s.244   31te Octbr.    Den store Høitidsdag er nu forbi og var, hvad den burde være: ene og allene religiøs Fest. Reins Cantate blev i det Hele godt udført, men hvergang jeg læser og hører den, styrkes jeg i min Overbeviisning, at den aldeles ikke passer til en saadan Fest. Den vilde være mere paa sit Sted ved en Sørgefest, hvor Forfatteren vilde formane os til "ei at sørge som de, der ei have Haab", end som et frydefuldt Jubilæum. Endnu maa jeg nævne den Synder- lighed, at hverken Gud eller Jesus apostropheres en eneste Gang i den hele Cantate.    Da jeg var kommen hjem, havde jeg en kort Visit af mine samtlige Ordensbrødre og siden af et Par Borgere, der havde staaet ved Bækkenerne og bragte mig til Bibel- selskabet 1223 Rbd. -- Dermed var da Dagens Glæde forbi. 1ste Novbr.    Jubelrubriken er naturligviis den vidtløftigste og mærke- ligste i disse Dages Historie. Med den begynder jeg altsaa. Kathedralskolen havde i Dag sin Høitid. I et lidet og uanseeligt Værelse samledes Byens honoratiores, hvoriblandt da og Generalen, som jeg hører læste Latin til sit fjortende Aar, men da han nu er nærved de 70, er nok det meste udsvedet. Sagen havde skrevet en Cantate, smukkere og fest- ligere end Reins og vel værd at have samme Componist og samme Sangere som hiin. Arentz's Tale var overmaade lang, men i Betragtning af hans høie Alderdom og Mangel paa Øvelse var den baade materialiter og formaliter over- maade god. Latinen var reen, smuk og forstaaelig, Materien en Slags Kirke- og Skolehistorie in nuce med specielt Hen- syn paa Luther som Oplysningens Befordrer, var udarbeidet med Flid og Held, aandede varm Følelse for Religion og s.245   Videnskabelighed og vakte sand Ærbødighed for den hæder- lige Olding. Mærkeligt var, hvad den gamle Jubellærer anførte, at den første Tale, han holdt, var ogsaa ved en Jubelfest -- for 57 Aar siden (1760, 100 Aar efter Sou- verainetetens Indførelse), og ved en Jubelfest holdt han da og sin sidste -- det kan man med Vished antage.    Til Middag havde jeg indbudt alle Skolens Lærere, som ere, foruden Professoren, Winding, Sagen, Adjuncterne Møller og Irgens, samt Præsten Arentz, der underviser i Religion. Jeg tog feil, da jeg -- Gud veed efter hvis For- tælling -- sagde, at Winding var dansk. Han er Trond- hjemmer, dimitteret af Monrad, hos hvilken han erkjendte de samme Feil, som jeg i min Biographie har tillagt ham. Aarsagen til den Misnøie med Universitetslærerne, som Pro- grammet bærer Præg af, fik jeg i Dag at vide, og den er ligesaa grundet, som den var mig overraskende. Der er nedsat en Committee til at udarbeide en ny Skoleanordning. Dens fornemste Medlemmer Sverdrup, Hersleb og Steensbloch (!) havde faaet Befaling i denne Sag at træde sammen med den almindelige Lovcommission, og et af deres Forslag, som ved Pluralitet er drevet igjennem i Commissionen, er, at det igjen skal sættes paa den gamle Fod: at hver Classe skal have sin Lærer, der underviser i alle Fag, istedetfor at hvert Underviisningsfag nu har en Lærer, der underviser i alle Classer. Dersom det ikke er en Grundtvigsk Forkjær- lighed for alt Gammelt, der driver dem -- og om saa selvtænkende Mænd, som disse tre ellers ere, vil jeg nødig troe saadant -- er uden Tvivl Localhensyn taget paa Chri- stiania Skole, hvor man f. Ex. vel kunde ønske Grændser satte for en Wittrup og hans Lige, men ellers er der saa meget, som taler for den nyere, nu brugelige Inddeling, at man vistnok maa beklage dens Ophævelse. -- Hr. Møller, som jeg ikke før har kjendt, er et taaleligt Menneske at om- s.246   gaaes, men viste stor Mangel paa Levemaade, da han bad Pigen om en anden Flaske Viin og klagede over at den, han havde, var suur. I et Vertshuus gaaer saadant an; paa ethvert Sted, hvor man er indbuden Gjæst, er det høist ubehøvlet og allermeest af en Skoleadjunct hos sin Biskop. Jeg vover neppe at indbyde ham oftere, da jeg ikke tør inde- staae for, at en lige Ulykke jo kunde arrivere en anden Gang. -- Irgens er meget snaksom og syntes at være et hjertens- godt Menneske. Alt hvad han saa her i Gaarden vakte rørende Erindringer hos ham, da han har levet her sin bedste Ungdomstid. Han bad at maatte see sig om allevegne, og herindenfor i det Værelse, hvor Arnet sidder, naar han er her, viste Irgens mig det Sted, hvor hans Fader, den gamle Bisp, døde i sin Lænestol. Ogsaa han var, ligesom Brun, frisk til sit Livs sidste Dag; det bliver neppe min Lod, hvis Gud bevarer mig for en voldsom Død. -- De Skaaler, vi drak ved Bordet, vare: den gamle ærværdige Professors, Kathedralskolens, Videnskabelighedens Fremvæxt i vort Fædreland, og -- efter Sagens Forslag -- Luthers Minde. 2den Novbr.    Ingen i mit Huus har i Dag været mindre end to Gange i Kirke, de fleste have endog været tre. -- Stifts- provsten holdt en ordenlig Indledningstale før Oplæsningen af den historiske Udsigt, over de Ord: "Maalesnoren faldt for mig paa liflige Steder, ja en deilig Arv er tilfalden mig" (Ps.16, 6), og jeg ventede ikke at komme hjem før Kl.1, da Fleischer er meget langsom i sin Tale, men da saa selve Prædikenen kom, afgjordes Sagen i forunderlig Korthed; jeg troer ikke, den hele Prædiken varede over et Qvarteer. Adspredt ved den lange Oplæsning kom han nem- lig ud af Contexten, og da han mærkede det, vilde han heller s.247   reent afbryde, end væve noget usammenhængende Tøi, for om muligt at komme ind i det igjen.    Efter Høimessen havde jeg et Besøg af den gamle, værdige Katechet Reimers og 60 nyklædte Børn af Dom- kirkens Fattigskole, som han præsenterede mig. Han er nok en meget hæderlig Mand baade som Lærer og Menneske. Alle Confirmander af Domkirkens Menighed skulle, hører jeg, engang om Ugen indfinde sig hos ham som Katechet. Stiftsprovsten og i sin Tid Biskop Irgens have dispenseret deres Børn derfra, men jeg hørte, det gjorde ham ondt, og jeg har allerede bebudet Mariane, at hun engang skal gaae paa Lectie hos ham.    I Eftermiddag var jeg i Korskirken, hvor Brun holdt en særdeles god Prædiken, en virkelig Jubelprædiken. I Slutningsbønnen erindrede han Stiftets nye Overhyrde. 3die Novbr.    Jubelfesten er nu forbi. Canonade, Klokkernes Rin- gen, Trompeter og Basuner forkyndte Kl. 3 -- 4 dens Ende. Dens sidste Høitidelighed celebreredes da i Domkirken; man paastaaer, den aldrig har været saa fuld. Hvad man, med Hensyn paa denne Jubelfest, havde sagt mig i Forveien om den bergenske Pøbels Uregjerlighed, fandt jeg ikke bekræftet; Menneskene ere nok meest, som man tager dem til; have de en Mand for dem, som de kunne have Agtelse for, bydes der noget, som de finde værd at høre og lægge Mærke til, skamme de vildeste og raaeste Mennesker sig idetmindste for at gjøre Spectakel, om end ingen ædlere Følelse driver dem. -- Jeg prædikede ikke over nogen Text; min Tale var tildeels historisk med practiske Anmærkninger, dog var Bi- bellæsnings Vigtighed for menige Mand det, jeg især søgte at lægge mine Tilhørere paa Hjerte. Oplæsningen af Com- mitteens Beretning indflettede jeg i Talen selv og troede s.248   med Føie, at det var det eneste Middel at faae Folk til at høre den. Skulde den, som i Christiania, efter en Pause været oplæst af Secretairen, var sikkerligen hvert Menneske løbet ud af Kirken, og var der mod Formodning Nogen bleven tilbage, vilde disse under Tummelen ikke kunnet høre et Ord. Ogsaa deri afveeg jeg fra Centralcommitteens Re- gulativ, at jeg lyste Velsignelse, da Bech blot skulde ende med Fadervor. Ved den store Reformationsfests Ende at afskedige denne talrige, andægtige Mængde uden at lyse Her- rens Velsignelse over den, syntes mig utilgiveligt. Efter Gudstjenesten viste Præsteskabet og de Indbudne mig den Complaisance at gjøre mig en Visite.    I Aften vare vi indbudne til Præsten Brun. Ved Bordet sang Værtinden to Vers af Aabels Sang i Leirdal, hvortil var føiet et nyt, at den maatte være opfyldt af Avinds Gift, der ikke glædede sig over min Ankomst til Bye og Stift.    Brun fortalte, at Hersleb efter gamle Bispens Død havde skrevet til ham, at den Præst, der ikke fandt det passende at holde Bøn før og efter Committee- møderne i Bibelselskabet var uværdig til at beklæde en Religionslærers Embede!! Denne Mening har han dog maattet opgive, men beklageligt er det, at denne elsk- værdige Mand nogensinde har kunnet være saa intolerant. -- Man frygter nu, hører jeg, at Christie aldrig kommer tilbage, men bliver Statsraad, naar Storthinget er forbi. 4de Novbr.    Kanonskud fra Fæstningsvolden mindede os om, at det idag er tre Aar siden Indsegl sattes paa Foreningen med Sverige ved Carl den Trettendes Valg til Norges Konge. At vort Fødelands Tilstand siden den Tid er bleven mere blomstrende, end før, kan man just ikke sige, men heller ikke s.249   er en eneste af de Ulykker indtruffen, som spaaedes, og de have slet ikke noget at bebreide sig de Mænd, som under- tegnede Foreningen. Fred have vi da havt og kunne, Gud være lovet, vente at beholde den. De gode Tanker, man allerede da havde begyndt at fatte om Carl Johans Aand og Hjerte, har man aldrig været fristet til at opgive; heller ikke kan man klage over at de Svenske mørkne vore Døre og indblande sig i vore Affairer. Her i Bergen celebreredes nok iøvrigt denne Dag aldeles ikke.    De for Bibelselskabet i Bækkenerne indkomne Penge ud- gjør 2622 Rbd. 25 sz, samt 2 Pjastre, 2 hollandske Dob- beltgylden (givne af mig selv) og 1 Preussisk Daler. Jeg overbragte det Indkomne personligen til Irgens, og havde en lang Samtale med ham, under hvilken jeg fandt ham meget cordial. Han foreslog mig at etablere en Slags geistlig Klub, hvor man en Aftenstund imellem kunde samles i al Simpelhed og Tarvelighed. Forslaget var meget godt, naar ei den bergenske Geistlighed bestod af saadanne hetero- gene Væsener, hvis Hoveder aldrig i Evighed kunne forenes under en Hat. Nu blev det intet kjærligt Brodersamfund, men stivt som et Gjæstebud uden dettes øvrige Agrements. 5te Novbr.    Conrector Winding havde et forfløiet Indfald om at faae Bibelselskabet til at arbeide paa Skolevæsenets For- bedring, en Ting som ligger ganske udenfor dets Virkekreds. Han synes at være af de stærkttroende Pædagoger, hvor- paa vor Generation er mindre riig end den næstforegaaende, som troe, at et forbedret Skolevæsen med liden Møie lod sig bringe istand, og at dette da flux vilde fornye Guld- alderen, gjøre Tugthuse og Slaverier unødvendige, og med eet omdanne hele Nationen til lutter dydige Mennesker. Denne Reform vilde han, som sagt, have færdig i en Ruf, s.250   og syntes ei at ansee sig selv for noget udueligt Subject til i sin Kreds at frembringe den. Hvorledes han egentlig tænkte at faae den iværksat, og det ved Bibelselskabets Hjælp, begreb jeg ikke det ringeste af, og fandt det heller ikke Uma- gen værd at bryde mit Hoved dermed. Den som kjender Verden, og har et Quartseculum levet som Embedsmand med i dens Tummel, veed ikke, enten han skal lee eller græde over saadanne philantropiske Drømme. Et af hans Projecter var, at man skulde tage slette Forældres Børn fra dem, og sætte dem til retskafne Folk; men hvem ere slette Forældre, og hvem ere retskafne Folk? hvo skal bedømme det? hvo kan exequere en saadan Dom -- hos Statsraaden og Grossereren ligesaavel som hos Huusmanden og Dagløn- neren? og er det desuden sagt, at et slet Menneske ogsaa er en slet Fader, og omvendt? 6te Novbr.    Som Stiftscommitteens Formand fik jeg et Brev fra Amtmand Falsen. Overmaade nysgjærrig brækkede jeg det, og fandt en Afhandling, indsendt til Tilskueren imod Bibel- læsningens Gavnlighed, hvilken han havde den Opmærksom- hed at sende Committeen til Gjennemlæsning, om den skulde have noget imod Trykningen at indvende. Jeg gjennemløb Pjecen, der forekom mig skreven med Falsens egen Haand, og fandt deri de ofte fremførte Indvendinger, hvilke Bech tildeels ogsaa engang gjorde, og Hersleb og jeg seirende gjendrev, men det Hele var skreven i en sindig, beskeden Tone uden Fornærmelser mod nogen Stand, Corporation eller enkelt Menneske. Jeg ansaa det altsaa for ufornødent at lade Afhandlingen circulere blandt Medlemmerne, men sendte den tilbage i et Brev, hvor jeg takkede for hans Høflighed, forsikrede, at Ingen kunde have noget imod, at den blev trykt, og udbad mig blot i sin Tid Plads i Bladet s.251   til nogle Contra-Anmærkninger, som jeg muligen kunde finde mig beføiet til at gjøre. 7de Novbr.    Præsten Brun fortalte om den umaadelige Forbauselse, der kom over alle Mennesker, da jeg var udnævnt til Biskop. Aabels første Beretning til ham modsagde man endog be- stemt som Usandhed. Ogsaa Brun har man holdt en Smule for Nar, da Essen saagodtsom med rene Ord havde lovet ham Nyekirkens Kald, og ønsket at dette maatte berolige ham i hans Sorg. Om Thorbjørn Sandvigen fortalte Brun, at han er en stor Kjeltring, en Cabalemager af første Skuffe, Hovedmand for det Partie, der forbittrer den Fjeldbergske Bruns Dage. Er imidlertid denne, som ei er usandsynligt, en lystig bonvivant, der stundom tilsidesætter Religionslærerens "Gravitet" -- er han end ydermere skjødesløs eller hetero- dox Prædikant, saa lader det sig let begribe, at Torbjørn Sandvigen, der uden Tvivl er Pietist eller Hougianer, ikke ynder ham, og at han med sin Alder, sin Klogskab, sit im- posante patriarchalske Udvortes samler et Partie om sig, der efter nu brugelige Maade driver Intolerancen for vidt, uden at derfor han eller hans Venner bør skjældes for Kjel- tringer. -- Endelig fortalte Brun om Maaden, hvorpaa Storthingsvalget gik for sig, og det er en evig Skjændsel for Valgmændene og Bergens Bye, der beærede dem med sin Tillid. De fleste Valgmænd vare Aftenen forud samlede hos Frederik Meyer, og der sammensmeddede de i Forening denne smukke Plan, fordi Ingen af dem selv skjøttede om at komme paa Storthinget. Jeg skal have havt mange Stem- mer til Valgmand.    Der er kommen en Flittighedsaand over dem henne paa Stiftscontoiret; jeg har ikke i disse 9 Uger havt saa mange Breve derfra at læse og underskrive som i Gaar og i Dag. Schydtz, som nok er en udmærket ferm Yngling, var her s.252   ogsaa i Eftermiddag og holdt en lang mundtlig Conference. Dahl er syg og savnedes neppe, om han og var død. -- I Rigstidenden anmeldes som Repræsentant fra Skien og Porsgrund en Kjøbmand Ole Cudrio og fra Laurvigen min gamle Duusbroder Expræst Herlofsen. 8de Novbr.    I Morges kom en Mand, der saae ud som en Høker og meldte, at Organisten ved Nyekirken, en 70aarig Olding pludseligen var død, og foreviste et Document fra Biskop Brun og en constitueret Stiftamtmand Haberdorff, hvorved ham gaves Exspectance paa Organisttjenesten mod at betale til Kirken 300 Rd., hvilke han ved Qvittering beviste for længe siden at være betalte. Den salig Mand havde gjort Nye- kirken til sin Universalarving1.    Atter i Dag fik jeg et Brev fra Amtmand Falsen om den arme Provst Wingaard, der i en Angivelse om udbrudt venerisk Sygdom har tilladt sig om en Districtslæge Ucker- mann Udladelser, hvorover æskes Forklaring. Gud give, den gamle Mand vilde erkjende, hvad der tjener til hans Fred! Det er næsten en Kjærlighedsgjerning at gjøre ham Helvede saa hedt, at han, for at undgaae Chicaner, nødtes til at søge sin Afsked. Han har, foruden den Pension, han maatte faae, nok at leve af for sine øvrige Dage, og naar man har arbeidet, til man er 90 Aar gammel, behøver man Hvile. 9de Novbr.    Jeg kan ikke undlade at forarge mig en Smule over de bergenske Præsters Dovenskab. Christiansen og Welhaven prædike hver Søndag -- de havde Ingen at sende i deres s.253   Sted; de andre derimod, især Domkirkens og Korskirkens Præster, drive det til det anstødelige. Saaledes vare Flei- scher, Arentz, Irgens og Brun alle saa trætte af Jubel- strabadsen, at Ingen af dem kunde bestige Prædikestolen. I Domkirken prædikede Katechet Reimers. Ogsaa han havde været doven à son tour. Hans Prædiken var ret god, men den var bestemt ikke skreven om Dagens Evangelium, men over Epistelen paa Septuagesima Søndag, altsaa en gammel habuimus. Den handlede om "Nidkjærhed for Religion og Dyd og dennes herlige Belønning", og den, der kan udlede dette Thema af Evangeliet paa 23de Søndag efter Trini- tatis, maa være stærk i at finde Idee-Associationer. At man holder en gammel Prædiken over samme Text, som den nu oplæste, er meget undskyldeligt. Blandt de Tilhørere, som begge Gange have været tilstede, er der ikke en af 200, som gjenkjender den, og sæt, at der er flere, saa skader det ikke, naar Prædikenen er god. Men uden al Rimelighed at ind- tvinge en Prædiken under en Text, der passer til den som en grøn Lap paa en rød Kjole, det er impertinent mod enhver skjønsom Tilhører. Texten bliver ikke engang, hvad man for en Snees Aar siden beskyldte Neologerne for at gjøre den til, et Motto, thi dette har dog gjerne Lighed i Materien med det følgende Stykke. Nu da! Katecheten holdt da over det Thema en ret vel udarbeidet og lærerig Præ- diken, og foredrog den vel. 10de Novbr.    Af Bruns Copiebøger, som jeg nu nøiere gjennemgaaer, optegner jeg et og andet, som forekommer mig mærkeligt. Deriblandt henhører en Yttring, medens han endnu var Stiftsprovst og constitueret Biskop. Provst Baade paa Søndmør havde anbefalet En til et vacant Klokker-Embede. Da disse Embeders Bortgivelse var en Indtægtskilde for s.254   gamle Irgens, saa forbeholdt hans sig den, saalænge han levede, og i den Anledning siger Brun, at "om endog alle Stiftets Klokkere sad bag paa en himmelfarende Eliæ Vogn, eller nogle af dem gik den modsatte Vei med Gergasenernes Svineflok", saa kunde han ikke udnævne nogen til deres Eftermænd. Saadant kunde man ventet af en Voltaire eller d'Alembert, men fra den ortho- doxe Bruns Pen til en jevnaldrende Embedsbroder er det yderst overraskende. Derimod har han skrevet nogle for- træffelige Breve i en lang og gemeen Feide mellem Provst Bødtker i Volden og hans personelle Capellan Arentz (nu- værende Sognepræst i Hosanger) samt nogle Bønder, der gav denne Medhold. Brun har i denne delicate Sag viist en i høi Grad følgeværdig Conduite, hvilket neppe Arentz har gjort. -- Provst Frimann i Davigen var engang af 12 -- 13 Bønder anklaget for flere temmelig grove Embeds- forseelser. Efter Bruns Raad blev Sagen forligt. Jeg havde dog nok først forlangt hans officielle Erklæring, inden jeg tog nogen Forholdsregel. Ellers er ogsaa dette Brev af Brun overmaade velskrevet. -- Endelig seer jeg med For- undring, at der har været Ventilation, om den afbrændte og igjen opbyggede Nyekirke skulde indvies, da Murene vare blevne staaende; og det var meget nær ved, at der intet var blevet af. 11te Novbr.    I Dag holdtes den berammede Skole-Examen i "Christi Krybbe". Denne Krybbe er et beqvemt og meget anstæn- digt 2 Etages Huus; gid alt var som Localet! Chordegnen begyndte med en kort Tale, der handlede om Menneskets Sløvhed. Han har en deilig klar Stemme og et behage- ligt Foredrag. Det er meget ilde at han (som theologisk Candidat) finder sig tjent med dette Levebrød og troer at s.255   maatte tabe ved Byttet ved første Befordring til Præstekald. Han vilde uden Tvivl blive en meget duelig og begavet Præst, i Talegaver langt over sin Broder, Præsten ved Domkirken. Men hvad jeg end mere beklager er, at hans Ar- beide lønnes saa vel; thi sandelig det forekommer mig at være liden eller ingen Løn værd. Nogle faa, der stode i forreste Rad, kunde deres Forklaring nogenlunde taaleligt udenad, men syntes ei at forstaae et Ord deraf. De andre vare Katechismus- og Indenadslæsere. Jeg saae nogle Skri- vebøger. Forskriften var elendig, og et Par Disciple syn- tes at overgaae deres Mester. Det var med et Ord en Skole, saa Gud maatte sig forbarme! Her er nok overalt, hvad det hele Skolevæsen angaaer, en Augiæ Stald, som der vil Tid og Kraft til at udrense. Gud veed, om jeg faaer nogen af Delene! "Høsten er stor, men Arbeiderne ere Faa!" Det skal være Texten til min første Ordina- tionstale. -- Irgens ivrer stærkt mod Antagelsen af det engelske Tilbud, vil at vi skulle staae paa egne Been (hvilket da ogsaa er min Mening), synes at vi har et ganske anta- geligt Fond til at begynde med, finder hos Englænderne "Herskesyge og synkretistisk Religiøsitet med mercantilsk Tinc- tur", ja aner endog, "at den engelske Bistand i Tiden kunde fremkomme i Skikkelsen af en Statsforandring". I alt dette er vel megen Overdrivelse, men ellers maa jeg i det Hele give Irgens Ret. Jeg troer ikke, at to Sel- skaber kunne existere, og før vi skulde lade os foreskrive Love af Englænderne, før lad da al Verden spotte over et Bibelselskab, der udgiver Katechismer! Det er et norsk Selskab, bestaaende ved Normændenes og deres Re- gents Gavmildhed, ikke et Filialselskab af det engelske; det behøver ikke dettes Hjælp til at subsistere. s.256   12te Novbr.    Min Kone havde Brev fra Frue Wium. Hvad der i dette tildrog sig min Opmærksomhed var, at hendes Pige en Morgen, hun skulde gaae til Skrifte, kom tidlig i Slots- kirken, og fandt en Natugle siddende paa Prædike- stolen. At den havde forvildet sig, er en meget naturlig Forklaring, hvorimod jeg ikke har et Ord at indvende, men imidlertid lægger jeg ikke Dølgsmaal paa min Svaghed: det vilde gjort mig alvorlig og nedstemt, hvis jeg endnu havde været Slotspræst. Der rører sig noget indvortes ved et saadant Syn, som jeg ikke formaaer at bortphiloso- phere; jeg kunde umulig ladet den Tanke fare, at en sør- gelig Forandring forestod Stedet eller en af dem, der al- mindelig pleie at bestige det. -- Jeg selv havde Breve fra Aabel2 og Borch3, og efter disse fortæller jeg nu om Jubelfestens Helligholdelse i Christiania. Lector Stenersen intimerede foregaaende Søndag, efter Alles Dom hjerteligt og skjønt. Om Fredagen var Kirken, som rimeligt, prop- fuld. Bechs Tale tilfredsstillede efter Aabels Beretning sit talrige Auditorium. "Der var meget godt og adskilligt ret skjønt i hans Prædiken, men tilsidst talede han om Oplys- ning og Skolevæsen, og gjorde længer af det, end man havde ønsket". Borch siger: "Talen var i sig selv ikke ueffen, men meget lang, og som sædvanlig kold". Han havde i Indbydelsen opfordret til at stifte en Skole til Luthers Minde. Dette gjentog han nu med megen Vidt- løftighed, men sagde, at det ikke var hans Mening, man skulde give noget strax, kun fatte et bestemt Forsæt (med saadanne Forsætter er det en mislig Sag) "thi", føiede han til, "han selv følte fuldeligen, hvad der hører s.257   til at skaffe sig og sine det Fornødne". Dette havde Mange holdt sig op over, og Skjelderup sagde i den Anledning en af sine sædvanlige Sarcasmer. Til Middag var stort Galla hos Statholderen. Alle geistlige Personer og 32 Studenter vare indbudne. Det gik naturligen prægtigt til, og Excel- lencen udbragte paa norsk som Toast: Luthers Minde! Løverdag var først Bibelmøde. Borch havde aldrig hørt en saa god Tale af Bech. "Den var bibelsk og passende valgt, og i Anvendelsen godt overført til Tid og Omstændigheder." Derpaa kom da Latinskolens Fest. Schwach havde skrevet en Cantate til Musik af Erik Eiegod, som forekom Aabel fra Poesiens Side uden Sammenligning at være den skjøn- neste, der blev gjort til Jubelfesten. Borch derimod beha- gede den ikke: "den forekom ham mere fremtvungen, end udrunden". Han fandt Rosteds Tale tør. Aabel skriver, at Rosted talte saa sagte, at Faa forstod ham. Om Efter- middagen havde Borgerskolen en Høitid, hvor Saxild4 holdt en Tale, hvilken Treschow fandt at være den bedste, han til den Tid havde hørt. Borch roser den ogsaa overmaade for dens ædle Simpelhed og Deeltagelse. Stenersen havde for- fattet en Psalme, som fulgte med Brevet, og er meget vakker. -- Om Søndagen veed Borch intet at sige, da han selv prædikede, Aabel derimod desmere, thi han var 3 Gange i Kirke. Om Morgenen hørte han en "sand evangelisk Præ- diken" af Stenersen. Til Høimesse var han ved Agers, hvor Kjerschow næsten udelukkende talede til Menigheden om dens Skolevæsen (!!). Imidlertid saa han adskillige Mennesker rørte. Endelig hørte han Katechet Winsnæs5 til Aftensang, og synes, næst Hersleb, at have hørt ham med meest Velbehag af alle Festens Talere. -- Til Univer- s.258   sitetsfesten om Mandagen havde Stenersen skrevet en Can- tate, som var componeret af Falbe, "dog tildeels efter et fransk Stykke". Herslebs Tale roser baade Aabel og Borch eenstemmig. -- At min gode Aabel i Studentersam- fundet har oplæst et Digt om Lysets Skjæbne paa Jorden, beklager jeg. Herre Gud! hvorfor lære dog vi Mennesker saa seent at kjende os selv? -- Program til Skolefesten var af Wittrup, der paa Titelbladet kalder sig canendi magister, og til Universitetsfesten af Stenersen, der har havt meget at bestille i de Dage. -- Paa Foreningsfesten d. 4de Novbr. indviede Mørner to Faner, Borgerskabet til- hørende, paa Torvet; om Aftenen var Bal for 400 Per- soner. -- Stenersens Forelæsninger over Luthers Reforma- tion har en Mængde Tilhørere, hvoriblandt ogsaa Damer.6 Frue Schandorff og Frue Delphin begyndte, saa kom Frue Schelling og hendes Døttre, og nu er Tallet voxet til 25.    Rigstidendens mærkeligste Nyhed er, at Sebbelow er bleven Storthingsmand. Nu er man da sikker paa, at al- ting vil gaae "ret og efter Snorer". Christiansands anden Repræsentant er Kjøbmand Mørch, en af dem, der var Lig- ningsmand til den tvungne Bank, og som havde skaanet sig selv paa Medborgernes Bekostning. Kjøbmandsstanden synes ellers nu at ville prædominere paa dette Storthing, hvor- over man neppe bør glæde sig.    I Copiebogen lagde jeg Mærke til: 1. Et Brev til General Hesselberg fra Brun som Sognepræst til Kors- kirken, om en Sergeant, som burde staae øverst som Brud- gom, men kunde ikke, da et andet Par, som før havde be- stilt Vielse, havde fornemt Brudefølge. Om denne yderlige Bagatel, for hvis Skyld jeg ikke vilde sat Pen paa s.259   Papiret, føres Correspondance mellem en constitueret Biskop og en General, ja indføres i den førstes Copiebog. -- 2. Præsten Rodtvitt, nu Sognepræst til Vandelven paa Sønd- mør, var anklaget for at have prædiket imod Forsonings- læren, og faaer en Correx af Brun, som han vistnok for- tjente, men som jeg vilde givet anderledes. -- 3. Med Tonning i Vigøer, nu Præst til Hjelmeland i Christiansands Stift, har været en levende Debat i Anledning af en Hau- giansk Skoleholder. Provst Kahrs i Strandebarm var ind- viklet med deri. Tilsidst appellerede man fra Bispen til Stiftamtmanden, og gamle Bull var svag nok til at ind- blande sig i en Sag, der slet ikke vedkom ham. Her havde Brun aabenbar Ret og viste fortræffelig Conduite. 13de Novbr.    Jeg havde et nyt Besøg af gamle Cammermeyer, som atter lamenterede over den Uret, der er ham vederfaret, og klagede over Brun, Fader og Søn, over Treschow og over Krogh. Jeg seer heller ikke andet, end at man ret eclatant har forurettet ham. At Præsten Brun er en fattigere Mand end han, gjør intet til Sagen, hvor der spørges om Retfærdighed og ei om Naade. Jeg maa overalt sige, jeg gruer for den Tid, da et Sognekald her i Byen bliver ledigt. Brun troer sig ved kongeligt Løfte, ved sin Faders, vel ogsaa ved sine egne Fortjenester saa aldeles berettiget dertil, at der ei kan være Tvivl om, at han jo bør fore- trækkes for enhver anden Collicitant, og denne Tvivl er dog virkelig hos mig meget stærk. Domkirkens Sognekald bør han nu især aldeles ikke have; til Korskirken derimod vilde jeg ansee ham fuldeligen qvalificeret, men naar bliver det ledigt? Irgens tænker jeg overlever baade Brun og mig. -- Efterat Cammermeyer var gaaet, kom Hysing, som jeg overmaade godt kan lide, næsten bedst af det heleministe- s.260   rium Bergense. Han fortalte, at det i Nyekirken er Skik, skjøndt der skriftes for Alteret, at holde ny Tale for hvert Knæefald. Det er en Urimelighed, som man imidlertid ei vil give Slip paa.    Biskop Sørensens Indbydelse til Jubelfesten behager mig ikke. Det er tildeels et vellykket Forsøg paa at sige slettere, hvad Hersleb har sagt i sin historiske Udsigt. Sproget er maadeligt og upopulært. 1  tilbake Hans Navn var Marius Gotthardt Ohl, see Norske Stiftelser, udg. af N. Nicolaysen. III. S. 589, 994. 2  tilbake Student, siden Provst og Sognepræst til Land. 3  tilbake Pavels's forrige Capellan, siden Sognepræst til Kongsberg. 4  tilbake Den i sin Tid bekjendte Philanthrop E. N. Saxild, dengang Bor- gerskolens Inspecteur, senere Raadmand i Christiania. 5  tilbake Siden Sognepræst til Vang og Stiftsprovst. 6  tilbake Se herom ogsaa "Breve til og fra F. C. Sibbern, udg. af C. L. N. Mynster" I. S. 50.

bla bakover

bla videre