Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 MEMINISSE DUBIE EST, QUOD DURUM FUIT PATI En Sol steeg op Paa Himlens Top, Den Eumenidens Fakkel tændte. -- Hver følte vistnok, hvor den brændte -- Men, o Triumph! Fra Himmelbuen Neddaler den i Vestens Søe: Neddæmpet er alt Helvedluen: Den slukkes ud -- Der skal den døe! Nu Aftenrødens Skyer svæve Om dens, alt variable, Glands; Et Jubelraab vi glade hæve For frelste Træes end friske Krands! Vi glæde os til denne Stund, Da Straaler den ei sender flere Og ønsker dette Ene kun: Gid hede Sol ei komme mere! Vi ellers kunde risikere, At den vort unge Træe opsved; Men, saasom det vist skeer ei mere, Saa, skjønne Sol, far hen i Fred. SIDE: 2 MINDEQVAD OVER SØELIEUTENANT L. BRUUN Forunderlig er Herrens Vei, For os den sig i Mulmet svinger, Den øiner Dødelige ei; Men vist den dem til Maalet bringer, -- Du saarer vel, o store Gud! Din Godhed sletter Saaret ud! En Yngling saae vi at henile, Glad til sin elskte Fæstemøe; Hans Tanker hos sin Pige hvile: Ei tænker fyrig Elsker døe. Han iled' hen paa sorte Hav . . . . -- Der aabned' sig og blev hans Grav! Ja! Elskov Farer ikke seer, Ei aner Døden Elskovs Hjerte, Ved egen Sorg hans Hjerte leer; Men græder ved sin Piges Smerte. Din strænge Skjæbne rev, o Gud! En Elsker voldsomt fra sin Brud! Dit Legem tumler Bølgens Gang -- Og der det sank i Fader-Arme -- Din Sjel til Himlen sig opsvang; Vi ofre dig vil Taarer varme, Og bede Herren gyde Trøst I Faders, Moders, Pigens Bryst. Min Klage lyder mest for dig, O, ømme Pige, i hvis Øie, Den tunge Kummer speiler sig, Hvis ædle Sjel nu Sorger bøie: Græd, Pige, græd! -- Mens Taaren randt, Saa ofte jo vor Kummer svandt! SIDE: 3 En Ven qvad dette, gode Bruun, Med Følelse -- mens Hjertet bæver; Hvil rolig nu paa Havets Bund! Din Skygge blandt de Kjære svæver. En Taare faldt for elskte Møe; Og En for dig i vilde Søe. NORGES FRIHED O! hører Nationer det Ord, som gjenlyder Colombias Sletter og Norriges Fjeld. O! hør det, o hør det -- det Ærefrygt byder, Det er Majestæt, dets Virkning er: Held, Ja Held bærer Frihed Sin Dyrker fra Himlen ned! Dens Pris høit skal gjalde! Despoterne falde Ved Lænkernes Brud! Ha! Seinens Bredder ei mere nu skjælve Ved Thronernes Rysten, Bastillernes Fald; Men Norriges Strømme sig høiere hvælve, Som følte de, Normænds, de Gjenfødtes Kald. Ær Norriges Frihed, Som her blot af Love veed, Hæver de Normænds Aand, Binder med ædle Baand Konge og Folk! End damper jo fra Amerikas Sletter Tyrannernes Hæres det udgydte Blod: Det gjenreiste Hellas jo Aaget alt letter Og Friheden reises hvor Halvmaanen stod: Mildere Frihedens Vinge Sig over Norge mon svinge Og udryste Held Over Dal, over Fjeld, Over frifødte Æt! SIDE: 4 Lænkerne bruste, som bandt over Have, Rustne og tunge ved Seclernes Old: Da Norriges Mænd først sig Friheden gave; -- O! Himlenes Herre! vor Frihed ophold! Lad Scandiens Kongehelt Carl, alle Heltes Helt, Paa Hakoners Throne Høit bære sin Krone Til sildige Grav! Himmelen synes Velsignelser brede Over vort Norge ved frugtbare Aar. I kommende Tider Held Herren berede Vort herlige Land i dets skjønneste Vaar! Her Freden smiler: Her Normands Sværd hviler Som lyner for Land For Norriges Carl Johan Og for den Frihed, vi nyde! PAA MIN FADERS FØDSELSDAG NIENDE NOVEMBER 1825 Elskte Fader for dig strømme Hjertets Ønsker hen til Gud, Som, ved sit Algodheds Bud, Sønlig Ømhed vil belønne! Paa din Fødselsdag omsvæver Dig din Ældstes Ønskers Hær; Glad, vemodig stemt jeg er, Mens for dig jeg Bønner hæver. Vist da skal i hædret Alder Dine Dage tabe sig! Men at ligne, Fader, dig: Det jeg altid Gud paakalder. SIDE: 5 Ja! at ligne dig som Borger, Fader, Lærd og Embedsmand! Gid at, hist i Himlen, Han, Fra dit Hoved jage Sorger! Gid jeg aldrig Skyer drage Over dine Dage hen -- Men min første, bedste Ven, I sin Søn see glade Dage!! Henrik. NYTAARSVERS Mat klinger Harpen naar Jorden mon hvile Slumrende hen udi Vinterens Skjød; Sneens Liglagen vor Moder omfavner, Om hendes Isse vi Blomsterne savner. -- Dog jeg maae glemme Naturen er død Naar Skjønnere smile. Ja skjønnere Blomster end Dødelig finder Danner den Krands jeg besynge nu vil! Ei Misnøidens den skinnende Krone, Ei Himmelens Belte den stjernede Zone, Straaler saa yndigt, beskedent og mild Som mine Gudinder! En nysprungen Rose Emilie er I Øiet Forglemmigei smiler. Og himmelske Ynder den Rosenknop bær Og Uskyld i Bægeret hviler. En Lillie er Thrine -- Den Lillieblomst er En Vugge for Skjønhed og Dyder, Og Stemplet, som paa Diademet den bær' Er "Lillien just Skjønhed betyder." SIDE: 6 Hvad dufter vel sødt som dit snehvide Blad Du yndige smukke Jasmine? Hvad yndes vel saa som Talenternes Rad I dit Diadem, Caroline? Beskedent saa smiler den blaae Glemmigei, Den skjuler sin Skjønhed bag andre: Saa yndigt, beskedent, gaa altid din Vei O Hedchen! Gid alle saa vandre! Viola! jeg fletter dig ind i min Krands! Elise! Jeg hylder din Ynde: Hvad er uden denne vel Skjønhedens Glands? Nei skjøn er man ei uden Ynde. Min Lyra jeg stemmer ved Nyaarets Rand, Dens Toner er vildfarend Due Som flagrer og flyver i Vinterens Land. -- Ak, den er saa venlig at skue. Den banker og banker paa Vinduet med Nebbet, thi Duen den fryser. Luk op, mine Damer! Den bringer jo med Et Brev -- ak, den Lille den gyser! Men straxen den synger og ønsker det, at Den Krands ingen Dødelig saare. Den Krands ikke visne i Alderdoms Nat: Den Krands ikke dugges af Taare. Hendrik Vergeland. IDA OG SELMA Viig bort til Syndens haarde Leie, Qval! Slip mig udaf din klamme Favn, og kryst Mit Hjerte ei med dine hvasse Kløer! Det er jo Nat, og Midienattens mørke Gudinde hyller mig jo med sit Slør! SIDE: 7 Forgjeves rækker Nat sin Valmuekalk: Skjøndt paa mit Øie blødt dens Vinge hviler, Omsvæver mig dog Yndighedsgestalter. Skue hist den høie, ædle, blege Qvinde! Skue hist den smukke, ømme Yndens Datter! -- Men tal du dunkle Taare, Natten drak! Tal blege Kind, hvis Rødme Elskov suged' Og gjorde til min Kummers Monument. Hvad Skikkelse maner du frem Phantasie? -- See, Høihed paa Panden den throner! Om Læben livsalige Smiils Trylleri, Du deilige Ida! Ha! end udaf Elskov min Stemme jo toner. Men ak! Skjebnens haarde, tungtrammende Haand Dig bøied' ved Kummer, og Roserne vege. Min Kjærlighed skuer saa sorgfuld din Aand, Du deilige Dødsbrud. I Lidelsers Nat, og de Lilier saa blege! Vemodig min Elskov var, haabløs jeg saae Min Ida i Elskerens Arme. Men stærkere monne mit Hjerte dog slaae For yndige Selma! Vee! Haabet kun nærer min Kjærligheds Varme. En nyssprungen Rose min Selmalil er, I Øiet Forglemmigei smiler, Og himmelske Ynder den Rosenknop bær', Beskedent den rødmer, Og Uskyld i Bægeret hviler. Jeg drømte, jeg favned' i Ungdommens Glands Min Selma! jeg følte dit Hjerte Mildtbankende -- o da svandt Jordlivets Sands! O min Selma! Jeg vaagned' til tærende Smerte. SIDE: 8 . . . Vil du Emilie . . ? bøi du dit Sind! Lad mit Haab ei i Mulmet forsvinde! -- Ha! farver vel Elskov din yndige Kind. . . . ? Smiler dit Øie? Af Fryd da min Taare skal rinde! Dog, Haab, gjæk mig ei! -- Du bevinger min Pen, Du mig viser kun Elskovens Glæde! Dog -- varsler du sandt: før mig hastig da hen Til min Selma! O, da vil ei sorgfuld jeg græde. Nei, da skal min Munterhed Styrke gjenfaae: Hele Verden beundre jeg tvinger Min Selma, beundre de Øine saa blaae Hos min Selma! Jeg til Himlen med Selma mig svinger! SIDE: 10 MINDEQVAD OVER SORENSKRIVER KNUDSSØN Normænd, kommer og følger did, hvor Kummeren vinker og peger paa Tidsstrømmens Bølger, der hylle nu Stjernen, som blinker høit over Frihedens Palme, men ak, nu mon falme. Kommer og følger de Toner, som døende flyve fra Strenge; de føre, hvor Kummeren throner under sorgklædte Fyrre paa Enge, did, hvor Sorg sidder bleg og stirrer paa fældede Eeg. SIDE: 9 Alvorlige Normænd, I ahne mit Qvad -- ei I Tanken tør fatte: "hvad? tør Døden misundelig rane Frihedens helligste Skatte?" Følger, følger! styrer jer Gang efter min klagende Sang! Seer hist den sorgklædte Qvinde imellem Fyrrenes Grene, knælende hist ved et Liig, Friheds Gudinde. Normand! rører det dig? kjender du vel disse Bene? denne Krands om hans Lokker, Egeløvskrandsen, du gav din Knudssøn? . . o Norge, knæl ved hans Grav, hvis Ord var Frihedens fjeldfaste Borge, som Modstand ei rokker! -- Ja, han er borte, din Ven! Knudssøn mon Himlen tilbage vel kræve; -- hans daadfulde Dage beholdt dog Norge igjen! Hæv dig Frihed! knæl ei ved Baaren! Dog see, dine mandige Sønner hemme knapt Taaren. Nornen ved Bønner ikke kan vende sin Iid; men evigt den kommende Tid vor Knudssøn skal bygge et hædrende Minde, som reise sin Tinde i Frihedens Skygge. Hæv dig Norge! knæl ei ved Baaren! Dog see, dine mandige Sønner hemme knapt Taaren. Men evigen grønner, Knudssøn dit Minde og Tiden skal finde Normænd lig Knudssøn, som Frihedens Skjold og Hævder mod Vold. Evig i Salen hist din Skygge skal svæve, lytte med Lyst Til Mændenes Ord udi Hallen, naar for Friheden hæve de frihedselskende Bryst! DEN SYTTENDE MAI Mai syttende af Tidens Bølger randt; skjøn over Nord -- den Himmelen lod smile, da Kjæmpen vaagnede af Seclers tunge Hvile, fra aabnet Øie mørke Taage svandt. Skjøndt ei for at skue Skjoldenes Glands, ei Sværdenes Lue, Einheriars Dands, men Frihedens Krands om Tempelets Bue, og Hakonarætens den herlige Krone, som straalende steg af Fortidens Grav -- da Jernseclers smuldrede Liiglagen faldt -- liig Solen, der stevner fra rolige Hav, for favne en Kongehelts Isse, som kaldt af Folket, besteg vor fædrene Throne. O ædle Konning! stedse Normand var et kraftfuldt Træe, hvis Frugt var Dyder høie: et trofast Hjerte altid Barmen bar og Ærligheden lysed' i hans Øie: Hans Ahner blinke høit paa Sagas Skjold: SIDE: 11 -- O! naar jeg Oldgudindens Teppe hæver og skuer Heltefærd paa Gimlevold og Kongeskygger -- da mit Hjerte bæver af Fryd. Med Ret han sig ophøiet troer -- hans Hæder end paa Bautastene groer! Men -- hæver Fortid Tanken i hans Sind og føler han de gamle Skjaldres Toner liig Bølgers Brusen, Storm om Klippetind og Skyers Kamp trindt hiin Horneel hist throner: end høiere sit Hoved hæve han ved Norge nu ved Norges Carl Johan! Din lyse Oltid sank i Seclers Nat. Ei sandt, Dig lysted' sove gamle Kjæmpe? en Vaabenhvile? -- Helten nedsank brat; men Sjælens Ild kan Søvnen lang ei dæmpe. Et Ydunsæble rakte Tiden hen; Du bed i det og reiste Dig igjen. Hadet smelter for Frihedens Ild: et Had, som Dankonger bygged'. Dog aldrig Norgubbens Øienbryn skygged' en Gnist, som ei vise han vil. Grundet paa Ælde, kan kun Ærlighed fælde det Had, som da vilde svinge, evigt fra Kjølen sin Vinge. En Staalmuur det være, Som Norges Frihed beskytte! Beundrende Folkene lytte skal efter hvad Saga mon lære med Sorg eller Smilen i kommende Tider om Norge og Frihedens Død eller Liv. SIDE: 12 -- O Saga! Alvorlige! skriv, mens Taarer ad Kinden nedglider: "Som Saragossa faldt Nor! Messeniens Skjæbne Norge ei fristed! Men Sønner af Nor, af Frihedsild grebne, fra Forglemmelsen vristed' Dit evige Navn!" Saa lyde din Gravsang herlige Stavn! O vil Du for Frihed ei døe? En Yngling for elskede Møe jo gjerne vil døe! Og siig hvilken Møe er saa yndig og skjøn som Friheden, Norriges Brud? Til den er jo viet hver Norriges Søn. Os ene gav Gud den Møe, hvortil Verdner fra Oltiden beiled', for hvem jo en Cato og Winkelried segned' og Helten Riego i Dødens Arm blegned'. I Normænd! for bevare Bruden reen: Lad Klogskab være hendes Jomfrubelte! og hun skal blive huld, som da hun treen fra Himlen ned blandt Norges gjæve Helte. Lad Glæden tænde sin Fakkel i Alterets Lue og svinge den høit over Norge, under de høie Arcader, Fjeldenes snedækte Borge! Skue hist de dandsende Rader under Tempelets Bue, hvor Kongen, ophøiet mild, hædrer og elsker Normandens Ild! staaer blandt ærværdige Gamle, de ædle og gladstemte Normænd, og Smaabørn ved Mødrenes Barm, SIDE: 13 som efter Konningen famle med spæde, udstrakte Arm. Konge! trin hen til Frihedens Altar i Granernes Skov! Hvor Maien ryster de duftende Lokker, hvor Dig Normænd omslynge -- en Borg, som ei Ulykke rokker -- Hør! hvor de synge din og Selvstændigheds Lov. Hvilken Niding tør Kredsen sig nærme? -- den Kreds, ærværdig ved Oldingers Sølvhaar og sød ved de Norges yndige Qvinder og Ynglingers Blik og de blussende Kinder: denne Kreds om Altret, som staaer i Lunden, som Normænd beskjærme? Ha! hvem tør male misundeligt Had? og skelende Mistro imellem Konge og Folk? Gid Normannakonge du sad her mellem de smilende Mødre, i Mændenes kraftfulde Boe! -- her er Ærlighed Tolk og alle er Brødre! I Normænd! føle denne Glædens Dag, skjøn som den Elsktes Smiil og yndig som Minstrellens Harpeslag i Birkelund om Heltefædres Høie. For Norge lys -- som Solens aabne Øie for Kloder, høit paa Himmelteltets Blaae for evig funkler -- saa den evig staae! Gid Ingen kunde sige saa: "Dog ha! hvi jubler da ei Norge ud sin Fryd, en Høisang hæver op til Gud, som over Norges Fjelde evig throner? -- hvi bæve ikke de af Jubeltoner?" SIDE: 14 Men jubler Fryd paa denne skjønne Dag! Held Fædreland! dets raske Sønner Held! Af Foraarsluftens rene, klare Væld din Skaal, mit Land i hvert et Aandedrag! ODE TIL NORGES FRIHED -ùù-ùù-ùù-ù -ùù-ù-ùù-ùù -ùù-ù Ei om de Nordblus, der flette om Polens Oldingeisse Ildkrands, men Dybet, der straaler af Perler, Araberen synger og Maharas Guldstøv. Skjalden, hvis Harpe paa Herthadals Bøge Alherren hang, han synge om Kronen, hvis Gjenskin i Fortiden luede svagt fra Norriges Fjelde. Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten, vævet af Toner -- : Jeg vil og nævne mit Norriges Stolthed, ja Guldet, der rinder i Normandens Aarer: Perlen, der gjemmes i Normandens Barm, som straaler i Øiet: Tindingen mørk af den Krone, der gjorde Publicola hædret -- ja, den vil jeg synge! Svag er min Plecter at svinges for Frihed, Frihed, der fældte Taarer de sidste og stjaalne, da først jeg mit Bryst imod Norriges Skyeborge hæved'. SIDE: 15 Hen mod de Fjelde, der dækked' i Secler Normannakjæmpens Søvn, saae Gudinden -- da græd Du, men Taarerne fulde paa Normandens sovende Hjerte. Modergraad falder for sønlige Hjerte heed -- og det slog, men tungt fløi Vampyren, der suged' dets Blod, bort, bort, for den døende Dana at tære. Ei var det Samson i Dalilas Skjød; thi Sværdet, hvor Død og Frihed paa Eggen høit hviner, det værdigen Norge og Frihed sang hellige Hymner. Snart skal ei længer den gamle Eurotas's Sølverskjæg dryppe af Blod, men sin Vove skal, liig Susquehannah, i Frihedens Enge den roligen vælte. Liig Cherubim skal om Frihedens Tempel Storthinget evig værge -- liig Norriges Ørne med vidtslagne Vinger det dække vort Norriges Frihed. Normandens Blik er et Frihedens Sværd, og Hjertet dens Skjold: den granvoxne Normand er Frihedens Støtte, men Norriges Ungmøe er Frihedens Billed'. Skjøn er Valkyrien: Øiet Athenes, Læberne Yduns Æbler, og Panden er Friggas, og skjønt klæder Egeløvkrandsen de flagrende Lokker. -- Nu staaer Du stolt her med Niobes Smiil og hænger paa Normandens fattige Dørstolper Egeløvkrandsen, og vinker til Arnen dit odlede Afkom. SIDE: 16 FRU ELSE RUSTADS MINDE Ei kan Mennesket kaste sin Fakkel i Fremtidens Nat: forgjæves gribe vi fat de Timer, som evigen haste, mod Evigheds maalløse Hav: -- ofte var Livet vor Roligheds Grav; kun i Dødens rolige Lunde vil Skjebnen fredelig blunde. Ja, vor Glæde er Blade, som Skjebnen i Løbet os gav. Med dem vor Vei til vor Grav vi smykke saa barnligen glade. -- Men hvi vil jeg græde i Sang? segnede Lillie til Sorgqvad mig tvang. Ak! for Norges skjønneste Qvinde jeg seer et taarevædt Minde. Ja min Sorg vil jeg græde: Du var jo saa skjøn og saa ung! Ei saae jeg Skjebnen saa tung; ved din maa selv Ondskaben græde. Men altid din Gravhøi skal vaad grønnes og blomstre ved Erindringens Graad, der med Sorrig stedse skal knæle ved Skjønheds tidlige Mæle. Dit Liv jeg saae at glide sagte hen -- en Rose, der gynger paa Sølvbækkens Bølger: ingen Vind, ingen Storme tør omtumle den, de Blomster paa Bredden med Hilsen den følger; men snart sig ved Bredden den Roseskjøn dølger. SIDE: 17 Jeg saae den, der favnet i Lye af en Eeg; jeg saa den der spire: den kraftrige Stamme at omslynges ømt udaf Rosernes Neg, der tidobbelt gløded' ved Kjærligheds Flamme -- Vee! der skal de Storme den Roseskjøn ramme. Den frodigen spired' med blomstrende Skud, der yndigen sig trindtom Moderen slynge; -- da Bladene hvirvles af Stormvinden ud, paa svulmende Bølger de blegnede gynge -- Nu Kummerens Skyer det Egetræe tynge. Vist vil Gud denne Taare Du ofrer din Hustrus Leer mildne, naar Barnet du seer, der græder ved Moderens Baare. Vaaren træder i Vinters Spor og friske Roser de spire, hvor Skjebnen lagde din Fryd i Jorden. Som Solskinsregn forskjønner Torden, skal Kummer smelte i Vemod hen. Vemodstaaren er sød og maler dunkelt Erindringer frem igjen, som blidt alene til Hjertet taler. Høsten vil ryste sit visnede Haar over din hensvundne, blegnede Vaar: Astren vil kold ved Gravhøien smile -- snart skal og den ved Moderbarm hvile -- men, naar ei Astre men Roser vi finde da vil du smykke den Segnedes Minde. -- Ak! Tungsind med Perler i Haar, Grav som opredet Brudeseng: Kummer sig skjuler i Blomstereng; leer mens Graaden i Øje staaer! -- SIDE: 18 Lille! græd du ved din Moders Grav! Dobbelt skjøn er Barnets ømme Kummer. Hun, der elsked' dig, der Liv dig gav om dig vil drømme i sin søde Slummer, naar hun fra sin Himmel seer din Graad. -- Violens Kalk af Morgenduggen vaad. Naar da Vaaren i sin Dronningdragt -- Rosens Flamme, Liliens Sne -- saa fage iler frem, af hele hendes Pragt en himmelblaa Forglemmigei du tage Den sætte du paa Graven stille hen: Hun glemmer ei, om Hjertet sover end. Ungmøe, naar da Barmen hæver sig, liig Amor paa sin hvide Duevinge, skal Mindet om en skjøn Ulykkelig -- din Moder -- sig fra Hjertet sagte tvinge og vinker stumt dig hen til hendes Grav, der sank, for tidlig, ak! i Skjebnens Hav. TIL MIN FADER DEN NIENDE NOVEMBER 1826 Ei saa glad mit Hjerte seer den Dag, med Maiens unge Løv om Panden, træde af Tidens Skjød, da Friheds ædle Sag i Normands Hjerte fæstede sit Sæde, som den, der mig min gode Fader gav. Skjøndt jeg er borte fra det kjære Hjem og Bjerge, Dale mellem os sig strækker saa flyver Tanken jo uhindret frem og Kjærlighed fra Bryst til Bryst jo rækker om mellem begge vælted' sig et Hav. SIDE: 19 Ja, kjære Fader! blandt den Kreds, som snoer, ved Kjærligheds og Ømheds Lænke bunden, sig trindt om dig -- som Roserne der groer og slynger sig om Birkens Fod i Lunden -- din Henrik gladest hilser dig idag. Ei blot for dig, som Fader, ædel, god, som Christi Tjener, yndet af de Ringe og Høie; men for Normanden, der stod og talte Norges Sag saa høit paa Thinge, mit Ønske stige paa min Harpes Slag! -- Jeg kan ei standse Tiden i dens Løb: den tunge Alder stedse fremad iler og hæver stedse høiere det Svøb, bag hvilket dunkelt Evigheden hviler. -- Kun Sundhed standser Tidens raske Fjed. Ja Sundhed er som varme Solskinsregn, der frisker selv de gamle Birkes Lokker, og Hæder, Kjærlighed det skjønne Hegn, som Uveirsstormene forgjæves rokker: -- urørt hviler bag det Ro og Fred. Dog -- takket Himlen være! end du staaer jo rask og ung og stærk blandt dine Kjære, som Birken dækker unge Rosers Vaar imens den høit mod Sol sin Top mon bære. Saa skal du Fader! længe, længe staae! Indtil du bliver Sølverpoplen liig: -- sund, hædret, rask, en vakker Sølverhaaret, der lever blandt din Afkom lykkelig: paa Ømheds Skjød dit Hoved sagte baaret. -- Ved Sundhed vil du denne Alder naae! SIDE: 20 Og kan Du Himmelfader! vel en Søn den Gave nægte til sin gode Fader. Nei, længe skal den ædle Gran staae grøn mens vissen Alm og Elle Du afblader. Ja, jeg er vis min Gud vil høre mig! Og sande Sundhed som en Morgenglands, der straaler rødmende paa Templets Tinder, hvor for Athene mellem Musers Krands og Borgerdyd et Alter staaer derinde. Med Sundhed, Lykke Gud skal signe Dig! din Søn Henrik. CANTATE AFSJUNGEN I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND DEN 7DE NOVEMBER 1826 Lunden er mørk -- Tungsindighed bygger helst under Træernes mørke Skygger, naar Nattens Søn med det dunkle Øie -- Morgentaagen -- i Træers høie luftige Kroner sin Vinge slaaer, og Graad i Violens Øie staaer. Chor Vi sadde saa under Lundens Grene -- kold var ei Taagen: om Venskabsflammen vi stode tilsammen; men Venskab i Træernes Skygge stod ene. Venskab er skjønt, som himmelblaa Vande, hvori, liig rødmende Møe paa Strande, sig Hjertet speiler; -- men mørkt de rinde, naar ikke Solen fra Østens Tinde glider, som Freya paa Vandets Speil i Rosenkalksnekke, Purpurseil. SIDE: 21 Chor Nævn Straalen, der flyver høit henover Venskabets Bølger: paa Rosenvinger sig rødmende svinger med Skinfaxes Flugt over Venskabets Vover! Lunden er mørk -- thi Kronerne kneise, liig naar de Hære i Mulmet reise de sorte Bann're; men -- funkler Solen: flygter Taagen og blid Violen leer; mens de Fugle i Hallen grøn i Sangen mon hilse Straalen skjøn. Chor Nævn Straalen, der flyver høit henover Lundens Kroner: paa Rosenvinger sig rødmende svinger mod Lunden, hvor Fuglesang Solstraalen lover! Straalen, i Lundens Hjelmbuske flammer, spreder sin Glands blandt de dunkle Stammer, hvor Venskab taust -- ak! stod under Grene -- blandt de Mange det fandt sig ene, indtil i Skoven lød Fuglesang -- er Lyraens Datter Harpeklang! Chor Hun Hjerter med Rosenlænker binder: Venskabet taust er ei meer; thi sprunge fra Lyraens Tunge ei Brødrenes Glæder og Fortids Minder? Lette de Toner flagre i Hallen! snart som en Skygge, der steg fra Valen, og glæder Ungdommens Mod! de dandse liig en Zephyr paa Engens Krandse! Epheuen liig, der om Ranken groer, de snoe sig om Os ved Vennebord! SIDE: 22 Chor Ei Elskoven glemme Lyrens Tone! mindes den Tid, da vor Ungdom gløder liig Birk, naar røde de Morgenstraaler høit flamme i Krone! Skjønt er det Baand, som Tonerne binde: Hjertet de aabne, som Foraarsvinde den lukte Blomst. Som en elsket Pige Musen være! din Priis skal stige frydfuld paa Tonernes Vingeslag, liig Duen mod Himlens hvalte Tag! Chor Og: Held Dig, Du Kunstens Ven! som fører ind i vor Hal -- liig en Brudgom sin Qvinde -- de Toner, som rinde -- liig Kilden blandt Blomster -- fra Harpe, du rører! IDYL-ODE TIL FREDERIK STANG MIN CLEANTHES ù-ùù-ù-ùù- -ùù-ù -ùù-ù-ùù-ù -ùù- Kom Elskov, kom du imorgen igjen! kom med din Taare! kom med din Datter blegkindet Klage! kom til din Ven! Da Tusmørket kom en Viismand i Skjul hvisked: til Vinen trænger du liig til Regnen den Birk som gulnende staaer. SIDE: 23 Den Viismand Fornuften hedder: Hans Had følger dig Elskov. Gaae min Veninde! mørkgrønne Ranker hade din Graad. Høit svang han en Fakkel -- meer jeg ei saae Elskov din Stjerne. Snart jeg i Epheus kjølige Skygger syngende laae. Ak, Slave jeg er. Ha, kan jeg da ei Tanken om Huldas mørkeblaae Øine engang av Sjelen rive? -- o nei! Paa Randen af Bægret sidder min Sorg. Liig naar en Høg med Vingerne slaaer fra Fjeldtinden, rød af Morgenens Guld. Paa Druernes Purpurbølge min Sorg glider som Svanen. -- Dybt, see, den dukker! stiger som Glædens modige Ørn! Min Fryd under Ranken rasler: min Kind er ei Cypressens duggede Blad: min Tanke er heed som Ørkenens Vind. Den henover Sorgen farer, liig Siv svider den Sorgen: hvirvler dens Støv i Glemselens døde, staaende Søe. SIDE: 24 -- Hvis Hulda nu under Løvhytten treen, sød som et Barndoms Minde, da sprang jeg op, og om Midjen slog jeg min Arm. -ù-ùù-ù -ùù-ùù-ùù -ù-ù Hulda loe, da jeg viste hende min Elskov, der glimrede gjennem Taarer, liig en Gartner, der rækker glad Herskerinden om Morgnen en dugget Rose. "Hvor letsindig?" -- saa Hulda talte -- "du blot mine Øine og Læben elsker." -- Nu kan Roserne avle Gift, siden Huldaskjøns Læber slig Tale fødte! Nu I Lilier vær Ormes Skjul, siden Hulda-Barmen slig Tanke nærte! Hulda ligner den vevre Hind, der sin kronede Beiler i Springet gjækker: eller Blomsten, som, naar man rører den, hyller sin Barm til, og bøier Panden. SIDE: 25 Mangen Hind saae nok Skoven skotte med rindende Øine, til fordums Beiler. Mangen Blomst saae jeg falmet bie forgjæves paa Fingren, den før foragted! Nu Morgnen sit Kobberskjold høit i Øst rækker, og Dag, som rødvinget Fugl steg, syngende høit mod Himmelens Hvælv. See, kommer ei Dag, som Eyvind, der høit sagde: "nu Konge Tid ei at drikke!" -- Seilet paa Hav og Skjolde han saae. Min Kummer jo kommer, Skibene liig, sorte i Taagen: Adelsteen liig jeg seirer med Pilen dybt i mit Bryst. Min Sorg, som var liig en Ørn, som min Viin havde med gyldne purpurne Lænker fængslet, nu svæver mørk over mig. -- "Levvel min Cleanth! at Selma ei skal undres ved Kindens Bleghed: din Pige lider ei Svir og Druen, der tør med Kinden og Læbens fugtige Ild beile . . Jeg iler hjem til min Sorg, der stiger i Sjelen mørk som en Damp." -- 18 29/1 27. SIDE: 26 Hun skulde da Druens flammende Kind kysse! . . . ha, see, hvor Draaben paa Læben perler, liig Blod paa Rosernes Blad! Ei Blomsternes Dug saa glad Kolibri drikker, som jeg nu misundte Draaber suger af Huldas halvaabne Mund. -- Alt Aftenens Stjerne skimter jeg, liig Vennens Farvel, der zitrer i Øiet: -- hist en Liguster suser forbi. Farvel da min Dag! jeg elsker en Nat: Natten min Fryd med funklende Øine seer: Den er Vinens trofaste Ven. Men -- Stjerner er tause Vidner. Min Fryd deler jeg; Sorg jeg bærer alene: Sødt med en Ven at sværme en Nat! Cleanth hist fra Bruden iler: Hans Haar smelter med Nattens Taage tilsammen. Hurtig hans Gang, liig Ungdommens Haab. Cleanth! hos din Ven du sidde! Din Sang lyde om Selma! Sangen mit Hjerte ryste, liig Vestens Vinde en Asp! SIDE: 27 Cleanth du om Kysten synge, hvortil før mine Drømme svam gjennem Graad og sank, men du vandt E- lysiums Møe! Han Harpen da tog, men tømte en Skaal først for sin Elskte. Sangen sagte som Floden imellem Viinhøie gled. -ùù-ùù-ù -ùù-ùù -ùù-ù -ùù-ù Cleanth Jeg saae min Selma som Barn, før Barmen sig hæved liig Amor paa Duens snehvide Vinge. Sagte i Hjertet da bølged' Følelser som naar en Vestenvind kruser Indsøens Flade. Selmalils Lokker var slaget Guld: hendes Sjel var en Stjerne bag Morgenens purpurne Skyer. -- Bort jeg maa reise, og før jeg Ungmøens Hjerte af Elskovs Prometheus- Finger saae dannet. SIDE: 28 -- Ak! Da jeg kom, fandt jeg Lokken dunkel og bruun, og i Øiets Azur en ubekjendt Flamme. Rank var hun: Barmen to Parter, hvide og hvalte, men nu hendes Kys blev rødmende Hilsen. Ven! Da din Elskov i Pigens Sjel kom som Solen, der flammer i Øst -- og Himmelen blusser. Glemt var jeg: Barndommens Minder vare liig Bladet, som Vindene vifte henover Søen. Da kom en Sky og sig mellem Solen og Himmelen lagde: en Uroe mørkned din Himmel. Atter min Kjærlighed steg: dens Duft var for Pigen som Rosernes Lugt; din Elskov som Dampen stigende op fra Marken, hvis Blomster den dugged, naar Solen sin Piil skjød gjennem dens Brynje. SIDE: 29 Du nu er glemt . . . jeg min Selma favner som Søen sit Norge, som Himlen guldvinget Straale. Cleanth for sin elskte Bægeret drak: trindt om sin Elskov slog han en Purpurkaabe: -- jeg Harpen greb og jeg qvad: ODE Er ei vor Sjel liig Birken, hvis hængende Grene bølge i Vinden? eller liig Jani Hoved, ved hvis forandrede Aasyn sig Roma forundred? Daaren troer Elskov varig: snart flyver den Sjel, som saaredes dybt af blaafjedret Piil fra Ungmøens Blik, til Glemsel paa Viingudens purpurne Vinger. See, denne Tunge drypper af Smiger, og lover Held og Nepoter: nu er den bleven Brutus's Dolk, og røres alene for Fostrenelandet. Alt er ustadigt: Tanken liig Hinden, som flyer sit Leie for Skyggen. Døm ei for tidligt: -- uventet Drengen finder en Due i Glenternes Rede. SIDE: 30 Tanker jeg skifted' flux, da hos Praem fra Sjelen Patriotismen uventet steg, som naar i Bannatets Sumpe et Vildsviin sig stivbørstet reiser. Girouette. TIL PROFESSOR RECTOR ROSTED, JUBELLÆRER DEN 7DE MAI 1827 Ei foragter Birken den svage Finger, som udgrov et Navn i dens Bryst: Norriges Fjelde ynde den Kilde, som nynner ved Foden. Rosted, lig den første Dodonas Eeg, hvorfra Viisdommen klang, see en Lund, skjøn ved de muskelsnoede Stammer, sig trindt om dig hæver! Ogsaa jeg var Mistelen lig, som suger af Egen sin Glands; -- nu jeg staaer fjernest i Lunden, skjælver med nedbøiet Hoved i Vinden. Mangen Olding sidder i Træets Lye, hvorpaa Ungdommens Minder han hang: jeg end i Ungdom glindser, men Træet skal Aarene dække. Rosted, lig et Tempel, hvor Altret kneiser for Himmelens Dyder, min Bøn sløvgjøre Tidens Tand, naar for Dig jeg den tusindedobler. SIDE: 31 Rosted, ædle Pantheon, Sundhed være din Jachin, din Boas er: Kraft, Glæde, lig Aftensolen, skal rødme den marmorne Kuppel. CAJUSDAM-TANKER VED AT LÆSE HR. PASTOR HERTZBERGS ANMELDELSE I MORGEN- BLADET OM HANS FESTLIGHOLDELSE AF 17DE MAI Dyden er taus og undselig som Sireds [fotnotemerke] Øie, som Stjernen, der skjuler sig blye, naar Stormen laver sin sorteblaa Mund til et pralende Qvæde. Dyden er taus, og den løber tilbage, bleg som et Barn, der uagtsom en Klokke rørte, dersom et klingrende Echo dens Fodtrin forraader. Fordums barbariske Drotter sig stolte strøge om Hagen, naar Harlequins Bjelde skreg: "afveien I Pøbel for Jordklodens mægtigste Konge"! Helten foragter Trompeten: hans Mod ei bier at flyve paa Sværdenes blanke Vinger, indtil en svindsottig Stymper har fyldet sin Lunge. Gjæstfrihed raaber ei: "hører! jeg fylder Bægrene end engang: hører I Venner"? Ei den ælter hver Bid i en Kage af stinkende Selvroes. Fotnote: Et meget kydsk Fruentimmer i vor gamle Fabellære. SIDE: 32 Gavmildhed staaer ei paa Hjørnet og raaber: "nylig jeg Stodderen skjænked! som staaer i Kroen: -- det er det Samme! der har du en kobberrød Penning"! SONNATE TIL HULDA FLODENS SANG TIL STJERNEN Haarfagre Stjerne, som sidder liig hvidvinget Due paa Himlen, see, hvor med Jubel jeg bærer Dig raskt gjennem Blomstervrimlen! Seer Du min blaaklædte Arm fra Bred river en Krands af Nymphæer, pryder de glindsende Trin, Du skred under min Breddes Træer? Stella! jeg bærer Dig, liig paa Skjold Galliens sølvhvide Lilje, Taaren paa Slørets mørkblaae Fold, hvidklædte Møe paa Tilje. Dands paa min Barm med din hvide Fod, dands med din Straale min Stjerne! Lyt til din syngende, glade Flod, Himmelens tause Terne! Ei som Bacchanten jeg løber meer vedbendekrandset i Enge: stille, bag Palmer, jeg slaaer nu her Bølgernes mørkblaae Strenge. SIDE: 33 -- Nys, liig en Kriger af Skjolde trængt, beed jeg i Fjeldbarme sorte, thi for min Elskov, jeg havde tænkt, Stjernen for langt var borte. (O, hvad er Mile for Elskov vel, Bjerge og gabende Dale? Ruller da Tanken paa Hjul fra Sjel? kan kun ved Læben tale?) Rengbu' paa Skulderen hvid jeg hang, sveddækket løb jeg paa Fjelde: "Stjernen skal rødvinget Piil engang vel paa sin Himmel fælde!" Syvfarvet Bue jeg spændte . . "Ha, "snart som en hvidvinget Due "daler nu Stjernen, min Sang sig da "hæver som Røg fra Lue!" "Da over Bølgen den flyver, liig "over Othellos Pande "naar Desdemonas Finger sig "hvid vil med Lokken blande." "Favre! jeg elsker Dig: Skjebnen skal "briste, naar Musklen jeg tvinder! "Da vil jeg dyrke Dig i min Dal, "Himmelens Vestalinde!" Syvfarvet Bue jeg spændte -- men vaklede, svimled paa Fjeldet. . . . Stjernen er borte? o hvor? ha, den har bag en Sortsky tjeldet. SIDE: 34 Nede i Dybet til Sølverstreng qvad en Sirene: "hernede skimter jeg Liljen paa Himlens Eng: -- [fotnotemerke] tør Du ei Fjeldet træde?" Flux jeg mig styrted i Klippens Arm: knust jeg i Dybet nu synker, blegnet Tritonen paa skumhvid Karm sønderknust Bolig ynker. Jeg var blandt sorteblaae Klipper liig hvidsmykket Yngling i Kiste, hvid som et Maanskin, der pyntet sig kun mellem Fyrreqviste. Døsig jeg Bølgerne vælted frem, tunge som Sisyphus' Stene: Stjernen den slumred i Skyens Hjem: sagte jeg græd alene. Granerne lige, som skumle staae rundtom en Hede, kun høje Stene mig krandse med Pander graae: lukket er Stjernens Øje! -- Da liig den Sylphe, som lægger øm Perler i Blomsten om Natten, byder selv Sivet ved skumle Strøm dele med Roser Skatten: saae jeg en Qvinde: fra Læben flød Toner, liig Duggen, liig Vinden, svanger med Aanden fra Rosen rød: liig en Egeria Qvinden. Fotnote: Maristien. SIDE: 35 Flux, hvor Hun traadte, min Bredde bar Palmer, og Roserne gløded: . . . Vidste den Ædle om Floden har Perlerne skjult' i Skjødet? Lysgrønne Birke paa sølvhvid Fod lytted til Bølgernes Strenge -- lysgrønne Hjelmbusk, som Helten lod over sit Staalskjold hænge. Sagte Egeria svæved: liig Sølvskye, Hun flagred paa Himlen. Drømme i Rosenblad gynged sig lette paa Bølgevrimlen. Syvstjernen treen som et Pigechor frem ifra Skyen: min Stjerne dandsede foran i Sølverflor, sød som en Freyas Terne. Stella! min Stella! min Stella hvid! Sølvskyens fagreste Datter, had ei min Bølge: den ruller blid uden den vilde Latter! O, jeg vil bære dit Billed paa Brystet, med Perler det krandse! aldrig de skumdækte Bølger slaae! stille ved Bredden dandse! Bredden er grønklædt -- en Olieqvist slynget om mørkblaae Skjolde: nægter Du Stella, som funkler hist, Bølgen dit Billed holde . . ? SIDE: 36 O jeg er trofast, jeg glemmer ei -- o hvor umuligt! -- min Stjerne: trofast jeg følger din blanke Vei over de Høje fjerne! Hersk over Bølgernes Skare! hver ligner en hjelmet Pelide, eller Minstreller, som Harper bær, blot til din Roes, ved Side. Had Du ei Floden, min Himmelmøe! see, kun din Glands er hans Lænke! Lad ham blot elske Dig taus og døe! -- det Du hans Ømhed skjænke! HENRIK WERGELAND TIL DEN DØDE PETER KREFTING, HANS VEN Stjernerne blinke: det er min Vens Aand, som nu drager forbi, hen for at give Aandmassen Tilvæxt. See, den forbi en Stjerne nu drog, lig ifra Altret den blaa Vellugt forbi de hellige Fakler. -- Helsleiet -- ha! var Alteret og Pthisis Præstinden, hvis Kniv stedse er sløv, men sikker og tørstig. SIDE: 37 Ha, jeg vil spotte Skjebnen, som nu Intet vil finde hos mig værdigt at spidse Fingeren efter! Daaren forbander Skjæbnen, men jeg kalder den feig; thi den flyer, naar bag det lyrisk' Epheu jeg rasler. Det vil med krumme Finger den knapt række, thi det er min Sjæls Klædebon: det og Døde! dit Minde. Modige Blik mod Fremtiden vendt, det er den glimrende Stav, den som beskriver Skjæbnen dens Fodtrin. -- Ryg ikke Taage dunkel fra Streng! Heller en Straale jeg bag Aanden vil sende: -- heller en Straale! Nu kan Du læse Verdnernes Digt: nu, som en Sommerfugl, ved Himmelens Roser Stjernerne hænge: Suge den Honning, Mennesket kun blandet faaer drikke af hiint Horn med de sorte Hieroglypher. SIDE: 38 Seer Du din Ven? med Haand under Kind, ikke sørgmodig, ei glad, lytter han til en Æolusharpe. Var det din Aand, som svømmede paa Strengenes Bølger af Guld? Eller en Vind, som kyssed min Pande? Sphærerne er din Harpe: dens Sølv- strenge, i Himmelens blaae Skjoldrande spændte, nu kan Du høre! Just da din Død jeg hørte, der faldt Stjerneskud: Stjernerne løb frem for den Nylig- komne at hilse, liig, naar fra Søe en hvidbarmet Flok Svaner mod Foraarets Pust svæver med Skrig og vidtspredte Vinger. Venus en Straale sendte -- en sød hvidsløret Stella, -- som Dig hen til de Godes Stjerne skal hente. Mars skjød en Straale -- en guld- hjelmet Herold: "at din Aand høit paa hans Karm, blandt Kjække vil dvæle". SIDE: 39 Carlsvognen -- liig et dandsende Chor af Vestalinder, med hiin frugtbare Rhea Sylvia i Spidsen -- vælge Du heller! see imod Nord ruller om Midnat dens Hjul, pege med Lilie- finger Præstinden! Dvæl til jeg, liig et flagrende Slør, eller liig blegrøde Skye, drivende over Fjeldene kommer! See, vi vil smelte sammen til een Intelligents, som i eet guldvinget Nordlys Straalerne tvende! Høihjertet var Du, fri var din Sjæl: Hvidtandet Bølge den skjød mod Despotismens hulede Klippe. Varm for dit Land og Menneskers Ret, haded' Despoten Du, om denne et Scepter bar eller Pennen. Ven! kun en Fødsel var Dig din Død: Barnet ei Moderens Vee føler: -- ak Livet det var din Moder. SIDE: 40 Ryg ikke Taage dunkel fra Streng! Heller en Straale jeg bag Aanden vil sende: Graad er min Straale. Sang er dens Vinge: ikke den vil drukne i Skyerne dybt, uden at naae din iilsomme Skygge! RHIGAS NYGRÆSKE KRIGSSANG (FRIT OVERSAT) Reiser Jer, Sønner af Hellas, til Kamp! Klar, gjennem dunkle Aarhundreders Damp, bryder Berømmelsens Flamme: viser forenede, hvorfra I stamme. Chor Sønner af Hellas, mod Fienden styrter med flammende Mod, til hans forhadte Blod strømmer for Fødderne hen! Fædrenelandet, med mandig Foragt hadende Aaget, som Moslem har lagt saae Jer i Kampen at springe! Snart brister Aaget for Frihedens Klinge! Vises og Heltenes Skygger fra Skye, smilende, blege see Osman at flye: Græker, fra Fortidens Dage vandre til Nutidens Sønner tilbage. SIDE: 41 Ha, naar mit Krigshorn det gjalder, da hid stevner fra Søvnen! dets Toner Jer hid kalde hvor Syvhøien [fotnotemerke] throner, Kjæmper! thi Frihed jo Sejeren kroner. Chor Sønner af Hellas! etc. Sparta -- ha troer jeg mit Øje? -- du blød slumrer lig Drengen i Moderens Skjød? Op! slut til Atticas Skare Døden fra Sparta for Hellas forsvare! Leonidas, Qvadenes ældgamle Helt! Kalder ham hid, der saa dristig sit Telt høit paa Thermopylæ spændte, seirende Frihed til Hjemstavnen sendte! Foran den hellige Skare han sprang modig i Dandsen til Sværdenes Klang. Og, som en Løve, i røde Bølger af Blod, han for Friheden døde. Chor Sønner af Hellas! etc. ODE Sorg fængsler min Sjel, som den tunge bruunrustne Stormhat en Ynglings favre Kinder og gyldne Lokker. Fotnote: Constantinopel. SIDE: 42 Dog maa jeg, skjøndt Øinene mægte ikke at flyve, og Aanden sukker qvalt som en Vind i Hulen, Sværd svinge, skjøndt Ingen det fulde Saar under Rustningen seer, og Sved om Saaret, som Skum paa Bæg'ret. Qvalt skjælver en Taare i Øiet, liig naar den ensomme Stjerne useet sidder bag sortblaae Skyer. Ha, Stella, den kommer, liig Stjernen, seilende frem bag de røde Skyers Seil, som din Straale styrer. Hør Sukket; det stønnende, liig en Raslen i Lunden, der ønsker: ak, at Stjernen vil dale didhen! Løs Hjelmen, min Stella! -- jeg kaster Sværdet, og griber den Harpe, den jeg hisset ved Birken satte. Ha, skue den, liig glimrende Regnbu', lænet til Ygdrasil! Stella. Ligne Strengene gyldne Landser? SIDE: 43 Hvert Spyd har sin Kæmpe, som staaer ved Siden usynlig -- en Skare Aander -- Strengenes stærke Toner. Du Stella er Aladdin, jeg din Lampe; du gnider mig: Aander springe syngende frem som Skyer. Ak Strengene ligne dit Haar, skjøndt dunkelt som Bølger, der triller gjennem snedækte hvalte Strande. Ak Strengene ligne dit Haar, naar Vaarvinden, hviskende bag det, smigrer Nakken med Æbleblomster. Løs Hjelmen min Favre! -- de frie Lokker vil flagre som Solens Vinger, svulme som Morgenskyer. See, Sjelen vil bølge om Stella Lysringen liig om Saturn, som trindt den rødmende Jøkel Skyer. Løs Hjelmen min Stella! jeg kaster Sværdet og griber min Harpe, den jeg hisset ved Birken satte. SIDE: 44 NORGE, IISLAND, FÆRØE (FORQVÆDE TIL EN POETISK BEHANDLET SIGMUND BRESTERSØNS SAGA) En fager Qvinde gav engang Verden tvende Drenge: Munterhed i Øiet sang Haaret gyldne Strenge. Den Kjephest helst de leged med var en hvæsset Landse: Naboedrengen snart blev kjed af de vilde Dandse. "Vel snart som Faer vi ud kan gaae "mod den stærke Jette? "Større Sværd end dette maa "snart vor Muskel lette!" Saa juble de -- den Moder glad, høit, ved Aftentide, synger dem et dristigt Qvad, mens paa Skjold de sidde. Den Ældste klapper glad i Haand: "Sligt vil jeg og gjøre, naar jeg kan de blanke Baand om min Bringe snøre!" Den Anden længe lytter til, Takten slaaer paa Skjoldet: "Ha -- et Qvad jeg heller vil, at af Sjel jeg folded'!" SIDE: 45 Den Mindste jubler: "Moder sød vil du stedse qvæde, bli'er jeg gjerne i dit Skjød, vil ei Bifrost træde!" Den Ældste rask i Veiret skjød, en Hjelm ham blev for snæver: snart en Kongekrones Glød han til Issen hæver. Dog elsker han sin Moder god: Arm om ham hun slynger, som da han ved Arnen stod: samme Sang hun synger. Den Anden blev en dygtig Skjald, boed' hos sin Moder: skrev dog tit med Sværd paa Val Runer, som hans Broder. Den Mindste stedse hjemme sad for den Sang at høre: stundom maa dog Svenden glad Broders Glavind føre. Skjøndt alderstegen bærer Hiin end sit gyldne Smykke: Sølverlok om Purpurkind gjør ham værd den Lykke. Men Tid og Sorg paa Skjaldens Sjel Snee og Riimfrost rysted'; fremmed Baand som sølvgraa Træl ham til Jorden krysted'! SIDE: 46 See, meer han kan ei mindes sig, hvor han Harpen lagde: Stakkels Olding, tykkes Dig, Sorgen Glemsel bragte? Ha, famler Du i sølvgraae Haar for din Hjelm at finde? vredes ved i fremmed' Gaard tjene fremmed' Qvinde? Den Yngste gav sin Jarlehat for en lodden Hue: før hans Hjelm var liig en Nat over Baunens Lue. Nu han, som før sin Broders Skjold ofte bar i Slaget, sidder liig en Bauta kold, moset og bedaget. Paa Panden Kummer tegnet har mangen skummel Rune: Drømmene, hans Ungdom bar, qvalte Skjebnens Lune. Han endnu hos sin gamle Mo'er hører Barndoms Qvæde, stirrer paa sin Broders Spoer, som tør Bifrost træde. "Da vi var' Smaae, saa vilde Han stedse Herre være: -- underligt, slig Lyde kan saadan Guldfrugt bære." SIDE: 47 "Nu bærer han, liig Sol paa Fjeld, Kronen, Sværd ved Siden: jeg er Træl: den Andens Sjel bleven sløv før Tiden. "Nu, riig som Høst og stolt som Vaar, neppe Han kan mindes, at han Brødre har, hvis Kaar trangt af Armod bindes." Saa mumler mørk den gamle Svend: seer paa hullet Trøie, saa til Kronen han igjen kaster lynfuldt Øie. Det gjælder ei hans Broder, om han mod Himlen peger, men den sorte Skjebne, som med hans Lykke leger. Trende Skibe med høie Barme glide af Havnen. Bann'ret ligner en Hanes Kam og Seilet en Vinge. Stormen tvetter sin sorte Lok i Bølgernes Fraade. Hisset Banneret, liig en Gnist, nu flyver i Natten. Snart maa Seilene, lige hvidgraae Røgstøtter, følge. SIDE: 48 Masten brister; liig Kobber- hjelm staaer Snekken paa Skjæret. Morgnen peger paa tvende Vrag, som drive i Fjernet. Over Kjølene springe smaae og leende Bølger. Morgnen viser i Fjernet glad en høibarmet Snekke. See i Solen hvor liig den sidste, svindende Stjerne? En af Trende har Skjebnen levnet: Een kun af Trende! Samme Egeskov fødte dog de Skibe -- o Skjebne? Tro ei Barndommens Drøm, som slaaer, liig Masten, mod Skyen! Skjebnen splited' de tvende Drenges flagrende Purpur. Hine Drenge jeg nævner: Norge, Island og Færöe. Havet er deres Moder, liig en blaaøiet Qvinde. Havets syngende Barm var hine Ynglingers Vugge. Jordens Lande er' alle Havets lokkede Sønner. SIDE: 49 Hver af Sønnerne fik sin egen, skarpe Character. Landets Mænd ere Sjelen: Landets Qvinder er' Hjertet. Hver en Mand er en Guddoms Tanke virkeligbleven. -- Norge gjemmer bag Klippers Skjolde Dalenes Guldslør. Norges kraftfulde Legem' har et svulmende Hjerte. See det ligner den tapre, men godmodige Gothe! See, dets Elve er mørkblaae Aarer, Fjeldene Muskler! Høi er Sjelen, som ruller gjennem brusende Aare. Varmt Principet, som ulmer bag de snoede Muskler. Folket bærer jo Landets Præg, som Sjelen sit Legems. -- Hver en Islænder var en ildfuld, digterisk Tanke. Hver en Islænder var en Heklas hvinende Funke. Island var den bizarre, høie, kraftfulde Digter. SIDE: 50 See, hans Øie hvor ildfuldt! -- Krablas Krater i Natten. See, som Legemet Sjelen: voldsom, kraftfuld og ædel! Gjennem Færeyars Bryst der bruse tusinde Aarer. Derfor var han en heftig, iilsom vredladen Yngling. Lidenskaber som Skum paa Bølgen, strømmer med Blodet. Sorte Fjeldbække ofte hvirvle klingrende Perler. Storme hviler: en heftig Sjel har glindsende Tanker. Sigmund Bresteson var en ædel Færeyars Tanke. BRESTES OG BEINES DRAPA (FRAGMENT AF ET STØRRE DIGT, "SIGMUND BRESTESØNS SAGA") Paa Suderøe, i en snever Dal, liig en Bersærk, trængt af Skjolde, monne engang en Fyrrehal sit skumle Legeme folde. I Mørket vilde en Vandrers Blik troe at skimte Klipper sorte: Hallen var lav; -- ei Guldspir fik de mørke, tjærede Porte. SIDE: 51 Ei staalblaa Svendeflok udenfor vogter der en søvnig Herre: Klippen, som steil ved Bølgen staaer, maa skjolddækt Nattevagt være. -- Men Tørverøgen, som Aand af Grav, stiger sort fra Hallens Tinde: Lugten vil være Ledestav, for skjulte Arne at finde. De Bjælker voxed' i Norges Skov, som de lange Sider klæde; Stormene her med sorte Hov i Støvet Fyrrene træde. Naar Døren aabnes, en Hundeflok bister frem fra Arnen springer: kommer der Mange, veed den nok at finde Mændenes Bringer. Om Væggene hænge der Faareskind, lige Folgefondens hvide Lokker, som nedad sorte Kind, liig Skum paa Bølgerne, glide. I Krogen graaner et fugtigt Seil; Øxer Tand i Bjælkene holde. Ilden sig ofte seer i Speil i Loftets bugede Skjolde. Og Buer brede fra høien Knag ud de snoede, staalblaae Arme, Bundter af Pile hænge bag og Bjørnesener og Tarme. SIDE: 52 To mørke Guder bag Egebord, hvergang Ilden blusser, træde: Odin det er og Asathor, som staae ved Husbondens Sæde. Fra Odins Hoved en gylden Knap -- Solens Billed' -- Mørket bryder: Asathors Hjelm med staalblank Tap af Mulmet neppe sig skyder. Paa Bordet ligger et Horn af Guld, sød paa Randen sidder Mjøden: Natten forgjæves ud sit Muld har rystet over dets Gløden. Liig blanke Stjerner om Skyen rød, mange Ædelstene ringe sig om det Guldhorns hule Skjød, hvor sære Runeord klinge. I Krogen snorke paa Faareskind tvende Gamle: Haaret strømmer graat, liig en Fos, paa brune Kind, og nedad Bringen det strømmer. De vakre Oldinge vist i Qvel kyssed Hornets favre Kinder: Mjøden, i Søvne, fast til Sjel nu klæber Ungdommens Minder. Den farver Fortidens Skygge bleg: Elskovsminder, Ungdomstanker voxe i Sjelen, som trindt en Eeg de fulde Vedbenderanker. SIDE: 53 See, disse Gamle er Brødre to: hiin er Beine, denne Breste; Bølgen de undte sildig Ro, for fredsælt Mjødhorn at gjæste. Da Harald hamred' i Hafurdsfjord tretti Kroner raskt med Sværdet om til en gylden Ring for Nor, i Kongers Blodflammer hærdet: Da maatte Brødrenes Fader og arvet Guld til Ringen lade: bort som en Søørn Helten drog; paa Færøe fæsted' han Stade. Det vide Hav var den fede Dal, som han med sin Vinge skygged': Der var ei Harald: denne Hal til Jarlesæde han bygged'. Hans Sønner vare et Falkepar: Vaarens første Luftning vifted' ud deres Vinger, langt dem bar: om Vintren Bytte de skifted'. Da syntes Hallen dem luun og varm, hjem til Hustroes Favn de søgte; langtfra de kom paa skumdækt Karm, men længer gik deres Rygte. Men engang tyktes dem sært at see ingen Røg fra Taget springe: "Den var Herolden -- saa ymte de -- "som pleied Velkomsten bringe. SIDE: 54 "Ha, Qvinder, passe I Arnen saa, "at vi ei skal sidde længe "oppe i Qvel og høre paa "de muntre snaksomme Drenge? -- "Ha, Sigmund, Thorer, hvor tøve I? Ellers Eders Mødre ledte Eder til Fjeldet, hvergang vi ind Snekkeseilene bredte." "Vi langtfra saae Eder vinke hist liig en Taage, hvid om Randen: ingen vi kunde skjelne vist, før nær vi kom under Stranden." "See Klippen uden den favre Krands mørk som Hjelmen uden Fjere. Der er en Fisker! Gamle stands! Du Bud til Hjemmet os bære!" Breste Bring til Hallen Brestes Hilsen! Siig min Hustru, Børløs Bølge Hærfærd hader. Beine Bær til Hallen Beines Hilsen! -- Siig min Hustru, Rimen sløver runet Sværdod. Breste Siig, en Svane svæver gjennem Bugten: gylden Ring om Halsen. Beine Siig en Ørn paa Ægirs Tag i Kloen klemmer gyldent Æble. SIDE: 55 Fiskeren Døv Mand dvæler ei hos Skjalden: Skjoldets Bringe bærer lige blankt en Sorgs, som Glædes Rune: Mulden ei ved Guldet glædes: Stjerners Glød ei Natten varmer: Værand naaer ei Urdas Skridt, og Skuld i Værands Spoer sit sorte Sædkorn kaster. Breste I din Tunge Gamle! graver jeg til Gerda Glædes Galdrer. Beine Hun dit Øie seer, som Skjoldet fuldt af gyldne Glædes Tegn: liig Natten -- saae det Stjerner, før din Tunges Morgen maler Hendes mørke Himmel! Fiskeren Fjeldet føler ikke Foraars favre Aande. Ørnens Øie over fjerne Fjelde speider: Stormen spreder ensomt Rede: See paa Voven vild det vugges; Skummets lette Lænker fængsle fast dens Yngels vaade Vinger: Ørnen søger riig sit Rede: Nebbet skummer: hvem skal drikke Hevnens Fraade? -- Breste Sorg han synger: svullen Sky er Stormens Sending. Beine Røg han ruller rundtom Sjelen: Ild bag Talens Taage ulmer. Breste Ravnen ryster Ham paa Skjæret spaaer, med Skrig, de slappe Seil en bister Kuling. SIDE: 56 Fiskeren Askurs Sønner hade Fingren, som tør pege paa den mørke Aske, mere end den Haand, som hæved Blus til Hallens Bjælker. De Brødres Sjele blev Himlen liig, naar den hænger fuld af røde bræmmede Skyer, som pynte sig -- for Nattestormen at møde. De treen i Hallen: et Dvergemaal runged' længe under Taget: dødt fandt de Arnens muntre Baal, som fordum brisked' og braged'. I Asken saae de en gammel Qvind' made tvende sultne Drenge; Graaden sad tør paa faver Kind: De vented' Aftensmad længe. "Ha! tænd en Fakkel!" den Yngste skreg -- fremmed Fod i Mørket falder." "Hvem er du Mand, som støier?" bleg den Anden raabte paa Balder. Den Yngste griber et Sværd, men brat Tyngden det af Haanden vrister, Guldørnen liig, som daler plat med spredte Vinger fra Qviste. Men Qvinden blæste, lig Guldhør spandt Ild hun rundtom Fyrreteine: Sigmund da kjendte Breste grant og Thorer kjendte da Beine. SIDE: 57 Ei vared længe, før Sigmund, liig Rosenbusk paa Klippetinden, slynged' til Brestes Skulder sig og klapped' ømt ham paa Kinden. Men Thorer springer fra Krogen hist: Arm om Beines Knæled fletter, ligner en smekker Siljeqvist, som opad Birken sig retter. "Ha Sigmund! vil du din Fader med Sværdet hilse?" sagde Brester, satte saa Drengen varligt ned: "i Mørket kjendes ei Gjester!" "Hvor grønnes Busken, som gav slig Knop? hvor er vel min Hustru Gerde? hvor er den staalblaa Svennetrop, jeg satte Busken til Gjerde?" Da bleg blev Sigmund: en Vove hvid skjød sig over Kindens høie Rosenbeed: liig en Terne blid sprang Taaren frem i hans Øie. "O Sommersolen har Løvet brændt, Rosen staaer i Helas skumle Hauge; det Hegn, jeg havde spændt, vel Ægirs Døttre nu tumle?" "Vist", vedblev Breste, "dit blege Smiil tyder ret som Helas Rune?" og som fra Skyen en Sølverpiil sprang Graad fra Øienhaar brune. SIDE: 58 I Thorers stivnede Smiil forstaaer Beine samme Dødens Galder; -- ligned det ei en Rose, naar en Riim paa Bladene falder? Ja, rigtigt havde de Fædre læst: begge Qvinder vare døde; Hela sin Aande havde blæst paa begge Roserne røde. Men Freya skjønneste Mindeqvad skrev paa hine Drenges Kinder: Ind hun i Haarets gyldne Blad det Qvædes Purpurskrift binder. Det læste Fædrene tit om Qvel; Vintre ud ei Skriften sletted': mere og meer sig Moders Sjel af Øiets Blaabølge letted'. Saa tro som Fofner sin røde Skat, vogted' de de favre Drenge, lærte dem: "Døden kommer brat, men Hæder lever kun længe!" "Den, lig en Stjerne, bag Skyen staaer, men en Helt paa Sværdets blanke Vinge til Ærens Himmel naaer -- i Skjoldet Stjerner at sanke." "Men Sværdets Hæder er blodigrød, Thjasses Blik i Stjernevrimlen: Kun, naar en Skjalders Toner flød den snehvid daled fra Himlen." SIDE: 59 Vel gav de Somre, som Roser paa hine Drenges Kinder rysted', Fædrene Riim; men, naar de saae den Æt -- ei Odin dem lysted'. Hver Vaar paa Stranden maa Bølgen sort, liig en Hingst med snehvide Teppe, trampe og steile; -- fra Hjemmet bort de Gamle kalder den neppe. Med Falke Sigmund i Leding drog: Ingen bedre Bue førte: voldsomt det Tolvaars-Hjerte slog, naar Tjeldens Skrigen han hørte. Hans Piil ham tyktes var altfor god for et Ørnehoved flekke; gjerne med Længsel Drengen stod ved Brestes slumrende Snekke. "Ha, nu du ligger med Bug i Veir! Bedre var det Bølgen ride, komme saa hjem med gylden Seir, naar Vinterstormen bide!" "Naar hvas din Blaatand i Bølgen brød, vakre Skib! -- en Piil jeg sendte ud fra din Stavn, liig Straalen rød, naar Sol sin Ildbue spændte!" Saa knurred Sigmund og maalte harm Snekkens Stavn: han stod paa høie Kjøl, som naar over Qvindens Barm en Blomst sig yndig mon bøie. SIDE: 60 Men Thorer smilte og sagde: "bie blot til Vaar, din Far da følger dig paa den falske vaade Stie, som Døden i Perleskum dølger." "Til Vaaren, hørte jeg, skal vi ud -- Freyr og Ægir os ledsage! -- Gid der dog bag det mørke Bud laae mange snedækte Dage!" Det Høst nu var: alt i Plade stod alle Ægirs muntre Døttre, som nu de sorte Lokkers Flod maa tæt bag Iishjelmen fjøttre. Det var en Datter af Høsten, som favned' mørk de tvende Gamle, dengang vi først til Hallen kom og der i Mulmet mon' famle. Men hvor er Drengene? redet staaer deres Løibænk? -- o hos Maagen Thronder paa Gautøe: did igaar de fore tvertover Vaagen. Naar Vaarens Aande de Bølgers Haar løser, vil de Fædre begge prøve de Drenges favre Vaar i Bølgens Blaaarme lægge. Den ammer Helte for Valhal op: Mod i sine Børn hun synger; mangen faver Rosenknop til Himlens Stjerner hun slynger. SIDE: 61 De maatte hilse paa Maagen før Vintren kom, og ham berette, at de til Vaar de hvide Slør om Mastens Tinding skal flette. Desuden lovede Thrond ifjor Sigmund baade Skjold og Klinge, dersom han over Isen troer sig kjæk istand til at springe. Et Jevndøgn Bølgernes Sider blaa der vil neppe Isens Bælte bære; thi Stormen bider paa -- og Taagens Taarer den smelte. Hvis frossen Høstnat de blanke Led mellem disse Øer binder, ligne de bedst den skjøre Fred imellem rustede Fiender. Den svundne Nat havde lagt en Vold over Sundet: Sigmund tøver længe ei, før det blanke Skjold med raske Fodhug han prøver. "Kom Thorer, følg mig! Du Skjoldet faaer" Sigmund skreg -- "jeg Sværd vil tage!" Isen sin Ryg i Bugter slaaer: De see sig ikke tilbage. I Vinden flagrer det gule Haar, liig den første Straale over Hav: liig en gylden Piil det gaaer, de trampe Bølgen, som sover. SIDE: 62 I Thronders Hal de med Støien treen: "Thronder nu er Sværdet vundet! Morgenen har en gylden Teen vort vaagne Arbeide spundet!" Ha, vidste Sigmund, hvi Thronders Blik skjevt mod Gulvet stedse brænde, Sværdet han vist tilbagefik, men først den hvæssede Ende. Ha, vidste Sigmund, hvad Maagens Smiil i sin blege Kaabe gjemte; neppe det vundne Skjold med Iil at sende Maagen han glemte. Ei mange Timer var borte, før Stormen ud af Fængslet lukked' Bølgen, som nu bag Taagens Slør mod Øens Fjeldbarme sukked'. De Drenge maae da hos Thrond sig slaae rolig ned til næste Morgen: derfor de Gamle vare saa alene hjemme i Borgen. Thi deres Mænd var hos Thrond med Baad for at hente begge Drenge: Stien de gik var bleven vaad, de Gamle vented' dem længe. SIDE: 63 Et dunkelt Smiil paa Thronders Kind, ligt Maanens Skin paa kruset Hav, den Aften spilled', da Drengene vare hos ham tilgjæst og Brestes Svende i Hallen næst, støiende Hornet tømmed'. I større Folder hans Smiil sig slaaer, -- ligt Nordlys naar det flagrer, som en blegrød Fjeder om Hjelmen, paa Himlen -- for hver Gang Een af Brestes Svende, paa svage Been efter sit Leie leder. Den Mjøddug faldt saa sød og tæt, den bøied let til Jord de Valpladsblomster ranke: Det glædede Thorer, men Sigmund mest; tilsidst dog flygter paa Nattens Hest Drengenes vaagne Tanke. Da væbnet Thrond til Døren gik -- et vaersomt Blik han endnu hen til Sengen sender; liig Gnisten i Røgen en Tanke steg i Sjelen blodig -- han standser bleg: -- efter sit Sværd han kjender. "Om Huult er bedst at binde" -- ha den Tanke fra hans Sjel sig vikler, liig af røde og gnistrende Hekla en Hvirvelrøg; han sagte Gulvet med Taaen strøg: sovende skal de bløde! -- SIDE: 64 "Stakket Stund Thrond! glædes ved Hugget Haand" -- klang fra en Stemme i Døren -- "Vort Dæk er klart: vi seile snart, vi vente ikkun paa Børen!" Bøiet han stod, saae paa det unge Blod: atter i Døren det braged': "see Stjernen gaaer, snart Hanen slaaer sin Vinge, lysten paa Taget!" Drømmende seer Sigmund mod Loftet og leer: baglænds da Thronder fra Sengen med Rædsel skred; thi Synd er ræd sig selv og Græsset paa Engen. THORER OG SIGMUND I FÆNGSEL Thorer Er det Nat nu, eller rider Dagen lystig paa sin Skimmel rundt paa Himmel? -- Thorers Nat ei meer er sort end den skumle Dag, som skrider langsomt bort. Dag og Nat tilsammen flyde, liig en Blaamands Haar med Huden: -- O foruden Graad min Nat ei Stjerner har! Odin! vil du snart mig byde gaae til Far? SIDE: 65 Thorers Vaar er liig en Have, hvor i Taagen tvende høie Træer bøie sorte Grene ud, som naar Enker brede over Grave favert Haar. See den blanke Frugt det Ene bærer: se de mørke Qviste næsten briste! -- liig en Morlandsqvindes Haar -- tungt af Perler -- Træets Grene Jorden slaaer. Aldrig Solens Vinger hvide mere vil i Toppen flagre! -- Før de fagre Blade bare Æblers Guld: nu fra Green maa Taaren glide blank i Muld. Taarer er den Frugt, som falder tung fra Qvist, liig Gift paa Loke fra de Snoge, -- lange, sorte -- Skada bandt om hans Mund, da Hela Balder- Guden vandt. Lænker rundt dets Stammer slynge sig som Ranker: fordum røde Glæder skjøde sig mod Top -- et Rosentag. O det Træe, hvem Taarer tynge, er min Dag! SIDE: 66 See det andet Træ, hvor mere vildt det maa sit Qvisthaar flette! Liig en Jette løfter det i Taagen op Blade, som lig Skjolde ere, fjedret Top. Ind de brede Blade stænge blegrød Frugt i Klaser rige, Skarer lige af de Flaggermuse smaae, som bag Qvist ved Benet hænge, sove saa. Træet er min Nat: de sære Frugter, bag dets Blade, Drømme, de, som svømme om i Sjelens Bølger, liig Morild, naar den kolde Fjære lægger sig. Ingen Aftenrøde daled' i dets Top; ei Himlens Stjerner, Freyas Terner, dandse bag det vaade Løv; kun en Valmu, blegblaamalet, aander sløv. Natten før ved Hovedgjærde, sød som Môr, sig stille bøied, rørte Øiet, viste mig en Rose rød: ofte er en taus Gebærde Talen sød. SIDE: 67 Nat og Dag nu i hinanden flette Top: ei Morgnens Kobber- skjold, som stopper Faxes sorte Trav, jeg ser, ikke Qvelden, som om Panden Roser bær'. Ei jeg veed, hvor Tiden lider, vist jeg troer dog Vintren bister hvide Gnister slaaer af Skyen: Freyas Hjul over Liaaren gyldent glider: nær er Juul. Liig en skummel Høg vil denne Juul henover Thorer suse: Klager bruse frem: det er mit Høitidsqvad: Taarer Faklerne, som brænde skjønt i Rad. Før som Svanen blank -- den over Hjemmet gled: da faldt fra Vinge Sværd og Ringe -- Landsen syntes mig for stor -- Spraglet Buk iaar jeg lover dig ei, Thor! Môr hos Freya, Fâr hos Oden vil mig nu til Julen glemme: Thorer hjemme sidder bleg med Kinden vaad. -- Klager rulle hen paa Floden fuld af Graad. SIDE: 68 Sigmund Daadløs er Taaren, men Haabet Gjerningens Moder, liig Skyen rød, der er frugtbar paa blanke Stjerner. Skyen aabnes; de hvide Sønner, som glimtende Sværdhug, fare paa Himlen og dræbe Mørket. Gleipner ei Haabet kan binde: Seiger' end Jormundgards Ryg er Haabet og stærker' end Fenrisulven. Manden paa Stenen, som sagte avler hans Bane, med lystig Sang og med klingrende Fodtrin vanker. See, en lunefuld Norne peger paa Stenen, og Dvergen vælter den ind i sin røde Esse. Ha, hvor er Manden? han hvisker sagte mod Græsset: see Stenens himmelblaa Blomst i hans Hjerte plantet! Blaatandet, blodgjerrig Thyrfing boede i Stenen, som Gud i Verden, i Stjerner og Sandkorn adspredt. Dvalin ved Amboltens Sang ham lokkede frem af den kolde Steen til at dandse paa Essens Roser. Ud, som den blussende ranke Yngling fra Dandsen gik Thyrfing, kjøled sig hastig i Hugormbadet. SIDE: 69 -- Snekken fremglider: dens Seil er slappe som Helsotens Kinder: Flagget paa Masten en bøiet Rose. See, hvor i Bagstavnen Manden drikker af Hornet, og Solen seer i hans blinkende, drukne Øie! Latteren hænger om Mund, som Buen bag aflange Skjold: han ofrer til Ægir en Slurk af Mjøden. See, hvor bag Næsset der hopper Stormen, lig sortrygget Los, fra Bølge til Bølge, og Støvet hvirvler! -- Manden det flagrende Roer nu griber, men krumrygget springer Lossen i Masten og splitter Seilet. Ægir ham skjænker sin Mjød, den bitre til Gjengjæld: -- hvor Manden angrer den søde, han Bølgen skjænked'! Hevnen som Sværdet i Stenen sagtelig voxer, liig Stormen, blaasort bag Næsset, hvis Hunger venter. Bunden i Værandas sorte Arme den seer efter Urdas svindende Lokker og Skuldas Pande. Skuldas Pande har mørke krydsende Aarer, som Runer, lige de flagrende Nordlysdampe. SIDE: 70 Modet vil tyde dem heldigt: ikkun den Feige med lukte Øine i Værandes Arme ligger. Skuldas Runer ham synes lige de bræmmede, røde Skyer, den natlige Storms Herolder. Skjæbnen er Tidernes Frugt, som Skummet er Bølgens: den ene Time har ikke sin Søsters Ansigt. Timen, som kom, er den Svundnes Lys eller Skygge: ei Skjebnen hviler om Skinfaxe Travet standser. Raskt den med Stjernerne løber: Nætternes Timer, skjøndt alle sorte, er' ikke hverandre lige. Urda har blegnede Blade, Værande Blomsterne bærer, Skulda de funklende Frugter viser. Snekken jo synes paa samme Bølge at svæve, skjøndt stedse nye maae bøie de mørkblaae Skuldre. Mennesket synes at ligge stedse i Værandas Arm, skjøndt Skulda ham ogsaa ved Armen holder. Hevnen bestandigen ruller: Timen, som skjuler den, brister, Skyerne lig' om det røde Luftsyn. SIDE: 71 Nathimlen, hænger jo fuld af guldrøde Frugter, men snarlig brister jo en og mod Jorden falder? Sjelen, om Skjæbnen er mørk som Nathimlen, hænger jo fuld af funklende Planer og Haabets Stjerner? Hevnen i Sjelen, liig Thjasses Øie paa Himmelen, hænger: engang den brister som Stjerneskuddet? Musklen -- see denne som snehvid svulmer, lig Seilet om Masten, -- synker ei daadløs som Bølgens Fraade! -- Tidselen bærer sin Frugt, og denne min Arm, liig en sølvhvid Birk, skulde visne foruden Frugter? Frændeskaar jevnes med Blod, som Himlen, der dækker med røde Morgenskyer Stjernernes Flugt den blege. Planer tause i Sjelen staae som de staalblanke Helte, stille bag Høstnattens sorte Volde. Tause de vente, til Morgnen aander i Ban'ret og Dagen stiger som rødvinget Fugl fra Havet. Morgenen viser med Latter Høien bekrandset med Landser: ensom en Furu i Qvel der vifted'. SIDE: 72 Hør, hvor de rulle i Dalen; Spydene stige fra tusind Skjolde, som Straaler fra sortblaae Skyer. Buerne syngende sende Dødsbud blandt Fienden; de tusind Spyde foragte nu Nattens Taushed. SIGMUND OG THORER SÆLGES Vaarsol alt, lig en guldlokket Dreng i blaaklædte Moderskjøds røde Seng sidder paa Himlen. Vaarsol alt, liig et Guldskjold, som Plads har faaet bag Kjæmpernes blaa Kyrads -- sidder paa Himlen. Høit imod Strandens tangklædte Vold nu stormer, bag mørkeblaat Avindsskjold trodsige Bølger. Nede ved Thronders tjærede Nøst der bader en Snekke det sorte Bryst ofte i Dybet. Thronder i Stavnen leende staaer og klapper paa Skuldren en Mand, hvis Haar Heclas's ligner. "Gaute, min Frænde! hviskede Thrond -- Jer Gjerrigheds Aande vort Venskabs Baand snarlig maa smelte. Holder du ei den Handel for god? -- i Halsøre veies sligt favert Blod gjerne med Guldet. SIDE: 73 Skatte maae svarlig tynge dit Tag, nu siden du holder din Pung saa svag Gaute, min Frænde? -- " Nordlyset liig i den blegsorte Nat et Smiil under Gauts den side Hat flagrede længe. "Skattefri sad ei Thronder paa Strand, hvis Gaute ei hvæssede Øxens Tand -- " svarede Gaute. Smilet i Hast bag Rødhaaret krøb, som Snogen, der under det røde Løv kryber om Høsten. Klangløs en Latter fulgte der paa, skjøndt Ansigtets Muskler lig Qviste laae stive og tørre. Lyden var lig det iilsomme Ridt, man hører i Fjernet: -- vi Nordmænd tit kalde det "skratte". Ikkun hans Øine viste -- han loe; bag Rødbryn de krøbe, som Stimænd to skjulte i Krattet. Sagte bag Hatten kløede han sig og mumlede: "Thronder jeg kjender dig: lidet du skjænker. Dengang jeg Øxen togange lod sig dukke til Nebbet i Brestes Blod, prutted' du neppe." SIDE: 74 Langsomt den brune Kofte han drog tilside og greb i den side Brog: "Hører du Klangen? -- Hører du Sølvet raaber: jeg vil ei ødsle paa Thronder mit hvide Smil! høi er min Herkomst!" "Tag dem i Nat da -- svarede Thrond -- men pas du din Strube: brug stærke Baand! kom nu med Sølvet! -- Vare de døde, gjerne jeg gav vel Sølv til at dække den Enes Grav -- hører du, Gaute? Ørnen, du slipper vide paa Øe, vel finder sin Rede bag Rand og Søe -- mener du, Frænde? -- Kommer den hjem, da flagrer ei meer, som Dunster paa Heden, de Dunefjer bløde paa Brystet: Nebbet et Sværd er, Vingen et Seil, og Kløerne lodne, i Øiets Speil blodige Flammer." Gaute med samme Latter -- i Hat nu rystet en tykmavet Skindpungs Skat, talte hver Penning. "Heis da iaften Seilet i Mast," saa talede Thronder, og greb saa i Hast Sølvet i Hatten. SIDE: 75 "Følger dig Thorgrim Ilde og Thord den Lave og Sigurd, den Kjæmpegjord rundtenom Færøe?" "Thorgrim og Thord mig følge, thi Sværd som hungrige Høge vor Farmandsfærd snarlig vil lugte. Ellers jeg tænker -- venligste Fru vel fængsler i Hvidarm de Svendes Hu, Hjemmet at søge. Gjerne de kjøbe Drenge, hvis Blik er lysblaat, hvis Hage ei endnu fik Manddommens Blomster. Qvindekys slikke snarlig den Od af Hjertet, som hvæsset i Frændeblod, ligger der stille!" Gaute saa talte, vinkede frem en Jolle, som bar dem til Thronders Hjem Kjøbskaal at drikke. NAAR SAND MENNESKEKJÆRLIGHED FINDES I EDERS HJERTER, DA LADER DEN EDER IKKE BLIVE ØRKESLØSE ELLER UFRUGTBARE 2. Pet. 1, 8. See Drengen her, hvis Iil med Morgnens første Straale hen til Heden farer, hvor han seer de høie Tidsler vaie, for af disses rødblaae Hatte Fjedrene at plukke til sin Bedstemoders Pude. Hans Kjærlighed til Bestemo'er ei mægter SIDE: 76 den hede Solens Kraft og Sved, som dugger den røde Kind, og svider ham i Øiet, ei Aanden, som, langs Blomsterhavet, heed og tørstig skjælver, smelte: ikke mægte de hvasse Torne, røde af hans Blod, og Myg og Frygten for at sætte, under de tætte Blade, Foden i en Snogs giftfyldte Ringe, jage Kjærligheden for hans Moders Moder: den umættelig udvider sig saalangt hans Øie naaer vidt over Heden. Hele denne Rigdom af hvide Fjedre vil han plyndre, og med Kjeppen ned de lange Fiender meie. Men Middagssolen voxer allerede fremover Skoven, dragende dens Skygge og Blomstens Dug og Damp og Drengens Kræfter som Skat til sig, og endnu seer han Heden fuldvaiende af Tidsler rundtomkring, og kun en liden Ring nedknæle dybt for Seireren i Støvet, medens bag den alt Eftermiddagsvinden reiser tusind blegrøde Tidselhjelme høit iveiret, som Slaver ikkun trodsende paa Mængden, og blæser Dunen ham i Ansigtet, som Oceanets Skum mod St. Helena. Endnu hans Pose hungrer, og den lette Duun hans Sved bedækker fast, mens Tidslens Skygge Aftenssolen alt forfølger, i Seieren voxende: mod Aftenvinden de høie Tidsler sukke, saa han ræddes; thi Dæmringen har graanet alting, og den første Stjerne drukket alle Farver, saa hele Heden synes ham et Hav af reiste Snoge hvislende: hans Mod de lange Skygger jage hjemad, dog en Taare efterlader det paa Flugten. SIDE: 77 "Ak Bedstemo'er" -- saa bryder frem hans Tale af heftig Graad -- see her for Middagsmaden, mit Blod, min Sved, den røde Sommerdag!" Nu, troer du ei, at jo den gamle Moders Kjærlighed udfylder Resten af hans Kurv? og hvergang hun den seer, saa trykker den bløde Søvn den Gamle ned, som i en Gjesteseng, hvor Dune-Silkepuder udaande Søvn om hvert et Ledemod, skjøndt hver kan see, hun nikker paa en Træbænk lænende den skarpe Albu paa en Pinderyg? Jo sikkerlig. Du seer, hvor lidet og hvor meget Drengen gjorde: hans gode Villie plukkede den hele, vidtstrakte Hede, skjøndt hans Kræfter rakte den hele Dag ei mere end en Kreds, femgange bredere end Armens Længde. -- See her den Godes Liv, hans Kamp mod Elendigheder, Sorger, Synders Æt, sortvaiende henover hele Jorden, mens Klager hvine gjennem dem. Hans Stræben, den synes frugtløs, skjøndt den aldrig sov, men avled frem, mens Natten rysted ud sin klare Blomsterdug paa Marken, og sin dunkle Sjeledug paa alle Dyr, med Tanken om Elendigheden af den Dag i Verden sat, som Stjernerne begrov nu nys i Havet, Planer, som med Solen reiste sig, i Hjertet bløde, i Armen stærke, raskt til Kamp mod hine Elendigheder, som nu ogsaa vaagned' for atter nye Monstrer frem at avle. SIDE: 78 Du for dit Venskab fordrer -- hvilken Priis! en to-tre Vers paa' Rasmushanssons Viis; men Vers for ham er ikkun Regnepenge, mod mig er Muserne meer strenge. Han hoster lidt og flux der strømmer ud en Versevilling: jeg vrider mig og kaster op -- en Skilling. -- Derfor min Ven! qvitteer, qvitteer! der neppe kommer fleer; og, kom der, saa, jo flere, desmindre i Værd og Vægt de ere! Paa min übel-Hübel 11. April 1828. Henr. Wergeland. ET KVÆDE VED CHRISTIAN KROHGS GRAV En duftløs Blomst og Elskerens Graad leve paa Ungmøens Grav! Men Sang er Mandens Gravblomst, et Folks Klager hans Sorgharpelyd: den Mands, som segned under sin Sjels Frugter: sin blomstrende Daad. Et Digt er Dennes Gravblomst, hvis Stilk Regnbu'en, hvis Blade lig' Skyer af Engles Jublen fulde, hvis Blomst evig som Nordstjernen er. Se, Jordens Skat til Himlen er hver Dyd, som i Støvet tør groe! En høster med Manddoms leestærke Kraft Folkets Beundring og Fryd. SIDE: 79 Hans Sønner rundt sig hæve som smaae Altre for Faderens Dyd. Da raabe Himlens Engle: "vor Brod'er"! og han fra Jorden maa flye. Kun livløs Skjønhed ligger igjen, (Bann'ret paa ensomme Val) Og arme Jord opsluger med Sult Skjønheden, Aanden har glemt. Saa favrest Qvinde, daadrigest Mand, hvis Sjæl var en Harpeklang liig, (som Nattens Fløite, Droslen, naar fjernt hørtes en Medbeilers Suk, bortflyer til modig Veddesang -- tom vugger sig Granqvisten nu -- ) sig blander med Seraphernes Chor: Jord faaer kun Lyraens Skal. Slig Sjel -- o bag den fyger dens Støv, som Skyen hvor Solstraalen løb -- fra Morgnens Stjerne til Aftenens Blus sig spænder som tonende Streng; seer nær den Jord, som dukker sig, liig en Svane, i Morgenens Blod; og nær den Jord, som Melkvejen seer lavt som et svømmende Dyb; og skuer fjernest susende Jord, som Carl hvert Skandiens Tag; SIDE: 80 og tyder fjerne Verdeners Træk paa Himmelen, Almagtens Skjold. Ha, Himlens Chore voxe, men her opdynges Grave paa Grav. Saa høit, at sidste Liig i en Sky finder sin graadfulde Grav. Ak Throner staae paa Grave . . Se, hist synker en Pille . . her en! Med Kongens Aande, Kongens, som sig klynger til sidste Pillar, sig Stank, som fuul fra Aabningen gaaer, blander, og fylder hans Fløil. Ak Brudens Seng en stinkende Grav! Lygtemand Brudgommens Blus! Se, favrest Qvinde, daadrigest Mand, hvis Sjel var en Harpeklang reen, sig blander med Seraphernes Chor: Jord faaer den klangløse Skal! Hvor slige rene Toner forsvandt, synes de Øvrige Hyl. Ak rige Himmel! fattige Jord! livløse, tomme Monument. De frie Aander kalde dig Jord Himmelens Gravlampe vist? Naar fjernt de see dig vifte, og hvis engang de spirede her. SIDE: 81 -- Naar Himlens Chore voxe ved ny tonende Høiaand, som kom. og Jord, liig døsige Drage, paany knuger dens henlagte Skal: saa Øjet Intet finder af Hvad nylig Beundringen saae. Men skrækkes, som ved Ørkener see hvor Pyramiderne stod. Da raaber Skjalden, Skjalden, hvis Sjel ofte i Himmelen var, som pynter Sorg med tankefuld Sang, maaler med Jamber den ei . . . Slig Skjald til Himlen raaber, som da sender tilbage hans Navn. Vemodige Skjald paa Ædlingens Grav sangfulde Bautasteen er. Det Navn, som skjælver blegt paa Mund, raabe Cheruberne høit: "Christian Krohg"! Se Norges Graad hans Liigfakkel -- ha, skinnende vidt gjennem Sky'en! De ranke Normænd ere hans Gravs sorgfarv'de Kjerter. O Nor belys dit Tab med Taarer (hans Gravs ludende Sneklokkekrands)! SIDE: 82 Eia, han fanger sin Dug, Himlens yngste Blomst! Himmelens yngste Cherub sin Vinge har spændt, liig Regnbuens Flig, over det blege Græs, for Norges Graad at samle, og ind i sin Pragt den baldyre, Han seer os, seer min Harpe, den klingende Urne paa Graven. Han hører Dithyramben: som Rankens frydfulde Aande Sjelen, den vidt (thi den er Daadens Efterklang) spænder hans Vinge. . . O se Morgenskyen hævende sig! (Hans Vinge rødmer, liig hans Yngstes Kind -- Rubinen i Enkens Slør -- ) O se Morgenskyen hævende sig! Paa hver dens Spidser funklende Dug! (Hans Pragt baldyret med hans Ældstes Graad -- Fredsregnbuen i Enkens Sorg -- ) Se Morgenstjernen i Skyen er yderste, gyldne Lok af Seraphen, som dvæled' Natten over ved Graven (den lille, som standser Søvinden, saa med Sorg den vender tilbage) og pyntet med nye Perler, nu flyer did, did, hvor Tanken standser med Suk: "Jeg tabte Sporet blandt Himlens Verdner"! O der, der, hvor Phantasien udvider Horizonten vidt foran hver en Aand, som stiger, mens bag en lys Erindring den udvider (en lys og tankefuld som Paradiset, der rækker Frugt og Blomster, om hinanden, som tusindfoldigt Speil mod Solen). O den morgenrøde Phantasie er foran, den aftenblege Erindring bagtil, saa at Aanden stedse finder sig i Midten udaf en Synskreds, som bestandig voxer, indtil den Alt omfatter. Der er Gud! SIDE: 83 Krohgs Aand, som Urnens Vellugt, fløi bort. Himmelen vandt ved vort Tab. Og Muld den tomme Urne har fyldt, som Midnatten Himmelens Kalk. Hans Spoer er borte? Hisset vi bag Stjernerne tabte det kun. Paa Jord du søger? Ha, i hver Barm led du, og find da hans Navn: "Christian Krohg!" Bliv, Søn af Krohg, din Fars Monument! Nor veed, han et skjønt har fortjent. DRENGEN OG FUGLEN Drengen Lille Fugl, med den Vinge rød og hvid, vil du sælge din Frihed, saa flagre du hid, til mit staalblaa Buer, med en Guldknap paa, liig Solen, der sidder i Himlen blaa! O flagr du derind! Kun dristig derind! Din Vinge, saa favr som en Jomfrukind, skal blomstre i Ro der for Veir og Vind, for Veir og Vind. Fuglen Du Nar! om dit Buur er som Vaarens Viol, dets gyldne Top som Lilieknop: saa er Himlen mit Buur, og dets Knap en Sol. Mit Liv er Frihed! SIDE: 84 Drengen Lille Fugl med den Vinge rød og hvid, vil du sælge din Frihed, saa flagre du hid til mit staalblaa Buur, hvor jeg guldguult Frøe, ligt Stjerner, paa Sølverchrystal skal strøe! Ha, hungrige Smaa, du bider nok paa! See glindsende Hirse mod Grankongl graa! Din trætfløine Frihed vist sulte maa, vist sulte maa? Fuglen Hvo lever landflygtig? Thi Liv uden Fryd (O Frihed og Hjem! Hvad frydfuldt som Dem?) er Død -- uden Hjerte, en Gjenfærdslyd. Mit Liv er Frihed! Drengen Lille Fugl, med den Vinge rød og hvid, vil du sælge din Frihed, saa flagre du hid i mit staalblaa Buur, hvor du tryg kan lee ad Vintren og Høgen med blodig Lee! O fly fra den Qvist som vugger dig hist! Herinde er Fred, derude er Tvist. Mit Sprog skal du synge -- Du glemmer vist din Sang fra Qvist. Fuglen O, lysted' din Falskhed mig: turde jeg vel -- vee! -- stjæle fra min Yngel da dens Frihed, dens eneste Arvedeel? Mit Liv er Frihed! Held Friheden! Held mit Fædrelands Sjel, du Sjel i Fos og Storm og Gran paa Fjeld! SIDE: 85 SANG I STUDENTERSAMFUNDET DEN 17DE MAI (Mel.: Trofasthed). Dagen hil, Som nu i Norges Dale daler, Lys af Smiil, Og klangfuld af Pokaler! Spanien gav for denne Dag at eie, Rosmarinen, Abelsinen Og sin Zeresviin. Ha mit Nor Sit Hjerteblod gav førend Dagen, (Skjøndt jeg troer At den er slaaet paa Kagen.) O, min Drot, dit Navn jo Norge bærer Dybt i Barmen, Blank som Karmen, Gud i Natten grov. Frihed, hil! Et Suk vi Norges Frihed bringe, Sang og Smiil Skal være Sukkets Vinge. See idag sig reise kan den Arme, Raabe: "Jordens Fyrste! Nordens Mand har Diadem!" Ha vor Sjel Klenodet bærer høit! Paa Panden Rynker vel, Ei Lænker er paa Manden? SIDE: 86 Dog ei vist . . . Idag da Sorgens Lokker, (Sorte Rynker) Dybt sig synker Ned i min Pokal. Frihed, hil! Et Suk vi Norges Frihed bringe, Sang og Smiil Skal være Sukkets Vinge. See idag sig reise kan den Arme, Raabe: "Jordens Fyrste! Nordens Mand har Diadem!" S: T: HRR: CAPITAINE, ENROLLERINGSCHEF RASCH. FRA SIFUL-SIFADDA I sørgelig Anledning af -- Højstærede Hrr: Rasch! i sørgelig Anledning af en Dumhed, jeg har hørt, min Tunge skal engang ha'e pluddret frem, desværre imod Dem, jeg maa mig Frihed tage at stevne Dem som Vidne til at høre (med et Smil, om De saa vil) den Straffedom, som nu skal falde tung paa den Tunge, jeg maa kalde ind for dens rette Tribunal: min Pandebrask. -- Tro, denne Dommer er saa streng-alvorlig som Synderen var kaad og daarlig: saa streng, at selv han henter af den raadne dybe Lethegrav SIDE: 87 en muggen Bommert, for dog end at see lidt bistert paa den, og saa med et "Vee!" den slænge atter hen, at den kan evigt synke ned igjen. Nu, -- kort, til Texten! Engang i mine Russerdage -- endnu imens jeg var i Væxten en Aftenstund, som hurtigst fra en Trap først mine Been og saa mit Hoved glap, skal samme Tunge, som nu i min Mund vil slikke Pennefjederspidsen rund, som for at stikke ind i dettes Bundt af spidse Vers iblandt et blødt og rundt, (: I vide, det er et gammelt Digterkneb. Jeg lærte det af H. Han kaldte det et Greb, et højst uskyldigt Fif, og langtfra Kneb. "Thi, sagde han, naar jeg paa Pennen slikker, jeg i mit eget Spyt, indbilder mig at drikke af Hippokrenes Pyt.") Nu -- disse Parentheser væk, der, ikke nok, de ødsle Blæk, og ere hver en Læsers Skræk, er og for stakkels Autor, som ej kan dem qvæle som de kom, i deres Bugter tøjlesløse liig et forviklet tornet Krat, som griber paa hans Gradus ad Parnassum's allerhøjeste Røse ham ret som Abrams Vædder fat, saa hvasse Recensenter den Værgeløse ubarmhjertig hente og gjøre ham til Offerbrad. -- Nu -- denne samme Tunge skal engang som hurtigst jeg (: af gode Grunde, som, om jeg vilde, nævnes kunde:) i Løbet kom ifra en Trap SIDE: 88 ha'e gjort at noget stygt fra Siful slap -- jeg haaber evig -- bort. Men, skjøndt paa egen Haand den pluddrede og ganske uafhængig sluddrede, jeg vil dog straffe mig ved her at læse en Text for den Fadaise: Disputatio polonica pro Russo purificando. Conjugatio Russica-Periphrastica Magister spørger Activum. Hvem kan en drukken Rus fornærme? Respondens svarer Alverden -- objective. Magister Passivum. Hvem kan fornærmes af en drukken Rus? Respondens Slet ingen -- subjective. Auditorim (til Magister) Explicatio fiat! Magister a) ad Activum. Ei Ubekjendtskab, Højhed kan beskjærme -- ei Fanden selv, ei Sanctitas og Jus er helligt for en drukken Rus. SIDE: 89 b) ad Passivum. Dog er hans Overmod, hans Tunges vilde Hug kun let-hendunstet Bærme hans Overlast af Vin maa spilde naturligviis. Auditorium (raaber) Recte: Frem med Depositurus! Frem med Deporiturus! coronam ille rite est accepturus! Magister promovens Kom frem Depositurus! Doctor nam es exiturus. Siful Baccalaureus> (kommer frem) Højstærede Auditorium! Hr: Magister, her min Ven Depositurus er ej meer. Hans Russerdage (: som mine:) svunde fage, rødnæset Minde sidder kun tilbage. Depositurus, er ej mere Rus. Han har nu blot at være Tyrk tilbage (: Det er han Kroen har passert forbi men Haremet han endnu stikker i -- dog ej naturligviis til Ørene:) saa vil han jo tilsidst og tidsnok jo og vist, naar han har lært at græde som at lee (: den Prøve altid fordres som entreé:) nok komme som en Krist til Tempeldørene. Quicunque ex Auditorio Bene Siful expectoravit pro amico. Erit noster! SIDE: 90 Quicunque ex Auditorio Male Siful expectoravit. Iste sit, si vultis, voster. Quicunque ex Auditorio Non pro amico Siful expectoravit. Men han talte for sin syge Moster. Igaar, i venligt Huus, hvis Skildt er: "Suus og Duus og Meer, som rimer sig paa Kruus, og Fryd du kan herinde ved Løgte finde, mens Sorg og Politie og graadigt og tvetunget Rye maa udenfore holde bi!" sad nogle Mænd, ej dengang, som de plejed', naar travle Dag, dens Sorg og Slid og fjernest Riges Despotie og Strid paa Aftenglassets skarpe Kant de vejed', saalænge til hver Tanke dumped i, indhyllede som Guder i en Sky af Røg og Spøg og Latter (: slig Latter, som, om Tingen ei var Vid, fra Naboes Mund gjenvender atter og saa rundt hele Kredsen runger bestandig voxende som et Lavineskrid, ja med slig rastløs Klappren, saa Veirmøllevinger blive Kredsens Tunger, som Skyer kløve kan og Tordner døve slaae:) men Hver fordybet var, saa lod det, i sin egen skumle Phantasie. -- Paa saadant Sted kan liden Ting for dyb Forstand bli'e labyrinthisk Ring. SIDE: 91 En Flue, Nysen, Taand i Praasen der giver Tungen Kraft og Næven Sving, saa tidt gevaltigt aabnes Laasen, og Hine (ovenfor omtalte og sortbemalte): som udenfor med Tænders Gnidslen vente indstevner hylende og hente En til Justitiens Hule, hvor en Lænke Graad af Hjertet snoer og Slutt'rens Eeder Natten skræmmer: En hjem til Magen, som i qvindelig Tenor ti Eumeniders Hvinen gjemmer, fordi han hjem saa lystig kom, mens hendes Graad belyser hendes Kummer og, rundt om Væggen, hele Ynglens Slummer: En kommer, i slig Tummel, ei saalangt; han ligger hvor han ligger vaadt og trangt for Sorg og Vægtere forborgen, i en Kloake til den næste Morgen. Saa mørk kan Enden blive paa den Qval, som nylig hundrede Pocaler med munter Fakkelglands bemaler. -- Kan blive? Nu, javel, Erindringen for denne Mening taler. Saa galt man ofte hørte før. Og over saadan Kreds, om venlig Bolle samlet veltilfreds, stødt hænger tykkest Skjebnens Slør, saa, om selv glindsed' Drab og Blod der bag. som skulde strømme frem med Qvindehvin og Blus i næste Time -- Hvem forud kan slig Sorg med Fryd isammenrime (som Asmus, der uskjønsom Evalds Sørgevers imænger, rundt, paakryds og skraas og tvers paalangs, irad i hvert af sine Bryllupsqvad?) -- ei Ahnelse om saadant skræmmer dem, SIDE: 92 der samledes for ud med Magt at bryde af Sindet Sorgens Tand, der voxed frem en Dag, og for med Roser Panden pryde, saalænge det gaaer an, saa hver en Gjæst, der er en Ægtemand, blier liig et krandset Offerdy'r :(en Vædder eller Tyr). Nok, i min Kreds var Fred og Taushed paa hver Læbe kommen. Et ligegyldigt "Hei" til Fingertrommen beviste, at det Selskabs Munterhed befandt sig ilde. DIGTE. FØRSTE RING SIDE: 93 TIL STELLA Ha, hvor spænder sig min Sjel op til Himmel, ned til Hel, over Sol og over Skye til Messias, første Klang i den høie Aandesang, som ved Blivet toned ud i Livet, der i Blod og Kjød og Jord Farve fandt og Udtryksord! Ha, og ned bag Steen og Mose graver den sig som en Rod, som en klingrende Alrune, drikker gammelt Heltery, suger svundne Dyders Træk, suger svundne Lasters Skræk op af Pergamenters Blæk, op af Munkeruller brune, op af brusten Rustnings Blod, springer saa med Duft mod Sky, op med Klang og Nervegny, som en Balsaminerose -- o hvert Blad et Sørgespil: Skyggen Graad og Lyset Ild. Men mit Hjerte, stakkels Enke, har kun liden Moro af flyve over Skyers Lænke, taaresløret Blik at sænke i en blodskysløret Grav. Hun har nok vel med at tænke paa sit eget Sørgespil, hvor der myrdes med en Piil, stranguleres med et Smiil, SIDE: 94 druknes i et Øies milde rosenkindomspundne Kilde; og saa mørkt, at Graad er Lys, Knuden Vanvid næsten, aaben kulsort Grav bag Neslehoben Enden, og Musiken Gys. Ak, med slige Sørgespil maa mit Hjerte, stakkels Enke more sig; og Laurbærsmiil med Cypressetaarer stænke i sin sjunkne Ungdomsborg, hvor paa brusten Vold og Hjørne hviner Uglesuk, og Sorg piber der som vilde Tjørne, voxer Vemods blege Rose. (Gid det dog var Glemsels Mose!) Eja, paa de høie Mure Smiil som Purpurvimpler vajed, Kindens Banner Skyen prajed, Øjet var paa højen Tind Bueskytte snar som Vind, Latter bølged ud som Røg, som Granater Vid og Spøg. Nu med Jorden jevnt er Alt, tæt og tykt i dybe Fure smelter goldt, forbandet Salt. Væk! væk! lad Alting synke! Tandklokken briste i Mundens Capel! Høialtarhjertet synke til Hel! Lad det blive et Morads! Jeg har aldrig lært at ynke brustet, splintret, knust Pallads. Frem sig hæve Kravebeen som mit Hjertes Bautasten! Troer du, at jeg angest saae Lungens Gjenfærd hoppe paa SIDE: 95 Kinden som en Lygtemand, hist og her som Nordlysbrand? Frem som brune Tidsler maae Rynker springe ovenpaa Hjertet, spinde rundt sin Torn om det hule haarde Horn, som om Valpladsskinnebeen, der er kaade Netlers Teen. Se min Aand fra min Ruin svæver op med Stjerneskin: Stjerneskin, thi det er Nat nu jeg griber Harpen fat, roder i dens Strengeskat, bøjer Strengen, saa min Sjel farer, som et klangfuldt Lyn, op fra Jord, igjennem Sky'en . . . Ja, faaer neppe Tid at sanke denne Glemmigikke-Tanke: Jord Farvel! min Jord, Farvel! Synk Ruin! du Taarn af Sorg! Vemods epheusnoede Høi (ak, min Kind) synk uden Støi ned i Barmens Siddimsdal! Brist min høje Kummerborg! (brist min Hovedpandeskal!) Synk mit Skuldergolgatha! Himlen er mit Zion -- Ha! Alt er forbi. Nu er jeg fri. Min Stella! min Aand, uden at svimle, vugger sig kjæk paa cherubfyldte Himle. Seer du, min Haand er dens Skygge, som lav slæber sig hen over Støv over Grav? SIDE: 96 Haandens fjedrede Stav er Billedet af den melkeveihvide Harpestrengsvinge, hvorpaa min Aand tør gjennem Himlens Seraphchore svinge. Tys, hvor de støde i Solebasun! Af Maanehorn gjalder det Himmelpaulun: "Gud Halelu! Hvor søge vi Gud? Solstraalen peger fra Himmel i Dyb . . . Mod vinget Cherub vinker det slæbende Kryb . . . Mod Seraphernes Chor flagrer en Puppe i Spindelvævflor!" Hil Halelu! Mit Hjerte, mit Hu finder sin Gud. Stella er hellig . . Min himmelske Brud, seer du vor Fæstensring (Graven i Muld, Graven dernede) sluttet og fuld? Se Pintsliljeperletræk rundtom den snoer, Stella, det Navn, som din Skjald bar paa Jord! (O Gud velsigne den Haand, som har sat de Stjerner paa Gravens hvælvede Nat! Velsign den, min Stella! Ak, var det dig selv, som nærmed dig Graven en Bededagsqvel, mens Klokkerne klang deres Høitidssang, med Haanden saa blomstfuld som Barmen var trang, da være din Taare Guds dalende Velsignelse!) Hil Halelu! Er Stella min Gud, jeg, som din Messias, da maa paa dit Bud Sole byde flamme og syde, Kloder at flyde brusende ud. SIDE: 97 Se fra din Hellighed! Sign mine Liv! Raab, naar min Harpe udtoner et "Bliv!" "At Alting er godt, jeg seer!" Da vil jeg skabe Verdener fleer. Se, hvor min Venus, saa skjøn som sangfuld Vaarmorgen grøn, ud fra min Harpebarm bølger. Jupiter følger. Ha, som Kong Carl den funklende frem fra sit strengtækte Hjem skyder sig, kringsat af Smaamaaner fem! Ah, eller regner jeg Mars vel blandt dem? Han brusede rød, i slig Fart, fra mit Skjød, at neppe jeg hastigst den kunde velsigne ved den med Scandiens Oscar at ligne. Nordstjerne Hil! Du er mit Norriges Banners Ild. Uranus, manet til Taagerunden, Du er Napoleon, bunden af Oceanet. Dunkle Saturn, som en Skjærsommerqvel (Morgnens Velkommen og Aftnens Farvel, malt paa det samme Horizontæbles Ramme) susende brød fra min Sjel. SIDE: 98 Ceres og Juno og Vesta, der trille som Taarer paa Himmelens Kind, de ligne de Oder, som sendes til Venner, og brændes. Pallas, du lille, knapt kan du skille fra Luften dit Skin . . . Ah, du maa ligne min lille Canin. Jord, fra dit lunkne, frugtbare Skjød Morgensky springer som Rosenglød. Regnbuebeltet, sprunget ito, siger: du lod ei din Jomfrudom Ro. Snart du din Elsker, Solen, gav Mammuth i Skov, Leviathan i Hav. Kydskheden manes til Pande-Pol, Viinhøjebarme krystes mod Sol, Libanons Navle og Arams Bug bade sig dybt i hans Kjærlighedsdugg. Jord, dig Maanen holder i Skyslørets Folder, sukkende: "Moder, jeg fryser . . o tag mig til din Barm, din Dag! Jeg tørster og sulter . . o giv mig af din Melk, dit Blod, lidt Liv!" -- "Ah, Maane er voxen . . . Fy skamme dig Dreng! Du har besteget alt Stjernernes Seng. Hæng ei ved Barm; men paa Himmelens Eng springe du kan, og af Solstraalen plukke (nu skal din Fader dig føde) Citroner om Morgnen, Æbler om Qvel. O de vil Tørsten nok slukke. Frisk! De bekomme dig vel!" SIDE: 99 Jord, hvilende paa din Frugtbarhed, om dine Bryster Liv vrimle som Stjerner om hvalte Himle: paa Højen staaer Løven som Sol, over Dalens Palmer Fuglene flye, som Planeter over Skye, som Maaner staae Liljen og lille Viol. O Jord, din Ømhed er Ild, den store Hjerteild gjemt dybt under Havgjord, af Bjergebarm tæmt, din Harm Elementernes Spil: Du Friheden ligner, der hviler i Nor, opammer Stordaad og Dyder og Flor. Det kolde Maanespil (som Wellingtons Skjoldrunds Ild) Frihedens Lys i hver Sjel, som bærer Navnet af Træl, men seer med Længsel, fra kronet og thronet Fængsel, den Underglands under Dovrefjeld. Ha, der staaer Carl med hvas Hellebarde, vak som en Varde, Krohgs og Knudssøns Skygger fast svæve derover og hvine hvast, som to Dioscurer i Mast, naar Stormen lurer i Bølgens Furer . . . Fra Knudssøn og Krohg, o lige til mig, som knapt er Violen liig, der gjemmer i Hjertet en Dugdraabe kun til Speil for Gud og Verdens Rund, i Frihed (vort Gudevæsens Grund) vi slynge isammen Alle vor Rod; men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine tør sig mod Himlen høine, skinne paa Land, slaae Duft over Hav, saa Trælle kan vaagne i Munkegrav, SIDE: 100 rodet saa dybt til Helvede af et Øxescepter og Bispestav, at Djævlene krybe stundom op, og sætte sig paa Thronmonumentets Top. Ha Friheden blomstrer i Blik og Mund, er Hjertets Marv og Sjelens Blod! O Stella, min Sang om Frihed i Nord Harpens Guldsky bryder, ud den flyder som frugtbare Jord. Se fra din Hellighed! Sign mine Liv! Sign min Harpes Bliv! EN SANGFULD SOMMERMORGEN PAA SKREYA STELLAS DIGT STELLA DIGTEREN HANS VEN EN HULDRE CHOR AF JÆGERE (Fjeldegn i Morgendæmringen.) Digteren Hør Stella! Stella! Et blaat Kjern nu øjner mig, Stella, paa Jagten ved Ørkesløshed de lystne Jægre skuffe. -- Ha, løb, feige Hare, og optænd ved Flugten de tapre Lureres Tørst til Qvellens Bæger! SIDE: 101 Min Sang kløver Dæmringen: Skjærsommersolen paa Nordkap vajer nu rød som Norges Banner. Og hist bøjer Søvnen en lattermild Fjeldgjentes lange Øienhaar over tause Kinder . . . (En Rad Natvioler, som over de søvnige Roser praler, som Natten over Dagen.) Et guult Haar om Panden er Sommerens Maaneskin, som i Blomsternes Dugg sig stille bader . . . O ligt selv en Dugg over Himlen, saa Stjernerne, Liljer lige, bag Skyens Blade dukke. Min Mø, seer du Jægren, den raske, med Vandliljer -- Kjernets Stjerner -- at lege taus ved Stranden: Hvad da tænker Stella? "Mon Stella, som Vandliljen, svømmer over hans Sjels den mørke Bølge?" En Falk flyver: Rolig dens Staalvinge seer jeg, at mørkne Duen, som glemmer nu sin Elskov. Hvad da tænker Stella? "Mon nu mine Blik, som hin Falk hist, glindsende blaat om Sjelen svæver?" Min Mø! fjern er Elskov, som øser de frugtbare Tanker ned, som en lunken Regn om Vaaren: saa sødt Digt og spraglede Planer, som Hyben og Epheu, under dit Smiil, mod Himlen voxe. Og fast hiint det klæbrige Vildnis mig, midt i mit vilde syngende Løb paa Marken, binder. (en Hvirvelvind reiser sig.) Men nær Skreya slaaer fra sit Skjød ud en Hvirvelvind: Kjernet hvælver nu tusind Bryn saa sorte. SIDE: 102 Og høit Mjøsen bruser og synes en sølvstrenget krandset Harpe: en iisgraa Skjald er Skreya. Jeg seer fast til Skreyas de skygg'løse Sider mit Norges Minder, liig blege Steenbræk, klæbe. Det graae Helgøe fjernt, som et Skib under Taagernes hvide Seil, mig en skummel Færøe tyktes. Min Sjel skjælver: blegnet en Saga fra Færøe (som ligner Ungen fra Ørneredet fløjen) med hæs Susen flyver den gjennem, som Aftenens Ravn en Midsommernat paa blodig Vinge. Da ei undres Norriges Mø, om en Baun i mit Hjerte mere end Elskovs Roser flammed! En Sang, Favre! Dvergmaalet være min Harpe, og Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulle! O lyt, Stella, Fagermø, foroverbøjet med Blikket, Dugdraaben ligt i Natviolen! Men Dig bringer engang min Harpe et højere Echo frem af dit eget Norges Dyder. Nu Sang lyde! Dvergmaalet er mig en Harpe, og Skreyas Aande dens Rungen rundtom ruller. Ejah! Skrey alt drager sin Aande tilbage, og Hvirvelvinden har endt sin Dands paa Bølgen. Skjøndt sort, dog en Terne, der ophang med Nynnen de røde Skyeblus til Himlens Højtid: Dagen. SIDE: 103 Rødmer du, Himmel, fordi vel de favre Vestvinde have letsindigen viftet din Sortlok fra Barmen, viet kun Stjernernes Blik og den Maanes Skue, du bærer, liig hvidvinget Due paa Ungmøens Skulder -- nu, ak, et Bytte for Skabninges frække Blik? Er det Jomfruens Harme, som farver din Pande med Purpur? Natten jo unddrog dig Sløret, hun laante dig, naar om Aft'nen du blusser ved Menneskets syndfulde Dagværk. Jeg vil ei Stella fortørne, om end jeg kunde mit Øie ved Tindingens Roser blandt Liljerne fryde! Eller mon, Himmel, du rødmer ved Bølgens Kjærlighed? Bølgen, der raser, naar Stormene mørkne dit Aasyn, suger din Graad, og sin skumhvide Tand i Klipperne slaaer; men, hvis, Himmel, du leer, da sig pynter med Roser? -- Jeg vil og juble, naar Stella er glad, liig Svanen paa Vandet: da Bølgen jeg ligner, som kysser dens Vinger, skummer om Elsklingens Billed, som skinner dybt i min Barm. -- Hvis i Stellas de deilige Øine en Taare SIDE: 104 funkler liig Stjernen, som viser sin blege Haan imod Dagen, der springer fra Østen med blinkende Guldhjelm: da vil jeg være den brusende Storm, der afslikker Duggen, og jager den skjælvende Stjerne tilbage. Himmel, ved gjennem Jasminer at see den Stella alene, som frygter min sydende Elskov, du blusser: Naar hun en Vaarmorgen hæver -- o liig et Solglimt, som springer fra urørte Snebræ -- sig op fra sit Leje. Se, hun sin egen Tilværelse offrer glad nu et Smiil og til Gud og Syringen, som blomstrer ved Vindvet. Tænderne synes en Række af Svaner under en rosendækt Bred; men kun Vingernes Spidse du skimter. -- Ak er det Sundhed og Ungdom, som toer Kinden alene i Purpur -- den Eng, hvor min Tanke sig tumler? Bølger ei Elskov i Blodet, men svagt, som Straalen paa Søen? som Liliens Stengel, svagt rystet af Vinden? -- Flyv høit, min Ørn, mod din Sol! enten styrte ned du med knusede Vinger, o eller og fange du Solen! Hør klart Glam og Jægrenes Jubel sig vælter her rundtom Aasen. SIDE: 105 Chor af Jægere Haloh! Haloh! Haloah! Kom i Skoven Venner! den søde Duft af de norske Graner og Jagtens kjære Besværlighed hæver, Yngling, vor Sjel. Op i Lien, Dreng, med de blaae og gothiske Øine! speid høit fra mosgroet Steen under Birken -- en Blotsteen maaskee tilforn! Op i Fjeldet, Drenge, hvor Graner skygge de lyse Kjærn, liig den grønne Hjelmfjeder over en Kjæmpers himmelblaa Skjold! Hør ved Foden Mjøsen, en dunkel Fremtid liig, bruser, som da til blodig Davre den Drot Olafs Drage drog imod Hring. Taagen stiger: som naar en Sultan træder blandt Harems blussende Qvinder, flammer, blandt Østens de røde Skyer, nu Sol. Klar nu Mjøsen ruller, liig Norges glimrende Old i Tanken -- som dengang Olaf den sejerrig drog fra Drotternes Drab. Duggen svinder snar som en Qvindes Taarer: En Ørn nu bruser forbi: den synes i Solen en Stjerne gylden og rød. SIDE: 106 Hør en Luur! hvor modig dens Klang! Der flyver et Suk fra gamle og svundne Dage. -- Ha Forfædreskyggers Hviin fra en Sky! Hør en Sætergjente de fordums blodige Kriges Forbud fra Fjeldet sender, men nu kun som Fredens milde Herold! Hendes blanke Glavind i Øjet tvang os, til Tegn paa Ungmøens Sejr, at kysse med Ydmyghed Barmens sølverne Skjold. Haloh! Haloh! Haloah! (de drage forbi.) Digteren Jagten taug. Nu lyster min Sjel, at vandre blandt Norges blegnede Minder, stolt som en Hjort under Eges mosgroede Lye. (Den vigende Morgentaage taarner sig som Skygger.) Nær en Skygge flaggrer: den slaaer sin skyhvide Kappe ned, og jeg seer, som Solglimt i Skyen, en Konges Spyd i hans Bryst. Ha af Buen kjender jeg Eyvind; og, nu han viiser Saaret, af Læbens svulmende Muskler: -- for Norges Frihed jeg døer! Se Griotgards Søn, der beklager Kongen, som fik sin Bane igjennem Kjæmperens Hjerte! -- for Norges Konge jeg døer! SIDE: 107 -- Visner Skygger, Skyernes blege Blomster! en Yngling viet I har til Daad for sit Fædreneland: -- Stella signe min Daad! (Skyggerne og Taagen forsvinde. Solen staaer klar.) Saa lød Sangen: Dvergmaalet var mig en Harpe, og Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulled. Min Sang taug; og Skreya tilbage sin Dæmringdamp slaaer, som Vinger den bag sin Skulder folded! Men Dig, Stella, sender jeg engang et klingrende Dvergmaal glad af mit Norges Oldtids Dyder. Se høit Skreya løfter alt Solen, som Kongen en guldguul Jagtfalk paa hvælvet, staalblaa Skulder. Og vildt jager Solfalken Skyer, som spettede Harer, ti bag en Aas og ti i Mjøsen. O nys klaged' Lyngen, og Tusmørket græd med mig, nær mig Selsnæpen drak sin Gift af Duggen. Min Sjel, frisk og dugsprængt fra Himlen, sit Blomster: et Qvad, en blodrød Pione ligt, da udskjød. Nu Sol dypper Straalen i Mjøsen, og kjøler i Æthren Kinden, om Panden Regnbu fletter. Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre! En Sorg tømmer Sylvius's Hjerte, saa Bunden han alt kan skimte, ei blank som fordum Randen. SIDE: 108 Dog end Taarer perle paa Bunden: o drik dem min Kummer, og segn beruset bag Hylden hist paa Graven! Naar Nat aander, voxe de op imod Randen, som hvide Liljer, og vidt og sødt de dufte. Men Sol seer, jeg lyver: at Sylvius's natlige Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer. O Nat, søde Sommernat! kun naar du vækker en Drossels Vemod til Sang, min Stella hvisker. Ha, den Stella evig er min, som Violen er Engens Blomst! I min Sjel en Stella voxer, saa liig Dagens Stella, som bader i Rosernes Vellugtskygge sin Barm, naar Solen brænder, og leer stedse, stedse, som Bækken, og tænker, at Barmen stedse bør Liljeknoppen være. En grum Tid vil plyndre din Skjønhed, og Stemmen (ei Droslen meer) under rustne Tænder skrige! End da blomstrer Skjærsommernætternes Stella, saa skjøn som Dagens er nu, i Hjertet frodig! End da drømte Stella mit ældede Hjerte med Sang vil fylde, mens Du bag Rokken luder. Men Sol seer, jeg lyver, at Sylvius's natlige Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer. Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre! (slumrer ind.) SIDE: 109 En Huldre (bøjer sig over Digteren.) Lyng blød, Troldurt rød gule Valdsak, Steenbræk hvid, aander hid! Sleve sort, langt bort! Humler vilde, Kjærnets Vover, tier stille, mens han sover! Favre Drømmes Gjenskin spille paa hans Kind! Hyben, send med Skreyas Vind hid et Blad! Drømme, gjører Sorgen glad! Minde, sid ei stumt tilbage fra de Dage, som om Dennes Elskovs røde Knopper fløde, junivarme, lyseblaae, da Solskin spillede paa Kinden, da vaagne Drømme turde see mod Dagen høit og skoggerlee, og frit, som Sommerfugle grønne og lysblaa, gyldne -- alle skjønne -- rundt flagre, nynnende saa blødt som Lyngens Humle -- alle sødt -- om Stella, Stella! (forsvinder.) Stella (kommer.) Mit Navn lød? Dvergmaalet fangede "Stella! Stella!" og førte sit Rov over Dalen? -- Ah her, sangfulde Yngling? O Dig tidt Stella har sagt, at hun elsker Blomsterne kun og sin Kilde, som meer end din Sang lovsynger Stella. SIDE: 110 Se hist fri Sneklokken vajer hvor helst den lyster; og Stellas Barm skulde lænkes, din Kind stedse at varme? Se hist fri Fjeldrosen slynger sin Knop, og Luften kun kysser: ha Stellas Mund i dit Kys skulde forbrænde? O dig tidt Stella har sagt, at hun elsker Rosens og Stellas Gud, som bag Stjernerne boer, liig bag Jasminer. Ah, tys! tys! blegrøde Smiil om hans Læbe flagre, som blomstrende Siv, der for Vinden sig høit hæver og synker. (bøier sig over ham.) O vist sligt Smiil er en glindsende Tankes Vinge? Saa stands! Hvis jeg fanger den, maaskee jeg da Ynglingen elsker? (kysser Sylvius.) Et Skjul! Skjul! Sylvius vaagner, hvis Elskov raaber i Drømme paa Stella. Nu vaagne hans Brysts voldsomme Bølger. (skjuler sig.) Digteren Min Sjel dufted': Drømme, som funklende Larver om hvide Hyldblomster, rundtom Sjelen flagred! Stella, Stella, hør min Drøm! Stella! Dagen kan du byde sort at flyde om min Sjel, ha, Sløret liig, som om Enkens unge Kinder -- Roseneng blandt Marmorminder -- som en Taage bølger sig. SIDE: 111 Stella (afsides.) Tidt den hvide Herskers Barm var Sorgs Cisterne. Digteren Tys, Echo? Natten kan Du ei befale Sorg at male: Natten sort har Læben rød, som den huldt til Hovedgjærde bøjer -- o, en taus Gebærde ofte er en Tale sød! Stella (afsides.) Hør, fra sorte Negers Hjerte Latter sprudler! Digteren Tys, Echo? Echo? Natviolens Aande svæver om dens Læber: I dens Mørke Drømme staae, liig bag Fanen norske Drenge, ranke som en Ask i Enge, gylden Hjelm og Skjolde blaae. Stella (afsides.) Spydes Skin om Natten tyder Morgensejer. Ha, ha! Digteren Tys søde Echo! Echo! Med en bøjet Valmustengel Nattens Engel rørte ved min Sjel: o Møe! Favre Stella, flux dit Billed i de Drømmes Skjolde spilled' -- Purpursky i blanke Søe. SIDE: 112 Stella (afsides.) Blanke Runer rundtom Nattens Skjoldrund blinke. Digteren Tys, Echo? Stellas Barm sprang hvid fra Belte paa de Helte: blot til Steller formed' sig drømte Rader, som jeg skimted'. Møens Navn i Bann'ret glimted', glimred' Oriflammen liig. -- Stella (afsides.) Se i slebne Demant tusind Sole spille! Digteren Tys, Echo? Echo? Hjelmen er en hulet Stjerne: o, hvor gjerne jeg for slige Landser døer, som de vakkre Drømme bære: Stellas Blik de Landser ere, Skjoldet er et lysblaat Slør. Stella (afsides.) Ah, du seer i Feen Morgans vendte Speile. Digteren Tys, søde Echo! Echo! Liig en Rosenkrands sig strækker drømte Rækker, hvor hvert Led er Stella; men snart de blive mindre, mindre, snart som Stjerner smaae de tindre langt i Fjernet -- grib nu Een! SIDE: 113 Stella (afsides.) Barn til Bjerget, for at fange Stjerner, springer. Digteren Tys! Echo? "Grib nu Een! thi hine fagre "Skygger flagre "bort som Blad af Rosen rød: "let jeg vil, blandt disse mange, "ved et Spring en Stella fange, "eller finde her min Død!" Stella (afsides.) Fædredalen synes flye for Sønnens Iilskridt. Digteren Tys, Echo? Echo? Da jeg, trods de blanke Vaaben, sprang i Hoben; men den lange Række flød hen i tomme Skyer, som glide gyldne bort, som de, der ride rundtom Østerhimlen rød. Stella (afsides.) Qvinden elsker Glavinds Glands, men hader Odden. Digteren Tys, søde Echo! Echo! Med en Æolsharpes bløde Klang, de røde Skyer om mig suse: liig Bølger svulme de, og Stellas Skikkelse -- som hist af Hellas Hav en Venus -- hæver sig. SIDE: 114 Stella> (afsides.) Gid hans vindøjede Phantasie jeg kunde blinde! Digteren Tys, Echo? Hendes Blik Demanter vare, eller klare Stjerneskud, som faldt fra Skye. -- Ha min Sjel dem tørstig fanger: Drikke ikke Bølgeslanger Solens Glands, naar den vil flye? Stella (afsides.) Engles Vanvids Tanker falde ned som Drømme. Digteren Tys, Echo? Echo? Stella vinker: -- ei en Bølge Sol kan følge; men den bruser -- ha forladt! -- Se, da gjennem Luften flagre ned fra Stella tvende fagre Lokker -- hver en dunkel Nat! Stella (afsides.) Sorg kan føde Smiil, liig skumle Sky en Stjerne. Digteren Tys, søde Echo! Echo! Flux jeg greb dem: se, de sprede sig til brede, brune Ørnevinger ud: ubevidst jeg stiger: Skyer mellem mig og Stella flyer. Stella favner jeg -- o Gud! SIDE: 115 Stella (afsides.) Haabet hæver Sisyphus's Steen og Skjebnen. Digteren Tys, Echo? Følelse -- o liig det sagte Stød, som bragte Verdnerne i Sving, som lod Sole gløde, Bølger svulme af Prometheus's Ild, som ulme maa i Plantens blege Blod! Stella (afsides.) Søde Drøm, for smuk for Sandheds plumpe Finger! Ah, det rører sig under mit Hjerte. Digteren Tys, Echo? Echo? Liig vestalske Qvinder, hvide Stjerner glide os forbi: ei Sphærers Sang vækker os: ei vore Sjele vare længer tvende Dele, men en enkelt Harpeklang. Stella (afsides.) Drømme skjenke os et iilsomt Blik bag Himlen. Ah mine Aarer smelte sammen! Digteren Tys, søde Echo! Echo! Vore Legemer, liig Flammen, smelted' sammen: SIDE: 116 Er det Stellas varme Blod, som saa mildt i Aaren flyder, liig en Foraarsvind, som gyder Blomsterflod om Klippens Fod? Stella (afsides.) Bruser, Skjald, dit mørke Blod i Stellas Hjerte? Ak mit Hjerte er som fordunklet af Vellugt. Min Barm som en Sal med nedrullede Gardiner. Digteren Tys, Echo? Echo? Liig i Tempelet, hvor tvende Luer brænde, under samme Barm der slaae vore Hjerter, Bølger lige, som ensformigt stedse stige høit mod Strand bag Skjolde blaae. Stella (afsides.) Hist vil tvende Sjele, liig en Ring, forenes. Var jeg din Eneste? O væk! væk! Digteren Tys, Echo! Er det Echo? Stella! nu jeg Morg'nen hader: -- se den blader af mit Lykketræe, som tør, kun bag Nattens sorte Volde, Frugten ud af Guldblad folde -- Rosenkind bag Nonneslør. Stella (afsides.) Elskerinden kalder Guldhjelm Gravens Hvælving. SIDE: 117 Digteren Tys, Echo? er det Echo? Ha jeg hørte . . . Ha, jeg hader nu en Morgen rød: thi Sorgen hvifter, liig en Ravnefjer, fra dens Hjelm. I Nattens dunkle Slør Hieroglypher funkle, som en Guddom væved' der. Stella Sorg er ofte Ravnefjer paa Kongekrone. Digteren Ha, søde Echo, frem! Jeg hørte . . Stella (træder frem.) O se, se, daadløse Yngling, din Morgen visner! . . Digteren Min Himmel! er Stella? O har Du vel læst hvad Sylvius drømte? Stella Ha se, se, daadløse Yngling, din Morgen visner, og selv du som Phaeton søger en kilden Angst i at brænde. Digteren Udsluk dit Øje da Stella! Kun jeg vil din Skjønhed finde bag Rynker . . O gid Du var starblind som Rosen! Vist har dit Smiil min vaagende Sjel, mens jeg slumred', laant sine Farver, mens Regnbuedrømmen den væved'? SIDE: 118 Stella En syg Drøm! hængende Lediggangs vilde Skud, som Vedbend, der raadnende Egebul, kaad og spraglet, omvæver! Digteren Vaarskjøn du søger, en Skjærsommermorgen, paa Fjeldet Vaarblommer -- Stella, se jeg er den snehvide Skovpryd! Stella Ha, blot ud Stellas duggede Læber tørster du efter -- liig Druen, der presses og bort nu kastes -- at suge! Digteren Glad under Ranken, hvis Drue jeg drak, jeg mig skjuler! Stella Ha Du blot hungrer at tumle Dig over Ungmøens Skjønhed, som Persiens Schach over Susas svulmende Liljer! Digteren Gid Du var Hvidtorn fra Barmen! foroven kun Stella! Stella O ti Løgn! Engang din sangfulde Elskov blive vil hæs, og din hungrige Elskov sig Selv vil snarlig fortære! (Stella gaaer.) Digteren Farvel! Hør mit Farvel til Stella, min Stella! SIDE: 119 Digterens Ven kommer. Stirr ei, Ven, i den mørke Bølge, skummel som Catos Dyd: den hæver sig sort som Othellos sydende Galde! Stirr ei, Ven, i den mørke Bølge! Flyv over Norges favre Roser, min glindsende Skye: de tørste i Dalen. Ha! den ensomme Taare er en Sorgens Herold: et blegnet Smiil er jo Kummerens Terne, valmubekrandset? Tal! thi ei jeg kan fatte Ternens Nynnen: se nys hun sang bag raslende Roser -- o liig en lattermild Nymphe. Tal! jeg ikke Hæroldens Sprog kan fatte: han nys, som Glædens Sending, i Øiet høit svang en glindsende Landse. Digteren Hvælver sig ikke en Himmel, o Gud, under din Bølge? Slumrer ei Skjebnen i Bølgens Skjød? Hans Ven Afsind! Skjebnen ei standser ræd ved Bølgernes sidste Skvulp: ha gjerrig den følger en iilsom, susende Kugle. SIDE: 120 Digteren Sisyphus er jeg: -- en Evigheds Træl. Ha, at jeg kunde kaste et Blik under Dødens Slør! Hans Ven Saml ei Sorgen i Barmen! Let den bliver pontinske, stille Taagesøe, kjær kun for sorte, skrigende Ravne. Led den dristig i Vennens Hjerte: snart vil din Sjel da ligne Dalen, hvor guldhaaret Sæd med Roserne flettes. Digteren Ingen kan bære min Kummer, Cleanth! Mig er en tidlig Død cyrenensiske Simon liig. Hans Ven Ven! din Sjel er som Hekla: -- ingen Flamme, en doven Røg og hule og skjælvende Torden Rædselstid varsler. Dunkelt brænder dit Øie, ligner Nordlys paa Nattens Pande: -- græd! for hver Taare en Rose gløder af Jorden. Du -- o nys liig Guitarens Toner, bruser i Stormen huult som Æolusharpen, og livsfro ønsker Du Døden? SIDE: 121 Digteren Taaren er Sjelens Blod: o en lys, skinnende Alf, hvis Moder var tidt Phantasien skjøn. Taaren er borte: den Demant, hvis Vand afsliber Sorgen, finder jeg ikke i Taagen meer. Hans Ven Ha, er Elskov din Kummer? Svage, hvad er en Qvinde? -- Blomst idag, men imorgen en Hob af bladløse Qviste! Se, en Taage, om Morg'nen, høirød hvælver sig over Steppen: Dagen vil komme og Ørknens hvinende Sandflugt. Digteren Dyd er et Eviggrønt, frygter ei Aar: Seer jeg ei Stellas Moder elskværdig, en Palme liig? Dyd er Demanten, som frygter ei Aar: Stellaskjøns Læbe finder jeg sød, om dens Purpur veeg. Den er en Port, hvor, for Himmel og Jord, Dyder, fra Hjertets Dyb, sig (som Havfruchor) tee med Sang. Hans Ven Se, min Brud er en Hebe, taus -- ak, Dyd hos en Qvinde! -- evig Ungmøe, og evig vil Kindens Rosenvang blomstre. SIDE: 122 Hendes Medgift er Glæde: altid brudeklædt Møen staaer, med Perlekrands stolt paa chrystalne, funklende Throne. Viin er Dronningens Navn: o, elsk den Trofaste! Feen snart din Ravn skal forvandle til Glædens syngende Lerke. Digteren O kun en eneste Drue jeg veed: Stellamins Læber, hvorfor jeg gjerne gav alt mit Blod. Bæg'ret er Letsinds Leje; men Dyd hviler paa Stellas Læber (en Seraph paa Purpurskye.) Hans Ven Mange Møer, hvis Øie ligner glimrende, mørkblaa Spydod, Barmen to sølverne Skjolde, blomstre i Norge. Digteren Stedse i Hjertet jeg gjemmer et Blik, Stella mig gav: en glandsfuld Saphir i en skummel Kløft. Se hendes Barm er et Tempel af klar Marmor, og Hjertet Alterets rolige Ambraild. Hans Ven Hæv dig, døende Ørn, til Daad for Norrige: ofte daadfuld Fædrelandskjærlighed boer i sorgfulde Hjerter, SIDE: 123 Liig den mandige Einar Thambeskjælver, som elsked' Orklas Fraade og Arnen, der laae bag klagende Fyrre. Yngling, se med platonisk Smiil, liig spraglede Skyer, Verden iilsom at bruse forbi din rolige Klippe! Yngling, nyligen glad som Birkens bølgende Top -- se, riig er Norriges Frihed, og mere huld end en Qvinde. Digteren Marius liig paa Carthagos Gruus, evig landflygtig sender jeg Suk til mit Fædreland. Stellas Barm er mit Fædreland: der er min Arne . . -- Ha, Capitolium evig lukt! Hans Ven Yngling, Træl af et Smiil, af Musklers Spil, se i Fjernet hænger Hæderens Palme! Den glindser evig som Plejas. Digteren Vanæret stiger jeg ned i min Grav, æreløs døer jeg: Hele min Hæder var Stellas Roes. Ene min Palme paa Elsklingens Kind blomstrer, naar huldt den rødmer til Beilerens gode Daad. SIDE: 124 Kinden vel blomstrer Italiens Vaar. Angest jeg søgte Palmen, men Glemselens Valmu fandt. Døsig den spirer paa Ynglingens Grav. Maaskee vil Stella spørge: "hvo boer i hiin friske Grav?" Hans Ven Ei tungsindige Krages Flugt i Taagen, men Ørnens fulde Vingeslag Palmen vil naae, som hænger i Skyen. Liig en Guldørn Du stige høit med Lyren! O Stella glad vil undres og elske de dybe Toner fra Luften! Ofte et høitsvunget Glavind rækker Krandsen; men ofte lokker Lyraens tejiske Klang den ned ifra Himlen. Se -- hans Hjerte er brustet! Nys det ligned' en gylden, klangfuld Harpe, der bruuste for Dig, du tunghøre Stella. Digteren Den kun, hvis Lyra i Musernes Smiil glindser, liig bølge- strengede Hav, som er Solens Speil, lønnes med Palmen, men Glemsel vil mørk ruge paa Strengen, hvorpaa kun skjælver en Taares Glands. SIDE: 125 Før var mit Qvad en Gratie, som dandser paa Roser: Lyren da glindsed' i Stellas Smiil. Stella min yndende Muse da var: liig Aphrodite frem af sit Hav, sprunge Qvad fra Sjel. Musen har bortvendt sit Smiil, og min Sang bruser som Bølgen, skummel, naar Solstraalen visner hen. Vee mig, mit Qvad er en Aftenvind, naar sagte den sukker henover Gravhøjens gustne Græs. Hans Ven Yngling, skjøn er en sorgklædt Melpomene: dit Qvad er Taagen ilende hen over Engens duggede Teppe. Stella, fuld er hans Barm af Blomster: elsk du hans Hjerte! Stella, elsker du ei Orientens glimrende Hauger? Digteren Se, i mit Hjerte min Kjærlighed staaer, Bautaen liig, der evigen sorgfulde Runer bær'. Blegnede Baldur min Ungdom er liig: Skjebnen er Hødur. Død vil jeg savne min Nannas Graad. SIDE: 126 Hans Ven Norges Flora du elsker: Se det mørkeblaa Skreya skjuler Blomster, liig Dyder i Norges pandsrede Oldtid. Ofte, naar du en Daphne fandt, du leende sagde: "kom, og se her en Qvinde, Cleanth, hvor skjøn og hvor giftig"! Digteren Stella er Blomsten, jeg fandt: hendes Blik gjorde min Barm til Engen af mørke Anchuser blaa. Engang hun gav mig den blege Convall: Stella ei ahned', Jeg vilde vande den tro med Graad. Nu er dens dødblege Kind bleven Støv: ikke de varme Taarer kan kalde dens Duft igjen. Liljen blev sort og en Purpurtulip falmed', da Stella- Nolimetangere's Blomst jeg fandt. Stenglen har Jøkelens urørte Snees blegrøde Farve, kysset af Morgenens Purpurmund. Kronen i Liljernes sølvhvide Kalk bærer en høirød Nellik -- ak, heller en klar Rubin, hvis den ei svømmed' i Vellugt, og tidt viiste de hvide Støvknopperader -- en Perlekrands. SIDE: 127 Nelliken svulmer ved Siden af to Blade af Rosen: Terner, som rødme ved Brudens Pragt. Roserne ligne to purpurne Seil, hviftende over Bølgen, bedækket med sneehvidt Skum. Se i et Slør af Jasminer de to mørke Violer, glindsende under et dunkelt Blad! Høit over Kronen der flagrer et mørkt glindsende Axskjæg. (Natten der ruger om Aftnens Guld.) Se, det er Blommen, jeg fandt! -- O Cleanth, evig min Tanke klæber, liig Dug, ved dens søde Kalk. Ha, vil den højere gløde om Blod væder dens Rod? om Taarer dens Blade, liig paasprængt Dug? Skulde jeg Guddommen tænke, hvis Ild rinder bag Steng'lens Liljeslør, gløder i Blommens Kind? Skulde jeg tænke mig Huldblomstens Sjel? Ha, kan en taaget Jordaand sig hæve til Englens Syn? Er den en Himlens Seraph, som vor Jords Roser saa elsked', at den til Bolig sig kaared' En? Eller en flydende Demant, hvis Vand ejer Resedas Vellugt, mon bølge i Blomstens Kalk? SIDE: 128 Sjelen, ved Tanken om Huldblomstens Sjel, mørknes, liig dristigt Øie, som stirrer i Sommersol. -- Føler den, tænker den ligesom min? kjender den Taaren, Vennen, som laaner vor Kummer Glands? Skjalv den i Latter? O, stundom min Sjel svimler ved Tanken: "Afsind! du elsker en Himlens Aand!" Stellas Følelser skjules i sød Damp udaf Roser. Sjelen er Stjernen bag Purpursky. Kan ei Seraphen fra Æther og Sol dale til Jorden? Ixion, Ixion! favn en Sky! Elsker jeg dristig en Seraph? og er Stella ei Evas Datter? O, Ixion favn en Sky! Hans Ven Hav af Elskov! o søde Ømheds Bølgeslag! Stella, skummel ruller jo Bølgen om gyldne blomstrende Øer, naar ei Solen sit Banner hæver? Ligner ei Bølgen sort Bucephalus steilende under sneehvide Dækken, naar den ei Alexanders Guldhjelm øined' i Skaren? -- Rind o Sol, da vil Bølgerne ligne, Stella, din søde SIDE: 129 Lok, som flyder om Halsen: Viis din Hjelm, Alexander: Hingsten tæmmer sin Fraade, og lægger Nakken, og hvrinsker. Elsk hans Hjerte, o Stella! Han din Kjærlighed bærer stolt med Jubel, som Bølgen en gylden, høibarmet Snekke. Han vil følge dig tro, som Skjoldet Ynglingens Hoved, liig den Maane, der vaager, mens Jorden roligen slumrer. Elsk hans Kjærlighed, Stella! elsk din Yndigheds Datter: evig hans Sjel er jo fangen i dine mørkebrune Lokker! Se, sin tyvende Vaar han seer at stige paa Himlen uden Purpur, en sneehvid Narciss med Døden paa Læben! Se, sin tyvende Vaar han seer at stige paa Himlen, liig det blodige Skjold, som en Kjæmpe af Kamptaagen hæver. Digteren Ha, mit Liv var Vintersolen under Polen: Morg'nens gyldne, Aft'nens røde Straaler blidt hinanden møde med et Kys: den hele Dag var et gyldent Vingeslag. SIDE: 130 Ak jeg vilde dog saa gjerne, at en Stjerne, Hæders Stjerne, skulde glimre i min Nat, og Mindet skimre, liig et Nordlys, paa den Grav, Skjebnen mig saa tidlig gav. Meer end Stjernens Glands paa Baare var en Taare: -- Ak du veed vel, Hvis jeg kræver, naar sig Gravens Mos-barm hæver: i min Nat den vil til mig glimre, Dioscuren liig. Se, det mørkblaa Sværd, jeg bølger! Stjernen følger med dets Hvinen (liig det hvide Skum om Snekkens hvasse Side). Friheds Evangelium tolker Sværdets Tunge stum. Hellas kalder: Se en Celte vil blandt Helte søge sig en blodig Palme! (Vist, hvor Hjertets Roser falme, og, hvor Livets Purpur veeg, spirer en Cypresse bleeg.) Naar jeg der de sjunkne Buer sorgfuld skuer: Oldtids marmorklædte Tanker knuste under Epheuranker, vil jeg sige: saa jeg er! Templet knust jo Barmen bær. SIDE: 131 Var min Barm ei Tempes skjønne Enge grønne, hvor vort Blik blandt Roser røde barnlig-skjønne Guder møde? Hjertet var et Tempel fast? -- Underligt, saa snart det brast. Liig Eurotas Blodet strømmed, da jeg drømmed. -- Nu den Tid er borte længe, da der svam spartanske Drenge: Tiden da, i smiilrød Ham, gylden Drøm i Aaren svam. Vel Hellener undres ville ved den stille Yngling: han, hvis Klinge peger stedse did hvor Døden leger, glad, hvor Eumeniden gaaer, bøjer taareblommet Vaar. "Vist han -- en Hellener spørger -- svarlig sørger: over Panden Kummers Skyer, liig Pelidens Hjelmbusk, flyer? Han skal være høit fra Nord, hvor de gamle Gother boer?" "Se, der staaer han i Geledet! Herren veed det, hvorfor han, med Barmen aaben, uden Hjelm, de hvasse Vaaben søger: ere røde Saar Roser i en Normands Vaar?" SIDE: 132 En af Dødens viede Skare da vil svare: "Jeg med Ynglingen i Telte boer, men heller Sværd fra Belte sprang, og tolked selv sin Harm, end han aabnede sin Barm." "Spørg, i Pylus, Nestors Minde! Ingensinde vil det svare, men paa hvide Marmorkind vil Taaren glide, naar du spørger om Messen's Skjebne og Aristomen's". "Chierdruens Guld-Smaragder han ei agter: Ham ei alle Hellas Qvinder kun et halvfødt Smiil afvinder. Ha, han er da lidet værd Andet end et sultent Sværd!" "Aldrig saae jeg ham at smile, sjeldent hvile sødt i Søvnen, men paa Kinden sad en Taare, halv af Vinden tørret: se, den lignede paa sin Stol Persephone." "Ei jeg veed, hvad Sorg ham tynger. Naar han synger (som han sagte undertiden gjør, naar til sin Sorg fra Striden han gjenvender, rød af Saar): jeg hans Tunge ei forstaaer." SIDE: 133 "Vaagen, og, naar Alt mon svømme om i Drømme, tidt et Navn, som fremmed lyder, frem paa stille Taarer flyder. -- Ha, hvis jeg erindrer ret: Stella, Stella lyder det." "Dybt det Ord fra Hjertet springer, thi det klinger klagende, som naar Alrunen rives voldsomt op af Grunden, underligt som Lyrens Klang, idetsamme Strengen sprang." "Vist ved "Stella" han vil minde sig en Qvinde? Ham en mørk Erindring tynger, Havets Slange liig, som slynger svulmende et dobbelt Baand om vort Olds Laocoon." -- Lad dem tale! snart de ville rede stille op den Dødes Hovedgjærde: lænede til sine Sværde, vil de bede Gud om Fred for den Yngling de grov ned. Om min Gravhøjs tause Side vil sit hvide Blomstslør Hylden venligt folde, liig den grædende og kolde Niobe, hvis Marmor sig bøjer over Ætens Liig. SIDE: 134 Dal, som Lyn paa Tordenvinge, Moslems Klinge i mit Bryst! Ha, favre Sommer, flammerøde Samum kommer, drikker Rosens Purpurstrøm! -- Død og Liv er blot en Drøm! -- Hans Ven Stella, o jeg vil see dig, see din Skjønhed med Rædsel, hvis mig Sydvinden bringer et blodigt, klagende Rygte. Stella, o jeg vil see din Skjønhed blegnende, liig den Mand, der vises den glimrende Dolk, som dræbte hans Broder. Stella, o jeg vil see din Skjønhed, Himmelen liig, som lod sin Stjernekrands falde for Maanens troløse Skimmer. Se, hans Kjærligheds Rose -- nylig høirød og dugget -- er nu Dødens den hvide: dens Dug er blodige Draaber! (gaaer.) Digteren Snart vil min Sjel, liig en graahvid Taage, svømme i Luften, Stella! Stella! Ligne ei Himmelens Regnskyer Chor af Aander, som græde? Stella! Stella! SIDE: 135 Føler du engang en enlig Draabe, den er min Taare, Stella! Stella! Aftør den ei! lad den døe paa Barmens glindsende Lokker, Stella! Stella! Engang, bag rullende Aar, din Sjel jeg ventende møder, Stella! Stella! Den vil jeg kjende blandt tusind, tusind blegnede Aander, Stella! Stella! Se, liig et flagrende, blegrødt Slør, den kommer i Luften, Stella! Stella! Den vil, som Skyen af Rosers Aande, svømme i Æthren, Stella! Stella! Ha, jeg vil glemme de Aar, som svandt i Graad, naar jeg seer den, Stella! Stella! Eja, min Sjel i sin Regnbu- kappe ryster af Fryd da, Stella! Stella! Da vore Sjele, og da vor Skjønhed smelter tilsammen, Stella! Stella! Se, i en Eeneste, tvende Skyer opløses ofte, Stella! Stella! SIDE: 136 Ha, skal vi krydse hinanden lige fiendtlige Planer? Stella! Stella! Vi gjennem Æth'ren vil glide, som en tvehalset Svane, Stella! Stella! Solen du, førend den første Elskov, drukner i Bølgen, Stella! Stella! Den du ei drukner i Aar, i Graad, i Sang eller Vinen, Stella! Stella! Ha, du min elskede Sky, vi ville stige til Herren, Stella! Stella! Aander om Guddommen svæve, liig en Chorsang om Læben, Stella! Stella! Gud vil vor Sky til et ædelt Ætherlegeme danne, Stella! Stella! Legemets Høire tilhører mig, men din er dets Venstre, Stella! Stella! Gud os et Scepter af Stjerners Straaler lægger i Haanden, Stella! Stella! Gud os befaler at vogte Jordens elskende Hjerter, Stella! Stella! SIDE: 137 Os Han Ohebiel kalder (Ædel Kjærligheds Engel) Stella! Stella! Natten skal tjene os, liig en stum, men skarphørig Morjan, Stella! Stella! Se, den vil bringe os Sukket, Møens Barm den betroed', Stella! Stella! Morgenens Purpursky er vor drømmebringende Hærold, Stella! Stella! Stella I Sang græd Sylvius . . . (Qvad er hans Hjertes Taarer, som Stjerneskud Nattens: hans Klage en klangfuld Perle i Dybet.) Din Sjel nær elsktes af Stella, skjøndt troløs som Arethusa, der bøier sit sølvhvide, fromme Smiil under Ætna. En Møes Barm bliver dit Hellas -- o segn der tusinde Gange! De guldgule Lokker din Hyld i Maanskin bag Graven. En bred Sølvlyra ægeiske Søe vil være, og Latter den Sydstorm, som springer paa Hav med hvide Sandaler! Dit Sværd? Ha Moslemins blodige Sværd, som Ørnvinger brede, er funklende Bægre -- O Helt, du falder? du falder? SIDE: 138 Betro, Ven, Stormen din Elskov -- Den flyve bort som en ildvinget Grif! -- O jeg frygter, at dyppe Fing'ren i Geisir. Digteren Se, mit Haab, som river mig gjennem mørke Aar og Døden: snart min Sjel i Morgenrøden svanereen vil dukke sig. Haabet er en himmelfød Dronning, som paa Hjerte-thronen stiger, med et Smiil som Kronen, der igjennem Liiglin brød. Se, mit Haab er Skreyas Fjeld: fast, som det -- se, sort dets Side, men om Tinden Stjerner ride! -- Stella, o Farvel! Farvel! Som en Skygge, mørk min Sjel snart i Aandelyset flyder. Vakkre Stella . . . . Stella . . . Stella byder Sylvius Farvel! Farvel! (gaaer.) Digteren Som din Skytsaand vil min Sjel trylle, Stella, paa din Himmel glade Lykkestjerners Vrimmel. -- Stella, o Farvel! Farvel! (Jagttoget kommer tilbage.) SIDE: 139 Chor af Jægere Ned i Dalen! Gjenterne læse Fred for de vene, sorgløse Lam i Bamsens den blodrunemalte Bringe, vi vog. Hoallah! Sylvius, Du, som saarer den tynde Himmel med tause Blik, mens din Haand, som Bytte, kun vinder en Blomst -- vi hørte din Sang. Hoallah! Ned i Dalen! Pigerne glatte Lokken fra Øret, vælgende Hver den Stemme, som Dvergmaalet fører sødeste frem. Hoallah! Ned i Dalen! Bægre og Møer blomstre i Hallen . . Hvem er paa Fryd vel fuldest: dit Bæger? din Piges Læbes Corall? Hoallah! Sylvius For mig sortne Pigernes Smiil, og de lystige Bæg're klage, og Sol er gusten Bulme! Chor af Jægere Ned i Dalen! Venlige Fingre løse de rige Skuldre -- O selv vi blive i Dalen de vevre Blaaøines Rov. Hoallah! (Sylvius og Jægrene gaae.) Huldra (kommer frem.) Nu er det stille paa Huldras Fjeld: Nu kan du spille, min Drosl, iqvel. SIDE: 140 Nu er det tyst her paa Huldras Eng. Dvergmaal ei ryster mod Skye sin Streng. Nu kan I lege med Sommervind, Sivblomster blege, og Lyng paa Tind. Svøm nu, min Svane, paa Fjeldsøe blaa: Huldra din Bane skal vogte paa! Gjerne jeg hørte den Yngling bleg Dvergmaalet rørte, da Sangen steg. Paa Heden gaaer Tiden, jeg evig fik, tungsindigen siden skjøn Stella gik. Guldnebbet Drossel, du Skjalden er! Sølvbarmet Svane, skjøn Stella vær! Qvæd saa her hjemme fra Qvist og Søe! Huldra ei glemme kan Skjaldens Møe. CARL JOHAN, NORGES OG SVERIGES KONGE Guullokk'de Gother bølge om Carl, som rundtom Horneelkamppen Døninger, krandste høit med en Stribe ravguult Skum. Carl, disse Bølger brusende frem fra Vesten -- en Skare af fraadende, sorte Hingste -- er Norges frie Mænd. Hør, hvor de ride syngende rundtom Fjeldet, den Søkonge, visende glade Skummet, ligt Nøkkens Tanderad! Se, der staaer i Midten af det stærke scandiske Folkehav den Kongeklippe saa høi og rolig, som Sigmund Brestessøns Færøebolig, der slaaer om Morg'nen sit Skyggespil paa vide Bølger Evropa til, men vender mod Amerika brat med Aftensolen sin Skyggehat. Der staaer Den ene, men Stormomtonet, og Tordenkappet og Lynbekronet, de frie Bølger Den tvinger vred ad Malstrøm-hvirveltrap stige ned, med Kurv af Perler i udspændt Fang og grønne Tangblom og Offersang og gule Rav og Coralleblod, at kysse i Dybet sin tunge Fod. Men Kongeklippen i Folkehavet er ei i Lynmajestæt begravet. SIDE: 142 Fjeldet sin Storhed blotter, og Bølgen seer med Beundring, hvor Solen paa Toppen sidder som gylden Fjer paa Hjelm. Straalerne flyde, Lokkerne lige, rundtom de mørkeblaae Skuldre: med Stolthed seer det i Bølgens Skjold sig Selv. Se Ædelstene har spundet ind den Kongeklippe med Stjerneskin. Der sidde de rundt Dens høie Barm, som midt paa Himlen staaer Carls-karm. Der mangler blot een, saa er Vognen fuld, og triller saa blank over Mælarsøe og Dovre, hvis Top er Skyhavets Øe, med Kronprindsestav til Stang: til Hjul den bruger Smaaehertugers Kroneguld. Den Kongeklippes Klenodiering i mindste Draabe (som og har Krav paa at være et Hjerte i Folkehav) sig speiler som gnistrende Morildspring: Fra Josephine-saphir til de smaae Karbunkler hver med sit Skin i de Bølger funkler. Men Oscar i hvert af de Bølgers Bryst spiller som en violet Amethyst. Thi Norges Purpur og Sveas Blaa i Oscar smelte sig sammen saa. Den Aande, som reiser paa Dagen idag Throner med Sceptermast, Hermelinsseil, Kronen til Banner og Kuglen til Speil; og knuser dem atter med Brag som et Vrag paa Morg'nen, der reises som Skjær og som Bank, hvor straalende Gaarsdag bag Nat-ebben sank, saa knaptnok et Minde om Throne og Spær, om Prindser og Prindsesser og Riger og Hær SIDE: 143 bli'er liggende, som Beenrad af skibbrudden Mand, saa tynd og saa tør paa den hvinende Strand . . . . . . Den Gudsaande reiste Kong Carl under Pol, hvor Frihed er Varmen og Frihed er Sol, saa Himmelens gjerne paa Steenbukken kan for stedse sig ride til Van-Diemens-Land; Thi, den, som vi har, straaler Liv dugger Marv, i Hjerter og Hjerner, (vore Ætmænds Arv) og Trofasthed voxer saa vide om, har Stordaad til Ranke og Dyder til Blom. Hør Digt, som svæver om den Rigdom som Duft, og guldvinget Harpe er Fugl i vor Luft! Saa Klippen -- der løfter om Morgenen frem det brusende Solbæger over vort Hjem, og blander med Skygge, saa sval og saa mild, om Middag og Aften dets gjærende Ild, at Folket, der knælende drikker det ud (det fyldes om Natten, som Solen af Gud) ei brænder sig eller beruses deraf -- et Tempel er liig, der, i Hellas's Grav, fra nedsjunkne Oldtid straaler igjen, (som om vi paa Marathon gjenfandt et Been) omspundet af Dagen -- der end er saa varm, som dengang Timoleon laae ved dens Barm -- med Roser og Myrther og Laurer iblandt . . . -- O hvilket et Skjær af Drømme og Sandt! -- Saa Carlskongeklippen (Selv omkrandset af funklende Dyder, liig Søblomst og Rav, som Bølgerne offre til Klippen, der tyst Stormene kløver med Pande og Bryst, saa Solskin kan spille til legende Fjord) beskygger det scandiske Folk-hav i Nord. Længer i Syd en Skare af skumle Fjeldtoppe skimtes: de Liigstene ligne, som Du i Morg'nens Dæmring seer. SIDE: 144 Kun gjennem Taagen store de synes. Bølgerne slumre ved Foden, og vælte døsigen rundtom raaddent Tang. Se her vor Jords Despoter! ei synge Folkene rundtom som Bølger, men ligne Gravhøje under Stene graae. Solen som gjør Dig glindsende, Carl, som klæder din Skulder med Purpur, er Norges Skjoldtegn, er Friheds hulde Sol. TIL OSCAR, NORGES OG SVERIGES KRONPRINDS At min Sjel af den store Digters Ild gnistrede! Al min Glands skulde ofres dig Oscar, liig Bølgen, som Dagkongens funklende Krone gjenviser. Ogsaa Stjernen behager, Oscar! ei Himlen sin blege Datter foragter, og Norriges Fjeldkonger ynde den Kilde, som nynner ved Foden. Jeg en Fremalder seer, liig Havet, og Oscar som Snekken høibarmet suse igjennem, og Scandiens Ungdom som Skummet om Søørnens Vinger. SIDE: 145 Da mit hvinende Sværd dig følger som blaavinget Maages Skrig: Inisthona forgjeves for Ossians Æts Navne vil skjule sig under sin Taage. Mange Bølger om Iislands Snebryster bruse, og Nor dem hører, liig Ynglingen Røst om sin ranede Arv, som en Hingst, der ved Hornklangen steiler. Skjøndt mit Liv skulde roligt rinde -- en Kilde i Sagas Lunde -- : naar Oscar sig reiser, da skyder jeg frem som en hvidtandet Bølge fra Dybet. "Levvel Stella! fra dine mørkbrune Lokker jeg flyer til Bannerets gyldne, til Bann'ret, vor Oscars og Hæderens Brud i sin purpurne Klædning." Brudens Leie er blodigt: Oscar dog flyer fra sin Qvinde: -- jeg skulde tøve? jeg glad med min Blodstrøm vil fylde min Oscars det seirende Hjulspor, naar han iler i Kamp: en Borgerkrands vaier fra Kronen: Norriges Jubel ham følger, som Stormen en Snekke, og Sværdenes graadige Bølger, Ogsaa Egeløv klæder Skjoldet, min Oscar! og Saga elsker det mere end Lauren, hvis Blod vil dryppe, om Græstørv end Valpladsen dækker. SIDE: 146 ODE TIL NORGES FLAG Er det et Skib eller hvidblaa Taage, som kommer paa Bølgerne fjernt, liig en gammel Erindring i Sjelen? Høibarmet Snekke til Norge bæres: alt kysser en friere Vind Seilets Fuldbarm og Bannerets Læber. Snekken paa Bølgerne ligner Stridsmand paa fraaddækket Skimmel: fra Sølv- hjelmen vajer den høirøde Fjeder. Stærk kommer Stormen fra Fjeldet, stærk som en Trudsel af Herskerens Mund; -- sød er Lugten af Hjemstavnens Graner! Oldtidens Minder med Flaget komme, og Sjelen, liig Bølgerne, høit svulmer: søde Erindringer fast ved Norriges Flag, som ved Møens Purpurmund klæber: . . jeg hører en Lyd, liig et Havs eller rystede Skjoldes! -- Njorfasund sortlokket Hoved bøier for Jorsalafar: se hans Flag snart sig reiser som Seirherrens Klinge, bøiet bag Nakken til Hug, og snart det, af Africas Ildaande hedt, ligner Løvernes hængende Tunge. Ørkenen drikker sin Herskers Sved, da han flygter for Norriges Flag, flyer, liig Taagen for dunkelrød Maane. SIDE: 147 -- Flag! ogsaa Vesten Dig saae, naar høit over Barfod, liig Morgenens Sky over guldvinget Straale, du hvifted'. Kongen da guldtandet Løve, væbnet i Banneret satte: -- den der staaer som Seirer paa bloddugget Valplads. Engang, naar Tænderne voxe hvasse hos Dragen i Frihedens Lund, naar i Norriges Sjel sig en Tanke gnistrende reiser om Kamp, som Nordlys paa Himlen, og ud fra vort Land Helte fare, liig Heklas Funker: hæve de Bann'ret, som Jetter kjæmpende rundtom en Ildjøkel, hvor dybt de dyppe de tørstige Sværde. -- Se! ha, er det Stjernerne eller Gnister, som falde? o Nat eller Røg hvirvler frem af det blussende Banner? -- Ah, Norriges Piger, o kommer, kommer, med Læberne fulde af Sang, Smiil og Kys, under Norriges Banner! Kommer, som lysrøde Skyer, syngende Vestvindes Skjul, naar de gaae under Solen; thi Marken er rolig. Ak, Eders Ynglinge see I blanke og blussende slumre paa Skjold: Bann'ret seiermæt bugner i Vinden. "Ha, Skjald, vore Ynglinge sorte Jetter, Bannerets hvinende Ild Jøklens kneisende Flamme du kaldte?" SIDE: 148 "Møer! jeg saae Eders Elsktes Muskler blaaligen svulme, og Støv, blodigt, sortne de svedige Pander. Kampen nu ryger ei mere, Natten har rullet sig sammen, og lagt Seiren bunden for Norriges Banner. Lykke omstraale det, liig den evige Glands, som fra Norriges Drots Krone rødmer paa Norriges Fjelde! Høihed omsvæve det, liig hiint Smiil om Eugenias Læber -- en høi Cherubs Vingeslag over et Eden!" UNDER EN BIRK Under en bladløs Birk -- se Riimfrost i Grenene glimrer, og Træet er liig den Qvinde, der med Diamanter vil dække Sommerens Flugt! -- . . Krum staaer Skjalden, varmer sig med Graad. Stormen brister mod hans aabne Bryst, hvirvler sig om Nakken, flyer saa bort med hans Haar. Stakkels min Skjald, som nylig Selv var en Vaarbirk, i Morgensky dyppende Kronen! Hjertet var Drosslen, der sang under Kindens glindsende Blad. Nu han sig søger Ly bag aaben Green . . Tys! hans Suk i Qvisten rasler; op dampe Klager, op til Ravn, der klapprer i Top. SIDE: 149 Hu det er uselt Paulun! igjennem de hvinende Qviste slaaer Regn, som elendig Spot gjennem Richards skygraae Læber (Ormenes Hul). Bedre, om Hjertet, liig en Ild under sydende Kjedeler, gnistrede under Øinene, saaat de kogede over, sprang saa tilsidst: Bedre, end see sin Ungdom omskabt til Niobes Drypsteen. Vee, naar jeg veed ei hvad (om vel Regn eller Graad) som i Rynken gaaer som en Foss. Ei! at vænne sig til Taaren, saa knapt jeg veed, naar (liig et Stjerneskud gjennem Taagen) ned den gled paa livløse Muskel? Graad skal være varm, og flye afsted paa elastiske Muskels Smiil som Sølverpiil. Ei! som høje Bølger kaste bag taktfuldt Aareslag Skum og Morilds raske Gnist. Ak, hos mig se Kindens Muskel liig stive Staalbue uden Smilets Regnbusnor! -- Ha, at beruse i Graad til Livløshed Kinden, som skulde af Blod være mættet, ene fordi nu en Mø ei din Engels Harpe forstaaer? Stella gjerne øde maa sig Selv til en fremmed Yngling . . Ei, hans Daad er med Skyggefingre flaggre over en Cither! SIDE: 150 Se den Lydier spiller Andres Sang! En Concertsal er hans Fædreland. Se hans Skjæg er graadvaadt; thi hans Tante fik Hoste! Eller bliv en Krigers Bytte, som kun er Helt, naar Klingen klingrer bag: modrød blusser Kinden kun af Rustningens Gjenskin! -- Eja, jeg vil ei meer mig indbilde, at disse saa luftige Grene er Stellas Haar, at den snehvide Stamme er Nakkens skinnende Hvælv, at Stormen var Nakkens Vellugt, bølgende Haarlokken! Derfor var Stormen mig lunken, og i mit Ly jeg mig syntes en salig, surrende Myg. Harpen var min Vinge, med mit Neb jeg i Stammen med Vellyst bored', drak dens Saft. Ah, jeg lugter nu den tomme Storm! Birkens Saft er ei Stellas Blod, jeg smager nu. Hjem vil jeg flyve: Digt jeg ved Bægerblus skriver paa Væggen . . Ah Maanen har hængt der en hvid Tavle, en Stambog for Elskov. Endnu jeg engang tretten Cheruber, med Lynplecter, sender, med Regnbuebelte, med Tordenskyharpe i Øjet. Hil mig! dit Hjerte optøer, min Stella, og blomstrer som en Hyacinth frem paa Læben . . Paa Bladet er tegnet: "jeg elsker." Eja! jeg sender tretten Serapher til Stella, i lyseblaae Taaregevandter, baldyrt, som Kalifens, med Oder. SIDE: 151 Ha, skal de vende slagne tilbage, da vil Helvede lee! Engle, jeg veed en Borg, hvor Messias lys i Porthvælvet staaer. Did vi med Spil og Plecterslag flye, mens Eders Taaregevandt blegnet paa Valen lægges tilbage! Seer den mosede Høi! Hilset min Borg, min Gravborg, min Trøstborg! Seer, Mosen er Lønneallee om Volden, en silkeslørt Sphinx, som vugger paa Græsset, en Ørn i mit Banner. Ak, er jeg nøisom eller unøisom, som synes, min Gravs Dugg er Stjerner, som synes, at Himmelens Stjerner er Gravdugg? Stjernerne Englenes Graad over Jorden, jordet af Djævlene dybt i Helved, saa Regnbuen er Runesteen, Skyerne Blomster, som vaje paa Graven? Ak, da maa Graad være Sorgens Blomster . . . Viol paa den Saliges Barm være Fryds Taare? Tys! Tys! For min Grav hernedenfor . . Tys! . piber Vinden i Øjehuler. Ak, Tys! . . Tolv hvidklædte Piger . . . (o Rædsomt! et Smiil dem fra hule Hjerte blomstrer, og leer under Taaren, som Havfru falsk bag Bølgen . . . . o Taarer, som mætte og gjøde Misundelsen!) Tys! de synge: "her ligger Stellas Skjønhed. Fire Skridt fra slumrer Skjaldens Liig. Nu Guds Fred Amen! I Gravens Bryllupsborg Stellas og Skjaldens Fryd og Sorg sig parre tilsammen! Og Himlen faaer, naar de reise sig i samme Vingely, i "Vemod" en Engel saa skjøn som ny. SIDE: 152 O søde Engel, som er de Tvende, der kunde hinanden i Muld-Mulm ei kjende, men nu er isammen, saa Stella er Blom, men Skjalden Stengel! O søde Engel, du rene Taare i Himlens Hal, hvor Skjalden er Stella og Stella Skjald! Nu Guds Fred! Amen!" MIN LILLE KANIN Eenøret, trebenet, violblaa og fiin hopped omkring mig en liden Kanin. Min Barm var dens Hule -- heihopsa! min Seng var blomstrende Høi, og mit Gulv var en Eng! Eenøret, trebenet, violblaa og fiin hopped omkring mig en liden Kanin. Den peeb til min Harpe . . . heihop! naar den sprang, en silkerød Sløife i Eenøret slang. Lille Blaamin! bløde Puse, skjøndt du kryber lavt i Muld, har du en Veninde huld høit i Himmelen: min Muse: har blandt Jordens Drotter, som svinge Aandespæret om, vide om med Tungeklang, skjønnere end Fuglesang, vide over Sky og Flod, over Dyrets Liv og Blod (dog det store Riges Skat SIDE: 153 er saa plat i Støvet sat, at en liden Gravhøi kan rændse om det hele Land, at et lidet Hul kan tømme ud det hele Herskerdømme -- ak, om Guddomsskin er Kronen, er dog raadden Tue Thronen!) . . Se blandt denne Æt, som paa egen Grav som Konger staaer, medens deres Brødre, som jo fra samme Moder kom, maae i Støvet knæle ned (stolte Elephant iknæ, frie Hingst i Lænker se!) ofre Frihed, Fryd for Fred, ofre Blodet, naar han tørster . . Se blandt denne Æt af Førster, som med liden Fingerbøile stærke Leviathan tøile, som med kunstig Staaleklo og ved lidet Pileneb, trods de vege Muskler, kan slukke Løvens Tungebrand, Hjertegnisten ud kan snoe, Ørnen naae ved skyhøit Greb . . . . Lille Blaamin, se, iblandt disse Stolte, dog du fandt Dig en Ven, som, selv blandt Disse, ei den Mindste er tilvisse; dog saa øm, at, hvis det Ønske: at vi skulde bytte Skin, du bli'e Skjald, og jeg Kanin, du faae Harpe, jeg faae Grønske, han i dine Øine fandt, flux han bytted -- o han vandt. Lille Blaamin! bløde Puse i min Barm jeg vil dig huse. Ha, den varmer da i Slummer SIDE: 154 Ormen, som (i hvilken Drik, som af Seideqvind jeg fik, slugte jeg det Haar af Hel?) . . Ormen, som sig evig krummer dybt paa Bunden af min Sjel, holder Hjertet mellem Tænder, drak min Graad, og endnu brænder, vrider sig dog lige sulten. (Se, den kryber over Pulten, ruller sig paa dette Blad ind i hver en Linierad!) Vee mig, naar jeg ikke har (naar du Hjertet op har ædt) meer igjen, end Hjernens Kar, af den hele Gavepragt, som mig var paa Vuggen lagt. Jeg maa slippe dig i det, at du æde kan dig mæt. Da Cheruben bort maa flye, bort med Hui i Storm og Skye, naar han Kundskabstræet i Sandseeden ei kan frie, som han skulde vogte dog, saa den sultne Satansnog ei fik mindste Drømmeqvist i sin Flab ved fulest List, ei fik smekkrest Tankeskud ud ved Magt og Gitterbrud. Vee skal Ormen hvas og huul gjennem Pandegjerde grave ind sig i den skjønne Have, hvor i Hjernens Stjernemuld (hvert Atom er klart som Guld, da i hele Hjernens Plade Himlens Gjenskin skal sig bade, ja og Skyggen af det Alt, som i Liv paa Jord er malt) . . skal den grave ind sig, hvor SIDE: 155 frit og lystigt, vildt sig snoer op af Hjernens Stjernejord Phantasiens Regnburanker, bundne op til høje Tanker. Heija! river du dem ned, arme Ejer følger med. Saa i Sandsehaven rundt du kan slæbe Bundt for Bundt, rulle magelig din Bug over Videts Netteldug, over Frugt og Blomsterstilke, som (ah, jeg forstaaer det nok, thi jeg har saa god en Rok) blive Digtets Rosensilke. Der du kan dig vælte blødt, plukke Blomst for Blomst itu til det mere ei ihu rinder mig, at, uden Tal, (Draaber lige i Pocal) Drømme, Minder, Tanker, sødt, (Rankemørkt blandt Rosenrødt) blomstred i min Hjerneskal. Far saa i den tomme Hal rundtomkring i Kryds og Ring, som en Storm paa øde Val, hvor den samler visne Been, som af Ravn er lagt igjen. Hei hvad Hop! og Hei hvad Spring! Thi du lille Orm dog veed, at jeg selv maa følge med. Skyd dig frem i Taareskjel, Orm, i Øjet! Eja sprell, til du skifter Ham, saa blank ned i furet Kind den sank. (O, som Snogeæg paa Snor, Flere ned i Dybet foer!) Som en Mølles Suus og Brusen rull dig gjennem Øreslusen, SIDE: 156 indfra udad, ei som før, da den var saa heel som tør, da min Sjel ved inderst Dør i det hvirvelsnoede Øre, for at lytte for at høre, sad i egen Stue varm, uden Trækvind, for at føre flux i Mindebog enhver Hvislen, Piben, Sang, Allarm, som der udenfore er. Da, som Fraadestrimmel, du over Læben snoer dig -- Hu, kom med Laas og Baand og Ring, og den vilde Slange tving! Ellers skyder han sig ud, sluger Barn og sluger Brud, leer ad Helved, spyer ad Gud. Lille Blaamin, blier du bange? Spaae kan ikke alle Sange. Ah du af mit Blik blier vaer, om jeg Brød i Haanden har, om jeg i mit Hjertes Øde til mig Selv fandt Mannagrøde. Lille Blaamin! bløde Puse jeg dig i min Barm vil huse. Da jeg seer mig ei saa ene, Smiil paa Kind forstaaer jeg atter er ei Mos paa kolde Stene, Maaneskin ei hver en Latter. -- O det synes som jeg krysted' hele Skabningen til Brystet! Naar du hopper om min Stol, er du Sky og jeg er Sol. Ha, i Døds og Livets Kamp, Ha, i Chaos Skyens Damp SIDE: 157 smelter sammen til en Jord. Driftens Skrig blier Tankens Ord. Spurgte jeg den Mand, som gaaer hist forbi, og Nesler slaaer heel ufølsom med sin Stav, som om de ei skulde groe vel som han, og frit sig snoe under Himlen . . (Naar i Grav Manden ligger med sin Stav, vajer Neslen ovenpaa, drikker Dug af Himlen blaa.) -- Ei nu seer jeg først, at ei Nesler groe ved Vintervei. Ah, det gjør dog Intet; thi ofte Mennesker jeg saae hver en Blomst de gik forbi, hvert et Liv, de kunde naae, af i Kjeppeleeg at slaae. Hyben bad med Kinden varm, Klokken med sin aabne Barm, Balsamine skjalv -- O Snak! der fløi Hoved, der fløi Stak! . . . Spurgte jeg den Mand, og bad Ham at see i Pusens Øie, kige dybt og see sig nøje fore, og saa sige hvad Meer bag Øjet han blev vaer end Pupill og Lindse klar. Ei, han stirred vist paa mig, gloede hæsligt, Puus, paa dig, svarte maaskee: Intet, Far, uden at I er en Nar. -- Ak, i Blaamins klare Øje, gjennem Lindsens Regnbuslør, gjennem dens Pupill, som Rør, SIDE: 158 seer jeg vide Himle høje, (Guds de vidtudslagne Barme, hvor sig Mid ved Sol tør varme) vrimlende af Liv fra smaae Myggegnister, Mammuthblus til Solebaal . . Min lille Puus, sligt Panoram i dit Øje laae. Blaamin, naar din Ven i Krogen eensom stured' over Bogen fra det gamle Jødetempel, som tør bære saadant Stempel: "Livets Kilde, Himlens Stige" (flettet af Hieroglypher, Hjerteblod og Logogrypher) kasted' den saa langt her bag, at han ei den fandt idag, tænkte at hans Harpes fulde Vinger før ham bære skulde over Sky til Himmelrige, end de Pergamenske Poser, fulde af forraadne Gloser, og han greb sin Fyrrelyre, for sin Stilhed lidt forstyrre, mens du, lille Puskanin, legede med Maanens Skin (som et Barn med gylden Penge) paa mit Gulv, og fnystred glad, naar du hørte mine Strenge tone i den hele Rad: Du dit Øre fremad stak hvergang der fremklang et "Ak," slog med Silkesløifen, som om du vilde hvifte bort alle Sukkene, som kom (liig et Liigtogs mørke Stads af colonnede Palads) udaf Harpens gyldne Port. SIDE: 159 Naar du heisa! hop! omkring hoppede i Kvær og Ring, og i Maaneskinnet var liig en Sky paa Himlen klar, drivende for lystig Blæst, hvor det tykkes selv den bedst, Synskreds gjennem, Sol forbi, lige lystig, mørk og fri: Ah da saae jeg Livets Kilde, som et Springvand i min Krog, sine Draaber til mig spilde, klarere end i min Bog! I min lille Puse blaa jeg en Sprudledraabe saae, og jeg tog den op, og krysted' som en Taare den til Brystet, liig en Taare, som Naturen græd af Medynk i mit Skjød, da den saae, at Kummer brød tidlig i min Pande Furen. Jeg den krysted' saa til Brystet (Taaren, som Naturen rysted, lille Blaamin, i mit Skjød,) at den sprang itu og flød, som en Taage blaa og blød, som sig over Alting gjød, over Jord og over Himmel, over Dyr og Stjernevrimmel, smelted Melkevei og Dyb, Sirius og Havets Kryb alt isammen, løste op Hav og Leer og Bjergetop, i den store Taaretaage blot til farveløse Draaber. Alt beholdt dog da sin Form: Sol var Sol af Damp (en mørk Taage midt i Nattens Ørk) SIDE: 160 Ormen syntes dog som Orm, vrimled, vred sig som en Streg. (Se et Blik jeg kasted i Verdens Skabers Fantasie!) Selv jeg drypped som en bleg Taare ned i Taagehavet, hvor, foruden Lys og Farve, kun i Omrids, Sol og Larve, om hverandre, var begravet. Ha, da blev et Syn mig givet! Syn af Livet, Syn af Blivet! Som et Lyn i Sky sig tænder, gjærede en Damp ibrand. Snart der tusind Andre brænde. Da blev Farve, Luft og Vand, Zoner, Baner, Maal og Pole rundt de Millioner Sole. Deres Luers Røg var Luft, Farvespil dens Lys og Skin. I de Taageomrids Duft, Blod og Muld sig trænger ind. Rundtom Solene de stimle: da blev Verdner, da blev Himle. Saa det evigen vil gaae: tændte Sole Andre naae, som i Taagehimle over Melkeveien endnu sover. Ah jeg seer, at her er Lys: se der er jo Blaaminlil! O af Taagen Kraftens Gud, ved at tænde Solen, ud vikled mig og min Kanin: mig som Blomst, og den som Rod. Og fra samme Sol vort Blod runden er i os som Skin. Dog da Pys i Taagen laae, dybere end mig, saa varm SIDE: 161 Straalen kunde ham ei naae, som den sank sig i min Barm. Fisk og Orm, som dybest laae, kunde knapt en Afglands faae. Derfor Blodet i min Puus er mod deres Iisdryp Blus. Her er Sol og Farvespil: taareblank en lille Pys. Her er Lyd og Luft; thi -- tys! -- hører jeg ei klart mit Gys? Ha saa sorgfuld var jeg da, dengang jeg dig, Blaamin puse, ved mit Hjerte kunde huse, hvor skal Smiil da komme fra, nu jeg sidder her i Krogen, hader Harpen, hader Bogen? Harpen er for let og lys for de tunge, mørke Gys. Bogens Nat, hvor jeg maa stirre, Taarelygtemænd forvirre. Ha! de drive traurig Spads over Kindens Huulmorads. Maanen spiller gjennem Gitter (O jeg hører) paa min Cither. O jeg hører, den kan spille; thi paa Gulvet er der stille, og min lille blaa Kanin toer sig ei i Maanens Skin. O jeg hører, gjennem Gitter Maanen spille paa min Cither, seer den paa mit Gulv sit Flitter (o det døde) ødselt øde for min Livsgnist: min Kanin. Væggen sukker vel af Kulde, som om den forstod tilfulde tause Maane, som kan spille (o jeg seer og føler jo, SIDE: 162 veed jo da, og maa jo troe) paa min Cithar, at min lille blaa Kanine paa mit Skjød -- ligger stille, stiv og død! Ak, jeg sørged ikke saa, om en Konge dat fra Thronen, saa et splintret Hoved laae midt imellem Krop og Kronen. Vee, jeg veed af Mennesker neppe Ti, o neppe Fleer, som jeg saadan Sorg kan yde, over hvem sligt Kvad vil flyde. Ha, til Sommeren jeg vist finder duftfuld Pileqvist, som jeg til den samme Barm, lille Blaamin aanded varm, trykke kan, som Livets Gnist, raabende, som engang hist, naar min lille blaa Kanin smutted til mit Hjerte ind: O mig synes, som jeg krysted hele Skabningen til Brystet! TIL MAURITS HANSEN Liflige Maurits, søde Tunge, Du, som fandt en sød Hippokrene i din Kones Hyacinth-øie . . . Men ikke Laurer nok (naar, med dit Barn paa Skjødet, lifligt du qvædede) i alle Smiil i Norrige . . SIDE: 163 Jeg vil, trods Allums Hyl (nu skal han blive udødelig her!) fortælle, som Vist, Dig, at Kongsberg nu har Sølv. Trøst dig, mit Norge! Se syvfoldig Aaren er fremsprungen hist, saa blank som en Lyra ved sorte Fjeldvæg sat! Tys, er det en Cithar? Tys! Jeg Hænderne seer vel saa tomme som forhen, men Hjerterne fuldere. Ak, mangen en Møe vel fik formeget af Hjertesølv-gruben, saa smeltet det drypper fra Øinene. Hos mangenen Synder den rige, strengede Grubes sære Druser, som en hvid Arsenikdamp, (hvis Drusen ligned ham Selv) paa Kinden farer. Tys! Det synes sært, at en enkelt liden Mand i den klingrende Grube graver . . (Grav flittigt! Glück auf!) Som om Han paaeengang Berghauptmand var og Stiger . . O Landet den Rigdom faaer dog! (Grav flittigt! Glück auf!) Ha, hans Fingre flittige Stigere, og bag Øje-parasol en flink Berghauptmand! Bag Øje-skygge? Ak han tør ei komme frem i Luften. SIDE: 164 Han er fra Syden, eller maaskee langtherfra: fra Himlen. Troer Du mig ei, at Kongsberg er saa rigt nu, saa spørg Du Schwach, der leer i sit Bæger, saa taus paa Stranden, som om hans Pocaler vare tomme Koraller! . . Saa taus, som om hans Geist var med Dampbaaden reist, der farer under hans Kvædes Brusen. . . Hør Flaget slaaer, som om med Susen det vilde begynde hans Sang. Troer Du mig ei, at Kongsberg er saa rigt nu, saa gaa, og spørg din Bjerregaard: Han som har lagt sig ned paa sin Frihedens Hymne, til Hvile som Skrymner! Man hviler ei stødt paa en Lauregreen blødt: Den har sin Torn, som fra Skjul og Krogen mod Himlen jager Skjalden vaagen, at plukke dens Blommekrands der. I Norge hænge ei Harperne paa Avinds Neglekrog, krum og blaa, som hist dernede, hvor et Dusin dyppede Pennen fuld i en Digters brustne Hjertes Hul, og tørred den af i hans Graahaars Lin. SIDE: 165 TIL FRITHJOF Fossen synger den haarfagre Birks Roes, som bøier sig over den, liig de duftende Lokker om Elsklingens hvide Nakke. Eller liig naar en Guddom sig høi over Melkeveien hæver, at see, om Stjernerne tumle sig inden de mørkblaae Skranker. Birk, din Haarlok er vaad? er det Dug eller Graad ved at see dine kjære Bølger at knuses i Klippernes sorte Arme? Bølgen styrter, og møder med Sang Døden, sukkende for at ei meer den vender tilbage, hvor nylig den sov blandt Blomster. Seer du ikke en Bølge, en hvid Svane liig, hvor den kommer at dække Søstrenes Død, og i Afgrunden selv at synke? Aldrig mangler Du Sang og en klar Dugg, der skjænkes dig, Birk, til en Arv, da trofast og bøjet du staaer ved det sorte Leje. Frithjof! Du er min Birk, jeg en hvid Fos, som knæler ved Foden -- o liig en sløret Slavinde for Saladins grønne Turban. SIDE: 166 I STORMEN Fløien hviner: Lyraen klinger, skjøndt skjult ved mit Hjerte . . O ti! ti, mens vi henover Skaraen løbe til mosdækket Lye. Stormen fører ikke din Klang til de skjælvende Stjerner: den døer uhørt blandt Ener og hvinende Lyng, som den vildsomme Fugl. Rimen hvirvler gjennem de bugnende Strenge, og vælter en Qvist henover Marken, og dandser til Fyrrenes Sukklang i Ring. Fly, min Lyra, Stormenes Favnetag! Stormen vil haane din Streng, brusten i sittrende Vellyst, og Solen vil finde dig taus. -- Saa en Elsker sørger, naar Møen, som svoer ham sin Tro, i en Valz glad seer Forførerens Muskler, og bøier sin Kind mod hans Bryst. Her ved Grottens vajende Gran Du, som sang, hvergang Timen sig sneg frem med et Kjærlighedsblus under Kappen, nu Stormen forfølg! Nordlys ride Vinterens fnysende Skimmel. -- O rolig den nys stod under Aftenens Purpur og rysted sin Man. SIDE: 167 Blege stige Nordlys paa Aftenens Skyer? se hver var en Karm, Freja selv værd! Saa for Harme maa flygte vor Kjærligheds Drøm, og Ungdoms Morgenskjær ifra Panden svinde, naar Manddommens Dag vælter Ærgjerrigheds Sky frem og Hadet i Rynkerne skjult. Glad jeg seer paa Stormenes Seir over Granernes Kroner . . Ha, saa Folkene plyndre Despoternes Tindingers blodige Guld! -- Birk, forgjæves lader du Graalokken flagre, og praler med Aar! Ha, se Kong Lear paa Heden: se Stormen jo haaner hans Haar! Stormen hvirvler Mosset af Armodens Hytte, mens, rolig i Barm, Huusfader favner, ved udslukket Arne, sin slumrende Viv. Stormen hvirvler Marmor af Mammonens Kuppel: paa guldvirket Seng vælter sig Herren i Taarer og Sveed, og han favnes af Angst, mens fra Dynen springer Samvittighed, hugger sin Tand i hans Bryst, som naar et lynbørstet Vildsviin sig reiser ved Vandrerens Fod. Vild Najaden kysser Han: vred hun da furer sit Aasyn; men maa atter og atter dog taale hans Favntag med bølgende Barm. SIDE: 168 -- Stormen voxer, Sneebræen liig . . nu den ligner en rasende Ulv: saaret i Foden, den kradser i Sneen, og reiser sit Ragg. Stormen over Dal, over Fjeldene flyver med Fnystren -- ha, liig tusinde Thrønd're, der trække de tunge og tordnende Sværd. TIL AMUND Naar jeg hører den mørke Mjøsen at rulle henover klingrende Stene, som Tiden, der vælter sig over vor Oldtid: svulmer Sjelen, og sidder snart paa det taagede Skreya: -- gamle Erindringer fare forbi, som brusende Skyer. Da jeg seer Dig ved Siden, Amund! vi ligne da tvende Ørne, der hvifte med Vingerne høit fra en kneisende Bauta. Se, din Sjel er jo skjøn som Granen, og elsker det kjære Norge, som Granen: ei glemmer den Vennen, om Fjelde ham skjuler. SIDE: 169 Ak, jeg tænker med Jubel hvergang med Viinløv vi krandsed' Venskabets Engel -- en Afgud, jeg dyrker naar Tusmørket kommer. TIL HAGBARTH Vaad, i Viindunster svøbt, min Sjel er som dunkelrød Maane i Taage, eller en rødkindet Ceres i folderigt Klæde: Tidt jeg mindes (hvis Vinen smager for sød) mig dit Alvor, min Hagbarth. O, naar jeg tænker dit Hjerte, da sødmer den Sure. Drukket, drukket har jeg din Sjel . . . Som en morgenrød Himmel beruset ikke jeg veed, hvilken Høi jeg skal vælge til Leie. Derfor løber jeg om, som løsreven Sky, som Bacchanten, og raaber: "Hagbarths Blik er min Drue, jeg presser der Smiil-viin!" Valget har jeg imellem Taarer og Viin til at drikke mig ædru: bort med de saltblege Druer, hvis Ranker er Rynker! SIDE: 170 TIL ERLING Sydvind blæs: din milde Befaling kalder det Græs frem, hvor Erling og jeg ville glade et Viinbæger tømme. Venskab lider Vinen, liig Palmen Sollys: jeg gjemmer en Flaske, og Træet er kaaret, hvorunder vi sidde. Kom at see, om Blomsten, for Dig jeg gjemmer i Hjertet, er voxet, om Bladet er grønt til en kommende Alder! -- Hvis en skummel Skjebne (ak Tanke skræksom som Samumens Ildpust!) fra Grunden den sled, liig Alrunen den jamred'. Naar jeg seer dig fjerntfra, med Skrig jeg møder Dig, liig naar en Svane om Vaaren for førstegang hilser sin Bølge. Kom! vi skulle muntre bevandre Dalene, muntre som Valdhornets Toner, der løbe igjennem en Skovhal. HAAB Digteren Stolt paa Indbildningens Regnbue drog Haabet til Himlen, som, naar en Ridder med vajende Fjedre rasler igjennem Herskerens Porte. SIDE: 171 Veed han, om Herskerens Sind er et Lyn, skjult i en Sky, og ilskt, som da Magnus bød Kalf med sin røde Finger at vise Konningens Bane? Stella min Regnbue knuste; . . . i mild Regn den sig løste! Stella min Heimdal, mit Haab bort fra Himlen jog, og med skamrødt Aasyn han flygted'. Drømmene, Haabets rødmossede Æt, segned', liig Rosens Blade, naar Møen letsindig dem strøer paa Jorden, skjøndt Barmens Snee den vil pryde. Drømmende flygtede, som naar en Hær vender de blege Næser mod Hjemmet: de glimrende Faner lader i Stikken: slap er nu Tøilen. Phaeton er jeg, der kjølede i Popplernes Graad og Floden sin sydende Plan: . . O, mit Hjerte tumles i sin Eridan af Taarer! Cleanth Haabet slaaer Nakken mod Stjernen, og snubler i Roser. Haabet er Smertens Veninde: fra Glæden flyer det, og siger: eget non me. Se, hvor dets Smiil er som Brudens, der kjender sin Fryd, men bly ei taler, mens Ahnelser bag de deilige Tænder yngles iskjul. SIDE: 172 Spes er en Skjoldmøe, hvis Hjelm er en Blaaklokke-taare, Landsen Rosenqvist-smiil; men i Kampen Kummerens sorte Spydodde brast. Evig hun tumles med Sorgen, og, snar som Tartaren, jager hun Graaden tilbage, og helder Rynkerne fuld' af blegrøde Smiil. Seilet, som hænger, liig pestmalte Kinder, fra Masten slapt, vil svulme, og Vimpelens Tunge skoggerlee høit mod Skyernes Barm! Haabet, som Vinen, vil Kummeren purpurrød farve: Evigt drypper i sorgfulde Hjerter, nedifra Stjernen, Haabet, som Viin. -- Digteren Ørnen jeg ligner, som saaret ei kan flagre til Reden. -- Mig Amazonen, ak Stella, med Øiets glimrende Pile saared' i Vingen. Blaafjedret Pilen fra Ibenholtsbuen (Øinenes Bryn) brat foer, og da svinglede Ørnen i Luften: Stella fra Byttet letfodet iled'! SIDE: 173 Cleanth Ak, skal Skjøger pynte sig med dine Kinders Fjedre, som Stella ei vilde plukke? Med din Ungdoms Duun, saa din Manddom vil tidlig fryse, og tye til Gravhøiens Mose? Ak Bacchanter fryde sig, hvergang din Sjels Vingeslag klapper vildt over Bægret? Dumpe Musklers fugtige Trommeklang, Hyl gjennem din Rygrads udspændte Nerver (O en Rad af aabne, oprakte Horn i Ynglingens Mund, der har Kjæresten hjemme, men raabe nu til Kamp for en Tyran!) Gjenlyd være? Choret, som svarer dit Hjertes ensomme Suk, da Stella vil tie? Ak dit høie Hjerte, som stiger, naar Sangen griber dig, op som Ørn i dit Øie! Da, liig dalet Sol, som, bag Synskredsen, endnu spiller paa høie Skyer og Ørne, dit Sjelsblus, med hvirvlende Sangrøg, funkler paa Hjertet, der opsteg, som Ørnen, med tungsindige Vingeklap. Se Hammen den brystende breder purpurskjøn udover Kinden, dens Slagfjedre er straalende Øiekast! SIDE: 174 Digteren Icarus er jeg, hvis svimlende Iid Bølgerne slugte: Tumle ei Bølger og mig? og med Sorrig seer jeg jo mit Sicilien svinde? BRITTANIA [fotnotemerke] Se Brittanias Ørn, en hvasnebbet Søeørn stiger fra taaget Rede, liig Pilen fra Kampens bølgende Støvsky! Flux atlantiske Bølger Vingernes Spidse kappes at slikke -- Slaver, som stimle til Kys paa Dronningens Kaabe! Ha, den stiger, og over mørkbrune Vinger flammer en Krone! Ogsaa Brittanias Frihed taaler en Krone? Kronen flammer, som Sol paa sortvinget Sky; og Øiet er Straalen, brydende Skyen . . Den stiger, Søeørnen stiger! Frihedsvennernes Jubel river den høit til Ætheren, liig en Fjeder, der flyver paa Drenges jublende Aande. Fotnote: Skrevet før G. Cannings Død, og strax efter Navarinerslaget. SIDE: 175 Høit nu Ørnen [fotnotemerke] , liig Hakons hængende Bane, svæver med udbredt Vinge, der glindser af Stuarts Blod, over Jordens blege, rædde Despoter, lyttende efter Folkenes Suk, og stirrende med et forvildet Blik imod Ørnen. Ha, af Lyst til at frelse Folkene, skummer Nebbet i Blod, som brændende falder paa Sultans skaldede Isse. Se, den gule Sarmate springer -- som Tigren, Elephas kued', springer paa Ryggen og hugger Tanden i Nakken. Hellas Frihed af Blodhav stiger, liig Svanen, dukkende op af Bølgen, som høirød mod Morg'nens Purpurglands spiller. Se, Viriathus river bleg fra en Sky sin blodige Isses Palmekrands -- høit den paa Tajos Bølger nu vugges! Hørt er Indiens Hevnraab: -- Spanien ligner Manden, der, under graadblandet Latter, i Afsind, Pulsaaren gnaver. Fotnote: En fortryllet Piil, der svævede i Kampen over Kongen. SIDE: 176 Mørk foragter han Palmen, Ørnen lod falde: Bladet, som ene Blodet kan standse: selv Haabet, Haabet forblødes! Ikkun Scandiens Par af Løver de brøle, brøle af Fryd: en kneisende Konge -- liig Liber, tumlende Tigre -- ryster Tøilen, af Friheds Palmekrands flettet: -- Ha bliv en Sphinx, mit Norriges Løve! og rul, liig Ørnen, ud Vinger! VED MJØSEN Mørk er min Sjel, som Mjøsen, naar aarle sortlokket Bølge, træt udaf Nattens Kamp, under Skreyas Taageskjold bugner, og Lommene hyle: stundom sig Skummet hæver, liig hvide Fjeder om staalblaa Hjelm, naar i Stridens Bølgen en Ganger steiler og hæver, før Faldet, sin Rytter: her hvifter Stormens Dødsbanner nye Bølger i Kampen: Nøkkerne vise fraadfulde Tænder, og sagte sig sniger en Baad langsmed Stranden. SIDE: 177 Eller som Skreyas Tinde, hvor Granen svulmer: naar Skyer rulle om Ørnens Rede: -- en skummel Stjerne, der græder paa Toppen alene. -- Mørk er Du Skreya, mørk som din grumme Navne, da Eyvind segned for Kongen: -- Maatte jeg engang blotte for Carl min blodige Bringe! Mørk er min Sjel, liig Fyrren der hvifter ensom i Stormen: Ravnen i Toppen skjælver: liig Graad paa Enkeslør, siler fra Grenene Regnen. Sortfjedret Kummer kradser i Hjertet, rider det, liig en Loss, der fra Træet springer paa Renen, fraadser i Nakkens de blodige Nerver. Hæv dig, min Sjel, til Tinden, hvor nylig Verden du saae, at bølge forbi, liig Ørnen paa Fjeldet, der undres ved Morgenens glimrende Skyer! Eller som Drengen sorgløs, der kaster Stene i Bækken, mørkner Najadens Pande: han veed, at den kommende Vove vil Rynkerne glatte. NAPOLEON Høiaander Svanerne ere i Melkvejen, Himmelens Nil, hvor de blanke Stjerner er Draaber og Sole Perler paa Bunden, SIDE: 178 Stjerneskud Skummet, som springer op, naar Aandernes Vinge Bølgen slaaer. Vi ere Aandeæg, lagte i Dyndet; men Sjelen sig vikler, som Sommer- fuglen, af Svøbet, og Aande- kraften forøger: Høiere, gjennem Spiraler, stiger Aandernes Skarer op mod Gud. Aanderne glædes ved Tilvæxten, hvergang de skue den dydige, store Sjel sig af Støvhammen vikle: da vil, som Ørnen, rystende Riim af sin Ham, den Synden kaste, og tyde Verdens Digt. Aanden (liig Straalen, som skyder sig ned i det fugtige Muld, og som stiger op, som en glindsende, guulgrøn Palme) i Drengens Legeme daler, og skyder op i Daad, som er Sjelens Blomst og Frugt. Qvinden, som føder ved døsige Lampeskin, hører med skjælvende Fryd et Skrig fra sin Nyefødte; neppe ahner hun Aanden, dalet i Fosterets Jordsjel, liig i Danaes Skjød den gyldne Regn. SIDE: 179 Ofte en Aand i forskjellige Hjerter sig neddykker: undrende seer sig Jorden paaengang med Laurer skjult, mens Oliven blomstrer i Egenes Skygge, blandt det lyriske Epheus Lysegrønt. (Hør Albuquerques's Klinge! hvor Inderne flygte, som Skyer for krumme Maane! Se Henrik hiin Seiler tankefuld streger Omrids af Lande i gambisk Sand! Hør Camoens's sorte Harpes Storm!) -- Stellas Sjel -- en Seraphin, stængt i Barmens Himmel ind, flyvende fra Lokkens Lund ud paa Blik som Foraarsdag, ud fra morgenskyet Mund paa Tungens Duevingeslag -- Stellas Sjel . . ha, den og min er den samme Stjernes Skin, som paa hvælvet Horizont gjør mod begge Verdner Front: saa den vækker op de fjerne Chiler, som en Morgenstjerne i sin Pynt af Dugg-chrystal, Sky-coral, Blomsterdales Muslingskal, hvor Liljer ere Perlekugler, mens den for de graae Kalmukker, som et Aftenstjerneblus (Røgen er en Hvirvl af Ugler) øde Midnat-hal oplukker. Saa er begge vore Sjele kun af samme Væsen Dele, SIDE: 180 som -- se Venus Aftenstjerne i sit sorte Sørgelin, og den blanke Morgenstjerne er den samme Stjernes Skin! Hun er Venus Morgenstjerne . . ak en Morgens Jomfru-Ring: dyrest Smykke i dens Øde, hvor en Demant Taare-spring gjør fra fulde Morgenrøde: Jomfru-morgen taus og kold, Brudgom-solen snart med Vold vrider Stjerneringen af, Straale-arme rundt han snoer: Himlen Bryllup har med Jord, Bryllupshallen den er Dagen, bugnende af lysblaae Lagen (kydske Morgens Mødoms Grav) Se dens røde Sky nu synker: Alle jubler, Ingen ynker. Halve Kloden er en Vang, fuld af Bryllupsgjæsters Sang, mens det andet Halvhvælv maa udenfor i Mørket staae; og det skimter da den samme Stjerne paa den svullne Nat, som en gusten Bulme-flamme paa en Synders Gravhøi sat. "Aftenstjerne i Nattens Port lyser Dagen i Dybet bort" Saa, før Alt i Søvn-muld dukker, hvert den Jorddeels Liv maa sukke. -- Jeg er Venus-Aftenstjerne. Saa er Stellas Sjel og min som samme Stjernes delte Skin. Jeg i Flaggermuseslør, Hun i Dagens Latter døer. SIDE: 181 Hendes Sjel, i Barmens Sky og i Kindens Morgengry svøbt, er Venus Lucifer. Min, som gjennem sorte Rynker ned i hulet Hjerte synker (huult som Nat, saa jeg hører grant, naar en Taare Bunden fandt) Venus Hesperus den er. Stellas Sjel og min er vist da af samme Lue Gnist . . Jeg med Stella kan jo tale, ændsende ei Fjeld og Dale, ikke Jøklen, som den høie Maane har til Ugleøie, saa det, med misund'lig Trods, skeler midtimellem os. Stellas Tanker, Stellas Lyster ud mit Hjerte ogsaa ryster, ud i Blik og Sang og Træk, (som Violer Farven bære eensblaa paa forskjellig Fjære, skilte af en ivrig Bæk.) Jeg kan ene tyde Alt, Gud i Stellas Digt har malt: Seer du Kindens Sappho-qvad (Rosenskrift paa Liljeblad) om en Foraar-Morgenrøde. Læbens Ode (ak en Aand boer der -- vist Anakreon?) om de blanke Druer søde (helst en Christi Lacrima, runden op paa Golgatha) Lokken er, om hvælvet Nat, Dithyrambers Foss saa brat. Hoften . . eja! en Flok af Engle med hvide klappende Vinger: Hoved mod Hoved de juble: "o blomstre Herrens Jord!" SIDE: 182 Barmen er et mystisk Qvad om en Melkeveierad, vogtet af et Englepar, som til Hjelme Sole har. . . Ah de løfte Hjelmen op, dukke sig saa atter under, som en Sommerfugl, der blunder i en hvælvet Rosenknop! Se min Qvindes Jomfrubarm er en Harpes Sølverkarm, Aarerne med Jomfrublod Harpens Strenges gyldne Flod. Ha, de spænde sig saa fulde! Hjertet er en Strenge-rulle. Ah, de sittre . . Jeg af Alle hører deres Toner falde. Ha min Sjel, en Storm af Sang, være Vinden, som tør strømme over Stellas Æolsklang! Aanden, skjult i Stellas Huld, blomstrer frodig frem af Muld i reseda-duftende Dyder, som mod Himlen lee. Men i Vedbend blot og vilde Hyben springer ud den anden Aandens Deel. -- Taagede Secler forgaae, før en Genius neddaler heel i en Sjel: da Folkene ryste ved Guds det synlige Greb i Verden: Gemytterne bølge, som, naar Nordvinden kommer, krumme Ax. Saadan en Aand skjød sig frem af den romerske Julii Sjel i Bedrifter, SIDE: 183 som ifra Libanons fede Dale, i Cedre, liig Obelisker, den varme Straale: Verden i Cæsars Skygge stod. Bretland af Himlen en Genius sendtes i Shakespeare. Sig Fortiden speiled' klart i hans Sjel, som i Kilden mosgamle Ege. Kongernes Planer i Skjaldens Fata-morgana, Jorden saae med Skræk. Oldtidens Guder var' Aander, som Guddommen sendte til Jorden, i Jordens Dragt, for at træde de første Spor for Fornuften. Maatte de Førstfødte ikke undres, svimle, som vaagne af en Drøm? Oldtiden hviler -- et Havstille: Minderne see vi som Seil eller Stjerner i Horizonten; og Middel- alderen slaaer de døsige Døninger, huult den sukker under de røde, revne Seil. Nutiden koger, som Havet om Stromboli: svedig maa Bølgen fra frugtløst Arbeide gaae: fra at qvæle Ilden paa Bunden: Flammerne puste: dens tunge Aande seer du paa Bølgens Ryg som Ragg. SIDE: 184 -- Frem sig af Tiden Napoleon skjød, som af Havet et palmedækt Delos. Friheden var den Latona, som bag hans Sejres Palmer ham Hæder, liig Phoebus, liig Diana, ham Lykke fødte glad. Hil dig, o Genius, løsladt, Europas den krængende Snekke at styre! Folkene lyttede, lige Børn til Orcanen, naar den med Fyrrenes Kroner leger, træder i Støvet Kupp'lens Spir. Kongerne sadde paa Thronerne, Glenterne lige i Redet med Hammen børstet af Angst, med et stivnet Blik, og med Nebbet aabent, naar Guldørnens Vinger fjernt de hørte at slaae den svullne Sky. Bleg Saracenen ei saae Pyramiderne, kjendte ei mere sit Løb i Ørknen, da Mærket var tabt; thi Hiins Hekatombers blegrøde Bloddamp dem dækked'; Ganges hedere sprang fra Himalah. Nelson, som Fabelens Fafner paa Guldet, med rullende Øine paa Østens svulmende Purpurhav laae, som Negren, der tæmmer Landsen, til Løven fra Palme- lunden, ilende over Sletten, gaaer. SIDE: 185 Snarer' end Piilfjedren, krumrygget springer den tvert over Sletten, og Brølet ruller fra Fjeldet om Jæg'rens Øre: saa slog alt Seirenes Echo fra Alpen fast mod Britternes vrede- fyldte Seil. Ha, hvor Tarqvinerne skjalv for den vaagnende Brutus! hvor skjalv de, bag tusind' Gjærder af Trælle, for Ham, hvis Hær var en Flok af syngende Venner, som spændte Gjærdet ned, hvis en Laure glindsed bag! Se, han Gemytternes Stormvind beherskede! se, hvor den Donauen sortner! Kongerne holde paa Kronen: Folkene lee, og vente med Længsel, at see den komme drivende, liig en Sæbebobl. Større end Vestens Timoleon-Bolivar formed' hans Thyrsus en Verdens Frihedsideer, der hang, som knitrende Nordlys, (skjønne som Hellas's Skygger) over Kongernes blege Isse høit. Disse, de blodige Drømme om Folkenes Hevn, saae da, virkelig-blevne storme mod Thronen, og gribe Kroner som Druer. Kronen var Lynildens Leder, og Napoleons Sværdglimt Lynet selv, SIDE: 186 hyllet i Skyer af Jubel og Folkenes Ønsker: Napoleons Klinges Hviin var Ideernes Bliv! hans Sværd Republiker formed, som Thorvaldsens Meisel Hektors Marmor, Prometheus's djærve Træk. (Var ei den parthenopæiske Stat som en Helenas bølgende Former? Romernes Frivælde Paris Hermaphroditen? Hektors de svulmende, hvide Muskler jo cisalpinske Fristat bar?) Ildlokker liig bag Kometen, en Helteflok bølged' i Consulens Fodtrin: Ney en Sertorius, Scipio var jo Eugen, og fløi Pontecorvos's Sværdglimt over Tydskland, som Heklas Gnister, ei? Svar mig, du Cato-Carnot, om ham Galliens Kjærlighed Palliet offred! Tog hans Ærgjerrighed? Hæder var jo hans blanke Pallium? -- Ak du paa Cæsars og Antonii Skygger peger bleg. Spaniens Krampetræk ei Imperatoren standsed', skjøndt hevnglad det hang, som Krebsen ved Hercules' Hæl, da Hiin, med de fremad- funklende Øine, Uhyret slog, som fraadsed' i Blod bag Donaus Siv. SIDE: 187 Preussen blev Ynglingen liig, der paa Flugten sin Landse har kastet, og lader Skjoldet i Stikken for Livet; blegnæset kiger han i sin skjældende Moders Stue, kaster bag Ryggen vildsomt Blik. Jorden med Rædsel seer Pitts og Brittaniens Planer liig blodige Skygger svæve i Taagen, som Frankrigs Ørnvinge kløver: Folkene stivne, som Børn, der see en Slangeflok bag et gyldent Net. Kongerne samle sig trindt ham, som Kloder om Solen: Han byder: det frie Hav vil ei bære det tunge brittiske Flag, af Blodlever stivnet. Han byder: Polens Suk blev til Spyd i Ruslands Barm. Planer, som Solstraaler, udskjød hans Sjel, og de dybt i Siberiens Taage druknede: Eia, hver Tanke staalnebbet flyver, dengang han mod Despotiets Timurbegs-Pyramide Stormen bød. Han var Europas's Sjel og Nationerne syntes hans Muskler, da, Simson liig under Afgudens Tempel, Han Pyramiden, opreist paa slaviske Nakker, fæl som Fjeldet bag Taagen, briste bød. SIDE: 188 Han, at Europa den skyggede, saae: og, at Grundfladen voxede: Under Stenene stønnede Polen. Folkene saae han trænges mod Havet: han bød, og Heltes staalblanke Bølger rulled' frem. Han sad som Stormen paa Bølgerne dengang de fraaddækte sprang over Friedlands Brænding, da Smolensk, den første Hjørnesteen, brast, da Mosaisks Blod-mosaik i Revnen viste dem Moskvas Marmorblok. Var det en Skjebne, som under det styrtende Moskva, liig Kjæmpen i Dagons Tempel, Napoleon knuste? Hersked' et fatum over hans vældige Aand, og ham, liig Phaeton, ned fra Himlen drog? -- O hvor forfæng'ligt at lytte til Sphærernes stjernede Harpe med kilden Skræk: at vi troe os til Himlens Stjernehjul bundne, liig til en stolt Triumphators Axe, troe os med Stjernen hvirvles bort! Mennesket skaber sin Skjebne! det modige Blik imod Fremtiden er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin: En Stormvind, som fødes, naar stærke Planer krydse hinanden, Skjebnen er. SIDE: 189 Cascas's Dolk var den Parcernes Finger mod Julius? Ha, den en blodig Søn var af Cassii Lyst til Frihed og Cæsars Lyst til at kyse med Sceptret Parthens Panther og Romas sultne Ulv. Cassii Fædrelandskjærlighed krydsede Cæsars Ærgjerrighed, lige blaasorte Tordenskyer: var det Skjebne, om Cassi' Svovelskye slynged' et Lyn? om Bruti Planer bevinged' Cascas's Haand? -- Kun Elementerne mægted' Napoleons Jettekrop tvinge: ei mægter Stormen de stivnede Bølger mere at tumle. -- Vidste han ei, at de gamle Bjarmer stride med Skyens hvide Piil? Vennerne flygte, og blotte hans Storhed, som Skoven, Orcanen har hviftet bort ifra Fjeldet, liig Kappen bort fra Herakles's snoede Nakke: et graadigt Hav af Sværd i hans Fodtrin fraader frem. Atter de skjælve som Sivet ved Elben; og dengang han, stormhyllet i sin Storhed, tilbage til Seinen rulled' som Tordnen: SIDE: 190 selv over Belle-Alliances røde Enge hans Seires Echo klang. Se da han treen, som en Dæmon fra Graven, fra Elba, og rysted' Europa! Se, da han trængtes imellem Havenes sorte Skjolde og Jorderigs Kroner: maaled Drotternes Angst hans Storhed kun. Folkene, da de begrove ham levende (Riger for ham var en Grav) da sang de: "vi offre for Frihed!" -- Var han da bleven Jordens Dictator? -- Med Bruti vendte Aasyn jeg raaber: "dø! han døe!" Ha! Han er død! Se i Mindernes Tempel staaer Mausoleet: et Tempel inden i Templet! -- De høie skjoldtækte Piller er Memoirer, og Saga hugger Basreliefs paa Buens Hvælv. Hine spirale Colonner med Løvværk har Jordklodens Skjalde ham sat! o stort er hans Tempel; thi Sandhed fødes paa Graven: over den bygger den Mindet, skjønt, som Hjertet der brast, som Aanden, stort! PAA EN KIRKEGAARD Min Harpes Sprog bliver kun en Monolog: Ingen skatter, Ingen fatter det for Vaudeville-latter. Mange vil med Fing'-ikors vise mig en Kongevei til Parnassets bratte Hei, hvorfra Harpen flyve kan, som et gyldent Seil paa Vand, fuld af klappet Storm, over Jord og kronet Orm. Ak Lapither! Vee Centaurer! Hvad I vise er ei Laurer: -- det er Pors. Nogle læse kun ved Lys af egen Næse, eller om de fik Lampe til i Avindsblik, ville finde dog, og rette fæle Feil i Digt som dette. Ak, med dette Suk jeg tænder dyre Harpe til den brænder, til et Qvad, som Røg og Gnist, hvirvler sig -- til Himlen vist! Der jeg kjender Aander trende . . o for Hvem jeg her tør tænde paa Psalter-alter Offerqvad. Ja, om, uden Streng og Stav, taust et Digt paa Hjertet sad, som en bøiet Aand paa Grav, vilde de hvert Suk dog kjende: hvert et Suk, der, sort som Storm, gjennem Digtets Hjerte brød, SIDE: 192 blev dets sorte Haarlok-orm, hver en Jubel, Digtet fik, som sit himmelvendte Blik. Ha at synge for en Død, som i denne Stund kan gjerne være paa den fjerne Stjerne! Vil jeg høre Gjensvar fra hule Ribbens-harpe? -- Ha! Er min Harpe Hieroglyph, er mit Hjerte Logogryph for de Mennesker, som have endnu Issen over Graven? for den hele Livsens Strøm, (Mandevid og Dyredrøm) der i Blodets Regnbu-vover endnu flyder Graven over? Ak, min Irsk i Straaleslør, Dig jeg ene Uret gjør! Du, som Fleer med uselt Neb, spotter ei mit Harpegreb. . . Ah, vi kjæmpes . . Tys! du vandt. Sligt et Aftensuk jeg spandt ikke ud af Hjertets Lin, morgenmalte Phantasi'en. Gud i Redet gav os nok hver en gylden Lyrarok, at vi begge flittigt ud skulde spinde Kvad til Gud. . . O saa stærke, at i Skyen du kan binde Falke-lyn: jeg i Mulden Djævle binde, hvis de lade end sig finde . . . Eia ja i Munkekaabe tør de over Verden raabe: SIDE: 193 endnu hjerteløst Kyrads staaer for hjernetomt Pallads: endnu hist og her er Vaaben (som om Adils var i Hoben) som Kronen, i Klerkemulmet Lys, hviftende i Trælle-gys. Du har blodig Spurvehøg, Glenten og en hykkelsk Gjøg med din Trillesang at binde, saa de ikke Klo kan finde. Jeg har værre Høg at tvinge (Klingeneb og Kobbervinge) Du har til din Harpes Spøg Nøddeskriker og Musvitter. Jeg har norske Jesuiter (Salighedens Aagerkarle) norske Jyder, norske Jarle. Du i Granetop har søde Drossels Barm med Sang at føde, saa du faaer dit Kvad igjen omskabt til et Dvergmaals-spil, (som muntert Ord til traurig Ven faaer Svar i Vemods-smiil). Jeg ved Granerod har funden ogsaa Drossel sød i Lunden; men saa taus, som Stjernen, der er for smuk til Selv at qvæde, men de høie Engle græde ved dens kolde Liljeskjær. "Ha i Sol se Brudeseng! se i Maanen frodig Dreng! Livsens Aand, af Morgenskyer, fletter Dig en Rosenhytte! Øde Jomfruvemod bytte Du med fulde Modersmiil! Søde Stjerne, vil du evig være Terne? SIDE: 194 Se til Jorden: Druer varme hænge om dens aabne Barme: Havet er et Moderskjød, mindste Kvist en Arm saa blød, fuld af Sang og Blik og Børn, fra lille Irisk til voxne Ørn! Livsens Aander, kolde Stjerne, ville Alle -- o saa gjerne, synge Bryllupshymnen: "Bliv!" mens du vælger ud den Ene, som tør kryste ømt dit Liv, kryste ud i Rosen, som staaer der graa og kold og tom, Livsensvellugt, Lys og Blod; gyde Guld i kolde Stene, Skyens Glands i Palmerod; og i Muld og Nervespind egen Guddom væve ind!" . . . Ha, hvor var jeg? -- hvor blev af blege Chordrengs Psalmer, da de Hagbarths brudte Stav grov bag disse Almer? I et Himlens Bryllup, hvor Liv undfangede en Jord, som paa første Morgenrød frem fra Dybets Mørke flød? O bedre, bedre! jeg er ene: her er jeg, der Omsens Grav! O jeg varmed disse Stene op med Graad til ud de skjød Pindseliljers Stjerneglød, hvis jeg ikke vidste, at en Taare faldt paa Baarens Nat, . . en Taare, som kan Helved selv lysne op til et Himmelhvælv! Ha mit Hjerteblod er ei værd den halve Taare -- Nei! SIDE: 195 For slig Taare paa min Grav, bort mit Harpe-liv jeg gav. Dette Liv er meer for mig end et Rige, Carl, for Dig, som til Kronens hede Glands Skygge fik i Laurbærkrands og i Borgergreen (den Bedste, trods Lauren om dit Kaardefæste) -- Uden Harpens fulde Hjerte, uden disse Strenge-aarer -- ha, der Ætherblodet banker, Pulsen slaaer af Aandetanker! -- Engle skabtes ei af Taarer, Engle, som til Himlen bar al den Sorg, mit Hjerte har . . . . o jeg sank i Mulden ned, tigged' Ormene om Fred. Nu jeg Plectrens Helligkjerte, -- tændt i Harpens hede Hjerte, Røgen: Synd, og Gnisten: Smerte -- svinger lystig paa min Grav, synger selv min Liigsang, hvis den -- fortidlig, nei betids -- ei af Døden brydes af, som da falder ind med sit Chor af Præst og Orme og Degn i Flor . . . -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- TIL HAGBARTH Skulde jeg glemme dig, Hagbarth, om nogle Fjeldrygge skille os ad, som Tiden, der sætter sit Taageskjold mellem vort Nor og dets Fortid? SIDE: 196 Endda den glimrer jo klar, som i Oldings Tanker hans Ungdom, der løb paa Roser, og segnede: -- Tiden forgjæves vor Oldtid vil skjule. Du er min Konge, min Hagbarth, jeg er dit Norge; ak har jeg ei mørke Fjelde og fraaddækket Bølge i Sjelen, og suser ei Storm af Lidenskab vild gjennem Tungsindets Fyr, hvor skjult dog Forglemmigei leer i Mosset ved Foden? Min Konge den glad paa sin Krone vil fæste! Den er din Indtægt; thi Landet er fattigt: Venskab gjør Lidet, for gode Hjerter, dog vægtigt! Fortrolighed knytter jo Kronerne fastest? Mjøsen jeg ligner: Du Dalen, der favner Bølgen med blommeklædt Arm, som Laurkrandsen slynget om mørkeblaae Skjolde: -- O Mjøsen var mørk, hvis Totn den med glimrende Ax ei forgyldte: Skjoldet vanærede Helten, uden en Laurkrands; men Valskygger speiles i glindsende Laurblad. Mjøsen vil aldrig forlade den Bred, der laaner den Skjønhed: behøver jeg at sige Dig, Hagbarth, jeg aldrig vort Forbund forglemmer? SIDE: 197 HYMNE TIL FRIHEDEN Araberen synger om Dybet, der straaler af Perler, og Maharas Guldstøv; mægter ei tænke sig Nordens Himmel, fuld af Nordlys, som snoede af Perler, med Flammen, som Bølger af slige Ørknens Skatte. Saa Skjalden, om Alherren ophang hans Harpe paa Bøgen i Herthadal, kvæder kun om en Krone, hvis Gjenskin fordum lued' svagt ifra Norriges Fjelde: Diademet paa Norriges Bonde knapt han drømmer. Ha han skeler, selv om en Lyra glimter bag Granerne! "Springer end Sølvet i Norge som Blod? Eller var det en Fos? O behold dit Vand!" "Ak, er Sølv et Fædrelands Blod, da Nor er et Liig, siden Dan-øernes Igleflok om Throndlagen hang, hule Følehorn stak ned i Kongsbergs Barm!" "Se, nu ligge Øerne spredte, som døde Igler, paa deres dovne Bølger! Himlens Aande, Friheden, nedhviftet er, mit Fædrelands Saar at læge. Se med Skin den fylder de fattige Hytter! . . O, som om Norge havde efter Himlens Stjernekurv grebet, at mætte sig for de tømte Grubers Bægre." SIDE: 198 Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten, vævet af Toner: Jeg vil og nævne mit Fædrelands Rigdom, ja Guldet, som rinder i Normandens Aarer, Perlen, der stiger fra Normandens Barm, og straaler i Øiet, Tindingen mørk af den Krone, der gjorde Publicola hædret -- o den vil jeg synge. -- O Frihed, Guds Aande, der fylder Englene, O Frihed, en Strøm af Aarhundreder, hvirvlende Kroner og Kongebeen, som hvide Sprut-skum om Throne-steen, og Munkekaaber og Pavetiarer, som sorte, ravende Bølgeskarer, slog dig enten til Himlen eller drog dig nedad til Helved; thi, siden Brutus brast, og Cæsar greb efter Parthens Kvast, paa Jord var du ikke: kun Bøddler og Drotter paa Folkenakker i Marmelslotte, blandt spændte Lænker (som Edderkoppe i egen Væv) var' ene frie, og Kongepurpur var eneste Lys i mørke Skyer af Trællegys. Først hørte vi -- ah, du var funden hviftende, Frihed, langsmed Pensylvaniens Strømme, i vilde, palmtækte, indiske Skove; og Vashington drak dig, og blæste saa de brittiske Bannere bort, som om de vare Lord Norths' Parykker. Hvor kom du ifra? O mon fløi du, Frihed, ned fra Egen, Jorden bar som en Hvifte for Franklyns Vugge, saa fluxen SIDE: 199 hans Tale den kjølige Hvinen blev bag Vashingtons Sværd, da det skar tvende Etager fra Jordens Kroner? Hvor kom du ifra? O mon steg du, Frihed, først (som smiilsnar Havfru fra Missisippi) fra Vashingtons sværdblanke Strøm af Veltalenhed, da du fra Komitierne dukkede, for, til en ny Jord, under Havet svømme nedad Tibren? (Ak næsten jeg glemte, at Friheden bleg, paa sin skjulte Reise, iland paa Bretland steg; thi Hvilen der var kort, hvor en Dictator stod paa Jorden lys af Tyranne-blod, mens Luften var sort af puritanske Bønner. O Menneskekjærlighed er Frihedens Hjerte, Tolerance dens Smiil til Alle, og, om dens vrede Blik er en Bile bred, dens blide er et glindsende Palmeblad.) Ha, nu du fløi efter Galliens Raab: For Folket flye nu Despoter: for Hadet, der Sporene slikker, som Panthren, med blodige, hængende Tunge. Ak Gallien, ved Helgener forvant, vil føle sin Frihed med Fingrene grant, med Hjertet koldt, vil de Haanden varme i stolte Flygtninges aabne Barme . . SIDE: 200 Hør, de kalde med Munden -- Tys! . . de kalde Friheden: Gudinde, reise den Billeder i Dagens Lys, om Natten Lænker de tvinde! Drukkent i Kongeblod Gallien løste Frihedens Belte, brød Kronen itu som en Bryllupsring . . . . . ak før hun var bleven Folkets Brud. Eia, da Beltet nu sprang paa den Kydske, udfoer fra Barmen ei Duft, men paa laurblanke Vinger Imperatorens sorte Ørneflok. Hvo glemte, at, da Romas Ørne fik gylden Kam og Purpurham, den staalet Klo og Sangen tabte? Hen mod de Fjelde, der dækte med Secler Normannakjæmpens Søvn saae den Himmelske . . Hun græd da, men Taarerne fulde paa Norriges vaagnende Hjerter . . (Modergraad falder paa sønlige Hjerte heed) . . og de slog'; men tungt fløi Vampyren, som suged' dets Blod . . bort, bort, for at tære paa slumrende Slaver. Norriges Fjelde sig hvælve til et Tempel: et Hjem for landflygtige Frihed: Sarpens Regnbu' er Frihedens Arnes Røg. (O kom du, gode Moder, Hedemarken er en deilig Seng!) Nu, som en Gudsaande, Frihed boer bag Dovres og Filefjelds Støtterad, Kringen staaer imidten, som Alteret, blankt af Blod. (O kom du, gode Moder, Toten være dig en faver Vang!) SIDE: 201 Se Christianiafjorden, som blaae Violer, strøede paa Festdagen op mod Portalen, hvor, som Fredsskjold, en Krone er opsat til Pryd! (O kom du, gode Moder, Thrøndlag er en Vugge vid!) Rundtom paa Thingstene Cheruber staae med Glavind: som Ørne med vidtslagne Vinger, fange de iilsomme Frihed, den Guds Aande (som hellige Apostle i traurigt Smiil og Rynke -- thi Sorg laae foran Himlen -- den sidste Flamme af de flygtende Engles Vingespidser.) O Frihed, svævende "Bliv" over Afgrunden (netop saa dyb som en Throne er høi) hvor Folkene mylre . . . . svævende Bliv, som raaber: "Guddom kom frem paa Jord fra Hjerteblom! kom fra Hytte, kom fra Borg! Naar du først er gaaen ud fra blinde Dumhed, sløve Sorg, fra Egennyttens Rottehul, muldsvøbt skjøndt, dog ud af Muld til Himlens Frihed her: til Gud, -- lad dig da ei skræmmes ind af lidt Skin og Hermelin! skræmmes maa du ei tilbage for et Scepter eller Stage! lad Dig ikke kyse bort af en Munkekaabe sort!" O Frihed, Bliv, som taler saa! i dit Norges hvalte Tempel granevoxne Normænd staae som Friheds-støtter, Norges Møer som Friheds-billeder i Slør, med en herlig Mesters Stempel! SIDE: 202 Frihed, af Kongers sorte Vrede, som straal'vinget Dag af Natten, forfulgt, staa i mit Fædreland stolt med Niobes Smiil, og ophæng paa Normandens fattige Dørstolper Egeløvkrandse, og vink til Arnen din odlede Afkom! Aand i Hellas's Hjerter, at flux de svulme op til vældige Skjolde, der flyve paa blodige Hænder, som svullen Stormsky paa Kastor og Pollux! Lad Eurotas, liig Susqvehanah, gjennem Jubel og hvilende Helleners Blik (o, som blinkende Sværd for Friheden!) roligen rulle! O, naar jeg beder til Dig, Forfulgte: beder jeg til Gud -- -- -- Du er af Ham, som af mig min Geist, der laante mit Hjerte til Vugge. Saa Du i Kloderne (Guds Hjerter i hans Himmel-barme) opfostres -- O, som et rødmende Hav af unge Sjele, der suge fraoven, af hvide Stjerneskin, Udødelighedens Die: Haab, hviler du der! DRENGEN Held mig, se Stella legende med en Drengs det lokkede Hoved? Bag Jasminen sig useet tænker den Hulde. SIDE: 203 Hvi i Jasminens Skygge? ak, har da Pigens Moder vel sagt: "i Manden skue du Slangen, Øglen i Drengen?" Vee, da, som Kadmus, lagde i Jord hun Dragens Tænder, og snarlig skulde Furier voxe frem mellem Roser. Drengen er skjøn, og Stella hans Haar, ligt Solskin, elsker, og Munden er, paa Liljeblad lagt, et rødmosset Jordbær. Kinden paa Drengens Lokker hun lægger, som naar Straaler paa Morgenens Skyer bølge, som gyldne Vimpler paa Feers purpurne Seil: -- Se, regne ei Kys paa, Kinden, liig, naar en Flok af purpurvingede Duer dale til Jorden? Følelser dunkle bryde igjennem dine lysnende Kys og Blik, som Sommernat gjennem Qvelsrødt og Luftblaat. Ønsker de føde (et for hver Finger) dunkle som Sommernatsstjerner. . . Ah Maria Hun seer med Jesus paa Skjødet! Følelse -- o uforstaaelig som Himlen, beruust af Nat og Jasminduft (den veed ei selv sin Ruus, før kolde SIDE: 204 Morgenvind blæser den bort: nu seer den, at dens Jasminer vare kun en Drøm om Stjerner, dens Stjerner en Drøm kun om Solen: med Sol i Skjød, den sukker nu ei mod Natten) O Stella, en Vind det jomfrulige Slør (der bugner nu ud, som et Seil, af Drømme) vil splitte, saa knapt du i Luften det seer som en drivende Taage; men dine Taare-jasminer dale ned, men dine Ønskestjerner dale ned, som i dit Skjød et Solsystem du samler af slige gyldenlokk'de Drengehov'der. O, at jeg Tiden kunde tilbage rive: Tiden, da Lokken lignede Stjernernes Skimmer: Blaavinget Due ligned' mit Øie -- Tiden, da under Træet, Bedstefa'r planted', dengang Mo'er-min blev født, jeg sorgesløs leged'! Hjertet var ligt da Lærken, hvis Glæde høit i Vaarluften dirrer: ligt det Blad, som paa Bækkens Sølvvover svømmer. Maaskee da hine Kjærligheds Lyn -- o Stellas Kysse -- mig skjænktes? Pletten jeg blev, hvor Rosen Bladene rysted'? Ha, nu er Hjertet Ørnen: nu fraader Bækken: Bladet er sjunket: Kinden ligner ei Æblet, hvormed jeg leged. SIDE: 205 STELLA I VERKENSKJOLE Snart, Stella, du seer mig i Vadmel, svart eller hvidt. Hvis Farven var munter, jeg dækte mit Hjerte med Løgn. Se, Latter i Kummer er Vanvid: Landsforraad er, i Fremmedes Regnbutøi spotte sit fattige Land. Selv gaaer Britten sort, i en Dragt saa snau som Navnet: Kitt Wren, fiin, glindsende, som en Hugorm. Det er hans Guld, som glindser i hans Klæde, den sorte Farve er Synderne, Guldet udsvider. Sort han sidder hist paa sin lysegrønne Strand, medens her -- Hei! -- Nordboen løber under sine alvorlige Fjelde, klædt i Lapper (ak Harlekins!) Britten har ophængt paa Kysten tvertsover. Snart Stella, du seer mig i Vadmel, sort eller hvidt. Ja, hvis kun min nordiske Skrædder vil Vadmelet sye. Dit Smiil forbinder tusinde Saar, Lorgnetterne ville indsvide i min Ryg, imens en Spraglet hvidsker: "har Han en Guldharpe, som (jeg troer det) gaaer svøbt i Bark?" Stella spænder det Lams Uld, jeg ifjor fik til at blomstre ved Hegløv og Salt, paa Væverstolen. Ak, ak, mit Hjerte slaaer saa hurtigt som Spolen! Søde Fingre, ei jeg ynker eder meer end Engle, som synke ned til Jord for en Dyds Skyld, nær uddød -- her. SIDE: 206 Naar du hviler, saa læs mit sidste Digt, o eller se ud, og le ad Vindens Hviin i Sneen. Ak, ak mit Hjerte slaaer hurtigt som Skeen! Nordvindens snoede Tand i dit brune Verken vil briste, min Møe! (Nu er en bruun Hyacinthe min Livblomst: blegn, Tulipan!) Fædrenelandsk er dit Hjerte og frisk din Barm bag dit Fødelands Tøi. (Nu er en bruun Hyacinthe min Livblomst: Solsikke, visn!) Le ad de andre norske Kvinder, som fægte mod Sneen for gustne Lunger med flammende Slør! Giv mig, naar atter Væven greies, din udslidte Kjole: jeg gjemmer Stykket, hvor Hjertet har slaaet. Men af det hele Plag Papiir jeg gjør, skriver derpaa et Digt om Tarvelighed, vor Friheds Huusholderske -- -- -- TIL HAKON En syngende Kilde, Hakon, sprudler som Geisir i Sjelen: Den svulmer om Bredden: Den over de sorte Stene, Skjebnen har spændt om dens SIDE: 207 stedse urolige, stedse svedige, høit mod Skyen pustende Barm, fraader, rullende hen under lunken Røg, liig de dunkle, Vellugt-aandende Stellamins Lokker, idet de den klare Nakke og Halsen, hist og her, blotte, som drivende Skyer den halve Maanens Barm. Hakon, Tanken om Dig er den Kraft, som svulmer under min sydende Geisir, som kaster den op, op, som en Regnbu, mod Solen. Se, Romerynglingen Kindernes første Blomstskjæg Apollo offrer! Men Venskab er min, min Helios: det Solskin, hvori min Sjel kun aander. Dig, Hakon, min første Dithyrambe jeg bringer: den bølge rundtom dit Hjerte, som Løvet, der rasler rundt Rosen! Du min Apollo! min Stella er Musernes Chor, som dandse om mig, som om Alt'ret: de, hvis Aande heder min Sjel. Min Melpomene er hendes mørke, rullende Lokker: min Urania Øiet: Thalia Gangen: min Clio, skjult bag Tænderne sidder: Erato, Elskovsqvæders Gudinde, er Hjertets Slag: og Euterpe Læben: Calliope Panden: det hulde Smiil er Polimnia, stjernesløret. SIDE: 208 Ikke glindser, skjøndt jeg sagde det nylig, -- ha, en Drøm, som et Rosenblad, hvifted' forbi mig -- min Harpe i Musernes Smiil: Derfor ere Tonerne lige Ravne, som ikke i Vinden mægte de brede Vinger at styre. Aar, Hakon, løbe, som sorte Bølger: mit Venskab, som Snekken, følger dem, med de barmede Seil, liig Skyer, og Flaget stivt i Vinden, som Solens Straale. Ha, saalangt som de raske Bølger ile, vil Skibet følge, forfølge dem indpaa Dødens Strand, som jeg ligner med Tungen Panama! Men se, jeg trækker det over . . -- hen i det stille Hav! Hakon! Aar løbe som Vinden, der hvirvler legende henover Marken de raslende Blade; men seer du den smekre Stengel, glindsende under en blaa Blomst, liig Guldlandsen under en Hjelm? den bølger i Vinden, rystende Dug af den favre Kalk over den Dynge visnede Rosenblade, som Vindene tumle, og hvormed Skjebnen mig spotter. Se, Hakon, hvert Vindstød hæver Stenglen mod Skyen! Du seer dens Blomst som en Stjerne i Morgenskyerne svømmende, liig et SIDE: 209 Stella-Blik, paa Kindens Morgensky glimrende, -- o liig en blaavinget Due, som har i Rosenbusken sit Rede, og spreder ud fra sin Purpurseng violette, glindsende Vinger! Blomsten saaede dit første Blik i min Sjel -- o se den er voxet; se Aarene bølge under den, Skyer liig under Stjernen! Ja hvergang et Aar, liig uhyre, sortblaa Kjæmpeslange, sig sammen ruller, springe de blaae Blomster, tusinde, tusinde, frem af Sporet (saa Sjelen ligner en Eng af vajende Blaaklokker) slynge faste Guirlander om Slangens sorte Bugter. I TORDENEN Torden ruller over Jorden, som et Morildhav om Norden, Kampsky liig om Skjoldegjorden; Tordenskyen, som Dødens Flag, vajer paa en Lynildsstag, som -- ha stærke Kjæmper flytte ned fra Himmelen i Dybet. Se, mens Himle kjæmpe, lave Jord i Sorg sig maa begrave. SIDE: 210 Alle Reder (Slot og Viol, Rosenqvist og Kongestol) maae nu tause lukke sig; Bjerget segner over Krybet, alle Dale ligge Liig. Jorden tør ei, ved en Storm, dømme, i det Ragnarok, Hvem der Sejerslaget slog: Lynets røde Midgardsorm, Tordnens Fenris, guul og sort, i den hvalte Regnbuport. Taus den slikker Valens Blod, faaer den hele Tvekamps Bytte, mens den tier, sukker, haaber; gjemmer slagne Skyers Taarer dybt i Knop og Blommerod Palmeblad og Kokusnød; Ranken fanger dem i Støvet, gjemmer dem i Druens Skjød. "Bort nu med Jordens sangfyldte Templer og messende Præster! Jeg vil nu dyrke min Gud, mens Himlene synge, og, klædte i Høitids sorte Talarer, de bølgende Skyer høit: Halelu! juble til Herren i Chor med luende Tunge. Skyerne synes sortklædte Præster med skinnende Isser eller vor Christus med blodrød Tornkrands om Issen -- o Lyn over Lyn, som Blodsdraaber falde; men Tordnens Triumphskrig gjalder -- Ejah! Jorden er reen som dens Rosers regnfulde Blade. Regnbuen, se, fra Himlen til Jorden blandt Lynkjerter (tænk paa Faderens Festhal da tabte SIDE: 211 Søn kom igjen!) som en Soningskrands ophængt, flettet af Menneske- hjerter og Engles Vingeblaat . . Ha, Halvten i Dybet sig sank: o Djævlene frelses!" Saa vil Gotthilf, Christen, tilbede. "Se imellem Synskredsens røde Tempelgardiner -- Halelu-jah! -- paa Bjerget, som paa et Altar, knæler en Sky, som en kulsort Tyr med gyldne Horn! Ha, Cheruben daler . . med Flammeglavind han ofrer -- Halelu-jah! -- Tys, Tyren brøler, og opad springer som Regnbuen dens Blod, og drypper ned som Man." Saa vil Nathan, Jøde, tilbede. "De Troendes Hjerter bøje sig som Flodernes Blomster . . de briste med et Balsamine-suk, og Sjelene dampe op med Schirvans Rosers Vellugt. Allah aabner sin Himmel. De vantroe Aander, sultne ved Duften af Paradiset -- se Tordenskyer! -- stimle udenfor. Profeten -- se Lynet! -- drager da sit Sværd, at kløve sine Hellige Vejen. Men af Paradisets Blomster Allah fletter sin Regnbu, at alle onde Aander (se, de dale som Taarer!) kunne ned til Jordens Vugger stige, bedre at leve." Saa vil Ali, Moslem tilbede. "Ormuzd fra Østens Hvælv i Lyn (O, trods din Taushed, see vi, du er Sandhed!) Ahriman fra Vestens Dyb i Tordenskyen SIDE: 212 (O, trods din Torden, høre vi, du lyver!) frem, for at kjæmpe om Jorden, drage. Se i din Barm den samme Kamp: der er dit Hjertes Slag en Guddoms Lyn mod Aarernes og Lændens sorte Tordenbrag. Vandt den: saa se, i Taaren paa dit Smiil, Izeds [fotnotemerke] som stige til Jord paa Regnbuen. Ha, i de store Kræfters Kamp Akhar -- o Tidens Dyb, den Ubegrændsede -- Regnbuen har slaaet om Himmel, Jord og Dyb, sigende: "Skjælver! dette Alt er Mit! Ormuzd, min høire Haand, der griber Verdnerne ud af mit eget Dyb! Ahriman, min venstre Haand, der skyller Verdnerne ned i mit eget Dyb! Hvo af Eder vil gribe Jorden, mit Herskeræble, midt imellem Eder, midt i dette Rige, i denne Himmel lagt? Ah de flye, Ahriman og Ormuzd! Men række Hænderne først mod Akhar, i Østen til Afsked, snoe dem sammen: se der er Regnbuen fuld og hvælvet! Ahriman sig sætter i Skovens Skygger, og hyler Stormvind . . Det er Nat. Ormuzd sig sætter paa Aftnens Ararat, og græder Stjerner . . Det er Nat!" Saa vil Sofi, Perser, tilbede. Ak, hvem sang med Tordnen vel bedst sit: "love Gud, min Sjel!" Christen, Moslem, Hedning, Jøde maatte dog hverandre møde Fotnote: Persiske Engle. SIDE: 213 inden samme Faders Arme. Hver, med eget Tonefald, banked' paa den samme Hal, og, i Røg af Taarer varme, sank de til hverandres Barme. Sørgeligt, i Enrum tør Hjertet hæve kun sit Slør. Rører eller hører Nogen Den, som beder taus i Krogen, rækker Bønnen sine Vinger, som den over Stjernen svinger, rundtom alle Hjerter snoer, rundtom Himmel, Helved, Jord, sammen (som en øm Polyp sine lange Følehorn) ruller sig til Hjertets Dyb . . . . og en Dyd er nær forloren. Thi han, med skinhellig Mine, maa nu lydt i Templet trine, tør nu bede kun for Sine; Alle Andre maa han kyse med en Haand og Mund, som skjælver, ned til Hevn i evigt Helved'; sine Egne maa han lyse op til Himmels med en Taare. STELLA OG SKJALDEN "Skjald, mellem gloende Tænder drømmer i Feber din Tunge kun om Kys. Skjøndt under Skuldrenes hvide Vingely slumrer end knopløs Stellas Barm: SIDE: 214 visner din Arm dog af Længsel, blusser dit Blik, hvor jeg vender helst min Fod. Eja! du siger, mit Smiil er Rankens og glindsende Druers Rad min Mund? Eja! du siger, at alle Druer skal drikkes, men Ranken plejes ømt? Stella kun kysser sin Lege- søster, en Bæk, og sin Ven, en Rosenbusk. Sødere synger end Dig Hiin, løbende foran med hvide Liljers Slæb. Favrere rødmer end Dig min Rosenbusk: Duggen, dens Øje, stirrer ei. Men en vellugtende Vind dens vajende Knopper, som gyldne Cymbler, slaaer. Klem ikke Luften, om Stellas Aande den end, som usynlig Blomst, har gjemt. O bland ei med syge Jasminers Aftensuk Sang over eet af Stellas Haar! Svulm om din Lyre din Musk'l! med lynlige Qvæder din Tunge Skyen slaae!" SIDE: 215 Saa Hun loe, da jeg viste hende min Elskov, der glimrede gjennem Graaden, liig en Gartner, der rækker glad Herskerinden om Morgnen den første Rose. Nu kan Roserne avle Gift, siden Stellas Læber slig Tale fødte. Nu, I Liljer, vær Ormes Skjul, siden Stella i Barmen slig Tanke nærte. Mangen Blomst saae jeg bøje sig efter Fingren den forhen kun Torne rakte. Hind, hvi gaaer du alene? skotter med rindende Blik til din tomme Side? O, Sorg fængsler min Sjel, som den tunge bruunrustne Stormhat en Ynglings favre Kinder og gyldne Lokker. Dog maa jeg, skjøndt Øinene mægte ikke at flyve, og Aanden sukker qvalt, som en Vind i Hulen, Sværd svinge, skjøndt Ingen det fulde Saar under Rustningen seer, og Sved om Saaret, som Skum paa Bæg'ret. Løs Sorghjelmen, Stella: se Rynker blive Viziret: jeg griber Harpens Slør, som jeg hang paa Birken. Ha, sku den, liig glimrende Regnbu', lænet til Ygdrasil! Stella er' dens Strenge gyldne Landser? Hvert Spyd har sin Kjæmpe, som staaer ved Siden usynlig -- en Skare Aander -- Strengenes stærke Toner. SIDE: 216 Ak, Strengene ligne dit Haar, skjøndt dunkelt som Bølgen, der triller gjennem sneedækte, hvalte Strande. Ak, Strengene ligne dit Haar, naar Vaarvinden, hviskende bag det, smigrer Nakken med Æbleblomster. Løs Sorg-hjelmen, Stella: de frie Lokker (sangfulde Tanker) vil flagre som Solens Vinger, svulme som Morgenskyer. EN SOMMERQVEL UNDER SYRINGEN Kom Kjærlighed, kom imorgen igjen, kom med dit Taare- blus, med dets Røg af hvirvlende Klage, kom til din Ven! Da Tusmørket faldt, en Geist mig iskjul hvisked: "til Vinen trænger du, liig til Regnskyen den Asp, som staaer der saa guul." Den Viismand Fornuft sig kaldte: hans Had følger dig, Elskov. Fly, min Veninde! Ranken har mørkgrøn Galde for Graad. Et Bægerblus svang han: meer jeg ei saae Elskov, din Stjerne. Snart jeg i disse kjølige Skygger syngende laae. SIDE: 217 Her skal af Hendes Blik ei min Sjel tumles, som Hingsten under en Kvindes silkeblaae Tøiler, væltende Sved. Paa Druernes Morgenbølger min Sorg glider som Svanen: dybt se den dukker, stiger som Dagens straalende Ørn! Skjøndt Aftenens Stjerne jeg skimter der, liig Vennens Farvel, der sittrer i Øiet . . Tys, en Ligusters Suk fløi forbi. Min Fryd under Ranken rasler, min Kind er ei Cypressens duggede Blad, min Tanke er heed som Ørkenens Vind. Den henover Sorgen farer, liig Siv svider den Sorgen, hvirvler dens Støv i Glemselens døde staaende Søe. Flyd, Viin, som bølgende Viinhøje i en rød Horizont! Flyd, Sang, som en Flod under Høiene! Farvel da min Dag: jeg elsker en Nat: Nat, som min Fryd med funklende Øine seer: blot jeg seer i Stjernen ei Graad. SIDE: 218 Syringen med Viinkalk-blomsterne staaer her som en Svend, mens jeg nu en Purpurkaabe af Viin om Kummeren slaaer. En Abild med Honningblomster-fad er mig som en Terne. Længe i Vinen Aftenens Stjerner kige -- Eja! Lad Morg'nen sit Kobberskjold høit i Øst række, og Dag, som rødvinget Fugl, slaae syngende høit mod Himmelens Hvælv! Lad komme en Dag, som Eivind, der høit sagde: "nu, Konge, Tid ei at drikke!" -- Seilet paa Hav og Skjolde han saae -- Da Sukke vil komme, Skibene liig sorte i Taagen. Adelsteen liig, jeg seirer med Pilen dybt i mit Bryst. -- Jeg derfor Natten maa elske, som kaster til med sit Muld hver Rynkegrav, hulet for Taarerne, som falde ned der, som hvide Dødningehoveder. Se, mens jeg sværmer om Natten, maa Sorgen, iiskold som Kalk, vaage i min tomme Seng. -- Lædsk den blot med lidt Graad, saa har du Elskov for Sorg; thi større Forskjel er der ei mellem de Tvende vel! SIDE: 219 HVEM ER STELLA En, med fem Fingre om sin Elsktes Hals (Hun, hvis Øje seer ud som en ynglende sort Pudel) spørger mig, leende i hendes Øre: Hvem er Stella? Ret, min Ven, pral af Elskov! hvert et Kys er at æde en Skinke, hvert Blik i din Møes Øie er jo at see i en Nat, af Bacchanter fuld og Fakler? Tro mig, Ven, Kjernen du, jeg Skallen fik. Tænk engang, at eet Haar af din Eva vil vist veje dobbelt mod hele den Stella, du spørger om saa tosset! Han fik sit Svar; men der sidder en Ven med Spørgsmaalstegns-smiil over Bægret (den dybe Dal, hvorfra Kjæmper han tryller frem at forsvare det djærve Norge). Ah, du vil vide hvem . . ? Stir i dit eget Hjerte, saa seer du paa Dybet en Genius . . Se den hos dig er en liden Bacchus i raslende Latterkaabe. Din Bacchus ligger bestandig i Dybet. Min Genius snart (som det lyster) gaaer til Himmels. Thi min er en Engel, beruust af Sang (den letteste Hjerte-viin) og let er dens Dragt: et fattigt Taare-liin. Med rhytmisk Vingeslag opad en Streng (i mit Hjerte fæstet, der da har Gravens Echo) SIDE: 220 den stiger blandt Stjernerne, som et Barn i fulde Jasminhæk; dens Skygge (o Vingen som Lokker synes da) jeg seer langs Aasen glidende, i Form som -- en Qvinde! TIL STELLA Ha, hvor spænder sig min Sjel op til Himmelen fra Hel! Stella, Stjerne-seraf, vil Du mig følge paa et Smiil? Spænd saa favr en Morgenvinge, og vi skulle, Sjel i Sjel, (Irmiel, Ithuriel) os til Himmelen nok svinge, sænke bag os et Farvel til vor Jord: en liden Taare (Pragt nok for saa arm en Baare!) Se, der daler Taaren ned, som en sølverfloret Due! Nu da Jord Farvel! Guds Fred! Se, vor Offertaarelue hvifter i de Suk, som flye mellem Jorden og dens Skye. Gid, som Helliggeistens Kjerter, den maa falde ned paa Hjerter! Vee, se Jorden glindser vaad -- Stella, seer du dybt dernede, før sig Skyer om den brede, at ei Himlen seer dens Graad? -- Vee, se Jordens Glands er Taarer SIDE: 221 (som et snehvidt Enkeslør kastet over kulsort Baare) enkelt Flek af Suk kun tør! Og vor Taare (Sjelens Blod) visner i den stride Flod. Stella, se dig ei tilbage! klyng dig fast, jeg flyer med Hast! Se de vide Skranker brast! Hør, hvor Verdner suse hvast! Hvert vort Aandedrag er Dage. Se, der ud af Godheds Dybet, hvirvles Verdner, Aander, Krybet: Aander kjæmpe kun for Freden, Krybet kun for Evigheden! Se der løber op fra Dybet Melkevejen bred og lang, hvor, med Perleglands og Sang, tumler Jord og snoer sig Krybet. Gjennem Solenes Portaler maae de vandre Alle til Fred og Evigheden: Hil, Hil Guds store Høitidshal, fuld af Verdners Hosianna, fuld af glade Aanders Smiil, fuld af Livsens Stjerne-manna, dryppende fra Solpocaler. Se, her er vor Bryllupssal! Søde Stella, søde Brud! følg mig til vor Høipræst: Gud! Her er Hjemme: Du maa glemme (Tys, et Bryllups-serafchor alt begynder Harpen stemme, for at hilse os herhjemme!) Du maa glemme Fa'r og Mo'r, Seng og Kammer hist paa Jord. Vælg dig, søde Brud, blandt alle disse Engle, hvem du vil SIDE: 222 din Veninde-cirkel kalde, knyttet sammen Smiil til Smiil. Se, du Laura træffer her, som Petrarcha havde kjær (Laura sandelig, thi vist fik hun hver hans Laurbærqvist) Den Seraf, Du øiner der Tassos Leonora er. Denne Serafine-skare om Cheruben hist, se hist, Byrons Elskerinder vare. (Ak, som vi, de Alle kun fik hinanden i en Stund, naar . . . en Stund, som denne korte, da Alt er her, og Intet borte, da Harpens lille Strengerad, ere aabne Himmelporte, o for dem, som skiltes ad.) Se, i denne Engleflok har du jo Veninder nok. Vælg dig, søde Brud, iblandt Himlene, vi aabne fandt, den der finder dit Behag. Blomster (som du hisset saare elskede, som jeg en Taare) her du ikke mangle skal, hvor du vælger nu vor Hal. Se, i dine Vindver staae Maane-Malv'aer, klare, smaae, Stjerne-Heliotroper smelte sammen til et Uskyldsbelte, vildest Sol-Passionsblomst, med Balsamine-ræd Komet, snoer sig af den hele Hæk, Skyblad skiller ad den Klynge, glade Engle rundtom synge: Søde Brud, er saadant Bed Trøst ei for din lille Have, SIDE: 223 som vi saae bag Skyen gled, som en liden Blom blandt Grave? Melkevei, o kan den ei Bytte være for den Bæk, som, bag Fjeldet hist, fik ofte kysse Stellas Barm og Hofte? (Ah, jeg til den stille Dal, da jeg gik i Støv og Skal, ofte mig ved Midnat stjal; drak saa, til jeg næsten -- Ak, som om, bag de kolde Stene Bækken var en Hippokrene: Taarer blev dog hvad jeg drak) Søde Brud, din Barm og Hofte er nu bleven Ormeskofte, og min Pande er i Gruus Tømmermands-tordyvels Huus. Ei, i Tinding-hjørnesal holder han et lystigt Bal, hvor Johannisorm, den Stakkel, for de Andre holder Fakkel; Værten tramper Takten til, ellers er der intet Spil. Søde Brud, jeg hist ei kunde tænke, phantasere, blunde mig saa salig Salighed som, naar Sommernatten ned Æblevellugt vilde ryste, og en dunkel Taushed da til mit nøgne Hjerte kryste . . . . Stellas nøgne Barme -- ha! nu jeg agter selv den Blom, Jomfrubarmen vugged om (som en Sommerfugl, morgenrød paa en hvid Nymphæes Skjød) ikke mere end en Pjalt, aflagt nu, skjøndt rosenmalt. SIDE: 224 Nu min Sjel kan ene blunde, tænke, fantasere, stunde til det Øieblik, at din Sjel skal parre sig med min: saa vore Tanker, vore Smaae fylde hele Himlen blaa op med Sang og Engleskin. Barm og Arm er dog et Skille, om de mod hinanden spille. Her er intet Skille, uden Fantasiens Slør om Bruden. Tys Cherubers Bryllupschor! Bruden hæver nu sit Flor; og jeg seer min stjernerene Stellas Sjel til mindste Ynde. Ha, hvor voxer Digtets Brynde! Ak, nu skal vi os forene! Søde Stella, søde Brud, følg mig til vor Høipræst Gud! Nu jeg vil ei længer bie: Han os evigen skal vie. O jeg efter Stunden higer, da jeg skal min Vinge lette, for dit Hjerte ind at flette! Kommer Stellas Brudepiger! Laura, Leonora høre hvad for Gud jeg Stella svoer. (var ei døvt hist Stellas Øre, Hjertet var dog fuldt af Jord) . . hvad jeg svoer min ene Brud, (saa at Evigheden selv Gjenklang gav fra Hvælv til Hvælv) da vi knælede for Gud, ved et helligt Solealter: at vi vilde leve sammen, inden samme Englehud: SIDE: 225 at vore Hjerters Offerkar skal staae bag samme Vingepar! Tys! -- nu Høicherubers Psalmer! Tys! -- min Byron med Basunen! Tys! -- Petrarch med sin Guitar! Byrons Elskte, Leonora, Laura, Kamoens's Maria, hørte Alle hvad vi svore, synge nu: "Halelu-jah! Ham, som giver Aanden Fred, meer end Fred: en Salighed." Tys! -- nu runger deres Amen! Rul, mit Himmelforhæng, ned! Her er Bryllups Fryd og Fred, Her i Saligheds Paulunen. SIDE: 226 TIL MIN GODE FADER NIENDE NOVEMBER 1829. In integrum da restitutio! In honestum regeneratio! In bonum, sanum revolutio! Quâ nova constitutione coronam tuam, du svarte diabole, pone! Idag (min syttende Mai) idag, min gode Far, modtag da her mit nye Charte! Henrik. FARVEL (Lacrimatus Ejulans paa Stranden. Rosa i en Jydesmakkes Stavn). Lacrimatus Favre Rosa vil du bort? Se, hvor sort Bølgen gaber dig imøde! Alt for kort var det Foraar, du lod gløde om min Sjel: Dvæl, o dvæl! Rosa Nai, a vil skam bort. Lacrimatus Frygt den blanke, falske Søe, Cimbermøe! SIDE: 227 Maagens Hyl dit Smil vil blegne: Herthas Øe taler ei som Norges Egne Høiheds og Skjønheds Sprog. Rosa Nai, a skal inte til Spraae: a ska til Jylland. Lacrimatus Ak, du letter alt din Fod? -- Unge Blod, hvor letsindig! først du kommer mild og god, yndig som en Junisommer; elsket, nu flygter du? Rosa Nai, a skal seile med Skipper Gommesen. Lacrimatus Snekkens fremadvendte Karm holdt min Arm, hvis jeg kunde Rosa knytte til min Barm, hvis Hun vilde venlig lytte til mit "bliv! Sign mit Liv!" Rosa Nai det er ingen Snek, men en Smak. SIDE: 228 Lacrimatus I det vide Norge, naar Rosa gaaer, intet Hjerte varmt som dette graadfuldt slaaer. Vil du Blomsten mig forjette Glemmigei? Vil du ei? Rosa Nai, a troer inte den grooer i min Moors Have i Thyeland. Lacrimatus Glem ei Elskers Klage, -- O Tanken jo finder over Fjeld og Bølge Elsktes Boe. Maa den ikke Rosa følge saa: Levvel! Rosa Nai, Gommesen har ikke Rum, Falill. Farvel! (Smakken gaaer afsted). SIDE: 229 UNIO ROBUR GOTHORUM TRIA JUNCTA IN UNO TRINITAS GOTHORUM STORM-MÆLE TIL GUSTAF HJERTA "Min Sjels Harpe med et hvæsset Smertes-hviin tvertsover har jeg skaaren -- det uselige Liin. Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee paa klangfuld Vinge baaren en himmelfødt Idée: Forbandelse den møde, hvor Jubel mødte før! i Tausheds Grav den træde; ei gjennem Harpens Dør! Hui -- ha! med søndersledne Strenge, min egen Brud jeg hænge, mit Hjertes Tanke-engle jeg strangulere tør. Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor. Forhaanelser kun svare -- det er min Hymnes Chor. Ja, var min Harpe end en Regnbu' fuld af Sang, naar Nor vil heller kare i Kobberskillingers Klang, mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred. I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned. Nei -- ha! jeg heller gaaer i Graven; ja bryder Plecter-staven, og vandrer under Mosen, og tager Harpen med. Jeg tier da -- javel! Ak, Hjerta, ikke vel! Thi just idag en Tanke er kommen til min Sjel. SIDE: 230 Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat; og dog, trods disse Rosers Duften (en Hær af Majestæter, der dampe hen i Luften) trods, denne høje Tanke med Guddomsild i Øjet og Engleving paa Hat, paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker: jeg raaber ei: "kom ind!" men sidder taus som Nat. Saa Taushed svoer jeg Vormens Bølge og Skreyas Sky: de Eneste, som gide høre, de Eneste, som gide svare, de Eneste, som mægte følge de Skygger, som paa Harpens Gny fra Himmelen til Jorden flye. -- Frem Gjæstebordets Pocaler, Glemselens gyldne Valmuer! -- En Skaal! -- Silentium er slagen med Kammerherre-nøgler paa Sølverfad. En Skaal! -- Silentium er hvislet af alle Tunge-øgler i Gjæsterad. En Skaal: "Sandhed er Skin, Frihed en Vind, Selvstændighed Griin paa Trællekind . . . Klinker! Klingklingeliklang! Gid ingen af disse Gespenster maae suse, maae kneise, maae rødme paa Dovres Tind! . . . Op! Drikker engang! Men gid vi maae spise som Viindruer Lænken! . . . Smasker! Smask er vor Sang! med Herskernaades Sødme paaknæ os beruse! . . . Drikker! Kluk! Kluk! Til Himlen forvise SIDE: 231 Moralen og Tænken! . . . Hikker! Det er vort Afskedssuk. Ja, gid vi maae glemme, hvor vi have hjemme! . . . Tilbunds! Ja lader os smeltes i Selvhersker-smiil! . . . Tilbunds! tilbunds! til Smaakugler æltes, der kastes, der væltes hvor Støberen vil! . . . Tilbunds! Ret saa!" -- Slig Skaal, slig Skaal indmaner' en Hofdæmon i mit Bægers Baal, indtryller en Hofmandssjel (en livlig Orm i en Purpurfell -- et bævrende Maaneskin) i min kolde og døde Viin. -- Frem da Gjæstebuds Pocaler! Tilgiver, jeg kaldte før Eder, fuult under Bordene skjulte Dragers glimrende Snogblik! Nei, hulde Stjerner ere I, dalede i en Vennekreds: Vinen, som Hjerter i Venners Øine, funkler i Eder . . . . . . ja svulmer i Eder som overfulde Fryd i en Taare. -- Klingklingeliklang til Kjælder- eller Soupee -- sang! Se Gjæsternes Smiil langs Bordet som en Løbeild! Regelmæssig op- og nedad plaske de alle som Aareslag. De bævre paa blussende Kinder som Strenge paa rosenkrandst Harpe. -- Hekatomber til Ungdommens Ære! Ofrer Modet paa Tallerken! hvælver Hjertet under Skaal! Put Mad i Mund, og ti! Træk Fløjel paa, og taal! SIDE: 232 Ofrer Sundhed, ofrer Ungdom paa et Fad! Ud med Hjernen! ind med Duften af en Raadyrs-brad! Ofrer Sværd og Harper for Knive og Gafler! Udspyer catoniske Tanker med Viin og Rosiner! -- Hekatomber til Ungdommens, fortunas Dyrkeres Ære! Thi gammel, puddret Rojalist skal tabe i at æde, og gamle Satyr i Drik; -- han rødmer af Skam, ei af Viin. -- Vi leve af Naade og Gjæstebud -- Hollah! Den er vor Riego, som sprækker -- Vivat, comedat in coelis! Vor Frihed er lav Viintold og gode Kjødpriser -- Floreant in æternum! Vor Sandhed en Ukase; dens Fakkel en Sølverstjerne. Vor Selvstændighed en Sinecur og rolig Middagsluur. -- Klingklingeliklang til Gjæstebuds-sang! Hid kommer ei den forhen Elskede: Musen skyer Dampen af Steg Chrystalkronte Gjæstebudsbord! Syngende Chrystaller! Søde Melodica-Hyaline! dig vil jeg slaae. Huldere er du, end Harpen, Ingen hører paa. -- Jeg til en Liimpind Plectren gjorde; min Lyras Streng jeg snoede til en Dompapsnare; jeg hang min Harpe som en Done i vildest Skov i hele Norden, at fange Trost, som liden Dreng, til hiint mit Skjaldfarvels-festin. Der hænger den -- Nu brøl med Vinden! og lefl og ból min gyldenlokk'de Elskerinde, mit straalespændte Verdenshjerte -- ja evig min og mit, forinden jeg gav dig fri til Sky og Sol -- med alle Verdens Vinde ból. SIDE: 233 Hvad kan jeg andet, end at sætte i Mosen mig, og kalde den mit Gjæstetaffel, og suge Tytebær for Druer, og lytte til de Vindes Trætte om hvem, der først skal parre sig -- o fordums Elskede, med dig? Mon kan jeg mætte meer det Helved, jeg huled ud, at gjemme deri Tausheds-éden? Hvad kan jeg for, at Skovens Vinde til runde Tonedryp sig hvælve, idet de øve voldsomt Brud igjennem Harpens gyldne Skrud? "Hui! Harpe, jeg river dig bort!" -- saa hviner Nordvinden gjennem den over mig -- "Jeg river dig bort . . Du skal pryde mig, hui! "som gylden Ring om Ørnhals sort." "Hanrei! Hanrei! Hanrei! langmodige Hanrei!" -- saa skrasler Sydvinden gjennem den ned til mig, vuggende sig kaad over Harpen -- "Nei, fromme Elsker!" nedhvisker Denne, den haanende Troløse i langt-hendøende Gjenlyd i Vindstillet (Matheden efter Omfavnelsen). Saa haaner det, saa hviner det. (Saa falder der en Qvist i Skoven) Saa klirrer det, saa runger det. (Saa falder der en Kongl i Skoven) Saa skrasler det, saa rasler det. (Saa falder der lidt Bark i Skoven) Saa suser det, saa bruser det. (Saa falder Granetop i Skoven) Saa piber det, saa fløiter det. SIDE: 234 -- -- Ja pib og fløit saalænge du vil! Med Haand for Munden, taus og stil jeg sidder her i Mosen blot og lytter til. Ja, nu, jeg ligger her i Lyngen som jordet Liig ( thi Grav er sandeligen rundtom, og Himlen neppenok er Laaget, og disse Mennesker en Klynge af Spøgelser; -- ja visselig, saa kolde Hjerter er' ei Liv.) . . Ja, jeg i Lyng og Mos og Myren begravede Liig maa, naar jeg ei tør synge, lytte til Svanesangen ovenover, hvor, se, i Harpens Baal -- se Fyren dets sorte Røgsky! -- ak, for mig forskudte Elskling ofrer sig. Tys da! Tys da! Lad' høre Hvad Vindene spille paa Harpen, der hænger for hvilke, der ville; ja hænger paa Qvist, liig funden Rem, man selv ei gider tage; men hænger frem for gjerrigere Vandrer . . Vel! vel da! den slingrer for Veir og for Vind, til Tjeneste for alle Svadaers Fingre. Men, Hvo endog, der slaaer den, ei meer er Skammen min. Jeg vil, som Andre gjøre, forhaane Hvad jeg hører og Hvad jeg ei vil høre. -- Tys da! Tys da! Lad høre Hvad Vindene spille! Det haaner ei meer, det hviner ei meer. Dei piber ei meer, det fløiter ei meer. Ved Himlen! faaer Vinden Vid da? Forbi er Chaos, Harpen er bleven en portdannet Form, hvorigjennem Verdnerne glide. SIDE: 235 Ved Himlen! Ah, taler Vinden? Der suser en Søndenvind gjennem Harpen. Den hænger sig hvidnende fast ved de mellemste Strenge. Der bruser en Østenblæst gjennem Harpen. Den hænger sig blaanende fast ved de øverste Strenge. Der hviner en Nordenstorm gjennem Harpen. Den hænger sig rødnende fast ved de nederste Strenge. Som et trefarvet Flag, med gylden Sejerskrands cirklet, flagrer over mig, se, min frigivne Harpe! Ja, som udfoer paaeengang, liig brede Baand, af en Løve staalblaat Sværd, en Blodstrøm og Hjerterod snéhvid. Se taagehvid Søndenvinden, som kom den fra lave Øer! -- O Følelse svulmende, æsende! Vælter sig Kattegat gjennem mig? Øresund banker i Pulsen? Se himmelblaa Østenblæsten, som kom den fra mørke Søer! -- O Iisnende! Mørke! Brusende! Store! Mon Mälarn decemberkold fraader igjennem mit Hjerte? Foer Vetteren héden (ja gjennem Kanalerne aareladt)? og strimer dens Skygge, som Østenvind blaa, gjennem Harpen? Se høirød er Nordenstormen, som kom den fra høje Jøkler! -- Ha Svævende! Sære, svimlende Gysen! Frembugner et Dovrefjeld under min Hjerne, og løfter den op, saa (liig tusinde Stjerner, der ud af en Sol, ved et Skaberens Tryk, naar han fremaf sin Alvældes Dybder opløfter sin Fingers Ildsøile, briste) den breder sig melkeveiskimrende paa Firmamentet, og skuer med tusinde Øine, som Mórilden irrende, under sig Lande og Have og Øer som drivende Skyer? SIDE: 236 Ved Himlen! ja Vinden taler. Dens Røst er et Folks Raaben. Dens Tusmørk-atomer Hoveder ere; ja Menneske-aasyn -- vel mindre end Dugdryp, dog Aasyn. Millioner af fnugsmaae Pander den Sydvindens Hvidnen danne; Smaaeøines Millioner Øststormens Blaanen; Millioner af blussende Kinder den Nordblæstens Rødnen. Ved Himlen! Ja Søndenvinden de talløse Smaaemundes Surren -- hui! samsmelter, hui! til eenvældig Brusen, der, hui! naar den gaaer som et skummende Hav gjennem Harpens de nederste sølverne Strengechor, hui! saa de hoppe som florklædte Piger, der dandse maae for en Barbardrot, af Strengene deles til Ord flux, der tone som danske: "Før svævede jeg paa Havet . ." -- hør Sydvindens Sang paa Harpen! Hvo høre? I øde Skov jeg jo lytter? -- "Som Møensklintens blege Gespenst, ja jeg svæved paa Havet." "Den Punct, hvorom rundt jeg hvirvled' (den Fædreland knapt kan kaldes) en Bøgetop-klynge var paa en Banke. Knapt syntes mod Havet den Stads som en Østers med Tangdusk." "Dog brusede undertiden rubinrene Nordenvinde mig gjennem som sunde Pulsaarer -- Eijah! da drak jeg dens Granduft, sig Bøgene lufted og kroed mod Skyen -- hvert Blad da som mættede Storfugles Vinger." SIDE: 237 "Da tusinde hvide Seil sig udspredte fra Banken (hiin, der var Østersskal kun imod Oceanet). Som skinnende Perler de trillede udover Havet. Sig Flaader udbredte som Perlemoers-hvifter til Svaling; thi over mig Himmelen brændte af Dann'brogers Tusind." "Men Nordvinden trak tilbage sig snart til sin hule Klippe. Da Bøgen til Tang sank, hiint Skjær til en Skal, og de talløse Seil som Snedriv i Kattegat smelted, og Flaaderne, lige Conchyl-argonauter nedsjunke." "Jeg dalede mat mod Bølgen (thi nu ingen Kraft mig løfted') Evind'lig jeg sqvalp paa Havet -- o vamle, dødblege Kretiners udtrukne, livløse Samleje! -- Jeg slubbrede Belternes Skum, og de slugte min Taage i evigt, kjedsommeligt Kredsløb . . ." "Ha, Vindenes Spot ei længer! Ei Sumpenes Trællebundne! Min søvnige Lænke engang ei rasler. En svingende Hvidmaages Flugt er det Liv, som mig rører. -- Se Denne kan kaldes min Drot, og en Terne min Dronning. Dens afmaalte Cirkler er al Majestæten, den ejer." "Brist Sluse, min døde Qvalme! Jeg storme vil over Havet; ja did mod Nordost, hvor Himmelen rødnes af Nordstorm (som udstrømmed Jøklernes Qvelglands) og blaanes af Øststorm i evige Vexel, liig trefarvet Banner, hvis Striber kun vexelviis flagrende tee sig i Luften." "Forbandede Lænker, brister! Ha, gjennem har Rusten ædt jer! Hui! henover Vesterhavet jeg fraader som Dødsens-anstrengelses Sved gjennem sorteblaae Furer." SIDE: 238 "Jeg høitover Hav mig reiser, ja liig en uhyre Musling, der evigen snoer Spiralerne opmod et Maal i en Himmel, ja stedse fra videre Kredsløb -- en Malstrøm af Luft -- jeg hvirvler min Spids imod Maalet." "Jeg dele vil Eders Frihed. Jeg bruser til Nordenvinden, det Jordhjertets sunde Aandedrag gjennem en Nordpolens Hule -- did bruser jeg hen, did jeg hvirvler, hvor Nordvinden rødner og Østvinden blaaner en Himmel." -- Ved blot et "Amen! Amen!" krænker jeg knapt min Eed, og knapt ved Hovdet lidt at lette, og ved lidt Mismodsriim afryste? Vel! Amen da til brustne Lænker! Vel! Amen til den Thron, som gled i Kattegat fra Sjølund ned! "Kom, hulkende, blege Søster!" -- saa Nordvinden hviner -- "kom du!" "Ja, hæv dig -- saa Østvinden udtoner -- fra sygeligt Leje til os i den svalfriske Æther!" "Din Bøgkrands mod Sky da hvifter. Den løfter sig op til Granen. Dit Belte vil svulme; ja, som du skulde en Klynge af Smaaeøer føde, fagre som Thorseng." "Ret, spræng Dine gamle Lænker! Da vældig paa Jord du vorder, naar -- hil dig -- vi begge Nordens Behersk'ere dig henhvirvle med i vort Seirsveddeløb omkring Polen." SIDE: 239 -- Saa chorsynge Nord- og Øst-storm. Og Sydstormens Brusen svarer: "Se Brødre, jeg stevned frem! Da jeg letted mig op, se, en Skare af toppede Maager nedtumled i Bølgerne matte, da Taagen ei længer dem bar, og en Klynge af døsige Sælhunde (disse, som forhen var Skjærenes Herrer) med Hylen nedplasked i Dybet." -- "For kostbar ei Frihed kjøbes. Hvis Livet den koster, giver man bort kun en Sølvklump, hvoraf Tyranner med Sceptrene hamre sig Natbækken snart, snart en Huusgud, for gyldne Pocal, hvoraf Himmelske Salighed drikke." "Hvad kosted din Frihed mere end disse din Trældoms Yngel, der dengang du opsteg, skvulped i Dybet, ei taalende Skuet (halvblinde de bleve i Mørket, de pustede ud og indaandede selv af de store, trompetlige Næseboer) af Himmelens Klarhed, der aabned sig over dem, liig det alvorlige Blik af en Guddom?" -- Saa chorsvare Nord- og Øst-storm. Se, sammen de trende Vinde sig hvirvle, og løfte Lyraen, liig en Trolovelsesring imod Himlen! se fare den gjennem saa tom, med et Dvergmaal, der klinger saa huult som en Eed, den gjenhænger. Men Vindene bruse forénede hen, og sig samslynge til en uhyre Skyhós, som sætter sin Spidse paa Dán-holmen, Scandiens tredelte Hjerte. Den opsuger Landenes Styrke og Havets, saa Snekker som Hagel udbriste, og talløse Spyde som Iisslag. Huulttordnende løfter den sig, saa en Zone af Jorden i Skyggen forgaaer, mens den breder sig ud under Himlen som trefarvet Flag over hvert af de scandiske Riger. SIDE: 240 Det tier -- Havblik -- Stormstille! Den sidste Klang var Stormens (nu min Syngemesters) nedladne: "Tak for Laan af Harpen!" -- Ha, atter jeg den Tause gribe, liig Dreng, der oppaa rostrum sprang, der taus over hævet comitium hang. Thi sov Hvo kan, naar Skyen gjalder! Og ti Hvo vil, naar Vinden selv Oracler qvæder, naar Chore tale selv fra Luften! Jeg høit min Eed tilbagekalder. Jeg jubler, trods det Helveds Ild, jeg svoer min første Hymne til. Ja, skal jeg for min Meeneed stænges af Himlen ud, jeg jubler udenfore Porten, saa Petrus kommer ud i Skjorten, og skal da (om jeg saa skal hænges) det hele Stormmaal høre ud om trende Folke-stormes Lænkebrud, om trende Folke-stormes Sammenskud. -- Ja, hvis mig Jorden og fordømmer, der hører paa, at samme Dag, jeg svoer at tie, jeg alt har kimet fire Timer, da veed jeg, Hjerta ei vil glemme, at, brænder Skjalde-hjerte, maa vel Røgen ud af Munden gaae. SIDE: 241 PARISER-HYMNEN Op Frankerfolk! op Heltestammen! Sin Arm gjenaabnet Frihed har. Man bød: "vord Trælle Allesammen!" "Nei; Krigere!" lød Alles Svar. Medeet Paris erindrer sig sit fordum hørte Sejerskrig: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Slut fast Geledet, fast til Døden! Fremad! Hver gjæv Parisermand med Borgerbøsse tænder Gløden til Offret for sit Fædreland. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Forgjæves raser Løbeilden. Den avler Helte, hvor den slaaer; og modner disse lattermilde Hærførere paa tyve Aar. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Hvo er det, som med Bann'ret stævner i Blod igjennem tætte Flok? SIDE: 242 Man ham to Verdners Frihed nævner de la Fayette med Sølverlok. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Trefarverne igjen samsmelte. Seirhæren seer sit Jubelsyn, at Frankrigs Friheds Himmelbelte fremstraaler atter gjennem Sky'n. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Du Kjæmper for trefarvde Fane, du Orleans, som selv den bar, Du blande paa vor Sejerbane dit Blod med vort, som strømmet har. Din Røst skal høres løfte sig med hine Dages Sejerskrig: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernns Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Slaaer faldne Brødres Dødsmarsch! Følger til Sorgfest efter Ærens Dag! Med Borgerlaurbærkrandse dølger den store Sejer-Sarkophag! SIDE: 243 Med blottet Isse vi dem bære til Tempelet for Sorg og Ære til Pantheon; thi, Martyrer, I med Hjerteblod kjøbte Frankrig frie : : og Eder evig Hæder! : : BOLIVAR Bolivar! Du, som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . -- Hui! saa det bruste frem som Andes' Høstorcaner, og kruste de stolte Strømme, som længe besang deres Frihed, mens Breddens Dyrker (ak, var ei hans Øie som Bølgernes stolt og klart?) sin Trældom bejamrede; slynged saa Lænken over Skyen tvertigjennem Pizarros Aand (kun seent den bævred 'gjen sammen, thi bleg som den laae i fjernest Vraa isammenkrympet den skiltes som Moses Hav, som Skyhos' af Nødskudet); hvirvled saa Lænkens Stumper op som Støv, saa Cortez den straalende Naadens Stol, han knæled for, øined ei. -- Bolivar! Du, som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befriede! Hører du ei dit Fædreland -- ak! nu, det knæler, og kysser din Haand med Graad, og hulker dit Øre fuldt? SIDE: 244 Bolivar, hør! det er jo Columbiens Qvinders Flok, som, strygende venligen bort din Pandelok, smaahvidsker: "stolte Libertador, Du befrier blot Mænd, Columbiens Qvinder lænker Du til Dig igjen." Bort Sennora! Læger end dit Kys et Kampsaar, det læger ei Sorgens; thi med Gifttænder bider den. Bolivar, hør! Det er jo Columbiens Heltehær, der hulker som vare de Børn med Krambod-spær. "Tilgiv os, ædle Libertador! Os, som med Nidets Kniv dit Hæderspallium søgte -- vee! vi traf dit Liv." Raab Ham "Morillo" i Øret! Maaskee staaer han op, og (som var det hans Kamp-skarlag) i Lagenet hyller sig. Bolivar! Hør et Folk dog! Columbiens hele Folk! Dets Graad er den smeltede Chrystal-Tvedragts-Dolk. "Hvad Du ei mægted', Libertador! Det gjør Sorgen nu: Os samknytte -- nei, den lænker. Det vilde aldrig Du." Trælknæler end Columbia? knæler? -- Raab dog "knæler paa Seiersvalen! toer i Blod de rasende Tindinger!" Fribaarne, ei vanæret Du, og raser ikke, om, knælende dybt som Græs, du trygler Tilgivelse. "Lyser ei meer Befrierens blodrøde Kamp-mantill, slukket da er Seierens høie Offerild. Den var Din eneste Rigdom. Arven deles ret! Hvert Banner skal faae en Lap som Seiersamulet." Styr os med Laurbærqvisten! styr Dit Columbiens Folk! Dictatorens Laurqvist blier aldrig Herresvolk. Ha, gaaer Du hellere til Helved, Sjelene at befrie fra Djævelens Vold, som os fra Ferdinands Tyrannie?" SIDE: 245 Bolivar gik til Himlen, for Cortez og Pizarro at indlede førstegang blandt de jublende Udsonte. "Haanden, som bøied Lande ved Floder og Alperyg (som var ham Cordilleras kun en Bue myg, ja Orinoko kun en Streng), og maalte Lande af saa let som en Bonde maaler Haven med en Stav; slog saa en Ring i Luften -- da fremskjød inden den Bolivia og Peru og stolte Columbien . . den Haand -- ha, slaa dog mod Skyen! -- hænger myg og bleg fra Lagnet som vissent Efeu fra en Kirkevæg. Pulsaarerne sprang, da alle Hjerter den stærke Haand til Gard vilde flette om Friheds unge Vaand: O vee os, store Libertador! tøile vort vilde Sind, det var som at tæmme Bække, styre Kastevind. Brus da, du gale Paez! Ingen skal følge Dig. Columbiens Viljer som Elve samle sig til Kraftens Stor-Amazonestrøm. Det dybe Hav, som samler os sammen, værn Libertadors Grav!" LEVE SYTTENDE MAI! SANG TIL CONSTITUTIONSDAGEN Du qvalte Røst i Salen, brus frem som Fossens Væld! Og rung igjennem Dalen som Storm fra Dovrefjeld, fra alle Dølehjerter som under Vadmel slaae, mens Fryds og Friheds Kjærter i kjække Øine staae. SIDE: 246 See, over Storm af Latter (den Første vist i Aar) den hulde Majens Datter rundt Norges Himmel gaaer! Og hvor hun bliver baaren, den Majens favre Dag, i Jubl hensvinder Taaren, som ved et Trylleslag. Thi Meer end Guld hun øste vidtover Norges Land; thi Slavejern hun løste af Norges gjæve Mand. De Frie sig da fryde! Men Trællen sidde qvar! Hvad rager Goth og Jyde Klenodet, Norge har? Kom raske Gut og Gjente til Majens grønne Vold! Vi skal Fiolen hente: der boer den muntre Trold, som løser Glædens Vinger, som over Gubbens Haar og Kjærringskoutet klinger: "Heihopsan! det er Vaar!" Se, Friheds Dag i Majen, din tro og kjække Hær! Dit Jubelbanners Vajen den lyse Fjeldbirk er. Dens muntre Grønne taler: "Jeg er det skjønne Haab, at rundt i Norges Dale idag er Jubelraab." Et Bæger skjæmmer Ingen, hvor Folket staaer som Brud, SIDE: 247 med Loven -- den er Ringen -- til Frihed vied af Gud. Den Ring i ærlig Næve som Lynild straaler; men, hvis Skurken den vil hæve, han brænder sig paa den. Straal da i rene Hænder, du Norriges Klenod! Men slukkes du, da ender Stolt-Norrige i Blod: Da aldrig meer jeg griber mit maiblomkrandste Glas; men -- hui! -- paa Dovre sliber min gode Tollebas! PAA SYTTENDE MAI Ræk mig din Haand, min Fiende! ræk mig din Haand idag, at vi i Fred kan minde vort fælleds Norges Sag! Lad dagligdagse Rynke, den Hverdagspandens Skye, i Jubelbægret synke! -- ak, kun et Jevndøgn flye! Mon Seier hjem vi bare, hvis ei i vort Geled vi mægted at bevare i Frihedskampen Fred? Og nu idag mon Glæden ei Folket mønstre skal, at sorgfuld Frihed Kjæden kan finde stærk paa Val? SIDE: 248 Baron, hvis Klinge boner saamangen Borger-ryg, mon dine Escadroner (de Majens lede Myg) slig Pragt-Revy udhvifte, som disse Rækker, der, naar Frihed byder, skifte Mai-Bægeret med Spær? Idag Norbanners Flige indstænge hele Nor, to Rosenkrandse lige, en Gud om Folket snoer. Du Arme, hør, den Rige idag er nævnt din Broer. Fra Hatten Krandse siige, hvor ellers Fjeren groer. Kun Du, hvis Hænder skinne af arme Bønders Sved, Du, i hvis Rynker rinde Arm-Enkers Taarer ned, gak bort til Syndepulten, og sørg i tause Krog! Idag er Den ei sulten, hvis sidste Leiv Du tog. Og Du, hvis Sværd vil skræmme den jublende Nation, hold Dig idag kun hjemme, du blodige Baron! Din Hjerne ikke fatter (fortrykket af Chako'n) den Frihed, som med Latter kun seer en Escadron. SIDE: 249 Den sorte Borgerhatten, som skygger lyse Blik, der, Stjerner liig i Natten, besee den Skat, vi fik, Baron, dig let kan gjøre, som forhen, mørkeræd, saa vi en Daad faae høre, som Morgnen rødmer ved. Fra Festen bort, I Trælle! Pak jer i Eders Vraa! Vi vare lige sælle, om I bag Mosen laae. Et Spottensbæger svælge den jublende Nation! Thi I, thi I kan sælge jert Land for en Galon. Spænd Norges Banner over! Det er et Folketelt. Se, bag dets røde Vover der lyner Kniv i Belt! -- Ha, kast den! Hvo kan hade ved Majens Himmelbryst? i Million af Glade, af Himlens Frihed kyss't? SANG FOR BRIGGEN CLARA MARIA Mel.: Trofasthed. Svøm, du Svan, saa fort du vil paa vilden Bølge! Ei du kan vor stoute Clara følge. SIDE: 250 Styrer os ei Lykken selv fra Speilet? Aldrig feiled Vind i Seilet og en Kjølvandsfoss. Ørn i Sky'n, forgjæves hviner du med Vingen: Himlens Lyn Os følger; ellers Ingen. Britten maa (skjøndt da han knapt vil leve) Fokken reve, hvor vi hæve Bovenbram i Raa. Storm paa Sjø med Jubel river hen vor Seiler, som en Mø i Dandsen af sin Beiler. See, hvor tæt Han Claras Seilbarm kryster! did hun lyster (Bretlands Kyster) bærer Bruden let! Krands dig med din Brudekrands: Stolt-Norges Banner! Dands afsted imod den Fryd, du ahner, Clara, naar din Beilerstorm skal svinde hen i linde Vestenvinde under Englands Vaar! Paa Doggeren 28de Juni 1831. SIDE: 251 CÆSARIS Doch hän i Öster, ha hvad seer jag der? Et Drakehufvud: medeltidens hufvud. Från ispalatset ligger det och sprutar sitt etter ut. Gigantens hjerta klappar inom et pantser utaf snölaviner och Asiens råhet brinner i dess öga. Tilbaka! ser du ei vid himlaranden din Genius sjunker i en sky af blod? Ridderstad. Forord. Du søge din Plads i Musikcorpsets Skare, i fuld Uniform, du Erobrerens seirdrukne Skjald, som seer ei, at Mennesket Cæsars Sejersteg vare Cheruben Cæsars Fald! Sejer du synger? Der synges kun Sejer af Smaaebørns Lallen (den Jubeltrochæ), af Qvinders dandsende Fod, (den levende Dactylus under Trofæ) naar cincinnatført Folk, ei Cæsar, det Fædreland ejer med Hæder og Fred, det afkjøbte Jorden for Blod og Himlen for Sved. ("Erobrerens Sanger" af Forf.) Anmærkning. Man har, for ikke at give Aarsag til Hentydninger, undladt at betjene sig af Ordet Czar, som ellers ofte vilde faldet godt i Verset, og i dets Sted seet sig nødt til at bruge Cæsar, der, ubekvemt nok, hvor det staaer med Tonstreg, maa læses med første Stavelse meget kort, sidste meget lang. Retfærdige Gud, vil din Throne Du vige? Skal Slavers Cæsár den bestige? Hvo, Du eller Han, skal styre paa Jorden, den blodige Brand? SIDE: 252 Cæsáren, det vældige Fnug, har Evnen dertil. Thi Hadet mod Livet, Fortærelsens Vilje og Blodtørstens Ild og Hovmod i Hug og Vellyst i Bug har Satan ham iblæst, som Flammer i Sivet. Med Herskelyst, Helvedes Mørke, den Skodd af giftige Hjertes ynglsomme Rodd, som tidt over Verdner sig qvælende hvælved, omdampede Satan hans Hjerte -- da skjælved ei mere dets Menneskeklap. Af Djævlenes Vildhed, den Flamme i Helved, en Gnisteregn, fygende gjennem hans Blod, Fordærveren slap. Da, endda vi voved at see i det rullende Globlik, og lee som ad Satan, der kan kun at ville, som ad hvæsende, lænkede Nilkrokodille. Men frels os! -- hvor flygte vi nu for himmelske Magt med sataniske Hu? Hvor flygte vi nu? Da Du, o vor Gud, gav Viljen, som efter en Jord at fortære kun flammed, din Magt; gav Hadet Fortærelsens Kræfter; og sveised dit Lyn indi Voldherrens Scepter: har hvinende Dødslja i Morderhaand lagt; har sat, som en logrende Hund, ved hans Stol (det Kreml-Capitol) din lynildbemanede Løve, din Torden; og Jorden, hvor Frelseren blødede, Jorden, nys odlet som Eden, befriet som Verdnerne heden, Du udbredte, ve! for den Rasendes Fod? -- ja Jorden, der nys som et Høitidsbord stod med levende Frugt af guddommeligt Blod, med Smaabørn og Qvinder, med hele den Sødme, som rinder og rødmer i, Herre, din egen Barmhjertigheds Sol, Du gav ham at kløve fra Pol og til Pol? SIDE: 253 O ve os, han løfted sit gnistrende Øie, som Satanas tændte og aabned, høitopover Jordklodens smygende Høie! Han Sletterne øined for Fødderne, liig Triumfens Skarlagner udrullende sig. Han nedsaae paa Jorden med Djævelens Blik; og slog den med Vaabnet, som Himmelen gav. Nu lever Han ene, men Jorden er bleven en Grav. O ve mig, som døer ei med Menneskeheden! Har alt da den Asiens Horde, som kom for Europa at jorde, den Vældiges Træltegn min Pande isveden? O vee mig, som døer ei med Menneskeheden! Ødelæggerens Latter, en døende Menneskeheds Jammer, en bragende Klode i Flammer oplukker mit Øie, det graadqvalte, atter. Og Øiet, som luktes, da Staden nedbraged, sig aabner; thi nu var det Jorden, som knaged. I Valpladsens Vunder ei gjennem et Land den store Cæsár, men gjennem Europa, en Dødsvunde skar. Cæsár med den sortgule Cholerapest, Du har (liig en Drage sin Ilddamp) udblæst: med Dødssky'en, som vælter sig med dit Geled, og giver dig en Jehovas Majestæt, du fælde de Faae, dit Glavind ei gider at slaae! -- de faa Europæer, som klavre med Qvinder og Smaa paa Dovre, paa Alper og paa Pyrenæer, for ei at bortrives af Lænkernes Vover, hvormed du nu rasler en Verdensdeel over! SIDE: 254 Europa! o fagre Europa! jeg mindes den Stund, da Jordklodens taarnkronte Dronning du var. Nu Asiens Trælqvinde, du den Lykke kun i din Elendighed har, at, bærer du kun eet Menneske nu, da bærer du eet Umenneske kun. Retfærdige Gud, vil din Throne Du vige? Skal Slavers Cæsár den bestige? Hvo, Du eller Han, skal styre paa Jorden, den blodige Brand? O, giv os heller den gamle Satan til Jordens Alherre, Gud! Ja ham, som, ladende sine Præster istikken, vandrede ud igjennemhviint af Voltæres Svøbe, den Straale lynhvas og klar, han fra de Himle, hvor Sandhed aander, til Spiir for Jorden nedbar! Ak, det er visnet; Rousseau's Øje er slukt, den Himmelens Straal; men Præster kalde -- o Satan atter bestig din Throne: et Baal! Forlad de Taager, hvorhen du flygted, da Jorden blev dig for lys! Nu høljer Blodet, og Mørkret bølger, kun kløvt af Trællenes Gys. Kom, Satan, førend en Dødelig tager den Thron, du odled dig til! Dig svoer ærværdige Oldtid Huldskab. Det samme Tiden jo vil, som saae med Sorrig, at Mennesket løfted som Oprørsbanner mod dig sin stolte Pande, fordi en Guddom der straalende speiler sig? Tag Jorden, Helveds Cæsar! dens Bibler dig Jorden tilskjødet har. Men ikke Bibel og Alkoranen forjetter den Slavers Cæsár. Og daglig klinge din Magts Basuner i Præsters hellige Mund. De sværge: "evigfortabte Skare, for Satan træller du kun. Han ejer Barnet bag Moders Hjerte. Han ejer Hjerte og Blod. Han griber Sjelen, som ydmyg favner i Bøn om Alfaders Fod!" SIDE: 255 Ha, tag da, Satan, din Ejeodel! Se, Alle nedbøje sig! Kun knus den Ene, som end tør tviste om Jordens Throne med dig! Ja selv med Jubel dig Støvet hilser -- med Jubel, hører du Drot? Og Pederskirken og Lateranen har altid været dit Slot. Med Jubel -- hører du? Menneskeheden, der stønned, jubler igjen. Din Ære ofres den sidste Aande, som Cæsar levnede den. Med Jubl; thi mildere er dit Vælde: med gloende Scepterstag Du slaaer kun Syndere, Cæsar hele uskyldige Folkeslag. Kom da med Stolthed! Ak, naar blev Stolthed forgjæves smigret? naar kom du ikke, Satan, paa Tankens Anraab, før Tunge mælte derom? Stig op, om boer du i Jordens Hjerte! Stig ned, hvis fløi du til Skyen, da hine djærve Prometheider svang Alfaders egne Lyn! For dig kun klage kan Menneskeheden, da Gud ei hører den meer. For Dig den tvetter i Taarer Saaret, og jamrende dig det teer. Dit Rige, Satanas, jo skal skinne af Blod og Taarer og Ild? Se Jorden, Satan! og kan du tvivle paa at den hører dig til? Du svinger Satan, jo gjennem Graven din gloende Herskerstav? O se til Jorden, og lyt! mon ejer du vel en tystere Grav? Dig venter døende Menneskeheden. Ak, skal en Dødelig da, en usel Orm som vi Andre, Satan, dig stjæle Aadselet fra? Før, flammende Drotørn, som djærver svinge dig blodig truende om Alfaders Throne, du styrte ned paa din krænkede Eiendom! SIDE: 256 Han kommer ei. Hævneren kommer ei, Han, der løfter sit Scepter i Aandernes Land, der Sjele fortærer i Helvedes Brand, bekymrer sig ei om et Aat. Omhylet af Sjele, foragter han Graad. Ak blinker i Graaden en Straale af Trøst? Kan Englen alene, ei Djævelen, høre den pressede Hulken fra Synderens Bryst? Tør Satan ei gjøre hvad Sorgen befoel med Fortvivlelsens Røst? Saa hører da, Engle: frels Jorden -- den døer! O frelser den Jord, som I signede før, neddalende over den Bethlehems Palme, udjublende den Evangeliumspsalme: "i Tempelet Sandhedens levende Ord! I Hytterne Frihed, om Borgene Fred! Hil! Borgene brage! De bøje sig ned for alle de lave men salige Tage, hvormed du har dækt dig, velsignede Jord!" O frelser, I himmelske Aander, en døende Menneskehed! O letter en Jord, der vil synke i Blod! O hevner en Verden, der vaander sig under en Dødeligs Fod! O standser dog denne der triner saa fast. Bevingt med Orkanens fortærende Hast, den fik Pyramidens altknugende Last, en Vægt som en rullende Alpe. O hevner! Thi seer dog den glødende Flod! O hevner! Thi hører de Stormfødder sqvalpe! De sqvalpe deri -- det er Menneskeblod. O hevner! Thi ikke som Ætnas Masser kun Druer og bølgende Sæd, SIDE: 257 men Menneskehjerternes angstsammenklyngde og zittrende Klaser omvæltende maser den rasende Fod, som fik Bjergenes Tyngde, at knuge alt Levende ned, som ikke dens Stormvælde hvirvled afsted. O hevner! hvor Livet -- altsom I forjetted -- af Mulden sit friskeste Hjerteblad letted, i Kjærligheds Varmmuld sin Hjerterod fletted, mens duftende Hjerneblom, skinnende Tanker, i Frihedens Letluft i Sandhedens Dag sig vajende ranked fra Jorden og opunder Himmelens Tag -- der farer den Lja, som Døden ham gav. Og der, hvor den hugg, er en Grav. O hevner! Hvor Livet i Blomstringen stod, han styrer Triumfvognens knusende Eger. Hvor Faderen pløjer, hvor Moderen ammer, hvor Spædbarnet leger, der fare hans Bøjer, der hvine hans Flammer, der lader han Seirsvognen rulle i Blod. O ve os! I hjælpe ei, stolte fordi det lykk'des jer selv, over Jorden, den fagre men farlige Gravbund, engang at flagre. Forgjæves paa Blomster den vuggede Eder, forgjæves den gav, hvad den ejed af Glæder. I straale i Høiden, I flyve forbi den Afgrund, hvori den Moder, I diede, bløder og græder. I Mulmet jeg seer Eders funklende Sti, og midtunder Jordødelæggerens Brag SIDE: 258 jeg hører Basunernes Torden og himmelske Frydharpers Slag, henrullende over, at omtone Jorden. Ve -- rædsomme Letsind i Himlen! -- I drage kun jublende over de Skyer af Klage, som vælte sig i Ødelæggerens Spor. Som Brudfærden spiller paa Grav fra igaar, og jubler afsted, saa henjuble I en Menneskeheds Liigfærd i Frydchor forbi. Ak er det en Baad, der forgaaer, og ikke i Blodskyl en Jord? O frelser os Brødre! I himmelske Skarer! Om Satan -- liig Cæsar for alle Barbarer -- paa Toget henover vor Jord med hærjende Seirsværge foer paa rygende Veje igjennem de salige Himle, I eje, mon klaged I ikke som jeg? Ei Hevneren reiser sig, Englene komme ei, Forbarmeren hører ei. Men, ve! som, om Spot med sit Bild Han bedrev, de Løfter, Han, dengang da Himlene løde "se Alting er godt!" forjetted Naturen den døde, opfylder han blot; -- thi Den kun uskyldig forblev. Se, haanende nye Sole oprinde! De Blomster og Træer, men Mennesker mere ei, finde. Saa fagert et Morgengry udaander Gud, som dengang, da Jorden stod Brud, da Rosernes Damp fra den edenske Have sig vov over den til et rødmende Skrud. Men kun over Ødemark svæver det, gyldner kun Grave, og spænder sin Pragt over Dødsdale ud. SIDE: 259 Du holder da ene de sjelløse Hjorder og Blomster og Stene Opholdelsesløftet, du, Alfader, skrev med førstrundne Solglimt (det første af Forsynets Blik) paa Skabelsens Skyers hvidlige Ruller, der hen over Jordkloden drev. -- Da ikke de Skyer i Chaos forgik; men ud sig i glødende Krandse de spunde om førstfødte Dag, fra hvis skinnende Barm for førstegang Lysets Livsdie randt udover de Palmer, som blege end stod' og dryppende af chaotiske Skodd, der strimede end over Bjerge og Lunde. Da Straalen i Mulden nedzittrede varm, og Jorden som Skaberens Kjærligheds Pant den evig til Himmelen bandt; indstraalede Livet i Hjerte og Rod; i Mulden, i Stenen sit himmelske Blod; omstraalede Altet; gav Livet sin Farve: i bølgende Aare, i brusende Flod, i Duggen, i Øjets skinnende Klod, i Furuens Grene, i vridende Larve indflettede sig som et Elskovsklenod. -- Ak, Aaren sig fylder med Sundhed i Dyret som gik det endnu paa Græsgang i Eden. Men seer Du da ikke Uhyret, som udsuger Blodet af Menneskeheden? Ak, Floden sin Vove i Roseneng slaaer; men Menneskeblodet end stridere gaaer! De Dugdraaber vugge sig stolte paa Qviste, og Hjortøje glimrer saa fro under Green: men Taarerne falde tættere end af Menneskeøine, der briste; -- ja briste, skjønt Englenes viede Bad, ja Badet, hvor Englen i Graad toer sig reen, og pladsker med Straalvingen glad. Ak! Furuen staaer hvor i Graaold den stod! Den svinger sin susende Top: SIDE: 260 da flyver en duftende Skodd over Dal, og Krybet, som boer i dens mosede Rod, udkryber og soler vellystig sin Krop i Mosblomstens lille Pokal. Men Laaven, som Oldefar flikkede paa, og Stuen, af hundredaars Tagmose graa, med Vuggen af Eek, hvori Bedstemor laae, nedbrister i Aske og Glød; og Agrene Bedstefar brød, med Menneskeaadsler ligge bedækte: der ligger en Fader med Hjernen itu, der ligger en Moder med Brysterne flækte; i Blodet ved Siden sig rører en Liden -- ak, stakkels den Vesle, han græder endnu. Mit Øje bedrages. Hvad levner den rasende Død? Et sorrigfuldt Øje bedrager sig let: jeg saae gjennem Taarernes Regnbuenet en Flod af de speilende Blommer saa rød? En Val er den Eng, som blomstred saa frodig. Den drøner jo end af Cæsarens Slag. Ostrolenkiske Slette er neppe saa blodig. Knapt Volaens Marker har saadant Skarlag. De Roser er Græsset, der har sig med levrede Blod saa belæsset, at udover Floden, som løber forbi, det luder og drypper deri. Fra Dalen, nys duftende Offerkar liig, af dyngede Aat nu opdamper Pesten i graagule Skyer til Vinger om Cæsar udrullende sig. Det Dugdryp paa Grenen er Flygtningers Graad, der, vovende meer ei paa Jorden at træde med Ravnene boe i en Fyrr. Og talløse Hjorder, hvem Glenter forfølge, i Seirherrens Fodspor hrøitende bølge. SIDE: 261 De sparke i Marken saa traakket og bar: men finde ei Andet end Mulden at æde. Der lugte de Blod, og flygte med Vanvidets Skræk, og styrte af Tørst ved en blodblandet Bæk: -- Naturen beseired Du, store Cæsár! Forladt er Jorden, overladt til sin Lod; liig brændende Skib, der styrer sig selv, og braser med kappede Reb gjennem Fjorden, løsreven fra Stjernerne hensvæver Jorden imod disse verdsøde Hvælv, der omringe Verden og Livet, og gjennem hvis livløse Skydynger Blivet end lynede ei. I Døden, I Brødre, der leve igjen med Jorden vi fare. Thi mærkende Banen med Bloddryp, der slikkes af Djævlenes Skare, der følge den ligesom Hai og Kaimanen med spilede Kjæver en Snekke i Skummet, den nærmer sig Rummet den Verden omringende Ørk, hvor Stjerner ei skinne; hvor Solstraalens Odd ei mægter at kløve den bugnende Skodd; hvor Rimen, der fyger af Skyen, som fnyser det Eneste er, som de Rædsler belyser. Da segner hvert Liv: se Hjorten, hvor vek den slæber sig hen for at døe ved sin Eek. Men Eken er uddød, og Græsset som Sneen; og haardføre Fyrr staaer der skaldet og isnet; hver Blomme er visnet; kun Moserne krybe paa Steen; kun Bjørnene fnystre, i Raggen de ryste, fra Zembla til Hellas at vandre de lyste; SIDE: 262 og Cæsar, som vant til cimmeriske Skodd, ad Taage og Dødskulde skratter: Han gjør sig en Sol af en brændende By, af Bloddamp en Morgenens rødmende Sky. Han varmer sin Haand i et Hjerte, sin Fod i det rindende Blod. Han Dødsstillet jager med Seirherrelatter. Retfærdige Gud vil din Throne du vige? Skal Slavers Cæsár den bestige? Hvo, Du eller Han, skal styre paa Jorden, den blodige Brand? Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Hvor stolt staaer ei dit Spyd i ti Nationers Grav! Se, Jordens sidste Blod nedsiler jo deraf, som Druer lavende fra ranke Almestamme! Hvor skinner ei dit Sværd, nu Jordens Scepterflamme! Hvor høit gaaer ei dets Egg! o ligeindtil at adsplitte Stjernerne, der smilte før herned! Hvor funkler Sablen ei, som Riset bag Komet, bag Jorden i dens Nat! Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Thi andet Morgenrødt nu Jorden kjender ei, end dine Bannere, der skinne over Hei. Den veed ei andet Regn end disse røde Draaber, der ryge i dit Spor, der dryppe af din Kaabe, somom smelted dens Skarlag, som var den smeltet Kobber. For anden Tordensky ei skjælves, end dit Bryn; og ei for andet Lyn sit Graahaar blotter Kall, og beder i sin Køje, og tier Sangen qvar, og gjemmer Veslegut i Moderskjød sit Øie, end for dit Spiir, Cæsár! Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. SIDE: 263 Paa Menneskehedens Nakke du har jo alt din Fod? Og Ingen knyer: thi Hver, kun ikke dine Vilde, sig bøjede i Blod; og Trælleriget veed du er som Graven stille, ja deri kun forskjelligt fra Dødens mørke Grop, at dog sig rører end i hiint en Aadselhob. Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Omkring dig Alt er tyst. Du hvile, store Graver! Du har begravet alle Europas frie Mænd. Skal Ynglen med ijord? Vil du ei hvile end? Ha, sluge Graven skal da dine egne Slaver? Lad dog din loddne Horde levende om dig staae, og ei som Peter Czars Strelizer for dig knæle med ingen Hovder paa. Dog raggede Barbarer? hvad om til Støv du slaaer de mosbegroede Minder over døde Sjele? Og, naar vi Blodet see at dryppe af dit Haar, der skinner over dem, dit Hoved hilses da . . ja som et Christentempels forgyldte Cuppola paa skumle Kirkegaard. Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Du er saa stor som Han -- hil Cæsar! Du er større. Thi mægted Han at skabe en Klodes Fagerblom, da, Cæsar, mægted Du en Verdensørk at gjøre; at qvæle Livet, ja selv Aanderne i Kjeder, og Seclers lyse Flom at standse, ringende dem ind med Trælgeleder. Ha, brænder under dig da Jorden? Thi du flyer, som om du løb omkaps med Flammerne, du tændte, saa høit, at, liig et Telt du over Jord dem spændte? Evindelig i Løb som Ørknens Pantherdyr, paa rullende Svovelskyer, som paa dit Sejerhjul, afsted omkaps du iler med denne Strøm af Blod, som af dit Fodspoer siler. SIDE: 264 Mon Hul paa Sjelens Skjul Samvittigheden slog, saa Jorden du fik see bedækt med Skyggerne, som du fra Hjerter jog; og hørte deres Vee? Du talløse dem seer som Snedrev bag dig fyge; du frygter endda ei? Ha, endda kan du lee? Du Haanden, rygende af deres Hjerteblod, dem svinger haant imod. Du slaaer din friske Barm, du brune Skjæget stryger, og skratter: "Aander, ei jeg frygter jer endnu! for Himlens Trælleflok ei Jordens Herre flyer." -- Ha, Cæsars Cæsarhu! Du tænde Alting vil, og derfor iler du. Se, Alting brænder jo! Dø Sol i dine Skyer! Dig trænger Cæsars Jord ei meer. Ibrand, iblod den skinner meer varm og rød end Solen, ei heller aandes der; og Maanen, som du, Cæsar, saa let som Czaren Polen, vil kalde din Provinds, din store Iisbræ smelter, og som en ny Planet den nye Sol ombelter, og suger Liv derfra. Ja maaskee Mennesker, liig dem som Jorden bar, faae Lov at leve der, men der maa sikkert da ei leve en Cæsár. Retfærdige Kredsløb! Cæsar, du alle Liv opslugte. Da sig dit Hoved bugte ud til et Dragehoveds uhyre Klump, der har to hvælvede Volcaner som røden Øinepar . . Uhyret ruller sig ihop . . Det Kaschemires Dal er kun en Kjakegrop, og Overlæben er Aljordens Aftenrøde, mens Tænderne (hvad Stjerner har ei Jorden da!) staae over Himalah. -- Men se, Uhyrets Hale selv saarer det tildøde! -- Thi, Cæsar, Jorden af det Blod, hvormed du gjøded, er i en frugtbar Brand! SIDE: 265 Du sneede den til med Been og Marv og Kjødet, saa Frosten naaer den ei, og derfor vil den gløde paany i Ynglestand. En kostbar Hjernemasse, hvor Millioner Engle paa fine Nervestengle som Edensblommer vajed til selv Gud Faders Lyst, der tog de fulde Blommer saa naadig til sit Bryst, har du som simpel Mergel udover Jorden øst. -- Thi, Cæsar, hvilket Græs! hvor palmestort det spirer imellem Ribbene, du saaed over Mulden! Af Jorden glødende og blodtilgjødslet skulle fremgroe uformede, svampagtige Uhyrer. Da Du skal vinde Æren af ikke blot at føre aandelige Sfæren tilbage (mens den var paaveie til at naae, igjennem de Spiraler, som ud fra Støvet gaae, selv høie Engles Maal;) men ogsaa Æren af at have Jorden kuet, der nylig med at blive Edens Have trued, tilbage i dens Chaos, med dit Herskerstaal. -- Thi, Cæsar, med Alligatorer du lever vel i Fred, med Hippopotamos og uformte Krokodiler som, skammende sig ved at være Levninger af første Chaos, ned i Mørjen rode sig, for der iskjul at hvile. Men nu omkring dig, Cæsar, du Jordens anden Skaber, fremmylre de som dine loggrende Satraper. Thi, Ve, hvi pløjed du saa dybt og godt med Staalet? Hvi -- ve dig! -- gjødsled du med Hjernemarv saa tykt? Hvi -- ve dig! -- regned du med Blod og Graad saa rigt? Hvi valt du Dybet op? hvi tændte Sky med Baalet, saa Zemblas Nordstorm brandt som Zahras røde Vind, og Oceanet til et Mudder lunkned ind? . . Det yngler først paa Snore en Klase Snoge, som du gjennemvade kan, SIDE: 266 saa kryber Fislen frem og Frosk og Leguan, og der -- hvad bølger der? der rører Dyndet sig i Omkreds som et Land! Ha Enemenneske, det er . . det er de Store, med Svands som din Kanonrøg, med Tænder som dit Spær! Hvi saaede du Been og Kjød saa tæt i Leer? Mon veed Du ei, at Dybet en Verdens Livmoer er? Ve dig! Thi Livet vil alt rigere fremkimes: i stedse større Klaser Slangerne henslimes; Sig stedse mere kroger Klo, og Tænderne sig hærde, og Rædslerne sig forme; bloddiende Uhyrer bestandig større groe. Først hvisler lille Slo, saa fnystre de som Storme. Colosserne, som Mulmet der skabte, blinde nys, faae Øine -- ha, da faaer og deres Vrede Lys! Tilsidst sig Midgardsormen fremvælter liig en Flod. -- Havet har reist sig i en levende Kraft. -- Tilsidst sig Mammuth reiser igjen i levret Blod. -- Landet har reist sig i en levende Kraft. -- . . De lytte . . Skræk! de høre et Hjerte mellem sig . . O vee dig, det er dit! Hvor vil du qvæle det, som slaaer saa høit og tidt, og vil forraade dig? De snufte om i Mulmet, de pruste vildt i Skye . . Thi Hjerteslaget hørte de nærmere, -- men hvor? De lytte atter -- Sjuh! Hvor vil du Arme flye? De lugte alt dit Blod . . de ere alt paa Spor . . Da tindre Begges Øine . . De see dig, og de styrte paa engang Begge frem. De see sig Selv, og sig til Kampen Begge høine . . Du kløves mellem dem. Ild spruter af dem -- hui! de slaaes om dig, Cæsár! En Halvpart af dig hver alt i sin Strube har. Saa slide de i dig, (thi Ingen af dem vil dit fulde Hjerte miste) at Kloden midt i to maa mellem Begge briste. SIDE: 267 Se, Dybets Røg og Brand imellem tvende Verdner som Grændse løfter sig! Men staaende paa hver sin Halvedeel af Jorden, og hver med Halvten af dit Hjerte paa sin Tand, Uhyrerne i Rummet udfare for at vorde hver for en Skabningsorden paanyt en Stammefar, imens din Sjel som et evind'ligt Suk nedsvimler i Gabet midt iblandt fortørnede Aanders Stimler, dem du jo omskabt har, (med Jordens Bloddamp selv formørkende Lysets Himler) fra soningsmilde Engle til Hævnens Djævle, Cæsár! Retfærdige Kredsløb, du er Guds styrende Haand. Din Torden, vor Fader, er kun din formummede Aand. De røghyll'de Flammer er Viisdommens Smil bag sit Slør. De Baalenes Gnister er Øine, som flyve mod Skyen, og see, at lysere Tider og skjønnere Riger og Byer, end før, bag Asken og Røgdyngen lee. I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! Retfærdige Kredsløb, du er Guds styrende Haand. Du plantede Livet i Dybet: du qviste din Vaand! Paanyt skal den grønnes, og skyde livglødende Blom. Den rugende Pest er en Engel, som samler for Himlenes Hær. Den Storm der bortførte vor Arne som Støvskyen, skal udrulle om vort Hjerte serafiske Fjær. I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! Guds Haand -- ha skulde ei du bevæge dig fri, men Ormene stræbe at binde dig, medens du i din Himmel omdrejer de krængende Verdeners Roer? og Mennesketaarerne gjøre din Lynstraale uvis og myg? Af Suk skulde standses den Alviljestorm, hvormed Jorden henfoer, som Løven af surrende Flyg? I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! SIDE: 268 Nedknæl, gjenlevende Æt! og Haanden tilbed, som slynger i Lynet en Livsrosen-ympe herned! Vi Haanden ei, da den Velsignelser nedregned, saae; men kun da den svang Ødelæggelsens Hammer, og løftet sit Lod, og fyldtes med Tordner, og over forbryderske Stoltnakke laae -- o ve! liig en brændende Skodd. I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! Retfærdige Gud, du sidder paa din Thron evindelig: denne der begrændses og bevogtes af de Evigheder, hvor ingen Aandvinge hvifter. En Jord brænder: Hvad siger det om en Stjerne funkler, om et Blus i din Hal flammer meer end sædvanligt? Om en Dødelig, Barbarers berusede Cæsar, udgyder en Menneskeheds Blod, mon vel det Livsblod, du ihældede hans Hjertes Timeglas, forøges? Lad Djævlene fylde det med Galde -- det skal dog udrinde. Og da -- retfærdige Gud! disse øde Himle, der omskumle den blegnende Aand? Ha! skal han ei befinde sig som midt i Alvredens Pandes sortnende Rynker? Men, se, mens hans Himmel er mørkere end den Muld, han oprodede, se blød Grønske bedækker atter Jorden, liig en mild Haand der stryger sig over Smerten, og Blomster nikke atter over den, som søde Læber der nedbøje sig over den Slumrende og kysse hans Saar. Hil! ligesom Milton sang om Djævelens første Oprør mod Gud, saa skal om tusind Aar en Skjald besynge Cæsars. SIDE: 269 LÆSES AF MATHEA HELTBERG, NAAR HUN ER 17 AAR For fjorten Aar tilbage mon da hvor stor du var? -- Du kunde neppe tage til Knæet paa din Far. Alt da din Sjel dog strakte sin Englevinge skjøn; thi hvad du havde, rakte du Sorgs og Sangens Søn. I Verdens Øje Lidet det var: kun denne Lap. Men han, som fik det -- vid det -- med Sølv det byttet knap. Papir og Sølv din Vilje ei mægted skille ad. Og Hvo, du rene Lilje forskyde tør dit Blad. Hvis end med Sangens Blommer jeg det bestrøer, du faaer et Bild kun af den Sommer der spired af din Vaar. LA VARSOVIENNE OU LA POLONAISE PAR CASIMIR DELAVIGNE (OVERSAT AF HENR. WERGELAND.) Den reiser sig den blodige Dag, da Lænken af vor Nakke siiger. Vor Hvidørns skinnende Vingeslag, se, opmod Frankrigs Himmelbue stiger! Men Julistraalen ja den stiger Fra kløvnet Sky hør! hør! -- den skriger: "i Graven synk, mit ædle Polen, Hvis dig ei lyser Frihedssolen!" SIDE: 270 Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! "Til Hest -- man skreg -- Kosak og Baskir! nedsabler hveren oprørsk Slave! Her er ei Balkan og Schumlas Spiir. Men over Polens Mark i Blod vi trave." -- Holdt! Se, Czar, vore Balkan-toppe! Vi dynge dem af vore Kroppe. Kun sine Børn vil Polen bære og Aadslerne af Fiendehære. Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Din Æt, o Polen, for dig kun døer. O Fryd! -- Dens Støv en sorgfuld Seier med Memfis' Gruushob blande før, mens høien Kreml for dens Hæder nejer. I fiirti Aar ved fremmede Have De Stakler maatte sig søge Grave. Men dennegang, Kjær-Moder, vove i Døden ved din Barm at sove. Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Kosciusko, knus! vor Fiende knus, som saa forrædersk Naade synger! Hvor var den, da dit Hevnstaal, Rus, umættet skar i Pragas Børneklynger? Det Blod dit Hjerteblod betale! Det Polens tørstige Slette svale! Med denne Dugg den Krands besprænger, Som over Pragas Offer hænger! SIDE: 271 Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Frem, Frelserhær, i Sved og Blod! Til Hevn! den vore Qvinder kræve. Mit Land, dit hellige Ringklenod for Nord-uhyrets Øine høit du hæve! ja Ringen, Døttrene Dig forære: den Sønnerne gyldne med Blod og Ære: den Ring, som over Kampens Vover med Frihed evig Dig trolover! Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Vor Daad for Frankrig Jenas Kugler har i vore Bringer blodigt tegnet. Marengo-staalet det Samme skar. Men Hvo har Champauberts Valarr regnet. Samdøden før var sød som Sejer. For gamle Vaabenbrødre ejer Kun Frankrig Graad? kun Graad at byde? For Dig vort Blod jo maatte flyde? Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Men I, men I, hvis straalende Blod har spredt sig vidt som hellige Bølger, for Os at vie til Frelsens Daad, fremstimer Skygger, hvor I end Eder dølger! Som Eder Seirere eller Martyrer, vi standse døende hiint Uhyre. At dække Friheden for Alle med sine Liig, vil Polen falde. SIDE: 272 Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! I Geled, Polakker! Basune brag! I Ilden under Ørnevingen! Friheden raaber: til Slag! til Slag! og Seiren vugger sig paa Helteklingen. Ja Seir om Bann'ret, hvis gyldne Landse bar Edoms Palmblad og Austerlitz-Krandse! Hvo leve skal -- lev fri bag Sværdet! Hvo døer -- han allerede er det. Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! DEN POHLSKE NATIONALSANG (OVERSAT AF HENR. WERGELAND.) End er Pohlen ei i Graven: Vi jo Aande drage. Herrevoldets Rov fra Slaven tager Sværd tilbage. Thi Skryznezki vore Sværdes Sejerbane bryder. Bort med Blodet Pohlens Hærdes sidste Lænke flyder. Zarens Blodsværd skinner over Ostrolenkas Bakker. Men til Seir paa Kampens Vover gaaer vort Mod, Pohlakker. Thi Skryznezki vore Sværdes Sejerbane bryder. Bort med Blodet Pohlens Hærdes sidste Lænke flyder. SIDE: 273 Hvor er' Horderne, som fyldte Op med Angst Europa? -- Hede pohlske Blod dem skyllte ned i Pultusk-gropa. Thi Skryznezki vore Sværdes Sejerbane bryder. Bort med Blodet Pohlens Hærdes sidste Lænke flyder. Hvidørn, svæv, Du Dyrekaarne, Ærens høje Veje! Da skal Pohlen sejerbaarne Friheds Arne eje. Thi Skryznezki os Pohlakker frem til Sejer fører. Sidste Aag fra pohlske Nakker Blodets Strøm bortfører. RULE BRITANNIA! Da Bretland først paa Himlens Bud sig skjød af mørkblaa Ocean, Skytsenglekoret jubled ud den Grundlov for det fagre Land: Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Mens mindre sæle Folkeslag maae et for et i Aaget gaae, Du, Maal for Alles Frygt og Nag, skal stor og fri i Blomstring staae. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! SIDE: 274 Af hvertet Slag i fremmed Land meer majestætisk gaaer Du frem, som himmelkløvende Orkan kun fæster Egen i vort Hjem. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Tyran skal aldrig kue dig. Hvo prøver dig at bøje, han, til Ros for dig, til Vee for sig, kun tænde skal din ædle Brand. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Din Odel er det rige Land, ved Handel dine Byer Glands erholder, og din Underdan er Havet og dets Kysters Krands. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Hos Frihed end har Muser Hjem: De tye til dig velsignte Øe, med mageløs Skjønheds Diadem, hvor Mandbarm vogter Fagermøe. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! SIDE: 275 BLAA-MYRA, HEINQVÆDE FOR THRØNDER OG ØSTERDØLER Anmærkning. I 1808 vilde den svenske Generalmajor Gahn -- den Samme, der i 1814 hilsedes saa tilgavns ved Lier -- med 1000 til 1200 Mand trænge ind i Norge over Østerdals- og Soløers-Grændsekjøl. Lykkedes det ham, da kunde han baade gjøre et Indhugg i Landets rigeste Provindser og den farligste Vending mod Kongsvinger i Ryggen af den der staaende norske Hær, som desuden havde nok at bestille med en anden stærkere svensk Armee, som stod den lige i Ansigtet. Det kom ogsaa strax efter den Batalje, som her besynges, til et Slag imellem disse Hovedhære ved Lier, nær Kongsvinger, hvori Ingen af Begge synderlig kunde rose sig af Seieren. Men Gahn stod netop i Begreb med sin Hær, der især bestod af Dalekarler, at forlade Grændseskovene, forat trænge frem i de dyrkede Egne og betræde Hovedlandeveien, da han paa Gaarden Baltebøls Grund i Aasnæs Annex i Hoffs Sogn i Soløer, paa en Skovmyr og tildeels i en, kun af en smal Vei gjennemskaaren, Skov -- hvilken Egn kaldes Trangen eller "den blaa Myr" -- først opholdtes af Lieutenant Vestby med en ganske liden Troppeafdeling af 1ste marscherende Batallion af 2det throndhjem- ske Infanterie-regiment, og siden af denne Batallion selv, commanderet af Oberst- lieutnant Ræder, hvortil kom et Par Skiløbercompagnier, saaledes modtoges, at, efter den blodigste Kamp fra Skjærtorsdags Morgengry til ud paa Formiddagen, det hele svenske Korps var dels fangetaget dels hugget til alle Verdens Kanter. Med den naturlige Glæde over denne og lignende Vaabenbedrivter forener sig den bittre Erindring om den forrige usalige, unaturlige Forbindelse med Dan- mark, hvilken med politisk Skjelmkløgt spandtes saameget fastere sammen af alle de Traade, som det kunde lykkes at afskjære mellem de nu, under gjen- sidige Lykkeforjettelser, Høiagtelse og Kjærlighed, forenede tvende nordgothiske Brødrefolk. Men Saga, som vel ikke tillader os at glemme Noget, det være Ondt eller Godt, lærer os dog derfor intet Had; men kun idel Forjettelse og et Haab, der vil skyde store, Hav og Land bestraalende Blommer, saasom det har sine Rødder i disse Folks Natur og i den graa Oldtid, da man saae Broder- kjærlighed og Selvstændighed og Frisind og Tapperhed nok saavel forenede tilsammen. Sagaen under os at frydes ved de smaae Lys, som skinne dybt tilbage i Natten; og see vi end der Hammers og Osloes Ildebrande som gloende Maaner i Horizonten: saa vende vi Øret til Lillehammers og Tromsøes Tømmer- mænds-hamre, til det friske Morgenliv, og til det blomstrende Christiania med dets Storthingshal og constitutionelle Regjeringscontorer; og -- ikke bekla- gende, at Norge i lang Tid ikke var klogere end saa mangfoldige andre Lande i det gamle Europa; men erindrende, at det er klogere og lykkeligere end mange Lande i det nye Europa -- vende vi Øinene mod det skjønne SIDE: 276 Forjettelsers Gry, som Frihedssolen har udaandet over Norges Himmel, sammen- smeltende sine Straaler med dem af Carl Johans Krone og med Glandsen af hans Laurer. Paa Blaa-Myra Tallen groer. Den er rød om Rod. Bedre Spjut ei staaer for Nor, end den Skov saa god. Hedemarken, Soløer med, mørken Østerdal, gjerne sove kan i Fred under Blaamyrstall. Blaamyrstall mod Himmelen bærer Sky paa Green. Norges Ære groer med den over Dovresteen. Blaamyrstallen Roden slaaer viden Norge om; ja omkaps i Dybet gaaer den med stærke Glom. Som den bedste Synju i Norges dybe Bryst løber Roden stærk og fri langsmed Glommens Kyst; bærer Dalen som paa Arm; klinger tidt i Muld, som var Jorden Harpekarm, Roden Strengeguld. Og den synger om et Slag paa den blaae Myr, da der randt en Seiersdag under mørke Fyrr, da hver Furuqvist blev Knag for en blodig Hat, da hver Furutop til Flag adlet blev en Nat. Svensken skotter over Hei til sin Naboe ind, seer det gulne under Skrei: "er det Maaneskin?" Ei hans Almanak forstaaer sligt et Maaneskin: Det er Totens Sæd, som gaaer for en Søndenvind. Toten under Skreyas Tind laae med Barmen fuld, bølged i en Søndenvind som en Mjøs af Guld. Dalekarlen bytte Land vil for Hedemark, skjærer Tænder, medens Han gnager paa sin Bark. SIDE: 277 Han vil pløie denne Mjøs alt til Sanden graa; gjør saa Staal-Elliden [fotnotemerke] løs, som i Balgen laae; spænder Sveabanner med Kroner tre til Seil. Gøthaleion flammer vred i hans Skjoldespeil. Foer saa over Kjølehei -- "Ha du Dalekarl, Norges Løve rides ei af en Gothejarl! Vov dig ei med din Ellid, med dens Kjøl af Staal! Klinge-Ormenlanger hid kalder Baunebaal." "I den gyldne Mjøs af Neg Tage dukke op -- Kløver-øer liig, som steg over Bølgetop. Øen eier jo sit Hav, som en Mand sin Dragt. Odelsagren er en Grav rundtom Gaarden lagt." "I den blanke Mjøs af Neg skinne Tage frem. Du vil blive mat og bleg, før du rækker dem. Heelskindt aldrig did du naaer! Det er Odelshjem. Rigsenshanen, Baunen, slaaer glorød over dem." "Vil du nappe Ax fra Os, faaer du fat i Lja. Vil du tage Odelsgods, først du Manden ta'e!" "Jag vil tage Toten -- ja, fede Hedemark!" Dalekarlen svoer ifra Poiken og til Knark. "Jeg vil rive Hjertet ud at Skjøn-Norges Bryst!" Dalekarlen svoer ved Gud; skeb sin Klinge tyst. Stak saa tusind Klinger fuult under blåa Rock. Svandsen mellem Been er skjult i en Ulveflok. Fotnote: I Et bepandsret Orlogsskib i gamle Dage: Frithjof hin Fræknes Seierbærer. SIDE: 278 Dilted saa ad Bjørnens Sti. Tusind Heste vel gnegged, da de drog forbi røden Grændsepæl. Ravne fleer fra Grændserøs over Sveaflag svang sig som om Nat slap løs midt paa lysblaa Dag. Hedemarkens Agre laae som et dækket Bord. Svensken stod og saae derpaa, mælte Avindsord; sliber Carleklingen gram; skjære vil den Brad, thi i Næsen dufter ham Norges Paaskefad. Værten sad dog vak endnu i sin Hosbondsstol; seer fra Glas en Korpesky mørkne høien Sol; hører fra den øde Skov Hestetramp tilgars; kjender ikke Hestens Hov. "Gossar, lagom Mars!" Norske Vært ved Paaskefad tog Violen svint: lange Riflepiber sad der som Bass og Qvint. Vintren kom saa skarp med Gjæst; Skie maa da paa Bein. Skien foer; men Gothens Hest sad i Snø og Stein. Paa Blaamyra Svensken vil lave Davren sin. Korpen lo i Granen stil: "jeg til Middag min!" Paa Blaamyra Svensken sad; Skreppen tog fra Ryg. Thi til norske Paaskefad Veien vard for dryg. Svensken sad paa Tuestol rundt sin Kjedl paa Knubb; tørrede sin vaade Kjol; Klingen laae paa Stubb. -- Da den Dødsfiol i Nord med sin Rifleqvint: østerdalske Jægerchor spilte op gesvint. Kjedlen valt og Svensken faldt i den varme Saus. Trangen gav dog, da det gjaldt, Plads til Dødskehraus. "Først en Juledands paa Myr! Saa i Sengen, Gjæst! Den skal redes under Fyrr. Der man sover bedst." SIDE: 279 Furuskoven aabner sig for de Skiers Flugt. Men for svenske Liv og Liig har hun Trangen lukt. At ei standse Landets Trop, fløi i Hast og Hu Tollebaret under Top; sidder der endnu. Blev der saa en Kongevei under trofast Fyrr. Men fra Trangens Hurlumhei vard en Beensti dyr. Bred sig brisked norske Gran; spandt et Trangens Net; holdt hver Svenske fast, til Han vard af Dandsen træt. Brusen sig i Snøen smøg under Jægerski, bar paa Ryggen dem som føg kun til Seir forbi. Men med hvasse Torneriis Fiendekind hun slog; hugg med Tagger udaf Iis, medens Stormen log. -- Saa i Krig et Lands Natur kjæmper for sit Folk: Slyngekaster er hver Ur, Granen Jettesvolk. Da er Sjøen Vredesskjold: Hveren Bølgerad runerister under Voll Stormens Dødsensqvad. Sommernatten drikker ind Gift af Paddebug. "Ha Godmorgen! er din Kind feberbrændt af Dugg?" Vinternatten uden Lys staaer paa Bjergeryg. Som et fælt Naturens Gys gaaer et Tydalsfyg. Granen vil ei meer tilsjøs, ei til Engelland; vælter selv sig op i Røs over Dalens Rand; lurer til hun langtifra seer en fiendsk Standart. Første Vidju springer da under Vælten snart. Ormer sig den Fiendeflok nærmere i Dal: anden Vidju passer nok, naar den springe skal. Men med første Trommeklang knager Vælten alt. -- Heijah, sidste Vidju sprang! Sinclars-vælten faldt. SIDE: 280 Alt begraves, Elven selv i sit Dalehjem. Om et Aar paa høje Hvælv bærer Liig den frem. Fyrren gjennem Loug og Mjøs gaaer med lystig Hast -- den, som før den kom tilsjøs alt var Orlogsmast. Kom da, Gothe, ei med Kiv til din gamle Maag. Ikke bærer Nakken stiv slige norske Aag. Kom med Fred, og se med Agt: den Natur, som stred med sit kjære Folk i Pagt, smile kan i Fred! Uren, som, da Baunen goel, knuste Mand og Hest, kneiser da som Talerstol som en Aftenblæst. Derfra i en Høisang den lyser Dal til Ro. Næste Gry "Guds Fred igjen!" hvisker Morgensno. Skyen, som paa Tydalsvei hylte Hær i Grav, seer du skylle over Hei som et Purpurhav. Gylden hveren Morgen er over Dalen spændt. Hvo, som Øie har, da seer Morgenpsalm paa Prent. Hvo, som da vil give Agt, seer i Morgensky gylden Davidsharpe lagt over Bygd og By. Hvo, som Øre har, han maa Engle høre da med de første Straaler slaae der: Hallelujah! Men den Trangens Sangens Dag skinte ikke Gry. Jorden gløded som et Flag, Sørgeflor var Sky. Lænede til Furutop mørke Skodder græd, ved at see en Brødretrop fare saa afsted. -- Norge slaaes for sine Børn. De for det igjen. Ynglen om en Moderørn Nor er og dets Mænd. Andet Paaskeblus den Dag der var ikke tændt end den Gnist af Ræders Slag, -- de som faldt saa jevnt. SIDE: 281 Himlens Maane sad saa stur bag sin sorte Sky. Arnzens blanke Halvmaanluur skinned høit i Ny. Ei den Trangens Dagnat ned andre Stjernskud faldt, end fra Sigholts Klinge bred, hvor det skarpest gjaldt. Anden Sol ei gjød sit Skin gjennem Skyens Rivt, end vort Flag, som rakt mod Vind stod mod Fienden stivt. Men mod Mørke og mod Frost Rifler gjorde Baal; kogte til en Gjæstekost blytung Ertekaal. "Carlaklingans Gnistar upp! Gøthamän -- heija! Det är blott en liten Trupp -- uf! men skjutar bra." Fra Mathiesen kom den Klot. Hugget kom fra Stang. Gaaer Skjærthors paa Ulvefod, blier Langfredag lang. "Gøthalejons Tänder ut! ut Järnberjarstål! [fotnotemerke] Baggen svider dig din Hud med sitt Riflebål." "Fram med Rødflag mod det Blaa, Ræders Thrønderrad! Hver kan regne fra en Graa hist paa Stiklestad." "Fram!" -- ak, Dreyer, stakkars Gut, i sit Æresslør hyller sig, i sin Kaput, siiger ned, og døer. Han har dandset ud saa glad vilden Seiersdands. Kugler syv om Hjertet sad -- hvilken Hæderskrands! Stanges Enke, bøid i Hu, bøid i Krop og lam! vil du troe mig, arved du Æren efter Ham. Enker alle! Børn i Flor! Sorgen fløien er. Fædreæren evig groer, og beskygger Jer! Fotnote: Järnberjaland d. e. Dalekarlien. SIDE: 282 Gjæve Vestbye hilste først Gjæsten med Besked; fulgte ogsaa sidst tildørs alt til Skogen Ed. Negler gav til Carlstad Brev fra sin Batalljon. Han i Gotheryg det skrev med en skarp Patron. "Ta' mig Djäflen! -- Gahnen skreg -- Ta' mig Aderton! Satan håller ei slik Lek som en norrsk Ploton." Djævlen kom, men paa en Prik Thrønden Ræder liig; Kloen flux i Gahnen fik, som han ønsked sig. "Fram ännu! -- ja fram på Knä! fram på blodig Stump!" -- Brave Orlogsmand, i Læ valt du for en Klump. "Fram med Snöboll emot Bly!" " -- Brave Dalekar! Giv dig Broer! Kun Jydens By Avindsskjoldet bar." Gøthahøvding saae fra Top gjennem Ild og Sne norske Rifler spille op til en Dands paa Knæ. Skreg han saa Pardon fra Fyrr. Sidste Rifle peeb. Norske Løven sprang paa Myr, Gøthaleion greb. Siden da er Myren blaa af de Skygger, som under Tallen drive paa Lyngens Blommer om. Siden da groer Tallen sprægt; thi i Seierskrig den sin Top jo har bevægt, mættet Rod med Liig. Siden da er Myren slaaet over Norges Jord, som et Æresbanner blaat for det Thrønderchor. Siden da er Trangens Vold klingeadlet for østerdalske Jægerchor til et Æresskjold. FOLK-VISER (FØRSTE RÆKKE> SIDE: 283 NILS JUSTESEN Paa Hetland sprang Engellands Eenhornshest, da Norløven sov som bedst, og Skotlands Tistil trives paa Ørkenøes Klint dernæst. Bort svømmede Man, den gyldne And; og Suderøe dukkede ned. At Tidernes Hav er Storhedens Grav, det plyndrede Norge veed. Til Færøe, hvem ikkun det Snedrev slaaer, som fyger af hvide Faar, til Grønland og kjære Island vildfremmede Bølge gaaer. Slig Slagfjederpragt var engang lagt af Norge, den Ørn, over Sjø. Nu plukket den er. De deilige Fjer omdrive nu under Øe. Nu vasker ei Norge i Gøthaflod og Venern sin høire Fod, og hviler ei Venstren utmed den Herjedals Fururod. SIDE: 284 Der vajer en Fahn fra Jæmtlands Gran, som aldrig var kjendt hertillands. Ei Vælde, men List har skaaret forvist af Løven den vakre Svands. Nils Justesen var vel en Bonde grov. Hans Adelssværd var hans Plov. Men dermed han veed at vinde tilbage de fule Rov. Han ene forstod, foruden Blod at sætte paa Ørnen de Fjer, at sætte til Svands af Kornax en Krands, der bedre end Ragget er. En Myr til et Hetland han gjør med Sved. Han vælter en Klippe ned; saa triller han Muld derover, saa stod der et Man af Sæd. Et visnende Krat han mejer plat. Det Jæmtland skal bli'e til Høst. -- Den Slagfjeder groer vel fastere, Nor? De forrige sad saa løst. Et Island og Færøe fra Hav han skar. Et Bohus fra Fjeld han ta'r. Sligt Guld, som han Huustro spinder, knapt Olaf i Dublin bar. SIDE: 285 Han maaler med Stør og Trillebør Provindser til Salt og til Malt. Han slaast med en Ur, med stærken Natur; men blier ei som Jacob halt. I Svartmyr erobres den gamle Glands, paa Heden en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligge herindenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer, som løfte dig atter, du Ørn! Da blikker du ned paa Frihed og Fred, paa glade og mætte Børn. OLVAR BONDE Konghelle var Norriges Øje saa klart. Det straalende saae udover det Blaa. Nu griner det blindet, blodigt og svart. -- Der faldt saamangen en Ædelsteen af Norges Krone. Mod Jyden, mod Gothen det blinked med Ild. Fra Guldfløi saa rød de Øjeglimt skjød. I Midten laae Borgen som blanke Pupill. Der faldt saamangen en Ædelsteen af Norges Krone. SIDE: 286 Kong Harald hin Gille Kong Magnus, sin Bro'r, med gloende Teen, gjør blind som en Steen. Men dyrere Øjesteen mistede Nor. Du Sarpsborg kan see i en drivende Sky. Men lavt om en Fjord som guldvirket Gjord sig Konghelle bugted flunkende ny. Den Norriges Guldport, den deilige By, der laae den i Mag under kobberne Tag. Fra Fjorden den syntes et Vaarmorgengry. Det Fodtrin til Norrige laae der bedækt med Liin og Skarlag. Men Vimpler og Flag et Konningetelt derover har strækt. Først Konghelle-trin, saa til Sarpsborgen op! Saa Oslo, den Trap med Krone til Knap! Saa Hammer! saa Nidros, den Norriges Top! Men midtudi Byen en Domkirke stod. I Alterets Guld laae Golgathas Muld og Splinter af Korset med Frelserens Blod. SIDE: 287 I Domkirkens Sølvtag de Borgere saae hvor blank og hvor hed Jorsalafars Sved den Bygmesterdrots over Konghelle laae. Men vendiske Snekker bag Hisingsøe sprang. Da hørte de -- Tyh! det ringer i By; til Høimesse ringer det trediegang. -- Ak, Konghelle-borger, som sidder saa from med Hustro og Mo'r paa Gulv og i Chor, de Røvere brænde din Ejendom! Ak, Konghelle-qvinde, til Orgelets Spil du lytter saa glad, men hjemme en Brad de Røvere gjør af din Datterlil. Ak, Konghelle-borger med Psalmbog paa Knæ, gid Skjold blev den Perm! hvert Psalmeblad Jern! Thi Røvere hænge din Søn paa Træ. Præst Anders, du taler saa vakkert fra Stol. Men udenfor -- Sjuh! vel højere endnu en Hane saa rød over Konghelle goel. SIDE: 288 Med Øjet mod Himlen den Præst ei blev vaer hvad Lysning der blev, hvad Røgskyer der drev. Og Gamledags-Kirkefolk saae kun paa Fa'r. Med Øret til Harper i Himmelen lagt han hørte forvist ei Brag eller Brist. Og Gamledags-Kirkfolk paa Præsten gav Agt. Snart laae der for Konghell en gloende Kulp. Naar Ildmørjegrop skjød Askesky op, det var som om Helved opstødte en Gulp. I Konghell var Qvide, paa Skurdhaug var Fryd. Der rundt gik ei Rok, men Mjødhornet nok. Den Maane af Guld stod bestandig i Ny. Men Røgskyen drev som med Budstikke sendt til Bøndernes Lag. Da mørknedes Dag, da standsede Mjødhorn og Stegen blev brændt. Da Olvar den Bonde slang Kruset paa Baal. Han glynnte fra Glug. "Nu diskes ei Dug; men vendiske Rygge maa diskes med Staal!" SIDE: 289 "Ei Konghelle findes -- Gud naade hvad Gru! Der gløder en Sky ei Tag over By. Men Bønder med Biler vel findes endnu." "End Kirken dog kneiser, som Kridklint i Hav, i Bølger af Ild. Det gaae som det vil: det hellige Gudshuus maa frelses deraf!" I Bonden har Borgeren Værge og Værn. Han gi'er os sin Bod. Vi give ham Blod, betale hans Udlænding-regning med Jern. Og Olvar den Bonde greb Bilen med Gny. Saa sprang han afsted, og Bønderne med. Men langt er tilkirke i brændende By. Ham kringsatte Otte af Vendernes Flok. Tre skar han isund. Tre hugg han igrund. Af Øxskaftet Resten fik rundelig nok. Paa Domkirkedøren med Stump af sit Skaft han banked saa fast at Portene brast. Da væltede Røgen om Piller og Laft. SIDE: 290 "Nu Tid ei at synge! nu Tid ei til Graad! ei Tid til at see omkring paa den Vee! Men Tid kun til Strid!" Det var Olvar's Raad. Da stævntes til Borgen. De sanded den Dag, at Bamsen har Ragg, at Bonden har Plagg af Vadmel, men Begge et Hjerte derbag. OBERST KRUSE Høland er en farlig Skov: ei for Bondeharv og Plov; men for den Harv, som vil skjære Fred med Tandgeled, er Høland ret en farlig Skov. For Harv, som harve vil Riger ned, for Kongeplov, som gaaer paa Rov er Høland ret en farlig Skov. Oberst Kruse stod paa Sti, vogted Carl, som vil forbi. "Holdt, Gøthalejon! der er en Sax! Den bider strax . . en Angl med hundrede Tænder i, som skjærer Labber saa let som Ax!" SIDE: 291 Men Tusindbeen la'er gjerne een. Paa Resten kryber han lel forbi. Kruse gjennem Skoven saae tusind Gule, tusind Blaae. Og Carl, den Krigens Brand, ja fremst kom han. "Stop, Konge, her du tolde maa! Her toldes Blod, før du gaaer iland!" Bag Grændsesteen mod Ti staaer Een. Kun udenfor gjælder det Mand mod Mand. Kruse saae den Granskov krye; saae dog ei mod Mark hell' Skye, og ikke bagud, thi der er Skam, men ligefram, thi der er Pligten og Heltery. Det Fienden maatte selv give Ham, som Een mod Ti forsvarte Sti til Armen huggedes stør og lam. Først da han den Sju'nde vog, syntes han det vark i Knog. Dog atpaa gav han den Prinz af Hess et høirødt Bless. Da sank hans Sværd. -- Sligt Grændseaag skal lade smyge hver den i Græs, som gaaer paa Luur til Jomfrubuur, at voldta'e Nora, den Møprinzess. FOLKEVISER (ANDEN RÆKKE) SIDE: 292 VORMENS OG GLOMMENS SAMSTEVNE Skjøn-Vorma, det yndige Mjøs-barn svam saa lystig til Stornæs fram, at møde Glom sin Kjærest, der kommer fra Finnegam. Ved Fosseje-spalt Hun bøjer alt sin Svane-hals lyttende ned: hun hører hans Røst: ved Funna i Øst Glom raaber et høit "Guds Fred!" Hun kommer i himmelblaat Flaggrelin, med gyngende Dandsetrin. Thi Starvals Klarinetter de hilste den Brudr saa fin. Næs-kirken staaer frem og signer dem som hvidsmykket Præst oppaa Hei. Da favnes de To i frydefuld Ro. Saa dandse De deres Vei. GLOMMENS 17DE MAIS-QVÆDE Skjøn-Vorma hun holder i krandset Haand et trefarvet Vimpelbaand: Paa Eidsvolds Strand det vajed om nyplantet Frihedsvaand. SIDE: 293 Men bredarmet Glom til Sarpe-flom en Østerdals-Furustok bær'. Hiin Bendel dertil han fæste vil, og reise Norbann'ret der. Naar Maibanner vajer i Sarpe-flom, da stimle skal Folket om, og lære: kun Folkets Styrke kan værne dets Helligdom; at Arme der vil, og Hærder til, af skinnende Muskler en Foss, hvis opløftes skal den Lov over Dal, den Frihedens Ark blandt Os. Som Storglommen farer -- i stærken Arm den leger med Harpekarm. Hvad Godt der i Norge hændes Han synger af fulden Barm. Han synger hvordan Kong Carl Johan tveeggede Brodersværd brød; at Kongernes Far til Fattigmand skar saamangen en Skive Brød. Opstegen til Sarpsborg nær Himlens Sky, Han øiner om Haldens By Storhavet funkle under Kjær-Syttendemajens Gry. SIDE: 294 Da blegner han brat. Han føler, at en Guddom ham fører tilgravs. Den hvirvler ham nu med Sarp-Halelu til Frihed, til Død, tilhavs. -- Kom Normand, og sæt dig paa Borge-skrænt og mærk i din Sjel paa Prent det Qvad, som bruser under paa Harpen af Almagt spændt! hvor rungende Glom, den Strengeflom, lovsynger den tvekronte Carl, som agtede Nor, den Løve, for stor at tøiles af Gøthajarl! Bekrandser med Hafslundens Egeflor det Norriges Underchor, som synger Borgerkongen saa mandige Æresord: "Hil være dig Drot! Du sidder godt. Thi Maifolket bærer dig nu. Dig Tillid og Tro er Stallare to: De æres i Nord som Du." Se derfor sig reiser den Furu, som hidførtes af stærke Glom, og som den milde Vorma bandt trefarvet Bendel om, SIDE: 295 paa Frihedens Dag til Æresflag for Dig i den rungende Foss! Den skummer tilgravs hver Nidding, tilhavs, som krøb mellem Dig og Os. REIDAR GRIOTGARDSON Hvad kommer der bag Hvalom Skjær, de Bølgers bratte Throne? Saamangen Grøn, saamangen Blaae, der Skyen slog og Bunden saae, paa Skjæret naae af Skum saa skjør en Krone. Er det en Sol derunder Pol? Nei, Norges gyldne Throne. Saamangen Dreng med Kallforstand, saamangen Kall med Ynglingsbrand en blodig Rand der faae om Skolt for Krone. Det var ei Lom, ei And, der kom paa hviden Ving i Øster. Men Sigurd Degn, Kong Magnus Blind, der foer paa fulde Bramseil ind. Da skreg i Vind saa fæle Ravnerøster. SIDE: 296 Den stakkars Drot han seer ei godt. Han har ei andet Øie end gylden Fløi paa Masten rank, at see fra Sjø hvor Solen sank saa deilig blank bag Vigens grønne Høie. Den stakkars Drot han seer ei godt. For ham seer Sigurds Klinge saa langt som Lyn, saa hvast som Falk. Den saae igjennem Nat og Balk -- du Klerkeskalk -- til Harald Gilles Bringe. Det var ei Lom, ei And, der kom paa hviden Ving i Vester; men Norges Kongeflaade gill. Kong Ingos Sværd kronrage vil nuengang til de slemme Kongepræster. Da Solen skjød, gik Sjøen rød om Hvaloms sorte Tue, hvor væltede Kong Magnes Læs, hvor svedne blev i Taregræs de vilde Gjæs af klaren Klingelue. SIDE: 297 De danske Seil og Agterspeil, der bort fra Magnus skummed, den første Straale brød sig paa, og paa Kong Magnes Læber blaae, der, Stakkar, laae saa helseløs i Rummet. Derovenpaa saa vildt ei slaae de Kampens Luer vrede -- selv der hvor Slembedegnen stod -- som under Magnes Hjerterod det Kongeblod i vældig Feberhede. Med kolde Smiil saae Sigurd til usalig Konges Smerte. Ja selv ad Ham han loe med Haan, der giver Seier Den til Laan, som har hans Aand, den Hellige, i Hjerte. Ad Sorg og Seir han loe iveir. Han skratted ad sin Ære. Saa springer han tilsjøs fra den; thi hjælpeløs han lod igjen sin syge Ven, sin gamle, blinde Herre. SIDE: 298 Snart Magnes Skib var fjerløs Grib. Men Ingos Drager stærke end spruted Pile ind fra Sjøn. Qvar stod kun Reidar, ung og skjøn, Griotgards Søn, -- det stolte Troskabsmærke. For Jarleræv, for gammel Grev, som Dødsensljaen bøjet, saa skjælv som Blad i Aaspelund, er Kongen tidt kun Skjolderund, en Hætte kun, der dækker Skalkeøjet. Men Ungersvend, den Livets Ven med Mø og Mor derhjemme, sin Konge salver med sit Blod, og tør for ham til Skjold imod hver Pilerod sit bløde Hjerte stemme. Med blodig Arm, med blodig Barm sin syge Herre dækker den ædle Søn af Griotgard. Da Magnus deiligt Purpur bar. Ei Livet har hvad Døden ofte rækker. SIDE: 299 Med blodig Arm, med blodig Barm bedækker han sin Herre den ædle Søn af Griotgard; og samme Spyd dem gjennemskar. Saa trofast Kar fortjener Sangens Ære. MINNE-SLAGET Før risled Minnestrømmen saa stilt paa hviden Sand, og Hestehov og Rødkoll gik ned til Strømmens Rand. Saa mildt som trende Striber i frie Folkes Flag sig fletted Strøm og Eng og Sand altfør det Minne-slag. Nu skummer Minne-sundet og maler Flintesteen. I sorte Kulper hvirvler den mangen Fiskers Been. Og Hestehoven klavrer saa høit den kan paa Hei. Og Rødekollen har forlængst undveget Stormens Vei. Thi Minnestrøm har seet saa fæl en Borgerkrig. Da maatte vel Naturen i Alt oprøre sig. Rødkollen der er traakket af haarden Bjerkebeen. Den bløde Sand i Baglerblod hopsmeltet er til Steen. SIDE: 300 Om Magnus Kong end havde sin Øjesteen beholdt, det klare Dagslys vilde ham Blindhed dog forvoldt, da Sigurd Slemmedegnen ham drog af Klostergrop, og førte ham paa Norges Skolt, den hvide Dovretop. Men nu to røde Skiver fælt gloede under Bryn. Da Minnesunds Blaaøje vardt mørkt ved sligtet Syn. Rødkollen maatte blegne: den mærked, at den var med samme Udaadsfarve malt, som Magnes Øine bar. Men Norges rette Konge var neppe fire Aar. Kun Uskyldskronen bar han: det gule Barnehaar. Han var en Gut saa fager: men i hans Øine blaae et Blink af gillske Falken alt de Bjerkebeiner saae. Og vesle Ingo Konge han laae i Kjæmpehaand. Den stærke Vugge laante ham gjæve Aleson. Han vikled Barnet vaersomt ind i sit Kiltingskjød; thi Han var Ingo Ven og Far fra Vuggen til hans Død. Hvad skal da Vuggebarnet i Kampens vilde Baal? Saa smedes Norges Klinge, saa hærdes Kongestaal. Men hvor den Kongeliden som knækket Blomster sank, der kneise ingen Blomme tør paa Stengel strunk og strank. Saa bares vesle Ingo af Thjostolf Alesøn, der holdt ham under Venstren i Kappens Fold iløn, SIDE: 301 mens Højren Sværdet førte for Barnets Eiendom: den Norges skjønne Kronekrands, som her blev kjæmpet om. Men alt som Buldren stiger, ung Ingo lytter til. Det tykkes ham saa ilde for Drot at ligge stil hvor gjæve Hirdmænd kjæmpe . . Han klyver fra sin Fold til Thjostolfs Skulder, sad saa der som gylden Knap paa Skjold. Saa sad den vesle Konge paa Thjostolf Aleson, ad Vaabenbraget klapped saa fro med Barnehaand. En trofast Normands Hærde -- den var hans Kongestol. Det var en Klippetrone for den Drot i Barnekjol. Han loe ad gamle Magnus, der gik iblinde fram; men tænkte mindst, at Denne just søgte hen til ham. Hvor Barnerøsten hørtes did Blindemandens Haand just kasted Spydet, Hødur liig mod Baldur Mistilvaand. Han legede med Bannret, der kyssede hans Haar. Som efter Frivilvinge, den Flaggreblom i Vaar, han efter Baglerpile i Luften greb med Lyst, ei vidende, at hveren var kun sigtet mod hans Bryst. Da hører Magnus atter den liden Konge lee; thi Hanesvands til Hjelmbusk fik Barnet just at see. Da slynger han sit Glavind -- det Straalebue skrev, og Ingo griber, vakler, og i Slaget borte blev. SIDE: 302 Da hører gjæve Thjostolf det klynke ved sin Fod. -- Ak! det er vesle Ingo, som vælter sig i Blod. Da maatte Helten græde; thi se, den Haraldsqvist, som skulde vaje over Nor har faaet Bræk og Brist. Krogrygget siden længe paa Norges Stol han sad. Dog fulgte ham i Kampen saa rank en Kjæmperad. Han brak ei Aandens Vinge i skarpe Minneslag, og Norges Krone bar han vel saamangen Æresdag. SIDE: 303 KIRKEMUSIK 1ste Halelujah. Ham Ære være, Herren Gud, hvis Naades Time slog, da Christ i Smertens Aag Langfredagsukket drog. Haleluja! Hans Godhed samler til en Gloria de Svages Graad. Hans Viisdom hører Sukkets Raad. Han lod sin Almagts Ving slaae ud af en vemodig Qvindes Bøn, og bære ned sin Søn, at lære Jord fra Golgatha et himmelsk stort Halelujah! 2det Halelujah Ham Ære være, Christ, som, da den gamle Verden gled i Synd og Taarer ned, fra Bethlems Palmely frembar en ny -- ja paa sin Arm en Verd af Kjærlighed. Ak Armen brast! Da Guddomsvingen slog han ud om Jorden som et Foraarsgry, og bar sit Seierværk med Hast op til sin Fader Gud. Der om hans Throne bæres du af Jesus, frelste Jord, endnu. 3die Halelujah Priis Helligaanden være, Den, som, straalende fra Gud i Sjelerækker ud, i Høiserafens Skin af Jubelsmiil, i muldne Adamshjerte slører ind sit Guddomsvil! Ja Den, som allerherligst har i Friheds, Sandheds, Kjærligheds trefoldige Aand-eenhed klar sig aabenbart i Christ! Straal i dit Tempel, Helligaand: i Englens som i Adams Bryst! SIDE: 304 VED GENERALMAJOR AUBERTS HEDENFART Gjæve Frænde, Englen har holdt dig hvad han loved: Han, der sad saa hvid og klar paa dit gamle Hoved. Did, hvor ei hver ærlig Mand slynges om af Krybet, som, da Helved kom ibrand, krøb herop fra Dybet. Did, hvor dale død til Jord frelste Promethider, see den Stolthedens Condor, som i Hjertet slider. Did, hvor Byrons Manfredgeist glatter Tvivl af Pande, finder ingen Jungfrau reist i de glade Lande. Did, hvor Byronsenglen faaer atter Lysets Farve, hvor der groer en Aandevaar af en vissen Larve. Did, hvor Engleskare huld blomstrer af de Taarer, som paa Jorden faldt: den Muld udaf raadne Baarer. Did, min Frænde i det Blaa! dig den Fredsaand hæved: den, hvis Hvidving længe laae paa din Skolt og bæved. SIDE: 305 Didhen gjennem Skye du skar Veien til det Høie med det Æressværd, du bar i dit kjække Øie. Did dit bedste Æresskjold bar i Ædelhjerte Du, som i en Himmels Sold Jordens Veldaad lærte. Did at gaae en Paaskeqvel ifra Storm og Kampe, klare, phocionske Sjel sprænge vil sin Lampe. Som et løsnet Lyn du vil gaae Cherubens Veie, følge med din Frelser mild i hans Paaskeseier. Gamle Lampe brast isund; men et Lyn den føder, mens paa "Theodorens" Mund Seiershymne gløder. Seiershymne over Grav! Himle uden Ende! Kan du, lynende Seraf, være end min Frænde? HYMNE TIL DE FOR FRIHEDEN I JULI 1830 FALDNE BLODVIDNER AF VICTOR HUGO Strofe De, som for Fædrelandet saa gjerne Livet gave, fortjene vel et Folk i Graad ved deres Grave! Imellem store Navne skinne deres frem. SIDE: 306 Mod deres Ære hver en anden Ære blegner. Som det en Moder egner det hele Frankrigs Røst til Hvile synger dem. Chor Dig, Frankrig, evindelige Hæder! Dem Alle, for hvilke du græder, Martyrerne Ære skee! og Dem, som i Disses Exempel sig vinde i Pantheons Tempel en Plads ved at døe som de. Strofe Det er for disse Faldne, hvis Skygger her omsvæve, at Ærens Pantheon igjennem Skyen hæver høitover vort Paris, den tusindtaarnte Bye, den stolte Dronning for Europas Babyloner, sin Krone af Kolonner, der førend Alting gyldnes af hvertet Morgengry. Chor Dig, Frankrig, evindelig Hæder! Dem Alle, for hvilke du græder, Martyrerne Ære skee! og Dem, som i Disses Exempel sig vinde i Pantheons Tempel en Plads ved at døe som de. Strofe Forgjæves, naar der boer slig Storhed under Minder, skal Glemselen, den Nat, hvor Alt, som falder, svinder, gaae over denne Grav, som Frankrig knæler paa. Hver Dag, som hæver sig, skal deres Navne skue i Ærens Morgenlue, den evig friske, som foryngede opstaae. Chor Dig, Frankrig, evindelig Hæder! SIDE: 307 VED JOHAN AUBERTS BEGRAVELSE Tie kun ved Baaren, Haab, du vor Trøster! Troen, din Søster Bortkysser Taaren. : : Salig hun smiler, Ædlingen hviler, Hvisker til Sorgen: "Nu gryr hans Morgen." : : Himlen ham kalder, Ung kun i Tiden, Gammel i Viden; Støvsvøbet falder. : : Aanden var moden; Høit over Kloden Psychen nu svinger Rigt smykte Vinger. : : Ham, her fortrolig Alt med Socrater, Platonske Stater Vinke til Bolig. : : Frøet han strø'de, Voxet til Grøde, Længe skal vinde Krands om hans Minde. : : VED CONRECTOR JOHAN AUBERTS GRAV Din Tid, o Støv, af lette Stunder isammensmeltede bestaaer, og kun af flyvende Secunder sig kjæde disse Rækker Aar. Hvi vil du elske denne Tid, som fører dig saa troløs hid? SIDE: 308 Et Aandpallads du troer din Hytte, o Mand, fordi du triner tungt. Ak, det kan ikke dig beskytte, du Hjerte, at du er saa ungt! Hvi elske Tiden, stolte Fnug, -- den Flugt af Smiil, som døer i Suk? Du Aand i Hytte, har du Vinger, til Flugt du dem beredte læg! Thi med hver Timeklang der springer en Nagle i din tynde Væg. Her for en flygtig Times Haand, her faldt et Manddoms-Pantheon. -- Et Evighedens Suk er Tiden, for Engelen, der kjæmped ud, hvem Jorden blev for mørk og liden, at drage gjennem sig til Gud. Et Længselsuk du, Himmel, drog. Tilbage det en Engel tog. Forkynder, Høiserafers Strenge, hvad Navn ham hist imødeklang! Thi Jorden manglede alt længe for al hans Dyd et Navn og Rang. Johan Aubert er Navnet paa den Dyd et Menneske kan naae. Du, Herre, som din Død løslader, at han forkynde skal din Magt, for dig nedknæler, se vor Fader, din faldne Jord i Taarepragt. Sin Glædes bedste Smykker gav den jo, som nu, ak! til en Grav. SIDE: 309 Men over Graven -- o hvad skinner? -- Han sænker sig paa Straaleving, at kysse Taaren bort, som rinder, du Elskte paa din Brudering. Han, Moder, hviske vil til dig: "o græd ei førstegang for mig!" Du Ædle, vi gjensee hverandre -- ha, flyer I rappe Stunder da! -- Lad Dødens Time som de andre da høre vort Halelujah! Dog over Mange hist som her du straale skal, Johan Aubert! AVINDSMÆNDENE DIGT AF SIFUL, TILEGNET SORENSKRIVER M. OG CAPITAIN W. En Fjord, rullende i Uveir. To Avindsmænd paa hver sin Side.) Første Avindsmand "Fjorden gaaer saa strid herunder. Dybet aabner sig -- o Under, ingen Djævle stige frem! Kun af Blækhornsoceaner, o, jeg ahner, at man maner nu i vore Dage dem. Havet, liig en dalet Torden, dundrer ind igjennem Fjorden. Dog jeg Avindsmandens Blod fra den anden Fjordens Fjære hører gjære, slaae i svære Dønninger, ha, mig imod. SIDE: 310 Døden griner kalt i Byger. Rædde Seil indunder stryger, liig et Dødsens-Smiil paa Hav. Mere fæle Smiil dog rande hist en Pande: den, som bande tør en Gubbe paa hans Grav. Hvis du vilde mig hans Klinge, knust i tusind Splinter, bringe -- Ægir, se, jeg dyrked Dig! Hvis hans Skolt med Høvdingfjære Du vil bære knust paa Skjære, -- vilde Sjø, knus atpaa mig!" Anden Avindsmand "Hvad der staaer i Romsdal, Resten tager vist den Storm af Vesten, som fra Shetland bryder Vei. Mange Graner ville falde; mangen Skalle -- næsten alle -- kun paa Grund af Lethed, ei. Mellem begge vore Huse mørke Romsdalsstorme bruse. Dog igjennem Ilingsskyen øiner jeg, hvor hist paa Stranden Avindsmanden under Panden ruller mod mig vrede Lyn. Var der end ei Fjord at fare, disse Stormens Strimer skare som en Elv igjennem Dal. SIDE: 311 Hei, lad Dommerkaaben flyve! Graahaar gyve! De, som lyve Viisdom om hans Pandeskal." Under slige Tanker svinder Stormen over begge Fiender; men ei den i deres Bryst. Aandestorm har Panden bøiet, mørk den pløiet, medens Øiet skinner, ak! saa taarelyst. Lad kun Mandeharmen bruse! Rappe Ørefigner suse! Kald en Slyngel Slyngel; men lær ei lange Aar at hevne! Satan levne Du den Evne! Han vil neppe tage den. Seer, hvor mildt imellem Eder Vestenvinden Bølgen leder under Kyst til Aftenroe! To forsonte Aander glide henad blide Bolsøeside. Her de haded som I To. Bryst mod Bryst, med Fraad paa Tunge, De fra Romsdalshornet sprunge i det store Svalekar. -- Kun et Hav kan rumme Vreden; kun et Eden Kjærligheden -- ha, hvad Storhed Adam har! SIDE: 312 Seer I, paa den blanke Flade Bolsøe-Maanens Colonade bygger Jer et Fredscapel? Slutter, I paa Vredestinden, Fred forinden atter Vinden rører Fjord og mørkner Sjel! VED MATHILDE NILSENS GRAV 19 JUNI 1832 Den Stærkeste af dine Engle, din Død, vor Gud, fra dig udfoer; -- Da bøje sig de smekkre Stengle, som bære Himmelblom paa Jord. Og paa Hans Ving, saa ørnesort, de Himmelblommer flyve bort. Men Døden, mørk og fæl paa Jorden, har neppe Sorgens Boe forladt, før Harpetoner af hans Torden og Lys udstrømmer af hans Nat. Den Blom, han brød i Smertens Stund, han planter ømt i himmelsk Bund. Da først sig aabner Blomsten frodig -- En liden Engel spirer frem, og svinger sig saa frisk og modig igjennem høje Aanders Hjem. Dog ofte svæver den hidned; thi Sorgens Ven er himmelsk Fred. -- Saa kom da til din Moer, Mathilde, og viis, hvor deilig nu du er! Fortæl, at Døden ikkun vilde dig lære Flugt paa Englefjer; at du er døbt ved Jesu Bryst med Englenavnet: Himmeltrøst. SIDE: 313 TYDSKE AANDERØSTER EFTER UHLAND (LUDVIG) Hvis nu imellem os Germanner en Aand nedsteg: en Helt og Skjald der under Helligkampens Banner nedsegnede paa Sejerval, -- paa tydske Jord han qvæde skulde en Sang, en Sang -- ei vel som min -- men En, hvor Tordner hørtes rulle, og Ord at slaae med Sværdes Hviin. "Om festligt Blus og Jubelskare engang saa herlig Tale lød; men hvor er Den, som kan forklare Hvad dog den store Fest betød? Vel maae de Aander blandt os dale, opvakte af en hellig Ild, og blotte Vunderne at Alle kan lægge vantro Finger til." "Forglemte I de Kampens Dage, -- jeg spørger eder, Fyrster, ad -- da I, nedknælende i Klage en Magt, meer høi end jers, tilbad? Seer I Nationers Troskab prøvte, der strøg med Blod jer Skjændsel ud, da lover ei, men holder Løvte, I svoer det ved den strænge Gud!" I lidende Nationer, glemte og I den Ærens hede Dag? Det herligste, hvorfor I kjæmpte vee! det forsvinder i Bedrag. Med lyse Sværdhugg Fiendehorden I hjemad over Rhinen drev; men Mørket hyller Fædrejorden, og fri dog ei Germanner blev." SIDE: 314 I Vise! -- tør man vel berette de Mænd, som ville vide Alt, at Taaber kun paa Kampens Slette har klaren Ret med Blod betalt? Men troe I, fra den Glød saa blodig gaaer Tidens Phoenix ung igjen kun for at klække ud langmodig de Æg, I lægge under den?" "I Kongeraader, Hofmarschaller med Stjerneflitt'r paa Barmen kold, som til idag ei hørte tale om Kampen rundtom Leipzigs Vold I vider, Gud vor Herre lyster at holde Dom i denne Stund! -- Men I ei troe paa Aanderøster og haane Varselssangen kun." Jeg sjunget har, og til det Høie jeg svinger mig fra sorgfuld Jord. Alt hvad sig speilte i mit Øie forkynder jeg de Frelstes Chor. Ei rose kan jeg, ei fordømme; men Trøst jeg ei for Trællen saae. Dog Lyn i Taarer saae jeg strømme og hørte mangt et Hjerte slaae." FÆTTERENS MARKEDSSANG Fætteren Min kloge Onkel Mikkel Hals paa Grundsæt agter spigre op Bod og Disk, hvor han tilfals vil holde Løfter digre. SIDE: 315 Chor af Markedsgangsfolk Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Ak, vogt Dig vel at kjøbe der! Og see Dig fore nøie, at ei Du faaer en Kyllingfjer for Lykkens Papagøie! Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Der kjøbes Ræv og Kattepuus istedet fore Zobler, og Løfter i et Kræmmerhuus af blanke Sæbebobler. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Der kjøbes Huus og Hjem galant. Kun lidet koster dette. Men sæt, at Du ei Huset fandt: saa husk at Kaart er' lette. SIDE: 316 Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Der faaes gratis gode Raad. For en fingert Bestalling, for brustet Haab han tager Graad som god kontant Betaling. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Den falske Verdens Bakkelse Du faaer, hvis Du er snagen; og sukkerstrøet Snakkelse, saafremt Du er bedragen. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Med Embedet han fik Forstand. Dog intet overflødigt. Nu sælger ogsaa deraf Han hvad han ei troer er nødigt. SIDE: 317 Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Som Posekiger sidder han. Ak, var hvert Skib paa Vande saa tomt som han er paa Forstand, da kom ei Kontrabande. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Han Dumhed paa Kreditoplag har udi Magaziner. Men kjøber Du hans Vid, da tag tiltakke med Qvintiner! Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Dog kjøber Du hans Hovedbloks Forstand, Du huske, Kjære, at Onkel handler kun med Stocks, som ikke existere! SIDE: 318 Synder med det mørke Blik, see dog mod det Høje! Veed du ej, at derfra fik du saa mildt et Øje? at en Frelser derfra gik, sprængende din Bøje? Skyen som i Øjet hang, kan du vist forjage. Armen, som i Kummer sank, Stjerner end kan tage. Lære Engles Jubelsang kan endnu din Klage. Angerstornen, blot du vil, Glædeskrands kan blive. Som en Engleving dit Smil kan til Himlen flyve, og et evangeliskt Hil om din Læbe skrive. Øjet, natlig Fakkel var, Glorieglimt er vorden; Tænderne, som Eder skar, Sølverstrænges Orden; Mund, som huset Satan har, Tempel blev paa Jorden. Vil du -- fra dit Hjertes Bund kan du Englen mane, og fra Herrens blaae Paulun Ti med Sejersfane. Tro og Villje -- tro det kun -- bryder Himmelbane. SIDE: 319 SPANIOLEN Sit lille Digt tilegner Forfatteren høiagtelsesfuldest En gammel, graa Republikaner, Det ulykkelige Erins Søn, R. Major hvis Skjebne lignede dette Digts Helts, siden ogsaa Hans Aand engang opløftede sig, og greb mandigen i "Erins Klageharpe". Jeg kjender, Erin, paa Storhavet hist din svømmende Slette. Sømanden braser forbi, ahner, men øiner dog ei den Dal i Havet bag takkede, hvide Bjerge af Bølger. Ørnen og Fizgeralds Aand heel den fra Himlen kun seer, et mørkgrønt svømmende Lotusblad liig, der vugger sin hvide Svanblom: O'connells Borg, skinnende fjernt over Hav. Men Gud og Aanderne see, at Europas Dæmon har sat sig, hellige Lotos, paa dig -- Stormen, der mejer som Ax de fromme Landsbyers Taarne, dog blæser Ham ei i Havet. Hvi da ei løsnes din Stilk? Drive du skulde da til den nye Verdens lyksalige Strand, hvis frelsende Guddom, jagende Dæmonen bort, skulde sig sætte paa Dig. Ak, under Havet, til Dybet og Albion Erin er lænket! Ilende, skummel og høi, drivende Skypompe liig, omsust af fremmede Falke, hensvæver Dæmonen over Erins sædglindsende Hav i Havet, den Havets Oas. Dog højne Aander sig over det lave Erin, og medens Shannon stønner, da hør! hør hvor det toner i Sky! Der svæver, baaren af Frelste, som levte og døde for Erin, over den Høi, hvor de see end sine blegede Been, en himmelsk Harpe, og hine Aander, liig springende Bølger, hæve sig kappende op, op for at gribe i den. Da toner Erin vemodig sin Sorg -- da kryber Dæmonen sammen, og Falkene tye da til dens Skuldre med Skrig. Thi Erins Klagesang ryster Aljorden, og Menneskeheden raaber: "til Hjælp ! Hvad forgaaer hist i det fraadende Hav?" -- -- SIDE: 320 Scenen for Katastrofen i nærværende lille Digt, som her, efter en Revision, og med Musik, atter forelægges Publikum, er under et af vore Jothunfjelde, den for sine Snestorme berygtede "Fannarauk", d. e. Fannforøgeren, Snesamleren, et frem- springende,bastionformet Udenværk til Horungtinderne. Man faaer maaskee et Begreb om Situationen af følgende Træk af de Forord, der ledsagede den første Udgave: derunder gaaer Lomværinges og Sogningers frygtelige Vej til hinanden over Sognefjeldets Alpørken, over Svaberg, Iis og Sne, i Forgjængernes dybe Spoer over Bræerne. Denne Steenrøs og denne der og hiin hist betegner den; men hiin Røs ude paa Fjeldørkenen er et Mærke hvor En dræbtes i gamle Dage eller fandtes død, begravet af en pludselig Sne-Iling fra Fannarauken. I Nordost Kongsoxletinderne, efterhærmende Horungernes Alpformer; disse i Syd i tre Taarnkolonner; midtimellem begge Fannarauken, fjerntfra lignende en uhyre, en Verdens kulsorte Liigkiste med et nedrullende Lagen; nærmere synes Laaget meer og meer at brækkes op i en Spids, som om den Døde vaagnede der- under; og se, der reiser han sig -- et Skygespenst eller den rædsomme Fannrøg. . . Kun i det Fjerne blaaskuldrede, hjelmrundede, kaabehvalte Fjelde; nærved Alt hvidt, sort, trodsigt, tindet. De ligne sortkalottede, hvidkaabede, strenge, coeliberende Prælater, men midtimellem throner Fannarauken som en bister Pave -- de side hvide Arme talende udstrakte, Aftensolen giver Toppen Tiaraens Purpur -- Hine Blaaskuldrede, Hjelmrundede ere læge Riddersmænd, der fjerne sig ærbødigt. Det er et Hildebrandskoncilium. Her afgjøres Spørgs- maalet om Jordens Alder. Der under Fannarauken sad jeg; -- under et skrøbeligt, rødmalet Kors, hvorpaa stod malt den venlige, men ofte forgjeves fulgte Advarsel: "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" . . . Stedet blev uhyggeligere, Advarselen vægtigere jomere jeg saae paa Kor- set, paa Dødsmærkene henne paa det Øde, paa de taarnede Fanner. Men min Veivisers Fortælling om hvorledes det gaaer til naar Fannen ryger løs, bandt mig. Det er en Explosion -- umuligt at se for sig, snart umuligt at stolpe længer frem. Da være Gud En naadig. Stormen løsner de opad den sorte Side dyngede Snefanner, saa de, rygende om Toppen, give Jøkelen Udseendet af en Vulkan. Derfor udlægges ogsaa dens Navn som "Fannrøgen" ): Fjeldet, der ligesom ryger af Snefanner, af "Fannrøg". "Saaledes -- fortalte Dølen -- fulgte jeg nys en Udlænding hidover fra Sogn, en rask, mørklét Karl, der vilde til Snehætten. En liden hvid Sky laa paa Fannarauk, men det var ikke andet end en svag Røg af en Fann, der begyndte at røre sig. Men snart kom den hele Fannrøg. Gud fri os! Den Fremmede holdt mig i Kofteskjødet for at kunne see og følge mig. Hid kom han, men ikke længer. Ugen efter fandt jeg ham død, omfavnende Korset. . ." Jeg havde lagt Hovedet i Haanden. Det blev stille. Kun den æselgraa, æselvesle, men dromedarstærke og sikkre Dølehests Pusten i det brune Græs hørtes af og til. En Time efter hørte jeg min Døl raabe sit "Afsted!" Dog SIDE: 321 reiste jeg mig ikke. Han troede jeg sov. Dog hørte jeg ham tregange raabe sit "Afsted!" Jeg tænkte paa den Fremmede. Jeg veed ikke hvorfor det faldt mig ind, at han maatte have været En af de mange proskriberte Liberale af forskjellige Nationer, som i de Aar 1832-33 flakkede om i Europa; men den Mørklétes Død med Korset i sin Favn indgav mig Maaske'et, at han var en Spanier. Man behøver, for at forstaae det Føl- gende, kun at erindre denne Nations Skjæbne i de første Par Aar efter den franske Julirevolution, Absolutisternes Rædselsgjerninger og Forfølgelser mod de Liberale, Disses Anstrængelser paa saamange Punkter, og især under alt dette den mærkelige Indflydelse, som den dengang liberale skjønne Dronning Kristina Maria forstod at vinde over sin Gemal Ferdinand VII i hans Sygdom i Begyn- delsen af Aaret 1832, og at være i Besiddelse af i hans Dødsøjeblik, uagtet dette usle Væsens vaklende Tilbagefald til Calomardes og Espannas Principer. Hvorfor kan ikke min Spaniol have været En af Torrijo's eller Mina's ulykke- lige Følgesvende? Af den Førstes 80 skjød man kun paa engang de 25 paa Ferdinands Befaling. En af disse Helte for Konstitutionen af 1812, for de samme Principer som udgjøre Blodet og Marven i vor Konstitution, kan gjerne have oplevet mine Scener og endelig sin Død ved Fannaraukkorset paa det norske Højfjeld, -- en Skjebne, som ialfald var en mangefold blidere end den Livs- fristen, spanske Refugiados, efter "Hubers Skizzen", have lidt midti London indtil de allerseneste Forandringer vel have gjengivet dem, som undgik Hungersdøden, deres Fædreland. " -- -- Thi Frihed er Himmelens Sag. Var Englen ei fri, da i Himlen blev Oprør." "KONGEN AF SPANIEN" (Thronsal i Escurial. Aften. Kongen, Ferdinand Vll, paa Thronen, Spaniolen træder bedækt frem for ham). Spaniolen End drøne Borgens Kolonnader af dine Raaders Fodtrin, Drot! Det er din Kløgt, som dig forlader, og levner dig din Angest blot. Den Sky, som driver paa din Pande, har tømmet ud sin Død idag. Nu er den Aander, som forbande, og fremst Riegos Vingeslag. SIDE: 322 Bort gik dit Raad. Beklemt, som Hvælvet, hvis Pillerad i Mulmet svandt, Du mangen Time gjennemskjælvet seer frem paany til Skjælven randt. Som gjennem Tempeldomen Stjernen i mørke Dybde straaler ned, saa skinner dig igjennem Hjernen et Minde i din Eensomhed. Som brustne Daggert, i dit Hjerte gjensidder Lynet af din Eed. End ikke ti Aars stærke Smerte de Stumper ud af Saaret sled. Erstattende det Blod, som flyder deraf, du drikker Spaniens Blod. Du raser mellem Spaniens Dyder, at finde der din Rædsels Rod. Du Chartet sønderrev, Meeneder! Men klingrende til Himlen foer din Eed med hine Aandgeleder, der straale i Riegos Spoer. Der hænger den -- en evig Lænke, opglødet til en Lynild, som kun venter dig, for dig at sænke didned hvor ingen Naade kom. Paa Barbariets Kyster svaler sig Solen i en Palmelund. Men Spaniens Sol, du Bøddel, daler blandt Steilers røde Grene kun. Der smuldre Spaniens bedste Hjerter; men dine Steiler, Konge, vid, de ere Armestagekjerter, som lyse foran Frelsens Tid. SIDE: 323 Et Suk er dig en Højforbryder. Da kryber angst du paa din Stol, og Biler ud du rundt dig skyder, den Straalekrands af Spaniens Sol. Ak, hvor forsvunde dets Trophæer, det Verdens Halvdeels Kapitol! End glimter kun bag Pyrenæer i Minas Sværd dets Frelses Sol. Dog flyver ikke der med Gribben Empecinados Aand, Tyran! Som Fuglen susende om Klippen, saa cirkler om din Throne Han. Og midt iblandt Kastiliens Raader Torrijo's Skygge sidder; -- ja, hvor kom vel blandt de høie Naader den Rædsel i Triumfen fra? Dog skræmmer Aander ei Dæmonen, som gjør en Svagling til Tyran. Du skjælver mere, Træl paa Thronen, for Mennesket, Du myrde kan. Du seer i Mandens aabne Pande en Thron meer høi, end Kongens, hvor en Skare Domscheruber stande med Frihedschartet, Du besvoer. Ja læs i Mandens aabne Pande hvert Frihedscharts Original! Se Qvindens Buebryn sig rande til Borgerindens Triumfal! Som Barnet voxer, Frihedsskriften sig ruller i dets Aasyn ud. I Ynglings Blik se Demantstiften, hvormed den skreves ned af Gud! SIDE: 324 Du negter Gud med Solens Øje at læse hvad i Støv han skrev? og Dagen Laurerne at bøje om Adamsætens Frihedsbrev? Espagnas Øx i Solen skinner, og Calomarde, den Schakal, gaaer hylende paa de Ruiner af Spanien: dit Escurial. Men Gud har Stjerner for at lede de sidste Ædle, Spanien har, om Natten sammen paa den Hede, som Olavides' Agre bar. Se, Hat og Kappe flux nedglide; paa Natteheden bli'er det klart. Thi Klinger funkle om det hvide paa Panden skrevne Frihedschart. (Afdækker sig). Her læser Du det, Drot, og bæver. Thi Du ved første Blik forstod, at nye Aanders Hær sig hæver i Dampen af det rundne Blod. Det samme Frihedskrav de qvæde; og for det hurtigen at naae, Martyrens Bane fro de træde, og raabe det fra Himlen saa. Det hører Mennesket, og Blodet ei skrækker ham, det Æresspor. Dog vil han leve for Klenodet, hans Fader gik i Døden for. Se der de hyllede Gestalter, Du veed at vandre om dig, Drot: de Murere, som Friheds Alter opbygge engang af dit Slot. SIDE: 325 Thi visselig sin Frihed vinde skal Mennesket, det Guddomsbild, saalænge Gud til Mand og Qvinde nedlaaner end sin Skaberild. Stands Livets Strøm -- din Magt du ejer, naar sidste Moder døer, Tyran! Nei, end du kjæmpe maa en Sejer med hendes Søn, den sidste Mand. (Gaaer, men vender tilbage med draget Sværd). Jeg kunde fælde Spaniens Morder. Dog var det Herrens Dommersværd, der slog dig -- det som Tiden gjorder sig med i Himlens Ledingsfærd. Du døer . . Du døer. . (Nærmer sig. Dronningen, Kristina Maria, sees i Galleriet). Ha, Gud! vil sende en Frelserengel end til Dig? (Kaster Sværdet for Kongens Fødder). Lev da! Men Spanien og Hende betal det Liv du skylder mig! (Iler ud). "DRONNINGEN" Kongen (Reisende sig halvt op). Forraad! Forraad! Dronningen Fly, Patriot! Fly, Sandhed, ifra Kongens Slot! Forlængst din kjekke Sjelebro'er jo "Ædelsind" fra Borgen foer. SIDE: 326 Kongen Forraad! Forraad! Dronningen Saa hedder nu i Borg og Tempel, Sandhed, du. Dit rette Navn er "Himmelslyst." Det hvisker Filosofen tyst. Hvor straalefrisk og morgenrød er, Sandhed, du i Himlen fød! Paa Jorden kun i Slør og Skjul du frelse kan dit Fagerhuld. Dog vogt dig for den Marmorhal! Den er dig, fine Blomst, for sval. Ja rødmed der du end, som hist, du kaldtes Spøgelse forvist. Du ene frelse Konger kan. Dog lønnes du med Baal og Brand. Du stiger som en Frelser ned, at døe som Han af Kjærlighed. Hvor er den Himmelblomme fiin! Dog bærer den en Cherubin. Dog i dens Duft Cheruben foer om Jorden i Rousseauers Ord. I Filosofens Bog vi har kun Blomstens tørre Exemplar. Men læg det ved dit Hjerte, den udblomstrer, Konge, da igjen. SIDE: 327 KONGENS OG DRONNINGENS GENIUSER Kongen (Springer op). En Liberal? -- ja ved min Magt! Og det i Kongens Hal? Min Øx, du har for længe lagt, men snart staae op du skal. Og skjær saa Tidens Sener af, saa den ei gaaer saa fort; men staaer, som Halte ved sin Stav i Kongens Æreport. Dronningen Den Throner slaaer med Vingen stærk omkuld, den Phønixørn, som vare de kun Legeværk for Timerne, dens Børn. Nys den fra Thuillerien fløj, gjort ung i Ild paany. Den Pyrenæ'en er ei for høj, med Bræen over Sky. Den elsker jo Bourboners Blod? Vogt, at den ned ei slaaer! Kun om du Mildhed skinne lod, den Ørn du fangen faaer. Da bærer den -- en Svane tam -- til Stjernerne dit Navn. Der boer det, men i Engleham du Selv i Himlens Favn. (Synker Kongen tilfode). SIDE: 328 Kongen Bort! Mildhed er den Sol hvori en Krone smelter hen. Du beder for Forræderi. . . . Dronningen (Reisende sig). Nei, Drot, for Spanien! Det var dit Folk som dømte dig i Mandens Tale nys. Det var din Sjel, som dømte sig i dine blege Gys. Kongen Om Qvinder græd, om Engle bad, Han Døden viet er, som her . ! Han flyer; men Kongens Had har lange Falkefjer. Mit Kobbel! over Bjerg og Dal forfølg ham, Gardevagt! Spor an! Det er en Liberal! Det er en Kongejagt. Halloh! som rappe Manzanar henover Heden fly! Men Kongen sine Øine har jo i den høie Sky. Du hører Telegrafens Klap for hvert et Skridt du gaaer. Den Hjort maa være straalerap, som Hund og Falk ei naaer. Dronningen Fly! Se dig ei tilbage før bag Spaniens Grændser blaae! SIDE: 329 Kongen Ha, Landegrænds er Kongens Dør. Der mine Mynder gaae. De snufte under Steen og Straa, og speide op i Træ, og mine Falke sidde paa den høje Pyrenæ. Dronningen Da ty til Oceanet! Rul, o Hav, saa fort hans Karm! Vel Spanskesjøen gaaer saa huul, dog inden Herrens Arm. Kongen Min Genius forfølg ham da! Flux, Aand, dig aabenbar! (Kongens Genius aabenbarer sig i en mørk, vinget Gestalt). Dronningen Gud, send ham da min Skytsaand fra din Himmel til Forsvar! (Dronningens Genius aabenbarer sig i en lys, vinget Gestalt). Kongen Min Genius, forfølg ham da! slaa Stormen mod hans Seil! Ha, lad en Planke springe fra hans Snekkes Agterspeil! Dronningen Min Genius, o følg ham da! Sæt Vingen op til Seil! Lad fyrig Medbør blæse fra hans Snekkes Agterspeil! SIDE: 330 Kongen Min Genius, snart som en Snog du lure i hans Trin! Dronningen I Busken tætved rasler dog ham vak og varsom Min. Kongen Snart som en Ravn med Uheldskrig omflyv ham aabenlyst. Dronningen Han leer dog, mørke Geist, ad dig, naar min først har ham kyst. Kongen Min Genius, i glohed Ørk send ham en Samumvind! Med tropisk Middagsstraale tørk hans Blod og Hjerne ind! Dronningen Min Skytsaand, da til et Paulun om ham din Vinge spænd! Og til den arme Flygtnings Mund en livlig Kilde send! Kongen Naar han paa Vennens Dør en Nat med tvivlsom Finger slaaer, syng da fra Nabohuset, at hans Ven ei aabne tør! Indsyng i Vennens Viv slig Skræk, saa lærer Manden den! SIDE: 331 Dronningen Da aabn din Favn, og ham bedæk! Da, Skytsaand, vær hans Ven! Kongen Min Dæmon, bøj de vilde Lyn hans aabne Barm imod! Dronningen Min Genius, knæl da paa Sky'n ved Lynets Herres Fod! Kongen Styrt Bræen, Geist, nedover ham! ham i en Fann begrav! Dronningen Da tee ham, Aand, en Jægergam, en Ø i Sneens Hav! Kongen Min Aand, min Hevn, ihvorsomhelst, til han er død, forfølg! Dronningen Min Genius, til han er frelst, dig, hvor han vandrer, dølg! Kongens Genius (Til Kongen). Din Skytsaand alt forladt dig har, naar Ondt du byder den. (Forsvinder). Dronningens Genius (Til Dronningen). Din Aand, naar Nødens Kors den bar, vil komme stærk igjen. (Forsvinder). SIDE: 332 SPANIOLEN PAA HEDEN (Hede nær Havet. Spaniolen flygtende. En Rytterskare af "kongelige Frivillige" forfølgende ham). Kongens Genius (I Gestalt af en Hyrde, som Skarens Veiviser). Afsted! afsted i strækket Trav! Her seer jeg Duggen rystet af, og Spor af Blod i Sandet. Med Smertesblod af fredløs Fod er Kongens Purpur blandet. Afsted! afsted i strakt Galop! End seer jeg svaje Lyngens Top hvor vajed nys hans Kappe. Gjør Kongens Nag til Sporetagg, saa bli'e de Hingste rappe. (Spaniolen vender sig om og drager Sværdet.) Dronningens Genius (Aabenbarer sig i en Englegestalt; slaaer sine Vinger om Spaniolen). Afsted for Kongens Tigerspand! Afsted paa Aandevinge, Mand! Skift, gode Frihedsklinge, til Slange glat, der smyger rat hvor Staal maa sønderspringe! Afsted, afsted! Farvel Tyran! Den Fri er mere Aand end Mand. Hvad nytter dig da Travet? Det standse maa hvor han tør gaae saa frelserstor paa Havet. (Fører Spaniolen bort henimod Kysten). SIDE: 333 Rytterhøvdingen Afsted! Igjen jeg seer ham paa en andalusisk Skimmel blaa. . . Kongens Genius Vee jer! den dagblaa Manke er Aandeving. Paa den omkring de Proskriberte vanke. (Rytterne jage afsted). SPANIOLEN VED SIN VENS DØR (Frembrydende Nat. Man hører Havet bruse i Storm. En Baad vipper ved Stranden. Et Par Huse ved Enden af en Gade. Spaniolen banker paa en Dør. En Mand med sin Huustro aabner Vinduet. Kongens Genius sidder i Ravneham paa Gjenbotaget). Spaniolen Lukop! Her er jeg frelst: her boer en blodkjøbt Ven, en Fosterbro'er. Vennens Huustro (Til sin Mand). Hør ei din Ven! Hør Ravnens Skravl! Ei spaaes godt fra Nabogavl. Spaniolen Lukop! lukop, min Hjertensven! Vennen Ved Gud og Alt, Du er det; men -- -- Spaniolen (Hestetramp høres). Lukop! Det gjælder Død og Liv! SIDE: 334 Huustroen Hør ei din Ven, men hør din Viv! Spaniolen Du Broderskab til Døden svoer. Huustroen Jeg troer, ja i en Ruus ifjor. Vennen (Vil aabne Døren). Nei, Viv, med Blod han kjøbt mig har. Huustroen Sælg nu din Lykke gratis, Nar! Vennen (Lukker Døren, men fatter sig, og vil opbragt aabne den). Han er min Ven. Ti, Naboravn! Bort, falske Qvinde, fra min Favn! Min Hjertensven, velkommen! . . Huustroen -- Men, da er Du ikke Kongens Ven . . Vennen (Lukker Døren). Fordømt! Ei Kongens Ven? Da bort! Da tryggere i Dødens Port, paa Havets Skum, hos Ulv du boer, end hos din svorne Fosterbro'er. Nu mellem os en Muur der staaer. Din Blomst i Skyggen dens forgaaer, for med sit Støv at gjøde min, der klattrer op til Murens Tind. SIDE: 335 (Afsides). O Nat bedæk, o Storm med Brag du døve dog mit Hjertes Slag! Hvor højt de tordne, jamrer med i dem et Dødssuk af min Eed! Huustroen Din Ven en takfuld Taare har. Ret skjønt, om du paa Bryst den bar. Men Taaren, som en Konge der kan græde, Demantstjerne er. Vennen Velan! Jeg veed, at Kongens Harm sig stiller mellem Barm og Barm; ja samme Hjerte kløves jo af Kongens Harm, det Sværd, ito. (Styrter med draget Sværd ud mod Spaniolen). Spaniolen (Fjernende sig imod Havet). Jeg ryster Støvet af min Sko. Som Kongens Hal, saa Borgerbo. Er han Tyran: i Mandens Sjel er Venskab Politik -- Farvel! (Kaster sig i Baaden. Dronningens Genius følger ham; slaaer sine Vinger ud; Stormen griber i, og det gaaer afsted. Rytterskaren kommer). Rytterhøvdingen (til Spaniolens Ven) Ha, veed du ei, at Kongens Harm mod Vennen væbner Vennens Arm? Hvi slog du ei? Vennen (Viser sit Sværd). Jeg drog mit Sværd . . SIDE: 336 Rytterhøvdingen . . Men slog ei. Du er Døden værd. (Rytterne springe af, og hænge Manden i hans Port). Vennens Huustro (Styrter ud). Hvad gjorde I? At drage Sværd mod fredløs Ven, er Stjernen værd. Rytterhøvdingen Nu vel -- og kald det ei for seent -- Han faae sin Stjerne som fortjent! (Fæster en Ordensstjerne paa Liget). SPANIOLEN PAA HAVET (Hav. Morgendæmring. Spaniolen i sin Baad for fulde Seil udefter fra Spaniens Kyster, der blot vise sig som en Taagestribe). Spaniolen Nu mit Hjem er hine Taager; dette Øde er min Verd, mine Venner vilde Maager, uden Fiender mit Sværd. Vaagen Slummer, Lystig Kummer, Hjerteslag og Skyggefærd. Dog bag hine Taagestrimler Spaniens Storhed sidder stum. Maagen flyer mod bedre Himle. Sejer Sværdet synger om. Foran Baaden slynger Fraaden Straaler i de øde Rum. SIDE: 337 Bag de Taager Laurer skinne. Dem i vaagen Drøm jeg bandt om mit frelste Spaniens Tinde, naar mit Sværd sin Fiende fandt. Sorgen dulmer, Kraften svulmer, Drømmens Liv er skjønt og sandt. Manden midt paa Oceanet skyder Aandelyn dog did hvor den Frihed, Vej han baned, sidder lænket end en Tid. Bær, du Høje, Tidens Bøje til din Frelser iler hid! Speid, da Frihed, lænkebundne, over Havet, til du seer dine Frelsensstjerner rundne, din Befriers Bramseil der! Kast din Lænke, Ærens Enke! Hjem din Mand da kommen er. Bue mellem Jordens Helved' og dens Himle, Bølgen, der mellem Fri og Trælle hvælvet Frelsesbane stedse er, bær til Spanien fra Britannien og fra Gallien Frelsens Hær! (Kongens Genius farer over Havet i et Uveir). Derfor, Drot, dit Had du sender ud paa vilde Ocean: ad den Vej den Frie vender atter til sit Fædreland. SIDE: 338 Fraad da, Bølge, Æresfølge for en fredløs Frihedsmand! (Bygeskyer taarne sig. De drive lynende henover Havet. Midtimellem dem synes som et krængende Skib, med Kongens Genius tilroers, at styre løs paa Spaniolen. Et andet, med Dronningens Genius, under trefarvet Flag, synes at bruse netop imellem, og at bore det isænk. De forsvinde begge under et Brag som af to mod hinanden bristende Skyhoser. Spaniolen skjærper Seil). Fries Sejl er Aandevinger. Du i Hvirvl paa Tidens Hav som en Skyggesnekke svinger, Trælledrot, som veed ei af at det daged under Flaget, plantet i Bourbonners Grav. Se, det gav, i Lynglimt tvende, Tyranniets Dødssalut! Disse Farvelyn skal tænde Thronerne ibrand tilslut! Naar de falde sammen alle, Jord, da har du kjæmpet ud! SPANIOLEN VANSMÆGTENDE (Ørken. Spaniolen vansmægtende i Solhede. Kongens Cenius hvifter i en Kondorskikkelse Skyerne fra Himlen). Spaniolen Har du ei en Sky tilbage, Gud, at drage for din Sol? -- Daare! Daare! skal han tage Loven bort, Han Selv befoel? Hav og Bjerge maae den sværge, ja Han Selv paa Magtens Stol. SIDE: 339 Uden Hjem, dog uden Klage, døer jeg; thi mon Spanien har ei tusind Mænd, som drage uden Skræk min Vej igjen? Seir for Alle, om de falde, frelser Een det kun ad den! Bygger Ynglingen i Hjerne Hjem for Frihedens Idee, Mand, da skal den Borg du værne som en Drage Feepalæ! Gamle Hvide, du skal stride, gjøre Graven til Tropæ! Trylleborgens Herskerinde er jo, Aand, din Aandebrud. Kjæmp, at hun sit Hjem kan finde trygt paa Jorden som hos Gud! Englefulde Himle rulle der for hendes Fødder ud. Se, de Himle skal du dele, om du hende Jorden bød! Himlens Datter vil jo dvæle som din Viv i Hyttens Skjød. Kamp hun vejer op med Sejer, og med Salighed din Død. Hun med Tro betaler Ahnen, med Triumfens Jubl din Qval. Hun din Gravhøj til Altanen gjør for eders Bryllupshal. SIDE: 340 Under denne dig og hende frelste Aander hylde skal. Dog til arme Dødelige beiler selv saa rig en Brud? Sjel, du blues for at stige fra din ringe Hytte ud, for til Frihed blive viet i dens Himmerig af Gud. Jord, Farvel! Farvel! Der flyder i mit Suk ei Klagens Gift. Thi, som Jorden, Himlen byder baade Tanke og Bedrift. Herrens Egne kunde segne, siger jo den hellig' Skrift. Han nedsteg at frelse Jorden. Jeg fra Himmelen, som Han, gaaer til Helved paa en Torden for at knuse dets Tyran. Det jeg lukker, og jeg slukker med min Taare ud dets Brand. (Segner hen besvimende. Dronningens Genius hvifter ham med sine Vinger til han afkjølet vakner i igjen). Jeg skal leve. Vel da! Jorden nok af Helvedriger har. Men der siges, at i Norden, straaler Friheds Himmel klar. Did jeg ile uden Hvile! siden Spanien til Forsvar! SIDE: 341 DET TREFARVEDE FLAGS FRELSE (Spaniolen paa Havet. Den norske Kyst i Baggrunden). Da, af et Kobbel Kongetigre jaget, i Oceanet Frankrigs Løve sprang: ei for at redde ham, men Frihedsflaget, en Ørn nedfoer, og bort med det sig svang. Bag Himmelseileren, se Skye'n i Vover henrullende mod Alpetinders Strand! Nu alt er stilt; kun Kobblet fnyser over at Ørnen med det bedste Rov forsvandt. Imellem Sky og Sol den rolig seiled. Naar den med Vingen slog, da flød det Bild af Bann'ret, som i blanken Sky sig speiled, henunder bølgende, et Hav af Ild. Da mellem Sky og Sol en Jøkeltinde, der først fra Chaos' Bad med Skulder blaa opsteg, han møder -- o en Verdens Minde! -- Der dalende han fæster Bannret paa. Mens Tigerkobblet gjennemroder Jorden, at finde dog af Banneret en Pjalt at slide sønder -- ha, da ifra Norden et Jubelbrag har Ørnens Vej fortalt. Thi Englene nedsteg at hylde Flaget; en dagblaa Ring om Fjeldets Top de skar; og gjennem Folket ved dets Fødder braged en Jubel, da det blev Klenodet vaer. Det Folk skal være fromt, men uforfærdet, og Landet skjønt og højt som Folkets Sind, et Skjul for den forfulgte Frihed, gjærdet med Himlens og Naturens Vælde ind. SIDE: 342 Did vil jeg flye, at hvile mig indunder det Friheds Banners Aandehvift engang, og prise Frihedsbann'rets Frelses Under, mens Verdensløven man i Havet tvang. SPANIOLEN UNDER FANNARAUKEN (Spaniolen vandrende over Højfjeldet mellem Gudbrandsdalen og Sogn med en gammel Døl som Veiviser. Han standser ved et Vejkors under Fannarauk-Jøkelen, betragtende den og Skakastølstinderne). Spaniolen Ha, en Skræks og Dødens Throne! Sorte Tinder tre! Der blier Plads da til for En med Krone. Drot stig op! bliv Triumvir! Hvilke Borge gamle Norge reiser Eder rundt med Spir! Ha, et herligt Kongerige! Underdanigt, stille nok! Drot, saa bør det sig; du stige paa din Throne: Fannarok! Herrevældet over Fjeldet føre du fra iset Blok! Frygt ei i dit Kongedømme Aanders Oprør om din Stol, -- her hvor ingen Blomst af Drømme vækkes op af Sommersol. Brune Mose her er Rose, Sneen Liljer, Iis Viol. SIDE: 343 Her faaer Konger først sin Ære: Nattens Stjerner krandse dem. Storm og Fyg slaaes om at bære deres Dødsukaser frem. Storm saa bister, vær Minister i Forbandelsernes Hjem! Pladsen herlig, herlig Tiden did at flytte, Majestæt! Jorden under, Sky ved Siden, Sol og Stjerner ganske tæt. Ingen Øjne her sig høine, for at see dig engang ret. Bærer hertil da, Nationer, jublende enhver sin Drot! Her har Gud dem opreist Throner: hundred' Alpetinder godt. Fattes Nogle -- vel, med Knogle lad dem vinde Thron og Slot! (Kongens Genius farer om Fannarauktinden, pidskende med sine Vinger Sneen op i Hvirvler). Vejviseren (Pegende paa en Indskrift paa Vejkorset.) "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" Spaniolen Sad paa Fannarauk en Konning, og en Glentehun paa Skrænt -- se, da var der Drot og Dronning, Eva til sin Adam sendt! Stymfalide- Prindser stride skulde om det Regiment. SIDE: 344 Vejviseren "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" Spaniolen Sad en Drot paa Fannatinden, og en Blomst paa Branten stod, strax, at knuse den, Lavinen rundt sin Throne løs han lod. Hvo kan frede selv histnede ædel Væxt ved Thronens Fod? Vejviseren (Trækker ham afsted. Fannrøgen bryder løs). "Skynd dig! skynd dig! fly som Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" Kongens Genius (Pidskende Sneefoget haardere over Spaniolen). Frie, du skal være Blommen, den som Konger knuse! Var du end ud af Riget kommen, større Land dog Hevnen har. Dronningens Genius (Svævende bedækkende over Spaniolen). Fly som Vinden! Fly forinden Englen, som var dit Forsvar! Thi min Herskerinde kalder. Spanien kalder . . Spaniolen Fly! jeg døer. . . I dets Engels Hænder falder Sceptret af dets Djævels Kløer. SIDE: 345 Frelserstunden er oprunden; Spanien lever -- glad jeg døer. (Omfavner Korset. Geniusen flyer). Vejviseren "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" (Forsvinder i Fannrøgen). Dronningens Genius (Vendende tilbage.) Vælg! Jeg dækker dig mod Veiret. Vælg! Jeg frit dit Spanien gjør. Spaniolen Engel, fly, og seir! Jeg seired. Thi jeg valgte hvad mig bør. Dronningens Genius (Urolig.) Ha, Hun kalder! Spaniolen Fly! Jeg falder for mit Spanien; -- glad jeg døer! (Geniusen flyer. Spaniolen omfatter Korset knælende. Kongens Genius sees i det voxende Uveir). Spaniolen (Hævende sig op, omfattende Korset med den ene Arm, vinker han talende med den anden mod Kongens Genius). Land forgaaer? -- mon synker Verden? Mænd forgaae; mon Frihed vel? Født med første Engel er den, døer ei før den sidste Sjel. Da tilbage maa den drage i Guds egen Barm sin Sjel. (Synker døende ned). SIDE: 346 En Røst (Gjennem Uveiret til Kongens Genius). Fly, du Aand, din Herre kalder! Kongen døer i denne Stund. Fly til ham, at han ei falder uden Aand til Støvet kun! Hør han maner! Onde, ahner du Fordømmelsens Sekund? SIDE: 347 TIL DEN ARME VERTHER I MAANEDSKRIFTET BIEN A Christus! red den thrøndske Verther! B O! du spare kun din Skræk! Naar mon feed og riimfuld Sæk Revnede af Elskovssmerter? A Ak! du feiler . . . B . . Denne Klump Drøvfordøiede hver Slump, Som han sang for, kun til Hjerter. A men aarlig han paa Amerika spiler det Julihvælv blaa. Men mellem de Tvende, o Norge, din Dag du øiner sig spænde trefarv't som dit Flag til did ifra Jorden dit Længselraab gjaldt: da nedover Norden den viftende faldt. SIDE: 349 Da maatte vel springe de Straaler tilsidst, som Aaret rundt tvinge blandt Stjerner den hist, imedens til Jorden dens Længsel dog staaer: til Folket i Norden, til Birkenes Vaar. Sig Himlene dunkle af Jorderigs Vee. Cheruberne funkle, naar Taarer de see. Vor Længsel de hørte: det straalende Hvælv, de boe i, da førte de ned til os Selv. Paa Dagtinden luer Maisolen som Flag. Som Taget af Duer, bedækkes du, Dag, af Engle, som dale for aarlig engang din Høihed at male for Norge i Sang. -- Velsignte blandt Dage, du Selv er en Geist, som kommer tilbage hvor Mindet er reist om at du har levet i herlig Bedrivt, i Norrige skrevet udødelig Skrivt. Du blaaner deroppe som Skyggen du var af Jøklernes Toppe, af Sjøen saa klar. Du blaanende svæver som var du forvist Gespenstet, der lever af Norrige hist. Blaaøiet fra Høiden deroppe hos Gud, du blikker til Bygden saa ømt som en Brud. Men engang om Aaret med rødmende Sky det Folk, du har kaaret, du kysser paany. Du svinder; men kommer saa sikkert igjen som Blomsten i Sommer, der visnede hen. Som Ørnen fra Østen til Redet i Vest, du kommer, naar Røsten dig kalder hernæst. Du kommer at lære, som Ørnen sin Æt, os Aandernes Fjere at løfte saa let, at Norriges Sjele, de Henfarne liig, al Aaret kan dvæle i Himlen hos dig. SIDE: 350 VED AFSLØRINGEN AF KROHGS STØTTE DEN 17DE MAI 1833. Før Afsløringen. Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav! den Søn, Dig Himlen skabte, Du som en Christian Krohg gjengav, den vandt, da ham Du tabte. Giv, Himmel, da til Vederlag Nor Mænd, der vove Aandeslag, som han, for Jords og Himmels Sag: for Frihed, Ret og Sandhed! Hans Viisdom tage evig ind sin Plads i Storthingssalen! Hans Frisind liig en Nordenvind igjennemstorme Dalen! Dit Skarpsind, Krohg! -- det Aandelyn -- i hver en Normands Øiebryn! da, Frihed, tryg som over Sky'n hos Nor Du boer og bygger! Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun, fra Frihedsdagens Himmel Du daler mellem Brødre kun og Fries glade Vrimmel. Da uden Sky sig Høi og Lav frydsamler om Din Æresgrav, der -- som en Fredens Gud den gav -- blev et Forsoningsalter. Efter Afsløringen. Vor Krohg! den Krands, Du blegned med, er lagt paa Støttens Tinde; bedugget af vor Kjærlighed hver Morgen frisk den finde! SIDE: 351 Normannaløven har paa Vagt med Bilen sig ved Foden lagt; den skal -- det Lyn af Folkets Magt -- omblinke, Krohg, Dit Minde. Vi see dit Kjærnavn, Christian Krohg, i Sagas Malm at tindre. End skjønnere -- et gyldent Sprog -- det glimrer i vort Indre. En høiere end den Colonn' er reist Dig i vor Borgeraand. Her reiste vi med taksom Haand dens Billed kun: -- den Mindre. Stambogsblad. TIL MIN VEN AAS En Vaar har klækket mig en Blom. Den Somren jeg betroer; at plante den med Ømhed om didfjernt, didfjernt i Nord. Der hærdes den: meer dybt dernord bli'er den Kjærmindeblaa. Om spæde Qviste skal en Gjord af Eekekraft sig slaae. De unge Blade kjæmpe om at fylde Fjernet op, saa over Dovres skygraa Dóm jeg seer Kjærblomstens Top. Men Høsten jeg befol med Harm at bringe den igjen, at Vintren over ved min Barm jeg varmer den: -- min Ven. Henr. Wergeland. Christiania 27/5 33. REISESKIZZER FRAMNÆS-BALESTRAND Stærke Skud af Framnæs'-Ege, I, der saae ung Frithiof lege! Tordenbrag af Qvinen-Foss! Gny af Sognefjordens Trods! Tingums hvide Alpkoloss! I ei kjendes ved den veke Sang om jer, som Tidens blege Sønner klimpre vil blandt os! Kun hvor Frithiofs Odelsdale kjøle Sæd i Rosers Svale; smyge under blanke Fond; bølge liig et lysgrønt Baand, søndret af en voldsom Haand, mod sin anden Deel: mod Bale -- fatte vi din Guitartale, hulde Romantikens Aand. Denne Høi, hvor Frithiof hviler under Steen paa haarde Biler, denne Sagnets mørke Seng gynger ei i lydisk Streng som en Blom paa Bale-eng. Ikke en Romances Triller, men kun Drapets stærke Piller løfte op dens Mosehæng. Men om Ingeborg den Vene, slumrende bag Hyldegrene paa den fagre Balestrand, klage ømt Romancen kan. -- Frithiofs Sorg: i Sorg en Mand prenter Penselen alene, Aandemeisl i Marmelstene, Eposstorm og Odebrand. SIDE: 353 EIVINDVIG Ned med Seilet! ind fra Havet! Ind hvor, under Sæd begravet, drømmer stille Eivindvig! Ind at see, om Rug og Havre tør paa Fjeldets Branter klavre, uden at forkjøle sig! Der bag Roser Maagen bygger. Rugen i Morellens Skygger triner kjæk og kront paa Myr. Som et Solskin Bygget blinker, men derover Heien synker lummer Vellugtnat fra Fyrr. Gaaer den Hosbond graa i Døden, bag ham Kløver-morgenrøden, som han skabte, skinner klar. Gaaer din Sjel til sidste Stjernen Sommervinden i Lucernen, Dahl, skal synge Hvad du var. Skjule maatte sig jo Stranden, blank og bar som Munkepanden, for den stærke Jesupræst. Gyldne Haver ham af Haanden, Lysets Straaler ham af Aanden gaae fra Eid til Sognefest. For at øve Mandestyrke, lære Adamsbarn at dyrke Eden frem af golde Jord, Herren Eivindvigen skabte til et Skjær, hvor Bølgen skrabte af hvert dristigt Foraars Spor. SIDE: 354 Sjeleild mod Elementer! Ædle Promethider henter ifra eder Selv den Kraft, som befaler Hav at loggre, tømmer Tordenskyens Koggre, kløver Fjeldene som Taft. Byd, du Sjel! -- Naturen taber. Eivindvigens anden Skaber triner under sin Tropæ: Abildgaardens hvide Fane, mens i Plovens Seiersbane Axet bøier tusind Knæ. Medens svarte Myr forgyldes, Templet -- hør! -- af Toner fyldes. Det er Englevingers Klang, dem han ud af Kofter spiler: Brød af Steen og Aand af Striler Dahl i Eivindvigen tvang. FOLKEVISER (TREDJE RÆKKE) SIDE: 355 NORMANDS-SANG Mel.: For Norge, Kjæmpers Fødeland. Vi gamle Kjæmpestammens Skud med nye Frihedshatte, vi Normænd prise maae den Gud, som her vor Vugge satte. Ja! sidder ei den Normand godt, paa Odelsager liig en Drot, mens andre Steder svedig Hud til Herrepidsk maa skatte? Ja har ei Landet fagert Let? Mon skabt til Niddings Amme? Det lærer i sin Majestæt alt Barnets Mod at flamme. Ja saadan Høiheds Præg det har, som om Guds Aasyns Speil det var, som om han, da han skabte det, med Almagt vilde bramme! Vel! det er vakkert nok og sundt, og fuldt af gylden Grøde, naar flittig Arm sin Senebundt i ærlig Sved vil bløde. Og vakkre Folk jo bærer det, som var den Thors og Freias Æt? Dem spænder Frihedsbann'ret rundt sit Telt det morgenrøde. SIDE: 356 Men vanted disse Dale selv, der gylden Rigdom avle, omfavnte sødt af Sjø og Elv i Lye af Jøkelgavle: da der er arvet Frihed ved at føde Dyd og Tapperhed og Daad, der skal paa Gravens Hvælv opreise Sagas Tavle. Den Fædrekraft, vor Arvelod, I Norges Mænd lovsynger! Den i vort friske Hjertes Blod sig glødende forynger. Vær Norsk! thi viid, i dette Ord, er al den Dyd, du kræves for af Ham, der her dig aande lod og ei blandt Trælleklynger. DET STÆRKE ORD Mel.: For Norge, Kjæmpers Fødeland. Der er et Ord hvortil vor Aand maa lænke alle Dyder; hvor langsad, som ad en Colonn' sig Storbedrivten skyder, og klynger, Himlens Stjerne liig, til Evighed og Ære sig, om endog intet Kongebaand den Hædersborger pryder. SIDE: 357 Der er et Ord, som kroket Rad, der under Seklet bæver, til Løve midt i blodigt Bad med reiste Muskler hæver. Det marger furet Gubbes Been -- han liig sin egen Runesteen -- det Dværgemaal, som nævner glad hvad Kjært dit Spørgsmaal kræver. Der er et Ord, som lade kan dit Rifleløb med Lynet; som blæser Rust af Biletand, og laaner Klingen Brynet; som til et Kogger gjør din Barm, og lægger Tordner i din Arm. Det Ord, det Ord er: Fædreland! med Underkraft forsynet. Lev Fædreland! Stolt' Norge kjær! -- Det leve skal saalænge den Dødsprofet et godt Gevær vil jevnt med Sliuln hænge, og (vist som Ahnebrev i Slot) paa Væggen Øx, der bider godt; og Gutten fører let sit Spær, som Gjenten Vævens Gjænge! Lev Fædreland! du høie Nord! -- Det leve skal saalænge trefarvet Frihedsbanner groer som fagrest' Blom paa Enge! SIDE: 358 Saalænge Rødt er Mandemod, Hvidt Fromhed i det stærke Blod, og Blaat et Styrkens Belte svoer! Saalænge! ja saalænge! BRYLLUPPET PAA STYRHEIM Mel.: Stusle Søndagsqvellen. Gamle Halvard holdt et Bryllup, som var grisk: som det vel hans Datter burde: Kanden bruste, som om den var fuld af Fisk; Folk den neppe røre turde. Øllet skummed langs med Bordet Nat og Dag, saa du kunde drive Møllebrug og Sag. Men den Sag, som gik, var en fuld Musik. Og det Værk man flittig smurte. Brud og Brudgom tælte ængstlig Klokkens Slag: syntes, at den gik for sagte. Men de Gjæster syntes, at den Bryllupsdag Viseren i Fiirsprang jagte. Men om Tiden løb, saa halte de den ind. Thi saamangen Skude gik for Fordervind. Fik end En en Læk, fik end En en Knæk, dog de til i Fredshavn lagde. Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind kan saamangen Rynke glatte. Gamle Jens paa Braaten Been af Porceliin noksaa net i Dandsen satte. SIDE: 359 Henrik sad der snart, som om han angled Fisk, snart som om der fated' Ild i Halmevisk! Mangen Blomme skjød baade hvid og rød blandt de Mænd med Frihedshatte. Halvard sad bag Flasken troligen paa Luur, at ei nogen Gjæst blev sturen. Vist som en Paryk sad Haaret hans paa Snur, sad det fast ei af Naturen. Hele Skallen dreied han da lidt paa Snur. Alle Skaller kasted nok lidt Ballast tur. Snurrirurrirur, Purrisurrisur -- Det var Fa'n til Bryllupsturen. Midt i Surren, medens Skaalen gaaer omkring, springer ind og hen til Bruden en graatrøjet, rødpikluet liden Ting, som sletikke var indbuden. Midt paa Brudens Hjerte fæster han en Blom: vender sig saa børg til unge Brudgom om: rækker ham et Horn, fuldt af alskens Korn, farer bort saa gjennem Ruden. Alle glante, Bruden blegned' og blev rød, Mange kløede sig bag Øre. Lel de dog ei gjetted, hvad den Spas betød. Alle tale, Ingen høre. Thi Enhver paa Spekuleren keeg i Glas, troede sig klogest selv i det Kalas. Blomsten simpel var. Himmel-Let den bar; "Sligtet Horn kan Hvermand gjøre." SIDE: 360 Reiser gamle Halvard sig fra Bryllupsbænk: slaaer i Bordet før han mæler: "Gaven lærer os, foragt ei ringe Skjænk, Herren selv kun Villjen tæller." Da til Alles Skræk de pludseligen saae gjennem Nøglehullet fare ind den graae. Flux paa Halvards Skolt sad den Vesle stolt, som en Værtshuusmand paa Kjelder. "Halvard! sandt Du talte -- mæler han paastand -- Dog min Gave meer betyder. Af mit Horn saa simpelt, uden gylden Rand, stedse Overfloden flyder. Simple Blomst, jeg fæstede paa Brudens Bryst, dufter selv i ringe Hytte Hjertelyst. Flid er Hornets Navn; Nøisomhed i Savn, saa det Navn paa Blomsten lyder. "Slig en herlig Brudegave, Brud saa veen, dig en gammel Ven da sender. Thi i Stellet rask, i Stuen net og peen, saadan længe han dig kjender. Vær som hos din Fa'r hos Dig da ligesaa! Da en Ven Du har i Styrinissen graa." -- Dermed Nissen fløi. Men en Hurrastøi fulgte ham, som aldrig ender. -- SIDE: 361 DEN FLITTIGE, TARVELIGE TILFREDSE NORSKE BONDE Skjyruklang, Sliulsang -- det er Bondens Fela. Gamle Juul med bedre Laad kommer ei med Folesprang, naar paa hviden Vang med Graad Aarene sig dele. Saae lidt Sved; Guldet ned i sin Binge trille, -- det er Bondens Lykkespil med en Myr saa brisk og bred. Myren taber vred; den vil først til Vaaren spille. Kofte graa, Hatten paa midt fra Fjerchakoen, -- det er Bondens Pragt og Pynt. Hustru min, dit Liin kan faae Regnburødt og blaat og grønt af lidt Mos paa Moen. Kræmmer-Gjøth, du, som snød Flid og Sølv fra Norge, SIDE: 362 Gjenten med sin Trave Liin spinder til en Rose rød. Hun vil ei i Kisten din fremmed Skjønhed borge. Øl saa bruunt gjør det luunt om en Bondes Hjerte. Kallens Bringe, graa som Varg, voxen Gut, hvis Blod saa sundt spruter Gnister gjennem Marg, kun slig Viin fortærte. Søn, til Juul. slaae vi Hul paa det stærke Anker! Kannen fram med Løven paa! Laaget af -- det Glædesskjul! Brændevinet skal faae staae medens Kruset vanker! SIDE: 363 HABAKUK (METRISK OG RIIM-BEHANDLET) Min kjære og høitagtede Lærer den hebraiske Poesies smagfulde og lærde Fortolker, Svend B. Hersleb, Professor Theologiæ ved norske Frederiks-Universitet, tilegnes dette lille Forsøg. Første Sang. Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg. Hvorlænge skal, o Jehovah! min Kummer uhørt raabe? Hvorlænge Klager dampe fra min Smertes hede Draabe? Jeg klager Vold og Nød; men ingen Hjælp du bød. Hvi med mit Jammerskrig skal Ondskab reise sig meer stolt, i Æreskaabe? Trindt mig den vilde Verden tør sit onde Hærværk drive. Og kaade Synder uden Slør den Jamrende omgive. I Ondes Kiv og Tvist fik Lovens Tavler Brist. Da er det Under gjort, at Hvidt skal være Sort, og Retten magtløs blive. Ei mere lyder sanddru Dom fra helligt Dommersæde. Thi fræk gaaer Illværksmanden om, og tør den Skyldfri træde. SIDE: 364 Hvad Under da i Det, at Skjævt skal være Ret? Hvad Under, om du fandt den fule Løgn iblandt den Dom, som Land skal frede? Det lyder fra Himlenes Himmel: Seer hen iblandt Folkenes Vrimmel! Seer hen, og forfærdes, forfærdes! Thi Jeg Jehovah de Dage, der rinde i Sorrig og Vee, der mørknes af Synd og i Udaader hærdes, har kaaret, en Gjerning at see: en Gjerning utrolig i Slægternes Minde, om end af den sanddrue Saga fortalt. Thi see, jeg vil reise Chaldæerne frem: de grusomme, flyvende Skarer, der Jorden omfare at røve sig Fremmedes Hjem! . . Der komme de alt de fæle Giganter med Retten i Spydodden sat. Thi ikke saa snel er den springende Panther, saa hvassynt og hvastandet ei den Schakal, der ruster sig ud, naar det dæmrer til Nat, som Gangernes Tusindetal, der bære de prunkende Ryttergeleder ad Vindenes Veie fra ukjendte Steder, som Ørne, der flyve til Maaltid paa Val. Til Illværk de talløse Hære ustandseligt flyve, som Stormen fra Øst. Som Sandet, der gyver i Ørkenen løst, og dynger sig paa Oceanernes Fjære, er Fangernes Tal under seirende Spær. SIDE: 365 Da Konger beskjæmmes, og Fyrster en Spot er midt i den trodsige Hær. Den vover at flire ad kronede Hersker og kneisende Slot. Den sanker sig Volde, den opdynger Leer; da briste de Mure, da bøies de Spire, og Borgene findes ei meer. Men Hæren? som Stormen den fødtes og steg; nu raser den over, forgaaer som en Luftning i Veiret. Thi Magten sin Gud at kalde han vover og seierberuset han skreg: ved Fædrenes Guder Chaldæeren seired'. O Jovah, altid faste Borg, og Frelsergud i Nøden! Du bøier vel dit Folk i Sorg; men ikke dog i Døden. I vilden Fiendefærd du styrede det Sværd, du skjærpede til Straf, da Tugtensriis du gav Chaldæen over Jøden. Til Ondt i vældig Fremgang see for reent er Herrens Øie. En Voldsdaad tør ei frækt sig tee for Lynet i det Høie. Den ryggesløse Last skal tænde det ihast. Og taus Du ei skal see en Skyldløs Spot og Spe af Udaadsmanden døie. SIDE: 366 Men tumles vi, som Fisk i Hav, som forsvarsløse Orme, imellem Vuggen og vor Grav af vidløs Skjæbnes Storme? Hiin Fiende da drog med Latter paa sin Krog den ædle Adamsæt, og fanged Folk i Næt som Fisk og usle Orme. Men om han glad i fulde Dræt, i oljerige Føde end offred til sit eget Net de Virakskyer søde: mon stedse Du tillod det Kast i Adamsblod? mon han skal blive ved foruden Skaansomhed Nationerne at øde? Anden Sang. Jeg paa mit Vaertaarn stilled mig paa Vagt, og mærked nøie paa hvad mig blev sagt. Og i mit Hjerte forud alt sig malte det Svar, mig burde, om den Høie talte. Da mælte Jovah: "præg dit Sandsyn klart, at selv det læses kan i Løbets Fart!" Thi ei Profetens Syn bedrager: -- vider, det Enden øiner gjennem fjerne Tider! Vent taalig kun: den Vei kan være lang, som aabnes i saa kort en Skjaldesang! Dog engang Synerne tilvisse komme i fulde Liv, og Qvadet bliver Domme. SIDE: 367 Hvo da formaste sig og ikke troe? Hvo tør foragte Himlens Aabenbaring? I vantro Sjel sig Angst og Pinsler snoe, mens under selve Rædslernes Forklaring den Tillidsfulde nyder Hjerteroe. Beruust i den troløse Viin, paa ravende Fødder, med kneisende Sind den Voldsmand fremgaaer af sin Bolig, omirrende stedse urolig. Som Helvedes gabende Hvælv, den bundløse Grube, han spiler sin Graadigheds Strube; og gridsk som Fortærelsen selv han æder en Menneskeæt; som Døden saa slugen han samler Nationer i Bugen, -- forgjæves, han bliver ei mæt. Dog visselig skulle de Slægter engang den Voldsherre hilse med bidende Sang, og vove at gjøre Tyrannen til Maalet for saadant et Harmqvæde hvæsset og staalet: Vee Den, som med Andres tør høine sin Dynge! Hvor hastig forsvinder den ei? Vee Den, som med fremmede Gods sig betynger med smudsige Fingre, ad urene Vei! Snart, førend du venter, et Creditorfølge saa arrigt i Hu skal komme og kræve, og kræve med Renter, og gnave om mere endnu. Snart De skulle vaagne, der ruske dig vak. Og Røveren ender som Bytte i fremmede Hænder, Og trodsige Voldsherre bliver saa spak. SIDE: 368 Du Folkeslag plyndred, Du hærjede Land, Du udøste Menneskeblodet som Vand, Du Stæderne ødte med Borger og Barn og den Qvinde som fødte: -- ha, Seirer, du levner dog endnu en Rest? Den skal vorde en Hevner! Hvo samler tilhuse med Synden, forvist skal samle Ulykker tilhuse tilsidst. Og Vee, om, for Hevnhaand at flye, du bygger og lever som Ørnen i Skye! Forsilde du, Folkenes Morder, forsilde skal see, at dit Anslag kun baadede ilde: at ikkun du grov en Grav for det Huus, som var bygget paa Rov. Thi Stenen i Vægge skal raabe dig mod, og Bjelke og Sparre anklagende svare: ja vee Den, som bygge vil Stæder med Blod! som Byernes Grundvold med Synder vil lægge! [fotnotemerke] Thi Jehovah vil, den Hærenes Gud, at Mennesket stræber i redelig Møie, om Ilden end sletter hans Arbeide ud; at Arbeides Aag skulle Folkene bøie, om Intet de fik for den svedige Hud. Thi dydige Gavnvirke, flittige Nød med Kundskab om Jovahs Storhed tilfreds skal see den at fylde al Jorderigs Kreds som Vand Oceanernes bundløse Skjød. Fotnote: Forfatt. indestaaer ikke for, her at have fattet sin Original. SIDE: 369 Men Himlenes Veraab Du høre, som vover, umættelig selv, at forføre de Andre at drikke din sydende Kalk, beruuste dem gjøre, for kaad deres Blusel at skue, du Skalk! Dog Ære du vandt ei, men Skjændsel og Spe; thi Selv skal beruset din Blusel du tee: Og Skjæbnens Pokal skal Jehovahs Høire dig række. Beruselsens Skjændsel da skal din pralende Hæder bedække. Du Libanon øded: igjen paa din Skalle det Voldshugg skal falde! Du Hjortene bortifra Lundene jog: de rasende følge dit flygtende Tog! Du stænkte de hærjede Lande med Blod, Du Byerne knuste med Alle derinde: nu seer du oprinde Gjengjeldelsens Dage, de Dage til Bod! Hvad, Hedning, du tænker at finde hos udskaarne Billede Værn? Ha, stammer den Gud ei fra Kunstnerens Jern? Hvad eller du tyer paa den Angestens Dag til støbte Bedrag? Du stoler og haaber paa Guder, du selv jo med Kunstnerhaand skar? Du klynker og raaber? De maalløse Klodse ei give dig Svar. Den ramme da Ve, som siger "vaagn op!" til et Stykke af Træ, og byder urørlige Steen at opstande! Thi, Daare, hvad Viisdom i Graastenens Pande? SIDE: 370 Den være en Kunstens Tropæ, den glimre af Sølver foruden, den straale af Guld overflødig: dog findes ei skal en Funke af Livsaand hos Guden. Men Jehovah er i sin hellige Hal. -- Ti stille, o Jord, for hans Aasyn ærbødig! Tredie Sang. Profeten Habakuk sin Sang til Lov og Bøn vil hæve. Thi Herrens Ord til Skjalden klang, saa end hans Sjel maa bæve. Mens Aarene forgaae, dit Værk, o Gud, fremstaae i Tiden aabenbart! Og midt i Vredens Fart Barmhjertigheden leve! Fra Theman Gud Herren nedfoer. Fra Pharan fra Bjerget den Hellige dalte. Hans Herlighed skjulte da Himlen den hvalte; Hans Ære opfyldte den vidfadme Jord. Hans Aasyn var Flamme og Lys. Fra Haanden, hvor Herrens Almægtighed hviler, et knittrende Lynstraalepar sig udspiler; og foran foer Døden i Rædsler og Gys. Som Pile fløi Lyn i hans Trin. Beskuende Jorderig standste den Høie. Da Folkene skjalv for det speidende Øie; de evige Bjerge brast ned i Ruin. SIDE: 371 De urgamle Høie, hvor Han fremvandrede fordum, sig bøied i Støvet; og Cuschans Paulun saae jeg angst og bedrøvet, og Teltene bæved i Midians Land. Ah! tændtes mod Floden din Harm? mod rullende Strømme? imod Oceaner? Thi se, gjennem stormende Ilinger baner jo Thordønens Heste din seirende Karm! Og Buen, du slog i det Blaa, til eedfæstet Soning om Jorderig, stryger du bort med et Skyl fra de sortnende Byger, og fossende Flomme i Landene gaae. Dig Bjergene dirrende saae; og Strømmene brød over Bredder og Kyster. I Havene hørtes saa tordnende Røster, og Afgrundens Bredder til Skyerne naae. Da Maane og Sol stode stil i Himmelpaulunet: de maatte vel ile at skjule sig for dine blinkende Pile og for dine Kastespyds hvinende Ild? Din Harm frem i Landene drog. I Vrede Du Hedningefolkene kued'; til Frelse Din lynsnelle Styrke fremlued for Folket, du dig til en Ejendom tog. Du Gudløses Borgtind nedrev. Af Grundvolden Steen ei paa Stene du levned. Med Scepteret slagen til Hovedet revned den Byernes vældige Voldsherre blev. SIDE: 372 Som Rovdyr de stormede an, at sluge med glubende Glæde mig Svage. Da lod Du dit Spand gjennem Havene drage, ja gjennem det svulmende Storocean. Jeg hørte det. Gjennem mit Blod da zittrede Angsten. At tale jeg prøved. Men Læberne bævrede. Margen berøvet da vaklede under mig Knokkel og Fod. Dog stille og ventende skal mod Trængslernes Dage jeg roligen speide, da Fienden kommer i hærjende Feide at gjøre mit Fædreneland til en Val. Da blomstrer ei Fignernes Træ; Olivnernes Grene, som stedse har baaret, da skuffe skal Haabet, der fødes med Aaret; ei Drue skal rødme i Rankernes Læ. Da Agrene bære ei skal Dig noget til Føde; da bortifra Stien skal Faarene drives i Flokke, og Qvien ved Krybben du finder ei meer i sin Stald. Dog vil jeg mig fryde endda ved Jovah, min Styrke, min frelsende Herre. Ja Du skal, mens Jammer omringer mig, være min Glæde, min Jubel, o Gud-Jehovah! Thi se, at ei Faren mig naaer, Han giver mig Hindernes Fødder saa snygge, og hjælper mig op paa min Høide den trygge! O der til hans Ære jeg Harpen da slaaer. SIDE: 373 OVER "ÆRESLEGIONENS STJERNE" (EFTER BYRON FRA DET FRANSKE) Du Heltenes Stjerne, hvis Straale gjød slig Glorieglands over Liv og Død! -- tilbedede Glimmerskin, hvem at feire Millioner styrtede frem til Seire! -- Du vilde, men evige Meteor! -- hvi steg du i Himlen og sank paa Jord? Din Straalekrands Heltenes Sjele var. En Evigheds Lys dig igjennemskar. Musiken, som klang i din Krigersfære, var Roes heroven, herneden Ære. Paa Menneskeøjet din Flamme brød som var du en Skyens Volcan i Glød. Som Lavaen rulled din Strøm af Blod, bortskyllende Rigerne i sin Flod. Dybt i sine Grundvolde Jorden skjælved dengang du lyste igjennem Hvælvet. Brat Solen formørket fra Himlen svandt, mens skinnende der i dens Sted du randt. Sig foran dig reiste, ved dig blev til en Regnbu af fagreste Farvespil: tre Farver -- alle guddommelige og værde Tegnet fra Himmerige; thi sammen dem blandede Friheds Haand liig evige Ædelsteens Farvebaand. SIDE: 374 Een Farve var malet med Solens Glød; een ud af Seraføjets Blaadyb flød; een klædtes i Straalerne ind, der danne det hvide Lysslør om Aanders Pande. Saa blandede syntes de Trende liig en Væv om en Drøm ifra Himmerig. Ak, Heltenes Stjerne, du blegner hen! Og Mørket skal herske paa Jord igjen. Men se, vore Taarer, vort Blod skal flyde, Dig, Fries Regnbu, igjen at pryde! Forsvinder dit skinnende Løfte, er vort Liv kun en Masse af uselt Leer. Men Friheden vier med sine Trin De Dødens tause Boliger ind. I Døden hvor herlige de Geleder, som faldt i Frihedsgevandtets Hæder! Hos Dem snart vi være evindelig! o, eller, Gudinde, hos Dig, hos Dig! NORDSJØEN Hvor hører jeg dit Brag med Lyst, du mørke Hav om Norges Kyst ! Den er dets Frihedssang, som Seclers Haan og Kongers Bud, at slette Norskt af Norge ud, i vilde Elementers Brud med Sejer overklang. SIDE: 375 Hvor elsker jeg din Bølge blaa: Thi Norges Skytsaand jog derpaa paa Vagt i Vestresalt. Den Varde ham for Norge var; med tagget Bølgeryg han skar de Lænker, danske Maager bar henover Havets Spalt. Hvor elsker jeg din Døningvaag! Slig Dødsensdal om dybe Laag ei fule Kringlen snoer. Som faraonske Trællehær de veke Røster qvaltes der, som Vinden bar fra danske Skjær, at qvæle dine, Nor! Hvor elsker jeg dig Flade blank! Thi der de danske Rænker sank, som Fugle, der fra Land forlangt paa Havet voge sig. En rank men usel Seiler liig, Despotens Vilje midtpaa dig forgik paa Bankens Sand. Et Skjold dit Speil; -- din vilde Støi, o Hav, en Frelsenshymne høi! En Muur din steile Sjø! En staalglat Muur, af Skum en Grav! Saa fast en Borg ei Dovre gav dig signte Norge, skilt ved Hav fra Trældoms bandte Ø. SIDE: 376 Du fjernte Danmark, Hav! -- foreen med Norge Island da igjen! Ha, reis dig fra din Grund! Med Bræer af Skum som Jøkler blaae, lad høie Bølgevælter gaae til Island, mod dets Barm at slaae i Thordner Frelsens Stund! JÆGERSANG AF TEGNÉR Fædre bare Sværd og Bue, Og til Manden hører endnu Sværd; Men vi bære Ild og Lue, Slumrende udi det tro Gevær. Det er qvalmt i lukte Kammer, Der vort Væsen blegner bort i Tvang; Derfor ud blandt Skogens Stammer! Ud paa Marken mellem Liv og Sang! Der er veent naar Vaaren digter Sine Qvæder i den grønne Lund; Der er veent, naar Høsten svigter, Under Byrden af hver gylden Rund. Veen er Vintren selv: en Saga, Mørk, men dybtænkt, blot vi den forstaae. Han har Sporsnee til at jage, Men til Gravens stille Land ogsaa. Over Dale, Bjerg og Floder Stræve tappert, øve Kraft og Mod; Øvelsen er Kunstens Moder, Lægger Sjel i hvert bevinget Lod. SIDE: 377 Legemet maa lyde Aanden, Og al Kraft er stil, som ei er svag; Derfor darrer ei paa Haanden; Den som darrer hør ei til vort Lag. Sikker Haand og sikkert Øie! Ingen veed, hvad Vildt vi kunne faae, Om engang en Vinterbøie Stormer fra Nordostenkanten paa. Høit er da det Spil vi spille, Vildt gaaer Jagten ifra Trakt til Trakt. Bomme da -- da dobbelt ilde! Men og dobbelt skjøn den vilde Jagt. KARI ALFSTAD (IDYL AF SIFUL.) Ungersvend Sjuh! over Alfstadvangen en liflig Fløite klang: . . En Fløite! ved Himlen, en Fløite! Alfstadalfer Eijo! det var Kari paa Alfstad som sang. Lifligt Maal har vor Herskerinde -- hør du Ungersvend! Røst Før ei Toner i Sølverklokken i Elfensfløiten boe end ei i Møens Tænder, der sig i Honning toe, og gnide sig med Læbens bløde Rosenblad som Engle Hvidvingspidser i Morgensky-Bad. Sang boer i Karis Læbers lille Fløitehul. Sang boer i Karis Kind, den Cymbl af Rosenguld. Din Kauen, Kari, kalder ei ene dine Qvier: SIDE: 378 den kalder ogsaa Svenden, som saa længe bier, -- skjøndt den er bedste Frier, som længst af Alle tier. Ak! denne norske Sorgklang ei din Kauen faaer af Skogens mørke Stille; men i enhver dens Trille dit unge Hjerte af en unævnt Længsel slaaer. Ungersvend Se, se paa Alfstadbakken en Falk sin Vinge slog! -- Det glimred, det sortned, det hvifted. Alfstadalfer Eijo! det var Karis flaggrende Lok. Fagert Haar har vor Herskerinde -- se du Ungersvend! Røst Dit Øie, Jomfru -- skjøndt saa klart som Dag i Vaar -- er dog kun Sjelens Skygge; din Skjønheds er dit Haar. Bag Bakken hist du iler at tvette det i Bækken? Ah, troer du dig da ene blandt Roserne i Hækken? at Ingen den sladdrende Bølge forstaaer? Du veed ei, at din forelskede Sanger blot spænder sin Harpe, det Guldnet, og fanger hver Luftning, der med din Yndighed bolte, da, nøgen som skyløse Skjærsommerdag, paa Moselagen bag Hybensparlag den skjødesløs sig ved Bækbredden solte; og gjenskaber deraf i Luftspeil dit Bild, og livner det hjemme hos sig med sin Ild? -- ja følger den Bæk gjennem Sjø gjennem Hav, hvem du dig til Priis under Orrene gav? -- ja hører hvad Stenen, du hvilte paa, veed, og om Alt hvad den saae, -- ja taler med Grenen, du ophang dit Livstykke paa? SIDE: 379 -- Vellystige Skjald! . . Nu, gyser du Helgen, saa mørk som en Tall? -- Vellystig, ja vellystig som røde Abildtræ, som lavende Bjørk og som Græsset paa Knæ. Paa Qvindebarm er Skjaldens Tryllescepter svarvet. I Qvindekind er Skjaldens Lynstraale farvet. Og Seerøie fik han, da Møen han saae, foragtende Snørliv og Kjole og Klokker, i Evamoders Kaabe, i egne lange Lokker, i Mosrose-Brudspynt i Bækkens Seng den blaae. -- Vellystige Skjald! . . Haha! Blødt er fra Musens til Qvindens Barm hans Fald. Og falder han fra Stjerne paa Blommer -- o da gjerne fra kolde Høider Springet han stupe voge skal, dog bryde ei sin Plecter, var den end af Chrystal. Det er dog kun en Tanke, som daler fra hans Hjerne, og svæver i Idyller paa Læben frem igjen, mens, Hykler! dine Tanker opdampe fra din Lænd. Mens Nymfen selv du griber, sin Sjel blot Skjalden tryller reen ind i rene Bølge, som Mø i Bad omskyller. Og mens i dine Lysters Sodomaske end det gnistrer vildt i Bunden, han deler Synd og Uskyld med Taletrost i Lunden. Men band du Dennes Kro af brusende Elskov fuld -- da bander du dens Sang: den boer i samme Hul. Tænk, Jomfru, da din Kydskhed velbevart i Bækken, hvor du kun sees af Skjalden og Roserne i Hækken. Dog er enhver af dem en Elskovsalfes Hjem. Du kom -- da flux omkaps de flaggred Alle frem. Men, uden at du ahnte, som Vellugt du i Lokken har fanget hele Flokken. Og tro mig, hver af disse Bækkens Draaber, der dit klare Skjød omperle, en Verdenskugle er med hver sin Guddom i -- Det disse er, som svæve SIDE: 380 (naar Voven sig til Skum paa Hoftens Marmor brød) som Skyer af Angst og Lyst igjennem Møens Skjød . . det disse er, som hæve (liig hedne Sommervinde den blomstbetyngde Qvist) dit fulde Jomfruhjerte -- ah! Lyst og Angst! -- imod en haardere Barm og et varmere Blod, ak! ak! ak nei, imod -- Det veed du ikke vist. Ungersvend To hvide Duer var det . . mon Freyas Sølverkarm? Det blinkede lavt over Engen. Alfstadalfer Se bedre! Det var Barmen. Hver Vinge var en Arm. Deilig Barm har vor Herskerinde -- se du Ungersvend. Røst Har et Lams Brægen, der -- Stakkels! -- var paavei at drukne i den rige Arvings Thimothei . . en Bogfinks Klage, der ei kan finde ud af en af hendes Lønners tykke Sommerskrud, den vakkre Gjente lokket ud i saadan Fart, at alle Øine see hvad Maanens kun saae bart? at hun ei tog sig Tid at skjule Barmen, hvor ud af saa ømt et Hjerte de Rosenknopper groer? Den hede Sommerdag har lokket ud af Lin den fagre Barm, liig en udspringende Jasmin -- de hvide Blomsterskyer: (Ak der bør Engle hvile førend Aaret flyer!) Sval ei da, Vestenvind! sug Ild af hendes Mund! Dig efter hendes Brysters milde Former rund! Saa, liig et Rigdomshorn, med Skjønheds Vellugt fyldt, i Hvirvler dreiet, af Kindens Glands forgyldt: et Horn af Luftchrystal, meer klar end selve Luften, du dreier dig om Skuldren, i Haaret øser Duften! SIDE: 381 Tøm der Møhjertesukket, som blander sig med dig, at nærved hendes Øre, som surrende Bi ved Blomsten, det kan hænge sig; at det sig til et Speil den klare Barm kan gjøre, saa der sit Suk hun seer -- det stille som foer hen -- igjen som Billed af en fager Ungersvend. Thi Han var Tanken jo som boede deri: i Sukkets lille Sky, i en chaotisk Klage. Først da hans Verden brast i Luften, blev han fri, og til sin Skaber som en Aand han kom tilbage. Ungersvend Se et Tag som Skjalde male Lykkens Tag paa Alfstadeng rødmer fra Mulden! Alfstadalfer Det er Karis, eget Huus. Det skinner som en Dag. Herligt Huus har vor Herskerinde -- se du Ungersvend! Røst Se Aftensolen glimrer fra fulde otte Fag! Men inde skinner Skabet med Sølvet rundt paa Knag. Saa blommet staaer Væven i Stuen som en Vaar, med alle Regnbufarver -- den Regnbu ned ei gaaer, før atter der sig reiser en endnu mere skjøn. (dog væver hun til Brydlup en smukkere iløn). Hør tætved i Roen pikker Klokken saa fast, somom den vilde standse Tiden i dens Hast. Som var den Tidens Herre og ikke Tidens Træl, den spiller Seiersvise, naar Timen er paahæld. Den pikker saa jevnt, at, stormer Hjertet, Ven! lyt blot et Qvart paa Klokken, saa slaaer det og som den. Der mangler Intet i det Karis vene Huus; men fuldt og sølvtækt er det som Juleqvellens Kruus. SIDE: 382 En Skammel dog mangler? Der staaer jo en Blaa; og ret under Skjænken en Grøn med Roser paa, Nei, levende Roser sig snoe fra Skamlen op: Smaaebørn paa Skamler ride! -- den raslende Trop, hvis Glæde kun er Vildhed, hvis Jubel er Skrig -- og du, hvor maa du rase at Sligt kan fryde dig! De ride under Væven -- hvor let en Traad dog brast? dog gjennem Vævens Traade du smiler idel Naade, og væver Jettetoget i Borden ind med Hast. De stormed an mod Skabet -- bort triller Sølverkanden og dybe Støb af Guld. Dog skratter du ad Tabet, omfavner Udaadsskaren, som tyede ræd i Skjul, og tæller den, og siger: jeg har min Rigdom fuld. Ungersvend Tys! Cymbler over Alfstadhagen -- hør! Ja Cymbler! ved Himmelen, Cymbler! Alfstadalfer Eijo! det er Vækkerne paa Karis sexti Kjør. Vakker Buskab har vor Herskerinde -- se, du Ungersvend! Røst Høsten kan dyrkes under dit Bild, Karis glindsende Ko: Rigdomme bærer du ifra Eng hjem til det venlige Bo. -- Uskyldige Rigdom, med Latter vunden! Uskyldige Rigdom af Taksmiil omspunden, til hjemlige Arnes Røgstøtte bunden! Med Velbehag Gud har din Takhymne hørt: dens Skjønharmonie i Vævstolens Slag, naar Kari der væver sit Brudesparlag, med spettede Buskabs Vækkechor, ført til Qveet af kjendte ternede Skjørt. SIDE: 383 -- Uskyldige Rigdom! Skjønharmoni, Høipoesi indtryller sig i selv Solvæggens Smaagrises hjemvante Grynt; og er deres straallige Buster ei Pynt? I Gaardhønens Kro maa sidde en Sanger om huuslige Ro. Forstaaes Naturen, da klart i dens Kak man hører de venlige Huusguders Snak. -- Uskyldige Rigdom! fra Algodhedens Bryst, fra Naturens Hjerte du strømmer saa tyst, at ikke de enkelte Honningdryp høres; men Sjelen maa, af Velgjerninger from, af Velsignelsens Flom til Høihed, til Ro, til Tilbedelse føres. -- Uskyldige Rigdom, som voxer af Muld, som lever af Blomster og tækkes med Uld. -- Uskyldige Rigdom! dog rigeste Skat er rentesat paa Faarenes snygge sølvhvide Rygge. Thi der voxer Teppnet, som, oversaaet med rødere Blommer end Norden har faaet, bedækker den rige Jomfrus ensomme Nat. Ungersvend Tys! Glassers Klang jeg hører fra Alfstad saa klar. Et Brydlup, ved Helved et Brydlup! Alfstadalfer Eijo! det er Klangen af alle Karis Lja'r Gill Gaard har vor Herskerinde -- se du Ungersvend! Røst Til Lykke og Velsignelse, gode Høstemand! Spar Borken! Han trækker saameget han kan. Knap fire Skippund holde paa Karis Beiter Styr. De vide, at de trække for sig, de kloge Dyr. SIDE: 384 Paa Vinteren de tænke, ja maaskee med paa Juul. Og derfor løber Mejen lettere end Hjul. Paa Stalden de tænke: der ædes kan imag; thi grønne Hæk er foran og svarte Skjære bag. De vide nok, de trække den søde Themothei, og derfor suser Lasset saa villigt over Hei. Og Kari -- hun som eier Hest og Hø og Alt -- staaer øverst jo paa Bakken med Skjørtet fuldt af Salt. Ha, knegger du, Blakken? Er det Eftasvels Tid. Lad Laavebroen dundre! saa vanker der en Bid. -- Formeget er det, Kari, du har at stusle med. Snart Skaaraannen kommer ja længe før du veed. Han Vesle-Ola kløer sig bag Øret: Han troer, at Huldra maa nok være den rette Husets Moer; thi Kari leer og dandser som over Alting; dog der hænger ei en Turu urigtigt paa sin Krog. Hun væver og hun koger, Hun raaber Folket ind, og Væven gaaer, og Maden kommer som ved Vind. Det er som rørtes Alting ved en usynlig Snor; men knapt, som Ola tænker, gaaer den under Jord. Thi Snoren heder Orden, og Haanden heder Flid, som trækker i den; Reenlighed gjør den endda hvid. -- Dog uden Mand, ung Kari, er svart at være Moer. Ja uden Mand og Barn, at være Moer endda -- det Gud, som skabte Eva af et Mandebeen saa lysten i sin Uskyld efter Æblegreen, bevare hveren ærlig voxen Gjente fra! . . Ah! slaa du ei med Nakken, somom ei din Arm og skabtes til at trykke en Liden til din Barm, som engang skal sig lette op som et Svanepar, der kjedes ved at ligge endog paa Roser qvar. Alfstadalfer Lifligt Maal, deilig Barm, fagert Haar, gillt Huus, vakker Buskab, herlig Gaard har vor Herskerinde -- Eijo, du Ungersvend! SIDE: 385 Røst Frisk Bygdens Gutter, tilfods og tilhest! Frisk! frier til Alfstads Karine! Tilbage du Brauter! du elsker dog mest dit Lommespeils selvgode Mine. Du lytter til din egen vældige Stemme. Den durer som Trommen. Selv gaaer du saa tungt som et fuldt Kompagni. Slig Frier var aldrig velkommen. Ei Kari er hjemme. Fra Svalen beleer hun saa strunkt Frieri. Den skamfulde Tufs gaaer det ligesaadan. Den første vil være mere, han mindre end en Mand. Galt naar Frier tufset, og galt naar han for kaut er. Haand i Haand tilbage drage Tufs og Brauter. Tilbage Enkemand saa gusten som en Pest! Beil du omkaps under Kjerringeskauter! Tilbage Nar, som stoler paa en blommede Vest! Tilbage du Knark saa gjerrig som Steen og saa rynket som Bark! Tilbage du, der kommer saa kluntet frem med Gaver! Tilbage du, der i et Elskovsærind staver! Tilbage du, der skraber frem med ulæst Brev! thi du kan ikke læse, ja neppe prentet Bog, og heller ingen Anden formaaer at blive klog paa Hvad den gamle Klokker for 8 Skilling skrev. Tilbage du, hvis Elskov gaaer alt for glat fra Mund! (Slig Tale glider glat, fordi den er en Snog) Tilbage du, hvis Mandemod er paa Lærkens Bund! Tilbage ogsaa du, hvis Friertunge er den blanke Sølverspore du paa Hælen bær! -- den hvorpaa, Gud skal vide, du da tidtnok seer -- Tilbage du, der frier efter gammel Bog! Tilbage du, der gaaer til gamle Siri-Klog! Tilbage du, der frier fra en Lænestol! Tilbage du, der frier med en broget Kjol! Tilbage du, der frier i en Kapriol; SIDE: 386 og du, der troer dig sikker, fordi du ikke drikker; men kjører væk din Velfærd i prægtig Kariol, Tilbage du, som trækker i Lommen Alt i Eet; troer vakkert Tørklæe klæder hæslig Næse ret: med fire Skilling ringler med Klokke-kjæden dingler; forlegen staaer og stammer; og reiser Hanekammer, endskjøndt du troer forsikkert, du har fanget alt den vakre, rige Brud i din gule Lommepjalt! Tilbage du, som er saa uvislig og veeg, som troer, at Skjæget skjuler, at du er synderbleg, at Byens Lugteflasker giver dig igjen den Ungdomsduft, som foer med Sundhedsrosen hen. Tilbage alle Narre tilfods og tilhest! Men bank paa Karis Kammer (med Lillefinger ikke, men heller ei med Hammer) du Svend som elsker mest. Naar ærligt Hjerte lyser igjennem vakker Krop, ei findes Møe paa Jorden, som ikke lukker op. Et ærligt Elskerøie har saa reent et Lys, at hele Midnat-vellyst bliver kun et Kys, at det kan gjerne funkle over Jomfruseng ja hele Natten inden dens Skarlagen-hæng. Thi i dets Blomstervarme der noget Dugg-koldt er; thi i dets Adamsild sig blander (maaske mere end Elskerinden vil) en Glimten af den samme Cherubs kolde Spær, som næste Dag, naar Guds Soel skinner høi og klar, til Templet blinker foran det elskelige Par, hvor (ah! du bli'er et Æble, smekkre Liljevaand) den gamle Præst det griber af strenge Engels Haand. Mod Lovens hellige Tavler af Marmelstenen sort dets kolde og for hvasse Egg han hugger bort. Men Stumperne han smeder til et Troskabsbaand. Med Guds Velsignelse saa lodde han det til. "Gak hen i Fred, Ung-Kari! Nu har du hvad du vil. SIDE: 387 Gak hen til Fryd, Ung-Kari, til Alfstads Brudehal! Imorgen er du Huustro -- det Høieste du skal. Men synes du i Tiden, at dette Baand, som du med Brudesmiil gjør blødt og rosenkrandset nu, sig snevrer altformeget, saa see, den samme Gjord om Flere da, end kun om dig og ham sig snoer. Sig til en Englehimmel skal spænde Brudebelt, og vrimle fuldt derinde som inden Rachels Telt. Gak bort Ung-Kari! Vær i Alfstads Paradiis som Moder Eva, og som Moder Eva spiis! Thi du er skabt som Eva udaf et Mandebeen, og stødt dit Øie skotter til samme Æblegreen. I Fromhed skal du finde et Raad, ei fundet da, som, naar du spiser Æblet, trækker Giften fra. Da tone Himlens Engle i dit Bryllupsspil! da over Graven faaer du end et Bryllup til! VED EN TIL SIN ODEL HJEMVENDENDE SJØGUTS CONFIRMATION Det er Skjønbedrivt at pløje Bølgen blaa og svarten Muld, vælte op til Bunden nøje Jordens Dyb og Havets Høje: i dem begge ligge Guld. I din Barm dog gaaer i Dunder end et mere mørkladt Hav. Fagre Havfru lig, derunder paa Klenodiedynger blunder end din fangne Skytsseraf. SIDE: 388 Og en Muld i Barm jeg kjender, hvori Himmelblom er sat. Bedre Guld derunder brænder end det Spiir i Kongens Hænder, ja end Stjernen i sin Nat. Barmens Bølge, om den sveller kløves rakt til Bunden maa! Hjertemulden pløi du heller -- den som bærer Immorteller -- end den Muld du træder paa. Hjertevoven kjølhvas Tanke pløje maa sin Fure i, til, for Stjerner Dig at sanke, frem deraf de Vinger blanke fangne Skytsaand spiler fri. Hvast som staalet Plog dit Øje skjære maa den Hjertemuld, til derfremaf mod det Høje Blommen groer, hvis Pragt maa bøje Stjerners, Spiirs og Axets Guld. DIGTE. ANDEN RING SIDE: 389 TIL GOTHESKJALDEN RIDDERSTAD Naar jeg under svarte Tall (ha, en herlig Skjaldehall!) spænder Bjørnetarm i Harpen, at den runge kan som Sarpen, banker den med Briskestav -- hui! -- saa den som Stormen synger -- huijah! slynger optilhimmels den Seraf, som sig paa mit Hjerte gynger: da en liden ensom Klynge bag mig hører jeg at synge: "Følger, følger, hvorend Sangen bølger! Følger! skynder! følger med, hvorend Harpen gaaer afsted. Se i Skye'n gjerne boer den Rad af Lyn! Nei! kun gjennem Mulm og Skyer -- huijah! glimtende den flyer mod det rene høie Fjerne, mod de Serafiners Dag under Herrens eget Tag. . . Følger! Hist paa Nordens Stjerne hviler den som paa sin Knag. . . Følger! Klare Tanke lyner gjennem Billeder og Syner, gjennem Skyer til Himlen, hvor den i eensom Høihed boer!" Kan jeg andet end at svare Qvad i Qvad den kjære Skare! SIDE: 390 Men den hele større Flok gaber vidt, men lukker Øre, (somom de med Flabben høre), stimer henad Alfarvei, endser Skjald bag Harpen ei meer end Kjerring bag sin Rok. Vent dig, Skjald, det samme Øde, hvis til Gothens frie Skove Musen gaaer, og ei tilhove; -- hvis ei din (som Beskows søde Terne) du frisere vil, -- hvis du elsker ei det bløde Tidens Muses Flygelspil; -- hvis ei Kronens Straaledag lokker af dig Drosselslag; men kun sorte Frihedshat, vakkre Maaltrost! er den Nat, som med Duft og friske Svale lokker af dig Aandetale om de Fremmede, de Høje: de som dale til et Bad i Skjaldeøje, stige saa paa Lyrens Scale -- derfor bæver Strengens Guld -- hisset opigjen fra Muld. TIL EN UNG DIGTER Skjald, ei se du tilbage ei mod den runede Steen! ei imod Højen, der gjemmer barbariske Dage! Lad ligge de Skjolde! lad smuldre de Been! SIDE: 391 Der paa Højen lad krybe Oldgranskermyrer omkring. Dem lidt Støv skal, som Snusen en Kjerring, begeistre -- ja til at fortælle utrolige Ting. Større Helt end de Helte under din Muld jeg dig teer: Under Hælen en Drage, en Lindorm til Belte, og huggende Ørne paa Hjelmen til Fjer. Eddret Drage Han levner under sin Saale en Grav. Heltens Hjerte sig løfter -- da Lindormen revner, som bølged derom liig et rullende Hav. Æther-Blaadybets Maager Ørnene ryster han af, liig en svajende Mast; da som Smalserhorns Taager fra Panden de dødsmatte synke i Hav. Thi han stevner i Striden over et Storocean, fjernt som Stjerner omsvæver ham Snekkeseil hvide: Der kjæmpe med Drager vel Helte som Han. Fremad Stavnen maa glide over et dæmrende Blaa. Anklen blodig; men Panden, den skinnende hvide, ei Høge, men Høiaander hvile sig paa. Glad skal Helten sig sætte under en Høi i sin Stavn. Dog han lever derunder, ja under dens lette Violtag, og Aanderne synge hans Navn. -- Skjald, den Høi skal du prise! Seer du den ikke, den blaa? Seer du ikke det straalende Skjold paa dens Spidse? de vajende Liljer, som skinne derpaa? Seer du ikke den trætte Helt under Himmelens Hvælv? ei de kronede Ørne, som frække sig sætte hvor Aanderne valgte en Thron for sig selv? SIDE: 392 Reiste ei sig af Støvet ormlænket Menneskehed? rysted Slangerne af sig som Aasptræet Løvet? En Krone, som faldt, var hvert klapprende Led. Røst Ak, end hænger jo sorte Orm ved dens Fod som en Bolt? Se, den gaber jo i Vaticanernes Porte! Se Kupplen paa Templet dens kneisende Skolt! Ak! og Gribbecæsarer sidde paa Panden jo end? Gjennem Øjet de hugge til Hjernen, og Taarer i Øinenes Huler kun glimre igjen. Ve! og lange Geleder slynge, som Lindorme blaae, end om Menneskeheden jo staaende Kjeder, og knuge hvert Hjerte, som vover at slaae? 1ste Røst Skjald! i Himle, hvor Tiden ei aabenbarte sig end boer Seerens Geist jo med Seiren før Striden, og svæver med Haabet jo foranfor den. Glimter ei foran Jorden, foranfor Tiden hans Syn? Bagom Jordkloden drøner Historiens Torden. Men Seerens Sang er et foranskudt Lyn. Du, paa uaabnet Himmels Tinde sætte dig skal. Snart den bliver (som denne med Stjernernes Vrimmel) beduggede Høi paa et Seculums Val. AANDEN Mørke Geist -- jeg kjender Dig. Du med Lyn om Panden. Du der bandt som Yngling mig, knæl nu Du for Manden! SIDE: 393 Stærke Geist, som rundt min Vaar suste i Orcaner, kom, og knæl hvor Herren staaer! Hører du, han maner? Fule Gejst, med Drageild under Englefjere! Med et Vredesøie vil jeg din Barm opskjære. Falske Geist, hvad lovte Du? -- Frihed, Fred og Glæde. Mange Aar kom det ihu, lærte kun at græde. Frihed? -- ha, hvor Aanden kan lægges selv i Lænker! Vil du miste Fædreland, siig da, hvad du tænker! Fred? -- i Lovhyæners Gab lidet deraf levnes. Fred -- hvor Latter er et Drab, som af Konger hevnes? Fred? -- ak faaer du Fodefæst i et kløvet Hjerte? Kan jeg dig, du hulde Gjæst, med min Graad beværte? Glæde? -- hvor er Hytten min? Der hvor Ravne bygge. Hvor min Møe i Brudeliin? Ak en flygtig Skygge. Var en Stjerne hun endda, var det dog Elende, at jeg kun saa langtifra turde dyrke hende. Geist, ha! hvisker du iløn: "bo i stolte Bølge! Vestenvinden er saa skjøn, kan tilsengs dig følge." Vel! jeg tog det blaa Pallads, fulgte blot en Hoben Satanaser i Kyrads og i Dommerkaaben. Vel! jeg tog den Vestenvind, vilde den blot skjære Roserne af Stellas Kind, og til mig dem bære. Geist, du lovte mig en Jord, liig en formet Himmel; -- bandt mig med en Slangegjord til en Djævlevrimmel. Blommerne, du gav min Kind, vare jo forlorne. Disse Qviste om min Tind have sine Torne. SIDE: 394 Sledsk du under Drengens Fod dine Vinger spændte, steg saa til det unge Blod sig i Solen brændte. Slap ham, da han skreg saa lydt halvt af Fryd og Smerte, i en Sjø af Paddespyt, forat svale Hjertet. Nu, da jeg er bleven stor, jeg din Ving tør tage; tvinge dig, fra denne Jord føre mig tilbage. Løft mig, Geist, paa Englefjer, saa jeg seer de Kloder, hvor ei dandses Polskdans meer efter Zarens Noder! -- Hvor ei skygges yndig Dal af et blodigt Banner, hvor ei Trældoms-decretal staaer i Aandepander -- Hvor ei Nattesfinx og Orm gnave mullent Alter; men hvor Alles Troesnorm er Halelupsalter -- Hvor ei under Lovens Skjold Kongevejen løber for en Løgn i Herresold, eller en som kryber -- Hvor ei (Vogt dig!) Herskerraad slig Pasqville skriver, som i Landets Mødres Graad Sønners Haab forgiver -- Hvor ei Retfærds Talsmands Pen rive's af Satans Vinge, for at sælge den igjen til en Bøddelklinge -- Hvor ei i en Fjeder kjæk Helveds Banner vajer, skumme ei i Lovens Blæk Mennesk'hedens Hajer -- Hvor ei i sin første Flugt unge Engel svimler af en fæl Bastillelugt under frie Himler -- Hvor ei Adamshjertet blier, om i Barm det svinger som den Klokke, der fra Spiir Pintseglæde klinger, af Banditer aareladt, snøret ind i Former, forat slaae saa sløvt og mat som hos andre Ormer -- SIDE: 395 Hvor ei Blik, som seer lidt høit, skratter lidt ad Daarer, druknes flux i Slangers Sprøit og (Triumf!) i Taarer -- Hvor ei i en Latters Spoer Statsproces sig sniger, som hvor spæd Gazelle foer fæle Kongetiger -- Hvor ei, om en Puls er fuld, om paa høie Vover Aand den sætter ifra Muld til hans Himmel over, strax den skal omvikles med Jordens værste Igle, forat slukke Aanden ved i dens Puls at sikle -- Hvor ei under Frihedstræ en verrinsk Hyæne gnaver Mennesker i Læ af dets Lauregrene . . . Lauregrene? ha, den Laur har til Grene Tamper, og en rasende Centaur Roden sønderstamper -- Did, hvor Æren skilles maa ifra malte Pjalter; hvor ei Øglesjele faae Skjul i Skjøngestalter -- Did -- ha, Geist, du nærmer dig . . mørk ei som du plejer. . . Kun en Glands ombævrer mig, og en Lyd af Seier. Knæl! knæl! -- en Klang saa sød Straalekrandsen splitter . . Klang og Straaler sammenflød til en gylden Cither. Og fra Cithrens Dybde klang: "Geisten her mon være. Den med Dig saa vildt sig svang, for dig Flugt at lære." "Den med dig til Tordensky'n vilde Flugten styre, at du skulde flette Lyn i din unge Lyre." "Den af Øglerne en Tid lod din Fod omspinde, at du som en Heraklid skulde Slanger binde." "Den lod Onder taarne sig tidlig om din Pande, for det Onde lære dig hade og forbande." SIDE: 396 "Den lod Helved hvælves om himmelbaaret Øje, at du skulde viis og from dig med Jorden nøje." "Den i Storm har lært Dig Sang. Aanden som du ejer, -- hil dig! -- har serafisk Rang; og dens Navn er Sejer. DET BEFRIEDE EUROPA 1831. -- -- Fra Caucasus? blinker min Sjel fra Caucasus? Kold, rolig, funklende som Ararats øverste Iisklump, beskinnet af Midnattens Sol, den seer over Jord, mens mit Hjerte staaer stille. Hvad Lynglimt dernede? Mon skyder Bakus Dyb Naftasøiler mod Nathimlen? -- Heijah! de Lyn ere Sværdhug og Frihedens Ild, som frembryder af Millionernes Hjerter. Du haanloe, Sjel, dengang Menneskheden i Ring af Helgalliancen blev ført, liig en udsviret Juulbuk, der suller i Ørsk med Helligtrekongerslys i vallne Hænder. Men sammen, ja til et Riimfnug, gyste du, da (frisk dog, se nøjere efter!) du saae, at den Nar var et Spøgels, at Mennesk'heden stod som dødfrossen Skildvagt paa Napoleons Gravhøi. Ja, tusindhornede, tusindtandede, tusindbesvandsede Adamsæt, Ham du bekjæmped; men tung var din Seir, saa du blev paa Vagt paa Hans Gravhøi gjensiddende steendød. SIDE: 397 Men Vaaren kom, og belivnet mindtes du (liig haltende Jacob) at dristig du stred med en Aand, og du tøed i Graad hen, og sprang som glødende Rosenbusk ud paa hans Gravhøi. Forsoning dufted du, fagre Gravblomme: hver Knop var et Hoved med Frihedshat: bankende Hjerter din Bladrasl: hver Torn var en Arm. . . Hvo skjærer dig, Hydra, i Former som Taxus? Jo reiste ikke sig grumme Gartnere? Hver da med Saxe (saa lange og blanke som Hære) beklipte, i Form af en Træl der knæler, den Busk med de levende Blommer. Da Sceptre gnistred fremover Folkene, liig hundred Blodstruter springende opudaf Menn'skehedens Saar, da den aareladt var af Drotbajonetter og kopsat med Kroner. -- Da, Sjel, du, liig i Charpitot, hyllte dig ind i en Drøm, og (som svømmende under Canalhvælv) du Verden forlod da, og drev saa tvertigjennem Gravene indtil Aratus'! Washingtons og Kocziuskos Grave først du forbifoer. Tvertsfor hinanden de kneiste som Herkles' Støtter de graae. Begge, min Sjel, med et Suk til Seil du dem suste imellem, svømmende saa ind i Oldtidens Hav med de laurgrønne Kyster. Der Cincinnatus' Grav som Italien saae du tilvenstre. Hannibals Gravhøi tilhøjre som mørke Afrika laae. Midti som høje Sicilien stod Timoleons Minde. Inderst som lave Euboea din sjunkne Høi, Aristides, laae, og Aratus som hvælvede grønne Attika jevntmed. SIDE: 398 Ja der, min Sjel, med dit spæde Straaleduun pladsked du glad i den hellige Aske, imedens mit Legeme vandred igjen, som Søvngjænger bleg, under Norriges Maane. Der laae du, indtil det drøned over dig. Da Drømmens Uldtot du kasted, men nøgen og skinnende svam du til Dagen idag tilbage, fløi oppaa dens Skulder og blikked. Ejah! hvad seer jeg? Der laae du til Havet derudenfor Washingtons og Kocziuskos Minder -- det Hav med en blaanende Bølge for Dagen idag, ja det som igjennem de Seculumsstøtter skal flyde sammen med Oldets laurkrandste -- der laae du min Sjel som en efterglemt Svane i Sundet ved Salamis, indtil det Hav deruden som eier Dig, opsteg med Bulder. Da fløi du skrigende op; thi over de Herkulesstøtter paa Toppen af Havet, der reiste sig, saae du en skinnende Svan -- ha, gamle Fayette dit Hoved, det hvide. Da fløi du skrigende op . . . Ejah, hvad seer jeg? Farvel Aratus' Urne! Mig lokker skjønnere Klang. Fayette, Amerikas Friheds Søn og Frankrigs Friheds Far, tiltaler Paris -- det lytter med sænket Bannerstang (den Samme, som det af Louvres Gitter i Julidagene skar). Visn, Rose, som i Aristides' Aske vover at varme din Rod! Mig dufter sødere Minas Sværd, besprængt med Carlisters Blod. Ei meer forat kysse Hannibals Skolt, til Ponti Strande jeg gaaer. Mig kneiser Hooghvorsts Isse meer stolt med flere Laurbær end Haar. SIDE: 399 Ei meer vil jeg rode paa fremmed Kyst efter Timoleons Liig; ei lytte i Salamis Bølgesuus efter et persisk Skrig. Mit Øre sidder paa Dublins Taarn og hører O'Connells Røst. Og, Washingtons og Kocziuskos Aander, end dvælende Jorden nær, og ei, som Hines, til fjerne Himle førte fra sjunkne Grav, jeg drømmer ei længer paa eders Grave, dyrker ei Guddommen der; thi sandelig I ere fløjne ud, og flaggre som Ørnvingepar om gamle Chlopickis Pande, den Polens Dagstjerne klar Som gjennem Herkles' Støtter Stormfuglen ud svinger over Atlanterhav, fløi fra sit Drømmeskjul hist mellem Grave, min Sjel; thi did Millionernes Frihedsraab trængte. Ejah! hvad seer jeg? Hver Nat en rødere Morgen føder, hver Qvel seer med blodige Øine mod Morgenen, der, Boblen liig over det puttrende Dyb, slaaer højere Hvælv over oprørte Folkslag. Hver Time banker som Tidens Feberpuls. -- Ak, standser fredsomme Stueuhr! Thronernes Bragen fortæller os Timernes Gang. Kun Stormklokker hænge, at ringe til Arbeid. Hvad Dagværk har Herren bestemt for Folkene? Mon gamle Tiders Begravningsfest feires? mon Nytiders Daabfest? Thi Stormklokker gaae. Hør Englenes Vingeklang! Havgang i Luften! De Taarnsangre høre fra Brest til Casan med nyt Skrald hverandre. O Latter! en Metternichs klapprende Skildt mod en slig Telegraf? Se Slotsbrandes Røgdriver Folkenes Iilbud! SIDE: 400 Tvertsover Europa sig Baal opløfte, og see over Fjeld til hverandre. Ak, rødnes de Øine i Skyen af Graad eller Hevn? -- De tændes, at Himlen sin Sejer skal skue. Se Flammerne, Folkenes klagehvinende Bud, løbe tvertover Jordkloden, mens en Coureer med sit Messingskildt raaber sig hæs ved Floden: "sæt over i Keiserens Navn da!" Sig Hærskrækken sniger bag Flammestrømmene, flyer under Stormklokkers Rungen tversgjennem Gelederne, seer sig tilbage, og seer med blegnende Blik, at de dat overende. En nedfældet Trælledrot siger, seende Baal over Issen at korse sig: "Dybenes Magter sig løfte at skue sin Daad." Nei, Skyen maa kløves, at Fred kan neddale. Din Jammer, Despot, som i Støvet vælter dig, slaaer Borgens Gnister ei høiere. -- Englene skue ei Sorg: thi kun Seirsglands de see hvor Mennesket stirrer i blodskyllet Ørken. De lee ad Syndernes Hylen, række ham ei Haanden: Selv skal han reise sig. Ikke de ynkes, naar Flammen, den Lynildens Søn, fortærer den Borg, der var Lasternes Boelsted. Du gyser, nerv'svage Stymper, gyser, naar, se, Jordens Stæders blaaskinnende Domer i Flammerne drukne, og Klokken paa Eng sit lyseblaa Hoved i Blodstrømme dukker. SIDE: 401 Mon hang disse Kuppler som hvalte, ludende Fredsliljer nedover Stæderne? Ejah! hvad Sorg da? De voxed og døe som det bør. Jeg leer; thi jeg kalder dem Mørkrets Hjelmhvælv. Hvi Graad da! Lysstøtter skulle reise sig, hvor forhen Domerne stode som hovedløse Skuldre. Blaaklokkerne farve sig blot til Roser, at krandse de Frihedens Helte. De Gnister, som flye med dit Suk afsted, vel i Skyens Net, som Aske opsamles; men nedsendes atter som Druer, der klattre igjen fra salige Smaahytters Vægge mod Himlen. Den Ild blot tærer Tyranners dyngede Rov, tærer ældede Laster blot. Brudsmiil er Blodstrømmen, Flammerne bølgende Slør om Jorden, formælet med himmelske Frihed. Som brustne Brudbelte Schelden nedruller. Nei! harm, liig svovelblaa Lavastrøm gjennem en splittet Volcan, den kneisende gaaer indunder Tvesplitten af Belgiens Banner. Men, didhenrullende hvor Oranien staaer, rundt hans Fødder den kaster en Stump af sin Lænke . . . Den livner til staalgraa Snog, som stikker ham, hvisler i Dybet til Djævlen. Oranje, reis dig! see Schelden kommer jo! Vee, Skyen over dit Hoved er drivende Bloddamp fra Java, og Strømmen, som naaer din Navle, er Borgerblod, ve! fra Antwerpen. SIDE: 402 Kryb op paa Bolværket! Hør den lystige Flods Fløitehvisl i sin Sivpibe: "Støv, som ei mægter at tæmme din Lidenskabs Bæk, Du tæmme de Floder, Alskaberen løste!" Hvad dundrer? -- Flygtende Kongers Vognfølge. Slaae Qvinder Vindverne i, for ei Manden at see, som beskatted det Dagslys, han flyer, forærte Maitresserne Bønder som Oxer? Hvad brager? -- Himmelens Tordner nedbrast paa Ham, Ham, som mellem meenederske Fingre holdt Æblet, bedækte sin Throne med Skam, men Galgen med Ære, med Heltenes Kroppe. Hvad rasler? -- Tusinde frie Presser (de sorte Lysets Porte) opløfte sig. Jerndøren i Ham bag Forræderne knaged ilaas? Nei, Staalklang det var -- Nationalgarder væbnes. Ha, staalbeneglte Despoter, prøver at Tag faae i Frankrigs om seirvundne Frihed fasthvælvede Styrke! -- O prøver dog før at udrive Ilden af Jordkuglens Hjerte! Er dette, dette det Frankrig, Ludvigers Hærrækker pukked til Kulstøv, som Arvingen endda (ja øsende over det ud sin gloende Brunst) vilde udsmelte Guld af? . . . . Kun Taarer fik du, men bort du slængte dem. (Hvo bad om kogende Bly vel?) Men Frankrig din Nedarvings Graahaar har tregange slængt, som useligt Kraaksølv -- vip! langt over Grændsen. SIDE: 403 Er dette det Frankrig, som Sværme af Fremmede -- hui! vilde, loddne Centaurer -- persed mod Hove, beruust af din Viin og sin Hevn, saa (kliskklask!) dets Blod som dets Druers udsprøited? Et Lyshav bølger imellem Havet og Rhin: gamle Frankrig er Bunden kun. Marlys Parke er Tangen, Versailles en Musling deri. Paa Bølgen staaer hvide Fayette som Neptun. Europa drukner -- ha! over Hovderne høit gaae de skinnende Lysvover. Er det Champagner? mon Æther? O, hvad det end er: dog sødt er at drukne og omtumles deri. Det svæller skinnende opmod Alperne -- ha! bryder mod Pyrenæerne. Preussen det splitter i tusinde Øer og Skjær. Dets funklende Døninger rulle mod Africa. En Sol har dalende mellem Havet og Rhin bredt sig: Frihedsideerne, skinnende jevnt gjennem Frankernes Hjerner, er liig den Ætherilds fjernere Dunstkreds om Solen. Se, Solen nærmere Straaler udflyde! Seir! Seir! det er Nationalgardens væbnede, funklende Hænder i tredobbelt Rad. Hiin Julidags Blodflek er Bunden i Solen. O Sol, hvo nærmer sig dig, og brænder ei? Selv gjennem tunge Metalkroner borer dit Solstik sig. Derfor de rase; thi se, dit Gjenskin jo opgløder selv deres Pantsre. SIDE: 404 Troer ei de Knegte, fordi I malte dem eens, trak dem under og efter en Snor, thi en Vinge er under den snevre Mondur, bag Bartskyen en Funke, som sprænger Geleder! Carthag mod Rom er en Knegt mod Borgeren. Tungt falder Borgerens Slag; thi der hænger et Barn paa hver af hans Arme, og dybt, som hug i hvert Bryst han en Voldgrav om Hjemmet. Mens under de reiste Millioner, Frankrig, din Grund ryster, synger Delavigne, liig Lærken, der endser ei Jordskjælv: -- paa Lithauens Val da drømmer du dig under Marsmarkens Linde. Ha, Den, som røve vil Polens Frihed, maa først rive Chlopickis Graahaar af. Se, som det flaggrer der, er det dens Hængelaas af Sølv! Kun Røverhaand tager hvad Tyvhaand tog forhen. Paa Heden ved Raclawicz kjæmp Skrynecki! der slaaer Madalinskys Beenrad vel Tusinde . . Se, hvor den rasende klynger sig fast til Bannerne, bøjer dem alle i Støvet! Paa Heden ved Raclawicz kjæmp Dwernicki! Der -- hør! hør! Dombrovskys Hylen skal sprænge hver fiendtlig Kanon; og de Skygger af Børn fra Praga skal flyve som Støv dem i Øiet. Der aabner sig Skyerne . . se Kocziuskos Aand styrter ned paa et Lyn! Han er Himmelens Kjæmper; thi Frihed er Himmelens Sag. Var Englen ei fri, da i Himmelen Opstand! SIDE: 405 Et Menneske, mægtende ei at styre sin Barms lille Hjerte, vil styre jo fleer Millioner jo heller? Den Fod, som ei kan en Tue bedække, vil dække Aljorden. Og reiser sig op saa et Folk, og siger: vi eet Sprog jo tale? Det være vor Grændse, ei Miilpæle!" -- Heijah! da "Oprører dø!" det hedder, mens Gud selv en Synder tilgiver. -- Fra Caucasus? blinker min Sjel fra Caucasus? . . Fra Skreyaha? blinker min Sjel fra Skreyaha? Kold, rolig, funklende som Skreykamppens øverste Iisklump, beskinnet af Midnattens Sol, Den seer over Jord, mens mit Hjerte staaer stille. Hvad Lynglimt dernede? Mon skyder Bakus Dyb Naphta-søiler mod Nathimlen? Hvad Glimten dernede? Mon tændes rundtom Lys alt i Hjemdalens Smaahytter? Huijah! de Glimt ere Sværdhugs og Frihedens Ild, frembrydende af Millionernes Hjerter. Hvad er da Stort vel imod de Lande af Lys og de Have af Blod? -- det Syn ved min Fod! Til Hindostan seer du fra Dhavalagiri, fra Skreykamppen seer du til blaanende Biri. En Kikkert fra Caucasus Lande nok seer og Have og Skyer, men heller ei meer. -- Prosaiske Øje, som kiger fra Ruden, er stolt af at tælle hver Pore paa Huden, hvad nytter dig Synet, den Lygtemands-ild, som hopper paa Tingenes Former deruden? Kryb ikke paa Caucasus eller paa Skrei! Hvis Stort du vil see, det hjælper dig ei. SIDE: 406 Sid heller i Natten, luk Øinene til, da maaskee -- ja, hvis din Genius vil -- Du Meer faaer at see, end blot Kappen af Guden, som gaaer gjennem Verden og Tiden og Menneskefærden sin evige Vei. . . Da gyser du ei, om et Land end forgaaer, om midt i et Storhav af Taarer du staaer; thi Sejerens Vaar du seer kun i Striden, et Sædkorn til Himle i Taaren som gled. . . I Hæren, der buldrende ruller sig ned i blinkende Striber fra Høiden paa Valen, du Sejerens Vaarflommer seer kun i Dalen at rydde den tidlig et Midsommersted. I flammende Flag over blegnet Armee du Sejerens Vaarblomster skuer i Snee med Himlen i Øje skjøndt Døden om Foden. . . Da speider du Caucasus gjennem til Roden, og Skreya det mørke maa revne ihast; thi Lynet er ei som det Aandeblik hvast. Naturens Dybder det anatomerer. En kløvnet Indvold det Afgrunden er. Selv Himmelens Raad er det intet Myster. Og Jordklodens Hjerte isønder det skjærer, og speider som lysende Demant deri. Nationernes Sjele da flyde forbi dit Aandeblik liig gjennemsigtige Vande. Du hører at Dommens Basuner forbande i sagteste Trællesuk "kom og befri!" . . Da hører du grant i Befriernes Klinger at Aanderne løfte de mægtige Vinger. . . Da seer du i Sværdenes blinkende Fart Guds Aasyn i straalende Lyn aabenbart. -- Hvi Skreya da, Aand? Du er højere sat. Hvi Skreya og Caucasus' Taagehat! Kun skjul dig i Dalen saa lavt som du vil! Dog løfter en Aand dig til Himmelens Skulder. SIDE: 407 Luk Læben og Øret og Øinene til. Dog faaer du til Mund en himmelsk Basun, en Himmel til Øre viidaaben og huul, der hører fra Jorden som Tordenens Bulder hver Menneskeklage, som sukker iskjul . . . . Dog faaer du igjen til Øje en Stjerne. Ha, hvor er da Nære og hvor er da Fjerne? Da seer du, Velsignte liig, Solen, ifra Blaahimmelens Skulder Aljorden -- Eijah! -- en Kampring, hvor Gudepriis hænger for Dverge, ja Jorden med Blodstrømme, Slagne til Bjerge, og Jubel du hører derover endda; ja over dens Bulder et Halelujah! Hvor sank du Alpe! . . fra Himlen seer jeg; thi se -- lavtnedenunder mig flyver min Sorg som en Sky, og jeg hører jo Englenes Jubl: "Lyksalige Jord, thi du Frihed har vundet! Fra Himlen seer jeg; thi rundtom seer jeg en bleg Kreds af Tempel og Thronherskere, jublende: "Straffen er endt; thi vort Syndfølge døer. Nu klager ei Jorden; thi Frihed den seirvandt." FARVEL TIL ALFRED Farvel min Hjertensven, Farvel! Snart har jeg ei tilbage fleer. Kun een beholder jeg: mig Selv. Ak, Han min Uven er! Farvel min Hjertensven, Farvel! Farvel! -- det er et herligt Ord. Det toner hjemligt fra min Sjel om Alt hvad skjønt paa jord. SIDE: 408 Det er det Navn, jeg gav min Brud, den Trylleblomst paa Skillevei. Og mangen Serafs Navn hos Gud har slig Betydning ei. Den Fagreste det Navn jeg gav, i blanke Sjeleperler svøbt, til hun af Engle i sin Grav "Velkommen" bliver døbt. Det er det Navn, jeg gav min Vaar, den Seilersky saa lys og let. Og Lykken intet andet faaer for sine gyldne Net. Min Taare fik det og mit Smiil. Da svandt det Tvillingpar fra Bryn. Men Smilet levnede en Piil, og Taaren tørre Lyn. Som Efeu paa Ruinen sort sig klynger Haab til Sorg og Savn. Dog jog jeg Haabet fra min Port, og gav det samme Navn. Ruinen ramler -- Savn og Haab som Blomst og Steen i Støv forgaaer. Men hør i Braget, hør mit Raab: "Farvel" til Sky dem slaaer. Min Glæde -- ak, du har mig kyst for et Farvel at hviske mig. Da tonte fra mit stolte Bryst igjen Farvel til dig. Jordkueren min Fole kun, min Kjøl, det Sværd i Havets Barm, min Genius i Skypaulun paa Ørnevingekarm . . Kun dem jeg giver andet Navn: ja "tro" og "fast" de første To. Den Tredie døbt i Himlens Favn er "Frihed, Høihed, Ro." SIDE: 409 Men aabner Jorden en Vulcan: saa bredt et Dyb af Ild som Hel, da sporer jeg min Vingeman med jublende Farvel. Og reiser Havet sig med Gru, at spidde Kjølen paa et Fjeld, da skjærper jeg mit Seil endnu, med jublende Farvel. Ja stormer Himmel, Hav og Jord, da toner Aanden i min Sjel, der har de høie Navneord, et jublende Farvel. Men kjæmper mod mig Himmelen en Hevnensseir, da, som til Hel, min Genius har og til den et haanende Farvel. Da gaaer jeg til en ensom Sky imellem Himmel, Jord og Hel. I Rummet rundtom ruller Gny af sidste Haansfarvel. Af en Condor som flyer forbi jeg river Vingen til et Tag. Og vil den boe med mig deri -- da Kongegrib, Goddag! Dog Harpens fulde Strengerad jeg under Taget reiser -- Ha, der kneiser gylden Colonnad! Jeg fik Pallads endda. Og her min Genius sænker sig. -- Hvad vil du Engel i mit Boe? O Himlen kommer jo med dig: med Frihed, Høihed, Roe? Min Hund med ømme Øie -- ak, du spørger, slikkende min Haand, om Straalen ei mit Hjerte stak, der glimred fra min Aand. SIDE: 410 Min Irisk -- ak, du mærker, at en Taare tyngede din Ving. Du toer i den dig skjær og glat, og stryger saa min Kind . . Fortrolig sætter du dig paa min Pen, den rosenløse Tjørn, Ha fly det hvide Lyn, du Smaa! der sidder jo en Ørn. . . Du stirrer i mit Øje saa; ja, Irisk, lige i min Sjel? Du spørger: turde Hjertet slaae, mens Aanden tog Farvel? Du flyer saa vidt som Vaaren er, og bringer mig et Blad derfra. Ja find mit Saar, og læg det der; maaskee det heles da. Dog mindes altid jeg en Eeg, der, alt bedækt med syv Aars Mos, imellem tvende Hjerter steg -- ja, Alfred, mellem Os. Men liden Ormetunge skar. Og Hjerte-egen, malmet som en Evigheds Pillar den var, i Raate kanted om. Jeg sidder paa den brustne Bull og leer og seer hvor Stjernen flyer, hvor Bølgen ruller Rull i Rull, og paa de lette Skyer. Du troer, at Os fra denne Stund adskille Dyb til Evigtid? Tro, det en Slangebrod er kun, den Isthmus for en Mid. Til Du gaaer over den -- Farvel! Farvel! -- det er et herligt Ord. Det toner hjemligt fra min Sjel om alt hvad skjønt paa Jord. "Farvel", det Navn har jeg forært min Lykke, Brud og fagre Aar. Men er det Navn paa alt hvad kjært, da Alfred, du det faaer. SIDE: 411 ? Udi hvilket stille Hav løfte sig de grønne Banker, hvor min Snekke tør sit raske Bramseil stække (Tosser sige: Gribbeving) tøire sig ved Brudering, kaste Anker, (Tosser sige Falkekloe) ind sin lange Vimpel snoe? (Tosser sige Lossetunge, der imellem hvide Tænder, som et Helved mellem Skygger, blodig brænder) Hvor en Palme? hvor et Boe? Hvor en Løibænks søde Hygge? Hvor et Bæger og en Skygge? Hvor en Silke-kasseking? Chocolade, Tøfler, Punge, som forblive ligetunge? -- kort -- de tusind Ingenting, som foreente rime sammen Hvad jeg meente: -- Nok og Ro? Thi paa ærlig Skippertro kjeder denne stolte Spas: vippe om paa svullne Vover, Bradsøe over, Bradsøe over stakkels lille Galeas, som maa drive rundtomkring, som den flyvende Hollænder, uden at Seiladsen ender. Udi hvilket stille Hav -- svar mig -- svømmer Øen, hvor SIDE: 412 mig til Glæde grønnes Engen, mig til Glæde redes Sengen med en deilig Blomme i, vunden uden Hovedhængen og et evigt Frieri? Ak didhen Hjertesukket foran foer! Men som Arkens falske Ravn vendte det ei til min Stavn om igjen. I hvilket Hav? O jeg gjentager til mit Spørgsmaal vorder Klager: I hvilket Hav? -- Svar du svulmende Uhyre, som med Skjebne-navn og -stav Daad og Liv og Alt vil styre! -- En liden Orm, der sammenrullet laae, som Negertræl i Hullet, inden Barm, krøb frem i Øiet, hvislede satansk-fornøjet: "Kirkegaarden, se, er Sjøen, som du pløjer! Hvide Radd paa Skrinkelhas er din stoute Galeas med sin Bras. Og grønne Øen i det store stille Hav er en lav og mosset Grav!" TIL EN FURTEN VEN Hør Tiden ruller, Rein! Vi rulle med, som Saugspaan med Floden afsted, for engang, naar paa Dødens Strand de skylles op i Dynger saa høie som et Land, at tjene Satan til Brændsel. SIDE: 413 Hvi skilles ad da i den korte Stund vi dandse i Strømhvirvlens Rund? Vi flyde til den samme Fos, dernedenunder bier den samme Fjære os, hvor Døden samler sin Dynge. Endskjøndt jeg Spaansplint boltrer paa min Viis, og du saa paatverke du Fliis, vort Fnug i samme Askehei forsvinder dog, vor Røgsky dog drive skal een Vei igjennem blaanende Himle. Hør Tiden ruller, Rein! Vi rulle med, som Guldkorn med Floden afsted. Vi eens ei glimre i vort Sand; dog af os begge smede skal hist en Vaulundmand et evigt Ringklenodium. TIL EN SLAVEDØMT Mand! en mørk Dag kommer, da Himlens Retfærd sin blinde Datter af samme Navn nedsender at kaste sin Skjændsel over din Skulder. Sorg, stem min Harpe! Vemod, spil! Men, hulde Haab, syng til! Mand! i den Stund Jordens Retfærdighed skumler din Skulder, Himmelens planter fast i Vunden, den skar i din Sjel, en Fakkel for Freden. Mand! naar Jordens Retfærd (den Sorgmoer) sit Lænkehaar luder over din Nakkes Hvælv, sit straalende Himmelens løfter over dit Hjerte. SIDE: 414 Mand! naar Jordens Retfærd med døde og kunstige Slanger spænder din Ankel om, de levende Himmelens haler udaf dit Hjerte. Mand! en svar Flok Dage gjennem dit Liv skulle gaae som Dommeres sorte Tog; men derefter Dage -- en Række sonende Præster. Mand! hver Straffens Time skal op til din Himmel en Stjerne hvifte med Sukket -- Vil du indvandre der før den liig en Festhal er oplyst? Mand! hver Times Suk skal, som var det en Engleving, blæse Skyer af din Himmel -- Vil du trænge dig ind, mens den damper end i et Chaos? Mand! din Qvindes Ømhed skal binde om Lænkerne Bomuld . . Mand! og dit fromme Barn skal være en duftende Rosenqvist i dit Gitter. Mand! din gamle Ven ei vil skjule sin Isse for dig, det skinnende Fredspaulun, og over dig bruser som Æresfane den Harpe, som Sorgen stemmer til Vemods Spil, men evige Haab synger til. BOLIVAR Røst Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . . Hui! saa det bruste frem som Andes' Høstorcaner, og kruste de stolte Strømme, som længe besang deres Frihed, mens Breddens Dyrker (ak, var ei hans Øie som Bølgernes stolt og klart?) sin Trældom bejamrede . . SIDE: 415 Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . . slynged saa Lænken gjennem Skyen tvertigjennem Pizarros Aand saa seent den bævred isammen, thi, bleg som den laa i fjernest Vraa isammenkrympet, den skiltes som Moses' Hav som Skyos af Nødskudet . . Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . . hvirvled saa Lænkens Stumper op til Støv, saa Cortez den straalende Naadens Stol, han knælte for, øined ei . . Bolivar! Du som fik til Fædreland' en Verden, og hørte dens qvalte Suk tversover Oceanerne . . Hører du ei din frelste Verden nu den knæler, og kysser din Haand med Graad og hulker dit Øre fuldt? Borgere Bolivar, hør et Folk dog! din frelste Menneskehed! Se Tvedragtsdolken smelter i vore Taarer ned! Hvad du ei mægted, Libertador, det gjør Sorgen nu. os samknytte -- nei, den lænker . . Det vilde aldrig Du. Røst Fribaarne, ei vanæres du, om for din Frelser du, knælende dybt som Græsset, trygler Tilgivelse. Borgerinder Bolivar, hør! Det er jo Columbiens Qvinders Flok som, mens den stryger venligen bort din Pandelok, Dig hvidsker: stolte Libertador, Du befrier blot Mænd. Columbiens Qvinder lænker du til dig igjen. SIDE: 416 Røst Ak Sennora, læger end dit Kys et Sværdsaar: det læger ei Sorgens, thi med Gifttænder bider den. Høvdinger Bolivar, hør! det er jo Columbiens Heltehær, der hulker som var den Børn med Pindespær: tilgiv os, store Libertador, os som med Nidets Kniv dit Hæderspallium søgte -- ve! vi traf dit Liv. Røst Raab ham "Morillo!" i Øret. Maaskee staaer han op, og (som var det hans Kampskarlag) i Lagnet fremstyrter han. Krigere Lyser ei meer Befrierens blodrøde Kampmantill, da udslukt er Sejerens høje Offerild. Den var Hans eneste Rigdom. Deler Arven ret! Hvert Banner skal faae en Lap som Sejersamulet. Borgere Styr os med Laureqvisten! styr dit Columbiens Folk! Dictatorens Laurqvist blier aldrig Herresvolk. Ha, gaaer du heller til Helved, Sjelene at befrie fra Satans Vold som Os fra Ferdinands Tyrannie? Røst Bolivar gik til Himlen for Cortez og Pizarro at indlede førstegang blandt jublende Udsonte. Chor Haanden, som delte Lande ved Floder og Alperyg (som var Ham Cordilleras kun en Bue myg, Orinoko kun en Streng); og maalte Riger af saa let som en Bonde maaler Veiter med en Stav; SIDE: 417 slog saa en Krinds i Luften -- da fremskjød inden den Bolivia og Peru og stolt' Columbien . . Den Haand -- ha slaa dog mod Skyen! -- hænger myg og bleg fra Lagnet som vissent Efeu fra en Marmelvæg. Pulsaaren sprang da alle Hjerter den stærke Haand til Gard vilde flette om Friheds unge Vaand. O ve os, ædle Libertador! tøile vort vilde Sind det var som at tæmje Bække, styre Kastevind. Brus da du gale Paez! Ingen skal følge dig. Columbiens Viljer som Elve samle sig til Kraftens Stor-Amazonestrøm. Det dybe Hav som samler os sammen værn Libertadors Grav. SORGENS SKRATT Tro ei, hvert et Skratt er Latter. Satan kun og Sorgen skratter. Englen smiler, Glæden leer. Ak, men Latterklangen er Glædens Flugt paa lette Fjer ifra Adamshjertet atter. Fly, Secund! og Himlens Datter flaggrer ei om Læben meer. Engang -- hør det gamle Qvæde! -- engang maatte Adam græde: engang Du maa græde, Mand, naar Du finder Dig som Han udstødt af Cherubens Brand, ene paa den mørke Hede, naar Du ikke tør betræde meer din Uskylds Fødeland. SIDE: 418 Edens Port bag Adam knaged, Vredesenglens Glavind raged, som et Taarn ibrand, mod Sky; kun en Svoveldamp til Ly; over Heden bruun og ry vilde Lyn hverandre jaged; Eva ved hans Fødder klaged "Mand! min Mand! hvor skal vi flye?" "Adam? -- ha, dit Øie følger gridsk den gule Euphrats Bølger . .?" (Liig en blegnet Lynild Phrat suste gjennem Ørknens Nat.) "Eva, did! -- saa klang hans Skratt -- "Under blanke, kolde Bølger Paradisets Vei sig dølger . . Eva did! til Phrat! til Phrat!" Skyen synker -- Phrat er borte. Ørnen hviner, og beflorte Skyer aabne atter sig. "Eva, hold dig fast! . . en Stig baner Ørnens Vinger mig . ." " -- Ak, skal vilden Flod og sorte Ørn og Lyn -- fra Edens Porte, Himlens Ætling, følge Dig?" Skyer kom og Skyer svunde. Ingen Vei paa Jord de funde. Intet Lys paa Himlen var. Raabte de "hvorhen?", da bar ikkun Hjertets Banken Svar. Torden over Edens Lunde rulled, naar de blege Munde raabte: "hvor? hvorhen, vor Fa'r?" SIDE: 419 Førstegang fra Manden klinger da et Suk; -- det snelt sig svinger gjennem Mulm til Himmelhjem. -- Under! se, fra Gud til dem svæver Sukket atter frem som en Aand paa mørkblaae Vinger, og af Evas Taarer slynger Englen sig et Diadem. "Sorg, af Adamshjerte baaren, svøbt i Suk og døbt i Taaren, "Sorg", du Støv, det er mit Navn. Føre Eder gjennem Savn over Jord til Himmelhavn, Adam, dertil er jeg kaaren! Hvor jeg skratter, der er skaaren Vejen til din Fædrestavn." Saa den mørke Engel qvæder. Eva følger den og græder. Adam følger mørk og og stolt; skratter, om en Ranke holdt ham i gylden Druebolt; skratter, om hans Engel leder efter ham paa andre Steder end i Ly af Efeuskjold. -- Adam-Rein, tilsidst Du svingte Dig ifra den falkevingte Sorgens Aand i dine Fjed: den, som jamred sit "afsted!", til den selv ei fulgte med. Dig nu tvende stjerneøj'de Serafiner i din Høide følge trolig: Fryd og Fred. -- SIDE: 420 PAA SKAKASTØLSTINDEN Hid steg ei Sky, men reen og blaa er denne Æthrens Ø. Dernede Lyn som Snekker gaae med gyldne Dragesnabler paa en Tordens Rullesjø. Kun Morgnens Solglands er dens Vaar -- hvor skjær og ætherfiin! I Sommerpragt hver Aften staaer det Rosenkrandsgespenst som faaer sin Dug af Stjerneskin. Dog hist fra denne Dybdes Grund, i denne Alpeport, i dette Stormens trange Sund, hvor Skyerne langs Kløftens Bund henfosse malstrømfort . . . . . Hist i det Skycharybdis midt endda en Tind! en Tind! En dristig Falk kan række hid. Men did? Min Tanke gaaer kun did, den Falk ifra mit Sind. (Til Solen gaaer fra Himala med Længsel Adams Blik. Paa Jordens Throners Thron endda satanisk raser Han derfra, for han ei Guddom fik). SIDE: 421 En Snehvirvl rundt den svarte Spids, liig splintret Seil om Mast! Det var en Verdens Skibbrud, hvis den Mast af Steen med Fløi af Iis i Skyers Havgang brast. Den staaer. De gamle Stjerner, som vor Klodes Fødsel saae, de døe; men da i Himlen tom skal Jorden i sin Alderdom ved denne Stav gjenstaae. Og hist af Skyens Hav en Tind sig snegledrejer, liig en snoe'd forstenet Hvirvelvind. Du Chaos' Horn, du vover ind i Himlen bore dig? Og hisset, liig en halvskabt Verd, en hjelmhvalt Jøkelkoll! Den staaer som i en Jettefærd mod Alt -- en blaalig Bræ til Sværd, det svarte Bryst til Skjold. -- Hid steg ei Sky; men evig klar er Himlen, Luften skjær, og Bunden som om Jøklen var det hele Himmelhvælvs Pillar, og ei mod det en Fjær. SIDE: 422 Hid steg kun over Fannens Vold en Ørn en Storm og jeg. Fra Verden hist saa stiv og kold krøb Isen hid paa Bræens Skjold sin sekellange Vei. Her aldrig Sorgen aandet har -- ak! før fra dette Bryst. Hvis Nogen aanded her, da var en Engel det, hvem Skjebnen bar til fremmed Verdens Kyst. Men svimled jeg -- hvor snart igjen var jeg ei her! -- maaskee? Jeg foer til Englens Verden hen, hvor Himmelalpen blaaner: den med Stjernerne til Sne. Her er jeg nærmest Gud; thi fra den Slægt jeg fjernest er, som bander i Halelujah, som hader Herren Jehovah, men holder Satan kjær. Her er jeg paa din Thron, Orcan! -- Ha, hvis jeg dig befol; jeg skjød dig ned paa hvert et Land, der seer ei flammende Volcan i gyldne Kongestol. SIDE: 423 Jeg hvæssede med Lyn din Ving, saa hver en prægtig Leir, der ikke frelsende omkring Europa drog mod Kreml en Ring, du slog i Vind og Veir. Et Hav jeg lagde i dit Skjold: hiin svullne, svarte Sky. En Skyoos da, et Chaostrold, du knuged ned hver Borgevold, i Dynd hver Trælleby. Med meer end Lyn og voldsomt Hav, Orcan, jeg rusted dig: min Flammevrede jeg dig gav. Hver retløs Dommer da du af sit Sæde løfted mig. Med Kappe, Krave, Pen i Haand du hid med ham dig skjød. Fra denne Himlens Dørcolonn derinde hængt i Stjernebaand han saae den Eed han brød. Jeg bød dig kløve Skyen, at han kunde høre klart hvor Uskyld skreg i Fængslets Nat, og see den Stump han levned at af Fædrelandets Chart. SIDE: 424 Jeg ham paa dette Jordens Spiir lod læse sine Ark, hvori til Sort det Hvide bli'er; og derpaa, kanskee, gav jeg Sir Jefferies et Spark. Men bragte du en Obscurant i hellig Tempelkjol, jeg til den vilde Ørn ham bandt, og slap dem, at han kunde grant sig stirre blind i Sol. Men bragte du en Advocat: en Sligen som jeg veed -- til Himlen du ham bære brat; thi jeg tør dristig sværge at den ham i Helved smed. Men til mit Helved jeg gaaer hen fra Himlens Søiledør: til Verden, slig den var, da den jeg nede ligge lod igjen bag Skyens Glemselsslør. PAA HAVET I STORM Little Fisherbank. Landet synker, men Havet -- Haleida! -- hæver sig op. Meer fri end Maagen, med Stormen flyer jeg henover Bølgens Top. Meer dybt end Svanen jeg dykker mig hvor Storleviathan gaaer, og hører næreved Havets Bund, at Jordklodens Hjerte slaaer. SIDE: 425 Farvel Fædreneland! o Farvel! Ei du løser din flygtende Træl: du har lovt mig en Grav; thi Ved gav Du Fa'r til min Vugge. Farvel Fædreneland! o Farvel! Flere Mandhjerter bære du stedse end Fjelde, og fleer af Mødre end duftende Birke! Farvel Norge! ærværdige Fa'r! Du, som stod i din Alderdom op, for at avle en Æt for Himlen med Frihed, vor Moder! Som Nor, den Gubbe med Jøkul til Skolt er meer ærværdig end Abram, saa bedre end Hans er Offret mod Himlen han holdt. Thi, Borgere, i Nor som i Himmelen frie, vor Daad er det Offers til Himmelen straalende Blod; dets Krands, Borgerinder, er I. Se, derfor Gud mellem Fjeldene har spredt Agre som gyldne Livsæbler! Spiis dem, og lev som Guder evindelig, Fa'r! Farvel Norge! beskytte dig Gud! Herrens Arm er et Gjærde af ærlige Mænd, og hans Lyn er lagt paa retfærdige Øxegg. Se, Plogens Blink er hans Miskundheds Smiil! Du bøje dig Stolte kun under Axet; det Spiir ei trælker om brandt det som Ild. Jutland-Reef. En Bølge steiler -- Haleida! -- paa engang et Bjerg og en Elv. Saa lange sølvhvide Lokker har ei haarfagre Harald selv. Ha, Bølgekonning, Du er min Træl! Jeg knuger Dig med min Fod, Thi Jeg i Himlene har min Top; i Dybene Du din Rod. SIDE: 426 Hvad seer du, Øje? Du skinner saa, ja retsom dit skjøre Glas var Sjelen selv, somom al dens Fryd nu laae i et Skibs Compas? Ha, Denne seer kun -- Halelujah! -- imod den store Magnet, som styrer Solvæggens lille Flyg og maalløse Rums Planet; ja Denne, Øje, som blegner for en Guddoms støbte Bild, sig selve Guden tør svinge nær i Stormen paa Lynets Ild. Den mindste Bølge, du Øie, kan jo være din Høiheds Grav; men Sjelens Øje, den Demant, som ei smelter i Helveds Ild, hvormeget Belsebubs Djævle end og Præsterne puste til, gjør Dybet lyst, sig da først aabner, vidtstraalende over Hav. Og derfor Du seer kun Færders Fyr, hvor Sjelens en Djævel seer, hvis Øje gnistrer af vilden Harm, fordi Han ei har mig meer. Og derfor Du seer kun Lindesnæs og Lister hist langt forbi i Taagens strimende lange Bugt som var den Stormens Ski, hvor Sjelens øiner en harmbleg Aand, der bandt mig med Snogehaar, men nu forfølger saalangt han kan: til Vingen i Vandet slaaer; ja kneiser selv ifra Spangareid, men har som en Taage hvid sin ene Ving over Jedder spredt, den anden om Agdesid. Sid der, Aand! Ikke længer end hid! Et Levvel faaer den gamle Bekjendt, var en Djævel han end. Farvel da! Kan Fromheden mere? Farvel, Aand! Ikke længer end hid! Thi, saa svær som du svulmer, du Monstrum af dyngede Suk Saa høit som du skrattende spiler din Ving over Offret i Hulen paa Land, du bæver for Guds Storm og hans Hav og hans Lyn, der tørslikker skummende Strand. Thi Dette fryder en Menneskesjel: Hvo væmmes i Land og i Livsdal, Han finder sig, Han i Bølgernes Dødsdal saa vel. En Gud i Stormvinden klapper saa let et febersygt Hjerte; hælder -- ja det er hans Lyn -- en Balsom af Roser i det. SIDE: 427 En Lægedom-strøm er det brusende Hav fra Naturens Dybder -- hjælper dig, Syge, ei Den: nu vel da! saa har du en Grav. Doggerbank, 21de Juni 1831. Verdenshavet rundtom -- Haleida! -- nu gaaer det. Velan! Kom, dyk mig, døb mig, Havorcan, i Levjathans Svælg til Mand! Vær Vidne, bævende blege Seil, der flyver forbi saa ræd, som var du Skyggen af Stadens Laster, der sendte dig afsted! Nei hæv dig, skinnende Seil; thi du er Straalen af Stadens Geni, der lysner de mørke Have og den eensomme Horizont; og se, at Drengen blir døbt til Mand og Trællen blier vied til Fri med Almagtens egen Haand -- Halelu! -- i Verdsoceanet Front! Fra Polen -- Thronen hvor Stormen sidder i Nordlysets Purpurfell, med sammenfoldede Skoddeving, med Foden paa Dovrefjell, og styrer sikkert, som Ola der ved svajende Skudes Roer, med stærke Polarmagnet i Haand i Rummet den store Jord, idet hans Nordstjerneøje gjør dens susende Bane klar -- sig svinger Nordstormen -- Hil, min Præst! du kommer fra dit Altar, det skjulte, hellige, ikkun af Alguddommens Blik belyst. . . Du kommer, vældige Havets Gud, som sandere Bønner faaer bag øde Seil end det gyldne Bild, som kneiser i Tempelgaard, og løfter mig fra min Ammes Arm: Stolt-Norriges haarde Kyst. Vel! døb mig, Storm, til en Storm paa Land mod Lænker og Trællebryst! Nei der, min Gud! hvor din mørke Søn med knusende Vinge slaaer, Forsoningstaarernes Balsamdryp skal fylde de dybe Saar, som du paa knagende Hyttetag nedryster en Hegblom-vaar. Du Storm, der splitter mit lille Seil, du selvsamme Almagts Haand, som gjennem revnede Tempelhæng bortførte Jesu Aand, du har jo døbt til et Jovahs Lyn hiin Moses i Vuggekarm? Han laae jo i Crocodilegab og tækket med Slangesiv? Og jeg? mon ruger en Tordensky ei sortnende paa mit Bryst? og Havet banker mit Hjerte -- ha! og Lynet min Pande har kyst? SIDE: 428 Men jeg? mon vugger jeg ei som Han paa selvsamme Dødens Arm? -- Der læg dit Hjerte, du Ungersvend! Kun Døden kan døbe til Liv. Farvel Ungdom! Idag har en Sjø, meer hvid end Methusalem, mere ærværdig end Han, gjort tredive Vintre mig ældre. Farvel Latter! tvetydige Sprog, kun paa Jord og i Helved, men aldrig i Himlene hørt Du Narrens Triumf over Narren! Se, Ungdom, af dine Fjedre jeg plukker: først Elskovens blaa Paradiisfugleving, saa Latterens brasende Strudsduun! Farvel Elskov! du Gustne, endskjøndt kun af Roser du lever! Blandt Mudderets geile Frøer din giftige Trøstkalk jeg øser. Hvadheller -- du Kummerens blommede Plagg, dens Maske af tynde Blomster, forraadende let det dødblege Aasyn derbag! -- mon skal jeg nu, da jeg skifter min Arv, paa Alfarveje slynge den kostbare Blom, som lever af Ynglingemarv? Da nok af berusede Øine: (en Rad af blinkende, blege Tinlamper, nikkende hængt i Vellysters osende Nat) . . Da nok af Duusbrødres ranglende Hær, som Freden bespye og hade i slikkende Kys, vil fange den glimrende Fjær. Da Silkedamer (sligt Drivhuus er Nor) og Piger, hvis Ungdom neppe har modnet et Kys, og Enker med Psalmbog i Flor, SIDE: 429 der agte ikke den bedende Mund, naar Søsteren faldt, for reen til at sætte den i Bagtalelsens skidne Basun . . ja Enedatter, det kostbare Noer, som kaldes den skjære Perle, men rundtom hvis Mund den spillende Muskel sig snoer: den kaade Vellystens Slange, som du ei finder iblandt Madonnas Roser; thi reen er Kinden om jomfrureen Hu . . ja alle disse, ja Tusinde til, med klappende Hænder Elskoven gribe, hvis jeg paa Alfarvei slænge den vil. Nei, magre Fjeldbirk, du suge den ind! Da lave dit Løv skal rigere ned, og din Saft skal blive en brusende Viin! Og, Maaltrost, drik du den farlige Dunst! I vetløse Uskylds Lyst er ei Gift; men naar Vet sig iiskoldt vil blande med Brunst. Farvel, Latter, kun skyldløs som Smiil af skyldløst Forgjæves: af pluddrende Barn, af en Gnist Forbittrelse, i femten-Aars Møblik: af Biens Kamp med en Hveps om en Blomst: af ridderlig Hane: af Dompapens Præstekalot og dommerærværdige Brunst! kort -- af de tusinde Smaating, hvori du, henslængt i Græsset, finder Naturen endnu uskyldig og vittig og fri! Farvel Latter! en Storm mig idag lært har ikkun ad Døden at lee; men den Latter er taus som Stjernens, det Evighedsøjes. Farvel Ungdom! Jeg saae da jeg steeg opfra Daaben i Dybet alt Solen paa Skjærsommersdag, og Krebsen krøb baglænds paa Himlen. SIDE: 430 Hvis nogen Blomst paa en Norriges Hei vil tage dig, vel! den fange dig, rødmende Dunst; og blusse og blegne som jeg! Farvel, Harme! Som var du en Blomst, flammer du mellem Ungdommens Roser -- jeg kaster dig i mit Fædrelands fraadende Fosse. Farvel, Letsind! Dig Humlen skal faae: den, som surrer paa Engen derhjemme fra Blom og til Blom, med alle og ingen fornøjet. Farvel Ungdom! Nu plukket du er, Lad gaa! Med Elskoven mindre sund, med Latter og Harm du mindre viis var end Aldren. Se, Stella, neppe du kjender mig meer! Ak, kan du det nøgne Hjerte elske? og fløi du kun for dets flaggrende Fjær? Hvi plukked din bløde Haand dem ei af; men skreg som om Falken slog ned, da min Vinge din Fod som Himmelfart-skyer omgav? Nu rundt de flyde blandt Havskum og Rav. Ei heldig som Svanen, der plyndrer til Redet sin Barm, jeg plukked dem selv til min Grav. Kun Sorgen ejer mit Hjerte igjen. Som cirklende Havørn der omsuser eensomme Skjær, omsuses mit Hjerte af den. Jeg giver gjerne til Stormen min Pen; Delfinen kan skumme bort med min Harpe, og end mit Hjerte har Sang nok igjen. SIDE: 431 Men bød du, Stella, din Elskov for den . . ja blot for at grave i Mulden de klingende Lyn: Da, Stella du elsked en Steen. Men bød du Elskov, Møe, for min Sang for selv dig at pryde med den: -- da de klingende Lyn i blomstrende Vinger udsprang. Som Morgenens Stjerne da hævede sig dit Hjerte -- jeg sank til det som en visnende Blomst, men foer jo til Himlen med dig. Farvel, Stella! Farvel! o Farvel! Du vil blive paa Jorden; min Vei gaaer til Dybet -- velan! -- og Himlen staaer tom for os Begge. Din Pande skinne! -- min Taare den toed -- meer stjernblank end før! Evindelig blomstre din Kind! Thi den har jo drukket mit Blod. Wells Bank. Havet hvidner -- Haleida! -- Stormen svartner -- velan! Sig Bølgerne dykke for hver dens Spring omkaps under Bankens Sand. Men bag den hæve de atter sig med blegnende vilde Griin; og Stormen kuer dem atter ned med nye borende Hviin. Men fægte de som den Feige paa Flugt med brusende Fraades Lyn, da knuger Stormen tildøde dem imellem et Ref og Skye'n. Se blinkende Solstraaler hist og her, som kastede brudte Spær, og Skummet flaggrer fra Bølgekam som flygtende Fienders Fjær! Men Stormen fører -- ha hil mit Skib! du er jo hans Sejersværd; og Taager hvirvle som Aander af de Bølger du overskjær! -- en skummel, brasende Skyoos frem som svulmende Sejersflag, mens hvinende Raa, o bedre end jeg, besang Elementernes Slag. Du ynder, Stormvind, en Yngling paa et vuggende lidet Bret? Hvadheller bæver du, som bevidst, at du med din svære Ving ei naaer et Menneskes Sjelefjær i Spændekraft og i Sving, SIDE: 432 for kjække Øje, som var dets Blik din kuende Amulet? som var det den funklende Spidse af hiin Ving, du i Flugt ei naaer, naar Støvet den afryster, o saa stærkt, at, fygende vidtomkring, de Andres Øine som sidde nær, med Smerte og Graad den slaaer? Vel, Storm, da jeg heiser mit Seil -- hejah! din flyvende, hvide Man! . . Jeg tøiler dig, Havenes Tøiler -- vel! -- til Frihedens stolte Hjem, hvor Sjelen alt under Skyen tør sin Himmelving spile frem: det Land, hvor højeste Egen groer og frieste er en Mand. Der, Storm, fra Landsend jeg slipper dig, at atter du ile kan, naar du Brittaniens Duft har smagt og drukket den stolte Canal, at tvinge Verdsoceanet. Sving dig saa fra den øde Val! og omhvirvl Bolivars Gravhøi som en hylende Klage-orcan! Saa nyde du Seirens og Sorgens Hvile paa Verdensbetvingerens Steen: det Sagas sørgepiilkrandste Hjem: det øde St. Helen! O, naaer du Stormvind den Storhelts Kraft -- ved Gud, som jer Begge holdt, om Stjerner endog du blæste ned, du deraf med Ære var stolt, Men -- høiere Høihed end Hans! -- ha, flyer du Skraldet af eget Slag? og tætter du, Seirer, dit eget Telt -- Triumf! -- paa Triumfens Dag? og vender Øiet med Vemod fra de drivende Vrag derbag, som maatte segne fordi den Gud som maalte din Styrke til, dig laante ikkun sin Vældes Kan, beholdt i sin Himmel sit Vil; ja spinder du, efter din Seir, o Storm, dig ud til en Vestenvind og slumrer rolig tilaftens ind ved Engellands Rosers Kind, naar først det Skum du har tørret af, du kasted paa skjønne Øe, og skjænket Landet den Fred, din Kamp har fravundet trodsig Sjø: -- da, kom o Storm! dit fromme Hjerte jeg hører da bag dit Ragg, og seer i drivende Skibsvrag kun en Dommerhammers Slagg, der slænges værdløst til næste Strand, mens Mestren et Himmelklenod af Guldet smedder, han pukked af den Skippers Hjerteblod . . SIDE: 433 -- Da kom du Helt for at Herrens Sol kan vinde en fredsom Dag, saa, mens du hviler paa Skjæret selv udmattet og dødsensbleg, du muntre Tumler forære kan et speilklart Hav til Leeg, og see, at Baadene søndagsklædte svæve paa kruset Sjø, mens under Seilet en Sømand sidder med Armen om Fæstemø . . -- da, Storm, som klarne Alverden vil, og Pesten tildøde slaaer, og giver paa Hvilens Dag, du vandt, det blegnende Græs, som staaer paa Bondens Huustag, saa mild en Bølgen som Bedstefars eget Haar, men tager derfor Alverdens Nag -- ak, med et døende Smiil . . -- da, se jeg knæler! da, Storm, din Haand: din Sky af Nat og Ild, som var den Frelserens egen Haand, ærbødig jeg kysse vil. Farvel, I mine Smaafugle! I vare i mine Hænder som jeg er i Havstormens nu. Jeg, Stormen og I ere Brødre. Den Ældste, Stormvinden, leger med mig; men jeg, I Yngste, med jer. Den klage, som misted en Fjer; og Stormen skal hævne hans Skrig. Men Stormen slipper mig uskadt i Havn; thi se, jeg tregange slap jer i Skogen, ja i vor Faders mildtbølgende Favn. Farvel! -- Ve mig! hvor er det med mig: jeg, jeg elsker jer somom en Irsk var min eneste Ven, en Sisik min eneste Rigdom? Ja Rigdom! Som gjennem Stjernen du seer i maalløs Kjærligheds Høider: du seer i dens Dyb i Irskøje der evigen leer. Min Sisiks guldgule Ving er ei Guld, men en himmelsk Kjærligheds Straalblik, der fæsted sig til et flyvende Støvgran i Muld. SIDE: 434 Ei Blod er Dompapens purpurne Bryst, men Smilets Rest paa et Blad, der i Skabelsens Nat af himmelske Ømhed blev kyst. Farvel, Dompap! din Ømhed til mig smiilt har gjennem dit venlige Bruunøje; lært mig fra da at elske som Søstre selv Græsset. Farvel, Smaafugle, hvis Qvist var min Pen, hvis Rede mit Bryst! I standsede ofte og lyttede til en huggende Banken derinde. Med ømme Øine, meer ærlige end et Menneskes, strygende Taaren med Vingerne bort, I spurgte: hvad feiler vor Ven? I Eders Qvidren var meer Sympathi end i Menneskers, der ødsle snartnok med Taaren; men kun forat dryppe Triumfsmiil deri; og, imængt lidt sval Filosofi, at hælde denne Mixtur i den Lidendes Bryst, hvadenten han vil eller ei. En Sisk-hals, strygende sig imod min, var bedre Støtte end Vennen, der Skulderen dra'r indunder betænksomme Kind. Det Blad, en Due mig rækker i Næb ei skjærer i Saaret som iiskolde Viisdoms-demant, Salomoners Skarpsindighed sleb. Se derfor jeg jubler til Venners Farvel! -- Hvor snuer han Hatten! Haha! Hvor han skutter sin Ryg, som slap han derbagud sin Sjel! SIDE: 435 Men flux Naturen mig sender en Fugl, en ny Alkjærlighedsstraale . . Flyv gjennem mit Bryst, og søg i mit Hjerte dit Skjul! Mon hiin Theolog, der korsende gik, fordi jeg hans Djævle beloe, har sligt Vet, som min Starr: den Præker istedet jeg fik? Og hvilken Præst, hvis forbandende Ord er over eget Hjerte som Tordenens Sky er over den giftige Jord, mon taler saa herlig Moral som min Fugl? Thi Uskyldsøjet har Himmelens stærkeste Lyn og Dommensbasunernes Guld. I Øjet, hvori en Due er vant at finde et Speil for sin Glæde, som Vingen saa reen, sit Billed ei Ukydskhed fandt. I Jomfrusang hvidsker Djævelen tidt; men Synden i samme Øre ei blander sin Bruus med Smaafugles skyldløse Qvidr. Hvo var vel selvgod, medens han saae en Fugl, der mader de Andre, fodrende kun med jublende Triller sin Kro. Hvo synder, som seer af den rødmende Ving en Dompap reise sit Hoved, som steg af en Blomst en Engel og saae sig omkring. Synd før i hellige Prækestols Ly, end under Bogfinkens Green: den er Herrens Paulun før kneisende Dome i By! SIDE: 436 Dyrk heller i levende, syngende Fugl Guds hellige Aand end i Duen i Domkirkens Loft: den klodsede Afgud af Guld! Thi Aand og Fromhed og Frihed og Fred -- ja den, som Englen belivner -- har dykket sig i lavtsvævende Svaleving ned. Farvel, Smaafugl, mit Helgenbild! Dit Øjes søde Ømhed har Rafaels Pensel ei smiilt udover sin hellige Jomfru. Thi dypped Han den end i Englenes Smiil, Du er en levende Straale, der fik selv af Englenes Gud din Farve og jublende Iil. Farvel! Flyver til Skoven igjen! Den Byrons-fugl, som skjuler, for fæl til at sees, sit hakkende Hoved i Hjertet, og æder gridsk som Prometheus' Grib dets ædle Kjerne, men udspyer Slanger igjen . . ja Gribben, hvis Qvist var min Rib, -- som hugg og roded med knebbrende Neb i Hjertet, saa I med Studsen det hørte, ja, at han Kloen i Leveren sleb . . den Fugl, som Disse, der ligge saa stil i Livets blødeste Arme som Ænder i Dam, og lytte og glane kun til, med Laurbær fodre, hvis støde den kan sit Hviin i Odetakt ud; men hvis ikke, da i et Dollhuus med Prygl og med Vand . . den fæle Fugl har en Nordhavs-orcan blæst ud af mit Hjerte, og Havet dens Fjedre saa smaae har plukket som Doggerens Sand. Med første mødende Havørn den fløi. Som Orme vrimled dens Duun nedi Bølgen, (den Vogn for Fryden, den Sorgernes Høi). SIDE: 437 Dens Ving af Stellas Haar sved et Lyn. Ha, sligen Stank i den Natviol? Kjærlighed døer, til Jorden nedhalt ifra Skyen. -- -- Se, snart ved Dower paa Kridklinten, hvor Kong Lear hvinede, staaer jeg, ja liig en Ruin, hvor Spøgelse mere ei gaaer. Farvel! Du flyve til Skogen igjen, livsalige Chor, som besynger din egen Natur, mens Mennesket enten besynger en fremmed (som Oldtidens mørke Druid); hvadheller som Kroskjald et lavere Tilvær, og er da under sig Selv og sin Tid; hvadeller en Natur, som Jorden ei har . . -- den Sanger meer end et Menneske: Engel jo da, ha, eller en Djævel jo var? Farvel! Flyver til Skogen igjen, at trøste Gjenten, som under sin Sætervolls Gran udtoner sin Vemod i Luren! Farvel! Flyver -- ved Himmelen! Ha! I følge mig, Trofaste? -- Ak, kun en Lynskodde rødmer forbi. -- Vel! bedre end Venskab er Frihed: den Luftning, Englenes Vinger slaae ned, at hæve Menneskens svulmende Hjerter med sig og Fuglenes Smaahjerter med. Stormen hæver Havet. Haleida! -- Skyerne knuge det ned. Af Mulmet Havskummet springer op, at lyse i Stjerners Sted. En Tordenbyge saa mørk, at den sig grant gjennem Natten teer, er eneste Kyst -- der Døden boer -- i Horizonten jeg seer. Hvad Skummelt rager derborte? -- ah! St. Pauls Taarn i Engelland? En Skypomp det er, et Dødens Fyr, som Lynet har tændt ibrand. Nu rever den Skipper, hvis største Lyst det var i Luvart at staae i stumpe Vinkel med Læbord -- det i Skummet han meer ei saae. SIDE: 438 Men altsom Seilene flaggre ned, saa flyver der op af Skræk paa Skipperens Ansigt, liig hvide Seil i Natten, dødblege Træk. Svai Snekke -- Haleida! Med Stavnens Fraades grinende hvide Tand. Du spørger skrattende: "svajer jeg nok? er end du ei døbt til Mand? Du leger saa kaad som en Dreng med mig, forlangende, at jeg skal med Kjølen hente en Musling op og sønderskjære en Hval." Ha, Snekke, jeg i din Voldsmagt er! Hvor Land? Ha Alting er Hav. Ha, Snekke, du i mit Vælde er: jeg holder jo Rorets Stav. Vi kjæmpe -- Velan! Jeg er en Ørn; Du Hajen -- Jeg hugger din Radd. Jeg vil dig i Luft, Du mig i Dyb -- kun Stormen kan skille os ad: en Storm, som jager i Dybet dig -- den Stormvind skal løfte mig til slige Høider, at Stjernen jeg seer som Sneglen du under Dig. Frygt Stormen, Skude! Jeg frygter den ei; thi se, jeg har revet Seil: mit Letsinds Bovenbram føg overbord; jeg kasted en Last af Feil. Nu gaaer saa sikkert, o Storm, det Skib, som gynger her i mit Bryst; ja Det, hvis skinnende Seil du seer i Øjet af Glæde lyst. Ha, nu den stærkeste Havorcan kun spænder mit Hjerte ud, saa, liig en Jord, i sin mørke Bane det bruser fremimod Gud. Da, Stella, veed du, hvi Øjet, som i Sorgen var tørt som Glød, nu glindser i Fryd, idet det seer mod Stormen, mod Hav og Død. -- Haleida! Haloh! i Dybet jeg foer . . Nu seer jeg saa klart, saa klart. Den Daab var meer end et Kjoleskjød og brusende Manddoms-bart. Thi Øjet førte tilbage fra de skinnende Himle, som sig hvælve dybtunder Dybet -- dem vi drømme saalidet om -- en Straale med sig; thi vist som at Daghimmelen høi og klar Guds Hvælvhaand er, saa er Dybet og hans Huulhaand, hvori han har saa store Aande-klenoder gjemt som Disse, der glimre her. Nu, vil du, Yngling? En Dybetsgang er ogsaa en Himmelfart. Det Vand, som binder en Ørneving, ei binder den Straalefjær. SIDE: 439 du har i Hjertet -- Den løfter det; men hele den Sorg, det bar, kan Hajen sluge, kan gjøde en Blomst paa eensomme Fiskerskjær. -- Haleida! Haloh! i Dybet jeg foer . . Nu seer jeg saa klart saa klart; thi Dybets Himmel jeg saae, men end jeg Høidernes over har. Ja gaa i Døden! en Engel du blir -- ha! eller en Mand saasnart. -- Nu før din dryppende Søn, o Storm, til Engellands grønne Kyst! Der frie Vinde skal tørre mig, naar Stranden jeg først har kyst. Nu før din dryppende Gudsøn, Død, til Frankrig, til Livets Land! Der Frihedssolen skal modne den, i Dybet du døbte til Mand; som grov i Havskummet Kindens Blom, sin Latter og al sin Lyst. -- O Kinden blomstre skal fremigjen ved Delafayettes Bryst. EROBRERENS SANGER Dybets Djævle, flaggrer op saa tæt saa tæt som Støv! Kommer! Cæsars Sangers Harpe er jer Æreport. Kom, Cains Radd med Menneskets førstslebne Morderknivs Blad! Kom, muggne Skolt af Første, som Spir over Mennesker holdt! Dødens Skygger, reiser eder! Kom ethvert af Dybets Kryb, der er belivnet Klump af Natten! (som den blaa Sfinx Filifendel er en liden Dag bevinget.) Kommer: Afgrundens Befolker, en tilbedt og laurkrandst Djævel, Morderkongen, en Erobrer dyrkes som en Gud, i Jordens Navn -- ak, af en Skjald. Fyld et Tjæreqvartel, Skjald, med tusind Fugle smaae: med den kjelne Duehun og søde Irisk graa! SIDE: 440 Heijah! paa Stang du stikke det op paa en kulsviet Vang! Heijah! tænd an! Besyng da din Cæsar og Jorden i Brand! Ei du hører Duens Jamren. Dog den Due var en Mo'er, hvis Rok imellem Smaabørn surred; røde Pape gammel Borger knuset af sin egen Arne; Irsken en trolovet Jomfru qvalt af Røg i Brudgoms Arme. -- Skjald, hvad Sangaand i slig Jammer? Der skal syndig Magt ei Storhed til at skabe Sorg. Haand, der svinger Plektren for den store Morderdrot, krumme, kjøbte Virtuoser er din Fingerflok. Et Hofcapel da bliver din Guldstrengerad, Citharel! En Hoboist, Erobrerens Skjald! skal du agtes forvist. Da din tørre Prosamuse Pebermøen Saga være! Storhed maale du med Lænker! Aanderang med Ordenskjæder! efter Trommeklang Berømthed! En Kanonrøg er den Himmel hvori, Skjald, din Guddom throner over sine Valpladsverdner. Blod og Graad er Cæsars Blomster. Dine er hans Guld. Lazarethets Dunster, Cæsars Sanger, er den Sky, hvori ind din Muse hyller (haha!) sin Majestæt. SIDE: 441 En Sneppertodd er Glorien hendes -- den drypper af Rodd. "Triptrap Geled!" er eneste Versfod dit Heltedigt veed. Derfor stønne dine Strofer som Geleder Grenaderer. Og din Jubl, du Ven af Lasten, naar den glimrer bag et Banner, naar den hersker bare, raser retsom Cæsars Trommehvirvler. Heltedigtets hundredtusind velpoleerte Hexametre, rulle kun, som hans Colonner, hentil Ild og Død. Men den sande Muse: Hun som elsker Støvets Dyd; løfter den fra Pjaltedækket til sin Himmel op; i Vuggekys indstraaler i Barnet sit himmelske Lys, imens hun selv forelsket indsuger dets Menneskesjel . . Hun paa frie Tag sig sætter, men kun Røverravn paa Borgen. Gjennem Harpen (dette Jordens Øre lagt til Himlens Læber) bruse Himlens Sjeles Tanker ind i Jordens Millioners. Imperatoren da bæver. Thi dens Klang kan smede Øxer, og dens Strengerad som blanke Piker springe frem. Skinner, Engles Stjerner! Skin Guds Sol! I Glædens Lys! Hvælv dig, alle Sjeles Himmel: Friheds Odelhjem! SIDE: 442 Bort Djævleving! (et Banner du var, mens du gnistred omkring) Bort Drageham! (det Skib hvori Cæsar paa Blodhavet svam). Jordens Djævle, Afgrundsdrager, som med kronte Isser flamme, I som knuged Jorden dobbelt, da I tænkte Himlen sonet blot fordi en Skjald, der kaldte sig dens Søn, besang jer Sejer -- skjuler jer: -- thi hør Cheruben Byron sang jer Død i Thordner! Delavignes Harpe brænder jer, den Julisol. Gjennem en Skjærsommerstraale som i Guldbasun sang de Himlens Skjalde Frankrig Frihed til og Seir. Cæsarers Fald at synge da lærte den viede Skjald. Med Fryd han fandt at Brutus' Dolk mellem Strengene brandt. Delavigne sang: -- og Aander svang det Sollyn Julistraalen, smeltet Kobber liig, om Jorden. Men med Guddomsvid imellem Mængden foer den, slog kun Onde, veg for Borgerhat ærbødig, smeltet Kroner, sved Tiarer, splintred kun de Klerkkalotter, som med Domers Stolthed over Klosterhjerner hang. Körner sang og Arndt og Uhland -- Lüzows sorte Jagt vare deres Toner kun i Liv, i Staal, i Seir. SIDE: 443 Da Rhiga sang: paa Marathon glimred igjen en Falang; og Zeus sit Lyn Kanaris, den Brændende, gav ifra Sky'en. Chenier sang: -- da lodded Engle Himlens Blaa med Lynets Flammer ind i Galliens Liljebanner. Roucher sang: -- da, let som Skyer fulde af Dæmoner, rulled over Alpen Legioner. Niemcevicz greb i Strengeraden, Samson liig i Dagons Søiler: Weichsler blaae af Staal og Bug af Blod om Czaren slog. -- Cæsars Skjald ved Flammepøsen, (Cæsars Storheds Bild): se jeg samler Skogens Fugle i min Maipocal! Maaltrost, som fik din Fløitklang af Stellamins funklende Blik -- ah, Klangkarbunkl! . . ah, funklende Fløiten og fløitende Funkl! -- Sorte Starr, døbt i min Klage! Due, hvid af mine Taarer! Stillits, Friheds Skjald med Vingen liig et lidet trefarv't Banner! -- flyver i mit Frihedsbæger med den norske Løve over! Se, jeg løfter Laaget! -- Flokken flyver op til Gud med Hymner. Cæsars Sanger, hør -- det er en Libertadors Sang. Ei dig daare Seirsvognens Duren! (den fører Voldherren frem) -- ei hans Fahnspidsers Guld! (Af dem skal Sceptrene smedes). Men syng du med Plogen i Furen om Frihedens Fredsaar i Muld! SIDE: 444 Du søge din Plads i Musikcorpsets Skare, i fuld Uniform, du Erobrerens seirdrukne Skjald, som seer ei at Mennesket Napoleons Sejerstog vare Cheruben Napoleons Fald! Sejer du synger? Der synges kun Sejer af Smaabørns Lallen (den Jubeltrochæ) af Qvinders dandsende Fod (den levende Dactylus under Tropæ), naar cincinnatført Folk, ei Cæsar, det Fædreland ejer med Hæder og Fred det afkjøbte Jorden for Blod og Himlen for Sved. TIL NORGES TREFARVEDE FLAG Du engang var en Flammesky, af Lyn en Kampdags Morgengry, du Norges røde Flag. Med dig Kong Barfods Snekke fløi paa Drageving til Orkeney. Da Solen blegned, blank og høi du sad paa Olafs Dag. Af Kongepurpur vævt du er, og voxet paa et Heltespær, du Sejerrose huld! Af Blod du, Banner, har din Let. Til Høitelt for sin Majestæt i Skyen Folket spændte det fra Sejervalens Muld. SIDE: 445 Du svævte over Jord engang du Blodsky fyldt med Sejersang, somom i Heklas Brand de Svovelrødder sprunge, og den Himlens Baun løsreven drog om Verden i et Flammetog, anført af en Orcan. I Stavnen da fra Sigurds Spyd du brændte meer end Sol i Syd. Og Vestens Ocean blev bag dig klart som Himlen hvor Kometens Straalehale foer; af dine Gnisters Rosenflor bedæktes Engelland. Som midtpaa Jæmtlands vilde Kjøl Gellina saae fra mørken Støl, i Sorg skjøndt i Skarlag, mod Dal i Vest mod Dal i Øst om Kongen ikke kom den Høst, og lytted om ei Fjeldets Røst tilsang ham Rytterslag: -- Saa hang du Flag i Christiansborg skarlagensmykt dog flort i Sorg. Men ofte fløi du op, og saae mod Vest og saae mod Øst om ei det Lyn endnu var løst, som bragte til din Hjemvee Trøst og dig til Dovres Top. SIDE: 446 Det kom det Lyn, og fletted sig som hviden Gloriekors i dig -- en Ild meer himmelsk reen end den som flammer fra din Glød, der farved Danebroge rød, da i Volcanpragt du frembrød paa højen Fredrikssteen. Men midti Lynildkorset laae paakryds to Tordenkiler blaae. Den Gud indsmeded dem, som naadig bød, at Norges Flag opstod forherliget en Dag, liig Støvet, der som Engel bag sin Gravhøi straaler frem. TIL EN REISENDE VEN (Ved Mjøsbredden.) Var du som jeg vil, min Arm! bort en Bør min Ven ei rev: den en Lysets Straale blev, som en Bue om min Barm over Jord med Ham beskrev. Ven! du reiste -- dog ei bort, var min Haand kun hvad jeg vil: en Eliaskarm af Ild bar dig rundt mit Hjerte fort Jord ifra og Himmel til. SIDE: 447 Da hvorlangt hvorlangt Du drog, var du fæstet til din Ven. Da, om foer du himmelhen, om Eliæ Vei du jog, halte jeg dig hid igjen. Naar paa Skreya høit og blaat, Ven, du sidder -- tænk da, at paa min Skulder du er sat. Thi det er mit Tankeslot, og min Drøm boer i dets Nat. Tænk, at hisset du paa Sjø'n (did og følger dig min Aand) vugges i min Dæmons Haand! Fattet ind i Blaat en grøn Smaragd paa den er Helgeø'n. Tænk paa Skreya, at enhver Hvidsky, som derunder drev, er mit sendte Afskedsbrev! Tænk, at Mjøsens Bølger er Afskedslinjerne jeg skrev. DEN BERGENSKE FESTRIMER Bær mig, Vind, til Skreyas Kamp, hvor Luften er saa tynd, at sommerlang Latter ei sprænger min Lunge! Hvad er det? Kun det kaade Dvergemaal, ei Mjøsen, visende Tænder, ei Granen leer med mig som før? ei Skyernes Geister klappe i Hænder? SIDE: 448 Dødsens! Skreya taler selv, ja selv -- det store Fjeld! Jeg, bleg som en Taare, der nedzittrer paa den milestore Graasteenjettes Bart, bag Kampens Vivand nedsynker. Thi, hør! en Ur neddurer -- hør! og aabner -- ha Skreya gaber! -- en Revne. Stormen -- hør et Dvergechor! -- synger gjennem Revnens Mund: "Du skraslende Unggut, hvis loe du af Hjertet, du Sjø og Berg da saae at lee med dig! Dit Skrasl er Spot; men Naturen med Sorgen græder, Fryd til Fryd (den Alvorets rene Blaablom) den smiler. "Kold, urørlig, graa og stum for alt det falske Skin sit Aasyn, det Guddommens Speil, den ei blotter . . Mon Dvergeøjet jeg min Høihed teer? Mon Granen nedsuser over en troløs Elsker Mod og Ro? Mon Liljen sit Sølvhorn teer for en Gjerrig? "Latter af Naturen kræv ei da, naar du beleer den Løgner, der vover, med Tungen, han fugted' i snyltet Østers, Øl og smuglet Viin og Smiger, smuglet fra Helved, beslikke Heltens Laurbærkrands, henslænge paa Thronen Gjæstebuds-Affald! "Lyderhorn, min Broder, laae beruust vist af sin Skodd, da ei han nedrulled en Steen paa det Hoved, som til en Dødelig sang: "din Fødselsdag er Folkets herligste Høitid!" -- Ha, seil ei, usle Gjæstebords-skjald, to Favne fra Land; thi Bølgen dig sluger! SIDE: 449 "Drot, lev længe Du, hvis Klinge var et Velkomstblus, da Friheden søgte til Jord gjennem Mulmet! Men Støvets Baarne! Kronekaarne! viid: den Dag, da Friheden aabned sit Straaleøje er større endda! Thi Frihed i Herrens Himle er baaren." -- Bær mig, Taage, nedigjen til Mjøsens mørke Strand! Der Sandheden vil jeg begræde og Muserne, der aarlig, retsom Jule-Slagteqvæg, paa Kongers Fødselsdag offres. Nei! fra Parnas de hente kun til Festen en Skok af filles de joie. Men fra Himlen selv udødelige Musers Chor nedsvæver kun over de frie Nationer, udkaarer et elsket Hoved til Hvilepunct. Men naar de Konger besynge, priisvinder lille muusgraa Spurv, hvis kun over glade Tage den qviddrer. I VINDUET Hvilken lystig Fætters klapprende brede Lunge vil være Fluesmekke, med Latterklappren knække den fule Sorgmyg, som sin Tunge borer i mit Hjerte? (Røster over Gaden Haha! Haha!) SIDE: 450 Ud af Løgnens Stormbasuner sig hvirvled Myggen. Paa hver dens Ving stod skrevet: "Han Sviregast er bleven." Et Stellas Brev var stribe'de Ryggen. Satans Hest var Myggen. (Røster over Gaden Burgunder! Burgunder!) Drak jeg mere Viin end Noah, det gamle Anker, du Myg, som stikker, stikker, dog meer af Hjertet drikker. En giftig Byld af mørke Tanker i dets Sted du levner. (Røster over Gaden Champagner! Champagner!) Ak! -- Et Bæger var for Friheden, den herligste Norges Sol. Et Bæger for hvert Jomfruhjerte under Verkenskjol. Det tredie Bæger -- jeg drak det i tausest Eenrum med den Aand, som, naar de Andre fra Bænken tumle ned, ifra mit gyldne Horns Rand skinnende løfter sig -- o, dette Bæger, Stella, det var . . det var for dig. Hvilken bundløs Skaal -- frem Storhavets Bølgestimmel! -- kan drukne Jetten Jammer, der banker med sin Hammer hver smiilklar Stjerne af min Himmel, Nagler i mit Hjerte? (Røster over Gaden Hei! en Bolle! en ny Bolle!) SIDE: 451 Liv han fik (skjøndt Engle deri bør være fødte) i Blikket, jeg med Latter gav Anna Evasdatter. Nei, nei! et fremmed Skeelblik glødte Liv i det Uhyre. (Røster over Gaden Alle smukke Pigers Skaal! Hurrah! Spil op, Musik! Hurrah!) Mon -- som giftig Kingel entrer fra Dyb til Tinde paa dugbeperlte Traade, liig Stjernestraaler vaade -- i Glædesblikket Ondskab finder Vei til Uskylds Ære? Eller mon hvert frydfuldt Sjeleblik paa en Qvinde dog fra en Djævel flammer fra inderst Hjertekammer, som hine Regnbutraade rinde dog fra eddret Kingel? Da ærværdig Fama blier med sin Narreskralde, med Kjake stor som Natten, med Irrlysfjer paa Hatten. Og hendes Ondskab vil jeg kalde nidkjær Helgeniver. Da hiin gustne Kjerrings Ansigt er Sandhedssolen; hiin Tungebrod den skarpe en Qvint af Engles Harpe; og Pythia paa Viisdomsstolen Fruen paa Tabouretten. SIDE: 452 Da med Fryd jeg kysser Famas' Mesterstykke: det Stellas Brev, som bander: "elsk alle Verdsens Anner!" -- Nu tør jeg kun med Taarer trykke taust det til mit Hjerte. Ak! -- Maanen seer mod Jorden evig trofast ned. Men, kommer en Taage mellem med blottet snehvid Barm, mon, Stella, Maanen er troløs, mon den paa Lys blier arm, om stakkels lille Taage faaer en Straale med? Hvi ikke elske det Skjønne hvorhelst det viser sig? Hvad, Stella, er vel det Skjønne uden et Bild af dig? Hvad gjøre (liig drivende Skyer, der blotte, i det de gaae, derovenfore den evige Himmels faste Blaae) selv tusind Forelskelser (slukte før Lysene brænde ned) vel Andet end at forherlige vor Elskovs Evighed? TIL EN GRAN Bekrandste, høie Ætling af den Gran, som først de Gother gav den djærve Kunstmodel til Kathedral paa Kathedral, til Notredamens Høiportal, til Münstren, til Vestminsterhal, til Pisas Taarn paaheld! -- SIDE: 453 Her i den skumle Dal forglemt Du sørgende i Skyen gjemt din stolte Isse har. Du speider mørkt derovenhen mod graneformte Taarn af Steen, og kjender sukkende igjen et Billed af din Far. Dig venter feige Øx ved Rod. Som Herkules i Drageblod du døer i seige Ild. Dog døe du stolt, min Gran! thi vid: Europas Kraft ei rækker did at forme sligen Pyramid, som være kan dit Bild. Klag ei; thi mangtet Hjerte, der Model for Himmeldomer er, ukjendt, i Pjalter slaaer. Tungsindig sidder paa sit Fjell, en ledig Helt, en ubrugt Tell; en Byron tidt, en Platos Sjel i Folkets Sværm forgaaer. Den Tell, i Brist af en Tyran, kun Spurv og Krage skyder han. Og Han, hvis Hjerne Slør for cherubinske Genius var, mens en Trompeter Krandsen bar, en Siljuqvist til Pibe skar for gode Folkes Dør. SIDE: 454 -- Min Gran! Du ødsler hen som Dem din Høihed i dit skjulte Hjem i usel Veddekamp med lave Kirkespiir i Dal. -- Det Himlens Skuur! Du heller skal forgaae, Naturens Kathedral, i herostratisk Damp. Meer herligt Tempel staaer du der. Blyhvide Dome Skyen er. I Pavens Lateran ei straaler Kjerterad saa reen og fuld som din bedugg'de Green. Hvor lød en Messe from som den en Fugl sang i min Gran? Hvo mon i Tempelhvælvet fandt Tropæer, Sejerherre vandt i mere ærlig Strid, end disse Fenniker forvist der perleglimre paa din Qvist, dem Kinglen i langvarig Tvist tilkjæmped sig af Flid? En vellugtopfyldt Dunkelhed, et Chor du har, et helligt Sted; men intet Billed der. Uskyldige Natur, som har dig reist, til Gud umiddelbar tør tale, mens et Sonaltar den Faldnes Midler er. SIDE: 455 Af Stormen gjennemorgles Du med et Tedeums søde Gru -- Tedeum!? -- Ak min Sjel, syng Psalmen med som synges der: "Naturens Tempel Himlens er; selv vesle Moseblomme skjær et Himmelens Capel". DEN MISMODIGE Min Sjels Harpe med et hvæsset Smerteshviin tvertover har jeg skaaren -- det uselige Lin. Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee paa klangfuld Vinge baaren en himmelfødt Idee: Forbandelse den møde hvor Jubel hilste før! i Tausheds Grav den træde, ei gjennem Harpens Dør! Hui -- ha! med søndersledne Strenge min egen Brud jeg hænge, mit Hjertes Tanke-Engle jeg strangulere tør. Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor. Forhaanelser kun svare -- det er min Hymnes Chor. Ja var min Harpe end en Regnbu fuld af Sang, naar Nor vil heller kare i Kobberstyv'res Klang: Mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred. I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned. Nei -- ha! Før gaaer jeg Selv i Graven; ja bryder Plecterstaven, og vandrer under Mosen, men tager Harpen med. SIDE: 456 Jeg tier da -- javel! Ak, Ludvig, ikke vel! Thi just idag en Tanke er kommen til min Sjel. Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat; og dog, trods disse Rosers Duften, (en Hær af Majestæter, som dampe hen i Luften) skjøndt denne høje Tanke, med Guddomsild i Øje og Engleving paa Hat, paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker: jeg raaber ei "kom ind!" men sidder taus som Nat. Saa Taushed svor jeg Vormens Bølge og Skreyas Sky: de Eneste, som ville høre, de Eneste, som kunne svare, de Eneste, som mægte følge Dem som paa Harpens gyldne Gry fra Himmelen til Jorden flye. Jeg til en Liimpind Plectren gjorde; min Lyras Streng jeg snoede til en Dompapsnare; jeg hang min Harpe som en Done i vildest Skog i hele Norden, at fange Trost som liden Dreng til prægtigt Skjaldfarvels-Festin. Der hænger den -- Nu syng med Vinden! Og lefl og bol, min gyldenlokk'de Elskerinde! mit straaleaarede Livsenshjerte! -- for Verden Min og Mit forinden jeg gav dig fri til Sky og Sol -- med alle Verdens Vinde bol! SIDE: 457 Men hvis de Tosker mig fordømme, der stirre paa, at samme Stund jeg dig forstødte, min Elskte, tog jeg dig til Hjertet, -- da veed jeg Ludvig ei vil glemme, at, brænder Skjaldehjerte, maa vel Røgen udaf Munden gaae. DEN FREIDIGE Rull frem i din Vælde paa skykrandste Vover, du Havdrot, Orcan, fra dit Bygepallads: det skinnende hisset med Svovlmulmet over! Kom Lyndiademte i Tordenkyrads! Kom! træd Oceanet i Afgrunden atter: din oprørske Træl, der haanspringer over din Thron, din Hornel! Kom! kjæmp med min Latter! Med din hvor den voxer den Storm fra min Sjel! Prøv, Byge, som glatter med Lyn Oceanernes stormreiste Raage, at kue de Vover mit Hjerte tør slaae! -- Da højest med Seilet, min Snekke, min Maage! Med Bygen til Storseil, tilhimmels lad staae! Til Vimpel et Lyn! Med den fygende Taage omkaps, medens Kastvinde Falkvinger blaae udspænde om Raa! Min Hingst! i Gallop, i Gallop over Broen, det Sivblad, som bævrer der over en Fos! Trav ud, du min Hingst, i et Kaprend med Snoen! Trav udover Stene med Egg under Mos! SIDE: 458 Da rider du Yngling! da udruller Modet i Farten en Ving; og let som paa Blomster du vover de Spring. Da spreder jo Blodet paa Kinden saa deilige Roser omkring, mens Hende forlod det, hvis Hjerte paa Bakken skal klappe saa bange? Da rulle sig Tordener jo i dit Spor? Da bølge jo under dig Bjerge og Vange? Da gnistrende Lyn i dit Fodtrin sig snoer; og jovahske Skystøtter bag dig jo prange? Og halvt, at en Guddom imod hende foer, den Elskede troer. Geled paa Geled over Marken sig høine! Opover de Blodbann'res flammende Hav lad Spydene løfte de funklende Øine, at see efter Vinket af Høvdingens Stav! Naar Hære om Høiderne Staaltage hvælved; men Svovlskyer graae et Afgrundens Gulv over Dalene slaae; mens fremaf det Helved, (liig døende Svømmere hist paa det Blaa), paa Røghavet skjælved Geleder af Skygger fra Dyngen derunder, der høines om blodstænkte Cæsar til Vold: Du Yngling, da voxer der Laurer af Vunder! Da prøves et Sværd, og i tusinde Fold strøer Sejeren duggede Roser indunder. Da fremad! Da, Saga, du Riddersmand bold, vil mærke dit Skjold! I Skodder, som henover Engene famle paa Duunvinger graae, hyller Stjernerne til: de Venner af Jorden, de huusvante, gamle, der sidde hos den, naar den indslumre vil! SIDE: 459 Mørkn, Midnat, selv Blaabræens skinnende Bue, hvor Morgenens Gry dog plejed ved Midnat at tændes paany i Aftenens Lue, som slog endnu der fra en glødende Sky! Tilbage du kue, du rugende Nat, til sit Chaos Aljorden! Selv Alpen, der speiles i Himlen, forgaae! Da tænder jeg Baunen: da skal den i Norden som Konge i herligst Skarlagendragt staae. Da klarest, som Lynet i sorteblaa Torden, som Solen i Chaos, i Mulmet den maa forherliget staae. Vælt, Skribler, dit Storhav af Blæk mig imøde! Høit guldkarmte Sangsnekke svæver derpaa. I Huulhjerner Storme af Hyl maae udstøde! Da kneiser min Plecter, den funklende Raa. Dæk Steenegg med Mose, og Dybet med Blade! -- Ak, Nid, du har glemt, at Vinger min Hest i sin Manke har gjemt! I Skjalde, der bade i Sved eders Sang og i Gift eders Skjemt, I sammen maae rade de smeddede Nidvers til Landsefalanger! Dog først over tusinde Slige der groer en Laure -- knap værdig den viede Sanger. Aand, Avind, dit Mulm ud! -- ak Edderkop-flor, mon Guldharpens Baunblus du Bævrende fanger? I Kingler paa Strengen, jeg slaaer den for Nor: -- I falde til Jord!