skrevet med Glands af en Stjerne: o kunde jeg gjøre dig Glæde! hvor gjerne! Der saa hun sig selv, og der bagom . . hvad seer hun? Nys græd jo Ragne; nu leer hun i Barmen. Der stod jo i Guldblommas Øje Endre bag Pigen, den Ene af Alle, som hun ventede? SIDE: 403 Den kom vel, som havde det hedest om Hjertet. Guldblomma! du forærte Ragne en Kjæreste. En Viisdommens Brønd blev dit Øje for hende. Nu kunde hun Den, som var trofastest, kjende. Guldblomma! du betalte hende al hendes Godhed, da Beileren afmalte sig i dit Øie. Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade, som de der nu bade sig i Guldblommas Øje? Der viste sig To ved hverandres Barm, og bagom stod Moer og puffede den Gamle paa Armen. EVENTYR OM RINGERIGE Der var en Tid, da Alt levede. Nu synes selv Blodet at blive koldere i Aarene, og meget er forlængst dødt, som engang levede, elskede og kjæmpede for sin Kjærligheds Valg. Hjerter brændte da i Afgrundene, Øine tindrede fra Stenene, Elvene vare som lunkne Blodaarer, Bakkerne bevægede sig som Muskler, og Højderne reiste sig over Dalene af Forelskelse i deres Skjøn- hed. Bakkerne, Dalene, Styrtningerne, alle Landenes Former, ere Minder om disse lidenskabsfulde Kjærlighedshistorier, uden hvem det nærværende Liv ikke skulde have været til. Ringerige og Hadeland ere to Søstre gifte med hver sin Bro- der: Ringerige med den højsindede Hallingdal, og Hadeland med trohjertige Valders. Man vil nok sige, at Land ligger imellem; men denne gamle Svend er en Huusven efter gammel Skik, d. e. en Fostbroder, som har sit Ophold ved Randsfjordens lange Bord, bedækt med en blaa, sølverfryndset Silkedug, som Huusfruen paa Hermanrud, der beværtede Halfdan hin Svarte saagodt, ikke havde SIDE: 404 Magen til. Men med Ringerige, den yngste og yndigste af Søstrene, er det en Historie. Begge Brødrene hørte med det hele Land Rygte om Møens Fagerhed. Valders sendte sin raske blaaskjærfede Svend Beina, Hallingdalen et heelt Gesandtskab af Elversvende med Beilerbud; men intetsteds kunde de trænge igjennem. Gyrihaug, en gammel gjerrig Knark af en Frænde, som selv vilde besidde den Fagre, rugede med arglistig Skinsyge over hende, og bevogtede enhver Adgang med sine Fjeldkjæmper, saa trofaste og fastsluttede i Ræk- ken somom han alt havde omspændt sin Frænke med sine egne Arme. Hvad kunde hun da andet end at indhylle sig i Tyrifjordens blaa perlestukne Gevandt? Men det bævede under hendes Suk. Den skaldede Beiler blev stedse mere paatrængende. Med mørke Blik betragtede hans bredskuldrede Kjæmper Jomfruen, som turde give deres Herre Afslag. Hun sad indhyllet i sine Slør, lyttende efter kjærligere Beileres Bud, hvorledes den heftige Beina og Hallingdalens Elversvende forgjæves, som murmlende Fosse, trættede og kjæmpede udenfor med den iversyge Vagt. Da bad Møen til Alfader, og han sendte Thor, sin Søn, Styrkens Gud og Hallingdalens Ven, forat befri hende. Tredobbelt Kraft lagde han for Vennens Skyld i sit Lyn, og svang det mod Kjæmperaden paa Maa og Faa hvor det kunde ramme som bedst. Virkningen var Styrkens Guds. Tilbage bævede Gyrihougen selv; tilbage did hvor den endnu med sin skaldede furede Pande- skal rager over Ringerige. Tilbage veeg Kjæmpekredsen did hvor Fjeldene endnu indringe Dalen. Jublende brød Beina og de øvrige Beilerbud ind. Frit hævede sig for første Gang det jom- fruelige Ringeriges Barm, det yndige Hole, og Tyrifjordens Ge- vandt nedrullede fra de Yndigheder Verden turde see. Virkningen var Styrkens Guds. Lynslagets dybe Spor er Krog- kleven: en Sti havde aabnet sig, som førte til den Fagre. Thor agede den selv første Gang, bringende Beilerbud fra Hallingdalen, sin Ven. Beinas Vrede, brusende i "Munkefossen," røbede hvad Svaret var, som lettede Ringeriges Barm, det yndige Hole, end højere. Han faldt, som man siger, af Ivrighed i Hønefossen "med Hovedet gjennem Døren." Hans Herre var af et godt Gemyt og SIDE: 405 havde Ærbødighed for Gudernes Vilje, d. e. for det Skete. Han kastede sine Øine paa den ældre Søster, og fandt Yndigheder, han ikke før havde fundet, og Valders lever nu forlængst ligesaa godt og fornøjeligt med sit Hadeland, som den lykkelige Hallingdal med sit yndige Ringerige. Anmærkninger. Den Mundart af Hallingmaalet, som her, under en i Egnen indfødt og i dens Mundart særdeles kyndig Students Korrektur, er brugt, er den i Hoveddalføret gjængse, hvorimod de Prøver af Hallingmaal, som findes i "Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, 4de og 5te Bind," synes at være fra en af de højere Afdale, hvor Lyden af "a" og "æ" er den gjængse istedetfor den her brugte "o" og "e." Valdersvisen er fra omtrent midt i Dalen. Devegge, en Gaard tætved Næs Kirke i Hallingdalen. Paa den findes den mærkelige Alderdomslevning "Deveggestuen," som beskrives i Topografisk Jour- nal 30te Hefte og omtales i Krafts Norges Beskrivelse 2det Bind Pag. 221. Den er efter Sagnet opført af en landflygtig skotsk Prindsesse, "Fru Belju," som her boede med sin Mand, Grev Klemet. Den beboes endnu. -- Brusteinen, en stor Steen ved Gaarden Frøsager i Næs Præstegjeld, som Sagnet angiver er væltet did den ligger af Jetterne. -- Skogshorn, et højt Fjeld mellem Hallingdal og Val- ders. -- Sagnet beretter, at den mystiske Forbindelse imellem Devegge-Stuen og det Horn, som hører til dens Inventarier, ikke blot gik saavidt, at en indre Uro drev en Tyv, som havde stjaalet det, til at bringe det tilbage, men at ogsaa en Ejer af Gaarden, som tog det med sig til en anden Ejendomsgaard, blev af samme Følelse dreven til at bringe det tilbage, da han havde hørt om Tyven. Etnaelven. En af de største Elve i Valders. -- Nøsekampen, ligesom Huga- kollen, Bitihorn o. s. v. mærkværdige Fjelde i Valders. -- Vinsterfly, den største af Fjeldsletterne, (Flyerne) strygende over mod Gulbrandsdalen. -- Dynnastenen ): Stenen paa Gaarden Dynna i Gran paa Hadeland, en af Landets mærkeligste Runestene, baade formedelst sine indhugne Figurer af Heste, Mænd o. s. v. og formedelst sin rørende Inskription, der omtrent tydes som i Visen. Hermanrud en Seterplads paa Vestsiden af Randsfjorden, hvor der i Grun- den findes Spor af at en betydelig Bygning har staaet. Der skal en Huusfrue have boet i Halfdan hin Svartes Tid, og hos hende skal han have drukket sit Juleøl saa godt, at det, sandsynligt nok, bidrog sit til at denne Æresmand paa Tilbageveien over Isen kjørte Livet af sig i Røkenvigen paa den anden Side Fjorden. Strax ved Indtrædelsen i Ringerigets Hovedbygd danner Beina-Elven Munke- fossen, og lidt nedenfor Hønefossen. Gyrihougen og det terrassedannede Hole er bekjendte for enhver af Ringerigets talrige Besøgere. BØRNESANGE SIDE: 406 BØRNESANGE SMAAGUTTENES NATIONALSANG (Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland.) Vi ere en Nation vi med, vi Smaa, en Alen lange: et Fædreland vi frydes ved; og Vi Vi ere mange. Vort Hjerte veed, vort Øje seer, hvor godt og vakkert Norge er, vor Tunge kan en Sang blandt fleer af Norges Æressange. Meer grønt er Græsset intetsteds, meer fuldt af Blomster vævet, end i det Land, hvor jeg tilfreds hos Far og Mor har levet. Jeg vil det elske til min Død, ei bytte det, hvor jeg er fød, om man et Paradis mig bød, af Palmer oversvævet. Hvor er vel Himlen mere blaa? Hvor springe vel saa glade de Bække, som i Engen gaa for Blomsterne at bade? Selv Vinteren jeg frydes ved, saa hvid og klar som strøet med al Stjernehimlens Herlighed og hvide Liljeblade. Jeg ikke vil for fremmed Vaar min norske Vinter bytte, og fremmed Slot ei nær forslaar imod min Faders Hytte. SIDE: 407 Han siger, han er der saa fri. Det ei saa nøje fatte Vi; men noget Godt er vist deri, som værd er at beskytte. Gid jeg da snart maa blive stor -- Jeg har saalænge biet -- at tappert jeg kan værne for min Faders dyre Frihed! Og skulde Nogen vel med Magt faa Fædrelandet ødelagt? Hvert Liv, min Fader jo har sagt, er til dets Frelse viet. Det leve da som Gran og Fyr, de stærke, eviggrønne! som Stjernerne bag sine Sky'r er altid lige skjønne! Kom Vaar og Høst, som altid før, med Blomster for min Moders Dør, med gyldent Korn paa Faders Stør, som vil du dem belønne! FOR KONGEN (Mel. God save o. s. v.) Gud signe Kongen vor! Gud ham bevare for Sygdom og Sorg! Gid Himlens Miskundhed, Barnets og Hyttens Fred sænke sig stille ned over hans Borg! Vare vi Engle smaa skulde vi rundt ham staae, være Hans Vagt, strø om hans Leje tyst himmelske Drømmes Lyst, gjøre i Folkets Bryst herlig Hans Magt. SIDE: 408 Thi i hvert Øre ind sang vi hans Ædelsind, hvor Han er god, at Han er Armods Ven, huldrig som Himmelen, at Ham ei Sorgen end uhørt forlod. Og for hvert Øje, i herlige Farver, vi malte hans Daad: at Han et Kongedom vandt i hvert Hjerte, som saa, at Han, hvor han kom, aftørred Graad. Derfor af Folkets Mund signes hans Aftenstund, Han og Hans Slægt. Gud da forøge Hans Hæders og Krones Glands! let som en Rosenkrands gjøre dens Vægt! VESLE-HANS'ES EVENTYR I SKOVEN BØRNEVISE OM BARNLIG KJÆRLIGHED (Mel. Skjære, skjære Havre.) "Vinteren er kommen. Se, hvor hvid den lyser! Hututu! min Bedstemoer hun sidder nu og fryser. Jeg maa gaa i Skoven, finde Qvist og Qvas derfor. Hun jo mig saa tidt hos sig har varmet ved sit Hjerte?" Vesle-Hans til Skoven vandrer ufortrøden. "Stakkels gamle Bedstemoer har ingen Ved til Grøden. Bare ikke Ulven, bare ikke Bamsen stor bryder frem fra Skovens Hjem og tager hele Gutten." "Gamle Bedstemoder maa da Livet miste, stirre paa den vilde Skov til hendes Øine briste. Jeg igjen vil komme, kjære Ulv, og bli'e dit Rov bare jeg maa gaae min Vej med dette lille Knippe." "Hør hvor Vinden tuder i de tørre Grene!" Vinden har saa barsk en Røst, men vil dog bedre mene: den vil bare give Hans hver Qvist, som sidder løst. Hans skal den ta'e op igjen og i sit Knippe binde. SIDE: 409 Nu er Knippet færdigt; knapt han kan det bære. Det sin gamle Bedstemoer vil Vesle-Hans forære. Hvor skal Vej han finde? Sneen over Stien foer. Glad og angst han ta'er sin Fangst; men veed ei Vej at finde. "Hu, hvor fælt det rasler! Bamse! Hu! der er den! Hans dog slipper ei sin Bør for alt hvad godt i Verden. Liden Ekhorn bare al den Støi i Skoven gjør: den kun vil ham Vejen til hans Bedstemoder vise. Liden Ekhorn foran hopper langsad Gjærde, svinger sig fra Green til Green; der er ei Ondt paafærde. Vesle-Hans bagefter slæber sig paa tunge Been. Gode Børn ei Ulv og Bjørn tillader Gud at ændse. "Gudskelov der ligger Bedstemoders Hytte." Ekhorn sætter sig paa Tag; nu har han gjort sin Nytte. "Nu skal Bedstemoder varme sig i Ro og Mag. Eventyr om Skovens Dyr hun skal mig nu fortælle." Vesle-Hans paa Døren banker med sit Knippe: "Kjære, gamle Bedstemoer, du vil mig ind dog slippe?" Bedstemoder spørger, saa han knap sit Øie troer: "hvor har du vel plukket nu de Blommer, som du bærer?" Hans ei troer sit Øje. Er det bleven Sommer? Hver en Qvist i Knippet var bedækt med friske Blommer. Heggen sine hvide, Tornen sine røde bar, Birkens Blad saa frodigt sad som ved Skjærsommertide. Vesle-Hans med Taarer sig mod Væg mon vende: "Hvilken Gavn er nu derved? Det kan jo ikke brænde." -- "Kan det ikke brænde? Ak, mit Barn, din Kjærlighed er den Ild, som, varm og mild, min Vinter gjør til Sommer." SIDE: 410 REENLIGHED ELLER LINERLEN (Mel. Sidste Afsnit af: "Skjære, skjære Havre"). Bækken gaaer i Engen; Bækken godt sig morer nok: springer over Rod og Stok og over høje Stene. Bækken leer bag Grene; hør den leer i Græsset godt! Alt hvad der er sort og graat kan Bækken ikke lide. Liden Bæk vil gnide Stenens stygge Ansigt hvidt, vasker den saa jevnt og tidt med Voverne, som glide. Reen den blier med Tide, om den ikke bliver hvid. Dengang Stenen trilled did, da var den sort og muldet. Nu er den som Guldet. Reen som Guld jeg ogsaa bli'er, blot du, lille Bæk, mig gi'er i Haanden blot en Draabe. Jeg kan længe raabe; Bækken gjør dog ikke Stop, løfter ei en Draabe op at øse mig i Haanden. Men paa Siljevaanden, voxende paa Bækkens Bred, hopper liden Erle ned, og dypper hele Vingen. Hjælp dig selv, er Tingen! Det jeg har af Fuglen lært. Bækken har mig Vand forært; men selv jeg maa det tage. Nu kan Fuglen jage rundt i Himmelen med Lyst. Se, hvor straalende dens Bryst de friske Vinger føre! Jeg som den vil gjøre: Haanden vil jeg dyppe ned, vaske den og Ansigt med, saa det ta'er ingen Ende. Saa tør jeg det vende freidig did hvor Fuglen fly'er, see, om ei blandt Himlens Sky'er en Engels jeg kan kjende. Milde Blik de sende, naar de see, at jeg er reen som den klare Ædelsteen, der kan i Mørket brænde. SIDE: 411 HYTTEN EN JAGTHISTORIE Første Jæger Herover, Jæger! Her er Ly: en Skorsteensmuur paaheld. Her kan vi os for Veiret dy. Lad Fuglen til imorgen fly, og Haren gaa i Fjeld! Anden Jæger For Himlens Skyld! paa dette Sted? Jeg kjender det igjen. Her var en Jagt, og jeg var med, her klæber en Begivenhed i Blod ved hveren Steen. Første Jæger Se her, et Kongelys har ind i Arnens Krog sig trængt. Der staaer det dødt med gusten Kind. Herind! Her bedre Ild maa op, naar Kjedlen paa er hængt. Se, Nesler gjennem Gulvet gro, saa aabent som en Rist! Og Taget maa du meer ei tro: her ligger Duefjedre jo; her slog en Høg forvist. Anden Jæger "Ja her en Høg slog Due ned, med Næb og Klo af Jern: en fattig Vivs Uskyldighed, den hvide Glands om Armods Fred, dens skrøbelige Værn. SIDE: 412 Jeg mindes denne Plet en Dag med vilden Skog bedækt, før stakkels Arnes Øxeslag fik Granen fældet, Fyrren flækt, og reist sin Hyttes Tag. Her bruste Fyrrene med Magt, og Lyngen laa i Blod. Saa øde var den hele Tragt som Jorden, nylig nøgen lagt af Straffens sjunkne Flod. Her dufted vilde Rosmarin i søvnig Jæterdreng mangt Underværk af Drømme ind; og Bakkens mosbegroede Røs var hvide Troldorms Seng. Da sov jeg mere roligt der, end nu, om Højen var bedækt med Fløjl og Svanefjer; thi en lebendig Satanas herover jaget har. Jeg mindes denne Plet, fortabt i Skogens vide Skjød, da den engang i Sved blev skabt af Fattigdom om til en Eng af Kløver hvid og rød. Jeg mindes her en Hytte trang. Jeg seet har dens Røg: hvor mild og logrende den strøg til Skogen, som med Bøn om Plads for Hytten og dens Vang. SIDE: 413 Og Gran og Furu gjerne veeg, skjøndt Grundens Odelsæt. Men Satan drive kan sin Leeg i Skogens Øde, onde Blik kan glo i Skyggen tæt. Nu Hytten, somom den kun var en Larves Blomsterknop, saa hurtig som en natlig Sop forsvunden er; hvor Vangen bar nu voxer Skogen op. Thi Aand saa ond som Satanas herover jaget har. Hans Jagtrevier var denne Plads, og dræbende Forbandelser hans Hundes Hylen var. Hiin Aand vel gik i Blod og Kjød; men mere farlig saa han var, end om hans Væsen flød som tynde Taagegeist paa Myr, naar Qvellen svaler paa. Thi Flammer brændte i hans Blod, og Kjødet var i Gjær. Til Guld hans Hu ei ene stod, men fattig Skjønhed tog han god med brunstig Ulvs Begjær. Hans Ondskab blev ei mindre ved, at Han var Advokat. Da fik han Fjedrene, hvormed den Rovfugl fløj saa langt afsted han lysted Dag og Nat. SIDE: 414 Hidover Moen jog Han -- Ha! Haloh! Det var en Lyst. Vel bukked Vandreren, men tyst han ønsked: gid en Kugle fra din Flint sad i dit Bryst! Hidover Moen jog Han -- Ha! Haloh! Det var en Lyst. Jagttumlen hørtes langtifra, og muntre Sange tonte da fra Skogens dybe Bryst. Men Bulmen drikker Lys og Dug med en begjærlig Mund, men gjør til Gift dem i sin Bug, og Ondes Fryd er en Maneer at være ond paa kun. Hidover Moen jog Han -- Ha! Haloh! Da klang det da! Da hører Han alt langtifra i Skogens Dyb den klare Lyd af Lja, som bed ifra. Der gik i nybrudt Eng en Mand, af unge Hustru fulgt. Men Jægren saae, at arm var han, at Armods Dragt, hvor skjøn hun var, endmindre havde dulgt. Fra Skogen havde nygivt Par sig vundet Huus og Hjem. Just førstegang hans Ager bar. Fjernt suste lune Fyrre ned Velsignelse til dem. SIDE: 415 "Nu, Arne, har du her dig gjemt for Bladet i min Bog? Har jeg, saa har ei den dig glemt. Hvad, om din hele Rydningsplads jeg nu i Afdrag tog? Og har du fundet Raad tilsidst til Bryllup og til Bo? Hvad, om jeg nu din Hustru tog, som Fuglen ifra Magens Qvist, den Ene af de To? Men pas nu her paa Jagtens Gang! Der har du mit Gevær! Din Hytte er dog ei saa trang, at ei din Viv for denne Gang mig gjerne huser der." Foruden Lyst for første Gang til Huus hun fulgte Gjæst. Saa fræk og stolt hans Tale klang, og uden den dens Mening har hun i hans Øine læst. Hvor rulled, da han traadte ind, omkring de overalt! Fra dem i Flammer skjød hans Kind, da de paa Ægteparrets Seng af Straa og Røslyng faldt. Han Angsten saae i hendes Sind; han gjennemsaae det grant som Vindvets klare Balsamin; Han stirrede med Ormens Blik, der binder Fuglens Fart. SIDE: 416 Hvor undres Han! Thi første Gang ham Guldets Magter sveeg. "Jeg er et Barn af Nød og Trang; dog gjør din Tanke mere end den mig Kinden kold og bleg." "Du Nar, hvad veed din Mand deraf? Du for et Øieblik kan slette ud det hele Krav. Det er det usleste Salar, jeg i min Praxis fik." "Dog ingen anden Ejendom jeg har end Hjertets Fred. Det denne er du beder om. O Arne, Arne, Arne, kom!" -- Hun kun med Taarer stred. "Det koster Arne Huus og Hjem og al hans Rydningsjord, hvert Straa, som han har trællet frem, den Sved, hvormed han gjøded dem. Tro mig, jeg holder Ord!" Den Arme tænkte paa sin Mand og paa hans stride Sved. Saamangen Sommer trælled han. Nu alt gaaer tabt; det gaaer ei an. -- Hun kun med Taarer stred. Som Olje faldt de i hans Brand. Det Vaaben var for svagt. Hun tænkte paa sin arme Mand. Før Uhret faldt i Slag og slog var hendes Offer bragt. SIDE: 417 Men ude vinked Arne: "Se hvad jeg har skudt imens: en Duehun midt i dens Bryst! Men ak, nu ogsaa Magen dens vil dø af Hjertevee." "Jeg ogsaa skudt en Due har," lo fuult den onde Gjæst. "Saa hvid som Sneens Glands den var. Jeg vædder paa, du er en Nar, og at jeg sigted bedst." "Og kom nu, Mand, med mit Gevær! Der! drik min Sundhed du! Og Tak for jeg har været her! Din Hytte og din Hustru med kan du beholde nu." Nu gik det over Moen -- Ha! Haloh! Det var en Lyst. Jagttumlen fjernte sig derfra. Dens Jubels Echo sagtned af, og Skogen blev saa tyst. Umærkeligt som Lyden døer langsad de Aaser blaa, henblegned Arnes unge Viv; ei Aaret løb tilende før i Hytten Liig hun laa. Mod Væggen skjulte Arne ei sin Graad da meer som før. Den strømmed frit i Furens Vei. "Nu dræber den ei hende meer. Nu frit den flyde tør." SIDE: 418 En Dag til Advokaten kom en Mand med Bylt og Stav. "Nu, Morder, tag min Ejendom! Alt er forbi, min Glæde død, min Hustru i sin Grav." Han løj. Thi ensom Maane veed, at Arne Natten før lod Hytten, hvor hans Hustru laa, fortvivlet op i Luer gaa til Alting brændte ned. Nu staaer kun denne Muur igjen. Kom, lad os gaa herfra! Maaskee er dette Hvide der en Rest af Arnes Hustrus Been, den Armes -- kanskee ja? Og dette gustne Kongelys -- kom lad os herfra gaa! -- mig stirrer Sjelen fuld af Gys med Blik saa sygt som Arnes, da jeg sidste Gang ham saae. Thi Arne blev for Mordbrand dømt ved Advokatens Flid. Hans Tale bleven er berømt, Han talte stærkt, han talte skjønt for Jern paa Levetid. Men Arne er forlængst alt rømt af sine Slavejern. Sin Viv han syntes vinked ømt. Da sprang han over, som paa Skrømt, det svimmelhøje Værn. SIDE: 419 Ak, Agershuus, din Bastion af Kløver vajer rød, som om et vældigt Norgesflag, til Ære for den fri Nation, rundt alle Volde flød. Men mon du har en Kløverknop for hver en Draabe Blod, som flød uskyldig fra din Top, fra Herluf Hyttefads til Hans, der sprængtes om din Fod? Første Jæger Men Advokaten selv? hvordan? -- Anden Jæger Han er en Hædersmand. Nu sidder han paa Dommerstol, og Folket troer han skifter Ret, som Gud sin Regn og Sol. SUJETTER FOR VERSEMAGERE SNEKLOKKENS ROMAN Ak, kunne ogsaa Blomstre være vanvittige? Med hvilket sygeligt blegt Smiil staaer Sneklokken der paa sin grønne lille Plet midt i Sneen! SIDE: 420 "Jeg venter paa Rosen, min Beiler, Sommerens Søn. Han har sat mig Stevne her. Jeg kunde ikke vente. Jeg er kommen for tidlig; men han vil nok komme." "Stakkel! du maa have drømt det under Snelagenet. Han vil ikke komme. Han er Sommerens rige Søn, men du den fattige Vinters Datter." "Saa er det; dog siger mit Hjerte mig, at han vil komme Han har Guld og Fløjel for os begge. Han talte til mig, og nævnte denne Plet." Tre Dage dvælede Sneklokken, zittrende i den kolde Vind. Men hun følte den ikke mere end Enebærbusken; thi stedse tænkte hun: "nu kommer han og trykker mig til sit glødende Hjerte." Den fjerde bøjede hendes Hoved sig; thi hendes Haab begyndte at vakle; den femte bedækkede en graa Bleghed hen- des Kinder, thi Tvivl begyndte at nage hendes Hjerte; den sjette kunde Ingen gjenkjende den Fagre; thi hun tvinede hurtigt under Tanken, at hun nu alligevel var for hæslig til at elskes af Rosen; og den syvende var hun ikke mere, thi hendes Hjerte var brustet med Troen paa den Elskede. Hvil sødt, smukke Sneklokke! Din Roman var saamangen stakkels Piges: simpel, men rystende nok til at knuse et Hjerte og en Tilværelse. Udpaa Sommeren kommer Rosen, som en Ridder i Guld og Fløjel. Han veed af Intet; men vilde lee, om han hørte Sne- klokkens Historie, og fortælle den for Georginerne og Narcisserne og sin Brud, den kongelige Lilje. Men se, hvert Foraar kommer jo Sneklokken igjen paa sin Plet. Skulde hun engang have blusset af Liv før Rosen bedrog hende eller hun maaske selv bedrog sig med Indbildningen om hans Kjærlighed, og den blege, jeg talte med, og som jeg saae forsvinde, kun være Gespenstet, som hvert Aar gjenopliver sin ulykkelige Lidenskabs Historie? SIDE: 421 HISTORIKEREN MUNTHES SORTE KAT O vidunderlig deilige sorte Kat, hvorfra kom du, letsvævende som en Taage, sagte somom du vilde betro mig en Hemmelighed? Ak ja, den sørgelige, at din Herre havde forladt Dig. En Oriental vilde kalde dig Nattens Diamant; en ufordærvet Hedning vilde dyrke dig som en formummet Dæmon; men Jeg troer, at Du selv er en Fee, omfortryllet til en Kat af en overlistig skinsyg Med- beilerske, eller en Prinsesse fra et fjernt Land, forvandlet til hvad du synes at være formedelst et Forræderi i Kjærlighed. Brudens Handsker ere ikke hvidere eller blødere end dine Poter; Jomfruens Haand ikke uskyldigere; thi skulde der engang være Blod paa dem -- hvem har da beregnet alt det, Roserne have maattet udgyde forat pryde Skjønheden? Topasen og Smaragden lyser ikke som dine Øines Speile af gjennemsigtigt Guld; Steen- kullets friske Brud er mat imod din glittrende Sorthed, der lige- som er oversprængt af et Regnstøv af knuste Perler. Ak! saaledes lister Døden sig omkring os paa lydløse Fødder. Saaledes stryger den med troløs Venlighed, mild som et Pust, de fagreste Kinder; saaledes forfølger den os overalt med stirrende Øine, i hvis gule Flammer et sort Glødpunkt af Begjærlighed tindrer frem som en uforbrændelig liden Djævel i Helvedes Luer. I Graven maa det være somom der paa den Dødes Bryst ligger en Kat, stirrende i Mulmet med fosforskinnende Blik ind i det brustne Øje, gjennemskuende hans syndige Hemmeligheder, knu- gende tung som en Marmorløve, indtil de vise sig een for een, uden Lyd i de rædselsfulde Miner. Kun een gjemmer den Døde mellem de sammenbidte Læber: kun een Hemmelighed, som han vil søge at skjule for det gyselige SIDE: 422 Blik, for de Kløer, der ligesom gjennemrage hans Indre. Det er den, hvorom han fortvivler; den han ikke tør røbe med en Mines Zittren forat Katten paa hans Bryst ikke skal forvandle sig til en Slange og stikke sit Hoved ind i hans Hjerte. Men endelig efter tusinde Aar, i Sekunden da han ikke mægter længer at bevare sin Hemmelighed under det qvalfulde Tryk, da den vil forraade sig for det utaalelige Blik -- endelig, i denne Sekund faaer han Luft i et Skrig. Den Albarmhjertige hører det. Paa eengang er det somom Himmelhvælvet revnede overalt under indstrømmende Floder af Lys. Det knugende Uhyre flyer. Dø- dens Mellemrum er forbi. Aanden forlader sit Liig, og stiger op mellem de Himmelske, hurtig som den stjernelige Draabe fra Kildens Bund forener sig med den skinnende Overflade. Bjerge skulde han bære i sin Flugt. Vidunderlige Kat! du gjør mit Hjerte blødt med din milde Strygen mod min Kind. Du sørger. Din Herre har forladt dig, men hans Ven har fundet dig som en kjær Huusgud i et Tem- pels Ruiner. Stryg dig fortrolig mod min Pande, som du gjorde imod hans; thi maa du ikke da elektrisere hans Aand med nogle af disse Funker, den udsprængte over Sagaernes gamle mørke Ruller? Der Geächtete.