|
31te August.
Rigstidenden: Nordpolsexpeditionen er for det første
kommen paa et londonsk Theater i et Stykke, der i Skjønhed
og Pragt overgaaer alt, hvad man af dette Slags hidtil har
|
| s.422 | seet. (Med Tiden faaer man vel denne Skjønhed og Pragt
at see i det virkelige, thi en amerikansk Skipper har udpøn-
sket, at Jorden indvendig er huul og beboelig, og naar man
vil understøtte ham, vil han seile til Sibirien og ovenfor
82 Grads N. B. opdage et varmt og riigt Land). Man
læser fremdeles Christies Tale til Kongen og dennes Svar,
hvilket sidste vel falder noget bebreidende, men jeg seer intet
deri, som kan fornærme Storthinget og Nationen. -- Stor-
things-Efterretninger: Alle Constitutionsforslag ere for-
kastede. Sommerhjelms Sag bortfalder af Mangel paa ju-
ridiske Beviser. Det var Diriks, som reddedes ved Samuel
Feddes skriftlige Votum. En Klage fra Aasgaardstrand
fandtes saa grundet, at 27 voterede for og 26 mod hans
Indstævning for Rigsretten. Fedde tiltraadte Minoriteten,
og saa gjorde Præsidentens (Rambechs) Stemme Udslaget.
1ste September.
I Storthings-Efterretningerne seer man fremdeles,
hvorledes Statsraaderne, blandt hvilke ogsaa Fasting var
under Anklage, ere slupne ud af Fælden. Bispinde Bruns
Pension decreteredes eenstemmigen. Abel (det er sørgeligt)
skal gjøre Storthinget og Procurator Krogh Afbigt, for at
have oplæst Johan Hjorths fornærmende og ubeviste Be-
skyldninger.1 Sverdrup har som Præsident holdt meget
vakre Afskedstaler til Kongen og Kronprindsen. Jeg vil ikke
negte, at han fornedrer sig til at smigre og glædes da
hjerteligen, "at Prinds Oscars herlige Egenskaber og sjeldne
Sindets Gaver dagligen udvikles, og at han med Ynglingens
Ild forener Mandens faste Rolighed." Ikke mindst glædes
|
| s.423 | jeg ved Kongens Overbeviisning om alle Storthingsmændenes
Fædrelandssind.
2den September.
Neumanns Brev handler meest om Kongen og hans
Ophold i Christiania. Ved Svinesund blev han af Fredriks-
halds Borgere modtagen med megen Festlighed og havde
følt sig særdeles tilfreds. Paa Moss og Grændsen af Ag-
gershuus Amt var opreist Æreporte. Den i Christiania
var antik og ret smagfuld, men for lav og tog sig ikke godt
ud. -- Paa Schultz og Flor var Carl Johan forbitret;
"om Skribleriet dømte han omtrent som du" -- altfor stor
Ære. Om Nationens enfance skulde han ellers ikke tale
for høit og for ofte, synes mig; man vil dog nødig lade
sig kalde Barn, naar man ikke er det. Ved Afskedsaudient-
sen kyssede Kongen Neumann, og roste ham for Enge-
ström som "un bon patriote norvégien, et en meme tems
scandinave". Doctorpromotionerne ere afværgede. En erkjendt
Slubbert, halv Bonde og heel Vertshuusmand i Asker er
Forfatter af Avertissementerne i Intelligentsseddelen. Pro-
fessor Olafsen har skrevet et carmen til Kongen paa fire
Sprog, latinsk, islandsk, dansk og fransk.
8de September.
En ung Person var hos mig, for at spørge om Bede-
manden var berettiget til at fordre 200 Rbd. af ham, for
at invitere Liigfølge til hans Fader, og siden følge Liget.
Det er sandt, det er nogle uforskammede Karle med deres
Fordringer, alle disse Kirkemennesker, det indrømmede jeg
ham, men her kunde jeg intet gjøre, da Bedemændene staae
under Magistraten.
9de September.
Nationalbladet indeholdt et mærkeligt Stykke: en meget
|
| s.424 | grundig og beskeden Indsigelse mod collegii academici
Fremgangsmaade ved examen artium baade dette og forrige
Aar, ved at admittere Candidater, der efter de gjældende
Love burde været bortviiste. Forfatteren synes meget nøie
bekjendt med Sagen, og det er uden Tvivl beviislige Facta,
han beraaber sig paa. Alle Grunde, der kunne tale for
saadan Skaansel fremsættes og gjendrives, og de skadelige
Følger af dette Medlidenhedsprincips Anvendelse vises, som
mig synes, med megen Evidence. Det maa være krænkende
for Oberstelieutenant Hammer og Præsten Irgens, da der
udtrykkeligen henpeges paa disses Sønner, og ikke mindre
for Professor Arentz, da Grunden, hvorfor de to Candidater
ei rejiceredes, angives at være "Agtelse for en gammel for-
tjent Skolemand." Er det saa, som her foregives, at de
fik nye Opgaver, og at en Professor sad hos dem og ret-
tede de groveste Feil, inden Svaret ble reenskrevet, saa har
de virkelig drevet Barmhjertigheden forvidt. Som et Rygte
nævner denne vel underrettede Mand, at Projectet om de
seminaristisk dannede Præster, efter de indkomne Betænk-
ninger, fandtes saa skadeligt, at Regjeringen ikke vovede at
anbefale det til kongelig Sanction; af denne Ære tør jeg
da vel tilegne mig en god Deel.
11te September.
Det nyttige Selskab holdt Generalforsamling. Der
valgtes fire Committeer, af hvis Bestræbelser man tør haabe,
Efterverdenen engang vil see velsignede Frugter, skjønt jeg
for min Deel endnu ikke veed, hvad der skal bestilles, eller
engang hvad man tænker at opnaae i den, hvor jeg er Med-
lem, og, om Gud vil, Formand. Som billigt staaer Le-
gemet foran Sjelen i et Selskab, der kaldes det Nyttige. De
første Committeer ere altsaa for Agerdyrkning og Industrie.
Saa kommer da Almeenoplysning, hvor det som sagt er
|
| s.425 | skjult for mine Øine, hvad Selskabet i den Henseende kan
og bør virke. Denne Committees Medlemmer ere: Biskop
Pavels, Overlærer Sagen og Amtmand Falsen. Endelig er
der og en Committee for Tarvelighed, som bestaaer af Lieute-
nant Foss, Bohr og en Peter Gran Bredahl. Endeel ind-
komne Breve og Ansøgninger omdeltes; deriblandt var og-
saa for Piger, som søgte Præmie for lang og troe Tjeneste.
Man var ikke enig om saadant burde ansees at ved-
komme Oplysning eller Tarvelighed, men paa min Forestil-
ling om, at Ingen bekymrer sig om, hvor oplyst hans Tjeneste-
tyende er, men at det derimod er en vigtig Sag, at de vise
sig opmærksomme paa Huusmoderens eller Madmoderens
Tarv i det økonomiske, fandt de fleste Opponenter det meget
rimeligt, at Tarvelighedscommitteen befattede sig med den
Ting. Oplysningscommitteen gik altsaa tomhændet bort,
og naar nu den officielle Communication er indløben, saa
tilkommer det vel mig at sammenkalde mine Colleger
og raadføre mig med dem, om vi maaskee ved at lægge vore
Hoveder i Blød kunde udpønske, hvad det er for en Virke-
kreds Selskabet har anviist os. Da dette Valg var tilende-
bragt, ventileredes og fattedes da tillige Beslutning om Under-
støttelse til en Dyrelæge, som vil nedsætte sig her. To
Trediedele af Summen udbetales strax; skulde det Hele
været det, vilde efter Cassererens Forsikring den hele Casse-
beholdning gaaet i Løbet, og Selskabet kunde da kalde
sig et Veterinairselskab og givet Production, Industrie, Op-
lysning og Tarvelighed en god Dag, da jeg ikke seer Dyre-
lægekunsten kan henføres under nogen af disse Rubriker.
Fra Østlandet har man Underretning om, at en Bonde-
opstand virkelig har været eller er i Gjære. Nogle 100
Bønder fra Hallingdal, Ringerike og Hadeland vare alt
komne til Jonsrud, men lod sig overtale til at vende om
for den Gang. Der taltes og om Sammenløb af Oplands-
|
| s.426 | bønder, og man var i nogen Frygt for de Deputerede, som
vare paa Veien til Trondhjem, men deels betænke de sig
vel, inden de insultere Folkets Repræsentanter, der som saa-
danne ere hellige Personer, deels har man i Rigstidenden
Efterretning om Kongens Reise ligetil Røraas og overalt
mærkedes Tilfredshed og Jubler, og ihvorvel Misnøien ei
var over ham, og man vel ikke i hans Nærværelse vilde
yttret den lydeligen, maatte dog nok Spor af Gjæringen
mærkes ogsaa i de Egne, hvor han kom, og Bulletinskriveren
vilde talt i en anden Tone.
I Eftermiddag havde jeg Besøg af en forstandig og
interessant Bonde fra Sogndal, af hvem jeg hørte mange
velgrundede Raisonnements, og fik adskillige Oplysninger. I
Præsten Normann, der overalt møder en mageløs Yndest og
Agtelse, var han enthousiastisk indtaget; han havde aldrig
hørt en saadan Prædikant. Vedbliver denne Mand som
han har begyndt, vil jeg engang ønske mig ham til Efter-
mand, og er da vis paa, at han langtfra at nedbryde, hvad
jeg har opbygget, vil bygge med langt større Indsigt og
Standhaftighed end jeg. -- At Qvale bringer verdslige
Handeler, Agerdyrkning, Sundhedspleie osv. paa Prædike-
stolen, istedetfor at prædike Guds Ord, har jeg før hørt
fortælle, og hørte det nu gjentaget.
13de September.
Heller ikke i Dag var jeg i Kirke; der forestod mig
en haard Pust, som gjorde Formiddagshvile nødvendig:
Barnedaabsgildet hos Welhaven. Klokken omtrent 3 blev
min Kone, som skulde bære Barnet, og Frøken Brun af-
hentet med Karet, den eneste i Bergens Bye. Allerede her
i Gaarden samlede sig en Hob Nysgjærrige, meest Børn, for
at see dem stige i Vognen, men i og ved Hospitalskirken skal
Vrimmelen have været umaadelig. Drengen, som blev op-
|
| s.427 | kaldt efter sin Fader, skraalede ganske umenneskeligt; det
var maaskee et Omen for, at han engang vil træde i sin
Faders Fodspor, og raabe saaledes ud af Struben, at hans
Tilhørere blive døve, inden han selv bliver hæs. -- Min
Kone og Frøkenen vare de eneste Fruentimmer i Selskabet,
og havde det naturligviis særdeles morsomt. Mig var
Skjæbnen gunstigere. Welhaven havde gjort to nye Vise-
stumper, en for Norge og en for Kongen, ved hvilken man
fik Leilighed til at istemme et tredobbelt Hurra. Det første
af disse Vers var ret vakkert. Endnu sang man et Par
Vers, men det havde ingen Art. At sammenparre Gjæster
og drikke deres Skaal i jevn Prosa, item at udbede sig den
Ære at drikke et Glas med hinanden, det kommer man
bedre fra i saadanne Selskaber. Blandt Gjæsterne var en
Capt. v. Krogh, der havde faaet den nye Uniform, som saa
aldeles lignede nogle svenske Regimenters, at jeg troede, det
var en svensk Officeer, der var kommen hid i et eller andet
Ærende.
15de September.
Hvad Posten medbragte er det eneste, jeg i Dag har
at optegne. Af Breve bragte den kun et eneste, fra Hertz-
berg i Ullensvang, men indeni det laa to fra Koren, som
indeholdt adskilligt interessant og glædeligt, især hvad han
skriver om Kongens Yttringer saavel til Deputationerne,
hvis Klager allevegne lød ham imøde ved Ankomsten, som
siden til Storthingets Præsidenter og andre, hvorledes han
nemlig afskyer den Tanke at ville udvide sin Magt over hvad
Rigets Grundlov tilstaaer ham, og erkjender at saadant
Forsøg vilde paaføre Folket Elendighed og fremskynde hans
egen Undergang. Enig Samvirken med Storthinget og streng
Overholdelse af Retfærds Grundsætninger er hans høieste
Ønske, og hans Haab, at om end da Misnøie skulde yttre
|
| s.428 | sig, vil den dog aldrig udbredes og tage skadelig Overhaand.
Det er og bliver dog den gode gamle Carl Johan, og hvad
der kommer fra ham, som ei synes at harmonere hermed,
er vist ikke hans Værk, men Indskydelse af Mennesker, som
hverken ere hans, Norges eller Sverriges sande Venner.
Afskedsaudientsen for Storthinget skal have været meget be-
hagelig. Hver Præsident (altsaa og Schultz!) fik 2 Kys,
og det, efter Korens Udtryk, "med blid Fyrighed". Et Par
artige Anecdoter fortælles og om, hvorledes en Hob galante
Herrer og Damer en Aften dandsede i Mørke ude paa Lade-
gaardsøen, da Mörner havde gjort Regning paa, de skulde
tage bort Kl. 7, og derfor ikke ladet bringe Lys derud, og
hvorledes ved Storthingsgildet, hvor man havde de meest
udsøgte Drikkevarer og tilsidst en meget stærk og liflig Punsch,
Mörner og Engeström fik en dygtig Perial, og istedetfor
efter Tilsigelse at komme til Kongen Kl. 7 og arbeide i
hans Cabinet, ravede i Forgemakket hjertensglade og for-
trolige, til megen Morskab for Kongen, der overraskede dem,
og fritog dem for alvorligt Arbeide den Dag. -- Da Sver-
drup i Gjæstebudet udbragte: "Den constitutionelle Frihed i
begge Riger!" gloede Grev Brahe, som sad ligeoverfor Ko-
ren, ilde og drak Skaalen med megen Trevenhed.
Nationalbladet har aftrykt en Beskrivelse over Torden-
skjolds Duel med Oberste Stahl, og Anledningen dertil, i
sin Tid meddeelt af hans Kammertjener. Har man dermed
til Hensigt at chicanere de Svenske, vil den neppe blive op-
naaet. Selv for Tordenskjold indeholder Historien lidet
ærende, og for Stahl ei stort mere vanærende. Imidlertid,
saavidt jeg kunde mærke paa Schwindt, ere vore patriotiske
Harlekiner blevne meget allarmerede derover.
18de September.
Munch har ligesom Neumann i denne Tid badet sig
|
| s.429 | i Fyrstegunstens Solskin. Han har prædiket to Gange i
Cabinettet, er ogsaa omfavnet af Kongen og forsikret om
hans udmærkede Naade, men hverken Gulddaase eller Lang-
korke eller nogetsomhelst udvortes Naadestegn er hidtil fal-
den i hans Lod. Derimod have Statsfruerne og Stats-
raadinderne, de to Grevinder ikke at forglemme, faaet kost-
bare Foræringer: Hals-, Øren- og Armprydelser af Guld
og Brillanter. Med Pavels Hjelm og den blide Modtagelse,
han efter Kjerschows Brev fandt, tog det en bedrøvelig
Ende. Det Digt, han overrakte Kongen, var i høieste Grad
impertinent, yttrede Sorg over Adskillelsen fra Danmark,
indeholdt ringeagtende Udladelser om Carl den Trettende og
Bøn til Carl Johan, at bruge sin Søn til Tolk og ikke
Hofkryb, som løi for ham. Da Kongen havde ladet sig
Digtet oversætte, blev han, som rimeligt var, vred, og lod
Hjelm vide, at han ikke ønskede Digtet trykt. Forfatteren
fordrede da 400 Rbd. for at udlevere de trykte Exemplarer;
han fik dem, Kaltenborn Exemplarerne, og min uværdige
Navne reiste hjem i Vrede. Med Bondeopstanden saae det
heel betænkeligt ud, og meget alvorlige Anstalter føiedes.
Man frygtede blodige Optrin i Byen, hvis Pøbel truede
at gjøre Partie med Bønderne. Men de ventede Hjælpe-
tropper fra Hedemarken udeblev, og den forsamlede Skare
fra Valders, Ringerige og Hallingdalen skiltes ad. Ganske
rolig er man endnu ikke, og frygter især, at enkelte Stor-
thingsmænd skulle blive insulterede paa Hjemveien. -- Et
stort Beviis paa, hvorledes det ved min kloge Moderatisme
lykkes mig fremdeles at blive "ein guter Freund von allen
Potentaten ", er, at jeg med een Post fik fortroligt Venne-
brev fra Provst Munch og Præsten Schultz. Han er endnu
misfornøiet med alt, hvad der kommer fra Regjeringen eller
skeer den til Ære, og det kan ikke negtes, at han driver sin
Opposition altfor vidt. At han mener det ærligt med sit
|
| s.430 | Fædreland, derom kan jeg aldrig tvivle, og da han ikke
kryber om i Mørket, men siger offentligen og frimodigen sin
Mening, da han altid, saavidt mig bekjendt, har været den
redelige, skjønt altfor mistænkelige og strengt dømmende
Patriot, saa var det besynderlig uklogt af Mørner, som
ellers indbød alle Storthingets Embedsmænd, at udelukke
Schultz, uagtet han var Odelsthingets Vicepræsident, fra
alle officielle Maaltider, indtil han blev virkelig Præsident,
da han ei kunde forbigaaes. Jeg vil ikke nogensinde negte,
at der i den senere Tid er skeet illiberale, vel endog consti-
tutionsstridige Skridt fra den executive Magts Side, men
heller ikke kan jeg frafalde min gamle Paastand, at mange
af Oppositionens Ulykkesspaadomme ere Drømme, som de
af ældre Erfaringer kunde lært, ei at sætte ubetinget Lid
til, ligesom jeg ogsaa stadigen troer, at en Fremgangsmaade
som Schultz's, Flors og flere aldeles ikke er den, hvorved
det Onde afværges, hvis vi virkelig trues dermed. Der gi-
ves en alvorlig Fasthed, som imponerer uden at opirre,
som idetmindste Ingen kan lade sig vedgaae at vredes over;
den udretter vist mere end den ængstelige Stræben efter at
finde Feil hos Regjeringen, som har characteriseret dette og
forrige Storthings Oppositionsmænd. Hvad imidlertid
Schultz angaaer: min Mening om hans Aand og Hjerte er
uforandret; han forlader nu den politiske Skueplads, og
vender tilbage til sine Embedssysler, og jeg troer ikke Landet
taber derved. Om Pavels Hjelm er iøvrigt hans Mening
den samme som Munchs.
20de September.
Det hedder at David Thrane er frigivet mod Caution
og Forpligtelse terminviis i 10 Aar at erstatte Staten den
fravendte Sum. Der var i den Anledning heftig Dispute
mellem Falsen og Assessor Bull, da den første ansaae Thranes
|
| s.431 | Forbrydelse for reent Tyverie, og troede, at han ligesaalidt
burde undgaae Straf, som Tyven løslades, om han og til-
bageleverer Tyvekosterne. Bull derimod paastod, at den
vedtagne Fremgangsmaade er aldeles overeenstemmende med
Lovene. Han documenterede saa tydeligen og oplyste Sagen
saaledes med Exempler, at jeg troer han har Ret. Men
deri er jeg enig med Falsen, at om saadant staaer i Loven,
saa burde det ikke staae der, da slig Barmhjertighed er
utidig. -- Statsraad Krogh siges nu at skulle udarbeide
den hele Lovbog, og at denne stykkeviis skal sendes de øvrige
Lovcommissairer til Revision. Det er maaskee og det bedste
Middel til at indbringe Eenhed i Arbeidet, og engang faae
det tilendebragt.
21de September.
Fra Statssecretariatet sendtes mig en kongelig Kund-
gjørelse, hvoraf sees at Bønderne fra Ringerige og Halling-
dalen atter have været i Bevægelse og ere arresterede.
Kongen formaner Almuen over hele Riget til at holde sig
rolig og at bøie sig under Lovens Herredømme, hvilket han
efter sin Pligt kraftigen vil stræbe at haandhæve. -- Kro-
ningen er fuldbragt i deiligt Veir og til almindelig Glæde.
Det synes endog som om man har optaget den Christiani-
ensiske Skik at raabe Hurra i Kirken, anderledes kan jeg
ikke forstaae de Ord: "Da Kronen sattes paa Hans Maje-
stæts Hoved, gjenlød Luften af de Nærværendes Glædes-
raab." (Hvad der ellers skal være notorisk, skjønt det ikke
staaer i Rigstidenden, er, at Bugge i sin Tale havde ud-
skjeldt det norske Folk og holdt Kongen overdrevne Lovtaler,
og at man om Aftenen slog hans Vinduer ind med Stene,
om hvilke var viklet Papir med følgende Ord: "Tak for
din Tale i Dag, Bisp! som du har hædret os, hædre vi nu
dig igjen!"). Kongen og Kronprindsen spiste allene; deri-
|
| s.432 | mod gav Anker stort Middagsmaaltid for 150 Personer
(det var da endda ikke saa meget stort). Saa læser man
da en lang Ridderliste, hvorpaa mit Navn ikke staaer. Jeg
havde rigtignok ventet at blive Commandeur af Nordstjernen
som eneste Bisp, der ikke er det, men sandelig, ikke par depit,
af reen Grundsætning glæder jeg mig over at være forbi-
gaaet. Skjønt mine Tanker om Kongens Person ere ufor-
andrede, har jeg dog altfor lidet været tilfreds med
nogle af den executive Magts Ord og Gjerninger i den
senere Tid, til i dette Øieblik at ønske noget nyt svensk
Hæderstegn. Mange Betragtninger lod sig ellers anstille
ved denne Ridderliste. Hvormed har Ingier udmærket sig
fremfor de andre Generalveimestre, og hvad er Oberste-
lieutenant Grüner mere end Dons og Scharffenberg her i
Stiftet? At Sverdrup og Ræder ere svenske Riddere, er
en mærkelig Tingenes Omvexling; og hvorfor maatte Hersleb
nøies med den stygge Vasaorden? Hvorfor blive Soren-
skrivere Riddere af Nordstjernen, Fogder af Vasa? og lader
man det gjælde, at gamle Angell som Stiftsprovst og for-
nemste fungerende Geistlig næst Biskopperne, fik dette Hæders-
tegn -- hvad i Guds Navn har da Aschenberg og fremfor
alt Finkenhagen gjort for at fortjene det? Var det fordi
Kongens Domestiker rumsterede saa slemt i Næs Præste-
gaard 1814, at dette Forsoningsoffer bragtes ham? Man-
den er meget brav, jeg veed intet ondt om ham, men at
min Christian Hertzberg var ligesaa værdig til en Ridder-
orden som Finkenhagen og lidt til, det skal man ikke af-
disputere mig.
Af Storthings-Efterretninger er udkommet et Ark,
hvori kun det mærkelige, at Abel har vægret sig for at give
den ham paalagte Erklæring, og at det nu skal tages under
Overveielse, hvorvidt han kunde qualificere sig til at ind-
stevnes for Rigsretten. Dertil kan det vel ikke komme i
|
| s.433 | en saa ubetydelig Sag; men negtes kan det dog ikke, at
Storthinget høiligen compromitterer sig ved en saadan Deci-
sion, hvorimod man ustraffet kan excipere. En saadan
Vægring burde man tænkt sig mulig, inden man fattede Be-
slutningen, saa var denne maaskee falden lidt anderledes ud.
-- I Nationalbladet har Hjelm (det er upaatvivlelig ham)
begyndt at udøve sin Privathævn over Kongen ved et Brev
fra Landet, hvor han gaaer tilbage til dennes Gesandtskab i
Wien og Krigsministerium, hvilke to Epocher vistnok ikke
ere af de glimrende i Carl Johans Liv. Jeg gad vide, om
ikke den Person engang løber Hornene af sig. En an-
den (eller maaskee den samme) er meget misfornøiet med at
man i Rigstidenden har talt om vort Lands Lyksalighed,
og søger at godtgjøre, at vi er et meget ulykkeligt Folk.
Der faaer da og Christie Irettesættelse for sin Tale til
Kongen.
22de September.
Fra Stiftsprovsten kom Skolecommissions-Forretningen
for Hougs og Hosanger. Aarsagen, hvorfor ingen Com-
mission holdtes i Hougs 1816 eller 17 var Sognepræstens
Upasselighed det ene Aar og ondt Veir det andet. I
Regard af den gamle Stiftsprovst som Commissionens Præ-
ses, lader man saadant gaae hen; det burde virkelig ellers
ikke blive upaaanket.
24de September.
Falsen er en Mand ganske efter mit Hoved, om just
ikke altid efter mit Hjerte. Ogsaa han skriver, som jeg, næsten
alle sine Embedsbreve med egen Haand, og indfører mange
af dem selv i Copiebogen. Hurtighed og Nøiagtighed er
ogsaa ham en vigtig Ting; han viser dem og fordrer dem,
og det sidste kan man med god Samvittighed, naar man ei
|
| s.434 | forsømmer det første. Ellers behage Tidernes Tegn ham
ikke, og han har meget imod vor Administration. Han,
ligesom Schultz, seer allevegne Planer til at amalgamere
Nationerne; især finder han det nye Exercerreglement an-
stødeligt, hvor der rigtignok ogsaa skal være anbragt ganske
underlige svenske Talemaader. Efter sine Grundsætninger
paastod han, at han ikke kunde modtage en svensk Ridder-
orden, men maatte sende den tilbage, om man havde givet
han den. Paa min og Sagens Erindring, at Mange faae
en fremmed Ridderorden, og bære den upaaanket med deres
Regjerings Tilladelse, uden derved at komme i nøiere For-
bindelse med hiint Land end før, vidste han dog intet syn-
derligt at svare. Saadant Afslag er overalt en egen Ting.
Mange Exempler i den nyere Tid, og det ikke af Rørkjæppe
og Veirhaner, men Folk af erkjendt Charakteerfasthed og
Retskaffenhed, har bestyrket mig i det gamle Ordsprog:
"Loven er ærlig, men Holden besværlig".2
Saavel om Bondeopløbet i Christiania, som om Spec-
taklerne i Trondhjem, har man nu nogen Kundskab. Da
man hørte om Bøndernes Anmarsch, kom hele Christiania i
Bevægelse. Alle Tilgange til Byen besattes med Militair-
vagt; endog Cadetterne vare posterede ved Vaterlands Broe,
et farligt Sted for dem. Da Bønderne nærmede sig, bad
man dem vende om. Det vilde de ikke. Nu ja, saa arre-
sterede man et Par Flokke, holdt Forhør over dem, og lod
dem faa gaae, hvor de vare komne fra. For det første er
det da dermed forbi. Rygtet om Slagsmaalet i Trondhjem
mellem de norske og svenske Søefolk er usandt eller idet-
mindste høist overdrevent; det var en yderlig Bagatel.
|
| s.435 |
25de September.
Posten bragte tre Breve fra 1ste Departement. I det
ene tilkjendegives Geistligheden, at foruden Balles Lærebog,
som kan bruges, hvor den er indført, ingen anden end For-
klaringen og Saxtorphs Udtog af den er tilladt ved Skole-
og Confirmationsunderviisningen, indtil en eller flere nye
Lærebøger maatte vorde autoriserede. Det er nu overeens-
stemmende med mit Forslag paa det nær, at jeg vilde unde
dem, der læse Campe eller Abel til nærforestaaende Confir-
mation, et Aars Frist, hvilket man ei vil bevillige dem. --
I det andet Brev siges at Præsterne ved Bergens andre
Menigheder vel ere berettigede til at fordre Offer af den
tydske Menigheds Lemmer efter et gammelt Rescript, men
at dette intet nævner om Chordegne og andre Kirkebetjente,
hvilke altsaa intet have at kræve.
Det mærkeligste i Rigstidenden er den Tale, hvormed
Storthinget opløstes, og Præsidenten Amtmand Sibberns
Svar. Dette sidste indeholder sandelig ikke Smiger enten
til Konge eller Folk. Værnepligtsloven og Universitets-
fundatsen ere ikke sanctionerede. Herover udlader Sibbern
sig i en næsten utaalmodig Tone. Om Bondeopløbene taler
han ogsaa med en Kjækhed, som grændser til Bitterhed, og
umiddelbar før den almindelige Slutningsformular: "Gud
bevare Kongen og hans Riger!" hedder det: "Lader os frem-
deles virke, hvad vi kunne, til Borgerheld, og lader os
isærdeleshed gjøre vore vildledede Medborgere opmærksomme
paa, at, ville de bevare den Constitution, hvis Værd Enkelte
maaskee i det Hele endnu ikke paaskjønne, da skulle de
vel vogte sig for, at ikke den redelige Mand, om-
sider trættet, aldeles forsvinder af vore Natio-
nalforsamlinger." I den Eidsvoldske Rigsforsamlings
Dage mistænktes den Mand for Svenskhed, men uden Tvivl
har man gjort ham skammelig Uret. -- Ogsaa findes der
|
| s.436 | en Adresse til Mörner, som nu forlader Norge og faaer
en Sandels til Eftermand; det er da sædvanlige Compli-menter.
En sagtemælet Klokker Liliendahl i Viig gjorde mig
sin Opvartning. Han behagede mig ikke, og Gud veed hvad
der vil behage mig i Viig, med mindre jeg skulde komme i
Kirsebærtiden.
26de September.
Den hæderlige Storthingsbonde Johannes Aga gjorde
mig et Besøg. Det er en prægtig Mand. Han gaaer i
sin simple Vadmelstrøie, har intet der imponerer, heller
ingen flydende Tunge, men man mærker snart, at baade
Aand og Hjerte ere, hvad de maatte ønskes at være hos
alle Storthingsmænd. -- Javist er Universitetsfundatsen og
Værnepligten nægtet Sanction! Man troer denne Lov og
Skolelovens Udarbeiding har medtaget henved 3 Maaneder,
og for 3 Aar er for det første Arbeidet frugtesløst. Sib-
berns Tale skal have gjort megen Sensation, og Mange
have fundet hans Udtrykke i en saadan Tale upassende,
men der er nok kun een Mening om, at hvert Ord han
sagde, er sandt og grundet.
Med Storthingsmanden Consul Prahl fik jeg Brev fra
Stenersen. Han udbreder sig vidtløftigt om det Stykke,
examen artium angaaende, i Nationalbladet, hvis Forfatter
Biskop Sørenssens Søn3, en ung Candidat i Lovkyndigheden,
menes at være. Fra Legalitetens Side erkjender Stenersen
Anken fuldkommen grundet, men troer derhos, at baade
Retfærd og Villighed taler for den Fremgangsmaade, de have
brugt. Den værste Beskyldning, at en Professor ved anden
Stiilgjøren rettede de groveste Feil, inden Stilen kom under
|
| s.437 | Censur, rammer Hersleb, og Stenersen troer, den vil krænke
ham meget. Han tilstaaer og, at den Barmhjertighed er
vel stor, og af en mindre ædel Mand end Hersleb kunde
den være slemme Fortolkninger underkastet. Professorerne
vente at faae en Næse fra Departementet, og ville ikke
svare, i den Bevidsthed, at Sagen ei lader sig ganske
forsvare.
27de September.
Provst Jalles fra Torvestad gjorde mig Visit, og
spiste her til Middag med Johannes Aga. Jalles havde
bivaanet Kroningen. Om denne fortalte han nogle Parti-
culariteter, af hvilke jeg nævner, at Grev Schmettow, hvis
Patriotisme i 1814 nær havde styrtet os tilbage i Krigens
Jammer, og som da Kronprindsen sidst var i Trondhjem
ikke kunde taale at lugte en Svenske paa 100 Skridts Di-
stance, var nu i særdeles Naade, spiste hver Dag ved Kon-
gensTaffel, og skulde en af Dagene give hans Majestæt
en Dejeuner.
Johannes Aga talte om nogle af Storthingsmændene.
Hos Gram ymtede han om Systemforandring. "Var han
bleven ved, som han begyndte," sagde den forstandige
Bonde, "var han vel neppe bleven Ridder af Nordstjernen."
Flor gik ganske fra sine Concepter, før Storthinget sluttedes.
Man vilde have opdaget, at han ei havde forfattet de For-
slag, han oplæste, og da de siden kom under Ventilation,
vidste han ikke ret selv, hvad han havde foreslaaet. Sebbe-
low blev taus som Graven, kun understøttede han med Iver
alt, hvad der foresloges Regjeringen til Ære. Lieutenant
Hoel oplod aldrig sin Mund uden til Klager.
29de September.
Om Urolighederne virkelig ere dæmpede, eller ville ud-
bryde med ny og forstærket Vælde, anseer Neumann endnu
|
| s.438 | for uvist. Det vil for en stor Deel komme an paa, om
Hovedmændene kunne opdages. Neumann finder Tidernes
Tegn betænkelige og spaaer os ikke gode Dage. Efter hans
Dom er Bøndernes Klager grundede, og deres Forhold hid-
til ei ubeskedent.
1 tilbake Se nærmere herom Storthings-Efterr. 1814 -- 1833. I. 695 -- 696.
Det Oplæste indeholdt fornærmelige Yttringer mod Repræsentanterne
Procurator Krogh og Sorenskriver Borchsenius.
2 tilbake Falsen blev R. N. O. 8de August 1820 og 21de August Comman-
deur med Storkors.
3 tilbake Den 1853 som Statsraad afdøde S. A. W. Sørenssen. |
| bla bakover |