Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 14 Fra Fru Vilhelmine Ullmann, f. Dunker. Kjære Augusta! Naar jeg nævner mit Navn, Mina Dunker, saa ved du, at vi er gamle Venner og Bekjendte. I 15 Aar bode vi skraas over for hverandre i Kongens Gade her i Kristiania, den lange, stille, folketomme Gade. Du husker vist ogsaa, at der undertiden kom Liv i Gaden, det var paa de kongelige Fødselsdage, naar der blev tændt Lys i alle Vinduer til Illumi- nation og Transparent i Frimurerlogen, hvor Maler Fogt eller kanske Flintoe havde fundet paa en ny Maade at placere Nora og Svea paa, rækkende hverandre Haanden over et Alter, eller kransende en Buste med en svævende Genius i Skyerne over; Ballerne og Middagene hos Statsraad Collett med Begfaklerne, Vognene, Uniformerne og de pyntede Damer, Frøknerne Falbe, som i fuld Baldragt blev skjøvet over Gaden i en Slæde, eller naar Stenene var SIDE: 15 tørre, trippede over i sine hvide Silkesko. Kanske husker du ogsaa Lord Castlereagh i Selskab hos Collett, men da du bode ved Siden af, ikke som jeg lige overfor, saa har du heller ikke faat Lordens Fingerkys sendt til dig som jeg fik, da jeg stod i Vinduet og glode paa hans røde Uniform. Andre mer idylliske Erindringer deler du vist ogsaa, saaledes naar Kjørne blev drevet hjem om Aftenen fra nuværende Slotsbakken og Youngs- torvet, hvor de om Dagen havde gaat paa Græs; Soldaten, som Kl. 9 blæste Horn uden- for Oberstlieutenant Sadolin, (han, som efter Torvslaget fik Tilnavnet: Sprængporten). Og naar jeg saa havde listet mig over Rubicon (Rendestenen midt i Gaden) - for jeg havde ikke Lov - var smettet ind gjennem din Port - det deilige, store Gaardsrum! det gik lige ud til Nedre Slotsgade, med lange Svalgange, Krogen til høire, hvor Solen stod paa, og Svalgangen skygged over med Gulv under Stuevinduerne, hvor der stod Bord og Bænke, hvor din Mor gik saa hyggeligt ud og ind, og dine Søstre Josepha og Jakobine sad med sit Arbeide. Senere var det Julie og Jakob Vet- lesen, som holdt til der, men da var jeg kommet ind i Generthedens Alder, og søgte gjerne at trække mig tilbage. Husker du Teselskabet, du holdt i din Dukkestue for mig og din Broder Carl, hvorledes han, naar han havde tømt en SIDE: 16 af de nydelige, smaa Kopper, kasted den over sit Hode, saa den gik itu? du skjændte og graat, han lo, jeg slog ikke noget istykker; men jeg er bange for, jeg delte hans Galgenhumor. Hvor uskikkelig en kan være! Uagtet dit Teaterliv var kort, som du siger, blev det dog ved en vis Leilighed fulgt med ikke liden Sindsbevægelse paa den anden Side af Gaden. Din Familie var musikalsk og Medlemmer af det musikalske Lyceum, alle de Syngestykker du nævner, blev git af dette Selskab i det dramatiske Selskabs Lokale i Grænsehaven i Akersgaden. Der var ganske rigtig Søiler udenfor, som bar et Tag over Indgangen til Tilskuerpladsen, der var en anden for de Spillende, Klubgjesterne og andre. Det var disse Søiler, Welhaven sa, blev vist alle Fremmede, som kom til Byen. Hos os var vi mest dramatisk interesserte, Mor spilte jo om- trent i hver af de - jeg tror 12 Forestillinger, som blev git i hver Saison. Med tre Prøver, Generalprøve og Hovedforestilling ofte med As- semblé bagefter kunde dette nok opta baade Tid og Tanker. Dog mærked vi aldrig hjemme nogen Forstyrrelse i det daglige Liv. Min ældste Søster, Elisabeth Aamodt, sørged for Mors Dragter med Hjælp af Teatrets noksaa righoldige Garderobe, sine Roller repeterte Mor, mens hun sad ved sin Rok mellem Skole- timerne, hvor Mor selv var eneste Lærer, Teg- SIDE: 17 ning undtagen, og disse holdtes regelmæssig fra 9-12 og fra 2-5. Men jeg har nok hørt andre klage. Fru Hanne Falsen født Møller sa mange Aar efter: Naar Far skulde spille Kristian den anden, Mor Sigbrit og Fredrikke (Søsteren, siden Fru de Seue) Dyveke, da var det ikke godt at leve i Huset. Naar der var en Barnerolle i et Stykke, blev den altid tildelt mig, og dette var en Fryd som kun et Barn, kan føle den. Det var næsten altid Gutteroller, i "Spilleren", hvor Krigsraad Kjerulf var min Far, i "Skjændegjesten" med Ole Rein Holm i Titelrollen, i "Munterheds Triumf" o. fl. Glans- punktet var dog Erling i "Hakon Jarl" (Kap- tein Møller). Da jeg efter Offerscenen paa en Prøve kom op i Damelogen, sa Fru Professor Rasmussen til mig: Det Skrig gjorde sin Virk- ning. Ellers hørte man aldrig nogen Mening om Spillet end sige Kritik. - Men saa vilde Lyceet gi "Dragedukken", og du skulde spille et af den fattige Skomagers mange Barn. En Dag kom Bud fra Lyceet, Augusta Unger var blet syg, om jeg vilde overta hendes Rolle. Om jeg vilde! Far og Mor gjorde ingen Indvendinger, jeg fik en ny Kjole, blaa og hvid rudet Gingham og vented paa Til- sigelse til Prøve. I Stedet kom Bud, at A. U. var blit frisk igjen og beholdt sin Rolle. Det var en Skuffelse! Saa du har nok Ret, naar SIDE: 18 du mener, at Scenen er en Tumleplads, hvor let slette Instinkter kan brede sig. Det var vist i 1829, at jeg spilte Trine i Poul Møllers "Scene i Rosenborg Have" ogsaa sammen med Hoppe ligesom du. Mit Spil var vist slet, for Dagen efter ved Middagsbordet fik jeg en Reprimande af Far, som voldte mig mange Taarer. Jeg husker dog, at Folk lo. Man fandt den Gang, at Hoppe havde meget Talent, han kunde trække sit Ansigt i alle mulige Folder, og hans danske Sprog klang godt i vore Øren; det var det eneste, vi syntes rigtig kunde la sig høre paa Scenen. Dernæst kom det mer eller mindre fordanskede, de fleste talte. Jeg har et meget tydeligt Indtryk af de Spillendes Personlighed eller rettere sagt den Genre, de gjerne optraadte i. Professor Thul- strup var en vakker, ældre Mand, en værdig père noble, Rougtvedt med en skjælvende, grædefærdig Stemme var den fromme Olding, Lieutenant Meinertz med bred, uforfærdet Rou- tine var fast Elsker, Advokat Petersen den fine, elegante Diplomat, Lektor Blytt den skumle Hykler og Skurk, Krigsraad Kjerulf den mørke og bitre Misantrop, Kaptein Møller den tragiske Helt, Hagbart Falsen viste sig i slige Glans- roller som Figaro i "Figaros Bryllup", Prins Selim o. fl., Maler Fogt, som søgte at gi Ko- SIDE: 19 stymerne et kunstnerisk Tilsnit (han forestod Garderoben) var Røveren og Banditen. Hoppe og Ipsen var danske, lette og bevægelige og kunde bruges til alle mulige Roller, især Hoppe. Disse var de mest aktive. De spillende Damer lader sig ikke saa let karakterisere. Den berømteste af dem, Fru Thulstrup, har jeg aldrig set. Fru Tullin og Baronesse Wedel husker jeg meget vel af Ydre, men heller ikke mer. Fru Letta Falsen født Fleischer, mindes jeg som spansk Grev- inde og som Aagot i "Fjeldeventyret". Saa omfattende var neppe hendes Talent, men en stor Skjønhed var hun. Fru Møller f. Falsen var yndig, med en blød, melodisk Stemme, hendes Susanne i "Figaros Bryllup" staar for mig som noget i høi Grad skjønt og tiltalende. Madame Borchsenius, siden gift med Wetter- strand, var Teatrets Soubrette. Hun havde især Ord for at klæde sig smukt. Ligesaa sikkert som at Meinertz i hvert stykke var Elskeren, ligesaa sikkert var Jomfru Fredrikke Selmer Elskerinden. Hun blev tilsidst gift med Assessor Peckel, med hvem hun var forlovet - der siges i 25 Aar. Hun var en Slægtning og Pleiedatter af Madame Niemann, hvis Gaard, rigtignok med Paabygning, endnu staar paa Hjørnet af Pilestrædet og Keysers Gade, som den Gang var en stor, prægtig Have. Den SIDE: 20 gamle Gaard staar som Merkepæl for ældre Folk, naar de for de mange nye Gjennembruds Skyld ikke kan finde Pilestrædet igjen. Jomfru Selmer var ret vakker, med høie Skuldre, en fugleagtig Profil, en fløitende Stemme og hop- pende Gang. Welhaven vidste at fortælle, at hendes Haab efter Døden var at staa som Spermacetlys i det dramatiske Selskabs store Lysekrone. Mit Teaterliv var vist endnu kortere end dit. Jeg var neppe mer end 9 Aar, da jeg første Gang var med. Det var i "Munterheds Triumf" og en Gutterolle. Sidste Gang i 1830 i "Hvem af dem er Bruden?" Af de Med- spillende husker jeg bedst Fredrikke Møller og en dansk Dame, Frøken Gandil. 1831 flytted mine Forældre til Trondhjem, saa var den Herlighed forbi. Jeg var da 15 Aar. Med Trediveaarene traadte det dramatiske Selskab ind i en ny Fase. Yngre Mænd og unge Piger fortrængte efterhvert Embedsmæn- dene og de gifte Damer. Kotzebues, Ifflands og de gamle engelske Komedier med de lange fem Akter veg Pladsen for de danske Vaude- viller, Lystspil og Enaktere. Endnu kunde den gamle, store Skuespillerlyst komme frem i ny Opførelse af Værker som "Dyveke" og "Hakon Jarl", men Kritiken var vaagnet og Sarkasmen lured i Krogene. Man var ikke længer til- SIDE: 21 bøielig til at røres over en Heltinde, som traadte ind paa Scenen bleg, med udslaat Haar og med én Sko paa, den anden tænktes gaat tabt under Fortvilelsen (Ifflands "Jægerne"), eller over Ariadne, naar hun i Ekstase raabte paa sin Theseus ("Ariadne paa Naxos", Melo- drama). Lidt efter lidt blev det vigtigste Bal- lerne og Kortspillet. Det dramatiske Selskab blev en Klub og et Balselskab. Blandt de mange, som forsøgte sig i Kunsten, var der neppe mer end to, der eied virkelig Talent. Det var Ole Rein Holm, som jo ogsaa gik helt over i Faget, og Fru Con- radine Dunker, min Mor. Skuespillerinden Frk. Parelius minder stærkt om hende, i Genren Holbergske Figurer, ældre Damer, i Spille- maaden, endogsaa i Udseende fra Teatret. Mor havde et rent, klangfuldt og bøieligt Organ, hun stod og gik paa Scenen som paa sit eget Stuegulv, hendes Bevægelser var rytmiske og bestemte som hendes Ord, der aldrig var fam- lende hverken i Skrift - hun skrev aldrig Klad, strøg aldrig ud - eller Tale. Ikke engang naar hun skjændte paa mig og sa: Mienchen, wo du nicht artig bist, sollst du wahrhaftig die derbe Ruthe kriegen! - Hun gjorde aldrig Alvor af det, men paa den Maade lærte jeg jo en Del Tysk. Erindring vækker Erindring. Det er noget SIDE: 22 i Lighed med at grave gamle Lerkar op af Grus og Aske. Det er bare Stumper og Stykker, men det tør hænde, at kyndige Folk af dem kan slutte sig til Helheden. Farvel saa længe. Marts 1902. SIDE: 23 Svar paa et Privatbrev fra Frk. Unger. Tak for Brevet! Jeg er glad for, at du god- kjender mine Erindringer, det viser, at jeg ikke husker feil. Det er nemlig saa sin Sag med de gamle Minder, Fantasien kan let løbe af med Hukommelsen, og da stryger den mulige Værdi med. Det er sikkert, at Carl Unger var saa snil som Dagen er lang. Men tror du ikke, at han derfor som Smaagut gjerne kan ha været lidt skøieragtig? Og han kunde le godt. Her er en liden Anekdote, før jeg glem- mer den. En Dag gik jeg opover Kongens Gade med din ældste Broder, Elias, Løitnanten. Ulrik Sundt, der ligesom din Broder var baade Løitnant og Theolog, kom efter og slog Følge. Se saa, sa han, her gaar jeg med Unger paa begge Sider. Nu vilde jeg gjerne lokke dig til at for- tælle, hvad du ved om Kristianias Musikliv i Tyveaarene og senere. Din Søster Jakobine var i den Tid en udmærket Pianistinde. Jeg SIDE: 24 ser hende for mig, bleg og blond, slank, men lidt foroverbøiet, med en glidende Gang, som om noget usynligt drev hende frem. Da Carl Dahl leied Værelset over Porten i vor Gaard, var det vist for Udsigtens Skyld. Han blev jo ogsaa din Svoger. Der var megen Sang og Musik over hos dig, din Søsterdatter, Jeannette Broch, saa liden hun var, havde alt Fingrene paa Klaveret. Orkestermusiken i Det dramatiske Selskab og i Lycéets Lørdagssoiréer i Hotel du Nords store, røde Sal med en Dirigent som Valdemar Thrane, senere August Schrumpf, maatte vel ha noget Værd. At en saa fin musikalsk Be- gavelse som Erik Møinichen blæste sin Fløite der, maatte vel ogsaa betyde noget. At denne Musik trylled de vidunderligste Syner frem for mig, vil vist ikke sige noget, naar der er Spørsmaal om Kunst. Jeg glemmer ikke den første Gang, jeg hørte Ouverturen til "Den Stumme i Portici". Da alle Instrumenter flød sammen i Melodien til det store Hyldningskor: Honneur, honneur et gloire! Célébrons, célébrons ce héros da - ja, da var det nu ikke mig alene, som blev henrykt. Naar der er Tale om Kristianias Musikliv i ældre Tider, nævnes først Thranes Hus og Familie, derfra udgik den Lassonske Slægt, som SIDE: 25 gjennem mer end et Aarhundrede har holdt Traditionen oppe og gjennem Halfdan Kjerulf ført den ind i Kunstens Helligdom. For han var da vel Kunstner. Valdemar Thrane, Kom- ponisten til "Fjældeventyret", er et Navn, som vel heller ikke er glemt. Af Statsraad Falbe er en Vals, som i mange Aar lokked til Dans og blev hamret paa alle Klaverer. Hans største Værk er, saavidt jeg ved, "Natten", en Scene og et Tonemaleri i Bellmanns Maner, Teksten er ogsaa svensk. Der er kanske endnu dem, som synger: "Hvor herligt er mit Fødeland" af S. O. Wolff, Melodien af Ipsen, en dansk Mand. Han var Musiklærer og en meget yndet Skuespiller i det d. Selskab, saavel som i Ly- céet; han kunde endogsaa med stort Bifald gi Mons Østmoe i "Fjældeventyret". Af ham er ogsaa den pompøse Musik til "Hymne til Fri- heden" af Bjerregaard. Chr. Blom, som skrev Melodien til "Sønner af Norge", hørte hjemme i Drammen. Den sang vi med alle Vers, vi lod os ikke nøie med det første og det sidste. Dømte jeg efter egen Erfaring, maatte jeg nævne Lars Roverud som den, der til en vis Tid gjorde mest for at udbrede og opretholde Interessen for Musik her i Byen. Skulde hans Navn være totalt glemt, kan den, som ønsker det, faa Besked om ham i Fru Dunkers "Gamle Dage". Han saa ud som en Stenbryder, og som om han selv var hugget til med en Øks, SIDE: 26 Stemmen kunde skræmme Folk, og Indholdet af hans Tale var den fortvilede Oprørers. Sin Verdensanskuelse og sit Forhold til Vor- herre fremførte han i Udtryk, som endnu ikke er godkjendte i dannet Tale. Men saa han op, og en kom til at møde Blikket - jeg tog ofte mod ham, naar han kom for at tale med Mor - var der noget i det, som minded om et forskræmt Barn eller et lidende Dyr. Han kunde lægge sine store, svære Næver op paa Bordet og si: Se naa paa de Næverne, er det Hænder at gi et Menneske, som vil spille Violin? og saa fik Vorherre Teksten læst. Naar han, som han ofte gjorde, for op i Sinne, pleied hans Kone at si: Vær nu taalmodig, Roverud! En Dag skrev han paa Væggen med store Bogstaver: Hav Taalmodighed, Roverud! Se saa, sa han til hende, naa staar det der, naa kan du tie. - Han var Musiklærer, intet andet saavidt jeg ved, og hver Lørdag Efter- middag samled han hos sig Byens musikalske Ungdom, mine to ældre Søstre var der og havde altid hørt og oplevet meget, naar de kom derfra. Der hørte de Kaja Lassons pragt- fulde Sang, og en yngre Søster, Kisten Lasson, der døde ung, hvis Skjønhed og deilige Stemme de aldrig noksom kunde berømme. Der hørte jeg ogsaa første Gang nævne Natalie Linaae, Fru P. A. Munch, næsten som et Vidunder- barn. SIDE: 27 Men det morsomste for mig var alle de Musikalier, de fik laane med sig hjem. Der var gammel, italiensk Musik, som skulde læses anderledes, end der stod skrevet, noget, der gik langt over min Horizont, men som min Søster Jakobine, som forstod at skaffe sig Kund- skab om alting, fandt Nøglen til og klarte med Lethed. Men det bedste var Klaverudtog af Syngestykker og andre musikalske Værker, der var Haydns "Schöpfung", og der var Weyses "Sovedrikken" og meget andet. Især havde jeg min store Glæde af "Cendrillon" af Nicolo Isouard, af Terzetten mellem de tre Søstre, hvor de to ældste øver sig i Sang og Dans for at behage Prinsen, mens Cendrillon sidder i Asken og nynner sin lille Barnevise, jeg husker hver Tone og hvert Ord, men jeg skal bare anføre de første. Il était un p'tit homme Qui s'ap'lait Guilléri, Carabi etc. Foruden den norske Lars Roverud og den danske Ipsen var her ogsaa en svensk Musik- lærer, Wetterstrand. Han kom hertil med sin Fader Major W., en gammel Krigsmand med et Træben. Wetterstrand var ligesom Ipsen Sanger og Skuespiller, dog ikke saa meget brugt. Da "Fjældeventyret" blev opført første Gang, hvor Ole Rein Holm var Lensmanden, SIDE: 28 Ipsen Mons Østmoe, var Per Lasson og Wetter- strand de to af de tre Turister, den tredje var Schøyen, senere Kammerherre og Stemplet- papirforvalter, den Tid en fin, liden Fifkavaller, en af dem, som gik med rød Fløiels Krave paa Frakken. En Bonde kommer og melder, at de tre farlige Forbrydere er grebne, han, der gav Rollen, vred lidt paa Repliken, saa den lød paa, at de havde fanget "to store, fæle Fanter og en liden Skøier". Det vakte megen Mun- terhed. Jeg siger som Jøden: Den Gang var det morsomt. Her var endnu en Musiklærer (ikke "nok en" som det heder paa nynorsk, det havde slet ikke været "nok" med ham), Christen Hammer. Det lader til, han havde en Idé om, at Kunsten stiller strænge Fordringer til sine Dyrkere, for da han blev spurt om, hvad de mange B'r og Krydser skulde være til, svarte han: Jo, det er for at gjøre Musiken vanskelig. I Syngestykket "De forliebte Haandværks- folk" blev en Rolle overtat af en Dame fra Laurvig, Fru Olsen, født Bohr, Professor Yngvar Nielsens Mormor. Jeg har en svag Erindring om en Scene mellem hende og Ipsen, at den var meget morsom og at Fru Olsens Sang blev meget rost. Der maa i Laurvig ha været en musikalsk-dramatisk Forening, for jeg hørte, at der var Love for en saadan, hvor en Bestem- SIDE: 29 melse lød saa: Fremmede har Adgang. Alle undtagen Hagbart Falsen. Har jeg digtet det eller var det virkelig saa, at Flintoe bode en Tid i dine Forældres Hus? Hans Navn minder mig nu om to Vin- duer i anden Etage nærmest Frimurerlogen i din Gaard. Forholder det sig rigtig, kan det Portræt, du fandt paa Loftet, være efterladt, kanske malet af ham. Farvel igjen. SIDE: 30 Bøger og Læsning. Lørdagen var den bedste Dag i Ugen. Ingen Skole, og var det Sommer og Sol- skin, kom Smaabarn ind i Gaarden og bød frem Barknup og Strøblomster, og om dette just ikke var som en Morgentur til Uranienborg- skoven og høre Gjøken, var det dog Glimt, Farve af Liv og Natur. Men det bedste - da kom "Bogmanden", Budet fra Kjerulfs Læse- selskab, som hver Uge bragte tre nye Bøger i en Mappe. Det var danske og tyske, norske Morskabsbøger gaves ikke, Tidsskrifter som Husvennen og Hermoder blev holdt ved Siden af. Der var "Læsefrugter" og "Maanedsroser", Indholdet var Oversættelse fra Tysk, Clauren og Blumenhagen, La Motte Fouqué og Van der Welde, Friederich Kind og Tromlitz, Caro- line Pichler og Johanna Schopenhauer og flere. Af Tysk var der "Lesefrüchte", hvor jeg for første Gang læste noget af Victor Hugo, Scener af Notre Dame de Paris, "Taschenbücher" med nydelige Billeder, Romaner og Gaader, Moden- SIDE: 31 zeitung med Modebilleder, Portræter, Biografier og forskjellig Tekst. Lafontaines Romaner var da næsten udlæste. Raupachs Tragedier blev den Tid høilig beundret, jeg læste dem og har glemt dem lige til Titelen. Den høieste Ny- delse var dog at grave sig ned i en af Henrik Steffens' Romaner, f. Eks. "Valseth og Leith", i - jeg ved ikke hvor mange Dele. Den eventyrlige Forbindelse mellem Nordmænd, norske Familier og fjerne Landsdele med hi- storiske Personer, som der fremstilledes, rykkede Tankerne ind i en ny Virkelighed, hvor vi selv var med, det var Tingen. Mauritz Hansens Noveller havde noget af den samme Virkning. Welhaven i sin Tid blaaste af Mauritz Hansens Forfatterskab. Han havde godt for det. Han var fra Bergen. Han var ikke vokset op i Christiania som det var, uden Karakter, uden Tradition, mangfoldig sammensat og bevæget, alting rodløst. Det, de Ældre satte høiest, var for de Unge bare Bøger, Læsning, ikke noget at leve paa. Det var mere end en Smags- forskjel, det var en indre Omformning, om den ogsaa gik noksaa stilfærdig for sig. En Sommeraften efter Skoletid sad jeg ved Vinduet paa det store Skolebord med en Bog for mig. Bogen var i brunt, glat Skind- bind, Papiret gulagtigt og stærkt med store, klare Typer, behagelig for Haanden og vel- gjørende for Synet. Det var Le mariage de SIDE: 32 Figaro af Beaumarchais. Foruden at være revolutionært skal dette Stykke være letfærdigt, er det sagt. Meget mulig. De Voksne ved ikke, hvorledes Barn kan abstrahere, ta til sig det, som passer for dem og lade det øvrige staa. Jeg syntes den Gang - og jeg synes det endnu - at det var gratiøst, vittigt og usigelig morsomt. Bare den stammende Dommer og den læspende Retsbetjent, som ikke har andet at si end: Si-len-ce, Mes-si-eurs! Jeg sang sagte for mig selv Cherubins Vise: J'avais une marraine, Miron ton ton ton mirontaine. J'avais une marraine, que toujours adorai. Med ét løftede sig fra Værelset ved Siden af en Tone saa blød, fuld og smæltende, som jeg aldrig havde hørt noget før. Melodien kjendte jeg ikke den Gang, men jeg skjønte, det var en norsk Folkevise, saa meget havde jeg lært i Kjøkkenet og Drengestuen. Det var Ole Bull, som paa sin Violin spilte "Stusle Søndagskvelden". Han var kommet fra Bergen til Christiania for at bli Student. Det lykkedes ikke, nu gik han der fortabt og tvilraadig. Hans Fætter, August Bull, delte Værelse med min Broder Bernhard, hos ham var han i Besøg. Siden kom han oftere til os, især sluttede han SIDE: 33 sig til Mor. Hun læste for ham, hvad Voltaire har skrevet om Geniet, hans Ord: Le génie perce, lagde hun ham paa Hjertet. Det er ikke usandsynligt, at Mors oprigtige Deltagelse gjorde ham mere godt end Voltaires Visdoms- ord. Fætteren August var ham en tro Ven og lidt af en Formynder, han kunde si til ham: Sæt dig nu der, drik din The og spild ikke paa dig. Og Ole Bull tog Spøgen med den elskværdigste Godmodighed. Ole Bull og Bernhard var Venner hele Livet igjennem. Naar jeg lærte at læse, ved jeg ikke. Men paa Skolen syntes jeg, det var morsomt at lade, som jeg ikke kunde, og stave med de Smaa paa min Alder, gjøre som de gjorde, stikke Næsen ned i Bogen, snøfte og pege med en vaad Finger. Mor skjønte vist, det var Komedie, men lod mig gjøre, som jeg havde Lyst til. Min første Lektie i Tysk var at konjugere Verbet seyn i Indikativ Præsens, og dertil lære udenad et Digt af Claudius, Der Winter, med ikke faa Vers. Der Winter ist ein rechter Mann, Kernfest und auf die Dauer, Sein Fleisch fühlt sich wie Eisen an, Er scheut nicht Süss noch Sauer. Den grammatikalske Del af Opgaven faldt mig vanskeligst. De kjendte Ord blev mig SIDE: 34 fremmede og ufattelige, da jeg fik dem saadan meningsløst i Rad og Række. Mor læste høit for os Beckers Verdenshistorie. Oversættelsen af Homer var saa morsom, saa de ældste Elever bad om Lov til at komme en Time før om Morgenen for at faa høre mere. De kom præcis Klokken otte, og Mor trakterte dem med Smørkager. Mor læste ogsaa for os Les métamorphoses d'Ovide paa Fransk. Aldrig mærkede jeg noget anstødeligt, kanske var Udgaven indrettet til Skolebrug. Og morsomt var det. Jeg vil vist ikke kritisere den nuværende Undervisningsmaade, men lidt mere Frihed, lidt mindre Tyggemad vilde kanske ikke skade. I Haandarbeidstimerne rykkede vi sammen om den, som havde et Eventyr at fortælle. Eventyrene var de samme og Fortællemaaden netop den, som Moe og Asbjørnsen siden bragte i Form med ægte Kunst. Mor, som aldrig knoted, talte ogsaa rent Maal med fuld, bred Udtale, naar hun gjentog for mig Rægler og Visestumper, som hun huskede fra sin Barndom. Ellers var hendes Tale korrekt dansk. Nu maa slige Skatte hentes fra Bøgerne, nu er det Læsning. SIDE: 35 Fædrelandshistorie, Modersmaal og lidt til. Det lyder saa greit og paalideligt det Ord om den norske Odelsbonde med Bibelen og Snorre i Boghylden. Forholdet faldt ganske anderledes indviklet og tvilsomt for os stakkars Kristianiabarn. Vi havde ogsaa Bøgerne i Hylden. Bibelen læste vi, og dens Autoritet blev bekræftet for os paa mange Maader, baade i Skolen og udenfor den. Snorre stod der, men blev aldrig tat frem til Skolebrug. Jeg snuste paa den, som paa alt det literære Skrammel, der stod, ligefra "Sandford og Merton eller Daaren af Stand" til en græsk Grammatik paa Tysk, og det ene rørte mig ikke mere end det andet. Ingen brugte slige Udtryk som norsk Historie, norsk Sprog. Det vilde næsten være latterligt, man vilde følt sig forlegen. Det var "Fædrelandshistorie" og "Modersmaal". Ja, det sidste Ord hjælper man sig jo med endnu den Dag idag, naar man ikke vil si Dansk, og ikke kan si Norsk. Paa Skolen SIDE: 36 brugte vi Munthes Fædrelandshistorie, den be- gyndte med de Cimbrer og Teutoner, saa var der noget om Gambaruk, Hengist og Horst, derefter kom en Konge, som hedte Dan Mykilati. Naar jeg senere nævnte denne Majestæt for mine Børn, lo de af mig. Derefter gik det gjennem nogle kjendte Navne, Gorm den Gamle, Knud den Store og flere, med hver sit Kapitel, til vi gled ind i den oldenborgske Kongerække; da var Veien klar. Men morsomt var det ikke. Og naar vi saa sang: Flyver vor Aand til de hensvundne Tider, Herlig den skuer vort Fædrelands Glans, Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider, Vandre til Ledingefærd som til Dans, saa stod det hele for os omtrent som Verset i ABC'n: Dragen, siger man, udspyr Ild, Uvished er det, den er neppe til. Det var vist ikke bedre paa de andre Skoler, ialfald ikke paa Pigeskolerne. Hvad der foregik paa Universitetet, fik Lægfolk ikke vide no- get om. Men saa kom Trediveaarene. Deri var Camilla Collet og jeg enige - da begyndte Livet. Og som om der ikke var Vækst og Grøde nok i det Had og den Begeistring, Wergeland og Welhaven fyldte Samtiden med, SIDE: 37 blev lige i Begyndelsen af det næste Tiaar Oldtiden rullet op for os, saa vi skjønte: der har vi Slægten, der er Udspringet. Det kom fra en stilfærdig, dansk Bog af en Mand, som hed N. M. Petersen, og Bogens Titel var noget saadant som: Fortællinger om Islænderes Færd. Men mere vil jeg ikke skrive om dette, som andre ved meget bedre end jeg. Endelig var den historiske Sans vaagnet. Svensk Sprog og svensk Literatur kjendte vi ikke noget til, og følte heller ingen Interesse for. Den første Gang, jeg hørte svensk Tale, var, da min Fætter, Ritmester Carl Dunker, kom fra Stockholm med sin svenske Kone og en Søn paa tre-fire Aar. Hun var Enke efter en rig Tobaksfabrikant Schwartz, som var en gammel Mand, da hun blev gift med ham. Nu var hun meget ældre end sin anden Mand. Hun fortalte Mor mange Historier om "Gamla Schwartzen" og hans Egenheder. Mor lo og sa: Hun tænker ikke paa, at nu er hun selv "Gamla Schwartzen". Sønnen, som ogsaa hedte Carl, blev, tror jeg, en noksaa bekjendt Maler. Han skrev sig d'Unker, og er død for mange Aar siden. Det er et Sagn, at Familien skal stamme fra franske Hugenotter, det er jo ingen Umulighed, der er jo mange af dem rundt om i Landene. Mærkelig nok fandt jeg for flere Aar siden i det franske Blad Figaro en Artikel, SIDE: 38 underskrevet med et Navn, der saa saaledes ud: d'Oncquerre. - Af svensk Literatur havde jeg intet set, før Tegnérs Frithjofs Saga kom ud. Gustav Lammers, som den Tid bode hos os, læste den høit. Den blev meget beundret og Sangene meget sunget, da Crusells Musik kom til. For Resten blev alt ved det gamle. Naar jeg nu tænker paa dem, som sad rundt om Middagsbordet hjemme, staar det hele for mig som en noksaa egenartet Sammen- sætning. Mor, rolig, venlig, oplagt til Samtale efter mindst fire Timers Arbeide og vist gjem- mende paa mange Bekymringer, Voltairianer, med et Strøg af den Sentimentalitet, som fulgte Rousseaus Retournons à la nature. Far, om han ikke var Republikaner, saa maatte det vel være det constitutionelle Kongedømme, han mente, naar jeg ofte hørte den Sats af ham: Kongen er Landets første Tjener. Nogen al- mindelig Respekt for de kronede Hoder kunde han ikke medbragt fra sin Hjemstavn at dømme efter det Sprikwort, jeg undertiden hørte ham bruge: Wohl bin ich ein dummer Esel, aber so dumm wie der Herzog von Würtemberg bin ich doch nicht. Mor derimod, som trods alt havde en Svaghed for Ludvig den fjortendes Tid, mente, at Kunst og Videnskab trivedes bedst under Enevældet. Lammers forstod jeg kun som Modsætning til alt dette. Han var da Æstetiker og Maler, foruden at han læste til SIDE: 39 theologisk Embedseksamen. Han havde et stort Billede paa Staffeliet, som han viste os. Det var tre Figurer, en stor, jeg ved ikke hvilken, Erkeengel, Satan og Synden. Den sidste var i Skikkelse af en bleg, ung Mand, som laa udstrakt forrest i Billedet og blev kværket af Satan, som greb ham i Struben med en gloende Haand. Jeg ved ikke, hvad Englens Funktion var. Mor sa ikke et Ord, saavidt jeg husker, men vel mindes jeg Udtrykket i hendes Ansigt, en Blanding af Ynk og Modbydelighed. Det var Idéen, som mishaged Mor, hvad Udførelsen var, som Kunst betragtet, mindes jeg ikke, der blev sagt noget om, Far skulde dog ligesom forstaa sig lidt paa det. Den ældste ved Bordet var Mors Moster, Jomfru Maren Marie Treschow fra Fredrikshald. Hun holdt sig selv for den klogeste, om ikke den eneste kloge af os alle. "Jeg forstaar nok Spraaket deres, jeg," sa hun, naar hun og jeg var alene i hendes eget Kammers. Hun følte det vist, som om alt, der blev sagt, gik ud over hende. I Grunden havde hun Ret, for hun var en af de aflagte Ting fra det foregaaende Aarhundrede, som vi saa smaat begyndte at fjerne os fra. Stakkars Moster! jeg hygged mig ved hende. Bernhard, August Bull og min Søster Jakobine gav sjelden nogen Mening tilkjende, skjønt de ganske vist sad inde med hver sin, SIDE: 40 hvorimod min ældste Søster, Lisette (det Navn fik hun i Tyskland), kunde komme med Indlæg, som, om de kanske ikke var ugjendrivelige, var ligesaa overraskende som utænkte. Lam- mers mødte dem med et Smil, og det var en Lettelse, naar ikke Far blev vond. Hvis Solen endda skinte over Westye Egebergs høie Mur, og der var en morsom Bog at opdrive, fandt jeg, saa snart vi kom fra Bordet, en sollys Plads øverst paa en Trap, som førte til Loftet og til et Dueslag, hvor Bernhard havde flere Par vakre Duer. Der sad jeg og havde det godt med den indre, viljefaste Overbevisning, at Lykke og Fuld- kommenhed kunde ingen hindre En i at naa. Gud hjælpe os! SIDE: 41 Der er dem, som ber mig om at skrive ned alt det, jeg ved, og alt det, jeg mindes om det dramatiske Selskab, de tror, det har sin Interesse altsammen. Det er jeg nu ikke saa sikker paa. Men det ved jeg, at heller ikke alt det, der ellers skrives i Aviserne, er interessant altsammen, og at Folk alligevel kommer godt ud af det, de springer bare over det, der kjeder dem. I Tillid til dette Husraad byr jeg frem det, jeg har. Jeg har tænkt over, hvad jeg skulde be- gynde med, og har fundet ud, at jeg vil be- gynde med Teaterbudet. Han hed Kristoffersen, med et blegt, troværdigt Mopsefjæs, og var klædt i en grøn Frak. Naar han kom ind af Døren med Mappen under Armen og trak Protokollen frem, var Forventningen stor. For det meste var det bare en Rolle til Mor, men det kunde ogsaa være en til mig, en rigtig, skreven Rolle med Stikreplikker og alting. SIDE: 42 Saa skrev Mor ja i Protokollen ved sit Navn og ved mit. Klokken fem kom Teatervognen og hented os til Prøven. Nævne alle de kjendte Punkter, vi kjørte forbi paa Veien til Grænsehaven, blev for meget, kun nogle en- kelte. Madame Else salig Strøm (Steen og Strøm), hvor Moster pleied at sende mig hen med fire Skilling for at faa sin Snusdaase fyldt. Paa den anden Side af Gaden Oberst- lieutenant Butenschøns Gaard, hvor de to dei- lige Smaapiger Lise og Sine Butenschøn bode. Deres meget ældre Søster, Frøken Hanne Butenschøn, kaldte dem Rollingerne, det var første Gang, jeg hørte det danske Udtryk. Paa Tor- vet, hvor nu Kreditkassen kneiser, var en Butik med mange nyttige Ting, som eiedes og be- tjentes af to ældre Damer af Thraneslægten. Saa gik det forbi "Ole Ring udi Grænsen", og holdt saa Vognen udenfor Kjøbmand Chr. Benneche for at hente Madame Cecilie Benneche, født Sigholt, var man sikker paa en livlig Passiar og kraftige bons mots, som da en ung Frue, der klynked over Barselsengens Besværligheder, blev feiet af med: Pyt Mor, Loppestik! Jeg har lidt vanskeligt for i Tan- kerne at slippe forbi Farver Magelsens Gaard paa Hjørnet af Lille Grænsegade, det var et Hus og en Slægt, som fortjente sin egen Saga. Men i slig Fart kan vi ikke ta med alle vore "Tipoldeforældre". Vi maa frem. SIDE: 43 Det dramatiske Selskabs Lokale havde, som alle Lokaler, sin egen, eiendommelige At- mosfære. Jeg tror, Grundelementet i den var Osen af den Mængde Talglys, der brugtes til Belysningen, saavidt jeg ved, var der ingen andre Midler; Lamper kjendte man kun af Navn, og Vokslys vilde været en altfor kostbar Luksus. Til bestemte Tider gik Kristoffersen omkring i alle Gange og Rum med Røgelse paa et Fyrfad, og jeg for min Del fandt, at den Duft, som mødte En, naar man traadte ind i den lyse, varme Forstue, var noget, der hørte med til Stemningen, ligesom den slæ- bende Lyd af Fodtrinene paa det oljemalte Lærred, alle Gulve var overtrukne med. Fra Forstuen gik flere Døre, en til høire til Klub- værelset, hvor Herrerne sad med Kort, Punsch og Tobak. Til venstre førte en bred Gang bagom Scenen til Damernes Værelse. Idet man kom ind af Døren, havde man lige for sig paa den modsatte Væg det store Speil med Consol. Nu viste det frem et Barn paa om- kring ti Aar, iført en høirød, blomstret, fodsid Sirtses Kjole, med en hvid Strimmel (Fraise) og et Sjalet baaret som Langsjal om Halsen, Haaret strøget glat bagom Øret, en fuldstændig Kate Greenaways Figur. Det var paa Prøven. Men Forestillingsaftnerne, med en lys Guttedragt, friseret og sminket af Parykmager Torp, viste Speilet et andet Syn. Der var mange før SIDE: 44 Fredrik Stang, som likte at se sig selv i det Speil. Naar alle var samlet og Prøven begyndt, kom Kristoffersen ind i Dameværelset med en Kurv med Kavringer, som han la paa den varme Ovnsplade, gjorde Tebordet i Stand med Maskine i Kog og alt Tilbehør, passed Kavringerne, til de var à point, passelig brune og sprøde. De var rigtignok anderledes gode end de, Bagerne trakterer med nutildags. Naar Fru Tullin ikke var tilstede, var det gjerne Mor, som skjænked Te. Foruden Damerne kom ogsaa altid nogen af Herrerne og fik en Kop. Conversationen var altid livlig, Skade, at jeg kun husker lidet af den, og endnu mindre saaledes, at jeg kan gjengi den. Som oftest var det Historier fra Kjøbenhavn og det danske Teater, som vakte Munterheden, der var jo omtrent alle Herrerne kjendt og mange af Damerne ogsaa. Her var Hoppe især Mesteren. Hoppe havde en egen, faderlig øm, karesserende Maade at tiltale Damer paa. Aa, søde, velsi'nede, lille, deilige Asen! eller noget lignende. Naar Colban kom ind, satte han sig øverst hos Vertinden, bad om at faa en Kop med Fløde, trak et Kræmmerhus med Makroner op af Lommen, og dette nød han sammen. Han fortalte om Paris, om det fortryllende Liv, man førte der, om sin Vertinde, hvorledes hun gik paa Torvet om Morgenen med sin Kurv og SIDE: 45 kom hjem med den delikateste, fede Høne og de fortræffeligste Grøntsager, om hvorledes han hjalp hende - det gjorde han vist - med at tilberede en Suppe! - ah, délicieuse! - Og saa spidsed han Munden, saa Sproget blev helt fransk-dansk. Han endte altid med en pikant Sortie, elegant og nonchalant. En eller flere af Direktørerne sad gjerne paa en Bænk i Orkestret nærmest Tilskuerpladsen; paa Prøverne kunde der bli raabt en eller anden Bemærkning op til Scenen, men nogen egentlig Instruktion hørte jeg aldrig noget til. Dog synes jeg erindre, at Thea Steffens (Fru Professor Holst) gik sin Rolle igjennem med Mor. En anden ung Dame staar for mig som et skjønt Syn, paa Scenen som udenfor den, det var Lisa Schriver, siden Fru Oberstlieutenant Meyn. Hendes Søster, Fru Raadmand Flock, blev om- talt som meget morsom i den fattigfornemme Frues Rolle i "Det lykkelige Skibbrud". - Et maa jeg endnu tilføie. Da "Barselstuen" skulde opføres, fandt man det ikke passende, at en Dame gav Barselkonen. Det blev overladt til Fredrik Lasson, som rigtignok paa Grund af sin Interesse for Damepynt blev kaldt Dikka Krepflor, men ellers ingen Betingelse havde for Rollen, lang og svart som han var. "Ulysses von Ithacien" blev opført for Herrer alene. Bager Bølling, en usedvanlig tyk og fed SIDE: 46 Mand, var Venus, og Oberstl. Kjerulf Holofernes, syv Alen og en Kvart. Der er kanske dem, som spør: men selve Forestillingen, Spillet? er der da intet at sige om det? Denne Mangel kunde jo ha For- klaringsgrund nok deri, at den, som her skulde skrive om det, den Gang var mellem ti og fjorten Aar. Men dette forklarer ikke helt. Sagen er - det var ikke Kunst, følgelig heller ingen forskjellig Vurderen. Det var Byens første Herrer og Damer, som mored sig. Var der Gnist af Talent, som vilde bryde den til- vante Form, vakte det snarere Forundring og Mishag end Bifald. Man lo af Holberg og var rørt over Ifflands Sentimentalitet, følte vistnok ogsaa, at Oehlenschlægers Pathos var noget nyt og stort, men dybere gik det ikke. For mig staar det, som det dramatiske Selskabs Virksomhed var en Afslutning, et Farvel til en forgangen Periode, jeg skjønner ikke, der gaar nogen Vei derfra og til vor nu- værende Kultur. Wergeland havde Ret, naar han skjældte paa Danomanerne, og ligesaa Welhaven, naar han fnyste over Dilettanteriet. Selskabet gik derfor ogsaa ganske naturlig over til en Forening, hvor Fornøielsen kun bestod i Dans og Kortspil. SIDE: 47 Husflid, Selskabelighed. Naar jeg spurte Mor om Betydningen af et fremmed Ord, forklarte hun mig i "hvilken Forstand" det brugtes og føied samvittig- hedsfuldt til: Ordets Etymologi kjender jeg ikke. Med min tykke Uvidenhed i norsk Sprog støder jeg paa lignende Hindring, idet jeg vil berette, hvad jeg i min Barndom saa af Husflid hjemme. Man kunde ikke i den Tid gaa hen i en Butik og kjøbe det Strikkegarn og Vævegarn, man trængte, man begyndte med Raastoffet, Uld eller Bomuld. Dette blev bearbeidet med et Redskab, som kaldtes et Par "Karer", saaledes blev det udtalt. Kanske det paa Rigsmaal skulde skrives "Karder", hvem ved, hvad det heder paa dansk? jeg synes at ha set paa Prent at "karte Uld". Det var to flade Bretter saa store som et kvart Ark, med hver sit Haand- tag, var tæt besat med Tagger af Staaltraad, mellem disse blev Ulden og Bomulden først revet op og saa karet ud til lange, fine, gjen- nemsigtige Tuller og spundet til Garn paa SIDE: 48 Rokken. Mor kared, spandt, tvandt Garnet og strikked Strømper og forskjelligt Undertøi til os alle. Men en Begivenhed var det, naar min ældste Søster satte op en Væv. Først kom den store Rendebom frem, hvor Rendingen blev lagt op, saa blev Vævstolen med sin ind- viklede Mekanisme stillet sammen. Og naar den saa blev traadt, det var som et Eventyr. Først kasted Væversken Skyttelen med Isletten ind i Rendingen med den ene Haand, da laa Traaden der løs og bugtet, men saa tog hun (Vævskeen) (-skeden?) i den anden Haand og slog til, da laa Traaden fast og sikkert, og var nu en Del af det Hele. Det er at ta Skeen i den anden Haand. Lin derimod blev kjøbt i Bundter, renhæklet for Stry, blev snoet om Tenen, som blev fæstet paa Rokken over Snel- len, og derfra spundet til Lingarn. Saa danske vi i mange Maader var, hørte jeg aldrig nogen tale om at kaste andre "Blaar i Øinene". Af Stry gjordes Strie, man kaldte det ikke Blaar- lærred. Der fandtes ogsaa i Huset en "Skot- rok", den havde et stort Hjul, som ikke blev traadt med Foden, men dreiet med Haanden, mens Traaden blev trukket høit i Veiret, førend den ved en modsat Dreining løb ind paa Snel- len. En Baandvæv havde vi ogsaa, den kunde jeg som Barn alt haandtere, desuden som nød- vendige Hjælpemidler Hæspetræ, og Garnvinde. - Af Schweizerstraa, som man kunde faa kjøbt SIDE: 49 i Bundter, syde mine Søstre Hatte, selv svovled, stived og persed de dem. Jeg fik en rund, med lange rosenrøde Baand - jeg glemmer den aldrig! Handsker blev syet af hvidt engelsk Skind, et Slags blankt Lintøi. Stygge var de. En Stund prøved Damerne ogsaa paa at sy Sko, men det lykkedes nok ikke, jeg mindes ingen Resultater. Men det, som optog Kvindernes Tanker, Fantasi og Energi, og som var deres egentlige Smag og Lyst, det var Broderi. En Form, som den Gang vel næsten var tilbagelagt, var Tam- burinsømmen, Tøiet blev spændt i Ramme, og en Naal blev brugt, hvis Spids endte som en fin Fiskekrog. Strimler af Gaze blev tunget ud og broderet i Længder af mange Alen til Besætning paa Balkjoler og anden Pynt; men det var altsammen ingenting mod Broderiet paa Bobinet. Stadshauptmand Delphins Frue, al- mindelig kaldet Mor Delphin, en dansk Dame, født Schandorf, - hyggelig og morsom, jeg kan endnu baade se og høre hende, som hun stod midt i Stuen med sit store Nøgleknippe i Haanden og snakked, mens hun forsikred, at hun slet ikke havde Tid til Passiar - naar hun fremholdt alt det, der skulde til i en norsk Husholdning, nævnte hun som det første og absolut nødvendigste Kartofler og Bobinet. Dette skrøbelige Stof blev behandlet paa mange Maader: broderet med fint Grundegarn og SIDE: 50 Glansegarn lignede det Kniplinger, med Tyk- søm og Indlæg af tæt Tøi kunde det være særdeles vakkert. Men hvilket Spild af Tid og Kræfter! Med den omtrent fuldstændige Mangel paa Kunstsans i Tiden udartede det kvindelige Haandarbeide til sligt som Broderi med Haar paa Silketøi, sat i Glas og Ramme, til Vaser med Blomster gjort af Staaltraad og kulørt Uldgarn. Hjemme hos os gav man sig ikke af med sligt, jeg ved ikke, om det skyldtes bedre Smag eller mere sund Fornuft. Al denne Husflid var grundet dels paa Nødvendighed og dels paa Mangelen af noget at øve de forskjel- lige Kræfter paa. Man gjorde ikke meget for Barnene i den Tid, man lod dem gro op, lærte dem at læse, og gav dem saa meget Ris, man mente, de kunde have godt af. Om Major Jürgensen blev det sagt, at hans to Barn fik sin Portion hver Lørdag. Om det var sandt, ved jeg ikke. Moro stolte man paa, de skaffed sig selv. Gutterne havde det bedst, de vidste altid at finde paa noget, og de kunde gaa sine lange Fodture. En Søndag Morgen kom Christian Egeberg ind for at vække Bernhard, de havde aftalt en Tur. Bernhard vendte sig bare og sa: Nei, jeg vil sove. Er det no Moro i at sove da, Gut? sa C. E. Det hjalp. Bernhard gav sig altid for fornuftige Grunde. Naar SIDE: 51 Smaapigerne fik Lov til det, gik de sine smaa Spaserture paa Fæstningen, til Uranienborg- skoven, - en Tur til Maridalen eller opover Egeberg, saa langt som til Ljan, var mere end Kjøbenhavnstur nutildags. Gutterne havde Gymnastik og Svømning, Pigerne intet der lig- nede det, det skulde da være et Badehus lidt ud for Toldbodbryggen, hvor de kunde bli rod ud for fire Skilling. De fleste havde ikke en- gang Mod til at gaa helt ud i Kummen. De kunde ikke skrie, ikke age Kjælkebakke uden forsaavidt der fandtes en frossen Rendesten eller en sammensopet Snehaug i deres eget Gaardsrum. Da Byfoged Riis's Datter, Betty Riis, tog sin Kjælke og drog ud Landeveien med de andre Gutter for at age, beklagede man Forældrene, som ikke kunde holde Styr paa sin Datter. Men da saa en vakker Vinterdag Byens Skjønhed, Emilie Sørenssen, Professorens Datter, spændte Skøiterne paa og rendte ud paa Isen, paa selve Bjørviken, da stivned Chri- stiania i Forfærdelse, de Letsindige lo, de Al- vorlige spaade en almindelig sædelig Nedgang. Der fandtes én modig Mand i Byen, Erik Møi- nichen. Han gifted sig med hende. Og det gik godt. Han blev endda Statsraad, og hun Statsraadinde. Da jeg første Gang var paa Barnebal, var jeg fire Aar gammel. Det var hos Statsraad Falbe. Vi var deres nærmeste Naboer, og Fru SIDE: 52 Falbe var min Gudmor, derfor blev jeg vel buden sammen med min ældre Søster. Jeg kom der graatende, og da Fru Falbe spurte, hvad der feiled mig, skal jeg ha git et meget naivt Svar. Dette husker jeg ikke, det har jeg fra andre. Men vel mindes jeg den store Sal med Karnapet, hvor Musiken var placeret, og hvor Falbe stod gestikulerende foran. Men det, som slog mig mest, var, da Kaia Collett, Stats- raadens næstyngste Datter, tren ind i Salen, hendes sorte Krøller og rosenrøde Kjole - det var et Syn! Hun gik frem til midt paa Gulvet, der stansed hun og gjorde en Halv- cirkels Kompliment, som gjaldt alle paa en Gang. Det var saa at sige et Glimt af den store Verden. Da jeg var tolv Aar, gik jeg paa Danse- skole, der holdtes i den store Sal i Thomse- gaarden nederst i Toldbodgaden, saavidt jeg ved, staar den gamle Gaard endnu. Den til- hørte den Gang Kjøbmand Gulbrand Henriksen, og han var den, som er nævnt i Leiligheds- verset: Jeg vil'ke ha han Løitnant Busch, som gaar og væver i Fylla, men jeg vil ha han Gulbrand Kusk, som har Rosiner paa Hylla. Der var to Brødre Busch i Byen, begge var Løitnanter. Den ene var liden og spræk SIDE: 53 og gik under Navn af Vesle-Buschen. Den anden var lang og ulenkelig og blev - vist ikke bare for Rimets Skyld - kaldt Store- Slusken. Han fride til Jomfru Omsted, men hun foretrak Gulbrand Henriksen, som var en vakker og velstaaende Mand. At han havde været Kusk, fortæller Visen. Danselæreren hedte Hansen, og var en Normand, ellers var det gjerne Danske eller Svenske, som kom reisende og gav et Kursus. Under de første Øvelser blev vi stillet i Række efter som vi viste Anlæg. Fem Piger stod foran mig: Thora Hansteen, Cecilie Meidell (Fru Sinding), Emma Munch (Fru Heiberg), Sofie Nielsen (Fru Manthey), og Marthe Tho- resen, Kjøbmand Hans Thoresens Datter. Da vi var kommet saa vidt, at Gutter og Piger skulde danse sammen, opfordrede Læreren Gut- terne til at gaa hen og engagere. Georg Sibbern var den første, han gik nedover Rækken med et misfornøiet Ansigt, stansed ved mig og rakte Haanden ud. Kom du, sa han, du er naa den likeste lel. Den vordende Statsminister havde endnu ikke tilegnet sig Hoftonen. En Mand spurte mig for nogen Tid siden: Men hvad talte man om i den Tid, naar man var sammen? Han syntes ikke, der fandtes nogen almene Interesser. Hvad man talte om, kan jeg ikke si, men at man i Selskaber baade talte og talte meget er sikkert. Hos SIDE: 54 General Schillings var der hver Aften det, man nu kalder Modtagning; med Husets egne Søn- ner og Døtre, gifte og ugifte, kunde Stuen snart være fuld. Og der var megen Munterhed. En Aften blev der foreslaat, at ikke flere end syv skulde faa Lov at snakke om Gangen. Traktementet var meget tarveligt, og det var en af Fornøielserne at stjæle fra sin Nabos Tallerken. Men more sig gjorde man. Mange snurrige Ord faldt der, de er dog for ubetyde- lige, for meget knyttet til Situationen, til at gjentages. Heller ikke har jeg min Søster Lisettes Fremstillingsevne. Naar hun havde været hos Schillings en Aften og næste Dag fortalte om det, blev ikke Pointen liggende under Bordet. Jeg ved, at der endnu lever dem, som har Glæde af at mindes hendes Evne til med korte, klare Træk at skildre Mennesker og Forhold. Og uden at hendes egen tunge Lod i Livet lade nogen Bitterhed til. En Aften fandt de paa at skrive et Brev til en fraværende Bekjendt, det skulde være paa Rim, hver skulde skrive sine to Linier, og der maatte ikke være et sandt Ord i det. Begyn- delsen lød: Byens Raadstu er falden ned, Os allesammen til stor Fortræd. Delinkventerne noksaa staselig bor Hos Elias Smith i Hotel du Nord. SIDE: 55 Fru Hedemark flittig paa Barnetøi syr, Jeg tror nok du ved, hvad saadant betyr. Mere husker jeg ikke. I det Hele skrev man meget Vers. Jeg mindes dunkelt, at Mor skrev en Vise en Gang, der var Fremmede hjemme, den gik paa Melodien: "Jeg synger gjerne om Kongers Magt". Og da Onkel Johannes, Presten Hansteen fra Rødnæs, Mors yngste Bror, var i Christiania og hos os en Aften sammen med nogle af hans gamle Ven- ner, Henrik Bjerregaard og Vilhelm Buch blandt andre, glemte man vistnok ikke Punschen og Tobaken, men Vittigheden maatte ogsaa øves. Man skrev et Spørsmaal og et Ord, som skulde flettes ind i Svaret, og Sedlerne blev blandet og byttet. Bjerregaard fik til Spørsmaal: "Hvad fængsler dig mest? - Fuglelim". Som den øvede Versemager skrev han: Sandhed er hvad her jeg siger, Skjønt jeg siger det paa Rim, Fulde Glas og smukke Piger Fængsle mig som Fuglelim. Jonas Croger, en Søn af Røkenpræsten, var buden med, han bode hos os den Gang. Han vilde ikke ta Del i noget, men sad i en Krog taus for sig selv. Vilhelm Buch skrev: "Sig mig hvorfor Hr. Crøger ei smøger og spøger, og vores Galskab forøger ved alskens lystige Optøger? Pølsepind". SIDE: 56 Mor fik Spørsmaalet, og ved en Vending fik hun gjennem de samme Rim Satiren vendt mod Spørgeren. Om "Pølsepinden" var hende taknemmelig, skal jeg ikke kunne sige. Delphins Hus var ogsaa baade gjæstfrit og muntert. Munterheden kom fra de ældre, de unge var slet ikke saa glade. W. A. Wexels var Husets intimeste Ven, og det var under hans Paavirkning, at det religiøse Liv begyndte at røre sig der. Der opstod Brydninger, som satte sine Mærker ogsaa i det selskabelige Sam- vær. Venskabet blev dog aldrig brudt. Bare lidt Kritik, naar man var hver for sig. Til Delphins kom ogsaa to svenske Herrer. C. U. Sundt, som var forlovet med Hanne Delphin, stod i Svogerskabsforhold til den svenske Baron d'Albedyl, han og Sekretær Ewerløf blev undertiden nævnt af mine Søstre, naar de en Aften havde været hos Delphins. Men uden Fordom og uden Politik. Tiden nærmer sig til Mindefesten for Niels Henrik Abel. Der lever vist ikke mange, som kan mindes at ha set ham. Rart nok, at jeg, som stadig var hos Hansteens og ofte paa Mellem-Tøien hos Treschows, ikke har set ham mer end en Gang. Det var i Mad. Niemanns Gaard i Pilestrædet, anden Etage, hvor Han- steens bode. Jeg var sendt op med et Bud til Tante, og da jeg kom ind i Stuen, sad hun og talte med Abel. Han saa smilende paa mig, SIDE: 57 mens jeg afleverte mit Ærind, og da jeg havde neiet og var kommet halvveis ud af Døren, hørte jeg han spurte: Hvem var det? - Min Søster Jakobine, som opholdt sig ligesaa meget paa Tøien som hjemme, talte om ham. Hans Søster, Elisabeth, som Treschows holdt meget af, styrte Huset for Fru Treschow, som ikke taalte at gaa, og altid laa paa en Sofa ligesom hendes Veninde, Sara Boyesen. Treschow, Statsraad og Filosof som han var, kunde more sig inderlig over Smaating, som f. Eks. at drille og narre Sara Boyesen, det troskyldigste og naiveste Væsen under Solen. En Dag sa han til Niels Abel: Hør naa, Niels, naar en og en halv Sild koster halvanden Skilling, hvad koster saa tolv Sild? Atten, sa Niels Abel. Da lo Treschow og gned sine Hænder af Fornøielse. Skulde dette findes mindre mærkeligt, saa er det dog sandt. Og det er altid noget. Elisabeth Abel blev gift med Direktør Bøbert paa Kongsberg. Niels Abels nærmeste gjen- levende Slægtning er, saavidt jeg ved, hans Søsterdatter, Fru Thekla Lange, født Bøbert, Enke efter Statsraad Jakob Lange. SIDE: 58 Byliv og Folk i Byen. Major Vibe digted i sin Tid en Gaade, den egner sig bedst til mundtlig Overlevering, det er lidt vanskeligt at sætte den paa Papiret. Der ser den saaledes ud: Med nok af Van- det Første rinder saa skikke- lig er i det An- det Hele er Per Mikkel. Opløsningen var Vosgraff, udtalt Fosgrav. Oberstlieutenant Vosgraff skrev sine Embeds- breve paa den Maade, han drog Ordene sam- men, det var nu hans Manér. Lidt ovenfor Madame Niemanns Hus og Have i Pilestrædet, før man kom til daværende Bakkehuset - begge Steder havde nylig faat afskaffet sine mindre kjøbenhavnsk-literære Navne - og til venstre kløv over et Stengjerde, kunde En gaa paa en Sti over grønne Enge helt op til nu- værende Holbergs Plads, det var altsammen Vossgraffs Løkke. Og nede mellem Bakkerne SIDE: 59 randt en Bæk, den kunde være saa strid, saa man maatte træ paa Stene for at komme tør- skod over. For et Christianiabarn var det vild Natur, som gav en Henrykkelses Stemning, naar man turde vove sig saa langt. Der var mange Haver i Kristiania i den Tid, men ikke noget eventyrligt lokkende ved dem, alting var fir- kantet og nyttigt. En Bæk mellem grønne Bakker, en blomstrende Nypetorn paa Kontra- skjæret, høist et Syn fra Fæstningsvolden ud- over Fjorden var for os Natur. Det var ingen god Forberedelse for norske Børn, Nerver og Hjerne magted siden ikke at modta og klarne de stærke Indtryk, da Landet i sin Storhed aabned sig for dem. En Søndag Formiddag sad begge mine Søstre paa Forhøiningen ved Vinduet i vor Dagligstue med hver sit Broderi. Med et faar de se Statsraadinde Collett med Døtre staa ved Vinduerne lige overfor, se over til dem og gjøre nogle underlige Bevægelser med Hæn- derne. Mine Søstre forstod, at det gjaldt dem og flytted sig fra Vinduet. En Stund efter kom Frøken Kaia trippende over Gaden og ind i Stuen, skulde hilse fra sin Mor, hun fandt det besynderligt, at vi en Søndag sad ved Vinduet og syde. - Dette var kanske ikke saa rart, som det ser ud til. Fru Collett var Byens første Dame, saa længe hendes Mand var første Statsraad. Hun havde ingen let Op- SIDE: 60 gave; ved alle Leiligheder maatte hun representere, dirigere, passe paa Dekorum, at intet upassende kom frem, var paa en Maade ansvarlig for hele Byens gode Opførsel. Saaledes maatte hun ialfald se det selv, efter alt at dømme. De, som kjender det gamle Lokale nede i Kongens Gade, hvor al Høitidelighed skulde foregaa, maa undres over, hvorledes det var muligt der at holde officielle Fester, Middage, Baller for kongelige Personer, udenlandske Storheder, Byens Honoratiores, Gamle og Unge. Der var heller ikke Rum for frie Bevægelser, alt maatte gaa efter en Streg og opgjort Plan. Afvigelser var der ikke Plads til. Hun puffer saa! sa Professor Hansteen om Statsraadinden. Kristianiavittigheden, som vist er lige saa gam- mel som Byen selv, undlod ikke at gribe Si- tuationen. De er grove i Kristiania, men de er morsomme, sa en Dame ved en Leilighed, hvor dog Morsomheden gik ud over hende selv. I den Tid var det vist ikke stort bedre i Stiftsgaarden, hvor "Excellensen" holdt sine Fester. Charmant Lokale! sa en af de svenske Herrer, da han første Gang var der. Det maa ha været i Begyndelsen af forrige Aarhundrede eller kanske noget før, at Italienere kom op til Norge og bosatte sig i Kristiania som Kjøbmænd, de handlede alle med saakaldt Isenkram og bode fra først af i Kirkegaden. Det var Rumi, Borello, Polti, og senere Bram- SIDE: 61 bani. De tog norske Hustruer, lærte Sproget, det var alene Ansigtstrækkene, som minded om den fremmede Race. Den første, jeg hørte om, var Stefan Rumi, han gifted sig med en Jomfru Møller fra Larvig, og da han døde, gifted Enken sig med hans Broder, Caspar Maria Rumi. I det Hus kom jeg ofte som Barn, de to yngste Pigebørn var mine Skolekamerater. Den ældste Datter var gift med sin Fætter, Bo Nielsen Møller, som gifte bode de fremdeles hos hendes Forældre. Den anden Datter, Ste- fane, blev ogsaa gift med en Fætter, Bo Nielsen Knap, de kom til Fredrikshald, hvis jeg husker ret. Der var en Butiksvend, som hedte Lars, han gifted sig med Husets høit betrode Kokke- pige, og da han paa den Maade ogsaa blev en Slags Svigersøn af Huset, kaldte Udenfor- staaende, som vilde være morsomme, ham for Bo Nielsen Lars. Han hedte ellers Lars Sy- versen. B. N. Møller og Lars stod for Butik og Pakhus, Rumi selv sad i et bitte lidet Kon- tor til Gaarden med sine Regnskabsbøger; han var en stor Mand, med et Ansigt som en gro- tesk Maske, en vældig Røst, som han sjelden oplod, men altid kun til det gode. Alle havde det godt i det Hus. I Dagligstuen ved det ene Vindu sad Madame Rumi med et Haand- arbeide og saa paa Gaden, som man brugte i den Tid, ved det andet sad Datteren, Mad. Tina Møller, med sit og gjorde ligesaa. Mellem SIDE: 62 begge Vinduer stod paa en Komode et Taffelur, over Talskiven var et Billede med Spillemænd, som uafladelig gned paa Violinerne, Armene bevæged sig ligesom Uret gik, Spilleværket ved Timeslaget var gaat istaa. Om Søndagen var Huset fuldt af Slægtninge, der var godt Traktemente, megen Velvære og Forlovelser i hver en Krog. Den Slags jevne, gjestfri Fa- milier var det for mange godt at kunne ty til i den Tid, da her intet offentligt Liv fandtes. Blandt de mange Slægtninge husker jeg bedst Anton Harris, det blev Liv og Fornøielse, naar han kom. Det vil si, han talte og fortalte, de andre lod sig more. Brambani var ogsaa blandt Søndagsgjesterne, han var da kaldt op til Borello. Han talte Fransk, kunde le og spøge med os Smaapiger. Han blev siden gift med Rumis tredje Datter. En liden Anekdote mens vi er i Kirkegaden. Den rige Hans Guldbrandsen eied Hjørnegaar- den, hvor nu Posthuset er, Mostugaarden kaldtes den før. Han og Professor Hansteen mødtes. Naa, min kjære Guldbrandsen, sa Hansteen, hvor staar det til med Dem? - Jo Tak. Hr. Professor, Gudskelov, har det daglige Brød. Før i Tiden var her i Byen en Slags Handlende, som kaldtes Høkere. Navnet har nu en vis uheldig Klang, den Gang nævnte det en Mands borgerlige, ærlige Næringsvei. De Ting, han handled med, var især Ost og Smør, Flesk, SIDE: 63 Sild og Brændevin. Til en Høker hørte en Bondestue med Bænker rundt Væggene, et Hjørne af Stuen var afdelt med en Disk, det var hans Butik, derfra skjænked han Halvpælen fuld, saa ofte det forlangtes. Saadan en Bonde- stue var ikke noget tiltalende Opholdssted. Ikke desmindre har jeg i min Barndom og tidligste Ungdom utallige Gange gaat igjennem en saadan med de gladeste Forventninger. Paa Hjørnet af Lille Grænsegade og nuværende Arbeidergade, hvor nu Hotel Central findes, laa i Tyveaarene og længe efter den Tid et Hus, som nogle kaldte Noahs Ark, andre kaldte det Pultosten. Eieren var Høker Tosten Mik- kelsen. Om hans indre Egenskaber skal jeg ikke kunne sige noget, jeg har aldrig hørt et Ord af hans Mund, de var kanske noksaa blandede. Men styg var han, han ligned mest en Nisse, liden, med Toplue og lang, rød Næse. Han havde ogsaa det fælles med en Underjordisk, at han havde lokket og trold- bundet en ung Skjønhed, hun gik nu der som hans Kone og havde fem Børn. Hun var en Bondepige fra Land, var kommet ind til Byen, var bleven lokket og truet til at gifte sig med ham, ingen kunde si, hvorledes det var gaat til. Hun havde vist ikke det, man kalder Dannelse, det er tvilsomt, om hun kunde læse og skrive, men styre, regjere, det kunde hun, og da Huset med Rette bar sit Navn, SIDE: 64 Noahs Ark, var det ingen let Sag. Hun staar endnu for mig som et stort, vakkert Barn, som hun gik der i sit blankpudsede Kjøkken, med den evindelige Madlavning for de mange Logerende, som spiste Middag der. Han var aldrig at se inde i Stuerne, han spiste ikke en Gang ved sit eget Bord. Pigebørnene gik paa Skole hos min Mor, og med den ældste, Birgitte, en Skjønhed, som lignede sin Mor, blev jeg straks gode Venner. Der var ogsaa flere Slægtninge i Huset, de nærmeste var Mad. Mikkelsens Broder, Peter Bjørnson, Student og Theolog - han og Søsteren samme Type i to Udgaver - og Elisa Nordraak Datter af Kjøb- mand Nordraak i Kragerø og nogle Aar ældre end Birgitte og mig. Vi to var ikke rigtig glad i Elisa. Den ranke Holdning og zirlige Frem- træden, det stille, viljefaste Væsen, som nok de husker, der har kjendt "Farmor", imponerte os, og det likte vi ikke. Noget saadant kan man træffe til at se hos voksne Folk ogsaa. Indenfor de lange Svalgange, som i to Etager gik rundt de tre Sider af Gaarden, bode ikke bare enkelte Logerende, der var ogsaa af- delte Familieleiligheder. I en af dem, paa Hjørnet med Udsigt over Rosenkrantz- eller Dyrgreenshaven, som den ogsaa kaldtes, og ud- over Ruseløkveien, bode i flere Aar Fru Ade- leyde Hansteen, født Prydtz, Enke efter Høieste- retsadvokat Peter Hansteen, med sine Børn. SIDE: 65 Min kjære Fætter, Provst Vilhelm Hansteen, har sikkert ogsaa Erindringer herfra, kanske han husker, naar Candidat Bjørnson og min Søster Lisette mødtes hos hans Mor, begge lige lystne paa en Diskussion, især da om re- ligiøse Materier, hendes respektløse Indvendin- ger og raske Indfald mod hans teologiske Autoritet, hentet lige fra Eksamensbordet. Var Elisa tilstede, likte hun det ikke, det var ikke hendes Stil. I den Gaard i Kongens Gade, hvor Fri- murerlogen var, bode i første Etage Advokat Petersen med Familie. Da de flytted, kom efter dem Oberst Sadolin. Han og Fruen var ældre Folk uden Børn. I Huset hos dem var en ung Dame, Jomfru Wessel, hun var forlovet med Peter Bjørnson. Jeg, som var paa Vagt efter alt det, som foregik i Gaden, saa ham ofte, naar han om Aftenen kom for at besøge sin Forlovede. Hun blev syg, fik Nervefeber og døde. Elisa Nordraak pleied hende til det sidste. Hvor længe derefter det var, Elisa blev forlovet med Bjørnson, ved jeg ikke. Formodentlig blev de gifte og flytted til Kvikne samme Aar, som mine Forældre flytted til Trondhjem, Sommeren 1831. Strømberg havde faat bygget og oprettet sit Teater paa Hjørnet af Akersgaden, med Jomfru Ely (Mad. Louis Fehr) som Primadonna. Nu tænkte han paa intet mindre end at faa en SIDE: 66 Ballet istand. Den første Præstation i den Retning, jeg saa, var en Ballet à la cosaque. Det var Smaapiger, og jeg tror ogsaa, det var Smaagutter, de var alle klædt i rosenrød Cal- lico, to Rækker figurerte mod hverandre, med Hænderne i Siden, paa Hæl og paa Taa, og naar de var færdige og havde stillet sig op igjen, gik Musiken over i Mol, og ind svæved de to Solodanserinder, Henriette Hansen og Randine Christensen. Vi var rent fra os selv af Henrykkelse. Nu tænkte vi ikke paa andet, Birgitte og jeg, end at danse à la cosaque. Søndag Eftermiddag kom Markus Nordraak med sin Violin og spilte for os, vi maatte være baade Figuranter og danse Solo, men det gjorde ingenting, vi var høit ophøiet over Virkelig- heden, Madame Mikkelsens Storstue var for os et Kunstens Tempel. Men det var nu ikke den Veien, vi skulde. Birgitte blev gift med en dansk Mand, Sanne, han var Musiker, havde en Boghandel, eller kanske det var et Leiebibliotek. Efter en mislykket Spekulation sammen med en anden dansk Mand, Lorang, flytted de til Kjøbenhavn, hvor der vist endnu lever Slægt efter dem. Vort store Forbillede, Henriette Hansen, var først en Stund Skuespillerinde, jeg husker hende i Correggio, hvor hun nød den Ære at spille sammen med Professor Nielsen, som gav Forestillinger heroppe sammen med SIDE: 67 Foersom, Jomfru Pätges og Madame Wexschall, Hr. W, fulgte med som Orkesteranfører, de gav nemlig ogsaa Operaer, "Jægerbruden" f. Eks. Hun blev siden gift med Høiesteretsassessor Bjerregaard, Digteren. Randine Christensen blev ogsaa gift, jeg tror hendes Mand var Foged og hedte Nørgaard, men jeg er ikke vis paa det. SIDE: 68 Kristiania Marked i Februar Maaned var en stor, men kold Fornøielse for os Smaa- piger. Du milde Himmel, hvor vi frøs, tyndklædte som vi var! Det var vist Levning af græsk-fransk Mode, det kan godt siges, at vi kun tilsyneladende var paaklædt. Det, som mest tiltrak os, var Boderne med Sukkertøi og Dukker, det hørte altid sammen. Begge Dele var indenbys Industri. Sukkertøiet var fra Byens eneste Conditor, Zuvan, og fra Madame Ma- gelsen og Madame Werner. Disse to Søstre maa ha været ganske ualmindelig dygtige Mennesker. De var, saavidt jeg ved, de eneste Kvinder hos os, som i den Tid drev det hus- lige Arbeide op til at bli en Industri. Deres Sukkertøi blev sendt til de andre Markeder og var landskjendt. Rart nok, at der ikke blev gravet frem en eller anden gammel Forordning, som endnu ikke var ophævet og som forbød dem det. Det hjalp kanske, at de var gifte. Og da Husmødrene tog sig til foruden den SIDE: 69 aarlige Sylting og Slagting ogsaa at nedlægge Ansjos, drev disse to alene det til en Fuld- kommenhed ogsaa heri, saa Varen efter deres Metode i senere Aar har vist sig paa Ud- stillinger og vundet Medaljer. For ret at vurdere et saadant Tiltag af Virksomhed, maa man huske paa, at det var ikke alene Manglen paa Adgang til Arbeide, som la Tryk paa Kvinderne i ældre Dage, men det var ogsaa Fordommen, det var ikke fint at arbeide for Brød til sig og sine. Det er langtfra, at For- domen endnu er udryddet, men en Mængde Kvinder har lært at trodse den, og det gjør samme Nytte. Men da vi var endnu tyndere beslaat med Penge end med Klæder, med mindre en snil Onkel fra Landet var kommet ind til Byen og havde spendert lidt paa os, maatte vi la os nøie med Synet af de lækre Sager. Ligesaa med Dukkerne. Det var ogsaa en Industri, men af den ægte kvindelige, "den ydmyge Viol, som skjuler sig under Græsset". Unge Damer kan ogsaa bruge Penge, og de pyntede Dukker, som i al Hemmelighed blev lavet og sendt paa Markedet, indbragte kanske ikke saa lidt. Farver Magelsen eied Gaarden paa Hjørnet af Lille Grænsegade og Pilestrædet. Der havde han en liden Butik, hvor han selv altid var at træffe og hvor han modtog Bestillinger til Farveriet. Han var en liden, blid Mand, med SIDE: 70 en Stemme, som jeg kunde ha Lyst til at kalde musikalsk, og en egen, fin Maade at tale paa. Da min Søster en Gang kom til ham med et Stykke randet Tøi, hun ønsked opfarvet, sa han med sin blideste Stemme: Nei, snille Jomfru Dunker, farve randet det kan jeg ikke. Madame Magelsen, mørkhaaret, djerv og be- stemt, var i alle Dele en Modsætning til sin Mand. Men dersom hun var Per og han Abe- lone, saa havde det vist ganske naturligt "gjort sig sjel" til begge Parters Fordel og Tilfreds- hed. Af Husets fem Døtre var den ældste, Fru Meinich, gift og hjemfaren før min Tid, jeg har aldrig set hende. Den anden, Hanna, eller Lovise, som vi kaldte hende, blev ganske ung forlovet og gift med Theologen Kaurin, som siden blev Professor ved Universitetet og tilsidst Biskop i Bergen. Da den tredje Datter Malla, blev forlovet med Cand. mag. Fredrik Moltke Bugge, Søn af Biskopen i Trondhjem, sa hendes Mor: Malla kunde faat, hvem hun vilde. Ret forstaat var der en Sandhed i det. Det led mod Slutten af den Tid, da gode Borgere og modne Kavallerer ved god Mad og fulde Glas sang til Pris for "den ømme Quinde", mens de nok vidste, hvad der vented dem hjemme af mer eller mindre velfortjent Ømhed. Yngre Mænd, udgaat fra Universitetet, vakte Opmærksomhed og Omtale, der var blandt dem gode Hoder, stor Dygtighed, men ofte utrolig SIDE: 71 liden Kultur. Det skjønner jeg nu, naar jeg ser tilbage. Den overnaturlige Tro paa Kvin- dens Ømhed og uudtømmelige Taalmodighed holdt de fast ved, for den trængte de. Det kvindelige Ideal havde de fuldt færdigt, og ingen Kvinde maatte komme der og lægge noget til af sit eget, det blev stemplet som ukvindeligt. Og - det er en Skam at si det - man tog sig i Agt, gjemte sig bort i Feighed. "Han blir nok bra, Gutten, naar han faar en bra Kone", var et meget almindeligt Ræsonne- ment. En Redningsplanke var det, hun skulde være, og for at løse den Opgave trængtes ikke andet end at være snil og flink i Huset. Jeg tør si, at endogsaa kloge og retsindige Mænds Tanker gik ikke videre, - det var jo ikke saa vigtigt, naar bare Kvinder opfyldte sin "Be- stemmelse". Naar da en ung Pige foruden at se godt ud, havde et saa fremherskende Præg af Mildhed og Godhed som Malla Magelsen, var det intet Under, at alle, som kjendte hende, satte hende høit. Den næst yngste Datter, Christiane, var min gode Ven og Kamerat, og jeg besøgte hende ofte. En Aften var jeg der i et større Selskab af unge Piger. Der var to Herrer med, Fredrik Bugge og Løitnant Vibe (Majoren). Den sidste med sin lille, tykfaldne, affekterte Uniformfigur, vakte min høieste Uvilje. Jeg havde dog saa megen Folkeskik og var saa SIDE: 72 vidt beskeden, at jeg ikke lod mig mærke med noget. Men da hans Paafund og Vittigheder ingen Ende tog, og han gjorde sig til det Cen- trum alt dreied sig om, troned som en Pascha blandt hele Flokken, holdt jeg det ikke længer ud. Jeg satte mig hen i en Krog og vilde ikke være med længer. Baade Malla og Chri- stiane prøved paa at snakke mig tilrette, men jeg lod mig ikke rokke, og der sad jeg hele Resten af Aftenen og saa paa de andre lege Fri paa Narreri, Laane Varme o. m. a. Tilsidst kom Fredrik Bugge og vilde, jeg skulde kysse ham, da var jeg nær ved at lægge paa Graaten, mens jeg stritted imod, men da Malla traadte til og med sin blide Røst sa: Aa, kan du ikke gjøre det da! - da sled jeg mig løs, kniksed i Hast for Vert og Vertinde, og rendte paa Dør i stumt Raseri. Heldigvis var det Tid at gaa hjem. Den yngste Datter, Fru Gina Smith, kjendte jeg ikke meget til, hun var saa meget yngre. Hun havde det samme indtagende Væsen og vakre Stemme som Søsteren, Fru Bugge. En dygtig Husmor var hun, og efter hvad Datteren, Fru Elisabeth Brochmann, fortæller, havde hun en udpræget musikalsk Begavelse. Madame Werner i Kirkegaden var i flere Aar den eneste foruden Traktør Carsten, som holdt et presentabelt Hotel for Reisende. Ogsaa fra det Hus er udgaat flere kjendte Familier. Da Ole Bull første Gang kom hjem fra Ud- SIDE: 73 landet som den berømte Kunstner og havde sin Familie med, tog han ind hos Madame Werner. Der strøg Folk forbi uafladelig for om muligt at faa et Glimt af dem. Den lille Pariserinde, Fru Bull, havde ingen Tanke paa at genere sig for Kristiania, Barne- og Vuggetøi hang til Luftning ud af Vinduerne og lyste hele Kirke- gaden opover. SIDE: 74 Min Fars ældste Bror, Heinrich, var Officer og bode paa nedre Tandberg paa Ringe- rike. Bernhard var der ofte i Besøg, Jakobine ligesaa, nu var jeg tretten Aar og skulde ogsaa faa Lov at være med. Da jeg forkyndte denne Begivenhed for Moster, satte hun op et betænkeligt Ansigt, og jeg saa, at hun hented noget op fra sin Erfarings Dybder, mens hun tog sig en Pris. "Jam' ikke du maa ha godt paa dig, naar du skal ud og reise," sa hun. Jeg mente, det var varmeste Sommeren. "Du ved ikke, hvad det er at reise," sa hun. "Det er for sent, naar du har sanket Kroppen fuld af Kulde og ligger der og piper. Glæd dig ikke for tidlig, det kan komme en Mand med en Slæde i Veien, eller en Bikje og æde op Forslauet (Forslaget)." Hun undte mig nok Fornøielsen, men Moster var Pessimist. Resul- tatet var, at jeg en varm Juli Morgen blev iført en gammel, brun Klædes Kavai med stor Kuskekrave; Jakobine og jeg kjørte op i Øvre SIDE: 75 Voldgade og holdt udenfor Professor Esmarks Gaard; vi skulde nemlig reise sammen med Mina Jürgensen, Majorens Datter, som var inde i Besøg. Major Jürgensen var flyttet til Ringerike og bode paa Rytterager. Men det viste sig, at vi blev flere i Følge; Lauritz Es- mark og en Candidat Lichtenberg fra Kjøben- havn. Nu blev Kavaien endda tungere og styggere. Hvorfor jeg ikke kasted den? Ja, der var baade ydre og indre Grunde for det. Jeg havde en taus Følelse af, at naar noget saa stort som en Reise aabned sig for mig, maatte det bødes for paa en anden Kant. Og jeg havde intet andet Plag ved Haanden. Candidat Lichtenberg havde vist faat en Anelse om, at der leved noget under Kavaien og Schæferhatten, for da han en Gang gik ved Siden af Kjærren, mens det bar op over Bakke, prøved han paa at tale til mig. Svaret blev fra min Side en meget vanskelig Udarbeidelse. Han blev ogsaa snart kjed af mig og lod mig være. Om Natten laa vi paa Klevstuen. Jakobine vækked mig. Kom og se, sa hun. Morgen- luften deroppe tog Magten fra mig. Jeg saa paa Jakobine; hun drog ind baade Luften og Synet foran os; hos hende føied det sig til andre Skjønhedsindtryk. Jeg taalte det ikke; Naturen stod her for mig som Væsen utilhyllet, og det taaler vi ikke; jeg trængte at faa Loven SIDE: 76 forkyndt paa en lempeligere Maade. Siden blev jeg mere fortrolig med Mor Norge. Hos Major Jürgensens paa Rytterager var vi en Dag over. Det jeg husker bedst, er Fjorden og det deilige, grønne Tun. Som jeg gik der, saa jeg Majoren komme ud af Kjøkken- døren og nærme sig til mig med et smilende og listigt Ansigt. Han stak noget ind i Haan- den paa mig, idet han gik forbi. Det var varmt, det var en Gulrod, som han tydeligvis havde været inde og fisket op af Suppegryden. Andre Træk af hans Originalitet saa jeg ikke den Gang, men jeg kjendte ham ellers godt fra det dramatiske Selskab. Han optraadte selv der, og han vilde, Datteren skulde ogsaa prøve sig. Det var den bedste Skole for Edu- cationen, sa han. Jeg vil nødig fortælle det, som vist mange endnu kjender, hans Teorier om den magnetiske Søvn, og om Sjælevandrin- gen, derfor saa kort som mulig. Hvad schkulde Vorherre ellers gjere af de mange Sjæle, sa han, han kan jo doch ikke kaste dem paa Mik- bingen. Den magnetiske Søvn, som den Gang var et meget omhandlet Thema, mente han, var en naturlig Følge af to Mugger varm Punsch, det havde han selv prøvet. Af hans literære Virksomhed kjender jeg kun Titelen, den lød: Postrøveren eller Hvor dipt et Mensche kan synke ved Rov. Fra Theatret lød hans tyske SIDE: 77 Udtale meget komisk, saa han mangled ikke Latterens Bifald. Om Tante Dunker paa Tandberg vidste jeg ikke andet end det, jeg havde hørt Far fortælle, at da han, Tante og Onkel en Aften i Mørke kjørte over Hønefosbroen i hver sin Kariol, gik Tantes pludselig udover og som det saa ud, ned i Fossen. Da Folk i For- skrækkelse løb til med Lys og Lygter, hørte de hende rope op: Her er jeg, Dunker. Hun sad paa en Bjelke, som stod ud fra Broen. - Onkel kjendte jeg fra flere Besøg, han gjorde i Byen. Det var morsomt at høre ham og Far disputere blandt andet om Jordbrug. Das harte og das weiche d og t blev altid byttet om. Far paastod, Jorden skulde ikke gjødsles, bare bearbeides. "Schnak hvad du vil, Bruder Vilhelm," sa Onkel, "det er schgu doch Tridden som gjør det." Mor havde ikke meget tilovers for Land- sens Stel. Dagen gaar med Maaltider og Hvilestunder, sa hun; Arbeidet er det mindste. Den Forskjel, som i alle Dele blev gjort mellem Husbondsfolk og Tjenere, var mig paafaldende; vi har jo ogsaa det Ord om mindre gode Ting: saa som til Folkene. Jeg blev forlegen og skamfuld, naar jeg saa sligt, som om det var noget, der kom mig ved. Men vakkert var det at se med hvilken Hensynsfuldhed og Ærbø- SIDE: 78 dighed Husets voksne og selvstændige Sønner og Døtre behandlede deres Mor, min lille, sinte, ikke altfor velopdragne Tante. "Jamæn om ikke" Moster fik Ret alligevel. Da vi reiste hjem i August i Regn og Blæst, var den Brune god at ta til. Den, som altid kunde være saa sikker i sin Sag! Jeg maa fortælle lidt om Professor Esmark. Han havde den Egenhed, at han slet ikke vilde reparere sine Gaarde, men lod dem staa og forfalde. Foruden den i Øvre Voldgade eied han en Gaard paa Kongsberg sammen med Madame Tølke (Tylche?); de havde hver sin Etage. Gaarden var faldefærdig, men Es- mark blev ved sit, ingen Reparation. Da sendte Madamen en Dag Bud op til Professoren, nu kunde han gjøre, hvad han vilde; men hun, som bode nedenunder, rev sin Etage ned. Saa blev det fortalt; jeg ved ikke, hvad Ud- faldet blev. Fra Hr. Halvard Stabell har jeg faat en Afskrift af Vibes Gaade, som ganske vist er den rigtige: Mit Første er et Vand, som rinder noksaa skikkel- lig er udi det an- det Hele er Per Mikkel. SIDE: 79 Professor Skjelderup fortalte, at hans to Smaapiger, Tvillingsøstrene Marthe og Sia, vilde, han skulde lege med dem. - Vi skal være to Smaapiger, og du skal li'som være vores Far. - Ja, jeg er jo jeres Far. - Aa, du er saa lei du Papa, du skal li'som være det, skjønner du. Jeg undres, om vi ikke gjør som Smaa- pigene, naar vi søger at drage det svundne frem for Erindringen. Det kan være sandt hvert Ord, alligevel blir det paa li'som. Virke- ligheden er ikke til at lege med, den maa lege med os. Min første Erindring er Lyksaligheden i at sidde sluttet i Mors Fang og høre hende tale; se Solen skinne ind gjennem Vinduet og tegne Figuren paa Gulvet - vidunderligt! - som det da ogsaa er. Min første Erfaring er, at jeg opdaged et Kjærlighedsforhold mellem Dukkemanden August og Dukken Marie. Jeg foreholdt ham det i alvorlige Ord: August, SIDE: 80 August, du elsker Marie! Jeg havde vel hørt en Roman læst høit. De Voksnes Latter og mine Søskendes vittige Udfald baade mod mig og Dukkemanden lærte mig, at der er noget, som ikke maa udtales, noget, som et Menneske maa beholde for sig selv. Før havde jeg en Slags Tro paa, at Tanke og Tale var lige aabenbar. Mit første Bekjendtskab med Verden uden- for Huset gjorde jeg ved at staa i Porten og se paa Gaden. Jeg kjendte dem allesammen, som kom forbi. Naar Kjøbmand Richter paa den anden Side af Gaden havde tat sit sidste Strøg paa Violinen, vidste jeg, at han vilde komme fygende ud af Porten med flagrende Frakkeskjøder efter sig. Statsraad Collett, fulgt af sin gamle Tjener, med Mappen under Armen. Underlige, lille Assessor Mandix, om ham hørte jeg, at da han stod for Alteret og skulde vies, sa Bruden nei. Captein Theodor Broch i stram Uniform, men ivrig i Tale og Gestikulation, især naar han var sammen med Broderen, Sparre; en stille Sommeraften kunde de høres langt op i Gaden. Tykke Mægler Holler pustende og stønnende, Assessor Omsen med Munden i stadig tyggende Bevægelse, derfor kaldte de ham Jomsen. Et glimrende Syn var det, naar General Mansbach dreied om Hjørnet ved Stiftsgaarden og kom opover Gaden i lysblaa Uniform med rødt Silkeskjærf SIDE: 81 om Livet, Sabel ved Siden og en rød og blaa Fjærbusk i Generalshatten. Han pleied at smile og nikke til mig. En Dag stansed han, tog mig under Hagen og sa til en Herre, som fulgte ham: Der ser De min anden Kone. Jeg gik lige ind i Stuen og sa høit, saa alle hørte det: Mor, er General Manskab gift? jeg er hans anden Kone. Her lærte Latteren mig, at Ord og Mening ikke altid veier lige meget. Den første Sorg traf mig, da min ældste Søster, Elisabeth Aamodt, forlod Hjemmet for at bli Lærerinde hos Foged Barth i Lyngdal, Mindet om en saadan inderlig Barnesorg føles som en blød Rose uden Torne, en Lindring og Hvile i haarde Tider, naar sandt og usandt løber i ét for et udpint Sind. Lystleiren 1821 mindes jeg, ikke for den politiske Konflikt og de skarpe Patroners Skyld, dette vidste vi ikke noget om. Men Mor, som ellers aldrig forlod Huset, uden for at kjøre op i Grænsehaven, stod pyntet og skulde begive sig op til Etterstad. Carl Johans Navn er knyttet til Erindringen, det er ikke umuligt, at Mors gode fransk ogsaa her skulde søges nyttet for en eller anden Supplikant, om Tilfældet var gunstigt. Hun var iført en hvid Jaconets Kjole med meget Broderi, lysblaa Silkehat med stor Skygge og høie, blaa Strudsfjær, over Skuldrene et rødt Langsjal, som foran fra høire Side blev lagt over venstre Arm og danned et SIDE: 82 vakkert Draperi. Til denne Dragt hørte ikke de høihælede Sko, Mor altid gik med, hun var liden og mente vist paa den Maade at lægge noget til sin Vækst, saa uforfængelig hun ellers var. Moden var udringede, flade Sko, næsten Sandaler, med Baand lagt i Kors over Vristen og bundet om Anklen. Denne Mode holdt sig meget længe, trods Støv, Væde og Kulde. Blev det altfor vaadt og koldt, stak man Fødderne med Skoene paa ned i Finsko eller forede Støvler og trasked ivei saa godt, man kunde. Det er i Modens Verden som i Naturen, intet forgaar, det forsvinder kun for at komme frem igjen i en ny Form. De hvide Strømper blev afløst af blaaspræklede, og det blev Mode at gaa med Forklæde paa Gaden. Herom blev jeg mindet for nogen Tid siden ved det farvede Skotøi og en aldeles umotiveret Besætning af Kjolen foran paa Skjørtet, som danned omtrent Figuren af et Forklæde. I den Tid, da "man kunde sy sig en Kjole af fem Alen Bomulds- tøi", brugtes kun udringede Kjoleliv af alle byklædte, unge og gamle. For ikke at fryse helt ihjel, tog man et Tørklæde om Halsen, som blev puttet ned i Kjolelivet. Selv denne tarvelige Skik, som skrev sig fra den pure Nødvendighed, kom igjen for ikke længe siden, idet man lod den øverste Del af det høihalsede Kjoleliv være af et andet Stof og en anden Farve end selve Kjolen. Stygt var det. Er SIDE: 83 der virkelig en saadan Gjentagelsens Lov, vil man om nogen Tid faa se unge Damer i Te- atret med noget paa Hodet, der minder om en Kappe med Pibestrimler. Derfor kan Ideen i sin Opstandelse gjerne bli til Roser og Violer og de Valmuer smaa. Det var vel omtrent i Midten af Tyve- aarene, at Charite Borch kom fra Kjøbenhavn herop for at besøge sin Søster, Fru Professor Hansteen. Naar jeg nu ser et tarveligt Portræt af Fru Paludan-Müller i et literært Arbeide, kan jeg ikke forlige dette med den tydelige Erin- dring, jeg har af det fine, ungdommelige Væsen, jeg den Gang saa. I sin hele Fremtræden bar hun Bud om en høiere Dannelsessfære, et rigere og dybere Aandsliv, end vi var vant til. Det var dog ikke ved disse Egenskaber hun uden at vide af det frembragte en Revolution hos os. Den første Gang jeg saa hende, havde hun en rød og hvid stribet Sirtses Kjole paa, den sad ikke stramt, men baade Liv og Skjørt var rynket foran paa Midten. Dette kaldtes en Blusekjole, var extravagant og umaadelig dristigt, men nok værdt at efterligne. Men hvad gjorde man saa med alle de trange Kjoler? der var ikke Stof til en eneste Rynke mer end den lille Strutten midt bag paa Kjoleskjørtet. Fru Thrine Aars, Assessor Niels Aars' Frue, med sit muntre, sarkastiske Lune, vidste Raad. Jeg kasserer ikke mine gode gamle Kjoler, sa hun, SIDE: 84 jeg sætter Trækkebaand om Livet; naar jeg staar og snakker med en Herre, trækker jeg Rynkerne frem, og naar jeg vender mig, skyver jeg dem ligesaa fort bagud, saa tror han, jeg er paa Moden. Slige Fornøieligheder var man vant til af Fru Aars, og var dermed lige nær. Det vilde bli en hel Historieskrivning, om just ikke af interessanteste Slags, at følge Modens Svingninger gjennem et længere Tidsrum. Under- tiden kommer den til et Kulminationspunkt, som f. Eks. med Krinolinen, da maa den begynde forfra igjen. Mon den ikke nu skulde være ved et saadant Punkt? Paa den daglige Dragt, hjemme og ude, er der intet at sige, den er pen og næsten upaaklagelig hensigtsmæssig. Men Festdragten! Den, som i længere Tid ikke har set en Forsamling med Damer i stort Toilette og pludselig finder sig selv i den, fal- der i Forbauselse, først over Ugenertheden, og saa over Smagløsheden. For det er en vildledet Smag. Vi er nu en Gang civiliserte Mennesker, vi tatoverer ikke vor Hud og pynter os med den. De skjønne Linjer, om de findes, faar se til at gjøre sig gjældende gjennem Paaklædning, det klæder dem bedst. Men naar saa Moden forleder alle, unge og gamle, tykke og tynde, velskabte og mindre skjønne, til at "holde Ud- stilling" paa samme Maade, uden Kritik, uden Hensyn til Mangler eller Overflødigheder, da var man ingen Tartuffe, om man bad sig fri SIDE: 85 for det Syn. En Dame i moderne Festdragt minder om en Larve, som er ifærd med at kaste Hylstret, den nedre tomme Del feier alt Støvet, den øvre Del vil glide efter, og Insektet staa der i sin nye, oprindelige Skikkelse. Heller ikke er der nogen Opbyggelse i at se paa den Billedhuggerkunst, som findes ude i Byen, det meste gir en syg Følelse af Van- magt. Paa Eidsvoldsplads staar en langbenet Mand ifærd med at notere noget, ser det ud til. Holberg var bestemt fornuftig med alt det han var et Geni. Stadig viser det sig praktisk det Vink, han gav ved Indskriften over Porten til Troia: Dette skal være - Det var Sommeren 1839. Jeg stod ved et Vindu i Skippergaden og saa en Mand komme op fra Landgangen ved Revieret. Det var en Bjørnsonsk Figur, iført en kort, grøn Jæger- frak, han havde rod sig selv over fra Grønlien, og gik med faste Skridt, Aarerne paa Skuldren, stille og alene i Solskinnet, over Pladsen og ned Trappen til Bekkevolds lave Leilighed ved Siden af. Det var Henrik Wergeland. Det Syn glemmer jeg aldrig, for det var mere i det end det, jeg saa. Er det ikke til Ideen Rodin henviser Kun- sten, naar han lægger Mindets Taageslør over Balzacs Skuldre? Og er det ikke dette Vink, Vigeland har fulgt ved sit Udkast til Abelmonu- mentet? Jeg har desværre ikke set det. SIDE: 86 Blandt alle Urimelighederne i denne Verden er det neppe den mindste, at en kortsynet Mand, ved at testamentere bort nogen tusen Kroner, skal kunne tvinge dem, som kommer efter ham, til at bygge et Monument over hans egne trange Begreber. En Mand har ved Testamente git 8000 Kroner til en "Portræt- statue" af Welhaven. Selve Ordet virker uklart. Afstanden og Størrelsen hindrer Ligheden, og Frak og Støvler gir ingen dramatisk Virkning. Og nu er Konkurrancen aabnet. Men om nu ved et "Aandens Bliv" Mindet skabte sig sin egen Form? Eller den testa- mentarisk ordnede Gave kom til at staa der som en Udfordring til Digterens Satire? Da Welhaven havde tat Afsked som Pro- fessor, vilde Studenterne bringe ham en Hyldest, og det blev overdraget Jørgen Moe at under- rette ham om det. Det rørte Welhaven. Men da han hørte, at der skulde holdes Tale til ham, da sprang det sarkastiske Lyn frem, saa Moe SIDE: 87 maatte minde ham om, at det var alvorligt og godt ment, og bede ham ta det paa samme Maade. Med det ubeskrivelige Smil og Øie- kast, som kanske alt har tilhørt Skolegutten i Bergen, sa han: Javist, naa skal vi være snille allesammen. Og Jørgen Moe maatte le, det har han selv fortalt. Kristianiafolk havde længe flyttet ud paa Landet om Sommeren, før det faldt nogen ind at undersøge, hvorledes det saa ud paa Øerne ude i Fjorden. Hagbarth Falch havde paa sine Fisketure set, at der var vakkert og godt at være, han leied et lidet Hus af en Fisker paa Ulvøen og var den første, som tog fast Som- merophold derude med Kone og Barn. Han var nu ogsaa Kar for selv at ro sin Baad den lange Vei til Byen og ud igjen. Aaret efter leied vi et lidet Hus paa Malmøen. Den første, som besøgte mig derude, var Fru Charlotte Andersen fra Tuengen, hun kom seilende i en Snekke, med en Mand til at passe Seilet, selv styrte hun og fandt frem ved Hjælp af et Kart over Øerne i Bundefjorden. Det var et kjært og morsomt Besøg, rent et Eventyr. Min gode Veninde, Fru Christiane Falch, havde samme Passion som jeg for at finde frem alle de dei- lige Ting, som vokste derude mellem Stene, Kløfter og Krat, det er rent utroligt, hvad Vor- herre har Raad til at lade gro saadan i al Stilhed og Aar efter Aar. Der gik et Sagn SIDE: 88 om, at paa Malmøen skulde findes en mærk- værdig og sjelden Blomst, Tøffelblomst eller Olafs Bolle kaldet. Bygmester Seidelin, den Gang Eier af Malmøen, havde ledt efter den hvert Aar og ikke fundet den. En Dag, som jeg træt strakte mig i Græsbakken, stod den ved Siden af mig. Jeg trode først, det var et Insekt, saa underlig var den med sin store gule Pose og spidse brune Blade. Nu er den vel trampet og traakket ned som saa meget andet skjønt derude. Det er et eget Talent Menneskene har til at fare stygt frem og øde- lægge alt omkring sig. Hver Sommer kom flere udover mest Theaterfolk, Familierne Schrumpf, Smidth, Hagen, og da Chausséen var færdig saa langt som forbi Bækkelaget, og da min Broder bygged sin Villa i Skinnerbugten paa Vestsiden af Malmøen, da blev der folksomt nok. Den Dag Grundstenen blev lagt, var der stort Selskab, paa Stenen staar: Tiden styrter Borg og Skur, Her er Dunkers Kjeldermur. Ordene havde Welhaven sat sammen. Sommeren 1849 var flere Danske heroppe, blandt andre Goldschmidt. Jeg havde set ham paa Observatoriet hos Hansteens og ogsaa hos Dunkers paa Malmøen. En Dag han var der, kom han med min Broder efter en Spadsertur ind i vort lille Hus. En Stund stod han og SIDE: 89 saa sig om, endelig sa han: Her synes jeg, man maatte bli som et fint Instrument til at spille paa. Jeg, som nok holdt af min egen Stue og vidste, hvad jeg havde lagt i den, men ogsaa kjendte til, hvad Dagene gav, svarte halvt leende og helt ubetænkt: Ja, hvis man altid kunde hvile i én Stemning. Jeg sa ikke stort mere, jeg har aldrig kunnet føre en Kon- versation, og Visiten varte ikke længe. Nogen Tid efter, i et nyt Numer af "Nord og Syd", i en Artikel af Goldschmidt, fandt jeg mine Ord gjengit og i Anførselstegn, saa det var ingen Tilfældighed eller Feiltagelse. En saa lydhør Forstaaelse! - det var nyt. Jeg havde havt to stolte Øieblikke i mit Liv, det ene var, da Professor Conradi efter en Middag hos os paa Malmøen kyssed mig paa Haanden til Tak for en Hønsefrikassé, - jeg saa, han nød den med det analyserende Velbehag, som jeg tror ingen uden en arbeidstræt Læge kan det. Det andet var, da selve Fredrik Stang takked mig paa samme Maade, efter at jeg havde sunget en Folkevise for ham, som han sad og lytted til med det drømmende Blik ud i Luften. Men se sine egne Ord paa Tryk! - Jeg vidste ikke den Gang, at et Menneske kan naa helt ind i Forfatterleksikonet næsten ligesaa let om ikke fuldt saa uforskyldt, som det samme Menneske i sin Tid fik sit Navn indført i Mini- sterialbogen. SIDE: 90 Herrerne derude drog ofte paa lange Fiske- ture, udrustet med en utrolig Mængde Bif og Øl. Bagefter maatte vi, Fruerne, drages med Torsken og Koljen midt i Sommervarmen. Vi ønsked den ofte paa Havets Bund. Asbjørnsen var undertiden med paa Turen og var ikke den mindst taknemmelige, naar jeg havde noget andet at gi ham til Aftens end stegt Fisk. Thora Hansteen var i Besøg hos mig, Welhavens hos Dunkers og skulde bli Natten over. Det var i den Tid, da Theodor Kjerulf og Jørgen Moe havde gaat Fodture sammen i Fjældbygderne, og den Første i Henrykkelse over det, han saa, ropte: Nei, nei, nei! - og den anden paa sin rolige Maade svarte: Ja, ja, ja! - Jørgen Moe vidste det før. Folke- eventyrene var kommet ud; Ole Bull havde ført "Møllargutten" med hans Slaatter og Fagter ind i Koncertsalen; "Brudefærden i Hardanger" var malet, digtet, sunget, stillet i levende Billeder; skjønne Folkemelodier, mishandlet, gnaalet til Kurvkonernes Skillingsviser, var tat op og ren- set kunstnerisk. Lykkelige var vi, at vi havde de store Talenter til at grave Skatten frem, for vi havde da fine Folk den Gang ogsaa, som ikke lod sig nøie med mindre end at spaa Kulturens Undergang som nødvendig Følge af, at der saaledes rørtes op i Dybet. Andre igjen fandt, det smagte for meget af dansk, var ikke Wergelandsk nok. Jeg for min Part var ukri- SIDE: 91 tisk nok til at finde det altsammen som en naturlig Fortsættelse af noget vel kjendt, noget jeg var kommet til Verden med. Asbjørnsens Huldreeventyr bragte ligesom en vis Ligevægt og Forsoning ind i Meningerne, alle likte dem, selv Hartvig Lassen, som ellers kunde være slem mod Natursymboliken, har kaldt Bogen "monumental". - Jeg havde fra Johan Dahl faat Brentanos "Märchen" og var sterkt optat af der alte Vater Rhein og Loreley. Jeg kom til at si et Ord herom, saa Bernhard og Welhaven hørte det; min Smag blev ikke høit vurderet, og der blev en Diskussion om Poesi og Tendens. En Stund blev der talt uden noget synderligt Udbytte, da satte Fru Welhaven sig op, ret og rank, Armene foldet over Brystet, de vakre brune Øine ligesom hentende noget langt borte, mens hun talte som den, der havde Myndighed. Det var ikke Øieblikkets Indfald, det kom fra et Fond af Kundskab og Indsigt, vistnok mest tilegnet ved Omgang med høit dannede Mennesker. Spørs- maalet blev sikkerlig ikke løst, ligesaa lidt som man løser det og lignende Spørsmaal nu om Dagen. Men jeg var tilfreds, jeg fik Lov til at være glad i min gamle Vater Rhein, som ingen havde at tale med, naar "der Müller Radlauf" var borte, "ich kann mit den andern Menschen gar nicht sprechen". Om Aftenen ytred Welhaven noget om, at SIDE: 92 herude maatte det være vakkert at se Solen staa op. Om han da ikke kunde? Han svarte med et eneste Ord: Kaffe. Vilde han komme over til os paa Østsiden, lovte vi ham baade Kaffe og Solopgang. Natten blev ikke lang for os. Da "Aurora aabned sin purpurfarved Dør", stod Kaffen paa Bordet og Welhaven ved Trappen udenfor den aabne Havedør. Han ropte op til os: Var ikke Josephine prægtig igaar? Talte hun ikke ypperligt? Og uden Overdrift! - Hvad? Vi kunde oprigtig svare ja. Vi havde just talt om, hvor klog hun var, hvor klart hun saa ind i mange Forhold, hvor andre famled om. - Senere viste hun mig Vennetjenester, som jeg ikke glemmer. Og nu havde vi en saadan Stund, som sjelden blev os arme Kvindelige tildelt. Hvad Welhaven talte om? Ja, - han talte om Øst- land og Vestland, om dansk Digtning, som altid laa hans Tanke nær. Det betagende var Im- provisationens Magt og Rigdom i træffende, kraftfulde, skjønne Ord. Det var som at sanke Blomster i Skov og Mark. Thora, som havde sine Tanker og Ord anderledes i Orden og paa rede Haand end jeg, gav de korte Indlæg, som trængtes for at vise opmærksom Forstaaelse, jeg forvalted Kaffen, Æggene og det ristede Brød. Saaledes var hver paa sin rette Hylde, og det gir Harmoni og Velvære. Welhaven havde ikke faa kvindelige Be- SIDE: 93 undrere. Det var ikke En alene, som mente sig dybere grebet. Jeg tror, det var mest Fantasi. Hun, som havde Følelsen sund og kraftig nok til at glemme sig selv, hun veg ikke, hos hende fandt han Hvile, og i Hvilen den Drøm, han søgte. SIDE: 94 I Bulwers Roman "Kenelm Chillingly" kom- mer Helten som Smaagut til sin Mor og spør hende, "om hun ikke forbauses over sin egen Identitet." Ladyen blir forskrækket over Spørsmaalet og gaar lige til sin Mand med det, og han bestemmer, at Gutten straks skal sættes paa en Skole. Da jeg vel mellem otte og ni Aar gammel spurte min ældste Søster, om hun ikke syntes, det var rart, at Noget var til, lo hun bare og sa: "Jo, det er noget i det. Hun tegned Blomster med Vand- farve, som man brugte det i den Tid, og havde sendt mig hen i Dyrgreens Have for at kjøbe en Blomst, hun kunde tegne efter. Jeg valgte en blaa Convolvolus, den var ikke saa almin- delig som nu, Gartneren havde nylig faat Frøet. Det var kanske "die blaue Blume", som ved sin mystiske Indflydelse fik mig til at gruble over Tilværelsens Gaade. Senere hen en Gang spurte jeg Mor: "Er det slet ingenting i det, de kalder Kristendom"? Mor betænkte sig en SIDE: 95 Stund, før hun svarte: "Det er Tanker, som poetiske Sjele trænger at holde sig til, naar Virkeligheden blir dem for tung at bære". - Jeg synes, det var et godt Svar, det var saa sandt, som Mor selv vidste det. Hun trode paa et Forsyn, og bar den tunge Virkelighed med Sagtmodighed og Taalmodighed. Da Tante Hansteen en Gang i et Brev kaldte hende: Du Korsdragerske! - likte Mor det slet ikke. Hun var som et Barn, tænkte ikke høit om sig selv, speiled sig ikke i Selvbehag. Hun be- undred det store, lo af det latterlige, oversaa ingen, dømte ingen. Men vi, som kom efter den Tid, hun tilhørte, vi tog Lidelsen i Arv. I Begyndelsen af Firtiaarene eller noget før kanske, var det vel, det hændte her i Byen, at en ung Mand, som eied alle Lykkens Goder, Æstetiker, Kunstelsker, velset i alle Selskaber, viste sig at være ikke alene religiøst bevæget, men ogsaa kirkelig interesseret i den Grad, at han var flittig Kirkegjænger, gik til Alters, hørte Prækenen, sang sine Salmer som andre simple Folk. Et Sted blev der Tale om, hvorledes dette var gaat til. Welhaven, som kjendte ham godt, de havde reist udenlands sammen, sa: Jo, det kom over ham en Dag, som han sad og spiste sit Smørbrød. Dette er meget længe siden, længe før den Tid, da nuværende Biskop Heuch færdedes blandt os som en lyslokket, haarfager Yngling, - saa kan man vide det da. SIDE: 96 Saavidt jeg ved, kalder man den Periode den romantiske, hver sørged for sin egen Sjæl, paa egen Haand, efter egne Vilkaar, uden theologisk Hjælp. For dem, som var bleven staaende ved den uopløselige Modsigelse mellem deres eget indre Væsen og Verden omkring dem, kunde Troen paa en levende Gud komme som en Aabenbaring, en Opreisning og Frigjørelse, de trængte intet yderligere Bevis; andre slæbte sig langveis fra, under sjælelige Bodsøvelser, Egenviljen maatte dog vel tilsidst gi sig, Resignationen gi Fred, - alle lidende under den Livets Grundpine, at ingenting er rigtig sandt. Alle disse og mange flere, Ingen kan tælle eller veie al den Trang og Længsel, al den Sjælenød, flokkedes om W. A. Wexels. Og han, som sa om sig selv: "Jeg kjender kun det gjenfødte Menneske, det naturlige Menneske kjender jeg ikke", han talte til dem alle om den Troendes Herlighed og Lyksalighed, og som Barn tar det gode, der rækkes dem, saa tog vi det. Aldrig kan vi takke ham nok. Han gav os Haab, Fred og Mod, han reiste Personligheden. Naar jeg tænker tilbage paa Wexels' Prædiken, synes jeg, han altid talte ud af Ordet om ham, fra hvem al Faderlighed er i Himlen og paa Jorden. Det er et Ord, som slaar helt igjennem, som Menneskeaanden helt kan fatte, som gir Tryg- hed under Striden med de mørke Gaader. Det var gode Stunder, vi havde der, alle vi, som SIDE: 97 kjendte hverandre uden at ha talt sammen. Der sad Comtesse Knuth, som med sit bevæge- lige Ansigt fulgte Talen med Smil og Taarer, længer nede lige foran Prækestolen stod Ven- nerne Ole Arvesen og Herman Anker, saa ulig hverandre, men begge saa unge, saa bevægede, saa skinnende af Fremtid, paa den anden Side sad Billedhugger Borch med sin unge, skjønne Frue, i Sidegangen Ole Falk Ebbell. Og mange, mange flere, døde og borte er vel de fleste. Jeg vilde gjerne anføre Aarstal, det tog sig saa godt ud, men jeg kan det ikke. Erindrin- gen streifer gjennem Tiaarene og plukker op hist og her det, som hører sammen. Gisle Johnson, jeg ved ikke, om han da var Professor, talte i Garnisonskirken for flere end der var Rum til. Det var Syndesorgen, som hersked her. Naar han med foldede Hænder og side- bøiet Hode sukked: Ak ja, Herre Jesus! suk- ked Alle med ham, Hoderne bøiedes og Taa- rerne randt. Det var for mig som om den, der havde lært at læse og skrive Sammenskrift, istedetfor at nytte og uddybe det lærte, vilde begynde igjen at tegne de enkelte Skrifttræk. Men et Menneske føler det nok, naar Nogen rører ved det ømme Sted. Her gjaldt det at samle sin sunde Fornuft, saa Karakteren ikke tog Skade. Den megen Sønderknuselse og Spidsfindighed i Erkjendelsen kan lumskelig glide over i Selv- behag. Vi er ikke bedre. SIDE: 98 Der gik meget theologisk Veir over vore Hoder fremigjennem Aarene, og Kvinderne fulgte med stærk Interesse. Jo mindre de for- staar, jo mere beundrer de, sa Professor Caspari. Kan saa være; men det havde vel ikke været bedre, om de gav sig til at dømme det, de ikke forstod. Lukke Øine og Øren for det, som rørte sig om dem, kunde de ikke. Den aandelige Virksomhed var det nye, som rev dem med. Jeg har kjendt dem, som uden synderlig literær Smag eller Sans for den skarpe Vittighed, fandt en opbyggelig Forstandsøvelse i at følge Søren Kierkegaard i hans Vringlerier med Tro og Samvittighed. Professor Rasmus Nielsen kom herop fra Kjøbenhavn og holdt Foredrag om Aandsvirke- lighed og sand Virkelighed. Skabelsen, Para- diset og Syndefaldet var kun Aandsvirkelighed, det vil sige Tankebilleder. Da vi gik fra den første Forelæsning, sa en Mand, hvis høie Dannelse og Intelligens Ingen vilde nægte, om jeg nævnte hans Navn: Ja, nu har han pluk- ket det istykker for os, vi faar se, om han kan sætte det sammen igjen. Han gjorde det ikke. Den Sten, vi ikke kunde løfte, maatte vi lade ligge, men for mange af os - og det var ikke de mindst tænkende og troende -, kom den aldrig mere paa sin Plads. En Følge af den da herskende Rettroen- hed, hvori vort Samfund med de evige Sand- SIDE: 99 heder skulde grundfæstes, var, at den æstetiske Sans blev forplumret. Naar et Digterverk kom ud, blev det straks prøvet, om det holdt Maalet. Og man kunde faa høre de vidunderligste Ud- talelser, ikke alene af gudfrygtige og fortæffe- lige Fruer og Frøkener, men af Mænd, som man skulde vente mere af - aldrig ren Glæde, altid Fordom og Forbehold. Alle havde vi et fordummende Tryk over os. Det lettedes først, da Georg Brandes kom og talte med levende Menneskers Ord om Menneskers Værk. Da min kjære Kusine, Thora Hansteen, skulde forlade dette Liv og vandre den Vei, hvor Sjælen er alene med sin Gud, blev hun spurt, om hun vilde tale med en Præst. Hun svarte: "Nei, - det han kan si, har jeg i mit Hjerte." April 1903.