Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 17 VENNER Bare en liden vise om du og jeg, eller om dagene, som gik dengang, nætterne, - værelset med det kjælne tusmørke, lampen, - den indiske buddha, - Jacobsens byste i solhjørnet, Wagnerportrætet! Vi sad sammen i røgskyer, vi drømte sammen om livet. Den rigere sjæl, som fremtiden fængsled, havde jeg, det gladere hjerte, den varmere puls havde du. Du kom til at skjønne, hvordan jeg var, ja, hvordan jeg var, ikke mit blod kunde bruse, men min sjæls blade, å, min sjæls blade, de kunde visne. SIDE: 18 Så sad vi sammen i drømskyer og sligt stort, fagert syn, - syn, livsundren! Livet! En i uendelige baner sig slyngende stråle, gjennem alle væsner, gjennem alle kloder, en uendelig, - tonende -, ildspiral, - som vi ikke kan se begyndelsen på, og ikke enden på, og ånd risler i, og sole drypper af, - sole i lyshav, sole i tankehav, - en uendelig, - tonende -, ildspiral, ude fra det kolde, ude fra det tomme, ind mod det varmere, ind mod det varmeste, ind mod Gud - Lyset! Sfærer svinger, bølger bæver, - der, hvor den ene er, var den anden, - livceller svæver, synker mod mørke, hæver sig mod lys, livceller svæver, hæver sig, synker. SIDE: 19 Ja, nætterne var lange og lyse. Der var såmeget at tale om, der var såmeget vakkert til - solglød, vi længedes mod, kvinder, vi vilde ofre vort blod. Nætterne var så lange og lyse! Men hav og tid skilte os, og Vestens nætter er mørke. Mangengang, når jeg våger og mindes, er det, som det rører sig i det golde hotelrum: Ansigtslinjer flakker i solhjørnet, Jacobsens, Buddha dukker frem af mørket . . . . Tror du, tror du, at venner mødes på nye kloder? EVA Blygråt er havet, blygrå himlen, blygrå er dine øine, Eva. Længe har du siddet taus, knuget mine hænder. - Dine øine - blå, da solen lo og havet sang! Du er som selve naturen, Eva. SIDE: 20 Dine læber, som hviler på min pande, er så kolde. Dine hænder, som hviler i mine, er så kolde. Dit bryst ånder så tungt, - jordens ånde mod min sjæl! Ja, du er som jorden. Når soldis på soldis svømmer, er der over dit øie soldis, - når tåge favner tåge, er dit øie mørkt og vådt. Nei. Jeg skal ikke tale mere. Tause vil vi sidde og lytte til havets lange, sugende suk, stirre mod tågernes angstfulde nat. Eva! . . . ORKAN Blæst, storm, orkan! Nøgen vil jeg bade mig i din susen! Hei! Se mine hvide arme! Mit hår flyver, hei! Leg med mit hår, orkan! SIDE: 21 Blæs! Fold ud min sjæls brede vinger! Min sjæl favner verden! Uranos skjælver derinde! Orkan! Orkan! Jeg er nøgen! Som du har jeg kastet mig i jordens vaiende græs! Mine arme jubler mod rummet! Verdensrummet! Hei! Kom! Lad os lege! Styrte os i havet! Kom, hvirvlende blade! Kom, ravne, haier, sjøer! Kom, rasende skyer! Vi danser, vi danser! Jeg og I! JEG SER Jer ser på den hvide himmel, jeg ser på de gråblå skyer, jeg ser på den blodige sol. SIDE: 22 Dette er altså verden. Dette er altså klodernes hjem. En regndråbe! Jeg ser på de høie huse, jeg ser på de tusende vinduer, jeg ser på det fjerne kirketårn. Dette er altså jorden. Dette er altså menneskenes hjem. De gråblå skyer samler sig. Solen blev borte. Jeg ser på de velklædte herrer, jeg ser på de smilende damer, jeg ser på de ludende heste. Hvor de gråblå skyer blir tunge. Jeg ser, jeg ser . . . . Jeg er vist kommet på en feil klode! Her er så underligt . . . . NAVNLØS Mørkets tåge sænker sig over trær, over plæner, bladene har ingen farver, græsset har intet grønt. Lygternes blus er mørkets gule pupiller - SIDE: 23 gule pupiller, som vider sig ud så sælsomt. Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange. Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken. Jeg går. Mine skridt er som spøgelseskridt. Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder, sidder skjult mellem trær på en ensom bænk en skjøge. Der er slør for de blege kinder, sort slør - bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter. Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde, ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske. Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust, nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes. Lydløst daler nogle blade. Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . . Og brister i gråt, gråter i hendes kolde hansker, gråter og gråter, og ved ikke, hvorfor jeg gråter. Hun støder mig ikke bort. Hun tørrer mine øine nænsomt. Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig. Mørkets tåge sænker sig over trær, over sjæle. Løvet har ingen farver, græsset intet grønt. Men i tågen daler lydløst sorte blade, og i mørket sidder skjult på en ensom bænk en navnløs, SIDE: 24 og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt, og gjemmer i de myge hænder en ræds øine, og ingen uden Gud hører hans såre hulken, og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken. ENE Jeg havde ild nok, da jeg var ung, - ild nok, - et blåtoppet luehav, ideer, ideer, gjæring og fødsel, brusen og smelten! Da jeg var ung! - Noget, som tabtes, noget, som ei fandtes, håb, som brast, ild, som sluktes . . . Der arbeider sig frem her inat hos en forpint mand, i en jaget sjæl, ord. Ord . . . SIDE: 25 Mit liv er ord. (Og det er skade.) Visne ord. Stivnede hjerteslag. Hjerteslag! Gud! Du, som er jeget i livsfylden! Gud, du, som skaber! - smerter! kimer, ord - du - hvem jeg tænker mig lig os, men dit ansigt klart, din pande lys - du - hvis menneskenavn ensomheden atter og atter om mig hvisker, vifter og hvisker, med ukjendte stemmer nynner, SIDE: 26 - dette forpinte menneske, som blot, blot, blot har ord - husker du det da? Nu brænder lyset ned i stagen, nu vandrer mørkets ånder på spidse tær ind i mit rum. Lysner der linjer der borte i krogen? Var det mørket, som hvisked om kvindelinjer, hvide og runde? Hulker der hjerter der borte i krogen? Er det ånder, som sukker? om død, og om nat? Hjerteslag . . . . Den, hvem dødsdronningen har udkåret, SIDE: 27 den, hvem dødsdronningen elsker, han er ene. Den, hvem dødsdronningen, når på jord er nat, men det i himlens lydfyldte hvælving er dag, er blændende, himmelsk dag, den, hvem dødsdronningen har da betegnet, dødsdronningen, dødsdronningen, han er ved jorddag ene. JULAFTEN Julaften! Julaften med julelys i vinduerne, bugnende juletrær i storstuerne, julesang ud gjennem dørsprækkerne! SIDE: 28 Jeg vanked alene i gaderne og lytted til barnesangene. Jeg satte mig ned på trapperne og tænkte på min døde mor. Og jeg gik ud på markerne - ud - blandt stjernerne. Min skygge gled hen over skyggerne af dødningearmede trær. Jeg fandt et lig mellem sneglimtene, snejulelysene, et lig, som endnu bævrede, en stakkels frostdød spurv. Og jeg gik hjem til mit tagkammer og satte lyset i min flaske. Jeg satte lyset i min flaske og la bibelen på min kiste. Jeg knæled ned ved min kiste og blæste støvet af min bibel. Jeg folded hænder over min bibel og gråt. SIDE: 29 AL SKABNINGEN SUKKER (1890). Al skabningen sukker. Bævende spørger det. Bølgende hvisker det. Fuglene klynger sig sammen, læser hinandens øine. Og vesterfra ror vinden så tungt, og østerfra banker søens pulse. Skabningen lider. Blomsterne ved furuens fod skjønner det ikke. Bække og elve iler - hvorhen? Mand mødes med mand: Hvem er du? Kvinder føder og dør. SIDE: 30 Hvor veiene mødes, står det hvide kors med slør over af "blodsdråber". Der ligger en kvinde på knæ. - Hvide kors! Hvad er det at elske? Jeg har spurgt sankthansblomstens støvveie, da solen randt. Jeg har spurgt tjernets vover. Jeg har siddet under gjøgens træ ved midnat. Den sang om vemod og fløi. Og jeg kom dybt ind i en stor skov til en gammel, gammel bramin. Han var så vis. Hans skjæg var så hvidt. - "Kjærlighed - den kjender ingen. Længsel - den kjender alle". Min fod er sår. Mit øie er træt. Mit hjerte så tungt. SIDE: 31 Hvide kors, hvorfor græder du blod? Er elskov død? Da drypped der frugtstøv fra blodsdråbeklyngen, da blomstred det frem fra blomstermunde, da mumled det kjælent fra skjulte kilder, da risled det og skummed det i bække og elve, da dryssed det og kyssed det og fossed det og blussed det: "Indtil nu, indtil nu, indtil nu". Og vesterfra kommer stormens susende vingeslag, og østerfra kommer havets brusende åndedrag, i stråleglød! - Al skabningen jubler! Thi jorden er svanger! og kjærligheden, den kommer, kommer med sommer, med stråleglød, kommer med smerte, med verdensfryd! SIDE: 32 BRUDENS BLEGE ANSIGT (1890). Brudens blege ansigt ser jeg foran flokken - kirkens dør står åben, salmens toner bruser. Klædt i hvide klæder, bleg som selve døden går hun ind til livet, fryden, gråden. Salmens toner svinder, kirkens dør blev lukket, vognen rulled bort. Men vi som blev igjen, som ikke kjendte hende, men så, hvor hun var angst, vi vil stanse og be en bøn: Hadets dæmoner, mørke skjæbne, spar hende! Lyttende engle, arnens feer, var hende! Trampende love, glædens bødler glem hende! Lønlige elskov, lune solskin, gjem hende! SIDE: 33 Brødre og søstre! Se, solen daler! Lad flagre over bruden blomster og sange om livets bryllupsnat, mens solen segner. Kom! Ved hendes vindu vi danser, binder kranser, holder leven, vadmelsvæven, knytter på lykkestrå, ler, - ber. Vår går, vår dør, sne drysser over liljers lig, liv smiler, liv iler død imøde. Myrten om hendes hår må jo blegne, rosen på hendes bryst må jo dø, øiets glød må jo blegne, blodets ild må jo dø. Vår går, vår dør, sne drysser over liljers lig, liv smiler, liv iler død imøde. SIDE: 34 Ja, alt på jorden må blegne, hver blussende drøm dø, men blussende liv skal spire af din brudenats frydsvangre ve! VÅR. (Fra mine teknikerdage, 1890). Faen i støbejernssøilerne! Faen i støbejernssøilerne! Sss . . for en himmelsk slaphed, sa . . lig slap . . hed! Rødt i det grønne, grønt i det røde, grønt i det grønne! Vederlagskræfterne? Faen i vederlagskræfterne! Faen i vederlagskræfterne! Det kvindfolk, som går derborte, har hun sorg? Hun skal klæ sig i blåt, blåveisblåt, hatten ranunkel! Valsekiplagerne! Faen i valsekiplagerne! Faen i valsekiplagerne! Varme og . . . berberisser og . . . parasoller og . . . og sommerfugler og . . . og og og sølv i luften og sølv på sjøen . . SIDE: 35 Opvarter! Vin! Huller på hoserne? Faen i huller på hoserne! Faen i huller på hoserne! Jeg har sol, jeg har skygge! - hele verden! Skulde bare havt . . en liden rødklædt . . blond kjærest. . . ELSKOVSHVISKEN (Marts 1890). "Jeg skulde så gjerne, min terne, min sødeste, rødeste terne! Men nei, - ja nei - -" "O jo, o jo! Jeg skulde så gjerne, min stjerne, dig holde om halsen, dig varme ved barmen, dig bysse og kysse, det skulde din terne så gjerne! Stryge dit kind, læge dit sind, med navne så milde og ømme, dig nynne så stille i drømme, det skulde så gjerne din terne! SIDE: 36 ""Stryge dit kind, læge dit sind" - - O nei - - ja nei!" "Er du ræd mig? Er du bange at bli fange i sange og lange kys?" "Jeg er ræd for at synde -" "- at synde?" "- din hvide ynde og nattens ro, dit sorte øie, din barm, den høie, mit blod". "Så synd! Så ta mig! Min hvide ynde den skjænker jeg dig! Mit runde legem jeg lænker til dig! Mit sorte øie skal vinde dig! Mit bløde hår skal binde dig! Kyssene ilder dig op! Barmene tænder din krop! Men gå ei fra mig!" SIDE: 37 "Dit øie, det drar, det drar, - og som dine læber vugger, så vugger mit blod. Ta mig, ta mig, vugger dine læber, vugger mit blod. Dine tænder - de er hvide - de smiler - dine hviskende, tiskende tænder! - Si må jeg, må jeg? Min pande brænder. Og dine blikke! dine rasende søde blikke - Nei! - jeg vil ikke! - vil ikke! - dine dragende, sugende ord! . . . Si må jeg, må jeg? - dette hvide herinde, - dette svalende linde, dette myge, som er kvinde, under livets for. Si må jeg, må jeg, du? SIDE: 38 - dette myge . . dette hvide. En liden strime bare. En liden blinkende strime bare. Du er så taus. Dine læber bæver." FANTASI (Decbr. 1890, Milwaukee). To svanhvide skuldre! Min celle, løft dine vægge! Krans dit tag! Dæk dit gulv! Hynderne rødmer, mens blussene blegner. Violinerne tier. Kvinderne segner. Det knitrer i knipling og sitrer i silke! Duftende florslør i dronningehænder! Glimtende fødder! Slangemyge lænder! Lamperne sluktes, diamanterne brænder! . . SIDE: 39 Tzjiolitzka! Skjælver dine vrister? Du er sletikke stø i dansen. Du misted dit slør. Ser du ham, Tzjiolitzka? Han sover, Tzjiolitzka! Kys ham! Tzjiolitzka! Skjælver dine bryster? Der er sorg på din hvide pande. Dit hår falder ned. Du er hed, Tzjiolitzka! Synd, Tzjiolitzka! Kys ham! Tzjiolitzka! Skjælver dine livbånd? Dit øie er sort under diademet. Hvor er din kjortel? Du elsker, Tzjiolitzka! Det er nat, Tzjiolitzka! Kys ham! SIDE: 40 DRIKKEVISE (1890) Brændevin! Skål! Klink, så det høres i himlen! Klink, så de hører, vi morer os! Brændevin! Skål! Vi er helvedes stolte sønner! Alt, som hvisler og kribler, kribler og kitler og stikker og klorer, Det skåler vi for . . . Hys! Hys! Der var noget indi mig selv, som klatred. Der var en stor tjørnehæk indi mig selv, som lukked for en sovende jomfru. Hvem klatrer i min tjørnehæk? Hvem plukker mine roser? Hys! Det spiller. Der drar et spillende tog rundt hækken. Med fakler. Er der damer? Damer med slæb er der. Blå guirlander af damer. Blå guirlander af damer. Slæb? De er jo spildrende nakne! SIDE: 41 Legemer. Kjælne. Ha, se den blonde i bækken. Foden. Knæet. . . Er det du, som stjæler min jomfrus roser? Ud! Ud med dig, tæve! Såh! Nu er der ro i min have. Nu er der blot en. En, som sover. Som jeg ikke tør vække. En, som venter. Som jeg ikke tør se. For hun er ren. Hendes hud, den er bygget af æbleblomstens blade, hendes blod er brygget af vårnatvinens skum. Hendes nerver er spundne af lys, af toner, hendes muskler er tvundne af roseknoppers marv. Hendes legem er sigtet af den store Satan, hendes sjæl er digtet af Gud selv. Brændevin! Skål! KVAL Hvad er det, I vil mig, fordømte roser? Fordømte måne, fordømte trær! Kvindesmil på alle kanter! Kvindehvisken, kvindehænder! SIDE: 42 Jeg har flakket i lyng og myrer, - jeg - en gud? Mit hjerte bløder, - vrider sig, krymper sig. Hun snor sine hofter i myge tepper, - hun - en skjøge! Jeg har grædt i den våde jord, - jeg - en gud? Hun er så fager - hvid, blød, hed, - den hvide nakke i den hvide pude, det brune hår svulmende, bølgende - Hvorfor skjælver I, liljer? Hun smøg sine hænder om min hals - Død og helvede, hvorfor står I og dirrer? . . Kval, - snigende kval, - giftig, tærende kval! . . Der sidder på en grav i måneskinnet på kirkegården mellem døde med en lang, skjælvende slagskygge en frysende mand. Stjerner. I stjerner - derude, hvor I går, er der dér fred? Renhed? SIDE: 43 I går så stille. Det er som Gud, der ånder. stjernerne hans tanker. . . . Stjernerne hans tanker . . . Hvide fingre, runde barme, glødende pupiller, - - men ingen ånd! Millioner pragtfulde blomster har marken, millioner strålende sommerfugle, glimrer og dør, svinder. En kvindes hvidhed gulner. Som blodrøde blomster uden duft er sansernes drømme uden ånd. Som stjerner er blikke fra ånd til ånd, som sole er smil fra sjæl til sjæl, som verdensvarmen er favntaget mellem adelig mand og adelig kvinde! . . . Månen er borte. Også stjernerne er sluknet. Roserne og liljerne sover. Se, daggryets kyske skjær kysser, kysser kirkespiret. Daggry! Gi's der på jorden blandt kvinder én kysk? SIDE: 44 KAN SPEILET TALE "Kan speilet tale? Speilet kan tale! Speilet skal se på dig hver morgen, forskende, se på dig med det dybe, kloge øie, - dit eget! hilse dig med det varme, det mørkeblå øie: Er du ren? Er du tro?" GENRE De sover. Begge sover. Den lille deilige i vuggen. Den store deilige i sengen. Og natlampen brænder. På oblaten flyder den lille tande omkring uskyldigt i den gule olje. SIDE: 45 Rullegardinet skudt tilbage. En gaslygt udenfor. Det er alt. Hvor den flimrer vemodig! Teppet er gledet ned. Gaslygten strækker hals og glor på min kones skulder. Jeg skal dække over dig, min sovende hustru! Og jeg skal trække rullegardinet ned. Gaslygten får ikke se det hvide, som jeg eier! Jeg vil trykke to kys på dine smilehuller, - som smiler i søvne, - og på dine fingre, og på trolovelsesringen, og på sølvkorset om halsen. Jeg vil liste mig stilfærdig op til dig, og bli varm hos dig. Og glemme, at vi sommetider ikke er, som vi burde være, mod hinanden. SIDE: 46 PIGER (1890). Skoven står og mumler. Hvorfor mumler den? Elven går og nynner. Hvorfor nynner den? Papa sover. Mama læser. Jeg tror, jeg vil ud og ro, jeg. . . Fjorden er så vakker! Hvorfor længes jeg? Røg! - indunder odden - Det er dampskibet! Nestun, Årvig, Berle, Tangen. Jeg tror heller, jeg vil ind og spille. . . Svært så mange drømme. Hvorfra kommer de? Vugges de fra skoven hid til Tosseper? Tosse-peter. Tosse-peter. Nei, dette blir nok ingen "Elverdans", san! SIDE: 47 Gud, hvor det er deilig! Det er så deilig! Ingen kan da leve uden toner, lel? En og . . to og . . en og . . to og . . Gad vidst, om der er alfer til, jeg. . . Dette er jo venstre. Det skal være her. Er det det, som banker? Eller uret mon? En og to og en og to og - Jeg tror sandelig ikke, jeg har noget hjerte, jeg. . . Skoven står og tier. Hvorfor tier den? - Å, her er så ensomt her på Furulund! Fangen . . fuglen . . ensom . . sidder . . Jeg holder det ikke ud! SIDE: 48 Gud, hvor vinden er frisk! Gud, så sjøerne skvætter! Gud, som Kathinka var bisk! Gud, nei se, hvor det letter! Brus, brus, min båd! Sus, sus, du viftende vind! Indimellem skjærene bauter jeg dig ind - brus, brus, min båd! Munden kysser jeg, kinden klapper jeg, men øinene, øinene - hader jeg! Håret gråter jeg i. Armene sover jeg i. Men øinene, øinene - stikker jeg ud! Hagen kniber jeg! Næsen bider jeg! Men øinene, øinene! - knæler jeg for. SIDE: 49 Mod vil jeg ha hos min gut! Men for mig skal han falde. Min gut skal knuse alle. Men jeg vil knuse ham! Trods vil jeg ha hos min gut! Men mig skal han lyde! Blandt mænd kan han byde - men knæle skal han for mig! Barsk vil jeg bli mod min gut! Kjæle får han ikke! - med søde ord bestikke sin dronning! Stolt vil jeg bli mod min gut! Dyr er denne kvinde! Med dåd må han vinde sin dronning! - Høit vilde jeg hæve min gut! adel gi ham! med hjerteblod vi' ham til min konning! Alt vilde jeg gi ham, min gut, - kroppen og selvet, - ja dø i helved for min konning! SIDE: 50 MELODIER NOCTURNE Møllens vinger stanser sin susen, åen speiler nattens øie, blomsternes læber ydmygt beder, trærnes kroner hvisker, hvisker. Presterne tænder de blege kjerter, nonnerne nynner de fromme bønner, børnene folder de spinkle hænder, svanerne skjuler sit næb under vingen. Snart skal de sove, alle de trætte, hvile hodet mygt på puden, glemme de grå, sørgmodige tanker, slumre, sove, drømme, sove. Ude i blået svæver en kvinde, Herrens moder, Maria, Maria, lukker sjælenes øine kjærlig, træder jordvuggens gjænger varlig. SIDE: 51 BARCAROLE Skjulende skygge, sænk dig! mens båden taust glider. Verden er søen - stille. Alene hun ånder. Stille, I bølger! Stille! Alene hun ånde! Alene du, Elvi, og stjerner, hav, kysse, - alene vi, Elvi, i denne blå hvælving! Her vil jeg ligge - længe. Mens båden taust glider. SIDE: 52 Her, i din dybe hår-elv. Og kind imod kind. Gjem mig! Her vil jeg sove - længe. Mens månen taust glider. Alene du, Elvi, og stjerner, hav, kysse, alene I våge! at ei min sjæl såres. BERCEUSE Drys, blommeblomst, dine bløde blade over pandens hvælving, at hun hviler kjølig! Drys, drys dine bløde blade! SIDE: 53 Bys, vårmorgen, du skal dæmpet bysse ind i barmens bølge en så fredfuld skvulpen! Bys, bys, du skal bysse dæmpet. Hys, fossesus! der er alfer hos os. Ind i ørets musling lad en vise risle! Hys, hys, Der er alfer hos os. Kys, lysvover, hendes øienskjærme, hendes næsevinger, alt i duft hun vågne! Kys, kys hendes øienskjærme! DER BLINKER EI STJERNER Der blinker ei stjerner i skove. Der gives ei alfer, som sove i roseseng. SIDE: 54 Der drysser ei guld over bølge. Der glider ei fruer, som dølge den hvide blu. Der ligger ei lyttende huldre, der glimter ei dugvåde skuldre i moseseng. Der stiger ei hviskende drømme, og elskende engle ei svømme på himlens hav! SOMMER Væv mig en kåbe, som rødmer, spind den af tåge, knyt den af stråler, dyp den i nellikeblod! Væv mig en kjole, som skjælver - aspebladvævet, dugperleknappet, heftet med spindelvævtråd! Sy mig et belte, som funkler - lokkende lygtmænd, hoppende ildblus funkle på himmelblå grund! Sy mig så noget, der hvisker! smilende spænder, sommerfuglvinger, - legende kolibrisko! SIDE: 55 REGN (Impromptu). En er en, og to er to - vi hopper i vand, vi triller i sand. Zik zak, vi drypper på tag, tik tak, det regner idag. Regn, regn, regn, regn, øsende regn, pøsende regn, regn, regn, regn, regn, deilig og vådt deilig og råt! En er en, og to er to - vi hopper i vand, vi triller i sand. Zik zak, vi drypper på tag, tik tak, det regner idag. NU VÅGNER ALLE SMÅ VOVER Nu vågner alle små vover og seiler i gammen mod landet. "Nu kan vi dig hilse fra Golfstrømmen, at våren er kommen i vandet". SIDE: 56 Og alle de glade små stråler, de skinner og skinner og brænder, og alle de glade små stråler er vårens arbeidende hænder. Nu vågner alle små piger og kaster den dumme muffen og kaster de dumme hanskerne og låser dem ned i skuffen. Og alle de hvide små fingre, de leger ei mere med vanter, og alle de hvide små fingre, de leger med dugdiamanter! Nu vågner alle små piger. De tænker ei mere på baller. Nu drømmer de hele prækenen om friske liljekonvaller. Og alle de spæde små fødder, de danser ei mere på tilje, og alle de spæde små fødder, de danser på roser og lilje! Nu vågner alle små barme og vender sin knop imod solen og vorder så underlig skjælvendes, så blegrød og hed under kjolen. Og alle de ædle små fruer, de åbner sin rude så vide, SIDE: 57 og alle de ædle små fruer, de længes i lunden at ride. Nu vågner alle små viser, nu vågner alle små toner, nu vågner alle små digtere og ønsker, de havde små koner. Men den, som sidder i celle, han kan ei på elskov tænke, men den, som sidder i celle, han stirrer taus på sin lænke. HUN STOD PÅ BRYGGEN Hun stod på bryggen i solskjærmskyggen, viftende hvidt mod mig. Hun havde ilet! Hun havde stilet skiftende skridt mod mig. Og derfor sødmen ved halsens rødmen strøg sig så blidt mod mig. SIDE: 58 Og derfor navnet ved nye havne smøg sig så tidt mod mig. HELGA Helga! Hun har så'ne lyse øine. Klædt er hun i sort. Blikket stråler tusende løgne . . . Let - så let . . . Nu valsed hun bort. Hun har så'ne mørke øine! Sorte, berusende løgne! Kan hun fanges? Jeg tror, hun er glad, - ikke træt, ikke syg, - jeg tror, hun kan kvidre og juble. Jeg tror, hun er varm, varm for det vakre, jeg tror, hendes arm er svært tryg. SIDE: 59 Nu er hun færdig, - rød og hed! Nu stryger hun håret tilbage. Var dansen deilig? Var hjertet med? Hun er endnu alene. - Å, det duggede blik! . . Som en sjæl, der skuer regnbuer mellem menneskenes ord, mellem smilenes luer. HAN SÅR Og dagen den går med latter og sang, og døden han sår i natten så lang. Døden han sår. Han går og sår, sår og sår - rædde roser, blege tulipaner, sorte violer og syge hyazinther, mimoser. SIDE: 60 Han går og sår, sår og sår - blege smil, bange tårer, sorte kvaler og syge længsler, tvil. Dagen den går med latter og sang. Døden han sår i natten så lang. Døden han sår. HAR GÅT OG HIGET Har gåt og higet mod varme øine, hvori livsens glød funkler, mens kastanjelokker dunkler solhud. Har gåt og higet mod kys, mod favntag! hvori livsens glød brænder og de sorte øine tænder solild! - Inat kom min brud mig imøde. Hendes livsens glød var slukket, hendes favn, hendes mund lukket, ligbleg. SIDE: 61 SKOVVISER I de blå anemoners måned, da skal du række mig din hånd, dit bryst, din mund. Da vil jeg føle dit legemes ånde i vårgræsset, dit legemes livsalige, varme ånde mod min pande. Og jeg vil begrave din deilige barm i søde, blå anemoner, og jeg vil blæse dem bort for dig igjen, jeg og zephyr. Og vi går i den lyse forunderlige skov - da er det sommer! Og vi plukker de svulmende blåbær, og vi farver vore tænder blå, og vore tunger blå hva? SIDE: 62 Og jeg plukker vældige rognbærklaser, - de hænger som blus i skovmørket, - og jeg træder et perlebånd af rognbærrubiner til dig, min skovviv! Og under de majestætiske furuer står de tendre linnæa og drømmer, dem damerne elsker. Og jeg fletter dig en duftende talisman. Den skal nok skytte dig mod spøgelser. En grøn moskåbe laver jeg dig, - for det er koldt i skoven om kvelden. Og når du får den prægtige kåbe, kommer du til at kysse mig vistnok. Og når det blir skumring blandt buskene, du min skovviv, da vil du række mig dit bryst, din mund, din hånd. Da vil dit legemes hede ånde blande sig med skovens kjølende ånde - og med min ånde, hva? SIDE: 63 Og mens du sover i min favn, du kjære, vil jeg synge elvenes sange, og hviske trækronernes hvisken, og nynne skovstjernernes elskov ind i dit øre. Natten, som synker i skov, månens runer på sø, sukke fra min husbonds søvn skal skjærme mig, mens jeg våger. Dråber af din skovvivs blod, din vågende vivs ve, dråber af min barms blod skal skjærme dig, mens du sover. Du er min tzar. Men jeg er din tzarina. Du byder mig at brygge dig en læskedrik, og jeg brygger dig en kostelig trylledrik, - af rødder, som disse hænder har plukket, af saft, som de har krystet af siv. Jeg brygger dig en læskedrik. Den giver dig manddoms styrke. Den giver dig elskovs kraft. SIDE: 64 Jeg brygger dig en trylledrik. - Thi dit barn er mit barn. Du er min tzar. Jeg byder mig at hænge om dig din jagtkniv, at spænde den fast om dig. Jeg spænder den fast om dig - og gråter. Thi når solen daler, og du er borte, og jeg føler det skjælve under beltet, - jeg sidder alene, min tzar er borte, og hans barn taler i mit skjød, - da frygter jeg. Ja. Jeg kysser din blanke jagtkniv og dugger den med tårer. Jeg kysser med mine svage læber eggen på din skarpe jagtkniv. Ja. Jeg har viet din jagtkniv: Forbandet af stjerner, af skyer, af skove, forbandet mellem dyrs og menneskers hær tzarina, som synder mod tzar! SIDE: 65 Forbandet af diebarns læber, forbandet af mødres fødselsskrig tzar, som synder mod tzarina! - Din jagtkniv har ridset mit hjertes lov. Ja. Du er mand. Du er sterk. Jeg er svag som den frysende fugl. Når tordenen ruller, og stormene brøler om hevn, om had, når mørket sniger sig rundt vor hytte, da må du være hos mig. Og jeg vil gjemme mine øine i din kappe, og jeg vil værge dig mod døden med bønner. Alene er jeg ræd at sove. Jeg frygter denne susen derude. Jeg ved ikke hvad den siger og vil mig. Jeg skjælver for at leve. Alene er jeg intet. Men du er min tzar. Ja. Mit barn er dit barn. SIDE: 66 Pampassange. Pampas! I dit skjød ligger min wigwam, - ligger den som en datter ved sin moders barm. Det suser gjennem dit hår. Er det den store ånds susen, som glider fra strå til strå, fra træ til træ? - den store ånds vingeslag fra wigwam til wigwam? Dine øine ser på mig. Himmelens lys bader sig i dem. Søerne er dine øine. Fryd, sorg risler i dine årer. Elvene er dine årer. Jeg stod en morgen, da sol randt, på din høie- ste høi, mange gange har skovene byttet blade siden, jeg la min hånd over mit øie - skarpt som falkens dengang - og speided. Og se! Hjerteslag banked i sølvflodens vande. Og se! Fra det slyngende krat kom min bruds kano. Og se! Dine skove svared min rungende hilsen. Og se! Dine skove svared min bruds elskov. Ja. Dine skove har set mit hår gråne! SIDE: 67 Når mørket svøber jorden ind, når stormene udsender skingrende jagthyl, da ræddes kvindernes børn. Da skjuler de sig. Da kryber de sammen ved bålet, og taler ikke, og ler ikke. Da lider du vist, du, gjennem hvem den evige ånd, når han svæver gjennem verdenshallen, slæber sin kappes purpurflige. Ja, da lider du vist, du, der er jordens bryst, hvorfra sukke stiger frem mod stjerner. Lider også den evige! Jeg la et perlesmykket bidsel på "den firføddede ørn." Jeg la en bæverskindssadel på den ryg, der lig- ner Ilanos. Og jeg red hen over dine flader i daggry. Thi der er visdom på din pande i daggry: Menneske, du er jordens gud. Høie love har bygget din ånd, love, som svinger verdenshallens hvælv. SIDE: 68 Med høie love skal du bygge din jord, love, som skjærmer stammernes liv. Forstod jeg, Pampas, din hvisken? Se! Pilen dypper sit hår i floden. Kvindehænder skal salve den sterkes hår. Men i teltets inderste skal den sterke bøie knæ, bade den fødendes fødder med tårer, af sorg over stammernes kiv, af længsel mod den evige visdom. Forstod jeg, Pampas, din hvisken? Jordens børn! Ikke er I alene under lufthimlene, på floderne i wigwammerne: Værer vise! At I ikke sårer med nidblikke åndeøine, at I ikke kvæler med kvindejammer åndepulsslag. Store Pampas! I din favn har natten sovet, i din favn har hun født sin datter, dagen! SIDE: 69 STANS DIT SPIL Stans dit spil! Ti toner, ti, du nattens underlige musik, så ordene kan klinge, kan dryppe som gift bort fra min sjæl. Thi jeg længes efter intet at lide. Stans dit spil, du natur, som hvælver dig taust over væsenernes skjæbner. Jeg vil lytte til ordet i mig og finde det sande. Snart vil morgenen komme med sin vidunderlige sol, og sit bankende liv, - da vil ordene dø på mine læber. Derfor nat, man dem frem, disse dansende ord, disse døende ord. På din sorte grund skal mine ord flamme. SIDE: 70 HIMMEL, DU RØDMER Himmel, du rødmer svagt dernede, hvor solen bag kuplerne svandt. Himmel, dit ansigts klare ro streifes let og mildt af dit brede, ædelmodige smil. Er det os, folkene, som spaserer hernede, lygterne, lysene, vi har tændt, eller gjemmer horisonten en glæde, der tegner rødmen på din aftens bleghed. SALME Når den første tåre smelter, da brister sorgen. O Gud, giv mig den første tåre. Hos mig er tåren is og min sorg er isens rose. Hos mig er tåren is, og mit hjerte fryser. DAG Jeg er vågen. En ny dag slår sin blomst ud over mig med duft af soltanker. SIDE: 71 Mine ører har åbnet sig, for vovers og vindes viser med ekko af fugles fryd. Mine øine har åbnet sig. Himlen hvælver sig over verden, solen i hvælvets bund! Jeg sov. Min sjæl vanked, jeg vet ikke hvor. Der var ikke sol der. Jeg skjalv, da mørket kom. Døden var derinde, døden og hvislende tunger. Nu er det jordens dag. Biller mylrer frem af dens skjød. boltrer sig i dens glade luft. Hvor blev der af det sælsomme mørke? Hvor veg det hen? Nu er der stråler overalt! En verden bygget af stråler? At bade sit hår i dette lyshav! som vælder ind i græsset, og kysser støvet, så det springer frem i farvemylder. SIDE: 72 At lugte denne fødende luft! som danser på min pande, gynger på mine næsebor. Funklende dag! Du er Guds leende øie, hans sjæls speil. Hans tanker springer fra dybderne, fra hvælvene, fra kloderne, i et flammende åndemylder. TRÆET Hvor er mine blade, mine knopper? Mine grene er borte, mine kviste brudte. Jeg spredte alle mine blomster ud over verden. Sommer vilde jeg skabe. Jeg spredte alle mine blomster ud. Jeg har ingen tilbage selv. Engang sived der saft i mine stængler, der stod en stor krone om min stamme, den bøied sig i vinden, SIDE: 73 dens blade skjalv for hvert drivende pust, og varm sne titted ud fra det grønne. Å, hvorfor dryssed jeg sneen ned? Kanske har jeg ikke drysset sommer i et eneste hjerte. Nu er alt nøgent. Det er vinter. Der er blot min tørre stamme og det kolde blådyb. - Dog, hvad er det? Der bøier sig noget ud her høit oppe. Det er som om hele jorden dirrer. Forunderligt. Jeg føler en ny kvist springer ud. Den er sterk som sten. Jeg vet ikke hvorhen den peger. Jeg vet ikke om det er op mod det høie. eller om det er ind mod det dybe. Der er millioner stjerner omkring. Er det sneen jeg fordum spredte? Mine knopper, mine blade, mine stængler er borte. Jeg eier kun en eneste stenhård kvist. Engang sived der saft i min stamme. Malm, malm hører jeg klinge i min kvist. SIDE: 74 TIL DIG Her vil jeg sende dig min sang. Dalen venter. Trærne lytter. Tusende lyse trær strækker mod solen følsomme fingre. Bud skal du få. Fra blomsterlæber, halvtåbnede, fra fuglebryster, fryddirrende. Luk op dit vindu: Føler du ude fra der, hvor linje og farve smelter til ét, det stige og falde, det roligt suge tidens blødtdryppende dug, sekundernes blødtdryppende perler? Føler du, din sjæl på dampende vover vugges med, på varme vover fra blades årer, som grønner deres hud, ildner georginerne, stænker nillikens blyge kind. SIDE: 75 Føler du ude fra der, hvor linje og farve smelter til ét, som en enkelt vove blandt jordens dampende, et bryst åndende, sugende livsvarmen, mødende dit. Det er mit! ADIEU Min svibel er syg. Den hænger med hodet. O gid jeg kunde gjætte dine tanker, hyazinth! Ønsker du mindre vand? mindre sol? Ak, mit sprog er så fattigt. Dit duftsprog er så rigt, så ømt. Når dine støvknapper hensmuldrer, og dine hvide klokker dør, blir min stue så tom! så stille! For der var sange i dine klokker! Dine guldknapper var kysminder, brune smil af sommerøine. SIDE: 76 Ja, når din glade duft dør, så dør sangene og farverne, så blir stuen min så grå. HYMNE O menneskehed! Se dig dog om! Ser du det ej? Det blusser, det tindrer, det stråler. Verdensfanfaren klinger jo end, solen synger jo, stjernerne danser, dagen lever jo, - intet er dødt! O menneskehed! Hvi sænker du øiet mod jord? mod solen, mod himlen, mod Gud går din færd. Retter du øiet mod målet, da finder du veien, tror du, at jorden er målet, da mister du jorden. Jeg ser mine brødre klæ sig med hjelme af dødningeskaller. Jeg ser dem med dødningeben sig smykke, stirre mod udslukte øine. Jeg hører i mændenes sange knokler rasle, jeg hører i kirkernes bønner gravens sukke. SIDE: 77 Hvi stirrer du, broder, hvi luder du hodet mod det forgangne? Det forgangnes sjæl er jo det som kommer! Det forgangne var jo til for at skabe det som kommer! O menneskehed! Så du det ei? Der dryssed en hærskare stjerneskud - et for hvert barnesind, et for hver kvindesjæl, et for hver mandeånd. De var sendt fra de gladeste stjerner en høisommernat, at lyse i hvert menneskes mørke indre, at stråle i jordættens store nat. Der dryssed en hærskare funklende bønner: Sving dig mod lyset, lad sjælen din danse, lad ånden din stige, bliv aldrig ræd! For svage hjerner det svimle i høidernes vældige syner! Dyret mod jorden sænker sin mule. En menneskehjerne svimle? O menneskehed! Tænd dine fakler! I et talløst tog med fakler i hånd lad os vandre de nedstrakte hænder tilmøde! SIDE: 78 DIN ARM, DIN SJÆL Jeg ser din arm i nattens mulm. Så sært: Din arm i mulmet, hvid og smal som sjæl fornemmes! Sølvergrå som din, din sjæl! Som danske enges sølverdis ved juninat, og dog ei vag som dis, nei slank som siv, som sivet slebet svai, svai, slank! Som dis! som siv! Som disen let, med stille fjed som tågefjed i mos. Med sivets natteskjælven, å så tung, tung, ræd! Og atter sært! Din arm, - din arm! den ser, din arm! pupiller har den. Ja! Ei to blot, tusend har den. Ja, den ser, ser, ser! Men ak! Jeg kan ei tyde, du, de tusend stråler. Ler de? Gråter? Ak! Jeg kan ei, kan ei! Længes? Drømme mon? Elskov? SIDE: 79 Jeg ved det ei. Jeg ved kun ét! at blikkets glans er skjær som liljers gråt. Jeg ved kun ét! At blikkets glans er skjær, skjær, skjær. TIL NIELS COLLET VOGT Som frøet i jord lå din sjæl, - frøet, der gjærer, der lider, der er døden nær i trang mod at sprænges og briste, dryppe blomsterblod over græs. Ja, blomsterblod, ja solhåb brød der frem fra din sang, da din sol brød frem fra års grå. - Da din sjæls sol badede jorden, og der blev lys på de mørke steder, og du fik se, at der endnu var fagert. Og du lo, og du jubled, og du gråt! - Den leende eier verden. Sydens sol og nordens datter eier den leende. SIDE: 80 ROSEN Rosen! Rosen elsker jeg! Alle jordens unge læber kysser roser, kysser roser. Den unge jomfrus skjælvende drøm - ingen får den vide uden én, rosen. Hver kvinde på jorden har blandet sin ånde med rosens duft, har hvisket, mens læben skjalv, de søde ord, de hede ord, som ingen kjender, ingen uden rosen, der selv er den hedeste skjælven. SIDE: 83 SNEKLOKKER To tre sneklokker. Hvide og svage, fødte i smerte. Grønhvide. En ser hvor deres liv er vart, hu- den fin og ræd. Blyge. Men med livstrangen indi sig, med en glad grøn krans deroppe på de tre blege blade. Sådan i forbigående var det jeg bad hende komme, bare sådan i forbigående. I den tid som går forbi, før våren rigtig tør komme, da er det at de klokkerne blir til. Og dog hænger de der med hodet fuldt og dirrer, dirrer med de flor- vævede, døgnlevende tanker. Hun skulde ha havt dem. Sligt som ord er for tunge for skulde de ha meldt om. De ringer. Hele veien opover har jeg hørt dem ringe. Det er toner, som må gribes. De må gribes af nogen, o Gud! Det er dråberne fra vinterens lystrang - de må plukkes nu; de svinder, de dør i ensomheden. To tre sneklokker. Jeg kryster ud deres livskraft. Hun kom ikke. De stakkels, tendre blomster! Jeg trær dem ihjel. SIDE: 84 Det var jo bare nogen sarte, blege spirer, som kanske - kanske - ved hendes bryst kunde ha blit til roser. HUSTRU - Hustru, fire børn. - Hun har dækket ansigtet med sine hænder. Hun ser et hvidt seil glide langsomt bort. Hendes ungdom! - Hustru, fire børn. - Hun åbner vinduet. En lysegul sommerfugl flagrer derude. Hun gjemmer sig bagved klaveret. Den kommer! Lige på hendes hånd. - Du gule sommerfugl! Trode du, jeg var en blomst. Jeg er snart en gammel kone, jeg. Min stue er nok for trang for dig. Varsomt bærer hun den til vinduet, hun løfter ar- men høit op. Den sætter sig i en stokroses øie, kysser det, flyver. Men da den var fløiet, var rosens øie blit vådt. - Fortæl ikke nogen, du gule sommerfugl, at din vinge blev våd. Jeg vil ta min gule silke på, og min arm skal være nøgen. Mine brudesko vil jeg spænde om mine vrister. Og når han kommer, og når han spørger: - Hvorfor har du den gule silke på? vil jeg svare: SIDE: 85 - Fordi mine skuldre er finere end sommerfugles vinger. Og når han spørger: - Hvorfor har du stokroser i dit hår? vil jeg svare: - Forat de ikke skal visne uden at ha set en mands øie. Og når han spørger: - Hvorfor har du din arm nøgen? vil jeg svare: - Fordi jeg er ung. Fordi mit blod banker i min arms årer. Fordi jeg vil lægge min arms hvidhed om dit hode og lyse alvoret bort fra dit ansigt. Da vil han gribe min hånd og spørge: - Eier jeg dig også idag, herskerinde? Og jeg vil svare: - Du eier mig ikke. Du låner mig af det store liv, som digter roser og sommerfugle. BUGEN Kvæl mig, - hvisker det. Som den hede scirocco fra den sorte afgrund. Så blir der en pause, en lang mathed, og et mørke, som dulmer, og de to øine, de to øine med det nye glimt. SIDE: 86 Men med ét springer hun op. Hun ruller op gar- dinet. Hun springer op i vinduet. Hun er nøgen. - Ser du mig? Derinde natten. Derude dagen. På kvindens svul- mende bug falder morgenens blege stråler. Det høie, hvide mellem natten og dagen, er det hans hustru? Den hede, dampende bug bærer den hans barn? Ser du mig? - - Og han lusker afsted, i det kolde grålys, ned mod bryggerne. Fiskeådslerne stinker. I det grøn- grå vand møder ham hans ansigt, idiotisk, dødt. Slumrer hans barns spire derinde i den svulmende, dampende bug? BLÅVEIS Jeg slentrer opover bakkerne. Sneen skyder fun- ker rent. Se, der kommer en liden jentunge. Hvor hun labber ivei på de små ben. Hvad er det hun har? Blåveis! Blåveis? Så tidlig. Februar, skispor, lodne frøkner. Jo, så minsandten er det blåveis! En stor, svær buket enddatil. Nu har jeg hende. Ni år. Lokker. - Hvor har du gjort af blåveisen? - Blåveis! Jeg har ingen blåveis. SIDE: 87 - Jovist har du så. Jeg så det jo med mine egne øine. Og en stor, svær buket enddatil. Men hun har ingen blåveisbuket. Blot to store barneøine har hun, jentungen, blot to barneøine, som står og smiler og lyser og sender en hel stjerneregn af blinkende blåveis. DEN SORTKLÆDTE Jeg vandrer nedad den øde gade. Jeg lister mig langs husenes vægge. Følger der nogen mig? Lister der sig nogen bag mig langs væggene med ludende hode? Som jeg selv. Jeg vover ikke at se mig om. Det er bælgmørkt. Mit hjerte begynder at banke. Jeg hører en hvisken: - Mand! Jeg føler kvindeklæder streife mig. Jeg ser ikke op, og dog ved jeg, de er sorte. Og jeg ved, at det er en jomfru, og jeg ved, at hendes bryst bølger. Hun griber min hånd. Hendes skjælver. Men hun bøier sig mod mig og støtter sig op til mig og hvisker: - Mand! Vi kommer ind mellem tømmer og tønder og skram- mel, vi stiger opad trapper, vi træder ind under et tagvindue. Hun tar af sig sløret. Jeg ser et par store, sælsomme SIDE: 88 øine. Hun knapper op sit liv, hendes hænder skjælver. - Se! siger hun. Er det vakkert? Og hun klynger sig op til mig, og hun stryger hen ad mit ansigt, min hals, mit bryst, mit hele legeme. Med bløde, vare hænder. Og disse hænder hvisker: - Blind. BYEN Jeg bor i fjeldet. I uger har jeg ikke set et men- neske, ikke hørt mig egen røst. Jeg hører mig selv tænke, mens tjernet skvulper. Røde skyer drager forbi. Det mørknes, fjeldvandet blir sort, lommen skriger. Der farer en angst igjennem mig. Hvor er de nu alle? Hvad gjør de? Lever de endnu? Lever mine brødre, menneskene? Og fjeldet blir pludselig så isnende koldt. Det har intet hjerte. Jeg må ned, bag den borteste blåne, søndenfor de brede sletter, der hvor hjerter slår, der hvor tusender hjerter slår i kor. Jeg iler til dalen, jeg gjemmer mig i kupéen. Hele natten pruster jernvognen, lyner afsted i mulm og mørke, gjennem lange, dybe dale, over brede sletter. Næste aften står jeg på den stenlagte gade. Der er SIDE: 89 ingen skog længer, men huse og huse og vinduer, in- gen sus gjennem blade, men surren af vogne, larm af utallige fødder. Langt borte hører jeg et forfærdeligt skrig. Hvem lider? Jeg løber efter skriget. Og jeg hører ud fra åbne vinduer en brølende røst: "Forfærdes, I mænd og kvinder, I rådne hen, Eders skiddenhed er værre end øglers, Eders synder er utal- lige som havets sand, - -" For angst løber jeg videre. Jeg kommer forbi et hus, hvor der er mange mennesker. Jeg ser dem sidde langs væggene, de snakker ikke til hinanden, de smi- ler ikke til hinanden. Og jeg blir mer og mer angst. Jeg kommer forbi dansebuler med mænd og kvinder, der sparker hin- anden tilblods. Er dette mine brødre, menneskene? Jeg løber videre og videre. Jeg blir mer og mer angst. Ingen taler til hinanden, ingen smiler til hin- anden. De farer afsted, som var de piskede, og ud fra de små huse hører jeg gråt og hulken, bag mig gråter det, gråter, gråter . . . Og omsider går det op for mig, omsider ser jeg det: De er vanvittige, de piskes af sin egen skygge. Og jeg ser mig om, jeg ser på deres øine, deres miner, deres ilen og løben: Ja, de er vanvittige, de er vanvittige. SIDE: 90 TORNEROSE Dernede ved elven ligger hytten. Inat har jeg danset med fornemme fruer. Silkesko- fjed summer i mit øre. Men snart er jeg dernede. Hun har ingen perler. Blandt ribs og roser bor hun. Sommerfugle er hendes kammerpiger. Inat har jeg danset med fine fruer. Diamanter lyned i deres hår. Ingen, ingen kjender Tornerose. Efeu gjemmer vor hytte. Røde er dine kinder, Tornerose. Skovstjerner glim- ter i dit hår. Røde er dine kinder, når du rækker mig bægeret, forat jeg kan slukke min tørst, hvide, når det lider ad nat. Vinduerne skal stå åbne. Sommernatten skal stryge henover den hvide pude, skal speile sig i Torneroses øienstene. Og når dagen gryr, kommer der en fugl ind fra øst, flyver gjennem vor stue, flyver ud mod vest. JEGET Jeg tegned vandets brede, rolige linie. Små og store seil, dampere med lange røgstrimer krydser og buer sig på det, skyer og lanterner speiler sig i det, holmer dukker op som drømme fra dets bund. SIDE: 91 Jeg lod grøn jord bøie sig ned på begge sider af fjorden og drikke af vandet. Den har kniplet dets kant med løv og bar og blomster som sagte vifter. Og under løvet går mændene og kvinderne i flokke og i par. Jeg har stemt luftens, løvets, vandets toner, jeg har bygget menneskets øre i en rig harmoni. Jeg går ene blandt dem og hører dem le til hinanden og hviske elskovens ord. Dernede, hvor vand og strand favnes, lægger jeg et violet skjærf af dis, slynger det frem om fjeldskrå- ningen. Det er stukket med mangfoldige små perler, lysene, som stiger op over fjeldet, hjemmene. Jeg går ene blandt dem. Det er min glæde at høre deres tanker, kjende deres sorg og jubel. Og dog - jeg ved ikke - det er mig ikke nok. Jeg blir rastløs. Det blir mig fremmed. Jeg må bort. Og langsomt stiger jeg opover mod fjeldene, og bag mig blir sangen og latteren svagere og svagere. Til- sidst dør de hen, jeg hører blot lyngen hviske, isbræen sukke. Der vågner hos mig en dunkel attrå. Der skulde komme en. Han skulde komme og lytte sig frem til der, hvor isbræen sukker og lyngen dør. Han skulde komme og si: Jeg så sjøen, og himme- len, og farvernes dis, og menneskenes under. Og jeg blev mer og mer ene. Ti jeg fik en længsel efter at lære den at kjende, hvis fantasi digted sjø og skyer, hvis tanke bygged menneskets øre. SIDE: 92 SKOVHUSET Jeg har leiet det lille, røde skovhus. Jeg har flyttet mit bord ud i den gamle have. Sommetider drypper en tung dråbe fra et grønt blad deroppe i træet ned på mit hvide. Og jeg lytter til mit indre, - om der er slotte der- inde, fulde af musik. Jeg lukker øinene og ser og speider, om der er stjerner og det store hav. Det er så stille. Jeg kan høre menneskene tale, græde og favnes i mit bryst. Og fine små tanker kommer med vinden vuggende henover græsset, og en liden sanger kommer og sætter sig i grenen deroppe og siger: Pip, pip. Undertiden hører jeg hovtrampen langt borte. Da er det den rige frøken fra villaen, som kommer ri- dende, i den side, sorte kjole, med det strenge ansigt og de lukkede læber. Lidt efter lidt blir det aften i den gamle eg. Jeg blir træt af at tænke, af at lide med de lidende og spørge med de spørgende. Fuglene holder op at synge. Blot smedens hammer klinger endnu i det fjerne. Og jeg har ingen at si godnat til. Derfor titter jeg indom smedjen og siger: Godnat smed! Og idet jeg vandrer hjem, hvisker jeg: Godnat ager og eng! Døre og vinduer står åbne. Jeg sover sammen med naturen. Ind i drømmen følger mig frøernes kvæk, kvæk, agerriksernes iks, iks. SIDE: 93 NATTEN Kommer du heller ikke inat, du, som jeg skal knuge til mig, mens karlsvognen synker på himlen? Jeg ligger og kan ikke sove og vil ikke sove; jeg tør ikke sove alene. Jeg har ild! Kvinde! Mine arme skal omslutte dig, i mørket skal mine øine drukne i dine, mit ansigt drages mod dit, dit legemes nærhed vil jeg føle, - at der er en anden hos mig. Du må ikke sove, du må ikke noget øieblik forlade mig, din nerve skal røre ved min, din hud, alle dine nerver, al din hud, nei, du må ikke forlade mig, ikke et øieblik! Kommer du ikke, kvinde, du den mægtige, du som kan føde, og slynger dig om mig, med dit legemes stråler? Nu kommer snart dagen, den vanvittige dag, og det er for sent. Hørte jeg dine fjed? Eller var det de fjed, som hver nat danser lydløst i min sjæl? Eller var det de fjed, som med raslende lænker vandrer langsomt i min ånds fængsel? Jeg brænder, de glim- tende celler flyver i mine årer, attrår at blive liv, at blive sjæl mod lyset! Jeg ligger i is. En grav er mit leie. Hvorfor kommer du ikke, liv, store, høie kvinde, og tænder mit legemes tusende blus, mit blods mil- lioner stjerner? Jeg hører dine skridt derude, - de nærmer sig, - og, Gud, de bæver, ti snart kommer evighedstimen, da SIDE: 94 du ligger ved mine fødder, frygtende, - du famler ved døren - og - og - jeg er ikke beredt! Er jeg beredt, o Gud, er jeg beredt? Er der den brusende fos i mit blod, den ildvarme strøm i mine hjertekamre? Jeg tør ikke. Dine hænder er sten, din ånde er gift. Jeg kjender dig ikke, hvem er du? Min sjæl kjender dig ikke. Min sjæl forstår ikke dine øine i Mørket. Hvem kommer? Ler i? De kolde dagstråler kommer listende, hånler af mine øines bøn, - den vanvittige dag. - Hun kommer. Som mit eget hjertes banken, når natten dør, er hendes trins lyd. Der er blot hendes, i den tause gade, hun, som kommer til mig. Det var til mig, hun kom. Hun går ved min side. Jeg slår mit blik ned, ti rædselen er stor i mig. Nu synker karlsvognen. Hun hæver sine øine mod mig. Hun er nonne, og hun har sorte klæder og hvid kappe. Hun stanser og rækker sin hånd ud. Guds moders medlidenhed, jordens uendelige lidel- ses regnbue er der i nonnens øine. Jordens sydende attrå, higen efter at smelte sam- men og føde, forny sig, skabe vrimler om sig! Jeg føler arme lægge sig mildt om mig, hoved synke ind til mig, læber møde min mund. SIDE: 95 Den lange, bundne længsels, de tugtede, rensede drifters kys. DEN FORLADTE Gjennem mulmet ilede jeg henover myr og mose. Nu og da så jeg mit ansigt flakke ned i det brune myr- vand. Da snørede mit hjerte sig sammen og jeg frøs. Jeg løb og løb; frør, firben, vand, muld gled forbi mig som i dunkel drøm. Da tågerne spredtes, og stjernerne dalede ned over lyngen, så jeg en endeløs vidde. Jeg stansede, jeg hørte mit hjerte hamre. Jeg erindrede mig selv, hvem jeg var. Eller er jeg da ikke andet end en tone, som jages henover jorden, - dit navns tone? Jeg stansed, jeg lytted, om havet var der længst ude. Vinden piskede mit ansigt, sneg sig iskoldt ind på mit bryst, hylede, hylede dit navn. Da månen gik frem, lå havet der, det mægtige. Jeg sank ned. Jeg var træt, træt indtil døden. Kunde jeg forbande dig? Jeg kunde ikke. Ti var jeg andet end en tone, som jages henover jorden? Kunde jeg ile videre, derud, derned, i det barm- hjertige hav, det mægtige? Jeg kunde ikke. Ti var jeg andet end en tone, som jages henover jorden, dit navns tone! Jeg lå på stranden, vinden voksed, mørket øged. Mit bryst blev koldere og koldere, mit bryst blev koldt som is. SIDE: 96 Hvad var det? Rørte der ikke en klam hånd ved min puls? Sad du i en andens skjød og lo? Og vinden pisked mig og pisked mig, og vinden hyled dit navn, og jeg fløi op og løb og løb. Mine fød- der bløded: Sad du i en anden mands skjød og lo? Og byen kom, og jeg så hoder bag gardiner, og det mumled bag mig, og det mumled og hvisked: Hvem er det, som løber i stormen? Og jeg løb fra værtshus til værtshus, og råbte dit navn, og de smilte og spotted, og bag mig skralded deres latter. Og det lo og skreg høiere og høiere: Vanda! Vanda! Vanda kjender alle. Vanda var i hver mands seng. Og jeg løb, og jeg løb, jeg spurgte menneskene på veiene, jeg gik ind i de små hytter, og jeg spurgte: Hvor er Vanda? Og jeg gik ind i det store palads; der var lys og fest og dans, der var sorte herrer og strålende damer, og dansen holdt op, og de flokked sig om mig, og de lo, og de skreg, i kor: Vanda! Vanda kjender vi alle. Vanda var i hver mands seng. DEN UBEKJENDTE Jeg sad på en bænk. Hun kom gående ud fra det grønne. Jeg fulgte hendes fødder med øinene. Det var mig som netop hun måtte gå sådan, hun jeg ikke tør tænke mig. SIDE: 97 Hun var ikke anderledes end andre, hun jeg så komme ud fra det grønne. Hun havde en slet brun kjole, et slag over skulderen og en sammenfoldet pa- raply ved siden. Hun forsvandt. Der var en trappegang et stykke foran bænken, hvor jeg sad. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulde reise mig, det var jo dog et mig fuldstændig ligegyldigt menneske, og der var ikke det fjerneste fnug af noget usædvanligt ved hende. Men jeg reiste mig. Jeg syntes jeg burde vide, hvilken retning hun tog, om hun gik ind i haven, forbi roserne, eller om hun gik forbi fontænen og ud på gaden, ud i byen. Jeg reiste mig. Jeg gik til gelænderet. Jeg så hende ikke. Jo, derborte var hun. Der gik hun. Hun gik imellem træet og plænen, hun gik ikke i selve alléen. Og med engang syntes det mig, at jeg måtte, jeg måtte høre hende tale, jeg måtte løbe efter hende, jeg måtte invitere hende til at spise sammen med mig, jeg måtte se hende spise kirsebær, og det måtte være på den tid, da man endnu ikke tænder lamperne i restau- ranterne, og da man ikke ser andet end tænderne og øinene. Umoralsk vilde det være af mig, om jeg den efter- middag gik og spiste alene, umoralsk. For jeg var netop til i verden for at jeg nu iaften skulde være sammen med hende, og høre hendes kniv og gaffel klinge og ikke bare min egen, og se hendes hænder og SIDE: 98 hendes læber og hendes pande, hun som jeg nu blot så ryggen af. Der gik hun. Silhouetten var blit så vakker. Jeg syntes, jeg havde kjendt den længe, den slette kjolen, slaget, paraplyen, som hang ned tæt indtil siden. Der var noget ved det, som ikke ligned noget andet i ver- den. Og det sled og rev i mig, ti sekunderne randt, randt uophørlig, og jeg gik ikke, jeg løb ikke, jeg løb ikke efter hende. Jeg stod og så, at hun blev dunklere og dunklere, indtil hun var helt ud på gaden, til hun var blit en blandt strømmen, ikke at kjende fra alle de andre. Men som hun gled længer og længer væk, blev byen mere og mere forvandlet. Alle disse gaderne, som havde været lige allesammen, og disse husvæggene som stod og svetted, og disse folkene som for og myl- red og pusted, som om der var noget påfærde, - det var ikke fuldt så vanvittigt længer. For nu gik hun der. Nu gik hun der med paraplyen ved siden og vugged på vristen og så ind på hattene og ostene og sløiferne og vinflaskerne. Og nu sad hun deroppe på sporvognstaget og kjørte slik som jeg også havde kjørt, og gav kusken en franc og fik l7, sytten, sous igjen, som hun la ned i den lille tasken. Den lille tasken, ja! Den lille søte tasken! SIDE: 99 - som hun tog så fint og forsigtig omkring - med de små fingre - og pilled så nydelig francen ud af de to tre sølvmynter hun havde, og tog så yndefuldt ko- misk på de store kobberdanker og stapped, stapped dem ind i det bagerste rum. Der sad hun oppe på taget, og hendes sporvogn rul- led igjennem den store by, og det var ikke længer bare denne idiotiske labyrint af gader, og det var ingen vild flok af frakker og skjørter bare, for efterhvert som hendes øine gled over den ene efter den anden, så så jeg dem, hver med sit arbeide, hver med sin sorg. Ja, før aften måtte jeg træffe hende. Absolut. Vi måtte stå hånd i hånd og se på magasinvinduerne, på silketøierne, når det elektriske lys var tændt, og de sorte mennesker bølged forbi os. Jeg vilde gå til den anden ende af den uendelige by. For der var hun. Jeg kunde ikke ta feil i det. Jeg følte det. Det var umuligt, at man ikke skulde kunne føle en sådan ting. I en ganske anden kant af byen end den jeg beboed, var det at hun leved, i en gade hvor jeg aldrig havde væ- ret, i et kvarter hvor der var en masse krogede, be- synderlige stræder og Cul-de-sac'er. Jeg vilde sidde ved en vognmandsplads, og når hun kom i nærheden af hvor jeg sat, så vilde hun føle en strøm. Hun vilde stanse, hun vilde se sig forundret om. Men jeg vilde fluks gå hen og ta hende i hånden, jeg vilde lede hende til vognen, en åben vogn. Hun vilde intet spørge om, og jeg vilde bare rope til kusken disse ord: Kjør SIDE: 100 hvor De vil, kjør i tre timer. Vi vilde kjøre alle ga- derne igjennem, i den åbne vogn, - forbi alle vindu- erne, forbi alle de sorte menneskene. Før aften måtte jeg ha truffet hende. Ellers vilde jeg ikke få sove, og natten vilde bli mig en forfærdelig pine. Hele natten måtte hun og jeg være sammen. Vi måtte stå med hænderne sammenflettede og se på ar- beiderne og arbeiderskerne, når de gik til fabrikerne, og vi vilde se ned mod der hvor morgenen kommer, der hvor husene endelig åbner sig, og man kan se en liden lysning og en smule himmel, fordi der er en åben plads. Hvordan skulde jeg ellers - hvis jeg ikke fandt hende - kunne sove, kunne puste i dette umådelige virvar, hvor to sekunder ikke er lige, - Paris! - Jeg satte mig atter på bænken. Men jeg kunde ikke sidde stille. Jeg opdaged så mange nye ting. Blad- hanget var blit så vidunderlig lyst og så dirrende grønt. Der sad kvinder omkring også, blandt bladene og blomsterne, de havde fuldt af dansende drømme i de sortlokkede hoder, de havde i de deilige, hvælvede bryst hjerter dirrende som det grønne, hvert med sit eventyr. Jeg husked, at jeg aldrig havde set roserne nærved. Jeg kjendte ingen enkelt af dem. Der var ikke en eller to eller tre, jeg havde fåt kjær. Jeg gik hen- imod dem. Der stod mod mig en uendelig duft. Var det da såden, at rosers duft var? Der havde altså hun gåt forbi, hun, hvis skridt var som de måtte være, de som jeg aldrig tør tænke mig. SIDE: 101 Der var noget i denne have jeg ikke før havde set, ikke kjendt, ikke følt, - i denne have, hvor hun havde gåt - Luxembourg. Jeg glemte det naturligvis straks. Jeg skjændte på mig for mit evige hang til mysticisme og loved mig selv aldrig at fantasere mer. Der begyndte forresten også en helt forskjellig tid. Jeg kom meget ud. Jeg var i selskaber. Jeg var på baller. Det var herlige kvinder. Og der var fuldt af musik omkring dem. Og der var lysekroner over os. De var i kjoler som solens morgenskyer. De havde perler og diamanter som morgenens dråber. Vi talte sammen. De forstod mine ord, de forstod mine sorger. Jeg kunde finde tonerne for hvad de selv gik og arbeided med, jeg kunde sige det under det stemmens slør hvorunder man kan sige alt, hvor- under hjerte taler til hjerte. Det var herlige kvinder. Vi dansed sammen. Under det hvide flor lå deres bryst i mine arme. Hvorfor blev jeg så alligevel undertiden rasende? De forstod mig jo. Også de havde jo havt sådanne sor- ger som jeg havde havt, sådanne ønsker. Jeg tror om jeg havde begjæret det, så havde de kysset mig. Jeg begjærede det ikke. Jeg ønsked mig mange gange langt, langt bort. Vi havde talt om de hemmeligste ting hos os selv. SIDE: 102 Vi skulde kjende til hinanden ud og ind. Og det var dog undertiden, som jeg ikke kjendte den mindste tøddel af deres væsen, ikke den mindste fiber af deres hænder som jeg havde trykket. Det var engang jeg stod ved mit vindu, som er i anden etage og vender til gaden. Jeg var ikke alene. Der stod en kvinde bag i værelset. Jeg var i et besynderligt humør. Der var en ting jeg stod og famled og famled efter, det var en pine, men jeg kunde ikke bli klar over, hvor den sat eller hvori den bestod. Så er det jeg ser en i en brun kjole på den modsatte side af gaden dernede, et slag over skulderen, et ansigt med en enkel, alvorlig profil. Uden at sanse noget andet styrted jeg nedad trap- perne. Det skreg i mig: du må have fat på hende, du må vide alt om hende, og du må klage, klage over dig selv for hende. Du må ha hende at dele din skam med. Du og hun må sidde sammen hele eftermidda- gen. Du må sidde i tusmørket og holde hendes hånd. Og da vil du se klart ind i hele Paris, ud over hele verden. Hun var ikke langt borte. Om jeg løb, kunde jeg ta hende igjen. Det rev og sled i mig. Sekunderne randt og randt. Længer og længer bort gik hun. SIDE: 103 Jeg synes, at Luxembourg mer end nogen anden have og meget mer end naturen er som et menneske- sind, der veksler humør. Intetsteds, synes jeg, er som i Luxembourghaven det grønne snart næsten sort, snart lyst og skinnende, som skåret ud af safirstene. Der er morgener, da jeg har fåt følelsen af, at den vet mer end morgenaviserne, den haven, at den står der og vet om, hvad der er foregået i Paris inat. Og der er dage, da det grønne sænker sig så tæt over sto- lene, som om det vilde holde noget ude. Sommetider er det, som var der ikke andet end smil og roser og deilige lyse statyer og funklende vanddråber og lekende småbørn og fine pigevrister til i Paris. Og så er der andre tider, at man ikke engang ser de lyse statyer, at de er svøbt ind i en tung luft, og at det ligesom klager sagte rundt om i haven. Og det er ikke billedbøger de har, de som sidder på bæn- kene, men triste, triste romaner om noget en ikke skulde tænke sig gaves i dette deilige Paris. Det var en morgen jeg kom derind. Det vil sige jeg måtte gå derind, jeg droges. Det var tidligt. Arbeiderne og arbeiderskerne gik til fabrikerne. Der var intet at se i haven. Pludselig faldt det mig ind: Den gråter. Den gråter. Og aldrig har jeg været så glad i Luxembourgha- ven. Det syntes mig at den var ikke alene som et men- neskesind, men som et af de fine menneskesind, et af SIDE: 104 dem der gråter, når ingen er tilstede, før alle andre har nået at ryste lagnerne af sig. Jeg fordybed mig ind i den. Den blev mig så uende- lig stor. Den var en urskog, som opslugte hele Paris. Paris blev til nogle husrækker blot. Så kommer jeg til den bænk, hvor jeg havde siddet dengang. Den var ikke tom. Der lå en og sov. På jorden lå der en sammenfoldet paraply. Men hos hun som lå der fortalte ansigtet mig noget. Der var stille på gaderne, der var blot en og anden sen arbeiderske. I haven var der ingen andre end os. Jeg stod og så på den sovende. Jeg stod og tænkte på, at der dog kanske er et og andet i livet, som ikke er så ligetil, et og andet som ordner sig i tråde så fine, at vi taber dem af sigte. Jeg havde ladet hende gå, ubeskyttet mod dette grusomme livet er. Og alle de kostbare timer var hen- rundne, de der var bestemte for os to. Andre havde jeg viet mange af dem, andre som ikke vedkom mig. Hun havde jeg ladet gå der alene. Jeg bøied mig ned over hende, jeg så længe på hende, jeg så at det var første gang. Jeg kom til at streife hende. Hendes øielåg bevæ- ged sig. Jeg holdt pusten. Havde jeg vækket hende? Nei. Hun sov fremdeles. Jeg gik. SIDE: 105 FOLKEVISE - Hillemænd! Er det ikke hun Anne Marie, som er ude! råbte butiksvenden. - Du lyver, sa de andre, du lyver. Anne Marie kommer ikke på gaden mer. Og de kom til vinduet, alle mand. - Hun er som en røskat, så fin i ledene, sa en. - Hun er den fineste jenten i byen, sa en anden. Men Anne Marie gik tyst nedover, smal som en vidjevånd, lys i håret som lyst guld. Hun så lige frem foran sig og vidste om ingenting. Der lå noget tungt i hendes lomme. Hun vilde løfte som ellers sit unge, smækre bryst, men det tynged så, det som lå i hendes lomme, det tynged så. - Hillemænd! Er det ikke hun Anne Marie, som er ude! råbte de i kor, de som stod ved vinduerne ned- over gaden. Og gamle Hansen sad og mumled og mumled: - Det må jeg sandelig fortælle min kone. Det må jeg sandelig fortælle min kone: Anne Marie er ude! Men Anne Marie gik tyst videre, med bøiet hode. Til moloen gik hun. Der stod hun stille og så udover sjøen. Så famled hun i lommen, tog det op, det lille papir, så på det, lod det falde. Det blev vådt. Det løste sig og flød. Men den gik til- bunds. Ned iblandt marulkerne. SIDE: 106 Hun kasted sit hode stolt tilbage. Hun vendte sig og gik raskt hjem. Men den gik tilbunds. Ringen. Hele vinteren havde hun siddet og stirret på den, vendt på den, dreiet på den, ikke forståt, ikke be- grebet. For hende havde den betydt evigheden. Kristine og Grethe og Laura kom hver kveld og ka- sted en sten på vinduet. - Blir du med? - Nei. Og de gik tause tilbage, og hvisked: - Der er noget, som tærer på Anne Marie. Og oppe i husene sa de, mens de spiste middag: - Anne Marie kommer ikke på gaden mer. Hun låser sig inde. Der må være noget, som tærer på hende. Det blev vinter, det frøs, der kom is. Og Kristine kom og råbte: - Isen ligger, Anne Marie. Men Anne Marie svared ikke. Og Kristine pikked Grethe i ryggen og sa: Spør du, Grethe! Og Grethe råbte: - Isen ligger, Anne Marie. Den er blank som glas. Men Anne Marie svared ikke. SIDE: 107 Og Grethe pikked Laura i ryggen og sa: Spør du, Laura! Og Laura råbte: - Isen ligger, Anne Marie. Den er blank som glas. Gutterne spørger efter dig. Men Anne Marie svared ikke. Så holdt de op. Og det blev stille. Men nede fra vandet lød det: Stander op, min rose, stander op, min dukke, stander op, min lille ven, min allerhjertens kjære, min kjære, min kjære! Og opover bakkerne gjenlød det: - Min kjære, min kjære! Anne Marie sad og stirred på ringen. Hun kunde ikke begribe det, hun kunde ikke forstå det. For hende havde den betydt evigheden. - Hvorfor læser du evig og altid, min far? - Jeg søger sandheden, Anne Marie. - Er der da nogen sandhed, far? Er ikke alting løgn? Da løfted den gamle sit tunge, sit hvide hode og så på Anne Marie. Mager som en skygge var hun blevet at se til, men håret lyste. Som ruderne i Frue kirke ved solefaldstide lyste Anne Maries hår. - Nei, Anne Marie, i menneskene er der nok ingen SIDE: 108 sandhed. Kun deroppe er sandhed, - på det blå blad, - kun derinde er sandhed, - i de støvede bøger. Fra den dag sad Anne Marie foran de store, svære bøger. Anne Marie sad fra morgen til kveld foran de store, svære bøger, mens det sang nede på den grønnende vold: Stander op, min rose, stander op, min dukke, stander op, min lille ven, min allerhjertens kjære, min kjære, min kjære! Men Anne Maries kind blev hulere og hulere. Det var i mai, når kirsebærblomsterne falder. Det kimed i den gamle domkirkeklokke. Det kimed udover byen, udover fjorden. Der var grønt udenfor alle tærskler. Der var skodder for alle krambodruder. Det hvisked gjennem gaderne, der var gamle folk, som tørred tåren af kind: - Tænk kun tyve og på båren! Tænk kun tyve og bleg på båren! Med lange sorte slør gik byens skjønneste døtre foran den sorte vogn og hvisked: - Nu er den smukkeste død. Nu er den blondeste på båren. Og de hvisked: SIDE: 109 - Kunde der dog vel nogen ville gjøre ondt mod Anne Marie? Kunde der dog nogen ville lyve for Anne Marie? Og det hvisked bortover blandt mændene: - Jeg tror nu ikke, det var brystsyge, sa en. - Nei, der var noget hun gik og bar på, hun Anne Marie, sa en anden. - Der var noget, som tæred, som ingen vidste, sa en tredje. Og bortigjennem hele ligfølget hvisked det: - Hvem kunde vel ville gjøre vondt mod hun Anne Marie, med guldhåret? Hvem kunde vel ville lyve for hun Anne Marie? HØST Et fragment Det er høst. Uveiret er kommet i al sin vælde. Det er, som om den kjæmper for sin ungdom, vidden der- ude, for blomsterne sine og dyrene sine. Man sidder og føler, nu falder der atter et blad, nu rives atter et aks fra mulden. Tilsidst er det, som om der er en, der går; han går henover alle rødder, al muld, al lyng, han går uafladelig, i takt med regnet; på hans ansigt står der at læse en urørlig sorg, og han går fra sted til sted. Han vil det ikke, og dog må hans fod fra nat til nat træde strå for strå ned og plukke blad for blad fra stilkene. SIDE: 110 Det var igåraftes, at jeg sad og så det for mig, dette, da det med ét gik i trapperne. Det måtte være ham - den eneste jeg endnu har lært at kjende her i eg- nen. Han pleier komme i sånt veir. Han blir borte i ugevis, men når det regner eller stormer, da kan jeg næsten være vis på, at han kommer. Når han træder ind, undgår han som oftest mit blik, men trykker mig hårdt i hånden uden at si noget eller også blot mum- lende et slags godaften. Vi sætter os i taushed. Det synes, som om han har vanskeligt for at komme væk fra sit samvær med vind og væde. Der går gjerne lange tider, før han siger noget. Stundom står han op og går et par skridt, drar rullegardinet tilside, ser ud over vidden. Der kommer sådan ro over mig, når han sidder her. Og dog er der oftest et så forfærdelig trist drag hen over hans åsyn. Jeg har heller aldrig set et åsyn så kraftigt kunne se så vekt ud. Noget rent ømt kan der komme over det, når han taler om nætter, han har ligget og fisket, og hvad der da har gået gjennem hans sind. Han er høi. Hans sterke arme hænger, som om han skammed sig over deres kraft og helst vilde negte den. Han går lidt bøiet i overryggen. Men han behøved det ikke. Han har øine af en lys, blå farve, som måtte være så vakker, når den var klar og glad. I den sidste stund blir han livligere. Men han for- tæller meget lidet om sig selv og intet om sin fortid. Han liker bedst at snakke om alle mulige ting, han SIDE: 111 går og grubler over, og samtalen begynder i regelen med, at han uden forberedelse udkaster en tilspidset mening. Således begyndte det igår, med at han sa: Menneskene tænker bare på at forstå at leve, aldrig på at forstå at dø. De skulde lære sig dag for dag at forstå at dø. Ikke at de voldsomt skulde kvæle sine drifter og ønsker, men de skulde ikke gi så megen agt på dem. De skulde gå i søvne på en måde, forat de store verdensdrømme kunde komme, og tingene vokse, og alt om en tale. Han taug en stund, lytted til regnet. Det var, som der var vilje og vildskab i dråberne. Så fortsatte han: Døden er ikke intet. Der gives ikke noget intet. Nirvanaønsket kommer af frygt for lidelsen. Lidelsen, lidelsen, den skulde vi attrå. Hvad er livet andet end en modstand mod noget udenom en, som vil forme en, og som hvert menneske sætter sit eget selv op imod. Ikke fordi dette selv vil bringe verdenslivet nye rigdomme. Nei blot for at gjøre det gjældende, af magtsyge. Den som forstår at dø, kjæmper ikke mod de vise kræfter, han ikke kjender, han tar imod dem, og da er det, det svulmer størst og synger finest i ham. Naturen forstår bedre at nyde jordlivet, den for- står at dø, den vil dø! Jeg fortalte ham, hvad jeg havde siddet og tænkt på, før han kom, at også naturen kjæmper mod de ødelæggende kræfter og vil leve, sålænge den kan. Tvertom - vedblev han - jeg tror, at naturen har SIDE: 112 sit deiligste liv, når den blegner. Intet dør så vakkert som blade. I de varmeste, vakreste farver, jorden eier, klær de sig. De tar imod døden, de længes mod at føle det skjære der skal foregå i dem. Villig bøier de sig for regnet, lar det glide smigrende nedover sig, og fordi de ikke brydes med venlige magter, blir dø- den så sagte, så underfuldt deilig. Han har ståt for mig hele dagen. Jeg har set ham for mig, som han sidder der, tilbagelænet i stolen, men hodet dog foroverbøiet. Kogelampen suser og ka- ster et guldskjær over hans sterkt bagover bøiede pande, der hviler en lukket stolthed over hans høie, smale ansigt med det spidse skjæg, men ved hans første ord smelter den hen i noget kvindeligt sart. Det er som har en kvinde taget plads inde i ham og dannet ham om i sit billede. Jeg har set ham, hvordan han så af og til reiser hodet og halvt borte lytter til regnet, som evig, evig pisker mit store vindu der vender mod vest, hvor først vidden er, siden havet. Efterhånden er det som værelset blir anderledes og større, en gammel krønike i boghylden, hvis titel jeg halvbevidst læser, blir til mer end en bog; der vandrer gjemte tider ud deraf: slottet er af granit, bordet af eg, hallens lys kommer fra oven, tunge vilddyrsskind er gobeliner. SIDE: 113 Så ser jeg ham for mig, når jeg sænker øielågene og begynder at tænke høit: Jeg holder af natten. Det er som om natten ikke skulde være til. Evig prækes der om solens og dagens pragt. Javist har de pragt for øie og sans. Men der er også i os kamre, som sollyset ikke når, men som kun natten tør liste sig ind til. Netop i den stund da de andre er gåt og skvalderet med engang er borte, og man tænder et lys der ikke skriger, - har De merket, hvor to da blir rige for hinanden og får flere strenge og hører og ser skarpt? Solen fordunkler omridsene; om natten har tingene personlighed. Det er sandt, at der er noget vemodigt ved den. Men bringer ikke det vemodige frem i os mangt, som lyk- ken og solskinnet ikke kjender? Der er en uendelig resonansbund inde i mørkets dyb, og der strømmer en imøde derfra de ånder som var fra evighed, og som skjuler sig for san- serne. - Det er når han taler, som om han ser sine egne ord ude i luften et stykke foran sig. Jeg har tænkt på, om han har været som han nu er altid, eller om det er, hvad han har oplevet, der har gjort ham sådan. Han synes dog som bestemt til at bære orkaner på de skul- dre, han trækker sky sammen om halsen. Der er noget sælsomt ved ham. Han passer så sam- men med høsten, som den er her. Engang imellem kommer der ude på vidden et sjøsalt pust, der har SIDE: 114 seilet længst ude fra, og som driver en ind i nye tanke- rækker. Sådan har det også med ham hændt, at bitre ord har afbrudt hans ro. Er der brændinger bag den? HVEPSEN Der sidder en gammel mand ved sit arbeidsbord. Det står ved vinduet. Der går en hveps i det hvide gardin. Langsomt går den ovenfra nedover. Den gamle mand ved arbeidsbordet får øie på hvepsen i det hvide gardin. Han stopper op, venter. Den vil ikke forsvinde. Han åbner vinduet, for så vil den vel tilsidst flyve ud. - Det er jo derude den hø- rer til. Den vil ikke forsvinde. Når den er kommet ned, så kryber den op igjen, når den er kommet op, så kry- ber den ned igjen. Som om den ledte efter noget. Den er ganske taus. Merkelig taus. Næsten uhyggelig taus. Der er noget vist ved en hveps. Man rører sig ikke af flekken for en flue. Den kan gjerne sidde midt på ens næse. Og for eksempel en af de store, væmmelige spyfluerne, de kan sidde i et gardin i ugevis, man ser dem ikke engang. Men en hveps! - ja selv om det er en hvidhåret mand, og selv om hvepsen kryber ganske langsomt afsted og ikke siger et muk, han farer op, han stanser sit arbeide, han - - ja man- den ved arbeidsbordet fortrak han, han flytted sin mappe, sit blækhus, sin lineal, hele stasen. SIDE: 115 Men næste dag sad hvepsen fremdeles i gardinet. Da hændte dette: Der kom venskab op for hvepsen hos manden. Han var blit vant til den, han havde lært den at kjende. Stak, det gjorde den ialfald ikke. Han satte sig da til arbeidsbordet igjen, gav sig til at linjere og skrive og så nu og da op efter sin nye ven, hvepsen, hvordan det gik med den. Men tilslut blev han ganske betænkelig. Var der ikke noget iveien med den? Langsommere og lang- sommere kravled den afsted, stadig langsommere. Var den syg? Tænk om den havde tarmeslyng for eks- empel! Eller mavekræft! Efter middagen var gardinet tomt. Nu sneg den sig frem nede i karmen. Der var ikke tale om andet, den var syg. Men hvad var det, som lå derborte ved siden af Cantu's verdenshistorie? En død hveps. En anden hveps, som var død. Han havde set den for to dage siden uden at lægge synderlig merke til den eller tænke videre over det. Skulde der være noget slægtskab mellem den syge hveps og den døde hveps? Han holdt op med arbeidet. Hvepsen grov sig nær- mere og nærmere den døde. Det var der den vilde hen, der var ikke tale om andet. Skulde det være mand og kone? Han stod op fra bordet. Han kredsed rundt om vin- duet. Det var næsten som der kom noget rart op i brystet hos ham. Det var en hveps, en af disse hvep- SIDE: 116 sene, som er så berømte for sit stikkeri, og hvem alle hader med et dybt had, en af disse hvepsene, som kan forhindre en hel familje fra at spise middag i haven, fordi at de går og stikker hele familjen på næsen og bringer de nedringede damer til at hyle af skræk mel- lem hver eneste ske suppe, en af disse hvepsene, som . . . ja, sådan en hveps var det, og dog kom der hos den gamle mand op noget rart for den, noget varmt ligesom. Kan man ha medfølelse med en hveps? Hvis man kunde det, noget sligt var det da vist, som kom op hos ham, der den slæbte sig slig frem, humped med møie et skridt afsted, tabte kræfterne igjen og lå stille, humped så et skridt videre igjen. Var det i dødskamp? En flue svang sig ned på den og vilde ærte den. Den rørte sig ikke. Gang på gang kom fluen og holdt et helvedes leven på dens ryg. Den rysted den ikke af sig engang. En stund efter lå den ved siden af den døde. Den rørte sig ikke mere. Den var død. Det var ganske stille i stuen. Det var næsten høi- tideligt. - Den var kommet ind i stuen, gud ved hvordan og hvorfor. Den havde famlet frem og tilbage, som om den ledte efter noget. Den havde intet vidst, intet tænkt, intet følt. Ikke såmeget som en længsel havde den kunnet føle. Hvad skulde den ha kunnet føle, den, et lidet insekt, en hveps ovenikjøbet? Den havde bare vandret og vandret, ledt og ledt, fundet frem til SIDE: 117 der hvor den anden lå, lagt sig til at dø der. Det var det hele. Kanske havde de gåt og stukket hinanden med bråddene hele livet igjennem. Eller er det bare menneskene, som stikker sin egen slegt? Nu lå de ialfald fredelig nok. De lå der ved siden af hinanden. De elegante bag- kroppe var krummede. Det var næsten vemodigt at se på. Denne fine, runde, æggende parisiske tournure, som sikkert havde gjort opsigt derude mellem insek- ternes beaumonde. Disse spidse, slebne, slanke vinger. Var det monsieur et madame? Gud ved. - - Inde i kammeret ved siden lå mandens hustru. Hvad er det med min mand? tænkte hun. Hun følte på sig, at der var noget som ikke var ganske som ellers. Måske var det det at pennen ikke kradsed re- gelmæssig. Måske det at hun hørte ham reise sig. Eller måske var det slet og ret det, at hun følte det på sig. Nei hvad er det med min mand? tænkte hun. Hun blev mer og mer vis på, at der måtte være noget. Hun tog mod til sig og listed sig ind. Der stod han. Ved vinduet. Ganske stille. Hvad var det? En tåre? Hun listed sig nærmere. Men før hun vidste ord af det, følte hun hans arme om sig og hans hånd gjennem sit grå hår. Hvad er det? råbte hun halvt forskrækket. Han pegte på de to døde hvepse. SIDE: 118 To døde hvepse! Det havde ikke hændt på det hun kunde mindes, - og så skulde to døde hvepse ha skylden for det! HUNDEN En radering Jeg gik henover den brune vidde. Hele dagen gik jeg. Havet suste i vest. Henimod aften løfted vidden sig og stængte for sy- net. Som i søvne gik mine fødder videre. Snart stod jeg på hougens top. Det susende hav var blit til en speilblank fjord un- der mig. Solen gik ned i den. Det var det skjønneste jeg i mit livs dage havde set. Jeg glemte alt. Jeg skjalv af henrykkelse. Endelig husked jeg, at det var sent, at jeg måtte gå videre. Jeg så mig omkring efter stien. Jeg så ned foran mig, og jeg så, at der var en afgrund. Jeg så mig om til den anden side. Der var steil væg. Jeg gre- bes af en forfærdelig svimmelhed. Hundreder af fjelde havde jeg i mit liv besteget. Aldrig havde jeg vidst af svimmelhed. Jeg søgte og søgte. Tusmørket begyndte at nærme sig, og foran mig så jeg blot de steile vægge. I uro og angst la jeg mig ned på mine knæ. Jeg krøb fremover jorden for at søge efter stien. Netop som jeg tror at ha fundet den, ser jeg nede SIDE: 119 på vidden en stor hund komme løbende. Hvad var det som greb mig? Jeg stanser. Jeg venter. Større og større blir min angst. Vil den komme herop? Jeg lægger mig ned og knuger mig fast til jor- den. Jeg hører dens halsen. Et sekund - jeg ser dens hode over skrænten. Dens øine ligger lige foran mig. Den gjør ikke, den stønner ikke længer. Jeg trykker mig fastere og fastere til jorden. Jeg ved, at den vil strække sin pote ud. I næste øieblik er det sket. Jeg føler dybe klør i mit håndled. Vi ligger og stirrer på hinanden. Dens hode hviler på skrænten. Den rører sig ikke. Jeg føler dens klo og de brændende øine. Jeg begynder at forstå dens blik. Det er som hørte jeg forfærdelige ord udgå af dens gab. - Din time er kommen, menneske! Husker du hvad du gjorde? Husker du da du pi- sked mig med dine snoede pisker? Husker du det? Husker du da du slog min broder hesten med spidse svøber, da den i dødens mathed sank til jorden? Husker du det? Mine øine forsøgte at svare: - Hvorfor anklager du mig? Jeg har aldrig eiet en hund. Jeg har neppe hundre gange i mit liv kjørt med en hest. Men vildere og vildere gløder dens øine: - Er du ikke mennesket? Ser jeg dig ikke foran mig med disse dine to modbydelige hvide hænder, SIDE: 120 hvormed du dræber og dræbte og har dræbt i tusener af år? Dræbte du ikke fåret? Satte du ikke oksens blod på dit taffel? Hvad har du skånet på denne deilige jord? Er der noget blandt alt det levende, du ikke har myr- det, skjændt, pint? Træder du ikke på alt jordens mylrende liv? Selv de røde roser, rev du dem ikke af kvisten, når blodet svulmed høit i deres unge blade? Jeg kjender dig, menneske! Nu har jeg din hånd i min klo! - Jeg vidste med mig selv, at jeg havde gået mere varsomt henover jorden end de allerfleste. Men dyret forstod intet. For det var jeg kun mennesket, menne- sket med de hvide, dræbende hænder. Og mens dens øine stirred på mig, var det som det var mig, der hav- de pisket og pint alle jordens dødstrætte heste. Bag mig hørte jeg havet suse og bruse, foran mig lå de stirrende øine i mørket. Der var et øieblik, da jeg ønsked, at dyret måtte slå tænderne i mig, hurtig, hurtig, så dette kunde få en ende. Da var det, at jeg pludselig følte noget sælsomt strømme igjennem mig. Jeg løfted mit hode foran de gloende øine. Jeg begyndte at tale høit. Vilde, besyn- derlige ord eller lyd gik ud af min mund. Hverken kan jeg huske eller beskrive dem, som de var. Wéji ohahú! Dilodáma! Wáhú Wóha Weji ohahú! Jeg følte, at mine øine strålede med et overnatur- ligt lys. Jeg husker, at jeg så hundens øine lænkede til SIDE: 121 mig i voksende forundring. Men jeg sansede det neppe. Der var i mig som en rædselsfuld vellyst, det var som alle celler i mig svulmed op i en ny, mægtig, overjordisk kraft, jeg løfted mine hænder og svinged dem og vedblev: Wejimalála oíd, titá titá ôli ôli! Weji ohahú! Wa- niawai! Forundringen i hundens øine blev til frygt. Det er siden blit mig klart. Jeg så det ikke dengang. Jeg så ikke hunden mer, jeg så intet. Jeg havde reist mig helt op, og de sælsomme ord strømmed ud fra mig sterkere og sterkere. Havet suste vildere og vildere dernede i mørket, vinden hyled, jeg råbte uden at se eller sanse, jeg svinged mine arme mod luften i takt med mine råb og med vindens hyl. Jeg ved ikke hvorlænge jeg stod sådan. Endelig så jeg mig om. Der var ingen hund mer. Jeg faldt i afmagt. Da jeg kom til mig selv, var jeg rolig. Jeg så, hvor jeg var. Jeg kjendte mig igjen. Havde jeg drømt? Jeg så på min hånd. Der var et dybt blodmærke. Jeg fandt veien. Jeg gik hjem til hotellet, hvor jeg alene var gjest. Man så så underlig på mig. Jeg tænkte, det er vel fordi jeg har været så længe borte. Jeg spiste. Jeg reiste mig fra bordet. Jeg mødte pigens blik. Hvad var det? Jeg gik op på mit værelse. Jeg så mig i speilet. Jeg forstod. Mine hår var blit grå. Sigbjørn Obstfelder DE RØDE DRÅBER PERSONERNE ODD BERG, doktor i kemien. APOTHEKER BERG, hans far. BORGHILD. LILI. DIREKTØR HANSEN. OTTO, læge. STEEN. WILLE. DANIEL NIELS bybud. FRU STEEN. ET PAR OPVARTERSKER. TO SMÅGUTTER. SIDE: 125 (Byens festsal. Festklædte herrer og damer i grupper. Man taler ivrig sammen. Lidt afsides i forgrunden tilvenstre sidder på en chaiselongue Odd Berg og Borghild). ODD (med en bævren i røsten). Borghild! BORGHILD. Ja. ODD. Borghild! Se på mig! (Borghild vender hodet mod ham. Han ser længe og grublende på hende). (Smerteligt). Ja, jeg føler det. Du går. (Ser atter frem foran sig). Snart går de alle. Og så . . . så . . . BORGHILD (lidt blyg). Å, endnu går de jo ikke på længe. Og desuden . . . ODD. Jeg føler det på mig. Du går. SIDE: 126 BORGHILD. Hvorfor er du så underlig? Idag! Idag da alt er så stort og deiligt for os. Du er blit så forandret, siden du kom hjem . . . (Indsmigrende, nær ham). Snart er jeg jo din. Helt. Hver tråd i mig skal du få. ODD (hen for sig). Hvor du er vidunderlig vakker blit. Mens jeg drømte om dig derude, da blev vist hver drøm til en skjøn- hedslinje mer hos dig. Som deiligheden selv er du blit. Brystet dit har hvælvet sig så stort, læberne dine . . . BORGHILD (med uendelig lokken). Hys . . . de hører os . . . de ser på os. (Hun løfter øinene mod ham.) ODD (angst) Se ikke på mig sådan. Å jeg ved ikke . . . (han reiser sig og går bortover nogle skridt, hun ser studsende efter ham, følger så efter, rører ved hans arm). BORGHILD (røsten får noget bydende over sig). Kom. Sæt dig her. (Han følger åndsfraværende.) Si mig sandheden. Der er hændt dig noget derude. Jeg så af brevene, at du skjulte noget for mig. Du skrev en masse ting, jeg ikke forstod. Du har mødt nogen, nogen anden. Jeg ved det. SIDE: 127 ODD (som overhørende Borghilds ord, stille, sælsomt). Det er mig i dette øieblik, som hele livet hviler på min skulder, alles liv. Og du, du er så langt borte, og du blir så stor, så uendelig, - jeg tør ikke røre ved din hånd. BORGHILD (hårdt). Jeg vidste det. Du har mødt nogen. ODD (som før). Jeg var alene. I måneder. Alene om dagen, alene om natten. Da tænkte jeg og tænkte. Og så kom det. Det store. Det forfærdelige. (I udbrud). Alle disse menneskene! . . . De gjør mig angst . . . (Næsten for sig selv). Se nu kommer han, nu tar han glasset. (I angst). Han skal tale . . . for mig kanske. BORGHILD (langsomt). Du er ikke længer den samme. Jeg forstår dig ikke længer. Jeg forstår ikke, hvordan du kan være angst nu. Nu da vi er sammen igjen! (blødere). Nu da du sid- der her! (endnu blødere). Hos mig. ODD (som i drømme). Hos dig? . . . Hos dig? . . . (Idetsamme slår direktør Hansen på et glas). SIDE: 128 HANSEN. Mine damer og herrer! Vi lever i en forunderlig tid. Videnskabens tid! Der var engang, at videnskabens mænd sad som syge drømmere i sine huler og ledte efter "de vises sten". Ud i solen og den friske luft har videnskaben nu flyttet sine tabernakler. Og jeg siger så stort et ord: De vises sten er funden! Den sande guldalder er kommen! Ude i livet, blandt menneske- tusenderne er veien til at gjøre guld af jern! Jeg ser for mig, mine damer og herrer, et syn, et fremtidssyn. Jeg ser høit oppi luften som oprakte fingre de skyhøie fabrikpiber, jeg ser røgen drive ud over verden og fortælle om menneskehændernes ar- beide, jeg hører maskinernes pulsslag, jeg ser losse- pladse langs stranden, hvorfra fremmede skibe knyt- ter vor by sammen med de fjerneste havne. Og når jeg nu hæver det skummende bæger, så er det forat hilse velkommen tilbage blandt os den mand, den geniale forsker vil jeg kalde ham, hvis kjærlighed til sin fødeby indgav ham den mærkværdige plan, vi idag feirer med fest. Vi sendte ham ud i de fremmede lande, jeg tør sige vi sendte ham ud som en pionér fra norden. Men trofast mod sit hjem og mod vore håb længedes han tilbage, og her har vi ham nu hos os iaften. En skål for fabriken! En skål for doktor Odd Berg! (Man trænger sig om Odd og skåler med ham. Han er meget bleg og bevæget. Samtidig kommer seks unge damer i hvidt. Den første bærer en buket røde roser). SIDE: 129 DEN FORRESTE. Vi kommer fra kvinderne. Vi kommer med roser. Ti kvinderne tilbeder den handlende mand. Når det gjælder om at sprede lykke i hjemmene og latter i sin- dene, da er vi med, da øser vi kvindekjærtegn over dem, som går først. (Hun rækker roserne frem. Da han med hånden vægrer, lægger hun dem i Borghilds skjød, - hun sidder ved hans side. De seks neier og går. Taushed mellem Odd og Borghild imens. Derpå): ODD (seende på Borghild). Hvor du er vakker iaften! BORGHILD (strålende). Det er fordi jeg er stolt af dig. (Odd skjuler ansigtet i hænderne, uden at Borghild lægger mærke dertil). Hvor det er deiligt at se på alle de festklædte men- nesker og tænke på alt det, som skal komme! Alt det nye, friske! Og vi to! Hvor vi skal arbeide! Hvor vor egen lykke skal vokse med de andres! (Hun lugter til roserne). De deilige roser! Som de gav dig. Os. Kjend! Det er dine! (Hun vender sig mod Odd, der er forblevet i samme stilling). Hvad er det? SIDE: 130 ODD (i dyb sorg). Jeg hører din stemme. Jeg forsøger at se dig indvor- tes og prente dig ind i mig. (Løfter ansigtet, eiendommelig): Roser! Hvor jeg holder af roser! - Så du, hvor nydelig de neiede, da de gik. BORGHILD. Ja, er det ikke en deilig aften? (Hun vil gribe hans hænder. Han trækker dem tilbage). ODD (med en overgang). Vilde du følge mig overalt, Borghild? BORGHILD. Det véd du! ODD. Også om jeg opgav det altsammen? BORGHILD. Opgav det? . . . Hvorfor skulde du opgi det? ODD (tier). BORGHILD. Hvorfor skulde du opgi det? SIDE: 131 ODD. Du taler om al den glæde, som skal komme. Tror du på menneskenes glæde? (Imidlertid er apothekeren Berg langsomt kommet hen til dem. Han er en høi, slank mand, men bærer hodet noget foroverbøiet). BERG (bevæget). Må også jeg få drikke med dig, Odd? (Med pauser og søgende efter ord). Det har været så rart for mig . . . så rart. Det var som de stod frem for mig alle årene, som er gåt, mens man talte så vakkert for dig . . . folk er så gode . . . så meget større, end man tror . . . (famlende). hvad var det, jeg vilde sagt . . . ja det stod frem for mig . . . mange øieblikke . . . å, det er såmeget . . . øie- blikke, da jeg ikke vidste, hvad i verden der var det rette . . . fortvilet mangengang . . . fortvilet. . . . Ja, det var et sandt ord: At bringe videnskaben ind i alle livets forhold, det er den rette alchymi. Ja . . . jeg står og snakker . . . og I kan nok neppe forstå mig . . . der var såmeget som kom op i mig iaften . . . Ja . . . (kvalt af bevægelse hæver han glasset forat skåle). Jeg kunde ikke drikke med dig, da alle de andre var om dig . . . Jeg syntes jeg havde ikke ret dertil. (Visker noget bort fra øiet. Retter sig så op). Skål Odd! Skål Borghild! For det nye liv, I går ind i! Alt er liv! (går med løftet hode og raske skridt fra dem). SIDE: 132 BORGHILD. Hvor underlig han var! ODD (hen for sig). Fra jeg var ganske liden, har det syntes mig, som om der hvilte en gåde ved ham. Som om han bar på en dyb, hemmelig smerte. Jeg var bange for ham, og jeg droges mod ham. Aldrig talte han til mig. Men jeg glemmer ikke, hvordan jeg nogle gange om natten har hørt ham komme ind til mig og dra teppet opover mig . . . Jeg husker, hvor han sukkede tungt. (skjuler ansigtet i hænderne). (Under den påfølgende pause mellem Odd og Borghild høres følgende samtale fra en gruppe, som sidder noget længere bag tilhøire). FRU STEEN. Hvordan anvendes så det . . . det vandet . . . den . . . den . . . væsken, - hvad var det nu det hed, herr Wille? WILLE. Den Secardske væske, frue. FRU STEEN. . . . den Secardske væske ja . . . Jeg tror forresten ikke på det. Jeg tror aldrig i verden der kan opfindes noget sådant. Den Se . . . Se . . . WILLE. Den Secardske væske, frue. SIDE: 133 FRU STEEN. Den Secardske væske, den Secardske væske, den Se- cardske væske! Det er humbug, siger jeg. DR. OTTO. Det skal De ikke si så vist, fru Steen! FRU STEEN Ja, hvad er det så for noget? Hvordan ser det ud? Hvordan tar man det ind? DR. OTTO (belærende). Ja, se det er en meget vanskelig proces at definere. Men hvis De har en virkelig videnskabelig interesse af sagen, vil jeg med fornøielse demonstrere den. EN AF DE TO ANDRE DAMER I KREDSEN. Å ja, vis os det! OTTO (i doktortone). Vil De række mig Deres hånd, fru Steen? (Fru Steen rækker den frem, Otto tar den). De har for lange ærmer. Der må brættes op en smule. FRU STEEN (koket). Ikke meget. SIDE: 134 OTTO (brætter op og holder under håndledet). Sådanne arme behøver ingen foryngelse, frue. (De to andre damer klapper i hænderne). FRU STEEN (slår ham med viften). Uf, De er væmmelig! Jeg ved ikke, hvad som er væmmeligst, medicin eller medicinere. DE TO ANDRE DAMER. Anvendelsen! FRU STEEN (til dr. Otto, der har gjort en kunstpause). Nu!? OTTO (lærd). For at indpode den Secardske væske . . . tager man sig ud . . . en vis plet . . . af huden - en à to kvadrat- centimeter i flade . . . for exempel denne. (han berører en plet af hendes arm) derpå . . . (han kysser pletten) . . . se det er ungdomsdrikken, fru Steen, og sådan tar man den ind. FRU STEEN (hurtig, som for at dække over, til apothekeren, som nærmer sig gruppen). De, hr. apotheker, De er en alvorlig mand, hvad mener De om ungdomsdrikken? Tror De på den? SIDE: 135 BERG (interesseret). Mener De i organisk eller uorganisk form? (Samtalen går videre). (Odd og Borghild). BORGHILD (med overvindelse, dæmpet, smerteligt). Ikke en eneste gang i hele aften har du sagt, at du elsker mig. ODD (i pludselig, voldsom men stille smerte). Hvis du vidste hvad jeg lider . . . (Han reiser sig i sterkt tilbagetrængt bevægelse, går i tilkjæmpet ro hen til et bord i nærheden, slår først svagt, så et gjennemtrængende sterkt slag på et glas, hvorved alle blikke med engang vendes mod ham). (Efter en stilhed, hvorunder han ser udover selskabet, derpå med stor, sælsom sikkerhed). Jeg føler eder nær mig, jeg føler eders hjerter slå og eders hjerner arbeide. Jeg ser eders ansigter forvent- ningsfulde efter, hvad jeg vil sige. Om et øieblik vil I vide det, og eders hænder, løftet til bifald, vil knyttes i vrede. (En forundret mumlen). I over et år har jeg gruet for denne stund. Til det sidste tænkte jeg, det kunde måske undgås. Det, som min tidlige ungdoms drømme og store tan- ker bandt sig til, det må jeg forlade. Hvad der vil kom- me, ved jeg ikke. (Man ser åndeløst tause, spørgende på hinanden). SIDE: 136 Mens jeg var derude i de store byer, mens jeg van- dred om blandt disse sorte menneskeflokke, der vrim- ler omkring som trællende krybdyr, da kom det. Jeg så noget. Der er noget sygt hos menneskene. Hos eder, hos mig, hos allesammen. Og den, som ved det, og den, som har sét det, han - - - (tar sig med begge hænder for panden, næsten som i vildelse). Det lyse, det varme liv blandt eder, det er ikke for mig. (En liden pause, hvorunder den forundrede mumlen stadig vokser). (Anderledes). Jeg har set på eder iaften. Jeg har set eder le. Si mig. Er I da glade? Har I da nogensinde følt, hvad det er at være menneske? (Mumlen. Ud af denne) DIREKTØR HANSEN. Til sagen! ODD. I vil bli rige. I vil høre maskinernes hjul omkring i byen. I vil ha nyt liv, boder, skibe, fragtfart. Og når I så har fåt alt det, hvad så? (Bevægelsen er vokset til storm). FRA FLERE KANTER. Til sagen! Til sagen! ODD (samler sin sidste kraft). Min ungdoms drøm, drømmen om den store fabrik, er død. SIDE: 137 Rige kan den måske gjøre eder, nogle af eder, - glade, aldrig. (Man samler sig tættere om ham, han skjules af flokken, ud af denne) DIREKTØR HANSENS STEMME. Er det da Deres mening at opgi Deres deltagelse i projektet? ODDS STEMME. Ja. STEMMER I FLOKKEN. Skammeligt! Skammeligt! DIREKTØR HANSEN (afbrydende). Og har De så tænkt over - - APOTHEKEREN BERG (der har stået i et hjørne i baggrunden, har imidlertid hastig trængt sig ind i flokken. Høres sterkt råbe) Vogt dig, Odd! Forbandelsen er over dig! ODD (i flokken). Hvad mener du? BERG. Denne kveld var mit livs glædesdag. Jeg beder dig, - for mine grå hårs skyld, - for et liv i angst, - gjør det ikke! Opgi det ikke! Opgi ikke livet! (En åndeløs pause. Både Odd og faderen er skjult af flokken). SIDE: 138 BERG (atter). Opgi det ikke! ODD (stille). Jeg kan ikke. Man befaler ikke over sig selv. BERG. Tænk over det endnu en gang! - - - For min skyld! ODD (efter en liden pause, næsten uhørligt). Jeg kan ikke. BERG (sterkt). Forbandelsen er over dig! (Han iler ud). DET GÅR FRA MAND TIL MAND: Hvad var det! Forbandte ham? Forbandte han ham? (fra døren til høire i baggrunden kommer): ET PAR OPVARTERSKER. Hvad er det? Hvad var det? DE NÆRMESTE. Faren forbandte ham, siger de. SIDE: 139 BLANDT NOGLE DAMER. Huf, tænk så uhyggeligt! Kom, la os gå. FLERE. La os gå! (Man strømmer, ivrig og forvirret spørgende og snakkende, ud af alle døre). (Odd Berg ses at stå som forstenet på samme sted som før, midt i salen). FRU STEEN (snører forbi ham, idet hun skal gå ud i forgrunden tilhøire). Tak for glæden, De bragte. (Odd er nu alene. Borghild, som har ståt stille i baggrunden, kommer frem og går mod døren i forgrunden tilhøire). ODD. Går du også? BORGHILD (svarer ikke). ODD. Nu, da alle går . . . Nu, da jeg har det ondt. BORGHILD (står stille, ligesom ventende på noget). ODD. Til det sidste vented jeg, at måske nogen, måske en eller anden blandt mængden, - blot én, - vilde for- stå mig. De gik alle. BORGHILD (står som før). SIDE: 140 ODD (kaster sig på knæ og griber om hendes kjole). Bliv! BORGHILD. Vognen venter. ODD (sætter sig og breder hænderne foran ansigtet). BORGHILD. Husker du våren før du reiste, aftenturene langs havnen, husker du alt det, du sa mig. (Han svarer ikke). Husker du den aften, du havde talt for hele byen i arbeidersamfundet, kaneturen efterpå, langt ud på landet? - - - Jeg synes endnu, jeg hører bjelderne. (Går i heftigt oprør lige indpå ham, meget sterkt, halvt hviskende, idet hun bøier sig ned mod ham). Løgner! (Hun går langsomt ud. Vognen høres kjøre bort. Da Odd pludselig mærker, at det er blit aldeles stille, tar han hænderne fra ansigtet og farer op): ODD Gået! (Han sætter sig ned i grublerier). (Han går til et vindu i baggrunden, trækker op gardinet. Man ser stjernehimmelen). Myriader! (Går frem og tilbage, stanser, vendt mod forgrunden, rækker hænderne i veiret). Myriader! (Teppe). SIDE: 141 (Storbyen. Laboratorium. Flasker, mortere, reagensrør, skelet, globus. Lili sidder på et skind på gulvet, tilvenstre i forgrunden, og stopper strømper. Odd går frem og tilbage arbeidende med kar og flasker og pulvere. Det store, aflange arbeidsbord står paralelt med væggen, til- høire). LILI. Si mig, hvorfor du går sådanne lange ture? Er det noget du må? (Hun løfter hodet til lytten). Du svarer ikke, doktor. - Jeg hørte dig komme ind så sent. At du ikke blir ræd, når du går sådan alene! ODD. Jeg forstyrred dig ikke? LILI. Å nei, nei. Jeg bare vågned et øieblik. Jeg syntes der kom gåendes en flaske, en stor, svær flaske, med fire hoder. Og så vågned jeg. For jeg syntes, det var så rart, at en flaske skulde gå. Og så var det du, som var den flasken. - - Hvorfor ler du ikke? Du ler aldrig. - Så så jeg ud af vinduet. Og så var det midt på natten. Det var så rart. Alt er så rart om natten. Gan- ske anderledes. Jeg liker så godt Orion, jeg. Ved du hvorfor? SIDE: 142 ODD (distrait). Hvorfor? LILI. Du vil kanske indbilde mig, at du hørte hvad jeg spurgte om. Du hører ikke et muk af, hvad jeg siger. - - (Lavere) Men forresten kan det være akkurat det samme. Jeg prater alligevel, jeg. (Hemmelighedsfuld) Jo, for det er han, som rår for tiden, ser du. For hvorfor skulde han ellers se ud som et timeglas? Skinbarligen som et timeglas. (Opslugt af sin fantasi) Sekunderne, - sekunderne, - det er egentlig bare nogen bitte, bitte, yrende små stene, det, - og så falder de, - og falder og falder, - fra de øverste to til de nederste to, men så vender han sig lidt efter lidt, ved du, - og så blir de oppe, som før var nede, - og så falder de ned igjen, - og slig fal- der de og falder og falder og falder - i al ævelighed - op og ned og op og ned, op og ned og op og ned. Er det ikke sådan, at tiden er, doktor? (Halvt til sig selv). Han må ha det ganske ualmindelig svært græsselig travlt idag, troldmanden. (Lægger strømpen fra sig og tæller på fingrene): Tiden, rummet, kraften, stoffet, tiden, rummet, kraf- ten, stoffet. Å gud, hvor det skal bli herligt! - herligt! (Hun klapper i hænderne). SIDE: 143 ODD (ser op). Hvad er det, Lili? Hvad er det, som skal bli så her- ligt? LILI. Når du finder det. For du kan være tryg for, du finder det! . . . Når du bare finder y så. Jeg tror, x er rigtig, jeg. Tror ikke du også, at x er rigtig, doktor? ODD. x? LILI. x ja! Netop x! ODD. Hvilket x? LILI. Hvilket x? Er der ikke altid et x og et y kanske? Som det ikke netop var det, som det er så knakendes morsomt at spekulere på? Hvad de er for noget. ODD (stadig blot optaget af sit arbeide). Men hvad er det så, du kalder x? LILI. Det røde vel, det røde, som du har fåt til. Men der må være noget blåt også. Tror ikke du også det, at y blir blåt? Akkurat som himmelen om kvelden. SIDE: 144 - Nu skal du hvile dig doktor! Du har arbeidet hele dagen. Så sætter jeg kjedlen på. (Odd sætter sig ved det høire af vinduerne i baggrunden og ser ud, med hodet støttet i hånden. Lili henter kanden og tænder på oljemaskinen, er meget geskjæftig, men lydløst og gratiøst. Der står nu, da tusmør- ket er faldt på, et eget skin ud af en flaske med en rød væske, der er stillet op på en hylde). LILI. Se, Odd! ODD. Hvad er det? LILI. Se! Flasken med det røde. Den skinner. Den lyser. Det er akkurat, som solen er indi den. (Angst ved tanken) Tænk om korken skulde springe! For hvis solen nu ikke vilde være længer derinde! ODD (atter vendt mod vinduet, vemodig og langsomt). Solen siger du . . . Solen . . . - Solen, himmelen, hele himmelrummet . . . Dra- get magnetisk ned på jorden. Samlet op i hvert men- neskes bryst! Hvor de skynder sig! De har ingen ro. De har glemt, at de er sønnesønssønner af ham, som blæste liv i millionerne . . . Hører du, Lili? SIDE: 145 LILI (står en stund stille i lytten, derpå med stort alvor): Ja. Det er "trikken". ODD. Den er ganske fuld. Der er en hvidhåret mand. Han må stå. Han hol- der sig i remmen. Ingen byr ham sin plads. De har ikke tid til at tænke på ham. (I udbrud). Hvor jeg elsker dem! LILI. Du kjender dem jo ikke. (Idet hun pusler med kjedlen). Kog nu, dit bæst! (Lige efter). Hvordan kan du holde af dem, når du ikke kjender dem? (Hun tar skindet og går og sætter sig ved hans fødder. Det er blit mørkere). ODD (drømmende). Før du kom, så var jeg ganske alene. Så sad jeg og så ud af vinduet, når jeg var træt. Da syntes jeg mer og mer, at de var akkurat som bitte små børn, de som gik dernede. De var så rædde, så rædde, for at de ikke skulde få gjort alt det, de skulde ha gjort, før natten kom. Jeg syntes de havde det så ondt. SIDE: 146 LILI (eftertænksomt). Nei. De har det ikke godt. De er ikke lykkelige. Men du er. ODD. Jeg . . . Jeg er jo også menneske. LILI. Ja, det er du nok . . . Men du er noget andet også, du, du er noget som går opover, over allesammen, du ser allesammen, du går opover, mod . . . mod Orion! ODD. Ja, men det er ikke lykke at måtte se alt. Tænk om gud må se alt! Jeg kan ikke tænke mig det. Ikke så- dan, som vi ser det ialfald. For så måtte han bli så mørk. Og han skal være lys. Hvad er det nu, du grubler på, Lili? LILI. Du er så snil iaften. - - Jeg grubler ikke. Jeg hø- rer. Jeg hører på stemmen din. Det er akkurat som den kommer ud fra noget andet end dig, det er akkurat som . . . som den . . . ODD (noget sårt). Tal ikke om mig. SIDE: 147 LILI. Jeg snakker ikke om dig. Det er hele verden, jeg snakker om. Du er hele verden, du. For ellers kunde du ikke gjøre det. Og du er lykkelig. Du er. Der er ingen, som er så lykkelig som du. For . . . for . . . (hun tæller på fingrene) for der er jo intet, som er så gribende deiligt, som at se alt det, som er så skrækkelig, forfærdelig vondt . . . og så . . . (tæller på fingrene, presto): så gribende deiligt, så gribende deiligt . . . så gribende deiligt som at vide, at en kan gjøre det strålende godt igjen altsammen i hele . . . i hele . . . hvad er det nu, du kalder det . . . bi lidt . . . verdens- rummet!! (En liden pause). ODD. Men når en nu ikke kan? LILI. Du kan! (Hun springer op og danser hen til maskinen, syngende): Du kan, du kan, du kan, du kan! (Hun steller hurtig til et lidet bord med brød, smør og ost, og skjænker te. Før hun er færdig og uden at vende sig om): Hvad tænker du på? Du tænker så forfærdelig svært, at jeg føler det i ryggen. ODD. Å, det var ikke noget. SIDE: 148 LILI (idet hun bærer kopperne frem). (Eiendommelig henkastet og med sænkede øine) Nei så var det ikke det da. (Han tar sukker op i teen og bærer den hen til det samme vindu, hvor han spiser og drikker stående. Hun det samme ved det venstre vindu i baggrunden). ODD (idet der piber et lokomotiv, og man hører de første slag). At tænke sig, tænke sig . . . LILI (nu lystigt). Jeg tænker mig, jeg tænker mig. ODD. . . . tænke sig, at dette trænet, som nu iler til den næste by, til den næste menneskeklump, - alle disse trænene udover hele jorden, - alle disse menne- skene . . . LILI. Alt det, som kjører og løber og går og . . . og cykler. ODD. Og disse svære husene med alle etagerne, alle bjel- kerne og murene og vinduerne og piberne . . . og alle lysene bortigjennem gaden . . . LILI. De elektriske mener du? SIDE: 149 ODD. De elektriske og gaslygterne og vinduerne . . . tænke sig . . . LILI. Jeg tænker mig, så jeg er færdig at sprænges. ODD. Alt dette, som vrimler og kaver og går omkring i gadevis, og pruster og puster og damper og . . . altsam- men . . . at det er vokset frem, bygget op, blit til på de samme love, som var fra først af! LILI (eftertænksomt). Love . . . Love ja . . . Hvad er lover for noget, du doktor? Jeg blir altid ræd, når jeg hører det ordet. ODD. Det er noget, som går fra klode til klode og fra væ- sen til væsen . . . LILI (afbrydende). Akkurat som telefontråde? Suser det i dem? ODD. Tænk dig midtveis på en telefontråd: Det suser og suser. Der går en masse ting igjennem den. Men du skjønner ikke, hvad det er. Det er bare en susen. Og SIDE: 150 alligevel, så blir det til tusener af ord, tydelige, adskilte små ord. Sådan er det også med lovene. LILI. Å gud, så er jo lovene bare noget godt. Hvor det er deiligt! Og det går igjennem hele verden? ODD. Ja. LILI. Akkurat som på den planchen med alle de kulørte striberne, ikke sandt? Hvad er det nu den forestiller? ODD. Hårkarnettet. LILI. Å, hvor det er deiligt! Er der sjæl i det også? ODD (svarer ikke). LILI. Du svarer ikke igjen . . . Der er sjæl. Jeg ved, der er sjæl! Å, hvor det er deiligt! Så er jo hele verden akkurat som et menneske . . . og disse . . . disse lovene, det er nerverne og alt det? SIDE: 151 ODD. Men sæt nu, at der var en eneste lov bag altsammen, som man kunde lede sig frem til, hvis man kunde binde op alle knuderne og følge tråden efter! For da kunde en begynde. LILI. Begynde? ODD. Ja, da kunde en begynde at sætte sammen påny. LILI. Sætte sammen? Sætte sammen hvad? ODD. Atomerne. LILI. Atomerne! Kommer du nu igjen med de atomerne? Jeg synes, der skulde være nogen skikkelige ord, jeg, - som folk kunde forstå! Atomerne, det er de, som er kommet i ulave det, er det ikke? - de, som du snakked om den søndags- kvelden, - da du lærte mig stjernebillederne, - stjernerne inde i kroppen, - de, som ikke ligger slig som de skal ligge? - Jo, jeg ser det på dig! Det er det. Du må ikke tro, jeg ikke ser dig, for om det er mørkt, doktor! SIDE: 152 (Hun bærer kopperne bort og sætter dem ind i et skab. Hun kommer imens til at skotte bort til Odd, som har sat sig og sidder og stirrer hen for sig. Stanser op og siger sagte og sårt): Der er det igjen! (Hun lister sig lydløst hen foran ham og lægger sig på skindet. Hun brister i stille gråt, der vokser til hulken). ODD (som først nu blir hende var). Hvad er det? Hvad er det, kjære? LILI. Du havde det blikket. (Snøftende): Du havde det blik- ket . . . (Hun tar sig for brystet). Å, jeg blir så angst . . . ODD (stryger hende over håret). Stakkels Lili! Stakkels Lili! (Idet han efter en liden pause reiser sig og går ud): Jeg skulde gå et lidet ærinde. Jeg kommer snart igjen. (Lili blir liggende med hodet begravet i skindet, af og til rykker det i hendes ryg af hulken. Det er blit ganske mørkt ude, kun lygteskinnet gir et svagt lysskjær. Så ringer det). LILI (farer op). Ringte det? (Det ringer igjen). Hvem kan det være? (Hun går ud. Kommer igjen med Berg). LILI. Her er så mørkt. Jeg skal tænde lampen. (Hun tænder). SIDE: 153 BERG. Blir han længe borte? LILI. Nei. BERG (som ser sig omkring). De er hans amanuensis kanske? LILI. Jeg er hans elev . . . (stolt) hans discipel. BERG. Hans discipel nå . . . Tillader De, at jeg ser mig om- kring? LILI. Ja, værsgo, hvis de er forsigtig så. BERG (mønstrer hver flaske længe og nøie, udbryder her og der): Jaså. (Han finder tilslut på bordet en opskriftsbog, som han studerer meget interesseret. Derefter går han hurtig op og ned gjennem værelset, med hænderne på ryggen. Stanser så brat foran Lili, spørger barskt og hurtigt): Tror du, han finder formelen? LILI (med lysende overbevisning). Ja! SIDE: 154 BERG (sætter sig, mørkt og hårdt). Nei! Intet dødeligt menneske finder den. Det er djævelen, som stikker det i en, Satan. (Gjentar mellem grublerier, roligere og uendelig sørgmodig). Intet dødeligt menneske finder den. Intet dødeligt menneske finder den. (Helt blødt). Nei, man finder den ikke. Man finder den ikke. (Han reiser sig og går raskt, stanser atter foran Lili, mildt): Hvad heder du? LILI. Lili. BERG. Lili. Nå. (Han stryger hende over håret. Venligt): Hjælper du ham, du Lili? LILI. Ja. BERG. Passer på analyserne? LILI. Ja. BERG. Holder karrene for ham? SIDE: 155 LILI. Ja. BERG. Gjør dem rene? LILI. Ja. BERG. Men ved du nu egentlig, hvorfor han gjør alt dette? LILI. Ja! Han vil finde livets vand igjen. BERG. Det, som forlænger livet? LILI. Nei! det som gjør, at de ikke behøver at leve så længe. BERG (tvilsom, forundret). Ikke behøver . . . ikke behøver . . . leve så længe . . . Hvad mener du med det? LILI. Ved du, hvad atomerne er? BERG (smiler). SIDE: 156 LILI. Det er ikke noget at le af. Det er det vanskeligste i verden at skjønne ordentlig det med atomerne. BERG. Nuvel. Hvad er det så med atomerne? LILI. Jo, ser du, atomerne skjælver nok. Men de skjælver ikke længe nok. Forstår du det nu? BERG. Vel! Men hvad har så vandet med det at bestille? LILI. Det skal fylde op alle de tomme hullerne, så ato- merne kommer til at svæve og bølge på dem akkurat som skibene på sjøen. For livet er musik, ser du. Men menneskene har glemt at høre den. BERG (alvorlig). De har måske aldrig kunnet . . . - Lili heder du . . . (For sig selv mere). Du er en ganske anden end hende, han elskede. Hun var mørk. Du er så lys. LILI (der står med hængende hode og tænker, uden at se på ham). Vil De ikke vente? Han kommer om et øieblik. SIDE: 157 BERG. Hm . . . Jeg kommer heller tilbage en anden gang . . . Si ikke noget om, at jeg har været her. Vil du love mig det? LILI (afbrydende sine tanker, raskt). Ja. Det lover jeg Dem. For jeg liker Dem godt. (Hun springer pludselig hen til ham og slår armene omkring ham). Bøi dig. (Han bøier sig, hun kysser ham). BERG (med noget i røsten). Tak, lille Lili. (Han går). LILI (blir stående på samme sted, med begge hænder skyggende over øinene). Elskede . . . (Hun går et par skridt). Elske . . . Jeg . . . jeg . . . (Hun synker ned på gulvet, reiser sig, tar lampen og ser sig i speilet, som hænger mod baggrunden. Vender sig, sætter lampen bort. Med begge hænder foran brystet): Grim! (går et par skridt, stryger sig ned over ansigtet og halsen): Grim! (Hvisker med funklende øine): Det er godt jeg har tæring! (Odd høres i gangen, kommer ind, går raskt hen til arbeidsbordet, synlig oplivet fra turen, tænder en arbeidslampe, tar flere flasker og ser på, tar ud en, tænder under en fordampningskjedel o. s. v. Under dette taler han). SIDE: 158 ODD. Tænke sig, om der intet var af alt dette: Gader, tele- fontråde, huskasser, jernbanelinjer! . . . menneskeån- den kunde bygge op påny, fra grunden af . . . i har- moni med sig selv! . . . Som stjerner skulde de elek- triske blus hænge over byen, i stjerner og kranse, - husene skulde føie sig som levende væsener om men- neskesindet, - dæmpet skulde trænene fare forbi! Ja, der må findes et stof, der gir menneskene evnen til at leve! Til at forme ud sit liv efter sin natur, den enkeltes liv, det heles liv . . . (små pauser, frembragt ved arbeidet) som planterne skyder klokker og blomster . . . som træerne bygger skove . . . hvor alles duft smelter sammen til én enkelt ny stor duft . . . alles susen til én . . . (Kommer pludselig til at se på Lili, som ligger ved en sofa i det ven- stre baggrundshjørne, med hodet skjult i hænderne). Hvad er det med dig, Lili? LILI. Når jeg lukker øinene igjen og holder hænderne for, så ser jeg såmeget deiligt, alslags vidunderlige farver, og femkanter, og sekskanter, og stjerner, og ruder, og altid nye, og de går op og ned. Tror du, det er sådan, når man dør? ODD (distrait, under arbeidet). Det tror jeg ikke. SIDE: 159 LILI. Kanske det er sådan, når man elsker. Du elsker, du doktor! En deilig kvinde elsker du. ODD (vender sig og ser på hende). LILI. . . . en deilig kvinde . . . med lange, bløde øienhår . . . stolt og mægtig . . . hvid som en lilje . . . med skuldre som hugget i alabaster . . . med et bryst som . . . som . . . (brister i gråt). (Odd kommer hen til hende, rører ved hendes skulder). LILI. Nei! Nei! (Vredt) Rør mig ikke! . . . Det sorte håret . . . de brune øinene . . . det er indi dig . . . det er langt indi dig . . . du kan ikke se ordentlig i en retorte, for du ser øinene hendes . . . du skjælver på hånden, når du tar i en flaske . . . du, du . . . hun er i dig . . . ODD (står stille, overvældet). LILI (vender sig pludselig om og omklamrer hans fødder). Å nei . . . Tilgi mig! Tilgi mig! (Klart og roligt, idet hun retter sig op). Har du tilgit mig? SIDE: 160 ODD (halvt i tanker, med en sorgfuld ro). Jeg var så glad. Jeg syntes, jeg så det for mig. LILI (krampagtig ildfuld). Å du må ikke tro, at jeg ikke har hørt det altsam- men, det om de elektriske stjernerne, det om . . . om . . . ODD (synker ned på sofaen). . . . såsnart jeg tar i en flaske . . . i en retorte . . . (Lili gjør en bevægelse af fortvilelse, står derpå op og lister sig som skamfuld over til arbeidsbordet, ser på det, som koger. Hun lister sig tilbage, står foran ham). LILI (sagte og ræd). Doktor! (Han rører sig ikke). Doktor! - Du må vist komme. (Odd springer op, tar sig til tindingerne, går tilbage til arbeidet). (I den pause, som påfølger, ringer det. Lili går ud. En damestemme høres. Så kommer Borghild og Lili). ODD. Borghild! Du her! BORGHILD. Ja! Jeg er kommet. ODD. Kommet! Du er kommet! SIDE: 161 BORGHILD. Ja. Som du ser. ODD (strækker hånden ud mod hende, men hun viger tilbage. I anden tone). Hvad vil du mig? BORGHILD (uden at svare på spørsmålet). Denne pi . . . denne dame . . .? (Odd vil svare, men Lili, som har holdt sig fjernt, kommer til). LILI. Kald mig bare pige . . . Jeg er ikke andet jeg. - Å la mig få se på Dem! (Hun står foran Borghild og folder hænderne. Hvor De er vakker! De er vakker som solen! Dem er det altså . . . han . . . (Hun kaster sig på knæ, kysser Borghilds kjoleplissé, springer derpå hurtig ud, med den ene hånd over øinene). ODD. Min amanuensis. Hvad vil du mig? BORGHILD. Ser du mig? ODD. Jeg ser dig. BORHILD. Husker du, at du har kysset mig? SIDE: 162 ODD (med eftertryk). Jeg husker det. BORGHILD. Husker du alt det du sa mig? ODD. Hør mig, Borghild! . . . BORGHILD. Mine læber længes efter kys. Mit bryst længes efter at die børn. Nat kommer og nat går . . . ODD (går hende i møde med udbredte arme). BORGHILD (rækker hånden op). Rør mig ikke! (sterkt). Du har slukket livslyset ud for mig! ODD (tar den røde flaske, hæver den høit, høitidelig): Her, Borghild, er det livslys, du tændte! (Borghild strækker armen ud, Odd rækker hende instinktmæssig fla- sken. Borghild tar den, lar lyset spille i den, hæver den høit op, slyn- ger den i vandbassinet, som står nær). SIDE: 163 ODD (rasende). Gå! BORGHILD (står). ODD. Jeg hader dig! . . . Jeg hader dit bryst! . . . Jeg hader dine øine! . . . Jeg hader dit hår! . . . Gå! BORGHILD (urørlig, langsomt, med eftertryk på hvert ord): Når Borghild blir dit livslys, så send bud! (Teppe). (Fattigere værelse. Bord med flasker længst tilhøire, et andet midt i værelset med andre ting, kopper, toiletsager o. s. v. Lili ligger i en seng tilvenstre, hovedgjærdet mod baggrunden. Odd sidder på en stol ved siden. Vinduet er tilhøire). LILI. Å flyt lampen hen på det andre bordet. (Han flytter lampen fra bordet midt i værelset over til arbeidsbordet. Hun rækker den venstre hånd ud, mens hun venter, og følger lampen med øinene. Han tar hendes hånd, da han er færdig). Å-h! (Hun sætter begge hænder foran øinene, tar dem atter bort, reiser sig og ser i lyset. Med angst): Det er der endnu! SIDE: 164 ODD. Hvad er det du ser? LILI. Det stirrer på mig! Sæt noget foran! (Han sætter noget foran. Hun vender sig mod væggen. Liden pause. Hun vender sig atter mod lyset). Å la mig få se lyset! . . . Ta bort det som står foran! (Han gjør så). Det er det samme som jeg så inat. Da du sov. Det samme øiet. Du må ikke sove inat! (Hun griber hans hånd). Vil du love mig, at du ikke skal sove! (Hun vender sig mod væggen, vender sig så hurtig om igjen og stirrer ængstelig ind i lyset. Således går en stund. Så vender hun sig atter mod væggen. Imens slår det ti slag i et kirketårn langt borte, hun nævner op slagene, eftersom de kommer). En - to - tre - fire - fem - seks - syv - otte - ni - ti. Stakkars klokken . . . som hænger deroppe i mør- ket . . . Jeg ser den . . . Huf, det er så mørkt . . . Vin- den hyler i bjelkerne . . . Hører du? (Hun løfter sig op). ODD. Hvad er det? LILI. Hører du ikke? ODD. Jeg hører ingenting. SIDE: 165 LILI. De går. ODD. Hvem går? LILI. Alle. Alle. ODD. Hvem? LILI. Alle på hele jorden . . . På gaden . . . På torvet . . . (Hun reiser sig op og ser Odd forunderlig og sygt ind i øinene). Hvor er vi nu? Hvor er jorden nu? Hvor er det vi reiser, du? . . . Svar! ODD. Jeg ved det ikke. LILI (skriger). Ved du det ikke? (Hun holder for øinene og hulker). Å gud jeg ved ikke hvor jeg er! Og Odd ved det heller ikke! Hvad skal jeg gjøre? (Hun lægger sig ned, lidt efter reiser hun sig og siger urolig): De skriger. ODD. Hvem? SIDE: 166 LILI. De røde dråberne. - Kan du huske alle kveldene. Da vi fandt dem. En gang vågned jeg midt på natten. Klokken to. Jeg syntes, der var noget stort, som hændte i verden. Jeg kunde ikke sove. Jeg klædte på mig. Jeg gik ind i laboratoriet. Du var oppe. Kan du huske det? Du var dødsens- træt. Men øinene dine strålte. Du havde fundet x. Men jeg laved det til. Jeg vasked glassene. Du sa hvad jeg skulde ta af. Jeg veied det altsammen på den lille vegten. - Jeg synes du gråter . . . Flyt dig nærmere . . . Endnu nærmere . . . Gi mig dine hænder. (Hun tar dem). (Mat). Jeg . . . blir . . . så . . . træt. (Hun synker tilbage på puden). ODD (efter en liten pause, meget blødt). Lili! LILI (mat). Jeg . . . syntes . . . der . . . var nogen . . . langt ude . . . som talte . . . ODD (høiere). Det var mig. SIDE: 167 LILI (besværlig). Var det dig doktor . . . som talte. Du sa vist . . . Lili. ODD. Ja. LILI (besværlig). Vilde du sige noget til mig, doktor? ODD. Ja. LILI. Du kan godt sige det. Jeg hører. ODD (langsomt). Også jeg er træt, Lili. LILI (løfter hodet lidt, ser på ham, med klart, men spørgende blik. Da han tier): Si det engang til. ODD. Også jeg er træt. Jaget . . . Forbandet! . . . (Lili har med møie reist sig og stirrer alvorlig mod ham). LILI. Doktor! . . . Løft mig op! SIDE: 168 ODD. Hvad vil du? LILI. Løft mig ud af sengen! ODD. Du er for mat, kjære Lili. LILI. Løft mig! Jeg vil det. (Hun strækker armene ud. Odd tar hende i sine arme). Bær mig til vinduet! ODD. Det trækker. Du tåler det ikke. LILI. Jeg vil. (Odd bærer hende til vinduet). Rul op gardinet! (Han ruller op. Man ser stjernehimmelen). Du viste mig dem. Se, der er Orion. Uh . . . det er så koldt deroppe. Men strålende lyst er det. (I stigning). Odd! Det er ikke nok at samle op solen, du må samle op stjernerne også! (Liden pause). Odd! Jeg kommer til at fryse i graven, hvis du ikke . . . SIDE: 169 ODD. Nu må vi gå tilbage. LILI (mat). Men rul . . . ikke . . . gardinet . . . ned . . . igjen. - Jeg fryser. (Midt på gulvet stanser Odd og kysser hendes pande). (Da han har lagt hende i sengen, strækker hun hænderne op og siger i extase): Han kyssede mig! (Hun synker døende tilbage, hviskende): Doktoren . . . kyssede . . . (En stund sidder Odd og ser på hende, - på vinduet med stjernehim- len, - og ud for sig. Så falder teppet). (Folkefest. Lidt skrånende plads i parken, hvor den holdes, omgivet af bøge. Hvor det er åbent mod baggrunden, skimtes langt ude blank sjø. Solen er ved at gå ned, som en stor glødende kugle. I forgrunden er et par bybud ifærd med at ophænge kulørte lamper). (Fra høire høres) UNGE STEMMER. Væve va'mel, slå tilsammen o. s. v. APOTHEKER BERG (kommer langsomt ind fra venstre side i baggrunden. Hænderne på ryggen. Han stanser på skrænten foran sjøen. Han tar hatten af. San- gen dør hen). Du store sol! Tilgiv mig. Et helt liv, og du var der, og du gik SIDE: 170 som verdens skjønneste brillant hver aften ned der- ude, og jeg så dig ikke. DANIEL (som er halt, til Nils). Jamen tror jeg ikke, han er begyndt at gå i barn- dommen nu, gamle Berg. BERG (vender sig mod forgrunden, løfter hodet og ånder ind). - Det er somom jeg har sovet i sytti år. Dette er aften, og det er mig, som var det min første morgen. . . . Duft! Jordens sjæl! (Går et par skridt). Ja, så er det . . . Så er det . . . (Han går atter nogle skridt fremover, rækker hånden op og plukker et blad fra et træ, stanser, ser på det, holder det mod luften). Også et stykke liv. Også gjennem dette rinder saf- ten, saften, som strømmer gjennem alt, der lever. (Citerende). "Livet er musik, men menneskene har glemt at høre den." (Idet han går videre). Glemt at høre den, ja. (Han ser nu de to mænd. Idet han nærmer sig dem): Godkveld, Daniel! En deilig kveld! DANIEL (i snørklet bogsprog). Prima, herr apotheker, prima. Som digteren siger: Som purpur at skue, som røden guld. SIDE: 171 BERG. Du beholder humøret, du, Daniel! Har du aldrig tænkt på, at du . . . sådan . . . begynder at bli gam- mel . . . at enden nærmer sig. DANIEL (stadig halvt dialekt, halvt bogsprog). Jomen tænker han nok på det aven og tel. BERG. En forfærdelig tanke! Ikke sandt? DANIEL. Å, jeg synes nå ikke, den er så forfærendes, jeg da, herr apotheker. BERG. Du synes ikke, den er forfærdelig? DANIEL. Jeg skal sige Dem det, herr apotheker, at fattig- mand kan nok au ha lyst til og så prøve stasklærne. Og får han dem ikke før, så får han dem ialfald i ligstua. NILS. Huf, det var da fælt, som du snakker lel! DANIEL. Ti bare stille, du Nils! Jeg har havt tid og stunder til at gjøra mine obsalvationer over livsens gang, jeg. SIDE: 172 Og du vil vel ikke negta for det, du Nils, at sim- pelmand han har sin skjønhedssans, om jeg så måtte sige, han også. Har ikke du som jeg mangen gang ståt foran et af de fine vinduerne indi byen og tænkt som så: De klærne kunde nok jeg ha lyst at bæra au. Den flosse- hatten kunde det nok væra morosamt at ha på hue. Og hvorfor skulde du ikke ha ret til og så bæra den? Du har jo en udødelig sjæl, du au, Nils. Har du ikke det kanske? NILS. Jo, jeg trur nok det, atte jeg . . . DANIEL. Ja, se nu ber jeg dig at følga nøie med i min tanke- gang, Nils. For nu kommer en af mine obsalvationer, som ikke er så ganske til at løbe på. Til apothekeren behøver jeg ikke at sige noget. Om du kunde si dig råd til at eiga den flossehatten, Nils, vilde du så? NILS. Ja, - jeg vet ikke jeg, - jeg trur nok, atte . . . DANIEL (afbrydende). Å, du er en tosk, er du. Vist vilde du inte, nei. (Med stolthed over sin logik). For fattigmand, han klær inte såne klær, han. Har jeg ret, herr apotheker? SIDE: 173 BERG. Sandelig en seig Nød at knække, Daniel. DANIEL (der tar det som en kompliment stolt). Å ja, når han bruger de øine og det vesle vettet, Vorherre gav ham, så kan han, som sagt er, gjøra sine obsalvationer. Og derfor så har jeg nu gjort mig mi tru jeg, Nils, som atte du ikke skal le af. Og ikke skal du tru, at jeg er så sturen, som det kunde tykkes af hvad jeg sa for en stund siden. (Hemmelighedsfuldt). Jeg skal sige det, at jeg har lagt mærke til, at al ting går op og ner her i verden, både det som leven- des er, og det som daudt er. Går ikke havet op og ner i bølje og bråt, går ikke sol og måne op og ner? Og ser vi det ikke for os hver eneste dag, hvorlessen at altingen går op og ner i en cerkel, om jeg så måtte sige. Idag på klubben, imorra på stalten. Idag cham- pani, imorra laddevin. Du forstår, Nils? De forstår, herr apotheker? Engang vil turen komma til dig og mig også, Nils, at væra oppe. - - Men nu får vi nok hasta ivei med lamperne, vi, Nils. Han børjer alt at smørra lidt svart på. Men så sandelig har jeg ikke ståt og snakka, så jeg har glømt at gratulere herr apothekeren på denne glædens dag. SIDE: 174 BERG. Gratulere mig? Hvorfor? DANIEL. Ja det vet apothekeren bedre end mig. BERG. Nei, sandelig om jeg ved, Daniel. Jeg har levet så udenfor verden i den senere tid. DANIEL. Apothekeren skulde ikke vide, at der er fest for hans egen søn, folkefest over hele linjen san, med både fyrverkeri og musik san, med både basun og dustromma og triangel. BERG. For min søn, siger du? DANIEL. Ja just ja, dokteren. BERG. For Odd? . . . Er der da nogen speciel anledning? DANIEL. Jeg skulde tru, der er anledning. (Deklamerende). Verdensudstillingens første pris for fa- briken! Jeg har sjelv set dukaten, herr apotheker! Det var sågu ingen tiøring det san! Det bandte han på. SIDE: 175 BERG (der er faldt i dybe grublerier, bråt). Farvel! (Går ud samme vei, som han kom). (Under de følgende repliker høres atter sangen fra høire). DANIEL (under arbeidet, fuld dialekt). Snodig mand, den apothekeren. Der er dem, som siger, at han vet mer, end folk har godt af at vide. Og hvis det er sandt, som at Lars fortæller, så . . . kan en tru noget af hvert . . . Og jeg trur nu ikke, at han Lars lyger, såvidt jeg kjender til ham, da. NILS. Hvad fortalte han Lars? DANIEL. Det var en nat, da han venta på Englandsbåden. Klokka tre kom han forbi apotheket. Da såg han, atte det lyste på bagsida af huset. Han sprang over gjærdet og kikka ind. Og hva trur du han såg? Apo- thekeren i skjorta og underbukser, som står og koger og braser som til bryllups. NILS (interesseret). Nei, men gubevare mig, er det sandt da, Nils? DANIEL. Har du nogengang mærka, at jeg for med usandhed? Ei kjærring med en diger hale stod der atmed. SIDE: 176 NILS (ivrig). Ei troldkjærring? DANIEL. Måtte vel væra det da. - Men, hvorlessen det nå er, og hvad de nå siger, så har jeg nå funni, jeg for min del, at apothekeren er en tænkendes person, som en kan snakka med om dybere ting også. Han sejer ikke mye, det gjør han ikke, men en ser på ham, at opfattelsen, den har han. Under den sidste replik er begyndt at komme fra høire ganske unge mænd og kvinder i legen: "Væve vadmel". Kvinderne er mest lys- klædte, mange af dem har grønt og kranse i håret, flere har fletter nedover ryggen. De leger og synger: Væve va'mel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe. Så væve vi Va'mel, så slå vi tilsammen, væve va'mel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe. (Under dette) DIREKTØR HANSEN (kommer hurtig fra høire og går ud til venstre, er i galladragt med festkomitébånd). I får tænde lamperne nu, Daniel. De er tændt over- alt ellers. DANIEL. Skal ske, herr direktør! (De tænder lamperne). SIDE: 177 DANIEL (da de er færdige). Ja, nu kan vi nok gå vi, Nils. For nu er nok voreses deltagelse i festen slut, den. (De går ud i forgrunden til venstre). ODD OG BORGHILD (kommer arm i arm). ODD. En vidunderlig kveld! - Endnu er det rødt derude. Lad os gå hen på skrænten. (De legende slutter legen, stikker hoderne sammen, hvisker og går så i klynger ud tilvenstre). (Odd og Borghild er gåt hen på skrænten og står og ser udover sjøen). (Den følgende samtale mellem Odd og Borghild henåndes meget lang- somt og dvælende). ODD. Det er som selve vinden i rummet og duften fra trærne tar mit bryst og løfter det, og gjør det høiere end før. BORGHILD. Er du nu glad, Odd? ODD. Ja, jeg er glad. (Han vender sig mod hende). Hvor du er vakker! . . . Og en deilig rød kjole har du på iaften . . . som sidder så godt . . . Dit bryst står SIDE: 178 høit, høit mod luften . . . Å, det er mange gange, Borg- hild, som at du er mer end et menneske! BORGHILD (blødt for sig selv). Jeg vidste, det vilde komme. ODD. Hvad siger du, Borghild? BORGHILD (blødt). Jeg vidste, at jeg vilde vinde. Jeg vidste, at jeg vilde få dig tilbage. Helst om nætterne var jeg vis på det. (For sig selv med en sælsom varme). Jeg ønsked det jo! (I pludselig stigning). Og nu, Odd, vil vi leve! Hør, hvor de ler! Se alle de kulørte lamper! Og byen er illumineret! I hvert vindu er der lys og blom- ster! Alle jubler, og du, du, Odd, er det, som har skabt det! ODD. Tror du det? BORGHILD. Du, du, Odd, er det! ODD. Jeg vidste aldrig, at jorden var så deilig! Jeg synes hele jorden stiger op som en salme imel- lem os, Borghild. SIDE: 179 Det, som er derude, det er i os. Det røde derude, det er ikke skilt fra mig, det er i mig. Og den store fest i os, den vil vi øse ud igjen. Over menneskene. Over jorden. BORGHILD. I hvert hjem i hele byen vil vi skabe høitid, høi- tid hver dag! ODD. Når jeg hører dig tale, da er det som jeg ser i en dyb brønd, så dyb, at den går helt ned til jordens midte, så hemmelighedsfuld sort. BORGHILD (for sig selv). Hvor livet er vidunderlig stort. (til Odd). Tænk du, nu skal hele vort livs dag være som denne ene aften! ODD. Tror du den vil bli det, Borghild? BORGHILD. Den skal! (Med den sælsomme varme). Jeg vil, at den skal. ODD (for sig selv). Hvor har jeg været? SIDE: 180 BORGHILD (halvt for sig selv). Atter skal vi gå de gamle ture. Hver kveld . . . Og du skal sige alle de deilige ord . . . Og du skal tale til menneskene, og jeg skal sidde og høre. ODD (for sig selv). Ja. Det var hjernespind. Selvbedrag. Jeg var berg- tagen. BORGHILD (som før, blødt). Også det store. Hører du, hvad jeg siger, Odd? ODD. Ja, jeg hører. Jeg glemte, at det var du. Det var som noget varmt i luften kyssed min kind. BORGHILD. Forstår du, hvad jeg mener? ODD. Si det igjen. BORGHILD (usigelig blødt). Også kommer det også. Det store. (Da Odd intet siger). Forstår du det? SIDE: 181 ODD. Hvad mener du? BORGHILD (stryger sig med hånden over sit bryst). (Berg er kommet ind fra høire, har stanset en stund, går så hen til dem). BERG. En deilig kveld. ODD. Ja, ikke sandt? BERG. Og jeg hører, at der skal være fest . . . for dig nær- mest. Jeg vidste det ikke. Jeg har levet så fjernt fra alt i det sidste. BORGHILD. Og vi vilde ikke si det, vi vilde overraske Dem. BERG. Og verdensudstillingens pris har du vundet. For man må vel sige, at det er du, som har vundet den. BORGHILD. Ja, er De ikke nu glad, Berg? Er De ikke stolt? BERG. Jeg er blit for gammel, Borghild. - Jeg vilde si en ting til dig, Odd. Jeg har gåt længe med den. Men jeg havde så meget at tænke over først . . . Du husker, at jeg engang sa sterke ord . . . SIDE: 182 ODD. Du havde vist ret, far. BERG. Jeg havde ikke ret, Odd. ODD (gjentagende). . . . ikke ret . . .? BERG (lidt forvirret). Jeg . . . jeg er . . . kommet . . . til andre . . . resultater. (Pludselig, bestemt og hurtigt). Du havde ret, Odd. Livs-atomerne er i uorden. (Han går lige efter disse ord raskt ud tilvenstre). ODD. Livs-atomerne? Hvad mente han? (Han tar sig til panden). BORGHILD. Hvad er det, Odd? Hvad er det, du tænker på? ODD. Livs-atomerne . . . i uorden . . . Og det siger han . . . (Energisk). Jeg må tale med ham. BORGHILD. Kom, Odd! Husk, endnu har vi ikke danset sam- men, vi to. ODD. Danse? Nu straks? SIDE: 183 BORGHILD (lægger sin arm ind i hans). Er ikke min arm nokså myg, Odd? ODD. Den er så myg, så myg. - - Å, la mig være alene et øieblik, Borghild, bare et øieblik. BORGHILD. Hvorfor vil du være alene? ODD. Jeg må . . . Jeg må samle mig til festen . . . BORGHILD. Kom, Odd, la os gå. ODD (i pludselig, lidenskabelig heftighed, stamper med foden). Jeg vil være alene. BORGHILD (går langsomt). ODD (efter hende). Å! Tilgi mig! . . . jeg . . . jeg . . . BORGHILD (vender sig. Langsomt og med smerte). Jeg tilgir dig. (Hun går langsomt ud til venstre). SIDE: 184 (Odd er alene, han sætter sig på skrænten med ryggen mod for- grunden). (Fra høire høres en stund sangen: Væva va'mel). (Fra samme side kommer to smågutter løbende ind). DEN ENE. Rakétter heder det! DEN ANDEN. Og jeg siger, det heder ráketter. DEN ENE. Ja men far siger rakétter, og han ved det. DEN ANDEN. Ja men min far siger ráketter. DEN ENE. Ja men min far ved det bedst. Min far er kaptein. Din far han syr far sine bukser han. (Den Anden løber efter den første for at slå, de løber begge ud til- venstre). ODD (vender sig siddende mod forgrunden). (Derpå mørkt og dæmpet): Jeg synes alting er rødt! (Han reiser sig lige efter det sidste ord hastig, ryster voldsomt på hodet). Væk! (Han går ud tilvenstre). (Fra høire kommer fire herrer i galadragt, champagnerøde og sterkt gestikulerende). SIDE: 185 DIREKTØR HANSEN. Ja det nytter nu ikke, Steen, - livsglæden det er pengene, - og pengene er arbeidet. Hvad siger De, Wille? WILLE. De har fuldkommen ret, herr direktør. HANSEN. Må jeg spørge, er der noget vidunderligere til end dette pengenes omløb, og den såatsige guddommelige retfærdighed, som dette omløbs egne love øver? STEEN. Vil De tillade mig et lidet spørsmål, før De går videre? De siger, glæden er pengene, pengene arbei- det. Nu de, som ikke kan få arbeide? HANSEN. Alle kan få arbeide. Nu kan alle få arbeide. Alle, som vil ha det. WILLE. Aldeles rigtigt. HANSEN. Se Dem om, Steen, se på byen. Er det ikke, som om den allerede på denne korte tid er totalt foran- dret? Er det ikke, som om denne nye drivkraft, denne friske bevægelse, denne almene følelse af, at der er SIDE: 186 strøm igang, er det ikke som den har varmet blodet et par grader i alt levende, lige indtil heste og hunde? STEEN. Jeg negter ikke, at der er kommet et vist liv sådan i det store, en vis fart i omløb og samfundsliv, men når De siger, at disse ting skulde kunne blive af gjen- nemgribende betydning for den enkeltes livslykke, da har jeg mine tvil, mine sterke tvil. Tør De virkelig påstå for exempel, at også den enkeltes moralske niveau kan sættes i forbindelse med disse almene kræfter? (De er efter gjentagne stansninger kommet til udgangen i baggrunden til venstre, hvor de forsvinder). (Så kommer fra høire arm i arm dr. Otto og fru Steen). OTTO (før han er kommet helt ind, meget høit). Jeg siger, De er grusom, frue. FRU STEEN. Men her er jo ingen. OTTO. Ikke et liv. FRU STEEN (ser sig om, hvisker så): Kys mig! (De kysser hinanden). Hvem skulde anet det den sidste fest vi var sam- men . . . (Med en liden latter): Da du viste mig livsdrikken. SIDE: 187 OTTO. Forspillet, Sofie. (Idet de går ud tilvenstre i baggrunden, meget høit): Forspillet, fru Steen! (Sangen høres en stund, Borghild og Odd kommer fra venstre). ODD. La os sætte os. (De sætter sig på en bænk, der står noget tilhøire ude på skrænten). . . . Menneskene forstår ikke sig selv . . . Dette vid- underlige lys du! Blussene og kvelden, som smelter sammen. Denne sangen. Den er så lys. Der er sådan ro i den. Der er noget i den som fra evigheden . . . De glæder sig ved livet! . . . Livet! Glæden! (Han ser på Borghild). Dine øine er så dybe. Det er så sjelden, at jeg rigtig tør se ind i dine øine, Borghild. (Borghild rækker ham sin hånd). BORGHILD (for sig selv, næsten hviskende). Du drog den ikke bort. ODD. Hvad siger du? BORGHILD. Undertiden drar du din hånd bort. SIDE: 188 ODD. Tilgi mig! Jeg ved ikke, hvad det er, som stundom kommer i mig. Man forstår ikke sig selv, Borghild. BORGHILD. Jeg ved en, som kan lære dig at forstå dig selv. Jeg ved en, som kan gjøre dig sterk som en gud. ODD. Ved du, Borghild? BORGHILD. Hør, de råber hurra! ODD (tier). BORGHILD (som ser på ham). Hvad er det, Odd? ODD. . . . Jeg ved ikke . . . al denne hurraråben . . . den . . . den . . . jeg ved ikke . . . den gjør mig . . . angst . . . (Hurraråbene er blit stadig sterkere, og fra begge sider kommer ind herrer og damer, festklædte, ældre og yngre). ALLE. Hurra! Hurra for Odd Berg! BORGHILD (under larmen). Er det da ikke deiligt, Odd? (tar hans hænder). SIDE: 189 ODD. Jo. Jo. Det er deiligt . . . Det var vist bare den sterke råben, som . . . (En liden pause mellem dem, mens råbene gjentages). BORGHILD. De holder af dig, Odd! (Råbene vedblir. Så træder Odd frem på skrænten). ODD. Tak! (Pause). Jeg ser om mig, og hvor jeg ser, mod øst og mod vest, mod syd og mod nord, ser jeg skjønhed og farve- glød. Lamperne, som menneskehænder planted, sender sine glimt dagens sidste stråler til møde. Og mellem løvet ser jeg ansigter, der tykkes mig at smile, mænd og kvinder, der har klædt sig i hvidt og lyst, somme- ren, glæden til ære! La livet bruse i os, venner! La os seile på timernes hav, som vinden er god! ALLE. Hurra! Hurra! ODD. Jeg har tænkt meget og lidt meget, før denne kveld oprandt. Jeg tænkte engang, at mennesket kunde befale over livet, vise det veien, indrette det, som det skulde være. SIDE: 190 (Sterkt). La os ta imot det, som det kommer, venner! La os la det lege i os! La os la solen skinne i vore øine og vinden suse i vort hår! I KOR. Bravo! Bravo! Hurra for Odd Berg! ODD. Jeg siger et halleluja for dansen, for kvinden, for elskoven! ALLE (klapper og jubler). ODD. Jeg drømte om det uendelige. Jeg vilde bringe det ind i jordlivet. Er da ikke det uendelige hos os? Tar det da ikke en evighed at lodde et par øine! Har man ikke nok med i måneder at sidde og tilbede en liden fod! (Bifald fra damerne). Der er stjerner over os. Det er sandt. . . . Men vil vi nogensinde nå dem? Vil vi nogensinde bli færdig med den, der er os nærmest, den vi går på? Det er sandt . . . der er stjerner . . . (Han tar sig for panden, står længe aldeles taus, blir bleg, mumler altereret): Ja . . . jeg havde vist sagt det, jeg vilde si. (Derpå iler han ud til høire mellem den uvist bifaldende mængde. Man ser forundret efter ham). SIDE: 191 BORGHILD (som står til høire i baggrunden, halvhøit). Han gik . . . alene. (I en gruppe). OTTO. Den endte lidt mærkelig. HANSEN. Den gjorde det. Gode hoder, Bergerne, begge to, brillante hoder, men . . . lidt forskruede er de nu da. (Imidlertid har apotheker Berg trængt sig frem mod baggrunden). Hva? . . . Så min sæl tror jeg ikke gamlingen også vil tale. FORUNDRET MUMLEN OG HVISKEN: Gamle Berg. Gamle Berg. BERG. Jeg havde lyst, mens I alle endnu er her, og før dansen atter begynder, at si et par ord. Det blir både den første og den sidste tale, jeg holder i mit liv. Det er til min søn, jeg vil tale. Men i eders nær- vær. Ti foran eder synded jeg mod ham. Min søn! . . . min søn! Er han her ikke? Er ikke Odd her? NOGLE. Han er her ikke. (Han hentes. Stilhed imens). SIDE: 192 BERG. Der er han. Det er til dig, jeg vil tale, Odd. Ti disse, som står her omkring, de vil aldrig forstå hver- ken dig eller mig. (Mumlen). I firti år har jeg boet i denne by. Over en menne- skealder. Aldrig var der nogen, som banked på min dør. Hvorfor knurrer I? Har jeg noget at takke jer for? Var der kanske nogen, som nogensinde af fri vilje banked på min dør? (Sterkere mumlen). For at få lægemidler mod eders sygdomme, som ingen anden end jeg kunde lave, derfor kom I. Forat få styrkedrikke hos mig kom I. (Mumlen). Jeg vil tale. Jeg vil tale. Den første og sidste gang i mit liv. Jeg er ikke bange eder. Mine hår er hvide. Jeg kjender en sterkere end eder. En uhyre meget ster- kere. Døden. Hører I? Døden! - I tier. - Hvor jeg har længtet! Efter menneskene. Efter deres kjærlighed. Nu ved jeg, at den er intet, intet værd. (Mumlen). Jeg vil tale. I kan kaste mig ud, om I vil. Men jeg vil først holde min tale. I firti år har jeg gået rolig om på eders gader. Jeg har tat hatten af for eder SIDE: 193 allesammen. Har jeg nogensinde fornærmet nogen? Aldrig. Men var der nogen, som besøgte mig, som banked på min dør? Aldrig. I forstod mig ikke. - Odd! Det er til dig jeg vil tale: Nye mennesker må der til! Nye fra grunden af! Med nye atomer i sig, Odd! STEMMER. Han er fuld. Han har drukket for meget. Hold op! Hys! Hys! BERG (med sterk, høitidelig stemme). Vogt eder for at håne en olding! Har I noget at anklage mig for? Min søn har gjort eders by bekjendt. Han har vundet verdensudstillin- gens største pris. La hans far tale! (Taushed). (Berg videre, roligt og drømmende). Odd! Også jeg har havt et laboratorium . . . Der var nu ingen som havde idé om det san. Derinde er det, mit hjerte har slåt høiest. Jeg listed mig væk fra din moders side. Om natten. Jeg arbeided til den lyse daggry. Min søn! Jeg hørte din tale. (Meget stærkt). Du løi! - Der går en drøm fra slegt til slegt. Og den, som føler drømmen i sig, han føler et kainsmerke på sin pande blandt menneskene. SIDE: 194 Men når døden nærmer sig, da ser han, at - - det sande, det var - drømmen. (En pause, hvorunder han tar op fra den indre frakkelomme en flaske med rød væske i, han hæver den høit op, den lyser sterkt i halvmørket). Odd! Går du med mig? Langt, langt bort fra alle- sammen. ODD går nogle skridt fremad. BORGHILD kommer efter og holder hans arm. ODD peger på Borghild. BERG. Kommer du, Odd? BORGHILD lægger begge sine arme om Odd og holder ham tilbage. BERG. Så går den gamle mand alene. (Han går under en underlig stilhed). OTTO. Så til valsen, mine damer! (De går i grupper samtalende ud til begge sider). De yngste har atter ordnet sig til legen. Synger og leger: Væve va'mel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe. Så væve vi va'mel, SIDE: 195 så slå vi tilsammen, væve vamel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe. (De leger videre ud tilhøire. Sangen forsvinder). BORGHILD (som har stået med ryggen vendt mod et træ længst ude på skrænten tilvenstre, ansigtet vendt halvt tilhøire mod forgrunden). Odd! ODD (der har stået i forgrunden noget til høire, som i drømme, uden at se på hende). Hvad vil du, Borghild? BORGHILD. Hvorfor står du derborte? ODD (svarer ikke). BORGHILD. Se på mig. ODD (gjør så). BORGHILD (blødt). Odd! Kom! (Odd går imod hende). SIDE: 196 BORGHILD (som går og sætter sig på bænken, vendt mod forgrunden). Her! Læg dig på knæ for mig! (Han gjør det). Hvem er jeg? ODD (stryger hende over hånden og ser i dens linjer). BORGHILD. Hvem er jeg, Odd? ODD. Borghild . . . Min Borghild. BORGHILD. Er jeg din gudinde? ODD (idet han stadig ser på hendes hånd). Det er du. BORGHILD. Er jeg det eneste på jorden? ODD. Ja. BORGHILD. Den eneste i hele verden? ODD (svarer ikke). SIDE: 197 BORGHILD. Hvorfor svarer du ikke? (En pause. Hun stryger hans hår). ODD (farende op). Hvor gik han hen? BORGHILD (uendelig mygt). Skal vi gå hjem, Odd? (Hun kysser ham i håret, uden at han mærker det). ODD (ser pludselig på hende). Hvad er det, Borghild? BORGHILD. Jeg kyssed dig i håret, og du la ikke mærke til det. ODD (uvilkårlig). Stakkels Borghild! . . . Kanske går han nu rundt i alle de mørke gaderne derinde, alene . . . (hun lægger armen om hans hals). La mig se på dig, Borghild . . . Dine øine. Dine kindben der . . . opover så (han følger med fingeren). Indenfor der er kraniet . . . Som et hvilketsomhelst andet kranium. SIDE: 198 BORGHILD (med elskovsskjælvende stemme). Se, Odd, bladene skjælver. Kjend! Der smyger sig noget i græsset, henover vågen. Det er natten, som kommer, Odd. Mærker du det? (Hvisker pludselig lidenskabelig): Kys mig! (Hun kysser ham). ODD (ryster hende af sig og farer op. Holder sig for øinene). Hvad var det? . . . Dine øine! Jeg kjendte dem ikke! (Stanser foran hende). Hvem er du? BORGHILD. Din Borghild. (Under de sidste ord kommer fra høire og drager ud til venstre de legende, syngende): Så væve vi Va'mel, så slå vi tilsammen. ODD (står imens i fortvilet, indre kamp. Da det atter er stille): Ser du det? BORGHILD. Hvad? SIDE: 199 ODD Der . . . Ved træet . . . Hvor du stod . . . (Han strækker hodet forover). Det er hvidt. Strålende. (Han strækker hodet længer og længer forover, stirrer vildt, idet han, følgende et syn, dreier hodet i vanvittig rædsel). Lili! (Teppe).