Claus Pavels


s.322	1822. 1ste Januar. Provst Frimann blev Jubellærer den 19de Decbr. og vil nu tage Afsked. Han forlanger 150 Spd. Pension, og fra hans Side er det ingen ubeskeden Fordring, men det vil sandelig svie til hans Eftermand, hvis han faaer nogen, som er tvivlsomt. Han yttrer imidlertid i Privatbrev til mig, at hvis en fattig Mand faaer Kaldet, venter han ikke at see en Skilling fra ham, men mod en Krakeler vil han be- trygge sig. 2den Januar. Man har i Harmonien opfundet et skjønt Middel til at hædre Kongen og forlyste Ungdommen, uden at vanhellige Hviledagen. Fredagen den 25de gives Consert; efter den dandses til Kl. 11¹/2, saa gaaer man tilbords. Inden Eti- quetten byder at drikke Kongens Skaal er Midnat forbi, og det er da udisputerligen hans Fødselsdag. Man synger og klinker og drikker og dandser igjen og kjører hjem Løverdag Morgen. Det ligner Maaden, hvorpaa Grevinde Mörner celebrerede Dronningens Fødselsdag. -- Dette var nu alt- sammen overmaade godt og vel, men at man anmodede mig om en Bordsang, det var bittert som Galde, og dog maa jeg drikke den sure Skaal; hvad skulde jeg egentlig indvende?
s.323	4de Januar. Professor Arentz er endnu i Bekymring for Skole- underviisningen, da han behøver en Lærer i Latin i 3die Classe, og af de to nye Adjuncter Fritzner ¹ ikke kan under- vise andet end Begyndere, og Hallager ikke forstaaer andet end Fransk og Geographie. -- Man vil vide med Vished, at Arentz ved Domkirken har faaet Tønsbergs Kald. 5te Januar. Kirkedepartementet forlanger min Betænkning om et fra Biskop Bugge indkommet Andragende, hvor han, med sine sædvanlige Sarcasmer og Overdrivelser beklager sig over Kirke-Eierne, og søger at bevise de gjældende Loves Util- strækkelighed til at aftvinge dem deres Pligters Opfyldelse med Hensyn paa Kirkernes Reparation. Meget forstaaer jeg mig ikke paa den Ting; imidlertid forekommer det mig, efter hvad jeg paa mine Reiser har erfaret, og de Slut- ninger, min sunde Fornuft uddrager deraf, som om det er vedkommende Autoriteters egen Skyld, om de vrangvillige Kirke-Eiere gives Magt til at trodse eller eludere Loven. Altsaa fraraader jeg Forandring. At give Love saadan Be- stemthed, at ethvert muligt Tilfælde forudsees, er nok en Umulighed, og i det enkelte sjeldne Tilfælde, hvor Provst, Biskop og Stiftsdirection var i Uvished, vilde en Resolution eller en Dom i Analogie med andre gjældende Love udrette vel saa meget, som den evige Omkalfatring af Anordningerne, saa at man tilsidst vidste hverken ud eller ind. -- Det andet Brev jeg fik med Posten var fra Flottmann, som allerede sender Ansøgning om Domkirkens Cappelanie.
s.324	7de Januar. Ogsaa i Aar har Hallager givet os en Snotra, der uden Tvivl har større Værd end den forrige. I Foss's Riimkalender er virkelig Poesie. -- I Rigstidenden stad- fæstes Rygtet om Sebbelow. Han er nu kongelig Embeds- mand; Flor og Hoel blive det vel ogsaa med det første. Saa indfinder der sig vel en ny Oppositionshøvding af samme Slags paa næste Storthing, for paa den Maade at komme i Embedsveien. 10de Januar. De Jubelprædikener, Edvard Munch ² sendte mig ved sin Broder har jeg nu læst, og tilstaaer, at jeg havde gjort mig større Forventninger om det Arbeide, den forstandige, smagfulde og beskedne Munch fandt at burde forelægge Pu- blicum. Det er sunde Lærdomme og Formaninger, frem- førte i et reent passende Sprog, men det er dog i Grunden ikke andet, end hvad man har læst mangfoldige Gange før under ligesaa smuk og mere original Indklædning. -- Fra Læseselskabet har jeg i denne Tid en tydsk Bog kaldet "Glo- ckentöne" af Frederik Terauss. Det er Scener af en ung Præsts Liv i en varm religiøs Tone, der hist og her grændser til Pietisme. For 30 Aar siden vilde dette Skrift sat mig i Henrykkelse; ogsaa nu læste jeg de fleste Stykker med in- derligt Velbehag; nogle f. Ex. Foraarsaftenen, Aarsskiftet, Confirmationen, Guldbryllupet og Midnatstimen ere saare skjønne, men i Aarene 1791 -- 93, da jeg læste Saltzmann, hørte Adler, besøgte Riber og hver Dag talte med Laub, svævede et Ideal for min Sjel, som jeg i den virkelige Ver- den ikke fandt realiseret. Vistnok vare disse Anskuelser mærke-
s.325	ligen forskjellige fra denne Mands, men Grundtonen var den samme: i det væsentlige nærede jeg, som blødhjertet, sang- vinsk haabende Yngling de samme Forhaabninger som denne unge Præst i sin egen Menighed og i Naboe-Egne saae opfyldte; men hos mig skuffedes de grusomt, skjønt jeg derfor ikke vil give den mistrøstende Tanke Rum, at jeg nu, snart i 29 Aar har arbeidet forgjæves. Maaskee den Virkekreds, hvori jeg, efter eget Valg, hensattes, kan have bidraget der- til; i enkelte Menigheder f. Ex. Røgen ³, er det maaskee an- derledes, men ellers læser jeg saadant nu med en Scepti- cisme, der da var mig fremmed. Det er en dyrebar Skat, jeg gjemmer i mit Hjerte, men udenfor mig sætter man saa overmaade liden Priis derpaa. Jeg tvivler høiligen paa, at denne Bog blandt Selskabets Medlemmer vil finde mange Læsere. 11te Januar. Holberg er en Mand, der har vundet et berømt Navn, næsten over hele Europa, og har i flere Henseender gjort sig høit fortjent af den dansk-norske Litteratur. Det er netop 100 Aar siden han begyndte sin Bane som Lystspildigter med et Stykke, der end i vore Dage kan kaldes et Mester- stykke, og hvor man i Collegium politicum troer at see og høre en Lieutenant Hoel, Hans Barlien o. fl., som de i denne Dag vandre om paa Jorden. Hvor billigt, at dette Aar, over hele Norge og Danmark et Jubelaar, fortrinligen er det i hans Fødestad Bergen, og da denne Stad har et betydeligt Provindstheater, hvilken mere passende Maade at hædre hans Minde paa, end ved Opførelsen af hiint Mester- værk, ledsaget af anden Høitidsstads, som Skik og Brug medfører! Men saa venter man ogsaa, at denne Forestilling
s.326	er Stykket og dets Forfatter værdig, og at det ei skal siges: "To af Kotzebues Stykker gaves med Held i det samme Aar, da "Den politiske Kandestøber" paa selve Digterens Hæders- dag, jammerligen forfuskedes." Dette var imidlertid Til- fældet. -- Ved Bordet forefaldt et Optrin, som erstattede mig alle de andre Flauheder. Den 86aarige Olding, Pro- fessor Arentz havde bivaanet Skuespillet, sad med til Bords og blev siddende til Maaltidet hævedes Kl. 1. En Sang omdeltes, digtet af Sagen, ret con amore, i hans forrige Disciples Navn. Alle de af disse, som vare tilstede, med Stiftamtmanden i Spidsen, traadte frem og istemte den; paa en skjøn og passende Maade udbragte Christie Skaalen, og i deres Navn, som ei havde havt ham til Lærer, tilføiede jeg vor Hylding ⁴. 12te Januar. Finantsdepartementets hele Personale med Vogt i Spid- sen har været hos Grev Wedel og gratuleret ham Nytaar, beklaget hans Bortgang, og udbedet sig hans Bevaagenhed. Rigsrettens Dom synes jeg dog burde oppebies. 15de Januar. Boyesen tænker at søge Domkirkens Capellanie. Arme Flottmann! hvorledes vil du bestaae? Her tør jeg bekjende, at jeg helst ønskede Flottmann, at, ligesom Jesper Oldfux's Legeme var i Tyboes Hær, men hans Sjel i Magisterens, saaledes er mit Hjertes Bøn for Flottmann, medens min Pen anbefaler Boyesen, men -- fiat justitia! pereat mun- dus! og uretfærdigt var det, om en saa talentfuld Mand som Boyesen i sit 50de Aar ikke fremfor alle Norges Præster fik Domkirkens Capellanie ⁵.
s.327	18de Januar. Med Brun i Spidsen har samtlige Ministerium er- klæret ei at kunne eller ville prædike i det dem anviste uan- stændige Locale for Raadstuens Arrestanter. Hvad Slaverne angaaer, da har Generalen fanget sig i sin egen Snare, ved at angive Slavestolenes Beliggenhed og Umuligheden i at høre Prædiken der, som Grund til at de aldrig komme i Korskirken. 19de Januar. Flottmann gjentager sin Bøn om, at jeg umiddelbar til Kongen selv vil tale hans Sag. Jeg kan virkelig ikke tjene ham deri. Deels har jeg aabenbar engang vedkjendt mig en Grundsætning, som jeg ikke, uden at begaae Incon- seqvents kan vige fra, deels vilde jeg herved paalægge mig et Baand for de kommende Dage. Anbefalede jeg nogen paa den Maade, saa fristedes jeg til at gjøre det, naar jeg fik en Svigersøn, som trængte dertil, enten han fortjente det eller ei. Aldrig skal jeg som Fader, kun som Biskop ad officiel Vei, anbefale den talentfuldeste unge Mand. -- N. Hertzberg er høiligen forbauset over, at Jersin var fore- slaaet til Hædersmedaillen. Det er hermed m. m. som efter Sneedorfs Ord med det Stjernebillede, Bogenhard vilde have indviet: "Josephs fromme Ønsker". Skulde hver Mand, der gjerne vil det gode, men gjør intet for at fremme det, lønnes med Hædersmedaille, saa kunde alt Bankens Sølv opmyntes i slige Medailler. 21de Januar. Min Sang til Harmoniens Souper lykkedes mig saa vel, at jeg finder det Umagen værd at afskrive den her ⁶.
s.328	23de Januar. I mit Brev til Provst Lind lod jeg ham vide, at jeg formedelst Nielsens Bortgang og Kinds Vacance ei kunde fritage ham for at følge mig paa min hele Reise i Sommer, hvis jeg kommer til Søndfjord, og at jeg aldrig oftere an- seer mig berettiget til at unde ham den Dispensation, der efter Ansøgning bevilgedes ham forrige Aar. Jeg gaaer netop samme Vei med ham som i mit første Embedsaar med salig Provst Wingaard, og jeg haaber ogsaa Maalet skal vorde opnaaet. At nedlægge det Præste-Embede, man skal leve af, helst naar man er en fattig Mand, er tungt; men at renoncere paa en forfængelig Ære, naar man ei vil eller kan opfylde de dermed forbundne Pligter, det bør ei koste Selvfornægtelse. Lind har megen honnet Ambition, og at modtage Heiberg som Visitator vilde uden Tvivl saare ham. Men Puus faaer taale det; vil han ikke visitere hos Heiberg, faaer Heiberg visitere hos ham. 25de Januar. Af Brun hørte jeg først den synderlige Historie, som siden fortælles over den hele Bye, at den stærke Lynstraale i Mandags foer lige forbi Kjøbmand Columbo, som gik Borgervagt paa Torvet og beskadigede hans Næse, der blev ganske blaa, og som man befrygtede der skulde gaae Kol- brand i, men den skal dog nu være uden Fare. 27de Januar. Katechet Reimers anpriste i Dag Sygdoms Gavn- lighed. Denne Gang holdt han sig forsaavidt til Texten, at den blev et ret passende Motto, thi at han som Balle og Nordal Brun hele Prædikenen igjennem skulde have den for Øie, var formeget forlangt. At Sygdom forbedrer os, drager os fra Verden, fører os til Gud var Talens ulogiske
s.329	Dele. I første Deel sammendyngedes en Hob Bibelsprog af ganske forskjelligt Indhold og Tendents, skjønt de fleste i sig selv vare smukke og opvækkende. I anden Deel vendte han tilbage til sin gamle Idee, som jeg engang før har gjort Indsigelse imod, at de Lidenskaber, som tie under Sygdom- men, heller ei lade sig fornemme, naar den er forbi. Ogsaa oversaae han aldeles den Omstændighed, at der er nogle Affecter, som Sygdommen just vækker og forstærker f. Ex. Vrantenhed, Mistænksomhed, Misundelse, andre, som saare vel kunne bestaae med den, f. Ex. Gjerrighed, hvorpaa man, trods Kathechet Reimers's Benægtelse, har mange Exempler. Millionairen Niels Brock, som ei vilde kjøbe den Sundheds- chokolade, Lægen havde tilraadet ham, fordi den kostede et Par Mark mere end den sædvanlige; den Frue, hvis sidste Ord var Befaling at bruge Spædelys, hvor de omstaaende talte om at ville bruge Formelys; en for ikke længe siden afdød riig Kone her i Byen, der paa sin Dødsseng lod Stadsstuen forvandle til et Spisekammer for at hun i næste Værelse kunde see og høre, hvilke Madvarer der afhentedes, ere frappante Exempler og vist ikke de eneste. Tredie Deel af Prædikenen var den bedste, men altfor lang, fuld af Gjen- tagelser og uordentlig. Hvad han sagde om Bønnen, var det vakreste i den hele Prædiken. -- Denne Mand skal være en af Byens bedste Prædikanter, er vel ogsaa, hvad det Udvortes angaaer, den meest begavede; men hvad er det? og hvad skal jeg der? Synges der gode Psalmer, de røre og opmuntre mig, men naar de ere forbi, ønskede jeg mangen Gang, at Velanstændigheden tillod mig at gaae hjem. Kan Taleren ei virke paa mit Hjerte (og det er saa yderst sjelden og kun da, naar jeg gjenkjender hans eget Hjerte i hvad han siger) saa hører jeg med kritisk Øre, og det er godt, naar man skal give Charakteer for en Dimisprædiken, men ikke naar man gaar i Guds Huus for at søge Opbyggelse. Den
s.330	fandt jeg ved de gamle, gode, hjertelige Psalmer, men aldeles ikke ved Katechetens Prædiken. 29de Januar. Oberstlieutenant Dons bragte mig Præsten Schultz's Taler ved Confirmationen i Apr. f. A. Jeg tilstaaer, at jeg heller læser, hvad han har talt paa Storthinget, end hvad han har sagt paa Kirkegulvet og for Alteret. Deres Smuk- hed og Correction indrømmer jeg; derimod finder jeg dem ingenlunde bibelske. Man seer, at han har valgt Clausen til sit Mønster, og at han, ligesom den lille Ascanius, ikke kan holde Skridt med sin Forgjænger. Ogsaa jeg var engang "ein freier Mann", som Marezoll skal have kaldt mig, men der var i mit Foredrag en Varme, en Overbeviisning, en Hjertelighed, som gjorde, at selv en Suhr og Hjorthøi hørte mig med Fornøielse. Schultz derimod taler nok om Følelser, men lægger dem ikke selv for Dagen, ligesom man og gjerne, uden at citere dicta probantia for Forsoningen, den hellige Aands Naadevirkning o. dl., kan anbringe mangfoldige skjønne og opløftende Bibelsprog i sin Prædiken, men det gjør lige- saalidt Schultz, som Røtting, Jersin o. fl., der uophørligen lade os høre deres egne Ord, forvissede, som de synes, om, at de ere langt smukkere end Skriftens. Correcte ere som sagt Talerne, men dog kan jeg ingenlunde frikjende dem for Gjentagelser baade i Tanker og Udtrykke, som jeg aldrig i uskrevne, ja ustuderede Taler gjør mig skyldig i. 30te Januar. Ansøgning fra Balchen om Domkirkens Capellanie sendtes mig i Gaar af Krohn paa Lungegaarden, og afgik did igjen i Dag. Jeg bragte H. M. i Erindring, at jeg varmt og fast udelukkende havde anbefalet ham til Korskirkens Capel- lanie; jeg forsikrede, at han endnu besad de samme gode
s.331	Egenskaber som da, og at han vist blev den af Byens Me- nigheder, for hvilken han beskikkedes som Lærer, velkommen, men hvad dette Embede angik, da maatte jeg henholde mig til, hvad jeg havde paategnet de forhen indgivne Ansøgninger, og da Ingen veed, fra hvem de vare eller hvad de indeholdt, blev ikke Krohn synderlig klog af det. 3die Febr. Jeg har nu i mangfoldige Aar hørt saadant skrækkeligt Væsen gjort af Trondhjem, den Cultur, den behagelige Om- gangstone, alle de mange fortræffelige Egenskaber, der ud- mærker denne Stads Indvaanere blandt deres Landsmænd, men jeg maa tilstaae, næsten ikke Een af dem, som ere komne derfra, har jeg fundet noget mærkeligt ved. Der er nu de tre Officerer Dons, Scharffenberg og Knoff; sammen- lign dem med Rein og Holck -- kan der være Spørgsmaal om hvem Fortrinet tilkommer? De indfødte Trøndere, jeg har kjendt som Storthingsmænd: den ubetydelige Etatsraad Knudtzon, den opblæste Sodemann, den temmelig vindige Ox- holm -- hvad udmærkede, hvad anbefalede dem i eller uden- for Thinget? Bernhoft er en behagelig Mand, men staaer han i Cultur, i utvungen Omganstone, i nogen Henseende ovenfor dem, der udgjøre la bonne compagnie i Bergen? tør han engang maale sig med Assessor Hagerup og vel flere, som alle deres Dage har levet her? 4de Febr. Bohr synes at sætte mindre Priis paa N. Hertzbergs astronomiske og meteorologiske Observationer, end denne gjør selv; desuden er det virkelig at befrygte, hvad jeg og til- deels veed af Erfaring, at Mandens Embede maa lide ved de mange allotria.
s.332	5te Febr. Fra Neumann fik jeg et kort Brev, men saa indholds- rigt, at jeg kunde fristes til at afskrive det in extenso. Til udførligen at besvare alt hvad jeg i Høst skrev ham til, havde han endnu ikke Tid; blot fire Octavsider sendte han mig: 1. For at meddele mig en Anecdote om en fræk Qvinde, som havde myrdet 3 Børn, til hvem en Præst var kommen med venligt Alvor, for at give hende Raad i den farligste af alle Sygdomme, og som svarede ham: "O med Sygdommen har det nok ingen Fare; N. N. som var i lig- nende Tilfælde med mig, er bleven benaadet." -- 2. For at -- dog her maa jeg anføre det Hele; quot verba, tot pondera! Altsaa: "For at fortælle dig, om du ikke veed det før, til hvilke Afskyeligheder aura vulgaris kan lede, og paa hvad Standpunct Culturen staaer i Christiania. Forat skaffe Folket **** Pøbelen fri Adgang til Juleglæde, faldt Statholderen paa det ulykkelige Indfald at aabne den Pa- villon i Kongens Have, som Christiania Borgere for nogle Aar siden byggede til H. M. og i hvilken du og jeg har spiist med ham, for hvemsomhelst der med eller uden Maske vilde om Aftenen fra 6 til 12 gaae hen og dandse. For en Dands skulde til Musikanterne betales 2 Skilling. Stat- holderens egne Tjenere i fuldt Livrée forestod Be- værtningen. Man skjænkede Brændeviin og Punsch, Gud veed hvad mere, for den rede Skilling. Der kom alskens Mennesker fra Bureauchefen af og indtil Brygge- bæreren, fra Fruen af og indtil Trappetøsen. Alle Byens Kiselinker tyede derhen, og Dandseboderne paa Grønland stode til Svendsens og Rasmussens Fortvivlelse, tomme. Man ikke blot dandsede og drak; men man sloges. En Mand mistede et Øie, som nok Student Frellsen var med at skille ham ved. Ikke det alleneste. Man promenerede efter Dandsen i Haugen parvis. Man ødelagde
s.333	Blomsterpartierne, beskadigede Træerne, vanhelligede Temp- lerne. En Lieutenant sidder paa Fæstningen, for at have spændt Fyldingen ud paa Døren af det lille Lysthuus ved Porten, hvor han helst gad være selv anden i Mørke. Man behøvede end ikke at gjøre saadan Vold. Det store Lysthuus ved Søen, hvor Kongen pleier drikke Caffe, stod aabent, ubelyst. Dog nøiedes man ikke med dette. Man fik, Gud veed af hvem Entré til Badekammerne mod billig Betaling for at ofre til Venus vulgivaga. Der for- tælles saamange forargelige Historier at det er fælt!" Gud bevare mig og mine Børn fra nogensinde mere at flytte til Christiania. Om her paa Fredag kom Brev, at Biskop Bech var død og at man tænkte paa at indstille mig til Christiania Bispestol, -- uden videre Overlæg frabad jeg mig dette be- stemt paa Løverdag. Endnu fortæller Neumann, at Tjenere, Kudske og Trappetøse have oprettet et dramatisk Selskab paa Hammerborg, hvor en Underofficer er første Acteur. Rigstidenden begynder med to Digte til Kongen. Det ene, betitlet: "Til Fædrelandets Fader" er af Provst Munch, og i mine Tanker denne kjække Mand aldeles uværdigt. Det er blot og bar Smiger uden Henpeg til, at noget her eller andetsteds kunde ønskes anderledes, end det er. Digtets poetiske Værd ukrænket, kunde det gjerne ligget i en af Magister Rosiflengii Skuffer, og udleveres til hvilkensomhelst Europæer, der underdanigst vilde præsentere sin Konge et Lovdigt paa hans Fødselsdag. Fremdeles seer man, hvorledes den 26de Januar feiredes i Christiania med Parader og Hurraraab, Middagsmaaltider, Fattiges Bespiisning og Bal hos Statholderen. Paa nogle smaa Navneforandringer nær, f. Ex. i hvis Vinduer de smagfuldeste Transparenter vare anbragte, kunde man gjerne fra det ene Aar til det
s.334	andet afskrive den Stads Ord for Ord. Det er hverken aliter eller aliud. 6te Febr. I Morgenbladet staaer en Geburtsdagsvise af Olsen, at "Glutten alt i sin Vugge stammer: Fædreland!" og at "Carl Johan opflammer hver Normands Bryst". (Hvormed og hvortil?). Saa siges der og, at "Norges Fremtids Held og Ære uopløseligen binder sig til den 26de Januar". For nogle Aar siden bandt de sig til den 28de samme Maaned. Det Baand opløstes, og hvilket jordisk Baand er fast? "Forlader Eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse. Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren vor Gud, som skabte Himlen, Jorden og Havet -- som holder sine Løfter evindelig!" 7de Febr. Paa Concerten i Aften udførtes Hovedpartiet i en Trio af Apotheker Bulls lille Søn ⁷ til almindelig Hen- rykkelse. Han har et stort musicalsk Talent, men det skal ogsaa være det eneste, hvortil han har Lyst eller Anlæg. 8de Febr. Efterat have fuldendt min Indstilling om det Stiftrupske Legat, fik jeg den ulykkelige Idee at tage frem de nyeste Constitutionsforslag, ja Tanken om at skrive offentligen derom, fornyedes endog hos mig; men for min egen Rolig- heds Skyld bør jeg nok lade det være, thi ved at gjennem- læse Kongens Forslag, især om den nye Adel, paakom mig en Beklemmelse, der virkede ufordeelagtigen paa min Natteroe.
s.335	Igjen svævede for mig sidste Sommers høist betænkelige Op- trin, og den Letsindighed hvormed Christiania Indvaanere dandsede paa det tynde Blomstertæppe, hvormed Afgrunden bedækkedes. Og nu Geburtsdagsdigternes Udtryk af Glæde og Beundring, som om alt var saare godt! I min Sjel har fæstet sig en Braad, som vel intet uden Døden kan ud- rive. Ikke i Octbr. 1814 anede det mig, at jeg nogensinde skulde blive saaledes tilmode over de to Rigers Forening, som jeg er nu. Nei! skrive for og imod Grundlov og Pro- positioner hvo der vil. Min Pligt fordrer af mig, ikke, førend det er nødvendigt, at berøve Staten en duelig og driftig Embedsmand, min Kone en trofast Ægtefælle, mine Børn en kjærlig Fader. Jeg er i en Stilling, Gud skee Lov! hvor jeg hverken fristes til Smiger eller opfordres til at sige ubehagelige Sandheder. Hvad det nu er for en Følelse, der undertiden rører sig i mit Indre og vinker mig frem paa den politiske Bane: Ærgjærrighed eller Frihedsaand, dødeligt Fiendskab til alt, hvad der seer ud som Despotisme og Menneskerettighedernes Krænkelse -- jeg bør dæmpe den i dens Udbrud. Den fortærer mig selv, og gavner intet Menneske. 9de Febr. I Rigstidenden staaer den Cantate, der paa Kongens Fødselsdag opførtes hos Sandels. Bohrs Døtre har skrevet hid, at den er af Munch, hvilket smerter mig ret inderligen. Den Mand, som det ene Aar til almindelig Forbauselse sigter Rigets Statholder for Helligdagsbrøde, og i det andet, efter dennes Anmodning, til en Løverdagshøitid skriver en Cantate fuld af Smiger, i hans Barm boer neppe ægte Selv- stændighed. -- I Morgenbladet er fra Dagen overført en kraftig Indsigelse mod fattige unge Menneskers Ægteskab, hvorved de og deres Børn falde Fattigcassen til Byrde.
s.336	Regjeringen har Gud skee Lov endnu ikke taget Notice af de offentlige Forestillinger, som ere gjorte herom, ja jeg troer ikke, at der paa noget af vore projectrige Storthing er fremført et eneste Forslag om saadan Tvang. I det Øieblik, jeg seer, at den Ting vises Opmærksomhed paa høiere Steder (og maaskee før) skal jeg gjøre alvorlige Forestillinger derimod. Den vilde i mine Øine være et Brud paa Menne- skets helligste Rettigheder, et nyt Skridt til at give vor syn- kende Moralitet Naadestødet. Holtermann leverede mig til Gjennemlæsning en Liste over alle til Ind- og Udførsel i Aaret 1821 fortoldede Varer. I Forhold til den megen udenlandske Stads, vore Damer bære, synes Indførslen af Damepynt meget ube- tydelig. 11te Febr. Departementet synes at have fundet Behag i mit For- slag til at ophæve Forbudet mod Jordpaakastelse indtil At- test kunde forevises, at Dødsfaldet var anmeldt for Skifte- forvalteren, og man havde indladt sig i Correspondance med Justitsdepartementet derom. Dette havde indhentet vedkom- mende Embedsmænds Erklæring, men disse for hvem en Lensmand naturligviis er en vigtigere Statens Borger, et accuratere og troværdigere Menneske, end en Præst, have modsat sig denne Forandring. Da altsaa Andragendet ei finder Understøttelse af de verdslige Autoriteter, troer man ei for Tiden at burde gjøre noget afgjørende Forsøg paa at bevirke Forandringen. Ja! Biskop Bech havde vel Ret i, hvad han sagde i sine Taler ved Munchs Ordination og min Indvielse til Bispe-Embedet: "Fyrsterne og de Væl- dige, de som regjere i denne Verdens Mørke, Ondskabs Aander under Himmelen" -- det er en slem Yngel!
s.337	13de Febr. Mariane er i Bedring, men kan dog ikke gaae paa Prøve i Morgen. Henrik Meyers og Apotheker Bulls Koner ere meget syge. Lagde en af dem sig til at døe, røg den hele Viinhøst i Lyset. Nu da dette skrives, haaber man dog, at begge overstride denne Gang. (Ende). ¹ tilbake Broder af den bekjendte Overlærer O. T. Fritzner i Throndhjem. ² tilbake Dengang Sognepræst til Gjerpen, P. A. Munchs Fader. Hans "Jubelprædikener" maa have været hans Taler ved Reformations- festen 1817. ³ tilbake Hvor Christian Holst, Statsraadens høiagtede Fader, var Præst. ⁴ tilbake Smlgn. (J. Michelsen): Det dramatiske Selskab i Bergen, S. 80 fgg. ⁵ tilbake Han blev ogsaa udnævnt til dette Embede 23de Marts s. A. ⁶ tilbake Digtet medtages ei her, da det i sig selv liden Interesse har og desuden er trykt i Pavels's Biografi og Dagbøger (Bergen 1869) S. 514 -- 515. ⁷ tilbake Den dengang 12 Aar gamle Ole Bull.

bla bakover

bla videre