21de November.    Den berømte Campe er død. I den Tid, da jeg havde gjort det tydske Educationsvæsen til min Afgud, da Saltz- mann i mine Øine var det første Menneske paa Jorden, kunde jeg dog aldrig ret lide Campe. Der forekom mig al- tid at være liden Kjærlighed i hvad han skrev. 22de November.    De bergenske Præster synes ikke at sætte den Priis paa 27de Søndag efter Trinitatis som jeg, eller at finde det saa interessant at lede sine Medchristne fra Forklarelsens Bjerg til Himlen, hvis Glands og Herlighed vel aldrig afbildes saa skjøn som der -- thi Chordegnene prædikede allevegne; meest undrede det mig, at Brun, som dog virkelig har herlige Gaver til at røre, ikke nyttede den, thi hvad Rein angaaer, der finder Religion uforenelig med Poesie og helst seer en- hver Tings mørke Side, da er det ikke saa underligt, at det meest poetiske af alle Evangelier ikke havde Tryllekraft for ham, og at Straaleglandsen paa Tabor snarere blænder end fryder ham. Det var mig virkelig tungt, at maatte opgive mit Forsæt; jeg vilde talt over det samme Æmne som for 3 Aar siden i Slotskirken, og vilde i enhver Henseende fun- det større Opmuntring end da; jeg smigrede mig med det Haab, at man vilde sagt: "Saaledes have vi aldrig hørt Bispen." Det var nu ikke Guds Villie, og jeg er tilfreds. -- Jeg frygter for at det bliver en langvarig Indesidden. Schwindt erklærede i Aften for min Kone, at jeg aldeles s.456   ikke har nogen svag Constitution, og at den eneste Aarsag til min Sygelighed er, at jeg spiser for meget, og tager for liden Bevægelse. Det var tildeels ogsaa Thulstrups Dom. Men den Spadseren har jeg saa inderlig liden Lyst til. Det falder mig saa bitterligen tungt at gaae for at gaae. Det er som med en ildesmagende Medicin. Siger Lægen: "tag den ind hver anden eller tredie Time", saa tager jeg den uden Indvendinger; siger han "gaae saalangt hver Dag", saa gaaer jeg, om det regner eller skinner Sol, om Veien gaaer gjennem Rosenlund eller en Udørken, men tier han, saa lader jeg Flasken staae og bliver selv siddende. 23de November.    Herslebs Helbred har været maadelig. Han forkjølede sig i Byens Kirke paa Bibelselskabshøitiden d. 31 Octbr., da Bech talede i halvanden Time "og forstærkede den phy- siske Kulde ved sit aandelige Iisvand". Han vil en anden Gang meddele mig sin Plan til at give disse Høitider en mere hensigtspassende Indretning, men er det de engelske Rapporter, som have bragt ham paa den Idee, tænker han i Christiania, Bergen og Trondhjem at faae saadanne Møder, som i London, Bristol og Edinburgh, saa gjør han nok Reg- ning uden Vert. At Oplæsningen fra Prædikestolen bør bortfalde, deri er jeg ganske enig med ham. Bibelselskabet venter nu snart, med en Hob Bibeludgaver, det faaer fra England, at grundlægge et Bibliothek. -- Provst Buschmann melder mig omsider sin Hjemkomst. Om Storthinget med- deler han adskillige particularia. Man seer, at han hørte til Oppositionspartiet; selv Budtz og Knudson, to af Thin- gets hæderligste Medlemmer, var han ikke fornøiet med. Blandt Bergensere udmærker han Holck, Koren, Normann og Lars Thingnæsset (altsaa ikke engang Johannes Aga) for deres Redelighed og Fasthed i Meninger. At Værnepligten s.457   ei fik Sanction, er han meget glad over; han kalder den "Afvæbningsloven". At Committeen vilde gjøre Amtmanden i Sessionsvæsenet til "Geistlighedens Overøvrighed", for- arger han sig meget over, fik ogsaa i Forening med Schultz og Abel det Udtryk borttaget. Han voterede selv imod Bondeansøgningernes Oplæsning, men troer dog nu, at den intet havde skadet, men derimod forebygget de følgende Op- trin. Maaskee og maaskee ikke! Dog sæt, at det var saa, hvad Skade have da disse Optrin voldt? har ikke den Fast- hed, man viste under dem, langt mere gavnet end skadet? ere ikke just derved Snakkerne bragte til Taushed og Roe? og er det intet, at Kongens Forhold under disse Spectakler har bundet mange Hjerter fastere til ham end før? Over- alt, ethvert Skridt, hvorved Storthinget bortgav noget af sin Værdighed, gjorde noget, der bar Præg af Frygt eller Tvang, det være i sig selv noksaa uskyldigt, ja nyttigt, var et Brud paa Nationens baade Ære og Lykke. 25de November.    I de danske Aviser fortsættes Feiden, med det Baggesen- ske Partie reiser sig øiensynligen, og jeg beklager, at Øhlen- schlæger har saa slette Forsvarere. Det synes ikke, som man i Kjøbenhavn har Sands for andet end dette. En liden Diversion har dog Dronningens og Kronprindsessens Fødsels- dag gjort, som indtraf i de samme Dage, og Frøken Jessen har deraf taget Anledning til at raabe et tredobbelt Hurra for "October, den Herre saa fiin, hvem hver Daniens Mand (og idetmindste een af Daniens Frøkener) tilbeder." 26de November.    Jeg havde en Conference med Christie. Efterat have talt en Stund om "Christi Krybbes" og "Betlehems" Ussel- hed og Lærernes skammelige Skjødesløshed, kom vi til mit Forslag, hvilket han gouterede, at en Committee efter Regje- s.458   ringens Befaling skulde nedsættes til at undersøge Almue- skolevæsenets nærværende Tilstand, og gjøre Forslag, hvor- ledes det, Fundatserne uforkrænkede, kunde forbedres. Der- paa taltes om det Monument, der skal opsættes i Dom- kirken, Biskop Brun til Ære, hvortil vi, naar jeg er ble- ven frisk, skulle udsee et beqvemt Sted. Det skulde været af Marmor, men bliver nu af Jern, omgivet af Gibsfigurer, og kommer efter Christies Mening at see ud som en Kakkel- ovn. I den Overbeviisning, at Drengene, inden 14 Dages Forløb, ville ruinere Gibsfigurerne, vil han gjøre Indstilling, at et Gitterværk sættes omkring Monumentet, men en under- lig Stads bliver det, ihvad man saa gjør ved den. 27de November.    Ved at omtale Christies Besøg glemte jeg et af hans Ærinde: at vise mig et Departementsbrev til Ephoratet om den bedste Religionslærebog for de lærde Skoler. Der er foreslaaet for de lavere Classer Balles, og for de øverste Krog Meyers nys udgivne. Denne sendtes til Gjennem- læsning og Prøvelse. Omtrent Halvdelen af den har jeg læst, Resten løseligen gjennembladet. Jeg finder den at ligne Niemeyers paa det nær, at alt det Historiske er udeladt, at en Mængde Bibelsprog ere aftrykte, og at Aabenbaringens Dogmer ikke ere fremsatte i den sceptiske Tone, der rigtignok ofte hos Niemeyer sætter den, der vil vide, hvad og paa hvem han troer, i Forlegenhed. Meyers Lærebog er vist særdeles god, men som Lærebog, for hvem det end maatte være, overvættes stor. I en Læsebog ere saadanne udførlige, sidelange Stykker paa det rette Sted. I Lærebogen derimod ønsker jeg kun korte af Bibelsprog understøttede Definitioner og Aphorismer, hvor Læreren forklarer det Utydelige og ud- fylder det Manglende. Er han, hvad han bør være, vil han efter saadan Ledetraad altid kunne orientere sig og vei- s.459   lede sine Lærlinge; og er han en Ignorant eller doven Leie- svend, saa bringer denne Vidtløftighed ham kun i Vildrede, han veed intet at tilføie, overlader til Eleverne, hvorledes de kunne komme ud af det, og kan ikke engang ved hensigts- passende Katechisation udfinde, om de forstaae det. Hvis jeg giver min Stemme til Bogens Indførelse, sker det kun fordi vi have ingen bedre, aldeles ikke fordi det Ideal, der stedse har svævet for mig, nu er opnaaet. 28de November.    Fra 1ste Departement fik jeg et Rescript, som inde- holder nærmere Bestemmelser for Bispe- og Præstevisitatser. Der paalægges, at Provsten skal følge med Bispen gjennem hele Provstiet: at Sognets Præster skulle katechisere, men ogsaa Biskoppen for den confirmerede Ungdom, og derpaa ende med en kort Tale eller Bøn: at en Commission efter Visitatsen skal holdes under Biskoppens eller Provstens Præ- sidium, hvor allehaande Undersøgelser skulle anstilles, og Re- sultatet indføres i Provstens Visitatsprotokol, og: at Prov- sten idetmindste hvert tredie Aar skal holde Besigtelse over alle Kirker og Capeller i Provstiet. -- Fra Centralcommit- teen kom endelig de lovede Tillæg til Bibelselskabs-Beretning, indeholdende en kort Udsigt over de udenlandske Bibelselskabers Historie. Saa havde og Vogt -- jeg veed ikke om paa Re- gjeringens eller Bibelselskabets Conto, havt den Godhed post- fri at besørge to store Pakker, der skulde leveres paa Adresse- contoiret, og som, da jeg aabnede den ene, fandtes at inde- holde lutter Wulfsbergske prospectus, hvoraf maa være trykt en utrolig Mængde.    I Intelligentsseddelen averterer Lieutenant Hoel og hans Broder Halvor deres Moders Død. Mit Øie lider ved den megen Skriven, men jeg kan dog ikke bare mig for at afskrive noget af dette Avertissement: "Os gav hun den s.460   første Retning til frit at tænke og handle, til at være flit- tige og vindskibelige Borgere og at understøtte Trængende og Forladte, saavidt vore Kræfter tillod; men derhos bibragte hun os ogsaa den meest levende Afskye for al mulig Under- trykkelse og egenmægtig Behandling, for alt det skjændige Bedragerie, som Historien stundom opviser. Dog vi bør ikke klage. Naturen fordrer sit; den er retfærdig; Dødens Engel skaaner ligesaalidt Tyranner, der finde Glæde i at undertrykke Nationer saavel i oekonomisk som i intellec- tuel Forstand; ikke saadanne stadselige Herrer ere større end Staadderen, naar Almagtens Bud vinker." 29de November.    Jeg forelæste Stiftsprovsten det nye Rescript, der fore- kom ham blot at være Opkog af de gamle Love, hvilket det dog nok ikke er; idetmindste maa man sige, at hvis alt dette har været Provsternes Pligt, saa have de hidtil meget slet op- fyldt den. Overalt fandt han baade i dette Rescript og i Brevet om Kirkedisciplinen blot Grimace fra Regjeringens Side, usle Palliativer, som den anvendte for at synes gud- frygtig, medens den ved andre Foranstaltninger f. Ex. Barne- daabens lange Udsættelse, viste sig blottet for al Gudsfrygt. Og her ivrede han med en Heftighed, jeg aldrig havde til- troet den gamle sagtmodige Stiftsprovst, mod den Skik at lade sine Børn ligge udøbte over 8 Dage, hvorfor han tro- ede enhver Fader og Moder, hvis Barn imidlertid døde, vilde paadrage sig et skrækkeligt Ansvar. Jeg kom endog selv derved in culpa, da jeg tilstod, at mine Børn vare 3 -- 4 Uger gamle, inden jeg lod dem døbe, og det syntes at koste ham Overvindelse ikke at læse mig Texten for denne min uchristelige Indifferentisme. Næsten i Vrede reiste han sig og tog en kort og afbrudt Afsked, og jeg er vis paa, at hvilken anden geistlig Mand end hans Biskop, der havde s.461   siddet for ham, vilde faaet en dygtig Irettesættelse. Hans svage Legeme og melancholske Humeur havde vist langt mere Deel i denne Iver end Dumhed eller Fanatisme, og saa bør man bære over, for selv at finde Overbærelse. 30te November.    En russisk Kjøbmand fra Riga har bundet Bergenserne paa Ærmet, at umiddelbart paa Kongressen i Aachen vilde følge en ditto i Petersburg, hvor de nordiske Anliggender skulde afgjøres. Keiserinden havde gjort Knæfald for Kei- seren, og bedet ham tage sig af den Gustavske Familie, som da nu skal sættes paa Tronen. Samme Keiserinde er et me- get mandhaftigt Fruentimmer. Keiseren reiste i al Beskeden- hed til Tydskland ledsaget af to Adjutanter, men hun kom bagefter med en Escorte af 4000 Mand. Her lyves meget i Bergen, med det lønner og Umagen at drive det Haandværk, thi de største Urimeligheder troes endog af temmelig fornuf- tige Folk. 2den December.    Liebenberg fortæller om Prof. Mynsters og Rosings Død. Begge saa han døe paa een Dag, begge ledsagede han til Graven paa een Dag, ja parenterende over begge. Medicin- ske Candidater bar Mynsters, Skuespillerne Rosings Liig. Adskillige fulgte uindbudne, hvoriblandt Rahbek og Øhlen- schlæger, der ved de ædle Henvandredes Grave rakte hin- anden Forligelsens høire Haand. -- Øhlenschlæger har skre- vet et idyllisk Drama: "Den lille Hyrdedreng", der for- ener alle Stemmer, selv Baggesens for sig. Thaarup til- tager med Aarene i Bidskhed efter Bulbidernes Maneer. 3die December.    Falsen har (anonymt) indført i Tilskueren et udførligt, og saavidt jeg forstaaer grundigt Bevis for at Statsraaderne s.462   bør sidde i Storthinget og tage Deel i Deliberationerne, at dette er aldeles overeensstemmende med Grundloven, og langt- fra at true Constitutionen med Fare, er det eneste Middel til at forebygge et Schisma mellem den executive og den lovgivende Magt, hvorved Landets Forfatning vil ile sin Undergang imøde. Et lignende Forslag, som Statsminister Anker i Privatsamtale engang fremførte, fandt jeg det ikke Umagen værdt at tænke over. Det forekom mig da aldeles constitutionsstridigt, men nu er det mig fuldkommen ind- lysende at Forfatteren har Ret. 7de December.    For syv Aar siden traadte Munch med Harpen i sin Haand ind i Dannerkongens Hal; nu træder han paa nordisk Viis ind i Prinds Oscars. Hvad dette er for en Viis, skal jeg ikke saa egentligen kunne sige. Der, som i Syd, og før, som nu, traadte man vel paa forskjellige Maa- der ind i Fyrsternes Hal. Dog hvorom alting er, han fandt en Blomst (Athalia) i "Sydens Laurbærlund". (Et parisisk Digt kan neppe kaldes en Sydfrugt; den egentlige Laurus er en Drivhuusplante der, som her, og den poetiske trives vel saa godt i Danmark og Tydskland som i Frankrig). Denne Blomst har han nu plantet om "i kolde Zone paa Norges Grund". (Der er den vel ikke seet før, men da for nogle og 20 Aar siden Cramer i Nordtydskland og Schön- heider i Danmark har gjort ei uheldige Forsøg, saa er Entre- prisen ikke saa vovelig). Denne Blomst rækker han nu tillids- fuld Oscar, som ombedes at være dens Ven, "at Stormen ei dens unge Skud skal knække." Og naar den da oplives af hans Bifaldssmiil, saa skal han see, at "Sydens høie Blomsterpragt kan trives blandt Nordens Snee." Denne flaue Dedication staaer da foran Athalia, hvoraf Munch sender mig 50 Expl. til Salg og eet til Foræring, med den s.463   latinske Indskrift: "Viro summo venerabili C. Pavels, episcopo Bergensi, amico suo", ogsaa en Absurditet foran et Digt i Modersmaalet. Oversættelsen er, saavidt jeg kan see, uden at have sammenlignet den med Originalen, mere poetisk og mindre troe end Schönheiders. Det er mig endnu ubegribeligt, hvad der har bevæget Munch til dette Arbeide.    Schwindt underrettede mig om en gammel Historie, som ret undrede mig, da min Moder aldrig talte eller skrev derom. 1809 var jeg en Dag indbuden i stort Mandfolkeselskab hos Biskop Brun. Jeg fandt ikke en eneste af Byens Præ- ster undtagen hans Søn, og jeg som aldrig har fundet det underligt, at en Stand ei æredes, naar ei dens egne Høv- dinger ærede den, fandt dette anstødeligt. I min Uskyldighed talte jeg med Mishag derom til Præsten Stuvitz, som jeg ansaae for min Ven, og han svarede: Biskoppen indbyder os aldrig uden ved Ordinationer.    Og denne samme Stuvitz havde rapporteret mine Ord til Bispen, som var bleven vred paa mig, hvilken Vrede dog varede kort, og var mig til denne Dag ubekjendt. -- Ende- lig paalagde Schwindt mig aldrig mere at deeltage i de sene bergenske Aftensmaaltider. I den Anledning fortalte Christie, at han engang havde været i et Dameselskab hos Agent Krohn, hvor man Kl. 5 om Morgenen endnu sat til Bords, og havde 2 Retter igjen, hvilke man dog fik Damerne til at gjøre Protest mod, saa at Maaltidet hævedes. 8de December.    Brun fortalte, at Irgens er bleven stødt over at Prov- sten skal afgive Betænkning saavel over hvad han selv veed om Kirkedisciplinen, som over de andre Præsters Beretninger og Forslag, da han troer sig at forstaae sligt ligesaa godt som Stiftsprovsten. Nu var det rigtignok ikke min Mening, at det Circulære skulde sendes Byens Præster, men ellers s.464   maatte Irgens som Bispesøn og engang Famulus vide, at det er ganske i sin Orden, om Bisp og Provst ere de største Dosmere, og en af Præsterne en Salomon, at Bispens Be- tænkning fordres af Cancellie eller Departement, og Prov- stens af Biskoppen, som de meest gjældende; ere disse Mænd Tosser, saa hviler Skam og Ansvar paa dem, som ansatte dem. Om ellers i denne Henseende Irgens med sin Dictator- tone og sine buldrende Prætensioner er en større Mand end den stille, vistnok bornerede Fleischer, det er et Spørgsmaal. Uordenerne i Korskirken og paa dens Kirkegaard og den høist elendige Skoleopsigt i Christi Krybbe giver ikke store Formodninger. Ellers talte Brun om Fleischers Pavevæsen, ventelig et Indfald af hans salig Fader, som holdt sig op over, at Fleischer med sin lille Figur gav sig maaskee vel megen Air. Naar han imidlertid veed at soutinere den, saa er intet derpaa at sige. Fleischer har vist altid strenge- ligen overholdt Anstændighed i Sæder og Vandel; gid alle baade katolske og protestantiske Paver gjorde ligesaa. 15de December.    Neumanns Qvartalsbrev begynder med en lang For- tælling om et uroligt Optrin i Salten. En Handelsmand Gers og en engelsk Skipper ere Hovedpersonerne. Christianias forrige Byskriver, Secretair Juul, har som Foged opført sig med Kjækhed og Conduite, derimod hviler Mistanke paa Amt- mand Berg for strafværdig Connivents. -- Kongens Reise til Bergen næste Foraar er uigjenkaldeligt besluttet; han rei- ser Landeveien til Christiania eller Christiansand, og derfra med en Fregat hertil. -- Munch stod paa Ridderlisten, "men et dristigt Pennestrøg af Grev de la Gardie skaffede en svensk Provst Ordenen". En lignende Godhed af en Svensk skal og have berøvet mig Commandeurstjernen, hvilket imidlertid ikke var mig ukjært. Man erindrer mig vel en anden Gang. s.465   Bech fik Obligationen paa hele Kjøbesummen extraderet, altsaa 2000 Pd. St., som var en ganske anstændig Present, men der var bestemt, at hver af hans Døttre skulde have 500 Spd. i Brudegave, og herover gjorde hele Christiania sig lystig en Tid lang. -- Neumann finder ligesom Hertzberg i Magnetismen et Vink om Sjelens frie Virken, uden legem- lige Organer, og altsaa om dens Vedbliven med fuld Bevidst- hed efter Legements Død. (Selv gamle Prof. Arentz skal heri have fundet en Idee, der dunkelt har svævet for hans Sjel, og følt sig styrket i sit Udødelighedshaab).    Efter Aabels Brev synes Mangelen paa theologiske Candidater snart at ville ophøre. Flere have taget Atte- stats i dette Efteraar, og i Januar komme hele 10. Aas er udnævnt til Borchs Eftermand, saa Munch dog indseer, han ligesaalidt som jeg kan undvære Capellan. Han kom- mer vel med Tiden til flere Indsigter, som han ved sin Til- trædelse manglede. Candidaterne øve sig nu i practisk at udøve, under Bechs Bestyrelse, de kostelige homiletiske Regler, han i sine Forelæsninger har givet dem. Han tænker at udgive disse Læreklude i Trykken, og er nu begyndt med katechetiske Forelæsninger, hvoraf man lover sig mere. -- I Rigstidenden fortælles, at Grev Mörner har nedlagt alle sine Embeder. Skulde det ikke have sin Rigtighed med den store Naade, der vistes ham ved Afskeden fra Stat- holderskabet? Min gamle Mistanke, at han ei er det nu- værende Dynasties Ven, vaagner. 17de December.    Falsen sendte mig to Baggesenske Skrifter mod Øhlen- schlæger. Det ene er en fuldstændig Samling af de famøse Breve, 8 i Tallet, andet Oplag, med en alvorlig undervisende Fortale til de unge Studerende, hvis Vel han fornemmelig sigter til med alle sine Stridsskrifter, at de nemlig skal ledes s.466   til Ærkjendelse om, hvilket Barbarie her vil udbryde, hvis den Øhlenschlægerske Smag faaer Overhaand. At Misundelse skulde drive ham, det er en Tanke, som aldrig kan falde noget fornuftigt Menneske ind. Med denne Fortales Læs- ning lod jeg det beroe. -- Den anden Brochure er: "Hun- drede Aphorismer og een", hvor han har udrevet af Sammenhængen 101 af Øhlenschlægers Yttringer i Reise- beskrivelsen og i Noter gjort dem latterlige. I den Grad som Baggesen har dog ingen Skribent af ringeste Celebritet brændemærket sit gode Navn og Rygte. 18de December.    Skjønt Øhlenschlæger ved "Fostbrødrenes" Omarbeidelse har forandret den anstødelige Katastrophe, og skjønt det Gøgle- spil med Mjøden tilligemed den gamle Gøgler selv har faaet Afsked, saa bliver Fostbrødrene aldrig af mine Yndlingsstykker. Det Hele har i mine Øine taget en gal Vending; der maatte en ny Fabel, adskillige nye Personer, næsten alt nyt -- da vilde, som jeg før har sagt, Fostbroderskabets Collisioner kunne give Æmne til et høist interessant Drama. 19de December.    Jeg er ikke nylig bleven saa forskrækket, som da jeg i Dag blandt Julefestens Prædikanter fandt i vor Adresse- aviis: Stud. theol. Hammer, som i Morgen otte Dage prædiker til Høimesse i Nykirken. Saa har jeg da ikke kun- net afvende denne Plageaands Ankomst til Bergen. Jeg skal af Menneskekjærlighed ignorere hans Nærværelse, og dølge mit Kjendskab til ham saalænge jeg kan. --    I Rigstidenden fortælles, at Kongen har tilladt Morgen- bladets Forsendelse med Posten indtil videre, dog med den udtrykkelige Betingelse, at Hans Majestæt for- beholder sig at tilbagekalde denne Tilladelse, naar det Offentliges Tarv maatte fordre det(!). s.467   20de December.    Christie fortalte, at der er kommen Befaling, at det danske Vaaben, hvor det maatte findes paa offentlige Byg- ninger, skal nedrives. Dette er nu egentlig hans Sag som Stiftamtmand og Overpolitiemester, men da der paa Konge- stolen i Domkirken staaer et meget ziirligt Vaaben, som en Patriot har skjænket, istedetfor et Par Løver (hvoraf vel ogsaa nu den ene er Contrabande) saa fandt Christie, at dette hørte under mit Departement, og bad mig i Stilhed give Befaling til denne Scandals Borttagelse inden Politie- mesteren gjør Inqvisition. I Trondhjem stod det danske Vaaben endnu paa Fanerne, da Kongen kronedes der. Man havde gjort Grev Trampe opmærksom derpaa, men han havde sagt, at det gjerne kunde blive staaende; der var ikke Tid til at forandre det. Det havde, som venteligt, vakt Kongens Misnøie, og det var godt, det ikke stilte Trampe ved hans Nordstjerne. "Det er forunderligt", sagde Kon- gen til Christie, " at Nordmændene, som sætte saa høi Priis paa sin Selvstændighed, kan taale saadant, der saa aldeles strider imod den." -- Udenlandsministeren Engeström er den største Æder, Christie i sine Dage har seet. Man havde ved Storthingsgjestebudet 12 Retter Mad, og af de fleste spiste han 2 a 3 Portioner: Dertil drak han 2 Flasker Rødviin, en Flaske Madera, foruden Rhinskviin, Portviin og den stærke Punsch: Alle Nordmænd vare ædrue, saalænge Svensken var der, men da de vare borte, fortsattes Punsche- drikningen; 20 Mennesker tømte 3 Boller, og fik de alle- sammen en meget stærk Perial. -- Dette var nu altsammen godt og vel, men naar saa Christie endvidere, efter egen Er- faring 1815, fortalte, hvorledes man da levede i Julen i Enebak Præstegaard, hvorledes man ved at blæse i Clari- netter og affyre smaa Metalkanoner ligefor de Frugales Øren tvang dem til at tømme de fyldte Pocaler, hvorledes Sviir s.468   og Sværm var Dagens stadige Orden, og det saa betænkes, at dette Liv førtes hos og af en Præst, som i de samme Dage i Templet opfordrede sine Medchristne til at glædes over Jesu Fødsel og takke Gud for hans Velgjerninger i det svundne Aar: hvo kan undres, at Faarene løbe bort, og at Ulvene rane dem fra slige Leiesvende? hvo maa ei her anvende Jeremiæ Ord (ere de end egentlig sagte om Regenter): "Vee Hyrder som omkomme og adsprede mine Faar, siger Herren. Derfor sagde Herren Israels Gud til Hyrderne, dem som føde mine Faar: I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke sørget for dem; see jeg vil hjemsøge Eder for Eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger Herren!" 23de December.    Prinds Friederich er ved sin Afsked fra Flandern1 hyl- det med næsten ligesaa megen Hjertelighed som for halvsjette Aar siden ved hans Afsked fra Norge. Den eiegode Friede- rich! han brillerer ikke ved sine Talenter og Kundskaber, men man har aldrig mærket at han lovede uden at holde, eller begyndte paa noget, han ei kunde udføre; og sandelig, han er en ædel Mand! Vel Danmark, hvis det samme kan siges om hans Successor i Norges Statholderskab! 28de December.    Til Realskolens Direction er indkommen et Forslag fra Lærerne til bedre Ordens Overholdelse, der i det Hele slet ikke behagede mig. Jeg nævner noget af det, som ved første, flygtige Gjennemlæsning stødte mig. Lærerne skulle efter Tour have Inspection og da holde Control med hin- anden, mulctere den, der kommer et Qvarteer eller mere for- silde osv. Formodentlig ville de vise hinanden kjærlig Over- s.469   værelse, at Enhver igjen kunde nyde den a son tour; men traf det sig saa, at Inspecteuren var en anden Lærers Uven, hvor let da at faae Sag imod ham! En af Lærerne skal være Skab-Inspecteur, en anden Uhr-Inspecteur -- "Hillemænd hvilke Titler!" Endelig er Tilladelse at komme paa Comedie og Concert en af Belønningerne for Flid og Sædelighed, aldeles det samme som de Børn i Rasmussens A B C, der fik "en Hvedebolle for deres smukke Tænkemaade".    Fra Søndre Bergenhuus Amt fik jeg et Brev angaa- ende Gjæstgiverierne paa Voss, der satte mig i Harme, da jeg fandt, at dette Amts Fremgangsmaade contrasterer meget mod det andet bergenhusiske og den mig engang saa for- hadte Falsens. Denne Mand har jeg miskjendt. Han er en ypperlig Embedsmand, Hader af unyttige Omsvøb, viser Agtelse hvor han finder at Agtelse fortjenes, gaaer maaskee undertiden vel hurtigt, og betænker ikke altid saa nøie hvad han gjør (ogsaa jeg holder af den raske summariske Fremgangs- maade), men gaaer dog nok med alt dette ligesaa sikkert som Christie, der ogsaa synes at være en stor Formalitetsjæger, saa at Falsen og jeg kunne have gjort det galt og rettet det igjen, og bragt Sagen i fuld Orden, inden Stiftet og Søn- dre Bergenhuus Amt er halvfærdige med den snorrette og methodiske Behandling af en Sag. 29de December.    Falsen og Foss anmodede mig om at være Medarbeider, endog Medudgiver af Tilskueren, da Rein har tabt baade Kraft og Lyst, og man intet kan vente fra ham. Jeg er- klærede mig villig til det første. 30te December.    I Rigstidenden fortælles, at fra Opdagelsesreisen ved Nordpolen er hjembragt en Mængde rødt Sneevand, der seer ud (men smager ventelig ikke) som Portviin. I Nord- s.470   america er opdaget en Kilde med Olie -- lutter Mirakler! -- I Tillæget fandtes noget, der (jeg kan vel sige) forbittrede mig i høieste Maade: en norsk Hæderssang for Carl den tolvte. Der fattes os nu blot et Skandskrift mod Peder og Hans Colbjørnsen. Og denne elendige Karl be- gynder Sangen med sit Fædrelands Anraabelse! 1  tilbake Friedrich af Hessen havde havt Befalingen over de danske Tropper, der i Aarene 1815 -- 1818 deltoge i de franske Grændselandskabers Bevogtning.

bla bakover

bla videre