s.35  


22de Mai.


   Min Regning i Herbergerstedet var overordentlig moderat.
Overalt maa jeg, med Fornøielse som Vestlandets Søn, men
ugjerne som Østlandets Indvaaner, tilstaae, at man her er
langt mindre uforskammet i sine Fordringer end hist. -- Jeg
gjennemreiste idag Jædderen, 61/4 Miil. Æsthetikeren og
Patrioten føle i lige Grad Misnøie ved at betragte disse
triste Egne. Hiin finder ikke et Træe, ikke en eneste taalelig
Udsigt, kun Moser, Lyngheder, fulde af store Stene, Sand-
bakker, tørvtækte Huse, usle Kirker og (paa Oceanet nær) alt,
hvad som stygt er. Og Patrioten begræder, at dette frugt-
bare Land, der allerede nu frembringer langt mere Korn, end
dets Indvaanere bruge til deres Føde, har saamange store,
udyrkede Strækninger, der, behørigen cultiverede, kunde rige-
ligen ernære deres Eiere og endda forsyne andre Norges
Egne med et betydeligt Qvantum Korn. Kan Selskabet for
Norges Vel her udvirke nogen Forandring, vil det blot der-
ved gjøre sig udødeligt. Imidlertid har Jædderen ogsaa sin
behagelige Side for Reisende. Henved to Trediedele af Lan-
det har overmaade gode Veie, og selv hvor disse endnu ikke
have været under Veimesterens Haand, skeer Reisen med
allerstørste Beqvemmelighed, og hvad der glæder endnu mere,
man finder overalt gode, høflige og velvillige Mennesker. Paa
det sidste Skifte gjennemreiser man en Sandørk, en af de
fæleste, og maaskee den allerfæleste Egn, jeg har seet. Den
er ikke gyselig som den Leirdalske eller Gudvangske, den væk-
ker blot Afskye, Lede og Melancholie. -- Paa Ougne fandt
jeg et meget godt Logis, men de eiede ikke Rugbrød, det
første Exempel, jeg endnu har seet i et af de saakaldte ho-
nette Huse. Kager af Bygmeel og Kartofler er deres Brød.
Der er i Egersund aldeles ingen Rug at faae, om man
vilde give 100 Rd. for en Tønde.


s.36  


23de Mai.


   Endnu til igaar var jeg i Tvivl, om jeg skulde gjøre
den slemme udenskjærs Tour forbi Soggendal og Hitterøe,
men min Verts Raad bestemte mig fuldkommen, idet han ei
aleene som de andre afmalede mig Farten som yderst ube-
hagelig i Søegang, men ogsaa gjorde mig opmærksom paa,
at man paa saadan lang Reise i aaben Søe ingenlunde var
sikker for engelske Krydsere, hvem det i disse havnløse Far-
vande var fast umuligt at undgaae. Jeg leiede altsaa Baad
til Egersund, og reed derfra en evig lang Miil gjennem vilde,
fæle Egne, over store glatte Stene, op og ned ad steile Bak-
ker til Helleland Præstegaard. I denne Udørken saae jeg
imidlertid udenfor et ualmindelig peent Bondehuus, ventelig
i Lye for Nordenvinden og ligefor den varmende Sol, to
Birke, de første Træer (om Buske taler jeg ikke), som jeg
i Aar har seet, hvor Knopperne havde udfoldet sig til Blade.1

s.37  
   I Provst Reiner2 paa Helleland fandt jeg en munter,
gjæstfri og fornuftig Mand, i hvis Selskab Eftermiddagen og
Aftenen henrandt overmaade behageligt. Han er en bemidlet
Mand, ugift og børnløs. At modtage og herligen beværte
Reisende er hans største Glæde, derover besøges og hans
Huus som et Vertshuus, og ingen honet Reisende gaaer
hans Dør forbi.





24de Mai.


   Da Tiden kom at min gamle Provst skulde gaae i
Kirke, reed jeg afsted, og kom i Begyndelsen gjennem de skjøn-
neste Egne, jeg har seet vestenfor Lindesnæs. Længere frem
blev det stygt og ensformigt; tilsidst kom jeg gjennem en
trang Dal, Drangsdalen kaldet, hvor Vei er anlagt for at
undgaae den saakaldte Skydalshei, en yderst interessant Si-
tuation, som mindede om de Leirdalske og Gudvangske. Saa
s.38   kom jeg da til Lund Præstegaard og overraskede Schive3
meget behagelig. Han er Ridder, men hverken han eller
nogen anden veed hvorfor. Blandt de udmærkede Mennesker
kan han i ingen Henseende regnes. Endog sin Attestatslær-
dom har han, hvis ikke alle Julemærker slaaer feil, saa tem-
melig udsvedet. Imidlertid fandt jeg iaften ret megen For-
nøielse i hans Selskab, og den langt tarveligere Beværtning
krydredes ligesom paa Helleland af Verts og Vertindes glade
Ansigter og sande Gjæstfrihed.




26de Mai.


   I Farsund tog jeg ind hos min gamle Ven Gabriel
Lund4 den yngre, Stedets fornemste Kjøbmand. Han var
Student og havde begyndt at studere Theologie, men forlod
som flere Lemmer af denne store vidt udbredte Kjøbmands-
familie Videnskaben og hyldede Mercurii Fane. Manden er
endnu, hvad Ynglingen var: ædel og interessant. Hans ind-
vortes Menneske er, saavidt jeg kan mærke, uforandret, som
det var for 16 Aar siden i Kjøbenhavn; det udvortes der-
imod har lidt en stor Forandring, da han til sin anseelige
Høide har faaet en næsten monstrøs Corpulence. Han har
en Kone, liden af Væxt, men ligesaa feed idetmindste som
han; det er min Troe et drøit Ægtepar. I samme Huus,
hvor hans Fader Jochum Lund, i sin Kreds ikke mindre be-
kjendt for sin Virksomhed og Luxus end John Collett i sin,
lod opbygge og indrette for begge sine ældste Sønner, boer
den anden Broder og Compagnon, Ebbe, ogsaa meget feed
og meget godlidende.


s.39  


27de Mai.


   Her var idag Mandfolkeselskab hos min Vert, mig til
Ære. Det var Egnens Honoratiores, næsten alle Medlemmer
af den store Lundske Familie. Som en Underlighed i en
Cirkel af saa velopdragne Mennesker, maa jeg anmærke, at
der røgtes Tobak i det Værelse, hvor Spisebordet stod dæk-
ket, indtil det Øieblik, Maden bares ind, og man gik tilbords.
Iøvrigt hersker her aldeles ikke fordums Luxus enten i Mad
eller Drikke. Der gaves kun en Sort Viin, som man drak
af temmelig smaa Glasse. Selskabelig Munterhed kan jeg
heller ikke sige, der fandtes ved Bordet. Den glædemyrdende
Skik, at udbede sig den Ære at drikke et Glas med hvert
Menneske, grasserer ogsaa her, og fast udelukkende indskræn-
kede alle Skaaler sig dertil. Om Eftermiddagen fik jeg en
Boston til 4 Skilling Fisken; høiere gaaer man aldrig. Ogsaa
deri holder man sig til Tarvelighed. Denne Simpelhed, som
tiltager i de høiere Stænder, skal imidlertid hos Bønderne
ude paa Listerlandet aldeles være forsvunden. Caperie og
deslige har gjort hver anden Mand til Matador. Det skal
endog gaae saa vidt, at Tjenestepigerne, der gaae i Ærinde
fra den ene Bondekone til den anden, hilse fra Madammen.





28de Mai.


   Det var aftalt mellem Lund og mig, at vi i Formid-
dag skulde reist ud paa Listerlandet til de Egne, hvor jeg
har henlevet min Barndom, for at jeg kunde see dem igjen
og den store Forandring, som der og fornemmelig paa Øst-
hassel Gaard, mit Barndoms egentlige Hjem, er foregaaet;
men det urolige Veir, som i nogen Tid har hersket, blev idag
til et reent November-Uveir, og vi takkede Gud for Tag
over Hovedet. Nogle Visiter og et Middagsselskab hos Ebbe
Lund udgjorde Dagens Syssel.


s.40  


29de Mai.


   Jeg havde leiet Baad og Folk til Christianssand, men
i dette snarere til- end aftagende Stormveir var det natur-
ligviis umuligt at komme afsted. -- Et Aftenselskab hos min
Verts tredie Broder, Jacob Lund, endte Dagen.





30te Mai.


   Nei Gud forbarme sig! nu bliver det reent desperat.
Ikke engang til Lyngdal vilde man i dette Veir paatage sig
at føre mig, for at jeg derfra kunde fortsætte Reisen tillands
til Christianssand.





31te Mai.


   Jeg ligger fremdeles veirfast, og fik derved Leilighed
til at gaae i Kirke og høre en Prædikant, som man havde
gjort mig meget nysgjerrig efter. Det var den residerende
Capellan Dyrborg,5 bekjendt her i Egnen fra Drengeaarene
for sin store Flauhed og Taabelighed. Han blev naturligviis
ikke bedre, da Skjæbnen gjorde ham til personel Capellan hos
den høist berygtede Provst Ancher Brun,6 der i en Alder af
over 80 Aar blev afsat ved Høiesterets Dom. Endelig blev
han residerende Capellan her i sit Barndoms Hjem, og er i
s.41   Almindelighed ingen Prophet agtet i sit Fædreland, hvor
maatte da ikke saadan en Stakkel her vorde ringeagtet! Det
er han da ogsaa og, hvad hans Prædikener angaaer, virkelig
i høiere Grad end han fortjener. Han var herinde før Guds-
tjenesten, for at afgjøre en Pengeaffaire med Lund, og jeg
fandt ham ikke stort anderledes end adskillige have fundet mig
ved første Bekjendtskab: stille og en Smule forknyttet. Saa
gik jeg da i Kirke. Hans Messe var en takt- og tonløs
Jagen, Mellemting mellem Sang og Tale, men han brægede
ikke, som andre har gjort. Hvad hans Prædiken angik, da
var den uden Orden og Sammenhæng, ganske heterogene
Betragtninger og Formaninger laa omstrøede mellem hinan-
den, men han sagde ingen Absurditeter og fremsatte, isoleret,
en og anden Sandhed, som hans ivrigste Dadlere kunde gjøre
vel i at lægge paa Hjerte. Hans Organ var ikke ubehage-
ligt, hans Stilling var fri, og han gjorde ingen utidige Arm-
bevægelser, og Prædikenen var ret godt memoreret. Han skal
gjøre endeel Grimaser med Ansigtet, men dem kunde jeg ikke
see. Jeg troer, man gjør ilde i saa reent at bryde Staven
over denne Mand. I Livet skal han mangle Conduite, og
det er maaskee Aarsag i, at man gaaer saa strengt i Rette
med hans Embedsførelse; ellers maatte dog virkelig Folk,
som have seet dem om i Verden, vide, at der paa Prædike-
stolene gives langt uslere Karle. -- Lunds to Brødre med
deres Koner (Madammens Søstre) spiste her til Middag.
Det forbausede mig at finde dem i dyb Sorg, og da jeg
spurgte om Aarsagen, angaves en meget gammeldags og klein-
städtisch. Eilert Lunds yngste, tre Fjerdinger gamle Barn
døde i Nat af Kighoste, og nu skulde den hele store Familie
i Eftermiddag hen og aflægge ceremoniel Condolencevisit hos
deres Fætter. Ogsaa det smager vel meget af Borgermester-
familien,7 at de tre kjødelige Søstre aldrig tiltale hverandre
s.42   uden det hedder: Søster Edvardine og Søster Ellen og
Søster Severine; men ellers er det gode og virkelig heel
dannede Mennesker.




1ste Juni.


   Juni Maaned begynder som det en Juni Maaned an-
staaer: varm og mild. Det slemme Veir har udraset og i
deiligt Solskin tiltraadte jeg paany min Reise, efter at have
taget en hjertelig Afsked med min brave Vert og hans Fa-
milie. -- Farsund var i min Barndom og Ungdom en Bolig
for Sviir og alskens Luxus. Aaben Gjæstfrihed herskede,
men det var, som flere Steder i gamle Dage, ved mange
fyldte Pocaler, man lagde den for Dagen, og der var fast
intet Selskab, hvor man jo førte Undergangskrig med Fla-
skerne, og tidt blev det Seierherrernes Lod at falde ligemeget
som de Overvundne. Det er ikke mere Tilfældet. Den vilde
Slægt er næsten uddød, og den yngre synes at have indført
en stille, frugal Levemaade, hvorved endeel af den fordums
Jovialitet gaaer med i Løbet.8


   Over Lyngdalsfjorden kom jeg til Lyngdal, et over-
maade smukt Landskab, hvoraf dog Reisende nuomstunder see
en saare liden Deel, da Postveien er anlagt over et vildt
Fjeld i den styggeste og meest bakkede Egn, som deromkring
er at finde; men daværende Foged havde en Avlsgaard der-
oppe mellem Fjeldene, og for at komme lidt mageligt til den,
lykkedes det ham at overtyde Vedkommende, at Landeveien
maatte anlægges her. Store Omkostninger ere vist anvendte
for at gjøre denne Udørk nogenlunde fremkommelig med Hest,
s.43   og nu siger man dog, at denne Vei atter skal sløifes, thi
Hr. Kammerraad Heiberg er ikke længer Foged.9 Paa hiin
Side af et Færgested blev Egnen smuk: Løv- og Barskov,
Ager og Eng, Elve og Ferskvande og pene Bondehuse i yndig
Afvexling, og saa vedblev indtil Gjæstgiveriet Vigeland, som
jeg uden Betænkning tør kalde det første af alle Gjæstgiverier,
jeg kjender i Norge, idetmindste paa Landet. Alle Beqvem-
meligheder nyder den Reisende i høi Grad, og penere Sove-
kammer og bedre Seng har jeg neppe fundet i nogen Præste-
gaard. Og med alt dette er Betalingen overmaade billig.




2den Juni.


   Idag har jeg i temmelig varmt Veir redet 61/2 Miil,
har altsaa efter min Maade udstaaet temmelig Strabads.
Blandt Dagens Reisebegivenheder anmærker jeg iøvrigt kun,
at man paa Gjæstgiverstedet Vatne overlod det til mig selv,
om jeg vilde have Rom, fransk Brændeviin eller Aqvavit,
men derimod ikke eiede andet Brød end Havre-Fladbrød.





3die Juni.


   Christianssands Latinskole, blandt hvis Peblinge jeg
henhørte i halvtredie Aar, var det mig umuligt at gjenkjende.
Den var meget forandret, men jeg kan just ikke sige mærke-
ligen forskjønnet. Store skyggefulde Træer, som stode uden-
for den, ere borthuggede, hvorved Værelserne rigtignok ere
blevne lysere end før. Ogsaa læste de tre nederste Classer
før i eet Værelse, og kun Mesterlectien var afdeelt fra de
øvrige. Nu har hver Classe, som billigt, sit særskilte Værelse,
men ingenlunde som de i Christiania; et af dem er endog
tillige Sovekammer. De have og et Auditorium og et Bi-
bliothek; paa det førstes Gulv laae Rug; i det sidste var
s.44   ogsaa Spisekammerreqvisiter, men ingen betydelig Bogsamling.
Rector Amberg10 er vist en meget brav Mand, men neppe af
dem, der tage sig meget ivrig af Undervisningen. I hans
Selskab var jeg inde i Kirken, som er aldeles uforandret, som
da jeg forlod den 3die Søndag efter Paaske 1785. Det
eneste nye, jeg fandt der, var Hr. Wergeland i Atlaskes
Kjole. Jeg vexlede et Par Ord med ham; han er mig sag-
tens gram over min Recension,11 kan jeg tænke. Ellers skal
han være meget melancholsk over de Modstandere, der have
reist sig mod ham, og paa sin Ordinationsdag yttrede han
det Ønske for en Collega, at han aldrig havde skrevet Mne-
mosyne. -- Provst Engelhardt12 var mig bekjendt fra min
forrige Christianssandstour og det norske Selskab. Det er ret
en særdeles godlidende ung Mand, kun fradømmer man ham
alt Talent for Prædikestolen. Endelig var jeg hos General-
major Tobiesen, en meget oprigtig Ven af min afdøde Stif-
fader. Han havde samme Skjæbne som min Fader, at af-
skediges i sin høie Alderdom uden Ansøgning og uden Ud-
mærkelse i Hæder eller Indtægt, og var dog ogsaa en saare
hæderlig gammel Officeer, i Aandscultur endog over min
Fader. Æren er næsten Krigerens eneste Løn paa hans
møisomme Bane. Skal han da nu som Olding, efter mere
end et halvt Aarhundrede at have baaret Dagens Byrde og
Hede, og baaret den troligen, afskediges paa en saa lidet
ærefuld Maade, at man aldrig byder en anden Embedsmand,
s.45   der ei er notorisk uduelig eller fordærvet, noget lignende --
det er rigtignok tungt.




4de Juni.


   Jeg tog Natteleie hos Præsten Grøgaard paa vestre
Moland.13 Vi havde aldrig seet hinanden før, men havde
ikke været sammen en halv Time, førend vi, ved vore mange
Berøringspunkter, alt vare meget gode gamle Venner. Han
er en af Norges særdeles oplyste og dannede Religionslærere,
en Mand, som man virkelig lykønsker sig med at komme i
Bekjendtskab.





5te Juni.


   Skrækkelige Historier fortaltes mig i Morges om en
middelaldrende Præst14 her i Provstiet, et af de gyseligste
Beviser paa moralsk Nedværdigelse, jeg nogensinde har
hørt. Han skal have været en talentfuld og, som det syntes,
retskaffen Mand; den høist agtværdige Jacob Aall paa Næs
bad mig endog engang i Kjøbenhavn at tale hans Sag for
Cancelliepræsidenten, og det vilde han vist ikke have gjort,
dersom han ikke havde troet ham Anbefaling værdig, men
paa nogle Aar er han bleven et saa ryggesløst fordærvet
Menneske, at man vanskelig finder hans Lige. Ikke nok med
at han er yderst forfalden til Drik; de skjændigste Ukydskheds-
historier fortælles som notoriske om ham, og Kronen har han
sat paa det alt ved følgende Bedrift: Hans Fader var død
og Familien var samlet for at gjøre oekonomisk Aftale. Ved
Middagsbordet beklagede Præsten, at der ikke var Viin paa
Bordet, hvortil Moderen svarede: "Vinen er dyr, min Søn,
og naar de andre nøies med Øl, kan du ogsaa." Det gik
s.46   saa hen til Maaltidets Ende, da han, istedetfor at takke sin
Moder for Maden, tog hende i Næsen og bukkede hende
ned mod Gulvet, saa at Blodet strømmede ud af
den. To Dage efter var hun død. Det skal være bestemt
sandt; Aall i Porsgrund, hos hvem jeg skriver dette, be-
kræfter det.

   Grøgaard viste mig, inden jeg reiste, et Udkast til en
Religionslærebog, han har udarbeidet, egentlig for sine Børn,
men tænker dog nok og at meddele Publicum den. Jeg med-
delte ham et Par Indvendiger, men maatte iøvrigt billige
hans Plan. -- Ved Frokosten indfandt sig den personelle
Capellan Hr. Top,15 efter Sigende det bedste, men ogsaa et
af de taabeligste Mennesker paa Guds Jord. "Capellanen
vor er saa uskyldig", sige Bønderne.


   Denne Dags Reise var lidet behaglig. Forbudet var
kommet for seent afsted, saa at jeg indhentede det, Veiene
vare bakkede og Egnen ensformig, Hestene maadelige og Sad-
lerne usle; jeg fik saadan Lede for Ridningen, at jeg gik den
sidste Miil fra Fjære Kirke til Helle, hvorfra toges Skyds
til Vands ned ad Øiestad Elven til Arendal.





7de Juni.


   I Følge med min Svigerfader16 gik jeg i Kirke og hørte
Provst Krog.17 Han gav idag Anvisning mod overdreven
Sind og Hu til Verden, og sagde askillige gode Ting, men
ellers var Prædikenen tør og havde lidet, som fængslede Op-
mærksomheden, hvilken han ellers gjorde sig Umage for at
vække. Saaledes begyndte han a la Bastholm: "Jeg træder
idag op for at advare Eder mod en af Eders Slægts far-
s.47   ligste Fiender", og nu udbredte han sig vidt og bredt om
denne Fiende, uden at nævne ham, for ret at gjøre os nys-
gjerrige, indtil det endelig kom ud, at det var bemeldte "Sind
og Hu til Verden".




8de Juni.


   Med en Baad, som jeg havde tinget til Brevig, seilede
jeg i Morges fra Arendal. Det gik godt i Begyndelsen, men
saa blev Strømmen contrair, dernæst ogsaa Vinden. Ikke
engang Risøer, som laa lige for os, kunde vi naae, men
maatte vende om til Lyngøer, en god Havn, hvor man imid-
lertid paastod der var intet ordentlig Gjæstgiveri, hvor altsaa
en Skipper, som modtager Fremmede, af lutter Godhed, men
sandelig ikke gratis, modtog mig, Niels og Tøiet. Ud af
Huset kunde man ikke gaa uden at klavre opad nogle bratte,
nøgne Fjelde. Jeg søgte altsaa at forkorte Tiden ved Læs-
ning i Oxenstjernes Moralske Tanker, som jeg medbringer,
men en stor Deel af denne Mands Raisonnements kan jeg
ikke faae ind i mit Hoved. Han synes at være en Mand,
der vender Ryggen til Verden, fordi den først har slaaet
Haanden af ham, trøster sig over dens Uretfærdighed ved at
skjælde den Huden fuld og gjør en Mængde eensidige Reflec-
tioner, som den rolige, upartiske Iagttager aldrig vilde gjort.
Naar han roser, overdriver han ogsaa. Dette Skrift har hid-
til været som en symbolsk Bog i min Familie, endog min
Moder, hvis Characteer dog vist afviger meget fra Oxen-
stjernas, gjør mangfoldigt af den, men jeg forudseer, at den
for Familien i nedadstigende Linie vil have langt mindre Værd.





9de Juni.


   Vinden gik i Morges om til Sydvest; jeg betalte den
meest uforskammede Regning, der endnu er gjort mig paa den
hele Reise, og gik i Baaden. Vi seilede 3 Mile udenskjærs,
s.48   men ingen Englændere lod sig see, og vi kom i god Behold
til Brevig.




10de Juni.


   Som sædvanligt aflagde jeg i Formiddag Visiter hos
dem, jeg troede at skylde saadan Høflighed. Mit fordums
Hjem, Præstegaarden,18 maatte jeg gaae forbi, da Capellanen
Rynning19 med Kone i de Dage var reist østerpaa, for at
forsøge om Nepotismen ei kunde virke noget til hans For-
fremmelse, da han er en Broder af Bispens Svigersøn. I
min Tid, længe før og en god Stund efter den, var dette
Præstegjelds Geistlighed et Mønster paa broderlig Samdræg-
tighed. Det er nu forbi. Rynning og Steenbuch20 leve i
megen Kiv; de have hver sit Partie, Rynning dog uden Tvivl
det større. Nogle lastede dem Begge, men Begge rostes af
Ingen. -- I Eftermiddag kjørte jeg til Porsgrund, og tog
ind til Jørgen Aall.





11te Juni.


   Det var ingen "bedrøvet ellevte Juni"; det var vel i
det Hele den gladeste Dag, jeg har havt, siden jeg forlod
Christiania. Fuglesang vakte mig af en rolig Morgenslummer
(en Canariefugl hang i mit Værelse) og ved Theebordet
mødte mig Fader, Moder og Børn fra 18 til 3 Aar, alle
fuldkommen efter mit Hjerte. Jeg kjender intet Hjem, hvor
Mand, Kone og Børn i sandere Forstand ere alt for hver-
andre, hvor det huuslige Samfund udgjør et skjønnere, mere
s.49   harmonisk Heelt end dette. Saaledes kjendte jeg dem allerede
i deres og mine Ungdomsdage, saaledes saae jeg dem igjen
for 11 Aar siden, saaledes fandt jeg dem igjen nu i end høiere
Grad. Da vi havde spiist Frokost, kjørte Jørgen Aall21 og
jeg til Borrestad. Jeg behøver nok ikke for nogen af Jer,
kjære Venner, at beskrive den elskværdige, jovialske Jacob
Aall. I kjende ham jo alle, og begribe altsaa, at det var
os ingen liden Glæde at faa ham overtalt til at spise Mid-
dag med os, uagtet han til Aften ventede Kammerherrer og
Kammerherreinder, Frøkener og Baroner, som fra Nord og
Syd skulde strømme sammen for at mødes paa Borrestad. --
Blandt Gjæsterne til Middags var Præsten . . .22 Det er
bekjendt, at snart jeg, snart Liebenberg, snart Clausen eller
hvo, der har udgivet en Samling Religionstaler, prædiker
gjennem hans Mund for Porsgrunds Indvaanere. Hans
Omgangstalent har sine gode Sider, hans Tone er fri, an-
stændig og godmodig, men der er dog strax i første Øieblik
et je ne sais quoi, som frastøder, og det bortviger ikke ved
nærmere Bekjendtskab. Hans altfor store Lyst til Selskabe-
lighed og in specie til den legemlige Æden holder man sig
op over. Han skulde idag holde en Brudevielse Kl. 3 i
vestre Porsgrund, men da vare vi nylig komne tilbords, og
han kunde ikke føre det over sit Hjerte at gaae bort, før
Kalvestegen var kommen frem, og da havde Brudeparret vel
ventet halvanden Time.




12te, 13de, 14de Juni.


   Jeg kan gjerne slaae i Hob de 16 Mile og de sidste
halvtredie Dage, for hvilke jeg her har at aflægge Regnskab.
Ingen mærkelige Glæder eller Gjenvordigheder mødte mig.
s.50   I Korthed altsaa: jeg fandt Skyds overalt bestilt og overalt
taalelige Heste, tilbragte en behagelig Aften i Drammen hos
gode Venner, men var dog først rigtig vel tilmode, da jeg
holdt udenfor min Dør og Marie, Claudine, Mariane og
Julie, efter saa lang, lang Skilsmisse jublede mig friske og
glade i Møde.




1
  tilbake Som bekjendt er det et meget udbredt Sagn, at Sorenskriver Nansen,
der boede i Egersund, paa 1ste ordentlige Storthing under Debat-
terne om Stedet for Norges Banks Hovedsæde skulde have ladet falde
de Ord: "Jeg foreslaar, at Banken skal være i Egersund, det er en
kjøn lille By, og der bor jeg." Fortællingen, der ogsaa har fundet
Veien til den historiske Literatur (Fr. Hammerichs "Hans Nansens
( Præsidentens) Levnet" i Dansk historisk Tidsskr., 3. R., I,
S. 259), har imidlertid ingensomhelst factisk Hjemmel. Den er
udentvivl opstaaet derved, at netop medens det samme Stor-
thing var samlet, og man (i Pressen) ivrig drøftede det Spørgs-
maal, om ikke Universitetet burde flyttes fra Christiania til en
mindre By, fremkom der i Nationalbladet (8de Februar 1816, 2.
Hefte, S. 86 -- 92) et ironisk Forslag om, at Egersund burde være
Universitetsstad. Bank og Universitet ere da blevne forvexlede i Tra-
ditionen. I Krafts Forfatter-Lexicon, udg. af Chr. Lange, findes
anført (S. 464), at Nansen "antages" at være Forf. af dette Stykke
(hvilket i Lexiconet citeres unøiagtigt). Der er imidlertid i Stykket
flere Ting, der i en paafaldende Grad pege paa Pavels, og som derfor
have bragt Udg. paa den Formodning, at Artikelen er fremkaldt af

2
  tilbake Personalhist. Tidsskr., VI, S. 128; Fru G. Kiellands Erindringer
fra mit Liv, S. 39; P. Hansens Archiv for Skolevæsenet i Chr.sands
Stift, I, S. 57.

3
  tilbake Søren Martinus Schive, 1827 som Sognepræst til Ringebo
(Forf. Lex.).

4
  tilbake Eidsvoldsmanden Gabr. Lund, tilsidst Postmester i Throndhjem
( 1831). Han blev 1792 Student (Pavels's Autobiogr., S. 192 fg.)
og havde gode Kundskaber. Se om ham og hans Familie Const.
Flood, Listerlandet, 2. Udg., Chr.a 1876, S. 103 -- 108.

5
  tilbake Peter Dürborg, om hvem kan henvises til Const. Flood, 1. c.
S. 188 -- 192. Denne tilsidst utrolig dybt sunkne Mand dømtes fra
sit Embede som Sognepræst til Hegebostad ved Høiesteretsdom 1828,
men characteristisk er det (hvad Udgiveren kjender fra den paalide-
ligste Kilde), at der blandt Almuen sattes igang en Ansøgning om,
at han, der havde lovet at være nøisom i Henseende til sine Ind-
tægter, maatte beholde Embedet. Efter Afsættelsen levede han endnu
et Snes Aar i Lyngdal dels af fordums Embedsbrødres Almisser,
dels af forskjellige Accidentser, saasom ved at spaa for Bønderne i
Kaffegrud. Almuen kaldte ham altid "Dyrenborg".

6
  tilbake Erlandsen, Thj. St. Geistl., S. 417. Henr. Wergelands Sml. Skr.,
VIII, S. 175, 295. Pavels's Autobiogr., S. 23.

7
  tilbake En Komedie af Kotzebue.

8
  tilbake Pavels har under sidste Side af sin Autobiographi (S. 173) antegnet:
"Sluttet i Farsund 30te Mai 1812." Man ser altsaa, at denne
idetmindste tildels er udarbeidet under Reisen. Maaske er ogsaa
Barndomserindringerne nedtegnede under det Indtryk, som Samlivet
i Bergen med den gamle Moder maatte gjøre paa Sønnen.

9
  tilbake Gabr. Martin Heiberg, se D. Thrap, Familien Bonnevie, 2. Udg.
S. 52.

10
  tilbake Til de om ham i Halvorsens Forf. Lex. anførte Henvisninger kan
ogsaa føies Rahbeks Erindringer, III, S. 328, samt P. B. Lassens
Beretning om Stiftsstaden Christianssand, Chr.sand 1883, S. 181
-- 183.

11
  tilbake Pavels var en af Censorerne over de til Selsk. f. N. V. indkomne
Skrifter om et Universitet i Norge.

12
  tilbakeP. B. Lassen, l. c. S. 117 fg. Han forlod Norge 1822.

13
  tilbake Den bekjendte H. J. Grøgaard. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes
Hist. i det 19de Aarh., S. 178 -- 221.

14
  tilbake Frants Christian Thestrup, res. Kap. til Holt, entlediget 10de Juli f. A.,
se Faye, Bidrag til Holts Præsters og Præstegjælds Hist., S. 81 fg.

15
  tilbake En dansk Mand, siden Sognepræst til Drangedal. Forlod Norge
ved Adskillelsen fra Danmark.

16
  tilbake Kjøbmand Fahslan i Arendal.

17
  tilbake Johan Ernst Gunnerus Krog, som Sognepræst til Arendal 1837.

18
  tilbake Pavels var resid. Cap. til Eidanger 1793 -- 1796 og boede som saa-
dan i Brevig.

19
  tilbake Fred. Benj. Kraft Rynning, som Sognepræst til Moss 1836
(Forf. Lex.). Broderen Erik R., Sognepræst til Strøm (Odalen),
var gift med Pauline Bech.

20
  tilbake Johan Erik S., Sognepræst til Eidanger. Erlandsen, Thj. St.
Geistl., S. 151.

21
  tilbake Consularagent Jørgen Aall, Jacob Aalls Broder, Eidsvoldsmand.

22
  tilbake Hans Due Halling, som Sognepræst til Porsgrund 1839.
    bla bakover
   bla videre