Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 1817. 1ste Januar. Prædiken, Visiter og Gjæstebud udgjør de fleste Nyt- aarsdages Historie. Denne Dags indbefattes da og under disse tre Rubriker. Prædikenen var over Ps. 102, 26-28, og udviklede ikke uden Liv og Fynd de utallige Gange gjen- tagne, men altid vigtige Lærdomme om de jordiske Tings Forgjængelighed, Guds Evighed og vor Aands Udødelighed. -- Bispen havde ladet Geistligheden og Universitetslærerne samt Kathedralskolens Lærere vide, at Grev Mørner vilde modtage Visiter af Byens Embedsmænd, og til den Ende indbudt os at samles hos ham. Der mødte da Garmann og jeg, Skjelderup, Hersleb, Platou, Steenbloch og Hansteen, Flor og Wittrup. Vi kom ind i det lille Værelse, hvor Oscar modtog Gratulation paa sin Navnedag. Bispen be- lagde sine Ord meget ziirlig, og til Svar bad Excellencen os gjøre hans Frue den Ære at besøge hende. Det gjorde vi da i det store Entreværelse, hvor hun stod og gav Audience, men ogsaa dette var strax forbi. -- Hos Collett paa Ullevold var stort Bal. Om saadant et Selskab af pyntede Mennesker, dandsende, spillende og snakkende, kan intet Nyt være at sige. En maskeret Sælgekone i rød Kaabe uddelte Confect og Deviser; man sagde, at det var Linstow. [fotnotemerke] 3die Januar. Hele Flokke af maskerede Herrer og Damer sværmer i denne Juul om paa Gaderne og trænge ind i Folks Huuse, Fotnote: Brigadeauditør H. D. F. Linstow ( 1851), om hvem see Forf. Lex. SIDE: 2 hvor de dandse og gjøre Løier. Hos Skjelderup var saa- ledes en Aften indkommen 12 ubekjendte Mennesker; de sam- me vare og ved Statsraad Diriks's Dør, men han tillod ei, at de modtoges. [fotnotemerke] 4de Januar. Forfatteren af det oekonomiske Stykke i National- bladet (man siger, at det er Biskop Bech) har i Intelligents- seddelen forklaret sig nøiere, og viist, at han aldeles ingen Paastand gjør paa, at hans Project i Et og Alt skal blive antaget. Han ønsker en Sammenkomst af dem, der have Lyst til at sammentræde i en saadan Convention, hvortil han vil skaffe rummeligt Locale. -- I Rigstidenden fortælles, at de barbariske Magter have løsgivet deres christne Slaver. Var virkelig Slavecassen, for hvilken aarlig Bækken udsættes ved Kirkedøren, Noget før, hvad er den da nu? Man læser fremdeles Keiseren af Ruslands hele Titulatur, 19 Linier lang, og deri Lande, som jeg aldrig har hørt nævne. Han kalder sig ogsaa Arving til Norge. Vort stakkels Norge har da ogsaa Liebhabere nok. Hans Houge kom i Morges og fortalte, at baade hans Velfærd og hans Hjerte har bestemt ham til at gifte sig igjen, til hvilken Ende der lyses fra Prædikestolen for ham og en 25 Aars gammel Pige, som min Kone har seet og finder smuk. Dette Bryllup skal gaae af i Stilhed. Der var Generalforsamling i det dramatiske Selskab. Contigenten blev omtrent den samme: 30 Rbd. for et Mand- folk og 20 for et Fruentimmer, virkelig efter nærværende Priser Røverkjøb. 5te Januar. Til Middag var jeg indbuden hos Assessor Matthie- Fotnote: Det var i hine Aar ikke usædvanligt, at endog Personer af de høiere Kredse morede sig med at gaa Julebuk. Cfr. Bien. 8. Bind, 2. Hefte, S. 3-80 ("Masken"). SIDE: 3 sen. Der var foruden mig Oberst Rummelhoff, Majorerne Rustad, Legaard, Juell og Søgaard, Justitiarius Bull, As- sessorerne Debes og Motzfeldt, Professorerne Rathke og Esmark samt Apoteker Peckel. Jeg var den første, som kom, og Assessoren fortalte mig da først om sin udenlandske Reise, og yttrede, at han var kjed af at leve her i Landet og tænker at tilbringe sit øvrige Liv paa Reiser i Udlandet. Det første han saae Prinds Christian, var det ham klart, at han vilde blive en svag, uselvstændig Regent, der aldrig kunde gjøre Norge lykkeligt. Af den nærværende Regjering havde han ventet mere, men da den viste den utidige Efter- givenhed at sanctionere Pengeanordningen, opgav han og- saa Haabet om den. Frankrig var i hans Øine det første Land i Verden; der ønskede han at leve og døe. Under denne Tale samledes det øvrige Selskab, og vi førtes om i Stads- værelserne og saae de nye, vistnok meget skjønne og smagfulde Meubler, han har hjembragt fra Paris. Sagtens er det ikke behageligt ved Siden af saadan Luxus hos enkelt Rig- mand at tænke sig Landets Armod, der er meget stor, om man end ikke vil istemme med de Ulykkesspaamænd, der for- udsige dets uundgaaelige Ruin; men skjøndt jeg, Gud skee Lov, har et blødere og menneskeligere Hjerte end Assessor Matthiesen, nægter jeg ikke, at der hører Overvindelse til at kunne pryde sit Huus med elegante og smagfulde uden- landske Meubler, og i dets Sted af Patriotisme at nøies med plumpe indenlandske. Jeg vilde aldrig have noget imod at see saadant i Assessor Matthiesens Huus, da han alli- gevel havde nok for sit Fædreland og sine Medmennesker, naar han vilde, hvad han kunde -- dersom ikke Exemplet var saa smitsomt, og Mennesker, der ikke eie Tusindedelen af hans Rigdom, ei derved forlededes til samme Pragt. Jeg hørte ellers i Dag Noget, som muligens kan have bidraget til at gjøre Upatriotisme til Grundsætning hos Matthiesen. Han SIDE: 4 begyndte sit virksomme Liv med at anlægge en Klædefabrik, som af Mangel paa Fabrikaternes Afsætning maatte ned- lægges og kostede ham hele hans Formue. At saadant et Stød kan forstemme Charakteren for det hele Liv, veed jeg af Erfaring. Med Ungdoms Enthousiasme arbeidede jeg det første Aar i Brevig paa Skolevæsenets Opkomst; Fordom og Egennytte modsatte sig mine Planer, jeg maatte lade dem fare, og, det være nu til min største Skam! men vist er det, at fra den Tid Intet af min Embedsførelse interesse- rer mig mindre end Almueskolevæsenet. Da jeg havde været hjemme og kom tilbage, steeg ud af en Slædevogn fire markerede Personer. Det var en Ty- roler med sin Datter og en Jøde med Kone, efter en fransk Visitebillet, som de afgav. Det var meget dannede Menne- sker. Fruentimmerne taug, men Mændene talte Tydsk og Fransk, spillede og sang, Alt med Færdighed, og viste sig som heldige og øvede Skuespillere. Siden kom en langt større og mere larmende Skare, allesammen Mandfolk (hvoraf dog to havde Fruentimmerklæder paa), som vel intet Uanstændigt sagde eller foretog sig, men vare dog altfor overgivne og støiende, bleve der uendelig længe og kjedede os tilsidst Alle ret meget. Man kjendte Ingen af dem. Jeg synes ellers, at en Mand som Matthiesen, under saadant et Besøg, maatte være meget en peine. En Mand, om hvem der tales og skri- ves saameget, maatte vente, at man under Masken kunde og vilde sige ham allehaande Sottiser, som kunde være bitre nok, uden at just Personen qvalificerede sig til at kastes paa Døren. 6te Januar. I Revisionsmødet blev kun to Capitler gjennemgaaede, hvoriblandt det vanskelige 23de hos Matthæus. Det er forskrækkeligt, hvor Hersleb hænger i Bogstaven, hvorledes Context og Alt maae vige hos ham for den ordrette Forkla- SIDE: 5 ring. En svar Kamp kostede det at faae i V. 23 oversat med Retfærdighed, uagtet Pontoppidan, Guld- berg og Bastholm eenstemmigen oversætte det saa, uagtet jeg tydeligen lagde for Dagen, at Ordet Dom paa dette Sted er reent Nonsens, at den Mening, Hersleb vilde lægge deri, stred imod hans egen Grundsætning (den, at Skriften fordrer ubetinget Troe og Lydighed), og at , som rigtignok egentligst betyder Retfærdighed, langt lettere kunde misforstaaes eller forklares anderledes. Bispen, jeg og Sigvardt seirede dog her over de to theologiske Lærere. vilde Bech have oversat med Troeskab eller Rede- lighed, som vist og er Meningen, men da Troe ogsaa i vort Sprog har denne Bemærkning, voterede jeg for at beholde dette Ord. Hersleb og Stenersen vilde have Troen, syntes altsaa at ville indtvinge den christelige Troe, hvor den umue- ligen kunde finde Sted og regne Pharisæerne Mangel paa denne endnu ikke existerende Troe til Brøde. Herimod pro- testerede jeg ogsaa, og vandt da ogsaa det Slag. At Bispen endnu efter denne Debat fornyede det Forslag, at lade Hers- leb og Stenersen revidere ene, og os kun samles for at de- cidere, hvor de ei kunde blive enige, er mig ubegribeligt. Der taltes ellers om Saxtorphs Udtog af Forklaringen, og Bispen billigede, at en Udgave deraf besørges, især for igjen at tilveiebringe den Eenhed, som nu den frie Brug af Abels, Campes og Balles Lærebøger forstyrrer, og som ved Visitatserne sætter Examinator i største Forlegenhed. Dette er dog vel ikke den værste Side, hvorfra Sagen kan betrag- tes; jeg skulde troe, at en øvet, grundig og populær Kate- chet kunde udfinde, hvor Kundskaber vare, og hvor de sav- nedes, ogsaa uden bestemt at vide, af hvad Lærebog, man havde hentet dem. Den Formodning, jeg før har yttret, at Bech var Forfatter af hiint Forslag om et oekonomisk Sel- skab, blev mig i Dag næsten til fuld Vished; thi han vilde SIDE: 6 overtale os til at tage activ Deel deri. Men derimod pro- testerede baade jeg og Hersleb paa den Grund, at vi ei vilde love, hvad vi maaskee engang i vort Liv heller ikke gad holde; derimod erklærede vi os villige til at bivaane den projecterede Forsamling, at høre hvad der foredroges og sige vor Me- ning uden Forbeholdenhed, og saa efter vor Overbeviisning vedtage, hvad vi som Individuer troede at kunne virke til en Hensigts Fremme, om hvis Gavnlighed ei kan være Tvivl. Mariboe skal være en ivrig Zelot; han vil f. Ex., at man saa aldeles skal afsværge Viin, at man ei maae drikke et Glas i et Selskab, hvor Alle eller de Fleste nyde det. Til det Knudsenske Legat har Hofmarschal Kaas ind- sendt fra Prinds Christian og hans Hof 50 norske Rigs- bankdalere, samt henved 400 danske. Hvorledes vore stakkels norske Penge komme til den Naade, fatter jeg ikke; - er det maaskee af de Sedler, han selv udstedte heroppe? 7de Januar. I Nationalbladet oplyses ved et Exempel, hvilken Ubil- lighed der kan finde Sted ved Armeens forestaaende Reduc- tion. Jeg vil aldrig nægte, at det er haardt, en iøvrigt fortjent Officeer, der i Krigens Strabadser har tilsat sin Helbred, skal afskediges med en ringe Pension og Haab om civilt Embede, men hvor ei det fulde Antal kan blive ved, er det uden Tvivl Regjeringens ufravigelige Pligt med Hen- syn paa muligt forestaaende Kamp at beholde de Friske og afskedige de Svagelige. Ved alle saadanne Forandringer maae Individuer opofres for det Hele; det er i sin Orden, og kan ei være anderledes. -- Med Sindighed og Grundighed tales mod de mange paa sidste Storthing gjorte og in folio trykte Constitutionsforslag, da Loven, som den eengang er antagen af Nationens Repræsentanter, bør forblive i sin Integritet uforandret, uforøget og uformindsket, saalænge den som Grundlov skal existere. Som et saadant conseqvent og SIDE: 7 urokkeligt Værk nævnes den danske Kongelov. -- "Nogle Tanker om Norges Trælasthandel" gjendrive en i National- bladet forhen yttret Mening derom. Jeg forstaaer intet af den Sag, men har dog læst dette Stykke med sandeste For- nøielse, da det er et Mønster paa et Stridsskrift. Den Kjøbmand (det er uden Tvivl Forfatteren) beskjæmmer i høi Grad de Videnskabsmænd, som med og uden Navn hudflette hverandre, og synes ret med Flid at ville røve baade Modstanderne og sig selv al litterair og borgerlig Ære. -- "Tanker om Norges frivillige Bank" opmuntre med Genuas Exempel 1748 til patriotiske Opofrelser. See, om man gjør dem? Widing, som med sin Familie har været paa Eidsvold i Juulen, kan ikke noksom beskrive den Stads og Herlighed paa Jernværket hos Statsraad Anker, de pragtfulde Væ- relser, Meublementet, Sølvtøiet og den herlige Beværtning. Sligt gaaer sin uhindrede Gang, medens vi Stakler opfor- dres til at nægte os den Kop Caffe, det Glas Viin, vi fra Ungdommen have været vante til. Specier maae kjøbes for 30 Rbd. Stykket -- jeg snakker ikke for min egen Æske, jeg behøver det ikke, men der er nok, som maae det! -- og imidlertid belæsses Carsten Ankers Spisebord med kostbart Sølvservice, og han selv sidder for Bordenden med en straa- lende Nordstjerne paa Brystet, hædret og cajoleret af den ene Fyrste efter den anden; der var dog adskilligt at sige om den Ting. -- Man troer, Regjeringen vil kjøbe det præg- tige Palais og ophøie det til Slot. Bliver Wergeland ei før Hofprædikant, saa bliver han det sikkerligen da. 8de Januar. Det Stykke mod Hersleb, som Døderlein ikke turde eller vilde indrykke i Rigstidenden, fandtes i Dag i Intelli- gentsseddelen. Saalænge Meningsyttring skal være frie, var Døderleins Betænkning nok utidig, thi personlig Fornærmel- SIDE: 8 se er der aldeles ikke enten mod Hersleb eller nogen anden Professor. End ikke i det ufrieste Land, hvor Anonymitet er tilladt, vilde der være det ringeste at indvende mod dette meget anstændige Stykkes Trykning. -- I Rigstidenden taler Bonnevie med Heftighed mod Munchs Saga; det er som jeg saae ham lyslevende staae frem i Storthinget og holde en af sine lidenskabeligste Declamationer. Kan gjerne være, at han har Ret, men hvad behøver han at vrøvle sig ind i Stridigheder om en Sag, hvor sandelig hverken Nationens, hans eller noget Menneskes Velfærd staaer paa Spil. - Hersleb har i en Bonde fundet en ivrig Ven, som undrer sig over, at ikke Patrioterne Grev Wedel, Pastor Wergeland og Biskop Sørensen (!) gjendrive Forfatteren af Skriftet om Danmarks Forbrydelser. Stilen synes at være en Bondes, og jeg maae da troe, at det er en af Bønderne fra det ex- traordinaire Storthing, hvor Sørensen ansaaes for svensksindet, thi paa dette Storthing kunde ingen beskylde ham derfor. 9de Januar. Fra første Departement fik jeg Communication om, at Statsraad Krohg, Bech, Platou, Hersleb og endelig jeg uværdig ere beordrede til at sammentræde i en Commission, der, paa nærmere kongelig Approbation, skal forfærdige et udførligt Reglement for Høitideligholdelsen af den Reforma- tions-Jubelfest, som i Aar indtræffer. -- Til Central-Commit- teen kom Circulaire, hvor Møde bestemmes til Løverdag. Dermed fulgte et meget høfligt Brev fra Provst Hertzberg, som glædede sig over ved Committeens, Herslebs og min Beretning at være sat istand til at gjendrive de løgnagtige Rygter, der gaae i hans Egn angaaende Bibelselskabets Bestyrelse. Efter den Anmodning, man har gjort ham, at gaae Committeen tilhaande med gode Raad, foreslaaer han strax at give i Rigstidenden Beretning om Selskabets nær- værende Tilstand (det besluttedes i sidste Møde), ved en De- SIDE: 9 putation at takke Kronprindsen for hans Gave, naar han kommer her, og endelig ogsaa ved en Deputation at anmode Statholderen og Statsraadet at gaae ind i Selskabet og fremme Læsningen af en Bog, der bidrager saa meget til at befæste Borgersamfundet og stemme Folket til Lydighed mod Øvrigheden. Det sidste vil nok have sine store Van- skeligheder desværre! Ellers omsendtes Subscriptionerne i Bragernæs Provsti [fotnotemerke] . Aggers og Opslo har fordeelagtigen udmærket sig. Det første har tegnet sig for 1065 Rbld. en- gang for alle og 95 Rbd. aarlig, det sidste for 365 og 155. Derimod var i Drammen aldeles intet subscriberet, og fra Dr. Neumann kom blot et Brev paa to Sider, hvor han forsikrer, at det vist ikke er Mangel paa religiøs Fø- lelse, hvori Asker Sogn ei staaer tilbage for Nogen, men blot de trykkende Tider og de voxende Byrder, som forvolde, at man ei kan subscribere. Engang skal det nok vise sig, at det ikke var Mangel paa Villie, men Evne, som nu afholdt dem. Noget er imidlertid bedre end Intet, og det stod Asker Sogn frit for, under bedre Conjuncturer at forhøie sit Bi- drag; altsaa finder jeg denne Undskyldning heel futil og undres, at en Neumann vilde nedskrive og underskrive den. 10de Januar. Bonnevie vil vide, at Jacob Aall og Isachsen i Chri- stiansand have ladet Wergelands Skrift oversætte paa hol- landsk; men deels kan jeg ikke sammenrime det med Aalls inderlige Ønske, endnu efter Norges Afstaaelse, at vi igjen kunde forenes med Danmark, deels veed jeg ikke, hvorfor de valgte det hollandske Sprog og ikke det franske eller engelske, i hvilke Skriftet vilde faae langt flere Læsere. Dette Rygte Fotnote: Indtil 1819 var dette Navnet paa Christianias oprindelig meget vidtløftige Stiftsprovsti, der i hint Aar indskrænkedes til alene at omfatte Byen og Aker. SIDE: 10 tænker jeg vil staae i Classe med det, som fortalte, at Grev Mørner og hans Frue havde kjørt maskerede om i Gaderne, og været inde i et gemeent Dandsehuus paa Grønland. - Kongsbergs Sølvværk drives nu med Held, og har i Baumann faaet en udmærket nidkjær og duelig Bestyrer. 11te Januar. I Intelligentsseddelen opregnes Wergelands Fortje- nester fra Ungdommen af, og deraf bevises, at intet under- ligt eller uretfærdigt er i, at han i sit 37de Aar faaer et Sognekald. Det vilde man nok heller ikke fundet, naar ikke deels denne Promotion var skeet umiddelbart efter den famøse Bogs Udgivelse, deels Mænd som Bull og Dircks havde været hans Medbeilere. Til Beviis paa hans Yp- perlighed anføres, at Kirken, som før ved Aftensang var tom, nu er fuld, saa ofte han prædiker, og at Menigheder i Kald, som staae ledige, have bedet ham søge disse. - Centralcommitteen holdt et søvnigt Møde, hvor man ei lod til at vide, hvad man enten skulde sige eller gjøre. Deputa- tionen til Statsraadet fandt man upassende. -- Man vil vide, at Rein har faaet et apoplectisk Tilfælde. 12te Januar. Før Gudstjenesten havde jeg Visite af Statsraad Motzfeldt, som fortalte, at 4900 Rbd. ere indkomne til Frue Brun i Bergen, og bad mig forfatte et Brev, hvori Anviis- ning paa 4000 Rbd. skulde sendes. Det maatte ikke nævnes, at det skal være til Gjælds Afbetaling, da hun ikke skal ønske det. -- I Rigstidenden anmeldes, at et Søecadet-Aca- demie oprettes i Fredriksværn. Assessor Langberg i Chri- stiansand er bleven Høiesteretsassessor; altsaa hverken Lange, der mindre kan undværes ved Universitetet, eller Bull, hvil- ket ogsaa var godt, da Fader og Søn ei bør sidde i samme Ret. SIDE: 11 13de Januar. I Revisionsmødet bleve vi færdige med Matthæi Evan- gelium. Den eneste noget alvorlige Debat var om en yderlig Bagatel. Der staar: "den Ypperste-Præstes Pallads, som hedte Caiphas". Jeg foreslog en anden Construction, da denne var aldeles urigtig, ja kunde volde Misforstaaelse; thi Palaier have jo undertiden Navne; men skjøndt den lu- therske Lære ikke leed mindste Afbræk ved Ordenes Omsæt- ning, saa protesterede dog Hersleb og Stenersen mod denne, og omskandsede sig med Grundtexten; men jeg holdt stivt ved min Paastand og drev den igjennem. I Aften var jeg buden til Skjelderup paa en Østers- smaus sammen med Bonnevie, Sverdrup og Licenciat Holst. Under Østersspisningen var Samtalen den sædvan- lige, underlig nok at høre af to saa lærde og forstandige Professorer. Ellers taltes da og om andre Ting, og deri- blandt da ogsaa den indenlandske Politik. Sverdrup yttrede den Mening, som ogsaa er min, at den næste Bispestol, som bliver ledig, tilfalder Wergeland, og vilde gjøre Væddemaal, at han inden fem Aar var Biskop. Det første meente Bon- nevie ogsaa, men med det betænkelige Tillæg: "Er han ikke Biskop om 5 Aar, saa bliver han det aldrig." Og hvorfor ikke? Hvad forestaaer os inden fem Aar? Ere vi da ikke mere forenede med Sverrig? Med hvem da? Har Norge maaskee da gjenvundet den Selvstændighed og Uafhængighed, som det i 1814 forgjæves stræbte at naae? Hvad Grund er der (jeg forbigaaer aldeles den udvortes Politik; hvor- meget Aspecterne der kunne forandres i langt kortere Tid, har Erfaringen tilstrækkelig lært), men hvad Grund er der til at troe, at vi om fem Aar ere modne til større Frihed, end den vi nu besidde? Jeg troer tvertimod, at den, efter Folkets intellectuelle og moralske Tilstand, i dette Øieblik er altfor stor, og anseer det langt rimeligere, at Norge og SIDE: 12 Sverrig om fem Aar (under Gustav eller Carl Johan, det veed jeg ikke) ere eet Rige, under Navn af Scandinavien, og da er det des rimeligere, at Wergeland bliver Biskop, om han ikke var det før. Dog sæt endog det usandsynlige, at Norge om fem Aar enten bestaaer for sig selv eller er for- enet med Danmark -- skulde Wergeland endda ikke kunne blive Bisp? Jo upaatvivleligen! Faaer Rein Bergens Bi- spestol, kan intet stærkere Beviis tænkes for saadan en Tings Mulighed. Jeg kan overalt ikke sige, jeg ynder Bonnevies Maade at yttre sin Patriotisme, og Sverdrup selv er nu langt moderatere i sine Udtrykke. Begges Udladelse i Aften om Wergeland og Jacob Aall fandt jeg høist contrasterende. Hvad især Aall angaaer, da har han saamange agtværdige Sider, hans Stilling er overalt saa fuldkommen uafhængig, det er saa klart, at hvad han siger og gjør, det siger og gjør han af fast Overbeviisning, at Mennesker, der maaskee hverken fra Forstandens eller Hjertets Side tør maale sig med ham, bør lade ham uantastet. I Statstidenden læses, at den Capt. Holstein, som var Christian Frederiks Fortrolige og tilligemed Major Brock hans fornemste Raadgiver (par nobile fratrum!) er død i Algier. 14de Januar. Man skulde troe, jeg affecterede at celebrere Danmarks og Norges Adskillelsesdag, da jeg nu anden Gang har havt Middagsselskab den 14de Januar. Jeg kan imidlertid for- sikre, at det er aldeles tilfældigt. Skjøndt jeg ikke er utilfreds med den nuværende Administration, der som Alle har sine Feil og sine Fuldkommenheder, anseer jeg dog ingenlunde hiin Dag for en Glædesdag, og naar det saa havde været Forsynets og de jordiske Magthaveres Villie, vilde jeg hjerteglad have levet og døet under det danske Scepter. -- - -- Hersleb viste sig som en umaadelig streng Censor over Skuespiller- SIDE: 13 kunst. Jeg finder ogsaa liden Fornøielse paa Christiania Theater, i Sammenligning med de gode gamle Dage i Kjø- benhavn, baade i Borups Selskab og paa det kongelige Theater; men efter en mislykket Rolle at bryde Staven over en Skuespiller, fra et Par Forestillinger at bedømme et heelt Theaters Personale, og derfra slutte, at Carlsen er den eneste her, der har Idee om, hvad det er at spille Comedie, og fordunkle Falsen, Holm, Møller og Ibsen -- nei det er sandelig for meget, altfor meget! Hvo kan bestaae for et saadant Tribunal? Og naar han saa endvidere fandt Rosing stor, endog i de stærke lidenskabelige Roller, naar han uden Be- tingelse og Indskrænkning roser Alt, hvad Schwartz spillede som ægte Kunstværk -- ja da maae jeg tilstaae, at hans Theorie ikke saa ganske stemmer overens med min Børne- lærdom. 15de Januar. I Intelligentsseddelen bebuder den oeconomiske Project- mager en Besparelsesventilation i det høitidelige Møde, Sel- skabet for Norges Vel skal holde i næste Maaned. Provst Sandbergs [fotnotemerke] Død averteres. Der staaer en Gravskrift, skre- vet -- det jeg ikke andet kan troe -- af ham selv, hvori det blandt Andet hedder, at hans mange Svagheder og Feil skal Helten fra Golgatha dække. Denne Helterolle, man giver den lidende Jesus, kan jeg ikke lide. "Paa Gol- gatha viser Skriften os ham som det Guds Lam, der bar Verdens Synder." Over den Udgave af Forklaringen, som Bibelselskabet besørger, havde jeg Correcturen paa første Ark. Det er dog virkelig en god Lærebog, det samme Saxtorphske Udtog, og uden Tvivl den bedste, vi endnu eie i vort Sprog, trods Fotnote: O. R. A. Sandberg, Sogneprest til Onsø, see Forf. Lex. SIDE: 14 Spørgsmaalene og den altfor vidt drevne Ærbødighed for Systemet. 16de Januar. Schultz skriver, at man i Throndhjem havde Rygter om svære Rustninger i Sverrig, som man her ikke veed et Ord om. Det er en skrækkelig Hob Løgn, man andetsteds i Landet maae lade sig binde paa Ærmet, medens vi her i Hovedstaden, skjøndt maaskee ligesaa uvidende om, hvad der er Sandhed, dog vide bestemt, at det, som man troer der, er Usandhed. Jubelcommitteen var samlet hos Statsraad Krohg og fik adskillige Hovedpunkter afgjorte. Her i Christiania hol- des Festen i 4 Dage, i de andre Stiftstæder i 3 og paa Landet i 2. Fredagen den 31te October er den store Høitidsdag, da Bispen prædiker, der synges Te Deum, op- føres Cantater og gjøres al mulig Stads. 18de Januar. I Skiens-Egnen skal allevegne være stor Pengemangel. Niels Aall skal især lide derunder; den meget rige Diderik Cappelen (Nogle ansee ham for den rigeste Mand i det søndenfjeldske Norge) har hjulpet, saalænge han kunde, men nu ere ogsaa hans Ressourcer udtømte. I Rigstidenden fortælles, at Botanikeren, [fotnotemerke] af hvis Reiser rundt Jordkloden ventedes rigt Udbytte for Naturvi- denskaben og hans Fædreland, er død af en smitsom Syge paa det engelske Skib Congo. -- I Tillægget har F. I. (hvortil jeg uden Betænkning føier Bech, da Ingen uden han bruger Ordet samvittig ): samvittighedsfuld, og hans Maal desuden røber ham) ladet indrykke en Oversættelse af Voy- age de Pythagore, hvori bemeldte Philosoph opfordrede Fotnote: Prof. Christen Smith. SIDE: 15 Qvinderne i Croton til Tarvelighed, hvorpaa disse ogsaa flux "afklædte sig deres qvindelige Stads". Der tilføies en Application til "Norges Hustruer og Døtre," som trøstes ved den Forsikring, at deres "simple, ubekostelige, men natur- lige Prydelser ville forhøie og forskjønne deres Ynde." (O ja, naar man vil see det med Oekonomens og Moralistens Øie, men ellers vil jeg aldrig nægte, at en smuk Pige er smukkere i Flor og Callico end i Lærred og Vadmel). - I Nationalbladet findes et Stykke om Pengevæsenet af en Mand, som langtfra at beklage, at han ei var paa Storthin- get, takker sine Sognemænd og Amtsbrødre, at de fritog ham for denne ubehagelige Post. Der fortælles og om en - Spartaner, troer jeg, der gik til Tempelet efter et saadant Valg, hvor han var forbigaaet, og takkede Guderne, at hans Fædreland eiede 300 værdigere Borgere, end han. Begge havde dog vel taget tiltakke med Hædersposten, hvis den var buden dem. Denne Mand idetmindste, Iver Ramberg kaldet, forstaaer den Ting bedre end Storthingets Medlem- mer, og kan vel altsaa som ægte Patriot, ikke for Alvor glæde sig over, at hans Raad ei hørtes før nu, da det er for silde. 19de Januar. Denne Dag vilde været aldeles umærkelig, hvis ikke Døderlein, som gjorde mig et Nytaarsbesøg, havde medbragt et Nummer af "Almänna Journalen," der gav mig en sør- gelig, skjøndt ei uventet Udsigt over en af mine Venners og Landsmænds Skjæbne. En Anonym fremtræder som Tals- mand for en Udlænding, der for ikke længe siden kom til Stockholm som Embedsmand, medbragte et vakkert Indboe, havde anstændigt Levebrød, og desuden andre Udsigter, der lovede ham rigeligt Udkomme. Men hans Hovedplan var strandet, deels ved uheldige Tilfælde, deels ved Hindringer, SIDE: 16 Bagtalelsen (som han formodede) havde bragt for hans Lykke. Derved var han kommen i en Gjæld af 3 500 Rd. Bco. og truedes hver Dag med Indførsel, saa at han istedetfor Borde og Stole om kort Tid havde det blotte Gulv. Der- over var han bleven syg af Græmmelse, og en anden Næ- ringsgreen var standset; Kone og fire grædende, tildeels spæde Børn omgav ham, og det var ude med ham, hvis ikke et ædelmodigt Publicum antog sig ham. Indsenderen (ven- telig Wallmark eller Granberg) foreslaaer at sammenskyde Actier til Gjældens terminvise Afbetaling, og er selv villig til at tage en Actie. At det er ingen anden end Wulfsberg, indsees letteligen, og til at oplyse Sagen meddelte Døder- lein mig adskillige Data. Til et Bogtrykkeries Anlæggelse her havde Kronprindsen givet ham Haab om en Understøt- telse af 1000 Pd. St., hvilke han nu ikke faaer, formodentlig, forbi Prindsen er gjort opmærksom paa hans uordentlige Oekonomie. I det uvisse Haab havde han engageret et Menneske, som for hans Skyld har forladt Lehmanns Tje- neste, har fortæret sine sammensparede Penge, og maae nu reise til Kjøbenhavn for at søge Emploi. I Herman Wangs Fallitboe var inddraget Noget, som var, men ikke kunde be- vises at være Wulfsbergs Eiendom. Den fordeelagtige Handel, han gjennem Sigvart Petersen har drevet med den Guldstads, Embedsmænd og Officerer skulde behænges og besættes med, er standset, formodentlig ved hans uordentlige Regnskabsføren. Alt dette er nu samlet paa en Maade, at han med en Embedsindtægt af 250 Pd. St., som over- gaaer min, er tiggefærdig. Hvor den Mand dog alle sine Dage har stormet, og vil fremdeles storme til sin Under- gang, indtil denne omsider engang kommer uundgaaelig og uden Redning! SIDE: 17 20de Januar. Medens Confirmanderne samledes inde paa Salen, opkom med eet en svær Tumult derinde. En af Børnene meldte forskrækket, at der var en gal Mand inde i Salen. Jeg ilede ind. En velklædt Mand gik med stærke Skridt op og ned ad Gulvet; Pigerne havde samlet sig grædende i en Klynge. Jeg spurgte, hvem han var. "Jeg er Herrens Søn!" svarede han og vilde blevet ved at præke, men jeg fik ham drevet ned ad Trapperne og ud af Gadedøren. Der stod en Karl, som fortalte mig, at det var Juveleer Møller, der var gaaet fra Forstanden; han selv var Svend og sendt ud for at passe paa ham, hvilket Arbeide han da rygtede maadelig nok. Han havde fortalt Confirmanderne, at han var Guds Søn, at han havde skrevet den Bog, hvoraf de undervistes, og givet nogle af dem specielle For- maninger. Det er besynderligt, hvorledes det hos saamange gale Mennesker er en Yndlingsidee at gjøre sig til Guds Søn. Netop samme Grille skal den Jacob Ellefsen, som i Sommer styrtede sig ud af Vinduet, og nu er ganske afsindig, være henfalden til. I Revisionsmødet værdigedes Bispen at consulere det theologiske Facultet og mig og Sigvardt som Embedsbrødre i en besynderlig Casus, hvorover hans Erklæring var for- dret af Justitsdepartementet. En Motros var for 14-15 Aar siden reist herfra, og man havde meget sandsynlige Be- retninger om hans Død. Hans Kone søgte og fik Tilladelse til at indgaae nyt Ægteskab, blev gift for 7-8 Aar siden, og er det endnu. Og see! nu kommer den første Mand til- bage, gjør Paastand paa sin Kone, og hverken hun eller den anden Mand har noget derimod. Et Sted i Loven hjemler saadan Gjenforening, kun at den Hjemkomne maae bevise, at han ei andensteds er gift. Spørgsmaalet er altsaa kun: SIDE: 18 Skal Skilsmissen fra den Ene og Foreningen med den Anden være forbunden med nogen Ceremonie, og da hvilken? kirke- lig eller blot for den verdslige Øvrighed? Man blev enig om, at Ægteskabsskilsmisse aldrig bør være en Religions- handling, og at ei heller den høitideligen sluttede religiøse Pagt behøvede Fornyelse, og at altsaa Erklæring fra Øv- righeden behøves, at den anden Forening lovmæssigen er hævet, og den første igjen gaaet i Kraft. 21de Januar. Den famøse Hymne til Urania har jeg nu endelig læst. Liderlig kan jeg just ikke kalde den, men skidden og gemeen er den trods dens mystisk-pompøse Tone, og røber hos en Digter som Baggesen en høi, skjøndt ikke ubegribelig Grad af Skamløshed. Dobbelt scandaløst er dette Product, da det følger umiddelbar paa en galant Correspondance med en Dame (Frøken Jessen), som paa sin gamle Alder med en Pokkers Magt vil spille en Rolle i den poetiske Verden, hvilket ogsaa, efter Baggesens Dom, fuldkommen lykkes hende, da han endog haaber, Apollo for Juliane Jessens Skyld vil læse mangt et lille Digt af ham. I de to Hef- ter af "Danfana," jeg har tillaans, har ellers Intet tildra- get sig min Opmærksomhed. Det er altsammen Fyldekalk, Maanedsskriftets stolte Navn: Danertemplet, aldeles uværdigt. Holst fortalte, at han har Gabriel Lund at takke for, at han nu er Statssecretair. De studerede sammen til the- ologisk Examen, og da Lund endelig af sin Fader fik udvir- ket Tilladelse til at forsage det theologiske Studium, kom Holst ud af Touren, da han heller ingen Lyst havde dertil, drev i nogen Tid om uden fast Læseplan, indtil Engelhardt bragte ham paa den Idee at tage latinsk juridisk Examen. [fotnotemerke] Fotnote: Cfr. P. C. Holsts Optegnelser om sit Liv. S. 15-17. SIDE: 19 Som Præst havde han neppe i nogen Henseende gjort den Lykke, han nu har gjort. 22de Januar. Intelligentsseddelen meddeler en mærkværdig Ansøg- ning til Kongen fra 62 af Christiansands Indvaanere i An- ledning af den mageløse Irregularitet, Magistraten og Lig- ningsmændene have tilladt sig ved Ligningen til den tvungne Bank. Først skede ikke den i Loven befalede Bekjendtgjørelse, naar og hvor Forretningen skulde holdes; dernæst forbød Magistraten, hvad allevegne over det hele Land er vedtaget som Princip: at vælge de samme Ligningsmænd for alle tre Skatter, og endelig have disse Ligningsmænd (Generallieute- nant Arenfeldt, Justitiarius Gjertsen, tre Kjøbmænd, en af- skediget Capitaine og en Contoirbetjent) baaret sig saa rav- galt ad, at det høiligen maae beklages, at Ingen, saavidt jeg troer, uden et kommende Storthing kan drage dem til An- svar derfor, og naar dette er samlet, skal Indskuddet alt være betalt. Arenfeldt selv med Eiendomsgaard, kostbart Indboe, Heste, Kjør og Eqvipage og 2,225 Specier fast Gage er lignet i 8 Specier, Stiftamtmanden og Biskoppen lige- saa, Consul Isachsen og P. Mørk have lignet sig selv i 1,200 Specier (6 Actier), en Grosserer Matthiesen, Skibs- og Gaardeier med betydelige udestaaende Contanter i rede Sølv, ligesaa i 360 Specier. Mindre formuende Kjøbmænd ere derimod lignede i 1,800 til 2,900 Specier, en ubetydelig Høker og et ungt Menneske, som hverken eie Huus eller Hjem, Meubler eller Effecter (begge nævnte) den Første i 180, den Anden i 210 Specier. Ansøgningen gaaer ud paa, at Kongen vil cassere Ligningen, og tillade Borgerne at ud- nævne en ny Commission. Frue Sverdrup er unægtelig en meget interessant Kone, der om mange Ting taler heel fornuftigen, men noget ær- grede jeg mig paa den unge Mad. Wolds Vegne over de SIDE: 20 Bebreidelser, der gaves hende for Dovenskab, ikke fordi de jo gjerne kunne være grundede, men fordi Kundskaben om hende blot grunder sig paa Indkig af Frue Sverdrup som Gjenboe i Salsetagen. Deels ere de Erfaringer, man ved saadanne Leiligheder indsamler, ikke saa ganske paalidelige, deels vidne de ei heller fordeelagtigen om Iagttagerens Flit- tighed, at hun har Tid til gjennem sit Vindue at bemærke og censurere Gjenboens Foretagender. At der ofte er Frem- mede, og Mennesker jevnligen gaae ind og ud, lader sig og forklare og undskylde ved det talrige Slægtskab, hun har. Jeg skal aldrig ophøre at takke Gud, som overalt, hvor jeg har havt stadigt Opholdsted, har befriet mig fra Omgang med nærboende Svogerskab og Fætterskab. Om Madlavning talte hun ogsaa meget; hun er stærk i at tillave fine Retter, ved hvis Beskrivelse jeg ikke vil nægte, mine Tænder løb lidt i Vand; thi jeg holder meget af god Mad, dog mere af at spise den, end at høre, hvorledes den tillaves. Jeg viede i Formiddag Hans Houge og hans meget vakre Brud. (Asker Præstegaard) 24de Januar. Neumann fortalte mig, at han og de andre Medar- beidere i det theologisk-historiske Tidsskrift ere betænkte paa at have 1-2 Bidrag færdige til Markedsugen, og have forpligtet sig til at oplæse og aflevere disse. Denne For- pligtelse har jeg aldrig indgaaet; Bispen har aldrig talt et Ord derom til mig, rimeligvis heller ikke til Rosted og Platou. Overalt lover jeg mig lidet af den Entreprise, og at Neumann vil begynde med en Udsigt over Kirkevæsenets Tilstand i Sverrig, bestyrker mig i min slemme Anelse. Han forelæste mig et Forslag, han igjennem Agerdyrknings- classen i Selskabet for Norges Vel har ladet tilstille Direc- tionen, at da Selskabet ved Universitetets Stiftelse og fuld- SIDE: 21 komne Organisation i videnskabelig Henseende har udrettet, hvad det vilde, og dets Medvirkning til Videnskabelighe- dens Fremme herefter synes overflødig, saa skulde denne Deel af dets Bestemmelse bortfalde og Selskabet forvandles til et Academie for Landvæsenet. -- Da denne Forelæs- ning var tilende, kom Capellan Meldahl, en inderlig elsk- værdig Mand, som Neumann i høieste Grad lykønsker sig med, ligesom han og selv er overvættes fornøiet med sin Stilling. Det maae, efter begge Præsters Sigende, være en ypperlig Menighed, paa hvis Forædling det lønner Umagen at arbeide, og som i det Hele viser sine Lærere udmærket Agtelse. Vi gik tilbords, og fik en eneste, men saare vel tillavet Ret: Carry med Punsch til. I Eftermiddag kom Justitsraad Blom, som bor derude, en halv Miil fra Præ- stegaarden, [fotnotemerke] og vi fire havde en meget lystig Lhombre med morsomme Mellemscener. Der taltes blandt andet om et nyt Digt af Allum, hvis Antogonist er Præsten Tybring i Drammen, som underskriver sig 17-8, hvilket skal betyde, at han veier 17 Lpd. 8 Marker. Dette Allumske Digt: Gjærin- gen, eller Skjemt og Alvor, fik jeg ind med mig i mit Sovekammer. Det Formelle behagede mig lidet, det Mate- rielle endnu mindre. Verset indeholder Betragtning over Rigets Tilstand, den danske, christianitiske og nuværende Re- gjerings, item Storthingets, Armeens og Fleres Opførsel, og røber en Arrogance, som fortjener at ydmyges. 25de Januar. Af et Brev fra hans Svoger Skøldberg forelæste Neumann mig i Morges adskillige Nyheder, de Fleste som Fotnote: Jan Blom 1832 i Drammen 84 Aar gl., i sin Tid Sorenskriver i søndre Jarlsberg, fra hvilket Embede han i 1794 afsattes ved Høiesteretsdom, beboede i den Tid Gaarden Gyssestad i Asker. Han fra- sagde sig Justitsraadstitelen i 1830. Cfr. Personalhist. Tidsskr. IV, S. 117, Stamtavlen. SIDE: 22 Hemmeligheder. Kongen fik Juleaften et Anfald af Slag, der en Tid foruroligede Hoffet og Landet, men nu er han igjen uden Fare. -- Den lange Nølen med Bergens Bi- spestol havde sat Neumann Skruer i Hovedet; han frygtede, at Kronprindsen dog kunde falde paa at give den til ham, og for at forebygge dette, havde han bedet Skøldberg under- haanden sige Anker, at sligt ingenlunde var hans Ønske, og at han slet ikke kunde modtage den Ære, hvis den tilbødes ham. [fotnotemerke] Excellencen havde svaret, at han, som kjendte Em- bedet, indsaae, at det ei kunde convenere Neumann, og skulde vist arbeide derimod, men ellers troede han, at Rein blev Manden. Blandt flere Grunde, hvorfor Neumann ikke vil til Bergen er den, at der er fire af Stadens fornemste Em- bedsmænd, med hvilke han ei engang ønsker Omgang, end sige Forbindelse: Christie, der med alle hans ypperlige Aandsfortrin forekommer ham huul og polisk, Falsen, i hans som i mine og Fleres Øine et tvetydigt, maaske farligt Menneske, Motzfeldt, [fotnotemerke] som Stadsraadværdigheden skal have gjort meget opblæst, og som derfor af sine fordums Ligemænd i Armeen skal være meget forhadt, og Rein, hvis bitre sarkastiske Lune er ham frastødende. Throndhjems Bispestol synes derimod, om den blev vacant, at ville være ham et fristende Tilbud. -- Tredje Nyhed: Efterat det per varios casus endelig var kommen dertil, at Neumanns Rei- sebeskrivelse skulde trykkes paa Kronprindsens Bekostning, er endnu et Aar gaaet hen, uden at der er gjort det Ringeste ved den Sag. Han havde bedet Skøldberg undersøge Om- stændighederne og fik følgende Oplysning: Endnu i denne Fotnote: Cfr. C. N. Schwach, Jac. Neumann, biografisk skildret, Bergen 1848, S. 27. Fotnote: Statsraad Motzfeldt var tillige "Vice-Commandant" paa Bergen- huus Fæstning, og det antoges, at han ved forefaldende Leilighed vilde vende tilbage til Bergen som General. SIDE: 23 Stund er man i Sverrig misfornøiet over, at saa gode Vilkaar ere tilstaaede Normændene ved Foreningen, endnu maae Commissairerne høre Finter for deres Eftergivenhed, endnu beskylder man Kronprindsen for, at han ved sin store Føielighed mod Normændene har villet berede sig et Til- flugtsted blandt dem, hvis hans Anseelse i Sverrig engang skulde komme i Decadence, endnu er den Festlighed, hvormed Deputationen modtoges, mange Svenske et ubehageligt Minde. At fornye dette finder Prindsen nu betænkeligt, og ønsker derfor at kunne indtil videre henlægge Beskrivelsen over den Høitid. Neumann, som erkjender at denne allerede nu efter 2 Aars Forløb aldeles har tabt Nyhedens Interesse, tager den altsaa tilbage, og udgiver fragmentviis i norske periodiske Blade, hvad der uafhængig af Tidsomstændighederne kan læses med vedvarende Deeltagelse. [fotnotemerke] No. 4 var, at Wulfs- berg synes redningsløs, dog herom kunde jeg fortælle Neu- mann mere end han mig. Kronprindsens Yndest har han aldeles tabt; denne skal have omtalt ham som un buveur et un joueur. -- Det femte, mærkeligste og glædeligste er endelig, at Grev Wedel i Sverrig skal være almindelig for- hadt og foragtet. Wallmark havde aldrig været i et fata- lere Selskab end det, hans Svigerfader gav ham til Ære. Wedel lod Sarcasmernes Batterie spille over alle Ting; Anker talte ikke et Ord, og over hele Bordet var dyb Taus- hed. Kronprindsen skal have sagt: "Jeg er vis paa, at dersom Wedel kunde tilveiebringe en Revolution i Norge, gjorde han det strax, og anvendte alt muligt for at sætte sig selv paa Thronen." Dette ønskede jeg virkelig, at det var mig tilladt at fortælle. Siden oplæste Neumann for mig et Foredrag, angaa- ende de oekonomiske Indskrænkninger, han vil holde i Gene- Fotnote: Den er trykt i Saga, udg. af J. S. Munch II. S. 139-204. SIDE: 24 ralforsamlingen i Selskabet for Norges Vel. Jeg har Intet at indvende derimod, uden at Tonen er for contrasterende: i Begyndelsen populair, til Slutning pompøs. Hans Tan- ker ere meget fornuftige. Viin, Caffe, Thee, o. desl. vil han ikke noget Menneske skal afsværge. Derimod opregner han mangfoldige til Meublement og Klædedragt henhørende Ting, samt sine Vine, Liqueurer, fremmed Øl o. desl., som vi bør kunne undvære; kun anseer han det nødvendigt, at det første Exempel maae gives af Landets fornemste og rigeste Mænd. Conventioner mellem Individuer af middelmaadig Stand og Formue troer han ikke ville blive nyttige, af de Fleste ei overholdte, og af dem, der vare for samvittig- hedsfulde til at bryde dem, et Offer, som ikke i ringeste Maade gavnede Staten. At han i en saadan Forsamling vil staae frem og nævne de befalede Epouletter og Broderier blandt den Luxus, der bør afskaffes, er hvis han virkelig gjør det, en meget ædel, ja hos ham beundringsværdig Frimo- dighed. Ogsaa i Dag vare Meldahl og Blom indbudne til Middag, og ligesom i Gaar fik vi kun een Ret Mad: en delicat Kalvesteeg, som rigeligen mættede os, og et godt Glas Viin. (Christiania) 26de Januar. [fotnotemerke] Jeg har længe gruet for denne Dag; nu er den, Gud være lovet! forbi, og pinte og kjedede mig mindre, end jeg havde ventet. Den begyndte med Prædiken, Communion og Barnedaab. Under Bønnen for Kongehuset gjorde jeg en speciel for Kronprindsen, som virkelig, især efter Samtalen med Neumann i Gaar, kom fra mit inderste Hjerte. Ved Middagsbordet aabnede jeg en Flaske Langkork, og drak i den med Kone og Børn Giverens Skaal. Jeg fortalte Fotnote: Karl Johans Fødselsdag. SIDE: 25 Neumann dette mit Forsæt, og han tog deraf Anledning til ogsaa at beramme en Gjæstebudshøitidelighed hos Justits- raad Blom, hvor de tre Mænd skulde klinke paa Carl Johans Velgaaende. Aftenens Historie er det eneste, som ellers skal opteg- nes. Theatrets Vestibule og Parterre vare smukt oplyste, Bænkene vare satte længre fra hverandre, Grevens og Grev- indens Stole vare borttagne, og de sad i Aften midt iblandt de indbudne Tilskuere. Pyntede Herrer og Damer indfandt sig i Hobetal; ogsaa 40 Studenter og et Antal Cadetter og Skoledisciple vare indbudne. Kl. 6 begyndte man at spille. Efter den første Symphonie fik vi nok en, og ved dens Ende gik Tæppet op, og Rasmussen som den gamle Hushovmester i Landsbyetheatret stod der med to Tjenere: Jeg blev yderst forundret, og fik da vide, at Frue Thulstrup var bleven syg, og at man i Haab om, at hun skulde komme sig, havde for- vandlet Prologen til Epilog, og for en Sikkerhed endda for- maaet Frøken Mansbach til at lære Rollen, at det Hele ei skulde gaae reent istaae. Saa spiltes da Landsbyetheatret, som Statsraad Løvenskjold med Føie fandt at være et elen- digt Stykke, men som efter Statsraad Fastings Mening gik overmaade godt. O ja saamæn! ellers var det just ikke at gjøre synderlig Ord af. Maskeraden, for hvis Skyld Styk- ket valgtes, var ret morsom. Vistnok savnedes Haxthausens mesterlige Hallingdøl, som overalt kunstig Dands ei saaes; derimod var adskillige nette Charakteermasker og allehaande Løier. Linstow kom som gammeldags Dame med et stort Buur, hvoraf udtoges hendes Søn, en lille Dreng med Pungparyk og stivskjødet Kjole. Schiwe var en fransk Petit-Maitre, Hoppe en Skolemester, Capt. Anker en Trold- mand, som gjorde adskillige Konster, hvoraf den Sidste var curiøs nok. Der kom ind en Machine, hvoraf dannede sig SIDE: 26 en Grotte i hvis Fordybning stod "med Ildbogstaver trykt": Carl Johan, Norges Ven -- og det paa en engelsk Maske- rade!!! Mad. Kjørboe var en manhaftig Skjoldmøe, Frue Thorne Flora, hendes smukke Søster, Frue Meyn, en Bon- depige, Frue Falsen Diana, Frue Collett en Islænderinde, Baronesse Wedel en Thelemarks Pige, og jeg veed ikke hvem flere. Under Skuespillet serveredes med Thee og Julekage, Iis og Confect. Nu skulde da Prologen begynde, men da jeg skulde hjem og tage Præstekjole paa, maatte jeg renon- cere paa den. Frue Thulstrup havde faaet sin Helbred igjen, og min Kone syntes ret godt om Tingen. I Palaiet, hvor en utællelig Vrimmel mylrede sammen, spiste man omtrent som sidst. Dandsen begyndte omtrent Kl. 2. Længe efterat jeg var opstaaet, kom Slædevogne forbi mine Vinduer, da Ballet med paafølgende Dejeunér varede til Kl. 8-9 Mandag Morgen. 28de Januar. Bispen havde anmodet mig som Censor at bivaane Alexander Langes katechetiske Prøve i Byens Kirke. Hans Dom var uden Tvivl fuldkommen rigtig, at Katechisationen var meget god; kun var det en almindelig Feil hos uøvede Katecheter (saamæn ogsaa hos meget øvede, Deres Høiær- værdighed!) at de talte for meget selv og lod Børnene tale for lidet, udlokkede ei Begreberne af deres Forstand. At Langes Katechisation havde denne Ufuldkommenhed, indrøm- mer jeg. I de tre sidste Nummere af Nationalbladet har en streng Orthodox [fotnotemerke] leveret en yderst skarp Recension over Abels Religionsspørgsmaale. Mange Anmærkninger ere grundede, men andre røbe utidig Ængstelighed og Rigorisme Fotnote: Daværende Lector theol. S. I. Stenersen. SIDE: 27 eller chicanerende Dadlelyst. Mod Slutningen bliver Re- censenten alt mere og mere heftig. For Guds og deres egen Saligheds Skyld opfordrer han dem, som Opsynet over Guds Menighed er betroet i disse Lande, at ransage Bogen, om den ei er skyldig i de angivne Feil, og da enten tydelig vise for Lægmanden, at der er ingen Salighed at vente for Jesu Skyld, eller at forbyde denne Bogs Brug til Confir- mationen. Han antager at 10,000 Unge ved den ere vei- ledte, og at mange af disse 10,000 Sjæle ere derfor paa Vei til evigt at tabes. Gud forbarme sig hvilken An- skuelse! Han see i Naade til den arme Menneskehed, som Vantroe og Letsind paa den ene Side og Fanatisme paa den anden true med at nedsænke til en Dybde, hvorfra den neppe i Secler igjen vil kunne reise sig. -- Meget alvorlig, men dog med sømmeligt Alvor paaankes Strøms Ansættelse som Bergmester, uden at have taget Examen. -- Under Overskrift Pastor Wergeland findes et Stykke, hvori gjøres endeel ikke ganske ubeføiede Spørgsmaale, hvorfor f. Ex. Assessor Matthiesen blev Ridder af Nordstjernen, hvorfor Bergens Bispestoel endnu ikke er besat, og hvorfor Oberst Holst endnu er Commandant paa Fredrikssteen. (Han skal dog nu have faaet Afsked.) -- Dersom Præsten Ty- bring skriver under Mærket 17-8, er han en af de loyaleste Mænd i Landet, Regjeringens og Kongefamiliens varme Ven, thi han siger "Nogle, (virkelig sunde) Ord til Efter- tanke," hvor han temmelig klart viser, at vi ikke har det saa meget slemt. [fotnotemerke] 29de Januar. Politiemesteren har i Dagens Intelligentsseddel høili- gen overrasket Publicum ved et Avertissement, der vækker Fotnote: I Krafts og Langes Forf. Lex. anføres Tybring som Forfatter af den omtalte Artikkel. SIDE: 28 en ældgammel sovende Løve, den 82-aarige Forordning, hvor Assembleer, Baller, Maskerader og anden Leeg og Ly- stighed forbydes paa Fest- og Helligdage. Og denne Be- kjendtgjørelse skeer umiddelbar efter Søndags-Bal og Maske- rade hos Rigets Statholder paa Kronprindsens Fødsels- dag! -- I Rigstidenden læses en provisorisk Anordning om at Brændeviinsbrænden i Kjøbstæder og Ladestæder forbydes til Juni Maaneds Udgang mod forholdsmæssig Godtgjørelse af de paabudne Afgifter, ligesom og at Ruug, Byg og Havre til den Tid toldfrie maae indføres i Norge. Jeg har i Dag fuldendt et litterært opus: en snart alvorlig, snart ironisk Gjendrivelse af Allums lumpne Vers, som jeg ikke begriber, hvorledes den varsomme og delicate Neumann kan have læst med et Slags Velbehag. Personen er saa aldeles charakteriseret i den Ewaldske Linie, hvormed jeg ender, som en mundkaad, fræk og dum og nedrig Cham, at Portraitet ikke kunde lignet mere, om han havde siddet for Ewald. Biskoppen har, som jeg hører, alt for flere Aar siden removeret ham fra Skolelærer-Embedet. [fotnotemerke] I Jubelcommitteen var Klokkernes Ringning, Cano- naden, Herolder, Basuner, Processioner det Meste, som om- taltes. Det Kjøbenhavnske Ceremoniel fra 1717 fremlagdes. De Guld- og Sølvmedailler, som ved et festligt Maaltid henlagdes under hvert Couvert, maae nok vi renoncere paa; dog vil man foreslaae at præge en Sølvmedaille. 30de Januar. Til Middag var jeg indbuden til Excellencen. Langt mindre lystelig end dette Dinér, hvor de Par Timer ere ret morsomme, da man bestandig træffer Mennesker, man kan tale med, var Aftenens Boston hos Generalinde Haxthausen, Fotnote: I sit Expl. af Nyrups Lit. Lex. (nu i Univ. Bibl.) har I. C. Berg noteret om Allum: "En indbilsk Herre." SIDE: 29 hvor jeg blev ugudelig medtagen af hende, Kammerherre Mansbach og Politiemester Sem. Jeg ønsker ret hjerteligen ikke saa snart at inviteres i det Selskab, og skulde det snart falde hendes Naade ind at tilbyde mig Revanche, afslaaer jeg sans fagon Tilbudet. Der taltes ellers om det Ankerske Fideicommis, der skal lide stor Pengemangel, og derfor af- spiser sine Pensionister med en saa lumpen Almisse; om en vigtig Proces, det har med Statsministeren, og formenes at ville tabe; om dets Administrator Semb, der har 800 Pd. St. aarlig for at bestille Ingenting, og om Gademaskera- derne i Julen, som Politimesteren havde forbudet, hvis han havde været hjemme, da de begyndte, men hvorfor han ikke kunde byde deres Standsning, og hvorfor de endelig skulde vare over Hellig 3 Kongers Dag, fordi de fandt Sted første Juledag, sagde han ikke. Avertissementet i Gaar blev ikke nævnt. 31te Januar. Et i Dag udkommet Nationalblad indeholder fire maa- delige Sange til Kongehuset (Sophie Albertine undtagen), ventelig sjungne i en af Byens Klubber paa Kronprindsens Fødselsdag. -- Sebbelow oplyser, at de tre Fædrelands- venner, som har skrevet Noget for Wergeland, er en eneste tysk Viintappersvend, som i nogle Maaneder har nydt saa megen Underviisning i det danske Sprog af svenske Ridder Hr. Pastor Wergeland, at han kan tale med Enhver, som kommer i Viinkjælderen for at kjøbe af ham. -- G . . . . . (Garmann?) har talt nogle sunde, velbegrundede Ord til Recensenten af Abels Religionsspørgsmaale. -- En Anonym (ventelig Pavels Hjelm) har skrevet en ironisk Revselse paa Vers til Hersleb, Garmann og Sebbelow; vittig, men grov. I mit Brev til Neumann meddelte jeg ham mine Tan- ker om det intenderede periodiske Tidsskrift, hvortil Recensi- SIDE: 30 onen over Abel synes at gjøre vor Trang saare indlysende, men hvor jeg, ved at tænke paa Medarbeidernes Navne (Neumanns, Schmidts og mit eget undtagne) finder "et snur- rigt Maskepie," som Brun siger, hvilket jeg er bange for vil gjøre Curen nok saa slem som Sygdommen. Den kolde, raisonnerende Bech, de politiske Antipoder Munch og Bon- nevie, den neppe varme Grøgaard, Philologen Rosted og Statistikeren Platou -- virkelig! der blev altfor mange Slags Kjød i den Fricassé! [fotnotemerke] 1ste Februar. I Intelligentsseddelen beklager Halvor Hoel sig over, at man har anseet ham for Forfatter af endeel anonyme Stykker i Avisen, og averterer, at han vil sætte sit Navn under Alt, hvad han herefter skriver, og undres, at han skal være den Skive, hvorefter Alle sigte. -- Fra Lumholtz fik jeg to Breve, et officielt til Sigvardt og mig, og et confi- dentielt til mig. I Begge vare afskrevne Irettesættelser givne Dr. Garmann for hans Paategnelser paa Circulairer, den Første i Anledning af en Forandring i Circulationsordenen, som Garmann egenmægtigen har foretaget, den Anden An- givelsen til Enkekassen vedkommende, Begge Fostere af Man- dens ei usædvanlige Fusentasterie. Den sidste Correx lyder saa: "End mere paafaldende Beundring har dette for- aarsaget, at da De har kunnet villet vove den paategnede Erklæring, De ansaae det ei fornødent at fremsende, efter det seneste fra Departementet tilstillede Schema, en ny An- givelse om Indsættelse i Enkekassen. Udeblivelsen hermed kunde let efter Ordenes Udtryk have en ubehagelig Mulct tilfølge. Det var derfor vel sikrest, at lade sig vise til Rette af velbemeldte Hr. Slotspræst Pavels's Paategnede Fotnote: Tidsskriftet saae heller aldrig Lyset. SIDE: 31 paa forberørte Circulaire, som baade med Forstand og Grundighed er oplyselig." Men denne forstandige, grun- dige og oplyselige Paategning har Garmann nok al- drig læst. 2den Februar. Til Centralcommitteen er indløbet et overmaade høfligt Brev fra Lord Teigmouth, hvori Hans Herlighed lader os vide, at da vi ei ville eller kunne aleene indskrænke os til Bibelens Udgave, saa have vi ingen Understøttelse at vente fra det engelske Bibelselskab, men iøvrigt ønsker han os Held og Velsignelse. Hvad Centralcommitteen vil gjøre ved den Sag, faar man see paa Thorsdag; man vil formode, at den gjør, hvad den bør gjøre: foretrække at være et fat- tigt, men selvstændigt Selskab for at være et Filialinstitut under det stolte britiske, en afhængig Drabant, der holder sig underdanig i den Bane, der anvistes den omkring Hoved- planeten. -- Man vil vide, at Grunden til Forbudet mod Maskeraden just paa den Tid var, at Politiemester Sem ved en Feiltagelse først Løverdag Aften eller Søndag Morgen var inviteret til Mørners Fest. 3die Februar. I Revisionscommitteen vedtoges efter Herslebs For- slag for at vinde Tid det Forslag, Bispen gjorde før, men som da ei gouteredes: at dele sig i to mindre Committeer. 4de Februar. Hersleb har udgivet "Affordret Beviis for at Skrif- tet: Sandfærdig Beretning o. s. v. fortjener enhver retsindig Normands Uvillie og Foragt," og foræret mig et Exemplar deraf. Bogen er henved 5 Ark stor, og har et Motto af Propheten Jeremias efter Grundtvigs Maade. Min Me- ning om Wergelands Skrift kan ikke levne Tvivl om, hvad SIDE: 32 jeg dømmer om den indsigtsfulde, retskafne og sindige Hers- lebs Svar. At han fælder strengere Domme, end jeg i Al- mindelighed, ogsaa i nærværende Tilfælde, troer mig beret- tiget til, har vistnok sin Grund i vor forskjellige Mening om det ene Menneskes Competence til at bedømme det an- dets Tænkemaade og Hensigt med dets Handlinger. Jeg troer min overensstemmende med Christendommens Aand og Jesu udtrykkelige Ord. Hersleb troer det samme om sin, og i dette Tilfælde haaber jeg sikkerligen, at Enhver af os bliver salig i sin Troe. Ellers negter jeg ikke, at i al vore nyere Theologers Ivren mod Stolthed, med alt det, de sy- nes i Benævnelsen "ædel Stolthed" at ville finde en con- tradictio in adjecto, finder jeg dog i deres egen Yttring og Adfærd Noget, som jeg ikke veed at betegne med et mildere Navn, og som Andre maaskee vilde kalde Hovmod. Hos Grundtvig og hans Efterfølgere mærker jeg (maaskee jeg tager Feil) Spor af den Aand, der bevægede Paverne til at kalde sig "Guds Tjeneres Tjenere" paa samme Tid, som deres Tyrannie over Keisere og Konger med Psalmens Ord: "Du skal træde paa Løver og Hugorme; unge Løver og Skorpioner skal du træde under Fødderne." Undtager jeg hiin Dom over ublide Domme, er der endnu kun en Ting, hvori jeg er aldeles uenig med Hersleb: hans Ivren mod Anonymitet. Jeg har aldrig misbrugt den til Ondskabs Skjul; men saa overbeviist jeg er om, at Trykkefrihed er Velsignelse for et Land, saa klart er det mig, at Trykkefri- hed uden Anonymitetsret er et Intet, og levnes mig Liv og Helbred, skal jeg, hvad enten jeg ad Aare bliver Storthings- mand eller ei, offentlig fremtræde som denne Rets varme Apologet. Jeg tvivler ikke om, at den vil finde Angribere nok blandt Høie og Lave, men hvad jeg kan bidrage til at holde den ilive, skal vist ikke blive forsømt. SIDE: 33 Jeg havde et Besøg af Neumann, som har meget imod Samariens Brug uden Pibekrave, og paastaaer, imod gam- mel christelig Skik og Orden, at man enten bør gaae i kort Kjole eller i fuldt Ornat. Jeg synes, det er et sandt Præ- rogativ for vor Stand, at vi have et saadant medium mel- lem høieste Stads og Hverdagsdragt. Kammerherre Mansbachs Barn blev døbt, og min Kone og jeg vare indbudne til Middag. Der var hans Moder og Søstre, Kaltenborn, Thulstrup, Major Schjøtt, Oberst Stabell, (alle med Fruer), Baron Wedel, Lindemann, Capt. Anker og endog Frøken Haxthausen, hvis naadige Mama (den Pulverhex!) kom om Eftermiddagen, og snød mig igjen i Boston, saa jeg fik en Ulykke. I saadant Sel- skab kan man ikke kjede sig. De Fleste af dem forene vir- kelig Aandscultur med den slebne Verdenstone, deres Stand medfører. Heller ikke Spillepartiet var ennuyant. Gene- ralinden er rigtignok lidenskabelig og egennyttig Spiller, men de andre to: Stabell og Lindemann meget godmodige og liberale. Skjøndt jeg tabte ligesaameget som i Thors- dags, tabte jeg det dog med større Agrement. 5te Februar. I Nationalbladet opfordres Sverdrup, Platou, Hers- leb, Steenbloch og jeg til at udgive et periodisk Skrift i samme Smag som Minerva eller Athene, hvori der ogsaa skulde findes Recensioner over Fædrelandets litterære Pro- ducter. Stykket er ret vel skrevet, og jeg for min Deel havde større Lyst til at entrere i denne Idee end i den bi- spelige-neumannske. I aften opførtes Barselsstuen. Jeg havde glædet mig meget til at see dette mit Yndlingsstykke, men jeg glæ- dedes lidet ved at see det. Carlsen spiller endnu Troels. Skal den Omstændighed komme i Betragtning, at han "vilde SIDE: 34 obligere sig til at gjøre 50 slige Børn om Aaret", da sy- nes rigtignok Carlsen med sin svære Legemsbygning at være det mest qualificerede Subjekt, men ellers, saa umuligt som det er, at Carlsen nogensinde kan spille slet, vilde jeg langt heller seet en yngre spinkel Person som Ibsen eller Hoppe i den Rolle. -- Corfitz var en Person ved Navn Nielsen. Gud kjender ham; jeg veed aldrig at have seet ham før. Han var en liden smal Person, der aldeles ikke saae ud som en Olding. Jeg vilde givet Holm den Rolle. Han vilde spillet den med mere Liv og Kraft, han kan ypperlig ma- skere sig som gammel, og har derhos i sit Udseende og Stemme det robuste, som Corfitz maae have, naar Tilskueren i Hjertet skal frikjende hans Kone. Jeronymus (Kjøbmand Rosenberg) saa meget stærk og vigoureux ud, hvorfor man og viseligen havde udeladt: "I er vel undskyldt Naboe". Her havde Rougtvedt været bedre. -- Barselkonen spilledes, paa den altfor dybe Stemme nær, særdeles vel af Digteren Hansen. "Men hvorfor", spurgte Diriks, "skal den Barsel- kone være et Mandfolk, da dog de gemeneste Friller spilles af Fruentimmer? Hun er jo en meget honnet og brav Kone". Endnu en Grund har jeg til at ønske hende af samme Kjøn som Visitdamerne. Til den gammeldagse Levemaade hører nødvendig Kyssen ved Ankomst og Bortgang. Her bød naturligviis Velanstændighed at udelade den, men hvil- ken herlig Effect den gjør, mindes jeg endnu fra Borups Selskab. -- De to første Damer spilledes meget godt af Frue Huwald og Frue Omsen, som ogsaa vare de bedst costume- rede af det kvindelige Personale. -- Ane Kandestøber var Frue Aubert, som spillede bedre end hun saa ud. -- Frue Ankers Ingeborg Blytækkers lagde Ingen Mærke til. Jfr. Sang som Arianke Bogtrykkers var en af de Bedste, men jeg havde dog heller seet Frue Dunker i den Rolle. -- Frue Rummelhoffs Else Skolemesters var ikke god; her vilde Jfr. SIDE: 35 Sang været fortræffelig. Fortællingen om den gloende Drage var det Bedste. Mad. Glad som Øllegaard Sværdfegers og Oberstinde Nielsen som Dorthe Knapmagers saaes med for- tjent Bifald; kun vilde jeg, at de skulde seet ældre ud, lige- som man nok ogsaa havde glemt, at Dorte efter Troels's Liste er Enke; thi hun parerede som en Maibrud i en rød og hvid Silkekjole, langt mere end Barselkonen. -- Engelske Hattemagers gaves ikke ilde af Frue Rasmussen. Ellers hø- rer der en meget øvet Skuespillerinde til at gjøre Noget af denne stumme Rolle. -- Frue Kaltenborn fremtraadte første Gang som Stine Isenkræmmers. Der hviler en Vanskjæbne over denne Rolle; jeg har fast aldrig seet den lykkes for noget Menneske. Fru K. spillede ingenlunde slet, men In- gen lagde Mærke til Rollen eller fandt noget comisk deri. - Norges fornemste Dame, næst Statsholderinden, Gre- vinde Wedel, spillede Gedske Klokkers; hun har umis- kjendelig comisk Talent, men den andægtige, sørgmodige Gedske Klokkers var hun ingenlunde. -- Derimod var Frue Chemnitz som Frue i mine Øine en af de aller Bedste; det var den livagtige Prakkerstolthed. -- Bonifacius, Holm, som sædvanligt; det gjælder om ham som om Carlsen: slet kan han ikke spille. -- Hvem der spillede Anne Signekjælling og Claus, veed jeg ikke, og det kan være det samme. -- Tredie Acts femte Scene røg næsten ganske i Lyset derved, at der in- gen Mamselle var. Det var ellers vel betænkt, at Corfitz imot Stykkets Forskrift ogsaa aabner denne Act, og kryber under Bordet, naar Fruentimmerne komme. Hvorpaa grun- der ellers Konen sin Rapport, som begynder fjerde Act? Endnu bedre var det maaskee, om denne Kone var en af dem fra anden Act, en af de 2 Damer f. Ex., der maaskee snarest kunde faae Øine paa ham, da de komme fra Vuggen, og Scenen var saa ganske i deres medicerende Charakteer. SIDE: 36 6te Februar. I Centralcommitteens Møde besluttedes med Dissents af Bispen og mig, som troede, at Sagen reent burde henlæg- ges, at tilskrive Lord Teigmouth, at man ikke, førend Selskabet var fuldkommen organiseret, kunde fatte nogen Beslutning, hvorvidt man var istand til at entrere i det engelske Bibel- selskabs Forslag, og ene indskrænke sig til Bibelens Udgivelse. 8de Februar. Den sædvanlige Examen i Garnisonsskolen løb hel- digere af, end den pleier. Wold synes at have faaet lidt bedre Greb paa Katechisation; ei heller havde han tyllet ufornøden Visdom i Børnenes Hjerner, eller bebyrdet deres Hukommelse med Navne og Tal, som aldrig i Verden, neppe ved Læsningen af en Avis, kunde vorde dem til Nytte. Ellers havde jeg et frappant Beviis paa, hvor fast Caffeen er groet ind i Almuemenneskers Sjæl. Først havde man det Capitel af Thime [fotnotemerke] om Vægt og Maal, og paa Forespørg- sel om, hvilke af de Ting, der bruges i det daglige Liv, man sælger efter Vægt, svaredes strax af en Pige: Caffe. Længere nede i Rækken examineredes af et andet Capitel om den Nytte, Dyrene kunne gjøre os. Der kom da Melken ogsaa i Betragtning. "Hvad kaldes da det Fedeste af Mel- ken?" -- "Fløde." -- "Og hvortil bruger man den?" - "Til Caffe!" var Svaret. Paa Hjemveien fra Skolen var jeg inde hos Sverdrup, hvis Strenghed i at paasee Orden i sit Studereværelse, jeg aldrig har seet Mage til. Han taaler ikke, at nogen Bog eller noget Papiir røres, om man endog forpligter sig paa det helligste til at lægge det igjen i samme Orden og paa samme Sted. Det er et urimeligt Pedanterie, og jeg var nær ved at blive vred. Fra Biskop Sørensen har jeg endelig faaet et Brev, Fotnote: En tysk, pædagogisk Forfatter. SIDE: 37 hvori han "bemøier" mig med at gjennemlæse en Prædiken, han har holdt sidste Nytaarsdag, og gjerne vil lade trykke. Nogle have hørt den med Bifald, Andre været utilfredse med den, over hvilket jeg ikke undres; thi saadanne Ting ere vel neppe fra den offentlige Talerstoel sagt et Lands og en Byes Indvaanere. Efterat have talt om, hvor vel Gud har gjort det med os, kommer han til sin Hovedfag og udbryder: "O Fædreland, Fædreland! med Vemod hefter jeg mine Blikke paa din Stilling: hvor dybt er du sunket fra, hvad du for- dum var! hvor er nu din Værdighed og Hæder? mig synes, at jeg vandrer kun blandt Grave og Ruiner!" Og saaledes vedbliver han længe med uhørt Bitterhed at klage over Nor- mændenes Uvillighed til at indskyde i den frivillige Bank. Jeg troer ikke, den Tale burde været holdt; men siden Sørensen har havt den beundringsværdige Frimodighed at læse sine Byesbørn og Landsmænd deres Text, bør han uden Tvivl trykke den for at gjøre Ende paa løst Snak, og sætte Pu- blicum fuldstændig istand til at bedømme hans Udsagn. Ta- lens religiøse og æsthetiske Værd er ikke stort. [fotnotemerke] Rigstidenden meddeler endelig officiel Bekræftelse paa Holst's Dimission af den norske Krigstjeneste. -- Biskop Bugge er bleven Commandeur af Nordstjernen, den eneste norske Ridderpromotion ved sidste Ordenscapitel. Fremdeles staaer der et Brev fra Keiser Alexander til en Geheimeraad, som havde skrevet en Bog, kaldet "Tydsklands Forhaabninger", og dette Brev siges, "at udbrede meget Lys over den hel- lige Alliance og dens Hensigter": men det er ved Gud et dunkelt Lys! Saa skriver blandt Andet Hans Majestæt: "En høitidelig Overeenskomst, grundet paa vor Guds Frelsers simple og ophøiede Forskrifter aabner Forskerlysten til de mest tiltrækkende Betragtninger: Kun ved Sam- Fotnote: Den vides ikke at være bleven trykt. SIDE: 38 klang i de vundne Anskuelser, i Forbindelse med de Ønsker, alle Menneskehedens ægte Venner maae nære, kan en rigtig Anvendelse af de fundne Sandheder (?) vorde mulig paa Folkenes selskabelige Forhold til hinanden." Det kan man kalde et Keiserbrev! Man skulde sværge paa, at det var Forfatteren til Agnes von Lilien, som talede. 9de Februar. Den Bøye, som agerede Stadssatyricus her i Byen, har gjendrevet Wergelands Bog. Nogle sige, at han aldrig vil vende tilbage til Norge igjen, Andre, at han søger Ad- junctposten ved Drammens Skole. 10de Februar. Tre Statsraadinder holdt i Dag Børn over Daaben: Frue Collett Højesteretsassessor Motzfeldts, Frue Diriks Klok- ker Wolds, og Frue Treschow Lars Snedkers, en forhenvæ- rende Slave. 11te Februar. Det er besynderligt, hvor fremmed Schmidt, som er født og fra Ungdommen indlemmet i Christianias første og ele- ganteste Cirkler, nu er her i Byen. Han besøger Ingen og indbydes af Ingen. -- Præsten Schytte i Biri har faaet et Slag paa Tungen, der gjør ham udygtig til at forrette sit Embede. Det var vel sidste Gang, jeg saae ham, da han ifjor besøgte mig! De falde rundt omkring mig min Ungdoms og Mandoms raske, kraftfulde Medvandrere -- de stærke Ege falde, og jeg svage Rør bliver staaende! 12te Februar. I Intelligentsseddelen gives Fortegnelse over dem, som have underskrevet Protesten mod Ligningen i Christiansand. General Tobiesen og Sebbelow ere de eneste mig bekjendte Navne. Tillige meddeles kongelig Resolution, at man ei fin- der Anledning til at erklære Ligningen ugyldig. -- En ano- nym Svensker har mod Betaling, som han virkelig heller SIDE: 39 ikke burde skaanes for, ladet indrykke en 3 Sider lang, ret human og beskeden Gjendrivelse af Bonnevies Yttringer, hvilke han reent har misforstaaet, og altsaa fægtet mod Skygger. Han troer nemlig, at Bonnevie har paaanket, at svenske Actstykker ere i Saga trykte i Orginalsproget, hvilket jo overalt er Skik og Brug, medens det er over Munchs og tildeels Aalls Forsvenskelse af vort Modersmaal, Bonnevie har klaget. Selskabet for Norges Vel havde Generalforsamling, om hvilken med Føie kunde siges: amphora coepit institui, ur- ceus exit. -- Efter at have bebreidet os vor Lunkenhed og Uvirksomhed i det sidste forløbne Aar, nævnte Bispen to Midler, der mere end Præmiers Udsættelse eller noget An- det igjen kunde bringe Nationalvelstanden paa Fode. Det ene var da Indskrænkningen af udenlandske Varers Brug, hvorom sagdes mange høie og smukke Ting, men derhos be- budedes en Ventilation, naar Dagens Forhandlinger vare endte, hvorefter indbyrdes Overenskomst strax kunde sluttes. Saaledes forstod jeg det idetmindste, og pønsede allerede paa en extemporeret Advarsel mod Overiilelse og Forslag at ned- sætte en Committee. Bech gik imidlertid over til det andet Redningsmiddel, hvilket han dog for Tidens Kortheds Skyld kun kortelig berørte: almindelig Husflid i Tilvirkning af in- denlandske Tøier. Derefter gav han en lang og kjedsomme- lig Udsigt over Selskabets Historie i disse to Aar. Den kunde affattes langt kortere: "Lidet har Selskabet arbeidet, men slet Intet har det udrettet." Da Læsningen var forbi, steeg Bispen ned af Talerstolen, og Neumann reiste sig og holdt (saavidt jeg kunde mærke med almindeligt Bifald) den under 25de f. M. nævnte Tale. Slet Intet udelodes, uden den lange Opramsen af Luxusartikler. Altsaa fik Embedsmæn- denes Guld- og Sølvstads den fortjente Revselse, og et patrio- tisk Vee tilføiedes over dem, der pryde deres Huse med parisi- SIDE: 40 ske Meubler, hvor intet Menneske kunde tvivle om, at det var Matthiesen, der sigtedes til. -- Neumann endte sin Tale, og hvad skede? Mørner reiste sig, med ham Bispen og den øvrige Direction, Tilhørerne da naturligviis ogsaa og - hver gik til sit! Saadan Ende fik denne vigtige Forhand- ling, og dermed formoder jeg, at Sagen hviler for stedse. Nei, der skal klogere Hoveder og stærkere Arme end vore nærværende norske Patrioters for radicaliter at curere os. Det forekommer mig, som om 1000 Mennesker forendede sig om at give en rivende Bjergstrøm et frit og uhindret Løb, og der saa stod en halv Snes og kastede Stene og Torv, hvor den var stærkest, for at dæmme dens Fart. Man lade Tingen gaae sin Gang, og hver, som har Villie og Kraft, sige med Josva: "Jeg og mit Huus vil tjene Herren!" -- og iøv- rigt bør man ikke tvivle om, at jo gunstigere Omstændig- heder engang i vore eller vore Efterkommers Dage kunne forene sig, hvorved Patrioternes Bestræbelser kunne faae et heldigt Udfald. Allermindst bør man drage sørgelige For- varsler for Menneskeheden, om det endog skulde gaae bestan- dig Krebsgang med vort Fædreland, indtil det synker i sit Intet og udslettes af Nationernes Tal. Den, der vilde troe Saadant, maatte hverken kjende Historien eller antage et Forsyn. Da Veiret var deiligt, fik jeg Lyst til at gaae en Tour til Løkken. Jeg eftertællede de store engelske Vinduesruder i øverste Etage og fandt 72. Jeg kan ikke troe, Glasme- steren nu gjør en saadan Rude for ringere end 20 Rbd.; men lad det og være 15, saa koster blot en Etages Vindues- ruder over 1000 Rbd. og for det hele Huus med Lader og Vognremisse etc., for Have og Jord og saa lidt Inventa- rium ovenikjøbet 200 Gange saa meget, er da ikke saa saare overdreven Priis. SIDE: 41 13de Februar. Den i saamange Aar med Længsel ventede Time, er kommen. Frue Dyhring har udtømt sine Lidelsers bitre Kalk. Hun henslumrede rolig i Aften uden Dødskamp med et sagte umærkeligt Suk. Det svære Arbeide, hun spaaede mig en- gang ved hendes Dødsleie, de haarde Anfægtelser, hun ven- tede at plages af, bortfaldt reent. I de sidste Dage laae hun i en Slags Apathie; de saa ubetydelige Ord, hun talede, vare om ligegyldige Ting, og kun ved et sagte Haandtryk tilkjendegav hun, at hun forstod og følte de Guds Ord, hvormed jeg søgte at opmuntre hende. Men saavist som no- gen troende Christen faaer en salig Død, saavist som der er en Himmel, hvor de Udvalgte leve hos Gud i evig Sa- lighed -- saavist er hun der nu. Vel hende! Nationalbladet er udkommet og optages, paa 3 Sider nær, af mit Stykke, som bliver sluttet i næste Nummer. Jeg har hørt to Domme. Man er enig i, at det er velskrevet, men Nogle finde, at Allum burde været haardere revset, Andre at det er at gjøre den Smører alt for megen Ære, og at han heller opmuntres end afskrækkes, naar man vær- diger slig ussel Brochure en saa vidtløftig Gjendrivelse. 14de Februar. Neumann, Hersleb og jeg vare indbudne til Bispen i Eftermiddag, for at gjøre Aftale om det tidt omtalte Qvar- talskrift, som nu skal være af blandet Indhold, og ei blot indskrænke sig til Religion, Moral og Historie. Hersleb blev mod sin Villie indtrukken i disse Forhandlinger, og bliver dog nok Medlem af Samfundet. Tilsidst ventileredes om Navnet, og man enedes foreløbigen om det ei upassende, men heller ikke smukke: Freyr. Af Dagens Nyheder veed man, at Kongens Resolution om den famøse Høiesteretsdom er kommen hertil. Staffeldt hensættes i Arrest paa Fredrikssteen Fæstning paa Kongens SIDE: 42 Naade. Hans Afsked falder vel af sig selv, men det troer ikke Schmidt, der venter at opleve den Dag, da Staffeldt ud- nævnes til Commandant paa Fredrikssteen (!). Hals af- skediges i Unaade (casseres); Nogle sige, han skal have Fæst- ningsarrest paa Livstid, Andre at han bliver fri, som heller ikke synes troligt. Haxthausen har faaet Afsked i Naade med Pension. Efter Grundloven er Kongen fuldkommen be- rettiget til at give den; men om han burde gjort det, hvor to iøvrigt antipodiske Domstole have frikjendt Manden, er et andet Spørgsmaal. Et originalt Syngestykke af Baggesen, "Trylleharpen", er i Kjøbenhavn opført paa Kongens Fødselsdag. Hermed havde det en egen Beskaffenhed. Medens Baggesen var The- aterdirecteur, indleveredes det til Directionen af en Unævnt. Knutzen begyndte at componere det, men saa besluttedes, at Stykket ikke skulde opføres. Nu indleverer Baggesen det som en Original af sig selv; den nuværende Theaterdirec- tion kjender ikke Stykket, antager det og lader det componere af Kuhlau. Knutzen træder frem, da det er færdigt, og si- ger, hvad han veed derom, og Baggesen gaaer op til ham og udskjælder og chicanerer ham saa afskyeligen, at Man- den faaer et Slag og døer. -- Baggesens utrættelige For- følger, Forfatteren af de 12 Paragrapher, P. Hjort, har nu udgivet en Pjese "Om den mærkelige Liighed mellem Professor Baggesens originale Syngespil Trylleharpen og sammes Original". 15de Februar. Major Juel -- den eneste af min første Omgangscirkel her, som hverken Død, Bortreise eller Caprice har fjernet fra mig -- havde i Tirsdags været hos Matthiesen, som vilde gjort en Reise til Throndhjem; "men" sagde han "jeg faaer vel blive hjemme, naar Øvrigheden gjør Indførsel". Det er nemlig hans Hensigt, uagtet han eier Sølv og Pd. St. i SIDE: 43 Mængde, ikke at yde en Skilling til Banken, uden efter Ud- pantning. -- Rigstidenden er næsten ganske opfyldt af Ce- remoniel og Høitidstaler i Anledning af Kronprindsens Fød- selsdag; Døderlein er en jammerlig Avisskriver. 17de Februar. General de Seve fortalte, at han havde været incog- nito i Slotskirken Nytaarsdag og hørt min Prædiken om de jordiske Tings Forgjængelighed, og troede deri at finde Henpeg til den Dagens Tildragelse, som i Hans Øine er den vigtigste: Staffeldts Dødsdom. Jeg hverken bifaldt eller modsagde hans Ord. Iøvrigt citerede han et dyrebart Ud- sagn af Alexander den Store, som jeg fristes til, hvad Authentien angaaer, at sætte i Classe med hiint Citat af hans Bog om Alexander den Sjette, item Jesper Old- fux's taget af Mons Viingaards Krønnike om Holofernes og Alexander. 19de Februar. I Nationalbladet har en Anonym opkastet det Spørgs- maal, hvad der dog har været Aarsag til de mange Nor- mænds Had til Bogen om Danmarks Forbrydelser. Han finder fire Grunde: 1. Kjærlighed til det af Skjæbnen saa velsignede Danmark. 2. Ukyndighed i Historien. 3. Bogens bittre Tone. 4. Mistanke mod Forfatteren. Stykket røber temmelig Upartiskhed og er skrevet i en ædel og sindig Tone. Forøvrigt indeholder Bladet Slutningen af mit Stridsskrift og tre af de sædvanlige smaa Expectorationer. -- I In- telligentsseddelen er nu Touren kommen til Sorenskriver Gløersen. -- I Rigstidenden læses om Benaadningen, og seer man da, at Staffeldt virkelig ikke er afskediget af Krigs- tjenesten, og kan altsaa, naar Kongen om faa Maaneder lader sit Naadeblik falde paa ham, blive Commandeur af Sværdordenen og den første General i Norge. Jubelcommitteen var samlet hos Statsraad Krogh. SIDE: 44 Da Mødet var sluttet, fulgte Hersleb mig hjem. Jeg fore- læste ham mine Collecter til Festen, og han syntes meget godt om dem og ønskede, at en saadan Christendomsaand maatte hvile over Bispens Bønner. I Borgunds Skibrede paa Søndmøre har været Opløb i Anledning af Brændeviinsskatten, som Almuen ei vil betale. Militair Execution er decreteret, men forinden beordrer man, for at dække den, to armerede Fartøier fra den ene Side og et Gudbrandsdalsk Compagnie fra den anden. 20de Februar. Nationalbladet indeholdt en Attest fra Postmesteren i Skien om et over Fredrikshald ankommet dansk Brev til Pavels Hjelm, hvilket øiensynligen havde været brækket, og et nyt Segl sat for. Denne Attest ledsages af nogle meget alvorlige Betragtninger, hvilke man desværre maae erkjende for ligesaa grundede som frimodige. Det kan være Tilfælde; Afsenderen selv kan paa et Sted, hvor han ei havde sit Signet ved Haanden, have brækket Brevet, for at eftersee eller for- andre Noget deri; men just at Brevet er til Hjelm, bekjendt som Prinds Christians varme Talsmand og den meest er- klærede Oppositionsmand mod Tingenes nærværende Orden, det gjør Sagen saa mistænkelig og forhadt, at jeg gav me- get til, den aldrig var skeet. -- Derpaa kommer et flaut Vers til Præsten Abel, hvis declamatoriske Udraab mod Wergeland, man endnu ikke kan glemme. Riimsmeden har, meest af franske Ord, samlet 27 Riim paa hans Navn, og gjør sig saaledes lystig over ham som den rimeligste Mand. -- Det sidste og længste Stykke er af en forfær- delig Vrøvler. Det synes at være en aldrende Mand, der me- ner det overmaade vel, men neppe veed ret, hvad han selv siger. Han ender med det Forslag, at "naar en Hædersmand fra Hallingdal eller Valders kom til Christiania iført Sneesokker, SIDE: 45 røde Bundingshuer og bergsømstærke Skoe, saa skulde de Fornemste indbyde ham og ligesom i Triumph hædre ham, medens Politiet med Tjærekoste gav enhver Bon- debixe og ethvert udmeiet Qvindfolk et vældigt Strøg over Ryggen". -- Det skulde vel aldrig være min gamle General, som igjen har vovet sig ud paa Skribent- banen? 21de Februar. Der var Præsteordination i Byens Kirke. Lieungh, Sognepræst til Opsloe, Aschehoug, constitueret Sognepræst til Aas, og Kjerulf, residerende Capellan til Fredriksstad, vare de Ordinerede. Ihvorvel de tre Taler, som holdtes, havde umiskjendeligt Værd, giver jeg dog Garmanns Inti- mation over Zach. 3, 1-4 bestemt Fortrin. Denne forun- derlige Text apterede han saa vel til Dagens Forretning, og sagde med uafbrudt Hensyn paa Begge saa mange ypper- lige Ting, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg aldrig har hørt og aldrig havde ventet at høre noget saa Godt af Gar- mann. Bispens Tale var over 1 Thes. 2, 4., indeholdt me- get Smukt og Sandt, men Intet, der i synderlig Grad fængs- lede Opmærksomheden eller rørte Hjertet. Lieunghs Præ- diken endelig over 2 Cor. 4, 5 vilde, fremsagt med et ful- dere Organ og en mindre svag Memorering, passeret for en ypperlig Tale i den Smag og Maneer, som sidst i attende og først i nittende Aarhundrede var den herskende. Sproget var skjønt og eloqvent, Ordenen lys, og Prædikenen overalt, som Tale betragtet, et hæderligt Konstværk. Men som Clausens [fotnotemerke] Discipel, hvilket Lieungh uden Tvivl er, manglede han Liv, Kraft og Varme. Han prædikede ikke over Texten; men sagde, hvad der ved denne Leilighed laae ham paa Hjerte, og anbragte kun hist og her, hvor det lod sig gjøre, Fotnote: Stiftsprovst i Kjøbenhavn H. G. Clausen. SIDE: 46 et Ord af Texten, at den ei reent skulde tabes af Syne. Overalt fremlyste ei af hans Tale den kraftige Overbeviis- ning, den inderlige Følelse, som er fornøden fra Prædikan- tens Side, naar Tilhørerne skulle gaae bort, ei blot med kold Beundring over hans Talent, men med Ønske og For- sæt at leve efter Ordet, han forkyndte. Det Hele var, efter Todes vittige og træffende Udtryk om den store Verdens Assembleer "ligesom Maaneskin spiller paa Snee". Manden er ellers 35 Aar gammel, meget interessant og affabel i Omgang, skal besidde overmaade gode Kundskaber, og er vel i flere Henseender en god Acqvisition for Byen og in specie Opsloe Menighed. Man vil sige, her nu kun skal være tre theologiske Candidater i Norge; det er en trøstelig Udsigt! 22de Februar. Det eneste, jeg i Dagens Aviser anmærkede, var, at Provst Aschehoug har frasagt sig sin Titelrang som dansk Consistorialraad. -- I Dagen har en Ole Tidemand [fotnotemerke] expec- toreret sig paa Kongens Fødselsdag saalunde: End Sytti Aar som udi Dag Kong Frederik!!! regere Glad!!! Gud!!! lade Dronningens; Dyds Exempel; Guds Eeget Lys i Dydens Tempel Bestandig virke paa Daniens Slægt; Da paa Retfærdigheds Balance Naaer Dyden stændigen Overvægt! 23de Februar. Biskopen fandt mine Collecter til Jubelfesten vakkre, især den Første, som efter min egen Dom er den maadeligste. Imidlertid er det mig kjært, at den, han selv skal messe for Alteret, finder hans fortriinlige Bifald. Han oplæste sine Fotnote: Vistnok en Nordmand, der døde f. A. som Fuldmægtig ved Hof- og Stadsretten i Kjøbenhavn. SIDE: 47 egne Bønner, der forekom mig umaadelig lange, og jeg nægter ikke, jeg er glad ved, at det neppe falder i min Lod at læse dem i Chordøren. Hersleb fandt dem ellers mere bibelsk-christelige, end han havde ventet. -- Da Alt var til- endebragt og Indstillingen om Jubelfesten underskreven, fik vi alle et Afskedskys (han reiser paa Visitats i Morgen), og Hersleb og jeg gik ud til Sigvardt, som holdt Velkomst- gilde for sin Eftermand. [fotnotemerke] -- Min Samtale med Lieungh dreiede sig blandt Andet om Seminaristdannelsen paa Blaa- gaard. At denne, ogsaa efter Clausens og Ribers Bortgang, gjorde Eleverne opblæste, vare vi enige i ei at berømme. Han kjender meget nøie den famøse Handrup (Danmarks Klokker Allum), der skal bære mange elskværdige Sider i sin Charakteer, og havde, idet han erkjendte sin utilbørlige Frisk- hed, givet sine Lærere paa Seminariet Skylden derfor, da Selvtillid, store Ideer om deres egen Stand og Ringeagt for Præstestanden omhyggelig næredes hos dem. [fotnotemerke] Til almin- delig Glæde for det hele Selskab og, naar det bliver bekjendt, for hver ægte Normand haaber jeg er, at Oberst Holst er bleven svensk Adelsmand, er altsaa virkelig svensk, og Norge, saalænge det er et selvstændigt Rige, er ham nu qvit med Alle. Endelig maae jeg anmærke, at Hersleb med den al- vorlige Forsikring, at han aldrig havde læst noget saa Godt i Nationalbladet som Recensionen over Allum, aflokkede mig Tilstaaelsen, at jeg var dens Forfatter. 24de Februar. Den fordums Fattiginspecteur i en af Aggers Sogns vestlige Districter, John Smestad, en Olding paa 66 Aar Fotnote: Den nysnævnte J. J. Lieungh, der døde som Stiftsprovst i Christi- ania 1853. Fotnote: En characteristisk Optegnelse af L. Engelstoft om det Blaagaardske Se- minariums utaalelige "Pædagog-Stolthed" læses i Norsk hist. Tids- skrift. 2 R. IV. S. 321. SIDE: 48 blev i Dag med megen Høitidelighed begraven paa Aggers Kirkegaard. Jeg fulgte med tilbage til en Dinér, og der var en glimrende Bondeforsamling. Vi fik fem Retter yp- perlig tillavet Mad med Rødviin til; heller ikke Betalingen var at foragte: 50 Rbd. Der mærkedes forresten slet ingen Sorg hos noget Menneske, ikke engang da Liget udbares, der ellers, hvor Sorg ei vel kan forudsættes, pleier at være Løsen til Graad fra de tilstedeværende Qvinder. Den Af- døde havde noget fornemt i sit Væsen, saasom han havde en Broder, der er Justitsraad og Sorenskriver. 25de Februar. I Nationalbladet har Abel beskjæmmet sig selv langt mere, end hans Antagonister har gjort eller kunde gjøre, ved et overmodigt, declamatorisk Svar til Opponenten mod hans Lærebog. Det maae være et Foster af Fuldskab eller uchristeligt Hovmod. Man bør tage Alt i bedste Mening; hvilken af de to Meninger, der er bedst, adopterer jeg alt- saa villig som min. -- Der spørges om den throndhjemske Bank vaager eller sover. (Man gjætter følgende Grund til dens Nølen: Første Termins Inddrivning troer man, ingen Vanskelighed vil have; Anden, mener man, vil gaae saa no- genlunde -- Tredie derimod mistvivler man om. Da første Termin er udløben, og intet Skridt gjort, tvertimod Regje- ringen nu først tilbyder sig at skaffe Specier, saa maae rime- ligviis ogsaa de to Andre udsættes, og den Tredie kan da blive saa langt udsat, at det ordentlige Storthing strax efter kan være samlet, raade Bod paa, hvad ei anderledes kan remederes; og saaledes slipper man, Statscassen til Ud- gift og Vedkommende til Besvær, at sammenkalde et overor- dentligt Storthing, som ellers var nødvendigt, naar Urolig- heder udbrød eller blot den executive Magts Virksomhed standsede.) SIDE: 49 26de Februar. I Rigstidenden bekjendtgjøres Regjeringens i Gaar omtalte Tilbud, at paatage sig deres Forpligtelser, der ei have ædle Metaller at levere til Banken mod 25 Rbd. pr. Specie. De indkomne Rigsbankssedler opbrændes strax; men bliver ikke en overmaade stor Mangel for Øieblikket Følgen deraf? -- Provst Munch har oversat Racines Athalia og udgiver den paa Subscription. Det er, efter vore Tiders Smag, en underlig Entreprise, og er ikke Oversættelsen bedre end den af Schillers Don Carlos, lykønsker jeg ikke vor Litteratur dermed. 28de Februar. Hersleb, Stenersen og jeg revidere nu Lucas. Til an- dre Tider gjennemgaae de Apostlernes Gjerninger med Sig- vardt. I 3 Timer vare de kun blevne færdige med de to første Capitler; hans Anmærkninger ere mange, og der di- sputeres stærkt. Blandt os hersker stor Enighed. -- I Nationalbladet stod et Avertissement fra Wergeland (dog endnu anonym) til Hersleb i en yderst arrogant Tone. "Han venter kun paa Kjæmpen i Historien (Falsen), hvis Ankomst Kjæmpen i Moralen (Hersleb) anmelder, for at kunne afgjøre det med Begge paa engang. 1ste Marts. Bonnevie har med temmelig Sindighed taget til Gjen- mæle mod sin svenske Antagonists urimelige Anker. Til Slutning bliver han dog bitter og siger, at han ikke har den Ære at kjende nok til den svenske Nations Tro- værdighed for at kunne fortjene Roes for Tillid til den, var det endog blot til dens litterære Udsagn, samt at han endnu ikke har erfaret lykkelige Følger nok for Norge og dets nye politiske Forening til, paa nogle Patri- SIDE: 50 oters [fotnotemerke] , at raabe: Korsfæst! ved selve Erindringen om den Forrige. 2den Marts. Min gamle Ven Faber har sendt mig den Bibelhi- storie, for hvis Skyld han maatte gaae fra sit Embede, da Münter denoncerte ham for Cancelliet, og (directe eller in- directe) tvang ham til at søge Afsked med Pension. Med denne Bog har han nu en Plan, som viser, at han kun kjender lidet til Tidernes Tegn heroppe. Han mener nem- lig at faae den indført som Læsebog i den norske Almue- skole, og vil til den Ende gjøre vort Universitet en Offerte dermed, haabende saaledes at faae Hevn over Münter. Ef- ter den Vending, Religionsvæsenet har taget iblandt os, efter vore theologiske Universitetslæreres Tænkemaade og Grundsætninger, efter den Aand, som udbreder sig blandt Præsteskabet, og som end ikke Bech har kunnet modstaae, kunde min gamle Ven ikke let faldet paa en uheldigere Idee. Jeg har gjennemlæst hans Bog og finder deri en ædel Popularitet, sund Moral og virkelig Agtelse for Fornuft- religionen. Iøvrigt er hans Anskuelse uhistorisk, upoetisk og ubibelsk, aldeles i "Jesus og Fornuftens" Maneer. Hvad han fortier, lægger jeg ham ikke til Last; han kan sige: Bogen er for Børn, der endnu maae have Melk, og ei kunne fordøie solid Føde; men at han aabenbart modsiger Bi- belens udtrykkelige Ord, det kan umulig sættes Sminke paa. Saaledes erklærer han det strax i tredie Fortælling for en eenfoldig Indbildning, at Syndfloden og Sodomas Ødelæg- gelse vare Syndestraf. Med det gamle Testamentes Historie kan det endda forsaavidt passere, men i det Nye gaaer han langt videre. At Jesus var blot Menneske, forstaaer sig selv, men ikke engang sin Spaadoms- og Mirakelgave, som Fotnote: Et Ord er rimeligviis udeglemt. SIDE: 51 meddelte af Gud, maae han beholde. Han havde i sin Ung- dom erhvervet Kundskab om de menneskelige Sygdommes Natur og om Lægemidlernes Anvendelse -- derfor kunde han helbrede Syge; han søgte at afskaffe den Skik at be- grave de Døde paa deres Dødsdag -- til den Ende frem- kaldte han den skindøde Lazarus, som imidlertiid var kommen til Live, af Graven. Af 32te Fortælling synes det, som han antager, at Jesus virkelig døde paa Korset, men af den Følgende sees tydelig, at det er langt fra hans Mening, men at Jesus blot ansaaes for død, og at han overtydede sine Venner om, at han endnu levede. Denne Bog var mig altsaa slet ingen kjærkommen Gave; jeg vover ikke at vise den til noget Menneske. Derimod var Følgebrevet mig heel interessant. I sin sædvanlige godmodige Tone fortæller han om sine Fata og andre Ting, som han troer kan more mig. Efter at have faaet Afsked som Præst, forpagtede han en smuk Gaard paa Falster, hvor han endnu lever. I Aaret 1814 gjorde han sig Haab om at komme herop til Universitetet som Lærer i Oekono- mie og Cameralvidenskaberne, men de forandrede Omstæn- digheder forstyrrede hans Plan. Hvad der især glæder mig i hans Brev, er, at han aldeles ikke synes at være bleven det raae, uvidenskabelige Væsen, som jeg efter hans Charak- teer troede, han maatte blive, naar han gik ud af Embeds- standen, men er endnu vel sagtens ikke bedre, men heller ikke slettere end i alle de Aar, jeg kjendte ham: et Men- neske, hvis Manerer de Fleste finde frastødende, men som mener det inderlig vel, og som den, der kjender ham fra Grunden, ikke kan undlade at holde af. 3die Marts. Bibelselskabets Centralcommittee havde i Formiddag et Møde under Herslebs Præsidium. Der fremlagdes fra SIDE: 52 Provst Hertzberg et Brev, som satte Hersleb graa Haar i Hovedet. Det Patronarium, han vedbliver at beære Sel- skabet med, og hans Iver for at fortælle alle Bergenske Løgne, det vedkommende, hvoriblandt den Nyeste: at den, som her i Christiania havde Selskabets Penge i Forvaring, var løbet bort med dem, paaskjønnede man efter Fortjeneste. Derimod foruroligedes man meget over en Denunciation, han havde sendt til 1ste Departement, hvorefter han vil have alle Lehmanske og Grøndalske Exemplarer af Katechis- men confiskerede paa Grund af, at Jesu Nedfart til Helvede er forbigaaet: at Ordet eenbaarne er udeladt i anden Ar- tikel, og Jesus blot kaldes Guds Søn: og at det endelig i tredie Artikel hedder "en hellig almindelig Kirke" og "chri- stelig" ikke er tilføiet. Og see! paa Nedfarten nær have den nye Udgaves strengt orthodoxe Redacteurer, Hersleb og Stenersen og Saxild, forplantet disse Feil over i denne. Den sidste Udeladelse paatager Hersleb sig at forsvare; den Første derimod finder han utilgivelig og ubegribelig, og an- saae det altsaa nødvendigt at standse med Uddelingen, og lader paa egne og Medredacteurers Bekostning omtrykke det Qvartark, hvor anden Artikel staaer. Det er vist og høist besynderligt, at dette kunde undgaae de Mænds Opmærksom- hed, da "eneste eller eenbaarne" Søn just er den charakte- ristiske Benævnelse for Jesus, hvilken end ikke Campe har fundet sig beføiet til at ignorere, som Noget der udmærker ham fremfor de Andre, der i Bibelen kaldes Guds Sønner eller Børn. Overraskende var det mig ogsaa, næsten i alle de Katechismer, mine Confirmander have, at see dette vigtige Ord udeladt, da det var mig saa fast indpræget som en integrerende Deel af anden Artikel. -- Et Forslag af Sax- ild om Exemplarers Uddeling gratis voldte langvarige Ven- tilationer. Resultatet blev, at Selskabet for 1816 opofrer 1500 Rbd. til dette Brug (800 til Katechismer og 700 til SIDE: 53 Forklaringer). De 1600 Katechismer fordeeltes efter Stif- ternes Størrelse og Bidrag saaledes: Aggershuus faaer 600, Bergen 400, Throndhjem 250, Christiansand 200 og Nord- landene 150. Forklaringens Priis er endnu ikke fastsat; her fordeeltes altsaa Pengesummen, og faaer da Aggershuus for 260, Bergen for 180, Throndhjem for 110, Christian- sand for 90 og Nordlandene for 60 Rbd. -- Et andet For- slag af Saxild henlagdes indtil videre: at kjøbe Meubler, Huuspostiller og Psalmebøger til Uddeling blandt Fattige. Naar 1500 er alt det, Selskabet af sine egne Forlagsskrif- ter kan opofre for hele Norge, seer det langvarigt ud, inden der kan tænkes paa slige Entrepriser, ligesom det og fore- kom mig at være en utidig Ædelmodighed, af de 12 Bib- ler, Selskabet eier, at overlade det eneste Skjeberg Sogn 6 eller 8 for halv Bogladepriis. 4de Marts. Jeg fik et meget mistrøstende Brev fra Biskop Søren- sen. At Stiftsprovst Engelhardt i hans Fraværelse Intet har gjort for Bibelselskabet, har han før meldt. Ved sin Hjemkomst fandt han Pengemangelen saa stor og Stemnin- gen saa ufordeelagtig, at han ikke kunde røre ved den Ting. Han tilstaaer, at der hersker liden Almeenaand i Christian- sand, men troer derhos, at ingen Bye er saa betynget med Paalæg som den, hvorpaa han anfører til Exempel, at han i forrige Aar i Fattigskat maatte betale 500 Rbd. og Heger- mann 7000. Han mistvivler om for det Første at faae Sub- scription samlet og Stiftscommittee oprettet der . . -- Jeg er bange, meget bange, at vi ogsaa her have bygget paa Sand, og at dette Samfund, ligesaa det Ældre, der omfat- ter hele Norges Vel, vil styrte sammen som et Offer for Bestyrernes Uerfarenhed, Folkets sørgelige Indolents og Tidsalderens egoistiske Bagatelaand. SIDE: 54 5te Marts. Formodningen om Banken var ugrundet. I Dagens Intelligentsseddel averterer Magistraten, at der fra 10de -- 26de d. M. fire Dage om Ugen modtages to Tredje- dele af det paalignede Indskud -- altsaa for to Terminer, skjøndt jeg troede den Anden først forfalden i April, og des- uden ikke veed, om Administrationen er berettiget til at for- dre to Terminer paa engang udbetalte. Jeg kan ikke troe Andet, end at herved vil reises ny Opposition. Hvad mig angaaer, da er det saa langt fra, at den Sag generer mig, at jeg endog er bestemt til at udbetale det hele Indskud paa eengang; saa er det fra Haanden. Jeg er langt maadeligere forsynet med Rigsbanksedler end med klingende Mynt og andet Sølv. -- I Rigstidenden staaer et 3 Ark stort Regn- skab for Statens Indtægter og Udgifter i 1815, et Beviis paa, "at vi med rette kunne kalde os et frit Folk." Hvor- ledes vor Casse balancerer, veed jeg ikke; sligt gaar langt over min Horizont. Gid jeg bare kunde gjøre Aggers Fat- tigregnskab færdigt! 6te Marts. Roverud tænker paa at udgive Musiken til de meest bekjendte Selskabssange og gjorde mig en Visit for at bede mig komme hans Hukommelse til Hjælp med Melodier, da han kjendte mit store Viseforraad. Han sad længe her og converserede min Kone og mig om sine musicalske Drømme à la Zinck, som han ei kan opgive. Han harmes over Re- gjeringens Utilbøielighed til at understøtte ham, og sandt er det, har Kronprindsen paa Tanks Forbøn negtet ham et Laan (jeg troer paa 40 -- 50 Pd. St.) var det lidt haardt. 7de Marts. Fra Præsten Schultz fik jeg ved Oberst Stabel, som var i den nu hjemkomne Grev Mørners Suite, et mærkeligt SIDE: 55 Brev, som jeg afskriver Ord til Andet, saa meget mere, da han har gjort mig til Samvittighedspligt at brænde det: "Jeg har knap Tid, og er saa slet tilmode, at du maae nøies med at faae nogle Linier denne Gang. Du undrer dig maaskee over, at jeg kan være slet tilmode, medens man skulde troe, her var lutter Gammen. Sagen er, at jeg er bleven svagelig siden det lange Storthing, og kan ikke taale at see Dumhed og Kryberie uden at føle Mindelse af Stor- things-Paroxysmerne." "Du vilde vel, jeg skulde yttre min Mening om Stat- holderen. Paa Vilkaar, at du brænder Brevet, saa er den her i Korthed: Dersom han er, hvad han synes at være, da vidner han om, at Norges Statholderpost betyder saare lidet i Kongens Øine. Er han noget mere, da er han alt- for meget mere, og jeg troer det Sidste, sluttende fra hans foregaaende Charger." "Jeg veed Ingen, som har talt fornuftig med ham her, uden Sorenskriver Rambech. Han mødte ham i sit District, og spurgte ham i de forsamlede Bønders Nærværelse, om han kjendte en Svenske ved Navn Røslein? Dertil svarede Exellencen, at han kjendte honom saavidt, at han havde seet honom. Derpaa spurgte Rambech, om han var autoriseret til at forsamle Almuen og forkynde dem, at det ikke var Kongens Villie, at de skulde udrede sit Sølv til Banken og at ridiculere Embedsmændene. Dette maatte formodentlig besvares benegtende, skjønt jeg ikke veed, hvorledes man re- dede sig derfra. Rambechs Adfærd er bogstavelig sand, thi jeg har hørt dette af et Øienvidne, men jeg blev afbrudt og fik ikke Enden af Historien. Alt dette bliver entre nous, og du brænder dette infame Brev op." [fotnotemerke] Fotnote: Om Feltkammerer Røsleins Bedrifter i Norge findes Sandheden udførlig fremstillet i Y. Nielsens Norges Historie efter 1814, I. S. SIDE: 56 Jeg commenterer ikke over dette Brev, thi jeg veed ikke, hvad jeg skal sige derom. Kun dette: er den anførte Historie sand, saa er den ubehagelig, ja sørgelig, men hvad Dommen over Mørner angaaer, da er den uden Tvivl over- ilet. Han er nok hverken dum eller en maskeret Hykler. Om en svensk Stormand med et saadant Bondevæsen falder man rigtignok let paa at troe Saadant, men der er ingen Regel uden Undtagelse, og den temmelig almindelige Agtelse, der ydes Manden her efter 6 Maaneders Ophold, synes at maatte opveie den Dom, Throndhjemmerne ere istand til at fælde efter nogle Dage, tilbragte under ceremonielle Opvart- ninger og Gjæstebude. 8de Marts. I Rigstidenden meddeles endelig Udsigten over Bibel- selskabets nærværende Tilstand. En slem Trykfeil er indlø- ben: der siges, at der af Forklaringen trykkes 400 Expl. -- jeg tænker, at Provst Hertzberg i sin Ivrighed sætter sig hen og skjælder os Huden fuld. -- Ogsaa Olsen har besunget Prof. Smith; det er rigtignok en Variation af det Øhlensch- lægerske Thema i det deilige Digt om Vahl, men i mine Tanker en saare heldig Variation. Olsen er upaatvivlelig af de Digtere, der gjennem en Mængde mislykkede Forsøg langsomt kjæmpe sig frem til ægte Værd og Hæder. Ligningsforretningen til den tvungne Bank er i Følge Magistratens Bekjendtgjørelse henlagt til Eftersyn paa Raad- stuen. Jeg gjennemløb den løselig, men gjorde ingen mær- kelige Opdagelser. Derimod opbyggedes jeg ved et colle- gium politicum af nogle Spidsborgere, der à la Richard Børstenbinder fandt, "at her i Byen berømmes en Øvrighed alene deraf, at den kan holde det lovlige Borgerskab i Tvang." Fotnote: 150 -- 160. Røslein udvistes af Norge rimeligvis netop i samme Maaned, som Pavels modtog dette Brev fra N. S. Schultz. SIDE: 57 Heftigen doleredes (som vel er doleret i nogle tusinde Aar i de fleste organiserede Stater), at de Rige skaanes, og de Fattige trykkes, de offentlige Stiftelser administreres slet osv. Til Middag var jeg buden til Exellencen. Oberst Sta- bel fortalte mig der om sin Throndhjemske Reise, hvor der gjordes megen Høitid af Statholderen. Grev Schmettow, som ikke lod sig see, da Kronprindsen var deroppe, var nu falden paa fredelige Tanker og gjorde stort Gjæstebud. Dette sidste gjorde ogsaa Bispen, som efter Sædvane skal have været overgiven og satirisk. 9de Marts. Forrige Mariæ Bebudelsesdag prædikede jeg i Aggers Kirke om Englene; idag prædikede jeg om Djævelen. Ved bogstavelig at fortolke Bibelens Ord kan jeg ikke tvivle om, at onde Aander ere til, at en af dem forførte Eva til Synd, at disse onde Aander, som de overalt maatte være Sand- hedens og Dydens Fiender og modsætte sig disses Udbre- delse, viste sig særdeles virksomme i Christi Tid og Chri- stendommens første Dage, da det ligesom gjaldt Kamp paa Liv og Død. Men derhos tilstod jeg, at jeg ikke i Bibelen fandt et eneste Sted, der gav mig Grund til at troe, at Djævelen endnu her paa Jorden kan udøve nogen Magt eller List paa Menneskene, at altsaa Trolddom, som frem- bragt ved onde Aanders Bistand, Besættelse og endelig Djæ- velens umiddelbare Fristelse til Synd i mine Øine er en Uting, som man gjør ilde i at fæste ringeste Troe til. Practiske Anmærkninger om vor Fordærvelses egentlige Kilde og den Modstand, vi bør gjøre virkelige Fristelser, endte Talen. Kjerschow, som jeg besøgte, før jeg gik i Kirken, for- talte efter Major Birch et Indfald af Biskop Bugge, frem- ført offentlig i et stort Selskab. Det har nemlig truffet saa, baade da Bugge blev Ridder og da han blev Comman- SIDE: 58 deur, at han var den eneste Normand, som fik Hæderstegn, og i den Anledning sagde han: "Hvergang Kongen giver mig en Orden, har han haardt Liv; han kan ikke frembringe Flere end mig allene." Falsens Gjendrivelse af Wergelands Skrift er skrevet med en Moderation, som overgik min Forventning. Uden at lægge Dølgsmaal paa, hvad Norge virkelig har lidt ved Danmark og for dets Skyld, viser han sig som dettes varme Ven og Apologet. Desmere undrer det mig, at Sverdrup ikke føler sig aldeles tilfreds dermed, da han vilde have be- viist, at Norge havde oppebaaret idel Godt af Danmark, hvil- ket dog nok er en overdreven Paastand. At iøvrigt Falsen ikke har vundet det Parties fuldkomne Bifald, deri er nok hans Yttringer om Grundtvig fornemmelig Skyld, hvor han siger om Geburtsdagsverset til Kongen 1812, i hvilket Nor- mændene correxes for deres Stolthed: "Jeg formoder, dette være sagt til Ære for de Danske, at man i Danmark har anseet dette Værk med samme Foragt, som jeg haaber, man i Norge vil ansee Forfatterens Product." De 40 hi- storiske Gjendrivelser forstaaer jeg ikke at bedømme, men maae, hvad Tonen og Tendentsen angaaer, yde Skriftet og dets Forfatter mit udeelte Bifald. 10de Marts. I Nationalbladet fremtræder igjen den tvetydige Abel og godtgjør med 14 Exempler, at hans Religionsspørgs- maales Recensent er gal. Trykfeil og andre Bagateller skulde tjene til Beviis herfor. To Gange har Abel nu søgt at redde Halvor Hoels Ære; gid han først vilde bringe sin egen in salvo. Wallmark har skrevet til Neumann, at man nu i Stock- holm vilde trykke hans Reisebeskrivelse, som den er, kun at han maae skaffe 300 Subscribenter i Norge. N. har med Indignation afslaaet Tilbudet. -- SIDE: 59 Paa Bibliotheket fandt jeg Sverdrup læsende i en ny Wergelands Pjece, stilet mod Hersleb. Jeg kastede kun et Øie deri, men Hersleb, som just i det samme kom, gjordes af Sverdrup opmærksom paa, at en historisk Vildfarelse, han havde sigtet Wergeland for, var Ord til Andet udskre- ven af Gebhardi, og havde altsaa Autoritet. Det forekom mig, som Hersleb med al hans rolige Fasthed tabte Noget af sin Contenance. Der havde i Dag indfundet sig langt flere Ydende til den tvungne Bank, end Magistraten kunde expedere. Efter sin sædvanlige Viisdom, har den nok taget altfor kort Tid, da Alt ved Modtagelsen skal tælles, veies og qvitteres for. Man troer, der vil fordres flere Uger, end Magistraten har bestemt Dage. -- Prof. Keysers Collegium for Physik og Chemie, der koster 100 Rbd. p. p., har nu taget sin Begyn- delse. Det besøges blandt andet af 5 Damer, nemlig: Ba- ronesse Wedel, Frue Sverdrup, Frue Hansteen, Frue Hjelm og -- den fjortenaarige Jocobine Aubert ! ! ! Hans Experi- menter skulle just ikke alle løbe heldigen af. 11te Marts. Wergelands Pjece mod Hersleb er et yderst grovt og fornærmende Product; især vilde den Foragt, hvormed han behandler sin Modstander, gaaet mig til Marv og Been. Hvo der iøvrigt i historisk Henseende har Ret eller Uret, veed jeg ikke. Begge Parter beraabe sig paa uforkastelige historiske Autoriteter, og for mig, der ikke kan veie og sam- menligne dem, ere den Sidsttalendes Grunde de vægtigste. Heller ikke vil jeg negte, at naar man, som her, læser sam- lede paa et Sted alle de Ukvemsord, Hersleb har brugt mod Forfatteren og hans Skrift, maae Enhver finde dem haarde, pirrende, hist og her vel ogsaa illiberale: men hvad der ikke er lyktes, og formodentlig aldrig vil lykkes Werge- land, er at give en antagelig Forklaring over Hensigten SIDE: 60 med dette Skrifts Udgivelse. Lad hvert Ord, han har sagt, være historisk Sandhed, ugjendrivelig Kjendsgjerning -- hvad bevægede ham til nu, uopfordret og paa en saa tærgende og hoverende Maade at stille dem til Skue? Det er mig ikke muligt at tænke mig hos en saa indsigtsfuld og fornuftig Mand, som Wergeland vistnok er, nogen ædel eller endog undskyldelig Bevæggrund. Hevngjærrighed, Forfængelighed, Lyst til at indsmigre sig hos den nuværende Regjering, en af disse Følelser, eller maaskee alle tre, maae jeg med min redeligste Villie til at tage Alt i den bedste Mening, forud- sætte hos Forbrydelsesregisterets Forfatter. I Aften var jeg hos Skjelderup sammen med Hersleb og den elskværdige Præsten Meldahl fra Asker. Det for- nøiede mig at høre, at de to Professorer endnu fælde samme ærefulde, fra Schultz's ganske afvigende Dom om vor gamle Statholder. Han skal og, vil man vide, have været vel lidt i Throndhjem, og fundet sig ret tilfreds der. Det har alt- saa blot været enkelte Ultra-Patrioter, som følte Benauelse. -- Ikke fuldt saa blid var Dommen over Assessor Mat- thiesen, Ener Holm og Pløen, der ville give dem, som ind- fordre Bankindskudet, Anviisning paa deres Bord- og Plan- keforraad. Det er en Scandal, at Mennesker, for hvem en saadan Præstation vilde medføre ringe Opoffrelse, kunne bære sig saaledes ad, og besynderligt, at de ikke indsee, at, naar virkelig Uroligheder udbrød, vilde det først og fremst gaae ud over dem, som Bondestanden anseer for sine Undertryk- kere og Landets Ødelæggere. -- Over de Damer, der høre Keyser skoptiserede Skjelderup ogsaa; jeg kan ikke sige uden Føie. Der ligger dog langt mere Affectation og Lyst til at udmærke sig end sand Lærebegjærlighed i Saadant. 14de Marts. I Kjøbenhavn er død en saare famøs Person: Verts- huusmanden Anders Nilsen Winther, der i nogle og tredive SIDE: 61 Aar har været bekjendt som Stadens liderligste Horevert, der endog holdt fesceninske Forelæsninger for sine Gjæster, og kaldes derfor af Nogle Professor Winther. 15de Marts. I Intelligentsseddelen averteres Marcus Pløens Gaard, hvor Treschows nu boe. I to Aar have de nu 100 Pd. St. i Huusleie, og saa er deres solgte Gaard reent bort- smeltet, hvorimod de rigtignok have faaet to Stadshefte og Karet og Wienervogn med flere Herligheder, som de fleste øvrige maadeligen aflagte Statsraader finde sig i at und- være, og som man altsaa skulde troe, den philosophiske Ol- ding ei heller vilde regne til det daglige Brød. -- Hr. Al- lum synes at vilde tage den ædle Hevn over sine Modstan- dere at ærgre dem med et nyt Poem i hvert Nationalblad. Mod mig, som overalt ikke er hans Muses Uven, lykkes det ei, thi jeg læser ikke hans rørende Poesier. -- Trykke- frihedsactionerne mod Nationalbladet synes at være bortfaldne, uden at nogen Ny er anlagt, og uden at Landets Velstand og Sikkerhed synes at lide det allermindste ved den Kaadhed og Ondskab, hvormed enkelte Individuer, dem selv til Van- ære, besudle vore Blade. Med Rothes Naturbetragtninger er jeg endelig bleven færdig. Jeg har gjennemlæst dem Ord til Andet, og fun- det Meget, som jeg ikke forstod, men ogsaa Meget, som i høi Grad vakte min Deeltagelse og Beundring. -- Jeg maa el- lers ved den Leilighed gjøre en Anmærkning om mig selv: Der ere Lærde, saa aldeles fordybede i deres Granskninger, at de hverken vide eller bekymre sig om, hvad der foregaaer rundt dem, Lærde om hvilke Ordsproget siger, "at de ere kloge paa Himlens Løb, men Narre paa Jorden". Blandt disse henhører jeg ingenlunde. Deels har jeg ikke udbredt Indsigt i nogen Verdens Ting, eller har endog udelukkende opofret mig til nogen Videnskab, deels kan Ingen sige an- SIDE: 62 det om mig, end at jeg jo lever paa Jorden med og for Menneskene, tagende ret ivrig, tildeels endog virksom Deel i deres Handeler. Og dog staae mine Kundskaber i et ganske omvendt Forhold til de almindelige Menneskers. Hvad hver Dreng, der kan binde sine Buxer, endnu inden han har lært sit Fadervor, kan gjøre med megen Færdighed, kan jeg ikke gjøre det Ringeste af; jeg kan ikke skjære en Pind eller et Stykke Brød, ikke skrælle et Æble, ikke af Haandarbeide ud- føre det Ringeste. Gaaer jeg nu over til theoretiske Kund- skaber om Naturen og Konsten, da er det, som læses i alle Skoler om Jordens Naturprodukter mig det Ufatteligste og Uinteressanteste. Planternes Dele og Kjendemærker, Steen og Jordarter, Dyrenes Been, Nerver og Muskler kjender jeg noget mere til end til de simpleste og almindeligste tek- niske Haandgreb, men langt mindre veed jeg derom, langt mindre tænker jeg mig derved og interesserer det mig at kjende deraf, end af Stjernehimlen og den Bane, dens Le- gemer gjennemløbe. Der sysselsættes virkelig min Aand, ved alt det øvrige kun mine Sandser, og i det Høieste min Hukommelse. Og naar jeg saa svæver op i Aandeverdenen, der føler jeg mig næsten hjemme; Intet, end ikke Werners meest mystiske Taler mig saa dunkelt, at jeg jo finder No- get deri, som min Sjæl kan hefte sig ved. At der i mit Inderste er noget poetisk, som ikke fremlyser af mine saa- kaldte Poesier, det lader jeg mig aldrig aftviste. Boyes Skrift mod Wergeland skal være supprimeret i Danmark ): alle Exemplarer ere opkjøbte af den danske Re- gjering. Man vil vide, at Kaas har ladet Forfatteren kalde op til sig og sagt, at det aldeles ikke var, fordi man havde Noget imod ham, men da den svenske Regjering undertrykker, hvad der i Sverrig trykkes mod Danmark, saa kunde man ikke gjøre Andet; iøvrigt vilde man gjøre sig en Fornøielse af at virke til hans Lykke. Imidlertid er Boye mod sin SIDE: 63 Forventning bleven Embedsmand i Norge (Adjunkt i Dram- men) og bliver da maaske igjen loyal Patriot. Generallieu- tenant Tavast skal have søgt efter Skriftet i Bogladerne, og da han Intet fandt, bedet Forfatteren om et Exemplar deraf, hvortil denne siges at have svaret, at naar saadan Befaling var given ham i Norge, var det hans Pligt at adlyde, men her ansaae han sig ikke forbunden dertil. Skrif- tet skal være galdefuldt og intetbevisende, og altsaa Forfat- teren værdigt. 16de Marts. Aabel [fotnotemerke] forelæste mig sin i Studentersamfundet frem- lagte Afhandling om Historiens Nytte, især med Hensyn paa vore Tider. Den gav mig godt Haab om, at han vil kunne blive en god Skribent. Det vilde være et Underværk, om en saa ung, uøvet Forfatters Arbeide ei er eensidigt og superficielt. Saa var, hvad jeg skrev paa hans Alder. Jeg regner altsaa ikke min unge Ven til Onde, at han har op- holdt sig altfor længe ved det, som vi under vor nærværende Regjeringsform kunne høste af Historien for ved dens Hjælp at kunne danne os til Statsmænd, og at han aldeles for- bigik, hvad der i en Tidsalder, som vor, forekom mig at være det paa engang meest lærerige og trøstende ved Histo- riens Studium, dette nemlig: At Menneskeheden, under Forsynets Styrelse, har reist sig af dens dybeste Fald, langt dybere end det hidtilværende, ja at just paa det høieste Punct af Fordærvelse og Elendighed, da Alt syntes om faa Øieblikke at maatte synke sammen til Chaos, just da var det, at Almagtens Stemme tilraabte Ødelæggelsens Genius: Hidtil skal du komme, og ikke længer: -- og et nyt Lys op- randt, ny Orden og Harmonie afløste Forvirringen, og det Fotnote: Pavels's Slægtning, Student Peder Pavels Aabel, død 1869 som entlediget Sognepræst til Land. Se Dagbøgerne fra 1815 -- 1816 paa flere Steder. SIDE: 64 blev klart, at saavidt maatte det komme, naar det igjen skulde blive saa godt, som det siden blev. -- Saa var det ved Rommerrigets Fald og Barbarernes Indbrud, saa var det i den mørke Middelalder, førend de i sig selv daarlige Korstog forberedte et lysere Tidspunkt, saa var det i den yderst fordærvede Periode før Luthers Reformation, og saa kunne vi haabe, det med Guds Hjælp ogsaa vil blive herefter. Kan jeg slutte dette Bind, og dermed da første Decade af dette "ei blot til Lyst" begyndte og fortsatte Værk med en skjønnere, glædeligere Tanke, end denne? 17de Marts. Liebenberg omtaler i sit Brev J. P. Mynster som Münters Eftermand, hvilket han troer allerede ved Gifter- maalet tilsigtedes, da Sjællands Bispestol efter gammel Skik pleier at gaae i Arv til Svigersønner. [fotnotemerke] Atter blev jeg til min store Forundring indbuden til Grev Mørner. I Dag talte han meget med Doctoren (som jeg endnu bestandig er i hans Mund, ligesom Hofpræ- dicant i Major Wetterstrands). Blandt Andet talte vi om Wallin, og da jeg fremførte Wahlstrøms Dom om dennes legemlige Veltalenhed, yttrede Exellencen megen Ringeagt for Wahlstrøm, hvilket rigtignok hans senere Forhold her synes at retfærdiggjøre. Overalt er man nu temmelig enig i, at hans Hovedforretning her var at agere Spion; idet- mindste blev hans Embede ved Mørners Ankomst ubesat, og et svensk Cancellie i Norge findes nu ganske ufornødent. Bonnevie har tilmeldt Centralcommitteen Resultatet af sine vist meget rosværdige Bestræbelser for at samle Bidrag og Medlemmer paa Kongsberg. I denne fattige Bye ind- Fotnote: Biskop Herslebs Svigersøn var Harboe, dennes igjen Balle; en Pam- phlet var derfor i sin Tid skreven om "Arons Stavs Arvelighed i Kvindelinien." SIDE: 65 kom 200 Rbd. engang for alle, og næsten 900 aarligt Bi- drag for de tre første Aar. Throndhjems Stiftscommittee har tilskrevet os et tem- melig uartigt Brev, hvori Bugges Aand tydeligen fremly- ser. "Røsten" er Bugges, skjønt "Hænderne" ere Schultz's. Jeg billiger alligevel aldeles den sagtmodige Tone, hvori Hersleb har svaret. 18de Marts. Den aldeles authentiske Fortælling om Capelmester Kuntzens Død er saa mærkelig, at jeg maa affskrive den Ord til andet af Liebenbergs Brev: "K. havde længe været ner- vesvag og asthmatisk. Det fortrød ham, at Baggesen, med hvem han i mange Aar havde levet paa en fortrolig Fod, havde ladet Kuhlau sætte Musik til samme Stykke, som han forlængst havde begyndt paa, og som kun ved Baggesens Ustadighed dengang blev standset og henlagt. Pludselig kom- mer Baggesen, som i de to sidste Aar ganske havde forladt ham, til ham. Synet af ham og Udsigten til en ufredelig Samtale ryster ham. Men B. kommer ei for at skjændes; han har enten glemt eller lader, som han glemmer, at K. har nogen Anke mod ham; han betroer K. sin Fortvivlelse over, at Kuhlau ved en slæbende og ussel Musik har fordærvet hans Hjernefoster. Men K. er ikke saa glemsom; han be- breider ham hans Adfærd som et Venskabsbrud. B., som selv er meget sygelig, vil forsone ham og falder ham bro- derlig om Halsen. Men disse Bevægelser ere for stærke for den stakkels Tonekunstner; han faaer ondt og begjærer at faae sin Naphta. Hans Krampetilfælde virker tilbage paa Digteren, der segner om i næste Stol, og den afmægtige K. som i samme Øieblik modtager Sukkeret, gjennemvædet med Naphtadraaber, bryder det over og putter det Halve i Mun- den paa sin Naboe. Nu nøder Frue K. denne til at kjøre bort, hendes Mands Tilstand forværres hvert Øieblik. Læ- SIDE: 66 ger hentes, han bringes i Seng og er efter et Par Timers Forløb uden Liv." -- Det er en yderst rørende Scene, og er mig ligesom Liebenberg et kjært Beviis paa, "at B.s Unoder mere ere Følge af Fusentasterier og Characteerløs- hed, end en sort Sjel" -- og hvem maa ikke en saadan Opdagelse glæde? Ellers skal de hyppige og overdrevne In- vectiver mod B. i den senere Tid, især af P. Hjort, have havt den Følge, "at mange flere og heftige Stemmer op- løfte sig til hans Ros og Forsvar end tilforn. I mange, meest fornemme og rige, og med den rige Mand levende Kredse er det nu Tonen, at kalde ham vor første Digter, og uden Forskjel kalde enhver modsat Yttring Partieaand, fordærvet Smag og Drengekaadhed." -- Iøvrigt taler Lie- benberg med megen Ros om Ingemanns Julegave og med bitter Dadel om J. L. Heibergs Juleløier, "hvilke alle Sin- dige og med religiøs Sands Begavede ere enige i at skildre som en Skamplet paa vor Litteratur." I Thingselskabet paa Asker Præstegaard hørte jeg, hvor- ledes man tænker at celebrere Dronningens Fødselsdag. Frogner er af Anker overladt til efter en behagelig Kane- fart at holde en dejeuner dansant. (Da Føret er gaaet bort, er Forandring senere indtraadt heri, og Frokosten skal dandses i Palaiet). Kl. 2 -- 3 tager man hjem: Kl. 5 -- 6 kommer man igjen til Dinér og Kl. 8 er alt forbi. Poli- tielovene ere opfyldte: hver tager hjem og helligholder Hvi- ledagen. -- Det er Wallmark, som har skrevet mod Bonne- vie. Neumann har gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, men er iøvrigt ikke enig med Bonnevie og os andre, der holde sig op over de svensk-islandske Sprogrensere. -- Det skal gaae godt med Bankindskudet. Selv Matthiesen skal finde sig i Billighed; efter Rygtet har han deponeret engelske Vexler til Sikkerhed og er reist til Throndhjem, for at un- derhandle med Bankdirectionen angaaende Betalingsvilkaarene. SIDE: 67 19de Marts. Særdeles mal à propos holdt Neumann i Gaar en Lovtale over den Fremgangsmaade, der havde fundet Sted ved Ligningen i Drammen og Indvaanernes Redebonhed til at bidrage til Banken; thi ved min Hjemkomst fandt jeg af- trykt i Intelligentsseddelen en Ansøgning til Kongen af 12te Marts, underskreven: Drammens Indvaaanere, hvor de i Faveur af deres høiberømte Handelsstad vil forlede Kongen til 1 à 2 aabenbar constitutionsstridige Skridt. 21de Marts. Oberst Lützow blev i Morges begravet paa sædvanlig Maade. Intermezzoet ved Graven, som var gjort for liden, saa man maatte staae der over et Kvarteer, før Kisten kunde faae Plads, var heller ikke usædvanligt. -- Præsident Arnt- zen, som var med i Følget, fortalte, at det gaaer særdeles godt med Bankindskudet. Undtages de, der ere lignede for betydelige Summer, har en god Halvdeel paa engang betalt hele Indskudet. Man venter fordeelagtige Virkninger heraf paa Coursen. Varepriserne begynde allerede at falde. Byg- get, som nylig kostede 120 Rbd., sælges nu for 100. Det gode Rygte om Assessor Matthiesen var imidlertid, saavidt man veed, ugrundet. Her har han Intet deponeret, eller i andre Maader ladet høre fra sig; bortreist er han imidler- tid -- til Røraas, hvor han har betydelige Kobberbehold- ninger, hvori Nogle mene han vil erlægge sit Indskud. -- Ved Frokostbordet sad jeg hos General de Seve, som i Dag talede om Franklin, der sammenligner sit Liv med en trykt Bog, og ligesom denne ved ethvert nyt Oplag gjerne forbedres, saa kunde han og ønske at leve op igjen den Tid, der var lagt tilbage, da Meget, som nu var gjort, skulde blive ugjort og Meget gjøres langt anderledes. Oberst Schilling overraskede mig i den Anledning ved den fornuftige Anmærkning, at det var et stort Spørgsmaal, om det endda blev saa meget be- SIDE: 68 dre, om ikke da, ligesom nu, Omstændighederne kunde, ham ubevidst, eller endog mod hans Villie drage ham hen til en Handlemaade, som han ved en ny Revision ogsaa vilde have meget at udsætte paa. Neumann sendte mig til Indrykkelse i Nationalbladet to Aviisartikler, den ene fra Berlin om en Tarvelighedscon- vention, indgaaet i November mellem en betydelig Deel af Stadens Borgerskab, den anden fra Wien om et lærerigt Exempel, gjort fra Regjeringens Side. Tilsidst spørger a. p. (Asker Præst): Naar vil man engang kunne læse saa- dant fra Norge, og hvo er den af vort Lands Ophøiede, der vil foregaae os med Exempel? 22de Marts. I Rigstidenden læses en sand Mærkværdighed. De tre Qvækere, som ere bosatte her, gjøre Proselyter og have saa- ledes omvendt en Pige, med hvilken en af dem har giftet sig efter Sectens Ceremoniel, og derom indgivet til Magi- straten en Anmeldelse, samt en Afskrift af William Penns Statuter, hvilke det engelske Parliament har sanctioneret, men Christiania Magistrat naturligviis ikke kunde tage Notice af. Regjeringen har nu, næst at have frakjendt alle Ministerial- forretninger, som ei ere udførte efter vort Kirkeritual, Lov- gyldighed, udnævnt en Commission, der skal anstille Under- søgelse, samt give Betænkning og Forslag, hvorvidt og un- der hvilke Betingelser Qvækerne her kunne tolereres. Denne Commission bestaar af: Biskop Bech, Generalauditeur Bergh, Professorerne Hersleb, Platou og Lange, David Thrane og Blikkenslager Thorgersen. Jeg har i denne Tid mange Ubehageligheder ved Ag- ers Fattigvæsen. Jeg burde tage mig saadant lettere, end jeg gjør; det veed jeg heelt vel. Naar jeg kan legitimere min Fremgangsmaade med høiere Ordre, er jeg uden Ansvar, om saa hele Aggers Sogn raaber Ak og Vee baade over SIDE: 69 mig og Stiftet, men jeg kan ikke forsvare for den Menighed, hvis Lærer og Forstander Forsynet har sat mig til at være, ligesaalidt som for Gud og min Samvittighed, at lade den forurettes, saaledes som Øvrigheden gjør efter bedste Evne. Naar det paa den ene Side glæder mig engang at blive fri for de utallige Chicaner, Sognepræsten ved Agger overlæsses med som første Medlem af Fattigcommissionen, saa er det mig paa den anden Side en krænkende Tanke, som næst øverste Medlem af Byens Fattigcommission at skulle ar- beide mod min forrige Menighed, og række Haanden til de Uretfærdigheder, der begaaes mod den. Dette, samt Fore- stillingen om den Kjøbmandsslægt, jeg da skulde blive Lærer for, er mig saa afskrækkende, at jeg virkelig ikke veed, hvad jeg bør ønske og gjøre, naar Lumholtz engang døer eller bliver Invalid. Bede Livet af ham, gjør jeg sandelig ikke; tvertimod takker jeg Gud for hver Dag, Tingen bliver in statu quo. 23de Marts. Ingemanns Julegave har vist mange skjønne Stykker, men bærer alt mere og mere et Sygeligheds Præg, som gjør mig hjertelig bekymret for den unge Mands Skjæbne i Fremtiden. "Sammenligner jeg ham," skrev jeg til Lie- benberg, "med hans to Jevninge, hvis Navne ventelig ville overleve dem: Øhlenschlæger og Grundtvig, da finder jeg, at Øhlenschlæger som Verdensmand liig Gøthe vil skikke sig i Tider og Omstændigheder og opleve en hæderlig og lykke- lig Alderdom; Grundtvig, som Partiehøvding, for hvem idet- mindste i 2 Riger mange Knæe bøie sig, vil spille sin Rolle med Værdighed og Salvelse, ja endog med Decents og Re- signation bære Martyrkronen, om den falder i hans Lod; men hvad skal der blive af Ingemann? Han lever blot i Ideeverdenen; denne Verdens Sysler synes han at hade, for dens Glæder er han død -- udtømme sig maae han SIDE: 70 snart, det kan ei andet være, og hvad bliver da tilbage for ham uden som Silkeormen at spinde sig ind i sit Væv og -- døe?" 24de Marts. Jeg afgav og fik Qvittering for mit fulde Indskud til Banken, og gik i den Anledning i Løbet: A. Myntet Sølv: 8 engelske Kroner, 9 danske do., 8 spanske Pjastre, 30 Trediedeelsspecier, 75 Rigsorter, 132 gamle Otteskillinger og af nye fra 1809. 120 Lod bereg- nede som sexlødigt Sølv à 15 Specieskilling Loddet. B. Forarbeidet Sølv: Sølvkanden, med hvilken jeg nu tog endelig og evig Afsked, en Platmenage og ende- lig en Skaal med Fad, som min Tipoldefar, Assessor Tol- dorph (1707) gav sin Sønnesøn og Navne, min Morfader i Faddergave. Osterhaus tællede Pengene, samt havde Op- syn med Sølvets Vægt, Præsidenten dicterede til Protocol- len og udstedte Qvitteringer; Raadmand Larsen sad hos og gjorde ingenting. Atter blev jeg til min Forundring indbuden til Exellen- sens Taffel. Anledningen var nok, at Grevinden vilde spørge mig, naar og hvorledes Communion holdes i Slotskirken, og da jeg havde givet Oplysning herom, lod hun mig vide, at de vilde communicere Skjærtorsdag. -- Maleren Capt. Munch fortalte mig endeel om P. A. Heiberg, hvor hjerte- lig han i Paris modtager, og hvor herligen han beverter de Danske og Norske, der gjøre ham betimelig Visit, men ogsaa hvor strengt han holder over denne Etiquette. Fra Bispinde Brun fik jeg Brev til os tre Subscri- bentsamlere, hvori hun lod os vide, at den tungeste Steen var tagen fra hendes Hjerte, da hun nu kan vente, naar Auctionen i næste Maaned er holdt, at tilfredstille alle sine Creditorer, og at saaledes, ved vor Medvirkning hendes Mands sidste timelige Ønske: at kunne gaae som gjeldfri SIDE: 71 Mand i sin Grav, er opfyldt. -- Gamle Pløen [fotnotemerke] er død. Ham interesserer det vel altsaa ikke mere, om alt det Guld og Sølv, han eiede i denne Verden, indskydes i den tvungne Bank, blandt hvis Antagonister han ellers skal have været. Han rostes af Mange som en jevn, brav Mand, der holdt et saakaldt godt Huus, hvor man kunde gaae ind og ud al- deles ugeneret. Jeg hørte eller saae aldrig Noget af ham, som hævede ham over den almindelige Kjøbmand. 25de Marts. Øhlenschlægers "Fredriksberg" viser ham som en sand Contrast til Ingemann: denne en sygelig Grædepiil, hiin en kjæmpestærk Eg i Manddommens hele Kraftfylde. Og er end ikke Mennesket Øhlenschlæger aldeles som han viser sig her, skal jeg dog aldrig glemme den herlige Sandhed, Lie- benberg i sit sidste Brev fremsætter, at Digterens Indre, hans sande Følelser, hans egentlige Jeg udtaler sig langt fuldkomnere i hans Digte, hvor hans Aand, hævet over Hverdagslivets Skranker, kan virke frit, end mellem de ind- snerpende, begrændsende Omgivelser, der ofte tvinge ham ind i Forhold, afnøde ham Ord og Handlinger, over hvilke hans Aand og Hjerte ere langt ophøiede. 26de Marts. Rigstidenden har en mærkelig officiel Artikel fra Stock- holm. Regjeringen fik den 13de om Aftenen Underretning om nogle foregivne Anslag, sigtende til at kuldkaste den nu- værende Tingenes Orden og derved tillige at fornærme Na- tionens Ære, Hæder og Selvstændighed. I den Anledning Fotnote: Jørgen Pløen (her kaldet "den gamle P." til Adskillelse fra Broder- sønnen Marcus) var en af Christianias rigeste Kjøbmænd. Han var ved sin Død 74 Aar gl. og beboede den i sin Tid af G. Treschow opførte Gaard, der siden tilhørte Cathedralskolen, og nu er Brittania Hotel. Hans eneste Datter var gift med Stiftamtmand Thygeson. Cfr. Norske Stiftelser III. S. 1002. SIDE: 72 anstilles nu alvorlige Undersøgelser. Saasnart Rygtet ud- bredte sig i Hovedstaden, skyndte samtlige Autoriteter sig til Kronprindsen, for at forsikre ham og Kongen om deres un- derdanige Troskab og Hengivenhed. -- Jeg vidste Intet om denne Sag, førend jeg læste dette, men siden har jeg hørt de nærmere Omstændigheder saaledes fortalte: En Officeer var kommen op til Kronprindsen, og havde, efter en anden Officeers Udsagn, angivet, at et Complot var organiseret, hvis Hensigt var at dræbe Kronprindsen og Prinds Oscar og sætte Gustavs Søn paa Thronen. Denne sidste Officeer var strax arresteret, men vilde Intet tilstaae. Oscar havde væ- ret syg af Krampetilfælde i 3 Dage, og man talte om, at han havde faaet Gift, men det var blot Alteration, som hos en saa nervesvag Yngling let lader sig forklare. [fotnotemerke] I Forbindelse hermed fortælles en Anecdot, som skal være no- torisk: Paa Gotland holdt Commandanten i Vinter en Fest; Isen havde spærret Communicationen, og det Rygte var ud- spredt over Øen, at Kongen skulde være død. Ved Bordet udbragte Verten Kongens Skaal. En Doctor reiste sig og spurgte: "Hvilken Konge? den Dødes eller Gustav den Fem- tes?" hvorpaa man fandt sig beføiet til eventualiter at drikke først Carl den Trettendes og saa Gustavs. Comman- danten og Doctoren skal, som rimeligt er, være arresterede. [fotnotemerke] Hvad enten nu dette sidste er sandt eller usandt, ere Aspec- terne ikke behagelige, og det er altfor sandsynligt, at vi snart igjen kastes ud paa Revolutionens stormfulde Hav. Vil man efter Kongens Død uhindret lade Carl Johan be- stige Thronen? Neppe, med mindre han renoncerer paa Ar- vefølgen for sin Søn eller en betimelig Død forinden ude- lukker ham derfra. Fotnote: See herom Schinkel, Minnen ur Sveriges nyare Historia IX. S. 386 sgg. Fotnote: See det nys citerede Verk IX. S. 385. SIDE: 73 Neumann er særdeles uheldig med dem, han berøm- mer. I Dag otte Dage holdt han en Lovtale over Dram- mens Indvaanere, og samme Dag udkom den lumpne An- søgning; til Nationalbladet har han indsendt en Convention mellem Berlins Borgere, der endnu ikke er trykt, med Op- muntring at speile os i deres Exempler, og nu læses i Rigs- tidenden, at disse samme Borgere, med deres høilovlige Magi- strat i Spidsen, har villet gjøre en gammel, for længe siden ophævet Fritagelse for Værnepligt gjældende for deres gode Stad og saaledes paalæsse deres øvrige Landsmænd forøgede Byrder, hvilken Forestilling da ogsaa, som billigt, er afslaaet i Unaade. 28de Marts. I Kjøbenhavns Skilderie fandt jeg blandt Andet et Digt af Finn Magnussen i Anledning af, at Frederik den Sjettes Skaal blev drukken her i Christiania ved Universi- tetsfesten. At Døderlein har kunnet tænke paa, som jeg seer han har, at indføre dette Digt, hvor Danmarks og Norges Gjenforening peges paa som ønskelig og mulig, hvor Nor- manden roses for sin Troskab, som nu vilde være aaben- bar Troløshed -- i den officielle norske Rigstidende er mig ubegribeligt. Cadetterne communicerede, men ikke deres Commandeur. Naar han saaledes dispenserer sig for at følge med, bliver deres Communion blot en Tvangs- og Velanstændigheds- handling, som de, tilligemed Skoleaagets øvrige Byrder, nu maae underkaste sig, men frit kunne afholde sig fra, naar hiint tages fra deres Skuldre. Naar jeg saa derhos tæn- ker mig deres irreligiøse Religionslærer, [fotnotemerke] der vel neppe Da- gen før Communionen holder den Andagtstime med dem, som var Skik i Hegermanns og de forrige Læreres Tid, saa kan jeg som deres Sjelesørger desværre ikke finde det mind- Fotnote: N. A. Colban. SIDE: 74 ste glædeligt ved, at de gaae i Kirke hver Søndag og commu- nicere to Gange om Aaret. Jeg skrev til Biskop Sørensen og raadede ham til at faae 4 -- 5 af Christiansands Indvaanere til at give et lidet aarligt Bidrag til Bibelselskabet og af dem danne en Stifts- committee, da uden en saadan hele Selskabets Virksomhed er lammet. 29de Marts. Af "Den norske Tilskuer" har jeg læst de to første Nummere. Bladet synes aldeles ikke at ville faae den poli- tiske Tendents, som jeg ved at læse Falsens og Reins Navne tænkte mig. Det er en reen Copie af Rahbeks danske Til- skuer, hvilken en af Udgiverne endog synes ligefrem at have bestjaalet. -- Aabel fortalte om forskjellige Studenterforlo- velser og Giftermaal. Digteren Hansen har giftet sig med en Datter af Major Leschly, forsaget sit Embedsstudium og oprettet et Institut. -- En Pige bestilte Barnedaab og havde Fadderne opskrevne paa en Seddel. Galskrivningen forekom mig saa exemplarisk, at jeg maa afskrive Seddelen: O Bes Stabel (Oberst S.), Marior Kraag (Major Krogh), Kam- mer Herre Falbye (Falbe), Fru Marie Boe (Mariboe) Jom Frue Sive (Zilche). 30te Marts. Tre Præstekald ere bortgivne, alle efter Statsraadets Indstilling, men imod denne er Toldcasserer-Embedet i Kra- gerøe tilfaldet en Kløcker, [fotnotemerke] beslægtet eller besvogret med Oberst Holst, der altsaa endnu virker i Norge paa en kraftig, skjøndt usynlig Maade. -- De Drammenske Borgeres Skridt bedøm- mer Statssecretair Holst som Alle bedømmer det; men ellers skal denne rige og anseelige Handelsstad være i en meget Fotnote: See om ham B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie I. S. 95 -- 96. SIDE: 75 slem Forknyttelse. Cappelen [fotnotemerke] undtagen, skal næsten ikke en eneste af dens Matadorer staae fast. Iver Holter [fotnotemerke] er nær ved at standse med Betalingen. Urigtige Speculationer, at opdynge uhyre Trælastoplag, tildeels ogsaa de Flestes For- bindelse med det store Handelshuus i Amsterdam Weddick et Wendel, som har falleret, [fotnotemerke] skal være Aarsag i denne Mal- heur. -- Fra Sverrig vidste Holst Intet uden, hvad vi længe har vidst og troer, at det Hele meest er blind Allarm. Anec- doten om Landshøvdingen paa Gulland, en militair Per- son og Commandeur af Sværdordenen, skal være sand. I Aften lagde jeg sidste Haand paa Fattigregnskabet for 1810, som Juell vel aldeles har udarbeidet, men hvor dog et Par Bilage vare tilbage, som jeg skulde bringe i Or- den. -- Juell og jeg har hver sit Talent. Han kan ved konstige og selvgjorte Calculer forbedre det, i hvilket ellers findes Irring, og jeg kan ved ziirlige Talemaader snakke mig fra, hvad jeg ikke paa anden Maade kan hitte Rede i. Et Compositum af os to vilde, med behørige Kundskaber, kunne staae i Spidsen for et Finants-Departement. 1ste April. Statsraad Sommerhjelm vover ikke at haabe nogen Forbedring i vort Finants- og Pengevæsen, og tilskriver det Normændenes egen Upatriotisme, da Mængden allene tager Hensyn paa eget Vel, om hvilket den overalt har vrange og bornerede Ideer, og slet ikke paa det Almindelige. Kjøb- mandsstanden lider unegtelig nu, men man kan ikke ret ynke Fotnote: Peder v. Cappelen paa Austad ved Strømsø, Eier af Eidsfos Verk 1837. Fotnote: Repr. ved det overord. Storthing 1814, døde 1860 som fhv. Over- toldbetjent i Drammen. Fotnote: Denne Fallit var det ogsaa, der siden gav Stødet til Rigsretsan- klagen mod Grev Wedel. SIDE: 76 den, naar man betænker, at det er for dens egne Synder ikke blot den, men Fædrelandet maa bøde. 2den April. Det eneste mærkelige i Rigstidenden er, at nok en Mand har frasagt sig sin Titelrang, nemlig Assessor Rich- ter. Over dette Skridt af den første, som gjorde det, Provst Aschehoug, skoptiseres i Nationalbladet. "Det kan ikke være af Ringeagt mod Frederik den Sjette, eller for at smigre vor nuværende Regjering; thi ellers havde han vel ogsaa tilbagesendt Dannebrogskorset; ei heller kunde det være et Offer for Norges Alter, da Rangskatten er ophævet." Men jeg synes endnu et Fjerde lader sig tænke, at det er et Of- fer paa de gode Mænds eget Alter, da der efter Skattelo- ven ei betales Rangskat af Embedsrang, men derimod endnu bestandig af dansk Titelrang. Altsaa synes jeg Enhver, der ei ved at miste sin Titelrang, reducerede til Intet, saa at hans Kones Fruenavn endog gik i Løbet, gjorde vel i at følge Provstens og Assessorens Exempel. -- I National- bladet findes endvidere et langt Stykke, kaldet "Noget om den historiske Skitze: Danmarks Forbrydelser mod Norge," ganske vist af Provst Hertzberg, hvis Maal røber ham. Det er i det Hele meget sandt, Sagen vedkommende og uden per- sonlige Angreb Alt, hvad der siges. I at laste Grundtvig er han enig med de Fleste af vore Skribenter; han kaldes "en olm Hane, en Stoltling," og der spørges: "Skal den danske Nation undgjælde for et Hanegal?" -- Med al min baade Kjærlighed og Agtelse for Hersleb og Stenersen maa jeg sige, at den Eenstemmighed, hvormed deres Afgud nedri- ves af de ellers meest modsatte Partier, hjerteligen fry- der mig. Efterat jeg for Grev Mørners Skyld havde udsat min egen Communion, givet Klokkeren adskillige Befalinger og anmodet Stiftamtmanden og Bispen i Morgen at overlade SIDE: 77 deres Stol til Brug for Exellencen, kom i Dag en Adjutant og lod mig vide, at Grevinden havde misforstaaet mig og jeg hende, at der i Sverrig ei var Gudstjeneste Skjærtors- dag, hvorfor hun troede, her heller ingen var, at de ei øn- skede at udsættes for Trængsel, og at altsaa Communionen maatte udsættes til en anden Gang. Det kunde jeg da In- tet have imod, men kunde ei heller undlade at fortælle ham alle de Arrangements, jeg havde gjort for de høie Herska- bers Skyld, ligesom jeg ogsaa paa hans Spørgsmaal, om ei Communionen kunde skee paa Løverdag svarede reent ud Nei, da jeg, som havde prædiket Torsdag og Fredag og skulde prædike to Gange Søndag, ønskede at have den Dag for mig selv. Han gik da med den Besked, og kom noget efter tilbage med den, at man engang i næste Uge ønskede at communicere, hvorom jeg skulde faae nærmere Bud, og saa var jeg da hver Dag og Time til Tjeneste. Ventelig kommer det da ogsaa ubeleiligt, da jeg hver Dag har Con- firmander, men det faaer Puus taale. 3die April. Jesu Ord til Thomas: "Salige ere de, som ikke see, men dog troe," var den egentlige Text til min Skjærtors- dagsprædiken. Som der overalt blev Lidet eller Intet af vor Religion tilbage, naar vi ei kunde troe Andet end, hvad vi saae, saa vilde især Nadverens Sacramente tabe al Fest- lighed, al Betydning, naar den sandselige Anskuelse deri ud- gjorde Hovedsagen. Thi hvad see vi? -- En Hob knælende Mennesker, hvilke Guds Ords Tjener, iført Ordensdragt, rækker Brød og Viin. Er det en Mindefest for en Mand, som har gjort sig fortjent af os, saa maae vi tilstaae at vi kunde tænke os, at vi maaskee selv har oplevet lignende Optrin, som vare langt høitideligere; at det overalt gjenta- ger sig to Gange om Ugen, maae for den, der blot dvæler ved det Sandselige, gjøre det til et Hverdagsoptrin. Troen SIDE: 78 er det altsaa; som giver det Betydning, og skal det have denne, hvad maae vi da troe? -- 1. At Jesus ei allene var en stor Lærer, et ypperligt Menneske, men at han op- offrede sit Legeme, at hans Blod udøstes til Syndernes For- ladelse. Indstiftelsens Ord, forenede med Pauli: "forkyn- der Herrens Død!" viser dette. -- 2. At Enhver af os, li- gesaafuldt som Jesu Disciple og Samtidige kan, under fore- skrevne Betingelser, tilegne sig dette Gode, da der mellem Corinthierne, som levede 30 Aar, og os som leve henved 1800 Aar efter Jesus, i den Henseende er ingen væsentlig Forskjel. -- 3. At Jesus ved dette Maaltid, paa en vistnok for os aldeles ufattelig Maade meddeler sig til os, at vi altsaa, hvergang vi nyde det med bodfærdige og troende Hjer- ter, komme i nærmere og saligere Forening med ham. -- 4. At det, som her er dunkelt, skal opklares, det, som er ufuld- komment, fuldkommes i Evigheden. -- Jeg troer Materien blev ret vel udført; Kirken var temmelig fuld. 4de April. Min egentlige Text i Dag var Jesu Ord til Qvin- derne: "Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græ- der over Eder selv og Eders Børn." -- En egentlig Sør- gehøitid med Hensyn paa ham kan Jesu Dødsdag aldrig være. Endog det uskyldige Menneske, der døer Misdæderens Død, kunne vi ei begræde, naar vi høre ham døende raabe: Det er fuldbragt! jeg har udført min Gjerning paa Jor- den, og saa med rolig Blidhed overgive sin Sjel i Guds Haand. End mindre egner det sig at sørge ved Jesu Kors, naar vi tænke os, at i hans Død var evigt Liv for alle Jordens Slægter. Skulle vi altsaa græde, maae det ikke være over ham, men over os selv og vore Børn, naar vi nemlig udelukke os og dem fra den Frelse, han tilveiebragte, naar vi vise os som Christi Kors's Fiender, hvis Ende er Fordærvelse. Som saadanne tee sig ikke de redelige SIDE: 79 Tvivlere, der ikke troe, fordi de endnu ikke kunne troe, men: 1. De der hærde sig mod Overbeviisning, og trodse og spotte, hvad de ei begribe. 2. De, der ligegyldige for Alt, hvad der angaaer Aandens Forædling, ogsaa ringeagte Gud og hans Eenbaarne. 3. De, der vel bekjende ham med Læber, men fornægte ham i deres Daad. Disse samt deres Børn, som de med deres Haan, Letsind eller Immoralitet lede til Vantroe og Ugudelighed, dem bør man begræde. Ved et Henblik paa dem, hvis Borgerskab er i Himlen, og som der- fra vente Frelseren, "den Herre Jesum", søgte jeg at for- milde noget det Mørke i disse Forestillinger. -- Denne Præ- diken, som jeg troer lykkedes mig endnu bedre end den i Gaar, havde mange flere Tilhørere, og mange vendte hjem af Mangel paa Plads. Grevinde Mørner var der, men ikke hendes Mand. 6te April. Min Paaskeprædiken var, saavidt en to Gange extem- poreret Prædiken kan være det, aldeles den samme, kun at jeg i Slotskirken gik ud fra Slutningen af min Langfredags- prædiken, og begyndte med det samme Bibelsprog, hvormed jeg da endte -- i Aggers Kirke derimod, hvor jeg intet Fo- regaaende havde at henholde mig til, at Festen selv tog An- ledning til mit Thema: "Jesu Opstandelse som den sikkreste Grund for vort Udødelighedshaab." -- At Jesus virkelig er opstanden, viste jeg korteligen. Derfra gik jeg over til den Sandhed, at vor Troe paa Udødelighed grunder sig næsten ene paa Jesu Lære. Fornuften aner den, men veed Intet med Vished, kun Jesus og hans Apostle have sagt det med fuld Tydelighed, men Jesu Læres Sandhed og Guddomme- lighed staaer og falder, efter Pauli Ord, med hans Opstan- delse. -- Mere end Forsikring er os Erfaring. Vi have hi- storisk Vished om, at en Død er fremkaldt til Livet. Har dette været Tilfældet med Jesus, kan det og være med os. SIDE: 80 End mere: Han er, som Paulus siger, den Førstegrøde af de Opstandne. Vi kunne ei sammenligne ham med Lazarus, med Enkens Søn fra Nain ofl.; han døer ikke mere; og saaledes er og vor Opstandelse Overgangen til et evigt Liv. -- Efter disse, noget kolde dogmatiske Betragtninger, gik jeg over til en rørende og livfuld Sammenligning mellem Jesus og os som døende, begravne, gjenvakte til Livet, samlede med fordums Venner, levende evig hos Gud. Af dette Skelet, hvor nok hverken lys Orden eller no- gen anden udmærket Egenskab spores, maae man dog ikke slutte sig til Prædikenen selv, som jeg troer i begge Kirker lykkedes fortrinligen. Slotskirken var umaadelig fuld. Gre- ven og Grevinden vare der, uagtet Bispen lod sig høre i Byens Kirke; ogsaa var der mange andre af den fine og fornemme Verden. I Aggers Kirke var ogsaa en Mængde Mennesker, men saare Faa af dem ofrede. 7de April. Blandt mine egne Bøger har jeg i Dag tilendebragt Læsningen af Plums Haandbog for Borger- og Al- mueskoler. Uden Tvivl har den Bog gjort Epoche i vort Underviisningsvæsen, da alle de Skolereformer, som siden med større eller mindre Held ere foretagne, der foreslaaes som noget Nyt, forhen ukjendt. Der findes og overmaade meget godt deri, en herlig Theorie, og adskilligt som under heldige Auspicier practisk lader sig udføre og maa gjøre god Virkning paa nogle Børn. Men man maa korse sig over de mangfoldige Ting, Forf. vil have Almueungdommen, endog paa Landet, underviist i, og over de sangvinske Forhaabnin- ger han gjør sig om den Oplysning og Forædling og Lyk- salighed, der ved disse Reformer skulle udbredes. Til at iværksætte Alt, hvad her næsten som reen Nødvendighed ved en velorganiseret Skole anprises, udfordres kun 3 Bagateller: nogle 100 Lærere, saadanne som maaskee ikke een af hundrede SIDE: 81 er eller kan være: en Ungdom, som har baade naturlige Anlæg og Villie til at lære Alt, hvad læres kan, og hvis Forældre og Opdragere entrere i Skolebestyrernes Ideer: og endelig en Skolecasse i hvert Sogn, af hvilken dets 2, 3 til 7, 8 Skoler kunne forsynes med Bibliothek, Naturalie- samling, Atlas, physiske og mechaniske Apparater etc. Naar man blot kunde bringe disse Ting i Rigtighed, saa betvivler jeg ingenlunde, at den gyldne Tid, Riemann og Plum spaae, snart vil komme -- men i Mellemtiden faaer man være langt nøisommere, og trøste sig ved, at den Ungdom, som gaaer ud af vore moderne Skoler, lidet i intellectuel og slet ikke i moralsk Henseende er over dens Forældre og Bedste- forældre, da de forlode de gammeldags. Sigvardt holdt Afskedsprædiken i Tugthuset, og om- trent 90 Mennesker med Bispen og Stiftamtmanden i Spid- sen vare oppe og ofrede. Det er troeligt, at ogsaa Adskillige have sendt Offer i hans Huus, og det glæder mig meget, da han vel ingenlunde er en udmærket Prædicant, men vist- nok en Mand af streng Retskaffenhed og varm Embedsiver, som nu, uden Formue og med stor Familie skal etablere en stor Landhuusholdning paa en Tid, da Gaardsredskaber og Besætning vist koster mange tusinde Rigsdaler. Til Middag var jeg i stort Gjæstebud hos Bech. Be- værtningen pleier at være udsøgt; idag var den anstæn- dig baade i Henseende paa Retternes Qvalitet og Mængde. Havde der været Flere, vilde man maaske kaldt det Overdaad, men et Par af dem kunde været bedre tillavede, uden at den meest suurseende Oeconom vilde have noget derimod at indvende. Drikken var god Rødviin og kold Biskop, skjænket af Flasker. Dog havde Excellencen en Flaske Langkork for sig, der var ham saa aldeles forbeholdt, at da han vilde skjænke deraf for sin Sidemand, Statsraad Krohg, rakte Bispinden hen over Bordet og skjænkede Statsraaden af SIDE: 82 Militaire og Pøbelen skal have revolteret og paastaaet en ny Constitution. Garden var paa Kongens Partie, og der skal være forefalden adskillige blodige Scener; dog var det igjen temmelig roligt. Kongen skal have sendt Courerer til de fremmede Hoffer, og fra Rusland forlangt 20000 Mand regulaire Tropper, for at vedligeholde Orden. -- Dette sidste forekommer mig aldeles utroligt. Heller ikke synes det meget rimeligt, at Krigsmagten, som Kongen altid har behandlet med næsten anstødelig Udmærkelse, skulde begynde en Revolte og gjøre fælles Sag med Pøbelen, som nok al- drig har været dens Ven. At imidlertid Danmark blandt Europas mindre Stater skulde være den eneste, der beholdt souverain Regjering, er ligesaalidt troligt, og den Daarlighed bør man dog ikke tiltroe Frederik den Sjette heller at ville underkaste sig russisk Herredømme, end for sit Folks Skyld gjøre en Opofrelse, som næsten alle europæiske Fyrster have gjort, eller efterhaanden ville tvinges til. 21de September. Sagen fortalte, at der den 2den Septbr. som sæd- vanligt var Studenterhøitid i Christiania. Det var nu godt og vel. Derimod misbilliger jeg aldeles, at man istemte en enthousiastisk Sang, Frederik den Sjette til Ære, og forsikrede, at man aldrig vilde glemme ham. En saadan Hylding, bragt et fremmed Lands Regent, er utidig, og naar det er et Samfund af Landets tilkommende Embeds- mænd, gjennemtrængt af en maaskee vel stærk og levende esprit de corps, der bringer den, undres jeg ikke, om vort nuværende Broderfolk og Rigernes fælles Konge finder den fornærmende og mistænkelig. Frederik den Sjette havde før 14de Januar 1814 vist ingen troere Undersaat end mig; Fotnote: var paa Spor efter Dr. Dampes Stemplinger, hvilket henimod Slut- ningen af Aaret medførte nogle Arrestationer o.s.v. Se derom Dansk historisk Tidsskrift 6 R. V. 555 fgg. SIDE: 83 have aflagt Ed skulle være stemmeberettigede Borgere, hvil- ket han dog ei drev igjennem. Bispen ophøiede deres mo- ralske Retskaffenhed, og ønskede fra den Side, at vi allesam- men vare Qvækere. Den skrækkelige, al Moralitet og Sik- kerhed nedbrydende Lære, at man ei skal rette sig efter no- gen udvortes i Ord affattet Lov, men veiledes af det ind- vortes Lys, fandt Pluraliteten ei anstødelig. Siden talte han om, hvad jeg og har hørt før, at en trykt anonym Adresse er tilsendt Autoriteterne om, at man burde stands- og corpsviis underdanigst bevidne Kronprindsen sin Hengi- venhed i Anledning af den stockholmske Historie. Prokantz- leren havde samlet Universitetets Lærere, som vare enige i, hvad nok ogsaa af andre Autoriteter er vedtaget, at saadant var ufornødent og upassende. Det blev Skjelderup over- draget at gaae til Grev Mørner og sige ham, at da ei saa- dant mærkedes at være besluttet af andre, troede Universi- tetet ikke heller at kunne gjøre det, hvorpaa Mørner svarede, "at han var aldeles af samme Mening. Kronprindsen havde vist ingen Mistanke om, at man vilde gjøre Oprør i Norge; altsaa saae han heller ikke, hvorfor vi skulde bevidne ham en Følelse, hvorom der ei var nogen Tvivl. Han troede, Adressen skulde være en Finte til ham, fordi han ei havde udstedt saadan Indbydelse, men det havde han gjort af Princip." Nogle adelige Familier ere forviste Stockholm; iøvrigt døer nok Sagen hen. 11te April. I Dag blev det Alvor med Mørners Communion. Ogsaa nu var der nogen Vrøvl, inden de høie Herskaber bleve skikkede til Sæde, men nu er jeg saa orienteret i de- res Skikke og Fordringer, at jeg haaber, Alt herefter skal gaa i bedste Orden. Essens kom aldrig i Kirke, end min- dre communicerede de; fra Kong Christians Tid herskede et Anarchie eller en Frihed og Liighed, hvad man skal kalde SIDE: 84 det, som nu hæves ved den mere religiøse Statholderfamilies flittigere Kirkegang. Denne synes ogsaa at vække vore hen- slumrede Storfolk, som reent havde glemt at gaae i Kirke siden Christians og Thygesons Dage, men nu begynder igjen at vise nogen Agt for den udvortes Gudsdyrkelse. Sverdrup viste mig beklagende et Regnskab over det Bergenske Fattigvæsen, hvis Udgifter vare noget over 28,000 Rbd., medens det halv saa store Christianias er meer end 100,000; men her maa tages i Betragtning, deels at Ber- gen har flere af det egentlige Fattigvæsen uafhængige Stif- telser end Christiania, deels og fornemmelig, at der paa Bergens Gader vrimler af Tiggere, medens her ei sees en eneste. Naar saa endelig betænkes, at man vel i Bergen kommer ligesaavidt med 1 Rbd. som i Christiania med 2 à 3, saa er Forskjellen endda ikke saa meget frappant. -- Hans Houge har givet 13,000 Sølvspecier for Bredtvedt, man siger, det skal være dyrt. Jeg har efter simpleste Beregning givet 8000 for en Løkke, hvor 2 Hefte og 2 Kjør vist er det allerhøieste, som kan fødes, medens hist holdes 8 Hefte og nogle og tredive Kjør. Betragtes Sagen objectivt, er Forskjellen vistnok himmelhøi; tages Eierens personlige Tarv i Betragtning, faaer den et andet Udseende. 12te April. Hos Mørner var Falbe min Sidemand. Han bryder Staven over Haxthausen, just ikke i de Sager, som have været for Domstolene, men for hans Charakter og Forhold i Almindelighed. I Kjøbenhavn skal han have spilt en for- agtelig Rolle. De flaue Adjutanter havde valgt ham til de- res Vittighedsmaal, og han, som havde mere Forstand end alle tilhobe, fandt sig i Alt, hvad disse Kongens Yndlinge sagde, og lod som han Intet forstod. I Kjøbenhavn klagede han over de Tab, han havde lidt i Norge, og her over hvad han havde opofret ved at være i Danmark, og bestan- SIDE: 85 dig vidste han at skaffe sig Godtgjørelse. -- Paa Hjemveien var jeg nede ved Bryggerne, hvor 8 à 9 Skibe, de fleste med Kornvarer, ere isede ind. Al Frygt for Mangel er nu svunden. Dagens Aviser angaaende, da har Halvor Hoel i In- telligentsseddelen fortsat og sluttet sine Betragtninger, hvoraf sees, at han har studeret Kant, hvilken dybsindige Philosoph han sætter ved Siden af Horrebow. Tilsidst erindrer han, at naar han vilde istemme Grundtvigs andægtige Tone, saa blev han vist anseet for ein kluch und retlicher Mann. -- I Rigstidenden expectorerer Sigvardt sig saare vidtløf- tig over den "rørende Overraskelse", der vederfores ham an- den Paaskedag i Tugthuuskirken. Fra Bibliotheket har jeg faaet nogle ypperlige Præ- dikener af en Schleiermacher, vistnok i det homiletiske Fag nogle af de meest fuldendte Prædikener, som existere. Med Fornøielse har jeg vel ogsaa i den senere Tid læst adskillige Religionstaler f. Ex. Mynsters, men at lære noget af en Prædiken, det er nok ikke arriveret mig i halvandet Decen- nium før nu. Hos Schleiermacher har jeg allerede i de to første Prædikener fundet Synspuncter angivne, hvorfra jeg hidtil aldrig har tænkt mig Tingene. At jeg hos denne Mand gjenfinder en Idee, som jeg i en Prædiken for 24 Aar siden udspandt af mit eget Hoved, og som Laub da fandt skjøn og original, smigrer mig uendelig, ligesom det og var mig en Sjæletriumph, at denne Mester i sin Kunst aldrig skriver sine Prædikener in extenso, førend de holdes, og at alle disse ere, efterat de vare holdte, udarbeidede ef- ter det gjorte Udkast. De fornuftige Prosaister Niemeyer, Marezoll og Clausen sige, hvad de vil -- Claesons, Myn- sters og Schleiermachers Autoriteter finder jeg her mere gjældende. Og maaskee ville de Kjendere, der have hørt og høre mig hver Uge holde extemporerede Prædikener, værdi- SIDE: 86 ges at regne mig selv som den fjerde Autoritet. Ved denne Leilighed har jeg hjerteligen beklaget, at mine mange ad- spredende Forretninger, og min Helbred, der forbyder mig at anvende den tidlige Morgenstund til Arbeide, hindre mig fra at udføre de to Ideer, som ere mig saa kjære og inter- essante: at forfatte det homiletiske Skrift, hvortil Planen er lagt for 4 -- 5 Aar siden, og at udarbeide en fuldstændig Aargang Prædikener, hvortil mine Optegnelser her i Dag- bogen over mine Themata i disse 5 Aar, vilde forsyne mig med tilstrækkelig Materie. Det kan vel desværre al- drig skee med mindre mine Been engang blive saa daarlige, at de, uden at fængsle mig til Leiet eller volde mig uop- hørlige Smerter, gjorde mig uskikket til Embedsforretninger, saaledes som f. Ex. Sverdrup [fotnotemerke] , var her, Borchgrevink paa Norderhoug og Lange i Aas. 13de April. Borch holdt en ganske vakker Prædiken over timelig og aandelig Fred. Det er aldeles ikke ueffent, hvad han siger, men han er uheldig i at foredrage det. Hvad mig selv angaar, har nok aldrig større Mismod hvilet over mig ved nogen Confirmationshandling end ved denne. Det rø- bede sig ogsaa i min Bøn og begge mine smaae Taler. Jeg havde 69 Confirmander, men aldrig har jeg havt en Ungdom, som jeg elskede mindre, og som jeg maatte troe mindre elskede baade Religionen og mig end denne. Det var næsten uden Undtagelse en jammerlig Skare, som jeg ikke kan tænke paa uden at græmme mig. Klokken lidt over 1 var jeg færdig, glad over at være fri for dette Trælle- arbeide, men ogsaa ængstelig over, at jeg efter en saadan Confirmation kunde være glad. Næste Gang haaber jeg, det skal blive bedre. Fotnote: Garnisonspræst i Christiania 1772 -- 1795. SIDE: 87 Professor Rosteds [fotnotemerke] Pleiedatter blev confirmeret i Byens Kirke, og vi vare indbuden der til Aftenselskab. Der yttredes den Formodning, at det er Wulfsberg, som har udsendt den anonyme Opfordring til Autoriteterne at be- vidne Kronprindsen den norske Nations Hengivenhed. Endnu videre gaaer en Patriot i Nationalbladet, som beskylder de Svenske med rene Ord for at have dræbt Christian August, og, ved Alt hvad helligt er, opfordrer Carl Johan og Oscar til deres Livs Betryggelse strax at flytte til Norge og slaae deres Bolig op mellem vore Fjelde. Jeg saae i Af- ten først Rosteds Portrait, som hans fordums Disciple havde bekostet malet af Capt. Munch og stukket af Flindt. Det gjør mig inderlig ondt, at saadant Hengivenheds- og Erkjendtligheds-Tegn saa reent skulde mislykkes ved en Kob- berstikkers Skjødesløshed, thi fra Munchs Haand skal Por- traitet være vel truffet. Det var mig saa umuligt at gjen- kjende Rosted, at jeg, naar jeg ikke vidste, hvem det skulde forestille, vilde svoret paa, at det var et Menneske, jeg al- drig havde seet for mine Øine. 14de April. Af mine egne Bøger har jeg læst Det norske Sel- skabs Poesier. "Jeg føder ikkun faa, men det er Løver," lagde Sander i en Recension Selskabet i Munden, da det i 18 Aar havde frembragt 3 smaae Hefter saakaldet Poesie. Men naar man i et Bind Poesi finder 5 à 6 gode Digte og dobbelt saamange maadelige og slette, saa er det en daar- lig Løveyngel. P. H. Frimanns Digte ere de bedste i Samlingen. Han kunde maaskee blevet en Evald eller Øhlenschlæger, naar han havde villet. Hvor deilig begynder og ender ikke Oden til Søvnen! Hvilket Digtersprog og hvilken Digterkraft i "Tanker ved en Flod," der synes at Fotnote: Rector for Christiania Cathedralskole. SIDE: 88 være et blot Læredigt. -- Af Schleiermacher har jeg læst en Fasteprædiken, som noget har nedstemt min Idee om ham. Den handler om "Nogle af den døende Jesu Følelser, hvilke ogsaa vi bør ønske for vore sidste Øieblikke," og den første af disse er Smerte over ufuldendt Daad! En saadan Smerte følte han, der, Joh. 17 , 4, sagde i Bøn til Gud: "Jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig, at jeg skulde gjøre," der i sin Dødsstund raabte: "Det er fuldbragt"? Ligesaalidt fatter jeg, efterat have læst Præ- dikenen, hvorledes saadan Smerte kunde udledes af de Ord: "Min Gud, min Gud! hvi har du forladt mig?" -- som jeg kan overtale mig til at ønske mig denne Følelse paa min Dødsseng. Ikke mindre underlig er den Paastand i Præ- dikenens tredie Deel, at det er et Menneskes egen Skyld, naar han ikke i enhver Alder og Stilling og paa ethvert Opholdssted finder Venner, for hvem han kan aabne sit Hjerte. At man i enhver Virke- og Omgangskreds kan møde Velvilje, at man har sig det selv at tilskrive, naar man skyes og ringeagtes, det indrømmer jeg af ganske Hjerte, men Venskab i den Betydning, Ordet her tages -- nei Hr. Schleiermacher! det benægter jeg, der vel har levet ligesaa længe i Verden, vandret ligesaavidt omkring, og stu- deret mig selv og mine Medmennesker ligesaa omhyggeligt som De. Forlad mig, at jeg i denne Prædikens Forfatter mere erkjender en Paradoxjæger, der vil sige noget Nyt og Frappant, end Ordets Lærer, der vil oplyse, forbedre og berolige. -- Endelig har jeg havt en Pakke Bibeldocumen- ter, deels til Gjennemlæsning, deels til Underskrift. Det mærkeligste heri er et langt Brev fra Provst Hertzberg, som vedbliver at tiltage sig et Slags Formynderskab over Sel- skabet. Vidtløftigst udbreder han sig over den foreslagne De- putation til Statsraadet, som han troer endelig maae og bør finde Sted, hvorved han anfører et Fragment af et SIDE: 89 Brev til samme Statsraad, hvori han med megen Frimo- dighed siger de høie Herrer dyrebare Sandheder. Han troer ogsaa, at man for at faae de 500 Pd. fra London strax bør indhente Medlemmernes Samtykke til at gjøre Bibel- selskabet uafhængigt af det, der udgiver Katechismer og For- klaringer. Hvorledes dette kan skee med vort lille Fond og vore svage Hjælpekilder, fatter jeg ikke; nu kan det ikke skee, saalænge hverken Christiansand eller Nordlandene har faaet Stiftscommittee, gjennem hvilken Stemmer kunne samles. 15de April. Jeg var ikke ude i Dag uden i Eftermiddag: i Slots- kirken, hvor jeg viede Kjøbmand Hansen og Jfr. Kjeldsen, to mig ganske ubekjendte Mennesker. Det geraade mig nu til Ære eller Skam! men jeg kan ikke lade det uanmærket, at jeg, da jeg gik ud af min Gadedør, ikke vidste, hvad jeg vilde tale om, og dog nok overmaade sjelden har holdt en bedre Brudevielse. Svækkes end mit udvortes Menneske -- i visse Henseender synes det saa -- er dog det indvortes heller i bedre end slettere Tilstand end før; jeg har aldrig tænkt med mere Klarhed, og aldrig uforberedt udtrykt mine Tanker med mere Fatning, Aandsnærværelse og Populari- tet end nu. 16de April. I Intelligentsseddelen har en Ven af Allum (maaske han selv) irettesat alle de Mennesker, der have saameget at sige paa ham, og troer det maa være Folk, som misunde ham hans Indkomster. -- Fjerde Hefte af Saga indeholder først en af de Aallske Oversættelser fra det Islandske, hvor jeg aldeles frikjender Aall for den Beskyldning at ville for- svenske vort Sprog; derimod kan jeg ikke see andet, end at han som norsk-islandsk Patriot efter bedste Evne for- dærver det. Det andet Stykke er Justitiarius Bergs fort- satte Bidrag til den norske Krigshistorie i 1814. Det Hele SIDE: 90 gaaer ud paa at nedsætte Prinds Christian og ophøie Haxt- hausen. Han gjør Prindsen som dansk Undersaat og Thron- arving det til Brøde, at han ikke rettede sig efter Kieler- Tractaten og reiste bort, da hans Konge befalede det (og overgav Norge til Anarchie). Han paastaaer, at Christians Kongeværdighed var en tom Titel, da den constituerende Forsamling var uberettiget til at foretage Kongevalg. (Men i det Øieblik var der nok ingen Tvivl om, at hvis Stem- melister var gaaet om fra Lindesnæs til Nordcap, og fra Stat til Svinesund, 100 imod to vilde stemt for Konge- valg, og disse 98 af 100 eenstemmigen vilde valgt Prinds Christian; det var altsaa almeen Villie, om noget i Verden var det. Om Retten kan altsaa ikke disputeres). I nogle Anmærkninger til Rigsretsdommen paaankes, at Haxthausen dømtes i Procesomkostninger. At Wangensteien (som ikke nævnes, men betegnes som en gammel Candidatus juris) stemte for hans Afsættelse, fordi han havde mistet sin Po- pularitet, fortælles Publicum. Ogsaa nævnes Bull og Borch- senius som stemmende for Frikjendelse. Jeg betalte i Dag min Fattigskat for 1817 med 20 Spcd., og som Eier af Huus i Byen og Løkke paa Byens Grund og Besidder af et indbringende Embede, kan jeg ikke finde denne Ligning ubillig. 17de April. Jeg havde endelig Klokken 11 læst mig i Søvn, da jeg vaktes av Brandskud. Ildebranden var i Vaterland, hvor to Huse brændte ned. Der var Assemblee hos Grev Mørner. Han selv og mange af Mandfolkene begav sig til Brandstedet, og Grev Wedel skal især have rakt virksom Haand ved Slukningen. 20de April. Skjøndt Major Krog ei sidst communicerede med Ca- detterne, er han dog som Kirkegjænger et følgeværdigt Møn- SIDE: 91 ster, da han yderst sjelden forsømmer i det mindste mine Præ- dikener, og er en meget opmærksom Tilhører. Frue Treschow fortalte den Nyhed, hvorover jeg forbau- sedes saare: at Biskop Bech i dette Foraar reiser til Stockholm. "Jeg maa!" havde han i Torsdags paa Mørners Assemblee sagt til Nogle, der talte til ham om denne Reise. Christiane Korens dramatiske Forsøg er den af mine egne Bøger, jeg sidst har gjennemlæst. Blomster- krandsen er en vakker Idyl, hvor man ser Moer Koren fra Begyndelsen til Enden livagtigen, som hun stod og gik i denne Verden. Adolph har en net og correct Versifica- tion, men er iøvrigt et Passiarstykke uden Handling og Charaktertegning. Hanna er i mine Øine et særdeles maa- deligt Stykke, har mange Feil og faae eller ingen Fuldkom- menheder. 21de April. Nysgjærrigheden drev mig i Morges ind til Stats- secretairen, for at høre, hvad Bispens Stockholmsreise monne betyde -- og see! han er ikke beordret, men har søgt Til- ladelse dertil, og hvorfor? for at faae Penge til at betale Johannes Thranes Gaard, som han egenmægtigen har kjøbt, og som Kronprindsen og Regjeringen indtil denne Dag ei have kunnet overtales til at tage Notice af. Som overalt den hele Handel er et ubegribeligt Vovestykke af en Mand, der vil besidde og fortjene Agtelse i Publicum, saa er denne Reise det sandelig ikke mindre. Nationalbladet indeholder en detailleret Beregning om Embedsmændenes Indkomster, Gjendrivelse af deres Paastand, som have debiteret, at de have sit paa det tørre, at deres Gage bestandig er forbedret i Forhold til Tiderne, medens de øvrige Statens Borgere maatte føle disse i deres hele Omfang. Det godtgjøres, at alle lønnede Embeds- SIDE: 92 mænd fra 1807 havde tabt af hvert 100 Daler i gode Penge i Gjennemsnit 40 Rd. aarlig, eller in specie: 1807 144/5 Rd., 1808 233/4, 1809 56, 1810 581/5, 1811 722/7, 1812 661/4, 1813 771/4, 1814 65, 1815 411/2, 1816 40. Det sletteste Aar var altsaa 1813, og saa var det nok og for mig, hvis Indkomster meest ere uvisse, da man endnu bestandig havde sin danske Courant i Hovedet, og tog ingen Hensyn paa, at en Daler før nu var 10 Skilling. -- Dernæst har en lumpen Karl i Anledning af en Lovtale i Drammens Avis over vor Trykkefrihed, ytret at saadant ei er at sætte Liid til, at Magtens Solskin varmer og blænder, og at en Statsraadspost eller deslige for mangen Dommer turde være fristende nok til at faae ham afdragen fra de hidtil fulgte Grundsætninger. -- Expeditionssecretair Vogt, der fintes i dette Stykke for hans Fortolkning af Trykkefriheds- loven, faaer i næste Stykke i rimede Alexandriner en ironisk Lovtale, hvis Forfatter er kobberpandet nok til at sige, at der er "ingen Sjel, som kjender J. H. Vogt". 22de April. Omsen fortalte mig, at den grundmurede Otto Bejer i Trondhjem har gjort Opbud. Blot til et Handelshuus, Suhr denne har Flid og Studium Alt at takke. Naar han altsaa vil synes begeistret, er hans "Sols moralske Glands kun en malet Ild." 30te April. Det eneste mærkelige i Dagens Ugeblade er Forord- ningen om Jubelfestens Helligholdelse i Danmark. Den har temmelig Liighed med vor. Hvad Texterne angaaer, da maa jeg i al Beskedenhed som de flestes Proponent, tilstaae, at jeg giver vore Fortrinet. De danske ere alle af det nye Testamente, men jeg ved ikke, hvorfor man har været saa bange for det gamle Testamente, hvor Psalmerne og Pro- pheterne have saadan Mængde digterisk skjønne, aandsopløf- SIDE: 94 tende, hjerterørende Steder, passende som om de vare skrevne til en saadan Jubelfest, hvad enten saa Forfatterne have tænkt netop det samme dermed som vi eller ikke. -- 1ste Mai. I Kjøbenhavns Skilderie ere to Stykker fra Grundt- vigs Haand. I det ene fortæller han, hvorledes, mens en ugudelig Præst i Norge vil kaste Skygge paa de Danskes Adfærd mod Nordmændene henved et Aartusinde, have to danske Præster havt den Idee at opmuntre til en Korn- foræring til Norge i Anledning af den Hungersnød, vi sag- des at lide. Det andet Stykke er imod den unge Heiberg, i denne spøgende, spottende Tone, som klæder Grundtvig overmaade ilde. Heiberg har svaret omtrent i samme Tone, der klæder ham bedre. 3die Mai. To frygtelige Ildebrande har man i Dag faaet Un- derretning om. Rigstidenden fortæller, at Natten mellem 12te og 13de f. M. afbrændte 19 Huse i det lille Egersund. En for de tabende Individer ligesaa smertelig og i Penge- værdi langt betydeligere Ildsvaade fandt Sted i Brager- næs i Gaar Nat. 23 af Byens større Huse og 5 à 6 Søboder ere fortærede af Luen. Man haaber kjærligst, det var Vaadeild, men Medisancen skal dog allerede have ymtet om, hvorledes saadan Ildebrand ved en forehavende Banke- rot kan være et godt Middel til at nedstemme Creditorer- nes Fordringer. 4de Mai. Der omsendes i denne Tid mange Circulairer fra Cen- tralkommiteen; et saadant fik jeg i Aften, og maae med For- undring dvæle ved et Brev fra Biskop Bruns Yndling, Præ- sten Rennord i Kind. Han havde i en foregaaende Skri- velse sagt, at det ikke var Bibler, man trængte til, da der SIDE: 95 af dem var mere end nok i hans Præstegjæld og overhovedet blandt Almuen i Bergens Stift. Om denne Overflod af Guds Ord udbad Commiteen sig Oplysning af ham, og saa erklærer han, at han anseer Almuen paa det Culturens Trin, hvor den nu staaer, lidet tjent med at øse umiddelbart af Kilden, da man overalt ikke har nogen forstaaelig Bibel- oversættelse i det danske Sprog. Derimod vilde han, Bibel- selskabet skulde udgive asketiske Skrifter, Bønner og Psalme- bøger, saadanne som Almuens Tarv udkrævede; saa vilde han og have en A B C med Stavelser, hvori var virkelig Mening: en Bibelhistorie som Wersels og Katechismen vel uforandret, men med Tillæg og Forklaringer, som gjorde Pontoppidan og Saxtorph ufornødne ved Confirmationsun- dervisningen. Den Mand danner sig en underlig Idee om et Bibelselskab, og er det til alt dette, han har samlet den betydelige Subscription hos Kinds Almue, saa har han nar- ret den dens Penge fra ved at love, hvad han ei kunde holde, og vi maatte næsten gjøre os en Samvittighed ved at modtage dem. Hvad der ellers undrer mig meest af Alt, er hans Ytringer om Bibel og Bibelselskab, og saa taler den af Brun høiligen roste Mand, af Brun, der saa nøie kjendte, saa hjerteligen elskede, saa hyppigen brugte Bibelens ipsis- sima verba efter vore meest gammeldags Oversættelser. 5te Mai. Hvad ere dog vi Mennesker? hvad ere vore Planer og vore Idrætter? et Øieblik! da er Alt omstyrtet, som vi troede klippefast, en ny Tingenes Orden begynder for os; det er os som en Drøm, men Alt i os og omkring os over- tyder os om, at det er virkeligt. Jeg er kaldet til Bi- skop i Bergen og modtager Kaldet! det er denne Dags store, for mit hele Liv yderst vigtige Nyhed. En i Smerte gjennemvaaget Nat nødte mig til at sende Kjerschow Lægdeprotocollen og bede ham fungere paa mine Vegne i SIDE: 96 i Fattigcommissionen. En qvægende Formiddagsslummer oplivede mig nogenlunde. Jeg vaktes ved det Budskab, at Engelhardt var her og vilde tale med mig. Hans Ærinde var at gratulere mig som Bergens Biskop. I det Øieblik var det klart for mig, at jeg ikke vilde eller burde tage imod Embedet. Jeg meddelte Engelhardt min Beslutning, og han syntes at billige den. Min Kone var paa Løkken, jeg for- talte Børnene denne Nyhed, men sagde dem derhos, hvad jeg havde isinde, hvorover de glædedes. Strax efter kom min Kone hjem. Frue Treschow havde opsøgt hende paa Veie og Stier og med Jubel og Triumph fortalt om den Lykke, der var vederfaret mig. Marie var bleven ganske ærgerlig, og havde erklæret, at jeg ikke tog imod det, hvor- over Frue Treschow slog Haand i Haand. Jeg besluttede nu at gaae til Statsraad Krogh for at raadføre mig med ham, om hvorledes jeg skulde indrette min Ansøgning om Befrielse for denne Naade og Ære. Han var ikke hjemme. Imidlertid drog det efter med mig, og da Statssecretairen mot Aftenen kom hjem fra en Landreise, da jeg gik ind til ham og saae Kongens egenhændige Underskrift under Re- solutionen, da Holst syntes, jeg ikke vel kunde frabede mig Embedet, da faldt som et Dække fra mine Øine; jeg fandt det var Pligt mod Gud, Kongen og mig selv at følge det Kald, der var givet mig uden min Medvirkning, ja endog under min bestemte Modstræben, hvilken baade ved mit Brev til Anker og mit Løkkekjøb var umiskjendelig. Hvorfor Re- gjeringen valgte mig, om af Tillid og Høiagtelse, af Nød- vendighed eller af andre, mig ubekjendte Grunde, det veed Gud; men jeg erkjender heri det alvise Frosyns Vink, som det er min Pligt at følge; jeg troer, at det er Guds Vilje -- om den fører mig til timelig Lykke eller Ulykke, til et langt og roligt Liv eller til en hastig Død, det er mørkt for mig, og bør heller ikke have nogen Indflydelse paa min SIDE: 97 Beslutning. Rammer mig et føleligt Onde, fordi jeg fulgte dette Vink, fordi jeg adlød denne Villie, da kan jeg sige: usporlige ere Herrens Veie, men af ham og ved ham og til ham er Alt; ham være Ære i Evighed! Men, dersom jeg for min Fornøielses eller Mageligheds eller Fordeels Skyld gik min egen Vei, i Tanke, at det var kun Menne- skers Villie, og modsatte mig -- og jeg saa stedtes i en Ulykke, hvorved jeg kunde tænke (med eller uden Grund): den kunde du undgaaet i Bergen, jeg vilde angre det alle de Dage, jeg levede. Lumholtz har faaet Onsøe Kald. Han var No. 6 paa Statsraadets Liste, men Alle glæde sig dog. 6te Mai. I Anledning af Klagen over Strøms Udnævnelse har en Anonym i Nationalbladet sagt adskilligt, som synes at være meget sandt. At Strøm som candidatus juris fra 1803 eller 4 kunde havt et langt bedre Embede end denne Bergmesterpost er uimodsigeligt. At han har reist, meest for egne Penge, paa Bergvidenskaben i Tydskland og Sverrig er nok ogsaa notorisk Kjendsgjerning, og at han ikke har taget Examen, da det Institut, hvor den skulde tages, ikke mere existerer, kan aldrig lægges ham tillast. Hvorfor frem- drage Strøms politiske Meninger og Yttringer paa en Tid, da alle Gemytter vare i Bevægelse, og gjøre Anvendelse deraf paa en Sag, hvor de aldeles ikke komme i Betragtning? Var det Wergelands Adfærd paa Eidsvold, man nu revsede ham for, vilde jeg finde hans Antagonisters Forhold yderst illiberalt. Over Alt, hvad der i den Tid sagdes og gjordes, bør hvile fuldkommen Amnestie. 7de Mai. To nye Skrifter er udkomne, som jeg ikke har læst. Allum har skriblet Noget, kaldet Sandsigelse eller Alvor og Skjemt, som jeg heller ikke vil læse, hvilket ogsaa er SIDE: 98 mit fulde Forsæt med det bebudede Svar paa min Critik, hvis det nogensinde udkommer. Den anden Brochure er Wergelands Svar til Falsen, efter Herslebs Sigende endnu grovere og lumpnere, end det til ham, fuldt af de meest tær- gende personlige Angreb. -- Her blev i Gaar begravet en Student Parelius, den første Søn, vor alma mater har maattet slippe af sin Favn og overgive i Gravens Skjød. Der var stor Høitidelighed. Næsten alle Professorer og Studenter fulgte, og Schwach havde skrevet en Sang, hvoraf det sidste Vers var paa rimet Latin. 9de Mai. Jeg havde Visit af Statsraad Collett, som nu er hjemkommen. Han gratulerede mig, og "var glad over, at jeg havde modtaget Bispe-Embedet". Ja -- Gud kjender Alles Hjerter, men uden at frakjende især Schmidt større Evner til at udføre nogle af Bispe-Embedets Forretninger, tør jeg vel for Gud og mig selv vedkjende mig den Tanke, at ingen af mine Rivaler med saa fromt, gudhengivent, menneskevenligt Hjerte vilde modtaget og rygtet sit Kald. Mig selv denne redelige Villie bevidst, uden sværmerske Pla- ner og Forhaabninger, seer jeg med Resignation imøde, om jeg endog skal bringe større Offere, end jeg nu aner; jeg troer at være hensat paa det Sted, hvor jeg kan udføre min Herres Gjerning bedre, end jeg hidtil kunde; denne Tanke skal styrke mig, naar jeg svæver paa Søndmørs Bølger, naar jeg savner Christianias skjønne Egne og rige Bogsam- ling og Adgang til politiske Nyheder fra første Haand, ja naar hidtil ubekjendte Byrder og Ubehageligheder, som idet- mindste ere af en anden Art, end de nærværende, true at forbittre mig Livet. 10de Mai. Jeg fik et Lykønskningsbrev fra Neumann, som meget styrkede og oplivede mig. Han veed ikke den Tid, da han SIDE: 99 paa een Dag har modtaget to saa glædelige Tidender som Lumholtz's Forflyttelse til Onsøe og min til Bergen. Som en Hemmelighed betroer han mig, at den første, næst Guds Bi- stand, er hans Værk ved umiddelbar Anbefaling til Kronprind- sen, som engang før har reflecteret paa denne, og lovet at den fremdeles skal blive gjeldende. Hvad mig angaaer, da var det ham høiligen overraskende, saameget mere, da han under 7de Apr. fik Efterretning paa anden Haand fra An- ker, at nu skulde Rein bestemt blive Bergens Bi- skop. (Det maa da vel være Kronprindsens peremtoriske: sic volo, sic jubeo, der har gjort Streg i den Regning). [fotnotemerke] Men, at denne Vished maatte vige for en anden Overbeviis- ning, interesserer ham høiligen som min og den gode Sags Ven. Han afskriver et langt Stykke fra en af hans kjøbenhavnske Venner (formodentlig Engelstoft) om Bispe-Embedets Vigtighed, og hvor høist velgjørende det er, at dette beklædes af en Mand, som kan Andet end "declamere eller være Fattigforstander, eller skrive og udfylde Schemata og Tabeller". Dette Brev stemte mig blidt, og i Eftermid- dag vandrede jeg ude paa Løkken i Haven og paa Marken og udmalede mig de skjønneste Billeder af min nye Stands Pligter og Glæder. Jeg troer, jeg har Aand og Hjerte for den, og den Routine, der endnu fattes mig i de Ting, Tids- alderens Forvendthed saa gjerne vil gjøre til den høiere og ringere Geistligheds Hovedsag, vil jeg efterhaanden kunne erhverve til Huusbehov. Min Hovedsagblive de aldrig. Expeditionssecretair Vogt talte med mig om min Fæt- ter i Gloppen, som han ikke tvivlede om baade ønskede og var tjent med Slotskaldet, og paa hvis nærmere Approba- Fotnote: Om de langvarige Forhandlinger angaaende Bergens Bispestols Be- sættelse kan henvises til D. Thraps Bidrag til den norske Kirkes Hist. I. 244 f. SIDE: 100 tion han har isinde at indgive Ansøgning. -- Efter Aabels Fortælling har Rasmussen ingen Tilhørere. Jeg ansaae ham for en udmærket Skolelærer, og troede, at han som Universitetslærer vilde blive ligesaa, men Finantsvæsenet er nok nu hans Hovedsag, og han seer nok med Længsel den Tid imøde, da han udelukkende kan sysselsætte sig der- med. Hansteen yndes overmaade af Studenterne. 11te Mai. Heibergs Julespøg og Nytaarsløier har jeg nu læst. Liebenberg kalder Bogen en Skamplet for den danske Litteratur, og det er rigtignok en haard Tale, men at den hverken gjør Digteren eller hans Fædrelands Litte- ratur Ære, maa jeg tilstaae. Hvad jeg lovede mig af Pot- temager Walters Digter finder jeg ikke opfyldt, og kan jeg end ikke nægte, at han i poetisk Genie uden Tvivl langt overgaaer sin Fader, saa er han nok ogsaa paa den anden Side ligesaa langt over denne i Frivolitet og Letsind. Med det Hellige drev Peter Andreas Heiberg aldrig Spot, men det gjør dog vist Johan Ludvig, naar han i Prologen la- der en Vandringsmand først komisk parodiere den, som træ- der frem i Øhlenschlægers St. Hans Aftens-Spil, og der- paa forvandles til Engelen Gabriel, der siger Pudserligheder om Jomfru Maria og det lille Barn Jesus. Saadanne Steder findes adskillige af, hvor med en vis naiv Barn- lighed, der synes at komme fra et fromt , uskyldigt Hjerte, flux blande sig Sarcasmer, der vække Mistanken, at Forfat- teren ikke mener det ringeste med det Alvorlige, han siger. Ingemann er den danske Digter, det især gaaer udover. Lette Rap gives og Øhlenschlæger, Guldberg, (meest som prosaisk Stylist) og Grundtvig. Stykket er ægte Tiecksk, hvor jeg dog, som hos saa mange af vor Tids Efterabere, vel finder hans Durchlautigheds Sabel, men sjelden hans Arm. SIDE: 101 13de Mai. Bech fortalte mig til min Forundring, at Schmidt har indgivet Ansøgning om at maatte gjøre en Udenlands- reise paa to Aar, hvilket Biskoppen mente vel lod sig gjøre. 14de Mai. Jeg fik i Dag 30te Aargang af Journal für Luxus und Moden. Dette vidtløftige og kostbare og uvidenskabe- lige Værk har altsaa Universitetet Raad til at anskaffe og lade kostbart indbinde? Det er ubegribeligt. Jeg har hid- til blot læst en Afhandling deri om Tobaksrøg, som var ret efter min Smag. Jo ældre jeg bliver, jo ubegribeligere finder jeg det, at den har kunnet tilliste eller tiltrodse sig Adgang til Selskaber, som ville bære Navn af anstændige. Tobakspiben burde man ladet Hollænderne beholde med de flere Uterligheder, som ere dem characteristiske i det selskabe- lige Liv -- thi i Enrum! hvem vilde formene nogen denne eller hvilkensomhelst moralsk ulastelig Handling, den være iøvrigt nok saa urimelig! Jeg er ordentlig stolt af, at jeg fra Ungdommen har holdt mig ubesmittet af det Snaus, og naar jeg ellers, indlemmet i fine Cirkler, følte, hvorme- get der fattedes mig i den fine Levemaade, hævedes min Selvfølelse ved den Tanke: jeg røger dog ikke Tobak! Det eneste mærkelige i Rigstidenden var en Beretning fra Branddirecteur Faye om den drammenske Ildebrand, hvoraf det sees, at det ved Forhør fuldelig er oplyst, at Ilden er paasat -- men af hvem? Overlærer Borch ved den nye Latinskole i Drammen, Præstens Broder, gjorde mig Visit. Han har et ufordel- agtigt Ydre, og hans Omgangstone er heller ikke behagelig; han bukker næsten ved hvert Ord, han siger, men han ro- ses som en flink og brav Mand. Fra Biskop Sørenssen fik jeg et Privatbrev, hvori han melder mig til egen og den øvrige Committees Efterretning, SIDE: 102 at han har overtalt Stiftsprovsten og Rector Amberg til med ham at udgjøre en Stiftscommitee. Han har sidste Søndag fra Prædikestolen talt Bibelselskabets Sag -- med hvad Virkning skulde med det første blive Centralcommiteen of- ficielt meddeelt. Bispen sendte mig den Ansøgning, Expeditionssecre- tair Vogt har skrevet i min Fætter, Pavels's Navn om Slotskaldet. Jeg tegnede paa den, at skjøndt den dobbelte Omstændighed, at jeg endnu ikke har tiltraadt mit Bispe- Embede, og at jeg var Supplicantens Nærpaarørende, syn- tes at maatte fraraade mig det, havde jeg dog ikke kunnet afslaae Vedkommendes Ønske om en Anbefaling, da jeg over- alt haabede, Hans Majestæt, som nylig havde vist mig en saa udmærket Naade og Tillid, ikke vilde tiltroe mig at an- befale endog min nærmeste Slægtning til Noget, han efter min Overbeviisning var uværdig til. Altsaa bevidnede jeg, at skjøndt jeg aldrig havde staaet i Embedsforhold til min Fætter, kjendte jeg ham dog som en værdig Religionslærer og ypperligt Menneske, og at jeg gjerne ønskede ham til min Eftermand, mindre med Hensyn paa mig selv, end paa min kjære Menighed og den gode Sag, vi begge søge at fremme. Vistnok er han ingen "veltalende Aron", som Lumholtz kaldte mig i sin Indsættelsestale, men et saare elskværdigt Menneske er han, og tør i den Henseende maale sig med Keyser, som var overmaade yndet her. Men den Forskjel er der rigtignok, at Christiania og Slotsmenigheden nu er noget ganske andet, end de vare i Keysers Tid, og at Keyser succederede en ubegavet og affældig Olding, han derimod en berømt Taler, hvor maaskee endog det fælles Navn kunde forlede en dadlesyg Critiker til ubehagelig Sammenligning. 15de Mai. Statsraadinde Collett og Aabel roste min Prædiken i Dag, som hørtes af mange Mennesker, hvoriblandt Grevinde SIDE: 103 Mørner. Den handlede om Skyen, der bedækkede den himmelfarne Jesus for hans Disciples Øine. Ogsaa for os, ei blot for vore legemlige Øine, men ogsaa for vor Forstand dølges Jesus, som han var her paa Jorden og som han nu er i Himlen. Men bag Skyen seer Troens skarpere Blik ham som den, der nu lønnes for Alt, hvad han leed og opofrede, hvem Magt er given overalt i Himlen og paa Jorden, og som ømmeligen sørger for det Sam- fund, han stiftede og dets værdige Lemmer. Dog engang forvandles Troen til Beskuelse, Skyen svinder, og vi see Jesus klarligen i den Herlighed, hvor han lovede at hjem- hente os til sig. Kongen har gjennem Statsraadet tilkjendegivet Cen- tralcommiteen, at han venter Reformationsfesten ogsaa ce- lebreret i Bibelselskabet. Hersleb finder det derfor nødven- digt, at Selskabet strax faaer fuld Organisation og ordent- lige Love. 16de Mai. Neumann vidste fra Stockholm, at Wulfsberg søger Auctionsdirecteur-Embedet her, og at Anker gjør sig Umage for at skaffe ham det, deels for at blive af med ham, deels for at spare de 200 Pd. Strl., han koster Staten, da en Archivarius ei behøves. Men der er Forslag reent at op- hæve denne Sinecurepost; lægge nogle af dens Indtægter til Statscassen, og med Resten forbedre Byefogdens og Bye- skriverens Gage, men imod, at disse lønne en Fuldmægtig til at gjøre Arbeidet. -- Paa Bibliotheket læste jeg i et No. af den bergenske Tilskuer: "Et Lyn i December 1814". Digtet er af Rein, det vidste Sverdrup, og ganske i hans Maneer, men dets egentlige Betydning fatter jeg ikke saa ganske. Den forekommer mig at være: "Den svenske Adel maae falde, da kan Norge og Sverrig vorde en mægtig og blomstrende Stat." SIDE: 104 19de Mai. Stenersen, som jeg første Gang talte med som Bisp, bifaldt aldeles min Beslutning at modtage Vocationen, da han ligesom jeg, erkjendte deri guddommeligt Kald, som man ei bør modsætte sig. Denne Tanke staaer saa lys og le- vende for min Sjel, at jeg, skjøndt min Legemstilstand ei betydeligen har forbedret sig, dog føler mig nu besjelet af en Sindsroe og Tilfredshed, som ofte før truede at forlade mig, og hvis Savn min Kone og mine Børn stundom maatte undgjælde for. 20de Mai. Svoger Hald [fotnotemerke] skriver, at han haaber jeg ikke mod- tager Andet End Bispetitelen. Bergen er et fugtigt og usundt Sted, Bispestolen i Forhold til de Andre "saa maver som en Træhest", Reiserne forbundne med Besvær og Farer osv. I Christiania har jeg Huus og Løkke, et godt Embede, Ven- ner og Velyndere endog blandt Rigets første Mænd; jeg kan sikkert vente om kort Tid at succedere en Olding af Stiftsprovst, eller en aldrende Biskop (!); mine Børn har Ungdomsbekjendte, jeg har Valg blandt Lærere til dem i alle Fag, og jeg vil rimeligvis med Tiden finde mere pas- sende Partier til dem, end paa noget andet Sted (ei! ei!). Han gjentager derfor, at det vilde gjøre ham ondt, ja me- get ondt, om jeg skulde forlade Christiania. "Dog", føier han andægtig til, "Guds Villie ske!" Al denne Snak er mig et nyt Bevis paa, at Hr. Svoger aldeles ikke kjender mig. 21de Mai. Provst Munch besøgte mig. Han var endnu ikke enig med sig selv, om han burde søge Slotskaldet, men inden Aften blev han det, og jeg kan ikke sige andet: jeg ønsker, han maa faae det, og troer ham mere skikket til at be- Fotnote: Kjøbmand i Arendal Nils Hald, gift med en Søster af Pavels's Hustru. SIDE: 105 klæde denne Post end min Fætter. Landlivet generer Munch; han maa tilbringe paa Ager og Eng mange Timer, han hel- ler ønskede paa sit Studerekammer at tilbringe med Læsning og Skrivning. Præstegaarden nødes han imidlertid at hen- vende sin fornemste Opmærksomhed paa, da Pengeindtægterne ere yderst faa, og han endda, for at subsistere, maa have Elever i Huset. Menneskeomgang fattes ham, da de nær- liggende Byer, Drammen og Holmestrand, ere yderst pro- saiske og uvidenskabelige. [fotnotemerke] Alt dette overveiet, bør han nok som Mand af Talenter have Kaldet, og ligesom Jesper Oldfux's Sjel var i Magisterens Hær, skjøndt hans Legeme var i Thyboes, saa ledsager virkelig mine Ønsker Munch, medens min Pen i et nyt Brev til Anker anbefaler Pavels, som jeg neppe troer gjør Lykke her. Han fortalte ellers to Ting, hvoraf den ene gjorde mig meget ondt, og den anden høiligen undrede og stødte mig. Statsraad Diriks, som kun har et Øie, har faaet Inflammation i dette, og maa for det første blive hjemme fra Stockholm. Istedenfor ham er Frøken Albertine Bech fulgt med Bispen. Naar man be- tænker, at han reiser til Stockholm for at faae Pengelaan af Regjeringen -- hvilken ubehagelig Sensation maa det da ikke gjøre, naar han medtager en Datter, der skal præsen- teres ved Hoffet, bliver indbuden i alle Selskaber og maa altsaa have en Mængde kostbar Stads, som den svage Fa- der maa betale. Kongen, Kronprindsen og Prinds Oscar har foræret Drammen saa meget Korn som til 1 Januar 1818 er for- nødent for de Brandlidte, der behøve saadan Understøttelse, samt desuden 100,000 Rbd. -- sandelig meget ædelt! -- Fotnote: Om J. S. Munchs Forhold i Sande og hans Beslutning at søge Garnisonsembedet, see Sønnen A. Munchs Barndoms- og Ungdoms- minde, Chr. a 1874, S. 32 fg. SIDE: 106 Vogt (han har sagt mig, at næsten Alt, hvad der staaer i Rigstidenden som Indsendt er af ham) har paa en vær- dig og anstændig Maade irettesat Justitiarius Berg for hans Udladelser i Saga om Haxthausens Dommere. Samme Berg skal nu i Kjøbenhavn afløses af Statssecretair Holst. 23de Mai. Det er skrækkelige Byrder, som nu igjen efter en kort Pause væltes paa vort stakkels Fattigvæsen. Allerværst gaaer det, naar Bispen er fraværende. Falbe og Lumholtz ere aabenbar partisk for Byens imod Agers Fattigcasse, og saa fatte de en Resolution efter en anden, som er sans appel. At jeg, hvad mig selv angaaer, seer Ende paa denne misere, lægger Aar til mine Dage, og bliver jeg end, hvad jeg dog ikke troer, ved endeligt Opgjør i Fattigvæsenets Gjæld, med Glæde slipper jeg Liinklædet og flyer nøgen. 24de Mai. Posten bragte Brev fra Schmidt, [fotnotemerke] som af Hjertet lyk- ønsker mig, siden jeg finder saa mange gode og antagelige Si- der, hvorfra min Befordring kunde betragtes. Selv vilde han ikke modtaget det, og har endnu Betænkeligheder i Hen- seende til Indtægterne. At iøvrigt jeg blev valgt, naar man ei aldeles vilde afvige fra Forslaget, kunde ikke over- Fotnote: Det har, som bekjendt været antaget, at F. Schmidt forlod Norge, fordi han følte sig fornærmet ved, at Pavels og ikke han selv ud- nævntes til Biskop i Bergen. Dette var dog sandsynligvis ikke den rette Grund. Thi for det første var S. fra første Færd af mis- fornøiet med Norges Forening med Sverige, dernæst var han alle- rede 1815 (cfr. f. Ex. Pavels's Dagbøger 1815-1816, S. 258) yderst forbitret baade paa Regjering og Storthing, fordi en Klage fra ham i en privat Sag var bleven henlagt af begge Statsmagter, end- videre var hans Tanke om at flytte til Danmark endog ældre end 1814, og endelig er der ingen Grund til at antage hans Lykønskning til Pavels og Forsikring om selv ei at ville til Bergen for andet end oprigtig. SIDE: 107 raske ham, da det var den eneste Maade, hvorpaa Kron- prindsen kunde forene sin egen Vilie med den almindelige Mening. Centralcommitteen holdt Møde. Lovforslaget udarbei- des af Hersleb, Vogt og Borch. De og den hele øvrige Committee, paa mig og Stenersen nær, vare enige i at give Selskabet den meest udstrakte Virksomhed, og lade Alt, hvad der kan befordre Religiøsitet og Enighed blandt Kir- kens Lemmer henhøre under dets Forum. Hvorvidt Sel- skabet burde deles, saa at man til det egentlige Bibelsel- skab kunde gjøre Fordring paa det engelske Selskabs Gave, kom dernæst under Ventilation; at en Proformadeling var Selskabet uværdig, og en alvorlig vilde have store Vanske- ligheder, maaskee endog volde et Schisma og tilintetgjøre baade det ene og det andet Selskab, deri vare alle enige uden Kjerschow. Hvorvidt Selskabet kan have Æresmedlem- mer, debatteredes stærkt om. Nogle var meget derimod, vilde at Selskabets Medlemmer skulde være ordentlige eller overordentlige. "Men", spurgtes der, "hvad skal da Kronprindsen, Selskabets første Velgjører og egentlige Stif- ter være? at gjøre ham til overordentligt Medlem, som Enhver af os kunde blive, var en Fornærmelse." Man blev enig om at kalde ham Selskabets første Medlem uden vi- dere Tillæg. Æresmedlemmer skulde derimod ei existere. Man vedblev, men jeg maatte bort, da Statssecretairens Barn skulde døbes. -- De kjøbenhavnske Rygter: at vi skulde faae Krig med Danmark i Anledning af den uopgjorte Affaire, som Berg vel snarere har bragt i Uorden end ord- net, og at en engelsk Flaade er bestemt til Østersøen for at sætte Gustav den 4des Søn paa Thronen, er med Guds Hjælp Løgn. At Holst imidlertid faaer afgjort den megen Urede, derom mistvivler han selv, saa Gud veed, hvad Enden omsider bliver. SIDE: 108 26de Mai. Forslaget om at constituere Assessor Vogt som Stats- secretair har Kongen forkastet, da man har et gammelt Nag til ham for noget, han skrev strax efter han var kommen herop. Platou mener man bliver Manden. Han er uden Tvivl paa den rette Vei til Hæder efter Tidernes Leilighed. 27de Mai. Paa Veien til Committeen mødte jeg Grev Mørners Tjener, som atter indbød mig til Middagsmaaltid. Det gaar nu bandsat tidt paa, og altid er det min lykkelige Lod at indbydes paa Statsraadsdagene og sidde mellem to af de høie Herrer. I Dag vare Motzfeldt og Collett mine Si- mænd; den sidste fortalte mig den sande Sammenhæng med Bispestolens lange Vacance og endelige Bortgivelse. Kron- prindsen var misfornøiet med at see Rein øverst paa Stats- raadets Liste. Imidlertid samtykkede han i, at Rein blev Biskop, naar han vilde give en fyldestgjørende Erklæring i Anledning af nogle Udladelser, han havde brugt paa Rigs- forsamlingen. Herom corresponderedes en Stund frem og tilbage, men da Erklæringen kom, var den ikke efter Carl Johans Sind. Han forbigik altsaa Rein og tog mig, som stod næst efter ham paa Indstillingslisten. Man var imid- lertid i Frygt for, at jeg fremdeles skulde frabede mig Em- bedet, og i saa Fald var det tiltænkt Schmidt. I sit sidste Brev til mig erklærer han bestemt ei at ville modtage det. Hvad var der saa bleven af? -- Neumann vilde heller ikke -- i sin Forlegenhed vilde man dog omsider grebet til Wergeland, og saa lovet være Gud, som indgav mig, strax uden Betænkning at modtage Kaldet. 28de Mai. Jeg veed ikke den Tid, jeg har bivaanet en sørgeligere Jordefærd end i Dag, da Jens Ullern og hans Søn, den SIDE: 109 affældige Olding og den blomstrende, nys til Mandomsalde- ren fremvoxne Yngling lagdes ved hinandens Side, da Ko- nen og Moderen ved sin stumme Smerte, ved det Aasyn, hvori dyb Græmmelse stod tegnet, viiste, at det ikke var en Paradesorg, hun stillede til Skue, men at virkelig et Sværd var trængt igjennem hendes, som hist gjennem Marias Hjerte. Denne Begivenhed forekom mig saa sjelden og sør- gelig høitidsfuld, at jeg besluttede uanmodet at holde en Tale ved Graven. Maaskee var den hel rørende, og i nogle Tilhøreres Øine saa jeg Taarer, men der var intet Men- neske, som takkede mig for den, uden Enken, som ikke havde hørt den. Endog hos den bedre Deel af Agers Sogns Bøn- der synes Kjøbstadtonen at have qvalt al Hjertelighed, og gjort Følelsernes Udbrud til noget indecent. Schultz skriver, at han ikke nylig har været saa glad, som da han hørte min Ophøielse paa Bergens Bispestol, da han tilsidst begyndte at frygte, Forbrydelsernes Forfatter skulde belønnes for sine Forbrydelser med en Bispestol. Han ønsker nu at kunne faa et Sognekald i Bergen, for at kunne leve sammen med mig, og sandelig det ønskede jeg ogsaa, men for det første er intet ledigt, og desuden er Treschow ikke hans Velynder. Udenfor Throndhjem befordres neppe Schultz, saalænge Treschow har noget at sige. -- Om Beier siger han: "Det er en forbausende Fallit; siden Napoleons russiske Tog ere Thrønderne neppe blevne saa bestyrtede." Hverken ulykkelige Tilfælde eller Ødselhed, blot Mangel paa Indsigt i Handelen har voldt hans Ruin. 29de Mai. Jeg fik Brev fra Præsterne Irgens og Jersin. Irgens sen- der til min og Herslebs Underretning Udsigt over Alt, hvad et- hvert Præstegjæld i Bergens Stift har givet til Bibelselskabet med ret curiøse Anmærkninger. Saaledes siger han om Har- danger Provstie: "Fra den, efter offentlig Bekjendtgjørelse SIDE: 110 for Bibelselskabet udmærket virksomme Hardanger-Provst Niels Hertzberg, Ridder, er det uventet saa aldeles at savne Med- delelse enten publice eller privatim, om der fra ham og hans hele Provsti er gjort Bidrag eller ikke -- sæpe fallit." -- Jersin, som endnu ikke vidste, at jeg var hans Biskop, vil søge Regjeringen om en Gratification af 2500 Rbd. til Reisepenge. Biskop Sørensen har nægtet at anbefale Ansøgningen, og jeg fraraader ham at indgive den; Grundene maaske i Morgen. Statsraad Collett gav en Souper, hvor Alt, hvad stort og fornemt Christiania har, var forsamlet. Blandt andre vare der ogsaa Haxthausen og hans to Døttre, nys hjemkomne fra Kjøbenhavn og iførte en Stads, som nu vist er høist moderne, men som alt i min Barndom var temmelig gammeldags. Deres Hovedpynt var meget stiv og lignede nok, hvad min Moder fortalte, der var Mode i hendes Ung- dom, men som jeg aldrig saae, Noget man kaldte krøllet Nakke, der skal have klædt Statsraad Fastings deilige Moder [fotnotemerke] i hendes Pigedage usigelig vel; deres Kjoler vare, fortæller min Kone, af Damask. Siden Mørners Ankomst vover man aldrig at tractere med Smørrebrød, hvor de komme. Der var altsaa varm Souper, og efter nu bruge- lig Maade sad alle Fruentimmerne i et Værelse og alle Mandfolkene i et andet ved smaa Borde for 8 -- 10 Perso- ner. Der taltes meget om en ung Englænder, Hertugen af Devonshire, som er her i disse Dage. Hans egentlige Ærinde er at bivaane Storfyrst Nicolaus's Bryllup i Petersburg den 16de eller 17de Juni, men skjøndt han kunde gjort Rei- sen langt kortere, gjorde han dog vort ringe Land den Ære at tage Veien fra Gøtheborg over Fredrikshald hid, og her- fra over Kongsvinger til Stockholm. Grev Wedel beskrev ham som et Fæ; han fører med sig en Læge, en Præst, der Fotnote: Benedicte f. Tyrholm. SIDE: 111 har været hans Skolekammerat og 5 Domestiker, havde i Formiddags været paa Bogstad, spiste til Middag hos Mør- ner og reiser i Morgen. 30de Mai. I mit Svar til Jersin fraraadede jeg ham alvorlig at søge den omtalte Gave, hvormeget han end trængte til den, og hvor kostbar Flytningen end kan blive. Han søgte Kal- det, medens den afgaaede Sognepræst levede; nu var Larsen død, og han maatte vist gjort en overmaade stor Lykke, da der hverken er Enkepension eller anden Byrde. Han tænke sig Larsen endnu levende et Aar eller lidt mere, Embedet altsaa betynget med Pension, -- og han har ganske frie Reise. Da han havde forlangt min aabenhjertige Mening, skyldte jeg ham den som Ven. Som hans Biskop havde jeg maaskee et Ord at sige. I en tredie Qvalitet, som hans Commissionair og Talsmand kunde det heller ikke være mig en ganske ligegyldig Sag, at den Mand, jeg saa varmt havde anbefalet, og som over min, og jeg vil haabe hans egen, Forventning opnaaede et af Bergens Stifts overmaade gode Sognekald, strax kom frem med ny Klynken og nye Bønner. Det kunde med Hensyn paa dem, jeg i min nye Stilling ex officio skal anbefale, gjøre et ubehageligt Indtryk paa Statsraadet, og jeg ønsker til min Død at beholde det Vidnesbyrd baade af mig selv og Andre, at jeg i mine Recommandationer iagttog streng Upartiskhed uden mindste Persons Anseelse. 31de Mai. Intelligentsseddelen har da ogsaa Ener Holm [fotnotemerke] faaet en Gravskrift, og hvilken riig Mand kan ikke faae den, naar hans Arvinger betale og tractere vel. "Virksom- Fotnote: Trælasthandler i Christiania 24de Mai 1817, gift med en Søster af Jonas Rein og Fader af Skuespilleren m. m. Ole Rein Holm. SIDE: 112 hed, ædel Daad, Gavnelyst uden Bram betegnede den Sa- liges Vandring paa Jorden; derfor rinde mange Taarer paa hans Grav, et skjønnere Minde end Guld og Mar- mor." Ja vistnok! men Guld og Marmor er dog et skjønt Surrogat, hvor Taarernepar malheur maatte udeblive. I Rigstidenden læses en pavelig Bulle til Erkebispen i Enesen, hvori med fanatisk Iver tordnes mod Bibelselska- berne, som "en Pest, der udbreder sig over Europa, en Troens Besmittelse og truende Fare for Sjelene, Planer, vor høihellige Religions Modstandere have beredet til dens Undergang." Gud være lovet! De dunkle Anelser, hvormed jeg i min Recension over Boisens Liturgi omtalte den til- stundende Reformations-Jubelfest, ere ei opfyldte. Tiden er kommen, og evangelisk Christendom har bevaret sig ufor- krænket i de 3 nordiske Riger, og har uden Tvivl flere Ven- ner der nu end for 12 Aar siden. Med fulde, glade Hjerter kunne vi lovsynge ham, som førte os fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud. Aldrig føles dette inderligere end ved Læsningen af et saadant Mørkhedens Foster som denne Bulle, og jeg erkjender det for en sand Guds Vel- gjerning, at jeg som en af Kirkens Opsynsmænd og Forstan- dere kan tolke denne Følelse i mit Fædrelands folkerigeste, vel og mest religiøse Stad! Under herligere Auspicier kunde jeg ikke tiltræde mit hellige Kald! 1ste Juni. De Ord i Evangeliet: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men veed ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den gaaaer hen: saaledes er det og med Igjenfødelsen", gav mig Anledning til at udvikle: Hvor- ledes Naturens Betragtning leder os til Troe paa Aabenbaringen." Kom det nogensinde dertil, at jeg kunde udarbeide og udgive en Aargang Prædikener, SIDE: 113 skulde denne ganske vist faae Præference for alle dem, jeg har holdt nogen Trinitatissøndag. Den norske Tilskuer vedbliver i sin beskedne, yderst moderate Tone. -- For Resten læste jeg i de forhen om- talte Modejournaler, med hvilken Høitid og Bram man i Tydskland modtog det nye Aarhundrede, og mindtes den sørgmodige Stilhed, hvormed det hilsedes i Danmark og Norge, som om man kunde anet, hvad der om kort Tid forestod begge. Afstikkende er det og at tænke sig en Se- cularfest næsten som en Bods- og Bededag, og nu i Aar den alvorlige Reformationsfest bebudet af Kanoner og Ba- suner, Trompeter og Herolder. Mod dette sidste har jeg aldeles Intet at indvende, og hvad Aarhundredets Begyn- delse angaaer, da var den for en stor Deel af Europa en Jammersperiode, og for os, som endnu havde Fred, syntes Ulykken saa nær og truende, at den Tid rigtignok ikke maae sammenlignes med den nærværende, da et forstyrret Penge- væsen er vor eneste Ulykke. 2den Juni. I Nationalbladet fremtræder Hr. Barlien, "Repræsentant for nordre Throndhjems Amt", og taler om "Norriges Grundlov, Repræsentation og Valgene." Det er sine mindre oplyste Brødre, han skriver for, og for at forstaaes af dem, sætter han under Texten oplysende Noter, hvor han forkla- rer de allersimpleste Begreber, saasom Stat, Repræsentant m. m. Dem lærer han da, at "Folket er den produce- rende (de der frembringe Korn, Smør, Fisk, Metaller osv.) og fabrikerende (de der forarbeider de raa Mate- rialier) Deel af Statens Medlemmer. De Øvrige ere Fol- kets Tjenere, som det selv, deels umiddelbar og deels ved sin øverste Tjener ansætter og lønner. De Handlende ere et Slags levende Communications og Om- tuskningsmiddel (!) og saaledes paa en Maade at ansee SIDE: 114 for alle andre Menneskers Tjenere, blot med den For- skjel, at de lønne sig selv." Af disse dyrebare Sandheder udledes nu den Følge, at Folket skal give Love, og at det vover altfor meget ved at vælge til sin Repræsentant den, som skader sig selv ved at opfylde sin Pligt mod sine Committenter d. e.: Embedsmændene. Ligesaa urigtigt vilde det være at antage, at Nogen af Høiesterets Medlemmer eller de den underordnede Dommere skulde have Stemme ved Lov- givningen. (Altsaa er det blot Bønder og Haandværksmænd, der skulle vælges til Storthingsmænd!) For nu at fore- bygge til næste Storthing saadanne Valg, hvorved umin- delige Generationer kunde styrtes i den største Ulyk- salighed, og have den største Aarsag til at forbande de Skyldiges Støv i deres Grav, gjøres følgende aldeles grund- lovstridige Forslag, for hvilket Hr. Barlien i mine Tanker, som den, der tilraader en aldeles ulovlig Fremgangsmaade, bør underkastes Action. Det er saa mærkeligt, at jeg maa afskrive det in extenso: "Nogle af de meest tænkende Mænd i Valgdistrictet træde først sammen og komme overeens om, hvilke der bør vælges til Valgmænd; disses Navne anføres da paa en Valgseddel, derpaa tages saamange Afskrifter som der ere Stemmeberettigede i Districtet; af disse Stemmesedler tager hver af de Sammentraadte sin Deel for efterhaanden at uddele til andre Stemmeberettigede, som ikke har nogen grundet Indvending, hver sin Seddel. Naar Valgmændene komme sammen bør de ligeledes enes om, hvo der har de fornødne Egenskaber, og af saadanne vælge det fornødne Antal, saaledes at deres Stemmesedler ere ligelydende." Og et saadant Valg vover Hr. Barlien at sige, vilde være Udtrykket af et Districts almindelige Vilje! Fra disse Usselheder, som have borttaget langt mere Tid og Rum end de fortjente, gaaer jeg over til det eneste i Dagens Historie, som bør optegnes: to Breve. Det ene SIDE: 115 var fra den ærværdige gamle Mørch paa Hovind, [fotnotemerke] som sender mig tilbage de Bøger, han havde laant, og siger mig et hjerteligt Farvel. Det er en sand apostolisk Velsignelse, han lyser over mig. At denne saare exemplariske Lærer al- drig har bragt det videre end til at blive residerende Ca- pellan, er ilde, og et sandt Tab for den Menighed, hvis første eller eneste Præst han kunde bleven. At betræde en glimrende Bane i Verden, stige til høi geistlig Værdighed, dertil var han ikke skikket, men en større og friere Virksom- hed kunde man ønsket ham. O, at Landet havde mange slige Lærere! O, at jeg i mit Stift kunde møde mange slige! Min Aand vilde bøie sig dybere for dem, end deres Lege- mer bøiede sig for mig; prydet med Fløiel og Guldkors og Stjerne, vilde jeg i Hjertet erkjende dem for mine Over- mænd -- thi saadan Præst har jeg aldrig været. -- Det andet Brev var fra Liebenberg, som giver en høist bedrøve- lig Udsigt over det kjøbenhavnske Theaters nuværende Til- stand, baade fra Kunstens og Moralitetens Side. Dr. Ryge, Frydendal og et Par andre ligesaa tøilesløse Personer ere de sande Directeurer, saa at man endog har givet Rollebe- sætningen i de to Nævntes, samt Lindgreens og Clausens Hænder. -- -- -- Tilsidst omtales en ny Skik i Kjøben- havn, at man paa de utallige Privattheatre giver Beneficer for alskens Personer, "afdankede Skuespillere, Figuranter, Hørsvingere, fordrukne Musicanter o. desl." ved hvilke Lei- ligheder slemme Uordener foregaae. 4de Juni. I Rigstidenden fortælles om et i Stockholm udkom- mer strengt Bud, der forbyder Udsalg af lavet Caffe, item Forbrug af visse fine Vine samt Liqeur og fremmed Øl, alt fra næste Aars Begyndelse. Broderier og fremmede Fotnote: Resid. Capellan til Ullensager. SIDE: 116 Tøier o. desl., der vel udsuge noksaa meget af Landets Marv som enkelte Viinsorter, der dog kun sees paa de Riges Borde, kan man fremdeles bruge efter Behag. Fra Biskop Sørensen fik jeg et Lykønskningsbrev. Han tilraader mig at udstede et Hyrdebrev efter Ordina- tionen eller ved min Ankomst. Langt skal det ikke blive og løfterigt endnu mindre. Kan jeg faae sande Forbedringer iværksatte -- Intet skal glæde mig inderligere, men begynde med at lægge store Planer og saa directe eller indirecte af- lægge den Bekjendelse, at de ei kunde realiseres, derfra skal Gud bevare mig. 5te Juni. Wulfsberg, for hvem i Avisen tiggedes i Vinter, er nu med Eet bleven en saadan Matador, at han kan tilbyde Biskop Bech under hans Ophold i Stockholm 5 Værelser, nemlig Sal, Cabinet, Sovekammer, Tjenerkammer og Garderobe, til frit Logis. Caffe og Thee og Smørrebrød er forresten det Eneste, han i sin indskrænkede Huusholdning kan offerere, men iøvrigt tvivler han ikke paa, at Bispen saa tidt bliver udbuden, at han med Fornøielse vil udhvile i Wulfsbergs huuslige Kreds. Det er meget ubegribeligt. -- Atter har en af vore rigeste Mænd forladt Jorden -- som Selvmorder. 7de Juni. Første Departement forlanger min Betænkning om de meest passende Ceremonier ved Kirkevielser. Dermed følger adskillige Bilag, deels forhen brugt Ceremoniel ved saadan Anledning, deels bispelige Forslag til et fast Regulativ for Fremtiden. Af de Første maa jeg sige, at det, som 1787 fandt Sted ved Farsunds Kirkes Indvielse [fotnotemerke] , forekommer mig bedst og følgeværdigst. Langt mindre behager mig det Fotnote: Herom haves et særskildt Skrift af Sognepræsten til Vanse, Sø- ren Bugge. SIDE: 117 ved Nyekirken i Bergen i Aaret 1801. At Præster læser i Chordøren Bønner forfattede af dem selv, hvilket og Bech har foreslaaet og brugt, er ikke efter mit Sind. De over- maade vakre smaa Bønner, hvormed enhver Gudstjeneste begyndes og endes, synes mig at være de meest passende ved den allerførste, der holdes i en nys opbygget Kirke, og af geistlige Mænd, fra Bisper til personelle Capellaner, vilde maaske 1 blandt 50 neppe kunne gjøre dem smukkere. Den uendelige Bibellæsning, som Brun har brugt og Bugge fo- reslaaer, er overdreven til Kjedsommelighed, og at Vers af Thaarups Hymne alternerede med den, behager mig langt min- dre end i Farsund den simple gamle kingoiske Psalme: "Hvor stor er dog min Glæde!" Bech er gaaet over til det modsatte Extrem, og har blot ladet oplæse et eneste Stykke, som han selv havde valgt. Bugge, som er den ene- ste, der har gjort egentlig Forslag i Anledning af nogle Kirker, han i dette Aar venter at skulle indvie, vil ingen Chordørlæsning have, hvorimod Præsten for Alteret skal intimere og ende med et Bibelsprogs Oplæsning. Heller ikke dette staaer mig an. Derimod vil jeg heller med Bugge, at gamle Collecter skulle messes, end at, som Bech har gjort, nye afsynges, forfattede af ham selv. At skrive en Collect -- absit dicto invidia! -- er neppe hver Mands Sag, og in specie neppe Biskop Bechs. Hvad mere jeg finder at an- mærke, skal anføres, naar jeg afskriver min Erklærings Ind- hold, kun maa jeg endnu gjemme her et curiøst Fragment af Bugges Brev til Departementet: "Jeg ønskede, at Hand- lingen skulde blive høitidelig, men hvorledes skal dette skee blandt et Folk, som synes at have forskudt sin Gud? Det er intet Gjøglehuus,hvorom her handles, ellers kunde man ventet en deltagende Forsamling, hvorved ene Høitidelighed er at haabe. Men hos os er Andagt kun en Glose, som kun de Gamle mindes at have hørt i SIDE: 118 deres Barndom, og hvis Betydning de længe si- den synes at have glemt." Saa galt er det dog, Gud skee Lov! ikke, og sæt at det var saa, sæt at Folket virkelig havde forskudt sin Gud, skulde da Regjering og Geistlighed skyde efter, at han rent kan vorde glemt? Blev det ikke i ethvert Tilfælde Begges Pligt at vedligeholde den svage Gnist, der dog maaskee umærkeligen ulmede hist og her, og af hvem der dog i Tidens Fylde igjen kunde tændes en høi og skjøn Flamme. Jeg seer ikke, hvorledes Troe paa Gud kan bestaae med en saadan Yttring. En Biskop, der lader sig nøie med at skjænde paa Tidsalderen, uden at arbeide paa dens Forbedring -- og hvor kan man det ved en saa- dan ukristelig Mistrøstighed? -- han opfylder neppe sit høie og hellige Kalds Pligter, som han burde. 8de Juni. Ottesen havde med Hensyn paa dem, der nu beklæde Norges Bispestole gjort et Par artige Anmærkninger: To Præstesønner fra Vandsøe, hvis Fædre paa een Tid funge- rede, den ene som Sognepræst, den anden som residerende Capellan, ere Bisper i to af Rigets nordenfjeldske Stifter [fotnotemerke] , og: De tre Biskopper nordenfjelds [fotnotemerke] have Laudabilem til theologisk Examen, de to søndenfjelds non contemnendum [fotnotemerke] . En tredie Anmærkning har jeg selv gjort: Af Norges 5 Biskopper have de tre eet Aar været Disciple i Christian- sands Kathedralskole, og ere derfra dimitterede. [fotnotemerke] 9de Juni. Her er en almindelig Jamren over Mangel paa Smaa- sedler, da Banken hver Maaned opbrænder Summer af de gamle, uden at der sættes nye i Circulation. Derved dri- Fotnote: Bugge og Pavels. Fotnote: Bugge, Pavels og Bonsach Krogh. Fotnote: Sørensen (dog Cand. philol. med Laud.) og Bech (Dr. theol. i Kiel.) Fotnote: Sørensen, Bugge, begge dimiterede 1782, og Pavels, dim. 1785. SIDE: 119 ves fordærvelig Agiotage, troer jeg det kaldes, værre end no- gensinde forhen. Medens jeg var hos Agent Nielsen, kom en Kone paa Contoiret, hvis Svoger eller Fætter havde taget 20 Rbd. for at vexle en 20 Specier Discontoseddel, og saadan Klage høres overalt. I Christiansand skal det være langt værre; derimod veed man Intet i Bergen af det Uvæsen. 10de Juni. Jeg tænkte ofte i Vinter og i Begyndelsen af For- aaret: "Hvad nytter det, du har faaet det skjønne Land- sted, naar du, ligesom ifjor, hverken har Beqvemhed eller Sands for Naturnydelser, naar du fuld af Saar og Smer- ter maa lægge dine Been paa Stole og Bænke, hver Gang du vil tage frisk Luft eller have godt af den skjønne Ud- sigt?" Endnu for faa Uger siden var det mig en pinefuld Tanke, at jeg bestandig maatte kjøre til og fra Byen, eller den hele Eftermiddag sidde og ligge herude udmattet og mis- modig. Gud skee Lov! det er faldt langt anderledes ud. 12te Juni. Jeg skrev et Supplement til mit liturgiske Forslag, nemlig om Kirkegaardes Indvielse, hvorom min Betænkning ogsaa var forlangt. Her havde jeg ingen Veiledning, og stort var der heller ikke at sige om den Ting. Indvielsen bør efter min Formening holdes, første Gang et Liig paa den nye Kirkegaard begraves. En Psalme synges, og Sog- nepræsten holder en Tale, hvori tilsidst tages Hensyn paa dens Alder og Stilling o. s. v., hvis Liig nu jordes. Jord- paakastelsen skeer, og en Slutningssang ender Handlingen, hvilken ved Tillysning fra Prædikestolen eller i Avisen, hvor denne findes, i Forveien averteres. Her holdt for nogle Aar siden paa Byens nye Kirkegaard Bech en Tale om "Brenna- Old" og "Haugs-Old" paa en Søgnedag uden Begravelsesceremonier. Aggers Fattigcommission skaanede SIDE: 120 mig for at høre det Præk, og lige Skaansel skal jeg vise Bergenserne, hvis nogen nye Kirkegaard i min Tid indvies. Det er ogsaa af de negative Lærdomme, Bechs Exempel har givet mig, ikke at pege mig frem ved enhver Leilighed, og fortrænge den egentlige Vedkommende, for at sige al Verden: "Jeg er den fornemste og ypperste blandt Jer!" Mit andet Formiddagsarbeide var at skrive mit Levnetsløb til Oplæs- ning paa min Ordinationsdag. Det er kort og simpelt. Jeg gjennemlæste i Forveien Biskop Bechs, og lærte deraf, hvordan en saadan Biographie ikke bør være. Det tredie var at invitere Fremmede til i Aften. Om dette Selskab er iøvrigt Intet at optegne, undtagen at Major Juels Exempel var mig til stor Trøst og Beroligelse. Han har mistet alle sine Tænder paa en eneste nær, men jeg mærker ikke, det har gjort mindste Forandring i hans Taleorgan. Det var mig som sagt beroligende, da jeg efterhaanden ogsaa bliver tandløs. Sulte skal jeg med Guds Hjælp vel ikke, men mi- stede jeg mitt smukke Organ, stod jeg på Prædikestolen og læspede og gumlede nogle uforstaaelige Ord frem: til hvad Nytte var jeg da mere i Verden? 13de Juni. Hos Major Juell var jeg i Dag sammen med Forbry- delsesrecensenten, hvis Omgang ikke er meget behageligere end hans Skrifter. Naturligviis blev hans Bog og dens An- tagonister ikke nævnte. Viseligen fortaug han og sit Ønske at blive min Eftermand, hvorom Ansøgning i Gaar indga- ves. Han er i Fortvivlelse over sin Flytning til Eidsvold, da Gaardsredskaber og en stor Besætning skal kjøbes, og han ingen Penge har at kjøbe for. "Nu kan de jo give mig Slotskaldet", har han sagt, "siden der var saa mange, som misundte mig Eidsvold" -- som om ikke dobbelt saa- mange vilde harmes over dette nye Avancement! Han hang sig fast som en Burre ved Statsraad Krohg, men jeg vil SIDE: 121 haabe, det nytter ham intet. Ellers fortalte han mig, hvor- ledes en Yttring af Biskop Brun engang havde gjort stor Effect hos ham, og havt Indflydelse paa hans Aandsret- ning og Skjæbne. Det var Skik, at ved den aarlige Høi- tid paa Seminarium Fredericianum en af Eleverne dekla- merede en af Conrector eller Fjerdelectiehøreren forfattet Tale. Dette var nu engang falden i Wergelands Lod, og Brun gjorde ham den Compliment, at det vilde glæde ham, om han nogensinde kunde høre en Tale, forfattet af ham selv, saaledes foredraget. Dette faldt da som en electrisk Gnist i hans Sjel, og fra den Dag -- det Gud forlade den ærværdige gamle Bisp! -- fik Wergeland Idee om at betræde Skribentbanen. 15de Juni. De svenske Emissairer, som Schultz skrev om, spøge ogsaa i Bonnevies Hoved, og han tilskriver dem Barliens constitutionsstridige Forslag, hvilket, efter mit Kjendskab til denne indbildske og svinepoliske Karl, saare gjerne kan være udklækket i hans egen Hjerne. Rambech synes han og (imod Schultz's Mening) at troe indviklet i mistænkelige Forstaaelser. Om Bryn og Bøgh paastod han, at de under Storthinget vare Regjeringens Spioner, hvorfor de ogsaa flux rappor- terede Essen Alt, hvad der var foredraget. Som Løn derfor blev Bryn Byfoged i Laurvig, og Bøgh Sorenskriver i Nord- hordlehn; men var det end temmelig Lykke, den første gjorde, det sidste var dog aldeles ikke at gjøre Ord af. Og den, der, som Bryn har været Medlem af alle 3 Rigsforsamlin- ger, og spillet en ingenlunde foragtelig Rolle der, om han forflyttedes fra et af de sletteste Sorenskriverier i Landet til et bedre Embede af samme Natur, søgtes end dette af ældre Embedsmænd, det er dog ikke at sætte Himmel og Jord i Bevægelse for. Værre Ting ere seete baade under vor nærværende Regjering og under de forrige. Jeg fore- SIDE: 122 holdt Bonnevie, at hans og hans Medstrideres heldige Kamp, hvorved de fik deres Finantssystem drevet igjennem, snarere havde forværret end forbedret vort Pengevæsen. Han sva- rede, at det er Foreningen med Sverrig, der har gjort vore Penge saa slette, og at dette aldrig var bleven Tilfældet, naar Norge var bleven et uafhængigt Rige. Herved maa jeg gjøre den dobbelte Anmærkning, at det ikke var for det uafhængige, men for det med Sverrig forenede Norge, der lagdes denne Plan, som Pluraliteten vedtog og Kongen sanctionerede, hvorimod den Garantie, de udskreg som Lan- dets Ruin, og som deres Bussemænd, Christie og Weidemann søgte at holde paa, blev gjort, da man troede at kunne staae for sig selv: og at Norge, om det havde bevaret sin Uaf- hængighed, kun ved flere Aars Krig med Sverrig og andre Nationer vilde opnaaet dette Maal, i hvilken Tid vore Fi- nantser neppe vare blevne forbedrede. Naar disse to Ting tages i Betragtning, maa man harmes over den uædle Mis- fornøielse, der udtaler sig paa en saadan Maade. Paa Wergeland er Bonnevie saa rasende forbitret, at han ikke er istand til at være i een Stue med ham uden at slaae ham paa Øret. Han udgiver med det første noget imod ham og Jakob Aall i Anledning af et Sted i Piesen mod Hersleb og et ditto om det sidste Nummer af Saga. [fotnotemerke] 16de Juni. Den bergenske Stiftscommittée har sendt et næsten grovt Brev til Centralcommittéen. Jeg skal dog lære de Herrer Høflighed, naar jeg bliver deres Præses; et saadant Brev underskriver jeg aldrig. Et andet Tordenbrev er kom- met fra Kjerschow, som paa fire Sider expectorerer sig, deels over den Uorden, han finder i Lovforslaget, deels over Plu- Fotnote: Det sidste af disse Forsætter blev realiseret, idet Bonnevie, (et af Tidens ivrigste Brushoveder) i 1817 udgav "Nogle Ord i Anled- ning af Tidsskriftet Saga". SIDE: 123 ralitetens Mening, at den engelske Gave ikke bør modtages. Kjerschow forudseer skadelige Følger baade for Tid og Evig- hed af vor Modstand, og vil, at vi i vort fattige Land skal have to Selskaber. Enden bliver maaskee, at vi om faa Aar have slet intet. 17de Juni. Jeg fik Brev fra Præsten Brun i Bergen. Han havde faaet Brev fra Rosenblad, som siger, at Nordal Bruns Søn ikke bør savne Udkomme, og deraf, samt af et gammelt dansk Løfte til hans Fader, tager han Anledning til at bede mig hos Rosenblad, Essen, Anker, Treschow eller hvem jeg nu synes, at incaminere det saa, at Expectance kunde gives ham paa det første ledige Sognekald i Bergen. Det maatte da være et hemmeligt Løfte, thi ellers er Tingen ganske lov- stridig. Overalt maa jeg tilstaae, at den ikke staaer mig an. Naar Tiden kom, kunde han altid være sikker paa en favo- rabel Erklæring fra mig og derhos udenoms Anbefaling til de Magthavende, men iforveien at incaminere saadant er ikke efter mine Grundsætninger. Statsraad Krohgs Ærinde var at bringe mig Statsraadets foreløbige Salutems Hilsen, at saasom man har isinde d. 4de Juli, da Prinds Oscar fylder sit attende Aar og bliver myndig, at gjøre megen Stads og blandt andet anstille en Kirkehøitid, omtrent som paa Foreningsfesten d. 4de Novbr. 1815, saa er det de høie Herrers tjenstlige Begjæring, at jeg paa samme Dag vil holde en Tale, der skulde trykkes saa betimeligen, at den strax kunde vorde sendt til Stockholm. Jeg maatte natur- ligviis føle mig smigret ved denne Naade og Ære, og takke til for den Tillid, man viste mig, at jeg var den, der vær- digst kunde tolke Nationens Følelser paa en saadan Høitids- dag, paa hvilken Krohg lagde megen Vægt, der for saavidt kan have Grund, at der nu er to, Fader og Søn, som maa rives af Pinden, inden Gustavs Søn kan sætte sig paa den. SIDE: 124 18de Juni. Der var en Tid, da jeg af Mangel paa Æmne troede at maatte holde op med Dagbogen; det er nu langt mere at befrygte af Mangel paa Tid. Den ene Adspredelse og Forretning afløser den anden; jeg gruer ved at tænke paa alt, hvad jeg om kort Tid skal have udført, og saa spildes en heel Dag med at bivaane en Doctordisputats, og et Par Timer tænker jeg vel af den anden med at optegne hiins Historie. Jeg forbigaaer da Aviserne, hvori Intet tildrog sig min Opmærksomhed, og iler til den udførlige Beretning om Universitetshøitiden. Holst holdt en Indledningstale, og fremkaldte derpaa Prof. Sørensen, som sin første ordinaire Opponent. Man havde vakt saa store Forventninger hos mig om Sørensens Veltalenhed, classiske Latin, Grundighed og ubøielig Stivhed, at jeg, som det gjerne gaaer, ikke fandt dem aldeles opfyldte. Jeg erkjendte i ham en saare heldig, men ingen udmærket Disputator. Han behandlede da og Præses med særdeles megen Lemfældighed. Derpaa frem- traadte Prof. Horn [fotnotemerke] , der ikke havde disputeret i 30 Aar; men han havde baaret Holst som Barn paa sine Arme, havde opdaget hans Genie og tilraadet hans Fader at lade ham studere, havde med Glæde lagt Mærke til Drengens og Ynglingens Flid og Fremgang, og vilde nu lykønske den unge Mand med det høieste Hæderstegn, Universitetet kan skjænke. Han havde i de 30 Aar ikke glemt enten sin Logik eller sin Latin. Næste Opponent var Dr. Garmann, der ved sine grundige Indvendinger, sit liv- og kraftfulde Fore- drag, sin rene og flydende Latin satte mig i største Forun- dring. Der var ikke een, jeg hørte med den usvækkede Inte- resse og det udelte Bifald som han. Det var især over Fotnote: Dr. med. og titulær Professor H. J. Horn ( 1836), Physicus i Jarlsberg Grevskab. SIDE: 125 nogle Ytringer om Almuen og Skolevæsenet, han geraadede i retfærdig Iver, og al Verden maatte tilstaae, han havde Ret. Dr. Gartner fra Arendal afløste ham. Hans Ind- vendinger vare mest medicinske, og dem forstod jeg ikke, som overalt den megen Snak om Bylder og Knuder og Skjæl og Skorper var mig væmmelig. No. 5, Cancellieraad Morgen- stjerne, gjorde en frappant Objection. Holst havde sagt, at han med Forundring havde seet i et nyere Skrift den Paastand, at Radesygen var bragt herop med Tropperne fra Holsteen 1763. M. spurgte, om det citerede Skrift ikke var det om Danmarks Forbrydelser mod Norge, og da Præ- ses svarede ja, vedblev M.: "Men hvor kan De undres over at finde en Usandhed i en Bog, som bestaaer af lutter Usandheder fra Begyndelsen til Enden?" Efter ham kom Regimentsseldskjær With, men nu var det Middag, og jeg gik hjem. Da jeg igjen forføiede mig paa Kamppladsen, oppo- nerede Docent Dahl. Efter ham kom Stenersen, der aldrig før har disputeret, hvortil han uden Tvivl er fortrinligen skikket. Men hans Strenghed er umaadelig, næsten oprørende, og ihvorvel han to Gange protesterede imod at høres hostili animo, for hvilket han vidste sig selv fri, vilde jeg dog neppe i Holst's Sted kunnet afholdt mig fra at bære Nag til en Opponent, der offentligen udskjældte mig for en Løgner, og beskyldte mig for at ville tilegne mig en Ære, der ei tilkom mig. En Uvedkommende hører ham med stor Fornøielse. Hersleb gjorde mest kortvillige Objectioner, saa- danne som Sverdrups ved Licentiatdisputatsen, f. Ex. at Holst gjorde Havregrød til en animalsk Spise, og angreb Lærdommen om den menneskelige Frihed ved at paastaae, Danmark var nødt til at glæde sig ved en raa og usund Luft. (Ordet gaudere var nemlig urigtig brugt.) Saadant Spøg klæder ellers Sverdrup bedre med hans klare sonore Stemme, end Hersleb med hans dybe, dæmpede Bas. Den SIDE: 126 følgende Opponent kunde gjerne blevet hjemme. Det var Bjerregaard, der i sin Skolegang havde legt og læst med Holst, og nu maatte af Venskab opponere imod ham. Til al Lykke havde (saa foregav han idetmindste) hans Formænd kapret de fleste Indvendinger fra ham, saa han beholdt kun et Par tilbage, dem han saa ynkelig fremhakkede i daarligt Latin, men med den fripostigste Mine og Stemme, at jeg gjorde mig et Ærinde ude, for at forkorte mig den Jam- mer. Hans Eftermand, Høiesteretssecretair Petersen [fotnotemerke] , var maaskee, naar det udvortes tages i Betragtning, den ypper- ste af dem alle. Han har et deiligt Organ, talte yderst fly- dende og correct Latin og opponerede med megen Humanitet. Jeg veed ikke, om det er ham, der spiller Elskerroller paa Theatret, men det veed jeg, at han opponerer langt bedre end hiin Petersen spilte Ridder Argyle, Altdorf og Braunsberg. Det forbausede mig at finde et saadant Lys, hvis Existents jeg ikke anede. Den ellevte og sidste Opponent ex auditorio var en Candidat Kynsberg [fotnotemerke] , der som egentlig Stridsmand vel endog overgaar Petersen. Hans Aasyn og Stemme og Anstand røber ellers det koldeste, fast haanende Phlegma; jeg seer ham an for, naar han har Tid og Lyst dertil, at kunne seigpine en stakkels Præses saaledes i et Par Timer, at denne omsider befinder sig i den status mortis, hvori Bechs 5 Qvarters Examination bragte Deinboll. Endelig, tacen- Fotnote: Den senere Statsraad H. O. Petersen. Fotnote: Daværende cand. juris Ole Kynsberg. Denne hans Optræden som Opponent ved Holsts Doctordisputats skal efter en Tradition, som Udg. har al Grund til at ansee for rigtig, have afgjort Kynsbergs Bane i Livet. Latinskolens Rektor, Prof. Rosted, hedder det, blev saa indtagen i hans flydende og smukke Latin, at han overtalte ham til at modtage en Lærerpost i Latin ved Skolen. Her virkede han (siden 1822 Overlærer) til sin Død 1840, men tilsidst under høist ulykkelige Forhold. Henr. Wergeland skrev som bekjendt et latinsk Digt til denne sin Lærers Minde. (Saml. Skr. II. 139.) SIDE: 127 tibus omnibus,sagde Thulstrup nogle faa Ord, hvorfor vist Holst, Hofgaard [fotnotemerke] (hans Respondent) og det hele Anditorium af Hjertet velsignede ham. Doctoranden forsvarede sig ret godt, men alle Indvendinger svækkede han vistnok ikke, og han gav sig et Par Gange af med at retfærdiggjøre, hvad han ligesaa godt strax kunde concederet som Smaapletter, quas aut incuria fudit aut humana parum cavit natura. Med Complimenterne til hver Opponent syntes han at være i Forlegenhed, og det er heller ikke hver Mands Sag at extemporere 13 saadanne Taler omtrent af eet Indhold. Nu skede da Inaugurationen, som Skjelderup holdt. Jeg har aldrig før seet denne Ceremonie undtagen iden indbildte Syge, hvorhen Tanken i Begyndelsen uvilkaar- ligen lededes. Men snart bortdroges den derfra ved den simple, sublime Værdighed, hvormed Skjelderup forrettede denne Handling. Talen, han holdt, og ceremonierne med den aabne og lukte Bog, Ringen, Hatten og Kysset havde en Høitidelighed, der næsten var rørende. Jeg maatte troe hvert Ord, han talte, var Hjertets helligste Overbeviisning. En Taksigelses og Afskedstale af den udmattede Doctor kunde vi, naar Skik og Brug ei havde gjort dem nødvendig, gjerne undværet. Klokken var henved 10, da alt dette var tilende, og den hele fornemme og lærde Skare gik nu til Calmeyers Gaard, [fotnotemerke] hvor Soupéen ventede. Beværtningen var meget god med 3 Sorter Viin, Rødviin, Rinskviin og Champagne. Der proponeredes en Mængde Skaaler, som deltes mellem en Fotnote: Andr. Hofgaard en lovende ung Philolog, død Aaret efter som Ama- nuensis (Secretair) ved Universitetsbibliotheket. Han var den eneste, der i Perioden 1813 -- 1826 fik Udmærkelse ved den i sin Tid strenge Examen artium. Fotnote: Den gamle, engang Statholder Gyldenløve tilhørende Hjørnegaard mellem Raadhus- og Kirkegaden. SIDE: 128 af de medicinske Professorer qua Vert, Grev Wedel som fornemste Mand i Selskabet og Holst som Festens Fyrste. Garmann tog engang Ordet og udbragte:" Universite- tets Støtte Professor Skjelderup", men Greven tog ei Notice deraf, og faa Minutter efter proponeredes samme Skaal, Støtten dog udeladt. [fotnotemerke] 21de Juni. Om Udfaldet af sin Mands Reise vidste Bispinden endnu intet. Hun troer ikke, han med Anstændighed kan for- lade Stockholm før Oscars Fødselsdag er forbi; jeg skal imidlertid tvivle om, at de holde paa ham. Hans Portrait hænger nu paa Væggen ved Siden af Bispindens og er overmaade vel truffet. Politimesteren averterer, at St. Hansaften ikke mere kan celebreres paa Ruseløkbakken, hvor saamange Bygninger ere opførte, hvorfor det paa dette Sted aldeles forbydes at brænde Tjæretønder og kaste Raketter. Derimod er den bor- gerlige Exercerplads oppe ved Aggers Kirke overladt Popula- cen til uskyldig Fornøielse, ja Kronprindsen har endog be- falet, at der den hele Nat skal opføres Janitscharmusik. -- Den svenske Erkebiskop Lindblom er her i Byen; Gud veed, hvad han vil her. 22de Juni. Den svenske Erkebiskop var i Kirken og oppebiede mig ved Udgangen. Lindblom er en gammel Mand og synes meget affældig. I Anledning af, at jeg sagde ham, den apo- stoliske Troesbekjendelse ei oplæses her for Alteret, hvilket skal være Skik i Sverrig, ytrede han det Ønske, at der i begge Riger kunde tilveiebringes en Enhed i Liturgien, i Re- ligionslærebøger for Ungdommen og deslige, Kirkevæsenet Fotnote: Om denne første Doctordisputats ved vort Universitet og det derpaa fulgte Gjestebud m. m. See ogsaa Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 285. SIDE: 129 vedkommende. Foruden at vore nidkjære Patrioter uden Tvivl vilde føle Betænkeligheder herved og tænke med Harle- kin: "Naar der kun ei stikker andet under!" seer jeg ikke, denne Amalgamation paa anden Maade var mulig, end at baade de Norske og Svenske forkastedes, og Alt i begge Riger efter Overeenskomst mellem Geistligheden blev ganske nyt. Til at modtage Oversættelser af det ene i det andet Sprog ere nok begge Nationer for stolte, og heller ikke er vel enten Liturgie eller Lærebøger hos Nogen af os saa ypperlige, at de vare Oversættelsen og Indførelsen værd. Bedst er det vel altsaa, at Tingene for det første blive in statu quo. At de blive det i Lindbloms Levetid, tør jeg næsten sværge paa, og halvveis troer jeg, de blive det ogsaa i min. Re- formatorsygen grasserer ikke mere; Almuen er nu vant til den gamle Liturgie, og naar Lærerne iøvrigt søge at fremme Gudsdyrkelsen i Aand og Sandhed, taber vist hverken Op- lysning eller Sædelighed, om Bønneformularer, Texter og Kirkeskikke blive uforandrede. 23de Juni. Jeg gjorde Erkebiskopen Contravisite. Talen kom i Dag paa theologiske Professorer, og han roste Moldenhawer som en ikke alene lærd og veltalende, men ogsaa meget re- ligiøs Mand, hvilket han beviste med en Forelæsning, han havde hørt af ham, hvorved Taarene stod i de fleste Tilhø- reres Øine. Hersleb, som bivaanede samme Forelæsning, supplerede og berigtigede denne Fortælling paa følgende Maade. Moldenhawer læste over et tørt Capitel af Dogmatiken, da det meldtes, at den svenske Erkebiskop var i Anmarsch. Strax forlod Moldenhawer sit Æmne, og gik over til Guds God- hed, og skjøndt hverken Hersleb eller hans Naboer græd, declamerede han derover med megen rørende Pathos. 25de Juni. Den utrættelige Tjenstagtighed, Præsten Juell har viist SIDE: 130 mig fra vort Samlivs første Dage, har han nu kronet med et Venskabsstykke, som berettiger ham fra min Side til en Erkjendtlighed, større end jeg i den Henseende føler eller har følt for noget Menneske. Som Embedsmand har jeg ellers saa temmelig lært at staae paa mine egne Been, hvilket og er nødvendigt, naar man omsider faaer en saa høi og isoleret Standpunct som jeg. Kun hvad Fattigvæsenet og især dets Regnskaber angaaer, føler jeg dybt min Uselvstændighed, og denne Følelse var mig virkelig smertende ved Tanken om, at just nu, da allehaande Forretninger overvælde mig, Regnskab af mig selv skulde aflægges for Aarene 1814 -- 16. Efter Juells Anmodning havde jeg indbudet Huus, Brochmann og Torgersen til en Conference om, hvorledes man, især med Hensyn paa Restancerne, kunde overhugge de Knuder, man ei saa sig istand til at løse. Da man fra alle Sider ind- saa, at man med uskadt Samvittighed kunde begaae en pia fraus, hvormed noget Vrøvl forebyggedes, bragtes den Ting da i Rigtighed, og nu spurgte Juell: "Siig mig nu, Pavels, men aabenhjertigen, hvem tænker du at overdrage Udarbeiding af de resterende Regnskaber?" Jeg tilstod, at Tanken herom ofte havde voldt mig lønlig Kummer, men at jeg aldrig havde givet den Ord, da jeg indsaa, at jeg ved de to førstnævnte Aar ikke kunde stole paa nogen Anden end mig selv. Da tilbød han sig, naar Huus og Broch- mann vilde understøtte ham med Raad og Bistand, at gjøre alle de resterende Regnskaber færdige, saa at jeg blot behø- vede at skrive et Par Breve, for at skaffe nogle manglende Bilage. Hvilken Steen herved væltedes af mit Hjerte, og hvor let og jevn Banen, jeg herefter har at vandre i Chri- stiania forekommer mig, kan Enhver, som kjender Aggers Fattigvæsen og mig, forestille sig. Det synes nu ugjenkaldelig vist, at Biskop Bechs kost- bare Reise aldeles er mislykket. Kronprindsen har, havde SIDE: 131 Bispinden i Gaar Aftes fortalt hos Mørner, reent afslaaet Pengelaan, men derimod tilbudet Creditiv, der er saagodt som intet, da Penge ei ere at faae. Dem skal og maa Thrane imidlertid have, da han har indgaaet lige Forpligtelser til det Rosenkrantzske Boe, og man frygter nu ret for Alvor, at der ikke bliver andet tilbage, end at Norges første Biskop til hele Scandinaviens Forargelse gjør Opbud. 26de Juni. En af Byens mest agtede Kjøbmand, den gamle hæderlige Thurmann, blev begravet. Der var et temmelig stort uind- budet Følge, og ved Skilleveien (hvor de to Veie til Aggers Kirke støde sammen) havde Byens Repræsentanter ladet op- rette for deres ærværdige Collega et Par Løvbuer, som tog sig overmaade godt ud. Det var mig en hjertelig Glæde, at den offentlige Mening ved denne Leilighed tydeligen viste sig, og dobbelt kjært var det mig, da to rigere og elegantere Grosserere, der indbød Fremmede hver Uge, nylig ere døde, uden at noget uindbudet Menneske har reist sig fra sin Stol, for at hædre deres Jordefærd. Ved saadan Leilighed seer man Forskjellen paa frie Mennesker og hyret Pøbel, og man føler at -- trods det Falsenske før -- "Dyd endnu er Adel i Norden". 27de Juni. Min Fætters Brev aander den elskværdige Beskedenhed, som er et Hovedtræk i hans Charakter. Han glædede sig vel i Begyndelsen ved at være anbefalet af mig og Vogt til Slotskaldet, men saa betænkte han, at dette Embede nu bør beklædes af en talentfuld Mand, hvilket han følte, at han ikke var. Han ønsker derfor Ansøgningen tilbagetaget, der- som Vogt og jeg skulde have nogen Formodning om, at han fik Embedet. -- Min Commissionair i Bergen skriver, at jeg af Løkken intet Høe faaer i Aar, da det tilhører Bi- spinde Brun -- Gud veed, med hvad Ret. Udgjør den en SIDE: 132 integrerende Deel af Bispegaarden, var nok Retten paa min Side; men det var Synd at disputere med den gamle, fat- tige Kone. 28de Juni. Det eneste mærkelige i Rigstidenden er at, efterat man for nogle Maaneder siden, efter Lord Exmouths Tog til Algier, paastod, at Barbareskernes Magt var aldeles knækket, og at der ei fandtes en christen Slave i hele Barbariet, melder man nu, at barbareske Sørøvere krydse i Nordsøen. Den Tid synes altsaa nu at nærme sig, da Tyrkerne, efter Sibyllæ Spaadom (see Gert Westphaler) skal vande sine Heste i Liimfjorden, og da en gammel Hex paa Anholt med større Grund end i Peer Paars's Tid kan sige: "Jeg troer paa Landet vi har Tyrken eller Paven." 1ste Juli. Mariboe skal være bleven Major og -- Generaladju- tant; men det kan vel ikke være. Det er vel blot Divisions- adjutant hos Kaltenborn og Birch, men ikke desmindre knur- res derover i Armeen, at en Fremmed saaledes trænger sig ind i en af de høiere Poster, og gaaer forbi dem, der fra Barndommen have opofret sig til Militairstanden. Mariboe er af de Subjecter, hvoraf man kan gjøre Alt; han forstaar noget af hvert, og veed paa en net og værdig Maade at lægge sine Kundskaber for Dagen. Ligesom Oldfux i det Arabiske Pulver, mutatis mutandis, behøver han blot at tælle paa sine Knapper, om han skal være General, Financier, Grosserer, Agerdyrker, Brugspatron; han kunde gjerne være Bisp, om det gjaldt, tænker jeg vel. 2den Juli. Tugthuset i Kjøbenhavn er afbrændt under en Revolte af Fangerne. Der kom militair Commando for at stille denne, og flux stak de desperate Mennesker Ild i Bygningen, SIDE: 133 som skal være aldeles ødelagt. Fangerne fik man imidlertid i sin Magt ved at trække op Vindebroerne. 3die Juli. I Barnedaabsselskabet hos Morten Anker gjorde jeg Bekjendtskab med den svenske Magister Kinander, en interes- sant ung Mand. Det Uvæsen, der i Sverrig drives med den theologiske Doctorgrad, som Kongen bestandig uddeler uden Disputats og Promotion, omtalte han med Misnøie. I Lovkyndigheden faldt en for nogle Aar siden paa at lade sig creere til Doctor; en saadan Promotion var ikke skeet i Sverrig paa 60 Aar; der var da naturligvis ingen Doctor juris, men en Professor paatog sig alligevel som selvbe- staltet Doctor at udføre Ceremonien. Det lærde Væsen trænger nok ved de svenske Universiteter til overmaade megen Reform. Lund skal endnu staae længere tilbage end Upsala. 4de Juli. Den store Fest er da nu forbi. Salomos Bøn om Viisdom var min Text, og Talen syntes at være hørt med almindeligt Bifald. Dette ytrede især Grev Wedel mig me- get levende. Aldeles at undgaa Smiger, sagde han, var ikke muligt, men mindre Smiger lod sig ikke tænke i en saa- dan Tale end i denne. Paa Ladegaardsøen spiste vi i Ha- ven under Telte. En eneste Skaal, Prinds Oscars, blev drukken. Jeg troede, efter hvad jeg havde seet i Prinds Christians og Essens Tid, at det var en crimen læsæ at drikke en subordineret kongelig Persons Skaal, uden først at have drukket deres, som stod over ham, men det maa dog nok ikke være. Mørner er nu en Mand af hjertelig faa Ceremonier, men jeg gad vide, om han ikke er en hem- melig Gustavianer. Det er nu blot saa en Tanke, der er opkommen hos mig. Alt dette var nu for saavidt godt og vel. Jeg havde atter Leilighed til ved en glimrende Høitid at producere mine SIDE: 134 Talenter, og indhøstede skjønne Lovtaler. Jeg sad ved et Bord, sigtet fuldt af de kostbareste Retter i ganske behageligt Selskab, men betragter jeg saa Festens Hensigt -- hvad var saa det Hele? Det var Synd at sige, jeg talte "Hofmænds fine Sprog"; og sagde ikke en eneste Gang "du er!" hvor jeg skulde sagt: "du bør være!" Der er vel aldrig offent- ligen læst en ung Thronarving en frimodigere Lectie -- men dog! jeg yttrede med Munden et Haab, som ikke var i mit Hjerte. Der var meget, som jeg nødvendigen maatte sige, naar jeg skulde tale i den Anledning og ikke ansees for uloyal, næsten oprørsk Undersaat, men i det min Læbe sagde: at en ny Støtte var sat under Thronen: at den ind- vortes Roe og udvortes Sikkerhed mærkeligen var befæstet ved det, at en Thronarving i nedstigende Linie havde naaet Myndighedsalderen: at Dagen maatte være en Glædesdag for Kongehuset og det hele Folk -- da var der en Følelse i mit Hjerte, som sagde noget ganske Andet, og jeg takkede Gud, at jeg kan drage hen i Ly af Bergens syv Fjelde, hvor man har megen Regn, men er temmelig sikker for Stormvinde. Den stærke Eeg med den skjønne Krone og qvægende Skygge -- Gud holde sin Haand over den! men den sygelige Plante, der staaer ved dens Rod -- vil den mægtige og vise Urte- gaardsmand omplante den i en anden Jordbund, hvor den bedre trives, da ske hans Villie! Her er jeg bange for, den aldrig yder enten Frugt eller Skygge! -- Biskop Bech siges at opholde sig incognito hos sin Datter i Odalen, og kommer først hjem paa Mandag, da han vel ikke skjøttede om at spille en subordineret Rolle ved Fêten. Jeg synes overalt, han selv nu maa være i en status mortis, [fotnotemerke] saa at jeg blot beder Gud spare hans Helbred til den 27de Juli er forbi. Fotnote: Cfr. Dagbogen 19de Juni 1815. SIDE: 135 5te Juli. Efterat det fornemme Selskab i Gaar var draget bort fra Ladegaardsøen, var der Lystighed i Haven for simple Folk. 6te Juli. Inden Frue Skjelderups Afreise fra Kjøbenhavn vare syv Tugthuusfanger henrettede efter en Slags Lodkastning, som man dog saa omtrent selv havde styret. De gik til Døden, og deres Cammerader, som vare tilstede ved Henret- telsen, saae derpaa med vildeste Frækhed. Det er nok en skrækkelig fordærvet Slægt, værre end den var i Liebenbergs Tid, hvilket man tilskriver, at de i den sidste Tid ere behand- lede med mere Haardhed og Brutalitet. Skjelderup var af den Mening, at man vel under Opstanden selv havde Lov til at dræbe, var det end hver Mand, men at Staten er ganske uberettiget til at kalde dem frem for Domstolene, hvis Beskyttelse de længe siden have ophørt at nyde, og hvis Straf altsaa ei heller bør ramme dem. Den frie Mand har misbrugt den Tillid, der vistes ham, og kan behandles, som Loven i saadant Tilfælde byder. Slaven eller Tugt- huusfangen har Staten derimod sat under streng Bevogtning, og derved garanteret Borgersamfundets Sikkerhed; gjøres Brud paa denne, begaae de en Udaad, da er det deres Skyld, der ikke bevogtede dem bedre, ikke deres, der udøvede en Hand- ling, som efter deres foregaaende Forhold kunde ventes af dem. Alt hvad der bør gjøres, er altsaa, at de bevogtes saa strengt, at det bliver dem umuligt at gjøre saadant of- tere. Der er megen sund Fornuft i dette Raisonnement. 7de Juli. Ærgrelse over Lehmanns Seendrægtighed i min Tales Trykning har gjort en Deel af denne Dag ubehagelig. De have ogsaa saadan skrækkelig Hast med at faae den sendt til Sver- rig, som om vor borgerlige Lykke og Hæder stod paa Spil. SIDE: 136 Ved slige Leiligheder, som og ved Communionen, ved de prindselige Kudskes Begravelse o. desl. seer man en Aand og en Tone hos de Svenske -- som ikke er norsk, og som jeg ikke kan lide. 8de Juli. For første og rimeligvis ogsaa for sidste Gang var jeg i Dag hos Hans Houge paa hans nye Gaard Bredtvedt. Af Fremmede udenfor Familien traf vi der Statsraadinde Treschow med Moder og Onkel, Hersleb, Stenersen og Kjer- schow. Vi bleve overmaade vel tracterede; forresten er Intet mere at sige om det Selskab. 9de Juli. Jeg gjorde Bispen et Besøg. Han havde Gigt i Ho- vedet, og Justitsraad Thrane, som afløste mig, har neppe cureret den. Vi talte om Ceremoniellet ved Ordinationen, og bleve enige om, at jeg personligen inviterer Mørner, hvilket synes at være en passende Middelvei mellem, hvad der skal gjøres, naar her er Konge eller Prindser, og hvad der nu gjøres med de øvrige høie Embedsmænd. Dagens Aviser indeholdt slet intet mærkeligt, undtagen, at nogle Kjøbmænd under offentlig Autoritet udstede smaa Discontosedler paa 1/2 Species imod at aflevere en lige Sum i store Sedler, som under Forsegling bevares i en Jernkiste. Det er for at afhjælpe Mangelen paa Smaased- ler, og forebygge den Agiotage der drives, da man tager 30 Rbd. for at vexle en 20 Speciesseddel. I Christian- sand er det end værre; der tage de 70. 10de Juli. Engelhardt, som har været i Christiansand og besøgt sin Broder, talte om den afskyelige Tone, som hersker der, især hvor Sebbelow har Indflydelse. Mange af de rigeste Folk lade sig pante for Bankindskudet. Madame Wergeland græd, da hun kom til Eidsvold Præstegaard, som skal være SIDE: 137 en af de smukkeste i Stiftet, og det ædle Par histoppe er i Fortvivlelse. -- Fra Bispen fik jeg et officielt Brev, at jeg maatte anskaffe mig en Lehnestol, overtrukken med hvidt At- lask at sidde i ved Ordinationen, og en do. Fodstol at knæle paa. Herimod agter jeg at protestere hautement. -- Siden jeg blev mit Hofprædikantskab qvit, hedder jeg stadig i Major Wetterstrands Mund: "Hr. Doctoren og Biskoppen". 11te Juli. Fra Præsten Brun fik jeg et Brev, der, hvor han om- taler min Vægring at udvirke hans Expectance paa det før- ste ledige Sognekald i Bergen, er sat en Smule paa Skruer. Det være som det vil! det er mig en saare ringe Ting at dømmes af nogen menneskelig Dom, hvilken dog nok, hvor Partiskhed og Interesse ei ere med i Spillet, i denne Sag, vilde falde ud til min Fordeel. Min Samvittighed taler saa tydelig, og hvert Ord, jeg skrev, er saa aldeles Resultatet af min klare, ufravigelige Beslutning, at intet i Verden skal bringe mig til at vakle. Iøvrigt fortæller han mig den overraskende Nyhed, at han af nogle Reinske Ytrin- ger maa slutte, at nogen har bibragt ham den Troe, at jeg strax fra Vacancen hemmelig har arbeidet for Bispestolen. Om sin Fader skriver han, at han ingen Amanuensis havde, og hans Protocoller ere derfor desværre neppe i den bedste Orden. "Hastig Expedition, kraftfuld Erklæring, Uegennytte i høieste Grad var hans Fortjeneste som Biskop; derimod hans Feil ikke saa nøiagtig at protocollere, registrere, gjemme Departementsbreve osv." -- exactement comme chez nous! At han i sine Copiebøger har indført Privatbreve til Stor- mænd, til Kongen selv -- deri skal jeg dog vist ikke følge hans Exempel. Hvad Brun skrev om Rein, bestyrkede mig i et alle- rede fattet Forsæt, at skrive ham til. Brevets egentlige Tendents skal være at bede ham forfatte en Cantate til Ju- SIDE: 138 belfesten, men med det samme vil jeg ogsaa retfærdiggjøre mig i hans Øine for Kryberie og Indbildskhed. 12te Juli. Schmidt priser i sit Brev Reins Frimodighed i Anled- ning af den affordrede Erklæring, hvilket jeg ogsaa gjør af mit ganske Hjerte. Overalt var det Hele en dum Fremgangs- maade. Havde Kronprindsen personligen saa meget mod Rein, hvortil da de Omsvøb, hvis Udfald lod sig forudsee? Hvor kunde man troe, at han, for at faae et Embede, han ikke havde søgt, vilde fornedre sig saaledes? Ubegribeligt er det mig ogsaa, thi den Ting maatte jo kunne været af- gjort i langt kortere Tid. Efter hvad man maa formode, synes de dog virkelig at have holdt Rein for Nar. 13de Juli. Fra 1ste Departement, hvis Godhed er ubeskrivelig, fik jeg Anmodning om at forfatte en Begyndelses- og en Slutningsbøn at læse i Chordøren ved Kirkevielser. 14de Juli. Jeg har aldrig været hos Neumann, uden han jo al- tid har havt Noget at vise mig eller consulere mig om. Dette var nu i Dag Tilfældet med et Brev fra Provst Munch, der foreslaaer ham, da det bispelige Tidsskrift ved Schmidts og min Bortreise nu ventelig aldeles ryger i Ly- set, at de to skulle udgive et i Forening til Humanitetens Fremme, som tillige skulde indeholde Recensioner over alle fra 1814 i Norge udkomne Skrifter. Neumann har megen Lyst til at entrere deri. Ellers melder Munch, at han hver- ken finder Subscribenter eller Forlægger til Oversættelsen af Racines Athalia, hvilket jeg kunde forudsagt ham, og at han arbeider paa en original Tragedie. -- 16de Juli. Paa Oscars Fødselsdag har Anker holdt en Tale, som in extenso meddeles i Rigstidenden, og hvor jeg troer at SIDE: 139 gjenkjende baade i Aand og Stiil Christian den Fjerdes, Tordenskjolds og fleres høitravende Enkomiast, Matthias Hagerup: "Ved Kronprindsen skal Sydens Ild, Geniets hellige Flamme paany gjennemtrænge Nordens klippefaste Kraft, og Oscar vil ved begge Elementers harmoniske For- ening blive Hjertet og det levende Udtryk af denne Kraft. Det rolige Overlæg, Følgen af vor Kulde, vil altid finde Næring i en concentreret og dybt indesluttet Varme, og Kraften bestandig blive ved at virke, som de Floder at rinde, hvis Kilder ere uudtømmelige". (!!!) I Centralcommitteen taltes om Selskabets Deling i to for at faae de 500 Pd. St. fra England. Kjerschow var sidst den eneste, som talte for den; nu tiltraadte Bech hans Mening, ogsaa Saxild gik over paa hans Partie, men frug- tesløs var den Umage, man gjorde sig for at hverve en fjerde Mand, hvorved Stemmerne vare blevne lige, og For- mandens Votum det deciderende. Dog gjorde Minoriteten sig Haab om Stiftscommitteernes Medhold. En saadan er nu ogsaa oprettet i Nordlandene; kun Christiansand staaer tilbage, og dets Biskop tier, trods sit bestemte Løfte. Hers- leb, som først foreslog og siden understøttede Bønholden ved Mødernes Begyndelse og Slutning, hvorimod jeg bestandig har opponeret, er efter nøiere Overlæg gaaet over til min Mening, og vil have den Artikel i Lovene udslettet, uden at det derfor skal være Formanden formeent ved særegne Leiligheder at begynde og ende Mødet med Bøn. Jeg for- moder Motionen gaaer igjennem. Borch var den eneste, der gjorde Mine til at holde paa den gamle Skik. Hos Biskoppen var Hersleb, Steenbloch, Platou og Kjerschow. Der taltes ved Bordet om Grev Essen som de Danskes Fiende, og i den Anledning fortalte Platou Noget om Universitetslærernes første Opvartning hos ham som Cantzler, hvilket man ei skulde ventet af denne fine Mand. SIDE: 140 Han modtog dem med den Compliment: "Der er vel mange Danske iblandt Dem?", hvorpaa Platou og Thulstrup traadte frem og sagde: "Ingen uden vi to!" [fotnotemerke] 17de Juli. Man kom her i Nat Kl. 12 med den saakaldte Provste- væske, hvori jeg troede maatte være meget vigtige Befalin- ger, men fandt -- 3 yderlige Bagateller, hvoriblandt dog den mærkelige Ordre fra 1ste Departement, at man, indtil en ny autoriseret Udgave af Katechismen indføres, maa paasee, at ved Skole- og Konfirmandunderviisningen Christi Ned- fart til Helvede ei blev forbigaaet, hvor de Lehmannske Katechismer, i hvilke dette Dogma er udeladt, maatte være i Brug. Hertzbergs Denunciation var altsaa ikke frugtesløs. Commentar over denne Ordre behøves ikke. Af Grundtvigs Dannevirke har jeg læst et Hefte, der indeholder Udtog af og Anmærkninger over et hidtil ukjendt Digt fra Middelalderen. Foruden Mandens sædvanlige Ar- rogance stødte mig i dette for Resten meget interessante Stykke den uendelige Mængde tildeels høist trivielle Sprik- worter, f. Ex. at snakke for sin egen syge Moster, at faae en lang Næse o. desl., der ere indblandede i det ædlere Fore- drag, og passe der som -- for at tale i hans eget Sprog -- en knyttet Næve til et blaat Øie. Overalt, naar Grundtvig vil være vittig, er han mig utaalelig. Under lige Bestræ- belser vilde nok ogsaa, som jeg af enkelte Smaatræk slutter mig til, Hersleb blive mig det, og derfor ønsker jeg aldrig fra hans Pen at see eller høre andet end alvorlige Ord. Sverdrup vil endelig have mig til at subscribere paa dette Quartalskrift, men det gjør jeg sandelig ikke. Havde jeg Penge til at yde til Bøger, var der mange andre danske og Fotnote: Cfr. Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen 1887, S. 78 hvor gan- ske det samme er fortalt efter Beretning af Platous Søn, Borger- mester P. SIDE: 141 tydske, jeg heller anvendte dem paa. Grundtvig tager Nord- mændene det ilde op, at de ei ville have den Bog, og siger dem i Fortalen flere Uartigheder, som just ikke ere saa al- deles uforskyldte, men som, sagte i Grundtvigs Skolemester- tone, choquere. 18de Juli. Munch skriver, at han nu gjør Alvor af at søge Slots- kaldet, har indgivet sin Ansøgning, skriver directe til Kron- prindsen, har talt med Mørner og Krogh, lægger kort sagt alle Aarer overborde. Han fortæller, at Tybring, som efter Keysers Død var saa vis paa at blive Biskop i Christiansand, at han alt havde kjøbt Fløiel til sin Bispedragt, hvilket han maatte sælge igjen til Overtræk paa Alter og Prædikestole, endnu ikke af det feilslagne Haab har lært at blive klog, men raader sine Venner i Drammen til snart at lade sine Børn døbe og confirmere, da han ikke bliver længe hos dem; item skal han have consuleret Ottesen, hvorledes han som Slotspræst burde tee sig, om Prinds Oscar fik isinde at gaae til Skrifte hos ham. Endelig betroer Munch mig som en stor Hemmelighed, der med Hensyn til Salget af min Gaard bør tages ad notam, at der om faae Dage udkommer en Forordning, hvorefter (han vidste ikke fra hvad Tid) Discontosedlerne ikke mere modtages i Statscassen, ville altsaa om kort Tid henfalde til intet og drage de fleste In- teressenter med i deres Fald. Ved den store Pengemangel er Operationen voldsom og betænkelig, men at Tingen idet- mindste ikke er saa frygtelig, som Munch afmaler den, troer jeg, indtil Erfaring overbeviser mig om det modsatte. Stiftsprovst Tetens [fotnotemerke] fra Odense, der med sin Kone Fotnote: Stephan Tetens, ( 1855 som fhv. Biskop Als og Ærø) bekjendt bl. a. af sin smukke Oversættelse af Plutarchs Biographier. Hans Kone var den Sophie Gaarder (norsk af Fødsel), hvem J. P. Mynster omtaler med saa stor Sympathi i "Meddelelsen af mit Levnet" S. 106 -- 108. SIDE: 142 er heroppe, for at besøge sin Svoger, Præsten Rynning paa Kongsvinger, gjorde mig en Visit. Denne interessante og lærde Mand, til hvem jeg før havde lidet Kjendskab, over- bragte et Brev fra Etatsraad Holten. Prinds Christian er som før en flittig Kirkegjænger og besøger mest Domkirken, skjøndt St. Hans er hans Sognekirke. Fuldt saa paaholden er han ikke som her, thi han har ofret Tetens, men det var denne ubehageligt, da Præsten ved St. Hans, Provst Pram, endnu Intet har faaet, og da en Kobbermynt, som souvenir, vilde været ham qua Agtelsesbevis kjærere end de Rigsbank- sedler, der saa ud som Almisse. 19de Juli. Jeg fik et meget høfligt Brev fra Dr. Wallin, som er bleven Domprovst i Westeraas. Han havde opsat saa længe at besvare mit sidste Brev, i Haab om at kunne sende mig et Arbeide, han havde under Hænder, men hans Forflyttelse og andre Omstændigheder havde nødt ham til indtil videre at henlægge det. Nu maatte jeg nøies med to nys udgivne Prædikener. Den ene af disse handler om Jesu Fristelse, og jeg gjenkjender Forfatteren til de forunderlig skjønne Ta- ler ved Oscars Confirmation og i Bibelselskabet. Til Middag var jeg i et lidet, men meget interessant Selskab hos Bispen med Tetens, Falbe og Professor Lange. Af Nyheder hørte jeg der, at Mariboe flytter til Stockholm. Adjutantskabet synes at være løst Rygte; er det begrundet, vil Ingen støde sig derover nu, da han bliver svensk. Jeg gjorde Bispen Forestilling mod den Hjemfølgen af høie og velfornemme Gratulanter efter Ordinationen, som -- jeg troer endog Ritualen paabyder. Jeg erindrede, at jeg i mit Huus, udenfor Contoiret, ikke har et meubleret Værelse, og at man efter Kjøbenhavnsk Skik skulde følge hjem til Ordi- nator, frygtede jeg vilde genere, da Bech den Dag giver Middagsselskab. Han fandt mine Anmærkninger grundede, SIDE: 143 men troede, vi kunde gaae i Procession til Biskop Lumholtz, hvem man med det samme kunde gjøre en Visite, og som han lovede at prævenere derom -- og det gaaer da an, naar den dumme Stads endelig skal finde Sted. 20de Juli. Vel maa jeg i disse Dage ængsteligen erindre mine Ord i Høitidstalen: "vi haabe ønskelig Frugt (af Prinds Oscars Opdragelse) ligesom Landmanden nu haaber ved at see Ager og Eng i frodigste Væxt,skjøndt det er muligt at Stormvinde eller Regnskyl eller brændende Sommerhede endnu kan tilintetgjøre Haabet". Engen stod nu saa overmaade herlig, man spaaede et mage- løst Høeaar; paa Løkkerne nær, hvor man alt har indhøstet, ligger Græsset her i Omegnen nu overalt nedslaaet, og nu indtræffer et saa ødelæggende Regnveir, at al Saft hentæres og Jordbrugerne spaae deres Qvæg en ussel, neppe spiselig Føde. Hvilken Høst kunne vi da vente i hiin allegoriske Betydning? Jeg for min Deel haabede langt mere af den skjønne blomstrende Eng, end af ham, med hvilken jeg sam- menlignede den. Dog -- jeg prædikede i Dag mod Sor- gen for uvis Fremtid; jeg bør ikke selv smittes deraf. Imidlertid tør en vigtig Begivenhed nu være nær, og meget af vor Fremtids Skjæbne vil udvikle sig, naar den er forbi. Frue Treschow havde med sidste Post havt Brev fra sin Mand, at Kongen er falden i en næsten bestandig Døsighed og har nylig sovet 19 Timer en suite "Det synes", skrev Treschow, "at være Forbud paa den evige Søvn". Saa vil det da vise sig, om Keiser Alexander er Carl Johans ærlige Ven; er han det ikke, komme vi vel snart i ny Ulykke, og Held da mig og min Familie mellem Bergens trygge Fjelde. 21de Juli. Der stod Frokost paa Bordet; jeg ventede Sadelmager SIDE: 144 Ytterborg, Major Juell og en af hans Sønner som Vitter- lighedsvidner ved Afsluttelsen af Salget af min Gaard, da Majoren omsider kom alene. Ytteborg var kommen til ham og havde sagt, at han, efter det nu almindelige Rygte om Discontosedlerne, ikke kunde engagere sig til at betale Noget strax og altsaa maatte begjære Sagen idetmindste ud- sat, til man saa, hvorledes det gik med Reductionen. Dette var nu slet ikke mig kjært, da jeg ikke alene med Hensyn paa min forestaaende Reise, men selv nu lider Pengemangel; men hvad skulde jeg gjøre? Jeg besluttede strax at faae vide, hvad der var besluttet i Statsraadet med Hensyn til det projecterede Kjøb for offentlig Regning af min Gaard, og om muligt tale med Grev Wedel selv for i yderste Fald at bede om et Laan paa 6 -- 800 Specier af Statskassen, og byde Gaarden som Pant. Da jeg først forgjæves havde søgt Oberst Stabell paa Generalcommandocontoiret, gik jeg ind til Byen og mødte Platou, som forsikrede, at den Sag slet ikke havde været nævnt i Statsraadet i Fredags, og at Grev Wedel var reist til Kongsberg. Nu gik jeg da op til Secretair Rougtved og spurgte, om han, hvis det kneb, kunde laane mig 2 -- 3000 Rbd. paa en kort Tid? Jo me- get gjerne, dersom Discontosedlerne fremdeles modtoges i Statscassen, men -- der laa alt udfærdiget, ventede blot paa Divulgationsordre, en kongelig Befaling, at fra dette Øieblik ingen Laane- og Discontobeviser skulde modtages i Statscassen. Den skulde alt i Løverdags været bekjendtgjort, men Rygtet derom havde gjort saadan ubehagelig Sensation, at man ventede Tumult og Opløb af Almuesclassen; altsaa var Sagen tagen under nærmere Over- veielse. Egeberg [fotnotemerke] f. Ex. havde 50 Mennesker i sit Arbeide; Fotnote: Grosserer og Ridder Westye Ekeberg ( 1830) den første i Kristi- ania bosatte Mand af denne fra Øen Als stammende Slægt. See Personalhist. Tidsskrift I. S. 19. SIDE: 145 de havde i Løverdags erklæret ei mere at kunne modtage Discontosedler; han havde intet Andet at betale med, og maatte afskedige dem alle. Der er notorisk et meget ringe Antal Rigsbanksedler i Norge (de fleste skulle være i Kjø- benhavn og Gottenborg), ikke i det fjerneste Forhold til den Sum, som efter Pengenes Værd maa være i Circulation. Iværksattes denne pludselige Operation, kunde Ingen betale sine Arbeidere, Kjøbmænd og Brugseiere maatte afskedige deres Folk, nogle tusinde Mennesker bleve arbeidsløse og vilde naturligviis gjøre Spectakler. Nu mente Rougtved, at Wedel har reist til Kongsberg, for at see, hvad Myntforraad der monne være, og hvorvidt man dermed kunde dække den Mangel, som hiint Decret vilde forvolde; men da dette vel ikke er at vente, haabede han, og jeg med ham, at man vilde falde paa fredeligere Tanker, og gjøre i Stockholm en Contraforestilling, idetmindste om en længere Termins Fast- sættelse, hvorved Sedlerne vel tabte i Værd, men ikke strax reduceredes til Intet, og at der vilde reflecteres derpaa, derom kan ei tvivles, da Forslaget vist er kommet herfra. Et andet Vrøvl havde jeg med at faae laant en Lehne- stoel at sidde i paa Ordinationsdagen. Den skal endelig være overtrukken med Silke. Frue Skjelderup havde Stoel, Frue Sverdrup Silkebetræk, men de passede ikke til hinanden; nu har min Kone paataget sig Sagen. 22de Juli. I Morges havde jeg et ligesaa uventet som ukjært Besøg af Hr. Hammer fra Brevig. Den Herlighed er nu ogsaa tilende, han er atter brødløs og vilde anbefale sig til et Skolelærer-Embede i Bergens Stift, hvilket jeg reent ud erklærede hverken at kunne eller ville give ham. Medens jeg sagde ham dette, anbragte han Hilsener, snart fra den ene, snart fra den anden af Brevigs Indvaanere, og disse Intermezzoer gjorde ret comisk Virkning. Da han saa, at SIDE: 146 der fra den Side Intet kunde udrettes, vilde han reise til Trondhjem, og spurgte, om han ikke kunde følge tilsøes med til Bergen. Nei, jeg reiste Landeveien. Med mit Tøi da? Jo meget gjerne, thi dette sendte jeg i smaa Partier med Skippere, hvem det naturligviis var uformeent at medtage hvilke Passagerer de vilde, naar der kun var Plads for mit Tøi. Det lykkedes da ikke. Endelig bad han om en Billet til Kirken paa Ordinationsdagen; den fik han da og græd af Glæde. Det er en jammerlig Karl, og tilsidst skal man dog see, at jeg, inden jeg veed et Ord deraf, har ham paa Halsen af mig i Bergens Bispegaard. 23de Juli. Liebenberg lykønsker mig i sit Brev til Bispestoelen. Vel tilintetgjøres derved vort Haab om endnu engang at sees her paa Jorden, men dog tilstaaer han, at han heller tænker sig mig boende i Bergen end i Christiania, "helst tænker sig sin eneste norske Ven saa langt fjernet fra de svenske Grændser, som Omstændighederne tillade". Efter Rigstidenden er Forordningen om Discontosedlerne virkelig promulgeret. Tingen synes at ville forvolde mindre Forvirring, end man havde ventet, og Sedlerne modtages som før. 24de Juli. Jeg erindrer ikke, om det er anført her, at jeg for nogen Tid siden skrev til 1ste Departement og bad, at man vilde anvise mig udbetalt den Huusleie, der efter Storthingets Beslutning skal udbetales Kjøbstadpræsterne, hvor fri Bolig in natura ei kan indrømmes dem, da jeg trængte til Reise- penge. Herpaa fik jeg idag den trøstelige Besked, at indtil videre 160 Spd. (efter mit Forslag) naadigst er Slotspræsten bestemt i aarlig Huusleie fra Lovens Udstedelse at regne, og at man havde tilskrevet Stiftsdirectionen, og anmo- det den, saasnart muligt, at besørge mig den Sum tilstillet. SIDE: 147 Hvorfra den skal tage Pengene, veed Pokker og ikke jeg, men imidlertid skrev jeg til samme Direction, og bad den i det seneste 3 Uger fra Dato at skaffe mig Penge. Svaret lader sig forudsee: "Hvor Intet er, har Keiseren forloret sin Ret". At Pengemangel, forenet med reel Velstand, heel vel kan existere, har jeg længe hørt og troet; nu erfarer jeg det. Kl. 11 kjørte jeg ud til Ladegaardsøen, for, efter Regle- mentets Bydende, personligen at invitere Greven og Grev- inden til Ordinationen. Jeg fandt Exellencen liggende paa en Sopha, syg af Rosen. Han kan ikke komme; heller ikke hendes Naade veed, om hun kan forlade sin Mand. Iøvrigt var han meget forbindtlig og roste min Tale. Paa Hjem- veien var jeg indom Haxthausen, der boer for afsides til at kunne indbydes af de velærværdige Bedemænd, [fotnotemerke] og leverede ham 5 Billetter til ham, hans Frue og Døttre. Han og hendes Naade var naturligviis idel Forbindtlighed. Han ønskede, at han sad som Commandant i Bergen, og kunde han forudseet, hvad nu er skeet, vilde han og gjort sig Umage derfor som den roligste og behageligste Retirade for en gam- mel Officer, der ønsker at glemme Verden og glemmes af den. Ja vistnok havde det været ham bedre, men omstraalet af det blide Hof-Solskin, hvo tænker da paa kommende Storme? 26de Juli. Bech og jeg gik til Skrifte i Byens Kirke hos Lum- holtz. Ved min Indtrædelse var Bech i fuld Conference med Capt. Haxthausen og Widing om Vagters Postering paa Gulvet og ved Kirkedøren; siden var hans Hoved fuldt af en Prøve paa den latinske Sang, Wittrup [fotnotemerke] og et Par Studenter skulde aflægge hos ham -- alt dette syntes at interessere ham mere end Skriftemaalet. Lumholtz holdt efter sin Maade en ret vakker og hjertelig Tale over Joh. Fotnote: To Capellaner, der have at indbyde Autoriteterne. Fotnote: Overlærer ved Latinskolen. SIDE: 148 15, 5, hvilket Ord han sagde ofte havde trøstet og opmun- tret ham i hans lange Embedsførelse. Det havde virkelig noget rørende for mig at see den ældgamle Mand siddende for mig; jeg erkjendte i hans Velsignelse Guds Velsignelse. 27de Juli. Den store Dag er da nu forbi! Bech og modtoges efter Reglementet af de forsamlede Sognepræster og kom ind i Sakristiet. Munch messede og Lieungh intimerede. Nu fremtraadte vi i Choret, Bech i en rød gulvirket Kaabe med nye Saloner og Garnering, gjorte i Sverrig, men uden Messeskjorte, jeg i den Sølvbrokades Kaabe, som bruges ved Præsteordinationer. Under Wittrups Anførsel udførtes den latinske Sang overmaade smukt, uden musicalsk Accompag- nement. Bechs Text var 2 Tim. 4, 5: "Vær aarvaagen i alle Ting, lid ondt, gjør en Evangelists Gjerning og fuld- før din Gjerning". Ved Aarvaagenhed forstod han især Paapasselighed i de mange verdslige Affairer, Bisper have at sysle med, og at denne Formaning stod i Spidsen for dem, der gaves en Biskop paa hans Ordinationsdag, var ganske i Tidsalderens Aand, ligesom jeg ikke vil benegte, at det var den, jeg for min Person meest kunde trænge til. Ved at tale om det Onde, man maa lide, nævnte han først de besværlige Reiser; men dette er dog intet mod den Miskjen- delse, en Embedsmand i den Stilling er underkastet, den Modstand, naar han vil gjøre Forbedringer, den Mangel paa Understøttelse af Høie og Lave. Ved tredie Deel fik han Anledning til at sige mig mange smukke Ting, saasom min Hovedfortjeneste rigtignok mere har bestaaet i at gjøre en Evangelists end en Fattigforstanders Gjerning. Derimod slap fjerde Deel op til næsten slet Intet. I min Biographie, som oplæstes, medens jeg stod ved hans Side ved Alteret, udelod han en Lovtale over Biskop Balle, samt den ei umær- kelige Omstændighed, at jeg holdt sidste Prædiken i Nicolai SIDE: 149 Menighed, uden Tvivl den ældste protestantiske i Scandi- navien. Hvorvidt han var berettiget til saadanne Udeladelser, efter sin individuelle Smag, af en Mand, der vel vidste, hvad han skrev, lader jeg nu staae derhen. Efter de latinske Psal- mer holdt han to Taler, som ikke sagde, og ikke kunde sige stort. Derpaa oplæste Provsterne Hørbye, Schmidt og Pa- ludan de befalede Steder af det nye Testamente, hvorover Bech da ogsaa sagde nogle faa Ord. Der var ingen, aldeles ingen Hjertelighed i Noget af det, han sagde, men som i det meste af, hvad han taler, sund Sands. Efter Bønnen og Haandspaalæggelsen gik vi igjen ind i Sakristiet, og jeg fik nu Ro til under Sangen at tænke paa min Prædiken, som man har fundet god. Mit Thema var: "Hvad der bør an- sees som falsk Lære". Jeg viiste, at den Lære bør kaldes saa, der indrømmer Fornuften for meget, og den, der ned- værdiger den og forbyder dens Brug: den der utilbørligen smigrer de menneskelige Lidenskaber, og den, der byder os at qvæle de ædleste Naturdrifter og gjør dem til Helgene, hvem det lykkes: den, som ved kold Philosophie betager Mennesket al Trøst og styrter ham i Fortvivlelse, og den, som skjænker ham falsk Beroligelse. Bedømt fra alle disse Synspuncter holder Christendommen Prøve, hverken behøve dens Bekjen- dere eller Forkyndere at skamme sig derved, og disse, naar de forøvrigt leve og lære christeligt, tør regne sig blandt Statens nyttigste Borgere. Herfra gjorde jeg Overgangen til mig selv. Fra Barndommen var Religionen mig kjær og mit høieste Ønske at blive Lærer i Guds Kirke. Det opfyld- tes, og skjønt jeg er mig baade Gjernings- og Undladelses- Synder bevidst, tør jeg dog paa denne Dag trøste mig med Paulus ved, "at Guds Naade, som tildeltes mig, ei har været frugtesløs". I Tillid til denne Guds Naade og Bi- stand tiltræder jeg ogsaa med Frimodighed mit nye Kald, vis paa, at Gud ikke vil paalægge mig andet Arbeide, end SIDE: 150 han vil give mig Kraft til at udføre, eller større Byrder end jeg, styrket af ham, kan bære. Herom bad jeg tilsidst og opfordrede Menigheden til at bede med mig. Efterat jeg var kommen ned af Prædikestolen satte jeg mig for Alteret ved Bechs venstre Side. Vi sad hver i sin Lehnestoel den hele Tid, baade før og efter Communionen, undtagen i det Øieblik, vi modtoge den hellige Nadvere. Vi skulde knælet fra først til sidst, og det vilde jeg helst, men Bech synes ei at være nogen Ven af Knælen. Schmidt administrerede un- der Communionen med megen Værdighed; Skjelderup fandt, at dette var det høitideligste i den hele Act. Da nu endelig det Hele var forbi, complimenterede vi Grevinden og nogle andre Damer, og gik ud af Kirken (lykkeligviis i Opholds- veir) til Biskop Lumholtz, hvor jeg modtog Gratulationer, og hvor Sommerhjelm og et Par Andre syntes at holde studerede Taler. [fotnotemerke] Der var stort Selskab hos Bispen. Jeg behandledes da som Festens Fyrste eller Brudgom, som Bech kaldte det; al Mad blev først buden mig, og jeg var den eneste, hvis Skaal blev drukken. 28de Juli. Der var Middagsselskab hos Stiftamtmanden. Ved Bordet begik Falbe en gruelig Sottise. Efterat vi havde spiist og drukket godt, dog til Maade, kom ved sidste Ret en finere Sort Rødviin, og deri drak Verten: "Biskop Pavels's Skaal! gid vi snart faae ham igjen iblandt os -- idetmindste i Besøg!" "Jasaa, Hr. Stiftamtmand!" sagde Bech i en Tone, der skulde være spøgende, men røbede Emfindtlighed, "De vil have Livet af mig, for at faae Bi- skop Pavels til min Eftermand!" Den arme Falbe blev saare betuttet; vi andre søgte at redde ham med at vise, der Fotnote: Om Bispevielsen udgav Ordinator, Bech, et særskilt Skrift paa 60 Sider 8. SIDE: 151 dog lod sig tænke andre Tilfælde f. Ex. at jeg kom her til Storthinget, at Bech blev Erkebiskop, at en af os kom i Spidsen for det geistlige Departement -- det Hele blev slaaet hen i Spøg, men det var dog en ubehagelig Spøg, og jeg var glad da den endtes med, at Falbe og Bech klinkede, og drak et Glas paa bestandigt Venskab. 29de Juli. I Intelligentsseddelen føres to bittre Klager, den ene af Jørgen Young, [fotnotemerke] den anden af en Anonym, over Disconto- sedlernes Skjæbne. Begge ere djærve, men anstændige. Kun tre Maaneders Frist vilde en af disse Mænd havt, og det Krav synes meget billigt. Jeg hører ellers, at det skal være i Regard af Embedsmændene, denne Befaling er given, men uden Tvivl skeer dem en slem Tjeneste. Thi vil man, som det lader, ei mere betale dem i Discontosedler, torde det end Værre letteligen hændes om kort Tid, at man slet ikke be- taler dem, da Folket har Intet at give i Skat, og Staten altsaa heller Intet at gagere Embedsmænd med. Ellers holde dog Discontosedlerne sig endnu i taalelig Priis, og det trøste- ligste er, at man siger, der er meget faa af dem paa Landet hos Bønderne, dem undtagne, som staae i umiddelbar For- bindelse med Christianias og Drammens Kjøbmænd. Med Invitationsbilletten til Bech til mit Afskedsgilde fulgte et meget høfligt Brev, hvori jeg vedgik min store og i nærværende Øieblik ubetalelige Gjæld til ham for alt det Gode, han nu i 12 Aar havde viist mig. At byde ham Betaling i Discontosedler, om jeg og havde dem, var fra min Side en fornærmelig Indiscretion. Indtil videre maatte han altsaa nøies med min Taknemmelighed, min Høiagtelse og mit Venskab, indtil det engang maatte lykkes mig i Gjer- ning og Sandhed ( ): med Sild, Laxebug, gammel Ost o. desl.) Fotnote: Grosserer i Christiania, Storthingsmand 1821. SIDE: 152 at bevidne disse Følelsers Oprigtighed. Jeg traf ham siden hos Mørner, og fik et taknemmeligt, broderligt Haandtryk derfor -- men 5 Discontosedler à 20 Specier havde dog maaske været ham kjærere. -- Efter forgjæves at have søgt Grev Wedel i Byen, traf jeg ham paa Ladegaardsøen, og satte ham Kniven paa Struben. Reisepenge maatte jeg have, det være som Afbetaling paa Kjøbesum, som Laan eller hvad man vilde, men Regjeringen maatte sætte mig istand til at komme til det Sted, hvor den selv havde placeret mig, og anden Udvei saa jeg ikke. Han fandt sig i Billighed og lovede at gjøre alt muligt. Hos Mørner var ellers foruden alle Statsraaderne kun Bech, General Anker og Engelhardt. Vi bleve magnifique tracterede. Mørner selv sad ikke ved Bordet, men converserede i Entrèværelset med Nathue og Frakke paa. 30te Juli. I det nyeste Hefte af Dannevirke har jeg læst et Stykke, kaldet Paaskelilien, Jesu Opstandelseshistorie dramatiseret. En romersk Høvedsmand og et Par Soldater ere de fornem- ste talende Personer, og Nogle af disse føre et saa trivielt Sprog, tale om Patten, der qualmer En om Hjertet, om den døde Jesus, som er i Convolut og godt for- seglet m. m., at jeg ikke forstaaer, hvad der er Profana- tion, naar ikke dette er det. -- Schmidt hjembragte fra Bi- bliotheket et langt Skrift af den berømte Dr. Steffens om Tidernes Tegn. Han holder sit Fødeland Norge og sine Landsmænd en varm Lovtale, varmere maaskee, end de for- tjene, beklager iøvrigt vor nærværende Skjæbne, men troer at kunne spaae os Fremtids Held, naar vi ville følge nogle økonomiske, moralske og religiøse Raad, han giver. En træf- fende Charakteristik over de nyeste philosophiske Skoler gjorde Schmidt mig ogsaa opmærksom paa, og seer jeg da med Forundring, at ogsaa Schleiermacher er Hoved for et Partie. SIDE: 153 Nu undres jeg ikke længer over de Spidsfindigheder, der tilsidst bleve mig saa haarde at fordøie. -- I Rigstidenden har Assessor Vogt taget sig af Embedsmændene, og viist, at de lønnes overmaade slet, ogsaa naar deres Gage betales med 4/5 Papirspecier for hver Rbd. S. V. Lumholtz klagede over Tiderne og ventede Bondeopstand. 31te Juli. Det Brev, eller hvad jeg skal kalde det, hvorved Bi- sperne skulle opmuntre deres Stifters Menigheder til at hel- ligholde Reformationsfesten, skrev jeg i Dag for Bergens Stift. Jeg troer, det er affattet i en ægte populær og chri- stelig Tone; ogsaa Hersleb, hvem jeg forelæste det, fandt det meget godt. -- 1ste August. Neumann skrev et lidet Digt i min Stambog, som virke- lig er vakkert og en af Bogens bedste Prydelser. Jeg sætter sandelig og megen Priis paa Neumanns Venskab. Jo bedre man lærer at kjende ham, jo mere overtydes man om, at han er et meget ædelt Menneske, som Lærer, Mand og Fa- der lige hæderlig, langt fra politiske eller religiøse Overdri- velser i nogen Henseende, vandrende ad den skjønne Middel- vei, der, man sige hvad man vil, er den bedste; den der meest betrygger vor Dyd og Roe, den vi, enkelte sjeldne Undtagelser fraregnede, gavne sikrest ei alene os selv, men ogsaa vore Medmennesker, vort Fædreland, vort Religions- samfund ved at følge. -- Schmidt er vist ikke lykkelig; det var da inhumant med Strenghed at tilregne ham de haarde terroristiske Yttringer, han stundom lader sig forlyde med, og den mørke Side, hvorfra han seer den nærværende Tin- genes Orden og de fleste Mennesker, især de, der angive To- nen ved den. Og hvad der er det sørgeligste; ikke udenfor ham, men i hans Inderste synes Grunden til hans Mis- nøie at ligge. SIDE: 154 I Intelligentsseddelen stod en ny Klage over Anord- ningen om Discontosedlerne, en Lovtale over Barlien som en af Landets første Patrioter, en (billig) Anke over at ved Ordinationen Kirken ei stod aaben for Enhver, og en dito over den Strenghed og Partiskhed, der vistes ved at anvise Folk Pladser. (Jeg maae tilføie, at i Frue Kirke i Kjøben- havn Choret var det eneste Sted, hvortil uddeltes Billetter; i Kirken kunde Enhver gaae ind og ud; men en leed Aand hersker i vor Frelsers Menighed hos Enhver, der giver sig af med at styre eller fungere der, fra Bisp til Undergraver). 2den August. Jeg fik Brev fra Præsten Brun, som lader mig vide, at hans Moder har bortforpagtet Haven i Bispegaarden til en Gartner. Det forekommer mig, som den Familie er en Smule nærig af sig, ligesom det ingenlunde er mig klart, at den gamle Bisp udmærkede sig ved den høie Grad af Uegen- nytte, Sønnen roser hos ham. Brun takker mig ellers i sit eget og manges Navn for Talen paa Oscars Fødselsdag; med Treschow derimod (thi han er den virkelige Forfatter til Ankers Tale) er man meget misfornøiet. Bemeldte Stats- raad skrev 14 Dage før 26de April et Brev til Rein, efter hvilket denne, naar han havde været mindre klog, gjerne kunde, modtaget Gratulation. Man tilskriver Ankers ind- groede Had til Rein det uventede Udfald. Undersøgelsen om Sammensværgelsen i Stockholm er endt. Klokker Lindblom og Adjutanten Baron Klinkowstrøm staae i Stikken. 3die August. Fra Aggers Menighed har jeg nu taget Afsked, og den var meget simpel, næsten flau, uden ringeste Høitidelighed, uden Sorg eller Savn (som det syntes) fra nogen af Si- derne. Kirken var, som ventelig meget fuld, meest dog af Byfolk; jeg idetmindste lagde ikke Mærke til eller hilstes af SIDE: 155 en eneste Aggers Sogns Mand, undtagen Glad og Grüner. At Hans Houge var der, har man sagt mig, men ellers er det troligt, at man har benyttet det skjønne Høeveir, hvilket i en saa fugtig Sommer kunde undskyldes, naar Kjærlighe- den til Religionen og den bortvandrende Lærer ikke var desto stærkere. I den egentlige Afsked talte jeg saa venlige Ord til Menigheden, som det var mig muligt. Jeg dulgte ikke, at det i flere Aar havde været mit Haab og Ønske at for- lade den, skjøndt ikke paa denne Maade, men derhos frikjendte jeg Sognets Indvaanere for al Brøde i den Henseende. Det fremmede og intet mindre end behagelige Forhold, hvori Aggers Sognepræst staaer til Menigheden, det høist indviklede Fattigvæsen, den Modstand, dets nidkjære Talsmænd have at kjæmpe mod og den Partiskhed, der umiskjendeligen synes at favorisere Naboesognet paa dettes Bekostning (dette sidste fremsatte jeg med Fiinhed og Forsigtighed) gjorde mig længe kjed af dette mit Embede, og gjorde denne Dag til en Glæ- desdag for mig. Iøvrigt takkede jeg Menigheden for dens Kjærlighed, dens Redebonhed til at bære de offentlige Byr- der og at entrere i de Forslag, som gjordes den til Almeen- gavn, roste den i Sammenligning med Bondestanden i Lan- dets fjernere Egne for dens Tarvelighed, som i Nærheden af Rigets Hovedstad er dobbelt hæderlig, men revsede lem- fældigen den herskende Ligegyldighed for offentlig Gudsdyr- kelse. Kjerschow bevidnede jeg al den Hengivenhed og Høi- agtelse, han unegtelig fortjener, og ønskede, den Tid snart maatte komme, da han blev Menighedens eneste Lærer. Ef- ter Prædikenen døbte jeg Børn (maaskee de sidste i mit Liv) og lyste Velsignelse fra Alteret. Af Bruns Brev anfører jeg endnu, at Rein ønsker Capellan, og at der er Sognepræster og residerende Capellaner, der aspirere til denne Post i Haab om Ex- pectance paa Sognekaldet. Den Ting er mig ubegribelig, SIDE: 156 men finder jeg engang Bund i den, skal jeg vist arbeide imod af alle Kræfter. Jeg prævenerede allerede Statsraad Krohg i Dag, og han fandt det naturligviis aldeles lovstri- digt. 5te Aug. Med Posten fik jeg Svar fra Rein. At jeg ved at skrive ham til aflokkede ham dette Brev, er mig overmaade kjært. Det overtyder mig om, at han, skjøndt han gjerne for Indkomsternes og sin svage Helbreds Skyld vilde havt Bispestolen, ikke bærer ringeste Nag til mig. Han fortæller mig den hele Fremgangsmaade, der er brugt, som i sig selv, og endnu mere efter Udfaldet, kunde saare et mindre ære- kjært, og opirre et mindre irritabelt Gemyt end Reins. Han anseer Anker for sin værste Avindsmand, hvorimod han i Treschow erkjender og ærer en oprigtig Ven. Sverdrup, hvem jeg forelæste Reins Yttringer, troede, at han gjør Anker Uret, og at det Hele var Kronprindsens Værk. Det maa jeg sige, jeg ogsaa troer, og Sverdrups Gisning var ei usandsynlig, at Motzfeldt og Christie, begge Reins for- trolige Venner, have forsætligen bragt ham paa dette gale Spor, for om muligt at forsone ham med den nye Tingenes Orden. Sverdrup anseer Hevngjærrighed for et Hovedtræk i Kronprindsens, som i de fleste Sydlændingers Charakterer, og troer at kunne anføre sig selv som et Exempel derpaa. I Carl Johans Øine ere nemlig alle de, som paa Eidsvold modsatte sig Foreningen, Venner af de Danske, og de Danske hader han uforsonligen. Han tilskrev det Kronprindsens Animositet mod ham, at et Forslag fra ham om et philo- logisk Seminarium, som var anbefalet af det norske Stats- raad, blev henlagt i Stockholm, og idet han er rolig med Hensyn paa sig selv, da han har anstændigt Udkomme for sine øvrige Dage, foruroliges han for sine Sønners tilkommende Skjæbne, da han frygter for, at Prindsen vil lade dem und- SIDE: 157 gjælde for Faderens Brøde. Men denne Frygt er vist ugrun- det; thi aflægger end ikke Kronprindsen saa snart det Nag, han har fattet til dem, han anseer for sine personlige Avinds- mænd, er han dog vist altfor ædel til at lade Sønnerne bære Faderens Misgjerning. 6te Aug. Jeg glemte af Reins Brev i Gaar at anføre to Momen- ter, som bør gjemmes her. Det ene er Beskrivelsen af hans Sygdom. En Søndag, han vilde gaae i Kirke, fik han et apoplektisk eller paralytisk Tilfælde i den ene Side, som havde den tredobbelte sørgelige Virkning: han tabte aldeles sin til- forn svage Hukommelse, hans Syn blev endnu sløvere end før, og han tabte en stor Deel af Brugen af sin høire Haand. At han herved bestemtes til at ønske Bispestolen, som han før ingen Lyst havde til, er underligt nok; thi sandelig, en Bisp synes ligesaavel som en Præst at behøve Hukommelse, Øine og Hænder, og naar han vil selv rygte sit Kald, lidt mere endda end Byepræsten. Det andet, jeg maa optegne, er hans Vidnesbyrd om Brun, der klinger ganske anderledes end det almindelige. Han taler om den affordrede Erklæ- ring, hvorvidt "hans Tænkemaade var overeensstemmende med den forrige Biskops" -- "d. e.", vedbliver han, "om jeg var en ligesaa feig og ussel Karl, og paa en ligesaa krybende Maade kunde bede om Forladelse for, hvad engang var passeret." I Reins vel ener- giske Sprog klinger rigtignok dette skrækkelig haardt, men at, naar man nedstemmer Udtrykket, der er meget sandt i Tan- ken, kan jeg ikke nægte. Standhaftighed og Uafhængighed viste Brun aldeles ikke -- og hvo kunde viist dem mere end han? 7de Aug. "Naar Enden er god, er alting godt!" Jeg har nu i fem Aar beklaget mig i denne Dagbog over Torsdagsconfir- SIDE: 158 manderne. Idag afskedigede jeg de sidste i mit Liv, og fra Kundskabernes Side de Bedste, jeg har havt, idetmindste i Christiania. De kunne deres Lærebog udenad fra Begyn- delsen til Enden, og de Fleste forstaae den saa nogenlunde. Desuden have de lært 6 -- 7 Psalmer, og jeg veed ikke nogen- sinde at have udrettet saa Meget med en lige stor Skare, der confirmeredes ved sædvanlig Tid, to Maaneder efter den nærværende. Platou laante mig alle de Ansøgninger om Slots- kaldet, som ere indkomne, og nu sendes til Stockholm. An- søgerne ere 9 i Tallet, og indstillede i følgende Orden: 1. Præsten Langberg i Lyngdal. [fotnotemerke] Han har bril- lante Characterer ved Universitetet og herlige Vidnesbyrd om Lærdom og Embedsduelighed. De besværlige Reiser, som hans Helbred ei kan udholde, og den lange Afstand fra Kjøbstad, hvor hans mange Børn kunne faae fornøden Under- viisning, ere Grundene, hvorfor han søger Forflyttelse. Des- uden anseer han sig efter nøiere Selvprøvelse mere skikket til at foredrage Religionen for en Kjøbstad- end for en Bonde- menighed. (Hans Foredrag skal være tørt, og udvortes Ta- lenter er han ganske blottet for). 2. Tybring i Drammen. [fotnotemerke] Han fortæller sit Lev- netsløb og sine Meriter. I Carlebye paa Falster, hvor han var eet Aar, var han saa elsket, at Menigheden, da han ønskede Forflyttelse, søgte at maatte beholde ham, og tilbød sig at gjøre store Opofrelser. Men hans brændende Fædre- landskjærlighed drog ham til Norge. I Drammen er han meget lyksalig, og tænkte aldrig paa at forlade det, men Fotnote: 1844 som Provst og Sognepræst i Stavanger. Fotnote: Omtalt ovenfor. Han var ikke, som i Barfods Den falsterske Geist- ligheds Personalhistorie I. 183 og paa flere andre Steder anført, Søn af Biskop H. H. T. i Christiansand, men hans Brodersøn. See A. Faye Øiestads Prestehistorie S. 41. SIDE: 159 denne Byes uheldige Skjæbne i den senere Tid, og Omsorgen for hans 8 Børns Opdragelse (en Omstændighed, Lumholtz i sin Erklæring finder rørende) nøder ham til at søge andet Embede. 3. Engelhardt i Christiansand [fotnotemerke] kan ikke udholde sit nærværende Embedes Byrder, da Capellan ei er at bekomme, og Fattigvæsenet er meget besværligt og indviklet. (Begge de Uleiligheder vilde og møde ham her). 4. Munch fortæller i Korthed sit vita og opregner dernæst alle sine Skrifter ligetil de Smaating, hvormed han debuterede i dansk Tilskuer. (Om Sangen paa Prinds Chri- stians Fødselsdag ogsaa var nævnt, lagde jeg ikke Mærke til). Universitetet og Bibliothekerne er det, som lokker ham hid. 5. Garmann har skrevet en meget vidtløftig An- søgning, deelt som en Prædiken i 3 Dele. Til Slutning erklærer han, at han baade har Evner og Lyst til at for- kynde Religionen for en oplyst Forsamling, men Formiddagen er ham aldeles berøvet, og om Eftermiddagen kommer kun Folk af den laveste Folkeklasse i Kirken (og Faa nok af dem). Han fortæller, at jeg, da jeg blev Slotspræst, netop var det samme, som han er nu: første Capellan ved en Menighed i Hovedstaden. 6. Arentz, residerende Capellan ved Domkirken i Bergen, [fotnotemerke] synes at være en bandsat arrogant Karl; han puk- ker ordentlig, og antager som afgjort, at Ingens Grunde overveie hans. En noget over aarsgammel Attest fra Biskop Brun vedlægges, hvor den gamle Bisp paa en skjemtsom Maade tilkjendegiver, at det er vel tidligt for ham endnu at søge Forflyttelse. Fotnote: Se Pavels's Dagb. 1812 -- 1813, S. 44. Fotnote: 1821 s. Sognepr. til Tønsberg. Se Lassens norske Stamtavler I. S. 136. SIDE: 160 7. Boyesen i Leirdal, [fotnotemerke] ogsaa en overmaade lang Ansøgning, velskreven, men understøttet med svage Grunde. Endog at han her kunde boe i Nærheden af sin og sin Ko- nes Familie, lægger han som "et Gran i Vægtskaalen." Hans Flid i at besøge Wahls og Schumachers og flere natur- historiske Professorers Forelæsninger, synes ei heller bety- deligen at kunne anbefale ham til Aggershuus Slotskald. 8. Wergeland. Paa Slutningen nær kan jeg ikke sige, hans Ansøgning er ubeskeden. Han opregner Alt, hvad der gjør ham uskikket til at forestaae et Landsbyekald, og Intet uden hans fortvivlede Forfatning i Christiansand kunde bevæge ham til at søge et saadant. (Saa meget jammerligt maa Christiansands Capellanie dog ikke være; i min Tid an- saaes det for vel saa godt som Stiftsprovstiet, og selv nu, da Bygslerne ere bortfaldne, fandt en Sognepræst sin Reg- ning ved at søge og modtage det). 9. Halmsted, [fotnotemerke] residerende Capellan til Næs paa Rommerige, uden Lærdom, uden Talegaver, uden Omgangs- talent. Imidlertid er Ansøgningen affattet med megen Fri- postighed, og han gjør sig godt Haab. Overalt kan man ikke nægte, at disse gode Mænd alle sammen ere ret vel til- fredse med sig selv. Langbergs og Engelhardts Ansøgninger ere de beskedneste, og til ethvert andet Kald burde nok den første have Prærogativ for alle sine Medbeilere. 8de Aug. I mit Brev til Rein forklarer jeg ham Grunden til de vidtløftige Protestationer i mit forrige Brev i Anledning af Rygtet om min hule og fine Fremgangsmaade, og godt- gjør, at det under nærværende Omstændigheder aldeles ikke Fotnote: som Sognepr. til Ullensager 1841. Se Forf. Lex. Fotnote: B. Moe, Tidsskr. for den norske Personalhistorie I, S. 382 1843 som Sognepræst til Borge i Smaalenene. SIDE: 161 kunde være mig ligegyldigt at miskjendes af Nogen, aller- mindst af ham, som da det til en anden Tid vilde være meget uskyldigt, nu og her var lidet bedre end en Skurkestreg. 10de Aug. Hvad jeg i mange Aar har glædet mig til, er nu skeet: min Claudine [fotnotemerke] er confirmeret af mig. Hun var den sidste, over hvem jeg i Dag (og vel for stedse) lyste Herrens Vel- signelse. Ved Afskeden i Bergen 1812 overgav min Moder mig sin næsten nye sorte Taftes Kjole, og bad, at hendes kjære Karen maatte have den paa sin Confirmationsdag. Bønnen og Løftet vare os hellige; Bedstemoders Kjole var hendes Høitidsdragt. Jeg gav hende den skjønne Medaille af Loos ved Aarhundredets Omvexling med det herlige Em- blem: Fatum svævende over Ruiner, hans Blik vendt ud i det umaadelige Rum og den betydningsfulde Indskrift: "Alles vergeht, aber die Liebe, die Liebe des Ewigen, Liebe der guten Menschen vergeht nie", en noksaa passende Confirmations- gave, som de udtrykkeligen dertil stemplede Medailler med de pretiøse, kolde og dumme Inscriptioner om Dyd og Uskyld, hvorved lidet enten tænkes eller føles. En saadan sentimental Gave fik dog ogsaa Claudine i Dag af Mad. Boiesen i et Par Strømpebaand, hvorpaa var broderet: "Dyden være stedse din Ledsager!" Kirken var, som rimeligt, overmaade fuld. Jeg prædikede over Dagens Evangelium om Tidens Korthed og Vigtigheden af at bruge den, medens den er vor. Der var Energie og Følelse i, hvad jeg sagde, men ellers vare mine Tanker meest henvendte til Slutningstalen; der var en vis Tilbage- holdenhed i, hvad jeg sagde før, jeg frygtede for at anti- Fotnote: Karen Claudine Ulrika P., siden gift med Provst Joh. Lyder Brun i Modum. SIDE: 162 cipere mig og svække Indtrykket hos mine Tilhørere af det sidste Optrin, eller at gjøre det uudholdeligt for mig selv. Hver frembrydende Følelse drog sig uvilkaarligen tilbage i mit Inderste, hvorved især den lille Tale før Confirmationen næsten bar Præg af Kulde. Samme næsten udeeltagende Forlegenhed udbredte sig ogsaa over Handlingen selv, da jeg bestandig tænkte paa min egen Datter, den 49de, jeg skulde confirmere, og den øvrige Skare derved blev mig usædvanlig fremmed. Derover var der og saare faa taarefulde Øine, indtil jeg kom til hende og udsagde Velsignelsesønsket over hende; da græd jeg selv og den hele Pigerække, saavidt mit Øie naaede og mange kvindelige, vel ogsaa mandlige Til- høreres -- kun Cadetterne vare som altid. Besynderligt, at der blandt saamange unge Mennesker ikke er et eneste, Aar efter Aar, hos hvilket en Taare i Øiet vidner om et blødt og ømt Hjerte! Gode Gud! jeg synes dog Taarer er det skjønneste, hvormed et varmt Hjerte kan udtrykke sine Følelser. Grædende har jeg nydt og nyder jeg endnu mit Livs saligste Øieblikke. Hersleb gav mig en sørgelig Skildring af de til Uni- versitetet i dette Aar demitterede Candidater. De ere ialt 22, og af dem have 8 gjort en saa slet Oversættelse af Latin i Dansk, at den reent er forkastet, og man af særdeles Godhed har tilladt dem at gjøre nye. De sletteste ere Disciplene fra Christiansands Skole. 12te Aug. Til Grev Wedel, som har ladet mine forrige Breve ubesvarede, sendte jeg i Dag et endeligt Ultimatum, og bad om Svar i Morgen, om Staten vil kjøbe mit Huus, eller Laan til Reiseudgifterne mod Pant i Huset kan erholdes. -- Jeg læser endnu i Journal des Luxus und der Moden, og er kommen til 1814, hvor jeg især finder, at den er bleven SIDE: 163 en sand Modejournal, da Napoleon og hans Familie og Tilhængere ligesaa dybt nedtrykkes som de, især Kongen af Westphalen et Par Aar forhen høit ophøiedes. 13de Aug. Sidste Communion i Slotskirken og vel ogsaa nogetsteds forrettede jeg i Dag, og det for min Kone og Datter. Jeg havde tænkt mig dette Optrin som høist rørende, men jeg var dog ikke rørt. Jo mere Afskedstimen nærmer sig, jo mere fremmed føler jeg mig for alt, hvad der omgiver mig, endog hvad der er mit Hjerte nærmest. Den Uro, hvori vi svæve, den uophørlige Syslen med timelige Gjenstande, der gjør os alle uskikkede til Tanker og Følelser, der hæve Sjelen over det Jordiske -- paa den ene Side Syening, Indpakning o. dl., paa den anden Side Pengemangel og Ærgrelse over det saare meget, Fattigvæsenet vedkommende, som maa afgjøres, inden jeg kan sige: Det er fuldbragt! -- alt dette gjør min Stemning hver Dag mørkere, gjør Ønsket: O at vi dog sad i vor Vogn høit oppe i Valders eller paa Fillefjeldet! hver Dag mere levende. Til Svar paa mit Brev fik jeg ogsaa Grev Wedels Ultimatum, og det var, at hverken Kjøb kan sluttes eller Laan bevilliges under Statscassens nærværende Forfatning. Greven havde haabet at kunne hjælpe mig af sin Privat- formue, men ogsaa dette gjør Debitorers Uefterrettelighed ham umuligt, og alt hvad han endnu er istand til, er at laane mig 3 -- 4000 Rbd. i Discontosedler imod at faa dem igjen om 3 Maaneder i samme s. d. Mynt. Jeg gik til Major Juell med dette Brev, men han raadede mig til ikke at benytte mig af dette Tilbud, da det var bedre, maaskee og lettere at gjøre Laan i Bergen, og da man maaskee endog kunde være i Forlegenhed for at skaffe Discontosedler til bestemt Tid; derimod troede han, at jeg kunde anmode SIDE: 164 Morgenstjerne om et Forskud paa 1 -- 2000 Rbd. paa For- pagtningsafgiften af Løkken, og det vil jeg gjøre. 14de Aug. Jeg har udlæst Hroars Saga, og finder den overmaade vakker men vel langtrukken, idetmindste holder den ellers saa elskværdige Kong Hroar skrækkelig lange Taler. Ogsaa her har Øhlenschlæger, som man før har beskyldt ham for, ind- blandet sig selv og sine Privatforhold. Det er tydeligt, at han med Hrane har villet afbilde sig selv og ved Ragnvald Baggesen. Mindre klart er det mig, at Offergoden Lofde skal være Grundtvig. -- Fra Præsten Brun fik jeg et inderlig varmt og venskabeligt Brev. Nu savner han ikke sin Fader længer; i mig finder han ham fuldelig erstattet. Alle mine Commissioner har han udrettet til min høieste Tilfredshed, naar undtages at Gartneren ikke vil opgive sine Preten- sioner paa Haven. Iøvrigt tilstaaer Brun, at der saavel med Haven som Engen maaskee er handlet vel selvraadigt, da der i min Formands og min Formands Formands Hoveder ligesaavel var Vildrede, Naadsensaaret angaaende, som i mit. Vi vare i Aften budne til Sverdrups, hvor Gjæsterne foruden os vare Tetens (hvem jeg leverede et Brev til Holten, "Premiereministeren i Odense", [fotnotemerke] som Sverdrup kalder ham) med Frue, Skjelderups, Steenbloch og Hersleb. Med Forundring hørte jeg der, at Prinds Friederich, inden sin Fotnote: C. H. v. Holten var 1810 bleven Secretair ved Vice-Statholderskabet i Norge, var derpaa norsk Statssecretair under Christian Frederiks Kongedømme, fulgte denne til Danmark og blev, da Prinds Christian 1815 udnævntes til Gouverneur over Fyens Stift, Gouvernements- Secretair, i hvilken Stilling han blev staaende til 1840, da han blev "Geheime-Archivarius for H. M. Kongens Cabinet". Afskedigedes som saadan 1848. SIDE: 165 Afreise herfra, blev ordentligen viet til Baronessen af Pro- fessor Leganger i Eidsvold. Justitsraad Thrane og nu af- døde Stadshauptmand Heyerdahl vare Forloverne. [fotnotemerke] 15de Aug. I Aften vare vi hos Skjelderups, hvor Gjæsterne vare de samme, som hos Sverdrup i Gaar. Hersleb og Sverdrup disputerede meget om Hrane og Ragnvald, hvilke den første paastod vare Digtere fra det attende Aarhundrede og havde intet oldnordisk ved sig, hvorpaa Sverdrup (i mine Tanker med Føie) spurgte, om ikke saadan Rivalitet og saadanne Digtercharakterer ogsaa lod sig tænke paa den Tid; og hvad Nordiskheden angik, da mente han at der var ligesaa liden Indiskhed i Aly og Gulhyndy, hvilken Hersleb dog ophøiede til Skyerne. Hvad jeg imidlertid, uden at bryde Staven over den mere blandede Tone i Øhlenschlægers nyeste For- tællinger og Dramer, ikke kan negte er, at Vaulundur, paa hvilken henpeges i Hroars Saga, som endog spiller en meget vigtig Rolle der, er et langt mere nordisk Product baade i Sprog og Aand. -- Ved den mundtlige Del af Examen skal det gaae uventet godt. 16de Aug. Rigstidenden fortæller, at Barbareskernes Voldsomheder blive stedse grueligere. Dette skrives fra England, som for et Aar siden sagdes at have deels kuet deels omvendt alle de barbareske Magter, saa at en christen Slave ikke mere existerede der. -- Vore Rigsbanksedlers Cours forbedres, og vor Cours paastaaes nu at staae bedre end baade den danske og den svenske. Fotnote: Vielsen vistnok ikke indført i nogen norsk Ministerialbog, heller ikke kan siges, hvor den har fundet Sted, eller om den har været morga- natisk. Eidsvolds Præstearchiv brændte i Januar 1877. SIDE: 166 Statsraad Krohg fortalte mig en slem Historie, som ex officio vil blive mig meddeelt, naar jeg kommer til Bergen: en formelig Angivelse af Amtmand Falsen af de fleste Præster i Sogns Provstie, navnlig Qvale, Boyesen, Dahl, Daae i Hafslo og Daae i Leganger for at have deels fore- skrevet Betaling for Ministerialforretninger, høiere, end enten Lov eller Billighed hjemlede dem, deels at have fordret Be- taling i saadanne Tilfælde, hvor det hverken er tilladt at fordre eller modtage den. Krohg troede et Exempel burde statueres. Forøvrigt har jeg i Dag som sædvanligt kjæmpet med Nød og Pengetrang. Aldrig i mit Liv har mine Cre- ditorer løbet mig paa Døren saaledes som i disse Dage, og det er med Møie jeg kan betrygge mig de fornødne Reise- penge. Fra den Side kunde vor Flytning aldrig indtruffet i et fatalere Tidspunct. 17de Aug. Det er forbi! Jeg har sidste Gang talt for Slots- menigheden; Baandet mellem mig og alle de 10000 Mennesker, hvis Lærer jeg nu i 12 Aar har været, er nu aldeles op- løst, kun Mindet er endnu igjen. At dette just er meget kjært og levende hos Aggers Menighed, kan jeg ikke troe, ligesom heller ikke dens Minde er mig af betydeligt Værd. Jeg har aldrig stærkere end i Dag følt, hvor forskjelligt mit Forhold til de to Menigheder var, ja jeg tør lægge til, heller ikke har jeg nogensinde været mig bevidst, at Slotsmenigheden var mig saa kjær, som jeg i Dag har erfaret. Paa Prædike- stolen kan jeg just ikke sige, mine Følelser vare meget stærke, jeg var idetmindste fuldkommen Herre over dem; men istedetfor, at jeg med den roligste Kulde klædte mig paa for at tage til Aggers Kirke og var og blev kold under den hele Guds- tjeneste, var jeg i Morges, da jeg for mig selv fremsagde nogle af de Ord, jeg vilde tale til min egen Menighed, saa SIDE: 167 rørt, at Taarerne qvalte min Stemme, og jeg næsten ikke kunde holde op at græde. Endnu en anden Anmærk- ning gjorde jeg i Anledning af denne Afskedsprædiken. Kirken var propfuld, der kunde vist ikke rummes et Menneske til; mangfoldige maatte gaae hjem, og jeg mødte saamange, da jeg gik til Kirken, at man maatte troe Gudstjenesten var forbi. Men uagtet hverken Vagt var udstillet eller Billetter uddelte, herskede der dog, idetmindste under og efter Præ- dikenen en Orden og Stilhed, som vist aldrig har været større, naar de strengeste Forholdsregler have været tagne i Byens Kirke. Jeg drager deraf den Slutning, at naar Menigheden har virkelig Kjærlighed og Agtelse for sin Lærer, og venter at høre noget, som er værd at høres, saa behøves ikke alle de Anstalter; de forstyrre tvertimod Andagten istedetfor at befordre den. Man røber Mistillid til sig selv og sit Talent til at fastholde Folkets Opmærksomhed, naar man frygter for ærgerlige Spectakler, eller anden Uorden, end der nødvendigviis maa følge med enhver talrig forsamlet Mængde. Jeg skal aldrig paa Reformationsfesten, ved Præste- eller Kirkevielser eller hvilkensomhelst Anledning tage Tilflugt til militair Be- skyttelse. Hvad Prædikenen selv angik, da oplæste jeg Evan- geliet og fik noget deraf anbragt i Indgangen. Iøvrigt omtalte jeg meest mig selv, mit forbigangne Liv og mit Forhold til Samfundet, jeg forlod. "Mine Fortids Er- faringer som Grundvold til mit Fremtids Haab", var mit Thema. Jeg tog en hjertelig Afsked fra disse Mennesker, blandt hvilke jeg vist havde ikke saa oprigtige Venner. Særskilt tiltalte jeg Statholderen, hvem jeg takkede som Fædrelandsven for hans ædle Fremfærd iblandt os, og som Religionslærer, fordi han, ved ikke at skamme sig ved Jesu Evangelium, gav Høie og Lave et godt Exempel: Biskop Bech, hvem jeg erklærede at skylde, at jeg i det som er uden- for Religionslærerens Kald ikke aldeles uduelig og uerfaren SIDE: 168 betræder mit nye Embede (det er virkelig sandt; jeg har lært meget af den Mands Exempel, baade hvad jeg bør gjøre og hvad jeg bør vogte mig for -- see mange Steder i denne Dagbog!) og endelig Borch, hvis varme Nidkjærhed for Religionen jeg roste, og som jeg ønskede en behageligere og mere uafhængig Virkekreds. [fotnotemerke] 19de Aug. Førend jeg gik ud, fik jeg en Billet "til Biskop Pavle", hvilken Grevinde Mørner ønskede at see hos sig paa Lade- gaardsøen Kl. 4. -- Grev og Grevinde Wedel, Baron Wedel og Statsraad Anker udgjorde det hele fremmede Selskab. Vi fik de sædvanlige 8 Retter Mad, men 4 Slags Viin og Porter. I Champagne gjorde Greven mig den Ære at drikke min Skaal, og da et nyt Glas iskjænktes for mig, troede jeg det var Meningen, at jeg for mit personlige Ved- kommende skulde udbringe Exellencens og hendes Naades, hvilket, ogsaa skede. Efter Bordet sagde Mørner til mig de mærkelige Ord: "Det gjør mig ondt, at vi skal miste Biskoppen, og jeg skulde slet ikke have imod, at De kom snart til os igjen; her kan jeg nok sige det -- Biskop Bech hører det ikke." -- Jeg spurgte Anker om hans nye Sjele- sørger, hvilken jeg veed han ikke bærer megen Agtelse for. Den arme Wergeland er ilde tilmode, og hvad han ikke er, er hans Kone. Hun er vant til sin Boston hver Aften, og paa Eidsvold spilles aldrig Kort. 20de Aug. Imod al Forventning fik jeg dog min Gaard solgt inden min Afreise. Vistnok blev den maadelig betalt, langt Fotnote: Pavels Capellan pro loco Abr. Borch blev 1818 res. Cap. til Eker og 1825 Sognepræst til Kongsberg, hvor han døde som Provst 1847. SIDE: 169 mindre end Ytteborg vilde givet, men naar jeg betænker det mislige i at eie en uassureret Gaard, der ved Ildebrand i en halv Times Tid kunde reduceres til slet intet, og at den desuden er gammel og forfalden og i Tidens Fylde bestemt til Nedrivelse, saa syntes mig det mindre fordeelagtige Salg at maatte foretrækkes usikre Fremtids Fordeel, naar Kjøberen iøvrigt er suffisant. Altsaa solgte jeg den, efter Major Juells Raad til Krigsraad Ruge for 2500 norske Specier, der skulle betales den 11te Juni i fire paa hinanden følgende Aar fra 1818. I sig selv er den neppe mere værd, skjøndt den vistnok efter nærværende Pengecours og Huusleiepriser ved Leie kunde udbringes langt fordeelagtigere. Statsraad Krohg, i hvis Hovedbog jeg synes at staae høit anskreven, bad mig ved Afskeden, at jeg foruden den officielle Correspondance med Departementet, ogsaa vilde underholde en privat med ham, hvor jeg meddelte ham min individuelle Mening om Mennesker, Ting og Omstændigheder. En Student her ved Universitetet, Søn af en Kjøbmand i Kragerøe, har i Dag skudt sig ihjel paa Byens Kirkegaard. Der fandtes et Brev i hans Lomme, hvori han erklærede, at han fandt Livet her i Verden saa ubehageligt, at han ikke kunde holde længere ud; han haabede, det skulde gaae ham bedre i den anden Verden. 21de Aug. Vi have da nu forladt Christiania, om for vort hele Liv, eller om vi endnu engang skulle vende did tilbage, det staaer i Guds Haand. Jeg bør ikke ønske det sidste; man bliver keed af den evige Omflakken og kan nærved de 50 Aar længes efter Hvile; maaskee jeg heller aldrig sættes i Fristelse; dog skee hvad der vil! Gud, som hidtil har raadet og styret saa vel, han gjøre det og herefter med mig som ham godt synes! SIDE: 170 Ved Udfarten fra Byen deels mødtes, deels indhentedes vi af Stenersen og Kjerschow til Hest, Garmann og Borch i Kariol; Sverdrup havde tilligemed sin Søster indfundet sig i Juells Gaard og fulgte med. De ledsagede os til Lysager. [fotnotemerke] Det gik nu næsten bestandig opad Bakke. Smukke Situa- tioner møder man ikke og Krogskoven er ennuiant. Endelig aabnede sig da den fortryllende Udsigt fra Krogkleven; det er sandt, den er overmaade skjøn, og maa være det end mere for den, der har et ligesaa omfattende som skarpt Syn. For mit Øie er Afvexling af Mark, Skov og Vand altid yndig og tillokkende, men hvor langt denne Afvexling gaaer, hvilke enkelte Partier i fjern Afstand forskjønne Maleriet, hvorledes alle disse Dele frembringe et harmonisk Heelt, det kan jeg ikke see. Døderlein, hvis Syn er omtrent af samme Be- skaffenhed som mit, havde gjort mig opmærksom paa en anden Skjønhed ved Krogkleven, der rigtignok ogsaa for mig havde vel saa meget frappant: de høie, bratte Fjeldvægge, mellem hvilke Veien gaaer, der have Liighed med de Leirdalske, kun at de ere bevoxede med Træer og Buske, hine derimod sorte og nøgne; jeg glemte stundom hvad der laae foran mig af Beundring over det, jeg havde ved Siden af mig. Bakken er iøvrigt saare steil, og for den der kan gaae, er det utidig Forvovenhed at sidde i Vogn nedad den. Nu vare vi da paa Ringerige, hvor Egnen i det Hele er mere jevn. Vi kjørte over 2 -- 3 lange Broer, hvor to Fjorde forenes, og det var ret interessant, men den ene var en Flydebroe, der rigtignok var lidt ængstelig at see til, da Bølgerne slog ind over den, og vi altsaa virkelig paa Broen kjørte i Vand. Hestene vare vante til det og bekymrede Fotnote: Det var Skik i de Dage i Christiania at ledsage bortdragende Venner, om de reiste imod Vest, til Lysaker, og om de droge imod Øst, til Skydsjordet. SIDE: 171 sig intet derom, men med skye Heste var det en farlig Tour. Man vilde paa det Sted havt en Broe hængende i Jern- kjæder; Kjæderne vare alt komne fra England, men de sprang og man opgav Tanken. -- Nu arriverede os da intet førend en halv Fjerdingvei fra det sidste Skydssted Vang; der mødte os fire spadserende Damer: Petronelle Thaulow, Frøken Bülow (Lieutenant Juells Forlovede), Jfr. Juell [fotnotemerke] (den jeg confirmerede ifjor) og Provst Stenersens Datter, der indbød os til Jevnager Præstegaard, hvor vi drak Thee, og gav os saa paa Veien med Thaulows [fotnotemerke] Heste til Veloug. 22de Aug. Det onde Veir er nu forbi, og os og Landmanden til Glæde have vi nu det klareste, varmeste Solskin. Vi spad- serede i Formiddags ude paa Engen, som ved hist og her omstrøede, større og mindre Træer har et saare malerisk Ud- seende, og saa skal det være overalt paa Gaardens Jorder. Ageren staaer overalt i herligste Væxt, og bliver Veiret godt, hvortil der nu er saa meget Rimelighed, bliver Høsten usædvanlig riig. Det er overalt et deiligt Land det Hadeland; boe der gad jeg sagtens ikke, da de idelige tunge og steile Bakker gjør Passagen besværlig og ved Nattetider farlig, men saare skjøn er Egnen for Øiet, og Vegetationen er i høi Grad yppig. Her er en Mængde fiskerige Vande, og man maa standse Skovene i deres Væxt, at de ei skulle ud- brede sig til Skade for Jordfrugterne. Udsigterne her fra Vinduerne er fortryllende. Provst Stenersen spiste her til Middag med Datter. Han er en interessant og i mange Maader hæderlig Mand. Fotnote: Datter af den i Dagbogen ofte omtalte Major Juell. Fotnote: Jens Gram Thaulow, der i 52 Aar (1808 -- 1860) var Sorenskriver i Land og Hadeland og døde 1862; see om ham L. M. B. Aubert: "En gammel Jurist-Slægt" (Særtryk af norsk Retstidende). SIDE: 172 Dagen endtes med en Lhombre med ham, Thaulow og Lieute- nant Juell. Denne Juell er vist en meget forstandig og dannet Yngling, og regnes almindelig blandt de dueligste og sædeligste unge Officerer. 24de Aug. I Morges forlod vi Veloug. Thaulow fulgte os til Gran, den gode Petronelle [fotnotemerke] endog til Land. Vi spiste Frokost i Gran Præstegaard, hvor der som sædvanlig var Velstand og Elegants. Den gamle Præst [fotnotemerke] talte meest om Pengevæsenet, venter Opstand og spaaer Jammer. Slige Spaadomme har man nu i nogle Aar hørt saa mange af, og saa faa af dem ere hidtil opfyldte, at en Provst Lassens Ulykkesprophetier intet svækker af min Tillid enten til Gud eller Mennesker. -- Paa Reisen forefaldt intet mærkeligt. Den berygtede Hundsklev, som paa vor Bergensreise 1809 voldte os megen Besvær, er nu ved Omlægning bleven meget passabel og neppe at gjenkjende. Vi kom betimelig til Land Præstegaard og fandt temmelig ceremoniel, men derhos venlig Modtagelse. Lidt Egoisterie er der nok i Provst Bergs [fotnotemerke] Væsen, der dog har meget ærværdigt og imposant. Han ønskede Lettelse i Arbeidet, og har gjort adskillige hidtil mislykkede Forsøg derpaa, hvilket i denne paa Præstesubjecter saa fattige Tid ikke er underligt, men hvad man maa undres over er, at Biskop Bech har ladet flere Klager og Forslag fra den 65aarige Olding aldeles ubesvarede, og det vilde jeg ikke, om det saa var en Klokker eller Skoleholder, der fremførte dem. Fotnote: Sorenskriver Thaulows Hustru, Datter af Pladsmajor Juell i Chri- stiania, Pavels's Ven. Fotnote: Albert Lassen, see Pavels's Dagbøger 1812 -- 1813, S. 2. Fotnote: Johannes Henrik Berg ( 1821). Sammesteds S. 2. SIDE: 173 25de Aug. Det største og skjønneste Træ, jeg veed at have seet, staaer i Lands Præstegaards Have. Det er en Ask, hvis Alder foregives at være 12 -- 1300 Aar. Man forestiller sig dens Oldemoder Asken Ygdrasil og begriber, at Digteren tænkte sig dette uhyre Træ som en Ask. -- Provst Berg fortalte i Morges adskilligt om Provst Pihl i Vang, [fotnotemerke] hvor Berg var residerende Capellan, da han blev Sognepræst. Det er fast utroligt, at han i sit Embedes første Dage upaa- anket har vovet at lukke Kirkedøren, indeslutte Nøglerne i et Skab i sit Huus og drage hen til et Gjæstebud paa en Tid, da et Par hundrede Mennesker vare tegnede til Communion, saa at Berg maatte lade opbryde Kirkedøren for at udføre sine Embedspligter. Er dette sandt -- og jeg troer ikke, Berg lyver -- saa kan man ikke undres over, at en Menig- hed, som nu henved 30 Aar har været hjemsøgt med en saadan Lærer, har fattet Had til ham og Ringeagt for Religionen. -- Om en Prædiken af Provst Sartz [fotnotemerke] fortalte han mig, hvad jeg efter mit Kjendskab til Manden finder rimeligt. Den var over Evangeliet paa 4de Søndag efter Trinitatis, og Indgangen lød omtrent saa: "Dette Evan- gelium indeholder adskillige Ting, hvoraf vi kunne uddrage Lærdomme, men vi ville i Dag slaae det altsammen i Hartkorn og vise: at vi hverken maa elske Gud eller Menneskene for meget." At elske Gud for meget var blot at vende sine Tanker til det Aandelige og det Evige, uden mindste Omsorg for det Timelige (det er neppe Provst Sartz's Feil) -- og i Henseende til den overdrevne Menneske- Fotnote: Paa Hedemarken. Se Pavels's Autobiographie S. 58 -- 59. Se om ham foruden i Krafts og Langes Lexicon: L. v. Buch, Reise durch Norwegen I. S. 159 flg. samt S. Nilssons Resa i Norrige 1816, S. 69 -- 77. Fotnote: I Laurvig. SIDE: 174 kjærlighed, vævede han om Forlibelse, utidig Godhjertethed o. s. v. 27de Aug. Vang Præstegaard [fotnotemerke] og Omegn har jeg paa mine for- rige Reiser kun seet med flygtigt Øie. Seent om Aftenen er jeg kommen, og tidlig næste Morgen er jeg igjen reist derfra. Denne Gang have vi tilbragt en heel Dag der, og have havt overflødigt otium til at besee os. Jeg maa da først tilstaae at Egnen ingenlunde er saa styg som jeg ansaa den for. De skjønne Udsigter, som man hyppigen møder i de sydlige Egne af Valders, savner man vel her; derimod seer man sig paa den ene Side omgiven af en frugtbar Slette, hvor Kornet voxer lige saa skjønt, som i Nærheden af Christiania. Nedenfor Præstegaarden er paa den anden Side Lille-Mjøsen, et Vand, der om Efteraaret ved vestlige Storme ei skal være noget lysteligt Syn, men som i godt Veir i dets rolige Tilstand giver Egnen et livligt Udseende. I nogen Afstand seer man høie Fjelde, nogle af dem bedækkede med Snee. Ved Præstegaarden er et Par ret vakre Haver med Kjøkkenurter; Frugttræer kunne ei voxe her. -- Jeg spadserede med Hr. Müller et Stykke henad Landeveien, men han er temmelig corpulent og taaler ikke meget at gaae; ogsaa var jeg med ham inde paa Kirkegaarden, der i Forhold til Folkemængden og Mortaliteten er urimelig stor. Den er vist ligesaa stor som Aggers Kirkegaard, og siden Nytaar er der i Vangs Sogn ikke død et voxent Menneske. Hist og her staaer et Trækors med en uorthographisk paamalet Ind- skrift; de vare alle meget nye, hvoraf jeg sluttede, at et saadant Monument ikke over 3 -- 4 Aar bevarer den Af- dødes Minde. Et Kors fra 1814 laa allerede oprykket og Fotnote: I Valders. SIDE: 175 omstyrtet. Kirkens Udvortes er overmaade uanseeligt; jeg formoder det Indvortes ei er mere tiltrækkende. -- Hos Præsten og hans Kone fandt vi den samme blide, simple Gjæstfrihed som de forrige Gange. Der er intet utidigt Ceremoniel, intet overdrevent Tractement, ingen Prætensioner. Sine Gjæster, os idetmindste, behandle de som Venner, med hvilke man ikke behøver at gjøre Omstændigheder, hvem man giver, hvad man har, og giver det med inderlig Velvillie. Man spiser overmaade godt, men kun Gaardens, i det høieste Landets Producter. Præstegaarden er i maadelig Stand, Værelserne faa og gammeldags, Meublerne simple, men der er ypperlige Senge og al anden Beqvemmelighed en Gjæst kan ønske sig. Hr. Müller er en jevn godlidende Mand. Han vil gjerne snakke og fattes ei paa Æmne til Samtale, thi han er meget nysgjerrig, vil gjerne vide hvad der foregaaer i og udenfor Landet, og da han ei har Corre- spondance, maa saadan Underretning hentes hos Reisende. 28de Aug. Nu er jeg da i Bergens Stift. Ved Støtten, der skiller det fra Aggershuus, hilsede jeg det og bød mit Reise- følge velkommen, ikke uden alvorlige, vemodige Følelser: En ny Fremtid aabner sig for mig fra det Øieblik, jeg betræder denne Grændse; nyt Arbeide, nye Sorger og Glæder fore- staae. Nu som før tænkte jeg mig dog mere levende Byrderne, jeg befriedes for, end dem jeg rimeligviis herefter skal bære. Og i Spidsen for de Onder, der ligge bag mig, og som ikke let ville vende tilbage, staaer bestandig mit Embedsforhold til Biskop Bech. Med alt det, at Manden, især i den sidste Tid, har viist sig særdeles forbindtlig imod mig, var og er det mig dog umuligt at elske og agte ham. Der er en Disharmonie mellem hans og mine Grundsætninger og Følelser -- om de sidste og virkelig kan tillægges ham -- SIDE: 176 som gjorde Afhængighed av ham til et trykkende Aag for mig, det jeg bar med stigende Uvillie. Det er nu forbi; jeg staaer paa mine egne Been, gaaer min egen Gang og takker Gud ret hjerteligen, at jeg paa en saa ærefuld Maade kom ud af dette Forhold, som mere end noget andet generede mig. Dagens Reise havde intet mærkeligt. Naar man i godt Veir uden Malheur af noget Slags reiser over Fillefjeld, maa Reisens Historie blive ligesaa eensformig som Reisen selv. Veien fra Vang Præstegaard til Skogstad er nu over- maade god, over Fjeldet er den i ypperligste Stand, vi havde udmærket skikkelige Skydsfolk og paa Nystuen fik vi en delicat Ret Fjeldørret. Omtrent paa Fjeldets Spidse mødte vi en omvankende Cuursmed med Kone og Søn, Land- strygerpak, som jeg siden har hørt. Manden fortalte, at Stiftamtmand Christie og Oberstelieutenant Hammer ventedes i Aften i Maristuen, og skjøndt dette Møde vilde i nogle Henseender været mig overmaade behageligt, begreb jeg ikke, hvorledes de og jeg med hele mit Følge kunde faae Logis i den Hytte, der har een Stue med et lidet Sideværelse. Det var lutter Løgn; den 8de Sept. ventes de der og ville op- holde sig der i 3 Dage og jage og fiske, da Oberstelieutenanten med samme vil eftersee Veiene, hvortil de høiligen trænge -- see næste Dag! Samme Hammer har uden Tvivl store Fortjenester af Veivæsenet fra ældre Dage, men har heller ikke lagt Dølgsmaal paa dem, da to Støtter, en paa hver Side af Maristuen, forkynde hans Hæder. Jfr. Sverdrup [fotnotemerke] fortalte om ham en pudseerlig Anecdote. Han levede i Fiend- Fotnote: Elisabeth Birgitte S., en Søster af Prof. G. Sverdrup. Hun havde Følge med Biskoppen og hans Familie, idet hun reiste til sin Svoger, Sognepræst Qvale i Lyster. Se om denne Dame Broder- sønnen Johan S.'s Taler, Kbhvn. 1882, S. 1. SIDE: 177 skab med en Borger i Bergen, ventelig en Kjøbmand. Da han havde faaet Dannebrogskorset, mødte Borgeren ham en Dag, og tiltalte ham med disse Ord: "Jeg gratulerer Dem, Hr. Oberstlieutenant! med Deres nye Værdighed. Jeg mærker ellers, det gaaer anderledes til nu end i gamle Dage. Da hang man Røvere paa Korset, og nu hænger man Korset paa Røvere." 29de Aug. Mellem Maristuen og Berger laa en stor Steen, ned- rullet i Foraaret ved Fjeldskred og endnu ikke borttaget; den kom vi dog saa nogenlunde forbi med vor Vogn. Paa hiin Side af Berger, hvor gamle Iver endnu lever, gaaer paa to Krykker og politiserer som før, mødte vi Præsten Boyesen til Hest. Han var taget hjemmefra i Gaar Aftes og vilde byde Bispefamilien velkommen i Bergens Stift. Han forudsagde, hvad der forestod; det var os altsaa ikke uventet, og vi fandt os i det med from Resignation, da vi ved Nedfarten af de saakaldte Galler fandt Veien aldeles spærret, saa det var umuligt at komme forbi den store Steen, der laa midt i Veien, uden at skrue Vognen af Stykke for Stykke og bære bort forbi Præcipicen. Jfr. Sverdrups Reisekjærre blev med yderste Anstrængelse og Risico trukket forbi Stenen; der var ikke en Fingerbred fra yderste Pynt. Endnu vare ikke alle Gjenvordigheder overstandne, thi strax, førend vi kom ned paa Sletterne, traf vi en Steendynge, sammenhobet ved Sneeskred, hvor ogsaa Vognen med Møie blev fremslæbt, og fandt jeg her Anledning til at prise Iver Smed paa Aggershuus Fæstning, som havde sat min Vogn i saadan ypperlig Stand, at den aldeles ubeskadiget naaede Leirdal, trods alle de Stød den, især mod Slut- ningen, maatte udholde. Præstegaardens Beliggenhed er al- deles ikke hæslig. Meget høie Fjelde omgive den, men her SIDE: 178 er en god Deel Træer, en rislende Bæk løber forbi Huset, og her er en skjøn stor Have. Et udvortes uanseeligt, men indvendig smagfuldt Lysthuus er Præstegaardens skjønneste Værelse. Vi modtoges med megen Velvillie og beværtedes vel. Under Aftensmaaltidet kom Qvale fra Lyster. [fotnotemerke] Han synes ikke at lykønske mig med Flytningen, eller finde den fordeelagtig, men i Almindelighed er han nok ikke af dem, der betragte Livet fra den lyse Side. 30te Aug. Efter Translateur Krafts Anmodning har Boyesen ud- arbeidet en Beskrivelse over Leirdal [fotnotemerke] som Bidrag til et lignende Værk, Kraft under Regjeringens Auspicier vil ud- give over hele Norge. Boyesen har udbredt sig over alt med beundringsværdig Nøiagtighed, og man maa forbauses over, at han efter fem Aars Ophold har kunnet erhverve saadan Localkundskab. Der er ikke en Dal, ikke et Fjeld i Præste- gjeldets fjerneste Afkroge, hvor han jo har været, og som han jo veed at beskrive som om de stod os for Øinene; hvert Søm paa Mænds og Qvinders Klædedragt, Husenes Bygningsmaade, alt hvad tænkes kan aftegner han i smaa- ligste Detail. Om ikke lidt Partiskhed har styret hans Pensel under Aftegningen af Indvaanernes Charakteer, tør jeg ikke afgjøre; af den Spænding, der hersker mellem ham og hans Menighed, lader sig saadant med Rimelighed slutte. Hvad han siger om de Giftes Sædelighed og de Ugiftes Tøilesløshed, er mærkeligt, hvis det er sandt. Hist og her er Boyesens Sprog vel blomstrende; han gjør Skildringer og Anmærkninger, der passe bedre i en Spiessisk Roman end i Fotnote: Pavels's Skolekammerat, see Autobiographien S. 29, gift med en Søster af Prof. Sverdrup. Fotnote: Trykt i Budstikken II, 257 -- 86 og 303 -- 38. SIDE: 179 en Topographie over Leirdal. -- Ogsaa viste han mig nogle Breve fra Biskop Brun i en overmaade cordial og fortrolig Tone. De saae hinanden aldrig, men B. forsikrer, at der er ingen af Stiftets Præster, hvis Breve i den Grad behage ham, og som han saaledes aabner sit hele Hjerte for, som Boyesen. De fleste af disse Breve ere fra For- eningens første Dage, samt fra det ordentlige Storthings, med hvis Forhandlinger han viser sig meget misfornøiet, ligesom han overalt erklærer sig for en Hader af vor nu- værende Constitution og det repræsentative System. Christie, Bugge, Budtz, tildeels Falsen roser han. Hersleb kalder han sin Guldgut. Brevene ere saare interessante, men bestyrke mig i den Tanke, jeg fattede efter hans Breve til mig, da S. Bloch [fotnotemerke] ønskede hans epistolæ ad familiares udgivne. De, som virkelig fortjene dette Navn, kunne ei divulgeres i de første 30 -- 40 Aar, og det skulde dog egentlig være dem, der gjorde Samlingen interessant. Midt under al denne Læsning kom Aabel [fotnotemerke] med For- ældre fra Urland. Den gamle Præst er en jevn Mand, som neppe udmærker sig enten ved Lærdom eller Talenter, men mangler ikke bon sens. Han er vel den anden unævnte Præst i Sogn, som Falsen i sin Angivelse undtager fra den almindelige Anke. Studenten havde forfattet en Lykønsknings- sang, ret vakker og hjertelig; den blev sungen af ham og Boyesen ved Middagsbordet, og vor Skaal blev drukken -- ak i Øl! 31te Aug. Selskabet paa Leirdal skiltes i Formiddag, og drog mod Øst og Vest, hver til sit Bestemmelsessted. Studenterne Fotnote: Vistnok Sevel Bloch, i sin Tid Conrector i Throndhjem. Fotnote: Stud. theol. Siden Provst og Sognepræst til Land. SIDE: 180 Aabel og Greve spadserede henad den Vei, vi nys forlod, til Christiania, Aabels Forældre i en lille Baad, Qvale og Jfr. Sverdrup i en anden, begav sig til Urland og Lyster; vi satte os i den skjønne, beqvemme Bispebaad, som jeg nu, da jeg skriver dette, to Dage har siddet i, tryg og fornøiet og uden Angst tænkt paa den Tid, da jeg paa den skal glide til det fjerne Søndmør, høit op til det paa Landkartet saa frygtelig ladende Haram. Baaden roes frem af 10 raske Karle, Styrmanden Ananias uberegnet. -- I det dei- ligste Veir kom vi til Leganger Præstegaard Kl. 5 à 6. Der var ingen hjemme, da man først ventede os i Morgen, men en høitbetroet Pige modtog os med beleven Gjæstfrihed, skaffede os Caffe, Thee og Smørrebrød og fremfor alt herlige Senge at ligge i. 1ste Sept. Norman var mig bekjendt fra Storthinget og end mere efter det Vidnesbyrd, Hersleb og Kjerschow gav ham som en overmaade brav Mand, der aldeles fortjener den Lykke, han har gjort ved at faae et af Stiftets bedste Sognekald. [fotnotemerke] -- Den residerende Capellan Hr. Daae [fotnotemerke] maa jeg derimod til- staae ikke behager mig saa ganske. Langt fra mig være det dog, ved et mindre fordeelagtigt Udvortes at lade mig forlede til Fordom mod Manden. At Skinnet bedrager, behøver jeg blot at see i Speilet for at overtydes om. Vort Maal var i Dag Ladevig Præstegaard, hvor Sognepræsten Ludvig Daae [fotnotemerke] kom os imøde paa Bryggen. Jeg har aldrig seet ham før, men fandt i ham en affabel, Fotnote: Nils Normann, see Forf. Lex. Fotnote: Ludvig (Andersson) Daae, see Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed, S. 156. Fotnote: 1843 i Gloppen lige efter sin Entledigelse som Sognepræst der. SIDE: 181 fornuftig og gjæstfri Mand, i hvis Selskab Tiden gik meget behagelig. 2den Sept. Førend jeg forlod Ladevig Præstegaard, fremstillede sig for mig Kirkesangeren, af Fødsel en Jyde ved Navn Aare- strup, som ønskede sig anbefalet til et bedre Klokker- eller Kirkesanger-Embede ved forefaldende Leilighed. Den Sag toges i nøiere Betænkning. Personen saa vel honet og beskeden ud, men det gjør vist enhver Mand af den Stand, der complimenterer sin Biskop, helst naar det gjelder at udvirke Hosernes Grønhed til bedre Kaars Opnaaelse. Han sad ved Frokostbordet med os, og fra dette begav vi os strax ned i Baaden, hvor vi i deiligt Veir og med taalelig god Vind gleed hen over Resten af den frygtelige Sognefjord, der var glat som et Speil, "en Hvælving af Azur, en blank og endeløs Iis." Evendvig Præstegaard var i Dag Maalet. Sognepræsten Dahl, Medlem af det overordentlige Storthing, hvis Antisvenskhed jeg i Begyndelsen fandt vel overdreven, men hvis Retskaffenhed og Gudsfrygt jeg siden lærte at elske og hædre, modtog mig med inderligste Glæde, hvis Oprigtighed ikke lod sig miskjende. Kjærlig Velkomst er hidtil mødt mig, hvor jeg kom frem, men ingensteds har hjertelig Hengivenhed saa tydeligen udtalt sig som hos denne vist ædle, for Guds Ære og Menneskers Vel nidkjære Mand. -- Efter Theedrikningen var jeg i Kirken, som er temmelig stor, iøvrigt som Landsbyekirker, der ikke nys ere opbygte, almindeligen ere. Der var to Altertavler, en gammel hensat i en Krog, og en nyere opstillet i dens Sted. Denne sidste forestillede Nadverens Indstiftelse og forekom mig at være et Fuskerværk. Den ældre var vel en bibelsk Historie af det gamle Testamente; naar jeg undtager, at Costumet ikke var orientalsk, behagede den mig mere end den SIDE: 182 nyere. Coloriten syntes mig livligere, Ansigterne vakrere og naturligere. Strax udenfor Kirken staaer et gammelt Steen- kors, som formodes at være fra Oluf den Helliges Dage, da man af Snorre Sturlesen har Grund til at troe, at han her har ladet bygge en Kirke, hvoraf ellers ingen Levninger ere tilbage. -- Dahl fortalte meget om Sædeligheden og den religiøse Stemning i nogle af de Egne, vi have gjennemreist. Sine egne Sognefolk roser han overmaade. Ladevig med Annex, der forhen hørte til Evendvig, giver han samme fordeelagtige Vidnesbyrd. Et ganske modsat giver han det paa den modsatte Side af Sognefjorden liggende Viig. Ogsaa istemte han den Dom, jeg overalt hører fældes over Leirdølerne, som nogle af de meest fordærvede Mennesker i Norge, irreligiøse og umoralske som Hedemarkerne, og derhos raae, vilde Barbarer. Den forrige Sognepræst skal være gaaet fra Forstanden over deres Mishandlinger. -- Fra Naboepræstegjeldet Lindaas fortalte han en synderlig Historie, som i denne Sommer er passeret. Et Brudepar blev viet, og Bruden var, som almindeligt er, høist frugtsommelig. Hun tænkte ikke paa Børnetøi; man erindrede hende derom, men hun sagde, det behøvedes ikke. Efter nogle Ugers For- løb kom Fødselssmerterne. Tre Naboer indfandt sig, Manden var inde i Værelset, og da Veerne vare stegne til det høieste, bad han Konerne gaae ud. De gjorde det, kom om nogen Tid igjen, Konen var da forløst -- men der var intet Barn og ikke Spor mærkedes efter at der havde været. Hun skal have sagt til Præsten, at hun intet Barn havde født, men til andre har hun sagt, at en smuk underjordisk Kone var kommen til hende før hendes Giftermaal og havde lovet hende megen Lykke i Livet, naar hun vilde give hende sit første Barn. At ingen Angivelse herom er skeet til Øvrigheden, eller om dette var Tilfældet, at alvorlig Inqvisition da ei er anstillet, er besynderligt. Er det en stor Sjeldenhed, at en SIDE: 183 gift Kone har født i Dølgsmaal og ved sin Mands Hjælp dræbt og bortskaffet Barnet, saa lod dette sig dog lettere tænke, end at en Frugtsommelighed, der er kommet til yderste Punct, skulde slippe op til intet, eller at et Ingemannsk eller Tiecksk Eventyr om Underjordisk skulde her være bleven hi- storisk Factum. 3die Sept. Som Theolog er Dahl overmaade orthodox; hans po- litiske Orthodoxie er nok mindre, og han synes endnu ikke ret at kunne fæste Lid til den nye Tingenes Orden. Af det extraordinære Storthings ivrigste Oppositionsmand lod det sig heller ikke vente, helst da der jevnligen, snart ved Em- beders Bortgivelse, snart ved provisoriske Foranstaltninger, snart paa andre Maader er mødt et og andet, som kunde ønskes at være anderledes. 4de Sept. Nu ere vi da i Bergens Bispegaard. Guds naadige Varetægt ledsage mig og mine ved vor Indgang og Udgang her, hvor vi vel alle skulle tilbringe mange af vore Leve- dage, og jeg rimeligviis ende mine. Den gode Beværtning og de skjønne Senge i Alvøe- strømmen kostede os meget. Regningen beløb, foruden 2 Potter Brændeviin til Roeskarlene, til 68 Rbd. Vi landede ved den saakaldte Triangel. Præsten Brun [fotnotemerke] modtog os; til ham stødte snart hans Svoger Wallem, og de ledsagede os lige til Bispegaarden, hvor strax efter ogsaa deres meget godlidelige Koner indfandt sig. Vi fik først sød Viin og Syltetøi, dernæst Caffe, Chokolade og Thee, og endelig en meget delicat Punsch. Vi gik om og besaae Væ- Fotnote: Resid. Cap. til Korskirken. SIDE: 184 relserne, som ere mangfoldige, adskillige af dem mørke, med gammeldags Maling og Betræk, men alle, som det synes, tætte og hensigtsmæssigen indrettede. Tre af dem fandt vi meublerede. Min Kone fandt sig vel fornøiet med Kjøkken, Spisekammer og andre Huusbeqvemmeligheder, og begyndte overalt allerede i Dag at orientere sig ret godt. Vi vare i Haugen, som er temmelig stor, men i en forvildet Tilstand. Heggen, det Engstykke, hvorpaa skal kunne fødes 2 Køer, er en skrækkelig høi Bakke, næsten et Bjerg. -- Efter en Visite hos gamle Bispinde Brun, som boer her tæt ved, drak vi mere Punsch og kom saa tilbords, alt paa Wallems Bekost- ning, fik 3 Retter, hvoriblandt Østers. Det var første Gang i vort Liv, at vi lod os beverte i vort eget Huus, og at Vert og Vertinde efterat have tracteret os, bad god Nat og gik deres Vei. Endnu erindres, at Stiftsprovst Fleischer havde Bud her og lod spørge om, hvorledes vi befandt os efter Reisen, samt om det var mig beleiligt i Aften eller i Morgen at modtage hans Besøg -- og at jeg paa Veien til Bispe- gaarden indhentedes af Præsten Arentz i Hosanger, der søger alskens Ting, men nu lod mig vide, at han fandt det bedst at blive, hvor han er. Jeg kan ikke sige den Mand be- hagede mig. 5te Sept. Af Lykønskningsvisiter havde jeg i Dag følgende: 1. Stiftsprovst Fleischer, uden Tvivl en meget god og vel- menende Mand, der er glad over at blive Bispe-Em- bedets Byrder qvit, ønskede og at afkaste Præste-Em- bedets, men finder det tungt i sin Alderdom at leve i Bye med en Eftermand, der lurer paa hans Død. Den eneste Sag, fortalte han, som han efterlader mig uex- pederet, er angaaende Constitutionen i Etne Sognekalds SIDE: 185 Vacance, hvor nærmeste Naboepræst forlanger 2 Specier ugentlig, og to andre ville arbeide gratis. 2. Rein, som var meget venskabelig mod mig, men er langt svagere, end jeg havde tænkt mig ham. Han gaaer lang- somt og med Besvær, Kraftløsheden i hans høire Haand mærkes tydelig, og Hukommelsen forgaaer ham saa, at han kan have talt en Time med en Mand, og saa med eet erindrer ikke hans Navn. "Jeg begriber ikke selv," sagde han, "hvor jeg i min Forfatning kunde ønske eller villet modtage Bispestolen." Den nyeste æsthetiske Litte- ratur er ham fremmed, og han syntes heller ikke at interessere sig synderlig derfor. Han længes inderlig efter Capellan; de to Hædersmænd, som ville paatage sig en Tjeners Skikkelse, for siden at blive høit ophøiede ere: Sognepræsten til Augvaldsnæs i Christiansands Stift, v. Hadeln, et ustadigt Menneske, som aldrig er tilfreds med hvad han har, og den residerende Capellan paa Voss, Flottmann, der ikke kommer til Rette med Vosserne, da han skal være stivsindet og krakilsk, som de. Hersleb har ellers givet Haab om at skaffe ham en Student, og han troer at kunne bie endnu et Aar. 3. Irgens, [fotnotemerke] meget forbindtlig, riig paa gode Raad og nyttige Paamindelser. 4. Welhaven, uden Tvivl en stor Nar og Vindmager. Han gjorde et virkeligt Hop høit i Veiret af Glæde over, at jeg var bleven Biskop. Hans Formand er nu død, Pensionen ophørt, og ham fattes nu intet uden en større Kirke, da den (eller de), han har, ikke kan rumme hans Tilhørere. 5. Balchen, [fotnotemerke] en særdeles elskværdig og godlidende Mand. Fotnote: Sognepræst til Korskirken. Se om ham Pavels's Dagb. 1812 -- 1813, S. 30. Fotnote: Dengang resid. Cap. til Domkirken. SIDE: 186 Af Præster var her ikke flere. Endnu savnes altsaa Arentz, Hysing og Christiansen. Ikke-Præster, som besøgte mig, vare: 1. Professor Arentz, der den 28de d. M. fylder sit 81 Aar. 2. Katechet Reimers, en gammel theologisk Candidat paa nogle og 50 Aar, som har søgt længe, men nu ophørt. 3. Chordegn Rein ved Domkirken, et ubetydeligt Menneske, som det synes. Fattigdom hindrer ham fra at gaae til Universitetet og tage Attestats. 6te Sept. Fra Præsten Brun fik jeg 4 Protocoller, hvoraf de 2 ere Landskyldsbøger, de andre to derimod Copiebøger, den ene indeholdende Biskop Bruns Erklæringer og Breve til Re- gjeringspersoner, den anden til Stiftets Præster. Jeg har gjennembladet begge og finder saare charakteristiske Ting. Ogsaa om det Embedsforhold, hvori endnu levende Provster og Præster have staaet til hverandre, gives Oplysninger, som Eftermanden maa takke for. Derimod har han og, især i den første Bog, optegnet ganske forundelige Ting, som man ikke venter at finde i en Embedsbog: Privatbreve til Magnater, saasom Moltke under den danske Regjering, Essen og Rosen- blad under den nuværende. Vel er deri intet, som gjør Brun Skam i hans Grav, uden just denne anstødelige Sammen- blanding af Ting, der aldrig bør savnes i et Bispeembedes Archiv, og saadanne, der ei burde findes uden i Eierens eller Concipistens lukte Gjemmer, men man er dog virkelig i Forlegenhed med saadan en Bog, hvor der er rigelig Plads for mine Erklæringer, om jeg saa blev Bisp her i tyve Aar, men som jeg ikke veed, om jeg kan eller bør benytte for mig selv. Hvorvidt ellers Præsten Brun var berettiget til at negte Fleischer, qua constitueret Biskop, Udleveringen af disse Bøger som Norm i tvivlsomme Tilfælde under hans Embeds- SIDE: 187 førelse, og hvorledes han vilde [være] kommen fra det, naar han ogsaa havde vægret sig for at udlevere dem til den virkelige Biskop -- og det vilde han ved enhver anden end mig, med mindre Høiesterets Dom tvang ham dertil -- det maa nu staae derhen. Mig vedkommer det ikke, thi nu har jeg dem; jeg skal ikke fornærme Oldingens Manes, eller saare hans Søns Pietet, men hverken kan jeg betragte dem som de Brunske Arvingers eller min Privateiendom. Hos mig skulle de be- vares som et Depositum, men min Eftermand kan jeg ikke forholde dem. Besøg modtog jeg af Præsten Arentz ved Domkirken, i hvis Væsen jeg fandt intet af den Arrogance, hans Ansøg- ning om Slotskaldet røbede. -- I Mørkningen kom en ung Mand, der syntes at være fuld. Han er efter eget Sigende Borger her i Byen, men Lykken vil ikke føie ham, og han vil være Klokker paa Voss, hvorom han allerede havde talt til Brun, skjøndt Embedet i dette Øieblik ei er vacant. Jeg sagde ham, at jeg nødig gav Expectance, allmindst til dem, jeg ikke kjendte, og at han maatte melde sig, naar Vacance indtraf; jeg skulde nok erindre dette hans Besøg, naar han kom igjen. "Det gjorde jeg vist ikke," sagde han med en Impertinence, som han besidder i priselig Grad, han kaldte mig bestandig min kjære Hr. Biskop! "O jo!" svarede jeg smilende, "jeg har en god Hukommelse," og fik ham paa Dør. Jeg skal vist ikke glemme ham, det lover jeg. Typerne i Bergens Adresseavis ere afskyelige, men det er dog intet imod den ubeskrivelige Skjødesløshed i Correcturen. 7de Sept. Stiftsprovsten, som jeg aldrig før har hørt, prædikede. Bønnen havde ikke ringeste høitidelig Værdighed; der var overalt paa hans udvortes Foredrag meget at udsætte. Syngende Præketone havde han just ikke, men altfor lang- somt fremslæbte han sine Perioder, og de Bergenske Præsters SIDE: 188 almindelige Feil: "at skrige," er han heller ikke fri for. I Prædikenen selv, der vist ellers var udarbeidet med Flid, havde lys Orden og et reent Sprog, vaklede han mellem det Gammeldags og Moderne. Den handlede om "Den Tak, vi bør yde Gud for vor Sundhed", og den indeholdt mange dyrebare Sandheder. Men ikke brav var den Detail, han gik i ved at vise det Gavn, den Sunde kunde stifte, og de Glæder, han kunde nyde. Mosers Udgravning og Stenes Bortryddelse for at faae frugtbare Agre og Enge, den sødt- rislende Bæk, hvis Surren man kan glædes ved, naar man er frisk, item Lærkens, Nattergalens og Solsortens Sang, al denne Stads kunde gjerne været borte. Tilsidst gav han de Skjønne, ogsaa de aldrende blandt disse, en kjærlig Advarsel mod for tynd Paaklædning, samt bad Ynglingen vogte sig for Sirenerne og ikke tømme Vellystens Bæger; det kunde han ogsaa -- paa den Maade nemlig -- ladet være. -- Da jeg kom hjem, var Stuen fuld af Visiter, af hvilke jeg her blot nævner de to resterende Præster, Hysing [fotnotemerke] og Christiansen. [fotnotemerke] Den første saae ud som den personificerede Brystsyge og vandrer Haand i Haand med sin Sognepræst til Graven. Christiansen derimod seer frisk og ferm ud. Frøken Bruun og hendes Svigerinde, en Skibscapitaines Kone, vare her i Eftermiddag. Den Kone har 7 Børn, og mindre har nok ingen af Biskop Bruns Sønner eller Døttre, de fleste have et end større Antal. Her synes at være megen Frugtbarhed i Bergen. I endnu høiere Grad end Jordens synes Livets Frugt at være velsignet. -- Da de vare borte, gjorde vi alle en behagelig Spadseretour udad Landeveien til Schwindtz's Gaard, Lille Kalfaret. Veiret Fotnote: Den res. Cap. til Nykirken, 1843 som Sognepræst til Korskirken og Stiftsprovst. Fotnote: Sognepræst ved den tydske Kirke, af Fødsel tydsk Slesviger. SIDE: 189 er i disse Dage overmaade skjønt. Min Kone og Børnene ere ogsaa over al Forventning tilfredse her, og Penge er det eneste, som fattes os. 8de Sept. Som et i Sandhed mærkeligt Beviis paa, hvorledes en berømt Mand kan glemme sig selv, maa jeg her afskrive et Brev fra Nordal Brun til Haxthausen, indført i Copiebogen. Brevet er fra den Tid, da Konow, Bøschen og Meyer reiste til Christiania 1813, for at oprette en Depositobank, [fotnotemerke] og lyder som følger: ""Vil ikke Bispen give os et Brev til Christiania?" " -- "Jeg? Ja til Bech, til Pavels, at I ere christne ""Mennesker, om I skulde paa Sjelens Vegne trænge til ""kirkelig Pleie." -- "Nei men til en af de Store etc." -- ""Det behøver ikke Mænd, som anbefale sig selv, det kan ""ikke jeg, som selv trænger til Anbefaling hos de Store." " -- "Altfor beskedent! vi vide, etc." -- "Ja rigtignok er der ""en Mand, som gjelder meget, men om just i Deres Vei, ""mine Herrer! i Pengevei, i Laane- og Discontovei, det ""veed jeg ikke." -- "Og det er?" -- "Haxthausen!" -- ""O ja kjære, et Brev til ham!" -- "Men jeg har nylig ""kjedet ham med et langt Brev, fuldt af Egoisme." -- "O, ""De veed nok uden Egoisme at skrive et Brev etc." -- "Kort jeg slap dem ikke. Velan da! her er Brevet: Bøschen, "den Største, saa god som stor, fortræffelig Musicus, første "Directeur for vort dramatiske Selskab, har ualmindelig "Konstsands for alt Skjønt. -- Meyer, den Vakkre, Stadscapi- "taine, ligesaa grundgod som B., synger en ypperlig Bas. "Tilbageholden og undseelig i Selskaber, er han en Øiens- Fotnote: Se herom Aalls Erindringer, 2den Udg. S. 318 flg., hvor de nævnte bergensiske Udsendinge specielt omtales. SIDE: 190 "lyst paa Skuepladsen i alle comiske Roller. Om begge "disse tør jeg vidne, at de neppe have en eneste Fiende i "Bergen. -- Konow, den lille bitte, i Fredstider Preussisk "Consul, kjender jeg ikke selv saa nøie, men han skal have "et concentreret indre Pund, har været længe i Paris, og "idetmindste lært, hvad ikke hans begge Medreisende, den "største Viisdom under Maanen, den at blive dygtig riig. "Maatte han dog være et Sindbillede paa vor Stat, saavist "som hans intensique Valeur langt overgaaer det, hvormed "den store Verdens Børn monne glimre. Dette Triumvirat "være Deres Høivelbaarenhed anbefalet!" Man gjenkjender Brun i hver Linie, men at finde sligt i en Embedsbog, det vilde jeg forsvoret. Ikke uden Harme læser man og i samme Bog, at "neppe en Ære mere smigrende er begegnet" Nordal Brun, end et Brev fra Statsraad Holten, som fra Trondhjem i Prindsens Navn meddelte ham noget, Regentskabet vedkommende, og -- et Aar senere til Secretairen i det Stockholmske Evangeliske Selskab -- at "Verden paa hans 70aarige Pillegrimsfærd "har skjænket ham adskilligt, som den kaldte Ære, men at "den dog har bevaret den bedste Viin til nu, da "han seer sig beæret med Optagelse til Medlem af "det Ev. S. i Stockholm." -- Jeg maa, min afdøde Vel- ynder til Ære, antage, saameget end den mandige, kraftfulde, fyrige Tone i hans Breve og Taler synes at modbevise det, at han i sin sidste Tid har gaaet i Barndom. Endelig maa jeg og omtale -- hvad rigtignok nærmere hørte til denne Bog -- nogle confidentielle Ideer, meddelte Biskop Bech i Anledning af Constitutionsforandringen 1814. Disse vare: 1. Luthersk Religion; symbolske Bøger, in specie Kate- chismen uforandrede. Ingen maatte skrive derimod uden SIDE: 191 paa Latin, og endda kun høist beskedne Tvivl. (I Trykkefrihedens Sag er B. og jeg evige Antipoder). 2. Intet Collegium over Geistligheden. 3. Ingen Autoritet blande sig i geistlige Befordringer; Biskop proponerer 3, og deraf vælge Kongen. (Altsaa aldrig Forflyttelse til fremmed Stift, og hvad blev der da af de Candidater, som ingen Biskop kjendte? Et høist umodent Forslag!) 4. Trondhjems og Nordlandenes Bispestole forenes igjen. (Naar begge ere Levebrød, hvorfor da?) 5. Nyt Ritual indføres. (?) 6. Biskopperne udnævnes immediate af Kongen. (Uden Forslag fra noget Statsraad? hvorfra kjender da Kongen de Mænd?) 7. Bispevielse ophører. (Nødvendig er den sagtens ikke, men dog en smuk Ceremoni, til hvis Ophævelse jeg ikke seer anden Grund end ordinandi kostbare Reise til Ordinationsstedet). Saavidt den mærkelige Copiebog. Den omtalte Pengetrang jog mig ud i Morges til Wallem, men han kunde ikke entrere. Trods alt hvad jeg eier, har tilgode og har ivente, har jeg fast aldrig som Embedsmand været i mere forknyttet Forfatning. -- Paa min Udvandring besøgte jeg ogsaa Rein. Han fortalte mig Skjelderups Ungdoms Historie, som jeg aldrig før har hørt. Han var Apothekerdreng i Fredrikstad, men blev ikke behandlet efter sit Sind, tog altsaa sin Bylt paa Nakken og gik til Kjøbenhavn, hvor han kom ind paa en Barberstue. Der gik han da som de andre Barbersvende paa chirurgiske Collegier. Efterhaanden opdagedes hans Genie, han blev privat in- scriberet ved Universitetet og gik nu frem og hævede sig til Rang med Europas ypperste Anatomer. [fotnotemerke] Fotnote: Sammenlign F. Holsts "Michael Skjelderup" Chra. 1853. SIDE: 192 9de Sept. Archivet overleveredes mig i Dag. Det er en stor Mængde, tildeels unyttige Papirer. Adskillige Bøger findes der og, men desværre ikke en eneste juridisk; heller ikke eiede Brun nogen, men levede i den lykkeligste Uvidenhed om Lov og Ret, og kronedes dog med Hæder sit hele Liv igjennem. "Hver har sit Kors!" og sandelig med al den Lykke, Jersin gjorde ved at faae Ous Kald, har han ogsaa sit. Med Kone og 9 Børn er han kommen til en aldeles ruineret Præstegaard. Den Uorden og det Svineri, der herskede, har man ikke seet Lige til siden Snøde Præstegaards Dage. [fotnotemerke] Endog de ingenlunde reenfærdige Bergenhusiske Bønder ækledes ved at gaae ind til hans Formand. Hiin Langelandske Præstegaards Bygninger lod imidlertid Hr. Marstrands Fa- milie staae. Men det gjorde ikke Hr. Larsens Døttre, de rev Bordklædningen af Huset og brændte den og haandterede overalt som Røvere. Jeg vilde i Dag begynde at gjøre Contravisiter, men det blev med Stiftsprovsten og Oberste Grübeling. Den sidste fandt jeg siddende i sin Stol, kroget og saare nedbøiet. Han er aldeles værkbrudden, men ellers sig temmelig liig, en underlig Blanding af Vrantenhed, Blødhjertethed og Joviali- tet, ikke ulig adskillige tydske og engelske humoristiske Co- mediecharakterer. 10de Sept. Den 89aarige Cammermeyer, [fotnotemerke] forhen residerende Capel- Fotnote: I 1757 udkom i Kbhvn. et Skrift: Efterretning om den hartad utrolig ureenlige Tilstand, i hvilken Snøde Præstegaard paa Lange- land befandt sig i Aaret 1711. Se ogsaa Lüxdorphiana ved R. Nyerup, S. 138 -- 151. Fotnote: En udførlig Skildring af denne Mand (J. S. Welhavens Morfader) læses i D. Thraps Bidrag til den norske Kirkes Hist. i 19de Aarh. II, 303 -- 313. Han var i 1817 ikke 89, men 87 Aar gammel. SIDE: 193 lan ved Korskirken gjorde mig et Besøg. Den gamle Mand er neppe retfærdigen behandlet. Trængende er han vel sagtens ikke, "men," siger Pontoppidan, "Næstens Rigdom gjør min Uret ei til Ret." Han ældedes og blev svag, især svækkedes hans Syn, og da Brun blev Biskop, blev dennes Søn, nys kaldet til Capellan af Faderen, engageret som per- sonel Capellan hos Cammermeyer. Øiensvagheden tiltog, og han blev næsten blind; da opsagde den unge Brun ham sin Tjeneste og vilde søge sin Lykke andetsteds. Ingen anden Capellan var at faae, der blev raadet ham at resignere, 400 Rigsdaler bevilligedes at udredes af Eftermanden, og denne Eftermand blev Christen Brun. 1814 søgte han og fik ved sin Fader udvirket, at Halvdelen af Pensionen blev lagt paa Statscassen, Brun altsaa kun skulde udrede 200 Rbd. SV. Men see! saa kommer en Lov i 1816, at af intet Embede større Pension maa gives end Halvparten af dets virkelige Indkomst. Og denne Lov faaer ved en Resolution af Stats- raad Treschow, trods Grundlovens udtrykkelige Ord, tilbage- virkende Kraft. Brun skulde udrede 160 Spd., men gjør en Beregning, hvorefter dette udgjør omtrent hans hele faste Ind- tægt, og Cammermeyers Pension nedsættes fra 400 til 300 Rd., eller fra 320 til 240 Spd. Dette er da nok den meest himmelraabende Uretfærdighed, der kan tænkes: et kongeligt Løfte, der skulde være helligt, brydes; en Lov faaer retroactiv Kraft, skjønt Landets Constitution fastsætter, at denne aldrig maa finde Sted. Brun med hans store Familie taaler vel ikke at give mere, end han giver, og Statscassen taaler vel heller ikke større Udgifter end den har, men skulde den gamle Regel: fiat justitia, pereat mundus gjelde, saa veed jeg nok, hvad der burde skee. Stiftsprovsten afgav de Papirer, der angik hans Embeds- førelse som constitueret Biskop. -- I Anledning af Constitu- tionen i Etne Sognekald leverede han mig et Par Breve fra SIDE: 194 Præsten Middelthon i Skaanevig, der virkelig synes at charakterisere ham som en sneverhjertet Person, som Brun i Fjeldberg i et vedlagt Brev kalder ham. Iøvrigt havde jeg Visite af Præsidenten, Justitsraad Klagenberg samt Chordegn Lange ved Nyekirken, en ele- gant Cavalier, der saa ligere ud til en Grosserer, end til en Degn og Skolemester. "Han brøler som en Oxe," siger Rein, "men kan dog ei forstaaes i Nyekirken." -- Mod Aftenen spadserede vi alle til Nygaard. Veiret var ube- skrivelig deiligt og Touren var i alle Henseender behagelig, gjennem skyggefulde Alleer med skjøn Udsigt til begge Sider. Her er vist ikke slemt at være. 11te Sept. Endelig begyndte jeg for Alvor mine Contravisiter. De, der modtoge mig, vare: Etatsraad Schydtz, [fotnotemerke] efter Rygte og Udseende en grundærlig Mand, Justitsraad Dahl p. t. min Collega i Stiftsdirectionen, en Olding paa henved 80 Aar, først Foged, siden Stiftamtskriver, endnu rask og rørig og arbeidsdygtig, men forresten en gammel Gnier, Hofagent Jansen, [fotnotemerke] min Gjenboe, en af Byens rigeste Mænd, og Amt- mand Falsen, et af de Mennesker, jeg aldrig kan fatte ret Tillid til. -- Den eneste Visite jeg havde, var Præsten Meyer fra Hougs. Brun charakteriserer ham i sin Copiebog som en ikke ond Mand, men der aldeles mangler Conduite. Fotnote: Født i Veile, var 1797 -- 1808 Assessor og derefter til sin Død 1833 Justitiarius i Bergens Stiftsoverret. Han var en af Alle hædret Mand og stod i nært Venskabsforhold til den bekjendte Rector O. Worm i Horsens og til R. Nyerup. En Række Breve fra ham til Sidstnævnte ville findes i "Breve til Nyerup fra Nordmænd, udg. af L. Daae", S. 1 -- 11. Fotnote: En Kjøbmand ( 1822), der boede paa Damsgaard ved Bergen. Se Norske Stiftelser III, S. 943. SIDE: 195 Jeg har gjennemlæst de fleste Erklæringer m. v., som Fleischer gav i sin Constitutionstid, Bispe-Embedet vedkom- mende. De udmærke sig aldeles ikke enten ved dybe Ind- sigter, skarpt Overblik eller spillende Vittighed; de ere simple og enfoldige, men jevn sund Forstand og et fromt Hjerte fremlyser næsten i dem alle. 12te Sept. Posten bragte et Brev til "Konnungens tro Man, Bi- skoppen och Riddaren." Jeg brækkede det, og indeni laa et do. saalydende: "Monsieur l'Evêque Pavels! "Le Roi voulant vous donner une marque de sa haute "satisfaction, a choisi, le moment actuel, où les frais de "votre voyage et de votre établissement à Bergen vous "occasionnent des depenses considérables, pour vous accorder "une gratification de six Mille Rigsbankdaler. J'ai écrit "à Feldmaréchal, Comte de Mörner de vous faire remettre "cette somme, et je souhaite, que vous ayez autant de "plaisir à la récevoir, que j'en eprouve à vous l'assigner. "Continuez, Monsieur l'évêque, de prêcher la parole de "Dieu, l'union et la concorde, et comtez toujours sur "l'éstime et la bienveillance du Roi et de votre Prince. Sur "ce je prie Dieu, qu'il vous ait, Monsieur l'évêque Pavels "en sa sainte et digne garde, etant "(egenhændig) Votre bien affectionné "Charles Jean." Hermed fulgte et Brev fra Hartmannstorff [fotnotemerke] , der spørger, om jeg vil anvise ham et Sted i Christiania, hvor Pen- gene kunne udbetales, eller om jeg ønsker dem directe til- Fotnote: Secretair ved Statholderskabet i Christiania. SIDE: 196 sendte. -- Dette var nu et i enhver Henseende glædeligt Budskab, deels fordi 6000 Rbd. altid er en betydelig For- øgelse i en ikke formuende Privatmands Casse, og jeg nu seer min Pengemangel afhjulpen, har fri Reise og endda et Par tusinde Daler til, deels og fornemmelig fordi jeg herved modtog et yderst smigrende Beviis paa den ædle Kronprinds's Agtelse og Hengivenhed. Og Gud være lovet! Jeg er mig gladeligen bevidst, at have vundet denne Kronprindsens Agtelse og Velvillie paa Retfærdighedens Vei, og at jeg, for at vinde og bevare den, ikke har talt et Ord, ikke gjort et Skridt, hvorover jeg kunde blues for Gud, min Samvittighed og for mine Medmennesker. -- At jeg ufortøvet burde takke for denne anseelige Gave og Maaden, hvorpaa den ydedes mig, indsaa jeg, men hvorledes skulde jeg dette? paa dansk, saa at Kronprindsen behøvede Tolk for at forstaae det? eller paa fransk, hvori jeg aldrig har skrevet et Brev, og hvor jeg altsaa ventelig maatte begaae en Mængde grammaticalske Bommerter? Jeg valgte det sidste, og udarbeidede allerede i Aften i mit Ansigts Sved ved Hjælp af Wolffs Lexicon et Brev, der oversat lyder som følger: "Naadige Herre! "Vistnok er det forvovent -- jeg tilstaaer det -- at "sende Kronprindsen det første franske Brev, man nogensinde "har skrevet, uden Tvivl opfyldt med Sprogfeil; imidlertid "vilde det være en Vanhelligelse af mit Hjertes Følelser at "meddele dem til en kold og fremmed Sprogrenser, og jeg "haaber tillidsfuld, at De N. H. vil modtage med større "Velbehag et ucorrect Brev fra min Haand, mit Hoved og "mit Hjerte, end de skjønneste Udtrykke, som ikke vare mine "egne. -- Fra det vigtige Øieblik, da Deres Kongelige Høiheds "Viisdom og Mildhed frembragte og befæstede den ærefulde "og heldige Forening mellem to beslægtede, længe fiendtligen SIDE: 197 "adskilte Nationer, har H. M. Kongen og D. K. H. be- "viist mig saa udmærkede Velgjerninger, at jeg mit hele Liv "maa stræbe at gjøre mig værdig dertil. Med den dybeste "Ærbødighed og den meest levende Taknemmelighed har jeg "modtaget dem, uden at kunne udtrykke de Følelser, hvoraf "jeg var gjennemtrængt. Hvorledes skal jeg da nu udtale "mine Følelser ved at modtage fra Dem selv, N. H., Under- "retningen om den nye, uventede Naade, H. M. og D. K. H. "har værdiget at vise mig? -- At opfylde, saavidt muligt, "det hellige Embedes Pligter, der betroedes mig: at bevare "en urokkelig Troskab mod min Konge, mod Dem, N. H., og "mod Deres Søn: at befæste, saavidt det stod til mig, det "hellige Baand mellem Konge og Folk, mellem mine Lands- "mænd og deres Brødre, de Svenske, det skyldte jeg i "ethvert Tilfælde Gud, mine Fyrster og min Samvittighed. "Men overøst med Kongens Naade, seende mine svage Be- "stræbelser lønnede langt over mine Fortjenester og mine "Forhaabninger -- jeg maatte være meget utaknemmelig, om "det Baand, der altid binder mig til min Konge og min "Pligt, ved en saa udmærket Yndest ei blev mig end kjærere "og behageligere. D. K. H. vilde værdiges at frembringe "for H. M. min underdanige og taknemmelige Hylding! "Mine Følelser for Dem, N. H., kan Pennen og Tungen ei "udtrykke. Læs i mit Hjerte, og De vil finde det opfyldt "af dyb Høiagtelse, af den oprigtigste Kjærlighed. -- Lev, "elskte Fyrste! mange Aar under Guds Varetægt og Vel- "signelse, selv lykkelig og Vidne til Deres Folks Lyksalighed "ved Dem og Deres Søn." Schmidt tager i sit Brev en hjertelig Afsked, der synes at vise, at han er min sande Ven, og saa veed Gud, jeg ogsaa er hans. Lever han, vender han under alle Om- SIDE: 198 stændigheder tilbage til Norge [fotnotemerke] , men om han bliver der som Embedsmand eller Privatmand -- det sidste ønsker han helst -- vil beroe paa Conjuncturerne. Fra Justitsraad Dahl fik jeg til Gjennemsyn en Hob Papirer om Leirdals Præstegaards Opbyggelse og Fjeldberg Præstegaards Reparation. Det gik mig omtrent med dem som Herman von Bremen med Papirerne fra Syndicus; jeg bladede frem og tilbage og blev omtrent lige klog. Imidler- tid faldt jeg ikke af Stolen, bad heller ikke Johannes hjælpe mig, men gav en Slags videtur, hvor jeg var af samme Mening som Lars Skriver (Sorenskriver Irgens). General Lovzow [fotnotemerke] er aldeles uforandret som jeg saa ham for 6 Aar siden, lige til Korset paa Morgenfrakken -- Herregud! han havde engang saa travelt med at fortrænge mig fra min Bolig; nu have vi hver sin, 60 Mile fra Chri- stiania, solid og rummelig, hvorfra ingen Dødelig kan for- trænge os undtagen Kongen efter Grundlovens § 22. -- Den tydske Præst Hr. Christiansen traf jeg ikke hjemme, men mødte ham strax udenfor i hvid Vest og gule Nankins Ma- trosbuxer, og fulgte tilbage med ham. Han er gift, men hans Kone boer endnu ikke hos ham, og der seer aldeles studenticos ud i hans rummelige Præstegaard. Han har boet der i 6 -- 7 Aar, og man skulde troet, han var flyttet ind for 8 Dage siden. Nogen tydsk Vind er der hos denne Mand, som nok ellers har sine Fortjenester. -- Et Besøg var mig tiltænkt af Præsten Castberg fra Askøen, hvis Kald er sammensmeltet af et Par Annexer fra andre Sogne, som endnu ikke har Præstegaard og altsaa maa med sin Familie boe i Byen og er i en forknyttet Tilstand. Jeg Fotnote: F. Schmidt reiste ved denne Tid til Danmark og tiltraadte derfra en Reise til Italien. Fotnote: See Pavels's Dagb. 1812 -- 1813, S. 9, 31. SIDE: 199 mødte ham paa Gaden og talte med ham der. Han er en temmelig corpulent Mand over 50 Aar og nylig befordret til dette maadelige Embede. 13de Sept. Paa denne ægte Bergenske Regnveirsdag var jeg slet ikke ude; jeg skrev næsten den hele Dag, om Formiddagen Breve, om Eftermiddagen Dagbog. Min Amanuensis eller Haandskriver, hvad jeg skal kalde ham, Arnet, var første Gang hos mig. Jeg lader udgaae et Circulaire blandt Stiftets Geistlighed, hvor jeg udbeder mig adskillige Op- lysninger om Kirker, Præste-Enker, Skolelærere, Skole- og Fattigvæsen, for, naar Erklæringer affordres mig, at kunne orientere mig i Sagerne og saavidt muligt kjende det, jeg skal erklære mig over. -- Under al denne Skriving følte jeg det Behagelige i min nuværende Stilling fremfor i den forrige. Det vilde været mig umuligt paa Agershuus i tredobbelt saa lang Tid at faae expederet, hvad jeg fik færdigt i Formiddag, ved det evindelige Overløb, som jeg her er aldeles befriet for. Ikke et eneste Menneske har den hele Dag spurgt efter mig; jeg sad uforstyrret ved min Pult, saalænge jeg havde noget at bestille. Jeg ansaae det endog for muligt, naar indvortes Grunde ei hindrede det, her at faae litteraire Arbeider færdige, og mindre, end da jeg var Præst, mistvivler jeg om engang at kunne ud- arbeide den homiletiske Afhandling og den Aargang Præ- dikener, jeg saa gjerne vilde efterlade mig. Saavidt jeg hidtil har kunnet orientere mig i min Embeds-Stilling, troer jeg at være kommen paa min rette Hylde. Prædikestolen, hvor jeg har vundet og fremdeles vil komme at vinde min ypperste Hæder, vil jeg ikke forsage; men mine andre Embedsforretninger begyndte slemt at ennuiere mig, lige til Confirmationsunderviisning, og nu, da mit kjæreste Ønske er SIDE: 200 opfyldt: da jeg selv har kunnet confirmere et af mine Børn -- nu er det forbi! 14de Sept. Jeg har i Dag været to Gange i Kirke: Høimesse i Domkirken og hørt Balchen, Aftensang i Korskirken og hørt Brun. Balchen er desværre en Hverdagsprædikant. Mine Fruentimmer syntes godt om ham, han har et vakkert Ud- seende, en blød Stemme, et anstændigt stilfærdigt Væsen paa Prækestolen, han skriger ikke, har ingen affecterte Ge- bærder, siger ingen Sottiser, kort, negative Fuldkommen- heder kan man ikke nægte ham, ogsaa troer jeg, at han i en Landsbyekirke vilde blive en yndet og opbyggelig Prædikant, men for Bergens Domkirke er hverken hans Stemme eller Foredrag. -- Brun mangler sin Faders Genie og fulde, mandige Organ til at blive en udmærket Taler. Hans Tale var ikke uden Liv og Aand, men Nordal Bruns Fyrighed og Energie fattedes ham, og fremfor alt har hans Stemme en næsten qvindelig Blødhed, der gjør det umuligt for ham at henrive som hans ypperlige Mønster. Iøvrigt var hans Præ- diken vel udarbeidet, meget practisk og riig paa Bemærkninger, der vidnede om Eftertanke og Menneskekundskab. Hans Sprog er godt og hæver sig stundom til Skjønhed; hans Declamation og legemlige Veltalenhed ere efter mit Skjøn- nende uforbederlige, kun begge maaskee en altfor tro Copi af hans Fader, især ved nogle Perioders abrupte Slutning, der klædte hiin store Taler bedre end hans svagere Efter- ligner. -- Ved Bortgangen fra Korskirken havde jeg en stor Ærgrelse. Jeg bad Klokkeren eller hvem det nu var, at føre mig hen til mine Forældres Grave. Det gjorde han ogsaa, men aldrig i mit Liv har jeg seet en saadan Kirke- gaard som Korskirkens paa det Sted. At Gravene ei ere vedligeholdte, altsaa efter 4 -- 5 Aars Forløb sunkne, kan SIDE: 201 jeg ikke undres eller beklage mig over, men at man paa noget Sted, hvor Menneskers Legemer ere henlagte, lader Nælder og andet Ukrudt tage saadan Overhaand, at man maa vade derigjennem for at komme did, og maa rydde Ukrudtet tilside for at see, at der er Grave, det er en Skjæn- dighed, som jeg i mange Menneskers Nærværelse lydeligen paatalte. Jeg skulde troe, at Straffeprædikenen er den indolente Kirkeværge vedbørligen rapporteret, og jeg skal en af Dagene gaae ned og see, om den ei har gjort Virkning. Efter Høimesse modtog jeg Visite af en Overkrigs- commissair Kahrs, Notarius publicus Jørgensen (mon det ikke er en fordums Translateur, der i Presseactionsdagene nede i Danmark var under Forfølgelse?) [fotnotemerke] , Dr. Hallager (den norske Ordbogs Forfatter), Lieutenant Foss (en af Til- skuerens Udgivere, en ung Dannebrogsridder, der synes meget bevandret i Litteraturen), fordums Amtmand Koren [fotnotemerke] (en gammel affældig Mand, ogsaa Dannebrogsridder), en Capt. Krogh og Geelmuydens Svigersøn, Lieutenant Segelke. -- Endelig fik jeg et Embedsbrev med Udskrift til Stiftsdirec- tionen. Jeg aabnede det, og fandt et Hefte af "Iris og Hebe" fra 1800, men ikke et skrevet Ord. Jeg troede, man vilde gjøre Nar af gamle Dahl og mig, og blev ligesaa vemodig som Morgiane, da hun troede at see sin Søn Alad- dins Billede stillet tilskue, men saa saae jeg efter paa Ind- holdslisten, og fandt en Afhandling om Skolevæsenet paa Storøen af Sognepræsten Olsen. Nu mærkede jeg, hvad Klokken var slagen; Udskrift og Segl var hans, og nu aabnede jeg Bogen og fandt en Promemoria fra denne trætte- Fotnote: Formodningen er ikke rigtig; Translateur J. (Erslev I. 814 og Suppl. I. 988) har aldrig været ansat i Norge. Fotnote: Ulrik Wilhelm Koren blev 1803 Amtmand i Stavanger Amt og tog Afsked 1810, døde 1826; vilde ikke bo i Stavanger, men foretrak Egersund. SIDE: 202 kjære og skrivesæle Mand, en Klage over den sidste Ligning af Skoleskat, som han fandt for ringe. 15de Sept. Jeg skrev et Brev til Provst Hertzberg i Findaas, hvorved Brun i Fjeldberg og Hertzberg i Quindherred efter deres Tilbud constitueredes til i Forening med Middelthon, som nærmeste Sognepræst, at bestyre Etne Sognekald i dets Vacance. Selv fik jeg Brev fra Provst Baade i Søndmør, deels høflig og hjertelig Lykønskning, deels Anbefaling for to Mennesker, der ønskede at blive Kirkesangere. Deroppe paa Søndmør holder man stærkt paa Titulaturen. Supplicanterne kalde Provsten høiærværdig, og Provsten kalder igjen mig Deres høivelbaarne Høiærværdighed. -- Vi- siter modtog jeg fremdeles: af Overinspecteur Falch ved Tugt- huset. Digteren Olsen, [fotnotemerke] der aldeles ikke seer ud som en Procurator, men har ret et werthersk Ansigt. Siden han fik Kone og Børn, har han opgivet Tanken om at leve allene for Konsten, og som Cand. jur. (jeg troer med bedste Charakteer) gjør han sig grundet Haab om god Befordring. Tredie Visite var en Irgens, Lærer ved Kathedralskolen og Præstens Broder, meget sygelig og uden Haab om bedre Helbred. 16de Sept. Provst Hertzberg i Kintservig glæder sig over min Udnævnelse til Biskop, takker mig for min ypperlige Circu- laireskrivelse, og lægger Bibelselskabets Sag i min Haand, Fotnote: Andreas Olsen, der 1823 blev Byfoged i Bergen og 1831 Byfoged og Sorenskriver i Laurvig ( 1845). Han dyrkede i sin Tid Poesien og var Kunstsamler. To Breve fra ham til Ingemann fra 1815 og 1817 læses i Breve til og fra B. S. Ingemann S. 23, 59. SIDE: 203 at jeg nemlig skal medvirke til, at vi kunne faae de 500 Pd. St., uden hvilke han ei troer, vort Selskab kan bestaae. Jeg fik i Dag afgjort en temmelig Deel Visiter. Hjemme traf jeg: 1. Assessor Heiberg, [fotnotemerke] der agerede Inge- borg Blytækkers og søgte af al Magt at indgyde mig Mis- nøie og Mishaab med min Stilling. Han begyndte med at bagtale Bispegaarden, og kunde ikke noksom undres, da jeg forsikrede ham, at baade jeg og min Kone vare overmaade vel tilfredse med den. Derpaa afmalede han ynksom de svare Byrder og Chicaner, der fulgte med mit Embede, og Umuligheden i at gjøre alle tilpas, hvilket jeg fortalte ham ogsaa var Tilfældet med det Embede, jeg forlod, og for- modentlig med ethvert Embede af nogen Udstrækning og Indflydelse. Jeg kunde havt Lyst til at slaae den dumme Karl paa Øret for hans Sliddersladder; han dømmer andre efter sig selv, kan jeg troe, thi med hans Embedsførelse ere nok ikke mange fornøiede. 2. Stiftamtskriver Lambrechts, en høflig Mand. 3 Oberstelieutenant Synnestvedt. 7. Justits- raadinde Klagenberg (Manden var ikke hjemme), forrige Rector, Justitsraad Boalts Datter, en Dame af Exterieur, Forstand og Levemaade. 8. Mad. Welhaven (ogsaa ene hjemme), har et vakkert Ansigt, var meget snaksom ligesom hendes Mand, og har et gemeent bergensisk Sprog. 9. Præsten Balchen. 10. Præsten Arentz. Siden var Amtmand Falsen her og foredrog -- dog blot confidentialiter -- den ældgamle 89aarige Provst Fotnote: Døde i Stilling 1827. Denne Peder Blix Heiberg tilhørte ikke den bekjendte Familie Heiberg og hed egentlig Andersen, men da Moderen senere blev gift med en Heiberg, lod hun ham antage dette Navn. See H. K. Heiberg, General. Optegnelser om Familien Heiberg. S. 61. SIDE: 204 Wingaards [fotnotemerke] store Uefterrettelighed baade i Provste- og Præste- Embedets Førelse, samt spurgte mig, om jeg ikke med det gode kunde faae ham til at resignere, da man nødig vilde føre officiel Klage mod en iøvrigt hæderlig Olding. Ved Ligningen til den tvungne Bank, ved Valgforsamlinger, ved Circulairers Omsendelse har han tilladt sig den lovstridigste Fremgangsmaade, og ovenikjøbet villet forsvare den. Jeg sagde, at for at indlede en saadan Ventilation, var noget Skriftligt og Officielt mig nødvendigt, og han lovede at sende mig en Anmeldelse om 3 uconfirmerede Mennesker over 20 Aar gamle af hans Sogn, som ved et Forhør havde indstillet sig. Manden er legemsstærk, men taber Hukommelse og Eftertanke og gaaer vistnok i Barndommen; han bør unægteligen resignere, da Capellan ei er at faae, og kan det meget godt, da han skal være en riig Mand. -- Et andet meget behageligt Besøg havde jeg i Eftermiddag af den unge Præst Friis paa Hougs, en vakker, uden Tvivl meget be- gavet Mand. Om sin Sognepræst Meyer og hans Prædikener fortalte han underlige Ting. Han affecterer en Popularitet, der falder i det Lavcomiske, og som Almuen aldeles ikke skal ynde. 17de Sept. En gammel, skjælvende, brystsvag Skoleholder fra Sand- vigen var her i Formiddags og klagede over den yderst usle Løn, hvormed man havde afspiist ham, og over den Mangel paa Brænde, Bøger og fast enhver Fornødenhed, hvorunder hans Skole laborerer. Alt, hvad der hidtil fra Fotnote: Denne Mand (født 1728) var fungerende Geistlig i hele 71 Aar. I 1818 fik man ham til at tage Afsked som Provst og i 1820 ogsaa som Sognepræst til Indre Holmedal, men han vedblev at bestyre Kaldet til sin Død 20de Juni 1821. Se om ham Thrap, Bidrag til d. n. Kirkes Hist. i 19de Aarh. I. S. 118 -- 124. SIDE: 205 Bergens Bye er forekommet mig qvalificeret til Paatale, kommer fra Korskirkens Menighed. Det synes, som den vil svare til sit Navn og paalægge mig et svært Kors. -- Af Rein havde jeg et meget behageligt Besøg. Han reiser i Morgen til Søndfjord med Amtmand Falsen og vilde avertere sin Biskop derom. Saa samvittighedsfuld var jeg ikke, naar jeg i fordums Dage reiste til Hovind eller Eger; jeg troede det nok at melde det til Provsten. Han saa meget friskere ud end forrige Gang, og var i ret meget godt Humeur. Det morede ham at mønstre mine Boghylder, men han viste ingen synderlig Længsel efter at læse de nyere Øhlenschlægerske og Ingemannske Producter, som han fandt der. Han har aldrig havt en stærk og levende Immagination, men efter- haanden synes han at synke til den rene Prosaiskhed; idet- mindste lader det ikke, som han erkjender anden Poesie, end hvad der i hans Ungdom kaldtes saa. Den romantiske Digtekunst er ham en Daarlighed. Hans Tanke om Grundt- vig, at hans Religiøsitet meest er et Vehikel for hans poetiske Frembringelser, og er mere i hans Indbildningskraft end i hans Hjerte, er uden Tvivl grundfalsk -- ja han yttrede endog den Paradox, at Religion og Poesie ei bestod med hinanden. Næring for mit Legeme, min sunde Menneske- forstand og mit Hjerte vil jeg nok ikke savne i Bergen, men den høiere Aandsnæring, jeg i Kjøbenhavn og Chri- stiania var vant til, maa jeg tage hos mig selv eller hente over Fillefjeld. Her er intet uden Prosa. Friis spiste her til Middag, og fortalte endeel om C.s Liderlighed, medens han var i Justedalen. En Dag var Prædiken tillyst og Almuen samlet. Da faldt det C. ind, at han ikke vilde prædike, og han lod Klokkeren læse en Prædiken i Chordøren. Det skede og Almuen fandt sig deri. Men da den gik ud af Kirken, havde C. klædt sig af og svømmede nøgen om i et Vand strax udenfor for alles Øine. SIDE: 206 Min sidste Tanke om at komme til Justedalen har Friis betaget mig. Brun var der engang, men selv denne raske, stærke Mand angrede det bitterligen. Over 20 Gange maatte han staae af Hesten og gaae eller klavre. 18de Sept. I Forgaars Morges blev min Kone og jeg indbuden til Aftensmaaltid i Dag hos Stiftsprovst Fleischer. Da dette er det første Selskab, vi denne Gang har været i her i Byen, beskriver jeg denne Høitid fra Begyndelsen til Enden. Efterat have underrettet os om, at man kommer her i Efter- middagsselskab Kl. 5, gik vi derhen 5 1/2 og fandt nogle komne, men de fleste kom dog efter os. Stiftsprovsten førte min Kone ind i Dameværelset, hvorfra jeg flux blev led- saget ind til de øvrige Mandfolk, og saae ingen Dame mere, førend vi skulde gaae tilbords. Vi fik Caffe (Fruentimmerne ogsaa Chocolade med Fløde i og derpaa Thee, hvortil kunde tages Melk eller Citronsaft efter Behag. Efter Thee- vandet fik vi Brændeviin med Confect (hvori man her har sin store Force), hvorpaa jeg kom til et L'hombrebord. Under Spillet bevertedes med delicat Punsch, Biskop, og siden ogsaa "Æftasvel". Klokken var 11 inden vi kom tilbords; det gik ubeskrivelig seent med Opvartningen, og først Kl. 2 kom vi hjem. Vi havde 5 Retter overmaade god Mad og Rødviin. Begyndelsen gjordes med Selskabets Skaal, hvorpaa fulgte min og min Kones. Siden sammenparredes hver Mand og Qvinde ved Bordet, som sad jevnsides (der var vel en 10 -- 12 Par), og hver af disse Skaaler maatte særskilt drikkes. Derpaa kom de saakaldte Æresskaaler, ): man udbeder sig den Ære at drikke et Glas med hver af Sel- skabet. Af saadanne vankede der da og en dygtig Slump. Endelig havde man og Gamle Norge, fraværende Børn og Jordeiernes Landsteder, alt dette ganske som i Christiania. SIDE: 207 Desserten var mangfoldig, Æbler, Pærer, Figen, Valdnødder, Krakmandler, Rosiner, og jeg tænker vel endnu mere. Bord- discoursen var som under de Omstændigheder kunde ventes. -- Irgens førte tildeels Ordet ved min Bordende, og hans Tale behagede hverken min Kone eller mig. Den angik meest Bispevisitatserne, Nødvendigheden at medbringe Famulus, de Fordele denne kan have af saadan Reise -- som sin Faders Amanuensis kunde han det ene Aar med det andet regne Præsternes Douceurer til 100 af vore nuværende Specier, -- om de Tjenester, han paa Grund af disse igjen kan gjøre Præsterne, og hvorledes han, hvis jeg forstod ham ret, kan agere Bispens Spion og andet deslige. Efterat vi vare komne fra Aftensbordet, fik vi Caffe og Chocolade, det var det mærkeligste af altsammen. Doctor Hallager angav den megen Fiskespise i Bergen som rimelig Grund til Ægteskabernes store Frugtbarhed. 19de Sept. Munch er bleven Slotspræst. Det fornøiede mig meget; af alle dem, der søgte Embedet, var han unegtelig den meest qvalificerede til at faae det. -- Med Nordposten sendte jeg Wingaard Meddelelse af Falsens Klage og derhos et venligt monitum i Anledning af de andre paatalte Uordener, samt et skaansomt Vink, at det nu var Tid for ham at begive sig til Roe. Brevet er Ord til andet indført i Copiebogen; det er godt at have noget at legitimere sig med, om Svaret ei skulde blive som Tiltalen. -- Irgens foreviste mig efter Løfte de Documenter, der med Hensyn paa Sandvigens Skole fuldkommen retfærdiggjøre baade ham og Stiftsdirectionen, under hvis Bestyrelse Skolen overalt ikke er lagt. Man maa tilstaae, at der er gjort alt, hvad der under de Om- stændigheder kunde gjøres, men ellers, skal man slutte her- efter til Bergens øvrige Almueskolevæsen, maa dette være i SIDE: 208 en maadelig Forfatning og kunde vel tiltrænge en Reformator, der forenede Bechs Kundskaber og Routine med min Vel- talenhed og mit Hjerte. Fattigvæsenet maa nok ogsaa være et underligt Sammensurium. At en fattig Kone maa hen- vende sig til Stiftsdirectionen for at faae fri Kiste og Grav til sit Barns Liig, vidner ikke om megen Orden og Kraft i Bestyrelsen, og dette har i Dag været Tilfældet. Jeg frygter, Brun i mange Ting har været for indolent, og ønskede mig hans Energie, for at ordne dette Chaos. Var bare Stift- amtmand Christie her! 20de Sept. Saa aldeles fri er man heller ikke her for Overløb; det har jeg mærket i Dag. -- Rigstidenden indeholdt intet mærkeligt, uden at man i Kjøbenhavn er saa rigeligen for- synet baade med Originaler og Oversættelser, at man i flere Aar ikke kan faae dem spilte, og derfor indtil videre fra- beder sig flere. Altsaa de mesterligste Arbeider skulle bie nogle Aar, indtil de, som nu staae paa Repertoiret, ere spilte? O Rahbek! Rahbek! -- Ikke af Aviserne, men andenstedsfra er jeg underrettet om, at den liderlige Expræst C. er død. 21de Sept. Den tredie af Domkirkens Præster, Arentz, har jeg hørt i Dag. Han behagede mig mindst af dem alle tre. Prædikenen handlede om "De velgjørende Følger af en stadig Troe paa Forsynet," et Thema, som med megen Tvang maatte udledes af Evangeliet om Enkens Søn fra Nain. Man kunde see, han af al Magt lagde an paa at røre, men det lykkedes ham ikke; det var vandigt, følsomt Snak, hvorved man kunde falde i dyb Søvn. Den Feil, Rein klager over hos Bergenske Præster, at de skrige, kan han ingenlunde beskyldes for. Imidlertid forekom Kirken mig SIDE: 209 fuldere end enten ved Fleischers eller Balchens Prædiken. "Gud veed, hvor saadant kommer fra!" -- Ogsaa her paa- staaer man ellers, aftager Lysten til at tage Deel i den offentlige Gudsdyrkelse; det er sørgeligt! Bedre Prædikanter vilde uden Tvivl hjelpe paa Sagerne. Rein ældes, svækkes, er i den store Kirke vanskelig at forstaae; Brun undtagen, hvem kan man da glædes ved at høre? -- Efter Guds- tjenesten havde jeg Visite af den nu hjemkomne Oberstelieute- nant Hammer, en Mand af fineste Levemaade. Blandt de Konstens og Naturens Skjønheder, man seer paa de Bergenske Spadseretoure, maa jeg anmærke en deilig Lund [fotnotemerke] ved Etatsraad Schydtz's Gaard, adskilt fra Landeveien ved et Gjærde og en svagtrislende Bæk. Seet fra Veien er den saare indbydende. 22de Sept. En ægte norsk Bonde i Ordets værdigste Betydning har jeg uden Tvivl i Dag lært at kjende: en Vossing, som var her og betalte Landskyld, og syntes i simpel Trohjertethed, i sund Forstand, i alt hvad der virkelig hædrer Bonden, der bliver indenfor sin Kreds, og hverken affecterer at være Litte- ratus eller Statsmand, at være et Mønster for sine Jevn- lige; jeg glædedes ret inderligen ved at gjøre hans Bekjendt- skab. 23de Sept. Hersleb fortæller om Munch, at denne allerede har mangfoldige Jern i Ilden, baade hvad hans nye Embede og hans Privatforhold vedkommer. Saaledes vil han indføre Katechisation i Agers Kirke, endog for gifte Mænd. Han vil af al Magt lægge sig efter Græsk og Hebraisk, tage theo- Fotnote: "Lassens Minde" (Forskjønnelsen). SIDE: 210 logisk Doctorgrad, holde Forelæsninger -- og saaledes vel bane sig ufeilbar Vei til den første ledige Bispestol. -- Biskop Bech har befalet Wergeland at sagsøge Bonnevie som Injuriant. "Det er tungt," skriver Hersleb, "og vil ikke bidrage til at hæve Standens Agtelse." [fotnotemerke] -- Hersleb og Stenersen have faaet Befaling at indgive Forslag og udarbeide Plan til et Seminarium for ustuderede Præster. [fotnotemerke] Hers- lebs Ord derom afskriver jeg her; hvad jeg har at tilføie copierer jeg i sin Tid af mit Svar, naar jeg afsender det: "Jeg er i megen Strid med mig selv; Menighederne kunne "ei blive uden Præster, det er vist, og Studenternes Antal "er for lidet; men Tanken om en ustuderet Præst er mig en "Forargelse. Kan man være luthersk Præst uden at læse "det nye Testamente i Grundsproget? kan da ikke enhver "Bonde med lige Grund ville fremstaae som Lærer i Menig- "heden, og ere ei de hougianske Prædikanter derved opmun- "trede til at gribe ind i Lærerstandens Kald? Almuens "Agtelse for Præsten, allerede svag, vil derved neppe styrkes, "og den Halvstuderede mangler dog altid det faste Værn "mod Sværmerie og opblæst Tillid til sin egen Kundskab. "Jeg frygter saare meget for disse Seminarie-Producter." -- Præsten Boyesen spiste her til Middag og gjorde Be- kjendtskab med Øhlenschlægers Helge, der tilligemed de fleste af den danske Litteraturs nyeste Producter, var ham aldeles ubekjendt. Det er sandt, hvad de skjønne Videnskaber angaaer, Fotnote: Dette Søgsmaal er der dog neppe blevet Noget af. Fotnote: Navnlig i Nordland og Finmarken var der paa denne Tid stor Vanskelighed for at faa Præsteembederne besatte, og Statsraad Treschow tænkte derfor som Nødmiddel paa at oprette en Examen for theologiske Examinater. Se herom Budstikken II. 730, Nationalbladet for 11te Oct. 1817 samt L. Daae, Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen, Chra. 1879. S. 96. SIDE: 211 lever man her i Bergens Bye og Stift i et sørgeligt Bar- barie. 24de Sept. Nok et Bondebesøg har jeg havt i Dag af en ganske skikkelig Mand, som det syntes, fra Leganger, som vilde have Dilation med sin Landskyld til efter Juul og til den Ende forærede min Kone en delicat Flødecost. -- Ogsaa to af mine meget hæderlige Embedsbrødre have besøgt mig: først Hveding fra Lindaas, mig længe bekjendt af Rygtet som en af Stiftets agtværdigste Præster. Hans Fader var Laugmand i Stav- anger; selv er han vakker Mand paa 40 Aar med lyst Haar og et mildt Ansigt. Han havde en urolig og møi- sommelig Ungdom, men er nu særdeles vel forsørget. 25de Sept. For at fordrive Tiden tog jeg frem nogle af Archivets Rariteter; man har kylet ind der en Mængde Ting, som gjerne kunde udfeies, hvorimod adskilligt vil favnes, som man kunde ønske Oplysning om. I den ene af de Pakker, jeg i Dag gjennemgik, fandtes adskillige curiosa. Der var de fleste i en Tid af 20 -- 30 Aar indviede Præsters curriculum vitæ, indgivet af dem selv, som oftest paa overmaade slet Latin. End ikke Friis kan jeg rose som Latiner, hvorimod Irgens i meget elegante Phraser har beklaget sin tynde Lykke ved Universitetet. -- Fremdeles fandtes der nogle af de Qvæ- stioner, Brun har givet Candidaterne. De ere for hver af dem tre i Tallet, i Almindelighed dogmatiske, men ingen af Pastoraltheologien. Det er mit Forsæt at give dem 3 -- 4 paa Latin af dogmatisk og exegetisk Indhold, og ligesaamange paa Dansk af moralsk og pastoraltheologisk. -- I samme Bakke var en Hob Prøvestile, leverede Biskop Hagerup af daværende Skoledisciple, betegnede af ham med Characterer SIDE: 212 og gjemte. Blandt Skolens Disciple finder jeg Provst N. Hertzberg, Assessor Omsen og flere nu aldrende Mænd. Den anden Pakke indeholdt Betænkninger over Boisens liturgiske Forslag. [fotnotemerke] Blandt disse er daværende Stiftsprovst Philip Fleischers og en ung Præst Hjorthøys de vidtløftigste. Den nulevende Fleischers er meget fornuftig og behager mig bedst af dem alle. Boisens Jordpaakastelsesformular ere alle enige i at bryde Staven over, omtrent af samme Grund, som jeg anførte i Minerva. Ved Breves og Dokumenters Henlæggelse og Indførelsen af mine egne Breve og Resolutioner i Copiebogen har jeg nu indbragt en Orden, hvorved begge komme i en hidtil savnet Forbindelse med hverandre, saa at hele Sagen med et Øiekast kan oversees. Dette har Brun aldeles ikke gjort. Overalt, at gjemme vigtige Ting og bortkaste uviktige synes han ligesaalidet at have bekymret sig om. Naar jag faaer revideret Embedsbrevene fra Stiftets Præster, vil jeg nok finde ligesaa curiøse Ting som før i Copiebogen. 26de Sept. Falsen og Rein ere komne tilbage. Storthingsvalget fra nordre Bergenhuus Amt er fuldendt. Valgte bleve; Falsen selv, en Major Holck og Bonden Lars Tingnæsset fra forrige Storthing. Torger Næs havde uddelt Valgsedler, hvorpaa hans og to andre Bønders Navne vare skrevne, men Falsen forlangte hvers mundtlige Votum dicteret til Protocollen. Bønderne, der tildeels ikke kunde læse Skrift, vidste ikke hvem Torger Næs havde befalet dem at stemme paa, stemte efter eget Hoved, og Udfaldet blev som sagt. Fotnote: See om disse og den derved fremkaldte "liturgiske Feide" L. Koch, Den danske Kirkes Historie 1801 -- 1817 (Den danske Kirkes Hist. i 19de Aarh. I) S. 144 fgg. SIDE: 213 Fra London læses efter en Consuls Beretning i Rigs- tidenden, at en tyrkisk Corsar i Nærheden af Farsundhar borttaget et Coffardieskib. 27de Sept. Jeg har gjennemlæst de hidtil udkomne Nummere af "Den norske Tilskuer". [fotnotemerke] Bladet aander megen Moderatisme, og uden at indeholde krybende Smiger eller fordølge hvad mant troer, ei er som det burde være, f. Ex. den norske Garde i Stockholm, viser det overalt den rosværdige Tendents at gjøre Folket tilfreds med dets nuværende Forfatning, uden dog at svække Ønsket om og Bestræbelsen for en fuldkomnere og lykkeligere. Dette gjælder især om Bank- og Penge- væsenet, hvor man kraftigen arbeider mod den Mistrøstighed, Nationalbladet saa gjerne vilde stemme os til. De spøgende Nummere i danske Tilskuers Maneer behage mig mindst. Til saadan fiin, let og træffende Satire skal der et eget Talent. 28de Sept. At man i Christiania kommer sammen Kl. 8, er uneg- telig for seent, men at man i Bergen kan vente Aftengjæster Kl. 4, er ligesaa vist for tidlig. Ved dette Klokkeslet kom allerede Præsten Brun og Wallem med Koner og Børn her, og Bohr, [fotnotemerke] som var den allersidste, kom dog før Kl. var 6. Eftermiddagen og Aftenen gik ellers ret behageligen. Rolfsen [fotnotemerke] er en Mand af overmaade megen Dannelse. Om Pengevæ- Fotnote: Et Ugeblad, udgivet i Bergen 1817 -- 1821 af Rein, Falsen og H. Foss. Fotnote: Den samme Overlærer C. F. G. Bohr ( 1832), om hvem Biskop Neumann har udgivet et Mindeskrift. Fotnote: Eidsvoldsmanden, Grosserer Jens Rolfsen. SIDE: 214 senet og om andre Ting, ogsaa udenfor hans Fag som Handels- mand har han meget lyse Ideer, og jeg ønsker, Bergen vil vælge ham til sin Repræsentant ved det forestaaende Storthing. Wallem synes at være en godmodig bon vivant, uden betydelig Cultur, men hjertensgod Mand. Man protesterede mod Kortspil i Forventning af Musik, som vi og fik temmelig meget af. Bohrs -- jeg troer -- ældste Datter er en ud- mærket Claveerspillerinde; Mad. Olsen synger overmaade smukt; den tredie Søster baade synger og spiller, men ud- mærker sig ikke i nogen af Delene. De spilte deels fire- hændige Sonater, deels cantable Ting. Siden dandsede det hele Selskab, Præsten Brun og jeg undtagne. 30te Sept. I Rigstidenden staaer en Anordning om Cadetacademiet i Anledning af Armeens Formindskelse. Cadetterne skulle da og herefter være færre. Ingen maa antages paa Acade- miet uden i Forveien at have nydt god Underviisning i Re- ligion -- den havde de fleste ikke engang nydt, naar de gik ud derfra; eller har man maaskee isinde herefter ikke at undervise i Religion, men nøies med den Kundskab, Cadetterne havde ved deres Indtrædelse? 1te Octbr. "Mindeværdig i Bergens Bispestols Annaler" var den 1ste Octbr. 1817, thi paa denne Dag gjorde en beskjænket Præst Kl. 9 om Morgenen den første Opvartning hos sin Biskop og udbad sig hans Anbefaling til et bedre Embede. Det var den residerende Capellan i Lindaas Doth, som ellers er yderst fattig, har et usselt Levebrød, en faldefærdig Bolig og gode Attester fra ældre Tider, men en yderlig Scandal var det at komme i den Forfatning. Jeg hører der allerede gaaer Rye deraf i Byen. Han søger Ørskoug SIDE: 215 Sognekald, hvortil jeg ikke kunde anbefale ham, da han har været saa kort i Lindaas, men ellers bevidnede jeg hans Armod og vedlagde de Attester, der vidne om hans Lær- dom og Forhold. Til ham sagde jeg intet, deels af Skaansel, deels fordi jeg troede det muligt, at jeg kunde feile i min Formodning, men desværre! den var altfor rigtig. Hvad skal man gjøre med et saadant Menneske? Var han ugift, kunde der ei være Tvivl -- men han har Kone og Børn; skal de bære Mandens og Faderens Misgjærning? -- Af de adskillige Bønder, som vare her og betalte Land- skyld, anmærker jeg en ung Skoleholder fra Voss, som spurgte, om jeg ikke lod trykke min Prædiken fra i Søndags, og var forresten meget cordial. De fleste af de Bønder, som komme her, have overalt noget venligt og troehjertet ved sig, som jeg savnede i Aggershuus Stift. -- Atter i Dag har jeg faaet "en Pakke Papirer fra Syndicus". Stifts- fuldmægtig Schydtz, [fotnotemerke] en meget elskværdig ung Mand, bragte dem selv, og ledsagede dem med instructive mundtlige For- klaringer. 2den Octbr. I mit Brev til Hersleb udbreder jeg mig vidtløftigst over "Seminariet for ustuderede Præster". Jeg erklærer mig enig med ham i alt, undtagen hvor han siger, at Bygde- prædikanterne heri vilde finde Legitimation for deres Om- streifen; thi altid bliver der dog Forskjel mellem en ordentlig beskikket Lærer, der dog altid maa forudsættes at have nogen videnskabelig Dannelse, og den, der af selvtagen Myndighed Fotnote: Justitiarius S.'s Søn, døde 1859 som Stiftamtmand i Bergen og mangeaarig Storthingsmand. Christie havde faaet oprettet et kgl. Fuldmægtigembede ved Stiftamtmandskabet og Stiftsdirectionen, der siden blev nedlagt. SIDE: 216 gaaer om og prædiker, hvad der falder ham selv ind. Iøvrigt, skjøndt det vel ikke kan negtes, at vel mangen ustuderet Præst vilde blive opbyggeligere Prædikant, mere samvittigheds- fuld Embedsmand og et følgeværdigere Mønster i sin Vandel end adskillige af de saakaldte studerede nu ere, saa finder jeg det just for disse bedre Subjecters Skyld allermeest be- tænkeligt. En udmærket Embedsmand qualificerer sig til bedre Levebrød; en Laiker af fortrinlig Duelighed og er- kjendte Fortjenester vilde det være haardt at udelukke fra Befordring -- og hvor staaer da Grændsen? maaskee først ved Bispestolen! -- Og Følgen heraf? Naar intet Præro- gativ tilstaaes den litterate Præst, hvad skal da opmuntre Ynglingen til at studere Theologie? maatte man ikke be- frygte, at den Tid vilde komme, da de theologiske Candi- daters Antal, istedet for at forøges, vilde formindskes og tilsidst reduceres til intet? -- Imidlertid, Præster maa man have, og Universitetet kan ei tilveiebringe det fornødne Antal Candidater. Af to onde Ting maa man vælge den mindst onde; kun maatte man for rimelige Følgers Skyld tilside- sætte hiin Billigheds Lov og bestemme: at ingen ustuderet Mand maatte befordres til noget geistligt Embede, der paa samme Tid søgtes af En, der havde absolveret sine Studier ved Universitetet: at altsaa ingen Forflyttelse og ingen Be- fordring for personel Capellan uden i ovenangivne Tilfælde maatte finde Sted, sidstnævnte derimod, saalænge han levede og var arbeidsdygtig, kunde efter dens Død eller Bortgang, som havde kaldt ham, af Biskoppen sendes hvorhen han ellers behøvedes, og at han skulde være Provstens særdeles Opsyn undergiven og speciel Indberetning aarlig gives om hans Lærdom og Levnet. [fotnotemerke] Fotnote: Med disse Betragtninger kan sammenlignes H. L. Martensen, Af mit Levnet, III. 132 -- 133. SIDE: 217 3die Octbr. Jeg havde tænkt saa sagtelig at kunne liste mig fra min Forpligtelse at gjøre Contravisite hos Overkrigscommissaire Frost, da jeg aldrig har kunnet lide ham, men da jeg hørte, han boede i det Huus, mine Forældre og efter dem jeg en- gang har eiet, forandrede jeg Beslutning. I det Værelse, hvor min Moder leed og døde, sad nu 12 Smaadrenge af Byens bedste Familier, som han underviser i Kalligraphie, Regning, Tegning, Tydsk og Forstandsøvelse, vakre Drenge, som man maatte glædes ved at see paa og som i Skrivning havde gjort en for deres Alder særdeles god Fremgang. Børn synes mig overalt at have et raskere, sundere Udseende end i Christiania. Sagen, som selv er Konstner, viste mig et deiligt Land- skabsmalerie af en Dahl, født her i Byen af ringe Herkomst. Hans Forældre ere paa et Fattighuus her i Byen; hans første Uddannelse fik han af den Møller, som har malt de vakre Søestykker paa Væggen i Schwindtz's Storstue. Han reiste derpaa til Kjøbenhavn, hvor han har gjort udmærket Fremgang og haaber nu Understøttelse til at reise udenlands. Han havde sendt Sagen fire Malerier, et til ham selv, de andre at sælges til Fordeel for hans Forældre. De ere nu solgte -- jeg troer for 1500 Rbd. 4de Octbr. Det lave Culturtrin, hvorpaa Præsterne her i Stiftet i det Hele staae, finder Rein med Føie at henhøre blandt dets Ufuldkommenheder. Jeg anmærkede allerede dette i den Dagbog, jeg holdt paa min sidste Bergensreise. Underligt nok! Handelsstanden har her langt flere Kundskaber, en ædlere og finere Dannelse end i Christiania, men med Em- bedsclassen forholder det sig langt anderledes, og Rein und- tagen, som vel ikke gouterer den nyere Smags Producter, SIDE: 218 men som har gjennemgaaet den ældre Skole med Ære og er bleven dens Grundsætninger tro, er her neppe en Præst i Bergen med ringeste æsthetisk Anskuelse, og gid her, naar jeg undtager Boyesen, var en i det hele Stift! Dog det faaer være det samme; ere de troe og flittige Arbeidere i deres Kald, lære de Guds Ord puurt og reent, og lade de det, som det sømmer sig Guds Børn, udtrykkeligen tilsyne i deres Levnet -- saa finder deres Biskop sig gjerne i, hos dem at undvære høiere Aandsnæring, og tye hen til det fjerne Syd for at opsøge den. -- Rein har slet ingen Con- firmander i Morgen; en havde tegnet sig hos ham, og den henviste han til Hysing. Almuesbørn overgives ham aldrig til Underviisning; de finde ham for streng, siger han selv. 5te Octbr. To Gange har jeg i Dag været i Kirke. I Formiddags var jeg i Korskirken, hvor Irgens, som jeg aldrig før har hørt, holdt Confirmation. Paa fuld Messe nær holdes Confirmationsdagen ligesaa lang Gudstjeneste som ellers. Brun messede, og gjorde det, hvad Foredraget angik, ret godt, men hans Stemme er altfor blød. Des stærkere og vældigere lød Prædikantens. At han skriger kan jeg just ikke sige; dog hæver han stundom Røsten høiere, end han med sit stentoriske Organ efter Kirkens Størrelse behøvede. -- Jeg finder Liighed mellem Irgens Prædikener og hans Haandskrift. Han skriver smukke Bogstaver, men vanhelder dem med Snørkler og Circumflexer, saa at hans Skrift faaer et broget Udseende, der støder Øiet. Saaledes vilde ogsaa med mere Simplicitet og mindre Anstrængelse for at fængsle Opmærksomheden hans Tale være langt behageligere baade for Øret og Hjertet. I Eftermiddag prædikede Katechet Reimers i Domkirken. Han er theologisk Candidat, over 50 Aar gammel, skal være SIDE: 219 en meget hæderlig Mand, i yngre Dage ubilligen tilsidesat og nu for gammel til at søge. Der er nok neppe, mig und- tagen, nogen Prædikant i Bergen, der har det udvortes Talent for Prædikestolen som han. Men hvad der end mere frapperede mig, var, i denne aldrende Mand at finde blandt alle Bergens geistlige Talere, mig inclusive, den, der præ- diker meest i det attende Aarhundredes sidste Decenniers Maneer. Bastholm, Clausen og flere af de Dages Lys, sees tydelig at være de Mønstre, hvorefter han har dannet sig. I den Maneer var ellers Prædikenen virkelig god. 6te Octbr. 500 tydske Emigranter, næsten alle tiggefærdige, ere komne hertil med et for Søskade indløbet hollandsk Skib, der ligger her i Haverie den hele Vinter. De gik i Mai tilseils, for at gaae til America og der søge Etablissement. Den hele Sommer have de squalpet om paa Søen, og ere nu endelig her i den jammerligste Forfatning. Man er ikke uden Bekymring, hvorledes man skal skaffe disse Mennesker Huuslye og Føde. 7de Octbr. Til Middagsselskabet i den gode Hensigt [fotnotemerke] var Gene- ralen, Stiftamtmanden, Justitiarius, Præsidenten, og maaskee flere høie og høistærede Herrer indbudne. Jeg savnede kun Amtmand Falsen baade der og i Harmonien; muligen vilde han ikke drikke Kongens og Kronprindsens Skaal. Den Appetitsup, som ogsaa før de Svenskes Ankomst, var saa nødvendig i Christiania, mærkedes her intet til; synder- Fotnote: Dette Selskabs Historie (det er stiftet 1798 og bestaar fremdeles) er fortalt i et særeget illustreret Skrift, (Bergen 1880) af Adjunct W. F. Meyer. SIDE: 220 ligt nok: jeg var i to Gjæstebude i Dag fra 21/2 Eftermiddag til 2 Morgen, og smagte ikke Brændeviin! Vi havde neppe skikket os ordentlig til Sæde, før de saakaldte "Æresskaaler" begyndte, der som oftest gaae ganske tause af. Man seer paa sin Makker, klinker med Glasset mod sin Flaske, drikker, præsenterer det tomme Glas og sætter det ned igjen. Om- trent midt i Maaltidet istemtes tre nye maadelige Sange til Kongen, Carl Johan og Oscar. Der raabtes tre Gange Hurrra, dog Gud skee Lov uden Klap. Gamle Norge fik derpaa et Vers, og efter det raabtes ni Gange Hurra. Saa kom de forskjellige Autoriteter, de fraværende Damer, og jeg erindrer ikke hvad mere. -- Klokken 51/2 var den Her- lighed forbi, og jeg skyndte mig nu hjem for at hente min Kone og de andre til Harmonien. Concertsalen er saare skjøn; ikke paa langt nær har man dens Lige i Christiania. Hvad nu selve Concerten angaaer, da begyndte den med Ouverturen til Europolis; saa kom en Arie og derpaa en Fortepianoconcert af den ældste Jfr. Bohr, som vel spillede med megen Færdighed, men Mad. Clausen og Jfr. Siewers i Christiania opveie dog rigeligen mod hende. Hermed var første Deel til Ende. Anden begyndte med en Violinconcert af en Poulsen, Musicus af Profession, unegtelig en talent- fuld Konstner, men ogsaa med ham tør en Christiania Mand, Waldemar Thrane, dristigen maale sig. En Arie af Mad. Olsen, Digterens Kone og Bohrs anden Datter, var i mine Tanker det smukkeste af alt. Et Chor, Dagen til Ære, sluttede det Hele. Efter Bordet var Bal. Ikke uden Selv- fornegtelse holdt jeg ud til Kl. 2, og udpønsede imidlertid, midt under Tummelen meget af hvad jeg vilde sige paa Re- formationsfesten. Det er ikke ualmindeligt, at jeg aldrig er alvorligere stemt end paa et Bal eller ved et Gjæstebuds- bord. Høi, stille Andagt har ofte fyldt min Sjel, naar Larmen rundt om mig lød allermeest bedøvende. SIDE: 221 8de Octbr. I Nationalbladet er Touren kommen til mit Forslag om Forandring i Grundlovens § 22, hvilket misbilliges. Jeg tilstaaer, at Forandringen nu maaskee vilde støde, og fra- falder derfor Propositionen saa aldeles, at jeg selv vilde stemme imod den, om jeg sad i Storthinget, men derfor ønsker jeg ikke mindre hjerteligen, at man aldrig havde an- bragt den Paragraph i Grundloven. 9de Octbr. Jeg er i Dag bragt paa en ganske forunderlig Idee, som vel endnu er en blot Mulighed, men som dog, med Hensyn paa Manden, der bibragte mig den, maatte gjøre mig alvorligen opmærksom. Det faldt mig ind, at gaae hen til Rolfsen, for at besee det nys fra Italien komne Monument, der skal sættes paa Biskop Bruns Grav. Rolfsen lod indbringe en Flaske Malvasier, og da vi havde drukket et Glas deraf, fortalte han mig, at der var megen Sand- synlighed i, at jeg vilde blive valgt til Storthings- mand. Hvad der gav disse Ord Vægt, var at han nævnede sig selv som en af dem, han vidste havde de fleste Stemmer til at være Valgmænd, og at han ansaae det for Pligt mod Fædrelandet at virke til mit Valg alt, hvad han formaaede. Jeg nævnte ham da andre Embedsmænd, som jeg fandt Rimelighed i (thi to Embedsmænd og to Kjøbmænd troede han burde vælges), men han havde Indvending mod dem alle. Rein er sygelig, og var desuden ingenlunde paa Rigs- forsamlingen den store Mand, det herskende Partie gjorde ham til. Han holdt to skrevne Taler, som med Rette be- undredes, men iøvrigt oplod han ikke sin Mund, men ind- skrænkede sig til at gjøre sure eller sarcastiske Miner, og at hviske Sarcasmer til sine Naboer eller sige dem høit i sin fortrolige Vennekreds. Irgens er altfor langsom og om- SIDE: 222 stændelig i sin Færd. Assessor Hagerup taug bomstille, da han var paa det extraordinaire Storthing, og dermed var man ikke tjent. Assessor Bull troede man ikke ret, han gaaer med en Amtmand i Maven, og man frygtede, at han med Hensyn derpaa vilde være bange for i delicate Tilfælde at sige sin Mening. -- Skulde jeg da atter, nys indløben i Havn, kastes ud paa det stormende Hav? Jeg tænkte mig ikke før Muligheden deraf; den tænker jeg mig nu, men fra den til Virkeligheden er rigtignok et dygtigt Spring, som dog letteligen kan gjøres, om Skjæbnen saa vil. Mine Be- tragtninger opsætter jeg, indtil jeg seer, om der er noget at anstille Betragtninger over. Jeg havde Besøg af Bergendal i Hammer, en jovialsk Olding, som rigtignok siges at lette vel meget paa Flasken, men som efter Rygtet skal være en hjertensgod Mand, og Rygtet lyver neppe. Jeg kunde ikke blive vred paa den Mand, om jeg saa ham med en Perial. Tre unge Bønder var her og -- jeg troer fra Qvind- herred -- og spurgte om jeg ikke havde tilsalg nogen af mine sidst udgivne Prædikener. Et Nummer af Tilskueren er udkommet, hvori en Brev- vexling mellem en Glogau, døbt Jøde, som boer her i Byen, og Amtmand Falsen i Anledning af Jødernes Udelukkelse fra Norge. Falsens Svar er i mine Tanker fortræffeligt; over- alt troer jeg næsten, den Mand vinder ved at kjendes nøiere. Præsteven er han ikke, men uden Tvivl en duelig Embeds- mand med gode Kundskaber og faste Grundsætninger. 10de Octbr. Gamle Prof. Arentz lagde mig paa Hjerte, at Kathe- dralskolens Disciple og Lærere maatte faae en Stol i Dom- kirken til den store Reformationsfest, hvortil han foreslog SIDE: 223 den saakaldte Studenterstol. [fotnotemerke] Selv gad han helst være uden- for den høitidelige Procession. Ved den Anledning bestyr- kedes jeg i den Idee, Irgens bragte mig paa i Gaar, ei allene selv at udeblive fra den Procession, som udgaaer fra Fæstningen, men og at udelukke den hele Geistlighed derfra, og derimod samle dem hos mig, da vi forenede kunde gaae i Kirken. -- To andre Arentzer har jeg i Dag vel ikke talt med, men hørt om, hvad jeg ikke gjerne ønskede at høre. En Tjenestepige kom her og beklagede sig, at foruden hvad Stiftsprovsten som Sognepræst og Balchen som forrettende Præst gjorde Fordring paa, forlangte den residerende Capel- lan 40 Rbd. for hendes Brudevielse, med hvilken han ikke havde det ringeste at gjøre. Jeg svarede hende, at ikke en Skilling tilkom ham, men naar det engang var Stedets Skik, kunde 20 Rbd. være rigelig nok. Som Sognepræst havde jeg af Folk af hendes Stand sjelden faaet saa meget, aldrig mere. 11te Octbr. Mad. Pytter, en veltalende Kone, tydsk af Fødsel, spurgte, om det kunde være nogle Familier tilladt mellem sig at oprette en Skole, hvor man især vilde søge at ind- prente Ungdommen Christendom, og om den Lærer, som kaldtes af dem, kunde gjøre Regning paa Forfremmelse her i Stiftet. Jeg opdagede snart, at hun var en af Hans Houges varme Veninder, og det var hende høiligen op- Fotnote: Saaledes kaldet, fordi den i sin Tid havde tilhørt et i Bergen 1697 oprettet "Studenter-Societet", om hvilket findes udførlige Efter- retninger i Chr. Frimanns Stiftelser og Gavebreve i Norge, I. (Kbh. 1774. 4.) S. 342 -- 356. Societetet, der paa en Maade har været det inden Norge ældste "Studentersamfund", bestod kun af gamle fattige og ubefordrede academiske Borgere, og et af dets væsent- ligste Formaal var at skaffe sine Medlemmer en hæderlig Begravelse. SIDE: 224 muntrende og glædende, da hun hørte, i hvilket venskabeligt Forhold jeg stod til ham. Hun nævnte Storthingsmændene fra 1814 Ole Svanøen og Torbjørn Sandvigen blandt denne Skoles eventuelle Befordrere og Velgjørere. Den første vilde give 1000 Rbd. dertil. Jeg sagde hende, at naar Læreren underkastede sig Prøvelse, og man underkastede Lære- anstalten den Control, Øvrigheden og Geistligheden er be- rettiget til at føre derover, kunde intet hindre Skolens Op- rettelse, hvorover hun var meget glad. -- Derpaa kom Sagen og indbød mig til at træde ind i et saakaldt nyttigt Selskab, [fotnotemerke] stiftet for 41 Aar siden af Justitsraad Boalt. Man havde hidtil indskrænket sig til at opmuntre Agerbrug og deslige, men vilde nu udvide sin Virkekreds, og hvervede til den Ende nye Medlemmer. Han laante Neumanns "Hjemvei til Tarvelighed", for at see, om nogen nyttige Ideer kunde hentes deraf. -- Endelig var her to Bønder fra Vigøer Præstegjæld i Hardanger, som kom allene for at see den nye Biskop. Den ene medbragte en Sæk Æbler til Foræring. Det er uden Tvivl en prægtig Folkeart i det Hele, disse bergenhusiske Bønder. Jeg finder langt mere aaben Trohjertethed hos dem, end hos de fleste Østlændinger, jeg har lært at kjende. Valgmand er jeg da ikke bleven; jeg haaber, Lykken er mig saa god, at jeg heller ikke bliver Storthingsmand. Til enhver anden Tid vilde dette Kald endog været mig kjært, men saa nyligen kommen til et Embede, hvor jeg maa er- kjende, at "Høsten er stor", og at de hidtilværende Arbeidere ingenlunde have gjort, hvad de kunde og burde gjøre, nu paa et halvt Aar og vel mere at forlade den Virkekreds, hvor jeg endnu ikke ret havde orienteret mig, end sige ud- Fotnote: Se om dette: "Oversigt over det nyttige Selskabs Virksomhed 18de Oct. 1774 til 18de Oct. 1874" (af Trap), Bergen 1874. SIDE: 225 rettet noget til væsentligt Gavn, det var tungt, og dette blev nok et af de Tilfælde, hvor Ordene: "Man bør adlyde Gud mere end Mennesker", bestemt kunne anvendes. 12 Octbr. Min Kone og jeg vare i Dag i Nyekirken og hørte Rein. Hende behagede hans Prædiken overmaade meget, mig mindre, dog erkjender jeg dens Værd som en med Flid udarbeidet Tale, fortræffelig for en oplyst Forsamling, men ikke skikket til at fængsle den mindre Tænkendes Opmærksom- hed, og, paa Slutningen nær, i mine Tanker blottet for det, man kalder Salvelse. "Vi bør bevare de gode Indtrykke, som under Forsynets Styrelse ved de udvortes Omstændig- heder i Livet bibringes os", var hans vel lange og sammen- satte Thema. I hans udvortes Foredrag er, som jeg allerede for halvsjette Aar siden anmærkede, en alvorlig Høitidelighed, som i første Øieblik imponerer, men faar efterhaanden en Eensformighed, som kjeder og adspreder mig. Der var ogsaa meget, jeg ikke kunde høre. Den beklagelige Synken ved Periodens Slutning, der som oftest er endog gode Taleres Skjødesynd, er Rein i temmelig høi Grad henfalden til. De sidste Ord døe reent hen. -- Den Døbeanstalt, hvorover jeg sidst forargedes, er en stor Vanziir for Kirken: En Engel hører jeg, det er, som svæver i Luften i horizontal Stilling med opvendte posteriora; det er særdeles smagløst. Jeg erfarer næsten daglig, at det er Almuens Ønske, ligesom det er Regjeringens og mit, at Kirkesangere tillige ere Skolelærere, og at hvert Sogn har sin, saa at altsaa Klokkernes Sinecureposter efterhaanden nedlægges. 13 Octbr. Jeg har i Gaar og i Dag været i megen Strid med mig selv angaaende det af Rolfsen omtalte Storthingsvalg, SIDE: 226 om jeg burde gjøre noget Skridt for at afværge det eller lade Tingene gaae deres Gang og overlade Skjæbnen Ud- faldet. Tanken om, hvad her maatte forsømmes og hist kunde udrettes, blev i Gaar Aftes saa levende hos mig, at jeg skrev et Brev til Rolfsen, hvor jeg med Hensyn paa mit nye Embedes hellige Pligter indstændigen bad ham, ei allene ikke selv at medvirke til Valget, men endog at hindre det, om han fandt Mængden stemt derfor. Jeg lagde mig i det fulde Forsæt i Dag tidlig at bortsende det, men da jeg havde sovet paa den Sag, lod jeg det være. Deels ansaae jeg det muligt, at det blot var en løs Idee af ham selv, og at faa eller ingen af hans Colleger tænkte paa at vælge mig, og saa var det lidt underligt at frabede sig en Ære, man ikke havde tiltænkt mig, deels faldt det mig ind, at jeg dog maaskee ved at fremføre med Kraft og Eftertryk min Mening om et og andet, f. Ex. om Trykkefriheden, Kirkelovene og Geist- lighedens Kaar, kunde frembringe en Pluralitet, hvis Votum var gavnligt, ikke blot for Bergens Stift, der nu udgjør min Virkekreds, men for det hele Land. Ogsaa her vilde jeg da erkjende Forsynets Vink, og troe, at Gud kaldte mig, og Guds Kald bør man ikke modstaae; jeg har idetmindste mit hele Liv fundet mig vel ved at følge det. Lad det da gaae, som Gud og Valgmændene vil! jag har rimelig Formodning om, at disses Valg vil falde paa Assessor Hagerup, og jeg ønsker ham af Hjertet Lykke paa Reisen. Efter hans sidste Repræsentantskab at dømme, vil han nok ikke synderlig enten gavne eller skade Fædrelandet. I det nyttige Selskab, hvor Generalforsamling hold- tes hos Præsidenten, kjededes jeg i fire Timer, og man lod sige, det ikke skulde blive dermed, thi neppe indtraadt i Sel- skabet, nød jeg den Ære at blive valgt til Medlem af en Lovcommittee tilligemed Sagen, Meltzer, Klagenberg og nys- omtalte Hagerup. Som Præmie uddeltes en temmelig mas- SIDE: 227 siv og fiint præget Sølvmedaille til en Snedker Bøe, som havde gjort et meget smukt og vel indrettet Birketræes- Chatul, der er solgt til en Boalt for 1500 Rbd. 14 Octbr. Lowzow havde sat Justitsraad Dahl i Hovedet noget dumt Tøi angaaende Processionen, at der burde idetmindste være een geistlig Mand for at repræsentere min Person, naar jeg ikke selv kunde møde. Det er puurt Sniksnak, som jeg, der kommer fra Hovedstaden, bedre maa forstaae. -- Posten bragte fra Wingaard Tak for min skaanende Opmærksomhed, hverken pukkende Trods eller krybende Afbigt; jeg leed godt Tonen i det Brev. 15 Octbr. Præsten Hertzberg fra Qvindherred besøgte mig i Dag, en meget godlidende Mand, som jeg lykønsker mig med at tælle blandt mit Stifts Geistlighed. Ved Leilighed fik jeg Brev fra Hertzberg i Kingservig, der sendte mig en stor Pakke med engelske Missionsberet- ninger. Forslaget om de ustuderede Præster har sat ham i megen Forskrækkelse, og han haaber, at alle Norges Biskop- per med forenede Kræfter sætte sig derimod. Talen paa Oscars Fødselsdag takker han mig for og glæder sig over, at hans Biskops Tanker om Smigerens Farlighed stemme overeens med hans. Nu saa var jeg da til Gjæst hos Irgens. Det var hans Sølvbryllupsdag, og der var stort Mandfolkeselskab paa henved 30 Mennesker. Der blev ved Bordet sunget adskillige Viser, især af Henrik Meyer, hvis Stemme er skjøn. Men hvad der i høi Grad overraskede mig, var, at min gamle Stiftsprovst, som jeg aldrig troede i sit Liv at have sunget andet end Psalmer, istemte Zetlitz's: "Gid Normænd SIDE: 228 sit Navn uden Blusel maa bære". Ogsaa jeg sang til Tak- sigelse samme Digters: "Hvis man Troe til Vise fæster". Henrik Meyers Broder Frederik, Storthingsmanden fra 1815, har i 17 Aars Ægteskab havt 15 Børn! Som sædvanligt var Kl. 2, inden jeg kom hjem; det er umuligt her at komme fra noget Aftenselskab før. 16 Octbr. Ikke saa aldeles rolig tilbragte jeg Formiddagen. Jeg vidste Repræsentantvalget skulde foretages, og ihvorvel Rolf- sens Yttringer i Gaar Aftes syntes saa nogenlunde at be- trygge mig, kunde jeg dog ikke vide mig fuldkommen sikker, og ængstelig ventede jeg den Fortegnelse, Rolfsen havde lovet at sende mig, saasnart Valget var forbi, thi alt mere og mere indlysende blev det mig, hvor uforsvarlig man handlede baade mod mig og det hele Stift ved at drage mig ud af den Virkekreds, hvori jeg nys var indtraadt. Klokken 1 kom Listen, og jeg er Gud skee Lov hverken bleven Storthingsmand eller Suppleant. De førstes Valg skal have overrasket den hele Bye, intet Menneske har nævnet eller synes at have tænkt paa nogen af de Valgte, Christie undtagen, og jeg kan ikke forklare mig det anderledes, end at der mellem Plu- raliteten af Valgmændene ved en foreløbig Ventilation maaskee paa anden eller tredie Haand, har været Dissens, at Ingen har givet efter, og at man da er bleven enig om at udelukke begge Partiers protegés og tage nogle obscure Mennesker, som Ingen havde drømt om, vistnok ved en saa vigtig Hand- ling ingen roesværdig Fremgangsmaade, som imidlertid vidner om Bergensernes ubegrændsede Tillid til Christies baade Retskaffenhed og Indflydelse, under hvilken de andre nød- vendigviis maa komme til at staae. Bergens Repræsentanter ere da: 1. Consul Prahl med 18 Stemmer. Det er en ung Mand af godt Hoved og Handelsesprit, bekjendt for at SIDE: 229 have ordnet Handelshuset Fasmers forvirrede Affærer, men ellers en unavnkundig Person. 2. Christie med 14 Stemmer. 3. Med ligesaamange en Abraham Normann, henved 60 Aar gammel, ganske fornuftig Mand, god comisk Skuespiller, men neppe synderlig hjemme i Statssager, driver iøvrigt lidt Handel og er Klubvert i Harmonien. 4. Agent Sødring med 10 Stemmer, Jyde af Fødsel, theologisk Candidat, som endog skal have prædiket, nu riig Grosserer, men forresten kjender Ingen hans Meriter. [fotnotemerke] Fleste Stemmer næst disse havde Præsten Irgens, en Kjøbmand Harmens, Consul Konow og en Capt. Brochmann. Disse bleve imidlertid ikke Reser- ver, thi trods Irgens's eftertrykkelige Modstand, foretoges et eget Suppleantvalg, og bleve da valgte: Consul Konow med 15 Stemmer, Assessor Hagerup med 14, bemeldte Har- mens og Assessor Bull hver med 8. Saaledes gik da det, og paa mine egne Vegne er jeg hjertens glad. 17 Octbr. I Brevet til Provst Wingaard istemte jeg af ganske Hjerte hans Beklagelse over Øvrighedens Uvillie til at un- derstøtte Geistligheden i dens Embedspligters Opfyldelse; iøvrigt gjorde jeg ham opmærksom paa, at Fond til Skole- væsenets Vedligeholdelse efter Loven af 1816 aldrig kan mangle, og meddelte ham som et fortroligt videtur at, naar der forresten spores god Villie, man ikke under et slet orga- niseret Skolevæsen maa gaae altfor strengeligen i Rette med Confirmanderne med Hensyn til Forkundskaber, men heller antage dem, efter at have indprentet dem enfoldigen de fat- teligste og nødvendigste Religionssandheder, end lade dem gaae og slænge uconfirmerede eller sende dem til Tugthuset, Fotnote: Christopher Sødring blev senere de forenede Rigers Consul i Aal- borg. En af hans Sønner var gift med den bekjendte Skuespiller- inde Julie Sødring, født Rosenkilde. SIDE: 230 hvorfra de vilde komme tilbage langt mere fordærvede, end de kom derhen. 18 Octbr. I Nationalbladet [fotnotemerke] paaankes Munchs Udnævnelse til Slotspræst. Om dette Embedes store Vigtighed i den nu forestaaende Periode harangueres vel vidtløftigen. Det var maaskee at ønske, Slotspræsten kunde faae den store Indfly- delse, Forfatteren tillægger ham, men jeg tvivler høiligen og grunder min Tvivl tildeels paa egen Erfaring. Jeg var (efter Capt. Holstens Udsagn maa jeg troe det) prædestineret til Kongelig Confessionarius, hvis Prinds Christian var bleven siddende paa Thronen, men, saa religiøs han lod til at være, saa sikker er jeg paa, at jeg udenfor Kirken var bleven en meget ubetydelig Person, der i hans indre Cabinet vilde gjelde langt mindre end Capt. Holsten og Lieutenant Schwartz. Jeg fik et meget venskabeligt Lykønskningsbrev fra Haugiane- ren Ole Svenøen, [fotnotemerke] der kalder sig min ringe medstridende Ven i Herren. Det var lige fra Bruns Død hans og fleres hjertelige Ønske, at jeg maatte blive hans Eftermand. Han og flere vilde i Anledning af Reformationsfesten gjøre nyt Sammenskud til Bibelselskabet, naar man derfra kunde vente et nyt Oplag af Guldbergs Psalmebog. 19 Octbr. Med en Fornøielse, hvormed jeg ikke i lang Tid har hørt en Prædiken, hørte jeg i Dag Friis i Domkirken. Han har et usædvanlig skjønt og tydeligt Organ, hans Declama- tion er fortræffelig og hans legemlige Veltalenhed særdeles Fotnote: 9de Hefte S. 21 -- 27. (7 Octbr.). Fotnote: Repræsentant paa mange Storthing for Nordre Bergenhuus Amt. Se ellers om ham A. C. Bangs Skrift: H. N. Hauge p. fl. St. SIDE: 231 god. Hvad Prædikenen selv angik, da var det et temmelig almindeligt Æmne, han havde valgt: "Den Viisdom, der udfordres til rigtig Anvendelse af de jordiske gode Ting", hvilke da som sædvanligt vare: Ære, Rigdom og sandselig Lyst, men Behandlingen var meget heldig, sand christelig Moral, bestyrket med ikke saa faa velvalgte Bibelsprog. Kirken var det fuldeste, jeg har seet der, undtagen da jeg selv prædikede. Rein sendte mig i Morges Bud, at jeg maatte und- skylde hans Udeblivelse fra mit Gjæstebud, da han ikke be- fandt sig aldeles vel. Muligt at han ei vilde bivaane et saadant officielt Gilde, hvor Tanken hos ham og alle Til- stedeværende altfor naturligen vilde faldet paa, at han efter sin egen og alles grundede Forventning for faa Maaneder siden troedes bestemt til at være, hvad jeg nu er. Ogsaa gamle Professor Arentz havde undskyldt sig. Gjæsterne vare altsaa i alphabetisk Orden: 1. Præsten Arentz. 2. Balchen, hvis vakre Udseende og elskværdige Sæder gjør ham til ligesaa tækkelig Selskabsbroder, som hans ikke emi- nente, men heller ikke ganske almindelige Talent og retskafne Charakteer til hædret og hæderværdig Religionslærer. 3. Præsten Brun, der viser mig ret sønlig Tillid og Hengiven- hed. Han skrev mig, inden han kom her, en Billet til, at Irgens i Capitulet havde bedet ham om Forladelse for sin Grovhed. De havde rakt hinanden Hænderne, og for den Gang var Uvenskabet forbi. 4. Bohr, der inviteredes i Stedet for gamle Arentz. Han nyder megen Agtelse her blandt Høie og Lave. 5. Christiansen. Jeg talte længe med ham, især om hans Studenterliv i Kjøbenhavn. Mare- zoll er ham den første af alle geistlige Talere. 6. Justits- raad Dahl. 7. Amtmand Falsen, viste sig særdeles venska- belig og confident. Ham som den hele Bye har Storthings- valget ubehagelig overrasket. Han tilskriver det en Cabale blandt Valgmændene, at ingen af dem vilde vælges til SIDE: 232 Repræsentant. Hagerup har gaaet om og bedet Folk ikke vælge paa ham. Prahl charakteriserede han som en klog Mand, men ikke bekjendt som god Patriot: Normann som fornuftig og erfaren, men stivsindet til Absurditet: Sødring som det modsatte af dette, en riig, elegant Grosserer, iøvrigt af samme Mening som Niels Skriver, og kan altsaa for- modes à la Borthig at ville "votere som en Børstenbinder". 8. Fleischer. 9. Major Geelmuyden, der inviterede mig til stort Gjæstebud 1812, hvem jeg altsaa skyldte Gjengjæld. 10. Oberstlieutenant Hammer, til hvem jeg var i Gjæld fra 1809. 11. Hysing, der har noget godmodigt og tro- hjertet i sit Væsen, som jeg godt kan lide. 12. Irgens. 13. Justitsraad Klagenberg. 14. General Lowzow, hvis Excellencetitel skurrer slemt i mit Øre og lyder tvungen fra min Læbe. Statsraaderne have Rang mellem Feltmarskalker og Generallieutenanter og ere ikke Exellencer. Havde han denne Titel fra den danske Regjering, lod jeg det gjælde; men han er udnævnt 1814 af Prinds Christian. 15. Oberst- lieutenant Reichborn, gammel Gjæld fra 1812. 16. Sagen. 17. Etatsraad Schydtz, en Mand af hvis Aasyn Hjertets Godhed og Oprigtighed fremlyser. 18. Welhaven. 19. Conrector Winding, en pudseerlig Fyr, meget skjemtefuld, men hans Spøg er undertiden af den Natur som den ethica complimentaria fortæller om, at En, der sad hos et Fruen- timmer, vilde vise sig vittig og galant, og skal hende med Gaffelen i Haanden og sagde: "Gik Fadder (Gevatterinn) Cathrine!" (?). Friis var den 20de. -- Vi havde 5 Retter Mad, kold Punsch til Carry, iøvrigt kun Rødviin, hvortil man indskrænker sig her i alle Selskaber, men deraf sættes en Flaske ved hver Couvert; de allerfleste tømme den og sige med Klaphans: "Jeg tømmer alt min anden!" [fotnotemerke] Fotnote: Ewald: "De brutale Klappere", første Optrin. SIDE: 233 20 Octbr. Friis fik Paategning paa sin Supplik om Ørskoug. Jeg gav ham det brillante Vidnesbyrd, han unegtelig fortjener, og beklagede deri, beklager her og skal altid beklage, at disse eminente Talegaver skulle nedgraves i en landlig Afkrog, hvor de savne Opmuntring, og vil altsaa heller ikke blive nogensinde uddannede saaledes, som de i eller nær ved en Kjøbstad kunde og maatte. 21 Octbr. Det er et usamdrægtigt Ministerium det Bergenske. Er det da ikke muligt, at der i en Bye kan være 5 -- 6 Religionslærere, der i deres Vandel vise den Fredsommelig- hed, de i deres Prædikener anprise? Saa var det i Kjø- benhavn -- skjønt Gud skee Lov ikke i min Tid ved Nicolai Menighed -- , saa var og er det i Christiania, saa er det i for- argelig høi Grad her. Saameget indseer jeg nu, at jeg ikke for dobbelte Indkomster mod hvad jeg har, gad være i en anden Stilling i Bergen, end den, hvori jeg nu er; der hytter jeg mig nok med Guds Hjelp. Visitvæsenet, fortalte Præsten Arentz mig i Dag, med deraf følgende Caperie, er ogsaa i fuld Gang. Han og Rein, sagde han, vare de eneste, som ikke befattede sig dermed, og det sviede da og til deres Pung. Han ønsker sig overalt bort baade fra Byen og Stiftet. Ogsaa derover beklagede han sig, at man bestandig tracteres, hvor man kommer, og derved staaer Fare for at forfalde til Drik, hvilket han paastod næsten alle Præster i Bergens Stift ere. Noget lignende har jeg rigtignok ogsaa hørt før, men ellers maa man dog nok gjøre Forskjel paa at drikke sit Glas i et Selskab eller endog i sit eget Huus, og at være drikfældig. -- Saaledes at tale med er Arentz langt interessantere end paa Prædikestolen. Her var ogsaa en Bedemand fra Nyekirkens Sogn, som SIDE: 234 beklagede sig over, at Chordegnen gjorde Indgreb i hans Embede. Jeg bad han indgive sin Klage skriftlig, men talte ellers i Aften paa Concerten derom med Rein, som gav den elegante Herre et yderst slet Skudsmaal og sagde, at hvis han var bleven Bisp, havde han alvorligen tænkt paa at faae ham afsat. 22 Octbr. Idag var her en Karl og beklagede, at Irgens gjorde overdrevne Fordringer for en af de sædvanlige Morgen- brudevielser. Jeg nedlod mig ikke til at spørge, hvor stor denne Fordring var, men erklærede det for en Narrestreg og Uskik at gaae i Kirken Kl. 5 -- 6 om Morgenen for at vies. Det er uden Tvivl Præsternes Egennytte, som har opfundet og hævdet den, da de ved samme have tilladt sig at dispensere Vedkommende for at medtage Forlovere eller andre Vidner. Rein er meget misfornøiet over den Ting, og da jeg sagde ham, at det, hvad de manglende Vidner angik, blot kom an paa, at en skriftlig Anmeldelse skede derover, da jeg strax skulde forlange den Uorden hævet, tilbød han sig, saaledes som jeg gjorde i Christiania, at være Angiveren. Jeg havde i Formiddag Besøg af Præsten Normann fra Ous. Brun yndede ham meget; han skal og være en af Stiftets udmærkede Præster. 23 Octbr. Indtil Jubelfesten er forbi, kan, tænker jeg, Foranstalt- ninger og Vrøvl i den Anledning gjerne udgjøre en staaende Artikel i Dagbogen. Jeg gik i Formiddags til Justitsraad Dahl, for at spørge ham, hvorvidt han ved et og andet Arrangement troede sig som Medlem af Stiftsdirectionen beføiet eller forpligtet til at have en Stemme med. Ube- vandret i Ceremonievæsenet overlod han mig med Fornøielse SIDE: 235 al Byrden, hvilken og Reglementet synes at paalægge Bi- skoppen; i Henseende til Processionen gav han imidlertid sin raadgivende Stemme, som jeg ogsaa bad ham om, og hvorfor jeg er ham Tak skyldig; derimod takker jeg ikke den unge Hr. Schydtz, der med vel megen Næsvished blandede sig i disse ham uvedkommende Ting, og da han vilde hjælpe mig til at fortolke Reglementet, som jeg selv havde været med at forfatte, kunde jeg ikke undlade, at lade ham føle "at jeg moquerede mig over saadan Spøttegjøg, der var Dreng, da jeg var Mand." [fotnotemerke] -- En langt haardere Dyst forestod mig i Eftermiddag. Jeg gik ud for at gjøre en Spad- seretur, og kom ulykkeligviis forbi Præsten Irgens, der, fast han følte og undskyldte, at det var imod Respecten at holde sin Bisp an paa offentlig Gade, trak mig ind til sig og foresang mig et ynkeligt Litanie over den Fornærmelse, der var ham viist, og de Cabaler, der spiltes imod ham i An- ledning af Cantatens Opførelse. Hvad han sagde mig om Korskirkens Ælde, dens Rang som Slots- og Garnisons- kirke over Nyekirken, som han kaldte et Annex, og alt hvor- med han ellers understøttede denne Menigheds større Ret til at faae Cantaten opført for sig, var Snak; overalt behøvedes blot en Solofangers eller anden Hovedpersons Nei til at gjøre den hele Paastand kraftesløs -- derimod var hans Indsigelse mod at lade Bohr, som Organist ved Korskirken, udeblive derfra paa en saa vigtig Dag sans Fotnote: Jens Schydtz, Søn af den ovenfor (S. 194) nævnte Justitiarius og Etatsraad J. L. Schydtz, var dengang Kgl. Fuldmægtig ved Bergens Stiftamtmandsembede og døde som Stiftamtmand og mangeaarig Storthingsmand 1869. Ogsaa andre klagede over, at han som ung Mand var "næsviis". Om Chr. Magnus Falsen fortælles saaledes, at han engang udbrød: "Man siger om mig, at jeg er en hidsig Mand, og dog har jeg endnu aldrig givet Schydtz et Ørefigen". SIDE: 236 replique, da jeg ikke er musikkyndig nok til paa eget Ansvar at constituere nogen til at fungere i hans Sted. Altsaa, da Bohr ei kan undværes, hvor Cantaten bliver opført, faaer hverken Korskirkens eller Nyekirkens Menighed den, og sandt at sige er dette mig det kjæreste, da Sagen tilsidst blev til en reen Skandale. Da jeg under Samtalens Gang yttrede, at det Bergenske Præsteskab ikke forekom mig at udmærke sig ved sin indbyrdes Enighed, svarede han, at jeg vilde faae ganske andre Ting at see, naar jeg engang fik Tid til at gjennemblade de gamle Consistorii-Acter i Archi- vet, da det før gik langt værre til end nu. Det skal være mig kjært, om jeg ikke andensteds faaer saadanne Ting at see; men naar Præster begynde med i Guds Huus at skjælde hinanden for Slyngler, kan det let komme videre. Ellers vilde Irgens, for at bevise, at den Forfatter-Ret, hvorpaa Rein beraaber sig, er en Nullitet, obligere sig til inden Søndag otte Dage at gjøre nye Ord til Bohrs Musik, hvilke da vist blev heel opbyggelige. Præsterne Brun og Normann spiste her til Middag. Om Meyers Prædikener fortælles adskillige pudseerlige Ting, f. Ex. at han i en Brudevielse havde fortalt, at een Tønde gammelt Meel er saa god som to Tønder nyt; og at engang hans første Ord paa Prædikestolen vare: Klok- ken er elleve. Ogsaa om Larsen, den afdøde Sognepræst i Ous, for- tælles forargelige Historier, men at -- X -- , anmodet af Provsten om at holde hans Liigprædiken, tog til Text Pe- ders Ord om Judas: "Han gik til sit Sted", kan jeg ikke rose. Ellers hørte jeg af dem, at Welhaven er bleven Ridder af Wasa-Ordenen. Han skal have skrevet noget over- maade godt om Hospitalet, in specie de Spedalske og sendt det directe til Kronprindsen. SIDE: 237 Et Nummer af Tilskueren er udkommet. [fotnotemerke] Hr. Glogou har ladet indrykke nok et Klagebrev, og som Svar derpaa har Falsen oversat en tydsk Recension over et Skrift imod Jøderne. Med den Sindighed, der paa den senere Tid hæderligen udmærker Falsen, har han og irettesat Justitiarius Berg for Bekjendtgjørelsen af sit eget og andres Votum i Rigsretten. [fotnotemerke] 24 Octbr. Neumann fortæller, at han var kommen ind for at gjøre Cour paa Kongens Fødselsdag, men fik "Stank for Dank". Alle Mennesker spiste ude paa Ladegaardsøen, og han maatte tage sin Middagsmad hos Carstens. Ikke saa- meget som et Bal kunde man i Christiania bringe tilveie paa den Dag; hvor vi Bergensere ere loyale fremfor Ho- vedstadens Mennesker! Ja sandelig, jeg siger dette for ramme Alvor. I Hjertet ynder man vist ikke her den svenske Re- gjering, men den Orden og udvortes Tugt, det sande Bor- gersind, man finder her, maatte de ønske dem i Christiania. Der har været et stygt Spectakel med Major Schjøtt, som en Lieutenant Crøger (Præstens Søn) havde fornærmet, hvor- for denne blev arresteret. Det er en lang tragicomisk Hi- storie, som endte med at afsindigt Bachanal af Officerer og nogle Studenter og et Pøbelopløb paa Gaden. Gud skee Lov! sligt mærker man heller ikke her, allermindst i vor rolige Bispegaard. Procul ab Jove, procul a fulmine; jeg ønsker aldrig i mit Liv at komme dem nærmere. Fotnote: I. No. 43 -- 44. Fotnote: Mod Haxthausen, i hvilken Berg fungerede som extraord. Assessor i Høiesteret og var Førstvoterende. SIDE: 238 25 Octbr. Storthingsmændene fra Bradsbergs Amt -- nu 3, før vare de kun 2 -- ere: Sorenskriver Juell, min Ven Præ- stens Broder, Consul B. Blehr fra Stathelle, en umaadelig snakke- og skrivesyg Mand, der vist ikke vil nedgrave sit Pund, forresten en skikkelig Mand med temmelig bon sens, og Bonden Tollef Huvedstad af den Eidsvoldske Rigsforsam- lings Medlemmer, og anseet for at høre til det Wedelske Partie. -- I Nationalbladet er et ganske mesterligt Stykke af Morgenstjerne mod Hans Barlien, hvis Nøgenhed saa- ledes blottes, at ingen, som har sund Menneskeforstand, kan være bekjendt at give ham Medhold. 26 Octbr. Cantatevrøvlet er nok nu bragt til et endeligt Resultat, og tilsidst blev det dog mig, der maatte ved min Myndighed skille Trætten. Bohr kom i Morges og leverede mig et Brev fra Irgens, ret høfligt, men hvori han, støttende sig desuden paa General Lowzows Autoritet, bestemt protesterede mod Bohrs Udeblivelse fra Korskirken som Organist paa Søndag. Han gjorde nu det mundtlige Forslag, at han og de øvrige Musici kunde assistere før Prædikenen i Korskirken med Psalmen: "O store Gud, vi love dig!" og derpaa begive sig til Nyekirken. Jeg lovede ham officielt Svar, naar jeg kom fra Kirken, og det gik i det Hele ud paa, at jeg med Hensyn paa Cantatens Opførelse det ene eller andet Sted ei kunde afgive noget Votum; min individuelle Mening vidste han selv var for Nyekirken. Men da jeg som Embeds- mand tilspurgtes, hvorvidt en Organist var berettiget til uden Sognepræstens Samtykke at udeblive fra sin Kirke, saa maatte jag besvare Spørgsmaalet med Nei og uagtet min Agtelse, Hengivenhed og Taknemmelighed mod ham og Rein, der efter min Anmodning havde forskjønnet Domkirkens SIDE: 239 Høitid ved deres Talenter, maatte jeg negte ham Tilladelse til at udeblive fra det Hele eller nogen Deel af Korskirkens Høimessetjeneste, med mindre han substituerede i sit Sted en Mand, med hvilken Irgens erklærede sig tilfreds. -- Dermed haaber jeg den Sag er forbi; idetmindste kan jeg ikke mere indblandes deri. 27 Octbr. Jeg forfattede den Proclamation, som Herolderne Tors- dag Eftermiddag skulle udraabe; den lyder som følger: "I Guds, Kongens og Øvrighedens Navn! Det bekjendtgjøres herved for Alle og Enhver, at Jubelfesten til Erindring om Reformationen denne Dags Eftermiddag Klokken 5 tager sin Begyndelse. Arbeide, Handel og larmende Forlystelse op- høre fra den Stund! Orden og Rolighed herske paa Gaden og i Huse, stille, alvorlig Andagt i Herrens Tempel, naar vi forsamles der. Gud holde sin beskjærmende Haand over den christelige Kirke, over Kongen og Fædrelandet!" I Eftermiddag var jeg i Kirken og hørte Prøve paa Cantaten, der har meget smuk Musik og udføres særdeles vel. Hvad derimod Cantaten selv angaaer, da overtydes jeg alt mere og mere om, at den som Jubelsang har lidet Værd, da den aldeles ikke er stemt i den glade, freidige Tone, der egner et saadant Qvad, og er mere et didactisk- historisk Digt i afvexlende Metrum end en Hymne. Maaskee min sløve og uvante Pen dog her, hvor Æmnet begeistrede mig, kunde frembragt noget, Festen værdigere. -- Bohr er særdeles glad ved min Resolution, der gjør Ende paa al Modsigelse, og kan have dobbelt Aarsag dertil, da Rein aldeles uforskyldt er bleven vred paa ham, og aner, at han har cabaleret i Forening med Irgens, hvem Rein ikke til- troer den Klogskab at kunne anlægge en saadan Plan. SIDE: 240 Herre Gud! den forekommer mig at være saare simpel, og dum er sikkerligen ikke Irgens. Mad. Geelmuyden fortalte, hvad der synes mig ubegri- beligt, at Biskop Brun undertiden var melancholsk. Jeg har Gud skee Lov nu aldeles intet Hang til den Syge, som jeg i Ungdommen ikke var saa ganske fri for. Jeg har arvet min Faders Heftighed, men ikke hans Hypochondrie; min Moders Sagtmodighed har jeg ikke, men vel, naar jeg faaer fattet mig, hendes stille Resignation og fromme menne- skevenlige Hjerte. Jo ældre jeg bliver, jo mere fremstiller Verden og Menneskene sig for mig i et blidt Lys. 28 Octbr. Fra Kragerøe, samt Romsdals og nordre Trondhjems Amter anfører Rigstidende de valgte Storthingsmænd. Bondestanden synes ei denne Gang at ville prædominere; fra Romsdals Amt kommer een Bonde, den Birkeland, som var der sidst, en meget ubetydelig Person, iøvrigt en Krigs- assessor Lossius og Præst Buschmann fra Ulfsteen paa Søndmør. Fra nordre Trondhjems Amt kommer ei en eneste Bonde; de valgte ere: Secretaire og Sorenskriver Ottesen, som neppe vil henrive ved sin Veltalenhed, en Rit- mester Heidemann og Provst Luytkis fra Kolvereid. Reser- verne derimod ere lutter Bønder, hvoriblandt Barlien No. 2. Fra Kragerøe og Risøer, som uden Tvivl skiftes om at afgive Repræsentant, er valgt en Capt. Boeck, en riig og jeg troer fornuftig Mand. Kirketjeneren ombar Indbydelse til Processionen. I den Anledning fandt Etatsraad Schydtz, at Bankadministra- tionen var glemt, men jeg som ikke engang veed, hvad det er for en Bank, de gode Mænd administrere, tog ingen Notice deraf. Den tvungne Banks Sæde er i Trond- hjem, og de som her have med den at bestille, kunne ei SIDE: 241 betragtes anderledes end som autoriserede Commissionairer; den snart ophævede Rigsbank er i Christiania -- altsaa ut supra! og er det den lumpne Laane- og Discontoindretning, han mener, saa maatte Pokker gjøre Høitid af dem, som have dermed at bestille. Liebenbergs Brev indeholdt meest literaire Nyheder og Betragtninger. I Anledning af Reformationsfesten ere ad- skillige Smaapiecer udkomne, blandt andet et af Grundtvig, intolerant som det meste han skriver. Han gaaer hen uden at søge Embede, og menes at tære paa sin Fædrenearv, medens hans Forlovede, som skal være en ypperlig Pige, ældes i uopfyldt Forventning. End værre synes det at gaae med Ingemann. Imod hvad jeg nogensinde kunde forestille mig, forsones han efterhaanden med Verden og dens Glæder, kommer gjerne, hvor der spises og drikkes godt, og bliver tyk og feed, medens hans Pige svinder som en Skygge. "Gud bevare vore Døttre", siger Liebenberg, "fra at forelske sig i nogen af denne Tids Genier!" 29de Octbr. Den Boghandler Løsch, som 1812 læste i mine Præ- dikener, naar han ikke kunde sove, er endelig sovet ind over dem -- den evige Søvn. Jeg gik idag forbi hans aabne Grav paa Kirkegaarden. 30te Octbr. I Formiddags havde jeg Besøg af 36 bethlehemitiske Børn og deres aandelige Fosterfader Chordegn Lange. Nye- kirkens Fattigskole hedder nemlig Bethlehem, og i denne folkerige Menighed nyder kun 36 Børn fri Underviisning. Her er saare meget at forbedre, men jeg savner Christie og vil om kort Tid vemodigen tolke mit Savn. Bergens Stifts- direction har i lang Tid været i en ynkelig mutileret For- SIDE: 242 fatning. I lang Tid vare Bull og Brun Medarbeidere, begge Mænd af Kundskaber og god Villie, men maadelige Forretningsmænd, den sidste desuden aldrig Ven af Refor- mer, og tilsidst, man sige hvad man vil, en svag Olding. Saa kom da Christie, en ypperlig Embedsmand, men hvad hjalp det? Over et Aar var han i Christiania og den retskafne, men frygtsomme Statsraad Schydtz constitueret i hans Sted. Dog et Aar har han været hjemme, men i hele dette Aar var der ingen Biskop, og den gode gamle Stiftsprovst kunde det ei fortænkes, at han i alt hvad der angik Fattig- og Skolevæsen lod Tingen blive in statu quo, og overlod det til en kyndigere og kraftfuldere Mand, som desuden lønnedes derfor, at foreslaae og iværksætte Forbe- dringer. Nu er da endelig Biskoppen kommen, men samme Dag, han kommer, reiser Christie og afgiver sit Embede til den ottiaarige Justitsraad Dahl, der som Stiftamtmand er, hvad Fleischer var som Biskop, og uden Tvivl i sin Fuld- mægtigs Fraværelse borneret og forlegen. I alt hvad der ei umiddelbart angaaer Geistligheden veed jag altsaa som Nyankommen hverken ud eller ind, finder ingen Oplysning og Understøttelse hos min Collega, og maa nu trøste mig i Haabet, at med næste Sommers Ende, naar jeg kommer hjem fra min Visitatstour, vender ogsaa Christie tilbage fra Storthinget. -- Bemeldte alvirkende, i sig selv uden Tvivl meget duelige Fuldmægtig var hos mig i Dag i en Embeds- sag og fortalte mig da en skrækkelig Sottise, hvori den gode Christie ikke heller er saa ganske angerløs. Maaneds- thingene vare berammede, før Reglementet af 14de April udkom, og vare da -- jeg troer i Hardanger -- et bestemt til 31te Octbr. og 1ste Novbr. Amtet havde approberet Be- rammelsen og ikke gjenkaldt den, den staaer altsaa endnu ved Magt. Og paa en for mere end et halvt Aar beram- met Secularfest, hvor alle verdslige Handeler udtrykkelig SIDE: 243 ere forbudne, reiser Foged Budtz for at holde Maanedsthing, hvortil forhaabentlig Ingen indfinder sig. Conrector Winding overbragte et Program til Skole- høitiden paa Løverdag, forfattet af ham selv. Det er paa dansk, handler om Reformationens Indflydelse paa Skole- underviisning og er i samme trivielle, snaksomme Maneer som Floors Skoleprogrammer. Han holder en Lovtale over den Skole, hvor han selv er Lærer, som jeg vilde ønske den maatte fortjene; derimod synes han misfornøiet med det Sted i Grundloven, der tillader at forskrive Fremmede til Universitetet. Jeg veed, at man her dolerer over Profes- sorernes Strenghed in specie mod denne Skoles Disciple, men Sverdrup og Hersleb, som nok især angive Tonen ved Examenscensuren, ere udisputerligen vore Landsmænd. Ellers indeholder Programmet som populær Afhandling meget godt. Endelig havde jeg mod Aften Besøg af en Bonde fra Strandebarm, som vilde have mig til at foreslaae Regjerin- gen eller Storthinget de under Christian den Syvende af- skaffede Helligdage retablerede, især Trediedag af de store Høitider, der forekom ham at have udtrykkelig Hensyn til de tre Personer i Guddommen, og Mariæ Bebudelsesdag, hvis Evangelium vel forklares 5te Søndag i Fasten, men det er ham ikke nok, han vil have selve Dagen den 25de Martii. Med de andre Helligdage kunde det endda blive, som det er nu. Det er en forunderlig Ringen, man bruger her i Ber- gen. Rein, siger at den er tydsk og som meget andet Lev- ning fra den Tid, da her i Byen "al vor Fortred var tydsk". Det er en sørgelig Klemten, der ved Liigbegjængelse kan være ret passende, men er det aldeles ikke paa en Ju- belfest. SIDE: 244 31te Octbr. Den store Høitidsdag er nu forbi og var, hvad den burde være: ene og allene religiøs Fest. Reins Cantate blev i det Hele godt udført, men hvergang jeg læser og hører den, styrkes jeg i min Overbeviisning, at den aldeles ikke passer til en saadan Fest. Den vilde være mere paa sit Sted ved en Sørgefest, hvor Forfatteren vilde formane os til "ei at sørge som de, der ei have Haab", end som et frydefuldt Jubilæum. Endnu maa jeg nævne den Synder- lighed, at hverken Gud eller Jesus apostropheres en eneste Gang i den hele Cantate. Da jeg var kommen hjem, havde jeg en kort Visit af mine samtlige Ordensbrødre og siden af et Par Borgere, der havde staaet ved Bækkenerne og bragte mig til Bibel- selskabet 1223 Rbd. -- Dermed var da Dagens Glæde forbi. 1ste Novbr. Jubelrubriken er naturligviis den vidtløftigste og mærke- ligste i disse Dages Historie. Med den begynder jeg altsaa. Kathedralskolen havde i Dag sin Høitid. I et lidet og uanseeligt Værelse samledes Byens honoratiores, hvoriblandt da og Generalen, som jeg hører læste Latin til sit fjortende Aar, men da han nu er nærved de 70, er nok det meste udsvedet. Sagen havde skrevet en Cantate, smukkere og fest- ligere end Reins og vel værd at have samme Componist og samme Sangere som hiin. Arentz's Tale var overmaade lang, men i Betragtning af hans høie Alderdom og Mangel paa Øvelse var den baade materialiter og formaliter over- maade god. Latinen var reen, smuk og forstaaelig, Materien en Slags Kirke- og Skolehistorie in nuce med specielt Hen- syn paa Luther som Oplysningens Befordrer, var udarbeidet med Flid og Held, aandede varm Følelse for Religion og SIDE: 245 Videnskabelighed og vakte sand Ærbødighed for den hæder- lige Olding. Mærkeligt var, hvad den gamle Jubellærer anførte, at den første Tale, han holdt, var ogsaa ved en Jubelfest -- for 57 Aar siden (1760, 100 Aar efter Sou- verainetetens Indførelse), og ved en Jubelfest holdt han da og sin sidste -- det kan man med Vished antage. Til Middag havde jeg indbudt alle Skolens Lærere, som ere, foruden Professoren, Winding, Sagen, Adjuncterne Møller og Irgens, samt Præsten Arentz, der underviser i Religion. Jeg tog feil, da jeg -- Gud veed efter hvis For- tælling -- sagde, at Winding var dansk. Han er Trond- hjemmer, dimitteret af Monrad, hos hvilken han erkjendte de samme Feil, som jeg i min Biographie har tillagt ham. Aarsagen til den Misnøie med Universitetslærerne, som Pro- grammet bærer Præg af, fik jeg i Dag at vide, og den er ligesaa grundet, som den var mig overraskende. Der er nedsat en Committee til at udarbeide en ny Skoleanordning. Dens fornemste Medlemmer Sverdrup, Hersleb og Steensbloch (!) havde faaet Befaling i denne Sag at træde sammen med den almindelige Lovcommission, og et af deres Forslag, som ved Pluralitet er drevet igjennem i Commissionen, er, at det igjen skal sættes paa den gamle Fod: at hver Classe skal have sin Lærer, der underviser i alle Fag, istedetfor at hvert Underviisningsfag nu har en Lærer, der underviser i alle Classer. Dersom det ikke er en Grundtvigsk Forkjær- lighed for alt Gammelt, der driver dem -- og om saa selvtænkende Mænd, som disse tre ellers ere, vil jeg nødig troe saadant -- er uden Tvivl Localhensyn taget paa Chri- stiania Skole, hvor man f. Ex. vel kunde ønske Grændser satte for en Wittrup og hans Lige, men ellers er der saa meget, som taler for den nyere, nu brugelige Inddeling, at man vistnok maa beklage dens Ophævelse. -- Hr. Møller, som jeg ikke før har kjendt, er et taaleligt Menneske at om- SIDE: 246 gaaes, men viste stor Mangel paa Levemaade, da han bad Pigen om en anden Flaske Viin og klagede over at den, han havde, var suur. I et Vertshuus gaaer saadant an; paa ethvert Sted, hvor man er indbuden Gjæst, er det høist ubehøvlet og allermeest af en Skoleadjunct hos sin Biskop. Jeg vover neppe at indbyde ham oftere, da jeg ikke tør inde- staae for, at en lige Ulykke jo kunde arrivere en anden Gang. -- Irgens er meget snaksom og syntes at være et hjertens- godt Menneske. Alt hvad han saa her i Gaarden vakte rørende Erindringer hos ham, da han har levet her sin bedste Ungdomstid. Han bad at maatte see sig om allevegne, og herindenfor i det Værelse, hvor Arnet sidder, naar han er her, viste Irgens mig det Sted, hvor hans Fader, den gamle Bisp, døde i sin Lænestol. Ogsaa han var, ligesom Brun, frisk til sit Livs sidste Dag; det bliver neppe min Lod, hvis Gud bevarer mig for en voldsom Død. -- De Skaaler, vi drak ved Bordet, vare: den gamle ærværdige Professors, Kathedralskolens, Videnskabelighedens Fremvæxt i vort Fædreland, og -- efter Sagens Forslag -- Luthers Minde. 2den Novbr. Ingen i mit Huus har i Dag været mindre end to Gange i Kirke, de fleste have endog været tre. -- Stifts- provsten holdt en ordenlig Indledningstale før Oplæsningen af den historiske Udsigt, over de Ord: "Maalesnoren faldt for mig paa liflige Steder, ja en deilig Arv er tilfalden mig" (Ps.16, 6), og jeg ventede ikke at komme hjem før Kl.1, da Fleischer er meget langsom i sin Tale, men da saa selve Prædikenen kom, afgjordes Sagen i forunderlig Korthed; jeg troer ikke, den hele Prædiken varede over et Qvarteer. Adspredt ved den lange Oplæsning kom han nem- lig ud af Contexten, og da han mærkede det, vilde han heller SIDE: 247 reent afbryde, end væve noget usammenhængende Tøi, for om muligt at komme ind i det igjen. Efter Høimessen havde jeg et Besøg af den gamle, værdige Katechet Reimers og 60 nyklædte Børn af Dom- kirkens Fattigskole, som han præsenterede mig. Han er nok en meget hæderlig Mand baade som Lærer og Menneske. Alle Confirmander af Domkirkens Menighed skulle, hører jeg, engang om Ugen indfinde sig hos ham som Katechet. Stiftsprovsten og i sin Tid Biskop Irgens have dispenseret deres Børn derfra, men jeg hørte, det gjorde ham ondt, og jeg har allerede bebudet Mariane, at hun engang skal gaae paa Lectie hos ham. I Eftermiddag var jeg i Korskirken, hvor Brun holdt en særdeles god Prædiken, en virkelig Jubelprædiken. I Slutningsbønnen erindrede han Stiftets nye Overhyrde. 3die Novbr. Jubelfesten er nu forbi. Canonade, Klokkernes Rin- gen, Trompeter og Basuner forkyndte Kl. 3 -- 4 dens Ende. Dens sidste Høitidelighed celebreredes da i Domkirken; man paastaaer, den aldrig har været saa fuld. Hvad man, med Hensyn paa denne Jubelfest, havde sagt mig i Forveien om den bergenske Pøbels Uregjerlighed, fandt jeg ikke bekræftet; Menneskene ere nok meest, som man tager dem til; have de en Mand for dem, som de kunne have Agtelse for, bydes der noget, som de finde værd at høre og lægge Mærke til, skamme de vildeste og raaeste Mennesker sig idetmindste for at gjøre Spectakel, om end ingen ædlere Følelse driver dem. -- Jeg prædikede ikke over nogen Text; min Tale var tildeels historisk med practiske Anmærkninger, dog var Bi- bellæsnings Vigtighed for menige Mand det, jeg især søgte at lægge mine Tilhørere paa Hjerte. Oplæsningen af Com- mitteens Beretning indflettede jeg i Talen selv og troede SIDE: 248 med Føie, at det var det eneste Middel at faae Folk til at høre den. Skulde den, som i Christiania, efter en Pause været oplæst af Secretairen, var sikkerligen hvert Menneske løbet ud af Kirken, og var der mod Formodning Nogen bleven tilbage, vilde disse under Tummelen ikke kunnet høre et Ord. Ogsaa deri afveeg jeg fra Centralcommitteens Re- gulativ, at jeg lyste Velsignelse, da Bech blot skulde ende med Fadervor. Ved den store Reformationsfests Ende at afskedige denne talrige, andægtige Mængde uden at lyse Her- rens Velsignelse over den, syntes mig utilgiveligt. Efter Gudstjenesten viste Præsteskabet og de Indbudne mig den Complaisance at gjøre mig en Visite. I Aften vare vi indbudne til Præsten Brun. Ved Bordet sang Værtinden to Vers af Aabels Sang i Leirdal, hvortil var føiet et nyt, at den maatte være opfyldt af Avinds Gift, der ikke glædede sig over min Ankomst til Bye og Stift. Brun fortalte, at Hersleb efter gamle Bispens Død havde skrevet til ham, at den Præst, der ikke fandt det passende at holde Bøn før og efter Committee- møderne i Bibelselskabet var uværdig til at beklæde en Religionslærers Embede!! Denne Mening har han dog maattet opgive, men beklageligt er det, at denne elsk- værdige Mand nogensinde har kunnet være saa intolerant. -- Man frygter nu, hører jeg, at Christie aldrig kommer tilbage, men bliver Statsraad, naar Storthinget er forbi. 4de Novbr. Kanonskud fra Fæstningsvolden mindede os om, at det idag er tre Aar siden Indsegl sattes paa Foreningen med Sverige ved Carl den Trettendes Valg til Norges Konge. At vort Fødelands Tilstand siden den Tid er bleven mere blomstrende, end før, kan man just ikke sige, men heller ikke SIDE: 249 er en eneste af de Ulykker indtruffen, som spaaedes, og de have slet ikke noget at bebreide sig de Mænd, som under- tegnede Foreningen. Fred have vi da havt og kunne, Gud være lovet, vente at beholde den. De gode Tanker, man allerede da havde begyndt at fatte om Carl Johans Aand og Hjerte, har man aldrig været fristet til at opgive; heller ikke kan man klage over at de Svenske mørkne vore Døre og indblande sig i vore Affairer. Her i Bergen celebreredes nok iøvrigt denne Dag aldeles ikke. De for Bibelselskabet i Bækkenerne indkomne Penge ud- gjør 2622 Rbd. 25 sz, samt 2 Pjastre, 2 hollandske Dob- beltgylden (givne af mig selv) og 1 Preussisk Daler. Jeg overbragte det Indkomne personligen til Irgens, og havde en lang Samtale med ham, under hvilken jeg fandt ham meget cordial. Han foreslog mig at etablere en Slags geistlig Klub, hvor man en Aftenstund imellem kunde samles i al Simpelhed og Tarvelighed. Forslaget var meget godt, naar ei den bergenske Geistlighed bestod af saadanne hetero- gene Væsener, hvis Hoveder aldrig i Evighed kunne forenes under en Hat. Nu blev det intet kjærligt Brodersamfund, men stivt som et Gjæstebud uden dettes øvrige Agrements. 5te Novbr. Conrector Winding havde et forfløiet Indfald om at faae Bibelselskabet til at arbeide paa Skolevæsenets For- bedring, en Ting som ligger ganske udenfor dets Virkekreds. Han synes at være af de stærkttroende Pædagoger, hvor- paa vor Generation er mindre riig end den næstforegaaende, som troe, at et forbedret Skolevæsen med liden Møie lod sig bringe istand, og at dette da flux vilde fornye Guld- alderen, gjøre Tugthuse og Slaverier unødvendige, og med eet omdanne hele Nationen til lutter dydige Mennesker. Denne Reform vilde han, som sagt, have færdig i en Ruf, SIDE: 250 og syntes ei at ansee sig selv for noget udueligt Subject til i sin Kreds at frembringe den. Hvorledes han egentlig tænkte at faae den iværksat, og det ved Bibelselskabets Hjælp, begreb jeg ikke det ringeste af, og fandt det heller ikke Uma- gen værd at bryde mit Hoved dermed. Den som kjender Verden, og har et Quartseculum levet som Embedsmand med i dens Tummel, veed ikke, enten han skal lee eller græde over saadanne philantropiske Drømme. Et af hans Projecter var, at man skulde tage slette Forældres Børn fra dem, og sætte dem til retskafne Folk; men hvem ere slette Forældre, og hvem ere retskafne Folk? hvo skal bedømme det? hvo kan exequere en saadan Dom -- hos Statsraaden og Grossereren ligesaavel som hos Huusmanden og Dagløn- neren? og er det desuden sagt, at et slet Menneske ogsaa er en slet Fader, og omvendt? 6te Novbr. Som Stiftscommitteens Formand fik jeg et Brev fra Amtmand Falsen. Overmaade nysgjærrig brækkede jeg det, og fandt en Afhandling, indsendt til Tilskueren imod Bibel- læsningens Gavnlighed, hvilken han havde den Opmærksom- hed at sende Committeen til Gjennemlæsning, om den skulde have noget imod Trykningen at indvende. Jeg gjennemløb Pjecen, der forekom mig skreven med Falsens egen Haand, og fandt deri de ofte fremførte Indvendinger, hvilke Bech tildeels ogsaa engang gjorde, og Hersleb og jeg seirende gjendrev, men det Hele var skreven i en sindig, beskeden Tone uden Fornærmelser mod nogen Stand, Corporation eller enkelt Menneske. Jeg ansaa det altsaa for ufornødent at lade Afhandlingen circulere blandt Medlemmerne, men sendte den tilbage i et Brev, hvor jeg takkede for hans Høflighed, forsikrede, at Ingen kunde have noget imod, at den blev trykt, og udbad mig blot i sin Tid Plads i Bladet SIDE: 251 til nogle Contra-Anmærkninger, som jeg muligen kunde finde mig beføiet til at gjøre. 7de Novbr. Præsten Brun fortalte om den umaadelige Forbauselse, der kom over alle Mennesker, da jeg var udnævnt til Biskop. Aabels første Beretning til ham modsagde man endog be- stemt som Usandhed. Ogsaa Brun har man holdt en Smule for Nar, da Essen saagodtsom med rene Ord havde lovet ham Nyekirkens Kald, og ønsket at dette maatte berolige ham i hans Sorg. Om Thorbjørn Sandvigen fortalte Brun, at han er en stor Kjeltring, en Cabalemager af første Skuffe, Hovedmand for det Partie, der forbittrer den Fjeldbergske Bruns Dage. Er imidlertid denne, som ei er usandsynligt, en lystig bonvivant, der stundom tilsidesætter Religionslærerens "Gravitet" -- er han end ydermere skjødesløs eller hetero- dox Prædikant, saa lader det sig let begribe, at Torbjørn Sandvigen, der uden Tvivl er Pietist eller Hougianer, ikke ynder ham, og at han med sin Alder, sin Klogskab, sit im- posante patriarchalske Udvortes samler et Partie om sig, der efter nu brugelige Maade driver Intolerancen for vidt, uden at derfor han eller hans Venner bør skjældes for Kjel- tringer. -- Endelig fortalte Brun om Maaden, hvorpaa Storthingsvalget gik for sig, og det er en evig Skjændsel for Valgmændene og Bergens Bye, der beærede dem med sin Tillid. De fleste Valgmænd vare Aftenen forud samlede hos Frederik Meyer, og der sammensmeddede de i Forening denne smukke Plan, fordi Ingen af dem selv skjøttede om at komme paa Storthinget. Jeg skal have havt mange Stem- mer til Valgmand. Der er kommen en Flittighedsaand over dem henne paa Stiftscontoiret; jeg har ikke i disse 9 Uger havt saa mange Breve derfra at læse og underskrive som i Gaar og i Dag. Schydtz, som nok er en udmærket ferm Yngling, var her SIDE: 252 ogsaa i Eftermiddag og holdt en lang mundtlig Conference. Dahl er syg og savnedes neppe, om han og var død. -- I Rigstidenden anmeldes som Repræsentant fra Skien og Porsgrund en Kjøbmand Ole Cudrio og fra Laurvigen min gamle Duusbroder Expræst Herlofsen. 8de Novbr. I Morges kom en Mand, der saae ud som en Høker og meldte, at Organisten ved Nyekirken, en 70aarig Olding pludseligen var død, og foreviste et Document fra Biskop Brun og en constitueret Stiftamtmand Haberdorff, hvorved ham gaves Exspectance paa Organisttjenesten mod at betale til Kirken 300 Rd., hvilke han ved Qvittering beviste for længe siden at være betalte. Den salig Mand havde gjort Nye- kirken til sin Universalarving [fotnotemerke] . Atter i Dag fik jeg et Brev fra Amtmand Falsen om den arme Provst Wingaard, der i en Angivelse om udbrudt venerisk Sygdom har tilladt sig om en Districtslæge Ucker- mann Udladelser, hvorover æskes Forklaring. Gud give, den gamle Mand vilde erkjende, hvad der tjener til hans Fred! Det er næsten en Kjærlighedsgjerning at gjøre ham Helvede saa hedt, at han, for at undgaae Chicaner, nødtes til at søge sin Afsked. Han har, foruden den Pension, han maatte faae, nok at leve af for sine øvrige Dage, og naar man har arbeidet, til man er 90 Aar gammel, behøver man Hvile. 9de Novbr. Jeg kan ikke undlade at forarge mig en Smule over de bergenske Præsters Dovenskab. Christiansen og Welhaven prædike hver Søndag -- de havde Ingen at sende i deres Fotnote: Hans Navn var Marius Gotthardt Ohl, see Norske Stiftelser, udg. af N. Nicolaysen. III. S. 589, 994. SIDE: 253 Sted; de andre derimod, især Domkirkens og Korskirkens Præster, drive det til det anstødelige. Saaledes vare Flei- scher, Arentz, Irgens og Brun alle saa trætte af Jubel- strabadsen, at Ingen af dem kunde bestige Prædikestolen. I Domkirken prædikede Katechet Reimers. Ogsaa han havde været doven à son tour. Hans Prædiken var ret god, men den var bestemt ikke skreven om Dagens Evangelium, men over Epistelen paa Septuagesima Søndag, altsaa en gammel habuimus. Den handlede om "Nidkjærhed for Religion og Dyd og dennes herlige Belønning", og den, der kan udlede dette Thema af Evangeliet paa 23de Søndag efter Trini- tatis, maa være stærk i at finde Idee-Associationer. At man holder en gammel Prædiken over samme Text, som den nu oplæste, er meget undskyldeligt. Blandt de Tilhørere, som begge Gange have været tilstede, er der ikke en af 200, som gjenkjender den, og sæt, at der er flere, saa skader det ikke, naar Prædikenen er god. Men uden al Rimelighed at ind- tvinge en Prædiken under en Text, der passer til den som en grøn Lap paa en rød Kjole, det er impertinent mod enhver skjønsom Tilhører. Texten bliver ikke engang, hvad man for en Snees Aar siden beskyldte Neologerne for at gjøre den til, et Motto, thi dette har dog gjerne Lighed i Materien med det følgende Stykke. Nu da! Katecheten holdt da over det Thema en ret vel udarbeidet og lærerig Præ- diken, og foredrog den vel. 10de Novbr. Af Bruns Copiebøger, som jeg nu nøiere gjennemgaaer, optegner jeg et og andet, som forekommer mig mærkeligt. Deriblandt henhører en Yttring, medens han endnu var Stiftsprovst og constitueret Biskop. Provst Baade paa Søndmør havde anbefalet En til et vacant Klokker-Embede. Da disse Embeders Bortgivelse var en Indtægtskilde for SIDE: 254 gamle Irgens, saa forbeholdt hans sig den, saalænge han levede, og i den Anledning siger Brun, at "om endog alle Stiftets Klokkere sad bag paa en himmelfarende Eliæ Vogn, eller nogle af dem gik den modsatte Vei med Gergasenernes Svineflok", saa kunde han ikke udnævne nogen til deres Eftermænd. Saadant kunde man ventet af en Voltaire eller d'Alembert, men fra den ortho- doxe Bruns Pen til en jevnaldrende Embedsbroder er det yderst overraskende. Derimod har han skrevet nogle for- træffelige Breve i en lang og gemeen Feide mellem Provst Bødtker i Volden og hans personelle Capellan Arentz (nu- værende Sognepræst i Hosanger) samt nogle Bønder, der gav denne Medhold. Brun har i denne delicate Sag viist en i høi Grad følgeværdig Conduite, hvilket neppe Arentz har gjort. -- Provst Frimann i Davigen var engang af 12 -- 13 Bønder anklaget for flere temmelig grove Embeds- forseelser. Efter Bruns Raad blev Sagen forligt. Jeg havde dog nok først forlangt hans officielle Erklæring, inden jeg tog nogen Forholdsregel. Ellers er ogsaa dette Brev af Brun overmaade velskrevet. -- Endelig seer jeg med For- undring, at der har været Ventilation, om den afbrændte og igjen opbyggede Nyekirke skulde indvies, da Murene vare blevne staaende; og det var meget nær ved, at der intet var blevet af. 11te Novbr. I Dag holdtes den berammede Skole-Examen i "Christi Krybbe". Denne Krybbe er et beqvemt og meget anstæn- digt 2 Etages Huus; gid alt var som Localet! Chordegnen begyndte med en kort Tale, der handlede om Menneskets Sløvhed. Han har en deilig klar Stemme og et behage- ligt Foredrag. Det er meget ilde at han (som theologisk Candidat) finder sig tjent med dette Levebrød og troer at SIDE: 255 maatte tabe ved Byttet ved første Befordring til Præstekald. Han vilde uden Tvivl blive en meget duelig og begavet Præst, i Talegaver langt over sin Broder, Præsten ved Domkirken. Men hvad jeg end mere beklager er, at hans Ar- beide lønnes saa vel; thi sandelig det forekommer mig at være liden eller ingen Løn værd. Nogle faa, der stode i forreste Rad, kunde deres Forklaring nogenlunde taaleligt udenad, men syntes ei at forstaae et Ord deraf. De andre vare Katechismus- og Indenadslæsere. Jeg saae nogle Skri- vebøger. Forskriften var elendig, og et Par Disciple syn- tes at overgaae deres Mester. Det var med et Ord en Skole, saa Gud maatte sig forbarme! Her er nok overalt, hvad det hele Skolevæsen angaaer, en Augiæ Stald, som der vil Tid og Kraft til at udrense. Gud veed, om jeg faaer nogen af Delene! "Høsten er stor, men Arbeiderne ere Faa!" Det skal være Texten til min første Ordina- tionstale. -- Irgens ivrer stærkt mod Antagelsen af det engelske Tilbud, vil at vi skulle staae paa egne Been (hvilket da ogsaa er min Mening), synes at vi har et ganske anta- geligt Fond til at begynde med, finder hos Englænderne "Herskesyge og synkretistisk Religiøsitet med mercantilsk Tinc- tur", ja aner endog, "at den engelske Bistand i Tiden kunde fremkomme i Skikkelsen af en Statsforandring". I alt dette er vel megen Overdrivelse, men ellers maa jeg i det Hele give Irgens Ret. Jeg troer ikke, at to Sel- skaber kunne existere, og før vi skulde lade os foreskrive Love af Englænderne, før lad da al Verden spotte over et Bibelselskab, der udgiver Katechismer! Det er et norsk Selskab, bestaaende ved Normændenes og deres Re- gents Gavmildhed, ikke et Filialselskab af det engelske; det behøver ikke dettes Hjælp til at subsistere. SIDE: 256 12te Novbr. Min Kone havde Brev fra Frue Wium. Hvad der i dette tildrog sig min Opmærksomhed var, at hendes Pige en Morgen, hun skulde gaae til Skrifte, kom tidlig i Slots- kirken, og fandt en Natugle siddende paa Prædike- stolen. At den havde forvildet sig, er en meget naturlig Forklaring, hvorimod jeg ikke har et Ord at indvende, men imidlertid lægger jeg ikke Dølgsmaal paa min Svaghed: det vilde gjort mig alvorlig og nedstemt, hvis jeg endnu havde været Slotspræst. Der rører sig noget indvortes ved et saadant Syn, som jeg ikke formaaer at bortphiloso- phere; jeg kunde umulig ladet den Tanke fare, at en sør- gelig Forandring forestod Stedet eller en af dem, der al- mindelig pleie at bestige det. -- Jeg selv havde Breve fra Aabel [fotnotemerke] og Borch [fotnotemerke] , og efter disse fortæller jeg nu om Jubelfestens Helligholdelse i Christiania. Lector Stenersen intimerede foregaaende Søndag, efter Alles Dom hjerteligt og skjønt. Om Fredagen var Kirken, som rimeligt, prop- fuld. Bechs Tale tilfredsstillede efter Aabels Beretning sit talrige Auditorium. "Der var meget godt og adskilligt ret skjønt i hans Prædiken, men tilsidst talede han om Oplys- ning og Skolevæsen, og gjorde længer af det, end man havde ønsket". Borch siger: "Talen var i sig selv ikke ueffen, men meget lang, og som sædvanlig kold". Han havde i Indbydelsen opfordret til at stifte en Skole til Luthers Minde. Dette gjentog han nu med megen Vidt- løftighed, men sagde, at det ikke var hans Mening, man skulde give noget strax, kun fatte et bestemt Forsæt (med saadanne Forsætter er det en mislig Sag) "thi", føiede han til, "han selv følte fuldeligen, hvad der hører Fotnote: Student, siden Provst og Sognepræst til Land. Fotnote: Pavels's forrige Capellan, siden Sognepræst til Kongsberg. SIDE: 257 til at skaffe sig og sine det Fornødne". Dette havde Mange holdt sig op over, og Skjelderup sagde i den Anledning en af sine sædvanlige Sarcasmer. Til Middag var stort Galla hos Statholderen. Alle geistlige Personer og 32 Studenter vare indbudne. Det gik naturligen prægtigt til, og Excel- lencen udbragte paa norsk som Toast: Luthers Minde! Løverdag var først Bibelmøde. Borch havde aldrig hørt en saa god Tale af Bech. "Den var bibelsk og passende valgt, og i Anvendelsen godt overført til Tid og Omstændigheder." Derpaa kom da Latinskolens Fest. Schwach havde skrevet en Cantate til Musik af Erik Eiegod, som forekom Aabel fra Poesiens Side uden Sammenligning at være den skjøn- neste, der blev gjort til Jubelfesten. Borch derimod beha- gede den ikke: "den forekom ham mere fremtvungen, end udrunden". Han fandt Rosteds Tale tør. Aabel skriver, at Rosted talte saa sagte, at Faa forstod ham. Om Efter- middagen havde Borgerskolen en Høitid, hvor Saxild [fotnotemerke] holdt en Tale, hvilken Treschow fandt at være den bedste, han til den Tid havde hørt. Borch roser den ogsaa overmaade for dens ædle Simpelhed og Deeltagelse. Stenersen havde for- fattet en Psalme, som fulgte med Brevet, og er meget vakker. -- Om Søndagen veed Borch intet at sige, da han selv prædikede, Aabel derimod desmere, thi han var 3 Gange i Kirke. Om Morgenen hørte han en "sand evangelisk Præ- diken" af Stenersen. Til Høimesse var han ved Agers, hvor Kjerschow næsten udelukkende talede til Menigheden om dens Skolevæsen (!!). Imidlertid saa han adskillige Mennesker rørte. Endelig hørte han Katechet Winsnæs [fotnotemerke] til Aftensang, og synes, næst Hersleb, at have hørt ham med meest Velbehag af alle Festens Talere. -- Til Univer- Fotnote: Den i sin Tid bekjendte Philanthrop E. N. Saxild, dengang Bor- gerskolens Inspecteur, senere Raadmand i Christiania. Fotnote: Siden Sognepræst til Vang og Stiftsprovst. SIDE: 258 sitetsfesten om Mandagen havde Stenersen skrevet en Can- tate, som var componeret af Falbe, "dog tildeels efter et fransk Stykke". Herslebs Tale roser baade Aabel og Borch eenstemmig. -- At min gode Aabel i Studentersam- fundet har oplæst et Digt om Lysets Skjæbne paa Jorden, beklager jeg. Herre Gud! hvorfor lære dog vi Mennesker saa seent at kjende os selv? -- Program til Skolefesten var af Wittrup, der paa Titelbladet kalder sig canendi magister, og til Universitetsfesten af Stenersen, der har havt meget at bestille i de Dage. -- Paa Foreningsfesten d. 4de Novbr. indviede Mørner to Faner, Borgerskabet til- hørende, paa Torvet; om Aftenen var Bal for 400 Per- soner. -- Stenersens Forelæsninger over Luthers Reforma- tion har en Mængde Tilhørere, hvoriblandt ogsaa Damer. [fotnotemerke] Frue Schandorff og Frue Delphin begyndte, saa kom Frue Schelling og hendes Døttre, og nu er Tallet voxet til 25. Rigstidendens mærkeligste Nyhed er, at Sebbelow er bleven Storthingsmand. Nu er man da sikker paa, at al- ting vil gaae "ret og efter Snorer". Christiansands anden Repræsentant er Kjøbmand Mørch, en af dem, der var Lig- ningsmand til den tvungne Bank, og som havde skaanet sig selv paa Medborgernes Bekostning. Kjøbmandsstanden synes ellers nu at ville prædominere paa dette Storthing, hvor- over man neppe bør glæde sig. I Copiebogen lagde jeg Mærke til: 1. Et Brev til General Hesselberg fra Brun som Sognepræst til Kors- kirken, om en Sergeant, som burde staae øverst som Brud- gom, men kunde ikke, da et andet Par, som før havde be- stilt Vielse, havde fornemt Brudefølge. Om denne yderlige Bagatel, for hvis Skyld jeg ikke vilde sat Pen paa Fotnote: Se herom ogsaa "Breve til og fra F. C. Sibbern, udg. af C. L. N. Mynster" I. S. 50. SIDE: 259 Papiret, føres Correspondance mellem en constitueret Biskop og en General, ja indføres i den førstes Copiebog. -- 2. Præsten Rodtvitt, nu Sognepræst til Vandelven paa Sønd- mør, var anklaget for at have prædiket imod Forsonings- læren, og faaer en Correx af Brun, som han vistnok for- tjente, men som jeg vilde givet anderledes. -- 3. Med Tonning i Vigøer, nu Præst til Hjelmeland i Christiansands Stift, har været en levende Debat i Anledning af en Hau- giansk Skoleholder. Provst Kahrs i Strandebarm var ind- viklet med deri. Tilsidst appellerede man fra Bispen til Stiftamtmanden, og gamle Bull var svag nok til at ind- blande sig i en Sag, der slet ikke vedkom ham. Her havde Brun aabenbar Ret og viste fortræffelig Conduite. 13de Novbr. Jeg havde et nyt Besøg af gamle Cammermeyer, som atter lamenterede over den Uret, der er ham vederfaret, og klagede over Brun, Fader og Søn, over Treschow og over Krogh. Jeg seer heller ikke andet, end at man ret eclatant har forurettet ham. At Præsten Brun er en fattigere Mand end han, gjør intet til Sagen, hvor der spørges om Retfærdighed og ei om Naade. Jeg maa overalt sige, jeg gruer for den Tid, da et Sognekald her i Byen bliver ledigt. Brun troer sig ved kongeligt Løfte, ved sin Faders, vel ogsaa ved sine egne Fortjenester saa aldeles berettiget dertil, at der ei kan være Tvivl om, at han jo bør fore- trækkes for enhver anden Collicitant, og denne Tvivl er dog virkelig hos mig meget stærk. Domkirkens Sognekald bør han nu især aldeles ikke have; til Korskirken derimod vilde jeg ansee ham fuldeligen qvalificeret, men naar bliver det ledigt? Irgens tænker jeg overlever baade Brun og mig. -- Efterat Cammermeyer var gaaet, kom Hysing, som jeg overmaade godt kan lide, næsten bedst af det heleministe- SIDE: 260 rium Bergense. Han fortalte, at det i Nyekirken er Skik, skjøndt der skriftes for Alteret, at holde ny Tale for hvert Knæefald. Det er en Urimelighed, som man imidlertid ei vil give Slip paa. Biskop Sørensens Indbydelse til Jubelfesten behager mig ikke. Det er tildeels et vellykket Forsøg paa at sige slettere, hvad Hersleb har sagt i sin historiske Udsigt. Sproget er maadeligt og upopulært. 14de Novbr. Man skulde troe, efter det eensformige Liv, jeg fører, da jeg sjelden eller aldrig læser nye Bøger, eller kommer ud iblandt Mennesker, at jeg maatte reent fattes Æmne til Dag- bogen; dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet, de fleste Dage har jeg ret overflødig Materie. Nu og da maa dog indtræffe enjour maigre, og en saadan var denne. 15de Novbr. Biskop Bech har endelig betænkt mig med et Brev, hvori hersker den ædleste og opbyggeligste Fraternitet. Det mærkeligste han forteller er, at det dog nok bliver Alvor med Lumholtz; man tvivler ikke om hans nær forestaaende Død. Munch bliver da vel Stiftsprovst; Bech idetmindste vil gjøre sig Umage derfor, da der skal afgives nogle af Embedets Indkomster, ventelig til hans egen Bispestol. Jeg er Gud skee Lov udenfor det alt. Sagen viste mig et Brev fra Christie, som er ilde til- mode over de gamle Skoleanordningers Retablissement, men trøster sig ved en Clausul, hvorefter Udførelsen gjerne kan opsættes til længe efter vore Dage. Ugjerne hørte jeg ellers, at Sagen har Aabels og vel flere bergensiske Studenters Rimelyst paa sin Samvittighed, da han i Skolen lader de Disciple, hos hvem han troer at spore Anlæg, over- SIDE: 261 Horatz's Epistler o. dl. paa Vers. Sagen forekommer mig overalt i Vurderingen af, hvad der er sand Poesie, ikke at være gaaet synderlig frem med Tiderne. Dog, hvad ham og Rein angaaer, det lader jeg gjælde, de ere consequente Versificateurer fra det 18de Aarhundredes sidste Decen- nier, og langt bedre, at de ere dette, end at de ved at be- røre Overfladen af den nyere Poesie uden at være ind- trængte i dens Aand, skulde [være] blevne af disse amphibialske Væsener, hverken Fugl eller Fisk, som Ordsproget siger. Men dertil gjør just Sagen de unge Mennesker, der i Sko- len lære at gjøre Riberske og Frankenauske Vers, og naar de saa komme til Christiania og læse Øhlenschlæger, In- gemann, Schlegel, Tieck og Fouqué, bliver deres Vers en sørgelig Ruskomsnusk, der smager af Alt og Intet. Nei, lad Enhver i slige Ting være overladt til sin Genius! Begeistrer den Ynglingen til Sang, saa har det ingen Nød; han bliver nok Digter, om man endog i Skolen havde lært ham at sætte Poeter i Classe med Liniedandsere. 16de Novbr. Efter Gudstjenesten havde jeg Visit af Provst Krog paa Skudesnæs, og siden var jeg i Selskab med ham hos Præsten Irgens. Jeg har kjendt lidet til ham før og fin- der ham at være en jovialsk, fornuftig, lystænkende Mand, men noget heftig og paastaaelig, hvorover der mellem ham og den ligeledes heftige og paastaaelige Irgens var svære Debatter, i hvilke jeg og tildeels blandede mig. Blandt andet var en meget ivrig Strid om Bibelselskabet. Under denne Debat fik jeg ellers høre, at Rein endnu ikke har afleveret Regnskab, Penge eller Bøger til Irgens, en For- sømmelse, der hvad enten det er Skjødesløshed eller Trods, fortjener alvorlig Paatale. Jeg ønsker, at Rein vilde melde sig ud af Stiftscommitteen, hvor han, siden Haabet om SIDE: 262 Formandskabet forsvandt, ikke spiller nogen god Rolle. Efter Krogs Fortælling gjennemfarer Biskop Sørensen Stiftet i alle Retninger med en skrækkelig Fart, og anmelder sin Ankomst kun nogle faa Dage i Forveien. Ligesom Grev Wedel fordum, generer han mere ved at ophøie sig over al Etiquette, end om han iagttog den i al dens Stivhed. Saadant kan jeg slet ikke lide. Med hierarchisk Pomp skal en Biskop ikke drage frem, men han skal heller ikke gjennem- flyve Landet som en engelsk Væddemaalsrytter. 17de Novbr. Her var tre Bønder fra Evindvig, som blandt andet spurgte mig, i hvilket Forhold til hvad forhen var Skik og Brug, Offer og Ministerialforretninger burde betales, da Hr. Dahl fordrer 3 Rbd., hvor forhen gaves 12 Skilling. Jeg svarede dem, at Taxt for de Ting existerede ikke, altsaa maatte det beroe paa fælles Overeenskomst og de Ydendes gode Villie. Skulde Fordring kunne gjøres, da blev Om- skrivningsforholdet af 4/5 Sp. mod 1 Rd. DC., altsaa 1 Rbd. for 12 Skilling det lovmæssige. Imidlertid vidste de selv, at dette ikke var Pengenes sande Værd, og vilde ved at lønne deres Præst forhaabentlig tage saadant i Betragtning. Derimod, da en Sølvspecies gjælder noget over 20 Rbd., fandt jeg det passende (som Raad, ikke som Forskrift), at de gav 16 Rbd., hvor de før gav 1 Rd. DC., altsaa 2 Rbd. istedetfor 12 Skilling, hvor disse ei betaltes i Sølv. Krævede Præsten mere, kunde de gjerne afvise Kravet som ubilligt. De vare særdeles fornøiede med mit Raad og tak- kede mig derfor. Jeg styrkes alt mere og mere i min Tanke, at de Bergenhusiske Bønder i det Hele ere gode, tractable Mennesker, hos hvilke en Præst, som er hvad han bør være, kan føre et meget lykkeligt Liv. SIDE: 263 18de Novbr. Peter Andreas Heiberg har i Christiansand ladet trykke en Afhandling om Repræsentativsystemet, især med Hensyn paa Norges Grundlov. Man gjenkjender ham efter de mange Aars Forløb baade i Stiil og Grundsætninger. Endnu er han det absolute Monarchies Fiende og den repu- blikanske Regjeringsforms sande Ven; kun finder han denne overalt, hvor Repræsentation existerer, hvad Navn end den høieste executive Magt bærer. Skjøndt født i Danmark, vil Heiberg ansees for Normand, da han i lige nedstigende Linie stammer ned fra den Pige, Rypen kaldet, der ene blandt alle Justedalens Beboere i Aaret 1348 undgik den sorte Død. -- Efter en unævnt skarpsindig Statsmands Anvisning deler han alle Statens Borgere i offentlige Professioner, hvortil alle Embedsmænd henhøre, og pri- vate ): Bønder, Kjøbmænd, Kunstnere, Læger o. dl. Folke- repræsentationen bør efter hans Mening deles i 2 Kammere, af hvilke det første (øverste) blot skulde bestaae af Embeds- mænd, der valgtes paa Livstid af Regjeringen: ja Værdig- heden kunde endog være arvelig i et Land, hvor Adelskab fandt Sted. Andet Kammer skulde bestaae af Private, der valgtes som vore Storthingsmænd. Til at have Stemmeret var det ikke nok at være eller have været Embedsmand; ogsaa en vis Formue udfordredes i faste Eiendomme eller Obligationer med Prioritet. I vor Grundlov savner han 3 Bestemmelser: Samvittighedsfrihed (han synes ikke fuld- kommen tilfreds med Jødernes Udelukkelse), en Jury i Cri- minalsager, ligesom i England, og Betryggelse mod Ind- stævning for fremmed Værnething. At Kongen selv er be- rettiget til at anordne Kroningsceremonierne, finder han urigtigt. En symbolsk Handling, som anordnedes, f. Ex. at han satte sig selv Kronen paa, kunde have betænkelige Følger. Endelig holder han til min store Forundring Lov- SIDE: 264 tale over den katholske Geistligheds Coelibat, da han troer, at den Smule Liighed, som endnu existerer i Verden, deri- verer sig derfra. Havde Præsterne faaet Tilladelse til at gifte sig, vilde de [være] blevne Europæiske Braminer, og Resten af Nationen inddeelt i Kaster, ligesom Indierne. Dette sidste forekommer mig heel paradox. Præsten Brun viste mig Essens og Rosenblads løfte- rige Breve. Det sidste forekom mig at indeholde blot tomme Complimenter; af det første syntes Brun at udlede mere end hvad det virkelig indeholder. Det er skrevet strax efter Bispens Død, og jeg finder ikke stort andet deri, end en forbindtlig Condolence. Gud veed overalt, om Essen for- tjente den udmærkede Agtelse, man bar for ham her i Lan- det. En særdeles duelig Mand er han uden Tvivl, derhos god Ægtemand og Fader, men en dyb Politicus er han nok, til hvis Ære neppe de Ord kunne anvendes: "Salige ere de, som ikke see og dog troe". Kjerschow giver mig i sit Brev en Skildring af Agers Fattigvæsens nuværende Tilstand, hvorved Haarene reiste sig paa mit Hoved. Havde jeg ikke før priist mig lykkelig paa min Bispestol, maatte jeg gjøre det, efter at have læst dette Brev. Byens Fattigvæsen har nu drevet sin Ufor- skammethed til det yderste, og har brugt slige grove, ære- rørige Udladelser mod mig, mod Kjerschow og den hele Agerske Fattigcommission, at man har besluttet at paaføre den Proces, hvori jeg og indbødes til at deeltage, og saa ligegyldigt det virkelig er mig, hvad de Folk dømmer om mig, kan og bør jeg dog ikke vægre mig derfor; beneficium processus gratuiti faaer man da. Iøvrigt er der Penge- mangel, og de lemfældige Midler, Kjerschow anvendte for at faae Fattig- og Skoleskatten betalt, vare frugtesløse. -- Provst N. Hertzberg fortæller, at Jubelfesten er i hans Kirke feiret med megen Høitidelighed, endog med Illumina- SIDE: 265 tioner og Inscriptioner. Bibelselskabet lucrerede der 800 Rbd. -- Fra hans Broder Christian fik jeg og Brev, hvori adskillige interessante og nyttige Oplysninger og uskrømtet Glædesyttring over mit Forsæt at visitere i hans Provstie til Sommeren. -- Derimod fik jeg et Brev fra hans og min Plageaand, Præsten Middelthon, saa impertiment, at han paa Mandag skal faae et meget alvorligt Ultimatum, hvorved jeg haaber, at Brevvexling mellem os skal ophøre. En Contrast hermed, en hjertelig og broderlig Velkomst fra Præsten Blichfeldt paa Eid i Nordfjord, var mig derimod yderst behagelig. Dette Brev indeni et fra Pavels i Gloppen, hvormed fulgte den forlangte Beretning fra alle Nordfjords Præster, meget god og instructiv. Det er det første Provstie, hvorfra alt er indsendt, hvad der skulde ind- sendes, og jeg skal ved Aarets Ende give Pavels og Chr. Hertz- berg det Skudsmaal, at de ere Stiftets ypperste Provster. Jeg undtager ikke den sidstes Broder; han skriver morsomme Breve, men er nok større i Ord end i Gjerning, qua Provst idetmindste; thi i sin Menighed stifter han vist meget godt. Over Qvale forundrer jeg mig; hans Skoleforretninger vare utilfredsstillende, og fra de fleste Sogne kom slet ingen. Om hans Visititats og mine Spørgsmaal har jeg ikke seet en Linie. Det allerværste er endnu, at Fleischer, Wingaard og Baade slet ikke have visiteret, at jeg altsaa om deres Prov- stier intet veed, og intet kan indberette. 19de Novbr. I Rigstidenden nævnes ti nye Storthingsmænd. I Stavanger Amt var det bestemt, at Ingen uden Bønder skulde vælges, og Valget faldt paa: Johannes Malmei, Gabriel Østerraad og Svend Mossige, af hvilke den ene skal være en Hestepranger og den anden en af de meest uculti- verede Mænd i Skudesnæs Præstegjæld. Om den tredie SIDE: 266 veed jeg intet. I Smaalehnenes Amt har derimod en for- træffelig Aand hersket, og Valget gjør Vedkommende megen Ære, det er: Amtmand Sibbern, Statsraad Rosenkrantz og Provst Schnitler, alle omtalt i denne Bog med fortjent Berømmelse. 20de Novbr. Billigen er denne Dags Historie, saaledes som Junger engang skrev, en Historie bagfra, thi Aftenen skjænkede mig en mental Nydelse, hvis Lige jeg ikke har havt, siden jeg var i Kjøbenhavn, og neppe engang der i de sidste Aar. Et Par comiske Stykker har jeg i Christiania seet spillet til temmelig høi Grad af Fuldkommenhed; enkelte Roller ere heel ypperligen udførte der, men den udmærkede Glæde har ingen dramatisk Forestilling -- maaske siden mine Ynglinge- aar -- skaffet mig som den i Aften af mit gamle Yndlings- stykke: Jægerne [fotnotemerke] . Det var især Warbergers, Mad. War- bergers og Seebachs Fremstillere, der gav den et saa for- trinligt Værd. Overkrigscommissair Mohr viste sig som en stor Skuespiller, og Schwartz spilte ikke Warberger bedre. Jfr. Grib og Bøschen vare No. 2 og 3 i dette skjønne Kløverblad. Bøschens colossale Figur stødte mig ved første Indtrædelse, men Indtrykket formildedes, hver Gang han kom igjen, og udslettedes aldeles i femte Act, som fra de tre Nævntes Side var et fuldendt Mesterstykke. Som et stort Fortrin hos Bøschen maa jeg fremhæve hans simple, ædle og dog kraftfulde Diction, uden Stænk af Præketone eller uægte Pathos. Langt mindre behagede mig den be- rømte Jørgensen som Anton, hvilken Rolle heller ikke pas- sede til hans Udvortes. Førend vi gik, kom den første Præsteforæring i en Fotnote: Af Iffland. SIDE: 267 Fleskeskinke fra Friis. Den bragtes af en meget cultiveret og fornuftig Bonde, der takkede for min Indbydelse til Ju- belfesten. -- Jeg nødsagedes til at paalægge Stiftsprovsten en ny Byrde, nemlig at indhente de manglende Underret- ninger om Bergens Borger- og Almueskoler. Jeg tænker, han i sit Hjerte bander baade mig og Departementet, men jeg kan ikke hjælpe ham. At han skulde nedlægge sit Em- bede som Stiftsprovst vilde jeg ikke ønske; derimod skulde det være mig kjært, om han ønskede at blive Nordhordlehns Provstie qvit, men som en Fiende af alle Forandringer gjør han det vist ikke. 22de Novbr. Posten bragte et Brev paa 8 Kvartsider fra Hersleb, begyndt 18de Sept. og endt 15de Novbr. I al denne Tid havde han meget Arbeide og maadelig Helbred. Han be- gynder med Lovcommitteens Debatter om Skoleloven, hvor han ved Sverdrups og Engelhardts [fotnotemerke] Bistand fik drevet igjennem, hvad han dog frygter Storthinget ei vedtager, at alle studerede Ynglinge skulle lære Hebraisk. Diriks var dette Forslags Antagonisk. (At han er bleven blind, tales intet om). Vanskeligheden for et ungt Menneske, der tager første Examen, bestemt at decidere sig for eller imod et vist Brødstudium, er i mine Øine den vigtigste Grund, thi for den, der ikke vil være Theolog, er dog virkelig det Hebraiske aldeles unyttigt. Hersleb har gjort den engelske Præst Hendersons Bekjendtskab og roser ham meget; han synes næsten at have bragt min Ven paa andre Tanker i Henseende til Bibelsel- Fotnote: Nils Engelhardt, om hvem især kan henvises til Statsraad Holsts Erindringer, tog 1816 Afsked som dansk Høiesteretsassessor for i sit Fødeland Norge at arbeide i Lovcommissionen, men drog i 1818 atter til Danmark, hvor han fik sit gamle Embede igjen. SIDE: 268 Rapporterne har misledt Kongen med Hensyn paa Stem- ningen i Norge, erkjender han, men ellers troer han, at alt bliver godt, og det kan vist meget gjerne være. Kun naar han anseer Lystleiren som et virksomt Middel til at befæste Broderbaandet, da maa jeg sige: Herre, hjelp min Vantro! Carl Johan med et lidet Følge, uden Krigsfolk og Soldater havde udrettet langt mere og gjort Nordmændenes Stem- ning livligere og mere haabefuld, end den nu er eller kan være. Jeg havde i Formiddag et uventet Besøg af Sunds nye Sognepræst Moss, der i Udseende og Organ har Liig- hed med Provst Norman -- gid ogsaa i alle andre Hen- seender! Han roses som en retskaffen Mand. -- Paa en Spadseretour i Eftermiddag mødte jeg Welhaven til Hest paa Veien til en forhærdet Synder i Nærheden af Møllendal, for hvem han vilde præke Loven og Propheterne. Han er utrættelig virksom og nidkjær i sit Kald, den Ros kan Ingen betage ham. 15de Septbr. Ligesom jeg fra General-Commandoen fik Efterretning om Grev Mörners Død, saa er mig i Dag gjennem den tilstillet en Sørgetale over denne Hædersmand af Jacob Pontusen de la Gardie, holden da hans grevelige Vaaben sønderbrødes, som Skik er, naar man døer uden Livsarvinger. Det er en særdeles net Tale, uden væmmelig Smiger, uden tom Declamation, uden glimrende Dukkestads. Efter hvad jeg kjendte til Mörner, maa jeg antage hvert Ord for Sandhed, og glæder mig, at han fandt en saadan Mindetaler. Ellers bestyrkedes min for længe siden yttrede Formodning, at han i Hjertet var Gustavianer. Han har været Gustav den Fjerdes Gouverneur, holdt meget af sin Elev, og det var nok blot som Fædrelandsven han gav efter SIDE: 269 for den bydende Nødvendighed. Da denne Conjectur var saa heldig, saa vover jeg endnu en lignende: Det var umid- delbart efter Carls Johans Thronbestigelse, at Mörner ned- lagde først de norske, siden de svenske Embeder. Maaskee har han været Carl den Trettendes personlige Ven -- der var kun 7 Aars Forskjel i deres Alder -- og saalænge denne levede, vilde han tjene ham og Landet. Men da nu Carl var død, da en fransk General virkelig besteg Gustav Wasas Throne, da drog han sig tilbage, uden engang at ville modtage Pension. Det være som det vil: med Hæder levede han, med Hæder døde han, og simple, skjønne Hæders- krandse lagdes paa hans Grav.Sit illi terra levis! 16de Septbr. Klokken halv fire i Morges musiceredes herude paa Gaden af de Spillemænd, der "Lørdag Aften tiltrods" havde assisteret ved Bryllupsdandsen paa Kalfaret. Stiftamtmanden og vel flere Autoriteter vare tilstede, Ballet holdtes hos en af Byens rigeste Kjøbmænd, mod den Sag er altsaa intet at indvende; dat veniam corvis, vexat censura columbis. Klokken 6 Søndag Morgen vare vist alle Gjæster i Seng, og havde da en sand Hviledag. 17de Septbr. Flottmann lod mig vide som Svar paa mit Brev, at han ikke kan indlade sig i noget Engagement med Bergendal, da Hammer Kald, saaledes betynget med Pension og Afgift, ei vil yde ham med Familie nødtørftigt Udkomme; derimod søger han Tønsberg, som jeg aldeles ikke ønsker ham, og aldrig i Evighed anbefaler ham til. SIDE: 270 27de Novbr. Stenersen fortæller i sit Brev blandt andet om en mærkelig Artikkel i den politiske Journal, hvor der siges, at her "i Norge er tre Partier, det royalistiske, constitutionelle og anticonstitutionelle. I Spidsen for det andet vedbliver Stiftamtmand Christie at staae; ivrig anticonstitutio- nelt er det hele Universitet, og som Hovedmænd for samme kunne Professorerne Hersleb og Sverdrup ansees". Den arme Hersleb! Gud veed, hvorledes han kan udraabes som Hoved for et Oppositions- partie! Han forekommer mig dog yderst varsom i sine poli- tiske Yttringer [fotnotemerke] . Af Rigstidenden sees, at Buskerud Amt, som for tre Aar siden valgte lutter Bønder, iaar har valgt lutter Em- bedsmænd: Sorenskriver Gram, Procurator Knoph og Amt- mand Collett. Af Jurister kommer der en Mængde, især Sorenskrivere. -- I Nationalbladet klages over, at den Høie- steretsassessor, der sidder ved Justitiarii høire Side (Collett), en Dag under Proceduren stod ved Kakkelovnen og var- mede sin Bagdeel. Jeg havde Besøg af den veltalende Mad. Pytters me- get stilfærdige Mand, samt Thorbjørn Sandvigen. Den sidste vilde tale med mig om den bemeldte Skole, og blev ubehageligen overrasket, da han hørte, at den Thomas Olsen, man havde gjort Regning paa som Lærer, har oprettet en Skole i Christiania. Hans Plan med denne Skole var sær- deles omfattende. Han vilde, at alle Skoleholderne fra hele Stiftet skulde forpligtes til at komme hid, og en Tid lære af denne Thomas Olsen eller hvem man ellers kunde faae, hvorledes de bør undervise Ungdommen i Religion. Dette Fotnote: Sine mismodige Stemninger med Hensyn til Datidens politiske Forhold har Hersleb meddelt i et netop ved den Tid skrevet Brev (Breve til og fra Sibbern I. S. 48 -- 51). SIDE: 271 viiste jeg ham, var aldeles ugjørligt, men gav ham dog Haab om, at denne Læreanstalt, naar den svarede til Hen- sigten, kunde vorde en Planteskole, hvis Elever efterhaanden kunde blive Skoleholdere og udbrede forbedret Religionsun- derviisning, hvilken jeg maatte indrømme ham, høiligen be- høves. Thorbjørn Sandvigen forekommer mig at være en fornuftig og dannet Bonde. At han er selvklog og intri- gant kan meget gjerne være; hos mig viste han megen Be- skedenhed, og at, efter det Synspunct, hvorfra han betragter Tingene, hans Plan var meget god, naar den lod sig ud- føre, vil jeg aldrig fragaae. At Religionen i Almueskolen er Hukommelsesværk og hos den mere cultiverede Ungdom Forstandssyssel, er uden Tvivl Aarsag til Religiøsitetens ringe Fremgang iblandt os. Til Hjertets Sag maae den gjøres, naar den skal virke, men først maa den nok være det hos Lærerne, før den kan blive det hos Lærlingerne. -- Pytter medbragte et nyt Product af Hans Houge, som jeg med Bedrøvelse seer, vover sig igjen ud paa Skribentbanen. Bogens Titel er: Om religiøse Følelser og deres Værd. -- En anden Bog fik jeg tillaans fra Præsten Brun, Begyndelsen af et svensk Tidskrift: "För Religi- onens Vänner", foræret ham af Udgiveren, en vis Afzelius. 28de Novbr. Urigtigheden i deres Dom, som paastod, at Reforma- tionen var og nødvendigviis maatte være en Følge af Vi- denskabernes Gjenfødelse i Europa, er det, Stenersen har paataget sig at bevise i sit Universitetsprogram [fotnotemerke] , og i det Fotnote: Dette latinske Program havde ingen Titel, men dets Indhold an- gives saaledes: Lutheri reformationem communis illorum tem- porum mentis et renati humanitatis studii non solum esse filiam. SIDE: 272 Hele lykkes det ham særdeles vel. Men naar han paastaaer, at Mennesket ved sine naturlige Kræfter ): dem, som Gud har indplantet i dets Natur, ei er istand til at udfinde og fuldføre noget godt, og for at godtgjøre dette, giver 1 Cor. 2, 14 en i mine Tanker aldeles urigtig Fortolkning: naar han troer, at jo mere Menneskene, stolende paa deres egne Kræfter, søge at komme til Gud, des længere ville de fjernes fra ham (jeg troede, at den, som af et oprigtig Hjerte søger Gud, vil altid finde ham, og finder i mangfoldige Skriftsteder Hjemmel for denne min Troe), naar han synes at regne Middelalderens Philologer det til Brøde, at de meest befattede sig med verdslige Ting: naar han, efter tilbørligen at have rost Erasmi Lærdom, Vittig- hed o. dl., gjør ham til en Hykler, der ikke mente, hvad han bad Gud om, eller en inconsequent Daare, der tiltroede sin Bøn en Virkning, den ei kunde have -- hvo kan da give ham Medhold? Paa mine officielle Spørgsmaal til Irgens, om Rein havde afleveret ham Regnskab og Bøger, Bibelselskabet ved- kommende, fik jeg et do. Svar, ikke uden Bitterhed mod Rein. Efter Bohrs Raad meddelte jeg Rein i Fortrolighed den førte Anke, samt spurgte ham, om han vilde handle umid- delbar med Irgens eller udlevere Papirer og Bøker til en af mig udnævnt Committee, hvortil jeg foreslog Hysing og Brun. I et temmelig ceremonielt Svar vælger han det sidste. Han kalder Irgens "en til Galskab trættekjær Chicaneur". Rein viser mig ikke den aabne Fortrolighed, hvormed jeg kom ham imøde. Er det, fordi jeg ikke for hans Skyld vil gjøre mig Irgens til Uven, saa kan jeg ikke tjene ham. -- Af mine Formaningsbreve skrev og afsendte jeg idag det sidste: til Dahl i Evindvig, hvem jeg med det samme for- talte, hvad hans egene Bønder forespurgte sig om hos mig. SIDE: 273 Lovcommitteen i det nyttige Selskab havde sit første Møde hos Præsidenten. Hagerup og Sagen foretrak imidlertid et fornøieligt Selskab hos en Kjøbmand Nicolaysen og udeblev. Klagenberg, og Meltzer og jeg vare altsaa de eneste. Vi talte længe om, hvorvidt det var raadeligt at indgaae nogen Tarvelighedsconvention. Af forhen anførte Grunde erklærede jeg mig derimod. Meltzer, en meget fornuftig og elskværdig Mand, var af min Mening, og Klagenberg, der syntes at hælde til den modsatte, gav efter, da vi gjen- nemgik Tractement, Ameublement og Klædedragt, og fandt, deels at intet af alt dette er meget luxuriøst i Bergen, deels at man mangler indenlandske Fabricater, der nogen- lunde kunde erstatte Savnet af de udenlandske. At bidrage til saadannes Anskaffelse fandtes at være en værdigere Gjenstand for Selskabets Opmærksomhed, og derfor over- droges det Meltzer at udarbeide en Plan, hvorledes man kunde faae et Oplag af her forarbeidede Meubler, Hatte og Skomagerarbeide af saadan Bonitet, at ingen fornuftig Patriot kunde fristes, og intet Menneske finde sin Regning ved at kjøbe de Ting i England, Kjøbenhavn eller deslige. 29de Novbr. Hans Houges Bog har jeg nu -- vel ikke gjennemlæst Ord til andet, men dog læst saa meget af, at jeg tilfulde kjender den og Aanden, som udtaler sig deri. Jeg seer da først deraf, at Secten endnu er i fuld Flor, synes endog at udbrede sig. Mit temmelig lange personlige Kjendskab til Houge vakte hos mig den (hvad jeg nu indseer) falske Formodning, at han aldeles havde opgivet Tanken om at være Partiehøvding, og at han med alle hans Tilhængere i Stilhed drog sig tilbage, vel forenede med et usynligt Baand, men uden Ønske eller Haab om nogensinde igjen at fremtræde offentligen. Nu seer jeg, at Secten blot har SIDE: 274 betragtet sig som en ecclecia pressa, der nu, da Forfølgel- sens Tid er forbi, reiser Hovedet og hæver Stemmen paany. -- Efter en Afhandling om de religiøse Følelser, giver Houge selv en Udsigt over sit Liv, der er ret vel skreven og tydeligen viser, at han ikke angrer et af de Skridt, han har gjort fra den Tid, han begyndte at vinde Celebritet. Derpaa følger Breve og Beretninger fra 7 Fruentimmer og 11 Mandfolk, hvoriblandt Ole Svanøen, alle indeholdende en Skildring af deres religiøse Følelser fra Barndommen til den nærværende Tid. Der er megen Overeensstemmelse mel- lem disse Beretninger. De fleste vare letsindige i deres Ungdom, men et Vers af en Psalme, en Præken af en op- vakt Broder eller lignende, havde bragt dem paa andre Tanker. Satan havde fristet dem til Frafald, men Guds Aand har igjen ført dem paa rette Vei, og for dem alle er Hans Houge og hans Skrifter af alt Jordisk de sikreste Veiledere. -- Det andet, jeg har lært af denne Bog, som jeg idetmindste aldrig før har været mig saa tydeligen be- vidst, er, at Hougianernes Lære er næsten diametraliter modsat de mæhriske Brødres, og ikke engang overeensstem- mende med den strenge Grundtvigianisme. Hjertes og Levnets radicale Forbedring gjøres til en Hovedsag; den uvirksomme Tilegnelse af Jesu Fortjeneste, Sjelens Nedsænken i hans Blod og Vunder, Troen som det Ene fornødne, ville de intet vide af. Og heraf bliver det mig nogenlunde begri- beligt, hvad jeg før ikke kunde fatte: at de Folk med Behag kunde høre og læse mine Prædikener, i hvilke bestandig (endnu meer i min Ungdom end siden) er indprentet en meget streng Moral. I det Væsentlige var min Prøveprædiken i Frue Kirke 1ste Advendts-Søndag 1797 en hougiansk Prædiken, kun at jeg ikke tog eller i Almindelighed tager Notice enten af de onde eller gode Indvirkninger, som jeg aldrig ret kan faae i mit Hoved. Iøvrigt kan det ikke næg- SIDE: 275 tes, at baade Dogmatik og Moral hos Hougianerne er al- deles skriftmæssig og christelig. Naar de kun vilde afholde sig fra Proselytmagerie, fra Foragt og Fordømmelse over dem, der ikke ere som de, fra politiske Cabaler og Ind- blanding i Statsstyrelsen, der ligger udenfor baade deres Syns- og Virkekreds, saa kan jeg intet have imod denne Sects Udbredelse, da den har mange gode Sider, langt flere end den Horrebowske Nationalisme, flere endog end det Grundtvigske Dominicanersystem. -- Ogsaa den svenske Bog har jeg udlæst. Den indeholder blandt andet en Brude- vielse af Biskop Brun, som ikke fortjente at trykkes i Mo- dersmaalet, end sige at oversættes. Det er overalt en fatal Sag med de Brudevielser; jeg har i henved 25 Aar ikke holdt en eneste, med hvilken jeg var fuldkommen tilfreds. "Gud i Skyggen" er denne Vielses forunderlige Thema. Nordposten bragte Brev fra Angell i Jøringfjord, over hvis Usselhed min afdøde Formands Vidnesbyrd aldeles ikke er overdrevent. Han søger Ørskoug Kald, og hans An- søgning begynder saaledes: "Den Eed, som er given Kongen og Lovene har benyttet, det uopløselige Kjærligheds- og Lydigheds-Baand mellem Dem; som troe indfødte Mænd tillige med hengiven Underdanighed og Frimodighed: I sin Trang at nærme sig Thronen: for der at finde Trangen bortryddet og hevet: naar de helligste og retfærdigste Grunde kan stadfæste det Haab at finde Kongens Naade". -- Han kalder sig tilsidst "en 58 Aars gammel knækket og svækket Præst". 30te Novbr. Jeg hørte i Dag de to Capellaner Normann og Flott- mann. De udgjøre tilligemed Friis et skjønt Kløverblad, hvorimod den fjerde af denne Egns Landcapellaner Doth i Lindaas sørgeligen contrasterer. SIDE: 276 I Aften havde jeg indbudet Byens Præster og Præst- inder, af hvilke Rein svarede nei uden at angive nogen Grund, og nu skal virkelig baade Mand og Kone bie, til jeg ind- byder dem igjen. Arentz gav en sørgelig Skildring af Im- moraliteten i Bjelland i Sætersdalen [fotnotemerke] . Det nærmer sig det Utrolige, naar han fortæller, at Bønder i den Tid, han var Præst der, drak Brændeviin i Kirken, ja offererede ham en Brændeviinsflaske for Alteret og indbød ham at tage en Slurk, og at i Vacancen, der gik umiddelbar foran hans Embedes Tiltrædelse, en fuld Bonde engang dandsede en Halling i Kirken under en Brudevielse. -- I Anledning af at jeg yttrede det Ønske at prædike Søndag mellom Jul og Nytaar, hørte jeg, at alle Capellaner paa den Dag skulle takke for Offer, ligesom alle Sognepræster anden Juledag. Dette er en saa ubrøde- lig Embedspligt, at det gjordes mig til Samvittighed ikke at friste Nogen til Overtrædelse. Jeg viger da skjøndt ugjerne, da jeg havde lagt en herlig Plan, og tænker ikke at høre nogen Høimesseprædiken paa nogen af de Dage, da den Takken er mig i høi Grad væmmelig. Den fik jeg dog Gud skee Lov mine Menigheder afvænnet med, hvor jeg var Præst. Her er selv Offrende, og kan intet gjøre, uden at renoncere paa min Deel af Takken. 2den Decbr. Hvad Foged Budtz fortalte om Præsten L. og For- fatningen i Oos Præstegaard overgaaer alt, hvad jeg nogen- sinde har kunnet forestille mig. En Uvorrenhed som hans og hans tre Døttres er sjelden endog hos den usleste, meest pjaltede Tigger. Fuld af Utøi, der krøb paa hans Klæder, Fotnote: Bjelland ligger, som bekjendt, for den største Deel i Mandalselvens Dalføre og ikke i Sætersdalen. SIDE: 277 laae han paa Straa, da han ikke eiede Sengklæder. Auc- tionen efter ham bestod af 6 Nummere. Biskop Lumholtz kommer sig igjen. "Det hele medi- cinske Facultet", skrev den gamle jovialske Justitiarius Bull til sin Søn her i Byen, "har forgjæves gjort sig Umage for at faae Livet af ham". 3die Decbr. Posten bragte kun to Breve, begge private. Major Juell fortæller, at Wergeland er sikker paa, at Sebbelow bliver bortviist fra Storthinget. Det lader man nok være. Saavidt jeg veed, er han en saa qualificeret Person, som nogen Mand i Landet; men at han er en Nar, som Juell kalder ham, viser tilfulde et Brev, han har tilskrevet en Ven, hvor han fortæller, at han arbeider paa en frivillig Bank, hvorved han vil frembringe uhørte Miracler. "Alt betalt Indskud til den tvungne Bank skal strax blive til- bageleveret; uden Laan og Skatte skal Banken blive fun- deret med 3 Millioner rede Sølvspecier; disse skulle i 5 Aar uden Skatte voxe til 5 Millioner; alle Rigsbanksedler skulle blive indløste efter den af Storthinget fastsatte Cours til Udgangen af 1818; alle Embedsmænd skulle fra 1ste Jan. 1819 lønnes i rede Sølv; fra 1819 skal Enhver kunne faae sine Speciesedler vexlede i rede Sølv; disse Sølvpenge skulle ikke komme ud af Landet, uden der kommer ligesaamange ind igjen, og endelig skal Norge efter 5 Aars Forløb pro- ducere saameget Korn, at Kornvarers Indførsel fra den Tid forbydes". Ja efterat have afskrevet dette, begynder jeg at troe, Wergeland kan have Ret, at nemlig S. findes saa daarekistegal, at han fra Storthingsbænken transporteres ud paa Opslo Dolhuus. -- Det andet Brev var fra Crøger i Hitterdal, som i sin Alderdom har frembragt et Foster, der ikke er ganske saa utidigt, som man af Titelen skulde SIDE: 278 slutte. Den lyder saa: "Poetisk Sværmerie, realiseret ved Jubelfestens forretningsløse Helligholdelse i Hitterdals Præ- stegaard for den der forsamlede Almue d. 1ste Novbr. 1817, til sand, til christelig Troe i Luthers Aand og Lære, under Navn af Sandheds Hjem og Himmel". Dette Digt beder han mig gjennemlæse, og, hvis jeg finder det mindste Opmærksomhed værd, corrigere og indsende til Tilskueren [fotnotemerke] . Rigstidenden anmelder som Storthingsmand fra Chri- stiansund og Molde en Sorenskriver Knudssøn. Det er en Mængde Jurister! Jeg begynder fast at grue for dem, som før for Bønderne. -- Man er nu bleven tolerant for Gevalt; endog i Rom have Protestanterne havt Tilladelse til at feire Reformationsfesten. Ogsaa i Frankfurt og flere Steder sammensmeltes de reformerte og lutherske Menig- heder. -- Studenterfesten paa Wartburg har været en raa Burchencommerts. Blandt andet anstilledes en auto da fe, hvor Skrifter af Kotzebue og Kosegarten m. fl., item en Soldaterpidsk, et Gehæng og en Patrontaske brændtes. Excentriske Professorer, navnligen en Oken og en Fries, have været der, og den sidste holdt en svulstig Tale. Med Grund yttres Tvivl om, at Luther, om han kunde see op, vilde glædes ved denne Høitid. -- I Nationalbladet faaer Biskop Bech i et fingeret Brev til en Præst, en Finte, fordi han efter sin Jubelprædiken bad for Statholderen. 4de Decbr. Denne Dag var, hvad jeg i Christiania kaldte en ær- gerlig Dag. Her ærgrer jeg mig ikke synderligen over nogen Ting. Jeg kan virke frit; det er mig en Hoved- sag. Arbeide er jeg ingen Fiende af; jeg arbeider langt mere og er langt gladere derved end før, men Arbeide, Fotnote: Digtet vides ikke at være blevet trykt. SIDE: 279 hvor jeg hvert Øieblik maatte spørge mig for, om jeg har gjort det rigtigt, eller hvor man som Sisyphus vælter uop- hørligen op og ned, uden at andet kommer ud af det end det samme, det er mig en Aandsfortærelse. Af saadant Arbeide havde jeg i Christiania en Mængde, og her næsten intet. Den Steen, jeg ikke kan løfte, tvinger Ingen mig til at spilde mine Kræfter paa; jeg lader den altsaa ligge, ind- til jeg faaer flere Kræfter og bedre Løfteredskaber. I Morgenstunden kom her et vistnok meget djærvt og uhøfligt Brev fra Irgens til Stiftscommitteen, hvor dens (og da især min) lemfældige Adfærd mod Rein haardeligen paaankes. Efterat have betænkt mig nogle Øieblikke paa, hvad der var at gjøre ved den Sag, skrev jeg et Circulaire, hvori jeg indbød alle Medlemmer til et Møde hos mig i Morgen Eftermiddag Kl. 3. Et omtrent ligesaa haardt Brev fandt jeg mig beføiet til at skrive til Stiftsamtmanden. Skoleforslagene fra de fire Provster, som i Aar have visi- teret, vare hos mig til Gjennemsyn og Bedømmelse for en Maaned siden; jeg sendte dem strax tilbage og bad Schydtz paaskynde Udfærdigelsen, og fra den Dag har jeg hverken seet eller hørt et Ord derom. Jeg skrev altsaa (til Stift- amtmanden, som sagt, ikke til Justitsraad Dahl), at hvis ei de Ting bleve expederede til Forsendelse med allerførste Post, saa tegnede jeg paa hver Forretning min Protest mod Forhalingen, som noget, jeg var uskyldig i, og om Provst, Præst eller Bonde fandt for godt at klage over denne Nølen, vilde jeg selv tilraade og understøtte Klagen. For imidlertid ikke at krænke den gode gamle Justitsraad, lagde jeg dette Tordenbrev ind i et andet, hvori jeg for- sikrede ham om mit Venskab og min Høiagtelse, og gav hans, vistnok meget ferme, men indbildske og superkloge Fuldmægtig Skyld for alt. -- Da dette var expederet, kom 3 Bønder fra Evindvig i det udtrykkelige Ærinde at klage over Præsten SIDE: 280 Dahls overdrevne Fordringer, og spørge hvormeget han for enhver Forretning var berettiget til at fordre. Heraf er- farede jeg desværre, at alt, hvad Falsen har sagt, ja endnu mere med allerstørste Føie kan lægges denne Mand til Last. Som Lærer erklærede de sig aldeles tilfredse med ham; i ingen Henseende kunde de ønske sig en bedre Præst uden i denne ene, som rigtignok er saare slem. Til disse Fordringer hørte da og den aldeles lovstridige at kræve 10 -- 15 Rbd. af hver Confirmand. Endelig spurgte de om Capitelstaxten. Jeg henviiste dem til deres Præst, men ham turde de ikke troe, til Stiftamtmanden, men de frygtede, at han i Faveur af sin Brodersøn vilde lægge Dølgsmaal paa Sandheden, og jeg maatte endelig give dem skriftlig under min Haand, hvormeget de skulde give i Tiende af hver Tønde Rug, Havre og Blandkorn. En meget slem Gjærrighedsaand maa have betaget den gode Dahl, den velhavende, børnløse Mand, hvis Fisketiende i dette Aar skal have indbragt ham betydelige Fordele [fotnotemerke] . Disse Folk vare neppe ude af Døren, førend 2 Bønder fra Lindaas kom for at betale Landskyld. Jeg spurgte dem, som jeg almindelig gjør, om deres Præster. I en beskeden, tilbageholden Tone svarede de, at de klagede over Ingen. Da jeg imidlertid har hørt ogsaa Hveding beskyldt for Egennytte, og Doths Drikfældighed er bekjendt nok, gik jeg dybere i Texten med dem. "Ja hvad Capellanen angik, han var en god Mand, han var sig selv værst". -- "Men Sognepræsten da?" -- "Aa jo". -- "Man har sagt mig, at han er ret svær i sine Fordringer". -- "Ja det er nok saa!" De talte med megen Circumspection, men Sandheden lod sig ikke miskjende. Og det er den ypperlige Mand, som Brun gjorde saameget Væsen af, som efter hans An- Fotnote: Se dog nedenfor under 8de Decbr. SIDE: 281 befaling gjorde det store Sprang fra personel Capellan til et af Stiftets bedste Sognekald -- ja jeg maa sige, jeg var ret ilde tilmode og er det endnu. Hvad kan udrettes til Guds Menigheds Oplysning, naar Menighedens Lærere handle saa? og de bedste endog iblandt dem, de, hvis Lære, naar Exemplet harmonerede dermed, nødvendig maatte stifte Gavn? Længere hen maa jeg skrive en ny epistola pasto- ralis; gjør den ei godt, ondt gjør den ei. Jeg fandt i Dag et af Bruns Breve til mig kort efter min Udnævnelse, hvor han taler om sin Faders Copiebøger, hvilke han vil udlevere til mig paa "Vilkaar, at jeg selv ikke skriver i dem, men i Tildfælde af min Død eller Bort- gang besørger dem ham eller hans Familie tilbageleverede". Dette Vilkaar havde jeg ganske overseet og har, fra jeg kom her, overtraadt det og skrevet mangfoldige Breve og Erklæringer i Bogen. Brun veed det nok vel, da jeg et Par Gange har forelæst ham Concepten til Embedsbreve, og han nødvendig har maattet gjenkjende den. Maaskee han og nu indseer, at den Høiesteretsdom, uden hvilken han ei vilde udleveret den til nogen anden, neppe vilde faldet ud til hans Fordeel, da en saadan Bog, hvoraf saamegen Oplysning og Veiledning kan hentes, nødvendigen maa høre til Embedets Papirer. Overalt kan jeg ikke tilskrive det andet end Bruns utidige Frygtsomhed og Delicatesse, at han er saa bange for at lade nogen see den Bog. Paa den underlige Distraction nær, at indføre fortrolige Privat- breve i saadan en Protocol, gjør den Manden aldeles ingen Skam i hans Grav. Ikke mindste Skygge kastes paa hans Embedsførelse, det sees ikke, at han for Gunst eller Gave har anbefalet nogen Uværdig, ikke at han ved noget nedrigt Middel har bidraget til sin Ophøielse. At han var et svagt Menneske, kunne de rigtignok see, som før holdt ham for en Engel; men burde de, endog uden at læse denne SIDE: 282 Bog, tvivle derom? Og overalt -- om ti Aar saa er det glemt altsammen. 5te Decbr. Circulairet kom i Morges tilbage med undskyldende Paategning fra 3 Medlemmer: Brun, som "helst gaaer fra, hvor Slagsmaal er". Det er baade vel og ilde at have en saadan Fader, som gamle Bispen. Utidig streng mod sine Børn troer jeg aldrig, han har været, men den afgudiske Tillid, man ved et imponerende Væsen tilvender sig, kan lige- saavel som Strenghed gjøre et Barn af svag Charakteer til et forkuet og uselvstændigt Væsen i alle sine Dage. Den Anden var Rein, som "virkelig ikke kunde komme". Hans Regnskaber og de tilsendte Lærebøger vare til Tjeneste. (Jeg hører, at det og var allene for Irgens's Skyld, han afslog min Indbydelse. Det er en ubegribelig Svaghed hos de Mennesker, der dog hos en apoplectisk Mand som Rein mere lader sig undskylde). No. 3 var Rulffs. De andre indfandt sig Klokken 3. Debatterne vare i Begyndelsen svære; jeg blev tilsidst arrig, sagde, at jeg fandt det uværdigt, at Animositet mellem to Fredens Lærere skulde over en reen Bagatel vække en forargelig Trætte, og end uværdigere, da Tvisten forefaldt i et Samfund, hvis Hensigt var at udbrede den Bog, hvor denne Lære forkyndtes i hele sin Reenhed. Tilsidst sagde jeg: "De interimistiske Love sige, at Biskoppen, naar han selv vil, skal være Committeens Formand; vil man saaledes tage afsked, saa vil jeg ikke være Formand, lad saa være det, hvem der vil!" -- Dette gjorde Virkning. Interlocuteurer tog sig af Sagen, og Irgens blev saa myg som en Silketraad. Manden er ingenlunde saa slem at komme tilrette med; den Svage foragter han, men hvor han møder Fasthed, er han intet mindre end ubøielig, og jeg har alt Haab om, at jeg og han skal blive SIDE: 283 særdeles gode Venner, uden at jeg derfor skal bortgive en Smule af mit Embedes Værdighed. Vi erkjendte omsider alle, at der ogsaa er store Feil paa Reins Side, og des- værre, denne Erkjendelse bestyrkedes ved de Papirer, der under Forhandlingerne indsendtes fra ham. Rein har i den hele Bibelselskabssag viist en utilgivelig Skjødesløshed, og vilde han været Biskop over Bergens Stift saadan som han her var Formand og Casserer (hvilket høiligen lod sig befrygte) saa bør han den 26de Januar istemme en Hæders- sang til Kronprindsen, som modsatte sig hans Udnævnelse. -- I vort Møde opløftes tilsidst alle Dissonantser i den skjønneste Harmonie, og vi skiltes ad som de bedste Venner. Med Posten sendte jeg Embedsbreve til de tre nordlige Provster, samt et dito til Præsten Arentz i Trondhjem, hvem jeg anmodede om at sende mig den for Ordinander befalede latinske Biographie, hvilken efter Flottmanns Sigende ei blev dem affordret, ja de blev ikke engang examine- ret. Det var høi Tid, at Brun sagde Verden Farvel. -- Jeg lader nu indrette en Bog, da den ældre er fuldskreven, og indfører deri deels hvad jeg finder paa løse Lapper inde i Archivet, deels de tre ordinerede Mænds Levnetsløb, og saa indføre da de tilkommende Præster deres. -- Endelig fik jeg fra Justitsraad Dahl et høfligt og venskabeligt Brev, hvori han anfører det meget Arbeide, man har med de 500 Emigranter -- som vel nu snart ere indsvundne til 300 -- som Grunden til hiin Seendrægtighed, og sender mig de tre Præsters Anmærkninger, hvilke jeg igjen reviderede og efter min Overbeviisning bifaldt, berigtigede eller forkastede. 6te Decbr. I Morges fik jeg en Billet fra Brun, som frygtede, at jeg var vred over hans Udeblivelse fra Committeemø- det; men foruden at hans Søndagsprædiken sysselsatte ham, SIDE: 284 havde han faaet en Skræk i Blodet bra hiint Optrin med Irgens i Korskirkens Sacristie, der nær havde forvoldt ham en Rørelse. Jeg bad ham i mit Svar for alting ikke lade sig cujonere af Irgens, men møde Grovheder med sindig Fasthed, saa havde han intet at frygte. Overalt indseer jeg ikke, hvad her var at være bange for. Jeg, Irgens og Rein vare Hovedpersonerne; hvem af de andre, der ikke havde Lyst at tale med, kunde tie stille. Posten bragte mig intet Brev fra Christiania, derimod 2 fra mine flittigste Correspondenter her i Stiftet: Qvale og N. Hertzberg. Den første bevidner høit og dyrt sin Uskyldighed og er, som rimeligt, vred paa Falsen, og vil føre Proces, hvilket jeg ogsaa af ganske Hjerte vil tilraade ham, naar han har ganske reent Meel i Posen. Jeg skulde unde Falsen den Ydmygelse. -- I Bergens Avis findes et Stykke mod den Skipper, som har bragt de tydske Emi- granter -- (han nævnes ikke, men er kjendelig nok), som er græsseligt. Efter en heel Sides ubeskrivelig heftige Decla- mation i vort Modersmaal, lyses tilsidst Forbandelse over ham baade paa Tydsk og Latin. 7de Decbr. Jeg gjennemlæser fremdeles Copiebøgerne og vedbliver at finde mærkelige Ting. Det brillante Vidnesbyrd, Brun gav Hount, stødte mig. At han høist ugjerne saae ham forlade sit Stift, er Løgn i den salig Mands Hals, thi jeg veed, at han slet ikke yndede Hount, og talte allevegne ilde om hans Heterodoxie. Den Omstændighed, at han har gjort Copiebogen til sit Hjertes Fortrolige og ladet dens Læsere "dristig rode i hans hemmeligste Lyst", forvisser mig om, at han ikke har sendt Cancelliet eller Moltke et Brev af mod- sat Indhold, og maa jeg da paa den ene Side tilstaae, at saadan en Attest gjorde hans Hjerte Ære, men paa den SIDE: 285 anden, at jeg ikke kunde givet den. Der var vel en Mid- delvei, hvorpaa hverken Hount fornærmedes eller hans engen Overbeviisning fornægtedes. -- Jeg har og nu begyndt at revidere Embedsbrevene, som provstieviis ere ordnede fra 1758, men ligesom mange uvigtige ere gjemte, saa ere vist og mange vigtige forkomne. Nordfjords Provstie var det første, der faldt mig i Hænder. Fra Begyndelsen finder man Nytaarsgratulationer til Biskop Tidemann, item om Ryper, Smør og andet, som Præsterne have foræret ham. Hage- rup, som nok var en udmærket Embedsmand, men var her saare kort, afskaffede først denne Uskik. Irgens holdt sig ogsaa strengt til, hvad der vedkom Embedet, men gjorde dette med vel megen Ængstelighed. I Bruns Correspon- dance gjenkjender man ham fra Copiebogen. Der er meget morsomme Breve fra Provst Frimann fra de allernyeste Tider, men i nogle af dem er ligesaalidt Embedsfag som i Brevet til Haxthausen om Bøschen, Meyer og Konow. Nuværende Sognepræst til Førde, Lind, lærer sig ellers af disse Papirer at kjende som en Mand, der er vel vidtløftig i sin Skrivemaade, men skriver overmaade vel for sig og med en sjelden orthographisk Correcthed, og viser sig derhos som en Mand af Nidkjærhed i sit Kald og ædel Selv- følelse. Min Kone og jeg vare i Dag i Hospitalskirken. Hun hørte Welhaven for første Gang og syntes meget godt om ham. Han er vist og en meget heldig Folketaler, og man kan ikke undres over det store Tilløb, han har af Almue- mennesker. Ogsaa den Oplyste vil i hans Prædiken finde Næring baade for Aand og Hjerte. Han har et godt Or- gan og misbruger det ikke. At de to Dele i hans Præ- diken, ligesom de syntes at være to forskjellige Prædikener, ogsaa foredroges med differente Stemmer, vilde støde den strenge Kritiker, der havde Hovedet fuldt af Bastholms og SIDE: 286 Marezolls homiletiske Regler og tænkte paa de trykte Præ- dikener, der fremstilles som Mønster, men tænker man sig denne holdt i en Landsbyekirke (det er da saa omtrent Ho- spitalskirken) for en lidet cultiveret Almue, der vil opbygges og ikke critisere, saa var den ret meget hensigtsmæssig. Disse argumenta ad hominem, denne Detail, som Mange vilde finde smaalig, det gjør just Effect hos de Mennesker. At sublime og trivielle Udtrykke stundom sammenblandedes, det er en Feil, der i vel saa høi Grad fandtes hos den Mand, han, især hvad det Udvortes angaaer, tydeligen sees at have taget til Mønster [fotnotemerke] . 8de Decbr. Med Vesterpost afgik Brev til Provst Hertzberg i Find- aas, hvor jeg bad ham, hvad jeg, foranlediget af Angivelsen fra Nordfjord Provstie, har bedet alle de andre Provster: at nævne mig de Gjæstgiverhuse nærved Kirkerne, som volde Sviir og Forargelse, og som formeentligen kunde og burde afskaffes. Jeg vil da først forsøge, hvad Amtmændene i denne Sag have Evne og Villie til at udrette, og hvis dette intet hjelper, andrage den for Politiedepartementet. -- Fra Dahl i Evindvig fik jeg et Brev paa to Foliosider, hvor han saa nogenlunde retfærdiggjør sig mod Falsens og Bøndernes Beskyldninger. Anklage mod ham for Domstolen vil aldeles ikke finde Sted. Forøvrigt bevidner han mig sin hjertelige Tak for min Skaansel og Delicatesse i denne Sags Be- handling og sin ubegrændsede Hengivenhed. -- Videre er ikke om denne Dag at anføre undtagen at jeg nu gjennem- gaaer Embedsbrevene fra Søndmør, hvor der blandt andet er en Conduiteliste over Provstiets Præster, forfattet som det syntes med megen Indsigt og Upartiskhed. En Haar i Fotnote: Udentvivl Biskop Brun. SIDE: 287 Herrøe skildres med temmelig mørke Farver. Kunde man faae en saadan Liste, var det en herlig Sag, men saa maatte man være sikker paa, at ikke Provsten var saadan en, i hvis Øie fandtes en Bjælke, vel saa slem som den han opdagede hos andre. 9de Decbr. Lieutenant Mansbach [fotnotemerke] er kommen hertil med en Trans- port Klæder til de tydske Emigranter. Disse Emigranter. maa nu ogsaa fødes paa vort Lands Bekostning, da deres Proviant er fortæret. De ere vort stakkels Norge en svar Byrde. I de Søndmørske Papirer har jeg lært at høiagte Provst Baade som en Mand, der tænker grundigt og udtrykker sine Tanker med Bestemthed og Fynd. Ved et Opløb, der var i Aarene 90 i Anledning af en kongelig Placat, der tilstod Fiskerie om Søndagen, viste han en meget hæderlig Conduite, lige- som jeg og ved denne Leilighed har lært at kjende Sønd- mørs eller da egentlig Borgens [fotnotemerke] Præstegjælds Indvaanere som et vel stivsindet, men religiøst Folk. Af alle Leilændinge, som besøge mig, yttres Frygt for Godsets Salg og Ønske om, at alt maa blive som det er. 10de Decbr. Jeg skrev et Brev til Christie, der rigtignok saa ud som, maaskee ogsaa vil blive taget for Complimenter, men det veed Gud, det var mit ramme Alvor. Jeg føler Christies eller en anden rask og entreprenant Stiftamtmands Savn tungt og smerteligt. Der skriver nu Boyesen i Leirdal, at Fotnote: Carl v. Mansbach f. 1789, siden Generallieutenant, Kabinetskammer- herre og Gesandt i Berlin 1867. Om denne friherrelige Familie see Danmarks Adels Aarbog. Fotnote: Borgunds. SIDE: 288 der med hans Præstegaard, hvorom jeg troede alt for længe siden var afgjort, endnu ikke er udrettet det mindste, at Ap- probation paa de gjorte Forslag endnu ikke er udstedt. Mere herom i Morgen. -- Første Departement bifalder aldeles min Fremgangsmaade i Henseende til de Falsenske Klager, men finder det dog unødvendigt, at Sagen andrages for Regjeringen, og udbeder sig altsaa tilsendt vedkommende Præsters Svar. Under Formiddagsarbeidet havde jeg en Visit af Lieute- nant Mansbach. Han fortalte, at Kongen befinder sig nu saa vel, som han ikke har gjort i lang Tid. Complotten mod Kronprindsen veed man nu var blind Allarm. Verts- huusmanden Lindblom var en Slags Politiespion, og hans Nidkjærhed havde forledt ham. Den Gullandske Historie var uden Conseqventse. Gouvernøren er funden angerløs; kun Lægen har faaet en Revselse. -- Præsten Jersin fortalte ad- skilligt om Zetlitz [fotnotemerke] og dennes Kone, en Generalmajors Dat- ter, men i Væsen en Bondekone. Ligesom hun har faaet den første Opdragelse i sin Faders Drengestue, saaledes er hun endnu ganske à son aise i Bondebrylluper og deslige Gilder, hvorimod hun i alle cultiverede Samqvem fører sig yderst bagvendt op. Zetlitz kommer til hver Bondehøitid og drikker sig fuld i dem alle, men er ædru endnu det samme tække- lige, jovialske Menneske, han altid har været. 11te Decbr. Efterat jeg i lang Tid har undret mig over den evige Nølen med min stakkels Jubelprædiken, kom den uventet i Dag. Hersleb siger, at de mange Auctionsplacater er Skyld Fotnote: Digteren Jens Zetlitz, da Sognepræst til Hviteseid i Thelemarken, var 1802 bleven gift med sin anden Hustru Christine Sophie Fasting v. Krogh, der først døde 1867 i en høi Alder. Af deres Børn bleve to Døtre gifte med Bønder. SIDE: 289 i den seendrægtige Trykning, da der i denne Tid sælges i Christiania Vareoplag og Effecter og alt, hvad man kan undvære, blot for at faae Penge. Denne Mangel stiger dag- lig. Regjeringen har ladet alle Discontosedler -- man siger 900,000 Rbd. -- forsegle i Zahlcassen. Embedsmændene faae altsaa ingen Gage. I det sidste Fjerdingaar har Hersleb tabt 30 % paa sin. Qvækercommitteen har endt sine For- handlinger. Pluraliteten (Bech, Hersleb, Lange og Torger- sen) var af den Mening, at de ei bør optages i Staten. Bergh, Platou og Thrane holdt fast ved den modsatte. I Tilfælde, at denne af Regjeringen bifaldtes, foreslog man nogle Indskrænkninger, f. Ex. at Qvækerne ei maatte opholde sig uden i 9 nævnte Kjøbstæder, ikke gjøre Proselyter under Straf af Landsforviisning, maa betale en personlig Afgift for at erstatte, hvad Præster, Kirker o. s. v. tabe i deres Indkomster. Boye [fotnotemerke] har udgivet den Tale, han holdt i Drammen paa Reformationsfesten. "Den er", skriver Hers- leb, "impertinent som hele Personen og udmærker sig meest ved en Skildring af Tybring i Hogarths Maneer. Natur- ligviis faar Drengens hovmodige Dadlelyst Navn af Sand- hedskjærlighed." Jeg havde skrevet et meget alvorligt Brev til Justits- raad Dahl angaaende den Boyesenske Sag, men saa betænkte jeg mig og gik selv. Han syntes svagt at befinde sig Affai- ren, og troede at mangle en eller anden Oplysning. Schydtz vidste imidlertid, hvor Papirerne laae, -- henne paa et Bord laae de ganske rolige, rørte sig ikke af Stedet og talte ikke et Ord, og der vare de vel blevne liggende, tænker jeg, til Paaske, dersom jeg ikke havde bragt Sagen i Bevægelse. Fotnote: Den i Dagbogsoptegnelserne for 1815 -- 1816 oftere omtalte Student M. A. Boye, der nu var bleven Adjunct i Drammen, hvor han kaldtes Stadssatyricus og gjorde sig mange Uvenner. Se (C. A. Wulfsberg) "Drammen før, nu og i Fremtiden", S. 59 -- 62, 89. SIDE: 290 Hvad der nu virkelig vindes ved denne min Advarsel, maa Tiden lære. Det skulde gjøre mig ondt, om jeg nødtes til engang at andrage for Regjeringen disse Ubehageligheder. Jeg elsker og ærer virkelig Dahl i mit Hjerte, men amicus Plato, amicus Aristoteles, sed magis amicus veritas. I Aften var jeg indbuden til General Lowzow; jeg troer det er det andet Selskab, han har gjort, siden han kom her. Dette var nok meest til Ære for Lieutenant Mansbach, og saa var da og beqvem Leilighed til at byde mig vel- kommen. 12te Decbr. Tilskueren opripper igjen Paastanden om Island, Grønland og Færøerne som integrerende Dele af Norge, og understøtter den med historiske Grunde. Hvad kan da vel komme ud af saadant? Erkjende vi end Kielertractatens Ugyldighed med Hensyn paa Norges Afstaaelse, hvad beviser det? næsten, synes mig, det modsatte af hvad det skulde. Man beraaber sig paa, at Danmark var uberettiget til at afhænde Norge, at Afhændelsen altsaa var en Nullitet -- men just deraf synes mig at følge, at det er ligesaa uberettiget til at afstaae disse Lande og at deres Indbyggere ligesaalidt som vi behøve at acqviescere ved Kjøbet. Ere de da hidtil regjerede efter den norske Lov? stod de under norsk Jurisdiction? Island har sin egen Stiftamtmand og Biskop -- de andre have i mangfoldige Aar været henlagte under Sjællands Stift. Er virkelig vor Ret her større end den til Orken- øerne, som nok ogsaa befolkedes af Normænd? Danmark maatte være gal, om det frivilligen afstod disse Lande, naar det høster nogen Fordeel deraf. Væbnede Argumenter vare nok de eneste, hvorved Norge kunde gjøre sin Paastand gjæl- dende, og her maa man vel sige med Corfitz: "Jeg maa lee Naboe! I er vel undskyldt." -- Og om vi fik disse SIDE: 291 Lande, hvad skulde vi gjøre med dem? Jeg vil troe de bleve os mere til Byrde end til Gavn, og at vi maatte sige om dem, som Bonden, der løb i den bundløse Portechaise: "Var det ikke for Ærens Skyld, saa kunde jeg ligesaa gjerne gaae." 13de Decbr. Indeni et af Departementsbrevene laa et fra Tre- schow: Det glæder ham meget at erfare min og min kjære Families Velbefindende, og min Tilfredshed med min Em- bedstilling synes at overraske ham. "Den Tillid, Regjerin- gen sætter til Deres Retskaffenhed og Varme for det Godes Befordring er og har altid været uindskrænket" -- imidler- tid veed han af egen Erfaring -- her kommer en lang og indviklet Periode, men Meningen er, at "begeistrede Sjæle duer ikke til Forretninger", som det staaer i Comedien, eller idetmindste gjøre dem med Ulyst. Des kjærere er det ham at see ei blot af min private Skrivelse, men endnu mere af de flere officielle, der Tid efter anden indløbe, "med hvor- megen Flid og Nøiagtighed D. H. i enhver Henseende op- fylder Deres vigtige Embedes Pligter, saa at man ei kan tvivle om, det endog skeer med Fornøielse". Tilsidst siger han sin Mening om Præstesagen, der i Grunden stemmer overeens med min, og hvor han ogsaa vil handle i samme Aand. 14de Decbr. Apotheker Bull havde budet mig til Fadder i Dag. Hans sjette Søn Johan Randulf, opkaldt efter den gamle Justitiarius, blev døbt i Domkirken strax før Aftensang. Man har her som i Kjøbenhavn kun to Fruentimmerfaddere, men et ubegrændset Antal Mandfolk. Der var vel omtrent 10 ved dette Barns Daab, og til dem associerede sig end- videre hjemme i Huset vel 20 og derover, saa det var et SIDE: 292 Selskab af mere end 30 Personer, hvoriblandt jeg med Skræk opdagede mere end en af Byens bekjendte Svirebrødre. Som den fornemste Mand i Selskabet kom jeg imidlertid op mel- lem Damerne, Assessor Bulls Kone, der havde holdt Barnet over Daaben, og Apothekerens Moder, Digteren Edvard Storms Søster, der boer paa en Eiendomsgaard [fotnotemerke] i Ham- mer Sogn 21/2 Miil herfra. Der undgik jeg al Sviir og Støi, og skjøndt jeg tømte min Flaske og begyndte paa den anden, var der dog meget faa, jeg havde den Ære at drikke et Glas med. Ved den anden Bordende blev Conversationen tilsidst meget larmende. Man havde derimellem Sang, som udført af Verten, Mægler Erichsen og Apotheker Monrad var ret behagelig. Erichsen er især uden Tvivl et ægte Sel- skabstalent. Han var ikke fuld -- med ham, Overkrigscom- missair Mohr o. fl. skal dette have sin store Vanskelighed -- men adskillige andre havde faaet meget mere end de burde havt. 15de Decbr. Indbydelser strømme ind til mig i denne Tid. Man gjør her, hører jeg, sjelden Selskab i Julen, men des oftere før den. I Aften var jeg hos Doctor Monrad i et Selskab, der havde mere charakteristisk ved sig, end nogen af dem, jeg hidtil har bivaanet i Bergen. Det mærkeligste var, at jeg sjelden har været nogensteds, hvor det gik saa strengt til med Drik -- Rolfsen begyndte paa den fjerde Flaske, Mange tømte de to, og jeg var ved den sidste Halvdeel af den anden, og dog har jeg aldrig været i noget Selskab, hvor Velan- stændighed mere holdtes i Ære; og da vi kom fra Bordet, converserede man hinanden med en Stilhed, som om man havde holdt det frugaleske Maaltid. Der er megen Elegance i det Huus, og der er vel ingen Familiecirkel i Bergen, hvor Fotnote: Balestrand. SIDE: 293 der hersker en finere Selskabstone. Frue Monrad har et ypperligt Vertindetalent, og jeg har i intet Selskab her følt mig saa tilfreds. Det er ved de bergenske Selskaber en sær- deles god Egenskab, at Tobaksrøg er forviist fra de egentlige Conversationsværelser. Dertil har man et afsidesliggende, hvor Smøgerne drikke deres Theevand; naar det er forbi, og de komme ind til Spillepartierne, sees ikke en Pibe, endog i Mandfolkeselskaber hos Folk af Levemaade. Frue Monrad, som skal være født Jødinde, og hendes Søn, Apothekeren, sang tydske Viser, samt en original af den Drammenske Han- son, i den svenske Drikkevisemaneer. Efter Bordet havde man den Complaisance mod mig at opstille en laterna ma- gica, som fornøiede mig overmaade. Det var den Heibergske Laterna magica efter den bekjendte Vise fremstillet i virkelige Billeder. Den unge Monrad sang Visen og dirigerede Lygten saaledes at alt kom og gik overeensstemmende med den. Costumet var, som det efter Sangen maa være, burlesk- moderne, formodentlig i sit Slags meget smagfuldt. En Madam, som søger Plads i Sander Kaas's Stif- telse, var saa dum eller impertinent at ville byde mig -- ventelig en Sølvpenge, indsvøbt i Papiir, for at stemme mig i hendes Faveur, hvorved hun anbragte et Sprikwort om de Hindringer man møder, naar man kommer med tom Haand. Jeg var Herre nok over mig selv til at afslaae Gaven med Koldsindighed, og love at behandle hendes Sag med fuld- kommen Upartiskhed. -- En Pige bragte mig et aabent Brev fra en Bonde i Indvigen til Amtmand Falsen, hvilket denne uden mundtlig eller skriftlig Budskab havde henviist til mig. Det indeholdt Klage over Præsten, der vilde have 300 Rbd. i Bygsel for en Gaard, hvorfor man kun vilde give 200. Jeg gav hende Brevet tilbage, og erklærede Sagen at være mig uvedkommende, men siden fortrød jeg, at jeg ikke havde sendt Falsen det i en Convolut, og skrevet ham til, at jeg SIDE: 294 maatte troe dette Brev fravendt ham imod hans Villie, da det leveredes mig af en ukjendt Pige uden skriftlig Anmel- delse fra ham som Brevets Eier, og altsaa sendte jeg ham hans Eiendom tilbage. 17de Decbr. N. Hertzberg bliver mig næsten en altfor flittig Corre- spondent, som jeg har ondt ved at holde Skridt med. I det meget lange Brev jeg fik fra ham i Dag taler han om den Falsenske Klage og vil, at jeg skal sende et advarende Hyrde- brev til den hele Geistlighed om Moderation i dens For- dringer, skjøndt han er temmelig vis paa, Bebreidelsen hvad Søndhordlehn og Hardanger angaaer, ikke vil ramme andre end Middelthon og Olsen paa Storøen. Vidtløftigen expec- torerer han sig om Bibelselskabet og udvikler de Grunde, hvor- efter han finder to særstilte Selskabers Oprettelse baade gavnlig og mulig. -- Af Intelligentsen anføres, at Neumann i Saga har meddeelt en historisk Beretning om Deputationen i Stockholm, hvorover Schwach flux har udgivet en Recen- sion, kaldet: "Dr. Neumanns Offer paa Sagas Alter, vur- deret af Schwach". 18de Decbr. Stiftscommitteen var samlet i Eftermiddag; Rein og Irgens leve nu ret i broderlig Enighed, saa at den første endog laante den sidste sine Briller. Virkelig Sygdom af- holdt Hysing, politisk Sygdom Rulffs fra at møde. Bibel- selskabets Deling forkastedes eenstemmigen. Rein følte endog Betænkeligheder ved den hele Bibels, især det gamle Testa- mentes Trykning, og jeg finder det ikke utroligt, at han er den Anonym, hvis Afhandling Falsen sendte mig; denne er neppe saa bibelfast. SIDE: 295 19de Decbr. Jeg havde i Formiddag Besøg af Ole Svanøen. [fotnotemerke] Det er en meget fornuftig og behagelig Mand, en af dem, hvis Hougianisme i det udvortes Væsen allermindst kan mærkes. Han gjorde mig en sørgelig Skildring af Skolevæ- senets Tilstand i hele Søndfjords Provstie. Den gamle Provst Wingaard har hvert Aar Helbred og Kræfter nok til at reise til Bergen og sælge sit Smør, men til at besøge de Menigheder, over hvilke Opsyn er betroet ham, har han ikke følt sig stærk nok; ikke i mange Aar har der været Visitats. Jeg skulde i Dag sende ham den Bestalning, Kongen ufor- skyldt har benaadet ham med, [fotnotemerke] og kunde ikke undlade at give ham en saa alvorlig Irettesættelse, at det krænkede mig, Manden paa 48 Aar, at maatte saaledes revse Oldingen paa 89, der kunde være min Bedstefader. Det værste er, at naar han nu har frasagt sig Provste-Embedet, som han uden Tvivl maa, saa er der ikke en Præst i det hele Provstie, der kunde blive en duelig Provst. Lind i Førde er en meget værdig Mand, men ogsaa gammel, der vist ikke paatog sig den Byrde. Rennord i Kind er neppe det store Lys, Brun af Venskab for hans Fader vilde gjøre ham til. Nielsen i yttre Holmedal kjender Ingen. Heiberg i Askevold er nylig og Daae i Jølster endnu ikke kommen, og hvad den sidste angaar, da faldt man vel ikke let paa at vælge ham til Provst. Siden jeg nu var ifærd med at prædike Loven, saa skrev jeg et (vistnok meget høfligt og forbindtligt) Brev til gamle Fotnote: Se om ham A. C. Bang, H. N. Hauge og hans Samtid p. fl. St. Fotnote: Ifølge J. F. Lampes Bergens Stifts Biskopper og Præster II, S. 126, maa det have været hans Udnævnelse til Provst i Søndfjord af 22de Novbr. 1817, men ifølge samme Skrifts Udgiver D. Thraps Oplysning i hans Bidrag til den norske Kirkes Hist. i det 19de Aarh. I, S. 120 (man vil der finde en udførlig Biographie af denne æld- gamle Mand) havde W. været Provst i dette Provstie lige siden 1776! SIDE: 296 Baade i Søndmøre med Forespørgsel om ingen Skolecom- mission er holdt i Aar. Gud veed, hvorfor den Mand ikke nedlægger Provste-Embedet, da han for et Par Aar siden har ophørt at være Præst. [fotnotemerke] . 20de Decbr. Jeg fuldendte et temmelig langt Hyrdebrev, hvilket jeg sender Stiftets samtlige Præster som Nytaarshilsen. Næst at sige dem smukke Ting, gjør jeg dem opmærksom paa to Feil hos nogle af dem, som jeg, den første af egen Erfa- ring, den anden ved mundtlige og skriftlige Beretninger er gjort opmærksom paa: den Langsomhed i Expeditioner, hvor- paa jeg hver Postdag har beklagelige Exempler, og den Egen- nytte, hvorfor de beskyldes. Brevet kan ikke fornærme noget Menneske, ikke et Ord deri kan Nogen beklage sig over uden at røbe en ond Samvittighed. 21de Decbr. Søndhordlehns Breve fik jeg endelig udlæst. Af de nyere ere de fleste fra Chr. Hertzberg, meest Privatsager angaaende, men efter hvis Læsning jeg holder dobbelt saa meget af denne elskværdige Mand som før. Der fremlyser saadan inderlig Hjertets Godhed af hver Linie. Jeg troer han bliver min Yndling blandt alle Stiftets Præster. 22de Decbr. Til Storthingsmænd fra Christiania ere valgte: Sver- drup, Omsen, Justitsraad Thrane og en Kjøbmand Rasch -- ligesaa ubekjendt som Prahl og Sødring her. Fotnote: Altsaa et Exempel paa, at en entlediget Præst kunde vedblive at være Provst (see min "En Krønike om Kvinesdal," S. 25). SIDE: 297 23de Decbr. En Bonde fra Lindaas fandt, at jeg var en saa sær- deles gemeen Mand, at det i lige Grad henrykkede og for- bausede ham; en anden [fra] Fjelds Sogn forærede mig en Ret Fisk, men vilde have en Juledaase (et Lys) derfor, hvori jeg ikke kunde tjene ham, hvorimod han fik godt Trac- tement. 24de Decbr. I Nordlandene ere Sorenskriverne Klykken og Holst, samt en Lensmand blevne Storthingsmænd. Jeg troer mere end Halvdelen af Norges Sorenskrivere komme paa dette Storthing. Høiligen overraskedes jeg i Eftermiddag ved, paa samme Tid, da jeg indpakkede 7 Offere: til de 3 Præster, Chordegnen, Katecheten, Klokkeren og Kirketjeneren, alle ved Domkirken -- selv at modtage Offer fra General Lowzow: 80 Rbd. Det var en ubegribelig Godhed. 25de Decbr. Den Hardangerske Correspondance har jeg udlæst. N. Hertzbergs Breve har Brun dog havt den Eftertanke ikke at lægge deriblandt. Derimod har hans Formand, Provst Rørdam, skrevet adskilligt, og deriblandt ved 9 Grunde søgt at gjøre indlysende Gavnligheden af, at Evangelierne af- skaffes og Præsterne selv vælge Texter. Ved Brylluper har man her adskillige underlige -- fra Kjøbenhavns og Christianias idetmindste høist differe- rende Skikke, blandt andet, at hos alle uden Undtagelse, Fornemme og Ringe, Fattige og Rige, gives Brudegave af Gjæsterne, hvilken det ikke er en Skam, endog af det ele- ganteste honetteste Par at modtage i simple Penge. -- Saa fortalte og Brun, at da Irgens, Rein og han gik SIDE: 298 herfra efter sidste Committeemøde, og de kom forbi Irgens's Huus, bad denne Rein ret meget indstændigen at følge ind med ham -- men Rein var ubøielig og vilde ikke. 28de Decbr. I den Sognske Correspondance finder jeg, at en Mat- thias Foss fra 1741 til ind i Aarene 80, altsaa over 40 Aar har været Sognepræst i Justedalen. Manden synes hverken at have været dum eller umoralsk; altsaa maa Gud vide hvad der har hindret hans Befordring. Tilsidst blev han fattig i Aanden, skrev til 3 Bisper 3 omtrent ligely- dende Breve, det til Fridlieb endog pyntet med et lille Vers, for hvilket han dog fik Skam til Tak, da denne Prælat skrev ham et myndigt Brev til, det eneste, saavidt jeg veed, som fra hans Pen er gjemt til Efterverdenen. 29de Decbr. Resultatet af Generalforsamlingen var, at Bibelselska- bets Deling næsten eenstemmigen forkastedes. -- Her var et Par Bønder fra Lyster. Jeg spurgte, om de havde noget at sige paa Quale, men de sagde, at man var meget for- nøiet med ham. 30te Decbr. Schultz [fotnotemerke] skriver, at han glæder sig over at være bleven Storthingsmand, men vilde gjerne unddrage sig fra at følge sit Kald, hvilket dog ikke lykkes ham, med mindre Gigt- smerterne, som i dette Efteraar slemt have plaget ham, skulde vende tilbage. Han er endnu misfornøiet med Tin- genes Gang, og endnu mistænksom mod Christie. Rector Boye maa have holdt en forunderlig Tale ved Reformations- Fotnote: Præsten N. St. S. i Throndhjem. SIDE: 299 festen. "Det var, som han var bange, at Forsynet og Luthers Minde skulde gjøre for riig en Høst ved denne Jubelfest. Mig forekom Aanden i hans Tale som en reen Opponent mod Festens Reglement og Alle, som troede det værdt at holdt Fest." Schultz har selv skrevet Cantater for Domkirken og Videnskabernes Selskab, den ene ret vakker, men heller ikke der anraabes enten Gud eller Jesus. Bug- ges Indbydelse, som jeg ogsaa fik, er meget bedre end Bechs og Sørensens, meget bibelsk. -- N. Hertzberg ivrer mod de mange Benaadninger, som rigtignok under den nærværende Regjering gaae vel vidt. Over Statsraad Diriks holder han en Lovtale, fordi han søger at blive Auctionsdirecteur, hvorved han skaaner Statscassen for en stor Pensjon, og desuden røber Grundsætninger, som under vor Regjerings- form egnes hver Borger. -- Hersleb underretter mig først om den mærkelige Nyhed, som siden ved Rigstidenden og andre Privatbreve er bekræftet, at David Thrane, som Di- recteur og Casserer ved Rigsbanken, er arresteret og alle hans Eiendomme sequestrerede for en opdaget Cassemangel af 800,000 Rbd. Hele Byen er i Forbauselse. Summen skal være udlaant til hans Paarørende, af hvilke Johannes desuden staaer paa svage Fødder. Overkrigscommissair Conradi er, til Storthinget fatter nærmere Beslutning, con- stitueret som Directeur, og Prof. Lange er bleven control- lerende Medlem af Directionen. Det gaaer Hersleb som mig: han begynder at mistroe Hougianerne. Meget ypper- ligt siger han i den Anledning om de Extremer, hvortil man med Hensyn til Religionen saa letteligen falder, og sine Bestræbelser for at advare de unge Theologer mod begge. De her yttrede Principer ere liberalere end man almindelig tiltroer Hersleb, og end jeg tiltroer Grundtvig. Med en vis melankolsk Beskedenhed taler han om sin Embedsførelse, og beklager, at han ikke som Lærer kan være, SIDE: 300 som Idealet i lyse Øieblikke staaer for ham. Ja, hvem kan det? Men just det, at vi kunne see og føle et saadant Ideal, synes mig vidner fordeelagtigen om vor Aand, og at vi ønske at opnaae det, men føle, at det ei er skeet, om vort Hjerte. -- Hersleb glæder sig over Sverdrups Valg til Storthinget, især nok med Hensyn paa den nye Skoleforandring, om hvilken han ønsker at bryde en Landse med dens Modstandere, naar de kun ville staae offent- ligen frem. "Paa en Skolereform beroer for en stor Deel Universitetets Haab. Vore Skoler ere forfuskede Univer- siteter, og derfor nødes Universitetet til at blive en Skole." -- Hersleb er misfornøiet baade med Neumann og Schwach. Den første har til min Forundring indført i Saga om de svenske Gjæstebude -- han sagde til mig, at han blot vilde indskrænke sig til det diplomatiske -- men S. har opvartet Læserne med boeotisk Salt, som H. heller ikke kan lide [fotnotemerke] . -- Hersleb vil udgive et periodisk Skrift for Theologer; Freir sover hen. Bech vil læse over Pastoraltheologien. Professorerne skulle igjen faae deres Gage i Korn. H. har i dette Aar tabt paa Discontosedler 800 Rbd. -- Krogh [fotnotemerke] har søgt Afsked, men ladet sig overtale til at fungere, indtil Storthinget er forbi -- altsaa til Christie kan blive hans Eftermand?! 31te Decbr. En Landskyldsbonde, en saare venlig og lattermild Hav-Striil, hvis Sprog lignede jydsk, havde tiltænkt mig en Ret Fisk, men kunde ingen skaffe i Dag; imidlertid bad han Herren tage sig, at jeg skulde have den tilgode; derimod gav en Bonde fra Fanøe mig et lidet Stykke fersk Fotnote: See ovenfor, 15de Decbr. Fotnote: Statsraad Christian Krohg. SIDE: 301 Smør. -- Fleischer sendte mig Listen over Fødte og Døde i Bergens Bye, hvoraf erfares deels at de Førstes Antal er betydelig større, deels at Kydskheden i Bergen er be- undringsværdig stor i Sammenligning med Christiania og Agers Sogn. Hist er omtrent hvert femte til syvende Barn uægte, her hvert fem og tyvende. SIDE: 302 1818. 1te Januar. I en Henseende lignede denne Nytaarsdag de forrige: jeg prædikede for fuld Kirke. I en anden var den aldeles forskjellig: før løb jeg om og gjorde Visiter, nu sad jeg hjemme og modtog Visiter. Saaledes er det, naar man kommer til Ære og Værdighed. Præsten Brun fortalte, at Dahl i Evindvig ikke noksom kan undres over, at Falsen har vovet at anklage ham, da han havde Amtmanden i sin Lomme. Han havde nem- lig ladet sig overtale af Falsen til at indskrive ham i Evind- vigs Mandtal, for at han kunde komme paa Storthinget, skjøndt de begge vidste, det var lovstridigt [fotnotemerke] . Under de Om- stændigheder gjør han nok bedst i at beholde Falsen i sin Lomme, da man ellers maaskee vilde finde, at Hæleren er ligesaa god som Stjæleren. 2den Januar. Balles Biographie (af J. Møller) er den mest under- holdende Lecture, jeg har havt, siden jeg kom til Bergen. Manden er speiltroe afbildet, saaledes som jeg kjendte ham i 12 -- 13 Aar. Over hans hele Liv faaer man en klar, stundom overraskende Udsigt. Der lægges ikke Dølgsmaal paa Balles Svagheder, men disse ere fremstillede i et saa- Fotnote: Falsen boede nemlig i Bergens By, men vilde vælges fra Nordre Bergenhuus Amt. SIDE: 303 dant Lys, som de maatte og burde hos en saa udmærket Mand. Hvad er dog den hele danske og norske Bisperække, saalangt min Kundskab gaaer, ): 3 -- 4 Decennier, i Sam- menligning med ham! 3die Januar. Posten bragte et Brev fra Boyesen paa tre tætskrevne Ark. Jeg læste med Forskrækkelse de to, da jeg troede han vilde have denne Erklæring sendt Departementet, som gives drøie og vel uforskyldte Rap, ligesom han og siger Falsen Grovheder, som rigtignok ere vel fortjente, men dog altfor meget bære Forbittrelsens Præg, men paa 9de Side beder han mig gjennemlæse det Hele, understrege hvad jeg fandt altfor haardt eller upassende, og sende ham det tilbage. Er- klæringen er aldeles fyldestgjørende, og der er vel Ingen, hvem det i den Grad lykkes at afbevise Beskyldningen og vise baade dens Lumpenhed og Ugrund, som Boyesen. End- videre kom en i sig selv flau og intet bevisende, men dog vel forsaavidt tilfredsstillende Erklæring fra D. i Hafslo. 4de Januar. Til Balles Biographie er føiet et Uddrag af hans Brevvexling, der begynder med nogle og 30 Breve fra gamle Geheimeraad Guldberg. Jeg kan ikke sige de ere morsomme. Foredraget er tørt og slæbende; dog udbrede de et klart Lys over Guldbergs Charakteer, hvori varm Religiøsitet var et Hovedtræk. Ellers ere hans Anskuelser tidt heel bornerte, og just hvor han troer at see allerdybest, savnes undertiden fordomsfri Aand og sundt Judicium. Apocalypsen var hans Kjæphest; ogsaa Balle fæstede nok megen Tillid til dens Spaadomme. Et ømt, venligt Hjerte maa dog Guldberg have havt, det seer man tydelig, og selv Oldingen Balle til- taler han i en blid, faderlig Tone, styrer hans Hidsighed, SIDE: 304 og giver ham meget gode Raad. Med alt det, han omta- ler den daværende Kronprinds med megen Agtelse, synes man dog at spore, at et gammelt Nag er levnet, som Tiden al- drig ganske har kunnet udslette. 5te Januar. Bogen er nu udlæst. Bispernes Breve ere yderst cha- rakteristiske. I Hee [fotnotemerke] lærer man at kjende en forskrækkelig Væver, og tænker sig klarligen, hvilken Prædiken han maa have holdt efter Struensees Fald over det Thema: "For- styrrernes Forstyrrelse og Mangelens glædelige Forandring". -- Irgens er naturligviis gammeldags, men var ikke dum. Han afbryder sin Klage over Tiderne, "for ikke at synes querulus laudator temporis acti". Ingen nye Kirkeskikke ynder han; endog mod Confirmationen, især Udtrykket "Daabens Naade" har han Indvendinger. -- I Hagerup gjenkjender man hans Hengivenhed til Systemet, men ogsaa hans Fiinhed, Elegance og Præcisjon [fotnotemerke] . -- Schønheyders Breve handle mere om Visi- tatsreiser, om Levemaaden i Trondhjem og Familieomstæn- digheder, end om aandelige Ting. -- Bruns Brev er fra 1785, handler om Kirkeskikkene, og har Glimt af hans Genie, som ellers i de Dage utydeligen sporedes. 8de Januar. Conrector Winding maa være en høist pudserlig Karl. For Legemets Hærdelse er han en Enthousiast, og havde saaledes engang i Regn og Storm trukket Støvler og Strømper af og gaaet barbenet en halv Miil. Han led- sager sin Underviisning med mange malende Gebærder. Fotnote: Jørgen Hee, Biskop i Aarhuus 1777 -- 1788. Som Sognepræst ved Holmens Menighed forberedte han 1772 Enevold Brandt til Døden, ligesom B. Münter forberedte Struensee. Fotnote: Cfr. Pavels's Autobiogr. S. 30. SIDE: 305 Saaledes for at vise hvorledes Laokoon stødte Spydet i den trojanske Træhest, farer han med sin Stof mod Væggen med saadan Force, at det ryster i næste Værelse. Naar han ex- ponerer den første Fabel af Phædrus, springer han op paa Bordet, og slaaer Klo i hvad der er ham nærmest, ligesom Ulven farer løs paa Lammet. Det skal undertiden lykkes ham at meddele unge Mennesker sin Enthousiasme. Saaledes fortæller Bohr, at der var en halvvoxen Dreng af hans Elever, hvis Seng adskillige Morgener fandtes opredt som den var om Aftenen. Man frygtede, at han var paa gale Veie, og see! det opdagedes, at han havde ligget paa det bare Gulv, fordi Conrectoren havde sagt ham, at det var godt at vænne sig dertil. 10de Januar. Med stor Fornøielse (jeg siger det ugjerne) har jeg læst Schwachs Product [fotnotemerke] . Det er et meget velskrevet, vittigt Pro- duct, bittert og farcastisk, men uden pøbelagtig Grovhed og uden Invectiver mod Regjeringen eller de Svenske, hvilke han dog paa en meget fiin og forbindtlig Maade siger et Fotnote: I Tidsskriftet Saga, udg. af J. S. Munch II, S. 139 -- 204 med- delte den senere Biskop J. Neumann en "historisk Beretning om den af Norges Riges overord. Storthing i 1814 udvalgte Deputations Reise til Stockholm". Den unge C. N. Schwach, der bestyrede Cor- recturen af Tidsskriftet, skrev en uvillig Brochure: "Dr. Neumanns Offer paa Sagas Alter", hvilken han lod udkomme ganske samtidigt med vedk. Hefte af Saga. Neumann svarede i Nationalbl. IX, S. 229 -- 231, men Schwach fik Latteren paa sin Side. Mange Aar senere, da S. i 1846 gjorde et Besøg i Bergen, forsonedes han og den nu gamle Biskop. De bleve endog Venner og Correspondenter, og S. skrev en kortfattet Biographie af Neumann efter udførlige Op- tegnelser af denne selv i en indbunden Foliant. Men desværre ere disse (efter Oplysning fra hans Familie til Udgiveren) ved denne Leilighed bortkomne, hvilket maa beklages. Skulde nogen vide Besked om deres Skjæbne? SIDE: 306 Par Sandheder i Anledning af de store, men uopfyldte Løfter. Det maa være yderst krænkende for Neumann at læse dette, og dobbelt krænkende, da en lønlig Bevidsthed maa have sagt ham, at selv hans Venner, idetmindste med Hensyn paa Formen, maatte mores ved Schwachs Arbeide. Men hvad vilde han ogsaa paa den Gallei? Til mig sagde han, at han vilde indskrænke sig til de diplomatiske Gjen- stande, og det meste skal dog handle om Maaltider og Hoffêter. 11te Januar. Den Prædiken Balchen holdt i Dag var den bedste, jeg har hørt af ham, men den var ikke over Dagens Evange- lium. Det er besynderligt med de unge Præster, at de til- lade sig at prædike over selvvalgte Texter. De kunne dog ikke have prædiket saa ofte over de befalede, at de skulde være forlegen for Materie; det var jeg som nogle og 20-aarig Præst aldrig i den senere Aar, skjøndt jeg fast uden Undtagelse prædikede over Dagens Evangelium. Jeg afskrev og ordnede de indkomne Lister over Fødte og Døde i Nordhordlehns Provstie. Man kan aldeles ikke klage over Tøilesløshed i de Egne, naar man skal slutte dertil fra de uægte Børns Antal. Der er Præstegjæld, hvor ikke et eneste er født, og i Manger, hvor 145 ere fødte, er kun et eneste uægte. Forholdet i det Hele er 48 : 1. -- Af de tilføiede Annotationer har jeg faaet fuld Overbeviis- ning om, at Meyer paa Hougs er en Nar. Jeg maa af- skrive de mærkeligste: Sp.: Er Vaccinationen tilstrækkelig be- kjendt og udbredt? Svar: Ja, den er, og med den for- plantes formodentlig ogsaa den venerisk-skabagtige Sygdom -- Lægen maa kunne bestemme om sandt eller ikke. Begyndt og udbredt først ved Præst og Skoleholdere, og siden ved befalede tilforordnede Læger (jeg mener Vac- SIDE: 307 cinationen). Sp.: Fandtes der Selvmordere? Svar: Nei, og vil aldrig findes, hvor Jesu Lære troes og tillige følges. Sp.: Gaves der Myrdede? Svar: Nei, Præstegjældets Beboere ere aldeles ikke af den Charakteer. Sp.: Hvilke ere Indvaanernes vigtigste Næ- ringskilder? Svar: Ene Jorddyrkning, Quæg- og Faare- avl. Spanske Faar kjender Ingen i dette Gjæld; man er her patriotisk, har Fædrelandssind, endogsaa for egne Faar, især for de unge. 12te Januar. Døbestolen i Korskirken er ikke smuk. Johannes den Døber staaer som en gammel Mand og holder Fadet. Han var dog ikke stort over 30 Aar, da han døde. -- Uagtet Oberste Synnestvedt er Kongen af Sveriges Adjutant, gaaer han dog endnu med rød Kjole. 13de Januar. En stor Deel af denne Uveirsdag tilbragte jeg med at skrive et langt Brev til Hersleb. Betragte vi end et og andet fra forskjellige Synspuncter, saa er der dog et umis- kjendeligt Aandsslægtskab mellem os. Om alvorlige Ting er der ingen af mine Correspondenter jeg saaledes kan indlade mig med, end ikke Liebenberg, og det vel meest fordi denne og jag have saamange Berøringspuncter i det Timelige, saa- mange Erindringer fra Ungdomsdagene, saameget som vi nu i henved 30 Aar have gaaet jævnsides og anstillet Be- tragtninger over i fortløbende Række, at Tid og Rum ei lev- nes til hiint. -- Iøvrigt er Dagens eneste Mærkelighed et Brev med indsluttet "allerunderdanigst Ansøgning", siden kaldet "Supplecation eller Littanie" til de velbyrdige SIDE: 308 Repræsentanter paa Storthinget, hvilket to Hardangerbønder bragte mig. Indholden af denne allernaadigste Ansøg- ning (som den ogsaa kaldes) er at Hovedkirkesangeren maa fratages Klokkertolden i Odde Annex under Kingservig, og at Concipisten, Kirkesanger Eitrem, maatte faae denne Indtægt. Og denne Ansøgning, hvortil de tolv Bønder, efter eget Sigende, havde sammenrottet sig, skulde Storthinget tage under Overveielse og sende dem skriftligt Svar paa! Hvilket Begreb de Mennesker dog endnu gjøre sig om et Storthing! Bringerne vare vakre, høflige, tractable Folk, der meget let lod sig bringe til Raison. Jeg sagde dem, at jeg i Hoved- sagen var enig med dem, og vilde, hvor Vacance indtraf, see at føie saadan Foranstaltning som de ønskede i deres Sogn, men at det derhos paa ingen Maade gik an at tage fra en Mand, hvad der ved lovlig Bestalning var ham tilsikret, og det fandt de dem ogsaa tilsidst i. 14de Jan. Ogsaa i Søndhordlehn ere de Fødtes Antal i Forhold til de Døde overmaade stort. Af uægte Børn er der ikke mange, skjøndt flere end i Nordhordlehn. Derimod er de Dødfødtes Antal altfor stort: omtrent hvert 17de Barn. Hertzberg i Qvindherred har ogsaa villet være vittig lige- som Meyer. Paa Spørgsmaalet: "Gives der Selvmordere eller myrdede?" svares: "Nei, thi endnu er ikke Brænde- viinsbrænden og den deraf følgende Brændeviinsdrik indført her." -- Sæt, at det er sandt, begaaer da Ingen Selv- mord uden Drankerne? og begaaes ethvert Mord i Fuld- skab? Læser de virkelig disse Lister inde i Departementet, maa de gjøre sig en underlig Idee om de Præster, der debi- tere saadant Sludder. Af Beretningen seer jeg ellers, at Fattigvæsenet, efter den legale Maalestok, er i maadelig Forfatning i det Provstie; derimod hersker blandt Almuen SIDE: 309 saadan inderlig Velvillie mod Trængende, at intet Menneske lider Nød, uden at det videre mærkes, at Velgjørenhed frister til Dovenskab, og saa er virkelig for Guds og Samvittighedens Domstol Fattigforsørgelsen langt bedre end der, hvor Etats- raad Bærens's og Biskop Bechs og alle nyere Reforma- torers Planer bogstaveligen følges. 15de Januar. Hersleb skriver, at han tilbragte Nytaarsaften hos Skjelderup, hvor der var meget muntert. Efter Bordet havde de en stor Punschebolle, ved hvilken Sverdrup præsiderede og talede tydsk, "men", siger han, "jeg har ondt ved at være lystig paa Aarets sidste Dag; det er mig, som en gam- mel Bekjendt lagdes i sin Grav, og vil den nye komme som Ven eller Fiende?" Han har med megen Interesse læst den nys udkomne historiske Calender [fotnotemerke] . I Frederik den 3dies Historie rørte Kjøbenhavns Beleiring ham til Taarer. "Det er et Skuespil for Guder, naar Nationerne heller vælge Døden, end skjændig Underkastelse under fremmed Vold, og naar de stolende paa Guds almægtige Bistand, forsøge det, som Mennesker kalde umuligt". Vistnok! men en Høvding, som deler Faren, er nok nødvendig til at indgyde Folket den Stemning. Havde Frederik den Tredie, istedetfor at ville "døe i sin Rede", reist over til Jylland som Christian den Syvende og hans Søn, saa var Kjøbenhavns Skjæbne bleven 1660, som den blev 1807; og under en Konge, hvis hele Styrke bestod i at skrive veltalende Proclamationer, og som græd og skjalv ved at see Blod, hvad kunde opflamme Nor- mændenes Mod? I Nationalbladet har Neumann med sin sædvanlige "Nethed og Værdighed" i Korthed besvaret Schwachs Sar- Fotnote: Udg. af L. Engelstoft og Jens Møller. SIDE: 310 casmer. Der levnes denne rigelig Materie til Svar, hvis han har Lyst. 16de Jan. Stiftsprovsten fortalte mig Grunden, hvorfor Almues- folk her lader sig vie i Morgenstunden, og ønske sig dispen- serede fra at medbringe Forlovere eller andet Følge. Skik og Brug byder, at dette Følge, om det saa er de aller- simpleste Tjenestefolk, og om saa Brudeparret selv gaaer paa sin Fod, nødvendig maa og skal kjøre, hvilket er heel bekosteligt. Da jeg fremdeles hørte, at nysgjærrige Men- nesker i Mængde strømme til Kirken ved saadan Vielse, og at der saaledes er Vidner nok, urgerede jeg ikke videre paa, at Forloverne skulde være tilstede ved Brudevielserne. Falsens Katechismus over Grundloven er udkommet og koster 15 Rbd., hvilket at dømme efter, hvad jeg saa ved at blade i den, er 14 Gange mere end den er værd. 18de Jan. Præsten Arentz fortalte mig Stedets Skik, naar et Par er forlovet. Man søger, som da er en let Sag, at faae det bekjendtgjort i sin Omgangskreds, og næste Søndag indfinder sig en Sværm Gratulanter, baade hos den even- tuelle Brud og Brudgom, ofte Mennesker, som man ikke engang kjender. For dem maa da en elegant og overflødig Fro- kost staae parat, fra hvilken adskillige kommer med en dygtig Ruus. Men ikke nok hermed. De fornemste Embedsmænd og andre gamle og sædelige Mænd komme i Almindelighed først om Mandagen eller Tirsdagen, for at undgaae Svire- brødrenes Selskab. For dem maa da ogsaa en Collation være færdig; ja end ikke næstfølgende Søndag er man ganske sikker. SIDE: 311 19de Jan. Welhaven gjentog sin Svigerfaders Besværinger: Nu vil gamle Cammermeyer indsende alle Documenter til Stor- thinget. Jeg bad Welhaven vise mig disse først, om man ei, uden væsentlig Skade for det Hele, kunde tilbageholde et eller andet af dem. At gamle Brun var en uegennyttig Mand, siger al Verden; at tilegne sig eller sin Søn ulov- lige Fordele var vist langt fra hans Hensigt. Derimod havde han vist overdrevne Tanker om sig selv. At ingen Hæder, som kunde ydes hans Fortjenester, var for stor, at til denne ogsaa hørte Befordringen af hans Søns Lykke som noget, der skyldtes ham selv, og at Intet kunde være Uret, som han ansaae for Ret, denne Tanke synes at være dybt ind- præget hos ham. Som Pave vilde han neppe bleven fri- kjendt for Nepotisme, som Regent vilde han bleven en an- den Keiser Joseph; de voldsomste Despotskridt vilde han tilladt sig, for at drive igjennem, hvad der efter hans en- sidige Overbeviisning var det bedste. I Aften var jeg indbuden hos Oberstelieutenant Ham- mer. Der blev drukket temmelig tæt, og Hammer viste sig som en dygtig Vert. Han har to Glas i Form af en Støvle, hvilke tømtes, først til Ære for mig, siden for Oberstelieutenant Rein som Nyekomne, men mange andre mere og mindre fulde Glas udtømtes, og til min store For- undring drak jeg næsten to Flasker, næsten uden at naae Perialens Grændse. Capt. Dorn var min Sidemand. Han havde i 1810 paa en Kanonbaad befordret Biskop Bech fra Langesund til Kragerøe. I Bamble Kirke havde man efter Bechs Anmodning sat Grog ind i Sacristiet til Lædskelse, da det var en varm Sommerdag, hvorover gamle Præsten Wahl meget forargede sig. SIDE: 312 22de Jan. Neumann fortæller, at Kronprindsen ikke vil give Diriks Auctionsdirecteur-Embedet, da han finder det under en Statsraads Værdighed. Falbe, som ogsaa søger det, faaer det heller ikke af samme Grund. -- Thranes [fotnotemerke] Cassemangel vides nu at være 1,100,000 Rbd., men man troer, at den ved nærmere Eftersyn vil findes høiere. Poul Thrane, Poul Winge og Lars Clausen menes at maatte spille ban- kerot. Der skal have hersket en skrækkelig Skjødesløshed; endog Skrivere havde Pengesummer at disponere over. Der er nu anlagt Sag mod hele Directionen. Neumann var Valgmand. Bonden fra Aas Sogn, som blev Repræsen- tant [fotnotemerke] , giver han et maadeligt Vidnesbyrd. Wergeland vilde gjerne været Storthingsmand, men fik kun to Stemmer. Om Munch skriver han i Fortrolighed: "Der møder ham megen Modvillie i Agers." I Aften opførtes Hjertets Forvildelser"> [fotnotemerke] . Mohrs Warberger var idetmindste ligesaa skjøn som sidst, hvilket og var Tilfældet med Jfr. Grips Mad. Warberger. Jeg for- udsaae, at Jørgensen som elegant Forstmester og uddannet Mand, maatte blive bedre end som Naturens Søn, den raske, heftige Yngling Anton. Man beskrev mig ham strax som en af vore første Skuespillere, og nu erkjender jeg ham for at være det. Et andet af vore Lys saa jeg ogsaa for tredie Gang, men lærte først i Aften at kjende hans Skue- spillertalent: Erichsen. Fotnote: David Thrane i Christiania (Søn af Kjøbmand og Justitsraad Paul T. og Fader til den bekjendte Agitator Marcus T.) gjorde sig som Meddirecteur af Nationalbanken skyldig i store Underslæb, der 1817 opdagedes. Fotnote: Ole Jacobsen Nordby. Fotnote: En Fortsættelse af "Jægerne" af Iffland. SIDE: 313 23de Jan. Min gamle Patron Rosenblad takker mig med mange Lovtaler for min Jubelprædiken. "Har han kunnet styrke Kongen og Kronprindsen i deres Overbeviisning om min Lærdom, Kraft og Evne til at forvalte det vigtige Bispe- Embede, saa har han blot opfyldt sin Skyldighed." Han lykønsker Stiftet til en saa værdig Eftermand af den saa agtværdige salig Biskop Brun. 24de Jan. General Staffeldt er død, og skaaner derved Stor- thinget for den ubehagelige Overveielse, om han burde have Pension. 26de Jan. Fra Pavels fik jeg Liste over Fødte og Døde, hvoraf jeg især lærte at beundre Kydskheden samt Naturens Hjælp- somhed eller Jordemødrenes Kunst i Nordfjord. Af 363 Børn vare 3 uægte og 2 dødfødte. I Leirdal er hvert femte Barn uægte. Aftenens Skuespil og Bal udgjør Resten af denne Dags Historie. Efter en meget skjøn Symphonie gik Dækket op, og hvad der da strax fremstillede sig for Øiet, var meget vakkert: en Transparent med Carl Johans Navn, Aarstal og Datum, samt det svenske og norske Vaaben med Attributer. Ved Bordet drak man umiddelbar efter Vel- komsten Norges Skaal. Jeg har intet imod, at man paa saadan Maade viser, at man føler sig som selvstændig Na- tion. Jeg har og bestandig, siden Norge fik sin nye Con- stitution, bedet for Fædrelandet, førend jeg bad for Kongen paa Prædikestolen. Saa kom da Kongens og Dronningens Skaal og derpaa omdeltes og istemtes en ret smuk Vise af SIDE: 314 Olsen, hvorefter Kronprindsens Skaal blev drukken, virkelig med Eenstemmighed og Enthousiasme. 27de Jan. Man løber i disse Dage om med en besynderlig Histo- rie, som skal være kommen fra Stiftamtmand Christie, men er sikkerligen forvansket. Der er længe talt om, at Kron- prindsen paa egen Bekostning lader et Monument over Biskop Brun opstille i Domkirken. I Forbindelse hermed snakkes nu om et Invalidhuus, som skulde oprettes i Ber- gen for norske og svenske (?) Soldater, og hedde Esaus og Jacobs Forening!!! hvorved skulde alluderes paa, at Brun engang var en saadan ivrig Antisvensk, og nu paa det sidste var en Ven af vor nærværende Regjering. Det seer fast ud som en Drøm! 28de Jan. Præsten Hertzberg i Quindherred sendte sin og Baron Rosenkrones Erklæring om Bibelselskabet. Begge ere imod Delingen, og Baronen tilbyder endog efter Evne at holde Selskabet skadesløst for Tabet af de engelske Pund Sterling. -- Normann i Leganger raadfører sig med mig angaaende den saakaldte Skydsfærd, der betales med Landskylden, en Sag, jeg hidtil ikke har forstaaet synderligt af, men hvor jeg neppe feiler ved at tilraade ham at holde sig til Lovens Bogstav, og ikke efter andre sine Collegers Exempel fordre et Tillæg, som maaskee godvilligen betales, indtil det falder Amtmand Falsen ind at gaae paa nyt Spionerie, og gjøre nye Angivelse til Regjeringen, eller (om han nedlader sig saa dybt) til Bispen. -- Gamle Bergendal i Hammer gjorde mig et Besøg og var siden min Gjæst til Middag. Det er det livagtige "Guds Ord fra Landet", yderst borneret; men SIDE: 315 en hjertensgod Mand, "der gjør intet Kræ imod," er han sikkerlig. 31te Jan. I Anledning af min Jubelprædiken skriver Liebenberg: "Den stadfæster, hvad jeg desuden tilforn vidste, at vi lige- saavel i vore religiøse som i vore æsthetiske Grundsætninger, gjennem alle vort Livs forskjellige Perioder have holdt Skridt med hinanden. Erfaring, indsamlet saavel ved Agt- somhed paa vor egen Sjeletarv og Sjeletrang, som i vor Embedsførelse, sund Fornuft og aaben Følelse har viist os, hvad der manglede vore tidligere Udarbeidelser, men har ogsaa bevaret os fra Mysticismens og Sværmeriets mod- satte Enemærker. Men hvad kan Aarsagen være, at erfarne Mænd, Clausen og Adler f. Ex., ikke følge med os paa denne skjønne Middelvei? Mon ikke den dybe Følelse skulde mangle dem? og mon ikke den større Omhue, hvormed vi have næret vor poetiske Sands, har hjulpet os til dette, for geistlig Mands Gavnlighed udentvivl væsentlige Fortrin?" -- Om Rahbek skriver han, at han anseer alle dem for Obscuranter og Hyklere, som ville retablere Dogmerne i deres tabte Værdighed. Jeg afsendte alle de mange generelle og specielle Lister over Fødte og Døde til 4de Departement, hvorved jeg gjorde det opmærksom paa den utilgivelige Skjødesløshed, hvormed Vaccinationen behandles af 3die Departement, af Øvrigheden, af det medicinske Facultet, af Chirurgerne, kort af Enhver, som har dermed at bestille. 1ste Febr. Mistanke og Ringeagt synes at hvile over Hans Houge og hans Tilhængere just nu, da alle deres fatalia ere over- SIDE: 316 staaede. Herslebs Dom har jeg nok før anført, og aldeles overeensstemmende med den hører jeg de Folk allevegne be- skyldes for Egennytte, og deres Religiøsitet ansees blot for et Dække, hvormed de ville skjule deres ekonomiske Speku- lationer. At de ligesom Jesuiterne udgjør et tæt forgrenet Selskab, der blot synes religiøst, men hvis Tendents er mere politisk og merkantilsk end aandelig, synes vistnok Erfaring at stadfæste, og at i deres mindre Kreds deres Indflydelse turde blive ligesaa fordærvelig som hines i deres mere ud- videde, naar de fik frit Spillerum, er ei utroligt. Hans Houges nyere Skrifter, efterat jeg troede ham ganske hel- bredet for Skrivesygen, og Thorbjørn Sandvigens Skole- project har rigtignok givet min Agtelse for de Folk et slemt Stød, og hvad der fortælles om deres bedragerske Adfærd, hvori den lettroende Pøbel endog vil finde Hexerie, for- værrer Sagen. Jeg maa ogsaa regne dette blandt mit Livs megen Lykke, at jeg strax ved mit Embedes Tiltrædelse faaer Øinene opladte for Ting og Mennesker, som det er mig magtpaaliggende at kjende. Saaledes møder mig strax in limine de Falsenske Angivelser, og uden at give Lærepenge eller compromitteres orienterer jeg mig strax over adskilligt, som jeg, til Skade for mig selv og det almindelige, kunde bleven uvidende om i lang Tid. Og nu -- neppe er jeg kommen, før Hans Houges og hans Tilhængeres Sjelser- faringer bringes mig som noget, hvorved de vilde vinde min Agtelse og Hengivenhed, og jeg lærer derved, skjøndt mod deres Hensigt, nøiere at kjende dem, end jeg vel ellers paa lang Tid havde kunnet. 2den Febr. Den gode gamle Skik i Bergen som i Kjøbenhavn, at Bispen prædiker Fastelavnsmandag, var jeg naturligviis ikke SIDE: 317 den, der vilde afvige fra. For en utællelig Folkemængde søgte jeg at forene Jesu Dødsangst i Getsemane med den Frimodighed, der ellers besjelede ham før og under hans Lidelse, og udførte saaledes det Forsæt, jeg ved min næst- sidste Communion fattede i Anledning af Kjerschows Præ- diken. Orthodox og bibelsk var sikkerligen ogsaa min, skjøndt min Anskuelse fra een Side var en ganske anden end Kjerschows. De søndfjordske Præsters Svar paa mine Spørgsmaale til dem indeholdt lidet glædeligt. Vel synes Fattigvæsenet i det Hele at være i god Stand, bedre end i noget af nordre Bergenhuus Amts andre Provstier. Derimod er der slet intet Skolevæsen. Der er sagtens nogle og 30 saakaldte Skoleholdere, men de faae ingen Løn og bestille fast intet. En saadan Forfatning havde jeg ikke tænkt mig nogetsteds i Norge, og der maa strax raades alvorlig Bod paa disse Uordener. Men saa vender jeg igjen tilbage til mit gamle Spørgsmaal: Ere Menneskene gudfrygtigere, moralsk bedre, hvor Skolevæsenet florerer? I Sogn arbeides roes- værdigen for dets Fremme, og der fødes maaskee forholdsviis de fleste uægte Børn i Landet, der har Drukkenskaben taget frygteligen Overhaand, der er det eneste forsætlige Mord i Bergens Stift afvigte Aar begaaet etc. Der rører sig ofte i mit Inderste noget ganske forskjelligt fra det jeg kan og bør lydeligen forkynde. Ubetinget Pligt! Hvo som ikke troer paa den, maa blive en dorsk Leiesvend, saasnart Er- faringen har nedstemt hans Ungdoms høitflyvende Phan- tasier. -- Af det Søndfjordske Præsteskab er Rennord i Kind en kortvillig Person, vidtløftig i sin Skrivemaade, fuld af Sprikworter, som ere artige nok i en privat Samtale, men ikke i en officiel Rapport. Nielsen i yttre Holmedal er kort og fyndig i Tale, men synes at være vel tilfreds med SIDE: 318 sig selv. Han fortæller, at han med Velbehag har læst mit første Brev til Geistligheden. Næst den gamle Lind, synes Heiberg i Askevold at være den meest reelle, og vil nok blive det meest qvalificerede Provstesubject. 3die Febr. Jeg forelæste Justitsraad Dahl et Brev, Stiftsdirectio- nen afsender til Provst Wingaard, for at indskjærpe Skole- væsenets Organisation i Søndfjord. Den gamle Justitsraad yttrede herved den Idee, der skal grunde sig paa en gam- mel Cancellieordre, at man aldrig maa levere en Suppli- cant hans paategnede Ansøgning uforseglet tilbage, da han ei maa læse den Erklæring, der gives paa den. Jeg har i min korte Embedstid givet adskillige saadanne, som ere meget vel optagne og tildeels bønhørte, saa tænker jeg og at gjøre fremdeles. Den modsatte Adfærd er aabenbar despotisk. Har jeg erklæret mig imod Ansøgeren, staaer det jo i hans Magt at holde Ansøgningen tilbage, og om han da bliver min Uven, er det min Sag og ingen andens. Den gode Justitsraad slutter sig ubetinget til taabelige, forældede For- mer. Som Menneske maa jeg ynde ham, som Medarbeider i Stiftsdirectionen er han mig ordentlig forhadt. Det er det eneste ubehagelige, jeg hidtil har opdaget i min Embeds- stilling, at jeg skal arbeide i Samfund med denne Mand. I Harmonien var Concert og Bal. Der serveredes med skaarne Smørrebrød og Kage, hvilket alt maatte lægges paa Dugen, da der ei var Tallerkener paa Bordet. Af Drikkevarer forlangte man, hvad man vilde have. Man sang Viser og proponerede Skaaler. Det samme Uvæsen, som man i Christiania drev med "Alt hvad kjært er," dri- ver her man med "Glædens Skaal!" Kun lader man det SIDE: 319 beroe med at drikke den engang, hvorimod hiin i Christianias ret lystige Gilder skal gjentages tre Gange. 4de Febr. Østre-Post bragte et meget forbindtligt og venskabeligt Brev fra Stiftamtmand Christie. Skal man slutte derfra, saa hverken ønsker eller venter han at blive Statsraad, men trøster sig med, at Storthinget ikke kan vare evigt, og at vi snart i Forening skulle arbeide for de offentlige Stiftelser, Fattig- og Skolevæsenet. Gid det var saavel! Ligesom lumpen Cabale ledede det hele Repræsentantvalg, saa var det intet andet end dum Stolthed og Caprice, at Christie endelig paany skulde vælges. Bergen skulde have den Ære at forsyne Storthinget med en Præsident, hvis Ypperlighed skulde tildække hans Collegers Usselhed, og for at brillere med han ene, lade de Stift og By staae i Stikken og alt gaae sin skjæve Gang. Der fattedes blot, at de ogsaa skulde valgt mig og saaledes overgivet Stiftets Bestyrelse til to Invalider paa en Tid, da der baade i det Verdslige og Geistlige er saa saare meget at revidere og reformere. 5te Febr. Jeg læser nu daglig i Missionary register, men Gud veed, hvorlænge jeg holder det ud. Jeg beundrer høiligen den Aand, der synes at have udbredt sig over den engelske Nation med Hensyn til Christendommens Udbredelse; jeg beundrer Missjonærernes Anstrængelser og Opoffrelser, men det Heles Tone ynder jeg ikke. Der er formegen Intole- rance; Ordene: "der er ikke Salighed i nogen anden" gives en altfor udstrakt og ukjærlig Betydning. Det er en Ulykke ved vor Tidsalder, at man ikke kan reise Vognen fra een Side, uden at vælte den til den modsatte. SIDE: 320 6te Febr. Jeg er nu kommen efter Grunden til Rygtet om Kron- prindsens Ankomst hertil og om det Invalidehuus, der skulde oprettes til Biskop Bruns Erindring -- man har endog sagt ved hans Grav. Lieutenant Mansbach skrev efter sin Tilbagekomst til Justitsraad Klagenberg og takkede i Kron- prindsens Navn ham og de øvrige Commissairer i Emigrant- Affairen for deres Omhu, med Tillæg "at Prindsen snart personligen vilde takke dem". Dette snart, som er et meget relativt Begreb, gav man den Udtydning, at det skulde være endnu i denne Vinter, bragte det i Forbindelse med sine egne Ideer og et Par løse Rygter, og dermed var den Historie færdig. -- Invalidhuset angaaende, da skal man have isinde at oprette et saadant ved Magnor paa begge Rigers Grændse for 4 svenske og 4 norske Soldater til Minde om Foreningen; dette har vel staaet i et Brev, hvor ogsaa tales om Monumentet over Brun. En har læst det i Perial eller halvsovede, og har blandet det sammen. 7de Febr. Sagen tilbageleverede nogle laante Bøger. Det Stykke om Bibelen hører jeg dog kommer i Tilskueren. Storthings- mændene ere lykkeligen arriverede til Christiania og Falsen ventede paa sin Skjæbne, som nu er afgjort. Jeg veed ikke ret, om jeg skal ønske, at han maa blive i Christiania eller komme her tilbage. Et tredie Sted ønskede jeg ham aller- helst, naar det var Himlens Villie. Sagen er en interes- sant Mand, men den Cirkel, hvortil han hører, kan aldrig blive min. Det glade Haab, som jeg nærede, i Rein at finde en Ven, maa jeg opgive; han fjerner sig fra mig istedetfor at nærme sig. SIDE: 321 9de Febr. En stor Deel af denne og foregaaende Dag har jeg anvendt paa en vidtløftig Erklæring over Forslaget om de ustuderede Præster. Jeg udarbeidede den ret con amore, og troer, at den endnu er den bedste, jeg som Biskop har udfærdiget, mine Hyrdebreve neppe undtagne. Give Gud, at det nu maa bidrage til at afvende denne Skam fra vort Land! Jeg frygter meget for 3 af mine Colleger, og dette gjorde mig des varmere i at bestride en Mening, der nu mu- ligen kunde være deres. Bech har 1789 i en Afhandling i Minerva yttret Grundsætninger, hvorefter, hvis han endnu hylder dem, han maae bifalde Forslaget; Sørensen er uden Tvivl vaklende i sine Principer, og neppe selv Videnskabs- mand til at fatte og føle, hvilke Følger et saadant Skridt vilde have for Videnskabeligheden i vort Fædreland, og Krogh synes at være saa liberaltænkende, at han sætter sig ud over saadant; Følelsen af den Trang, han seer for sine Øine, kan maaskee og gjøre ham mindre delicat i at vurdere Midlerne til dens Afhjælpning. Kun om Bugge har jeg den Troe, at han i denne Sag lægger baade Hensigt og Middel paa Vægtskaalen, og ikke, for at afhjælpe øieblikkelig Nød, til- raader Forholdsregler, som kunde svie til vore Efterkommere i tiende Leed. 10de Febr. Quale sendte de berigtigede Indkomstangivelser fra Sogns Provstie. Som sædvanlig tilføiede han nogle private Ord. Blandt andet siger han: "Falsen bliver nu af alle, som have hørt noget om hans Klager over Sogns Geistlighed, afskyet som en meget ond og farlig Mand". I Nationalbladet sluttes de lange Betragtninger over Forandring i Grundloven, og derpaa kommer en saa lumpen SIDE: 322 nederdrægtig Fabel, at jeg gjerne gik herfra til Nordnæs for at see Karl staae i Gabestokken. Det er den skammeligste Pasquil over Regjeringen, som endnu er seet. 11te Febr. Falsen og Bøgh ere bortviste fra Storthinget, og allerede paa Hjemveien [fotnotemerke] . Hvor Falsen maa ærgre sig, og hvor Storthinget med alt hvad dertil hører, vil faae sin syndige Rest, naar han og Rein samles! Det vil ellers neppe skaffe Falsens Katechismus stor Afsætning og Tiltroe, naar man erfarer, at han selv i saa høi Grad har misfor- staaet Grundloven, at han, ledet af denne Misforstaaelse, har gjort en frugtesløs Reise 112 Mile ved høi Vintertid. Adskillige ville ellers med blandede Følelser see ham vende tilbage; de unde ham vistnok denne Ydmygelse, men derhos saae de vel gjerne, han blev i Christiania, saa gjorde han her ingen Fortræd. 13de Febr. Balchen glædedes meget over Falsens Afviisning. F. er ikke Geistlighedens Ven, men saa er den heller ikke hans. -- Bøgh skal have havt endnu flere Modstemmer [fotnotemerke] ; han var ikke engang indskreven i noget Landsbyesogns Mandtal. Det Fotnote: Til Thinget 1815 vare Amtmand Falsen og Foged C. B. Bøgh valgte som Repræsentanter fra de Amter, hvor de havde sine Embeds- districter, henholdsviis Nordre og Søndre Bergenhuus, skjønt begge boede i Bergens By. Dengang bleve disse Valg virkelig godkjente, men da begge paa samme Maade vare gjenvalgte til 1818, blev deres Valg af Storthingets Pluralitet forkastet, uagtet Fuldmagtscommit- teen havde indstillet dem til at antages. Fotnote: 52 mod 19; mod Falsen stemte 37 mod 32, men Bøghs Sag be- handledes, efterat Falsens var afgjort. SIDE: 323 er forunderligt, hvor saadant paa forrige Storthing kunde gaae igjennem. Dog, da var endnu Christies Autoritet og Indflydelse stor, men man spaaer, at de denne Gang ville blive heel ubetydelige. Major Juell skriver, at man ikke troer, at C. (idetmindste saa uafladeligen) vil komme at be- klæde Præsidentstolen som de forrige Gange. At man ven- tede Sverdrup skulde bestige den første Gang, viser af hvilken Aand det nærværende Storthing besjeles, og at man tør haabe, Nationalfølelsen vil vaagne i sin Kraft, uden dog at udarte til Sansculottisme, som den maaskee under nogle af de forrige Oppositionshøvdinge, Bonnevie f. Ex., naar Omstændighederne havde favoriseret, letteligen kunde gjort. Man troer endnu, trods Bergensernes ubegrændsede Tillid til Christie, at han blot er Regjeringens, ikke Folkets Mand; man finder den Tanke vanærende, at Norge kun skulde have den eneste Mand, som kunde være Storthings- præsident, og at der ikke udrettedes saa store Ting paa det sidste Storthing, at man skylder Præsidenten udmærket Hæder; ogsaa har man kylet Christie ind i Lagthinget, hvilket alle- rede er et slet Tegn. Falsen affecterer at være glad over sin Bortviisning. Sebbelow holdt sig. Han vedbliver sine glimrende Tilsagn, og hans Tilhængeres Antal voxer. 18de Febr. Meget Nyt bragte ikke Dagens Post, men een høist mærkelig Nyhed bragte den, som gjerne kunde gjælde for 10: Carl den Trettende døde d. 5te d. M. Nu vil det alt- saa vise sig, hvad Carl Johan, og vi med ham, kunne haabe eller frygte! I Rigstidenden stod en Bekjendtgjørelse, at Kongen var meget syg, og havde overdraget Kronprindsen fuld Regjeringsmyndighed, samt at Biskopperne havde faaet Befaling i alle Kirker at lade gjøre Forbøn for hans Held- bredelse. Det behøvedes imidlertid ikke, thi næste Dag kom SIDE: 324 Coureer, og forkyndte hans Død, hvilken meldtes mig fra 1ste Departement, med Ordre at udelade Carl den Trettende af Kirkebønnen, og derimod at bede for Hans Majestæt Kong Carl Johan og den nu regjerende Dronning Eugenie Bern- hardine Desiree. Mere fik ikke jeg. Andre havde faaet Brev, at Mørner med Statsraadet havde indfundet sig græ- dende i Storthinget, og at dettes Medlemmer havde svoret Troskabseed til den nye Konge, samt at Embedsmændene ligeledes havde aflagt Eed i Byens Kirke. -- Den Tale, hvormed Storthinget aabnedes, giver ingen glimrende Skil- dring over Norges Forfatning, men selv i de tunge Sand- heder, som siges, viser sig et Simpelheds og Troehjertetheds Præg, som giver den stort Fortrin for de opskruede Konge- taler, hvor man daarer Folket med "Beretninger om Ting, som ingen Sjel har seet; Løgn og Sladder meer end af den bedste Hofpoet" -- og derpaa har man ved flere Parlamen- ter, Rigsdage osv. ikke savnet Exempler. Jeg fik for første Gang Indbydelse fra Rein til i Aften. Det var hans Fødselsdag, og Selskabet bestod af nogle og 20 Personer. Sagen havde gjort en ganske net liden Vise til Rein, hvori han dog havde laant fra Fasting et Indfald, som hos denne klang meget vakrere. Ved Bordet var der meget lystigt; Assessor Hagerup er især en fortræffelig Com- pagnon og opliver ethvert Selskab overmaade. 19de Febr. Her kom i Morges en Extrapost, som bragte adskillige Anordninger, Proclamationer o. dl. 24de Febr. Efter min Formodning finder Departementet sig ikke fyldestgjort ved Provst Quales Erklæring. Boyesen fortæller, at Falsen (som nu er hjemkommen) paa et efter B.'s eget SIDE: 325 Sigende meget haardt og djærvt Brev, har sendt ham et temmelig høfligt Svar, hvor han tilbyder ham Satisfaction. B. er imidlertid endnu ingenlunde forsonet, og næsten synes det som om Klagen over ham ret er skreven con amore. -- Munch fortæller, at adskillige Embedsmænd i Christiania har indgivet en Adresse til Storthinget, og bedet det redde Na- tionens Ære ved at tilkjendegive sit Mishag med Pavels Hjelms Lumpenheder. -- At Schultz's Mistænksomhed mod Regjeringen vedbliver, at han bringer i gjensidig Forbindelse Ting, hvis Sammenhæng jeg ikke indseer, at han i Kongens Propositioner seer en despotisk og grundlovstridig Aand, at Christies Indflydelse endnu er ham mere frygtelig end ønske- lig, alt dette ladet jeg passere. Det er godt, at Storthinget har saadanne Medlemmer, om de end overdriver deres Frygt og Betænkeligheder. Derved og ved et modsat Parties Be- stræbelser holdes en Ligevægt, der forhindrer baade Despotie og Anarchie. Jeg holder mig altsaa til Schultz's Fortæl- linger og ikke til hans Domme. Hine angaae meest Sebbelow, der opfører sig baade som Nar og Skurk, og som man uden Tvivl har gjort meget ret i at udelukke fra Odelsthinget. Hans Opposition over at være bleven Lagthingsmedlem, og Forsikring, at han nu vilde tilintetgjøre sin Plan, mødtes med Sarcasmer fra Sverdrup, Amtmand Collett og Soren- skriver Gram. Imidlertid kom det dog virkelig under Ven- tilation, om at han ikke endnu kunde skifte Sæde. Forslaget faldt naturligviis igjennem, men der var dog 6, som stemte i Sebbelows Faveur. Siden fandt man Placater opslagne paa Hjørner og henkastede paa Trapper, hvor man ved Hurraraab og andet saadant Spectakel søgte at frembringe en gunstig Diversion for S., "Bondens og Borgerens Ven og Embedsmandens Fiende". Halvor Hoel og en Ole Aaseth skulle have styret disse Operationer, hvis Effect dog udeblev. (Herved staaer uden Tvivl i Forbindelse en Paastand i SIDE: 326 Intelligentsseddelen, at Billetter ei maa uddeles til Storthingets Gallerie, men Enhver, som kan faae Plads indlades uden Personsanseelse ): at, ligesom i de franske Nationalforsam- linger, Tribunerne maatte faae Indflydelse, afstedkomme Uor- dener, yttre støiende Bifald eller Mishag, og tilsidst give Løsen til Oprør og Mord). Ellers er Christie nedstyrtet fra Præsidentstolen, hvor Sibbern sad ved Postens Afgang. I Lagthinget var Rosenkrantz og i Odelsthinget Rambech Præsidenter. De mangle imidlertid alle Christies Routine og Sindighed, og Schultz troer, han kommer snart igjen paa sit gamle Sæde. 25de Febr. Hr. Lind i Førde afgiver sit Votum i Bibelsagen, og synes at være af samme Mening som den ham vist meget ulige Amtmand Falsen: at Almuen ei bør have Bibelen ihænde, førend den er forberedt ved anden Læsning. Hertil foreslaaer han Birchs bibelske Historie og Grundtvigs bibelske Krønike, en Bog, jeg slet ikke kjender, hvorimod han ei synes at kjende Herslebs mesterlige Arbeide. Han siger, at Bibelen er i mange Huse, og at de, der eie den og læse i den, derfor ikke ere bedre Mennesker. Man læser i de historiske Bøger af Nysgjærrighed og de uforstaaelige Propheter for at have noget at disputere om i Selskaber, men Religionens Hoved- lærdomme bekymrer man sig lidet om, Af en saa streng Orthodox er en saadan Yttring høist frappant. 26de Febr. Sildefiskeriet er nu saa stærkt, at man snart maa høre op dermed, da man ikke veed, hvor man skal gjøre af sin Fangst. I Christiansands Stift er man især forlegen og bringer hele Jagteladninger hid, hvor man dog endnu har taalelig Afsætning. SIDE: 327 28de Febr. Af en Conference med Stiftsfuldmægtig Schydtz er- farede jeg til min store Forbauselse, at intet Menneske, ikke Stiftsdirectionen og ikke Hospitalsforstanderen veed med Vis- hed hvad Gods St. Jørgens Hospital eier, og at intet skrift- ligt derom nogetsteds findes. Gud forbarme sig, hvilken Be- styrelse! Sagen laante mig en curiøs Pjece af J. L. Heiberg: "ABC til Underviisning for den unge Grundtvig", ganske i den sædvanlige Abc-Form. Denne behager mig endnu mindre end P. Hjorts 12 Paragrapher mod Baggesen. Der føres dog Beviser, men her siges blot Grovheder. Sagtens har vel Grundtvig provoceret ham ved sin sædvanlige Dicta- tormine, men saadant et Svar er oprørende. 4de Marts. I mit brev til Schultz forklarede jeg mig nøiere over Forskjelligheden med Hensyn paa vort politiskecredo -- ikke om hvad der bør skee, thi deri ere vi fuldkommen enige, men hvad der sandsynligen vil skee. Jeg bebreidede ham en tre- dobbelt Feil: 1. At han dolerer over det, som under nærværende Om- stændigheder ikke kan eller engang bør være anderledes, da Conflict mellem den executive og lovgivende Magt er nødvendig, hvor saadan blandet Regjeringsform exi- sterer. 2. At han giver de Svenskes Ønsker og Planer en altfor stor Udstrækning, troer de arbeider paa vor Undertryk- kelse, da de blot stræbe at bevirke Rigernes Amalgama- tion, og Mange vel troe, derved at befordre Normæn- denes Lyksalighed ligesaavel som deres egen. Det staaer i Folkerepræsentanternes egen Magt, naar de finde det SIDE: 328 stridende mod Folkets Villie, at arbeide derimod, da de altid i Grundloven finde et Værn, som intet uden Al- meenvilliens totale Omstemning kan nedrive. 3. At han bringer Halvor Hoels og de andre Demagogers Optøier i Forbindelse med ovenmeldte de Svenskes Planer og anseer hine for Følger af disse, da jeg derimod troer, de Folks al Religiøsitet og Moralitet nedbrydende Halv- cultur er det, der gjør dem og deres Tilhængere til slette Borgere, hvilket de vare under Frederik den Sjette, Christian Frederik og Carl den Trettende, ere under Carl Johan, og vilde blive, om vi saa gik fra en Haand til en anden, saalænge der var en Monarch i Europa. 6te Marts. Major Juell fortæller, at Statsraad Diriks søger at blive Toldinspecteur i Bergen, men erindrer med Føie, at en Inspecteur, der ikke kan see, er en reen Modsigelse. -- Hers- leb havde bedet Borch takke mig for mit Nytaarscirculaire, hvilket han havde læst og bifaldt. Med Føie fandt Borch Fortællingen om Kongens Død rørende. Rein kaldte det "Hyklerie". -- Stenersen tilskriver Bibelselskabets Langsomhed det meget Arbeide, Hersleb deels ex officio, deels med andre Hensyn har at udføre. Trondhjems og Christiansands Stifts- committeer har indsendt deres Betænkninger om Selskabets Bestemmelse. Trondhjems vil have blot Bibelselskab, Chri- stiansands vil have Selskabet deelt, vi vil have det skal blive som det er. Centralcommitteen maa da have votum decissi- vum. Om Storthinget skriver han, at man finder det meget godt, men beklager blot, at de bedste Kræfter ere komne i Lagthinget. Sebbelow udbrød engang, da Christie havde talt: "Naar Daarskaben taler, tier Viisdommen". Han spørger, om jeg skriver imod det Stykke i Tilskueren om Bibellæs- SIDE: 329 ningen, ellers vil han eller Hersleb. Svaret har han maaskee i dette Øieblik [fotnotemerke] . Det mærkeligste i Nationalbladet var en ironisk Be- breidelse paa Vers til Schwach for hans Uforskammethed mod Neumann. Hvad den stakkels Askerpræst ikke var med- taget før, det blev han nu. 9de Marts. I Rigstidenden gives en Udsigt over Universitetets Hi- storie til Udgangen af 1817. Universitetet har nu 149 imma- triculerede Borgere, hvoraf omtrent 100 ere tilstede. Mere end Halvdelen af disse have bestemt sig for det theologiske Studium. Bibliotheket bestaaer af 63 000 Bd., hvoriblandt dog mange Doubletter. 11te Marts. Sagen fortalte, at Christie atter sidder paa Præsident- stolen, og at det var Sebbelows Cabaler, som havde ned- styrtet ham derfra, og vilde gjort ham til Secretair. An- dresen skal udmærke sig blandt dette Storthings i det Hele ikke eminente Kjøbmænd. 12te Marts. Frue Klagenberg foreslog min Kone at træde ind i et saakaldt søsterligt Selskab. Forslaget angik deels Tarvelig- hedsvedtægter, deels en Lære- og Dannelsesanstalt for til- kommende Tjenestepiger. Det sidste, hvortil adskillige Penge- bidrag ere subscriberede, kunde vistnok have sin store Nytte, men hvad de første angaaer, da er jeg, som før er sagt i Fotnote: I den norske Tilskuer II No. 5 -- 6 var optaget et Stykke (efter hvad Pavels i en her ikke medtagen Notits siger, af Falsen) om, at Bibe- len ikke i sin Heelhed egnede sig til Almenlæsning; herimod skrev Pavels under Navn i No. 7 -- 8, hvortil senere kom en Replik. SIDE: 330 denne Bog, ingen synderlig Ven af disse, og blandt de her foreslagne ere flere heel absurde. Hverken jeg eller min Kone indgaaer slig Forpligtelse. Indskrænke os, hvor vi med Anstændighed kunne, ere vi ei uvillige til; saaledes er der i denne Stund ikke et Gardin i Bergens Bispegaard, og der vil maaskee gaae lang Tid hen, inden der kommer noget, men det er en fri Beslutning, som jeg kan holde saalænge jeg vil og forandre, naar det behager mig; men indgaae paa et formeligt Engagement med andre: hvormange Silkekjoler min Kone maa eie, hvormange Retter Mad der maa komme paa mit Bord, hvad Tid jeg skal gaae til Bords med mine Gjæster osv. -- nei Tak! 13de Marts. Præsident Klagenberg fortalte adskilligt om den her- skende Stemning i Bergen 1814. Biskop Brun har i denne Crisis viist sig som en ivrig Demagog, der maaskee endog gik videre end han som god Borger burde gaae. Han sammen- kaldte f. Ex. Folket uden Øvrighedens Vidende og Samtykke, og electricerede det med sine kraftfulde Tordentaler for en Sag, han umulig i den lange Afstand kunde vide var den gode. Det gik saa vidt, at en Deputation (rigtignok kun af den simpleste Borgerclasse) kom til ham og tilbød ham Norges Krone, hvilken han dog, ligesom Justitsraad Thrane i Christiania, var for beskeden til at modtage. Og denne Mand var det, som nogle Maaneder efter erklærede det for noget af den sandeste Hæder, der var vederfaret ham i hans Liv, at det svenske Bibelselskab optog ham som Med- lem, der skrev og (trefold desværre!) gjemte til Efterslægten de meest smigrende Breve til Essen og Rosenblad -- o vi svage, svage Mennesker! SIDE: 331 14de Marts. Af Rigstidenden seer jeg, der har været Udpantning hos Johannes Thrane af Sølv, Mahognimeubler o. dl. den bril- lante Familie synes da reent at ville synke til intet. 15de Marts. Jeg har før i Bergen seet smukke og velmeublerede Værelser, faaet godt Tractemente, levet, kort sagt som i Kjø- benhavn, Christiania o. fl. St. hos velhavende Familier af Middelstanden, men Elegants saa jeg i Dag for første Gang her hos Stadshauptmand Krohn paa Lunggaarden, en Ele- gants, der fuldkommen opveiede mod den hos Agent Nielsen, og stod saare lidet tilbage for den hos Thygesen. Man sige hvad man vil, saadant afficerer Sandserne behageligt, og naar man har Smag for saadant og Evne til at bekoste det, hører der stor Overvindelse til at foretrække indenlandske Fabricater i et Land, hvor Industrien endnu staaer paa et saa lavt Trin. Disse Lysekroner og Gulvtæpper i alle Væ- relser, de høist elegante Silkegardiner, det moderne Meuble- ment, det meget smagfulde men ikke overflødige Sølvtøi, det skjønne Perspectivmalerie i et af Værelserne, det fine franske Porcellain, de Voxlys, som saaes overalt, jo mæn er alt dette tillokkende, naar man kan have det. Ogsaa Beværtningen var udsøgt: til Middag sex veltillavede Retter Mad, om Eftermiddagen Punsch og Biskop, om Aftenen foruden Skinke og kold Steeg, Østers og Champagneviin. Til middag gaves Rødviin, Rhinskviin og Madera. Ogsaa Tonen ved Bordet var anstændig uden at være stiv. Man vilde vide, at den danske Gesant ikke har lykønsket Carl Johan til hans Thron- bestigelse, hvilket derimod den russiske og engelske have gjort, og aner fra dansk Side Prætensjoner, som naar de ei under- støttes af hine store Magter, er en Daarskab, jeg nu ikke kan tiltroe Frederik den Sjette. Cancellieraad Sæbye fortalte SIDE: 332 mig Grunden til nogle Posters lange Udeblivelse i denne Vinter. Tredie Departement har ikke sørget for, at Post- karlernes Antal forholdsviis blev forøget, da der blev bestemt, at Posten skulde gaae to Gange om Ugen mellem Christiania og Bergen. Der synes overalt at hvile en dyb Søvnagtig- hed over det Departement, hvor den dristige og indsigtsfulde Diriks præsiderer. Men jeg kan troe, man behøver Øine til at være Departementschef, ligesaavel som til at være Told- inspecteur. Fjerde Departement (Collett) skal have det paa en anden Maade. Derfra udstedes Resolutioner i svær Mængde, men den ene modsiger den anden, og Embedsmæn- dene skal ofte sættes i Forlegenhed derved. Trods alt, hvad der er sagt om Treschows Uduelighed, troer jeg dog, første Departement er et af de hurtigste og acurateste. Jeg har i dette halve Aar ikke seet det ringeste derfra, som jeg kunde ønske anderledes. -- Sebbelow har dog forbarmet sig over sit Fædreland og ved et Odelsthingsmedlem ladet oplæse sin Plan, der er decreteret til Trykning. Hovedsagen deri skal være, at alt Sølvindskud til Banken tilbageleveres, hvorimod hvert Individ i Landet i 5 Aar aarligen skal erlægge en Sølvspecie, Herskaberne naturligviis for deres Tjenestefolk og de Formuende for de Fattige, ligesom Extraskatten. Han skal have sit Partie i Storthinget, og har havt 10 Stemmer til at blive dets Præsident. 19de Marts. Amtmand Falsen havde fortalt Sagen om sin Angi- velse mod Sogns Præster og om sit Uvenskab mod Boyesen. Jeg sagde ham, og han maa gjerne sige Falsen igjen, at hans Adfærd mod Boyesen var meget illiberal og opirrende. Ogsaa syntes Sagen og flere at erkjende, at han var gaaet den urigtige Vei med sin Angivelse, og at det eneste, der lod sig sige til nogen Undskyldning var, at der den Tid ingen SIDE: 333 Biskop var i Bergen. -- De Grovheder, Quale skrev om, vare riktignok ogsaa krænkende. Falsen har tilskrevet ham som Svar paa hans Brev, at han ei vel kunde ansee hans Yttringer for andet end Spor af den Sindssvaghed, han for et Par Aar siden var plaget af. 20de Marts. Selskabet hos Kammerraad Lambrechts bestod af de Folk, som jeg møder fast overalt, hvor det gaaer en Smule fornemt til. Generalen, Stiftamtmanden, Præsidenten, As- sessor Hagerup, Postmesteren, Reichborn, Oberstelieutenant Rein, Capitaine Meidell, nogle andre Embedsmænd og Officerer, samt de Kjøbmænd, der en eller to Gange om Aaret ind- byde al Verden, og til Gjengjæld indbydes ligesaa tidt af al Verden. 23de Marts. Hersleb fortæller, at Sverdrup nu er Storthingspræsi- dent. I Sebbelows Finantsplan finder man dog noget godt. Præsten Abel prostituerer sig ved Pøbelagtighed og Vaas, og har ganske sluttet sig til det Hoelske Partie. Assessor Engelhardt søger Afskeed; han er sygelig og melancholsk og vil reise til Danmark. Man har henlagt Ansøgningen, indtil Svar kommer fra Lovcommitteen, hvad den har udrettet, og det skal være lidet, hvorover i Thinget skal være gjort bittre Anmærkninger. -- Fra N. Hertzberg fik jeg til Gjen- nemlæsning et Brev fra Storthingsmanden Johannes Aga. Det var at ønske, at alle Storthingets Bønder vare besjelede af samme Aand som denne vist lige fornuftige og moralsk fortræffelige Mand. Han afskyer det Hoelske Partie, og vil at den af Kongen foreslagne Lettelse i Bankindskudet ei skal finde Sted, da han med Grund finder en skjændig Contrast mellem de Folks Pragt i Klæder, Ameublement og Levemaade, SIDE: 334 og deres Klynken over hvad de skal bidrage til Fædrelandet. (Buschmann skal nylig herom have holdt en kraftig Tale). Regjeringens Forslag at bringe Geistlighedens Tiende tilbage til det Gamle, vil han derimod understøtte, og ønsker at Hertzberg vil meddele ham Noget derom, som han kunde frembringe i Thinget, dog i en jevn Stiil, at det kunde passere for hans eget, da det maaskee vilde vække Fordom, naar det kom fra en Præst. Med Opgjørelsen mellem os og Danmark skal det see misligt ud og der føres betænkelig Tale. Det er vel under det Paaskud kan jeg troe, den danske Regjering vil rive Carl Johan af Pinden. Nu ønsker jeg ligesaa hjerteligen han maa sidde fast, som jeg før ønskede det om Frederik den Sjette. Herre Gud! Skal da Norman- den kastes som en Bold fra Haand til Haand? Og hvad vandt vi saa? 24de Marts. Sagen laante mig to Hefter af Athene, samt læste for mig et Brev fra Christie, som ikke er vel tilmode. Af de Chicaner, Lovcommissjonen har maattet døie, har vel ogsaa han faaet sin Deel; desuden skjøndt han affecterer at være ligegyldig, ja glad derved, føler han nok ubehageligen sin subordinerede Stilling paa det nærværende Storthing, efterat han paa de forrige var alting i Alle. Det skal være mig ret kjært, om han denne Gang faaer saadant Afsmag for jordisk Høihed, at hans Hjerte i Fremtiden intet attraaer uden at leve i Bergen for sin Virke- og Omgangskreds. Vort arme forknyttede Stift trænger til en Mand, og saadan Mand finder det ene i Christie. Paa Storthinget vilde man nu neppe favne ham, men der gaaer fast ingen Postdag hen, uden jeg jo favner ham her, og fra Bømmelen til Storfjord mærkes vist Frugten af Savnet. -- I det ene af Athene- hefterne fandt jeg en særdeles god og interessant Charak- SIDE: 335 teristik over Christian den Anden og hans Regjering af Molbech, uten Tvivl en af de rigtigste vurderinger over denne merkelige Konge, man nogensinde har læst. Hvad han skriver om Calmarunionen passer i visse hen- seender ogsaa paa vor nuværende Forening med Sverrig. Det kaldes "et falsk og skadeligt Princip", at de 3 Riger hver for sig vare selvstændige Stater, som kun et ud- vortes løst Baand skulde sammenslynge. At tre Stater skulde beherskes af een Regent finder han at være en Modsigelse. "Rigernes Isolering ved særskilte fra hinanen uafhængige Stænder, Rigsraad, Regjeringsform, Love og Forfatning kunde under en indskrænket Kongemagt ikke andet end frembringe og nære den deelte og forskjellige Interesse hos ethvert enkelt Rige især". Netop som hos os! Og at det ikke kan blive som det er, at et Stød udenfra, uden at vi derfor behøve at tænke os uædel Cabale fra de Svenskes Side, tidlig eller silde vil forene os nøiere med Sverrig eller reent adskille os derfra, er nok uundgaaeligt. 25de Marts. "Naar Enden er god, saa er alting godt". Saaledes udmærker nu Provst Wingaard "zu guter letzt" sig ved sin Acuratesse. I et halvt Embedsaar, da man neppe har været udenfor Byens Port, kan man sagtens ikke udrette be- tydeligt, men i Henseende til Wingaard troer jeg at have indlagt mig sande Fortjenester. Uden mig var han maaskee bleven Provst til sin Dødsdag, og havde ladet alt gaa i sin beklagelige Slendrian. Jeg har uophørlig purret ham, overvældet ham med Arbeide, og det med en saadan pas- sende Blanding af Kjærtegn og Bebreidelser, at han er bleven kjed af det og resignerer, medens den stivsindede gamle Knark synes baade at elske og ære mig. Paa samme Tid har jeg vundet Linds Hjerte, saa at han, vist den eneste SIDE: 336 der kunde, selv har tilbudt sig at bringe Orden i det Chaos, dette Provstie fremfor alle andre ligger indhyllet i. I denne Sommer haaber jeg saameget vil kunne skee, at jeg ad Aare kan besøge Søndfjord med langt gladere og lettere Hjerte, end jeg for nogle Maaneder siden tænkte mig som muligt. -- Blichfeldt i Eid sendte mig en Ansøgning, hvilken han bad mig paategne, om Fritagelse for den Afgift, han har at yde sin 80-aarige Formand Abildgaard. Hans Grunde fortjene Opmærksomhed, men Statscassens Armod er vist en Modgrund, der vil omstyrte dem allesammen. Jeg be- raabte mig imidlertid i min Erklæring paa den Faveur, der var viist Præsten Brun, da Statscassen paatog sig Cammer- meyers halve Pension, uden at Tiderne just da vare mærke- ligen bedre end nu. Men Blichfeldt har ingen veltalende, myndig, altformaaende Bisp til Fader; den Biskop, som an- befaler ham, er en fremmed, beskeden Mand, der kjender sin Kreds og viger nødig udenfor den, der hverken kan eller vil imponere, allermindst hvor han finder Collision mellem Statens og Individuets Vel. -- Af Nyheder melder Major Juell, at 3 Fogder i Aggershuus Stift ere suspenderede for Cassemangel, og at flere staae paa Glid. -- En gammel General Ohme er død som Commandant i Fredrikstad. Sin Formue, 40,000 Spd., har han deelt i 3 Dele og testamen- teret til fattige Officersdøtre i Holsteen, hvor han er født, i Danmark, hvor han er opdragen, og i Norge, hvor han længe har været Embedsmand; -- en ligesaa ædel som for- nuftig Disposition. 27de Marts. Irgens gav mig nogle charakteristiske Efterretninger om Søndmørs Præsteskab. Angell i Jøringfjord maa være et Faar; men en saadan Cujon gjorde Biskop Brun meget ilde i at forbløffe ved i sin korte brusque Tone at bede SIDE: 337 ham i det Øieblik han gik op paa Prædikestolen, at han ikke vilde gjøre for længe af det, hvilket havde til Følge, at Angell aldeles gik fra sin Prædiken. Dette passerede ved Visitatsen paa Lindaas, hvor Angell dengang var Capellan. Medens Irgens var her, kom Brun og vilde tale med mig, men lod sig skræmme, da han hørte, at hans Sognepræst var her, og gik igjen. -- Som overalt Korskirkens Menig- hed har flere underlige Skikke, saa er der ogsaa den, at ei alene Præsterne have hver sin Konfirmationstour (det kan være meget godt), men at de dele med hinanden de Duseurer, som falde, saaledes at Brun nu faaer Halvdelen af hvad Irgens's Konfirmander give, og næste Gang igjen gjør Gjen- gjæld. Det skal befordre Fraternitet hører jeg, men paa Korskirkens nærværende Præster har det idetmindste ikke gjort denne Virkning. 28de Marts. Jeg har faaet en stærk Correspondance med Amtmand Falsen i Anledning af Vaccinationen i Sogn. Han er uden Tvivl en meget ferm Embedsmand. Alle disse lange og temmelig detaillerede Breve har han skrevet med egen Haand; det har han og med et Par til Stiftsdirektionen, som jeg i denne Tid har til Gjennemlæsning, hvor jeg glædes ret hjerteligen over en Finte, han har givet os i en ei ubetyde- lig Sag, som min kjære Collega har behandlet med sin sæd- vanlige Pertentlighed. 29de Marts. Idag var jeg for første Gang i den tydske Kirke. Christiansen holdt en ret god Prædiken, hvor han gik ud fra den Erfaringssætning, at undertiden de samme Mennesker til forskjellige Tider henfalde til Forvovenhed og Modløshed, hvoraf han tog Anledning til, med Hensyn paa den religiøse SIDE: 338 Tro at advare mod overdreven Selvtillid og total Mistroe til sig selv. Ynglingen fandt han kunde trænge til den første Advarsel, men heller ikke for "die phantasiereiche Jung- frau" var den uden Nytte. Han paraphraserede Fadervor efter Prædikenen, hvilket jeg ikke kan lide. At man gjerne kunde læse den Bøn sjeldnere og ei burde gjentage den 5 -- 6 Gange ved hver Gudstjeneste, er endnu min Mening som det var 1795, men naar man skal læse den, bør den læses heel og uforandret. Det er ikke lettere at holde Tankerne samlet ved en vandet Omskrivning, end ved de korte aphori- stiske Bønner, der vel handle om forskjellige Ting, men hvor dog, for at tale i det nymodens Sprog, een Aand gaaer gjennem det Hele. Man bruger i den Kirke at bede for Reisende, og saaledes var der nu 3 Søefarende af Menig- heden, for hvilke gjordes en skrækkelig lang Bøn. Ikke meget kortere var Opfordringen til at ihukomme det tilkom- mende Døvstumme-Institut; den Mand er overalt meget vidtløftig i sin Tale; det meste, han siger, kunde fattes kortere. Der fortælles (og er det sandt, er det altfor mærke- ligt), at der af nogle Storthingsmænd er oprettet en Slags Club, hvis Forhandlinger Medlemmerne ved Eed forpligte sig til at holde hemmelige, og hvis Tendens skal være, lige- som fordum Jacobinerklubbens, at forberede Storthingsde- batterne, sammensmede Decreter, maaskee vel og virke paa Bye- og Landalmue og volde Spectakler for at drive sine Planer igjennem. Sebbelow menes at være Formand og Stifter. Hvad man vil udrette hermed, og hvad man virkelig udretter, det maa man med frygtblandet Længsel see imøde. SIDE: 339 30te Marts. Balchen har laant mig en lang Tale af Præst Busch- mann [fotnotemerke] , holden for Alteret i Hareid Kirke ved Edens Af- læggelse 1814. Den er særdeles vel udarbeidet, men afhandler med utilbørlig Vidtløftighed historisk-politiske Emner, som der aldeles ikke var paa sit Sted. Han begynder fra Frankrigs Deeltagelse i den nordamerikanske Krig, viser sig som Napo- leons varme Beundrer og siger med rene Ord, at Christian August er forgiven, ja omtaler endog det Rygte, at Sverigs Konge havde lagt Planen til denne afskylige Handling. 31te Marts. Fra første Departement kom et Rescript, som forvandler vor Sorg til Glæde. Alt imorgen ophører Ringningen, og man kan spille og lege saameget man lyster. En Sørgedag forestaaer vel endnu: den 22de April, da der skal holdes Tale over Carl den Trettende, men den Kummer forsvinder da snart. Schultz documenterer i sit Brev Grundene til sin Mistro og Misnøie med Regjeringen og de Svenske, men jeg kan endnu ikke troe andet, end at han overdriver, og seer alt fra en sortere Side, end det bør sees fra. Blandt Stor- thingsmændene roser han Sødring som en godmodig, fornuf- tig Mand, Flor fra Drammen som meget frimodig, men alt- for heftig og Buschmann ogsaa tænkende og frimodig. Abel skal ved Drik have fordærvet sine gode naturlige Anlæg, og det skal være jammerligt Vaas næsten alt, hvad han frem- fører. Hos Sverdrup som Præsident finder Schultz endnu alle Christies gode Egenskaber, men der er dog noget skeptisk i hans Udtryk. Fotnote: Den nedenfor som Storthingsmand nævnte Præst P. Th. Buschmann. SIDE: 340 1ste April. I Nationalbladet stod en lang Drikkevise, kaldet "Evans Lovsang". De tre sidste Vers angaae vore Nationalaffairer [fotnotemerke] . -- -- -- -- 2den April. Falsen har paa et heelt Ark søgt at gjendrive, hvad jeg skrev i "Tilskueren" om hans Indvendinger mod en fuldstæn- dig Bibeludgave. Jeg kan just ikke sige, han er uhøflig, men at han er bitrere, end han behøvede at være, kan jeg heller ikke negte, og da baade hans om min Overbeviisning endnu er den samme, som den var før, vilde det blot lede til for- øgede Ubehageligheder, tilsidst maaskee personlige Fornærmel- ser, om jeg svarede. Jeg lader ham derfor for mit Vedkom- mende beholde det sidste Ord. Vil Hersleb og Stenersen gribe fat, hvor jeg slap, skal det være mig kjært; at N. Hertzberg vil gjøre det, ønsker jeg derimod ikke. Fandt Falsen allerede Declamation og Hjertelighed istedetfor sund Fornuft i mit simple, rolige Foredrag, er jeg bange for, at Hertzberg vilde gjøre ondt værre og maaskee paadrage mig en Ærgrelse, jeg ønsker mig forskaanet for. 6te April. Ved en Handling, jeg kun engang før i mit Liv har bivaanet: Proselytdaab, var jeg idag Vidne. En afgaa- ende hollandsk Guverneur fra Batavia, der kom herind med et Skib 1808, og blev af Schwindt indtil videre cureret for Fotnote: Denne Drikkevise (Nationalbl. X. No. 37), der i sin Tid var meget yndet og optryktes i Visebøger, tillagdes, saavidt jeg veed, med Be- stemthed C. N. Schwach. Skjønt denne ikke har optaget den i sine "Samlede Digte", ja endog i disse (I. S. 89) paa en Maade pole- miserer mod Drikkeviser, har hin Drikkevise dog saa slaaende Lighed med Schwachs sædvanlige Tone, at Udg. med temmelig Sikkerhed an- tager ham for dens Forfatter. SIDE: 341 Vattersot, forærede ham foruden Ducater, indianske Fugle- reder og andre Rariteter, en lille Slave paa 8 -- 9 Aar, der med 2 -- 3 andre behandledes ret hundsk af Herren og Fruen. Schwindt gjorde ham først til Opvarter og en Slags Viser- dreng, men lod ham siden oplære i allehaande nyttige Ting, tilsidst i Chirurgie, hvor han har gjort saadan Fremgang, at han alt er ansat som Companiechirurg. Idag blev han døbt i Tydskekirken, og jeg var en af Fadderne. Christiansen har dannet sig efter Marezoll, men er dog ikke som denne og Clausen bleven staaende, hvor han stod i den saakaldte Oplysningsperiode, men hylder Aabenbaringstroen, uden der- for at være Grundtvigianer. Efterat Overhøringen var endt og en Psalme afsunget, oplæstes den Del af Daabsformu- laren, som kunde passe paa et voxent Menneske, Fadderne traadte frem, Katechumenen knælede, Christiansen døbte ham, og han fik Navnet Anton Wiese [fotnotemerke] . Dette var mig virkelig rørende, dog ikke saa meget med Hensyn paa, hvad mit Øie saae og mit Øre hørte. Mine Tanker tog en fjernere Flugt: jeg mindedes, hvad jeg i denne Tid har læst og daglig læser i de engelske Missionsberetninger; jeg følte saa ganske, at denne dog er den rette Vei, som fører til Dyd og Roe, og at den, som ringeagter de Bevæggrunde og Opmuntringer, Religionen skjænker, ikke kjender sit eget Bedste. Jeg følte mig saa glad og salig i min Troe og i mit Haab, at mit Legeme fra den Stund heller ikke mere leed. 7de April. Aviserne blive alt mere og mere fattige, og Gud skee Lov! det tegner aldeles ikke til, at nogen forestaaende Krig vil gjøre dem interessantere. Jeg maa nu tilstaae, at Napo- Fotnote: "Ontong" Wiese, (ifølge Kiærs Norges Læger i 19. Aarh. født i Batavia 1799) blev 1ste Januar 1818 Compagnichirurg, entledigedes 1854 og døde 1860. SIDE: 342 leon var Europas Fredsforstyrrer, og at det virkelig var de allierede Magters sande Alvor at holde Fred med alle Mennesker, saasnart de bleve ham quit. Der spores ikke en mistænkelig Yttring; endog Carl Johan lader man uhindret bestige sin Throne og sender ham Gratulationer allevegne fra. 8de April. Brun har havt Brev fra Christiania, hvor fortælles, at der er nedsat en Commitee for at afgjøre, om Sebbelow ikke bør udelukkes fra Storthinget formedelst de Invectiver, han har tilladt sig mod flere af dets Medlemmer. I Intel- ligentsseddelen har samme fameuse Person indført et Stykke mod Raadmand Hansen i Christianssand, som er af den Be- skaffenhed, at jeg ikke seer, hvorledes han denne Gang kan undgaa at bøde sine 3 Mark. Han begynder med Beklagelse over, at "Hansen endnu er den samme ondskabsfulde og raa Bondedreng, der for nogle og tyve Aar siden kom did som Stiftamtmand Lewezows Skopudser". "Han var da først bleven Tugthuusforstander, et Embede, hvortil han var vel skikket; derpaa, for at kunne bestride sine Udgifter til Drik og Spil, Raadmand, og da hans Indkomster endnu ikke slog til, Secretair ved Quarantainecommissionen", og saaledes gaaer det forthen med de groveste Beskyldninger. -- Falsens Eftermand, den impertinente Skoleholder fra Nordfjord, er nu ogsaa bortviist, da hans Navn ei fandtes som Reserve i den af Storthinget erkjendte Fuldmagt [fotnotemerke] . Der burde dog virkelig Amtet betale Reiseomkostningerne frem og tilbage. 9de April. I Intelligentsseddelen fortælles, at "Damer nu komme paa Storthingets Gallerie", hvoraf drages den Fotnote: Her synes en Misforstaaelse at være tilstede, see Storthings-Efterretn. 1814 -- 1833 I. S. 455. SIDE: 343 trøstelige Slutning, at de med Tiden kunne komme til at sidde paa dets Bænke. 11te April. Postgangen er nu uordentlig til yderste Scandal. Leir- dølerne synes at ville trodse Regjeringen, og 3dje Departe- ment finder sig deri med christelig Taalmodighed. Vi kunde ogsaa her trænge til et Nationalblad og en Intelligents- seddel, der ikke skjulede, men aabenbarede Syndernes Mang- foldighed, som tolereres ret beundringsværdigt, skjønt de neppe ere færre end i Christiania. Vor Adresseavis er saa tam og fredelig, at det er en Lyst. Man læser der kun nu og da en from Expectoration, som f. Ex. den idag, der skal være et Avertissement: "Naar den Uskyldige haver god Samvittigheds Vidnesbyrd, saa kan Fornærmeren ei komme ham nærmere, end Gud vil" -- hvilket man skulde tro og- saa maatte være Tilfældet med den, der ikke havde en god Samvittighed. 14de April. Af Storthings-Efterretninger kom et Ark. Endnu ind- kommer mange dumme Forslag og Ansøgninger; saaledes har en Bonde søgt Understøttelse for at kunne udrede de Udgifter, hans Søns Helbredelse vilde fordre. Flor har gjort en Hob patriotiske Forslag, sigtende især til at faae vor Selvstændighed som Nation almeenerkjendt. Abel har foreslaaet, at Ingen i Storthinget maa tituleres anderledes end som Repræsentant, men Forslaget faldt igjennem. Der er denne Gang en Valgcommitee, hvis Medlemmer vælges hver 14de Dag, men bliver gjerne de samme. Den bestaaer af Thingets ypperste Medlemmer: Sverdrup, Rosenkrantz, Schultz, Sibbern, Christie, Rambech, Gram -- og i dette hæderlige Selskab er Ole Haagenstad som eneste Bonde. Han SIDE: 344 maa da vel nyde Agtelse og ikke være saa ganske uværdig. Man har denne Gang en nye Formular ved dumme Forslag, der ikke reent kunne forkastes; man henlægger dem til mulig Afbenyttelse. 16de April. Saavel Brun som Rolfsen har havt Brev, at Christie dog bliver Statsraad, og at der tales om, Assessor Hagerup skulde blive hans Eftermand. Det maatte da være ved hans Anbefaling, da han og Hagerup ere Hjertensvenner, og vilde uden Tvivl berøve ham den Popularitet, han endnu maatte være i Besiddelse af: thi vel er Hagerup en vakker, elskvær- dig, jeg troer forsaavidt ogsaa ret duelig Mand, men en Stiftamtmandpost er han neppe voxen, og mange ældre og erkjendt dygtige Mænd, hvoriblandt da unægtelig Falsen, vilde derved føle sig paa en krænkende Maade tilsidesatte. 17de April. Af Tilskueren er udkommet et Nummer, som jeg ikke kan tro mange har fundet Morskab i. Først er der en oversat Anecdotfortælling, ret vakker Moral, men triviel Indklædning. Derpaa kommer et Stykke om Moden, for- modentlig originalt af Lieutenant Foss. Da man for 100 Aar siden eller lidt mere læste saadant første Gang i den engelske Tilskuer, var det vist meget godt og træffende. Men hvis de Supper, som nu tyve Gange ere opkogte i England, Tydskland, Danmark, Sverige o. desl. skulde smage, maa der en ypperlig Kok, der veed at forsætte dem med sjeldne og picante Kryderier. En saadan Kok er ikke Hr. Foss. I det mindste kunde man fordre, at han tog Hensyn paa den Bye, hvori han levede, og dens characteristiske Sæder, men saavidt jeg mærker, befatter vor Tilskuer sig ei med saadant. Det er Hverdagsting, der paa hundrede Steder er mere SIDE: 345 passende end i Bergen. Ære den, som Ære bør! Falsen har skrevet imod mig, og meget i hans Characteer og For- hold behager mig ikke, men uden ham var den norske Til- skuer ikke værd at leve et Døgn. 18de April. Her var en Karl, som beklagede sig over, at Irgens fordrede 50 Rbd. for hans Brudevielse. Han vilde give 30, som Irgens paa ingen Maade vilde modtage, og han nødtes derfor til at opsætte Brylluppet, da hans Kaar ingenlunde tillod ham at give mere. Jeg erkjendte desværre min In- competence til at befale i denne Sag; imidlertid kunde jeg ikke undlade i sagtmodige Udtryk, men med indædt Harme over saadan Ubluhed, at give hans Velærværdighed et venligt Monitum, hvor jeg blandt andet lod ham vide, at jeg ikke erindrede i det dyrere Christiania, medens Pengene vare slettere, end de ere nu, nogensinde som Aggershuus Slots- præst at have faaet 30, end sige 50 Rbd. for et Par, for hvilket var lyst fra Prædikestolen. Ved at sige, at jeg her og nu som Biskop intet kan gjøre, gav jeg ham derhos et forblommet Vink, som han vist er klog nok til at forstaae: at jeg vel en anden Gang og paa et andet Sted kan ramme ham -- naar nemlig den aarlige Beretning til Regjeringen om Embedsmændenes Forhold skal indsendes. Sagen forsikrer, at Christie ikke vil være Statsraad. Han er nu igjen Præsident, da Sverdrup frabad sig Valget. -- Engelhardt gaaer igjen til Kjøbenhavn og bliver, hvad han før var: Assessor i Højesteret, virkelig et meget libe- ralt Skridt af den danske Regjering, som man maaskee her ikke gjorde den efter [fotnotemerke] . -- Aabel fortæller, at Bech snart Fotnote: Nordmanden Niels Engelhardt (om hvem bl. a. see hans Ven Stats- raad Holsts Optegnelser p. fl. Steder) tog 1816 sin Afsked og ind- traadte i sit Fødeland Norges Lovcommission, men søgte og fik 1818 SIDE: 346 vil forbinde practiske Øvelser med sine Forelæsninger over Pastoraltheologien. Man bør haabe, at saa lidet Balles homiletiske og katechetiske Øvelser i Revolutionsdagene kunde hindre de unge Candidater fra at blive kolde og tørre Mo- ralprædikanter, saa lidet vil og den nærværende Slægt gjøre sig Bechs tørre og kolde Methode egen, men som nogle af hine gjorde, efterhaanden om ei strax vælge det Gode og forkaste det mindre Gode hos begge -- hverken blive ivrige Grundtvigianere eller slappe, kraftløse Bechianere, hverken intolerante Dogmatister, eller til Flauhed og Ligegyldighed tolerante Sædelærere. 19de April. Blandt de Stiftsdirectionen i den forløbne Uge til- sendte Breve og Documenter var en Anmeldelse fra Fattig- commissionen, at Byens Fattigskat, som ifjor var 4200 Specier, i Aar kunde nedsættes til 3000. Gud give, man ofte kunde faae saadanne Breve! -- Rein finder det hverken urimeligt, at Christie modtager Statsraadsposten, eller at Hagerup bliver hans Eftermand. Saaledes snakker man op og ned i hans nærmeste Vennekreds; Gud veed, hvad Enden bliver. -- Rein sukker efter personel Capellan og har Haab om at faae en von der Lippe her fra Byen, som med det første tager Attestats [fotnotemerke] . Nationalbladet giver en Extract af Prof. Arentz's Be- tænkning om Lovbudkastet for de lærde Skoler, hvor den gamle Mand, beraabende sig paa mere end 50 Aars Er- faring, viser hvormeget bedre den nyere Indretning, at hver Videnskab har sin Lærer, er end den ældre, som man nu Fotnote: atter sit gamle Embede i Danmark. Frederik VI udbrød i den An- ledning: "Er nu den norske Ruus gaaet over?" (Dansk hist. Tids- skrift 5 R. II. S. 385). Fotnote: Den senere Biskop i Christiansand; han blev ikke Reins Capellan. SIDE: 347 igjen vil indføre [fotnotemerke] . Hverken a priori eller oplært ved egen Praxis kan jeg fælde Dom i denne Sag. Jeg spørger kun: Hvad om Wittrup i Christiania og Winding i Bergen efter Arentz's og Rosteds Død bleve Rectorer, hvortil de efter Ancienniteten vare berettigede, og bleve eneste Lærere for øverste Classes Disciple, bleve de af hvis Hænder Disciplene umiddelbart skulde gaae over i Universitetslærernes, mon det da blev bedre, end det nu er? -- Neumann frygter Spectakler blandt Almuen, hvis Sebbelows Plan ei vær- diges Opmærksomhed, og fortæller, at der tales om Depu- tationer fra Oplandet i den Anledning. Han spaaer intet godt af dette Storthing; det gjør Schultz heller ikke; men naar jeg undtager Bondecabalerne, er Grunden til deres Frygt heel ulige. -- Hersleb fortæller om Sorenskriver Koren, at han teede sig roligt i Begyndelsen, men nu har han slaaet sig løs. Han talede i 6 Quarteer (det er da nok en Sverdrupsk Overdrivelse) om de bergenske Kjøbmænd, der uden Kundskab af Bøger forstaae physisk at om- gaaes Silden, og -- det skal være bogstavelig sandt -- da han under Talen afhentedes til en Deputation, begyndte han ved sin Tilbagekomst, førend han endnu var kom- men indenfor Skrankerne, med eet Been paa hver Side af Galleriet, at tale hvor han slap -- men man lod ham vide, at denne og to andre Sager alt var afgjort. Flor vil have en egen Nationalfarve og Scheitlie en egen Dragt for Storthingsmænd, en Kappe og Trøie for Præsidenten. Om Bibelselskabet er Hersleb Beretning sørgelig; min Frygt for et formeligt Schisma er derved forstærket. I Central- committeen vrøvler Garman og Lieungh, og Præsidenten er Fotnote: Hans Mening deeltes af de Universitetslærere, der ved denne Tid havde udarbeidet et Forslag til en Lov om de høiere Skoler, hvilket blev antaget af Storthinget, men ikke sanctioneret. se herom G. Sverdrups Biographi ved L. Daae (Mgbl.s Extranummer 1896, No. 46). SIDE: 348 et Nul. -- Departementet har afslaaet Blichfeldts Ansøgning, hvilket jeg forudsagde ham. 24de April. Efter en Journal, Agent Sødring hver Postdag sender sine Venner, har Sorenskriver Ottesen protesteret mod Seb- belows Bortviisning fra Storthinget, da Paastand paa 3 Marks Mulkt, som Raadmand Hansen siges at ville gjøre, ikke har noget infamerende, men Gram skal ivre stærkt for den modsatte Mening. Hvad Udfaldet bliver, veed man ikke; imidlertid er det nok raadeligt at "fare varligt med Drengen", og dersom han kan og bør fældes, som synes rimeligt, da at fælde ham med Grunde, ikke med Magt- sprog [fotnotemerke] . 25de April. Visitatslivet er da nu begyndt. Reiserne og Arbeidet er jeg slet ikke bange for; derimod gruer jeg for det uop- hørlige Vellevnet. Alt idag har jeg erfaret, at Fremmede samle sig i Præstegaardene om Bispen, som (sans comparai- son) Ravnene om Aadslet, og saa vil det vel gaae forthen den hele Cyclus i dette og følgende Aar, med mindre der etsteds skulde være en eensom Afkrog, hvor man dog vel af Barmhjertighed mod Bispen, om ikke af andre Grunde, vil ansee det for Pligt fra nærmeste Præstegaarde at skaffe ham Selskab. Jeg var oppe i Morges Kl. 5, jeg og alle mine. Posten kom just paa samme Tid, og jeg var saa heldig at faae hvad den medbragte, inden min Afreise. Fra 1ste De- partement fik jeg et Brev, som uden Tvivl vil glæde Quales Fotnote: Storthinget modtog paa Forlangende Sagens Documenter, men traf ingen videre Foranstaltning i denne Anledning. SIDE: 349 og Boyesens Hjerter. Den Falsenske Præstesag er forelagt Statsraadet, og det har bestemt ved høieste Resolution, at det skal beroe ved de af mig givne Paamindelser og Sagen iøvrigt henlægges. Da imidlertid Falsen har erklæret, at Anmeldelserne ere skete i god Mening, saa ønsker Departe- mentet og beder mig medvirke til, at heller ikke fra Ved- kommendes Side gjøres noget videre Skridt, og at Sagen saaledes ganske bortfalder. Der synes heri at ligge en taus Tilstaaelse, at Falsen ikke vilde komme saa ganske vel derfra, om det kom til nøiere Undersøgelse, og det er en større Satisfaction for de gode Mænd, end jeg turde vente eller love dem. -- Af Rigstidenden erfarede jeg en yderst sørge- lig Begivenhed. Den 6te April udbrød Ild paa Tveds Præstegaard ved Christiansand, og den lagdes i Aske. Præ- sten [fotnotemerke] anstrængte sig for at dæmpe Ilden, men en halv Time efter dens Udbrud fik han af Skræk og Strabats et ind- vortes Slag og segnede død om i sin Families Arme. At min nuværende Vert, Præsten Meyer, under Fortællingen herom gik hen i sit Chatulle og hentede en 50 Rigsdaler- seddel, som han siden under fire Øine leverede mig til Enken, forsoner mig med alle hans Excentriciteter, som jeg har op- daget og herefter vil opdage. 26de April. Hougs Kirke er liden og rummede neppe Halvdelen af den Folkemængde, som strømmede did i det deilige Veir; dog herskede mere Orden og Stilhed, end man kunde vente. Klokkeren, en ung Mand ved Navn Harbitz, læste godt i Chordøren. Man vilde finde noget declamatorisk i hans Foredrag, men hvorfor skal da den Bøn oplæses som en Lectie? Naar Klokkeren kan, hvorfor maa han da ikke fore- Fotnote: Jens Nisen Lassen, Stiftsprovst P. B. Lassens Fader. SIDE: 350 drage den med samme Udtrykke, som om han stod paa en Prædikestol? Ogsaa Sangen gik meget ordentligt, og Meyer messer særdeles smukt. Saaledes prædiker han desværre ikke. Han afholdt sig omhyggelig fra de Trivialiteter, man ellers beskylder ham for; han talte om Bønnen, og hvad han sagde var sundt, opbyggeligt og christeligt, men Kirkens Vadmel var dog det Hele. Hvad han sagde om min Nær- værelse og den forestaaende Overhøring, var bedrøveligt Vaas. -- Biskop Brun havde i sin Tid den Skik, naar Præsten havde forladt Prædikestolen, selv at bestige den og holde sin Tale derfra. Friis [fotnotemerke] vilde overtale mig til at gjøre det samme, men da man i Almindelighed kan see og høre mig fra hvad Sted jeg end taler, vilde jeg ikke afvige fra, hvad der er almindelig Vedtægt, og talte fra Chordøren. (Brun tillod sig overalt flere Underligheder, f. Ex. med den i sig selv hensigtsstridige Forespørgsel, om Præst og Menig- hed have noget at klage over, men som er befalet og altsaa bør gives al den Høitidelighed som er mulig, bar han sig saaledes ad: Naar Gudstjenesten var til Ende, og der alt var læst i Chordøren, traadte han frem i Vrimmelen og sagde: "Ja hør nu godt Folk! Dersom der er Nogen af Jer, som har Klage at føre over sin Præst, saa kan han komme til mig i Præstegaarden i Morgen"). Jeg traadte da frem i Chordøren og holdt en Bøn og derpaa en Tale over Luc. 11, 11 -- 13, og katechiserede over Bønnen. Efter den korte Prøve var jeg heel vel tilfreds med Ungdommen, som ei allene kunde sin Forklaring perfect udenad, men kunde ogsaa bruge sin Forstand bedre end Mængden af de Confir- mander fra Hovedstadens lærde Almueskoler, der fra deres tidlige Barndom havde fraadset i Thimes første Næring Fotnote: Severin Hjelm F., da res. Cap. til Haus, siden Sognepræst til Førde, Prof. J. A. Friis's Fader. SIDE: 351 for den sunde Menneskeforstand. Friis afløste mig og begyndte, hvor jeg slap. Som Katechet behagede han mig mindre end som Prædikant. De Ord, at man altid og allevegne bør bede, forklarede han ikke efter mit Sind, og hvad han sagde om den fjerde Bøn om det daglige Brød, at det, der for Bonden er Luxus, er for Embedsmanden blot nødtørstig Underholdning, er vel en unægtelig Sandhed, men burde ikke fremføres i en Katechisation og allermindst i en saadan talrig Forsamling af en Præst, der syntes at ville give Menigheden et skjult Vink om at salarere ham vel. I privat Samtale, eller endog ved Confirmationsunderviisning lod jeg det gjælde. -- Jeg holdt nu en Slutningstale, som Brun ogsaa dispenserede sig fra, gjorde de bemeldte Spørgs- maale, hvorpaa naturligviis Svaret var Nei, og lyste Vel- signelsen, som Bispen i mine Tanker bør lyse over de Me- nigheder, der først om 3 -- 4 Aar kunne vente at see ham igjen. Der messedes og istemtes Psalmer, og Klokken to var Tjene- sten endt. Selskabet forøgedes i Dag med flere Gjæster, hvori- blandt Kirkeeieren, Proprietair Garmann, en ung Mand af Anstand og Levemaade [fotnotemerke] . Heller vilde jeg visiteret hos ham og den forstandige og dannede Proprietair Greve [fotnotemerke] som Præster, og converseret Meyer, Bergendahl og Arentz som Proprietairer, med hvem man kunde drikke et Glas, spille en Lhombre og forresten lade dem gaae for hvad de vare. Jeg ærer virkelig Mændenes Hjerter og anseer dem for Nathanael'er, i hvilke er ingen Svig, men som Præster ere de ikke paa deres Sted. Fotnote: Christopher Garmann 1842 som Eier af Mjelde i Haus, Lens- mand m. m. Fotnote: Jan Greve paa Aastveit ved Bergen, i sin Tid kaldet "der alte Graf". Se Budstikken VII, S. 322 -- 323. SIDE: 352 27de April. Meyer fortalte mig, at Biskop Brun aldrig gav nogen Skoleholder eller anden simpel Bonde Haanden, noget som de Folk sætte megen Priis paa. Det var nok overalt meest ved sin store Gave til at imponere, at han vandt den ud- mærkede Agtelse blandt Læg og Lærd. 28de April. Visitatsen paa Hougs fuldendtes i Dag med Ministe- rialbøgernes Eftersyn. Tre produceredes, men med sønder- knuust Aand bekjendte Meyer, at hans egen laae paa Stam- næs, men lovede at bringe den personligen, førend jeg tiltræder min Visitatsreise til Søndhordlehn og Hardanger. Om den nu virkelig ligger paa Stamnæs, eller ikke er saa færdig, at den kan forevises Bispen, lader jeg staae derhen. -- Da jeg havde skrevet min Bedømmelse i Bøgerne, begav vi os paa Veien til Capellangaarden, hvor ved Middags- bordet forefaldt et overraskende Optrin. Der er længe talt om, at Meyer har friet til en af sine Svigerinder, som er her i Huset, en Pige paa lidt over 30 Aar, men man troede ikke, hun vilde have ham. Under Maaltidet istemte Friis det sidste Vers af Frankenaus, "Hver Glædens Ven", hvor- paa jeg svarede: "Vi ere her næsten allesammen gifte Mænd; det skulde egentlig være forlovede Folk, der takkede for Skaalen ( ): "Venskabs og Kjærligheds Kjæde!"); er her nogen saadan her?" -- "Ja jeg veed ikke ", sagde Friis og vendte sig til sin Sognepræst, "om jeg tør adressere den til dig? Er du forlovet?" -- Han bekjendte ikke og nægtede ikke. Enden paa det blev, at man efter nogen Ventilation iskjænkte et fuldere Glas og drak Hr. Meyers og Jfr. Leg- angers Skaal. Han takkede og hun taug. -- Der er al- mindelig Forundring over denne uventede og uforberedte Catastrophe. Klog er imidlertid Beslutningen paa begge SIDE: 353 Sider: han behøver Formynderskab; hun faaer god For- sørgelse og en vist i Grunden meget god og tractabel Mand. Gud give dem Lykke! 29de April. Ved min Ankomst til Hammers Præstegaard, fandt jeg Breve og Aviser. Wingaard klager over, at en gammel, sagtmodig, uskyldig og retskaffen Skoleholder udskjeldes af den Ungdom, for hvilken han læser, og at især en Dreng havde sat sig op paa et Bord og givet meget ondt fra sig, en Bagatel som ikke synes værd at foredrages en Biskop, men som Wingaard finder at fortjene Storthingets Opmærk- somhed. -- I Rigstidenden gjør Sebbelow vidtløftige Con- traberegninger mod Vogt, men kalder ham ellers en agtvær- dig og voxen Mand. 30te April. Folkemængden var vel saa stor som paa Hougs og Veiret end skjønnere. Der var Trængsel nu som da ved Indgangen til Kirken, men der gjordes mindre Qvalm forat holde Orden, og derved blev denne, som ei er usædvanligt, virkelig større. (Et Udtryk af Meyer medens vi trængte os frem i Hougs Kirke maa jeg anføre: "Drag Jeres Skoe af", sagde han, "thi det er et helligt Sted I staae paa". Havde man bogstaveligen fulgt hans Formaning, var Con- fusionen vist ikke bleven mindre). -- Der herskede, saavidt jeg kunde mærke, i den hele Forsamling en skjøn, høitidelig Andagt. Jeg maa overalt sige, de famøse Striler ere hidtil forekomne mig meget elskværdige, og især er nok Ham- mers Præstegjæld riigt, som paa vakre og velskabte, saaledes ogsaa paa sædelige og religiøse Mennesker. Jeg lod Friis messe for at lette gamle Bergendahl hans Byrde. Under Mesningen stod hver Mand med sin Psalmebog i Haanden SIDE: 354 og fulgte Sangen med stille Opmærksomhed, men ikke en Stemme lod sig høre i den hele Kirke undtagen Præstens. Derimod lød Psalmerne eenstemmigen, og ingen Mislyd saarede mit Øre. Jeg lod synge den uforlignelig skjønne: "Min Sjæl og Aand opmuntre dig!" der har skjænket min Sjel saamange salige Øieblikke. Jeg oversaa Guds vise og kjærlige Førelse med mig, og takkede ham med inderlig rørt Hjerte, at han har ledet mig til dette Maal, og givet mig Sands for alt det Høie og Skjønne i min Stilling. Og naar jeg saa betragtede disse utallige Mennesker, hvoraf de fleste syntes at tænke og føle noget ved den hellige Hand- ling, der foretoges; naar jeg sammenlignede dem med de pyntelige, cultiverede, men kolde og haardhjertede Aggers- huser, da takkede jeg Gud fortrinligen fordi jeg kom til Bergens Stift, hvor der vel er flere Levninger af ægte chri- stelig Troe end noget andetsteds i Landet; og det var mig klart, at jeg aldrig med den Sjelefryd kunde staae for Smaa- lehnenes, Totens, Hedemarkens og Gulbrandsdalens raffine- rede Menigheder, aldrig tale til dem med den Inderlighed, aldrig nære det Haab, at man ei vilde nøies med at be- undre min Veltalenhed, men virkelig lægge mine Ord paa Hjerte. Bergendahl holdt en kort men ingenlunde slet Præ- diken. "Det Trøstende i Læren om Jesu Himmelfart", var hans Thema. Agent Sødring har skrevet til sine Venner, at Com- mitteen, der reviderer Statsraadets Protokoller, har fore- slaaet Odelsthinget at indstevne Grev Wedel for Rigsretten, især for det provisoriske Forbud mod Brændeviinsbrænden i Kjøbstæder, men andre Synder komme vel og for Lyset. 1ste Mai. Jeg havde en slem, søvnløs Nat. Mine Been blive tykke og smertefulde ved det Liv, jeg fører. Hvad der for- SIDE: 355 øger min Vaande, er de varme Duundyner, man giver mig, og paa Hosanger bliver det vist ikke bedre, da Præstekonen er fra Nordlandene, hvor man har Edderduun fra første Haand. Efter min Overbevisning maatte jeg i min Indskrift i Ministerialbogen give baade Præsten og Menigheden et godt Skudsmaal. Streng Retfærdigheds Fordringer opfylder han vel ikke, og en Bech vilde vist med pavelig Myndighed givet baade her og paa Hougs mere end eet alvorligt monitum, men Humanitetens Krav bør man ogsaa lyde, naar man ei derved skader Sandhedens og Dydens Sag, og min Sam- vittighed frikjender mig aldeles for den Beskyldning, at sye Puder under Præsternes Arme. 2den Mai. Jeg er nu paa Hosanger. Modtagelse og Beværtning var som sædvanlig. Den faste Orden er fulgt paa alle Steder, og var her 10 Sognekirker paa denne Øe, blev den ufor- andret: Præsten reiser hjem Dagen iforveien til sin Kone, og fortæller hvor mange Retter Mad de havde den Dag og hvormange den Dag, naar man drak Viin og Brændeviin, Caffe og Chocolade. Ingen vil være mindre end hans Naboe -- saa Gud være lovet, at jeg seer Ende paa det, men jeg indseer ogsaa Nødvendigheden at betrygge mig for saa- dant Liv paa den længre Tour, og om jeg end ikke efter Bechs Exempel i den officielle Skrivelse fortæller de Herrer Brødres Hustruer, hvad jeg vil spise og drikke, saa maa jeg dog i Fortrolighed sige dem min Mening, som er, at jeg paa selve Visitatsdagen lader dem have fuldkommen frie Hænder, om de saa vil give mig 10 Retter Mad og 4 Sorter Viin, men paa de andre Dage aldrig over 2 Retter om Middagen, en om Aftenen og aldrig Viin. Derved haaber jeg at conservere min Helbred, som naar jeg 8 Uger SIDE: 356 skulde leve som i disse 8 Dage, vilde være uden Redning caput. 3die Mai. Inden jeg gik i Kirke kom Friis med en ydmyg Bøn fra Arentz, som denne ei selv turde frembringe: at jeg vilde fritage ham for Katechisation, da han er en sygelig Stakkel, der afficeres af alt, og frygtede for at faae ondt i den Qvalm. Ham skede efter hans Ønske, og maa jeg da give ham det Vidnesbyrd, at han paa Prædikestolen i visse Maa- der gjorde mig bekjendt med sine Katechiseregaver, da han midt i Prædikenen anbragte ret underlige Spørgsmaale, f. Ex.: "Ved sin Bortgang lovede Jesus sine Disciple -- hvad lovede han dem? -- at han vilde sende dem Trø- steren, den Helligaand". Af saadanne Spørgsmaale gjordes adskillige, men ellers var Prædikenen, uden iøvrigt at ud- mærke sig enten ved Materie eller Indklædning, bedre end jeg havde ventet, og hans Talegaver ere endog ualmindelig gode. Jeg talede over Joh. 14, 26 og katechiserede usæd- vanlig længe, deels for at vi ei altfor længe skulde gaae her i Præstegaarden og ennuiere os inden Middagsmaal- tidet, deels fordi jeg i den brede rummelige Kirke kunde trænge videre frem end de forrige Gange, deels og fornem- melig fordi intet Præstegjælds Ungdom i den Grad har fyldestgjort mig som denne. Hvem dette maa tilskrives veed jeg ikke, men Roes fortjente og fik de. 4de Mai. Denne Dags Formiddag var mig som Embedsmand behageligere end nogen af de andre efter selve Visitatsdagen. Jeg fandt ingen Skoleholder, om hvem jeg kunde danne mig store Forestillinger; derimod talte jeg med flere Almuesmænd end i noget af de foregaaende Præstegjælde, og jeg har det SIDE: 357 Haab at alt, hvorover der klagedes, vil uden Vanskelighed vorde afhjulpet: at Skoleholdernes Løn vil blive forbedret, Districterne mere hensigtsmæssig ordnede, og Skoletiden be- stemt til almindelig Tilfredshed, skjøndt den svage forknyttede Arentz ei alene i Samtale med mig, men endog under Ven- tilationerne i Bøndernes Nærværelse mistvivlede derom af Mangel paa Selvstændighed, som i hans Sprog betyder Enighed. Det eneste, der endnu kunde indgyde mig Tvivl, er, at en klog Hjerne og en kraftig Haand mangler ved Udførelsen, thi om endog Stiftsprovst Fleischer lægger sin Forstand og sit Mod til Præstens, er jeg bange for, at det endda ikke forslaaer, da der kan siges om dem begge: "En bister Karl, en Tyv kan skræmme dig". Jeg vil imidlertid haabe det bedste. -- Kan Osterøen under de Præster blive hvad den er, hvad kunde da ikke ventes under ret duelige Lærere! 5te Mai. Aabel skriver at 4000 Bønder fra Hedemarkens Amt og andre, hvoriblandt Buskeruds have fordret Sebbelows Plan antagen. Paa Hedemarken have de tvunget Soren- skriverne til at skrive deres Ansøgning, og truet at komme selv, hvis den ei bønhøres. -- Munchs Indtrædelsespræ- diken [fotnotemerke] vandt overordentlig Bifald. 6te Mai. Fra Stenersen fik jeg 10 Subscriptionsplaner paa hans Reformationshistorie. Han taler i Brevet vidtløftig om sine Grunde til dens Udgivelse og sin egen Dom over den, med en ukunstlet Beskedenhed, som ikke er Grundtvigsk. Om Storthinget veed han ikke meget, men klager over For- Fotnote: Som Pavels's Eftermand i Slotskirken. SIDE: 358 retningernes Langsomhed. At Oplændingerne have truet med personligt Besøg, hvis Sebbelows Plan ikke antages, skal være vist, ligesom ogsaa at Regjeringen har føiet Anstalter mod uroligt Opløb. Consul Isachsen, Repræsentant for Lister Amt, Biskop Hansens Svigersøn og berygtet for sin Upatriotisme i 1814, skal have foreslaaet, at Daab og Ægtevielse skulle ophæves. 7de Mai. Storthings-Efterretningerne ere endnu ikke avancerede længre end til 2den April. Isachsen er uudtømmelig paa Projecter. Stiftsamtmænds-, Amtmænds-, Generalauditeurs-, Landinspecteursembeder, alle skulle nedlægges. Det samme vil ogsaa Lieutenant Hoel, eller rettere sagt hans Busen- freund Abel, med Bispeembederne; Stiftsprovsterne skulle have 1, høist 200 Species for at bestyre dem. -- I Natio- nalbladet gjør Udgiveren en lang Forklaring over den tid- ligere omtalte anstødelige Fabel, fortæller at den er skrevet 1814 og strax efter leveret til Bladet, og nu uden hans Vidende og i hans Fraværelse trykt. Troe det hvem som vil! 10de Mai. Consul Isachsen udmærker sig ret, og udgjør med Præsten Abel og Lieutenant Hoel en værdig Trias. Man bliver fremdeles ved at foreslaae Embeders Afskaffelse, ved hvilken Anledning Christie, under et saadant Projects Ven- tilation, skal have sagt med sin sædvanlige Fiinhed: "Det bliver vel bedst, at opsætte den videre Debat, indtil en af Dagene et Forslag indkommer om alle Embeders Af- skaffelse". Den Deputation, som afgaaer til Stockholm til Kroningen, bestaaer af 12 Medlemmer; Rosenkrantz er Formand. Abel vil nu at Præsterne skulle være Hestedoc- tore. Han vil nemlig have et Institut for Veterinairviden- SIDE: 359 skaben oprettet i Christiania, og at ingen maa blive Lands- byepræst uden at have freqventeret Forelæsningerne der. -- Kingservigerne have dog indsendt deres Littanie. Det er henviist til Regjeringen og af denne afviist. 12te Mai. Den projecterede Skoleforandring skal være antagen i Odelsthinget, hvor blandt nogle og 50 ialt 8 Medlemmer have gaaet i Latinskole og taget Examen artium. I Lag- thinget menes Sverdrup ogsaa at drive den igjennem, men man troer ikke at Kongen sanctionerer den. 13de Mai. Erichsen inviterede mig i Stadshauptmandens Navn til i Morgen Formiddag at bivaane Borgerskabets Maneuv- res paa Engen. Man beviser Bispen megen Ære her, jeg kan ikke sige andet. 14de Mai. Det var en jammerlig Fornøielse at see Borgerskabet exercere. Hvorledes de gjorde sine Sager, er jeg for ringe til at bedømme; der forekom mig oftere at være temmelig Confusion, men Generalen og Reichborn sagde, at det var meget svære Maneuvres, og at den Tid de havde havt til at øve sig i var for kort. Stadshauptmanden var selv Tilskuer. Bataillonscommandeur Rullfs commanderede til Hest med dragen Sabel. Hesten var noget vælig, saa han havde ondt ved at styre den, og havde et Par Gange nær redet paa os høie Herrer, men ellers teede han sig ret mandhaftig. 15de Mai. Det nyttige Selskab havde i Dag en Generalforsam- ling, der, Embedsmændene og Lovcommissionens Medlemmer SIDE: 360 iberegnede, bestod af 12, siger og skriver tolv Mennesker. De der, uden ex officio at være forpligtede dertil, fandt det Umagen værd at tage de nye Love i Overveielse, vare: Amtmand Falsen, Lieutenant Foss, Conrector Winding, Cas- serer Mørch og Consul Krohn. Falsen, med hvem jeg mær- ker, at jeg endnu staaer paa den venskabeligste Fod, talte meget og røbede Interesse for Sagen. Med endeel For- andringer vedtoges Lovene efter temmelig nøie og skarp Prø- velse af de 7 Mennesker, som ikke selv havde forfattet dem. Hvad der skal gjøres for Almueoplysning, eller som Ud- trykket forandredes, almeen Oplysning, veed i dette Øieblik Ingen. Med Industrie, Tarvelighed og det meget andet, Selskabet skal tage sig af, er man heller ikke i det Rene, og som gammelt Medlem af Selskabet for Norges Vel, Sel- skabet for Christiania Byes Vel og Selskabet for Aggers Sogns Vel synes mig, jeg klarligen forudseer dette gjenfødte Selskabs Skjæbne. Desværre, ogsaa her kan Babylonicus von Windheims Ord anvendes: "den gemene Aand er ikke tilhuse". Fra Nordcap indtil Glommens Bred tænker man paa sig selv, virker for sig selv og er hjertelig glad, naar Almeenvel paa den Maade kan fremmes; man forsømmer derhos ikke flittigen at drikke Norges Skaal! om det maaskee kunde hjælpe paa Sagen, men dermed lader man det og beroe. I Christiania driver man dog Patriotismen noget videre; der klapper man og raaber Hurra -- ikke engang det gjør man her! -- Fra Storthinget fortaltes, at Schultz er en af den nye Skolelovs kraftigste Understøttere, og at han blandt andet har sagt, at "den gamle Indretning havde dannet langt flere Lærde end den nye". Det er vel tidligt at anstille saadan Sammenligning, da det kun er 20 Aar siden den sidste kom i Brug. I den Tid er dog i Danmark fremtraadt ikke faa, ogsaa fra Eruditionens Side udmærkede unge Mænd. Christie var i sit sidste Brev vred over, at SIDE: 361 en Bergværksanordning, som Lovcommissionen i sit Ansigts Sved havde udarbeidet, efter et Par trondhjemske Kjøbmænds Forslag, ventelig med Hensyn paa Røraas, er henlagt til næste Storthing. 17de Mai. Storthings-Efterretningerne indeholde fremdeles lutter Ansøgninger og Forslag, deriblandt det famøse af Isachsen, at man for at lette formuende Fremmedes Nedsættelse i Landet, skal erkjende fuldkommen Frihed i Religionssager, erklære Ægteskab for en civil Contract, og overlade til Enhver, om han derved vil bruge geistlige Ceremonier; indføre Børns Fødsel og Dødsfald i dertil indret- tede Protokoller uden at bestemme nogen Kirkedi- sciplin og Ceremonie!!! -- altsaa ophæve Daabens Sacrament, uagtet efter Grundloven den evangelisk luther- ske Religion er den herskende i Landet. 18de Mai. Sagen viste mig sin Stambog, hvori flere bekjendte Mænd have skrevet. Biskop Brun gjør uendeligt Væsen af Sagens Digter-Genie, og spaaer ham et af de øverste Sæder paa Parnas. Saaledes er ogsaa for hans Skyld en be- rømt Mand bleven en Løgnens Prophet! og nu sidde vi to fattige Fugle paa et Par Naboegrene og tie bomstille. Give vi end (han især) nu og da et Qvæk fra os -- i Laurbær- lunden komme vi dog aldrig til at bygge. 19de Mai. Præsten Meyer er og bliver en underlig Patron. Iste- detfor Hougs Ministerialbog bragte han mig i Dag Schmids psychologiske Magazin. Hvad jeg skulde med denne Bog, fandt han ikke for godt at sige. Maaskee har han i Distrac- SIDE: 362 tion taget feil af den og Ministerialbogen. Jeg lod den ligge i Vinduet, om han maaskee derved kunde foranlediges til at give nærmere Oplysning, men nei! Da Samtalen ved Bordet faldt paa Kongesorgen, sagde han: "Carl Johan bliver aldrig Konge i Norge". (!!!) Efter en liden Pause føiede han til: "Det kan hændes, at vort Land endnu staaer til at redde". Gud veed hvad han mente. 20de Mai. Liebenbergs Brev begynder med en morsom Fortælling om det Guldbergske Stykkes Udpibning, den formeligste og høitideligste actus af den Slags, som vel nogensinde er fore- gaaet paa det kjøbenhavnske Theater. Han havde netop fuldendt denne Fortælling, da han fik mit Brev, hvis poli- tiske Yttringer, især Lovtalerne over Carl Johan saarede hans Hjerte. Jeg troede ham stærk nok til at høre Sand- hed og forlade en vrang Mening, naar en umistænkt og umistænkelig Ven fremstillede den som saadan. Jeg dømte fra mig selv og forestillede mig ikke, at det kunde krænke ham at høre Vennens Følelser, om de just ei harmonerede med hans egne. Jeg kan glemme og tilgive enhver Fornær- melse, og tænkte at han kunde gjøre ligesaa. Men siden han nu er dannet af dette blødere Leer, saa bevare mig Gud fra at forbitre hans vel ikke saa saare mange glade Øieblikke, og at bedrøve den Ven, der var mig troe i 26 Aar, og bliver det vist til Døden. Hverken Konger eller Keisere skulle oftere blive nævnte i mine Breve til Lieben- berg. Om Baggesen skriver han, at han i denne Tid gjør sig udødelig ved at udvide det chinesiske Gaadespil, Kjøben- havnernes Yndlingsforlystelse. Til de syv geometriske Fi- gurer, hvoraf det hidtil har bestaaet, har han nu lagt syv SIDE: 363 andre, og er henrykt i den tredie Himmel over sit vidunder- lige Genie. 23de Mai. Min lange Betænkning om Lærebøger afsendte jeg i Dag. Jeg begyndte med at recensere de fem, som bruges til Confirmationsunderviisning: Forklaringen med dens Udtog og Balle efter Autorisation, Campe og Abel uden Tilladelse. Jeg viste, at de alle have deres gode og deres svage Sider, og at saaledes en eller to nye vel kunde be- høves. I Forbigaaende omtalte jeg de Forsøg af Berg, Jersin og Grøgaard, jeg gjennemlæste og bedømte som Med- lem af den historisk-philosophiske Classe, og forsikrede, at hvilken af disse der valgtes istedet for de gamle, vilde kun lidet vindes ved Byttet. Derfra gik jeg over til Hoved- spørgsmaalene: 1. Er foruden Katechismen een Lærebog tilstrækkelig, eller behøves to? -- Det sidste var min Mening; for de Enfoldige nemlig en meget simpel Udvikling af de fem Parter i Luthers Katechismus; den anden for provectiores, men uden Forskjel paa høi eller rigne Stand. 2. Skulde en ny forfattes eller en af de gamle om- arbeides? -- Dette ansaa jeg for en uvæsentlig Sag, der fik beroe paa Omstændighederne. 3. Hvad kan og bør gjøres fra Regjeringens Side ved den Sag? -- Abel og Campe kunne forbydes snarest muligt. Til at udarbeide en ny Lærebog skulde udgaae en almindelig Indbydelse, og til at bedømme det Indkomne nedsættes en Committee i Christiania, bestaaende af Bispen, de theologiske Professorer, en Præst og to andre oplyste og religiøse Mænd, der skulde gjøre Indstilling til Regjeringen om den nye Bogs Autorisation. At omsende den til Biskop- pernes eller Andres Betænkning fraraadte jeg, "da jeg som SIDE: 364 fordums Medlem af en lignende Committee (den for Almue- skolevæsenet) maatte ansee disse Anmærkninger for lidet nyt- tige, da Committeen, sig selv fuldkommen Indsigter bevidst, vel ikke synderligen vilde reflectere derpaa". 4. Bør visse Grundsætninger fastsættes for Udarbei- delsen? -- Jeg troer det ikke. Det eneste, der maatte fore- skrives var, at Bogen ei skulde være større end Udtoget af Forklaringen. Hvorvidt den iøvrigt besad de til en saadan Bog væsentlig hørende Egenskaber, maatte Committeen be- dømme. End ikke om den skulde være med eller uden Spørgs- maal, burde foreskrives, da begge Dele have Fortrin og Mangler; kun maatte ved Censuren iagttages, at, ceteris paribus, Bogen uden Spørgsmaal maatte foretrækkes den, hvori saadanne fandtes. Fra Provst Kahrs i Strandebarm fik jeg et Brev, som jeg, for ufortøvet at kunne tilintetgjøre det, besvarede strax. Den vistnok meget værdige gamle Mand er bleven saa bedrøvet over den maaskee lidt inhumane Fremgangs- maade, jeg efter N. Hertzbergs Raad brugte, for at aftvinge ham de manglende Expeditioner, at det ret inderligen smer- tede mig at læse hans altfor ydmyge Undskyldninger, hvilke jeg besvarede med venligste Blidhed og derpaa kastede i Kakkelovnen, for ei at ville give mig Anseende af at nyde min Triumph over en Mand, som i denne Henseende staaer tilbage for mig, men som maaskee i andre er meget bedre end jeg. Ogsaa det Nummer af Storthings-Efterretningerne, som kom i Dag, er ganske opfyldt af Forslag. Isachsen vil have anden Paaskedag og Pintsedag, Skjærtorsdag, Lang- fredag, Christi Himmelfartsdag og Bededag henlagte mel- lem Juul og Nytaar. Hans næste Paastand, at Sup- plicanter bør læse, hvad der erklæres paa deres Ansøg- ninger, og at Grunde bør gives, hvorfor en Ansøgning SIDE: 365 afslaaes, er ei ubillig; at han vil have Resolutioner sendte directe til Supplicanterne kommer vel deraf, at Stiftamt- mænd og Biskopper og Amtmænd og alle Overøvrigheder efter hans Formening bør afskaffes. En Committee (hvor han ventelig selv vil præsidere) skal erklære, om ei de hidtil brugte Lærebøger i Religionen, in specie Katechismen, bør afskaffes og andre indføres, der ei have Hensyn til nogen bestemt Dogmatik eller kirkelig Troe. Frem- deles vil han have en Lov, hvor total Forandring gjøres i Landets indre Municipal-Forfatning. Istedetfor hebraisk skulde de theologiske Candidater lære Physik, Ma- thematik og Medicin. (Den Mand bør overgives sine Fræn- der i Forvaring). -- Prof. Olavsen vil, til Trods for alt hvad man har sagt derimod, have en Nationaldragt, item Skat for Brug af udenlandske Luxusvarer, hvoriblandt Viin. Ogsaa Damerne skulle gjennem de offentlige Blade indbydes til at vælge en simpel men net National- dragt. Sligt kunde dog Ingen uden en Bogorm foreslaae, hvis Studerekammer er hans Hjem, og som især har sin Force i at gjøre latinske Vers. -- Sverdrup (Tak og Hæder være ham derfor!) har ikke gjort et eneste Forslag. Som Tillæg til Intelligentsseddelen læses Sebbelows Svar paa Vogts sidste Indlæg mod hans Finantsproject. Der er unægtelig Mening i hvad han siger, da jeg selv virkelig vakler efter dette Stykkes Læsning. Det være iøv- rigt som det vil, men den Censur, som nægtede denne meget anstændige Afhandling Plads i Rigstidenden, maa jeg høi- ligen misbillige. 24de Mai. Fire lange ikke meget morsomme Timer tilbragte jeg i det dramatiske Selskabs Huus, hvor Søndagsskolens Ex- amen holdtes i 4 Værelser. Jeg opholdt mig meest i øverste SIDE: 366 Classe, som bestod af 8 Elever. Bispinde Bruns Dattersøn Johan Fischer var Examinator i dansk Grammatik samt Historie og Geographie. Den unge Lærer var ret ferm i sin Grammatik. Eleverne vidste ogsaa særdeles vel at skjelne Subject, Prædicat og Object, de kunde nævne Taledelene paa Latin og Dansk, og ville altsaa formodentlig blive herlige Sti- lister, Fædrelandet til Gavn og Ære. Dog, min Heterodoxie i dette Stykke er altfor bekjendt, og hvad Fischer i det Fag kunde og burde gjøre, det gjorde han virkelig. En anden ung Person examinerede i Regning og Geometrie, og det hørte jeg da til med halvt Øre. Saameget hørte jeg dog, at hans Reguladetri-Examen slet ikke var efter mit Sind. Han læste Stykkerne op af en Bog; det kunde den største Dosmer gjort; og det er et stort Spørgsmaal, dersom en af Disciplene havde taget Bogen og examineret sin Lærer, hvorledes denne vilde bestaaet. Efterat Examen var forbi, holdt jeg en kort Tale og uddelte Præmierne, der bestod af ganske simple Bøger, og fik deres Værd af Anledningen, thi ellers at give voxne confirmerede Mennesker Thimes "Første Næring for den sunde Menneskeforstand", er at gjøre deres egen Forstand en ganske maadelig Compliment. De Sange, som bleve afsungne før og efter Examen, vare tagne af en Samling, Olsen nylig har udgivet, der indeholder 46 Sange. Deraf er omtrent Halvdelen af Udgiveren. Det gaaer endnu som før. Han siger undertiden meget vakre Ting, men stundom undfalder Udtrykket ham, saa at han siger Nonsens, eller idetmindste andet end man bør troe han vilde sige. Jeg anfører som Exempel et Vers af Sangen No. 8: "Huuslig Virksomhed". Hvis ledige vi da vil gaae, Og ei ved Huuslighed os fryde, I Tanken Laster vil opstaae, Og Hænderne snart Tanken lyde (?) -- SIDE: 367 Thi ak, den slemme Lediggang Er altid Dydens Svanesang. De ikke sanctionerede Love om Adelen og Laugvæsenet have atter passeret begge Thing, og ere atter i uforandret Stand indsendte til Sanction. Kongens Forslag om Quæ- kerne er henlagt. 27de Mai. Jeg glemte i Gaar at anføre, at jeg fik et Brev fra Falsen om et nyt Etourderie af den gamle Wingaard i An- ledning af den skidne Blodskamshistorie, hvorved jeg fandt mig beføiet til, for at skaane den gamle og selvkloge Olding for megen Ubehagelighed, at udbede mig en privat Samtale med Falsen her i mit Huus, hvorved der udvirkedes, at et Alternativ forelægges W. af mig, hvor Valget ei kan være ham tvivlsomt. Falsen viste sig under denne Samtale meget imødekommende, og vi vare de bedste Venner af Verden. Jeg er og virkelig som Embedsmand hans Ven i langt høiere Grad end gamle Dahls. Avind selv kan ikke nægte, at Falsen er en duelig, for sit Kald nidkjær, utrættelig virk- som Mand. At man, sig selv disse Fortrin bevidst, under- tiden indblander sig i uvedkommende Ting, er ikke usædvan- ligt, især naar man troer at spore Lunkenhed hos dem, saadant tilkommer. Der er ingen Tvivl om at vi, jo mere vi arbeide sammen, ville faae større Agtelse for hinanden, uden Hensyn paa at vi have forskjellige Meninger og Grund- sætninger i forskjellige Ting. Aldeles det modsatte er Til- fældet med Justitsraad Dahl. Da først vil jeg begynde ret af Hjertet at agte og elske ham, naar vi ophøre at være Medarbeidere. 29de Mai. Min lange Reise er nu da begyndt, hvortil Gud give Held og Velsignelse! Jeg sidder nu paa mit smukke lyse SIDE: 368 Værelse i Sunds Præstegaard med Udsigt til Korsfjorden og en Mængde større og mindre Øer. Fjernt seer jeg Tys- næs, hvorhen jeg paa Mandag stævner, og endnu fjernere i Horizonten Hardangers Fjelde ganske bedækkede med Snee. 30te Mai. Den Samling, jeg holder før eller efter Kirkevisitatsen af Skoleholdere og Medhjælpere, var her i Formiddag. Den havde, hvad de første angik, lidet glædeligt. Møgster Sogn har ingen Skoleholder, Østevold en interimistisk, som ei synes at stikke dybt, Hovedsognet to, men begge ønske sig entledigede. Endog om Lønnen forhøies, er man her util- bøielig til at være Skoleholder, da man kan fortjene langt mere ved Fiskerie. Saaledes seer det ud til, at Præstegjæl- dets hele Skolevæsen om kort Tid vil gaae istaae. Vistnok siger Præsten, at Ungdommen er endda taalelig oplyst, og at de fleste Forældre selv oplære deres Børn, men naar ikke alle gjøre det, er Mangelen saare væsentlig. Ogsaa med Politie- og Kirkedisciplin staaer her maadeligt til i disse Egne. Af Storthings-Efterretninger fik jeg hele 2 Ark -- desværre! thi deraf saae jeg klarligen, hvorledes man bort- sløser den kostbare Tid og Statens faa Penge. Endnu hen- viser man til Committeerne, og fatter næsten ikke en eneste reel Beslutning. Det synes værre og ikke bedre end sidst. Nu og da fremdrager man et af Isachsens, Scheitlies og Olaffens gale Projecter, og forkaster dem eenstemmigen, men jeg er vis paa, at der væves ganske artigt, inden det kom- mer dertil. 31te Mai. Det er forunderligt at see den frappante Forskjel paa Provincialdragterne i de nærmeste Naboesogne. Osterøens SIDE: 369 og Sunds Bønder af Mand- og Quindekjønnet i 3 -- 4 Miles Afstand fra hverandre skulde man troe hørte til for- skjellige Amter, ja Stifter. Disse saakaldte Havstriler have ret en styg Dragt. Alle have blaa Trøier, og til høieste Stads hører 3 -- 4 Par Buxer, de yderste vide som Hollæn- derbuxer. Ogsaa Fruentimmerne ere blaa; jeg troer ikke jeg faae andre Farver. Her er den Skik, at en Kirkegangskone faaer det halve Sogn med sig at ofre, og derefter giver alle sine mangfoldige Ledsagerinder et Kys. -- I det attende Aarhundredes sidste Decenniers Maneer er Lund en ualmin- delig heldig Prædikant. Han talte om, hvor skadeligt det er at lade Sandseligheden faae Herredømme over sig. Samme Æmne lagde han til Grund for Katechisationen, der ogsaa havde umiskjendelig Fortjeneste. Jeg talte over Matth. 11, 28 -- 30, og viste at Vankundighedens og Lasternes Aag er det værste, der kan paalægges os, og at det just er derfor, vi ved Jesum allersikrest kunne vente Befrielse. Jeg fandt Ungdommen langt over min Forventning, hvilket jeg ogsaa erklærede i min Slutningstale, men lagde til, hvor meget mere oplyst den ventelig ved et forbedret Skolevæsen vilde blive, og hvor skammeligt det var, at der i en saadan Me- nighed ikke fandtes fire Mennesker, der følte den Interesse for Sagen, at de vilde være en saadan Ungdoms Lærere. I Trondhjems Stift skal ikke mindre end 5 Præster være in culpa for Drikfældighed og andre Irregulariteter. 1ste Juni. Ogsaa mig er nu buden Penge; jeg overvandt Fri- stelsen og foreskrev mig derfor for min hele Embedstid en ufravigelig Lov. Lund kom i Morges og bad mig, ingen- lunde som Betaling eller Gave, blot til Erindring at mod- tage en Tut -- Rigsorter formoder jeg. Jeg afslog det bestemt og sagde, at jeg for at erindre ham intet saadant SIDE: 370 behøvede, og at jeg iøvrigt erkjendte, at Præsternes Udgifter ved Visitatserne vare saa store, at Foræring snarere burde tilbydes dem end gives af dem. Saameget uforsvarligere (tilføier jeg her) var det at sætte Præsterne i saadan Con- tribution, da jeg ikke indseer, at disse Visitatsreiser koste mig det ringeste, uden det skulde være Doctorløn og Medicin efter alt det Tractement. Efter en behagelig Seilads kom jeg lidt over Middag til Tysnæs Præstegaard. Ogsaa Arentz har Biskop Brun, hvis Minde han iøvrigt synes høiligen at ære, engang spillet et Puds. Han søgte Lindaas Kald, og Statsraadet syntes tilbøieligt til at indstille ham dertil. Da Brun, hvis pro- tegé Hveding var, indsaae at Arentz vilde blive en farlig Medbeiler, skrev han Arentz til og sagde ham, at han uden Tvivl kunde gjøre sig Haab, men der var svær Enkepension og Capellanløn, og jeg veed ikke hvad andre slemme Egen- skaber ved Lindaas. Som Ven vilde han derfor fraraade ham at frafalde den Ting, da han saae i Aanden, at han ei længe blev paa Tysnæs, men noget bedre snart vilde tilfalde ham. Arentz fandt sig deri, skrev tilbage, at han ikke brød sig videre om Lindaas, Brun meldte det flux, og Hveding fik Kaldet. Imidlertid er den hjertensgode, ret- skafne Mand af dem, der søger at udfinde de bedre Sider ved enhver Ting, og saaledes erkjender han, at han vilde følt sig meget ulykkelig ved en Capellan som den drikfældige Doth, og at Hveding langt bedre forstaaer at sætte sig i Respect hos ham og raade Bod paa de Forargelser, som ved ham vækkes i Menigheden, end han selv vilde gjort. Mod Aftenen kom Provst Christian Hertzberg, med hvem jeg nu daglig skal vandre sammen i hele denne Maa- ned, og som vil kunne give mig mangen nyttig Veiledning. Gud give kun Helbred og Kræfter. Reisens Strabatser frygter jeg ingenlunde, den har i min store, bequemme SIDE: 371 Vængebaad aldeles intet at betyde. I Præstegaardene har jeg langt mere at befrygte. Her synes imidlertid Tracte- mentet at ville blive tarveligt. Et Liv som det paa Oster- øen vil jeg overalt ved Guds Hjælp kunne undgaae paa det meste af denne Tour. 2den Juni. Man skulde troe, naar man seer Christian Hertzberg, at det var en forædt, phlegmatisk Bonvivant, men det er en prægtig Mand. -- Arentz falder lidt besværlig ved sin uaf- ladelige Opmærksomhed og Tilbyden af Mad og Drikke fra Morgen til Aften, men hans hjertelige Godmodighed frem- lyser overalt. 3die Juni. Der er virkelig udbrudt et Saar paa mit venstre Been, og Tanken herom berøvede mig endeel af min Nattesøvn. Det var mig en sørgelig Forestilling at skulle vende hjem med halv forrettet Sag, men den elskværdige Hertzberg, hvem jeg i Morges tolkede min Bekymring, lindrede den meget ved at fortælle mig, at baade han og hans Broder Niels, der uophørligen ledsage mig, ere oplærte og erfarne Chi- rurger, og at jeg, naar intet værre vederfores mig, end et udbrudt Saar paa Benet, under deres Veiledning og Pleie trygt kunde fortsætte min Reise. -- Arentz holdt en jevn, evangelisk, ret vakker og hjertelig Prædiken. Kirken er den mindste, styggeste og qvalmeste, jeg har seet. 5te Juni. Jeg er da nu paa Sæverhagen [fotnotemerke] , om hvilket jeg har hørt og læst saa saare meget, hos den saa uendelig skrive- Fotnote: Stordøens Præstegaard. SIDE: 372 salige og trættekjære Olsen, hvis Møde jeg saa tidt har frygtet, da jeg troede, jeg ikke vilde komme vel ind ad Døren, førend den lange Historie begyndte ab ovo. Denne Frygt var imidlertid ugrundet. Til denne Time har jeg ikke hørt et Ord om hans Privataffairer, uden hvad jeg selv har bragt paa Bane, og jeg finder vel Manden temmelig raa, vel ugeneret, en fuldkommen Contrast til den stille, due- fromme, altfor beskedne og complimentrige Arentz, men der er dog noget ret tækkeligt og godmodigt i hans Ligefremhed. Men foruden hans bekjendte Skjødesynd: Paastaaelighed, har han nok ogsaa en anden. Naar vi andre tog et Glas Punsch, tog han i den ene Haand et Glas Brændeviin, i den anden et Glas Øl, og tømte dem begge efter hinanden uno haustu. Ved Bordet drak han nok en Flaske Viin, og blev tilsidst vel vrøvlende og støiende, men saasnart vi havde spiist, gik han efter Sædvane tilsengs sans adieu. 6te Juni. Ved Visitatssamlingen fremstillede sig kun 3 Skole- holdere, da der for det store Annexsogn Fitje ingen er at bekomme. Medhjælperne synes forsaavidt at være ret brave Folk, men behagede mig dog langt mindre end de i Tysnæs. Der synes ikke at herske nogen god Aand i dette Præste- gjæld; om den stedse har været saaledes, eller om den er forværret, og da hvis Skylden er, veed jeg ikke. Af de syv Menigheder, jeg hidtil har besøgt, bærer nok de tre paa Osterøen Prisen, da de alle have maadelige Præster, og alligevel udmærker sig hæderligen. Næst efter dem kommer Tysnæs, hvor Lærer og Menighed virker med forenede Kræfter, og det altsaa ikke er saa underligt, at der kan udrettes noget. Strudshavn tilhører det nærmeste Sted. I Sund og Stor- øen er jeg derimod ikke synderlig tilfreds, enten med Præst eller Menighed. Lund er en behagelig og talentfuld Mand, SIDE: 373 men en Præst, som tager ud i Baad til Skibe, der seile forbi, driver Handel med dem, omtusker Varer og holder et Slags Pakhuus, hvor disse opbevares og forhandles! -- jeg misunder ikke Biskop Bugge den Acquisition. 7de Juni. I Olsens Prædiken savnede jeg intet uden Orden. Klage førtes Gud skee Lov ikke fra nogen af Siderne. Jeg forstaaer mig overalt ikke paa den Mand. Kaad og rude er han vel undertiden i sin Tale, men derhos yderst tam og fredelig. Der mærkes ikke Stænk af den Galde, som saa ofte drypper fra hans Pen, ligesom han ogsaa i sin Præ- diken saavel som i sin Conversation er intet mindre end Væver og Vrøvler, hvilket man dog af hans Skrifter skulde troe. Hvad jeg den første Aften formodede om hans Drik- fældighed, finder jeg heller ikke bestyrket. Javist drikker han og drikker meget, men noget der lignede Fuldskab har jeg ikke seet hos ham siden. Alt gik iøvrigt i sin gamle Tour. Man spiser og drikker og sover Middagssøvn, og drikker og spiser igjen, og saa gaaer det forthen den ene Dag efter den anden. Saalænge det er godt Veir, og man desimellem kan være ude i den friske Luft, sidde eller vandre i Træernes Skygge, gaaer det godt. Skulde det paa et ikke desinteres- santere Sted indtræffe daglig Regnveir, saa blev det rigtig- nok lidt kjedsommeligt. 10de Juni. Chr. Hertzberg holder ogsaa ved Visitatser Tale fra Prædikestolen. Jeg lider aldeles ikke denne Skik, overalt skal Ingen sige, at jeg er min Formands Abe. Et originalt Genie klæder alting vel, men just i et saadant Genies Fod- spor maa man vogte sig for at træde. Hvad der just hos mig anbefalede Biskop Brun, vilde i mine Øine disre- SIDE: 374 commandere Enhver, der gjorde det efter ham. Man har ellers her i Findaas adskillige underlige Skikke, saasom at Brudevielse forrettes i Chordøren, og Brudeparret staaer og siden knæler lige nedenfor den; at Confirmanderne ligeledes knæle nede paa Kirkegulvet, istedet for enten at gaae op til Alteret, eller staaende aflægge Løftet og modtage Haands- paalæggelse m. m. 11te Juni. Niels Hertzberg, hans yngste Broder og Lieutenant Palludan vare i Formiddags oppe paa et høit Fjeld, Siggen kaldet, i Nærheden af Præstegaarden. I Eftermiddag var den gamle Mand ude at svømme. Han har en kostelig Hel- bred og fatigueredes mindre paa Fjeldtouren end den 19- aarige Lieutenant. 12te Juni. Vi havde en levende Debat om Brændeviinsanord- ningen, som Peder Hertzberg ubarmhjertig brød Staven over; Christian var af samme Mening, hvorimod Niels og jeg tog den i Forsvar som gavnlig for Landet i det Hele, og om en enkelt Provinds i oekonomisk eller moralsk Henseende taber, kan dette ved en Lov ei komme i Betragtning, naar maaskee ti Gange saamange Mennesker i samme Henseende vinde. 14de Juni. Moster Kirke skal være den ældste i Norge, bygget af Olav Trygveson, men er endnu i meget god Stand. Den mangler som flere af denne Egns Kirker Taarn, og er liden og mørk. Jeg kan ikke fortrinligen rose min elskværdige Hertzbergs Tale. Non omnia possumus omnes og Ofter- øens Prædikanter undtagne, staaer han i mine Tanker neden- SIDE: 375 for alle dem, jeg paa min Visitatsreise har hørt. Det var sunde, gode, men meget almindelige Ting han foredrog om Kjærlighed til Gud og Næsten. I hans udvortes Foredrag var der intet uædelt, men heller ingen Kraft. Det var, kort sagt, af disse Prædikener, man i de sidsthenløbne De- cennier hørte sneseviis af unge Præster og Candidater, hvor man vel intet ligefrem kunde dadle, men derimod følte en uimodstaaelig Sovelyst. Den følte jeg ogsaa i Dag, men modstod den saa godt jeg kunde af Agtelse for Manden som talede, og med Hensyn paa de mange lysvaagne Mennesker, der stod omkring min aabne Stol. I min Tale over Ps. 193, 13, sagde jeg Præst og Menighed de venlige berøm- mende Ord begges Vandel i Almindelighed og deres gjen- sidige Forhold fortjente, og berørte Kirkens Ælde samt den Omstændighed, at Fader, Søn og Sønnesøn nu over 50 Aar have været Menighedens Lærere, og fik megen Tak og Ros af den strengtdømmende N. Hertzberg, samt den For- sikring, at der var mange vaade Øine i Kirken. Der var en i det Hele vakker og vel oplyst Ungdom. 15de Juni. Førend jeg forlod Findaas, viste Hertzberg mig ex officio sin Ministerialbog. Den er hverken efter det befalede eller noget andet Schema, men forekom mig saa god og hen- sigtspassende, at jeg bad ham give mig en Udsigt derover, som jeg troer kunde være anvendelig overalt med et Par smaa Modificationer. Jeg har overalt ved Hertzbergs Ex- empel faaet en Idee om den duelige Forretningsmand, in specie Provst og Præst for Landsbyemenigheder, som jeg aldrig før har havt. Bedømt efter den Norm, Theorien i sit Studerekammer udpønsker, vil han maaskee i adskillige Henseender ei holde Capitelsmaal, men det veed jeg, at vare vi endnu forenede med Danmark, saa indstillede jeg ham SIDE: 376 strax efter min Hjemkomst fremfor nogen anden til Danne- brogskorset ved næste Promotion. I det deiligste Veir begav vi os i Formiddag paa Veien til Fjeldberg. Paa samme Tid reiste de to andre Hertzberger til Malmanger Præstegaard. Provsten i Sønd- hordlehn, i videnskabelig Cultur i det mindste No. 2, maa- skee No. 3, og i selskabelig Omgang ganske vist den sidste, men naar man seer hen til Realiteten dog maaskee den yp- perste af Brødrene, var paa i min Baad. Vi fore forbi den Gaard, hvor Harald Haarfager som temmelig gammel Mand kom paa en Søereise, blev forelsket i en smuk Pige ved Navn Thora, og blev med hende Fader til den berømte Hakon Adelsteen. I nogen Tid har jeg omvanket paa clas- sisk Jordbund; hvor jeg nu kommer hen, i Etne og Skaane- vig, har Prosaen nok stedse domineret, som den gjør i denne Dag. Aftenen gav mig en Forsmag paa det Liv, som venter mig her: et Svireliv, som lige meget rebuterer min physiske, æsthetiske og moralske Sands. Uanstændigheder foregaae vel her ligesaa lidt som paa Tysnæs, Storøen eller Findaas, men paa alle disse Steder var dog sat en Dæmning for den evige Drikken, som her har frit, ustandset Løb. At Etnes nye Sognepræst [fotnotemerke] , saa cultiveret og interessant Mand han er, er den som ved sin vel vidt drevne Jovialitet vist- nok opliver, men ogsaa fordærver Tonen, kan jeg ikke fra- gaae. Især anvender han vel mange Bibelsprog og Psalme- stumper i sit Spøg. Der er noget uimodstaaeligt morende i hans Selskab, men der er dog noget vist i den Tone, han angiver, der hos mig vækker Mishag og Glæde over, at den Tid nærmer sig, da Madam Børretzens Fattigdom og Mid- delthons Sparsommelighed vil formindske Viinflaskernes An- Fotnote: Peter Johan Norman (siden i Leikanger). SIDE: 377 tal, og at jeg efter disse, forresten ubehagelige Dage kom- mer sammen med min gamle interessante Hardangerprovst, hos hvem min sultende Aand kan faae Føde, der veier op mod den megen legemlige, hvormed man overvælder mig. 17de Juni. Bruns Prædiken var over 2 Petr. 3, 18. I Ind- gangen, over de Ord: "Kundskab opblæser" holdt han vel slemt Huus med verdslig Viisdom i Almuebørns Underviis- ning og udtrykte sig noget uforsigtigt, som om geographiske, naturhistoriske og andre Kundskaber vare reent unyttige for Bonden, hvorfor jeg og fandt mig beføiet til i min Tale at anmærke, at det var en ønskelig Sag om alle kunde have disse Kundskaber; kun derfor maatte de mindre anbefales, fordi det var umuligt at de anderledes end høist superficielt kunde meddeles Mennesker, der havde saa meget andet at tage vare, og deraf opkom en fordærvelig Halvcultur, en Indbildning at man var meget klog, da man dog vidste slet intet. Et og andet lod sig vel ogsaa bemærke ved Hoved- æmnets Behandling: "Religionskundskab som den vigtigste af alle Kundskaber". Han gik ind i en Detail om Forældres og Børns og Ægtefolks Pligter o. a. m. efter Skriftens Lære; han fik indkylet en poetisk Skildring af et Jordskjælv, og Gud veed hvorledes Electriciteten ogsaa blev anbragt. Det var altsaa slet ingen udmærket Prædiken, men den for- tjente altid sit Sted ved Siden af de Prædikener, man jevn- ligen hører i Bye og paa Land, og over en ei ubetydelig Deel af dem. Min Tale var over 1 Cor. 13, 1 -- 3 og viste, at undertiden ogsaa Religionskundskab opblæser, og at den maa gaa jevnsides med Kjærligheden for at være hvad den bør være. Ogsaa i Dag var lidt Svir, men godlidende jovialsk Svir. SIDE: 378 19de Juni. Min Afsked fra Fjeldberg var heel behagelig. Den vistnok eiegode Brun, som er et Stykke af en Poet, havde gjort en Sang til mig, og udbragte min Skaal paa en hjertelig og rørende Maade. De andre to Præster istemte, vist ogsaa gjennemtrængte af de samme Følelser, især den fra saa mange Sider høistagtværdige Hertzberg -- det var det skjønneste Øieblik, jeg har havt siden jeg forlod Bergen; mit Hjerte faaer heller ei et saadant førend jeg seer Bergen igjen. Derimod venter jeg paa den anden Side af min Reise mere Føde for min Aand, end jeg hidtil har fundet. Her hvor jeg nu er, lider den ordentlig Hungersnød. Vor Fart var som sædvanlig; vi havde strygende Bør og kom saare magelig frem i Bruns Vængebaad. Slut- ningen af vor Søetour gik opad en Elv; siden maatte vi gaae et Stykke til Etne Præstegaard. Naar man ret seer sig om i denne Egn, glemmer man at man er i Bergens Stift. Situationen er ganske østlandsk. Her er store, frugt- bare Sletter, yppig Vegetation paa Ager og Eng og mid- delmaadige Fjelde i Horizonten, for det meste begroede med Skov. Paa Præstegaarden avles over 100 Tønder Korn og fødes nogle og 40 Kjør; her er herligt Laxefiskerie, men en liden og daarlig Præstegaardsbygning. Det smukkeste Værelse i Huset har jeg, en nogenlunde rummelig, men ube- trukken og slet meubleret Sal. Storthings-Efterretningerne gaae til den 4de Juni. Ved disses Slutning var Sverdrup Præsident i Storthinget, Gram i Odelsthinget og Christie i Lagthinget. Isachsens Forslag henlægges det ene efter det andet. Schultz har i et nyt Aftryk af Grundloven fundet et Bindetegn mellem Regjerings og Protocol, hvorfor han vil have Udgaven con- fisqveret og Bogtrykkeren sat under Tiltale. (!!) SIDE: 379 20de Juni. Saa luxuriøst gaaer det ingenlunde til her, enten med Mad eller Drikke, som de Steder jeg sidst har forladt; imid- lertid var der dog i Aften en stærk Punschedrik, som jeg Gud skee Lov var udenfor. Jeg sad oppe paa Salen ved mit Skrivebord og hørte paa Støien nedenunder, og nægter ikke at det var mig til Forargelse, at Morgendagens Præ- dikant var den meest høirøstede i den hele Flok. Jeg er meget bange for, at han som Præst nedbryder istedetfor at opbygge. At han vil holde Kirke- og Skoletugt troer jeg gjerne. Et vist Skræksystem vil han kunne indføre og sou- tenere, men indvortes Forbedring bevirker han neppe, naar Folket hører, at hans Tale i Gjæstesalen contrasterer saa meget fra hans Tale paa Prædikestolen, og at han altfor lidet holder over det, som virkelig kan vedligeholde vor Stands Værdighed, og som Jesus mente, da han sagde: "I ere Verdens Lys, et Huus, som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules". 21de Juni. Der synes at herske et almindeligt Anarchie i denne Menighed, som forhaabentlig nu vil faae Ende. Fra den bedste Ungdom, jeg har hørt (i Fjeldberg) gik jeg over til den sletteste, og om end min Helbred tillader mig at fuld- ende min Visitatstour, haaber jeg ikke at finde nogen saa slet som i Etne. Hvad Normann angaaer, da er han en grundig og veltalende Prædikant, og bliver hans Vandel altid som hans Lære, lykønsker jeg Etne Menighed med ham. Hans Katechisation kan jeg dog ikke rose. Han gaaer op og ned ad Kirkegulvet med altfor megen Raskhed; der er i hans Tale forliden venlig Blidhed og formegen høirøstet Suffisance, og det er meget ofte han efter saamange Kate- SIDE: 380 cheters forvendte Skik gjør Spørgsmaal, som man kunde af- rette en Papegøie til at besvare med Ja eller Nei. 22de Juni. Nu har jeg da lært at kjende Middelthon [fotnotemerke] , og havde jeg ikke læst hans Breve, og vidnede ikke Rygtets hundrede Tunger imod ham, vilde jeg troe det var Løgn hvert ufor- delagtigt Ord, der var sagt om ham. At han imidlertid ingenlunde er det utaalelige Menneske, jeg havde ventet at see, at hans Omgangstone ikke har det ringeste som mis- hager mig, at jeg som Biskop ikke vil faae ringeste Anke at føre mod ham, det indseer jeg allerede. Over hans private For- hold fattes jeg ikke til Fiscal, over hans Hjerte endnu mindre, og saa lader jeg da i Fremtiden de ublide Domme over ham gaae ind af det ene Øre og ud af det andet, og holder mig til hans Ord og Gjerninger, dem jeg selv seer eller hører af ham. 23de Juni. Middelthon gjorde mig et Morgenbesøg, hvor han talte om adskillige Embedssager, rørte ogsaa sagtelig ved de For- hold, hvori vi hidtil har staaet til hinanden, men holdt ellers en meget god Middelvei mellem Kryberie og Fripostig- hed, saa jeg aldeles intet kunde paatale, om det endog havde været mit Ønske og min Hensigt. -- I Skolecommissionen gik det meget ordentlig til, og der udkom behageligere Re- sultater end paa Storøen eller i Etne. -- Dagen endte ube- hagelig. De to Officerer havde (Gud veed hvorledes, da Luxus ikke hersker i dette Huus) drukket dem en dyktig Perial Punsch og vaasede ret slemt ved Aftensbordet. Fotnote: Sognepræst til Skonevik, hvorfra han 1820 forflyttedes til Høland. See om ham G. S. Faye, Bidrag til Hølands Menigheds og Præ- sters Historie, S. 67 -- 71. SIDE: 381 24de Juni. Middelthon leverede mig sin Prædiken til Gjennemsyn. Jeg fandt den ualmindelig god, men kunde ikke dæmpe en Mistanke, som jeg, efterat have hørt den, dog næsten igjen maatte lade fare. Den forekom mig saa aldeles at være i Biskop Bruuns Maneer, at jeg ganske vist troede, det var en af hans trykte Confirmationstaler. Men da jeg saa hørte Prædikenen, fandt jeg den saa ypperligen memoreret og holdt med saamegen Færdighed og Kraft, at det neppe lod sig tænke, man kunde gjøre en Andens Arbeide saa aldeles til sit eget, og den der kunde det, maatte erkjendes for en Mand af udmærkede Talenter. 25de Juni. Anden Gang er mig Penge tilbuden. Det var ikke reen Sølvvaluta, men courante Bancosedler, Middelthon bød mig, og da jeg ikke tog mod dem, forsikrede han, at han paa anden Maade vilde vise sin Erkjendtlighed. Jeg kunde ikke andet end i Ministerialbogen give hans Embedsførelse et fordelagtigt Vidnesbyrd, og vi skiltes som de bedste Venner. Madamen takkede mig ved Afskeden for min Eloge over hendes Mand i Gaar i Kirken. Jeg kan slet ikke sige, at jeg i nogen Henseende forlod Skaanevig misfornøiet, og lad være man saae det var et sparsommeligt Huus, saa var dog den tynde, høist elendige Fløde i Caffeen det eneste jeg fandt at bære Præg af overdreven Oekonomie. Vinden var god og uden Eventyr kom vi ud paa Af- tenen til Qvindherred, hvor Præsten og hans Broder Hard- angerprovsten ventede os paa Bryggen. Malmanger Præ- stegaard er den smukkeste, hvad Bygningen angaaer, som jeg har været i paa denne Reise. Men skrækkelig høie Fjelde kneise rundtom, og her udenfor mine Vinduer seer jeg et, SIDE: 382 hvis kegleformige Top skjuler Solen ved høi Vintertid, saa den slet ikke sees i 5 -- 6 Uger. N. Hertzberg havde to nye Breve fra Johannes Aga. Sebbelow har endnu et stærkt Partie, men Modpartiet er uden Tvivl stærkere, og jeg kan ikke troe andet end at et Skrift, Vogt har udgivet, vil berøve ham mangfoldige af hans Tilhængere. Alt det skuffende i hans første og senere Deductioner ligger klart for Dagen; intet fornuftigt Menneske kan tvivle om, at han har opført en Bygning paa Sand, som der slet ikke skal nogen heftig Plaskregn eller rasende Stormvind til at kuldkaste. Et andet Brev forelæste Hertz- berg os: fra Sorenskriver Koren til hans Kone. Denne saare velmenende, men altfor lettroende og ængstelige Mand giver et Udtog af en Afskedstale, Kongen holdt og Oscar periodeviis oversatte for Kroningsdeputationen, hvoraf han uddrager frygtelige Varsler, især med Hensyn paa vort For- hold til Danmark, saa han endog tilraader sin Kone at an- skaffe sig Kornforraad, jo større jo bedre. Den Mands Divinationsevne har man længe kjendt. Mig forekommer Kongens Ord, om de end bogstaveligen ere hans egne, slet ikke saa frygtelige, men ogsaa om hiint nærer jeg Tvivl, da han skal have brugt Udtryk, som jeg aldrig kan tiltroe Carl Johan. 26de Juni. Vi gjorde Visit paa Baroniet Rosendal. Den nuvæ- rende Eier hedte før Hoff, men har nu faaet Rosenkrone som Appendix. Han er en Mand af Levemaade, men ingen stiv Fornemhed, som her overalt ikke vilde være paa sit Sted. -- Iøvrigt lever jeg meget behageligt og ugeneret her. De tre Hertzberger ere hinanden temmelig ulige, men hver i sit Slags interessante og hæderlige Mænd. Ogsaa med inter- essant Lecture har Hardangerprovsten forsynet mig. Nu SIDE: 383 læser jeg i Dr. Brandis's høist interessante Skrift om Mag- netismen. Man vender igjen tilbage til den gamle Troe paa Arcaner, og den Tid synes at nærme sig, da det, som endnu kun hører til Romanverdenen, vil med Kraft paastaae og hævde sin Plads i den virkelige. 28de Juni. Jeg kan ikke sige, jeg fandt megen Glæde ved Guds- tjenesten i Dag. Peder Hertzberg har et stærkt, fuldt, vel- klingende Organ, der baade for Alteret, paa Prædikestolen og paa Kirkegulvet tog sig overmaade godt ud. Derimod kan jeg ikke sige, at jeg opbyggedes ved hans Prædiken. O ja, der var intet egentlig at udsætte paa hvad han sagde. Det var chri- stelig Moral han forkyndte, Talen var ret vel ordnet, og han førte et temmelig reent Sprog, men der var intet Liv, ingen Kraft udbredt over det Hele. Han katechiserede langt bedre. Derimod har jeg ikke hørt nogen Ungdom, den i Etne undtagen, med større Misnøie end denne. Der siges at de bedre, hvoriblandt jeg kun var saa lykkelig at træffe to, høist tre, var blandet mellem Hoben nederst i Kirken, hvor jeg hverken kunde kjende dem eller naae dem med mine Spørgsmaale. Men det var i saa Fald en utilgivelig Skjø- desløshed af vedkommende Skoleholdere ei at sørge for, at Ungdommen opstilledes saaledes, at jeg dog kunde faae en Slags Idee om dens Fremgang i det Hele, naar man vidste hvor slet mange vilde bestaae i Prøven. I Præstegaarden var til Middag stort Selskab. Der var Baronens og alle Egnens Honorationes, hvoriblandt Oberst Segelcke med Frue og Svigerinde. Obersten [fotnotemerke] , en meget sygelig Olding paa 68 Aar, havde af sine Fruentimmer ladet sig lokke eller true til at tage ud i det rasende Veir. Fotnote: Omtales i C. Hauchs "Minder fra min Barndom", S. 162. SIDE: 384 Han blev vaad og udmattet, maatte strax tilsengs og blev meget syg, saa Provst Hertzberg maatte aarelade ham, og tilsidst give ham Opium, troer jeg. Imidlertid sad hans Frue, en Dame paa henved 50 Aar ved Bordet saa rolig og fornøiet, som om alt var i bedste Orden. Hertzbergene gik fra og til vel 10 Gange, og kom undertiden tilbage med heel alvorlige Ansigter, men hun reiste sig ikke af sin Stol, lo høit, naar der fortaltes en lystig Anecdote -- man vilde ligesaa gjerne anseet hende for en Brud som for en Kone, hvis Mand laae næsten paa Dødsleiet. -- Der tracteredes særdeles elegant med Mad og overflødigt med Viin; dog var der ingen egentlig Svir, skjøndt der var de som begyndte paa den tredie Flaske. Siden gik det løs paa Punschedrikken. Man skal have sunget mange Viser, hvorpaa jeg alt fik For- smag inden min Bortgang. Blandt andet hørte jeg med megens Sjels Opløftelse de Ord af Zetlitz: Døden kan ramme en Normand, ei Skam. Han frygter intet, men alt frygter ham! altid en taabelig Rodomontade, men nu reen Daarekistesnak. Jo vistnok er vort Navn frygtet i Europa! Min gamle Hardangerprovst gik fra Støien og Sviren lidt efter mig og lagde sig at sove. 29de Juni. Oberstens Helbred var i Dag saavidt restitueret, at han kunde føres hjem, men man troer hans Dage ere talte. Chr. Hertzberg, som ikke ventede at see ham mere, kyssede ham til Afsked med en Hjertelighed, som lokkede Taarer frem af mine Øine. Han er et inderlig godt Menneske, i Aandsgaver og Erudition langt under sin ældre Broder, men fra Hjertets Side, hvor saare elskværdig! I Skolecommissionen var jeg kun en kort Tid taus Auscultant. Man har her ikke mere end 8 Skilling tilovers SIDE: 385 i aarlig Løn for sine Børns Lærere, medens man dog paa alle andre Steder giver 12, 14 og 16; heller ikke vil man efter Præstens Opfordring vedtage de offentlige Katechisatio- ner af Skoleholderne. Der forekommer mig ikke at være nogen god Aand i Qvindherred Præstegjeld. 30te Juni. Vi skiltes ad i Formiddag og drog hver sin Vei; Brun, Normann og Chr. Hertzberg i aabne Baade til Fjeldberg, Fuse og Findaas, N. Hertzberg og jeg i Vængebaad til Strandebarm. Paa Veien havde jeg og min Provst ret interessante Samtaler, blandt andet om Foræringer til Bispen paa hans Visitats. Hverken Brun eller Irgens modtog noget. Den sidste havde derimod næsten bestandig Famulus med, og til ham maatte offres. Da Sønnen Marcus laae i Kjø- benhavn og studerede til Attestats, var Bispen første Gang hos N. Hertzberg, som da var Præst i Qvindherred. Irgens reiste da uden Famulus. Imidlertid sammensankede Hertz- berg 12 -- 16 Rd. og bad hans Høiærværdighed gjemme dem til sin Søn. "Igjen, igjen!" sagde Irgens (det var hans Mundheld) "hvorfor skal min Søn have Penge? han har jo ikke havt nogen Umage. Men det er sandt, det koster at holde ham i Kjøbenhavn. I skal have Tak; jeg skal tage mod dem til ham". Med Klokkerembeder drev han stærk Handel; de fede betaltes ham med 3 -- 400 Rd. i gode Penge. Hagerup menes at have afskaffet den Skik at modtage umid- delbar Douceur. Arentz (Professorens Fader) ellers en meget værdig Mand, skal fra den Side have havt store Faiblesser. En drikfældig Præst i Bergen, hos hvem Advarsler ei havde frugtet, blev endelig indkaldt til Biskoppen, og erklæredes i to andre Præsters Nærværelse for suspenderet. "Nu er jeg da altsaa suspenderet", sagde han rolig, trak et Papir op af Lommen og oplæste: "Den -- -- modtog hans Høiær- SIDE: 386 værdighed Hr. Biskop Arentz saa og saamange Penge for at give Præsten N. N. en fordelagtig Attest paa hans Ansøg- ning." Tre, fire saadanne beviislige Facta oplæses, og den suspenderte Præst vilde gaae -- men see! Bispen beqvem- mede sig til Sagens nøiere Undersøgelse og Suspensionen hævedes. Strandebarm svarer til sit Navn. Fra Stranden ud- breder sig en smuk Dal, indbarmet (som Baggesen kalder det) mellem høie, men grønne og skovbevoxte Fjelde. Her er ingen vid Udsigt, men Egnen er venlig og blid. Udenfor mit Vindue nedstyrte to Fosse i en Elv, som siden "løber let gjennem skovrige Sletter" ud i den Bugt af Hardanger- fjorden, omkring hvilken Hovedsognet ligger. -- Provst Kahrs er en sygelig, lille, mager Mand, 72 Aar gammel, meget stille og beskeden i sit Væsen. Han skal besidde agtværdige Kundskaber, og skriver godt for sig, men en Seendrægtigheds Aand hviler over ham i alt hvad han foretager sig, og nu, efter at have seet ham, kan jeg saa ganske gjøre mig Begreb om, hvorledes han pusler om i Huset, eller sidder ved sin Bog og fordyber sig i den, eller synker hen i et farligt far- niente, og bortskyder al Tanke om ubehagelig Anstrængelse. -- Officerer træffer jeg næsten overalt, saaledes ogsaa her. Provsten har selv en Søn, som er Lieutenant. I Hallagers norske Ordbog staaer, at den bekjendte vittige Vise: "I rykande Uveir" er gjort ved et Bryllup i Strandebarm Præstegjeld. Jeg sammenlignede Egnen med Visens første og andet Vers, men fandt Situationen aldeles forskjellig. Nu hører jeg af Provstinde Kahrs, at det ikke er her, men i Sogndal i Sogn Visen er gjort. Christian Heiberg, og Provstindens Bedstefader, var den "Hr. Christen, som gjorde Bryllup for Dotter si Soffi", der fik en Præst ved Navn Andreas Heiberg. Forfatteren var ogsaa en Hei- berg af samme Familie (Farbroder til den bekjendte Peter SIDE: 387 Andreas Heiberg) som blev noget ved en Silkemanufactur i Kjøbenhavn og døde der [fotnotemerke] . 1ste Juli. Atter en Visitatsdag med rasende Uveir, næsten værre end nogen af de foregaaende. Ligesom i Qvindherred og flere andre Steder ligger Kirken et Stykke fra Præstegaarden. Gaae turde jeg ikke, for ei at blive vaad om Fødderne; at ride vovede jeg heller ikke for mit endnu syge Beens Skyld; Hjulredskaber findes ikke her, med Undtagelse af en moderne Phaeton, som unge Frue Kahrs har taget med fra Østlandet, men for den har Strandebarm hverken Veie eller Heste; hvad var altsaa at gjøre? Jeg kjørte i Spidsslæde mellem grønne Agre og blomstrende Enge! Da Kahrs ikke befandt sig vel, fraraadede baade Hertzsberg og jeg ham at vove sig ud i det slemme Veir, og jeg paatog mig at være hans Vicarius og prædike. Det blev da den samme Tale, jeg ellers vilde holdt fra Chordøren. Visitatsselskabet var som sædvanlig; dog maa jeg an- føre, at jeg i Dag hørte Klaveerspil og Sang, noget ganske ualmindeligt i disse Egne. Lieutenant Kahrs"s unge Kone har nemlig et skjønt engelsk Pianoforte og spiller med Fær- dighed. 2den Juli. Ved Skolecommissionen var jeg som sædvanlig passiv Tilhører, som dog en enkelt Gang hævede Stemmen til Bi- falds- eller Mishagsyttring. N. Hertzberg, hvem jeg første Gang saae i Embedsforretning, fornægtede ikke den raske, be- stemte Characteer, som hans Breve bære Præg af. Nogle af de tilstedeværende Bønder androg for mig, hvorledes deres Fotnote: Denne Vise er ogsaa optagen i Landstads Norske Folkeviser S. 694 -- 699 og der trykt efter en anden og bedre Opskrift. SIDE: 388 Sognepræst saa sjelden holdt Confirmation, at Børn, som ellers havde upaaklagelig Kundskab, gik uconfirmerede til deres 17de og 18de Aar. Med Sagtmodighed mindedes den fromme, beskedne Olding om at lempe sig saavidt muligt efter sin Almue, ligesom jeg ogsaa baade der og især i Gaar i min Slutningstale bad Menigheden vise ham velvillig Skaansel. De Folk kunde jeg overalt godt lide. Der var blandt dem en gammel Adelsmand, nu riig Bonde og lidt fornemmere i sit Væsen end de andre [fotnotemerke] . Den vakre unge Frue spilte i Aften Slaget ved Jena, af en fransk Officier, ret vakkert, saamæn! -- men disse Batailler maa nødvendig ligne hverandre og blive eensfor- mige, da det, Musiken kan udtrykke, omtrent maa være et og det samme overalt. At det hist er Marskalk Davoust og her Marskalk Soult, der angriber eller bliver angreben, at Caval- leriet rykker frem paa en Slette, og Infanteriet trænger sig gjennem en Defilée o. s. v., det overstiger nok Componistens Evne at finde Toner til at gjøre fatteligt. 3die Juli. Vigøer Præstegaard kan med Sandhed kaldes et Huus, bygget paa en Klippe. Egnen er mere ujevn, mindre blidt romantisk end den ved Strandebarm, men overmaade vakker, kun i et andet Genre. Strandebarms grønne Bjerge og hele øvrige Physiognomie vilde maaskee ved første Udseende en skjøn Sommerdag, naar man pludseligen hensattes did, vække Tvivl om man var i et sydligt eller nordligt Land, men Vigøer seer man strax er en norsk Egn. Fotnote: Af Familien Galtung paa Thorsnes i Jondals Annex til Strande- barm. See nærmere om Gaarden og Ætten paa den Tid J. Neu- mann i Budstikken VII, 373 fgg. SIDE: 389 4de Juli. Skjønt Irgens's Formand Tonning opførte sig paa- staaelig og etourdi, var det meget urigtigt af Biskop Brun at visitere i Annexkirken, uden engang at gjøre et Besøg i Præstegaarden, og det var maaskee ikke saa ganske at for- tænke Manden af Selvfølelse, at han begik den Uhøflighed, at han, efter at have ladet Middagsbordet anrette ved An- nexet, undskyldte sig, da Visitatsen var forbi, at han ei per- sonligen kunde opvarte hans Høiærværdighed, tog Afsked og reiste hjem. -- Om sin Faders Visitatser fortalte Irgens ogsaa adskilligt. Han reiste altid samme Dag, han havde visiteret, stod op fra Bordet, naar et Par Retter vare spiste, medtog Steeg og Kage i sin Nistebomme, og lod Selskabet sidde som Hjord uden Hyrde. Men det artigste var, at han havde to Silkesloprokker, en blaa og hvid, og en guul. Disse Sloprokker vare et paalideligt Barometer. Var han hos en Præst, som han kunde lide og var tilfreds med, saa tog han den blaa og hvide paa, men kom han i den gule, saa kunde man være sikker paa, at der var noget hos Præsten eller i Huset, som han var misfornøiet med. Ved Bordet drak vi et fuldt Glas paa Prinds Oscars Velgaaende, da det er hans Fødselsdag. Jeg gad vide, hvor- ledes det staaer til med det unge Menneske, om han gaaer frem eller tilbage. Jeg har her faaet fat paa en kuriøs Bog: Journal over Christian den Sjettes Reise til Norge 1733. Det er ubeskriveligt, hvilke Smagløsheder i Vers og Inscriptioner og Sindbilleder og alt, man fast over hele Norge har gjort sig skyldig i. 5te Juli. Præsten Irgens fra Bergen messede ikke hæsligt, men umaadelig høit. Ogsaa begyndte hans "Alleneste Gud i SIDE: 390 Himmerig" i en Tone, som Kirkesangeren ikke kunde istemme; derfor maatte Irgens selv dirigere Sangen under den Psalme, og bragte den forsaavidt i Orden, men med saadan Force, at endog hans Stentorbryst angrebes og han blev hæs. Den Bigøerske Irgens's Prædiken var en af de bedste jeg har hørt paa min Reise. Han anstrænger sig ei heller saa vold- somt som Broderen, og derved skaanes man for adskillige uskjønne og unaturlige Toner. Jeg var mindre fornøiet med hans Katechisation; der var vel megen Prædiken i den. Ung- dommen syntes ret vel oplyst, men paa 3 -- 4 Steder har jeg dog fundet den bedre. Pigerne have her en ret vakker Dragt; de ere sortklædte og om Haaret have de alle et rødt Baand, som klæder dem vel. Jeg faae en overmaade smuk med et Par store blaae Øine, af de smukkeste jeg har seet. 6te Juli. Sebbelowianerne synes næsten at være paa Omvendel- sens Vei; dog have endnu 10 navngivne Bønder fra Ringe- riget i Intelligentsseddelen bedet om Planens Antagelse. Derimod har Sebbelow selv paa en Maade sadlet om og tilstaaet, at ikke alle hans Ressourcer ere paalidelige, i hvil- ken Anledning en anden Patriot foreslaaer, at man skal for- ære til Banken Halvparten af den paalignede Sum imod at faae den anden Halvdeel igjen i Speciesedler, eller og at -- ligne om. -- Af Storthings-Efterretninger kom kun et halvt Ark, men det kan gaae for et heelt og vel saa det. Det indeholder en naadig Proposition, som er noget af det ubehageligste, jeg har læst i lang Tid. Der foreslaaes som Additament til Rigsacten en Pressetvanglov, fuld som sæd- vanlig af vaklende og vilkaarlige Udtrykke, hvori forbydes at skrive imod "den svenske Nation, Administrationsform, Love, Borgerclasser eller almindelige Indretninger". Der nævnes rigtignok kun directe og indirecte Fornærmelser eller SIDE: 391 Angreb, men hvad kan ei fortolkes som saadant, naar man vil? Jeg tvivler meget paa, at Forslaget antages, og hvad har saa Kongen vundet andet end at løsne det Baand, der visselig kan trænge til at befæstes. Jeg begynder selv nu at blive af de Svagtroende. -- Om Underhandlingerne med Danmark har Kongen sagt lidet trøstelige Ord til Kronings- deputationen, hvoraf Major Juell i sit Brev spaaer Krig. Men for det første holder jeg mig til Hans Puffs Maxime: "Troe mig, at Mangel bedst kan lede til Forliig!" Under- støttes ei Danmark af England og Rusland, har det vel ligesaalidt som Norge Penge at spilde paa en saa mislig Speculation. -- Der er opfundet et optisk Rør, kaldet Ka- leidoscop, hvor man ved at lægge nogle Stykker farvet Glas eller Silketøi under det og dreie Speilet om, kan see en uendelig Hob farvede Figurer af megen Skjønhed. Man vil vide, at der behøvdes 162,880 Millioner Aar til at frembringe alle Afvexlinger af 20 Glas, hvert Minut en ny Forandring!!! I Eftermiddag havde jeg Besøg af en Haugianer, en aldrende, melancholsk, men efter Rygtet meget skikkelig Ung- karl, der vilde consulere mig, hvorledes man skulde bære sig ad med at udrydde Ungdommens Vellyst og andre Uordener. Jeg sagde ham, hvad jeg maatte sige, at han for sin Deel ei kunde virke stort andet end ved Exemplet og sindige Ad- varsler i sin nærmeste Omgangskreds, og at han iøvrigt maatte overlade Sjelesorgen til Menighedens Lærer, og naar saa Guds Ord forkyndtes og Kirker og Skoler besøgtes, saa maatte man haabe, Gud vilde give sin Velsignelse, saameget mere da denne Menighed ei er bekjendt som ryggesløs, og da det er umuligt at udrydde al Synd af Verden, men vi derhos have Jesu Ord for os, at Klinten maa voxe med Hveden til Høsten kommer, da hver af dem vil komme hvor den skal. SIDE: 392 7de Juni. I Hertzbergs Selskab forlod jeg Vigøer i Formiddags. Jeg kan ikke sige andet, end at Omgangstonen der var meget behagelig. Der er noget godt og trohjertet i Præstens Væ- sen, og Konen er ret en ægte Landsbye-Præstekone i Ordets agtværdige Betydning. Overhovedet forekommer mig næsten alle de Præster, jeg har besøgt, at være overmaade godt gifte. Ogsaa med Byepræsten og hans Kone var det dag- lige Samliv ret behageligt. Det eneste, som i det Huus generede mig, var at Præsten ansaae det for en Slags Em- bedspligt aldrig udenfor mit Værelse at lade mig være allene, og det er just paa fremmede Steder allerbehageligst at være sig selv overladt. Egnen bliver vildere, jo længer man kommer opad Fjorden. Man seer Snee i Mængde, etsteds endog ved Hav- bredden. Den bekjendte Folke- eller Folgefond begynder her, og man seer en jevn Sneeflade som ved høieste Vinter. Egnen er temmelig borneret, indesluttet af høie Fjelde; Vin- teren er meget lang og Sommeren heed. Naturskjønhed har jeg paa denne Reise fast ingensteds truffet mindre af; Menne- skehænder have derimod gjort desmere. Det er den smukkeste, bedst indrettede Præstegaard, jeg her i Stiftet har været i. Haven er stor, vel anlagt, har skyggefulde Lysthuse og mange Frugttræer, hvoriblandt 2 over 60 Aar gamle i hinanden slyngede Kirsebærtræer, hvis Peripherie udgjør 124 Alen. Ogsaa Bikuber findes her. I Præstegaarden ere store, lyse luftige Værelser. En Ting i Storstuen paafaldt mig: et Skilderie, der forestiller en siddende Dame (det staaer paa Gulvet og er i Form af en Stol) hvorved en Kortsynet endog temmelig illuderes. Ogsaa i Kirken var jeg alt i Aften; den er antik, men smuk og har adskillige Oldsager. Ellers fore- kommer her mig at være eensomt og trist. Jeg kunde ikke leve lykkelig her, og et dobbelt saa langt Ophold som det, SIDE: 393 jeg har bestemt meg til, vilde gjøre mig melancholsk. Et stort Bibliothek og Lyst til at nedgrave sig deri, eller en Polypragmatik som Hertzbergs, der omfatter alt, er uden Tvivl nødvendigt for en Mand af Aand, der skal finde virke- ligt Held i Ullensvang. "Rigstidenden" fortæller den sørgelige Nyhed, at hendes Majestæt Enkedronningen er salig hensovet, hvorved da Klok- kernes Ringen, Afhold fra Spil og alt det øvrige Sørge- væsen er blevet Dagens Orden; men vor fattige Statscasse sparer 12 -- 16,000 Sølvspecier i Appanage. Blandt Døde nævnes Majorinde Rosenvold, Provst Bugges næstældste Datter, Anne Dorthe kaldet, bekjendt derved at hun gav alle dem, der kyssede hende paa Haanden, en følelig Munddask. -- I Kjøbenhavn er man alt kjed af det chinesiske Gaade- spil, som Baggesens store Genie bragte til Fuldkommenhed, og kiger nu i Kaleidoscopet. -- Et Ark Storthings-Efterret- ninger handler meest om Pengevæsenet. Odelsthinget til- staaer 8 Maaneders Henstand med de ubetalte Bankindskud, ellers følges nok i det Hele Kongens Forslag. Saugloven blev denne Gang sanctioneret. 8de Juli. Breve saavel fra Sorenskriver Koren som fra Johannes Aga har jeg læst. De indeholde mere Trøst og Haab, end jeg havde ventet. Det skal gaae brav paa Storthinget, og man har nogen Udsigt til gode Resultater. Heller ikke skal man være saa meget bange for Krig. Hvad der meest af alt glæder mig er, at man skal have isinde at henlægge alle de gamle Constitutionsforslag til næste Storthing, da man finder Forandringer i Grundloven indtil videre ufornødne. Ifølge heraf vil og den naadige Proposition om en Presse- tvangslov betragtes som Constitutionsforslag og henlægges til 1821, da man venter, at "Kongens Vrede", som forhaa- SIDE: 394 bentlig ei vil vorde "Dødens Bud", imidlertid vil afkjøles. Det er og den mildeste Skjæbne, dette forhadte despotiske Forslag bør have. -- De fleste Pensionsansøgninger, venter man, ville af Pengemangel blive ubønhørte. Hvorledes mon det da vil gaae Bispinde Brun? Den store Høiagtelse for Bruns Minde synes, idetmindste udenfor Bergens Stift, at være i slemt Aftagende, og det ligger i Tingens Natur; hans Fortjenester vare ikke af det Slags, der efterlader varige Spor. Med en Mand, der blot virker paa Samtiden; ei for Efterverdenen, maa det gaae efter Ordsproget: "Ude af Øie, ude af Sind!" Mig vil det engang gaae ligesaa. -- I Nationalbladet vil en oekonomisk Patriot, at der skal gjøres eclatante Skridt til Agerdyrknings og Fabrikvæsenets Forbedring, og foreslaaer til den Ende, at Stiftamtmænd, Bisper og Amtmænd som unyttige Tjenere skulle afskaffes, og deres Indkomster anvendes til at lønne Inspecteurer og Instructeurer, der skulde lære Folk at dyrke Jorden, plante Træer m. m. Ventelig for at vise, at han selv ved disse Promotioner vilde være et qualificeret Subject, giver han til Slutning adskillige gode Regler for Træplantning. 9de Juli. Vi gjorde Sorenskriver Korens Kone et Besøg. Hun boer paa en Gaard ved Navn Helland, en halv Fjerdingvei herfra. Det er en meget behagelig Spadseretour, først gjen- nem en vild Egn, hvor en skjøn Fos styrter sig ned, siden gjennem vakre dyrkede Marker. Ved Siden har man be- standig Havbugten. Paa Engen, uden Indhegning, saae jeg adskillige Æble- og Kirsebærtræer fulde af Frugt. Ingen bevogter dem, thi Ingen stjæler Frugt i disse Egne. Paa Veien fortalte Hertzberg mig om adskillige Uordener, som de unge Bønderkarle her i Præstegjældet begaae ved Nattesvær- merie, Besøg hos Pigerne og allehaande brutal Adfærd. End SIDE: 395 ikke Præstegaarden har været fri for saadanne Besøg. Prov- sten arbeider derimod med Kraft, men hidtil ei med synder- lig Held. 10de Juli. Her var den sædvanlige Skolecommission, hvorved Præ- stegjældets Skoleholdere næsten uden Undtagelse viste sig efter deres Stand som udmærkede Kalligrapher. Den Samson House, som var hos mig kort efter min Ankomst til Bergen, efter Hertzbergs Sigende en forfængelig Abekat men flink Skoleholder og Katechet, havde til Prøve paa sin Haand- skrift malet op en heel lang Præken paa 4 Quartsider, men teede sig ellers i Dag meget stille og beskeden, da Provsten nok overalt tager de Folk paa en gevorben Fod, saa at de ei tør knye i hans Nærværelse. Skoleholderne have ellers taalelige Kaar, og Hertzberg forstaaer med Strenghed og Mildhed at holde fast paa de duelige, naar ei, som nylig er skeet med en flink ung Mand, vor Herre tager dem, thi da hedder det: cede majori! -- At Ministerialbøgerne enten af Præst eller Kirkesanger er ført med udmærket Nøiagtighed, kan jeg ikke sige; de rive af, men heller ikke mere. 11te Juli. I Storthings-Efterretningerne læses adskilligt interes- sant om Sager og Pensioner, som nu have været Dagens Orden. Oberstlieutenant Hjerman og Lieutenant Lemvigh var tilstaaet Vartpenge ved deres Afskedigelse fra Krigstjenesten. Storthinget bifalder det paa Vilkaar, at disse Mænd strax fordre deres Forhold i Krigen undersøgt ved lovlig Retter- gang. Skeer dette ikke inden fire Maaneder, eller fældes en Dom, der idetmindste erklærer dem at have deres Embeder forbrudte, fratages dem Vartpengene. Saavidt jeg kan see, er det Ritmester Heidemanns Motion, der har fremkaldt denne SIDE: 396 en fri Nation værdige Beslutning. Ved denne og lignende inappellable Kjendelser viser det sig klarligen, at vor Frihed, vort Repræsentantsystem, vor saakaldte Beskatningsfrihed er mere end et tomt Navn. Under den forrige Regjering be- høvedes kun et: "Vi ville allernaadigst!" -- Ingen kunde eller turde sige et Ord. -- I Storthinget præsiderede Sib- bern, i Odelsthinget Rambech, i Lagthinget Christie. 12te Juli. Veiret var deiligt, og mellem 2 og 3000 Mennesker troedes at være i Kirken. I sit Slags var Hertzbergs Præ- diken maaskee den bedste jeg har hørt, siden jeg kom til Bergens Stift. Der var slet ikke taget Hensyn til Bispen eller andre høioplyste og velfornemme Tilhørere -- og hvortil skal det? Bispen kommer jo ikke for at undervises, men for at høre, hvorledes Præsten underviser sin Menighed. Det var en Prædiken for en Bondealmue, en saadan som jeg kan troe, Hertzberg holder hver Søndag, uden kunstig Plan, uden lærde Undersøgelser, uden høitravende Phraser, rene Guds Ord fremførte med Kraft og Eftertryk, med megen Popula- ritet, uden Plathed eller Ordgyderie. Den ei aldeles Dumme og Tankeløse maatte forstaae hvert Ord, den meest cultiverede Videnskabsmand og Smagsdommer kunde ei finde et Ord anstødeligt. Jeg vil gjerne troe, at Hertzberg, naar det tages i Betragtning, hvad der tales og hvem man taler for, er Stiftets første Prædikant. Ligeledes maa jeg Sandheden til Ære bekjende, at det er den ypperste Ungdom, jeg nogensteds har fundet, som jeg idag examinerede, og det skulde meget undre mig, om jeg i noget af Stiftets resterende 37 Præste- gjæld fandt dens Lige. Den havde fattet baade Aanden og Bogstaven; jeg maatte i min Slutningstale give den det Vidnesbyrd, at jeg ikke paa et eneste Spørgsmaal havde faaet et ganske galt og utilfredsstillende Svar. Texten til SIDE: 397 min første Tale var Gal. 6, 7. 8. Jeg troer begge Taler vare særdeles gode; en god Prædiken og en flink Ungdom begeistrer mig, ved det motsatte bliver jeg letteligen forstemt. Provsten katechiserede ikke; hans Messe var vel skingrende. -- Hovedkirkesangeren er en Stakkel, og jeg fortænker ikke Kingservigs og Oddes Almue, at de nødig tolder til ham, men fiat justitia! Alle de Mennesker, som i Gaar vare paa Helland, spiste her til Middags. Maden afveeg fra den Frugalitet, her ellers fremfor noget andet Sted dagligen hersker, og var særdeles god; med Drik gik det ei overflødigt til, hvormed jeg for min Person var særdeles glad. Eftermiddagen til langt ud paa Aftenen tilbragtes ude i Haven i det deiligste Veir; man drak Caffee og Thee der og sang Viser. Siden gik den talrige Ungdom op og dandsede. 13de Juli. Jeg har nu om Magnetismen al den Kundskab, som jeg for det første tænker at erhverve mig. Jeg mangler ad- skillige af de Egenskaber, som udfordres for at være god Magnetiseur, og er Gud ske Lov heller ikke af dem, paa hvilke Magnetismen gjør Effekt, hvortil især behøves, at man er nervesvag. Altsaa lader jeg mig nøie med hvad jeg veed, og grandsker ikke dybere i den Ting, hvor jeg saa alligevel aldrig finder Bunden. Med temmelig Opmærksomhed har jeg gjennemlæst først Dr. Brandis's korte og indholdsrige, og dernæst en stor Bog af Dr. Kluge, der synes at have udtømt Materien. De anførte Kjendsgjerninger drager jeg ingenlunde i Tvivl; jeg finder dem høist forunderlige og be- styrkes i min Overbevisning om, at der er mange skjulte Kræfter i Naturen, hvis Existents det er forvoven Daarskab at negte, fordi de hidtil ikke kjendtes og endnu ei begribes. Men sætte saadan overmaade stor Priis paa denne Opda- SIDE: 398 gelse, som Nogle gjøre nuomstunder, det kan jeg ikke. Endog Hertzberg sætter den i Enthusiasme, og han troer at finde deri et Bevis, han udenfor Aabenbaringen hidtil har savnet, for vor Udødelighed og Bevidsthed om vor jordiske Tilværelse, efterat vi have aflagt de Organer, gjennem hvilke nu Sjelen tænker og virker. Saadanne Følelser vækkes ikke hos mig ved Læsningen endog af Clairvoyanternes forunderligste Ord og Gjerninger. Det Hele synes mig tvertimod at vidne om, at det er en enerveret Slægt, som nu lever paa Jorden. Var Menneskets Legeme og Aand hvad de herneden bestemtes til, saa hverken behøvedes Magnetismen eller kunde den en- gang finde Sted, og at vi gjennem Afvigelser fra Naturens Orden, som næsten enhver Sygdom er, der helbredes ved Magnetisme, skulle ledes til bedre end før at overskue den store, sammenhængende Kjæde, der forener alt det Skabte fra Infusionsdyret til Overenglen, det kan jeg ikke faae i mit Hoved. Hvad der ellers ved disse vidunderlige Historier er mig det mest frappante, er at næsten alle Jesu Sygehelbre- delser paa den Maade lod sig naturligen forklare, at han f. Ex. helbredede Fraværende, at den blotte Berørelse gjorde paralytiske og andre formentlig incurable Syge karske og sunde, at han fornam at en Kraft gik ud fra ham, da den blodsottige Qvinde helbrededes, at Troe var første Betingelse hos den, der vilde blive af med sin Sygdom -- altsammen noget, der anføres som væsentlig henhørende til Magne- tismen, hvorfor og En skal have udgivet et Skrift kaldet: Jesus Christus, Jordens Største Magnetiseur. -- Hvorom alting er, jeg troer alt, hvad Brandis og Kluge, især som Resultater af egen Erfaring have sagt; men jeg glæder mig ikke derover. Gjerne indrømmer jeg, at den ani- malske Magnetisme er en af Tidsalderens store Opdagelser, men om den vil lede til Menneskehedens Forædling, uden forsaavidt alt under den Alvises Bestyrelse omsider vil lede SIDE: 399 til noget godt, det er mig ikke klart; og saa beder jeg Gud, at hverken jeg, min Kone eller mine Børn nogensinde maa sættes i den Situation at Magnetismen kunde ansees for et virksomt Helbredelsesmiddel. Med mig kan det nu ikke blive Tilfældet, da Troen mangler; men ogsaa Mine ønsker jeg en saa sund Sjel i et sundt Legeme, at denne Undertroe ei maa rodfæste sig i deres Barm. Troen paa Gud, hans Viisdom og Kjærlighed, paa min Frelser og den Salighed han aabnede mig Adgang til, den vil jeg søge at bevare i mit og i mine Børns Hjerte, saa haaber jeg, vi kunne undvære den anden. 14de Juli. Endelig har jeg da forladt Ullensvang. I Selskab med Hertzberg og Røtting reiste jeg i Dag til Ulvig. En smal Havbugt gaaer ind; paa begge Sider er Skov og Ager og Eng og Huse, hvoriblandt paa den ene Kirken og Præste- gaarden. Egnen er virkelig skjøn om Sommeren, men det er en melancholsk Skjønhed. Sindet bliver tungt og beklemt ved dens Betragtning. Om Vinteren maa her være skrække- lig trist; her falder en ubeskrivelig Mængde Snee, og det skal være en Spaadom, at den hele Dal engang skal ned- snee. -- I Kirken hænger et Familiemalerie, efter Sagnet malet af en Præst i det 17de Aarhundrede [fotnotemerke] , hvor han selv med Kone og fem Børn afbildes. Hertzberg troer, at det vilde sætte de største Kjendere i Henrykkelse -- og det er be- gravet i Ulvig Kirke! Dog heller blive det der, end som Biskop Brun vilde, flyttes til Domkirken eller Korskirken i Bergen, hvor det vilde være en fremmed, ranet Prydelse. Her er det dog i sit Hjem, og kun i et Billedgallerie bør det omplantes, hvis det findes værdigt dertil. Fotnote: Hr. Thomas Uro, Budstikken VII, S. 400. SIDE: 400 Vi fik ved Ankomsten Persico, Pommerantsliqueur, og endnu en anden fiin Liqueur -- det er nok den, man kalder parfait amour. I Vinduet staae to Flasker Pommerants- extract, der bebuder os Biskop. Min Seng synes at have splinter nyt Sirtses Omhæng, vi fik 3 Retter Mad i Aften, med større Høitid og Elegants er jeg ingensteds modtagen -- og Gud veed om nogensteds med saamegen. Og naar man saa betænker, at det efter Hertzbergs Sigende, er en fattig Familie, og hvilke Opofrelser der maa gjøres for at tilveiebringe al denne Herlighed -- nei! her bliver jeg ikke glad. 15de Juli. Visitatsdagens Historie har altid to staaende Afde- linger: Kirketjeneste og paafølgende Gjestebud. Hr. Røtting er en af Clausens troe Disciple. Det var en Prædiken ganske i de Dages Aand, da Marezoll og Clausen vare de to store Lys, paa hvilke de theologiske Candidaters Øine vare hen- vendte, tilfredse med, naar de som Smaastjerner kunde tindre ved Siden af dem, for engang i en mindre Sphære, som Stjerner af første Størrelse, at kunne udbedre deres Glands. Det er sandt, det er dog en tør kraftløs Lære de Mennesker forkynde; baade over deres Dogmatik og Moral hviler en Kulde, som aldrig kan gjøre vedvarende god Virkning paa Menneskenes Hjerte. Saadan har jeg aldrig været; endog i min heterodoxe Periode var jeg varm og talte til Hjertet. Iøvrigt var Røttings Prædiken i sit Slags meget god. Hans Katechisation var upaaklagelig, men ikke mere. Ogsaa der syntes han at være bange for, at Orthodoxien skulde blive for stærk. Jeg katechiserede over anden Artikel, altsaa dog- matisk, og uden Forbindelse enten med mit Foregaaende eller hans Prædiken, gik han strax over til Moralen. SIDE: 401 Middagsgjæsterne vare: 1. Præstenkerne Mad. Kahrs og Mad. Wolff. Besværlige Annexreiser skal have kostet Begges Mænd Livet. Om Wolff er det idetmindste notorisk, at han efterat have siddet i Snee paa Gravensfjeldet i halvfjerde Time, uden at kunne komme frem eller tilbage (Skydsen begyndte endog at tvivle om at kunne bringe ham levende hjem), aldrig havde en Helbredsdag og døde ikke længe efter. Hun har en Søn [fotnotemerke] , som nu er reist til Univer- sitetet, for det første understøttet ved en Subscription, som Høiesteretssecretair Olsen har indsamlet til ham i Bergen. 2. Tre Jomfruer Kølle, hvis Fader, en i sin Tid bekjendt Studiosus, der boede paa Snarøen ved Christiania, paatog sig en Generalreform i vor Orthographie, hvori dog Skriben- terne ikke vilde entrere. Disse Jomfruer, især den ene af dem, have megen Levemaade og tale om Alt fra Cederen paa Libanon til Ysopen ved Væggen; iøvrigt aldeles ikke dumme. 3. Klokkeren, Arne Brynildsen Lechve, som skal være en særdeles ypperlig Mand, fornuftig, retskaffen og har meget anstændige Sæder. -- Vi have megen og god Mad, men sad skrækkelig længe til Bords. Jeg befandt mig slet ikke vel, men min Sygdom var nok af samme Slags som vor naadigste Dronnings, da hun besøgte Dronning Marie i Danmark og très naivement tilstod, at hendes Hovedpine kom af, at hun ennuierede sig. Under Maaltidet hørtes plud- selig et Kanonskud. (Jeg har glemt at anføre, at vi ved vor Ankomst i Gaar blev hilsede af 3 Skud af en Sving- basse). Fruentimmerne bleve forskrækkede, men der blev en almindelig Taushed. "Vidste De af det?" spurgte Provsten Hr. Røtting. -- Endelig efter nogen Pause udbragte Verten: "Fru Bispindens Skaal!" Hende gjaldt altsaa Skuddet; man drak i al Stilhed, og dermed var det forbi. Fotnote: C. D. Wolff. SIDE: 402 Selskab, og flere af de Dages kløgtige Skribenter, der paa- toge sig at oplyse og forædle Menneskeheden. Jo den var i gode Hænder, og Halvor Hoel, Hans Barlien o. fl. vandre endnu blandt os som levende Vidner om, hvad der var bleven af os, naar Frihedens og Fornuftens Rige fremdeles havde udbredt sig og vundet Fasthed. -- Foruden Holter- manns er egentlig Overlærer Sagen og hans Kone de, med hvilke vi holde fortrolig Venneomgang. Han er den eneste, der kan entrere med mig i æsthetiske Discourser, og i hvis Selskab jeg kan ret expectorere mig over Dagens Nyheder. Ellers er her adskillige, der spille Comedie, Lhombre og Boston, Claver og andre musicalske Instrumenter, med hvem man kan have den Ære at drikke et Glas, tale om Dagens politiske og upolitiske Historie etc., men derved bliver det -- og det er jo ogsaa ret godt. Hvorledes gaaer det nu med vort Pengevæsen i Chri- stiania? At I der, som her, have hvide, blaa, gule -- rige Folk ogsaa grønne og røde Sedler, begriber jeg, men hvordan kommer I ud af det med Skillemynt? Her er en temmelig Mængde gamle Toskillinger, som aldrig ganske vare ude af Circulation. Man troer, at Bønderne have havt store Beholdninger, som nu komme for en Dag. At faae Sedler vexlede i Boutiken er ikke vanskeligere nu, end det fast har været i Kjøbenhavn og Christiania, saalænge jeg kan mindes. Af Rigsbanksedler var her i Stiftet mangfol- dige. I en Skibrede (Thinglaug) i Hardanger siges at have været 12 000 Specier. De Sedler, som mentes gjemte i Gothenborg og Kjøbenhavn, troer man har været i Bergens Stift, hvor en god Trediedeel af den hele Masse skal have været. At Pengemangelen her er saameget stor, mærker jeg intet til, og saaledes finde vi her mange af Østlandets Avisklager overdrevne, hvilket de dog maaskee ikke ere. SIDE: 403 Jo mere jeg tænker over Kirketugten, jo dunklere bliver Problemet mig, og jo mindre troer jeg at kunne give et til- fredsstillende Svar. Hvad der især vindes ved de indkomne Beretninger fra Præsterne, er at jeg gjøres opmærksom paa mange Uordener, som Præsterne vistnok selv maa kunne hæve, i hvilken Troe jeg end mere bestyrkes ved et langt Brev, jeg nylig har havt fra Provst Munch, og naar jeg nu faaer ordnet alt, bliver der en heel Hob monita at give, deels paa Visitatsen, saavidt den strækker sig, deels naar den er forbi, og jeg igjen kommer i Rolighed -- men naar jeg saa vil gaae over til det, hvori Regjeringen kan og bør indblande sig, hvorom almindelig Lovbud kan gives, da er jeg i høieste Grad tvivlraadig. Hvad der gaaer an paa Landet, er upassende i Kjøbstæder; hvad der kunde imponere og idetmindste lede til udvortes Tugt de fordærvede, men raa Sognebønder, det vil maaskee gjøre modsat Virkning paa de ligesaa fordærvede Totinger og Hedemarkere med deres Halvcultur. Og -- naar jeg vil gaae udenfor min Embedskreds -- hvorledes forebygges da Personsanseelse? Hvad om en høi Embedsmand, en Statsraad f. Ex. gjør det, mod hvilket Forbudet indskjærpes, afholder sig fra Com- munion o. dl., skal han da fremkaldes for en Sogne-Po- litiecommission eller staae Skrifte o. dl., ligesaavel som en Løsgjænger, der begik saadant? Om en gift Matador -- fra Standens eller Rigdommens Side -- holder en erklæret Frille, avler et eller flere uægte Børn, kan da, skal da den samme Kirketugt udøves mod ham, som mod en liderlig Ar- beidsmand eller Huusmand? Den bør unægtelig, men der fordres en egen Energie hos den Præst, som skal gjøre det første Skridt, og har een blandt ti denne? Og Personsan- seelse maatte der for alting ikke være, ellers var Cuuren værre end Sygdommen. Taalte man i Stormandens Palais, hvad man revsede, naar det var begaaet i et Dandsehuus i SIDE: 404 her gives god Leilighed. Jersin og hans Kone have ikke ringeste Talent til at være Vert og Vertinde, og man for- bauses ved at see i en Præstegaard, hvis Beboer menes at have det største Kald i Stiftet, Savn af huuslige Beqvemme- ligheder og Ting, der overalt betragtes som henhørende til nødvendig Elegants, et Savn som hos den sparsomme Mid- delthon idetmindste ikke strakte sig til Bispen. At her saa- ledes ikke existerer en Præsenterbakke, hvorpaa min Kaffe eller Melkevalle bringes mig om Morgenen, at jeg faaer en Snees Stykker Sukker i en Overkop, at jeg faaer Vadskevand i en Spylkumme, der staaer paa en Tallerken, dette og mere vilde jeg ikke støde mig over hos en fattig Mand i et lidet Kald, men her finder jeg det næsten fornærmeligt, og var jeg Biskop Irgens, ja mæn gik jeg i den gule Sloprok paa Voss. Flottmann er min Trøst udenfor mit Kammer. Han er en behagelig cultiveret Mand, og jeg var tilfreds, jeg kunde faae ham ind til Byen, hvilket ogsaa er hans Ønske. 19de Juli. Jeg kan slet ikke sige, at denne Dag var behageligere end den forrige; hverken i eller udenfor Kirken nød jeg syn- derlig Glæde. Det eneste gode jeg hørte paa det første Sted var Flottmanns Messe, som er ypperlig. Jersins Prædiken bar endnu mere end Røttings det Flauheds og Sløvheds Præg, Eudaimonismen paatrykte næstforrige Decenniums ho- miletiske Arbeider, hvor Salzmanns og Adlers Varme fatte- des. Den handlede om Bedrageries skadelige Følger, og naar jeg havde inclineret til denne Last, troer jeg ikke den Prædiken kunde afskrække mig fra at bedrage min Næste Øieblikket efterat jeg havde forladt Kirken. Det var iøvrigt et ganske correkt Stykke Arbeide. Ved Gjæstebudet fik vi ingen Fisk, en Scandal, som jeg aldrig glemmer. Vistnok er Laxefiskeriet her endnu ikke SIDE: 405 begyndt, men naar jeg sad i et stort Kald, og min Biskop første Gang besøgte mig, og jeg vidste Fisk var hans Livret, vilde jeg sendt Expresse til Bergen, naar jeg ikke kunde faae den nærmere. Med Skaalerne gik det efter fornøielig gam- meldags Skik: "Hr. Biskop, Mad. Flottmann!" "Hr. Pa- stor, Jfr. Fleischer!" osv. Saa kom Touren til fraværende Koner, ligeledes trukne efter Snorer -- intet Hensyn paa Dagen eller mig som Embedsmand eller nogen virkelig inter- essant Ting 20de Juli. Hvor Provsten ei er med mig, har jeg langt mere at bestille med Menigheden, lærer nøiere at kjende dens ypperste Mænd, Præsternes Medhjælpere, erfarer mere af den her- skende Aand og Stemning blandt Folket, end hvor han led- sager mig. Fra Helbredens og Selskabelighedens Side har jeg vundet ved, gjennem Søndhordlehns og Hardangers Prov- stier at have havt de ædle Hertzberger ved min Side; men over adskilligt er dog nok et klarere Lys opgaaet for mig i de Menigheder af Nordhordlehn, hvor jeg har været, og jeg har besluttet i Fremtiden hverken at befale eller tilraade et saadant Følge. Ville de af dem selv -- eh bien! Otte Skoleholdere mødte her i Dag, men der var ikke over to jeg synderligen kunde lide. De Flestes Udseende og Comportement bar det Raaheds Præg, der charakteriserer Bos- serne. Deres Skoledistricter ere altfor store; der ere de, som have 180 à 90 Børn at undervise. Derpaa havde jeg en lang Conference med Medhjælperne. Ogsaa disse vare heel forskjellige. Jeg fandt iblandt dem fornuftige, og som det syntes, meget retskafne Mænd, som erkjendte Nødvendigheden i Skolevæsenets Reform, som inderligen ønskede, at der kunde lægges Baand paa det Uvæsen i Gjæstgiverierne, der ligge tæt ved 3 af Præstegjældets Kirker, og overalt viste, at Or- SIDE: 406 den, Sædelighed og Gudsfrygt alvorligen laae dem paa Hjerte, men der var ogsaa Tværdrivere, som f. Ex. mente, man slet ikke behøvede at lønne Skoleholdere, da Kost og Fritagelse for Krigstjeneste var nok. En forklagede Flott- mann i hans Nærværelse, fordi han havde nægtet at komme til et Sygebesøg, men efter de fremførte og tilstaaede Om- stændigheder var han angerløs. En anden spurgte mig, lige- ledes i Jersins Nærværelse, hvad der kunde forlanges og burde gives for en Brudevielse. Det førte til intet Resultat, da det nok overhovedet erkjendtes, at Præstens Fordringer ei ere ulovlige eller ubillige. Den elendige Klokker, en gam- mel Student, der seer ud som en forsviret Lommeprocurator, klagede over en Bonde, som overskraaler hans melodiske Sang, saa han er nærved at gaae fra sine Consepter -- saadant andrager en Kirkesanger for en Biskop! I Bergens Avis har Præsten Brun sagt sin Mening om hans Faders dramatiske Arbeider, hvilken nogle skal have forlangt. Han mistvivler om Kjøbere, da Bogen vilde koste 8 -- 10 Specier!! Herover maa man rigtignok geraade i billig Forbauselse, da Zarine og Einar Tambeskjælver nok er det eneste af Værd, han har skrevet i det Fag, men Brun er af dem, som ville "at alle de overblevne Levninger skulle samles, saa at intet spildes," og saaledes har han lavet en Liste paa 8 Stykker, nemlig foruden ovennævnte: 3. Endres og Sigrids Bryllup. [Ved Kronprinds Fredriks Formæling]. 4. Officeren. [Den kjender vor Herre!] 5. Republiken paa Øen, som Demokraten gjorde Nar af og de Moderate trak paa Skuldrene over i Revolu- tionens Dage. 6. En Slags Fortsættelse af Epigrammet, noget tørt Kram, som var blandt de forkastede Manuscripter. 7. og 8. Væveriet og Toldbetjenten, forhen trykte SIDE: 407 Stykker, om hvilke Rahbek har sagt i lærde Efterret- ninger, -- at ligesom Göthes Stella kaldtes et Skuespil for Elskende, saa burde disse (hvis Forfatter var ube- kjendt), kaldes Skuespil for Toldbetjente og Fabrikanter, thi intet andet Menneske kunde interessere sig for dem. For at faae Tallet paa Muserne fuldt, burde medtages Jomfrue Pecunia trykt i Trondhjem, ogsaa i den af mig reviderede Samling, et ægte Skoledrengsproduct. Flottmann gav idag Middagsselskab, og gjorde sin Sognepræst høiligen til Skamme. Ei alene herskede i hele hans Huusvæsen en Propreté, der synes ubekjendt i Sogne- præstens Bolig, men ogsaa i Beværtningen havde han taget Hensyn paa, at han havde indbudt sin Biskop, og ikke en gammel Kammerat, som tilfældigviis kom reisende, og maatte tage det som han faldt. Han havde blandt andet besørget Lax paa Bolstadøren, hvor J. ogsaa kunde faaet. Det var et anstændigt Gilde, godt i alle Maader. -- Der fortaltes adskillige fæle Mordhistorier fra denne frygtelige Bygd, hvor- iblandt den nyeste, at en Mand, der levede i maadelig For- staaelse med sin Fader og Uvenskab med sin Broder, med eet er forsvunden. Man maa ansee en af dem for hans Morder, men intet kan bevises. Her skal gaae flere Mænd i dette Sogn, om hvilke det er upaatvivleligt, kun ei juridisk beviisligt, at de have myrdet et eller flere Mennesker. 21de Juli. Jeg har ikke med den Misfornøielse forladt noget af de 17 Steder, hvor jeg hidtil har visiteret, som Voss, hvor jeg to Gange har været modtaget som reisende Privatmand med en Gjæstfrihed, jeg nu som visiterende Biskop maatte savne, hvis Sognepræst har logeret i mit Huus i Christiania. Manden maa jeg tildeels undskylde, men Konen er jeg vred SIDE: 408 paa. Ogsaa min Johannes blev tracteret som en Vossisk Gaardskarl og ikke som en Bispetjener. 11 August. N. Hertzberg sendte mig til Gjennemlæsning Breve fra Koren og Johannes Aga. Koren er vel tilfreds med Tinge- nes Gang paa dette Storthing. Der vises "enig Opmærksom- hed paa Landets Frihed og sande Vel", en overraskende glædelig Tidende! Forrige Gang syntes Partiaanden med hver Maaned at tiltage; at den nu, efter at have grasseret slemt i Begyndelsen, er i mærkelig Aftagende, er saare glæde- ligt at høre. Wedels Skjebne er uafgjort. Et fransk Brev directe fra Paris, som kostede 9 Spd. i Porto, kom for nogen Tid siden til Storthinget. Det var fra en Mand, som har kjendt og beundret vor Konge i 20 Aar, og som sender et Gratulationsvers til ham og et til Oscar. Thinget, hvis Nysgjerrighed høiligen var spændt, fandt den ikke tilfredsstil- let. Det mærkeligste i Johannes Agas Brev er de Ord: "Her hersker en Revolutionsaand i disse egensindige Østlæn- dinger, saa at Endeel ytre lydeligen, at de ville tilbyde Kongen Enevælden"!! I Rigstidenden finder man et Stykke saalydende: "Gjennem Statssecretariatet er Norges Riges Storthing til- kjendegivet Hs. Majestæts naadigste Villie om at være betænkt paa den Skadesløsholdelse, der maatte kunne tilkomme saadanne Sagbrugseiere eller Arvinger, hvilke ved det til Lov under 8 Juni sidstleden naadigst sanctionerede underdanigst indgivne Forslag om Sagbrugsvæsenet kunne ansees at være blevne fornærmede." Man skulde troe, Enevælden alt var proclameret. Jeg veed ikke, hvad jeg meest skal misbillige: den slette knudrede Stiil, der tolker, eller den illiberale Aand, der udtaler sig i denne naadigste Villie. I Nationalbladet finder man et nyt Forsøg paa at amalga- SIDE: 409 mere Rigerne i Commando-Ordenes Forandring ved Exercitien. Jeg holder ikke af Tonen, hvori det paaankes, men heller ikke af den paaankede Bessermachen. Der forekommer mig at udvikle sig et mysterium infamiæ, som jeg nødig har villet tro paa. Saa ganske Uret havde dog nok ikke Schultz. Ville imidlertid Nordmændene i og udenfor Storthinget vise det Mod, den Kraft og den Enighed, Munch saa troligen besang, da har det med Guds Hjelp ingen Nød. Kongen er altfor meget Mand til at misbillige virkelig Mandsdaad, altfor klog til ei at oplæres ved vore Dages mange og store Er- faringer om, hvad der kommer ud af at spænde Buen for høit, og altfor ædel til at fornægte de Grundsætninger, hvorved han i Foreningsaaret vandt mere, end 10 vundne Slag og Norges Herjen ved Sverriges seirende Armeer no- gensinde havde kunnet. -- I Statstidenden læses fra Stock- holm, at de svenske Deputerede, der gaae til Kroningen i Trondhjem, faa 10. Rd. Banco daglig og 4 Heste, hvor- imod de norske kun faa 2 Rd. Banco og 2 Heste. Om Hensigten dermed er at proclamere den norske Nations Ar- mod eller Gnieragtighed af Mangel paa Levemaade, eller at gjøre det inden- og udenlandske Publicum opmærksom paa hvilke store Karle, for hvem saadan Depense maa gjøres, Sverrige udsender, og hvilke gemene Canailler, Norge sendte, da de nøiedes med saa usselt Tractemente -- det kan jeg ikke sige, men lumpen er Sammenligningen, ihvad den saa skal betyde. 14 August. Borch skriver, at man er ikke behageligen stemt paa Øst- landet; der øines Bestræbelser at ryste Constitutionens Grund- vold, udvide Kongemagten og vinde Armeen til Regjeringens Hensigters Fremme. Hvo kunde forudseet saadant? Ak jo vist var der de, der forudsaae det! Det er beklageligt, at nu SIDE: 410 ligesom 1814, de skulle beholde Ret, som spaae det værste. Der har været en ny Bondedeputation hos Christie, som igjen uventet er kommen op paa Præsidentstolen. Sebbelows Plan har man naturligviis opgivet, da den nye Finantslov er gaaen igjennem i begge Thing, men nu ønsker man et Laan til de Trængende, og i dette Ønske skal der være megen Rimelig- hed, da Nøden paa Østlandet mangesteds er stor, og Høsten der falder maadelig ud. 16de August. Klokkeren til Fanøe er, hvad Herkomsten angaaer, den for- nemste Klokker i Norge. Hans Fader var Lagmand og en Tidlang constitueret Stiftamtmand, af hvilket Embede han beholdt Titelen, men at en ringe Klokkertjeneste paa Landet var non plus ultra for en Stiftamtmandsøn, viser at denne ei maa være noget udmærket Subject. Det er han heller ikke; især er han en elendig Forsanger. Der herskede en jammerlig Confusion. Han sang i een Tone, Menig- heden i en anden; snart var den færdig længe før han, snart han længe før den. Det var mig fast umuligt at synge et Ord; jeg vidste ikke, hvor man var; forvirrede Toner lød for mit Øre, men Ordene kunde jeg som oftest slet ikke skjelne. En slem Rystelse leed ogsaa mine Nerver ved Hr. Daaes Prædiken; det var en Skrigen, mere ud- mattende for Tilhørerne end for Taleren. Prædikenen havde ellers de samme rosværdige Egenskaber som N. Hertzbergs: det var en Prædiken for Almuen, ikke for Bispen, uden lys Orden og konstig Veltalenhed, men bibelsk og practisk. At imidlertid hvert Ord som hos Hertzberg var i sin Tid og paa sit Sted, vil jeg ikke sige. Et Dogma, en Formaning, et Bibelsprog faldt vel ofte Daae ind i det Øieblik Kritikeren maatte spørge: hvor kommer det nu her? Men den ulærde Almue gjør ei saadanne Spørgsmaale. Hos den er et hysteron proteron ingen farlig Sag, og ligesaalidt den SIDE: 411 tager i Betænkning at sætte en ny Lap paa en gammel Trøie, om Farve, Bonitet osv. ikke saa fuldkommen harmo- nere, ligesaalidt tager den Forargelse af, at Præsten indblan- der Ting, hvor Kunstdommeren ryster paa Hovedet og siger: non hic erat locus. Daae har et godt, tydeligt og behageligt Organ, kun at han, som sagt, skriger for stærkt, og taler desuden vel hastigt. Jeg kan ikke sige, jeg opbyggedes ved Ungdommens Overhøring. De gode Udenadlæsere vare faa, de tænkende langt færre, næsten ingen. Det kunde vel ei heller andet være. For 9 Aar siden hørte jeg Daae katechisere ved en Bispevisitats, og han gjorde det heel maadeligt; hvad Skole- holderne angaaer, da see Morgendagens Historie. Saaledes kan jeg da ikke sige, jeg gik synderlig tilfredsstillet ud af Guds Huus. Kun paa et eneste Sted har jeg i og udenfor Kirken hygget mig ligegodt: I Ullensvang. I Skaanevig og Graven glædedes jeg som Embedsmand, men ogsaa kun i denne Qvalitet. I Qvindherred, Strandebarm og her var det Modsatte Tilfældet. Paa de fleste Steder holdtes en vis Middelvei, saa at Roser blandede sig med Torne baade i Kirken og Præstegaarden. Ullensvang og Etne vare de eneste hver i sit Slags; hist var jeg tilfreds, her var jeg misfornøiet med Alt. Da vi i Eftermiddag sad og drak Caffe, kom jeg til at fortale mig slemt. I Klokkerens Nærværelse, hvem jeg troede bortgaaen, da han sad paa en anden Side af Bænken, hvor jeg ei kunde see ham, sagde jeg om hans Sang alt, hvad jeg paa omstaaende Side har skrevet. Det var mig forunderligt at Ingen svarede mig; jeg saae mig om og see, der sad Hr. Bager og hørte min Lovtale. Man har ellers siden yttret Glæde over denne Feiltagelse, da Manden skal have store Indbildninger om sin egen Ypperlighed, især som SIDE: 412 Sanger. Nu fik han da høre (eftertrykkeligere og med færre Omsvøb, end ellers vilde skeet) min Mening om ham, altsaa ogsaa min Retfærdiggjørelse, om jeg ikke forfremmer ham til det første Klokker-Embede, der bliver ledigt i Bergen. 17de August. Daae er en af de faa Bergenhusiske Præster, som endnu have Sands for Videnskabelighed, og, indskrænker end dette sig meest til Reminiscentser fra de academiske Aar (thi at han er gaaet frem med Tiden, troer jeg just ikke), saa interesserer hiint Minde ham dog, og tillod de locale Om- stændigheder at organisere videnskabelige Møder som i Sjel- land og Fyen, vare nok, blandt de Præster -- Sognepræster idetmindste -- som jeg i Aar har besøgt, Niels Hertzberg og Daae de eneste, der kunde tage Deel deri. Med Skoleholderne var jeg slet ikke fornøiet. I alle Henseender forekom de mig at være nogle jammerlige Karle, uden Undtagelse, nedenfor de Søndhordlehnske, og fremfor alt de Hardangerske. Der klages over at Lønnen er saa ringe, at duelige Subjecter ikke kunne faaes -- javist er den liden, men de fleste andre Steder er den ikke større, og dog er Forskjellen mellem de Fanøeiske og de Kingservigske og Gravenske som Nat og Dag. Jo nærmere Byen, jo slettere Skolevæsen, synes her at være almindelig Regel, og derover kan man sagtens ikke undres, naar man kjender Byens eget Skolevæsen. "Gaaer det saa med det grønne Træe", kunne Strilerne med Føie sige, "hvad kan saa ventes af det tørre?" 20de August. Der er i denne Tid Examen i Kathedralskolen, og paa Embedsvegne maa jeg bivaane den engang imellem. Der examineres kun i eet Værelse, og Rector sidder uophørlig og censurerer; det gjør da og de indbudne Herrer, af hvilke i Dag SIDE: 413 mødte Klagenberg, Præsterne Irgens og Christiansen (den sidste i hvid Vest og gule Nankins Buxer) og Bohr. Hr. Møller prøvede næstøverste Classes Kundskaber i Latin. Et Stykke af Livius og en Bog af Ovids Forvandlinger var det, som i det forløbne Aar var gjennemgaaet. Jeg kan ikke undres over, at Bergenserne staae sig slet i Latinen ved Examen artium, og vilde ikke undres, om de stod sig end slettere. Tingen feiedes af i megen Hast; der oversattes ta- liter qualiter, men ingen grammaticalske, historiske, mytholo- giske eller deslige Spørgsmaale. Langt bedre behagede mig Adjunkt Irgens's Methode. Han examinerede anden Classes Disciple i Græsk, og at de Disciple kunne lære noget, ind- seer jeg fuldvel. -- I Eftermiddag examinerede Sagen i det danske Sprog. Han lagde til Grund sin egen Læsebog, hvor Stykkerne ere valgte med ret megen Smag og Skjønsomhed, og jeg kan ikke sige andet: det var den bedste, interessanteste Examen i Modersmaalet, jeg veed at have hørt. Eleverne øves med Held i at declamere; især har Præsten Bruns Søn [fotnotemerke] deri udmærket Færdighed, og kan, naar han gaaer saaledes frem, engang blive en stor Declamateur. Han faaer nok Bedste- faderens klare, mandige Organ, ikke sin Faders Kyllingestemme. 21de August. Da Hans Majestæt kom til Christiania om Aftenen, kunde man naturligviis ikke tage imod ham paa Kartoffelageren; det skede i Opslo Ladegaard. Indbydelse var udgaaet fra Grev- inde Mörner, Bispinde Bech, Frue Thulstrup og Frue Carl- sen til Stadens Damer at tegne sig for 2 Specier til Kon- gens høitidelige Modtagelse. Der blev en talrig Subscription, som man vel kan tænke. Da kongen kom Kl. 8, modtoges han ved Porten af de bemeldte fire Damer, samt Grevinde Fotnote: Den som Sognepræst til Modum i 1865 afdøde Johan Lyder Brun, der blev gift med en af Pavels's Døtre. SIDE: 414 Wedel. Kongen gav Statholderinden, Oscar Hovmesterinden sin Arm, og disse samt Statsfruen og Bispinden fik et høikongeligt Kys. Sortklædte Piger istemte en Sang af Munch, der læses i Rigstidenden, og er Hverdagsgods. Nu gaves der en gouter (saa hedder det i Konstsproget, ventelig hvad ellers kaldes Æf- tasvel, Vesperkost, Klokkentremad, Mellemmad odl.), der be- stod af Theevand og Smørrebrød, Flødevafler, som Kongen skal være en stor Elsker af, Iis og Gelee. Efter halvanden Times Forløb drog man videre. Ved Æreporten gik det omtrent som for 3 Aar siden. Uagtet man vidste, Kongen var i Gamlebyen, begyndte man saa seent at illuminere den, at den ei var færdig, da han kom, og det som var det værste, man havde begyndt fra Byens Side, hvor han ikke skulde see den, og den hvor han kom fra var ikke færdig. Udenlandsfra anmærker jeg kun et nyt af disse mirabi- lia mundi, hvorpaa vor Tid er saa riig. Man har fundet spadserende Stene, seet Maanen dreie sig rundt i en Vals, item Svovlkugler regne ned og efterlade sig gule Pletter, og nu har den berømte Hr. von Kotzebue fundet et Iisbjerg, paa hvis Top er grøn Jord med Træer og Planter. 22de August. Storthings-Efterretningerne, der gaae til 29 Juli, inde- holde endnu blot Matriculvæsen og Drøvtyggen over Værne- pligten, men at Ting af større Almeeninteresse ere foretagne, sees af følgende Avertissement i Intelligentsseddelen: "Post- aabner Fedde (Repræsentant fra Lister Amt) anmodes her- ved at offentliggjøre, om ei 2 -- 3 Repræsentanter vare i hans Logie d. 5 d. M. og opfordrede ham til at afgive sit skriftlige Votum, der samme Dag befriede en under Rigs- ret sat Statsraad for Tiltale. Hr. Fedde vil meget forbinde Publicum, om ellers denne forunderlige Sag medfører Sand- hed, ved at opgive hvem disse Herrer vare. Repræsentanter- nes Hæder vil derved befæstes." Wedel synes altsaa at være SIDE: 415 in salvo [fotnotemerke] . Pavels Hielm er kommen til Christiania, og sikkerligen er det fra ham, der blandt bortkomne Sager lyses efter et Exemplar af: "Entwurff zu einer neuen Organisa- tion des schwedischen Heers von Otto Nat och Dag." Det er bekjendt, at dette i Preussen forfattede Skrift er en bitter Pasquil mod vor nuværende Konge af en svensk Officeer, der følte sig fornærmet af ham, og da Bogen bedes indleveret hos Boghandler Hielm, hvor hiin Rigssatyricus logerer, saa er der ingen Tvivl om, at det hele Tab er en Fiction af ham, for indirecte at faae sagt Kongen nogle Ubehageligheder ved hans høie Nærværelse i Christiania. Den Piil er imid- lertid temmelig sløv, da Carl Johan neppe læser Intelligents- seddelen, og de, der omgive ham, gjøre ham ventelig ikke op- mærksom paa sligt. En interessant litterær Nyhed har Sagen i denne Tid skaffet mig: Øhlenschlægers Reise, fortalt i Breve til hans Hjem. Schmidt kaldte den i sit Brev en mis- lykket Bog, og Sagen syntes i Begyndelsen at være af samme Tanker, men har nu tænkt om. O ja, vistnok findes der mange Ting i den, som ikke passe til den Høitidsklædning, hvori det stive Decorum byder at fremstille sig for Publicum, saadanne som jeg skriver i min Dagbog, eller i fortrolige Breve til min Kone, Liebenberg, Hersleb og andre, som jeg ikke gjør Ceremonier for, men at en Mand, hvis Genie og Fremstillings- gave ellers er bekjendt nok, engang stiller sin Individualitet tilskue, viser os Mennesket, ikke blot Digteren, hvad skader det? Bidrager det ikke tvertimod til for Samtid og Eftertid at fuldende Mandens Charakteristik? Jeg lider saadant overmaade godt. Det forstaaer sig, han bør ikke uophørlig fordre Opmærksomhed for sit Jeg, og for intet uden dette. Men det har Øhlenschlæger heller ikke gjort. Æsthetikeren vil altid finde nok, der uden Hensyn paa Forfatterens In- Fotnote: Se nedenfor under 31 August (S. 422). Det gjaldt Diriks, ikke Wedel. SIDE: 416 divid, vækker hans Interesse; ja meget, tør jeg sige, vil et- hvert Menneske af Aand og Hjerte finde i Bogen, der be- hager ham. Og saa er der igjen andre, blandt dem jeg uværdig, der i deres eget og andres Liv finder Glæde ogsaa i Smaating, og at saadanne lave Sjæle, Mænd henved 50 Aar gamle, der sidde paa Bispestole og holde Dagbog som Skoledrenge, læse denne Bog med Velbehag fra Begyndelsen til Enden, det tilgive os de alvorlige, dybsindige Væsener, der fordre, at Sjelen uophørligen skal være iført Pibekrave og Vingekjole, om saa Legemet gaaer i Frakke og Tøfler. Hvad jeg godt lider i denne Bog er: den godmodige Naivetet, som ikke lader sig miskjende som et Træk i Mandens egen Cha- rakteer: den inderlige Kjærlighed til hans Børn, der saa ofte udtaler sig elskværdig og rørende: og den billige, beskedne Dom over andre, endog mindre Digtere f. Ex. Claudius, som engang savnedes hos ham, og endnu savnes hos hans yngre Brødre i Apollo. Vel meget taler han dog om sig selv, og naar han næsten aldrig kan komme til nogen Mand eller Qvinde af Celebritet, uden at have et Digt, en Fortælling eller des- lige i Lommen, som han forelæser dem, saa kan jeg just ikke sige, at jeg fuldkommen gouterer denne franske Mode. 25de August. Atter var jeg paa Kathedralskolen, og hørte først Sagen examinere sidste Afdeling af nederste Classe i det danske Sprog. Det gik forsaavidt godt, og nogle af de smaae Drenge vare ret flinke. Saa kom da Hr. Winding, hvis Examen slet ikke behagede mig, hverken Materie eller Form. Der var ingen Grændse sat; han var ved den gamle halvfabelagtige Historie om Grækenlands og Italiens Befolkning, og ved den franske Revolutionshistorie, over hvilken han endog synes at have holdt ordentlige Forelæsninger. Det scurrile Væ- sen, man beleer ved hans Underviisning, mærkedes ogsaa SIDE: 417 her Spor af. Talen var f. Ex. om Peter den Stores Indtrængen i Strelitzernes Forsamling, og for at vise, hvor- ledes det pludselige Trommeslag overraskede dem, trommede han med Munden; der fattedes blot, at han skulde gesticuleret med et Par Penne, for at gjøre det ret naturligt. Ellers lærte jeg i Dag, hvorfor Ungdommen her i Landet, in specie her i Byen bør lægge sig efter den russiske Historie; vi have nemlig nogle interessante Dramer, som op- kføres paa vor Stueplads, og saa er det godt, man veed hvad man seer!!! -- Eleverne svarte ret upaa- klageligen. Præsten Aars [fotnotemerke] , som er paa veien til Nordlandene, gjorde mig Visit. Han havde forladt Christiania efter Kongens An- komst, og vidste at fortælle endeel derom, blandt andet at sex smaa Piger, der stod med Blomsterkurve ved Indgangen til Ladegaarden, og skulde bestrøet hans Vei med Roser og Lilier, bleve forfjamsede, saa at han kom forbi dem, og for nu at re- dressere Feilen, strøede de Blomsterne bag ved ham, hvorved de rigtignok gjorde ham en end større Compliment som den, hvis Fodspor Blomster fremspire. Efter Aars kom en Kjøbmand, hvis Barn Pastor Chri- stiansen af urimelig Forsigtighed ei turde døbe uden min Tilladelse, da Sagen dog er soleklar. Irgens, med hvem han for et Par Aar siden havde en Feide, har sat saadan Skræk i ham, at han, hvor denne kunde have noget at sige, ikke tør gaae et Skridt uden at gaae i Ledebaand. Posten bragte tre Privatbreve. Hersleb har gjort Be- kjendtskab med et Par lærde Svensker af Rigsdagsdeputa- tionen: Neumanns Ven Dr. Hedrén, en pyntelig og som det synes hæderlig Mand, og en Professor i Polemiken ved Navn Wyckmann, en lystig Person med en Kobber- Fotnote: Jens Aars, i 1817 befordret fra Enebak til Hadsel i Vesteraalen. SIDE: 418 næse!!! De spaae at vort Universitet om kort Tid vil over- gaae de svenske. Storthinget har givet Deputationen en Diner, "hvorfra de gik hjem, bene poti, som ravende Beviser paa Broderkjærlighedens Magt." Hersleb roser Lassen [fotnotemerke] men giver forresten vore unge Bergensere, som er oppe til Examen artium, et slet Skudsmaal -- "Glæde for Øiet og Sorg for Hjertet" udgjør det uheldvarslende Indhold af Major Juells Brev. Tørken vedblev og al Kornavl mislykkedes. De fleste Skibsladninger, som komme, kjøbes og brændes op i Brændeviin. Kjøbmand Stenersen [fotnotemerke] holder 64 Kjør, 70 Sviin, sælger 300 Potter Melk om Dagen, og bliver en ho- vedrig Mand. Endog Kartoflerne ere ved Tørken mislykkede; de fleste ere som smaa Nødder. Hvad Korn man har, kan man ikke faae malet af Mangel paa Vand. Pengemangelen er saa stor, at man ved at gaae Huus fra Huus ei kan faae laant 100 Rbd. Imidlertid har man Feter og Lystigheder. Et Bal med Fyrværkerie, som man vilde givet Kongen, blev der dog intet af. Billet for Cavalier og Dame skulde koste 17 Specier, og det fandt de fleste for drøit. Kongen skal haardeligen have tiltalt et Par Storthingsmænd, hvorved disse ei see blidt. Hans Forslag om Veto ved Naturalisa- tionen og om dansk juridisk Examens Afskaffelse er forkastet. Agent Nielsen har i Grev Mörners Huus og i Kronprindsens Nærværelse udskjældt og knyttet Næve mod Byeskriver Falsen, der skal være en meget retskaffen Mand. Man troer han slipper med en høi Mulct og Afbigt i Grev Mörners Huus i 12 Storthingsmænds Nærværelse. Oscar gav et Par Dage efter et Bal for 400 Personer, men bad ikke Nielsen. Chri- stie er igjen i stor Anseelse i Storthinget, og faaer drevet igjennem alt hvad han vil. Statsraad vil han slet ikke være. Fotnote: Den siden saa berømte Orientalist Christian L., som i dette Aar dimitteredes fra Bergens Skole. Fotnote: Even B. Stenersen, Storthingsmand for Christiania 1821. SIDE: 419 Han gaaer som Formand med den Deputation, der følger Kongen til Trondhjem. Thulstrup er bleven Livmedicus med 800 Spd. Gage. -- Det tredie Brev var fra Liebenberg. Prof. Jens Møller er bleven smækvred fordi hans Lovtale over Daniel Rantzau ikke vandt Prisen, har udgivet Talen og i en Fortale spyet Gift og Galde mod Censorerne, Mal- ling undtagen, hvorfor og denne, der ikke skjøtter om slig Udmærkelse, har givet ham et Svar, "der med skarp Lud va- sker den kildne Polyhistor." I Kjøbenhavn er nu ei andre litteraire Feider; derimod er Tydskland endnu i Bevægelse over Harms, og i Kiel taales ingen Neutralitet. Han har i en Prædiken haardeligen revset de skaldede Mandfolk, og forsikrer, at Gud har tegnet dem med dette Mærke, som ufeil- barligen viser deres utugtige Levnet. 26de August. Brun forelæste mig et Brev fra Aabel. Kongens nærvæ- rende Ophold i Norge skal være ubehageligt. Fra han betraadte Grændsen har Klager og Ansøgninger fra Deputationer og Individer mødt ham ved hvert Skridt. Han er ikke fornøiet med Nationen, og Nationen ikke med ham. Han har talt meget om at udrydde Nationalhadet og tilveiebringe en nøiere Forening mellem Folkene -- jeg er bange, det Middel nu ikke vil hjælpe. Det er sørgelige Auspicier, hvorunder Kroningen skeer. Sligt havde man ikke ventet sig, naar Carl den 13de døde, vel udvortes Uroe, men ikke indvortes; godt maaskee, om hiin var kommen først, det vilde maaskee sikrere forenet Hjer- terne end Bebreidelser til Storthinget, Pressetvangforslag, ja end svenske Broderkys, Frokoster, Comedier odl. Man faaer nu gaae sin Skjæbne imøde. I Eftermiddag endte Examen i Kathedralskolen med De- clamation, deels af poetiske, deels af prosaiske Stykker, hvori alle Skolens Elever aflagde Prøve. I hver Classe var een, som SIDE: 420 jeg udmærkede: i øverste Jordan, i tredie Lyder Brun. Harbitz [fotnotemerke] , Broder af Klokkeren paa Hougs, besidder ogsaa Anlæg i fortrinlig Grad; især har han et stærkt, fuldt, yp- perligt Organ. Nogle havde faaet Ting at declamere, som aldeles ikke passede for deres Organ. Saaledes declamerede Sønner af Irgens og Welhaven [fotnotemerke] , smaabitte Drenge, he- roiske Stykker, der klang pudserligt i en saadan Mund. -- Mod Aften sendte Prof. Arentz mig de to øverste Classers Prøvestile. Det var altsammen maadeligt Gods. 27de August. Hr. Christiansen gjorde mig i Dag Ceremonievisit i Præstekjole. Hans Ærinde var at bede mig til Fadder, men ved samme Leilighed viste han mig et Brev fra Chordegn Rein til en Kjøbmand af den tydske Menighed, med Fordringer om Offer for 12 Aar. Jeg ønskede, man engang vilde gjøre officiel Angivelse til mig om saadant, saa skulde der med Guds Hjælp nok raades Bod derpaa. Man foredrager mig saa- mange Bagateller, hvori jeg hverken kan eller vil eller bør decidere, men i Ting, hvorover jeg kan være competent til at dømme, idetmindste indhente Regjeringens Beslutning, finder man sig roligen, og kun tilfældigviis komme de til min Kund- skab. At overholde de Geistliges Rettigheder er min Pligt, som det er min Glæde; men i Almindelighed troer jeg ikke man her i Bergens Stift er utilbøielig til at give den Skat, der bør Skat, den Told, som bør Told, den Ære, som bør Ære; men at favorisere Præster og Degne i deres overspændte Fordringer har jeg ligesaalidt isinde. Fra denne Side kan jeg med rolig Samvittighed see tilbage paa min egen Em- bedsførelse. Fotnote: Den senere Sognepræst og Storthingspræsident. Fotnote: J. S. Welhaven. SIDE: 421 30te August. Jeg visiterede i Oos Kirke. Jersin holdt en bedre Prædiken end hans Broder paa Voss, skjønt i samme Smag. Med Ungdommen var jeg i det Hele tilfreds; den overgik langt mine Forventninger, og det er ikke første Gang, denne Examen har bragt mig i Vildrede, da jeg ikke kunde bringe Lærernes Flid og Duelighed i Forbindelse med Lærlingernes Kundskaber. -- Under min Slutningstale havde jeg et rø- rende Optrin. Jeg spurgte som sædvanlig Lærere og Til- hørere om de havde noget at klage over hverandre, og rele- verede den Omstændighed, at den ene af Lærerne nys var kommen, den anden snart skulde reise. Jersins Svar var koldt og røbede ikke nogen Tilfredshed, men da Raden kom til -- * -- , stod Taarerne ham i Øinene, da han sagde Nei, og tilføiede, at han takkede Menigheden for al dens Kjærlig- hed. Jeg nyttede Leiligheden til at tale nogle bevægelige og kraftige Ord i den Anledning, og der udbrød en almin- delig Hulken, saa jeg næsten ikke mere kunde holde det ud, men fristedes til at græde med. Jeg afbrød da, men er sjelden gaaet fra Kirken i en saa god Stemning, hvilket her var mig aldeles uventet, og saaledes kan jeg da sige: "Naar Enden er god, er alting godt!" Da jeg yttrede, at jeg næste Aar kommer til det af Stiftets Provstier, der uden Tvivl i det Hele staaer paa det laveste Culturens og Moralitetens Trin: Sogn, fortalte N. Hertzberg, at han som ung Student, for 40 Aar siden, havde hørt Biskop Hagerup sige i hans Faders Huus: "Nu skal jeg snart til Hedenskabet og visitere", og det var -- Sogn! 31te August. Rigstidenden: Nordpolsexpeditionen er for det første kommen paa et londonsk Theater i et Stykke, der i Skjønhed og Pragt overgaaer alt, hvad man af dette Slags hidtil har SIDE: 422 seet. (Med Tiden faaer man vel denne Skjønhed og Pragt at see i det virkelige, thi en amerikansk Skipper har udpøn- sket, at Jorden indvendig er huul og beboelig, og naar man vil understøtte ham, vil han seile til Sibirien og ovenfor 82 Grads N. B. opdage et varmt og riigt Land). Man læser fremdeles Christies Tale til Kongen og dennes Svar, hvilket sidste vel falder noget bebreidende, men jeg seer intet deri, som kan fornærme Storthinget og Nationen. -- Stor- things-Efterretninger: Alle Constitutionsforslag ere for- kastede. Sommerhjelms Sag bortfalder af Mangel paa ju- ridiske Beviser. Det var Diriks, som reddedes ved Samuel Feddes skriftlige Votum. En Klage fra Aasgaardstrand fandtes saa grundet, at 27 voterede for og 26 mod hans Indstævning for Rigsretten. Fedde tiltraadte Minoriteten, og saa gjorde Præsidentens (Rambechs) Stemme Udslaget. 1ste September. I Storthings-Efterretningerne seer man fremdeles, hvorledes Statsraaderne, blandt hvilke ogsaa Fasting var under Anklage, ere slupne ud af Fælden. Bispinde Bruns Pension decreteredes eenstemmigen. Abel (det er sørgeligt) skal gjøre Storthinget og Procurator Krogh Afbigt, for at have oplæst Johan Hjorths fornærmende og ubeviste Be- skyldninger. [fotnotemerke] Sverdrup har som Præsident holdt meget vakre Afskedstaler til Kongen og Kronprindsen. Jeg vil ikke negte, at han fornedrer sig til at smigre og glædes da hjerteligen, "at Prinds Oscars herlige Egenskaber og sjeldne Sindets Gaver dagligen udvikles, og at han med Ynglingens Ild forener Mandens faste Rolighed." Ikke mindst glædes Fotnote: Se nærmere herom Storthings-Efterr. 1814 -- 1833. I. 695 -- 696. Det Oplæste indeholdt fornærmelige Yttringer mod Repræsentanterne Procurator Krogh og Sorenskriver Borchsenius. SIDE: 423 jeg ved Kongens Overbeviisning om alle Storthingsmændenes Fædrelandssind. 2den September. Neumanns Brev handler meest om Kongen og hans Ophold i Christiania. Ved Svinesund blev han af Fredriks- halds Borgere modtagen med megen Festlighed og havde følt sig særdeles tilfreds. Paa Moss og Grændsen af Ag- gershuus Amt var opreist Æreporte. Den i Christiania var antik og ret smagfuld, men for lav og tog sig ikke godt ud. -- Paa Schultz og Flor var Carl Johan forbitret; "om Skribleriet dømte han omtrent som du" -- altfor stor Ære. Om Nationens enfance skulde han ellers ikke tale for høit og for ofte, synes mig; man vil dog nødig lade sig kalde Barn, naar man ikke er det. Ved Afskedsaudient- sen kyssede Kongen Neumann, og roste ham for Enge- ström som "un bon patriote norvégien, et en meme tems scandinave". Doctorpromotionerne ere afværgede. En erkjendt Slubbert, halv Bonde og heel Vertshuusmand i Asker er Forfatter af Avertissementerne i Intelligentsseddelen. Pro- fessor Olafsen har skrevet et carmen til Kongen paa fire Sprog, latinsk, islandsk, dansk og fransk. 8de September. En ung Person var hos mig, for at spørge om Bede- manden var berettiget til at fordre 200 Rbd. af ham, for at invitere Liigfølge til hans Fader, og siden følge Liget. Det er sandt, det er nogle uforskammede Karle med deres Fordringer, alle disse Kirkemennesker, det indrømmede jeg ham, men her kunde jeg intet gjøre, da Bedemændene staae under Magistraten. 9de September. Nationalbladet indeholdt et mærkeligt Stykke: en meget SIDE: 424 grundig og beskeden Indsigelse mod collegii academici Fremgangsmaade ved examen artium baade dette og forrige Aar, ved at admittere Candidater, der efter de gjældende Love burde været bortviiste. Forfatteren synes meget nøie bekjendt med Sagen, og det er uden Tvivl beviislige Facta, han beraaber sig paa. Alle Grunde, der kunne tale for saadan Skaansel fremsættes og gjendrives, og de skadelige Følger af dette Medlidenhedsprincips Anvendelse vises, som mig synes, med megen Evidence. Det maa være krænkende for Oberstelieutenant Hammer og Præsten Irgens, da der udtrykkeligen henpeges paa disses Sønner, og ikke mindre for Professor Arentz, da Grunden, hvorfor de to Candidater ei rejiceredes, angives at være "Agtelse for en gammel for- tjent Skolemand." Er det saa, som her foregives, at de fik nye Opgaver, og at en Professor sad hos dem og ret- tede de groveste Feil, inden Svaret ble reenskrevet, saa har de virkelig drevet Barmhjertigheden forvidt. Som et Rygte nævner denne vel underrettede Mand, at Projectet om de seminaristisk dannede Præster, efter de indkomne Betænk- ninger, fandtes saa skadeligt, at Regjeringen ikke vovede at anbefale det til kongelig Sanction; af denne Ære tør jeg da vel tilegne mig en god Deel. 11te September. Det nyttige Selskab holdt Generalforsamling. Der valgtes fire Committeer, af hvis Bestræbelser man tør haabe, Efterverdenen engang vil see velsignede Frugter, skjønt jeg for min Deel endnu ikke veed, hvad der skal bestilles, eller engang hvad man tænker at opnaae i den, hvor jeg er Med- lem, og, om Gud vil, Formand. Som billigt staaer Le- gemet foran Sjelen i et Selskab, der kaldes det Nyttige. De første Committeer ere altsaa for Agerdyrkning og Industrie. Saa kommer da Almeenoplysning, hvor det som sagt er SIDE: 425 skjult for mine Øine, hvad Selskabet i den Henseende kan og bør virke. Denne Committees Medlemmer ere: Biskop Pavels, Overlærer Sagen og Amtmand Falsen. Endelig er der og en Committee for Tarvelighed, som bestaaer af Lieute- nant Foss, Bohr og en Peter Gran Bredahl. Endeel ind- komne Breve og Ansøgninger omdeltes; deriblandt var og- saa for Piger, som søgte Præmie for lang og troe Tjeneste. Man var ikke enig om saadant burde ansees at ved- komme Oplysning eller Tarvelighed, men paa min Forestil- ling om, at Ingen bekymrer sig om, hvor oplyst hans Tjeneste- tyende er, men at det derimod er en vigtig Sag, at de vise sig opmærksomme paa Huusmoderens eller Madmoderens Tarv i det økonomiske, fandt de fleste Opponenter det meget rimeligt, at Tarvelighedscommitteen befattede sig med den Ting. Oplysningscommitteen gik altsaa tomhændet bort, og naar nu den officielle Communication er indløben, saa tilkommer det vel mig at sammenkalde mine Colleger og raadføre mig med dem, om vi maaskee ved at lægge vore Hoveder i Blød kunde udpønske, hvad det er for en Virke- kreds Selskabet har anviist os. Da dette Valg var tilende- bragt, ventileredes og fattedes da tillige Beslutning om Under- støttelse til en Dyrelæge, som vil nedsætte sig her. To Trediedele af Summen udbetales strax; skulde det Hele været det, vilde efter Cassererens Forsikring den hele Casse- beholdning gaaet i Løbet, og Selskabet kunde da kalde sig et Veterinairselskab og givet Production, Industrie, Op- lysning og Tarvelighed en god Dag, da jeg ikke seer Dyre- lægekunsten kan henføres under nogen af disse Rubriker. Fra Østlandet har man Underretning om, at en Bonde- opstand virkelig har været eller er i Gjære. Nogle 100 Bønder fra Hallingdal, Ringerike og Hadeland vare alt komne til Jonsrud, men lod sig overtale til at vende om for den Gang. Der taltes og om Sammenløb af Oplands- SIDE: 426 bønder, og man var i nogen Frygt for de Deputerede, som vare paa Veien til Trondhjem, men deels betænke de sig vel, inden de insultere Folkets Repræsentanter, der som saa- danne ere hellige Personer, deels har man i Rigstidenden Efterretning om Kongens Reise ligetil Røraas og overalt mærkedes Tilfredshed og Jubler, og ihvorvel Misnøien ei var over ham, og man vel ikke i hans Nærværelse vilde yttret den lydeligen, maatte dog nok Spor af Gjæringen mærkes ogsaa i de Egne, hvor han kom, og Bulletinskriveren vilde talt i en anden Tone. I Eftermiddag havde jeg Besøg af en forstandig og interessant Bonde fra Sogndal, af hvem jeg hørte mange velgrundede Raisonnements, og fik adskillige Oplysninger. I Præsten Normann, der overalt møder en mageløs Yndest og Agtelse, var han enthousiastisk indtaget; han havde aldrig hørt en saadan Prædikant. Vedbliver denne Mand som han har begyndt, vil jeg engang ønske mig ham til Efter- mand, og er da vis paa, at han langtfra at nedbryde, hvad jeg har opbygget, vil bygge med langt større Indsigt og Standhaftighed end jeg. -- At Qvale bringer verdslige Handeler, Agerdyrkning, Sundhedspleie osv. paa Prædike- stolen, istedetfor at prædike Guds Ord, har jeg før hørt fortælle, og hørte det nu gjentaget. 13de September. Heller ikke i Dag var jeg i Kirke; der forestod mig en haard Pust, som gjorde Formiddagshvile nødvendig: Barnedaabsgildet hos Welhaven. Klokken omtrent 3 blev min Kone, som skulde bære Barnet, og Frøken Brun af- hentet med Karet, den eneste i Bergens Bye. Allerede her i Gaarden samlede sig en Hob Nysgjærrige, meest Børn, for at see dem stige i Vognen, men i og ved Hospitalskirken skal Vrimmelen have været umaadelig. Drengen, som blev op- SIDE: 427 kaldt efter sin Fader, skraalede ganske umenneskeligt; det var maaskee et Omen for, at han engang vil træde i sin Faders Fodspor, og raabe saaledes ud af Struben, at hans Tilhørere blive døve, inden han selv bliver hæs. -- Min Kone og Frøkenen vare de eneste Fruentimmer i Selskabet, og havde det naturligviis særdeles morsomt. Mig var Skjæbnen gunstigere. Welhaven havde gjort to nye Vise- stumper, en for Norge og en for Kongen, ved hvilken man fik Leilighed til at istemme et tredobbelt Hurra. Det første af disse Vers var ret vakkert. Endnu sang man et Par Vers, men det havde ingen Art. At sammenparre Gjæster og drikke deres Skaal i jevn Prosa, item at udbede sig den Ære at drikke et Glas med hinanden, det kommer man bedre fra i saadanne Selskaber. Blandt Gjæsterne var en Capt. v. Krogh, der havde faaet den nye Uniform, som saa aldeles lignede nogle svenske Regimenters, at jeg troede, det var en svensk Officeer, der var kommen hid i et eller andet Ærende. 15de September. Hvad Posten medbragte er det eneste, jeg i Dag har at optegne. Af Breve bragte den kun et eneste, fra Hertz- berg i Ullensvang, men indeni det laa to fra Koren, som indeholdt adskilligt interessant og glædeligt, især hvad han skriver om Kongens Yttringer saavel til Deputationerne, hvis Klager allevegne lød ham imøde ved Ankomsten, som siden til Storthingets Præsidenter og andre, hvorledes han nemlig afskyer den Tanke at ville udvide sin Magt over hvad Rigets Grundlov tilstaaer ham, og erkjender at saadant Forsøg vilde paaføre Folket Elendighed og fremskynde hans egen Undergang. Enig Samvirken med Storthinget og streng Overholdelse af Retfærds Grundsætninger er hans høieste Ønske, og hans Haab, at om end da Misnøie skulde yttre SIDE: 428 sig, vil den dog aldrig udbredes og tage skadelig Overhaand. Det er og bliver dog den gode gamle Carl Johan, og hvad der kommer fra ham, som ei synes at harmonere hermed, er vist ikke hans Værk, men Indskydelse af Mennesker, som hverken ere hans, Norges eller Sverriges sande Venner. Afskedsaudientsen for Storthinget skal have været meget be- hagelig. Hver Præsident (altsaa og Schultz!) fik 2 Kys, og det, efter Korens Udtryk, "med blid Fyrighed". Et Par artige Anecdoter fortælles og om, hvorledes en Hob galante Herrer og Damer en Aften dandsede i Mørke ude paa Lade- gaardsøen, da Mörner havde gjort Regning paa, de skulde tage bort Kl. 7, og derfor ikke ladet bringe Lys derud, og hvorledes ved Storthingsgildet, hvor man havde de meest udsøgte Drikkevarer og tilsidst en meget stærk og liflig Punsch, Mörner og Engeström fik en dygtig Perial, og istedetfor efter Tilsigelse at komme til Kongen Kl. 7 og arbeide i hans Cabinet, ravede i Forgemakket hjertensglade og for- trolige, til megen Morskab for Kongen, der overraskede dem, og fritog dem for alvorligt Arbeide den Dag. -- Da Sver- drup i Gjæstebudet udbragte: "Den constitutionelle Frihed i begge Riger!" gloede Grev Brahe, som sad ligeoverfor Ko- ren, ilde og drak Skaalen med megen Trevenhed. Nationalbladet har aftrykt en Beskrivelse over Torden- skjolds Duel med Oberste Stahl, og Anledningen dertil, i sin Tid meddeelt af hans Kammertjener. Har man dermed til Hensigt at chicanere de Svenske, vil den neppe blive op- naaet. Selv for Tordenskjold indeholder Historien lidet ærende, og for Stahl ei stort mere vanærende. Imidlertid, saavidt jeg kunde mærke paa Schwindt, ere vore patriotiske Harlekiner blevne meget allarmerede derover. 18de September. Munch har ligesom Neumann i denne Tid badet sig SIDE: 429 i Fyrstegunstens Solskin. Han har prædiket to Gange i Cabinettet, er ogsaa omfavnet af Kongen og forsikret om hans udmærkede Naade, men hverken Gulddaase eller Lang- korke eller nogetsomhelst udvortes Naadestegn er hidtil fal- den i hans Lod. Derimod have Statsfruerne og Stats- raadinderne, de to Grevinder ikke at forglemme, faaet kost- bare Foræringer: Hals-, Øren- og Armprydelser af Guld og Brillanter. Med Pavels Hjelm og den blide Modtagelse, han efter Kjerschows Brev fandt, tog det en bedrøvelig Ende. Det Digt, han overrakte Kongen, var i høieste Grad impertinent, yttrede Sorg over Adskillelsen fra Danmark, indeholdt ringeagtende Udladelser om Carl den Trettende og Bøn til Carl Johan, at bruge sin Søn til Tolk og ikke Hofkryb, som løi for ham. Da Kongen havde ladet sig Digtet oversætte, blev han, som rimeligt var, vred, og lod Hjelm vide, at han ikke ønskede Digtet trykt. Forfatteren fordrede da 400 Rbd. for at udlevere de trykte Exemplarer; han fik dem, Kaltenborn Exemplarerne, og min uværdige Navne reiste hjem i Vrede. Med Bondeopstanden saae det heel betænkeligt ud, og meget alvorlige Anstalter føiedes. Man frygtede blodige Optrin i Byen, hvis Pøbel truede at gjøre Partie med Bønderne. Men de ventede Hjælpe- tropper fra Hedemarken udeblev, og den forsamlede Skare fra Valders, Ringerige og Hallingdalen skiltes ad. Ganske rolig er man endnu ikke, og frygter især, at enkelte Stor- thingsmænd skulle blive insulterede paa Hjemveien. -- Et stort Beviis paa, hvorledes det ved min kloge Moderatisme lykkes mig fremdeles at blive "ein guter Freund von allen Potentaten ", er, at jeg med een Post fik fortroligt Venne- brev fra Provst Munch og Præsten Schultz. Han er endnu misfornøiet med alt, hvad der kommer fra Regjeringen eller skeer den til Ære, og det kan ikke negtes, at han driver sin Opposition altfor vidt. At han mener det ærligt med sit SIDE: 430 Fædreland, derom kan jeg aldrig tvivle, og da han ikke kryber om i Mørket, men siger offentligen og frimodigen sin Mening, da han altid, saavidt mig bekjendt, har været den redelige, skjønt altfor mistænkelige og strengt dømmende Patriot, saa var det besynderlig uklogt af Mørner, som ellers indbød alle Storthingets Embedsmænd, at udelukke Schultz, uagtet han var Odelsthingets Vicepræsident, fra alle officielle Maaltider, indtil han blev virkelig Præsident, da han ei kunde forbigaaes. Jeg vil ikke nogensinde negte, at der i den senere Tid er skeet illiberale, vel endog consti- tutionsstridige Skridt fra den executive Magts Side, men heller ikke kan jeg frafalde min gamle Paastand, at mange af Oppositionens Ulykkesspaadomme ere Drømme, som de af ældre Erfaringer kunde lært, ei at sætte ubetinget Lid til, ligesom jeg ogsaa stadigen troer, at en Fremgangsmaade som Schultz's, Flors og flere aldeles ikke er den, hvorved det Onde afværges, hvis vi virkelig trues dermed. Der gi- ves en alvorlig Fasthed, som imponerer uden at opirre, som idetmindste Ingen kan lade sig vedgaae at vredes over; den udretter vist mere end den ængstelige Stræben efter at finde Feil hos Regjeringen, som har characteriseret dette og forrige Storthings Oppositionsmænd. Hvad imidlertid Schultz angaaer: min Mening om hans Aand og Hjerte er uforandret; han forlader nu den politiske Skueplads, og vender tilbage til sine Embedssysler, og jeg troer ikke Landet taber derved. Om Pavels Hjelm er iøvrigt hans Mening den samme som Munchs. 20de September. Det hedder at David Thrane er frigivet mod Caution og Forpligtelse terminviis i 10 Aar at erstatte Staten den fravendte Sum. Der var i den Anledning heftig Dispute mellem Falsen og Assessor Bull, da den første ansaae Thranes SIDE: 431 Forbrydelse for reent Tyverie, og troede, at han ligesaalidt burde undgaae Straf, som Tyven løslades, om han og til- bageleverer Tyvekosterne. Bull derimod paastod, at den vedtagne Fremgangsmaade er aldeles overeenstemmende med Lovene. Han documenterede saa tydeligen og oplyste Sagen saaledes med Exempler, at jeg troer han har Ret. Men deri er jeg enig med Falsen, at om saadant staaer i Loven, saa burde det ikke staae der, da slig Barmhjertighed er utidig. -- Statsraad Krogh siges nu at skulle udarbeide den hele Lovbog, og at denne stykkeviis skal sendes de øvrige Lovcommissairer til Revision. Det er maaskee og det bedste Middel til at indbringe Eenhed i Arbeidet, og engang faae det tilendebragt. 21de September. Fra Statssecretariatet sendtes mig en kongelig Kund- gjørelse, hvoraf sees at Bønderne fra Ringerige og Halling- dalen atter have været i Bevægelse og ere arresterede. Kongen formaner Almuen over hele Riget til at holde sig rolig og at bøie sig under Lovens Herredømme, hvilket han efter sin Pligt kraftigen vil stræbe at haandhæve. -- Kro- ningen er fuldbragt i deiligt Veir og til almindelig Glæde. Det synes endog som om man har optaget den Christiani- ensiske Skik at raabe Hurra i Kirken, anderledes kan jeg ikke forstaae de Ord: "Da Kronen sattes paa Hans Maje- stæts Hoved, gjenlød Luften af de Nærværendes Glædes- raab." (Hvad der ellers skal være notorisk, skjønt det ikke staaer i Rigstidenden, er, at Bugge i sin Tale havde ud- skjeldt det norske Folk og holdt Kongen overdrevne Lovtaler, og at man om Aftenen slog hans Vinduer ind med Stene, om hvilke var viklet Papir med følgende Ord: "Tak for din Tale i Dag, Bisp! som du har hædret os, hædre vi nu dig igjen!"). Kongen og Kronprindsen spiste allene; deri- SIDE: 432 mod gav Anker stort Middagsmaaltid for 150 Personer (det var da endda ikke saa meget stort). Saa læser man da en lang Ridderliste, hvorpaa mit Navn ikke staaer. Jeg havde rigtignok ventet at blive Commandeur af Nordstjernen som eneste Bisp, der ikke er det, men sandelig, ikke par depit, af reen Grundsætning glæder jeg mig over at være forbi- gaaet. Skjønt mine Tanker om Kongens Person ere ufor- andrede, har jeg dog altfor lidet været tilfreds med nogle af den executive Magts Ord og Gjerninger i den senere Tid, til i dette Øieblik at ønske noget nyt svensk Hæderstegn. Mange Betragtninger lod sig ellers anstille ved denne Ridderliste. Hvormed har Ingier udmærket sig fremfor de andre Generalveimestre, og hvad er Oberste- lieutenant Grüner mere end Dons og Scharffenberg her i Stiftet? At Sverdrup og Ræder ere svenske Riddere, er en mærkelig Tingenes Omvexling; og hvorfor maatte Hersleb nøies med den stygge Vasaorden? Hvorfor blive Soren- skrivere Riddere af Nordstjernen, Fogder af Vasa? og lader man det gjælde, at gamle Angell som Stiftsprovst og for- nemste fungerende Geistlig næst Biskopperne, fik dette Hæders- tegn -- hvad i Guds Navn har da Aschenberg og fremfor alt Finkenhagen gjort for at fortjene det? Var det fordi Kongens Domestiker rumsterede saa slemt i Næs Præste- gaard 1814, at dette Forsoningsoffer bragtes ham? Man- den er meget brav, jeg veed intet ondt om ham, men at min Christian Hertzberg var ligesaa værdig til en Ridder- orden som Finkenhagen og lidt til, det skal man ikke af- disputere mig. Af Storthings-Efterretninger er udkommet et Ark, hvori kun det mærkelige, at Abel har vægret sig for at give den ham paalagte Erklæring, og at det nu skal tages under Overveielse, hvorvidt han kunde qualificere sig til at ind- stevnes for Rigsretten. Dertil kan det vel ikke komme i SIDE: 433 en saa ubetydelig Sag; men negtes kan det dog ikke, at Storthinget høiligen compromitterer sig ved en saadan Deci- sion, hvorimod man ustraffet kan excipere. En saadan Vægring burde man tænkt sig mulig, inden man fattede Be- slutningen, saa var denne maaskee falden lidt anderledes ud. -- I Nationalbladet har Hjelm (det er upaatvivlelig ham) begyndt at udøve sin Privathævn over Kongen ved et Brev fra Landet, hvor han gaaer tilbage til dennes Gesandtskab i Wien og Krigsministerium, hvilke to Epocher vistnok ikke ere af de glimrende i Carl Johans Liv. Jeg gad vide, om ikke den Person engang løber Hornene af sig. En an- den (eller maaskee den samme) er meget misfornøiet med at man i Rigstidenden har talt om vort Lands Lyksalighed, og søger at godtgjøre, at vi er et meget ulykkeligt Folk. Der faaer da og Christie Irettesættelse for sin Tale til Kongen. 22de September. Fra Stiftsprovsten kom Skolecommissions-Forretningen for Hougs og Hosanger. Aarsagen, hvorfor ingen Com- mission holdtes i Hougs 1816 eller 17 var Sognepræstens Upasselighed det ene Aar og ondt Veir det andet. I Regard af den gamle Stiftsprovst som Commissionens Præ- ses, lader man saadant gaae hen; det burde virkelig ellers ikke blive upaaanket. 24de September. Falsen er en Mand ganske efter mit Hoved, om just ikke altid efter mit Hjerte. Ogsaa han skriver, som jeg, næsten alle sine Embedsbreve med egen Haand, og indfører mange af dem selv i Copiebogen. Hurtighed og Nøiagtighed er ogsaa ham en vigtig Ting; han viser dem og fordrer dem, og det sidste kan man med god Samvittighed, naar man ei SIDE: 434 forsømmer det første. Ellers behage Tidernes Tegn ham ikke, og han har meget imod vor Administration. Han, ligesom Schultz, seer allevegne Planer til at amalgamere Nationerne; især finder han det nye Exercerreglement an- stødeligt, hvor der rigtignok ogsaa skal være anbragt ganske underlige svenske Talemaader. Efter sine Grundsætninger paastod han, at han ikke kunde modtage en svensk Ridder- orden, men maatte sende den tilbage, om man havde givet han den. Paa min og Sagens Erindring, at Mange faae en fremmed Ridderorden, og bære den upaaanket med deres Regjerings Tilladelse, uden derved at komme i nøiere For- bindelse med hiint Land end før, vidste han dog intet syn- derligt at svare. Saadant Afslag er overalt en egen Ting. Mange Exempler i den nyere Tid, og det ikke af Rørkjæppe og Veirhaner, men Folk af erkjendt Charakteerfasthed og Retskaffenhed, har bestyrket mig i det gamle Ordsprog: "Loven er ærlig, men Holden besværlig". [fotnotemerke] Saavel om Bondeopløbet i Christiania, som om Spec- taklerne i Trondhjem, har man nu nogen Kundskab. Da man hørte om Bøndernes Anmarsch, kom hele Christiania i Bevægelse. Alle Tilgange til Byen besattes med Militair- vagt; endog Cadetterne vare posterede ved Vaterlands Broe, et farligt Sted for dem. Da Bønderne nærmede sig, bad man dem vende om. Det vilde de ikke. Nu ja, saa arre- sterede man et Par Flokke, holdt Forhør over dem, og lod dem faa gaae, hvor de vare komne fra. For det første er det da dermed forbi. Rygtet om Slagsmaalet i Trondhjem mellem de norske og svenske Søefolk er usandt eller idet- mindste høist overdrevent; det var en yderlig Bagatel. Fotnote: Falsen blev R. N. O. 8de August 1820 og 21de August Comman- deur med Storkors. SIDE: 435 25de September. Posten bragte tre Breve fra 1ste Departement. I det ene tilkjendegives Geistligheden, at foruden Balles Lærebog, som kan bruges, hvor den er indført, ingen anden end For- klaringen og Saxtorphs Udtog af den er tilladt ved Skole- og Confirmationsunderviisningen, indtil en eller flere nye Lærebøger maatte vorde autoriserede. Det er nu overeens- stemmende med mit Forslag paa det nær, at jeg vilde unde dem, der læse Campe eller Abel til nærforestaaende Confir- mation, et Aars Frist, hvilket man ei vil bevillige dem. -- I det andet Brev siges at Præsterne ved Bergens andre Menigheder vel ere berettigede til at fordre Offer af den tydske Menigheds Lemmer efter et gammelt Rescript, men at dette intet nævner om Chordegne og andre Kirkebetjente, hvilke altsaa intet have at kræve. Det mærkeligste i Rigstidenden er den Tale, hvormed Storthinget opløstes, og Præsidenten Amtmand Sibberns Svar. Dette sidste indeholder sandelig ikke Smiger enten til Konge eller Folk. Værnepligtsloven og Universitets- fundatsen ere ikke sanctionerede. Herover udlader Sibbern sig i en næsten utaalmodig Tone. Om Bondeopløbene taler han ogsaa med en Kjækhed, som grændser til Bitterhed, og umiddelbar før den almindelige Slutningsformular: "Gud bevare Kongen og hans Riger!" hedder det: "Lader os frem- deles virke, hvad vi kunne, til Borgerheld, og lader os isærdeleshed gjøre vore vildledede Medborgere opmærksomme paa, at, ville de bevare den Constitution, hvis Værd Enkelte maaskee i det Hele endnu ikke paaskjønne, da skulle de vel vogte sig for, at ikke den redelige Mand, om- sider trættet, aldeles forsvinder af vore Natio- nalforsamlinger." I den Eidsvoldske Rigsforsamlings Dage mistænktes den Mand for Svenskhed, men uden Tvivl har man gjort ham skammelig Uret. -- Ogsaa findes der SIDE: 436 en Adresse til Mörner, som nu forlader Norge og faaer en Sandels til Eftermand; det er da sædvanlige Compli-menter. En sagtemælet Klokker Liliendahl i Viig gjorde mig sin Opvartning. Han behagede mig ikke, og Gud veed hvad der vil behage mig i Viig, med mindre jeg skulde komme i Kirsebærtiden. 26de September. Den hæderlige Storthingsbonde Johannes Aga gjorde mig et Besøg. Det er en prægtig Mand. Han gaaer i sin simple Vadmelstrøie, har intet der imponerer, heller ingen flydende Tunge, men man mærker snart, at baade Aand og Hjerte ere, hvad de maatte ønskes at være hos alle Storthingsmænd. -- Javist er Universitetsfundatsen og Værnepligten nægtet Sanction! Man troer denne Lov og Skolelovens Udarbeiding har medtaget henved 3 Maaneder, og for 3 Aar er for det første Arbeidet frugtesløst. Sib- berns Tale skal have gjort megen Sensation, og Mange have fundet hans Udtrykke i en saadan Tale upassende, men der er nok kun een Mening om, at hvert Ord han sagde, er sandt og grundet. Med Storthingsmanden Consul Prahl fik jeg Brev fra Stenersen. Han udbreder sig vidtløftigt om det Stykke, examen artium angaaende, i Nationalbladet, hvis Forfatter Biskop Sørenssens Søn [fotnotemerke] , en ung Candidat i Lovkyndigheden, menes at være. Fra Legalitetens Side erkjender Stenersen Anken fuldkommen grundet, men troer derhos, at baade Retfærd og Villighed taler for den Fremgangsmaade, de have brugt. Den værste Beskyldning, at en Professor ved anden Stiilgjøren rettede de groveste Feil, inden Stilen kom under Fotnote: Den 1853 som Statsraad afdøde S. A. W. Sørenssen. SIDE: 437 Censur, rammer Hersleb, og Stenersen troer, den vil krænke ham meget. Han tilstaaer og, at den Barmhjertighed er vel stor, og af en mindre ædel Mand end Hersleb kunde den være slemme Fortolkninger underkastet. Professorerne vente at faae en Næse fra Departementet, og ville ikke svare, i den Bevidsthed, at Sagen ei lader sig ganske forsvare. 27de September. Provst Jalles fra Torvestad gjorde mig Visit, og spiste her til Middag med Johannes Aga. Jalles havde bivaanet Kroningen. Om denne fortalte han nogle Parti- culariteter, af hvilke jeg nævner, at Grev Schmettow, hvis Patriotisme i 1814 nær havde styrtet os tilbage i Krigens Jammer, og som da Kronprindsen sidst var i Trondhjem ikke kunde taale at lugte en Svenske paa 100 Skridts Di- stance, var nu i særdeles Naade, spiste hver Dag ved Kon- gensTaffel, og skulde en af Dagene give hans Majestæt en Dejeuner. Johannes Aga talte om nogle af Storthingsmændene. Hos Gram ymtede han om Systemforandring. "Var han bleven ved, som han begyndte," sagde den forstandige Bonde, "var han vel neppe bleven Ridder af Nordstjernen." Flor gik ganske fra sine Concepter, før Storthinget sluttedes. Man vilde have opdaget, at han ei havde forfattet de For- slag, han oplæste, og da de siden kom under Ventilation, vidste han ikke ret selv, hvad han havde foreslaaet. Sebbe- low blev taus som Graven, kun understøttede han med Iver alt, hvad der foresloges Regjeringen til Ære. Lieutenant Hoel oplod aldrig sin Mund uden til Klager. 29de September. Om Urolighederne virkelig ere dæmpede, eller ville ud- bryde med ny og forstærket Vælde, anseer Neumann endnu SIDE: 438 for uvist. Det vil for en stor Deel komme an paa, om Hovedmændene kunne opdages. Neumann finder Tidernes Tegn betænkelige og spaaer os ikke gode Dage. Efter hans Dom er Bøndernes Klager grundede, og deres Forhold hid- til ei ubeskedent. 1ste October. Mad. Pytter har ladet udgaae et tydsk Tiggerbrev for den gamle Skoleholder i Sandvigen. En af Realskolens Lærere præsenterede mig det i hendes Navn, og jeg maatte nolens volens give godt Exempel og tegne mig først. Det er en af de Byrder, som ledsage jordisk Høihed, at man kommer først til den fornemme Mand. Før kunde jeg sige: gaae til Bispen eller hvem anden, der var høiere paa Straae end jeg -- men nu gaaer saadant reent istaa, naar ikke jeg begynder, og hvor det gjælder om at tegne sig for en vis Pengesum, sættes jeg ret i stor Forlegenhed. -- Bedre kom jeg ud af det i Morges med Skarpretteren, en særdeles høflig Mand, ret saadan som jeg kan tænke mig Bøddelen i Slesvig, med hvem Gert Westphaler drak Duus. Med mange Compli- menter udbad han sig Mesterpenge, og der spurgte jeg: hvad gav min Formand? -- og det samme gav jeg. I Christi- ania ofrede Skarpretteren til mig, her ofrer jeg til Skarp- retteren. Holtermann fortalte mig om en af sine Naboer, en Seilmager Juel, som i disse Dage har druknet sig, fordi den store Rigdom, han uden Forstand eller Kundskaber havde opsvunget sig til, var i aftagende. Han gjorde meget godt mod Trængende, men var ikke af dem, der ei lod den høire Haand vide, hvad den venstre gav. Da Skuespiller Knudsen var her, og man subscriberede Gaver til de faldne Krigere, skrev han: anonym 500 Rd. Alexander Juel. Ved Knudsens Afsked opfordrede han ham til af en Sølvkande i SIDE: 439 gammel Rhinskviin at drikke Bergens Byes Skaal. Det skede, og da Kanden var tømt, bad han Knudsen beholde den til Anmindelse. 2den October. Qvale sendte mig Stenersens Subscriptionsplan og Penge. Alle Sognepræster i Sogns Provstie have prænu- mereret, og udmærke sig saaledes blandt Stiftets Geistlighed fra den Side. At man i Søndhordlehn og Hardanger, hvor jeg i Sommer færdedes, viste sig saa lunkne, ærgrer mig. De fleste af de gode Mænd ere nok meget uviden- skabelige. 3die October. Det er mig høilig velgjørende at have meget at be- stille og de Dage, da jeg uophørligen sidder med Pen i Haand, ere mine lykkeligste. Mit Been vil slet ikke resti- tueres, naar et Saar læges, udbryder et nyt. Jevnlige Smerter, skjønt ikke voldsomme, føler jeg ogsaa i begge Be- nene, og dette gjør at jeg aldrig ret kan nyde Livet, da næsten al Adspredelse volder mig ubehagelige Efterveer. Naturligt da, at jeg har adskillige tunge, triste Øieblikke, og at Mariane undertiden behøver sin hele Konst for at op- klare mit Humeur. Men naar jeg som i Dag Formiddag er ret overmaade sysselsat med Embedsforretninger, saa glemmer jeg alt det ubehagelige. At holde Famulus, saa- længe jeg ikke har andet at bestille, end jeg nu har, vilde være større Tab for min Sindsroe end min Casse. Præsten Boyesen er nu aldeles forligt med Falsen, der har givet ham al mulig Satisfaction, bedet ham om Forladelse og tilstaaet, at Nidkjærhed og falske Beretninger havde misledt ham, og bevæget ham til et Skridt, hvilket han nu angrer. SIDE: 440 6te October. Det eneste som i Rigstidenden tildrager sig Op- mærksomheden er de svenske Deputeredes Afskedscompliment til Nordmændene. De ere da idel Taknemmelighed og Hen- givenhed, men jeg kan ikke troe andet end at Schultz og flere have følt Benauelse ved et Par af deres Yttringer. De reise hjem "i den sikre Overbeviisning, at den ædle Fyrste, som knyttede Foreningsbaandet mellem begge Skandina- viens Broderfolk, snart skal see sit Værk fuldbyrdet og sin Hensigt opnaaet: Norges og Sveriges Selv- stændighed og Ære; Nordmænds og Svenskers Forening og Lyksalighed." Til Slutning ønskes, at det maa blive alle Scandinavers eenstemmige Bestræbelse "med forenede Kræfter at fremme den store Fredsstifters Hensigter, og forenes til et eneste, mandigt, selvstændigt og lyk- keligt Folk!" -- I samme Smag som "Bibelrytteren," "Balliana" og det øvrige ækle Tøi, som i Trykkefrihedens tre sidste Aar besudlede de kjøbenhavnske Presser, har en Anonym i Nationalbladet skrevet et Forsvar for Præsten Abel, som denne neppe kan være ham forbunden for, da han hædres paa Moses, Luthers, ja Christi Bekostning, og der siges om ham, som Campe, til Roes, "at den sande Troe ikke trykker ham stort." 7de October. Conrector Winding har paataget sig at give Præsten Boyesens Søn Privatunderviisning for 6 Rd. Timen. Man har forunderlig Tillid til Windings pædagogiske Ta- lent. Jeg gav ikke min Søn i hans Hænder, om jeg havde en; der er meget philantropisk Charlantanerie i hans Væsen, og jeg frygter næsten ogsaa i hans Underviisning. 8de October. Storthingsmanden, den gamle Normann, fortalte en- SIDE: 441 deel om det svenske Gjæstebud. Alle til Deputationen og Kongens Svite hørende Svenske vare indbudne; derover til- lod ei Rummet alle Storthingsmænd at tage Deel i Smau- sen. Foruden de 3 Præsidenter valgtes der 20 ved Lod- trækning. Der gaves 12 Retter Mad og 3 Sorter Viin, og siden en stærk delicat Punsch efter svensk Maneer, hvor Rhinskviin og Champagne vare istedetfor Vand. Sverdrup og Christie vare magistri bibendi. Aldeles uden Perial var neppe nogen i det hele Selskab. 9de October. Hersleb er misfornøiet med sin Vasaorden, som al Verden opholder sig over. At en Professor i Theologie bærer et Kornneeg, Agerdyrkningens Symbol, som Ordens- tegn, er ogsaa underligt. Ved Kroningen udhæver han den naragtige Figur, Secretair Hagerup gjorde som Rigsherold. Bugges Tale var Hersleb ikke saa misfornøiet med som de, der slog Bispens Ruder ind. Han troer, at den indeholdt store, skjøndt ubehagelige Sandheder, men som vare upas- sende at sige her. Hos Høie og Lave fandt Talen alminde- lig Mishag. [fotnotemerke] Foruden den danske var ogsaa en latinsk Seddel om en Steen, saalydende: "Bifrons orator infamis pereat, millies pereat!" Bugge har af Kongen faaet et Kors af Diamanter og Rubiner, Frøkenerne Uhr og Pre- tensjon, [fotnotemerke] Bispen selv Løfte om en brillant Daase med Por- trait. Bech fik eftergivet 2000 Specier af sin Gjæld, hvoraf dog den ene Halvdeel skjænkedes hans Døttre, som desuden fik hver et Stykke Bijouterie. 10de October. Aabel taler i sit Brev med megen Agtelse om Kongen, men finder hans Gavmildhed for stor, og ikke altid viist Fotnote: Den i sin Tid saa forhadte Tale er nu trykt i D. Thraps Skrift: Fra Biskop Bugges Haand, Chr.a 1886. S. 107 fgg. Fotnote: Et Brystsmykke for Damer. SIDE: 442 mod de værdigste Subjecter. Er det sandt, at General Arenfeldt har faaet 2000 Spd. for at bære Rigsbanneret, da man ingen Orden kunde give ham, saa er det vel sterkt. Om det Stykke, som spiltes i Christiania paa Kronings- dagen persiflerer Aabel, som flere have gjort; ogsaa jeg fandt det strax anstødeligere end nogen af dem, de fiintfølende Patrioter for 3 -- 4 Aar siden forargedes over; det var -- De pudserlige Arvinger!! Til Bondetumulter mærkes nu intet mere. Halvor Hoel skal, for at undgaae Mistanke, have holdt en Tale til Hedemarkerne, og formanet dem til Roe, men han ansees alligevel for Opstandens skjulte Leder. Det Tilbud om Souverainitet, nogle Bønder i Sommer gjorde Kongen, mishagede ham i høieste Maade, og da Coureer kom med Efterretning om den sidste Spectakel, skal han have sagt: "At en Haandfuld Bønder tilbyder mig Souverainiteten ændser jeg ikke, men om hele Norges og Sveriges Riger bød mig den, var det det samme som at bede mig forlade dem." 15de October. Øhleschlægers Reise har jeg udlæst. At der findes en Mængde Bagateller, nu og da ogsaa Flauheder, vil jeg al- drig negte; at Forf. altfor ofte stiller sit kjære Jeg og sine Aandsproducter til Skue (fremfor alt de to haardeligen an- grebne Skuespil: Ludlams Hule og Freias Alter, som i smaa og store tydske Cirkler ere hørte med særdeles Bifald) det er baade vist og sandt; men at Bogen derfor fortjener at nedrives, at Øhlenschlæger har "bortreist" sit berømte Navn, det kan jeg ingenlunde tilstaae. Klart staaer hans Individ os for Øie, og at selv dets mindre hæderlige Side: Forfængelighed viser sig i sin hele Nøgenhed, forhøier Skil- dringens Interesse, thi den vidner om dens Sandhed i det Hele, og hvor han udtaler sin inderlige Kjærlighed til SIDE: 443 Kone og Børn, kan jeg ligesaalidt tvivle om, at det er hans Hjertes Sprog, som naar han overskuer sin hele Digtervandring og alle sine Arbeider fra Hakon Jarl til Røverborgen, og finder, at det altsammen er saare godt. Med Baggesens Labyrinth kan denne Reise paa ingen Maade sammenlignes; hiin er vel noget af det meest poetiske, Baggesen har skrevet, men derfor maa den nok mere læses som Roman end som sand Historie; denne er derimod aldeles prosaisk. Paa hvert andet Blad fortæller Forfatteren, at han er Digter; den der ikke vidste det før, vilde ellers neppe troe det. 19de October. Generalforsamlingen i det nyttige Selskab havde Con- tinuationsmøde. Det var en af de Sessjoner, jeg i det første ordentlige Storthing undertiden var Vidne til: Gert Westphalersk Væv over en Reise fra Hadersleb til Kiel, der varede i 3 Timer, og hvor vi ikke engang kom en Miil, thi jeg seer ikke, at vi flyttede os af Stedet. Klagenberg skal være en dygtig Præsident i Raadstuen, men i det nyt- tige Selskab er han det sandelig ikke; han hverken kjender eller anvender de udvortes Former, der ere saa nødvendige, naar der skal komme noget ud af saadanne Debatter. Falsen var en rask og standhaftig Opponent, og jeg, som ogsaa er en uforsonlig Hader af alt Vrøvl, stod ham troligen bi. Vi fik endog drevet igjennem en Ting, som vi siden opda- gede ei fandt Medhold i Lovene, ihvor klogt og billigt det end var, men da Ingen anden protesterede derimod, var vi naturligviis ikke de, der vilde henlede Opmærksomheden dertil. -- Hvad der forhandledes var først et Forslag om at for- skrive en dansk Tyr og en do. Koe til Qvægracens For- bedring (over hele Bergens Stift?). Herover vævedes uendeligen, og tilsidst henlagdes det, som rimeligt var. Dernæst oplæstes noget om Fioringræs, som skal være en SIDE: 444 miraculøs ypperlig Foderurt. Af denne Veiledning skal trykkes 3000 Expl. og uddeles gratis, og følger man den allevegne, saa vil her avles fem Gange saameget Høe her i Stiftet som før, hvilket uden Tvivl vil hjælpe gevaltig paa Smørkjøbet. Saa blev da den Exposition af Haandværker- arbeide, som skulde taget sin Begyndelse afvigte Paaske, l'ordre du jour. Nu mener man, at den skal komme istand til Nytaar. Klagenberg vilde som Locale til denne Udstil- ling skaffet en Sal i Arbeidshuset paa det billige Vilkaar, at Selskabet skulde bekoste Husets brøstfældige Tag repareret. Dette nyttige Tilbud var man dog saa klog eenstemmigen at forkaste. Hvad der nu forresten bliver af denne Sag, vil Tiden lære, men jeg maa høiligen undres, at saa fornuftige og indsigtsfulde Mænd som Falsen, Sagen, Meltzer, Konowerne o. fl. ikke indsee, at det er et reent Luftcastel man bygger, og at et Selskab uden ringeste Fond og med 300 Specier aarlig Indtægt, som vil befatte sig med saa mange Ting, og indlade sig i Entrepriser, hvor betydeligt Pengeudlæg er conditio sine qva non, burde kaldes det daarekistegale, og ikke det nyttige Selskab. -- General Lowzow havde faaet sin nye Stjerne som Storkors af Sværdordenen. Den er vakrere end Nordstjernen og pryder ret. At han ikke efter Grev Wedels Exempel bortslænger sin danske Orden [fotnotemerke] , fordi han har faaet en ligesaa høi eller høiere svensk, maa jeg aldeles bifalde. 20de October. N. Hertzberg sender mig til Gjennemlæsning og videre Besørgelse et Brev til 3die Departement, hvori han beretter, hvad han efter dets Indbydelse har gjort til Vaccinationens Fotnote: Wedel "bortslængte" ikke sit Commandeurkors af Danebrog, men det blev ham i 1814 frastjaalet, og han anskaffede sig intet nyt, før han i 1839 kom til Kjøbenhavn. SIDE: 445 Fremme i sit Præstegjæld. Der er rigtignok megen Vanitet i saadant, men dette er nu Mandens svage Side; han sæt- ter ikke sit Lys under en Skjæppe, men paa en Lysestage -- og Herre Gud! naar det er et Lys, som er værd at see paa, saa lad det staae i Stagen! det er jo dets Sted. I Anledning af Striden mellem Baggesens Tilhængere paa den ene Side og Øhlenschlægers Tilhængere paa den anden Side, som endnu fortsættes i Dagen, have 12 Stu- denter sendt Baggesen en latinsk Opfordring til offentligen at forsvare sine Principer i den litteraire Critik. Vil han ikke det, ville de ikke længer erkjende ham som deres Med- student, men offentlig kalde ham en slettænkende og avind- syg Skjændegjæst. 23de October. I Committeemødet for Læseselskabet vilde man vide, at Statsraad Motzfeldt er beordret at reise til Aachen i den danske Opgjørelsessag, som der kommer for paa Con- gressen. Danmarks Fordringer til os siges at være 4 Millioner Specier. Man frygter meget, at et overordent- ligt Storthing maa sammenkaldes, og saa mister jeg da igjen min Stiftamtmand. 24de October. Schmidt fortæller i sit Brev, at han i Basel saa Gustav den Fjerde, der gik i en gammel Frak med Sværd- ordenen paa Brystet. Hans eneste Omgang var en Snedker. Iøvrigt prostituerer han sig som før med dumme Streger, og holder to Maitresser, med hvilke han fører gemene, til- deels offentlige Trætter. 25de October. Efter Schwindts Fortælling have vore Politici nu ud- fundet, at Danmark, understøttet af de store Magter eller SIDE: 446 nogle af dem, vil i Aachen gjøre Paastand paa at faae Norge tilbage, til hvilken Ende da Prinds Christian er der, og dette sidste er da aldeles rigtigt. Det synes noget utro- ligt, da baade de handlende og de ledende Personer ere netop de samme som for 4 Aar, og da man har acquiesceret med alt, hvad siden er skeet, endog med Carl Johans Kro- ning som Norges Konge. For de 4 Millioners Skyld, om Fordringen og er gjort og kjendes gyldig, skal da vel ikke hele Norge igjen gives under det gamle Herredømme, saa- længe det ikke selv erklærer sig insolvent, og Sverige ei renoncerer paa Foreningen, for ei at betale sin Deel af Gjælden, og jeg skulde troe ingen af Delene bliver Tilfældet. Overalt ønsker jeg nu hjerteligen, baade for min egen og Fædrelandets Skyld, at det maa blive som det er. Enhver ny Omtumling vilde være mig til Døden forhadt, og det meest forhadte af alt vilde være mig anden Gang at staae under Prinds Christian. Den Rolle, han spilte her, var saa elendig og ydmygende, at jeg undres, hvor han kan ønske nogensinde igjen at betræde Norges Grændser. 28de October. Centralcommitteen har endelig udklækket et Project, hvis Udførelse haabes at forebygge det Schisma, der truer Bibelselskabet. Jeg gjennemlæste det flygtigen og lod det strax circulere, kan altsaa ei ret bedømme det. Det gik ud paa, at foruden dets udgivne Bøger (hvilke da indskrænke sig til de eneste Udtog af Pontoppidans Forklaring) vilde Selskabet afgive af sit Fond 1000 Spd. til dem, der ville organisere et Samfund som det evangeliske i Stockholm, og saa vilde man modtage de engelske Pund Sterling og være blot og bart Bibelselskab. -- Indeni et af Centralcommit- teens Breve laa et fra Hersleb. Det aander varm Hen- givenhed til mig og min Familie, men ogsaa Mismod, næ- SIDE: 447 sten Bitterhed. Ogsaa i dette Brev erklærer han sig heel misfornøiet med sin Vasaorden, som han da ogsaa har Aarsag til; især dolerer han over at have faaet den for at have gjort en befalet Reise, altsaa som en Slags Drikke- penge, ikke som Løn for Fortjenester. At det nye Testa- mentes Udgave er forsinket, erklærer han at være sin, ikke Committeens Skyld, og troer at der er gjort alt, hvad der kunde gjøres (ja af ham ene, men i en Committee, som be- staaer af 8 Medlemmer, hvem siger at al Byrde der skal hvile paa een Mands Skuldre?). Nationalbladets Bebrei- delser, siger han, ere ham aldeles ligegyldige, men de ere det ikke, nei mæn ere de ei! -- Jeg er selv bange for, at dette ædle Menneske er kommet i en altfor udbredt Kirke- kreds. Han skrev engang, at han troede sig mere skikket til at bestyre en Skole end til at staae i Spidsen for et Facultet, og jeg er nærved at troe det samme. At han imidlertid som Studenternes Ven og Raadgiver stifter meget Gavn, derom kan jeg ikke tvivle, men han overvældes med saa mangt, der staaer i middelbar Forbindelse med hans egent- lige Fag, og til at udføre alt dette mangler han nok Mod og Kraft. Han føler det selv og græmmer sig, og det vil kunne siges om ham som om det brændende Lys: aliis in- serviendo consumor. Biskop Sørenssen er reist til Frankrig over Christiania og Kjøbenhavn, da han ei kunde faae Skibsleilighed. "Triton og Thetis," siger Hersleb, "have vel tænkt, at Bispen kunde blive hjemme og passe sit Em- bede." Borch har faaet Egers residerende Capellanie. Baggesen har svaret sine tolv arrogante Udfordrere med et latinsk Anagram, hvortil føies:" sat sapienti!" men saa sapiens er jeg ikke, at det for mig er sat. Jeg finder ikke ringeste Mening deri. Baggesen kunde forsonet sig med mange af sine Modstandere ved et sindigt og alvor- ligt Svar, men nu viser han blot, hvad man længe har SIDE: 448 vidst, at han i sit 55de Aar er ligesaa drengeagtig som de 12 Studenter. 29de October. I Tilskueren siger Olsen paa Storøen nogle Ord om Skolevæsenet. Saavidt jeg forstaaer acquiescerer han ikke ved, hvad de i Loven af 1ste Juli 1816 nævnte Medhjælpere og Valgmænd beslutte i Henseende til Skoleholdernes Løn- ning, men vil gjøre de bedste Almuesmænds Mening til en høiere Instants, hvortil kan appelleres. Men ere ikke Med- hjælperne og Valgmændene Sognets bedste Mænd, maa de dog allesammen antages at være blandt disses Tal, thi ellers hviler Skammen hist paa Præsten, her paa den hele Commune, som valgte dem. Naar altsaa Mand for Mand ei skal høres, og det vilde ved en saadan Forretning med- føre stor Vidtløftighed, synes Sognet ei letteligen at kunne have paalideligere Repræsentanter end de af Lovgivningen udnævnte. Men Olsen kan ikke leve uden at klage, og han maa opsøge noget Nyt. 30te October. Stiftscommitteen holdt i Eftermiddag det vigtige Møde, hvorved Bibelselskabets Skjæbne ventelig afgjordes, thi da denne egentlig var den eneste dissenterende, siden Aggershuus har fraveget sin forrige Mening, og Nordlands Stemme be- tyder intet, saa maa Forslaget betragtes som antaget, da det antoges af os med 6 Stemmer mod 1. Denne var Irgens's, der vist ikke kan være mere misfornøiet med Re- sultatet end jeg, men som i Almindelighed neppe ledes af de Grundsætninger, da National- og Provincielærere synes at være ham vigtigere end Brødres Oplysning og Forædling. At det, skjønt et Bibelselskab vel egentlig burde udgive Bibler og intet andet, er sørgeligt, for Pengefordeel at afvige fra sin eenstemmigen antagne Plan, og sætte sig i Afhængighed SIDE: 449 af et fremmed Land, naar man muligen kunde bestaae for sig selv, det vil jeg aldrig negte, og naar nu det kommer til, at det er Minoriteten som seirer, at to Stiftsafdelingers Mening faaer Overhaand over tre, og at disse to tilsammen neppe have bidraget saameget som Aggershuus og Bergen hver for sig, saa tilstaaer jeg, at mit Inderste oprøres der- ved. Men naar nu (Gud veed heldigen eller uheldigen sammenkjædede) Omstændigheder have bragt Sagen til det Point, at hvor Mening maa opofres og Minoritetens vorde gjældende, eller et Schisma fremskynde Selskabets Undergang, saa kan der neppe være Spørgsmaal om hvad der bør be- sluttes; og naar Irgens speculerede paa at løsrive den ber- genske Afdeling fra Moderselskabet, egenmægtigen tilbageholde de Capitaler, som man i Tillid til vor Redelighed har til- ladt os at gjøre frugtbringende inden vort eget District, og organisere os til et eget uafhængigt Selskab, da oprørtes mit Inderste end mere ved et saadant Forslag, som ligefrem stred mod Troe og Ærlighed, og det glædede mig, at de andre Tilstedeværende: Hysing, Brun, Arentz, Balchen og Winding uden et Øiebliks Betænkning forkastede det. Irgens erklærede, at han efter dette Udfald vilde gaae ud af Committeen og Selskabet, og jeg erklærede igjen, at hvis hans Forslag var bleven antaget, vilde den end curiøsere Ting arriveret, at Bergens Biskop var gaaet ud af det bergenske Bibelselskab. Det eneste, Pluraliteten, efter For- slag fra mig, blev enig om at fordre forandret i det nye Forslag var, at Summen, Bibelselskabet afgiver til det andet Selskab, forhøies fra 1000 til 2000 Spd. 2den November. Her kom i Formiddag en ret vakker ung Mand, svensk af Fødsel, men nogle Aar boende i Kjøbenhavn (Lengreen er hans egentlige Navn, men nu kalder han sig Andersen) SIDE: 450 og overrakte mig et meget varmt Anbefalingsbrev fra min gamle Ven Claeson Horn. Ulykken har forfulgt ham, han er under et falsk Navn undsluppen sine Creditorer, men vil nu see ved Correspondance at formidle dem, og indtil dette er skeet, at faae Kjøbmænds Sønner til Underviisning i det italienske Bogholderie og andre Handels-Videnskaber. 3die November. Med Rigstidenden fulgte Plan til en daglig Avis af blandet Indhold, Morgenbladet kaldet, som begynder til Nytaar. Udgiveren har speciel Grund, som ikke interesserer Publicum, til ikke at nævne sig, men hans Maal røber ham; det er uden Modsigelse Wulfsberg, som da nedlægger sit Archivarii Embede og vender tilbage til sit Arbeide som Avisskriver. Bladet kan blive særdeles interessant, hvis det holder hvad der i den saakaldte prospectus loves, men that is the question. 4de November. I Dagen fortsættes Striden mellem de to poetiske Partier. Baggesen har nu ogsaa faaet et Par Vaaben- dragere, som, jeg nægter ikke, fare frem med større Sindig- hed og Beskedenhed end Øhlenschlægers. Den pseudonyme Peter Wegener (Boye) synes efterhaanden at qualificere sig til Navnet "Per Vrøvler", som Baggesen gav ham. Lengreen fortalte at Horn nu kalder sig Greve. Han er personligen kjendt og yndet af Carl Johan, og kunde gjerne faae Tilladelse til at vende tilbage til Sverige, men vil ikke, hvorover man ei kan undres, da han vel nu havde været General, maaskee Norges Statholder, naar han havde lagt Tømme paa sine Lidenskaber, og vil da naturligviis ikke spille en fornedrende uvirksom Rolle i det Land. SIDE: 451 7de November. Posten bragte to store Pakker med Biskop Bechs Segl, med hvis Indskrift de stod i slem Modsigelse, thi udenpaa var skrevet Kongelig Tjeneste, og det var dog kun Archivarius Wulfsberg, der skede en Tjeneste ved den porto- frie Befordring. Han sendte nemlig Stiftets Provster en Mængde Subscriptionsplaner paa det omtalte Morgenblad. Dermed fulgte og da et langt Brev til mig. Paa Grund af hans "inderlige Ønske at komme til Norge igjen (?), samt hans ved det evig koldtblæsende Stockholmske Climat dobbelt svækkede Helbred," har Kongen tilbudet ham Per- mission til Ophold i Christiania paa "ubestemt Tid", og nu indtræder han da atter paa Skribentbanen. -- At Kon- gen vil laane Norge de 600,000 Specier af egen Casse, er i Christiania almindeligt Rygte. 8de November. Hospitalskirken var som sædvanlig meget fuld. Det mærkedes tydeligen, at Welhaven ikke havde studeret, neppe lagt en ordentlig Plan; af det han fremførte at samle et Heelt, lod sig ikke gjøre. Men med alt det have vist den Mængde Almuemennesker, som vare hans Tilhørere, hørt ham med Velbehag og Opbyggelse. En kraftig, rørende Lærdom, Formaning eller Trøst, med Liv i Foredraget, der synes at vidne om Hjertets Deeltagelse hos Taleren, for- feiler ei sin Virkning, staaer den end isoleret, og ved at tænke mig det Auditorium, var det mig langt behageligere at høre Welhavens uordentligen henkastede Aphorismer, end det ellers overalt i en Almuesforsamling vilde været mig, at høre den correcteste, grundigste, meest veltalende Moralprædiken af Rein. Som sædvanlig kom der efter Prædikenen en umaadelig lang Taksigelse til dem, der havde sendt de Spedalske Mad eller Penge; kortere, mere syndig SIDE: 452 og særdeles passende var en Paamindelse, der gaves dem, som ei havde betalt Tiende, Fattig- og Skoleskat. 9de November. Feiden mellem Baggesen og Øhlenschlæger føres med næsten tiltagende Heftighed, men alt mere og mere indlysende bliver det, at det er et Drengeslagsmaal. De 12 Studenter have nu nævnt sig; Hauch er den eneste bekjendte. 10de November. Atter fik jeg et Brev fra Claeson Horn, hvori laae et til Lengreen, hvilken dog hverken nævnes med sit virkelige eller antagne Navn, da Adressen er:" Til den reisende Ven, egenhændig ." 12te November. Anden Gang har jeg i Dag visiteret i Christi Krybbe, som med dens skjønne Lokale, dens to vellønnede Lærere, hvoriblandt en cand. theol. haud illaudabilis, dens vellærde og embedsnidkjære Inspection, Korskirkens Præster, er den elendigste Skole, der tænkes kan. Grønlands og Lakkegadens vare sande Lyceer mod den. 13de November. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Med Hensyn paa Bogen selv, som jeg burde eie, er Recen- sionen over et Skrift af P. E. Müller om den christelige Kirkes Symboler, mig interessant. Hvad der især gjør mig begjærlig efter at læse det, er det, der i Anmelderens Øine forhøier Undersøgelsens Værd, at nemlig Forfatteren om- hyggelig har søgt at vise "saavel de christelige Mysteriers høie Betydning og nøie Sammenhæng med Christendommens Væsen, som det motiverede og conseqvente i den athanasianske Skildring deraf." Dette som i mine Læreaar saa aldeles SIDE: 453 miskjendtes, at man gjorde sig latterlig ved at nytte saadan Tanke, ønskede jeg heel gjerne at komme til Erkjeldelse om. Foged Budtz fortalte mig adskilligt om Storthings- dagene. Det mærkeligste angik ikke sanctionerede Love. Det er bekjendt, at som eneste Grund til Værnepligtens Ikkesanction angaves, at Kongen fandt en af dens hundrede Paragrapher stridende mod Grundloven. Dette fandt ogsaa adskillige Storthingsmedlemmer, og derover forkastedes Pa- ragraphen i Lagthinget. Men Oberste Stabell, Chef for Generalstaben, gjorde Nødvendigheden af en saadan Foran- staltning indlysende for nogle af Thingets bedste Mænd, da man ellers ikke vilde kunne faae Underofficerer. Dette fore- droges saa kraftigen i Plenum, at Paragraphen der gik igjennem. Man troede Indvendingen gjort i Kongens Navn, men for dette ene Steds Skyld nægtedes det Hele Sanc- tion. -- I Universitetsfundatsen havde man rettet sig efter alt det, som forrige Gang fra Regjeringens Side indvendtes derimod. Det blev altsaa en ny Lov, som Kongen først 1824 er forpligtet til at sanctionere. Nu sanctioneredes den ei, og hvorfor? fordi Storthinget ei vil give Slip paa Navnet: "Kong Frederiks Universitet"! -- I Udkastet til det philologiske Seminarium var det bestemt, at Professoren i den latinske eller græske Philologie skulde være dets For- stander. Forslaget approberedes ei, fordi saadan Bestem- melse vilde gjøre Indgreb i Kongens Ret til at bortgive Embeder (!). Reglementet er siden udkommet som interi- mistisk, directe fra Regjeringen, aldeles uforandret paa den eneste Omstændighed nær, at der blot siges: en Professor skal være Forstanderen. 18de November. Lieutenant Juel melder mig at hans retskafne gamle Fader er død. Flere malede ham sort som en Djævel, men SIDE: 454 jeg opdagede aldrig noget uhæderligt Træk i hans Charak- teer. -- Af Rigstidenden seer jeg, at den gode gamle Urbye i Egvaag er død. Han var en temmelig enfoldig, men hjer- tens from Mand. I hans Huus har jeg drukket Vine, jeg ellers aldrig i mine Dage har smagt. Han var nemlig Toldbetjent, ogsaa i denne Egenskab from og føielig; der kom jevnligen Skibe ind fra alle Nationer, hvorfra han fik skjønne Presents. Han blev 81 Aar gammel og var min Moders Sødskendebarn. -- Nationalbladet er meget fredeligt; Pavels Hjelm synes at have udtømt sin Galde. 19de November. Jeg visiterede i Katechet Reimers's Skole, og det er rigtignok en ganske anden end Christi Krybbe. Jeg fandt en ordentlig Skoleprotokol, vel ikke Journal, men en god instructiv Conduiteliste, efter Skolens Inddeling i 3 Classer, hvor han lader de fermeste Drenge af øverste Classe lære de Nysankomne at læse i Bog. Børnene lære at skrive en ordentlig om just ikke meget smuk Haand, og den næstøverste Dreng skriver allerede sin Lærer saa ligt, at han, om han engang blev en Spidsbube, kunde spille denne ret slemme Puds. At de fermeste bære en smal Sølvsnor om deres Trøiekraver, er en philantropisk Mode, som jeg ikke glædedes ved, men ellers behagede mig meget det faderlige i hans Tone og Væsen. -- Fra M. i Hougs kom, tilligemed et nar- agtigt Brev til min Kone i samme Maneer, som hans Præ- dikener og officielle Rapporter, en nybær Koe af hollandsk Race. Foræringer, især Frugt og Østers strømme ret ind paa os i denne Tid. 20de November. Lengreen aabenbarede mig, at han er Destilateur af Profession, og havde derpaa et Slags Privilegium af den danske Konge, men Entreprisen mislykkedes og han blev Mæg- SIDE: 455 ler, hvilket ogsaa gik galt. Det undrer mig, at han ikke heller tyede til sit Fædreland end det ham aldeles ubekjendte Norge, hvis Borgere ikke, allermindst Bergenserne, beskyldes for at de efter Wessels Ord "alt Fremmed Fortrin give", og hvor man vel med Gjestfrihed tracterer den Fremmede, men sjelden betroer sig til ham. 21de November. Den berømte Campe er død. I den Tid, da jeg havde gjort det tydske Educationsvæsen til min Afgud, da Saltz- mann i mine Øine var det første Menneske paa Jorden, kunde jeg dog aldrig ret lide Campe. Der forekom mig al- tid at være liden Kjærlighed i hvad han skrev. 22de November. De bergenske Præster synes ikke at sætte den Priis paa 27de Søndag efter Trinitatis som jeg, eller at finde det saa interessant at lede sine Medchristne fra Forklarelsens Bjerg til Himlen, hvis Glands og Herlighed vel aldrig afbildes saa skjøn som der -- thi Chordegnene prædikede allevegne; meest undrede det mig, at Brun, som dog virkelig har herlige Gaver til at røre, ikke nyttede den, thi hvad Rein angaaer, der finder Religion uforenelig med Poesie og helst seer en- hver Tings mørke Side, da er det ikke saa underligt, at det meest poetiske af alle Evangelier ikke havde Tryllekraft for ham, og at Straaleglandsen paa Tabor snarere blænder end fryder ham. Det var mig virkelig tungt, at maatte opgive mit Forsæt; jeg vilde talt over det samme Æmne som for 3 Aar siden i Slotskirken, og vilde i enhver Henseende fun- det større Opmuntring end da; jeg smigrede mig med det Haab, at man vilde sagt: "Saaledes have vi aldrig hørt Bispen." Det var nu ikke Guds Villie, og jeg er tilfreds. -- Jeg frygter for at det bliver en langvarig Indesidden. Schwindt erklærede i Aften for min Kone, at jeg aldeles SIDE: 456 ikke har nogen svag Constitution, og at den eneste Aarsag til min Sygelighed er, at jeg spiser for meget, og tager for liden Bevægelse. Det var tildeels ogsaa Thulstrups Dom. Men den Spadseren har jeg saa inderlig liden Lyst til. Det falder mig saa bitterligen tungt at gaae for at gaae. Det er som med en ildesmagende Medicin. Siger Lægen: "tag den ind hver anden eller tredie Time", saa tager jeg den uden Indvendinger; siger han "gaae saalangt hver Dag", saa gaaer jeg, om det regner eller skinner Sol, om Veien gaaer gjennem Rosenlund eller en Udørken, men tier han, saa lader jeg Flasken staae og bliver selv siddende. 23de November. Herslebs Helbred har været maadelig. Han forkjølede sig i Byens Kirke paa Bibelselskabshøitiden d. 31 Octbr., da Bech talede i halvanden Time "og forstærkede den phy- siske Kulde ved sit aandelige Iisvand". Han vil en anden Gang meddele mig sin Plan til at give disse Høitider en mere hensigtspassende Indretning, men er det de engelske Rapporter, som have bragt ham paa den Idee, tænker han i Christiania, Bergen og Trondhjem at faae saadanne Møder, som i London, Bristol og Edinburgh, saa gjør han nok Reg- ning uden Vert. At Oplæsningen fra Prædikestolen bør bortfalde, deri er jeg ganske enig med ham. Bibelselskabet venter nu snart, med en Hob Bibeludgaver, det faaer fra England, at grundlægge et Bibliothek. -- Provst Buschmann melder mig omsider sin Hjemkomst. Om Storthinget med- deler han adskillige particularia. Man seer, at han hørte til Oppositionspartiet; selv Budtz og Knudson, to af Thin- gets hæderligste Medlemmer, var han ikke fornøiet med. Blandt Bergensere udmærker han Holck, Koren, Normann og Lars Thingnæsset (altsaa ikke engang Johannes Aga) for deres Redelighed og Fasthed i Meninger. At Værnepligten SIDE: 457 ei fik Sanction, er han meget glad over; han kalder den "Afvæbningsloven". At Committeen vilde gjøre Amtmanden i Sessionsvæsenet til "Geistlighedens Overøvrighed", for- arger han sig meget over, fik ogsaa i Forening med Schultz og Abel det Udtryk borttaget. Han voterede selv imod Bondeansøgningernes Oplæsning, men troer dog nu, at den intet havde skadet, men derimod forebygget de følgende Op- trin. Maaskee og maaskee ikke! Dog sæt, at det var saa, hvad Skade have da disse Optrin voldt? har ikke den Fast- hed, man viste under dem, langt mere gavnet end skadet? ere ikke just derved Snakkerne bragte til Taushed og Roe? og er det intet, at Kongens Forhold under disse Spectakler har bundet mange Hjerter fastere til ham end før? Over- alt, ethvert Skridt, hvorved Storthinget bortgav noget af sin Værdighed, gjorde noget, der bar Præg af Frygt eller Tvang, det være i sig selv noksaa uskyldigt, ja nyttigt, var et Brud paa Nationens baade Ære og Lykke. 25de November. I de danske Aviser fortsættes Feiden, med det Baggesen- ske Partie reiser sig øiensynligen, og jeg beklager, at Øhlen- schlæger har saa slette Forsvarere. Det synes ikke, som man i Kjøbenhavn har Sands for andet end dette. En liden Diversion har dog Dronningens og Kronprindsessens Fødsels- dag gjort, som indtraf i de samme Dage, og Frøken Jessen har deraf taget Anledning til at raabe et tredobbelt Hurra for "October, den Herre saa fiin, hvem hver Daniens Mand (og idetmindste een af Daniens Frøkener) tilbeder." 26de November. Jeg havde en Conference med Christie. Efterat have talt en Stund om "Christi Krybbes" og "Betlehems" Ussel- hed og Lærernes skammelige Skjødesløshed, kom vi til mit Forslag, hvilket han gouterede, at en Committee efter Regje- SIDE: 458 ringens Befaling skulde nedsættes til at undersøge Almue- skolevæsenets nærværende Tilstand, og gjøre Forslag, hvor- ledes det, Fundatserne uforkrænkede, kunde forbedres. Der- paa taltes om det Monument, der skal opsættes i Dom- kirken, Biskop Brun til Ære, hvortil vi, naar jeg er ble- ven frisk, skulle udsee et beqvemt Sted. Det skulde været af Marmor, men bliver nu af Jern, omgivet af Gibsfigurer, og kommer efter Christies Mening at see ud som en Kakkel- ovn. I den Overbeviisning, at Drengene, inden 14 Dages Forløb, ville ruinere Gibsfigurerne, vil han gjøre Indstilling, at et Gitterværk sættes omkring Monumentet, men en under- lig Stads bliver det, ihvad man saa gjør ved den. 27de November. Ved at omtale Christies Besøg glemte jeg et af hans Ærinde: at vise mig et Departementsbrev til Ephoratet om den bedste Religionslærebog for de lærde Skoler. Der er foreslaaet for de lavere Classer Balles, og for de øverste Krog Meyers nys udgivne. Denne sendtes til Gjennem- læsning og Prøvelse. Omtrent Halvdelen af den har jeg læst, Resten løseligen gjennembladet. Jeg finder den at ligne Niemeyers paa det nær, at alt det Historiske er udeladt, at en Mængde Bibelsprog ere aftrykte, og at Aabenbaringens Dogmer ikke ere fremsatte i den sceptiske Tone, der rigtignok ofte hos Niemeyer sætter den, der vil vide, hvad og paa hvem han troer, i Forlegenhed. Meyers Lærebog er vist særdeles god, men som Lærebog, for hvem det end maatte være, overvættes stor. I en Læsebog ere saadanne udførlige, sidelange Stykker paa det rette Sted. I Lærebogen derimod ønsker jeg kun korte af Bibelsprog understøttede Definitioner og Aphorismer, hvor Læreren forklarer det Utydelige og ud- fylder det Manglende. Er han, hvad han bør være, vil han efter saadan Ledetraad altid kunne orientere sig og vei- SIDE: 459 lede sine Lærlinge; og er han en Ignorant eller doven Leie- svend, saa bringer denne Vidtløftighed ham kun i Vildrede, han veed intet at tilføie, overlader til Eleverne, hvorledes de kunne komme ud af det, og kan ikke engang ved hensigts- passende Katechisation udfinde, om de forstaae det. Hvis jeg giver min Stemme til Bogens Indførelse, sker det kun fordi vi have ingen bedre, aldeles ikke fordi det Ideal, der stedse har svævet for mig, nu er opnaaet. 28de November. Fra 1ste Departement fik jeg et Rescript, som inde- holder nærmere Bestemmelser for Bispe- og Præstevisitatser. Der paalægges, at Provsten skal følge med Bispen gjennem hele Provstiet: at Sognets Præster skulle katechisere, men ogsaa Biskoppen for den confirmerede Ungdom, og derpaa ende med en kort Tale eller Bøn: at en Commission efter Visitatsen skal holdes under Biskoppens eller Provstens Præ- sidium, hvor allehaande Undersøgelser skulle anstilles, og Re- sultatet indføres i Provstens Visitatsprotokol, og: at Prov- sten idetmindste hvert tredie Aar skal holde Besigtelse over alle Kirker og Capeller i Provstiet. -- Fra Centralcommit- teen kom endelig de lovede Tillæg til Bibelselskabs-Beretning, indeholdende en kort Udsigt over de udenlandske Bibelselskabers Historie. Saa havde og Vogt -- jeg veed ikke om paa Re- gjeringens eller Bibelselskabets Conto, havt den Godhed post- fri at besørge to store Pakker, der skulde leveres paa Adresse- contoiret, og som, da jeg aabnede den ene, fandtes at inde- holde lutter Wulfsbergske prospectus, hvoraf maa være trykt en utrolig Mængde. I Intelligentsseddelen averterer Lieutenant Hoel og hans Broder Halvor deres Moders Død. Mit Øie lider ved den megen Skriven, men jeg kan dog ikke bare mig for at afskrive noget af dette Avertissement: "Os gav hun den SIDE: 460 første Retning til frit at tænke og handle, til at være flit- tige og vindskibelige Borgere og at understøtte Trængende og Forladte, saavidt vore Kræfter tillod; men derhos bibragte hun os ogsaa den meest levende Afskye for al mulig Under- trykkelse og egenmægtig Behandling, for alt det skjændige Bedragerie, som Historien stundom opviser. Dog vi bør ikke klage. Naturen fordrer sit; den er retfærdig; Dødens Engel skaaner ligesaalidt Tyranner, der finde Glæde i at undertrykke Nationer saavel i oekonomisk som i intellec- tuel Forstand; ikke saadanne stadselige Herrer ere større end Staadderen, naar Almagtens Bud vinker." 29de November. Jeg forelæste Stiftsprovsten det nye Rescript, der fore- kom ham blot at være Opkog af de gamle Love, hvilket det dog nok ikke er; idetmindste maa man sige, at hvis alt dette har været Provsternes Pligt, saa have de hidtil meget slet op- fyldt den. Overalt fandt han baade i dette Rescript og i Brevet om Kirkedisciplinen blot Grimace fra Regjeringens Side, usle Palliativer, som den anvendte for at synes gud- frygtig, medens den ved andre Foranstaltninger f. Ex. Barne- daabens lange Udsættelse, viste sig blottet for al Gudsfrygt. Og her ivrede han med en Heftighed, jeg aldrig havde til- troet den gamle sagtmodige Stiftsprovst, mod den Skik at lade sine Børn ligge udøbte over 8 Dage, hvorfor han tro- ede enhver Fader og Moder, hvis Barn imidlertid døde, vilde paadrage sig et skrækkeligt Ansvar. Jeg kom endog selv derved in culpa, da jeg tilstod, at mine Børn vare 3 -- 4 Uger gamle, inden jeg lod dem døbe, og det syntes at koste ham Overvindelse ikke at læse mig Texten for denne min uchristelige Indifferentisme. Næsten i Vrede reiste han sig og tog en kort og afbrudt Afsked, og jeg er vis paa, at hvilken anden geistlig Mand end hans Biskop, der havde SIDE: 461 siddet for ham, vilde faaet en dygtig Irettesættelse. Hans svage Legeme og melancholske Humeur havde vist langt mere Deel i denne Iver end Dumhed eller Fanatisme, og saa bør man bære over, for selv at finde Overbærelse. 30te November. En russisk Kjøbmand fra Riga har bundet Bergenserne paa Ærmet, at umiddelbart paa Kongressen i Aachen vilde følge en ditto i Petersburg, hvor de nordiske Anliggender skulde afgjøres. Keiserinden havde gjort Knæfald for Kei- seren, og bedet ham tage sig af den Gustavske Familie, som da nu skal sættes paa Tronen. Samme Keiserinde er et me- get mandhaftigt Fruentimmer. Keiseren reiste i al Beskeden- hed til Tydskland ledsaget af to Adjutanter, men hun kom bagefter med en Escorte af 4000 Mand. Her lyves meget i Bergen, med det lønner og Umagen at drive det Haandværk, thi de største Urimeligheder troes endog af temmelig fornuf- tige Folk. 2den December. Liebenberg fortæller om Prof. Mynsters og Rosings Død. Begge saa han døe paa een Dag, begge ledsagede han til Graven paa een Dag, ja parenterende over begge. Medicin- ske Candidater bar Mynsters, Skuespillerne Rosings Liig. Adskillige fulgte uindbudne, hvoriblandt Rahbek og Øhlen- schlæger, der ved de ædle Henvandredes Grave rakte hin- anden Forligelsens høire Haand. -- Øhlenschlæger har skre- vet et idyllisk Drama: "Den lille Hyrdedreng", der for- ener alle Stemmer, selv Baggesens for sig. Thaarup til- tager med Aarene i Bidskhed efter Bulbidernes Maneer. 3die December. Falsen har (anonymt) indført i Tilskueren et udførligt, og saavidt jeg forstaaer grundigt Bevis for at Statsraaderne SIDE: 462 bør sidde i Storthinget og tage Deel i Deliberationerne, at dette er aldeles overeensstemmende med Grundloven, og langt- fra at true Constitutionen med Fare, er det eneste Middel til at forebygge et Schisma mellem den executive og den lovgivende Magt, hvorved Landets Forfatning vil ile sin Undergang imøde. Et lignende Forslag, som Statsminister Anker i Privatsamtale engang fremførte, fandt jeg det ikke Umagen værdt at tænke over. Det forekom mig da aldeles constitutionsstridigt, men nu er det mig fuldkommen ind- lysende at Forfatteren har Ret. 7de December. For syv Aar siden traadte Munch med Harpen i sin Haand ind i Dannerkongens Hal; nu træder han paa nordisk Viis ind i Prinds Oscars. Hvad dette er for en Viis, skal jeg ikke saa egentligen kunne sige. Der, som i Syd, og før, som nu, traadte man vel paa forskjellige Maa- der ind i Fyrsternes Hal. Dog hvorom alting er, han fandt en Blomst (Athalia) i "Sydens Laurbærlund". (Et parisisk Digt kan neppe kaldes en Sydfrugt; den egentlige Laurus er en Drivhuusplante der, som her, og den poetiske trives vel saa godt i Danmark og Tydskland som i Frankrig). Denne Blomst har han nu plantet om "i kolde Zone paa Norges Grund". (Der er den vel ikke seet før, men da for nogle og 20 Aar siden Cramer i Nordtydskland og Schön- heider i Danmark har gjort ei uheldige Forsøg, saa er Entre- prisen ikke saa vovelig). Denne Blomst rækker han nu tillids- fuld Oscar, som ombedes at være dens Ven, "at Stormen ei dens unge Skud skal knække." Og naar den da oplives af hans Bifaldssmiil, saa skal han see, at "Sydens høie Blomsterpragt kan trives blandt Nordens Snee." Denne flaue Dedication staaer da foran Athalia, hvoraf Munch sender mig 50 Expl. til Salg og eet til Foræring, med den SIDE: 463 latinske Indskrift: "Viro summo venerabili C. Pavels, episcopo Bergensi, amico suo", ogsaa en Absurditet foran et Digt i Modersmaalet. Oversættelsen er, saavidt jeg kan see, uden at have sammenlignet den med Originalen, mere poetisk og mindre troe end Schönheiders. Det er mig endnu ubegribeligt, hvad der har bevæget Munch til dette Arbeide. Schwindt underrettede mig om en gammel Historie, som ret undrede mig, da min Moder aldrig talte eller skrev derom. 1809 var jeg en Dag indbuden i stort Mandfolkeselskab hos Biskop Brun. Jeg fandt ikke en eneste af Byens Præ- ster undtagen hans Søn, og jeg som aldrig har fundet det underligt, at en Stand ei æredes, naar ei dens egne Høv- dinger ærede den, fandt dette anstødeligt. I min Uskyldighed talte jeg med Mishag derom til Præsten Stuvitz, som jeg ansaae for min Ven, og han svarede: Biskoppen indbyder os aldrig uden ved Ordinationer. Og denne samme Stuvitz havde rapporteret mine Ord til Bispen, som var bleven vred paa mig, hvilken Vrede dog varede kort, og var mig til denne Dag ubekjendt. -- Ende- lig paalagde Schwindt mig aldrig mere at deeltage i de sene bergenske Aftensmaaltider. I den Anledning fortalte Christie, at han engang havde været i et Dameselskab hos Agent Krohn, hvor man Kl. 5 om Morgenen endnu sat til Bords, og havde 2 Retter igjen, hvilke man dog fik Damerne til at gjøre Protest mod, saa at Maaltidet hævedes. 8de December. Brun fortalte, at Irgens er bleven stødt over at Prov- sten skal afgive Betænkning saavel over hvad han selv veed om Kirkedisciplinen, som over de andre Præsters Beretninger og Forslag, da han troer sig at forstaae sligt ligesaa godt som Stiftsprovsten. Nu var det rigtignok ikke min Mening, at det Circulære skulde sendes Byens Præster, men ellers SIDE: 464 maatte Irgens som Bispesøn og engang Famulus vide, at det er ganske i sin Orden, om Bisp og Provst ere de største Dosmere, og en af Præsterne en Salomon, at Bispens Be- tænkning fordres af Cancellie eller Departement, og Prov- stens af Biskoppen, som de meest gjældende; ere disse Mænd Tosser, saa hviler Skam og Ansvar paa dem, som ansatte dem. Om ellers i denne Henseende Irgens med sin Dictator- tone og sine buldrende Prætensioner er en større Mand end den stille, vistnok bornerede Fleischer, det er et Spørgsmaal. Uordenerne i Korskirken og paa dens Kirkegaard og den høist elendige Skoleopsigt i Christi Krybbe giver ikke store Formodninger. Ellers talte Brun om Fleischers Pavevæsen, ventelig et Indfald af hans salig Fader, som holdt sig op over, at Fleischer med sin lille Figur gav sig maaskee vel megen Air. Naar han imidlertid veed at soutinere den, saa er intet derpaa at sige. Fleischer har vist altid strenge- ligen overholdt Anstændighed i Sæder og Vandel; gid alle baade katolske og protestantiske Paver gjorde ligesaa. 15de December. Neumanns Qvartalsbrev begynder med en lang For- tælling om et uroligt Optrin i Salten. En Handelsmand Gers og en engelsk Skipper ere Hovedpersonerne. Christianias forrige Byskriver, Secretair Juul, har som Foged opført sig med Kjækhed og Conduite, derimod hviler Mistanke paa Amt- mand Berg for strafværdig Connivents. -- Kongens Reise til Bergen næste Foraar er uigjenkaldeligt besluttet; han rei- ser Landeveien til Christiania eller Christiansand, og derfra med en Fregat hertil. -- Munch stod paa Ridderlisten, "men et dristigt Pennestrøg af Grev de la Gardie skaffede en svensk Provst Ordenen". En lignende Godhed af en Svensk skal og have berøvet mig Commandeurstjernen, hvilket imidlertid ikke var mig ukjært. Man erindrer mig vel en anden Gang. SIDE: 465 Bech fik Obligationen paa hele Kjøbesummen extraderet, altsaa 2000 Pd. St., som var en ganske anstændig Present, men der var bestemt, at hver af hans Døttre skulde have 500 Spd. i Brudegave, og herover gjorde hele Christiania sig lystig en Tid lang. -- Neumann finder ligesom Hertzberg i Magnetismen et Vink om Sjelens frie Virken, uden legem- lige Organer, og altsaa om dens Vedbliven med fuld Bevidst- hed efter Legements Død. (Selv gamle Prof. Arentz skal heri have fundet en Idee, der dunkelt har svævet for hans Sjel, og følt sig styrket i sit Udødelighedshaab). Efter Aabels Brev synes Mangelen paa theologiske Candidater snart at ville ophøre. Flere have taget Atte- stats i dette Efteraar, og i Januar komme hele 10. Aas er udnævnt til Borchs Eftermand, saa Munch dog indseer, han ligesaalidt som jeg kan undvære Capellan. Han kom- mer vel med Tiden til flere Indsigter, som han ved sin Til- trædelse manglede. Candidaterne øve sig nu i practisk at udøve, under Bechs Bestyrelse, de kostelige homiletiske Regler, han i sine Forelæsninger har givet dem. Han tænker at udgive disse Læreklude i Trykken, og er nu begyndt med katechetiske Forelæsninger, hvoraf man lover sig mere. -- I Rigstidenden fortælles, at Grev Mörner har nedlagt alle sine Embeder. Skulde det ikke have sin Rigtighed med den store Naade, der vistes ham ved Afskeden fra Stat- holderskabet? Min gamle Mistanke, at han ei er det nu- værende Dynasties Ven, vaagner. 17de December. Falsen sendte mig to Baggesenske Skrifter mod Øhlen- schlæger. Det ene er en fuldstændig Samling af de famøse Breve, 8 i Tallet, andet Oplag, med en alvorlig undervisende Fortale til de unge Studerende, hvis Vel han fornemmelig sigter til med alle sine Stridsskrifter, at de nemlig skal ledes SIDE: 466 til Ærkjendelse om, hvilket Barbarie her vil udbryde, hvis den Øhlenschlægerske Smag faaer Overhaand. At Misundelse skulde drive ham, det er en Tanke, som aldrig kan falde noget fornuftigt Menneske ind. Med denne Fortales Læs- ning lod jeg det beroe. -- Den anden Brochure er: "Hun- drede Aphorismer og een", hvor han har udrevet af Sammenhængen 101 af Øhlenschlægers Yttringer i Reise- beskrivelsen og i Noter gjort dem latterlige. I den Grad som Baggesen har dog ingen Skribent af ringeste Celebritet brændemærket sit gode Navn og Rygte. 18de December. Skjønt Øhlenschlæger ved "Fostbrødrenes" Omarbeidelse har forandret den anstødelige Katastrophe, og skjønt det Gøgle- spil med Mjøden tilligemed den gamle Gøgler selv har faaet Afsked, saa bliver Fostbrødrene aldrig af mine Yndlingsstykker. Det Hele har i mine Øine taget en gal Vending; der maatte en ny Fabel, adskillige nye Personer, næsten alt nyt -- da vilde, som jeg før har sagt, Fostbroderskabets Collisioner kunne give Æmne til et høist interessant Drama. 19de December. Jeg er ikke nylig bleven saa forskrækket, som da jeg i Dag blandt Julefestens Prædikanter fandt i vor Adresse- aviis: Stud. theol. Hammer, som i Morgen otte Dage prædiker til Høimesse i Nykirken. Saa har jeg da ikke kun- net afvende denne Plageaands Ankomst til Bergen. Jeg skal af Menneskekjærlighed ignorere hans Nærværelse, og dølge mit Kjendskab til ham saalænge jeg kan. -- I Rigstidenden fortælles, at Kongen har tilladt Morgen- bladets Forsendelse med Posten indtil videre, dog med den udtrykkelige Betingelse, at Hans Majestæt for- beholder sig at tilbagekalde denne Tilladelse, naar det Offentliges Tarv maatte fordre det(!). SIDE: 467 20de December. Christie fortalte, at der er kommen Befaling, at det danske Vaaben, hvor det maatte findes paa offentlige Byg- ninger, skal nedrives. Dette er nu egentlig hans Sag som Stiftamtmand og Overpolitiemester, men da der paa Konge- stolen i Domkirken staaer et meget ziirligt Vaaben, som en Patriot har skjænket, istedetfor et Par Løver (hvoraf vel ogsaa nu den ene er Contrabande) saa fandt Christie, at dette hørte under mit Departement, og bad mig i Stilhed give Befaling til denne Scandals Borttagelse inden Politie- mesteren gjør Inqvisition. I Trondhjem stod det danske Vaaben endnu paa Fanerne, da Kongen kronedes der. Man havde gjort Grev Trampe opmærksom derpaa, men han havde sagt, at det gjerne kunde blive staaende; der var ikke Tid til at forandre det. Det havde, som venteligt, vakt Kongens Misnøie, og det var godt, det ikke stilte Trampe ved hans Nordstjerne. "Det er forunderligt", sagde Kon- gen til Christie, " at Nordmændene, som sætte saa høi Priis paa sin Selvstændighed, kan taale saadant, der saa aldeles strider imod den." -- Udenlandsministeren Engeström er den største Æder, Christie i sine Dage har seet. Man havde ved Storthingsgjestebudet 12 Retter Mad, og af de fleste spiste han 2 a 3 Portioner: Dertil drak han 2 Flasker Rødviin, en Flaske Madera, foruden Rhinskviin, Portviin og den stærke Punsch: Alle Nordmænd vare ædrue, saalænge Svensken var der, men da de vare borte, fortsattes Punsche- drikningen; 20 Mennesker tømte 3 Boller, og fik de alle- sammen en meget stærk Perial. -- Dette var nu altsammen godt og vel, men naar saa Christie endvidere, efter egen Er- faring 1815, fortalte, hvorledes man da levede i Julen i Enebak Præstegaard, hvorledes man ved at blæse i Clari- netter og affyre smaa Metalkanoner ligefor de Frugales Øren tvang dem til at tømme de fyldte Pocaler, hvorledes Sviir SIDE: 468 og Sværm var Dagens stadige Orden, og det saa betænkes, at dette Liv førtes hos og af en Præst, som i de samme Dage i Templet opfordrede sine Medchristne til at glædes over Jesu Fødsel og takke Gud for hans Velgjerninger i det svundne Aar: hvo kan undres, at Faarene løbe bort, og at Ulvene rane dem fra slige Leiesvende? hvo maa ei her anvende Jeremiæ Ord (ere de end egentlig sagte om Regenter): "Vee Hyrder som omkomme og adsprede mine Faar, siger Herren. Derfor sagde Herren Israels Gud til Hyrderne, dem som føde mine Faar: I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke sørget for dem; see jeg vil hjemsøge Eder for Eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger Herren!" 23de December. Prinds Friederich er ved sin Afsked fra Flandern [fotnotemerke] hyl- det med næsten ligesaa megen Hjertelighed som for halvsjette Aar siden ved hans Afsked fra Norge. Den eiegode Friede- rich! han brillerer ikke ved sine Talenter og Kundskaber, men man har aldrig mærket at han lovede uden at holde, eller begyndte paa noget, han ei kunde udføre; og sandelig, han er en ædel Mand! Vel Danmark, hvis det samme kan siges om hans Successor i Norges Statholderskab! 28de December. Til Realskolens Direction er indkommen et Forslag fra Lærerne til bedre Ordens Overholdelse, der i det Hele slet ikke behagede mig. Jeg nævner noget af det, som ved første, flygtige Gjennemlæsning stødte mig. Lærerne skulle efter Tour have Inspection og da holde Control med hin- anden, mulctere den, der kommer et Qvarteer eller mere for- silde osv. Formodentlig ville de vise hinanden kjærlig Over- Fotnote: Friedrich af Hessen havde havt Befalingen over de danske Tropper, der i Aarene 1815 -- 1818 deltoge i de franske Grændselandskabers Bevogtning. SIDE: 469 værelse, at Enhver igjen kunde nyde den a son tour; men traf det sig saa, at Inspecteuren var en anden Lærers Uven, hvor let da at faae Sag imod ham! En af Lærerne skal være Skab-Inspecteur, en anden Uhr-Inspecteur -- "Hillemænd hvilke Titler!" Endelig er Tilladelse at komme paa Comedie og Concert en af Belønningerne for Flid og Sædelighed, aldeles det samme som de Børn i Rasmussens A B C, der fik "en Hvedebolle for deres smukke Tænkemaade". Fra Søndre Bergenhuus Amt fik jeg et Brev angaa- ende Gjæstgiverierne paa Voss, der satte mig i Harme, da jeg fandt, at dette Amts Fremgangsmaade contrasterer meget mod det andet bergenhusiske og den mig engang saa for- hadte Falsens. Denne Mand har jeg miskjendt. Han er en ypperlig Embedsmand, Hader af unyttige Omsvøb, viser Agtelse hvor han finder at Agtelse fortjenes, gaaer maaskee undertiden vel hurtigt, og betænker ikke altid saa nøie hvad han gjør (ogsaa jeg holder af den raske summariske Fremgangs- maade), men gaaer dog nok med alt dette ligesaa sikkert som Christie, der ogsaa synes at være en stor Formalitetsjæger, saa at Falsen og jeg kunne have gjort det galt og rettet det igjen, og bragt Sagen i fuld Orden, inden Stiftet og Søn- dre Bergenhuus Amt er halvfærdige med den snorrette og methodiske Behandling af en Sag. 29de December. Falsen og Foss anmodede mig om at være Medarbeider, endog Medudgiver af Tilskueren, da Rein har tabt baade Kraft og Lyst, og man intet kan vente fra ham. Jeg er- klærede mig villig til det første. 30te December. I Rigstidenden fortælles, at fra Opdagelsesreisen ved Nordpolen er hjembragt en Mængde rødt Sneevand, der seer ud (men smager ventelig ikke) som Portviin. I Nord- SIDE: 470 america er opdaget en Kilde med Olie -- lutter Mirakler! -- I Tillæget fandtes noget, der (jeg kan vel sige) forbittrede mig i høieste Maade: en norsk Hæderssang for Carl den tolvte. Der fattes os nu blot et Skandskrift mod Peder og Hans Colbjørnsen. Og denne elendige Karl be- gynder Sangen med sit Fædrelands Anraabelse! 1819 1ste Januar. Jeg har i disse Dage været i Strid med mig selv, om jeg ogsaa i det nye Aar burde fortsætte denne Dagbog. Det er dog, og synes alt mere og mere at vorde, næsten lutter Bagateller, som jeg nu har at nedtegne, og dertil medgaaer dog virkelig megen Tid. Naar jeg har skrevet en Slump Embedsbreve, har indpakket, forseglet og afsendt vidt- løftige Expeditioner, har indført i Annotationsbogen, hvilke Breve ere ankomne og afgaaede: ofte ønsker jeg da, selv i denne min Eensomhed at have Resten af Aftenen for mig selv, læse eller ligge udstrakt i Sophaen i et livsaligt far niente; men saa forestaaer Dagbogsskrivningen endda, og er mig mangen Gang ret udmattende. Men naar jeg saa tænker paa, at jeg nu over 6 Aar, undertiden under maadelige Auspicier, med Standhaftighed har udført dette Arbeide, at aldrig mere end to Dage ere sammentagne, og dette endda kun faa Gange i Sygdomstilfælde: at meget staaer her, som længe siden var glemt, naar jeg ikke havde optegnet det, og som nu, SIDE: 471 saalænge som jeg lever, bliver mig i frisk Minde: at jeg har en fuldstændig Udsigt over min Brevvexling, min Lecture, mine Arbeider, mine Sorger og Glæder i et saa langt Tids- rum, hvortil vel ikke mange Mennesker have Magen: at vel og en og anden interessant Anekdote gjemmes her, som kan more Bogens Læsere efter min Død, saa synes mig dog heller ikke at jeg kan opgive Arbeidet. 2den Januar. Blandt Dagens Breve maa jeg nævne en Billet fra Brun, hvori han melder mig, at Aabel har skrevet til ham, at Friis er indstillet til Sogndal foran to ældre Præster, Schjøtz (Schjødt?) og Meldal. Jeg havde allerede skrevet nogle Ord til Friis, for at melde ham dette glædelige Bud- skab, da en Tanke med et oprandt i min Sjel. Der er to Præster i Aggershuus af Navnet Meldal. Capellanen i Rolloug kan aldrig blive Friis farlig; men hvad om det er Capellanen i Asker? og hvad om Dr. Neumann atter har benyttet sig af den ham naadigst givne Tilladelse, at anbefale underhaanden, hvem han ønskede befordret? Denne Tanke gjorde mig meget mismodig og ærgerlig. Var det virkelig saa, blev Meldal Friis foretrukken, det maatte kølne Ven- skabet mellem mig og Neumann, hvem jeg ikke kunde undlade at beklage mig for og over; det maatte forvolde, at jeg med Fordom og Modbydelighed vilde see en ellers brav Mand indtræde i mit Stift. Inhuman og uretfærdig mod ham skulde jeg vist ikke blive, men hans Ven kunde jeg heller ikke være. For det første rev jeg Brevet til Friis itu: Resten vil snart vise sig. 3die Januar. Cancellieraad Sæbye fortalte, at her dog er 70 Sub- scribenter paa Morgenbladet i Bergens Stift. SIDE: 472 4de Januar. Jeg havde tænkt aldeles at slaae Haanden af den om- talte Skoleplan, og, hvis min Helbred ei tillod mig at bevaane Directionsmødet, lade dem gjøre det saa galt som de lystede, uden at sige et Ord derimod, men efter en Sam- tale med Bohr har jeg forandret min Beslutning. Han forsikrede mig, at selv af de Lærere, der havde underskrevet Planen, adskillige ikke yndede den, men Conrector Winding havde imponeret dem, og saavel Project som Indklædning var for det meste hans Arbeide. Og nu anseer jeg det for min Pligt at arbeide mod hans excentriske, philantropiske Planer saavidt jeg kan. Lengreen paastod med Vished at vide (det første vel efter Horns Fortælling) at baade Gustav den 3dies Drab og Gustav Adolphs Afsættelse skede Carl den 13de aldeles uafvidende. -- Der menes at Kongen i Sommer reiser til Kjøbenhavn, for at frie for sin Søn til Prindsesse Caroline [fotnotemerke] , som er 6 Aar ældre end han. Hvad skulde vindes derved? hun er jo ikke Arving til Danmarks Throne, og troer han at de Danske ville kaste sig i vore Arme, for at blive Souveraini- teten qvit, og faae en norsk-svensk Constitution, saa forregner han sig sikkerligen. Ogsaa uden det indgroede Had til Sverige og Carl Johan ønskede neppe de Danske at forandre Regjeringsform. Det synes hverken som de tydske Publi- cisters Skrifter, eller vort og vort Broderfolks Exempel har givet dem mindste Længsel efter Kongemagtens Indskrænkning og Repræsentantsystemets Indførelse. 7de Januar. Venturinis "Chronik des Jahres 1814" har jeg til- Fotnote: Om et Ønske hos Carl Johan i Retning af et Svogerskab med det danske Kongehuus see et udateret Brevconcept fra N. Treschow i (Norsk) Hist. Tidsskrift I. R. II. S. 238 -- 240. Dette Brev er dog vistnok ældre, end antaget i Tidsskriftet. SIDE: 473 laans fra Falsen. Norges Historie for hiint mærkværdige Aar er fortalt med megen Udførlighed. "Ein wohlunter- richteter Normann", som selv har taget Deel i de Dages Begivenheder [fotnotemerke] , har forsynet Udgiveren med en udførlig Beretning, der ialmindelighed er saa rigtig og nøiagtig, at man maa undres over, at en saadan Mand kunde debitere saa aabenbare Usandheder, som dem man hist og her støder paa. Lader jeg det endog gjælde, hvad ogsaa Platou engang paastod, men hvad jeg aldrig mærkede Spor af, at Sverige havde et betydeligt Partie i Norge: hvo var da den Biskop Baum, der nævnes ved Siden af Anker, Wedel og Wergeland som Partiehøvding? Det var ikke Bech; han nævnes mange Gange ved sit rette Navn; Prinds Christians Ven Bugge ligesaalidt, allermindst Svenskernes djærveste An- tagonist Brun. Mon det ikke skulde være en fordærvet Læse- maade af Hount, som kaldes Biskop, maaskee fordi han af Carl Johan var bestemt dertil? Om det er sandt, at et republicansk Partie havde et Directorium af 6 Medlemmer, veed jeg ikke; jeg har aldrig hørt det. En latterlig Usand- hed er den, om det Amazoncorps, som organiserede sig under Anførsel af en Heltinde ved Navn Pihl. Ogsaa denne For- fatter veed, hvad Ingen i Christiania nogensinde har vidst, at Haxthausens Huus under Opløbet blev udplyndret. En- delig forsikres, at Ingen var saa fast "og selvstændig som Christie (!) og Sverdrup. De andre tog gjerne mod svenske Ordener og Udmærkelser" -- men det gjorde ikke de. Tredie Aargang af Tilskueren er begyndt. Som Hand- sel indsendte jeg til samme Blad en Anke over Sangen til Carl den 12tes Ære. Min hele Sjel oprøres ved denne nedrige Smiger, og om jeg atter skulde gaae Glip af min Commandeurstjerne, hvilken jeg overalt nu sætter liden Priis paa, maatte jeg paatale den. Fotnote: Som det antages, J. G. Adler, der dog var dansk født. SIDE: 474 9de Januar. At Postvæsenet er lagt under Finantsdepartementet, lover just intet Godt for de foreslaaede Forbedringer her i Stiftet. Som Grev Wedel nok overalt har en haard Hud, saa er der nok intet, som rører ham mindre end Præsteklager. En Bonde fra Qvindherred, som betalte Landskyld, bragte mig en behagelig Efterretning. Det har krænket Hertzberg meget, at høre mig yttre Misnøie med Ungdommen paa Visitatsdagen, men det var af den Slags "Bedrøvelse som virker Omvendelse til Saliggjørelse og som man ei for- tryder", thi fra den Tid har Underviisningen igjen faaet nyt Liv. Hertzberg katechiserer og lader Skoleholderne komme til sig, og driver ret Arbeidet med Lyst og Kraft. -- Min Kone spørger hvad Nytte Visitatser gjør? her seer man det tydeligen. Lad det end være en tilfældig Omstændighed at Qvindherreds Ungdom spilte saadan maadelig Rolle! lad være at en anden, maaskee ikke bedre oplyst havde en lykkeligere Stjerne, blev tarveligen rost af mig, og fornøiet dermed blev liggende i sin Dvale -- paa dette Sted gjorde det dog Effect. Jo sandelig, det er til stort Gavn, at den høieste Opsyns- mand gjør saadant Besøg -- om det ikke er andet end Kirker og Præstegaarde, som Aar efter Aar vare ureparerede. Da Bispen kom, fik man nyt Liv, udfeiede den gamle Suurdeig og gjorde alt peent og pynteligt. 11te Januar. Ikke efter Lodkastning, som i Christiania, men efter eget Indfald læser jeg nu igjen mine egne Bøger af dem, Raden ikke kom til før min Hidreise. Saaledes har jeg nu læst Bastholms jødiske Historie. -- -- -- Vilde alle christelige Stater i og udenfor Europa enes om at følge Norges Exempel, og udelukke alle Jøder fra deres Lande -- ikke bruge Vold mod dem, ikke deportere dem, blot sige: reiser SIDE: 475 Jeres Vei, eller bliver Christne! hvad den nuværende Slægt vilde vinde, veed jeg just ikke saa lige; men at den kom- mende, baade af Jøder og Christne vilde det, troer jeg sta- digen. 13de Januar. Normann i Leganger gjorde mig opmærksom paa den høist betydelige Feil i de nyeste Udgaver af Forklaringen, at baade Jesu Nedfart til Helvede og Opstandelse er udeladt af anden Artikel. Efter den Bodvækker, de fik ved Hertzberg i Anledning af Katechismen, og efter det ubehagelige Indtryk, det gjorde paa Hersleb og Stenersen, maa saadan Skjødes- løshed høiligen overraske, og jeg kan ikke skaane Central- committeen for en venlig Bebreidelse. Nationalbladet begynder ligesom vor Tilskuer med en poetisk Nytaarshilsen, der vel ikke har høie digteriske Sving, men behager mig dog langt mere end Lieutenant Foss's. Dens Indhold er, at vi hverken bør være Danske eller Svenske, men Norske, og holde strengt over de Rettigheder, vor Grundlov hjemler os, og dertil siger jeg Amen. -- Der- paa kommer, hvad jeg undres over ikke er kommen for længe siden: Anke over den svenske Deputations Afskedscompli- menter til Normændene, men ikke i Pavels Hjelms opirrende sarcastiske Maneer. Med mandigt Alvor paatales det for ægte Normænd utaalelige i dette Document, og vi opfordres alle til Aarvaagenhed. 14de Januar. At det var 14de Januar, er Dagens eneste Mærkelig- hed. Fem Aar ere altsaa henrundne siden den ulykkelige Kielerfreds Slutning, siden den ugjenkaldelige Opløsning af det Baand, der i fire Aarhundreder havde forenet Norge og Danmark, siden jeg ophørte at være alle mine dyrebare SIDE: 476 danske Venners Landsmand. Ønske den svundne Tid tilbage, vil jeg ikke; det var ligesaa upatriotisk som frugtesløst. Norge har nu en fuldkomnere Regjeringsform, dets Indvaanere større Borgerfrihed end under det danske Scepter, og ihvor mange og store Savn vi endnu føle, kunde vi vel ikke med Rimelighed ventet os i den korte Tid, med de faa Ressour- cer og den ringe Erfaring hos det lovgivende Corps, bedre Kaar end de, vi ere i Besiddelse af -- og dog! jeg var lettere om Hjertet den 31te December 1814 end samme Dag 1818. Siden jeg kom her, seer jeg overalt meget fra et andet Synspunct; det forekommer mig alt mere og mere, som Foreningen mellem Norge og Sverige er en Bygning opført paa Sand. Medens man søger at befæste den, arbei- der man virkelig paa at omstyrte den, og jeg forudseer ubehagelige Optrin. 15de Januar. Christie havde brugt et Udtryk, som jeg aldrig kan ophøre at ansee for splittergalt, men han paastod dets Rig- tighed, og saa lod jeg det passere. I Embedsbreve kommer det da ikke saameget an paa Stilens Skjønhed og Correct- hed, og i den har da virkelig ikke heller Christie sin Force. 16de Januar. Fra Høiesteret fik jeg Fortegnelse over de Sager, som i dette Aars første Cession skulde foretages, og disse ere -- Delinquentsager uberegnede -- 236, hvoriblandt 101 over- blevne fra forrige Aar, hvilket Amtmand Falsen tilskriver, at man har beholdt den mundtlige Procedure. (Jeg veed ikke, hvordan han vilde havt den skriftlige indrettet, men som den i Storthinget foresloges at Weidemann, forekom den mig uendelig vidtløftig). Ved denne Fortegnelse anmærkede jeg: a. At af de nye Sager er 63 flere af Aggershuus Stift, end fra alle de andre tilsammentagne. b. At der er yderst SIDE: 477 faae Processer hvor Bønder eller Embedsmænd udgjøre Par- terne, og at vist ni Tiendedele ere mellem Kjøbmænd. Odels- processerne synes efterhaanden at forsvinde. Falsen tilskriver det Odelsrettens Indskrænkning, og er dette dens værste Følge, saa Tak være Lovgiverne! (Ellers fortalte han, at det længe har været Statsminister Ankers Plan at oprette et Baronie, at blot Voxenbøndernes haardnakkede Vægring at afhænde et Jordstykke, der behøvedes til at arrondere sig, lagde Hindring i Veien derfor, indtil Grundloven kom og reent kuldkastede Ideen [fotnotemerke] . Er der nogen Uvedkommende, som giver sig Tid til at læse denne Fortegnelse, vil det meest av alt frappere dem at see Hertugen af Devonshire føre Proces med Tracteur Carstens. Der taltes om en ublue Regning fra denne, da Hertugen beærede Christiania med sin Nærværelse, men at den Sag skulde gaae til Høieste- ret, og at en Mand med 120000 Pd. St. aarlig Indtægt for nogle Punds Skyld forfølger en norsk Tracteur gjennem alle Retter, og det en saa høi Standsperson ovenikjøbet, det er virkelig overraskende. 17de Januar. Assessor Hagerup gjorde mig et Besøg. Vi talte om Bergensernes Animositet mod de Svenske, og deres Amalgama- tionsforsøg. Jeg yttrede i den Anledning, hvor godt det var, naar Kongen havde en ægte Normand hos sig, der kunde aabne ham Øinene for Nationens sande Stemning og Tarv. En saadan forsikrede Hagerup, at han har i Motzfeldt, hvilket overraskede mig. Fotnote: Kort førend Kielerfreden vare Forberedelser trufne til Oprettelsen af to norske Baronier, Fossum for den Løvenskioldske Familie og Bærum, hvilket P. Anker havde tiltænkt sin Svigersøn Grev Wedels næst- ældste Søn. SIDE: 478 18de Januar. Holtermann fortalte mig et Charakteertræk hos Rein, som var mig uventet. Naar han er frisk, besøger han 3 -- 4 Gange om Ugen Kirkeværge Dedichen, i hvis Huus er intet, som kan interessere en saa dannet Mand, undtagen at man der veed alt hvad der passerer i Byen, og at der altsaa bestandig er nyt at høre af chronique scandaleuse. 19de Januar. Det eneste mærkelige jeg fandt i Rigstidenden var, at der under Foreningen med Danmark sjelden indstævnedes mere end 30 -- 40 Sager om Aaret til Høiesteret, hvorimod der for dette Aar ere 135. Steeg Mængden af de norske Universitetsborgere i lige Forhold, maatte vi lykønske Fædre- landet. 21de Januar. Jeg har i Dag hørt et Par mærkelige Exempler paa min Formands mageløse Forfængelighed. Her var en Som- mer nogle franske Officerer; dem vilde man amusere med Comedie, hvortil Brun havde foreslaaet noget Væv af hans eget Fabrik, kaldet Væveriet, og dette Stykke besatte han blot med Medlemmer af sin egen Familie. Et andet Stykke, kaldet Officeren, hvori blandt andet 6 Tønder Fladbrød indbringes paa Theatret, ret noget Sniksnak, vilde Brun have spilt for Kronprinds Frederik, da man 1802 eller 3 [fotnotemerke] talte om at han skulde komme her. Og for den Mand op- reises Æresstøtte i en Kirke! 22de Januar. Tre ubehagelige Visiter udgjorde saa omtrent denne Dags Historie. -- -- Det ubehageligste af alt var et Andragende fra Fotnote: Skal vistnok være 1804, see Norsk hist. Tidsskr. 2 R. V. 409. SIDE: 479 en Mand, som vilde have sit Barn døbt -- ja hvor uden i Korskirken, hvorfra alle mine Plager komme? -- men Irgens havde forlangt 16 Rbd., og hvis han ikke fik dem, vægret sig for at døbe Barnet. Da Ingen var nævnt i den skrift- lige Klage, paategnede jeg, at jeg ikke kunde tage egentlig Notice af Klage mod unævnt Mand; kunde det bevises, at en Præst uden skjellig Grund havde nægtet et af Sacramen- ternes Uddeling, saa maatte skriftlig Angivelse skee til mig herom, da Sagen skulde blive undersøgt. Herpaa skrev Irgens en lang clamamus, hvor han rigtignok fra Legalite- tens Side fuldkommen retfærdiggjorde sig, saa jeg atter paa- tegnede, at jeg efter de givne Oplysninger intet kunde have at erindre uden dette, at jeg som Slotspræst til Agershuus sjelden af saadan simpel Arbeidsmand i 1816 -- 17 fik mere end 5 à 6 Rbd. for en Barnedaab. Tredie Gang kom Manden igjen med den Besked, at Irgens var uovertalelig. -- "Hvormeget han da fordrede?" -- "5 à 6 Rbd." -- "Om han da syntes det var for meget?" -- , "Ja, han kunde slet intet give." Heri kunde jeg da ikke give den unge friske Mand Medhold, og sagde, at Præsten maatte og skulde have Betaling, men saa han sig ei istand til at udrede den Sum, saa kunde han jo hjemmedøbe Barnet, og bie med at føre det i Kirke, indtil han fik Penge. Dette syntes ei heller at være ham tilpas; imidlertid maatte han nøies dermed og drev af. 23de Januar. "Morgenbladet" er alt i sine Hvedebrødsdage et maade- ligt Blad, og faaer da og sit Skudsmaal i "Nationalbladet". 25de Januar. Fra Niels Hertzberg fik jeg i Dag et af de længste og interessanteste Breve, jeg nogensinde har faaet fra ham. SIDE: 480 Det er begyndt i Odde Præstestue Nytaarsdagsmorgen Kl. 5. Han var Dagen før i Storm reist did, men laae rolig i sin Vængebaad, lod sig vippe op og ned, og tænkte paa den trygge Havn, hvor vi alle lande efter den stormfulde Fart paa Livets Bølger. Med den Vises stille Fatning, og tillige med den troende Christnes Glæde taler han herom; men naar han saa atter bringer sin kjære Magnetisme i Forbindelse dermed, saa tilstaaer jeg ham vel, at denne synes at give os et Slags Begreb om, hvad der hidtil var ganske ubegribe- ligt: Sjelens Virken uden legemlige Organer; men den Udødelighed, herved bebudes, er neppe den, Bibelen gjør os fortrolige med, og som det følende Hjerte længselsfuldt aner. Det er ikke den fortsatte Tilværelse, hvorved et nøie Baand forener begge Verdener, saa at vi -- kun luttrede og for- ædlede, med fuld Bevidsthed bringe de samme Følelser over i hiin, som udgjorde vor Lyksalighed i denne, og finde de samme Gjenstande derfor hist som her; det er en ny Til- værelse, der ved usynlige Led knytter sig til den forrige, uden at ringeste Erindring er tilbage om denne -- det er den Udødelighed, der prædikes i de mystiske Taler i Werners "Söhne des Thales", og Tanken om den har intet op- løftende for mig. Er det tilkommende Livs Salighed intet andet, saa fristes jeg til at anvende herpaa Jacobs Ord i Erasmus Montanus: "Jeg troer ogsaa at Jorden er rund, men vil Nogen give mig en Kommenskringle for det, saa siger jeg gjerne, den er flad". 26de Januar. Christie finder at her i Bergen hersker en anstødelig Ligegyldighed for Kongehuset, og til Exempel fortalte han, at han i Formiddags havde spadseret paa Tydskebryggen, hvor man ellers ved hver ceremoniel Barnedaab pleiede at flagge fra Skibene, men ikke eet Flag var heist i Dag. SIDE: 481 Maaskee Hovedaarsagen er, at vi intet Nationalflag have, da Unionsflaget efter Grundloven blot er Orlogsflag. Overalt, at man ikke her elsker enten Kongen -- som man ikke kjender, og som aldrig har viist Bergen nogen Opmærksomhed -- eller den svenske Nation, indrømmer jeg gjerne; men at man iagttager den udvortes Tugt og gjør, hvad der ved saadanne Leiligheder pleier at gjælde for Beviis paa en loyal Tænke- maade, det synes mig, man ikke kan nægte. To høitidelige Middagsmaaltider, en do. Concert, tre do. Baller, alle Kongen til Ære -- det synes mig er alt, hvad man kan forlange af en Bye som Bergen. Jeg tvivler høiligen paa, at Christiania gjør mere; den gjorde det idetmindste aldrig i min Tid enten under de danske eller svenske Konger. Jeg maa overalt sige: saa høiligen jeg agter Christie som duelig Forretningsmand, saa interessant jeg finder ham som Com- pagnon, hvor der ei politiseres, saa kan jeg ikke sige, jeg som norsk Borger elsker ham; det er stille Vand med dyb Grund, og de antisvenske Bergenseres Tillid til ham er ubegribelig. Jeg kan ikke nære den, og der er altfor megen diplomatisk Circumspection i hans hele Adfærd, saasnart Talen er om en Regjeringsgjenstand, til at jeg kan finde Smag deri. 27de Januar. I Christiania Intelligentsseddel anmeldes Raadmand Larsens Død. Hans Navn og en doven, uduelig Embeds- mand gjaldt næsten for Synonymer. Han havde været Postfører, og forflyttedes fra Postvognen ind i Raadet, hvor han intet førte selv, men lod sig føre af Enhver, der vilde have den Uleilighed. 28de Januar. Jeg har nok optegnet her om det Circulaire for Admini- SIDE: 482 strationen i Selskabet for Norges Vel, og de fem Spørgs- maale, hvorom skulde voteres med Ja eller Nei. Man var tilsagt i Dag at aflevere sin Stemmeseddel paa Raadhuset, og jeg erklærede mig saalunde: "Mit Votum er, at Sel- skabet for Norges Vel bør ophæves, da det ei kan udstrække sin Virkekreds til alt, hvad det ved sine organiske Love har forpligtet sig til, og da det ved at indskrænke den bliver et ganske andet Selskab. Vil da Administrationen indbyde til et nyt Selskabs Oprettelse, hvis Formaal skal være de Gjen- stande, hvormed Selskabets 4de, 5te, 6te og 7de Classe hid- til har været sysselsatte, forbeholder jeg mig nærmere at bestemme, hvorvidt jeg vil være Selskabets Medlem. At Selskabet vedbliver med de foreslagne Modificationer, kan jeg ikke bifalde, men udmelder mig, hvis Forslaget antages, af Selskabet for Norges Vel." 29de Januar. Fra Præsten Brun fik jeg et meget nitid indbundet Exemplar af hans Faders Digte. Jeg har bladet i dem hist og her, og fundet Ting af høist forskjellig Værdie. Megen Kraft er der i Nordal Bruns Digte, ligesaa i hans Prædikener og hans Charakteer, men baade denne og hine blandedes vel mangen Gang med Flauheder, og disse savnes da heller ikke i Digtene. Hvad han siger i Korthed er i Almindelighed skjønt, og frapperer undertiden ved nye Ven- dinger; hvad som derimod har nogen Længde, bliver vidt- svævende, og indeholder mange unyttige Ting. Med Posten fik jeg atter intet Brev, uden et eneste fra Voss, men dette var mig overmaade kjærkomment, da det indeholdt documenteret Klage fra begge Præster over Uordener ved Gjæstgiverierne, tilligemed adskillige Medhjælperes og Sognemænds Bøn, at der maatte raades Bod paa disse Uordener. Det Hele sendes nu en af Dagene til Amtet. SIDE: 483 Vil dette intet gjøre ved Sagen, gaaer det ogsaa her som Biskop Bech i et Par Ordinationstaler klagede over, og som jeg i Christiania lærte af flere sørgelige Erfaringer, at Geistligheden hos den verdslige Øvrighed finder Modstand og ikke Understøttelse, saa kan jeg trøste mig med, at jeg har gjort hvad jeg kunde; lad Ansvaret hvile paa dem, som begaae Brøden! -- I Rigstidenden findes en interessant Udsigt over Korntilførselen til Norge før, under og efter Krigen, hvoraf erfares, at man nu nøies med omtrent Halv- delen af hvad man før 1807 indførte fra fremmede Lande. -- I Morgenbladet No. 21 synes dets Tendents end tyde- ligere at aabenbare sig. Omtrent to Trediedele af Bladet ere opofrede til Gjendrivelse af den Anke, der i National- bladet er ført mod den svenske Deputations Afsked. Jeg har efter denne lange Forklaring ei kunnet forandre mine Tanker om hiint Document, ikke fordi jeg jo selv, om det gjaldt, kunde skrevet en ligesaa vidtløftig Apologie for Adres- sen -- et kløgtigt Hoved kan gjerne forsvare den sletteste Sag -- : men at denne Sag fra angivne Synspunct er slet, at saadanne Complimenter som de Svenskes maae saare Nationalfølelsen hos de Normænd, der ei ville have nøiere Forening med de Svenske, end Grundloven fastsætter, at de forstandige Mænd saare godt kunde undgaaet hine stødende Udtrykke, i hvilke synes tydeligen at fremlyse anlagt Plan, det skal idetmindste ikke en Wulfsberg med sine Declamationer afpræke mig. 31te Januar. Stiftsprovsten har bragt mig paa den Idee, at det til Hjælp for den ulykkelige epileptiske Rodtvidt i Vandelven, for at spare Statscassen, var bedst at aabne en Subscription blandt Præsteskabet til aarlig Understøttelse for ham [fotnotemerke] . Fotnote: Paa de omsendte Lister tegnedes omtrent 300 Spd. SIDE: 484 2den Februar. Sagen viste mig et Brev fra den unge Student Las- sen [fotnotemerke] , der skal være en særdeles haabefuld Philolog. Han erklærer sig misfornøiet med Studenterne i Almindelighed, der udenfor hvad der hører til den Brødvidenskab, de studere, læse kun tydske Romaner. (Men naar en fattig Student læser til Examen, og desuden maa paatage sig Informationer, saa levnes ham vel ikke megen Tid til at lægge sig efter andre Videnskaber. Godt for Lassen, hvis Fader havde et Embede, der i det sidste Aar indbragte 10,000 Spd., at han kan det!). Nogle Lærestole finder han vel besatte; andre f. Ex. de juridiske, maadeligt. (Man har dog sagt, at Lange var en flink og yndet Docent). Bibliotheket er riigt paa nyere Bøger i det philosophiske og æsthetiske Fag, ikke saa i det philologiske. Underligt nok, da Bibliothekaren er Professor i Philologie. 3die Februar. Fra Stockholm skrives, at Grev Wedel er kommen dertil, og har tilligemed Statsministeren havt Audients hos Kongen, "som af en liden Upasselighed har maattet holde sig inde i nogle Dage." Man maa grue ved at læse saadant. 5te Februar. Stiftsprovsten vilde vide den frygtelige Nyhed, at der i Stockholm har været Mordanslag mod Kongen, at man vilde aflivet ham ved en Fete, man han var bleven advaret og udeblev fra den. Historien har formegen Liighed med Gustav den Tredies Drab, til at jeg kan troe den; rimelig- viis er det en af de Bergenske Løgne. Men at den svenske Adel kunde tænke paa, vel ogsaa seent eller tidlig udføre Fotnote: Den siden berømte Christian Lassen, hvis Fader havde været Told- inspecteur i Bergen. SIDE: 485 saadan Udaad, det troer jeg den ret gjerne til. O at Norge maatte have en Konge for sig selv, og at Carl Johan var det! Aldrig vilde der været en mere tilbedet Konge, aldrig en ved sin Konge lykkeligere Nation! Hvad han gjør, der synes at stride mod Norges Selvstændighed og sande Inte- resse, det maa han vist gjøre for de Svenskes Skyld. 6te Februar. Friis har faaet Sogndals Kald. -- Munch har til Kongens Fødselsdag forfattet en Prolog, Stormen kaldet. Den er seet med stort Bifald, og fortjente det virkelig. Det er en interessant idyllisk Handling, har veltegnede Charak- terer, en god Dialog, og er et virkeligt Digt. I Anledning af Dagens Høitid siges Kongen til Ære hverken mere eller mindre end der burde siges. Der er ikke Stænk af lav Smiger. 7de Februar. Gamle Cammermeyer døde i Formiddags. Hans Be- kymring over den Uret, der er ham vederfaret, er nu forbi. 8de Februar. Deels efter Børnenes Fortælling, deels efter Sagens anfører jeg følgende om den Falsenske Høitid. Den aabnedes med en Prolog, forfattet af Foss, men declameret af Sagen, hvor der tilkjendegaves, at man ønskede at indføre en bedre Selskabstone end den herskende, hvor man spiller Kort i halvfjerde Time, og sidder til Bords i fem. Da denne Prologus i Skikkelse af en gammel Mand var gaaet bort, kom, ligesom i Øhlenschlægers St. Hans-Aftenspil Harlekin ind og bad Tilskuerne ikke bryde sig om den gamle Mands Moraler. Han ledsagedes af en Bajatz, der intet talte, blot gjorde Grimacer, men var iøvrigt i fuldt Costume; og denne Bajatz SIDE: 486 var -- Etnes Sognepræst! [fotnotemerke] (Om ikke hans Biskop, naar han havde været tilstede, burde i samme Stund taget sin Hat og gaaet hjem, er et stort Spørgsmaal. Gud skee Lov, han var der ikke!). Nu begyndte da de egentlige Forestillinger med nogle Scener af "Kjærlighed uden Strømper". Derpaa kom tredie Act af den politiske Kandestøber, hvor Raadsherrerne underrette Herman om hans Ophøielse, og denne underviser sin Kone i fornem Levemaade. -- Nu saaes, efter Rothes Ord "den tragiske Muse, omstraalet af sin uraniske Majestæt", og Jørgensen som Balder, Falsen selv som Thor og Foss som Loke deklamerede de første Scener af Balders Død. -- Den nye Overgang til det Comiske forberedtes af Frue Mon- rad, der som gammel Kone, spindende paa sin Rok, fremsagde Todes bekjendte Vise: "Oldtiden havde en god Skik". Ende- lig gaves af bemeldte St. Hans-Aftenspil den moralske Scene i Fjæleboden mellem Vertshuuskonen og hendes Frier. Det afbrødes af Harlekin, der med Hokuspokus i et Øieblik for- vandlede Skuepladsen til en Dandsesal, hvor det hele Per- sonale og adskillige Indbudne strax vare i fuld Bevægelse. Næsten alle, gamle og unge dandsede. Kun et Spillebord arrangeredes. Man spiste skaarne Smørrebrød og Kage, og da Spillet hævedes, gik det løs paa en Punschedrikken, der neppe hørte til den forbedrede Selskabstone, og hvori adskil- lige tog saa virksom Deel, at de kom fulde ind i Balsalen. Dandsen holdt ved til Klokken henved 6, og saa var den Herlighed til Ende. 11te Februar. Jeg fik Generalfortegnelsen udarbeidet over Fødte og Døde, hvoraf Resultatet var, at der er 2098 flere fødte end døde, næsten det dobbelte Antal. Ingen Præst har i Aar gjort kortvillige Anmærkninger. Fotnote: Dengang P. I. Normann. SIDE: 487 14de Februar. Atter havde jeg Besøg af Amtmand Falsen og Lieutenant Foss. Deres Ærinde var at indbyde mig og min Familie til at deeltage i en Entreprice, hvortil sidste Søndags Fore- stilling var som en Indledning eller Forberedelse. Man vil nemlig oprette et dramatisk Selskab en miniature, der ikke maa bestaae af mindre end 10 Familier og ikke mere end 30 Individer. Disse skulle give 6 Forestillinger om Aaret, hvortil Falsen giver Locale, hvorimod Medlemmerne efter Spillet skifteviis samles hos en af Familierne. Der skulde beværtes med Smørrebrød og Kage, og ingen anden Mad; vilde man siden fornøie sig med Dands i al Simpelhed, saa kunde man. Som en gammel Ven af det Dramatiske kunde jeg ikke undslaae mig for at tegne mig selv fjerde. Efter mig tegnede Falsen og Foss sig. Selskabet hos Postmester Sæbye var saa stort som Localet kunde rumme. Vi fik god Mad, men især megen og udsøgt Drikke: ypperlig Rødviin, Madera og tilsidst en Bispe- bolle, den første jeg har seet i Bergen. De saakaldte Æres- skaaler er en sand Pønitentse. Under de to første Retter høres fast ikke et Ord uden Raab til og fra alle Mennesker skifteviis over det hele Bord, "om man maa havd den Ære?" Man drikker ene og alene for at drikke, sluger Vinen, just ikke som de Umælende, men som en Poppegøie, der ikke veed at sige andet end: "føde Poppedreng!" Siden fik man da Sang og ordentlige Skaaler, og Conversationen blev livligere. De fleste i mit Naboelag vare nær ved at tømme den tredie Flaske, foruden hvad Biskop og Madera de drak, og med al min Frugalitet kunde jeg ikke undgaae at tømme min Flaske. Det er sandt, der hersker i Bergen en Viindrikken, som er svær; den synes endog efter Christies Hjemkomst at være for- øget. Man taaler og skrækkelig meget her. I et Selskab i Christiania, hvor Mange tømte 3 Flasker og næsten Ingen SIDE: 488 mindre end 2, vilde nok Perialen være meget almindelig, men skjønt man rigtignok støiede temmelig ved Bordet, var der dog efter Maaltidet ikke eet Menneske, paa hvilket jeg kunde mærke, hvad man egentlig kalder en Ruus. Jeg sad mellem Christie og Falsen. Den første fortalte en Historie, som nok egentlig har givet Anledning til Rygtet om Anslag mod Kongens Liv. Nytaarsdag var Bal paa Stockholms Børs. Kongen og Kronprindsen havde lovet at komme, men kom ikke. Saasnart Dandsen begyndte, opsteeg en Støvskye, der voldte almindelig Bevægelse og Fortumling, saa at Ballet maatte hæves. Det opdagedes, at der paa Gulvet var om- strøet Nysekrud, hvis Dunster opsteeg ved Bevægelsen og virkede paa den hele Forsamling. Men hvad der var Aarsag dertil, om det var en kaad Drengestreg eller Ondskab, hvad denne vilde opnaaet og paa hvad Maade -- derom veed man intet. 4000 Rd. Bco ere udlovede for beviislig An- givelse. Confessionarius Bastholm er død. Han blev 79 Aar gammel. Den Rolle, han har spillet i Verden, var ikke umærkelig: han gjorde Epoche i Danmark, og var den første, som vovede sig til den friere Skriftfortolkning, der siden tog saa forargelig Overhaand, som angav den Tone, der siden forværredes alt mere og mere, indtil den i Aarene 1797 -- 99 naaede sin Høide og saa efterhaanden sank. Med en ual- mindelig lys Aand og et ædelt Hjerte har han uden Tvivl stiftet mere Ondt end Godt i Danmark; han har maaskee ogsaa følt det selv. Men Gud undte ham at leve saalænge, at han saae sine Landsmænd vendte tilbage paa den Vei, det sikkerligen var hans Ønske at føre dem hen til. Saaledes som Liebenberg [fotnotemerke] beskrev hans sidste Dage, var han sikkerlig da langt lykkeligere, end da han som lærd Theolog og berømt Fotnote: Dennes Brev til Pavels, hvori Bastholms Død omtales, er trykt i Personalhistorisk Tidsskrift I R. IV. 249 fgg. SIDE: 489 Taler forgudedes i 2 Riger. Held ham, han er nu faren hen i Fred, og seer klarere end han med sin Grandsken og sine Bestræbelser at tænde Lys i Mørket, her kunde bringe det til. 16de Februar. Man er særdeles uheldig i at ophitte Høitidsstykker. I Christiania gav man paa Kroningsdagen "De pudserlige Arvinger"; i Christiansand spiltes paa Kongens Fødselsdag "Freias Alter", hvor Degnen istemmer: Den Naadige Den Graadige Paa hele Sognets Hyldest osv. 18de Februar. Det nye dramatiske Selskab er nu fuldtalligt. Famili- erne ere: Assessor Bull, Capitaine Bull (af Søe-Etaten), Stiftamtmand Christie, Kjøbmand Dahl, Amtmand Falsen, Lieutenant Foss, Kjøbmand Th. Hallager (Doctorens Broder, en halvstuderet Person), Foged Kastrup, Kjøbmand J. H. Krohn, Capt. Meydell, Biskop Pavels og Tønnes Rolfsen. 19de Februar. N. Hertzberg sendte mig sin Betænkning om Kirketugten, som han lader trykke i Nationalbladet. Den verdslige Øvrig- hed faaer nu og da fortjente Rap. "Jeg har sat mit Navn under", skriver han til mig, "at Regjeringsadvocaten strax kan finde mig". Det har nu ingen Fare, men at den Afhand- ling skaffer ham Nordstjerneordenen, troer jeg ikke. At "al Verdens Synd nu kan afsones med Vand og Brød", er en af de bittreste Yttringer. Paa en temmelig fyldestgjørende Maade gjendriver han min Indvending mod Magnetismen fra den Side, hvor baade han og Neumann betragter den: som Bestyrkelse i vort Udødelighedshaab. Vistnok oversaae SIDE: 490 jeg den Omstændighed, at Clairvoyanten under sin magne- tiske Søvn har tydelig Forestilling om alle Jordlivets For- hold, men ikke vice versa. Hvad man følte har man dunkel Erindring om, men kan ei udtrykke det. Her støder man atter paa et Bibelsted, hvor man synes at finde et over- raskende Lys: 2 Cor. 12, 2 -- 4. 20de Februar. En saare værdig Religionslærer er gaaet til Hvile: den hæderlige gamle Mørch paa Hovind. "Glæde os Gud i Himmerig!" vare de sidste Ord i det eneste Brev, jeg mod- tog fra hans Haand. Paa ham er vist Ønsket opfyldt; gid det saasandt vorde det paa mig! -- Det er ellers artigt med det Capellanie. Hvilke Contraster: den fromme, sagt- modige, Gud hengivne Mørch, og den bornerede, hypochondre Tiesvilde, der endte sine Dage som Selvmorder! Ingen af dem bragte det videre end til dette lille uanseelige Embede. Imellem dem var Keyser, der i Hjertets Godhed, men ogsaa i Mangel paa Erudition og Talenter lignede Mørch, kun at han var mere Verdensmand og havde bedre Omgangstone, og bragte det ved Connectioner med Stormænd, der tilfældig- viis havde naaet Indflydelse, til at bestige en Bispestol 14 Aar efter at han havde forladt Ullensager [fotnotemerke] . 23de Februar. Madam Balchen blev begravet. Jeg blev indført i et lidet Værelse, hvor mange Mennesker vare forsamlede. I Henseende til Sørgeparrenes Fordeling har man her en anden Skik end i Christiania, med Hensyn paa Anordningen, som kun tillader at indbyde et vist Antal Par, ligesom det og skal være af Lydighed mod Landets Love, der ei vanker ringeste Tractemente, omendskjønt man rigtignok baade i Fotnote: See Pavels's Udtalelser om Keyser, Autobiographien S. 130 -- 132. SIDE: 491 Kjøbenhavn og Christiania for længe siden har ophørt at være saa samvittighedsfuld, men ligefra Statholderen til Fiskere og Lodser giver Frokost, mere og mindre elegant, efter Evne og Omstændigheder. Ved at see saadant indført i begge Rigers Hovedstæder, kan jeg maaskee være forledet til at dømme urigtigen herom, da 18 Aars Vane gjerne kan være Uvane; men hvorfor man skal vende tilbage fra Kirke- gaarden til Sørgehuset og bukke for de samme Mennesker, man har seet før, det forstaaer jeg ikke, men holder det for en kleinstädtisch Uskik. Denne Uskik tog jeg imidlertid ikke Deel i, men tog Afsked paa Kirkegaarden. Anden Afdeling af Aftenens Concert begyndte med en Violinquartet af den lille niaarsgamle Bull, Apothekerens Søn. Jeg siger med Peder Degn: "Vel nok Mamselle for saadan ung Person!" -- Hvad der næsten morede mig meest af det Hele var en Buffa-Arie af Bøschen, der har et ganske mesterligt Foredrag. Derimod havde de en Slutningsscene, som jeg slet ikke gouterede. Erichsen declamerede nemlig "Udsigten fra Ulrikken," et Digt af Brun, og sang de to sidste Stropher, der indeholdt Ønsker for Bergens Flor og Velstand. Digtet selv har ei betydeligt Værd, og Erichsens enthousiastisk ladende, monotone Declamation forskjønnede det ingenlunde. De sidste Linier af Stropherne gjentoges i Chor af nogle Tilstedeværende; der fattedes blot at man skulde raabt Hurra for Bergen. En ikke roesværdig Monopolist- aand fremlyser af det Sted, hvor der ønskes eller spaaes, at Bergen urokkelig skal staae, "mens nybaget Kjøstad i Luften maa gaae!" et uædelt Sideblik til de nye Nordlandske Kjøbstæder. 25de Februar. Det dramatiske Selskabs Sølvbryllupsfest! Allerførst optraadte gamle Normann som Prologus. Derefter spiltes SIDE: 492 "Sølvbryllupet." Dette lange Femacts-Stykke fik da omsider Ende, og saa kom den egentlige Stads. Et Tempel frem- stilledes, hvor et Alter var opreist. Thalia (Frederikke Bohr), meget godt klædt, traadte frem og holdt en meget lang Mono- log. En Skuespiller (Mohr) traadte frem og passiarede lidt med hende, hvorefter han lagde en Krands paa Alteret og gik sin Vei. Atter sagde Thalia nogle Ord og sang et Par Vers. Saa kom der en anden Skuespiller (Erichsen) og viste Thalia al Respect, men fandt, at det ikke var saa galt, om Melpomene ogsaa vilde umage sig hen og forherlige Festen. Hun parerede da ogsaa Ordre og kom i Frue Wieses Person. Af denne ypperlige Skuespillerinde havde jeg ventet mig mere. Det værste af alt var, at just som hun skulde holde Lovtale over sin kjære Søn Nordal Brun, gik hun i Staae, og det var ikke uden Møie hun igjen kunde "i Gang sin Tunge faae". Men endelig gik det dog an, og Mono- logen blev fuldendt. Efter den kom et Par Vers, og under alt dette stod stakkels Thalia og vidste ikke, hvad hun skulde tage sig for. Omsider forbarmede dog Melpomene sig over hende og rakte hende Haanden; samlede istemte de det sidste Vers og gik syngende ud til hver sin Side. Dette var da en dramatisk Epilog, hvor Versene vare ret nette og correcte, men hvis Opfindelse ikke gjorde Sagen nogen Ære, ligesaa- lidt som de Finter, han lod Melpomene give den fra Syden hidkomne nye Smag, der er meget god, skjønt Abekatte overdrive den. 27de Februar. At Kongen sætter Norges Navn foran Sverige paa de norske Mynter, fandt Christie at være en urimelig Føie- lighed; i det mindste er det en saadan yderlig Bagatel, hvilket Navn staaer først, at jeg ikke begriber, hvor Mænd som Falsen, Schultz o. fl. kunne gjøre det til en Fædrelands- SIDE: 493 sag. Derimod ansaae han det utroligt, hvad Stenersen skrev til mig, at 1500 norske Tropper under General Stabells Commando skulle møde ved Lystleiren i Skaane, hvilket strider aldeles mod Grundloven, der blot tillader saadan Samling nær ved Rigets Grændser. 2den Marts. Yderst sørgelig er den Beretning, Deinboll giver i Rigstidenden om Religiøsitetens og Sædelighedens Tilstand i Finmarken, og det Gavn, Læreren der kan stifte. "Altfor- mange Hindringer frembyde sig for Religionslæreren, saa at han ei letteligen fristes til, under nærværende Udsigter, at nedgrave sig i disse Ørkener for at indpode sin Virkekraft i en fra Moderstammen, især i Henseende til det Aandelige, afreven vissen Green, der ingen Frugter kan bære. Han staaer ene her i et uhyre Rum, og spreder sine Ords Sæd i Ørkenen blandt Mennesker, som kun Hunger, Frygt og berusende Drikke kunne sætte sig i Bevægelse." -- Det er en fordærvelig Brand, Deinboll har henkastet i vore unge Theo- logers Hjerter, og det er næsten Samvittighedspligt at bidrage efter Evne til dens Slukning. 4de Marts. Jeg forelæste Sagen af min Dagbog for August 1814, da Tingene viste sig for os paa Østlandet fra en ganske anden Side end man faae dem her i Bergen. Medens vi klarligen indsaae, at alt var forbi, troede man her, at intet var tabt, som jo let kunde vindes tilbage. Medens Christian Frederik hist græd og skjalv og fortvivlede, tilbad man ham her som et overjordisk Væsen, og sagde om ham, hvergang han oplod sin Mund, eller tog sin Pen: "Det er en Gud og ikke et Menneske, der taler!" Manges Øine ere maaskee ikke opladne i denne Stund. -- Sagen ynder hverken Musik eller Comedier. SIDE: 494 8de Marts. Jeg har læst den udkomne Deel af Stenersens Reforma- tionshistorie, og gjenkjender vel deri aldeles min Ven med hans undertiden sære Anskuelse, men ogsaa hans ypperlige Hoved og varme Hjerte, hans faste Overbeviisning og inder- lige Følelse gjenkjender jeg, og nægter ikke, at jeg har læst Bogen med sand Fornøielse. Jeg har forresten hverken Tid, Stemning eller Kundskab til her at give en detailleret Critik; det overlader jeg til Neumann, hvis Dom nok heller ikke bliver saa aldeles overeenstemmende med min. Jeg nævner hverken hvad der særdeles har behaget mig, eller hvad jeg ikke kan være enig med Stenersen i; det eneste, jeg her anmærker er, at han, ligesom hans Mester Grundtvig, undertiden bruger platte og uædle Udtrykke, som i et saadant alvorligt Foredrag ere upassende. 10de Marts. Jeg sendte Wulfsberg to Morgenbladsbidrag, 1: Ind- sigelse mod Deinbolls her anførte Yttringer, og 2: Svar paa de spotske og alvorlige Anmærkninger, der ere gjorte over det Kongebud, der indtil videre gjør Forklaringen og dens Udtog til eneste autoriseret Lærebog i Almueskoler og ved Confirmandunderviisning. Det første og længste Stykke var anonymt; under det sidste satte jeg mit Navn. 12te Marts. Lidt mere maa jeg dog sige om Bruns Digte, hvis nærmere Bekjendtskab jeg i disse Dage har gjort. En Poesiesamling paa 379 Octavsider af mindre sand Gehalt end denne, er vel neppe til i det dansk-norske Sprog. I Anledning af Kronprindsens Formæling siges, at Kjærlighed gjør Konge, Prinds og Bondedreng hver glad udi sin Seng, SIDE: 495 en besynderlig Lovtale af en Præst ved en saadan høitidelig Anledning. -- 161 Sider optages af saakaldte Menneske- malerier, 40 i Tallet, af hvilke neppe Ottendedelen er over det maadelige. -- Var den allegoriske Fortælling om Biskop Hagerups Bryllup bleven ved, som den begyndte, vilde den virkelig havt Værd, men fra den Tid "Ægteskab" begynder at tale, bliver den saare flau og mat. Det er overalt en smagløs Idee, at lade den personificerede Ægtestand indlade sig i Væddekamp med det Søndmørske patriotiske Selskab og flere saadanne ephemere Localsamfund. -- Mellem de 15 "blandede Digte" er ogsaa de Linier under Tullins Portrait, hvor der siges, at Danmark har forbrudt sig mod Tullins Støv ved at sætte "Evalds Gaver" over hans, men naar man vaagner af Drømmen, naar Mørkhed, Qualm og Damp for sund Fornuft maa rømme, saa skal Tullin igjen faae "første Sted" blandt Skjalde.(!) 17de Marts. Hersleb er sygelig og nedstemt. Det glæder ham i en Cand. Holmboe at finde en meget duelig og haabefuld Orien- talist, der med Tiden kan afløse ham. I Cand. Arup haabede han og at see en tilstundende theologisk Professor, men han er forlovet og vil være Præst. Mange Professorer skrante. At Hersleb under alle disse mørke Auspicier ikke er vel tilmode, begriber jeg, men ellers forekommer han mig paa nogle Steder at være Horats's Olding, difficilis, querulus, laudator temporis acti mere end den unge venlige Lærer, hvem skyldfri ungdommelig Glæde aldrig kan eller bør mis- hage, naar kun Ynglingens høie Kald er hans Hovedmaal. Af Rigstidenden sees, at det Laan, som ei kunde faaes udenlands, nu skal aabnes i vort eget Land. SIDE: 496 18de Marts. Af de Sognske Præsters Betænkninger over Kirketugten udmærker sig især Kjelstrups og Kamstrups. Den førstes Beskrivelse over Immoraliteten i Viig er frygtelig. Om Deinboll forflyttedes did, gad jeg vide, om han vandt ved Byttet. Jeg kan altsaa ikke undres, at Kjelstrup tilraader en Strenghed, som maaskee der vilde være paa sit Sted, men andensteds var uanvendelig og oprørende. Kamstrups Skil- dring over Sogndal er ikke meget fordelagtigere. Boyesens savnes endnu; han kommer gjerne seent, men saa er han des udførligere. Dommen over Leirdølerne bliver neppe fordel- agtigere end Kjelstrups og Kamstrups over deres Menighed. 19de Marts. Christie sendte mig en Betænkning i Stiftsdirectionens Navn til Gjennemsyn, hvorover jeg, saa syg jeg var, ret hjerteligen glædedes. Kinns Almue havde klaget over Præsten, at han fordrede ulovlig Fisketiende. Foged Kjerboe havde viist Klagens Ugrund, men Falsen nedrev baade hans og Rennords Grunde, og indsendte alt directe til Departementet. Det kom tilbage til Stiftsdirectionens Erklæring, og Christie har i en vidtløftig, med en Hob Lovsteder understøttet Deduc- tion godtgjort, at Præsten har Ret, Almuen og Amtmanden derimod Uret. Nei, det er dog nok bedre som bedre er! jeg gjorde vistnok intet godt Bytte ved at faae Falsen til Stiftamtmand. 20de Marts. Neumann har havt Tidender fra Stockholm, som alt- for vel retfærdiggjøre mine mørke Anelser fra i Høst. Kon- gen er ikke mere syg, men ilde tilmode. Han har, tildeels ved egen Uforsigtighed, gjort sig to af de mægtigste adelige Familier: Mörner og Wachtmeister til Fiender. Et end SIDE: 497 værre Skridt har han gjort, ved at lade, til Trods for alle de Forestillinger der gjordes ham, præsentere ved Hoffet en Baronesse K -- l, der er hjemkommen fra Petersburg, efterat have været Keiser Alexanders Maitresse. Dagen efter fandtes Pasquiller mod ham opslagne paa Gadehjørnerne, hvilke ved Politiets (formodede) Skjødesløshed bleve staaende længer end de burde. Vore Tanker om hans Regentværd og gode Hjerte kan intet af hvad man hidtil har hørt formindske; men naar man kjender den svenske Adels uhyre Prætensioner, og veed, hvorledes den i ældre og nyere Tider har forstaaet at gjøre dem gjældende, saa maa man vistnok grue ved Tanken om den Ild, der kan optændes af disse, som det synes, smaa ubetydelige Gnister. -- Grev Mörner, vor forrige Statholder, har draget sig tilbage paa et lidet Gods han eier, og vil leve af 400 Pd. St. aarlig, som han faaer af sin Sviger- fader (maa vel altsaa have frabedet sig Pension; eller maaskee det er uanstændigt for saadan høi Adelsmand at modtage den). Grevinden er fra den Pragt og Elegance, der omgav hende i Christiania, gaaet over til Tarvelighed og huuslig Stilhed, og har fattet den faste Beslutning at komme ud med hiin Sum. Det vidner dog virkelig om Resignation og Sjele- storhed, som ikke Enhver kan rose sig af. Rigstidenden giver en interessant Fortegnelse over de ved Domstolene paatalte Forbrydelser i Aarene 1815 -- 17. Tyvenes Antal hvert Aar var efter Middeltal hvert Aar 549. Deraf var forholdsviis det største Antal i Byerne. Paa Landet havde Hedemarkens det største, nordre Bergen- huus Amt det mindste Antal. Det er nok i Brutalitetsla- sterne man fornemmelig excellerer i Sogn. 22de Marts. Holtermann fortalte, hvorledes Garnisonens Officerer under Oberstelieutenant Reins Anførsel nylig havde chicaneret SIDE: 498 Lowzow. Det er Skik, naar nye Maneuvres o. dsl. ere ind- studerede, at man da indbyder Commandanten til at see der- paa, og da Fæstningen er Samlingsstedet, saa pleiede Com- mandanten igjen at indbyde dem til en Frokost. Lowzow, som aldrig giver sine Officerer et Maaltid Mad, modtog da naturligviis ogsaa nu Indbydelsen unden at gjengjælde den. Dette forudsaae man, og havde altsaa bestilt Frokost med overflødig Drik til i en Vagtstue ligeoverfor Commandantens Bolig. De vare meget lystige og muntre, og gjorde saadan Støi, at Generalen sendte ind og bad dem være lidt roligere, da det var Postdag, og han ei kunde samle sine Tanker. Men Rein svarede i alles Navn, "at det var Krigsmænds Skik efter fuldendt Arbeide at samles til muntert Lag; det gjorde de nu, og de troede ikke hans Excellence kunde have noget derimod." Budet gik, og hvad de ikke havde støiet før, det støiede de nu, og L. var da saa klog at lade det blive ved den ene Stafette. 23de Marts. Jeg har læst Hansens sidste Fortælling "Othar af Bretagne". Men hvad skal jeg sige om denne Bog? At Fabelen er interessant, Foredraget let og livligt, Begiven- hedernes Gang ordentlig og naturlig, at altsaa Bogen er en morende Lecture for dem, som ingen Anstød finde i over- naturlige Væseners Indvirken paa Menneskets Handlinger og Skjæbne -- det kan man gjerne tilstaae, uden endnu at have tilstaaet Hansen Æren for alt dette. En, jeg troer tydsk, Forfatter, der skrev en Efterligning af Yoricks følsomme Reise, var saa ærlig at sætte foran som Motto disse Ord: "En Autor borger, tigger og stjæler saaledes, at Originaliteten nuomstunder er ligesaa rar som Ærligheden." Ei upassende vilde dette ogsaa staaet foran denne Bog. "Naar hver taer sit," sagde en af Epigrammatisterne, der persiflerede Bagge- SIDE: 499 sens Holger Danske, "hvad bliver saa tilbage?" Naar saa- ledes la Motte Fouqué fordrer tilbage det mangfoldige, der er taget af hans Alethes von Lindenstein; naar Tieck plukker af Herman alle de Fjedre, der ere stjaalne af Omar i hans Abdallah, og kræver tilbage alt det Ameublement af hans Mondals Hule, hvormed Hansen har decoreret sin frygtelige Dal; naar Øhlenschlæger viser sin foregivne Gulhundy lig- gende i samme forføriske Stilling som den falske Ida her, og Virkningen af Jesu Navn her er netop den samme, som hist af Talismanen; naar -- dog hvo erindrer, hvo kan op- regne alle disse Digte og Romaner, som faaes paa Universitets- bibliotheket, og af hvis afrevne Dele et Menneske af levende Indbildningskraft og heldige Fremstillingsgaver let vil kunne samle et interessant Heelt, saa gjør nok Forfatteren sig selv vel megen Ære, naar han siger, at han ingen Kilder "uden for sig" kan anføre. -- Uller er en af Bogens interessanteste Personer, og der er nogen Originalitet hos ham. 24de Marts. Fra Pavels i Gloppen fik jeg Betænkninger over Kirke- tugten. Der tales i en ganske anden Tone end i Sogn. Det maa være en velsignet Egn det Nordfjord: Embeds- mændene ere hurtige og expedite, Almuen er ordentlig, drikker ikke, horer ikke, stjæler ikke, men gaaer flittig i Kirke og har meget faa Uvaner. 28de Marts. Det nye Selskab havde i Dag sin første Sammenkomst, og det, saamæn! under ret gode Auspicier. Jeg kan ikke forebygge det; ved enhver Udvandring paakommer mig efter denne lange Sygdom og de gjentagne Recidiver en Ængste- lighed, som gjør at jeg med Ulyst forlader Hjemmet. Imidler- tid kjørte jeg afsted, og havde i ingen Henseende Aarsag til SIDE: 500 at angre det. -- Vi samledes og drak Thee, hvorpaa de af os, som skulde være Tilskuere, begav os ind paa det lille Parterre. Der begyndtes med en Prolog af Foss, som ikke behagede mig. Frue Foss fremtraadte som en Kone, der havde en melancholsk Mand; det var hans Fødselsdag, og ved sine 6 Børns Hjælp vilde hun berede ham en Surprise, som hun haabede vilde gjøre Virkning. Hun gik; Manden kom ind og declamerede noget om Hypochondrie. En reisende Musicus lod sig melde, og efter nogen Ventilation kastede den Fremmede sin Kappe af, og den melancholske Mand gjenkjendte en gammel, savnet Ven. Et Tæppe gik nu op i Baggrunden, Fruen og hendes Børn stod omkring et Alter med Transparent, Mandens Humeur opklaredes, og man blev fra alle Sider enige om, at Kjærlighed og Venskab forskjønne vort Liv. -- "Den Døve, eller Vertshuset fuldt af Gjæster" var det forestilte Stykke. Jeg kan ikke sige der var en eneste, som spilte maadeligt, og jeg har ikke seet et bedre Ensemble, siden jeg kom til Bergen. En net Epilog, hvor Falsen først anstillede de sædvanlige Foraarsbetragtninger, siden han og hans Kone indbød Selskabet til at tilbringe Resten af Aftenen hos dem, forstyrrede ikke det behagelige Indtryk. Imellem Acterne spilte Capt. Bulls Frue Smaastykker paa Fortepiano. Nu kom vi da ind i et Værelse, hvor Bord var dækket med kold Anretning. Man sang endeel Viser, hvoriblandt en ny, bestemt til Selskabets Indvielse. Da Maaltidet var endt, begyndte Dandsen. Det hele Selskab dandsede, ogsaa min Kone, og alle tilstod, at de aldrig havde fornøiet sig saameget, og at Harmoniens og det dramatiske Selskabs Baller ikke bar Vand mod dette. 1ste April. Directionen i Realskolen skulde i Dag overlevere Ele- verne Charakteerlisterne efter den nys holdte Examen, samt SIDE: 501 bekjendtgjøre, hvem der havde faaet Præmie, hvilken dog først uddeles i August Maaned. Da jeg nu befinder mig ret vel, vilde jeg ei udeblive fra denne Høitid, men en flauere Cere- monie har jeg aldrig i mine Dage bivaanet. I et Værelse vare Lærerne samlede, i et andet Directionen, der fordrev Tiden med uvedkommende Discourser, indtil man lod os vide, at vi ventedes. Vi gik da opad en Trappe i streng Orden efter borgerlig Rang, og kom ind i et værelse, hvor Dren- gene stode opstillede i to Rader. Vi gav et naadigt Nik til begge Sider, og stillede os i samme Orden øverst oppe i Salen, hvor Christie med et Papir i Haanden anmeldte de Opflyttede, samt opraabte hver Dreng, som traadte frem og modtog Charakteerseddelen af min Haand. Præmietilkjendelsen skulde da og været proclameret, men det havde behaget Lærerne, der i denne Henseende ere Directionens lovmæssige Foresatte, vistnok efter Conrector Windings Befaling, at opsætte det til Uddelingsdagen, og saaledes lade alle dem, der havde ventet, at det skulde gaae efter Sædvane, løbe April. Det blev da ved en høist ceremoniel, iiskold Tiltale af Christie til Bør- nene samt et Par Mænd, der i Klokker Houges Sygdom informere gratis, hvorpaa vi gik igjen i samme høitidelige Orden. Det var Skade, Lærerne ikke havde udnævnt en Deputation til at modtage og følge os; det vilde da været et livagtigt Storthingsoptrin, hvor Præsidenten med sin im- ponerende Værdighed aldeles ikke savnedes. Jeg var ret inderlig arrig over det hele Optrin, der var saa ubetydeligt, og fik ved Formandens Embedsstiil en latterlig Gravitet. Hvad jeg drømte om Sjeleharmonie mellem mig og min Stiftamtmand bliver aldrig opfyldt. Jeg erkjender ham for en Mand af god Forstand, udmærket Embedsduelighed, fiin Levemaade, underholdende Conversationstone; besidder han flere gode Egenskaber, har jeg endnu ikke opdaget dem. SIDE: 502 3die April. Endelig har Centralcommitteen ladet høre ordentlig fra sig, og sendt os et Forslag til nye Love for Bibelselskabet, do. til Statuter for det derfra udgaaende Samfund, der lader Lære- og Andagtsbøger trykke, og endelig i et langt Brev nogle Separatartikler, man ligeledes ønskede tagne under Overveielse. Det synes som man har oppebiet Formandens Afreise (paa Visitats i Kongsbergs Provstie) for at bringe den Ting i Stand. Jeg finder samtlige Forslag ret antage- lige. I Regard af Bergens Stift, der har ydet saa store Bidrag, afgiver Moderselskabet 1600 Specier, men mere kan det ei undvære. Rigstidenden giver en bedrøvelig Prospectus over de ved Underretterne og Forbrydelsescommissionerne behandlede Sa- ger i Aarene 1817 -- 18. I Aggershuus Stift ere de siden 1814 stegne til det dobbelte, hvorimod Forøgelsen i de andre Stifter har været ubetydelig. -- Blandt de ved Høiesteret paadømte Sager er en, som desværre ei er mig uvedkommende. En Anders Ingebrechtsen, som jeg efter Attest fra David Thrane og Forlovernes Vidnesbyrd har viet i Slotskirken, er dømt for Bigamie. Sagtens forvandles vel Dødsstraffen til Slaverie paa Kongens Naade, og den vil han vel snart nyde godt af; imidlertid kan jeg ikke quæle en lønlig Selv- bebreidelse, at jeg ved strengere Undersøgelse af alle Om- stændigheder kunde afværget denne Ulykke for Manden. Sad jeg endnu paa Aggershuus, undgik jeg neppe en Mulct, og jeg kan ikke sige den var ufortjent. -- I Nationalbladet giver Pavels Hielm under sit Navn en mærkelig Erklæring, hvor han fralægger sig alle directe og indirecte Beskyldninger, som i Morgenbladet og andetsteds ere gjorte ham, beraaber sig paa Kaltenborns Vidnesbyrd, angaaende hans Samtale med Kongen, priser dennes "godmodige Nedladenhed og fader- lige Blidhed, der saa vældigen fængsler den understaatlige SIDE: 503 Kjærlighed", erklærer at han i dette Aar kun har ladet trykke to uskyldige Smaastykker i Nationalbladet, og at han herefter aldrig vil lade trykke nogen Linie uden at sætte sit Navn under -- guod felix faustumque sit! Den malicieuse Karl, som har indrykket de nye Sottiser, maa altsaa være en anden. 5te April. Det nyttige Selskabs Oplysningscommittee var i For- middags samlet paa min Studeresal. Det overdroges Sagen at udarbeide nogle Projecter f. Ex. om Præmieudsættelse for en Lærebog i de Gjenstande, Religionen undtagen, som man kunde ønske behandlede i Almueskolerne, om Almuebibliothekers Oprettelse, om Tegneunderviisning i de bergenske Fattig- skoler m. m. Falsen og jeg ere temmelig vantroe i det Capitel, og Vantroen begynder at smitte paa Sagen. 7de April. Posten bragte en lang og indholdsriig Epistel fra Munch. Jeg forbauses i høieste Maade over det meget, han i denne korte Tid har udrettet, især i Aggers Sogn, og maa i ligesaa høi Grad prise Menigheden som mig selv lykkelig ved min Bortgang derfra, da jeg til saadanne Reformer mangler Mod, Energie og Standhaftighed. Han har gjort det umuligt for forlovede Folk, saaledes som hidtil har fundet Sted, at leve sammen som Ægtefolk og fylde Sognet med uægte Børn: han døber intet saadant Barn uden Faderen har gjort personlig Angivelse, da Moderens Ansøgning sendes til Amtet, som bestemmer Faderens Contingent. (Men naar nu den virkelige eller foregivne Fader er død, bortreist, ingensteds at finde, hvad saa?). Han har faaet 10 ordentlige Med- hjælpere til at paasee Uordener, og vil nu have saadanne i Slotsmenigheden (?): han har faaet alt Brændeviinssalg ved Aggers Kirke om Søndagen hemmet, og alle Brød- og SIDE: 504 Kagekjærlinger, der leirede sig om Kirkerne, forjagede: under Prædikenen og Communionen lader han Kirkedøren lukke, og Ingen uden Syge kommer ud i den Tid: han vil herefter ikke admittere noget ugift Menneske under 25 Aar til Alter- gang uden foregaaende Overhøring: ved Fattigvæsenet er Uor- den, Underballance og megen Forvirring, men ogsaa derimod arbeides ved Pengehjælps Indskrænkning, ved en nøiagtigere Inspection, ved at hindre Landstrygeres Indflytning; iøvrigt klager han over at alt flere og flere gaardbrugende Byemænd blive insolvente. Den eneste Forandring ved Skolevæsenet, han hidtil har Idee om, er at forene den længe omtalte faste Skole for Aggersgaden og Bjergfjerdingen med den nu ledige Gravertjeneste. Munch er vel tilfreds med sine Indtægter, som ere meget gode, kun har Kjerschow i dette Foraar over 90 Confirmander og han -- 7. Lumholtz [fotnotemerke] har faaet Befa- ling af Bispen at resignere eller holde personel Capellan. Han vil ingen af Delene; adhuc sub judice lis est. 10de April. Det sidste Ark af det nye Testamente er nu afleveret fra Hersleb. "Det Arbeide," skriver han, "har kostet mig mere paa Helbred, Tid og Sindsroe end alt, hvad jeg ellers har havt at bestille." (??) -- Endelig sender Quale mig en 3 Ark lang velskreven Afhandling af Boyesen om Kirketugten. Der er meget af hvad saaledes indberettes, som Præsten godt paa egen Haand kunde rette, og som Bispen, naar de ei have Mod og Kraft dertil, kan befale dem. At afsondre dette, som Regjeringen vist ikke vil indlade sig i, fra det der egentlig kunde være Gjenstand for Lovbud, bliver min første Pligt, og den er ikke saa vanskelig; men saa at forene Kjøbstædernes, Landets og de saa høist forskjellige Fotnote: Stiftsprovst og titulær Biskop L. var født 19de September 1729 og altsaa ved den Tid i sit 90de Aar. SIDE: 505 Landsegnes Tarv, og gjøre Forslag, der kunne indføres i Christiania og i Bergen, paa Hedemarken og i Sogn, det er en Knude, som jeg ikke venter at kunne løse. Jeg længes nu efter Beretningen fra det mig ubekjendte Søndmør, og især efter den fornuftige og erfarne Provst Baades Tanker. Naar jeg faaer dem, lægger jeg Haand paa Arbeidet, uden at oppebie Nord- og Søndhordlehns Eragtning, da jeg deels kjender de Egne temmelig nøie, deels ikke gjør mig store Ideer om de Præsters Evne til at udfinde og foreslaae, hvad der er skjult for en N. Hertzbergs, en Normanns, en Kjelstrups, en Linds, en Boyesens og fleres skarpseende Øine. 14de April. Gunder Hovhoug har nu paa 8de Aar siddet i Christia- nia Raadstuearrest. Dette paaankes i Rigstidenden med temme- lig Beskedenhed, men i Intelligentsseddelen sættes Himmel og Jord i Bevægelse. En forunderlig Sammenhæng maa det dog have med den Sag. At den ikke er saa illegal, som den udgives for, er rimeligt, da den forhen har været paatalt og Justitsdepartementet tier. Men uretfærdig og fremfor alt inhuman er dog den Fremgangsmaade at lade en Arrestant sidde udømt i halvottende Aar, og man kan ikke undlade at tilskrive den Ufuldkommenhed, enten hos Loven eller dens Udøvere. -- Den gamle Klokker Schultze [fotnotemerke] , ei unavnkundig som Udgiver af physicalsk Aarbog og Forfatter af do. Gru- blerier, er død i sit 76de Aar. 15de April. Da jeg ikke havde Lyst til at bivaane det nyttige Sel- skabs Quartalsmøde, især da det var et Uveir med Regn og Blæst, bad jeg Sagen overbringe min Undskyldning. Han fortalte, at Falsen reent har ophørt at interessere sig for den Fotnote: I Kragerø; hans Sønnesøn var Storthingsmanden og Forfatteren, Sagfører H. H. S. Schultze. SIDE: 506 Ting, og anseer vore Foretagender blot for latterlig Tids- spilde. Af samme Mening maa jeg da sige, jeg ogsaa er; men naar han i Almindelighed angav det som charakteristisk for Falsen at affectere Deeltagelse for deslige Ting, og naar han ved Forslag og Modsigelser havde gjort dem ret indvik- lede, drage sig tilbage og belee andres standhaftige Iver, saa maatte man rigtignok frabede sig ham til Medarbeider i hvilketsomhelst Anliggende, som man med Flid ønsker at bringe til heldigt Udfald. I Eftermiddag var Stiftscommitteen samlet for at over- veie, hvad der kunde være at indvende mod Centralcommitteens Forslag. Christie førte især Ordet, og var i flere Ting uenig med Centralcommitteen; vi andre derimod des enigere med ham. Hvad der især eenstemmigen blev decreteret, var at de Penge, der kunde gjøres frugtbringende, skulde og maatte blive i det Stift, hvor de vare givne, og kunde ei, med mindre Selskabets Tarv nødvendigen fordrede det, sendes til Christia- nia. Dette fremsattes ei alene som almindeligt Forslag, men man vilde endog fordre Exception for Bergen, om man andensteds bequemmede sig til Udleveringen, og Christie havde den ulyksalige Idee, at man før maatte afsondre sig, end give efter i den Sag. Dertil skal det nu med Guds Hjelp ikke komme; til Paastanden laaner jeg gjerne min Haand og min Pen, men naar det kommer til det yderste, saa har jeg vel og et Ord at sige, og før jeg tager Deel i saadant for- argeligt Schisma, nedlægger jeg min Formandspost -- dog de fleste Medlemmer ere vist paa min Side, og ville votere med mig, naar det gjælder. -- Christie blev her noget efter de andre, og vi talte om Hertzbergs Forslag til den hardan- gerske Post, hvorover han fandt det infra dignitatem at sende skriftlig Erklæring til mig, men sender den umiddelbar til Departementet. Han var imidlertid saa god mundtligen at meddele mig sine Tanker, og de Grunde efter hvilke han SIDE: 507 han finder Forslaget uantageligt, og disse har jeg optegnet, for at kunne i min Betænkning efter bedste Evne gjendrive dem. Jeg mærker overalt, at det aldrig kan nytte at ville bringe ham fra sin Mening. Der er altsaa ikke andet for, end hvor vi dissentere, at gjøre directe Contraforestilling, og fremsætte de Grunde, som jeg -- efter Fornuftens og Billig- hedens Stemme -- finder at tale imod Lovens bogstavelige Udtydning, som han ved alle Leiligheder holder fast paa. 17de April. Det eneste Brev, Posten bragte mig, var fra Saxild. Confidentielt meddeler han mig endeel Bibelselskabssager: over de udeladte Steder i Forklaringen havde været heftige Debatter, og Kjerschow havde især viist sig meget lidenskabe- lig. Den unge Præst Aas [fotnotemerke] roser han overmaade. Med Borchs Flid og redelige Gavnelyst forener han et behageligt Udvortes og en uimodstaaelig Magt til at vinde Hjerter. Ogsaa Wexels, der bliver ordineret Katechet ved Byens Kirke, faaer et meget fordeelagtigt Skudsmaal. 20de April. Holtermann talte om den Instrux, der gaves Storthings- mændene 1814. Han var en af Byens Repræsentanter, og det paalagdes ham at forfatte en Fuldmagt, som de gik ind paa, at de maatte holde paa Norges Uafhængighed saalænge det var muligt, men iøvrigt overlodes det til dem at handle efter Omstændighederne og deres egen Skjønsomhed. Men dermed var gamle Brun ingenlunde fornøiet. Overgivelse til eller Forening med Sverige maatte ikke tænkes paa som en mulig Sag -- Uafhængighed eller Død! I Overensstemmelse hermed skrev han en ny Fuldmagt, som var idel Fyr og Fotnote: John Aas, siden Provst og Sognepræst til Gjerrestad ( 1867). SIDE: 508 Flamme, og som tvang idetmindste 3 af de Deputerede til at stemme mod deres Overbeviisning. Og dette var ikke det værste. Men at efter Biskoppens Opfordring hans Svigersønner gav Løsen til et almindeligt Hurra i Dom- kirken den Dag, Borgereden aflagdes -- nei det kunde jeg aldrig drømt om. At Lapse, hvor de angive Tonen, ikke vide at skjelne mellem en Kirke og en Kroestue, det begriber jeg; altsaa ærgrede det mig mere end det undrede mig, da det Uvæsen dreves i Christiania Kirke; man havde vel gjort ligesaa i Slotskirken, naar jeg ikke havde protesteret mod al vanhellig Larm; men at til den for Guds og Religionens Ære saa nidkjære Nordal Brun nogentid kunde siges: "Mit Huus er et Bedehuus, men du har gjort det til et Theater eller en Klubsal!" -- hvo kunde drømme om sligt? 21de April. N. Hertzbergs Brev er i hans Maneer interessant. Jeg maatte lee, da han i Anledning af det om Pontoppidans Forklaring, som har indhøstet mig megen Tak, skriver: "Saa- ledes min gode Biskop! stemme vi i mangt og meget, kun ikke i at Iverhuus [fotnotemerke] Præstegaard ligger smukt." I Rigstidenden gives en aldeles tilfredsstillende Forkla- ring om, hvorledes det er gaaet til at Gunder Hovhoug nu sidder paa ottende Aar i Fængsel. Anken erklæres beføiet; noget har vel Sagens Vidtløftighed, men meget ogsaa Embedsmændenes Uefterrettelighed bidraget dertil. (Weidemann seer jeg, idømtes en Mulct af 400 Rbd. d. V.: det var for den Sags Skyld Procurator Hansen blev suspenderet og siden idømt en Mulct af 50 Rbd. d. V., og Varetægtsomkostninger for 3 Maaneder, men nu have begge disse Mænd faaet gode Embeder.) Sagen er nu endelig indstævnet for Høiesteret, og have flere Embeds- mænd siden forseet sig, ville de vel blive straffede derfor. -- Fotnote: Strandebarm. SIDE: 509 Velsignet være en saadan Publicitet! Det Land, hvor saa- dant Regnskab kan fordres, har dog en bedre Regjering end det, hvor Braband [fotnotemerke] og Hans Houge sad fængslet i mange Aar og Christian Lofthuus til sin Dødsdag, uden at man ret vidste hvorfor. Brun betroede mig sub rosa, at Motzfeldt, hvem det var overdraget at levere Kongen og Kronprindsen gamle Bi- spens Digte, havde meldt ham, hvorledes disse høie Personer med særdeles Velvillie havde modtaget dem, og forsikret ham om deres udmærkede Naade. Jeg gyser ved den Tanke, at Stiftsprovsten skulde døe før Rein, og det er ei usandsynligt. 22de April. Stiftsprovsten overgav mig Subscriptionsplanen paa Hers- lebs theologiske Annaler, der havde circuleret i Byen. Alle Præster havde tegnet sig undtagen Rein. Han slaaer sig reent fra Verden; ikke engang Stiftscommitteens Breve vil han undertegne, og saa undrer det mig, at han ikke melder sig ud af den. 24de April. Ottesen [fotnotemerke] synes ikke at sætte megen Priis paa Provst Munchs store Reformer; han selv taler fast ikke om andet, naar man træffer ham. Ei umærkelige ere Ottesens Udladelser ved Stenersens Yttring, at M. forekom ham at stræbe formeget med og omkring det Udvortes og Ceremonielle, at nemlig nok den sande Reform bør begynde indenfra, da Tvangslove kun æres saalænge man er under Opsyn og Tugt. Jeg vil ogsaa troe at i en liden Menighed eller ved meget langt Ophold i en Fotnote: Skal være Brabrand, en Kjøbenhavnsk Thehandler, der sad fast 4 Aar, inden Dom faldt over ham 1797, see Dansk biogr. Lex. II. 508. Fotnote: Realf Ottesen, Sognepræst til Sande i Jarlsberg, hvor han havde efter- fulgt J. S. Munch, der var bleven Pavels's Eftermand som Slotspræst. SIDE: 510 større, midt i dens Skjød, en saadan Radicalcour er virksom- mere. Saaledes er det at Provst Dorph skal have forædlet Lands Menighed og Vogelius Askers, saa at Følgerne spores i denne Dag, men hvorvidt saadant lader sig gjøre i Aggers, hvor der er det forunderligste Sammensurium, der kan tænkes, hvor Folkemængden er 7000 Mennesker og derover, hvor Sognepræsten boer udenfor Menigheden, hvorfra 2 Præster efter hinanden ere udgangne som Bisper, og den tredie vel om nogle Aar gjør ligesaa, hvor endelig en leed Aand har fæstet Sæde og drevet sit Spil i et halvt Aarhundrede i det mindste -- det er en anden Sag. Jeg troer at den som skal virke noget der, og er sig Energie og Standhaftighed bevidst, maa angribe Sagen med Staalhandsker, som man siger, og gjør han ikke det, da turde det let gaae efter Ordsproget: "Medens Græsset groer, døer Koen." Det forstaaer sig, paa det Indre maa og samtidig virkes, ellers gaaer det som Ottesen siger: "custode remoto, bliver ondt værre," men det alene gjør neppe Sagen. 27de April. Von der Lippe [fotnotemerke] bragte mig sin Prædiken. Heller ikke han er fri for, efter vore unge Theologers Maade, at an- bringe næsten den hele Dogmatik ogsaa ved moralske Æmners Behandling, og det Væsen drives unægtelig for vidt, saa at jeg ikke er uden Bekymring for Følgerne, men ellers er Præ- dikenen overmaade god af en Begynder. 28de April. Stenersen fortæller at Hersleb havde talt om at han vel snart nødes til at nedlægge sit Embede, "og hvad skal da jeg sige?" tilføiede han, "jeg som (idetmindste vil jeg Fotnote: Den senere Biskop i Christiansand. SIDE: 511 haabe det) er sygere end Hersleb kan vente at blive paa de to første Aar." 29de April. Christie havde havt Brev fra Motzfeldt. Da denne udenom intet kunde faae vide om Kongens Reise, spurgte M. ham selv, om man kunde vente ham til Bergen i Aar. "Maaskee, naar Campementet er til Ende." Det var da for- modentlig et høfligt Nei. Derimod skal Grev Sandels bestemt have yttret, at han vil beære os med sit Besøg -- lad ham det! jeg giver ham en god Dag. 30te April. Von der Lippe holdt sin Dimisprædiken. At han undertiden talte vel sagte til at høres overalt i den store Domkirke, at han ogsaa nu og da jog vel hurtigt afsted, at hans Declamation ei var fri for Monotonie, er altsammen Ungdomsfeil, som ved Flid og Øvelse ville aflægges. Anlæg fandt jeg hos ham til at blive en ypperlig Prædikant, hvis Tale kommer fra Hjertet og gaaer til Hjertet, og saaledes kan jeg ikke undlade at give ham Charakteren: Laudabilem med Udmærkelse. 3die Mai. Kotzebues "Onde Luner" havde neppe bevæget mig til at gaae paa Comedie paa denne sande Sommerdag, naar ikke Directionen havde foranstaltet en Sørgehøitid for Kotzebue selv, hvis Fødselsdag det just var. Jeg saae Stykket for 7 Aar siden, og maa troe at idetmindste een af dem, jeg da saae, meget har forandret sig: Mad. Jensen (daværende Jfr. Prom) som Elskerinden. Jeg giver hende et meget ufordel- agtigt Skudsmaal i Reisedagbogen, men maa nu bekjende, at jeg ikke indseer, hvorledes den Rolle kunde gives bedre. SIDE: 512 Under den temmelig lange Tilberedelse til Epilogen tænkte jeg paa, hvad jeg vilde sagt, naar jeg skulde forfatte et Sørgedigt over Kotzebue. Jeg vilde erindret om, at hvad Mennesket var, glemmes snart, naar ei udmærket Daad fra den onde eller gode Side har Følger, som føles af Efter- slægten, og at vi altsaa her blot mindedes Digteren uden at spørge om mere: at det ei heller i en Forsamling som denne gjaldt om at afveie en Digters Fortjeneste paa Kritikens Vægtskaal. Naar han, kjendt og elsket i en heel Verdensdeel, havde ydet Millioner skyldfrit Morskab, havde aflokket os mangt et blidt Smiil -- mangen ædel Taare, saa fortjente hans Minde at hædres, ihvo han end selv var, og i hvor meget eller lidet hans Arbeider svarede til Konstdommernes For- dringer -- og derfor hædre vi Kotzebue, og beklage at en Mand, der var Manges Yndling, og (i visse Henseender) manges Velgjører, skulde falde for Snigmorderens Dolk. Olsen derimod lod Erichsen holde en formelig Lovtale over ham, kaldte ham Thalias kjæreste Søn, og jeg veed ikke alt hvad stort og herligt, der ikke kunde siges prægtigere om en Schiller, en Evald, en Øhlenschlæger, og derover harmedes jeg. Ogsaa Thalia (Jfr. Bohr) lod sig høre, baade med Sang og Tale. 4de Mai. Jeg har i Archivet blandt flere gamle Skroller fundet et Bind Manuscripter, nogle ret curiøse. Der findes baade paa dansk og tydsk et Brev fra Mad. Valliere til Ludvig den 14de, nogle comiske, tildeels skidne Stykker, og et temme- lig lascivt grammaticalsk Bindevers til en Rector over de Ord: rem acu tetigisti, en Mængde intetsigende tydske Grav- skrifter m. m. Det mærkeligste er den i Møllers Biographie over Erkebiskop Svane omtalte Jens Sandroes Invectiver SIDE: 513 mod Bispen [fotnotemerke] , hvilke paa modstaaende Side ere besvarede, just ikke alle med meget vægtige Grunde. 7de Mai. Man skal forarges meget i Trondhjem over, at en ung Capellan Parelius har faaet Meldalens Sognekald, et af de største i Stiftet. Hans Fader, som er blind, lod sig føre til Kongen, overraskede hans Godmodighed, og aflokkede ham Løftet om, at Sønnen skulde blive hans Successor [fotnotemerke] . Han søgte nu og fik Afsked. Gamle fortjente Præster, hvori- blandt Schultz [fotnotemerke] , søgte Kaldet, og Statsraadet gjorde alvorlig Forestilling mod at give et saadant Embede til en ung ube- kjendt Mand, men -- Kongens Løfte var givet, og maatte holdes. 11te Mai. Den i Dag ankomne Post bragte flere mærkelige Ny- heder. Allerførst faldt mine Øine paa et svensk Brev med høiadeligt Segl. Det var fra Statholderen, Grev Sandels, som beretter mig, at Hans Majestæt, som altid ønsker at belønne Fortjenester, har ifølge heraf udnævnt mig til Com- mendeur af Nordstjernen (saaledes skriver Hartmannsdorff Ordet, og det har Rimelighed, da det maa komme af Com- mende og ikke Commando), men ikke nok hermed -- Kongen har endog overdraget Greven personligen at indstille mig til denne Værdighed ved hans Ankomst til Bergen i Sommer, hvorom han har villet prævenere mig. Dette er nu virkelig vel megen Naade, og generer mig mangfoldig med Hensyn paa min forestaaende Visitatsreise. Hvad jeg, efter at have raadført mig med Christie, gjør ved den Sag, derom i Fotnote: Engelstoft og Møller, Historisk Calender I. 312. Fotnote: Erlandsen, Efterr. om Throndhjems Stifts Geistlighed S. 158 -- 160. Fotnote: N. St. Schultz. SIDE: 514 Morgen. Omkostningerne ere, Gud skee Tak! ikke betydelige: lidt over 70 Rd. Bco., som nok er omtrent 40 Specier. -- Det andet Brev var fra Vogt. Af dette erfarede jeg først en yderst sørgelig Begivenhed, som d. 4de d. M. forefaldt i Christiania. Om Middagen Kl. 121/2 udbrød Ild i en Bord- stabel paa Vaterlands Tomter, der udbredte sig med utrolig Hastighed, og standsede ikke førend det hele Bord- og Planke- forraad paa venstre Side af Vaterlands Broe var en Aske- hob. Morgenbladet taxerer Skaden mellem 250 og 500,000 Specier, andre til 60 -- 80,000 Pd. St., Vogt kun til 30,000 Pd. Fideicommisset, Collett, Agent Nielsen og Stenersen skal have tabt meest. Carlsens Tab skal i sig selv ikke have været betydeligt, men menes dog at fremskynde hans Ruin, da han længe har staaet paa svage Fødder. Nogle smaa Huse i Vaterland afbrændte, men ellers blev Ingen huus- vild. Veiret var stille, og ved Guds og Menneskers Bistand afværgedes Ulykken fra Byen, som ellers var i megen Fare. Man henvendte sin Hovedopmærksomhed paa Glasmagazinet, hvis Ødelæggelse fast uundgaaelig vilde draget langt større efter sig. Der var et Par Gange Ild i Lysthuset i Palaiets Have, men man fik den slukket. Hvad der har været Aarsag til Ildebranden, vidste man intet om ved Postens Afgang. Den Mistanke, nogle her nære, at Forraadet skulde være assureret i England, og at en eller anden Interesseret havde fundet sin Regning bedre ved at modtage Pengene, end ved at afhænde sine Planker, er afskyelig, og jeg haaber den vil findes ugrundet. Dette var da Brevene; nu til de ikke mindre mærkelige Aviser. Dog, det vil jeg heller ikke sige, naar jeg betragter Dagens Historie, ikke med Hensyn paa hvad der skeer, men hvad der -- maaskee snart -- kan ventes. Der er en umis- kjendelig Gjæring i Tydskland, hvori Universiteterne synes at tage en meget activ Deel. Den famøse Forsamling paa SIDE: 515 Wartburg d. 31te October 1817 havde nok større Betydning, end Mange da tænkte. Fyrstevældets Indskrænkning, og et af Statens uafhængigt protestantisk Kirkeregimente synes at være Maalet, hvortil der sigtes. Flere Professorer synes at være meget ivrige, og den bekjendte Oken er især en reen Enragé. Jeg frygter meget, at Fyrsterne ikke ved de dyre- kjøbte Erfaringer endnu have lært den fornødne Forsigtighed, og at især Keiser Alexander tiltager sig en Autoritet, hvor- ved han intet vover, men som hans ringere Colleger let kunne komme til at undgjælde for. 12te Mai. Jeg skrev til Grev Sandels, at jeg med underdanig Taknemmelighed modtog det nye Beviis paa Kongens Naade, og at Gaven fik forhøiet Værd ved den Udsigt, der aabne- des mig til at annamme den af hans Haand. Desmere maatte jeg beklage, om jeg af Uvidenhed om, naar han vilde komme til Bergen, skulde være saa langt borte, at jeg maatte see mig berøvet den høie Ære, da jeg alt havde be- rammet Embedsreiser, der vilde vare til hen i August Maa- ned. Men just denne Maaned vilde uden Tvivl med Hensyn paa Veir og Vind være H. E. den bequemmeste, og derfor smigrede jeg mig med det Haab, at kunne opfylde min Embedspligt uden at tilsidesætte Lydighed mod Kongen og Ærbødighed mod ham. Jeg har i Dag hørt meget fortælle, som jeg haaber er Løgn. Er det sandt, vil Leilighed gives mig til at vise min Selvstændighed og Consequents. Der siges nemlig at Cand. Bødtker skal gjøre sig Haab om, paa en Maade at blive Rein adjungeret med Succession, og det vilde være en Scandal, som jeg aldrig ønsker at opleve i min Embedskreds. Noget udenfor den sædvanlige Orden maa der være i Gjære, SIDE: 516 da Rein ei kan indgive sin Ansøgning at faae B. til Capellan, før han har talt med Kongen. 13de Mai. Fra Stiftsprovsten kom hans egen og de andre Nord- hordlehnske Præsters Tanker om Kirketugten. Wolff og Bergendahl have bedet sig undskyldte som gamle Mænd, og det lader jeg gjælde. Men naar Lund undskylder sig med sin forestaaende Bortreise, saa finder jeg mig ikke derved tilfredsstillet, da Talen ei er om en Stiftssag, men om en Nationalsag. -- Af Kirkesangeren i Hosanger fik jeg en Lax, som han selv bragte. Om Arentz sagde han, at han truer uden at iværksætte, og taber derved Menighedens Agtelse. Desværre, det har jeg længe vidst, og jeg frygter ret meget, at han først fremfører for Menigheden alle de gale Projecter, han siden kommer til mig med, og bebuder dem med Vished min Sanction -- og see! saa faaer han istedet for den Beviser for deres Urimelighed og bispelige Monita om Pasto- ralklogskab. Jeg troer han mener det vel, men den Dag, det behagede Gud og Kongen at forflytte ham til et andet Stift, skulde jeg istemme først et Te Deum, og siden et Vive le Roi! 14de Mai. Welhaven fortalte om de mange Løfter, der gjøres ude paa Landet om Gaver til Byens Hospitaler, naar man er eller troer at være i Fare. Saaledes see de undertiden noget, som de mene at være Varsel om forestaaende Ilde- brand, og flux ile de hid og ofre deres Gave for at afvende Ulykken. Saaledes havde Søefarendes Fattighuus nylig faaet to Melkekjør i Foræring. Der var Ild i en Gaard, og i Angsten nævnede man adskillige milde Stiftelser, man vilde gjøre vel imod, men det hjalp intet. Omsider var der SIDE: 517 en lille Dreng, der foreslog de Søefarendes Fattighuus, og see, da Løftet var gjort, fik man Magt over Ilden og den sluktes. Det var vistnok Overtroe, men af den Overtroe, man maa være varsom med at udrydde. Der turde let gaae med i Løbet fromme og ædle Følelser, som Mennesket ikke vandt ved at tabe. Sammenhængen mellem Aarsag og Virkning er overalt i mange Tilfælde saa problematisk, at den sunde Menneskeforstand har ondt ved at finde Middel- veien og sige: dette er fornuftig og christelig Troe, men hiint dum Overtroe. En anden Sag er det, hvor en saadan Troe staaer i Modsigelse med vor Menneske- og Christenpligt; der bør Læreren tale høit imod den, og ideligen gjentage: Saa- dant kan aldrig komme fra Gud, eller hans Villie. -- Ogsaa fortalte Welhaven, hvorledes den phantastiske Skole- holder i Kingservig, Samson House, engang havde faaet en Aabenbaring, hvilken han havde optegnet og sat Almuen i Hovedet, noget taabeligt og sværmerisk Tøi: jeg gad vide hvad Hertzberg har gjort derved; saadan en indbildsk Karl bør man lægge Tøilen paa. 17de Mai. Fra Søndhordlehn har jeg nu endelig ogsaa faaet de fleste Præsters Tanker om Kirkedisciplinen, i det Hele saare tarvelige. Jeg er ganske i Vildrede med Middelthon. Hans Prædikener, baade den han holdt ved Visitatsen, og den han sendte mig, ere særdeles gode og opbyggelige, men hvad han ellers skriver røber hverken Aand eller Smag. Hysing bekræftede det lede Rygte, at Rein personligen vil udbede sig hos Kongen at faae Bødtker [fotnotemerke] til Adjunct og Successor. Til mig har han blot talt om personelt Capel- lanie; formodentlig har han frygtet, at jeg vilde forekomme Fotnote: Rimeligviis Chr. Bernstorff B., der samme Aar var bleven cand. theol. og døde 1874 som Sognepræst til Støren. SIDE: 518 Rein ved privat Contraforestilling til Regjeringen; men deri bedrog han sig. Jeg gaaer den Vei, Lovene og min Embeds- pligt foreskrive mig, men paa den skal jeg sandelig ikke gaae ørkesløs, naar det er Tid at virke. Rein har ikke meldt et Ord til Stiftsprovsten om sin Afreise, eller bedet ham om at overlade ham Balchen som Assistent. Jeg nægter ikke, at jeg er saare vred paa Rein, hvis Ringeagt for Formali- teter gaaer til det Uanstændige. Jeg havde bedet Christie til i Aften; i Dag indbød jeg Oberstelieutenant Hammer, Assessor Bull, Capitaine Meydell og Brun. Den sidste lovede at komme paa det Vilkaar, at Amtmand Falsen ikke kom. Jeg begreb ikke, hvad der voldte saadan Antipathie, at han ikke kunde taale at være i Stue med Falsen, og undredes ikke lidet, da han i Aften paa min Forespørgsel erklærede, at det allene var den Wielandske Afhandling, der har fyldt et Par Tilskuer- nummere, og den Forargelse som derved voldtes, som havde sat ham i saadan Iver. Jeg kan heller ikke lide den Ting, og finder Grund til aldrig at indsende Bidrag til et Blad, der bestrider Aabenbaringstroen. Men derfor at ophæve Omgangen med Forfatter eller Oversætter, end sige at vægre mig for at komme i et Selskab, hvor han var -- nei, det kunde aldrig falde mig ind. Nu, Brun undgik da lykkeligen den Chagrin. 24de Mai. Efter Holtermanns Sigende skal Grev Wedel være overmaade forhadt i Bergen for hans Finantsbestyrelse, hvorved man troer, han tilsidst reent ødelægger Landet. Og- saa er man vred paa Christie, hvis Klogskab og Indflydelse det tilskrives, at alle Statsraader slap at indstævnes for Rigsretten. SIDE: 519 25de Mai. Bødtker var her pour prendre congé, og vilde endnu engang raadføre sig med mig, om han burde indgaae Engage- ment med Rein. Jeg sagde ham det Rygte, jeg havde hørt, og forsikrede ham om, at hvis det Forslag kom til min Erklæring, som det ventelig maatte, kunde jeg efter mine Grundsætninger aldeles ikke anbefale det. Han sagde ogsaa, at han ansaa det for et chimærisk Forslag, som Kongen ikke vilde indlade sig paa, og det troer jeg da endelig ogsaa. Vogt skriver, at Ankers Fideicommis ved Ildebranden tabte 20,000 Pd. St. -- Neumann er glad ved at være bleven Matriculerings-Commissair -- chacun son goût! I Tillæget til Rigstidenden berettes om Trælasthande- lens Tilstand i Norge i de senere Aar, og seer jeg da, hvil- ken blomstrende Handel Brevig har faaet, siden jeg reiste derfra. Man talte da sukkende om den gyldne Tid, da hol- landske Smakker kom i Hobetal, men priste sig nu lykkelig, naar man i eet Aar kunde see 10 à 12 i sine Havne. I Aaret 1817 var der 198. 27de Mai. Sagen synes ei at ynde nuværende Biskop Meyer [fotnotemerke] ; han fandt ham satirisk, som jeg aldrig mærkede noget til i den Tid, jeg kjendte ham. Han kunde ikke lide Nordal Brun, holdt sig op over hans Vers og Prædikener, det var nok Knuden. Ellers talte vi om Fornuft og Troe, og herom synes Sagen at tænke endnu, hvad man for en Snees Aar siden kaldte nymodens, men nu kalder gammeldags. Hans Troesbekjendelse afviger nok ikke langt fra Falsens. 29de Mai. Til de skjønne Videnskabers Selskab i Kjøbenhavn var Fotnote: Thrønderen Prof. theol. P. Krog-Meyer, just udnævnt til (første) Biskop over Als og Ærø; døde, førend han kunde ordineres. SIDE: 520 indkommen 59 Sange i Anledning af den Priis, Prinds Friederich havde udsat for den bedste Fædrelandssang, der -- som vor: "For Norge Kjæmpers Fødeland" -- kunde blive almindelig Folkesang. Af disse 59 Digtere kronedes -- Frøken Juliane Marie Jessen!!! I de politiske Stiklerier og Kjævlerier i vore Blade synes der nu igjen at ville indtræde en Pause. 1ste Juni. Med Stiftscommitteens Anmærkninger til Bibelselskabets Love er Hersleb ikke ganske tilfreds; han finder for megen Mikrologie. Kan være! Christie holder nok altfor stivt paa Formaliteterne, men Hersleb gjør nok igjen altfor lidet af dem. "Alles mit Maszen!" sagde Skrædderen, han slog sine Kone med en Alen. 4de Juni. Ved min Ankomst til Evindvig traf jeg blot den stil- færdige Dahl og hans gamle sagtmodige Kone, og der var i Førstningen overmaade triste. Siden kom Hveding, og denne særdeles godlidende Mand bragte en Smule Liv i vor Cirkel. Til min store Glæde hersker her megen Frugalitet i Drik. 5te Juni. Jeg læste Dahls Prædiken. Han gjorde en Slags Undskyldning for at den ikke var mere høitravende; hist og her, især i Bønnen, var den det dog maaskee mere end den burde være. Ellers var den en god evangelisk Prædiken, ikke udmærket, men baade fra Dogmatikens og Moralens Side aldeles ulastelig. Vistnok er Dahl en udmærket duelig og nidkjær Embedsmand, og hvad man kunde laste hos ham er vist mere Temperamentssvaghed end moralsk Feil. De SIDE: 521 stille, meget alvorlige, melancholske Charakterer forfalde let til overdreven Oekonomie, og skabe sig unyttige og ubeføiede Sorger for Fremtiden. En ung, blid, rask Kone vilde nok været Dahl tjenligere, end den iøvrigt vistnok agtværdige, stilfærdige Ingefærmøe, der blev ham til Deel [fotnotemerke] . -- Han og Hveding forklarede mig i Dag deres af Bønderne paaankede Fremgangsmaade, der, efter alt hvad jeg kan skjønne, er fuldkommen legal. Bøndernes Uvidenhed, Egennytte eller Caprice har frembragt halv sande, halv falske Historier, som min Uerfarenhed og Falsens Lyst til at være Præsteskabet paa Nakken, har antaget for Troesartikel. Det er mit For- sæt ved ethvert lignende Spørgsmaal fra Bye eller Land herefter at give det simple Svar: "Indgiv Sagen skriftlig, saa skal den gaae til Vedkommendes Erklæring, og er der da Feil fra Præstens Side, skal han blive irettesat eller straffet." 6te Juni. Dahl har et smukt og klart Organ, men ret Varme og Eftertryk er der ikke i hans Foredrag. Han declamerer undertiden vel langsomt (maaskee en Følge af svag Memore- ring) og gjør urigtige Pauser. Han sagde f. Ex.: "Jesus glemte ikke at skrive" -- det var noget, han skrev paa Phari- sæernes Regning, men det lød som en fuldstændig Periode. Endelig havde han en Vrikken med Hovedet, som ikke klædte vel. Saaledes har jeg da hørt mange bedre Prædikanter, men en ypperligere Katechet har jeg sjelden hørt. Min Tale var over Ezech. 36, 26. 27, en Fortsættelse af Prædikenen, der handlede om Gjenfødelsens Væsen. Ungdommen, jeg examinerede, hørte til de bedre. Præsteenken Mad. Dressing spiste her til Middag. Hun er umaadelig simpel; man kunde antage hende for en Fotnote: Hilleborg Hertzberg, see Hauchs Minder fra min Barndom og Ung- dom S. 96 -- 97. SIDE: 522 Bondekone, og hun er dog Præstedatter. Efter Bordet spad- serede vi opad en Bakke, hvorfra man kan see 2 à 3 Bønder- gaarde og nogle Krumninger af det trange Sund, der omgives af skaldede Fjelde. Det er Evindvigs eneste Spadseretour; man fandt at det var smukt deroppe. 7de Juni. Præstegjældets Skoleholdere vare her i Morges. Dahl førte mig op i Kirken, hvor de gjorde korte og ret gode Katechisereøvelser. Dernæst spurgte han, om jeg vilde høre dem synge, og det skjænkede mig en herlig Nydelse. Da det var forbi, og de meget ordentlige Skriftprøver var afgivne, dimitterede jeg dem med Eloge over Dahl og Opmuntring til dem at gjøre stadige Fremskridt. Her kom Post, som bragte Aviser. Om Rigstidenden anmærkedes i Dag, at da Wulfsberg er Medredacteur af dette Blad og eneste Udgiver af Morgenbladet, som unægte- lig tiltager i Interesse, saa tager han de interessanteste Ny- heder til sit eget Blad, og stoler paa at Departementssager, Høiesteretsdomme o. dl. indenlandske officielle Ting ville skaffe Rigstidenden Afsætning. Saaledes er da og denne Rigstidende meget fattig. I Nationalbladet er en ikke uvittig Paskil over Ridder Nilaus (Niels Wulfsberg). Det morsomste Vers er det fjerde: Det var Ridder Hr. Nilaus, Fik engang Guld paa sin Kjole; Saa reed han sig til Kongens Gaard, Men vandred hjem paa sin Sole. 8de Juni. Jeg har nu forladt Evindvig. Dahl behager mig mere som Embedsmand end som Menneske. Der er noget stivt SIDE: 523 og ceremonielt i hans Væsen, som gjør, at han stedse vil blive mit Hjerte fremmed. Fast aldrig satte vi os, eller gik fra Bordet uden at høre Undskyldninger over den store Tarvelighed og den simple Beværtning, som han var vis paa var den maadeligste, jeg nogensteds vilde finde; og deels er nu dette en aabenbar Usandhed, deels burde han troe mig paa mit Ord at Overflod hverken stemmer med min Helbred eller min Tilbøielighed. -- Hveding har nok ikke betydelig Aandscultur, og aldeles ingen Erudition, men for Menneske- og Borgersamfundet, i Forretnings- og Selskabslivet er han en overmaade brugbar Mand, som man glædes ved at staae i Forbindelse med. Han vil uden Tvivl i sin Tid blive en ferm, driftig og ordentlig Provst, saadan som Christian Hertzberg og Pavels, der gaaer stille og sagtmodig frem, og udretter derved noksaa meget som andre ved at imponere, og atter andre ved Projecter, høivise Anmærkninger og offi- cielle Beretninger om Ting, som ikke ere en Pibe Tobak værd. 9de Juni. Nielsens [fotnotemerke] Prædiken er over 1 Sam. 12, 24. Biskop Boisen er den Prædikant, jeg troer nærmest at kunne sam- menligne ham med. Christelig Moral, uden synderlig Troe paa Aabenbaringens Dogmer, findes deri, og over det Hele svæver en vis hjertelig Popularitet, der man gjøre Indtryk paa det Sind, der ikke higer efter en høiere, kraftigere Trøst, end det attende Aarhundredes Eudaimonister tilbød. Jeg havde i Formiddags Visit af to Søndfjordske Herrer: Birkedommer Jersin og Capitaine Ravn. I Eftermiddag gjorde jeg dem i Nielsens Selskab Contravisite. Capitainen agerede ved denne Leilighed Ingeborg Blyetækkers Rolle, og forsikrede Nielsen, at han fandt ham i større Aftagende, hver Gang han saae ham, hvorpaa den stakkels Mand, hvis Angst Fotnote: Niels Nielsen, Sognepræst til Ytre Holmedal (siden til Borgund). SIDE: 524 og Mismod uden Tvivl er større end hans virkelige Sygdom, svarede med nogen Studsen: "Saa forandret troede jeg dog ikke at være bleven; men der er vel noget i, jeg føler mig og alt svagere og svagere." 10de Juni. Jeg talte over 1. Tim. 4, 8 og udpersede Taarer endog af Mandfolks Øine; min Slutningstale var derimod kold, og at Nielsen, som er ubekjendt med Formalitetsvæsenet, havde sat sig ind i Stolen, da jeg vendte mig for at tale til ham, bragte mig især ud af mine Concepter. -- Her var intet Selskab, og derpaa var da intet at sige. Men at der ved Bordet ikke blev drukket en eneste Skaal, ikke engang min, det er noget, jeg i Bergens Stift, og overalt i hele Norge, hvor jeg har været, ikke er vant til. Man kan gaae for vidt i sin Ligefremhed, hvilken ellers hos Nielsen er meget elskværdig. 11te Juni. Nielsen erhverver sig ligesom Dahl stor Fortjeneste af Skolelærernes Dannelse. Jeg vilde love mig meget af Skole- væsenet, naar Nielsen blev her en halv Snees Aar eller mere, men da han søger Forflyttelse, saa frygter jeg meget, at det bliver en Bygning opført paa Sand, naar ikke hans Eftermand er desmere nidkjær. Her har fra denne Side hersket et fuldkomment Anarchie i hele Søndfjord. Loven af 1ste Juli 1816 har hævet det, men det er mere af Tvang end Overbeviisning, Almuen bequemmer sig derefter. Med svær Kamp fik Nielsen, Heiberg (der fungerer for Provsten) og Sorenskriver Landmark alt til at blive næste Aar omtrent som hidtil -- men hvorledes det vil blive næste Aar, naar Bispen ikke har beredt Veien, og ikke under Commissionen sidder i Naboeværelset? -- den Dag den Sorg! SIDE: 525 Sorenskriver Landmark er en Mand af Læsning, Smag og Cultur. Overalt staaer nok, fra Aandsdannelsens Side, Søndfjords Embedsmænd, in specie Præsteskabet, et godt Stykke over Søndhordlehn og Hardanger -- Niels Hertzberg undtagen. Den aandelige Sult, jeg har frygtet for, bliver vist mindre end ifjor. "Drikke! drikke! Det veed man hvad det er, Det andet veed man ikke." synes virkelig at være de fleste, ellers godmodige Sønd- hordlehnske Præsters Symbolum. De Flestes Kjendskab til den nyere Litteratur synes ikke at strække sig videre end til Rigstidenden og den Bergenske Adresseavis. Her derimod er oprettet et Læseselskab, under Landmarks Bestyrelse, hvoraf de fleste Præster, ogsaa nogle Lensmænd og Proprietairer ere Medlemmer. Dertil forskrives adskillige af den nyere Littera- turs mærkelige Producter, og saaledes laae der nu hos Nielsen de fleste Pjecer, som udkom i den Baggesen-Øhlen- schlægerske Feide. 12te Juni. Sorenskriver Landmark er ikke af min Formands Be- undrere. For Skole- og Fattigvæsenet og næsten alt hvad Biskoppen paa Visitats skal undersøge, viste han en ret an- stødelig Ligegyldighed. Regjeringsbud, der ikke stod ham an, ledsagede han, ligesom gamle Provst Wingaard, med Commen- tairer. (Af Dahls Copiebog erfarede jeg, at Stiftsprovst Fleischer heller ikke er ganske fri for denne Feil.) Men især var nok hans Adfærd i 1814 yderst uforsigtig, da han ei allene i Bergen gjorde Indgreb i Øvrighedens Embede og sammenkaldte Folket, men lod endog Circulairer gaae om blandt Stiftets Geistlighed med Opmuntring at stemme Valg- forsamlingerne mod Foreningen. Og denne Mand, som døde SIDE: 526 2 Aar efter, tilkjendtes af Sveriges Konge et Hædersmonument i Bergens Domkirke! Hans Genie og Talenter ansaae Sorenskriveren for hans eneste Fortjeneste, og vistnok har han ei megen Uret. 13de Juni. Jeg visiterede i Askevolds Kirke. Heibergs Prædiken var ret vel udarbeidet; jeg vil endog troe at han skriver bedre Prædikener i Dagliglivet, da en vis Kunstlen i Ud- trykket og for liden Popularitet i at fremføre Fornufts- grundene for Udødeligheden var denne Tales Hovedfeil. 14de Juni. De fem Skoleholdere i Askevold ere allesammen aldrende Mænd, og stikke nok ikke meget dybt, men ere dog nok, efter de ældre Tiders Maade, upaaklagelige, og i alle Dele ligesaa gode som Davidsen i Aggers Sogn. Efterhaanden træde de tilbage, og man haaber at en fra Kundskabernes og Talen- ternes Side yngre og bedre Slægt vil afløse dem. Heiberg gjør vist for Skolevæsenet hvad han formaaer. Han kan maaskee ikke saameget som Dahl og Nielsen, men hvad han kan det vil og udretter han vist. Ved Visitatsmødet forefaldt intet mærkeligt. Menig- hedens Gudsfrygt og Moralitet gaves et fordeelagtigt Skuds- maal. Imidlertid er her en underlig Skik, som man ingen- steds før har fortalt mig om. Efter Brudevielser, Søn- og Søgnedage, gaaer det hele Brudefølge ind i Præstegaarden, gjør Fordring paa at den bedste Stue skal aabnes for dem, og dandser, drikker og sværmer der et Par Timer. Det har hidtil været Heiberg umuligt at faae den Uskik afskaffet; man har fuld vist sig grov, og ædrue bedt ham om Forladelse, men det blev ved det gamle. Medhjælperne tilstode at Retten var paa Præstens Side, og det tilføiedes Protocollen som eenstemmig Mening, at det var en Uvane, som SIDE: 527 ønskes afskaffet jo før jo heller. -- I Skolecommissionen bevilgedes Skoleholderne Tillæg, medens man i yttre Holme- dal og Evindvig har formindsket Lønnen. -- Nielsen fungerede som Provst. Lind gjør sig det meget mageligt, jeg kan ikke sige andet. Havde jeg vidst hvad jeg nu veed, skulde jeg anderledes benyttet den Voteringsret Wingaard overlod mig. Nielsen havde da faaet 3 Stemmer og var bleven Provst. 15de Juni. Det blæste en maadelig Søndenvind, som hurtig førte os til Florøen, en ganske liden Øe, hvor Præsten og en anden Gaardmand boe ene i et fortrædeligt Naboeskab. Her er ganske frugtbare Sletter, men ikke et Træe, uden nogle saa i Præstegaardens Have. Jeg har længe hørt om en Liigprædiken, Biskop Deich- mann i Christiania holdt over en Kjøbmandskone. Man havde forlangt at han skulde parentere og lovet ham 100 Kroner for hver Time han prædikede, og han prædikede -- i 5 Timer. Denne Tale har jeg nu seet. Den er over Magrethe Mogensdatter, Kjøbmand Thøger Erichsen Grøns Hustrue, der døde i sit 32te Aar, og blev begraven den 31te Marts 1717. Prædikenen er, inclusive Dedicationen til den høitbedrøvede Enkemand, 419 Sider in folio og siges at være videre udført hvilket jeg gjerne vil troe, da den med behørig Declamation og Gestus neppe kunde holdes i 5 Timer. Man kan ikke gjennemblade dette opus, uden at anvende her Rahbets Ord: Hvi rose i saa vore Fædre, Og troe, vi bør være som de? I mange Ting har vi det bedre; I her et Exempel skal see! 16de Juni. De ere stærke her i at give sine Børn mange og for- SIDE: 528 nemme Navne; et Pigebarn med 3 Navne er ingen Sjelden- hed, og at en Bonde kalder sit Barn Alexander, ja Desi- derius, er overraskende. -- I Copiebogen har Rennord begaaet et af sine sædvanlige Fusentasterier. Paa Regjeringsspørgs- maalet om militaire Personers uægte Børn, svarede han: Da her hverken findes gevorbne eller nationale Underofficerer eller gevorbne Soldater i Kinds Præstegjeld, saa findes her naturligviis ingen uægte Børn af saadanne Personer. "Men," spurgte jeg ham, "om nu en besvangret Pige kom fra Bergen eller et Landdistrikt og gjorde Barsel her, kunde ikke Barnets Fader gjerne være en Underofficer? Om en saadan fra Førde eller Jølster besvangrede en kindsk Pige, hvad saa?" Ja det Tilfælde havde han ikke tænkt sig. 17de Juni. Ogsaa ifjor var 17de Juni Visitatsdag, men i mange Maader contrasterede de to Dage. Da havde jeg den korteste Kirkevei i det hele Aar (i Fjeldberg), hvor Kirken stod Væg i Væg med Præstegaarden -- nu den længste: fra Florøen til Svanøe; da regnede det den hele Dag -- nu skinnede Solen i al sin Klarhed; da havde jeg den meest bornerede Udsigt til et trangt Sund -- nu kom jeg til et sandt Timian (sic), det meest fortryllende Sted, jeg har seet i Bergens Stift; da indaandede jeg Punschedamp og hørte Historier om Mid- delthon og (uopfyldte) Spaadomme om den Jammer næste Dags Skolecommission vilde bringe over Fjeldberg Sogn -- nu spadserede jeg i Skove og Enge, qvægedes ved den herlige Aftenluft og hørte paa Maaltrostens Toner. Den eneste Liighed mellem begge Dage (thi ogsaa Prædikenen og Ung- dommens Kundskaber vare hinanden ulige) var desværre at mine Been begge Dage ikke befandt sig vel. Dog intet mere herom; jeg holder ud saalænge jeg kan. Texten til Rennords Prædiken var Joh. Ev. 1,1: SIDE: 529 "Ordet var Gud," og det behandledes i den Biskop Brun egne Maneer, yderst orthodox, den blotte bare Dogmatik, uden allermindste moralske Anvendelse. Forresten kan jeg ikke negte, at den var fortræffelig udarbeidet. Jeg havde tænkt at tale over Rom. 1, 16, men under Prædikenen for- andrede jeg min Idee, og lagde Titus 2, 11 -- 14 til Grund for mit Foredrag, hvori jeg viste, at den christelige Troes- lære i dens hele Omfang bør være os hellig og dyrebar, men at den heller aldrig bør adskilles fra den christelige Sædelære, med hvilken den forenes med et fast Baand. -- Den kindske Ungdom kan jeg hverken laste eller rose. Der- imod nødes jeg bestemt til at laste Rennords Katechisation, som var reen Hakkemad. Hvad skal man f. Ex. sige om den Katechet, som efter at have spurgt Børnene om, hvad de forstaae ved levende Kundskab og intet Svar faaet, for- talte dem, at den kaldes saaledes, fordi den er Kundskab om den levende Gud? Det er omtrent som Jens Blochs etymologiske Fortolkning over Ordet Svindsot: "fordi med Fedt og Flesk man meest cureret blir". 19de Juni. Med Brevet fra min Kone fulgte et fra Overhof- prædikant Hedrén. Ved at see, at den oforgätlige Biskop Bruns Skrifter ere udkomne, har han blandt Consistoriets Medlemmer faaet Kjøbere til 21 Expl., som han beder mig sende ham. Præsten Brun vil vist blive særdeles glad, men om just Hofconsistoriet, der formodentlig har ventet theologiske Skrifter, bliver saa glad ved at faae et tykt Bind Menneske- malerier, Drikkeviser og Lovsange til det danske Kongehuus -- det maa nu staae derhen. Af Hedréns Yttringer om de to Nationers Forening, er det mig klart, at han er For- fatter af Deputationens Afskedsbrev. Omtrent de samme Følelser og Ønsker udtrykkes der som her, ogsaa med en vis SIDE: 530 Circumspection, der gjør Meningen tydelig, men betager Ud- trykket alt fornærmende. 20de Juni. Nøstedals Kirke [fotnotemerke] er en stor, lys, muret Bygning, men har samme Feil som de største og smukkeste Kirker i Sønd- hordlehn; den har intet Taarn. Jeg havde læst Provst Linds Prædiken og fundet den meget rørende og opbyggelig, men ligesom et veltalende Foredrag kan gjøre de største Triviali- teter interessante, saa kan og et mat, søvndyssende Foredrag betage selv de skjønneste Ord Fynd og Liv. Det var under- tiden jeg ikke hørte en articuleret Lyd, men selv naar han hævede Røsten, saa at jeg opsamlede en Periode nu og da, var hans Foredrag monotont og uskjønt. Forresten er Man- den vist som Menneske og Religionslærer overmaade brav, men Provst burde han ikke være, og overalt udenfor den egentlige Sjelesorg er han en Udlænding, der ikke som Win- gaard indbilder sig at forstaae hvad han ikke forstaaer, eller kaster paa Nakken af alt hvad der er nyere end 30 -- 40 Aar, men befinder sig omtrent i en Situation som Herman von Bremen vilde gjort, hvis han kunde gjort Henrik til sin Skriverkarl: Hvad hans Søn, Procuratoren, kan hjælpe ham til Rette med, gaaer godt, men naar denne ikke er til- stede, synker hans Hænder, og han veed hverken ud eller ind. 21de Juni. I Visitatsmødet søgte jeg at gjøre det indlysende, hvor nødvendigt det er at forbedre Skoleholdernes Kaar, og holde fast paa de gode, da man ei kan være sikker paa at ombytte dem med ligesaa gode. En meget fornuftig Medhjælper erklærede og i alles Navn, at naar deres Børns Lærere Fotnote: Annex til Førde, hvor Visitatsen holdtes formedelst Hovedkirkens Brøstfældighed. SIDE: 531 virkelig forstod noget, og kunde give god og nyttig Under- viisning vilde man aldeles ikke vægre sig for ogsaa at skaffe dem anstændig Løn. De andre taug, og da Taushed gjerne ansees for Samtykke, lod jeg uimodsagt denne Erklæring ind- føre i Protocollen. Imidlertid har jeg siden hørt, at Stor- thingsmanden Lars Tingnæsset, en Mand af megen Indflydelse, staaer i den Formening, at naar Ungdommen undervises til- børligen i Guds Ord, er Skriven og Regnen noget unyttigt, som det ei er værd at spilde Penge paa. Overalt maa jeg sige, jeg aldrig ret har kunnet ynde denne Mand, som Ryg- tet ellers giver fordelagtigt Vidnesbyrd. Ligesom engang oppe hos Hans Houge passerede nogle Storthingsbønder fra 1815 Revu for ham, og deres Heterodoxie paaankedes, hvoraf Rennord, der ikke har sin Styrke i at raisonnere, tog Anled- ning til at yttre ved Bordet, at Ingen burde vælges til Storthingsrepræsentant, uden han var en Ven af Religionen. Jeg gjorde i al Sagtmodighed nogle Spørgsmaale, der til Sagens nærmere Overveielse syntes nødvendige; paa dem vidste man intet synderligt at svare, og saa appellerede jeg til ham, hvis Udsagn de allesammen maatte ære, som sagde: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes!" Jeg viste korte- ligen Umuligheden af at kjende et Menneske saa nøie, at man bestemt kunde sige, om han var Religionens sande Ven eller ei, og tilraadede altsaa, som en gavnlig Forsigtighed, at overlade den endelige Dom om alt saadant til den Alvi- dende, og iøvrigt slaae sig for sit Bryst og sige: "Gud være mig Synder naadig!" -- Som rimeligt taug den intolerante Trias (thi i Troessager er ogsaa Provsten en nidkjær Mand), og Talen dreiedes paa andre Ting. Det var mod Maal- tidets Ende, og næst "Velbekomme!" talte jeg ikke mere med Lars Tingnæsset. Rennord er et godt, tractabelt Menneske, som vel meest stemmer sig i sin Svigerfaders Tone, og denne har ellers saa meget hæderligt ved sig, at jeg ikke kan agte SIDE: 532 ham mindre for dette mig ellers saa modbydelige Charakteer- træk: hans Intolerance. 24de Juni. Hvad jeg stedse har ventet om min Jølstertour indtraf: min Fornøielse i Kirken var den mindste jeg har nydt. Ved min Katechisation fandt jeg Ungdommen saa slet, som jeg reent ud sagt ønskede, og tog deraf Anledning til i min Slutningstale at holde en Straffeprædiken, hvor jeg væltede paa Menigheden Ansvar baade for Gud og Mennesker, hvis de ved Morgendagens Visitatsmøde viste sig ligesaa vrang- villige. Hvad Daae angaaer, da er han den sletteste Prædi- kant, jeg nogensinde har hørt, og med hans Katechisation var det ei heller synderligen bevendt. Jeg har talt om Ung- dommens Usselhed, og for disse Tossehoveder gav han sig til at forklare Inspirationen, og fortalte, at Gud ikke havde behandlet de hellige Skribenter som Pianofortespilleren sit Instrument. Qvid plura? 25de Juni. Skoleholdernes Fremstilling, Visitatsmøder o. dl. Em- bedssager, der for en stor Deel udgjøre den Dags Historie, der følger umiddelbar paa Visitatsen, bliver efterhaanden saa eensformige, at derved vel kan sættes et Notabene, hvor jeg optegner de Resultater, der skulle forelægges Regjeringen, men iøvrigt give lidet Udbytte for Dagbogen. Kun dette altsaa om denne Dag, at de slet underviste og slet lønnede Skoleholdere her overhovedet fandtes ligesaa ferme, som, paa faa Undtagelser nær, de bedre lønnede i Sønd- og Nordhordlehn, hvor de i mange Aar have eller paastaae at have havt et organiseret Skolevæsen, og at man beqvemmede sig til i Skolecommis- sionen at decretere hver Gaardmand en aarlig Udgift af 12 Skilling, og for hver Skoleholder en Indtægt af 4 Spd., SIDE: 533 der kan passere til en Begyndelse. Rom blev ikke bygget paa een Dag. Egnen heromkring forekommer mig smukkere, jo mere jeg lærer den at kjende. De høie snedækte Fjelde her lige- for mine Vinduer fordærve ikke Situationen, og den vakre Kirke med dens deilige Beliggenhed paa en Slette tæt ved Præstegaarden kan jeg især aldrig see mig mæt paa. -- I mit eensomme Kammer skrev jeg følgende Digt, som Børnene skulle levere min Kone den 8de Juli: Naar vore glade Børn forsamle sig, Og venlig Morgenhilsen bringe dig, og ønske: oplev mange Fødselsdage! Naar alt hvad godt der ydes kan af dem I blomsterprydet Lysthuus bæres frem, Med Attraae dig at fryde og behage: Naar siden i vor ædle Vennekreds Du nyder Dagen munter og tilfreds, Og skuer Aftensolen skjøn nedglide: Naar glad i Haab om Morgenen den spaaer, Du til vort Hjem i kjølig Skumring gaaer, Og hviler sødt ved vore elsktes Side: -- Min Mand, Marie! da omsvæver dig, Skjønt høit imellem os optaarne sig Skynære Fjeld og Sognefjordens Bølge; I Haven i den aarle Morgenstund, Ved Dagens Daad og Lyst til Midnats Blund Den, hvor du færdes, trolig dig skal følge. Og naar i Herrens Huus jeg stander frem I Brødres Samfund og opmuntrer dem Den Evige at love og tilbede -- I Stilhed lyder og for dig min Bøn: Gud! hun ved hvem min Mandoms Lod blev skjøn, Hun vorde og min Ældes Glæde! SIDE: 534 Det vorde du Marie! -- huld modtag Det Ønske paa din glade Fødselsdag; Ei anden Gave har jeg at fremføre. Min bedste Rigdom jeg dig engang gav: Et Hjerte varmt og ømt, -- det til min Grav, Det i al Evighed skal dig tilhøre! 28de Juni. Sande Kirke ligger i en overmaade vakker Dal, og ligeoverfor den, paa hiin Side af en Elv, Steien Præste- gaard. Fire Veie støde her sammen, alle gode og passable, hvilket nok er en Sjeldenhed. -- Af gamle Wiingaard og hans blide, snaksomme og meget fornuftige Kone modtoges jeg med megen Gjæstfrihed, og naar jeg ikke tænker paa, hvorfor jeg er kommen her, finder jeg mig ganske à mon aise. Jeg føler mig indviklet i en ret ubehagelig Collision med Hensyn paa W. Fra een Side er han aldeles ikke sit Embede voxen, og man kunde tvinge ham til at kalde Capel- lan, eller, om denne ei var at faae, at resignere; men naar man saa paa den anden Side tænker sig ham som Guds Ords Lærer, som Sjelesørger, tænker sig, at dette dog er hans egentlige Kald, og at han rygter det forsvarligen, tænker sig at det egentlig er Præstestanden uvedkommende Allotria, paabyrdede ham som Embedspligt, hvori han er uduelig og uefterrettelig -- hvad kan, hvad bør man da gjøre? Og saaledes visiterer jeg i indre Holmedal med den smertelige Følelse, som ingensteds i den Grad har betaget mig: at jeg slet intet udretter til sandt Gavn, at hverken Visitatsmødet eller min Rapport til Regjeringen vil frem- bringe mindste Resultat. 29de Juni. I Tilskueren staae "Nogle Tanker af en stor Tænker" (Kant) som formodentlig skulle stoppe Munden paa dem, der havde forarget sig over det lange Wielandske Stykke, men SIDE: 535 det beviser ikke andet, end at Kant har været af samme Mening som Falsen og Lieutenant Foss. 30te Juni. Provst Wingaard messer og prædiker over min For- ventning og bedre end Lind. Taler har han vel aldrig været, og er det da naturligviis ikke nu, men meget sundt og godt var der i hvad han sagde om tidlig Gudsfrygt over de Ord: "Ogsaa Børnene mødte i Templet og raabte: Hosianna du Davids Søn!" -- og slet blev det ingenlunde foredraget. Jeg katechiserede allene, og katechiserede temmelig længe og udførte Arbeidet med Fornøielse, da jeg fandt en vakker, ret oplyst Ungdom. At efter Slutningsbønnen, under Klokkens Klemten tre Gange tre, Almuen deels knælende, deels med nedbøiet Hoved gjør sin Bøn, og ei en Lyd høres Kirken over -- et Par Steder her i Søndfjord har jeg for første Gang seet denne Skik -- har noget særdeles rørende. Iøvrigt gik Dagen hen i Stilhed. Her var kun det daglige Selskab, men alligevel virkeligt Visitatstractement: 5 Retter god Mad, og da gamle Wingaard er ligesaa riig paa Skaaler, som de andre Søndfjordspræster ere sparsomme paa dem, saa tømte jeg næsten min Flaske. 1ste Juli. I Visitatsmødet blev Skoleholdernes Løn bestemt til 8 Spd. og hver Gaardmands Contingent til 12 Sk. Videre er man endnu ikke kommen i Søndhordlehn og Nordfjord under to særdeles duelige og retskafne Provsters Medvirkning. Den gamle Provst har en elskværdig Jovialitet; man anseer ham for en munter Olding paa 60 Aar eller lidt mere. Vi havde især et meget behageligt Aftensmaaltid, hvor der taltes om Magnetisme og sympathetiske Coure, Anelser, Varsler og Drømme, fortaltes mange Anekdoter og SIDE: 536 vexledes ret lystigt Spøg. Jeg kunde aldrig tænkt mig mit Ophold paa Steien saa behageligt. 2den Juli. Der skal være syv Fjerdingvei mellem Steien og Vadem, men de som saaledes have maalt Veien, have mere taget Besværligheden end Længden i Betragtning. Henved en halv Miil, hvor Veien skal være overmaade slem, roede jeg over et stille Vand, men sandelig, heller ikke den øvrige Vei var behagelig. I Førstningen gik det dog nogenlunde an; en trist og indsluttet Dal var dog beboet. Men strax efterat jeg var Vandet forbi, stødte jeg paa en stor Steen, der laae midt i Veien, og i en af disse Regndage var nedrullet fra Fjeldet, og derpaa blev Situationen meget fæl. Et høit Fjeld hang udover den jevne og banede men smalle Stie; ved Siden af den skummede en stridig Elv, og paa hiin Side af denne var et andet, mindre truende men ogsaa meget høit Fjeld. Taus og med ikke ganske let Hjerte reed jeg gjennem denne frygtelige Egn, og var ret glad, da min venstre Naboe trak sig hen i længre Afstand, og andre Gjenstande stillede sig mellem den og mig. Dog selv i denne Udørk er ikke, som nogle Steder i Leirdal, al Vegetation uddød; overalt saaes Løvtræer, som noget oplivede Sindet. -- Ved Nedfarten til Vadem mødte mig Præsten Daae. Han foreslog at gjøre hans Svoger Oberstelieutenant Holck paa Alværn, en Fjerdingvei østen for Ladevig, et Besøg. Gaarden ligger smukt, og det undrer mig ikke, at Præsten Boyesen kunde blive henrykt over at træffe et saadant Asyl, naar han nogle Minutter i Forveien havde pløiet Sogne- fjorden i al dens Barskhed. Og saa at møde en saadan Vert! Holck er en Mand af lys Forstand, fast og ædel Charakteer, og høist behagelig Omgangstone. Vi vare neppe traadte ind ad Døren før han bad mig lade Baaden gaae SIDE: 537 til Ladevig og blive hos ham i Aften. Jeg modtog Ind- bydelsen, og skjønt jeg ikke turde drikke Punsch, skjønt jeg sukkende maatte lade en delicat Aalefricassé gaae mig forbi, som dog nogenlunde erstattedes mig ved en god Fiskepudding, havde jeg en meget behagelig Aften. Holck er en fortræffelig Vert, han proponerer Skaaler med Aand og Smag, og naar jeg endnu engang i mit Liv fra alle Verdens Hjørner kunde samle Mennesker til et ret socratisk Aftensmaaltid, som for- dum de Kjøbenhavnske og Porsgrundske, saa blev nok Holck en af mine Gjæster. 3die Juli. Jeg har læst Daaes Prædiken, der er vel udarbeidet og maaskee den bedste, der i Aar har været min Bedømmelse underkastet. 4de Juli. Daae har et godt Foredrag, og skjønt han ingenlunde er nogen mesterlig Katechet -- rara avis in terris! -- saa viger han vel ogsaa heri for ingen af dem, som denne Som- mer ere komne i min Vei, Dahl undtagen. Hvor vel oplyst Ungdommen i det Hele er, kan jeg ikke bedømme. Deels til- lod Trængslen kun saa at fremstille sig, deels og fornemme- lig var der en Dreng og en Pige, som tog saa aldeles Luven fra alle de andre, og vare saa bevandrede i Bibelhistorien, og gav næsten altid saa over al Forventning tilfredsstillende Svar, at en særdeles nøiagtig examen rigorosum, hvortil her hverken var Tid eller Sted, maatte til, for ret at komme efter de andres Kundskaber. 5te Juli Biskop Lumholtz døde den 21de Juni. Nu vil det altsaa vise sig, om Delingsplanen iværksættes, og hvis ikke, SIDE: 538 om Neumann, Tybring eller en Tredie bliver Stiftsprovst Gud skee Lov, jeg er udenfor det! Skolecommissionen antog i det Hele mine og Sogne- præstens Forslag. Skolelærernes Antal forøgedes og deres Løn forbedredes. Forsaavidt var da alting godt og vel men jeg kan dog ikke sige, det var af de Visitatsmøder, hvor jeg med Glæde præsiderede. Der herskede ikke Liv og Aand i denne Forsamling. 7de Juli. I deiligt Veir seilede jeg med Normann, Kjelstrup og Daae til Leganger. Her er en særdeles skjøn Præstegaard, store smukke Værelser, blandt dem en Stue, som næsten tør maale sig med min Storstue. Her er en Frugthauge, av hvis Revenue indkjøbes fornøden Kaffe, Sukker og deslige Colonialvarer for sin Huusholdning, men en elendig Gaard forresten, og et couperet Terrain, hvor man ikke kan gaae et Skridt uden at klavre op ad Bakker. Udsigten er ind til Fjorden, men skjønt man egentlig ikke seer andet end Vand og Fjelde, disse endda temmelig nøgne, har dette Syn noget interessant, og ligesom jeg i Aalhuus aldrig kunde see mig mæt paa den vakre Kirke, saa gaaer jeg og ofte her til Vinduet, for at see ud over Fjorden, og mores ved at høre Bølgerne skylle op ad den Klippe, hvorpaa dette Huus er bygget. 8de Juli. Jeg formoder, at Normanns Prædiken ei var skreven in extenso, men desuagtet var det den bedste og bedst fore- dragne Prædiken, jeg i dette Aar har hørt. Der var Liv og Kraft og Følelse, ægte Christendomsaand, hverken polemisk, dogmatisk, bebremmet med Veltalenhedsfloskler, eller kold tør Moral. Det mandig skjønne Organ, den simple, hjerte- SIDE: 539 lige og derhos alvorlig høitidsfulde Tone, hvori Lærdomme og Formaninger fremførtes, bidrog til at give Talen Værd. Om iøvrigt denne Prædiken var bedre end N. Hertzbergs, kan jeg nu ikke sige, men at disse to tilkomme Fortrinet blandt de 28 jeg har hørt paa Landet, og maaskee blandt de mange, jeg har hørt i Byen, siden jeg kom hertil, det er min faste Overbeviisning. -- Hvad Leganger Ungdom upaa- tvivleligen maa være om 3 Aar, hvis jeg da lever og igjen besøger Sogn, det er den ikke endnu, men selv nu hæver den sig dog over Hoben, hos hvem det betragtes som en Hovedsag, hvo der kan skraale høiest. Min Slutningstale, hvori jeg tolkede min Glæde og mit Haab, var over Phil. 4, 4. Klokken 2 kom vi fra Kirken og Klokken 4 kom vil til Bords! det gik nu vel vidt. Jeg faaer god Mad, behandles i alle Maader særdeles honet, finder overalt en Peenhed og Elegants, som behager mig, og som er en sand Contrast mod det lumpne Liv paa Voss, men at man lader 3 trætte geistlige Mænd og forresten et hæderligt Compagnie af Mænd og Qvinder fulte 2 samfulde Timer efter Hjemkomsten fra Kirken, det er dog at drive den fornemme Leveorden saa vidt at det bliver anstødelig Mangel paa Opmærksomhed. Imidler- tid fik vi meget god Mad, og at min Kones Skaal høitide- ligen blev drukket under Glassenes Samklang, det forsonede mig med Vertinden og al Verden. 9de, 10de og 11te Juli. Jeg nødsages til at slaae disse 3 Dage sammen. Ved Visitatsmødet i Fredags vare de saakaldte Grændemænd til- stede, og efterat det var forbi, fik Normann ved deres Bi- stand indrettet en Slags Arbeidsanstalt, som i Bergens Stift hidtil er ukjendt, at nemlig Uld indkjøbes og leveres de Fattige til Forarbeidning, hvorved man haaber at faae alt Betlerie i Sognet afskaffet. Efter mindre end 2 Aars Op- SIDE: 540 hold i Menigheden, besidder Normann dens uindskrænkede Tillid, og kan faae udrettet hvad han vil. Med utrættelig Arbeidsomhed, Standhaftighed, Blidhed og Uegennytte gjør han sig værdig til den høieste Agtelse, og nyder den, hvor han kjendes. At han er Stiftets første Præst, og at han, hvis jeg paa en eller anden Maade kom bort, qualificerede sig mere end nogen anden til at vorde dets Biskop, derom kan intet Øieblik tvivle. Løverdag forlod jeg Leganger og reiste til Sogndal. Saa kom den bedrøvelige Visitatsdag, da jeg vaagnede med Febergysen. 12te Juli. Det hele overcomplette Skoleholdercorps fremstillede sig for min Seng, men at de fleste af dem ikke havde Bryl- lupsklæder paa, det er vist. Et saadant Ensemble af maade- lige Subjecter har jeg i Aar kun fundet i Ladevig, og da man i Sogndal tager igjen i Quantiteten, hvad der skorter i Qualiteten, saa troer jeg vel ikke, at jeg i alle Søndfjords 6 Præstegjæld, hvor man for 2 Aar siden neppe vidste, hvad der forstodes ved et organiseret Skolevæsen, fandt et større Antal af svagelige Karle, end i Sogndal, hvor den redelige, gudhengivne, menneskevenlige Provst Kamstrup har været Præst. Heller ikke fandtes i Skolecommissionen, som afgjordes i megen Korthed og Enfoldighed, større Skoleholderløn at behøves end 31/2 Species, som da nok er det mindste i Bergens Stift, med mindre man andetsteds i det elskværdige indre Sogn maaskee endnu mere kniber Oekonomien. 23de Juli. Om Statholderens Ankomst er man i fuld Vildrede. Christie fandt det underligt, at en General ved høi Sommer- dag sender en Adjutant henad en banet Vei, for at see om SIDE: 541 den er passabel for ham, da han vel maatte komme frem hvor andre, endog Fruentimmer og Børn, jevnligen reise. Det synes og som om saadant kunde afgjøres ved Fore- spørgsel og Brevvexling. 24de Juli. Man vil vide, at Fordringernes Opgjørelse skal nu forsaavidt være istand, at Norge af Statsgjælden skal betale Danmark 3 Millioner, hvilke Kongen menes at tilveiebringe ved i 10 Aar at renoncere paa sin og Kronprindsens Appanage. 27de Juli. Nu er Gaaden opløst. Til Generalen, Christie og mig ere Breve komne fra Statholderen, som bebude hans An- komst. I Dag forlader han Christiania, den 31te vil han være i Maristuen og den 1ste August paa Leirdalsøren. Derfra tager han Søeveien hid. I hans Suite er General- major Stabell, Kammerherre Mansbach, Cancellieraad Hart- mannsdorff og den Major Carpelan, som var her for at besee Veien. Han logerer paa Fæstningen og Generalen har hos Svindt laant Sengklæder, Sølvtøi og andet. Paa Tirsdag afgaaer Oberst Reichborn i Tønnes Rolfsens beqvemt ind- rettede Vængebaad for at afhente Excellencen. Falsen drager ham imøde til Maristuen, hvor nordre Bergenhuus Amt begynder. Og nu er da alt i Bevægelse. Studiosus theologiæ Hammer havde den Uforskammet- hed at sende en af sine Skoledrenge og bede mig laane ham min Carriol og Sæletøi. En Uhrmagerkone har nylig gjort min Kone en lignende Anmodning; begge vilde blot gjøre Lysttoure. Det er en ganske forunderlig Impertinence. 28de Juli. Det kunde maaskee dog ikke være afveien, om jeg, efter SIDE: 542 den Idee, jeg engang havde, ophørte at skrive Dagbog, naar jeg fylder mit 50de Aar. Siden min Hjemkomst føler jeg en Ulyst til dette Arbeide, som jeg rigtignok ogsaa følte nogle Gange i Christiania, og da overvandt, men som nu er næsten stærkere end nogensinde før. Den store Behagelig- hed, livagtigen at kunne gjenkalde Mindet af hver Dag i flere Aar, gjør mig det vistnok betænkeligt saaledes at formindske Summen af min Fremtids Glæder, der ved tiltagende Legems- svaghed maaskee ville falde heel sparsomme, og det er allene med Hensyn paa en saadan Fremtid jeg vedbliver, hvis jeg kan blive Herre over det Mismod, der nu betager mig næsten hver Gang, jeg griber Pennen og fortsætter Arbeidet. 29de Juli. Der var Stads paa Skydebanen, og jeg lod mig over- tale til at tage derhen. Jeg lod altsaa spænde for og kjørte afsted. Det gik mig som Marquisen i "Den adelige Borger", der maatte gjøre et Skridt tilbage, for at Jourdan kunde gjøre den tredie Compliment. Jeg overraskede Directionen, og der var ei givet Ordre til Velkomst-Salut. Lexow kom mig altsaa imøde, og bød mig velkommen, men da jeg vilde gaae videre, bad han mig blive staaende et Øieblik i Folke- vrimmelen. Jeg adlød og fik nu mine 8 Skud, hvorpaa jeg inviteredes ind paa Kamppladsen, hvor en stor Hob velklædte Mennesker deels stod, deels gik, deels sad paa Bænke. Med- lemmerne have en Sølvpoppegøie hængende i et grønt Baand paa venstre Bryst; langt borte kunde man ansee dem for en Flok berømte Forligelsescommissairer, der bar det nye Hæders- tegn. Iøvrigt er kun at anføre, at Fuglen blev siddene, saa at man i Aften ingen Fuglekonge fik. Her tales om et overordentligt Storthings Sammen- kaldelse for at bestemme, hvorfra de 2 Millioner skulle komme, der skulle afgives til Danmark. Thi om end Kongen og SIDE: 543 Prindsen opofre deres Appanage, spares dog derved kun 1 Million; 2 ere endnu tilbage, og ak! hverken Grønland eller Ret til Ørkenøerne have vi at sælge. 30te Juli. Apotheker Monrad har fra sin Udenlandsreise hjembragt et Par nye danske Poesiesamlinger. Den ene er af J. C. Boye, Körners Oversætter, "der finder intet Lye og har intet Hjem, førend Klippens Nat forsvinder, og dens Sol gaaer frem" ): førend vi igjen underkaste os Danmarks souveraine Regjering. Det længste Stykke i denne Samling er "Elisa, eller Venskab og Kjærlighed", lyrisk Drama i 3 Acter. Jeg læste den ene, og fandt ret smukke Vers, men iøvrigt er det et af de meest udramatiske Dramer jeg har seet, vandigt følsomt Præk, hist og her forsat med de Tale- maader, som bruges i alle Ridderromaner. De øvrige Smaadigte ere omtrent af lige Værd; ikke mindste Spor af Originalitet -- jeg kunde ikke udholde at læse Halvdelen af dem. At Norge ikke kan tælle Boye blandt sine Digtere, er et Tab, det let kan trøste sig ved. 31te Juli. Nei, jeg ophører ikke med Dagbogskrivningen. I Mor- gen begynder jeg den ottende Aargang, og sætter mig ingen Grændse. Faaer jeg end efterhaanden en Oldings Legeme, jeg har endnu en Ynglings Aand og Hjerte, og beholder dem ventelig saalænge jeg beholder Livet. Saalænge ville og den forgangne Tids Minder være mig kjære, og at for- øge denne Capital saalænge jeg kan, føler jeg at være Pligt mod mig selv. Jeg tør ikke sige, "det er mit Forsæt" -- thi hvo kjender, hvo er Herre over sin Fremtids Skjæbne? -- men mit Ønske er det at have Kraft og Stemning til at fortsætte min Dagbog indtil den sidste Sygdom henkaster SIDE: 544 mig paa Leiet, eller den svage, rystende Haand opsiger mig sin Tjeneste -- altsaa indtil mit Livs Historie er aldeles fuldendt, og min bedste Svigersøn blot behøver at tilføre min Dødsdag. Fugleskydningen tilendebragtes, og ved et Tilfælde da Geværet gik af, inden han ret fik lagt an, blev Walle Fuglekonge. Om to andre Gevinster, som ikke vare nedskudte skjød man til Skive, og Christie fik dem begge. Et vemodigt blidt Minde vaktes hos mig i Eftermiddag da Mariane tog "Høstgildet" frem, og sang og spillede nogle af dets skjønneste Sange. Taarerne stod mig i Øinene, idet jeg tænkte tilbage paa den skjønne Ungdomstid, da disse Toner endnu vare nye, og sødt tryllede mine, som enhver følende Ynglings og Piges Hjerte. Der er vel ikke mange som i disse 29 Aar har bevaret denne Følelse i dens hele Livagtighed, der 50 Aar gamle synge: "Jeg fremmed hit til Staden kom," ofte med samme ungdommelige Varme som i deres 21de. Gud skee Lov, jeg føler i denne Henseende liden eller ingen Forandring hos mig -- for mig ere Warners Ord [fotnotemerke] aldeles fattelige: "Unge ere vi, min Broder, saalænge vi leve, unge skiltes vi ad, unge sees vi igjen, unge leve og døe vi, til evig Ungdom opvaagne vi: -- Gaudeamus- igitur!" 1ste August. Saa har jeg da nu levet 50 Aar! I min tidlige Ungdom var dette ei at formode; selv paa min sidste Fødsels- dag var min Helbred saa maadelig og mit Sind saa nedstemt at jeg halvveis mistvivlede om at opleve denne Dag. Ogsaa mit 40de Aar fyldte jeg her i Bergen; da blev min Skaal drukken af det store Familiebæger, som fra den Dag blev min Eiendom. Endnu 10 Aar tilbage, da var jeg i Kjøbenhavn. Fotnote: I Ifflands Comedie "Herbsttag"; cfr. Pavels's Autobiographie S. 190 -- 9 SIDE: 545 Jeg havde indbudt mine kjæreste Venner til Egholmsdal og tilbragte en glad Aften med dem. Otte af dem leve endnu; Schmidt [fotnotemerke] og Prof. Mynster, begge yngre end jeg, ere gangne forud til Fædrelandet, did vi alle stunde. -- -- -- Men nu fremad 10 Aar! hvad saa? -- jeg kan ikke andet eller bedre sige end hvad jeg ifjor den 1ste August afskrev af et Körnersk Digt: Gud! som du vil! -- dig vil jeg døe og leve! 4de August. Her skal være mange Mennesker, nogle endog over den Stand, hvor saadan Lettroenhed kunde undskyldes, som staae i den Formening, at det ikke er Statholderen, men Kongen selv, som kommer hertil i Morgen, og at han reiser incognito, for at forebygge embarras og kostbare Tilberedelser. 5te August. Sandels er en vakker Mand med ædel Anstand og et alvorligt Udseende. -- Generalen bad mig og det øvrige høi- fornemme Selskab spise med Hs. Excellence. Jeg lod holde ved den inderste Port, da jeg ikke fandt det anstændigt at kjøre lige til det Huus, hvor Rigets Statholder boede, helst paa den underlige Maade man her kommer frem. Justits- raad Klingenberg lod sig imidlertid kjøre lige til Døren, og den spidsfindige Falsen anmærkede: at det var Skade, man ei længer brugte Portechaise, hvori man kunde lade sig ind- bære i Stuen og raabe der: "Haltet Porteurs!" 6te August. Da jeg havde forestillet Præsterne og Lærerne, blev jeg kaldet øverst op i Stuen, hvor Hartmannsdorff oplæste Fotnote: F. W. Schmidt, see Pavels's Autobiographie S. 250. SIDE: 546 et Commissorium til at paahænge mig Commendeurstadsen, hvilket da og skede, dog ikke under alle de Ceremonier som i Christiania, hvorimod jeg her fik et Favntag, som jeg der intet mærkede til. -- Ved Middagsselskabet hos Generalen blev hverken Kongens eller Kronprindsens Skaal drukken, kun Excellencens og de forenede Rigers. Christie fandt heri megen Malconduite. 7de August. Fra von der Lippe kom 44 Flasker Rødviin, den sæd- vanlige Ordinationsforæring. 8de August. I det Selskab, Byen sagdes at give Statholderen, var der megen Stads og Herlighed: Mad og Drikke i Over- flødighed, Musik og Kanonskud. Men jeg nægter ikke, at Synet af de mange Embedsmænd, hvoriblandt kun faa indbudne, gjorde mig beklemt og ærgerlig, og da Greven proponerede Magistratens og Borgerskabets Skaal, skammede jeg mig saaledes paa mine Gjenboers Vegne, at jeg ønskede at kunne forplante nogle af mine Følelser paa deres uomskaarne Hjerter. 9de August. Den femte Gjæstebudsdag er nu ogsaa lykkelig over- staaet. Det var hos Krohn paa Lunggaarden, man i Dag beværtedes, altsaa elegant og overflødigt. Sandels holder Middelvei mellem Essens Stivhed og Mörners altfor store Ligefremhed; Falsen synes at staae høit anskreven hos ham. -- Ved alle disse Gjæstebude er Opvartningen, Himlen skee Tak! gaaet med en i Bergen meget sjelden Hurtighed, hvor- med Kjøbmændene, der gjerne sidde 3 -- 4 Timer ved Flasken, just ikke vare meget fornøiede, men efterat Sandels havde SIDE: 547 forføiet sig bort, slog de dem løs af Hjertens Grund, og den hele Aften var saadan velholdende Canonade, at det fast mere lignede en Bataille end Gjæstebud. 10de August. Paa den korte og ubetydelige Skolehøitid i Realskolen nær, hvor fire Præmier (en Skrivelade, en Portefeuille, et Bestik og en Farvelade) uddeltes, var dette en Hviledag for mig. Da Slutningsverset var sunget, kjørte Greven til Damsgaard, for at dejeunere. I Aften var Comedie (den kjedsommelige Ifflandske Præken: "Manden af Ord") med tilhørende Epilog af Sagen og Soupér. Efter Bordet dandsedes til Klokken fire. -- Posten bragte Brev fra Lieben- berg. Om Biskop Tetens fortæller han, at hans Talegaver ere udmærkede, men hans Declamation og legemlige Veltalen- hed aldeles theatralsk, høist upassende paa Prædikestolen. Liebenberg var tilstede ved Bispevielsen, hvor Tetens ivrede mod Forargelse og raabte mange heftige Veer, men talte ikke et Ord om sig selv og det Embede, hvortil han indviedes. Søndagen efter hørte han ham prædike i Fredriksberg Slots- kirke. Hans Skildring over den Dydiges Dødskamp og Tri- umph, naar hiin er overstanden, var frappant. Paa enhver Talerstol vilde jeg finde den upassende, og kun ved et De- clamatorium eller i et Skuespil paa sit Sted. -- Ogsaa Liebenberg giver den nu herskende æsthetiske Smag Fortrin for den som prædominerede i vor Ungdom, efter hvilken Richardson, Müller (sic) og Lafontaine o. fl. vare de store Lys. Overalt er det vel ingen af Æsthetikkens Venner og Dyrkere fra de Dage, der i den Grad er gaaet frem med Tiderne som Liebenberg og jeg, ligesom vi vel og af de Prædikanter, som paa den Tid havde vundet Celebritet, ere de eneste, som ret have erkjendt og nyttet de væsentlige Forbedringer, Tids- alderens Aand har indbragt i det religiøse Foredrag. SIDE: 548 11te August. I Domkirkens Chor var en liden Stol paa et godt Sted indrettet til et bequemt Sæde for Statholderen, Gene- ralen og Stiftamtmanden; i en større maatte Sviten tillige- med Amtmand Falsen tage tiltakke med Bænke. -- jeg talte over 1 Petr. 4, 11. de samme Ord, gamle Provst von der Lippe, Ordinandens Farfader havde valgt til Text, da han for noget over 26 Aar siden indsatte mig til mit første Præsteembede. Jeg omtalte denne Omstændighed, og gjennem- gik Texten cursorisk. At Religionslæreren i Kirken bør tale Guds Ord, altsaa ikke om Agerdyrkning, fornuftig Oekonomie, Sundhedspleie o. dl., var min første Erindring; at han bør forkynde alt hvad der kan kaldes Guds Ord, ikke blot kold tør Moral, og ikke blot Dogmatik og Mysticisme, at han overalt ei bør rette sig efter Moden, men randsage Skriften, som siger at Jesus Christus i Gaar, i Dag og i al Evighed er den samme, var den anden. Hvad Tjenesten angaaer, da kan naturligviis ikke fordres andet, end at man troligen tjener efter de Evner, som Gud har givet, men dette kan fordres, enten vi have faa eller mange Talenter, hiin eller denne Naturgave, at vi skulle tjene med Retskaffenhed, saa at ei vor Vandel nedbryder, hvad vor Lære skulde op- bygge; med Troskab og Flid, ei som noget vi betales for, og derfor søge at faae Ende paa snarest muligt, for at komme til noget behageligere, men som vort Livs Hovedsag: endelig med Tillid til Gud, at den Gjerning, der skeer efter hans Villie og i hans Navn aldrig vil være frugtesløs. Ved Overgangen fra første til anden Deel glemte jeg en Erindring om Maaden, hvorpaa Guds Ord bør foredrages: hverken med triviel Snaksomhed eller theatralsk Pathos. I Forbigaaende nævnte jeg det siden, men den vidtløftigere Udførelse var det maaskee godt at opsætte til en anden Gang, deels fordi Talen var lang nok, deels fordi Bødtker, om jeg SIDE: 549 kommer at ordinere ham, mere trænger til den sidste Formaning, end von der Lippe, og den første maaskee kunde udtydes som Satire paa Meyer, der var blandt de udenbyes Præster, der havde indfundet sig til Ordinationen. -- Von der Lippe foredrog sin Prædiken som sidst, med correct Simpelhed; at hans Foredrag vil med Tiden faae mere Liv og Kraft, tvivler jeg ikke paa. Epilog. Det blev dog, som jeg engang tænkte. Venit summa dies et ineluctabile tempus. Min Dagbog ophører. Jeg var i et Par Dages Restance, da Rosenfeberen pludselig indfandt sig, og gjorde mig i 3 Dage aldeles uskikket til at skrive. Sygdommen fængsler mig endnu til Seng og Sopha, og vil vel endnu længe holde mig fra min sædvanlige Virksomhed. Jeg har i disse Dage sammenlignet de ældre Bind af denne Dagbog med de nyeste og især med det nærværende [fotnotemerke] , og finder at hine, saavel i Rigdom paa Materie, som i Foredragets Liv har bestemt Fortrin. Ja, det er et non plus ultra for dette som for alt andet. Gid jeg havde kunnet og villet vedblive fra 1791, da jeg begyndte, til nu, det kan jeg aldrig ophøre at ønske; men nu er jeg 50 Aar, og her staaer Grændsen. Det være imidlertid langt fra mig, i en Alder, da Hukom- melsen maa svækkes, at overgive til Glemsel alt hvad der er mødt mig fra mit 50de Aar. Hovedinholden af hvad jeg hidtil har optegnet, optegner jeg ogsaa nu, men som Dag- register, ikke som Dagbog. Det bliver ingen Lecture for Fotnote: begyndt 11te Marts 1819. SIDE: 550 mig eller noget andet Menneske, men kun korte Noticer, hvorved jeg kan bevare i Erindringen hvad ellers var bleven glemt, og saavel i Embeds- som Privataffairer orientere mig over hvad der kan være mig interessant eller vigtigt at mindes, uden at det derfor qualificerer sig til at indføres i Copiebøger og Regnskabsprotocoller. 1ste September. Nei, jeg kan dog ikke ophøre med Dagbogskrivningen. Det forekom mig som om jeg ikke mere levede. Jeg faae for mig et Mørke og en Tomhed, der gjorde mig mismodig. Det var som en vigtig Revolution i min Skjæbne var skeet eller forestod. Eneboerens Ord: "For mig er Tiden ophørt, og den lange Evighed har taget sin Begyndelse", lød i melan- cholske Øieblikke for mit Øre. Dagregisteret (som jeg kaldte det) tilfredstillede mig ikke. At skrive de 3 -- 4 Linier faldt mig vanskeligere end ligesaa mange Sider. Der kunde heller intet siges om min Lecture, intet om de Betragtninger jeg over en og anden Ting havde anstillet, intet om de Samtaler, jeg havde holdt; det blev et tomt Skelet, der tildeels kunde hjælpe paa Hukommelsen, men havde ingen Interesse for Aanden eller Hjertet. -- I Guds Navn, lad mig da efter denne halve Maaneds Pause igjen begynde forfra og vedblive, saalænge det skrøbelige Legeme ikke reent nedkuer min raske, dristige Aand. 2den September. Hvad Sagen fortalte om og efter Rein, anføres korte- ligen. Hans Helbred er omtrent som den var, da han reiste, især mærkes intet til at Hukommelsen er styrket. Treschow SIDE: 551 har aldeles betaget ham Haabet om et heldigt Udfald paa den Bødtkerske Affaire. Han har fem Gange talt med Kongen, og er meget indtaget nu; ogsaa Kronprindsen synes han godt om. Anker og Wedel viste ham megen Opmærksomhed; jeg lever maaskee endnu den Dag, da jeg seer baade Rein og Falsen med Nordstjernen paa Brystet. 7de September. Posten bragte mig i Breve fra Hersleb og Saxild en meget sørgelig Tidende: Expeditionssecretair P. Vogt, der med sin Kone var reist til Danmark for at besøge hendes Familie, blev paa en Skydsstation noget udenfor Kjøbenhavn pludselig syg -- og døde. Hvad hans Kone og 3 -- 4 ufor- sørgede Børn have tabt, lader sig slutte. Hersleb, hvis inderlig elskede Ungdomsven han var, sørger ogsaa meget. Men det er ikke blot Frænde- og Vennekredsen, der smerte- ligen føler sit Savn. Han var en udmærket duelig Embeds- mand, og det Kloge og Gode, Kirkedepartementet har udrettet, den Hurtighed i Besvarelser, den Bestemthed i Resolutioner, hvorved dette Departementet hæderligen har udmærket sig, var vist for det meste hans Værk. Hvorfra skulde en gammel Professor i Philosophie faae de Kundskaber og den Routine? Var han nu desuden, som Hersleb siger, Bibelselskabets Sjel, og -- om end dette Prædikat uomtvistelig tilkommer Hersleb selv -- var han dets høire Haand, uden hvis Bistand Sjelen ikke godt kan udbrede og forplante sine Ideer, var det ham man havde at takke for, at Brevvexling og deslige Affairer gik nogenlunde ordentligt -- staaer Hersleb ene, da, som han selv tilstaaer, hverken Stenersen eller Saxild i fjerneste Maade kan blive Selskabet hvad Vogt var -- da hvilket ubodeligt Tab for det fattige Selskab, der allerede nu synes at ligge in agone! Saxild vil søge hans Embede -- en dristig Beslutning! Jeg for min Deel anseer ham, med al SIDE: 552 hans gode Villie, for ligesaa uskikket dertil, som Vogt var ferm og duelig. Øvet Forretningsmand maa man fremfor alt være, for at beklæde en saadan Post, og det er neppe Saxild, foruden at hans Forstand uden Tvivl er svag og hans Indsigter faa. 8de September. Af Nationalbladet udkom den 30te August et Extrablad, som uddeltes gratis, og hvad man deraf, af Intelligents- seddelen og Rigstidenden kan vide, den omhandlede Sag angaaende, optegner jeg her. Det er, som forhen her er omtalt, for noget siden fældet en Høiesteretsdom, hvor en Lieutenant Schrøder, som var actioneret af sine Cammerader for feig og slet, men legal Opførsel, aldeles frikjendtes, og disse idømtes Processens Omkostninger. Imidlertid syntes Generalmajor Nilson ikke at have viist Dommen den Agtelse, en Dom af Landets øverste Tribunal kan gjøre Fordring paa, og dvælede med at hæve hans Suspension. I Fredags otte Dage saaes Schrøder i civile Klæder løbende gjennem en Gade, og bagefter ham Lieutenant Staib i Uniform, skrigende med dragen Sabel. Schrøder blev greben og sat paa Fæstningen i streng Arrest, og paa hans Requisition omsider ogsaa Staib, skjønt i langt mildere. Optrinet fore- gik i Nærheden af Børsen (Mad. Pløens Gaard, ligeover- for Byens Vagt). Det var strax efter Børstid; Borgere og andre Byens Indvaanere stod der og snakkede, da en Lieutenant fra Vagten jog dem bort, og Undercommandanten Baron Wedel truede en Inspecteur Kock at lade ham arre- stere, men faldt dog siden paa fredeligere Tanker. I alt dette er nu adskillige Gaader, som det er rimeligt man ønsker opløst. Opløsningen æskes med megen Alvor (ventelig af Advocat Hielm) i Nationalbladet. I Intelligentsen spørges ironisk, hvorvidt en Commandants Myndighed gaaer, om SIDE: 553 man en anden Gang skulde træffe paa en Commandant af en mindre mild og eftergivende Natur end Wedel. I Rigstidenden siges i en Indrykkelse for Betaling, at Sagen er nu under alvorlig Undersøgelse, at Staibs Hand- ling vistnok synes overilet og lovstridig, men kan dog maaskee have undskyldende Grunde, som Publicum ikke kjender, og at man derfor ønsker Sagens Beskaffenhed og Udfald fuld- stændigen bekjendtgjort, som da Vedkommende vel heller ikke kunne vægre sig for [fotnotemerke] . 9de September. En ny Udgave af Grundtvigs Krønike, udkommen i 1817 i Anledning af Jubelfesten, har jeg i disse Dage læst. Grundtvig er i alle Maader consequent, det kan man ikke nægte. Skriftets Aand er uforandret den samme, og jeg kan aldrig ophøre at finde det arrogant, saaledes at fremkalde Tidsaldere og Mennesker for sit Tribunal, og næsten bryde Staven over dem alle. Endnu, som da jeg læste første Ud- gave, overfalder mig en underlig Beklemmelse, naar jeg har læst en Stund i denne Bog; men klart bliver det mig nu som da, at det ikke er saaledes ægte Christendomsaand ud- taler sig, at de forbigangne og nærværende Tider ere bedømte med altfor ukjærlig Haardhed, at et Menneskesamfund aldrig har været, -- aldrig her paa Jorden kan vorde, hvad Grundtvig med ubøielig Haardhed, næsten som conditio sine qua non, fordrer til at blive lykkelig paa Jorden og salig i Himlen, og at, saa dybt jeg og føler, at Aandens Klarhed og Kraft i en sjelden Grad er forenet med Hjertets Varme: saa kan jeg dog ikke sætte mig ind i hans Ideegang, og lykønsker mig med ikke at kunne det: saa siger dog en ind- Fotnote: Om "den Schrøderske Sag" see H. A. Bjerregaards efterladte Opteg- nelser til Norges Historie efter 1814, trykte i Morgenbladet 1859, No. 222. SIDE: 554 vortes Bevidsthed mig, at det ikke er en Afvei paa hvilken jeg vandrer, skjønt det ikke aldeles er den Vei, Grundtvig anpriser som den eneste rette -- saa vilde jeg ikke for meget godt være denne Bogs Forfatter. Hovedforskjellen mellem denne Udgave og den forrige er, at han langt vidtløftigere udbreder sig over de tre sidste Aarhundreders Historie, især i aandelig Forstand, udenfor sit Fædreland, men at derimod Danmark og dets Skribenter aldeles er forbigaaet, især i den allernyeste Tid, indtil han paa sidste Blad lader Saga be- kjende, at Danmark aldrig har avlet nogen Sværmer, med mindre det skulde være ham selv, men saa er det med Guds Propheter og Apostler og med Morten Luther og med Saga selv han sværmer, og saa er hans Sværmerie ikkun det, at Jord og Himmel skal forgaae, men Jesu Ord skal dog bestaae. 15de September. Grev Wedel kom i Gaar Aftes med sine to Sønner og deres Lærer. Han havde været 8 Dage underveis paa en Lodsbaad, og var i den Tid slet ikke iland. -- Efterat Wedel var gaaet, kom Stiftamtmanden, for efter Befaling at meddele mig et Brev, han med Gaarsposten havde faaet fra Kongen. Hans Majestæt var med særdeles Velbehag underrettet om den udmærkede Modtagelse, Grev Sandels havde fundet i Bergen, og fandt et kjært Beviis paa Ber- gensernes Hengivenhed til ham selv i den Agtelse, der var viist den Mand, som kom i hans Navn. Han maatte antage dette som en Følge af Embedsmændenes Bestræbelser at vække og vedligeholde en god Stemning, og ligesom han personligen takkede Christie, saa bad han ham ogsaa bevidne alle i Almindelighed og Generallieutenant Lowzow og Biskop Pavels i Særdeleshed hans Tak og Tilfredshed. Det havde ikke været ham muligt i dette Aar at besøge Norge, men næste Aar var det hans fulde Forsæt tilligemed sin elskelige SIDE: 555 Søn Kronprindsen at reise til de fornemste Steder i Norge, og da ogsaa at besøge Bergen. Christie var iført sin Stads- uniform, der, saasnart han faaer den paa, giver hans Væsen en vis høitidelig Gravitet. 16de September. Grev Wedels to Sønner, ledsagede af deres Hovmester, gjorde mig Visite. Det er et Par vakre Drenge, Peder Anker 10 og Harald 8 Aar gammel. De skal have lidt meget ondt paa Hidreisen, især en Nat, da de udenfor Lister- landet havde en Storm, men den forvovne Wedel var paa ingen Maade at formaae til at søge Land. Læreren var saa søsyg og blev saa bange, at han med sine Elever tager Landveien hjemad. 17de September. Professor Arentz's Kone blev begravet. Ud- og Ind- vandringen og den flaue Complimenteren til Familien efterat have fulgt den hjem, var som sædvanligt; derimod var der et eget Slags Ceremoniel ved Begravelsen. Vi gik strax til Graven, og Jordpaakastelsen skede, og dermed maatte man da troe alt var forbi. Men nei, Sangerne gik ned imod Kirken, vi bagefter i Procession opad Gulvet; der var Orgel- spil, Alterlysene brændte, og vi indeluktes i Stole. Jeg maatte nu troe, Fleischer skulde holde Liigprædiken, endskjønt jeg fandt det at være et underligt hysteron proteron, efterat Kisten alt var nedsænket i Jorden. Men nei, heller ikke! De der havde Psalmebog sang to Psalmer, de andre sad og gabede, og da saa det var forbi og der præluderedes til den tredie blev der igjen oplukket for os. Rygtet om Kongens Brev skal have vakt megen behage- lig Sensation i Publicum; man er nu vis paa, at Yttrin- gerne af Statholderens Tilfredshed var hans sande Alvor. SIDE: 556 27de September. Christie fortalte udførligen om sin, Statsraad Aalls og Rosenkildes mislykkede Ambassade til England 1814. Saasnart de vare komne til London, tilkjendegaves dem, at de inden 24 Timer maatte være ude af Staden igjen. De indgav Ansøgning om at maatte blive der som Privatmænd, Aall og Rosenkilde for at udføre Handelsaffairer, Christie for at studere engelsk Lovkyndighed -- nei! 22 Timer efter deres Ankomst maatte de reise igjen, og saae intet uden hvad de kjørte forbi, hvoriblandt et lidet Glimt af St. Paulskirke. -- Siden faldt Talen paa Fuldmagten til det extraordinaire Storthing og Hurraraabet i Domkirken den Dag Borgereden aflagdes m. v. Christie havde, førend der voteredes den af- gjørende Dag, sagt adskillige, at han og hans Colleger vare nødsagede til at stemme mod deres Overbeviisning, og han troer, hvis dette ei var skeet, at Sagen vilde taget en anden Vending, og at Pluraliteten maaskee vilde stemt imod Fore- ningen. -- Tilsidst kom Grev Wedels Ophold paa Tale. Han havde pralet af at kunne drikke saamegen Rødviin han vilde, uden at blive beruset. Dagen efter hans Ankomst, da der var Selskab paa Toldboden hos hans Vert, Capt. Lassen [fotnotemerke] , havde han paa en Maade provoceret baade L. og Gjæsterne, saa der blev en slem Svir. Der indbragtes en Pocal, som tog omtrent en halv Flaske, og General Lowzow nødtes til, imod sin Villie og Sædvane at tømme 2 saadanne. Han befandt sig ikke ilde derefter, men var dog saa utilfreds dermed, at han afslog alle senere Invitationer, for at und- gaae et lignende Optrin. Dog Wedel faldt selv paa frede- ligere Tanker. Da han var kommen fra Bordet, befandt han sig saa ilde, at han ikke viste sig mere den Aften, hvor- Fotnote: Const. Toldinspecteur i Bergen, siden ansat i samme Egenskab i Throndhjem. SIDE: 557 imod den gamle General spilte sin Boston med fuld Samling og meget Held. 28de September. Præsten Brun fortalte om den store Ære, han havde indlagt sig ved sin Demisprædiken i Kjøbenhavn, da Prof. Hornemann offentligen havde prostitueret en anden Student, der prædikede samme Dag, for at kunne gjøre hans Hæder desmere glimrende. Det er da ikke det eneste Fusentasterie. Hornemann har begaaet i de 86 Aar, han har levet her paa Jorden. 1ste October. Jødefeiden har i Kjøbenhavn taget en alvorlig Vending, alvorligere, som det synes, end i nogen af de tydske Stæder. 2den October. Nordens Guder, et episk Digt af Øhlenschlæger, har jeg udlæst. Den hele nordiske Mythologie har han her for- enet til et Heelt, hvor, med alt hvad man har sagt om disse Digtningers uharmoniske Raahed, Eenhed og Sammenhæng er umiskjendelige, og hvor den tænkende Læser, under Øhlen- schlægers ægte poetiske Behandling, næsten overalt vil finde den høiere Tendents, de Nyere have opdaget, og som det kun er uvist, om den er Mytherne egen fra deres Oprindelse, eller tillagt dem af de sindrige Konstnere, som have bearbei- det de raae Materialier. Øhlenschlæger, som ved dette Ar- beide har realiseret sin gamle Idee, har udført, hvad Baggesen ogsaa engang havde i Sinde, men lykkeligviis opgav, og givet dem, der ei kunne øse umiddelbart af Kilden og ei nøies med tørre prosaiske Optegnelser, et sammenhængende Begreb om den nordiske Mythologie, hvilken jeg for min Deel til- staaer, aldrig saaledes at have kjendt og fattet. SIDE: 558 3die October. Christie fortalte den mærkelige Nyhed, at Halvor Hoel er sat under Action, og at Amtmand Weidemann, der har udstedt Stævningen, har tillagt ham de afskyeligste Stats- forbrydelser, Planer til at ødelægge Storthinget og Stats- raadet, ja endog at kuldkaste Regjeringsformen. 8de October. I Bergen har man den forvendte Skik, at Forældre ei maa communicere med deres nys confirmerede Børn, da Communicanternes Antal blev altfor stort, som om ikke de fleste Landsbyepræster paa visse Aarstider ene maa admini- strere for enlangt større Mængde, end her, hvor to Præster dele Arbeidet, nogensinde vilde tegne sig! Jeg fik et Brev fra Skolelærer Busch, som har været i Kjøbenhavn, og gjort sig bekjendt med den Lancasterske Underviisningsmethode, hvilken han nu ønsker min Bistand og varme Anbefaling til at faae indført her. 9de October. Bohr synes ei at gjøre sig store Ideer om Lancasters Methode, ligesaalidt som i sin Tid den nu næsten glemte pestalozzianske. Til et vist Punct troer han Ungdommen ret nemt kan bringes ved begge, men hvorledes man, naar det er naaet, fremdeles skal bygge paa den lagte Grundvold, og bibringe den saaledes oplærte Ungdom en høiere Grad af Kundskab, det forstaaer han ikke. -- Endvidere fortalte Bohr, at Amtmand Falsen, efterat han i 5 Aar ei har kunnet komme ind i det dramatiske Selskab, medens Drenge og Lapse ere ham foretrukne, ved sidste Generalforsamling er indvoteret, men har ladet Directionen vide, at han nu ei skjøttede om at indlemmes i Selskabet. Deri har han megen Ret; kun SIDE: 559 vilde jeg nok i hans Sted ladet mig udslette af Aspirant- listen for længe siden. 10de October. Siden Christi Himmelfartsdag har jeg ikke prædiket; i Dag besteeg jeg Domkirkens Prædikestol. Spørgsmaalet: "Hvad tykkes Eder om Christo?" var mit Thema; det op- løftes i to andre Spørgsmaale: Hvad troe I om Jesus? hvad føle I for ham? -- Prædikenen holdt vist Orthodoxiens strengeste Prøve, og jeg begriber nu ikke, hvorledes jeg kunde gjøre mig skyldig i den Inconsequents med det attende Aar- hundredes oplyste Theologer at ophøie Jesu Lærer- og Menneskeværd, og fortie det Udsagn, hvor han med rene Ord tillægger sig selv en høiere Natur og guddommelige Egenskaber, da det synes saa ligefrem, at naar han sagde alt dette, og det ei var sandt eller skulde forstaaes efter Bogstaven, maatte han enten være en Sværmer eller Bedra- ger, og i begge Tilfælde uværdig til Navn af ypperlig Lærer og exemplarisk Menneske. 11te October. Formedelst Stiftscommitteens Møde maatte jeg udeblive fra det nyttige Selskabs Generalforsamling. Sagen og Falsen var der heller ikke, og Gud veed hvem der var. Mødet blev maaskee ikke complet, og det var Selskabets Stiftelsesdag! og i dette Gjenfærd af et patriotisk Samfund er Norges Stat- holder nylig bleven Æresmedlem! Da Falsen og han Kone havde ladet sig melde her, fandt mine Fruentimmer, at vi burde gjøre Gjengjæld; did gik vi da i Aften. Foss forelæste et Stykke, som spilles næste Gang og prøvede en Scene med Fru Falsen. Falsen kan være meget interessant, naar han vil, og hans Kone er meget elskværdig. Han troer ellers, at en stor Feil er begaaet SIDE: 560 i at afgjøre Gjældssagen, uden at Storthinget i Forveien er sammenkaldt. Kan saa være! men Udfaldet maatte nød- vendig blevet det samme, med mindre Storthinget vilde ind- viklet os i Krig, først med Danmark og England, og siden vel med den samfulde Jord. Nu spares dog de betydelige Summer, et extraordinairt Storthings Sammenkaldelse vilde koste. -- Vor Aftensmad blev stegt ved Bordet. Man lægger raat Kjød i en nyopfunden compendiøs Maskine. Under denne øser man et Glas fransk Brændeviin, og tænder Ild deri, og efter fem Minutters Forløb har man den delicateste Beafsteeg. 12te October. Rigstidenden bringer Opløsning af den vigtige Gaade, som nu henved 5 Aar har sysselsat vore Patrioter: hvor- ledes Pengeaffairerne mellem os og Danmark kunne afgjøres. Det er ikke længe siden man frygtede, at dette aldrig kunde skee uden Sværdslag; med svagt Haab reiste Holst til Dan- mark for 2 Aar siden, og mistvivlede om at faae Sagen bragt til Endelighed -- det er da nu skeet, men formodent- lig mere ved Englændernes Magtstprog end ved Hovedperso- nernes Eftergivenhed; og skjønt det koster os Opofrelser, som vistnok haardeligen ville trykke Landet, vilde dog vel Krig trykke det end haardere, og jeg tør nu nære det Haab, at fredeligt Forhold mellem Norge og Danmark vil vedblive saalænge jeg lever, og at jeg aldrig skal nødes til med Munden at kalde dem Fiender, som til min Død vedblive at være mit Hjertes elskede Venner. -- 3 Millioner Rd. Ham- burger Banco skulle vi betale i 10 Aar; for de første 300,000 anseer Kongen sig berettiget til at udstede Obligation, hvor- efter Sagen vil i 1821 blive Storthinget forelagt, og de andre Obligationer med dets Consents udfærdiges. Til at afgjøre det Detailvæsen, som endnu staaer tilbage, udnævnes SIDE: 561 norske og danske Commissairer, som skulle være færdige inden 6 Maaneder. Archiver, Acter, Planer, Korter, Norge ved- kommende, udleveres strax. Den danske Regjering forpligter sig endelig til strax at borttage den norske Løve af Rigets Vaaben. 14de October. Efter Hammers Indbydelse besøgte jeg hans soi-disant Underviisningsanstalt. Localet er smukt, de 18 Elever ere i det Hele vakre Drenge, de fremlagte Skriftprøver fortjente Bifald, de flestes Indadslæsning ligesaa. Men det er ogsaa alt det gode, der lader sig sige om den Examen. De fire øverste bleve examinerede i Religion efter Balles Lærebog. Hammer holder sig (som fordum Biskop Bech i Ankers Vaisenhuus) til Guds Egenskaber, og synes endnu ikke at have gjort sine Disciple bekjendt med Aabenbaringens Dogmer. De kunde ikke meget, og Ulykken var, at deres Lærer neppe kunde stort mere. 15de October. Morgenbladet har dennegang en Artikel, fuldt saa mærkelig som hiin i Rigstidenden med forrige Post. Det er ikke mindre end en -- som det synes -- fuldkommen autentisk Bøn fra Danmark til sin Konge om en repræsentativ Forfatning. Den skal gjennem Politie- directeuren være Frederik den Sjette tilstillet, og er imidler- tid trykt i Germania. Et eller flere Exemplarer deraf ere opsendte fra Kjøbenhavn, og den trykkes nu her med en passende Indledning af Wulfsberg. Den er affattet i en meget anstændig Tone, ærbødig og frimodig, og angiver en forandret Regjeringsform som det eneste Middel til at redde Danmark fra den Elendighed, hvori det alt mere og mere nedsynker. SIDE: 562 Af den Lancasterske Methode synes ei heller Sagen at vente sig meget; derimod ynder han den pestalozziske, og beklager, at den alt er gaaet af Moden. Han talte forøvrigt ogsaa om de herlige Kundskaber, som vel oplært Ungdom i de senere Decennier har lagt for Dagen ved Examina frem- for i Fortiden. Jeg har altfor liden Lyst og Erfaring i de Ting, for at kunne ret bedømme hvad der er reel Indsigt og hvad der er philantropisk Stads uden sand Gehalt. Paa de voxne Mennesker, der saaledes ere dannede i deres Ung- dom har jeg hidtil mærket liden Indflydelse; i ingen Hen- seende troer jeg de udmærke sig fra dem, der under en due- lig Lærers Anførsel og ved egen Application have faaet deres Dannelse i en ældre Periode. 16de October. I Nationalbladet er ogsaa den danske Ansøgning af- trykt. Naar jeg undtager dette vigtige Actstykke -- som nogle imidlertid troe aldrig at have været trykt i Danmark eller tilstillet Kongen, men opsendt til Norge i Manuscript -- er halvandet Ark næsten ganske opfyldt med personlige Invec- tiver mod Wulfsberg. 20de October. Med Assessor Bull havde jeg ret morsomme æsthetiske Samtaler. P. A. Heibergs Talent som Skuespildigter bedøm- mer han med altfor stor Eensidighed, og gjør hans Lystspil til reent Fuskeværk. Sandt er det, at locale og temporaire Omstændigheder vistnok bidrage meget til den Enthusiasme, hvormed hans Dramer i deres Nyhed modtoges, og at det gode Spil [i] "Hechingborn" og "Vonner og Vanner", førend de vare trykte, frembragte en Illusion, som for en stor Deel bortfalder under Læsningen, at der i nogle af hans Charakteer- skildringer er en Flothed og Flauhed, som ei findes hos den ægte Comiker -- men var han end ingen udmærket Kjender SIDE: 563 og Skildrer af Menneskehjertet, at han var en opmærksom Iagttager av Menneskelivet, og især af sin Tidsalders Sæder, at han efter den da herskende Smag vidste at fremstille dem paa en piquant og underholdende Maade, det skal man ei aftviste mig. Han skrev for sit Aartiende, ei for kommende Aarhundreder, men jeg seer ikke, at man bør blues ved at have været blandt dem af hans Samtidige, som yndede og beundrede ham. -- Enigere var Bull og jeg i at bedømme Holberg som comisk Digter, men her fandt vi en svær Mod- stander i min Kone, der ikke finder Smag i hans Comedier. Egentlig Fruentimmerlecture ere de nu vel heller ikke, og man kan ikke undres, at Quindekjønnet ikke elsker den Digter, der hverken kjendte eller elskede det, for hvem overalt ømme Følelser vare aldeles fremmede. Jeg skrev til Grev Sandels. Brevets Indhold skal være dyb Hemmelighed for ethvert Menneske i Bergen; derfor kastede jeg og strax Concepten i Kakkelovnen, at den ei skulde falde i Uvedkommendes Hænder. Ogsaa her fortier jeg den, indtil jeg seer hvad Held jeg har som Fortjenesters Talsmand udenfor min egentlige Embedskreds. 21de October. Oberstelieutenant Holck troer, at det er Norge aldeles umuligt i 10 Aar at betale de 3 Millioner. Hvad skal man da gjøre? og hvad kunde eller burde Kongen gjort, istedetfor hvad nu er afsluttet? Paa disse Spørgsmaale vidste han intet at svare. 22de October. Nei! jeg vil ikke læse mere af Grundtvig. Hans Skrifter vækker en Følelse hos mig, som ellers, Gud være lovet! er mig fremmed. Naar han kun ikke gjen- nem sine Venner, vore theologiske Professorer, gjør vore unge Candidater til illiberale, fordømmende Zeloter, og udbreder en Aand blandt Norges Geistlighed, som jeg ikke SIDE: 564 kan kalde god -- lad ham da gaae sin Vei frem! Ikke han, men Gud er vor Dommer. Er Gud en saa haard Dommer som Grundtvig, saa har jeg i 30 Aar miskjendt, saa mis- kjender jeg i dette Øieblik Religionens Aand, saa har jeg i 26 Aar været en Leiesvend i Kirken, saa er jeg aldeles uværdig til at beklæde det Embede, der nu er mig betroet -- dog med Guds Hjælp, det har ingen Fare, og saa byder jeg da hermed Grundtvig et evigt Farvel! Jeg fik et nyt Brev fra Dr. Hedrén, der synes at være en meget baade retskaffen og fornuftig Mand. Han udbreder sig videre om den famøse Afskedshilsen, hvis For- fatter han ganske rigtig er, og over hvad han troer bør og maa skee, for at befæste den scandinaviske Halvøes Magt og Uafhængighed. En Ting frapperede mig ubehageligt i dette Brev. Voteringen paa Rosensteins Eftermand er til- endebragt, og 3 Mænd (hvoriblandt ikke Wallin) nævnes som de der have fleste Stemmer, og nu lægger han til: "Man troer ogsaa at nogle af de Herrer Biskopper i Norge faae Stemmer ved dette Tilfælde, hvilket ret meget gaaer ind i mine Ideer", men sandelig ikke i mine! 23de October. I Nationalbladet føres endvidere Anke over, at Mari- boes Gaard i Christiania, som er assureret i Brandcassen for 33,000 Spd., er af Laane- og Discontoindretningens Bestyrer sat til Auction og solgt til Universitetet for -- 9000 Spd., en god Coup for vor alma mater, men som Forfatteren finder uværdigt for Videnskabsmænd at tilegne sig. 25de October. Christie var i Aften ret meget interessant. Men naar han troer, at Rein bedre kunde faaet Bispe-Embedets Forret- ninger udførte ved Hjælp af en duelig Famulus, end han nu SIDE: 565 kan udføre de præstelige, da viser den gode Stiftamtmand, at han har et meget svagt og vaklende Begreb om en Biskops Embedspligter. Ikke at tale om, at den duelige Famulus vel neppe var at faae, da Formanden ingen havde, og Routine vilde været en væsentlig Egenskab hos en saa høit betroet Amanuensis, som Reins maatte blevet, saa ere de Bispeforretninger man kan lade udføre ved en Fuldmægtig saa faa og ubetydelige mod dem, hvor man maa bruge eget Øie og egen Aand, naar man ei vil være en reen Leiesvend. De Erklæringer, de monita m. v., man forpligtes til at give, ere saa aldeles forskjellige fra dem, der udfærdiges paa sæd- vanlige Embedscontoirer, at man aldeles ikke kan slutte fra det Ene til det Andet. Prædike kan hver Student, udføre Ministerialforretninger hver ordineret Lærer, og er end ingen saadan exclusive til Reins Tjeneste, saa har Byen nok af begge Dele til at det skulde befrygtes, endog under langvarig Sygdom, at Nykirkens Menighed skulde mangle Guds Ord og Sacramenterne, men jeg tør vel opfordre Enhver til at gjennemlæse min Copiebog fra min Hidkomst, og da nævne den duelige Famulus -- jeg antager at Rein manglede baade Lyst, Fatning og Øvelse, og gjør ham neppe Uret i at til- lægge ham disse Egenskaber -- der i hans Navn kunde givet een af de mange vigtige Erklæringer: om ustuderede Præster, om Kirketugt, om Ministerialbøger o. m. fl., som ere mig af- fordrede, eller faldet paa at sende de Forslag til Regjeringen, de Erindringer til Geistlighedens o. a. dsl., hvorved jeg troer at have gjort mig nogenlunde fortjent til den Ære og Tillid, man har viist mig. Nei! der feiler den gode Christie, og lægger for Dagen, hvilket lavt Begreb han gjør sig om vor Stand, da han troer at en af dens høieste Embesmænd kan lade sit Embede bestyre ved en Fuldmægtig, og blot behøver at skrive sit Navn. -- Ogsaa taltes om Selskabssang, og mod den Uskik, at Fruentimmer synge Viser, som udelukkende SIDE: 566 ere bestemte for Mandfolkelag, viste han større Overbærenhed end jeg, en af den ægte Selskabssangs varmeste Venner, er istand til. 27de October. Rigstidenden melder, at Justitsecretair Holst er bleven Expeditionssecretair i Kirkedepartementet, hvorover jeg er særdeles glad. -- Den Nordlandske Affaire, hvorom Neumann skrev engang, tages nu med Alvorlighed. En Kjøbmand, to Handelsbetjente, to Skippere og fire Matroser, alle Englændere, ere indstævnede at møde ved en Extraret, og svare til de Beskyldninger, som gjøres imod dem; men Ulykken er, at de allesammen ere rømte til England hvorfra de neppe komme tilbage efter Foged Juels Stævning. Fra Kirkedepartementet kom Normanns Bestalning som Provst i yttre Sogn. -- Falsen sendte mig til Gjennemlæs- ning en Afhandling, skreven i en fri og mandig men ingen- lunde ubeskeden Tone, hvori vises, at Kongen var aldeles uberettiget til, uden Storthingets Samtykke at slutte Conven- tionen angaaende Norges Deelagtighed i den danske Stats- gjæld, og at, i hvem saa denne Ret tilkom, Norge aldeles intet skyldte Danmark, men snarere havde Penge tilgode hos sit forrige Broderrige. 28de October. Det anordnede Visitatsmøde holdtes i Dag i min Storstue. Jeg lod et Ord falde om Morgenvielserne, men Stiftsprovsten og Irgens forsvarede dem saa eftertrykkeligen, og gjorde deres Nødvendighed saa indlysende, at jeg maatte tie og samtykke. Hvad der tales høit om, at visse Præster accordere sig den høiere Betaling, der spares til Kirke og Skole, det kunde naturligviis ikke siges her, saalænge Ingen oplod sin Mund eller tog Pen i Haand til Klage. Gjøre disse Møder ei anden Nytte, er der dog det Gode ved dem, SIDE: 567 at jeg nu kan afvise Enhver, som kommer med sine Lamenta- tioner, med det Spørgsmaal: "Hvorfor klagede I ikke ved Visitatsmødet?" 30te October. Christie dissenterer aldeles fra Falsen med Hensyn paa Conventionens Constitutionsmæssighed. Han troer den fuldkommen retfærdiggjort ved den Paragraph i Grundloven, som tillader Kongen at slutte Forbund. Denne Fortolk- ning kunde dog nok føre videre end Fædrelandets sande Ven kan ønske; thi hvor staaer den bestemte Grændse? hvo tør indestaae for, at ikke en anden Gang langt værre Indgreb kunde skee i Nationens Rettigheder, hvilke en duelig Exeget ligeledes kunde henføre under hiin Kategorie? -- Imidlertid, naar Alternativet var, enten at indgaae denne Forpligtelse i Nationens Navn, eller at faae Krigserklæring fra Danmark, England, Rusland, Preussen og Østerrige, saa vil Kongen vistnok kunne forsvare som Nødgjærning det Skridt, han har gjort. Det han gjorde for at bevare Folkets Existents bør ikke paadarage ham dets Uvillie (man har heller ikke hidtil læst nogen Indsigelse fra Nationalbladets Politici) og man bør vide ham Tak, sæt endog at der var Tid til at sammen- kalde Storthinget, at han skaanede vor fattige Statscasse for den nye, svære Udgift dette vilde forvolde. 31te October. Den Falsenske Comedie med Tilbehør er det eneste, jeg i Dag har at omtale. I "Den lige Vei er den bedste" spilte Falsen Majoren i en let Conversationstone med Liv og Let- hed; men ellers kan jeg ikke troe at han er nogen fortrinlig Skuespiller. Han forstaaer neppe at maskere sig; jeg fore- stiller mig ham eens i alle mulige Roller. -- Det er bestemt at Verten skal ende hver Forestilling med en Epilog, hvor SIDE: 568 han indbyder Selskabet til Aftensmaaltid. Da nu Rolfsen ikke er Digter, havde Falsen og Foss omarbeidet et Par Scener af Tiecks -- jeg troer Prinds Zerbino, hvor en Digter (Bull), Harlekin (Foss) og Pjerrot (Krohn) disputerede en Stund, hvori ogsaa en Tilskuer (Falsen) tog Deel. Til- sidst springer Pjerrot ned i Parterret, og Rolfsen kommer ind, skiller ganske Trætten, og inviterer Digteren og Harlekin og det hele respective Selskab paa Smørrebrød ): kold, men saa overflødig Beværtning, at man vist for samme Penge kunde bekoste en meget anstændig Souper. Jeg begik det Vove- stykke at spise et temmelig Stykke Ribbensteeg og et do. stegt Aal, hvilket tilligemed Viin og Brændeviin bekom mig ret vel. -- De sædvanlige Theatercabaler begynde ellers at liste sig ind i vort lille Samfund, og Falsen er vred fordi man deels ikke vil modtage, deels ikke rette sig efter hans In- struction. 4de November. Canonernes Torden bebudede i Formiddags Kl. 11, at Norge og Sverige nu i fem Aar have været forenede. Til denne Dag er alt, Gud være lovet, gaaet godt, og bedre end de fleste paa selve Foreningsdagen vovede at haabe. Hvad er indtruffet af alt, hvad Ulykkespropheterne forud- sagde næsten med apodictisk Vished? Har Kongen skuffet nogen af de Forventninger, hans varmeste Venner nærede og søgte at udbrede om ham? have vi ikke levet i uafbrudt Fred og Tryghed? er der fra Regjeringens Side gjort noget, der virkelig kan kaldes Brud paa vor Selvstændighed? have ikke paa Storthinget og udenfor det Tingene gaaet deres constitutionsmæssige Gang? endog de Rettigheder, Grund- loven hjemler Kongen, har han ikke benyttet sig af dem paa den delicateste Maade? Feil ere vistnok begaaede, ogsaa fra Regjeringens Side, men hvilken anden Regjering, som vi SIDE: 569 have staaet under, har begaaet færre? -- Naar nu tilligemed dette tages i Betragtning, at, paa de hyppige Ildebrande nær, Norge næsten aldeles har været fri for Landeplager, at vi i det Hele have faaet gode og nu sidst et overmaade frugtbart Aar, at Fiskerierne have floreret, at man i disse 5 Aar næsten ikke har vidst af smitsomme Syger osv., saa kunne vi nok sige med Clausen: "Vi ere et lykkeligt Folk, naar vi kun ville skjønne paa vor Lykke." Falsen kom i Dag til mig og meddelte mig en vigtig Opdagelse, han havde gjort. Efterat have læst hans Afhand- ling om Conventionen, maatte jeg give ham fuldkommen Medhold, at det var et grundlovstridigt Skridt, Kongen havde gjort; jeg kunde ingenlunde bifalde Christies Hermeneu- tik; min eneste Indvending mod Falsen var: "Hvad skulde Kongen gjøre, naar 5 Magter stod med det dragne Sværd over vore Hoveder?" -- og see! nu havde han (lykkeligviis til rette Tid) fundet, at det extraordinaire Storthing har den 16de November 1814 overdraget det ene til Kongen at afgjøre de gjensidige Gjeldsfordringer mellem Norge og Danmark, og at dette var en af de Ting, Deputationen havde at foredrage Kongen i Stockholm i Nationens Navn. Endog Christie, Storthingets Præsident og Deputationens Formand, havde glemt det. Falsen var meget glad over at have opdaget dette, inden Afhandlingen tryktes; det vilde været ham ubehageligt at kalde sine Ord tilbage, og naar endog dette skede, kunde hans Hensigt mistydes. Han har nu ganske omarbeidet sin Afhandling, og erkjender endnu det lidet Ønskelige i Conventionen og det Problematiske i, hvor- vidt Norge virkelig burde tage Deel i Danmarks National- gjæld, men vedgaaer derhos Kongens fuldkomne Ret til at gjøre hvad han har gjort. Vi havde i Aften ladet os melde til Sagen. Christie var der ogsaa, og vi havde ret en morsom Aften. Ved SIDE: 570 Bordet blev Verten sagtens lidt fornærmet over mine -- maaskee vel satiriske og superficielle -- Udladelser om grammati- calsk Underviisning i Modersmaalet, skjønt det rigtignok meest angik Pigebørns Underviisning, men det gik snart over. Manden er lidt emfindtlig, og har uden Tvivl arvet sin Faders Hang til Melancholie. -- Christie gav en interessant Charakteristik over mange af sidste Storthings Medlemmer. At man i Sverige havde fundet de fleste af Deputationens Medlemmer saa ucultiverede, undrede ham. Foruden dem jeg kjendte (Rosenkrantz, Sødring og Holck), nævnte han Capt. Jensen, Procurator Rogstad og Cand. Moss som Mænd af meget anstændige Sæder. Provst Luytkis fandt han, man gjorde stor Uret ved at kalde en Oxe, og de to Bønder Tollef Huvestad og Johannes Aga gjorde Nationen sand Ære. -- Ellers hørte jeg i Aften en mærkelig Nyhed, og skede det, som har været i Gjære, vilde det nok være det første Exempel i Christenheden: Rein vil være Klokker ved Nykirken, naar Heiberg døer. Man kunde troe, det var af hans sædvanlige sarcastiske Udladelser -- men nei! det er hans fulde Alvor; han skal endog have skrevet til Motzfeldt derom. At en Mand efter eget Ønske descenderer fra Sognekaldet til Klokker-Embedet ved een og samme Kirke, en Mand, der har været indstillet til en Bispestol -- man vilde i alle europæiske Aviser læse derom med samme Forundring, som om den røde Snee, de vandrende Stene, og vort Decenniums mange andre Mirakler. 5te November. I to Nummere af Morgenbladet har Neumann som Lucius a veris og Gregorius Frandsen sagt Vittigheder, dem Nationalbladet, mod hvilket de ere stilede, neppe vil erkjende for ægte eller føle sig ydmyget ved. Suum cuique! Neumann er meget andet godt, men Satyricus er han ikke. -- SIDE: 571 Udenlands fortælles, at den Badenske Regjering har forbudet Embedsmænd at affectere utydelig Navneunderskrift. En Sofa er et sjeldent Meubel i Bergen. 7de November. Jeg troede Svensken Lendgreen bortreist, siden han aldrig besøger mig, men har i disse Dage hørt at han endnu er i Bergen og har næsten alle sine Timer besatte. Han skal være en udmærket Lærer i Bogholderie. 8de November. Naar man har været et Par Aar borte fra Hoved- staden, hensynker man snart i den raa ucultiverede Classe, der ikke veed det mindste om Folkeskik. Saaledes have nu min Kone og jeg af Christie og Adjunct Hysing hørt noget, som er almindeligt i alle honette Selskaber i Christiania, og som man i vor Tid ikke kjendte det ringeste til. Krakmandler ere, som bekjendt, en almindelig Desert i Selskaber. Naar man nu, som ofte hændes, finder en Tvillingmandel, leverer man den til sin Naboe. Dennes Pligt er det, saasnart han næste Gang seer Giveren, det være sig nu i Kirken, paa Gaden, i offentlige eller private Huse, at pro- ducere Mandelen og raabe: Philippine! hvorpaa hiin maa gjøre Vedkommende en Present. Kommer han derimod Ihændehaveren i Forkjøbet med sit "Philippine!" maa denne ud med Foræringen, og saaledes er der, efter hvert saadant Selskab, en of- og defensiv Kamp mellem den hele fine Verden, hvormed den udelukkende sysselsættes. -- Endvidere havde Hysing fortalt, at der hos Baron Wedel i et Jule- gjæstebud existerede noget, som kaldtes Juleklap, og som var intet andet, end at der indbragtes en Kasse med alle- haande Smaating der uddeltes blandt Gjæsterne -- ikke efter Lodkastning eller Lotterie, deri kunde dog være noget morsomt -- men efter Opraab af en Seddel, ligesom Lønningen til Soldater eller Maanedspenge til Almisselemmer. Dog gaves SIDE: 572 ogsaa følgende Afvexling. En temmelig stor Æske kom frem med Paaskrift: "Til den Fornuftigste!" Hvem denne var, afgjordes ved Votering, og Statsraad Fasting fik de fleste Stemmer. Han aabnede Æsken, hvori fandtes en mindre do.: "Til den Tappreste!" Ny Votering! Lieute- nant Hesselberg tilkjendtes Prisen. Atter fandtes en Æske, betegnet: "Til den Skjønneste!" Vertinden (Baronesse Wedel) er en ung, ganske vakker Kone; naturligt da, at man viste hende det Galanterie at hylde hendes Skjønhed, og fandt hun da til syvende og sidst et Æble, dog ikke af Guld, som det Paris tildømte Venus. 10de November. I mit Brev til Hersleb meldte jeg ham, at 52 Sub- scribenter her i Stiftet med Længsel vente paa hans Annaler [fotnotemerke] . 11te November. Jeg visiterede i Christi Krybbe. Man har faaet Skolen inddeelt i Classer, har anskaffet et Par Skoleprotocoller, Skrivebøgerne saae ogsaa lidt ordentligere ud end sidst, og saaledes have ikke mine Formaninger været aldeles frugtes- løse. Men uden Harme og Bedrøvelse kunde jeg dog ikke tænke paa, paa hvilket lavt Trin denne vel doterede Skole endnu staaer, og hvor saare lidet der gjøres for at hæve den til et høiere. Meget faa Steder paa Landet fandt jeg i disse to Aar en Ungdom saa uvidende i Religion. Om Bibelhistorie har man ikke den fjerneste Idee. Og saaledes gik jeg næsten ligesaa utilfredstillet fra denne Visitats, som fra de forrige. 13de November. Det Mærkeligste i Nationalbladet er et Stykke, kaldet Fotnote: Udkom aldrig. SIDE: 573 "Skuespillet i Abdera," hvor Abderas (Norges) Historie fra 1807 -- 14 afmales med "grelle" Farver. Forfatteren synes at være Gudsfrygts og Sædeligheds nidkjære Ven: men iøvrigt fintes Dr. Neumann for hans Katechismus og oekono- miske Forslag, Prof. Pihl for hans Iver i at indføre Surro- gater, Flor og Münster for deres Moseprædikener, Knudsen for hans patriotiske Reiser (Crocodilletaarer var sikkerlig ikke den Graad, som randt fra hans fromme, venlig Øine), Selskabet for Abderas (Norges eller Agers?) Vel for dets Travlhed og urigtige Domme, en Slump Dannebrogsriddere for deres tvetydige Meriter, Regjeringen for de mange Banco- sedler af forskjellig Sort, og endelig Prinds Christian, der kaldes en Bajads, og Consul Konow, der vilde opreise ham en Æresstøtte. I "Vennekredsen" talte jeg med Frederik Meyer, Stor- thingsmand fra 1815, som endnu anseer Kongen incompetent til at afslutte Conventionen, da det extraordinaire Storthing var uberettiget til at meddele ham saadan Fuldmagt. Det maa dog nok tilstaaes, at det vilde været den meest eclatante Fornærmelse mod Nationen, om Kongen havde svaret: "Hvad kommer der Jer ved? Efter Grundloven maa et overordent- ligt Storthing kun befatte sig med den eneste Gjenstand, hvor- for det er sammenkaldt." Hvad det første ordentlige Stor- thing angaaer, da omstyrtede det ikke hiin Fuldmagt: altsaa er der ikke Quæstion om dens Gyldighed, og det vilde været et høist illiberalt Skridt, om det havde endog gjort ringeste Mine dertil. 14de November. Sanddruhed var Bruns Æmne i Dag. Disse Prædi- kener, hvor man tager en vis Dyd eller Last at afhandle, og dreier og vender den til alle Sider, bedømmes nuom- stunder ei saa fordeelagtigen som for 20 Aar siden. Et SIDE: 574 sammenhængende Foredrag af dette Slags er det nok især, Katechisationens Venner og Homiletikens Fiender beraabe sig paa, naar de erklære den ucultiverede Almue udygtig til at følge det. At holde Tankerne samlede ved de Defini- tioner og Distinctioner, Motiver og Incitamenter, er virkelig ingen let Sag, og derfor har jeg paa de senere Tider ganske aflagt den Methode. 16de November. Christie fortalte om den brave og elskværdige Provst Schnitler, at han, valgt til Storthingsmand [fotnotemerke] , vilde skaffet sig Doctorattest for sin bekjendte svagelige Helbred for at blive fri, men da han hørte, at Assessor Elieson var første Reserve, opgav han sit Forsæt, og hengav sig som et Offer. 19de November. Jeg fik et overmaade forbindtligt Brev fra Grev Sandels, som glæder sig over at have gjort mit personlige Bekjendtskab, takker for min Gjæstfrihed og lover med Leilig- hed at have Bohr og Arentz i Erindring. -- De nye kjøben- havnske Uroligheder begyndte den 26de October -- Dronningens Fødselsdag! Man drog larmende og skrigende omkring, ogsaa paa Amalienborg, og begyndte ud paa Aftenen at slaae Vinduer ind. Husarer og Politie stillede imidlertid Urolig- hederne indtil videre. 23de November. Nationalbladets Indvending mod Norges Forpligtelse at tage Deel i den danske Nationalgjæld, besvares i Rigstidenden. Det er forunderligt, at den Fuldmagt, det extraordinaire Storthing gav Kongen, ei er nævnt; den forekommer mig dog at være den ene gjældende Grund. Den Opløsning af Fotnote: Fra Smaalenene. SIDE: 575 Fællesskab, som gjør det til Pligt for begge forholdsviis at tilsvare den i Forening contraherede Gjæld, maa nok fra begge Sider være frivilligen vedtagen; men udstødes den ene Part uadspurgt af Fællesskabet, kan der nok meget indvendes derimod. Den Fortolkning, der gives Grundlovens § 93, frapperede mig i Førstningen, da den ei existerede i den Eidsvoldske Grundlov, altsaa tillagdes som Følge af For- eningen med Sverige, men ved nærmere Eftertanke fandt jeg den aldeles vilkaarlig. At det var det extraordinaire Stor- things Mening, hvad her er anført, er meget muligt, synes efter dets senere Beslutning ogsaa rimelig; men at en ganske anden kan tænkes, at Paragraphen efter sund Hermeneutik ligesaavel kan angaae den danske som den svenske National- gjæld, er mig indlysende. Danmarks Fordring synes at grunde sig paa Kielertractaten. Af denne tog den Eidsvoldske Rigs- forsamling ikke ringeste Notice. Det extraordinaire Storthing gjorde det heller ikke; men dette kunde dog troe den svenske Regjering vilde anvende Tractatens § 6 Norge til Præjudice. Derimod vilde man nu præcavere sig ved at erklære: "Hvad der er lovet, vedkommer ikke os; vi betale ikke anden Gjæld end den, vi selv contrahere." Saa kunde raisonneres, men ved hiint Decret bortfalder det naturligviis. 8de December. Bohr kom igjen i Dag med den Besked, at Stift- amtmanden, som ellers er hans meget gode Ven, jeg troer endog Duusbroder, alt for 4 Aar siden har lovet Bøschen Cantortjenesten, naar den blev ledig. Jeg vil nu her slet ikke spørge, hvad Ret han havde til at give saadant Løfte, da vi ere to som bortgive Embedet; jeg vil ikke spørge: om jeg nu aldeles modsatte mig, hvis Mening skal da være den gjældende? Bohr har tvertimod sagt, at han af Venskab for Bøschen nu slet ikke vil søge Embedet, men vist er det, SIDE: 576 at dette giver mig ny Anledning til at bande det mig saa forhadte Expectancevæsen, og at Christie her har taget sig større Myndighed end han tilkom. Muligen at det var med Bruns Samtykke Løftet gaves, men hvad berettigede denne til at love noget paa sin Eftermands Vegne? Sæt nu at Christie døde før Cantor Warnich; høist usandsynligt er det, men dog muligt; hvad var saa hans Løfte? Jeg for min Deel respecterede det ingenlunde, naar Bohr meldte sig, og den nye Stiftamtmand vilde maaske være af den Troe, at Kirke-Embeders Besætning især er Bispens Sag. Det glæder mig, at Bohr frivilligen fratræder, thi jeg forsværger ikke, at jeg jo vovede en Dyst for ham, naar det gjaldt. 11te December. Rigstidenden indeholder to mærkværdige Stykker. Det ene, et Circulaire fra den preussiske Udenrigsminister Grev Bernstorff til Gesandterne ved de fremmede Hoffer i Anled- ning af Tidernes Tegn og de revolutinære Bevægelser i Tydskland, retfærdiggjør altfor vel min Frygt, da den hellige Alliance blev stiftet, og man jublede fjern og nær over Napoleons Fald. Det aabenbarer sig nu hvad man dulgte under Liberalismens Maske, og Tilstanden i Europe bliver neppe bedre end i Napoleons Dage. Det er en curiøs Note, meget forskjellig fra dem, hvorved hans Fader i Revolutions- tiden vandt Europas Beundring og Høiagtelse. -- Den anden Mærkelighed er et yderst impertinent Brev paa engelsk og norsk til Rigstidendens Udgivere fra en Denovan i Stockholm, hvori denne med en Uforskammethed, som kun en Englænder vil kunne tillade sig i et fremmed Land, dolerer over den mod Kjøbmand Everth fra Nordlandene udstedte Actionssag. 16de December. Amtmand Falsen sendte mig et Forhør, optaget i SIDE: 577 Anledning af en Klage af Provst Wingaard, der viser, at det er høi Tid at den gamle Mand træder tilbage. Det var utidig Barmhjertighed at skaane ham, og i Morgen den Dag giver jeg ham -- dog med al Agtelse og venlig Skaan- sel -- consilium abeundi. 21de December. I Formiddags bivaanede jeg Examen i Frost's saakaldte Forberedelsesinstitut, og fandt megen Glæde. Adjunct Hysing examinerede i Bibelhistorie og Geographie, og saavel med hans Examinations-Methode som med Drengenes Kundskaber var jeg aldeles tilfreds. Skriftprøverne vare meget skjønne, og de extemporate Oversættelser fra det Tydske, under Thue- sengs Anførsel, over Forventning. Frost, der selv blot under- viser i Skrivning, har, som jeg synes af alt at erfare, og som kyndige Forældre f. Ex. Bull og Falsen bevidne, megen Ære af det Institut, der i sit Slags er den bedste af alle høiere og lavere Underviisningsanstalter i Bergens Stift. Paa Concerten i Aften lagde den unge Bull for Dagen, hvilke Fremskridt han har gjort siden forrige Vinter. Han gjør Strøg, havde Fløitespilleren Lyder Nicolaysen sagt, som hans Lærer Poulsen med sine stivere Fingre neppe er istand til at gjøre. 22de December. Schmidt [fotnotemerke] , som nu er i Christiania, har villet overtale Hersleb til at søge Ansættelse ved Sorø Akademie, som igjen skal oprettes, "men," siger Hersleb, "skulde jeg ikke engang i Tiden blive forviist til Sibirien, kommer vist mine Been Fotnote: Efter at være kommen tilbage fra en lang Udenlandsreise, søgte Fr. Schmidt ved denne Tid Afsked fra sit norske Embede og fik den 27de December 1819. SIDE: 578 til at hvile i Norge." Aldeles min Overbeviisning! Efter August 1814 kunde intet i Verden bevæge mig til at flytte til Danmark som Embedsmand, om endog Norge havde en langt mindre fordeelagtig og glimrende Lod at byde mig.