Claus Pavels


s.1	1812. I. De vide alle, mine oprigtige Venner og Veninder! Anledningen til denne Reise, der saa pludseligen bortrev mig fra mit Hjem og mine Elskede, fra min Virkekreds og mine Embedsforretninger. Jeg maatte opfylde en kjærlig Moders Ønske. Hver Dags Opsættelse kunde tilintetgjøre Reisens Hovedøiemed. -- -- Der var Grunde nok til Bekymringer, men jeg fik ikke Tid til at anstille dem. Bedøvelsen over den høist uventede Tidende ¹ var neppe forbi, da jeg maatte i Kirken og prædike, og siden var der utallige Ting at ordne, optegne og expedere i Anledning af Reisen næste Morgen.²
s.2	30te Martii. Min første Dagsreise var uden Eventyr. Derimod ønskede jeg ret gjerne, at have den høie Øvrighed blandt denne Dagbogs Læsere, for at kunne lægge ham eftertrykkelig paa Hjerte, at der paa denne Vei, de første 12 Mile ³ fra Rigets Hovedstad ikke er et eneste Gjæstgiversted, hvor en Reisende, især om han medbringer Fruentimmer, kan finde beqvemt og anstændigt Natteqvarteer. Er man ikke kjendt paa Gran Præstegaard, kommer man i en høist ubehagelig For- legenhed. Det var da jeg, og undgik saaledes at tage ind paa Granvold. Den Lassenske Familie modtog mig med aabne Arme, jeg blev herligen beværtet og tilbragte en be- hagelig Aften.⁴ 31te Martii. Jeg sagde, at der i 12 Miles Afstand fra Christiania ikke fandtes et skikkeligt Vertshus, men saa har man igjen Erstatning i Lands Præstegjæld, hvor man paa 4 paa hin- anden følgende korte Stationer overalt finder Gjæstgiver- steder, hvor en Reisende kan finde enhver rimelig Attraae til- fredsstillet, og det er igjen næsten formeget. -- Jeg havde udbedet mig Natteleie paa Lands Præstegaard, men var ikke uden Frygt for ei at blive aldeles venskabeligen modtaget, da jeg to Gange har været med at censurere Provst Berg ⁵ ret ubarmhjertigen: første Gang, da hans Afhandling om Universitetet sattes allernederst blandt de ni indkomne: siden da jeg, Dr. Neumann og Sigvardt haardeligen havde ned- revet en Slags Lærebog i Religionen, som nogle høivise
s.3	Confirmander efter hans Forelæsninger havde sammenskrevet, og som han vilde bruge ved de Landske Skolelæreres Dan- nelse; men han yttrede ingen Misnøie med mig, sagde blot engang i Forbigaaende, at det alene var Mangel paa Local- kundskab, der kunde bevæge hans Censorer til at fælde en saa streng Dom. Iøvrigt var han den samme interessante, godmodige Mand, som jeg sidst erkjendte ham for, og det undrede mig ret, at en Mand med saamegen bon sens og rigtig Følelse kan skrive saadanne Ting og anse dem for gode. 3die April. "Jeg gik ud af mit Paulun og saa et bedrøveligt Sjun". Det sneede meget stærkt. Jeg tænkte først at blive over paa Vang Præstegaard, men Tanken om min ventende Moder drev mig fremad. -- Overmaade skikkelige Folk havde vi ⁶ paa Fjeldtouren, men Veiret blev alt mere og mere afskyeligt. Det blev tilsidst saa mørkt, at man ikke kunde se ti Skridt foran sig; det begyndte tilige at blæse og fyge, og da vi havde naaet Nyestuen, den første Fjeldstue, takkede vi Gud for Tag over Hovedet og bleve der. Det er et taaleligt Bondevertshus, hvor der, som overalt, var god Caffe at faa, og dette var en stor Trøst og Erstatning for de øvrige Savn. Ellers kededes jeg naturligvis som overalt paa de Gjæstgiver- steder, hvor jeg kom tidlig om Eftermiddagen og bliver Nat- ten over. Her i Nyestuen fandt jeg imidlertid en Ting, hvor- med jeg haaber at more mine Læsere, skjøndt det kun for et Øieblik morede mig selv. De kjender dog alle af Renommée den famøse Præst Esmarch,⁷ som troer, at Aanderne drive
s.4	deres Spil under Jorden, og ere Aarsag i al den Qvalm og alle de Spectakler, som skee heroppe, og at, dersom man sendte en Armee nedigjennem Kongsbergs Gruber, saa kunde man overvinde de Onde og komme i Alliance med de Gode. Denne Mand havde skrevet i Skydsbogen som følger: "August Esmarch ankom d. 29de Oktober 1811, fordi Sandheds- fienden Biskop Bech forbød ham at prædike i Christiania Stift, da han ikke vilde nedlade sig til Gudsbespotter og offentlig Bedrager." 4de April. Solen stod endnu høit paa Himmelen, da vi, efter mange Besværligheder, naaede Berger, men Skyds var ikke bestilt, og næste Stations Længde og Besværligheder fraraa- dede aldeles at reise videre. Jeg tog altsaa Natteqvarteer hos min gamle Ven og Patron Iver, der nu er halt, men forresten den samme store Politicus. Ligesom forrige Gang talede han om Tydsklands Interesse, og flaaede mig ugude- ligt, da jeg om Morgenen skulde betale. 5te April. En ubehagelig Dag. Slæde kunde nu ikke mere be- nyttes, jeg maatte ride. Først gik det Fod for Fod over en temmelig lang Iis, saa kom jeg forbi Borgund Kirke, hvis underlige Structur jeg er for ringe til at beskrive; nok er det, at jeg aldrig har seet dens Lige. Gjennem frappant gyselige Egne, om hvilke man i Christiania og Drammen, ligesaalidt som i Danmark, kan danne sig nogen Forestilling, og under utallige Besværligheder fortsattes siden Reisen til Leirdalsøren. 8de April. Ligesom Voss i Almindelighed er en meget folkerig Bygd, saa er især Egnen omkring Kirken ligere en dansk
s.5	Landsbye med Udflyttergaarde end en norsk Samling af sær- skilte Gaarde. Det er ellers et skjønt Land, heel interessant at gjennemreise. Folkene roses mindre, men de, jeg traf paa min Vei, vare overmaade honette. -- Førend jeg fortsatte min Reise, aflagde Jersin ⁸ og jeg et Besøg hos Hannestad,⁹ hvor vi beværtedes med Madera, som jeg ret forbausedes ved at finde hos en Landsbyecapellan, da Slotspræsten paa Aggershuus neppe i et Aar har eiet en Flaske. Begge Præ- sterne, især Capellanen, ere interessante i Omgang, forstan- dige og oplyste; desmere ubehageligt var det mig at erfare, hvor fremmede de vare i den nyere Litteratur, og at endog Tidsalderens store Tendents til Mystik var dem ubekjendt. Bergens Stift er overalt, ligesom dets Hovedstad, yderst uvidenskabeligt. Man maa beklage det, hvergang en Mand af Aand og Talenter ansættes her, thi man tør næsten vædde paa, at han gaar tilbage. Her skal være Boghandlere, men de staae neppe ved Siden af Christianias Hartmann eller Diurendahl. Nei bevare mig Gud fra nogensinde her at faae stadigt Opholdssted! Tanken om at lindre en elsket Moders Kummer kan skjænke mig Glæde her, men naar hun er borte, er Stedet mig i physisk, moralsk, politisk og litte- rair Henseende (mindst dog i første, utaaleligt. 10de April. Jeg havde frygtet at finde min Moder langt svagere end jeg virkelig fandt hende. Hun synes endnu at kunne leve nogen Tid, og som tillidsfuld Gud hengiven Christen tænker hun ogsaa dette med Resignation, hvor tomt og øde Livet maa vorde hende paa det ensomme, smertefulde Leie. --
s.6	Det var et skrækkeligt Slag, som rammede hende. Den vær- dige Olding blev efter 60 Aars troe, nidkjære Tjeneste afske- diget, uden alt Paaskud, uden Forøgelse i Ære eller Ind- komster, i en høi Alder, men usvækket paa Sjel og Legeme, blot fordi han stod i Veien for Andre, der skulde drages frem. Han affecterede største Ligegyldighed, hvilken dog de, der kjendte hans varme Temperament og levende Æresfølelse, indsaae, ei kunde være naturlig. I største Hast skilte han sig ved alt, der hørte til hans Embedsførelse, aflagde Militair- uniformen, og vilde blot ved høitidelige Leiligheder bære den Stads, hans Rang som afskediget Generalmajor berettigede ham til. Søndagen den 15de Martii gik han i Kirke, frisk og sund som det syntes. Regimentschirurg Swindt,¹⁰ der hver Morgen besøger min syge Moder, sad hos hende, og han raabte munter til hende ved sin Bortgang: "Før Jer nu vel op, Børn!" Han kom i Kirken, slog sin Psalmebog op, sang staaende et Vers, saa gled Bogen ham ud af Haanden, han segnede tilbage -- og var død. Endnu i Eftermiddag fik jeg Velkomstbesøg af Husets to sjeldne, trofaste Venner: Swindt og Oberste Grübeling, to Mænd, som i meget ere hinanden ulige, men som deri ligne hinanden, at de begge, som Dorthe Engelbrechtsdatter, "sidde slet for Verdens Flok, som paa dem kaster Øiet!" -- og begge ere min Moder hengivne, ikke med Ord eller Tunge alene, men i Gjerning og Sandhed. -- Grübeling er Peber- svend og lever sammen med tre aldrende Sødskende; han har intet behageligt Udseende, driver maaske sin Accuratesse til Pedanterie, og er ikke fri for Mistænksomhed og Morositet,
s.7	men skjøndt "Troe Ingen for vel!" er hans stadige Valg- sprog, er han dog blandt de Mennesker, jeg kjender i denne bagtalerske Bye, en af dem, der med allerstørste Varsomhed vur- dere Andres Handlinger, og efter disse fælde Dom over deres Charakteer. -- Swindt er en middelaldrende Mand; han er gift, lader sin Kone nyde Livets høieste Beqvemmeligheder (han eier temmelig Formue), besøger hende ogsaa, men staaer iøvrigt i intet fortroligt Forhold til hende. Han er over- maade jevn og ligefrem, og Etiquette er ham af alle Ver- dens Ting det meest forhadte; han kommer aldrig i noget Selskab; det er med største Møie, mine Forældre undertiden have kunnet formaae ham til at spise Middag hos dem, men at oppebie Caffeen er ham Umulighed. Iøvrigt er han en meget duelig Læge og Chirurg, har udbredt Praxis og besøger Patienter med utrættelig Omhu, fra det gryer af Dag til langt ud paa Aftenen. 11te April. Jeg sad den hele Dag hjemme og talte med min Moder. Her var ingen anden end vore to daglige Gjæster, af hvilke Swindt kommer hver Morgen Kl. 7 og Grübeling hver Efter- middag Kl. 5 -- jo ogsaa en gammel Frue Reichborn, Majo- rens Moder, med hvilken jeg dog, ligesaalidt som med de fleste Damer, der kjede min Moder med deres Visiter, ikke følte Kald at indlade mig. I Almindelighed retirerer jeg af en anden Dør, naar en Damehat viser sig i Gaarden, og bliver i Kjøkkenet, indtil Vedkommende er indpasseret, da jeg lister mig opad Trappen paa mit Kammer, hvor jeg undertiden maa holde lang Arrest, thi ligesom Corfitz sagde om Knivsmedens Kone: "Fanden staaer i de Fruer til at snakke." 12te April. Jeg havde foresat mig idag at gjøre de meget ceremo- nielle og uopsættelige Visiter, og havde til den Ende bestilt
s.8	en Kariol, en Slags Halvvogn, den eneste Voiture, som sees paa Bergens Gader, men der var ingen at faae, da alle Byens Karioler vare i Reqvisition for Confirmanderne fra forrige Søndag, som idag communicerede. Det var glat og fuldt af Snee paa Gaderne; altsaa blev jeg hjemme, og gik heller ikke i Kirke, hvor overalt de anmeldte Prædikanter ikke synderligen vakte min Attraae efter at høre dem. Om Efter- middagen havde min Moder og jeg endeel Visiter, hvoriblandt en Oberstinde Synnestvedt, en fiin, sukkersød Dame, som jeg retirerede for, da hun kom, men maatte dog gjøre Bekjendt- skab med, da andre mig vedkommende ogsaa indfandt sig. Jeg lever her mere i den forbigangne end i den nær- værende Tid. Oldingen seer helst tilbage; omkring ham er alt tomt og øde, og forud for ham er ugjennemtrængelig Taage eller blændende Glands, der skinner ham imøde fra en bedre Verden. Saa er det med min Moder. Den for- svundne Tid ligger klar for hendes Blik, og ved den dvæler hun helst; nu og her er hun en Udlænding, og det Tilkom- mende aner hun med fast Troe og Haab, men kjender det ikke. Ogsaa i den Henseende lever jeg i Fortiden, at jeg rundtom i dette Huus seer -- fra den store Sølvkande til det lille hollandske Slaguhr og det ældgamle Nøgleskab -- næsten alt, hvad jeg saae som spædt Barn. De Skeer, jeg spiser med, det Bæger, jeg drikker af, spiste jeg med og drak af for nogle og 30 Aar siden. Man sættes saaledes hen i Barndommen ved at see alt uforandret som det var da, at man neppe veed, hvor den mellemløbende Tid er bleven af. 13de April. Idag gjorde jeg de bemeldte Visiter. Det er en besyn- derlig Maade, man kommer kjørende frem her i Bergen; man trækkes aldeles som et Læs. Hverken Kudskesæde eller andet lignende findes paa disse Karioler. Naar Vedkommende ikke
s.9	kjører selv, enten fordi han ikke kan eller ikke veed Veien, gaaer Kudsken, i Almindelighed en meget upyntet halvvoxen Dreng, ved Siden, og da Gaderne ere meget slet brolagte, gaaer det Fod for Fod, hvilket er et mærkeligt Syn, som her ingen Opsigt gjør, men i Christiania uden Tvivl vilde sætte Gadedrengenes Been og Tunger i Bevægelse. Min Omvanken begyndte paa Bergenhuus Slot hos Generalmajor Lowzow. Denne Mand, som i Christiania ansaaes for at følge Vibes Raad: "Vær heller et Lam end en Løve!" er her i Bergen meget streng og nøieregnende, hvorved mok det gamle Ordsprog om de nye Koste kan an- vendes. -- Biskop Brun har i denne Tid mange Sorger og Lidelser at kjæmpe imod: et incurabelt Been, hans Kones uophørlige Gigtsvaghed, hans kjæreste Barns ¹¹ Død fra 10, næsten alle smaa Børn; men han gjør, som der staaer i den gamle Vise: "Den Byrde, hvorved en anden faldt, Den jeg med knyttede Næver drager." Han er ved frit Mod og bøies ikke saa let af Modgangs Storme. Han forelæste mig et meget velskrevet Brev til Biskop Münter i Anledning af en epistola encyclica, som denne vilde have udstedt og underskrevet af alle Danmarks og Norges Biskopper. Deri skulde især Præsterne indskjærpes deres Pligter at forebygge Ægteskabsskilsmisse, hvorved Hr. Paludans Skrift ¹² i den Anledning anbefales dem som en
s.10	symbolsk Bog. Brun havde da sagt ret drøie Sandheder, blandt andet, at han beklagede det Stift, der ikke havde idet- mindste 10 Præster, der kunde sige netop det samme som Paludan havde sagt, og ligesaa godt som han havde sagt det. -- Hos Oberste Grübeling gjorde jeg Bekjendtskab med hele hans Huusgesinde: hans Broder Majoren, to gamle Søstre og 3 smaa Hunde. 14de April. Jeg vedblev at gjøre Visiter, men sluttede snart min Omvandring hos Præsten Brun, Bispens Søn og residerende Capellan ved Korskirken, en meget stilfærdig og sagtetalende Mand, thi han fortalte, at hans Fader nylig var gaaet forbi, og ganske vist var hos min Moder. Jeg skyndte mig da hjem, og fandt ganske rigtig Hans Høiærværdighed med Comman- deurkorset paa Samarien ved hendes Seng. Han talte idag om Grundtvig, hvis Orthodoxie han vedbørligen berømte, men fandt, som Alle, der har læst det, hans Yttringer i Brevet til Kongen ¹³ utidige og fornærmende. Især stødte det ham, at Norge skulde have Danmark at takke for sin Chri- stendom og Protestantisme. -- Alle Præster, som hidtil have besøgt mig, Rein undtagen, vare i stiveste Ordensdragt, med pudret Haar, Stok i Haanden og disse gammeldags Guld-
s.11	nebber nedhængende fra deres Pibekraver, som i Kjøbenhavn og Christiania vel ikke ere seete i flere Decennier. 15de April. Man klager her gudsjammerlig over de dyre Tider, men det er dog intet i Sammenligning med vor Bye og Egn. Forholdsvis er dog nok Priserne stegne mere her. Bergen var før et overmaade let Levested, men er det ingen- lunde nu. En Favn bedste Birkebrænde koster nu 13, 14 à 16 Rd., og for ganske simpelt sort Klæde har jeg betalt 30 Rd. for Alen. -- Det var idag Sneefog som ved høieste Vinter. 16de April. Rein modtog mig ligesom sidst med Glæde og syntes ret vel stemt. Han siger dog, at han aldrig kan orientere sig i Bergen, og kunde have megen Lyst at komme tilbage til Aggershuus Stift, men yttrede derhos den største Aversion mod at faae Bech til Biskop, og talte om ham med en Bit- terhed, der trængte til Marv og Been. Om Aftenen var jeg paa Comedie. Her er et stort Skuespilhuus, som rummer 800 Mennesker, og for den ud- vortes Orden og Beqvemmelighed er meget vel sørget. Orche- steret synes ingenlunde saa vel besat som i Christiania; ogsaa maa jeg sige, at de Herrer Musici ingenlunde anstrængte deres Kræfter, da der intet spiltes mellem Acterne, undtagen en lille Symphonie, naar hver Act skulde begynde. Stykket, som spiltes, var "Onde Luner" af Kotzebue, Bergens som Christianias Livautor. Efter denne ene Forestilling at dømme, kan vel det Bergenske og det Christianiensiske Theater omtrent maale sig med hinanden. Den gamle Bonde spiltes til høi Grad af Fuldkommenhed af en vis Normann. Han udførte Rollen i Bergensk Bondedragt og Dialect, og da Scenen efter Stykkets Beskaffenhed ligesaa gjerne kan være i Norge
s.12	som i Tydskland, fandt jeg heri intet anstødeligt; hans Spil var den sandeste Natur; Sprog og Anstand havde han til høieste Illusion i sin Magt. 17de April. Her var to Visiter: Præsten Stuvitz ¹⁴ og Rectoren, Professor Arentz, en Olding paa 76 Aaar med et skarpt, fra- stødende Ansigt. Han talte om Universitetet, der for ham, som for de fleste Bergensere, synes at være temmelig lige- gyldigt; især fandt han det anomalsk, at man tænker paa at oprette et saa betydeligt videnskabeligt Institut paa en Tid, da Lærerne ved de allerede existerende nyde saa slet Løn og saa liden Opmuntring. Han frygtede, den Tid vilde komme, da Fædrelandet leed Mangel paa Skole- og Universitetlærere, Skoledisciple og Embedscandidater, fordi man, ved at vælge denne Bane, havde rimelig Udsigt til at sulte ihjel. Oldingens mørke Lune overdrev maaskee denne Frygt, men meget sandt er der dog nok i hans Yttringer. Swindt havde idag ladet sig overtale til at spise med min Moder og mig, og det var ret et overmaade behageligt Middagsmaaltid. Den haarde, ujævne Skal bedækker en heel fortræffelig Kjærne. Hans meget simple endogsaa (!) Udvortes lover intet synderligt, men indvortes boer virkelig en dannet Aand og et følende Hjerte. Af vore Samtaler optegner jeg et Par Underligheder, jeg hørte om de Bergenske Tjenestefolk. Det er Skik, at i nogenlunde velhavende Huse disse gives Sørgeklæder, naar Nogen af Familien døer; men ikke nok hermed, for at gjøre dem Selskab, sørge hele Gadens Tjeneste- piger ogsaa. Da nu min Fader var død, og Aftale i Forveien var gjort mellem ham og min Moder, at hvo af dem, der
s.13	døde, Folkene ei skulde gives Sørgedragt, men derimod en passende Douceur i Penge, dog med den udtrykkelige Betin- gelse, at de ei skulde anlægge Sorg, saaes hele Gadens Tje- nestepiger dybt sørgende, undtagen Pigerne i det Huus, hvor Dødsfaldet var skeet. -- Den anden Synderlighed er, at der fast i hele Bergens Bye ikke findes et Pigekammer med Kak- kelovn, hvorfra dog ogsaa min Moders Huus er en Und- tagelse. De arme Mennesker faae ingen anden Varme om Vinteren, end de fyre ret dygtig paa Skorstenen, og vende snart For-, snart Bagdeel til Ilden, for at blive nogenlunde gjennemvarmede. Til Natteleie have de gjerne et lidet Af- lukke under Trappen; endog en fattig Frøken, der havde været nødsaget til at tage Condition, maatte nøies med dette Sove- kammer. -- Talen faldt ogsaa paa min physiske Opdragelse. De fleste af mine Venner vide, at denne blev noget forsømt, og at Leeg med Bønderdrenge, de eneste af min Alder i den Egn, ikke var mig tilladt, hvorved mit Legeme aldrig fik Haardførhed, Styrke eller Smidighed. Min Moder og Swindt vare ikke ganske enige i at erkjende Skaden af denne min stille Opdragelse. Hun troede, at mit Legeme vel kunde udholdt Strabads, ja var blevet sundere og raskere derved, men at min Moralitet i dette Selskab vilde været udsat for den største Fare. Swindt derimod stod i den Formening, at det hermed havde ingen Nød, men at min Natur var saa svag, at den ingen Hærdelse kunde modtage, men haardfør Op- dragelse vilde brudt den. Jeg for min Deel troer, at de begge havde Ret i deres første Mening og Uret i den sidste. 18de April. Min Moder sover hver Dag Middagssøvn, jeg for det meste ogsaa, og til at inddysse mig i Slummer bruger jeg anden Deel af Tullins Skrifter, som er et særdeles ypperligt Opiat. Det er aldeles ikke sandt, hvad nogle Vittighedsjægere
s.14	debitere, at denne Mands Søn ¹⁵ er hans sletteste Arbeide, thi disse "Afbrudte Tanker" ere dog vist endnu slettere. Jeg har idag læst en Tirade saalydende: "O rene Vellyst, som tumlede dig paa Dydens Læber! Jeg havde kys- set hundrede Gange, men nu først lærte jeg, hvad Kysse ere. Min Sjel ilede til Læberne, den vandrede om paa Tumlepladsen og søgte sin Ven, de mødtes, de fav- nedes; hvilken Vellyst, naar Aanderne forenes!" -- Hvad enten dette er af ham selv, eller afskrevet med Bifald efter en Anden, vidner det om en skrækkelig Smagløshed. Sande, tildeels træffende Ting findes vel hist og her, men det er enkelte Guldkorn i en Sandhob. 19de April. Jeg var idag i Domkirken. Naar man vil ynde Bergen, maa man gaae i Kirke. Alt er iøvrigt saa "kleinstädtisch" som det bedst kan være, men Kirkerne ere sande Gudshuse, værdige det Væsen, som der tilbedes, skikkede til at vække og vedligeholde den høitidelige Stemning, Sjelen bør være i der, hvor udelukkende Hensyn tages paa dens høiere Tarv. Dom- kirken er især et skjønt Tempel i gothisk Smag, men uden vanzirende Udbygninger, høi og majestætisk. Ogsaa hersker der megen Orden ved Gudstjenesten, og saavidt mit Syn kunde naae, herskede der en Andagt og Opmærksomhed, som jeg ellers ikke, uden i det Høieste under Prædikenen, er vant til. Tilligemed de flere forkastelige gamle Skikke, Bergen har beholdt, synes den og at have beholdt det Rosværdige, at Agtelse for Religionen, idetmindste dens udvortes Former, har bevaret sig der uforkrænket. Vistnok studser jeg ved at
s.15	finde, endog hos yngre Præster, visse Manerer, som selv de ældre andensteds efterhaanden aflægge, men maaskee det ikke kan være anderledes, og vilde maaskee Afskaffelsen af hine uvæsentlige Biting forarge svage Sjele eller svække deres In- teresse for det Væsentlige, saa lad dem i Guds Navn ved- blive. -- Anden Capellan Hysing ¹⁶ prædikede. Han meddelte Trøst ved Venners Grave. Prædikenen var i sig selv ret god; derimod kan jeg aldeles ikke rose hans udvortes Foredrag, især var den overmaade store Langsomhed, hvor- med han ligesom tilveiede os hvert Ord, som om man skulde lære det udenad, en uovervindelig Hindring for Talens Effect. Jeg troer, jeg vilde bifaldet hans Prædiken, om jeg havde læst den, men jeg kan ikke sige, jeg hørte ham med For- nøielse, og mit Hjerte var koldere, da han steeg ned af Præ- dikestolen, end da han betraadte den. Hertil bidrog nu og hans lange Taksigelse for Offer. Denne lede Uskik er her i fuld Gang, og man udbreder sig heel vidtløftigen over, hvor tilfreds eller utilfreds man er. Hysing var særdeles fornøiet, talte derhos om sin Kone og sine mange smaa Børn og om de dyre Tider, yttrede det Haab, at Gud engang vilde gjøre Ende paa dem, og at Menigheden da ogsaa vilde lade dens Lærere nyde godt deraf. Det Hele stod mig slet ikke an. En anden Præst skal Søndagen før i samme An- ledning have sagt, at han kunde faae et bedre Embede (et voveligt Udsagn paa en Prædikestol om et Kald, som nylig er blevet vacant), men at han ikke vilde søge det, for ei at forlade den kjære, gavmilde Menighed, han levede iblandt. 21de April. Biskop Brun havde bedet mig besøge ham uden Cere- monie; et saadant Besøg gjorde jeg idag, og tilbragte der en
s.16	meget interessant Time. Samtalen gik først ud paa hans Legems og Sjels Lidelser, hvilke dog, som jeg før har sagt, ikke synderlig anfægte ham. Han fortalte mig Aarsagen til den Beenskade, han nu i 11 Aar har været plaget med, og som nu vel neppe tillader ham mere at komme paa Visitats, formodentlig og om faa Aar lægger ham i Graven. Det var et ubetydeligt Skinnebeensstød, han fik ved at stige af en Baad, en Formiddag han skulde holde Visitats paa Kind i Søndfjord, og som han af Artighed over Præsten, der efter de fem daarlige Jomfruers Exempel ikke havde Lamperne tændte til Brudgommens Ankomst, lod den hele Dag upaa- agtet. Om Aftenen og endnu mere næste Morgen fandt han Beenet inflammeret; paa en lang Reise blev qvaklet og qvak- salveret dermed saa længe, til vor duelige Chirurg Swindt intet mere kunde gjøre derved end holde Saaret aabent, men det er incurabelt. Iøvrigt gik Samtalen mellem Bergens Biskop og Aggershuus Slotspræst ene og alene ud paa Skue- spil og Theatervæsen. Tilsidst faldt Talen paa Øhlenschlæger. Han lader vor første Digters Genie vederfares fuldkommen Ret, især talte han med Henrykkelse om Axel og Valborg, hvilket Æmne han fandt mesterligen behandlet, og især Vil- helms og Erkebispens Charakterer udmærket heldige. "Tillod min Alder og Stilling det", sagde han, "vilde det være mig den sandeste Glæde at spille den Erkebiskop". Kun vilde han ikke Valborg skulde døet, og hendes Død forekom ham baade unødvendig og uforberedt. Hakon Jarl forekom Brun at mangle Eenhed, og han finder, at Øhlenschlæger med vel megen Shakespearsk Frihed tumler os om fra det ene Sted til det andet. Palnatoke ynder han ikke; der synes ham alt- for mange Afskyeligheder sammendyngede. Man erkjender i disse Domme Tilhængere af den franske Skole, thi Axel og Valborg er rigtignok af Øhlenschlægers Stykker mest i den
s.17	Aand. Corregio finder han at være blot et Stykke for Kunst- kjendere og Kunstelskere. Efter min Hjemkomst kom Rein for at besøge mig, og en ny æsthetisk Samtale begyndtes. For ham er Hakon Jarl Øhlenschlægers Mesterstykke; især finder han Hakons og Thoras Charakterer herligen tegnede. Axel og Valborg be- hager ham mindre, -- maaskee fordi han engang selv har behandlet samme Æmne, men ellers angav han som Hoved- grund, at den Stedets Eenhed, Øhlenschlæger har bundet sig til, paalagde ham altfor megen Tvang. -- Rein fortalte mig ellers, at han i denne Tid fører Brevvexling med Grundt- vig. Denne havde sendt ham en poetisk Epistel, hvori han roste ham for i sine nyeste Digte ikke at have behandlet Jesus som blot Dydens Lærer, "hvilket han mindst havde ventet af en Digter fra den Periode, i hvilken Rein havde dannet sig." Rein svarede ham i Prosa, og saaledes fortsættes endnu Cor- respondancen. Rein havde blandt andet sagt ham, at en større Sagtmodighed, end Grundtvig ytrer mod anderledes tænkende, anstod en Christendomslærer, og derpaa svarede Grundtvig paa to fulde Sider, at Sagtmodighed kunde være ret god til Tid og Sted, men i en forvendt Tidsalder maatte man tale Sandheden høit og eftertrykkeligt. ¹ tilbake Generalmajor Jacob Ulrik Holfeldt (Pavels's Stiffader, cfr. P.s Autobiographi, Chra. 1866, S. 14 o. fl. St.) var netop afgaaet ved Døden i Bergen. ² tilbake Som det vil sees af flere Ytringer i den følgende Reisedagbok, var denne bestemt til at circulere mellem Pavels's nærmeste Bekjendte, ganske paa samme Maade som de Dagbøger af lignende Art, der førtes af hans Ven Provst Fr. Schmidt under hans Kjøbenhavns- reiser 1807, 1811 osv. (Provst Fr. Schmidts Dagbøger, udgivne af N. Hancke, Kbhv. 1868). ³ tilbake danske. ⁴ tilbake Albert Lassen, Provst og Sognepræst til Gran. (Forf. Lex.) ⁵ tilbake Johannes Henrik Berg, Sognepræst til Land (Forf. Lex.). Hans Afhandling om et norsk Universitet blev ikke trykt. ⁶ tilbake Pavels og hans Tjener. ⁷ tilbake August Esmarch, en Slesviger, f. 1773, entlediget formedelst Sinds- svaghed fra Capellaniet i Humble paa Langeland 1805, døde omsider i Kjøge 1855. Erlews Forf. Lex., Suppl. I, S. 430. ⁸ tilbake Georg Burchard Jersin, Sognepræst til Voss og 1814 Medlem af den Eidsvoldske Rigsforsamling. Hans Biographi i: D. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarh., S. 341 -- 344. ⁹ tilbake Haaken Hannestad 1815. ¹⁰ tilbake Tydskeren Wilh. Joh. Schwindt, død som Overchirurg ( Brigade- læge) i Bergen 1826, var indkommen til Norge i Anledning af Felt- toget 1788. Se J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S. 378 fg. ¹¹ tilbake Biskoppens Datter Cathrine, gift med Kjøbmand og Stadsadjutant i Bergen Hans Erichsen, var nogle Uger i Forveien død i Barsel- seng (25de Marts). Gravskrift i J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S- 257 -- 258. ¹² tilbake Johan Lønborg Paludan (ref. Kap. til Trinitatis Kirke i Kjøben- havn), Betænkninger for Ægtefolk, som ei leve i god Forstaaelse, Kbhv. 1812. 8. Biskop Münters Skrift: Episcoporum ecclesiae Dano-Norvegicae Epistola encyclica ad clerum utriusque regni ¹³ tilbake Et Lykønskningsdigt til Frederik VI.s Fødselsdag 28de Januar 1812, senere optaget i Grundtvigs "Qvædlinger eller Smaaqvad", Kbhvn. 1815, S. 275. Om den kraftpatriotiske Forargelse, som vaktes her i Landet ved nogle i dette Digt fremsatte drøie Sandheder om Norge (over hvilke man aldeles glemte de smukke Vidnesbyrd om sand Vel- vilje, der ogsaa fandtes deri), se Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen, 1887, S. 49, smlgn. Breve til og fra B. S. Ingemann, udg. af Heise, S. 60. ¹⁴ tilbake Carl Hjort Stuwitz, Sognepræst til Korskirken (Nyerups Lit. Lex.). Han døde kort efter, endnu under Pavels's Ophold i Bergen, se nedenfor. ¹⁵ tilbake Claus Tullin, Kjøbmand i Christiania og Hofintendant ( 1830), om hvem se H. J. Huitfeldt i Illustr. Nyhedsblad 1861 No. 28 og samme Forf. Chr.a. Theaterhist., Registret. Hans Hus spillede en betydelig Rolle i Christianias Selskabsliv paa Pavels's Tid. ¹⁶ tilbake Augustinus H., 1843 som Sognepræst til Korskirken og Stiftsprovst.

bla videre