Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Claus Pavels

Dagbog 1814

SIDE: 124

1ste Januar.

Bispen prædikede i Byens Kirke, der maatte da
Prindsen hen ex officio; maaske han endog var udtrykke-
lig indbuden, hvilket skal have vært Tilfældet med Prinds
Friederich, naar Bech prædikede. Min fornemste, flittige
Tilhører savnede jeg altsaa idag. Som alle mine Nyt-
aarsprædikener i den senere Tid var ogsaa denne lempet
efter Øieblikkets Tarv.

Efter Gudstjenesten var Cour hos Prindsen. Før-
end denne kom ind erklærede Haxthausen det med høi Røst
for den første Synd, de havde begaaet i det nye Aar, alle
de, som ei havde været i Slotskirken idag, og at det var
en Prædiken, hvorved Tilhørerne kunde fristes til at reise
sig en masse og med Enthusiasme gjentage Troskabs-
Eden mod Konge og Fædreland. Han var et Øieblik
inde hos Prindsen, og da denne kom ind, og havde talt et
Par Ord med Admiral Lütken, vendte han sig til mig og
sagde: "Jeg hører De har holdt en saadan skjøn Prædi-
ken idag." -- "Henrivende, Deres Høihed!" raabte Haxt-
hausen. "Faar jeg den?" sagde Prindsen med sin inder-
lige Godmodighed. Jeg bukkede og maatte da naturligvis
svare: "Jeg skal afskrive den for Deres Høihed!" -- "Lad

SIDE: 125

den heller trykke", afbrød Haxthausen mig, "saa faar vi
andre ogsaa læse den". -- "O ja", sagde Prindsen, "gjør
det!" -- Jeg lovede det, og maa da nu ligesom ved min
Prædiken i Foraaret af de korte nedskrevne Momenter
danne et Helt, og det saa snart som muligt.

2den Januar.

Bispen talte med Indignation om de opslagne Pla-
kater. Vistnok ere de afskyelige, men godt var det, om
ingen gav Anledning til at føre slig Anke. Jeg har idag
hørt en Beskrivelse over Julebachernalerne, som slet ikke
opbyggede mig, og atter maa jeg bitterligen beklage Prind-
sens Andel deri, og at saamange ypperlige, elskværdige
Egenskaber skulle fordunkles ved slige Irregulariteter.

3die Januar.

Omtrent 6000 Tønder Korn ere komne til Norge,
og mere ventes. Vaabenstilstand skal være sluttet med
Rusland og Preussen og disse være stemte for Fred.
Pontecorvo vil vel ikke entrere deri, men Kongen er selv
gaaen til Armeen i Jylland, stiller sig i Spidsen for
40,000 Mand og kjæmper for sit Lands Frihed, Tryghed
og Ære. Denne hans Beslutning har gjort en overmaade
god Sensation her. Stemningen har ikke meget lang Tid
været saa freidig. Og at alle disse glædelige og haabe-
fulde Tidender just ere komne ved det nye Aars Begyn-
delse, er en herlig Forbetydning. Gode Gud! skulde, efter
alle de Trængsler og alle de Spaadomme om større Ulyk-
ker, dette Aar vorde et Frelsens og Glædens Aar? Skulde
nu alt Tiden være kommen, da Sæden, som nedlagdes
med Graad, skal høstes med Frydesang? Skulde det kjære
gamle Tvillingrige gaa hædret og selvstændigt ud af den

SIDE: 126

Undergangskamp, hvori det stedtes? Glædes- og Taknem-
meligheds-Taarer staa mig i Øinene ved den blotte Tanke.

4de Januar.

Platou fortalte mig, at ogsaa hans Musa har været
sat i Contribution i Anledning af Julegilderne. Han
ler selv af disse bestilte Arbeider, og siger, at det er no-
get Snaus. -- Indmarsch i Sverrig ønskes og haabes,
da Fred med dette Rige neppe er at vente.

8de Januar.

Igaaraftes døde Cancelliraad Prahl. Han var en
Mand af megen Aand og ægte bon sens, en hæderlig
godmodig Olding, der næppe vitterlig fornærmede noget Men-
neske. Den Egenskab, "at holde paa Paradoxer", som tillag-
des ham i den bekjendte Vise, beholdt han rigtignok til sit
Endeligt, men det voltairisk-persifflerende i hans paradoxe
Yttringer maa mere tilskrives hans Tidsalder end ham
selv. Nu er gamle Claus Frimann den eneste gjenlevende
Digter fra det norske Selskabs gyldne Dage, thi hans
Broder Diplomaten tør jeg ikke regne blandt Digterne.

12te Januar.

Bispens Tjener bragte Forslaget til det nye Skole-
reglement, renskrevet aldeles færdigt til Underskrift. Alt-
saa har han ikke engang fundet det Umagen værd, at fo-
relæse os de to sidste Capitler eller at unde os Tid til
det Heles Gjennemlæsning. Blot vore Navne skulle staa
der, og om vor Consens eller Dissens spørges ikke. Sag-
tens har han ved denne Fremgangsmaade sparet os for
meget ubehageligt Arbeide, og naar nu Kongen bevidner
Commissionen sit allernaadigste Velbehag med dens Flid
og Iver, tager hver af os upaaanket sin Femtepart af
Complimenten, men med alt det er det dog en forned-

SIDE: 127

rende, uværdig Behandling, hvorimod jeg som Commissio-
nens sidste Medlem, Bech, umiddelbar subordineret, ikke
vel kunde nedlægge Protest, men mit Inderste oprører sig
derimod, og jeg vilde meget frabede mig oftere at udnæv-
nes til Medlem af en Commission, hvor jeg skulde spille
en saa jammerlig Rolle.

Cancelliraad Prahl blev begravet. Efter Jordpaa-
kastelsen holdt Dr. Garmann en liden Tale, som ikke var
uheldig, og blev fremsagt med megen Hjertelighed. Kun
begreb jeg ikke, hvor Prahl kom til den Ros, at have for-
herliget Guds Navn og virket til Religiøsitets og Dyds
Udbredelse. Hæder med hans Minde, ogsaa derfor, at
han som Forfatter stedse holdt Religion og gode Sæder
tilbørligen i Ære, men at han just arbeidede til deres
Fremme, kan jeg ikke sige. Hans Skrifter havde overalt
en ganske anden Tendents.

Til Middag var jeg tilsagt hos Prindsen. Der var
overmaade stille ved Bordet; hver hviskede til sin Nabo,
og kun nu og da talte Prindsen nogle Ord. Han syntes
ei at være i godt Humeur, og sandelig der kan være Grund
til Mismod ved denne usædvanlig lange og haarde Frost,
som lænkebinder Havet, og hæver al Communication mellem
Danmark og Norge, paa en Tid, da ei alene vort Land
endnu trænger til Korntilførsel, men da de vigtigste Be-
givenheder maa forefalde dernede, og Efterretninger daglig
kunne ventes derfra, paa hvilke vort Fædrelands Held og
Selvstændighed saa væsentlig bero. Nei Kalken er endnu
ikke udtømt; der er maaske mange bittre Draaber i den;
Gud unde os Kraft og Taalmodighed.

14de Januar.

Min Prædiken er nu udkommen hos Lehmann, men

SIDE: 128

den fyldestgjør mig ikke aldeles. Jeg har villet sige for
meget, og har derover virkelig sagt forlidet; ogsaa har
jeg hastet formeget med Udarbeidelsen, hvorover mangt
et Udtryk mangler den Kraft og mangen Periode den Run-
ding og Velklang, jeg ellers havde været istand til at
give den.

18de Januar.

Meget ubehagelige Tidender har jeg idag hørt om
Tilstanden i Danmark, hvis Indflydelse paa Norges Skjæbne
da ei heller kan være andet end sørgelig. Men ihvorvel
de bære et vist officielt Præg, maa man dog tro, at me-
get deri er overdrevet, skjøndt vel ogsaa desværre her det
gamle Ordsprog gjælder, at der ikke gaar Røg uden af
Brand. -- Biskop Bugge er kommen hertil. Jeg var
iaften sammen med ham i Selskab hos vor Bisp. Bugge
er en uforlignelig Selskabsmand. Det er sandt, "hans
Tale er hvas som Biens Braad", men der er ogsaa noget
af "dens Honning", en vis Godmodighed, midt imellem
alle Sarcasmerne og ikke mindste Bispelighed.

20de Januar.

Imorges havde vi 25 Graders Kulde. Siden 1740 har
man ei havt saadan streng Vinter. Prindsens Drivhus paa
Ladegaardsøen afbrændte imorges. -- Hos Thygeson fandt
jeg en hel Slump svenske Aviser. Jeg saa af dem, at
Pontecorvo har nedsat en Regjeringscommitte i Holsten,
som da er aldeles i fiendtlig Vold. Ogsaa læste jeg en
foregiven Plan til et Nytaarsdigt, hvorledes Svea og
Gotha gjorde en Tour til Hovedqvarteret, og paa Veien
kom forbi Kjøbenhavns Rundetaarn, hvor Dana gjennem
en Tubus, som en fransk Harlequin holdt bagvendt for
hende, besaa Europas politiske Stilling, og anmodedes

SIDE: 129

forgjæves af de to svenske Madamer om at vende Kik-
kerten om.

23de Januar.

Ved Taffelet traf jeg Biskop Bugge, som har dag-
lig Adgang til Prindsens Bord, under sit Ophold her.
Prindsen synes at ynde ham, og maaske hans Ophold
i en eller anden Henseende kan have sin gode Nytte, da
der vel ikke findes Mange, maaske ikke en Eneste, der siger
ham Sandheden saa rent ud, som Bugge. Han har en
besynderlig Frimodighed til at sige alt, hvad der ligger
ham paa Hjerte, men undertiden driver han det rigtignok
vel vidt.

25de Januar.

Man siger, at vi have faaet Fred; en af Kongens
første Adjutanter, Oberstlieutenant Römer, skal have gjen-
nem Sverrig bragt Prindsen Budskab derom; men den
vil neppe forhøie Høitidelighederne i Anledning af Kon-
gens Fødselsdag, som man tvertimod tror ville vorde ind-
stillede. Alt hvad man endnu ved, er at Prindsen skal
være saare ilde tilmode, at Thygeson, Carsten Anker og
et Par Andre have været til langvarig Conference med
ham, og at der endogsaa tales om hans Bortreise. Iøv-
rigt er alt endnu blotte Formodninger, men da man hver-
ken har illumineret eller skudt fra Fæstningen eller udstedt
jublende Proclamationer, saa lader Fredsbetingelserne sig
omtrent gjætte, og ventelig er det forbi med Norges In-
tegritet og det fælles Fædrelands Selvstændighed. Saa
skulde det da lykkes Ondskaben at seire! Dog, vi ere maa-
ske endnu langt fra den endelige Katastrophe, og Treschow
aner endnu Muligheden i, at den store Napoleon kan
vorde vor Hevner. Jeg har ikke tabt Modet og vil ikke

SIDE: 130

tabe det. Jeg har hverken daaret mig med skjønne
Drømme eller ængstet mig med unyttige Bekymringer.
Jeg har haabet, men mit Haab har ikke hvilet paa en
Grundvold, som Pontecorvo kan rokke, og derfor haaber
jeg endnu, og skal med Guds Hjelp vedblive at haabe,
saalænge mit Hjerte slaar. Treschow beklagede, at Dan-
mark og Norge ikke har og neppe i Mands Minde har
havt en Statsmand af Geni. Derover gik det da godt
saalænge Lykken føiede, men da den vendte Ryggen, stod
man i Forlegenhed, og greb den ene gale Ressource efter
den anden. Om Thygeson dømmer han ikke fordelagti-
gen: "Hvor ei hans egen Ære eller Interesse er med i
Spillet, er han ingen stor Mand".

26de Januar.

Med stor Forundring modtog jeg tidlig i Morges
et Extrablad af "Tiden", der Ord til andet lød som føl-
ger:

"Den mørke og for menneskelige Øine uigjennem-
trængelige Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klar-
hed blænder næsten det glade stirrende Øie.

Fred, Fred i Norden!
Dette glade Budskab, som Udgiveren er bemyndiget at
kundgjøre, iler han herved at meddele.

Ifølge aldeles paalidelige Efterretninger ere Prelimi-
nairerne for Freden til Lands og til Vands afsluttede
mellem Hs. Majestæt Kongen af Danmark og Norge og
de allierede Magter.

Om Fredsbetingelserne kan Udgiveren Intet fortælle,
da han ikke kjender dem, og da de rimeligvis i den Skyn-
ding, hvormed dette vigtige Budskab er bragt os, ei kunde
blive fuldstændigen meddelte, men det faste Haab ville vi

SIDE: 131

nære, at de ikke kunne være vanærende og ikke skulle vorde
ødelæggende for Danmarks og Norges Lyksalighed. Saa
freidigen stole vi paa Gud, der er Herrernes Herre, og
paa den Kraft, der luer i begge Nationers Bryst, at vi
uden Banghed tør se Fremtiden imøde".

Saare nysgjærrig efter at vide, hvorpaa denne Glæde
og dette Haab kunde være bygget, der mærkeligen contra-
sterede mod, hvad jeg hørte igaaraftes, gik jeg til Wulfs-
berg. Bache havde bragt ham mundtlig Befaling fra Thy-
geson i Prindsens Navn, at lade et Extrablad af "Tiden"
udgaa, hvori tilkjendegaves Publikum, at "Kongen af Dan-
mark og Norge" havde sluttet Fred med de allierede Mag-
ter. Jeg begriber ikke, hvorfra Wulfsberg, med sine Grund-
sætninger, og i sin nærværende fortrykte Forfatning, fik
den varme enthusiastiske Glæde, der fremlyste af det Aver-
tissement, der sendtes Thygeson og fra ham Prindsen til
Censur. Denne sidste havde ladet en ubarmhjertig Dom
gaa over nogle af Wulfsbergs sangvinske Ytringer. En
hjertelig Tak til Gud, at Blodsudgydelsen og Mangelen
nu bare endte, at Handel og Næringsveie herefter skulde
blomstre, udslettede han rent. Istedetfor "Tvillingrigernes"
Lyksalighed satte han "Danmarks og Norges", hver for
sig isoleret uden Copulativpartikel. Wulfsberg vilde at
vi skulde stole paa vor retfærdige Sag og Kongen, hvilken
ved denne Leilighed sagdes en Compliment; Prindsen der-
imod fandt, at det var nok at forlade sig paa Gud og
Nationens Kraft. Disse Rettelser forekom mig betænke-
lige, men hvad jeg siden har hørt retfærdiggjør dem fuld-
kommen. Kong Frederik den Sjette har i Spidsen for
nogle og 40000 Mand, som Bæltet rigtignok adskilte fra
Fienden, uden Sværdslag afstaaet hele Norge til

SIDE: 132

Sverrig! og endda oven i Kjøbet forpligtet sig til at
stille 10000 Mand mod de Franske. -- Det første Rygte,
at Trondhjems Stift og Kongsvinger og Frederiksstens
Fæstninger skulde afstaaes, gjorde langt ubehageligere Sen-
sation; det vilde voldt tusinde Farer og Ulykker og vel
tilsidst draget hele Norges Fald efter sig. Nu derimod
lader Norge sig vist ikke afstaa. De Partier, som vist-
nok existere i Landet, kunne ei vel reise Hovedet og De-
magogerne, hvoraf her vel findes adskillige, blive ei hørte.
Thi alle have et Foreningspunkt, som ingen af Partierne
kan protestere imod: den lovmæssige Thronarving, Prinds
Christian. Han reiser imorgen til Trondhjem, gjør sig
kjendt og elsket af Oplændingerne, Trønderne og Armeen;
imidlertid arbeides vel her og i Rigets øvrige Stifter,
og længe varer det nok ikke, inden Christian den Første
proclameres som Norges Konge. Hvad man hidtil ved af
hans Adfærd, røber megen Sindighed og Aandsnærværelse.
Han beholder sin rolige Fatning, har været om Aftenen
i Selskaber, og Ingen har kunnet mærke Forandring hos
ham, medens han grundlægger et Værk, som jeg haaber
vil fremme Norges Held og gjøre hans Navn udødeligt.
Det eneste jeg har tænkt mig til Kongens Undskyldning,
er, at han har forestillet sig det at ville ske, som nu sker.
Var det ikke saa, var det blot Frygt og Svaghed, da
falde han uhædret, og ringeagtende Medynk er alt, hvad
vi kunne yde ham i hans Fald. Saa krænkende den Ven-
ding var mig, som Tingene syntes at ville tage under
den forrige Prinds Christian, saameget Affald fra Dan-
nerkongen da vilde bedrøvet og revolteret mig, saa høili-
gen jeg har afskyet de svenske Insinuationer i den senere
Tid, saa glad og haabfuld hæver min Sjel sig i dette

SIDE: 133

Øieblik, da det er Kongen, som forlader os. Hvor kunne
vi da holde fast ved ham? Gud være evig lovet, at vi
have Prinds Christian! Uden ham vare vi forlorne, men
nu siger jeg: "Nil metendum, duce Tencro et adspice
Teucro".

Til Aften havde jeg indbuden Treschow, Sverdrup,
Præsident Bull, Lector Hersleb og Mariboe. Hvad Sam-
talens Æmne var, behøver jeg ikke at sige. Om den
udenlandske Politik, om Napoleon, var endnu Dissens;
om den indenlandske derimod fuldkommen Enighed.

Da jeg for halvandet Aar siden begyndte denne
Dagbog, var Fortællingen om Brevet fra det svenske
Rigsdagsmedlem noget af det første, den indeholdt. Jeg
slutter nu det tredie Bind, og slutter det med en mærkelig
Epoche. Det er kommet til en Katastrophe, som ventelig
vil frembringe mærkelige Begivenheder inden næste Bind
sluttes. Hvad Forholdsregler jeg for min ringe Person
bør tage, kan ikke være tvivlsomt. At jeg aldrig skal
spille nogen Rolle, der vil vanære mit Hjerte, haaber jeg.
Og saa raade Gud, som hidtil viseligen og kjærligen har
raadet. Hans Varetægt hvile over mig og Mine, over
mine uforglemmelige danske Venner (ak! som ei mere ere
mine Landsmænd!) over hver Norges Mand, der kan og
vil virke til dets Hæder, over vor ædle Prinds Christian
og over Fædrelandet!

27de Januar.

Med Forundring hører jeg, at Thygeson alligevel
giver Middagsselskab paa Kongens Fødselsdag, dog ikke
stort, men kun for Byens første Embedsmænd, hvoriblandt
da jeg uværdig. -- Jeg talte længe med Mariboe. Sine
Oppositioner i Selskabet for Norges Vel gjorde han vel

SIDE: 134

meget Væsen af, ligesom jeg heller ikke kan billige det
Skridt af ham, at han i Forsamlingen den 3die Januar
ene blandt alle Tilstedeværende vægrede sig ved at under-
skrive Conventionen, hvilket ogsaa skal have paadraget ham
Prinds Christians Misnøie. Dagen efter havde han rig-
tignok i Brev til Prindsen fremført sine Grunde, og for
at vise, at ikke Sparsomhed eller Mangel paa Patrio-
tisme havde bestemt ham, offereret 1000 Sølvdaler aar-
lig i 10 paa hinanden følgende Aar til Kornmagaziners
Oprettelse og Vedligeholdelse. Det blev modtaget med
Tak, men kold Tak, og jeg kan ikke undres over, at Prind-
sen var lidt vred paa den Mand, som ene vilde være klo-
gere end en udvalgt Committe af Landets klogeste og,
hvad Mange af dem angik, i enhver Henseende ypperligste
Mænd. Men da denne Fortælling var forbi, kunde jeg
ikke andet end hjerteligen bifalde og sympathisere med alt,
hvad han siden talte, og erkjende, at Norge i ham har
en ædel og trofast Søn. Adskilligt af hvad han fortalte
var mig nyt, hvoriblandt, at Dagen allerede var bestemt,
da Prinds Christian August skulde udraabes til Konge i
Norge. Gud ske Lov, at den Skjændsel afvendtes, og vi
holdt ud indtil vi med bedre, mere frelst Samvittighed
kunde yde en anden Christian denne Hylding!

28de Januar.

Det er nok længe siden denne Dag i Norge, jeg vil
tro ogsaa i Danmark, var saa lidet glædelig og høitide-
lig. Mørke hviler vel endnu over Tingenes egentlige Be-
skaffenhed, og et nyt Extrablad af "Tiden", der bares om
iaften, har ikke opklaret det; men jeg frygter meget,
at Frederik den Sjette uopretteligen har fordærvet sin
Sag, og at han ei alene har mistet Norges Throne, men

SIDE: 135

at ogsaa den, hvorpaa han endnu sidder, er faldefærdig,
og at Wulfsbergs Fortolkning, da en ussel Smigrer i
Kongens Navnetræk FVI. R. fandt Fredericus vir, at det efter
Bogstavføiningen langt naturligere kunde forklares Fui rex,
vil erkjendes at være den rigtige. Dette Extrablad for-
tæller nemlig efter aldeles paalidelige private Breve: at
Jylland aldeles ikke har været betraadt af Fienden, og at
Kongen fra sit Hovedkvarter i Fyen (Hindsgavl) har nego-
tieret med de forenede Magter. Præliminairfreden slut-
tedes og Tropperne rømmede strax Slesvig; videre vare
de ikke komne. Dette, hvorom jeg intet hørte hos Thy-
geson, forbausede mig mere end noget af det foregaaende.
Thygeson har udstedt et Circulære til Underøvrighederne
i Stiftet, hvori han paalægger, at forebygge at Folket
foruroliges ved udspredte Rygter. Endnu ved man intet
Officielt (Rømer, hører jeg, havde mundtlig Budskab) og
saasnart saadant indløber, skal det ufortøvet vorde bekjendt-
gjort. Men ihvordan end Sagerne staa, vil man ved
Enighed og Standhaftighed og tillidsfuld Hengivenhed til
den ædle og kraftfulde Prinds Christian kunne haabe og
udrette alt. -- I Middagsselskabet hos Thygeson havde
Storkorsene Rosenkrantz og Haxthausen ikke Ordenskjæde,
som ellers almindeligen bæres paa Kongens Fødselsdag,
og Biskop Bech havde ikke engang Præstedragt. Ved næst-
sidste Ret udbragte Thygeson: "Hans Majestæt Kong Fred-
rik den Sjette, hvis Fødselsdag det er!" Selskabet reiste
sig og drak taus. Umiddelbar derpaa taltes høit og frit
om Kongens Adfærd, og hvorledes Statsraadet paa Hinds-
gavl havde gjort sig udødeligt i Historien. Men nu pro-
poneredes Dronning Marias Skaal; man udbrød i Lov-
taler over hende og Stemningen blev blidere. Vor elskte

SIDE: 136

Statholders Skaal var den næste, og udmærkede sig kun
fra de andre ved Glassenes lydeligere Samklang. Gamle
Norge! Mod, Kraft og Enighed! var den sidste Skaal og
med den reiste man sig fra Bordet. Agent Nielsen talte
efter Maaltidet mistrøstende Ord, og erklærede, at vor
Modstand, uden Fred med England, vilde være frugtesløs,
og England formodede han vilde holde fast ved Sverrig,
men han fandt ikke Medhold hos nogen i Forsamlingen.
Rosenørn beklagede sig og de flere i Danmark hjemme-
hørende, her blot for en Tid commanderede Officerers
Stilling ved Norges Adskillelse fra Danmark, men det
maa vel efter simpel Billigheds Regler tillades dem selv
at vælge, hvilket Lands Borgere de ville være, og jeg skulde
tro, lige Tilladelse gives alle Normænd i Danmark og
alle Danske i Norge.

29de Januar.

Sidstnævnte Extrablads Bekjendtgjørelse var Ord til
andet aftrykt i Intelligentsseddelen. Efterretningen var
kommen fra Thygeson, men Anmærkningerne, hvis Me-
ning, skjøndt Sproget er lidt forblommet, ei kan miskjen-
des, er af Wulfsberg og havde vundet Stiftamtmandens
fuldkomne Bifald. Sagen bliver mer og mer ubegribelig,
og der skal et kløgtigt Hoved til at finde ud af denne
Labyrinth. De Allieredes Tropper i Slesvig og Holsten
faa Ordre til over Hals og Hoved at begive sig til Hol-
land, hvor de Franske skal have vundet et Slag. 24 Ti-
mer efter denne Afmarsch sidder Kongen af Danmark i
Fyen, omgivet af 40 -- 50000 Mand, slutter Fred med Fi-
enden, der ikke har en eneste Mand indenfor hans Riges
Grændser, afstaar Norge og leverer 10000 Mand til at
bekrige sin fordums Allierede, og modtager i Erstatning

SIDE: 137

en Pengesum, nogle sige da ogsaa Pommern og Rügen.
Dette sammenlignet med Kongens Adfærd under den hele
Krig synes saa afsindigt, at det, hvis det er sandt, røber
en ren Hjernens Forvirrelse, og den har man dog hidtil
ikke mærket hos Hans Majestæt. Skulde det Hele være
en Maske, et aftalt Spil mellem Kongen og Prinds Chri-
stian? -- Man begriber ikke, hvortil det skulde nytte; heller
ikke kan det rimes sammen med Omstændighederne. Der
siges, at Prindsen har faaet Ordre til at vende til-
bage til Danmark, og nedsende de norske Orlogsbrigger,
og at Christian har svaret: han vil blive i Norge, og
behøver Briggerne til Landets Forsvar. Det kan maaske
være et blot Rygte, men skulde det være politisk rigtigt
at vække hos Normændene den tildels indslumrede Mis-
nøie med Kong Frederik? Synes det ikke, som man næsten
har til Hensigt at lægge Kongen for Had, og overtyde
Nationen om, at hos ham er intet at haabe?

Endnu en Anecdote, som synes at vidne imod, at
Prindsen er indviet i en saadan Plan, fortalte Rosenørn.
Han skrev til Kongen mod Römer, dicterede Meidell Adres-
sen: "Til Frederik den Sjette, Konge til Danmark", og
Taarer trillede ham ned ad Kinderne. Hvad skal man
nu tro? -- Iaften faldt mine Tanker paa Danmark, og
denne Tanke gjorde mig hel sørgmodig. At jeg som
Norges Søn maa og bør dele dets Skjæbne, er unægte-
ligt. Jeg er født i Norge, jeg har mit Embede og min
Familie der, men meget har jeg dog efterladt i Danmark,
som gjør mig dette Land evig kjært: mine gladeste Dages
Minde, og de bedste Venner jeg har fundet paa Jorden.
Og hint mine Glæders Hjem tænkte jeg mig aldrig ander-
ledes end som mit Fædreland, disse mine trofaste Venner

SIDE: 138

aldrig uden som mine Landsmænd. Der var en Tid, da
jeg var Udlænding i Norge, da mit Legeme var her, men
mit Hjerte i Kjøbenhavn. Endnu i det sidste Aar har jeg
leget med behagelige Drømme om at møde igjen min Ung-
doms Medvandrere, at leve med dem -- og at dø hos
dem! Danmark skal herefter være mig fremmed, som
Tydskland, som Schweitz, snart maaske -- som dog Gud
naadeligen afvende! mere end det forhadte Sverrig. Det
er tungt!

31te Januar.

Endnu ved man intet mere, men man begynder i
Publicum stærkt at ane en Proformahandel i den hele
Fredsslutning og Afstaaelse.

1ste Februar.

Hegermann har faaet Ordre til at holde sig marsch-
færdig. Han misbilliger at der fra Prindsens Side iagt-
tages den dybeste Taushed paa en Tid, da Nationen maa
føle Uro og Bekymring. Man har bekjendtgjort, at Fred
er sluttet, og i samme Øieblik gjøres de stærkeste Krigs-
Tilberedelser -- mod hvem? og i hvad Hensigt? det maa
man gjætte sig til efter uhjemlede Rygter. Jeg kan ikke
tro andet, end at Prindsen ved, hvad han gjør, at han er
intet mindre end uvirksom, og at han tier kun fordi Tiden
til at tale endnu ikke er kommen, men at denne Taushed
seigpiner os, er vist, og mer end nogensinde forhen ere
de Mennesker at undskylde, som spaa det værste. -- Ge-
neralauditeur Bergh tror ikke paa nogen anlagt Plan, men
tager alt efter Bogstaven, og tilskriver Kongens "Dumhed"
den hele sørgelige Katastrophe.

2den Februar.

Hos Wulfsberg fandt jeg en Bulletin om Prindsens

SIDE: 139

Reise til Toten, hvorfra Holten havde skrevet den, fuld
af mange unyttige Ord, men naturligvis intet i den af
det, vi helst vilde vide. -- Thulstrup finder Kongens Ad-
færd undskyldelig. Han tror, at det er hans Mening og
Ønske, om just ikke udtrykt ved Ord, at Norge skal frelse
sig selv, siden han ikke kan gjøre det, og blive ved den
danske Kongestamme, uagtet det er tabt for ham. Heller
ikke mistvivler Thulstrup derom, naar kun England vil
forholde sig passiv og tilstede fri Skibsfart.

3die Februar.

Flere ville, at Prinds Christian, ved at modtage Nor-
ges Krone, skal fraskrive sig Danmarks. Saa forskjelligt
tænke vi Mennesker. For mig vilde det være en af mit
Livs gladeste Dage, naar Danmark og Norge igjen forene-
des under en selvstændig og ædel Regent. -- Den gamle
fromme Fru -- aner i al denne Forvirring det Heles
Opløsning og den glædelige Domsdags Nærmelse.

4de Februar.

Anker er af den Mening, at vi bør overgive os til
de Svenske, dog under visse Betingelser, og vil Svensken
ikke indgaa paa dem, da bør vi slaa til sidste Blodsdraabe.
Han havde iøvrigt idag Statsprojecter nok, saasom at der
i hvert Sogn bør være en civil Embedsmand, der fore-
ner i sin Person Foged, Sorenskriver og Lensmand, virker
alt i Forening med Præsten, og staar kun under en Ge-
neralintendant, der reiser om for at paase, at alt gaar
ordentligt til: at Bispeembederne skulle nedlægges og Amts-
provster vælges af Præsteskabet: at det repræsentative
System skulde indføres og Proprietærstanden, som paasto-
des udelukket fra den svenske Rigsdag, spille en Hoved-
rolle der. Det sidste Forslag synes at lugte vel meget af

SIDE: 140

egen Interesse, og mod dem alle kunde gjøres vigtige Ind-
vendinger. Derimod nødsagedes jeg at give Anker Med-
hold i den Klage, han førte over Prindsen, at han intet
bekjendtgjør om Norges Afstaaelse. Svenske Commissai-
rer kunne hver Dag ventes med Paastand om at tage
Landet i Besiddelse, Armeer trække sammen paa begge Ri-
gers Grændser, Landets Krigere bortkaldes did fra deres
Arne, denne Egn bebyrdes med skrækkelige Transporter,
og Grunden til alt dette skal man ignorere! Ogsaa over
Bispen maa jeg undres. Stiftamtmanden fortæller dog
sine Undergivne noget, skjøndt altfor lidet, men Præsterne,
som dog kunne virke saameget paa Almenstemningen, siges
ikke et Ord. Vi tør ikke udlade os med det ringeste, vi
vide ikke engang, om vi skulle bede for Kongen.

5te Februar.

Major Broch, som troedes død, er kommen tilbage
med Depescher, og er reist til Prindsen, der siges imor-
gen at ville høre Prædiken af Bugge i Trondhjems Dom-
kirke. Rygtet gaar, at en vigtig Begivenhed skal forefalde
ved samme Leilighed, maaske Christians Udnævnelse til
Konge i Norges gamle Kongestad. -- I Kjøbenhavn skal
Stemningen været meget ubehagelig. Norges Afstaaelse
og en revoltant Krigserklæring mod Frankrig, hvori Kong
Frederik, fordum Napoleons troeste Allierede, udbryder i
hans Fienders Kraftsprog og gjør ham de mest vanærende
Beskyldninger, skal have vakt almindelig Uvillie, og et
Vink, han har ladet give Kjøbenhavns Overpræsident, at
han ikke ønskede, man skulde illuminere ved hans Hjem-
komst, var uden Tvivl overflødigt. Man spillede nylig
Jacob von Tyboe. I et anonymt Brev anmodedes Fry-
dendahl, der spillede Jacobs Rolle, om at tage en rød

SIDE: 141

Adjutantfjeder i sin Hat, og alle de Steder, som ironisk
kunde hentydes paa Kongen og Dagens Begivenheder,
bleve stærkt applauderede. Paa vort Privattheater, hvor
Stykket "Kun sex Retter" opførtes iaften, var Ordet dansk
det ene Sted, hvor det forekommer i Oversættelsen, for-
andret til norsk, da man frygtede, at Parterret vilde hysse,
om der blev sagt: dansk. Det kan jeg dog neppe tro.
Jeg indser ikke, hvorfor Ordet dansk skal være os forhadt,
om ogsaa Kongen af Danmark har opført sig feigt. Des-
uden er og bliver dansk og norsk Sprog at være et og
det samme. Hvad er et Par hundrede nationale og pro-
vinciale Ord imod de mange Tusinde, som Danmark og
Norge beholde tilfælles, om de end i Aarhundreder skulle
regjeres af forskjellige Fyrster! Schweitz var en fri, selv-
stændig Nation, om nogen paa Jorden har været det; og
dog har der aldrig existeret et Sprog, som hedder det
Schweitzerske. Men, som jeg altid har sagt, Ord og Ta-
lemaader opholder han sig ved, og gjør meget Væsen deraf;
det, hvorpaa det kommer an, er national Aand og ægte
patriotisk Daad. Hvorledes det staar til dermed, vil man
nu vel snart faa at se. -- Dagens Intelligentsseddel inde-
holdt en forundelig Ting fra en Norbye, som takker Hr.
P. C. meget varmt for den meddelte Efterretning om
hans Kones Ligegyldighed mod ham, saameget mere, da
det blot kunde være Hr. P. C.'s Hensigt at give ham
en Advarsel ved forestaaende Forbindelse med sin elskede
Christiane. En T. G. Sn. indblandes ogsaa, hvis For-
fængelighed langt mere end hans Kjærlighed til Christiane
forleder ham til at ønske sig anbetroet en Helterolle i Co-
medien, man spiller med Hr. Norbye, der er meget gene-

SIDE: 142

gen til at tro ham ligesaa fuld af Vindbeutleri som Egen-
nytte.

9de Februar.

Endelig har Bispen erindret os med et Hyrdebrev
i Anledning af Tidernes Tegn. Det siger os vel intet,
som vi jo tilforn vidste, men naar det, som han siger, ei
var ham tilladt endnu at underrette de Herrer Brødre
om Sagernes egentlige Beskaffenhed, kunde han vel ikke
sige andet end hvad han har sagt. -- Intelligentsseddelen
begynder at blive mærkelig. Først indeholdt den et Svar
paa hint underlige Avertissement fra Norbye, hvilket jeg
igaaraftes fik at vide, er hverken mer eller mindre end
en Pasquil paa Thygeson med lumpne Sideblik til hans
Privatliv og Familieomstændigheder. Svaret er i en ædel
og sindig Tone. Dernæst fulgte et Spørgsmaal, som
siges at have gjort megen Sensation: om Landets Love
ingen Straf dictere for crimen læsæ nationis? Dette ud-
tydede Neumann om Prinds Christian, mod hvem han viste
sig som en ivrig Oppositionsmand. Anordningen, at gjøre
3 Millioner nye Papirpenge uden Fond og Garanti, skal
især være et saadant crimen, skjøndt den sindige og for-
standige Rasmussen erklærede dette Skridt aldeles nød-
vendigt. Desuden doleres over Prindsens præsumerede
Forsæt at lade sig udraabe til Enevoldsregent i Medhold
af Kongeloven, som ved Kongens Afstaaelse erkjendes at
være aldeles ophævet for Norge, og uden Forpligtelse for
Nationen, der ikke vil underkaste sig souverain Regjering;
men saalænge Prindsen ikke bestemt siger, hvad han har
gjort eller vil gjøre, kan man ikke fordømme ham, og kun
denne langvarige Taushed, der dog snart maa brydes, er
i mine Tanker det, der hidtil kan lægges ham til Last.

SIDE: 143

Neumanns Dom om Prindsen er forøvrigt haard og illi-
beral. At han er en Vellystning kan desværre ikke næg-
tes, heller ikke, at han giver et slet Exempel og bidrager
end mere til Frivolitetens Udbredelse, men at han er en
utrættelig virksom, med eminente Sjeleevner udrustet Re-
gent, og at Europa, den store Napoleon undtagen, i dette
Øieblik neppe eier en Fyrste, som saa aldeles er skabt til
at være Folkestyrer, er mig klart, og jeg skulde tro, at
vi herinde i Christiania har bedre for at bedømme den
Ting end Neumann i Asker Præstegaard.

10de Februar.

Provst Munch spaar Norge alskens Jammer. Han
hører rimeligvis til det Anker-Wedelske Parti, der i Dram-
men og dens Omegn især skal være stort. Neumann in-
clinerer vel ogsaa dertil. Schmidt derimod holder paa
Prinds Christian, men viser forøvrigt en Resignation, der
forekommer mig at grændse til Fortvivlelse. -- Hegermann
anmeldte 10 -- 11 Cadetter, som i Hast maa forberedes
til Confirmation, da man trænger til dem som Officerer.
 -- Efter Comedien iaften blev, dog kun af nogle faa
Mennesker, afsunget en Fædrelandssang. Da det var
forbi, raabtes: Held Norge! med de uundgaaelige Hurra
og Klap.

Der var Præsteselskab hos Bispen. Ved Bordet
var særdeles behagelig Conversation; man sang og drak
Skaaler med Sindighed og Stilhed, som det anstaar sig
geistlige Mænd. Bispens Humeur var ganske couleur de
rose; forsaavidt politiske Æmner discuteredes, var han
enig med os og vi med ham. Kun ved en Ytring tilstaar
jeg, at jeg oprørtes, da han nemlig engang i Samtalen
ytrede: "Det havde dog maaske været bedre, om vi før

SIDE: 144

havde gjort hvad vi nu gjøre". -- Bedre, fordelagtigere
maaske, skjøndt ogsaa dette endnu er problematisk, men
ogsaa hæderligere? ogsaa moralsk bedre? ogsaa retfærdi-
gere? -- Bech er og bliver en tvetydig Mand. Egen
Ære og Fordel, frygter jeg meget, er hans Hovedfag, og
hvad han forresten vil, beror nok paa Omstændighederne.

11te Februar.

Min Tanke faldt blandt andet paa vore Danne-
brogskors. Kongen af Danmark kan ikke fratage os dem,
da de ikke kan regnes med til Liberi eller Hofuniform,
men er et Agtelsestegn, som han i Fædrelandets Navn
har givet os. Heller ikke vil vor nye Regent kunne for-
byde os at bære det, uden at ombytte det med et lignende.
Men om vi kunne bære en Orden med en fremmed Kon-
ges Chiffre og en Inscription, der opfordrer til Troskab
og Hengivenhed mod denne Konge, om det ei er vor Pligt
at aflægge et Symbol, der henpeger paa Forbindelse med
en Regent, som har solgt eller bortgivet os, er et andet
Spørgsmaal. -- Prindsen ventes nu hjem i disse Dage;
her troes han at komme Mandag eller Tirsdag, og vig-
tige Optrin ville da uden Tvivl forefalde. Hvad jeg som
Yngling i den franske Revolutions Dage drømte om, at
jeg engang kunde komme til at bivaane og tale i en Na-
tionalforsamling, tør nu meget snart gaa i Opfyldelse.
At Mængden er stemt for Prindsen er upaatvivleligt, og
hvad der tales om, at Grev Wedel, som Hovedmand for
en Opposition, opholder sig incognito i Sverrig eller Norge,
og at der endog skal have staaet i svenske Aviser, at han
er udnævnt til Guverneur over det nordenfjeldske Norge,
foruroliger ikke synderligen. Overstemt bliver han sikkert,
og faa Dølerne og Bergenhusingerne ham i sine Klør,

SIDE: 145

gaar det vist den herskesyge Demagog ilde. Derimod
frygter man mere, at Prinds Christian vil paastaa Sou-
verainitet. Der siges endog (hvilket, om det er sandt,
vilde være høist uoverlagt), at Thygeson havde svaret By-
ens Repræsentanter, der forespurgte sig hos ham om Tids-
omstændighederne, at den, der talte mod Souverainitet,
vilde ansees som Landsforræder. Det skal være Agent
Nielsens Hensigt, i det Øieblik Prindsen kommer til Byen,
at gjøre ham alvorlige Forestillinger. Men af Prinds
Christians Klogskab og Retskaffenhed venter jeg alt, og
hvor saa uendelig meget staar paa Spil, baade for ham
og os, vilde "Alt eller Intet" være et høist ufornuftigt
og uædelt Princip. Jeg er meget rolig, og kan ikke fore-
stille mig, at Tingen faar et slet Udfald. Jeg lykønsker
mig endogsaa nu med at være i Norge, og vilde ikke for
meget godt i dette Øieblik være i Kjøbenhavn, om endog
de nyeste Rygter derfra om Opløb og Mord ere usande.
Det er en betænkelig Periode vi leve i, fuld af Fare og
Trængsel, men høist interessant er den, og mangen Efter-
tidens Yngling og Mand vil beklage ikke at have levet i
dette Tidspunkt. Iøvrigt er rigtignok min individuelle
Overbevisning for Enevoldsmagten i Prinds Christians
Hænder. Jeg tror ikke, han vilde misbruge den, men
Almenvillien bør være mig hellig, og skulde være det,
om jeg ogsaa havde nok saa megen Kraft og Indflydelse.
Personlig Hengivenhed for Manden kan muligen mislede
mig.

13de Februar 

Grev Wedel, som efter Nogles Udsagn var i Norge,
efter Andres i Sverrig, og efter endnu Andres var dræbt
i Kjøbenhavn paa en saa afskyelig Maade, at Wulfsberg

SIDE: 146

ikke med Ord kunde udtrykke det, siges nu med Vished at
være i Kjøbenhavn i høieste Velgaaende. Og der blive
han til vore Sager ere bragte i det Rene!

14de Februar.

Rosenkrantz aner endnu Forstillelse fra Kong Frede-
riks Side i den famøse Fredstractat. Saare uklogt har
i saa Fald Kongens Forhold sikkerligen været, saafremt
han nemlig tænker paa, nogensinde igjen at blive Norges
Behersker; thi Nationens Hjerte er i dette Øieblik saa
aldeles bortvendt fra ham, at jeg ikke indser Muligheden
af, at han nogensinde igjen vilde være istand til at vinde
det. En anden Sag er det, hvis han skulde have Sjels-
styrke nok til at opoffre fin egen Existents, for at berede
sin Thronarving et tryggere Sæde paa Kongestolen, ja
maaske endog gjennem Omveie frembringe de tre nordiske
Rigers Forening; men sligt lader sig vanskeligt tænke.
At han imidlertid skulde have begaaet den Afsindighed at
declarere Krig med Norge, d. e. erklære, at ville agere
fiendtligt mod dette sit gamle tro Rige, hvis det ikke fri-
villigen overgiver sig til Svensken (hvilket Prof. Rosted
havde hørt) er af de Ting, man maa se, før man tror
dem, og endda, naar man ser dem, maa antage for Blænd-
værk af en ond Aand. -- "Tiden" indeholder, foruden
en Beskrivelse over hvad Prindsen har seet, sagt og gjort
i Trondhjem, 5 Sange, som ere istemte til hans Ære.
Biskop Bugges er den bedste, men naar han fortæller,
hvorledes "Klippernes Sønner ville signe den Krone, som
Christian bar", er det, som Wulfsberg rigtig anmærkede,
at sælge Huden, før Bjørnen er skudt.

15de Februar.

Haxthausen har overgivet Commandantskabet til Oberst

SIDE: 147

Ramm. Hvad der har bevæget ham til nu at fravige
Commandoen over den Fæstning, der var ham betroet,
er mig ubegribeligt. Er det fordi han, i Tilfælde af Be-
leiring, ei kan indslutte sig i Fæstningen, da hans Nær-
værelse andetsteds er fornøden? Men hvad er da en
Commandant, naar han blot kan være det i Fredstider?

16de Februar.

Prindsen er endnu paa Eidsvold, og har idag ladet
kalde til sig Haxthausen, Bergh, Amtmand Collett, Tre-
schow og Sverdrup. Man tror, han kommer hid imorgen,
og venter da en bestemt Proclamation fra ham, men med
Vished vides intet. Anonyme Adresser mod Enevolds-
magten siges at være ham sendte, og have vakt ubehagelig
Sensation hos ham. Her i Stiftets Kjøbstæder skal have
cirkuleret og endnu cirkulere en Erklæring, som en Depu-
tation ved hans Hjemkomst vil overlevere ham, at Norge
ønsker sig ham fremfor alle som Regent, men kun under
Betingelser, som Landets Tarv foreskriver. Tre tusinde
Mennesker af alle Stænder -- ogsaa af Embedsclassen,
hvoriblandt Platou -- skal have underskrevet denne Er-
klæring. Med urolig Længsel ser man Udfaldet imøde.
 -- Thygeson er yderst misfornøiet over Avertissementet
fra Norbye, hvis Forfatter Wangensteen skal være. Han
skal have isinde at nedlægge sit Embede, og reise til Dan-
mark. Det gjør mig personligen ondt, men Almenstem-
ningen synes at være imod ham, og anse ham for Prind-
sens skadelige Raadgiver, og saa handler han da vist me-
get ret og klogt. Iøvrigt trækker sammen paa Grændsen
en Hær, om hvis Existents i Norge man hidtil ikke har
gjort sig Begreb. Nogle spaar alt godt, haaber en for-
ønsket og glædelig Opløsning af dette Virvar, og bebude

SIDE: 148

Fædrelandet en Magt, en Ære og et Held, hvorom det
aldrig drømte. Andre forudser idel Ulykker. De Svenske
ville ei ved Blodsudgydelse erobre vort Land, men blot udsulte
det. Deres Tropper ville altsaa blive staaende rolige;
vi nødes til, istedetfor at føre en Forsvarskrig, at gaa an-
grebsvis tilværks, og da vil det gaa galt. Ikke ti af
hundrede ville komme levende tilbage. Overvældede af
Mangel maa vi omsider overgive os, og vor Skjæbne bli-
ver da værre, ikke bedre, end om vi strax havde under-
kastet os.

17de Februar.

Foruden de igaar opregnede ere endnu følgende
kaldte til Eidsvold: Carsten Anker, Rosenkrantz, Bech,
Falbe, Agent Nielsen og Tank fra Frederikshald. At
Nielsen, uden Tvivl Christianias ypperste Kjøbmand, For-
mand som dets Repræsentanter og Distriktscommission, er
taget med, glæder mig oprigtig. Han vil kunne virke
meget paa Stemningen hos den talrige og (da nervus
gerendarum er hos den) viktige Handelsstand. -- At
Haxthausen ei kan vedblive Commandantskabet, kommer
deraf, at han som Armeens Intendant maa være ved den,
at han altsaa har to Embeder, som begge fordre Em-
bedsmandens personlige Nærværelse, men hvis Localer ere
i en Afstand af 10 -- 12 Mile. At Fyrstegunst aldrig
maa frembringe saadanne Anomalier, er en af de Ting,
man ved den nye Constitution maa forebygge.

19de Februar.

Endelig er et Lys oprundet, og Gud ske Tak! et
meget lovende Lys. Prindsen har constitueret sig som
Rigets Regent, men indbyder derhos Mænd fra alle Lan-
dets Egne, til at møde paa Eidsvold den 10de April,

SIDE: 149

for at bestemme Landets Regjeringsform og udarbeide
Constitution for Norge i de kommende Dage. En almin-
delig og høitidelig Bededag skal holdes hele Landet over,
hvor Folket en masse skal aflægge Ed: af yderste Kræfter
at bevare Norges Selvstændighed. Her holdes denne
mærkelige Fest allerede paa Fredag, og Prindsen vil da
besøge begge Kirker, hvorfor Gudstjenesten i Slotskirken
først skal begynde Kl. 2. -- Fra Bispen kom der Circu-
lære, at der ei mere skal bedes fra Prædikerstolen for
Kongen og Kongehuset, men for Norge og dets høie Sty-
rer Prinds Christian Frederik. -- Thygeson var ikke paa
Eidsvold. Det er vist at han tager Afsked. Nogle sige,
at han vil privatisere her, men det er ikke rimeligt. Hol-
ten, som nu er hjemkommen, viste mig den Proclamation,
Prindsen lader udgaa, og som skal oplæses umiddelbart
før Edens Aflæggelse, vistnok forfattet af ham selv, og
stemt i en ædel og mandig Tone, samt den skammelige
Fredstractat, hvori Norge overdrages med fuld Souve-
rainitet til et Land, som ikke selv har souverain Regjering;
ja blandt de Ting, som ere overladte Kongen af Sverrig
som Eiendom, er ogsaa Norges Indvaanere! -- Prind-
sen har rent opgivet Tanken om Souverainiteten, som før
var ham dybt indprentet. Alle vare imod den, men Sver-
drups historiske Grunde skal have havt mest Vægt hos
ham og fuldeligen overtydet ham. Rosenkrantz forelagdes
først Spørgsmaalet: "Kan jeg antage Souverainitet?"
Med sin sædvanlige beskedne Tone sagde han: "Jeg har
vistnok ikke saaledes tænkt over dette Spørgsmaal, at jeg
tiltror mig fyldestgjørende at kunne besvare det, men efter
min Overbevisning maa jeg svare Nei!"

SIDE: 150

21de Februar.

Holten erklærede til min Forundring, at han hverken
kan gjøre Ed, vælge eller vælges, da han endnu har et
Embede i Vestindien og maa ansees for dansk Undersaat,
indtil han derfra vorder afskediget. Her er da et tydeligt
Bevis paa, at den gamle Regel: "Ingen kan tjene to Her-
rer" taaler nogen Undtagelse. -- Som bestemt Sandhed
kan jeg ikke undlade at optegne, at Bispen, der stedse har
erklæret sig mod Souverainiteten, der havde medtaget til
sin Eidsvolds-Reise Adresser fra Byens Borgere og lovet
paa det varmeste at tolke Nationens Ønsker, der har for-
sikret Neumann, at han vilde vove Embede, Formue og
Liv for den gode Sag, har tilligemed Carsten Anker væ-
ret Souverainitetens eneste Forfægtere paa Eidsvold. Det
var, som før er sagt, Sverdrup, der bragte Prindsen til
fuld Overbevisning om at Enevælde for ham er uopnaa-
eligt. Efter en lang Privatsamtale omfavnede Prindsen
ham og sagde: "Jeg indser nu, at jeg ikke kan og ikke
tør blive Souverain; se nu til De ogsaa kan omvende
Biskop Bech og Carsten Anker!"

22de Februar.

En mærkværdig Dag! Det er dog en herlig Tids-
alder, vi leve i. Der er vel mange Lande, med hvis Cli-
mat jeg ønskede at ombytte vort kolde, ubehagelige, men jeg
ved intet Europas, intet Jordens Rige, hvis Borger jeg
nu heller vilde være end Norges. -- Klokken 12 samle-
des efter Tilsigelse Byens Embedsmænd i Palæet, hvor
Prindsen hilste os med følgende Ord: "Jeg har samlet
Dem for at underrette Dem om Rigets Tilstand, og den
Beslutning, jeg i Forening med Folket har fattet, med
Guds Bistand at bevare dets Selvstændighed". Holten

SIDE: 151

stillede sig nu ved hans Side, og oplæste først Kongens
 -- ja hvad skal jeg kalde den? en Slags Apologi for
hans Forhold i den senere Tid og nu ved Norges Over-
givelse, samt en Afsked til det norske Folk, som jeg ikke
fandt saa rørende, som den var beskreven for mig. Der-
paa oplæstes Fredstractaten med Sverrig og saa to Ar-
tikler af Freden med England, der synes tydeligen at vidne
om, at England vil holde Fred baade med Norge og
Sverrig og lade begge skjøtte sig selv, uden at blande sig
videre i deres Privatanliggender. Nu fulgte Kong Frede-
riks aabne Brev, og rørt og ikke uden Forlegenhed for
at finde Udtryk der ei kunde støde, gjorde Prindsen Over-
gang til sit eget aabne Brev og sin Kundgjørelse, som
han selv oplæste. Tilsidst lovede han helligen at gjøre
alt for Norge, og bad os i vore Hjerter at gjentage samme
Løfte indtil vi om nogle Dage høitideligen skulde aflægge
det, han og vi forenede, i Guds Tempel. Holten fik igjen
Ordet og meddelte en Udsigt over Rigets politiske Stil-
ling, der begyndte med, at vi bør lykønske vort Fædre-
land og takke Kong Frederik for den sidste Gave, vi mod-
tog af hans Haand, at han nogle Dage førend han løfte
os af vor Troskabsed skaffede os Fred med England.
Norge har nu, hedte det videre, Fred med alle Nationer.
Endelig fik vi Regulativ for Gudstjenesten og Valget.
Prindsen endte denne skjønne Act med at række Rosenkrantz
Haanden, og opfordre os alle til ved Haandtryk at give
hverandre Pant paa vort patriotiske Sindelag. Ledsaget
af sin hele Stab (som havde faaet ny Uniform: graa med
blaa Opslag, og det gamle Sølvbroderi) red han nu op
til Torvet, hvor alle de Militære og Borgerne vare op-
stillede og hvor de vigtigste Proclamationer i Forveien vare

SIDE: 152

oplæste, og hvor han hilstes med begeistrede Hurraraab.
Han standsede paa tre Steder og holdt korte Taler. -- Efter
Taffelet, hvor der herskede den frieste og freidigste Stem-
ning, og hvor Prindsens Skaal blev drukket med et lang-
varigt og enstemmigt Hurra, gik Carsten Anker om og
hvervede Folk til at besøge Thygeson, som hverken havde
været ved Couren eller Taffelet. Han paastaaes nu at
være uskyldig og blot et Offer for det Parti, nogle selv-
kloge Demagoger vilde stiftet, men hvis Braad vel nu
er borttaget. Temmelig mange fulgte med og deriblandt
jeg. Der svaredes ved Døren, at han ikke var hjemme
og ikke var kommen fra Prindsen, men Tjeneren fik der
Svar tilbage, at det ikke var sandt; vi kom alle fra
Prindsen, og der havde han ikke været; det var blot nogle
Venner, som vilde besøge ham. Vi bleve nu indladte i
en kold Stue, men endnu gjordes ingen Mine til at lade
os komme videre, og nu gik først Carsten Anker ind og siden
vi andre sans façon, men fandt blot Damerne, hvad enten
han nu ikke vilde lade sig se, eller virkelig ikke var hjemme.
Vi bevidnede Fru Thygeson vor Deltagelse og Hengiven-
hed for hendes Mand og forføiede os derpaa hver til sit.

23de Februar.

I den Bøn, som skal oplæses efter Eden iovermor-
gen gjør Bispen os rent til Løgnere for vor Herre, idet
han siger: "at vi have svoret at hylde og adlyde Prinds
Christian Frederik", hvilket jo for det første aldrig er
tænkt paa. Jeg gjør og den Forandring: "hvorfor vi
og villigen hylde og adlyde etc." og om Hans Høiærvær-
dighed selv beærer Slotskirken med sin Nærværelse, vil
jeg forsvare min egenmægtige Fremfærd, hvis den paa-
ankes.

SIDE: 153

24de Februar.

Aldrig har jeg havt interessantere Æmne for Dag-
bogen, men heller aldrig har jeg havt mindre Tid til at
skrive end i disse Dage. Denne Dag har imidlertid ikke
været af de mærkelige, da jeg har siddet rolig hjemme og
arbeidet paa mine Taler. Under dette Arbeide takkede
jeg Gud med Taarer: at jeg ikke er Dansk! Det vilde
være mig en ubeskrivelig smertelig Følelse, naar jeg skulde
optraadt ved den Handling, der nu opfylder min Sjel med
høi Begeistring, og tænkt: "Din Vugge stod i det Land,
med hvilket du nu skal afsværge, og opfordre din Menig-
hed til at afsværge al Forbindelse". Kun som Hersker eller
i en aldeles subordineret Forfatning finder jeg, at den danske
Mand nu kan være lykkelig i Norge; jeg idetmindste føler,
at jeg i min Alder og Situation vilde være meget ulykke-
lig ved alt, hvad jeg her maatte se og høre og tage Del
i. Jeg maa rent ud sige, at jeg aldrig havde tiltroet mig
de varme Følelser for Norge, som jeg i dette Øieblik be-
sjeles af.

25de Februar.

Som Festen idag var den eneste i sit Slags, saa
har jeg vel heller aldrig talt med det lydelige, enstemmige
Bifald, som med Enthusiasme ydes mig af Enhver, der
møder mig. Da Prædikenen med tilhørende Taler tryk-
kes, giver jeg her intet Udtog deraf. Edsaflæggelsen gik
for sig med al den Høitidelighed, som var mulig, hvor
Rollerne ei vare uddelte, men Enhver overladt til sig selv
og sin Følelse. Efter Slutningspsalmen endte jeg Hand-
lingen efter Befaling med Udraabet; "Held Norge! Held
Norges Regent!" hvilket jeg, for at forebygge Hurraraab,
som Nogle ville sige, virkelig har fundet Sted i Byens

SIDE: 154

Kirke, bad Menigheden istemme med Hjertelighed, men
ogsaa med den Værdighed, som sømmer sig Guds Hus.
Dette skede ogsaa virkelig. Prindsen talte derpaa nogle
Ord fra sin Stol, hvilke besvaredes med Velsignelsesøn-
sket. I Byens Kirke skal Prindsen fra en Forhøining
ved Alteret have aflagt Eden og holdt en meget vakker
Tale, som har vakt stor Sensation. -- Igaar var to
svenske Herrer, Grev Rosen og Oberst Skøldebrand hos
Prindsen, men gik forbløffede og bistre fra ham og reiste
endnu igaaraftes. Jeg har hørt meget om denne Audi-
ence, hvor Prindsen var omgiven af Rosenkrantz, Carsten
Anker, Treschow og flere af Rigets første Mænd, var
stiv og stolt og holdt dem tre Skridt fra Livet, og bragte
dem saa aldeles ud af Contenancen, at Rosen, der dog
skal være en fin Hofmand, stod feig og flad. Inden de
reiste, tror jeg dog deres Vrede sagtnede lidt, og de spiste
med god Appetit et Maaltid Mad, der var sendt fra
Prindsens Kjøkken til Haxthausen, hvor de havde taget
ind. De skal paa Reisen have uddelt Sølvpenge og Pro-
clamationer, begge Dele uden Effect.

26de Februar.

Imorges samledes efter Tilsigelse i min Storstue
Haxthausen, Bergh, Oberst Ramm, Oberstlieutenant Rum-
melhoff, Justitsraad Schaft, Thulstrup, Hetting, Assessor
Debes, Secretair Michelsen, Fuldmægtig Engebrechtsen,
og Dyrlæge Johannesen, for at aabne de indkomne Valg-
sedler, og underskrive Adressen til Prindsen, samt Vidnes-
byrdet om Edens Aflæggelse. Generalauditeur Bergh og
Assessor Debes valgtes, hin med 27, denne med 17
Stemmer. Jeg havde 6 og de fleste Valgdygtige enkelte
Stemmer.

SIDE: 155

2den Marts.

Prindsen modtoges i Theatret med Hurraraab. Efter
Skuespillet istemtes Platous sidste Sang til Norge, hvor-
paa der raabtes Hurra med megen Enstemmighed og Be-
geistring først for Norge og dernæst for Norges Regent.

3die Marts.

Til Christiania Byes Repræsentanter ere valgte Sver-
drup og Omsen. Der skal igaar være organiseret et Re-
gjeringsraad, som vel vil udgjøre vort tilkommende Mi-
nisterium. Dets Medlemmer ere: Rosenkrantz, Haxthau-
sen og Tank (ved Finantsvæsenet), Sommerhjelm (ved Ju-
stitsvæsenet), Amtmand Collett (i det indre), Bech, Treschow,
Sverdrup (i det lærde Væsen), Niels Aall (i Handelsfaget)
og endelig Carsten Anker (i det udenlandske Departement).

4de Marts.

Hegermann er glad over den Vending Tingene nu
tage. Han gav mig iøvrigt den Trøst, at Cadetternes
Confirmation kan opsættes til den sædvanlige Dag.

7de Marts.

Grev Wedel er kommen tilbage til Norge. At han
efter Evne vil forstyrre den gode Orden, hvori alt er be-
gyndt at komme, tvivler jeg ikke om, men at det ei vil
lykkes ham, haaber jeg stadigen. Han har adskillige Dage
opholdt sig i Sverrig, havde ved sin Hidkomst en Times
Samtale med Prindsen, og skal være kommet ud fra ham
omtrent i samme Forfatning som Rosen og Skøldebrand.
Ogsaa Prindsen skal denne Samtale for nogle Øieblikke
have forstemt. Ellers underhandles i dette Øieblik paa
den svenske Grændse mellem Grev Schmettow og Grev
Essen, og Prindsen er reist til Hafslund, for at være
ved Haanden, om noget skulde behøve Sanction. Jeg

SIDE: 156

indser ikke, at der kan komme andet ud af denne Under-
handling end aabenbar Krigstilstand med Naboriget; thi
at Sverrig ikke vil opgive sine Pretensioner lader sig be-
gribe, og hvad skulde Norge have at tilbyde uden sig
selv? Kun et lader sig tænke: at Pontecorvo nu, da næ-
sten alt skal være tabt for de Franske, giver Slip paa
Sverrig og præserer en Throne i et sydligere Clima,
og at saa vor Prinds forener de to Riger under sig.
Muligt var det, men i denne Stund vist ikke sandsynligt.
Han har ladet indrykke i "Tiden" Kong Carls Proclama-
tion til Normændene under 8de Februar paa Svensk og
splitter galt dansk. Vi loves deri Nationalrepresentation
og Beskatningsrettighed (Ret til at paalægge selv vore
Skatte).

9de Marts.

Tidernes Tegn behage mig ikke i dette Øieblik, og
Gud maa vide, hvad Udfald, vor Sag endnu kan faa.
Der stod i Dagens Intelligentsseddel fire versificerede Li-
nier, hvori man har villet finde den Betydning, at alt,
hvad Prinds Christian har gjort for os, er skuffende Blænd-
værk, og at det er klart nok, at det Modparti, som aaben-
bart existerer, skjøndt man ikke kjender dets Udstrækning
eller Planer, vil søge at udbrede denne Fortolkning. Jeg
er nu vel aldeles overbevist om, at Prindsens Fremfærd
er saa oprigtig som noget Menneskes paa Jorden kan
være, men desmere frygter jeg for, at han skulde gjøre et
eller andet overilet Skridt, der kunde nyttes og fordreies
til det værste af hans Modstandere. Saaledes maa jeg
tilstaa, et det ikke behager mig, at han allerede har til-
delt Regjeringsraaderne en vis Embedsrang, da deres
Stilling jo er aldeles precair, ligesom jeg heller ikke bil-

SIDE: 157

liger, at han, som der siges, personligen vil bivaane For-
handlingerne paa Eidsvold, hvorved Nationens Deputerede
vilde underkastes en Tvang, der kunde tage en fatal Ven-
ding. Dog, han har hidtil vist saamegen Conduite, at
han forhaabentlig heller ikke nu i det afgjørende Øieblik
vil give sine Avindsmænd Vaaben ihænde mod sig. At
han vil være tilstede paa en kraftig, skjøndt, "usynlig
Maade" er troligt, men naar han har aabnet Forsam-
lingen vil han vist forlade den med sin synlige Nærværelse.

10de Marts.

Det var idag Knudsen vilde have en Theaterfest over
det hele Tvillingrige til Hæder for dets Krigere og til
Gavn for deres efterladte Slægt. Bladet har nu vendt
sig, og jeg gad vide, hvorledes denne varme Patriot og
virkelig brave Mand nu er tilmode.

11te Marts.

Sverdrup anser endnu ikke sit Valg til Medlem af
Rigsforsamlingen for afgjort, da et Forslag, der er gjort
af Prindsen i Betragtning af de mange Stemmeberetti-
gede i Byens Menighed og de faa i Slotsmenigheden, at
begge den førstes, men kun en af den sidstes valgte Re-
præsentanter skulle gaa til Eidsvold, ikke har vundet hans
Bifald, og altsaa to af de fire skulle vælges. Overalt
troes Prindsen at være misfornøiet med Christiania og
den der herskende Aand.

12te Marts.

I Dagens Intelligentsblad fandtes to Vers, som
jeg vil tro ere velmente, men som vel neppe synderlig
ophjælpe den gode Sag. Det ene er af de sædvanlige
Opfordringer, dog som det synes meget loyal og moderat,
men naar Forf. kalder Norge afkræftet, og jeg ved ikke

SIDE: 158

hvad andre Ukvemsord han bruger, saa opmuntrer han
just ei til Mod, og naar han fremdeles opmuntrer os til
at afgive alt vort Sølv og Guld, og siden i en prosaisk
Note gjør det Forslag, at hver skal tage Skeer med sig
i Selskaber (hvoraf der følger, at man ei har skilt sig
ved alt sit Sølv) saa vækker han mere Latter end Enthu-
siasme.

13de Marts.

Efter de mange paa interessante Nyheder rige Dage
blæser nu en Zefyr, og Stormen er for det første forbi.
Jeg lever atter mit jevne, rolige Liv og hører eller ser
intet af Betydenhed. Endog Soldater permitteres hjem;
man venter altsaa for det første ingen betydelige Optrin.
Til 10de April bliver der nu vel Stilstand i Tingene,
og det eneste, som indtil da muligvis tildrager sig almin-
delig Opmærksomhed, er Udfaldet af Carsten Ankers Mis-
sion til England, hvor han i dette Øieblik upaatvivlelig
er, da han idag 8 Dage med god Vind er afgaaet fra
Christianssand.

14de Marts.

I Bondevensmødet taltes som sædvanlig i denne Tid
mere om politiske end økonomiske Materier, og man blev
enig i, at uindskrænket Trykkefrihed bør være en af Rigets
Grundlove.

15de Marts.

Jeg kan ikke gjøre for det: mit Hjerte fyldes med
Bitterhed hvergang jeg tænker paa vor fordums Konge.
Varmt har min Læbe og mit Hjerte taget ham i Forsvar
mod de, som mig syntes, ufortjente Bebreidelser, der gjor-
des ham. Jeg føler nu, at de ikke vare det, og det svegne
Haab er mig utaaleligere, end om jeg intet havde haabet.

SIDE: 159

16de Marts.

Omvalget for Christiania er nu fuldendt. Sverdrup,
Omsen og Bergh havde ligemange Stemmer, men Bergh
traadte frivillig tilbage. De to andre valgtes altsaa, og
Christiania har ikke Grund til at blues ved sine Repræ-
sentanter, da begge ere forstandige og retskafne Mænd.

17de Marts.

I "Tiden" findes indrykket efter Bergens Avis en
Epilog af Biskop Brun, hvorved jeg og mine Lige kunde
fristes til at nedlægge vor Digterpen, idetmindste i patri-
otiske Æmner, ved at føle, hvorlidt vi i den kraftfuldeste
Mandomsalder have af den 69-aarige Oldings Aand og
Ild. Jeg kan ikke nægte mig den Glæde at afskrive den,
ved hvilket endnu i Forveien maa bemærkes, at Ifflands
"Manden af Ord" i Forveien blev spillet:

 Iaften er vor Mand af Ord kun Leg.
Men se! hist Storm røg op; nu her for Alvor spørges,
Om Mænd -- om Mænd af Ord -- 
Om Borgersamfunds Pagt staar fast i Nord,
Om Orden inden Borde kan besørges,
Da første Styrmand nu fra Roret veg.

 Vold rev det af hans Hand -- det vil vi tro;
Men vi opfordre ham, idet han os forlader,
Til Vidnesbyrd, at vi adløde ham som Fader,
Og at kun Mænd af Ord i Norge bo!

 Men ak! nu drev vort Skib som Vrag for Bølger
Mod den for os afskyeligste Strand,
Som vinker os imellem Brud og Brand,
Som bag sin Trægaards Prunk vort Fængsel dølger.

SIDE: 160

Dog -- nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand,
Som Understyrmand var,
Og raabte: "Hver, som Hjerte har,
Og elsker Frihed, Fødeland og Ære,
Og før vil vove alt, end fremmed Lænke bære,
Han følge mig! Vi holde af
Ad Havet til -- om til vor Grav.
Saa skal vort Skibbrud dog al Verden lære,
At Norge havde Mandskab inden Borde,
Som Storm og Hav og Døden trodse torde!"

 Vort Hurra steg mod Sky; det er en Mand af Ord,
Som til vor Nød sit skjønne Hjerte binder:
Den Usling, han blandt os frygtagtig finder,
Den kaste vi flux over Bord.
Vi heise Seil i Top og duve til,
Vort Skib han styre kan og vil,
Og han skal se med Lykt, hvor det sin Bølge bryder,
Hvor hele gamle Norge ham adlyder.
Han styre høit! -- han ved, at inde Bord
Det hele Mandskab er -- kun Mænd af Ord!

 Dog, uden mer Allegori:
Ham over Stjernerne velsigne vi,
Som saa vor Nød, og os har sendt
En Christian Frederik til vort Lands Regent!
Ham følge Seier, Ære, Held!
Vi følge ham. Ja før skal Dovrefjeld
Omvanke, skjelve paa vor faste Moderjord,
Før nogen Norsk skal Rigets Arving svige,
Som Roret tog i Storm, at styre Norges Rige.

SIDE: 161

Saa sværge Normænd, Mænd af Ord.
Gjenlyder Bjerge syv! Vi raabe: længe leve
Vor Prinds Regent! Ja dette Hus skal bæve
Af nifold Hurraraab,
Som tolker dette Norges Haab:
Vor Christian Frederik længe leve!

18de Marts.

Da jeg havde prædiket og døbt Bjørn i Kirken, fore-
fandt jeg hjemme et Mæcenat-Exemplar af Schmidts Præ-
diken, hvilket jeg flux bragte til Prindsen, for efter For-
fatterens Begjæring at nedlægge for hans kongelige
Høiheds Fødder. I Forgemakket hørte jeg den glædelige
Tidende, at engelske ministerielle Blade har udtalt sig med
megen Tilfredshed om Norges Skridt at erklære sig uaf-
hængigt, og ytret, at dette bliver en Sag mellem Norge,
Danmark og Sverrig, i hvilken England og de Allierede
ei kunde eller vilde understøtte Sverrigs Paastand, for at
straffe Kongen af Danmark, og at det altid lod sig haabe,
Erstatning andetsteds var at finde for Pontecorvo, da
maaske endog Rusland vilde være villigt til at afstaa
Finland. Man gjør sig som Følge heraf det gladeste
Haab om, at Ankers Mission vil have et lykkeligt Udfald,
og at vor Handel saaledes vil vorde oplivet og blomstre
uforstyrret. Overalt har denne Tidende vakt Glæde, kun
Wulfsberg vilde ikke ret goutere den; det skulde undre
mig, om der ikke atter er kommen en Streg i hans Reg-
ning. Han syntes usædvanlig misfornøiet med den nær-
værende Administration, og hos de Folk er Privatinteres-
sen et paalideligt Thermometer for deres patriotiske Varme.
Bekræftes det, at Englænderne ville blive vore Venner,
saa skal man se, hvilke loyale Mænd vore Kjøbmænd

SIDE: 162

blive, og hvilken stor Mand Prindsen da igjen vorder
i deres Øine. Jeg kunde ikke bare mig for at lade et
Par Ord falde derom ved Audientsen, hvortil Prindsen
sagde, at Østlandets Kjøbmænd, in specie Christianias,
dog havde vist en meget prisværdig Patriotisme i Hen-
seende til Landets Kornforsyning, hvorimod han var sær-
deles misfornøiet med Kjøbmændene i Trondhjem, der slet
ikke vilde entrere i saadant. Derfra gik han over til at
tale om, at Digterne i denne Tid burde lade deres Stemmer
høre. Jeg bragte Bruns skjønne Epilog paa Bane. Med
den og Prædikenen var han særdeles vel fornøiet, men
derimod hovede ham mindre den Bøn, Brun havde for-
fattet til Bededagen, hvor han vidtløftigen raisonnerede
om Edens Hellighed og de Eder, vi forhen letsindigen
havde aflagt og brudt, hvilket Prindsen med Grund her fandt
upassende, ligesom han ogsaa undredes over, at Brun ei
prædikede i nogen af Bergens Kirker paa den store Be-
dedag. Skulde maaske Tingenes nuværende Stilling ei
behage den gamle Mand? Har han maaske ønsket og ven-
tet Christians Proclamation som souverain Monark? Jeg
vilde, som sagt, intet have imod den, men Individets
Mening maa vige for den almindelige Villie; det har
vor ædle Prinds selv erkjendt, og jeg ærer ham dobbelt,
fordi han tog sit Parti som en klog og retskaffen Mand.
Han haabede ellers at se Brun d. 10de April ved Rigs-
forsamlingen, men et Haab betog jeg ham.

19de Marts.

I Trondhjems Avis findes en lang og temmelig
vidthentet Fortælling, der skal bevise Trykkefrihedens Gavn-
lighed. Forfatteren har uden Tvivl Ret i Hovedsagen,
og det var næppe kommet til det nærværende Point, og

SIDE: 163

den danske Regjering havde vel ikke begaaet de mange
Sottiser, der omsider kronedes med den uhørte: Norges
Afstaaelse, dersom ikke Penne og Presse havde været saa
haardeligen bundne. Man vil dog haabe, at vore Con-
stituenter, idet de skjænke os Frihed, sætter Grændser for
Tøilesløshed, og især lægger Baand paa de moralske
Giftblandere, der havde frit Spil i Danmark, medens al
anden Frihed indskrænkedes.

22de Marts.

Tiderne synes nu at ville bedres. Priserne paa
næsten alle udenlandske Varer falde, og Speculanterne
nødes til at komme frem med deres Beholdninger, for
ikke aldeles at skuffes i deres upatriotiske Haab. Et Pund
Raffinade kostede saaledes nylig 25 Rd., men er nu faldet til
20 og troes om et Par Maaneder at kunne faaes for
6 -- 7. -- Wulfsberg har, tildels efter Vink af Prindsen,
et stort Jern i Ilden og havde det i Formiddags meget
travlt med en Plan, hvorefter han skal være lønnet Avis-
skriver og Redacteur af alskens Ting, som jeg ikke gider
nævne.

23de Marts.

I Intelligentsseddelen udsættes en Præmie af 800
Courantdaler for en Afhandling, som maatte være færdig
inden 10de April, og indeholde Besvarelse paa de Spørgs-
maal, om andre end indfødte Normænd kunne have Ad-
gang, som Deputerede, til Forsamlingen i Eidsvold, og
om ei ligeledes den Bestemmelse der bør gjøres, at vig-
tige Statsembeder -- hvad mon hertil skal regnes? maa-
ske endog Kongeværdigheden? -- aldrig maa betroes til
andre end dem, der ere fødte i Norge. Endelig æskes
nøiere Forklaring over, hvem Indfødsret kan tilstaaes.

SIDE: 164

Foreløbigen gjorde jeg tre Anmærkninger derover. 1)
Besvarelsen af Spørgsmaalets første Del kommer post
festum, da alle Fuldmagter den 10de April forevises og
ratificeres, og da først skulde Afhandlingen overgives
Censorerne til Bedømmelse. 2) Grundig Besvarelse af
et saa vigtigt og omfattende Spørgsmaal, hvor man
maatte gaa tilbage til Statsrettens første Principer, kan
med ingen Rimelighed ventes i en Tid af 14 Dage.
Hvis altsaa nogen vover at besvare det, vil det blive en
indbildsk superficiel Person, af hvis Bemærkninger For-
samlingen kun vil lære saare lidet. 3) Blandt alle de
valgte Deputerede, som jeg har hørt nævne, er Grev
Wedel (til hvis Parti Spørgeren dog formodentlig hører)
den eneste, som ikke er født i Norge; han maatte altsaa ude-
lukkes fra Forsamlingen og fra ethvert vigtigt Statsem-
bede. Hvad iøvrigt Sagen selv angaar, da anser jeg
slet ikke Indfødsretten for den kostbare Juvel i Kongen
af Danmarks Krone, som de Dages Digtere og Prosaister
vilde gjøre den til, og hvad besynderlig Kraft der ligger
i at være født paa et Sted, naar man har levet sin meste
og bedste Tid paa et andet, indser jeg ikke. Jeg skulde
tro Patrioten beholder sine Penge, og de ere ham vel
undte.

26de Marts.

Hount skriver, at han næsten enstemmig er valgt til
Deputeret fra Smaalehnenes Amt. Hans Ytringer ere
forresten ikke meget haabfulde. Han ender med disse Ord:
"Kan Norge blive en selvstændig Stat, o Gud! hvor glad
vil jeg ikke da blive! Kan det ikke blive det, uden at
bygge paa blotte Muligheder, aldrig skal jeg da billige,
at en Million opofres for en skjøn Phantasi." -- Biskop

SIDE: 165

Bugge er efter Prindsens Anmodning igjen kommen her-
til.

28de Marts.

Min Samtale med Biskop Bugge dreiede sig mest
om Tidens Tegn og den norske Nationalaand. At der
er for liden sand Patriotisme iblandt os, deri maa jeg
give ham Ret, hvad enten jeg saa tager ham med i Klyn-
gen, eller regner ham blandt Undtagelserne -- jeg tilstaar
at det er mig problematisk -- og skulde jeg mistvivle om
Udfaldet af det store Værk, vi har begyndt, var det ingen-
lunde de udvortes Fienders Magt, men mine Landsmænds
egen Mangel paa Aand og Hjerte til at udføre det, hvor-
paa jeg vilde grunde min Mistvivl.

29de Marts.

Der kan ikke tænkes et ypperligere Foraarsveir end
vi nu have. Ligesom vi i hele Vinter har havt vedhol-
dende Frost, have vi nu Dag og Nat vedholdende Tø-
veir, hvorved Isen svækkes og Sneen smelter langsomt,
men dog saaledes, at, efter vort Clima, et godt og tidligt
Foraar med al Grund lader sig haabe. Deraf følger da
ogsaa, at paa Landeveiene er fælt Uføre, som endnu en
Tid lang vil forværres, den 10de Aprils Mænd til me-
gen Qvide, men Landmanden glædes ved Udsigten til et
frugtbart Aar, og Kjøbstædmanden ikke mindre ved Haa-
bet om Isens Bortgang og uhindret Tilførsel. -- Der
var tilmeldt Prindsen, at et Corps Svenske var indrykket
over Grændsen, hvilket bragte Allarm i Leiren, men saa
kom der Contrarapport, at den Officer, som havde meldt
det, havde taget feil. Fremdeles fortælles, at man har
faaet Telegraf-Efterretning om, at Regjeringsraad Ankers
Sendelse til England er mislykket, hvilket dog næppe er

SIDE: 166

Tilfældet, da det er vist, at General Anker imorgen reiser
til England, hvilket ei skulde ske, førend hans Broder
havde beredt ham Veien, og lovede sig et godt Udfald.
At man imidlertid allerede skulde have den engelske Re-
gjerings Erklæring, at den tillod fri Handel mellem begge
Riger, men at den i nærværende Øieblik ikke kunde er-
kjende det norske Flag, er vel endnu blot Rygte, som man
snart tør haabe bekræftet. -- I Danmark er skeet bety-
delig Subscribtion til Norges Forsyning med Korn til
Indkjøbspris.

30te Marts.

Jeg har idag læst en Prædiken af Sigvardt, hvori
han tre Gange kalder Prinds Christian vor Frelser, et
Navn, som i en Prædiken udelukkende bør gives Jesus
Christus. Prædikenen er forresten god, men baade han
og andre Prædikanter, som i denne Tid lade deres Taler
trykke, forekommer mig at tale mere til Nationaldepute-
rede og Medborgere end til Medchristne. Talerne inde-
holde for megen Politik og for liden Religion. Jeg er
selv ikke ankefri i dette Stykke.

Wulfsberg fortalte, at han nylig er bleven bestyrket
i sin Tro, at Prindsen ikke ynder Trykkefrihed.

31te Marts.

Admiral Lütken har faaet Ordre fra Kongen af Dan-
mark, gjennem Grev Essen, om strax at nedbringe Kut-
terbriggerne. Hvad Admiralen som dansk Undersaat maa
og bør gjøre, kan ikke være Tvivl underkastet, men om
Prindsen vil tillade Briggernes Bortførelse er et andet
Spørgsmaal.

1ste April.

Admiral Lütken og Capitaine Svenson ere arreste-

SIDE: 167

rede. Kongens Ordre kom med en svensk Courer og brag-
tes Prindsen, der brækkede den som alt, der kommer fra
Sverrig. Han sendte Oberst Arenfeldt med Ordren ned
til Lütken og lod ham spørge om, hvad han havde isinde
at gjøre. "Som dansk Undersaat og Mand af Ære",
svarede Admiralen, "maa jeg lyde min Konges Befaling".
"Saa maa jeg", sagde Arenfeldt, "i hans kongelige Høi-
heds Navn forkynde Dem Arrest". -- "Det ventede jeg",
svarede Lütken, og vilde aflevere sin Sabel, hvilken dog
ikke blev modtagen. Arenfeldt forlangte blot Revers, at
han erkjendte Arresten, og gav sit Æresord paa at ville
respectere den.

2den April.

Regjeringsraad Aall svæver mellem Haab og Frygt,
men besjeles af Agtelse og Hengivenhed for Prindsen. -- 
Tidenderne fra Danmark ere bedrøvelige. Kong Frederik
skal være nær ved at gaa fra Forstanden. Den svenske Mi-
nister Tavast skal have forlangt af Kongen, ei allene at gjøre
Prinds Christian arveløs (det kan han og vi alle le ad),
men ogsaa den Umenneskelighed, at overgive den svenske
Regjering hans Søn som Gidsel.

3die April.

Første Classe i Selskabet for Norges Vel er anmo-
det om at vælge 3 Censorer til at bedømme de Prisaf-
handlinger, Rigsdagen vedkommende, som ere indkomne
eller ventes at indkomme. Treschow havde valgt Sver-
drup, Platou og Omsen, hvilket Votum jeg tiltraadte.

5te April.

I Bondevensmødet talte jeg med Anker. I Hense-
ende til Norges Stilling og Udsigter, og de Forholdsreg-
ler, Rigsdagen bør tage, finder jeg ham og Hount, som

SIDE: 168

kom iaften, og strax udviklede mig sine Ideer, temmelig
enige. Man kan ikke nægte, at sund Fornuft prædomi-
nerer i deres Raisonnement, men at denne kolde Fornuft
enevældigen skal herske, at man ei vil gjøre Regning paa
egen Kraft og de store Forandringer, Omstændighederne
kunne være underkastede under Forsynets Styrelse, men
allene paa, hvad der i dette Moment kan sees med Øi-
nene og føles med Hænderne, at man vil kvæle al Enthu-
siasme af Frygt for, at den skal blive vild og regelløs
det kan jeg aldrig i Evighed billige, og de Betingelser,
man vilde indgaa med Sverrig, være nok saa fordelagtige
og soi-disant hæderlige -- i mine Øine vilde de vorde
en Skamplet og Fordærvelse paa Nationen.

6te April.

De Svenske udstøde slemme Trudsler mod dem, der
tage Del i den nærværende Regjering, og Grev Essen har
ved en bekjendt Provst Brunius ladet sige Regjeringsraad
Tank, at man fremfor alt vilde holde sig til hans og
hans Collegers Person og Eiendomme, hvilket er en
trøstelig Udsigt for ham, da de svenske Tropper blot
behøve at trænge en halv Mil ind i Landet for at af-
brænde begge hans Gaarde, efter først at have udplyndret
dem. Imidlertid taler Tank om Prinds Christian med
en Enthusiasme, jeg ikke havde tiltroet ham, men forresten
er han ilde tilmode, og unægtelig have han og Aall, som
uafhængige Mænd, paataget sig svare Byrder, og udsat
sig baade for Ansvar og Fare.

7de April.

Prindsen havde forlangt at høre Skriftetalen hjemme
i sit Værelse. Han sad i en Sopha og jeg i en Læne-
stol og talte som følger: "Solen oprandt Paaskedags

SIDE: 169

Morgen og Jesu Veninder ilede hen til den Grav, hvor
from Hengivenhed havde nedlagt hans afsjelede Legeme.
Endnu engang vilde de efter deres Lands Sæder hædre
hans Minde saaledes, som vi hædre vore afdøde Venners,
naar vi henplante en Blomst paa deres Gravhøi. Paa
Veien erindrede de, at en stor Sten var lagt over Gra-
ven. Bekymrede spurgte de hverandre, hvem skal bort-
vælte den? men fortsatte ikke desmindre deres Van-
dring. Og se! da de kom til Stedet var Stenen bort-
væltet, og de fandt i den aabne Grav -- ikke det livløse
blodige Legeme, som de ventede at finde: de fandt et for-
klaret Herrens Sendebud, der tilraabte dem det glade
Budskab: "I lede efter Jesum af Nazareth; han er op-
standen, han er ikke her".

Ofte vandre vi Mennesker herneden med saaret Hjerte
til det Sted, hvor vi tro, at alle vort Livs Glæder ere
begravne, for endnu at kunne gjenkalde os deres bitre,
søde Minde. Tanken om det Forbigangne, Følelsen af
det Nærværende, den dunkle Udsigt mod det Tilkommende
stemmer vor Sjel til Mismod. Ak, selv over vore Glæ-
ders Grav hviler en tung Sten, og tvivlraadigen spørge
vi: hvo vil, hvo kan afvælte den? Held den, som ikke
trøstesløs vender tilbage, som ikke mistvivler om at faa
Stenen bort, skjøndt hans egen Kraft er for svag dertil,
men med tillidsfuld Fortrøstning til Gud fortsætter sin
Vandring. Thi ofte sker det, at naar vi naa det Maal,
som vi med frygtblandet Længsel ilede hen til, naar Øie-
blikket kommer, hvilket den Lidettroende med Ængstelse
og Mismod saa imøde -- se, da er Stenen afvæltet.
Den Almægtige, for hvem alle Jordens Klipper er et
Støvgran, et Intet, har borttaget den.

SIDE: 170

Ædle Fyrste! Længe og haardeligen led det Land,
hvis Styrer De af Gud bestemtes til at være, og den
haardeste Prøvelse forestod endnu, da De kom til os, for
at dele vore faa Glæder, vore mange smertelige Lidelser.
De forlod det skjønne Land, hvor Deres Barndoms og
Ungdoms Dage henrunde saa blideligen; hvor De uden
krænkende Sorger, uden møisomme Anstrængelser kunde
berige Deres lyse Aand med Kundskaber, og nære de
ømme, glade Følelser, for hvilke Deres varme Hjerte skab-
tes; hvor et elsket Barns uskyldige Kjærtegn og haab-
fulde Fremvæxt skjænkede Deres Faderhjerte den saligste
Fryd. De forlod hint Land for at dele Skjæbne med
et Folk, over hvis Isse længe svævede og endnu svæver
en mørk, varslende Uveirssky; thi ak! til det sikre Haab
tør vi endnu ikke hengive os, at Uveiret vil bortdrage,
og at de enkelte Solglimt, som nu og da frembryde, be-
bude en skjøn Dag. O ædle Fyrste! klart skuer Deres
Blik og varmt føler Deres Hjerte: ogsaa De vandrer med
os til svundne Glæders Grav; det er ei undgaaet Deres
Opmærksomhed, at en tung Sten endnu hviler paa den,
og en Fyrste, der er saa aldeles Menneske som De, vil
ikke blues ved at erkjende, at det Spørgsmaal stundom
uvilkaarligt fremtrænger sig: hvo skal bortvælte denne
Sten? Dog forsager De ikke; dog gaar De med Mod
og Kraft fremad den Bane, Forsynet henkaldte Dem paa;
dog straaler endnu Haab i Deres Øine og fæster Bolig
i Deres Hjerte. Hvad er det da, som binder Dem saa
fast til vort (efter Verdens Dom) saa ulykkelige Land?
hvorfor overlod De os ikke til den sørgelige, vanærende
Skjæbne, der beredtes os, og vendte tilbage did, hvor
Tryghed og Glæde indbød Dem? Ikke formastelig Selv-

SIDE: 171

tillid og ikke Haab til svage Mennesker bestemte Dem.
Hos Gud var Deres Frelse og Ære; Deres Styrkes
Klippe, Deres Tilflugt var Gud. Paa ham forlod og
forlader De Dem; for hans Aasyn udgyder De i dette
Andagtens Øieblik Deres Hjerte. Og derfor taber ei
De, og derfor bør ei heller vi tabe Modet, fordi maaske
forenet Kraft er for svag til at afvælte Stenen. O, vi
bør ikke mistvivle om, at hvad Gud finder tjenligt for
os, det vil han ogsaa skjænke os Bistand til. Et Øie-
blik, da har maaske den Almægtiges Haand som Avner
bortveiret den Sten, al menneskelig Magt ikke var istand
til at lette. Hvad Gud vil have frem, kan Ingen for-
holde, ikke al Jordens Mægtige, om de samlede opstaa
imod os og true os med Undergang. Gud er mægtigere
end de alle, og de, som forlade sig paa ham, ere evig
trygge.

Derfor, ædle, dyrebare Fyrste! beder og formaner
jeg Dem i Jesu Christi Navn, i hans Navn, der led og
udholdt Lidelsen med Kraft og Hengivenhed i Guds Villie
og derpaa indgik til Herlighed, i hans Navn, hvis Minde
De nu i den Eviges Tempel i Medforløstes Samfund
høitideligen skal igjenkalde: før og brug med Mandoms-
mod de Vaaben, hvormed vor hellige Religion udruster
Dem til at udholde den Kamp, som endnu maaske fore-
staar! Tro paa Gud være Deres Skjold, og hver gloende
Pil, Vold eller List udsender mod Dem og den gode Sag,
skal slukt og kraftløs nedfalde for Deres Fødder! Aan-
dens Sværd, Guds Ord, være Deres Forsvarsvaaben,
med hvilke De mandigen strider mod Lidenskabernes og
Smigerens og Forførelsens skjulte og aabenbare Angreb.
Deres Øie være stadigen henvendt paa Jesus Christus!

SIDE: 172

Hans Lære, hans Exempel, hans blide Forjættelser op-
muntre og styrke Dem. -- Og engang skal De og (vi
haabe til Gud) vi med Dem se hver Anstødssten bort-
væltet, og jublende erkjende, at alle Herrens Veie ere
Visdom og Godhed, og at alt skal tjene Dem til Gavn,
som elske ham". -- Prindsen hørte mig med hjertelig Del-
tagelse, og takkede mig med et Haandtryk, fordi jeg havde
stemt ham just til de Følelser, det var ham og os alle
saa vigtigt at nære i dette Øieblik. "Tro paa Forsynet",
sagde han, "er os nu aldeles nødvendig. Uden den vilde
det være Afsindighed, hvad vi nu har begyndt paa".
Han ytrede det Haab, at alt vilde faa et godt Udfald.
"Det er saa lidet", sagde han, "der behøves for at redde
os. Kornmangelen er det eneste ret frygtelige Onde, men
hvor fik vi Hjælp Nytaarsdag? Hvor let og snart kan
ikke lignende Lykke vederfares os". I Kirken fremtraadte
Prindsen sammen med de øvrige Communicanter.

8de April.

Selskabet ved Prindsens Taffel var temmelig stort.
Det bestod nemlig først af det hele Regjeringsraad, saa
af Biskop Bugge, der virkelig synes at aspirere til en for-
nem Hofnars Charge, hvis her bliver Hof, og endelig
følgende Deputerede: Hount, Jacob Aall, Justitsraad Di-
riks fra Laurvig, Sorenskriver Bryn fra Raabygdelaget,
den oplyste og interessante Præst Grøgaard fra Moland
og Dr. Møller fra Arendal. Ved min Bordende var
Conversationen ikke meget levende; Bugge førte Ordet paa
den modsatte, og til ham vare alles Øren henvendte. -- 
Ved min Hjemkomst fandt jeg et overvættes venskabeligt Brev
fra Biskop Brun. Han sender mig sin Bededagsbøn, om
hvilken jeg maa være enig med Prindsen. Han foreslaar

SIDE: 173

endog indirecte i denne Bøn Forandring i vore Love an-
gaaende Eden.

9de April.

Schmidt og Hount reiste idag til Eidsvold. Jeg
kan ikke sige, at jeg som Fædrelandets Mand var eller
er aldeles tilfreds med Hount. Den Mand, der som
Kongen af Danmarks Undersaat var den djærve, ivrige,
hyperpatriotiske Normand, hvis Yndlingssang var "For
Norge, Kjæmpers Fødeland", selv i dens mest revolutio-
nære Ytringer, der paa en uærbødig Maade, som næsten
havde paadraget ham Generalfiscalens Tiltale, søgte at
gjøre "Norges retfærdige og billige Ønsker" gjældende, -- 
denne Mand maatte formodes, naar endog fjern og uvis
Udsigt viste sig til at gjenvinde og haandhæve Norges
Selvstændighed, at ville henrives af høi Enthusiasme og
vove for den store Idees Realisation alt hvad Oldtidens
udødelige Frihedshelte vovede, om han ogsaa selv skulde
opofre alt. Dette synes han imidlertid ei at ville gjøre.
Hans kloge Forslag ere vel iførte Philantropiens Klæde-
bon, og den Hungersnød, der truer Landet, angives som
Bevæggrunden, hvorfor man ei maa lade Enthusiasmen
prædominere. Men hvad skjønt og stort der var bleven
udrettet i Verden, naar man saaledes var gaaet raison-
nerende frem, gad jeg nok vidst. Vil man støtte sig paa
lutter Visheder i denne Verden, skal det: "Hvo intet vover,
han intet vinder!" regnes blandt de pontoppidanske "onde
Ordsprog, som fordærver gode Sæder": skal Bevidstheden
om, at man kjæmper for en god Sag regnes for Intet,
saasnart man ei med Pen og Griffel kan calculere Kam-
pens Udfald: skal Enthusiasme hedde Sværmeri og reli-
giøs-poetisk Anskuelse mødes med Haanlatter -- saa far-

SIDE: 174

vel Menneskeværdighed og Menneskeheld, og den Tro paa
Gud, der anprises Ebr. II! saa har vi en ganske simpel
Livsphilosophi, som vi kunne følge hele vort Liv igjennem:
"hold med dem, der vinde, og vend Ryggen til dem, der
tabe!" Sagtens holder den ikke Stik længer end til vi
dø, men hvad siger det?

"Bruder! bin ich einmal todt,
Friszt die Seele mir kein Brodt".

Jeg vil ingenlunde sætte min gamle Ven i Classe med
de foragtelige Skabninger, der raisonnere saa, men hvortil
det kan lede, naar man, som han, er purus putus Pro-
saisk, det er mig indlysende, og jeg vil aldrig kunne regne
ham blandt mit Fædrelands Støtter. Dertil kommer
endnu hans umiskjendelige Arrogance, som gjør det ube-
hageligt at indlade sig i Ventilation med ham, naar man
ikke er af hans Mening; og naar jeg saa tilføier, at det
nok er altfor sandt, at han har prædiket bemeldte com-
mon-sence for Almuen i sin Egn paa Sverrigs Grændse,
hvor det er saa vigtigt at nære og opflamme National-
aanden, saa kan jeg virkelig ikke undlade, idet jeg elsker
ham som min personlige Ven, at anse ham for min po-
litiske Uven. Havde Mænd af de Grundsætninger været
Folkets Anførere, da Brødrene Colbjørnsen vare det, da
var nok Frederikshald blevet uopbrændt, og Sverrigs Ban-
ner havde alt i et Aarhundrede vaiet fra Frederikssten!
 -- Schmidt tænker og føler som vi alle burde tænke og
føle, og tænkte og følte vi alle saa, da var Norge frelst.

Iaften læste jeg Overkrigscommissair Sebbelovs For-
slag til en Grundlov for Norge, bygget paa den Forud-
sætning, at Christian Frederik bliver arvelig indskrænket
Monarch. Jeg har aldrig studeret den Ting ex professo,

SIDE: 175

er altsaa ikke ret bedømme denne Bog, men han fore-
kommer mig stundom inconseqvent, naar han f. Ex. over-
giver ogsaa Lovgivningen i Regentens Hænder, men vil
dog have Rigsdag sammenkaldt, hvilken dog ei maa vare
over 8 -- 10 Dage (!); nogle Forslag synes umodne og
ensidige; vigtige Ting ere afjaskede i megen Fart og andre
f. Ex. om Skibes Clarering (der aldrig kan høre under
et Riges Grundlove) ere fremsatte i vidtløftig Detail, men
ellers er der ogsaa adskilligt sundt og godt i Pjecen, og
blandt saameget andet, kan den da gjerne fortjene opmærk-
som Gjennemlæsning.

10de April.

Den er nu kommen, den store Paaskedag. Saa nær
Stedet, hvor den vigtige Tærning vorder kastet, der skal
afgjøre Norges Skjæbne maaske for Aarhundreder, og dog
fjernet og afhængig af et Par Mennesker, der mundtlig
eller skriftlig ville henkaste til mig nogle afrevne Frag-
menter, gaar jeg som paa Gløder og venter med Æng-
stelse det Øieblik, da Sløret falder, og det maaske lykke-
lige, maaske sørgelige Resultat ligger for Verdens Øine.
Ogsaa med Hensyn paa mig selv er det skrækkelige Dage;
thi jeg føler det, fra den Stund Norge gaar over til saa-
dan Forbindelse med Sverrig, at Prinds Christian ei læn-
ger kan være dets Styrer, er al min Lyksalighed inden
Norges Grændser forbi. Under en søvnløs Nat opstod
den Tanke hos mig, hvis det skulde komme dertil, i Af-
skedstimen at bede min elskte Fyrste, naar han bliver Konge
i Danmark -- og forlader han os, vil det ei vare længe
 -- da at give mig et Embede der, paa det jeg fjernt fra
mit ulykkelige, nedværdigede Fædreland kan ende mine
Dage der, hvor det i over 20 Aar har været mit inder-

SIDE: 176

ligste Ønske at leve og dø. Dog -- jeg vil ikke udmale
denne sørgelige Forestilling. Det tør gaa godt.

11te April.

Kjerschow holdt en meget god, men overmaade ortho-
dox Prædiken, hvor endog Djævelens Indskydelser og den
evige Fordømmelse vare anbragte. Hans Sprog er skjønt,
der er baade Tanke og Følelse i hans Foredrag, og med
et bedre Udvortes vilde han kunne blive en yndet Prædi-
kant. Han er ægte, conseqvent Grundtvigianer, og som
saadan mig langt kjærere end Stenersen med sin ubegri-
belige Schellingske Philosophi og fremfor alt end Borch,
hvis Prædikener er en ulykkelig Sammenblanding af the-
ologisk og philosophisk Palæologi og Neologi.

Om Grev Wedel fortælles der, at han i Torsdags
paa Bogstad havde udtalt sig om Norges Tilstand og
Prindsen, vel ikke med fuldkommen Tilfredshed, men dog
i en ædel, moderat Tone. Som den voldsomste Oppo-
sitionsmand nævnes Wergeland.

12te April.

"Tiden" kaldes nu her i Byen Ministerialtidenden
og "Intelligentsseddelen" Oppositionsbladet. Hvor det
dog kan vende sig underligt her i Verden. Wulfsberg en
Ministerialtidendes salarerede Udgiver! -- Omsen er den,
som først har udsat Præmie for den bedste Constitution,
hvorfor han ogsaa vægrer sig ved at censurere de ind-
komne Afhandlinger. Han og hans Medpatrioter beholde
nok deres Penge, thi alt hvad der indkommet som Prisaf-
handling, skal være dumt Sludder.

13de April.

Prindsen har aabnet Forsamlingen paa Eidsvold med
en skjøn Tale. Sorenskriver Falsen skal være en af den

SIDE: 177

gode Sags kjækkeste Talsmænd. En Takadresse til Prind-
sen for hans hidtilværende Administration er foreslaaet,
men efter Grev Wedels Forslag ajourneredes den til næste
Dag. Breve fra Eidsvold beretter, at Wedel om Natten
skal have ladet Stemmesedler udgaa til dem, han ansaa
for at høre til sit Parti. Om Løvenskjold siges der, at
han, uden at aflægge Ed, vilde agere Nationaldeputeret,
og at det kun var ved at true ham med Bortvisning, at
Prindsen kunde formaa ham dertil. Han skal overalt have
vist en revoltant Djærvhed. Imidlertid ansees han for
altfor ubetydelig til at blive Gjenstand for Frygt.

14de April.

Af Bergh, som igaaraftes kom hjem fra Eidsvold,
hørte jeg endel Rigsdagsnyt. Takadressen gik igjennem
som billigt og rimeligt var. Grev Wedel gav han det
Vidnesbyrd, at han gaar temmelig sindig tilværks, og
man mistvivler ikke om at vinde ham for den gode Sag.
Blandt dennes kjække og veltalende Forsvarere nævnede
Bergh: Rein, Sverdrup, Falsen, Hegermann, Oberstlieute-
nant Stabell og Capt. Motzfeldt for Bergen. For Op-
positionspartiet præsiderer som en sand Enragé Werge-
land, der taler med en Djærvhed, som hans egne Me-
ningsfæller søger at formilde. Han skal have fordret de
Mænd, som af Prindsen i Februar kaldtes til Eidsvold,
satte under Tiltale, som de, der have tilranet sig den
Nationen tilhørende Souverainitet. Forøvrigt tegner alt
sig til at ville gaa vel. Prindsens Tale har idag staaet
i "Tiden". Der er ingen overflødig Prydelse, ingen tom
Declamation; den bærer Simpelheds og Sandheds Præg,
og maa udentvivl strax blandt dem, som ikke før have
seet ham, have vundet ham ikke faa Tilhængere. Jacob

SIDE: 178

Aall er taus; Adskillelsen fra Danmark skal især være ham
krænkende.

15de April.

Jeg læste idag en ny Opfordring fra Grev Essen
til det norske Folk, ledsaget af Bilage, hvori Trudsler na-
turligvis udstødes mod os, hvis vi ei ville falde tilfode,
men hvor tillige Danmark trues ligesaa slemt som vi.
Det synes overalt som om dette vort fordums Broder-
lands Fare er nok saa stor som vor, og at man vil lade
dets ulykkelige Konge undgjælde for vor Uvillighed til at
underkaste os. De Danskes broderlige og virksomme Del-
tagelse i vor Skjæbne skal være mageløs, og vi vare utak-
nemmelige, om vi i Tidens Fylde modsatte os en ny For-
ening, forudsat at den kunde bestaa med vort eget Lands
Held og Tryghed. Under souverain Regjering giver vel
Norge sig aldrig mere, men det er ikke usandsynligt, at
Begivenhederne her fremkalde noget lignende i Danmark,
og bevirker Enevældets Ophævelse. Her tales alt om
Thygeson som dansk Minister i Norge, og Rosenkrantz
som norsk i Danmark, men underlige Ting maatte hæn-
des, inden dette kunde realiseres. Imidlertid ere bety-
delige Kornforraad ankomne til Norge, skjøndt ikke til vor
isblokerede By, og ihvorvel det engelske Ministerium har
lovet Pontecorvo, ikke at hjælpe Norge, vaier dog det en-
gelske Flag i norske Havne, ingen Krydsere hindre Tilfør-
selen, og Privatmænd i England sende Gaver til norske
Krigere. Et Handelshus i England har nylig sendt Ege-
berg 100 Guineer, og flere har lovet lignende Bidrag.

17de April.

Af Constitutionens 13 Hovedpunkter ere 10 alt fær-
dige og vedtagne, hvoriblandt No 1, at Norge skal være

SIDE: 179

et indskrænket arveligt Monarchi, hvis Bestyrer skal føre
Navn af Konge. Herimod holdt Wergeland atter en lang
Tale, som man atter var saa uhøflig at afbryde. Et Par
bergenhusiske Bønder skal ved et eftertrykkeligt Argument
have bragt Grev Wedel paa fredeligere Tanker, da de
lovede "at stingje ham", hvis han nævnte Forening med
Sverrig. Alt ansees nu paa det nærmeste afgjort. -- 
"Tiden" indeholdt i Original og Oversættelse et ypperligt
Brev fra Prindsen til den svenske Konge, som denne har
sendt uaabnet tilbage. Den Klogskab og Retskaffenhed,
som fremlyser af alt, hvad denne Mand taler, skriver og
foretager sig, maa dog omsider aabne Øinene paa En-
hver, som vil se.

18de April.

Om Grøgaard fortælles en Anekdot, der charakteri-
serer baade Manden og den Sag, han forsvarer. Biskop
Bugge, som han besøgte her i Byen, havde sagt til ham,
at der aldrig kunde være Spørgsmaal om Norge skulde
være et selvstændigt Rige, men blot hvorledes det skulde
bevare sin Selvstændighed; thi at vove alt, endog Liv og
Blod for den havde man jo svoret, -- og den kloge Mand
svarede med sin Aandsforvandte Lorano i Zarine:

"Men naar du svoret har en ubetænksom Ed,
Da bryd den uforsagt, og Himlen blier ei vred!"

Om Schmidt paastaaes, at han paa Eidsvold skal
bære Kappen paa begge Skuldre. Jeg kan ikke tro det,
endskjøndt det ikke vilde være første Gang man opdagede
Inconseqventser hos Mennesker, hvis Charakterfasthed der
gik Ry af. Jørgen Aall skal være Normand med Liv
og Sjel, og Scheitlie fra Drammen, som ansaaes for
tvetydig, endog enrageret Antisvensk.

SIDE: 180

19de April.

Man tror Grev Wedels Liv usikkert blandt de ær-
lige, kraftfulde, men haardhjertede Fjeldbønder. Der er
talt om at anklage ham som Landsforræder, og Soren-
skriver Blom har man truet med at slaa Arme og Ben
itu paa, dersom han lader sig bruge som Grevens Haand-
langer. Der hvervedes stærkt for ham til anden Uges
Præsidentskab, men Norges Venner seirede, og Oberst He-
germann valgtes.

20de April.

Jeg har læst et Digt, som roulerer i Kjøbenhavn
i Manuscript. Det hedder "Nora til Dana" og inde-
holder skrækkelige Invectiver mod den danske Regjering,
og næsten ren Opfordring til det danske Folk om at løs-
rive sig fra Frederik den Sjettes Scepter, og i Forening
med Norge at hylde Prinds Christian. Forfatteren skal
være en Student Boye, Rectorens Søn fra Trondhjem;
men ellers er en Præmie udsat for hans bevislige Paa-
gribelse.

21de April.

Flere Medlemmer af Overcriminalretten har raadet
Hans Houge til at søge Benaadning hos Regenten, hvor-
til de ved Forbøn ville bidrage, og ikke forlange Com-
missionsdommen underkjendt. De sige vel, at de gjøre
det, for at se hans Skjæbne i Hast afgjort, men hvad hin-
drede dem, efterat forhen alle mulige Undersøgelser ere
anstillede, strax at optage Sagen til Doms? Ventelig
føle de, at skjøndt summum jus her virkelig vilde være
summa injuria, kunde de dog efter Lovens Bogstav ikke
dømme anderledes end Commissionen. Jeg lovede ham

SIDE: 181

en meget fordelagtig Attest og Anbefaling hos Prindsen,
om Leilighed kunde gives.

22de April.

Bergh havde hørt, hvad der skal have gjort megen
Sensation paa Eidsvold, at den Aften, da Prindsen ven-
tedes, men ikke kom, et mistænkeligt Menneske var fundet
i hans Værelse, som løb sin Vei i flyvende Il og efter-
lod sine Sko. Rimeligvis har det været en simpel Tyv,
men efterat Oppositionspartiet saa længe har seet Spøgelser,
kan man ikke undres over, at den gode Sags Tilhængere
nu ogsaa begynde at følge Exemplet. Selv om den
svenske Regjering skulde ville udrydde vor ædle Fyrste med
Snigmorderhaand, er jeg overbevist om, at ingen Nor-
mand vilde lade sig bruge som Haandlanger til en saadan
Niddingsdaad. -- Wergeland skal a la Barrere søge at be-
trygge sig mod ethvert Tilfælde. Han havde sagt til
Haffner, at han haabede Prindsen ikke var ham unaadig,
fordi han havde sagt sin Mening, hvortil Haffner svarede:
"Ja, det veed jeg sandelig ikke. Prindsen taler aldrig til
sine Adjutanter om Præster".

23de April.

I Intelligentsseddelen klages over for liden Publicitet
ved Rigsdagsforhandlingerne. Det er rigtignok heller ikke
brav, at man siden 11te April endnu ikke er kommen
videre i Landets eneste officielle Blad end til Opregnelsen
af Rigsforsamlingens Medlemmer, men jeg tror snarere,
det maa tilskrives vore Bogtrykkeriers dels maadelige For-
fatning, dels Beskjeftigelse med andre uopsættelige Ting,
end Ulyst til at meddele Nationen Rigsdagens Forhand-
linger.

SIDE: 182

25de April.

Jeg havde Brev fra Schmidt. Han er Medlem af
Constitutionscommitteen og sidder der sex Timer om Da-
gen. Hount derimod har intet at bestille. Han forekom-
mer mig som en Taler uden Aandsnærværelse, der har
forfattet og memoreret sin Tale, men naar Omstændighe-
derne gjør et eller andet Sted upassende i den, kommer
saa rent ud af Concepterne, at han ikke kan fremføre et
Ord. Hount havde nu sat sig saa fast i Hovedet, at der
først skulde ventileres om Norge kunde være et selvstæn-
digt Rige, og da nu par malheur denne Qvæstion strax
blev afvist som allerede afgjort og Rigsdagen uvedkom-
mende, kan han ikke mere orientere sig og tier bomstille.
Wergeland har den 19de holdt en Tale, "hvori han be-
breidede Forsamlingen dens døende Selvstændighed og
Mangel paa Conseqvents, malede den gule Hunger med
grelle Farver og talede store Ord om sin egen Person,
men udrettede intet andet derved, end at blive et Maal
for Sverdrups sarcastiske Snert. Rein oplæste samme
Dag nogle Bemærkninger om Rygtemagere og Nødspræ-
dikanter, der havde Fynd og Klem og stoppede Munden
paa Sadducæerne, der gjerne ville benægte og hindre vor
politiske Opstandelse". Om samme Rein har jeg hørt
følgende meget sandsynlige Anecdot. Han havde engang
offentlig udladt sig omtrent saaledes: "Der er en Mand
iblandt os med et udmærket lyst Hoved; det var blot at
ønske, at han anvendte sine store Aandsgaver til Norges
Vel og den gode Sags Fremme, men desværre, derom
har man Aarsag til at tvivle". Kammerherre Løvenskjold,
som har kjendt Rein fra denne var Præst i Eidanger,
traf ham siden og sagde: "Men Rein, De er dog altfor

SIDE: 183

satirisk og bitter; det skulde vist sigte til mig, hvad De
før sagde". "Nei, det forsikrer jeg Dem det ikke gjorde",
svarede Rein i sin tørre alvorlige Tone; "hvor kunde og
Nogen falde paa at sige saadant om Dem?"

26de April.

Jeg fik et Brev fra Hount. Naturligvis fornægter
han ikke de Grundsætninger, han før bekjendte sig til;
Lovtaler over Rein, Sverdrup og Falsen; Bitterheder og
Sarcasmer over Wedel, Wergeland og Løvenskjold maatte
altsaa ikke ventes af ham, men han har dog taget Del i
Forhandlingerne og hvad han har talt er fornuftigt og
sindigt, og det synes som om han ret godt veed at skikke
sig i Tider og Omstændigheder. Jeg ser ellers af hans
Brev, at Sverdrup og Wergeland dog engang have været
enige: i Debatten om Jøderne.

29de April.

Der verserer følgende nye Fortolkning over Om-
skriften paa Rigsbanktegnene: "Rask, I Gutter! Svensken
banker! Aldrig nybagt Kronprinds tage Eders gamle
Norge! Frederik overgav Riget. Saadant kan ingen Lands-
mand lide, ingen Normand glemme".

30te April.

Jeg har læst Wergelands Tale, som Schmidt skrev
om. Den er arrogant, declamatorisk og ensidig, men
(suum cuiqve) den røber megen Frimodighed, har for det
meste et skjønt Sprog, og indeholder vel adskillige Ting,
som fortjene Opmærksomhed og Gjendrivelse. Overalt
den Mand, som siger sin Mening rent ud i offentlig For-
samling, den være saa vrang, saa absurd, ja saa farlig,
som den være vil, fortjener altid en vis Agtelse. Kan
Norge bestaa i Kampen, vil jeg tro, at Wergeland og

SIDE: 184

Løvenskjold kunne blive meget gode Borgere, men Partiets
Hoved, Grev Wedel, vil altid blive en farlig Mand i
Landet. -- Wulfsberg laante mig en Hoben danske Stats-
tidender og Dage, som er en stor Sjeldenhed nuomstun-
der. Norge nævnes naturligvis ikke mere i disse, end
om de Svenske havde brugt deres Souverainitets-Ret til
at udslette det og os af existerende Væseners Tal.

1ste Mai.

Endnu ved man intet om Udfaldet af Carsten An-
kers Mission, men man trøster sig med det gamle Ord-
sprog, at ingen Tidender ere gode Tidender, og den uen-
delig vigtige Katastrophe i Frankrig gjør det begribeligt,
at man vil have den tilendebragt, inden man for Alvor
sysselsætter sig med vort lille Norge.

4de Mai.

Kjerschow ordineredes. Efter Ordinationen aflagde
han mig et Besøg ved min Sygeseng. Bispen havde talt
om at kjøbe den beleilige Tid, og Kjerschow havde seet
sig nødsaget til at forandre et Sted i sin Prædiken, for
ei at ansees for at ville optræde som sin Overhyrdes An-
tagonist. Jeg har siden hørt af Andre, at Bispen skjendte
paa Pietismen, Kjerschow paa verdslig Visdom.

5te Mai.

Wulfsberg medbragte et nyt svensk Sendebrev til
Etatsraad Holten, endnu det mest Ondskabsfulde og Ufor-
skammede, som er skrevet mod vor ædle Prinds. Gud
ved, hvad de tror at udrette ved disse forstærkede Invec-
tiver og Trudsler. De maa jo dog indse, at enhver af
dem blot forstærker Nationalhadet.

7de Mai.

Rigsdagsforhandlingerne gaa rask frem, og de van-

SIDE: 185

skeligste Punkter afgjøres efterhaanden i al Fredelighed.
Med Hensyn paa Pontecorvo er bestemt, at Norges Konge
ei allene skal bekjende sig til den lutherske Religion, men
ogsaa være født og opdraget i den, i hvilken Anledning
Rein havde talt djerve Ord om at skifte Tro med Landets
Grændser. Ogsaa det delicate Punkt er afgjort, at vor
Konge kan med Rigsdagens Samtykke modtage en anden
Krone, dog saaledes, at han idetmindste 6 Maaneder af
Aaret skal residere i Norge. -- Der siges, at Carsten
Anker har faaet Tilladelse til at opholde sig i England som
Privatmand, men at man ei kan anerkjende ham i Egen-
skab af Minister, hvilket da heller ikke kan ventes.

8de Mai.

Rosenkrantz fortalte om sin Reise til Kjøbenhavn
og Modtagelse af Frederik den Sjette. Ved første Audi-
ents havde han fundet ham overmaade forandret; anden
Gang syntes han friskere og bedre tilmode. Han havde
blandt andet sagt: "Det gjør mig ondt, at jeg ikke kan
ansige Dem til Taffels, men De maa tro, jeg holder ikke
mindre af Dem end før", og da Rosenkrantz frembragte
sit Hovedærinde om Norges Providering, svarede han:
"Det staar ikke i min Magt at gjøre noget ved den Sag,
men for Resten bør De ikke tvivle om, at jeg føler for
Norge, hvad jeg altid har følt". -- Ulykkelige Konge! det
er Synd at haane ham.

9de Mai.

Lieutenant Falbe, som er kommen herop i et Stats-
ærinde med Admiral Bille og Oberst Lønborg, skal offent-
lig ved Bordet paa Eidsvold have sagt, at man i Sver-
rig har nævnt fire Rigsdagsmænd, som man kunde stole
paa: Wedel, Løvenskjold og Præsterne Grøgaard og Wer-

SIDE: 186

geland. Der paastaaes, at Wedel har havt en Courer
inde i Sverrig, som har opholdt sig der i 6 Dage, og i
denne Tid er hjemkommen.

11te Mai.

Der tales om en særdeles ubehagelig Affaire, der
har mødt Kammerjunker Gyldenpalm paa hans Reise her-
til gjennem Sverrig. Han skal have omgaaets saa ufor-
sigtigt med yderst vigtige Papirer, der vare ham betroede,
at disse ere ham fratagne, og han selv arresteret. Om
disse Papirers Indhold er man ikke ret enig. Nogle
sige, at det var Depescher fra Kongen, der røbede
Forstaaelse med Prinds Christian og Norge; andre paa-
staa, at det var et Brev fra Præsident Kaas til Prind-
sen, hvori tilkjendegaves ham, at Opstand var nær ved at
udbryde i Kjøbenhavn, og at man var sindet at støde
Kong Frederik fra Thronen. -- I Intelligentsseddelen
opfordres Wergeland til at lade trykke den Tale, han ny-
lig har holdt til Arveadelens Forsvar. Man vil fortælle,
at han er salareret med -- jeg erindrer ikke, hvor stor
Sum i svenske Bancosedler for denne Tale. Kan dette
bevises, maa jeg tage mine formildende Ord tilbage, og
aldeles træde over i Modstandernes Rækker.

I "Tiden" findes nogle ikke meget poetiske, men
kraftfulde Ord af Biskop Krogh. Hvad Hount i mit
Brev til ham brød Staven over som Sværmeri, siger den
trofaste gamle Normand her næsten med de samme Ord.
Hæderligen udmærker sig Norges to ældste Biskopper,
graahærdede Mænd med Ungdoms Ild og Kraft, medens
den yngre Slægt sætter sig hen og coculurer, staar op
at deklamere og vikler sig ud med jesuitiske Udflugter, selv
fra Edens helligste Baand. Dog lad mig ikke nævne

SIDE: 187

Slægten, hvor blot enkelt svagt eller foragteligt Indivi-
duum burde nævnes.

12te Mai.

Kongen af Danmark har tilligemed to Commissæ-
rer til at aflevere vore Fæstninger m. v. udsendt et ful-
men brutum mod os stakkels Embedsmænd, hvori det for-
bydes os, under nærværende Forfatning at modtage eller
beholde noget Embede her i Norge; men især formanes
alle Danskfødte inden fire Uger at nedlægge deres norske
Embeder og forføie sig til Danmark under Tab af Kon-
gens Yndest og Naade, samt af alle de Prærogativer,
de som danske Undersaatter maatte være komne i Besid-
delse af.

13de Mai.

Man taler om Christians Modtagelse i Christiania,
naar han første Gang kommer hertil som Konge. At
pengespildende Høitideligheder for det første ei bør finde
Sted, er man enig i, men festlig bør Modtagelsen være;
dog -- hvo skal ordne den? Den constituerede Stift-
amtmand, Etatsraad Falbe, var den mest competente, men
foruden at han i det Hele beskyldes for Phlegma og Uvirk-
somhed, skal han nu være vred over, at Justitiarius-Em-
bedet i Høiesteret er tilbudt Stiftamtmand Bull i Ber-
gen og ikke ham. Borgerskabets Formand, Præsident
Bull, er bortreist, og fraværende eller nærværende er han
med samt Borgemester og Raad (Ingstad maaske undta-
gen) ligesaa uduelige til at arrangere en Høitid, som til
at bestyre en By. Mit Haab staar til Agent Nielsen,
som Formand for Byens Repræsentanter.

14de Mai.

Holten fortalte, at den sidste svare Kamp er over-

SIDE: 188

standen paa Eidsvold, at det nye Finantssystem har seiret,
og at det især er Rein, som har bidraget dertil ved en
mesterlig Tale, der frembragte almindelig Enthusiasme og
lønnedes af hele Forsamlingen med et tredobbelt Hurra.

15de Mai.

Med Schmidts Brev fulgte Reins herlige Tale.
Biskop Brun skrev, at den forrige var som talt ud af
hans eget Hjerte, kun var der ikke nok Ild og Krudt i
den. Dette savnes ikke her. Ethvert Vaaben, der egner
ærlig Stridsmand, har han ført med sjelden Kraft; lige
uimodstaaeligen virker han paa Forstand og Hjerte; det
er et mesterligt Aandsproduct. Dets Virkning skal ogsaa
have været stor, og (vil man sige) paa Grev Wedel skræk-
kelig.

17de Mai.

Enkelte skulle finde det betænkeligt at tilbyde Prind-
sen Kronen under Rigets nuværende precaire Stilling, da
Norge endnu ei af nogen udenlandsk Magt er erkjendt
for en selvstændig Stat. Det maa da ialfald være Prind-
sens Sag, om han vil modtage en saadan vaklende Throne;
jeg haaber, at den Aand, der har bevaret sig uforkrænket
paa Eidsvold i alle disse stormfulde Dage, heller ikke nu
vil undfalde mine patriotiske Landsmænd. -- Imorgen
Eftermiddag Kl. 5 er paa Raadstuen berammet en Sam-
ling, hvor Offere skulde bringes paa Fædrelandets Alter
af Sølv og deslige, og overgives Rigets Regent ved hans
ankomst paa Søndag.

18de Mai.

Nu er det afgjort; Christian Frederik er kaaret til
Norges Konge; Anker, Wedel, Løvenskjold og Omsen
havde rigtignok forlangt Udsættelse under det igaar anførte

SIDE: 189

Paaskud, men de bleve overdøvede af det almindelige
Samraab, og Prindsen valgtes enstemmigen. Dog sige
nogle, at de tre førstnævnte traadte tilbage og ikke vilde
votere. Dette fortaltes paa Raadhuset, hvor rige Offere
frembragtes og, som det syntes, med glade Hjerter. Min
gamle Sølvkande af 99 1/2 Lods Vægt og min meste Skil-
lemynt, der ogsaa blev veiet, og beløb sig til 190 Lod,
hengav jeg med Hjertens Glæde.

19de Mai.

I Middags affyredes 3 Gange 27 Skud fra Fæst-
ningsvoldene, Norges Konge til Ære.

20de Mai.

Flor og en ung Maler Flinthoug var her for at
meddele mig den Ide til et Transparent, som de i deres
Ansigts Sved havde udklækket. Den var meget tarvelig:
Et stort Postament; ovenpaa en Krone, under hvilken Kon-
gens Navnetræk og Inscriptionen skulde anbringes, og
ved Siden Troskabs, Enigheds og Standhaftigheds Sym-
boler. Min Indskrift blev da ogsaa derefter.

Modtagelseshøitidelighederne gjør overalt ikke Ved-
kommendes Opfindsomhed megen Ære. Det bliver en
da capo af den sædvanlige Stads: Thaarups Hymne,
Bispeprædiken osv.

21de Mai.

Der er i Nat kommen Courer til Bispen, at der
i Morgen her, og saaledes overalt den første Søndag efter
Bekjendtgjørelsen skal holdes en Takke- og Bønfest, og
prædikes over Ps. 125. 1. Mig forekommer det, at den
Fest burde holdes paa engang over hele Landet. Der er
jo ingen periculum in mora, og det er altid høitideligere
at tænke sig en Nation i en Time samlet i alle Rigets

SIDE: 190

Kirker, for at opsende Bøn til Gud, end at en Høitid
holdes imorges Kl. 10, en anden Kl. 2, en tredie om 8,
en fjerde om 14 Dage og saa fremdeles.

22de Mai.

Klokken lidt over 2 kom Kongen tilhest under Cano-
nade og Hurraraab, og steg af udenfor Byens Kirke, hvor
alle tilstedeværende Præster (ogsaa Wergeland) og adskil-
lige af andre Stænder stod opstillede for at modtage ham.
Festen begyndte med Baggesens Oratorium "Skabningens
Halleluja", hvorefter Bispen prædikede. Da han havde
sluttet, blev Psalmen "O store Gud, vi love dig" afsun-
gen med Accompagnement af Basuner. Lumholtz messede
nu Collect og Velsignelse. Bispen talte atter nogle Ord
og Damerne afsang nogle Vers. Derpaa raabtes: "Held
for Kongen!" Denne holdt fra sin Stol en kort Tale,
som jeg ikke kunde høre. Da han havde endt, begyndte
Samraabet paany og blev til et formeligt Hurraraab.
Der fattedes kun, at man ogsaa skulde klappet! -- Paa
Veien til Palæet, hvor der var grand cour, hørte jeg om
en Mængde militære og Hofpromotioner, som havde fun-
det Sted. Af Kammerherrer skal der saaledes være ud-
nævnt 16. Gud ved, hvad vi skal med dem og de med
Kammerherrenøglen. Ogsaa af Kammerjunkere har man
gjort endel. Haxthausen paraderede allerede i sin nye
Værdighed som Hofmarschalk. -- Efter Aftensmaaltidet
vandrede vi ud til Æreporten ved Vaterlands Bro og
siden til Ankers Have, der var meget vakkert illumineret.
Folkestimmelen og den almindelige Glæde var dog det in-
teressanteste. Da vi gik hjem, begyndte man at illumi-
nere Byen.

SIDE: 191

23de Mai.

De mange Kammerherrer og Kammerjunkere har
gjort en ubehagelig Sensation i Publicum, og Kongen
havde vist gjort bedre i at udnævne ingen eller ganske faa
af hans nærmeste Omgivelse. Nogle, der anser det for
en virkelig Hæderspost, finde det anstødeligt, at Folk af
slet Rygte udmærkes som Kongens Yndlinge og Landets
fortjente Mænd. Andre finde det infra dignitatem, tildels
constitutionsstridigt, at Landets bedste Mænd, der beklæde
dets hæderligste Embeder, gives Hofcharger, der endog
paalægge personlig Opvartning. Endog i Kongens eget
Forgemak skal man have skoptiseret derover.

25de Mai.

Man gjør Bugge høiligen Uret, naar man siger, at
han bagtaler alle Mennesker, thi om Kongen taler han
med megen varm Enthusiasme. Ogsaa synes denne for-
trinligen at ynde ham, ja drak endog "Venskabs Skaal"
med ham ved det Aftensmaaltid, han var i hos Bispen i
Trondhjem. Bugge betroede mig som en Hemmelighed,
at han af Kongen uigjenkaldeligen er bestemt til at forrette
Salvingsakten, som ogsaa rimeligt kunde være, da den
holdes i hans Stifts Domkirke. Bech, som Norges for-
nemste Biskop, skal allerede have gjort Forestilling om at
denne Forretning tilkom ham, men har intet Svar faaet,
og ærgrer sig formodentlig en Galdefeber paa Halsen,
naar hans Stolthed lider denne Krænkelse. De, der
ubetinget bryde Staven over Bugge, dømme overilet, og
kjende ham neppe. Aabenmundet og af liden Charakter-
fasthed er han maaske, men ellers tror jeg, at han er en
redelig og uegennyttig Mand.

SIDE: 192

26de Mai.

Sverdrup forelæste et Brev fra Lector Adler, fuldt
af Nyheder, de fleste ubehagelige. Det paastaaes med
Vished, at de allierede Magter ville anvende alt, for at
se Tractaten opfyldt og Norge overgivet til Sverrig, og
selv den freidige Sverdrup synes at ane, at dette omsider
turde blive Tilfældet; kun mente han, at nødtvungen Vi-
gen for Overmagten vil være hæderligere end frivillig
Overgivelse, naar anden Redning er mulig, og at vi som
et undertvunget Folk kunde vente os ligesaa taalelige Kaar
som den, de solgte Slaver, der lode sig flytte som Køer
fra en Baas til en anden, havde at vente. Den der, om
denne sørgelige Katastrophe skulde indtræffe, var beklageligst
af alle, var Kongen, hvis Throne saa frygteligen vakler
i samme Øieblik, han bestiger den. Bare blot Normæn-
dene selv enige! Ak, paa Bogstad ere i disse Dage for-
samlede Wedel, Løvenskjold, Wergeland, Grøgaard og alle
disse Norges farligste Fiender, farligere end Pontecorvo,
der kommer aabenlyst med Sværdet i Haanden. Hvo
ved, hvilke Planer der udklækkes deroppe? -- Fra Dan-
mark vil man vide, at Communicationen med os er spær-
ret og forbuden.

27de Mai.

Hos Wulfsberg læste jeg adskillige af de Adresser,
Repræsentantvalgene angaaende, som nu udgives samlede,
og det er ret interessant, at se den høist forskjellige Tone
i disse, hvorledes f. Ex. Professor Leganger, som beskyl-
des for to Gange i Eidsvold Kirke ved sin Røgelse at
have voldt den hele Forsamling Hovedpine og Qvalme,
giver blot en kold tør Beretning paa 5 -- 6 Linier, og
hvorledes igjen en Præst Svendsen i Tolgen, der roses

SIDE: 193

som Mand af Hoved og Kundskaber, har fyldt 3 -- 4 Si-
der med Bombast, først om den "skjærende Smerte", det
voldte os, at løsrives fra Frederik den Sjette og Dan-
mark, og siden om de andre Følelser, vi under Begiven-
hedernes Gang efterhaanden gik over til.

28de Mai.

Wulfsberg, der synes at være Royalist og Norsk
med Liv og Sjel, udlod sig idag med Mishag om det
loyale Parties Adfærd paa Rigsdagen, finder Oppositions-
partiets langt anstændigere og frikjender dets Høvdinge
aldeles for uædle Bihensigter og uværdig Fremgangs-
maade. Det er nok især Omsens Beretninger, denne
Dom grunder sig paa, og saa begriber jeg da, at Wulfs-
berg som Wedels personlige Ven søger at forsvare ham i
det længste, skjøndt han maatte erindre, at de engang i
Fællesskab har været paa en Vei, som neppe var den lov-
ligste, og at det vel ikke saa lige er forandrede Grund-
sætninger paa nogen af Siderne, der gjør, at de nu gaa
til et forskjelligt Maal. Wulfsberg vilde have Norge løs-
revet fra Danmark; det er nu skeet, og den nye Tingenes
Orden synes baade fra Ærens og Vindingens Side at
være ham fordelagtig: altsaa acquiesserer han derved og
ønsker den Varighed. Wedels Hu staar til noget høiere;
han vil herske og dertil aabnes ham ingen Udsigt under
Christians Regjering. Det Maal, han havde for Øie
for 5 Aar siden, har han endnu. Ved Norges Forening
med Sverrig kunde han opnaaet det og kan vel endnu
opnaa det. I det selvstændige Norge synker han ned i
den uvirksomme Dunkelhed, hvortil vel ingenlunde Natu-
ren, men desmere hans tvetydige Forhold fordømmer ham.

SIDE: 194

29de Mai.

Om Selskabet iaften hos Sverdrup maa jeg sige,
hvad en naragtig Skrædder sagde om Jægercorpset, da
det laa i Garnison her: "Der er, ved Gud, ikke en Slyn-
gel i det hele Corps". Der var i denne Kreds ikke et
eneste Menneske, hvis politiske credo er tvetydigt. For-
uden Værten bestod det af hans Colleger Treschow, Ras-
mussen, Platou og Hersleb, Bergenserne Christie, Motz-
feldt, Rein og jeg. Der levnedes da heller ikke Opposi-
tionspartiet megen Ære. Især maa det have ringet slemt
for Wergelands Øren. Christie reiser om nogle Dage
i Følge med Rigsdagsmanden Kjøbmand Rosenkilde fra
Stavanger og Statsraad Aall til England. Man spaar
os Fred og Forbund med dette Land, der nu skal være
nær ved at erklære Rusland Krig. Norges Sag for-
handles i denne Tid i Parlamentet, hvilket ansees for et
godt Tegn. -- De nyeste Rygter fra Danmark lyde nu
saa, at Kongen har ladet sine Tropper gaa hjem og der-
imod tilladt de Svenske Gjennemmarsch, som han nylig
sagdes at ville forhindre: at 7000 Svensker virkelig ere
indmarscherede og troes at ville blive der til Kysternes
Bevogtning mod Handelen paa Norge: at al Brevvexling
og Maskepi med os under corporlig Straf er forbudt:
at Kongen nylig har forelagt det danske Cancelli det
Spørgsmaal, om ei Prinds Christian kan og bør udeluk-
kes fra Arveret til Danmarks Throne: at Ørsted og Las-
sen med megen Kraft har benægtet det: og endelig, at
Finantserne dernede skal være i den mest fortvivlede For-
fatning.

30te Mai.

Beretningen om Forbud mod Handel og Brevvexling

SIDE: 195

mellem Danske og Norske er ved en nys ankommen Stats-
tidende bekræftet. Som paalideligt Rygte fortælles, at
Statsminister Moltke er afsat og forvist paa Grund af
et Brev, han havde skrevet herop til Haxthausen med
Gyldenpalm. -- Hegermann finder at vor Administration
allerede burde have taget mere Hensyn paa Constitutio-
nens Bestemmelser, end skeet er. Han frygter, at Kongens
Godmodighed kunde lade sig mislede, og ønsker, hvad nok
en betydelig Del af Nationen ønsker med ham, at Haxt-
hausens Indflydelse maa vorde formindsket, og at han
fremfor alt maa komme ud af Finantsbestyrelsen. At han
i Vinter overdrog Commandantskabet til Oberst Ramm,
og nu, da Emolumenter deraf kan indhøstes, selv igjen
har paataget sig det, scoptiseres meget over. Her skal
være gjort et Carricaturmaleri, hvor to Bastioner fore-
stilles; paa den ene staar Ramm og skuffer Sne, paa den
anden gaar Haxthausen og slaar Hø.

31te Mai.

Christie fortalte, at Wedel har sagt til ham, at han
føler sig forhadt i Publicum, og derfor imod sin Tilbøie-
lighed, vil unddrage sig fra alle offentlige Forretninger
og leve i Stilhed som Privatmand.

1ste Juni.

Ved Bordet udbragte Treschow: "Alle brave Nor-
mænd, især Bergensere!" Der var noget upassende i
denne Skaal, som jeg tror de fleste følte, thi vel udmær-
kede Bergens Stift sig paa Rigsforsamlingen derved, at
ei en eneste Oppositionsmand var sendt derfra, men dels
var der indfødte Bergensere, hvis Patriotisme man slet
ikke var tilfreds med f. Ex. Wergeland og Grøgaard,
hvorimod de tre patriotiske Bergensmænd Rein, Motzfeldt

SIDE: 196

og Rolfsen ere fødte i Rigets tre øvrige Stifter, dels har
en saadan Udpegen altid noget stødende, som en Vært
bør afholde sig fra. -- I Intelligentsseddelen foreslaaes,
at alt Kirkesølv skal afgives til Banken, da man gjerne
ved Communionen indtil videre kan drikke af Tinbægere,
og Forfatteren stadigen tror, at naar vi engang faa Fred
og gode Dage, vil man nok forære Sølvkar igjen til Kir-
kerne. Denne sangvinske Formodning har jeg desværre
ikke; tvertimod tror jeg, at ethvert Skridt, som gjøres til
at betage den udvortes Gudstjeneste dens Høitidelighed, er
en ny Triumph for den herskende Irreligiøsitet, og at
Dyrkelsen i Aand og Sandhed, som man ideligen paabe-
raaber sig, ved saadan Adfærd standses istedetfor at frem-
mes. Og hvilken Skandal det dog var, naar vi selv,
hvad vi dog vist ikke rent ophøre med, vedbleve at bære
Sølv og Guld, bruge Sølvskeer og Sukkerbøsser og an-
det deslige paa vort Bord, fremlægge Sølvpenge som
jettons paa vore Bostonborde osv., og saa berøvede Her-
rens Tempel de faa, simple Prydelser, der levnedes dem!
Hvad der skede i Christian den Andens Tid, som Forf.
anfører, er mig ubekjendt; men dette ved jeg, at det var
i de catholske Tider, da Kirkerne eiede en Mængde over-
flødige Sølv- og Guldkar. Dette er nu forbi, og det er
Synd at sige, at enten Kirken eller dens Tjenere nuom-
stunder have formange Rigdomme at prunke med.

2den Juni.

Haxthausen vilde vide at det ikke var ulovlig Corre-
spondance, der havde styrtet Moltke, men uforsigtig Med-
delelse af Collegialhemmeligheder, hvilket da i Grunden
kommer ud paa et og det samme. -- Man har i disse
Dage havt meget travlt med en Kanonade, der skal være

SIDE: 197

hørt (jeg ved ikke hvor) Natten imellem den 30te og 31te
Mai. Rygtet gik om en Træfning mellem de svenske og
norske Kanonbaade, og Ulykkespropheterne vilde alt vide,
at Fienden havde bemægtiget sig Hvaløerne. Men der
høres nu aldeles intet, og man tror det enten har været
fjern Torden eller en Fest, som den Dag og Nat skal
have været i Frederiksværn i Anledning af Kongevalget.

5te Juni.

Her er kommen en engelsk Gesandt, Mr. Morrier,
ikke til Kongen, om hvis Thronbestigelse man i England
ei kunde være underrettet, men til Nationen, hvis Repræ-
sentanter endnu troedes forsamlede paa Rigsdagen. Hans
egentlige Ærinde ved man ikke, men tror, at det er at
sondere, om det virkelig er Folkets eller blot et enkelt Parties
Ønske at undgaa Forening med Sverrig og blive selvstæn-
digt. Holten modtog ham i Drammen, og førte ham til
Haxthausen. I Morgen Kl. 2 skal han have Privatau-
dients hos Kongen. Han roses som en høflig og dannet
Mand, og hvad man især har lagt Mærke til hos ham,
er, at han ytrer Ringeagt mod Pontecorvo, som han næv-
ner med hans Familienavn Bernadotte, og om hvilken
han skal have sagt i Drammen (hvilket dog ikke forekom-
mer mig ganske troligt), da man talte om Napoleons til-
kommende Opholdssted, Øen Elba, og ønskede, at en saa-
dan ogsaa kunde anvises Pontecorvo: "Man kan jo give
ham Bornholm."

6te Juni.

Hegermann viste mig et Brev, hvori han, jeg, Prof.
Skjelderup, som daglig ventes, og en nys ankommen Pro-
curator Stenbuck anmodes af endel i Kjøbenhavn sig op-
holdende Normænd med Pram og Castberg i Spidsen, at

SIDE: 198

overgive Kongen i deres og flere Landsmænds Navn en
Lykønskningsadresse til hans Thronbestigelse. -- I forrige
Nummer af Intelligentsseddelen stod et anonymt Forslag
om, at den Mand af Stand og Indflydelse, som vilde
raade Normændene at overgive sig til Sverrig, burde af-
skjæres Næse og Øren, og i denne Tilstand sendes til
Naboriget. I denne Anledning har nu to Modstemmer
hævet sig. Procurator Debes beviser med megen Vidt-
løftighed det Barbariske i en saadan Medhandling og spil-
der en Mængde Ord paa at gjendrive, hvad der hverken
behøver eller fortjener Gjendrivelse. Den anden Indsen-
der, som er anonym, forsvarer og roser den angrebne
Standsperson (uden Tvivl Grev Wedel) som oprigtig
Fædrelandsven, der intet upatriotisk har sagt eller gjort
i sine Dage. -- Til Dagens Rygter hører, at England
har foreslaaet Kongen af Danmark Sjellands Afstaaelse
imod at han igjen faar Hannover. Vil han endvidere af-
staa Fyen, garanterer man ham Hamburg og Lübeck.

7de Juni.

Kongen skal være særdeles tilfreds med den første
Samtale med den engelske Gesandt. Han spiste ved Taf-
felet, og bliver her indtil videre, hvorimod han sender sin
Secretair med Depescher til London i Selskab med Aall,
Christie og Rosenkilde. Han har erklæret, at man i Eng-
land havde efter de Svenskes Rapporter aldeles urigtigt
Begreb baade om Kongen og det norske Folk, og at det
var hans Pligt ufortøvet at berigtige det. Til Prof.
Møller, og jeg tror endnu En, havde han Brev fra Lord
Aukland, der anbefaler ham som en udmærket Mand.
Idag har Kongen spist med ham hos Haxthausen, og siden
vil han reise omkring med ham i Landet og gjøre ham

SIDE: 199

bekjendt med det norske Folk. Om Pontecorvo taler han
med Ringeagt og Anecdoten om Bornholm skal være sand.
I Drammen, hvor man havde indbudt Selskab for
ham hos Niels Omsted, var man ikke tilfreds med ham,
men man skal ogsaa have opført sig meget kleinstädtisch,
og gjort ham saamange ubetydelige og udelicate Spørgs-
maal, at man næsten aftvang ham Uartighed. Sverdrup
var ogsaa indbuden til Haxthausen, men han havde und-
skyldt sig, og da Tjeneren havde lagt ham paa Hjerte, at
det var efter Kongens Forlangende han, Treschow og Grev
Wargas vare indbudne, følte han sig stødt, over at mod-
tage et saadant Budskab af en Domestik, og svarede: "Nei,
nu kan jeg det endnu mindre; vær saa god at hilse, jeg
maa bede mig undskyldt". Det kunde Sverdrup vove;
hvor mange andre vilde gjort det?" -- Der er Ventila-
tion om at flytte Universitetet til Laurvig. Sverdrup un-
derstøtter Projectet af al Kraft, og ugjerne maa jeg finde
hans Grunde antagelige; ugjerne, dels fordi det strider
mod min gamle Ide, at Universitetet aldrig bør være i
Provinds-Byer, dels fordi det berøver mig min interes-
santeste Omgangskreds.

8de Juni.

Der fortælles om Patrioten, den rige -- n, at han
ikke allene intet gav ved den almindelige Subscription, men
ogsaa forleden i et Middagsselskab havde gjort Nar af
dem, som havde skilt sig ved sit Sølvtøi, og sagt, at han
for ogsaa at vise sig patriotisk, vilde give et Stykke Val-
birk, han havde liggende i sin Kjælder, at gjøre Træskeer
af til dem, som havde ofret deres Sølvskeer paa Fædre-
landets Alter.

SIDE: 200

9de Juni.

Hos Sverdrup læste jeg et deiligt Digt af Grundt-
vig til Norge i Almindelighed og ham selv in specie,
hvor Norges Adskillelse fra Danmark sees at ligge Grundt-
vig tungt paa Hjerte. Han troede nemlig, man vilde de-
cretere, hvad enkelte i de første Dage snakkede om, og hvad
der virkelig er foreslaaet paa Rigsdagen, at begge Riger
aldrig mere maatte forenes. Sverdrup tror, han vil være
særdeles tilfreds med hvad der nu er skeet. Mindre glæ-
delige vare nogle politiske Nyheder i et Brev fra Lector
Adler om det uheldige Udfald af Debatterne i det engelske
Overhus, Norges Sag betræffende, om Pontecorvos Til-
bagekomst til Sverrig, og 6000 Russers Forening med
den svenske Armee til vor Underkuelse, men alt dette er
mest taget af svenske Aviser, og de gode og onde Rygter
krydse hinanden saa uophørlig, at man næsten intet bør
tro, uden hvad man ser.

11te Juni.

Man tillægger Grev Schmettow følgende bidende
Bonmot om de to Bisper, Bech og Bugge: Den første
taler Ingen vel om; den anden taler vel om Ingen.

12te Juni.

Der fortælles om Frederik den Sjette, at han skal
have svaret Bülow, som begjærede sin Afsked: "O nei,
det behøves ikke; om kort Tid tænker jeg, man giver os
Afsked beggeto".

13de Juni.

Idag overleverede vi den tidligere omtalte Lykønsk-
ningsadresse. Kongen læste den, og udbrød (jeg ved ikke
ved hvilken Udladelse): "Vidste man i Danmark, hvad de
her har skrevet, fik de vist en Ulykke".

SIDE: 201

15de Juni.

Det er, som om en lønlig Stemme i denne Tid til-
hvisker mig: "Det tager dog en slet Ende med os; vi
kjæmpe for et Maal, som aldrig kan opnaaes". Og kan
det ske uden ydmygende Krænkelser for Kongen, kan han
gaa herfra til rolig og ærefuld Besiddelse af Danmarks
Throne, vil man ære vore Rettigheder som Borgere og
Mennesker -- o Gud! saa kunde dog meget Blod spares,
megen Elendighed undgaaes, mange Glæder og Velsignel-
ser i dette korte Liv endnu være os forbeholdne, som vi
nu opofre -- for maaske tilsidst at se os eller vore Ef-
terkommere paalagte tungere Lænker end vi nogensinde
have baaret eller vilde bære. Og, om det end lykkedes
os over Sandsynlighed eller Forventning -- ak! fra en
næsten endnu føleligere Side kunde vi se vort Haab skuf-
fet: naar Christians sildigere Manddomsaar ei blev, hvad
de tidligere lovede, naar Hofkryb misledte ham og gjorde
ham til en vellystig Despot.

16de Juni.

Den engelske Gesandt skal have forlangt et nyt Stor-
thing sammenkaldt. Om Statsminister Moltke fortælles,
at ei alene hans Embeder, Titler og Ordener ere ham
fratagne, men endog personlig Arrest paalagt ham. En
Uforsigtighed, som den Haxthausen fortalte om, kunde vel
ikke straffes saa haardt, men er det sandt, at han har
skrevet til daværende Prinds Christian, og bedet ham skynde
sig ned til Kjøbenhavn, og tage den danske Throne i Be-
siddelse, da man blot venter paa ham, for at erklære Fre-
derik udygtig til Regjeringen og afsætte ham, saa kan man
rigtignok ikke undres derover.

SIDE: 202

18de Juni.

Kongen har udstedt en almindelig Opfordring til
Landets vaabendygtige Mænd at væbne sig til dets For-
svar.

19de Juni.

Efterat Intelligentsseddelen en Tidlang har været
temmelig fri for politiske Undersøgelser, har nu en Dame
fornyet sin Mynt. Hun fortæller, at hun har Sønner
baade i Sø- og Landetaten, og ønsker tilsidst at kunne
være Anfører for en Armee af sit eget Kjøn, naar det
kunde være til Forsvar for Landet. Er ikke hendes Tap-
perhed større end hendes Forstand, vilde nok ikke Landet
vinde stort ved den Entreprise. -- Der tales stærkt om
en intenderet Landgang i Jarlsberg Grevskab, hvor Sven-
sken venter af Eieren at modtages med aabne Arme.
Sverdrup har læst et ordentlig optaget Forhør over en
Fisker, der havde været ombord paa et svensk Krigsskib,
og som under sin Ed har bevidnet, at Officeren havde
nævnt Grev Wedel og Kammerherre Løvenskjold som den
svenske Nations Venner.

20de Juni.

Den engelske Fregat, som skulde bragt Aall og hans
Følge til England, er seilet fra dem, da de formedelst
Modvind ikke kunde naa den til den bestemte Time. De
reise nu med et andet Skib, men ere udsatte for at op-
bringes af Svensken. -- En russisk, preussisk og øster-
rigsk Gesandt ventes hertil.

22de Juni.

"Tiden" indeholder et begeistret Kvad til Kongen af et
anonymt Fruentimmer, M**** (Marie Lassen [fotnotemerke] . Des-

Fotnote: 
 Senere Fru Schandorff.

SIDE: 203

uden er indrykket i Bladet en Proclamation fra Ponte-
corvo til Armeen, hvori han beskylder vor Konge for at
opofre det norske Folks Vel, idet han, trods Nationalvil-
lien, nægter at fuldbyrde Fredstractaten, fortæller, at det
ikke er det norske Folk, han vil bekjæmpe, men kun dets
Forledere, og veed, at Forsynet vil beskytte Sverrigs Sag,
thi den er retfærdig!!! Endelig fortælles der, hvad ogsaa
en fra England kommen Lieutenant Snedorff bekræfter, at
to Prindser og ti Lorder i Overhuset har nedlagt Protest
mod Norges Blokade, og at Enthusiasmen for Norge skal
være stor blandt det engelske Folk.

24de Juni.

Det er nu forbi med alt Haab for Thygeson om at
vende tilbage hertil. Han har kaldt sin Familie ned til
sig, og indviklet som saa mangen anden i den Gylden-
palmske Affaire, maa han takke Gud for, at man lader
ham sidde rolig paa sine Godser.

27de Juni.

75 Embedsmænd og Studerende have indgivet An-
søgning om at maatte organiseres til et Corps til Sta-
dens Forsvar. Kongen har modtaget den med Bifald.
 -- Det hedder nu, at al Communication med os er for-
buden i Danmark under Livsstraf!

28de Juni.

I Selskabet hos Bispen forefaldt ved Bordet et
Optrin, der med alt det vor Vært blev hidsig, gjorde ham
megen Ære, thi hvo maa ikke blive hidsig over saadant.
Bønder, 10 -- 12 Mile herfra, hvem Korn var lovet af
Provideringscommissionen, men som havde udbedet sig en
Maaneds Udsættelse, inden de hentede det, for at deres
udmattede Hefte kunde hvile, kom nu, og havde af Wiewild

SIDE: 204

og Thrane faaet den trøstelige Besked, at intet var at
faa. Brevet leveredes Falbe, som sad ved min Side.
Snart blev Sagen offentliggjort, og stakkels Falbe, som
er et lidet gjældende Medlem i Commissionen, blev yderst
forlegen og vidste hverken ud eller ind, da man paalagde
ham at træffe Modanstalt. Bech og Agent Nielsen ge-
raadede i Iver. Amtmand Treschow spurgte sagtmodigen,
om han ei strax kunde udstede en Anvisning, hvilket Falbe
med Grund benægtede, da Pluraliteten havde afslaaet den.
Bispen truede med at reise ligetil Kongen og foredrage
ham Sagen. Omsider blev det da bestemt, at Falbe
imorgen skulde besørge det omgjort.

29de Juni.

Gesandterne ventes bestemt idag eller imorgen, og da
de vel ikke komme for at gratulere Kongen til Norges
Krone, og ei kunne vente forønsket Svar paa hvad de har
at proponere, vil deres Afreise vel blive Signal til Krigs-
erklæring og Indfald i Norge. Imidlertid siges den en-
gelske Blokade de facto at være ophævet, og snart at ville
vorde det ved Decret. Man skal endog have vis Efter-
retning fra England, at man aldrig havde villet entrere
i dette Blokadesystem, dersom man ikke efter Wedels og
hans Tilhængeres Tale og Adfærd havde troet sig over-
bevist om, at de Svenske havde et betydeligt Parti i Norge,
som blot behøvede Understøttelse udenfra for at faa Over-
magt. Dette har vakt en rasende Forbittrelse mod Wedel.
 -- Mod Kongen er i Sverrig udkommet et nyt Skand-
skrift, endnu mere bittert og ondskabsfuldt, end det fore-
gaaende til Holten. Efter Sverdrups Sigende røber det
megen Local- og Sagkundskab, og indeholder saa mange
unægtelige Sandheder indvævede mellem Løgne og Bag-

SIDE: 205

vaskelser, at der skal et øvet og skarpseende Øie for at
adskille dem. Kongen har ikke villet læse det. Hans var-
meste Venner misbillige ellers, at han ved haanlige Ud-
ladelser mod Pontecorvo har provoceret denne til Injurier.

30te Juni.

Det store Gesandtskab er kommet. Den russiske,
preussiske, engelske og østerrigske Gesandt har taget hele
Colletts Hus i Besiddelse. Den danske Gesandt logerer
allene hos Major Juell. De have været hos Kongen og
reise paa Løverdag; mere veed jeg endnu ikke om dem.

1ste Juli.

Der var Bondevensmøde paa Bogstad. Jeg havde
ventet at træffe Grev Wedel der, men han var tagen paa
Jagt, om tilfældigvis eller for at undgaa at træffe sam-
men med os, ved jeg ikke. Man undgik saameget som
muligt politiske Samtaler. Skjøndt vi til Slutning havde
en deilig Bispebolle, var dog Skaalerne saa tamme og
fredelige, at ikke engang Norges Skaal blev drukken. -- 
Ved min Hjemkomst fandt jeg et Brev fra Hount. Han
er ilde tilmode. Han ser daglig de fiendtlige Skarer hin-
sides Svinesund, og ængstes ved den Tanke, at han efter
deres Overfart er en af de første, de ville hjemsøge. Han
forelægger mig i den Anledning et Samvittighedsspørgs-
maal, hvorover han begjærer mit og andre Patrioters
videtur. "Jeg sætter", siger han, "at det lykkes Fienden,
at indtage et eller andet Distrikt, at han fordrer af de
Undertvungne, at de strax skulle aflægge Hyldingsed -- 
hvorledes skal man i dette Tilfælde forholde sig? Vil
man ikke gjøre det, kan man jo vente at blive mishandlet
og det maaske paa den grusomste Maade; gjør man det
derimod, kan man ansees af sine Egne som en Lands-

SIDE: 206

forræder". Det er rigtignok en casus criticus, især for
ham, som allerede staar paa det sorte Bræt hos de ivrige
Patrioter; jeg tror dog, han vover mere ved at lade sig
skræmme, end ved at modstaa med Sindighed og Fasthed.

2den Juli.

Man sagde igaar, at de fremmede Gesandter var
reist, men det var urigtigt. De er her endnu og menes
ikke saa hurtig at tænke paa Afreisen. De vare før Au-
diensen ansagte til Taffels, men havde frabedet sig det,
og efter deres nærværende Stilling lod det sig maaske
vente. Siden vare de i fem Kvarter hos Kongen, men
naturligvis ligesaalidt af ham bevægede til at afvige fra
deres Instrux, som de havde rokket ham, men havde iøv-
rigt været meget høflige, Østerrigeren Steigenitsch und-
tagen, som fortalte Kongen, at Keiser Frantz aldrig blev
mere opbragt, end naar man talte til ham om Norge.
Herover maa man virkelig undres, thi, naar en Ting, der
saalidet synes at vedkomme ham, kan sætte ham i en saa-
dan Iver, saa maa man tro, han hver Time paa Dagen
har Anledning til at vredes. Samme Steigenitsch havde
overfuset Rosenørn, som modtog Gesandterne paa Grænd-
sen, og spurgt, hvorledes han som dansk Mand kunde
forlade sin Konge, og give sig i Tjeneste hos en Rebel,
hvorpaa Rosenørn svarede, at det var en Sag, som han
allene skyldte Gud og sin Samvittighed Regnskab for.
De andre Gesandter, Russen Grev Orloff, Englænderen
Mr. Forster og Preusseren Baron Martens skal være
særdeles honette og tractable Folk. Orloff skal især tale
overordentlig vel for sig. Man smigrer sig med, at disse
Gesandter have en anden Instrux in petto, som de komme
frem med, naar de lidt nøiere faar orienteret sig. Kongen

SIDE: 207

skal, fortalte de, som idag havde spist hos ham, være me-
get stille og alvorlig, og han har vel Grund dertil.

9de Juli.

Man vil vide, at Vaabenstilstand er indgaaet paa 3
Maaneder, og at der, paa de fremmede Gesandters Forlan-
gende, efter et overordentlig Statsraad (bestaaende foruden
de sædvanlige, af dem, der have været Præsidenter paa
Rigsforsamlingen) er besluttet, at sammenkalde Storthin-
get. De Frygtende udlede onde, de Haabende gode For-
varsler heraf.

11te Juli.

Kongen af Danmark har frataget alle de Norges
danskfødte Indvaanere, som ei ville erkjende Kongen af
Sverrig for Herre, sin Naade og de Titler, Ordener og
andre Hæderstegn, hvormed de af ham eller hans Fader
ere benaadede. Afsatte fra deres Ridderskab ere altsaa
Bech, Falbe, Platou, Grev Trampe ofl., og da de maa
aflægge Ordenen, saa synes Normændene, der ei føle sig
værdigere til Frederik den Sjettes Naade, det bedst frivillig
at nedlægge dem. Der sees som Følge deraf i denne Tid
ikke en eneste Orden paa noget Bryst, selv ikke, naar der
er Selskab hos Kongen. -- Treschow betragter nu Tider-
nes Tegn fra en mistrøstelig Side, som jeg aldrig før
har seet hos ham. Der hviler overalt et Mørke til denne
Stund over Forhandlingerne, og man veed slet ikke, hvor-
vidt de ere avancerede.

13de Juli.

Jeg skrev idag til Hount, og anfører her et Udtog
af mit Svar paa hans Brev. For det første, sagde jeg,
kan det vel ikke være Tvivl underkastet, hvad Ret og Pligt

SIDE: 208

byder i denne Sag. De Tilfælde, i hvilke jeg kan tro
det tilladt at aflægge Ed til Sverrig, ere:

1.
 Naar Kongen nødtvungen eller frivillig forlod Lan-
det, og Constitutionen saaledes rystedes i sin Grund-
vold.

2.
 Naar Nationens Repræsentanter paa Storthinget de-
creterede, at Nationens Selvstændighed ei kunde be-
vares.

3.
 Naar endelig det hele Land var i Fiendens Vold,
dets Sønner satte ud af Stand til at forsvare det,
og Statssamfundet saaledes de facto ophævet.

Pligtstridig anser jeg derimod en saadan Ed, naar
blot en enkelt Provinds er erobret, naar Nationen andet-
steds inden Landets Grændser kjæmper for sin Selvstæn-
dighed, og Kampens Udfald saaledes endnu ikke er afgjort.
Gaar jeg nu videre til det Synspunkt, hvorfra han især
betragter Sagen: hans Kones og Børns sørgelige Skjebne,
om hans Modstand paadrog ham personlig Mishandling,
da erkjender vistnok han saavelsom jeg, at det fornemme-
lig er ved vor egen Vandel vi skulle vise den Religions
Kraft, vi som Præster forkynde, og at vi uden dette ikke
kunne vente at virke paa andre. "Har jeg gjort Jesu Ord
til mine: "Salige ere de, som forfølges og mishandles for
den gode Sags Skyld, thi Himmeriges Rige er deres", saa
bør ogsaa jeg, naar det gjælder, taalmodig underkaste mig
slig Mishandling; har jeg forhen lagt mine Medchristne
paa Hjerte, at Gud er faderløse Børns Forsørger og Be-
skytter, saa bør jeg og vise, at jeg tror, han ogsaa vil
antage sig mine, hvis jeg skal blive et Offer for min
Standhaftighed i Pligtens Opfyldelse. Jeg har aldrig
været saadan Prøve underkastet, veed altsaa ikke, om jeg

SIDE: 209

omgiven af mine grædende Børn kunde udholde den, men
jeg vil give dig og Enhver Lov til at kalde det feig,
umandig Svaghed, hvis jeg ikke gjør det, og jeg skal aldrig
lægge Dølgsmaal paa, at jeg selv erkjender det derfor".

Betragter jeg endelig Sagen blot med Hensyn paa
personlig Sikkerhed, da tror jeg denne allermest betrygget
ved ikke at aflægge Eden. Ikke en vild Kriger med Sa-
belen eller Pistolen i Haanden, men en civil Commissær
vil affordre denne Ed. Skulde ikke Manden af Sindig-
hed og Aandsnærværelse ustraffet kunne sige: "Saalænge
mit Fædrelands Skjæbne ei er afgjort, kan jeg ikke bryde
den Ed, jeg har svoret det og dets Konge. Men det
sværger jeg, at jeg vil forholde mig som en rolig Borger,
ikke stifte Mytteri og Opstand, men tværtimod anvende
den Indflydelse, jeg har paa Almuen, til at overholde
Orden". Det værste, jeg indser den mest inhumane Com-
missær kunde gjøre, var at lade ham bevogte som mis-
tænkelig Person. Jeg endte saa: "Som din 31aarige
Ven tilraaber jeg dig i din Kones, dine Børns og mit
eget Navn: Vær standhaftig! Lad os heller sørge og æng-
stes for dig i nogle Maaneder, end at vi skulde have den
Græmmelse, at høre dig, var det end kun af ivrige Zelo-
ter, nævnes som Landsforræder". -- 

Maaske kalder han ogsaa dette Sværmeri og Dekla-
mation, ligesom det jeg skrev til ham før Rigsforsamlin-
gen, men det bør og maa jeg finde mig i. I Fare er
han, hvorledes det saa gaar, men størst er den dog baade
for Sjel og Legeme, dersom han aflægger Hyldingseden
til de Svenske. Om vi ei tilsidst alle nødes dertil, er
et andet Spørgsmaal. Aspecterne ere meget mørke. Øster-
rige, Preussen og Rusland have bestemt erklæret at ville

SIDE: 210

understøtte Sverrigs Paastand. Lord Castlereagh skal
have skrevet til den engelske Gesandt her, at hans Regje-
ring ikke kunde fravige sin indgaaede Forpligtelse. Et
Rygte siger ogsaa, at Sverrig har vægret sig for at rati-
ficere Vaabenstilstanden. Der ske nu, hvad der vil, aldrig
kan jeg fravige den Overbevisning, at Normændene har
handlet ædelt og conseqvent, og at den Beslutning, der
blev tagen paa Rigsdagen, var den eneste, der egnede sig
Mænd af Mod, Energi og Fædrelandskjærlighed.

14de Juli.

Der fortælles om Biskop Balle, at han skal have
gaaet op til Kongen og med sin sædvanlige Frimodighed
have fortalt, at han ansaa det for sin Pligt at gjøre H.
M. opmærksom paa, at der var almindelig Misnøie over
Staden og Landet, ikke mod ham personlig, men mod hans
Omgivelser, Bülow ofl. Kongen blev vred og vendte ham
Ryggen. Balle stod en Stund og ventede, men Kongen
talede ikke mere til ham. Nu bukkede han, gik hjem, pak-
kede sine Ordener ind i et Brev, hvori han lod H.
M. vide, at han idag havde erfaret, at han havde mistet
sin Konges Naade, altsaa kunde han ikke længer bære de
Naadestegn, som vare ham forundte, hvorfor han herved
sendte dem tilbage. Fortælleren vilde ikke indestaa for
Sandheden, men usandsynligt er det ikke. Den Mand,
som aldrig i sit Liv har kjendt Menneskefrygt, der med
roligt Hjerte har seet sin Nidkjærhed lønnet med Had og
Haan, -- at det i hans 70de Aar er ham en ringe Ting,
om Kongen er ham naadig eller ikke naadig, at han ikke
bekymrer sig om saadan Stads som Ordener -- er be-
gribeligt.

SIDE: 211

15de Juli.

Vort Ugeblad, der en kort Tid var bleven tamt og
fredeligt, er nu atter en Krigsskueplads, fast værre end
før. Saaledes havde en Anonym i Onsdags i meget
knudrede og med Parantheser opfyldte Perioder, søgt at
overtyde os om det Ugrundede i vort Haab, at bevare
Norges Selvstændighed. Efter Sproget gjættede jeg paa
General de Seve, endskjøndt jeg ikke havde tiltroet ham
disse Grundsætninger. Idag faar han et ligeledes ano-
nymt Svar, og kan sige, at han er falden i Hænder. Han
betegnes saa tydelig, at Navnet gjerne kan undværes, og
hans militaire og literaire Synder stilles saaledes til Skue,
at jeg fast ikke ved at have seet nogen yderligere tilrakket.

17de Juli.

Jeg fik et Brev fra Neumann, som sendte mig til
Indrykkelse et meget humant og sindigt Contraspørgs-
maal til hin misfornøiede Anonym, som ingen mere tviv-
ler om er de Seve. Hvad der især kaster et slet Lys
over hine upatriotiske Spørgsmaale er, at de efter almin-
deligt Rygte ere Fostere af privat Animositet mod Kon-
gen. De Seve søgte om at komme ind i Tjenesten igjen,
og efter nogen lemfældig Vægring, sagde Kongen, at han
ikke kunde antage en Mand, der havde tabt Folkets og
Armeens Tillid og Agtelse. Derover spyede Generalen
Fyr og Flamme, og er nu ude paa sit Solitude Svensk
med Liv og Sjel.

18de Juli.

Der skal virkelig være sluttet Vaabenstilstand for 3
Maaneder paa Vilkaar af at Frederiksstads og Frederiks-
stens Fæstninger besættes af engelske eller russiske Trop-
per. Imidlertid sammenkaldes et overordentligt Stor-

SIDE: 212

thing. Rosenkrantz og Collett havde i Statsraadet talt
derimod med Kraft; Sommerhjelm, Haxthausen og Tank
derimod vist sig meget eftergivende. -- Aall og hans
Følge ere ikke blevne modtagne i London.

21de Juli.

Jeg fik et Brev fra Hount. Han tror, at jeg har
misforstaaet ham eller han udtrykt sig urigtigt, da han
aldrig har tvivlet om Edens forbindende Magt og det
umoralske i at bryde den uden Nødvendighed; men han
paastaar, at denne i nærværende Tilfælde vil kunne exi-
stere, da det skal være besluttet, naar Forposterne tilba-
getrænges, at overlade til sig selv den østre Side af Glom-
men og concentrere Krigsmagten paa den vestre, for at
hindre Fiendens videre Indbrud i Landet. Hvad skal han
da gjøre, naar det kommer dertil? Ved Halstarrighed for-
værre sin Tilstand? Fordrer ikke tværtimod Klogskab (der
desværre synes at være blevet min Vens Yndlingsord)
at formilde sin tunge Skjæbne saa meget som muligt.
(Dette sidste Ord indbefatter alt for meget og aabner vid
Mark for den forteste Landsforræder). "Naar Fædrelandet
kunde frelses ved mit Liv, villig vilde jeg da opofre det,
men at gjøre Opofrelse af det Helligste man har (det
mener jeg er Ære og Samvittighed) uden Hensigt, (hvo
tør sige det, hvor Hensigten er saa tydelig og ædel?) at
se mig med Familie mishandlet og ødelagt uden at kunne
vente, at denne Opofrelse vil tjene Fædrelandet til mindste
Gavn, (hvorpaa grunder han denne Ikkeformening? Et
Individ kan ved Opofrelser udrette meget; hvor meget
mere da en hel Provinds!) maa jeg oprigtig tilstaa dig
at jeg ikke kan øine nogen Grund til". Han fortæller
nu, at Grændseboerne, i Tilfælde af fiendtligt Overfald

SIDE: 213

ville indgive en Adresse til Kongen, hvori de sige, hvad
de fordre til deres Forsvar af Regjeringen. Opfyldes
denne Fordring, da ville de med Glæde ofre Liv og Blod,
men sker det ikke, kan Ingen undres over, at de som For-
ladte søge at sikkre sig paa bedste Maade for Ødelæggelse.
Paa Frederikshald viste man engang, at man havde Mod
til at hjælpe sig selv, men det var for 100 Aar siden,
og da var man ikke saa klog som nu). "Kan det gaa
af", vedbliver han, "ved blot en saadan Protest, som den
du anfører, hvem vilde ikke gjøre den? men naar Fienden
betragter os som Rebeller og behandler os som saadanne,
(at kalde os Rebeller, er en saadan Afsindighed, at deraf
ei bør tages Notice) naar vi ikke strax ville underkaste os
hans Bydende, naar han befaler mig at sammenkalde Me-
nigheden, og jeg, efter al Protestering, ikke formaar ham
til at afstaa derfra, men har at vælge mellem at skydes
og at hænges, skal jeg da osv. (Men min Gud, Sven-
skerne ere dog christne Mennesker, og de maatte være Ca-
nibaler, naar de saaledes behandlede en agtet Embeds-
mand, en Religionslærer, fordi han gjorde mandige og
beskedne Forestillinger. Overalt, naar alle Præster og
Øvrighedspersoner vægrede sig, og Almuen enedes om at
sige nei, vilde Svensken komme i en slem Forlegenhed,
thi han kunde dog ikke skyde og hænge dem alle; og skjøndt
hint vel mere er at ønske end at haabe, skulde det dog
være forunderligt, om Hount var den eneste fædrelands-
sindede Præst hinsides Glommen, han, som endnu før
Rigsforsamlingen nævnedes som tvetydig!) Det "norske
Parties Zeloter", som han kalder dem, siger han adskil-
lige Ubehageligheder, og paastaar, at de af Egennytte og
Ærgjerrighed spille en saa heroisk Rolle osv. -- Dog,

SIDE: 214

jeg er kjed af denne Recension og afbryder den, skjøndt
endnu kun det Halve af Brevet er gjennemgaaet. Jeg
havde besluttet at svare og gjendrive ham, men ved saale-
des nærmere at anatomere hans Sentiments, har jeg be-
sluttet rent at afholde mig fra Politik i mit næste Brev
til ham. Hver af os faar handle saaledes, som han vil
forsvare det for Gud, Fædrelandet og sin Samvittighed!
 -- De Seve har paa en meget flau og intetsigende Maade
taget til Gjenmæle. Som Hovedbevis for sin Patriotisme
anfører han en Tirade af et Brev, han for et Par Aar
siden sendte Frederik den Sjette, hvilken og otte Dage
efter sendte ham et meget naadigt Svar, men der er skeet
mange underlige Ting siden den Tid, og har Frederik
imidlertid uden Sværdslag kunnet bortgive eller sælge
Norge, kan vel ogsaa de Seve svige det. 

22de Juli.

Kongen er reist til Moss, og sagde til Treschow i
Søndags, at han haabede at hjembringe Vaabenstilstand
eller Fred. -- Generalmajor Petersen og Søcapitaine
Holsteen, to varme Patrioter, ere afsendte til de Under-
handlinger, som finde Sted i Strømstad.

23de Juli.

Saavel her i Christiania, som i andre Byer, ind-
samles nu Guld og Sølv hos Damerne til Norges Rigs-
insignier.

26de Juli.

Schmidt meddelte mig en Charakteristik paa Vers
over Rigsdagens Medlemmer, som han, Rein, Falsen og
Sverdrup i ledige Timer havde forfattet. Der fandtes
Vittigheder, desimellem ogsaa meget træffende Domme,

SIDE: 215

men ogsaa Flauheder, ligesom ogsaa Partiaanden var
umiskjendelig.

27de Juli.

Telegraphen skal have signaliseret, at der er gjort
Landgang paa Hvaløerne, og at Capt. Fasting med Ro-
flottillen har trukket sig indad Christianiafjorden. Men
alt har været roligt idag. Intet høres om ankomne Cou-
rerer eller Ordres. Det formodes altsaa at være blind
Allarm, en truende Manøvre, som Telgrafisterne har
misforstaaet, eller endogsaa at staa i Forbindelse med
den projecterede Vaabenstilstand, om hvilken nu læses ud-
førligen i Tiden, hvor de mellem Kongen og Gesandterne
vexlede Noter ere indrykkede paa Fransk og Dansk. Ge-
sandternes ere alvorlige, men mere moderate end Morriers,
ligesom man ogsaa spaar godt af den Omstændighed, at
de, efter at have taget skriftlig Afsked, dog om Søndagen
inden deres Afreise havde havt ordentlig Afskedsaudience
 -- ved diplomatiske Sendelser et Tegn paa fredeligt Sin-
delag og velforrettet Sag.

28de Juli.

Endnu har man ikke faaet klarere Lys i Sagen.
Min Indqvartering Capt. Tscherning fortalte mig, at de
ridende Artillerister og Jægere har faaet Marschordre,
men saa ved man og med Vished at fortælle, at de fire
Gesandter atter vare komne til Kongen, som fremdeles er
paa Moss, med nye Forslag. -- Varmen er i disse Dage
kvælende.

29de Juli.

Krig er denne Dags Historie. Det er nu forbi.
Underhandlingerne ere afbrudte. Proclamation fra Kon-
gen er udstedt og Kamp er Almenløsen. Det svenske Ul-

SIDE: 216

timatum, som Gesandterne overbragte, indeholdt blot den
beskedne Fordring, at Kongen skulde nedlægge sin Vær-
dighed, Frederikssten og Kongsvinger besættes med svenske
Tropper, saa skulde man se, hvad man kunde gjøre. -- 
Iaften var jeg i Selskab hos Mariboe paa Økern. Der
var en evig Politiseren, som vel i denne Tid er aldeles
naturlig, men som jeg dog ikke kan lide, naar dette er de
Politicerendes fælles Løsen: "Timen er kommen; Alt maa
voves, Meget kan vindes, men skulle vi tabe, saa lad os
tabe med Ære!" Bange Frem- og Tilbageblik vække blot
Mistrøstighed. Mariboe forekommer mig nu vankelmodig;
Schmidt tænker og vil vist ogsaa handle raskt og ædelt,
men hans convulsiviske Spænding og Haardhed i at dømme
dem, hvis Følelser ikke ligne hans i intensiv Styrke, er
mig lidt frastødende. Oldingen Treschows rolige Frimo-
dighed behagede mig bedst. Gid den besjele ret mange!
Udenfor Kampens Hede er det, næst Gud, den, der skal
redde Norge.

30te Juli.

Sverdrups freidige Stemning synes at tabe sig, og
naar "den Helt" forsager, hvad kan da ventes af "de
Smaa"? Svenske Aviser have fortalt om Cosakker, der
skulde sendes herind, og deres vilde, regelløse Omstreifen
stod især Sverdrup for Hovedet. Andre tro, at de, lige-
som Krebsen, "staa blot i Brevet", og at, om de virkelig
kom, de i vort Klippeland vilde vorde lidet farlige.

Hans Houge talte meget om de mæhriske Brødre,
paa hvis Bekostning han synes at ville hæve sin Sect,
og er nok overalt endnu ikke overbevist om, paa hvilken
Afvei, han og hans Medarbeidere var, hvorfor det des-

SIDE: 217

mere er at beundre, at de saa aldeles har forladt den.
At dens Fiender ved overilet Nidkjærhed, der vel flød af
ligesaa uren Kilde, som hans Tilhængeres fanatiske Iver,
have givet den en Vigtighed og Celebritet, den ellers al-
drig vilde faaet, er unægteligt: at flere af dens Ankla-
gere for det læsende Publikum selv ere tvetydige Personer,
hvis Stemmer, naar man kjendte dem, ei kan eller bør
tillægges synderlig Vægt, er ogsaa sandt, ligesom ogsaa,
at Mænd af lyst Hoved og et christeligt Hjerte have seet
Sagen fra et andet Synspunkt, brugt en anden Frem-
gangsmaade, og derved gavnet den gode Sag vel saa
meget, -- men at Hans Hauges Skrifter er jammerligt og
ovenikjøbet misledende Sludder, det burde han ikke fra-
gaa; at han, ved at vandre omkring som Bygdeprædikant,
afdrage Folk fra deres Arbeide og indføre paa en vel
endnu ikke noksom forklaret Maade Fællesskab i Eiendom,
spilte en mindre hædelig Rolle end han gjør nu, da han
paa Bakke selv er utrættelig virksom og fremmer Virksom-
hed i sin vidtløftige Bekjendtskabskreds, og at han ved at
ynde de Skrifter og hylde de Grundsætninger, han jevn-
lig beraaber sig paa, aldrig vilde eller kunde gaaet saa
vidt, som han fordum gik: det er saa indlysende, at han
burde vise den ædle Selvfornægtelse, med høi Røst at
bekjende det.

31te Juli.

Kongens Bekjendtgjørelse om Krigens Udbrud send-
tes mig imorges til Oplæsning fra Prædikestolen. Hans
Religiøsitet er meget rosværdig, men hans liturgiske Ar-
rangements røbe liden Localkundskab, for ikke at sige Ef-
tertanke. Sligt Detailvæsen kunde han overlade til Mænd,
hvis Embedsstilling det umiddelbart vedkommer.

SIDE: 218

2den August.

Heller ikke idag ved man andet, end at svenske Trop-
per ere indrykkede i Enningdalen, der uden Tvivl henhø-
rer til den Del af Smaalehnene, som skal efterlades ube-
skyttet. Et Rygte har sagt, at et andet Corps nærmer
sig Kongsvinger, og at en Træfning ventedes i Dag eller
i Morgen. Bekræftelse sees imøde. Wulfsberg har faaet
Ordre til at holde sig og Grøndahls Bogtrykkeri færdige
til at følge Kongen, hvorhen han ved Fiendens Fremrykken
maatte finde det tjenligt at flytte, da desuden "Tidens"
Udgiver ei troes personligen sikker, naar Christiania be-
sættes af Svenske. Han sender sin Kone og sine Børn
til Crøger i Hitterdal, og venter saa rolig Marschordre.
Jeg tænker aldeles ikke paa Flytning. Det bæres mig
bestandig for, at Svensken aldrig kommer til Christiania
anderledes, end han kom 1809: som Krigsfange; og hænd-
tes end det værste, kan jeg heller ikke faa det i mit Ho-
ved, at min Kone og mine Børn skulde være i personlig
Fare. At endel af mine Eiendomme, maaske ogsaa mit
gamle, dyrekjøbte Hus, vil gaa i Løbet, er ei usandsynligt,
(jeg vil derfor ogsaa udsætte mit Brændeindkjøb, til jeg
med Rimelighed kan forudse, hvilken Vinterbolig vil be-
skjæres mig og mine), men iøvrigt er jeg rolig og fri-
modig. Saa ere vist mangfoldige Norges Mænd ogsaa
blandt dem, der ei kunne stole paa deres stærke, stridvante
Arm eller paa deres fulde Pengekasse, men blot stole paa
Gud, Landets retfærdige Sag og deres egen Bevidsthed,
at have tænkt og handlet retsindigt.

Klokken halv elleve kom Hest og Cariol fra Glad,
for at afhente mig til Bondevensmøde. Der indfandt sig
og Kammerherre Anker, Maschmann og Wulfsberg, og

SIDE: 219

som indbudne Gjæster Kjerschow, Grüner og Lars Clau-
sen. Forhandlingerne vare ubetydelige, og man enedes
om at suspendere dem til roligere Dage. At politiske
Samtaler medtog den meste Tid, forstaar sig selv. Anker
spaar naturligvis idel Jammer, som Følge af Normæn-
denes ubesindige Kongevalg, inden man havde indhentet
de store Magters Betænkning. Med prophetisk Suffi-
sance oprullede han Fremtidens Dække, og bebudede os Nor-
ges Skjæbne. Med sine Allieredes Assistence occuperer
Sverrig det søndenfjeldske Norge og udhungrer det nor-
denfjeldske. Saaledes tvinges det hele Land til Overgi-
velse, og som Rige udslettes Norge af Jorden. Glad en-
trerede saa temmelig i samme Ideer. Den gamle, erfarne
Landmand har ladet sig indbilde, at ikke Fjerdedelen af
hans Korn vil kunne indhøstes af Mangel paa Arbeidere.
Saa omtrent vil det gaa i hele Landet, og iøvrigt staar han
i den Formening, den ellers meget retskafne og fornuftige
Mand, at Magnaten, med Stjerne paa Brystet og Nøgle
paa Bagen, maa se dybere i Tingen end vi andre. Masch-
mann og jeg vare de haabefuldeste i Selskabet, thi Kjer-
schow, Manden uden Eiendom, uden Kone eller Børn,
regner jeg ikke. Det var ussel personlig Feighed, om han
forsagede. Iøvrigt, saalidet jeg kan have imod, at en Mand
som Anker har sin egen Mening og ytrer den, om den
end differerer fra min, naar han kun ei ved Proselytma-
geri eller andre uværdige Midler søger at udbrede den,
saa underligt og krænkende er det mig at høre, at Sver-
drup, Selvstændighedens kjækkeste Talsmand paa Rigsda-
gen, en af dem, der hidtil hjemlede sig Navn blandt Fædre-
landets ypperste Borgere, for hvilken jeg i Legemskraft og
Sjelsfasthed troede at maatte vige ærbødigen tilbage, at

SIDE: 220

han nu, som jeg ogsaa ved vort sidste Møde syntes at
mærke, skal være ganske modfalden. Sligt er mig ufat-
teligt. -- Ellers var Talen paa Grefsen ikke om idel
Politik. Vi havde adskillige hel morsomme Intermezzer;
Anekdoter fortaltes fra de gode gamle Dage, og der viste
Anker sig ligesaa jovialsk og godlidende, som han under
hine Discourser var nedstemt og vankelmodig. Sagtens
mener han det bedst med sig selv, men at han mener det
ilde med Fædreland og Medmennesker, kan jeg heller ikke
tro, og undlader altsaa ikke, paa det ene Punkt nær, at
agte og holde ham som før.

3die August.

Fra Armeen vides intet paalideligt. Rosenkrantz og
Sommerhjelm bleve inat Kl. 1 beordrede til Moss, hvor
Kongen Kl. 8 holdt Statsraad, og efter dette skal han
have forlagt Hovedqvarteret til Askim Præstegaard, hvor
han siges at ville berede sig til et afgjørende Slag. De Sven-
ske rykke imidlertid ind fra mange Kanter, men siges af
de Staffeltske Jægere at være trængte tilbage til Svine-
sund, hvor de retirerende Tropper bleve optagne af Ka-
nonbaade. Paa et andet Sted havde en norsk Capt.
Spørch maattet vige for Overmagten. Om flere mere
eller mindre heldige Affærer høres uhjemlede Rygter,
Officielt har vi intet uden nogle faa Linier i "Tiden"
som melder om Fiendens Indrykning. Mangesteds i Byen
betages man af Skræk og flytter ud.

4de August.

Jeg havde Brev fra Schmidt, som opfordrer mig og
min Familie til at reise til Eger Præstegaard, og blive
der saalænge Svensken er i Christiania. Jeg svarte strax
derpaa, at for mit eget Vedkommende kan jeg ikke tage

SIDE: 221

imod Tilbudet. "En af mine Formænd indesluttedes med
Garnisonen paa Aggershus Fæstning i 1716. Det sker
vel ikke nu, men at Manden i lige Embede, ogsaa Sog-
nepræst for Rigets største Landsbymenighed, ikke kan have
Tilladelse til at søge sin Sikkerhed ved at forlade den
Virkekreds, hvor de fleste Mennesker, for hvilke han kunde
virke, nødsages til at blive, er indlysende. Den Forvir-
ring kunde naturligvis ikke vare længe. Christiania kunde
igjen komme i de Norskes Hænder, men Veien derhen fra
mit Tilflugtssted være spærret eller usikker. Hvorledes
vilde jeg da forsvare mig, naar man sagde om mig: "Pa-
vels reiste bort fra sit Embede, da Fienden nærmede sig, og
nu kan han ikke komme tilbage", eller: "han reiste, da
der var Fare, og nu, den er forbi, kommer han igjen!"
Slaa kan jeg ikke; jeg har aldrig lært at føre Vaaben;
nu at lære det, var forsilde, helst da jeg har et Tilfælde,
ved hvilket voldsomme Legemsanstrængelser vilde være ab-
solut dræbende. Men desuagtet kunde jeg vel paa min
Post gjøre adskillig Nytte, var det end i de Dage blot at
besøge Hospitalerne, og styrke de Døende".

Det er nu fra Søsiden man venter Angreb. Mit
gamle dyrekjøbte Hus er da sin Undergang vis. Andre
mene imidlertid, at Svensken ikke vil vove dette, da der
ved Drøbak er et meget snevert Pas, paa begge Sider
besat med Batterier, og da de have vore Kanonbaade i
Ryggen, der kunde afskjære dem Retiraden, hvortil endnu
kommer, at vi i disse Dage have havt og endnu have
saadan vedholdende Søndenvind, at man ikke indser, hvor-
for de ikke nu har benyttet sig af Leiligheden, der maaske
ikke snart kommer saa god igjen. Holten er kommen til-
bage, da Kongen har afgivet alle civile Affærer til Stats-

SIDE: 222

raadet, har nedlagt i dets Hænder sit Testamente og be-
skjæftiger sig udelukkende med militære Gjenstande. Hol-
tens Dødsdom skal være fældet, saasnart han er i Sven-
skens Magt; han ansees for en af Ophavsmændene til
det Forefaldne.

5te August.

Man er overmaade sparsom med officielle Efterretnin-
ger. Om Landets og Hærens sande Tilstand vides næsten in-
tet. Det eneste, jeg idag har hørt, er to ubekræftede og
formodentlig upaalidelige Rygter, at Staffeldt har vundet
en Bataille og gjort en hel Hob Fanger; og at de engel-
ske Krigsskibe have forandret Stilling og lagt sig lige
udenfor Hvaløerne, og paa Svenskens Spørgsmaal, om
hvad Hensigten dermed var, svaret, at de havde Befaling
dertil og forseglede Ordres, som en vis Dag skulde aab-
nes. Kongen fortaltes at have Natteqvarter paa Rakke-
stad Præstegaard og i Dag eller i Morgen at ville an-
gribe Fienden. -- "Tiden" nævner med Berømmelse min
gamle brave Confirmand, Lieutenant Schleppegrell, den
første af Norges Krigere, som hidtil i denne Krig er
nævnt med Hæder.

6te August.

Frederiksstad har overgivet sig, omendskjøndt Com-
mandanten, efter "Tiden" havde brugt den sædvanlige
Formular, og lovet at forsvare sig til det yderste. Kir-
ken, og Cassernen ere beskadigede, men der var ikke Ilde-
brand i Byen. Capitulationen skal være besynderlig fa-
vorabel, da Tropperne fik fri Afmarsch, uden de sædvan-
lige Betingelser, ikke mere at tjene mod Svensken i denne
Krig. Dem, som vilde blive og tage svensk Tjeneste, stod
ogsaa dette frit for, men deraf skal kun to Artillerister

SIDE: 223

have benyttet sig. De Svenskes Hovedkvarter skal være
paa Hafslund. Om Kongen og vor Armee høres intet.
Til Christiania er nok ikke Adgangen synderlig lettet ved
Frederiksstads Overgivelse, thi Glommen er endnu imel-
lem, og Overgangen vil man vel af al Magt søge at for-
hindre. -- De skjønne Træer herude paa Glaciet omhug-
ges nu, men dette synes blot at være, hvad man kalder
en Demonstration, da man paa samme Tid sætter Fæst-
ningen ude af Stand til at forsvare sig, ved at bortføre
Ammunition og Proviant i Masse. -- Svenskens Adfærd
i Landet skal være meget human, hvilket og kan ventes i
et Land, som han tænker at beholde og ligeoverfor et
Folk, som han har erklæret, ei at ville føre Krig med.

7de August.

Kirken var overmaade fuld. "Verdens Børn ere
klogere end Lysets Børn, men derfor ikke lyksaligere", var
mit Thema. -- -- -- Med Hensyn til Dagens Begiven-
heder omtalte jeg tilsidst, hvad man saa ofte har hørt, at
Kongen og Rigsforsamlingen og vi allesammen ikke have
handlet klogt. Dette lod jeg uafgjort, og tilstod, at vi
maaske ved at handle anderledes, kunde i dette Øieblik
nyde større Tryghed og Ro, men derhos paastod jeg, at
vi havde handlet retskaffent, efter Pligt og Samvit-
tighed. Saa bør vi og handle herefter, og ikke tvivle
paa, at hvilke de nærmeste Følger end skulle vorde, Enden
dog maa blive god for dem, som standhaftigen vandre
Pligtens, Dydens og Guds Veie. -- Da jeg havde læst
Fadervor, lod jeg synge Psalmen 438, og vedblev derpaa:
"Gud har hørt vor Bøn! han bønhøre den! han unde
os atter at samles glade her i hans Tempel! Maaske,
forinden dette sker, En eller anden iblandt os er falden

SIDE: 224

som et Offer for Fædrelandets den gode Sag; Guds Fred
med ham og med Hver, som bliver sine Pligter tro! Mod-
tager imidlertid Herrens Velsignelse!" -- Prof. Skjelde-
rup er misfornøiet med Tingenes Gang, og venter en da
capo af de danske Optrin i August 1807 og Januar
1814, og det synes rigtignok, at man derhenne ved Grænd-
sen gaar frem med en forunderlig Lunkenhed, som con-
trasterer med hvad man havde ventet af Normændenes
fyrige Patriotisme og Kongens bestemte Charakter. -- 
Haxthausen og de øvrige Statsraader have faaet Ordre
til ufortøvet at begive sig til Kongen. Der er ved Lier
forefaldet en heldig Affære, hvor -- saaledes hedder det
da -- 18 Officerer og 3000 Gemene ere fangne, men med
den Staffeldtske Brigade gaar det fremdeles slet. Den
har maattet trække sig tilbage over Onstad Sund.

Oberst Ramm, som nu igjen er Commandant, lod
mig vide, at jeg gjorde bedst i at flytte mit Tøi ud af
Fæstningen. Det er ellers besynderligt at se de svære
Transporter, som uophørlig gaa herfra. Saameget man
ellers lader sig det være magtpaaliggende, at forsyne en
Fæstning, som trues med Beleiring, saa travlt synes man
at have med at udtømme denne. -- Af Nyheder fortæl-
les, at Tank og Hount ere afgaaede i et Gesandtskab fra
Pontecorvo, som skal være i Frederiksstad, til vor Konge.
 -- Lehmann forærede mig igaar "En Stemme fra Eng-
land om Norges Afstaaelse", efter Titelbladet oversat af
Literatus Povel Fasting, men egentlig af Skuespiller Peter
Forsom i Kjøbenhavn. Denne Stemme fra England, som
ikke er nogen Englestemme, dyssede mig i Søvn paa min
Sofa, og da jeg vaagnede, og lyttede opmærksommere til
den, fandt jeg, at den ikke var værd at høre. Uretfærdige

SIDE: 225

Angreb paa Napoleon og Fastlandssystemet og væmmelige
Lovtaler over England udgjøre Hovedingredientsen, og hvad
Norge angaar, da kan det gjøre Fordring paa, at be-
væge sig om England som en Drabant af ikke liden Glands
og Storhed. "I physisk, moralsk og intellectuel Henseende
har Norge næsten altid været ligesaa afhængigt af England,
som nogen Provinds, der stod umiddelbar under det bri-
tiske Scepter". Desværre, om saa er! Norges Forening
med Sverige ivres rigtignok imod, men iøvrigt er det
tungt, og selvstændige Normænd neppe værdigt, at sige med
Holbergs Jeronimus: "Man maa flattere de Slubberter,
hvis man vil have godt af dem" -- thi en Dansk eller
Norsk er ganske vist Forfatteren. Pjecen hvile i Ro paa
mit Bord indtil jeg kan bruge den paa en værdig og
passende Maade.

8de August.

For at høre nyt, gik jeg imorges til vor privilige-
rede Avisskriver Wulfsberg. Der samledes efterhaanden
Neumann, som havde været hos Kongen paa Moss, Sver-
drup, Stenersen og flere. Først hørtes mundtlige poli-
tiske Efterretninger, hvoriblandt den vigtigste, at Gene-
ral Staffeldt var bevist at være i Forstaaelse med de
Svenske, at han var henkaldt til Kongen og afsat fra
Commandoen, at Kaltenborn og Rosenørn havde opdaget
Forræderiet, og ved kloge Dispositioner med Livsfare red-
det Brigaden, der ellers om to Dage uundgaaeligt vilde
været i Fiendens Vold. Foruden ham nævnes endnu
Kragerøens og Frederiksstads Overgivere som Landsfor-
rædere. Saa løde Beretningerne idag, ligesom og, at
Tidenden om Tilbagetrækningen over Onstad Sund var
urigtig. Imidlertid læste vi i Manuscript Bulletin-

SIDE: 226

skriveren Lector Adlers intetsigende Indberetning om de se-
nere Malheurer, hvor Frederiksstads Overgivelse, der al-
drig før har været bekjendtgjort, nævnes i Forbigaaende
som en bekjendt Sag, og General Seyerstedts Proclama-
tion om Træfningen ved Lier, hvor de 3000 fangne Sol-
dater slap op til 212, og hvor der ogsaa var Rabat i
de 18 Officerers Antal, da 10 af dem var til Staben
hørende Officianter. Desuden læste vi et Privatbrev
fra Capt. Ræder paa Kongsvinger, hvor udførlig beskrives alle
de Smaaaffærer, som har fundet Sted der i Egnen, førend
den mere afgjørende, da Fienden joges tilbage til Grændsen.

9de August.

At Staffeldt er en Forræder skal være usandt; der-
imod skal han have baaret sig dumt ad, hvorfor han vel
beholder Commandoen, men maa intet foretage sig uden "i
sine Fuldmægtigers Nærværelse" d. e. uden sine Adjutan-
ters Samtykke. -- Tanks og Hounts Ærinde til Kongen
skal have været at tilbyde Vaabenstilstand paa samme Vil-
kaar som før. Kongen siges at have svaret, at Vaaben-
stilstand ogsaa var hans Ønske, naar den kunde bestaa
 med hans og Nationens Ære. Man er i ængstelig For-
ventning om, hvad Udfaldet vil blive. Ubehagelige Rygter
og Formodninger opfylde Byen, at Kongen for at fremme
Norges Tryghed vil opoffre dets Hæder. Alle, som jeg
har talt med idag, ere yderst mismodige.

10de August.

Vore Tropper skal have havt en hæderlig Affære
ved Onstad Sund, og drevet Fienden tilbage med Tab.
Dette bekræftedes siden ved en Bulletin, kort og ufuld-
stændig som sædvanlig, men i Grunden overensstemmende
med Privat-Efterretningerne. Paa vor Side var 6 Døde

SIDE: 227

og 12 Blesserede, hvoriblandt Hauch af Artilleriet, som
faldt, og Ramm, Oberstens Søn, som blev haardt saaret.
Klokken 7 iaften fik vi herinde paa Fæstningen de 212
Fanger fra Lier. De ligge i Exercerhuset, og nu, da
jeg skriver dette, tage de frisk Luft ude paa Ridebanen.
Alt dette har havt noget opmuntrende for os, og med
Flytningen av vort Tøi gaar det lunkent.

11te August.

Statsraad Ankers Søn er kommen tilbage fra Eng-
land, og har bragt det Budskab, at hvis Norge kan holde
sig til 1ste October, vil man medvirke til, at dets Sag
faar et heldigt Udfald; samt at England ingen activ Del
vil tage i Krigen. Dette bekræftes rigtignok fra selve
Hovedqvarteret, men man frygter meget for, at Koen dør,
medens Græsset gror, og at inden 1ste October summa
dies et ineluctabile tempus Norvegiæ er kommen. -- Jeg
var iaften hos Sverdrup. Alle vare forstemte, og Poli-
tik var fra Kl. 7 til 11 uophørlig Samtalens sørgelige
Æmne. Treschow er siden Frederiksstads Overgivelse, efter
hans egen Tilstaaelse, aldeles modfalden. Sverdrups Hel-
temod er kjølnet; han ønsker at kunne flytte til en fjern
Vraa, hvor han glemte Verden og glemtes af den, men
da han som Mand og Fader ikke kan dette, viger han for
den bydende Nødvendighed og følger Strømmen. Gamle
Secretær Arbin tilhviskede mig, idet han kom ind af Dø-
ren: "Nu blive vi jo Svenske". Bergh ved som Hofmand
bedre at dølge sine Følelser; hver Nat staar hans Hest
opsadlet, rede til at bringe ham hvorhen Kongens Bud
og Embedspligt kalder ham. Man ivrede mod de jam-
merlige, ufuldstændige Bulletiner; man beklagede den to-
tale Mangel paa Generaler; man anser det søndenfjeldske

SIDE: 228

Norges Fald for uundgaaeligt, og fandt i hver Affære,
hvor Fiendens Angreb tilbageslaaes, et unyttigt Palliativ,
der kun udmatter Hæren og forhaler Katastrophen; man
vilde vide, at Frederiksstads Indvaanere have i Fredags
aflagt Troskabs-Ed til Sverrig, og udmalede paa det
frygteligste, hvad der forestaar, naar Fienden kommer til
os, -- kort, det var den mest decouragerende Samtale,
jeg i mine Dage mindes at have hørt, dobbelt ubehagelig
derved, at det ikke var egennyttige Kræmmere og andre
bornerede Spidsborgere, men nogle af Landets bedste
Mænd, som førte den. Jeg har dog endnu taalelig godt
Haab.

12te August.

Holten havde faaet fornyet Befaling til at holde sig
reisefærdig, da et stort Slag med det første ventes, men
ellers er alt endnu in statu quo. Da jeg forlod ham,
takkede han mig for godt Venskab og Naboskab, om vi
aldrig mer skulde sees. -- Wulfsberg gjentog sit Tilbud
om at overlade mig og min Familie Husrum. Jeg tog
nu imod det, og flytter imorgen Aften ud af Fæstningen.
 -- Der er kommet en ny Bulletin, et værdigt Pendant
til de foregaaende. "Tiden" indeholder et trøstende Rai-
sonnement om Occupationen af Glommens Østside, hvor
det forsikres, at det hørte til vore Hærføreres Plan, og
har ikke i mindste Maade forværret Norges Stilling, eller
formindsket Haabet om et heldigt Udfald. Gid det var
sandt! -- De fangne Officerer afgik under Eskorte til
Bergen. Siden talte jeg med gamle Major Juell. Han
havde faaet Brev fra sin Søn, som er i Feldten. Hvis
dette Brev, som jeg maa antage, er en Gjenlyd af Ar-
meens Stemme, ser det sørgeligt ud. Kongen, hedder

SIDE: 229

det blandt andet, er ikke General, og vi har overhovedet
Ingen, som forstaar Commandoen undtagen Hegermann,
hvis Raad ikke høres. Staffeldt og Haxthausen ere For-
rædere osv. Paastanden være nu falsk eller sand, saa hø-
rer der Overvindelse til at slaa tappert, naar man har
en saadan Overbevisning. Ogsaa den gamle Major tror
det er forbi med os. Selv i den byrdefulde Transport-
skyds finder han en fremskyndende Grund til Landets Un-
dertvingelse.

13de August.

Om jeg nogensinde flytter ind i mit gamle Hus, ved
Gud allene. Mine bedste Eiendele ere fordelte paa otte
Steder, saa jeg dog har Haab om at beholde noget, om
det skulde gaa galt. Min Kone og mine Børn har jeg
saavidt muligt betrygget mod Skræk og Fare, og ske nu,
hvad Gud vil! Der tales ellers om ny Vaabenstilstand,
foreslaaet af de Svenske, paa langt fordelagtigere og hæ-
derfuldere Betingelser.

14de August.

Mariboe søgte methodisk at bevise, at det er ude
med Norge, og at det især er de Commanderendes slette
Operationer, som har fremkaldt Katastrophen. Jeg kunde
"ikke modstaa den Visdom og Aand, med hvilken han ta-
lede" -- saavidt vi nu kunne se, er der meget sundt og
rigtigt i hans Raisonnements; man bør imidlertid ikke
overile sig i sine Domme, førend det er klart som Dagen,
at Fædrelandets Selvstændighed er tabt, og at det er
Mangel paa Klogskab og Energi, som har berøvet os den.
Hvilken Sjeletriumph det skulde være mig, om alle vore
Kandestøbere engang skulde nødes til at slaa sig paa deres
Mund og skjule deres Ansigter med Blusel over deres

SIDE: 230

Lethed i at fordømme, hvad de ei forstod. Gjerne giver
jeg mig selv ogsaa en Munddask, thi ogsaa jeg har tviv-
let og dømt.

15de August.

Der er virkelig sluttet Vaabenstilstand; det ved jeg
af et Brev til Commandanten med Kongens egenhændige
Underskrift. Af dette kan imidlertid ikke erfares andet,
end at den er sluttet med 12 Timers Opsigelse, at man
formoder, Svensken ikke vil bryde den, men at, hvis dette
skulde ske, det er en "Selvfølge", at man holder sig fær-
dig til Forsvar. Hvad der har bevæget Svensken til at
gjøre dette Tilbud, og Kongen til at modtage det, bryder
man forgjæves sit Hoved med. Man formoder List fra
den ene, Svaghed, Raadvildhed og Inconseqvents fra den
anden Side. -- "Tiden" meddeler den Frederiksstadske
Commandants Rapport og Capitulation. Han beder me-
get vakkert for sig, at Kongen ikke vil være vred paa ham,
da han ikke kunde gjøre andet, end hvad han gjorde.
Dette er dog ikke den almindelige Mening.

16de August.

Nu ved man da langt mere om Vaabenstilstanden.
De 12 Timers Opsigelse gjælder blot for det Tilfælde,
at den svenske Regjering ikke ratificerer den, men det har
vel ingen Fare. Den er for 3 Maaneder, i hvilke Han-
del og Søfart uhindrede kan drives fra og til Norge.
Et Storthing sammenkaldes, hvoraf Resultatet lader sig
forudse, og imidlertid beholde de Svenske det occuperede
Terrain, samt desuden Frederikssten Fæstning. -- Faar
alt dette sin Fremme, er der vel ingen Tvivl om hvad
Enden vil blive. At en langt anden Aand vil blive den
herskende paa denne end paa forrige Rigsdag, behøves

SIDE: 231

ingen Spaadomskunst forat forudsige. Mange af dem,
som da stode fast, ere vist allerede frafaldne, og flere
ville falde fra herefter. Frygt for en Nation, under hvis
Indflydelse Forsamlingen nødvendigen maa komme til at
staa; Haab om, tildels allerede Nydelsen af de Fordele,
Venskab med Jordens Mægtige skjænker i Sammenligning
med den fortrykte Tilstand, hvori alle Stænder, in specie
den mægtige Handelsstand nu i nogle Aar har befundet
sig; formindsket Agtelse for Kongen, hos hvem man nu
tror at savne baade den Klogskab og den Aandskraft, en
Regent i vanskelige Tider saa høiligen behøver -- alt
dette vil bidrage til at forene Folkerepræsentanternes
Stemme og døve den enkelte Oppositions, mod hvilken
sund Fornuft altfor tydeligen synes at erklære sig. Thi
hvad skal der blive af Landet, naar Kongen forlader det?
Hvo tør, hvo kan da fremstaa som Norges Anfører og
hævde dets Selvstændighed? Er det muligt at fremkalde
en eneste af de Ressourcer, hvis Savn nu ydmyger og
undertvinger os? Hvad kan under saadanne Omstæn-
digheder haabes, selv om Nationen vilde reise sig en
masse? Nei, fra det Øieblik Kongen nedlægger Regje-
ringen og forlader os, er vor Sag tabt. Til ham var
mit Haab om Norges Frelse bundet; med ham vil Norge
falde, det er mig indlysende. -- At Hount og hans Me-
ningsfæller havde Ret, gjør mig ondt baade paa mit Fæ-
drelands og mine egne Vegne, men Ret havde han, det
maa jeg nu tilstaa; kun maa jeg sige til Undskyldning for
os andre, at vort større Haab grundede sig paa den For-
udsætning, at Enhver, Høi og Lav, med Kraft og Varme
vilde opfylde sin Pligt, og at Normændene selv vilde
gjøre alt, hvad der kunde gjøres; det have de nu ikke

SIDE: 232

gjort. Den Lunkenhed og Langsomhed, hvorover man
med Føie saa bitterligen har doleret, den Mangel paa
Energi og Conseqvents, som desværre altformeget har her-
sket i vor hele Administration, gjorde de patriotiske Rigs-
dagsmænd sig ingen Forestilling om. Og fra Folkets
Side havde de vel ogsaa gjort Regning paa en Almen-
aand, som, naar de upartisk granskede deres Inderste,
maaske ikke engang fandtes hos dem selv. -- Hvad der
smerter mig mest ved det Hele (thi det andet jevner sig
vel med Tiden, og maaske vor Ulykke endda ikke bliver
saa stor som man aner den) er Kongens Skjæbne. Han
skal være meget nedslagen, ja man frygter endog, at en
alvorlig Sygdom forestaar ham. O, jeg kunde ønske,
den maatte gjøre Ende paa et Liv, der dog maa vorde
fattigt paa Glæder, og bringe ham bort fra en Jord, hvor
List og Vold dele Herredømmet mellem sig, og hvor From-
hed og Redelighed, Privatmandens skjønneste Dyder, ere
fast utilgivelige Feil hos en Folkestyrer. -- Wulfsberg
viste mig et Brev fra Lector Adler, Bulletinernes For-
fatter, hvori han retfærdiggjør sig mod den Klage over
Ufuldstændighed, som allevegne er ført. "Skulde jeg skre-
vet alt, hvad jeg har seet, vilde det blevet endnu mindre
opbyggeligt", siger han. Jeg selv fik Brev fra Neumann,
som endnu nærede godt Haab. Han fortæller, at man i
Asker Præstegjeld havde samlet en betydelig Del Levnets-
midler, der i disse Dage skulde afgaa som Gave til Ar-
meen.

17de August.

I Nat var paa adskillige Hjørner opslaaet Pas-
qviller mod Haxthausen, hvem man beskylder for at
være bestukken af svenske Penge, og Pøbelen opfor-

SIDE: 233

dres til at stene ham. Jeg tror, Klagen er ugrun-
det. Derimod anser jeg ham for den, der som ægte Hof-
mand ved at føie sig efter Omstændighederne og føre sig
alt til Nytte, og tvivler saaledes ingenlunde paa, at lige-
som han i dette Aar med Iver og Devotion har tjent to
Konger, han med lige Nidkjærhed inden Aarets Ende vil
paase den Tredies Bedste, hvis Storthingets Beslutning
eller andre Begivenheder giver os under svensk Herre-
dømme. -- I Intelligentsseddelen stod et Par korte og lidet-
sigende Declamationer mod de Forrædere eller Uslinge,
der formodes at være Skyld i Armeens Vanheld. Wulfs-
berg finder, at det er kommen for silde, jeg derimod, at
det hverken er kommen for tidligt eller for sent, og heller
ikke til rette Tid; thi saadan løs Avissnak havde man
nok aldrig reflecteret paa. Der skulde langt mere til for
at vække de Slumrende. Timen er kommen, kan jeg tro,
og Mørkhedens Magt skal seire. -- Major Juell er glad
over, at Tingen nu synes at ville tage en Ende, og er
denne end ikke som han ønskede, saa er den aldeles som
han havde ventet.

18de August.

Man tænker nu ikke paa og taler nu ikke om andet
end Landets vigtige Anliggender; altsaa kan eiheller denne
Bog indeholde andet end hvad dermed staar i Forbindelse.
Ogsaa Schmidt, fra hvem jeg havde Brev idag, havde en
behagelig Drøm om vore Vaabens heldige Fremgang;
ogsaa fra hans Egn skulde i disse Dage sendes Proviant
til Armeen. Han sender nogle Fragmenter af Joh. Mül-
lers Schweitzerhistorie, som han vil have indrykket i "Ti-
den", men Wulfsberg tror, at de lidet ville gavne, og det
tror jeg sandelig ogsaa. Har Kongen af Sverrig, som

SIDE: 234

der forsikres, i alle Punkter vedtaget Norges Grundlov,
forsaavidt den kan bestaa med begge Rigers Forening, saa
er der vist meget faa, endog af Selvstændighedens var-
meste Talsmænd, som vil holde fast ved den. Minorite-
tens Opposition vil blive Fortvivlelsens kraftløse Udbrud,
der maaske kan fremkalde enkelt uroligt, maaske blodigt
Optrin, men aldrig i det Væsentlige forandre den Dom,
Almagten synes ugjenkaldelig at have fældet over vort Land.
Maaske have Anførernes Feighed og Ubestemthed kun for
Øieblikke fremskyndt Katastrophen, og var saa den maaske,
skjøndt i sig selv beklagelig og uforsvarlig, et Redskab i
Alstyrerens Haand til at redde mange Menneskers Liv,
der ellers unyttigen vilde være bleven opoffret for en Ide,
der aldrig skulde, aldrig kunde realiseres. Bevare mig
Gud fra at fremføre disse Yttringer i min Verts eller
nogen anden enthusiastisk Frihedsvens Nærværelse! De
ville, at vi skulle trække os ind imellem Fjeldene, og gjøre
idelige Udfald paa Fienden, indtil Landet er en Udørken,
og den sidste Mand falden som Frihedsmartyr. Wulfsberg
ønskede at kunne lære sine Sønner et andet Sprog end
det norske, saa at Tanken og Mindet om Norge rent kunde
udslettes af deres Sjel; Diriks, som var inde hos ham i For-
middags, havde en anden Ide: at indprente dem et ufor-
sonligt Had til de Svenske, saa at de, naar de bleve
Mænd, aldrig kunde betragte dem som andet end afskye-
lige Fiender. Jeg for min Del finder lidet enten klogt,
ædelt eller christeligt i alt dette, og skjøndt det rigtignok
er mig kjært, at jeg ikke har Sønner, der skulle indlem-
mes i en Nation, jeg ikke kan elske, og lyde en Regje-
ring, hvis Grundsætninger jeg afskyr, skjøndt det rigtig-
nok vilde være mig behageligt at flytte til Danmark, og

SIDE: 235

forlade Norge, saa har jeg dog altfor høit Begreb om
sand Borger-, Menneske- og Christenpligt til at entrere
i vore Ultrapatrioters revolutionære Ideer. Mariboe og
Major Juell, som fortalte mig om den svenske Regjerings
Redebonhed til at antage vor Constitution, vare natur-
ligvis af samme Mening, og gik endnu et Skridt videre,
ved at erklære det for daarligt, hvad hidtil var skeet, men
det kan jeg kun under en Betingelse, som det vilde koste mig
den yderste Smerte og Uvillie at gjøre mig fortrolig med.
Præsident Bull var ogsaa herinde, og var yderst nedsla-
gen. Kongens tunge Skjæbne gik ham nær til Hjerte, og
sandelig den er min største Kummer. Han skal være syg.
Nogle sige, at han spytter Blod, andre endog, at en Hjer-
nens Forvirring eller idetmindste en høi Grad af Mod-
løshed spores hos ham. Et Par Dage har han ligget i
Drøbak, og ventes derfra i Aften søværts til Ladegaards-
øen. -- Den gamle, sindige Professor Rosted har nok
aldrig synderligen enten frygtet eller haabet; altsaa ser
han nu med rolig Resignation vor Skjæbnes Afgjørelse
imøde. Og for den, der ei kan møde den med Kraft, er
dette vist ogsaa den bedste Stemning. At Nordens Mænd
forenede kunde udrette meget, derom er ingen Tvivl; men
denne Forening har ikke fundet Sted under de mest op-
muntrende Udsigter, hvor kan den da nu ventes?

19de August.

To vigtige Documenter ere idag udkomne: Vaaben-
stilstand og Convention af Generallieutenant Skøldebrand
og Generalmajor Bjørnstjerna fra den ene Side og Stats-
raaderne Collett og Aall paa den anden, og en derpaa grun-
det kongelig Proclamation, hvori berammes et Storthing
til d. 7de October i Christiania, og iøvrigt gjøres Rede

SIDE: 236

for Kongens Følelser og de hidtil gjorte Skridt, forsaa-
vidt Grundene hertil kunne forelægges Publikum. Det
er vist, at Kongen af Sverrig vedtager og erkjender Grund-
loven. Han forkynder fuldkommen Amnesti for enhver
Yttring mod begge Rigers Forening, lover at alle Em-
bedsmænd og Udlændinge skulle blive behandlede med den
Agtelse og Velvillie, som den høieste Myndighed skylder
dem, og vil anvende sine bona officia for at faa tilbage-
kaldt Kongen af Danmarks strenge Bud. Det synes alt-
saa, at man herefter intet har at kjæmpe for med Mund,
Pen og Sværd, undtagen vor Konges Person og Navnet
af et selvstændigt Folk, og at et andet Navn, det af sven-
ske Undersaatter er det Onde, man vil opoffre sin egen
og Landets physiske Existents for at undgaa. Hvad Kon-
gen angaar, da har jeg mere end engang sagt, hvor jeg
turde sige det, at det især var personlig Hengivenhed og
Agtelse for ham, der bandt mig til den Sag, vi under
hans Anførsel stræbte at fremme, og at, hvor han er seet
og hørt, denne personlige Hengivenhed har bidraget meget
til at vække og nære Enthusiasmen, det kan jeg ikke tvivle
om -- men desværre, hvad Agtelsen angaar, er det nu
dermed for en stor Del forbi, og han kan eller vil neppe
under nogen Omstændighed vedblive at være Norges
Konge. Ubeskrivelig tungt var det mig, hvad jeg i For-
middags hørte af Lector Adler, at han aldeles mangler
personligt Mod, at han brister i Graad ved Synet af et
Par Blesserede, at han nu er i den skrækkeligste Ned-
spænding, anklager sig selv for Norges Ulykke, og de
Menneskers Liv, som for hans Skyld ere opoffrede, vil
intet høre om Generalernes Forseelser, men tilskriver sin
Svaghed og Uduelighed alt. At, han uagtet sine øvrige

SIDE: 237

sjeldne Aands-Egenskaber, aldrig ved hin Mangel og denne
Bevidsthed vilde kunne udføre den vanskeligste Kamp,
som maaske er kjæmpet i mange Aarhundreder, er altfor
sandt. Han maa nedstige fra Norges Throne, han har
jo ogsaa selv erklæret sig villig dertil. For ham er det
altsaa ikke længer vi stride. Altsaa for Navnet Normand
imod Navnet Svensk? Hint Navn beholde vi dog nok
naar Constitutionen holdes i Ære, med vel saamegen Ret,
som da vi stode under Danmarks souveraine Konge; og
naar ei længer personlig Høiagtelse binder os til et In-
divid, hvor da den constitutionelle Konge bor og hvad
han hedder, er en hel uvæsentlig Sag. Det eneste, som
kan gjøre den sindige og fornuftige Patriot betænkelig, er
at Kongen af Sverrig lover meget, men maaske holder
lidet. Herpaa svarer jeg: Bryde strax et Løfte, som er
givet for Europas Øine, vover han ikke. Det maatte da
være efterhaanden han vilde paaliste os Slavelænker, men
hvor Nationen constitutionsmæssig har saameget at sige,
der vil den strax mærke og kunne paatale ethvert Indgreb,
der forsøges imod dens Rettigheder, -- og agtes de da
ikke, unvel, saa lad den reise sig i Masse. Da har den
maaske dueligere Anførere end nu, da ere maaske de uden-
landske Magter ligesaameget stemte imod Sverrig, som nu
mod os, da kan Normændene maaske med Kraft og Held
bryde Aaget, men lad det først blive et Aag. Indtil da
lad os foretrække det mindre Onde, naar ei alt Onde kan
undgaaes. At vi lade os selv dræbe, vore Koner og Børn
mishandles, vore Eiendomme røves for omsider at ende
som Maurerne i Spanien under Philip den Tredie -- 
jeg ser slet ikke, hvad den gode Sag vinder derved. -- 
Foruden Adler var hos Wulfsberg Sorenskriver Falsen.

SIDE: 238

Han var som sædvanlig ivrig i Aanden, og syntes meget
vred paa Kongen, som man dog langt mere bør beklage
end anklage. Ogsaa han udlod sig ufordelagtigt om de
Øverstbefalendes Conduite. De unge Adjutanter (Dan-
marks Pest) roses derimod fast uden Undtagelse.

20de August.

Pøbelen har igaaraftes begyndt at exeqvere sine Trud-
sler mod Haxthausen. En Folkestimmel, hvoriblandt og-
saa Fruentimmer, samlede sig udenfor hans Hus, og slog
nogle Vinduer ind, men da man erfarede, at han var
ude paa Løkken, gik man derud, og opførte ny Rudemusik.
Ogsaa hos Wiewild havde igaaraftes været nogen Spet-
takel, og der siges, at man skal have truet ham og Thrane,
som Medlemmer af Provideringscommissionen, med Visit
iaften. -- To svenske Generaler kom hertil igaaraftes,
men fandt, at her ikke var godt at være, og ere reiste
igjen. Imidlertid er vor ulykkelige Konge meget syg paa
Ladegaardsøen. Der er kommen Bulletin fra Thulstrup
og Müller. Den for idag meldte, at han har sovet lidet
inat, men har ingen synderlig Feber. Hans Tilstand til-
skrives Søvnløshed og Anstrængelse. Jeg ved ikke, til
hvem de havde sagt, at de formodede, det blev en Nerve-
feber eller -- Hjernens Forvirring! Gud forbarme sig
over ham og os!

21de August.

Egentlige Uordener forefaldt ikke igaaraftes. Man
samledes, huiede og larmede, men da Politiet og de ri-
dende Jægere blandede sig i Legen, gik hver rolig hjem til
sit. Haxthausen er reist til Ringerige, men har efterladt
en Plakat, som han har ladet opslaa paa Hjørnerne, hvori
han erklærer, at han har nedlagt sine Embeder, og vil

SIDE: 239

underkaste sit offentlige Liv den strengeste Prøvelse, at han
imidlertid for sin personlige Sikkerheds Skyld har seet sig
nødsaget til at retirere, men til Bevis paa, at han ei vil
forlade Landet udømt, efterlader han sin Familie og sine
Eiendomme her. Jeg har ellers hørt nærmere Detail om
Opløbet. Varsel blev givet om Formiddagen af en Karl
og et Par Drenge, som, da de ikke kunde faa Kartofler
kjøbte ude paa Løkken, gave sig egenmægtigen til selv at
optage dem, hvilket dog blot ansaaes som Pøbelgrovhed.
Der var om Aftenen Selskab paa Løkken. Man sad
endnu tilbords, da Rudernes Klirren, ledsaget af Hurra-
raab, hørtes nedenunder. Alle for forskrækkede op, Bør-
nene skreg og hylede, Generalen selv var consterneret,
Fruen derimod beholdt god Fatning. Endelig paatog
Bergh sig at gaa ned, og mødtes af en Stenregn, som
dog ophørte, da han sagde, hvem han var. Han indlod
sig nu i lang Ventilation med Hovedmændene, som han
ikke kunde se, men hvis Sprog og Haandtag overtydede
ham om, at de ikke hørte til Almueclassen. Resultatet
blev, at han lovede dem Undersøgelse, og de ham at gaa
rolig bort. Nu begav de sig da hjem fra Løkken til Fods:
foran Agent Nielsen med en Lygte, efter ham Haxthausen
med Bergh under den ene og Sommerhjelm under den
anden Arm, og derpaa det øvrige Selskab. Han skulde
have Natteleie hos -- g, men da han kom der, faldt Ma-
damen i Besvimelse og bejamrede sig og sine syv Børn.
Der kunde han da ikke blive. Ogsaa flere andre undskyldte
sig for at modtage ham, og for at ikke den gamle Mand
skulde vandre om paa Gaden, maatte Bergh, hvis Hus
dog nok var det mest usikkre Opholdssted, give ham Husly.
 -- Holten fortalte mig omstændelig om Kongens Sygdom:

SIDE: 240

Det var ved Onstad Sund de første Spor til Sindssvag-
hed mærkedes. Han hørte et Par Saaredes Skrig, han
saa den døde Lieutenant Hauch, og anklagede sig selv, at
det var hans Skyld. En voldsom Virkning paa ham
gjorde ogsaa det norske Gesandtskab fra det svenske Hoved-
kvarter. At de lode sig bruge til et saadant Ærinde,
gjorde allerede et stærkt Indtryk paa ham; den haarde og
ubeskedne Tale, de skal have ført, end stærkere. Tank og
Hount have overalt ved denne Leilighed spillet meget uvær-
dige Roller. Der hviler svær Mistanke paa den første,
at det er ved ham Pontecorvo har faaet at vide, hvad
denne udførligen har sagt Major Broch at være forhand-
let ved Kongens Taffel. Hount har, efter Holtens Ord,
hvilke jeg ikke vil modsige, opført sig som en Slyngel,
da han paa Skydsstederne skal have foreholdt Soldaterne
og andre, hvilken Daarlighed det var, at fægte for en
Sag, som man dog aldrig kunde udføre. Fra den Tid
tiltog Kongens Legems- og Sindssvækkelse. Han er bleg,
maver, ryster over sit hele Legeme, ængstes over alt og
mistror enhver. Han tror de Svenske ville bryde Vaa-
benstilstanden og bortføre ham, at man i Christiania vilde
stenet ham, hvis han var kommet her. Den eneste gode
Ende, det rimeligvis kan tage med ham, er -- Døden.
At han under enhver Omstændighed nedlægger og maa
nedlægge Regjeringen er upaatvivleligt. -- Holten gaar
til Vestindien.

22de August.

Efterhaanden vænnes vi til Situationen. Intet Nyt
forefalder eller kan hastig ventes; her er et Havblik, som
muligens bebuder Storm, og i denne Forudsætning er man
stille, uvirksom, udeltagende i det, som fordum i bedre Ti-

SIDE: 241

der sysselsatte Aanden og Hjertet. Saaledes forudser jeg
mange tomme, ensformige Dage, hvis Begivenheder ikke
fortjene at optegnes her. -- Kongen var igaar noget be-
dre, men mod Aftenen henfaldt han igjen til de gamle
Griller. Han hørte, at Generalmajor Petersen var kom-
men til Byen, og den svenske General Bjørnstjerna reist
herfra. Deraf drog han den Slutning, at Vaabenstil-
standen var brudt og at de Svenske vilde komme til Chri-
stiania for at bortføre ham. -- Der tales nu om at pro-
testere mod Forening med Sverrig og vælge Pontecorvo
til Norges Konge. Det var da at gjøre Satans Rige
uens med sig selv, en fin politisk Streg, men ventelig af
den Slags Falskhed, som slaar sin egen Herre paa Hal-
sen. Et af to hylder jeg ham dog heller som Sverrigs
og Norges Kronprinds, end som det selvstændige Norges
Konge.

24de August.

Som paalideligt Rygte, udspredt af de Svenske selv,
fortælles, at Kongen har udstedt en Revers, hvorved han
forpligter sig til aldrig mere, om den end tilbydes ham,
at modtage Norges Throne. -- Udenfor Tracteur Car-
stens fandt jeg en Mængde Mennesker samlede. Paa Fo-
respørgsel hørte jeg, at nogle svenske Officerer atter vare
komne did, og dem vilde Pøbelen have fat i. Det skal
være en Admiral og et Par andre Søofficerer, som siges
at være komne for at bringe i Rigtighed en Sag, som i
Vaabenstilstandsconventionen er glemt: om Stillingen af
begge Rigers Sødefension. -- Thulstrup gav mig en ly-
sere og fuldstændigere Ide om den uhørte Forvirring ved
Armeen, end jeg før har havt. Hans Mening er, at om
Kongen havde været den bedste General, var det ikke gaaet

SIDE: 242

stort bedre end det gik, da næsten alle Stabsofficererne,
fra Brigade- til Bataillonscommandeurerne, havde deres
"Brøster", som desværre ikke vare "lønlige". Arenfeldt er
den eneste, han undtager; han har Mod, Raskhed og Con-
duite, kun tiltror ikke Thulstrup ham militære Indsigter
nok til at være General en chef. Hegermann staar fast,
hvor man posterer ham, og slaar til sidste Mand, men
fatte selv en Beslutning, det kan han, det tør han ikke.
Frygt for Ansvar er det Spøgelse, som skræmmer ham.
Den redelige og forstandige Seyersted er, hvor det gjæl-
der at handle, efter Thulstrups edelige Forsikkring, en
stor Træmand. Da han ifjor laa syg, lagde Kongen
Thulstrup alvorlig paa Hjerte at courere ham. "Taber
jeg ham", sagde han, "er det som om jeg tabte 10,000
Mand". "Jeg er nærved at fortryde", sagde Thulstrup,
"at jeg gjorde mig saamegen Umage for ham, thi jeg kan
nu næsten sige, at naar han ikke havde været, kunde man
hjulpet sig med 10,000 Mand mindre". -- En Hoben
Bataillonscommandeurer lod han nu passere Revu og En-
den blev: "Vi maa have Prygl, de Gamle maa bort og
de Unge maa svinge sig i Veiret, inden vi faa en Arme".
Kongens Adjutanter roste ogsaa Thulstrup fast uden Und-
tagelse som brave Karle, men de brugtes ikke tilstrækkelig.
Meidell f. Ex. fandt man fornøden til Skriveri ved Ho-
vedqvarteret og han roses som en af de flinkeste Officerer.
Rosenørn, Kaltenborn og Krogh vare de eneste, som var
i nogen Activitet. Disse og flere Synder intra et extra
Italiacos muros forklarer fuldeligen alt, hvad der er skeet,
og Kongens Modløshed trykte Stemplet paa det Hele.

25de August.

De svenske Søofficerer ere reist igjen, men en Ge-

SIDE: 243

neral Boye med tre Adjutanter er kommen i deres Sted,
og siges at skulle opholde sig her som Resident under
Vaabenstilstanden og Storthinget. Man gruer allerede
for dette. Den urolige Populace skal have yttret at om
den og nu tvinges til at forholde sig rolig, vil den dog
reise sig med Alvor, naar den militaire Magt fjernes efter
Vaabenstilstandens 10de Artikel, og derfor tror man det
nødvendigt, at saameget af den bliver tilbage, at Orden
kan opretholdes. Udsigterne ere meget mørke. -- Altfor-
meget retfærdiggjøres nu Skjelderups mistrøstende Spaa-
dom første Gang jeg besøgte ham. Han tilføiede idag
at han tror, det vilde blevet en overmaade slet Admini-
stration, om alt havde faaet et lykkeligt Udfald. Hverken
til Kongens personlige Charakter eller hans Omgivelser
havde han synderlig Tillid. Hegermanns Duelighed i
Feldten har Skjelderup aldrig gjort sig store Ideer om.
Han kalder ham -- i en god Betydning -- en gammel
Skolemester, og paastaar, i denne som i flere Henseender,
at den ypperste Theoretiker som oftest er en maadelig
Practicus, da han, ved at overskue det Hele, føler Be-
tænkeligheder og øiner Vanskeligheder, som Manden af
Geni og Routine, uden udbredt Indsigt, ikke standser ved,
fordi han ikke kjender dem. Han anførte som Exempler
sin egen Lærling en Regimentschirurg Fenger, der med
Mod og Held foretager Operationer, han selv med sine
langt større Indsigter neppe vilde vove, og en obscur
Procurator Fugl i Kjøbenhavn. "Etatsraad Ørsted",
sagde han, "er vist Danmarks største Jurist, men havde
jeg en indviklet og vanskelig Sag, og jeg vilde søge Raad
hos en Lovkyndig -- jeg henvendte mig til Fugl og ikke
til Ørsted". Ogsaa paa vort Universitets Bestyrelse havde

SIDE: 244

han meget at sige. Treschow erkjender han at være en
lærd Videnskabsmand, men en maadelig Embedsmand, og
at Thulstrup er bleven Professor, at Diriks skal forene
Politidirectionen med et juridisk Professorat og mere des-
lige erklærede han for Abderitisme, der vil nedsætte Uni-
versitetets Anseelse i Europas Øine og blive en evig Hin-
dring for dets Fuldkommenhed. -- Han havde idag været
i et Middagsselskab, hvor Verten havde proponeret Nor-
ges Skaal og et heldigt Udfald af dets Kamp, hvilken
Skaal han og flere vægrede sig for at drikke.

26de August.

I Nat har igjen været opslagen Placater paa Hjør-
nerne: Opfordring til Officerer og Soldater at kjæmpe
med fornyet Mod for Norges Selvstændighed. Og naar
de da gjøre det, hvad saa? O, nu indser jeg klart og
føler dybt, at Frihedsdrøm i vor nærværende Forfatning
er Sværmeri, at vi ved planløs Modstand blot berede os
tungere Slavelænker end de, vi søge at undgaa, at det nu
er vor Pligt at bære det lette Aag. Blev det da engang
tungt og utaaleligt, findes det, at Sveriges Tilsagn var
skuffende, nuvel! saa er jo Norge endda Kjæmpers Føde-
land; endda lever jo deres Afkom, og kan synge: "dog
vaagne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og
Tvang!" Bare de ikke som vore Samtidige lade det blive
med at synge, og paalægge sig selv moralsk Trældom, der
er uforenelig men politisk Frihed: Sandelig, tidt har
jeg været og dobbelt er jeg nu fristet til at sammenligne
i det mindste de tre Fjerdedele af mine patriotiske Lande-
mænd med Verten i Ewalds brutale Klappen, der gik
paa Comedie "for at støie og raabe, thi andet kan de ei".
 -- Til Statsraadet er indgivet en Adresse underskrevet

SIDE: 245

af en Mængde Borgere og andre (ingen Embedsmænd)
hvori det opfordres til at anstille alvorlig Undersøgelse
over Krigsbegivenhederne og deres uheldige Udfald. Sag-
tens var lidt mere Publicitet ønskelig, og den ængstende
Taushed, som i Februar foruroligede saamange, synes i
nærværende Stund end mere upassende; vor Time synes
at være kommen; alt hvad der gjøres og undlades frem-
skynder nok blot Katastrophen, som vi bør tro besluttet i
den Eviges Raad. -- Jeg har idag læst svensk-norske
Aviser, som udkomme i Fredriksstad. Der lever man i
Fryd og Gammen, har illumineret og jubileret og synes
ikke mere at tænke paa gamle Norge, end om det aldrig
havde været til. At imidlertid den casus consientiæ, som
Hount forelagde mig, ikke var saameget farlig, og at min
Eragtning var fornuftig og god, har jeg Bevis paa.
Om han har aflagt Troskabs-Ed til Sverrig veed jeg
ikke; jeg formoder det; men Lumholtz paa Hvaløerne og
Randers i Schieberg har vægret sig derfor, og Ingen har
rørt et Haar paa deres Hoved, endsige skudt eller hængt
dem. Lumholtz skal tvertimod nyde stor Anseelse blandt
de Svenske. -- Stadshauptmand Heyerdahl releverede
blandt andet den Omstændighed, at Kongen strax ved
Krigens Begyndelse lod sit kostbareste Tøi flytte bort fra
Ladegaardsøen. Hvorledes Ordet Maske, som han brugte,
kan passe her, indser jeg vel ikke saa lige, men at den
samme Aand fremlyser af dette Skridt, som af hint 1807,
da Bombardementet ventedes i Kjøbenhavn og svære
Vognlæs bortførtes fra Palæerne over paa Fastlandet,
det kan desværre ikke nægtes -- General Voie er reist
igjen, da Statsraadet gjorde ham opmærksom paa, at
hans Nærværelse var unødvendig og for Folket ubehagelig.

SIDE: 246

27de August.

I "Tiden" fandtes de forhen omtalte Fragmenter af
Johannes Müller indrykkede. Det staar meget deiligt paa
Papiret, og er vist sandt som det er skjønt, naar kun den
lille Omstændighed tages i Betragtning, at Schweitzerne
under Stauffachers, Fürsts, Melchtals og Tells Anførsel
vare i det fjortende Aarhundrede et tarveligt og stridbart
Folk uden Handel og Communication med Fremmede eller
Trang til dem, og at Normændene i det nittende Aar-
hundrede er en handlende Nation, vant til alskens Luxus,
afhængig, tildels endog med Hensyn paa Livets Fornøden-
heder, af Englændere, Danske og flere. Hvad hine gjorde
og led, -- nei ved Gud! det gjøre og lide vi ikke, og
derfor skulde det være underligt, om vi ved egen Kraft
kunde opnaa, hvad de opnaaede. -- I Drammensegnen
verserer det dumme Rygte, at Kongen har faaet Gift.
Hans tilbagevendende Helbred vil formodentlig snart til-
intetgjøre den Snak; hans hele Sinds- og Legemssvaghed
lader sig saa overmaade naturlig forklare, at jeg ikke ind-
ser, hvor man kan nære og udbrede saadan Formodning,
uden det skulde være for at opflamme Nationen til vildt
Raseri, men kun en Daare kan tro, at derved det For-
sømte vilde oprettes eller det Tabte gjenvindes. -- Det
har stormet og regnet som den fæleste Novemberdag. Af-
grøden maa lide betydelig i dette Uveir. Ogsaa med en
ny Misvæxt skal da vort ulykkelige Land hjemsøges: en
ny Grund til at knække de Kamplystnes Mod og frem-
skynde Katastrophen. -- Jeg er nu igjen flyttet ind i mit
Hus, og om saa nu en fiendtlig Hær leirer sig paa Ege-
berg, saa bliver jeg i min Rede.

SIDE: 247

29de August.

Blandt Soldaterne paa det militære Sygehus er
en frygtelig Mortalitet under den herskende Blodgangs-
epidemi. For et saa folketomt Land som Norge er det
dobbelt sørgeligt, at dets kraftfuldeste Ungdom saaledes
hobevis fældes uden Kugler og Sværd. Ogsaa derved be-
røves det en vigtig Hjælpekilde til at hævde sin Selvstæn-
dighed.

30te August.

Sverdrup reiser med første gunstige Vind til Kjø-
benhavn, for at hente Universitetsbibliotheket, men dog vist
ogsaa for at undgaa at blive valgt til Storthinget. Han
er af den Mening, at den meste Skyld for Norges Van-
held hviler paa Kongen, og at, naar han havde været
modigere, besiddet mere Energi og Sjelsstyrke, kunde det
umuligt gaaet os saa ilde. Men han skal have spillet en
ynkelig Rolle, og ved sin Modløshed og Inconseqvents
frembragt den frygtelige Uorden, som under en kraftfuld
og selvstændig Anfører aldrig kunde existeret. Skrækkeli-
gere Selvbedrag er vel aldrig seet, end da han tiltroede
sig Kraft til at staa i Spidsen en Revolution som vor,
og derved bedrog en hel Nation. -- General Bjørnstjerna
ventes hertil som svensk Commissær under Vaabenstilstan-
den med 4 Adjutanter og 24 Heste. Han skal bo i Stift-
amtmandens Gaard og har isinde at føre megen Stads.

31te August

Efter Holtens Beretning er Kongen omtrent med det
samme. Legemet styrkes, men Sjelen er lige svag. Han,
som før var idel Blidhed og Godmodighed, er nu mis-
troisk mod Enhver og taler ilde om Alle. Jeg har tid-
ligere tænkt mig Muligheden af, at jeg vilde blive kaldet

SIDE: 248

til ham. Nu gjør jeg det ikke mere og glæder mig over,
at det ikke sker. Hvad skulde jeg sige til ham? Stedse
har jeg tolket mit Hjertes Følelser, naar jeg stod for hans
Aasyn i Kirken og udenfor den; nu maatte jeg forstille
mig; ringeagtende Medynk tør man ikke vise en Fyrste, og
kunde ikke vise den vakre, talentfulde Christian, om jeg
ogsaa turde. Bedst altsaa, at jeg ikke ser ham mere.
Imidlertid ligge mine Lovtaler over ham for Verdens
Øine -- jeg, som har været saa bange for at sige Jor-
dens Mægtige smukke Ting! -- Justitsraad Diriks har i
en Bekjendtgjørelse opfordret til Rolighed og advaret mod
al Pøbelfærd i Anledning af Bjørnstjernas Ankomst. Han
er kommen og alt er roligt, hvilket naturligvis skyldes
ham i Qvalitet af fredelig Gesandt; men ellers har jeg
det bedste Haab om mine Byesbørn, i hvad der end arri-
verer. De støie maaske et Par Dage, men den tredie
blive de meget tamme og fredelige, og den fjerde kysser
de vel endog Riset, det tugter dem. I Frederiksstad skal
imidlertid Glæden være betydelig formindsket. Der og i
hele Omegnen lider man svarligen ved Indqvartering, især
af et udisciplineret Regiment, det franske kaldet, som den
svenske Commandant paa Frederikssten har erklæret, ei at
ville have med at bestille, da han ei kan holde det i Or-
den. Det eneste, man i den Egn har vundet, er bedre
Kjøb paa Levnetsmidler og et større Forraad deraf. -- Bergh
fortalte mig, at han tilligemed Generalmajor Meyer og
Oberst Ramm (Legemer uden Aand -- tillykke har Bergh
Aand for dem alle) sammentræde i en Overkrigscommis-
sion, hvor Undersøgelser anstilles over de Commanderendes
Forhold. Rimeligvis vil man -- med eller uden Føie
 -- mage det saa, at al Skylden falder tilbage paa den

SIDE: 249

Høistcommanderende, og han kan, efter Grundloven, ikke
kaldes til Ansvar. Bergh var glad over, at hans Kam-
merherrenøgle udelukker ham fra Storthinget. Dette er
man meget bange for, og den værste Betænkelighed er
endnu den, at det nordenfjeldske Norge maaske ei vil sende
Deputerede did, og i hvad da endog det søndenfjeldske
Norge antager, befrygtes Borgerkrig at være den nødven-
dige Følge.

Den er nu forbi, den ulykkelige August Maaned.
I Aarhundreder oprandt ikke en saadan Maaned for
Norge. Hvo haabede ikke paa dens første Dag? hvo haa-
ber vel nu paa dens sidste? "Alt er tabt undtagen Æren",
sagde hin store General, hvis Arme havde lidt et totalt
Nederlag. Vi begyndte med at tabe Æren, og med den
gaar hele Resten Pokker i Vold. Fuimus Troes!

1ste September.

Provst Munch besøgte mig. Der kan nu ingen po-
litisk Uenighed være mellem os. Jeg tilstaar, at han og
det hele Wedelske Parti saa klarere end vi andre. Hvilke
Planer de have lagt og hvilke Forholdsregler de have an-
vendt, -- paa vort Lands Skjæbne have de ei havt nogen
Indflydelse, og fra Greven til hans ringeste Tilhænger
ere de aldeles angerløse. Jeg vil endog tro, at hvad der
er skeet var under de mest Mistroiskes Forventning. At
det omsider vilde faa et slet Udfald, det have de spaaet,
men efter et Par Skjærmydsler uden betydeligt Folketab,
medens Hæren stod væbnet, og Folket rede til at væbne
sig, ene mod Svenskerne uden at de allierede Magter rørte
sig, at alt nu i 14 Dage skulde være saa omtrent forbi,
det har nok Ingen i Drømme tænkt paa. Munch for-
talte, at Major Schrøder vil aftviste Arenfeldt den Kri-

SIDE: 250

gerhæder, man ellers er temmelig enig i at tilkjende ham.
Saaledes skyder den Ene Skylden paa den Anden, og
Enden paa det bliver vel, at den i større og mindre Grad
findes hos dem alle. -- Hegermann er af samme Mening
som Sverdrup, at den Høistcommanderendes Cujoneri,
hvilket han for hele Hæren proclamerede med høi Røst,
var Hovedaarsag til vor Ulykke. Han har som norsk Com-
missær opholdt sig paa Moss, og havt meget at bestille
med de svenske Generaler, og var ikke synderlig tilfreds
med deres Udladelser. Det var ham overdraget at give
sin Brigade Ordre eller Tilladelse til at gaa hjem. Tel-
lemarkerne gik med Glæde; de' kjække Bergensere, hvoraf
nogle have staaet her i 7 Aar, vare nedslagne, men rolige.
"Ja, vi skal gaa", sagde de, "men hvad skal vi sige, naar
vi komme hjem?"

2den September.

I en svensk Avis skal staa, at en dansk (!) Bisp og
2 -- 3 Præster (Gud ved, hvem det er) opægge Nationen
til at modsætte sig Foreningen, men de skulle vel "råka
dem". Efter den Amnesti, der forkyndes i Conventionen,
har det vel ingen Fare; overalt indser de vel Nødvendig-
heden af at fare frem med Lempe. -- Mange, hører jeg
nu, entrere i den Ide, at vælge Pontecorvo til Norges
Konge. Man roser nu hans Godhed; "han er altfor
god", siger man.

3die September.

Imorges fik jeg Brev fra Biskop Brun. Det er
helt igjennem skrevet i en meget lidenskabelig Stemning.
Han begynder med en varm og vidløftig Apologi for Haxt-
hausen. Ikke fuldt saa mildeligen dømmer han om Tanks
og Hounts Ambassade. "Fy de Canailler!" siger han.

SIDE: 251

 -- Endnu havde han ellers godt Mod. Han ønsker, at
Kongen vilde i Naade og Unaade demittere, cassere eller
skyde ihjel efter Omstændighederne. "Bønder og Soldater
er Nationen hos os; den staar endnu paa uplettet norsk
Grund og venter paa Vink til at gaa i Ilden. Norge
er endnu Norge, og Christian Norges Konge, og 20,000
Normænd bør det koste først, før det bliver anderledes".
Saavidt var han kommen; da indløb Extrapost med Vaa-
benstilstand og Kongens Kundgjørelse. Han slutter saa-
ledes: "Nu har jeg levet 8 Dage for længe! Moralsk
Tvang kan vel ikke tænkes større end den, som nu tvin-
ger Storthinget til at sige: Vi ere samlede for at mod-
tage Christian Frederiks Resignation og hylde Carl den
Trettende. Min Bøn var altsaa mit Ultimat, mit dixi!
O Gud! saa skulde jeg da ikke faa Lov til at dø som
Normand! Skriv mig dog til, medens jeg lever!" -- 
Hvorfor satte dog Skjæbnen en saadan Mand paa en
Bispestol og gav Commandostaven til Nathuer? En
saadan Ild kunde opflammet en hel Hær, istedetfor at den
nu blot fortærer sig selv. Den omtalte Bøn havde han
efter kongelig Befaling skrevet til Oplæsning i Krigstiden.
Den er, som man kunde vente den, kraftfuld og christelig.
To Steder i den mishager mig imidlertid. Paa det ene
lader han Menighederne accordere med Gud, "at saafremt
han nu vil frelse dem fra den Fiende, som vil opsluge
dem, saa love de herefter at holde hans Ord høit og i
Ære, og at tjene ham i Hellighed og Retfærdighed alle
deres Livs Dage". Paa det andet Sted lægger han den
svenske Regjering en blasphemisk Bøn i Munden, og op-
fordrer Gud som Hjertegrandsker til at dømme om dette
ikke er dens Mening, om dette end ikke er dens Ord.

SIDE: 252

Saadant er Christendommens Lærer aldeles uværdigt.
Da hans Tanke henvendtes til Gud som Hjertegrandsker,
maatte den meget naturligen henledes til det Skriftsted;
"Dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer;
han vil aabenbare Hjerternes Raad, og lade Enhver ve-
derfares Ret". En tredie Feil ved denne Bøn er dens
Længde.

Cancelliraad Heiberg har i Intelligentsseddelen med
7 -- 8 Borgermænds Vidnesbyrd søgt at retfærdiggjøre sig
mod den Mistanke, at han har søgt at svække Modet hos
Frederiksstads Garnison og fremskynde Fæstningens Over-
givelse. Man skulde tro, han med sin Gulddaase i Haan-
den maatte føle sig ophøiet over saadan Snak, eller endog
regne sig det til Ære, at have fremmet sin nuværende
Souverains Sag. -- Jeg vilde besøgt Wulfsberg, for at
høre om en Samtale, han havde havt med Bjørnstjerna,
som havde sendt Bud efter ham i Anledning af "Tidens"
antisvenske Tone, men han var reist bort.

4de September.

Jeg prædikede i Agers Kirke over de to første Vers
af Evangeliet: "Salige ere de Øine, som se det I se
osv". Tankegangen i min Tale var følgende: Oldtidens
Propheter og Konger blandt Jøderne havde ønsket og
haabet at opleve den Tid, da den forjættede Messias
skulde komme og frelse Israel. Det skede ikke; det gik
dermed som med saamange andre fornuftige og ædle Øn-
sker og grundede Forhaabninger: de opfyldtes ikke. Dog
kunde man ikke sige at Haabet skuffede dem; hvad der ikke
skede i deres Dage, skede dog engang i Tidens Fylde; ikke
de men deres Efterkommere oplevede Messiæ Komme, og
Jesu Disciple saa nu, hvad de forgjæves havde ønsket at

SIDE: 253

se. Imidlertid vedblev de dog Slægt efter Slægt at
haabe, og være glade i Haabet. Hvorpaa grundede de
da dette? Paa Troen til Guds Forjættelse, paa den
Overbevisning at han kjendte og vilde ramme den belei-
lige Time (hvorved anbragtes det skjønne Sted Ebr. 11,
13). De døde og kom did, hvor de intet mere ønskede
eller savnede; men undtes det dem fra Salighedens Egne
at skue ned til Jorden, hvor maatte det da fryde dem,
at se deres Efterkommere i Besiddelse af det Held, de for-
gjæves havde haabet og attraaet herneden. -- Anvendel-
sen saavel paa vore jordiske Ønsker og Forhaabninger i
Almindelighed, som paa Fædrelandets in specie er saa
naturlig, at jeg ikke behøver at udvikle den. Udførelsen
fyldestgjorde mig selv, og jeg haaber Enhver, der betrag-
tede den som blot Religionstale. Jeg hører imidlertid
at Prædikenen skal have mishaget Folk af begge Partier:
dem der ville gjøre haardnakket Modstand, og dem der
ville give sig paa Naade og Unaade, og jeg maa sige her
som gamle Justitsraad Wulfsberg, der skal have sagt, at
han aldrig var mere tilfreds med nogen af sine Domme,
end dem, begge Partier var misfornøiet med. Hvad jeg
sagde var min rene Overbevisning; men i ethvert Fald
var vel Moderationens Sprog det eneste, som nu kunde
og burde bruges paa en Prædikestol. At opfordre til
Almenreisning var under nærværende Omstændigheder
rasende Fanatisme, og at raade til Overgivelse stred mod
min Ed og Pligt. Dette er nok ellers mit som Biskop
Bruns Ultimatum i den Materie. Paa Prædikestolen
taler jeg herefter ikke andet end Guds Ord; jeg ser ingen
Rimelighed i oftere at kunne bringe Politik i Forbindelse
med Religionen. Jeg vil derved maaske blive mindre be-

SIDE: 254

undret, men ogsaa mindre miskjendt, og ikke igjen nødsa-
ges til om faa Maaneder i mit Hjerte at tilbagekalde,
hvad jeg forkyndte med enthusiastisk Jubel.

5te September.

Schmidts Brev er vel mismodigt, men dog mindre
end jeg havde ventet, og det Sted: "Kan vi ikke undgaa
Foreningen med Sverrig, tager jeg maaske min Afsked,
hvis den i Conventionen belovede Pension kan erholdes",
viser mig, at han som vi andre vel skikker sig i Tider og
Omstændigheder, naar ei andet kan være. Han venter
at blive valgt til Storthinget, og vil da af sine Commit-
tenter lade sig meddele en bestemt Instrux og ganske ind-
skrænke sig til den. Ogsaa om et og andet strider mod
hans Overbevisning? Ikke Jarlsberg Grevskab, Brats-
berg Amt eller Christiansands By, men Wedel, Løven-
skjold og Wergeland tilregnede man, hvad der af disse
blev sagt og gjort. At blive Martyr for sine Grundsæt-
ninger vægrer den faste og redelige Mand sig ikke for;
men som andre Mænds Organ at underkaste sig Foragt
eller Trængsel, ser jeg ikke kan være nogen Pligt. Eller
vil Patrioten og Taleren Schmidt sidde stum paa Thin-
get og votere som Niels Skriver? -- Gamle Justitsraad
Wulfsberg yttrede, at han aldrig med det Mismod og Mis-
nøie havde været i Christiania som nu, da alt hvad han
saa og hørte, var saa langt over -- eller under -- hvad
man paa Landet havde gjort sig Forestilling om. Det er
nu vel saa; men det er mig selv nu behageligere at være
paa eller nær ved Begivenhedernes Skueplads, end at
være langt borte, hvor onde og gode Rygter afløse hver-
andre i dusinvis, inden at man faar den rette Sandhed
at vide.

SIDE: 255

6te September.

Jeg er bleven General de Seves Consulent. Han
er findet at reise til Kjøbenhavn, men førend dette sker
vil han udgive "Offentlig Bekjendtgjørelse, hvad der for-
anlediger ham til at forlade hans Fædreland Norge, efter
i 60 Aar at have tjent i den kongelige Arme, og i hans
73de Aar". Denne Bekjendtgjørelse, tilligemed 9 Bilag,
har han sendt mig til Gjennemlæsning og Bedømmelse.
Afskeden til Publikum er ikke ilde skreven og med nogen
Politur i Sprog og Retskrivning kan den blive læselig.
Men her kunde spørges: "Hvorfor er dette nødvendigt?
hvorfor har han ikke gjort dette for længe siden? og hvor-
for fremkommer han nu først i September Maaned med
denne Apologi og disse Documenter, hvoraf det sidste er
et halvt Aar gammelt? Forklarer han sig ikke nøiere
herover, vil han vanskelig kunne undgaa den Mistanke,
at ligesom han først angreb Christian August efter hans
Død, saaledes har han ogsaa oppebiet Christian Frederiks
 -- som det synes -- dybe og uoprettelige Fald, for at
fremføre mod ham den Anke, han ikke vovede mod Nor-
ges beundrede Konge. Saa lempeligt som muligt skal jeg
gjøre ham opmærksom paa den Ting, der vil give hans
Fiender nye Vaaben i Hænderne mod ham. Er der end
megen Pral og Vind hos Manden, har han dog ogsaa
meget agtværdige Sider og Fortjenester som Officer i
Fredstider, og at Christian August har ladet ham veder-
fares Ret, det tror jeg ikke. -- Paa Exercerpladsen mødte
jeg Hegermann. Han havde igaar havt en tre Timers
Conference med General Bjørnstjerna, "der", sagde han,
"bærer sig ad, som om han var Konge i Norge". Han
afgaar nu som Commissær til det svenske Hovedqvarter.

SIDE: 256

7de September.

Prof. Hersleb gjorde mig Visit. Han har den hele
Sommer været hos sin Familie i Nordlandene og har
levet i den lykkeligste Uvidenhed om alle vore Historier,
indtil han efter en lang og besværlig Søreise kom til
Trondhjem, hvor han underrettedes om Gesandternes Mis-
sion. Saa kom de øvrige Tordenbudskab Slag i Slag.
Han er overmaade nedstemt, men ellers den eneste, jeg paa
den sidste Tid har talt med, som ikke synes at tænke paa
(idetmindste interimistisk) Overgivelse.

11te September.

Over Kongen bryde nu fast alle Staven. Fra over-
drevne Forventninger til Fordømmelsesdom, naar disse
ei opfyldes, er Overgangen ei ualmindelig, og man kan ei
rose den. Men var der et Menneske paa Jorden, af
hvilket man berettigedes at vente alt, var det Christian
Frederik; og om Sorgen over at se denne Forventning
saa aldeles skuffet, blandes med Indignation og Harme,
det kan undskyldes, i hvor unægteligt det er, at han langt
mere bør beklages end lastes. -- Det dramatiske Selskabs
Direction har indstillet Forestillingen ianledning af hans
Fødselsdag og Rahbeks Anna Colbjørnsen, som var be-
stemt til at opføres, vil vel aldrig mere blive spillet i
Norge.

12te September.

Nu løbe igjen alskens Rygter om. Kongen af Sver-
rig skal være død, et mægtigt Parti vil have Gustav den
Fjerdes Søn paa Thronen, og Pontecorvo er over Hals
og Hoved reist til Stockholm. Rimeligvis Løgn altsam-
men! Item fortælles, at Kongen af Danmark ikke vil
tilbagekalde den strenge Dom, han har fældet over Norge,

SIDE: 257

ikke at respectere norsk Flag, som Sverrig og England
nu respectere, og ikke tillade Kornudførsel til Norge. Her-
regud, hvor han nu bleven slem!

13de September.

Med Forundring saa jeg Treschow og Bull atter
bære Ridderkorset, og Rosenkrantz bekorset og bestjernet
endog paa Sørgekappen. Jeg hører, man har igjen be-
sluttet at bære dette Hæderstegn, for ei at mistænkes
hos de Svenske, enten for overdreven Ydmyghed ): "Fø-
lelsen af Uværdighed til den mindste Naade og Ære",
eller Trods mod Ordenens høie Stifter og Giver. Imor-
gen ved -- s Jordefærd anlægger jeg da ogsaa mit Kors,
og bærer det til det forbydes os.

14de September.

Intelligentsseddelen indeholder frygtelige Nyheder fra
Danmark om et talrigt russisk Troppecorps, som indski-
bes i Jylland, for at gaa mod Bergen og Trondhjem,
ifald Fiendtlighederne igjen begynde.

15de September.

Oberstlieutenant Aubert, som gjorde mig Visit, istemte
den Dom, at ved en god Overcommando vilde det gaaet
bedre, og at Kongens Mangel paa Mod og Conduite har
skadet os mere end noget andet. Ellers vilde han ikke
saa ubetinget, som hidtil er skeet, rose Krebs som Anfører
ved Lier. Den svenske General Gahns Dispositioner
skal have været saa slette, at det ingen Kunst var at over-
vinde ham. Aubert forlader nu Norge, da han som
indfødt Dansk igjen vil gaa i sit Fædrelands Tjeneste.

16de September.

General de Seve har beæret mig med et nyt Brev,
hvori han søger at hæve mine Indvendinger. Med Brevet

SIDE: 258

fulgte som Bilag en Oversættelse fra Svensk om Krigen
1808 med Anmærkninger af ham selv. At Prinds Chri-
stian Augusts Forhold her viser sig i et meget tvivlsomt
Lys er vist, men ligesaalidt kan det modsiges, at Anmærk-
ningernes Forfatter er hans personlige Fiende, og at de
ingenlunde ere skrevne sine ira et studio. -- Høsten er
vel nu forbi over det hele Land. Den har været usæd-
vanlig rig, og efter det Storm- og Regnveir, hvorover
Landmanden næsten fortvivlede og spaaede et værre Aar
end 1812, kom det ønskeligste Veir til Kornets Modning
og Indhøstning, som er seet i Mands Minde. I de
sidste Dage har Vinden været sydlig. Skibe med Korn
og Fedevarer ere komne og Priserne paa Livets Fornøden-
heder falde mærkeligen. Faarekjød, som har kostet 60
Rd. og derover, kjøbte vi idag for 30 Rd., og Bagerens
Brød er næsten dobbelt saa stort, som det var for et Par
Uger siden.

17de September.

Intelligentsseddelen indeholdt i Dag ikke mindre end
sex politiske Smaastykker af den sædvanlige Surdeig. Det
ene af dem var en Finte til General Bjørnstjerna, som
havde ladet indrykke hint Brev fra Kjøbenhavn om det
intenterede russiske Angreb paa det nordenfjeldske Norge.
Samme Bjørnstjerna er nu, efter Holtens Beretning, i
Ventilation med Statsraadet om 3000 Tønder Korn, som
den svenske Kronprinds af særdeles Medynk med vor Jam-
mer har sendt hid til Uddeling blandt de Fattige, hvilken
Gave Statsraadet naturligvis refuserer, og vil anvise
Kornet Plads paa et af Magazinerne som Kronprindsens
Eiendom, indtil Storthinget har afgjort Rigets Skjæbne.
 -- Commissionen mod Haxthausen, Staffeldt m. fl. be-

SIDE: 259

gynder paa Mandag. Med Staffeldt er man i Forlegen-
hed, da Ingen vil modtage ham i sit Hus af Frygt for
Pøbelopløb. Man tror, han bliver indqvarteret etsteds
her paa Fæstningen. -- Ved Middagsbordet modtog jeg
et Brev med Hofetatens Segl. Det var fra Kammer-
herre Kaas af følgende Indhold: "Hans Majestæt Kon-
gen var saa vant at høre Deres Høivelbaarenhed tale, og
gik hvergang opbygget hjem fra Kirken. I lang Tid har
nu Sygdoms og Svageligheds Tilstand forhindret Hans
Majestæt fra at besøge Dem. Allerhøistsamme har derfor
yttret det Ønske, at De vilde komme herud imorgen Kl.
2 og repetere den Prædiken, De agter at holde i Kirken".
Jeg svarede: "Vel prædiker jeg ikke imorgen, men i Haab
om at høres med den naadige Overbærenhed, Hans Ma-
jestæt altid har værdiget at vise mig, skal jeg efter Befa-
ling indfinde mig paa den bestemte Tid". -- Efter saa
mange og sørgelige Dage skal jeg da endnu engang se
Kongen. Det er meget blandede Følelser, som opfylde
min Sjel. Bør jeg glædes eller bedrøves ved at se ham
saaledes igjen, ved at tale for ham paa hans Fødselsdag?
Jeg føler, at det gaar mig med ham, som det gaar Yng-
lingen med sin Pige, som han har været vred paa. Han
ser hende smile, han hører et venligt Ord fra hendes
Læbe, -- og alt er glemt. Jeg var saa rolig og resig-
neret. Indignationen over at han ved sin Svaghed havde
bidraget til mit Fædrelands Fornedrelse indgav mig denne
Ro. Nu -- jeg forudser det -- vil Ønsket gjenvækkes,
at kunne følge ham og blive hos ham i mit kjære Dan-
mark. Maaske forundes det mig endnu at nyde en rolig
Alderdom og en blid Dødsstund der, hvor min Ungdoms
og Mandoms bedste Dage henrunde.

SIDE: 260

18de September.

Klokken halv to kjørte jeg til Ladegaardsøen, og traf
i det sædvanlige Entreværelse Generalmajor Arenfeldt og
Statsraad Collet, hvilke dog ligesaalidt som de faa andre
Gratulanter, der havde været i Forveien, hørte Prædike-
nen. Da Audiencen var forbi, blev jeg af Kaas ført
ind i den store Stue, hvor et Bord stod øverst; ligefor
det en Stol for Kongen og bag den i en Halvcirkel Stole
for de andre Tilhørere, som vare: Holten, Grev Wargas,
Thulstrup, Brock, Kaas, Meidell, Lector Adler, Capt.
Holsteen, Lieutenant Falsen, Kammerjunker Schwartz, Sne-
dorff og Linstow. Jeg blev indkaldt til Kongen, som
jeg i det Udvortes fandt uforandret, maaske endog sundere
end da jeg sidst saa ham. Kaas sagde, at han idag var
sygelig og nedstemt, som jeg dog intet kunde mærke til.
Han var det blide, godmodige Menneske, som han altid
har været, saa ofte jeg har seet ham, indlod sig i Sam-
tale med mig om det Forefaldne, tilstod, at han maaske
kunde have baaret sig anderledes ad, men beraabte sig
paa sin gode Villie og sine redelige Hensigter og syntes
selv at tilskrive sin lettroende Tillid til Mennesker, som
ei fortjente den, de indtrufne Vanheld. Tilsidst bragte
han Prædikenen paa Bane, sagde, at jeg vel havde indret-
tet den til at høres af flere, hvorpaa jeg blev afskediget.
Strax efter kom han ind og Prædikenen begyndte. Den
var over Dagens Evangelium, fra hvilket jeg, for at und-
gaa vrange Fortolkninger, fandt mig ubeføiet til at af-
vige, og som desuden er et af de skjønneste og frugtbareste
i det hele Aar. Det var mod Angest for Fremtiden jeg
advarede. Til Slutning gjorde jeg en kort Anvendelse,
der passede til Tiderne, men hvori disse dog ei omtaltes

SIDE: 261

og endte med en Bøn for Kongen, for hans Søn, for
hele Landet og for alle gode Mennesker. -- Kongen reiste
sig og gik, og jeg saa ham ikke mere. Han har bestandig
under sin Sygdom holdt saakaldt Kammerspisning med et
Menneske: Thulstrup, Brock eller Adler. Jeg tilstaar, at
jeg havde ventet at komme til hans eget Bord, men Thul-
strup blev indkaldt. Jeg spiste altsaa med alle de oven-
for nævnte ved Marskalktaffelet. Vi drak Kongens og
hans Søns Skaal, og end ikke idag kunde den modbyde-
lige Hurraraaben og Klappen udeblive. Kaas fører et
grumme stivt Hofsprog, og nævner aldrig Kongen uden
Prædikatet: Hans Majestæt. Han staar i den fulde For-
mening, at intet Menneske er Forræder, men at de fleste,
Høie og Lave, ere Uslinge, og at der skrydes langt mere
af den norske Nationalaand end der burde, i hvilket sidste
jeg maa være fuldkommen enig med ham.

19de September.

Med Overraskelse hører jeg, at der igaaraftes var
Dameselskab hos Kongen, og at han da var meget mun-
ter. At han med Fornøielse kan conversere Fru Thul-
strup, Fru Holten og Fru Kaas, men ikke kan taale at
sidde tilbords med Mænd, hvor fornuftig og alvorlig
Tale føres, røber, synes mig, en Charakter-Svaghed, der
aldeles ikke kan bestaa med den Aandskraft, man i gode
Dage vilde tillægge ham. Af denne Svaghed bar ogsaa
hans Ord til mig umiskjendelig Præg. Som Menneske
kunde jeg omfavnet ham for hans hulde Beskedenhed, men
som Konge kunde jeg ikke længer hædre ham. -- Til
Valgmænd for Christiania ere udkaarede: Agent Nielsen,
Platou, Procurator Arntzen Thurmann, Rasmussen, Tre-
schow, Omsen, Diriks, Morgenstjerne, Wulfsberg, Pavels,

SIDE: 262

Aars, Rosted, Th. J. Hefty og Debes. Den sidste havde
125, Nielsen 483 Stemmer. "Gud bevare os fra at
blive Thingmænd!" sagde Rosted, da jeg i Eftermiddag
viste ham Listen. Jeg hverken ønsker eller frygter det,
men allermindst venter jeg det.

20de September.

Wulfsberg gjennemgik de fleste af Christiania Valg-
mænd, og fældte en ubarmhjertig Dom over dem. Gud
ved, hvem han vil vælge! Omsen er han imidlertid meget
indtagen i. Derimod finder han Nielsen for heftig og
Treschow for sagtmodig, Arntzen for norsk og Debes for
svensk. Mit Valg er bestemt: Naar Treschows, Rasmus-
sens og Omsens Sindighed holder Ligevægt mod Nielsens
Heftighed; naar den førstes Philosophi, den andens ædle
Moderatisme, den tredies sceptiske Phlegma og den fjer-
des Mod og Kraft forenes, saa kan deraf udentvivl ud-
komme et skjønt Helt, hvis Lige vel faa Byer kunne frem-
vise.

21de September.

Agent Nielsen synes nu at slaa paa mildere Strenge,
end han ganske nylig skal have gjort, og er nu af samme
Mening som alle vi andre, at Norge uden Konge, uden
Generaler, uden Penge, slet forsynet med Proviant og
Ammunition umuligen kan udholde en ny Kamp. Det
eneste var, tænkte han, om Kongen kunde overtales til at
blive, og da vise sig modigere og standhaftigere end før,
men da dette ei er at haabe, er hint vist ikke at ønske, og
møder han selv for Storthinget, og henriver ved sin Vel-
talenhed Mængden til at bede ham blive hos os, og han
giver efter for visse Bønner, da Gud forlade baade dem og
ham! -- Oberst Kaalund gjorde mig Afskedsvisit. Vor

SIDE: 263

Samtale gik naturligvis ud paa Tiderne, og under denne
yttrede han blandt andet følgende: "Jeg forbausedes ret
over den alvorlige Fasthed, Prinds Christian her syntes
at vise, da han fra Kjøbenhavn var mig bekjendt som en
godmodig Bonvivant, men nu er min Forundring ophørt".
 -- Der er udkommet to vigtige Documenter: en Kund-
gjørelse fra Carl den Trettende til det norske Folk, hvori
han gjentager alt, hvad i Conventionen er lovet, og taler
overalt i en saa ædel og passende Tone, at den Vaklende
maa vindes og den heftigste Enthusiast ledes til Efter-
tanke. Det andet var Udkast til de Forandringer i Grund-
loven, som de svenske Commissærer ville foreslaa Stor-
thinget. Ogsaa disse ere særdeles moderate, og det var
kun Kongens paastaaede Ret til at naturalisere Fremmede,
der for mig havde noget stødende, da den synes at kunne
føre langt videre, end den skal ansees for, og staar i
Modsigelse med andre Nationen indvilligede Rettigheder.
Modificationer ville da vel og finde Sted. -- Ellers har
jeg i Dag læst en Hob temmelig gamle, men for mig
nye Statstidender. Fred og uhindret Communication til-
lands og tilvands mellem alle Europas Lande, Folkenes
Jubel over den gjenvundne Tryghed og Ro, er det meste,
der tales om. Selv Danmark aander frit, og sukker vel
nu kun over det Onde, som trykker os alle: ødelagte Fi-
nantser. Europas sydligste og nordligste Lande -- Spa-
nien og Norge -- ere vel de ulykkeligste, men vor Ulykke
staar det i vor egen Magt at ende. Frihed er ingensteds
og var, ved Gud! heller ikke i Norge fra Mai til Au-
gust 1814, men Ro og Tryghed uden Skjændsel vinker
os. -- General Staffeldt logerer nu, efter Statsraadets
Anmodning gjennem Politidirectøren, her paa Fæstningen

SIDE: 264

hos Capt. Widing, da Ingen i Byen vil modtage ham.
End ikke Middagsmad kunde han faa hos Schou, da man
hørte, det var ham, som forlangte den.

22de September.

Iaften var jeg indbuden til Haxthausen og traf der
Seyersted. Begge vare, som venteligt, saare nedslagne.
Som handlende Personer i den tragiske Farce eller den
farcikalske Tragedie ere de langt ulykkeligere end vi andre,
Dybt synes de begge at føle, fra hvilken Høide de ere
faldne, og til hvilket Dyb. Medens jeg var allene med
Haxthausen talte vi meget om Politik. Han releverede
en Omstændighed, der i dette Øieblik synes mig meget
uvæsentlig: at de Allierede vare saa ubøielige i at holde
den Forpligtelse, de havde indgaaet. Hvad Skade har de
gjort os? have de ikke forholdt sig aldeles passiv? viste
ikke Englænderne en forunderlig Lemfældighed, naar de
virkelig for Alvor mente, hvad de erklærede? have ikke
Svenskerne den Ære ganske alene at have bragt os til
det Punkt, hvor vi nu staa? er ikke vore Anføreres Ussel-
hed den eneste Allierede, hvis Bistand har været dem til
virkelig Nytte? Nei, naar de ikke kunde eller vilde over-
tale Pontecorvo til at lade sin Paastand fare -- jeg ind-
ser virkelig ikke, at de fire høie Potentater kunde opført
sig honettere: mod os, end de have gjort. Kun Kongen
af Danmark kunde lade være at lægge Beslag paa hans
fordums tro Undersaatters Skibe paa en Tid, da deres
Flag tolereres over hele Europa, -- men vi tør haabe,
at det, som hos Harlekin, "blot er Raseri".

23de September.

Jeg fik imorges Brev fra Kjøbmand Rolfsen i Ber-
gen. Efterat have svaret paa min Begjæring til ham,

SIDE: 265

fortæller han, at Christie, Capt. Motzfeldt, Assessor Ha-
gerup og Consul Konow møde paa Storthinget -- altsaa
ikke Rein, hvilket undrer mig; maaske han ser dybere i
Tingen, end de andre, og har selv søgt at fravælte sig
Byrden. Rolfsen tilføier: "Vore Bergenhusere ere komne
tilbage, men snart reise de igjen, og da haaber jeg, de vil
kunne vise deres Vaabenfæller og den hele Nation, at de
ikke bære Sværdet forgjæves". Altfor vel hænger dette
sammen med et Rygte, at de uden at oppebie Ordre ville
marschere tilbage igjen. Et lov- og subordinationsstridigt
Skridt er dette dog unægteligt, saalænge Storthinget ikke
har fældet Dom; der er sørgelige Aspecter til Insurrection
og Borgerkrig, der endnu fattes for at fuldende vor Ulykke.
Give Gud, at Kongen vilde forlade os jo før jo heller.
Hans Nærværelse forenede os for syv Maaneder siden;
nu adskiller den os. -- Med Brevet fulgte en Tale,
gamle Brun Dagen efter -- paa Kongens Fødselsdag -- 
vilde holde i Korskirken. Han er da i Fyr og Flamme,
det forstaar sig, og tror at intet er tabt, som jo med
Sværdslag kan gjenvindes. For ham er Kongen endnu
den Fyrste, "som vi havde valgt, om alle Europas Fyrster
havde staaet for vore Øine: hvem Gud gav Frimodighed
forlods for mange Tusinde: som uden Mirakel endnu kan be-
styre vort kjære Norge i 3 -- 4 Decader". Men ogsaa
uberegnet, at disse og andre yttrede Følelser i denne
Stund ikke harmonere med mine, er denne Prædiken et
af Bruns meget ufuldkomne Arbeider. Af hans charak-
teristiske Skjønheder findes her faa, af hans særegne Feil
og Underligheder desto flere. Jeg opregner nogle af disse.
Han fortæller, at han har Lyst til at give Parolen i
Garnisonskirken: taler om en Purpurkaabe af salomonisk

SIDE: 266

Garderobe: melder, hvorledes David "smed det hele Kjæm-
peplunder bort": nævner i en christelig Kirke Bersærker-
gang: lykønsker os med, at Christian Frederik ikke er eller
kan formodes at blive en grum Nero, eller en sløv, kort-
synet, kvindeagtig Sardanapal (?): lader Norge faa en
Knæk, et Vrik, en Skjævhed: afmaler en "Colonne af
stinkende Mørkskodde": beder Gud, at Kongen snart maa
staa "frem i al sin Glorie", og indse, at han "endnu har
i Behold af Hartkorn Guds Velsignelse, naar Klinten er
adskilt fra Hveden": stikler paa dem, der allerede paa
Eidsvold "røbede Koldfeberens umiskjendelige Sympto-
mer", og "slutter denne korte Tale og denne Smule Ge-
burtsdagshøitid" med Spørgsmaalet om vi ville holde Ed
og blive Norske eller bryde Ed og blive Svenske, hvorpaa
han svarer med Tullin: "Er sligt et Spørgsmaal værd?
jeg synger ei for Fæ!!! -- Amen!" -- En ulyksaligere
Slutning har jeg, ved Gud! aldrig seet. -- Holten vidste
at fortælle, hvorledes Tank nede i Smaalehnene arbeider
paa det svenske Herredømmes Udbredelse, og han har læst
et edeligt Vidnesbyrd af en Skipper, hvem hin Patriot
vilde bevæge til at sværge de Svenske Troskabsed. Hvad
Rolle Hount spiller i denne Tid, gad jeg nok vide. Han
triumpherer vel, kan jeg tro, over at have overstaaet den
Dyst, som vi endnu have tilgode. -- Jeg fik iaften Brev
fra Schmidt, som melder, at han er bleven Storthings-
mand, og at han og hans Colleger lade sig meddele be-
stemt Fuldmagt, hvorvidt de tør gaa i Henseende til de
Hovedpunkter, der skulle afhandles paa Storthinget. Jeg
kan fremdeles ikke faa saadant i mit Hoved, og ser ikke
andet, end at en fornuftig Mand derved kan komme i ube-
hagligere Forlegenhed, end ved at følge sin egen Overbe-

SIDE: 267

visning. Hvortil behøves Mænd af Indsigter og Ret-
skaffenhed, som ere i Besiddelse af almindelig Tillid, naar
bestemt Fuldmagt gives, fra hvilken de Deputerede ikke
tør afvige et Skridt? Saa kunde jo den enfoldigste Bonde
eller Haandværksmand udrette det samme, som den ypper-
ste Videnskabsmand eller Taler: sige "Ja" til hvad der
stemte med og "Nei" til hvad der stred imod deres Fuld-
magt. Og naar nu den Deputerede kom til Stedet, og
saa og hørte, hvad han og hans Committenter aldrig
havde drømt om, og skulde nødes til ei alene at tale mod
sin egen Overbevisning, men ogsaa mod det, han maatte
tro var almindelig Villie, naar Omstændighederne vare
tilfulde bekjendte i den Kreds, som udsendte ham! Nei,
langt fra at udbede mig en saadan Instrux, vilde jeg ret
meget frabede mig den, som Bevis paa Mistillid enten
til min Forstand, Conduite eller Redelighed.

24de September.

Til Christiania Repræsentanter valgtes idag Arntzen
med 11 Stemmer, Agent Nielsen med 10, Treschow med
9 og Diriks med 6. Jeg blev anden Suppleant.
Mellem Platou og Wulfsberg kom det til en Collision
efter Valget, da Platou i Alles Nærværelse foreholdt
Wulfsberg, hvorledes han paa sin Voteringsseddel udtryk-
keligen havde erklæret, at de, han havde valgt, vare ind-
fødte Normænd, og derved syntes at nedværdige den ene
tydske og de tre danske Mænd i Forsamlingen. Wulfs-
berg svarede: "Man talte saa meget om os igaar, at jeg
syntes at skylde mig selv denne Erklæring", og dermed gik
han. Gud veed, hvad det var for en Tale. Til Slut-
ning ventileredes om den Fuldmagt, der skulde gives Re-
præsentanterne. Nielsen ønskede sig en Instrux, saadan

SIDE: 268

som den, jeg igaar erklærede mig imod, men Pluraliteten
gik ikke ind derpaa. Man bemyndiger blot til at handle
i Overensstemmelse med Grundloven og den mellem den
norske og svenske Regjering sluttede Convention. -- Atter
havde Intelligentsseddelen fem Stykker, der angik Dagens
Anliggender. No. 1 er Kong Carls forhen omtalte Kundgjø-
relse. No. 2 er et Avertissement fra Professor Krumm, som
nylig er kommen fra Danmark, og fortæller, at alt hvad
der i et Brev fra Kjøbenhavn (som Bjørnstjerna havde
ladet indrykke) var sagt om Russernes Indskibning i jyd-
ske Havne er lutter Løgn. No. 3 er fra Lector Hansteen;
Udtog af et Brev fra Kjøbenhavn, hvori siges, at Mangel
paa officiel Meddelelse af Conventionen fra den svenske Mi-
nisters Side er Aarsag i at ikke fri Skibsfart mellem Norge
og Danmark finder Sted. No. 4 er Bekjendtgjørelsen fra
"Nora paa Veien til Trondhjem" at hendes kjære Døttre,
Frihed og Fædrelandskjærlighed" ere døde, og endelig er
der (maaske fra samme Haand) en Gravskrift i Lapidar-
stil over disse to Afdøde, forfattet i en ægte Terrorist-
tone, fuld af Skjeldsord og Forbandelser, især mod For-
ræderne, hvis Brøde afmales i de afskyeligste Træk, der
endog falder i det Væmmelige. Hvilke forskruede Hjerner
det maa være, som kan tro, at sligt er det rette Middel
til at vække Nationalaanden og redde Norge!

26de September.

Hos Wulfsberg læste jeg adskillige svenske og tydske
Aviser, hvori fandtes en Mængde Efterretninger fra
Norge. Denne Lecture lærte mig, med hvilket sceptisk
Blik man maa betragte Avisnyheder fra fjerne Lande.
Sandheder og Løgne fandtes her indvævede i hverandre.
Havde jeg læst saadant fra Tydskland, Frankrig, England,

SIDE: 269

saa havde jeg troet det, og i Tydskland, Frankrig og Eng-
land tror man naturligvis ogsaa, hvad der saa omstæn-
deligen berettes herfra om de mange Vinduer og Meu-
bler, som ere ruinerede i Haxthausens Hus, at det kun
var ved et udsendt militairt Detachement hans Person
udfriedes fra Pøbelens Overlast osv. i samme Smag. -- 
Wulfsberg søger Frue Kald i Trondhjem, men har faaet
den maadelige Trøst, at hvis Capellanen Schultz (efter 5
Embedsaar) blev Sognepræst, burde han (efter 13 Em-
bedsaar) søge Capellaniet. Jeg tror ikke, der under Ad-
jutantregjeringen i Kjøbenhavn kan være gjort en mere
stødende Proposition. Det forekommer mig overalt, som
om Administrationen i disse vor fire Frihedsmaaneder
ikke fra nogen Side har været saa exemplarisk, at vi bør
gyse ved Tanken om Forandring.

28de September.

I Intelligentsseddelen gjendriver Bjørnstjerna med
et authentisk Document Lector Hansteens Beretning. -- 
Hos Sverdrup, som nu er hjemkommen fra Kjøbenhavn,
læste jeg i Manuscript en Tale, som man i Danmark
vilde vide, at Jacob Aall havde holdt paa Rigsforsam-
lingen, hvilket han imidlertid ikke gjorde. Sagen var nok
den, at den præliminære Qvæstion, om Norge kunde be-
staa for sig selv uden Forening med Danmark eller Sver-
rig, blev forbigaaet som allerede afgjort. Aall benægter
det aldeles, tror det var godt, om ved fremmede Magters
Bistand Overgivelsen til Sverrig kunde undgaaes, paa
det Riget i sin Tid, under en forbedret Regjeringsform,
igjen kunde forenes med Danmark, men anser det i Man-
gel deraf nødvendigt, paa billige og hæderlige Vilkaar at
tiltræde Foreningen med Naboriget. En mesterlig Gjen-

SIDE: 270

drivelse heraf, hvad Landets Finantser angaar, sagde
Sverdrup at være skrevet og bestemt til Trykken. Med
Forandringer troede han, at den endnu kunde bekjendt-
gjøres.

30te September.

Hos Wulfsberg læste jeg et Par Noter, som skulle
oversættes til næste Nummer af "Tiden", hvoraf erfares,
at det danske Forbud mod Kornudførsel nu endelig er
hævet.

1ste October.

Den er nu begyndt, den vigtige Maaned, som vist-
nok vil afgjøre Norges Skjæbne. Seire Zeloterne paa
Storthinget, enes Pluraliteten om, i daarlig Tillid til sit
Mod og sin Kraft at trodse hvad der synes at være Al-
magtens bestemte Villie, da -- ja da vil det gaa ud over
de Uskyldige med de Skyldige. Trygge mellem deres
Bjerge ville vore kjække nordenfjeldske Brødre "bebæe" Sven-
sken "paa lang Distans, fra Posten hans", og skjælde os
for Cujoner eller Forrædere, fordi vi boede i Egne,
hvor Omhu for Kvinder og Børn bød os at vige for
Nødvendigheden. Imidlertid undgjælde vi for deres Hals-
starighed, der i dette Øieblik ikke fortjener noget bedre
Navn. Dog, naar Kongen er reist (gid han var det alt!)
falde de vel paa fredeligere Tanker. En engelsk Kutter-
brig er kommen, for at afhente ham. Han gaar ombord,
mener man, i Drøbak -- ak! uden at se det Ønske op-
fyldt, som han gjorde paa Prinds Friederichs Afskedsdag.
Om han fra Februar til August skadede eller gavnede Norge
er problematisk; men at han fra Krigens Begyndelse har
fremskyndet Landets Ruin, er desværre altfor klart. Jeg
Daare, som nær mit 50de Aar endnu ikke har ladet det

SIDE: 271

taabelige Idealmageri fare! Hvad vidste jeg egentlig mere
om ham, end at han var smuk og affabel, skrev og talte
godt og gjerne hørte mig prædike? Min Menneskekund-
skab har faaet et Ørefigen, som den ikke saa snart for-
binder. -- Capt. Tscherning har ladet sit Tøi afhente;
derimod har jeg faaet en ny Indqvarteringsseddel, ly-
dende paa Provst Schmidt, hvor man blot havde udslettet
Ordene "paa Cantoneringsfod". Det synes, som om man
kunde ladet trykke nye Blanketter og ikke sat Nationens
Repræsentanter i Classe med en garnisonerende Lieutenant
eller Capitaine, ligesom det ogsaa er tvivlsomt, hvorvidt
det sans façon kan paalægges en Byes Indvaanere som
Pligt at modtage saadan Indqvartering, da Grundloven
fastsætter, at Storthingets Medlemmer, medens det varer,
skal underholdes paa Statens Bekostning.

2den October.

Maa vil vide, at Hount ventes paa Storthinget,
hvor han, som Deputeret fra en svensk Provinds, neppe
vil vorde modtaget. -- Pontecorvo skal for det meste være
meget høflig, desimellem dog, især ved Rygterne fra Ber-
gen og Trondhjem, heftig og brusque. Han veed alt,
hvad der passerer, og vidste saaledes, hvad der var bleven
talt hos Kongen paa hans Fødselsdag om Aftenen, da
der var Dameselskab.

3die October.

Siden den svenske Konges Erklæring, at ville respec-
tere Norge Constitution, har Treschow intet mod For-
eningen, og ønsker, at al utidig Enthusiasme maa fjernes
fra Storthinget. Efter en Samtale med Kongen frygter
han, at denne, hvis man vilde overtale ham til at blive,
endnu kunde lade sig bevæge. "Følgen deraf blev", sagde

SIDE: 272

Treschow, "at han voldsomt vilde anstrænge sig, for
tiltrodse sig det Mod og den Kraft, Naturen har nægtet
ham. Dette vilde vare en kort Tid; saa nedspændtes han
og gik rent fra Forstanden".

4de October.

Hegermann, som vist ikke kan beskyldes for Svensk-
hed, talte med megen Berømmelse om Pontecorvo som en
høflig, fornuftig og, efter alles enstemmige Udsagn, god
Mand. Han tror sig overbevist om, at Norges Vel er
hans alvorlige Ønske, og at han, om alt lykkes, heller
vil blive partisk for end mod Normændene. Han vil gjøre
sig Umage for at bibringe enhver Storthingsmand, han
møder, en moderat Stemning, og tydeligen skjønnes det, at
Sverrigs Kronprinds nu i hans Øine er en langt større
Mand end vor Christian. Hvo skulde sagt det for fire
Maaneder siden? -- I Eftermiddag havde jeg Visit af
den bekjendte Provst og Ridder Hertzberg, Deputeret fra
søndre Bergenhus Amt, en cultiveret og behagelig Mand.
Han medbragte et Brev fra Biskop Brun, som han med
Føie kaldte en "excentrisk Normand", samt endnu et Exem-
plar af hans sidste Prædiken. Brevet aander samme
brændende Nidkjærhed, som Prædikenen. Et saare charak-
teristisk Sted kan jeg ikke undlade at afskrive: "Jeg blev
vred paa Dem for et Ord. De husker det nok, naar
jeg saaledes yttrer min Vrede: Hr. Pavels! gak flux til
Kongen! Tag Mod til Dem, tag Ord med Dem! De
er hans Confessionarius -- nu! fac officium! Sig ham;
Du har gjort Ed; den bør Du holde, om det saa skulde
koste Livet. Pavels! forlad ikke Kongen nu. Nu gjælder
det, nu behøver han den Kraft, som er af Gud, og Du,
Pavels, vær den Conductor, hvorigjennem det electriske

SIDE: 273

Stød ledes til det ædleste Kongehjerte. Sig til de visne
Adjutanter, til Lægerne: Af Veien! hindrer mig ikke! jeg
har et arcanum til at helbrede den Syge; jeg er sendt
fra en Potentat, mægtigere end Alexander, Frantz, Carl,
Georg! Af Veien! jeg maa tale med Kongen!" -- Hvil-
ken Aand! hvilken Kraft! men ogsaa, hvilken Mangel paa
Verdens- og Menneskekundskab! -- Med hans Prædiken
gik det ellers sørgeligt. Den gamle Mand gik rent fra
den, havde Manuscriptet liggende for sig, extemporerede
(fortæller Hertzberg) med liden Sammenhæng et Qvarters-
tid, og sluttede saa. Der er nok ikke megen Olie tilbage
i Lampen. Den blusser saa voldsomt; det skal ikke undre
mig, om den, førend man tænker derpaa, pludselig er
slutt.

5te October.

Det Rygte, at Trondhjemmerne have bestemt Ordre
at protestere mod Foreningen, skal være ugrundet. Men
nu tillægges de bergenske Valgmænd denne Sottise, og
besjeles de alle af samme Aand som Biskop Brun, er det
troligt. -- Schmidt kom iaften, forsynet med hemmelig
Fuldmagt fra sine Commitenter, af hvis fem Punkter de
tre mellemste sikkerligen ville blive bevilligede. Med den
første: at Fæstningerne skulle sløifes eller besættes af
norske Tropper vil det holde haardest, og Eftergivenhed her
fra svensk Side vil neppe kunne haabes. Den sidste: at
Kongen skulde den halve Tid residere i Norge, uden svensk
 -- altsaa med norsk -- Hofstat, bør, som urimelig og
skadelig for Landet, bortfalde. -- En Student Bjerregaard
har i Intelligentsseddelen afgivet Rapport til Publikum
om hans og flere Reisendes slette Medhandling som Krigs-
fanger i Sverrig. Vistnok er det oprørende, men hvortil

SIDE: 274

tjener saadan Bekjendtgjørelse nu, uden til at nære og op-
flamme Nationalhadet og volde urolige Optrin paa en
Tid, da Orden og Rolighed i saa høi Grad er ønskelig.
 -- Holten, som imorgen reiser til Danmark, viste mig en
overmaade smuk og kostbar Brillantring med Paaskrift:
souvenir, som Kongen, tilligemed et meget naadigt Brev,
har sendt ham til Afsked. Mon Hans Majestæt vil reise
bort uden at have bevidnet mig med andet end Ord sit
Velbehag, uden at have værdige mig, sin Skriftefader og
Cabinetsprædikant, mindste Erindringstegn? Formodentlig!

6te October.

Hount har ikke aflagt Ed, som inderligen glæder mig
og gjør tilligemed Sorenskriver Manthey og Provst Asche-
houg bestemt Paastand at vorde antagne ved Storthinget,
da Smaalehnene, skjøndt besatte af svenske Tropper, in-
genlunde ville betragtes som svensk Provinds, men som
integrerende Del af Norges Rige. Jeg ser ikke, med hvad
Føie de kunne afvises. -- Paa Gaden traf jeg Grev We-
del, som hilste og tiltalte mig, hvilket jeg ikke noksom kan
undres over.

7de October.

Fuldmagterne revideredes. Alle Valg erkjendtes gyl-
dige undtagen Commerceraad Brochs fra Frederiksstad og
Kjøbmand Hansens fra Frederikshald, som begge har af-
lagt Ed til den svenske Konge, foruden at Frederiksstad
ikke har saa mange Stemmeberettigede, at den kan sende
en Deputeret. Til interimistisk Storthingspræsident valg-
tes Diriks og til Secretær Sorenskriver Christie. -- De
Foranstaltninger, som ere trufne for Storthinget, ere un-
der al Kritik. Der hviler en Søvnagtigheds Aand over
Administrationen i alle Ting, fra Statsbestyrelsens vig-

SIDE: 275

tigste Anliggender til det ubetydeligste Ceremoniel: de kunde
høiligen behøve en Vækker alle tilhobe. -- Schmidt hjem-
bragte det Rygte, at Kongen vilde reise i Morgen, men
det tør jeg nu, da dette skrives, erklære aldeles ugrundet.
Tvertimod er det sandsynligt, at han endnu (eller igjen)
bygger paa et Luftcastel, der sikkerligen vil have Luftca-
stellernes sædvanlige Skjæbne.

8de October.

Nu har jeg da seet og hørt, hvad jeg for mindre
end et Aar siden aldrig havde ventet at se eller høre: et
Folks Repræsentanter høitideligen forsamlede for at af-
handle dens vigtigste Anliggender. Da Storthingets Med-
lemmer vare samlede i Kathedralskolens store Auditorium,
bleve de opraabte og rangerede i alphabetisk Orden efter
Byen eller Amtet, som havde udsendt dem. Derpaa fore-
læste Præsidenten et Brev, han havde skrevet til Stats-
raadet, at Fuldmagterne vare reviderede, men Svaret
ventedes endnu. For at fordrive Tiden, siden Storthinget
ikke kunde aabnes, førend Kongen eller hans Udsendte
havde været der, amuserede man sig med at optegne de
Deputeredes fulde For- og Tilnavne, hvilket varede længe
og var saare ennuiant. Endelig kom der et Brev fra
Kongen, som lod Storthinget vide, at Sygdom ei tillod
ham at møde, men at han ønskede en Deputation til sig
paa Mandag Formiddag, hvilken han mundtlig vilde med-
dele, hvad han ansaa tjenligt med Hensyn til Rigets Tarv.
Ifølge dette Brev erklærede Diriks Storthinget aabnet,
og man syntes at acquiescere derved. Der foresloges at
vælge Lagthingets Medlemmer, og Treschow traadte frem
til Talerstolen, for at fremføre en Motion i den Anled-
ning, da (jeg tror Præsidenten selv) erindrede, at det var bedst

SIDE: 276

at vælge den Deputation først, som skulde sendes Kongen
paa Mandag. Dette var Løsen til en meget levende og
interessant Debat: Præsten Brun reiste sig og proteste-
rede mod Deputationens Afsendelse, saalænge Storthinget
ikke var aabnet, og det var det ikke, førend Kongen enten
selv eller ved en anden havde underrettet det om Rigets
Tilstand og den Hensigt, hvori det var sammenkaldt.
Biskop Bech tiltraadte strax Motionen. Præsidenten op-
ponerede, og paastod, at Brevet kunde ansees ligegjældende
med Talen, som anordnes i Grundloven. Ogsaa Nan-
sen var for Deputationen, "da Storthinget paa denne
Maade kunde komme efter Kongens physiske og moralske
Tilstand, hvorom Rygterne havde været forskjellige." Men
nu hævede sig flere Modstemmer og Diriks stod til Slut-
ning alene, og gik vistnok videre i sin Iver, end han som
Præsident var berettiget til. Man maatte fordre Vote-
ring. Spørgsmaalet var: Kan Storthinget ansees aab-
net eller ikke? Det benægtedes enstemmig. Sorenskriver
Christie foreslog nu, at Statsraadet skulde underrettes om
Storthingets Beslutning og anmodes om at føie de for-
nødne Foranstaltninger, da man ikke vilde skilles, før det
constitutionsmæssigt var aabnet. Andre mente, at An-
modningen skulde ske umiddelbart til Kongen. Paa den
ene Side paaberaabte man sig, at Kongen havde overgivet
den executive Magt i Statsraadets Hænder; paa den an-
den, at han, ved at correspondere umiddelbart med Stor-
thinget, havde erklæret, at han i denne Sag vilde handle
selv. Christies Forslag bifaldtes med 79 mod 7 Stem-
mer, og en Deputation blev afsendt til Statsraadet. Til
alles store Forbauselse returnerede den med den Besked,
at Statsraadet vilde komme om en halv Time. Dets

SIDE: 277

samtlige Personale: Rosenkrantz, Sommerhjelm, Collett
og Aall indfandt sig ogsaa punktlig, og Rosenkrantz er-
klærede paa Præsidentens Tiltale, at det glædede ham at
kunne opfylde Storthingets Ønske, da Hans Majestæt
havde sendt og overdraget ham at oplæse den Tale, som
han vilde have holdt, hvis ei Sygdom havde hindret ham.
(Dette var rigtignok høist besynderligt. Hvorfor meldtes
ei et Ord derom i Kongens Brev? hvorfor kom ikke
Statsraadet ukaldet? Det ser ud som en anlagt Plan,
hvis Tendents jeg vel ikke fatter, men som strider mod
den usminkede Aabenhjertighed, som man før har anprist
hos Kongen). Talen oplæstes af Rosenkrantz med Efter-
tryk og Følelse, og var virkelig i sig selv god, men syn-
tes ikke at gjøre nogen Effect, muligens fordi man gjen-
kjendte de Talemaader, man nu siden Kundgjørelsen i Mai
f. A. er saa vant til at høre, at man næsten kan dem
udenad. Efterat Statsraadet var gaat, udnævntes De-
putationen, som skal sendes Kongen. Den bestaar af 25
Medlemmer, og efter Præsidentens Forslag valgtes for-
holdsvis mange Bønder, især for de Egne, hvor man ikke
har seet Kongen. Treschow, som Storthingets ældste Med-
lem, er dens Formand.

9de October.

I Selskabet hos Biskopen var ogsaa Grev Wedel,
som nu igjen er en agtet og hædret Mand, der med Bi-
fald kan prædike fra Tagene, hvad han forhen hviskede i
Lønkammerne. Modpartiets Mening er nu fast ligesaa
contraband, som det medelske Parties var i Rigsforsam-
lingens Dage, og hvad Dissents forresten kan finde Sted
 -- mod Kongen forene sig fast alle Stemmer. Om den
underlige Adfærd igaar taltes især lydeligen. Præsten

SIDE: 278

Brun, som vist bliver en stiv og djærv Kjæmper for den
Sag, som han anser for den gode, sagde, at naar hint
kongelige Brev skulde ansees æqvivalent med den Tale,
Constitutionen anordner, var der intet andet for Stor-
thinget at gjøre, end at sende en Læge til Kongen, da
man ikke lærte andet af Brevet, end at han var syg.
Hersleb holder endnu fast ved den Mening, at det kun
skal tillades Svensken at byde over vore Lig og Landets
Ruiner. Af samme Mening syntes ogsaa Storthingsman-
den fra nordre Bergenhus Amt, Præsten Dahl, at være,
men ellers forekom de fleste mig, selv af de fordums iv-
rigste Rigorister, med megen Resignation at skikke sig i
Tiderne, hvilket ogsaa nu er baade klogt og patriotisk. -- 
Jeg havde en lang Samtale med Hount. Den saa hef-
tigt dadlede Ambassade til Kongen priser han som sit
Livs bedste Handling, hvis Minde vil glæde ham paa
Dødssengen. "Det var ved den Kongen stemtes til at
undertegne Vaabenstilstanden og Conventionen, og den øv-
rige Del af Landet altsaa reddedes fra fiendtligt Over-
fald; og ham er det ene, som har udvirket, at Norges
Grundlov vedtoges og erkjendtes af den svenske Konge".
Dette er nu vel en Overdrivelse, men at han kan have
gjort noget dertil, vil jeg ikke benægte. -- Vi havde
mange Sange ved Bordet, men saalidet jeg virkelig sørger
eller frygter, er Selskabssang mig nu modbydelig. Græde
bør vi ikke, men tie og tænke, indtil Gaaden løses -- ja
da maaske vi have mere Grund til at juble, end for fire
Maaneder siden.

10de October.

Hount slog atter paa den Streng, at Norge allerede
i 1807 burde givet sig i svensk Vold. Selv Schmidt

SIDE: 279

syntes at finde det fornuftigt, om Norge da havde løsrevet
sig fra Danmark; men lovet være Gud, at ikke det skede.
Mine svage Forsøg paa at fastholde Baandet mellem
Sjette Frederik og mine Landsmænd er ogsaa af det, som
vil fryde mig paa Dødssengen. Det er nu forbi, og,
i hvad der end sker, aldrig vil den for faa Maaneder siden
ei usandsynlige Gjenforening finde Sted.

11te October.

Kongen er reist -- og aldrig er en rimelig Forvent-
ning sørgeligere bleven skuffet, aldrig et fornuftigt, ædelt
Ønske paa en mere frappant Maade nægtet Opfyldelse,
end hans Ytring den 29de Mai 1813: "Gid jeg, naar
jeg forlader Norge, maa have en saadan Afskedstime!"
 -- Endnu i Søndags (troede Diriks bestemt at kunne
forsikre) haabede han, at der muligens kunde ske en Di-
version. De nordenfjeldske og oplandske Bønder ved Stor-
thinget mentes at skulle frembringe den, men de mælede
ikke et Ord. Hos dem, som hos alle, saa man Resigna-
tion og Taushed. Deputationen kom til Ladegaardsøen
og Treschow havde det ubehagelige Hverv at begjære Pri-
vataudients og gjøre Kongen opmærksom paa, at det til
Rigets Gavn var nødvendigt, at Frasigelsesakten ogsaa
betryggede med Pretensioner af hans Søn og eventuelle
Afkom. Clausulen blev tilføiet, og han kom ud til den
samlede Deputation. Han vilde sige nogle Afskedsord,
men Taarer kvalte hans Stemme, og alle (fortalte Biskop
Sørensen) græd med ham. Idet han ønskede Norge Vel-
signelse, afbrød han sig: "Jeg kan ikke mere. Farvel!"
og ilede ud. Kl. 9 reiste han, ledsaget af Broch, Lector
Adler og Capt. Holsteen. Saadan Ende tog da hans korte
Herredømme. For ham, hvor uendelig bedre, om den

SIDE: 280

Sygdom, hvori nogle ere inhumane nok til at ane For-
stillelse, havde lagt ham i Graven! Jeg vil tro, at der
paa Bunden af det Malurtbæger, som i dette Øieblik
rækkes os, kan være liflig qvægende Sødme, ligesom saa
ofte de søde Drikke levne en bitter Eftersmag, men at
Christian Frederik er en saare talentfuld og ædel Mand,
at hans værste og maaske eneste Feil var den, at han
paatog sig et Arbeide, han ikke var voxen, og henreven
af en skjøn Ide ei tilbørligen tog i Overveielse, om og
hvorledes den kunde realiseres, at han i roligere Dage,
veiledt af forstandige og retskafne Raadgivere, kunde ble-
ven en ypperlig Regent, det er min stadige Overbevis-
ning, og saa Fred være med ham! Skjøndt jeg personli-
gen vel kunde ventet af ham, hvad han ikke har præsteret,
skal dog hans Minde altid være mig kjært, og jeg skal
ikke fortryde at have kjendt og elsket ham.

I Storthinget aflagde Treschow Rapport om den
forrige Dags Mission, og endte med at foreslaa en Tak-
adresse til Kongen, hvorom det dog ei kom til Ventila-
tion, ventelig fordi han alt er reist. Frasigelsesakten op-
læstes, og Præsidenten foreslog en Committe nedsat for
at undersøge Rigets Tilstand, men ogsaa denne Sag
ajourneredes. Ordenen kom nu til Lagthingsmedlemmer-
nes Valg, i hvilken Anledning Treschow fremkom med
den Motion, som han vilde gjort i Løverdags. Den delte
sig i to Momenter, hvoraf det første gav Anledning til
længere Debatter, end det var værd. Han mente nem-
lig, at der ved Valget af Lagthingets Medlemmer ei burde
sees paa Alder, Stand, Indsigter o. dsl., hvilket da i det
høieste var et Raad, som de fleste ligesaagodt kunde give
sig selv. Vigtigere var det andet Moment. Constitutio-

SIDE: 281

nen fastsætter, at de Forslag, Odelsthinget har antaget,
skulle forelægges Lagthinget, men hvad skal da gjøres ved
dem, som det har forkastet? Efter nogen Debat enedes
man om, at hvad Lovgivningen angaar og den indre Ad-
ministration, da maa Grundlovens Taushed være Bevis
paa, at hvad Odelsthinget har forkastet, ikke bør eller
maa gaa videre. Hvor derimod, som ved nærværende
Storthing, Talen er om Landets udvortes Tilstand, der
forenes begge Thingene, og Storthinget udgjør et Helt.
Forhandlingerne bleve nu afbrudte, da den constituerede
Statssecretær, Krigsraad Fischer, kom fra Statsraadet
med Underretning om, at det havde en Sag af Vigtighed
at foredrage. Rosenkrantz førte ogsaa idag Ordet, og ud-
bad sig Storthingets Villie meddelt angaaende, hvorledes
der skal forholdes under nærværende Interregnum i Over-
enstemmelse med Grundlovens § 42 ofl. De svenske
Commissærer havde meldt deres Ankomst, og ønskede at
vide, naar Storthinget vilde høre deres Forslag. Endelig
foreslog han en Committe nedsat, der kunde revidere Pro-
tokollerne, og meddele Storthinget en Udsigt over Rigets
Forfatning, hvilken Committe da maaske ogsaa kunde
træde i Underhandling med de Svenske. Efter Stats-
raadets Bortgang skred man til Valget af Lagthin-
gets Medlemmer. Collett havde de fleste Stemmer, iøv-
rigt valgtes Mennesker fra alle Egne og af alle Stænder,
Bondestanden dog undtagen. De fleste vare dog civile
Embedsmænd; af Geistlige valgtes kun Bech og Hertz-
berg. Der ventileredes om Lagthingets Præsident skulde
være det hele Storthings, eller om en egen skulde vælges
for dette. Det sidste besluttedes. Sorenskriver Christie
havde flest Stemmer baade til Præsident og Secretær;

SIDE: 282

han ønskede at beholde det sidste Embede, men Pluralite-
ten paalagde ham at beholde det første og hæderligste, og
han fandt sig deri. Debatterne om Statsraadets Fore-
stilling udsattes til imorgen.

Til Middag vare Schmidt og jeg indbudne til Ro-
senkrantz, hvor vi traf den hele svenske Skare, civile, geist-
lige og militære, vist henved 20 Personer. Efter Bordet
blev jeg tiltalt af Biskop Rosenstein, en ret affabel, mid-
delaldrende Mand, der sagde mig smukke Ting om mit
Rygte og vil paa Søndag høre mig, for at erfare, om
Rygtet har løiet. Imidlertid gik den fornemste Mand
af alle, Seraphimer-Ridderen, Statsraad Rosenblad om-
kring i Salen og søgte efter mig, traf paa Provst Hertz-
berg og complimenterede ham paa min Regning; endelig
fandt han mig, og sagde, at han havde læst mine Præ-
dikener med stort Bifald, og længtes efter at høre mig,
talte om Religiøsiteten hos Almuen i Nord og Syd, og
var overvættes galant. Manden er aldrende, ser sygelig
ud og Ordensbaandet udgjør vel det meste af hans Vær-
dighed. Endelig fik jeg en da capo af den bekjendte Di-
plomatiker, Baron Wetterstedt, og saa kunde det da være
Røgelse nok for den Gang.

12te October.

Lector Stenersen har i Dagens Intelligentsseddel
grebet Aandens Sværd og befaler os at føre det legem-
lige, indtil vi ligge paa Valpladsen; i andet Fald ankla-
ger han os som Menedere for Guds Domstol. Det hører
nu engang til Grundtvigianernes Charakter at gjøre en-
hver Sag, de interesserer sig for, til Guds, og at for-
dømme her og hisset Enhver, hvis Overbevisning og Frem-
gangsmaade afviger fra deres. -- Paa Storthinget ven-

SIDE: 283

tileredes angaaende Statsraadets Indberetning og For-
slag. Om den Committe, der skulde undersøge Rigets
Tilstand debatteredes længe, men alt, hvad Oppositionen
fremførte, var taabeligt og intetsigende Snak. Det var
egentlig Præsterne Brun og Dahl, som udgjorde denne Op-
position. Den første røbede den fuldkomneste Uvidenhed
om en Revisions-Committes Arbeide, og troede, at Pro-
tokollernes Oplæsning for Storthinget kunde udrette det
samme. Dahl gik et Skridt videre, og ytrede ei utyde-
ligen, at det vel var muligt, at en saadan Committe
kunde give en falsk Indberetning og saaledes begaa det
sorteste Landsforræderi. Han blev ogsaa efter Fortjeneste
irettesat: lempeligen af Motzfeldt, eftertrykkeligen af Collett.
Man skred omsider til Valget af denne Committe, hvis
Medlemmer bestemtes til 9. Valget faldt paa Kammerraad
Holst, Consul Konow, Justitsraad Diriks, Biskop Søren-
sen, Grev Wedel, Amtmand Krogh, Major Hegermann
og Præsten Brun, som nu selv vil erfare, hvad Ordet
Committe monne betyde. Motzfeldt havde de fleste Stem-
mer. -- Hvad de Svenskes Ankomst betraf, besluttede
man at modtage og høre dem i Morgen kl. 10. Der
fandtes gevaltige Patrioter, der, trods Klogskab og Vel-
anstændighed, vilde at Fuldmagterne skulde affordres dem
i Forsalen, og at ingen Deputation skulde udsendes for at
indlede dem. Grev Wedel talede Høflighedens Sag og
det bestemtes, at det samme Antal Medlemmer skulde
modtage dem, som for Statsraadet er reglementeret, neml.
5, og at Fuldmagter og Forslag paa engang skulde afle-
veres. -- Christie beklædte for første Gang Præsidentsto-
len med meget Held og Bifald, og jeg tror ikke, han
mangler nogen af de Egenskaber, der fordres hos en Præ-

SIDE: 284

sident. -- Da Storthinget var hævet, traadte Lagthinget
sammen i Bibliotheksalen, som er dets bestemte Locale,
for at vælge Præsident og Secretær. Det første blev
Grev Wedel, det sidste Assessor Hagerup. Odelsthinget
fik samme Præsident og Secretær, som det samlede Stor-
thing.

Under Lagthingsvalget igaar forefaldt en synderlig Histo-
rie, som jeg glemte at fortælle. Hount kom op paa Galleriet
og hilste først paa mig og siden paa Rasmussen, men denne
vilde ikke modtage Hounts Haand, og sagde høit for alle
Mennesker: "Nei, dig kan jeg ikke mere kjende eller ind-
lade mig med". Hount forbausedes, men styrede sin Vrede,
talte om ligegyldige Ting med mig og en anden, og gik.
Jeg fortalte R. efter Hounts Bortgang, hvad jeg vidste til
hans Forsvar, og især hvad han selv havde sagt i Anled-
ning af Ambassaden. Det syntes at undre ham, men
videre blev ikke talt derom. Hount har nu skrevet et
Brev til ham, og affordret ham en fyldestgjørende Æres-
erklæring. Faar han ikke den, vil han stevne ham. Jeg
kan ikke misbillige, at han tager Sagen paa en saa al-
vorlig Maade. -- Lieutenant Schwartz, som engang sagde
til mig, at han "vilde følge Kongen til Betlerstaven", er
her dog endnu.

13de October.

Storthingets Forhandlinger aabnedes med Valget af
to Adjuncter, som tilforordnes Statsraadet under Inter-
regnet. Dette Valg faldt neppe aldeles heldigt ud. He-
germann og Commandør Fasting ere de valgte, men hvad
Hegermann angaar, da tiltror man Oberst Rode større
militære Indsigter, og finder ham, hvis Udmarsch igjen
skulde finde Sted, undværligere ved Armeen, end Heger-

SIDE: 285

mann. Da dette var forbi, afbrødes Forhandlingerne,
og man besluttede at oppebie de svenske Commissærer.
De udebleve næsten en Time over den bestemte Tid, nogle
af Tilhørerne paa Galleriet til stor Forargelse. Omsider
kom de. Statsraad Rosenblad oplæste med megen Vær-
dighed og Anstand en Tale, mod hvis Indhold eller Tone
intet med Føie kunde erindres, uden dette, at han erklæ-
rede, kun under den Betingelse at kunne indlade sig med
den Underhandlingscommitte, som han og hans Colleger
ønskede at conferere med, at begge Rigers Forening er-
kjendtes. Præsidenten gav et kort og passende Svar, og
de forføiede sig bort i samme Orden, som de vare
komne: Rosenblad, Wetterstedt, Grev Mørner, Wirsen og
Rosenstein. Tilligemed Fuldmagterne afgav de Norges
omarbeidede Grundlov, hvori indeholdtes de Forandringer,
man ifølge Conventionen finder fornødne. Den forelæstes
in extenso, og jeg ser ikke andet, end at, paa et Par
Punkter nær, hvilke Hount forsikrer ville vorde eftergivne,
hver sindig og retskaffen Normand, sin egen Patriotisme
og Nationens Frihed ubeskadiget, kunde i et og alt antage
den. Discussioner fandt ikke Sted; ogsaa Underhandlings-
committeens Valg udsattes til imorgen. I Dag decretere-
des blot, at intet lydeligen ytret Mishag eller Bifald maa
finde Sted paa Storthinget, og dernæst fremførtes af
Biskop Bech en Motion, at Storthinget høitideligen skulde
erkjende Modtagelsen af Kongens Abdication, og han lø-
ses fra sin Ed, ligesom vi fra vor. Ogsaa herover op-
fattes Debatterne. De Fleste, som jeg siden har talt
med, finde Forslaget utidigt og overilet, -- jeg indser ikke
hvorfor. At han aldrig mere bliver Norges Konge er
dog en soleklar Sag. -- Storthingsmanden og Hougia-

SIDE: 286

neren Ole Svanøen besøgte mig i et Forretningsanlig-
gende. Han er en vakker ung Mand, men syntes ikke at
være meget enthusiastisk for Norges Uafhængighed, som
overalt de fleste Deputerede af Bondestanden paastaaes
ikke at være. -- Det er kommen til fuld Forklaring mel-
lem Hount og mig, og vort gamle Forhold er fuldkommen
retableret. Sagtens vilde det ikke glæde mig at staa i
det fortrolige Forhold til de Svenske, hvori han bekjender
sig at have staaet siden Smaalehnenes Invasion og endnu
at staa. Men er det, hvad jeg stadigen tror, den Over-
bevisning, der ledede ham, at Landets Frelse alene paa
den Maade kunde bevirkes, hvo tør da fordømme ham?
og er saa desuden hans Overbevisning sand og grundet,
hvo maa da ikke takke og ære ham?

Kongen har ved sin Bortreise affordret alle de norske
Kammerherrer deres Nøgler og Kammerjunkerne deres Be-
stalninger. Det var da Pernilles korte Frøkenstand!

14de October.

Nansen begyndte idag med en temmelig lang udar-
beidet Tale, hvis egentlige Tendents man længe var uvis
om. Han fortalte om de patriotiske Gaver fra Jædderen
og Dalerne, oplæste og afleverede den Adresse, der skulde
ledsage dem, samt en Fortegnelse derover (en yderlig Ba-
gatel som Gave fra et halvt Amt.) Derpaa kom han da
til Hovedsagen, om Norge burde indgaa Forening med
Sverrig. Han anførte tre Modgrunde, der syntes at
fraraade den: Nationalhadet, Eden, vi har svoret, at vove
Liv og Blod for Norges Selvstændighed, og -- den tre-
die erindrer jeg ikke. Endnu stod jeg i den Formening,
at han vilde opfordre til Nationens Reisning i Masse og
Undergangskrig, da han endelig vendte Medaillen og an-

SIDE: 287

førte ret antagelig Modgrunde, der tilraadede Forenin-
gen. Hans Forslag var, at indlade sig strax i Under-
handling med de svenske Commissærer, og begjære Vaa-
benstilstanden forlænget paa 14 Dage. Præsidenten mod-
tog Talen, men anmærkede, at den var kommen fortidlig,
da den omhandlede Sag endnu ikke var taget under Over-
veielse. -- Debatterne om den af Commissærerne fore-
slaaede Committe vare lange og tildels vrøvlende. Re-
sultatet blev, at man udnævnte en Committe,ikke for at
underhandle, men for at modtage de Oplysninger, der
senere, forelagte for Storthinget, kunne tjene til Basis
for Underhandlingerne. (Schmidt anser imidlertid dette
Skridt for afgjørende, og føler sig overbevist om, at det
svenske Parti bestemt prædominerer i Storthinget. Jeg
for min Del finder ikke Navnet Parti passende her. Jeg
tror Nationen nu er for Foreningen paa billige og hæ-
derlige Vilkaar, og at de, der modsætte sig den, nu maa
kaldes Parti). Ogsaa denne Committe bestaar af 9 Med-
lemmer og deraf bestemtes det, at en Trediedel skulde være
Bønder. Valget faldt paa: Christie (i hvis Sted, saa-
længe han er Præsident, Assessor Lange indtræder), Tre-
schow (der betragtes som en af Unionisternes Høvdinge),
Collett, Proc. Arntzen, Major Sibbern (i forrige Rigs-
forsamling regnet blandt de tvetydige Medlemmer) og
Biskop Bech (en af Unionens erklærede Venner), samt af
Bondestanden: Asmund Nørgaard (en halvstuderet Per-
son), Erik Noer og Lensmand Forseth, to ubekjendte Mænd,
i hvis Sted Schmidt vilde havt den bekjendte Lysgaard,
Guldbrandsdølen Ole Haagenstad og Bergenhuseren Tor-
ger Næs, alle efter hans Formening gode Patrioter. Der
efter oplæstes endel Breve m. v. hvoriblandt en utidig

SIDE: 288

Forespørgsel af en Præst, om et Sogn er berettiget til
at vælge lutter Bønder til Valgmænd (Lister Amt har
givet Exempel paa, at et helt Amt kan vælge lutter Bøn-
der til Deputerede) samt en Adresse fra Valgforsamlin-
gen paa Ulfsten Sogn paa Søndmør, som var stemt i
en meget høi Tone. Den indeholdt -- jeg tror 18 Punk-
ter, som Præsten og hans Menighed fordrede bestemte,
inden de gav deres Minde til Foreningen, hvoraf flere
vare høist absurde og revoltante, ligesom overalt en enkelt
Communes Ret til at gjøre slige Fordringer synes uri-
melig.

15de October.

Dagens Intelligentsseddel indeholdt 3 ei uvigtige
Stykker. Det ene var en næsten 2 Sider lang Forkla-
ring over det Ønskelige og Nødvendige i Foreningen med
Sverrig. Det andet var en ret vittig Charade over Nav-
net Tank, hvis Opløsning var meget let, og til Overflod
havde Student Bjerregaard (udentvivl Charadens Forfat-
ter) strax nedenfor, efter en forhen -- maaske af ham selv
 -- givet Opfordring erklæret, at den som i Frederikshald
vilde opfordre ham og hans Selskab til at gjøre Tro-
skabsed til den svenske Konge, var forrige Statsraad Tank.
Det tredie Stykke havde til Titel: "Aanarchi bedre end
Despoti". Autor paastaar deri, at Anarchi kun er det
Godes Kamp med det Onde, altsaa hvad man ser hver
Dag i Verden, hvorimod han gjør en frygtelig Skildring
af Despotiet, som det synes, med individuelt Hensyn,
hvoraf jeg dog ikke forstaar at gjøre Anvendelse. Det
lader, som om han hører til den herskende philosophisk-
theologiske Skole, der snart vil udbrede sig over hele
Landet, dersom Hersleb og Stenersen fremdeles skulle

SIDE: 289

vedblive allene at udgjøre det theologiske Facultet. Saa-
lidet jeg nu kan beskyldes for Heterodoxi, venter jeg om
faa Aar at fordømmes og udskjældes fra de Grundtvigske
Prædikestole, som i Christian den Sjettes Tid hver Præ-
dikant blev det, der ikke gjorde "Lammets Blod" til sit eneste
Æmne.

I den Formodning, at intet mærkeligt vilde blive
foretaget paa Storthinget udeblev jeg idag derfra. Imid-
lertid havde dog Biskop Bech holdt en Tale, hvori urge-
redes paa Storthingets Erklæring om Forening med Sver-
rig, ligesom et Par Motioner bleve gjorte af Capt. Ræder.

16de October.

I Selskabet hos Mariboe gjordes Ære af Christie
som Storthingets Præsident. Den første Portion Mad
bares til ham, og vi drak hans Skaal i en Sølvkande.
Haffner holdt et syndigt Hus med Major Broch, hvem han
beskrev som den jammerligste Karl, Solen har beskinnet,
og som den, der, qua Kongens Raadgiver, fremfor no-
gen anden er Skyld i vor Ulykke. Jeg frygtede et ube-
hageligt Optrin, da Christie erklærede sig for Brochs Ven,
og Haffner desuagtet blev ved at rive ned paa ham. Men
andre Materier kom snart paa Bane, og jeg saa Haffner efter
Bordet opsøge Christie, ventelig for at gjøre ham en Slags
Æreserklæring. For en Vindmager har jeg rigtignok
altid anseet Broch, men ikke for en Skurk. -- Blandt
fremmede Storthingsmænd, som jeg idag lærte at kjende,
fandt jeg i Præsten Schultz en godmodig og interessant
Mand. Sodemann derimod sætter Næsen høit i Sky.

17de October.

Ogsaa i denne mærkelige Tid kan undertiden indfalde
en aldeles tom og umærkelig Dag, og saadan var denne.

SIDE: 290

Der holdtes intet Storthing, og jeg var ikke ude af min
Dør. -- Søndenvinden har bragt os adskillige Kornlad-
ninger, men holder endnu Kongen i Frederiksværn.

18de October.

I Storthinget begyndte man med at debattere over
det dobbelte Forslag, hvormed Biskop Bech havde sluttet
sin i Løverdags holdte Tale. Det første var, at Storthin-
get høitideligen skulde erkjende Kong Christians Abdication.
Nansen talte extempore nogle fornuftige Ord i den An-
ledning. Dette Prædicat kan jeg derimod ikke give Korens
og Dahls skrevne Taler. De fremdrog det gamle, saa
bestemt forkastede Forslag om en militær Conføderation
mellem Norge og Sverrig under forskjellig Regjering, og
vilde man ikke indgaa den, var især Dahl (som man er
temmelig enig i, for Rimets Skyld, at kalde gal) redebon
til at opofre Liv og Blod. Efterat endnu Wedel, Tre-
schow, Lange og Hount havde talt, blev Resultatet, at
Abdicationens Erkjendelse skulde opsættes til Hovedspørgs-
maalets Afgjørelse, da den i Tilfælde af Foreningen fulgte
af sig selv, i modsat Fald nærmere kunde omhandles. -- 
At paaskynde denne Afgjørelse var Bechs andet Forslag,
da Vaabenstilstanden er udløben paa Fredag, men da Sa-
gen skulde sættes under Debat, fremtraadte begge de to
nedsatte Committeers Formænd, Motzfeldt og Treschow, og
erklærede, at de imorgen vilde være istand til at frem-
komme med Indberetning om deres Forhandlinger. Ifølge
heraf tog Bech sit Forslag tilbage. Capt. Ræders Mo-
tioner var nu Dagens Orden. Den første var, at en
Takadresse skulde sendes Statsraadet for dets Redebonhed
til at anstille Undersøgelser over de ved Armeen forefaldne
Uordener, hvilken Adresse et andet Medlem vilde have

SIDE: 291

udstrakt til Statsraadets hele Administration. Ved Vote-
ring bestemtes, at denne Sag skal forhandles i begge
Thing, i hvilken Anledning man besluttede at forlange
Resultatet af Overkrigscommissionens Undersøgelse fore-
lagt Storthinget, ligesom ogsaa Hount forlangte dem ac-
tionerede, der havde lagt og ledet den Operationsplan,
efter hvilken Smaalehnene hinsides Glommen vare givne
til Pris. Ræders anden Motion var, at der fra Gene-
ralcommandoen skulde forlanges Beretning om de Offi-
cerer, som havde gjort sig vel fortjente i sidste Felttog.
Sagen udsattes. -- Fra Commandør Fasting var kom-
men Brev, at han ønskede sig fritagen for den ham paa-
lagte Adjunction til Statsraadet, da han som Høistcom-
manderende paa Roflotillen muligens ved den kunde be-
høves, men ved Voteringen var der Pluralitet for at Val-
get skulde staa ved Magt. Ligesaa oplæstes et Brev fra
Statsraadet, der troede at kunne fritages for at aflægge
den i Grundlovens § 44 anordnede Ed, da Interregnum
maatte formodes at blive kort, men ogsaa her stod Stor-
thinget paa sin Respect. -- Endelig foreslog Præsidenten,
at Storthinget imorgen, da Committeernes Indberetning
skal oplæses, holdes inden lukte Døre, og ingen Tilskuer
stedes Adgang dertil, hvilket enstemmigen vedtoges.

Jeg var indbuden til de svenske Commissærer. Sel-
skabet var meget stort, men bestod dog mest af Svensker
og Storthingsmænd, hvoriblandt mange Bønder, som efter
Bordet slog Kreds om Biskop Rosenstein og hørte med
Agtsomhed paa hans Tale. Om dette Selskab er forre-
sten intet andet at sige, end at jeg ikke mindes at have
været i noget Gjæstebud i Christiania, hvor der har været
en saadan Mængde Mad.

SIDE: 292

19de October.

Hvad Schmidt kunde og turde fortælle mig om Stor-
thingets Forhandlinger er følgende: Committeerne indgav
deres Beretning, af hvilke dog Treschow extemporerde sin
paa en utydelig og ufyldestgjørende Maade. Henstand
med Hovedspørgsmaalets Afgjørelse kan ikke bevilliges,
men man lovede, naar Foreningen vedtoges, at tage de
foreslaaede Modificationer i Betragtning. Iøvrigt oplæ-
stes en confidentionel Note fra Commissærerne til Stor-
thinget, hvori de søgte at oplyse og retfærdiggjøre den
svenske Regjerings Fremgangsmaade med Hensyn til Norge.
Om Undersøgelsescommissionen vovede Schmidt intet at sige;
kun fortalte han, at Oberst Rode havde indgivet en Plan
til vor Armees Krigsoperationer i Tilfælde af Krigens
Fornyelse. Hertzberg oplæste et Forslag der viste, at han
i Excentricitet er Biskop Bruns Overmand, thi noget saa
blodigt og rasende tror jeg ikke nogen Terrorist i den
franske Revolutions vildeste Periode lod sig forlyde med.
Hænges eller skydes skulde:

1.
 Hver Commandant, som overgav en Fæstning, og
som ei, naar den nærliggende Byes Indvaanere selv
satte Ild paa deres Huse, skjød dem i Brand.

2.
 Bemeldte Indvaanere, der ei lod deres Huse gaa op
i Røg.

3.
 Hver Mand paa Landet i Egne, som Fienden vilde
besætte, der ei opbrændte sit Hus, og endelig

4.
 Enhver, som lod sig fange i Krig, uden at være saa
haardt blesseret, at det skjønnedes, at han ikke længer
kunde forsvare sig.

Havde Agent Nielsen, Iver Holter eller en anden
fra de Egne, Fienden om otte Dage vil oversvømme, hvis

SIDE: 293

Foreningen ei sker, gjort et saadant Forslag, -- det vilde
været lige rasende og umenneskeligt, men man vilde dog
sagt: "Den Mand har Mod og Kraft, thi han sætter
sine egne Eiendomme, sin Familie og sit Liv i Vove".
Men at en Provst, der i det Øieblik Svensken nærmer
sig, retirerer op mellem Hardangerfjeldene, og ser Øde-
læggelsens Vederstyggelighed langt fra, temmelig vis paa,
at den sildig eller aldrig vil naa til ham, at han frem-
kommer med slige Projecter: var det mindre fælt, saa
vilde det være latterligt. Præsterne Abel og Tybring
holdt Taler, hin for, denne mod Foreningen, hvilke dog
egentlig skulde hørt til Morgendagens Forhandlinger.
Endelig fremkom Treschow med det definitive Forslag, som
imorgen skal afgjøres: om Foreningen med Sverrig og det
dermed forbundne Kongevalg. Ogsaa disse Forhandlinger
holdes for lukte Døre, hvilket jeg finder overmaade an-
stødeligt. Det er muligt, at der med Hensyn paa Rigets
Tilstand kunde være Ting, der ei bør komme til offentlig
Kundskab, men at, hvor Landets paaberaabte Grundlov
tilsiger Publicitet, en Forhandling, der skal afgjøre Natio-
nens Vel eller Ve maaske for Generationer, en Forhand-
ling, hvortil jeg synes man burde ønske, at have det hele
Folk til Vidne, ikke maa bivaanes af andre end de Hand-
lende selv, det er himmelraabende Despotisme. Man sige
ikke, at det dog kun er en saare ringe Del af Nationen,
som kan være tilstede. Localet maa man tage som det
er, men det være stort eller lidet, saa bør det benyttes af
saamange, som det kan rumme. Heller ikke tror jeg tu-
multuariske Optrin enten i Salen eller paa Galleriet i
den Grad skulde være at befrygte, at saadan Forsigtighed
maatte anvendes. Til sligt pleier dog at mærkes Symp-

SIDE: 294

tomer i Forveien, men hverken Repræsentanternes Forhold
i Salen, eller Folkets udenfor den, synes mig at modsige
det Vidnesbyrd, vi i dette Aar have erhvervet os som et
overmaade roligt og taalmodigt Folk. De første Dage
i Februar var en vel saa betænkelig Periode som den
nærværende. Landet var uden Regjering, og det var i
Markedstiden, da Mennesker stimle sammen allevegne fra,
men alt var dog i den dybeste Ro. Ogsaa i disse Dage,
da Folkets Repræsentanter tage saa yderst vigtige Ting
under Overveielse -- man ser ikke fire Mennesker samlede
paa Gaden, man hører ikke en fuld Matros eller Haand-
verksvend tale et Ukvemsord; hvad skulde da være at
befrygte?

Vort theologiske Facultet er meget stridbart. Idag
har Hersleb udgivet en Pjece, hvori han, især paa Grund
af Edens Hellighed, protesterer mod al Forening med
Sverrig. Hvad er det da, som vi har svoret? -- at ofre
Liv og Blod for Norges Frihed og Selvstændighed! Bryde
vi denne Ed ved som et frit og selvstændigt Folk at hylde
en anden Konge end Christian Frederik, som har forladt
os, og høitidelig forpligtet sig til aldrig at vende tilbage?
Konge skal vi have efter Constitutionen; den svenske Konge
vil regjere os under de samme Betingelser, vi selv fore-
skrev os, da vi svor Christian Frederik Troskab. Op-
fylder han ei disse Betingelser -- eh bien! da er det
Tid at nøde ham dertil eller løsrive os fra hans Scep-
ter. Forandrede vi Regjeringsformen og saaledes under-
grov Constitutionen i dens Grundvold, da vare vi Mene-
dere, men nu gjør vi jo kun ved Personalets Forandring
nogle Modificationer, som i sig selv ere uvæsentlige; thi
Valget er jo frit. Der er ikke en eneste Artikel i Con-

SIDE: 295

stitutionen, der forbyder, at vælge et fremmed Riges Be-
styrer til Norges Konge.

20de October.

Det er fuldbragt! Norges Forening med Sverrig
er decreteret med 72 Stemmer mod fem. Disse fem vare
Præsten Dahl og de fire Bergensere. De sidste havde
bestemt Fuldmagt ei at samtykke i Foreningen, og
da de ved deres Ankomst hertil havde faaet mere Lys i
Tingene, end de havde før, og derfor sendte Expresse til
deres Committenter med Forespørgsel om Fuldmagten frem-
deles skulde gjælde, fik de igaar afgjørende Svar: Ja!
Det siges at være Biskop Brun allene, der har opflam-
met denne hos en Handelsstads Indvaanere vistnok sjeldne
Enthusiasme. Adskillige havde begyndt at slaa paa mil-
dere Strenge, men da erklærede den gamle Bisp, at om
de alle bleve Forrædere, vilde han ikke være det, og saa
forunderlig stor Anseelse staar han i blandt Folket, at
alle omstemtes. -- At Trønderne gav saa villigen efter,
finder jeg ikke mindre besynderligt. Ingen Stemme fra
den Kant hævede sig undtagen Schultzs og Sodemanns,
der rigtignok spaaede Ulykke af Foreningen, men dog ved
Stemmegivningen bifaldt den. Der holdtes ialt 17 Ta-
ler. Bech begyndte og Wedel endte. Begge talte længe
og med Eftertryk for Unionen. Koren gjorde det absurde
Forslag, at vælge Gustav den Fjerdes Søn til Konge.
Treschow og Nansen sammenlignede Foreningen med et
Ægteskab, Convenients slutter, men som siden Kjendskab,
gjensidig Agtelse og Hengivenhed gjør lykkeligt. Forhand-
lingerne varede til Kl. 6, da Underhandlingscommitteen
afsendtes med Brev fra Præsidenten til Commissærerne.
De bleve hjerteglade, modtog Deputationen paa Trappen,

SIDE: 296

kyssede og omfavnede den med Taarer i Øinene, og gave
hverandre Haanden paa at virke troligen hvad de kunde
til Norges Hæder og Held. Forslaget til Forandringerne
i Grundloven skal nu gjennemgaaes; at de Svenske efter-
give, hvad eftergives kan, derom er vist ingen Tvivl, og
saaledes er da vel om 8 Dage Carl den Trettende vor
Konge. -- Saaledes synes da de Svenske at have et kraf-
tigt Bevis ihænde, at deres offentligen yttrede Paastand var
rigtig, at det ikke var Folket, men kun en Fraction, der mod-
satte sig Foreningen. Dette sidste vil og kan jeg dog ingen-
lunde indrømme, men ubegrændset Tillid til Christian
Frederik hævede Folkets Mod, og da hin sank, nedbøiedes
ogsaa dette. Mere end noget andet har vist Harme mod
ham og hans Raadgivere ogsaa i de fjerne Egne frem-
bragt denne Enstemmighed.

21de October.

Kammerraad Tiedemand fra Mandal havde igaar
fremsat et Forslag mod bestemte Fuldmagter, men da
det idag skulde forhandles, tog han det tilbage. Alli-
gevel reiste Motzfeldt sig, og sagde med sin sædvanlige
Sindighed og Grundighed, hvad der lod sig sige til
Undskyldning for den Ting. -- De svenske Commissærer,
som havde begjæret en Sammenkomst med Storthinget
Kl. 12, indfandt sig idag paa Minutten, og Rosenblad
holdt en Tale, som uden Tvivl var smuk og hjertelig, men
som blev fremsagt saa hurtigt, at jeg ikke allevegne forstod
den. Præsidentens Svar var kort, men de Svenskes Ynd-
lingsord "den skandinaviske Halvø" var anbragt deri. -- 
Strax efter bortvises vi, da Protokollen for den 19de
skulde oplæses. Der havde siden været et varmt Optrin
med en inpertinent Bonde, Theis Lundegaard fra Lyngdal,

SIDE: 297

som, fast han i Tirsdags ophøiede min Prædiken, uden
Tvivl er en slem Krakiler. Han var under Paaskud af
Sygdom udebleven fra den vigtige Gaarsdags Forhand-
linger, og det var alt hvad Storthinget baade med det
Onde og det Gode kunde bringe ham til, at afgive sit
Votum. -- Fra Holten, som nu er i Kjøbenhavn, fik jeg
et uventet Brev. Han dolerer over, at man dernede har
Fordom mod Christian Frederik, og fremstiller hans For-
hold "i det sorteste Lys".

I Selskabet hos Sverdrup gik det, som rimeligt er,
mest ud paa politiske Discourser. At Præsten Brun og
Sodemann ikke ere svensksindede, fordi de stemte for Uni-
onen, er naturligt. Jeg bestyrkedes iøvrigt i min Over-
bevisning, at disse og mange flere aldrig i Evighed havde
givet den sin Stemme, naar ei Mistanke, tildels endog
Forbitrelse mod vor fordums Konge havde dæmpet Na-
tionalhadet. -- Kjerschow disputerede stærkt med Sver-
drup og tildels mig om Overbevisning og Tro. Uden
Tro paa Aabenbaring paastaar han, at Religiøsitet ikke
kan existere, og denne Aabenbaring maa ikke prøves ved
Fornuften, hvilken kun som en Slags Tjener eller Dør-
vogter kan tolereres. Jeg kan heraf ikke slutte andet, end
at enhver Aabenbaring, naar Fornuften ei maa prøve
den, er lige sand og god. Hvorved uden ved Fornuft-
grunde erkjende vi den christelige Religions Fortrin frem-
for den mohamedanske? Endog de historiske Beviser maa
Fornuften først have prøvet, inden de erkjendes gyldige.

22de October.

Førend Schmidt gik ud, forelæste han mig af sin
Dagbog den Udsigt over Rigets Tilstand, der blev fore-
lagt Storthinget den 19de, dog under Tausheds hellige

SIDE: 298

Segl. Den har da vist ogsaa bidraget meget til at om-
stemme de stridslystne Deputerede. Finantserne derange-
rede, Fæstningerne og Armeen slet forsynede med Alt,
ingen uden- eller indenlandske Ressourcer -- hvad kunde
under saadanne Omstændigheder opnaaes ved længere Mod-
stand, uden Rigets totale Undergang. -- Kongens For-
svarere aftage mere og mere i Antal. Man har tillagt
ham det rasende Forsæt at reise til Bergen, hvori da ikke
Søndenvinden kan have forhindret ham; altsaa gjendriver
dette Rygte sig selv. Ventelig er han endnu i Frederiks-
værn, og har endnu i Norge den krænkende Ydmygelse
at se, hvor aldeles Normændenes Hjerter ere bortvendte
fra ham. -- Klokken 12 holdtes Odelsthing i Anledning
af den Takadresse, Capt. Ræder havde foreslaaet. Efter
en kort Debat blev den forkastet. Derimod besluttede man
at tilskrive Statsraadet og forlange Resultatet af Over-
krigscommissionens Forhandlinger forelagt, ligesom man
overalt, uagtet Foreningen, lader sig det være alvorligt
magtpaaliggende, at Undersøgelserne om de Commande-
rendes mislige Forhold, sker med størstmulig Strenghed
og Nøiagtighed. Ingen er ivrigere i denne Henseende
end Hount. Jeg gjorde idag et forgjæves Forsøg paa at
faa en Forsoning istand mellem ham og Rasmussen. Denne
vilde ikke møde ved den foreslaaede Sammenkomst. Endog
under det ubehagelige Tilfælde, at Hount efter sin Trud-
sel stevner ham, erklærede han, at det var ham umuligt
at række ham Haanden som Ven.

23de October.

Jeg skrev et Brev til Holten, hvem jeg fortalte, hvad
der hidtil var bestemt paa Storthinget. Jeg tænkte mig
den dobbelte Mulighed: at et Brev til Etatsraad Holten,

SIDE: 299

Christian Frederiks Fortrolige, kunde blive aabnet i Sver-
rig, og at Brevet, naar det kom til sin Eier, kunde vorde
Ex-Kongen forelæst. Efter begge disse Muligheder ind-
rettede jeg mine Fortællinger og mine Betragtninger. Jeg
meldte ham, at Kongens Brev havde gjort en meget ube-
hagelig Sensation i Storthinget og maaske bidraget til
Sagens endelige Udfald. Tilsidst, da jeg omtalte Parti-
aandens Svækkelse og den Enstemmighed, hvormed man
nu synes at arbeide til det nys saa forhadte Maal, an-
mærkede jeg: "Hvad der næst Landets forknyttede Forfat-
ning har virket mest hertil, er en Sag, som jeg ikke uden
at saare Deres og min Følelse kan beskrive. Om her er
Forrædere i Landet, ved jeg ikke; men at det ikke er dem,
der have fremskyndet Opfyldelsen af Sverrigs Ønske: fre-
delig Forening med Norge, derom tror jeg mig forvisset".
 -- Hount, Schmidt, Kjerschow og jeg vare indbudne til Hans
Houge. Mellem Hount og Kjerschow kom det til en varm
Dispute i Anledning af Herslebs Skrift, der dreiede sig
om samme Punkt, som hin i Fredags: "Tro og Fornuft",
men var mindre fredelig. Hount har, naar han dispute-
rer, en bydende Bispetone, og ifølge sin Sects Grund-
sætninger viser Kjerschow heller ikke den Beskedenhed, som
egner den unge Mand. Eftergivenhed og Tolerance ere,
saavidt jeg kan indse, i vore moderne Theologers Øine,
den foragteligste af alle Svagheder. Jeg vil hermed in-
genlunde bryde Staven over min brave Collega, hvis Ar-
rogance er forenet med megen Godmodighed og Jovialitet;
men Arrogancen er der. Den følger Systemet, som
Skyggen Legemet.

24de October.

Efter Schmidts Fortælling havde Treschow i Stor-

SIDE: 300

thinget vakt Misnøie hos mange ved den udmærkede
Svenskhed, han viste sig i Besiddelse af, efter at han for
faa Maaneder siden havde erklæret, at det var en Nations
Pligt at vove og opofre alt for en stor og skjøn Ide
uden Hensyn paa Følgen. "Han gik videre i sin Paa-
stand end selve Commissærerne, og yttrede Grundsætnin-
ger, der paadrog ham den Mistanke, at en Statsraads-
post, en Nordstjerne-Decoration eller deslige er det Maal,
hvorefter han tragter". -- Ved den svenske Dinér omdel-
tes idag et trykt Digt af en Esaias Tegnér, som ikke er
i Christiania, hvilket altsaa maa være et Produkt af ægte
prophetisk Begeistring, da Foreningen deri besynges som
afgjort. Digtets Titel er Nora. Det er smukt og kraft-
fuldt og ægte Poesi. En nydelig Blomst lægges paa
Christian Augusts Grav, og alt, hvad der kan kaldes
captatio benevolentiæ, for os er troligen benyttet. Slut-
ningen behager mig mindst.

25de October.

Et Brev fra Lieutenant Schwartz skal cirkulere i
Kjøbenhavn og er efter Rygtet opslaaet paa Børsen, hvori
vi beskyldes for at have forraadt Kongen. Det lader alt-
saa, at vi i Kjøbenhavn fremstilles i et endnu sortere Lys
end han. Hegermann sagde, at han vil gribe Pennen til
Nationens Forsvar, hvilket vel ikke kan ske, uden at com-
promittere hans fordums Majestæt. Der fortælles nu,
at han aldeles ikke var yndet i Throndhjem, at Trampe
og Bugge virkelig i Vinter vilde udraabt ham til souve-
ræn Konge, men at Folkets Stemme hævede sig lydeligen
derimod, og at han meget misfornøiet forlod Byen. Saa-
ledes fremdrages nu allevegne Svagheder og Inconseqvent-
ser. Alle -- baade de Svenskes Venner og Fiender -- 

SIDE: 301

støde til den hældende Vogn, og Bergenserne, hos hvilke
han aldrig har været, ere vel nu de eneste Normænd, der
ønske ham tilbage.

Storthingets Forhandlinger havde været langvarige,
og deres Resultat var saadant, at man ikke er aldeles
rolig med Hensyn paa Følgerne. Det var de to vigtigste
Punkter i de Svenskes Forslag, der debatteredes og af-
gjordes (dog var iforveien bestemt, at Storthingets nær-
værende Beslutninger ikke skulde være dets Ultimatum):
om Krigsmagten og Naturalisationsretten. I Henseende
til den første vedtoges enstemmigen efter Motzfeldts For-
slag: "at i Fredstider hvert Lands Arme skulde blive inden
dens Lands Grændser; til offensiv Krig maatte norske
Tropper aldrig uddrage af Landet; angrebes derimod
Sverrig, kunde Halvdelen af den norske Arme (men ikke
uden Storthingets Samtykke) udcommanderes til dets For-
svar, ligesom ogsaa i Tilfælde af at Norge bliver angre-
ben, halvt saamange svenske Tropper som den norske Ar-
me beløb sig til, skulde drage herind og forsvare det".
Denne Beslutning synes at være et nødvendigt Værn mod
Despoti og mene de Svenske det ærligt med os, maa de
heri give efter. Med Hensyn til Naturalisations-Retten
bestemtes med 69 Stemmer mod 9, at i Overensstem-
melse med Grundloven, Storthinget allene har Ret til at
naturalisere Fremmede, men i dette Punkt skal de Svenske
være ubøielige i deres Paastand. Wetterstedt var i Aften
hos Motzfeldt, Wirsèn hos Christie og Rosenstein hos
Biskop Sørensen og klagede bitterligen. Sagen maa vel
foretages paany.

26de October.

I Dag var jeg igjen paa Galleriet. Man begyndte

SIDE: 302

med at oplæse et Brev fra Statsraadet med Communi-
cation fra de svenske Commissærer, at Tropperne efter-
haanden trække sig ud af Landet. Der ventileredes en
Stund, hvorvidt dette skulde ansees som en blot officiel
Meddelelse eller som Æmne til Deliberation, om nemlig
ogsaa vore Tropper nu skulde hjempermitteres. Krabbe
yttrede i den Anledning, at de burde blive staaende, til
den hele svenske Krigsmagt var ude af Landet, men hans
Motion understøttedes ikke og Brevet lagdes ad acta. -- 
Man foretog nu et Forslag af Stoltenberg om en egen
Underhandlingscommittes Udnævnelse. Der debatteredes
længe, om det skulde være en ny Committe eller den
gamle blot forøges med 5 Medlemmer. Der forefaldt
Ytringer, som saarede Committeens Ærekjærhed. Da
Treschow og Bech nu erklærede, at de særdeles gjerne
fraveg en Post, der medførte saamange Ubehageligheder,
fremstod Præsten Bull (maaske den yngste Mand i For-
samlingen) og fortalte de gamle Mænd i en sand Skole-
mestertone, at det ikke var smukt at unddrage sig fra For-
retningerne, fordi de ei vare behagelige. Naturligvis
kunde ikke Committeen undlade at tage til Gjenmæle.
Collett blev vred, Bech og Treschow replicerede med Sin-
dighed. Ogsaa Wedel gav den unge Mand en eftertryk-
kelig Revselse. -- Debatterne fortsattes og Resultatet blev,
at man bestemte sig til at forstærke Committeen med 5
Medlemmer. Disse bleve: Motzfeldt med 71 Stemmer,
Sørensen med 40, Diriks med 32, Wedel med 28 og
Schultz med 21. -- Nu gik man over til Grundlovens
Revision efter de Svenskes Forslag. Forhandlingerne vare
ubetydelige og der herskede megen Enstemmighed. Da
man standsede, hvor Committeens Betænkninger ophørte,

SIDE: 303

fremstod Biskop Bech og gjorde i en kort Tale, fuld af
høitravende Ros over Kongens Fortjenester af Norge, det
Tillæg til Treschows Forslag om Adressen, at ogsaa en
anstændig Appanage skulde bevilliges ham, indtil han be-
steg den danske Throne, da han for vor Skyld har op-
ofret en betydelig Del af sin Privatformue. Konow gik
endnu et Skridt videre, og vilde have et Marmonument
opreist for ham paa Spidsen af Dovre, eller et andet
Sted, hvor det kunde tage sig godt ud. Alt opsattes til
Hovedforhandlingerne ere endte, men jeg forudser disse
Projecters Skjæbne. Wedel hørte paa dem med et ironisk
Smil.

27de October.

Stoltenberg havde indgivet et dobbelt Forslag: at
det om Landmagten fattede Decret ogsaa skulde extenderes
til Roflottillen, og at, naar svenske Tropper kom til
Norge eller omvendt, det Land, til hvis Forsvar de vare
indkaldte, skulde underholde dem. Hvad det første Forslag
angik, da var allerede igaar negativ Beslutning fattet
herom, men adskillige erklærede, at have misforstaaet
Qvæstionen og forlangte den optagen paany. Wedel,
Tybring, Sorenskriver Weidemann og flere talte derimod,
og paastod, at den engang fattede Beslutning burde staa
fast, men Pluraliteten var for ny Overveielse. Resulta-
tet blev, at en ubetydelig Pluralitet bifaldt Stoltenbergs
Forslag, og decreterede om igjen, over hvilket de svenske
Commissærer skal have persifleret. Det andet Forslag
forkastedes. Jeg maa ellers sige, at jeg ved disse Vote-
ringer ikke forstaar mig paa Schmidt og hans Colleger
Collett og Lensmand Gram. De have deres specielle
Fuldmagt, hvis Hovedpunkter Schmidt har meddelt mig,

SIDE: 304

men overalt, hvor Sagen ei er soleklar, hersker Dissents
i deres Votering. Collett hører bestemt til det wedelske
Parti, Schmidt (med nogle Modificationer) til det Trond-
hjemske, og Gram stemmer snart med det ene, snart med
det andet. Bergenserne vise sig nu, efterat have opfyldt
deres Committenters Befaling og voteret mod Foreningen,
meget moderate og ingenlunde antisvenske, Konow tildels und-
tagen. Den egentlige Opposition bestaar, saavidt jeg kan
skjønne i dette Øieblik, af: Dahl, Hertzberg, Koren,
Schmidt, Tybring, Holter, Theis Lundegaard, Schultz,
Hegermann, Sodemann, Brun, Krabbe, Garmann og Stol-
tenberg. Bønderne, skjøndt omgivne af en tre, fire ivrige
Præster fra deres respective Egn, finde sig meget roligt i Om-
stændighederne, og Hertzberg og Koren have som oftest
den Chagrin, at høre de to Bønder, som sidde midt imel-
lem dem, være af en anden Mening end de. Samme
Koren taler ellers nu i Almindelighed 20 -- 30 Gange
hver Dag. Jeg bliver ordentlig beklemt, naar jeg ser
ham reise sig og hører hans fatale Stemme.

28de October.

Af henkastede Ytringer de foregaaende Dage formo-
dede jeg, at der idag vilde forefalde interessante Debatter
i Anledning af Grundlovens § 30, om Kongens Ret til
at udnævne Statsraadets Medlemmer. Paragraphen var
i Overensstemmelse med Commissærernes Forslag delt i
fire, og over Begyndelsen til den første var det egentlig
der tvistedes. Aall fremsatte nogle Erindringer om, at
Norge bør have Vicekonge, ikke Statholder, hvilken Benæv-
nelse var vedtaget istedetfor den militære Generalguvernør.
Den Sag henlagdes imidlertid, indtil Spørgsmaalet om
Statsraaderne var afgjort. Brun aabnede Debatterne

SIDE: 305

herom med en skreven Tale, hvori han søgte at godtgjøre,
at Storthinget, som bedst kjendte Nationens Mænd, burde
forbeholde sig den Ret at vælge dens første Embedsmænd.
Koren understøttede Motionen med en ligeledes skreven
Tale, hvori han især skjældte paa Hofkryb og Hofgunst,
samt paastod Umuligheden af at Koren i Stockholm kunde
kjende de Mænd, der boede paa Vestkanten af Norge.
Dahl holdt en lang Oration, hvori han troede at gjendrive
fem Indvendinger, der kunde gjøres mod denne Nationens
Ret, og gjentog iøvrigt udførligen, hvad de andre havde
sagt. Nu stod Hount op og viste i en kort Tale Urig-
tigheden af deres Paastand, især paa Grund af det Ind-
greb, herved gjordes i den udøvende Magts Rettigheder,
og den Conflict, der maatte opstaa mellem den og den
lovgivende. Vidtløftigere talte Motzfeldt. Han havde
ingen udarbeidet Tale, men havde tydeligen fattet Mod-
partiets Mening og gjendrev den med seirende Grunde,
ikke uden Sidehug til Dahl og hans afgjørende Tone.
Blandt andet sagde han i Anledning af Korens Yttring,
at om Hofgunst end hist og her kunde have nogen Ind-
flydelse, vilde maaske Cabale, en endnu værre Ting, gjøre
sig gjældende paa Storthinget. Dette paatog Dahl sig
at modbevise. Han mente, at de fleste af Storthingets
Medlemmer vare sande Patrioter. Herover følte Bech sig
fornærmet og spurgte, hvem af Storthingets Medlemmer
han ikke ansaa for sande Patrioter, hvortil Dahl svarede,
at det ikke var det nærværende, men de tilkommende Stor-
things Medlemmer, han muligens kunde tiltro Mangel
paa Patriotisme. (Ligesom Bech gjerne kunde tilbageholdt
sin Anmmærkning, der syntes at vidne om at han følte sig
truffen, maa jeg og tilstaa, at Dahls Svar var usselt

SIDE: 306

og inconseqvent). Endelig gjennemgik Præsidenten korte-
lig og med Sindighed, dog ikke uden Stænk af Ironi,
Opponenternes Grunde, hvorefter Spørgsmaalet blev sat
under Votering, der havde det Udfald, at Kongen med
61 Stemmer mod 16 hjemledes den ham i Grundloven
tilstaaede Ret at udnævne Statsraaderne. Kortere var
Debatterne om Vicekonge eller Statholder. Ved Plura-
litet af nogle og 50 Stemmer overlodes det Kongen at
sende os hvilken af disse han fandt for godt, til stor
Ærgrelse for Schmidt og flere, der endelig vilde have en
Prinds som bestandig Vicekonge; men jeg for min Del
er ikke bedrøvet over, at vi rimeligvis, til Prinds Oscar
bliver myndig, faar en Statholder, thi vistnok vilde en
Vicekonge være mere ærefuldt for Landet, men at vi
maatte betale den Ære med en dyr Hofholdning, og at
især dette Hofvæsen i flere Henseender vilde falde Chri-
stiania kostbart, maa jeg tro, tildels oplært af Erfaringen.
Grev Essen, som strax efter Kieler-Traktaten bestemtes
til Statholder, roses som en brav Mand. Endnu vote-
redes, om Statholderen skal være svensk eller norsk, og
det overlodes til Kongen.

Da de følgende Paragrapher enstemmig vare antagne,
foretoges et Forslag af Capt. Ræder, om en Slags
Ostracisme, hvorved Storthinget skulde være berettiget til
at excludere af Statsraadet en eller to Mænd, der maatte
antages at have tabt Nationens Tillid. Treschow var
imod Forslaget, da, som han sagde, Athenienserne havde
været det eneste Folk, hos hvem Ostracismen var indført,
og den der havde havt saa uheldige Følger, at Exemplet
ikke kunde opmuntre. Sodemann erindrede, at det just
var Grundsætningen i Athen, ved Ostracisme at udelukke

SIDE: 307

de bedste Borgere af Frygt for, at de skulde usurpere
Enevældet, og at disse jagedes i Landflygtighed, hvilket
alt ikke passede paa den her foreslagne. Motzfeldt fandt
desuagtet, at Misbrug og Cabale derved vilde finde Sted
og Motionen blev forkastet. -- Før Mødets Slutning
tilbagekaldte Bech sit Forslag om Kongens Appanage.

29de October.

Schwartz har i Intelligentsseddelen lovet 1000 Rbd.
til den, der beviseligen kan opgive, hvo der har opdigtet
og udspredt om ham det usandfærdige Rygte, at han i et
Brev, som cirkulerer i Kjøbenhavn, har sværtet Nationen
og den norske Arme. Han kalder os i denne Bekjendt-
gjørelse "sine Medborgere". -- Da mine Forretninger var
forbi, vilde jeg gaa paa Storthinget, men mødte Soren-
skriver Berg, som fortalte, at det alt var forbi for idag,
samt at han havde læst de Svenskes Contraforslag om
Kongens Disposition over Armeen, og fundet dem meget
liberale. Jeg har siden ogsaa læst dem og maa istemme
samme Dom. Debatter ville rimeligvis forefalde om et
Par Punkter, men jeg tvivler ikke om at de ville blive
antagne, hvorved da al Vanskelighed er ophævet, thi hvad
Naturalisationen angaar, tror Hount, at de Svenske, med
en ubetydelig Modification, ville give efter. -- Man be-
skylder Treschow for, den 20de at have villet lægge en
Snare for Storthinget ved at foreslaa det definitive Kon-
gevalg umiddelbar efter Foreningens Antagelse. Derved
vilde alle Debatterne om Betingelserne bortfalde som unyt-
tige, og Storthinget underkastede sig den valgte Konges
vilkaarlige Godtbefindende. Det var efter en Motion af
Holter at Forslaget faldt igjennem. En Statsraadpost
skal være Treschow vis. Christie skal man have tiltænkt

SIDE: 308

samme Ære, som han dog neppe modtager. Ogsaa He-
germann menes at være en vis Candidat. -- Sverdrup
staar nu i den faste Formening, at Kongen har spillet en
Farce heroppe, arbeidet for Danmark saalænge han kunde
og siden umiddelbart fremledt den nuværende Katastrophe.
Det er sørgeligt at tænke saadant, men desværre, man
tvinges i vore Dage til at tro saameget imod sin Villie.
For en Hykler kan og vil jeg imidlertid ikke anse den i
saamange Henseender elskværdige Christian, men svag,
uselvstændig er han, trods sin Fætter og hvilkensomhelst
af Europas Potentater.

30te October.

Religion og Geistlighed synes at have stort Værd
for Statsraad Rosenblad. Han opmuntrede til et Bibel-
selskabs Oprettelse, og lovede fra det Stockholmske et Bi-
drag af 3000 Sølvdaler. Ogsaa talede han om et Se-
minarium for tilstundende Religionslærere -- en meget
god Ide -- og disses Undervisning i Medicin, for at
kunne paa Landet i fjern Afstand fra Lægen være Al-
muen til Raad og Hjælp. Med min Prædiken idag og
"den ægte Religiøsitet, den bar Præg af", viste han sig
særdeles tilfreds. -- Jeg er i denne Tid næsten aldrig
i noget Selskab, uden at det gaar ud over Kongen. Flere
af hans ivrigste Tilhængere optræde nu som hans værste
Antagonister. Ikke umærkelig er den Omstændighed, jeg
iaften hørte relevere: hans Samvittighedsnag, og det Ud-
brud ved Synet af de Blesserede: "Det er for min Skyld
disse Mennesker opoffres". Dette kunde han, paastaar
man, aldrig have sagt, naar han var sig bevidst, at have
opfyldt sin Pligt. Det var jo ikke for ham, men for sin
egen Selvstændighed, Nationen kjæmpede; Liv og Blod

SIDE: 309

havde den svoret at opoffre, ikke for ham, men for Fæ-
drelandet; Sagen var den lige hellig og rigtig, i hvo der
havde været dens Anfører. Hvor kunde han da sige: "de
offres for mig!" Frappant er sandelig ogsaa hans sunde Ud-
seende den 18de Septbr., efter at man for en Maaned siden
havde beskrevet ham som et ravende, kraftløst Skelet, neppe
mulig at gjenkjende. Neumann erindrede mig om vor
Dispute i Markedstiden. Ak! han havde altformegen
Ret. Dog, ogsaa han dyssedes jo siden i den samme
Drøm, som jeg. Maaske er det vort Fædrelands sande
Lykke, at vi saa tidlig vaagnede. -- Man tror, Qvæstio-
nen om Krigsmagten kun ved en Deputation til Kron-
prindsen fuldkommen vil blive bragt i Orden. Schmidt
idetmindste er af den Mening; hvorvidt Pluraliteten deler
den, vil Tiden vise.

31te October.

Consistorialraad Aschehoug stod idag frem med en
Motion om at paaskynde Forretningernes Gang paa Stor-
thinget. Det havde nu varet i 24 Dage. Imidlertid
stod de svenske og norske Tropper under Vaaben, led ondt
i det vedholdende Regnveir og begyndte at anfaldes af
smitsomme Sygdomme. De lange Taler, som holdtes i
Forsamlingen, forhalede det endelige Resultat, og derfor
foreslog han, at ingen udførlige Taler maatte holdes.
Enhver skulde blot i Korthed fremsætte sin Mening; 8
Minutter skulde være den længste Tid, der maatte tilste-
des nogen at tale; naar disse vare forbi, skulde Præsi-
denten og ethvert Storthingsmedlem have Ret til at raabe
Stop. Endelig vilde han have enhver Omvotering for-
budt, med mindre nye Forslag fra de svenske Commissæ-
rer gjorde det nødvendigt. Koren geraadede over dette

SIDE: 310

Forslag i megen Iver, men Præsidenten paabød Taushed
og opsatte Sagens Discussion til imorgen. Nu gjennem-
gik man Resten af Grundloven, med hvilken man blev
færdig. Det meste antoges enstemmig. 70 Paragrapher
bleve gjennemgaaede, men uagtet man saaledes ikke kunde
opholde sig længe ved hver, saa talte dog Nansen ikke
mindre end 36 Gange. Koren lod sig sjeldnere høre.
I Anledning af § 53 b c henkastedes Anmærkninger af
Bech, Weidemann ofl., hvori tydeligt Hensyn toges til
Oberst Holst, men da intet kunde gjøres ved den Sag,
kaldte Præsidenten til Dagens Orden. Til Slutning frem-
drog Schmidt et Forslag, han havde gjort, og hvoraf ei
var taget Notice, at til Professorer ved Universitetet
skulde foreslaaes tre, hvoraf Kongen skulde vælge en, siden
Indfødsretten ei gjælder om dem, og Kongen kunde sende
os lutter svenske Professorer, hvis Indflydelse paa Lan-
dets Ungdom kunde blive farlig, men Sagen ansaaes
afgjort.

1ste November.

Henved 11 Timer har jeg i Dag tilbragt paa Stor-
thinget, men saa havde jeg ogsaa den Fornøielse, ved min
Hjemkomst at vide Hovedsagen saaledes afgjort, at vi nu
kunne være sikre paa Fred. Forhandlingerne skulde imor-
ges begyndt med at debattere Aschehougs Forslag, men
han tog det tilbage, bevæget dertil ved den overordentlige
Hurtighed, man igaar var gaaet frem med. Man be-
gyndte altsaa med 3 nye Paragrapher, Committeen havde
foreslaaet som Tillæg til Grundloven, og disse sysselsatte
Storthinget næsten den hele Formiddag. Den første var:
"Norge skal have sin egen Bank, sit eget Mynt- og Pen-
gevæsen". Etatsraad Knudtzon foreslog, at den skulde hedde

SIDE: 311

Nationalbank, hvilket enstemmig forkastedes. Om en pas-
sende Bestemmelse til at forebygge Regjeringens Indblan-
ding i dens Affærer debatteredes længe af Konow, Wedel,
Holter, Nansen og Koren. Wedels Forslag antoges.
Anden Paragraph var: "Norge skal have sit eget Koffar-
diflag; dets Orlogsflag skal være et Unionsflag". -- I
den Anledning talte Doctor Møller og Biskop Sørensen,
den sidste meget kraftfuldt og skjønt. Koren, som under
denne Debat skal have reist sig 83 Gange, fortalte, at
han havde en Fætter, som havde været Slave i Algier
og foreslog i den Anledning, at man maatte have Lov til
efter eget Tykke at bruge National- eller Unionsflag, for
at spare Afgiften til de barbariske Magter. Nansen vilde,
at Nationalflaget ogsaa skulde bruges til Orlogs og Uni-
onsflaget kun, hvor begge Flaader virkede i Forening.
Dahl vilde, at Norge baade til Orlogs og Coffardis
skulde have sit eget Flag. Paragraphen vedtoges ufor-
andret. No. 3 handlede om Nationalgjælden. Koren
bragte i den Anledning vort Pengeforhold til Danmark
paa Bane, og Diriks paaberaabte sig et Decret af Eids-
voldsforsamlingen. Medens dette hentedes, foretoges et
gammelt Forslag af Konow, at Norge burde have sine
egne Konsuler paa fremmede Handelssteder. Alle de Ta-
lende, Wedel undtagen, var for Forslaget, men det faldt
alligevel igjennem med stærk Pluralitet. Man tog igjen
fat paa den tredie Paragraph, som antoges. Nærmere
Detail afgjøres paa næste Storthing. -- Nu foretoges
Resultatet af Committeens Conference med de svenske Com-
missærer om de paa Storthinget fattede interimistiske Be-
slutninger. Ved § 11 foresloges, at det nærværende Stor-
thing i Nationens Navn skulde sværge Carl den 13de

SIDE: 312

Hyldings- og Troskabs-Ed. Herimod protesterede mange,
som paastode, at Eden var altfor hellig til, at man kunde
aflægge den i andres Navn end sit eget. Treschow sagde,
at man paa Eidsvold havde svoret i Nationens Navn, hvilket
Schmidt med Grund benægtede. Bech troede ogsaa, at man
godt kunde aflægge Ed paa andres Vegne, men ved Vo-
tering forkastedes Forslaget med 61 mod 16 Stemmer.
Efter en foregaaende Motion af Abel, at man desuagtet
kunde og burde i sit eget Navn gjøre Ed til Kongen og
Constitutionen, voteredes nu herover. De, som hertil
fandtes villige, opfordredes til at reise sig, og Sodemann
allene blev siddende. Formiddagsforhandlingerne endte
med Præsidentvalg, der atter faldt paa Christie, dog kun
med 39 Stemmer; Wedel havde 26.

For at faa den vigtige Hovedsag afgjort idag, be-
stemtes et Eftermiddagsmøde til Kl. 5. Først oplæstes
Commissærernes Dictamen til Protocollen i Anledning af
den omtvistede § 25. Med Alvor og Grundighed frem-
sattes Motiverne for deres Paastand, at Kongen maatte
have høieste og ubegrændset Myndighed over Rigets Land-
og Sømagt. Dog vedtoges ei uvigtige Modificationer i
deres forrige Forslag. Diriks, som Formand for den Fi-
lialcommitte, der meddeler de Svenske Storthingets Be-
slutninger, opregnede de Modgrunde, han havde anført
mod Commissærernes Paastand, og endelig forelæste Chri-
stie den samlede Committees Betænkning. Nu aabnedes
Debatterne. Schultz begyndte med en temmelig lang og
vel udarbeidet Tale, hvori han med al mulig Styrke
fremsatte Grundene mod Forandring i Storthingets,
efter Motzfeldts Forslag fattede Beslutning. Tilsidst foreslog
han, at sende en Deputation til Sverrigs Kronprinds, for

SIDE: 313

at foredrage ham, hvad man i denne Henseende fandt
fornødent. Efter ham fremtraadte Treschow "ikke uden
Undseelse, da han kunde troes nu for tredie Gang at
have skiftet Mening". Dette havde han imidlertid ikke
gjort. Omstændighederne havde tvunget ham til at dølge,
hvad der gjennem hans Liv havde været hans stadige Over-
bevisning: at den excutive Magts Hænder bør, hvad Krigs-
magten angaar, være ubundne, hvilket han og med histo-
riske Exempler viste fast overalt i frie Stater og indskræn-
kede Monarchier at have været Tilfældet. At Storthin-
get skulde samles, inden Armeens sidste Halvdel kunde
commanderes ud af Landet, fandt han aldeles urigtigt, da
Landet ved pludseligt Overfald kunde være oversvømmet
af Fiender, saaledes at dette Forsvar, naar det omsider
decreteredes, kom for silde. Dette troede ikke Ræder kunde
være Tilfældet, da Rustninger maatte mærkes i det Land,
hvorfra et saa stærkt Overfald vilde ske. Han erklærede
sig mod Forandringen. Bech gjorde ham det Spørgs-
maal, om han kunde afbevise Muligheden af et saadant
pludseligt Overfald. Ræder svarede, at han vel ikke ma-
themathisk kunde bevise det, men at dets Umulighed var
ham indlysende. Bispen forlangte heller ikke at mathe-
matisk, ikke engang et historisk, men blot et philosophisk
Bevis; men Sorenskriver Bryn forlangte nu Ordet, og
Bispens og Capitainens Trætte blev afbrudt. Bryn til-
raadede i en kort Tale Forandringen. I hvad Orden de
øvrige Talere fremtraadte, er mig umuligt at erindre; jeg
nævner dem altsaa som jeg husker dem. Abel talte meget
smukt for Kongens uindskrænkede Myndighed over Armeen,
men man føler sand Angest og Beklemmelse ved at høre
ham. Han er en høi, mager, alvorlig Mand og har den

SIDE: 314

huleste Dødningstemme, jeg nogensinde har hørt. Det er
som om en Stemme lød fra Aandeverdenen. Tybring
har en Stemme som en Basun. Han fortalte, at skjøndt
hans Vugge stod i de ringere Klasser, indsaa og følte
han, at Kronens Vægt var tung. Jeg troede i Begyn-
delsen, at han ønskede Forandringen, men tilsidst erklæ-
rede han sig dog imod den. Præsten Bull antog det Til-
fælde som rimeligt, at Opstand kunde udbryde i en eller
anden af Norges Provindser i Anledning af Foreningen,
og vilde have os betinget, at Normænd i saa Fald ei
skulde udcommanderes mod deres Brødre. Denne Tale
fremkaldte almindelige Yttringer af Uvillie og Præsidenten
gav ham en alvorlig Irettesættelse. Hvad Wedels Me-
ning var, behøver jeg naturligvis ikke at sige. Procurator
Arntzen talte for første Gang, og talte meget vakkert.
Han hører til det moderate Parti. Koren taug naturlig-
vis ligesaalidt her som ellers, men var langt sindigere og
fornuftigere end i Formiddag. Ganske enig var han dog
nok ikke med sig selv, thi han talte mod, men voterede for For-
andringen. Nansen vilde have de Svenskes Forslag anta-
get. Den kalkunske Lyngdalsbonde, Sectionsanføreren Theis
Lundegaard, havde en liden skreven Sermon, hvori han
henholdt sig til Grundloven og Motzfeldts Forslag. Aall,
der dog, saavidt jeg kunde høre, voterede med Oppositio-
nen, ønskede Storthingets Decret fornyet, kun med den
Modification, at hele Armeen skulde holdes i marschfær-
dig Stand, men kun den halve Del virkelig marschere før
Storthingets Samtykke var indhentet. Sørensen holdt en net
liden Tale for Kongens uindskrænkede Dispositionsret over
Armeen. Jeg har aldrig hørt ham før idag, men jeg har faaet
store Ideer om hans Talent. Fra den Side kan Norge vir-

SIDE: 315

kelig lykønske sig med sine Biskopper, naar en Mand som Bech
staar nederst blandt dem som Taler. Pastor Weidemann, un-
derstøttet af Schmidt, foreslog, at, i Forhold til Landenes
Folkemængde og Ressourcer, et lige Qvantum skulde af-
gives fra Norge og Sverrig, hvilken Mening Koren og-
saa tiltraadte, men dette Spørgsmaals Afgjørelse blev ud-
sat til næste Storthing. Angell talte med utilbørlig Bit-
terhed mod de Svenske, og syntes at glemme, at Amnesti
fra begge Sider er en nødvendig Betingelse for virkelig
Forening. Diriks talte ogsaa. Jeg tror det var ham,
som godtgjorde, hvorledes et overordentligt Storthings
constitutionsmæssige Sammenkaldelse vilde medtage en Tid
af 8 -- 10 Uger, i hvilken Tid Armeens første Halvdel
kunde være ødelagt inden den anden begyndte at operere.
Endnu lode Sibbern og Stoltenberg sig høre, den sidste
mod, den første for Forandringen, dog under den Betin-
gelse, at de af Sverrigs Tropper nu besatte norske Fæst-
ninger skulde rømmes umiddelbart efter Edens Aflæggelse.
Endelig skred man til Votering. Det første Spørgsmaal
var: "Kan den af Storthinget i Anledning af § 25 tagne
Bestemmelse forandres?" Dette antoges med 57 mod 21
Stemmer. Nu gjennemgik man punktvis de Svenskes nye
Propositioner med Committeens ubetydelige Forandringer.
Alt bifaldtes, kun med et lidet Tillæg om hvad der for-
staaes ved Linietropper. Endelig kom Hovedspørgsmaalet:
"Bør den vedtagne Indskrænkning i Kongens Raadighed
over Tropperne vedblive?" 52 svarede Nei, 26 Ja; alt-
saa gik de Svenskes Forslag igjennem netop med to Tre-
diedele af Stemmerne, og Følgen er, at jeg og mange
Tusinde med mig nu sidde trygge og rolige i vort Hjem,
og kunne om et Par Dage vente Pontecorvo som Ven,

SIDE: 316

istedetfor at, hvis endnu 14 havde været at modsat Me-
ning, vi inden næste Uges Ende sikkert kunde ventet ham
som Fiende, og seet Jammer og Ødelæggelse udbredt over
hele Landet. Jeg har nævnt Schmidt som Oppositions-
mand og skylder ham at tilføie, at hans Stemme var
blandt de 52. Saavidt jeg kan erindre nævner jeg dem,
som for en skjøn Ide vilde opoffret Landets Tryghed og
Held. 1. Dr. Møller. 2 -- 5. De fire Bergensere (hvil-
ket gjør mig ondt, men det hørte maaske med til deres
Instrux). 6. Dahl. 7. Bonden Erik Noer. 8. Agent
Nielsen. 9. Lysgaard. 10. Bonden Ole Haagenstad.
11. Tybring. 12. Holter. 13. Angell. 14. Ræder.
15. Bull. 16. Theis Lundegaard. 17. Postmester Ton-
ning. 18. Schultz. 19. Hegermann. 20. Sodemann.
21. Knudtzon. 22. Brun. 23. Garmann. 24. Stol-
tenberg. De to andre mindes jeg ikke; jeg skulde dog
tro, at Provst Sartz var den ene, og var da blandt disse
26 stridbare Mænd 8 Præster og en theologisk Candidat,
der ikke viste sig her som Fredens Sendebud. Hvis Aall,
som jeg antager, var den 26de, viste Kjøbmandsstanden
sig meget krigersk, da alle dens Medlemmer paa Stor-
thinget voterede mod de Svenskes Forslag. Af de fem
Officerer vare tre mod, to (Sibbern og Krabbe) for For-
andringen, og hos Krigere undres man ikke over denne
Pluralitet. Af civile Embedsmænd var kun fire i Oppo-
sitionen. Bondestanden synes de Svenske meget hengiven,
er vel og cajoleret af dem umiddelbar og gjennem deres
tro Venner.

2den November.

Storthinget havde baade Formiddags- og Eftermid-
dagssession, den første dog kun kort. Det eneste mærke-

SIDE: 317

lige, som foregik var en Motion af de fleste Bønder under
Ole Haagenstads Anførsel, at Paragraphen om Værne-
pligten skulde omdannes efter de Svenskes Forslag (Vær-
nepligten ophører med de 25de Aar.) Theis Lundegaard
omtalte, hvilken "kjærlig Modtagelse" man kunde vente
ved sin Hjemkomst, naar en saa betydelig Lettelse var Lan-
dets Indvaanere tilstaaet, men Motzfeldt svarede, at det
var ham en ligegyldig Sag, om han hjemme modtoges
kjærligen eller ukjærligen, naar han var sig bevidst at have
opfyldt sin Pligt. Det blev ved den forrige Beslutning,
at nærmere Oplysninger skulde indhentes, inden der af-
gjøres noget i Henseende til Værnepligten. -- Iefter-
middag havde Sessionen været temmelig stormende, og
Schmidt kom hjem i Aften ilde tilmode over den Parti-
aand, der mere synlig end nogensinde før yttrer sig i For-
samlingen. Det er Mænd som Biskop Bech og Etats-
raad Treschow uværdigt, at spille en saadan Rolle, som
de have paataget sig: i et og alt at agere de Svenskes
Advokater, og uden Undtagelse at understøtte ethvert For-
slag, som kommer fra dem, med svage og usle Grunde,
naar ingen stærkere haves. Derved opægges det modsatte
Parti. Det er en Lykke at det er kommet saavidt. Var
før den 20de Octbr., en saadan Brand henkastet i For-
samlingen, saa var maaske Foreningen ikke bleven bifaldt,
og vi havde nu været i den skrækkeligste Krigstilstand.
Nu, da det kun gjælder et Spørgsmaal, hvor endog
aabenbare Venner af de Svenske, f. Ex. Hount, er af Op-
positionens Mening, og stemmer med den, er Sagen ikke
saa farlig. Den kan vække Misnøie, men ikke Brud.
Det var Naturalisationsretten, som var Tvistens Gjen-
stand. Jeg havde Uret i under 25de f. M. at erklære

SIDE: 318

dette Punkt vigtigere end det om Krigsmagten, ikke at
tale om, at jeg siden er underrettet om, at det egent-
lig er denne sidste, der satte Commissærerne i saa stor
Bevægelse, hvilket ogsaa sees deraf, at de over § 25 ind-
gave en vidtløftig Deduction, og her kun en simpel Con-
trapaastand. Af to Grunde er Forskjellen mig aldeles
indlysende:

1.
 Ved § 25 gjaldt det om at betage Kongen en Magt,
Constitutionen hjemlede ham; ved 75 l og 83 e der-
imod kun at vedligeholde en i Constitutionen fastsat
Bestemmelse ukrænket.

2.
 Kongen har ved Conventionen paa Moss forpligtet
sig til at antage Grundloven, kun med de Modifica-
tioner, som ere en nødvendig Følge af Rigernes
Forening. Men hertil kan dette Punkt umulig
henregnes.

Imidlertid vare de 9 Stemmer idag voxede til 38. Derimod
havde der intet været at indvende, om de saa vare blevne
til 68. Bechs, Treschows, Colletts og Wedels Procedure
vilde man da have ladet passere, som saameget andet.
Dahlsk og Sodemannsk Svulst kunde holdt Modvægten,
og Tingene havde gaaet den lovmæssige Gang. Men her
indtraf en langt mere odiøs Omstændighed. Ved Stem-
mernes Optælling fandtes 40 at have voteret for, 39
mod Storthingets Naturalisationsret. Den var altsaa
stadfæstet. Men nu fremtraadte Sorenskriver Bryn og
erklærede, at han havde misforstaaet Qvæstionen. Stem-
merne vare herved lige. Der opstod Bevægelse i Salen, men
Præsidenten hævede den ved at erklære, at han i saadant
Tilfælde havde to Stemmer, og voterede atter mod de
Svenskes Forslag, hvorved det altsaa var forkastet. Imid-

SIDE: 319

lertid indstillede han, da Meningerne vare saa ulige, om
ei en Paragraph i Regulativet her kunde anvendes, hvor-
efter et Lovforslag, naar Stemmerne vare lige, kunde hen-
lægges i to Dage, og saa paany foretages. Spørgsmaa-
let var, om dette kunde ansees for et Lovforslag. Atter
debatteredes længe, og da det kom til Votering, var atter
Stemmerne lige: 39 mod 39, men nu deciderede Christie
for nøiere Drøftning og Omvotering. -- Ogsaa over de
Svenskes Forslag, at Storthinget enten i Nationens Navn
skulde sværge til Constitutionen og Kongen, eller Ordet
"Kongen" tillægges i Eden, som aflægges af Folket paa
Thinge, var levende Debatter. Bech troede atter, at
Storthinget kunde sværge paa det hele Folks Vegne, og
stiklede paa Abel, som var Hovedopponenten igaar. Denne
svarede, at "det høiligen maatte undre ham, at høre saa-
danne Yttringer om Edens Hellighed af Norges første
Biskop". Resultatet blev, at Folket blot skal sværge til
Constitutionen, hvilket vel kan synes lidt stødende, men er
det dog i Virkeligheden ikke, da vi aldrig have aflagt an-
den Ed til Kong Christian og dog fandt os forpligtet til
Troskab og Lydighed, indtil han selv nedlagde Regjeringen.
Det er i sig selv en Ubetydelighed, men da Grundlovens
første Paragraph tydeligen nok siger, at Sverrigs Konge
ogsaa er Norges, saa erkjende vi ham ogsaa derfor ved
vor Ed til Constitutonen og os tillige bundne ved de
Pligter, denne med Hensyn til ham paalægger os.

3die November.

Wulfsberg forsikrer, at alt stod paa Spil i Tirs-
dags, og at Deputation og alle Forestillinger intet vilde
have nyttet, dersom Raadighed over Krigsmagten fremde-
les var bleven nægtet Kongen. Pontecorvo havde sendt

SIDE: 320

to Courerer, den første med det Budskab, at han vel kunde
fordret, at Commissærernes Ultimatum var bleven ham
forelagt, inden det meddeltes Committeen, men nu kunde
det passere -- kun ikke et Skridt videre. Denne Befa-
ling havde den anden Courer end yderligere indskjærpet.
 -- Roll, som er befalet Actor i Overkrigscommissionen,
fortalte mig om Resutlatet af dens Undersøgelser. Haxt-
hausen er funden i et og alt at have handlet som en ret-
skaffen og vigilant Embedsmand, der qvalificerer sig til
Hæder og ikke til criminel Anklage. Armeen savnede intet
af hvad det var hans Pligt at forsyne den med, og over-
alt har han handlet i Forening med den øvrige Commis-
sariatcommission, Sundt og Vibe, hvis Redelighed ingen
omtvister. Med Staffeldt og Hals vil det bero paa den
dømmende Commissions Fortolkning af de militære Love,
hvorvidt de findes uskyldige eller ikke. Deres Forhold
var tvetydigt. Hjermann derimod, Kragerøens Ikkefor-
svarer, er uden Redning forloren. Ikke Mine gjorde han
til Forsvar -- intet gjorde han uden at retirere.

Atter havde Storthinget en urolig Session. Det
er ret vel, at Sagen snart er tilendebragt, thi Gemytterne
synes daglig at forbittres. Talen var om Erkjendelsen
af Kongens Abdication, og hvorvidt Takadresse skulde
ledsage den. Et slemt Tegn var det, at ingen ret vilde
erkjende at have gjort Motionen, men omsider blev dog
Nansen den, hvis Ord man holdt sig til. Wedel lod mere
end nogensinde sit ironiske Batteri spille, men da han gik
saavidt, at han talte om en "afskediget Konge", mødte
han levende Modsigelse af Bergenserne, Tybring og Præ-
sten Dahl. Den sidste sagde blandt andet, at hint Ud-
tryk var oprørende. Wedel svarede med den uheldige Vit-

SIDE: 321

tighed, at om en saadan Yttring oprørte Hr. Pastorens
Mave, saa kunde den derfor ikke være mindre sand. "Jeg
har aldrig sagt", var Dahls Svar, "at den oprørte min
Mave; nei, mit Hjerte oprørte den, og at hjerteløse Men-
nesker intet saadant føle, kan ikke undre mig". Præsiden-
ten fandt sig nu beføiet til at kalde dem Begge til Or-
den. Wedel taug, men Dahl sagde endnu: "Jeg modta-
ger Bebreidelsen, men aldrig skal det dog fortryde mig,
at jeg henreves af Varme for en Fyrstes Minde, som jeg
altid skal ære og elske". Wedel omtalte nu det farlige
i, førend Kongen af Sverrig var valgt, at yde hans For-
mand offentlig Ros og Taksigelse. Den gamle Ægte-
skabssnak, som saa ofte er ført paa dette Storthing, kom
atter paa Bane, og Wedel gjorde opmærksom paa, at det
vilde være meget upassende for en Mand, der giftede sig
anden Gang, paa Bryllupsdagen at holde Lovtaler over
sin første Kones Fuldkommenhed. Tybring fortalte, at
han just havde været i saadant Tilfælde, havde mistet en
god og elsket Kone, og havde nu en ny, og ihvorvel han
tilstod, at han ikke paa sin Bryllupsdag havde holdt Lov-
taler over den Afdøde, talte han dog nu ofte med sin an-
den Kone, om hvilket ædelt Menneske hun var, og hvor-
meget han skyldte hende. Koren holdt en i Begyndelsen
opskruet Tale, der skulde gaa ud paa at vise, at Kongens
gode Villie fortjente Tak, om der end fattedes noget i Udførel-
sen, men siden, da Sagen tog en uheldig Vending, blev
hans Sind meget oprørt, og grædende ytrede han sine
Følelser paa en Maade, der var mig høist rørende, næ-
sten smertelig, da Mandens eiegode Hjerte saa tydeligen
fremlyste. Jeg begreb imidlertid ikke, hvad der havde sat
ham i en saaden Lidenskab, men erfarede siden, at det

SIDE: 322

var ham, som havde paastaaet det Tillæg i Abdications-
akten, at Kongen ogsaa for sin Afkom skulde frasige sig
Norges Krone, og nu krænkede det ham, at man ikke en-
gang vilde yde Kongen Tak for saa store Opofrelser, og
han bebreidede sig selv, at han havde bidraget til at disse
bleve endnu større. Treschow reiste sig et Par Gange,
men hans Tale bærer alt mere og mere den yderste Svag-
heds Præg. Han har neppe havt et uheldigere Øieblik,
end da han blev valgt til Storthingsmand. I høi Grad
havde han vundet Nationens Agtelse, men nu -- hvor
sørgelig er ikke hans Anseelse dalet! Hvilken ganske anden
Dom vil ikke nu snart, naar Nationens Repræsentanter
reise hjem, udbredes over ham i Landet! Ved Vote-
ring blev omsider afgjort, at det skulde tilkjendegives Kong
Christian, at Storthinget havde vedtaget hans Abdication;
hvad derimod Takadressen angik, saa opfattes Beslutnin-
gen derom til Kongevalget var forbi. Jeg anede in-
gen ny Fare under disse Debatter, men Hount fortalte
mig, at han havde siddet i Dødsens Angst, da han var
overbevist om, at naar Takadressen nu var decreteret, vare
de svenske Commissærer ufortøvet bortreiste. Konows
Forslag om Marmormindet blev taget tilbage, da han og
flere havde isinde at opreise et saadant paa egen Bekost-
ning.

4de November.

Denne Dag vil efter Aarhundreders Forløb i vort
Lands Historie nævnes blandt de mærkeligste, hvis Minde
den bevarer. For tre Maaneder siden vilde man indslut-
tet som afsindig eller stenet som Landsforræder den, der
havde sagt, at 79 valgte Folkerepræsentanter fra alle Nor-
ges Egne i Dag skulde vælge Carl den Trettende til

SIDE: 323

Norges Konge, enstemmig, uden physisk Tvang, uden høi-
røstet Modsigelse, uden ringeste Bevægelse blandt en let-
sindig Pøbel, der ellers stimler sammen, naar en fuld
Matros viser sig paa Gaden. Dog, førend jeg kommer
til Katastrophen, maa jeg først omtale Formiddagens ikke
ubetydelige Debatter. Kongens veto mod Fremmedes
Naturalisation var fremdeles Tvistens Æble; man sagde,
at Kronprindsen satte høi Pris derpaa, og neppe vilde
give efter. Wedel og Treschow teede sig ogsaa hel æng-
steligen, saa at jeg vel ikke frygtede Fredsbrud, men ven-
tede dog levende Modsigelse fra Commissionens Side, hvis
dette veto blev nægtet, og ansaa det muligt, at Sagen
maatte foretages fjerde Gang. Bryn aabnede Debatterne
med en Renselsestale, hvori han erklærede at have mis-
forstaaet Qvæstionen, og troet, at det gjaldt Naturalisa-
tionsretten, som han ei vilde have fratagen Nationen, og
ikke Kongens Sanction, hvilken han ansaa nødvendig. Af
samme Mening var Amtmand Sommerfeldt, som aldrig
før har talt; idetmindste vilde han, at Kongen skulde be-
holde den i de 10 første Aar. Treschow fortalte et ara-
bisk Eventyr om Hassan og hans Søn Hussein og dennes
Svigerfader Abdallah, hvoraf Meningen var, at det var
farligt at give urolige Hoveder formegen Raadighed, da
det kunde have slemme Følger. Herpaa svarede Tybring
meget vittig og træffende: "Da det ærede Medlem har
fortalt os en Historie, saa maa det ogsaa være mig tilladt
at fortælle en. Der var engang en Mand, tyk og fed
og magelig, som gik et Stykke Vei en varm Sommerdag
og blev naturligvis meget echauseret. Omsider kom han
til et skyggefuldt Træ og under det var en Tue, som han
glædede sig til at kunne udhvile paa. Men da han nær-

SIDE: 324

mere undersøgte Tuen fandt han, at den var fuld af My-
rer. Han satte sig altsaa ikke, men gik videre. Dersom
Kongen af Sverrig frygter for, i os at faa urolige og
oprørske Undersaatter, hvorfor gjør han da ikke som Man-
den, der gik bort fra Myreturen, og søgte et andet Hvi-
lested?" Abel var Formand for det Parti, som vilde
hævde Folkets uindskrænkede Ret. Han tracterede igaar
aftes Bønderne med Punsch i Klubben, og i Dag reiste
han sig oftere end Koren eller Nansen. Derimod var
Motzfeldt og Hertzberg for Kongens veto; den sidste
endte sin Tale med Spørgsmaal: "Hvad om vi
naturaliserede Napoleon?" Efter tre Timers Debat kom
det til Votering, ved hvilken Oppositionen seirede, da 43
Stemmer var imod og 34 Stemmer for Kongens
veto, omendskjøndt Hount, Heltzen og maaske flere havde
sadlet om, og Professor Krogh, som den hele Tid har
været syg, idag for første Gang indfandt sig paa Stor-
thinget, for at stemme i Kongens Faveur. Mod min
Formodning gav Commissærerne strax efter.

Klokken fem i Eftermiddag var det bestemt, at Kon-
gevalget skulde foregaa. Der var en Mængde Menne-
sker paa Galleriet. Valget foregik saaledes, at en for en
fremtraadte og dicterede sit Votum til Protokollerne, hvoraf
man, for at det skulde gaa fortere, havde anskaffet to.
Stemmerne oplæstes siden, og vare da alle for Carl den
Trettende (ogsaa Sodemann, der var syg, men sendte
skriftligt Votum). De fleste valgte ham blot til Norges
constitutionelle Konge, hvortil nogle føiede: "i Overens-
stemmelse med den svenske Successionsakt af 1810".
Andre fremsatte Grundene for deres Valg og atter andre
tolkede deres Ønsker, og Haab om dets Følger. Aschehoug

SIDE: 325

fortalte, at han i lang Tid havde været overbevist om
det Ønskelige i Nordens Forening, i Nansens Votum
begyndte saa: "Haarfagers gamle Throne er atter ledig",
hvorpaa han gjorde en lang Harangue, som endte med,
at han glædede sig til at "se Asernes Stamme igjen for-
enet til et". Til Slutning proclamerede Præsidenten Nor-
ges og Sverrigs Forening, og gjorde et kort Velsignelses-
ønske. Den Deputation, som imorgen skal afgaa til
Kronprindsen, for at underrette ham om Valget, bestaar
af Wedel, Sørensen, Hegermann, Diriks, Konow, Lens-
mand Forseth og Thorbjørn Sandvigen, altsaa en Adels-
mand og Proprietær, en civil, en geistlig og en militær
Embedsmand, en Kjøbmand, en Bonde af Sømiliten og
en af Landlægd.

6te November.

Jeg fik imorges Befaling at kundgjøre Kongevalget
og bede for vor nye kongelige Familie. Ogsaa idag var
alle de Svenske i Kirken. -- Biskop Bech gav stort Di-
nér for Commissærerne, adskillige Storthingsmænd og
nogle faa af Byens Indvaanere, hvoriblandt da ogsaa jeg
uværdige. Jeg løb en hæderlig Spidsrod gjennem den
hele svenske Skare. Naar en slap mig, tog den anden
fat paa mig, og alle opløftede mig og min Prædiken til
Skyerne. Gamle Rosenblad holdt en lang Conference
med mig og bad mig indstændig overlade ham min Præ-
diken til Trykning og Forsendelse til Sverrig. Da Talen
var en af mine sædvanlige Extemporalprædikener, vaan-
dede jeg mig lidt derved, men lovede det dog, ikke allene
af Føielighed mod hans Exellence, men ogsaa fordi jeg
følte, at jeg skyldte mig selv det, da alle disse Lovtaler
af de Svenske let kunde hos dem, der ikke havde hørt

SIDE: 326

mig, opvække den Mistanke, at jeg som en Poul Vende-
kaabe havde hyldet den opgaaende Sol med utilbørlig
Lovtale, en Mistanke, som ved Prædikenens Læsning al-
deles vil bortfalde. Ved Bordet gik det særdeles høitideligt
og ceremonielt til, og vi fik allehaande loyale Skaaler,
Nansen havde skrevet en Vise, hvori fortælles, at der
holdtes Thing i Opslo for at udkaare en Drot, til at
beklæde Haarfagers Sæde, og at

"Blandt Alle Sverrigs Konge var
Allene den, som Prisen bar",

hvoraf man maa slutte, at der var en Mængde Ansøgere
ligesom til et Sorenskriver- eller Præste-Embede.

8de November.

Jeg drømte inat, at jeg var bleven Biskop i Bergen.
Dette Embede kunde jeg dog neppe modtage, selv om det
tilbødes mig, paa Grund af Visitatserne, da jeg er en
Hader af Søreiser. Derimod vilde jeg sættes i Fristelse,
om Domkirkens Sognekald i Bergen var ledigt. Med
alt det, at min Forfængelighed smigres ved den Hylding,
der bringes mig som Taler, har jeg faaet en Skræk i
Blodet for alt, hvad der ligner Hofvæsen, da jeg ikke har
Talent til at være hjerteløs, og Erfaringen smertelig har
lært mig, hvor bittert man kan skuffes, naar man i Mag-
natomgang vil høre Hjertets Stemme. -- Storthinget
har siden Kongevalget tabt sin meste Interesse for mig;
imidlertid var jeg dog i Formiddag paa Galleriet. Til
at gjennemgaa Overkrigscommissionens Protocol udnævn-
tes en Committe, bestaaende af Ræder, Motzfeldt og Ko-
ren. Da Valget var forbi, stod Nansen op og bevidnede
med megen Enthusiasme sin Glæde over, at saa kyndige
og retskafne Mænd vare valgte til at drage Dækket af

SIDE: 327

de Begivenheder, som det maatte interessere Nationen saa-
meget at faa oplyst, hvilket paadrog ham en Irettesættelse
af Præsidenten. Siden holdtes Odelsthing, hvori be-
handledes et Forslag af Schmidt, at en Committe bør
udnævnes, der skal lade sig forelægge Statsraadets Pro-
tokol, for deraf at erfare, hvad der havde motiveret
Vaabenstilstanden og Conventionen. Tybring talte med
Iver og Varme for streng Undersøgelse, for at Nationens
Ære kunde reddes for den Plet, der synes at hvile paa
den. Forslaget vedtoges enstemmigen.

9de November.

Bjerregaard forsvarer sig i Intelligentsseddelen med
megen Sindighed mod Tanks Gjenmæle, og glæder sig
til den Tid, da Tank efter Løfte vil indstevne ham for
Retten til at bevise, hvad han har sagt. -- I "Tiden" staar
den Tale af Grev Wedel indført, som d. 20de f. M.
slog Hoved paa Sømmet. Hvad Schmidt betroede mig
som en stor Statshemmelighed: Udsigten over Landets
Forfatning, findes her tydeligen fremstillet til hver Mands
Brug. Schmidt anser Wedel uberettiget til at offentlig-
gjøre den, og det kan maaske være, men ellers -- hvad
skader det nu? Talen er meget god, og de deri fremsatte
Grunde overtydende.

Om Carl Johans Indtog ved jeg lidet at sige.
Escorteret af de ridende Jægere og det gule Corps kjørte
han ved Fakkelskin ned ad Egeberg Kl. 6 1/2. Syv og tyve
Kanonskud, ni, da han kom ned ad Bakken, ni, da han
var ved Torvet og ni, da han steg af ved Palæet, bebu-
dede hans Ankomst. Byen var illumineret, men Trans-
parenter var intetsteds med Undtagelse af et hos Mathie-
sen, som skal have været meget smagfuldt. -- Her ender

SIDE: 328

Dagbogens femte Bind. Jeg haaber, at det følgende vil
vorde mindre rigt paa Mærkværdigheder end dette og
det forrige. Fordums Ro vender nu med Guds Hjælp
tilbage, og er det end ikke paa Laurbær vi kunne udhvile;
Hvile faa vi og behøve den. Og skjøndt jeg endnu ikke
kan undlade med en vis Beklemmelse at tænke paa, hvad
der er skeet og sker, saa siger dog den sunde Fornuft mig,
at det mere er det Usædvanlige i Tingen, end sand Ulykke
eller rimelig Udsigt dertil, som volder den. Tvertimod
forekommer det mig høist sandsynligt, at, naar Normæn-
dene ville være enige mellem sig selv og med det nye Bro-
derfolk, det Held, jeg spaaede Norge i min Tale den
25de Februar, nu maaske bedre end under Christian Fre-
deriks Regjering kan vorde opnaaet, og at endnu "Aaret
1814 vil vorde nævnt med Henrykkelse af vore sildigste
Efterkommere". Det ske!

10de November.

Klokken 2 kom Carl Johan og Oscar, ledsaget af
en utællelig Suite, hvoriblandt Grev Essen, Commissæ-
rerne, vore Statsraader og en Mængde Adjutanter, saa
at Storthingssalen neppe kunde rumme dem allesammen.
Paa den Forhøining, hvor Præsidenten og Secretæren
ellers sidde, var i Midten anbragt en forgyldt Lænestol,
og ved Siden af den to mindre do. for begge Prindserne.
Carl Johan placerede sig paa høire, Oscar paa venstre
Side af hin Qvasi-Throne, og den første oplæste paa
Fransk med mandig og tydelig Stemme en temmelig lang
Tale, som Oscar siden med blød og svag Stemme gjen-
tog paa Svensk. Derpaa modtog Præsidenten af Kron-
prindsens Haand Kongens Ed til Constitutionen, hvilken
han oplæste, og opfordrede derpaa Forsamlingen til at

SIDE: 329

sværge Troskab til Constitutionen og Kongen, hvilket skede
enstemmigen og med høitidelig Anstand. Endnu talte
Præsidenten nogle skjønne og kraftfulde Ord, og endte
med Udraabet: Gud bevare Kongen og Fædrelandet! hvil-
ket gjentoges med lydeligt Samraab. Christie satte Kro-
nen paa sit mageløse Præsidentskab ved sit udmærkede
Forhold under denne Akt. Storthinget subscriberer til
en kostbar Foræring til ham. Man har allerede tegnet
sig for 1700 Rbd. Følgende Vers af Schmidt skal led-
sage den.

"Hvad ene Hjertet tilfredsstille kan:
Det varme Hjertes frie Hylding,
Mer værd end Hoffets Flitter og Forgylding,
Det ofres dig, Nationens ædle Mand!
Som trofast Normand, kraftfuld, ædel, klog,
Du vaagede for Norges Held og Hæder.
Som Thingets vise og retskafne Leder
Dit lyse Blik hver Taagedunst forjog.
Thi ærer dig hver Norges ægte Søn,
Og Nora til sin Morderbarm dig trykker,
Og med sin Egekrands din Tinding smykker,
Og den skal vorde evig frisk og grøn.
I Noras Navn vi række dig den her.
Som hun med Stolthed kalder sig din Moder,
Saa nævner hver af os dig stolt sin Broder,
Og dybt dit Minde i sit Hjerte bær".

Der er ingen Tvivl om, at en Statsraadspost bliver ham
tilbuden, men Norges varme Patrioter, der se i ham Na-
tionens første Mand, og hvert kommende Storthings
Præsident, saalænge han kan være det, haaber at han ikke
vil modtage den.

SIDE: 330

I Palæet, hvor der siden var Cour, var en ubeskri-
velig Trængsel og Hede. Hvert Corps indlodes for sig
selv, og deriblandt var da Storthinget, med hvis 75 Med-
lemmer Prindsen talte en for en, hvilket tog en skrække-
lig Tid. Det varede meget længe, før Raden kom til
Geistligheden, hvis Anfører jeg omsider blev, da Bech var
kjørt hjem og Lumholtz blev syg, og maatte forføie sig
bort. Jeg stod da en Tidlang ligeoverfor denne navn-
kundige Mand, der har et temmelig skarpt Aasyn, men
forekom mig ellers at have nogen Lighed med Professor
Rathke i visse Ansigtstræk. Oscar er bleg, men iøvrigt
en vakker Yngling med et fromt og venligt Ansigt. Gjen-
nem hans Mund sagde Kronprindsen mig endel smukke
Ting om mit gode Rygte, hvilke jeg besvarede saa godt
jeg kunde.

11te November.

Provst Hertzberg bekræftede, at gamle Biskop Brun
overlever det uafhængige Norges Fald og skikker sig taal-
modig i Tiderne.

12te November.

Hegermann foredrog paa Storthinget, at man skulde
ansøge Kongen om Kronprindsens Ansættelse her som Vi-
cekonge. Det decreteredes enstemmig, mere tror jeg fordi
Ingen vidste at anføre nogen plausibel og ufornærmende
Indvending, end fordi Alle følte Gavnligheden af dette
Arrangement. De svenske Herrer, in specie Grev Essen,
ere meget opbragte herover; ventelig maa ogsaa Tingen
bortfalde, da Kongen neppe kan undvære Prindsen i Stock-
holm. -- I Lagthinget debatteredes over Schmidts For-
slag om Statsraadsprotokollens Gjennemsyn. Det mødte
levende Modsigelse af Wedel og Treschow, men forsvare-

SIDE: 331

des af Nansen og Motzfeldt, og antoges med 9 Stemmer
mod 7. Rosenkrantz, som idag havde været Schmidts
Sidemand ved Prindsens Taffel, var misfornøiet med
Forslaget og troede at det kom fra Wedel, hvoraf man
maa slutte, at Kongen er den, som egentlig compromitteres
ved denne Undersøgelse. -- Christie fortalte om sine Sam-
taler med Prindsen, blandt andet om Biskop Brun. Carl
Johan havde hørt ham beskrive som en Oprørsstifter, men
Christie forsvarede ham med Eftertryk.

13de November.

Der var stor Stads i Byens Kirke. Thaarups
Hymne opførtes, og Bispen prædikede for Prindserne.
Den Herlighed skjøttede jeg dog ikke om at høre. Uagtet
jeg i Hjertet er glad, har dog al lydelig Jubel noget op-
rørende for mig. Jeg takker Gud for Freden; for For-
eningen haaber jeg med Tiden at kunne takke ham; endnu
kan jeg blot sige: Ske din Villie. -- Essen er nu virke-
lig bleven Statholder og commanderende General; Vice-
kongedømmet ryger saaledes formodentlig i Lyset.

14de November.

En Motion af Stenstrup, at opsætte det ordentlige
Storthing til 1ste Febr. 1816 i Betragtning af de mange
Oplysninger for Værnepligts-, Finants- og Lovcommit-
teerne, som forinden maatte indhentes, vakte idag meget
langvarige Debatter. Hertzberg modificerede Forslaget og
fordrede Udsættelse til 1ste Juni eller Juli. Sørensen til-
traadte den sidstes Mening, men Ræder protesterede med
megen Heftighed mod ringeste Afvigelse fra Grundlovens
Bogstav, og paastod, at Storthinget maatte sammenkaldes
den 1ste Februar og ingen anden Dag, og at det, som ei kunde
blive færdig 1815, maatte opsættes til 1816 eller 17. Imid-

SIDE: 332

lertid kunde om det gjordes fornødent, et overordentligt Stor-
thing sammenkaldes. Herimod indvendtes, at dette var Kon-
gens Sag, at det kun burde ske under særegne Omstændighe-
der, og at Ting, som de, der næste Gang skulde forhand-
les, ikke kunde regnes dertil. I Anledning af den even-
tuelle Opsættelse, erindrede Nansen, at der saaledes Aar
efter Aar kunde indtræffe Hindringer, saa at næste Stor-
thing først blev holdt Aar 1900. Der forelæstes den Eids-
voldske Rigsforsamlings Beslutning, at første ordentlige
Storthing skulde holdes 1ste Februar 1815. Wedel,
Diriks og Bech godtgjorde, at det var umuligt at blive
færdig til denne Tid, og at det var skadeligt at opsætte
de omtalte vigtige Sagers Afgjørelse til Februar 1816.
Men Ræder var ubøielig. Om der var noget eller intet
at forhandle, om Storthinget skulde vare en Maaned eller
et Aar, om Opsættelsen var nyttig eller unyttig -- derom
spurgtes ikke. Lovens Bogstav maatte overholdes. Be-
gyndte man selv at overtræde den, hvor kunde man da vente
den efterlevet af andre? Endelig fremkom den sindige Motz-
feldt med det Forslag, inden man afgjorde denne saa om-
tvistede Sag, at gjøre Forespørgsel hos Committeerne om,
naar de kunde blive færdige. Dette vedtoges. Til at
gjennemgaa Statsraadets Protokol valgtes med ringe
Pluralitet Amtmand Krogh, Nansen og Schmidt.

15de November.

Protokolcommitteen var iaften første Gang samlet.
Rosenkrantz, hos hvem Protokollen hentedes, lod sige, at
han ikke kunde tale med nogen, men Committeen anmeldte
sig som sendt af Folkets Repræsentanter, og blev da ind-
ladt, men traf Statsraaden i slet Lune. Han spurgte om
han skulde hænges eller skydes. Blandt flere curiøse Ting,

SIDE: 333

som fandtes i denne Protokol, var ogsaa Kongens Testa-
mente, hvori han gjør sine Dispositioner i Tilfælde af, at
han skulde blive fangen eller dræbt i Krigen. Man ser
heraf, at det ingenlunde var en overflødig Cautel, at man
lod ham fraskrive sig al Pretension ogsaa for sit Afkom,
da han, ogsaa i det Tilfælde, at Storthinget vedtog For-
ening efter hans Død, forbeholdt sin Søn, naar han
havde naaet myndig Alder, Ret til at reclamere Riget som
sin Arv. Ogsaa havde han forordnet, at efter hans Død
Seyerstedt skulde være Høistcommanderende over Armeen,
og saafremt de ældre Generaler ikke vilde tjene under ham,
skulde de afskediges!! -- Hvor vi dog efter al Anseende
ere lykkelige Mennesker, der saa hastig og for saa taalelig
godt Kjøb kom til et Resultat, og undgik det umaadelige
Virvar, vi under en kraftløs, inconseqvent Regjering maatte
være blevne indviklede i!

16de November.

Paa Storthinget debatteres mest om Handelsaffærer.
De to eneste Forslag, der havde nogen Interesse for mig,
vare af Schmidt og Brun. Schmidt fandt det betænke-
ligt, at der i Grundloven intet var fastsat angaaende
Universitetet. Treschow sagde, at han ikke vilde undladt
at gjøre Motion derom, naar han ikke havde været over-
bevist om, at det var Regjeringens alvorlige Villie at
haandhæve det. Neumann fandt, at det dog var godt, at
der rørtes ved den Sag, da man i en tydsk Avis havde
læst, at det norske Universitet skulde sammensmeltes med
Universitetet i Lund. Bech havde samme Overbevisning
som Treschow, men understøttede dog Motionen, siden
den engang var gjort. Det vedtoges enstemmigen, at
Kongen skulde ansøges om Beskyttelse for Universitetet.

SIDE: 334

Brun foreslog, at de mindre Embeder, hvortil han regnede
Foged-, Sorenskriver- og Præste-Embeder, skulde besættes
af Statsraadet uden Kongens udtrykkelige Consens; men
efter en længere Debat tog han Forslaget tilbage, da dets
Urimelighed var bevist.

17de November.

Wergeland træder nu atter frem med en politisk
Tale, hvori han har motiveret sin Adfærd paa Eidsvold,
og viser, hvorledes han baade ventede og ønskede det, som
nu er skeet. Som Tillæg er aftrykt de Taler, han
holdt paa Rigsforsamlingen. Jeg kan ved flygtig Gjen-
nemlæsning ikke mærke andet, end at den er skrevet baade
med Grundighed og Beskedenhed, uden Svulst og Hyper-
boler. -- Paa Storthinget foregik Valget af en Deputa-
tion, som skal afgaa til Stockholm, for at complimentere
Kongen og overlevere ham Grundloven. Man havde
igaaraftes bedet de Medlemmer, som vare villige til at
gjøre denne Reise, at anmelde det for Præsidenten, dog
saaledes, at det skulde staa Storthinget frit for, at vælge
dem eller andre. Ifølge heraf havde meldt sig Bech og
Bryn, samt Bønderne Peder Bygvald og Erik Noer.
Idag meldte sig endvidere Stenstrup, og Præsidenten selv
erklærede at ville modtage Valget, dersom det faldt paa
ham. Jeg ved ikke, hvo der gjorde Motion om, at ogsaa
de burde nævne sig, som ønskede sig forskaanede, men det
opgav man snart, thi over en halv Snes Mænd reiste
sig og talte i Munden paa hverandre, saa det blev en
svar Tumult. Der besluttedes da at skrive til Votering,
hvorved der fastsattes som Norm, at der skulde være to
Bønder, og at idetmindste en af hvert Stift maatte væl-
ges. Christie blev Deputationens Formand med 72 Stemmer.

SIDE: 335

Dens øvrige Medlemmer ere: Neumann, Hagerup, Abel
og Hegermann, samt Bønderne Asmund Nørgaard og
Erik Noer. Hegermann bad sig fritagen, men hans
Grunde fandtes uantagelige, og han maa afsted. En
endnu større Mortification frygter jeg forestaar vor Bisp,
da Treschow siges forvist at være bestemt til Statsraad
for Oplysningsvæsenet. Han har sagt til Neumann, at
der i saa Fald intet andet bliver tilbage for ham, end at
tage sin Afsked. Biskop Rosenstein, som tilligemed Mør-
ner er reist idag, havde i den Anledning sagt, at man
med Treschow dog idetmindste var sikker paa, at han
ikke var venal. -- Schmidt betroede mig 3 hemmelige
Artikler, indrykkede i Statsraadets Protokol, hvoriblandt
den høist mærkelige: "at Kongen under hvilketsomhelst Paa-
skud skulde nedlægge Regjeringen, og overgive den i Stats-
raadets Hænder"!! Var da virkelig hans Sygdom et
Paaskud, en Farce? Det gav min Agtelse for ham det
sidste Stød.

18de Novbr.

Fredriksstad og Fredriksten Fæstninger ere endnu
besatte af svenske Tropper imod Grundlovens Bud. Sib-
bern bragte idag denne Sag paa Bane, og en Deputa-
tion sendtes til Kronprindsen for at spørge, hvor snart
disse Fæstninger kunde rømmes. Han svarede, at naar
Ed var aflagt over hele Landet, skulde han bestræbe sig
for at skaffe Tropperne bort saasnart som muligt, senest
inden det ordentlige Storthings Aabning. Det var imid-
lertid nødvendigt at Tropperne maatte blive liggende der
endnu en Tid, da man havde Ammunition m. v. af 2
Millioners Værd, som ikke strax kunde bortføres. Iøv-
rigt kunde det ikke røbe Mistro fra svensk, eller vække den

SIDE: 336

fra norsk Side, da den hele Styrke, som blev tilbage, var
700 Mand i Frederiksstad og 400 paa Frederikssten. -- 
Storthinget fandt dette Svar aldeles ikke tilfredsstillende.
Nansen, Koren, Ræder, Tybring, Schmidt, Schultz, Ole
Haagenstad, Theis Lundegaard og maaske flere talte deri-
mod. Kun Treschow kunde tænke sig en Grund til For-
halingen, hvilken dog Ræder beviste at være aldeles ugyl-
dig. Fæstningernes Rømning stod ikke i mindste Forbin-
delse med Edens Aflæggelse eller næste Storthing, da
Grundloven bestemmer, at svenske Tropper (faa eller man-
ge, kort eller længe) ikke maa stationeres inden Norges
Grændser. Man ytrede, at Broderrigets Eiendom var
ligesaa tryg under norsk som under svensk Bevogtning, og
at der med Hensyn paa Conservation og Bevogtning blot
behøvedes et Par civile Commissærer: at Tropper ei be-
høvedes til Flytningen, da Transport sker paa anden
Maade, i det høieste under militær Bedækning, som dog
i Fredstid ikke behøves: og fremfor alt, at det vilde være
yderst krænkende baade for Storthingets Medlemmer og
deres Committender, naar de hjembragte det Budskab, at
en vigtig Artikel i Grundloven allerede var overtraadt.
En Committe paalagdes at indgive Indstilling til imorgen,
da Sagen skal tages under endelig Afgjørelse.

Iaften var Bal hos Kronprindsen. Glimrende var
der, det er vist og sandt, men hvad Morsomheden angaar,
da lader den sig slutte af de indbudne Gjæsters Antal:
450. Hvor frit de Dandsende kunde aande og bevæge
sig, ved jeg ikke, men vi Andre løb hverandre paa Ar-
mene hvert Øieblik, og naar man vilde gaa gjennem
Dandsesalene (der var to) blev man ofte staaende i en
saadan Trængsel, at man hverken kunde komme frem eller

SIDE: 337

tilbage. I den store Dandsesal var anbragt et Trans-
parent, hel maadelig malet, der forestillede Noras og
Sveas Forening. De saa ikke paa hinanden og havde sure
Gesichter, af hvis blussende Rødme man desuden friste-
des til samme Slutning som Barselkonen hos Holberg
om hendes Søsters Amme. -- Lieutenant Schwartz har
faaet Ordre til at forlade Norge. -- Sverdrup bad mig,
nu og da om Aftenerne at besøge ham. "Jeg savner
Menneskeomgang", sagde han, "her er Folk nok, men faa
Mennesker".

19de November.

Som Grund til Schwartzs Forvisning angives; at
der i Skaane er opdaget og arresteret danske Commissæ-
rer, som vilde organisere en Opstand. -- I Intelligents-
seddelen fandtes et maadeligt og derhos høist utidigt Lov-
digt over vor forrige Konge. Det har gjort en meget
ubehagelig Sensation paa de Svenske, og de ikke udsendte
Nummere af Bladet skulle i Eftermiddag være supprime-
rede.

I Storthinget fremlagde Fæstningscommissionen For-
slag om, at man skulde forlange Fæstningerne rømmede
til næste Februar Maaneds Udgang, og at, hvis Prind-
sen ikke kunde eller vilde give et saadant Løfte, Deputa-
tionen, som afgaar til Stockholm, maatte bemyndiges til
at foredrage Kongen selv Nationens Ønske. Nansen var
meget heftig og pathetisk, og fandt Terminen for lang.
Ogsaa Schultz vilde have de Svenske strax ud af Landet.
Wedel og Treschow fandt intet farligt i, om ogsaa de
svenske Tropper blev længere, men bifaldt dog Forslaget.
Ogsaa Christie og Motzfeldt fandt, at en Tid burde fast-
sættes, og at denne kunde være passende. Forslaget an-

SIDE: 338

toges med 47 Stemmer mod 29. Denne Besked brag-
tes Prindsen i Eftermiddag, og han svarede, at han ikke
kunde give noget bestemt Svar, men billigede aldeles det
nye Forslag, og vilde selv gaa i Spidsen for Deputatio-
nen og anbefale Kongen Folkets Ønske. Det er vel alt-
saa en blot Formalitet.

De nye Statsraader ere nu udnævnte. Kammer-
herre Anker gaar paa sin gamle Alder til Stockholm som
Statsminister, og forlader saaledes, maaske for bestandig,
sit skjønne rolige Bogstad. Wedel, som sagdes fornær-
met over ikke at være bleven Statholder, og ikke at ville
have noget Embede, har taget tiltakke med som Statsraad
at staa i Spidsen for Finantserne, hvilket glæder mig
oprigtigt, da der vist ikke er nogen, paa hvem det latinske
Ordsprog: "Otium est pulvinar diaboli" mere passende
kan anvendes, end paa denne talentfulde Mand. Han
har paa dette Storthing sagt mange ypperlige Ting, og
med Klogskab benyttet ethvert Vaaben, hvormed han kunde
seire over Modpartiet. Forudsat, hvad man hos en saa
rig og uafhængig Mand ikke vel kan tvivle om, at det
ikke er af Egennytte, men af Overbevisning han har talt
Foreningens Sag, har jeg intet at indvende mod hans
Storthingsvirksomhed, naar jeg undtager Debatten om
Takadressen til Kongen, hvor personlig Animositet mod denne
altfor tydelig stak frem. Hegermann, Treschow, Diriks,
Professor Krogh og Motzfeldt ere de øvrige Statsraader.
Christie, hvem ogsaa en Statsraadpost var tilbudt, væg-
rede sig standhaftigen. Man tror, at han bliver Stift-
amtmand i Bergen. Biskop Bech har man søgt at trøste
ved at gjøre ham til Vicecantsler ved Universitetet. Hvad

SIDE: 339

dette Embede betyder, ved endnu Ingen, men det vil vel
blive opklaret, naar Fundatsen engang udkommer.

20de November.

Jeg havde en skarp Dispute med Schmidt i Anled-
ning af Statsraadsvalget. Han paastod, at der ikke kunde
være to Meninger om, at det jo var Hensigten med de
udmærkede Mænds Ansættelse i Regjeringen, at berøve
Nationen dem som Repræsentanter og Talsmænd. Jeg
forsikrede ham om, at der virkelig var to Meninger, da
jeg havde en anden. Han indskrænkede da sin Paastand
til Storthinget, som kun skal have en Mening om den
Ting, hvorom jeg ligeledes tvivler. Mine Anmærkninger
herved ere fire: 1. Hensigten, hvorfor man gjør noget,
er det vanskeligt at bedømme. Udfaldet kunde blive efter
Schmidts Spaadom, uden at man derfor var berettiget
til at antage en saadan Plan fra Regjeringens Side.
2. Fem Storthingsmænd ere udnævnte til Statsraader.
Hvormange mon af disse Schmidt vil savne paa næste
Storthing, sæt endog, at de alle blive gjenvalgte? Wedel
og Treschow sikkerlig ikke; dem skyder jo han og Opposi-
tionen efter med begge Hænder. Professor Krogh vist
heller ikke. Mere end den halve Tid var han syg. Først
den 4de November indfandt han sig, og understøttede Kon-
gens Veto, men det hjalp ikke, thi Præsten Abel havde været
endnu virksommere. Siden har han spillet en meget pas-
siv, tildels tvetydig Rolle. Diriks tabte allerede den første
Dag meget af den Popularitet, han havde vundet paa
Rigsforsamlingen, og har siden aldrig gjenvundet den.
Han har arbeidet flittig i Committeen, men sjelden talt
i Forsamlingen, og nærmet sig stærkt til det Wedelske
Parti. Altsaa er Motzfeldt den eneste, han vil savne, og

SIDE: 340

det er dog ikke at gjøre Ord af. 3. Er det ikke ogsaa
vigtigt at duelige, retskafne, fædrelandsksindede Mænd sidde
i Statsraadet? En Statsraadspost er ingen Hofcharge og
Statsraaden er ligesaavel som Storthingets Medlem Fol-
kets Mand. Den, der skal gjøre Indstilling om Embe-
ders Besættelse, om Landets Tarv i alle Grene, hvis
Raad, naar det gjælder Krig eller Fred, Kongen er for-
pligtet til at høre; den, der skal vaage over, at Lovene
agtes og overholdes -- sandelig, han er en vigtig Mand
i Staten, og Kongen var høiligen at dadle, om han be-
satte en saadan Post med en krybende eller snedig Hof-
mand. Tvertimod er det mig et glædeligt Bevis paa, at
Ligheden respekteres, at disse høieste Poster uden Rangs-
forskjel tilbydes Grever, Generaler, Professorer, Capitai-
ner og Sorenskrivere. 4. Hvem siger da, at Norge ikke
eier ligesaa udmærkede Mænd som Motzfeldt og Christie,
eller at unge Mænd ikke i Stilhed umærkeligen danne sig
til ligesaa ypperlige Folkerepræsentanter? Hvad var Motz-
feldt og Christie ved dette Aars Begyndelse? hin en Ar-
tillericapitaine, denne en Sorenskriver, som Ingen kjendte
udenfor deres indskrænkede Virkekreds. Det var først ved
Rigsforsamlingen, Nationen lærte dem at kjende. Var
alt gaaet sin gamle, rolige Gang, maaske havde da en
Majors Charge været nuværende Statsraad Motzfeldts
non plus ultra. Og da nu Storthinget holdes hvert tre-
die Aar, og i det første Aar tre Gange, hvem ved, hvilke
Mænd Nationen da efterhaanden vil lære at kjende? San-
delig, det var at gjøre Norge en altfor slet Compliment,
at erklære et Par Mænds Udgang af Repræsentationen
for Nationaltab; og sæt nu, at de ikke vare blevne
gjenvalgte -- hvad saa?

SIDE: 341

21de November.

Jeg var ikke paa Storthinget, hvor Deputationen
frembragte Kronprindsens ovenanførte Svar, og hvortil
endnu kom et confidentielt Tillæg, som betroedes Stor-
thinget under 158 Øine, at man først maatte vide sig
betrygget mod fremmede Agenter, der søgte at vække Op-
stand i Landet. Nansen havde et forunderligt Forslag,
som Ingen værdigede Opmærksomhed, igjen at besætte to
svenske Grændsefæstninger med norske Tropper. -- Schwartzs
Bortvisning, hører man nu, er ikke skeet med den Eclat,
som Rygtet sagde. Politimesteren anmodede ham i Grev
Essens Navn om at forlade Landet. Han spurgte, om
han ei kunde blive til Mandag, og det bevilligedes.

22de November.

Schmidt kom i Middags hjem med forklaret Aasyn,
og bebudede med jublende Stemme den Triumph, han
havde faaet, at Odelsthinget, ifølge Committeens Indbe-
retning, har fundet sig beføiet til enstemmig at decretere
Haxthausen indstævnt for Rigsretten. Jeg forestilte mig,
hvilken skrækkelig Sensation det maatte gjøre paa ham,
da han, efter den fra Overkrigscommissionen givne For-
klaring, maatte tro, at der var Fred og ingen Fare, men
med største Forundring erfarer jeg det Modsatte. Tre-
schow bragte ham denne Tidende hos Rosenkrantz, hvor
der var Selskab, og han blev meget glad, og erklærede
det for den lykkeligste Dag i hans Liv, da han saa, at
der nu maatte blive en Ende paa Tingen. Det skal vir-
kelig glæde mig, om det er den gode Samvittigheds Mod,
som besjeler ham. Jeg har aldrig kunnet overtale mig
til at bryde Staven over Manden, hvis Forhold maaske
undertiden kan have været tvetydigt, men som dog nok

SIDE: 342

den tusindtungede Fama med utilbørlig Geschæftighed har
søgt at sværte. I mange Aar har den offentlige
Stemme været imod ham. Kjendsgjerninger have ikke i
den senere Tid bestyrket dens Dom, uden forsaavidt saa-
danne nu maatte være opdagede og kunne bevises. Den
maa altsaa grunde sig paa noget Foregaaende; og hvo
ved, hvilken ubetydelig, undskyldelig Begivenhed, der først
kan have bragt den i Gang? Naar man erkjender, ved
hvilken Bagatel et Menneske kan komme for Orde fra den
fordelagtigste Side, skulde dette da ikke kunne ske fra den
modsatte? Lovfældes Haxthausen for Domstolen, da er-
kjender jeg ham for Forbryder, uden dog derfor at anse
det for afgjort, at han er moralsk slettere end adskillige
af dem, der gaa med oprakte Hoveder, kronede med Hæ-
der og Værdighed. Indtil da suspenderer jeg mit Judi-
cium, uden at reflectere paa, hvad 60 Storthingsmænd
have sagt, nogle vistnok af ren Iver for Ret og Dyd,
men andre vistnok af lidenskabelig Partiskhed og en stor
Del som tankeløse Efterabere, der have hørt Haxthausen
nævne som en Bussemand, og skyde til den hældende Vogn,
fordi alle andre gjøre det, og saa skulde den rigtignok
have en underlig Structur for ikke at vælte. -- Jeg gjorde
vor nye Statholder min Opvartning. Han er en middel-
maadig høi, alvorlig og sagtetalende, noget stiv Mand.
Paa Hjemveien traf jeg Wulfsberg, som fortalte mig, at
han gaar til Stockholm som Prinds Oscars Lærer i det
norske Sprog, og desuden ventelig som Secretær eller
Bureauchef ved Statsraadet.

23de November.

Paa Storthinget var lange Debatter over et Forslag
af Regjeringen, at gjøre et Laan af 2 Millioner Rbd.

SIDE: 343

N. V. Laanets Nødvendighed kunde Ingen benægte, der-
imod vare Stemmerne baade i Salen og paa Galleriet
forskjellige i Henseende til Fremgangsmaaden og de tagne
Beslutninger, og vor Præsident var vistnok ikke aldeles
angerløs. Statsmændene Wetterstedt og Wirsèn fandt
det idetmindste urigtigt at udstykke Qvæstionen saaledes
som han gjorde, og det Decret, som han ved denne Ud-
stykning, og ved at ytre sin egen Mening, drev igjennem,
erklærede Finantscommitteens første Medlem, Rasmussen,
for urigtigt. "Laanet", saaledes faldt Beslutningen, "bør
søges indenlands i det høieste til 6 pCt. Først da, naar
det ei er at faa paa disse Vilkaar, maa Regjeringen søge
det udenlands paa de Betingelser, der findes tjenlige".
Jeg forstaar slet ikke den Ting, men Rasmussen, som
uden Tvivl har større Indsigt deri, end noget Storthings-
medlem, undtagen Wedel (hvis Mening stemte mod hans)
ansaa det muligt at faa udenlandske Laan for lavere Rente
end den for det indenlandske bestemte, og troede intet i denne
Stund fordærveligere for en Debitor, end at gjøre Laan i
Rigsbankpenge Navne-Værdi, da det er høist rimeligt, at
han maa betale dobbelt eller tredobbelt saa meget, som han
har faaet. Da denne Sag var afgjort, besluttedes det,
at næste Storthing skulde aabnes første Søgnedag i Juli
1815. Endelig overdrog man Redactionscommitteen at
slutte Contract med en Boghandler om Udgivelsen af
Storthings-Forhandlingerne, saaledes at 120 -- 50 Expl.
afgives til Storthinget og Autoriteterne, dels for at und-
gaa et lignende Tab som det, Statskassen har lidt ved
Udgivelsen af Rigsforsamlingens Forhandlinger, da af
12000 Exemplarer endnu mere end 10000 ere usolgte,
dels fordi man ansaa det under Storthingets Værdighed

SIDE: 344

og udenfor dets Competence at befatte sig med deslige
Speculationer. Hertzberg mente, at Forlæggeren kunde
afgive 2000 Exemplarer, hvorved Forsamlingen brød ud
i høi Latter, og jeg holdtes skadesløs for en lang For-
middags Ennui.

24de November.

Schmidt laante mig et Par Ark af sin Dagbog,
for deraf, hvad Storthinget angik, muligens at kunne for-
øge eller berigtige Optegnelserne i min. I den Anled-
ning har jeg blot at tilføie, at det ikke er Opstand, men
Mistro til Foreningen, de danske eller rettere sagt christi-
anitiske Emisærer i Sverrig og Norge søge at vække.
Jeg vil tro, den allerede staar saa fast, at idetmindste
Christians marvløse Arm ikke kan rokke den. -- Odels-
thinget besluttede idag at tilskrive Statsraadet om at faa
Commissæriatscommissionens Forhold undersøgt. Dahl
gjorde Motion om at sætte Generalauditør Bergh under An-
klage, men derimod hævede mange Stemmer sig. Man erin-
drede, at Armeens Forsyning med Klæder, som egentlig
paalaa ham, altid var bleven rosværdig besørget, og at
han snarere fortiente Tak end Bebreidelse og Anklage. -- 
Haxthausen, som efter Grundloven har Ret til at forskyde
en Trediedel af Rigsrettens Medlemmer, har erklæret, ikke
at ville forskyde en eneste. Den Frimodighed, han viser,
er virkelig for skjøn, til at kaldes Dumdristighed eller Fræk-
hed, og det skal, som sagt, glæde mig, om han bestaar
i Kampen med Ære. -- Neumann mente, at Storthinget
endnu vilde blive siddende nogle Dage, da man har op-
daget, at Rigsretten mangler Instrux, hvilken altsaa først
maa forfattes og sanctioneres, men siden hørte jeg af
Schmidt, at der ei toges Notits deraf, hvilket er under-

SIDE: 345

ligt nok. Fremdeles talte Neumann om vort Sølvs be-
drøvelige Skjæbne, det nemlig, som vi med saamegen En-
thusiasme kappedes om at henkaste i det aabne Svælg,
hvis løse, hullede, men med Blomsterguirlander omvundne
Bedækning man kaldte Fædrelandets Alter. Ak, det gik
os som Leonore i det arabiske Pulver med hendes Ring
og Pernille med hendes Skuepenge! Og Professor Ro-
sted, som gav sine sidste Sølvskeer! Ja altfor megen Ret
havde desværre den hjerteløse -- n, da han vilde offerere
sin Valbirkskub, at gjøre Træskeer til dem, der havde
stilt sig ved sit Sølv.

25de November.

Som Modvægt mod Fordømmelsesdommen over
Haxthausen, ytres nu af enkelte Misnøie over den Frem-
gangsmaade, der er brugt mod ham, og man vil give det
Udseende af, at det er nogle Fiskerkjærlingers Opløb, som
er Skyld i den hele Fracas. Men det var neppe Fi-
skerkjærlinger eller overalt Folk af den laveste Pøbel, som
besluttede og anførte Opløbet udenfor hans Hus. Den
offentlige Stemme havde længe været imod ham, og intet
var naturligere, end at, da det var gaaet saa galt med
Armeen, han, der var dens Intendant og desuden besad
Kongens Fortrolighed, maatte være en af de første, mod
hvilken Mistanke og Forbitrelse vaktes. En saadan Ca-
tastrophe maatte sætte Gemytterne i Gjæring, og i saa-
danne Tilfælde udsøger man sig gjerne et Par Individer,
at udgyde sin Harme over, og paa hvem i Christiania
maatte under de Omstændigheder Tanken heller falde, end
paa Haxthausen. At dernæst Overkrigscommissionens Un-
dersøgelse, det forlangte Eftersyn af Statsraadets Proto-
col og Haxthausens Indstævning for Rigsretten skulde

SIDE: 346

være en Følge af hint Opløb, og ei uden det skulde fun-
det Sted, kan jeg aldeles ikke tænke mig. Nationens Ære
var krænket, og at da dens Styrere gjorde alt for at faa
den reddet i Verdens og sine egne Øine, er ligesaa na-
turligt som ædelt og bifaldsværdigt. Alt, hvad der nu
er skeet, var sikkerlig skeet, om Haxthausens Ruder ei havde
faaet mindste Knæk, hans Flugt til Hadeland ene undtagen.

Gaardsdagens Beretning om den manglende Instrux
for Rigsretten kan jeg nu supplere med hvad jeg har læst
i Schmidts Dagbog, at Lagthinget fremlagde Odelsthin-
get denne og flere Betænkeligheder, at der var debatteret
derover, og at nogle endog vare af den Mening, at Sa-
gen skulde udsættes til næste Storthing, hvilket vilde været
en aabenbar Irregularitet og Uretfærdighed mod den An-
klagede, men omsider bestemtes, at det skulde blive ved
Odelsthingets Beslutning, og Rigsretten maatte paa eget
Ansvar se til, hvorledes den kom ud af det. Dette maa
da vel ske ved en af Kongen given interimistisk Instrux.

26de November.

Neumann har til sin forestaaende Stockholmsreise
uddelt Stambogsblade, af hvilke jeg ogsaa har faaet et.
Idag sendte jeg ham det tilbage med følgende Vers, hvor-
ved anmærkes, at de Svenske skulle have stødt sig over,
at der ingen Biskop er i Deputationen:

"Som Præstestandens Tolk til Stockholm vandrer du;
Jeg beder dig, min Neumann! gjør den Ære!
Vis Majestæten, at, skjøndt ikke Bisp endnu,
Du dog fortjener det at være".

 -- Efter Hounts Beretning ere de svenske Herrer mis-
undelige over vore Friheder. Essen havde yttret sin For-
undring over, at der endnu var Mænd, der vilde ansees

SIDE: 347

for sande Patrioter, der kunde være mod en Forening,
som var sluttet paa saa favorable Vilkaar for Norge.

Klokken fire i Eftermiddag gik jeg for sidste Gang
paa Galleriet, hvor jeg i disse to Maaneder har tilbragt
saamange Timer, og været Vidne til yderst vigtige For-
handlinger. Jeg stod idag ligeoverfor Kronprindsen og
kunde se ham meget vel, og næsten forstaa hvert Ord af
hans vakre franske Tale. Oscar gjentog den paa norsk
og skilte sig overmaade godt derved. Ved det, at det ko-
stede ham nogen Anstrengelse, talte han langsommere og
tydeligere end sidst, og jeg hørte ham med den sandeste
Tilfredshed. Christie svarede med en længere Tale end
sidst, men uden oratorisk Pynt, skjøn som den. Med Fri-
modighed, som det egnede sig Ordføreren for et frit Folk,
vidste han at forene Finhed og Delicatesse, og nedlagde
saaledes værdigen det vigtige Embede, hvis Førelse uden
Tvivl vil gjøre ham udødelig i Nationens Annaler. Da
Prindserne vare borte, overgaves ham og Weidemann
Storthingets Takadresse af Diriks som Vicepræsident. -- 
Rigsretten holdes dog virkelig ikke. Lagthinget har af
Grunde, der samtlige synes uantagelige, dispenseret sig
derfor og opsat Sagen til næste Storthing. Nogle tro,
at Rigsretten kan afvise Sagen eller Haxthausen excipere
Forum, da det ikke er som Statsraad, han har begaaet
de Forseelser, for hvilke han sigtes.

27de November.

Imorges læste jeg den nystrykte Grundlov, i hvilken
man har opdaget en slem Redactionsfeil, da den vigtige
§ 27 er udeladt. Til Lykke var kun Exemplarerne til
Storthingsmændene uddelte, og man slipper nu med at
omtrykke det sidste Blad, og kyle Paragraphen ind blandt

SIDE: 348

de almindelige Bestemmelser. Ogsaa med det af Bureau-
chef Hansen skrevne Exemplar til Kongen, der skal være
et Mesterstykke af Kalligraphi, maa samme Forandring
gjøres. -- Storthingsmændene vare for sidste Gang sam-
lede for at underskrive Protocollen. Derefter holdt Chri-
stie en Tale, hvori han erklærede sig overbevist om, at
skjøndt de havde næret og yttret forskjellige Meninger, saa
vare de dog alle oprigtige Fædrelandsvenner, og vilde
hver i sin Kreds bidrage til, at den vigtige Daad, som
de havde fuldendt, kunde vorde Norge til Held og Hæder.
Saaledes opløstes da dette Storthing, som jeg har havt
den Glæde at følge Skridt for Skridt, og se bragt til
et Resultat, der vel er et ganske andet, end vi for et Par
Maaneder siden havde ønsket eller ventet, men som dog
ganske vist, under nærværende Omstændigheder, af alle
mulige var det bedste.

28de November.

Jeg sidder her ene denne lange Aften og har ingen
Forretninger; jeg vil derfor anvende den til i denne Bog
at optegne efter den vedtagne alphabetiske Orden de Mænds
Navne, der udgjorde den mærkværdige nu opløste Natio-
nalforsamling, og tilføie, hvad charakteristisk jeg har fun-
det hos enhver af dem i denne Qvalitet.

Agershus Amt:

1.
 Kammerraad Holst og

2.
 Cancelliraad Heltzen have i disse syv Uger ikke op-
ladt Munden, uden til at sige Ja eller Nei. Af den
duelige Forretningsmand Holst var dette mig uventet.

3.
 Biskop Bech har her, som allevegne, spillet en under-
lig og tvetydig Rolle. Han har holdt Lovtaler over
Christian, foreslaaet at give ham Appanage, og dog

SIDE: 349

øiensynlig heldet mere til det stærkere Parti, end han
som god Patriot havde behøvet. Sund Fornuft
har man dog her ligesaalidt som ellers savnet i hans
Tale.

4.
 Doctor Neumann har talt sjelden og kort. Et For-
slag, aldrig at føre offensiv Krig mod Danmark,
var det eneste, som røbede mindre Overlæg. Jeg
ønsker, at det aldrig maa komme dertil; men Om-
stændighederne kunde dog støde saaledes sammen, at
en slig Forpligtelse vilde genere eller maatte brydes.

Arendal:

5.
 Doctor Møller, et af Storthingets virksomste Med-
lemmer, rig paa Projecter og Indvendinger, nogle
fornuftige, andre ufornødne og utidige, der blot stand-
sede Forretningernes Gang.

Bergen:

6.
 Assessor Hagerup, en vakker, blid, jovialsk Mand,
der i Selskab converserer meget behageligt, men paa
Storthinget talede han ikke et Ord.

7.
 Consul A. Konow derimod afgav ofte sin Stemme,
især i Handelssager, og var blandt Bergenserne den
stiveste Oppositionsmand. Hans Stemme er saa
svag, at den blot kunde høres i en liden Del af
Salen.

8.
 Capitaine, nu Statsraad Motzfeldt, den personifice-
rede sunde Fornuft. Der var vel faa Dage, han
jo ei talte 3 -- 4 Gange, men jeg tror aldrig, der ud-
gik et eneste uveiet Ord af hans Mund.

9.
 Sorenskriver Christie er i det Foregaaende saa ful-
deligen charakteriseret, at jeg blot ved ham og Motz-
feldt endnu maa tilføie, at Ingen letteligen vil af-

SIDE: 350

tviste disse to Bergensere Prædicat af Storthingets
ypperste Medlemmer.

Nordre Bergenhus Amt:

10.
 Præsten Dahl. At han, især i Begyndelsen, var
en ivrig Zelot, og at sund Fornuft ei altid mo-
dererede hans Iver, er flere Gange gjentaget her,
og han gav Prøve derpaa, da han, uden at være
bunden af indskrænkende Fuldmagt, ene stemte mod
Foreningen, men en oprigtig Fædrelandsven anser
jeg ham for, der talte og handlede efter Overbevis-
ning, og at han tillige er et ædelt Menneske, lagde
han for Dagen ved Debatterne om Takadressen.

11.
 Proprietær Ole Svanøen viste et virkelig beundrings-
værdigt Mod, da hans fem nærmeste Formænd havde
voteret mod Foreningen, og han, ved at dissentere
fra dem, banede Veien for hele den øvrige Skare.
Engang senere har han oplæst et Forslag om Skil-
lemynt; ellers har han været meget stilfærdig.

12.
 Erik Noer og

13.
 Torger Næs vare blotte Auscultanter. Jeg ved ikke,
hvorfra Schmidt havde den Ide, at den Sidste skulde
være en ivrig antisvensk, hvilket hans Votering in-
genlunde beviste.

Søndre Bergenhus Amt:

14.
 Provst Hertzberg. Denne berømte, og i Omgang
ret behagelige Mand udmærkede sig som Storthings-
mand mest ved sin Excentricitet. Han har noget vist
imponerende i sit Udvortes og i sin Stemme, der
minder om hans Ven og gamle Dusbroder Biskop
Brun, og mener det vist saare vel, men ogsaa paa
ham, som paa Philosophen ex professo, kunde der

SIDE: 351

mere end en Gang anvendes: Si tacuisses, philoso-
phus mansisses.

15.
 Od Kløve, Bonde fra Voss.

16.
 Thorbjørn Sandvigen fra Fjeldberg havde et ær-
værdigt, kraftfuldt Udseende, og man fortalte om
Udladelser af ham til Grev Wedel efter de famøse
Debatter om Kongen, og til Kronprindsen, da han
var i Frederikshald som Deputeret, der vidnede baade
om Forstand og Frimodighed. I Storthinget hørtes
kun hans Votum.

17.
 Sorenskriver Koren. Om ham er i det foregaaende
sagt saameget, at jeg her blot maa lægge til, at saa
ofte jeg end ærgrede mig over den Mængde unyttige
Ord, han talte, hvorved Forhandlingerne, naar Alt
tilsammentages, maaske forlængedes næsten en Uge,
saa har det dog ikke formindsket min Høiagtelse for
ham som Religionens, Fædrelandets og Menneskehe-
dens oprigtige Ven. Blandt det meget Sladder,
han fremførte, maa man og sige om ham, som Ho-
ratz om Lucil: "Erat quod tollere velles". Dum er
han ingenlunde; hans Hovedfeil er, at han ikke kan
binde for fuld Sæk.

Bradsberg Amt:

18.
 Foged Florentz var stum som en Fisk.

19.
 Halvbonden Asmund Norgaard havde jeg efter den
Geschæftighed, han viste allerede første Dag, troet
vilde spille en langt betydeligere Rolle. Den telle-
markske Bondedragt, han bestandig gik i, var egent-
lig en Forklædning, thi ellers passerer han for Mid-
delsstandsmand, og er kjoleklædt. Enkelte Gange talte
han nogle faa Ord, og hørte til det moderate Parti.

SIDE: 352

Buskeruds Amt:

20.
 Amtmand Collett mangler Koldblodighed. Han talte
godt, men sjelden, og voterede bestandig med Wedel.

21.
 Provst Schmidt tog med Liv og Sjel Del i For-
handlingerne, indstrøede ogsaa jevnligen Anmærknin-
ger af mer eller mindre Vigtighed, men Foredrag af
nogen Længde og Sammenhæng extemporede han al-
drig. Derimod oplæste han et Par Gange skrevne
Taler og Forslag. I hans Vota savnede jeg oftere
Conseqvents, hvilket jeg maa tilskrive den Fuldmagt,
hvorved han, og blandt Amtets Deputerede vistnok
ene han, følte sig bunden.

22.
 Lensmand Gram var i Almindelighed af samme
Mening som Niels Skriver. Jeg hørte intet af ham
uden Ja og Nei.

Christiania:

23.
 Procurator Arntzen. Wulfsberg, hvis Had til de
Svenske allerede da begyndte mærkeligen at dale, yt-
trede i Valgtiden Frygt for, at Arntzen skulde være
altfor meget Normand. Den Frygt var ugrundet;
han talte en eneste Gang for Kongens uindskræn-
kede Raadighed over Armeen, og stemte bestandig for
de mildere Forholdsregler.

24.
 Agent Nielsen sveg min og uden Tvivl mange Fleres
Forventning. Antisvensk viste han sig i sine fleste
Voteringer, men ellers taug han bomstille, og det
ikke allene i Hovedspørgsmaalet, hvor han, som en
heftig Mand, maaske kunde frygte for at overile sig,
men ogsaa i Handelsanliggender, hvor ingen Liden-
skaber sattes i Bevægelse, og hvor han dog var com-
petent til at lade sin Stemme høre.

SIDE: 353

25.
 Etatsraad, nu Statsraad Treschow. Hans Vinding
og Tab ved dette Storthing er forhen omtalt.

26.
 Generalpolitidirectør, nu Statsraad Diriks, forekom-
mer mig med alle sine ypperlige Kundskaber og
Aandsgaver at være en Smule Proteus, ret vel skik-
ket til den høie Post, han nu beklæder. Forresten,
se foran!

Christians Amt:

27.
 Sorenskriver Weidemann, Storthingets permanente
Secretær. Som saadan fungerede han ypperlig;
som Storthingsmedlem viste han Frimodighed, et lyst
Hoved og et varmt Hjerte. Motzfeldts Sindighed
mangler ham maaske, derimod har han, hvad hin
mangler, et fuldt og skjønt Organ.

28.
 Proprietær Lysgaard, bekjendt for sin Rigdom og
Luxus, men ogsaa en fornuftig og energisk Patriot,
der især skal have talt med Indsigt om Værneplig-
ten. Ogsaa for denne viste hans Sidemand

29.
 Bonden Ole Haagenstad Interesse, og fra ham kom
det Forslag, som understøttedes af de fleste Bønder,
men hvorimod Sagkyndige udtalte sig med feirende
Modgrunde. Han roses ellers som en udmærket
Bonde af sjeldne Indsigter.

30.
 Amtmand Sommerfeldt holdt en liden skreven Tale
for Kongens veto ved Naturalisationen, men lod sig
ellers aldrig høre, hvori han uden Tvivl handlede
rigtigt.

Christianssand:

31.
 Biskop Sørensen indblandede sig aldrig i Debatterne,
men declamerede med Pathos kortere og længere
Taler: om Foreningen, om Naturalisationen, om

SIDE: 354

Nationalflaget, om Kongens Disposition over Ar-
meen og om Tiden til næste Storthings Holdelse.
Det var sandt og skjønt, hvad han sagde, men hvad
det udvortes Foredrag angaar, syntes han undertiden
at glemme, at han ikke stod paa en Prædikestol.

32.
 Assessor Lange. Ivrig Disputator, der holdt fast
ved, hvad han engang havde paataget sig at forsvare.
Maadelige Talegaver.

Christianssund og Molde:

33.
 Præsten Angell voterede bestandig med Oppositionen,
og udlod sig den eneste Gang, jeg hørte ham tale,
med utidig Bitterhed mod de Svenske.

Drammen:

34.
 Præsten Tybring begyndte maadeligt, men bedredes
Dag for Dag, og sagde flere Gange ret meget smukke
og fornuftige Ting.

35.
 Kjøbmand Holter, ligesaa stilfærdig som hans Col-
lega var høirøstet, men talte ofte og vel, og hørte
blandt Oppositionspartiets sindigste Medlemmer.

Frederikshald:

36.
 Kjøbmand Hansen kom først i Slutningen af Stor-
thinget.

Hedemarkens Amt:

37.
 Capitaine Ræder, heftig og paastaaelig, iøvrigt, som
det synes, indsigtsfuld og antisvensk Officer og varm
Patriot.

38.
 Krigsraad Arntzen talte, saavidt jeg ved, aldrig, lige-
saalidt

39.
 Bonden Hans Grundsæt.

40.
 Præsten Weidemann. Den Dag, han især lod sig
høre, var jeg ikke paa Storthinget. Som den, der

SIDE: 355

bragte den vigtige Sag om Enkekassen under Venti-
lation, fortjener han at nævnes med Agtelse.

29de November.

Jarlsberg Grevskab:

41.
 Grev Wedel.

42.
 Sorenskriver Berg talte aldrig, undtagen som For-
mand i Redactionscommitteen. Han var altid i Vo-
teringen af samme Mening som Wedel.

Kongsberg:

43.
 Bergmester Stenstrup. Fordetmeste moderat og
passiv.

Kragerø og Risør:

44.
 Statshauptmand Tønder, en vakker, venlig, lyshaaret
ung Mand, der engang med en smuk Stemme op-
læste en vel sammensat lille Tale, jeg husker ikke, i
hvilken Anledning, men ellers bestandig taug.

Laurvig:

45.
 Provst Sartz. Jeg hørte han kun et Par Gange
fremføre sit videtur i Pengeaffærer, som nok ogsaa
er denne formuende Mands Hovedsag.

Laurvig Grevskab:

46.
 Præsten Bull kan blive brav, naar han faar løbet
Hornene af sig. Om 10 Aar tror jeg han afholder
sig fra saadanne utidige, tildels næsvise Anmærk-
ninger, som han har fremført paa dette Storthing.

Lister Amt:

Min Fødeegn udmærkede sig ikke ved sine Repræ-
sentanter, thi

47.
 Theis Lundegaard er en yderst impertinent Karl, og
kunde vist, naar han stillede sig i Spidsen for en
Bondeopstand, blive en farlig Person, og

SIDE: 356

48.
 Peder Bøgvold var som "Thott, der gjorde hverken
ondt eller godt".

Samme Ubetydelighed maa jeg tillægge

Mandals Deputerede:

49.
 Kammerraad Tidemand og

50.
 Garver Jørgensen.

Den Førstes Motion mod bestemte Fuldmagter
kan jeg imidlertid, efter mine forhen yttrede Grund-
sætninger, som Schmidt aldrig kunde faa i sit Hoved,
ikke andet end bifalde.

Moss:

51.
 Constitueret Sorenskriver Krefting. Det er mig
endnu ikke klart, hvorvidt han qvalificerede sig til at
møde paa Storthinget, men han skadede vist ikke den
gode Sag, thi jeg hørte aldrig en Lyd fra hans
Læber.

Nedenæs Amt:

52.
 Præsten Abel holdt smukke Taler, men det Middel,
han anvendte for at hverve Stemmer i Naturalisa-
tionssagen, kan ikke bifaldes. I Omgang vil man
overalt have bemærket vel megen raa Studentertone.

53.
 Præsten Reiersen talte kun den vigtige Forenings-
dag, men i hans Votering sporede jeg altid en vis
Uafhængighed, der gjorde ham Ære.

Raabygdelagets Amt:

54.
 Sorenskriver Bryn. Hans tvetydige Votering med
paafølgende Renselsestale og hans mislykkede Forsøg
paa at blive Deputeret, er det, hvorved han især
har udmærket sig. Dog har han ogsaa talt ved
andre Leiligheder, og ikke talt ilde.

SIDE: 357

Romsdals Deputerede:

55.
 Amtmand Krogh,

56.
 Postmester Tønning,

57.
 Bonden Elling Valbøe og

58.
 Lods Ole Godøen kunne slaaes i Hob som Middel-
gods. Man gjorde sig store Forventninger om Krogh,
hvilke han skuffede ved sin dybe Taushed. Postme-
steren syntes, efter Voteringen at dømme, at være
Amtets eneste Oppositionsmand. Lodsen tænkte jeg
mig bestandig staaende til Rors og ikke siddende til
Thinge; jeg tror vist og, at hans Tanker vare langt
mere det første, end det sidste Sted.

Skien og Porsgrund:

59.
 Kjøbmand Jørgen Aall. Medens enkelte sveg mine
Forventninger, overtraf denne simple, stilfærdige
Mand dem ved sine mange lange og enthusiastiske
Taler om alt, hvad der laa indenfor hans Kund-
skabskreds. Det meste af hvad han sagde, var meget
sandt og godt.

Smaalehnenes Amt:

60.
 Major Sibbern aftvættede ganske den Beskyldning
for Svenskhed, som gjordes ham af Rigsforsamlin-
gens Zeloter.

61.
 Provst Hount talte sjelden, men spillede i det Hele
en hæderlig Rolle, og viste en Upartiskhed, som jeg
ikke havde ventet. Jeg maa gjøre ham Afbigt for
det Onde, jeg i politisk Forstand har sagt om ham,
og erkjende, at han har teet sig som en Hædersmand.
I andre Henseender har jeg just ikke været lige til-
freds med hans private Yttringer.

62.
 Consistorialraad Aschehoug tiltrak sig ikke Opmærk-

SIDE: 358

somhed uden ved sin Stopmotion. Man fortæller
om ham, at han har kysset Kronprindsen paa
Haanden.

63.
 Sorenskriver Manthey. Stum som Graven.

Stavanger:

Denne Byes Repræsentant,

64.
 Toldinspectør Møglestue, var mig som Folkerepræ-
sentant (i andre Henseender kjender jeg ham ikke)
den foragteligste i den hele Skare. Han viste den
umiskjendeligste Ligegyldighed for det hele Væsen, gik
ud under de mest interessante Debatter, eller sad der
med Kjedsomheden malet i sit Ansigt, undertiden og-
saa sovende. Et Ja eller Nei, som gjerne stemte
med Pluraliteten, var alt, hvad man hørte af ham.

Stavanger Amt:

65.
 Sorenskriver Nansen var desto ivrigere og snaksom-
mere. Det gjælder om ham meget af det, som oven-
for er sagt om Koren.

66.
 Skibscapitaine Tothammer fra Soggendal, en Mand
af et raskt, ædelt Udvortes, men talte aldrig.

67.
 Bonden Niels Broe fra Rennesø saa rigtignok lidt
svinepolisk ud, men jeg saa og hørte forlidet af
ham til, med Schmidt, at kunne overtydes om, at
han virkelig var det.

68.
 Bonden Rasmus Vieland fra Vigedal sagde engang
nogle usammenhængende Ord, og forstod ventelig
ikke, hvad der taltes om.

Trondhjem:

69.
 Præsten Schultz. Kold og urokkelig Oppositions-
mand.

70.
 Major Hegermann.

SIDE: 359

71.
 Candidat Sodemann syntes under Storthinget at
undergaa en Metamorphose. Han var engang en-
rageret Oppositionsmand, saa at han endog ene blandt
alle stemte mod Edens Aflæggelse til Kongen. Men
den 4de November slog Vorherre ham med en Syg-
dom, og skriftlig tilbagekaldte han hint Votum, samt
valgte Carl den Trettende, og sad fra den Stund
ganske rolig, uden at oplukke sin Mund.

72.
 Etatsraad Knutzen, en Verdensmand, der skikkede sig
i Tiderne og taug.

Nordre Trondhjems Amt:

73.
 Præsten Brun, en ægte Normand, ærlig, stø og kjæk.

74.
 Proprietær Gotaas.

75.
 Gaardmand Arne Mælum.

Søndre Trondhjems Amt:

76.
 Professor, nu Statsraad Krogh.

77.
 Lensmand Forseth.

78.
 Oberstlieutenant Krabbe, var af de moderate Trøndere.

79.
 Præsten Garmann.

Tønsberg:

80.
 Kjøbmand Stoltenberg, hverken udmærket ved Anse-
else, Talegaver eller andre glimrende Egenskaber,
men en meget forstandig og retskaffen Mand. Ofte
var jeg misfornøiet med hans Tale og Votum, thi
ofte stred de mod min Overbevisning, men dette kunde
ikke forringe min Agtelse for ham som en oprigtig
Fædrelandsven.

Disse vare de Mænd, i hvis Hænder vor Skjæbne
var overgivet, hvis Ja eller Nei skulde bestemme Norges
Lod Maaske for Aarhundreder, og som nu reise hjem med
den Bevidsthed, at de, næst Gud, er vor Freds og Tryg-

SIDE: 360

heds og -- det haaber jeg -- vor kommende Velstands
Stiftere. -- Mange af Bønderne skal have været Hou-
gianere.

Den sande, lovmæssige Grund, hvorfor Rigsretten
ikke nu kan holdes, er, efter hvad Høiesteretsjustitiarius
Bull sagde mig, den, at det extraordinære Storthings
Medlemmer ere incompetente til at decretere, organisere
og holde den. Det var en slem Rabat i Triumphen,
men ogsaa en Ubehagelighed for Haxthausen, der nu i
7 -- 8 Maaneder maa svæve i Uvished om sin Skjæbne.

30te November.

Skuespildirictionen er i Forlegenhed for at finde et
Stykke at spille til Jul. Man tænkte paa en af Hol-
bergs Comedier, og var da foreslaaet som de, der bedst
kunde besættes, "Erasmus Montanus" eller "Jean de
France". Men det første Stykke fandt man for lærd, og
det andets Titel fandtes anstødeligt, da det bogstavelig
oversat hedder: Johan af Frankrig. Det dramatiske Sel-
skab lider i det Hele i den senere Tid under et slemt Cen-
suraag. Saaledes maatte "Emilie Galeotti" ikke spilles,
fordi det gik Prinds Christian med Hettone Gozago, som
fordum Erkebispen i Paris med Moliéres "Tartuffe".
Saaledes tør man nu ikke spille "Eduard af Skotland",
fordi man frygter for, at det maatte ansees som et under-
trykt Partis Offer til salig Kongens manes. Saaledes
fandt nogle endogsaa Gift i det stakkels uskyldige "Feil-
tagelserne", hvormed Theatret aabnedes efter Krigen, og
nu er ogsaa den hundreaarige "Jean de France" Con-
trabande!! I sin Forlegenhed har man grebet til den
kjære Kotzebue, og "Besøget" og "Lyst til at glimre" skal
opføres. Ønsker Selskabet at glimre ved den Forestilling,

SIDE: 361

tvivler jeg paa, efter Rollebesætningen at dømme, at den
Lyst bliver styret.

4de December.

Skjelderup fortalte, hvorledes han og Skuespiller
Lindgren, "en Feltskjær og en Gjøgler" som han udtrykte
sig, engang i Roeskilde havde bragt to Friskfyre af mine
Ordensbrødre til Taushed, der vilde slaa sig til Riddere
paa Bibelen. Ja han dogmatiserede eller exegetiserede
endog for dem over Udtrykkene: "Det betyder" og "det er
Christi sande Legeme og Blod", og viste, hvormeget rig-
tigere og smukkere det sidste er. Ved at tale om Treschow
som Statsraad udbrød igjen hans sarcastiske Lune. Han
tror, at Wedel og Diriks ere de eneste Statsraader, som
man egentlig kan stole paa.

5te December.

Jeg fik et nyt Brev fra Holten. Prinds Christian
(saaledes kalder nu ogsaa Holten ham) strandede paa
Lessø og kom derfra til Jylland, hvor man i Aarhus
viste ham den Complaisance at spænde Hestene fra hans
Vogn og trække den selv. Hans fraskilte Gemalinde
besøgte ham i Horsens, men talte kun med ham en
halv Time i to Vidners Nærværelse. Nu er han i
Kjøbenhavn, hvor man ogsaa synes at gjøre megen
Stads for ham. -- Allerede imorges lagde jeg Planen
til min Nytaarsprædiken. Jeg havde ikke tænkt at befatte
mig mere med politiske Betragtninger paa Prædikestolen,
men da denne Nytaarsdag i mine Øine er en Fredsfest,
og burde som saadan helligholdes over det hele Land, og
da jeg ved de forrige Aars Begyndelser har taget Hensyn
til Tidernes Tegn, og sagt, hvad der kunde siges Folket
til Trøst, Opmuntring og Advarsel, saa vilde det være

SIDE: 362

en stødende Synderlighed, om jeg ikke nu "gav Gud det,
som Guds er", og opfordrede til varm, virksom Taknem-
melighed mod ham, der efter de mange mørke Dage skjæn-
kede os Fred og aabnede os Udsigt til bedre Tider. "Ofre
Gud Tak, og betal den Allerhøieste dine Løfter", er alt-
saa min Text.

7de December.

Stenersen kan endnu ikke give sig tilfreds. Denne
excentriske Yngling har under sit fulde Navn i Intelli-
gentsseddelen fortalt os om et himmelblaat og græsgrønt
Rige, hvilket er den kjære Ideverden, som vistnok det fø-
lende Hjerte længselsfuldt aner, og finder i denne Anelse
et Pant paa sin vedvarende Existents, naar det jordiske
Liv er endt, men som dog nok intet fornuftigt Menneske
har haabet, endmindre indbildt sig allerede at se realiseret
her paa Kloden. Ikke destomindre forsikrer Stenersen, at
dette Rige engang var udbredt her i Nord [fotnotemerke] , men nu er
det forbi, nu ere vi Støvets Trælle, det kun vende Øiet
mod Jorden, og dette Trællesind er det, som indgiver alt,
hvad der handles, tales og skrives i Norden. Hvor maa
da ikke denne unge Mand takke Gud, at han ikke er som
os andre Mennesker, da han dog vel ikke indbefatter sin
egen Handlen, Skriven og Talen i denne Fordømmelses-
dom! -- Men er jeg end ikke enig med Stenersen i hans
ligesaa ukloge og inhumane som arrogante Fremfærd, saa
billiger jeg heller ikke den flaue Smiger og det stive Hof-
sprog i en saakaldt "Bulletin" om Kronprindsens Bort-
reise, som Tiden leverer. Mon det er Wulfsberg selv,
der skriver saadant?

Fotnote: Naar var det? 
Pavels's Anm.

SIDE: 363

8de December.

En almindelig Takke- og Bedefest er anordnet over
det hele Land. Jeg har ved denne Leilighed lært at
kjende den svenske Curialstil, hvis Afvigelser fra den danske
jeg her vil optegne. Istedetfor "Vor Gunst tilforn!" hed-
der det her: "Vor Gunst og naadige Bevaagenhed ved
Guds den Almægtiges Bistand!" Bispen tituleredes ikke
"Os elskelige", men kaldes blot: "Vor tro Embedsmand".
"Allernaadigst" og "allerunderdanigst" bruges ikke, kun un-
derdanigst og naadigst, saa at ingen Præst skal fristes til
at sige: "Bevar, o naadige Gud! vor allernaadigste Konge!"
Det er ellers mit Forsæt at lade denne Prædiken, som holdes
Nytaarsdag, trykke, men hvor forskjellige blive ikke de
Mennesker, til hvem denne Gang maa gives Mæcenat-
exemplarer, fra de forrige.

10de December.

Jeg fik Brev fra Biskop Brun. Han sendte mig
derhos til Indrykkelse i Intelligentsseddelen eller "Tiden"
et meget sindigt og velskrevet Stykke, hvori han gjør Rede
for sit politiske Forhold i den fremfarne Tid og sin Tro
om Fædrelandets nuværende Stilling. Jeg tror, man
efter dets Læsning ikke kan beskylde ham for Inconseqvents,
og min Agtelse for den gamle, kjække, enthusiastiske Nor-
mand er betydelig voxet. I Brevet, der er skrevet i den
gamle freidige Tone, siger han til sin Retfærdiggjørelse:
"Jeg var maaske en Smule Bersærker i norsk Sag, det
maa man gjerne skrive paa min Ligsten, og Christian
Frederik -- maatte jeg ikke elske og ære ham efter Breve
fra Pavels, og naar Misantropen Rein, saa karrig paa
Lovtaler, som Gnieren paa Penge, sagde, da han første

SIDE: 364

Gang efter Rigsdagen prædikede i Nykirken: Nu sidder
nok paa norsk Throne den første Konge i Europa!"

12te December.

Rosenkrantz var glad over Erklæringen fra Brun,
og fandt den intet mindre end overflødig, da Essen havde
udladt sig om ham med Mistænksomhed, og blandt andet
for hans Skyld fundet det betænkeligt at lade Biskopperne
forfatte Kirkebønner paa den foreskrevne Takke- og Bedefest.

13de December.

Sverdrup viste mig et fortræffeligt Brev fra Biskop
Brun, skrevet den 29de Octbr., altsaa førend Foreningen
var bekjendt i Bergen, men dog, med Hensyn til denne,
stemt i en moderat Tone. Desto bittrere ere hans Udla-
delser mod Prinds Christian, som han kalder "en dansk
Flødeskjæg". Hans Udtryk: Før visne denne Haand, før
jeg samtykker i Norges Afstaaelse til Sverrig", og "jeg er
uadskillelig fra Norge" udhæves i Sammenligning med
hans senere Adfærd med fortjent Misnøie. Sverdrup
blev ogsaa forfærdet, da jeg fortalte ham om, hvorledes
Prinds Christian gaar paa Comedie og lader sig fetere
i Kjøbenhavn, hvori han finder Bevis paa den største Let-
sindighed, da det dybeste Incognito havde været ham tjen-
ligst. Tidernes Tegn mishage Sverdrup, som endnu ikke
kan gjøre sig fortrolig med hvad der er skeet. Hvad der
allermest mishager ham, er Treschow og hans Adfærd.
Han finder Mangel paa Enhed baade i hans Philosophi
og i hans Liv. Han fortalte mig om en Ventilation, som
de havde havt i Anledning af Treschows Eftermand ved
Universitetet. Sverdrup nævnte to indsigtsfulde Danske,
Dahl og Kreidahl, fordum hans egne elskede og agtede
Tilhørere, men Statsraaden vilde have en Svensk, om

SIDE: 365

hvilken han havde hørt meget godt, men fra hvis Haand
han ikke havde læst et eneste Ord. Sverdrup fik dog om-
sider Bugt med ham; og forskriver nu Kreidahl.

14de December.

Wulfsberg har faaet 150 Ducater i Foræring af
Kronprindsen, med det Tillæg, "at han stedse skulde sørge
for ham og hans Familie, da han paaskjønnede, hvad han
i denne Tid havde været ham". "Kunde du", spurgte
gamle Major Juell ham, "uden at rødme modtage den
Compliment?" og jeg gjentager Spørgsmaalet. Den, der
vender Kaaben efter Vinden, og holder med den, som vin-
der, vover sjelden meget, med mindre han træffer paa en
klog og selvstændig Mand, der gjennemskuer hans Inderste
og foragter alle Veirhaner. Og derfor vover i mine
Tanker Wulfsberg langt mere nu, da han nedlægger Præ-
steembedet og reiser til Stockholm som Prinds Oscars
Lærer og Archivar ved Statsraadet, end da han i August
som Kong Christians Ven holdt sig færdig til at flytte
op i Valders med sit Bogtrykkeri, i September blev Ge-
neral Bjørnstjernas og i October Commissærernes Fac-
totum. Alt dette kunde den seigeste Usling, der forstod at
sno sig efter Omstændighederne, gjort ham efter. Nu der-
imod, da han ved daglig Omgang med Carl Johan ud-
sætter sig for dennes uden Tvivl skarpe og gjennemtræn-
gende Blik, nu vover han virkelig, og det skulde være mig
kjært, om han maatte bestaa Prøven.

15de December.

Haxthausen er nedstemt, og over de blaa Kjoler paa
Frederiksstens Fæstning sukkede han som Jøderne over Af-
gudsdyrkernes Indbrud i Jehovas Tempel. Det gjør
mig ondt for den gamle Mand, og ligesaalidt som jeg

SIDE: 366

fornægtede den landsforviste Heiberg, men besøgte ham
ved høilys Dag i hans Husarrest, ligesaalidt skal jeg op-
høre at vise den for Rigsretten indstevnede og af Kron-
prindsen irettesatte Haxthausen den Agtelse, hvortil han
endnu ikke ved nogen documenteret Kjendsgjerning har
gjort sig uværdig.

17de December.

Hans Houge besøgte mig og var meget glad. Hans
Sag er optaget til Doms ved Overcriminalretten, og fra
en sikker Haand ved han, at han er saagodtsom frikjendt,
og slipper med en Mulct af 500 Rbd. S. V.

21de December.

Grev Essen og hans Frue besøgte iaften Theatret.
Hun er en vakker, temmelig ung Kone, klædt med Tarve-
lighed og Decents, ligesom overalt hendes Huslighed roses
meget. Min Kone anmærkede, at de fiffige Damer, der
ellers, Prindsen til Behag, fremstillede sig i deres Nøgen-
hed, iaften sad meget tugtigen indhyllede i deres Schavl.
Kan Fru Essen gjøre Sædelighed til Modetone blandt
vore Damer, da velsignet være Dagen, hun kom her.

23de December.

Jeg havde iaften indbuden Treschow, Sverdrup, Kjer-
schow og Hersleb. Sverdrup sagde som sædvanlig Bor-
gere og Sarcasmer, hvoraf adskillige rammede Statsraa-
den. Det synes ham umuligt at forsones med den nye
Tingenes Orden. Hvad jeg aldeles maa give ham Ret
i, var den Anke, han førte over den Underlighed, at Stor-
thingets Medlemmer vælges 6 Maaneder, før det aabnes.
Han troede deri at se svenske Rænker, men Treschow og
jeg betog ham Vildfarelsen, da vi documenterede ham, at
det just var de heftigste Oppositionsmænd, som af mis-

SIDE: 367

forstaaet Agtelse for Constitutionens Bogstav paadrev denne
Inconseqvents.

24de December.

Den Embedsed, man har foreskrevet os, finder
Hersleb og Sverdrup anstødelig. Jeg lagde ikke Mærke
til det, men har vi svoret Kongen og hans Familie Tro-
skab og Lydighed, er det baade dumt og urimeligt, men
just ved sin Urimelighed uden Conseqvents, da man ikke
i de mest despotiske Stater er forpligtet til Lydighed mod
Prindser og Prindsesser.

25de December.

Jeg fuldendte idag min Nytaarsprædiken, som jeg
haaber i ingen Henseende vil gjøre mig Skam. Jeg skal
intet have imod, at man jevnfører dermed mine Prædike-
ner af 1ste Januar og 25de Februar, og jeg tror ikke,
nogen billig Dommer vil finde, at jeg har temporiseret
mere, end Religionslæreren maa og bør gjøre, for at gjøre
sin Menighed saa tilfreds med det nærværende, som dens
Tarv fordrer og Sagens Natur tillader.

26de December.

Wulfsberg besteg idag for sidste Gang Prædikestolen.
Den egentlige Afsked var simpel, hjertelig og skjøn. Han
syntes meget rørt, og var det vist ogsaa, da han, saavidt
jeg nu efter 9 Aars Omgang tror at kjende ham, er en
af disse "weichgeschaffnen Seelen", der "annamme Ordet
med Glæde, tro til en Tid, men desværre falde fra i
Fristelsens Stund". Han gav en Udsigt over sit Liv til
nu, og bragte det i en let anskuelig Sammenhæng, som
den flygtige Iagttager, der desuden blot kjendte ham fra
en enkelt Periode, ellers maaske vilde finde dunkel. Hvad
hans egen Letsindighed bidrog til at gjøre ham Banen

SIDE: 368

ujævn og tornefuld, fortaug han rigtignok. -- Endnu
færre Stemmeberettigede end i September mødte frem ved
Valgforsamlingen i Agers Kirke. Fra Nord og Øst-
bygden var der næsten ikke en eneste. Derimod maa jeg
rose Vestbygdens Bønder, at de virkelig føle sig som Bor-
gere og sætte Pris paa deres Rettigheder.

27de December.

Stille for os, og stille, saavidt jeg erfarer, over den
hele By henrinder denne Jul. Den Collettske Cirkel er
paa Fladeby, og andetsteds hører man ikke om Baller eller
andre Lystigheder. Politimesteren har indskjærpet Forbu-
det mod at gaa maskeret paa Gaderne. Saaledes maa
da ogsaa Spektakkelmagerne holde sig i Skindet, og nøies
med at gjøre Løier inden fire Vægge. Det var vel blevet
anderledes, hvis Krigen havde faaet et andet Udfald, og
Christian Frederik, forgudet som Seierherre, havde vandret
iblandt os. Man begyndte saa vel ifjor, midt under den
svareste Trængselstid, at det lod sig forudse, hvorledes det
vilde gaaet i Fredens og Velstandens Dage. Evig lovet
være det miskundelige Forsyn! Ydmygelser har vi lidt,
det er vist, og det nødvendige Valg er altid mindre smi-
grende end det frivillige, men skulde vor By og efter dens
Exempel det hele Land under Christian Frederiks Thyr-
fus (og dertil kunde hans Scepter let blevet forvandlet)
bleven en Daarekiste -- saa Tak være Gud for vor stive,
tarvelige Essen og hans huslige Kone, og det stille usel-
skabelige Liv, de synes at ville føre.

28de December.

Intelligentsseddelen indeholdt et nyt Angreb paa
Grev Wedel. Den anonyme Indsender paastaar, at de
fleste Tilhørere og Storthingsmænd følte Uvillie, hver

SIDE: 369

Gang han oplod sin Mund. Det kan jeg dog neppe
tro, thi det meste, han sagde, var meget fornuftigt og godt.

30te December.

Til Storthingsmænd for Agershus Amt ere valgte:
Glad (som ikke var Valgmand), Hans Grimelund (hvil-
ket meget fornøier mig), Foged Borchsenius og Wangen-
steen (der vist vil gjøre Kvalm, hvis han er ligesaa rask
i sin Mund som i sin Pen). -- Ogsaa denne Gang er
jeg mod Formodning bleven Valgmand for Christiania med
105 Stemmer. De øvrige, ordnede efter Stemmeantallet,
ere: Agent Nielsen, Thurmann, Platou, Arntzen, Ras-
mussen, Omsen, Sverdrup, Morgenstjerne, Consul Thrane,
Th. J. Heftye, Debes, Procurator Aars, Major Schjøtt
og Professor Rathke. Den sidste havde 83, Agent Niel-
sen 235 Stemmer. -- Man har Privatefterretninger om
Storthingsdeputationens lykkelige Ankomst til Stockholm,
og den uendelige Høitid, som gjøres af den der. Kongen
modtog Deputationen i Ridderhussalen, og Christie nød
den Ære at kysse hans Majestæts Haand.

31te December.

"Jahrhundert wird ich nennt;
Jahrtausend wird ich alt"

lod Fru Brun det attende Aarhundrede sige ved sin Af-
sked. Mutatos mutandis kan dette høist passende anvendes
paa det Aar, hvis sidste Dag var denne. Det kaldtes et
Aar, og bestod ligesom dets Forgjængere af 365 Dage,
men Aarhundreder ere henrullede, og have været langt
mindre mærkværdige end dette Aar. Ved dets Begyndelse
vare vi Kongen af Danmarks Undersaatter, og hos 96 af
100 Normænd var det sikkerlig fast Beslutning at blive
det til den sidste Stund. Det syntes, som et blidere

SIDE: 370

Tidspunkt vilde oprinde over Norge efter en haard og
langvarig Prøvelse. Selve Nytaarsdag fik Landet bety-
delig Korntilførsel. Faa Dage efter lød det Budskab:
"Kongen er gaaet til Armeen i Holsten for at møde Fi-
enden og feire eller dø". Vi havde blandt os "Danmarks
bedste Søn", som han dengang kaldtes, og af ham og
Kongen haabede vi alt. Januar Maaned var endnu ikke
tilende, da Budskabet lød: "Kongen har uden Sværdslag
overgivet Norge, den svenske Regjering til Arv og Eien-
dom!" Nu Prinds Christians Reise, den enthusiastiske
Modtagelse, han fandt overalt, og hans kjække Beslutning,
at stille sig i Spidsen for Nationen og erklære den selv-
stændig. Allerede i Februar Maaned var han her tilbage,
havde han og vi aflagt Ed, vare Nationaldeputerede ud-
nævnte over det hele Land, for at skjænke Riget en Con-
stitution og en ny Konge. De samledes fra Øst og Vest
og Syd og Nord, de fleste besjelede af høi Begeistring.
Det var Landsforræderi at tvivle om vore Anliggenders
heldige Udfald. Rigsforsamlingen aabnedes den 10de
April. Sagen gik sin jævne, rolige Gang. Kraftløse
faldt Modstandernes Pile uden at ramme. Oppositionen
forstummede og trak sig tilbage. Allerede i Mai var
Christian Frederik Norges Konge ved enstemmigt Valg,
hyldet og tilbedt over det hele Land. Den svenske Nation
og Regjering, især Pontecorvo, vare yderst forhadte, til-
dels ogsaa foragtede. Man haabede Englands Bistand
og de øvrige allierede Magters Samtykke til det, som var
skeet. "Adjeu Carl Johan!" var det almindelige Løsen.
Af det fremmede Gesandtskab spaaede man sig alt godt.
Kongen reiste til Moss og sagde ved sin Afsked: "Jeg
haaber at komme tilbage med Vaabenstilstand eller Fred".

SIDE: 371

Nu ja -- det første skede ogsaa virkelig. Efter 14 Da-
ges Kamp med de Svenske allene sluttedes en Vaabenstil-
stand, hvis første Punkt var det, at Christian Frederik for-
pligtede sig til at nedlægge Regjeringen og forlade Landet.
Et Storthing sammenkaldtes. Skrækkelige Spaadomme
hørtes. Man ventede Oprør og Borgerkrig. Men Trøn-
derne, Bergenhuserne og Gudbrandsdølerne indfandt sig,
men rolige sad de paa Thinge, rolige oppebiede deres
Committenter Udfaldet, og saadan fandt de Situationen, at
13 Dage efter deres Ankomst alle Repræsentanter stemte
for Norges Forening med Sverrig, med Undtagelse af
fem, fire af disse sidste stemte endog mod deres Overbe-
visning, bundne af Fuldmagt. Den 1ste Novbr. valgtes
Carl den 13de enstemmig til Norges Konge. Den 9de
Novbr. holdt Carl Johan sit Indtog i Christiania, mødte
den følgende Dag i Storthinget og modtog i Kongens
Navn Normændenes Troskabsed.

Uden afgjørende Feltslag, uden blodige og voldsomme
Revolutioner tror jeg ikke nogen Nations Historie kan
fremvise Magen til et saadant Aar. Selv Napoleons
Katastrophe forbauser mindre. Den var jo vistnok i sig
selv uendelig større og havde en mere udbredt Indflydelse,
men man forudsaa den. Det var en længe anlagt Mine,
der omsider maatte springe. Men her gik det Slag i
Slag, og jeg tør vel sige, at neppe en eneste af Europas
dybeste Politikere kunde forudse eller beregne ved Aarets
Begyndelse den Gang, Begivenhederne vilde tage: vel Ud-
faldet, det vil jeg tro, men ikke Maaden, hvorpaa det
skulde fremledes. -- Jeg afbryder disse Betragtninger,
som ellers for enhver opmærksom Iagttager ere yderst in-
teressante, og jeg maa tilstaa, at jeg ligesaalidt vilde und-

SIDE: 372

været at have oplevet og overlevet dette Aar, som noget
af de andre yderst mærkværdige, der, mageløse i Aarbø-
gerne, have fulgt paa hinanden, fra jeg som tyveaarig
Yngling kunde med agtsomt Blik følge Begivenhedernes
afvexlende Gang.

Hvad mit Individuum angaar, har dette Aar været
af liden Mærkværdighed. At jeg nu ikke længer nyder
Fyrstegunst, at min Udsigt til at intimeres i Hofliv og
Hofcharge er forsvunden, det er den eneste Forskjel mellem
nu og ved Aarets Begyndelse. Jeg indser, at jeg for
mit øvrige Liv bliver som før indskrænket til Borgerlivets
lavere Sphære, og dermed maa jeg lykønske mig og min
Familie. -- Hvad denne Dag angaar, da mødte jeg paa
Raadstuen som Valgmand. Nielsen, Arntzen og Aars
vare bortreiste, og der ventileredes, om Valget skulde op-
sættes til deres Hjemkomst, men med 7 Stemmer mod 5
besluttedes, at det skulde have sin Fremme. Altsaa valg-
tes med 7 Stemmer Rasmussen, med 5 Major Schjøtt
og Platou. Bergh, Omsen og Johannes Thrane havde
hver 4 Stemmer. Ved Omvotering fik Bergh 7 Stem-
mer, Omsen 3 og Thrane 2 Stemmer. Suppleanter
bleve, foruden de to sidstnævnte, Debes og Rathke.