|
27de October. Rigstidenden melder, at Justitsecretair Holst er bleven Expeditionssecretair i Kirkedepartementet, hvorover jeg er særdeles glad. -- Den Nordlandske Affaire, hvorom Neumann skrev engang, tages nu med Alvorlighed. En Kjøbmand, to Handelsbetjente, to Skippere og fire Matroser, alle Englændere, ere indstævnede at møde ved en Extraret, og svare til de Beskyldninger, som gjøres imod dem; men Ulykken er, at de allesammen ere rømte til England hvorfra de neppe komme tilbage efter Foged Juels Stævning. Fra Kirkedepartementet kom Normanns Bestalning som Provst i yttre Sogn. -- Falsen sendte mig til Gjennemlæs- ning en Afhandling, skreven i en fri og mandig men ingen- lunde ubeskeden Tone, hvori vises, at Kongen var aldeles uberettiget til, uden Storthingets Samtykke at slutte Conven- tionen angaaende Norges Deelagtighed i den danske Stats- gjæld, og at, i hvem saa denne Ret tilkom, Norge aldeles intet skyldte Danmark, men snarere havde Penge tilgode hos sit forrige Broderrige. 28de October. Det anordnede Visitatsmøde holdtes i Dag i min Storstue. Jeg lod et Ord falde om Morgenvielserne, men Stiftsprovsten og Irgens forsvarede dem saa eftertrykkeligen, og gjorde deres Nødvendighed saa indlysende, at jeg maatte tie og samtykke. Hvad der tales høit om, at visse Præster accordere sig den høiere Betaling, der spares til Kirke og Skole, det kunde naturligviis ikke siges her, saalænge Ingen oplod sin Mund eller tog Pen i Haand til Klage. Gjøre disse Møder ei anden Nytte, er der dog det Gode ved dem, | |
| s.567 | at jeg nu kan afvise Enhver, som kommer med sine Lamenta- tioner, med det Spørgsmaal: "Hvorfor klagede I ikke ved Visitatsmødet?" 30te October. Christie dissenterer aldeles fra Falsen med Hensyn paa Conventionens Constitutionsmæssighed. Han troer den fuldkommen retfærdiggjort ved den Paragraph i Grundloven, som tillader Kongen at slutte Forbund. Denne Fortolk- ning kunde dog nok føre videre end Fædrelandets sande Ven kan ønske; thi hvor staaer den bestemte Grændse? hvo tør indestaae for, at ikke en anden Gang langt værre Indgreb kunde skee i Nationens Rettigheder, hvilke en duelig Exeget ligeledes kunde henføre under hiin Kategorie? -- Imidlertid, naar Alternativet var, enten at indgaae denne Forpligtelse i Nationens Navn, eller at faae Krigserklæring fra Danmark, England, Rusland, Preussen og Østerrige, saa vil Kongen vistnok kunne forsvare som Nødgjærning det Skridt, han har gjort. Det han gjorde for at bevare Folkets Existents bør ikke paadarage ham dets Uvillie (man har heller ikke hidtil læst nogen Indsigelse fra Nationalbladets Politici) og man bør vide ham Tak, sæt endog at der var Tid til at sammen- kalde Storthinget, at han skaanede vor fattige Statscasse for den nye, svære Udgift dette vilde forvolde. 31te October. Den Falsenske Comedie med Tilbehør er det eneste, jeg i Dag har at omtale. I "Den lige Vei er den bedste" spilte Falsen Majoren i en let Conversationstone med Liv og Let- hed; men ellers kan jeg ikke troe at han er nogen fortrinlig Skuespiller. Han forstaaer neppe at maskere sig; jeg fore- stiller mig ham eens i alle mulige Roller. -- Det er bestemt at Verten skal ende hver Forestilling med en Epilog, hvor |
| s.568 | han indbyder Selskabet til Aftensmaaltid. Da nu Rolfsen ikke er Digter, havde Falsen og Foss omarbeidet et Par Scener af Tiecks -- jeg troer Prinds Zerbino, hvor en Digter (Bull), Harlekin (Foss) og Pjerrot (Krohn) disputerede en Stund, hvori ogsaa en Tilskuer (Falsen) tog Deel. Til- sidst springer Pjerrot ned i Parterret, og Rolfsen kommer ind, skiller ganske Trætten, og inviterer Digteren og Harlekin og det hele respective Selskab paa Smørrebrød  kold, mensaa overflødig Beværtning, at man vist for samme Penge kunde bekoste en meget anstændig Souper. Jeg begik det Vove- stykke at spise et temmelig Stykke Ribbensteeg og et do. stegt Aal, hvilket tilligemed Viin og Brændeviin bekom mig ret vel. -- De sædvanlige Theatercabaler begynde ellers at liste sig ind i vort lille Samfund, og Falsen er vred fordi man deels ikke vil modtage, deels ikke rette sig efter hans In- struction. 4de November. Canonernes Torden bebudede i Formiddags Kl. 11, at Norge og Sverige nu i fem Aar have været forenede. Til denne Dag er alt, Gud være lovet, gaaet godt, og bedre end de fleste paa selve Foreningsdagen vovede at haabe. Hvad er indtruffet af alt, hvad Ulykkespropheterne forud- sagde næsten med apodictisk Vished? Har Kongen skuffet nogen af de Forventninger, hans varmeste Venner nærede og søgte at udbrede om ham? have vi ikke levet i uafbrudt Fred og Tryghed? er der fra Regjeringens Side gjort noget, der virkelig kan kaldes Brud paa vor Selvstændighed? have ikke paa Storthinget og udenfor det Tingene gaaet deres constitutionsmæssige Gang? endog de Rettigheder, Grund- loven hjemler Kongen, har han ikke benyttet sig af dem paa den delicateste Maade? Feil ere vistnok begaaede, ogsaa fra Regjeringens Side, men hvilken anden Regjering, som vi |
| s.569 | have staaet under, har begaaet færre? -- Naar nu tilligemed dette tages i Betragtning, at, paa de hyppige Ildebrande nær, Norge næsten aldeles har været fri for Landeplager, at vi i det Hele have faaet gode og nu sidst et overmaade frugtbart Aar, at Fiskerierne have floreret, at man i disse 5 Aar næsten ikke har vidst af smitsomme Syger osv., saa kunne vi nok sige med Clausen: "Vi ere et lykkeligt Folk, naar vi kun ville skjønne paa vor Lykke." Falsen kom i Dag til mig og meddelte mig en vigtig Opdagelse, han havde gjort. Efterat have læst hans Afhand- ling om Conventionen, maatte jeg give ham fuldkommen Medhold, at det var et grundlovstridigt Skridt, Kongen havde gjort; jeg kunde ingenlunde bifalde Christies Hermeneu- tik; min eneste Indvending mod Falsen var: "Hvad skulde Kongen gjøre, naar 5 Magter stod med det dragne Sværd over vore Hoveder?" -- og see! nu havde han (lykkeligviis til rette Tid) fundet, at det extraordinaire Storthing har den 16de November 1814 overdraget det ene til Kongen at afgjøre de gjensidige Gjeldsfordringer mellem Norge og Danmark, og at dette var en af de Ting, Deputationen havde at foredrage Kongen i Stockholm i Nationens Navn. Endog Christie, Storthingets Præsident og Deputationens Formand, havde glemt det. Falsen var meget glad over at have opdaget dette, inden Afhandlingen tryktes; det vilde været ham ubehageligt at kalde sine Ord tilbage, og naar endog dette skede, kunde hans Hensigt mistydes. Han har nu ganske omarbeidet sin Afhandling, og erkjender endnu det lidet Ønskelige i Conventionen og det Problematiske i, hvor- vidt Norge virkelig burde tage Deel i Danmarks National- gjæld, men vedgaaer derhos Kongens fuldkomne Ret til at gjøre hvad han har gjort. Vi havde i Aften ladet os melde til Sagen. Christie var der ogsaa, og vi havde ret en morsom Aften. Ved |
| s.570 | Bordet blev Verten sagtens lidt fornærmet over mine -- maaskee vel satiriske og superficielle -- Udladelser om grammati- calsk Underviisning i Modersmaalet, skjønt det rigtignok meest angik Pigebørns Underviisning, men det gik snart over. Manden er lidt emfindtlig, og har uden Tvivl arvet sin Faders Hang til Melancholie. -- Christie gav en interessant Charakteristik over mange af sidste Storthings Medlemmer. At man i Sverige havde fundet de fleste af Deputationens Medlemmer saa ucultiverede, undrede ham. Foruden dem jeg kjendte (Rosenkrantz, Sødring og Holck), nævnte han Capt. Jensen, Procurator Rogstad og Cand. Moss som Mænd af meget anstændige Sæder. Provst Luytkis fandt han, man gjorde stor Uret ved at kalde en Oxe, og de to Bønder Tollef Huvestad og Johannes Aga gjorde Nationen sand Ære. -- Ellers hørte jeg i Aften en mærkelig Nyhed, og skede det, som har været i Gjære, vilde det nok være det første Exempel i Christenheden: Rein vil være Klokker ved Nykirken, naar Heiberg døer. Man kunde troe, det var af hans sædvanlige sarcastiske Udladelser -- men nei! det er hans fulde Alvor; han skal endog have skrevet til Motzfeldt derom. At en Mand efter eget Ønske descenderer fra Sognekaldet til Klokker-Embedet ved een og samme Kirke, en Mand, der har været indstillet til en Bispestol -- man vilde i alle europæiske Aviser læse derom med samme Forundring, som om den røde Snee, de vandrende Stene, og vort Decenniums mange andre Mirakler. 5te November. I to Nummere af Morgenbladet har Neumann som Lucius a veris og Gregorius Frandsen sagt Vittigheder, dem Nationalbladet, mod hvilket de ere stilede, neppe vil erkjende for ægte eller føle sig ydmyget ved. Suum cuique! Neumann er meget andet godt, men Satyricus er han ikke. -- |
| s.571 | Udenlands fortælles, at den Badenske Regjering har forbudet Embedsmænd at affectere utydelig Navneunderskrift. En Sofa er et sjeldent Meubel i Bergen. 7de November. Jeg troede Svensken Lendgreen bortreist, siden han aldrig besøger mig, men har i disse Dage hørt at han endnu er i Bergen og har næsten alle sine Timer besatte. Han skal være en udmærket Lærer i Bogholderie. 8de November. Naar man har været et Par Aar borte fra Hoved- staden, hensynker man snart i den raa ucultiverede Classe, der ikke veed det mindste om Folkeskik. Saaledes have nu min Kone og jeg af Christie og Adjunct Hysing hørt noget, som er almindeligt i alle honette Selskaber i Christiania, og som man i vor Tid ikke kjendte det ringeste til. Krakmandler ere, som bekjendt, en almindelig Desert i Selskaber. Naar man nu, som ofte hændes, finder en Tvillingmandel, leverer man den til sin Naboe. Dennes Pligt er det, saasnart han næste Gang seer Giveren, det være sig nu i Kirken, paa Gaden, i offentlige eller private Huse, at pro- ducere Mandelen og raabe: Philippine! hvorpaa hiin maa gjøre Vedkommende en Present. Kommer han derimod Ihændehaveren i Forkjøbet med sit "Philippine!" maa denne ud med Foræringen, og saaledes er der, efter hvert saadant Selskab, en of- og defensiv Kamp mellem den hele fine Verden, hvormed den udelukkende sysselsættes. -- Endvidere havde Hysing fortalt, at der hos Baron Wedel i et Jule- gjæstebud existerede noget, som kaldtes Juleklap, og som var intet andet, end at der indbragtes en Kasse med alle- haande Smaating der uddeltes blandt Gjæsterne -- ikke efter Lodkastning eller Lotterie, deri kunde dog være noget morsomt -- men efter Opraab af en Seddel, ligesom Lønningen til Soldater eller Maanedspenge til Almisselemmer. Dog gaves |
| s.572 | ogsaa følgende Afvexling. En temmelig stor Æske kom frem med Paaskrift: "Til den Fornuftigste!" Hvem denne var, afgjordes ved Votering, og Statsraad Fasting fik de fleste Stemmer. Han aabnede Æsken, hvori fandtes en mindre do.: "Til den Tappreste!" Ny Votering! Lieute- nant Hesselberg tilkjendtes Prisen. Atter fandtes en Æske, betegnet: "Til den Skjønneste!" Vertinden (Baronesse Wedel) er en ung, ganske vakker Kone; naturligt da, at man viste hende det Galanterie at hylde hendes Skjønhed, og fandt hun da til syvende og sidst et Æble, dog ikke af Guld, som det Paris tildømte Venus. 10de November. I mit Brev til Hersleb meldte jeg ham, at 52 Sub- scribenter her i Stiftet med Længsel vente paa hans Annaler1. 11te November. Jeg visiterede i Christi Krybbe. Man har faaet Skolen inddeelt i Classer, har anskaffet et Par Skoleprotocoller, Skrivebøgerne saae ogsaa lidt ordentligere ud end sidst, og saaledes have ikke mine Formaninger været aldeles frugtes- løse. Men uden Harme og Bedrøvelse kunde jeg dog ikke tænke paa, paa hvilket lavt Trin denne vel doterede Skole endnu staaer, og hvor saare lidet der gjøres for at hæve den til et høiere. Meget faa Steder paa Landet fandt jeg i disse to Aar en Ungdom saa uvidende i Religion. Om Bibelhistorie har man ikke den fjerneste Idee. Og saaledes gik jeg næsten ligesaa utilfredstillet fra denne Visitats, som fra de forrige. 13de November. Det Mærkeligste i Nationalbladet er et Stykke, kaldet |
| s.573 | "Skuespillet i Abdera," hvor Abderas (Norges) Historie fra 1807 -- 14 afmales med "grelle" Farver. Forfatteren synes at være Gudsfrygts og Sædeligheds nidkjære Ven: men iøvrigt fintes Dr. Neumann for hans Katechismus og oekono- miske Forslag, Prof. Pihl for hans Iver i at indføre Surro- gater, Flor og Münster for deres Moseprædikener, Knudsen for hans patriotiske Reiser (Crocodilletaarer var sikkerlig ikke den Graad, som randt fra hans fromme, venlig Øine), Selskabet for Abderas (Norges eller Agers?) Vel for dets Travlhed og urigtige Domme, en Slump Dannebrogsriddere for deres tvetydige Meriter, Regjeringen for de mange Banco- sedler af forskjellig Sort, og endelig Prinds Christian, der kaldes en Bajads, og Consul Konow, der vilde opreise ham en Æresstøtte. I "Vennekredsen" talte jeg med Frederik Meyer, Stor- thingsmand fra 1815, som endnu anseer Kongen incompetent til at afslutte Conventionen, da det extraordinaire Storthing var uberettiget til at meddele ham saadan Fuldmagt. Det maa dog nok tilstaaes, at det vilde været den meest eclatante Fornærmelse mod Nationen, om Kongen havde svaret: "Hvad kommer der Jer ved? Efter Grundloven maa et overordent- ligt Storthing kun befatte sig med den eneste Gjenstand, hvor- for det er sammenkaldt." Hvad det første ordentlige Stor- thing angaaer, da omstyrtede det ikke hiin Fuldmagt: altsaa er der ikke Quæstion om dens Gyldighed, og det vilde været et høist illiberalt Skridt, om det havde endog gjort ringeste Mine dertil. 14de November. Sanddruhed var Bruns Æmne i Dag. Disse Prædi- kener, hvor man tager en vis Dyd eller Last at afhandle, og dreier og vender den til alle Sider, bedømmes nuom- stunder ei saa fordeelagtigen som for 20 Aar siden. Et |
| s.574 | sammenhængende Foredrag af dette Slags er det nok især, Katechisationens Venner og Homiletikens Fiender beraabe sig paa, naar de erklære den ucultiverede Almue udygtig til at følge det. At holde Tankerne samlede ved de Defini- tioner og Distinctioner, Motiver og Incitamenter, er virkelig ingen let Sag, og derfor har jeg paa de senere Tider ganske aflagt den Methode. 16de November. Christie fortalte om den brave og elskværdige Provst Schnitler, at han, valgt til Storthingsmand2, vilde skaffet sig Doctorattest for sin bekjendte svagelige Helbred for at blive fri, men da han hørte, at Assessor Elieson var første Reserve, opgav han sit Forsæt, og hengav sig som et Offer. 19de November. Jeg fik et overmaade forbindtligt Brev fra Grev Sandels, som glæder sig over at have gjort mit personlige Bekjendtskab, takker for min Gjæstfrihed og lover med Leilig- hed at have Bohr og Arentz i Erindring. -- De nye kjøben- havnske Uroligheder begyndte den 26de October -- Dronningens Fødselsdag! Man drog larmende og skrigende omkring, ogsaa paa Amalienborg, og begyndte ud paa Aftenen at slaae Vinduer ind. Husarer og Politie stillede imidlertid Urolig- hederne indtil videre. 23de November. Nationalbladets Indvending mod Norges Forpligtelse at tage Deel i den danske Nationalgjæld, besvares i Rigstidenden. Det er forunderligt, at den Fuldmagt, det extraordinaire Storthing gav Kongen, ei er nævnt; den forekommer mig dog at være den ene gjældende Grund. Den Opløsning af |
| s.575 | Fællesskab, som gjør det til Pligt for begge forholdsviis at tilsvare den i Forening contraherede Gjæld, maa nok fra begge Sider være frivilligen vedtagen; men udstødes den ene Part uadspurgt af Fællesskabet, kan der nok meget indvendes derimod. Den Fortolkning, der gives Grundlovens § 93, frapperede mig i Førstningen, da den ei existerede i den Eidsvoldske Grundlov, altsaa tillagdes som Følge af For- eningen med Sverige, men ved nærmere Eftertanke fandt jeg den aldeles vilkaarlig. At det var det extraordinaire Stor- things Mening, hvad her er anført, er meget muligt, synes efter dets senere Beslutning ogsaa rimelig; men at en ganske anden kan tænkes, at Paragraphen efter sund Hermeneutik ligesaavel kan angaae den danske som den svenske National- gjæld, er mig indlysende. Danmarks Fordring synes at grunde sig paa Kielertractaten. Af denne tog den Eidsvoldske Rigs- forsamling ikke ringeste Notice. Det extraordinaire Storthing gjorde det heller ikke; men dette kunde dog troe den svenske Regjering vilde anvende Tractatens § 6 Norge til Præjudice. Derimod vilde man nu præcavere sig ved at erklære: "Hvad der er lovet, vedkommer ikke os; vi betale ikke anden Gjæld end den, vi selv contrahere." Saa kunde raisonneres, men ved hiint Decret bortfalder det naturligviis. 8de December. Bohr kom igjen i Dag med den Besked, at Stift- amtmanden, som ellers er hans meget gode Ven, jeg troer endog Duusbroder, alt for 4 Aar siden har lovet Bøschen Cantortjenesten, naar den blev ledig. Jeg vil nu her slet ikke spørge, hvad Ret han havde til at give saadant Løfte, da vi ere to som bortgive Embedet; jeg vil ikke spørge: om jeg nu aldeles modsatte mig, hvis Mening skal da være den gjældende? Bohr har tvertimod sagt, at han af Venskab for Bøschen nu slet ikke vil søge Embedet, men vist er det, |
| s.576 | at dette giver mig ny Anledning til at bande det mig saa forhadte Expectancevæsen, og at Christie her har taget sig større Myndighed end han tilkom. Muligen at det var med Bruns Samtykke Løftet gaves, men hvad berettigede denne til at love noget paa sin Eftermands Vegne? Sæt nu at Christie døde før Cantor Warnich; høist usandsynligt er det, men dog muligt; hvad var saa hans Løfte? Jeg for min Deel respecterede det ingenlunde, naar Bohr meldte sig, og den nye Stiftamtmand vilde maaske være af den Troe, at Kirke-Embeders Besætning især er Bispens Sag. Det glæder mig, at Bohr frivilligen fratræder, thi jeg forsværger ikke, at jeg jo vovede en Dyst for ham, naar det gjaldt. 11te December. Rigstidenden indeholder to mærkværdige Stykker. Det ene, et Circulaire fra den preussiske Udenrigsminister Grev Bernstorff til Gesandterne ved de fremmede Hoffer i Anled- ning af Tidernes Tegn og de revolutinære Bevægelser i Tydskland, retfærdiggjør altfor vel min Frygt, da den hellige Alliance blev stiftet, og man jublede fjern og nær over Napoleons Fald. Det aabenbarer sig nu hvad man dulgte under Liberalismens Maske, og Tilstanden i Europe bliver neppe bedre end i Napoleons Dage. Det er en curiøs Note, meget forskjellig fra dem, hvorved hans Fader i Revolutions- tiden vandt Europas Beundring og Høiagtelse. -- Den anden Mærkelighed er et yderst impertinent Brev paa engelsk og norsk til Rigstidendens Udgivere fra en Denovan i Stockholm, hvori denne med en Uforskammethed, som kun en Englænder vil kunne tillade sig i et fremmed Land, dolerer over den mod Kjøbmand Everth fra Nordlandene udstedte Actionssag. 16de December. Amtmand Falsen sendte mig et Forhør, optaget i |
| s.577 | Anledning af en Klage af Provst Wingaard, der viser, at det er høi Tid at den gamle Mand træder tilbage. Det var utidig Barmhjertighed at skaane ham, og i Morgen den Dag giver jeg ham -- dog med al Agtelse og venlig Skaan- sel -- consilium abeundi. 21de December. I Formiddags bivaanede jeg Examen i Frost's saakaldte Forberedelsesinstitut, og fandt megen Glæde. Adjunct Hysing examinerede i Bibelhistorie og Geographie, og saavel med hans Examinations-Methode som med Drengenes Kundskaber var jeg aldeles tilfreds. Skriftprøverne vare meget skjønne, og de extemporate Oversættelser fra det Tydske, under Thue- sengs Anførsel, over Forventning. Frost, der selv blot under- viser i Skrivning, har, som jeg synes af alt at erfare, og som kyndige Forældre f. Ex. Bull og Falsen bevidne, megen Ære af det Institut, der i sit Slags er den bedste af alle høiere og lavere Underviisningsanstalter i Bergens Stift. Paa Concerten i Aften lagde den unge Bull for Dagen, hvilke Fremskridt han har gjort siden forrige Vinter. Han gjør Strøg, havde Fløitespilleren Lyder Nicolaysen sagt, som hans Lærer Poulsen med sine stivere Fingre neppe er istand til at gjøre. 22de December. Schmidt3, som nu er i Christiania, har villet overtale Hersleb til at søge Ansættelse ved Sorø Akademie, som igjen skal oprettes, "men," siger Hersleb, "skulde jeg ikke engang i Tiden blive forviist til Sibirien, kommer vist mine Been |
| s.578 | til at hvile i Norge." Aldeles min Overbeviisning! Efter August 1814 kunde intet i Verden bevæge mig til at flytte til Danmark som Embedsmand, om endog Norge havde en langt mindre fordeelagtig og glimrende Lod at byde mig. 1 tilbake Udkom aldrig. 2 tilbake Fra Smaalenene. 3 tilbake Efter at være kommen tilbage fra en lang Udenlandsreise, søgte Fr. Schmidt ved denne Tid Afsked fra sit norske Embede og fik den 27de December 1819. |