Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Harald Meltzer SIDE: 1 Smaa Næringskilder i og omkring Christiania. (Iagttagne paa Grund af min Vens Sisik.) En Søndag i forrige Aars Sommer, da jeg gik fra en mere end almindelig fed Middag i Logen, mærkede jeg, at Veien til mit Hjem var meget lang og meget kjedelig, især da alle mine sædvanlige Bordkammerater havde und- ladt at afgive Møde, formodentlig fordi de havde spredt sig ad rundt om i deres respective Familier. Jeg tænkte derfor, at det var en passende Leilighed til at se til en af mine Venner, som boede i Nærheden, og som nød sin Mid- dag hjemme paa Studentermaner, og høre, hvorledes han havde det i den varme Tid, det da var. Jeg fandt ham liggende i et Hjørne af Sofaen i en ubeskrivelig utvungen Dragt, men i en utrolig tvungen Stilling, idet han næsten havde puttet Hovedet under den ene Arm, som om han vilde gjøre Fuglene det Kunststykke efter at sove med Hovedet under Vingen, og trukket Benene under sig som en Skrædder i fuldt Arbeide. Han var saa varm, at Sveddraaberne stode i store Perler paa hans blege Ansigt. Men, trods Varmen og den ubekvemme Stilling sov han saa sødt og trygt som en Skolegut Søndagsmorgen. Jeg vidste, at min sovende Ven kunde trænge til al den Søvn, han kunde faa; thi han læste i den Tid paa Sisik ): Sisgen. SIDE: 2 Liv og Død til juridisk Embedsexamen og undte sig knapt Tid til at spise en sige til at sove. Derfor gik jeg først ganske sagte hen og aabnede et Vindu, for at skaffe ham lidt kjøligere og friskere Luft inde i Stuen og gjøre ham Søvnen behageligere og mere styrkende, tændte saa en Pibe, satte mig ned i det andet Hjørne af Sofaen og gav mig i al Stilfærdighed til at røge, indtil det maatte behage ham at vaagne. Medens jeg sad saaledes og betragtede min sovende Ven, paa hvis Ansigt jeg med Glæde bemærkede, at et vist bistert Udtryk lidt efter lidt gik over til et Smil, hørte jeg det pusle saa smaat nu hist nu her i Værelset. Dette bragte mine Tanker til følgende Flugt: Herre Gud! du stakkels Bymus, som gaar og steller der, du frister dog en sørgelig Tilværelse. Her gaar du lille, muntre Skabning, overalt omgiven af dødelige Fiender, stadigen udsat for at miste Liv og Helbred. Ved den ringeste Allarm maa du løbe ind i dit elendige, trange, mørke Musehul. Du tør al- drig sætte din Fod ud paa offentlig Gade, og du kommer vist, som dine Lige, til at gaa i Katten uden at have seet Sol eller Maane, eller Guds fri Natur, eller Stjernerne, eller de grønne Træer, eller blot et grønt Græsstraa. Det vilde derfor vist more dig, din Stakkel, at gjøre en Tur med til Ladegaardsøen - - - Maa jeg ikke invitere Dem med mig derud? Vi bestille en Tallerken fyldt med Rosiner og Mandler hos - - - Der blev jeg pludselig afbrudt af min Ven, Juristen, der var vaagnet, og som raabte: "Hvorfor har du aabnet Vinduet? Luk det strax!" Hans bydende Tone imponerede mig aldeles ikke. "Luk selv, du ligger jo nærmest," svarede jeg fort. Kan du tænke, at jeg kan gaa til Vinduet i den SIDE: 3 Habit, jeg nu er iført?" svarede han hidsig. "Der bor jo Damer ligeoverfor. Luk Vinduet, skynd dig, luk Vin- duet strax!" "Aa, saa tag din Slobrok paa og gaa hen og luk Vinduet selv i al Sindighed og bær dig ikke ad, som du var gal," svarede jeg fortrydelig over hans Heftighed. Han reiste sig op, pegede, som jeg troede, udaf Vin- duet paa den ligeoverfor liggende Gaard og raabte: "Men Menneske! ser du ikke min Sisgen staar i Vinduet?" "Din Sisgen?" spurgte jeg forundret. "I forrige Maaned hedte hun den ubekjendte Frøken ligeoverfor, i for- rige Uge hedte hun Frøken Hansen, og idag hedder hun din Sisgen - et underligt Navn forresten. - Du har imidlertid gjort svære Fremskridt siden i forrige Uge." "Aa, din Blindebertel af en Doctor," svarede han utaalmodig. "Ser du da ikke min Sisgen eller Sisiken min eller Bjergsisiken min staar i det aabne Vindu." Nu forstod jeg ham og tog frem mit Seglas. Jo ganske rigtig. Sisiken sad i det af mig aabnede Vindu. Den hoppede frem og tilbage, som det lod i meget godt Humør. Det var dens Puslen rundt om i Værelset, jeg havde taget for en geskjæftig Muses Færden. Min Ven og jeg kom nu begge i en Hast frem paa Gulvet. Han puffede mig pludselig i Ryggen og sagde: "Nu, skynd dig nu og luk," trak mig derpaa ligesaa plud- selig tilbage og raabte: "nei, bi lidt, nu er den lige i Vinduet," puffede mig derpaa atter frem og trak mig saa igjen tilbage. Efterat jag paa denne Maade var bleven puffet frem utrolig mange Gange, og ligesaa ofte hurtigt trukket tilbage igjen, gjorde den ulyksalige Sisik tilsidst Ende paa min ubehagelige Stilling. Den vendte først den ene og derpaa den anden Side af Hovedet tilveirs, betragtede SIDE: 4 den blaa Himmel med en Sisiks hele Alvor og fløi derpaa ud af Vinduet og satte sig paa Tagrenden af den ligeover- for liggende Gaard. "Se saa," sagde dens Eier fortvivlet, "tag den nu igjen." Derpaa trak han med stor Iver sin Slobrok halvt paa sig, ilede hen til Vinduet og gav sig, med sit halve Legeme ud af det, til at blystre, pibe, fløite og frembringe de utroligste Lyd med Munden uden det ringeste Hensyn til, at Damerne ligeoverfor muligens saa ham. Sisiken tog imidlertid ikke den mindste Notis af Ju- ristens Anstrængelser. Den hoppede en Stund frem og tilbage paa Renden yderlig tilfreds, som det lod til, med sig selv, fløi derpaa over Taget og forsvandt under en for- ceret Blystren fra den ulykkelige Eiers Side. Da den var borte, kom han ind af Vinduet igjen - thi han havde paa en Maade været udenfor det, medens Affæren var paa det hedeste - hilste meget ærbødig mod den fri Luft og sagde: "Adiø, lykkelig Reise, hils dine Forældre." Derpaa vendte han sig om til mig og spurgte fortrædelig: "Hvad Nytte har jeg nu af, at den Fugl er min, mig lovligen tilhørende ved Kjøb, Overdragelse og paafølgende retmæssige Besiddelse i flere Maaneder? Er der et eneste Menneske, som nu vil give mig en Styver for denne min lovlige Eiendom? Neigu, om der er, nei." "Abiit, excessit, evasit, effugit," sagde jeg og maatte le over den forladte Stakkels komiske Sorg. "Ja, le du kun," sagde han lidt stødt, "men jeg fin- der det ikke saa særdeles morsomt, at du kommer herop ene og alene for at jage min Sisgen ud af Vinduet og saa le mig ud ovenikjøbet. Det var min eneste Fornøielse i denne Tid, da jeg læser saa skarpt, at jeg er færdig at blive gal, og næsten ikke forlader Værelset. Den har væ- SIDE: 5 ret mit trofaste Selskab i denne Tid, var altid munter og var nu bleven aldeles tam." Saa aldeles tam syntes jeg rigtignok ikke, den var bleven, siden den absenterede sig ved første Leilighed, men jeg sagde Intet. "Og naar jeg bare gjorde saa," vedblev min Ven og blystrede paa en yderst original Maade, "kom den og nippede Brødkrummer af Christian V." Det maa jeg indrømme var mærkeligt! tænk, nippe Brødkrummer af gamle Christian V. "Ja, den blev endog siddende paa Lovbogen uden at blive bange, uagtet jeg løftede den i Veiret." Da han paa denne Maade havde opregnet alle den Bortdragnes Fuldkommenheder og saaledes bekræftet den al- mindelige Erfaring, at vi først efter vore Venners Bort- gang forstaa rigtig at skatte deres gode Egenskaber, syntes jeg, at ogsaa jeg burde omtale den Bortgangne lidt, og fort- satte derfor: "Ja, det er let at indse, at det har været et sjeldent Dyr, der aabenbart har havt Anlæg for Lovstudiet. Det er øiensynligt, at den har ydet Lovbogen en særegen Opmærksomhed. Den har endog sat et rigtignok noget broget, men desto mere iøinefaldende Mærke ved 5-3-33, fordi den naturligvis har vidst, at det er et Lovsted, der ikke er at spøge med, og som enhver fornuftig Sisik bør mærke sig. Men naar Fuglen kom, hvergang du gjorde saa - hvorfor gjorde du da ikke saa - medens den sad i Vinduet?" "Ja, det har du sgu Ret i," svarede han, "det faldt mig ikke ind. Men lad nu den Fugl flyve. Nu kan jeg ofre mine ledige Timer udelukkende paa Damerne ligeover- for og paa en munter Kattekilling, som min Værtinde en- gang imellem sender ind til mig." SIDE: 6 Min Ven vandt snart igjen sit gode Humør, men da jeg gik og saa Buret staa tomt, tænkte jeg, at et Fugle- bur uden Fugl ser næsten tristere ud end en Pengepung uden Penge, og bestemte mig til at erstatte min Ven hans Tab ved at skaffe ham en ny Fugl. Til den Ende fik jeg opspurgt, at der ude paa Enerhaugen boede en Mand, af hvem man ligesaa sikkert kunde bestille alle Slags Fugle, som man bestiller alle Slags Brød hos Bageren. Næste Dag begav jeg mig da ud til Enerhaugen, og, efterat jeg længe havde vandret om mellem denne besyn- derlige Samling af Huse, der syntes at være opsatte der for at vise, hvorledes man ikke bør bygge, kom jeg ende- lig til den Rønne, hvori min Fuglefænger boede, og som kaldtes Slottet, - et Navn, der aabenbart var dannet i Analogi med lucus a non lucendo; thi et Hus, der havde mindre tilfælles med et Slot, kunde ikke tænkes. Da Gaden udenfor Slottet laa noget høiere end Gul- vet i det, og dette var en mig aldeles uventet Omstændig- hed ved et Slot, kom jeg meget hurtigere og længere ind igjennem Døren, end jeg havde ønsket, og stod ganske uven- tet foran en lille Mand, der sad og spikkede paa en lille Pind ved et lille Vindu i et lille Værelse. Manden holdt op at spikke, lod til at blive yderlig for- bauset over min raske Indtræden, som rimeligt kunde være, og mønstrede mig en Stund med Hovedet paa Skakke, med et kritisk Blik fra øverst til nederst uden at sige et Ord. "Er De Fuglefængeren, som bor her i Huset?" spurgte jeg. Manden vedblev at betragte mig endnu en Stund og svarede derpaa: "Det er nok ikke umuligt det," hvorpaa han reiste sig. spikke ): snitte SIDE: 7 Det var en liden, pukkelrygget, enøiet Mand med utro- lig lange Arme og et fremoverhængende Hoved, saa at han, om han havde staaet i Række og Geled med et helt Folk, formodentlig vilde været befunden at være et Hoved min- dre end alt Folket, men derhos et Hoved foran alt Folket. Det var formodentlig denne Hovedets særegne Stilling paa Kroppen, der gjorde, at han, naar han saa paa mig, lagde Hovedet paa Skakke og dreiede Ansigtet iveiret, saa at jeg hver Gang kom til at tænke paa min Ven Juristens bort- dragne Sisik, idet den stod i det aabne Vindu og saa sig om. Paa mit Spørgsmaal, om jeg kunde faa kjøbt Fugle af ham, svarede han: "Det kan nok ikke være umuligt det, men har det da slig forskrækkelig Hast, at Dem ikke har Tid til at lukke Døren engang?" Jeg fortalte ham Grunden til min hurtige Indtræden og sluttede med at lukke Døren og gjøre en Undskyldning, fordi jeg var kommen saa hastig farende ind. Han blev da meget venlig, tog en Del Fuglebure, der stode paa en Bænk ved den anden Side af Vinduet, mellem dette og en høi Seng, satte dem op i Sengen og bad mig fore- kommende sætte mig ned. Da jeg havde efterkommet hans Anmodning, spurgte han: "Skal det være Irisk eller Dom- pap, Bofinke eller Linerle, Lærke, Sidensvans, Stær, Stendulp, Sisik eller Svale?" "Det skal være to Sisiker." "Skal det være Han eller Hun, ung eller gammel, nyfanget eller burvant?" "Det skal være en ung, burvant Han og en burvant Hun." Manden tog Burene i Sengen, kastede dem om hin- Linerle ): Vipstjert. Stendulp ): Stenpikker. SIDE: 8 anden mellem sine Hænder, omtrent som Le Tort behandler sine Ringe, og kom endelig frem med et lidet Træbur, hvori der just fandtes to saadanne Fugle, som jeg ønskede mig. Han forlangte 11 ß for Stykket, og da jeg lovede at give ham to Ort for dem, mod at han skulde lade dem bringe til Byen, blev han meget glad, takkede mange Gange og mente, at det rigtignok var skamfuldt af ham at tage imod saa mange Penge for Fuglene, men puttede endelig Pengene i Lommen og spurgte, om jeg ikke vilde være saa honnet at se paa de Fugle, han havde i de øvrige Bure. Da han ansaa det for et Bevis paa Honnettitet fra min Side at se paa hans Fugle, fandt jeg, at jeg sagtens kunde give saa Lidet for saa Meget. Jeg satte mig derfor ned, besaa hans Fugle og bad ham underrette mig om, hvorledes han fangede alle disse smaa Skabninger, hvoraf de fleste saa saa forskrækkede ud og arbeidede saaledes for at komme ud af det Sprinkelværk, hvori de vare indeluk- kede, at det var let at mærke, at de nylig vare blevne tagne ind fra den fri Luft, hvor de kunde flagre om i Skov og Mark paa hele Guds grønne Jord og svinge sig saa høit mod den blaa Himmel, som de vilde og kunde, og satte ind i de trange Fængsler. Med stor Beredvillig- hed gav han sig til at besvare mit Spørgsmaal. "Hossen Slags Maade jeg bruger til at fange dis- sene Smaafaulene paa? Jo, det skal jeg rigtig gjerne for- tælle Dere, det skal jeg. Jeg kjøber paa Apthiket lidt Faulelim, skjønner Dere. Den smører jeg paa Pinder og sætter saa Pindene fast paa en lang Stake, skjønner Dere. Staken stikker jeg ned i Jora, skjønner Dere, saa et Tjau Alen eller saa fra Skaukanten og sætter saa en Lok et Par Tjau ): Snes. SIDE: 9 Alen fra Staken. Saa lægger jeg mig nere i Solbak- ken, og oppe paa Bakken, der staar nu Staken og Bu- ret med Lokkefaulen; og hvis som jeg har faaet en repe- terlig Lok, som gjør sin Skyldighed med Reson, ja saa er det saa morrosamt saa." Manden dreiede sit smilende An- sigt iveiret, satte de knyttede Næver mod sine Knæ, hvor- ved Albuerne kom til at stikke frem i en spids Vinkel over Hovedet, og saa med sit ene Øie i stille Glæde en Tid- lang op imod Loftet. Efterat han hadde siddet saaledes en Stund og formodentlig gottet sig ved Erindringen om en eller anden i særdeles Grad repeterlig Lok, vedblev han: "Ja, nei, saa er det saa morrosamt saa. For saa om en Stund, saa begynder Lokken at kalde og hoppe og pibe og blystre og er snart nede i Buret, snart oppe paa Pinden, snart paa en Side af Buret, snart paa den anden, og saa begynder den at lokke, hver Faul med fin aparte Lok na- turligvis, skjønner Dere. Nei, nei, saa morrosamt som det da er." Jeg fik den fuldkomneste Forestilling om Lokkefuglens Livlighed i Buret ved Fortællerens tilsvarende Bevægelse paa Stolen. Da han nu gjorde en liden Stands og at- ter hensank i sin stille Glæde, bemærkede jeg: "Ja, natur- ligvis har enhver Fugl sin egen Lok. Hver Fugl synger med sit Neb." "Ja naturligvis," svarede Manden med stedse stigende Livlighed, stolt over, at jeg var af samme Mening som han, "det er det, jeg altid har sagt, atte hver Faul har sin aparte Lok. Nu ja, saa om en Stund, naar Lokke- faulen har lokket lidt, saa tys, jo rigtig, saa svarer det inde fra Skauen, og saa, nei saa er det saa morrosamt saa, for saa søker og søker den vilde Faul fra Skauen, og saa kommer den alt nærmere og nærmere ud i Skaukanten og bliver SIDE: 10 hedsigere og hedsigere, alt som den kommer Lokken nærmere og nærmere. Endelig saa kommer den ud af Skauen. Rigtignok, der er den - naturligvis samme Slags Faul som Lokken. Akkerat samme Slags Faul som Lokken. Det er vel Moro det." Glæden overvældede nu saaledes den lille Mand, der ellers syntes henfalden til et contemplativt Liv, at han hoppede paa Stolen og strakte sine lange Arme utroligt langt frem i Stuen og slog med dem som et Par Vinger. Men da jeg som Svar paa hans sidste Ytring sagde: "Ja naturligvis, Krage søger Mage," trak han hurtigt Vingerne til sig igjen og svarede: "Nei, saa simpel har jeg rigtig- nok aldrig været, atte jeg har brugt Kraake til Lok. Des- foruden er det bare Smaafaul som kan fanges paa Lim- pinden, men inte Storfaul som Kraaka. Snille Dere, hæ! Dere tror vel ikke, det gaar an, med Forlov at sige, at fange Bjøn paa Limpind? Hæ! Kraake til Lok, Jesu- navn! sku' du ha'e hørt Sligt før?" Efterat jeg havde beroliget ham med den Forsikring, at jeg kun havde sagt det som et efter min Formening for Tilfældet passende Ordsprog, men ikke, fordi jeg havde saa ringe Tro til ham og hans Bedrift, at jeg antog, at han fangede Krage paa Lok, blev han blid igjen og fortsatte sin Beretning. "Nu, ja saa, ja, saa for et Ordsprog søger Krake Make, men inte tror jeg, at Kraaka fanges paa Lok. Men saa var det nu det, jeg skulde fortælle, hossen Smaafaulen kommer paa Pinden. Naar dem, som sagt, er lokket ud mod Skaukanten, saa sværmer dem nu omkring maavita og søker Lokken, og saa er det saa morrosamt; for naar dem saa kommer ind paa Lokken og inte finder noget Træ eller nogen Buske at sætte sig i, saa sætter dem sig paa Limpinden og saa hænger dem fast, og saa slaar dem med SIDE: 11 Vingerne og baser og baser, ja, nei, saa er det nu saa reint morrosamt, saa Ingen kan tru det" - her maatte han atter give sin store Glæde Luft i stærke Vingeslag og livlige Hoveddreininger - "og jo mere den baser, jo mere Lim kliner den paa sig, og saa dætter den til Jora, og saa er det bare at tage den op og putte den i Buret og vaske den ren, naar jeg kommer hjem." Den lille Fugle- fænger hensank her en Tid i stille contemplativ Glæde og betragtede Loftet med sit ene Øie i dybeste Alvor. Derpaa tilføiede han med den fasteste Overbevisnings Bestemthed og Ro: "Der findes ikke nogen Ting i Verden, som er morrosammere end at ligge nede i Solbakken, glane op imod Limpinden, høre paa en vakker Lok og kjende, hvor varmt Solen kan skjine, naar hun vil. Det skulde da være," lagde han betænksomt til, "at spise Grynsod med Hon- ningsnabber til, men det har vel knaft Nogen Raad til at gjøre hver Dag. Jeg har bare proberet det en eneste Gang i hele mit Liv, men Lokken har jeg hørt, alt siden jeg var en liden Smaagut." "Men løber du da ikke ofte med Limstangen paa saa- dan Fangst?" spurgte jeg. Den gode Fuglefænger havde ikke den ringeste Sands for Ordsprog eller Ordspil, det var tydeligt; thi han sva- rede med den dybeste Alvor: "Løber med Limstangen? hæ? Det gjør jeg aldrig. Jeg gaar mye roligt og sagtmodigt og skrangler bortover Markene jeg. Allerhelst i denne Som- mer er det ikke Varme til at flye i, og det maa jeg sige til Vorherres Pris, atte det er et velsignet Veir nu for Tiden for Smaafaulen og for Faulefængeren, for dem triv's saa indelig vel i slig Varme, og Limen er saa tør Honningsnab ): liden Tærning af Honningkage. SIDE: 12 og saa stiv saa. Men naar det er mye Regn og Væde, da er det mye slemt, for En kliner bort saa mye Lim saa, og lel vil inte Faulen hænge paa, for om det var saa den mindste Sisik, saa bjerger den sig mod vaad Lim maatru. Ja, det siger jeg rentud, og Enhver, som vil, kan høre det: Sisiken er den realeste Faul og den, som lettest gaar paa Limpinden. Ja, Gudbevares, Irisken er ogsaa ganske bra, jeg kan heller ikke blamere den heller, jeg maa sige, den er mye repeterlig. Dompapen er ogsaa en snil Faul, mye bra efter Lokken og mye opmærksom Faul, og dertilmed er den nu saa forsulten af sig, saa jeg med lidt Rognebær næsten kan friste'n til at fly lige paa mig, men saa er der nu den Feil med den igjen, atte den sæt- ter tilskaus, bare det lider lidt ud paa Vaaren, og saa ikke er at se igjen før langt ud paa Høsten. Saa er der nu Lærken, ja det er nu en Fillefaul, for En ligger og kliner og kliner saa mye Lim væk, men inte er den god for at komme sig fast paa Pinden lel, aldrig saa mye den skri- ger og baser." Det lod til, at den lille Mand ansaa det for Hoved- formaalet med Fuglenes Tilværelse at opnaa Dygtighed i at komme fast paa Limpinden, og da Lærken i denne Hen- seende ikke tilfredsstillede hans billige Fordringer, undrede det mig ikke, at han sluttede med den Bemærkning: "Lær- ken er en Fillefaul, en Malifant af en Faul," men da jeg ikke rigtig forstod, hvad han mente med dette sidste Ud- tryk, spurgte jeg ham, om Malifanter var en egen Art af den store og udbredte Slægt Fanten. Han troede formo- dentlig, at jeg vilde have ham tilbedste; thi han saa en Stund forskende paa mig og svarede derpaa lidt kort: "Lærken, siger jeg, er en Fillefaul, en Fantefaul, for der SIDE: 13 fin's ingen værre Faul til at kline bort Lim til ingen Nytte paa. Derfor er det en Malifant af en Faul." Paa Grund af denne Forklaring tillod jeg mig i al Beskedenhed at ytre den Formening, at han maaske ved Malifant mente det Samme, som jeg benævnede med et forskjelligt Navn, nemlig Maleficant. Til min Forundring svarede min Lærer i den ædle Fuglefængerkunst med den oprigtigste og naiveste Bestemthed: "Det er netop sligt jeg siger. Lærken er en Malifant og det en oprigtig Malifant au." Mine Bestræbelser for at faa Manden til at forstaa, at vi udtalte Ordet forskjelligt, og at det kun var min Mening at henlede hans Opmærksomhed paa denne Om- stændighed, ledede ham kun til, at han med større og større Bestemthed forsikrede og endelig svor en dyr Ed paa, at Lærken var en Malifant af en Faul, og at jeg gjerne kunde beholde min Mening for mig, Gudbevares, men saa længe der var Liv i ham, skulde Ingen faa ham til at tro Andet, end at Lærken var en Malifant og blev en Malifant af en Faul alle sine Dage. Han talte sig ordentlig varm, og da jeg mærkede, at han ansaa mig for en decideret Forsvarer af Lærken, fordi jeg foreslog ham at kalde den en Maleficant af en Faul istedetfor en Malifant af en Faul, troede jeg heller ikke at behøve at lægge Dølgsmaal paa, at jeg ogsaa syntes, at den sang smukt og var en livlig, munter Fugl. Dette tog min Lærer mig imidlertid aabenbart meget ilde op; thi han vendte sig aldeles fra mig, brummede Noget mel- lem Tænderne, som jeg ikke forstod, vendte sig derpaa halvt om og saa paa mig med et forundret misbilligende Blik og svarede: "Synge! hæ! Har Nogen hørt sligt Snak? synge! hæ! synge? Jesu Navn, ja det skal hjælpe, atte den synger. Den slaar med Vingerne og sætter tilveirs i SIDE: 14 runde Ringer, ret som den var spikende gælen, og paa den Maaden gaar det saa høit tilveirs, at'n knaft kan se'n, og slig, at den længste Limstang er som en Stikke at regne mod det høieste Kirketaarn. Jeg vilde inte snakke om det engang, hvissom den gjorde det stille og roligt, men naar den sætter tilveirs paa slig Maade, skriger den sligt, atte de'r umuligens Ting, at'n kan høre Lokken. Saa med Et, naar den er kommen saa høit tilveirs, atte det er vanskeligt at se'n, saa med Et saa dætter den som en Sten i Bakken og sætter sig midt inde i Græsset og gir Fanken i Lim- pinden, aldrig saa god Lok En har. Jo hedsigere den bliver paa Lokken, jo høiere flyr den, og jo værre skriger den. Og saa vil Dem sige, atte Lærken ikke er nogen Malifant? Har Nogen hørt sligt Snak før? hæ! Jo den er saa oprigtig og sandfærdig Malifant, saa han fin's inte bedre under Sola. Dere kan sige, hvad Dere vil jeg bli'r nu ved Mit. Nei Sisiken og Dompapen, det er truværdige Faule. Naar dem hører Lokken, saa kommer dem ganske stilfærdige og troskyldige og søker og søker saa længe og saa opmærksomt efter Limpinden, til atte dem finder'n og saa sætter dem sig paa den, som rigtigt er. Slig skal Faul være. Ja Irisken er ogsaa en ganske brav Faul, jeg maa inte sige Andet, for sagde jeg andet, saa løi jeg. Dertilmed saa er det nu desforuden det, at Irisken staar i den Pris, at jeg faar 16 og 18 Skilling for den, ja jeg har minsanten faaet 1 Mark og 6 Skilling engang for en Irisk, men det var nu en burvant, fornem og dertil et Slag, ja rigtig, tror jeg, af den fornemste Familien af det Fauleslag, saa fed og ren, som den holdt sig støt og bestandig. Dompapen og Sisiken gir bare fra 4 til 12 Skilling fra sig - alt eftersom Faulen, som sælges, og Folke, som kjøber, er til," - tilføiede han, idet han smi- SIDE: 15 lende nikkede til mig for at antyde, at han nok erindrede, at jeg havde givet mere. "Lærken har ingen sikker Pris den, og heller ikke de andre Smaafaule, for det er mest et Træf at faa Tag i dem," sagde han til Slutning og greb fat i Forretningen igjen. Paa mit Spørgsmaal, om han kunde ernære sig paa denne Maade hele Aaret rundt, svarede han: "Vaaren og Sommeren er den bedste Tid. Naar det lider ud paa Høsten, saa driver jeg med Doner maatru og fanger Krams- faul, Dompap og Sidensvands. Men stakkels Faul, dem er døde, naar jeg tager dem ud af Donen, saa det er klein Moro baade for dem og for mig. Saa under den haardeste Vinter, saa er det jo knaft, det er det jo, det nægter jeg ikke, og da lider jeg mye Vont, det gjør jeg jo, det kan jeg ikke fragaa, men da sidder jeg nu og dormer bag Ovnen hos snille Folk rundt om paa Bygden maatru og venter paa Vaaren." "Det var ikke noget tungt Arbeide," mente jeg. "Aa jo," svarede han og rystede haardt paa Hovedet, "det er tungt nok, for Vinteren er en grusk Tid for Faule- fængeren baade med Kulde og Sult. Ikke mindste Lyd i Skauen og Smaafaulen er der heller, nei ikke saa mye som mindste Blistren engang, saa Tiden bliver svare lang for den, som gaar og venter og venter paa Vaaren og paa Smaafaulen, slig som jeg gjør. Men naar der saa kom- mer Liv i Skauen igjen, og jeg kan ligge i Solbakken og glane mod Limpinden og høre paa en vakker Lok, saa er det saa morrosamt saa, ja rigtig saa indeligt, indeligt morrosamt, saa at det jussom gaar baade gjennem Marv og Ben og lige ind og krikler paa sjelve Sjæla. Dette dorme ): døse. grusk ): haard. SIDE: 16 inderlige Udbrud af Henrykkelse over den Nydelse, hans Kunst forskaffede ham, blev ledsaget af dybt Alvor og efterfulgt af den stille contemplative Glæde. Men da det formodentlig pludselig faldt ham ind, at Erindringen derom vel var be- hagelig, men at Virkeligheden dog langt overtraf den, gav han sig paa engang til at spikke i Taushed paa sin Pinde. Jeg skal benytte den Pause i Samtalen, som nu opstod, til at beskrive det Gemak af Slot, hvori jeg havde faaet Audients hos Selvherskeren over alle Smaafugle. Det var, som allerede før bemærket, et lidet, lavt, fir- kantet Værelse af et mørkt og skummelt Udseende. Uagtet der udenfor skinnede den blankeste og klareste Sommersol, kunde dog Lyset kun ufuldkomment trænge ind igjennem de to smaa, smudsige Vinduer. Det var let at se, at den yderste Grad af Fattigdom her havde sit Hjem. Loftet og de umalede Vægge vare brune, ja næsten sorte af Røg og Smuds. Gulvet var fuldt af Huller og havde nok ikke været vadsket i flere Aar. De tre Senge, som fandtes, vare halvt fyldte med Filler, der maatte antages at være opsamlede paa Gaden for at tjene til Sengklæder. Naar hertil lægges, at Møblerne kun bestod, foruden af Sengene, af 3 itubrukne Stole af forskjellig Form og Ælde, af den Bænk, hvorpaa jeg sad, og af et itubrukket, umalet Bord, at Kakkelovnen manglede Dør, og at paa nogle Hylder paa Væggen stod en Flaske uden Hals, og nogle sprukne Kopper og Spylkummer, kan man gjøre sig en omtrentlig Forestil- ling om dette skidne Rums Udseende. "Her bor nok flere Partier her i Stuen, at dømme efter Sengene," sagde jeg efter en Pause. Fuglefængeren, der havde faaet det svært travelt med sine Pinder, og som jeg antager ansporedes til denne Travlhed ved en munter Kvidder af nogle "Smaafaule," rimeligvis Svaler, der SIDE: 17 strøg forbi de smudsige Vinduer ude i det klare Solskin, saa forundret paa mig og svarede: "Dere trur da vel inte, at jeg er god for at leie en slig stor Stue alene, jeg? Nei, det er en gamal Kjærring, som dem kalder Anne Bitistein, formedelst at hun er lidt bitendes af sig, som har leiet Stuen efter en Leie af 18 Spd. Aaret. Hun og Gutten hendes, som rigtig er en Skøiergut, ligger i Sen- gen derhenne ved Ovnen. Jeg og han Jens Suput, Stakkaren, har leiet Roen her og Sengen atved efter en Leie af 2 Skilling om Dagen for hver. Den anden Ro og Sengen nedenfor min har et Par Folk leiet, som ere barnløse, og dernede imellem Døren og Ovnen ligger en Tomtesjauer om Sommeren, naar han er hjemme om Natten; men det falder ikke ofte paa, for som tieste ligger han ude, hvor det kan træffe sig. Om Vinteren faar han min Plads i Sengen her, for da har jeg inte Raad til at leie Seng, men gaar om paa Bygden og søger Hus, hvor" - Her blev han afbrudt af tung Pusten og Stønnen udenfor Døren. "Der kommer hun Anne Bitistein hjem," vedblev han. "Hun er i Humør idag," lagde han til, da Døren derpaa blev spændt op med stort Brag, og en Bunke med Filler kom ind ad den. Ved nærmere Eftersyn saaes ovenpaa Fillerne et gammelt bistert Fruentimmeransigt, et rigtigt Bitisteinansigt, og under dem et Par nøgne Ben, saa brunede, barkede, hærdede og hornede, at de syntes at kunne være Patentben, bestemte til at danse paa glødende Jern. Den gamle Dame bar en Sæk med Hø paa Ryg- gen. Efterat have kastet Sækken fra sig midt paa Gulvet, Skøiergut ): Gadedreng. Roen ): Krogen. SIDE: 18 satte hun sig paa den Seng, der af min Beretter var be- tegnet som hendes, tog et smudsigt Svensketørklæde, der dannede Fillebunkens Toppunkt, ned fra dets ophøiede Plads, hvorved der kom noget Sort tilsyne, der mindede om et Skjærerede, tørrede Sveden af sit Ansigt, pustede og blæste en Stund og sagde derpaa i en yderst bister Tone: "Puh! hæ! Er dette passe Varme for Fattig- folk, det? Puh! hæ! Hidtil har Fattigfolk bare været paa at sulte ihjel, men nu skal dem steikes nu, kan jeg tro, puh! hæ! Er det Skikkels det, at sætte paa saa mye Varme paa engang da. Men det er vel, forat Rigmanden, som Intet har at slide og slæbe for, kan faa se, hvorledes det prøve Kræfterne hos den Fattige." Hun antog altsaa, at en eller anden ondskabsfuld Rigmand havde foranstaltet den trykkende Varme ene og alene forat plage hende og hendes Lige. Efterat hun i afbrudte Ord og Sætninger havde tilkjendegivet sit yderste Mishag med denne fingerede Ildgjerningsmand og givet at forstaa, at hun forudsaa, at det formodentlig af lutter Ondskab blive indrettet saaledes, at der til Vinteren blev vanskeligt for Varme og Overflødighed paa Kulde, fik hun Øie paa mig. Hun reiste sig, kom hen til mig og saa mig en Stund lige i Ansigtet. Hendes tykke, hængende Underlæbe, rynkede An- sigt og smaa Øine indbød ikke til Beskuelse. "Hvad er Dem for en Fyr, og hvad gjør Dem her?" spurgte hun. Er hun ikke smuk, er hun dog bestemt og klar i sine Spørgsmaal, tænkte jeg, men, inden jeg kunde svare, tog Fuglefængeren Ordet og sagde: "Aa, det er en Fyr, som kjøber Smaafaul af mig, og som vil lære at stelle op Limstænger." Dette Svar gjorde ikke noget gunstigt Indtryk paa den gamle Dame. Underlæben sank længere ned, og Rynkerne SIDE: 19 i Ansigtet bleve dybere, idet hun svarede: "Hæ! fange Smaafaul? Er det Arbeide for en voxen Kar det? Hæ! At stelle med Limpinden, det er Arbeide for Smaagutter det, og at ligge i Solbakken og glane op imod Pinderne, det er Arbeide for Krøblinger det, men inte for velvoxne Karmænd. Nei, da faar jeg træle anderledes for Føden." "Ja saa. Hvad bestiller De da?" spurgte jeg troskyl- dig og ligefrem. Underlæben faldt endnu længere ned imod Hagen, og Rynkerne bleve mangfoldigere og dybere, da hun svarede: "Hæ! bestiller, bestiller! Hæ! Jeg faar sige, som Fanden sa'e, Præsten traf'en i Kirken og spurgte, hvad han bestilte der. "Jeg søger Føde og For, hvor det som tykkest gror, jeg," sa'e Fanden, og saa siger jeg au. Men Spørge- syge og Frittevane er Børnesyge og Fantevane. Hvissom jeg forresten er Dere i Veien, saa kan Dere bare sige fra, saa skal jeg gjerne gaa min Vei, sa'e Manden, han stod under Galgen og skulde hænges." "Aa, hun Anne, hun har nu en mye pen Haand- tering hun", sagde Fuglefængeren beroligende. "Hun sam- ler op Hø, som spildes paa Torvet, hun, og sørger saa- ledes baade for Byens Renlighed og for sig selv paa samme Tid. Det er mye tungt Arbeide det, kan Dere tro." "Ja, tungt Arbeide. Ja, det ved Ingen bedre end jeg, det. Her maa jeg flye ud hver eneste Morgen, før Fanden faar Sko paa og ned paa Torvet og andre Steder i Byen, hvor Bonden farer. Saa maa jeg gaa der med krum Ryg og Næsen i Gaden og kare og kare til mig hvert eneste Straa, jeg kan faa Tag i. Har Dere kanske Lyst til det? Og saa maa jeg gaa og pille og pille den hele Formiddag, til det værker i Ryggen, som den skulde knække kare ): rage. SIDE: 20 tvertover. Misunder Dere mig det? Og hvissom det hænder nogen Dag, at jeg hverken bliver skyldt for Tyv, fordi jeg kommer for nær et Hølas, eller bliver puffet af Bonden eller bidt af Hestene, fordi jeg rører ved en Hø- dot, saa synes jeg, det er en rent aparte Dag. Liker Dem kanske at blive skyldt for en Tyv, hæ? eller at blive puf- fet af Bonden, hæ? eller bidt af Hest, hæ?" Jeg syntes, jeg maatte svare paa disse hyppige In- terpellationer, der bleve fremsatte i en mere og mere nær- gaaende Tone, og forsikrede hende, at jeg hverken syntes om at blive udskjældt for Tyv eller at blive puffet og bidt hverken af Bønder eller Heste, hverken af Mælende eller Umælende. Denne Erklæring fra min Side syntes at fremkalde megen Tilfredshed hos Konen, uagtet jeg ikke kunde skjønne, hvad Fornøielse det kunde være for hende at forbeholde sig al Ret til en saadan slet Behand- ling. I en meget blidere Tone vedblev hun: "Men saa beva'rs, saa er der jo ogsaa Extrapenge at tjene aven aa tel, det er der jo, det. For hvad hændte ikke igaarmorges paa Torvet? Hvad hændte der ikke da?" Ja, det vidste jeg virkelig ikke, jeg maatte erkjende min store Uvidenhed. "Jo, præcis da Klokken lydde 5 paa Mangelsgaar- den, kom jeg derned, og saa begyndte jeg da at kare og kare til mig et Straa her og et Straa der, og som jeg saaledes gik med min Sopelime, kom jeg hen til en Gamp, som stod og aad paa en Hødot. Jeg pilled' og pilled' rundt Hødotten jeg, men jeg tror ikke jeg fornærmed' den saa mye som for et eneste Straa, - med mit Vet og Vidende da, - men saa kan det jo vel sagtens være Sopelime ): Feiekost. Gamp ): Hest. SIDE: 21 muligt, at Limen traf til jussom at lee lidt paa den. Det er nok ikke umuligt det. Dermed saa for Gampen paa mig, bed mig her over venstre Armen, løftede mig ende op i Luften, rystede mig en Stund der som en anden Hø- visk og slængte mig saa som en vaad Vot hen efter Gaden. Aa ler Dere af? Dere har kanske Morro af at bli'e bidt af en Gamp og bli'e slængt henover Gaden, Dere?" Nei, jeg kunde med Sandhed sige, at jeg aldrig havde følt Antydning til slige Lyster. "Neigu nei, det truer jeg nok, sa'e Corneliussen. Jeg fik rigtig et svært Tryk af Faldet og begyndte at bælge og bære mig, som passe kunde være derefter og efter Svien og Smerten i Armen. Men da saa Armen blev nummen om en Stund, saa begyndte jeg at bælge og bære mig slig, som passe kunde være derefter, slig at Bonden, som eiede Gampen, blev reint jussom vætteskræmt og bød mig baade en diger Hødot og en Dram for at tie. Men jeg stod imod, for jeg skjønnede nok, at Armen vilde være klein i lang Tid, og da saa de andre Kjærringerne og mest hun Maren Midtiveien, for hun er stødt midt iveien for Alle, naar der findes en ledig Hødot paa Torvet, da hun saa sa'e, at jeg nu burde gaa hjem og lægge mig til- sengs, saa bed Sinnet mig, og jeg bed om mig saa hvast, som jeg kunde," - "Anne Bitistein," hviskede Fuglefæn- geren sagte til mig - "og sagde til Bonden: Armen min er fordærva for lang Tid af Gampens Tænder, sa'e jeg, og det værker i alle Lemmer af det Stød, jeg fik, da jeg dat i Gata, sa'e jeg. Skal det derfor være Noget, som hjælper, sa'e jeg, saa maa det være noget rigtigt Stærkt fra Apotheket, Noget, som kan gaa lige ind til Margen, ende ): lige. bælge ): skrige. Sinne ): Hidsighed. dat ): faldt. SIDE: 22 sa'e jeg, og det vil koste 8 ß som mindst sa'e jeg. Var det formye kanske?" Neida. Jeg for min Person kunde ialfald ikke anvise Konen noget billigere Lægemiddel, især da det skulde gaa til Marven. "Naa, og saa maa jeg have for Skrækken 8 ß og for Svien 6 ß, sa'e jeg, og det var vel ikke formye, om jeg fik 6 ß for Spot og Spe, sa'e jeg, det er ialt 1 Mark og fire. Vil Du betale mig det, er vi forligte, sa'e jeg, men hvissom ikke, har jeg min Klage i Forbehold, sa'e jeg. Var jeg urimelig kanske?" Nei, jeg maatte oprigtig tilstaa, at jeg ikke vilde bides af Heste, ikke engang til en Pris af 1 Mark og fire pr. Bid. Dette glædede den gamle Dame meget, og hun vedblev: "Naa, Bonden vilde nødig ud med Pengene, han, derfor sa'e han: "Du har vel villet tage Hødotten fra Gampen, du?" sa'e han. Nu slængte Maren Midtiveien Kjæften sin ind imellem mig og Bonden. "Jeg," sa'e hun, "saa tydelig, Anne Biti - hem, hun Anne var henne i Hødotten, jeg," sa'e Maren Midtiveien. Det kan nok hænde, at jeg var borte i Dotten med Limen min, sa'e jeg, jeg kan ikke svære mig fri for det, sa'e jeg; for naar En gaar slig og roder paa Jora, saa kan det jo nok hænde, at En karer lidt ved en Hødot, som er slængt for en Gamp, sa'e jeg; for der staar ikke skrevet paa Dotten, hvorfor den ligger i Gaden maatru, sa'e jeg. Var det kanske ikke rigtigt? Var det kanske ikke godt sagt, hæ? Kunde Dere kanske finde paa noget Bedre at sige?" Nei, umulig. Det var hende, der ved daglig Øvelse var god til at finde paa Sligt. Det smigrede hende me- get, og hun fortsatte: Lime ): Kost. SIDE: 23 "Aa pyt," sa'e hun Maren Midtiveien, "han sa'e saa han Ole Høiland au, da han havde brudt ind i Banken. Det stod ikke skrevet paa Sedlerne, atte Ingen maatte ta'e dem, sa'e han," sa'e hun. Men da jeg hørte, atte dem vilde sætte mig jævnsides med han Ole Høiland, da bed Sinnet mig rigtig for Alvor, og jeg bed ifra mig slig, atte Fillerne fløi om Bonden og Maren, og saa be- gyndte Bonden at byde først 12 ß og saa 18 ß, 20 ß og 21 ß, og saa bleve vi akkorderede om 1 Mark, og saa var vi gode Venner og vel forligte, da jeg havde faaet Marken. Var den kanske ikke surt nok tjent den? Hvad? Hæ?" Jo, det indrømmede jeg villig. Jeg ønskede i alle Fald ikke at leve af at blive bidt af Heste. "Men det er mye for Folk, som inte tjene Mere end en 6-8 ß om Dagen. For dem er det rigtig mye, og Mere er ikke jeg god for at tjene Sommers Tid. Nei, Vinteren, naar det er rigtig godt Føre, og Torvet er, som det var stappet af Hølæs og Halmlæs, og det er kalt i Veiret, og Bonden blir lidt fuld, og Føret lidt fult, og Bonden ruller, og Læsset træffer til at vælte, da kan der være mye at tjene for os Stakkare, da kan - - -" Her blev hun afbrudt paa en voldsom Maade. Konens Ansigt havde lidt efter lidt antaget et mildere Præg. Underlæben havde lidt efter lidt nærmet sig til Overlæben, og Rynkerne i Ansigtet glattedes mere og mere. Ja, et Smil trak endog over det, som Solglimt over Bjerg og Dale i et stærkt couperet Landskab, da hun dvæ- lede ved de væltede Hølæs og begyndte at udmale, hvilke herlige Fangster, der da var at gjøre. Imidlertid var en halvvoxen Gut med et klogt, smilende Ansigt kommen sagte ind ad Døren og havde listet sig bag paa Konen. Han gjorde alleslags Tegn til Fuglefængeren at være taus og SIDE: 24 forholde sig passiv, rendte derpaa, med Hovedet foran, pludselig af alle Kræfter mod Konen, saa at hun faldt overende, saa lang hun var, paa Gulvet, medens Gutten faldt ovenpaa hende og gjorde en hel Del voldsomme, men ligesom forgjæves Anstrængelser forat komme op igjen. Dette lykkedes dog endelig efter megen Møie begge Parter. Gutten satte et overmaade taabeligt Ansigt op, gav sig til at gnave paa et Ben, han havde i den ene Haand, me- dens han med den anden gned sig i Hovedet, som var den Legemsdel, der havde gjort stærkest Bekjendtskab med Knok- lerne i Konens Ryg, sagde derpaa med en grædende Stemme: "Nei, men Moer da, hvorfor river du mig slig overende og slaar Benene under mig?" Solskinnet paa det couperede Landskab var pludselig blevet overtrukket med Skyer, der truede med Torden og Lynild, og jeg ventede at blive Vidne til det voldsomste Uveir, da Anne Bitistein reiste sig. Men jeg blev al- deles skuffet. Uveiret forsvandt ligesaa pludseligt, som det var opstaaet, og blev ved Synet af Gutten til et mildt Foraarssolskin, hvis Straaler faldt vederkvægende og dri- vende paa den spirende Sæd, hun tidligere havde udsaaet i Sønnens indre frugtbare Jordbund. Hun gik hen til ham, befølte hans Arme og Ben, som om han var en Hest, hun agtede at kjøbe, og sagde med en mild Vaar- sephyrstemme: "Slog du dig, Gyldenlakken min?" "Nei," svarede den opelskede Blomst og hang beske- dent med Stilk og Blade. "Nu, Gudskelov for det, saa gjælder det ikke, om min gamle Skrot har faaet et Puf; for jeg stødte den daar- lige Armen min svært. Jeg saa efter dig, Gyldenlakken min, Skrot ): Krop. SIDE: 25 da jeg gik over Brua, men jeg var ikke god for at se dig. Du var da vel ikke langt inde i Byen, Gullet mit?" "Nei, jeg tør ikke gaa langt ind i Byen, for jeg er ræd, dem tar mig der," ytrede Blomsten bly, men Ukrudtet, der i rigelig Mængde lod til at være ved Siden af Blom- sten, gav sig tilkjende gjennem Udrækning af Tungen, For- dreininger af Ansigtet og Blinken med Øinene og gav den Forsikring: "Tar ikke jeg dem, saa tar nok ikke de mig." Foraarssolen vedblev at skinne og virke drivende paa den spirende Sæd: "Ja, det var Ret, Gullet mit, kom ikke over Brua, for du er en Hottentot, ser du, Gullet mit." "Ja, jeg er en Hottentot, det har jeg lært, siden jeg var ganske liden, og det ved jeg, men mere ved jeg hellerikke." "Nei, det er rigtig sandt, Gullet mit, for reint uvit- tig er du ogsaa, ser du, saa kommer du langt ind i Byen, saa skræmmer dem den Smule Vet af dig, som du har tilbage." "Ja, hvissom jeg kommer langt inde i Byen, skræm- mer dom det Vettet af mig, som jeg ikke har, saa jeg blir ligesaa vetteskræmt som en gamal vetteløs Kjærring." "Ja, det er mye sandt, og hvissom du blir mere vetteskræmt, end du nu er, kommer jeg til at graate slig, at jeg kommer til at staa kroket langs med Væggen." "Ja, du kommer til at staa kroket langs med Væg- gen, som du gjør, naar du har drukket saa mye Brænde- vin, atte du ikke kan gaa Veien langs." "Aa, du stakkels Hottentot! du ved ikke, hvad du selv siger." "Nei, jeg ved ikke, hvad jeg siger, men jeg vil have Bru ): Bro. reint uvittig ): aldeles uforstandig. vetteskræmt ): skræmt fra Vid og Samling. SIDE: 26 Mad, jeg er sulten, jeg vil have Mad; Mad, Mad vil jeg have." "Det skal du faa, Gyldenlakken min; bare jeg faar kogt lidt Kaffe, skal du faa Mad." Under denne Samtale havde Foraarssolen stadigen beskinnet den spirende Sæd, og Sæden trivedes synligen og gav fin Frodighed tilkjende gjennem en stedse tiltagende Udstikning af Tungen, Blinken med Øinene og Træknin- ger med Munden. Moderen var en yderst enfoldig og bredladen Kone, det var let at forstaa. Hendes Forstandsevner befandt sig uforanderlige paa samme lave Standpunkt, hvorimod hen- des Gemytsbeskaffenhed var Forandringer underkastet. Lige- overfor Sønnen var hun lutter Mildhed og Solskin, men ligeoverfor alle Andre var hun haard og hvas som en ny Fil. Sønnen var en klog, men, som det lod ondskabs- fuld Gut, der syntes at have den største Fornøielse af at plage sin Moder. Hvis det er saa, at Mødre elske deres Børn i Forhold til de Sorger, Ængstelser og Plager, de forvolde dem, maatte Anne elske sin Søn meget høit. Medens hun var beskjæftiget med at faa Kaffekjedlen i Kog, tog Sønnen Høsækken, tømte dens Indhold med synlig Glæde ud i Sengen og lagde sig derpaa ovenpaa Høet, saa lang han var. Efterat have ligget en Stund, sagde han: "Jeg er søvnig, Mo'er." "Saa læg dig til at sove saalænge, Gullet mit," lød Svaret. "Ja, men jeg fryser. Du maa have Noget over mig." "Nei, Gudbevare dig, Gyldenlakken min, er du god for at fryse i denne Varmen, der nu er," sagde Moderen ganske forskrækket, forlod sin Kaffekjedel og gik hen til Søn- nen. Da hun saa Høet ligge udbredt over hele Sengen, SIDE: 27 og fandt Sækken tom, stod hun først en Stund og stirrede omkring sig, som om hun ikke vidste, om hun kunde tro sine egne Øine; derpaa slog hun Hænderne sammen og raabte i den yderste Grad af Forbauselse: "Nei, du er da rigtig en mye større Hottentot, end jeg trode au." Nu tænkte jeg, nu bryder dog vel Uveiret løst en- gang. Det gjorde det ogsaa, men ikke fra den Kant, jeg ventede; thi da den ømme Moder nærmede sig Sengen, begyndte der at hagle Hødotter ned over hende i saadan Mængde, at hun hverken kunde faa aabnet Munden eller Øinene. Hun fægtede med Armene og udstødte en Del usammenhængende Ord, medens Hagelbygen varede, og da Sækken til Slutning blev trukket ned over hendes Hoved og Skuldre, saa at hun næsten forsvandt inde i den, til- tog Armbevægelsernes Hurtighed, og den usammenhængende Ordstrøm vorede, medens den stakkels vetteskræmte Hot- tentot dansede om i Sengen som en Rasende. Efter en Tid paa denne Maade at have ytret sin Glæde over denne Genistreg, kastede han sig ned i Sengen og vred sig som en Orm, stak afvexlende en af sine Hænder eller en Dot Hø ind i Munden og synes at lide de største Kvaler, ja endog at udsætte sig for Livsfare forat hindre sin stærke Glæde fra at blive lydelig. Hans Anstrængelser og Li- delser i saa Henseende stege i samme Grad som Bevæ- gelserne i Sækken tiltoge. Endelig kom Moderen ud af sit Fængsel, og i samme Øieblik ophørte al Livlighed paa begge Sider. Moderen stirrede en Stund paa Sønnen, der laa som død, satte derpaa begge Hænderne i Siden og skreg nu med Torden og Lynild i Stemme og Miner: "Du er en Hottentot." "Jeg er en Hottentot og bliver aldrig Andet, aldrig," svarede den Tiltalte med ynkelig Stemme. SIDE: 28 "Du er en uvittig Hottentot," vedblev hun noget for- mildet. "Jeg er en uvittig Hottentot," bekræftede han lidt modigere. "Du er en rent uvittig Hottentot," forsikrede hun meget mildere. "Jeg er en rent uvittig Hottentot," bekræftede han meget modigere. "Aa, du er en rent utrulig uvittig Hottentot," slut- tede Moderen med sin ømmeste og mest kjælne Stemme og begyndte taalmodigen at samle Høet sammen igjen. "Ja, jeg er en rent utrulig uvittig Hottentot," raabte Sønnen til Svar, saa glad og vel tilfreds som en Felt- herre, der har vundet et høist tvivlsomt Slag. Freden var dermed sluttet. De eneste Betingelser for denne syntes at være, at status quo ante bellum skulde indtræde, det vil sige, at det skulde ansees afgjort mellem de krigførende Magter, at Moderens Bestræbelser vare lykkedes, og Sønnen virkelig var bleven et Exemplar af Hottentotternes ellers mindre vel anseede Race, og det endog et rent utruligt uvittigt Exemplar af Racen. Medens Moder og Søn i dybeste Fred og i den bedste Forstaaelse vare ifærd med at samle sammen Høet, reiste jeg mig for at gaa. Fuglefængeren, der havde be- tragtet Striden med sit ene Øie med samme dybe Inter- esse og stærke Spænding, hvormed en Spanierinde be- tragter en Tyrefægtning, og som, ligesom den skjønne Sydlænderinde af og til, ikke syntes ganske tilfreds med, at ikke Tyren til en Afvexling havde fældet Matadoren istedetfor omvendt, fulgte mig ud af Døren, hvor jeg underrettede han om min Bopæl og gik. - Et Par Timer efter kom en Mand hjem til mig og SIDE: 29 bragte mig de kjøbte Fugle. Det var en gammel, slet klædt Mand med næsten snehvidt Haar, hvoraf han havde en saa overflødig Mængde, at det paa alle Kanter stod langt ud fra Hovedet. Dettes ærværdige Farve dannede en stærk Kontrast mod Ansigtets og Nakkens; thi disse Dele af Legemet bare næsten tyrkisk røde. Men især havde denne brillante Farve concentreret sig paa det yderste af Næsen, og det med en saadan Intensitet, at den syntes at maatte kunne lyse i Mørket som en Brand. Uden at sige et Ord lukkede han et Vindu, der stod aabent, og lod Fuglene flyve ud af Buret, hvori han bragte dem. Paa mit Spørgsmaal, om det var ham, som var Fuglefængerens Sovekammerat, svarede han efter en kort Beraadslagning med sig selv: "Det faar vel blive saa det, ved jeg, fast han hver Nat kryber i Ring han og tager op hele Bredden af Sengen, saa jeg ligger paa Senge- kanten og vaager, jeg, mens han holder paa at sove slig, at der skal alvorlig Problation til forat faa ham vækket i Utide. Det er rigtig kleint med Sovekammeratskabet, for jeg er mere træt, naar jeg staar op, jeg, end da jeg la'e mig." Medens han med hæs Stemme og i en yderst misfornøiet Tone holdt denne Tale, havde jeg faaet frem to Ortstykker, som jeg leverede ham. Istedetfor at takke og stikke dem i Lommen, saa han meget omhyggeligt paa dem og kastede dem derpaa pludse- lig voldsomt mot Gulvet, idet han raabte: "Holla mi boys! Jagu var der Ablegøi der lel!" Derpaa løb han efter dem, idet de rullede henad Gulvet, og satte Hælen saa haardt først paa det ene og saa paa det andet Penge- stykke, som om det gjaldt at knuse Hovederne paa et Par giftige Slanger. SIDE: 30 Idet han tog Ortstykkerne op igjen, besaa han dem atter nøie og syntes denne Gang at blive tilfredsstillet; thi han puttede dem i Vestelommen og sagde: "Se saa, nu er det all right." Forundret spurgte jeg ham, hvorfor han havde kastet Pengene i Gulvet og traadt paa dem. Han blev lidt for- legen, idet han svarede: "Aa, det er bare nogle Mirakler og Ablegøistreger, som Engelskmanden siger, som jeg har for mig selv," og ligesom for at komme paa et mindre ubehageligt Samtaleemne vedblev han: "Jeg bruger mye at snakke Engelsk, siden jeg var i Prisongen." Det lod til, at det var en almindelig Skik blandt Slottets Beboere at betjene sig af fremmede Sprog, men da jeg erindrede mine mislykkede Bestræbelser i saa Hen- seende ligeoverfor Fuglefængeren, ansaa jeg enhver Dis- cussion over en lignende Materie med hans Gesandt al- deles unyttig. Da han imidlertid, idet han skulde gaa ud af Døren, med den flade Haand dræbte en Flue, som sad paa Væggen, og derpaa, da den blev hængende flad- trykt paa Valpladsen, besaa den nøie og med et meget til- freds Nik ytrede: "Dette var da ingen Ablegøi lel," blev jeg saa forundret over Mandens Opførsel, at jeg ikke kunde modstaa min Lyst til nærmere at undersøge, hvad der gik af ham. Til den Ende spurgte jeg: "Har du været i Pri- son, du da?" "Ja, jeg skulde kanske ikke være god nok til det jeg, kanske?" spurgte Manden noget but til Svar. Jeg antog ham naturligvis ikke alene god nok, men altfor god dertil, men vedgik min Lyst til at vide, hvor- ledes det var gaaet til. Ort ): 1/5 Species. SIDE: 31 Han kløede sig i Hovedet en Stund, saa at hans stride hvide Haar strittede ud til alle Kanter, som Bør- sterne paa et vredt Pindsvin, derhos gjorde han en hel Del mærkelige Grimaser med Ansigtet, hvorved han blandt Andet lagde for Dagen en utrolig Færdighed i at behandle sin Mund, saaat den snart var ganske liden, snart meget stor, snart syntes at være anbragt i Nærheden af høire Øre og derpaa i al Hast blev flyttet over for at hviske Noget til det venstre, som det høire ikke maatte høre. Efterat disse Ansigtsevolutioner havde varet nogen Tid, indtraadte en dyb Ro, der syntes at antyde, at der efter en heftig Debat mellem forskjellige indre stridige Partier var opnaaet Enighed og fattet en dristig Plan. Dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, og at det derhos var be- stemt, at der skulde anvendes et Krigspuds til Planens Ud- førelse. Han begyndte derfor med at forsikre mig om, at jeg ikke havde Brændevin, ikke engang en Dram i Huset, og var ikke til at bevæge til at tro det Modsatte, førend jeg havde overleveret ham et Glas Cognac. Hans Ansigt fik da et saa listigt, fornøiet Udtryk, som et saa heldigt Udfald af en fint anlagt Plan kunde fortjene. Efterat have spyttet en stor Skraa ned i den samme Vestelomme, hvori Pengene laa, ved hvilket ganske mærkelige Kunststykke hans Munds forunderlige Muskelfærdighed kom ham til- hjælp, drak han Drammen med en sørgelig Lidenskabelighed. Han smækkede med Læberne et Par Gange til Tegn paa, at den havde smagt ham godt, sukkede derpaa, formodentlig fordi Nydelsen havde været altfor kort, ytrede saa fornøiet: "Uh! det var en voxen Dram," og begyndte derpaa at fortælle med meget Liv og Snaksomhed: "Jo, jeg skal rigtignok give Dem fuldkommen Testament paa, hossen det gik til, atte det at jeg kom i Prison. Jeg var Op- SIDE: 32 passer hos en Kjøbmand paa Branæs, skjønner Dere, og reiste med ham til Danmark paa Kornspekendas. Men mens vi holdt paa med det, vi, dermed saa brød Krigen ud, hun, og aldrig saa snart var den declineret, dermed saa blev der slig Rabale, at det var umuligens Ting at komme hjem igjen paa anden Maade, end at tage paa Baad fra Jylland, og ret jussom kræke over til Norge. Det gjorde vi da ogsaa, men retsom det var, dermed var Engelskmanden over os, og en engelsk Fregat skaut en Kule efter os slig, at det sprute henefter Sjøen, ret som det var mange hundrede Hvalfisk i Cirkulation. Der blev sagtens svare til Tulumut i Baaden, men Enden paa Tulu- mutten blev naturligvis, at vi blev opkapret og maatte i Engelskmanden. Der hjalp inte noget Nøjs der. Dermed saa var vi i Prisong i to Maaneder, og saa kom jeg til- bage igjen, og saa var den Titulaturen ude. Men rart var det, at fast det bare var en Gjestands af 2 Maa- neder, blev der mye engelsk hængende ved mig, baade hvad Talen og hvad Drikken anbelanger, saa det blev en saa kostbar Tur for mig, saa Ingen trur, og rigtig ingen Ti- tulatur. Jeg har mange Gange regnet over, hvormye den har kostet mig - men tys, der er En igjen." Han taug, saa stivt hen paa Bordet, nærmede sig det derpaa sagte og slog pludselig stærkt i det med den flade Haand. Efterat han nøie havde beseet det Sted, hvor Sla- get havde rammet, sagde han bedrøvet: "Det var en Able- gøi." Forlegen, som det syntes, over denne Opdagelse, vilde han gaa, men med nogen Møie lykkedes det mig at faa ham til at blive, og da jeg derpaa spurgte ham, om han var Sømand, lod han til at blive meget fornærmet; kræke ): krybe. skaut ): skød. Nøjs ): engelsk: noise. Gje- stands ): Ophold. SIDE: 33 thi han svarede i Førstningen i en vred Tone, der dog lidt efter lidt gik over til et almindeligt fortællende Foredrag; "Har jeg kanske ikke Lov til at være, hvad jeg vil for Dere? Eller kanske Dere er jussom - jussom en Slags Kon- tralbas Dere for Søfolkene, Dere kanske? Men forresten, om jeg just aldrig har været rigtig oprigtig indstuderet og indgraderet Sømand, saa har jeg dog saa godt som alle Tider jussom levet, ja jussom ernæret mig af Sjøen lel og været i Rullen. For nu er her halvthundrede Aar, siden jeg tog fra Branæs, hvor jeg er barnefødt, og saa drev jeg med Fiskeri udefter Fjorden i mange Aar. Men da det gik ud med mig paa den Banen, og jeg jussom begyndte at blive trøsken i Leerne, saa var jeg med de an- dre Fiskerne og ansisterede dem ved Vafiske. Saa blev jeg udkasseret derfra ogsaa, og siden har jeg drevet paa min egen private Haand og holder paa med atte, - med atte, - ja jussom med atte ind - ind" - han søgte en Stund, formodentlig for at finde et Ord af sit engelske Ordforraad, men da det ikke lykkedes ham, vedblev han i en Tone, der antydede, at han aldeles ikke var fornøiet med Udtrykket eller vis paa, at det blev forstaaet: - "ja jussom med at indsamle, skjønner Dere, at indsamle Sjøgræs, forstaar Dere." Jeg forstod meget godt, hvad han mente, forsikrede jeg, men ønskede at vide, hvortil Søgræsset brugtes. Man- den lod ikke til at lide at blive adspurgt om Noget; thi over dette Spørgsmaal blev han atter fornærmet og sva- rede: "Bruger Sjøgræsset til? Bruger? Tror Dere kanske, Folk æder det op som Makrel? Eller kanske Dere tror, at Folk spinder Silke og Guldtraad af Sjøgræs, Dere kanske? Nei, jeg rusler med at fabrikere, ja rigtig fabrikere, fabri- Kontralbas ): Kontrollør. trøsken i Leerne ): Stiv i Lemmerne. Vafiske ): Garnfiske. SIDE: 34 kere," - gjentog han saa fornøiet over at have fundet dette Ord, at han glemte sin Vrede over mit upassende Spørgs- maal - "jeg jussom rusler med at fabrikere Sjøgræs jeg, Sjøgræs, som dem bruger til at ligge paa, og jeg har solgt mange hundrede Voger baade til Hospitalerne og til Mangelsgaarden og til Tugthuset og andre store og for- nemme Huse her i Byen. Ikke iaar, Gudbevars, for iaar har det været tufs med Sjøgræsset, men kanske det kan blive jussom bettre, naar det tager til at voxe og modnes i Vandet langs Stranden ud paa Høsten, men hidtils har det nu været reint kleinmodigt og jussom daarligt Veir iaar." Forundret over, at han syntes, det havde været daar- ligt Veir denne Sommer, da Alle, efter hvad jeg havde hørt og erfaret, var enige om, at det havde været sjeldent godt Veir, tillod jeg mig i al Beskedenhed at ytre denne min fra hans forskjellige Mening. Mine Bestræbelser efter at finde saa milde Udtryk som muligt, for at tilkjendegive ham dette, lykkedes imidlertid ikke; thi han blev paanyt fornærmet, var aldeles ikke fornøiet med Veiret, optog det som en personlig Fornærmelse, at Andre vare det, og sva- rede stolt: "Aa ja, kanske det er godt Veir for Dere, naar det skinner mye Sol, og naar det blæser ingen Vind, og kanske det er godt Veir for Dere, naar det er kleint med Vafiske og kleint med Storm og med Sjøgang og Uveir, men inte er det godt Veir for mig, som skal leve af Sjøgræsset, for neigu om hverken Solskin eller Vindstille transporterer Sjøgræsset fra Bunden og ind paa Stranden, men det gjør mye Vafiske, og det gjør Storm og Sjøgang og Uveir, og derfor er det godt Veir. Og skal jeg tage mig ud med den Trafikken, saa maa jeg procedere mindst en 8 - 10 Bører om Ugen, for det rusler med ): pusler med. tufs ): daarligt. SIDE: 35 blir jussom en 10 - 12 Mark om Ugen. Det er ikke formye det, skal jeg tro, for Baaden skal leies og roes, Græsset skal samles Stranden langs, og Roden skal skrabes vel af, og saa skal det renses og greies og vaskes og stelles og tørres og indbalsameres og indfabrikeres og endelig indtransporteres rundt om i Byen, og dertilmed saa er det mere Ablegøi, Mirakler og Fanteri i Sjøgræs end i nogen anden Ting, det jeg tror. Men er det rigtigt realt tørret og indbalsa- meret og indfabrikeret, ja saa er nu Sjøgræsset sligt, at selv det mindste Barn er god for at sove godt paa det." Manden lod til at mene, at en god Søvn var en Kunst, der erhvervedes med Alderen. Efter en liden Pause vedblev han: "Saa fabrikerer jeg nu alle Slags Apparater for dem, som bestiller dem hos mig, men mest Smeltang til at ryge Frugttræer med; for Røgen af Smeltang er det allerprobableste Møblement for alle Slags Udyr paa Frugttræerne, og saa bruges den ogsaa til Gjødsel for Joren og til Føde for Grisen og til Hvadsomhelst efter Enhvers Libensag. Men det kommer ikke mig ved, naar jeg bare faar min Betaling, som er 8 Skill. Sækken, saa kan dem bruge det til hvilket Parlement, dem vil. Men med Tangen følger frøgtelig mye Ablegøi," forsikrede han til Slutning og rystede alvorlig paa Hovedet. Jeg søgte paa forskjellige Maader at faa ud af ham, hvad han egentlig mente med sit idelige Ablegøi, men fik ikke andet Svar end et sky og mistroisk Blik for hvert af mine Forsøg, hvorfor jeg opgav at faa Rede derpaa, men spurgte ham derimod ligefrem om, hvad han bestilte om Vinteren. Til min Forundring svarede han denne Gang med Glæde og en vis Uafhængighed i Tone og Holdning: Smeldtang ): Blæretang. SIDE: 36 "Om Vinteren, ja da, da lever jeg paa Byens Bedste da, ved jeg. Da er jeg Byens Mand og bor enten paa Krona eller paa Hospitalet eller paa Mangelsgaarden, men Man- gel lider ikke jeg, for sa'e jeg det, saa løi jeg. Vinteren det er en brav Tid. Paa Krona ligger jeg for et Saar paa det venstre Benet mit, som er opereret, og som Dere skal se." Med megen Møie lykkedes det mig at blive fri for dette Syn. "Paa Hospetalen ligger jeg for Digidi- rium-Feberen, og paa Mangelsgaarden er jeg, naar alt andet Arbeide er fraværendes, og jeg skal retirere mig lidt. Det er repeterligt at være Byens Mand, for - - -." Han taug, nærmede sig hurtigt Bordet, som om han fik Øie paa noget Skrækkeligt der, slog igjen pludselig haardt i det paa tre forskjellige Steder, saa derpaa meget nøie paa hvert Sted og sagde, idet han spørgende betragtede mig: "Var det bare Ablegøi, eller slap Fanten?" Jeg begyndte nu at fatte, hvad han mente med sine Mirakler og Ablegøi og fik ogsaa Bekræftelse paa Rigtig- heden af min Formodning ved Mandens derpaa følgende Beretning: "Ja, for ser Dere, jeg kan nok sige Dere, hossen det er med mit Testament. Paa den Titulaturen, som jeg gjorde til England, og paa det Appartement jeg var i Prisongen, fik jeg jussom en Slags, en Slags Sædvanlighed til at drikke Brændevin. Det var Noget, som jeg ikke havde brugt før, men da jeg saa Engelskmanden gjøre det, tænkte jeg never mein og vilde ikke være mindre Mand end han, og siden har det hængt i mig. Naar jeg har været i min fri Forvaring, har jeg drukket en 8-10 Drammer om Dagen, det aver- erer jeg for 6 Drammer daglig Aaret rundt. Det blir 12 Skilling om Dagen, 3 Daler om Maaneden, 36 Speci om Aaret, og det bliver omentrent Alt i Alt 1800 Speci i SIDE: 37 gode Penge i de halvhundrede Aar, jeg har holdt paa med de Liniementer, saa jeg tror nok, jeg kan sige, det var en dyr Titulatur, jeg gjorde til Jylland. Havde jeg desuden sat Pengerne paa Rente, saa havde det blevet mye mere enda, men det har jeg ikke gjort. Derimod har jeg sat dem hos Høkerne paa Brændevin og drukket som et Svin, og Fattigdom og Elendighed har jeg drukket mig til, men Vet og Forstand har jeg drukket mig fra, og derfor saa ser jeg altimellem de utruligste smaa Sataner danse om paa Stole og Borde og Vægge. Det er for det Meste bare Ablegøi, Mirakler og Fanteri, men naar det blir som værst, saa blir jeg placeret paa Hospitalet, og der har jeg Digidirium-Feberen. En Fyllefant er min rette Stand her i Verden, og Jens Suput er mit rigtige Navn med Rede- lighed. En Dram til paa den Deserten vilde gjøre godt." Nu fattede jeg Manden overmaade godt og havde ikke Noget imod, at han absenterede sig. Efter min Mening burde han gaa lige op paa Hospitalet og lægge sig ind der for Digidirium-Feberen som han kaldte det. Nogle Dage senere førte min Vei mig udover Grøn- land. Et Stykke udenfor Vaterlands Bro gik en halv- voxen Gut med begge Hænderne i Lommen og skreg endel, som det forekom mig, aldeles usammenhængende Ord saa stærkt, som hans Strube, Lunger og øvrige Skrigeredskaber formaaede, og vare disse i en udmærket god Stand. Ordene bleve ledsagede af en Art Melodi, der mindede om Recita- tivet i de italienske Operaer, uden at jeg dog kan paastaa, at den var componeret af Rosini, Donizetti eller nogen anden italiensk Componist. Guttens Methode røbede langt Studium og stadig Øvelse, om end ikke den bedste Skole. Vet ): Vid. SIDE: 38 For mine Øren lød det, som han skreg; Ve - e - e - e va - a - a - a - te - e - e - er - la - la - la - bru - a - a - a. Han raabte hver Tone saalænge, at han gjorde fire eller fem langsomme Skridt udover, inden han slap den og begyndte paa en ny. Medens han var sysselsat med disse sine Sangøvelser, kom en Pige kjørende i en Kjærre forbi ham i temmelig raskt Trav, hensunken, som det lod til, i samme dybe Be- regninger, som "Petronella", der engang gik til Byen med sin Melkebøtte paa Hovedet. Pigen blev ligesom sit be- rømte Mønster pludselig afbrudt i sine Beregninger; thi aldrig saa snart fik Gutten Øie paa hende, førend han standsede i sin Gang og raabte i en venskabelig Tone til Hesten: "Pto, pto, Fola, Fola!" Hesten, der ikke syntes at nære noget høiere Ønske end at erholde en saadan Op- fordring, plantede strax med stor Beredvillighed sine fire Ben fast i Jorden, hvilket bragte Pigen med samt hendes Be- regninger, der ikke syntes at være gaaede ud paa at ud- finde Theorien for Ligevægten, til at fare forover og ned af sit Sæde i en saadan Stilling, at hun kun havde sin høire Arm og Hestehalens Styrke at takke for, at hun ikke rullede paa Hovedet ned i Veien. Da hun var kommen noget i Orden igjen, saa hun med et ingenlunde taknemmeligt Blik paa Gutten, der var ilet til, formodentlig for i fornødent Fald at hjælpe hende til at falde. Med megen Iver greb han efter Tømmen og anvendte vistnok til Hestens store Forundring saamange stor- artede Anstrængelser for at faa den til at staa rolig, som om han var en sydamerikansk Gaucho, og den stakkels sta- dige Gamp en vild fraadende Hingst, netop fanget paa Prairien. Derpaa ytrede han med sand Deltagelse: "Pto! SIDE: 39 Pto! Fola! Det er svare til Gamp, du har, Jente. Fola! Lykken var, jeg fik den til at stane, før du dat." Idet Pigen kjørte videre og mumlede Noget mellem Tænderne om Skøiergutter, skreg det forhaandenværende Species i denne for Christiania Forstæder eiendommelige Mundart: "Det var ingen Sag at være Fut, naar En slap at gjøre Regnskab; det var ingen Sag at æde kogende Grød, naar En slap at tage den i Munden og svælge den; det var ingen Sag at staa tidlig op, naar En slap at være ude af Sengen før Middag, og det var ingen Sag at kjøre, naar En slap at passe Hesten," hvorpaa han frem- viste sit af Glæde straalende Ansigt til alle Forbigaaende. Derved gjorde jeg den Opdagelse, at det var min Bekjendt fra "Slottet", den stakkels Hottentot, der ikke maatte komme ind i Byen, forat Folk ikke skulde skræmme af ham det Smule Vet, han endnu havde tilbage. Efterat han under meget livlige Bevægelser havde givet disse ube- stridelige Lærdomme tilbedste, sank han tilbage i sit forrige Alvor, stak Hænderne i Lommen og begyndte sin langsomme Gang og sit sendrægtige Raab: Ve - e - e va - a - a o. s. v. med en Mine, der antydede, at dette var Forretninger, hin nys forefaldne Begivenhed kun en beha- gelig Adspredelse. Det varede ikke længe, inden der atter gaves Stof til Adspredelse, og denne Gang viste dette Stof sig i Form af en stor velvoxen Bonde, der kom farende ud af en Butik og saa sig om til alle Kanter, idet han raabte: "Fanden blev Jentungen af, Fanden blev hun af?" Hvilket Spørgs- maal, uagtet det ikke var rettet til Nogen isærdeleshed, gav Anledning til følgende Dialog mellem den adspredelseslystne Forretningsudøver og hans adspredende Stof. Forretningsudøveren: "Har du mistet Datter din?" SIDE: 40 Stoffet: "Jagu har jeg saa, ja." F.: "Hun havde ragget Haar?" S.: "Aaja, saa paa en Gjæl." F.: "Hun havde to blaa Øine?" S.: "Jagu mener jeg det, jeg." F.: "To store Øren?" S.: "Det er nok troligt det." F.: "Ja, saa saa jeg hende paa Vaterlands Bro nylig. Hun aad paa en Hødot, stangede til alle dem, som gik forbi hende og raabte: bæh! bæh! Jeg troede, det var en Jeitunge jeg, for slig saa hun ud, men nu skjønner jeg, det var Jentungen din, som raabte paa Far sin." Et Øieblik saa det ud til, at Adspredelserne denne Gang skulde ende med et Par dygtige Rap af en Svøbe, som Stoffet havde til sin Raadighed, men i Forretninger og Ad- spredelser syntes den adspredelseslystne Forretningsudøver at have lige stor Øvelse og deraf flydende Routine; thi denne i Forening med et Par forbausende rappe Ben bevirkede, at Resultatet kun blev følgende Leveregler til det bortilende Stof: "Naar du spørger, saa spør ikke hen i Veiret, naar du svarer, saa svar ikke hen i Veiret, og naar du slaar, saa slaa ikke hen i Veiret, for det er bare at kaste Tiden bort. Ligesaa godt kan du bruge Tiden til at drikke dig utørst af en tom Flaske eller til at æde dig mæt paa din egen Sult." Din stakkels Hottentot, kom ikke ind i Byen, for der skræmmer dem den Smule Vet af dig, du endnu har igjen! Det var mig en let Sag at fornye mit Bekjendtskab med Gutten, og i et meget tydeligt Foredrag gav han mig den Besked, at hans nuværende Forretning var at give de ragget ): strid. paa en Gjæl ): omtrent. Jeitunge ): Gedekid. SIDE: 41 fiskeædende Beboere af Grønland og tilstødende Gader Un- derretning om, at der til Vaterlands Bro var ankommen stor Snesesild, der solgtes til en Pris af 12 Skilling Sneset. Hans Raab skulde derfor, udtrykt i Bogsprogets Prosa, lyde: "Ved Vaterlands Bro er Snesesild tilsalgs for 12 Skilling Sneset," men Melodien og Versemaalet tillod ikke en saa tydelig og korrect Udtryksmaade, hvorfor han raabte: "Ved Vaterlands Bro! stor Sild! tolv Skilling!" En licentia poetica, som antoges tilladelig paa Grund af alle Vedkommendes Øvelse i at opfatte og forstaa Betyd- ningen. Lignende Raab til omtrent samme Melodi havde han for Makrel og anden Fisk, og han havde aldrig mærket nogen Ulempe af, at Ordenes Mening paa Grund af Me- lodiens Sværhed blev mindre forstaaelig. Som andre store Sangere ansaa han desuden Melodien for Hovedsagen, Ordene for en uvæsentlig Biting. Ved disse sine Sangøvelser fortjente han et Par Skil- ling hver Gang, og naar han ikke var sysselsat hermed, havde han en anden Hovedbranche af Forretninger, nemlig at vande og passe Heste for Bønderne i Brogaden og paa Lilletorvet. Hans Binæringsveie vare forøvrigt mange, saasom at bære Fisk hjem for Folk, at gaa om paa Bord- tomterne og hente Brændevin for Tomtesjouerne eller samle, som han kaldte det, Plankeender der, - om han ogsaa med samme Ret samlede Pengepunge op af Bøndernes Lommer, vides ikke med Vished, - at bistaa Vaskerkonerne med at bære det vaskede Tøi hjem fra Vaskerflaaden i El- ven o. s. v. Senere havde jeg Anledning til at se Gutten i Virk- somhed i hans anden Hovedbranche af Forretningen. Han Tomtesjouer ): Arbeider ved en Oplagsplads. SIDE: 42 kom hurtig gaaende fra Vandposten paa Lilletorvet med en Bøtte fyldt med Vand. Et Stykke foran ham skyndte en mindre Gut sig afsted samme Vei, ligeledes med en Bøtte Vand, saaat det var øiensynligt, at her var Concurence saavel i Ordets egentlige som i dets uegentlige Betydning. Min Bekjendt, Sangeren, var imidlertid hurtigere tilbens og indhentede derfor snart sin Forløber, hvorpaa han spændte til hans Bøtte, saaat den rullede henad Gaden, og Van- det, som en eller anden tørstig Hest formodentlig stod og ventede paa, flød ud over Brostenene. Efterat han ved denne Idræt havde lagt for Dagen, at han baade besad Styrke og Behændighed, satte han sin Bøtte fra sig og tildelte sin Concurrent endel drøie Puf, ledsagede af føl- gende nærmere Forklaring: "Der har du en Salve for Synet, og der har du et Plaster for Hørelsen, og der har du et Pulver til at gaa af Veien paa, og der har du et Par Piller, som kanske kan curere dig for den Syge, du nu har at ville komme her og stjæle Brødet fra Andre. Det skal ikke koste dig en Skilling, og hvissom du synes, det er forlidet, kan du bare aabne Munden din og si'e et halvt Ord, saa skal du faa mere Medicin fra samme Hylde og til samme Betaling. For her er slig Medicin at faa i lassevis til samme Pris, som Regnen koster, naar det styrtregner, og som Solskinnet koster, naar det skinner Sol i Hundedagene." Efter denne Tale tog den gavmilde Ud- deler af Medicinen atter fat paa sin Bøtte og gik trium- ferende videre. Triumfen var imidlertid af kort Varighed? thi da han som den seiersstraalende Helt kom hen til den tørstige Hest, hvem Bøttens Indhold var tiltænkt, stod den allerede og drak af en anden Bøtte, som en gammel Mand havde bragt den. styrtregner ): skylregner. SIDE: 43 Manden stod med Hænderne paa Ryggen og lod til med stor Tilfredsstillelse at iagttage den Begjærlighed, hvormed Hesten nød af det vaade Element. Der var for- øvrigt intet Iøinefaldende ved ham undtagen maaske den Omstændighed, at hans Ydre gav al Anledning til at tro, at hverken han selv eller Noget, der hørte ham til, nogen- sinde havde været i Berørelse med et eller andet Tørt eller Vaadt, der i ringeste Maade kunde tjene til Renlighedens Fremme. Formodentlig gjorde vor skuffede Helt strax den samme Iagttagelse; thi uden at betænke sig et Øieblik, slog han med en forbausende Hurtighed sin Bøttes Indhold i Nakken og Ryggen paa sin lykkelige Medbeiler, da han formodentlig fandt, at han dog paa denne Maade kunde gjøre det nyttigste Brug deraf. Den gamle Hader af alle lyse Farver lod imidlertid aldeles ikke til at blive grebet af Taknemmelighed over Guttens Tjenstagtighed og Omsorg for hans Sundhed og Velbefindende, thi han for op og gav sig øieblikkelig til at forfølge Styrtebadets Ophavsmand ind imellem Heste og Vogne og ud imellem Bønder og Kjærrer og Kjærringer og Kurver og mange andre Slags Embuskader. Da det snart viste sig, at Ungdommen ikke alene var raskere tilbens, men ogsaa var langt mere ud- holdende end Alderdommen, opstod der adskillige Pauser under Jagten, hvilke Alderdommen benyttede til Hvile, men Ungdommen til Meddelelse af nyttige Lærdomme. Da det derhos stedse ved disse Pauser befandtes, at Ungdom og Alderdom vare adskilte ved en eller anden større Gjenstand, saasom en Hest eller en Vogn eller noget Lignende, kunde disse Lærdomme meddeles med temmelig megen Sikkerhed. De løbe omtrent, som følger, og bleve foredragne med stor Tydelighed: SIDE: 44 1ste Pause: "Det gaar smaat med at fly for den, som knaft kan røre Beina sine, Gamlen!" 2den Pause: "Jo fortere En flyr, Gamlen, des fortere gaar det; jo fortere det gaar, Gamlen, des var- mere blir En; jo varmere En blir, Gamlen, des lettere tørres en vaad Trøie, og jo tørrere Trøien blir, Gamlen, des lettere gaar det. Det er rigtig sandt det, Gamlen!" 3die Pause: "Naar den, som flyr foran, flyr for- tere end den, som flyr bag, maa der mye lang Tid til, før de træffes, Gamlen." 4de Pause: "Du nyder rigtigt godt af Beina dine idag, Gamlen, og er mye ajersam, og siden du nu er saa snil, at du vil gaa her og ajere med mig, saa skal jeg lære dig en Ting, jeg. Den, som tager et godt Ben fra en vond Hund, kan inte vente at gaa ubidt hjem, og det er ingen Sag at danse paa Kirkespiret, naar Kjerka er dættet ned, men det er mye farligt, naar Kjerka staar." 5te Pause: "Og er du sværere i Kroppen, saa er jeg hvassere i Braadden, sa'e Hvepsen til Humlen. Tænk paa det næste Gang, du vander Heste, jeg har faaet Løfte paa," siger nu Gutten til Gamlen. "Dermed faar du have Tak for al den Umage, du har gjort dig for den Smule Renslighed, jeg undte dig." Den stakkels Hottentot løb derpaa i sin Glæde ikke indover til Byen, thi da havde de vist skræmt den Smule Vet af ham, som han endnu havde tilbage, men udover til Grønland og kom mig snart af Syne. Disse ere mine Iagttagelser i Anledning af min Ven Juristens bortfløine Sisik. ajersam ): spøgefuld. SIDE: 45 (Iagttagne paa Grund af min Ven Juristens Mangel paa rent Linned til at ture Jul med hos sin Onkel.) En Søndagsaften kort før Jul sad jeg hjemme paa min Kvist, beskjæftiget, som hver Aften i lang Tid, med at læse til medisinsk Examen og røge Tobak. Jeg røgte og jeg læste, og jeg læste og jeg røgte med saa stor Flid, som om mit timelige og evige Vel var afhængig af, at jeg i kortest mulige Tid consumerede det størst mulige Kvan- tum Petum og slugte de størst mulige Doser Anatomi. Dengang var jeg nemlig saa lykkelig, at jeg fandt det helt mærkeligt, at Nogen kunde nære ringeste Tvivl om, at Petum optimum subter solem virkelig er Petum op- timum subter solem, og jeg var ganske og aldeles paa det Rene med, at det i det medicinske Studium egentlig kun kom an paa at skaffe sig en grundig Indsigt i Anato- mi, saa kom det Øvrige nok af sig selv. Min Pibe og min Bog optog mig saaledes, at jeg næsten ikke rigtig vidste, hvor jeg var, eller hvem jeg var, og endnu den Dag idag er jeg ikke ganske vis paa, om ikke Lyset hin Aften tændte sig af sig selv, da det begyndte at blive mørkt - Lampen havde jeg dengang endnu ikke opdaget - og selv gik fra sin Dagplads paa Hylden ved Siden af Smørkanden og Ankerstokken hen paa sin Aften- plads paa Bordet ved Siden af Bogen og Hjerneskallen. Jeg kan ialfald sværge paa, at jeg ikke med mit Vidende gjorde det. Men derimod kan jeg endnu den Dag idag ganske tydeligt erindre, hvorledes Stuen af og til gik rundt om mig, medens jeg sad ganske rolig paa min Stol; hvor- ledes det af og til susede for mine Øren, og hvorledes Ordene og Tankerne i Bogen med saa stor Kraft bleve SIDE: 46 indpakkede og sammenstuvede i Hjernen, at dette Kundska- bens Hjem ordentlig ligesom udvidede sig af og til for at give Rum for alt det nye Indbo, blandt hvilket endnu findes Rester, der ere voxede sammen med Leiligheden og ere blevne mur- og nagelfaste, deriblandt saadanne Ubety- deligheder som en Trykfeil Pag. 136, hvor et Ord er sat omvendt, og en brun plet i Papiret Pag. 139. Engang ud paa Aftenen, da jeg baade var kommen til Enden af et Afsnit i Bogen og til Slutningen af To- bakken i Piben, reiste jeg mig for at stoppe en ny Pibe og samle Kræfter til den og til et nyt Afsnit. Jeg blev imidlertid standset paa Veien til Ovnen, hvor jeg formo- dentlig havde til Hensigt som sædvanligt at udblæse Piben, inden jeg stoppede den paanyt - jeg siger formodentlig, thi jeg er hellerikke ganske vis paa, om ikke Piben den Af- ten udblæste og stoppede sig selv. - Hermed kan det være, som det vil, vist er det, at jeg blev standset paa Gulvet midt imellem Bordet og Ovnen af en høi, stor, impone- rende Skikkelse, indhyllet i graat Gevant. Skikkelsen til- talte mig med alvorlig Stemme og sagde: "Unge Mand! Det du nu har læst, studeret, og gransket, det er Noget, som kan sees, føles og tages paa. Der er Hud og Haar, der er Kjød og Ben, og indenfor Benet ligger Hjernen, som ogsaa kan sees, føles og tages paa, ja maaske Che- mikerne om kort Tid ville kunne eftergjøre Hjernemassen og producere den i tøndevis til et eller andet endnu ube- kjendt Brug. Unge Mand! før du læser videre om disse materielle Ting, saa besvar dig selv et eneste Spørgsmaal: Hvad er det, som egentlig gjør alt dette til, hvad er det? Hvad er det, der giver det menneskelige Legeme dets Evne til at bevæge sig? Hvad er det, der bringer Hjertet til at banke, Pulsen til at slaa og Blodet til at flyde gjennem SIDE: 47 Aarerne? Hvor sidder og hvilken er den conditio, sine qva du ikke kan bevæge dig, ikke tænke, ikke tale?" Uagtet min dybe Ærefrygt for den imponerende Skik- kelse, kunde jeg dog ikke lade være i mit stille Sind at forundre mig over, at den kaldte alt dette et eneste Spørgsmaal. Efter en kort Tids dybe Grublen vedblev den med lige Alvor i Stemme og Lader: "Det er Livet, vil du sige. Men hvad er saa Livet? Hvorfra kommer Livet? Hvoraf bestaar Livet, og hvor gaar Livet hen?" "Nu, det er dette ene Spørgsmaal, jeg skal besvare. Det maa være en Daare, som spørger, thi kun en Daare kan spørge Mere, end ti Vise kunne svare, og det gjør han," tænkte jeg, men jeg sagde ikke Noget, og dog lagde Spørgs- maalene sig ligesom en tung Vægt paa mig og nedsænkede mig i et Hav af Grublerier, hvor det forekom mig, som om jeg var paa Veie til at drukne. Skikkelsen blev alvoligere, thi den saa, hvad jeg tænkte, og sagde derfor efter en Pause: "Unge Mand! Er jeg en Daare, er du selv en Daare; thi vid! jeg er dit im- materielle Jeg, ligesom du er mit materielle Jeg. Jeg er Aanden, du er Legemet. Du er intet Andet end Jord og Støv uden mig, men jeg er fri og ubunden af Tid og Rum uden dig. Jeg er dig Undværlig, du er mig en Plage og et Kors. Vi ere i Almindelighed uadskillelige her paa Jorden. Det er første Gang i Aften, jeg for et Øieblik har stillet mig udenfor dig for at rette dine Tanker mod det Uendelige og mod de Steder, hvor jeg skal tage Ophold, naar du forraadner. Kast Bogen, læs mindre, hør og tænk mere; du er selv en Daare! Hvert Menneske har et Liv, og der gives paa Jorden over 1,000,000,000 Men- nesker. Hvert Dyr har sit eget Liv, og der gives mange Billioner Dyr paa Jorden, i Jorden, i Vandet og i Luften. SIDE: 48 Den mindste Mid i en Ost har sit eget Liv, og hvor mange Millioner Mid findes der ikke i enhver gammel Ost, og hvor mange Millioner gamle Oste gives der ikke paa den hele Klode. Hvorfra komme disse Liv? Hvoraf bestaa de, disse Liv? og hvor gaa de hen, disse Liv? Kast Bogen og tænk?" "Dette foregaar paa denne lille Klode, du kalder Jorden; men betænk, at der findes Millioner Gange Millioner Kloder, hvor det Samme dagligen foregaar og er foregaaet igjennem Tusinder af Aar, og besvar saa mit Spørgsmaal. Hvor og hvad bliver der af disse Uendeligheder af Liv? Læs mindre og tænk mere, du lille Fnug i Universet, du Mid paa Jorden." Skikkelsen blev mørkere og mørkere, idet den vedblev: "Pythagoras kunde erindre, at han, inden han blev født som Menneske, havde været en Hane. Ingen har nogensinde benægtet det, og Ingen kunde heller vide bedre Besked derom, end Pythagoras selv. Han antog, at det ikke var noget Særeget ved ham, at han havde været en Hane, men at det kun var det Særegne, han kunde erindre det; thi ingen Anden havde før ham kunnet erindre, eller har senere, saavidt vides, kunnet erindre, hvad eller hvor de havde været før deres Fødsel. Han antog derfor, at ethvert Menneske engang havde været et Dyr, og paa Grund deraf sluttede han som saa: har ethvert Menneske, inden det blev Menneske, været et Dyr, har ogsaa ethvert Dyr, inden det blev dertil, været et andet mere eller mindre fuldkomment Dyr. Pythagoras var en lærd Mand, og en stor Philoso- pohus, ja, ansees endog den Dag idag, over 2000 Aar efter sin Død, for en stor Philosophus, hvilket neppe vil hænde mange af vore store Philosophi. Pythagoras kan altsaa ikke have faret med Snak og Væv. Hvad synes du da SIDE: 49 om den Hypothes, at der af 10 Middeliv bliver f. Ex. et Flueliv, af 10 Flueliv et Spurveliv og af 10 Spurveliv et Haneliv, af ti Haneliv et Menneskeliv, af ti Menneskeliv et - ?" Jeg kunde ikke lade være at smile lidt satirisk af mit eget immaterielle Jegs Ytring om, at ti Haneliv skulde blive til et Menneskeliv, og mærkeligt nok blev den alvorlige Skikkelse forlegen derved, ligesom en Mand, der træffes i at sige en Dumhed, men vedblev derpaa, da jeg taug stille: "Ja, ja, det er ikke saa latterligt, som du synes at tro. Det er bekjendt nok, at intet Existerende ganske kan tilintetgjøres. Noget bliver der altid tilbage, og hvad bliver der da af Middernes Liv; thi til Intet kunne de ikke blive?" Jeg fik en Følelse, som om jeg paanyt kunde drage Pusten. Dette var dog Noget, man kunde snakke om, og vilde just gjøre den Bemærkning, at det oprindelige Spørgs- maal var aldeles forladt, og nye, det aldeles uvedkommende Spørgsmaale bragte paa Bane, da min dybsindige Under- holdning med den mørke, alvorlige Skikkelse blev afbrudt af min Ven Juristen, der i Hui og Hast kom farende opad Trapperne og ind gjennem Døren. Han løb et Par Gange rundt om mig, der, som bemærket, stod midt paa Gulvet, og raabte i et væk: "Hutetu! for et Hundeveir! Hutetu! for et Hundeveir!" Af hans gjennemvaade Paraply og opblødte Bottes- forter silede der Vand ned paa Gulvet, eftersom han gjorde sine Volter. Pludselig standsede han lige foran mig, saa forundret paa mig og sagde: "Hvad Fanden gaar der af dig, Gut? Du staar der midt paa Gulvet med et Bedemandsansigt, ryger paa et Piberør uden Hoved og siger ikke et Ord." sile ): sive. SIDE: 50 Jeg bemærkede nu først, at Pibehovedet var bleven liggende tilbage paa Bordet, og at den mystiske Skikkelse, jeg havde underholdt mig med, var Kakkelovnen, indhyllet i Tobaksrøg. Lidt flau over min unødige Respect for Kak- kelovnen svarede jeg kort: "Aa, jeg stod i Tanker." "Ja saa," svarede min Ven Juristen, idet han tog sin vaade Tullup af sig og hang den paa en Stol foran Ovnen, satte Bottesforterne ved Siden af Stolen og Pa- raplyen paa Ovnspladen. "Ja saa," sagde han, "saa du stod i Tanker. Jeg vædder, at jeg gjætter, hvad du tænkte paa. Du syntes, du havde læst nok for idag og nu kunde kaste Bogen fra dig, og saa grublede du over, om du skulde gaa i Logen, drikke Grog og gjøre Galskaber eller gaa til din Tante, drikke The og høre Formaninger mod at gjøre Galskaber. Naturen seirede naturligvis over Optugtelsen, og du bestemte dig, som sædvanlig, til at op- bevare dine gode Forsætter - at nyde The og Formaninger - i god Grog i Logen, hvor saa mange andre gode Forsætter ere satte paa Spiritus, og paa Spiritus holder dødfødte Fostre sig udmærket godt, som bekjendt, og se i lang Tid ud, som om der virkelig kunde være Liv i dem." Da han var færdig, tog han et Laarben, som laa paa Bordet, fløitede en Polka og slog Takten dertil med Benet paa Hjerneskallen, som i Løbet af Dagen havde været Gjenstand for min idelige Opmærksomhed og derfor nu laa ved Siden af Bogen og Lyset paa Bordet. Overgangen fra mine egne alvorlige Tanker til min Vens Fjas var saa hurtig, at det ikke var mig muligt strax at slaa ind i hans spøgende Tone. Jeg svarede derfor alvorligt: "Nei, det var ganske andre Spørgsmaal, mine Tanker behandlede og ikke saadant Sludder." Tullup ): Skindpels. SIDE: 51 "Nu ja, ja, godt Ord igjen," svarede min Ven Juristen, idet han vedblev at slaa Takten med Laarbenet paa Hjerneskallen, "saa har du vel sluppet dine Tanker ud paa aaben Mark, og de have formodentlig gjort de samme forunderlige Spring og latterlige Caprioler, som enhver anden maanedsgammel Kalv gjør, naar den første Gang slippes ud af Stalden. Lad forresten Lignelsen ikke fornærme dig, Gutten min." Det var mig endnu ikke muligt at slaa ind i min Ven Juristens Spøg, og jeg svarede derfor efter en liden Pause atter meget alvorligt: "Ja, du kan have Ret, det var virkelig forunderlige Hop, mit immaterielle Jeg gjorde for at besvare det Spørgsmaal: hvad er Livet?" Min Ven Juristen havde imidlertid staaet og bearbei- det Hjerneskallen saa kraftigt først i Polka-Mazurkatact, saa i Polkatact og derpaa i Valsetact, at han havde slaaet et af dens ossa vormiona ind, for hvilket jeg aldeles ikke takkede ham, da det var et meget interessant Ben af høist særegen Form; men da min sidste Ytring undslap mig, standsede han saa pludselig, som om Hjerneskallens Eier havde grebet ham i Nakken, vendte sig hurtigt om og saa forskende paa mig. Hans Undersøgelser lode ikke til at føre til noget tilfredsstillende Resultat; thi han lagde Laar- benet betænksomt fra sig, kom med en betænkelig Mine hen til mig og greb mig over venstre Haandled. Efterat han en Tid havde følt min Puls, sagde han: "Nei, det er mærkeligt, ikke det ringeste Tegn til Feber, normal Puls, noget spæd og spids, hvilket let kan blive Tilfældet hos Folk, der sidde meget stille, men ingen febrilsk Bevægelse i Blodet. Du tænkte altsaa: hvad er Livet?" spurgte han til Slutning, idet han vedblev at føle paa min Puls og SIDE: 52 iagttage mig, omtrent som man iagttager en Mand, om hvem man ikke ved, om han er gal eller ei. "Ja, det gjorde jeg," svarede jeg troskyldig. "Og du kunde ikke besvare dig dette Spørgsmaal?" "Nei." Han rystede paa Hovedet og satte et endnu betænke- ligere Ansigt op. Derpaa spurgte han pludseligt, som om han havde faaet en god Ide: "Du er født paa Landet?" "Ja, paa Hedemarken." "Og opdraget paa Landet ogsaa?" "Ja, paa Hedemarken." "Nu, det forklarer det Hele," sagde min Ven Juristen fornøiet og slap min Haand, da han havde faaet disse Oplysninger. "Jeg blev ordentlig bange for dig og troede, du havde faaet en Skrue løs, men nu skjønner jeg det. Du er født paa Hedemarken og opdraget paa Hedemarken, med andre Ord, du er en komplet Sjel fra Hedemarken eller Ødemarken. Vistnok en god Sjel, men dog en Sjel fra Ødemarken, der mangler al bymæssig Udvikling. Saa hen til den første den bedste Skolegut her i Byen, ja gaa hen til en af Drengene i Redningsanstalten eller endog til en af dem i Grønlands Asyl og spørg ham: hvad er Livet? og Barnet vil svare dig med lukkede Øine og uden at betænke sig: Livet? Et Pust i Sivet." Da jeg gjorde Mine til at svare, gjorde han en afværgende Bevægelse med Haanden og vedblev: "Ti stille, jeg ved, hvad du vil sige. Du er ikke fornøiet med en saa summarisk og paa blot og bar apriorisk Granskning grundet Angivelse af Li- vets Natur og Væsen, men du, din Materialist, vil have Sagen betragtet fra en anden Side. Du vil studere Livet praktisk. Det skal du faa Anledning til. Ser du, min Onkel har sendt Lars og Blakken ind for at hente mig SIDE: 53 hjem til sig i Julen. Nu er der i bemeldte min Onkels Hus i den angivne Tid - du skjønner, jeg aspirerer til en Copistpost i Departementet og lægger mig efter Depar- tementssproget - megen Dans og anden sveddrivende Lystighed, derfor trænger jeg til endel Linned i bemeldte Tid, forstaar du. Ti stille, jeg ved, hvad du vil sige. Jeg kan tage dine, mener du; javel, men det er ikke nok, jeg maa have mange, mange flere end din og min Va- skerkone have været belavede paa, og derfor skal du snarest muligt, helst uopholdelig, gaa ud til min Vaskerkone, i hendes iboende Hus i den Gade, der kaldes Lakkegaden og paalægge hende under min Gunsts og Bevaagenheds For- tabelse at indfinde sig hos mig i min Residens før Kl. slaar 7 paa Vor Frelsers Kirkes Uhr imorgen tidlig, med alle de Skjorter, hun kan faa vaskede, strøgne, lappede, stop- pede, reparerede, fixe og færdige, mig eller mine Venner til- hørende. Her stillede han sig i en heroisk Positur og de- clamerede: "Naar Kl. slaar syv paa Vor Frelsers Uhr, saa haver jeg endt min Morgenlur og stiger ud af mit Nattebur, saa kommer min Svend, den bolde Sjur, og gjør mig istand til min Juletur, og hvis han ei finder den Kone pur med Skjorter saa rene som nykalket Mur, da bliver der vel en Helvetes Knur, forstaar du det, dit dovne Kreatur, dit Asen, din Skurk, din Doctor du'r." Her holdt han op at declamere, men vedblev talende: "Du finder maaske ikke det sidste Rim godt, men det er kun Bevis paa, at du ikke følger med Tiden; thi det er den Slags Rim, som nutildags ere de mest yndede og efter- spurgte. Ti stille, jeg ved, hvad du vil sige; du tror, at det under disse Omstændigheder er bedst, du henter Skjor- terne og tager dem med dig strax allesammen, at sige, hvis de ere færdige. Ja, det kan du ogsaa gjerne gjøre. SIDE: 54 Men gjør dig nu istand til at gaa og staa ikke der og snak saa meget; jeg ved i Forveien Alt, hvad du vil sige. Puh! det tager svært paa Kræfterne at tale tydeligt og umisforstaaeligt for tungnemme Folk." Jeg havde flere Gange søgt at komme tilorde under min Vens lange Tale, men var hver Gang bleven afbrudt af ham med den Paastand, at han vidste, hvad jeg vilde sige, hvori han imidlertid hver Gang tog aldeles feil, saa- ledes som det pleier at gaa under saadanne Omstændig- heder. Da jeg nu endelig kom tilorde, erklærede jeg ligeud, at jeg aldeles ingen Lyst havde til den mig tiltænkte Mis- sion, og at jeg antog, at han var sikrest paa at lede Un- derhandlingerne med sin Kone til et gunstigt Resultat ved at gaa selv, hvortil han, som nu var færdig med sin Examen, havde langt bedre Tider end jeg, som af alle Kræfter læste til den. "Nei, hør nu, Gutten min," svarede min Ven. "Du kan være meget klog paa Pulvere, Piller og Medicin, men hvad Tiden angaar er du "ma foi" en ligesaa stor Nar, som du iaften har vist dig at være en Daare, hvad Livet angaar. Just fordi jeg er færdig med Examen, har jeg meget mindre Tid tilovers end du. Da jeg læste til Exa- men, kom Pengene med Poster og Extraposter til mig, og jeg havde ikke Andet at gjøre med dem end at drive dem ud, og det var snart gjort. Nu er jeg færdig med Examen, nu maa jeg selv være paa Post efter Pengene og faar ikke gjort Andet end pr. Extrapost at søge dem op og drive dem ind; og det tager en ganske anden Tid at drive Penge ind end at drive Penge ud, som Gud og Hvermand ved. Før jeg var færdig med Examen, trængte jeg derhos kun til Jurisprudens, men havde ingen Brug for Klæder. Nu jeg er færdig med Examen, har jeg ikke SIDE: 55 Brug for Jurisprudens, men for en Mængde Klædnings- stykker, og det er Noget, som selv den, der er født i Øde- marken og opdraget i Ødemarken, burde kunne skjønne, at det tager langt mere Tid stadigen at passe paa, at samt- lige Klæder ere efter sidste Mode, end at gjøre sig bekjendt med Jurisprudentsen; Moderne vexle nemlig hver Dag, og Modejournalernes Antal ere "legio." Christian den Femtes Lov er snart 200 Aar gammel, bliver aldrig anderledes og er kun een. Siden vi tale om ny, kommer jeg til at tænke paa din nye sorte Kjole. Den kan faa Lov til at være med mig og deltage i alle Julens Glæder i min Onkels Hus. Ti stille! jeg ved, hvad du vil sige, men du behøver ikke at være bange, den skal ikke kjede sig. Den skal følge mig overalt og nyde de samme Glæder som jeg selv og gjøre ligesaa god Figur som jeg, hvilket ikke vil sige Lidet, som du ved." Han gik hen til Kommoden, trak ud Skuffen og frem- tog det omtalte Klædningsstykke. Da han paa samme Sted ogsaa fandt et hvidt Halstørklæde, tog han det med, idet han mente, at det var Synd at lade det rene fine Væsen ligge hjemme og blive gult af Kjedsomhed i Julen hos mig, der kun tænkte paa at sluge Medicin, medens dets Ven Kjolen var ude og turede Jul. Min Ven Juristens Spøg begyndte at falde som en forfriskende Regn paa mit fortørrede Humør, og da jeg saa, at det virkelig var hans Hensigt at bruge min Kjole i Julen, var det som Solskin ovenpaa Regnen; thi min Ven Juristen var en Pokkers Fyr i Klæderne, en Fandens Fyr af Figur og en Do. Fyr blandt Damerne saa jeg virkelig havde Grund til at være stolt af, at han vilde bruge min Kjole. Jeg kunde ikke lade være at trække Slo- brokken lidt tilside og bese min Figur i Speilet. Paa SIDE: 56 Grund af dettes mindre Omfang kunde jeg vistnok blot bese henimod en Tolvtedel ad Gangen, og der skulde saaledes en vis Combinationsevne til for at faa et paalideligt Totalindtryk; men det behøvedes ikke, min Ven Juristen vilde jo benytte min Kjole. En prægtig Gut den Juristen. Det var derfor i en mild Stemning, jeg svarede ham, at alt det, han havde sagt, var meget godt talt, men at jeg virkelig ikke havde Lyst til at gaa ud til hans Vasker- kone. Han kunde jo sende sin Oppasser Sjur derud. "Min Oppasser? Nu kommer Turen til mig at spørge," svarede han. "Ved du ikke, at den Aften iaften er Søn- dags Aften? Hvor er Oppasseren Søndags Aften? Ere de der, hvor Svalerne ere ved Juletider? eller ere de ligesom Stjernerne i Solskin? vistnok paa deres Plads, men usyn- lige for menneskelige Øine? eller ere de maaske der, hvor Jule- dag er ved St.Hanstider? Eller staar en Oppasser og en Søn- dags Aften i samme Forhold til hinanden som Kulde og Varme, som Sort og Hvidt, som Ja og Nei, saa at det Ene umuliggjør det Andet eller danner dets Modsætning?" Medens han paa denne Maade snakkede med en ham ganske eiendommelig Færdighed, pakkede han Kjolen og Halstørklædet omhyggeligt sammen i sit Lommetørklæde og gjorde sig færdig til at gaa. Hans Paraplys og Bottesforters opblødede Tilstand bar altfor tydelige Mærker paa Veirets Beskaffenhed, til at jeg kunde finde noget Fristende ved at gaa ud i Lakke- gaden saa sent paa Aftenen. Jeg gjorde derfor endnu et Forsøg paa at blive fri, idet jeg spurgte ham, om han ikke havde sin Pige saavidt under sin Commando, at han kunde befale hende til Tjeneste. Min Ven Juristen tog meget roligt sin Tullup paa SIDE: 57 sig og sin Tul under Armen og svarede: "Min Pige? Er det din Mening at være grov, saa svarer jeg med taus Foragt og - tilgiver dig; er det derimod, fordi du iaften lider af en akut Spørgesyge, at du gjør Spørgsmaal, som ere aldeles unødige, - beklager jeg dig. Grunder det unø- dige Spørgsmaal sig heller ikke i din akute Spørgesyge, men det simpelthen er din Mening at ville vide, hvad min Vertindes Pige i dette Øieblik bestiller, saa maa jeg til Gjengjeld spørge dig, hvad det kommer dig ved? Har du kanske Noget imod, at hun udhviler sine af Ugens Besvær trætte Ben i en Polka paa Rasmussalen? eller at hun sidder i en elsket Vens Arme og drømmer om Kjærlighed og Vørtekage med Smør paa? Desuden, Gutten min, udtænker du langt bedre, hvad Livet er, ude i Regn og Slud end her inde i en kvalm og med Tobaksrøg fyldt Stue." Der var altsaa ikke Noget at gjøre derved, jeg maatte ud. Han gav mig sin Paraply og sine Bottesforter, da han ikke havde Brug for disse Ting i Julen, sagde han, saasom han agtede at fremtræde udenfor Huset i forede Reisestøvler og Ulveskindspels, men inden i Huset i lakerede Støvler og min Kjole. Jeg skulde just til at slukke Lampen, da han raabte: "Stop lidt, lad mig se din Pung og din Hat, Gutten min." Jeg leverede ham det Forlangte og fandt, at det var en meget pen Hat og en ganske velspækket Pung. Han tog ud af denne dens hele Indhold, nemlig en Dalerseddel, to Fireskillinger og en Halvskilling, lagde efter nogen Be- tænkning det sidstnævnte Pengestykke ned igjen med den Bemærkning, at jeg ikke burde blotte mig aldeles for Penge til Julen, men stak Resten i sin egen Lomme. Efterat Tul ): Bylt. SIDE: 58 han derpaa havde kastet et flygtigt Øie paa Hatten, leverede han mig den tilbage, idet han lod mig forstaa, at det var stor Skam, at jeg ikke havde en bedre paa en Tid, da maaske flere af mine Venner havde Brug for en rigtig fin Hat. Da jeg lo, fandt han deri et tydeligt Tegn til den med Aarene hos Alle tiltagende Egoisme og Egennytte. Efterat han derpaa havde paalagt mig at passe sine to Sisiker i Julen, skiltes vi ad ude paa Gaden. Det var en ganske stille men utrolig vaad Aften. Slud blandet med store Regndraaber faldt lodret ned fra Himlen. Rundt om hørtes Vandet dryppe ned fra Tagene, paa nogle Steder i en meget langsom Takt, hvortil det gjennem Blik- renderne løbende Vand dannede Musikken. Af og til afbrødes denne ensformige Lyd af dumpe Klask, foraarsagede af den fra Tagene hist og her nedfaldende tunge Sne. Paa Gaden laa Sneen i en næsten opløst Tilstand, saa at det var, som om man gik i tynd Grød. Gaslyg- ternes Flammer gave overalt Gjenskin fra de utallige stillestaa- ende Vandpytter paa Gaderne, Fortaugene og i Rendestenene. Kort sagt, der var saa meget Vand oventil og nedentil og rundtomkring, at man fik et ganske godt Begreb om, hvorledes Fisken har det i sit Element. Saaledes var Veiret og Føret i Byen, men hvorledes det var paa den anden Side af Vaterlands Bro og i Lakkegaden, er min Pen for svag til at beskrive. Enhver, der vil have nøiagtigt Begreb derom, bør selv undersøge det under lignende Omstændigheder. Han sparer sig en Reise til Krim, om han agter at undersøge Vinterføret der. Endelig havde jeg da vadet frem til Lakkegaden og det besynderligt nok med saa stort Held, at jeg ikke havde Sisik ): Sisgen. SIDE: 59 mistet nogen af mine Bottesforter og ikke var falden overende en eneste Gang, for hvilket Sidste jeg rigtignok alene takker en vis Lethed i Legemet, som er mig medfødt, men ikke Veiinspektøren paa Grønland. Gaarden, hvori Vaskerkonen boede, var let funden, derimod var det ikke saa let at finde Konen selv. Først maatte jeg igjennem et Portrum, der var af den Beskaffenhed, at den vanskeligste Torsk eller den mest kræsne Flyndre maatte have befundet sig vel der; derefter trængte jeg frem gjennem et Gaardsrum, der syntes indrettet til Opholdssted for Alligatorer, saa kom jeg opad en Trappe, ved hvis Bestigning jeg paa det stærkeste blev mindet om Opstigningen fra Kongsbergs Sølvværks Gruber, engang alle Fakler vare slukkede, og endelig kom jeg ind i en Stoll - jeg mener paa en Svalgang -, der var saa mørk som midt inde i et stort Kul, og her skulde Konen bo tredie Dør tilhøire, havde Juristen sagt. Paa min Vei henad Svalgangen forekom jeg mig selv ligesaa dristig som Ridderen i Eventyret paa Vei til at befri Prindsessen af Troldens Klør. Endelig følte jeg, at jeg var kommen til en Dør og pikkede paa den med bankende Hjerte. Der kom imidlertid intet Svar, hvorfor jeg lukkede varsomt paa Døren og var just ifærd med at gaa ind, da en grov Stemme spurgte: "Hvem er der?" Jeg ventede, at den skulde lægge til: "Buh! her lugter Christenmandslugt;" men det gjorde den ikke, saa at jeg antog, at det ikke var en rigtig Trold, og spurgte derfor beskedent men noget modigere: "Om Forladelse, bor her ikke en Vaskerkone?" "Jo, næste Dør paa Gangen," svarede Stemmen, og da den hellerikke dennegang sagde: "Buh! her lugter Christenmandslugt," eller ytrede noget om at æde mig, SIDE: 60 bestyrkedes jeg i min tidligere Mening om, at den ikke tilhørte en rigtig Trold. Jeg begav mig derfor atter paa Veien end modigere for at opsøge Vaskerkonen. Efterat forskjellige Farer, hvoriblandt et aldeles upaaregneligt Trappetrin nedad og en stor Vandballie midt i Veien vare de største, lykkeligen vare overvundne, var jeg saa heldig at finde, hvad jeg søgte; thi da jeg derpaa kom til næste Dør og bankede paa den, svarede en blid Fruentimmerstemme: "Kom ind," og jeg var lykkelig arriveret til Juristens Vaskerkone. Jeg kom ind i et udmærket rent og pent Kjøkken, paa hvis Skorsten en lystig Lue spragede i Granbrændet og gjorde det lyst og hyggeligt derinde; men da der var tætte Lemmer for Vinduet til Gangen, kunde Lyset ikke sees udenfra. Ved Siden af Skorstenen stod et Fruentimmer med Ryggen mod Døren og strøg. Ved min Indtrædelse vendte hun Hovedet og saa paa mig, men vedblev at stryge. Først da jeg spurgte, om hun var Kandidat Krings Vaskerkone, holdt hun op med sit Arbeide, satte Strygejernet fra sig paa en Jernrist ved Siden af sig, vendte sig helt om til mig og svarede, idet hun lagde Tøiet paa Strygefjelen tilrette: "Jo, jeg er saa, og mit Navn er Mor Persen med Gud og Rette." Jeg fremsatte mit Ærinde. Mor Persen lovede at skaffe det Forlangte inden fastsat Tid; men da jeg derpaa gjorde mig færdig til at gaa, bad hun mig sætte mig ned for at tørre Klæderne og samle lidt Varme i Kroppen, inden jeg atter gik ud i det stygge Veir, for Kulde inde i Kroppen og Væde udenpaa Skindet var ikke godt Reiseselskab, mente hun. Mor Persen var en gammel Kone med graat, næsten hvidt Haar. Hun havde sikkert i sin Ungdom været meget smuk; iallefald var hun nu en overmaade pen gammel Kone og saa ren og blank som en nyslagen Sølvdaler. Den lille hvide Kappe, hun bar paa Hovedet, lod til just at have SIDE: 61 nydt godt af sin Eierindes rengjørende Bedrift, og af Stry- gejernets glattende Evne. Det Samme syntes at være Tilfældet med det hvide Skjørt, det blaalærreds Forklæde og den brogede Trøie af Bomuldstøi, der forresten udgjorde hendes Dragt. Ligesaa ren og blank som Konen selv var Alt omkring hende. Paa Gulvet, paa Væggene, paa Borde, Bænke og Stole, dansede Renlighedens Genier og fortalte: Her bor en Vaskerkone. Kjøkkentøiet paa Væggene, Kopperne paa Hylderne, Lysestagen paa Bordet samt en liden Mes- sing-Lysesax, som laa derpaa, vare omsvævede af de samme smaa luftige Skabninger, som, idet de skinnede af Glæde og Stolthed, sang høit og lydeligt: Vi tilhøre en rigtig ordentlig Vaskerkone. Men paa Skorstenspladen havde selve Renlighedens Dronning taget Plads, og den var da ogsaa saa blank som poleret Staal og dertil saa varm og venlig, som jeg aldrig har seet Skorstensplader hver- ken før eller siden. Jeg modtog ogsaa strax dens venlige Indbydelse, satte mig ned paa Pladen og kosede mig saa inderlig paa min varme Plads foran den knitrende Lue, at mine Klæder efter kort Tids Forløb ordentlig begyndte at ryge. Da vi - jeg mener Vaskerkonen og jeg, thi de smaa Genier sværmede ogsaa fremdeles rundtom i Værelset syngende og leende, - da Vaskerkonen og jeg altsaa en Tid havde været tause, og hun beskjeftiget sig med at stryge, jeg med at varme mig, syntes jeg, at det kunde være passende at indlede en Samtale og begyndte derfor: "Der gaar meget Ved til for at varme Bolter og faa strøget, Mor Persen." "Ja, det er et sandt Ord," svarede hun. "Jeg ved nok, at der findes dem, som har skaffet af Skorstensvarme og lagt sig til Komfurer og Kogeovne og Strygeovne og hvad de kaldes alle disse nye Indretninger, men jeg bliver SIDE: 62 ved det Gamle, for det Ældste har varet længst, og det, som nu har varet længst, det har nu været prøvet længst, og desuden vil gamle Katte nødig søge nye Lofter, om der er aldrig saa mye Mus paa dem." Da jeg ikke vilde indlade mig i nogen Drøften af det Spørgsmaal, om Menneskeslægten var bedre faren ved be- standig at holde sig til sine Fædres Skikke og altsaa ved at leve som paa Adams og Evas Tider, end ved at tilegne sig nye Opdagelser og følge med Tiden, taug jeg, men indledede strax efter paanyt Samtalen, idet jeg sagde: "De bor pent, Mor Persen." "Aa ja," svarede hun og sukkede, "jeg klager ikke, men det er en klein Forfremmelse for den, som i sine unge Dage har boet tileie i sit eget Hus, paa sine gamle Dage at maatte bo tilleie i fremmed Gaard." Da jeg spurgte hende, hvorfor hun da havde solgt sin Gaard, og hun efter en temmelig lang Pause, hvori hun strøg med en rosværdig Iver, først havde svaret: "Den gik saamen op til Auctionen mod min Villie," tilføiede hun derpaa, da hun formodentlig skjønnede, at dette var en noget uforstaaelig Begivenhed for mig, at en hel Gaard, hvor liden og letbygget den end var, kunde gaa op af sig selv til Auctionen: "Aa, Gud hjælpe mig, min Feil har været, at jeg aldrig har været god til at svare Nei til nogen Ting, derfor har jeg maattet lide mye Sorg, har tabt Gaard og Grund og Mand og tre Børn." Dette var mig ligesaa uforstaaeligt. Da Konen imid- lertid ikke syntes at ville give en nærmere Udvikling, men strøg ivrigere end nogensinde, og jeg virkelig følte Lyst til at faa Underretning om, hvorledes det var gaaet til, at hun kunde have tabt Gaard og Grund og Mand og 3 Børn af Mangel paa Evne til at svare Nei, bad jeg hende ikke SIDE: 63 at tage det fortrydeligt op, at jeg bad hende fortælle mig det. Hun satte Strygejernet fra sig paa Risten igjen, stellede med Strygefjelen, sukkede tungt og svarede: "Ja min Tro skal jeg det, for det letter Sindet at bruge Tungen og fortælle sin Sorg, og skjønt Graad ikke graver Nogen op af Graven igjen, saa er der dog god Lise i Andres Medynk, og det er det værste Saar, som ikke bløder." Efterat Mor Persen paa denne Maade havde ligesom gjort en Indledning til sine Meddelelser, lagde hun et nyt Plag paa Strygefjelen, stænkede et Par Gange Vand derpaa med en Visp, hun dyppede i et lidet Fad, og var nu færdig med alle Forberedelser. Derpaa begyndte hun at stryge og fortælle: "Jeg var ung og uvittig, for Ungdom og Visdom følges sjelden ad, som det hedder, og som sandt er. Saa kom der en Sjøfyr, som begyndte at gaa og fri til mig. Det var ikke, fordi jeg likte ham bedre end de Andre, men det var, fordi han hang efter mig tidt og jamt og stadigere end alle Andre, at jeg blev forlovet med ham, for jeg har aldrig været god for at sige Nei, og saa bleve vi gifte, for vi skulle jo alle den Vei, og ligesaagodt at hoppe i det strax og betids, som at krybe i det bagefter, naar En nø- des dertil. Han var en troskyldig Fyr, men en løs og flygtig Fugl, der sværmede viden om paa Sø og salten Hav og til fremmede Lande, mens jeg sad hjemme i Va- terland i den Gaard, jeg arvede efter min Moder, ret som en fangen Fugl i sit Bur. Hvad han tjente, det brugte han, og jeg maatte nære mig selv saa godt, jeg kunde med mine egne Hænder og med at vaske for Folk. Men naar jeg regner fra det, var han en noksaa snil Mand, som Visp ): Riskvast (Kageris.) uvittig ): uforstandig. jamt ): jævnlig SIDE: 64 ikke havde for Vane hverken at slaa eller spænde. Naar han skvat hjemom som snarest dan og van, levede vi nok saa godt sammen, naar jeg regner fra, at han, saalænge han havde en Skilling tilbage af sin Hyre, gik og rang- lede og drak og var fuld til alle Tider. For det Værste jeg ved, det er fulde Folk, som gaar og rører og rører; men forresten skiftede vi ikke et ondt Ord sammen, naar jeg regner fra, at jeg tidt og jamt sa'e til ham, at han ikke burde drikke og base bort paa en Uge, hvad han surt havde tjent i mange Maaneder, for det gjorde han. Men naar han havde turet bort Alt, hvad han havde, var han mye ordentlig og vel fornøiet, for da var Skuden losset, sa'e han, Ladningen vel expederet og færdig til ny Fragt, sa'e han paa sin lystige Maner, for der var bare Lystighed og Latter med ham til alle Tider, slig som Sjøfyrene ofte ere. Saa fik vi da det første Barn i Kjærlighed og Oprigtighed, mens han svævede om i Kanalen og andre Lande. Det var en liden Jente. Men hun blev bare sex Maaneder gammel. I de første fem Maaneder var hun saa rask og frisk, som sligt Kryb kan være, men paa den sjette Maaned begyndte hun at tage af mere og mere. Saa var det en Kvældstund ud paa Sommeren. Jeg havde været paa Elven hele Dagen, svær Varme havde det været, og strengt Arbeide havde jeg havt, men vilde jeg have Noget at bite, saa maatte jeg slite, saa jeg var alvorlig træt og udaset, da jeg kom hjem og fandt den væsle Orm, som der laa alvorlig klein. Nabokonen havde ondt af mig og truede mig til at lægge mig, for jeg trængte til Søvn, mente hun, og det var daarlig Søvn at sidde oppe og vaage, mente hun, som sandt kunde være. Saa kunde spænde ): sparke. skvætte ): gjøre en (hurtig) Afstikker. røre ): vrøvle. base ): svire. SIDE: 65 jeg tage den væsle Ungen op i Sengen til mig, mente hun, for den Lyd var bedst at høre, som sættes lige ind i Ens eget Øre, mente hun. Jeg Tosse, som jeg altid har været, var ikke god for at sige Nei, og gjorde som hun sa'e, lagde mig og tog Barnet op i Sengen, for jeg mente, at jeg altid skulde holde mig vaagen. Af og til var det, ligesom det knirkede i det væsle Nor ved min Side, og jeg stelte om det, saa godt jeg kunde; men ud paa Morgenen, da Solen glyttede ind igjennem Ruden, foer der jussom en Blund over mine Øine. - I samme Minuttet vaagnede jeg. Da var det for sent. Det spæde Liv ved min Side var sluknet, og alt det jeg graad og tudede var ikke istand til at kalde Livet igjen, for der skal mye Graad til at vække Døde. Havde jeg været god for at sige Nei til Nabokonen og været oppe den Nat, hvem ved saa, hvor- længe Livet havde hængt i. Da Manden om en Tid slang indom, var Barnet dødt og begravet; men han bare drak og lo og mente, at nu var Skuden tom og færdig til ny Ladning, og bedre faa Munde og mye Mad end mange Munde og lidet Mad. Gud forlade hans Mund, som han snakkede. Saa kom den anden, maa'tru. Det var ogsaa en Jente. Hun voxte og trivedes vel, syntes jeg, fast hun var klein og af fin Statur; men hun var nu sligt Gemyt, at hun maatte være der, jeg var, og da jeg ikke var god for at sige Nei til, hvad hun vilde, saa blev hun med mig over- alt, paa Elven og i Vaskebaljen, hosdant Veir det ogsaa var, fra hun var saa stor, hun kunde kræke sig frem. Saa voxte hun da til og blev saa tynd og saa fin, som det fineste Lin og saa fuld af Latter og Lystighed da! men kræke ): kravle. SIDE: 66 alt som hun voxte, blev hun skralere og skralere for Bry- stet, skjønt hun var rød og vakker paa Kinden; men mens Rosen blomstrer som bedst, sidder Ormen og gnaver i Ro- den. Hun maatte være med paa Elven og i Baljen, og jeg Tosse var ikke god for at sige Nei, for slig har jeg været støt. Ved Sommertider og i varmt Veir gik det nu an; men ved høieste Vintertid, naar En maatte hugge Hul paa den tykke Is paa Elven for at komme til rindende Vand, da var det tungt at lade den fine Blomsten sidde paa Bakken i Sneen og se paa og tungere at lade hende base med i det kolde Vand, som kunde være saa koldt, at det næsten frøs imellem Fingrene paa hende; men hun vilde være med, jeg var ikke god for at faa Nei i min Mund, og der var stor Hjælp i liden Haand til Mangt og Mye, og hun var bare Latter og Lystighed. Saa var det en Morgen tidlig ud paa Vaaren, at jeg gik paa Elven med en farlig svær Storvask, og hun Karine, hun vilde rangle med, som hun pleiede. Jeg syn- tes, det var rent urimeligt, men var ikke god for at være haard og sige Nei, for til Tyl og Muslin maa ikke bru- ges Lud og Bankestok; og hun ruslede da med. Hun var dengang 14 Aar gammel og var saa tynd og fin som Vox, men glad og fuld af Latter bestandig. Det var varmt i Solen, men svært koldt i Vandet, for Elven laa tilfrossen endda. Jeg basede og skyllede den hele Dag, og hun væsle Karine hun hjalp mig, saa godt hun kunde, og lo dertilmed slig, at Arbeidet gik jussom dobbelt let for os begge To. Ud paa Eftermiddagen blev det svært koldt - ak ja, jeg erindrer det, som var det den Dag idag - det begyndte at sne svært i Mørkningen, og jeg syntes, at hun støt ): stadig. base ): stræbe. SIDE: 67 Karine nu skulde gaa hjem, men hun lo bare og var saa hjerteglad og vilde være med mig, til jeg var færdig, og jeg kunde ikke sige Nei dertil efter min Natur. Men da jeg var færdig og havde hængt op alle Klæderne - ja, jeg erindrer det, som det var i denne Dag - da syntes jeg, at det jussom stilnede med Latteren hendes; jeg spurgte, om hun var syg; men hun svarede, at hun bare jussom frøs lidt indvortes. Saa om en Stund gik vi hjem. Der maatte jeg være oppe en Tid paa Natten, for jeg havde meget Tøi, som skulde stryges, og det var saa varmt i Stuen, at naar En bare glyttede paa Døren, stod der jussom en Røg ind fra Gangen. Hun Karine frøs lel. Saa fik hun Hueværk og Hold for Brystet, og saa sa'e hun: "Graat ikke Mor, sa'e hun, vi kan endnu faa os mye Latter sammen," sa'e hun; og siden saa sa'e hun: "Jeg tror, det bli'r forbi med Latteren paa lang Tid, Mor, sa'e hun; Gud trøste dig, sa'e hun, men graat ikke, sa'e hun, tænk bare paa, at vi har havt os mye god Latter sammen, sa'e hun, at du har altid været glad, naar jeg var glad, og jeg har altid været glad, naar du var glad," sa'e hun, og dermed var det forbi. Otte Dage efter blev hun baaren til Jorden. Da var det forbi med hendes Latter, for hun laa stille og alvorlig i sin Kiste, men var saa fin, saa fin saa. Aa ja, Døden farer ikke altid med Forbud; idag blank, imorgen krank, idag rød, imorgen død." Den gamle Kone gjorde her en Pause, tørrede med sit Forklæde bort en Taare, idet hun vedblev at stryge meget flittig, og tilføiede saa: "Hun Karine døde af Bryst- forkjølelse, sagde Doctoren, og mangen Gang har jeg siden Hueværk ): Hovedpine. SIDE: 68 tænkt, at havde jeg været god for at sige Nei den Morgen, hun vilde med til Elven, saa havde hun kanske levet endnu. Men Gud glæde hendes Sjæl, hun gjorde mig ikke anden Sorg, end at hun gik for tidlig fra mig, for naar hun lo - det havde hun efter Far sin, kan jeg tro, at hun havde Trang til svært mye Latter - og naar hun var hjerteglad, saa var det jussom, jeg glemte Alt og var hjer- teglad og lo med hende, fast Ingen af os vidste, hvad vi lo af, og det skal jeg tænke paa, som hun bad mig om. Og hvem ved, om det ikke var for det Bedste, saa som skeet er, for bedre at dø med Velsignelse, mens En er ung, end leve med Forbandelse, til En bliver gammel. Samme Aar blev Manden min paa en Reise til Frankrig med Briggen Ceres. Han vilde ikke ud selv med det Fartøi, for han var nylig kommen hjem med det, og det var en Filleskude, sa'e han; men Capteinen, han kom til mig og bad, jeg skulde lægge et Ord til og faa ham til at gaa med. Jeg var ikke god for at sige Nei dertil og fik Manden min til at blive med Ceres, for han var en troskyldig Mand, og da han snart havde turet bort alle Pengene sine, lo han og sa'e, som han pleiede: "Nu er Skuden tom, Ladningen er expederet, nu maa hun ud paa ny Fragtfart," og saa reiste han med Ceres paa mit Ord. Det skulde han ikke have gjort, for Ceres blev borte med Mand og Mus, med Takkel og Toug. Jeg haaber til Gud, at han ligger godt og blødt i den store Grav, som skjuler saa mangen staut Sømand, og at vor Herre nok vil vide at finde ham, naar den Dag kommer, skjønt han ikke ligger i christen Jord. Han var en troskyldig Mand, og jamen var det jussom, jeg saknede ham ogsaa, da han blev borte, fast jeg havde havt liden Glæde af ham og tiere havde seet ham fuld end fastende, saa En skulde ikke SIDE: 69 tro, der kunde have været nogen Sakned i ham. Men saa rart er det. Det En har, det sakner En ikke, før det er borte." Efter denne uomtvistelige Slutningsbemærkning til Lig- talen over sin Mand, gjorde Konen en lang Pause og be- gyndte at tale om Veir og Vind og ligegyldige Ting, men da jeg erindrede, at hun havde fortalt mig, at hun havde havt tre Børn, spurgte jeg hende, hvor det tredie, hun ikke havde omtalt, var. "Aa, det er bare Sorg og Elendighed med ham," svarede Mor Persen. "Jens, Sønnen min, kom rent i Omstændigheder og blev rigtig ulykkelig, før han døde. Han var af sligt Humør, at han maatte paa al den Moro, al den Styr og al den Dans, som han var god for at overkomme. Naar der var en Lystighed paafærde, tag og bad han mig, at han maatte faa Lov til at være med, og jeg var ikke god for at sige Nei, som sædvanlig. Saa gik det rigtig galt." "Tror De ikke, at det bli'r tilregnet mig?" spurgte Konen pludselig, idet hun vendte sit gamle alvorlige Ansigt mod mig, hvorved Skinnet af Ilden faldt paa det og viste, at hun ventede mit Svar med stor Opmærksomhed og dyb Interesse. Da jeg imidlertid besvarede hendes Spørgsmaal be- nægtende, var det øiensynligt, at det gjorde et smerteligt Indtryk paa hende. Det var derhos tydeligt, at hun til- lagde Spørgsmaalet megen Betydenhed; thi Strygejernet blev aldeles sat tilside. For første Gang siden min An- komst ophørte hun aldeles med sit Arbeide, kom hen til mig, satte sig paa Skorstenen ved Siden af mig og sagde: rar ): underlig. tag ): Impf. af tigge. SIDE: 70 "Aa sig ikke det. De kan tro, at den Dommer, for hvem han nu staar, er saa billig og retfærdig, at han drager Lidt af for Ungdommen og Uerfarenheden og sætter det paa min Regning. For min Skyld er det jo i Grunden. Det er jo den Gamles Pligt at lede og passe de Unge. Den Gamle skal vise og byde, den Unge skal lære og lyde." Da jeg mærkede, at det trøstede hende at høre, at hun skulde dele Ansvaret med sin Søn, fandt jeg ikke Grund til at lægge Skjul paa, at min oprigtige Mening var, at hun som Moder havde nogen Del i sin Søns Forvildelser, forsaavidt hun havde ladet ham raade sig selv mere, end tilbørligt var. "Ja, det har jeg, det har jeg gjort. Det kan jeg sværge paa med den dyreste Ed," paastod Moderen med saa stor Iver, som om det gjalt Liv eller Død for Sønnen. Den gamle Kone blev siddende en Stund og stirre paa et Punkt i dybe Tanker. Derpaa foldede hun Hæn- derne, rystede paa Hovedet og sagde: Ja, ja, ja, ja, han er død og borte og har gjort mig saa stor Sorg, at jeg aldrig havde troet, jeg havde været god for at staa i det; men Ingen ved, hvor stærk han er, før han faar prøvet. De maa vide, - nei, nei, nei, nei, nei, jeg havde aldrig troet det, hvem som havde sagt, at Sligt skulde hænde mit Barn. Han døde deroppe, kan De vide." Det Sidste blev sagt næsten hviskende og ledsagedes af et Kast med Hovedet, som efter min Formening var rettet mod Loftet, hvorfor jeg antog, at Sønnen havde taget sig selv af Dage deroppe. Den gamle Kone tog atter fat paa sit Strygejern, lod sin Bolt, som var deri, falde paa Skorstenspladen, og tog med Ildtangen en ny rød Bolt ud af Ilden. Hun havde stor Møie med paa en Gang at haandtere baade SIDE: 71 Strygejernet og Ildtangen med den tunge Bolt; men en- delig lykkedes det hende at faa denne ind i Aabningen paa Jernet, og jeg glædede mig allerede over, at hendes An- strængelser vare vel overstaaede. Deri tog jeg dog feil; thi nu begyndte Arbeidet just at blive anstrængende. Bol- ten, der var udvidet af Varmen, vilde nemlig ikke helt ind, og alt det Konen bankede med Ildtangen paa den, hjalp ikke, uagtet de røde Gnister for om Ørene paa os begge. Hendes Udseende forandredes ikke under dette Arbeide, men vedligeholdt det samme Præg af dyb og inderlig Sorg. Jeg følte mig stærkt paavirket deraf og sagde, med Øinene rettede mod Loftet: "Stakkels Menneske, deroppe? Hvad gik der da ham imod?" Moderen opfattede strax min Mening, og besynderligt nok lod det til, at min Feiltagelse havde en meget velgjø- rende og beroligende Virkning paa hende; thi hun holdt aldeles op at banke paa Bolten, satte Strygejernet fra sig paa Skorstenspladen og gav mig med moderlig Stolthed og stor Iver følgende Oplysninger om Sønnens Skjebne. "Nei, kan De tro, at min Jens vilde tage Livet af sig selv da? Nei, det vilde han nok ikke gjøre, han var ikke god for at gjøre en Kat Fortræd engang, og langt mindre var han god for at lægge Haand paa sig selv. Nei, han bare kom til jussom at forskrive sig paa nogle Papirer, og saa blev han dømt derop - ja De forstaar nok, derop De ved nok." Ved et Nik paa Hovedet gav jeg hende at forstaa, at jeg opfattede hendes Mening, og da jeg derved sparede hende for selv at nævne Slaveriet paa Agershus Fæstning, lod hun til at blive meget fornøiet, løftede Strygejernet høit i Veiret og slog det med stor Kraft mod Skorstens- pladen. Den gjenstridige Bolt kom i Hast paa sin Plads. SIDE: 72 Efterat hun derpaa forskjellige Gange havde vædet Finge- ren paa Tungen, og endelig fundet, at Jernet havde den rette Varme, gav hun sig til at stryge med en aldeles for- bausende Iver, idet hun fortalte Resten med langt større Raskhed, end jeg havde ventet. "Han Jens var rask og stærk paa Legemet og lystig og glad i Sindet. Han fik en Optugtelse langt bedre, end han kunde ventet i sin Stand og Stilling, for han lærte næsten Alt, hvad som læres kunde, om det saa var Geografi, som skal være svær at læse, saa maatte han nappe til den ogsaa. Nu, saa voxte han da op i Herlighed og trivedes i Kjærlighed, og fik det accurat, som han vilde have det. For det var ikke Nei i min Mund til ham, slig holdt jeg af ham. Da han saa havde gaaet og læst, saa skulde han da ud i Lære, men saa, stakkels Gut, saa var han et sligt flygtigt Gemyt, at han aldrig var god for at blive paa et Sted - det var vel en Slags Vane, han havde arvet efter Far sin, kan jeg tro, for Sømanden han maa nu flakke fra Sted til Sted - kort, han var et flygtigt Sind, og der var ikke det Haandværk, han jussom havde prøvet uden at like. Da han saa blev 20 Aar gammel, saa med Et, saa var han forlovet med et rent raat Barn, jussom han selv var, og hvad der var værre, det var, at var han gal efter Moro, saa var hun ti Gange værre, og dertilmed var hun saa svær efter Pynt og Stads, som Ingen tror. For hun vilde have Guldring paa Fingeren og Silkehat paa Hovedet. Han var bare en simpel Tomtesjouer - for mere kunde han ikke blive -, der gik ud med Øxen paa Nakken og kom hjem med Kaken i Næven, som det heder, og hun vilde være en fornem Frue, silkeslaat og fløielsklædt. Da de saa bleve gifte, sa'e jeg mangen god Gang "Maren," sa'e jeg, "silkeslaat og fløielsklædt gaar Byen rundt, blir SIDE: 73 aldrig mæt," sa'e jeg, som det hedder; og Sandt sa'e jeg, for hun fik aldrig Penge nok og blev aldrig mæt af Stas og Fjas. "Den som feier ud Dalere og kravser sammen Skillinger, sa'e jeg, han ender i daarlige Stillinger, Maren," sa'e jeg, og det blev ogsaa saa; for efterat jeg havde skrevet paa mange Slags Papirer - det var galt gjort af mig, for jeg forskrev mig fra Gaard og Grund, men jeg var ikke istand til at sige Nei; da saa ikke det hjalp længere, og Ingen vilde laane mer paa min Underskrift, saa gik det galt, for den laveste Garen vil alle hoppe over, saa forskrev han Jens sig slig, at han kom derop, for der var Urigtighed i Navnene paa Papirerne, sa'e Retten." Konen foldede Hænderne over Strygejernet og vedblev: "Gud hjælpe den Moder, som skal gaa den Gang, jeg gik, da jeg fulgte ham over Broen deroppe. Siden var der Sorg og den bare Elendighed. Han døde af Cholera, og hun døde af Sorg og Græmmelse, det unge, ubesindige Blod, og nu staar jeg alene, Gud hjælpe mig! Men en Ting har jeg lært, og det er, at jeg, om jeg skulde begynde fra Nyt af, skulde vide at sige Nei baade til det Ene og til det Andet og vise Ungdommen, at der er et sandt Ord som siger, at naar en gammel Hund gjø'r, bør En lye til. Men hvad kan det hjælpe nu? Nu staar jeg alene og kan hver Dag vente at falde overende, og saa haaber jeg af en naadig Dommer - -" Her blev Konen afbrudt af en Barnestemme, der raabte fra Kammeret ved Siden af Kjøkkenet: "Bestemor, nu er jeg færdig." "Aa, Gud hjælpe mig," svarede den Tiltalte. "Jeg sa'e, jeg var alene, og glemte det stakkels Nor, som sidder derinde. Karine, kom herud." Gar ): Gjærde. SIDE: 74 En liden lyslokket Pige med Engleansigt kom ud af Døren til Kammeret med en Bog i Haanden og gik hen til den gamle Kone. Hun tog Barnet i sine Arme, kyssede det, og kjælede for det og gav det en hel Del be- synderlige Kjælenavne. Derpaa henvendte hun sig først til mig og saa til Barnet og sagde: "Det er den stakkels Jens's Barn, Gud forlade mig, at jeg et Øieblik kunde glemme dig, du væsle Pjusken. Lad den fremmede Herren høre, at du kan læse i Bog, Snuppen min." Barnet tog sin Katekismus; thi det var denne Bog, hun havde i Haanden, lagde den paa Skorstenspladen, foldede sine smaa Hænder og læste med tydelig og klar Stemme "Fadervor." Da hun kom til Bønnen: "Ske din Villie, som i Himmelen saa og paa Jorden," gjentog Bedstemoderen den samme Bøn med lydelig Stemme. Barnet standsede, saa op til Bedstemoderen og spurgte: "Bedstemoder, hvorfor siger du bestandig de Ordene efter mig, Bedstemoder?" "Det skal jeg sige dig, Pusen min, naar du bliver større," svarede den Adspurgte. Da den lille Pige derpaa havde læst Bønnen tilende, bad den gamle Kone hende gaa ind og lægge sig; men da hun, som Børn i Almindelighed, ikke havde Lyst dertil, svarede hun ganske freidigt: "Nei, jeg vil blive hos dig, Bedstemoder, til du lægger dig." "Ja, men jeg bliver oppe til langt paa Natten jeg, Kyllingen min. Det er derfor bedst, du lægger dig, for du har ikke godt af at være oppe saa længe, Gudsengelen min," svarede Konen. Barnet rakte sine smaa Arme op imod Konen og bad grædende: "Aa jo, Bedstemoder, jeg har ikke Lyst til at lægge mig, før du lægger dig; lad mig faa Lov til at være oppe." SIDE: 75 "Ja, ja da, Lammet mit, saa bliv da oppe i Guds Navn, Sukkertoppen min, græd bare ikke, væsle Rusken min." Jeg kunde ikke lade være at henlede Konens Opmærk- somhed paa, at hun nylig havde sagt, at hun havde lært en Ting i Livet, og det var at sige Nei; men at det lod til, at Lærdommen ikke holdt Stik, naar den skulde udøves. Konen rystede bedrøvet paa Hovedet uden at svare, og da jeg strax efter gik, sad Barnet paa Strygebrættet og bidrog aldeles ikke til at fremskynde Arbeidet. Det var tydeligt, at hun ikke fik Nei til et eneste af sine Ønsker, og at den gamle Vaskerkone aldeles ikke med Aarene havde faaet en større Evne til at sige Nei, end hun tidligere havde havt. Hun lyste mig henad Gangen og nedad Trap- perne og gav mig endel nyttige Lærdomme med paa Veien, saasom, at "det var godt at bruge Øinene, for der var Intet, man saa bedre med end med dem," "at jeg burde være forsigtig, for bedre forklog end eftervis," og at "bag- efter kom tyndt Øl." Da jeg paa Veien til Byen kom nederst i Lakkegaden, hørte jeg en munter Dansemusik og saa det ene Par efter det andet fare forbi en hel Del oplyste Vinduer i en stry- gende Gallopade. Da Herrerne vare forsynede med deres Hovedbedækninger, der forstørstedelen bestode af tykke Pels- huer, og da de derhos øiensynligen stode i et meget intimt Forhold til deres respective Damer, som de fordetmeste om- favnede med begge Arme under Dansen, skjønnede jeg naturligvis strax, at jeg var udenfor en af de bekjendte Dansesale paa Grønland. Siden jeg nu var lige ved dette Terpsichores Tempel, fik jeg Lyst til at se, hvorledes denne den yndigste blandt alle Gratier dyrkedes. Adgangen til Helligdommen var imidlertid ikke let eller indbydende, det opdagede jeg strax. SIDE: 76 I Portrummet var der saa mørkt som i en Grav. Vand- pytternes Antal og Dybde var saa stort, som om de vare dannede med Flid for at afskrække og udelukke Enhver, der ikke paa en Gang var et saa modigt Hjerte og en saa li- denskabelig Dyrker af Gudinden, at han trodsede alle Fa- rer og banede sig Vei gjennem Tykt og Tyndt. Efter adskillige Ulemper havde jeg endelig naaet frem til en Trappegang, der svagt oplystes af en døsig Lampe ovenfra, og glædede mig allerede til det sidste Skridt, der skulde bringe mig paa det Tørre, da jeg stødte paa en Hindring, der stoppede mig Adgangen for den Aften. Lige nedenfor Trappen laa en mørk Gjenstand, som jeg i Førstningen antog for en formidabel stor Pudelhund, saasom jeg ved at stikke til det med min Paraply fandt, at det var et blødt elastisk Legeme. Da den formentlige Pudel imidlertid ved et fornyet stærkere Stød af Paraplyen sagde: "Au, au, om Forla- delse Di, om Forladelse, jeg er saa svært kjilen saa," skjønnede jeg, at det maatte være et Menneske, hvilket jeg ikke havde kunnet antage, dersom jeg havde kjendt noget andet Levende eller Dødt, der besad den Evne at tale Norsk; thi bemeldte mørke Gjenstand vedblev efter denne Ytring at ligge paa samme Sted og ganske rolig at ind- tage en for en Stok eller Sten sædvanlig, men for et talende Væsen høist usædvanlig Stilling. Ved nøiere anstillet Undersøgelse fandt jeg, at Man- den - thi at det var en Mandsperson, saa jeg nu paa Klæderne - laa paa Maven med Ansigtet ned imod Jor- den. Heraf sluttede jeg naturligvis, at alle menneskelige Evner vare forjagede af Brændevin, og at det var denne Kjilen ): kilden. SIDE: 77 Drik, som havde stødt ham ned ikke alene fra et Menneskes, men ogsaa fra en Koes eller Hests Standpunkt, og lagt ham paa en Stols eller Stens Plads, som han nu indtog. Jeg kunde imidlertid ikke bære over mit Hjerte at lade ham ligge, rystede derfor dygtigt i ham for at faa ham til at reise sig, og da alle mine milde Bestræbelser i saa Henseende vare frugtesløse, begyndte jeg at stikke ham i Siden med Paraplyen. Dette hjalp lidt; thi han reiste sig halvt iveiret og sagde leende: "Uf nei da, uf nei, jeg er saa frygtelig kjilen, saa." Efter forgjæves at have forsøgt adskillige Gange at faa ham i en opreist Stilling, sagde jeg endelig: "Hør min Mand, du ligger iveien for Folk, der du ligger, du faar derfor se at lægge dig andetstedshen." Dette virkede besynderligt nok strax; thi han reiste sig helt op og sagde, idet han tog til Huen: "Om Forladelse, om Forladelse, jeg vil nok ikke være Nogen iveien, Gudbevares, jeg Gud- bevares, men med Forlov om Forladelse, tør jeg spørge, er Di Hensigten?" "Hensigten? hvad mener du med det?" spurgte jeg forundret. "Jeg mener naturligvis, om Di er Tilskikkelsen, ja med Forlov," svarede han, idet han atter tog til Huen, "jussom Bebudelsen for Begivenheden." "Om jeg er Hensigten, Tilskikkelsen eller Bebudelsen for Begivenheden? Er du gal Mand, eller er du blot saa fuld, at du bruger Munden uden at vide, hvad du selv siger?" spurgte jeg endnu mere forundret. "Ja fuld," svarede han, "ja lidt fuld var jeg Gud- skelov, det er mye rigtigt med Forladelse, men nu er det Værste forbi, og jeg ved godt, hvad jeg siger lel. Jeg lel ): alligevel. SIDE: 78 mener naturligvis, om Di er Beskikkelsen af Retten, eller hvad jeg jussom vil kalde en Fut eller Lensmand, hvissom Di forstaar det." Jo, det forstod jeg da, og da jeg havde benægtet at være nogen af Fru Justitias Repræsentanter, eller som han kaldte dem, Hensigten, Tilskikkelsen, Bebudelsen for Begi- venheden, eller Beskikkelsen af Retten, vedblev han: "Ja, det er det Samme, for jeg vil bare undbede mig for En- hversomhelst, ja om Forladelse for Dem ogsaa, at ingen Anden, og Di hellerikke kommer ned af Trapperne paa samme Maade som jeg. For jeg blev kastet paa Hue ud af Salen og nedad alle Trapperne, saa at jeg faldt i Svime. Saa laa jeg just og tænkte paa, om dem havde Ret der- til, da Di kom. Se her, hossen dem har handteret mig. Ja om Forladelse, bliv ikke vond, fordi jeg har slaaet mig." Personen, der viste sig at være et ungt Menneske paa nogle og tyve Aar, stillede sig med sit af Smuds næsten aldeles sorte Ansigt mod det svage Lys fra Trappegangen og fremviste et stort gabende Saar over sit høire Øie. Hele Øienbrynet var kløvet fra den ene Ende til den an- den, og Blodet flød rigeligt nedad Kinden og blandede sig med den vaade Smuds. Det Hele frembød et saa fælt Syn, at jeg uvilkaarlig udbrød: "Det er dog altfor galt at mishandle Folk saaledes." "Ja, ja," svarede han, aabenbar meget tilfreds med min Yttring, "var det ikke det, jeg kunde tro. Det var det, jeg just tænkte, at det sikkert staar beskreven i Loven, at det ikke er tilladt at kaste Folk ud af en Dansesal og nedad alle Trapperne paa den Maade, at han slaar sig mest ihjæl. Slig Handtering er ikke lovlig, tænkte jeg, yder- Fut ): Foged. Hue ): Hoved. SIDE: 79 mere naar de kommer alle, som findes paa Salen, og kringsætter mig og tager mig, Somme i Hovedet og Somme i Benene, hut san! udover Trapperne med mig, ret som jeg kunde være en Vaskefille, ja om Forladelse, Di maa endelig ikke blive vond paa mig, fordi jeg dat saa stygt. Se bare," sagde han til Slutning og trak med den ene Haand Pandehuden i Veiret, hvorved det store Saar kom til at gabe noget ganske forfærdeligt, "men om Forladelse Di, Gud velsigne dem Di, Di maa endelig ikke blive vond, fordi jeg ser saa forblodelig ud." Paa mit Spørgsmaal, om han da havde gjort noget Galt, siden han var kastet ud af Salen, svarede han leen- de: "Gjort noget Galt? Jagu havde jeg vel det lel, ellers kan Dem vel vide, jeg ikke var bleven kastet ud. Jeg har gaaet og æglet og æglet i hele Kvæl jeg med alle dem, som fin- des i Salen, det har jeg. For jeg har sligt Humør jeg, at naar jeg kommer saa paa en Kant som ikvæl, saa vil jeg jussom slænge Kjæften hen i hver En, jeg træffer paa, og jussom være lidt ajérsom. Men saa er det ikke Alle, som kjender mit Humør, og sa blir dem vonde, fast jeg ikke tænker at formærme Nogen, men bare gaar paa Ajering. Ja, om det saa var min egen Kammerat, saa jagu blev han sint ikvæl lel. Han gik Mazurka med Kjæresten sin han, og hun hostede saa svært hun, for hun havde vel ondt for Brystet, kan jeg tro; saa gik jeg hen og standsede dem midt paa Gulvet, og saa sa'e jeg: "Hvad er det for en Fillemær, du har faaet fat paa ikvæl, Johan, sa'e jeg. Jeg mener, hun har Kværsilla," sa'e jeg. Dermed blev han vond, for han skjønte ikke, det var Ajering, og slig gik det med alle de Andre ogsaa, og saa blev jeg handteret dætte ): falde. ægle ): trætte. ajersom ): spøgefuld. Kværsilla ): Krop (Sygdom hos Heste.) SIDE: 80 slig, som dem ser. Men Di maa endelig ikke tage det fortrydeligt op, at jeg var, som jeg var, og at jeg blev, som jeg blev." Da jeg lovede ham dette, takkede han mig hjertelig, saa at jeg blev ganske glad over at have vist en stor Tje- neste, uagtet jeg egentlig ikke vidste, hvori den bestod, men da jeg ytrede min Harme over den Medfart, han havde lidt, og æggede ham til ikke at finde sig deri, svarede han yderst godmodigt: "Aa ja, om Forladelse, jeg tror, jeg vil det, jeg vil være fornøiet med det, jeg har faaet, bliv ikke vond. Det var ikke gjort i nogen lei Mening, for han Jo- han, han er saa tro Arbeidskammerat, at der skal ledes længe efter hans Mage, og han var med, derfor var det godt gjort og mye rigtig gjort, det var det, og Juling skulde dem havt, om dem havde taalt det. Desforuden pyt, jeg blir nok bra igjen, bare jeg var god for at komme hjem. Men det er det Værste, for jeg er istand til rent at vetteskræmme Mor min, og hende er jeg saa ræd om, saa." Som ung Læge kunde jeg naturligvis ikke overlade Manden til sig selv, men tilbød mig at følge ham op paa Hospitalet og faa syet Saaret sammen. Dette vilde han ikke, men da han hørte, at jeg var Doctor, bad han mig følge sig til sin Bedstemoder oppe i Lakkegaden og der yde ham den Bistand, jeg var istand til. Hertil var jeg villig, gav ham mit Lommetørklæde at holde for Saaret, hvorpaa vi begave os opad Gaden. Underveis fik jeg Underretning om, at min Patient hedte Sivert og var Fiskeopkjøber. "Fisken skal jeg sige Dem," fortalte han og blev mere og mere ædru, og jo ædruere han blev, desmindre benyttede han sine idelige "om For- Juling ): Bank. vetteskræmme ): skræmme Forstanden af. SIDE: 81 ladelser," der inden jeg skiltes fra ham senere paa Aftenen, aldeles ophørte, saa at jeg havde Grund til at antage, at han da var bleven aldeles ædru, "Fisken, skal jeg sige Dem, ja om Forladelse, bliv ikke vred for det, det er mit Liv, fast jeg ikke fanger den selv, men saa kjøber jeg den, og saa handterer jeg den. Vi ere To paa Lag sammen, skjøn- ner Di, og naar jeg er ude paa Fjorden og kjøber, saa er han Johan inde paa Bryggen og sælger. For jeg er brav til at kjøbe, men klein til at sælge, om Forladelse, tag det ikke fortrydeligt op. Svær til at stride mod Is og Storm og Uveir og Slid og Slæb og Nattevaagen, naar Fisken skal kjøbes og hentes ude i Fjorden, men daar- lig til at stride med Fruentimmerne, naar der skal sælges inde paa Bryggen eller ved Vaterlands Bro, om Forladelse. Men da er han Johan svær igjen. Han snakker dem reint rundt han, saa han faar for Fisken, hvad han vil have. Desforuden kan jeg vanskelig bjerge mig for Brændevinet, naar jeg er i Byen, jeg, men han Johan er reint utrulig, han. Han gjør, hvad Enhver skulde sige var umuligens Ting. Han handler med Fisk og foragter Brændevin. Ja, han Johan er reint utrulig. Ja, om Forladelse Di; kjender Di ikke han Johan, Di?" Da jeg benegtede dette, fandt han det yderst besyn- derligt, at jeg ikke kjendte denne i hans Øine aabenbart mærkeligste Personlighed i Byen. Han var imidlertid paa Grund av Blodtabet bleven næsten ædru, og da vi stand- sede udenfor et lidet lavt Hus, sagde han: Her bor Bedste- mor i Stuen, men før Di gaar ind, maa Di love mig at sige til hende, at det ikke er det mindste Galt fat med mig, men at jeg bare har faaet jussom en Kløft i Skindet, for hels blir hun saa forfærdet, den gamle Stakkeren." Først efterat jeg havde lovet dette gjentagne Gange, SIDE: 82 tog Sivert Huen af sig, holdt den for Ansigtet, aabnede derpaa Døren og gik ind i Stuen, hvor jeg fulgte ham. Der sad tre Fruentimmer ved et Bord, hvorpaa stod tre Kaffekopper og et tyndt brændende Talglys. "God Kvæl, Bedstemor!" sagde Sivert. "God Kvæl, Bassen min!" svarede den Ældste af Fruentimmerne med en snøvlende Stemme, og da hun der- paa formodentlig fik Øie paa mig, lagde hun til: "Er det han Johan, som er med dig? Kom og faa Dere en Skaal Kaffe." "Aa nei," svarede Dattersønnen, "det er nok ikke Johan heller. Jeg faldt her nede i Gaden udenfor Knud- sesalen og slog mig et lidet Gryn, og saa traf jeg paa en Doctor, som kom til i det samme, og han bad at faa Lov til at smøre et Plaster paa, og det vilde jeg da ikke negte ham, naar han kunde have Moro af det, og saa kom vi her." Under denne min Ledsagers Forklaring reiste Fruen- timmerne sig og kom hen til os. De vilde absolut bese Skaden, min Ledsager havde faaet. Dette vilde denne aldeles ikke paa nogen Maade tillade, men vedblev at holde sin Peltshue for Ansigtet og skjule Saaret under ide- lige Forsikringer om, at det bare var jussom en liden Rift, jussom bare en Sprække i Huden, som næsten ikke var at se. Den Ældste, Bedstemoderen, der var et stærkbygget Fruentimmer med et stort, rundt, veirbidt og rødsprængt Ansigt, fandt sig let deri og satte sig med stor Rolighed tilbage igjen paa sin Plads, idet hun tog sig en Pris. Det samme gjorde ogsaa et af de to øvrige Fruentimmer. Den Yngste, der var min Vens Moster, var derimod ikke saa let at tilfredsstille; hun var et høit, magert Fruen- timmer med skarpe Træk og et bistert Blik. Efter flere SIDE: 83 forgjæves Forsøg paa at tage Staben i Øiesyn, blev hun ærgerlig og sagde: "Aa jeg er en Nar, som staar her og bryr mig for dig. Du have fortjent at have slaaet istykker Hue dit for længe siden, slig som du raser og baser, drikker og svirer, styrer og kvalmer støt og stændigt, naar du er ude paa Com- mersen." "Ja, det er rigtig sandt, Moster, jeg er for svær," svarede den stakkels Synder. "Naar du bare kan komme til Brændevin, da, saa, strax er du færdig til at gjøre, hvad det skal være. Hvor længe er det, siden du seilede Baaden over Hue paa dig ved Nakholmen og sad paa Kjølen, til den drev ind paa Brandskjærene? Hvorlænge er det siden det? spurgte Mo- steren med en Mine, som om det var en stor Forbrydelse, der var begaaet. "Det er to Maaneder siden," svarede Synderen angerfuld. "Aa, jeg vilde ønske, du engang maatte faa saa mye Juling, at du aldrig glemte det, for du er saa balstyrig og grov, naar du faar lidt Brændevin, saa det er umu- ligens Ting Andet, end at du maa komme i Uleilighed. Jeg er en Nar, som bryr mig om dig." "Ja, du har Ret, Moster," svarede Søstersønnen yder- lig forknyt, "men," lagde han til med et polisk Smil og et Sideblik til mig, "du faar ikke paa nogen Maade se, hvorledes jeg har slaaet mig lel." Da det ikke lod til, at denne Samtale vilde faa Ende paa lang Tid, maatte jeg afbryde den. Efterat jeg havde givet Mosteren den Erklæring, at hun skulde faa Lov til at bese Skaden paa det nøiagtigste, naar først Saaret var behørig forbundet, fik jeg hende til at skaffe Lys og lunket Vand hen paa et Bord i den anden Kant af Stuen ved SIDE: 84 Siden af en Seng med tæt Omhæng, og da det ikke var muligt at faa Patienten til saa meget som at borttage Pelts- huen fra Ansigtet, førend Mosteren havde sat sig ned paa samme Sted, hvor hun havde siddet, da vi kom ind, fik jeg ogsaa dette Punkt bragt i Orden efter nogen Møie. Nu først kunde jeg komme til at undersøge Saaret, og jeg maa tilstaa, at jeg begreb min Patients Negtelse af at ville borttage Huen i Mosterens Paasyn; thi da det skete, syntes hele den Del af Ansigtet kun at være en Masse af levret Blod, og ovenfor Øiet viste sig et stort gabende og blødende Saar. Skaden var midlertid ikke af nogen Betydenhed; Øiet var uskadt, og Benet over Øiet ligesaa, kun Øienbrynet var kløvet fra den ene Kant til den anden, og Saaret var saa rent, som om det var skaaret med en skarp Kniv; men naar det blev syet sammen og Blodet afvadsket, vilde der formodentlig ikke være stort at se af Skaden. Medens jeg med saa dyp Interesse, som anstod en ung Læge, var beskjæftiget dermed, kunde jeg dog ikke lade være at lytte til følgende Samtale mellem de tre Fruentimmer henne ved Bordet i den anden Kant af Væ- relset. De nippede til sine Kaffekopper, toge sig af og til en Pris af Bedstemoders Snusdaase og vare snart saa dybt inde i sin Samtale, at de glemte alt Andet. "Ja, ja, Mor Børres," begyndte Bedstemoderen med en klynkende, snøvlende Stemme, der lidet harmonerede med hendes kraftige Ydre og friske Ansigtsfarve, - "som jeg siger; naar En har siddet som jeg her paa Byens Gader og Torver i halvhundrede Aar med sine Kurve og handlet med al Slags Folk, saa kan Di tro, En har seet mere Rart, end som Nogen tror. Ja men har En det, ja, det har En rigtig det." "Ja, Mor Stians," svarede den saakaldte Mor Bør- SIDE: 85 res, en liden Kone med en utrolig liden Næse, der sad mellem et Par spillende Øine og paa et smilende Ansigt, "ja Dere har vel seet mye Rart, Dere san, og med slig Forstand som Deresses, saa er det nok ikke bare gaaet forbi Øinene, san, men det er nok gaaet længere ind i Deresses Gemyt, jo jo san. Ja Dere har vel seet baade Prindser og Prindsesser, baade Fruer og Frøkener og al Slags Folk, ja kanske Konger med fare forbi Deresses Kurve, jo jo san. Kanske har Dem været i Deresses Kurve ogsaa, ha ha san." Var Bedstemoderens Stemme klynkende og hendes Tone bedrøvelig, saa var det ikke Tilfælde med den saa- kaldte Mor Børres; thi hun talede med en forbausende Færdighed og Raskhed og havde aabenbart ikke Spor af Tilbøielighed til at klynke og klage. Bedstemoderen var tydelig nok ledet ind paa et in- teressant Emne; thi hun skjøv sin Kaffekop langt ind paa Bordet, tørrede sig om Munden, tog sig en dygtig Pris Tobak, satte sig tilrette i Stolen og begyndte at fortælle paa sin langsomme og bedrøvelige Maner: "Ja Konger, ja men har jeg seet Konger. Konger har jeg seet mye af. Jeg har seet dem baade nye og gamle, baade - baade store og smaa, havde jeg nær sagt, ja jussom baade saa og saa, baade slig og slig, ja men har jeg det, baade slig og slig, det har jeg rigtig det. Den første Konge, jeg saa, det var en liden En, ja men var det saa. Han hedte først Prinds Christian, var svart- smusket og mye vel likt her i Byen, det var han. Men saa med Et, saa en Sommer saa sa'e dem, han var ble- ven kaaret til Konge i Sverige, ja men sa'e dem saa, det rar ): underlig. skjøv ): skubbede. SIDE: 86 gjorde dem rigtigt det. Det var just ikke at se paa ham, at han var bleven Konge, nei men var det ei nei, for han blev tvertom jussom alvorligere og blegere for hver Dag efter den Tid, alvorligere og blegere for hver Dag, som gik, det gjorde han rigtigt det. Saa ud paa Vinteren, saa rei- ste han til Vinger for at hilse paa sit nye Kongerige, ja- men gjorde han det. Men da han reiste gjennem Storga- den, ulte en Hund efter Slæden, jamen ulte en Hund efter Slæden, for han kjørte enkommelig i en Slæde, det gjorde han rigtig, og jeg sad dengang ude ved Tugthuset dengang, for der var nu bedst Handel dengang, det var der rigtigt det, og der ulte en Hund efter Slæden, da Kong Christian drog til sit nye Kongerige. Aa ja, vi skal jo Alle den Vei, Nogle før, Nogle senere, det skal vi rigtig det." Her blev Fortællersken afbrudt af det Fruentimmer, som min Patient kaldte Moster. "Skal vi alle komme paa Vei til et Kongerige, saa maa jeg for min Part bede, at jeg snart maa komme til mit. Men du fortæller saa langsomt Mor, at der aldrig bli'r Ende paa dig, der- for vil jeg nu fortælle." Moderen lod sig imidlertid ikke i mindste Maade anfegte, men vedblev sin Fortælling paa sin langsomme, slæbende Maade. Da imidlertid Læseren formodentlig er af samme Mening som Datteren og finder den gamle Kones Fortællingsmaade meget tidsspildende, skulle vi springe over hendes idelige ja men og nei men med dertil hørende Gjentagelser og i deres Sted kun sætte en eller efter Omstændighederne flere Tankestreger saaledes - eller saaledes - - -, der skal have samme Virkning som en eller flere store Stene eller lignende Hindringer i et lidet sagteflydende Bækkeløb, nemlig at opholde det rin- ule ): hyle. enkommelig ): alene. SIDE: 87 dende Vand af og til i dets jevne Løb og frembringe ujevne Strømninger, uden at vi dog gjøre Fordring paa, at Lignelsen om det rindende Vand yderligere bringes i An- vendelse paa denne vor sandfærdige Beretning. Bedstemo- deren vedblev altsaa sin Fortælling saaledes: "Da Hunden ulte efter Kong Christians Slæde, skjønte jo Hver og En, hvad det havde at betyde - og det slog hellerikke Feil - - - for om en Tid, saa sa'e dem, Svensken havde taget Livet af ham - - -. Aa jo, jeg har vel seet mye Rart - og det har vel Dere ogsaa, Mor Børres?" Nu var Turen kommen til Mor Børres at fortælle, og det lod hun til at gjøre med stor Fornøielse. Munden løb paa hende som Hjulet paa en Kværn. Ordene kom frem med en Fart som Vandet i en Fos, og bleve ledsagede af utallige Blink med Øinene og Kast med Hovedet. Hun kom dog ikke tilorde strax; thi Mosteren raabte gjentagne Gange: "Nu skal jeg fortælle, nu skal jeg fortælle," men da de Øvrige ikke toge nogen Notits deraf, begyndte Mor Børresen: "Ja Rart, ja der er vel knapt Mange, som har seet saa mye Rart som jeg." Her standsede hun, blinkede med Øinene og rystede paa Hovedet med en yderst hemme- lighedsfuld Mine, der lod formode, at nu vilde ganske mærkelige Ting komme for en Dag, men jeg blev aldeles skuffet; thi strax efter vedblev hun: "Ja nei san. Der er vel ikke Mange, som har seet, hvad jeg har seet, nei nei san. Men det kan vel hellerikke være Andet, for, fra jeg var ganske liden, har jeg vanket om i Skov og Mark, ja ja san, Sommer og Vinter, Dag og Nat, i Solskin og i Maaneskin, i Lys og i Mørke, i godt Veir og -." Hun lod til endnu en Tid at ville vedblive med denne Opregning af de forskjellige Forholde, hvorunder hun havde SIDE: 88 været i Skoven, men blev afbrudt af Mosteren, der ganske træffende bemærkede: "Ja, vi skjønner nok det, at naar Dere har været i Skoven mange Aar igjennem, saa har Dere ikke altid kunnet have Solskin og Sommer. Men nu skal jeg fortælle, nu skal jeg fortælle noget Rart." Hendes Tur var imidlertid endnu ikke kommen og Mor Børresen vedblev: "Jo jo san. Den, som sætter sit Arbeide og sin Lid til Skoven, den mangler hverken Arbeide eller Fortjeneste. Om Vaaren saa tidlig, som der begynder at vise sig bare Flækker i Sneen, saa er det nu ud og sanke Tranebærene, for dem modnes under Sneen om Vinteren dem, og saa siden saa kommer Blomster og Grønt - Blaaveis og Violer ere nu de første Blomster, som kommer frem, de smaa Gudsengle, ja, for de er nu accurat som Gudsengle, der bebuder, at nu er Vinteren forbi san. Blaaveisen, det er jussom Gutterne, det san, og Violerne, det er jussom Jenterne, det san. Saa kommer alle de andre Smaablomster. Lilleconvalen, den kan give en vakker Skilling rød, kan de tro, jo jo san, for den, som er flittig og inte er ræd for Umagen san. Naar, saa Solen skinner, og Fuglen synger, ja ja san, da er der vel mye Rart i Skoven, og da kunde vel Nogen hver faa Lyst at vanke der, om end ikke Nøden drev En dertil, og Føden skulde sankes der, jo jo san. Saa kommer Karvekaalen og Lø- vetandsroden, og saa kommer Malurten, jo jo san: Dere kan vel tro, der er mange Kjærringer ude i Malurtaasen ude i Buskerne og kræker om der, naar Malurten er kommen, jo jo san, for der er svare til Malurt der. Men den, som har sine egne aparte Steder, hvor Malurten voxer saa tæt som Græs og alnehøit, den bryr sig inte stort om Blaaveis ): Anemone hepatica. Karvekaal ): det friske Grønne paa Kummenplanten. SIDE: 89 Malurten, nei nei san, ha ha. Lad de andre Kjærringerne kræke om der og slaas om den Smule Malurt, som der er, ha ha. Da er det vel Morro i Skauen - - -" Konen blev pludselig standset i sin usædvanlig livlige Mimik af et dybt Suk, der kom ud af den med Omhæng forsynede Seng ved Siden af mig. Sukket var ledsaget af følgende Ytring, der blev fremsagt med en svag, skjælvende Stemme: "Ak ja! vor Herre vil nok ikke have mig, eller ogsaa har han glemt bort mig." Mosteren benyttede den opstaaende Pause til at sige: "Nu skal jeg fortælle, nu skal jeg fortælle." Men hellerikke denne Gang lykkedes det hende at komme tilorde; thi da Ingen gjorde nogen Bemærkning i Anledning af dette be- synderlige Suk, vedblev Konen sin Fortælling: "Først er det nu Jordbærene, jo jo san, da travser der vel mange baade Unge og Gamle om i Skauen, naar Jordbærene kommer, og da føder vel Skauen sin Mand, kan jeg tro, jo jo san. Det kommer bare an paa at have Hænder at raade over for at samle ind Skillingerne, som Skauen giver af sig. For der findes vel Bakkeheld dybt inde i Tykskauen, hvor Jordbærene trives, jo jo san, og den, som kommer der en 14 Dage før Jonsoks Tider, naar der bare har været en vaad Vaar at sige, for Jordbæret hun liker Væde hun, skjønner Dere, for at blive trivelig og stor og rund og pen, skjønner Dere, men saa findes der vel Bakkeheld dybt inde i Skauen, hvor dem voxer, jo jo san. Ja, nei, der kan være jussom et rødt Skjær over hele Bakken, men Hvormange er kjendt der, ha ha san. Jeg har kun seet et Par Fødder træde ned Græs og Blomster paa de Steder, og Sporet forsvinder snart, raaber ikke ud hverken høit Jonsok ): St. Hanstid. SIDE: 90 eller langt borte, hvad der gaar for sig, nei nei san. Tyst og stille voxer Bærene, tyst og stille blir dem plukkede, og Aar for Aar blomstrer, voxer og trives Planterne og modnes Bærene, jo jo san, de velsignede smaa Guds Skabninger, der jussom smiler og ler, naar Kjendingen deres kommer og piller dem op og lægger dem paa grønne Blade og bringer dem tiltorvs og bytter dem om mod blanke Skil- linger; Gud signe de stakkels Jordbær, ja ja san; de er jussom fine smaa Frøkener i Skauen, og efter dem kommer Bringebærene. Det er ogsaa noksaa gode Bær, men ikke saa fine som Jordbærene, nei nei, san. De voxer paa andre Steder de igjen, og staar sammen paa Busker i store Kjær og ere nogsaa stadselige som fornemme Fruer, men ikke saa fine som Jordbærene, nei nei san. Saa kommer Blaabærene, Mikkelsbærene, Multerne, Tyttebærene og Bal- berisbærene og andre Slags Bær, som Skau og Mark kan frembringe, og det er mange Slags, jo jo san. For den, som er god for at gaa og pille i Skau og Mark, mangler ikke Arbeide og Føde i Bærtiden, nei nei san." Her hørtes atter Sukket fra Sengen: "Aa Gud hjælpe den, som er gammel, den faar baade sulte og tørste ihjel," og Mosteren, der igjen raabte: "Nu skal jeg fortælle, nu skal jeg fortælle," men den gamle Kurvekone tog Ordet og sagde: "Ja, Bærtiden og Frugttiden er den bedste Tid for den, som nærer sig af Kurven ogsaa og sidder paa Byens Gader. Men hvordan kan det være muligt, at Dere kan holde ud at gaa slig, som Dere gjør, det forstaar jeg ikke -. Jeg tykkes, jeg blir træt, bare jeg skal rusle hjem hver Aften med Kurvene mine - - - og rangle ud med dem igjen hver Morgen - - - og Dere jussom rusle ): lakke. SIDE: 91 gaar støt med Deresses Greier - - - det er utrueligens Ting for mig - - -." "Ja ja san," svarede Mor Børresen, "det er let at skjønne det san. For det er Vanen, det san, og Vanen det er jussom den andre Naturen, det san. Deresses Vane er at sidde, den, Stiansa, min Vane er at rangle og gaa om san. Jeg bli'r saa reint klein af at sidde stille jeg, saa Ingen tror det, nei nei san, det kan jeg ikke med. Men naar jeg kommer ud i Skau og Mark, mellem Blomster og Træer, kjender, hvor friskt det lugter og ser paa Myhren, hosdan den træller, da blir nu jeg jussom friskere paa Sind og Skind. Deresses Vane er at sidde inde i Byen langs Husene, det er Deresses Vane, Stiansa, og at kvæles om Sommeren af Solheden, det er Deresses Vane san, og mest at fryse ihjel om Vinteren i Kulden, Mor Stians. Min Vane er at vandre om Sommer og Vinter, og der- efter er vorresses Natur ogsaa bleven, og kleint Bytte var det for os Begge, om vi skulde skifte Næring, nei nei san, tal for mig. For er Vinteren grusk i Skau og Mark for færdendes Folk, saa jagu, hut san, der svor jeg au - saa er den gruskere for siddende Folk i Byen. Men Bresk og Bar til Røgning og Kogning, til Bryllupper og Begra- velser, sankes let i Vintertiden, og paa en god Kjælke med godt Føre og godt Hjertelag kan mye udrettes; og mangen Begravet kan takke mig for, han kom saa stadselig til Jorden, som han kom, jo jo san. Det er ikke dødt i Skauen om Vinteren heller, skulde jeg tro san, der er baade Tømmerhugst og Vedhugst, der kjøres og - - jo jo san. Der findes mye Rart i Skauen om Vinteren au, jo men jo san." Moer Stiansens Opmærksomhed og Interesse for den Greier ): Redskaber. grusk ): grum. Bresk ): Ener. Bar ): Gran- kviste. Kjælke ): Slæde. SIDE: 92 Andens Fortælling blev synligen skjærpet ved denne sidste Bemærkning. Hun tog sig en Pris og spurgte med halv hviskende Stemme og meget ivrigt: "Har Dere da seet noget Slags Fanteri eller noget Slags Rart i Skauen Dere da, Mor Børres?" Den Adspurgte blinkede med Øinene og rystede paa Hovedet med en betydningsfuld Mine, drak saa en Slurk Kaffe, og vedblev derpaa at fortælle, dog ikke førend Mosteren gjentagne Gange havde forsøgt at komme tilorde med sit sædvanlige: "Nu skal jeg fortælle, nu skal jeg fortælle." Det var en Dag ud paa Høsten nogle Uger før Mik- kelsmes, jeg var langt oppe i Nordmarken efter Molter. Saa kom jeg da til en Myr, som jeg havde været kjendt mye vel med i mange Aar, jo jo san, og hvor jeg vidste, jeg vilde have Arbeide nok den Dag san, og flere til ogsaa. Saa samlede jeg ihob Mose og Bresk og Grene og Fæller og fik Varme paa og et Baal istand for at bjerge mig mod Myggen, for den er fæl paa Moltemyren san, ja slig, som Ingen tror det, hvissom En ikke fordriver den med Ild og Røg. Saa gik jeg da og pilled og rusled og rusled og samled og samled de gule velsignede Bær op i en stor Kurv med Laag paa, jo jo san; det gik vel fort det san, og saa kom jeg længer og længer ud paa Myren og kræked og pilled og pilled, til det værkede i Ryggen, jo jo san, det maa vel Bærkjærringerne vide, hvad Rygværk er san. Saa skulde jeg da rette paa Ryg- gen lidt, og det gjorde jeg ogsaa, men da blev jeg vel for- susendes forfærdet. Jeg var midt ude paa den bløde Myr san, og stod paa en Tue, men rundtenom var den bløde Myr, og det begyndte at mørkne svært. Hei san, tænkte Mose ): Mos. Fæller ): Affald. SIDE: 93 jeg, nu er du vel bjerget san, for nu kommer du ikke ud af Myren, før du faar Folkehjælp, tænkte jeg, og det faar du knapt ikvæl san, nei nei san, tænkte jeg. For det var saa blødt rundtenom, at jeg, bare jeg satte Foden for mig, var færdig at synke i til Halsen. Som jeg stod der, blev jeg mere og mere ræd, for det blev mørkere og mørkere for hvert Minut, som gik, og alt det jeg bæljede og skreg, hjalp det san? Nei nei san, det var jussom, mine egne Skrig bare for og holdt mig for Nar inde mellem Træerne i Skauen og borte i Bjergknatterne. Den eneste Lyd, jeg desuden var god for at høre, det var Hakkespætten, som pikked paa Træerne i Skaukanten; men hvad hjalp det mig, nei nei san, der skulde Andet til san for at faa en myrbunden Kjærring ud end som saa, jo jo san. Men som jeg saa stod, saa syntes jeg, jeg hørte jussom et Hundeglæfs inde i Skauen, og saa nok et, jo jo san, det var mye rigtigt det, san, for dermed gik der en fuld Los gjennem Skauen. Der var to Bikjer, skjønte jeg. Den ene havde en saa grov Stemme som en voxen Karmand. Vau - vau san, lød det med en Gjestans mellem hvert Glæfs og jussom en stor Kirkeklokke. Den andre Bikjen den var derimod saa fin i Maalet som den fineste Bord- klokke, vau, vau, vau, vau, san, gik det saa fort som Kjæpper i Hjul, san, og slig at det sang og klang i Skau og Aaser. Nu nu, det var Trøst, tænkte jeg, at der er Jægere i Skauen endnu, tænkte jeg san, og vilde til at skrige paanyt. Men saa saa jeg Haren komme luskende ud af Skaukanten og sætte ret ud over Myren lige imod mig san. Ha ha san, tænkte jeg, og stod stille som en Mur; hvad tro dette kan blive til, tænkte jeg. Haren, der jussom bælje ): raabe. Glæfs ): Glam. Los ): Hundeglammet under Jagten. SIDE: 94 gjorde en Gjestans aven og til, satte sig paa Bagbenene san, pudsede sig om Næsen med Forpoterne den san, slig som Skik og Brug er blandt den Slags Dyr, dreiede dertil altimellem de lange Ørene at og fram og jussom lyttede aven og til, som den nok kunde have Trang til, jo jo san. Saa med Et, saa tog den Benene fat igjen, for Losen kom nærmere, og den forstod nok, hvad det havde paa sig san, jo det skulde jeg tro det san, og saa ruslede den igjen hen over Myren, og dermed kom Bikjerne ogsaa ud af Skauen. Vau, vau san, sa'e den Grove, og vau, vau, vau, vau san, sa'e den Fine, men Haren blev jus- som rent forfjamset, gjorde et Par Sving paa sig, snart frem, snart tilbage, snart hid, snart did, og med Et saa gjorde den et Hop, og hut san, der sad den nede i Kur- ven min san, og i det Samme var Laaget over Kurven, jo jo san, hut san. For havde jeg staaet stille som en Mur før, saa kom der vel Liv i mig da san, jo jo san. Der sad da Haren i Kurven nok saa fornøiet, kan jeg tro, for den mente vel, den var gaaet i Berg, kan jeg tro, ha ha san, jeg maatte le san. Saa kom Bikjerne sæt- tende med Næserne mod Jorden, gjorde akkurat de samme Svinger paa sig som Haren og hut san, der stod de foran Kurven min, ha ha san, jo jo san, jeg maatte le san. Først kom den Store med det grove Maal vau - vau - san, sa'e den til Kurven, saa en ti tolv Skridt efter kom den Væsle, vau, vau, vau, vau sa'e den til Kurven san, og ikke var der saa mye Stands mellem hvert Glæfs, at du kunde slaa Hænderne sammen. Bikjerne vare mest fær- dige til at rive Kurven i Filler, saa at jeg maatte sætte mig paa den, men det var ingen god Plads, for Bikjerne aven og til ): af og til. SIDE: 95 bælged og bar sig slig, som Ingen tror; men jeg berged mig, saa godt jeg kunde og skjønnede, at Jægerne vel maatte slaa efter, for om en Stund begyndte Bikjerne at halse som for Berg. Det skete da ogsaa, som jeg havde tænkt om Jægerne, og da de kom til, hjalp de mig ud af My- ren, for de kastede en Klop og Bar der, den var paa det blødeste. Det var Rart det san, ja ja san, for Jægerne havde aldrig før seet en Hare gaa i Berg i en Kurv, og hellerikke havde de hørt Bikjer halse for Berg med Næsen paa en gammel Kjærring heller, nei nei san. Det var rart det san, jo jo san." Hendes to Tilhørerinder lode ikke til at være af samme Mening; thi Bedstemoderen mumlede Noget om, at Rart og Rart var to, og Mosteren tog strax Anledning til at udbryde: "Nu skal jeg fortælle," og da Ingen denne Gang gjorde hende denne Ret stridig, vedblev hun, idet hun sta- dig henvendte sig til Mor Børresen, formodentlig fordi Moderen havde hørt Fortællingen saa mange Gange, at hun kunde den udenad. "Hun Mor, hun tænker aldrig paa Andet end Kon- ger og Prindser og Underjordiske hun, men jeg har Andet at tænke paa, jeg. Hun, som sidder stille hele Dagen, hun kan have Raad til at tænke saa høit hun; men jeg, som maa fare og fly hele Dagen efter Skuler og Ben og stelle med Griser, jeg har ikke Raad til det, jeg. For min Haandtering er mye simpel den, min Haandtering er det nu, skjønner Dere, at handle med Griser og føde dem op; derfor driver jeg mye omkring i Gaardene og kjøber Skuler af Jenterne, og saa med det samme saa samler jeg Ben og driver med dem ogsaa. Nu ja." - Her var Ind- Skuler ): Affald fra Kjøkkenet. Klop ): runde Træstammer. Bar ): Grannaale. SIDE: 96 ledningen ude, og den egentlige Fortælling begyndte. "Saa var det i den Tid, Jernbanen blev lagt ude i Gamlebyen, saa var der saa mye til Ben i Jorden der saa. For de grov en ti tolv Alen ned i Jorden, og der var saa mye til Rart og saa mye til Fanteri og saa mye til Ben saa. Der laa Hus ved Hus nede under Jorden, og der havde været en svare til Brand der, det var grant at se, ja for alle Husene vare nedbrændte sligt, at der bare laa en tre fire Stokke igjen paa Grunden; det var saa besyn- derligt rart at se saa. De havde ikke brugt Grundmur under Husene i den Tid, men lagt jussom bare en Sten her og en Sten der under den første Stokken. Nu ja, saa grov vi da, og saa kom vi da ned paa et Hus, som vendte ud mod Gaden, ja for vi skjønte saa greit, hosdan Gaden havde gaaet i gamle Dage paa Husenes Bygning, skjønner Di, fast Gaderne ikke vare brolagte. Nu, saa kom vi da ned paa et Hus mod Gaden; ja, for Husræk- ken opover vendte mod Nord ud til Gaden, men Bagsiden vendte førud imod Fjorden, og i Baggaardene var der mest i hvert Hus saa fede, store, deilige Gjødselbinger saa, ja for Hævden laa mangesteds saa gul og saa pen, saa at det var saa inderlig pent at se, ret som den var falden under Koen igaar, og saa mye Ben og saa mye Rart fandtes der. Nu ja, saa kom vi da ned paa et Hus imod Gaden, hvor der maa have været svare til Ildløs, for der var saa mye til Kul og saa mye til Aske saa. Saa grov vi da videre, og saa kom vi hen til Stupen, ja for det var synligt, at de brugte Stup ud til Gaden foran Døren i gamle Dage, jussom endnu bruges mye paa Landet. Nu dermed saa kom vi da hen til Stupen. Fanteri ): Hexeri. Binge ): Mødding. Stup ): Skraaning. SIDE: 97 Der var saa mye Ben der saa, og vi samled dem op i Sække saa fort saa. Det er Folkeben det, sa'e Manden min, og Karmandsben, sa'e han, ja for han forstod saa vel saa, hvad Slags Ben det var, han fandt. Det har nok været en ridendes Kar det, sa'e Manden min om en Stund, for her er jussom en Spore, som ligger ved Fan- tens Ben, sa'e Manden min. Nu ja, saa grov vi da videre; her er svare til store Ben her, sa'e jeg, da vi samlede dem op i Sækken. Ja, ja, sa'e Manden min, det er Hesteben det, sa'e Manden min, og Hesten og Karen har kanske hørt sammen, og Ingen af dem er død paa Sotteseng, sligt dem ligger her ude paa aaben Gade, sa'e Manden min, men Fanten ligger kanske paa egne Gjer- ninger, og Hue hans findes ikke, der Kroppen findes, sa'e Manden min, nei for vi var ikke god for at finde Skallen, skjønner Dere, men den fandt vi siden et Stykke derfra. Nu ja, saa var da Sækken fuld, og saa tog Manden min den paa Ryggen, men i det Samme sa'e han: Uf! det jussom smalt i Ryggen min, sa'e han, det var vel aldrig Fanten i Sækken, som var ude, sa'e han. Ja for Sæk- ken var ikke tung, og Manden min var stor og stærk. Siden den Tid fik Manden min det altimellem jussom med Hui og Skrig, altimellem med at han laa og jussom bare peip. Endelig kom han paa Spitalen og kom paa Vandseng, men han slukned' lidt efter lidt, og saa kom han i Jorden til de andre Ben, og der har jeg den Troen, at han er bleven forligt med den, han fornærma i Gamlebyen. Ja for han var en saa snil og brav Mand saa, og han stræbte ordentlig for sit Hus." Tonen i den Fortællendes Stemme og Udtrykket i Fant ): her blot Karl. Hue ): Hoved. peip ): peb. Spital ): Ho- spital. SIDE: 98 hendes Ansigt var lidt efter lidt bleven yderst bedrøveligt, men nu foregik der pludselig en Forandring baade i Tone og Udtryk, idet hun smilende og tilfreds fortsatte: "Men jeg gik fri, jeg, for jeg fandt to Guldpenger i Jorden, jeg, just paa samme Sted som Karen laa; ja for den, som finder Guld i Jorden, er bjerget for Ilt og Fanteri han. Det var svare til god Fortjeneste i den Tid, for Manden min og jeg, vi To alene samled' isam- men 24 Skippund med Ben i den Tid, dem grov Jern- banen i Gamlebyen, vi, og tjente saa mye med Penge saa. Men nu har jeg faaet en ny Mand - - -" Hun vilde formodentlig endnu have vedblevet at for- tælle en hel Del i samme Dur, dersom hun ikke var ble- ven afbrudt af Stemmen henne i Sengen, der sukkede: "Ak ja! Gud ved, hosdan dem pynter Fladbrød nutil- dags!" thi, uagtet hun syntes meget vant til at høre disse Suk, gjorde hun dog en liden Pause, som Mor Børresen benyttede til at slaa Hænderne sammen af Forbauselse over Mosterens Fortælling og derpaa gribe Ordet: "Nei, nei, skal Dere have hørt Sligt san. Ja, det var Fanteri det san, og jeg kan vel ogsaa fortælle om Fanteri jeg san." "Det var her en Vaar, nogle Uger før Jonsok, jeg var ude i Skauen ved Fornebo for at pille Lilleconval og Klokker og andre Smaablomster. Der var netop kommen jussom det friskeste Liv i Skau og Mark med Solskin og Fuglesang, jo jo san. Granen var rød i hver Top oppe i Luften, og nede paa Jorden sprat Græs og Blomster slig san, at en næsten kunde se det voxe frem. Der var sligt Liv derude, at det bare var at undres paa, at der Jonsok ): St. Hanstid. sprætte ): springe. SIDE: 99 fandtes Folk, der var god for at blive i Byen. Som jeg saaledes gik og pilled' og pilled', kom jeg til en Braate hvor Solen skinned' paa de svarte Træstubberne af al sin Magt og i al sin Herlighed, jo jo san, det var Solskin det san; men hvad mener Dere, jeg saa der?" Da de to lyttende Fruentimmer ikke saa sig istand til at besvare dette Spørgsmaal, som rimeligt kunde være, men kun stak Hovederne nærmere sammen og lyttede med forøget Opmærksomhed, vedblev Fortællersken: "Ja, det er ikke Deresses Tro, det ved jeg nok san, men der sad tre store fæle Fanter i det grønne Græs og spilled Kort." Hun taug for ligesom at modtage sine Tilhørerinders Forbauselsesudraab, men da disse ikke kom, fortsatte hun: "Ja, Deresses Tro er det kanske, at det ikke er Sandhed, men jeg kan sværge min dyreste Ed derpaa, at det er tro- værdig Sandhed, det kan jeg san. Tre fæle Fanter sad og spillede Sveisertul. Jeg kommer ud med Spar Es, sa'e den Ene. Jeg lægger til Sparto, sa'e den Anden, og jeg Sparti, sa'e den Tredie, og Solen skinnede paa Kortbladene slik san. Jeg kommer ud med Sparknegt, sa'e saa den Første igjen, og det lugted langveisfra af Lilleconval og Birkeløv og andre Blomster og Træer maa- vite. Jeg kaster til Hjertersex, sa'e den Anden, jeg Sparni, sa'e den Tredie, og Hængebjerka jussom kiked i Korta, og Granerne bleve jussom rødere ved hvert Minut, men Fan- terne bleve ikke rødere og skammede sig ikke, som de burde, nei nei san. Sparfire, sa'e den Første, Kløverotte, sa'e den Anden, Hjerterti, sa'e den Tredie, og Smaafuglen peip formelig jussom indignert da, jo jo san - men Fanterne les ikke se eller høre nogen Ting. Kløverknegt, Braate ): afbrændt Skovstykke. Sveisertul ): Slags Kortspil. les ): lod til. SIDE: 100 sa'e den Første, og Humlen fløi ikke i Synet paa en af Fanterne; Ruderdame, sa'e den Anden, Kløverkong, sa'e den Tredie, og dermed havde han vundet og saa bandte og svor og lo og bar han sig, som var det et Kongerige, han havde vundet. Men da gol Gauken, og da kom der en stor gulspraglet Sommerfugl og satte sig midt paa Klø- verkonge." "Nei Gauken, nei, nu har jeg ikke hørt Gauken gale paa lang Tid," sagde Bedstemoderen med en Stemme som et Menneske, hos hvem en Barndomserindring pludselig vækkes, idet hun afbrød Fortællingen. "Til Sommeren skal jeg rigtig rusle ud til Rangleborgskauen og lye paa Gau- ken. - - - Nu har jeg ikke været udenfor Byen i mange mange Aar, Mor Børres." Konen, der søgte sin Næring i Skoven, slog Hænderne sammen af Forfærdelse, da hun hørte den Erklæring, og sagde: "Nei, nu har jeg hørt Sligt au san. Ikke været i Skauen og hørt Gauken paa mange Aar, og saa vil Dere bare rusle ud i Rangleborgskauen, nei nei san, Mor Stians, der maa Mere til. Dere maa ud i Nordmarken san, sætte de bare Ben i et rigtigt klart Kjærn san, lugte Skaulugten san, høre paa Gauk og Maaltrost og Vildduen og alle andre rare Lyder i Skauen san, se paa Træer og Blom- ster, paa Mark og Eng, paa Fisken, hosdan den sprætter att og fram i Bækkene san, ellers kan Deresses Natur rent forkomme. Gaar Dere ikke i Kirke og hører Guds Ord, Dere da, Moer Stians." Det var klart, at den gode Kone ansaa det for en ren Synd ikke at gaa flittig ud i Skoven. Hun rystede derfor paa Hovedet gjentagne Gange med en yderst betænkelig Mine; men da Bedstemoderen gol Gauken ): galede Gjøgen. att og fram ): frem og tilbage. SIDE: 101 havde forsikret, at hun stadigen gik i Kirke og hørte Guds Ord, lod dette til at berolige hende noget, hvorpaa hun fortsatte sin Fortælling: "Da jeg saa Sommerfuglen med Guld og Sølv paa Vingerne sætte sig paa Kløverkongen, da blev jeg saa forfærdet, at jeg ikke var god for at staa i slig Ugudelighed længere, men maatte sætte rat tilskaus, og da jeg saa om en Stund saa mig tilbage, hvad mener Dere Fanterne saa gjorde? Mens hele Naturen var Vidne til deresses Handlinger, mens Gauken gol og Maaltrosten sang, hvad mener Dere Fanterne saa gjorde? Ja Deresses Tro er det ikke, men det er Gudsens Sandhed lel. Fan- terne drak af en Brændevinsbuttel, svor og bandte og gav Kort til et nyt Spil. Gud hjælpe dem for Regnskab, de drog paa sig med slig Synd, og hvad det bli'r for Opgjør, naar den store Regnskabsdag kommer. Det var det værste Fanteri, jeg har seet i Skauen." Konen var bleven saa ivrig i sin Fortælling, at hun aldeles havde glemt at anbringe sine sædvanlige san'er, og da hun var færdig, saa hun sig om med tydelig Forvent- ning om at komme til at samle Virak for sin høist mærke- lige Fantehistorie, men deri tog hun aldeles feil, thi Skuf- felsen var tydelig at læse paa hendes to Tilhørerinders Ansigter. De havde formodentlig ventet, at de tre Kort- spillere skulde blevet til Trolde, Underjordiske, forhexede Prindser eller noget Lignende, og da det ikke blev Tilfæl- det, mente Kurvekonen, at Børresa, som hun kaldte hende, ikke havde Greie paa, hvad rigtig Fanteri var, eller ogsaa manglede hun den rette Troen derpaa. Under alt dette havde jeg været beskjæftiget med min Patient, der bestemt erklærede sig mod at modtage Hjælp rat ): lige. Maaltrost ): turdus musicus. Buttel ): Butelje. SIDE: 102 af Andre end af mig alene, og til min Forundring var anden Hjælp ogsaa ufornøden. Efterat jeg havde renset Saaret for Smuds, viste det sig at være af et saa rent Snit, som om det var skaaret med en Barberkniv. Sivert var derhos det haardføreste Menneske, jeg nogensinde havde behandlet - jeg havde behandlet et Saar før - thi da jeg begyndte at sy Saaret sammen, knyede det ikke i Ham. Kun et Par Gange tog han mig sagte i Armen og hviskede: "Om Forladelse, Doctor, om Forladelse, Doctor," men lagde derpaa til høit: "Det gjør ikke ondt, Bestemor." Jeg var temmelig uøvet, og det gik derfor meget lang- somt, men nu var jeg færdig og tog min Hat for at gaa, da det i det samme bankede haardt paa Døren, et Slag med knyttet Næve, og en Mand kom ind. Med Huen paa Hovedet gik han lige hen til Bordet, henvendte sig til den saakaldte Moster, uden at give Tegn til, at han saa Nogen af de øvrige Tilstedeværende, og sagde med en raa, fordrukken Stemme: "Nu, er du der? Det var nok det, jeg kunde tro, du var ude et Sted og sad med Sladder og Kaffeslaberas og saalessen mellem de andre Kjærringer, mens jeg og Ungerne dine sidder der hjemme og fryser og sulter, og saalessen. Du er en Ranglekjærring og en Dragsekjærring, det er du, det har jeg altid vidst, tænkt, sagt og ment saalessen." Den stakkels Kone, til hvem denne lidet kjærlige Til- tale var henvendt, havde reist sig, da hun fik Øie paa Manden og svarede nu til min Forbauselse i en yderst spagfærdig og sagtmodig Tone, som dog kort efter blev heftigere og heftigere, eftersom hun talte: "Nei, det er ikke Sandhed, min kjære Martin; for i Førstningen vi blev Ranglekjærring ): Rendekjærring. Dragsekjærring ): trættekjært Fruentimmer. SIDE: 103 kjendt sammen, da sa'e du tit og trut, at du likte mig saa inderlig godt saa, og slig, at du var god til at bære mig paa Armene dine, hvor langt det skulde være, og om det saa var gjennem Varmen, sa'e du, og da var du en saa troværdig Kar saa, og dertil saa sød og indsmigrendes saa. For da gik du og smøg for mig ret som en kjelen Kattepus, og naar du ikke fik Lov til at komme ind til mig, - for jeg vilde helst være dig foruden, - saa ulte du som en Skrub udenfor Døren min, og laa og bar dig i Gaarden slig, som du skulde miste Livet. Det var den- gang det, for vi var ikke gifte endnu dengang; men nu vi er gifte, nu tyranniserer du slig i Huset saa og drikker dig fuld støt og stændigt og kommer hjem og slaar istyk- ker baade Borde og Bænke, ja bærer dig slig, saa det gaar baade paa Liv og Helsen, og er færdig at skræmme Vettet baade af mig og begge Ungerne mine. Det er Sandhed det, ser du, min kjære Martin." "Heisan," svarede den halvdrukne Mand og fordreiede sit Ansigt ganske afskyeligt, idet han gjorde et fortvivlet men aldeles mislykket Forsøg paa at le, "nei hvor du er fin og glat og saalessen i Aften du da, men der er ikke Smør tilbunds i dit Hjerte, det ved Ingen bedre end jeg. Ovenpaa er det saa fint som det fineste Flesk og saalessen, men nedimod Bunden der er vel - der er vel mye, som kunde være passe til alle Grisene dine og saalessen. Nu har du overrasket mig uafbrudt i mange Maaneder med Grovheder og saalessen, overrasker mig dagligen med en skidden Mund og saalessen. Er det saa at undres paa, at jeg af og til bli'r saa mat af al den Spektakel, at jeg bli'r rasende - og slaar itu Alt, hvad som kommer mig trut ): ofte. stadig. Skrub ): Ulv. Vet ): Vid. SIDE: 104 for og saalessen. Der skal alvorlig Problasion til at ku- rere sinte gælne Kjærringer, skjønner du, og til dette Sla- get hører du, og det af saa udmærket god Race, at hvis- som du var god for at finde saa god Race blandt alle Svinene dine, saa vilde det svare udmærket Regnskab og saalessen. Det er saa vist, som det stod stemplet med Kongens Mærke." Konen var under denne Tiltale bleven hedere og hedere i Hovedet, og det var synligt, at hun stadigt blev hidsigere. Hun greb ogsaa den første Leilighed til at komme tilorde og gjengjælde Lige med Lige. Da Manden derfor taug, greb hun Ordet og svarede med en særdeles løbende Tunge og et flydende Foredrag, der var høist forskjelligt fra hen- des tidligere Maade at fortælle paa. "Er det stemplet, saa er det endnu vissere, at det er stemplet, at du er en Fyllefant og en grov Fyr baade i Ord og Gjerning. Nu har du givet mig min Problasion, nu skal jeg give dig din Problasion. Saa tidligt om Mor- genen som muligt er, ja længe før det lyer paa Mangels- gaarden, skal du op og ud, og jeg maa være færdig med Kaffe og Mad til dig, hvor koldt det er. Du skal ud paa Veiene med Kammeraterne dine, siger du, og kjøbe op Va- rer for Kjøbmændene hos Bønderne, som kommer til Byen, siger du. Ja, det er nette Opkjøbere. De lægger sig om Bønderne, juxer og bedrager dem paa alle mulige Sæt og Vis, gaar Bonden imødes paa Veien og siger, at Prisen paa Rug er slig paa Torvet, og Prisen paa Karve er slig paa Torvet, og paa andre Varer slig og slig, faar ham saa til at sælge til Underpris og gaar saa til Kjøbmanden og siger noget ganske Andet; og hvissom Bonden ikke vil sint ): vred, hidsig. lye ): blive Lyd og Bevægelse. Karve ): Kummen. SIDE: 105 sælge med det Gode, lægger de sig om ham tre, fire Op- kjøbere og truer ham dertil. For det er en bekjendt Sag, at Opkjøberne er det groveste Folkeslag, som findes i By- en, og at alle Mennesker siger, at Opkjøberne burde forbydes at existere, for de bare gjør Galt i alle Maader. Alle Ting, som de befatter sig med, bli'r dyrere, for den Ene byder over den Anden, og istedetfor at arbeide for sit Brød paa lovformelig Maade, saa nærer de sig hele Dagen igjennem bare med Krangel og Spektakel, med Drik og Svir og Rør og Styr i alle Gader og alle Veie, i Kram- boder og ved Brændevinsskjænkene. Saa det just ikke er at undres paa, at du er fuld, naar du kommer hjem til mig, som sidder og steller fint i Huset og gjerne vil have Omhæng om Sengen og Skilderier paa Væggene. Men hvad gjør du, naar du er i det Humør, saa tager du Omhænget og tørker af Støvlerne dine med, og kaster Sillehuer og Potetskaller op paa Skilderierne. Er det Skikkels det, og er det saa at undres paa, at jeg imellem kan blive jussom lidt hidsig og tage igjen imod dine Grov- heder. Saa imellem saa faar jeg stagget dig, men imellem, naar du er rigtig gælen, saa maa jeg rømme Huset, og mangen en Nat har jeg siddet kleinmodig og sulten ude i Buen og krøbet sammen og sovet i Flisen, mens du har ligget stor og bred og fuld under Dynen inde i Sengen i Stuen. Nu begynder det at blive for koldt for mig ude i den aabne Vedboden, saa jeg ikke er god for at ligge der, saa faar jeg heller sætte imod, hvad jeg kan, og blive placeret med Voldsomhed inde, end rømme Stuen og kanske fordærve mig ude." Krangel ): Kjævleri. Rør ): Vrøvl. Sillehuer ): Sildehoveder. Potetskaller ): Kartoffelskrællinger. Skikkels ): passende. stagge ): stille tilfreds. Bu ): Bod. Ved ): Brænde. SIDE: 106 Manden hørte paa sin Kones Klager med et Smil, der aldeles ikke var indtagende. Af og til raabte han: "Heisan, nu gaar det bra, Heisan! nu er du flink!" eller Lignende, og søgte flere Gange at komme tilorde; men da det ikke lykkedes ham at afbryde hendes Strøm af Ord, maatte han efter i nogen Tid at have talt i Munden paa hende, hver Gang give tabt og bie, til hun var færdig. Da hun endelig taug, greb han med stor Iver Ordet og svarede: "Heisan! det gik kjapt, men nu er Turen til mig. Du er saa upartisk og saa rent urimelig og saalessen, at du skriger, som du var gal, og slaar om mig med Grov- heder, bare jeg siger et halvt Ord, du ikke liker, eller bare jeg ajerer paa en Maade, du ikke synes om og saalessen. To Gange har jeg blit oversmurt af dig, og det ret herligt, før jeg lærte rigtig at tage igjen mod dig. Den ene Gang var, fordi jeg kasted Suppetallerkenen i Grisetroa og saa- lessen, og den anden Gang var det, fordi jeg uformuen- des spytted i Sengen og saalessen, og hvissom det er tilladt at oversmøre Folk, ja saa er det godt, jeg ved det, for jeg kan have Lyst til at oversmøre Nogen hver jeg og saa- lessen. Det er hvad din Rekommendasion og saalessen angaar. Hvad din Bestilling og saalessen angaar, da siger jeg bare, at du er en Ranglekjærring og en Dragsekjærring, og ikke vilde jeg gaa omkring i Gaardene og samle gamle Ben og Filler og lokke Jenterne til støt og stændigt at slaa Mad til flere voxne Mandfolk i Skulekvarteret, for at Grisene dine skulde faa lidt Flesk paa sig og saalessen. Heller end jeg hele Dagen vilde gaa og rode mellem Skuler og Gri- ser og gamle Filler og gamle Ben og saalessen, som lug- ter værre end den svarte Sygen, heller vilde jeg være for- kjapt ): raskt. Grisetrog ): Svinetrug. Skulekvarter ): Kar, hvori opbevares Affald fra Kjøkkenet. SIDE: 107 uden baade Omhæng paa Sengen og Skilderier paa Væg- gene og saalessen. For sligt Svineri er ikke efter min Appetit." Vi øvrige Tilstedeværende havde hidtil holdt os al- deles udenfor denne lidet opbyggelige Strid imellem Ægte- fællerne. Den gamle Kurvkone gik og stellede omkring i Stuen og lod, som hun ikke hørte et Ord, men hun tog sig hyppigere end før en Pris, og det var synligt paa hendes Ansigt, at Striden gjorde et dybt og smerteligt Indtryk paa hende. Mor Børres blev derimod siddende paa sin Plads, men fulgte Ægtefolkenes Samtale med en stigende Forundring, hvilket paa det Tydeligste viste sig derved, at Munden blev mere og mere aaben, at Blinkene med Øinene bleve hyppigere og hyppigere, og at Kastene med Hovedet bleve stærkere og stærkere, som om hun ved disse Bevægelser vilde overbevise sig om, at hun virkelig havde Hovedet paa det rette Sted, og at Øinene vare fuldkommen aabne og i Orden. Nu tog imidlertid Sivert Ordet, idet han gik hen til Martin, bød ham smilende Haanden og sagde: "Nei god Kvæl da, Martin, hvor du er blid iaften, du da." "Blid? Jeg er vel saa blid eller saa vond, jeg vil, for dig sagtens. Pas du dig selv og lad mig faa mine Støvler tilbage, som du vil forbeholde dig," svarede den Tiltalte grætten. Min Patient kastede med Nakken og svarede: "Dine Støvler, Martin? Jeg har ærlig og redelig tjent dem af dig og næsten slidt dem ud ogsaa, Martin." "Jasaa," svarede Manden, hvorpaa han saa sig om, som for at udfinde, hvilken af de Tilstedeværende han grætten ): vranten. SIDE: 108 skulde vælge til Dommer i Sagen. Efter endel korte cri- tiske Undersøgelser faldt det smigrende Valg paa mig. Mit Ydre lod til at imponere ham; thi han tog endog for første Gang til Huen, uden dog at tage den af sig, idet han henvendte sig til mig og sagde: "Kanske Dere vil dømme i Sagen, saa skal jeg fortælle den." Derpaa røm- mede han sig nogle Gange og gjorde endel andre Forbe- redelser til at holde et længere Foredrag, saasom at tage en Skraa af Munden og putte den med stor Omhyggelig- hed i sin Vestelomme, harke og spytte forskjellige Gange, og begyndte saa sin Procedure, idet han henvendte sig til mig med en belærende vigtig Mine: "Det er snart gjort at fortælle den Sagen, for jeg har en Sag, som er saa grei som nøstet Hyssing og saa- lessen, og saa truværdig som Guds Ord i Kirken og saa- lessen. Nu - ja - som sagt - forrige Dagen traf jeg han Sivert, som der staar, og som er Søstersøn til Konen min i Storgaden. Det vil da sige - som sagt - at Konen min og jeg bor paa Grønland, men jeg traf han Sivert i Storgaden, skjønner Dere. Nu - ja - god Dag, sa'e jeg, og saalessen. Sa'e jeg ikke det kanske?" Dette Spørgsmaal var henvendt til hans Contrapart; men uden at vente paa Svar vedblev han, idet han atter henvendte sig til mig: "Nu - ja - som sagt - god Dag igjen, sa'e han, og saalessen. Jeg reiser imorgen til Drøbak og kanske længer udover Fjorden efter Fisk jeg, sa'e han, og vil du have Hilsener med udover, sa'e han saa kan du nu faa, sa'e han, og saalessen. Sa'e du ikke det? Nu - ja - Tak for det, sa'e jeg, min kjære Si- nøstet Hyssing ): vundet Seilgarn. SIDE: 109 vert, sa'e jeg, men jeg giver Fanden og saalessen i alle Hilsener baade til og fra Drøbak jeg, sa'e jeg. Sa'e jeg ikke det? Nu - ja - ikke at takke for, sa'e du; men hvissom saa er, sa'e jeg, at du vil lade mig faa tilbage mine Støvler og saalessen, som du har forbeholdt dig, sa'e jeg, før du tager paa Reisen og saalessen, sa'e jeg, saa kunde det nok lønne sig at takke og saalessen, sa'e jeg; sa'e jeg ikke det? Nu - ja - dine Støvler? sa'e han. Det er ligesaalidt dine Støvler, som Uhret deroppe i Kir- ken er dit, sa'e han. Sa'e du ikke det? Vil du kanske fragaa det; men det skal ikke nytte dig og saalessen; for du sa'e det. Nu - ja - som sagt - saa var det da ikke videre, men desformedelst vil han ikkedestomindre for- beholde sig mine Støvler, og hvissom det er tilladt, saa vilde jeg nok have Greie paa det, for saa kjøber jeg mig ikke en Støvel mere herefterdags, men forbeholder mig An- dres og saalessen paa samme formelige Maade." Min Ven Sivert havde, medens Klageren talede, staaet og smilet foragteligt. Af og til sagde han derhos halv- høit med et haanligt Kast med Nakken: "Aa hvilket Væv!" Da Klageren nu var færdig med sin Anklage, fremkom Anklagede med sin Defension. "Er du nu færdig, saa kan kanske jeg ogsaa komme til at sige Lidt, men hvissom du ikke er færdig, saa kan jeg gjerne vente, for jeg har Tiden for mig, til jeg faar Andet at bestille." Her gjorde Anklagede en Pause, som om han ven- tede, at Klageren igjen skulde tage Ordet, men da dette ikke skete, vedblev han: "Først vil jeg sige, at du er saa vrang som en Snekke, der er skak i Kjølen, og saa vrien vrang ): vreden. Snekke ): Baad. skak ): skjæv. SIDE: 110 som en Aal. Dernæst vil jeg spørge, hvilket Væv det er, du kommer med her ikvæl? Sagen er den, Hr. Doctor. Han Martin, som nu klager saa svært paa mig, gik ifjor Vaar og friede til Moster, og havde det svært hedt, som det syntes; men hos Moster vilde det ikke fænge, var det ligt til. Det saa baade han og jeg. Saa var det en Dag, vi traffes ved Vaterlands Bro. Han hilste god Dag paa mig, og jeg hilste god Dag igjen paa ham, hvorpaa det at vi kom i Prat sammen om, hvad som kunde forefalde. Derpaa tog han i Brændevin og Øl og trac- terede med, og saa spurgte jeg, hvorledes han tog sig ud om Dagen, hvorpaa han svarede: Aa, ikke noget videre rart. Sa'e du ikke det kanske?" "Ja, det sa'e jeg. Hvad er der da iveien og saa- lessen, sa'e du, sa'e du ikke det?" "Jo, det sa'e jeg. Aa det er dette Fanteri, dette Frieriet til Moster din, som ikke vil tage nogen Fortgang, sa'e du. Sa'e du ikke det?" "Ja, det sa'e jeg. Aa ikke Andet end det og saa- lessen, sa'e saa du. Sa'e du ikke det?" "Jo, det sa'e jeg. Ikke Andet end det, sa'e saa du. Det er Hjertesorg det, sa'e du; og Næringssorg piner ud Kroppen, sa'e du, men Hjertesorg piner ud baade Sjel og Krop, sa'e saa du. Derfor vil jeg gjerne give de Støvler, jeg har paa mig, og de er næsten nye, sa'e du, men jeg vil give dem lel til den, som kunde gjøre mig saa lykkelig at skaffe mig Moster din, ja jussom skaffe mig hende til Kjærring, sa'e du. Sa'e du ikke det?" Hidtil havde der hersket den fuldstændigste Enighed mellem begge Parter, og den Ene havde suppleret den An- dens Ord til Begges fuldkomne Tilfredshed; men nu kom der pludselig anden Klang i Bjælden, som Skovkonen me- SIDE: 111 get betegnende udtrykte sig. Den angjældende Klager gik nemlig et Skridt tilbage, satte op en meget streng Mine og svarede: "Sa'e jeg det? Neigu, om jeg det gjorde lel og saalessen. Der er du just i Beiten der og saales- sen, min kjære Sivert. For mine Ord var, at jeg lovte den Støvlerne, som kunde gjøre mig lykkelig, naar jeg fik Moster din til Kjærring. Det gjorde jeg og saalessen." "Det blir vel det Samme det, ved jeg," svarede den Anklagede troskyldig, idet han aabenbart ikke fattede sin Con- traparts Distinctioner. "Jeg skaffede dig min Mosters Ja- ord; du og hun har nu været gifte et Aar sammen, jeg har faaet Støvlerne, og de ere lovligen fortjente og ud- slidte. Det er grei Sag det." Den lykkelige Ægtemand traadte lige hen til sin Mod- part lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde med megen Eftertryk paa hvert Ord: "Blir det det Samme, enten jeg lever lykkelig og saalessen i mit Ægteskab eller ei, siger du? Det bliver det Samme for dig, kan hænde, og det blir det Samme for Doctoren der, kan hænde, og det blir det Samme for Alle og Enhver, som er uved- kommendes og saalessen af mit Ægteskab, kan hænde. Det er ikke utroligt og saalessen, at jeg har ikke Noget imod det. Men neigu om det blir det Samme for mig, om jeg faar en skidden Mund og Juling og saalessen to Gange hver Dag, og Mad og Kaffe og saalessen snaut en Gang paa Dagen, eller om jeg faar Mad og Kaffe og saalessen til hvert lovbestemt Maal til Nødtørst og saalessen, og Renslighed og Venlighed og saalessen efter Velbehag, og saa mye jeg kan forlange efter Billighed og Rimelighed og saalessen. Men sikkert er det, at hverken Konen min, Beit ): Bet (i Kort). Juling ): Bank. snaut ): neppe. SIDE: 112 som er din Moster, eller jeg, som eier Støvlerne, lever lykkeligt i vores Ægteskab, og før jeg det gjør, er Støv- lerne ikke dine mere, end Taarnuhret oppe i Kjerken er dit. Det er sikkert, og ligesaa sikkert er det, at Moster din og Kjærringen min er en Rendekjærring og saalessen, som ikke er værd et Par gode Vandstøvler, som mine var, dengang du overtog dem. Det er mit sidste Besyv i den Kulen, og det er Trump Es, som staar, og saalessen, og som accurat slaar til for at vinde Spillet og saalessen, du Tosken." "Slaar til?" svarede den Anklagede; "ja det slaar til som i Skrædderens Barsel, hvor de aad Barnet med og endnu ikke fik nok." Denne sidste Bemærkning fandt han selv saare morsom, og derfor lo han saa hjerteligt af sin egen Vittighed, at Saaret over Øiet begyndte at smerte. De forunderlige Grimacer, han gjorde for at faa sit An- sigt tilbage igjen i dets rolige Tilstand, vare saa pudsige, at hans Modstander igjen lo deraf, og dermed var Forlig sluttet imellem dem. Den stakkels Kone, der havde været omhandlet under Proceduren, var imidlertid aldeles ikke oplagt til Latter. Hun havde sat sig ned paa sin Plads ved Bordet og syn- tes kun beskjæftiget med at samle Vaaben og Ammunition og at gjøre alle Forberedelser for under et nyt Felttog at tilføie Fjenden det størst mulige Nederlag. Formodentlig var nu Planen til dette nye Felttog og alle Forberedelser dertil færdige; thi hun reiste sig, gik med faste Skridt Fienden paa Livet, men blev, i det Øieblik Angrebet skulde begynde, hindret derfra af den Gamle i Sengen. De sørgelige Suk havde ikke ladet sig høre under hele Striden, Kule ): Omgang (i Kortspil). SIDE: 113 formodentlig, fordi den stakkels Syge var falden i Søvn. Nu hørtes Noget røre sig i Sengen, og et med enkelte lange snehvide Haar prydet Hoved kom tilsyne mellem Sengeomhænget. Med et Par matte dybtliggende Øine saa den Syge sig en Stund om i Stuen, sukkede saa: "Ak ja! Naar En bare har Gud for Øie bestandig, saa bjerger En sig altid." Derpaa lagde hun til med dæmpet Stemme som En, der taler for sig selv, men dog saa høit, at det tydeligt kunde høres af Alle: "Ak ja, Gud ved, hvad det er for alle de fæle Fanter, som er kommen sammen her i Stuen ikvæl." Efter en liden Pause vedblev hun: "Ak ja! Johannemor. Det var rigtig mange vakkre Folk, her er, Johannemor; men naar min Tid kommer, vilde jeg gjerne have lidt Mad, Johannemor." Den saakaldte Johannemor, der ingen Anden var, end den gamle Kurvekone, vedblev sin Dont, idet hun ved Tegn gav den Sengeliggende at forstaa, at hun just var ifærd med at opfylde hendes Ønske. Derpaa henvendte hun ligesom i Forbigaaende et Par venlige forsonende Ord først til sin Datter og saa til hendes Mand og fik dem til min yderlige Forbauselse snart saavidt forligte, at de bleve enige om strax at gaa hjem sammen. Hvad der især bidrog dertil var, at den gamle Kone for sin Datter gjorde en meget smuk Brug af sin syge Moders Ord om bestandig at have Gud for Øie og derhos foreholdt hende, at hun ikke kunde nægte, at Manden var udmærket hygge- lig, som hun kaldte det, mod hendes to smaa Børn af første Ægteskab. Efterat Konen var blødgjort herved og begyndte at fælde store Taarer, henvendte den gamle Kurvekone sig til Manden. Formodentlig skjønnede hun, at det ikke kunde nytte at søge at paavirke hans Følelse ved fine Midler og SIDE: 114 henledede derfor kun hans Opmærksomhed paa, at han ikke kunde nægte paa sin Side, at hans Kone trællede flit- tig for Føden til sig og Børnene. Da dette lidet kjærlige Ægtepar, efterat være forsonet med hinanden, gik hjem saa venskabelig sammen, som om Intet var passeret mellem dem, tog ogsaa jeg Afsked og begav mig atter paa Hjemveien, ledsaget af min Ven Sivert. Det var holdt op at regne og sne, men Føret var blødt og afskyeligt, og jeg skyndte mig nedad Gaden saa hurtigt, som den dybe Søle vilde tillade, idet jeg glædede mig til at komme hjem og faa lidt hyggeligt ovenpaa disse forskjellige Eventyr. Men Aftenens Fataliteter vare endnu ikke forbi. Det Værste var tilbage. Da jeg var kommen et Stykke nedad Lakkegaden, kom en liden 6 à 8 Aars gammel Gut i det blotte Linned og med nøgne Ben løbende ud af en Port. Ude paa Gaden saa han sig om en Stund, og da han fik Øie paa os, der vare lige ved ham, sagde han græ- dende: "De maa komme og hjælpe, for de holder paa at tage Livet af hverandre inde i Stuen." Det lod altsaa til, at der ikke var nogen Tid at spilde, og jeg bad derfor Gutten at gaa foran og vise Veien. Han trippede strax ind af Porten igjen, og jeg fulgte efter, idet jeg tog en flygtig Afsked fra min Ledsager, Sivert; men Sivert fulgte ogsaa med, idet han sagde: "Denne Gaard kaldes Helvede, og det er nok bedst, at jeg bliver med, for her bor mangeslags Folk hos Graabeina, som Mor til Gutten kaldes." Gaardens Navn gjorde et yderst uhyggeligt Indtryk paa mig, og dette blev forøget, jo længere jeg fulgte Gut- Graabeina ): Ulvinden. SIDE: 115 ten, der ilede iforveien og brugte sine nøgne smaa Ben flinkt i den dybe Sne. Fra Portrummet skraanede Terrænet meget stærkt ned imod Elven, saa at Gaardsrummet dannede en temmelig brat Bakke, nedad hvilken Vandet strømmede meget hurtigt gjennem enkelte ujævne Render, som det havde dannet sig i det bløde Dynd, og som, da de viste sig som store sorte Stri- ber i den hvide Sne, syntes meget dybere, end de maaske egentlig vare; mig forekom de dengang ængstende. Den nyfaldne Sne dæmpede vistnok Mørket noget, men frem- bragte tillige næsten samme Virkning, som om et hvidt Lagen var udbredt over den Mængde af Løsøregjenstande, som fandtes adspredte rundtom, saa at man ikke anede nogen Fare, førend man var lige oppe i den. Hvis ikke den lille Gut havde taget sig af mig og advaret mig mod forskjellige Huller og Fordybninger, mod diverse Stokke, Stene, Vognhjul, Kar, Baljer o. s. v., tror jeg derfor neppe, jeg havde passeret Helvedes Gaardsrum uskadt paa Liv og Lemmer. Nu gik det imidlertid efter Omstændighederne nok saa godt, og da jeg var kommen saa langt ned, at jeg skjøn- nede, at jeg næsten maatte være lige i Elvekanten, saaes et oplyst Vindu og et Stykke længere nede en Dør, og et mørkt Vindu. Barnet forsvandt gjennem Døren; vi fulgte efter og kom først ind i et mørkt Rum, der senere viste sig at være et Kjøkken. Da Dørens øverste Hængsel havde faaet lovligt Forfald, saa at det ikke kunde gjøre Tjeneste længer, da den ene Rude i Vinduet havde absenteret sig og givet Plads for Brudstykket af en gammel islandsk Uld- trøie, da den anden Rude var sporløst forsvundet og havde givet Plads for endel af et gammelt Værkensskjørt, en tredie Rude, at dømme efter de Forbindinger og Plastre i SIDE: 116 Form af Papirstrimler, der vare samme paaklinede, havde faaet ikke faa Skrammer, da derhos Vandet fra Gaarden nok saa rask og livligt flød ind gjennem Døren og henad Gulvet, vil det let forstaaes, at dette Helvedes Kjøkken hverken kunde være for varmt eller for tørt, men tvertimod høist hensigtsmæssigt indrettet for dem, der synes om at leve i Kulde og Fugtighed. Dette lod imidlertid ikke til at være Tilfældet med Uldtrøien og Værkensskjørtet; thi de saa yderst forfrosne og medtagne ud og betragtede hinan- den udenfor Vinduet med høist bedrøvelige Miner. Hvor- vidt de befandt sig bedre indenfor Vinduet, fik jeg ikke Tid til at undersøge; thi Gutten aabnede strax efter Døren til Stuen, hvis Vindu vi udenfor havde seet oplyst, og vi fulgte ham ind. Den Scene, der her laa for mig, vil jeg ikke let kunne glemme. Det var et Billede paa saa stor menne- skelig Elendighed, at jeg ikke havde gjort mig nogen Fore- stilling om noget Lignende, end sige troet, at Saadant fandt Sted lige ved den By, hvori jeg selv boede. Jeg skal søge at give en saa nøiagtig Beskrivelse af, hvad jeg saa og hørte, som muligt. Stuen blev oplyst af et spruttende yderst spædt Talg- lys, som var sat paa Bordet lige ved Vinduet i en Ka- raffel, fyldt saa meget med Vand, som dens ituslaaede Hals vilde tillade. Værelset var sex til otte Alen bredt og otte til ti Alen dybt, men ikke høiere under Loftet, end at jeg vistnok godt kunde staa med Hatten paa Hovedet mellem Loftsbjelkerne, men at jeg maatte bukke mig for at komme forbi dem. Alt derinde var saa smudsigt, saa forfaldent, saa stinkende og saa afskyeligt, at jeg uvilkaarlig traadte tilbage, da den stærkt ophedede og forpestede Luft slog imod mig i Døren. I Værelset fandtes to Sovesteder, nemlig SIDE: 117 en Seng ved den indre Væg ligeoverfor Vinduet og en saakaldet Slagbænk ved Væggen ligeoverfor Døren. Der fandtes ingen Antydning til Noget, der havde Lighed med Lagener eller almindelige Sengklæder i disse Sovesteder, men Sengen syntes fyldt med mørke uldne Filler i en for- bausende Mængde, hvoraf et Par hvide Barnehoveder stak frem, og Bænken var halv fyldt med Halm, hvorover laa henkastet en Skindfeld. Forøvrigt bestod Stuens Husge- raad af et Bord lige under Vinduet, et Skathul og ende- lig to Stole med itubrukne Rygge. Paa Bordet stod for- uden Karaflen med Lyset, et Par Talerkener med Levnin- gerne af et Maaltid, et Par tomme Flasker og nogle Glas. Paa Væggen ligeoverfor Døren, som det mest iøinefaldende Sted, vare samtlige Familiens Kunstsager og til Leilighe- dens Forskjønnelse anskaffede Effecter anbragte. De bestode af et Speil og et Billede i Glas og Ramme paa hver Side af samme. Speilet, der var rundt og indfattet i Blyramme, havde oprindelig ikke været meget stort, kun 31/2 Tomme i Diameter, men da nu Halvparten var borte, kunde man blot speile en Del af Lillefingeren eller det Yderste af Næsetippen deri. Billedet tilhøire forestillede en fornem Dame i fuld Pomp med Blomster og Smykker i mængdevis. Af Underskriften "Victoriaseife" skjønnede jeg, at dette interessante Kunststykke oprindelig havde været be- nyttet til Omslag paa et Stykke Sæbe. Billedet tilvenstre forestillede ifølge Underskriften "Der König von Preussen" og var i alle Dele en værdig Pendent til Damen tilhøire. Kunstneren havde bestemt, at Hans Majestæt skulde have grøn Kjole, høirødt Ansigt og Sort Haar, men formodent- lig ved en Feiltagelse var Ansigtet blevet grønt, Haaret Skindfeld ): Teppe af laaddent Skind. SIDE: 118 høirødt og Luften ovenfor sort. Underskriften lod formode, at det var Meningen at fremstille Begrebet "Der König von Preussen" idealiseret, men intet bestemt Individ blandt Preussens kronede Hoveder. Sex til otte Personer tildels af det mest elendige og fillede Udseende laa rundt om paa Gulvet og sov i de forskjelligste Stillinger, men saa rolige, som om Intet af ringeste Betydenhed var passeret derinde, medens et gam- melt Fruentimmer og en ung Mandsperson sad henne paa Bænkekanten, Fruentimmeret beskjæftiget med at afvaske Blodet, som flød af et Saar i Mandens Nakke, med en Klud dyppet i Brændevin og Vand. Da vi viste os i Døren, sprang det gamle Fruentim- mer op fra sin Plads og kom henimod os. Hun saa paa os begge med prøvende Blik og et bistert Ansigt. Med Sivert var hun dog snart færdig, og paa ham lod hun ikke til at have Noget videre at udsætte, men jeg fandt tydeligt nok ikke hendes Bifald; thi hendes Udseende blev bistrere og bistrere, jo længere hun saa paa mig, men en- delig udbrød hun hidsig i en truende Holdning og med grov Stemme: "Er det Noget, Di vil, saa sig fra. Hvis ikke, saa reis - - -" Det var det styggeste Fruentimmer, jeg nogensinde havde seet, og jeg vidste strax, at det var hende, der kaldtes Graabeinen; thi om en gammel Ulvinde skulde iføres men- neskelig Skikkelse, kunde den ikke komme til at se anderle- des ud end denne gamle Dame. Om Øinene havde hun røde Kanter, af den hele Tandrække kun to lange sorte Tænder tilbage midt foran, en oppe og en nede i Munden, og de krydsede hinanden ideligt, naar hun talte. Hendes mørke Haar var temmelig tyndt og indsprængt med Hvidt men saa sammenvævet og i den Grad i Uorden, at det SIDE: 119 syntes kun at bestaa af uopløselige gordiske Knuder og alene med stor Flid gjennem et længere Tidsrum at kunne være bleven bragt i den Stand, hvori det nu var. I Nakken var det dog fæstet op med en gammel forrustet Gaffel, der formodentlig just var taget fra Bordet ved Siden af hende. Hendes nøgne Bryst var saa slet som en ordinær Ladedør, og den hele Person, iført den letteste Natdragt, var i mine Øine i den Grad mærkelig, at jeg vedblev at stirre paa hende uden at svare. Sivert tog derfor Ordet og fortalte, at jeg var en svær grom en Doctor, som var hentet ind fra Gaden af Gutungen hendes for at hjælpe til, at de ikke tog Livet af hinanden her i Stuen eller for at curere den Skade, som allerede kunde være skeet, lagde han til, idet han pe- gede paa den blødende Mand. Ved denne Underretning opklaredes Konens Ansigt øiensynligt og med foldede Hænder og en hyklerisk blid Stemme svarede hun: "Aa nei, Gud signe Dem, De skal slettes ikke uleilige Dem, Di som er sligen en inderlig pen en Mand, men hvissom Di absolut vil hjælpe, saa mye Tak skal Di ha'e, at Di, som er slig en inderlig grom en Doctor, vil komme ind til mig, som sidder ensørgendes Enke efter tre Mænd, som alle har drukket Livet af sig i Brændevin, skjønt jeg gjorde, hvad jeg kunde for at for- hindre det, saa jeg nok ikke har Raad til at bruge en sligen en grom Doctor som Dem, men Gudbevares, hvis- som Di absolut vil, saa - -" Da jeg antog, at det alene var Frygt for Honoraret, der gjorde Konen saa beskeden, erklærede jeg, at jeg med Fornøielse vilde yde den Hjælp, jeg kunde, aldeles gratis, grom ): dygtig. SIDE: 120 hvorpaa hun sagde: "Nei Di er altfor god, det skal Di slettes ikke," paa saadan Maade, at det var tydeligt, hun mente: Ja, det er en anden Sag, gjør da din Dont, men du faar ikke en Skilling. Det var imidlertid ikke ganske let at komme hen til den Saarede uden at træde paa de Personer, der laa og sov paa Gulvet, men Konen vidste gode Raad i saa Hen- seende. Den Nærmeste, der var en stor sværlemmet Mand med strittende, rødt Haar, og som laa paa Ryggen med aaben Mund og sprikede med Arme og Ben, saameget han kunde, spændte hun i Siden, idet hun sagde med sin grove Stemme: "Nu da, Blye, kan du ikke trække dine lange Ben til dig?" hvilket Spørgsmaal Manden øieblikkelig be- svarede bekræftende ved hurtigt at trække begge sine virkelig mærkværdig lange Ben opover Maven. Den Næste, et lidet Fruentimmer, der laa med Ansigtet mod Gulvet, rullede hun udenvidere tilside, idet hun sagde med sin blide Stemme: "Ingen er rigtig saa god til at sove som hun Kyllingen, for jeg troer næsten, Huset kunde ramle ned over hende, uden at hun vaagnede." Den Næste var en liden, sorthaaret ung Mand, der havde lagt sin Frakke under Hovedet og laa sammenrullet som et angrebet Pindsvin. Konen traadte temmelig haardt paa ham og sagde mezzo voce eller med en Stemme, der laa midt imellem den blide, hun beærede mig med, og den grove, hun anvendte paa Blyet: "Flyt dig lidt tilsiden, Taliener." Den saakaldte Taliener, der paa en Maade blev vækket, sprang strax op fra Gulvet, saa sig om med stor Forfærdelse, gjorde derpaa en hurtig Bevægelse med sin venstre Haand mod sin høire Side, og da han syntes at finde, hvad han der søgte, lagde han sig sprike ): stritte. SIDE: 121 rolig ned paa Gulvet lidt længere borte, uden at sige et Ord. Saaledes kom jeg hen til Bænken, paa hvis Kant den Saarede sad med et vanvittigt Smil, tilsyneladende saa beruset, at han ikke kunde tale sammenhængende. Saaret eller rettere Saarene, thi han havde faaet et Stik, der var gaaet tværsigjennem Nakken, vare ikke meget store og vare gjorte med et skarpt, smalt Instrument. Medens jeg var beskjæftiget med at standse Blodet og forbinde Skaden, holdt den gamle Kone det spruttende Lys og fortalte med sin allerblideste Stemme: "Gud velsigne Dem, en slig en grom en Doctor Di er, jeg skal rigtig fortælle Dem, hosdan dette gik for sig. Da jeg ensørgendes Enke efter tre Mænd, som alle drak sig ihjel i Brændevin, uagtet det er vidnesfast, at jeg gjorde, hvad jeg kunde for at hindre det, da jeg ista ikke havde Udkomme til at brænde Lys længer, saa sa'e jeg: Nu har jeg ikke Udkomme at brænde Lys længer, derfor slukker jeg det. Vær saa stille og rolige Hver og En, som søger Søvnen i Guds Navn, for nu lyser jeg Nattens Fred over Staden og Forbandelse over hver den, som forstyrrer Freden. I det Samme blæste jeg ud Lyset, men aldrig saa snart var det slukt, dermed saa hørtes der en Dask borte i Roen ved Vinduet, accurat som et Hue sloges haardt imod en Væg, og i det Samme sa'e det: Au! sa'e det saa fælt. I Jesu Christi Navn, raabte jeg, de slaaes. Dermed rev jeg i en Stikke, tændte saa Lys igjen, og saa laa han Fyren her i Bænken og blødte, accurat som Huet var skaaret af en Kalv, og Kni- ven stod endnu bag i Nakken hans, da jeg kom til. Saa gav jeg mig til at stelle med ham og havde lidt Brænd- vin paa, men Gutungen blev ræd og fløi ud han, for ista ): for en Stund siden. Ro ): Krog. Stikke ): Svovelstikke. Hue ): Hoved. SIDE: 122 han er saa troskyldig, han Stakkaren. Jeg blev bange, da jeg saa Dere, som er slig en grom Doktor og slig en inderlig pen Mand, fast jeg ikke har Noget at frygte, for jeg er ensørgendes Enke efter tre Mænd, som alle drak sig ihjel i Brændevin, uagtet alle Mennesker skal vidne, at jeg gjorde, hvad der stod til et Menneske at gjøre, for at det ikke skulde ske, saa at jeg ikke behøver at frygte hverken Fut eller Skriver. Hei Johannes!" sluttede hun, idet hun rystede den Saarede i Armen og pludselig gik over fra sin blide til sin grove Tone, hvilket jeg senere lagde Mærke til hun gjorde, hver Gang hun henvendte sig til Andre end mig; "hei Johannes! gjør det vondt?" Men da hun ikke fik andet Svar end det samme vanvittige Smil, led- saget af sagte uforstaaelig Brummen, lagde hun til med sin blide Stemme: "Nei det Brændevin, det Brændevin, det er da god for at gjøre Mere, end Nogen kan tænke. Det skulde rigtig forbydes, undtagen for dem, som kan forstaa at omgaaes paa en pen Maade med det," lagde hun forsigtigt til; thi til denne sidste Kategori regnede den ensørgendes Enke formodentlig sig selv. Paa mit Spørgsmaal, hvem der havde stukket Man- den i Nakken, svarede hun ikke direkte, men afgav en lang Beretning om de Tilstedeværende. "Den væsle Svarte der, som kryber i rund Ring," begyndte hun, idet hun pegede paa den unge Mand, der var faret op fra Gulvet, "den væsle Svarte der er en Taliener. Han gaar omkring i By og Bygd og spiller taliensk Musik paa et taliensk Instrument og danser talienske Danse til Musikken, men det maa være rigtigt daarligt baade med Musikken, Instrumenterne og Dansen i hans Fut ): Foged. SIDE: 123 Land, for det er mye simple Greier, han farer i Vei med, fast han har danset mest den hele Vei derfra og hid. Men saa snor og vrider han sig saa inderlig rart altimellem, naar han dreier paa Instrumentet, som hænger paa Brystet hans, at Enhver, som ser paa den stygge Fanten, maa le, og saa faar han Penge, og dem har han flere af, end Nogen tror." Hun lod sin Mund komme lige hen til mit ene Øre og sin Stemme synke ned til en sagte Hvisken og vedblev: "Hver Gang han har tjent saa mye, som en Gulddukat koster, kjøber han en, og han har indsyet indpaa de hundrede Gulddukater paa sig, siges der." Her trak hun pludselig sit Hoved tilbage og gloede paa mig med et yderst forundret Ansigt, som om det var mig, der havde fortalt hende noget ganske Mærkeligt. Da hun havde forundret sig tilstrækkelig over sin egen Fortælling, stak hun atter Munden hen til mit ene Øre og hviskede: "Han gjemmer dem i en Pose, som han har bundet om den bare Krop," hvorpaa hun atter ytrede alle Tegn til stor Forundring og vedblev der- paa: "Han er saa var af sig, at bare En kommer ham nær, saa skvætter han af Veien. Det var lettere at tage hans Liv end hans Penge. Men Gudbevares," lagde hun til med høi Røst, "her i mit Hus ligger Enhver saa sikkert, som om han laa høit oppe i Luften, for jeg holder et realt Hus, og Talieneren er et mye pent og snilt Menneske, som betaler sine to Skilling om Dagen for sit Logis om Natten mye ordentlig. Han er ikke god for at gjøre en Kat Fortræd engang han." "Italieneren er altsaa ikke Gjerningsmanden, men hvem er det da?" spurgte jeg. Greier ): Redskaber. skvætte ): fare op. SIDE: 124 "Han, den store stygge fæle Fanten henne ved Ovnen," vedblev hun, "han med det store røde Haar og den aabne Mund, hans meste Tid gaar med at opsøge de Steder, som er de varmeste og at ligge der og varme sig, om Sommeren i Solen og om Vinteren ved Ovnen og i Skorstenen." Da jeg hertil ytrede, at det da formodentlig var denne Mand med en saa let og bekvem Næringsvei, som havde brugt Kniv for at skaffe sig en varm Plads i Bænken, oplyste Konen mig om, at den rødhaarede Mand ogsaa af og til, naar Sulten drev ham, bestilte Andet end varme sig. Han gik da om i Husene i Lakkegaden og udrettede, hvad der kunde forefalde, skaffede Ved og Vand til Hus, trak Drank hjem til dem, der holdt Kjør, og hentede Skuler til dem, der opfødede Griser. Det var dog kun i yderste Nød, han gjorde saa store Anstrængelser, og naar han havde faaet saa meget Mad for sit Arbeide, at han var bleven mæt, var det ikke muligt at faa ham til at røre sig af Ste- det eller gjøre Andet end varme sig, indtil han atter blev sulten. Denne store, Søvn og Varme elskende Mand, havde kun en Fornøielse i Livet, og det var at drukne Katunger, berettede den ene sørgende Enke efter de tre Mænd videre; men han var ogsaa saa hidsig paa at nyde denne sin eneste Fornøielse, at han selv i den stren- geste Kulde med Glæde forlod den varmeste Plads ved Kakkelovnen, naar han fik Haab om at tilfredsstille den. Efterat Konen havde forundret sig tilstrækkeligt over denne Del af sin Beretning, vedblev hun: "Han Blyet, saa kaldes den fæle Fisken, snille Dere, slig en grom Doctor Di er, han har ikke mere Ondt i sig, end som kan ligge indpaa min Øiesten, og han er ikke god for at gjøre en Ka -." Hun vilde formodentlig have sagt Kat, men da SIDE: 125 det pludselig faldt hende ind, at dette ikke passede saa ganske godt paa denne store rødhaarede Kattehader, greb hun sig i det og rettede det til: "at gjøre et Barn Fortræd engang." Heraf sluttede jeg da, at ogsaa denne Mand var uskyldig og gjentog derfor mit Spørgsmaal om, hvem det da var, som havde stukket den drukne Mand. Istedetfor at svare ligefrem herpaa, pegede Konen paa den nærmest Blyet liggende Person og fortsatte sin Beretning: "Hun Kyllingen, der ligger, hun driver sag- tens paa Adskilligt hun, hun driver sagtens paa mye Slags Ra- skeri hun, og hun kan have mye Slags Smaatteri at stelle med hun, men hun er yderst værst imod sig selv hun, og snille, vakre Dere, slig en grom Doctor Di er, hun er slig, at hun knapt taaler at se paa en bar Kniv end sige bruge den." Det var altsaa hellerikke Kyllingen, som var den Skyldige, og da jeg nu forstod, at det ikke kunde nytte, at spørge ligefrem om, hvem det var, sagde jeg: "Saa er det kanske ham der?" idet jeg pegede paa en liden, fra Øverst til Nederst fillet Person, med en fillet Støvle paa det ene Ben og en endnu mere fillet Sko paa det andet." Men Enken efter de tre Mænd tog heraf Anledning til ogsaa engang at sætte et yderst forundret Ansigt op til, hvad jeg sagde og svarede derpaa: "Snille, vakre, vene Dere da, slig en inderlig pen Mand Di er, han der, som ligger og viser den bare Krop paa mange Steder gjennem Klæderne sine, han, som ligger og holder Felen under Ar- men? Snille, vakre, vene Dere da. Det er Wergelands- gutten det." Da hun bemærkede, at jeg ikke kjendte denne Person, fandt hun sig beføiet til atter i stor Maalestok at vise mig sit Ansigt i forundret Tilstand og gav mig derpaa en lang SIDE: 126 Beretning om denne saakaldte Wergelandsgut. Hendes Fortælling lød i Korthed saaledes: "For mange Aar siden havde Henrik Wergeland paa Landeveien truffet en liden Gut, som spillede ganske godt og raskt paa Violin. Den godhjertede Digter bestemte sig paa Stedet til at tage sig af den lille Musicus og gjøre ham til en rigtig stor. Det var imidlertid ikke saa snart gjort, og der blev aldeles ikke Noget deraf denne Gang; thi efter nogen Tids Forløb begyndte Gutten at drikke saa ganske forskrækkeligt, at selv hans ivrige Beskytter skjønnede, at der ikke gaves nogen Redning mere, og gav ham tabt. Siden den Tid havde Gutten vanket om i By og Bygd som en fordrukken Musicus og ernæret sig kummerligt af sin Violin. Men han bevarede i al sin Elendighed en næsten rørende Kjærlighed til Henrik Wergeland og bar med Stolthed Navnet "Wergelandsgutten." "Idag," ved- blev min Hjemmelsmand eller rettere min Hjemmelsenke, "idag kom han til Byen. Han havde 23 Skilling i Lom- men og var næsten ædru." Her maatte Enken tage Hæn- derne til Hjælp for i tilstrækkelig Grad at ytre sin Forun- dring og var nærved at slukke Lyset af lutter Forbauselse over Guttens abnorme Tilstand. Da hun var færdig der- med, vedblev hun: "Saa sa'e Gutten, da han kom, jeg havde bare Kvarten igjen paa Violinen min, derfor maatte jeg til Byen og faa mig en Kvint, og saa faar jeg se til at bjerge mig med det, for jeg har ikke Raad til at kjøbe Ters og Bas denne Gang, men jeg har strævet svært nok i lang Tid for at faa to Strenge. Men dersom jeg no- gensinde skulde naa frem til fire Strenge, saa skulde der vel høres Musik, sa'e han, og saa blev han vaad i Øiet, bare han tænkte paa de fire Strenge. Saa om en Stund SIDE: 127 saa sa'e han: Jeg tog nogen Bresk og Bar med fra Eids- vold til Graven hans Henriks, for han Henrik han liker nu lel bedst det, som kommer derfra han, sa'e Gutten, og dermed gik han ud i Byen. Saa kjøbte han først for 12 Skilling Blomster og Grønt, som han lagde paa Werge- lands Grav med Bresken og Baret fra Eidsvold, saa kjøbte han sig en Kvint for 10 Skilling og Tobak for 1 Skilling, og saa først gik han om i Værtshusene og spil- lede og fik sig lidt Mad og Brændevin, og saa blev han fuld i Rappet. Da han kom her ikvæl, var han saa fuld, at det bare knurrede lidt i ham, og saa at han knapt kunde lee en Finger. Han sovned næsten, før han dat i Gulvet." Jeg fik ordentlig Interesse for denne fordrukne Vio- linspiller og besaa ham nøiere. Han laa med et Instru- ment under Armen, der høist uegentlig kunde kaldes en Violin; thi det var kun Fjerdeparten af en saadan. Der var to Strenge derpaa, og Kvinten var ganske rigtig ny. Da det altsaa heller ikke var ham, som var den Skyldige, maatte det vel være den Næste, mente jeg. Men dette var en Mand, som samme Dag var kommen ud af Tugthuset, og som var kommen i Omstændigheder ved Klokkehandel, som var hans Næringsvei. Han var befor- dret i Straf, fortalte Konen, ene og alene formedelst sin farlige Haandtering, men var forresten et meget pent Menneske. Hans Nabo var nu et aldeles udmærket Menneske, der eiede en Baad med Halvdæk paa, hvormed han reiste hele Fjorden rundt og kjøbte Filler, som han igjen solgte til Fillekonerne paa Torvet. Enken tog her Anledning til Bresk og Bar ): Ener og Grankviste. lee ): røre. dætte ): falde. SIDE: 128 at holde et længere Foredrag over denne Handel og til at afgive en Beretning om, hvorledes Fillekjærringerne paa Torvet stellede og basede med Fillerne, hvorledes de sor- terede dem i 5 eller 6 forskjellige Sorter med yderst for- skjellige Priser, og hvilken herlig Næringsvei det var for alle Parter ligefra Samlerne til Papirfabrikanterne; for der var svare til Søgning efter Filler baade høit og lavt, forsikrede hun. Den Sidste, et Fruentimmer, der kaldtes Smørrosen, levede rigtignok bare af Brændevin og alt Vondt, men var forresten et ligesaa fortræffeligt Menneske som alle de øvrige Tilstedeværende, og ikke istand til at fornærme noget Menneske. "Desforuden skal jeg sige Dere, snille, vakre, vene Dere, slig en grom en Doctor og inderlig pen en Mand Di er, at hun Smørrosa har Losement her i Hu- set," vedblev Enken. "For som ensørgendes Enke efter 3 Mænd," sagde hun, "saa driver jeg som Indmadskone. Jamen maa jag give indpaa en halv Daler for hver eneste Indmad hos Slagterne, og saa laver jeg Kalon og Lun- gemos og Sylte og Pølser og mye andet Rart og Godt, som Madkonerne paa Torvet og Høkerne rundt om paa denne Kant af Byen sælger for mig. Saa faar jeg min Betaling efter Vægt; men de faar 8 Skilling paa Marken eller 40 Skilling paa Daleren af mig for deres Umage. Hun Smørrosa hjælper mig paa Indmadens Vegne, for som ensørgendes Enke efter tre Mænd, som alle drak sig ihjel uden min Begjæring, som jeg kan skaffe Videnskab paa, og med tre uskyldige Datterbørn er jeg ikke god for at nære mig af Indmaden alene, men driver desuden med 2 Kuer og 2 Griser, og saa er jeg ikke god for at hjælpe mig alene. Saa sidder jeg med denne store Stue med til- hørende Kjøkken og sidder her for en Husleie efter 20 Daler SIDE: 129 Aaret, og saa maa jeg søge min Næring for mig og tre Datterbørn, to Griser og to Kuer, saa godt jeg kan: den Ene er to Aar, den Anden fem Aar og den tredie otte Aar" - om det var Børnenes, Grisenes eller Kjørenes Alder, hun opgav, er den Dag idag ikke oplyst -, "og saa holder jeg Nattelosi for pene Folk, og pent Hus holder jeg, saavidt muligt er - - -" Her standsede hun pludselig sin Ordstrøm. Jeg var for længe siden bleven færdig med min Forretning, og havde nærmet mig Døren, ved Siden af hvilken Sivert sad paa en Stol og sov, da det pludselig faldt mig ind, at der maatte være Noget bag den pratsomme Enke, som hun ønskede at skjule; thi hun drog stadigen Omsorg for at være imellem mig og Bordet, snakkede derhos med en saa ustandselig Strøm af Ord, idet hun næsten trængte mig hen imod Døren, at det var godt at forstaa, at hun vilde, jeg skulde gaa uden at gjøre flere Spørgsmaal. Min Nysgjerrighed blev imidlertid ved disse hendes An- strængelser kun forøget, og da jeg tog Leiligheden iagt, fik jeg Øie paa et Par Ben, der stak frem under Bordet. Det var min Pegen paa dem og mit Spørgsmaal: "Hvem er det, som ligger der under Bordet?" der plud- selig standsede Konens Ordstrøm, hvorpaa hun med alle Tegn paa den høieste Forskrækkelse gjorde Mine til mig at tie stille. Det var imidlertid for silde, thi Eieren af Benene under Bordet krøb langsomt frem, kom lige hen til mig og stak sit skjæggede Ansigt lige op i mit, idet han sagde med et tvungent Smil: "Er det forbudt kanske at sove under Bordet, saa kan jeg gjerne komme frem." Hans rasende Blik fra et Par sorte, lynende Øine, hans sammenknyttede Næver, Blegheden paa hans Kinder, SIDE: 130 Tonen i hans Stemme og hans hele Holdning forfærdede mig ordentlig; thi jeg saa øieblikkelig, at jeg stod lige- over et Menneske, der af en eller anden Grund, var ble- ven saa rasende vred, at han var istand til det Værste. Uden at svare, søgte jeg derfor at komme bort, og Konen bistod mig deri, idet hun lukkede Døren op og vækkede Sivert. Men Manden greb mig i Brystet med et kraftigt Tag; Smilet, som det kostede ham altfor megen Møie at vedligeholde, forsvandt fra hans Ansigt, og med et rasende Menneskes hele ufordulgte Heftighed spurgte han: "Er du Fut eller Skriver, eller er du en Braaker, siden du spør- ger saa mye!" Jeg følte hans Haand skjælve af Vrede paa mit Bryst, men da jeg ikke forstod, hvad han mente, kunde jeg ikke besvare hans Spørgsmaal, om ogsaa Vertinden i Stuen havde givet mig Tid dertil, men det gjorde hun ikke; thi hun greb strax Ordet og sagde med dyb Alvor i sin Stemme: "Han er Doctor, John, og er kommen for at hele Saar, ikke for at være Spion. Jeg har lyst Guds Fred over Stuen, John, og bryder du den, John, nok engang, skal du angre det, John." Paa John havde Konens Tale imidlertid ingen Virk- ning; thi han svarede: "Er det ham, som er Doctor i Helvede, saa vil jeg mærke ham, for at jeg kan kjende ham igjen til en anden Gang," og i det Samme trak han mig til sig med et kraftigt Ryk og slog sin Pande imod min. Havde jeg staaet alene og været uforberedt, havde jeg formodentlig faaet et saa voldsomt Slag af hans Pande, at jeg havde besvimet paa Stedet, men nu stod jeg og Braaker ): Spion. SIDE: 131 ventede hans Angreb. Jeg gjorde derfor instinctmæssig - thi jeg anede ikke hans Hensigt - al den Modstand, jeg kunde, medens Sivert med Lynets Hurtighed stak sin Haand ind imellem vore Pander. Uagtet især dette bidrog til at dæmpe Stødets Heftighed, tumlede jeg dog tilbage deraf. Med en Mine, der gjorde ethvert Spørgsmaal om Op- rindelsen til hendes Øgenavn overflødigt, skreg Graabei- nen: "Op Allesammen! op! Det er anden Gang, Freden brydes iaften af den samme Mand. Det skal han ikke gjøre for Intet! Op Allesammen! op! baade Kvinder og Mænd, op! Saamange som findes i Stuen." Dette skede ogsaa, og der opstod øieblikkelig et fuld- stændigt Virvar. Alle, som kunde komme paa Benene, kom op. Selv Blyet reiste sig, men blev dog staaende ved Ovnen, gabende og varmende sig. Ogsaa Børnene henne i Sengen stak Hovederne i Veiret, men lagde sig dog strax ned igjen. Formodentlig vare de ikke uvante med deslige Scener. Uagtet John forsvarede sig som et vildt Dyr, blev han dog snart kastet om paa Gulvet og bagbunden. Han skreg i Førstningen som en Afsindig, men blev derpaa lig- gende stille med et trodsigt Ansigt. Kyllingen løb ud for at hente Fogden, sagde hun. Italieneren var strax ved Stridens Begyndelse forsvunden, men forresten vare kort efter Alle gangne til Hvile igjen og sov snart saa rolig som før. Kun Graabeinen var alde- les forandret. Den snaksomme, blidttalende Enke var ikke at kjende igjen. Hun gik omkring i Værelset med samme Uro, som en fangen Ulv i sit Bur, svarede ikke et Ord paa alle mine Spørgsmaal, men satte kun et bistert An- sigt op og saa paa mig med et Blik, som om hun vilde æde mig op med Hud og Haar, saa at ogsaa jeg snart taug. SIDE: 132 Efter nogle Øieblikkes almindelig Taushed sagde John nogle Ord til Enken i et mig ubekjendt Sprog. Af To- nen i hans Stemme kunde jeg skjønne, at det var en Trudsel, og da han intet Svar fik, gjentog han, saavidt jeg kunde forstaa, den samme Trudsel gjentagne Gange med stedse stærkere Eftertryk. Det var tydeligt, at det gjorde Virkning paa Graabeinen; thi hun blegnede synli- gen, kom hen til mig og sagde i en bydende Tone og med en Ed: "De kan gjerne gaa Deres Vei. Der er Ingen, som har bedt Dem blive længere." Da jeg imidlertid bestemt erklærede, at jeg vilde blive, til Fogden kom og tog John i Forvaring, gik Graabeinen et Par Gange frem og tilbage paa Gulvet mellem de So- vende, ved hvilken Leilighed hun lagde en mærkelig Fær- dighed for Dagen til snart at gjøre lange, snart korte Skridt, eftersom de paa Gulvet Liggendes Stillinger udfordrede det, forat hun ei skulde træde paa dem. Derpaa syntes hun at have taget en bestemt Beslutning; thi hun gjorde en kort Dreining henimod den Saarede i Bænken, ruskede dygtig i ham, og da hun havde faaet ham rigtig vaagen, sagde hun Noget til ham, som jeg hellerikke forstod, men som formodentlig faldt i den bagbundne Johns Smag; thi Udtrykket i hans Ansigt forandrede sig pludselig, og han skoggerlo. Kort efter stod den Saarede op. Han viste sig langt mindre drukken, end jeg havde antaget, stillede sig foran Bordet, bukkede klodset, og talede i yderst hyklerisk Præke- tone: "Jeg haver Trang til at tale og prædike, og det er til Bod og Legemets Spægelse samt til Aandens Lut- trelse, jeg vil tale og prædike. Arvesyndens og Skrøbelig- hedssyndens Sædefrugt haver for mig fra Ungdommen af været Drukkenskab og Leddiggang, medens min Ondskabs- SIDE: 133 synds Sædefrugt haver været Indbrudstyveri og megen Voldsomhed. Derfor blev Ondskabstræets Frugt for mig til 9 Aars Strafarbeide i Akershus Fæstning, hvilket kan erfares udi den Domstols Bøger, som kaldes Rigets verdslige Høiesteret, hvor mine Skrøbelighedssynders, Ar- vesynders og Ondskabssynders Overformerelse blev veiet og fundet værdige til 9 Aars Slaveri; thi min Naturs Lov skulde betale, som paakrævedes, eftersom min Daabs Pagt ikke vilde betale, hvorfor Sognepræsten bliver ansvarlig ved urigtige Daabsceremonier. I fire Aar vandrede jeg der, oppe i Kjødets Forhærdelse, og Præsten havde mange Gange Taarer paa sit Øie for min Skyld, men jeg kunde ikke faa Taarer paa Øiet; thi Forhærdelsens Jordbund var frugtbarere end Aandens Bod og Luttrelse. Da talede og prædikede Præsten engang og sagde til os deroppe: Vi Alle, som her ere forsamlede, ere som Pilegrime, der ville vandre til den hellige Stad. Nogle ere komne ud af Veien og ere komne ind i Vantroens Ørk, hvor ingen Bjerg- ning findes, Andre ere blaaste ud paa Ondskabens Hav og omtumles der svare af Storm og Bølger. Hvorpaa han, som er slig brav Mand, prædikede og bad og sagde: Herre, disse forvildede Faar haver du betroet mig til Vei- ledning, giv, at jeg maa være dem en god Hyrde og føre dem paa den rette Vei. Da han saa ikke havde et ondt Ord til Nogen af os deroppe, hvor ussel han var, og hvormeget han havde nydt af Ondskabstræets Frugt, men gjorde sig ringere end den Ringeste blandt os, da var det ligesom det løste sig i mig, og Ondskabssyndens Overfor- merelse blev hos mig fra en haard Sten til rindende Vand. Siden den Tid vandrede jeg paa de Helliges Vei i Sla- veriet og arbeidede dagligen paa Legemets Spægelse og Aandens Luttrelse; men jeg var ikke luttret nok, da jeg SIDE: 134 kom ud, derfor maatte jeg luttres mere og fornye min Daabs Pagt gjennem de sidste Dages Helliges Seremonier, og nu er jeg Lærer og Ældste blandt Mormonerne." Jeg skjønnede strax, at Manden havde en Mening med sin Optræden, men jeg fattede aldeles ikke, hvor han vilde hen. Nu fik jeg pludselig Oplysning derom. Thi, efterat den saakaldte Graabein havde sat Lyset fra sig i Vandkaraffelen og været ude en Stund, kom hun tilbage igjen, lod Stuedøren staa aaben efter sig og gjorde et Tegn til Prædikanten. Denne greb Kniven, der laa paa Bordet, traadte hen til den bagbundne John, skar Baan- dene om hans Hænder itu med et rask Snit og sagde: "Og nu skal du løses til min Luttrelse," hvorpaa han slukkede Lyset. Den saaledes for sine Baand Befriede var i et Øie- blik paa Benene og ude af den aabne Dør. Sivert og jeg, der satte efter ham, hørte ham springe i Elven og vade over den. Ingen af os havde Lyst til at følge ham i det kolde Bad, og han forsvandt strax efter i Mørket paa den anden Side Elven. Da vi kom tilbage til Scenen for disse forskjellige Optrin, var Døren lukket, og vor Banken blev ubesvaret. Det var over Midnat, da jeg kom hjem, og jeg maatte sande min Ven Juristens Ord, at man lettere faar Kund- skab om, hvad Livet er, ved at færdes ude og se, hvad der foregaar, end ved at sidde inde i sin Stue og tænke derover. Dagen efter gik jeg ud for at se til mine to Patien- ter. Det var Frostveir, og Føret udover Grønland og i Lakkegaden var udmærket godt. I Graabeinens Bolig fandt jeg kun den værdige Enke efter de tre Mænd samt hendes Hjælperske, den ikke yndige Rose, hjemme. Den Første var beskjæftiget inde i Kjøkkenet, hvor en rask Ild SIDE: 135 brændte paa Skorstenen, med at skolle Koben. Hun under- rettede mig kort og but om, at den Mand, der var saaret Aftenen forud, var gaaet ud, og at hun ikke vidste, hvor han var, eller om han nogensinde kom igjen til hende. Derpaa taug hun, besvarede ikke et eneste af mine Spørgs- maal, men viste mig kun sit Ansigt udstyret med et fuld- komment Ulveudtryk. Hos Rosen, der stod nede ved Elven og skurede Tar- mer i Saugflis, fik jeg bedre Underretning. John og Prædikanten vare Fanter, der hørte til samme Følge, og den Sidstnævnte skulde virkelig have ladet sig døbe som Mor- mon, sagde hun, og reiste nu om som Prædikant. John, der var en ægte Tater, og ernærede sig som Hestedoctor og Vævskibinder, havde formodentlig saaret den Anden, mente hun, kun for at mærke ham; men det vidste hun sikkert, at ingen Fant ønskede at blande Øvrigheden ind i sine Stri- digheder. Det Folkeslag afgjorde helst sine Sager sig imellem, mente hun, og lagde til, idet hun forsigtig saa sig om, jeg har den Tro, at Graabeina er en gammel Taterkjærring, eller ogsaa er hun saa bange for John, at hun maa lystre ham i Alt, for han er det eneste Menne- ske, der har nogen Magt over hende. Derfra begav jeg mig til Siverts Bolig. Jag traf hans Moder hjemme, beskjæftiget med at sy Mandsunder- trøier af stribet Tøi, hvilket var hendes Næringsvei. Det var en meget blid og venlig Kone, der fuldkommen havde tilegnet sig sin Moders Manerer at fortælle paa med alle hendes Gjentagelse og tilhørende Jamenner og Neimenner. Sivert, fortalte hun, var kommen hjem ved høieste Nattens Tider, jamen var han det, det var han rigtig det, og Saugflis ): Sagspaan. Vævskibinder ): Tilvirker af Vævskeder. SIDE: 136 han havde ikke sovet mere end et Par Timer, neimen havde han ei, det havde han ikke, saa maatte han ud igjen. For han skulde udover Fjorden. Han havde været saa rar af sig, jamen havde han rigtig været saa inderlig rar af sig, og vilde hverken have Lys, da han kom eller da han gik; og saa vilde han være borte indpaa de fjorten Dage, og saa længe havde han rigtig aldrig været hjem- mefra før; neimen om han det havde været. Denne brave Kone vilde, at jeg skulde underrette hende om Grunden til alle disse Besynderligheder, men jeg havde ikke Hjerte til at sige hende, at det naturligvis var, fordi den godmodige kjærlige Søn ikke ønskede, at Moderen skulde opdage det store Saar, han havde faaet over Øiet. Kort Tid efter var jeg atter i Graabeinas Bolig; men da var hun flyttet, Ingen vidste hvorhen, og senere har jeg ikke seet hende. Disse vare mine Iagttagelser i Anledning af min Ven Juristens Mangel paa rent Linned til at ture Jul med hos sin Onkel. rar ): underlig. ture ): feire. Harald Meltzer SIDE: 139 Grundset Marked. 1852. Grundset Marked er meget gammelt. Det er kommet i Gang for at afhjælpe Savnet af en Kjøbstad i Oplandene, og har sit Navn af Gaarden Grundset i Elverums Præste- gjeld i Østerdalen, hvor det oprindelig blev afholdt. Alle- rede ved aabent Brev af 26de Septbr. 1685 blev det be- stemt, at det skulde afskaffes, og at et andet, "til For- handling af Korn og indlændiske Varer," i dets Sted aar- lig skulde afholdes ved Erlien mellem Tønset og Dals- bygden, "efterdi den største Del af Almuen, som arbeidede ved det røraasiske Kobberværk, tilbragte over 6 Uger om Vinteren i Anledning af Reise til Hedemarken og Grund- sets Marked Værket til Forsømmelse m. m." Men Folk samlede sig desuagtet hvert Aar til sædvanlig Tid ved Grundsets Markedsplads, og Markedet blev fremdeles af- holdt som før. Det samme var ogsaa Tilfældet, efterat det ved Anordning af 18 Oktober 1726 var bestemt, at Grundset Marked skulde forflyttes til Stafskoven i Vangs Sogn paa Hedemarken, en Anordning, der gaves "paa Ansøgning fra Endel af Borgerskabet i Christiania, hvilke androge, at det faldt dem særdeles besværligt at komme til Grundset Marked ved Fæstningen Christiansfjeld i Elverums Sogn i Østerdalen, formedelst den lange Vei fra Mjøsen over Land, og fordi der var saa faa Gaarde omkring, at de Markedssøgende maa med deres Varer ligge ude om SIDE: 140 Natten i Frost og Kulde." Senere Lovbestemmelser for- udsætte det som givet, at dette Marked afholdes i Elve- rum i Østerdalen. Som allerede bemærket, holdtes Markedet oprindeligt paa Gaarden Grundset, men ved Rsc. af 19de Juli 1765 blev det tilladt, at det maatte holdes paa den Ole Øver- land tilhørende Gaard "Gaarder," strax nordenfor Elve- rums Kirke, hvor det da rigtignok allerede havde været holdt i nogle og tyve Aar - formodentlig efter fælles Overenskomst mellem de Markedssøgende -; dog, at Eieren ikke maatte forhøie Leien for Kjøbmændene af de opbyggede Kramboder. Paa dette Sted en Mils Vei i Syd for Gaarden Grundset, afholdes Markedet endnu. Ifølge Rsc. af 20de August 1756 skulde det begynde den første Tirsdag i Marts Maaned og kontinuere til samme Uges Ende, altsaa til Løverdags Aften. I Virkeligheden sluttes det ikke før den paafølgende Mandags Eftermiddag; den militære Vagt: 1 Lieutenant, 2 Underofficierer og 24 Mand Menige med 1 Tambour og Piber, der har at holde Orden ved Markedet, og hvis Styrke og Lønning er fastsat ved Rsc. af 24de Februar 1758, afmarcherer Kl. 4 Mandags Eftermiddag. Dette har ogsaa paa en Maade Hjemmel i Canc. Prom. 27de April 1799, der tillader de Handlende ved Markedet at aabne deres Boder om Søndags Eftermiddag, naar Gudstjenesten er forbi og i det foran nævnte Rsc. af 1758, der forudsætter det som givet, at Vagtholdet vil være i 7 Dage. Grunset Marked er det betydeligste af de søndenfjeldske Markeder. Østerdøler ligefra Røraas komme dertil for at afsætte Smør, Talg, Ost, forskjellige Slags Skind, Vildt og Fisk og for at kjøbe Korn, Jern og Kramvarer. Sol- unger og Odøler sælge ogsaa lidt Skindvarer, og kjøbe SIDE: 141 Kramvarer. Gudbrandsdøler og Valderser komme for at drive omtrent samme Handel. De afsætte derhos en Del saltet Faarekjød og sælge og bytte Heste. Hedemarkinger sælge Kornvarer, Heste og hjemmevævede Tøier og kjøbe Jern og Kramvarer. Thotningerne sælge forskjellige Mes- singsager, f. Ex. Lysestager, Strygejern, Bjelder og Beslag til Kjøreredskaber og andre Produkter af deres Industri, og kjøbe ligesom Hedemarkingerne Jern og Kramvarer. Berg- genhussingerne fra Lerdal og andre Steder i Indre Sogn drive Hestehandel. En stor Mængde Svensker fra de nær- mest Grændsen liggende Provinser, blandt hvilke Dale- karlerne ere let kjendelige paa deres Dragt, møde frem til dette Marked for at sælge Stangjern, Spiger og andre Jernvarer, Kobberkar, Uhre, Messingvarer og flere deslige Produkter af svensk Industri, og for at kjøbe Heste, især Foler, og Skindvarer. Manufakturhandlere og Haandværkere fra Christiania, Hamar og Lillehamar udsælge eller bort- tuske deres Varer dels fra faste, optømrede Boder, der ere byggede alene til dette Brug, dels fra løse Markedsboder og fra deres Kister og Læs. Men hvad der giver dette Marked den største Vigtighed, er, at Trælasthandlere fra Christiania og Fredrikshald indfinde sig der, kjøbe Tømmer af Skoveierne i Østerdalen, Solør, Odalen og i de svenske Grændseprovindser, der benytte Glommens Vasdrag til at frembringe deres Trælast til Udskibningsstedet, og at Kjø- berne give betydelige Summer i Forskud paa disse Handeler. Denne Tømmerhandel er naturligvis, hvad Værdierne angaar, uden Sammenligning den væsentligste Trafik paa Grundset Marked, og den bestemmer ogsaa den øvrige Handelsrørelse der; thi bliver Tømmeret godt betalt, og Sælgerne faar mange Kontanter i Forskud, ere de villige SIDE: 142 til at kjøbe, hvad det skal være, uden at tage det saa nøie med Prisen. En Vinter skulde jeg slutte en Handel med en Svenske, der havde sat mig Stævne paa Grundset Marked. Man havde sagt mig, at det egentlige Liv der først begyndte den tredie Markedsdag. Derfor tog jeg fra mit Hjem i Chri- stiania den første Tirsdag i Marts Maaned, eller den første Markedsdag tidlig om Morgenen. Det var prægtigt frisk Veir med rask Kulde; men Føret var maadeligt, da jeg kjørte udover Nybroen og opad Throndhjemsveien, klædt til at opsøge Franklin og trodse Kulden ved Nordpolen. Mine Tanker fløi imod Nord til Østerdalens Is og Sne og fandt Næring derved, at Heste og Folk, der kom ned- over Veien og droge til Byen, vare hvide af Rim. Is- tappene, der hang om Munden paa Hestene, bragte mig til med fordoblet Inderlighed at prise Behageligheden af at sidde saa godt og varmt, som jeg sad. Da Føret stadigt var af den Beskaffenhed, at det gav den tydeligste Ide om, hvorledes Augias's Stald, dette Kalifornien for Nutidens rationelle Jordbrugere, saa ud i Frostveir, gik det ikke meget hurtigt fremad, og jeg ankom først til Minde en Stund ud paa Eftermiddagen. Efterat jeg havde spist Middag der og faaet mit Reise- tøi paa mig igjen, hvilket Sidste medtog lang Tid, især paa Grund af de mange Tørklæder og Shawler, som altfor omhyggelige Hænder havde svøbt mig ind i, da jeg reiste hjemmefra, var Klokken bleven 4, men det havde heller ingen Hast, mente jeg; thi jeg vilde nok endda naa Kors- ødegaarden, hvor jeg havde bestemt mig til at overnatte, i betimelig Tid. Det havde været en temmelig mild Vinter, og tegnede SIDE: 143 til en tidlig Vaar. Mjøsen var derfor aaben ved Minde, og jeg maatte saaledes kjøre den bakkede Landevei over Morskoven. Føret var her meget bedre end nede ved Byen. Den endnu svage Vaarsol havde dog i den sidste Uge vundet saameget i Styrke, at den havde for- tæret det tynde Snelag i de Bakker, der heldte mod Syd. Dette gjorde naturligvis Transporten af tungt belæssede Slæder opad disse yderst besværlig. Hver Gang Bønderne med deres tunge Læs kom til en slig snebar Bakke, der stedse tillige var en Modbakke, da Varerne skulde transporteres nordefter til Grundset, maatte de standse og sætte to Heste for hver Slæde, da det ellers ikke var at tænke paa at faa den trukket op. Dette kunde endda kun ske med Anspændelse af de yderste Kræfter, Heste og Folk havde at raade over. Den gnissende, øresønderskjæ- rende Lyd, som Jernskoningen under Slæderne frembragte i Sanden paa Veien, var ligesaa ubehagelig for Øret, som de dampende, pustende, slidende og slæbende Hestes og Folks Anstrængelser vare for Øiet. Naar dertil kom, at de gode Kjørselbønder lode til at tro sig i Besiddelse af et Monopol paa Veiens Benyttelse, hvis man skulde dømme efter den Ugenerthed, hvormed de disponerede over den, og den Vrangvillighed og Vrantenhed, de lagde for Dagen, naar man vilde reise forbi dem, kan man vide, at det just ikke var behageligt at kjøre dette Veistykke, eller let at komme hurtigt frem, især da der var en hel Mængde Kjørselbøn- der i Veien. Jeg blev derfor meget glad, da jeg paa den næste Station, Morstu, fik Underretning om, at Mjøsen derfra kunde kjøres til Korsødegaarden, hvorved Veien lettedes, for- kortedes og blev behageligere i enhver Henseende; det an- tog da idetmindste jeg. SIDE: 144 For at komme ud paa Isen maatte jeg kjøre nedad et lidet Jorde. Efter forskjellige af de smaa Fataliteter, som Enhver, der er vist Vinterveien hertillands og har kjørt ned paa en Is fra Kongens slagne Landevei, formo- dentlig kjender, saasom at Slæden en Gang væltede over en aldeles upaaregnelig Tue midt i Veien, en Gang sling- rede saaledes nedad en Issvul under et Opkomme paa Marken, at Hesten, før jeg vidste et Ord deraf, vendte Næsen hjemad, en Gang blev hængende fast i en Tømmer- stok, som laa i Veien, o. s. v., kom jeg endelig i god Behold ud paa Mjøsisen. Som foran berørt, havde det om Morgenen været temmelig koldt, men Kulden havde aftaget ved Middags- tider, og senere var Luften bleven mildere og mildere. Nu begyndte Himlen at overtrækkes med Skyer, og Mørket til- tog med en forbausende Hurtighed. Jeg var imidlertid ved godt Mod; thi det forholdt sig, som det var blevet mig berettet paa Skiftet, at Veien paa Isen var vel opkjørt, og jeg haabede, at det ogsaa forholdt sig saa, som man der ligeledes havde berettet mig, at den ikke var at tage Feil af. Jeg havde nemlig faaet en Skydsgut med mig, som saa ud til kun at være mellem 8 og 10 Aar gammel, og hos hvem der saaledes var liden Veiledning at vente. Selv havde jeg aldrig været paa Mjøsen før. Da vi alle Tre, min lille Skydsgut, Hesten og jeg selv nemlig, vare komne vel ud paa Isen, tog Gutten, der hidtil havde løbet efter Slæden, i dyb Taushed Plads bag paa Hundsvotten, og efterat han havde trukket et over- maade stort Tørklæde, han havde om Halsen, op over Næ- sen og begge Ørene, stukket begge sine Hænder saa langt Fotnote: Issvul ): Isskorpe paa Landeveiene. Hundsvot ): Kudskesæde paa en Slæde. SIDE: 145 ned i sine Buxelommer som muligt, hvilket var utroligt langt, syntes han at være færdig til at reise lige til Ver- dens Ende. Paa mit Spørgsmaal om Isen var Stærk, kom en brummende Lyd ud af det store Tørklæde bag mig, og Svaret: "Jeg ved inte, jeg," lød omtrent, som om en Bjørnunge havde faaet Talens Brug og havde svaret. Da jeg fik det samme Svar paa alle mine Spørgsmaal: om Veiens Længde, om Gutten var kjendt paa Veien o.s.v., maatte jeg antage, enten at han ved de dybe Grublerier, hvortil han syntes at være stærkt henfalden, var kommen til det samme Resultat, som hin græske Philosoph, hvis eneste Viden efter et langt Livs Studium var, at han Intet vid- ste, eller ogsaa, at han var saa træt af at skydse og saa kjed af at svare paa de Reisendes tusinde Spørgsmaal, at han havde fundet paa det Middel at erklære sig total fal- lit paa al Viden, for at blive fri for al Snakken. Jeg fandt det under alle Omstændigheder bedst at lade være at tiltale ham mere, og det varede ikke længe, før jeg hørte ham sidde og snorke ret velbehagelig bag mig. Det var en rask Hest, jeg havde faaet, der var vant til at gaa i Skyds, kunde jeg skjønne. Derfor lod jeg den skydse sig selv, da jeg mærkede, at den stadigen holdt et raskt Trav. Den ensformige Takt af Hestebenenes Slag i Isen, Skydsguttens Snorken bag mig i Forbindelse med min egen Træthed efter den uvante Maade at tilbringe Dagen paa, bidrog formodentlig i Forening til, at mine Øine lidt efter lidt faldt sammen, og at jeg begyndte at have en Anelse om, at jeg drømte, saasom jeg pludselig befandt mig paa en Jernbanevogn langt Syd i de varme Lande, omgiven af grønne solbeskinnede Skove og Egne. Jeg fik fuldkommen Sikkerhed for, at dette var en Drøm, SIDE: 146 da en raa Stemme vækkede mig, idet den pludselig lige ved mit Øre raabte: "Hvorledes kjører du da, Klodsen?" Strax var jeg lysvaagen, holdt Hesten an, og befandt mig lige ved Siden af en Slæde eller Sluffe, hvorpaa der, saavidt jeg kunde se i Mørket - thi det var nu blevet ganske mørkt, uagtet der i Almanakken stod Maaneskin af en næsten fuld Maane - sad en hel Del Personer. Jeg kunde tælle to Fruentimre, tre Mandspersoner og to Børn, og det forekom mig, at der var endnu Flere. Selskabet blev trukket af et lidet Dyr, der gik i Skridt, og som, at dømme efter Størrelsen, enten var en liden Hest eller en middels stor kollet Ko. Skjærmen paa min Slæde havde, kunde jeg forstaa, idet min Hest vilde trave forbi den frem- mede Slæde, stødt til den Person, der havde talt, og som sad med det ene Ben udenfor Karmen. Idet jeg standsede min Hest, reiste den anden Mands- person sig i den fremmede Slæde og skreg med en Stemme, der røbede Hidsighed og Raahed. "Hvad er der? Hvem er det? Er det Nogen, som vil overfalde os midt paa Lande- veien? saa skal jeg" - her svor han en fæl Ed - "danse med ham." Han vilde derpaa springe ud paa Isen, men blev holdt tilbage af et Fruentimmer, som gjorde sig megen Umage for at berolige ham. Jeg gjorde Undskyldninger for min mindre forsigtige Kjøren, og spurgte derpaa, om jeg var paa den rette Vei til Korsødegaarden. "Kjør ret fram, som du nu holder," blev der mig svaret af en raa Stemme, "saa kommer du snart der, du skal." Men da jeg derpaa havde kjørt et Stykke i den Retning, der var bleven mig antydet, hørte jeg fra den fremmede Slæde en saa infernalsk Latter, at jeg ordentlig fik Betænkeligheder ved at kjøre videre, og vendte mig om for at raadslaa med min Skydsgut. Jeg SIDE: 147 fik hans Hoved frem af Tørklædet, hvori det næsten var forsvundet, og Resultaterne af vor korte Raadslagning blev, at Hesten nok kjendte Veien, "for det var ikke første Gan- gen, den Gampen labbede i Veien her," mente Gutten, der lod til at have den Tro, at Hesten var ligesaa meget vidende, som han selv var lidet vidende, hvoraf efter min Mening skulde følge, at Hesten maatte være alvidende. Jeg lod da staa til og kjørte videre, uagtet jeg just ikke havde en saa ubetinget Tillid til Hesten, som min Skyds- gut lod til at have. Nu gik det da atter raskt fremad en Tid, idet jeg holdt skarpt Udkig, hvilket dog paa Grund af Mørket var saagodtsom uden Nytte. Det forekom mig, at Hesten var mindre ivrig i sit Løb, og at Veien var me- get mindre opkjørt nu end tidligere. Medens jeg over- veiede, om jeg ikke burde standse og anstille nærmere Un- dersøgelser, hørtes Raab langt borte. Jeg greb i Hestens høire Tømme for at vende den til Siden og lytte efter, om disse Raab gjalt mig. Hesten anlød Tømmen saa villigt og kastede sig saa hurtigt tilside, som om den kun havde ventet paa dette Tegn for at komme bort fra en Vei, den aldeles ikke havde nogen Lyst paa. Den gjorde et høit Sæt over en Gjenstand, som laa eller stod paa Isen, og Slæden blev med Voldsomhed væltet, men Hesten lod til at være et meget fornuftigt Dyr; thi den standsede, strax den mærkede, at noget Galt var paafærde. Ved at se eller rettere føle efter, hvad det kunde være, der laa i Veien, kom jeg endelig til det Resultat, at jeg var kommen ind mellem svære Isstykker, der dels stode ret op og ned, dels laa paaskraa, saa at de dannede Vinkler af alle Størrelser med Isfladen. Efterat jeg havde opsamlet mine forskjellige Effecter, og med dem min Skydsgut, som var kastet ind under et SIDE: 148 Isstykke med min Natsæk, faaet Effecterne igjen lagte i Slæden og Gutten trukket frem fra Isstykket, hvor han blev liggende uden at tage Hænderne op af Buxelommerne eller mæle et Ord, idet han dog strakte sit Hoved ud af Halstørklædet og saa forundret paa mig, omtrent som en Hanekylling, der er opskræmt af sine lune Drømmerier paa Pinden om Natten, - skulde jeg søge at finde tilbage paa Veien igjen. I det samme begyndte det at blæse lidt, og inden jeg vidste et Ord deraf, var jeg indhyllet i en tæt Taage, der i Forening med Mørket bevirkede, at jeg ikke kunde se nogen Gjenstand en Alen fra mig. At befinde sig mellem mandshøie Isstykker paa en Is, hvor man ikke er kjendt, er ubehageligt nok, at faa Mørke og Taage over sig paa en saadan Is, gjør Stillingen betænkelig, men hvo skildrer min Skræk, da jeg, idet jeg lyttede efter, om ikke den Slæde, jeg var kjørt forbi, skulde komme efter mig, eller de Raab, jeg havde hørt, skulde gjentages, hørte Vand skvulpe mod Iskanten tæt ved mig, idet den sagte Vind, som førte Taagen med sig, satte Van- det i Bevægelse. Hesten stod altsaa kun et Par Skridt fra aabent Vand langt ude paa Isen, og hvis jeg ikke var standset af det Raab, jeg havde hørt, vilde jeg nu for- modentlig have ligget paa Bunden af Mjøsen. Jeg gjorde min Skydsgut bekjendt med vor Stilling, og min Meddelelse lod til at gjøre et overmaade stærkt Indtryk paa ham; thi han trak Hænderne op af Lom- merne, Tørklædet ned fra Ørene, lyttede en Stund og sagde derpaa: "Du er kommen ind i Raaken maatru, det kan inte nytte at kjøre længere den Vei." Han havde unægtelig Ret deri, lod til at være me- Fotnote: Raak ): Aabning i Isen. SIDE: 149 get fornøiet over sin Skarpsindighed, trak atter Tørklædet op over Ørene, stak Hænderne ned i Lommerne og slog sig til Ro paa Hundsvotten igjen, som om han sad i god Behold i sin Moders Kakkelovnskrog. Medens jeg overtænkte, hvad jeg nu skulde foretage mig, idet jeg hverken vovede at kjøre frem eller tilbage - thi det vilde omtrent være lige saa farligt, syntes jeg, at forvilde sig paa Isen i den tykke Taage som at kjøre ud i den aabne Vaag, - hørte jeg en Fruentimmerstemme langt borte skrige: "Hei der! Hei der! Stands! Kjør inte længer! Hei der! Hei der!" Jeg formodede, at Raabene gjaldt mig og besvarede dem. Fruentimmeret kom hurtigt nærmere; det kunde jeg høre paa de Skrig, hun nu af og til udstødte, og som jeg hver Gang besvarede, forat hun ved at følge Lyden kunde finde hen til mig. Det varede ikke længe, før jeg hørte ilende Skridt gjenlyde paa Isen af mindst to Personer, og strax derpaa hørte jeg en raa Mandfolkestemme sige i afbrudte Sætnin- ger, der vare ledsagende af en Hoben Eder: "Fanden ved, hvorfor du skal fly afsted slig som en Nar. - Det var bedst at lade Enhver passe sig. - Vi have liden Tid at spilde, og du løber langt af Veien." Denne sidste Ytring lod til at blive Fruentimmeret for stærk, thi hun svarede ligesom lidt bebreidende: "Du er ræd for at spilde Tid, men du er ikke ræd for at spilde Liv, som du let kunde have gjort ved at vise den Reisende en gal Vei. Du kan jo lade mig gaa alene og reise vi- dere, jeg skal nok altid naa dig igjen, for træt er jeg ikke. Havde du sagt før, hvilken Vei du viste Manden, saa var jeg gaaen før og havde ogsaa været før tilbage." "Jagu sa'e jeg det, jeg," svarede Mandfolkestemmen, SIDE: 150 "du alene paa Mjøsen i slig Taage. Der er nok ikke Mange, som finde frem her i Kveld, naar de først ere komne ud af Veien, dersom de ikke, som jeg, har taget Mærke paa hver Flæk." Da han i det samme næsten løb lige paa mig, skreg han i Vrede, idet han traadte tilbage: "Har du seet slig forbandet Lurefant, som staar her og lyver til, hvad En siger. Jeg skulde have Lyst til at sætte et lidet Mærke paa dig til en anden Gang," tilføiede han og traadte et Skridt nærmere mod mig; men idetsamme spændte han til Noget, som laa paa Isen, bøiede sig ned, tog det op og gjemte det under sin Frakke. Saa pludselig, som om den Ting, han havde taget op, havde indeholdt en Trolddomskraft, blev hans hele Væsen forandret. Han blev med Et me- get venlig og tjenstvillig, vendte min Hest, ledede den ud paa Veien igjen, bad mig være saa snil at sætte mig op i Slæden, tog fat i Hæstens Hovedlag og førte den hen- over Isen ad den samme Vei, hvorfra han var kommen. En Tid gik det saaledes under dyb Taushed fra alle Parter. Manden, der førte Hesten, løb temmelig hurtigt, og Fruen- timmeret stod bag paa Slæden. Jeg tænkte ved mig selv: "Det er godt nok, du nu er høflig, min gode Mand, men lad os først komme til Hus, saa skulde vi nok opgjøre vort hele Regnskab." Pludselig dreiede Manden min Hest til Venstre, stand- sede og sagde: "Nu er det bare at lade Gampen gaa paa den brede Vei til Skiftet, og hvis De ikke tror Dem til det, saa kommer Sønnen til Gjæstgiveren paa Korsødegaarden er bag; jeg kjender hans Bjælde. Han skal hjem og vi- ser nok Vei. Kom denne Vei," sagde han til Slutning til sin Ledsagerske, hvorpaa de Begge forsvandt i Taagen, uden at jeg havde seet deres Ansigt saa nøie, at jeg kunde SIDE: 151 gjenkjende dem. Strax efter kom ganske rigtig Sønnen til Gjæstgiveren paa Korsødegaarden og kjørte foran mig hjem- over. Han mente, det maatte have været et Fantefølge, jeg havde stødt paa i den anden Slæde; thi saadanne Følger vare som Lemænnene; de kom, Ingen vidste hvor- fra, og gik, Ingen vidste, hvorhen. Da jeg kom til Skif- tet, savnede jeg min Merskumspibe og skjønnede nu, hvad den grove Tølper havde taget op fra Isen, og Grunden til hans pludselige Høflighed. Det var forgjæves, at jeg lod holde Vagt paa Veien hele Natten for at anholde Følget, naar det kom forbi; thi det blev ikke seet, og In- gen vidste at give nogen Besked om det. Næste Morgen tog jeg fra Korsødegaarden. Veien stak nu ind i Landet fra Mjøsen, og Føret blev bedre og be- dre gjennem Romedals og Løitens Sletter, ligesom Sne- laget stedse blev tykkere og tykkere. Efterat have kjørt gjen- nem Løitenskoven, en paa en stor Flade beliggende stærkt udhugget Skovstrækning, kom jeg ind i Elverums Præstegjæld. Paa den tiltagende Færdsel og det tiltagende slette Føre mærkede jeg, at jeg nærmede mig Markedspladsen, og da jeg endelig ved den lille Gaard Grindalen, hvor en høi Stenstøtte er opsat og forsynet med Mærker paa Glom- mens forskjellige Vandstand, var kjørt ned paa denne Elv, var Sneen i Veien af Farve og Udseende forøvrigt som brunt Puddersukker og afgav altsaa fuldstændigen det be- kjendte Markedsføre. Medens Mjøsen, som fortalt for en Del var aaben, var Isen paa Glommen saa tyk, at flere halvvoxne Gut- ter, der havde gjort sig det til Indtægtskilde, at forsyne de Forbireisendes Heste med Vand, havde maattet anskaffe sig Stokke med Jernkroge i Enderne for at naa Vandet i SIDE: 152 Elven og for at kunne trække deres Bøtter op derfra som af en Brønd. Paa den anden Bred af Glommen hørte jeg allerede Støien fra Markedspladsen, og efterat jeg havde kjørt forbi en Del smaa Stuer, der rundt om ligesom vare barrica- derede af paasælede og løse Heste, af bepakkede og tomme Slæder, af fulde og tomme Kister og Kasser og af fulde og halvfulde Bønder, passerede jeg en afbrukken Skigar og var nu inde paa en Slette, hvorpaa Markedet holdes. Grundset Markedsplads er en temmelig stor, uopdyr- ket Slette. Omtrent midt paa Pladsen ligger de faste Markedsboder, hvis lave Tømmervægge ere af samme graa Farve som de graa Klipper, hvorpaa den forfaldne og forladte Skandse Christiansfjeld ligger i Nærheden. Tvært- over Pladsen gaar i Markedstiden en Vei, der deler den i to ulige store Dele. Den mindste af disse ligger nærmest Glommen, hvorfra Pladsen dog adskilles ved dyrkede Marker. Ved min Ankomst til Markedet bedækkede dyb Sne Bjerg og Dal rundt om, men paa Markedspladsen saa man kun lidt af Sneen; thi den blev langt udover Sletten paa begge Sider af Veien skjult af Heste og Slæder og Folk, der stode saa tæt paa hinanden og saa hulter til bulter, at det syntes umuligt for dem, der vare komne ind i denne bevægelige Labyrinth, at finde ud igjen deraf. Fra Midten af Pladsen steg en tæt blaalig Røg først et Stykke lige op i Veiret og trak derpaa langsomt hen- imod den lave Aas i Øst og over Ruinerne af Christians- fjeld. Dette i Forbindelse med den stærkere Støi, som kom fra samme Sted som Røgen, og som lød omtrent som den fjerne Brusen af en mægtig Fos, viste, at der var Mar- kedets Hjerte, hvorfra Livet udgik til de fjernere Dele. Skigar ): Gjærde. SIDE: 153 I Veien var en idelig Frem- og Tilbagestrømmen af saa mange Gaaende, Ridende og Kjørende, at jeg kun kunde komme frem Skridt for Skridt. Da derhos nu og da beskjænkede Mænd, hvoraf Markedet, uagtet Klokken kun var 2 om Eftermiddagen, syntes at være overfyldt, kom foran min Hest, blev jeg oftere nødt til at holde ganske stille en Tid, omendskjønt saavel min Hest som den Drukne, hver paa sin Side, viste den bedste Villie til at komme forbi hinanden snarest mulig. Den Omstændighed, at den drukne Mands Ben og Overkrop ikke kunde blive enige med hinanden om at gaa af Veien til samme Side, men at de lode til absolut at ville gaa hver til sin Side, lagde store Hindringer i Veien for en hurtig Passage. Et saadant Ophold forlængedes selvfølgelig, naar den Beskjænkede rent ud nægtede at gaa af Veien, hvilket hændte flere Gange, saa at jeg da ordentlig maatte bruge Magt for at komme frem. Det blev, saavidt jeg kunde skjønne, af Mange an- seet for en personlig Fornærmelse, at jeg kjørte og derved foranledigede, at de maatte gaa tilside. De bleve nemlig staaende ganske rolige og tale sammen, indtil min Hest, der syntes at være markedsvant og at have megen Rutine i at behandle saadanne Tilfælde, puffede dem i Ryggen med sin Næse, hvorpaa de brummende og med misfornøiede Mi- ner trak sig saavidt tilside, at jeg kunde komme forbi dem med Fare for, at de skulde blive hængende fast i Sæletøiet eller i Slæden. En Gang blev jeg opholdt meget længe herved, at en drukken Mand tog min Hest for sin Kam- merat og henvendte følgende Formaningstale til ham: "Ola, du er fuld, Ola. Jeg si'er dig, Ola, du er ful- dere, end det er muligt at bli'e. Bad inte jeg dig kanske saa vakkert saa, Ola, atte du skulde lade det være. Det SIDE: 154 er en anden Skjel med mig, ser du vel, for jeg er løs Kar og Alting jeg, ser du vel." Derpaa stirrede han med matte Øine, og slappe An- sigtstræk min Hest ind i Øinene, og da disses Størrelse formodentlig dog gjorde Indtryk paa hans sløve Aands- evner, vedblev han med megen Alvor. "Ja, nu gjør du store Auer, Ola, til hvad jeg si'er dig, men nu er det for sent. For du kan gabe med Auene dine, saa mye du vil, saa jagu faar Kjærringen din dem smaa, naar du kommer hjem, det si'er Mads Dyrud og jeg. Det er rigtignok inte mere end en Person, men han har Eikearmer og Bjør- keryg, og han er god for To mindst. Hei, Gut!" Her gjorde Manden nogle voldsomme Bevægelser med Armene og Ryggen, formodentlig for at godtgjøre Rigtigheden af sin sidste Paastand om, at han var en Træmand, og ved- blev derpaa: "Kom nu, Ola, kom nu, si'er jeg og staa inte der og glo som en Hest." Sammenligningen var jo unægtelig slaaende. For at give sin Opfordring mere Eftertryk vilde han tage fat i sin formentlige Kammerat og trække ham med sig og fik Tag i Hestens Man. Det var øiensynligt, at han havde bedre Veiledning i Følelsen end i Synet, thi han indsaa strax sin Feiltagelse og sagde til Dyret, idet han med megen Ærbødighed tog Hatten af for det: "Om For- ladelse, om Forladelse, jeg er en troskyldig Kar, jeg, som Ingen fornærmer, men ta'e Feil kan den Bedste, og det gjør nok jeg nu, saavidt som jeg forstaar da. Adjøs tag det inte fortrydelig op." Medens han forgjæves søgte at finde sit Hoved for at sætte Hatten paa sit Sted igjen, gjorde han nogle utro- Fotnote: Kar ): Karl, Mandsperson. Auer ): Øine. Eik ): Eg. Bjørk ): Birk. SIDE: 155 lige hurtige Sving paa sig, enten for at fjerne sig i en Hast, eller for nok engang at vise sin Træmandsnatur; men det havde Udseende af, at disse Mandens Anstræn- gelser ene sigtede til, hvad han ogsaa opnaaede ved dem, nemlig at styrte sig paa Hovedet med stor Voldsomhed i den dybe Sne ved Siden af Veien. Der blev han lig- gende som en død Ting, indtil han blev afhentet fra Vag- ten og indbragt i Arresten for at sove Rusen ud, hvilket syntes at more en Mand med en stor Mund og smaa Øine ganske fortræffeligt; thi han lo saaledes, at hele Ansigtet ligesom blev til Mund, og Øinene aldeles forsvandt, og raabte: "Nei, nei, nei, der rauk han Mads Dyrud lige lukt ind i Capellet." Denne langsomme Befordring over Markedspladsen gav mig Anledning til at se mig om og til at gjøre mig lidt nærmere bekjendt med Lokaliteterne. Det første, der tiltrak sig min Opmærksomhed, var et stort Hus af sammenslaaede Bredder et Stykke til Venstre af Veien. Paa Husets Gavl var sat en høi Stang, hvorfra det norske Flag vaiede, og over Indgangsdøren saaes for- skjellige mindre Flag af meget brogede Farver. Ud af en Glugge i Gavlen stak et Mandshoved med sort Skindhue og violet Ansigt ud og en svær Uldvante med en Trompet. Den noget usædvanlige Farve paa et menneskeligt Ansigt fremkaldtes formodentlig ved de Anstrængelser, der maatte til for at frembringe en Del endnu usædvanligere, ja hid- til uhørte Toner af Trompeten, som Lovanten holdt til Ansigtets Mund. At disse voldsomme Trompetstød ledsa- gedes af ligesaa voldsomme Slag paa en Tromme, mild- nede ingenlunde deres Virkninger, og den Allarm, disse to Fotnote: rauk ind ): røg ind. SIDE: 156 Instrumenter i Forening gjorde, syntes vel skikkede til at bortjage fra Huset ikke alene Rotter og Mus og alt andet Utøi, til hvis Fordrivelse saadan Allarm, som bekjendt, skal være et probat Middel, men ogsaa ethvert Menneske, der havde Trommehinden i sine Øren kjær. Idet jeg sad og saa paa det violette Ansigt og Trom- peten i Forventning af, at en af Delene skulde sprække, kom en Mand med en Pakke Papir paa Armen ilende hen til mig, tog Huen af sig, gjorde et zirligt Buk, pegede paa Huset og sagde med et særdeles tilfreds Smil: "Min Herre, det Hus, De der ser, hi! hi! De der ser, er ægyptisk Car- rousel, hi! hi! hi! ægyptisk Carrousel med tilhørende Mu- sik til Afbenyttelse, hi! hi! hi! Musik til Afbenyttelse." Derpaa satte han Huen paa sig igjen, tog et Blad af den Pakke Papir, han havde paa Armen, leverede mig det og sagde: "Her har De, hi! hi! hi! har De, vær saa god, hi! hi! hi! vær saa god, Reskriptet paa Carrousellen, hi! hi! hi! paa Carrousellen. Mit Navn er forøvrigt Blom- berg, hi! hi! hi; Blomberg, født oprindelig i Sverige, hi! hi! hi! oprindelig i Sverige." Manden lod saaledes til at være gjenfødt udenfor Sverige, men hvor hans Gjenfødelse var foregaaet, beret- tede han ikke. Han talede med en ganske forunderlig Hur- tighed, hvilket ogsaa var nødvendigt; thi ellers havde han behøvet dobbelt saa lang Tid til sin Tale som andre Men- nesker, saasom han sagde Størstedelen to Gange, og lod til at finde det saa morsomt, at han behøvede ligesaa lang Tid til at le, som til at tale. Da han saa, at jeg tog til Lommen, sagde han med en afværgende Bevægelse: "Gratis! hi! hi! hi! gratis, gratis, hi! hi! hi!" Dette lod han til at anse for meget comisk; thi med megen Lat- termildhed gjentog han mange Gange "gratis!" og for- SIDE: 157 svandt derpaa pludselig i Menneskemassen leende og bukkende, som det lod, særdeles vel tilfreds med sin Forretning. Det saakaldte Reskript havde saadant Udseende og Indhold: Her er stor ægyptisk Carrussel paa gule So- faner og Lænestole. Entreen koster 8 ß. For 100 Svingninger hver Gang betales 4 ß under Musik og Enhver, der kjører 4 Gange, kjører gratis. Ligeledes trakteres med Punsch og andre Drikke og Spisevarer. NB. Drikke og Spisevarerne ere varme og hele Musikken er født i Stange. At dømme efter Trompeten og Trommen, syntes Mu- sikken i Huset at være meget oprindelig og naturlig, saa at der ikke var nogen Grund til at betvivle, at det for- holdt sig, som paa Plakaten anført. Et Stykke længere frem paa Pladsen, et Snes Skridt til Høire fra Veien, laa et bordklædt og hvidmalet Hus af et ret anstændigt Udseende. Paa Væggen var opslaaet en Trætavle, hvorpaa der med hvide Bogstaver paa lyseblaa Grund var malet: Her sælges: Phisters bekjendte Pølser, fersk Christiania Torsk, Kragerø-Østers, Sardeller, Bifsteg, Sildesalat, Viin og Brændevin samt Schampagje Glickau. SIDE: 158 Skribenten var formodentlig en Tydsker, der led af sine Landsmænds Svaghed, at ville fortydske Alt, og som der- for havde villet fortydske den brave Dame Cliquots Navn til Glickau. Efterat jeg var kommen forbi dette Hus, gik Veien mellem en dobbelt Række af løse Boder. Fra nogle af disse udsolgtes Kramvarer, fra andre Mad og Drikkevarer. De faste, tømrede Boder ligge derimod, som jeg senere er- farede, et Stykke fra Veien til venstre. Kramboderne vare almindelige Markedsboder. De be- stode vel af løse Bræddevægge, men disse vare tætte og hele. De vare forsynede med et ordentligt Trægulv og med et tæt Tag og vare indeni behængte med broget Papir og forskjellige Slags Varer. Madboderne vare derimod af allerraaeste Form. Endel Stokke vare satte løse ned i Sneen i en Firkant, og tvertover dem var paa de tre Sider slaaet gamle uhøvlede Bordender med saa stort Mellemrum mellem hvert Bord, at man mageligt kunde stikke Armen ind gjennem Sprækkerne. Den fjerde Side, som vendte ud imod Veien, var aaben. Tagene paa disse Boder vare af samme Be- skaffenhed som Væggene. Den snebedækte Jord var Gulv. Sneen var dog til Nødtørft skuffet bort fra Gulvet og op mod Væggene, og dette var det eneste Middel, der var anvendt for at gjøre dem tætte. Derfor var der ogsaa lagt en særegen Flid paa at faa den løse Sne til at gaa rigtig langt op paa Væggene saavel indvendig som udvendig. I hvert af disse Skur stod en Disk og paa den nogle Flasker og Glas samt en Del Madvarer, der ikke syntes at være tillavede for Folk med almindelige Maver og almindelig Appetit; men Dølerne, Valderserne, Svenskerne og Sol- Døl ): Dalbo. (Om Beboerne af Gudbrandsdalen. Østerdalen o. s. v.) SIDE: 159 ungerne syntes at være aldeles ualmindelige Mennesker i begge disse Henseender. Det Indre af disse Skur var skjult med et i Taget fasthæftet Lagen, der dannede en løs Væg, der delte Leiligheden i to omtrent lige store Dele. Hvad der foregik indenfor dette var skjult for det store Publikum. De Lykkelige, der kom bag Teppet, fandt en opredt Seng, hvori der dog manglede et Lagen. Det var det, som om Dagen benyttedes til provisorisk Væg. Hvad de fik se i og udenfor Sengen hørte til den hele Bedrifts Maskineri, nemlig en Stabel med smaakløvet Ved, en Del Dunke med Øl og Brændevin, nogle hele og halve Glas, forskjellige Klædningsstykker, Alt i det mest fortrolige For- hold indbyrdes saavelsom til Smør og Grød, og Talg og Pølser, og Erter og Gryn og Kjød og Flæsk, m. m. Foran hvert Skur stod to eller flere Gryder og Pan- der, hvorunder brændte en rask Ild, der bragte Granveden til at sprætte og sprake og kaste Gnister og smaa Stykker brændende Kul til alle Kanter. Panderne og Gryderne vare oprindelig satte paa flade Stene, som vare lagte løse ovenpaa Sneen. Men Ilden, der var anbragt ovenpaa Stenene, havde ophedet disse, saa at Sneen under dem lidt efter lidt var smeltet. Derved var fremkommet Huller, der nu overalt vare saa dybe, at den øverste Rand af temmelig store Gryder var i Niveau med Sneens Overflade. Mindre Gryder og Panderne bleve næsten borte nede i disse Huller, hvorfra en let blaa Røg saaes stige langsomt til- veirs og derpaa trække langsomt mod Øst. Ligesaa muntert som Ilden gnistrede og spragede under Gryder og Pander, ligesaa lysteligt kogte og braste det i Gryder og paa Pan- der; og oppe i de kogende Gryder legede desuden Boller og Kjødstykker, Pølser, og Poteter, Fisk og diverse andre Potet ): Kartoffel. SIDE: 160 Ting Gjemsel med hinanden, idet nu et, nu et andet Stykke kom tilsyne paa Overfladen, hoppede omkring og besaa sine Omgivelser, nikkede til en eller anden Kam- merat, som just samtidig kom tilsyne, dansede saa en Stund omkring i Lyset og dukkede derpaa ned igjen i den mørke Gryde. Hvad der kogtes og brastes var ikke altid let at sige. Noget saa ud som Fisk, Andet som Kjød, en bestemt Skjelnen var ikke muligt. Noget lignede Gryngrød, Andet lignede Kjødboller, Noget saa næsten ud som Erter og Grynsod, Andet havde temmelig meget tilfælles med Kjødpølser. Kun Poteterne kunde med Bestemthed gjenkjendes. Hist og her saaes en fed Rømmegrød, som det ikke var lykkedes Ved- kommende at gjøre ukjendelig. At de øvrige Madvarer vare mindre let gjenkjendelige, blev ganske forklarligt, naar man saa de Personers Hudfarve, der stelte med dem; thi Hvidt maatte nødvendigvis blive graat, og Graat maatte nød- vendigvis blive sort ved at komme i Berørelse med de Hænder, der med en for mig indtil da ukjendt og utænkelig Fortrolighed og Inderlighed behandlede Grød og Kjød, Suppe og Smør, Vaadt og Tørt, Tykt og Tyndt, Ædeligt og Uædeligt om hinanden. Kort sagt, dersom de bekjendte ægyptiske Kjødgryder havde seet saaledes ud, vilde de sikkert ikke have forvoldt Moses saa stor Sorg, som de gjorde, medmindre Israelitterne skulde have havt ligesaa god Appetit som Dølerne paa Grundset, hvilket dog neppe er tænkeligt. Confluxen om disse Gryder var saa stor, at min Hest i flere Minutter maatte staa aldeles stille, i hvilken Tid min Skydsgut lod til med megen Alvor at undersøge, hvor langt han kunde faa Snerten paa sin Svøbe til at synke Gjemsel ): Skjul. Rømme ): Fløde. SIDE: 161 ned i en kogende Gryde med Gryngrød. Han var dog ikke meget heldig. Hver Gang, der viste sig en stor Luftblære paa Overfladen, som sagde: "put" og efterlod et Hul i Grøden, idet den brast, søgte han at faa Snerten ned i Hullet, men kom bestandig for sent. Hullet var langsomt sunket sammen igjen, inden Snerten fandt det. Muligens havde Gutten egennyttige Hensigter med dette sit Experiment, men i saa Fald var han uheldig; thi han fiskede ikke et Gryn. Tilhøire bag disse Boder saaes et lidet Hus. Det var det, hvori Vagten opholdt sig, og hvori Arresten var. Jeg kjørte videre og kom forbi et nyt temmelig stort Vaaningshus, over hvis Dør var hængt et Skilt, hvorpaa der med store Bogstaver var malt "Barberstue", og der- under en Barberkniv, af Størrelse som en stor Slagter- kniv, med Æggen ned mod Døren. Det var et yderst truende Syn, og Kniven sagde saa tydeligt, som det var muligt for en Kniv at sige: "Vogt dig for at komme under mig." De Tanker, denne store Kniv fremkaldte, bleve af- brudt af en Hest, der vrinskede mig ind i mit høire Øre med en saadan Styrke, at jeg troede at høre Basunen paa den yderste Dag. Endnu længe bagefter følte jeg Krillen i Øret, naar jeg tænkte derpaa. Efterat jeg derpaa havde kjørt forbi to store optømrede Boder med et efter de øvrige forhaandenværende Omstæn- digheder yderst aristokratisk Udseende, - men de tilhørte ogsaa efter min Skydsguts Udsagn "sjelve Landhandlerne i Byg- den," - kom jeg ud af den egentlige Markedsplads. Den værste Trængsel var nu forbi, og min Hest, som hidtil havde maattet være tilfreds, naar den kunde komme frem i Skridt, slog over i smaat Trav, men blev standset af Skydsgutten - en stor, lang, forvoxen Rækel paa nogle og tyve Aar - som lod til at betragte mig som et Læs SIDE: 162 Planker eller en anden død Ting. Uagtet jeg førte Tøm- merne og mente at gjøre dette til Fuldkommenhed som en gammel Kudsk, tog han idelig fat i dem og lod Hesten snart gaa tilvenstre snart tilhøire efter sit Behag uden at sige et Ord og uden, som det lod, at fatte, hvad jeg mente med, at han skulde lade mig kjøre Hesten. Rækelen greb nu fat i Tømmerne, stansede Dyret og sagde, som det lod, til mig og det paa engang: "Pto! stands! jeg skal nok ind i Helvede." Jeg saa mig forundret om for at betragte Gutten, der ikke lod til at have en meget stærk Hjerne, men fik ikke Anledning til at anstille yderligere Undersøgelse angaaende hans Hjernes Tilstand, da han allerede var paa Veien til et lidet toetages, rødmalet Hus tilvenstre, hvilket han nær- mede sig med saa stor Forsigtighed, at det forekom mig, han flere Gange underveis havde Betænkeligheder ved at gaa længere. Muligens tog jeg dog Feil heri, og det, jeg antog for Forsigtighed, var maaske kun en Følge af hans naturlige Langsomhed; thi den var utrolig stor. Endelig forsvandt han indenfor Husets Dør, idet han tog Huen af sig og kløede sig stærkt i Hovedet. Han blev længe borte, og imidlertid sad jeg og be- tragtede en usædvanlig høi, stor og smuk Hængebirk, der stod paa en Bakke, et Stykke længere borte ved Veien. Denne Birk vil sikkert Enhver, der har besøgt Grundset, erindre sig. Dens Krone, der nok er omtrent 20 Alen i Gjennemsnit, er saa rund og regulær, som om den kunde være tildannet af den strængeste hollandske Gartner. De hængende Grene, saa fine som Traade og saa lange, at de næsten naaede ned i Sneen, svingede frem og tilbage for det svageste Lufttræk. Efterat jeg længe havde betragtet den underlige Mod- SIDE: 163 sætning mellem Birkens hvide, knudrede, gamle og krogede Stamme og dens mørke, fine, glatte, bøielige Grene, viste min Skydsgut sig igjen i Døren, og da jeg bad ham om at skynde sig, lod han, som han løb, men det havde Intet at betyde; thi han løftede kun Benene noget høiere i Veiret, som om han havde Støvlerne fulde af Bly, det var det Hele. Idet han stillede sig bag paa Slæden, sagde han, og hans Tale var som hans Løben; der lod til at hænge Bly ved den: "Husbonden min bor nok i Helvede, og han bad, jeg skulde komme indom'n, hvissom jeg fik Skyds til Martne." Paa mit Spørgsmaal, om Stedet virkelig hedte saa, som han kaldte det, forsikrede han, at det var Tilfældet, og at Pladsen ligeoverfor, paa den anden Side af Veien, hedte Pina, og han lod til at finde, at disse Stedsnavne indeholdt en ubetalelig Vittighed. Det var ham ligesaa uforklarligt, at jeg ikke var enig med ham heri, som at jeg fandt, at det havde været mere passende, om han havde opsat sit Ærinde til sin Husbonde, til han var færdig med Skydsen. Jeg skulde tage ind paa Gaarder og vidste, at det var paa den Side af Makedspladsen, hvor jeg nu var, men Mere vidste jeg ikke om dets Beliggenhed og spurgte derfor Gutten; "Ved du, hvor Gaarder ligger?" "Jo-o, det tror jeg nok, jeg ved." "Er det langt did?" "N-e-i, der er nok ikke langt did." "Hvor langt er det da?" "Aa-aa, det er nok ikke langt did." Bestemtere Svar var det ikke muligt at erholde. Men da jeg havde kjørt et kort Stykke til, forbi en stor Gaard, som Skydsgutten kaldte Bæk, og som ligger ved en liden Martne ): Markedet. SIDE: 164 Bæk, der løber i Glommen, trak han i den høire Tømme, saa at jeg kom ind paa et Jorde, hvor en Vintervei førte lige mod en stor Gaard. "Er det Gaarder?" spurgte jeg og pegede med Svø- ben paa den store Gaard foran os. "Ja-a, det er nok det," svarede Gutten. "Du er altsaa ikke vis paa det?" spurgte jeg. "Jo-o, det tror jeg nok, jeg er," svarede han. Foruroligt ved hans ubestemte Svar, søgte jeg ved et populært Foredrag at gjøre ham begribelig Betydningen af Partiklen "nok", som han idelig gjorde Brug af, idet jeg forklarede ham, at den i den Forbindelse, hvori han brugte den, indeholdt en Tvivl. Da jeg derpaa spurgte ham, om det var hans Mening med Anbringelsen af Par- tiklen at antyde en saadan Tvivl i sin Viden om Egnens Topographi, gabede han, som om hans Hage skulde falde ned paa Brystet, og saa paa mig med et Blik, som tyde- ligt sagde: "Det er ikke behageligt at skydse gale Folk." Mit populære Foredrag havde klarligen havt samme Skjæbne, som saa mange andre deslige, at Vedkommende ikke forstod et Ord deraf. Jeg maatte følgelig tage Sa- gen paa en anden Maade. "Har du været paa Gaarder før?" "Ja-a, det tror jeg nok, jeg har." "Har du været der mange Gange?" "Aa-aa, ja, det tror jeg nok ogsaa." "Er det da Gaarder, eller er det ikke Gaarder, som ligger der? Svar bestemt, ja eller nei". "Jo-o, det er nok Gaarder," blev atter Svaret. Jeg maatte forsøge paa en anden Maade. "Hvad hedder du?" "Jeg? hæ, jeg hedder nok Ole, jeg." SIDE: 165 "Er du vis paa det?" "Ja-a, det er jeg nok ogsaa." Sikkerheden for, at min Skydsgut kjendte Gaarders Beliggenhed, var altsaa ligesaa stor, som for at han kjendte sit eget Navn. Mere kunde jeg ikke forlange. Jeg kjørte derfor trøstig ind paa den foran mig liggende Gaard, der bestod af en stor, hvidmalet toetages Hovedbygning, to Fløibygninger og flere Sidebygninger, og bad Gutten høre efter, om jeg kunde erholde et Værelse der. Han henvendte sig til en Del Personer, der stode paa Trappen ved Indgangsdøren til Hovedbygningen. Efterat han havde gjort forskjellige interessante Bemærkninger over Veiret og Føret, over det mye Folk og over den mye Morro, som var paa Martne iaar, og over forskjellige an- dre Gjenstande, der forekom mig at staa i en saa fjern Forbindelse med hans Ærinde, at jeg ikke formaaede at udfinde den, og derhos havde besvaret ikke ganske faa Spørgs- maal, der havde til Hensigt at faa oplyst, hvem jeg var, hvorfra jeg var, hvad jeg var, og hvad jeg vilde paa Markedet m. m. m., lod det til, at han ansaa Bekjendt- skabet saavidt sluttet, at han kunde vove at udføre sit Æ- rinde. Paa sit Spørgsmaal: "Tru her er noget Slags Losement for den Karen i Slæden," fik han til Svar, at de Udspurgte ikke vidste ringeste Besked herpaa, saasom de kun stode der for at faa høre Udfaldet paa en Licitation over Tømmerflødningen i adskillige Vasdrag opover Dalene, hvorpaa Anbudene netop nu bleve læste af Kommission i et af Værelserne. Han kom tilbage til mig og meldte: "Det er nok Ingen, som veit Greie paa Losementet, men den Kroppen har nok bestilt Losement forud, han, tror nok jeg." Med Kroppen mente han mig, kunde jeg forstaa. Det var en for mig ukjendt Titulatur. Desværre maatte jeg SIDE: 166 tilstaa, at Gutten havde taget Feil i sin gode Mening om mig. Men da jeg mærkede, at Aftenen nok vilde medgaa, inden han fik stiftet saa mange nye Bekjendtskaber, at han kunde indhente de fornødne Oplysninger, gik jeg selv ind i Huset. Det viste sig, at der var stor Trang paa Husrum, og jeg maatte prise mig meget lykkelig, da jeg fik Adgang til et Værelse med to Senge, hvor der kun boede en Mand før, en Engelskmand, sagde man mig, der vist var et elsk- værdigt Menneske, dersom han blot vilde tale, men det lod han til at have foresat sig at gjøre saa lidet som muligt. Jeg lod mine Sager bringe ind i dette Værelse, hvis halve Del med tilhørende Seng blev mig overladt til fri Afbenyttelse. Det laa i nederste Etage i en af Fløibyg- ningerne, havde et rent hyggeligt Udseende, var forsynet med to rene, venlige, indbydende Senge langt fremme paa Gul- vet, og var godt opvarmet. Behageligheden ved denne sidste Omstændighed kjender Enhver, der har reist en hel Dag om i Sne og Kulde. Paa den ene af de to Senge laa en elegant, vateret Slobrok, foret med fint Silketøi, og under den stode et Par røde Tøfler, der strax bragte Tanken hen paa pludskjævede, skjævøiede Mandariner med lange Knebelsbarter, Pidske i Nakken, Lyseslukker paa Hovedet, Soler og Maaner paa Maven og prægtige Tøfler paa Benene. Ikke langt fra Tøflerne stod en Kuffert, der lugtede stærkt af Rusland, og paa den laa en Reisevæske, hvorpaa var sat et Stempel, hvori saaes Englands Vaaben. Reisevæsken og Kufferten vare forsynede med smaa Messingplader, hvorpaa var ind- Reisevæske ): Reisetaske. SIDE: 167 gravet Navnet: Mr. John O'Evens; og jeg skjønnede strax, at Mr. John var en saare bereist Mand. Han havde altsaa taget den Halvpart af Værelset, hvori hans Sager vare hensatte, i Beslag. Derfor be- tragtede jeg mig som hjemme ved den anden Seng og i den dertil hørende Del af Værelset, idet jeg i Tankerne trak en Demarcationslinie tværtover Gulvet for at afstikke Grændsen mellem hans og mit Territorium. Paa min Seng lagde jeg min trefarvede Røghue, i Lighed med den mellem civiliserede Nationer vedtagne Folkeret, nemlig at heise sin Nations Flag i det ubeboede Land, man agter at tage i Besiddelse til Fordel til sin Souverain. Ved De- marcationsliniens ene Ende satte jeg min Kuffert som en Grændsefæstning og Reisestøvlerne og Svøben ved Siden af dem som Vaaben i fornødent Fald, Reisestøvlerne som fast Voldskyds med Mundingerne udad og Svøben som løst bevægeligt Haandværge, sat op imod Væggen med Snerten hængende truende udover Naboriget. Ved den an- den Ende hængte jeg mine Reiseklæder, for at antyde den Forskjel i Charakter og Oprindelse, der var mellem de to Nabostater, hvilken Forskjel blev repræsenteret af min gode ærlige norske Ulveskindspelts, kommen fra fattige og sultne, men kjække Ulve, og af hans sikkert nok franske Silkeslobrok, oprunden af glatte, smidige, i Morbærblade svælgende og med store Omkostninger fedede, usle Orme. Det tog nogen Tid, inden alt var i Orden i Væ- relset, og jeg selv i passende Stand efter Reisen. Imid- lertid var Klokken bleven 6. I en meget behagelig Stem- ning nød jeg Skræddertimen, idet jeg gjennem Cigarrøg betragtede Maanen, som just steg op mellem Granerne paa Aasen lige for mine Vinduer, og lyttede snart til Gran- vedens Sprutten og Knitren i Ovnen, snart til Sneens SIDE: 168 Knirken under Fødderne paa Folk, der gik frem og tilbage udenfor mine Vinduer. Da Maanelyset næsten havde faaet fuldstændigt Bugt med Dagslyset, kom en Pige og meldte, at der nu skulde spises til Middag i Storstuen, og at jeg, hvis jeg vilde være med, maatte skynde mig, ellers kunde jeg komme for sent og ingen Plads faa. Pigen, der lod til at være meget hotelvant, fortalte, at Grunden til, at man spiste saa sent til Middag, var den, at det var Skik og Brug paa Gaaarder, ikke at nyde dette Maaltid, før det var blevet mørkt, Boderne lukkede paa Markedet, og Kjøb- mændene vare komne hjem. Jeg skyndte mig da, blev vist ind i en stor Stue, hvor der fandtes et ret net dækket Bord i Form af en Hestesko til 80 eller 100 Personer, og tog Plads ved en af Fløiene, hvor der allerede sad enkelte Personer, som, af Mangel paa bedre Beskjæftigelse, med megen Flid tyggede Brød, hvilket de gjorde med idelige Blikke mod Døren, hvorfra de ventede en bedre Anven- delse for deres Tid. Strax efterat jeg havde sat mig, strømmede Folk ind fra alle de Døre, som fandtes til Værelset, og toge Plads ved Bordet under idelige Udraab, der enten gik ud paa at klage over Kulde og Sult og disse Onders ubehagelige Indflydelse paa det menneskelige Legeme, eller paa at lov- prise Varme og Mad og disse Goders velgjørende Indfly- delse paa det samme Legeme. De kunde nok ogsaa tale herom de Stakler; thi de havde staaet i aabne Boder paa Markedspladsen fra Morgenen af. En forsikrede, at han var saa forfrossen, at han, om han blev lagt i koldt Vand, vilde skyde Is som en fros- sen Fisk. En Anden erklærede, at han var bleven gjen- nemkold til langt ind i Hjertet, saa at ingen rigtig varm Følelse mere kunde trives der, hvor der dog før havde væ- SIDE: 169 ret stor Overflødighed af denne Artikel, en Virkning af Kulden, hvorover han, uvist af hvad Grund, lod til at være meget glad. En forsikrede, at han havde maattet staa og holde paa en Sax i flere Timer, uden at kunne faa gjort Andet, fordi hans Fingre vare blevne saa stive som Jern af Frost, saa at han, alle sine Bestræbelser uagtet, ikke kunde blive Saxen kvit. En Anden havde mærket, at der var begyndt at lægge sig Is paa hans Tunge, og at hans Sjel var begyndt at krave sig i Kroppen. En havde frosset som en Ulv og var nu sulten som en Hund, en Anden havde frosset som en Hund og var nu sulten som en Ulv. En havde frosset, som Fanden maatte fryse i Himmerige, og var nu sulten som den samme Person efter en Sjel, en Anden var mere sulten end den mest forsultne staldfodrede Ko i Valders, hvilken han lod til at anse for det mest forsultne levende Kræ, han kjendte. Under alle disse forskjellige Skildringer af Kulde og Sult vare Hæn- der paa Bordet og Fødder under Bordet i idelig Bevæ- gelse paa mange forskjellige Maader, for at kalde den bort- flygtende Varme tilbage i de forskjellige Dele af Legemet, og da der strax efter blev serveret med brændende hed Kjød- suppe, blev der en almindelig Begeistring over dette Bevis paa, at al Mad og Varme ikke for stedse var forsvunden fra Jorden. Det var den almindelige Mening, at Intet var saa behageligt som at have en varm Tallerken med Mad imellem Hænderne. Maaltidet var meget belivet, men meget kort; thi efter Suppen fulgte en forunderlig Mængde Kjød, der forsvandt i en utrolig Hurtighed, og saa var Alt forbi. Under Maaltidet blev paa blæsende og strygende In- krave sig ): stivne af Kulde. SIDE: 170 strumenter gjort megen Støi af 6 eller 8 Personer, der formodentlig vare fra Stange eller et nærliggende Præste- gjeld, ligesom Musikken i den ægyptiske Caroussel. Efter Maaltidet blev der drukket Caffe, og derpaa bekjendtgjordes det, at Dansen var begyndt paa Salen. Derop gik jeg da naturligvis strax, og fandt et Par Hundrede Mennesker, sammenstuvede i et grønmalet Værelse, ifærd med at danse i en Temperatur som i en Bagerovn og i en Tobaksrøg, der gav en god Ide om Krudtrøgen under et heftigt Slag. Herrer og Damer vare røde som kogte Hummer i Ansigtet og paa Hænderne. Dersom de unge Handelsmænd havde faaet Is i Blodet ved at staa i de aabne Boder om Dagen, blev Isen nu forvist optøet, forsaavidt ellers en Blanding af kogende Vand og Brændevin, glødende Smil og Blikke, brændende Granved, ildfulde Ord, hed Punsch, varme Omfavnelser, antænte Piber og Cigarer og de voldsomste Hop og Svingninger under en saa mangeartet Ild formaaede det. At dømme efter de Dansendes Ydre maatte man tro, at en saadan indvortes Optøen var i fuld Gang; thi det røg af dem, der kom ud paa den kolde Gang, som af dam- pende Heste; Sveden trillede ned af deres Ansigter i store Draaber, og inde i Stuen steg de varme Dunster tilveirs, condenserede sig under Loftet og dryppede ned derfra og ned ad Væggene som en varm Sommerregn. En ung Mand, der var iført en lysegraa Frakke, som han havde knappet sammen lige til Halsen, dansede især med en, selv efter grundsetske Forholde, sjelden Iver. En sort Stribe gik langs ned ad Ryggen paa Frakken, og jeg lagde Mærke til, at denne Stribe idelig forstørredes, og at til Slutning hele Overdelen af Frakken var sort. Ved at undersøge Grunden til dette Phænomen, op- dagede jeg, at Frakken oventil var bleven saa gjennemvaad SIDE: 171 af Sved, som om den var dyppet i Vand, og at den havde skiftet Farve stykkevis og efterhaanden som den blev gjen- nemvaad. Denne unge Danser var overmaade høflig og velopdragen. Han bad enhver Dame, han tog i Haanden om Forladelse, fordi hans Haand var saa vaad som en Svamp, og fordi der idelig dryppede Sveddraaber fra hans Næse ned paa hendes Ansigt, og Damerne optoge hans Undskyldninger med megen Naade. De lod til at betragte hans Danseraseri som den største Kompliment til deres Elskværdighed, og det var maaske dette, som var Grunden til, at der under Dansen lod til at være det allerintimeste Forhold mellem denne Herre og hans Damer, saa at man maatte tro, at det mildest talt var et Par Forlovede. Polka var aabenbart Yndlingsdansen. Naar denne Dans blev spillet, var det næsten umuligt at komme frem paa Gulvet, og man saa kun de store lyse Tørklæder, som Jenterne fra Hedemarken, Soløer og Odalen bære paa Ho- vedet, bevæge sig efter Polkatakt rundt om paa Gulvet som det hvide Skum paa Bølgetoppene i et oprørt Hav. Inde i et Værelse, et Stykke fra Dansesalen, sad fire Personer og spillede Polskpas. Da jeg kom ind der, var der Tale om Jernbanen mellem Christiania og Mjøsen. En liden tyk Mand førte Ordet. Han havde omtrent samme Figur som de Snemænd, Børnene om Vinteren danne af lutter Snebolde. Paa et kuglerundt Hoved sad en kuglerund Næse, to kuglerunde Kinder og mindst en kuglerund Hage og for at faa Rum til sin kuglerunde Mave maatte han ved Hjælp af sine to kuglerunde Næver trykke sine to næsten kuglerunde Laar saa langt som muligt fra hinanden, og endda var Rummet knapt. Han talte med en Stemme, der syntes at være hentet op langt nede fra SIDE: 172 Maven, og med en Tone og en Mine, der paa det aller- klareste lagde for Dagen, at Modsigelse kun vilde vække Medynk. Naar der i Talens Løb af og til manglede ham Ord eller Tanker, syntes han at hente det Manglende fra sin store Merskumspibe med Sølvbeslag eller fra et stort Glas varm Grog ved Siden af sig. Han havde en egen Maade at betone fremmede Ord paa, hvorom jeg skal søge at give Læseren en Ide ved at sætte en Accent over den Vokal, hvorpaa han lod Tonen hvile. "Det er jo da saa at sige, om jeg skulde bruge den Talemaade en-æ, en-æ stor Stúpiditet af Régjeringen," begyndte han, idet han, efter løseligt at have gjennemseet sine Kort, lagde dem fra sig paa Bordet, "atte den vil gjør Jernbanesystemet gjældende her hos os, her i Norge, her hvor-æ, hvor-æ" - Piben benyttedes - "saa at sige, om jeg skal bruge den Talemaade, Hesteracen er paa en mere briliant Fod end-æ, den-æ" - Glasset benyttedes - "i andre Lande. Den første Gang jeg saa dette System omskrevet, var for 20 Aar siden, tror jeg da, ja lad mig se ja, ja det var accurat for-æ, for-æ" - Piben benyttes - "20 Aar siden, siger jeg, for det var accurat i samme Aar, som hun Musa, som jeg har med mig paa Marknet, blev født, og hun bli'r nu 20 Aar til Vaaren. Da-æ, da-æ læste jeg derom i Bladet under-æ, under-æ" - Glas- set benyttes - "Artiklen England og i direkte Forbindelse dermed stod at læse om-æ, om-æ, hvorledes Hesteracen sam- mesteds vistnok i de senere Aar, det vil da sige i de senere Aar før den Tid før-æ, før-æ" - Piben benyttes - "den Tid, var gaaen meget fremad, men dog saaledes, at man saa at sige, om jeg skal bruge den Talemaade, var meget interesseret efter nor- ske Heste fra Norge. Paa Grund deraf tror-æ, tror-æ" - Glas- set benyttes - "jeg ikke at sige formeget, om jeg saa at sige SIDE: 173 deraf maa kunne slutte ligefrem, at om-æ, om-æ Hesteracen i England dengang havde staaet paa samme Trin som i Norge nu, saa var Jernbanesystemet ikke - for at bruge den Talemaade - blevet ádopteret der, og det er da jo ogsaa-æ, ogsaa-æ" - Piben benyttes stærkt - "en bekjendt Sætning i Statsecónomien, at man ikke skal ty-æ, ty-æ" - Piben benyttes stærkere - "til kunstige og unaturlige Midler, som dog Jernbanesystemet saa at sige, om jeg skal bruge den Talemaade, er, al den Stund man har saa gode og náturlige Midler som vore Heste, vore-æ, vore-æ" - Piben benyttes utrolig stærkt - "Heste til Tráns- porter af Pérsoner og Varer som-æ, som-æ her i Landet. Men-æ, men-æ" - Glasset benyttes stærkt - "al den Stund vi har en Régjering, der er saa sérvil og éliberal som den nuværendes, kan man ikke vente Andet." - Glasset tømmes tilbunds. - "Hvad siger du, Prosmer, om denne min Anskuelse?" Piben udsender Røgskyer, der kunne gjælde for stille Kanonskud, som affyredes til Tegn paa en stor Seier. Dette sidste Spørgsmaal var, ligesom den største Del af Talen henvendt til Talerens Sidemand til Høire, en liden fintbygget, rødhaaret Mand, hvis Klædedragt, Sprog og Ma- nerer viste, at han ikke var nogen Bonde. Han havde af og til under Talens Løb, uagtet han gjorde sig Umage for at være alvorlig, ikke kunnet lade være at trække lidt paa Smilebaandet, men svarede dog nu med megen Alvor: "Der er virkelig megen Skarpsindighed i dine Bemærknin- ger, min kjære Hans, og det er virkelig Skade, at vi ikke have dig, som har saa megen sund national Sans og et saa skarpt praktisk Blik, paa Storthinget, hvor du sikkert vilde kunnet udrette meget Godt. Jeg kunde sandelig selv have Lyst til at blive Storthingsmand, om ikke for Andet, SIDE: 174 saa for at benytte de mange gode Vink, som jeg har faaet af Bygdens bedste Folk." Tykkerten følte sig synligen smigret; thi han saa sig om med et veltilfreds Smil, heldede sig tilbage paa Stolen, lagde Piben fra sig og lod, som han lagde Armene i Kors over Brystet. Dette Sidste var dog kun Vindmageri; thi det var ikke uden Anstrængelse, at han fik Haandledene til at berøre hinanden, og intimere Bekjendtskab havde hans Arme neppe gjort med hinanden paa flere Aar. Da han havde nydt sin Triumph en Stund, henvendte han sig til sin Sidemand til Venstre - en liden sortsmusket, tætbyg- get Bonde, der gjemte sine Kort med stor Omhu, snart under Bordet og snart mellem sine Hænder, og som viste en saadan Ængstelighed for, at hans Medspillende skulde se i dem, at han stjal sig til selv at gjøre det -, og sagde: "Det er virkelig en meget húmoristisk Pérson, han Pros- meren, ikke sandt-æ, Bjøbergen?" "Jo, det er Fanden partere mig sandt," svarede den Udspurgte, "men det er Fanden partere mig ogsaa sandt, hvad Prosmer siger. Du og han burde paa Storthinget, Hans Brubakken. Men siden jeg snakker om Storthinget, saa kommer jeg til at tænke paa en Jagt, jeg var paa med Storthingsmanden Øvergaard. Det var Jagt det." Her gjorde Taleren de samme Forberedelser til et længere Foredrag, som en Slagsbroder til et alvorligt Slagsmaal. Efterat han omhyggeligt havde gjemt sine Kort ved at sætte dem fast mellem sit ene Knæ og Bordet, gav han sig til at smøge Ærmerne op paa sin mørkegraa Frakke. Han blev imidlertid afbrudt af den fjerde Spiller, en høi, tynd Person med langt strygraat Haar, som i store Duske hang ham ned i Ansigtet. Denne Mand var en ivrig Kortspiller, det var let at se; thi medens de Øvrige SIDE: 175 talede, sad han og rokkede paa Stolen, som om den brændte ham, flyttede paa den, skrabede med sine Ben i Gulvet, kastede Kortene flere Gange med Kraft i Bordet, rystede af og til paa to Theskaaler, der stode foran ham, spurgte ide- ligt, hvem der sad i Forhaanden, eller hvem der begyndte at melde og gav, kort sagt, en Mængde Antydninger til sin Utaalmodighed. Da Bjøberg vilde begynde paa sin Jagthistorie, kunde han formodentlig ikke holde sig længere; thi han udbrød ærgelig: "Du har lange Jagthistorier til Alt, du Bjøbergen, men nu spille vi Kort. Det er Bru- bakken, som sidder i Forhaanden." "To Gange da," sagde Tykkerten. "To Gange jeg ogsaa," sagde Jægeren, efterat have listet sig til at se i sine Kort. "Couleuren," meldte den utaalmodige Spiller. Da de havde spillet en Stund i Taushed, skreg Hans Brubakken: "Jeg har de to første Stik, og her er høieste Trumph." Til Frembringelse af større Effect slog han der- paa sin flade Næve stærkt i Bordet, hvorved der fremkom en Lyd, omtrent som om man vilde slaa en Skefuld ikke altfor haard Grød mod en Trævæg, og tilføiede: "Du er en Bet paa 16 Spd., Landsta'n, og jeg ta'er Beten hjem- lyst. Betal eller gaa af Spillet." Bjøberg lo høit af Glæde, slog sig paa Laaret og bad gjentagne Gange med stor Inderlighed F - partere sig, medens Prosmer, der var yderst charmant mod alle sine Medspillende, gjennemsaa de Kort, den Tabende havde havt, og ytrede, for at trøste ham, at det var umuligt at undgaa Bet, saa uheldigt som Kortene sad mot ham. Landstad lagde 16 Spd. i den underste af de 2 Theskaale, der stod paa Bordet, tørrede derpaa Sveden af sit Ansigt, og sine Hænder med et lidet rudet Lommetørklæde. Haaret, SIDE: 176 der under Spillet i rigelig Mængde var faldet ned over hans Ansigt, og hvorpaa han flittig havde tygget i det kritiske Øieblik, fik han op fra Øinene ved et Kast paa Hovedet à la Ole Bull og bad derpaa Brubakken skynde sig at give Kort igjen. Han var saa optaget af Spillet, at han fulgte hvert Kort, der blev givet, med Øinene. Det var heller ikke Spøg for ham, den stakkels Mand. Han var ikke rig, var kommen sammen med Bixer, for hvem nogle hundrede Speciedaler, tabte i Kort en Aftenstund, ikke var Noget at tale om. Beterne gik op under Taget, som de kaldte det, og han vidste, at han ikke kunde lade være at spille, og spille dristigt, saalænge de Øvrige vilde. Da Bjøberg, medens Tykkerten fordelte Kortene, af og til af de utroligste Omstændigheder fandt Paaskud til at bede F - partere sig eller til at begynde paa en Jagt- historie, men hver Gang var bleven afbrudt deri af Land- stad, der bad Giveren skynde sig med at give Kortene om, sagde den tykke Brobakken, idet han var færdig hermed: "Det er, saa at sige, for at bruge den Talemaade, rémar- kabelt, at-æ, at-æ du Lansta'n har saadan forfærdelig Hast med at blive af med Pengene dine. Du er jo-æ, jo-æ saa at sige, ligesom-æ, som-æ Marthe Stokkes So. For da der kom Varme i Marthe Stokkes Hytte, var Soen det Eneste, hun tænkte paa-æ, paa-æ at redde. Det kostede svare Møie at faa-æ Soen ud, for stridig var hun-æ, som en So, og da hun endelig kom-æ, kom-æ ud, var det Første hun gjorde-æ at sætte i-æ, i-æ fuld Fart ind igjen i det brændende Hus, just som Taget faldt ned. Saaledes er det med dig ogsaa, Landsta'n, du er aldrig saa snart kommen ud af Varmen, saa maa du ind igjen-æ, igjen-æ, og-æ du er Bixer ): Storfolk. SIDE: 177 nok saa at sige ikke mere ássureret end-æ, end-æ Marthe Stokkes So var. Og-æ, og-æ, og-æ hvad dig angaar, min kjære Bjøberg, da-æ maa du-æ tillade mig den Ytring, at-æ, hvis høie Vedkommende hver Gang, saa at sige, havde opfyldt din Begjæring om at blive párteret, saa-æ saa-æ var du, for at bruge den Talemaade, párteret i saa mange Parter, at hver Kvindespérson i Solør og Odalen kunde erholde-æ, erholde-æ, en Part af dig, og hver Mands- pérson i Analogi med Arveloven faa dobbelt Lod med Kvin- derne, og endda tør jeg, saa at sige, for at bruge den Talemaade, prætendere eller paastaa, at-æ, at-æ, der var en svare Mængde Parter af dig til Udpárcelering blandt Liebhabere i fremmede Bygdelag." Bjøberg lo, men da Touren kom til ham, meldte han to Gange uden at benytte sin Yndlingsed. Dette forvirrede Landstad i den Grad, at han, uagtet sin Ivrighed og Op- mærksomhed paa Spillet, for Sikkerheds Skyld maatte spørge sig for, om det virkelig var Bjøberg, der meldte. Nu vandt Interessen for Spillet Overhaand, og nogle Spil gik meget raskt fra Haanden under dyb Taushed, men da de høie Beter dermed vare afspillede, begyndte Sam- talen at blive livligere igjen. Prosmer havde længe siddet taus og tankefuld, nu rømmede han sig flere Gange, tørrede sig om Munden med sit Lommetørklæde og sagde, som det forekom mig, med en skinhellig Mine: "Jeg var nylig inde i Christiania, men hvad jeg der saa, var af den Beskaffenhed, at enhver Fæ- drenelandets Ven maatte føle dyb Smerte derved. Jeg saa mere Silke og Fløiel derinde i fem Minutter end i min Hjembygd i fem Aar. Næsten i hver Gade saa jeg de eleganteste Eqvipager med Kudske, der vare klædte som Gre- ver, og overalt var der fremstaaet Bygninger, der mere SIDE: 178 lignende Paladser, jeg kan næsten sige Slotte, end Boliger for tarvelige og fri norske Borgere. Men det kan jo ikke være anderledes under en Regjering, hvor Juristeri, Bu- reaukrati, Magthaveri og Ødselhed sidde ved Roret, under en Regjering, som ikke ved, uagtet det mange Gange er sagt paa Thinget, at Byggelysten er en meget farlig Lyst for et Land, som Naturen har behandlet stedmoderlig, en Lyst, som bør aves og holdes i Tømme istedetfor at op- muntres. Det er jo klart, at det er langt værdigere for Efterkommerne af et Folk, hvis kjækkeste Konger vare klædte i Dyreskind, at sidde i en lun Stue med Bjælkevægge og Spærretag end i pragtfulde og overdaadige Sale, hvor Guldet klines op ad Væggene og op i Taget, efterat det er pint ud af Bøndernes Lommer." Alle hørte med dyb Taushed og stor Beundring paa denne Tale. Brobakken nikkede samtykkende med Hovedet og sagde, da Taleren gjorde en Pause: "Det er-æ, er-æ saa at sige, gyldne Ord, du der lader falde," hvorpaa Prosmer atter rømmede sig nogle Gange og vedblev: "Istedet- for at indse, at de store Stæder ikkun ere at anse som Pestbylde paa det borgelige Samfund og kun tjene til at udsuge og drage Næring fra Landet, som jo er det egent- lige Statslegeme, istedetfor at gjøre Meget for Bonden og Lidet for Bymanden, viser vor Regjering sig i den Grad ubekjendt med Rigets sande Interesse og saa blottet for al praktisk Sans, at den handler i aldeles modsat Aand. For bare at anføre et Exempel, hvad er der gjort for Heste- racens Forædling hertillands, Noget, som dog er af høieste Interesse for Landmanden; thi det maa erkjendes at være meget daarlig fat med vore Heste, der desuden Aar for Aar blive slettere og slettere. Medens man med engelsk SIDE: 179 Hest kan komme frem en norsk Mil paa en halv Time og mindre, kan man -" Her blev Taleren afbrudt af Brobakken, der satte Hæn- derne i Siden, lagde sig tilbage i Stolen og sagde, saa vred, som om han hørte til den forkleinede Dyrerace: "Det-æ, det-æ erklærer jeg for at være en physisk Umulig- hed og for en-æ, en-æ, med Réspect at sige, drøi Løgn. Hæ! en norsk Mil paa en halv Time og mindre, det-æ, det-æ kan jo ikke engang jeg gjøre med Musa min, og hun er den bedste Mær, vi har i Solør. Men hvorledes taler du da, Prosmer, har du da ikke óbsalveret, hvad jeg sagde nylig om den norske Hesterace?" Prosmer rødmede og sagde øiensynlig lidt forknyt: "Det gaar ikke an, min kjære Hans, at sige, at det er Usandhed, hvad jeg fortæller." "Nu, nu," sagde den Tykke og klappede Prosmer god- modig paa Skulderen, "du skal ikke blive vred. Det var ikke noget Ondt ment fra min Side; du maa-æ, du maa-æ undskylde mig, men det er saa at sige-æ, for at bruge den Talemaade, at sige-æ, noget Sludder, du siger om Heste- racen. Det er Noget, du-æ ikke har Skjøn paa, skal jeg sige dig, og derfor er du-æ, saa at sige, for at bruge den Talemaade, saa-æ, saa-æ éxalteret i din Tale." Prosmer tog igjen Mod til sig og sagde: "Kanske mit Exempel var mindre heldigt, men Meningen var kun at oplyse, at naar der kom Folk paa Storthinget, der vilde Landmandens sande Gavn, maatte der kunne udrettes Me- get for den." "Ja, ja, ja, jeg forstaar, jeg forstaar dit Princip," svarede Tykkerten leende, henvendte sig saa til Bjøberg og ved- blev med en uhyre vigtig Mine: "Prosmer har svær Lyst at komme paa Thinget. Skal vi sende ham did, du Bjøberg?" SIDE: 180 Prosmer smilende næsten umærkeligt, da Bjøberg sva- rede, efterat have gjemt sine Kort under Bordet: "Ja, min Stemme kan han, F - partere mig, gjerne faa, men hvad han siger om de engelske Heste, bringer mig til at tænke paa, hvormeget Mærkeligt der findes i Naturen. Di skal F - partere mig høre paa den Historie, jeg nu skal for- tælle, for den er, F - partere mig, meget god. Jeg var engang paa Jagt indved Lina, og havde skudt en Røi, som jeg bar hjemover i Jagttasken. Da jeg kom ind i det Graneholtet, som ligger lige ved Gaarden min, foer der pludselig en stor svart Figur ned fra en af Grantoppene og lige paa mig. Jeg skjød i en Hurtighed, men traf ikke og blev F - partere mig ordentlig ræd, da jeg saa, at det var en stor Tiur, som satte lige paa mig, saa at jeg næ- sten ikke kunde holde den fra mig med Bøssepiben min. Siden den Tid holdt Tiuren, som formodentlig var Han- nen til den Røi, jeg havde skudt, sig i Graneholtet, fra det blev mørkt, og til det blev lyst, uden at det var muligt at faa Skud paa den, og den var saa mandbidsk, at den fløi paa hvert eneste Menneske, som kom i Graneholtet. Den tog et halvt Øre af Budeien og Næsen næsten af en af Gutterne, saa at intet Menneske paa Gaarden turde komme i Graneholtet i den Tid, den mandbidske Tiuren var der. Det er F - partere mig sandt, at den var der i lang Tid, formodentlig indtil den fandt sig en anden Røi, som den likte, og glad var da vi, som blev kvit den." "Den Historie var ikke ilde, min kjære Bjøberg," sagde Prosmer og lo, "men hvor har du den fra, siden jeg ikke har hørt den før?" "Jeg hørte den selv først igaar. Det vil sige," ret- tede han sig, "jeg kom først paa den igaar." Røi ): en Art Skovfugl, Tiurens Hun. SIDE: 181 "Ja, ja, jeg forstaar dit Inserat," sagde Brobakken og blinkede fult med Øinene, "men-æ, mon-æ mon-æ du ikke saa at sige tager-æ, Feil af en Tiur og og-æ, og-æ en Tyr? For en mandbidsk Tyr har jeg hørt tale om før, men aldrig har jeg hørt om en mandbidsk-æ Tiur. Om du bare-æ har-æ hørt Historien eller oplevet den selv, det er saa at sige, for at bruge den Talemaade, irrelevant; for det hører saa at sige til Jægerens licentia poeticum at for- tælle Andres Historier som sine egne." Al videre Tale herom blev afbrudt af Landstad, der erklærede, da han saa, at alle hans Antydninger til at fortsætte Spillet og ophøre med al Snakken ikke hjalp, at han gav Fanden i alle mandbidske Tiure og Tyre, men enten vilde han spille Kort eller gaa sin Vei. Nu blev der atter spillet en Del Spil meget raskt, og da Kortene saa bleve fordelte til en nyt Spil, sagde Brobakken: "Jeg bliver saa at sige ordentlig nummen i Armene af-æ, af-æ at holde Kortene saa ret fremfor mig, og det er jo unødigt, saa at sige, al den Stund-æ, Stund-æ, jeg kan bruge en Anden dertil." Derpaa henvendte han sig til en Mand, der stod og var- mede sig ved Ovnen og spurgte: "Hvem er du, min Mand?" "Aa," svarede Manden, "jeg er nok bare en skarve Husmand jeg." "Ja, ja, min kjære Mand, om du er en Skarv eller et andet firføddet Dyr, - hvilket du-æ, du-æ, saa at sige, maa vide bedst selv - saa har du vel saa megen Styrke i et af dine Forben, at-æ, at-æ du kan holde mine Kort. Du kan vel vide, jeg vil betale dig," lagde han til, da han saa, Manden betænkte sig, "her har du 5 Daler for at holde Kortene, til vi slutte." nummen ): magtesløs. skarve ): ussel, fattig. SIDE: 182 Manden gik hen til Bordet, tog Femdalerseddelen, saa forundret paa Giveren, som for at forvisse sig om, at det var Alvor, og da han ikke opdagede Noget, der kunde bringe ham til at betvivle dette, stak han Pengene smilende i Lommen, stillede sig ved Siden af den tykke Hans Bro- bakken, der havde leiet ham, ordnede Kortene og holdt dem op for hans Øine. Hans Brobakken morede sig øiensyn- ligen meget godt ved sin Opfindelse og gav, idet han vel- behagelig støttede sine fede Hænder paa Bordkanten, med samme Betænksomhed, Alvor og Værdighed, som en Felt- herre under et alvorligt og afgjørende Slag, de fornødne Ordre til, hvilket Kort hans Adjutant hver Gang skulde lægge paa Bordet. I sin Hjertens Glæde saa han sig for- nøiet om til alle Kanter, greb saa først Grogglasset, der var tomt, og gav sig derpaa til at suge paa Piben af alle Kræfter. Den var udslukt. Da disse hans to Opmun- trere for Tiden vare utjenstdygtige, forlangte han 12 Flasker Champagne. Klokken omtrent 11 1/2 kom jeg tilbake paa mit Væ- relse. Min Contubernal var endnu ikke kommen hjem. Jeg lagde mig tilsengs og sov ind, idet jeg hørte Cham- pagneproppe knalde fra alle Kanter over og ved Siden af mig. Efter omtrent en Times Søvn, vaagnede jeg der- ved, at Døren til Værelset blev aabnet. Maanen kigede endnu lidt ind gjennem Vinduet, og saaledes kunde jeg se en Mand komme ind ad Døren, kaste sin Tullup og Skind- hue fra sig paa en Stol, og derefter sætte sig paa Senge- kanten. Med Ansigtet skjult i sine Hænder og med Albu- erne støttede paa sine Knæ sad han en Stund taus, suk- kede derpaa dybt og sagde halv høit: "Ak! Hun er nok desværre for evigt tabt for mig." Tullup ): Pels. SIDE: 183 Min Contubernal var altsaa dog en Nordmand, det var klart, og dertil en Vestlænding, at dømme efter Dia- lecten. Pludselig sprang han op, strøg sig med den flade Haand nedad Ansigtet, som for at blive sine ubehagelige Tanker kvit, gik hen til Bordet og tændte en Fyrstikke, men slukkede den strax igjen, da han fik Øie paa mit Tøi og mig, som laa med Ansigtet vendt mod ham. Ved Maa- nens Skin klædte han sig stille af, lagde sig tilsengs og faldt formodentlig, som jeg, snart efter i Søvn. Hvorlænge jeg derpaa sov, ved jeg ikke, men jeg vaag- nede deraf, at en Stol blev flyttet i Værelset, og hvor for- undret blev jeg ikke ved at se min Contubernal staa midt paa Gulvet i Slobrok og trække svære Reisestøvler paa sine nøgne Ben. Da han var færdig hermed, begyndte han at spadsere op og ned ad Gulvet med høitidelige Skridt. Efterat han havde gaaet nogle Gange frem og tilbage, sagde han med en underlig hul Røst, idet han vedblev at gaa: "Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulde blive som den evige Jøde og reiste om fra den ene Verdensdel til den anden. Men jeg vil med Fornøielse reise, hvorhen det skal være, ja til alle de andre Verdener med, ligesom jeg har reist til Jupiter, Venus og Maanen - det er da heller ingen Sag, nu jeg har slige Støvler paa, som gaa af sig selv - naar jeg bare var vis paa at finde hende. Men det lader til, at hun overalt reiser foran mig, saa at jeg bestandig kommer for sent. Hem! det er slemt." Derpaa mumlede han en hel Del, som jeg ikke forstod. Jeg blev ganske ilde tilmode ved at høre dette Vrøvl, idet min første Tanke naturligvis var, at jeg var kommen sammen med en gal Mand. Men Mandens hele Adfærd mindede mig derpaa stærkt om en Ungdomsven af mig, ved Navn Hanssen, hvem jeg ikke havde seet i over tyve Aar, SIDE: 184 og som i den Grad var Søvngjænger, at jeg kunde føre lange Samtaler med ham, naar han gik i Søvne. Hans- sen var som ung Kjøbmand reist til Amerika. Det antoges, at han strax efter sin Ankomst var død der, da Ingen se- nere havde hørt Noget til ham. For at komme til Vished i Sagen, tiltalte jeg nu Manden i Støvlerne paa samme Maade, som jeg saa ofte havde tiltalt min fordums Ven, Hanssen, i gamle Dage, naar han gik isøvne, og sagde: "Petter! sover du, Petter?" Manden standsede paa Gulvet og lyttede. Da jeg taug i Forventning af at faa Svar, sagde han sagte: "Tys! tys! det var en kjendt Stemme; tys! Johanne, var det dig?" og da jeg vedblev at tie, fortsatte han hvi- skende: "Kom igjen, Stemmme. Engang til. Tys! tys! Johanne, var det dig, Johanne?" "Er det dig, Petter Hanssen?" spurgte jeg. "Ja," svarede han, "det er mig; men hvem er du? Jeg har hørt din Stemme enten paa Jorden eller her paa Grønland, hvor jeg nu vanker om i Sne og Kulde. Hu! hvor her er koldt! Men hvem er du?" Jeg nævnede mit Navn. "Aa, ikke Andet," svarede Søvngjængeren. Uagtet dette just ikke var en meget smigrende Velkomst- hilsen efter saa lang Tids Adskillelse, blev jeg dog glad ved at høre, at det var Hanssen og ikke en gal Mand, jeg delte Værelset med, og besluttede at hjælpe ham tilsengs igjen saasnart som muligt, forat han ikke skulde forkjøle sig; thi det var nu yderst koldt i Værelset. For at opnaa dette, maatte jeg først faa ham vaagen. Det bedste Middel hertil havde forhen været at slaa ham lidt koldt Vand i Ansigtet, og jeg anvendte det samme Middel nu, efterat jeg havde faaet ham ned fra Ovnen, opad hvilken han var SIDE: 185 klatret, medens jeg iførte mig nogle Klædningsstykker, idet han talte om, at selv oppe paa Isbræerne paa de høieste Bjerge burde han søge efter "hende". Han vaagnede strax, som jeg ventede. Jeg sagde ham, hvem jeg var, og at jeg havde kjendt ham igjen paa hans Snakken i Søvne. Han lod ikke til at blive synderlig overrasket ved at se mig, gik tilsengs og bad mig gjøre ligesaa. Derpaa sagde han ganske roligt: "Jeg har hørt, du er kommen hertil idag, men jeg vidste ikke, hvor du boede, ellers havde jeg for- modentlig henvendt mig til dig før. Jeg ved ikke, hvad jeg har sagt i Søvne, i hvilken Tilstand jeg nu, som før, gaar og vrøvler det største Sludder sammen med mine dy- beste og alvorligste Tanker. Mit Ærinde her paa Grundset er yderst sørgeligt." Han gjorde en Pause, som om han overveiede Noget, og sagde derpaa: "Hvis du ikke har Noget derimod, vil jeg gjerne strax fortælle dig min Skjæbne, siden vi sidst saaes." Jeg havde ikke Noget derimod, og han begyndte: "Da jeg - som du ved - reiste eller rettere rømte hjemmefra, tog jeg til England og derfra over til Amerika, hvor jeg var saa heldig kort Tid efter min Ankomst at blive Handels- betjent paa et Kontor hos en ældre Kjøbmand. Jeg skjøn- nede, at det var en flink Mand, som gjorde gode Affairer og satte de Penge, jeg havde med mig fra Norge, i hans Handel, blev senere hans Ven og Associé, og da han døde, Handelshusets Chef, hvorpaa jeg efter den Afdødes Ønske antog Navnet John O'Evens. Jeg blev en rig Mand og kunde maaske ogsaa være bleven en lykkelig Mand, hvis ikke Tanken om een Gjerning idelig og bestandig havde pint mig. Da jeg reiste, tog jeg en ung, elskværdig Piges Fred og Lykke med mig. Et Aars Tid før min Afreise havde jeg nemlig forlovet mig." Han forstod for- SIDE: 186 modentlig, at jeg var nysgjerrig efter at vide, hvem han mente, og vidste, at jeg kjendte næsten alle Piger fra vor Tid i vor lille Fødeby, derfor lagde han til: "Du kjendte hende ikke. Hendes Forældre vare temmelig simple Folk, som boede paa Landet et godt Stykke udenfor Byen. Jeg vilde, at vor Forlovelse skulde være hemmelig, indtil jeg havde skaffet mig en aldeles uafhængig Stilling og var istand til at forsørge en Kone. Hun indvilgede deri, som i Alt, hvad jeg ønskede. Men en Maanedstid før min Afreise, efterat jeg i længere Tid havde bemærket en besynderlig Forandring i hendes Humeur, gjorde hun mig, grædende, en Meddelelse, der bragte mig til Fortvivlelse, hvilket du kan forstaa, der kjender vor Fødebys Strenghed just i det Punkt, det her gjaldt. I min Fortvivelse var hun den, der trøstede mig og satte Mod i mig, istedetfor at det burde have været omvendt. Hun, det stakkels uskyldige Væsen, tog al Skyld paa sig, paastod, at hun var glad, hvordan det saa gik hende, naar blot jeg var glad; at jeg kunde gifte mig med hende nu eller senere, naar jeg kunde for- sørge hende; hun var min Kone for Gud, var stolt og glad over at være det, og hvis jeg vilde udsætte med Gif- termaalet, vilde hun ogsaa. Hun skulde nok indrette sig saa, at Ingen anede, at hun satte et lidet uskyldigt Væsen ind i Verden. Kort, ved denne Leilighed, som ellers be- standig, lagde hun paa det klareste for Dagen, at hun elskede mig, som Ingen har elsket mig eller vil komme til at elske mig." Her gjorde Hanssen atter en Pause og vedblev saa: "Jeg skammer mig ved at fortælle videre; men jeg vil dog give dig en sandfærdig Beretning om Alt, dels fordi du var min Ungdoms bedste Ven og ved, at der er noget Godt hos mig, og dels fordi du nu kan være mig til Tjeneste. Jeg skammer mig som en elendig Hund SIDE: 187 ved at fortælle, at medens Caroline, jeg mener min Kjæ- reste -" "Er du gal, Menneske!" raabte jeg, greben af en pludselig Tanke, og reiste mig halvt op i Sengen, "det var dog vel aldrig den smukke Caroline Saltz, som døde af Tæring, nogle Aar efterat du var reist fra Norge." "Bed mig ikke sige dig hendes Navn. Det var det, jeg vilde sige, at, medens hun med de ømmeste Ord paa sine Læber og de venligste Tanker i sit Hjerte trøstede mig, dannede der sig hos mig den nedrige Beslutning, som jeg senere udførte, at rømme fra hende og fra Norge. Men ikke nogen Dag er gaaen hen siden, uden at jeg med Anger og Sorg har tænkt paa hende, har savnet hende og længtes efter hende, og da jeg kort Tid, efterat jeg var kommen til Amerika, hørte, at hun var død, følte jeg, at min bedste Skat, nemlig det trofasteste Hjerte, jeg havde eiet her paa Jorden, for evigt var tabt. Jeg angrede og skammede mig saaledes over, hvad jeg havde gjort, at jeg gjorde Alt for i Norge at udsprede Rygtet om min Død, og for saa snart som muligt at blive glemt der. Allerede dengang havde jeg en Følelse af, hvad der senere blev mig klart, at jeg ikke havde synderligt Mere at leve for her i Verden. Jo mere min Veldstand tiltog, desto tydeligere følte jeg, hvor liden Glæde Penge kunde skaffe. Uagtet al min Rig- dom paa Gods og Guld, var jeg fattig paa Lykke og Glæde. Jeg kjendte ikke et Menneske, der vilde gjøre den ringeste Opofrelse for min Skyld uden at erholde eller vente Be- taling derfor, ikke et Menneske, til hvem jeg kunde slutte mig, eller som vilde slutte sig til mig af et varmt Hjertes Til- skyndelse. Idelig og bestandig følte jeg, at jeg var blandt Fremmede, og at mit Hjerte kun altfor meget hang ved Norge. Besynderligt nok faldt den Tanke mig ind først SIDE: 188 mange Aar efter, at hendes efterladte Barn tillige var mit Barn, og at jeg paa samme Tid havde Ret til det og Forpligtelser mod det. At se hos mig mit Barn, som tillige var hendes, hun jeg aldrig havde ophørt at elske, at have Ret til at elske dette Barn og Evne til at gjøre vel imod det, at kunne arbeide for at gjøre det lykkeligt og muligens drive det til, at det fattede Godhed for mig, var fra det Øieblik den eneste Trøstens Tanke, jeg dvælede ved. Jeg anstillede imidlertid en hel Del Undersøgelser, der ledede til det Resultat, at hun var død uden at have født noget Barn til Verden. I lang Tid slog jeg mig til Ro, men i forrige Aar vaagnede min Længsel med forøget Styrke, og, forsaavidt muligt at skaffe mig Vished angaaende dette Punkt, besluttede jeg at reise til Norge og selv anstille Un- dersøgelser derom. I den forløbne Sommer ankom jeg til min Fødeby. Siden har jeg opholdt mig her i Riget og søgt efter mit Barn; thi jeg ved nu, at jeg har et Barn ilive. Ved gode Ord og Penge bragte jeg nemlig efter flere forgjæves Forsøg en gammel Pige, der havde tjent hos min Kjærestes Forældre, til at oplyse mig om, at min Kjæreste virkelig havde født et Barn, en Datter, nogle Maaneder efterat jeg havde forladt hende, og at Barnet var bleven udsat paa en Gaard oppe i Landet. Hun op- gav mig Gaardens Navn og Beliggenhed, ligesom hun ogsaa underrettede mig om, at Barnet i Daaben var kaldt Johanne. Du kan ikke gjøre dig nogen Ide om, med hvilken Ilfærdighed jeg skyndte mig derhen; hvorledes mit Hjerte bankede og mit Hoved brændte, da jeg nærmede mig den Gaard, hvor jeg ventede at træffe min ubekjendte Datter. Mit Sind var i saadan Bevægelse, at jeg neppe kunde gjøre mig forstaaelig for Manden, som eiede Gaarden. SIDE: 189 Men den Underretning, jeg fik af ham, var desværre i høieste Grad sørgelig. Det forholdt sig ganske rigtigt, fortalte han, at der for omtrent 20 Aar siden var kommen til ham en fin Jomfru, som han udtrykte sig, der paa hans Gaard havde født en Datter, som i Daaben var bleven kaldt Johanne, og at han, da Moderen reiste, havde lovet hende at opfostre Barnet mod en bestemt aarlig Godtgjørelse; men da denne efter kort Tids Forløb udeblev, og Manden kom til Kund- skab om, at Barnets Moder var død, og Faderen reist til Amerika, havde han ikke villet beholde det hos sig længere. Det var da blevet udsat til nogle fattige Husmandsfolk i Nærheden, hvor det var opvoxet blandt en Mængde for- sultne Unger, indtil det var omtrent 14 Aar gammelt. Da blev Barnet, som i flere Aar havde været vant til at vanke om fra Gaard til Gaard i Bygden og betle, plud- selig borte. Det var den almindelige Mening, efter Man- dens Sigende, at Pigen var fantegaaet. Siden havde han ikke seet hende, men han havde hørt fortælle, at hun kort Tid før jeg talte med ham, skulde være seet i Følge med en Fant, der kaldtes "Ole Blikkenslager". Fra den Tid har jeg stadigen reist om for at op- spørge denne Ole Blikkenslager, men det har ikke været mig muligt at træffe paa ham. Oftere har jeg været lige i Hælene paa ham, men naar jeg har troet at skulle ind- hente ham i næste Øieblik, er han pludselig bleven borte, som om han var sunket ned i Jorden. Det har hændt, at jeg kort Tid efter ham er ankommen til en Bygd, hvor næsten hvert Menneske kjendte ham. Man har vist mig en Vei, han tog over Fjeldet ind i et andet Dalføre, men naar jeg kom der, har Ingen seet ham eller engang kjendt hans Navn. Saameget ved jeg dog, at Ole virkelig rei- SIDE: 190 ser om med et ungt Fruentimmer, som han kalder sin Kone, og der er al Rimelighed for, at det er min Datter. Jeg maa og skal finde hende, og derfor er jeg kommen her til Markedet, hvor en hel Mængde Fanter, efter hvad man har fortalt mig, pleier at strømme sammen. Nu kjender du mit Ærinde her, og paa Grund af det Venskab, du viste mig i vor Ungdom, beder jeg dig glemme, hvad jeg har forbrudt, og bistaa mig i denne Sag. Du er den Eneste, der hidtil har gjenkjendt mig, uagtet jeg næsten overalt har angivet mig for Nordmand. Her paa Grundset gjælder jeg dog for en Engelsmand, og ønsker ogsaa frem- deles at gaa derfor. Under hans Fortælling var der kommen store Isblom- ster paa Vinduesruderne. Jeg havde været meget paa- færde den foregaaende Dag og var yderst træt og søvnig. Derfor lovede jeg kort og godt at bistaa ham, det bedste jeg kunde, naar jeg blev rigtig vaagen næste Morgen, krøb saa under dynen og faldt strax atter i Søvn. Da jeg vaagnede, var min Contubernal gaaet ud, og Pigen, der bragte mig Caffeen paa Sengen, fortalte, at Engelsmanden allerede for flere Timer siden havde for- ladt Gaarden, men bedet hende sige mig, at han vilde komme hjem Kl. 10 og da ventede at træffe mig. Til fastsat Tid kom han ogsaa ganske rigtig. Han var bleven meget træt af at gaa og vade om i den dybe Sne, men var dog saa ivrig efter at komme ud igjen, at han neppe gav mig Tid til at trække mine Bottesforter og min Tullup paa mig. Jeg maatte tilstaa, at jeg aldrig havde kjendt ham igjen, hvis jeg ikke havde hørt ham tale i Søvne. Den unge, smukke, letbyggede, smilende og let- sindige Petter Hanssen, som jeg havde kjendt i min Ung- dom, var bleven en skindmager gammel Mr. John O'Evens, SIDE: 191 med et langt Bukkeskjæg og et ganske forskrækkeligt alvor- ligt amerikaniseret Ansigt. Vi begav os sammen hen imod Markedspladsen. Un- derveis fortalte han mig, at han i to Dage havde gaaet om der og spurgt efter Ole, uden at træffe paa Nogen, der kjendte ham. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at dette ikke var den rette Maade at faa en Mand som Ole fat, men foreslog, at vi skulde gaa om paa Markedet og for- tælle, at Engelsmanden paa Gaarder søgte efter Ole Blik- kenslager for at skaffe hans Kone en glædelig Efterretning, og at vi derhos skulde udlove en god Belønning til den, som kunde faa ham opspurgt. Dette, antog jeg, vilde Ole snart faa Underretning om, hvis han var paa Markedet, og han vilde da komme og melde sig selv. Hanssen gik med megen Iver ind paa Forslaget, og vi besluttede at sætte det iværk strax. Da vi var komne forbi "Bæk", som man kunde se var stærkt optaget af Reisende, da en Mængde provisoriske Spiltaug vare opbyggede langs Skigaren ved Veien, og alle besatte med Høædende Heste, og vi havde naaet hen til det Sted, som min Skydsgut havde givet et saa uhyg- geligt Navn, saa vi der en Mængde Folk, Heste og Slæ- der pakkede sammen inde paa Pladsen mellem Hovedbyg- ningen og Udhusbygningerne. Vi gik da derind for at begynde paa vor Plans Iværksættelse. Efterat vi havde talt med Forskjellige, spurgt efter Ole, sagt dem vor Ærinde og faaet vide, at den Mængde Folk, som var kommen sammen paa dette Sted, havde samlet sig for at sælge Skind til en Kjøbmand fra Christiania, som her foretog sit Indkjøb af Kalveskind og Gjedeskind, hvoraf han dag- lig kjøbte for flere Hundrede Speciesdaler, agtede vi at gaa videre. Men idet vi skulde gaa, tiltrak to unge Fruen- Skigar ): Trægjærde. SIDE: 192 timmer, klædte som Bondepiger, sig min Opmærksomhed. Den Ene var liden og finbygget, om ikke smuk, saa dog at et ret godt Udseende. Over hendes lyse, runde Ansigt, paa hendes blomstrende Kinder, og især i hendes blaa Øine, laa der i Almindelighed et venligt og aabent Smil, hvil- ket dog med en forunderlig Hurtighed kunde gaa over til en trodsig og udfordrende Mine. Hendes Ledsagerske var en Modsætning til hende; thi hun var høi og sværlemmet, havde et mørkt, uforanderligt, vredladent Udtryk i sit An- sigt, næsten forte, gjennemtrængende og lurende Øine. Paa Hovedet bare de store, lyse, blomstrede Bomuldstørklæder, der paa Bondepigernes Vis der i Egnen vare bundne løse over Hovedet og trukne langt frem over Panden; men det var let at vide, at den Lille havde lyst Haar, og at den Store havde sort Haar. Jeg blev opmærksom paa disse Piger derved, at jeg hørte den Store sige til den Lille, idet hun stødte til hende med den ene Haand og pegede paa Hanssen med den an- den: "Der er han, der er han," hvilket blev sagt i en Tone, som om hun pludselig havde faaet Øie paa En, hun længe havde søgt. "Er det ham du?" svarede den Lille og søgte med megen Iver at nærme sig Hanssen. Da dette ved nogle djærve Albustød, som af den Store uddeltes til Høire og Venstre, var lykkedes dem, stødte den Anden ham sagte paa Armen og sagde med en stærkt mar- keret hedmarkisk Dialect, idet hun fremviste et Skind, hun bar paa Armen: "Skal dekk inte kjøpe Skjidnet mit." Inden Hanssen kunde svare, spurgte en gammel Bonde, der stod ved Siden, og som paa Klædedragten og den blaa Skindhue med lyse Striber kunde sees at være en Lerdø- SIDE: 193 ling: "Ka er det for Slags Skjind, den Jenten har? Er det inkje et Saueskind?" Uden at svare ham gjentog Pigen sit Spørgsmaal til Hanssen, og da denne atter blev forhindret fra at svare derved, at Lerdølingen gjentog sine Spørgsmaal, blev Pi- gen med Skindet vred og sagde med et bistert Blik paa den gamle Mand: "Ekke er det no Skjindet taa ei gam- mel Sau, som daue sig ihjel, fordi hun inkje havde Tid at leve længer; ikke er det Skjidnet taa ei gammel Kall, som spurgte, saa han sprak, men hokke det er, vedkommer inkje dekk, hvissom dekk inkje er den gamle Kall, som sprak. Det er inkje omauligt, for Spørgesjuken ha dekke. Sjaa aat, om dekk kjende Skjidnet atte." Hun stak det op imod den Gamles Ansigt, og da han ganske rolig havde beseet det, sagde han: "Det var eit laakt Saueskjind. Det lyt du sælje te Svensken, for her faur du det inkje sæld hos Kjøpmanden her, maatte." Nu tog den anden Pige Ordet og sagde til den gamle Lerdøling i en Dialect, der skulde efterligne hans, idet hun næsten med Magt trængte ham bort: "Sogning, skje du ha' Napi, store og smau, gule og grau, saa manje i Skjep- pen kan gau aa tvau attepau, nau dau," gav ham saa et dygtigt Puf for Brystet og bad ham gaa Fanden i Vold. Jeg tog Hanssen tilside, bad Pigerne følge og spurgte, hvad de vilde. Den Lille henvendte sig til Hanssen og sagde: "Dekk er fra Christian?" Da han benægtede dette, vedblev hun forundret: "okke no'et? nei? jo dekk kan nok seie det taa meg, for je veit det, okke saa er. Dekk er taa Poltiet i Christian, for dekk spør saa trut efter ei Skøier, Sau ): Faar. daue ): dø. Kall ): Karl. dekke ): I. Sjaa aat ): Se efter. atte ): igjen. laakt ): usselt. skje ): skal. Napi ): Koer. attepau ): paa Kjøbet. okke ): hvad. SIDE: 194 dem kalde Ole Blikkenslager. Jeg kjender ham inkje, men saa høire je, dem kalde ham. Je kan melde for Poltiet," tilføiede hun derpaa hviskende, "to Eljer, som blei skøtne i For-Vekken. Kjøtte ligger nedgrøven i Snojen heroppe atved Fæstningen, og Namnet te Manden, som skaut dei, staar paa Sækkjen, det ligger i. Vitner kan je skaffe dekk, om dei trængs. Men dekk maa holde stilt med, hekken har snakket om det. Og saa vilde je ha' lidt Peng, om dekk hadde," lagde hun til, idet hun med spændt Opmærksom- hed iagttog Hanssens Ansigtstræk, som for at se, hvilken Virkning hendes Meddelelse gjorde paa ham. Vi underrettede Pigen om, at vi ikke vare dem, hun antog os for, og bade hende henvende sig til Fogden eller Lensmanden med sin Angivelse. Hun lod aldeles ikke til at være fornøiet med denne Besked og spurgte Hanssen: "Er inkje Kroppen taa Christian daa?" Det Øiekast, de to Fruentimre vexlede, da de nu hørte, at Hanssen alene opholdt sig paa Grundset for at faa Ole Blikkenslager og hans Kone itale, forstod jeg først senere, da jeg fik at vide, hvem de vare. Hanssen og jeg gik derpaa videre, medens de to Bon- depiger, som vi antoge dem for, bleve staaende tilbage i en ivrig Samtale. Det var meget trættende at gaa i den dybe, opkjørte Sne, saameget mere, som vi idelig maatte løbe af Veien for Folk, der red og kjørte, som om der ikke var flere Folk i Verden end de; thi nu, da jeg gik, gene- redes jeg ikke mindre af Kjørende og Ridende, der syntes at finde, at det fortjente Straf, at man gik paa samme Vei, som de benyttede, og derfor red og kjørte paa saa mange Gaaende som muligt, end jeg Dagen forud, da jeg Eljer ): Elsdyr. blei skjøtne ): bleve skudte. For-Vekken ): i forrige Uge. SIDE: 195 kjørte, generedes af Gaaende, der paa sin Side lode til at finde det høist uforsvarligt, at Nogen kjørte, og derfor stillede sig midt i Veien, for saa meget som muligt at hindre saadant Uvæsen. Paa Markedspladsen tiltrak en ung, brun Mand sig vor Opmærksomhed. Hans Udseende viste, at han var en omvankende Kræmmer-Udlænding og en afgjort Ynder af den brune Farve. Han havde glindsende sort Haar, mør- kebrune Øine, brun Hudfarve, brun Hue, brun Frakke og brune Benklæder. Paa Ryggen bar han en brunmalet Kasse, og i Haanden havde han nogle Par Briller. Idet vi nærmede os ham, stod han med et ubeskrivelig trist Ud- tryk i sit Ansigt og saa paa sine Ben, og det var i Sand- hed ogsaa et Syn, der kunde opvække sørgelige Betragtninger. Istedetfor som alle Andre, Mænd og Kvinder, Høie og Lave rundt om ham, at være forsynet med Reisestøvler, Bottesforter, Vandstøvler, Snesokker eller et andet extraor- dinairt Middel til at holde Kulden og Snevandet ude, gik han op i den dybe Sne med tynde Støvler, gjennemblø- dede af Snevand og saa hullede, at Foden hist og her var synlig, hvorved man endog fik den sørgelige Oplysning, at Manden ikke havde Strømper paa Benene. I samme Stand som Støvlerne befandt sig ogsaa hans øvrige Klæ- dedragt, med Undtagelse af et rødt og sortstribet Uldskjærf, han havde slynget om Livet. Dette saa ud til at være næsten nyt og tog sig ud paa hans fillede Klæder som en Modejunker i et Selskab af lutter Betlere. Da han bemærkede, at vi stilede hen imod ham, kom der pludselig Liv i ham. Med et Smil og et venligt Nik strakte han sine Briller ud imod os og sagde med en stærkt markeret fremmed Accent: "Herrerne kjøbe Brille, convexe, concave, godte Kjøbe, fire Marke Parre, gode Brille, mekke SIDE: 196 gode Brille," og da han formodentlig saa paa os, at vi ikke havde nogen videre Lyst paa denne hans Vareartikkel, kastede han med et Sving paa Overkroppen Kassen, han bar paa Ryggen, frem paa Brystet, aabnede den og sagde: "Herre ville have hellere Snuse, jeg egentlige handle Snuse, aber i Norrige Ingen spise Snuse, in Sverige Alle spise Snuse, derfor jeg bytte Snuse med Brille." Han mærkede, at heller ikke Snusen gjorde Lykke og vedblev: "Dem heller have chemiske Sache, Fyrstikke, ud- mærkede, tænde af sig selve, Knaldkugle ogsaa, Knaldcigarre, Knaldbaande, Lakke, Brusepulvere." Jeg kjøbte en liden Æske med Fyrstikker af ham, og da han skjønnede, at det var Meningen, at han skulde beholde det Ortstykke, jeg gav ham derfor, greb han fat i min Tullup og raabte med synlig Glæde: "Grazia tanta, grazia tanta, takker mjukaste, jeg kjøbe Hose, Hose paa Bene." Bekjendtskabet var nu sluttet. Han fortalte, at han var en Italiener fra Lucca, og at han i 3 Aar havde vanket om i Tydskland, Sverige og Norge. Han havde i den Tid idelig været paa Farten, og det var nu gaaet agterud med hans Formuesforfatning. Med gode Forhaab- ninger var han dog nu kommen til Grundset, men her havde han truffet en Jøde ved Navn Lopez, der handlede med de samme Sager som han, "og," sagde den stakkels Italiener mistrøstig, idet han trak paa Skuldrene, "hvor Jøde er, Jøde tjene mange Penge, povre Gioseppo ingen; Jøde Lopez le og tale meget, povre Gioseppo ikke le og ikke tale." Jeg følte Medlidenhed med Manden, saa efter i hans Kasse, om der ikke var Noget, jeg kunde kjøbe, og fik der- ved fat paa nogle smaa Flasker, fyldte med en brun Væske. Paa mit Spørgsmaal, hvad det var, svarede han: "Stærke SIDE: 197 Esentser, Signore; to Draabe i Snuse, Snuse meget gode, aber mekke starke, mekke starke, fem Draabe, Katte dø, ti Draabe, Mand dø." Jeg bad Gud bevare mig for hans stærke Essentser og søgte videre i Kassen for at finde noget Andet, jeg kunde kjøbe. Endelig fik jeg fat paa noget Høirødt, som jeg trak frem, og som saa ud til at være en rød Uniforms- kjole til en Dukke. Da Italieneren saa den, rev han den hurtig til sig, stak den ind paa Brystet, slog Laaget paa sin Kasse i og svingede Kassen paa Ryggen, idet han rød- mede som En, der var greben i at gjøre Noget, hvorfor han skammede sig. Ved at tænke efter faldt det mig ind, at jeg i Chri- stiania havde seet en Liremand gaa om i Gaderne med en Abekat, iført trekantet Hat og en rød Uniformskjole, alde- les som den, jeg havde fundet i Kassen. Paa mit Spørgs- maal, om det havde været ham, svarede han vistnok be- nægtende, men det skete paa saadan Maade, at jeg godt forstod, at han virkelig var Manden. Jeg lod imidlertid, som jeg troede hans Benægtelse, men gav mig til at rose den Abekat, jeg havde seet i Christiania, som et non plus ultra af Smukhed og Livlighed. Den stakkels forladte Ita- liener lod til at kjæmpe med sig selv en Stund; endelig traadte Taarer frem i hans Øine, og Følelsen vandt Over- haand. Han satte pludselig sin Kasse fra sig paa en Slæde i Nærheden og udbrød derpaa med ægte italiensk Liv i Miner og Gestus: "Jocco i røde Kjole var min Jocco; ah! Jocco vare pene, ah! Jocco vare snille. Reise fra Lucca med Lirekasse und Jocco; min stakkels Modere und to Søstre sige: "Adio povre Gioseppo, adio povre Jocco, lyklige Reise og komme heme med mange Penge. Gioseppo reise i Tyskelande og i Danmark, i Sverige og i Norge, SIDE: 198 Jocco følge med, sidde paa Kasse, paa Skuldre. Mig spille paa Kasse, Jocco dandse, spise Sukker und snuse. Faa mange Penge, mange Penge," sagde han med straa- lende Ansigt og lod, som om han havde det meget travlt med at tælle Pengene; men derpaa fortsatte han med et sørgmodigt Ansigt: "Inge forstode mig, mig forstode Inge. Fremmede Alle, alle Fremmede. Mig dø paa Veien, mig blive liggende døde paa Veie, bare Jocco kjende mig. Ham var mine Modere og mine Søstere. Han bide Alle, kysse mig. Ham grine til Alle, le til mig. Ham mig forstaa, mig ham forstaa. Ah! mig holde af Jocco, caro, caro Jocco." Han tørrede en Taare bort og gjorde en liden Pause, som om hans Følelsers Styrke forhindrede ham i at tale længere, og tilføiede derpaa med en mærkelig Skjelven i Stemmen: "Povre Jocco ligge død og fryse under Sne i Røraase, død et Aar. Povre Gioseppo. Siden mig sælge Kasse, spise op alle Penge og nu mig snart sulte døde eller fryse døde. Det inte er roligt. Alt er borte. Bare dette Skjærfe jeg beholde, mig faaet det af min Modere, det mig aldrige sælge, fast mig dø. Basta!" lagde han til Slutning til som med en Slags Trods. Jeg følte dyb Medlidenhed med den stakkels Italiener. Vi bleve derfor snart gode Venner; da jeg spurgte: "Come sta la salute?" var han paa Veie til at falde mig om Hal- sen af Glæde, men da jeg derpaa spurgte ham, om han kjendte eller paa sine Reiser havde truffet en Mand, der kaldtes Ole Blikkenslager, var Venskabet forbi. Han blev alvorlig, og, istedetfor at svare, tog han hurtig sin Kram- kiste fra Slæden, hvor han havde hensat den, kastede den paa Ryggen, saa sig forsigtig om til alle Kanter og kastede derpaa et Blik paa Hanssen, hvilket jeg kunde skjønne, denne forstod paa samme Maade som jeg; thi han sagde: SIDE: 199 "Du behøver ikke at være bange for mig," og fortalte ham sit Ærinde paa Grundset efter vor Aftale. Italieneren stod en Stund, som om han betænkte sig, men sagde endelig: "Mig ikke kjende Ole, men hvis mig ham se, mig sige, hvad Herre sagde." Da han derpaa gik, sagde han til mig med et melankolskt smilende An- sigt, idet han ivrigen vinkede med Haanden, "Addio Sig- nore, addio a revidera; mille grazie, mille grazie." Jeg saa en Stund efter ham i Vrimmelen og hørte ham sige til en Kone fra Hedemarken, der bar nogle Uld- strømper paa Armen: "Kjøbe Brille convexe, concave, godt Kjøbe af mig, mige kjøbe Strømper af dige." Men saa blev min Opmærksomhed tagen i Rekvisition af to Slagter- drenge fra Christiania, der paa Grundset vare optraadte som Skindhandlere, og som nu begyndte en Samtale lige ved Siden af mig. Den Ene af dem bar et Ræveskind, den Anden et Maarskind. "Her skal du se Skind her, som raaber af Veien," sagde den Første, tog sit Ræveskind i Snuden, rystede det paa en for Skindhandlere eiendommelig Maade og leverede det til den Anden. Denne kastede et flygtigt Blik paa den invendige Side af Skindet ved Halen, le- verede det tilbage igjen med er foragteligt Grin og sagde: "Hvad vil du med sligt Filleskind da, Gut? og desforuden er det en Blaanakke. Det er jo snaut Tak værdt." "Jeg har givet tre Fireskillings Honningkager, som jeg fik for to fille Hareskind, for det," sagde den Første; "mere er det heller ikke værdt, men faar jeg ikke to Specie- dalere eller kanske et Otterskind for det, inden Timen er gaaen, kan du kalde mig en Skrub. Hvis du vil, kan du snaut ): knapt. Skrub ): Ulv. SIDE: 200 tjene en Mark paa den samme Handel, du ogsaa. Bare du henne i Flokken byder mig to Speciedalere for det, - paa Ajering skjønner du, men det behøver du jo ikke at gjøre Nogen klog paa, forstaar du sagtens, - saa skal det snart være solgt. Her gaar Bonden paa, saa det er som at fiske i en tyk Makrelstime. Du kan tjene din Mark let." "Det er jo at juxe det," sagde den Anden, som om han betænkte sig, "har du Lov til det?" "Aa, dit Kalvehue, du er," svarede Gutten med Ræveskindet, idet han puffede den utidige Spørger temmelig haardt for Brystet. "Have Lov? Har jeg ikke Lov at juxe, saa mye jeg vil, naar jeg gjør det med Redelighed kanske, og saa realt, at Ingen kan klage? Og kan Nogen klage, som godvillig giver mig Saameget for mine Varer, som han selv vil? Din Vasvillingsæder!" Den, som havde faaet Puffet, gned sig en Stund med den flade Haand der, hvor han var rammet, og svarede derpaa som En, der havde sagt en stor Dumhed: "Fa'en, kan du blive vond for det da? Du kan vel skjønne, det var bare Ajering. Men jeg kom for at sige dig jeg Gut, at nu er der kommen en Svenske fra Haparanda, Gut, som kjøber alle de Ræveskind, Otterskind, Maarskind, Ulve- skind og Gaupeskind, han kan faa paa Martne for russisk Regning. Derfor er det bedst at være ude itide. Maaren gaar op i tre Daler, Gut, før Timen er ude, det siger jeg dig, saa du kan vide det forud." Han tog derpaa det Maarskind, han bar paa Armen, i Snuden, rystede det foran den Andens Ansigt paa samme Maade, som denne havde rystet sit Ræveskind. Den Tiltalte saa vist paa Taleren, tog Maarskindet Vasvilling ): Vælling af Vand og Mel. Gaupe ): Los. SIDE: 201 af hans Haand, besaa det nøie og sagde endelig, idet han leverede det tilbage igjen: "Sælger du det ikke, før jeg giver dig tre Daler for det, kan du gjerne føre det ind i dit Testamente strax og skrive op der, hvad dine Arvinger skal gjøre med det. Overdelen er bra nok, men Under- delen er ikke et Bøs værdt." "Ja, ja," svarede Eieren og lo, "du bider nok ikke paa som Makrelen du, men der findes vel altid den, Gut, som vil have det, lel. Jeg finder altid en Maar, hvor Underdelen er god og Overdelen klein. Den er jeg Ka'r for at kjøbe, og saa er det ikke vanskelig Sagen at skjære begge Skindene tvertover, Gut, og sy de to gode Stykker for sig og de to kleine Stykker for sig isammens, skjønner du, Gut. Naar det er gjort, krysser jeg ikke dig om at kjøbe det gode Skind for tre Daler, og det kleine juxer jeg fra mig med Redelighed ligesom du. Paa den Han- del kan du tjene en Mark, hvissom du vil og træffe paa en Makrel," sagde han til Slutning og lo. Den Anden lo og- saa og sagde: "Ja nok, kom Gut," hvorpaa de Begge gik ind i Sværmen, som trak frem og tilbage langs Veien. Jeg tog Hanssen under Armen og førte ham samme Vei. Han var træt og modløs og svarede knapt paa de Spørgsmaal, jeg gjorde ham. Midt i Sværmen paa Veien stod en Bonde og holdt en særdeles munter Fole i Tømmen. Folen vrinskede næsten uafbrudt og saa gjennemtrængende, at det lød som stærke Trompetstød. Fra alle Kanter fik den Svar, og disse bleve givne i alle de forskjellige Tonearter og alle de for- skjellige Slags Takt, hvori Vrinsken kan gives. Den syntes at være rasende forhippet paa at komme afsted og gjøre personligt Bekjendtskab med en eller anden af dem, der svarede, rystede derfor paa Hovedet som for at blive SIDE: 202 fri for den Haand, der holdt Tømmen, og da det ikke lyk- kedes, steilede den i et væk, saa at Eieren havde megen Møie med at holde den, saamegetmere, som han til samme Tid skulde handle med en Dalekarl i lang, fodsid, hvid Kufte af Saueskind, paa hvilken Ulden vendte ind, og som i Ryggen var forsynet med en hel Del kunstige Stikninger, ved hvilke der i Sømmen var anbragt Forziringer i Form af Hjerter, Slanger, Triangler og Andet af rødt Skind. Dalekarlen, der bar et stort Bjørneskind paa Armen, besaa Folen nøie og sagde derpaa: "Jeg gier dig et Skep- pund Jøn, en Kassa Spik, två Daler i Peng og dette her Bjørneskindet før Folen. Det er mit sidsta Ord, mere gier inte jag. Vil du, kan du vara med heimatte, vil du int, så skiljes vi åt båda två lika blide för det." Eieren af Folen betænkte sig en Stund, saa paa sit Dyr, klappede det derpaa paa Halsen og sagde endelig: "Nei je er inte god for at skiljes fra ham for den Pris." Svensken gik og klappede i det samme Folen paa Lænden. Herover blev den vred og slog bagud med en saa rasende Heftighed, at det hvinede efter. Som det syntes, var den tilfreds med at have faaet en Anledning til at give sin Utaalmodighed Luft. Det gik her, som det saa ofte gaar, at den Fornær- medes Vrede gaar ud over aldeles uskyldige. Det fik en Kone at sande, hvis kjødfuldeste Legemsdel, blev rammet af Folens Hove. Hun kom ud fra en af Fjæleboderne ved Veien, bærende paa et stort rødmalet Træbret. Paa Brettet stod fire Dramme og ligesaamange Taller- kener, hvori den fede Rømmegrød svømmede i en Overflø- dighed af varmt, gult Smør, der lod til at være Gjen- Jøn ): Jern. SIDE: 203 stand for hendes udelte Opmærksomhed og have en meget blidgjørende Virkning; thi hun saa ganske smørblid ud, idet hun saaledes betragtede den fede Grød og det gule Smør. Trøstig banede hun sig i Vei gjennem den bølgende Menneskemasse foroven og den dybe Sne forneden uden at ane den Fare, der truede hende og hendes kjære Grød, og da Skjæbnens tunge Slag rammede hende i Form af Folens Hover, gav hun ikke tabt strax, men kjæmpede længe for at afbøde Slaget. Med en Bøielighed i Overkroppen, som ingen Clown behøvede at skamme sig ved, og med en Livlighed i sine Armbevægelser, der vilde have gjort den bedste Jongleur eller Trommeslager Ære, søgte den brave Kone at holde sig selv i perpendikulær og Brættet i horizontal Stilling. Men hvad nytter det en svag Kvinde fra Elverum at kjæmpe med den urokkelige Skjæbne? De beundringsværdigste Evolutioner, Nogen kunde ønske at se, endte med, at det stakkels Offer for den ubøie- lige Skjæbne kastede Brættet og sig selv med en unødven- dig stor Voldsomhed ned i Veien, saaledes at den fede Rømmegrød kom til at ligge underst - de fire Dramme vare for længe siden blevne borte ligesom henkastede hver til sin Verdenskant - ovenpaa den de respective Taller- kener, ovenpaa dem Brettet og ovenpaa dette Konen selv, som saaledes paa den Maade faldt, som de spartanske Kvin- der ønskede, at deres Sønner skulde falde, nemlig paa deres Skjold. Den Stilling, hun indtog i sin Ulykke, var dog ikke classisk og fortjente neppe at tages til Model for den bil- dende Kunst; dertil kom hendes Næse i altfor nær Berø- relse med Noget, der vist indtil Videre bragte hendes Tan- ker til stadigen at dvæle ved Heste. Hastigheden, hvormed SIDE: 204 hun reiste sig efter Faldet og rev Brettet samt Tallerkenerne til sig, var saa forunderlig stor, at en Mand, som stod i Nærheden, og hvis Ansigt havde svævet i stor Fare under Affæren, meget træffende, men yderst forbauset, bemærkede: "Det var Fanden til levennes Kjærring! Hun reiste sig op, før hun dat, hun." Det Meste af Grøden blev derpaa lykkelig reddet, dog ikke førend en Hest, to Solunger og en Gudbrandsdøl havde traadt i den. Dog, Hunger er den bedste Kok. Det er en Sætning, som gjælder overalt, og paa Grundset var Sætningen uomtvistelig. Et Stykke længere frem blev en Bonde, paa hvem Lovanterne var det mest iøinefaldende ved deres ganske usædvanlige Størrelse, kjørt overende af en fuld Landsmand. Lovanterne med de i samme indlagte Hænder forsvandt der- ved i en af de kogende Suppegryder ved Veien, Hænderne og den ene Lovante kom igjen op i en Hast, men den anden Lovante blev liggende i Suppen og blev maaske senere fortæret med den samme hemmelige Glæde, hvormed Ma- trosen fortærede de haardkogte Æg, hvori der var Kyllinger. Vantens Eiermand fik det saa travlt med at indhente den Mand, der havde kjørt paa ham, at han glemte alt Andet. Hans Ulykke var en af dem, hvoraf der, besynderligt nok, ikke findes ganske faa i Livet, som sætte Andre i godt Humeur. En sagde: "Karen vilde sikkert kjende efter, om der var frøsig Mad i Gryta." "Nei," sagde en An- den, "han vilde kjende efter, hvor varm den Mad er, som er kogt med Bjørkeved." "Det var ful Fant det," sagde den Tredie, "han vilde have Mad med sig paa den lange Reise, han, som gaar, kommer til at gjøre, før han naar Manden, som kjørte. Derfor fyldte han den ene Lo- frøsig ): frossen. SIDE: 205 vante med Suppe for en Maaned og lod den Anden ligge igjen som Betaling." "Jeg mener, jeg vil have for 2 Skilling Lovantesuppe, jeg," sagde den Fjerde. Den for de norske Markeder, - idetmindste de søn- denfjeldske - eiendommelige Handel at bytte alle mulige Ting, som om Penge ikke existerede, var i den yppigste Flor paa Grundset. Der byttes Heste, Lommeuhre, To- bakspiber, Spilledaaser, Skind, Vildt, Jerntøi, etc. etc.; ja selv de Klædningsstykker, man bar paa sig, saasom Skindpelse, Reisestøvler, Kjoler, Frakker, osv., vare ikke sikre for at blive byttede bort mod andre lignende Gjenstande, eller at gaa i Mellemlag paa et Hestebytte, et Klokkebytte, en Skindhandel eller deslige. Ved denne Tuskhandel blev Hazarden ved Handelen fordoblet, hvilket lod til at forøge dens Interesse, og Fordelen af et godt Handelsvid, hvoraf naturligvis Enhver troede sig i Besiddelse, blev potenseret. Lykken havde været ulige som sædvanlig. En var kommen paa Markedet med 12 ß i Penge og et Par Reisestøvler uden Saaler. Han begyndte med at bytte Støvlerne bort og sad nu paa en Hest, som han ikke vilde sælge for 80 Spd. En Anden var kommen til Markedet med en Hest, 30 Spd. i Penge, en god Ulveskindspelts, en ny Spids- slæde og et Par nye sorte Klædesbenklæder. Hesten havde rigtignok den Egenskab, at den var udstyret med en altfor kraftig Villie, saa at den ikke gjorde Andet, end hvad den selv fandt for godt; gik, naar den vilde, stod, naar den vilde, løb, naar den fandt for godt, gik til Venstre og Høire efter eget Behag o. s. v., uagtet det ofte var aldeles det Modsatte af, hvad dens Herre vilde. Men forresten var det en meget god Hest. Eieren byttede den bort, byttede igjen, og atter og atter og var nu uden en Skilling i Lommen, uden Slæde, uden Pelts, havde faaet et Par SIDE: 206 gamle Vadmelsbenklæder for sine nye af Klæde, men havde nu ogsaa faaet en Hest, hvormed han var overmaade vel fornøiet, indtil han gjenkjendte sin egen med den sjeldne selvstændige Charakter, den samme Hest, som han havde havt med sig hjemmefra. Disse mange Handeler bleve ledsagede af Kjøbskaaler eller Traktement af Brændevin fra En eller Begge, idet det aldrig blev forglemt i Kjøbecontracten at tage Bestemmelser om, hvem der skulde "tage i" Kjøbskaalen. Drikningen foregik derpaa under Eder og Latter i store Kvantiteter. Rundt om var der saa megen Stank af Potetesbrændevin, saameget drukkent Vrøvl, saamegen raa Tale, saamegen Plumphed, en saa total Mangel paa den Høflighed, som Folk, der ere opvoxede i et civiliseret Samfund i Almin- delighed vise hinanden, at jeg ganske forbauset blev staaende for at iagttage disse Phænomener og glemte Hanssen og hans Sorger. Det var høist bedrøveligt at høre, hvorledes man fra alle Kanter paa den mest uegennyttige og selv- opofrede Maade bad det Ondes Repræsentant indstændigen og inderligen om at rive, slide, brænde, stege, hakke, knuse, støbe og paa alle andre tænkelige og utænkelige Maader mishandle sin Sjæl og sit Legeme, sin Aand og sin Krop sit Hjerte, sine Tarme, sin Lever, sin Lunge og enhver anden Del af sit Legeme, og det med en Munterhed, der i høi Grad maatte være tilfredsstillende for den, til hvem disse Anmodninger bleve henvendte. Ederne fløi om i Luften som en Mængde paa engang antændte Sværmere, der med Knaldeffekt krydse hinanden i alle Retninger. Medens Tummelen var paa det stærkeste, aftog den lidt efter lidt, saa at der efter kort Tids Forløb blev al- deles tyst og stille rundt om mig. Længe søgte jeg for- gjæves at opdage Grunden dertil. I Taushed trak alle SIDE: 207 Folk sig fra Midten af Veien og stillede sig op paa begge dens Sider. Fem Slæder med Reisende kom kjørende og droge frem under en almindelig Stilhed og Opmærksomhed. Rundt om mig blev hvisket Navnene paa en Del af Chri- stiania første Tømmerhandlere. Det var altsaa dem, som nu ankom til Grundset. De vare neppe passerede forbi, før Støien blev stærkere, og Munterheden voldsommere end før. Nu var det egentlig belivende Element kommen. Vi gik videre. Lidt til Høire fra Veien hørtes for- virrede Skrig fra en Hop Mennesker, der stode i større og mindre Klynger. Skrigene: "Sæt igjen! friskt paanyt; ti at vinde, en at tabe! to Mand har sat! tre Mand har sat! fire Mand har sat! ti at vinde; friskt Mod! vove og vinde! fem Mand har sat! Aa, ikke forknyt; kom og sæt!" o s v. gav tydeligt nok tilkjende, at her havde de saakaldte Lirespillere eller Bretspillere deres Plads. Her, vidste jeg, var altsaa Stedet, hvor Bærmen af Markeds- gjæsterne var at finde, og iblandt de Spillende saaes ogsaa ganske rigtig en Del deciderede Kjæltringeansigter og ikke ganske faa Personer, hvis Ansigter vare mig bekjendte fra Christiania Gader. Spillet var i fuld Gang. De Blikdaaser, hvoraf Nummerne, indstukne i smaa Trækugler, bleve trukne, svin- gedes hist og her med Voldsomhed i Luften og foraarsa- gede næsten ligesaa megen Larm som de Skrig, vi langt borte havde hørt; men rundt om i de tætteste Klynger gjorde Messingviserne mange Gange deres tause Rundtour paa Spillebretterne, inden de lidt efter lidt sagtnede deres Fart og endelig standsede paa et Tal, der med Iver blev nævnt af den forventningsfulde Kreds, der iagttog Udfaldet med spændt Opmærksomhed. Noget afsides stode to Personer og spillede paa et Bret SIDE: 208 med en stor blank Messingviser. Den Ene var en vel- bygget Karl af middels Høide med mørkt Haar og mørke Øine. Han var klædt som en Bonde, men hans raske Manerer, og især den Maade, hvorpaa han bar sin sorte Skindhue, der var sat kjækt paa den ene Side, saa at Enden af den tykke sorte Dusk, der hang ned fra Pullen, hvilede paa Skulderen, syntes at antyde, at han var en Bymand. Hans velfriserede Haar og den omhyggelige Maade, hvorpaa han havde tilskaaret sit Skjæg, som han havde ladet voxet frem paa Hagen i en Spids, medens Ansigtet forøvrigt var omhyggeligt barberet, syntes at bestyrke dette. Paa Udtrykket i hans Ansigt kunde man se, at han var den Vindende, men endnu tydeligere saaes det paa hans Med- spiller, der havde et ufeilbarligt Udseende af at være en godtroende Bondegut, at han var den Tabende. Da vi kom til, sagde den Vindende til sin Medspiller: "Retnu tør jeg ikke spille mere med dig, for du begynder at slaa saa godt, saa atte - -." Den Anden, der just lod til at betænke sig paa, om han skulde spille mere eller ei, blev aabenbart ved den Ytring opmuntret til at fortsætte. Med et kort, næsten trodsigt "der" leverede han den halvvoxne Gut, som eiede Brettet, en Femdalerseddel. Saa stor var Indsatsen hver Gang. Smilende gjorde hans Medspiller det Samme og dreiede derpaa Viseren paa Brettet. Medens denne gik rundt, stak han Hænderne i Lommen og saa sig med en paatagen Ligegyldighed om til alle Sider, som om Spillet var ham aldeles uvedkommende. Hans Medspiller, Bonde- gutten, iagttog derimod Viserens Bevægelse med en Op- mærksomhed og en Spænding i sine Ansigtstræk, som om han spillede om sin Sjæls Salighed. Sveden stod i store SIDE: 209 Draaber paa hans Pande, da Viseren endelig standsede og pegede paa 10 1/2. "Det er de fem sidste Dalere, som staar af halvthun- drede," sagde han og dreiede Viseren rundt om med Kraft som en fortvivlet Mand, men standsede den igjen, efterat den havde gaaet rundt nogle Gange, idet han sagde: "Nei, det varer for længe. Jeg vil dreie sagtere." Dette gjorde han, og da Viseren havde gaaet rundt nogle Gange, begyndte den at sagtne sin Fart mere og mere, eftersom den kom forbi 8 og 9 og 10 og 11. Den gled sagtelig over 12 og viste en stærk Tendens til at ville standse mellem dette Tal og en paa Brettet malet Rose. Dette var det bedste Sted. Men inden Viseren standsede ganske, bøiede den anden Spiller sig ned mod Brettet og sagde: "Hu! hu! vil du over Rosa, hu!" Herved frem- bragte han saameget Lufttræk, at Viseren langsomt gled videre og over Rosen. Bondegutten havde tabt. Han maatte gribe sig i Brettet for ikke at falde om. Fortvivlelsen stod med Ty- delighed malet i hans blege, slappe Træk, og han havde ogsaa forsvarlig Grund til Sorg; thi det var Husbondens Penge, han havde spillet bort, og det var første Gang i sit Liv, han begik en Forbrydelse. Den halvvoxne Gut, som eiede Brettet, lod den Vin- dende tage de to Femdalersedler ud af sin Haand, idet han med aaben Mund og stum af Forbauselse saa paa Manden, hvis Dristighed og Dygtighed i at bedrage syntes at have imponeret Gutten i den Grad, at han havde mistet Evnen baade til at tale og til at bevæge sig. Endelig sagde han yderst forbauset: "Ja, men er det tilladt at blæ . . . ?" blæse paa Viseren vilde han have sagt, men den Daler, som Kjæltringen stak ham i Næven, bragte ham til at tie SIDE: 210 og takke. Ingen af de øvrige Omkringstaaende lod til at have bemærket det brugte Kneb. Bondeguttens Mistanke blev dog vakt ved Drengens Ytring og med samme Iver, som den, der er paaveie til at drukne, griber et udkastet Toug, greb han Drengens af- brudte Ytring, tog sin Medspiller i Armen og sagde: "Har du gjort Noget, som ikke er tilladt, har du bedraget mig, saa Gud hjælpe dig." "Bedrage? skylder du mig for Bedrager?" svarede den Tiltalte, idet han knyttede Næven og gik den plyndrede Stakkel lige under Øinene. "Kommer du og siger, at jeg har bedraget dig saameget som for en halv Skilling, skal jeg" - her fulgte en selv efter den grundsetske Maalestok fæl Ed - "slaa dig saa flad, som om der var bygget en Fæstning paa dig. Du skal faa saa -" Maaske til Lykke for Bondegutten, der vel havde faaet Prygl til, hvis Manden havde talt lidt længere, thi han blev aabenbart hidsigere og hidsigere, alt som han talte, blev Taleren afbrudt af den Pige, der tidligere havde talt til Hanssen og mig om ulovligt Elsdyrskytteri. Hun kom pludselig tilsyne bag hans Ryg, trak ham i Armen og sagde: "Det er ham der, det er ham der," idet hun pegede paa Hanssen, som stod et Stykke fra og stirrede ned i Sneen paa Jorden. Den Tiltalte tog Fruentimmeret ved Haanden og gik uden at sige mere, idet han af og til kastede et forskende Blik tilbage paa Hanssen paa saadan Maade, at jeg antog, han frygtede for at blive opdaget af denne. Da de vare forsvundne i Folkemængden ude paa Veien, angrede jeg, at jeg ikke havde tiltalt Manden og faaet at vide, hvem han var, og hvorfor han syntes at være bange for Hanssen, og det saameget mere, som det forekom mig, at jeg skulde SIDE: 211 kjende hans Stemme, uden at jeg dog kunde erindre, naar eller hvor jeg havde hørt ham tale før. Efterat vi havde henvendt os til Forskjellige af de rundt om Spillende for at faa dem til at henvise Ole Blikken- slager til Engelskmanden paa Gaarder, om Nogen af dem skulde træffe paa ham, men af Alle faaet det Svar, at de ikke kjendte Ole, gik vi videre og kom ind mellem de faste Boder. Disse ere byggede i en stor Firkant, med Aabninger i de to Hjørner til Veien; inde i Firkanten er igjen bygget flere Rader Boder. Alle Udsalgssteder ere anbragte indad, og mellem den store Plads bag Firkanten og disse findes ingen Udgang. Boderne ere smaa, lave og i allerraaeste Form, men dog opsatte i en vis Orden og under Markedet forsynede med en hel Del tildels ret kostbare Varer. Om Som- meren staa de øde og forladte, naar ikke Markmusene holde Bryllup eller Barnedaab, eller andre Fester og foretrække at gjøre sig lystige under Bodens kjølige Tag og imellem dens graa tørre Vægge fremfor at hoppe om i det grønne, vaade Græs udenfor. Nu havde Manufakturhandlerne og Haandværkerne fra Hamar, Lillehammer og Christiania sine Udsalgsboder der, og den grundsetske "beau monde" havde der sit "palais nationale," hvor den promenerede, besaa hinanden, lod sig bese og beundrede Produkterne af den menneskelige Kunstflid. Især opvakte et Uhr den høieste Grad af Beundring. Der var anbragt saadan Mechanisme paa det, at der, hvergang det skulde slaa, aabnede sig en Klappe, gjennem hvilken en Gjøg kom frem og galede ud Klokkeslettet. Det fortaltes at være et non plus ultra af Smag og Kombinationsevne, og Eieren havde maattet lade Gjøgen gale uafbrudt, hvis han skulde have opfyldt Alles Ønske. SIDE: 212 Det var øiensynligt, at der her herskede den bedste Forstaaelse mellem Kjøbere og Sælgere, og de Sidstnævntes Vittigheder bleve hørte med megen Fornøielse og betalte med klingende Latter, saa at de, hvis de fik deres øvrige Varer betalte forholdsvis ligesaa godt med klingende Mynt, maatte reise hjem som velholdne Folk og rolig kunde blive siddende hjemme hele deres øvrige Levetid. Derhenne mellem Silketørklæder og Shawler er Lat- teren ustandselig. En ung, munter Kjøbmand tilbyder en ung, smuk og rig Bondepige at sælge hende Alt, hvad han havde i sin Bod, og paa hendes Spørgsmaal, hvad han vil have derfor, svarer han: "Det er kostbare Varer og meget dyre, derfor vil jeg have dig for dem, men saa faar du mig atpaa." "Ha! ha! ha! Det var udmærket morsomt sagt, ha! ha! ha!" Pigen lod til, at dømme efter hendes bly, men glade Smil, ikke at være uvillig til at indgaa paa Handelen, og hvis det ikke havde været Skik og Brug, at det Slags Handeler afgjøres under fire Øine, kan man ikke vide, hvorledes det var gaaet. I en stor Bod, der endog var forsynet med Vinduer, hvilket var Toppunktet af Luxus i Bygningsarbeidet paa de grundsetske Boder, sad en Mandsperson og to unge, ret smukke Fruentimmer, klædte som Tyrolere og sang med Accompagnement af Guitar og Harpe: Aa kjére Fettin aa kjére Fe Aa kjére Tømmer over Eia, Lad kjére, hvem som kjére vil, Jeg kjérer Jenta mi heia. atpaa ): paa Kjøbet. SIDE: 213 Det var tydske Kunstnere, der vare fulgte med en Restauratør fra Christiania, og som nu skulde samle Folk til Boden ved nationale og populære Sange. Dette var ogsaa lykkedes. Boden var saa fuld af glade, trivelige Tømmerhandlere, der drak Champagne som Vand, at Nogle maatte tage Plads lige ved Siden af Kunstnerinderne, hvorved der opstod et saare fortroligt Forhold, som det lod, til gjensidig Tilfredshed. Min tykke Ven fra Polskpassen igaaraftes var tilstede. Han lod til at være den Eneste, der ikke drak Champagne, hvorimod han havde et stort Glas Punsch i Haanden. Iført en svær Ulveskindspelts, med et umaadeligt langt rødt Skjærf om Halsen og Livet og med store Reisestøvler paa Benene, sad han midt paa en Bænk og indtog Plads for Tre. Han holdt Glasset mod Vinduet, saa med stort Vel- behag paa den klare, gule Vædske og sagde, da Musikken nu gjorde en Pause, i en Tone og med en Mine, der ikke efterlod ringeste Tvivl om, at han havde Ret: "Det er-æ saa at sige, en rent gal Vei Régjeringen og Storthing har-æ, har-æ slaaet ind paa, naar de har indladt sig paa at-æ, at-æ, paa at-æ underkue Próductionen af Brændevin her i Landet; thi al den Stund det-æ, det-æ saa at sige, for at bruge den Talemaade, hører til Statsoéconomiens mest antagne og réspecterede Grundsætninger, at-æ, at-æ . . . ." Her lod det til, at han ikke kunde finde Ord for sin Tanke- rigdom; thi han gjorde en Pause, saa først paa Punsche- glasset, han holdt i Haanden, som for at hente Hjælp der- fra til Brændevinets Pris, og da denne Betragtning ikke lod til at give noget Udbytte, smagte han paa Punschen, hvilket syntes at have bedre Virkning; thi han gjorde en rask Bevægelse med den ledige Haand, som om han vilde sige: "Jeg har det," og vedblev derpaa med megen Lang- SIDE: 214 somhed og Vægt, da han nu lod til at være kommen til et farligt Sted, hvor det gjalt ikke at brække Halsen: "at-æ en Nátions máterielle Velvære for en stor Del, saa at sige, beror paa den større eller mindre Grad af Forædling, som den, saa at sige, forstaar at give sine Náturprodukter." Han var nu kommen over det farlige Sted og slog derfor i sin Tale over fra Skridt til Trav. "Al den Stund dette er Tilfældet, saa-æ, saa-æ maa jeg virkelig spørge, om ikke, saa at sige, for at bruge den Talemaade, det mindste Barn maa indrømme, at det er ren Galskab at-æ, at-æ det er en ren Galskab, saa at sige, at ville lægge Hindringer i Veien for det raa Produkt Póteters-æ-æ-æ . . . Póteters-æ-æ-æ." Paa dette Sted, hvor han troede at være paa sin Tales slagne Landevei og uden al Fare, gik det galt, og efter at have gjort nogle mis- lykkede Forsøg paa at komme videre ad samme Vei, maatte han give tabt, vende et Stykke tilbage igjen, slaa ind paa en Sidevei og det i langsomt Skridt. "Vil jeg sige-æ Hindringer i Veien for Póteternes - der er et af-æ, et af-æ, et af vore vigtigste Náturprodukter - for disses høist- mulige Forædling, hvilket sker gjennem Brænding til Spiri- tus og deres derefter Lavning til Brændevin-æ, til Brænde- vin-æ," gjentog han med et tilfreds Smil, aabenbart glad over at være kommen til Enden. Derpaa vedblev han atter med rask Trav i sin Tale, formodentlig for at indhente, hvad han havde tabt ved det nylig indtrufne Uheld: "Hvis jeg nogensinde lader mig dáragotypere, saa skal det derfor blive med et Glas Punsch i den ene Haand og Brændevinsloven under den anden Fod." Med et overmaade selvtilfreds Smil henvendte han sig til en Mand, som sad paa Bænken ligeoverfor ham SIDE: 215 og nippede til et Glas Champagne, og spurgte: "Hvad siger du dertil, Bjøbergen?" "Jeg liker inte Potetesbrændevin," svarede den Ad- spurgte tørt og tømte sit Glas Champagne. Tykkerten, der vel havde ventet at faa en Bifalds- ytring at høre over sin Dygtighed som Taler og Stats- oeconom, reiste sig, satte Punscheglasset fra sig paa Bordet og sagde halvt ærgerlig og halvt bebreidende: "Hørte du inte min Tale da? Jeg troede virkelig, jeg havde Organ. Jeg siger, at-æ, hvis jeg skulde lade mig dárago-æ, dáro- gatypere, skulde det være med et Glas Punsch i den ene Haand for at antyde paa en, saa at sige, fin Maade, at-æ at-æ jeg ikke bifalder Régjeringens og Storthingets For- følgelser mod Brændevinsproduktion. Hvorledes vilde du lade dig dágaratypere, hvis du skulde dágira-æ, dogaro-æ darigo-æ, hem-æ." Efter forskjellige fortvivlede Attentater paa at træffe den rette Benævnelse, gav han endelig tabt og sagde, svagt rødmende, i en Tone, som om han var fornærmet af den Tiltalte derved, at han ikke selv kom ud af det: "Aa, du ved nok, hvad jeg mener," løste saa op Skjærfet, han havde om Livet, aabnede sin Ulveskindspelts, pustede stærkt og klagede over den "désperate Varmen." Den saakaldte Bjøberg tømte ganske rolig sit Cham- pagneglas paanyt, satte det fra sig paa Bordet og sagde, da den Anden var færdig: "Ja kors da, jeg forstaar, hvad du mener. Jeg vilde da tage en Potet i Kjæften, jeg. Det var ligesaa fint at sige min Mening om den Sag." Alle lo og ikke mindst den tykke Taler, hvis Mave kom i saadan Bevægelse derved, at den trængte sig frem af Peltsen og et ikke kort Stykke ud i fri Luft. Jeg fik Lyst til at blive og høre Mere af disse De- batter, men Hanssen trak mig i Tuluppen og sagde: "Lad SIDE: 216 os gaa. Her kan det ikke nytte at tænke paa at træffe Nogen af dem." Vi gik ind i en anden Bod i Nærheden. Der stod en ung Mand, der tidligere havde været Barberdreng i Christiania, dreiede paa en Lirekasse og sang: Du, du, liegst mir am Hertzen Du, du, liegst mir am Sinn, etc. Kassen og Personen syntes at være lige forstemte. Ogsaa her blev drukket Champagne og Punsch i store Kvantiteter. Vi gik ind i en tredie Drikkebod. Der sad en Val- ders og spillede Hallinger, Springedanse og andre natio- nale Danse. I denne Bod drak man bayersk Øl, Punsch og Vin. Vinen var tappet paa Champagneflasker, forsynede med Blypapir over Korkene og meget smukke Vignetter, lydende paa Champagne Sillery, premiére qualité. Vinen saa ud aldeles som Champagne, blev betalt som saaden med 2 Spd. Flasken, smagte for en uøvet Tunge som saadan og blev drukket af Champagneglas, men indvendig paa Korken stod Abelseth, og Prisen var for ædru og kyndige Personer 40 Skill. pr. Flaske. Det var Ribsvin, et Produkt af Hedemarkens Jordbund og Industri. I en fjerde Drikkebod blev der kun drukket sletteste Brændevin. Luften var smittet deraf og saa afskyelig, at vi neppe vare komne ind, før vi maatte ud igjen. Idet vi traadte ud derfra, stødte vi paa en sortsmud- sket Person med en usædvanlig lang og krum Næse, frem- staaende Hage og spillende Øine. Han bar paa Hovedet en Pensylvanskinds Hue, var iført en fodsid Yderfrakke og havde taget Plads hen ved et næsten tomt Bord. Manden tiltalte Hanssen paa gebrokkent Norsk og sagde: "God SIDE: 217 Dag, mein Erre, god Dag. Er Di færdig mit Deres's Affaires." Idet han talede, nikkede han venligt, gned sine Hænder med et fornøiet Smil og slog Fødderne, der vare forsynede med store Bottesforter, sammen for at holde Kulden ude. "Det var Jøden Lopez," sagde Hanssen til mig. "Ja wohl, mine Errer, ja wohl, jeg er Jeden Lopez; den eneste veritable undøbte Jede, som i mange hundrede Aar har havt Forlov til at reise omkring i Deres's Land og handle, saameget han vil. Aber jeg er Portugisjede." Paa Spørgsmaal om hvad han handlede med, sva- rede han: "Ach du lieber Gott, min Erre, det er noget Snaus, jeg handler med. Det er ikke mere værd for Dem, end den Sne, jeg tager up af Jorden; og naar jeg sælger for 10 Spd. deraf, da fortjener jeg 11 Spd.; ha, ha, ha, aber det er nicht mine Varer, jeg vil have Betaling for, men for min Tale. Die dumme Bønder, som er hier, kan ikke forstaa, hvor gut jeg tale, derfor det gaar ikke godt. Ach Jeses Gott, nein. Jeg er vis paa, dat, hvis jeg schlug up ein stur Plakat und skrev derpaa mit sture Buchstaber: Iaften er ein veritabel Jedepræst at se in Pe- tershagen, und so tog paa mig ein mærkwürdig Dragt und en lang Bart, so vilde jeg gjøre udmærkede Affaires. Aber det vil jeg nicht, det vil jeg nicht eller. Jeg holder mig for god." Til min Bemærkning, at han maatte blive en stenrig Mand, naar han kunde fortjene 11 Spd. paa hver 10 Spd., han solgte for, forudsat at Afsætningen var stor, svarede han, idet han, uvist af hvad Grund, slog mere over i det Tydske: "Ach du lieber Gott, reich, nein. Ich bin ein armer Mann mit Frau und viele Kinder. Die grosse Retirade bey Isted, wo die Schleswig-Holsteinische Arme SIDE: 218 sich so ganz wunderbar tapfer herumslug, dat sie lief davon mit Siegeren unter Armen und kasted væk Gewæhr und Tornister und Alles um destobettre den Sieger tragen zu kønnen, verstehen Sie," føiede han satirisk smilende til; "die grosse Retirade gjorde ich mit, wie Marketenter na- tyrlichvis, und der haver ich alles verloret, alles alles. Ich var glad, dat jeg rettede mit eget stakkels Krop und kom tilbage til Hamburg næsten ganske nøken, ganz wie ein neugeborenes Kind, ganz, ganz blutarm. Aber," hviskede han mig ind i Øret, "jeg har en Roulette i Aften Kl. 10 i min Værelse, der kan Di tjene mange Penge, om Di vil, og so har jeg" - - Her tilhviskede han mig en Opgave paa en Del forskjellige Sager, hvormed han i Hemmelighed handlede, der bragte mig til at væmmes ved Manden, især paa Grund af den cynisk tilfredse Maade, hvorpaa han opregnede disse sine Sager for mig. Da jeg sagde ham, at det undrede mig, at han, som holdt sig for god til at spille Jødepræst, ikke holdt sig for god til at handle med deslige Sager, sagde han med en skinhellig Mine: "Ach ja, jeg gjær det ogsaa meget nædig, aber hvat skal man gjære i disse trange Tider, min Erre. Man kan doch ikke se paa, dat Kune och Barn sulte ihjel ganske død. Jeg er en blutarm Mand, aber jeg er doch ærlig." Som for at udslette det mindre gode Indtryk, han forstod, han havde gjort paa mig ved Specifikationen af sine hemmelige Artikler, gik han hen til sit Bord og tog fat paa sine publikke Forretninger. En Del Æsker, som stode i Sneen under Bordet, satte han op paa det, tillige- med et Fyrfad med Trækul, slog noget Spiritus paa Kul- lene, som han derpaa antændte, idet han raabte høit paa bedre Norsk, end jeg troede ham istand til at tale: "Kom hid alle de, som have formange Penge, saa skal de faa SIDE: 219 blive af mit dem her, men de, som ingen Penge have, kunne faa Lov at gaa hen til Andre og kjøbe dem Alt, hvad de vil." Da der strax samlede sig en Del Folk om hans Bord, løftede han Laagene af sine Æsker, tog af den ene en liden gul Stang Sjellak og skreg med en forbausende Tunge- færdighed og et karikeret Minespil: "Her er et Slags Lim, nylig opfundet i China, hvor det fabrikeres af Kongens første Apotheker Ki-Ki eller den dansende Graabeina. Det hedder Polikka-Polukka-Polakka-Lim, og med det kan alt det, som kan slaaes istykker, ogsaa limes sammen igjen, saa at det bliver stærkere og bedre, end det var før, baade Kopper og Krus, baade Rotter og Mus, ja store Hus. Kommer Kjærringa fuld hjem til Manden sin, som sidder hjemme, passer Ungerne og koker Grauten und in Fylla slaar Alt isund, som findes hjemme, Borde und Bænke und Stole und Vinduer und Mand und Unger, saa tager man bare Stykkerne af Barnehuet, som jeg tager disse Potteskaar, lægger dem op i et Fyrfad-saa, blæser paa Glø- derne-saa, faar dem til at brænde lystigt-saa, gjør dem passe varme-saa, smører lidt af Polikka-Polukka-Polakka-Limen paa-saa, som man smører Sirup paa Lefsa-saa, sætter Styk- kerne sammen-saa, lægger dem ned i koldt Vand-saa, siger pille, pille, pille, og bums hænger Stykkerne sammen fastere, og Barnehuet er stærkere end før. Vær saa god," sagde han, da han var færdig og leverede de sammensatte Stykker til en Bonde, som stod ved Bordet, og stak i det samme den opvarmede Ende af Limstangen hen i Næsen paa en Dreng, som med dybeste Interesse fulgte alle Jødens Be- vægelser. Drengen foer forskrækket tilbage og greb sig i Graabein ): Ulv. Graut ): Grød. Fylla ): Drukkenskab. isund ): istykker. Lefse ): Lev. SIDE: 220 Næsen med et Udtryk i sit Ansigt, der klarligen lagde for Dagen, at han ikke var ganske sikker paa at faa beholde den i Ro, hvis han ikke anvendte extraordinære Midler til dens Beskyttelse. De Omkringstaaende lo, og Lopez sagde til Gutten: "Aa, det har ikke noget paa sig, sa'e Jenta, hun fødte et Barn." Derpaa skreg han: "En Stang med saadan Lim koste fire, fire, fire, fire, fire Skilling." Prisen angav han paa den Maade, hvorpaa man kalder paa Høns, galede derpaa som en Hane og vedblev: "fire, fire, fire, fire Skilling for dem, som ville kjøbe deraf, men det tredobbelte for dem, der nicht ville kjøbe deraf." Det var virkelig yderst komisk at se de forskjellige Udtryk, der viste sig i de omkringstaaende Bønders Ansigter. Nogle saa med høieste Grad af Forbauselse paa Lopez og fulgte hans Tale og alle hans livlige Bevægelser med den mest anstrængte Opmærksomhed, Andre smilede polisk, atter Andre satte meget kløgtige, alvorlige Ansigter op og prø- vede med yderste Alvor Styrken af de to sammenlimede Potteskaar. Ikke ganske Faa kjøbte af den vidunderlige Lim, som de tildels betragtede med en vis Ængstelse og en hemmelig Frygt for Troldskap. Da ingen flere Kjøbere fandtes, tog Jøden ud af en anden Æske en sort Kugle, som havde den mest forbausende Egenskab til at skjærpe alle tænkelige Redskaber fra Gaupe- saxe til Damesaxe og fra Tømmerbiler til Penneknive - "men skal du skjærpe Lian din, saa behøver du bare at stryge lidt af denne Kugle paa Liastikken und sige: husch, husch, husch, so falde Græs und Korn und Alles ned af sig selv, und du kan sove, imens det falder." Idet han talede, sled han en Kniv af et meget misera- belt Udseende paa en Rem, som han havde besmurt med Bile ): Øxe. Lia ): Lee. Liastikken ): Slibesten for Leen. SIDE: 221 Kuglen, og rykkede saa, uagtet alvorlig Protest fra Ved- kommendes Side, en god Del Haar ud af Hovedet paa en Bondegut, der stod ved Siden af ham, skar nogle af Haarene over med Kniven og leverede Resten tilbage til Gutten, idet han bad ham gjemme dem til Jenta si. Under denne sidste Del af Lopezes Narrestreger havde jeg mærket, at en Person paa min høire Side ivrigen var beskjæftiget med at trænge sig frem, og da han derpaa stak Hovedet frem over min høire Skulder, saa jeg paa ham og gjenkjendte den falske Spiller, der havde blæst paa Viseren. Idet jeg vendte mig fra ham for at se efter Hanssen, faldt mit Øie paa en Haand, der sagtelig trak Hanssens røde Tegnebog ud af hans Brystlomme. Jeg greb hurtig fat i Haanden. Det var Hedemarkspigens høire Haand, jeg havde grebet. Hun slap Tegnebogen, der faldt ned i Sneen. Idet hun trak sin Haand til sig, blev hun rød og sagde i en ganske anden Dialekt end den, hvori hun tid- ligere havde talt: "Hvad vil du mig? Hvad vil du mig? Ole, her er en Fyr, som ta'er fat paa mig." Det var til den Mand, der havde trængt sig frem til mig, denne Tale var henvendt. I dennes Ansigt og Øine gnistrede et Øieblik det vildeste Raseri, men det Udtryk forsvandt strax og gav Plads for det mest deciderede Taabe- ansigt, man kunde se. Han gjorde i Taushed et Tegn med Hovedet, at vi skulde gaa tilside, og sagde saa til Hanssen: "Jeg vil nok snakke med Dem." Da vi derpaa vare gaaede et Stykke afsides, sagde han: "Jeg hører, Dem spør saa mye efter han Ole Blik- kenslager. Jeg ved, hvor han er at træffe." Nu kom der Liv i Hanssen, hvis Mathed og Døsig- hed ved disse Ord gik over til en febrilsk Bevægelighed. I en Hast kom vi ind i en Restaurationsbod, hvor der SIDE: 222 tilfældigvis ikke var Nogen. Paa Hanssens Spørgsmaal, hvor vi skulde træffe Ole, svarede Fyren: "Ja, ser Dem vel, jeg er nu virkelig en god Ven, kan jeg sige, af han Ole Blikkenslager, saa at jeg nødig vil føre ham i nogen- slags Uleilighed. Hvis Dere derfor hører til Politiet, saa vil jeg nok helst inte videre snakke om denne Saken." Jeg kjendte ikke Manden igjen. Han havde et saa troskyldigt, enfoldigt Udtryk i sit Ansigt og var saa stilfærdig i hele sit Væsen, at jeg blev ganske taus staaende og saa ham ind i Ansigtet, i Forventning af, at han skulde kaste denne Maske. Det forekom mig derhos bestemtere end før, at jeg kjendte Stemmen fra tidligere Tider. Først da han satte sin runde Hue paa Hovedet, tog Pigen i Haanden og vilde gaa med hende, kom jeg til Besindelse, bad Hanssen stille sig for Døren, og sagde til den Fremmede: "Nei, hør nu, I slippe ikke saa let. Pigen har villet stjæle Tegnebogen fra denne Mand, og De har formodentlig skullet bistaa hende deri ved at bortdrage min Opmærksom- hed. I ere i saa Fald begge skyldige i Tyveri, og enten skal De hjælpe os til at faa Ole Blikkenslager i Tale, eller ogsaa skal denne Sag have sin Gang, og I begge marschere hen i Vagten. Vælg nu." Ole Tørrede sine Øine med sin Hue og sagde grædende til Pigen: "At du kan gaa hen og gjøre sligt da, Lisbeth. Har jeg inte advaret dig saa mange Gange og bedet dig være tru og ærlig?" Hun havde sat sig paa en Bænk med Armene overkors i en trodsig Stilling, og saa godt ud, idet hun svarede med blussende Kinder og et bistert Blik paa mig; "Aa, det er bare Løgn; har jeg villet stjæle Nogens Tegnebog? Jeg vilde bare se, hvad han er for en Fyr, som spør saa mye efter Ole Blikkenslager." SIDE: 223 "Lisbeth," tog Manden Ordet, "Gud bevare dig fra at sige, at en slig pen Mand, som den der, farer med Løgn, det maa du ikke. Ja, jeg saa det jo ikke. Men kan det være muligt," spurgte han, "at jeg ogsaa kan komme i Uleilighed, bare fordi jeg var i Følge med hende? Det er dog virkeligt tungt for mig, som har været i Om- stændigheder to Gange før." "Saa du har været paa Tugthuset før, du?" "Ja, destoværre, jeg kan nok inte nægte for det, det var nok der, jeg gjorde Kjendskab med han Ole Blikkenslager. Men med Forlov, hvis jeg tør spørge, vilde jeg nok gjerne have Rede paa en Sak. Jeg kjøbte en Gamp igaar af en Valders for 25 Daler contant, paa den Maaden, at han skulde tractere med Kjøbskaalen; det gjorde han ogsaa, Gud bevares, det er sikkert, og det med en Kjøbskaal, som ikke var nogen ordinari Kjøbskaal, det fik jeg at føle, for jeg blev ualmindelig besynderlig rar i Hue. Men han havde ogsaa faaet en ualmindelig svær Pris for Gampen. Da jeg skulde betale, havde jeg rigtignok ingen Penge, det fragaar jeg aldeles ikke, men tør jeg spørge, havde Val- dersen derfor Ret til at drikke mig fuld, trække mig efter Næsen hen i Vagten og dertilmed gjøre stort Spektakkel, sligt at Folk stormede om mig, som jeg kunde være en Tyv? Havde han Lov til det?" Halv ærgerlig over Mandens Taabelighed svarede jeg: "Det er noget Sludder, som ikke kommer denne Sag ved." "Sludder er det aldelse ikke, det er aldeles sandt hvert eneste Ord, og Sagen kommer det ved, det gjør det da, for i Stimmelen saa jeg Ole Blikkenslager, og, det var ham, som skaffede mig fri." Pigen havde under denne Samtale siddet rolig paa Bænken. Da Ole holdt op at tale, lagde han Hænderne SIDE: 224 paa Ryggen. Pigen fæstede sine Øine paa dem, og som om hun var bleven fortryllet ved, hvad hun saa, begyndte hun at vrænge med Ansigtet, glo frygteligt med sine Øine, faldt derpaa tungt ned paa Gulvet og begyndte at spænde og slaa om sig med Arme og Ben paa en saa voldsom Maade, at det saa ud, som om flere Menneskers Arme og Ben vare i Bevægelse. Ole vendte sig, ved at høre Larmen, og sagde saa rolig, som om han talte om et Tilfælde, der var indtruffet med en af hans Forfædre, som i mange Aar havde lig- get rolig i sin Grav: "Jagu har hun Slau." Derpaa lagde han sig paa Knæ paa Gulvet, søgte at gribe en af Pigens fast sammenknyttede Hænder, hvilket dog ikke lykke- des ham, førend han havde faaet adskillige ret dygtige Puf, og gav sig saa ifærd med at bryde op Tommelfingeren paa den Haand, han havde grebet. Pigens Mund stod i Skum, og om hun og Ole havde kjæmpet for deres Liv, kunde de ikke have anstrængt sig mere hver paa sin Side, end de gjorde, hvilket ogsaa Sveden, der piblede frem i deres Ansigter, godtgjorde. Hanssen og jeg søgte at komme Ole tilhjælp, men Hanssen fik et Spænd for Maven, saa at han rullede hen over Gulvet, saa lang han var, og jeg fik et Puf for Brystet, der betog mig Lysten til videre Forsøg i den Ret- ning, hvilket ogsaa saaes at være Tilfældet med Hanssen, saa at vi ganske rolige bleve staaende og se paa de to Kjæmpende. Under Kampen faldt Tørklædet, Pigen havde paa Hovedet, af hende. Hendes lange, tykke, næsten guld- gule Haar opløstes og skjulte næsten Ansigtet. Et Stykke Papir faldt ud af hendes Barm og ned paa Gulvet. Slau ): Epilepsi. SIDE: 225 Endelig sagde Ole ærgerlig: "Jeg har aldrig seet slige Folk! der staar to voxne Karfolk og se paa sligt Syn, som om de fandt Moro i at se paa en Jente, som sparker slig, som hun gjør, istedetfor at fly hver til sin Kant og hente Draaber og Vand og Doctor og anden Hjælp. Det er jo, som om det var to Smaapiger." Vi følte os lidt trufne ved denne Bebreidelse, men da jeg ikke vilde lade Ole og Pigen blive alene tilbage, bad jeg Hanssen vente, skyndte mig ud for at hente Lægehjælp, idet jeg sendte en halvvoxen Gut, som stod i Boden, til en Apothekerbod i Nærheden. Ude imellem de faste Boder var jeg saa heldig at træffe en Doctor, som jeg kjendte, og fik ham med mig. Jeg havde neppe været 5 Minutter borte, og hvor forbausedes jeg ikke, da jeg traadte ind i Boden igjen og kun fandt Hanssen liggende bevidstløs paa Gulvet der, hvor Pigen nylig havde ligget. I den ene Haand holdt han et Papir sammenknuget, hvilket jeg kun med stor Vanskelighed fik fra ham. Medens Doctoren beskjeftigede sig med Hanssen, læste jeg Papiret. Det lød: K . . . . Præstegjælds Ministerial-Bog dens Pagina 107 udviser, at Aar 1830 den 16de Juni blev et Pige- barn døbt i K . . . . Kirke, der i Daaben blev kaldt Elisabeth Johanne. Barnet opgaves at være født den 1ste samme Maaned af Moderen Jomfru Caroline Saltz; Fa- deren opgaves at være Ungkarl Kjøbmand Petter Hanssen. Det var Pigens Døbeseddel, og Pigen var altsaa Hanssens Datter. Jeg fik imidlertid ikke Anledning til at anstille videre Betragtninger herover; thi Oles Ansigt viste sig i det samme bag en liden Rude, der var indsat i Bagsiden af Boden. Med et Grin, der udtrykte triumpherende Haan, sagde han til mig: "Da du snakkede med mig, snakkede du med SIDE: 226 Ole Blikkenslager for første og sidste Gang i dit Liv. Han er ikke saa dum, som du tror, Folkefiskeren." Hvad han mente med dette Skjældsord, var let at forstaa. Han antog mig for en af Lovens Overholdere, hvem han formodentlig havde al Grund til at frygte. Derpaa tilføiede han med knyttet Næve og en truende Mine: "Men vogt Dere og lig ikke efter mig, for da gaar det Dere ilde." Dette Sidste bekræftede han med en Ed, hvorved han med stor Inderlighed fordømte sin Sjæl og sit Nakkeben i al Evighed. Derpaa forsvandt han. Da jeg saa ud af Ruden, saa jeg ham vade med lange Skridt henad Sletten. Uagtet han for hvert Skridt traadte langt ned i den dybe Sne, gik han dog saa hurtigt, at Hansens Datter, der gik ved hans Side og holdt sin Kjole oppe med begge Hænder, ikke kunde følge ham. Han havde slynget sin ene Arm om hendes Liv, for at støtte hende, og gjorde det saa kraftigt, at hendes Ben af og til ikke berørte Sneen. At kalde dem tilbage var ikke at tænke paa. De saa sig ikke engang om, og forsvant snart begge mellem den Mængde Heste og Læs, der stode rundt om paa Sletten. At indhente ham, var heller ikke at tænke paa, da jeg først maatte gjøre en lang Omvei for at komme bag Boderne. Doctoren fandt, at det var nødvendigt, at Hanssen gik tilsengs og blev liggende nogle Dage. Han havde faaet et stærkt Stød i Baghovedet, formodentlig idet han faldt besvimet om med Nakken mod Gulvet. Efterat han var aareladt, blev han derfor bragt tilsengs. Han talede ikke et Ord, men stirrede uafladelig i dyb Taushed ligefrem. Efter at have faaet ham til Ro, var jeg saa træt af at vade om i Sneen med de tunge Bottesforter, som om jeg havde gaaet mange Mil, og aldeles gjennemvaad paa SIDE: 227 Benene, uagtet jeg under mine gode Bottesforter havde tykke Støvler. Men Snevand er ligesom Fattigdom i den Ødsles Hus; det lader sig ikke holde ude i Længden, men trænger til Slutning gjennem alle Hindringer. Derhos var jeg sulten og ilde tilmode. Denne Misstemning gik dog over, da jeg havde for- frisket mig med god Mad og Drikke og faaet tørre Strøm- per og Støvler paa Benene. Ja jeg begyndte endog at befinde mig overmaade vel i den lave Stue, idet jeg laa udstrakt paa Sophaen og ikke hørte Andet end Hanssens regelmæssige Aandedræt henne i Sengen og Vandets Dryp- pen fra Sneen paa Taget udenfor. Hanssens Sorger begyndte i høi Grad at interessere mig. Det forekom mig, at der var større Rimelighed for at skaffe Sagen et lykkeligt Udfald for ham, nu han kjendte sin Datter, end før, da Alt forekom mig at svæve i en dunkel Usikkerhed, uagtet jeg maatte indrømme, at Omstæn- dighederne kunde have været overmaade meget fordelagtigere. Jeg besluttede dog Intet at foretage, før jeg havde hørt hans Mening; thi jeg var aldeles ikke vis paa, hvorledes den Opdagelse, vi havde gjort, vilde virke paa ham. Medens jeg laa udstrakt paa Sophaen i den ganske velbehagelig Stemning, og Tankerne begyndte at drage syd- over igjen mod Christiania, - thi jeg havde allerede faaet nok af Grundset, blev det pludselig muntert udenfor, og idet jeg reiste mig for at faa at vide, hvad der var paafærde, saa jeg 6 eller 8 Personer i Spidsslæder komme kjørende i det mest strygende Trav ind i Gaarden og hurtigt svinge lige udenfor mine Vinduer under megen Skrigen, Latter og Snakken. Flere Slæder væltede i Svingningen, hvilket syntes at forøge den almindelige Munterhed. En bekjendt Stemme sagde: "Tre Mænd maatte, saa SIDE: 228 at sige, bide-æ, bide-æ i Sneen. Det var Tremænd, som bleve til Snemænd, ha! ha! ha! Men jeg stod mig, og det gjør jeg nu ogsaa altid, naar jeg kjører den vesle Musa mi, for hu gaar, saa at sige, aldeles mærkeligt. Hu er i det Hele taget, saa at sige, for at bruge den Talemaade nysselig, ja hu er saa at sige-æ, sige-æ det nydeligste Fruen- timmer i Verden, som-æ, som-æ jeg kjender. Se bare paa a, se paa a du-æ, du-æ F - pártere mig, og sig saa, hvad du synes. Er a ikke-æ, ikke-æ élegant bygget?" "Aa," svarede en anden bekjendt Stemme lidt mug- gent, "jeg hedder inte F - pártere mig, men jeg hedder F - pártere mig Osmund Bjøberg. Jeg lægger lidt Krudt ind i min Tale, det gjør jeg, det nægter jeg inte for, og det gjør jeg, for at der ligesom skal blive lidt Smeld i Børsa. Jeg er inte ligesom du en løs Jagtbikje, der gaar og støder og støder paa Foten og inte kan faa en rigtig real Los i din Tale. Der er inte et løst Glefs i mig, ser du vel". "Du vil da-æ, da-æ med andre Ord sige," sagde den første Stemme, "at-æ, at-æ jeg er en Jagthund. Saa kan du da selv, saa at sige, være-æ, være-æ en Fæhund, og det en, som er svare grov i Maalet". "Ja, er jeg en Fæhund," lød Svaret, "saa blev jeg det, F - pártere mig, ved at glefse til dig, for du er kanske et Fæ, det maa du vide bedst selv". "Det var meget godt sagt. Ha, ha, ha, du er-æ, er-æ, saa at sige-æ, sige-æ, for at bruge den Talemaade, en Børse, som baade smelder godt og sigter godt og træffer godt, ha, ha, ha. Jeg maa-æ, maa-æ le af dig, enten jeg vil eller ei." Efter et længere Latterchor tog den Anden Ordet og Fotnote: Børse ): Gevær. SIDE: 229 sagde: "Forresten er den musede Hoppa di en Fillemær, som er saa gammel, atte hu F - pártere mig inte er god for at tygge Hø, men du maa holde Liv i a med bare Sørpe og Vasvelling, saa du inte kan bruge hende paa en real Jagttour. Nei, jeg var engang paa Jagt hen- imod Lina med den sotede Hingsten min. Der var F - pártere mig anden Cábaler. Hundene havde faaet Tæften af en Elg, og det gik i fuld Los, før jeg - - -" Et almindeligt Skrig "frem med Pengene, Spillet begynder," afbrød Talerens Jagthistorie. Fra Husene rundt om Gaarden kom Folk strømmende ud, og der dannede sig snart en stor Klynge, i hvis Midte der klarligen foregik Noget, der spændte den almindelige Interesse; thi Alles Øine rettede sig derimod. Den Syge sov; jeg gik ud, dels for at se, hvad der foregik, og dels for at formaa de forsamlede Mænd til ikke at gjøre altformegen Støi. Det var Tykkerten og det Selskab, jeg havde truffet i en af Boderne, ifærd med at drikke Punsch og Champagne, som nu var kommen i godt Humeur derved og havde taget en Gut med hans Bret- spil og en Guldsmed med en Del af hans Boutiks Ind- hold til Gaarder for der at spille paa Bret om Guldsme- dens Varer. Først blev en Kaffekande af Sølv til 30 Spd. taget frem. Det viste sig snart, at der var 15 Personer tilstede, der ønskede at spille om den. Hver satte 2 Spd., hvor- paa Spillet begyndte og blev fulgt med stor Interesse af de Spillende saavelsom af Publikum. En liden Mand i Hundeskinds Pelts og Hundeskinds Hue vandt den. Han Havde et Ansigt fuldt af dybe Kopar, Fotnote: Sørpe ): kogt Kreaturfoder. faa Tæft af ): faa Fært af. Los ): Hun- deglam. SIDE: 230 hvis egentlige Bund ikke var synlig for Smuds. Hans Kinder kunde lignes med et Fladbjerg, paa hvilke der var gjort en Mængde Skjærp, eller maaske bedre, hvorpaa der fandtes en Mængde Jettegryder, hvis Bund lidt efter lidt var fyldt med Grus, Sand og Støv. Da han tog Sølvkanden, som han havde vundet, til sig, sagde han med stor Rolighed: "Nu kan jagu Kjærrin- gen min faa en ny Kande istedetfor den Fillekanden, hu har brugt i mange Aar, og som bare har havt en halv Tud." Derefter blev fremlagt et Dusin massive Spiseskeer, som snart fandt et tilstrækkeligt Antal Liebhabere. Paa denne Maade fik Guldsmeden god Afsætning paa sine Va- rer, idet de gode Mænd rundt om Spillebordet syntes at have deres Peltse og Tulupper forede med Penge. Mange af dem havde ogsaa nylig faaet flere Tusinde Speciedalere i Forskud paa Tømmerleverancer, hvilken Handel gik for sig paa Grundset. Min Ven Tykkerten, der betjente sig af saa mange mærkelige Talemaader, vandt en Sølvgaffel med tilhørende Kniv. "Dette," sagde han og fremviste Gaffelen, "er Re- gjeringen, og dette," sagde han og fremviste Kniven, "er Storthinget. De hjælpes at, saa at sige, at-æ, at-æ søn- derlemme Bondens Kjød eller-æ, eller-æ Rigdomskilder." Da han formodentlig, som rimeligt kunde være, fandt, at denne noget mørke Tale tiltrængte en nærmere Forkla- ring, lagde han etter en lang Pause til: "Jeg mener náturlig- vis állegorisk i Hensyn til-æ, til-æ Loven om Brændevins- brænden, hvor det-æ, det-æ forbydes, saa at sige, Bonden at-æ benytte sine egne Varer paa-æ, paa-æ fordelagtigste Maade og efter eget Godttykke." Skjærp ): Fordybning efter forsøgt Bergværksdrift. Jettegryde ): grydeformet Fordybning i Fjeldet. SIDE: 231 "Ja, det er sandt det," sagde en høi stærkbygget Mand, som stod i Nærheden og havde et stort Skind under Armen. "Det er ligesom med mig, som inte har Lov at bruge min egen Bøsse og mit eget Krudt og Bly som jeg vil." Tykkerten vendte sig fra Manden uden at svare, tog mig i Armen, førte mig tilside og sagde: "Det er-æ, er-æ den største Krybskytte, som findes-æ, findes-æ, den Mand. Han bor paa en Plads inde i Skoven, hedder Anders Brat- vold og-æ, og-æ ødelægger flere Elsdyr mellem Aar og Dag end baade-æ, baade-æ Ulv og Bjørn. Men han er-æ, er-æ, saa at sige, for at bruge den Talemaade, mere inmari ful-æ, ful-æ, end den fuleste Ræv; for det har inte været muligt at faa noget Tag i ham mere end en eneste Gang, da han-æ, han-æ, saa at sige, for at bruge den Tale- maade, blev-æ, blev-æ fangen paa fersk Gjerning. Han skulde aldrig have Lov at-æ være-æ, være-æ paa fri Fod." Han fortalte mig derefter en Historie, hvis Hovedind- hold jeg skal gjengive her, da den forekommer mig at være charakteristisk for Egnen; men jeg skal spare Læseren for den Mængde Talemaader, som ved den Leilighed bleve be- nyttede af min Hjemmelsmand. En Søndag ved Juletider, da Gudstjenesten var slut- tet i Elverums Kirke, og Menigheden, hvoriblandt saavel Foged som Sorenskriver befandt sig, just var kommen ud af Kirken og stod rundt om paa Kirkebakken i stille Sam- tale, hørtes pludselig ganske tydeligt et Skud oppe i Aasen i Nærheden, og strax efter et andet Skud endnu tydeligere. Man saa paa hinandens Ansigter, som for derfra at hente Kundskab om, hvad disse Skud havde at betyde paa en saadan Tid; men da man ikke blev klogere derved, blev det besluttet at anstille en grundigere Undersøgelse paa selve inmari ful ): ualmindelig snedig. SIDE: 232 Stedet med Lensmanden i Spidsen. Længe var Undersø- gelsen uden Resultat, men endelig stødte man paa et al- deles friskt Spor af et Elsdyr og to Skiløbere. Skaren paa Sneen havde været saa svag, at den ikke havde baa- ret det svære Dyr, der kunde sees at have traadt igjennem for hvert Skridt, hvorved dets Fart naturligvis i høi Grad var forsinket, medens Skiløberne havde holdt sig ovenpaa Sneen og havt et prægtigt Skiføre, og saaledes vare satte istand til at indhente Dyret. Ved at forfølge dette Spor et Stykke fremad, kom man til det Sted, hvor Dyret var indhentet og skudt. Her fandt man et stort og prægtigt Elsdyr dybt nedgravet i Sneen. Den døde Krop var endnu ganske varm, og kun begge Bagbenene vare borte. Mere havde de to Skiløbere formodentlig ikke kunnet føre med sig. I Sneen kunde det sees, hvilken Vei de havde taget fra Stedet, og paa denne Maade lededes Forfølgerne lige hen i Høladen til en Plads dybt ind i Skoven. Her fandt man skjult i Høet de borttagne Stykker af det skudte Elsdyr, indstukne i Sække; men hvem Skiløberne vare, blev aldrig med Sikkerhed bevist. Manden paa Pladsen var ikke en af dem; thi han havde været i Kirke og var seet af hele Menigheden. "Jeg tør-æ, saa at sige, sværge paa," endte min tykke Fortæller, "at-æ, at-æ han Anders var en af Skiløberne, og at han i Vinter har-æ, har-æ skudt det Elsdyr, hvorpaa den Hud har siddet, som han nu har-æ, har-æ under Armen og kunde den vesle raggede Hunden, han-æ, han-æ har i Hælene paa sig, tale, saa-æ kunde den, saa at sige, sikkert fortælle-æ fortælle-æ meget Rart om alle de Elsdyr, den har havt Tæften af og siden faaet, saa at sige, Smagen af." Skare ): frossen Skorpe. ragget ): stridhaaret. SIDE: 233 Da jeg havde faaet disse Oplysninger om Manden, faldt det mig ind, at en saadan Karl rimeligvis havde Bekjendtskab med Ole Blikkenslager. Derfor gik jeg hen til ham og indledede Samtalen ved at spørge, hvad Slags Skind det var, han havde under Armen. "Aa det er ei halv Hu taa Eljskolla (Elsdyrhun), som Graabeinen har rivt sund. Vil du kjøbe-a? Hu er inte stor," svarede Manden og bredte Huden ud i Sneen. I hans sidste Ytring kunde jeg aldeles ikke være enig; thi jeg fandt Huden saa paafaldende stor, at jeg syntes den maatte kunde dække Gulvet i et lidet Værelse. Paa mit Spørgsmaal, om han havde kjøbt den, sva- rede han: "Nei, jeg fandt Kolla i Skauen halvt opæti af Graabeinen, og jeg har den Troen, at Skrubben har naaet hende, fordi hun ikke har været Kar for at holde sig oven- paa Skaren, men Skrubben har været Kar for det, han." Ved min Bemærkning, at der vel var Andre end Ulve, som paa denne Maade kunde hale ind paa et Elsdyr, viste sig et listigt Smil paa Mandens Ansigt, og et endnu listigere Blik skjød ligesom ufrivilligt frem af hans graa- grønne Øine. Uagtet han benægtede at kjende Ole Blikken- slager, fandt jeg mig dog foranlediget til at love ham en god Drikkeskilling, hvis han kunde skaffe mig Underretning om, hvor Ole boede. Interessen for Bretspillet begyndte at tabe sig noget, og Trængselen om Brettet at blive mindre. Det var derfor meget kjærkomment for Mange, da Anledning til ny Ad- spredelse viste sig i Skikkelse af en gammel Mand, med langt tykt Skjæg og en liden Kasse under Armen. "Det er Rusken, som gjør Kunster," sagde en af dem, rivi sund ): revet istykker. Kolle ): Hun af Hornkvæg, her Elgsdyr. SIDE: 234 der formodentlig af Mangel paa tilstrækkeligt Fond havde holdt op at spille, "kom ind til mig, hvem som vil, skal vi have Moro." En Del fulgte denne Indbydelse, gik med og kom ind i et Værelse i en af Sidebygningerne. Her tog Kunstneren ud af sin lille Kasse først et stort Ark hvidt Papir, som han lagde paa Bordet og glattede vel ud med begge sine Hænder, og derpaa en liden Vogn af farvet Papir, hvori var fæstet en Del Traade som Trækremme. Efterat han med dyb Alvor havde bragt Vog- nen istand, tog han op af sin Vestelomme en liden Æske af Træ og satte den med stor Forsigtighed paa Bordet, aabnede den langsomt og tog ud af den Noget, som jeg ikke kunde be- gribe hvad var, men som saa ud som smaa sorte Kugler, og fæstede dem til Traadene i Papirvognen. Ved nøiere at se efter fandt jeg, at disse smaa sorte Tingester, der vare fæstede i Traadene, bevægede sig og levede, og endelig opdagede jeg, at de vare af den livlige, hoppende, i Italien saa særdeles populære lille brune Hus- dyrrace, der, saavidt vides, i Systemet kaldes pulex irritans og i daglig Tale Loppe. Dyrene vare tæmmede og afrettede til at gjøre Kunster. Paa Grund af min Frygt for disse Dyr i vild Til- stand vovede jeg ikke at komme saa nær, at jeg kunde se deres Kunster, men de Øvrige lode til at være modigere og at more sig fortrinligt. "Den Store, som sidder paa Bukken," sagde En, "kjører udmærket godt og vælter ikke som du, Breibraaten. Det er virkelig en god Kusk, som du skulde faa til at kjøre for dig. Se, hvor det gaar brilliant i Svingene." "Aa nei da, hvor den hopped' høit," sagde en Anden, leende saa hjerteligt, at han neppe kunde staa paa Benene. SIDE: 235 "Den hopped' mindst hundrede Gange sin egen Høide. Det gav du mye for at kunne gjøre ham efter, Brubakken," lagde han til og slog min tykke Ven paa Skulderen. En Tredie af Tilskuerne blev saa indtagen i de samme Kunstnere, at han absolut vilde kjøbe to af dem hjem til sin 4aarsgamle Søn, forat denne kunde faa et Legetøi fra Markedet. Han spurgte om Prisen paa to, som han ud- pegede, og Eieren, der lod til at være en yderst ordknap Mand, svarede, idet han ligesaa pegede paa den Ene efter den Anden med en lang Staaltraad, han holdt i Haanden: "Napoleon 5 Speciedale, die schöne Mariane 5 Specidale." Det syntes jeg var underlige Navne og svær Pris paa Lopper, men deres Beundrer fandt Prisen rimelig. Han blev dog afholdt fra at kjøbe Napoleon og die schöne Mariane ved den Bemærkning af en af sine Venner, at de formodentlig snart vilde blive vilde igjen, hvis de fandt mange Kammerater i vild Tilstand hjemme. Jeg blev snart kjed af at høre tale om Napoleon og has Kollegers Kunster, og forlod Gaarder for at under- søge, om den Svenske, for hvis Skyld jeg var reist til Grundset, var kommen. Sidst jeg havde erkyndiget mig om ham, var han endnu ikke ankommen. Det var en rig svensk Patron, som hvert Aar pleiede at bo i "Bæk". Nu traf jeg ham der paa et lidet Værelse med 4 Senge. At dømme efter den Mængde Reiseklæder, Kufferter og Vad- sække, som laa rundt om i Værelset, blev hver Seng mindst benyttet af to Personer. Jeg blev forestillet for to Baroner, to Lieutenanter og diverse Brugspatroner, alle Svensker, der Samtlige, efter deres ugenerte Klædedragt at dømme, boede paa dette Værelse. De vare i en saare gemytlig Stemning og i fuld Gang med at drikke Punsch og spille Terninger, i SIDE: 236 hvilken Beskjæftigelse de aldeles ikke lode sig forstyrre af mig. Efterat vi havde bukket for hinanden, greb Enhver fat, hvor han slap. Det var en meget redig og grei Mand, jeg havde med at gjøre, og efter omtrent en halv Times Forløb havde jeg bragt mine Forretninger paa Grundset i den ønskeligste Orden, Contracten var underskrevet, og jeg gik fra min Medcontrahent færdig til at reise hjemover til Christiania, naar det skulde være. Klokken var da omtrent 6, og det var begyndt at skumre lidt, da jeg kom til min Bolig paa Gaarder. I Nærheden af Indgangen til mit Værelse stod en Mand i en Stilling, der antydede, at han ventede paa Nogen, og da han fik Øie paa mig, gjorde han en rask Bevægelse, der syntes at sige: Der er han, jeg har ventet paa saa længe. Det var Elsdyrskytten. Han indledede Samtalen med mig ved at gjøre en Del aldeles betydningsløse Spørgsmaal, hvis Besvarelse lod til at være ham meget ligegyldig; thi han viste ingen- somhelst Interesse for Svarene, hørte neppe paa, hvad jeg sagde, men ytrede kun hver Gang ligesom aldeles mechanisk: "Nu, ja, rigtig ja, just saa." Desuagtet kunde jeg ikke blive ham kvit, men hver Gang jeg vilde gaa, gjorde han et nyt Spørgsmaal, som atter bragte mig til at standse. Endelig blev jeg kjed af hans idelige Inkvireren, gik uden videre fra ham og henimod Indgangsdøren. Han kom hurtigt efter, tog Hatten af sig og sagde nølende; "Om Forladelse! døk, om Forladelse, døk er da Bykar og Christi- aniakar lel?" "Ja jeg er," svarede jeg kort. døk ): De. SIDE: 237 "Nu ja, rigtig ja," svarede Manden paa sædvanlig Maade. "Døk er Kjøpmand, ved jeg?" "Nei, jeg er Sagfører," svarede jeg og gik. Han havde aabenbart ikke hørt mit Svar, saa for- dybet var han i sine egne Tanker, men da han bemærkede, at jeg var lige ved Indgangsdøren, lod han til at have fattet en Beslutning; thi hans Væsen var aldeles foran- dret, idet han raabte efter mig, bad mig vente, og, efterat være kommen hen til mig, sagde: "Hvis je var sikker om, at døk inte vilde Blikken- slageren Andet, end døk siger, saa kunde jeg nok skaffe døk ham itale ikvæl engang." Det var altsaa dette Forslag, Manden havde gaaet og overtænkt saa længe, uden at have kunnet tage nogen endelig Beslutning, førend han saa, jeg vilde gaa fra ham. Nu bleve vi snart enige, og han lovede at skaffe mig fat paa Ole Blikkenslager paa et af de Steder, hvor der danse- des om Aftenen. Stedet kunde han ikke med Sikkerhed op- give; thi Ole var en egensindig Person, der ikke altid gik, hvor Andre vilde, men paa en af Dansesalene skulde han og hans Kjæreste - thi de vare ikke ægteviede sammen, fortalte Manden - sikkert komne. Dersom jeg derfor vilde gaa rundt paa dem alle, skulde min Ven Elsdyrskytten nok besørge, at jeg fik Hanssens Datter itale. Efter denne Aftale skiltes vi ad, og jeg nærede da ingen Tvivl om, at inden næste Morgen skulde Faderen have faaet sin Datter til sig. Da jeg kom ind paa mit Værelse igjen, var Hanssen langt raskere, end jeg havde ventet, paastod at være fuld- kommen frisk og forlangte strax at se den Døbeseddel, han havde fundet paa Gulvet i Boden. Efterat han havde læst og beseet den nøie, vilde han ud igjen for at opsøge sin Datter, hvem han nu var ivrigere end nogensinde før efter SIDE: 238 at faa i sin Varetægt. Grædende gjentog han flere Gange: "Ak! hun har sin Moders Øine og sin Moders Mund." Det var kun med stor Møie, jeg kunde faa ham til at nyde nogle Forfriskninger og lægge sig til Ro igjen, inden han atter begav sig ud. Dog lykkedes det mig, efterat jeg havde fortalt ham min Aftale med Elsdyrjægeren. Klokken omtrent 9 om Aftenen vaagnede han atter, og nu var det ikke at tænke paa at holde ham længere i Sengen. Han hørte aldeles ikke paa Doctorens Raad, men vilde og maatte ud for at opsøge sin Datter. Det var nu blevet klart Veir og klingende Kulde, saa at Sneen knirkede under vore Fødder, da vi kom ud paa Gaarden. Maanen skinnede saa klar og blank paa den mørkeblaa Himmel, at kun en enkelt Stjerne hist og her fik Lov til at skinne med. Den havde derhos et saa straa- lende Ansigt, som om den ordentelig frydede sig over at kunne skinne saa prægtigt ned i den Mængde hvide Sne. Tre eller fire Personer kom henimod os, idet vi traadte ud af Døren, og raabte: "Diligence her! To Skilling Touren! Diligence her!" Det var Folk, som leiede ud Slæder, hvormed man kjørte fra den ene Markeds-Lystighed til den anden. Efterat vi havde forvisset os om, at hverken Ole eller nogen Anden af dem, vi søgte, var paa Gaarders Danse- sal, satte vi os op i en af de saakaldte "Diligencer" og lode os kjøre til det nærmeste Dansehus. Diligencen var en Slæde af simpleste Sort, og en af dem, der benyttes til allersimpleste Brug. Paa Karmen var lagt nogle uhøvlede Brædder. Hesten, som trak Dili- gencen, lod imidlertid til at være af bedste Sort; thi det gik afsted i en saadan Fart, at Slæden af og til svævede i Luften, da den ikke fik Tid til at naa ned i de dybe Støb SIDE: 239 i Veien, men blev trukken fra Toppen af det ene Støb hen paa Toppen af det næste, ligesom de søndmørske Baade, som i rigtig stærk Storm - saadan rigtig stærk Storm er vist yderst sjelden - skulle seile saa hurtigt, at de hoppe afsted fra Bølgetop til Bølgetop. Vor Hest saa under dette rasende Løb ud, i et Øieblik som den løb paa Knæerne, men i næste Øieblik som den havde faaet Stylter paa Be- nene, eftersom den kom fra Bunden af et Støb til Toppen af det næste, og saaledes gik det afsted i susende Fart. I Svingningerne gjaldt det at holde sig godt fast; thi da Veien i Kulden var bleven glat som et Speil, slingrede Slæden fra den ene Side til den anden, ligesaa uberegne- lig i sine Sidemanøvrer, som Svalen i sin Flugt. Underveis kjørte vi forbi flere lignende Diligencer. Det lod til at være meget søgte Befordringsmidler. En- kelte af dem vare endog i den Grad, optagne, at Skjækerne, ja selv Hestene vare besatte af Passagerer, der morede sig meget godt, især naar de vare saa heldige at vælte ud i den dybe Sne ved Veien; thi da blev Jubelen saa stor, at der udstødtes Hyl, der maatte have kunnet tjene som Mønsterkrigshyl for Irokesere eller Hottentotter. Vi besøgte to eller tre Dansesale, der havde det til- fælles, at Heden var aldeles tropisk; paa et Sted var den endog saa trykkende, at hvert Menneske, man kom nær, af- gav en Varme som en sydende Dampkjedel, hvilket blev ganske forklarligt, naar man lagde Mærke til, at der brændte en lystig Ild i Kakkelovnen, og at svære Solunger og Østerdøler, saa tæt sammenpakkede som stimende Sild, dan- sede de voldsomste Galoppader og Polkaer i tykke Vinter- frakker, Peltshuer og Reisestøvler. Det undrede mig kun, Støb ): Fordybninger. Skjæker ): Vognarme. SIDE: 240 at de ikke ogsaa havde trukket Peltsvanter paa, for at være i komplet Reisedragt, men det havde de dog ikke. Vi traf Ingen af dem, vi søgte. Endelig kom vi til Petershagens Dansesal. Her var omtrent som paa de øvrige Steder, kun usædvanlig mange gebræklige Spedelys og usædvanlig mange blodige og itu- revne Personer. Dette syntes ogsaa aldeles naturligt efter min Erfaring i Petershagens Dansesal; thi i den Tid, jeg opholdt mig der, blev der ikke danset mange Trin, derimod var der diverse smaa Kjævlerier, en Art Forpost- fægtninger, rundt om i Stuen og tre blodige Slagsmaal. Det lod til, at man i Petershagen fandt langt mere For- nøielse i Krigens end i Fredens Sysler, langt hellere be- nyttede Tungen og Næverne end Benene, langt heller dyr- kede Mars end Terpsichore. En stakkels fredelskende Mand, der gik imellem to Stri- dende i den taabelige Hensigt at tilveiebringe Fred ved Mæg- ling, led stor Overlast. Han blev benyttet som Skjold af begge Kjæmperne og til at opfange alle de Hug og Stød, der i rigelig Mængde faldt fra begge Sider. Idet han endelig sled sig fri, faldt han paa Gulvet, men kunde ikke reise sig igjen; thi Skafterne paa hans Reisestøvler vare saa høie og stive, at han ikke kunde bøie Knæerne i dem. Der laa han og væltede sig fra den ene Side til den an- den, som en Mand, der havde høie Stylter paa Benene, indtil Hanssen fik ham løftet op igjen. For denne Tjene- ste takkede han ved at sige: "Det var en brav Krop, tak, Krop." At bruge Ordet Krop som Titulatur istedetfor "min Herre," forundrede mig, men jeg bemærkede, at det var meget almindeligt paa Grundset, hvor ogsaa Sjælen syntes at spille en underordnet Rolle, og Kroppen at være Hovedsagen. Da vi heller ikke i Petershagen fandt Nogen af dem SIDE: 241 vi søgte, vilde vi begive os tilbage igjen til en af de Danse- sale, hvor vi allerede havde været, men idet vi til den Hensigt satte os op i en af de saakaldte Diligencer, kom en Person, der havde staaet i Skyggen ved Væggen, hen til mig, trak mig i Tuluppen og gjorde Tegn til mig at følge. Det gjorde jeg, hvorpaa han skyndte sig tilbage i Skyggen igjen. Det var Italieneren. Han var i udmærket godt Humør og fortalte mig, at han nu havde "Strømpe paa Bene," hvilket han lod til at betragte som en yderst mærkelig Omstændighed, samt at han havde gode Udsigter til Fortjeneste paa Markedet de føl- gende Dage; thi Jøden Lopez havde overdraget ham Ud- salget af sine Varer og lært ham at tale for dem. Han skulde derfor have Halvparten af de Penge, som kom ind. Derpaa hviskede han ganske sagte til mig, aabenbart bange for, at nogen Uvedkommende skulde høre ham: "Ole Blik- slagere hedde Ole Letfode her i Bygde og paa Marke. Hane bo i Leira," hvorpaa han skyndte sig bort med saa- dan Ilfærdighed, som om det gjaldt at redde Livet. Jeg fortalte Hanssen, hvad Italieneren havde sagt mig, og han vilde nu uopholdelig opsøge sin Datter i hen- des Hjem. Hvis jeg ikke vilde gaa med ham, vilde han gaa alene. Jeg havde adskillige Betænkeligheder, da jeg nok kunde skjønne paa Alt, at Ole var en yderst farlig Person, men da Hanssen uden Opsættelse vilde afsted, fandt jeg det rettest at følge ham; dog brugte jeg den Forsigtig- hed, idet vi gik tilbage over Markedspladsen, at gaa ind til den vagthavende Officier, hvem jeg kjendte, og bede ham lade en Patrouille gaa gjennem Leiren, saasnart som mu- ligt, hvilket han lovede skulde ske om kort Tid. Den saakaldte Leir eller Elverums Leir ved Grundset Markedsplads, er en Samling af 30 eller 40 smaa Huse, SIDE: 242 der, ligesom Kongsvinger Leir, har sit Navn deraf, at Hu- sene ere byggede i Anledning af den i Nærheden liggende Fæstning, af hvis Garnison Indbyggerne oprindelig have levet. Den ligger ved Veien ikke langt fra Fæstningens Ruiner, og vi vidste, at Husene vare fuldpakkede af Logerende. Selve Markedspladsen, over hvilken vi gik, var nu aldeles tom for Folk, Heste og Slæder. Kun hist og her mellem Boderne saaes en ensom vel tilpakket Skildvagt gaa frem og tilbage med hurtige Skridt. Nu og da hørtes han trampe i Jorden for at holde Varme i sine Ben. Det var os derfor paafaldende at se 6 Personer komme ud fra en af de af løse Brædder sammenslaaede Boder, bærende en stor tung Gjenstand imellem sig. De fniste og lo sagte som Folk, der finde om sig selv, at de ere saare smaapudsige, hyssede paa hinanden og bragte saaledes i Stilhed den Gjenstand, de bare paa, ud i Sneen paa Sletten. Der satte de den fra sig og løbe derpaa høit- leende bort under megen Støi, saa det var tydeligt at mærke, at Spøgen nu var fuldbragt og vel lykket. Ved at efterse, hvad det var, der saaledes var drevet Spøg med, fandt vi en opredt Seng, hvori en Mand og Kone laa og sov sødelig under Saueskindstæpperne. Det var en ægte grundsetsk Spøg, at bringe sovende Folk i deres Senge ud i den dybe Sne i 14 à 16 Graders Kulde. Paa vor Gang op mod Leiren hørtes nu og da frygtelige Hyl i nærmere og fjernere Afstand. Vi troede i Førstningen, at det var Folk, der vare i Livsfare, og som skrege om Hjælp, men mærkede snart, at det var den grundsetske Maade at ytre Glæde paa. Naar disse afskyelige Hyl og Echoet af dem fra Bjerg og Skov ophørte, var Alt saa stille, som det rindende Vand, SIDE: 243 der nede under Glommens tykke Isdække taust og lydløst søgte mod Havet. Efterhaanden som vi kom op imod Leiren, udviklede Udsigten sig. Mod Vest og Syd begrændsedes Horizonten af mørke Graner, der voxe paa store flade Moer, paa den anden Side af Glommen. Granskoven dannede en sort lang Stribe, der stak ligesaa stærkt af mod den dybe mør- keblaa Himmel over, som mod den snehvide Jord under dem. Mod Nord skinnede Maanen med saadan blinkende Klarhed paa Aamots fjerne Fjeldtoppe, at man, uagtet den flere Mile lange Afstand, troede sig istand til at se en vild Ren eller et andet vildt Dyr komme tilsyne og tage Vei over Sneen. Denne laa høi deroppe. Ikke en eneste Fjeldknat var ubedækket; Alt, selv den strideste, høieste og skarpeste Kant var nedpakket under det hvide Tæppe. Mod Øst laa den lave Aas, hvorpaa den forlængst forladte Skandse Christiansfeldt er anlagt, lige ind paa os og lod hist og her den haarde, kun af tyndt Mos farvede graa Sten, eller en vantreven mosset Gran stikke frem af Snelaget, hvorpaa Maanen blinkede som i Tusinder af Diamanter. Vi gik ind i det første Hus, hvori vi saa Lys. Her dansede en efter Leilighedens Størrelse utrolig Mængde Personer efter den Musik, kom en halvvoxen Svenskegut præsterede ved med Munden at frembringe Toner som af en Klarinet, hvilket han rigtignok gjorde til stor Fuldkom- menhed. Langs Væggene stode store Senge med Saueskinds- tæpper, og uagtet Stole og Borde vare ryddede tilside og tildels lagte op i Sengene, og Orchesteret var posteret i Skjødet paa en gammel Kjærring til Besparelse af Plads, var Leiligheden, som allerede bemærket, utrolig liden og ene SIDE: 244 skikket til at staa stille og danse i. Om Ole Blikkenslager eller Ole Letfod vidste Ingen Besked. Vi gik derfor videre og kom snart til et Hus, ud af hvis halvaabne Dør strømmede en Blanding af Latter, Skraal og Musik. Der gik vi da ind. Paa Bordet ved Vinduet i Stuen stod et tyndt Talglys, som svedede stærkt, og som aabenbart var saa medtaget af den stærke Hede i Stuen, at det var tilsinds med det allerførste at lægge sig til Hvile paa Bordet. I Sengene langs Væggene og paa enkelte Stole sad og laa Mandfolk og Fruentimmer om hinanden. Nogle røgte Tobak, Andre drak Brændevin eller Kaffe. Der lod til at være stor Mangel paa Drikke- kar; thi en Dalekarl stod ved Ovnen og drak Kaffe af en meget stor Jernøse, der rummede 3 eller 4 Potter, og en Barbersæbeæske af dreiet Messing var fyldt med Brænde- vin og gik fra Haand til Haand mellem Indvaanerne af en Seng. Paa alle de Tilstedeværendes Ansigter havde Munterhed og Glæde taget Plads, og der saaes fra det spædeste lille Smil til den mest fuldvoxne Kjæmpelatter. Alles Øine vare henvendte paa en Gruppe i Midten af Stuen. Der sad en gammel pukkelrygget Mand med det spædeste Smil paa Læberne i en Kubbestol og spillede en Springdans paa Violin. Omkring ham var et Rum, hvorpaa to unge Mænd i Skjorteærmene ikke egentlig dan- sede, men snarere gjorde Legemsøvelser og aflagde Prøver paa Styrke og Smidighed til Musikkens Takt. Spillemanden var den vidunderligste Figur, jeg nogen- sinde havde seet. Som Barn havde jeg ofte Anledning til at se et gammelt hollandsk Maleri, forestillende en Kubbestol ): Stol af en Træstub. SIDE: 245 menneskelig Figur i Legemsstørrelse, men bestaaende af lutter Frugter og Grønsager. Hovedet var saaledes et Kaal- hoved; Øinene sorte Moreller; Kinderne rødmussede Æbler; Næsen en gul Agurk; Læberne Kirsebær; Armene lange Roer o. s. v. Om denne Figur, der med Tydelighed har indpræget sig i min Erindring, havde staaet frem for mig, sagt Godaften og taget mig i Haanden, vilde jeg neppe være bleven mere forundret, end jeg blev ved at se denne Spillemand. Han saa paa det fuldstændigste ud, som om han var sammensat af lutter Filler. Hans Kufte - saaledes maatte vel det Klædningsstykke, der bedækkede hans Overkrop, nærmest kaldes - var tommetyk og bestod kun af Filler, den ene syet udenpaa den anden; ingen var større end den flade Haand; det var ikke muligt at finde to Stykker af samme Slags Tøi, eller aldeles af samme Farve; thi her var alle Farveblandinger i alle mulige Forbindelser, naar undtages hvidt; thi hvidt syntes banlyst. Her var røde, gule, grønne, blaa, sorte og flerfarvede Lapper. Her var Lapper af Uld, Bomuld, Lin, ja endog af Silke og Skind. Her var Lapper af de fineste Stoffer og af det groveste Sækkelærred og Vadmel. Det var ogsaa ganske naturligt. Det hele var Tilfældighedens Værk; thi hver Gang Manden fandt eller fik en Lap, syede han den fast paa et eller andet Sted af sin Klædning med den Traad, Tilfældet derpaa først bragte i hans Hænder. Traaden var derfor af ligesaa forskjellig Farve, Finhed og Stof som Lapperne. Silkelapper bleve paasyede med Seilgarn, og Vadmelslapper med Silketraad; gule Lapper bleve paasyede med rød Traad, og røde Lapper med blaa Traad o. s. v., Alt, som det faldt sig. Saaledes kom der bestandig nye Lapper til, og Productionen var vitterlig for Enhver, hvem denne mærkelige Person beærede med sit Besøg; men hvor- SIDE: 246 ledes Consumtionen paa den indre Side foregik, det kunde ligesaalidt nogen Dødelig sige, at han havde seet, som han kunde fremstaa og sige, at han havde seet Fugl Phoenix opstaa af sin Aske eller hørt Manden i Maanen tale; dog havde man en vis Anelse derom, ligesom man aner, hvad der foregaar inde i en stor Myretue ved at se, hvad der foregaar udenpaa den; thi ligesaalidt som det, saavidt vides, nogensinde er faldt Beboerne af en Myretue ind at vende ud ind paa deres stærktbefolkede Hjem, ligesaalidt faldt det vor Mand ind at aftage eller vende sine Klæder og bese dem, end sige reparere dem paa den indvendige Side. Denne maatte skjøtte sig selv. Af samme Beskaffenhed som hans Kufte var hans Benklæder, og omtrent af samme Beskaffenhed, dog noget bedre, hans Hue og de besynderlige Indretninger, han havde paa Benene, der vare en Mellemting mellem Ladder og Skindsko. Hans Haar var lurvet og flerfarvet, hans Skjæg var lurvet og flerfarvet, hans Ansigt og Hænder og Negle vare lurvede og flerfarvede, ja selv Violinen, Strengene og Buen vare i en utrolig Grad lurvede, lappede, sammenknyttede og behængte med Filler og Ender af alle Slags, saa at det var ganske naturligt, at den Musik, der fremkom af disse Filler, var en Fillemusik. Naar der til det allerede Anførte lægges, at Manden var pukkelrygget, og derfor meget kort i Overkroppen, men temmelig lang i Benene, kan man vel gjøre sig en nogenlunde tydelig Forestilling om denne be- synderlige Mand, hvis Kjærlighed til Alt, hvad der var fillet, var saa stor, at han, naar man gav ham Valget mellem en ny og en fillet Pengeseddel, uden Betænkning tog den fillete og stødte den anden fra sig. Ladder ): Sokker. Filler ): Kluder. SIDE: 247 Foruden sin Kjærlighed til Filler havde han endnu en Egenskab, der udmærkede ham fremfor hans Medmen- nesker, og det var en Evne til som en And at kunne sluge og fordøie Alt, hvad der faldt i hans Vei, naar det ikke just var Stok eller Sten. Da han derhos hedte Frants, forenede man alle disse Egenskaber i et Navn og kaldte ham Fillefras, der paa engang mindede om Fille, Frants og Vielfras. Han hørte egentlig hjemme i det sydlige Sverige, hvor han i Almindelighed opholdt sig, men af og til en sjelden Gang gjorde han længere Udflugter. Alt dette fik jeg senere at vide om Manden. Da Hanssen og jeg kom ind i Stuen, sad Fillefras, som fortalt, midt paa Gulvet i en Kubbestol og spillede en Springedans, og to unge Mænd i Skjorteærmer gjorde Legemsøvelser til Musikkens Takt. De havde sat en høi, spids, rød Dølehue paa hans Hoved og hoppede derover fra alle Sider og paa forskjellige Maader. De brugte ham i det Hele som en Træhest paa en Voltigersal, og saa alvorlig, som om han var af Træ, lod han dem haandtere sig efter Behag, uden at bevæge andre Muskler efter egen Tilskyndelse end dem, der bleve satte i Virksomhed for at frembringe Tonerne paa Violinen, medens derimod de to springende unge Mænd kunde stille hans Ben, hans Hals og Hoved, ja selv hans Mund, som de vilde. Kun hans Arme eller Violinen maatte de ikke røre; thi gjorde de det, havde han efter gammel Vedtægt Ret til at uddele saa tunge Slag med sin Violinbue, som han formaaede, og det syntes at være hans eneste men meget alvorligere Glæde at uddele ret drøie Slag med den, ligesom dette ogsaa var Publikums Hovedfornøielse. SIDE: 248 Endelig tok En af de Springende den røde Hue af Fillefras, satte en stor Trækop i dens Sted og stod der- efter selv paa Hovedet paa denne. Dette Kunststykke opvakte almindelig Beundring, og en stor Mand i en sortebrun Sauskindspelts spilede Mun- den saaledes op, idet han lo, at det livagtigt saa ud, som om han i sit Hjertes Glæde agtede at sluge Stuen med samt dens hele Indhold. Derefter vendte han sig om og saa paa Lyset, der stod ved Siden af ham paa Bordet og brændte svagt med en lang Tane, saa at Maanens blaa Skin igjennem Ruden udenfra næsten overstraalede Lysets gule Skin inde. Da han formodentlig ønskede, at det interessante Phænomen, han havde for Øie, skulde have den bedst mulige Belysning, pudsede han Lyset med Fingrene, men gjorde dette med altfor stor Iver; thi han slukkede det og brændte sig i det samme paa Fingrene, som han derfor med et Grin trak til sig i største Hast. Det ulykkelige Lys fulgte med Fingrene og blev med stor Kraft kastet i Gulvet og uden Naade traadt paa med de store tunge Reisestøvler, som om det havde været en Slange, der havde bidt ham, og over hvilken han vilde tage en alvorlig Hævn. En saadan Medfart taalte den spæde Skabning ikke, og da man ved Hjælp av Maaneskinnet søgte efter det paa Gulvet, var det forsvundet, som om det var trykket gjennem samme. Hermed endte Fornøielsen i Stuen for denne Aften, da der ikke var mere Lys i Huset; men vi, som hidtil ikke havde faaet et Blik fra Nogen, fik derved Anledning til at frembringe vort Ærinde. En gammel Kone, som eiede Huset, fulgte os paa vor Anmodning ud paa Veien i det klare Maaneskin. Hun havde aldrig hørt tale om en Mand ved Navn Ole Blik- SIDE: 249 kenslager, forsikrede hun, men da vi spurgte efter Ole Let- fod, vendte hun os hurtig Ryggen, gik, uden at svare, ind i Huset igjen og slog Døren i efter sig. Derpaa lukkede hun Døren halvt op igjen, stak Hovedet ud og sagde i en yderst fornærmet Tone: "Hæ! har dem seet slige Kropper, som komme her ved Nattetid og gjøre slige Spørgsmaal, gaa F - i Vold, her bli'er inte no'e at fiske." At faa nogen anden Besked af hende var ikke at tænke paa, uagtet vi forsikrede, at vi aldeles ikke vare paa Fiskeri, som hun kaldte det. Idet vi skulde gaa videre, kom et Menneske opad Veien. Det var en ung Murerlærling fra Christiania, som jeg tilfældigvis kjendte, og som just ikke havde det bedste Rygte. Klokken var over 12. Da jeg spurgte ham, hvor- fra han kom saa seent, sagde han med en næsten grædende Stemme: "Aa, jeg er kommen fra denne fordømte Jøden. Paa mindre end en Time tabte jeg over 20 Spd., som jeg surt har trællet for i næsten et Aar. Jeg har ikke saa mye som en eneste Skilling at komme tilbage igjen til Byen for." Jeg sagde ham, at han let kunde fortjene Reisepenge ved at skaffe os Underretning om, hvor Ole Letfod boede. Efter en Stund at have seet forundret paa mig, svarede han hviskende: "Det er ikke vanskeligt, men jeg vil ikke være ind med." Vi betalte ham, hvad han forlangte for at vise os Stedet, og fulgte ham et Stykke henad Veien, til vi kom i Nærheden af et afsidesliggende lidet Hus, der mere saa ud som et Faarehus end som en menneskelig Bolig. Der standsede vor Veiviser, pegede paa den lille Bygning og sagde: "Der bor han, De søger efter, men pas Dere for ham," og ilede paa samme Vei tilbage igjen, hvorfra han SIDE: 250 var kommmen, enten for at undgaa enhver mulig Fare, eller for i Hast at komme tilbage igjen til Spillebordet, eller formodentlig af begge disse Grunde. Idet vi nærmede os den anviste Hytte, vrinskede en Hest, som stod i et aabent lavt Skur ved Siden af den, sagte, som om den vilde antyde, at den frøs og var sulten. Døren til Hytten var lukket, og for Vinduerne vare tætte Lemmer, saa at vi ikke kunde se, hvad der foregik derinde, men derimod hørte vi en Allarm indenfor, som bragte os til at antage, at der var et alvorligt Slagsmaal igang. Uden synderlig Vanskelighed reve vi Døren op og traadte saa ind. Hele Huset indeholdt kun et Værelse, og det var ganske rigtig, hvad vi antoge, - et blodigt Slagsmaal fandt Sted der. Paa Gulvet stod nemlig to Mænd og kjæmpede som Rasende paa Liv og Død. Deres Udseende viste, at Kam- pen havde varet en Tid. Paa den Ene, der var af middels Høide, var Over- kroppen indtil Hofterne nøgne. Kun paa den ene Arm hang Resten af et Ærme. Det Øvrige var blevet afrevet under Kampen. Hans Ansigt var aldeles ukjendeligt af Blod, ligesom hans sorte, lodne Bryst var blodigt. Den Anden var høiere og af stærkere Bygning. Paa hans nøgne Hals var et Saar, hvorfra Blodet strømmede rigeligt nedad det ligeledes nøgne Bryst og igjen kom til- syne paa det ene Ben, paa hvilket Buxelaaret var borte og Underklæderne røde af Blod. Stykkerne af et Bord, nogle Stole og de iturevne Klæder laa adspredte rundt om paa Gulvet, og der fand- tes ikke, saavidt man kunde se, en eneste rørlig Gjenstand i Værelset, der havde beholdt den Plads, den havde havt SIDE: 251 før Kampens Begyndelse. Det Hele havde et Udseende, som om en stærk Haand havde løftet Huset op i Luften, rystet det af al Magt, og derpaa sat det ned igjen. Værelset blev oplyst dels af en munter Ild paa Pei- sen og dels af en brændende Tyristikke, som et Fruentim- mer, der stod paa det nederste Trin af en Stige i et Hjørne, holdt over sit Hoved, medens hun selv med levende Deltagelse betragtede de Kjæmpende. Af hendes sønder- revne Klæder maatte man antage, at hun havde deltaget i Kampen. Hun holdt sit Hoved i saadan Stilling, at hendes Ansigt laa i dyb Skygge og kun dunkelt kunde sees. Den Stige, hvorpaa hun stod, førte op til Spær- reloftet. Her vare nogle løse Brædder, lagte paa Bjæl- kerne, og paa dem strøet nødtørftig Halm til Sovesteder for Beboerne. Af den Aabning, hvortil Stigen førte op, saaes nogle Fruentimmeransigter og Børnehoveder stikke ned. Alle betragtede Striden i dyb Taushed, men med spændt Op- mærksomhed. En besynderlig Kontrast til alt dette dannede en gam- mel Kone, som sad i Peisen og passede Ilden, med Ryg- gen vendt ud imod Stuen. Hun sad og rokkede med Ho- vedet frem og tilbage og saa paa Ilden med en Rolighed, som om hun sad i en stille Landsbykirke, og hørte en Præ- ken, langt borte fra al Verdens Strid og Kamp. Den Større af de Kjæmpende søgte at gribe fat i den Anden, uden at det lykkedes ham at faa fast Tag i sin Modstanders glatte nøgne Krop. Den Mindre, som tillige var den mindst stærke, men som havde større Smi- dighed og den Spænstighed i Legemet samt Hurtighed i Peis ): Ildsted. Tyristikke ): fedt Træstykke, som brændes til Belysning. SIDE: 252 sine Bevægelser, der i en saadan Strid giver Kjæmperen Udseende af at kunne være ligesom paa to Steder paa engang, gik mere forsvarsvis tilværks, idet han dog, saa ofte han kunde komme til, gav tunge Slag. Det var som en Strid mellem en plump Tyr og en smidig Tiger. En- delig fik den Stærkeste fat i den Andens tykke sorte Hoved- haar, og efterat han havde taget godt Tag med begge sine Hænder, trykkede han sin Modstander til Jorden for at faa ham under sig. Det var øiensynligt, at dette vilde lykkes ham, og medens han var ifærd hermed, gjenkjendte jeg i ham min Ven Elsdyrjægeren, som jeg nu antog, vilde gaa af med Seieren. Men Striden fik dog et andet Udfald; thi med en mærkværdig Smidighed og Hurtighed kastede den Grebne sig ned paa Gulvet, krøb ind imellem sin Modstanders Ben, greb en Kniv, som laa paa Gulvet i Nærheden, sprang derpaa med Anspændelse af alle sine Kræfter i Vei- ret, og løftede den Staaende høit op fra Gulvet, saa at han tabte Ligevægten og styrtede ned igjen paa Hovedet. I samme Øieblik sad hans Modstander paa hans Bryst, greb ham i Struben med den ene Haand og hævede Kniven høit over ham med den anden. "Tag ikke Livet hans, Ole, tag ikke Livet hans," skreg Fruentimmeret paa Stigen bønfaldende. Alt dette foregik i utrolig kort Tid, og medens vi endnu vare ifærd med at gaa ind i Værelset. Hanssen havde den hele Dag holdt sig temmelig passiv og stedse ladet mig tale og handle for sig. Jeg tilskrev det Træthed paa Sjæl og Legeme. Nu foregik der som ved et Trylleslag en pludselig Forandring med ham; thi aldrig saasnart havde han hørt Fruentimmerets Stemme, SIDE: 253 før han sprang forbi mig frem paa Gulvet, greb den Øverstliggende i Haaret, løftede ham op med den ene Haand, som han kunde være et Barn og skreg med blus- sende Kinder og blinkende Øine, idet han med den anden Haand pegede paa Fruentimmeret paa Stigen: "Er hun ikke min Datter?" Ole - thi ham var det - stod en Stund som for- stenet af Forbauselse, derpaa skreg han i det vildeste Ra- seri, idet han strakte den Næve, hvori han holdt Kniven, mod Hanssen, hoppede i Veiret og trampede i Gulvet med begge sine Ben paa en Gang: "Hu! er det dig? Er du der igjen og vover at opsøge mig i mit eget Hus? Saa skal der da ingen Pardon være for dig længere." Han gav derpaa en underlig klukkende Lyd med Tun- gen, og idet samme ligesom faldt to mørke menneskelige Skikkelser ned fra Spærreloftet og stillede sig ved hans Side. Oles utæmmelige Lidenskaber vare nu saa ophidsede, at al Tale vilde være ligesaa unyttig som at forsøge paa at standse Orkanens Magt ved at blæse mod den. Jeg kastede min Tullup fra mig og greb en blodig Kniv, som laa paa Gulvet lige ved Døren, bestemt paa at forsvare mig til det Yderste. Elsdyrjægeren reiste sig og stillede sig ved Siden af mig. Der opstod en kort Pause derved, at Fruentimmeret, der holdt Tyristikken, ilede hen til Ole, kastede sig foran ham og med rørende Ømhed bad ham høre efter, hvad den fremmede Mand sagde, men formodentlig uden at være istand til at forstaa, hvad hun sagde, trykkede han hende voldsomt fra sig, saa at hun faldt tilbage mod Væggen, idet han skreg og hylede som et vildt Dyr. En Kamp paa Liv og Død syntes uundgaaelig. Det var ikke muligt at faa anbragt et Ord for Oles Skrig og SIDE: 254 Hyl. Allerede saa jeg Kniven blinke over hans Hoved og rettes lige imod Hanssen, da hørtes regelmæssige Fodtrin knirke i Sneen udenfor den halvaabne Dør, og en Kom- mandostemme raabte "Holdt." Det var Patrouillen fra Vagten, kommanderet af den vagthavende Officier. Jeg kjendte Stemmen. I det samme Kommandoordet hørtes, slukkedes Ilden paa Skorstenen og i Tyristikkerne, og da der var Lemmer for Vinduerne, blev det pludselig mørkt i Stuen. Flere Personer hørtes ile opad Stigen. Officieren og to Fodjægere toge Plads ved Døren. Hans øvrige Folk, hvoriblandt en Politimand, han havde med sig, havde fordelt sig rundt om Huset, og det viste sig snart, at denne Forsigtighed ikke var overflødig; thi jeg var neppe kommen udenfor Døren, førend en Lem i Taget blev skudt op, og en Mand sprang ud derfra for at hoppe ned i Sneen paa Jorden. Han snublede imid- lertid paa Taget af det Skur, hvori Hesten stod, og faldt paa Hovedet ned i Sneen. Inden han kom paa Benene igjen, blev han greben af 3 Mand. Han gjorde den mest rasende Modstand, bed og slog om sig, som en fangen Bjørn, og gav sig ikke, førend man med megen Møie havde bundet hans Arme og Ben. Det var Ole. Den tilstedeværende Politimand gjen- kjendte strax i ham en meget farlig, eftersøgt Forbryder, som var under Justitiens Forfølgelse, men som var rømt fra Arresten for over et Aar siden, uden at man senere havde kunnet finde ham. Han havde flere Navne. Inden han hoppede ud, havde han kun givet sig Tid til at trække en Vadmelsfrakke paa sig. Hytten blev derpaa gjennemsøgt, og i Halmen paa Spærreloftet fandtes tolv halvnøgne, tilsyneladende roligt SIDE: 255 sovende Mandspersoner, Fruentimmer og Børn om hin- anden. Kun den Mand, der havde været i Slagsmaal med Ole, blev erklæret for Arrestant. De Øvrige lod man blive tilbage. Da jeg efter denne Undersøgelse kom ud igjen i det Frie, havde Hanssen iført sin Datter sin Tullup og givet hende et Tørklæde om Hovedet. Han lod til at være i straalende godt Humeur, hvilket derimod var langt fra at være Tilfældet med hende. Hun gik hen til den Bundne, og da hun hørte ham ligge og skjære Tænder i unyttigt men saa voldsomt Raseri, at han laa svedede ligesom i et russisk Dampbad, uagtet det var meget koldt, sagde hun grædende: "Kjære Ole, vær snil, vær snil og taal- modig, kjære Ole, saa gaar det bedst." Man maatte lægge ham paa en Slæde og kjøre ham ned i Vagten. Han var ikke at formaa til at gaa. Hans- sen tog sin Datter ved Haanden og fulgte efter. Han stod af og til stille og saa kjærligt paa hende. Paa Touren fortalte Officieren os, at en halvvoxen Gut, formodentlig den Murergut, der havde vist os Hytten, havde truffet ham et Stykke nede paa Veien og bedet ham skynde sig og se efter i Hytten. Af Elsdyrjægeren fik jeg den Underretning, at han, da han til sin store Forundring ikke havde kunnet faa Ole med sig med det Gode, havde villet tirre ham til at følge sig. Blandt Andet havde han brugt det Middel at un- derrette ham om, at den Bondegut, fra hvem han havde vundet de mange Penge om Dagen i Spil, havde hængt sig af Fortvivlelse. Men istedetfor, som Elsdyrjægeren havde ventet, at le af dette og vise sin Trods ved netop nu at gaa ud og danse, havde Ole pludselig faret paa SIDE: 256 ham og stukket ham med en Kniv i Halsen, hvorpaa Slags- maalet var begyndt. Da vi kom til det Sted, hvor Veiene til Vagten, hvorhen Ole skulde bringes, og til Gaarder, hvor Hans- sen vilde indlogere sin Datter, skiltes ad, gik Pigen hen til Ole, som laa bunden paa Slæden, for at tage Afsked med ham. Med rørende Kjærlighed tiltalte hun ham og søgte at trøste ham, men han svarede hende med raa Stemme og viste hende fra sig, idet han sagde: "Det er dig, jeg har at takke for dette; gaa fra mig, siger jeg." Sveden perlede endnu paa hans Pande. Saa stærkt ra- sede det fremdeles i ham. Grædende sagde hun: "Kjære Ole, tal ikke saa, vær snil og taalmodig," og vilde tørre Sveden af hans Pande. Han vendte sig fra hende med en Forbandelse. Hanssen tog sin Datter blidt i Haanden og førte hende henad Veien. Hun fulgte ham saa betagen af Sorg, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde. Just som vi kom under den store Hængebirk, hørtes et Krageskrig, der syntes at komme ud af Træets Stamme. Pigen stod med Et stille, som standset af en usynlig, uimodstaaelig Magt, kastede Hovedet tilside og lyttede med paafaldende stor Spænding. Efter en kort Pause sagde en Stemme, der syntes at komme fra samme Sted: "Ungen din skriger, Lisbeth!" Med et Skrig, som om hun pludselig opdagede en ikke anet Fare, rev hun sin Faders Tulup og Tørklæde af sig, kastede dem med Heftighed fra sig og ilede derpaa saa hurtigt, hendes Ben kunde bære hende, tilbage igjen ad den samme Vei, hvorfra hun var kommen. Det var ikke at tænke paa at standse eller indhente hende. Taus tog Hanssen sin Tulup paa sig, stak Tørklædet SIDE: 257 i Lommen og sagde, idet han tog mig i Haanden: "Tak skal du have for din Bistand, men paa den Gang, jeg nu gaar, og i det Ærinde, jeg nu har, er det bedst, jeg er alene. Farvel!" Jeg fandt, han havde Ret, og blev tilbage. Han gik sagte op ad Veien efter sin Datter. Maanens fulde Ansigt saa alvorligt ned paa den sne- bedækte Jord fra en blank skyfri Himmel. Ikke det sva- geste Vindpust var at mærke. Fra Birkens vældige Krone hang de lange tynde Grene ud som et fint, broderet mæg- tigt stort Sørgeflor, i hvilket Stjernene paa Himlen ba- genfor toge sig ud som indsyede, fabelagtig glimrende Dia- manter. Da nu ogsaa de fæle Hyl vare ophørte, og den sidste Lyd af min Reisefælles Skridt hendøde, var Alt saa stille og høitideligt som i en Kirke ved Nattetid. Det var en forunderlig gribende Modsætning til de vexlende, tildels vilde Scener, jeg kort forud havde op- levet, og jeg blev uvilkaarlig stemt til det samme høitidelige Alvor, hvoraf Naturen rundt omkring mig var opfyldt. Hermed er mit Løfte om at give en Skildring af Grundset Marked indfriet. Det var derfor min Hensigt at slutte her og lade Enhver, der følte Interesse for Ole og hans Kjæreste, tage Tilflugt til sin egen Phantasi og ved dens Hjælp tegne Billeder af deres senere Liv med saa lyse eller saa mørke Farver, som maatte passe for En- hvers Smag. En kyndig Mand har imidlertid sagt mig, at det var at lade Historien være uden Slutning, og lige- som at lade Læseren, for at bruge et mere bekjendt end smukt Billede, løbe med en lang Næse. Det var aldeles SIDE: 258 ikke Meningen. Det kan jeg forsikre, og derfor skynder jeg mig med at berette, hvad jeg ved. Ole blev indsat i Tugthuset og kom ud derfra efter en forholdsvis temmelig kort Straffetid. Han opførte sig i Regelen exemplarisk godt i Straffeanstalten, var en sjelden flink Arbeider, høflig, fredsommelig og lydig til det Yderste. Dette var dog ikke Noget, der var eget ved ham, og hvoraf man med Sikkerhed kunde gjøre nogen glædelig Slutning for hans Fremtid. Det ligger nemlig til Arten og er et Racemærke. Af og til var det dog, som om hans onde Natur maatte have Udbrud, eller som om den Tvang, han paalagde sig ved at være flittig og fredsommelig, var saa stor, at det fremkaldte et Tryk paa Hjernen, som truede med at gaa over til Afsindighed, og som i alle Fald satte ham i en Tilstand, som grændsede dertil. Han blev da, hvis man lod ham i Ro, liggende uden at røre sig, uden at mæle et Ord, og næsten uden at spise eller drikke, en Uges Tid. Da var Anfaldet over, og han gav sig til at arbeide igjen. Tvang man ham derimod til at staa op og gaa paa Arbeide, opførte han sig en Dags Tid som en Rasende. Han var da værre at komme nær end en tirret Bjørn; men naar dette Andfald var over, var han flittig og lydig som før. Hans Kone - han blev nemlig gift med Hanssens Datter, inden han blev indsat i Tugthuset - bosatte sig i Christiania. Der havde jeg Anledning til at gjøre hen- des nærmere Bekjendtskab. Hun viste sig at være en hjer- tensgod, varm, blid og bøielig Kvinde. Det varede no- gen Tid, inden hun kunde vænne sig til et roligt Liv og stadigt Arbeide, men da hun først havde gjort det, var hun saa lærvillig og arbeidssom, at hun kun i meget ringe Grad vilde benytte den uindskrænkede Adgang til at erholde Penge, SIDE: 259 som hendes Fader, der var vendt tilbage til Amerika, havde aabnet hende hos mig, og som han overmaade gjerne vilde, hun skulde gjøre Brug af for at blive vant til et Liv, der vilde gjøre hendes senere Omflakken med Ole umulig og uudholdelig. At jeg raadede og bistod hende efter bedste Evne, behøver jeg ikke at fortælle. Samme Dag, Ole blev løsladt af Tugthuset, kom han sammen med sin Kone til mig. Hun var saa straa- lende glad, at det ordentlig lyste af hendes Ansigt. Han var klædt, som da han blev arresteret, og ingen anden synlig Forandring var foregaaet med hans Ydre, end at hans Haar var endnu mere pudset og havde faaet et endnu mere tugthusmæssigt Sving end før. Inden hans Kone havde faaet Tid til at hilse paa mig, sagde han i en me- get uforskammet Tone: "Jeg vil have hundrede Daler, strax! contant! paa Flækken vil jeg have dem." Jeg saa paa Konen, kunde ikke modstaa hendes bøn- lige Blik og leverede ham uden at sige et Ord den for- langte Sum. Han kastede et mistroisk Blik først paa Pen- gene, derefter paa sin Kone og endelig paa mig, og lod til at blive mere og mere forundret. Det var klart at se, at han aldeles ikke var forberedt paa, at det skulde gaa saaledes. Da han imidlertid havde overbevist sig om, at han, om han vilde, gjerne kunde gaa med sine hundrede Daler, strøg han sig om Munden og smilede fornøiet. Tænderne løbe ordentlig i Vand paa ham, og han saa ud som en sulten Gourmand, der pludselig sættes til et rigt besat Bord. Han gjorde dog ingen Indvendinger, da hans Kone tog Pengene fra ham igjen og leverede dem tilbage til mig med Anmodning om at gjemme dem, til de reiste. Hun var saa elskværdig og saa rørende kjærlig mod ham, at jeg ikke ved, om jeg blev mest bevæget af hendes dybe Kjærlighed, mest forundret over hendes Smag, eller mest ærgerlig over hans Raahed. Nogle Dage efter reiste de Begge til Amerika. Der toge de ind til Hanssen og levede hos ham. Svigerfader og Svigersøn kom ikke videre godt overens, men det var Noget, som aldeles ikke var uventet, i alle Fald ikke for SIDE: 260 Svigerfaderen. I to Maaneder forholdt Ole sig rolig, rigtignok uden at gjøre Andet, end at sove, spise og spad- sere, men saa var det ikke muligt alt holde paa ham læn- gere. Han maatte ud at arbeide, som han kaldte det; thi han fik Trykken i Hovedet og Sugen for Brystet af at sidde saa stille hjemme, sagde han. Det var Sandhed og kom deraf, at den Tvang, han paalagde sig ved at leve stille og rolig, bragte hans Blod i saadant Oprør, at Pul- sen slog febrilsk, og der var Grund til at frygte for en Hjerneaffection. Han maatte vandre om og rase, for at faa Luft og komme til Ro igjen. Det kostede megen Møie at forhindre, at hans Kone fulgte ham, og først, da Ole bestemt erklærede, at han vilde reise alene, slog hun sig nogenlunde til Ro. Han havde ikke været hjemmefra over fjorten Dage, før der indløb Underretning om, at han var død. Han havde næsten uafbrudt drukket og spillet, var endelig gre- ben i falskt Spil og havde begyndt Klammeri, hvorpaa hans Modstander havde taget frem en Revolver og skudt ham en Kugle for Panden. I sit sidste Brev til mig fortæller Hanssen, at han i sin Datter har fundet en uvurderlig Skat, og i hendes Søn en uopløselig Gaade. Hendes Fromhed er renere end al Verdens Diamanter, og hendes Hjertensgodhed kosteligere end al Verdens Guld. Hos hendes Søn er Ulvens og Lammets Natur blandet paa en saa forunderlig Maade, at det er umuligt at udfinde, hvad der er det Overveiende. Det er det Mærkelige dermed, siger han, at Skatten idelig bringer ham Taarer i Øinene, og at Gaaden stadig sætter hans Lattermuskler i Bevægelse, og at han ikke ved, om han skal fryde sig mest over sin Skat eller sin Gaade, over sin Graad eller sin Latter. Til Slutning skriver han; "Jeg er en lykkelig Mand, og alle mine Bestræbelser gaa ud paa at lade min Skat mærke, at jeg sætter behørig Pris paa den, og at Opløsningen paa Gaaden bliver, at Lam- met seirer over Ulven." Harald Meltzer SIDE: 263 Til og fra Amerika. Det var en Dag i Midten af April Maaned 1850. Solen, den Stakkel, skinnede af alle Kræfter fra en klar og blaa Himmel ned paa Christiania, men kunde dog ikke forhindre, at den kolde Nordenvind, der strøg igjennem Byens Gader, bragte Folk til at pakke sine Frakker og Tørklæder vel om sig, naar de skred opad Kirkegaden; thi som bekjendt, har Hr. Boreas gjort denne Gade til en af sine mest yndede Gjennemfartssteder, naar han paa Turen fra Nordishavet sur og kold i al sin Hurtighed drager ned- over mod sydligere og blidere Egne. Dette kan nu være som det vil, saameget er imid- lertid vist, at der var faa Folk i Kirkegaden dengang, hvilket bevirkede, at disse faa Folks Opmærksomhed i saa- meget større Grad henlededes paa et lidet Følge, der just drog ned ad Gaden. I Spidsen gik to unge Fruentimmer, nogle faa Skridt efter dem kom en aldrende Mand, som ledede en Pige paa 6-8 Aar ved sin høire Haand, og et Stykke længere til- bage fulgte en ung Mand med et Spædbarn paa Armen. De 2 Fruentimmer, der gik i Spidsen, vare ens klædte og iførte Kjoler af rudet Værken og Trøier af samme Stof, men ikke ganske af samme Mønster som Kjolerne. Den Ældste af dem var meget stærkbygget. Hun svingede med Armene, saa sig om til alle Sider, lo høit og gav tyde- SIDE: 264 lig tilkjende, at det var hendes Ønske, at saa Mange som muligt skulde se hende og hendes glade Stemning. Den Yngste var derimod slank og spædbygget. Udtrykket i hen- des smukke, blomstrende Ansigt tilkjendegav en stille men inderlig Glæde. Hendes Væsen var beskedent, og over hendes hele Person laa en vis jomfruelig Ynde. Mændenes Benklæder og korte Trøier af lysegraat engelsk Skind gav dem Udseende af at være engelske Fabrik- arbeidere, men de norske Tolleknive ved deres høire Side antydede, hvad deres Maal fuldstændigen godtgjorde, at de vare ægte Agershusinger. Den unge Mands smækre Bygning dannede en stærk Kontrast til den Ældres svære Former og i en usædvanlig Grad stærkt byggede Legeme. Alle havde de festligt Udseende. Især syntes dog Børnene at være pyntede med megen Omhu, og deres ganske nye uldne, blaa og hvide Huer og grønne Veste gav det hele Tog et søndagsligt Præg. De to unge Fruentimmer havde aabenbart størst Hast med at komme afsted; thi med en vis Spænding, der laa udtrykt i deres glade friske Ansigter, ilede de saa hurtigt nedad Gaden, at de engang imellem maatte standse for ikke aldeles at gaa fra deres Medfølgere. Naar da den Ældres megen Snakken og Latter gav hende Tid dertil, raabte hun høit til de efterfølgende Mænd, at de skulde skynde sig noget mere. Den ældre Mand, til hvem disse Opfordringer nær- mest vare rettede, lod ikke til at høre dem; idetmindste ved- blev han uforandret sin rolige Gang uden at besvare dem og uden at forandre en Mine i sit alvorlige bestemte An- sigt. Derimod besvarede han de utallige Spørgsmaal, den lille Pige, der trippede ved hans Side, gjorde ham, med SIDE: 265 en mærkelig Taalmodighed, om end saa kort og ordknapt som muligt. Det var klart, at Manden ikke var af de meget talende. Bagerst i Følget stod Munterheden synligen paa yderst svage Ben, og den unge Mand syntes at have meget større Lyst til at græde end til at le. Saaledes droge disse Folk nedad Kirkegaden med Nordenvinden i Ryggen, og de faa Forbigaaende stod stille, saa efter dem og undredes over, til hvilken Fornøielse disse pene Folk skulde hen nu midt paa Dagen; thi at de just nu tiltraadte en lang Reise, der endog skulde udstrækkes til hinsides Havet, kunde ikke falde Nogen ind, da et lidet Knytte i et broget Tørklæde, hvoraf et Dukkehoved stod frem, og som den gamle Mand bar i Haanden, var Alt, hvad de kunde sees at føre med sig. Pludselig gav det mindste Barn sig til at skrige. Begge Fruentimmerne standsede strax, og da Barnet ved- blev at skrige, ilede de tilbage til det. Den Ældste tog det i sine Arme og søgte at bringe det til Taushed ved at ryste det paa en just ikke meget blid Maade og ved at fore- holde det i en just ikke meget mild Tone, at det var en styg Unge, der gav sig til at brøle just nu, da den burde le og være glad over at skulle reise til Amerika. Da det ikke hjalp, men Barnet derimod gav sig til at skrige hef- tigere og heftigere, jo mere det blev rystet, og jo mere det fik at høre, at den var en styg Unge, der skulde til Amerika, og da det heller ikke hjalp, at det andet Fruentimmer skar smilende Ansigter for Barnet og krillede det i Halsen med Pegefingeren, syntes alle skrigstillende Midler udtømte. Ko- nen, der holdt Barnet, blev derfor utaalmodig, leverede det tilbage igjen til Manden og sagde: "Du faar stelle med Ungen, du Johan, for jeg har ikke Tid til det." SIDE: 266 Hun vilde derpaa begive sig paa Vei igjen, men da Johan rystede paa Hovedet og sagde: "Du maa have det svært travelt, Marthe, siden du ikke har Tid til at passe dit eget Barn," rødmede Moderen lidt, tog Barnet atter i sine Arme, satte sig ned paa en Trappe og gav sig til at stelle med det med noget større Omhu, medens Johan og Moderens Ledsagerinde stode og ventede. Strax efter kom en ung, smuk, velklædt Mand og en aldrende, meget elegant klædt Dame gaaende forbi Trappen. Den unge Mand nikkede bekjendt til vore Venner og spurgte: "Er alt Tøiet bragt ombord?" Da Johan hertil svarede: "Ja," idet han løftede paa Huen, vedblev Herren at gaa uden saagodtsom at have standset, medens den elegante Dame blev staaende, som det syntes aldeles fortabt, i Be- skuelsen af Konen paa Trappen og hendes Ledsagere; især tildrog det yngste af Fruentimmerne sig Damens Opmærk- somhed. Maaske var det af den Grund, at et fint Pur- purskjær, der havde farvet Pigens Kinder, da hun fik Øie paa den unge velklædte Mand, hurtig forsvandt, og at et Lysglimt, der i det samme ligesom beskinnede hendes Ansigt, pludselig blev borte ved Synet af den elegante Dame. Det skrigende Barn blev endelig bragt til Taushed. Moderen leverede det igjen tilbage til Manden og sagde, da hun bemærkede det sørgmodige Udtryk i hans Ansigt: "Kjære Johan, vær nu ikke mere bedrøvet. Naar du først er kommen vel ombord, er det Værste forbi, og saa skal du se, at du aldrig vil angre, at du har ladet din Kone raade i denne Sag." Derpaa vendte hun sig til sin Led- sagerinde og sagde: "Men kom, lad os skynde os," tog hende i Armen og trak hende afsted med sig. De kom snart forbi den gamle Mand, der imidlertid havde fortsat sin Gang med samme Rolighed, og ilede SIDE: 267 derpaa med forøget Hurtighed nedad Gaden, som om Til- trækningskraften af deres Ønskers Maal og Længselen efter at naa det blev større og større, efterhaanden som de nær- mede sig det. Paa Hjørnet af Kirkegaden og Grev Wedels Plads standsede de pludselig. Med høit i Veiret løftede Arme pegede den Ældre af dem ned imod Bjørvigen og raabte: "Se, der ligger det, der er det." Begges Øine lyste, og deres Ansigter skinnede af Glæde. Da den lille Pige hørte dette, gav hun sig til at løbe, idet hun søgte at drage den gamle Mand afsted med sig, og da ogsaa hun var kommen forbi Hjørnet, saa hun med yderlig Nysgjerrighed i den anviste Retning, vendte sig derpaa til sin Ledsager og spurgte: "Er det Huset paa den anden Side af Isen Amerika, Morfar?" "Nei det, er Kongshavnen," svarede den Adspurgte. "Er Amerika længere ude end Kongshavnen da, Morfar?" spurgte Bar- net videre, idet hun dreiede sit forventningsfulde Ansigt op imod Bedstefaderens. "Ja, et Stykke," svarede han tørt. Barnet løb foran den gamle Mand for at standse ham i hans Gang og bad: "Aa, peg paa Amerika og vis mig det, Morfar." Den gamle Mand løftede Barnet op til sig, satte hende paa sin ene Arm og bar hende afsted saa let, som om det var en Fjær, han havde at bære. Derpaa svarede han: "Ikke se Amerika herfra." Den lille Pige var aldeles ikke tilfreds med sin Stil- ling. Det havde aabenbart været hendes Mening at faa en ordentlig Samtale i Gang og strax faa fuldkommen Rede paa, hvor Amerika var at finde; derfor greb hun nu med en noget misfornøiet Mine sin Bedstefader med en SIDE: 268 Haand i hvert Øre og sagde: "Ja, men Mo'r pegte jo udover Isen og sagde, der er det." "Skibet dernede. Med det til Amerika," svarede Man- den og maatte nu standse, da Pigen havde trykket sig saa tæt op imod hans Ansigt, at han ikke kunde se et Skridt foran sig. Barnet slap Ørene og slog sine smaa Hænder sammen mod Mandens Næse, idet hun yderst forbauset og glad udbrød: "Nei, skal vi seile, saa kommer vi kanske ikke til Amerika før sent i Kvæld, Morfar?" "Nei," svarede den gamle Mand og lod til at finde særdeles Behag i, at hans Næse var kommen i saadan Klemme. "Er det da saa frygteligt langt til Amerika?" spurgte Barnet videre og vedblev at holde Næsen i Klemme, da dette syntes at gjøre Eieren mildere stemt og mere med- delsom, og da Eieren svarede: "Ja, meget, meget længere," spurgte Barnet endelig: "Er det da saa langt, saa langt, saa langt som fra Nydalen og til og til -;" hun be- tænkte sig en Stund for rigtig at tage Munden fuld og tilføiede derpaa raskt "og til Farmor ude i Oslo," hvor- paa hun slap Næsen, slog Hænderne sammen, saa det klaskede i dem, og saa paa sin Bedstefader med en Mine, som om hun vilde sige: "Nu har jeg rigtignok budt dig over." Da Bedstefaderen satte hende ned paa Gaden igjen og svarede alvorligt: "Meget længere," blev hun i den Grad forundret derover, at hun i nogen Tid ganske taus trippede ved hans Side og gjorde tre Skridt for hvert et, han gjorde, af bare Iver for at komme snart ombord i det store Skib, der skulde gjøre en saa mærkelig lang Reise, endog meget længere end fra Nydalen til Oslo. Den elegante Dame, vi forlod oppe i Kirkegaden, stod SIDE: 269 en Stund og saa forundret efter de to glade Fruentimmer og den bedrøvede Mand; derpaa gik hun hen til sin Led- sager, som ventede paa hende et Stykke nede i Gaden. Med begge Hænder i sine Buxelommer og Benene langt fra hinanden, fløitede han en Galoppade med en Mine, som om han havde Haanden fuld af Spartoer, han kunde slaa til hele Verden. "Saa dette er altsaa dit Følge, Jonas?" spurgte Da- men, idet hun i yderste Forundring foldede sine Hænder, hvilket hun dog gjorde yderst forsigtigt for sine smukke fine Handskers Skyld. Jonas nikkede smilende. "Saa det er altsaa med disse Folk, du vil reise fra dit kjære Fædreneland for at drage til den anden Verden, Jonas?" spurgte Damen videre, idet der i hendes Forun- dring blandede sig et Anstrøg af Sorg. Jonas nikkede fremdeles. "Jeg har ikke vidst, at du var i den Grad letsindig, Jonas, og troede ikke, at du uden Betænkning saa dybt vilde bedrøve mit Hjerte," vedblev Damen, idet hun tog Hr. Jonas med to af sine smukt behanskede Fingre i Ar- men og satte ham saaledes i Gang nedover Gaden. Jonas slentrede afsted og sagde: "Ja, jeg er en let- sindig Nar, Moder. Jeg erkjender det, Moder, jeg er en let- sindig, haardhjertet Nar. Men jeg er en velsignet letsindig, en elskværdig haardhjertet Nar. Ikke sandt, sødeste Moder?" Sønnen saa paa Moderen med et Ansigt saa skinnende af Ungdom, Sundhed og Glæde, at der visselig ikke behø- vedes en Moder for at indrømme, at han kunde have Ret. "Nu," sagde Moderen, "saa hør mig da. Alt, hvad du hidtil har foretaget dig, har vist mig, at du er yderst letsindig. Det var Letsindighed, som bragte dig til at gaa SIDE: 270 ud af Krigsskolen, just som du var ifærd med at blive Løitnant. Det var Letsindighed, som bragte dig, der dog har en pen Formue efter din salige Fader, til at gaa i Smedelære oppe ved Sagene blandt en Mængde smudsige Mennesker med slet Opdragelse og simple Manerer. Det er endelig den allerhøieste Grad af Letsindighed, der nu bringer dig til at begive dig paa en lang Reise sammen med saadanne Folk som dem, jeg nylig saa, og uden at du har nogensomhelst fornuftig Mening med Reisen. Det er jo, som om du vilde blive en complet Landstryger. Hvad mener du, din gode Fader vilde sige, om han kunde tale fra sin Grav?" "Hvad min Fader vilde sige? Han vilde formodentlig sige: Det er vel gjort, min Gut, vis dig som en Mand og ikke som et Hængehoved. Men hør nu mig, Moder. Nu har du fremstillet Sagen fra dit Standpunkt; lad nu mig, siden vi endelig skulle være alvorlige, fremstille den fra mit. Jeg gik ud af Krigsskolen, fordi jeg gik reject til Officersexamen. Ja, ryst du kun paa Hovedet, Moder, men det var dog saa. Vistnok kunde jeg blevet siddende et Aar til og have slidt Malingen af Bænkene dernede med Udsigt til at gaa reject en Gang til. Men, hvorfor skulde jeg det? Et Aars Cadetliv underkaster Ingen sig for sin Fornøielses Skyld, det jeg tror. Jeg havde Lyst til at blive Mecanicus og leve et virksomt Liv, derfor gik jeg i Smedelære blandt simple Mennesker med slet Opdragelse, som du saa træffende kalder det. Nu har jeg udstaaet mine Læreaar og drager til den anden Verden, som du ligesaa meget træffende kalder Amerika, og et bedre Sted ved jeg virkelig ikke at vælge til at blive en flink Smed. Hvad Følget angaar, skal jeg tillade mig i Korthed at give en Beskrivelse over dets Medlemmer. Den gamle SIDE: 271 Fader, Amund Monssen er hans borgerlige Navn, er en retskaffen troværdig Mand, der længe har været ansat ved et Bomuldsspinderi ved Sagene. Han er nøiagtig i alle sine Gjerninger som det bedste Chronometer. Hans Svi- gersøn, der i Kirkebogen staar indtegnet som Johan Erland- sen, er en retskaffen, brav ung Bomuldsspinder, men hvis Villie rigtignok ligger i hans Kones Kjolelomme. De to unge Damer ere ogsaa Bomuldsspindere. Respektable, agtværdige Mennesker, af et meget livligt Temperament, som de sandelig ikke have arvet efter deres Fader, da han ikke synes at have mere Liv end andre Chronometre. De- res Villie ligger sandelig ikke i nogen Andens Lomme. Den Ældste af disse værdige Damer er tyk, huslig og stærk, gift med bemeldte Johan Erlandsen, med hvem hun har to unge Poder, hvis Individualiteter endnu ere saa uudviklede, at en nøiagtig angivelse af samme er umulig. Den Yngste af Damerne er fintbygget, smuk, livlig, glad og fornøiet til alle Tider og under alle Forholde. Hendes Haand og Hjerte ere ledige Leiligheder, som Eierinden syntes at have den Grille at ville beholde for sig selv." Her tog Moderen Ordet med megen Iver og sagde: "Ja, det var det, jeg anede, at der var Fare paafærde. Jeg ser dig allerede, søde Jonas, komme hjem igjen til mig med denne Jomfru Karen eller Jensine . . ." "Fredrikke," afbrød Sønnen, løftende smilende paa Huen. "Nu vel, med denne Jomfru Fredrikke som min Svi- gerdatter. Det kan ikke undgaaes. Du er maaske allerede i hendes Garn. Ja, jeg vidste det. Derfor besaa jeg hende saa nøie oppe i Gaden, og derfor blev hun saa skamfuld, da hun mærkede, at jeg iagttog hende." "Nei, der tog du skammelig Feil, kjære Moder. Jeg SIDE: 272 skal betro dig Noget, men du maa ikke sige det til Nogen. Jeg er allerede i en anden Piges Garn, som du kalder det." Han lagde sin Mund hen til Moderens Øre, og hun lyttede med spændt Opmærksomhed til, idet han hviskede høit og hemmelighedsfuldt: "Men du faar ikke at vide, hvem det er. Ja, bliv du kun forundret og fornærmet," vedblev han høit, "du faar dog ikke høre, hvem det er; men jeg skal fortælle dig oprigtig, hvorledes Sagen hænger sammen. Du er en velsignet lille Turteldue, søde Moder, der gjerne vil sidde i Bur og kurre med andre Turtelduer og uhyre gjerne taler om brændende Hjerter, ømme Sukke og deslige; og jeg er en ung Ørn, der gjerne vil prøve mine Vingers Kraft, eller en ung Bjørn, der gjerne vil prøve mine Labbers Styrke, inden jeg kryber i Hi og be- gynder at suge paa Labben. Saaledes haver den unge Ørn eller Bjørn sat sit hele haarde, letsindige Hjerte til en ung Pige, og saa haver han sagt til den unge Pige: Hør - Navnet in blanko - jeg drager nu bort til Amerika for at udvikle mig i mit Fag som Mecanicus. Om fire Aar i det seneste kommer jeg igjen, hvis jeg lever, og da haaber jeg at træffe Dem, Frøken, - Navnet in blanko - i den Stilling, at jeg kan forelægge Dem et Spørgsmaal, hvis Besvarelse vil gjælde mit hele Livs Ve og Vel. Hun forstod mig og smilede. Dette foregik igaar Aftes. Derfor er jeg glad og lykkelig og lapset idag, og derfor kan du være ganske sikker for Jomfru Fredrikke baade idag og imorgen og alle Dage." Sønnen lo i sin Hjertens Glæde og hoppede fra Fortouget over Rendestenen ud i Gaden, og fra Gaden over Rendestenen ind paa Fortouget igjen med saadan Livlighed, at han var paa Veie til at rive sin lille Moder overende. Han blev dog noget roligere, da han saa hende med SIDE: 273 virkelig Angest malet i sit Ansigt spørge: "Er det sandt Jonas?" og da han med Alvor svarede "Ja" hertil, med endnu større Angest spørge: "Og du elsker din Frøken varmt og oprigtigt?" "Ja," svarede Jonas med større Alvor, end han hidtil havde vist under hele denne Samtale, der er bleven utrolig lang og desværre meget længere at nedskrive end at læse, saa jeg synes, Læseren har større Grund til at have ondt af mig, end jeg til at beklage ham. "Ja," sagde han, "jeg har sat hele mit Hjerte, alle mine Tanker og mit ganske Sind til denne Pige." Moderen forglemte sig i den Grad, at hun foldede Hænderne saa stærkt, at den ene Handske fik et stort Hul mellem Tommelfingeren og Pegefingeren paa den høire Haand - man maa være nøiagtig i sin Beretning om saa vigtige Tildragelser. Ja, hun lagde ikke engang Mærke til denne yderst vigtige Begivenhed, men saa bekymret paa sin Søn, strakte sine Hænder bønlig henimod ham og sagde: "For Guds Skyld, Jonas, sig mig, hvem det er, at jeg dog kan hjælpe dig. Mener du, at nogen ung Dame vil vente i mange, lange Aar paa slige løse Ord?" "Er hun af ægte Metal, staar hun nok Prøven." "Men du vil dog vel skrive hende til?" spurgte Mo- deren ivrig, og, da hun ikke fik strax Svar derpaa, bad hun: "Vær nu snil Gut, som du saa godt kan være, naar du vil, og skriv hende til." "Ikke en Stavelse, ikke et Muk," svarede Jonas be- stemt. "Fortjener hun at blive min Kone, saa har hun forstaaet mig, og saa tror hun mig; hvis ikke, Farvel Drøm om Kjærlighed, huslig Lykke etc. etc. og dermed Amen og lev vel." Jonas rakte sin Moder Haanden; thi de vare nu SIDE: 274 komne ned paa Revieret, hvor den raa uhøviske Boreas rumsterede noget ganske forskrækkeligt med den elegantklædte Dames Baand og Sløifer og Kjole og Dobbeltschavls og alle de øvrige en elegant Dames nødvendige Vaarattributer. Moderen greb den fremrakte Haand med begge sine. "Kjære Jonas," sagde hun, "betænk dig vel. Er din Kjærlighed sand og oprigtig, saa reis ikke idag. Vent idetmindste otte Dage. Du vil komme til at angre det, hvis du ikke følger mit Raad." Men Sønnen lo, trak sin Haand ud af Moderens, omfavnede og kyssede hende, hoppede ned paa Isen og svarede: "Farvel, farvel!" Saaledes skiltes Moder og Søn. Han vendte sig om flere Gange ude paa Isen og svingede i ungdommeligt Overmod lystigt med sin Hue, og da han endelig tabte sig i Vrimmelen, vendte Moderen sig om, ordnede Folderne paa sit Schavl, bragte sine Baand og Sløifer i Orden og vandrede derpaa hjemover med Tanker, hvis Omkvæd var: "Din Stakkel! din Stakkel! Det kommer du til at angre." Ude i Raaken paa Bjørvigen laa Barkskibet "Haabet," Captein Hanssen fra Christiania, bestemt til Kvebek med Passagerer. Det var et nyt, vel rigget og vel passet Skib, som laa halet klos op til Iskanten. At den mellem 4 og 5 Fod høie tømrede Skandsebeklædning forud i Bougen havde en stærk Helding udover for at bjerge Fartøiet bedre mod Søerne, og at Gallionen stak meget skarpt frem, gav Skibet et vist dandyagtigt Udseende. Seilene vare underslaaede Ræerne. Alle tre Master vare prydede med Flag. Baadene vare satte ind paa Dækket med Undtagelse af en hvidmalet Gig, som hang paa Styr- Raag ): Aabning i Isen. SIDE: 275 bords Side i de røde Davider af Jern; Ankerne var halede op og kattede. Kun en smækker Line holdt Skibet til Isen for og agter. Det var let at se, at det laa klart til at seile paa det første Vink, men dog stod endnu rundt om paa Isen en Mængde Kasser, Kister, Kurve, Tønder og andre Sager, som Skibets Besætning og vedkommende Eiere i Forening vare beskjæftigede med at skaffe ombord. Afreisens Time var snart forhaanden. En i Sneen paa Isen bred optraadt Vei førte fra Revierbryggen hen til Skibets Side, og Veien var ganske sort af Gaaende og Kjørende, af Gamle og Unge, af Fruentimmer og Mandfolk. De Fleste syntes at være i en febrilsk Bevægelse, indtil de vare komne om- bord, da de igjen bleve rolige. De samme Folk, som nede paa Isen stødte og puffede til hinanden med blussende Kinder og rullende Øine og ikke havde Tid til at nikke til deres nærmeste Slægt og Venner, stode, naar de vel vare komne ombord, med den største Rolighed og de ligegyldigste Miner og saa ud over Finkenetterne paa den bølgende Masse paa Isen under dem. Seet i Afstand havde det Hele nogen Lighed med en Myretue og bragte Tanken hen paa den utrættelige Flid og den paafaldende Travlhed, hvormed disse smaa flittige Dyr uden Stands drage nyttige Ting sammen til Deres Tue ad den aldrig tomme Myrevei. Men kom man ind i Sværmen, mærkede man snart, at der dog nok var Feber blandt Folket; thi Udvandringssy- gen rasede her og havde en stærk smittende Charakter. Folk, der aldrig havde tænkt paa at sætte en Fod udenfor Christiania, fik pludselig efter i kort Tid at have været inde imellem de Syge, en aldeles uimodstaaelig Lyst til at drage til det fjerne Amerika med de Øvrige. Da vore Bekjendte fra Kirkegaden kom ned til Ski- SIDE: 276 bet, søgte de strax at komme ombord. Det varede nogen Tid, inden dette lykkedes dem; thi uagtet Communicationen mellem Isen og Fartøiet foregik baade gjennem en Leider og en Faldrebstrap, var Færdselen dog saa stor paa begge disse Tilgange, at det ikke var let for Nytilkomne at faa Adgang til dem. Det ældste af de to Fruentimmer var imidlertid et djervt Kvindemenneske, der ikke lod sig af- skrække af smaa Hindringer, det kunde man nu se; thi, ef- terat hun med kraftige Puf og Stød til alle Sider havde skaffet sig Vei lige hen til Leideren, gav hun sig til at klatre op ad den, og da hun omtrent midtveis traf en Mand, der gik nedad, satte dette hende ikke i ringeste Maade i Forlegenhed. Hun klatrede rasktvæk over ham og kom saaledes op paa Dækket. De øvrige af Selskabet kom snart efter op paa Ski- bet, og alle gik de derpaa ned i Rummet og opsøgte deres Køier, som Fruentimmerne allerede forud havde faaet An- visning paa. Den unge Mand, vi nylig havde seet tage Afsked med sin Moder, kom kort efter mere dansende end gaaende ud over Isen. Han blev en Stund nede paa Isen, da han fik Lyst til at blande sig i den brogede Mængde og nær- mere undersøge, hvad der kunde bevæge alle disse Folk til at forlade Slægt, Venner og Fædreneland for at begive sig paa en lang og besværlig Reise til et fjernt ubekjendt Land. Den Første, han henvendte sig til, var en aldrende Bonde, som sad paa en med underlige Snirkler og brogede Roser bemalet blaa Kiste. Ved Mandens Side stod hans Kone med foldede Hænder, ganske fortabt i Beskuelsen af Bevægelsen omkring hende, medens Ægteparrets tre voxne Leider ): Skibstrap. SIDE: 277 Sønner vare beskæftigede med at skaffe deres Tøi, der var nedpakket i endel af raa Brædder sammenslaaede Kasser, ombord. Vor unge Ven Jonas satte sig ved Siden af den gamle Bonde og spurgte, efter en kort Indledning, lige- frem, hvad der bevægede ham til at drage til Amerika. Det var en alvorlig og, saavidt man kunde se af hans af Vind og Veir barkede Ansigt, tænksom og fornuftig Mand, der overveiede, førend han handlede. Med megen Ligefremhed og Snaksomhed besvarede han Spørgsmaalet. Manden hed Gudmund Andersen Barlid og hørte til den ikke lidet talrige Klasse af Indvaanere her i Riget, der have søgt saa høit tilfjelds, at Jorden ikke længere formaar at lønne sin Dyrker tilstrækkeligt til en Families Under- holdning. Hans Sager vare nu komne ombord. Den ene af Sønnerne tog en Bøsse, den anden en Lur og den tredie et Par Ski paa Nakken og vare saa færdige til at stige ombord og drage afsted. I dette Øieblik syntes Kræfterne at svigte den gamle Kone; thi hun skjalv saaledes, at hun maatte sætte sig paa en Kiste, og Hovedet faldt mat ned paa Brystet. "Hjælp Mor din, Ole," sagde Faderen til en af Gutterne. Han med Bøssen leverede denne fra sig til en af sine Brødre, tog Moderen under Armen, og derpaa stege de Alle ombord. Medens Jonas saa efter dem, blev hans Opmærksom- hed henvendt paa to unge Tjenestepiger, der traf hinanden ved Siden af ham. Den Ene af dem, der bar en Tul under Armen, Tul ): Bylt. SIDE: 278 strakte sin Haand ud til den Anden og sagde leende: "Nei, er du her Karen, skal du ogsaa vandre ud?" "Nei", svarede den Tiltalte alvorligt, "jeg skal bare sige Farvel til min Broder. Men naar bestemte du dig at reise, Johanne? Jeg har ikke hørt et Ord om det, før nu jeg kom herned paa Isen." "Ja, hvad synes du om mig, Karen, som skal til Amerika?" svarede Johanne: "Det kom saa brat paa mig, som Julekvælden paa Kjærringen, ser du. Da jeg flyttede fra Conditionen iforgaars, tog jeg hjem til min Fader i Pipervigen, ser du, og skulde være hos ham i Sommer, for jeg fandt ingen Condition, som jeg likte, ser du. Men da jeg saa kom hjem, saa mærkede jeg strax, at jeg var bedre vant end som saa, og at det var smaat og daarligt der hjemme, ser du. Saa tænkte jeg, kan jeg ikke faa en Condition, som jeg liker her i Byen, tænkte jeg, saa kan jeg vel faa en over i Amerika, tænkte jeg, ser du, for der har en Tjenestepige 1 og 1 1/2 Dollar om Ugen, siger dem; sidder hver Dag ved Herskabsbord, siger dem; gaar med Silkehat og Parasol, siger dem, og er frygtelig meget af- gjort af Fyrene, siger dem, ser du. Saa solgte jeg igaar Alt, hvad som jeg kunde undvære, og saa fik jeg Saameget til- overs, at jeg just kan komme over til Amerika. Alt, hvad jeg nu eier, har jeg her i Tullen under Armen, og ikke Døiten mere, ser du. Nu er jeg saa glad og let om Hjertet, sa' Gutten, han havde spilt bort den sidste Skilling, for nu har jeg bare mig selv at passe paa, sa' han." "Men er du da ikke bange for Reisen da, Johanne?" spurgte hendes Veninde. "Pyt! bange? Hvorfor skulde jeg være bange? Min Broder har gjort saa mange Reiser han, baade til Amerika og andetstedshen; - jovist, pyt! bange?" SIDE: 279 "Men Søsygen da?" "Aa pyt." "Men saa at komme ud blandt bare Fremmede?" "Pyt! Fremmede; synes du da, jeg har været mellem bare Slægt og Venner hidtils? og saa lærer jeg desuden, hvorledes de har det i den anden Verden, og den kan No- gen og hver have godt af at vide, ser du!" "Men om du saa bliver syg derover?" "Aa pyt, syg? Jeg bliver ikke sygere, end jeg dør, og saa er jeg færdig, ser du." "Men saa det fremmede Maal da?" "Aa pyt, ser du vel? Det er værst for dem, hvis de ikke forstaar mig. Jeg har saavidt Skolelærdom og hørt saavidt engelsk af min Bror, at jeg nok skal hjælpe mig, ser du." "Men hvad siger din gamle Fader?" "Pyt, Far? naar han faar lidt Brændevin imellem, ser du, og noget Tobak, saa er han glad. Desuden er jeg saa langt borte, naar jeg kommer til Amerika, at jeg ikke hører, hvad han siger her hjemme, ser du." Den Spørgende lod til at være kommen til Ende med sine Betænkligheder og taug, men pludselig faldt der hende en Tanke ind, som hun aabenbart selv tillagde overmaade megen Vægt; thi med meget livlige Gebærder spurgte hun: "Men hvad siger Trompeteren da, han Hans, Kjæresten din?" Den Udspurgte lod til at finde dette Spørgsmaal meget comisk; thi med hjertelig Latter svarede hun: "Aa pyt! Trompeteren da! Han er vild han, ser du. Men vil han komme efter, kan han, vil han ikke, er det værst for ham selv. Det er ikke vanskeligt at blive gift derover, ser du vel, pyt!" SIDE: 280 Lige ved Siden af Fartøiet stod et Par unge Ægte- folk mellem store Kasser, Baller og brogede Kister. Deres lille omtrent 5 Aar gamle Søn sad paa en liden grøn- malet Tønde og spiste paa en Kringle. Det var aaben- bart velstaaende Folk, og det var klart, at det ikke var Fattigdom, som drev dem til at søge deres Lykke paa den anden Side Havet. "Men hvorfor vil da Dere vandre ud?" spurgte en gam- mel graahaaret Kone, der gik omkring og beklagede alle de gode Sager, al den Velmagt og alle de brave Folk, som skulde føres bort fra Landet. "Ja det skal jeg fortælle dig," svarede Manden. "Vi er fra Lands Præstegjeld. Der eiede jeg en liden Gaardpart, som jeg havde faaet i Arv efter Far min, efterat han havde delt Gaarden mellem mig og Bror min, men den var bleven saa liden efter Delingen, at den snaut gav Føden til mig og Kjærring og Ungen. Saa havde Kjærringen min to Brødre og en Søster over i Amerika, som bestandig skrev, at der var saa mye Jord derover, at om alt det Folk, som findes i hele Landet, kom derhen, var der nok for dem alle, og at det var Jord, som god var, og billig ogsaa, skrev dem. Nu saa mente Kjærringen min, at det var bedre at reise til Amerika, og nu er jeg paa Reisen med alt Mit, og jeg tror næsten, vi er 200, som drager fra Land, Hade- land og Valders iaar og til Amerika, og det vil med Guds Magt blive godt baade for dem, som reiser, og for dem, som bliver igjen, for der er formye med Folk deroppe paa de Kanter maatru, til den Føde, Jorden giver af sig der nu for Tiden." snaut ): knapt. SIDE: 281 "Har du da ingen Skyldfolk selv i Amerika?" spurgte den gamle Kone videre. "Jo, det har jeg," svarede den Adspurgte. "Jeg har en Bror, som bor i Texas, men det er ikke til det Præstegjeld, vi skal, for vi skal til Wisconsin, der jussom er Nabobygden." "Aa du da Gælningen," udbrød hans Kone leende, "hosdan snakker du da! Texas Nabobygden til Wisconsin, Texas ligger mange hundrede Mil søndenfor Wisconsin, ved jeg. For," vedblev hun i en meget belærende Tone, idet hun henvendte sig til den gamle Kone: "Amerika er et stort Land det, skal jeg sige dig; ja, der er dem, som tror, at det er mange Gange saa stort som hele Norges Land, men det er nu vel formye det, ved jeg." Den gamle Kone slog Hænderne sammen af Forbau- selse over Amerikas Størrelse, idet hun svarede: "Nei, nei da, er Amerika saa stort, ja saa undres jeg ikke læn- gere paa, at der er Rum til alt det Folk, som drager herfra did. Men hvorledes er det da muligt at finde frem i dette store fremmede Land og kan hænde ogsaa mellem fremmede Tungemaal?" "Jo," oplyste Manden, "Capteinen, vi reiser over med, skal følge os fra Quebek til det sidste Skifte, som hedder Mexico; der kommer Bror til Kjærringen min og henter os med Hest og Vogn og kjører os fem Mil ind i Landet til Wisconsin, hvor han og hans Skyldfolk bor." Hans Kone sad yderst forundret og hørte paa ham, og da han var færdig med sine Oplysninger, udbrød hun: "Nei men John da, hosdan er det du snakker idag da? Skal min Bror komme og hente os i Mexico? Jeg me- Skyldfolk ): Slægtninge. SIDE: 282 ner, du er gælen, John. Milvauke mener du, ikke Mexico. For skal jeg sige dig," vedblev hun henvendt til den gamle Kone, "Milvauke er jussom den sidste faste Station paa Kongeveien, vi har at reise, siden saa kommer vi ind paa Bygdeveien til Wisconsin, og derfra skal Bror min hente os i Milvauke, for at vi skal slippe for at at tilsige Skyds til de 5 Mil, vi har igjen." Derpaa henvendte hun sig atter til sin Mand og sagde med en meget vigtig Mine: "Hosdan snakker du idag Gælningen?" "Ja, hosdan snakker jeg idag," svarede Synderen forlegen. "Jeg staar jo her og snakker jussom i et Ørske." Deres lille Søn sad imidlertid saa rund og trivelig og fornøiet som en ung Bakkus, bankede med Hælene paa den lille Tønde og spiste sin Kringle. "Han bliver rent en Amerikaner han der, naar han bliver stor," sagde den gamle Kone og pegede paa Barnet. "Ja, ja," mente Moderen, "han kan blive mye til Mand han, hvis Vorherre under os alle Hilsen." "Han kan kanske blive Konge i Amerika han," mente den Gamle spøgende. "Aa," svarede Moderen alvorligt, "om han just ikke bliver Konge, saa kan han dog blive en saa mægtig Mand, som den Mægtigste hertillands." Et ungt daarlig klædt Fruentimmer havde en Stund staaet og hørt paa denne Samtale og gav nu sit Ord med i Laget, idet hun sagde med en paafaldende Bitterhed; "Ja, her i Norge har Fattigfolk det saa daarligt, som In- gen tror. Den Rige vil leve alene og vil, at den Fattige skal trælle for sig uden at faa saa Meget som til Føden Ørske ): Sandsesløshed. SIDE: 283 engang for det. Stjæle vil vi ikke, og betle har vi ikke Lov til. Hvad skal vi saa gjøre Andet end at gaa og sulte og fryse, som vi ogsaa troligen har gjort i denne Vinter." I sidste Henseende saa hun opgsaa virkelig ud til at tale Sandhed, og den gamle Kone, der stod og hørte paa hende med stor Opmærksomhed, lod til at være af samme Mening; thi med en medlidende Stemme sagde hun: "Ja, Fattigfolk har det ikke hyggeligt." "Hyggeligt!" svarede den Anden, som det lod vred over det milde Udtryk, "hyggeligt? den Fattige maa være glad, naar han kan skaffe sig Mad til Munden og Klæder til at holde Kulden fra Kroppen." "Og sørge lidt for Rensligheden," mente den gamle Kone. Dette lod den Anden til at betragte som en personlig Formærmelse, da hun selv var langtfra at være ren, thi hun svarede med megen Heftighed: "Neimen om Fattig- folk har Raad til at tænke paa Rensligheden. For faar han en Vaskefille, er han glad til, han kan faa den solgt til Kludekjærringerne og faa sig lidt Mad for den. Den eneste Moro, Fattigfolk har, det er at drikke Bræn- devin, men det kan den Rige heller ikke unde ham. Jeg var tilfreds, at det store Skib, som der ligger, skulde drage til det værste Sted, som findes paa Jorden, saa vilde jeg dog glædelig drage med det med alle Mine, om jeg fik Lov dertil, for værre end her hjemme kan vi ikke faa det." Den gamle Kone slog ordentlig forskrækket Hænderne sammen, idet hun sagde: "I Jesu Navn, tal dog ikke saa ugudeligt. Var jeg rig, jamen skulde jeg spandere fri Reise paa Dem over til Amerrika, saa skulde Dem vel faa at se, at En jamen faar arbeide derover ogsaa." Vaskefille ): Vaskeklud. SIDE: 284 "Haabet" var intet stort Skib. Det var brændt til 210 Commercelæster, og nu havde det 250 Passagerer med deres Tøi ombord, foruden Mandskabet, der udgjorde 14 Mand. Det var derfor ganske rimeligt, at der var knap Plads. Rummet under Dækket var ved et midlertidigt Mellemdæk delt i to Dele. I det underste Rum var Vandbeholdnin- gen og alt det Tøi, Passagererne ikke tiltrængte paa Rei- sen, nedstuvet. Men Vandbeholdningen optog overmaade megen Plads. Naar man betænker, at hver voxen Mand til Mad og Drikke dagligen tiltrænger mindst 1 1/2 Pot Vand, og at Beholdningen bør være beregnet paa at vare i mindst 7 Uger, vil det sees, at der maa være henimod et Par Hundrede Tønder Vand ombord til Overreisen. Rummet mellem begge Dæk var indrettet til Op- holdssted for Passagererne. Her var ogsaa deres Senge- steder opsatte, idet der langs hver af Skibets Sider var af uhøvlede Brædder opslaaet en Rad i Høiden dobbelte Køier, det vil sige overalt to og to Køier over hinanden. Paa hver Side var der paa denne Maade anbragt 40 Køier eller ialt 80, saa at der i hver Køi maatte være Plads for 3 og i nogle for fire Personer. Rummet mel- lem begge Dæk var kun omtrent 2 1/2 Alen høit. Da denne Høide i Køierne var delt i to, var der i dem kun en Høide af omtrent 30 Tommer. Som Følge heraf kunde et voxent Menneske ikke sidde opreist i et Sengested og ikke staa opreist udenfor det. Pladsen paa Underdækket mellem begge Rader Køier var lige op under Dækket op- tagen af Passagergods og det i den Grad, at det kun var muligt for en Person ad Gangen at gaa langs Sen- gestederne. Oppe paa Dækket gaves der Ordre til, at Største- parten af Passagererne skulde begive sig nedenunder for ei SIDE: 285 at hindre Skibsmandskabet i dets Gjerninger. Det myldrer derfor en Stund af Folk paa Trapperne i For- og Agter- lugen. Endelig ere dog de Fleste nogenlunde komne til Ro, Nogle krybe ind i de mørke Køier, Andre sætte sig paa Godset udenfor. Hist og her, hvor Pladsen tillader det, danner der sig smaa Grupper af Folk. Dette er Til- fældet i Nærheden af Trapperne i For- og Agterlugen. Ved Agterlugen gaar Samtalen meget livligt. Langs Skibets Sider fulgte Folk, der havde Slægt og Venner ombord, og der blev fra begge Sider vexlet mangt et venligt Ord og mangt et kjærligt Farvel. Det var øiensynligt, at der saavel ombord blandt de Bortdra- gende som paa Isen mellem de Gjenblivende herskede en alvorlig bevæget Stemning ved Afskeden. Men den største Sorg laa maaske skjult i Køierne nedenunder Dækket. Kun foran i Bougen paa Skibet var lidt Munterhed. Her stod 8-10 unge Mennesker, for det meste Haandværks- svende, og skrege Hurra, hvorhos de kastede Tobak og Smaa- penge ned til endel halvvoxne lasede Drenge paa Isen under dem for at faa dem til at besvare deres Skrig. Det ene Seil blev nu sat til efter det andet og drev Skibet frem med stedse forøget Hurtighed. Størstedelen af den igjenstaaende Menneskemasse begyndte lidt efter lidt stille og taus at vandre hjemover paa Isen, medens En- kelte dog bleve tilbage og fulgte Skibet med Øinene, ind- til det forsvandt bag Hovedøen, hvorpaa ogsaa de vendte om og gik i Land. Endelig omtrent midt i August Maaned begyndte de længe ventede Breve at ankomme. SIDE: 286 1ste Brev. Fra Jonas Blink til hans Moder. Qvebek den 26de Juli 1850. Kjære Moder! Egentlig burde mit Brev kun lyde saa: Jeg lever vel i Qvebek og ønsker dig det Samme i Christiania. Vor Herre være med os begge! Basta. Men da jeg antager, du vilde synes, det var noget kort og tørt, faar jeg vel lade Pennen spinde en Ende, dig til Behag. Nu da. Den 16de April 1849 var den mærkelige Dag, da den berømte Reisende, af en vis Moder kaldet Landstry- geren, Jonas Blink, forlod Christiania og tiltraadte sin første store Reise. Han havde god Vind udover Fjorden, men mærkede til sin store Sorg, da han skulde lægge sig til Køis om Aftenen, at hans Sengklæder ikke vare at finde. Heraf opstod dog ikke nogen Ulempe for ham, saa- som hans Køikammerater, et gammelt Chronometer og en ung Taareperle, vare saa vel forsynede med Indpakning, i Form af Sengklæder, at de forskaffede ham de fornødne Rekvisiter til at sove blødt paa, og de savnede Sengklæder ved Losningen i Qvebek fandtes meget ordentlig stuvede ned i Rummet, hvor de havde blidgjort en stor Kasse med Gammelost dens Reise over Havet. Siden sin Ankomst til Amerika har den nævnte be- rømte Reisende derfor hver Nat nydt saa megen Gammel- ostlugt, at han har faaet mere end nok deraf i dette Liv og er bleven Gammelosthader. Da Skibet havde passeret Færder, begyndte Vinden at friske paa sig, og Søen som Følge deraf at boltre sig muntrere. Dette havde den Virkning, at Størsteparten af Passagererne, istedetfor at blive paa Dækket og være rørte ved at tage Afsked med deres Fædreland, saa paa det med SIDE: 287 matte Øine, og med de underligste Miner og Gebærder krøbe ned til deres Køier. Udenfor Færder forlod Lodsen os og gik ned i sit Nøddeskal af en Baad. Den tumledes en Stund om imel- lem de uhyre Bølger, idet den nu var paa Toppen af en i Storm og rygende Skum fraadende Bølge, snart for- svandt nede imellem Vandmasserne, og formodentlig en kort Stund havde det nok saa stille og lunt dernede i Da- len, derpaa igjen kom tilsyne for atter at forsvinde for vore Blikke og saa videre i et væk. Baaden saa med sit Seil snart ud som en liden Maage, der flagrede hen over det oprørte Hav. Vi seilede videre, kom forbi Lindesnæs og satte Kur- sen nord om Scotland. Nu gik det nok saa lysteligt i nogle Dage, naar undtages for de stakkels Folk, der laa nede i Køierne, Enkelte saa aldeles betagne af Søsyge, at de vare ude af Stand til at røre sig, om det saa havde gjældt deres Liv. Den 22de April blev det aldeles forbi med al Lystig- hed ombord, undtagen den, som Kasser og Kister gjorde; thi vi fik den Dag en saa overhændig Storm af Sydvest, at vi maatte nedtage alle Seil. Skibet rullede nu saaledes om i Vandet, at Passagergodset paa Mellemdækket dan- sede om i Fartøiet omtrent som Tærninger, der rystes i et Bæger. Dette overhændige Veir varede i nogle Dage med disig, tyk Luft, og da det klarnede op, blev jeg for min Part aldeles ikke i ringeste Maade forundret over at høre Manden i Mærset raabe: "Land! ret forud!" "Vi ere komne op under Grønland," sagde jeg til min stilfærdige Reisekammerat, det gamle Chronometer, som just dengang stod ved Siden af mig. SIDE: 288 Chronometret surrede lidt, som gamle Uhre pleie at gjøre, før de slaa, men det blev dermed. Det var jo heller ikke noget Slaguhr. "Land til Bagbord!" raabte Manden, der holdt Ud- kig i Bougen af Fartøiet, og "Land til Styrbord!" skreg Manden i Mærset som til Svar. "Nu, dette er tydeligt nok. Vi ere komne ind i en eller anden lun Fjord paa Grønland, for der er Is paa Fjeldene," sagde jeg til Chronometret, som denne Gang ikke engang surrede til Svar, men kun vendte Viseren, jeg mener Næsen snart hist og snart her, overalt mod Land. Capteinen ombord gjorde ligesaa, og da han havde vendt Næsen mod alle Verdens Hjørner og overalt var stødt paa Land, blev han synligen yderst forlegen. Det var klar at forstaa, at han aldrig havde været i denne Fjord paa Grønland før. Han kaldte første Styrmand hen til sig. De hviskede og pegede en Stund hist og her, hvorpaa Styrmanden sagde: "Det er sikrest at holde Kursen ret frem, Captein, for der synes at være den største Aabning i Isen." "Ja ja da, lad gaa," svarede Capteinen og saa sig om til alle Kanter med en Mine, der aldeles ikke var skikket til at berolige frygtsomme Folk. Nu opfattede jeg Situationen. Vi vare komne ind imellem Isbjerge. Den stærke Vind og svære Sø kunde let bringe os i nærmere Berørelse med disse flydende Bjerge, end ønskeligt kunde være. Strax efter blev det smult Vand; da vi nu kom i Læ af et af Isbjergene, og da Vinden ogsaa tog af, blev der given Ordre til at sætte enkelte Seil til. Hidtil havde vi nemlig ikke kunnet have Seil oppe. Skibet begyndte som Følge deraf at skyde raskere Fart SIDE: 289 og nærme sig de høie Isbjerge, og da Solen kort efter kom frem i al sin Glands og skinnede paa Isen, var denne hist og her saa klar, at jeg syntes, jeg kunde se langt inde i dens lysegrønne Masse. Vor Stilling begyndte at blive betænkelig, og jeg kunde ikke andet end i høi Grad beundre Skibsfolkene; thi, uagtet det var mig klart, at enhver Mand af dem maatte forstaa, at det ikke var Spøg at være indeklemt mellem disse svære bevægelige Bjerge, hvis Sammenstød vilde knuse Skibet, som om det var en liden Nød under et Locomotivhjul, maatte man dog tro, af deres Miner at dømme, at de vare af samme Mening som min gamle Reisekammerat: "Det er Skipperens Sag!" Til Lykke var der en smal Aabning. Vi seilede gjen- nem dette Pas med Vinden ret ind over Hakkebrettet, som Styrmanden kaldte det. Det var en frisk Kuling og smult Vand, saa at Skibet gjorde en ganske vakker Fart. Et Stykke oppe paa det ene Isbjerg bemærkede vi ganske tydeligt, idet vi passerede forbi det, omtrent Fjerde- parten af et stort Skib. Vi saa det brudte Træværk og de sønderslidte Tougender saa tydeligt, at vi havde den klareste og fuldstændigste Ide om, hvorledes vort eget Skib vilde komme til at se ud, om det blev knust imellem Isen. Kort efter vare vi i aabent Vand. Det kom ogsaa vel med; thi ikke et Kvarter senere stødte begge Ismasser sammen, hvorpaa den ene som en faldende Kjæmpe styrtede overende med en svær Bragen, pidskede Søen til Skum, hvor den faldt, og derpaa væl- tede sig rundt i Vandet som et Uhyre i Dødskampen. Da den saa endelig kom til Ro, havde den en ganske anden Skikkelse end før Sammenstødet. Tænk dig Vettakollen og Frogneraasen ligge og flyde SIDE: 290 paa Vandet, derpaa støde sammen med saadan Voldsom- hed, at den ene af dem styrter overende og forsvinder, men derpaa kommer tilsyne igjen af Størrelse og Form som Egeberg, saa har du omtrent, hvad jeg saa. Nu fulgte en Uge med stille kold Luft og megen Kjed- somhed ombord for de Friske. De Syge fik dog i den Tid et Pusterum og nogen Hvile. Flere af dem bragte det endog til at komme op paa Dækket og trække frisk Luft. Derpaa fik vi en Storm af Nordenvind, som varede i et Par Dage, og saa atter nogle Uger med Stille eller svag Modvind. Under Stormen oplevede jeg en Mærkelighed, og under Stillet en Do., og jeg skal fortælle dig begge. Medens Skibet i den mørke Nat under en rygende Storm sprøitede Skummet høit tilveirs foran sin Boug, ludede jeg mig ud over Skandseklædningen og saa ned i Vandet; thi du maa vide, at jeg saa ofte, det paa nogen Maade lod sig gjøre, var paa Dækket, saasom det i Rummet var mig næsten uudholdeligt paa Grund af bedærvet Luft. Jeg ludede mig altsaa ud over Skandseklædningen og saa ned i Havet foran Skibet i den mørke Nat. Hvor forbauset blev jeg ikke ved at se en 8 til 10 Alen lang Fisk, der skinnede som det blankeste Guld, svømme foran Skibet og holde sig stadigen i samme Afstand fra det. Det var Morilden, som var saa stærk, at det skinnede af Skummet foran Fartøiets Boug og paa Bølgernes Top og gjorde den svømmende Fisks Omrids saa skarpt og blankt, som en Uendelighed af smaa skinnende Lys i det sorte Hav kunde gjøre det. Det var et storartet, pragtfuldt Syn, der ikke var kortvarigt og forbigaaende som en Øienforblændelse. Nei langtfra. Over en halv Time svømmede den skinnende SIDE: 291 Fisk foran Bougen, stedse i sammme Afstand, og Søfolkene, som sagde, at det var en Haifisk, morede sig med at kaste forskjellige Ting ud til den. Haien snappede det Tilka- stede, forsvandt derpaa et Øieblik under Skibets Kjøl, kom saa atter tilsyne og indtog igjen sin forrige Stilling. Da Capteinen endelig fik Underretning herom, gav han Ordre til, at Mandskabet skulde søge at fange Dyret. Der kom i den Anledning Liv i Folkene ombord. En stor Krog af Jern blev fæstet til en Tougende. Paa Krogen blev sat et Stykke Flesk, hvorpaa en Mand gik ud paa Bougsprydet og kastede den i Vandet. Den anden Ende af Touget var fæstet til Spillet. I samme Nu, som det Udkastede berørte Vandet, saaes Fisken at vende sig og forsvinde, hvorpaa Touget strammedes med et Ryk saa stærkt, at Skibet ordentlig rystede. Da fire Mand forgjæves søgte at hale Touget ind, blev en Talje sat paa det, og da man nu under megen Lystighed og spændt Forventning havde heiset ind en Stund, kom et stort Fiskehoved tilsyne over Skandseklædningen. Glæden varede dog kun kort; thi idetsamme tumlede alle de Halende pludselig overende paa Dækket. Tyngden var borte, Fangen havde bidt eller slidt Touget over og var forsvunden i Havet. Den Undslupne vides ikke senere at være seet eller at have givet nogen Meddelelse om, hvorvidt den har for- døiet Krogen. Dette var den stormende Fornøielse. Den stille For- nøielse var af en ganske anden Art, og der fangede vi Fisken. Det var nogle Uger efter, en Dag omtrent ved Mid- dagstid. Havet var stille, og der var ikke mere Vind end hjemme i dit Syskrin, naar du har lukket det til og laaset det ned i Komodeskuffen. Som Følge heraf var der ikke SIDE: 292 heller flere Krøller og Krusninger paa Vandet end paa et af dine Lommetørklæder, som just Strygejernet har faret over. Det vil dog ikke sige, at Søen ikke var i Bevægelse; thi det var den. Lange, lave, speilglatte Bølger trak sig trægt henover den blanke Havflade og satte Skibet i en langsom rullende Bevægelse uden synligen at bringe det en Tomme af Flækken. Seilene hang saa slappe som Vin- gerne paa en død Fugl og slog af og til imod Masterne paa det rullende Skib. "Aa," sagde en af Matroserne og gabede, "nu gaar det saa fort som for en Flue paa en Tjærekost." "Ja," sagde en af hans Kammerater, der havde lagt begge Armene op paa Skandseklædningen, støttede sin Hage paa dem og saa udover Havet, "du faar blæse paa Fokken, du Ola, det vil sagtens hjælpe lidt," hvorpaa han gabede ligesom sin Kammerat. Inden han endnu havde lukket Munden igjen, kom der imidlertid lidt efter lidt Liv i hans Ansigt, og han lukkede den kun for igjen at aabne den og forundret spørge, idet han pegede ud over Havet: "Hvad er det, som ligger der langt borte?" Alle Matroserne kom lidt efter lidt paa Benene, og da de endelig havde faaet Øie paa det, som deres Kammerat havde opdaget, mente den Ene, at det var 4-6 Smaa- baade, den Anden, at det var 6-8 Storfiske, den Tredie, at det var et Vrag, som laa og flød, og den Fjerde, at det var Søormen. Denne sidste Formening vandt øieblik- kelig Enstemmighed for sig, og derved var Adgangen aab- net til en meget livlig Debat om Søormens Væren eller Ikkeværen. Alle maatte op at se den formentlige Søorm, og Alle bleve endelig enige om, at det ikke kunde være SIDE: 293 noget Andet. Det var tydeligt at se, hvorledes Ormen bugtede sig henover Vandet. Jeg maatte naturligvis ogsaa tage Fænomenet i Øie- syn og kunde ikke negte, at de sorte runde Legemer, som i kort Afstand fra hinanden laa og rullede paa Dynnin- gerne, nærmest havde Udseende af et stort sort Orms Bugt- ninger. Forat komme til et Resultat fik jeg Tilladelse af Capteinen til at laane en af Baadene og fik 4 Mand med mig. Vi roede i Førstningen rask til, men jo nærmere vi kom, des forsigtigere bleve vi; thi vi havde just ikke Lyst til at ro lige ind i Ormens Gab, som du kan vide. Vi kom nærmere og nærmere. "Han ligger stille," sagde den Ene. "Han er syg," sagde den Anden. "Han er død," sagde den Tredie. "Han er Fanden er han og sover bare," sagde den Fjerde. Vi kom nærmere og nærmere, men meget smaat. Et Aaredrag nu og et Aaredrag da. En sovende Fanden var ikke at spøge med. "Jeg ser ingen Øine," sagde den Ene. "Jeg ser intet Hoved," sagde den Anden. "Jeg ser ingen Hale," sagde den Tredie. "Jeg ser bare Kroppen," sagde den Fjerde. Dyret syntes saaledes uden Hoved og Hale og kunde altsaa ikke være farligt. Vi roede derfor et Par Aaredrag nærmere. "Han er svart," sagde den Ene. "Han er rund," sagde den Anden. "Han er lei," sagde den Tredie. lei ): ond, slem. SIDE: 294 "Han tør være ful," sagde den Fjerde. Denne sidste Bemærkning indskjød Frygt, og det var ikke uden Møie jeg fik Folkene til at ro noget nærmere, hvilket skete yderst langsomt og ikke, førend de havde vendt Baadens Agterende mod Søuhyret forat kunne være fær- dige til at ro afsted paa mindste Tegn til Fare. Vi vare nu komne Gjenstanden for vor Undersøgelse temmelig nær. Den laa og rullede sagte paa Dynningerne. "Han er jussom en Tønde forud," sagde den Ene. "Han er jussom en Tønde agter," sagde den Anden. "Han er jussom en Tønde paa Midten au," sagde den Tredie. "Han er jussom en Tønde overalt," sagde den Fjerde. Det viste sig ogsaa at være Tilfældet; thi det var 12 Tønder, der laa og flød paa Vandet, den ene efter den anden, og alle fæstede sammen med Touge. Vi fik nok en Baad ud til vor Hjælp, halede op den ene Tønde efter den anden, og da vi havde faaet de 12 op, fandt vi, at der var endnu flere, som laa og flød under Vandet. Vi halede og halede og talte 16, 17, 18, 19, uden at der blev Ende paa dem, tvertimod blev det, der hang igjen, tungere og tungere, efterhaanden som vi fik flere og flere Tønder op i Baadene. Endelig, da vi havde trukket op 21, kom der en Jern- kjetting, og i den et Anker, og dermed var alt bjerget. Det Hele maa have ligget temmelig længe i Søen; thi Alt var som overgroet med Skjel. Ombord fandt vi, at Tønderne vare fyldte med ganske fortrinlig Genever, som smagte os meget godt. Efter Capteinens Formening var det Smuglergods, der var kastet i Søen, fordi Smugleren formodentlig var bleven jaget af et Toldfartøi. Den hele Samling af Tønder havde SIDE: 295 nok været forsynet med et tilstrækkeligt Antal Ankere. Et eller flere af disse vare formodentlig afrevne, hvorpaa det Hele var flydt op igjen. Senere hørte jeg af en gammel Matros, at det ikke var sjeldent, at Smuglerne langs den engelske Kyst kaste Varer overbord paa denne Maade, naar de komme i Knibe. De tage nøiagtigen Mærke af Stedet, hvor Sagerne kastes ud, eller have Bøier paa dem, saa at de let kunne finde dem igjen. Men Genevertønderne fandt vi. Efter 11 Ugers Forløb kastede vi endelig Anker ved Qvebeks Brygge den 9de Juli og gik næste Dag iland med alle vore Pakkenellikker. Mine Sengklæder havde smittet hele Qvebek, saa at Alt her lugter af Gammelost baade ude og inde. Jeg gaar i en stadig Angst for, at man skal faa at vide, hvor- fra Lugten kommer; thi da vilde det gaa mig ilde, derfor maa det blive mellem os. Det var et sørgeligt Syn at se den Forandring, den lange Søreise havde gjort paa Passagererne. De friske, blomstrende, runde Ansigter fra Land, Hadeland og Bærum vare blevne gule, sygelige og skarpe. De glade Aasyn vare blevne mørke og triste. Jeg har en svær Mistanke om, at Mange allerede bittert angre, at de ere dragne hjemmefra. Mit Reisefølge og jeg tog ind i samme Hotel, og vi vare saa heldige efter nogle Dages Forløb at faa Arbeide. Vi skulle begynde imorgen. De øvrige Passagerer reiste for Størstedelen ind i Landet. Blandt dem var der en gammel Valders med tre Sønner, som havde gjort en Bøsse, en Lur og et Par Ski til deres uadskillige Ledsagere. Jeg ser dem idetmindste aldrig uden disse deres Ledsagere paa Nakken. SIDE: 296 Og hermed Farvel for denne Gang. Jeg skriver igjen til Jul eller saa. Hils Alle i Christiania, hvis Døbenavn er - - dog nei, Navnet er for helligt til at nedskrives, og du søde Mamma for lidet taus til at faa det at vide. Vær selv hilset fra din hengivne Søn. Jonas Flink. 2det Brev. Fra Johan Erlandsen til hans Moder. Qvebek den 4de August 1850. Kjære Moder! Jeg har ikke villet skrive dig til, førend jeg havde været paa Arbeide i nogle Dage og seet, hvorledes jeg kunde tage mig ud. Det er nu skeet, og jeg skriver derfor. Da jeg kom ombord, var jeg rigtig ilde tilmode og maatte gaa ned i Køien og lægge mig. Jeg fældte mangen bitter Taare, medens Skibet gik udover Fjorden, og rundt om mig inde i Køierne hørtes heller ikke Latter, men derimod mangt et tungt Hjertesuk. Næste Morgen begyndte det at blæse noget ganske forfærdeligt, og jeg blev saa søsyg, at jeg neppe kunde røre mig. Jeg var i 14 Dage i saadan Tilstand, at det var mig aldeles ligegyldigt, hvad der blev af mig. Om Nogen havde sagt mig, "nu forliser Skibet og gaar tilbunds," havde jeg dertil ikke været istand til at sige et Ord, men jeg havde formodentlig tænkt: "ja saa bliver det forbi med min Søsyge." Jeg og min Familie kom dog Gudskelov vel frem; men det er mig ikke muligt at beskrive, hvad Marthe og Børnene led. Det var vist gaaet galt, hvissom Fredrikke ikke havde været, men hun var mærkværdig til at hjælpe SIDE: 297 os Alle. Det var saa trangt nedenunder Dækket, hvor vi laa, at der ikke var Plads til at komme forbi hverandre, derfor maatte vi ligge i Køierne iblandt al den Mængde søsyge Mennesker. Der var dog kun en Mand, som døde underveis, og det var umuligt at forstaa, at alle de Andre kunde holde saa godt ud. Nu vil jeg fortælle dig en Ting, som jeg ikke har talt om før. Da Jonas Blink havde bestemt sig at reise til Amerika, fik først Fredrikke Lyst til at reise derhen. Hvor hun er, der maa hendes Fader være, og derfor fik han ogsaa Lyst, og hvor de ere, maa min Kone være, saa vilde hun ogsaa til Amerika med Børnene. Jeg maatte jo da følge med. Jeg kunde jo ikke gjøre Andet. Sig mig, kjære Moder, kunde jeg vel Andet? Hvad der gav Fredrikke saadan stor Lyst til at reise derhen, hvor Jonas Blink reiste, har hun ikke sagt mig. Jeg har nu alligevel mine Tanker, men Gud bevare min Mund. Det var vel det Samme, som gjorde, at hun gav ham sine Køiklæder og lod ham faa sin Tørn til at være paa Dækket og i hans Sted forblev i det forpestede Rum. Jeg synes stor Synd i hende, for jeg tror ikke, det fører til nogen Ting. For nogle Dage siden fik vi Arbeide paa en Fabrik her i Qvebek, men det er sørgeligt at se, hvor langt vi staa tilbage for de amerikanske Arbeidere. De arbeide os op ti Gange, fast vi troede om os selv, at vi vare ud- mærket flinke. Lev vel, kjære Moder! Om Gud vil, sees vi nok igjen. Samles vi end ikke før, saa samles vi dog engang med Guds Villie indenfor Himmeriges Port. Din Søn Johan Erlandsen. SIDE: 298 3die Brev. Fra Johan Lagesen Ranum til sine Slægtninge i Norge. Waupen i Wisconsin den 26de August 1850. Kjære Forældre, Sødskende og alle gode Venner; - - - Saa godt som hele Reisen over Havet laa jeg i min Seng sammen med to Andre, og vi vare Alle frygtelig meget søsyge den hele Tid til den 9de Juli, da vi kastede Anker i Qvebek. Der blev jeg Gudskelov frisk; thi naar man kommer iland i Amerika og skal opigjennem Landet, trænger man til at have den fulde Brug af Øine og Øren, af Arme og af Ben og af sit hele Legem. Nu skal jeg da fortælle nøiagtigen, hvorledes det gik mig og min Kone samt vor lille Søn Bernt paa Reisen fra Qvebek herop. Det var svare til Varme paa Damp- baaden og en frygtelig Mængde Mennesker, saa at det var utroligt, at Nogen kunde holde Sligt ud. Efter Veien var det svært dyrt. Vi betalte 4 og 6 ja 8 norske Skilling for en Pot Melk, enten hun var sød eller sur, og ligesaa med alle andre Slags Mad, og dem var glad til, dem fik det Nødtørftige for Penge; thi det var knapt nok, at der var Tid dertil. Men alt som vi kom længere ind i Landet, blev det bedre og bedre. For i Førstningen var der saa mange Folk, at du aldrig skulde have seet sligt, men alt som vi kom længere bort, blev dem færre og færre; thi En bliver tilbage hist, og En bliver tilbage her, dels for- medelst sin Død og dels formedelst eget Ønske. Lykkelig er den, som haver lidet Tøi at flytte; for vi have mange Omskifter, og det gik saa hurtigt, at dem rev og dem sled om hinanden i den store Klynge, som dem var gale, og Flere sled Hilsen af sig paa de store Kister og bleve syge. Dem bør ikke trække store Slibestene og gamle Kjærrehjul med sig langt oppe fra Norges Land til langt ind i Amerikas SIDE: 299 Land, for han Johan Grevsruden blev tilbage paa Veien; han havde forslidt sig paa en stor Slibesten, han absolut vilde have med sig, og han Elling Bygdaasen faldt under en stor Kiste, hvori der var to Kjærrehjul og brækkede af sig Laarbenet, saa han blev liggende paa Veien. Kanske ligger han der endnu, for Alle saa syntes dem at have nok med sig selv. Mange døde underveis af Cholera; thi den Sygen var lei i Chicago. Der er ingen Udvandrere, som har saa mange Kister med sig som de Norske, og det kommer En svært til at angre paa, for desmindre En har, desmindre har En at slide paa med sig, og des lettere reiser En, og Alle saa lo dem af Søskendebørnene til Berthe, Konen min, Sønnerne til Barlien fra Valders, for En bar en gammel Dunderbøsse, den anden bar en Lur, og den Tredie et Par Ski, og dem trak dem paa støt og alt imellem, saa skaut han Ola med Bøssen, og saa blaaste han Knud paa Luren, men han Lars fik ikke Brug for Skierne, for Sneen vilde ikke trives i slig Hede og Solskin, som vi havde. I Milvauke By kom min Kones Skyldfolk med Skyds efter os og kjørte os hjem til Gaarden. Hendes Broder Hans skulde have mig, og hendes Broder Halvor skulde have hende og Ungen, og vi skulde have frit Hus og fri Kost Vinteren over, men hjælpe til, saa godt vi kunde. Og de havde kastet Lod om, hvem af dem som skulde have mig, og hvem skulde have Kjærringen og Ungen. Men jeg likte ikke det Sted og lader mig ikke kaste Lod om paa slig Maade; derfor reiste jeg til Chicago og saa videre ind i Landet og lod Kjærringen og Ungen blive tilbage. Samme Aften jeg ankom til Waupen, hvor jeg nu lei ): slem, ondartet. Skyldfolk ): Slægtninge. SIDE: 300 er, hyrede han Anders Kroken mig bort til en Amerikaner for 5 Dollar om Ugen med Kost og Losi, og jeg begyndte at arbeide Dagen efter. Jeg haver nu arbeidet i 14 Dage og haver det udmærket godt, god Kost, god Seng, snil Husbond og pent Arbeide. Husbond meier Hvede, og jeg binder; det er ikke meget strængere Arbeide end i Norge, men hver Dag sidder jeg ved Herskabsbord og spiser sammen med Husbond og hans Familie. Det liker jeg udmærket godt. Min Spise er daglig Hvedebrød med Smør paa, det er virkelig Sandhed, saa utroligen som det synes, Ægge- pandekage, Fisk, Flesk, Sukkerkage og meget Andet, som jeg umuligen kan sige Navn paa, da jeg ikke ved, hvoraf disse kostelige Retter ere lavede. Og alle disse gode Spiser nyder jeg dagligen ved Herskabsbord, det er udmærket godt. Husbond bor 3/4 norsk Mil fra Waupen, og jeg ser Ingen, jeg kan tale med, uden hver Søndag, da jeg gaar til Byen og taler med Norske, for der, hvor jeg er, er ingen Lands- mænd. Tiden er lang imellem, det kan jeg ikke negte for jeg længes svare efter Norge til enkelte Tider. Gud velsigne Eder Alle, baade Store og Smaa, Saamange som I ere, det bedes dagligen af mig, Eders Søn og Skyldsperson, naar jeg gaar til Hvile om Aftenen efter Dagens Strid og meget Arbeide. Hils han Hjulmageren og sig, at jeg haver bringt hans Brev frem. Jeg maatte gaa 3 norske Mil frem og ligesaa langt tilbage for den Sags Skyld, men jeg havde lovet at bringe det frem, saa maatte jeg gjøre det, fast det gik meget gjennem Myr. Det gjælder at faa Saameget sammen, at En kan faa kjøbt Land; før faar ikke hun Berthe, Kjærringen min, Myr ): Mose. SIDE: 301 Ro paa sig, for det er svare til Regnskab, hun har gjort op med Gutten vor. Hvissom han bliver Konge her i Amerika, bliver ikke hendes Regnskab urigtigt. Hun er rar og sturen af sig. Jeg mener mest, hun længes hjem, fast hun siger nei. Glem ikke at hilse han Johan Petter fra mig og han Hans og Vesle Ola og hende Johanne, og hils dem Alle, som paa Gaarden findes, hils Kuerne og Hestene, vesle Brunen og Blakken, hils Bjørken bag Fjøset og Skov og Mark og Eng og Stok og Sten, ja hils det Vand, som rinder i Bækken, og den Vind, som blæser over Husmands- stuen henne i Hestehagen. Det er gode gamle Venner, jeg glemmer Ingen af dem og længes svare. Gud hjælpe mig. Det ønskes af mig John Ranum. Waupen den 7de September 1850. Formedelst at jeg endnu ikke har faaet Brevet afsendt, vil jeg nøiagtigen fortælle, hvorledes jeg kom fra min Hus- bond, for nu bor jeg i Waupen. En Dag var det frygtelig varmt, Sveden dryppede fra min Pande og fra min Næse ned paa Hveden paa Aageren, som jeg bandt. Der staar skrevet: "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød," tænkte jeg og arbeidede som en truværdig Karl, tyktes mig. Da kom min Husbond til mig og sagde Noget, som jeg ikke forstod, men af hans Stemme og hans Ansigt kunde jeg skjønne, at han var vred, og af hans Miner kunde jeg forstaa, at han syntes, jeg ikke arbeidede fort nok. Det tyktes jeg ilde om og sagde ham det, og at han var en urimelig Mand. Han forstod formodentlig ikke min Tale; thi han blev ikke mildere for det, men tvertimod løftede rar ): underlig. sturen ): stille. vesle ): lille. Blakken ): Hest af blegagtig Farve. Bjørk ): Birk. Fjøs ): Kostald. SIDE: 302 han Armene iveiret, som han vilde slaa mig. Det tyktes jeg ildere om og mente, jeg kunde nok gaa, naar jeg fik mine Monny, som Penge kaldes paa Amerikansk. Da lo han bare og sagde: "Gaa to Hel, develsk Normand!" Hvad dette betyder, forstaar derre formodentlig ikke, da derre ikke kan det amerikanske Sprog, men jeg forstod det og syntes ikke om saadan Tiltale. Saa sagde jeg: "Giv mig mine Penge og lad mig gaa," sagde jeg. Saa sagde han: "Ikke en Skilling," sagde han, og saa brugte han mange grove Ord mod mig og mod alle Nordmænd; saa blev jeg inderlig vred, for det gik mig dybt til Hjerteroden, og saa slog jeg ham og pryglede ham herligt ind for 3 Dollar, som jeg havde tilgode, og saa gik jeg til Waupen, der traf jeg min Kone med vores Barn. Hun likte sig ikke hos sine Slægtninge, og var gaaen fra dem og havde søgt mig op, og nu vil vi drage længere Vest og kjøbe Land. Hun Berthe er saa inderlig sturen og rar, saa Ingen trur det. Hun siger, hun ikke længes tilbage til Norge, siger hun. Inat drømte jeg, at jeg var i Norge. Jeg var en liden Gut og sad oppe i Lien og arbeidede en Søljefløite, men Barken vilde ikke slippe, og jeg græd derfor, men jeg var saa glad og let om Hjertet, som jeg aldrig haver været, siden jeg forlod Norge. Gid I Alle maa leve vel og være tilfredse og ikke tragte efter uvisse gode Frugter, som efter Beskrivelsen skal være gode og søde at spise, men som ofte er svarligen sure og bitre for dem, som æder dem. John Ranum Li ): Fjeldskrent. Søljefløite ): Fløite af en Pilekvist. SIDE: 303 4de Brev. Fra Johanne Hendriksen til hendes Kjæreste Trompeter J. Hansen i Christiania. Chicago den 1ste Decbr. 1850. Inderlig elskede og dyrebare Ven! Min Sjæl sørger for dig, min Elskede, fordi du er langt borte; thi du er i Christiania i Europa, og jeg er i Chicago i Amerika. Ak! i April en Aften tog vi Afsked, og ak! det var den anden Afsked. Den første var, da du drog til Gardermoen ifjor. Da skiltes vi kun nogle Dage fra hinanden, men mit Hjerte var dog beklemt, men nu - ak! Min gode Madmoder, som er en fornem Kjøbmands Kone, spørger: "Hvorfor er du bedrøvet, Jane?" Ak! Hun haver vist aldrig elsket, ellers havde hun ikke spurgt slig. Fra Morgen til Aften og gjennem den hele mørke Nat gjør jeg ikke Andet end læser paa dine Breve ifra dig. Nu ere de Alting for mig, min elskede Ven; din hele Sjæl finder jeg udtrykt derudi. Men Ak! den er langt fra mig, endog den svæver om mig. Den er nærværende paa samme Tid, som den er fraværendes fra mig. I Tusmørke vanker din Aand til min, som sidder i Tusmørke, og din Længsels Aand vanker min imøde over Bjerg og over Dal og over det store vildene Haf og der mødes de, og der give de sig tilkjende for hinanden. Og her i Amerika gaar jeg med Silkehat og Silkeparasol og spiser hver Dag ved Herskabsbord og nyder Steg og Kager og mange kostelige Retter. For her i Amerika, min elskede Trompeter, ere Alle lige fornemme, og jeg haver 1 Dollar om Ugen og Kosten frit. Skriv mig dog til, min Udvalgte. De døde Bogstaver kan dog fortælle mig, om du er frisk og glad. Jeg sidder nu og tænker paa, at du sækert staar paa Post i den blaa Nat og ser op imod Himlens Stjerne, men SIDE: 304 du ser ikke paa dem, men paa mit Billede, som svæver for dit Sinnelag. Send mig Penger. Din evige Elskede Johanne Henriksen. 5te Brev. Fra Samme til Samme. Chicago den 20de December 1850. De maa ikke forundre Dem over, at jeg nu tager Bladet fra Munden, som Ordsproget siger. Jeg vil rentud sige, at det Forhold, som haver været mellem os, for Efter- tiden ophører, og at jeg nu er forlovet her i Amerika med en Mand, som jeg nu haver givet mit Hjerte, og som i næste Uge skal have min Haand. De vil blive frøgtelig bedrøvet, Hansen, men De maa ikke falde til gale Tanker og gjøre Dem selv Noget, for pyt, De kan jo finde en anden elsket Pige, som De kan elske, omendskjønt De ikke kan finde Nogen, som De kan elske saaledes, som De haver elsket mig. De kan ikke forundre Dem derom, Hansen, naar De vil bruge Eftertanke, for pyt, hvad skal det nytte at være forlovet, naar En bor i Amerika og en Anden i Christiania, det gaar ikke for sig. Naar store Lande og Have ligger imellem to Elskendes Hjerter, da slukkes Kjærligheden, førend Hjerterne kommer frem den lange Vei og kunne mødes, omendskjønt de ere antændte af den stærkeste Ild. Des mere jeg tænker derpaa, des sækrere bliver det. Igaarmorges, da jeg gik til Bageren for at hente Brød, lagde jeg Mærke til, at en Mandsperson fulgte efter mig, hvor jeg gik. Det samme havde han gjort Aftenen forud, da jeg traf ham paa Gaden, medens jeg var et Ærinde SIDE: 305 i Byen. Da talede han ikke til mig, men nu talede han til mig, for da jeg af en hændelsesvis kom til at slippe min blaa Silkeparasol, tog han den op og sagde: "Y beg jour Perdon." Men jeg husker nu, at De ikke skjønner Amerikansk. Han sagde: "Jeg beder om Pardon." "Aa pyt!" sagde jeg, "Ikke noget at bede om Pardon for," svarede jeg ham. Han skjønnede formodentlig paa mit Maal, at jeg var fremmed, for han sagde, at jeg nok ikke var en amerikansk Girl, hvilket betyder paa Amerikansk en Pige, som endnu ikke er gift. Jeg svarede, at jeg var en norsk Pige, som endnu ikke var gift. Derover blev han meget glad, og fortalte mig, at han var en Nordmand, og han var kommen med sin Fader til Amerika ganske liden, men at han nu var 30 Aar gammel og eiede en Gaard langt borte i Vest, med mange Heste, Kjør og Svin med Mere, men derimod ingen Kone. Dette syntes han ikke var godt, kunde jeg forstaa, og saa spurgte han, om jeg vilde være hans Kone og sætte hans Hus istand, og saa gav han mig 300 Dollars i Guldpenge, for at gjøre Indkjøb for, og saa skal vi holde Bryllup paa Hjemturen hos den første norske Præst, vi kommer til i Vesten. Aldrig troede jeg, jeg skulde blive Eier af saameget Guld. Min Kjæreste er en meget pen Mand, høi og stor, og bestemt meget stærk, men jeg forstaar ikke Alt, hvad han siger, thi han taler ikke aldeles Norsk. Imorgen reiser vi vestover. Tænk derfor aldrig mere paa mig, Hansen, og vis dig ikke der, hvor jeg er, det nytter til ingen Ting. Jeg ved, at De vil blive frøgtelig fortvivlet, Hansen, men pyt. Det nytter ikke Indsigelser. Nok engang siger jeg Dem: Vis Dem ikke paa min Vei, for min Kjæreste SIDE: 306 er frøgtelig stærk. Lev vel, og al Lykke paa Deres Van- dring ønskes Dem af Deres stedse hengivne. Johanne Henriksen. P. E. S. Mine Foræringer, som jeg har foræret Dem, kan De gjerne beholde, for jeg har Alting nu, Klæder, grove og fine, eftersom jeg vil have dem, Komode, Pilestal, Sengklæder med Dun og Alting i, Syskrin med Guldfin- gerbøl af Mahoni, en udmærked snild Fyr, saa innerlig snil saa. Jeg trænger til Ingen, men kanske der er dem, som trænger til mig. Hvis De vil mig Noget, kan De skrive mig til som en anden Fremmen, Hansen. Jeg kan kanske understøtte Dem. Min Guldring, som De fik af mig, skal De give til min Fader, ellers kan De gaa og briske Dem med den, Hansen. Jeg kjenner Dem nok. 6te Brev. Fra Jonas Blink til hans Moder. Qvebek den 9de Januar 1851. Kjære Moder! I Førstningen, vi vare her, gik det ikke videre godt. Vi kom hjem hver Aften med en Følelse af, at vi igrunden vare nogle Stympere. Kun Fredrikke og de to Børn syntes i den Tid at bevare deres Munterhed og Tilfredshed med Livet, som det var. Fredrikke lo og spøgede den hele Dag. Det var det Mærkeligste. Men hun er ogsaa et fortrinligt lidet Fruentimmer, kvik og glad, pen og net til alle Tider. Hun er en ren Skat for sin Familie, men bliver ogsaa skattet af den. Jeg tror, Enhver af dens Medlemmer gjerne gik i Døden for hende, og jeg tror ikke, hun nogensinde har faaet Afslag paa en Bøn til Nogen af dem. Jeg har briske sig ): bryste sig. SIDE: 307 en stor Mistanke om, at de Blomster, jeg stadigen fandt paa mit Værelse, vare fra hende. Jeg for min Part betragter mig stadig som Lærling og har saaledes ikke havt de samme Skuffelser som de Andre. Dertil kom, at jeg har mine Bøger og mine Erindringer. Naar jeg er træt af Damp og Logarithmer, af Maskiner og Broer og Tal og Formler, sætter jeg mig hen ved Kaminen, slukker Lampen og lader Tankerne flyve hen over Havet imod Østen. En Aften for nogle Maaneder siden gik jeg og spadserede nede ved Kaien. Der traf jeg paa en ung Nordmand, som havde gjort Reisen over til Amerika sammen med mig. Det var nu tredie Gang, jeg traf ham. Første Gang var nogle Dage efter vor Ankomst hertil. Han gik da med Hænderne i Lommerne og en Cigar i Munden og spadserede frem og tilbage nede ved Havnen. Paa mit Spørgsmaal, hvorledes han havde det, svarede han: "Udmærket godt! Her kan jeg gaa og vandre op og ned ad Bryggen og se paa, hosdan dem slider og slæber rundt om mig. Saa faar jeg Bud snart paa 8 Dollars om Ugen og Kosten, snart paa 10 Dollars uden Kosten. Men jeg svarer: nei Tak; jeg trænger ikke til at arbeide, jeg har Penge nok, og saa tar dem Hatten af for mig og gaar. Det er et udmærket godt Land Amerika. Det har jeg ogsaa skrevet hjem." Derpaa satte han Huen helt op i Panden, stak Næsen helt op i Skyerne, Cigaren helt ind i Munden og Næverne helt ned i Lommerne og marscherede opad Gaden med en Mine, som om han vilde opfordre alle Qvebekianere ialmin- delighed og Enhver isærdeleshed til at komme og modtage Afslag paa de bedste Tilbud, som de maatte ville gjøre ham. Anden Gang, jeg traf denne samme Person, var nogle SIDE: 308 Uger derefter. Idet jeg en Aften i Skumringen gik forbi en høi Trappe i en afsidesliggende Gade, saa jeg en stor sort Gjenstand i en siddende Stilling i det Hjørne, som dannedes af Trappen og Husvæggen. Det regnede lidt, og Vandet fra en Tagrende faldt lige midt paa den mørke Gjenstand. Ved at se nøiere efter fandt jeg ikke alene, at det var et Menneske, men et kjendt Menneske. Det var Skomagersvenden, der havde Penge og derfor kunde afslaa alle gode Tilbud. Med nogen Møie fik jeg ham paa Benene. Hvilken Forandring og hvilken Elendighed! Han havde neppe Klæder paa Kroppen; thi nogle elendige Filler, der hang udenpaa ham, kunde kun uegentlig kaldes Klæder. De mavre Knokler stak overalt frem imellem Fillerne. An- sigtet var mat og slapt, Øinene kun halvt aabnede, og som han stod der med skjælvende Knæer og saa vaad, at Vandet i bogstavelig Forstand randt af ham, afgav ham det sørgelige Billede paa den dybeste Elendighed. Han kjendte mig, rystede mat paa Hovedet og sukkede: "Ak! Gud give, det var i Fjerdingen i Christiania jeg laa!" Det viste sig snart, at Manden ikke manglede Andet end Mad og Klæder. Da han til Nødtørft var bleven forsynet dermed, blev der igjen Folk af ham. Hvorledes han var nedsunken i denne usle Forfatning, hvori jeg fandt ham, fortalte han selv saaledes: Da han havde boet i 2 Maaneder hos en snil Mand, der ikke krævede og derfor ikke fik en Skilling paa Husleien, kom endelig Manden og bad noget forlegent og meget be- skedent, om han ikke kunde faa sin Betaling for Værelset. Han fik til Svar, at der nu ikke var en Styver tilbage, men at Alt var medgaaet udenfor Huset. Heraf lo den snille Mand først hjerteligt som af en munter Spas, idet han mente, at en ung Mand, der kunde gaa og spadsere SIDE: 309 og leve godt to hele Maaneder uden at bestille Saameget som at lægge to Stikker ikors, maatte være en Gentleman, der havde store Midler at raade over. Men da den snille Mand mærkede, at det virkelig var Alvor, og at der ikke var en Skilling at faa, ophørte han at være den snille Mand og blev derimod som rasende, bandte og udskjeldte Synderen for den største Døgenicht, han i sit Liv havde truffet paa, og tog ham saa i Nakken og kastede ham uden videre paa Dør. Dog nei, først trak den snille Mand Kjolen af Synderen og tog den og alt hans Habengut i god Forvaring, og saa først tog han ham i Nakken og kastede ham paa Døren. Saaledes endte Pernilles korte Frøkenstand for den stakkels Skomagersvend, der nu stod paa Qvebeks Gader uden Kjole paa Kroppen uden en Skilling i Lommen. Nu var det hans Tid at gjøre Tilbud, men desværre ogsaa hans Tid at faa Afslag; thi Ingen vilde have en kjoleløs Fant i Arbeide. Da jeg traf ham liggende ved Trappen, var han paa Veie til at omkomme af Sult, efterat han havde solgt af sig det ene Klædningsstykke efter det andet. Denne samme Skomagersvend traf jeg altsaa, som bemærket, tredie Gang paa Kaien en Aften, nogle Uger efterat jeg sidst havde seet ham. Han var klædt som Sømand, havde kort blaa Trøie og rød Uldskjorte, saa meget godt ud og fortalte mig, at han havde slaaet sig fra Sylen og Læsten og Spandremmen og alle de øvrige Skomagergreier, var bleven Sømand og for med en Canalbaad. Medens vi stode der og talede sammen, og han blandt Andet gav mig en Skildring af de umaadelige store Tøm- merstokke, der kom inde fra Canada til Qvebek og fra SIDE: 310 Qvebek igjen udførtes til Europa, ankrede to svære Emi- grantskibe paa Havnen. Strax efter strømmede Emigran- terne iland i Mængde. Dette Øieblik havde endel Personer, der stode paa Bryggen, aabenbart afventet; thi de begyndte nu med en ganske utrolig Raphed i Ben og Tunge at fare omkring mellem de stakkels Nykomne, efterhvert som de stege op ad Trappen. Det var saakaldte "runners," der hver havde sit Befordringsselskap at anbefale, og dette gjorde de da visselig ufortrødent; thi de stakkels Emigranter, der vare trætte og udmattede af den lange Søreise, fik neppe Tid til at sætte Foden iland og faa en behagelig Følelse af, at de nu endelig vare komne paa terra firma, førend de havde en Runner eller to i Hælene paa sig, der vare paa Veie til at gjøre de stakkels Fremmede aldeles fortumlede af al deres Snak om Fortrinligheden af deres eget Sel- skab med tilhørende Dampskibe, Jernbaner, Folk og Fæ, Stort og Smaat, og om Elendigheden af de øvrige Sel- skaber med tilhørende Dampskibe, Jernbaner etc. etc. "Heisan," sagde min Ven Exskomagersvenden, da denne Trafik gik paa det bedste, "nu trækker Runnerne Emigranterne paa Læsten, siden saa komme de under Spand- remmen og saa under Syl og Traad og kanske blive de plugget ogsaa." Paa mig gjorde den hele Scene et Indtryk, som om en hel Del graadige Rovfiske vare komne ind i en stor Stim af Torsk. Rovfiskene boltrede sig en Stund mellem de stakkels Torsk og slugte derpaa En hist og En her, og de stakkels Torske lode sig taalmodigen sluge, formodentlig fordi de havde en dunkel Følelse af, at det dog tilsidst var deres Bestemmelse at gaa den Vei, og derfor vare temmelig ligegyldige ved, enten Haien Mr. Smith eller Haien Mr. SIDE: 311 Brown kom til at sluge dem. Tilfældet fik raade, i hvis Bug man kom. Maaske blev man derved bedst anbragt. En af de stakkels Nyankomne blev dog aldeles baade slugt og fordøiet; thi han kom hen til os og viste os en Billet, han havde kjøbt for 3 Dollars, eller omtrent halv Pris, for Befordring til Chicago, men Billeten gjaldt for forrige Aar og var for længe siden bleven ubrugelig. Medens vi beklagede den stakkels Stymper, blev der pludselig en frygtelig Skrigen rundt om mig. I det Samme fik jeg et stærkt Stød paa den ene Side, saa at jeg blev kastet overende i Gaden temmelig voldsomt. Et mørkt Legeme trampede i det Samme med rasende Hur- tighed forbi mig, og en tung Gjenstand faldt ovenpaa mig. Det var alt gjort i et Nu. Jeg stod strax uskadt op og fik Rede paa Sagen. Det var en gal Tyr, som, uden at vi havde bemærket den, var kommen ansættende nedover Gaden i lynende Fart og bag os. De Omkringstaaende skrege til os for at advare os, men jeg begrep ikke Meningen med Skri- gene, og det rasende Dyrs Horn berørte næsten allerede mine Ribben, da en Sømand, der stod et Stykke fra, sprang lige foran Tyrens Horn, stødte med al sin Magt til mig, saa at jeg faldt overende og blev reddet. Sø- manden selv blev derimod rammet og kastet ovenpaa mig. Da jeg takkede ham og beklagede, at jeg var Aarsag til hans Ulykke, svarede han med et Udtryk i sit Ansigt, der var en besynderlig Blanding af legemlig Smerte og en munter Sindsstemning: "Aa, Nonsens, det gaar strax over. Den fordømte Tyr var hurtigere paa Foden, end jeg tænkte. Riggen blev lidt skamfilet, og Skroget fik et Stød, men der bliver intet Havari af denne Gang, Sir." Han pegede paa sine iturevne Benklæder og paa sit SIDE: 312 ene Ben, der var ganske blaat og ophovnet af Stødet, forsøgte at reise sig og gaa, men maatte sætte sig igjen. Endelig lod han sig bære hjem til mig. Det var en særdeles velvoxen, smuk ung Mand, hvis Tale og Dragt paa det Tydeligste tilkjendegav, at han var Sømand. Han havde blaa Øine og aldeles lyst Haar og Skjæg, saa at man strax ved første Blik paa ham fik et Indtryk af, at han var en Nordbo. Hans blaa Trøie var af udmærket fint Klæde, hans brogede Silkehalstørklæde var ganske nyt, hans Skjorte, der var særdeles fin og ren, stod aaben i Brystet og viste, at han indenfor den havde en høirød Uldskjorte. Han var kjæk og freidig i sit Væsen og syntes at være af det Slags Mænd, der maatte kunne gjøre en ganske uhyre Lykke hos Fruentimmerne. Men deri tog jeg feil, som du nu snart skal faa at høre. Da jeg kom hjem med min Patient, traf jeg just Fredrikke paa Trappen og fortalte hende det Passerede. Det gjorde et saa stærkt Indtryk paa hende, at hun blev ganske bleg. Det var dog kun et Øiebliks Svaghed og kom formodentlig deraf, at hun antog, at min Rednings- mand, som jeg førte med mig, var Døden nær; thi da jeg fortalte hende, at Skaden ikke var stor, kom Farven tilbage igjen paa hendes Kinder, og hun tog sig med me- gen Raskhed og Liv ad den Syge. Ja, hun forsikrede med Bestemthed, at han ikke fik Lov at komme ud af Huset, førend han var aldeles frisk igjen. "Her fører jeg Com- mando. De bliver her og dermed Basta," sagde hun. Idet hun derpaa gav sig til at gjøre de fornødne Tilstelninger for den Syge, fik hendes Ansigt et Udtryk, som jeg næsten kan kalde begeistret. Hendes Kinder blus- sede, hendes Øine tindrede, og hun gjorde sin Gjerning med et Liv og en Lyst, som viste, at hun følte sig meget SIDE: 313 glad ved at kunne vise den stakkels Syge al mulig Omhu. Manden blev da paa mit Værelse i 14 Dage, blev pleiet og passet af Fredrikke med saadan Omhu, som om han var hendes Broder, eller maaske snarere, som om hun var hans Moder. Efter denne Tids Forløb var han saa frisk, at han svor paa, at han aldrig i sit Liv havde været friskere og aldrig kunde blive friskere, hvorfor han tog fra os, men kom senere idelig og besøgte os om Aftenen. Medens Sømanden boede paa mit Værelse, lærte jeg ham temmelig nøie at kjende, skjønt jeg ikke var meget hjemme i den Tid, men han var en aaben, ærlig Sjæl, som det ikke var vanskeligt at komme tilbunds i. Hans Livs Historie var kort, simpel og desværre vist- nok ikke usædvanlig for amerikanske Matroser. Han var født i Throndhjem, var som en 10 Aars gammel Skibsdreng kommen til Newyork, hvor han af en norsk Matros, der holdt et Værtshus i en afsides Gade, blev forlokket til at rømme. Siden havde han kaldt sig Jack Driver - hvad hans rette Navn var, vilde han ikke sige - levet i Amerike og ernæret sig som Sømand. Sit Modersmaal havde han næsten ganske forglemt; han kunde kun sige enkelte norske Ord, men forstod dog temme- lig godt Norsk. Fortiden var han uden Hyre, eiede ikke Andet end sin Skibskiste, endel Klæder og nogle faa kon- tante Penge. Han havde ingen Venner, ingen Slægt- ninge, intet fast Hjem, men en god Helbred og godt Mod. Derfor saa han trøstig Fremtiden imøde og tænkte aldrig paa at reise tilbage til Norge igjen, skjønt han der havde en Moder og en liden Søster - som han udtrykte sig, uagtet hun var et Aar ældre end ham - og ofte med stor Interesse dvælede ved Erindringen om disse sine Slægtninge. SIDE: 314 Som Bevis paa, hvor mange norske Matroser der for fra Amerika, fortalte han blandt Andet følgende lille Historie: For to Aar siden for han med et stort Skib mellem China og Californien med Passagerer fra førstnævnte Land. En Dag kom Skibet under den chinesiske Kyst paa Reisen til China i fuldkommen Vindstille. Ikke den svageste Pust krusede Vandets Overflade, og Fartøiet laa derved saa stille, som om det var sat paa Land. Den ene Kystbaad efter den anden saaes at stikke ud fra Landet, og inden lang Tid var forløben, havde der samlet sig en hel Del Kystfartøier rundt om det amerikanske Skib. Det var desværre tydelig nok, hvad Slags Folk det var, som bemandede Baadene, og hvad de vilde. Capteinen ombord i Barken var hellerikke et Øieblik i Tvivl derom, men uddelte Vaaben og Ammunition til sit Mandskab, idet han underrettede Folkene om, at de Baade, som samlede sig om dem, vare chinesiske Sørøvere, der vilde styrte over dem som Rovfugle over et Aadsel, naar de havde samlet sig i saa stort Antal, at de troede at kunne gjøre det uden videre Fare. Han gjorde Mandskabet op- mærksomt paa, at det ikke var at tænke paa at komme der- fra med Livet, hvis deres Skib blev taget, og opfordrede derfor enhver Mand ombord til at sværge paa, at han vilde forsvare sig til det Yderste og kjæmpe for sit og sine Kammeraters Liv, saalænge der flød en Draabe varmt Blod i hans Aarer. "Vi svor, som Capteinen forlangte", fortalte min gode Throndhjemmer, "og raabte Hurra ni Gange, og hver Mand ombord var saa hidsig paa at slaa for sit og sine Kammeraters Liv, at vi neppe kunde vente med at fyre, til Røverne vare komne indenfor Skudvidde. De kom SIDE: 315 imidlertid nærmere og nærmere og bleve flere og flere. Tilsidst sagde Capteinen: "Der er liden Udsigt til, at vi Alle skulle kunne klare os denne Gang; derfor er det bedst, at hver Mand opgiver sit rette Navn og Fødested og den af sine Slægtninge, han vil give Underretning om, hvor- ledes han har endt sit Liv." Vi saa os om til alle Kanter efter en liden Bris; thi fik vi kun lidt Vind, vilde vi altid kunnne klare os for de fordømte, langpiskede, gule, skjævøiede Mordere rundt om os; men overalt, saa langt vort Øie naaede, var Himmel og Hav saa blank og glat som Glas. Vi bestemte os Alle til at opgive vort rette Navn, Fødested med videre, som Capteinen havde sagt, for at, om Skibet skulde blive reddet med En eller Flere af Mandskabet, det da kunde vides, hvem de Døde egent- lig vare. Det viste sig, at af de 18 Mand ombord vare 8 Nordmænd, 3 Svensker, 1 Dansk, 2 Hollændere, 4 En- gelskmænd, og kun Capteinen selv indfødt Amerikaner. Vi slap dog Alle vel fra Røverpakket; thi da de just vare ifærd med at styrte over os og allerede vare komne os saa nær, at de havde faaet 10 - 12 Mand saarede eller dræbte paa Dækket hos os, fik vi en frisk Bris og kom fra dem. Vi kastede dem, de havde efterladt ombord hos os, uden- bords efter deres bortløbne Kammerater." Iforgaars kom Jack Driver til mig med et meget høitideligt Ansigt og i sin bedste Stads. Han fortalte mig, at han nu agtede at tage Hyre, men at han, forinden han gjorde dette, gjerne vilde have ordnet en Sag, som i nogen Tid havde ligget ham svært paa Hjertet. Siden han kom til Amerika havde han ikke talt med et eneste skikkeligt Fruentimmer, førend han traf mine to Medrei- sende. Han havde aldrig før tænkt paa at gifte sig, men SIDE: 316 nu havde han sat sit Hjerte til Fredrikke og vilde, at jeg skulde tale hans Sag hos Pigen og faa hendes Ja. Dette fandt jeg var ganske i sin Orden. Hun var en frisk og brav ung Pige, som nok kunde ødelægge bedre befæstede Hjerter end den stakkels Jacks. Han var en prægtig, smuk ung Fyr, som det ikke var saa let at finde Magen til. Fredrikke havde øiensynligen lagt sin Elsk paa Jack, syntes jeg, og nu erklærede Jack, at han havde lagt sin Elsk paa Fredrikke. Partiet var derfor let at bringe istand, antog jeg. Du kan derfor tænke dig min Forun- dring, at Pigen istedetfor, som jeg havde ventet, at rødme, smile og løbe sin Vei, efter at have hørt mit Andragende, satte sig ned paa en Stol, skjulte Ansigtet i sine Hænder og gav sig til at græde og hulke. "Er De gal? Hvorledes er det De tager paa Vei, Fredrikke?" spurgte jeg, aldeles ikke belavet paa den Maade at modtage et Frieri paa. Fredrikke tog Hænderne fra Ansigtet, saa paa mig med et sørgmodigt Udtryk og svarede næsten vred: "Ja, det er nok muligt, at jeg er gal eller paa Veie til at blive det; men De kan sige Matrosen, at jeg aldeles ikke tænker paa at gifte mig hverken med ham eller med nogen Anden, og at jeg er saa inderlig bedrøvet over, at han har taget det op i den Mening, hvad jeg har gjort for ham, medens jeg kun tænkte paa almindelig Christenpligt." Derpaa satte hun sig ned igjen, begyndte paanyt at græde, og da jeg søgte at berolige hende, sagde hun hul- kende, og som om hun blev pint af den dybeste Hjerte- sorg: "Jeg havde ikke ventet af Dem, Hr. Blink, at De vilde komme med Sligt til mig. Det er stor Skam af Dem, Hr. Blink! - Jeg vil ikke gifte mig, - aldeles SIDE: 317 ikke, - ikke med nogetsomhelst - Mandfolk - i hele Verden. Det er stor Skam - af Dem - stor Skam." Ordene bleve fremstødte stumpevis under den heftigste og bitreste Hulken, som mine Fremstillinger til Bedste for min Mandatarius kun syntes at forøge. Tilsidst kunde hun formodentlig ikke holde det ud længere; thi hun reiste sig pludselig og ilede ud af Værelset. Her var altsaa ikke Andet at gjøre end at bringe min gode Throndhjemmer en kort Besked om, at denne min første Mission i Amors Tjeneste var totalt mislykket. Manden var langt rimeligere end Pigen. Han syn- tes noksaa taalmodig at modtage sin Kurv, sagde Farvel til mig og bad mig hilse de Øvrige. Det er, hvad jeg har at berette om Jack Driver. Senere har jeg ikke seet ham og faar ham formodentlig hellerikke mere at se i denne Verden. Det Mærkeligste ved det Hele er dog, at Pigen siden den Tid er meget kort og but i sin Opførsel og sine Svar til mig. Vi havde halvt om halvt aftalt at reise sammen til Newyork om en Maaneds Tid, men mine Reisefæller syntes nu pludselig at have forandret sin Beslutning i saa Henseende og at ville forblive her. Det er paalidelige brave, dygtige Folk at arbeide sammen med i et fremmed Land, men Herre Gud, jeg kan godt leve uden dem. Mit næste Brev faar du formodentlig fra Newyork. 7de Brev. Fra John Lagesen Ranum til hans Forældre. Ranumfarm, Iowa den 21de Mai 1852. Kjære Forældre, Sødskende og alle gode Venner! Nu er det over 1 1/2 Aar siden jeg skrev, og nu vil jeg nøiagtigen fortælle, hvorledes det er gaaet mig selv SIDE: 318 den Tid. Jeg ved, at I længes meget efter at høre fra mig. I Waupen bleve vi en kort Tid, derpaa droge vi vestover og fik Arbeide saa her saa der langs efter Veien, eftersom det kunde falde sig, og tjente gode Penge. Paa den Maade blev Reisen letvindt, og vi tjente Penge paa den. Vi toge igjennem Wisconsin, gjennem Dodydsville og andre Byer, gjennem Prairie du Chien og kom saa til den største Flod paa denne Jord, kaldet Missisippi. Den satte vi over og kom saa ind i Iowa. Saa droge vi bestandig vestover, reiste gjennem flere Byer, eftersom dem sagde, men Byerne vare nok smaa, for jeg saa dem ikke, men vel et halvfærdigt Hus dan og van. Saa kom vi til det ubebyggede Land, og der blev jeg ved en Elv, som jeg kaldte Dokka efter Dokka hjemme i Bygden. Om den kanske har andet Navn i Historien, ved jeg ikke. Saa reiste jeg da omkring og besaa Landet rundten om, mens Berte og vesle Barnet bleve tilbage ved Dokka med alt vort Stel, som var 2 Oxer, 4 Kuer, 1 Hest, 4 Smaa- grise foruden Gaardsredskaber og Klæder og amerikanske Melkekjørler af Tin og en Smørkjærne af Tin. De ere udmærkede. Men Stole og Borde og Seng tog jeg ikke med. Det var bare Bestyr at trække Sligt, En kan ar- beide selv, saa lang Vei. Landet var usetlet rundten om, og jeg kunde vælge, hvor jeg vilde, saa slog jeg meg ned ved Dokka, claimed 300 Akres, og saa begyndte vi at samle For til Hesten og Kreaturerne. Det var let, for der var svært med Græs rundt om, saa meget En vilde have. Saa fældte jeg Tømmer i Skoven og kjørte fram, og saa byggede vi sam- men en Skarvehytte for Vinteren. Saa blev det Vinter, letvindt ): bekvem. dan og van ): her og der. Kjørel ): Kar. Skar- vehytte ): ussel Hytte. SIDE: 319 og 5 Uger efter Mikkelsmesse blev jeg syg, og da vi ikke havde avlet Noget til Bjergning og Levemaade for Vin- teren, saa blev det svare til Vinter. For skjønt jeg nok saa, at der kunde blive god Levemaade af den Mark, var det liden Trøst, formedelst at jeg endnu ikke havde avlet til Redning. Jeg var syg til indpaa Jul. Det var frygteligt, for der var ikke Folk paa mange Mil nær at se eller spørge, men hun Berthe hun stelte og passede om mig, som jeg kunde være et Barn. En god og snil Kone er en Guds Gave for en Mand, enten han er syg eller frisk, men er han syg, saa skjønner han først rigtig inderlig vel paa det. Efter Jul tog jeg til at friskne lidt, og saa krøb jeg ud af Sengen, og saa blev jeg ganske frisk. Om en Stund derpaa skulde Berthe i Barselseng, og jeg var bange for hende, for hun havde det tungt og leit. Men det gik udmærket godt og vel, og den gode Gud være Tak og Pris derfor; thi havde jeg mistet hende eller hun mig, hvad skulde der da blevet af den Gjenlevende i den Krog, vi vare komne hen i. Aldrig saa snart var hun frisk, saa tog vesle Bernt til at blive klein, og han bliver klei- nere hver Dag, og jeg tror mest, han slukner snart. Svare til Sorg vil det blive for mig, men for Mor hans vil det blive værre, for alt hvad hun slider, og alt hvad hun træller, det gjør hun for vesle Bernt, siger hun, og for at han skal blive en stor grusk Mand. Gud styrke og bevare os Alle og skaane os for hovmodige Tanker, men hun holder svare til Bestyr med Gutten og har svare til Tanker om, hvad han skal blive til. Tiden blev meget lang, for der var ikke Folk at se, vesle ): litle. grusk ): mægtig. SIDE: 320 men ud paa Vaaren kom han Tobias Bratland med Fa- milie hertil paa Slæde. Da bleve vi Alle meget glade, og han drog længere sydpaa, og der traf han en forladt Log-Hytte, og da Landet var usetlet der, claimede han 400 Akres og tog ind i Hytten. Det skulde han ikke have gjort. For nogen Tid efter kom der en Amerikaner og sagde, at Hytten var hans, og at han vilde have 100 Dollars for den, men Tobias sagde: "Jeg giver dig Fan- den og ingen Penge. Tag din Hytte med dig og gaa din Vei," og Amerikaneren sagde: "Du er flyttet ind i min Hytte, og du skal betale den, fast jeg har forladt den og Landet rundten om." Tobias tog da alt Sit ud af Hytten og flyttede ud paa Marken og lod Hytten staa tom, men Amerikaneren sagde, at han skulde betale 100 Dollars, og at han kom igjen om 3 Uger for at hente Pengene, og hvissom han ikke fik dem, skulde han angre det. Konen til Tobias tag og bad saa inderlig, at han skulde betale Manden Pen- gerne; men Tobias var stiv og vilde ikke betale en Skilling. Konen var ræd, tag og bad. Men Tobias vilde ikke be- tale. Tre Uger derefter laa Tobias død paa Marken. Han havde faaet en Kugle tvært igjennem sit Hoved og var saa død, som det var muligt at blive. Konen tog sine faderløse, uskyldige Smaa med sig og drog igjen mod Øst. Ingen kjender Amerikaneren. Nu vil jeg nøiagtigen fortælle, hvorledes her er. Far- mingslandet er overalt godt, Plougland, Slaat, Skov og Vand i Overflødighed; men Skoven er vanskelig at cleare. Jeg gaar til Knæerne i Græs, som jeg pløier ned, for jeg vil saa Hvede, og Madjorden er meget dyb, og sandblandet tag ): Impf. af tigge. Slaat ): Eng. SIDE: 321 sort Muld paa Leire i Dybden. Det er ingen Tvivlsmaal om tilstrækkelig Levemaade, naar jeg bare faar Tid til Rydning, men jeg er jo ganske alene, maa vide. Berthe har begge Ungerne at stelle for, hun Stakkeren, og kan ikke komme ud af Huset, og fast jeg arbeider mest baade Dag og Nat, saa har jeg bare to Hænder og en Mands Kræfter. Ingen i Norge ved, hvad det vil sige at arbeide sig rigtig træt. Der kræker Arbeidsfolk, men her faar En lære at skynde sig og lidt af hvert. Fire Hænder her i denne Tid vilde være en Skat, som ikke kunde betales dyrt nok. Dog det nytter ikke at tale om. Naar som Gud vil velsigne Arbeidet, gaar det vel godt. Det hjælper ikke, hvad Mennesket planter, giver ikke han Trivelse og Væxt. For- øvrigt vil jeg paa egne og min Kones Vegne sige saa stort Ord som det: at Ingen bør længes efter ubekjendte Frugter. De kunne være gode og lystige at høre tale om, men ere ofte sure og bedske for dem, som bide deri. Bliver derfor i Norge Enhver, som kan, længes ikke efter det ubekjendte Amerika. Jeg er ikke lærd i Talesætninger, saa det kommer ikke rigtig fram, hvad jeg vilde sige; men jeg haaber, De forstaar Meningen. Bliv hjemme hvem som kan, det er min Hjertens Mening. Og dermed lever Alle vel, saa Mange som I ere, Store og Smaa. Naar dette Brev kommer, sidder Gauken kanske oppe i Rognetræet i Hestehagen og galer, som den pleier ved Midsommerstid. Gauken galer saa inderlig vakkert oppe i Land. Ingensteds galer han som der i Land. Gud trøste og bevare Alle, det ønskes af Eders Søn og Skyldsperson John E. Ranum. Leire ): Ler. kræke ): krybe. Gauk ): Gjøg. Rogn ): Røn. SIDE: 322 Efterskrift. Berthe bliver hver Dag mere og mere sturen af sig. Det volder vel, at den vesle Bernt bliver jussom kleinere og kleinere. Jeg spørger hende støt, om hun længes hjem, men hun siger: "Nei kors, slettes ikke." 8de Brev. Fra Arbeidsmand Helge Iversen til Captein Klinge. Til Eder høifornemme Kaftein i Norge fra mig lave Arbeider i Amerika. Formedelst mit Løfte vil jeg beskrive følgende Omstæn- digheder: No. 1. Om Reisen. Som Vært af mit Lokale ombord i Skibet Haabet, kaldet Køien, blev jeg i samme af Smed Jens Jensen med Smigrerier buden en Dram. Desformedelst indkommen til mig mellem fire Vægge uden Vidner, blev jeg af ham overfaldt med Hug og Slag, som mig ikke syntes at være fortjent eller behageligt, fast jeg fik Brændevin dertil. Ved min lovlige Klage til Kaf- teinen, formedelst mine mange Juling, lyder Dommen, at Jens Jensen skal have sin Køie, som var min, og jeg kan gaa Fa'en ivold, hvortil jeg hverken haver Hengivenhed eller er istand paa et Skib midt paa det vilde Hav om- tumlet at Storm og svære Bølger. No. 2. Om Tjenesten. Ved min Middagsspisning i Wisconsin hos min Husbon, Smukart, som er en Ame- rikaner, den 21de September 1851, paa Grund af at jeg talede til ham og sagde, at jeg kan langt fra umuligens Ting være hos dig, Smukart, jeg har ikke Tid til Reprasion paa mine Klæder og til Vask formedelst dit Arbeides Tyngsel Juling ): Bank. SIDE: 323 og dine bestandige Befalinger fra den tidlige Maaren til den sildige Aften, baade med Markens Arbeide ude paa Marken og med Gaardens Arbeide hjemme paa Gaarden, svared han paa Amerikansk: "Vafornot," og han overfaller mig, og han prygler mig, og saaledes ønsker jeg naturligvis at fjerne mig fra ham, og jeg forlanger maanlig Løn og Afsked. Han skjælder mig ud paa Amerikansk for en danned Nordman, og han prygler mig ynkligen og siger: nu haver jeg faaet maanlig Løn, og beder mig gaa til Helvede, hvilket ikke er meget gallant sagt, allerhelst det er et fremmed Land, hvor en hverken er kjendt eller har Skyldfolk, men bør behandles som Gjest. No. 3. Om Opholdet. Som eiendomskjær af mit eget Liv, reiste jeg naturligvis strax fra Amerikaneren, Smukart, med 20 Dollarer i Lommen, som var min Løn til den Dag Tullumuten kom paa. Thi Et er, hvorvidt en Husbon kan komme ind til en Mand med Kaldning og Prygling, og et Andet, om en saadan Person har Lov at slaa sig paa Enhver, som kan bevises af Folk, som haver tjent ham og følt hans Grovheder og idelige Haandhævelser og haarde Slag. Her er Spørgsmaal, hvad den amerikanske Frihed tilsiger? Paa Siden af Arbeidets Haardhed maa dog Levemaaden komme i Betragtelse, som er udmærket god med Kjød og Flesk og Æggekager og Vedebrø og Æg og Kage ved Herskabsbord hver Dag, ligesaa maa hensees til Lønnen, som er udmærket god i Penger. No.4. Nu kan De se ganske tydeligt, hvorledes Folk lever paa Amerika. Med hjertelig Helsning til alle gode Venner i mit Fødeland skriver jeg mig. Dogsville i Wisconsin i Amerika den 9de Marts 1852. Arbeidsmand Helge Iversen. SIDE: 324 9de Brev. New-York den 21de Novbr. 1851. Kjære Moder! Fjorten Dage efter Afsendelsen af mit sidste Brev reiste vi ifølge vor første Bestemmelse til New-York, hvor vi først toge ind i et Boarding House og derpaa leiede et privat Logis. Det vil da sige, Amund Monsen leiede en pen liden Bekvemmelighed, hvor jeg igjen af ham leiede et Værelse. Familien havde i Qvebek opsparet omtrent 150 Dollars, som jeg, saa nødig jeg vilde, maatte tage under min Forvaring og anbringe paa bedste Maade. Nogle Dage efter vare vi igjen alle i fuld Beskjæfti- gelse. Mine Venner paa en Fabrik og jeg paa et Maskin- værksted. Nu er jeg midt imellem Yankeerne og har tilegnet mig Sproget saa vidt, at jeg kan være med og snakke om hvad det skal være. Af herværende Nordmænd har jeg gjort Bekjendtskab med en ung Mand af god Familie. Han er Student, har et godt Hoved og et godt Hjerte, men havde, medens han opholdt sig hos sin Familie i Norge, de mest storartede Ideer om sig selv og sin egen Dygtighed til at bane sig en Vei igjennem Verden. Han lo kun haant af sine Slægt- ningers Formaninger om at bestille Noget og faa en Em- bedsexamen. Hele Verden stod ham aaben, mente han, uden at han behøvede at trælle for sin Føde som et Lastdyr. Der var altid Tid til at arbeide, mente han. Medens man var ung, var det Tid til at nyde. Denne sin Mening fulgte han saa godt i flere Aar, at der efter denne Tids Forløb ikke var Mere at nyde for ham, syntes han. Nu kom da Tiden til Arbeide, men alt Arbeide var ham nu SIDE: 325 en Pine. Efter flere Gjenvordigheder fik endelig hans Familie ham vel over til New-York. Her fik han ogsaa virkelig efter kort Tids Forløb en ganske god Ansættelse paa et Handelscontor, men da hans Principal en Dag, efterat han 3 Gange havde været borte fra Contoret, lod ham betyde, at man ikke kunde bruge ham, hvis han ikke for Fremtiden var mere paapasselig, erklærede den modige unge Mand, for hvem hele Verden stod aaben, at det var ham en Glæde at høre dette; thi han agtede for Fremtiden at blive aldeles borte, da det ikke faldt i hans, en norsk Students, Smag at sidde krum ved en Pult sit halve Liv og trælle for at gjøre en amerikansk Kjøbmand rig. Dermed satte han sin Hat paa sig, gik uden engang at vente saa længe som behøvedes til at udbetale ham en liden Rest paa hans Løn, som han havde tilgode. Nu begyndte den gode Student, hvem hele Verden stod aaben, atter at søge en Post, men denne Gang var han mindre heldig og saa sig endelig nødt til at tage Tje- neste som Opvarter i et Hotel. Her var han kun nogle faa Uger; thi da en Slaveeier fra Syden en Aften i en just ikke bedende eller venlig Tone befalede den modige Student at trække Støvlerne af ham, og da han havde gjort det, til Tak fik en tydelig Underretning om, at han bar sig ad som en stor Klodrian, blev Studenten, hvem hele Verden stod aaben, vred og slog Slaveeieren med Støvlen for Panden, saa det ordentlig sang og klang i Hovedet. Dette var Noget, der aldrig før var hændet denne gode Mand. Han gjorde derfor et frygteligt Spektakel, der endte med, at den freidige Student, hvem hele Verden stod aaben, blev sendt ud af Hotellet paa en hurtig og mindre sirlig Maade, idet Verten forsikrede, at han aldeles SIDE: 326 ikke var tjent med at have Tjenere, der bankede hans Gjæster med deres egne Støvler i Hovedet. Inden Studenten igjen fik en Ansættelse, begyndte han at indse, at hele Verden dog nok ikke stod ham saa aaben, som han havde troet; thi efterat han havde forsøgt sig som Timelærer i alle mulige Videnskaber, som Medar- beider for et Blad, som Mester for en fast Skole, fandt han, at Kudskebukken paa en Omnibus var den eneste Plads i Verden, der stod aaben for ham, og der satte han sig da. I denne Stilling var han temmelig længe, næsten i 7 Maaneder. Men en Aften ytrede han i en aldeles ikke beskeden Tone til sin og Omnibussens Herre og Mester, at denne var en stor Ignorant, hvortil Mesteren replicerede i en aldeles ikke indsmigrende eller venlig Tone, at Kudsken var en indbildsk Slyngel, som gjorde bedst i at reise Pokker i Vold strax med det Samme uden et eneste Øiebliks Op- sættelse. Herre og Kudsk skiltes derfor ad. Nu er den brave Student ledig og er i stor Tvivl, enten han skal melde sig til en ledig Professorpost i Philosophi, til en Correcturpost ved et Dagblad eller i en Post som Kok ombord i en Canalbaad. Hans Mod er endnu ikke knækket; han taler tvertimod mere end nogensinde om, at hele Verden staar ham aaben, og at han kan flyve hen, hvor han vil. - Det var en prægtig Ide, du havde i dit sidste Brev at spørge mig om, hvorledes de norske Bønder har det i Amerika, og ved samme Leilighed at tilstille mig en ganske smuk Sum Penge; thi af disse dine to Ideer fødtes hos mig den Beslutning at besøge mine jorddyrkende Landsmænd i the far west, som det heder her. For en løs og ledig Person udfordres ikke mange SIDE: 327 Foranstaltninger, inden han er færdig med sine Reisetilbe- redelser, om ogsaa Reisen er saa lang, som min nu var, nemlig nogle tusinde engelske miles. Da jeg gjerne vilde have Selskab, inviterede jeg min Landsmand, Studenten, til at gjøre mig Følge. Han blev meget glad over dette Tilbud, og to Dage efter reiste vi med Jernbane fra New- York til Buffalo, og derfra toge vi med en Dampbaad over Eriesøen til Detroit i Michigan. Tidlig om Morgenen den 3die Juni toge vi fra Buf- falo i det deiligste Veir og i en stor prægtig Dampbaad. Vi vare snart saa langt ude paa Vandets speilblanke Flade, at vi ikke saa langt paa nogen af Siderne. Blandt Passagererne var en gammel Kone, der lagde aldeles Beslag paa mig og min Reisefælle. Hun var saare snaksom og gav os en fuldstændig og udtømmende Beretning om sine Kjør og Svin, sine Kalkuner og Ænder - sine Sønner og Døtre, Piger og Drenge, at vi efter en forholdsvis meget kort Tid vare fuldkommen inde i hendes hele Families Historie, de Dødsfald, der havde fundet Sted i Familien, hvoriblandt en sort Hest syntes at have været det sørgeligste, og hendes første Mand det, som derefter havde gjort det stærkeste Indtryk paa hende, de Fødsler, som vare foregaaede - hvoriblandt at en So en Gang havde faaet 13 Unger. Henimod Middagstid bemærkede jeg, at der lige i vort Kjølvand var en Dampbaad kun et Par hundrede Alen bag os. Den nærmede sig lidt efter lidt, saa at det var klart, at det var en Baad, der havde indhentet os, og ikke en, som vi havde passeret. Vor Captein havde forladt sin Plads og var gaaen ind i Salonen. Han havde blandet sig imellem Passa- gererne og lod, som om Intet var paafærde; men hans SIDE: 328 Ansigts Bleghed og hans Bliks idelige Speiden bagud paa det fremmede Skib viste, at han aldeles ikke i sit Indre var saa rolig, som han gav sig Udseende af at være. Da Konen, med hvem jeg og min Ven, Studenten, som jeg vil kalde Baufeldt, havde talt saa længe, fik Øie paa Dampbaaden efter os, sagde hun ganske forskrækket: "Se saa, nu skal der vel blive Kapseiling af, men det ville vi ikke taale, vi ville ikke gaa tilveirs. Ingen Kap- seiling. Intet Nonsens." Derpaa gik hun hen til Capteinen, tog ham i Armen og sagde: "Ingen Kapseilen, Captein, ingen Gaaen til- veirs, Captein, ingen Nonsens, Captein." Capteinen svarede ikke, men saa alvorlig bagover hen paa det fremmede Skib. Dette kom imidlertid nær- mere og nærmere og løb endelig op paa Siden af os, ikke ti Alen fra os. Passagererne paa begge Skibe vare nu blevne op- mærksomme og stode og saa over paa hinanden. Captei- nen og Styrmanden paa det fremmede Skib stode paa deres Post med kjække, udfordrende Miner, medens Capteinen paa vort Skib gik bleg og forsagt omkring mellem sine Pas- sagerer og kastede stjaalne Blik over paa sin Modstander. Manden ved Roret paa vort Skib stirrede ret forud, som om der ikke existerede Andet end tomt Rum til Høire og Venstre af ham, men hans forcerede Ligegyldighed røbede ham. Nu begyndte Bougen paa det fremmede Skib at komme foran vort, og derpaa skrege Passagererne paa det feirende Skib Hurra og svingede med Hatten. Vor Captein tørrede Sveden af sin Pande og var ganske bleg. Hans Passagerer stode tause og ærgerlige rundt om ham, saa paa ham med Ansigter, der tydelig SIDE: 329 afprægede de Følelser, der raade i Menneskets Indre, naar det bliver beseiret i Smaat eller Stort. Det var saa stille, at vi kunde tælle Slagene af Skov- lerne paa begge Skibe mod Vandet. Pludselig raabte en Stemme fra det fremmede Skib over til os: "Skal vi hilse i Detroit og sige, at hvis Dødseileren ikke kommer imorgen, kommer den iovermorgen?" Denne Forhaanelse over Skibet fra sin Concurents Læber hørte vor Captein saa tydeligt, som om den var skreget lige ind i hans Øre; han tog et Glas Vand, der stod paa Bordet, løftede det med skjælvende Haand mod sine Læber, men satte det fra sig igjen uden at kunne smage en Draabe. "Jeg vil være fordømt, om jeg ikke tro, De er bange Captein," sagde en svær Mand med store Støvler paa, som sad og drak kogende hed Grog og maalte Capteinen fra Øverst til Nederst med dyb Foragt. Den tiltalte blev blussende rød, løftede Vandglasset i Veiret og skyllede Indholdet ned i en Slurk. Derpaa henvendte han sig til Passagererne og spurgte muntert: "Skal det være Go ohead? Kjedlen er ikke ganske sikker, men den taaler mere, end den har nu." "Go ohead," raabte den Tykke og reiste sig med sit Grogglas i Haanden. "Go ohead," raabte hans Sidemand, en liden spæd tynd, bleg Person, der saa ud til at være en bortløben Skolegut. "Go ohead" raabte man tilhøire, "go ohead" til- venstre, "go ohead" forud, "go ohead" agter. I Først- ningen kom en Stemme hist og en Stemme her, saa sam- let og ligesom i Chor, og til Slutning raabtes enstemmig fra alle Kanter af Skibet "go ohead," og tordnende Hurra SIDE: 330 dertil. Konen, hvis So havde født tretten Unger, skreg værre end de Øvrige. Capteinen styrtede ud og op paa Commandobrættet. Alle Passagererne fulgte ham, saavidt de kunde faa Rum. "Mere Tryk paa Ventilen, fyr paa alt det, I kan, Gutter! "go ohead," raabte han ned i Maskinrummet. "Go ohead," svaredes nedenfor Rummet, og nu be- gyndte Væddeløbet. Capteinen gned sig i Hænderne og saa saa glad ud, som om han havde vundet en Seier. Han trak sit Uhr op af Lommen, talte Slagene, Maskinen gjorde, og sagde: "Den gjør 32 Slag nu, men den kan drives op til 36 Slag i Minuttet. Nu kommer Dødseileren," raabte han over til sin Modstander "go ohead, go ohead." Vort Skib begyndte aabenbart at gaa med forøget Hurtighed; thi det andet Skib vandt ikke en Tomme fra os mere. Men nu begyndte man ogsaa at fyre paa ombord i det andet Skib. De sorte Røgskyer hvirvlede i store Mas- ser op af begge Piberne, som den sorteste Uld, og blev hængende i de to lange paralelløbende Striber bag os. Nu begyndte Udfaldet paa Striden at blive mere og mere tvivlsomt; thi snart syntes vort Skib, snart det frem- mede Skib at vinde nogle Tommer fra Modstanderen, Ma- skinerne vare anstrængte til det Yderste; thi Dampen peb op af Rørene uafbrudt. Baufeldt raabte paa mig og sagde: "Jeg sidder her og holder paa en Redningsbøie. Den bærer os begge." "Det er godt," svarede jeg, "for nu antager jeg ikke det varer længe, førend vi springe tilveirs, og saa er det godt at være nogenlunde sikker paa ikke at gaa tilbunds bagefter." SIDE: 331 I det Samme hørtes et hult Knald ombord i det fremmede Fartøi, derpaa steg en hel Del Damp op af Lugerne, Hjulene standsede, og Skibet faldt agterud for os. Det var aabenbart, at Noget var gaaet itu ombord. Nu var det vor Tid at skrige Hurra, og det gjorde vi da af fuld Hals. "Trænger De til Hjælp," spurgte vor Captein Fol- kene ombord i det andet Skib, og da han fik en kort Nei til Svar, fortsatte vi vor Tur. Det var den Kapseilingshistorie. Kjære Moder! Du sidder derhjemme i Kakelovns- krogen og synes vist, at vi vare nogle dumme Mennesker, som udsatte vort Liv for Fare for en saa ubetydelig Sags Skyld. Du har vistnok Ret, men du skulde have været med, skulde du have seet, at det ikke er saa godt at være en Stok, og allermindst en tør Stok, uden at blive antændt, naar hele Ens Omgivelser er bare Ild og Flammer. 10de Brev. Fra Jonas Blink til hans Moder. Til fastsat Tid kom vi til vort Bestemmelsessted De- troit, og gik derfra med et Exprestræn tvertigjennem Mi- chigan med en Hurtighed af omtrent 50 engelske eller noget over 7 norske Mil i Timen. Landsbyer og Skove, Marke og Enge, Gaarde og Kirker fløi forbi os, eller rettere, vi fløi forbi dem, og saa vare vi i Chicago. Chicago, det fjerne Vestens vigtigste By, de norske Udvandreres forjættede Land, er en af de fordelagtigst beliggende Byer i hele Amerika. Dens Beliggenhed i Bunden af Søerne gjør den til Havn for alle de umaadelig store vestlige Provindser. For tyve Aar siden bestod Chicago SIDE: 332 kun af nogle Træhuse, hvis Beboere maatte holde god Vagt ved Nattetide for ei at være udsatte for at blive overfaldte og scalperede i deres Senge af en eller anden liden Flok vilde Indianere, der tilfældigvis streifede der forbi paa en af deres Jagtture. Nu har Chicago 74,000 Indvaanere, efter hvad man fortalte mig, og Folkemængden stiger med en saa utrolig Hurtighed, at den i de sidste 3 Aar skal være fordoblet. Ved Table-d'hôte næste Middag kom jeg til at sidde ligeoverfor en ældre Mand af et gentlemandsmæssigt Udseende og en ung smuk Dame. "Det er Amerikanere," sagde Baufeldt, da han lagde Mærke til, at jeg kastede et under- søgende Blik paa vore Medspisende ligeoverfor os, "det hører jeg tydeligt paa deres Udtale." "Hvad tror du, det er for Slags Folk?" spurgte jeg. "Jo, det skal jeg sige dig med temmelig Sikkerhed," svarede han kjækt. "Det er Fader og Datter, det er nu for det Første tydeligt. Saa er det klart af deres sorte Øine og sorte Haar, at de ikke høre til nogen af de nordiske Nationer. Saa er det fremdeles klart, at de høre til et pyntesygt Folk. Se hans Brystnaal, Guldringe, Uhrkjæder etc. etc. og hendes Ørendobber, Brocher og Braceletter. Af alt dette slutter jeg, at det er rige franske Canadierer, som have gjort sig en Sommertur paa Søerne." Vi vare just blevne enige om, at det var saa, da Damen, den franske Canadierinde, sagde til sin Sidemand: "Du Fa'r! dei glor sligt paa os, dei tvo Karene paa andre Siden Bordet; ka tru dei glor etter?" og Manden, den franske Canadier, svarede smilende: Dei glor paa deg, Siri, veit eg. Det er inkje nokka at faa se kver Dag det." "Det er mærkværdigt Fransk, disse Canadierer tale," sagde jeg til Baufeldt. SIDE: 333 Forvandlingen var os imidlertid meget kjær, og jeg behøver ikke at fortælle dig, at det Første, vi gjorde efterat have spist, var at opsøge disse vore to Landsmænd, eller rettere denne vor Landsmand og hans Datter. Manden var en udmærket prægtig Karl, ligefrem, oprigtig og sand i al sin Tale og al sin Færd. Datteren var, som jeg allerede har fortalt dig, af et meget smukt og friskt Ydre. Ogsaa hun var saa ligefrem af Væsen, at vi ikke havde talt længe sammen, førend vi vare som gamle Venner. Det regnede lidt, men Faderen havde Forretninger i Byen, og Datteren vilde være med; derfor modtoge vi hans Tilbud om at vise os omkring. Paa denne vor Promenade fortalte han os, at hans Navn var Torger Andersen, og at han for over 20 Aar siden var kommen til Amerika med sine Forældre, der vare fra Vos, fra et Sted, som han kaldte Tykkebygden. Hans Forældre havde nedsat sig et Stykke fra Chicago i Illinois, kjøbt nogre hundrede Akres Land der og slaaet sig meget godt igjennem. Hans Moder var død, men Faderen, der endnu levede, havde overdraget ham Gaarden mod Kaar. Datteren, der nu var med ham, var hans eneste Barn, og hendes Moder var en Bondepige fra Vos, med hvem han havde giftet sig kort efter sin Ankomst til Amerika. Han bad os med saa oprigtig Gjæstfrihed, at vi skulde komme og besøge ham paa hans Gaard, at vi med For- nøielse lovede ham det. Da vi kom nedimod Havnen, kom der endel Mennesker gaaende mod os, Haand i Haand, i saa bred Række, at de næsten spærrede Gaden. Kaar ): Ophold. SIDE: 334 Idet vi passerede forbi Rækken, hvilket ikke kunde ske, uden at vi gik langt tilside, gik en ung Mand udaf den henimod os. "Gud signe Møte," sagde han til Torger og stak sin Haand i den Tiltaltes. Derpaa vendte han sig mod vor Ledsagerske og sagde, idet han med samme Kraft stak sin Haand ind i hendes: "Guds Fred og god Kvæld, Siri." "It is my dear cousin, Lars," sagde Siri. Lars tog nu sin høipullede Hat af sig, nikkede smilende til alle Kanter og fremviste ved denne Leilighed en høist mærkelig Haarfrisur. Hans lysegule Haar var snauklippet næsten lige til Skindet paa hele Hovedet, med Undtagelse af en meget lang Dusk midt foran i Panden og en Do. ved hver af Tindingerne. Han saa ud som en ung, vilter Fole, medens han stod der og lod de tre Haarduster daske sig om Ørene, idet han vendte Hovedet til alle Kanter og nikkede smilende og fornøiet. Endelig satte han Hatten paa sig igjen, tog Siri i Haanden og gav sig nu til at spadsere med os nedad Gaden. Siri fandt sig deri en Stund og lod endog til at finde det ganske i sin Orden, men endelig trak hun Haanden til sig og sagde: "Nei, du er saa svart i Næven din, Lars, at du tyner di kvite Han- skadne mine. Du lyt beholde Næven din for deg sjøl." Lars lo herover, og Torger mente, at Enhver burde følge det Lands Skikke, hvori han var, og at det ikke var Skik her i Amerika, at de unge Fyre og Jenter gik i bred Række Haand i Haand, saaledes som de pleiede at gjøre hjemme paa Vos. Efterat vi havde opholdt os nogle Dage i Chicago og erholdt sikker Underretning om, at "the far west" tyner de kvite Handskadne ): ødelægger mine hvide Handsker. lyt ): faar. SIDE: 335 ikke nu længere var at søge i Illinois eller Wisconsin, som for nogle Aar siden, men paa den anden Side af Missisippi, i Iova, Minnesota, eller Nebraska i Vest for disse Stater, toge vi paa Jernbanen vestover. Idet vi gikk med en Fart af omtrent 6 norske Mil i Timen over en stor grøn Slette, vidste jeg ikke Ord af, førend jeg med Lynets Hurtighed blev kasted hen i et Hjørne af Vognen. Jeg fandt mig selv liggende paa Ryggen af en meget alvorlig udseende middelaldrende Dame, og ovenpaa mig laa adskillige Personer af forskjellige Kjøn, Dimensioner og Aldere. Efterat være komne paa Benene, og efterat jeg for min Part til min store Forundring havde fundet, at alle mine Lemmer vare hele, bad jeg Damen om Forladelse, idet jeg forsikrede, at det ikke var med min gode Villie, at jeg var bleven kasted ovenpaa hende. "Vognen er gaaen af Skinnerne," svarede hun tørt, og det var en uimodsigelig Sandhed. Locomotivet tilligemed de fire første Vogne vare komne ud af Skinnerne og ud paa Prærien, og der stode de saa rolige, som om de havde fæstet Rødder i Grønsværen. Lo- comotivføreren havde ikke seet et Mærke, som var udsat, og som antydede, at Banen var itu, og det havde forvoldt Ulykken. Efterat vi i fire Timer havde spadseret omkring i Græsset i den mest brændende Hede, og Folkene ved Hjælp af Donkraften endelig havde faaet Locomotivet og Vognene op paa Skinnerne igjen, kom en Mand frem og sagde til Locomotivføreren: "Du fordømte Hund af en irsk Tæve, det er anden Gang du kjører udaf Skinnerne. Første Gang brækkede en Mand Nakken, og to Vogne gik itu. Denne Gang har en Mand brukket Benet, og fire Vogne ere be- skadigede. Gjør du det en Gang til, melder jeg dig. Go ohead." SIDE: 336 Damppiben afbrød al videre Snak, og saa gik det afsted igjen. Da vi vare komne til vort Bestemmelsessted, leiede vi en Vogn med to Heste for og kjørte til vor Ven Torgers Gaard, som laa et Par norske Mile fra Jernbanestationen. Den Første, vi traf der, var Lars. Han stod og kløvede en Egekubbe. Da han fik Øie paa os, der ganske lunt kom rullende til Gaarden paa en græsbegroet Vei, tog han sin Hue af og gav sig derpaa til at glo paa os med Øxen i Haanden, som om vi vare Skabninger fra en anden Klode. Lidt efter lidt opklaredes imidlertid hans Ansigt. Det forbausede Blik blev til et venligt Smil. Han tørrede Sveden af Ansigtet med sin Hue, rakte os Haanden og sagde: "Nai, no maine eg! Er det inkje han Blinken og han Blaufeldten? Nai, nai! nai!" Inden vi fik Tid til at svare eller spørge efter, om Herskabet paa Gaarden var hjemme, vedblev Lars: "Vel- kommen te Garn. Eg staar her og sliter paa ei Eikekubbe. Ho perser meg svært, for der fins inkje hendes Make al Vos over, men ho lyt tel, aldrig saa vrang og vrien ho er." Siri og et middelaldrende Fruentimmer, som vi strax saa var Siris Moder, kom nu ud og afbrød Lars's videre Snak. De rakte os Haanden til Velkomst og sagde: "Guds Fred og god Dag!" Moderen var iført fuldstændig Vossedragt. Et trekantet hvidt Skaut paa Hovedet, kort Livstykke, en med brogede Perler og Sølv og Guldstads stærkt udpyntet Brystdug, Søljer og Knapper af Sølv i Halsen og paa Brystet, og endelig en liden Trøie af beredet Faareskind gav hende et Udseende, der flyttede os lige tilbage til en af Norges Kubbe ): Blok. Gar ): Gaard. ho lyt tel ): den maa til alligevel. Skaut ): Hovedtøi for Fruentimmer. SIDE: 337 Fjelddale. Hendes Linned og Skaut var af en saa for- bausende Hvidhed, at det ordentlig lyste af dem. Datteren var derimod aldeles bymæssig klædt, men simplere, end hun havde været paa Reisen. Efterat Moderen havde ført os ind i Huset og nok engang ønsket os velkommen til Gaarden, sagde hun: "Dei lyte no ta tiltakke med Leiligheden, slig ho er paa Gari." og førte os saa ind i "Glasstaaven," som hun kaldte det. "Her er dekan heime, og her faa dekan stelle sligt, dekan sjøl tykjes bedst," sagde hun venskabelig. Det i hen- des Mund særdeles velklingende Vossemaal, lod hun til at have bevaret aldeles rent, uagtet hun havde opholdt sig i Amerika, fra hun var ganske ung. Glasstuen, der formodentlig havde sit Navn af et stort Hjørneskab, hvori der stod en Mængde Glastøi, var et temmelig rummeligt Værelse med to Senge. Det vendte ud til den lille Have, der var anlagt i meget simpel Stil, men var holdt i Orden med en paafaldende Omhu. Dog syntes Buske, Blomster og Kjøkkenurter at være blandede i hinanden. En Times Tid efter kom Torger, der havde været borte i et Ærinde, hjem. Han tog os i Haanden og sagde: "Guds Fred og god Dag!" og hilste os velkommen med stor Hjertelighed, og dermed vare vi som hjemme paa Gaarden. Ved Middagsbordet sad Husfaderen og præsiderede ved den ene Ende af det temmelig lange Bord. Min Reisefælle og jeg sad nærmest ham paa hver sin Side af Bordet; ved Siden af os sad Husets Damer, og neden- for dem sad alle Gaardens Folk, saaledes formodentlig som dekan ): De SIDE: 338 Skik og Brug er blandt de Norske paa denne Kant af Amerika. Lars spiste og lo, og begge Dele gjorde han til stor Fuldkommenhed. Grød og Fleskekagestykker i for- bausende Kvantiteter forsvandt i et Nu fra hans Tallerken og ind i hans leende Mund bag de hvide Tænder. Da vi vare gaaede fra Bordet, bad Torger sin Dat- ter at følge os hen til hendes Bedstefader. "Min Fader" sagde han til os, "vil have sine Sager for sig selv; der- for bor han i den samme Hytte, som han byggede sig, da han bosatte sig her paa Gaarden." Siri fulgte os bag Gaardens Udhuse og hen til en Lund, et Stykke derfra. Her boede hendes Bedstefader i en liden Hytte, der laa meget smukt ligeunder et stort Birketræ. Vi anede ikke, at vi vare i Nærheden af nogen menneskelig Bolig, saa tæt var Hytten omgivet af Slyng- planter og høie Buske, førend vi stode lige ved Døren. "Bedstefader vil have sin Humlehave tæt op til Husvæggen, for saa er Brug paa Vos, siger han," berettede Siri, da vi studsende saa paa disse lange grønne Slyngninger, der i smukke Festons ragede over Hyttens grønne Torvetag og ligesom gjemte den hele Bolig. Det Hele havde noget vist poetisk Hemmelighedsfuldt ved sig, som dog forsvandt, da vi traadte ind gjennem Hyttens lave Dør. Først kom vi ind i en liden Smedie, og derpaa ind i Stuen, og dermed var Husets samtlige Bekvemmeligheder beseede. Stuen hang fuld af Geværer og Redskaber, og at dens Beboer var Bøssesmed, det var strax greit at se og forstaa. Han sad paa en Krak ved Vinduet og klippede sit Skjæg med en liden Sauesax og blev ganske rolig siddende greit ): ligefrem, klart. Krak ): Stol. Sauesax ): Faaresax. SIDE: 339 beskjæftiget hermed, saalænge vi vare der. Det syntes og- saa at være en yderst paatrængende Nødvendighedsgjerning, han foretog sig; thi at dømme efter en Del af Ansigtet, der endnu var urørt af Saxen, maatte det være flere Uger siden en lignende Oprydning havde fundet Sted i Gub- bens Ansigt. Det var en sværlemmet Mand med bredt Bryst og brede Skuldre. Han var iført en sid Kufte og Knæbukser, begge Dele af beredet Faareskind, bar en lang rød Vest med Sølv- knapper og havde paa Benene et Par Sko af en besyn- derlig bred og rund Form. De vare fyldte med Halm, hvoraf Stubber stak frem op over de sviklede Strømper. Da vi kom ind, tog han sin Hue af sig og saa paa os uden at reise sig. "Det er reisende Nordmænd, som komme for at hilse paa dig, Bedstefader," sagde Siri paa Engelsk. "Hæ! Ka er det, du seier?" svarede den Gamle og vedblev ganske roligt at klippe sit Skjæg. "Karadne er fra Norge og vil hilse paa dekan, høire du no?" sagde Siri paa Norsk og tog den Gamle i Lug- gen, som det syntes lidt ærgerlig over hans Ligegyldighed. Derpaa henvendte hun sig til os og sagde paa Engelsk li- gesom undskyldende: "Han lader, som han ikke forstaar Engelsk, men han taler det dog ligesaa godt som Nogen." Den Gamle saa polisk paa Pigen, derpaa reiste han sig, tog os i Haanden og sagde: "Det er lang Reise, Karadne har gjort. Dei faa ha'e Guds Fred og god Dag," og gav os saaledes den Hilsen, der lod til at tilhøre Familien. Han talede i sit Bygdemaal saa smukt og saa kraf- Karadne ): Herrerne. Luggen ): Haaret. SIDE: 340 tigt, at jeg ikke tør vove paa at gjengive flere af hans Ord i hans eget Maal, af Mangel paa tilstrækkeligt Kjend- skab dertil og af Frygt for at forhutle det altfor meget. Vi bleve hos den gamle Vossing i flere Timer og hørte paa ham med en saa hjemlig Glæde, at Tiden gik med forbausende Hurtighed. I de Dage, vi senere opholdt os paa Gaarden, var han vort stadigste Selskab, og naar Husets øvrige Beboere vare beskjæftigede hjemme eller paa Marken, gik vi til den gamle Bøssesmed og vare visse paa stedse at finde behagelig Underholdning eller en eller anden morsom Beskjæftigelse. Det var ligesom om han blot levede for at more os og sig selv. "Med Jagten gik det daarligt nutildags," sagde han, "Hjorter og Bjørne og Harer og Ræve vare nok dragne over Storelven med de nye Indvandrede. Nei, da han kom til, da . . ." Det var den bekjendte Melodi, der yndes saa meget af gamle Folk. Imedens vi opholdt os der paa Gaarden, gjorde vi smaa Besøg til forskjellige norske Familier i Omegnen. Det var for det meste Vossinger, som i mange Aar havde været bosatte i Amerika. De vare i Almindelighed vel- staaende og næsten fuldkommen amerikaniserede. En Aften, vi havde været paa Jagt og skudt endel Vildduer, sad vi i Hytten hos den Gamle. Han begyndte at tale om sin Ungdom og om sin Hjembygd Vos og kom i en saa vemodig Stemning, at han til Slutning sagde: "Aa ja, aa ja, Levemaaden kan være bedre i Amerika end paa Vos, det er saa, og takke Gud maa jeg for al hans Godhed mod mig og Mine. Men Vossevangen og Vos- sevandet, Vangens Kirke og Præstegaard med Aaser og Lier, Marker og Enge findes kuns paa et Sted i Verden, og det er ikke i Amerika. Jeg tykkes, jeg ser, hvorledes SIDE: 341 Maanen glitrer bortover Vangsvandet og paa Sneflækkerne henne paa Hardangerfjeldene der i Vest." Han sukkede dybt og vedblev: "Men jeg har nu den Tro, at Sjælen nok finder tilbage til Vos, hvor han kom fra, om de og- saa lægger Kroppen i Jorden her." Efter fjorten Dages Ophold hos Torger droge vi fra Gaarden paa en firhjulet malet Pindevogn med to Heste for og med Lars som Kusk. Han skulde kjøre os hen til Iver Hadelænding, som boede paa en liden Gaard omtrent 3 norske Mil derfra, og til denne Mand vare vi anbefa- lede, forat han skulde skydse os til Storelven - som den gamle Vos kaldte Missisippi - og give os Anvisning paa, hvor vi i Iowa skulde faa kjøbt 2 Heste til Reisen der. Den gamle Vossing havde nemlig raadet os til at lade vore Kufferter og vort overflødige Tøi tilbage og kun medtage, hvad der var aldeles nødvendigt. Han mente nemlig, at den eneste Maade at reise paa i Iowa og læn- gere bort, om vi vilde reise videre, var at ride paa vore egne Heste. Derfor forsynede han os med hver sine to Sadelposer af Skind og hver sit brogede Teppe, "af ægte Vossemønster," sagde han "og vel vævet; thi hans egen Svigerdatter havde gjort det." Vi kjørte altsaa afgaarde med to Heste og Vogn og en meget let Oppakning. Det gik i flyvende Fart, saa at vor Kusks tre Haarduske fløi om Øine og Øren paa ham. Veien var god, Hestene muntre, og Kusken glædede sig øiensynligen ved denne Fart. Han sad og lo, saa han hoppede paa Bukken, og skjønt Vognen snart var paa den SIDE: 342 ene, snart paa den anden Side af Veien, saa at det var tydeligt, at han just ikke var nogen særdeles øvet Kusk, mente han, at der skulde ledes langt forat finde Nogen, som forstod sig bedre paa at kjøre end han. Derpaa gav han sig til at synge med en klingende klar Stemme: "Bjødnen sitter i Hia Suer paa Lab og klør sig i Sia. Byfløjto og Bokkehodn Det trille i mit Øjre, Men lange Skut og Bikjebodn Dei taal eg inkje højre." og strax efter: "Ho Guri satte sig paa ein Stein, kaldte paa alle sine Kjyder heim, saa kom ho Kari, ho Mari, ho Silkedokka, ho Grøndokka, ho Gina, ho Lina, ho Digledok, ho Liljeflok, og etter kom den store, svære, lange Stuten; hu! hu! sej dej, bu! bu! sej han, til Bygden, til Bygden eg vil være med hatali, hutuli, hitili, hu - - u, san!" Førend han endnu var ganske færdig med de sidste Toner af Sangen, standsede han Hestene og blev siddende en Stund at lytte. Men Tonerne forsvandt i den store aabne Prærie og kom ikke tilbage, som han lod til at vente. Mismodig dreiede han sig mod os og sagde: "Det er klein Plaser at synge her i Amerika. Det vil inkje svare. Nei, havde det vaari hejme paa Vos, skulde dekan vel SIDE: 343 hørt det svare." Han gjenvandt dog snart igjen sit gode Humør og begyndte paa en ny Sang: "Og kjender du noko den mægtige Mand, Han gamle Joas i Gloppen, Og mange Poteter er faret uti han, Det vises nu ute paa Kroppen. Huteluli - - i! huteluli - - i, san." Da han var færdig, vendte han sig igjen mod os, med denne Gang med et saa smilende Ansigt, at hele Ræk- ken af hvide Tænder skinnede os imøde. Det skulde han dog ikke have gjort; thi før vi vidste et Ord af, laa vi alle Tre i Grøften, eller rettere sagt i det bløde Græs paa den anden Side af Grøften. Nisten, som vi havde faaet med os i en rund Tine, gjorde nogle lystige Saltemortaler hen over Prærien. Da jeg strax efter Katastrofen lugtede stærk Vinlugt, fik jeg en Anelse om, at der i Nisten havde været en Vinflaske, der havde faaet en tragisk Ende. Vi gave os imidlertid til at samle op, hvad vi kunde finde. "Her er et Stykke Ost," sagde Baufeldt. "Her er Smøræsken," sagde Lars. "Her er en stegt Fugl," sagde jeg. "Her en Do. med Messingskrue," sagde Baufeldt. "Her er Flæskekakje med lite Gras paa, men uten Skrue," sagde Lars. "Her er et stort Stykke Kjød," sagde jeg. "Her er en Flaske," sagde Baufeldt. "Er den hel?" spurgte jeg i Hast. "Ja, jeg tror det," svarede han langsomt. Niste ): Proviant. Flæskekakje ): Flæskepandekage. SIDE: 344 "Det kan jeg like," raabte jeg. "Det tror jeg s'gu nok," svarede han. "Kom, lader os skrige Hurra for det," foreslog Lars. En anden Flaske blev funden med brukken Hals. Vi ofrede et Suk paa dens Grav, bragte Alt i Orden igjen og droge videre. Vi kom til Iver Hadelænding uden videre Fataliteter og fandt ham paa Marken ifærd med at bryde op Nyland med en svær Ploug, hvorfor var spændt tre Oxer. Bagefter i Plougfuren gik 3 Børn, 2 Gutter paa 10 og 12 Aar og en liden Pige paa omtrent 8 Aar. De jævnede den Torv, som Plougen ikke havde kastet ganske om. Alle ar- beidede de, saa Sveden dryppede af dem, havde et friskt, sundt Udseende, men vare saa smudsige og fillede, som muligt; Iver selv var en liden tør Mand. Han kløede sig lidt i Nakken, da han hørte vort Ærinde, men derpaa sagde han resolut: "Ja, jeg faar vel det da for Countrylands- mandsskabets Skyld." Han lod imidlertid til at faa nye Betænkeligheder strax efter; thi han begyndte paanyt at klø sig i Nakken og sagde saa: "Hokke dere no vil reise trast, hokke dere vil stane her til imorgen, kan dere gjøre for mig, hokke dere vil, men jeg skulde da vide det lel for Stel- lets Skyld." Det fandt vi at være et ganske billigt Forlangende. Vi vare dog saa kloge at bie med at fatte Bestemmelse herom, til vi havde seet Leiligheden. Da vi havde gjort det, bestemte vi os til at reise strax; thi en smudsigere og elendigere Bolig for Mennesker end den gode Mands Hus havde jeg knapt seet. Væggene, der dannedes af fillet ): laset. trast ): strax. hokke-hokke ): hvadenten - eller. SIDE: 345 svære Træstammer, vare raa og utilhuggede og saa slet sammenføiede, at man hist og her kunde stikke Haanden ind mellem dem. Ruderne i Vinduerne vare for en stor Del borte eller sprukne og klinede med Papir eller tilstop- pede med Filler. Gulvet, Bordet og Stolene vare saa smud- sige, at Snauset bekvemmeligen kunde skrabes af dem. Da Iver hørte vor Beslutning, sagde han øiensynlig lidt beroliget: "Ja, jeg tror, det er det Bedste ogsaa; det er ikke langt paa Dagen endnu, og det er rigtig saa vak- kert Maaneskin nu om Natten, saa - -." Børnene havde imidlertid fulgt os i Hælene overalt, hvor vi gik, og gabende gloet paa os som paa fremmede forunderlige Dyr. Da Baufeldt nu bad den ældste Gut at bede sin Moder skaffe os lidt Mælk, svarede han: "Hu Mor?", hvorpaa han og hans to Sødskende spilede Mund og Øine endnu høiere op og vedblev at glo paa os uden at røre sig af Flekken. "Javist, Mor din." "Mor min?" "Javist ja, bed Mor din om lidt Melk." "Mor min? Hu er not her hu." "Er hun ikke her?" "Nei, hu Mor min, hu er not her hu." "Hvor er hun da?" "Hu mor min? Hu er at home hu." "Hjemme? ja, er ikke du ogsaa hjemme nu?" Det sidste Spørgsmaal confunderede Gutten aldeles. Han taug, gloede snart paa os og snart paa sine Sødskende og var aabenbart aldeles ude af Stand til at rede sig ud af de Vanskeligheder, dette Spørgsmaal havde lagt ham i Veien. Hans yngre Broder kom ham imidlertid til Hjælp og SIDE: 346 sagde: "Hu Mor blei atte heime hu i Norway, daa vi reiste." Nu saaledes. Børnene ansaa endnu Norge for deres Hjem, og da Moderen var der, var det rimelig Grund til Forundring over, at vi vilde, at hun skulde skaffe os Mælk i Amerika. Omtrent ligedan gik det, da vi vilde, at en af Jenterne skulde skaffe os lidt Mælk; thi der fandtes intet saadant Væsen paa Gaarden. Den lille Pige lod til at have mest Omløb i Hovedet; thi hun raabte pludselig: "Jeg skal skaffe Mælk," tog saa Skjørterne i Hænderne, Foden paa Nakken og løb ind i Huset. Faderen havde nu bragt Oxerne paa Stalden, og af ham fik vi den Besked, at han siden sin Ankomst til Amerika ikke havde havt et eneste Fruentimmer i sit Hus undtagen sin lille Datter. Da vi spurgte om Grunden hertil, svarede han kort: "Aa det er en lang Historie," og raabte derpaa: "John! John!" saa stærkt og vedholdende, som om han vilde bortjage alle de mørke Tanker, som vort Spørgsmaal havde fremkaldt hos ham. Efter nogen Tids Forløb kom en søvnig, fillet, skidden ung Mand frem og spurgte med Øinene, hvad der var paafærde. Hans Ansigt var saa fregnet, at Fregnerne vare Regelen og den naturlige Hudfarve Undtagelse. Hans Haar var ildrødt, meget langt og stod ret ud til alle Kanter i tykke Dotter. Efter en Samtale, der paa Herskabets Side blev ført paa Norsk, men af Vedkommende antoges at være Engelsk, og paa Tjenerskabets Side paa Engelsk, men af det antoges at være Norsk, bortfjernede Tjenerskabet sig langsomt og søvnig for at paasæle og bringe Hestene frem. Vi opdagede ved denne Leilighed en Tendents hos den gode Hadelænding, som senere blev mere og mere iøinefaldende eller rettere iørefaldende, og det var en ivrig Bestræbelse SIDE: 347 for at blande saamange engelske Ord ind i sin Tale som muligt. Han havde setlet Land og var nu Farmer. Han reiste paa Railvay og paa Steambaad. Han skjød "wood- pigeons" og "wild-ducks." Han havde "two dogs" og "three boys." Han udsaaede 22 Bushels Hvede aarlig og kjørte syv "miles" i Timen med sine Heste. Kort sagt, han var paa saa gode Veie, at det var klart, der ikke skulde mange Aar til, før han var en fuldkommen Amerikaner, og Børnene fulgte aabenbart Faderens Exempel. Denne Sprogforvirring var dog ogsaa forbunden med smaa Ubehageligheder, som vi snart fik at se; thi da vi vare færdige og skulde til at drage afsted, sagde Husbonden til sin rødhaarede, fregnede Tjener: "Tag Grisen, John, og sæt i Vognen." Hvorpaa Tjeneren, efter en Stund at have seet forundret paa sin Husbond, fjernede sig og kom tilbage med en Gris i Armene. Grisen skreg, saa at det var klart, den troede, den førtes til Slagterbænken, og gjorde al videre Tale uforstaaelig, førend den var kommen til Ro i Vognen. Nu var det Husbondens Tid til at blive forundret. Aldeles forbauset spurgte han sin rødhaarede Tjener, hvorfor han satte Purken i Vaggonen. Gutten paastod, han havde faaet Ordre dertil, men Husbonden svor paa det var Løgn, og at "boyen" maatte være gal. Han havde ikke sagt Porken ): Grisungen, men Grisen til at smøre Vognaxlerne med. Nu gik der et Lys op for Gutten: "Ah, Smurnin- gen, you think," hvorpaa han slæbte Grisen tilbage og bragte en Blikdaase med Vognsmørelse i. Husbonden, som var norsk, talede Engelsk og mente med Grisen (grease) Smurningen til Hjulene, og Gutten, som var engelsk, talede Norsk og mente, at Smør var Smør, men en Gris en Gris. Endelig kom vi da afsted SIDE: 348 og naaede vort Bestemmelsessted Kl. 10 om Aftenen i øsende Regn. Næste Morgen fik vi Valget imellem at tage over Floden med Baad eller vente til om Eftermiddagen og tage over med Dampskib. Vi valgte det første Alternativ og bleve viste ned til en liden Hytte ved Strandbredden, hvor der boede en Færgemand, der satte os over for 1/2 Dollar. Oppe paa et Bakkeheld paa den anden Side, ikke langt fra Flodbredden, laa et nyt Træhus, der var under Arbeide. Ialfald havde det et ikke færdigt Udseende; thi Taget manglede for en Del, og alle Vinduer vare endnu ikke indsatte. Paa Væggen ned imod Floden stod der et stort Skildt, hvorpaa der med sande Riser af Bogstaver, der maatte kunne læses ikke alene fra Floden, men langt indenfra Wisconsin paa den anden Side, var malet med høirøde Bogstaver paa sort Bund: Postoffice. Da vi kom derop, fandt vi en liden enetages Bygning liggende i Græsset. Jeg siger liggende i Græsset, fordi Græsset paa alle Kanter omkring Bygningen stod friskt og grønt efter Gaarsdagens Regn, saa at det saa ud, som om Huset i en Hurtighed var sat ned paa Marken som en stor Kasse, der om et Øieblik igjen skulde bringes bort. Til Veie og Gaardsplads var der ikke andre Antydninger, end at Græsset hist og her, hvor Færdslen havde været stærkest, var nedtraadt. Paa Bygningens Façade var anbragt en Veranda, hvortil en Trappe paa 6 til 8 Trin førte op. I Nærheden af Trappen stod en smuk og let Reisevogn, og paa dens Trin havde en Herre og en Dame taget Sæde. De vare iførte rudede Klæder fra Øverst til Nederst og havde et saa stivt og fornemt Udseende, som alene Englænderne kunne have. Hun læste halvhøit, og han sad og hørte derpaa, SIDE: 349 medens den brændende Sol kastede dine Straaler næsten lodret ned paa dem, og de ikke havde anden Bestkyttelse mod den end deres brede Straahatte, i hvis Skygge Bogen laa. Den kjølige, skyggefulde Veranda var aldeles optagen af en hel Del skjæggede Karle med røde og blaa Uldskjorter, med Lærredsbuxer, der nok i deres fagre Ungdom havde været hvide, men det maatte være længe siden, med Læ- derbelter, hvori stak Knive og Revolvere. I Hovedbedæk- ningen viste der sig en stor Variation; ligefra den letteste Straahat til den soldideste Peltshue, bestemt til at udholde sibirsk Kulde, syntes at have deres Repræsentanter her; Tobaksrøgen og Eder, Tobakstyggen og raa Latter, Bræn- devinsdrik og Skraal og Skrig var jævnt udbredt over det Hele, medens de, der havde deres Plads i Nærheden af Verandaens Rækværk, havde den særegne Nydelse, at de kunde bearbeide dette med deres Knive, hvilket de ogsaa flittigen gjorde og skar underlige Figurer deri eller store Spaaner deraf, eftersom Enhvers Individualitet var forsynet med overveiende Ødelæggelseslyst eller med overveiende Ud- siringslyst. Da vi kom op for Trappen, traf vi en Opvarter, som vi bad om at anvise os et Værelse. Efter at have beseet os i nogen Tid fik vi vort Forlangende opfyldt, trængte os igjennem Sværmen og bleve viste ind i et Værelse. Her sad tre unge Herrer, iførte Fløielsfrakker og med Støvler, der vare trukne udenpaa Benklæderne. Hver af dem havde sin Cigar i Munden og sin Bøsse i Armen. De vedbleve deres Tale om Kjøb af Land og Dollars, om Salg af Land og Dollars, om godt Land og mange Dollars, om slet Land og faa Dollars. Det var klart nok, at de aldeles ikke i mindste Maade lode sig genere af os, hvorimod jeg blev yderlig generet af dem; thi jeg vilde gjerne vaske, SIDE: 350 barbere mig og skifte Linned, men det syntes jeg ikke, jeg vel kunde gjøre i disse fremmede, fløielsklædte Herrers Nærværelse. Min Ven Studenten opførte sig derimod, som han var hjemme paa sit eget Værelse, og idet han klædte sig af og gjorde sig det hyggeligt, holdt han følgende Foredrag for mig paa Norsk: "Se saa, nu ere vi da komne til "the far West," det er klart. Dannelse og Beskedenhed sidder ubevæbnet paa Trappen udenfor Huset i Solheden. Raahed og Styrke sidder fuldt bevæbnet i den skyggefulde, luftige Veranda, og Rigdommen sidder bevæbnet ei blot til Lyst i en kjølig, men ikke luftig Stue. Deraf kan du slutte, at den brutale Styrke hertillands indtager første Plads, Rigdommen anden, og Dannelsen tredie. Disse tre Fyre, som sidde her og passe saa vel paa deres Geværer, ere rige Folk, der kjøbe op Land og speculere deri. De give Fanden i Dannelsen, men gaa af Veien for den brutale Styrke, paa hvis Bekostning de berige sig, og som derfor til Gjengjæld ikke elsker Rigdommen. Men vi gjøre det Samme med Rig- dommen, som Rigdommen her gjør med Dannelsen, give den Fanden, bytte vore Skjorter, barbere, vaske og opføre os, som om vi vare den raa Styrke." Det gjorde vi da ogsaa, og det gik meget godt. Strax efter blev der ringet med en temmelig stor Klokke, og de tre Fløielsklædte ilede ud med deres Bøsser i Armen. "Det var Bordklokken," sagde Studenten, der lod til at være bedre kjendt med amerikanske Sædvaner end jeg, "men det har ingen Hast; thi Klokken er 12, og det er for sent til Frokost og for tidlig til Middag. Det er for- modentlig en særskilt bestilt Anretning." Men deri tog han skammelig Feil; thi da vi nogle faa Minutter efter kom ind i Spisestuen, der var et temmelig stort Værelse, var enhver Plads optagen, og Maden næsten SIDE: 351 forsvunden, og der arbeidedes flittigen paa i største Hast at ødelægge Resten. Det er almindelig Skik og Brug paa disse Kanter af Amerika, som det synes, strax at fremsætte Alt paa Bordet. Folk have ikke Tid til at vente paa den ene Ret efter den anden. Man vil strax være paa det Rene med, hvad der bydes, for i al Hast at kunne faa tillivs det, Enhver finder mest Smag i. Efter nogle faa Minutters Forløb havde tre rødskjortede unge Mænd, der havde deres Plads lige overfor den rudede Herre og Dame, proppet tilstrækkelig i sig. De havde til- egnet sig Bordets Stolthed, en prægtig stegt Kalkun, og sat den tillivs, ledsaget af en hel Del Hvedebrød, uden at give sine Medspisende Saameget som en Bid deraf. Oven- paa Kalkunen havde de slugt endel Fisk, og dermed vare de færdige og gave Plads for os. Vi fik da de tre rødskjortede Mænds Plads og rene Tallerkener med Anmodning om at spise. Det var lettere sagt end gjort; thi afkogt Kaal, Poteter, Kjødben og Bræn- devin var, hvad der stod til vor Raadighed, og at spise sig mæt derpaa var ikke ganske let. Formodentlig saa Damen i den rudede Kjole vor Forlegenhed; thi hun hviskede Noget til sin rudede Cavaler, hvorpaa denne tog et Fad, hvorpaa endnu mærkeligt nok laa en hel stegt Fugl, og rakte os det med et forbindtligt Smil. Formodentlig blev min Sidemand, en af de fløielsfrakkede Mænd, smittet heraf; thi han saa paa os og sagde: "Ind- vandrere, som skulle kjøbe Land, formoder jeg? Kan jeg være til nogen Tjeneste, Fremmede? Tydskere formoder jeg?" "Nei," svarede Studenten paa Engelsk, "høiere op." "Franskmænd da?" "Høiere op." SIDE: 352 "Britter da?" "Høiere op." "Er De Amerikaner? Det havde jeg ikke troet." "Nei, høiere op." "Jeg kan ikke komme høiere op," svarede Amerikaneren stolt. "Jo," sagde min Ven Studenten med stor Uforskam- methed i sine Miner og Manerer, "Amerikanerne ere jo oprindelig kun den overflødige Befolkning fra England. Englændernes stolteste Familier nedstamme fra franske Nor- manner, men Normannerne kunne rose sig af at være komne fra mit Fødeland." Hermed vare de tre fløielsklædte Herrer lige kloge. De saa spørgende paa hinanden og gjættede længe forgjæves, men endelig hjalp den rudede Mand dem og hilste paa os som Nordmænd. Denne Opløsning paa Gaaden vandt aa- benbart ikke de tre fløielsklædte Herrers Behag; thi de rynkede sine Næser og smilede foragteligt. Derimod gave 3 eller 4 uldskjortede Mænd med Lader og Gebærder tilkjende, at de vare aldeles enige med min Ven Studenten; men da de havde stukket store Kjødben langt ind i Munden, kunde vi ikke rigtig forstaa, hvad de sagde. Det forekom os, at de talte Noget om Landsmandsskab. Raabet: "Dampbaaden kommer!" gjorde Ende paa al videre Spisen og Snak; thi nu styrtede saa godt som det hele Selskab, med Undtagelse af de to Reisende, ned imod Strandbredden. Vi Efterladte bleve snart bekjendte med hinanden. De Fremmede vare reisende Englændere, Mand og Kone. Da de fik at høre, at vi agtede os vestefter, bød Manden os paa en forbindtlig Maade Plads i sin Vogn, et Tilbud, som vi med Glæde modtoge. Kl. omtrent 2 om SIDE: 353 Eftermiddagen kjørte vi afsted. Vort første Maal var den Hestehandler, til hvem Ivar Hadelænding havde henvist os, og som skulde bo i en Skovrabbe omtrent 12 engelske Mil vestenfor Missisippi. Han var kjendt under Benævnelsen "the Norwegian horsebreaker," hvilket vor gode Ven Ivar oversatte med den norske Hestebrækker, men blev ogsaa kaldet "Hallingen" fordi han var født i Hallingdal. Det var vistnok en noget vag Angivelse af Hallingens eller Hestebrækkerens Bolig, men vor engelske Fører fandt Situationen yderst pikant. Han tog sit Lommecompas frem og commanderede efter det sin Kusk, der viste sig at være en af de uldskjortede Herrer, som under Maaltidet havde fortæret Kalkunen. Snart hed det lidt mere til Bagbord, snart lidt mere til Styrbord. Det var, som om Manden med Tømmerne stod med Roret i Haanden ombord i et Skib. Vor Stilling fik ogsaa snart Noget tilfælles med et Skibs paa det aabne Hav; thi da vi kom op paa Prærien, havde vi dens uendelige bølgende Slette foran os, uden at et Træ eller et Hus eller en Busk eller en eneste Gjenstand var at se, der frem- traadte saaledes over Horizonten, at den kunde tildrage sig Opmærksomheden. Nu kjørte vi en Times Tid i det høie Græs i smaat Trav. Capteinen gav derpaa sin Styrmand Ordre til at holde til Bagbord. Saaledes kom vi altsaa igjen ud af Veien og ind i det dybe Græs, idet vi stadigen satte Coursen lige i Vest efter Compasset. Da vi havde kjørt en Stund, bleve vi pludselig til- raabte: "Sie, Sie, hören Sie, warten Sie!" Det var en Mand i en blaa Bomuldstøis Bluse, der kom løbende hen imod os og bad os kjøre tilhøire, for SIDE: 354 ellers kom vi ud i hans Hvedeager, som laa paa den anden Side af en lav Jordbølge, vi just skulde over. Manden var en Tydsker fra Nassau, men talede en saa forunderlig Dialect, at selv Studenten, der var den iblandt os, der var stærkest i Tydsk, ikke kunde faa rigtig Besked om den norske Hestebrækker, vi søgte. Saameget kunde han dog faa ud, at Nassaueren kjendte "the Norwe- gian horsebreaker," og at vi maatte tage en mere nordlig Retning. Vi kjørte da atter afsted over den sporløse Prærie og satte Kursen i nordvestlig Retning. Kort efter begyndte Noget at dukke op i Horizonten lige foran. Vi opdagede snart, at det var en Skov. Omtrent et Par hundrede Alen fra Skovkanten fik vi Øie paa en liden Pige, der stod paa Toppen af en Skraa- ning. Vi kjørte hen til hende. Hun var i en yderst be- drøvelig Sindsstemning, stod grædende og gned sine Øine. Vore Spørgsmaal paa Engelsk, hvorfor hun græd, besvarede hun med at sætte Maven frem, stikke begge Tommelfingrene ind i Munden og se paa os med et Par store himmelblaa Øine. Hun holdt op at græde, men hendes Graad havde været saa stærk, at hun af og til endnu hulkede, som om hun var paaveie til at miste Veiret. Der var noget saa Rørende i det stakkels Barns Sorg, at vi Alle stege af for at faa vide, hvad der fattedes hende. Mylady tog sit Lommetørklæde frem og tørrede Pigens An- sigt. Det var mærkeligt, hvilken pludselig Forandring dette frembragte i Barnets Ydre. Det skidne, grimede Fjæs blev til det nydeligste, lille rødmussede Pigeansigt, man vilde se for sine Øine, med et saa bestemt og decideret Udtryk af at høre hjemme i en af Norges Fjelddale, at SIDE: 355 jeg uden at betænke mig spurgte: "Hvad fattes dig, Jen- ten min?" Under gjentagne Hulkninger svarede hun: "Hu, hu, e'inte god for at finde Grisene, hu, hu," og gav sig paa- nyt til at tude. Paa mit Spørgsmaal, hvor de vare blevne af, sva- rede hun: "hu, hu, dei e gangne ud i Marken, hu, hu," og strakte sin ene Haand, hvori hun holdt en lang Hassel- kjæp, ud imod den endeløse Prærie. Ved mange Spørgsmaal frem og tilbage fik vi ende- lig ud, at Barnet var sat til at passe en So med 8 Smaagrise, men hele Familien var kommen fra hende og var gangen ud i Marken, som hun kaldte det, hvor hun ikke kunde finde dem igjen eller faa dem til at høre og lyde hendes Raab. Det var i Sandhed en meget ubehagelig Stilling for den stakkels Pige, hvis hun havde Soen og Grisene kjær; thi der var kun ringe Anledning til at haabe, at de nogen- sinde skulde lade sig finde mere i det høie Græs, det skulde da være som store voxne Vildsvin engang om mange Aar. At søge efter Soen med dens Grise i dette umaadelige Hav af høit frodigt Græs, udover hvilket hun pegede for at antyde, hvor Flygtningerne vare dragne hen, syntes om- trent at være som at lede efter en Knappenaal i et Hølæs. Ikkedestomindre paastod den engelske Frue med saadan Bestemthed, at vi samtlige skulde vandre ud i Prærien og søge, at det ikke var muligt at sige Nei dertil. Vi maatte ud alle Fire. Kusken blev tilbage med Hestene. Det blev aftalt, at vi skulde gjøre en excentrisk Bevægelse fra det Sted, hvor si stode, og omtrent 2000 Skridt udover Sletten, derpaa drage til Venstre og gjøre en concentrisk Bevægelse tilbage igjen. Den Første, der stødte paa nogen SIDE: 356 af Rømlingerne eller saa nogen af dem bevæge sig i Græs- set, skulde vifte med sit Lommetørklæde til Tegn, hvorpaa Kjæden skulde sluttes, og Dyrene drives tilbage til deres Hjem igjen. Det var min Felttogsplan, og den befandtes at være udmærked god. Efterat vi havde vadet gjennem Græsset omtrent 1200 Skridt, viftede den engelske Dame med sit Lommetørklæde. Vi samledes, fandt Maleficanterne, hvor- paa Inddrivningen begyndte. Denne var imidlertid for- bunden med store Vanskeligheder; thi de smaa Grise vare saa lette paa Foden, saa hurtige i sine Bevægelser og saa vanskelige at holde Øie med i det høie Græs, at de snart vare paa høire og snart paa venstre Side af os og af og til pludselig smuttede bort mellem vore Ben. Engelskmandens Kone morede sig under denne Jagen saa kosteligt, at hun idelig maatte staa stille for at skoggerle. Hun forsikrede, at hun aldrig havde tænkt sig Muligheden af, at det kunde være saa morsomt at drive den forlorne Søns laveste Haandtering og vogte Svin. Da Soen endelig kom i Nærheden af den lille Pige, gav Barnet Rømlingen et vældigt Slag med sin Pidsk, hvilket bragte Mutter til i flyvende Fart og skrigende af alle Kræfter at sætte afsted ind imellem Træerne. Hun blev efterfulgt af sine Unger og Pigen, der alle gjorde deres Bedste for at holde Følge. Alt det, vi raabte efter den lille Pige og bad hende vente, hjalp ikke. Hun, Soen og de otte Smaagrise satte afsted, som om det gjaldt Livet at komme først til Maalet. Det var klart, at gamle Mutter gik af med Seiren; ialfald var hun saalænge, vi kunde se og høre hende, i Teten for Compagniet, der imidlertid snart forsvandt inde i Skoven. Vi havde saaledes intet Andet at gjøre end at sætte os SIDE: 357 op i Vognen og kjøre samme Vei, som det gamle Svin havde anvist os. Dette gjorde vi da ogsaa, og vi vare ikke komne langt ind imellem Træerne, hvis Stammer vare saa høie og ranke, og hvis Kroner vare saa store og tætte, at det var, ligesom vi kom ind i en umaadelig stor Søile- hal, førend vi kom til en saa stærkt befaren Vei, at Græs- set forstørstedelen var nedkjørt og nedtraadt, og den sorte Muldjord laa bar i flere Alens Bredde. Efterat vi havde fulgt den et Par hundrede Alen, kom vi til en liden lav Hytte, som laa et Stykke fra Veien og var bygget af svære Træstammer. Træerne rundt om Hytten vare i temmelig vid Om- kreds aldeles bladløse og fortørrede, medens Hvede og Mais, der var saaet i Jorden under dem, stod i den friskeste Flor. Kun en stor prægtig Eg, under hvis mægtige Krone Hyt- ten laa, stod frisk og grøn. Vi kjørte lige hen til Døren, foran hvilken den hele Familie syntes at have posteret sig, formodentlig paa Grund af den lille Svinehyrdindes Beretning om vor Nærværelse; thi foran stod en middelaldrende Mand og Kone, og bag dem kom diverse smaa Børnehoveder af og til fremstikkende, medens en halvvoxen Pige med en Tvare i Haanden stod lige udenfor Døren. Hun var formodentlig løben lige fra Grødgryden; thi det røg af Tvaren, som hun holdt i Vei- ret ligesom et Vaaben færdigt til Indhug. At dømme af Deres Klædedragt, var det velhavende Folk, men det var umuligt af den at bestemme, til hvil- ken Nation de hørte. "God Dag!" sagde jeg, idet jeg indledede Samtalen. Manden og Konen nikkede uden at svare. Tvare ): Tvære, Redskab at røre om i Grød med. SIDE: 358 "Er det dig, som kaldes den norske Hestebrækker?" spurgte jeg derpaa Manden. Han saa en Stund paa mig, ligesom om han blev fornærmet over dette mit Spørgsmaal, derpaa svarede han paa Engelsk: "Jeg er ikke døbt saa, men har De Lyst at kalde mig saa, svarer jeg nok til det Navn ogsaa." Han lod dog ikke til at have aflagt sin norske Natur med Sproget; thi mit Spørgsmaal, om han havde to gode Rideheste at sælge mig og min Kammerat, besvarede han med det Spørgsmaal om, hvad jeg var for en Karl. Da jeg havde besvaret dette, bombarderede han mig med en hel Række nye, og det var ikke at tænke paa at faa Svar paa, hvad jeg vilde vide, førend jeg havde gjort fuldstændig Rede og Rigtighed for, hvorfra vi kom, hvor vi vilde hen, hvad vore Forretninger her vare etc. etc. Endelig lod Manden til at være kommen til Ende med sine Spørgsmaal og bad os følge sig. Det gjorde vi, og han viste os nu ind i en Indhegning bag Hytten, hvor endel Heste og Kjør samt vor Veninde Grisemoderen og dens Unger vare indelukkede. Først trak han en stor kulsort Hoppe hen til os. Det var et prægtigt Dyr med lynende Øine og en kjæk Holdning. "Hvor gammel er den Hest?" spurgte jeg. Han saa foragteligt paa mig og svarede: "Hæ! Hest? Det er nok ingen Hest." "Nu ja, hvor gammel er da den Hoppe?" "Aa, hun er ikke meget gammel." Nærmere Angi- velse af Alderen var det ikke muligt at faa. "Den har en smuk sort Farve," sagde den engelske Dame. "Hun er ikke styg," svarede Manden. "Den staar godt paa sine Ben," sagde Engelskmanden. SIDE: 359 "Hun staar ikke galt paa Benene," svarede Eieren. "Den er noget krum i Ryggen," sagde Baufeldt. "Hun er ikke aldeles ret i Ryggen," var Svaret. "Hun ser ikke ud til at være rigtig snil af sig," sagde jeg. "Jeg har kjendt dem, som var snillere," svarede han. Saaledes vedblev han. Det var ikke muligt at faa bestemt Svar eller rigtig grei Besked paa noget af vore Spørgsmaal. Han ligesom smuttede bort fra dem alle. Selv ikke paa mit Spørgsmaal om, hvad Dyret skulde koste, kunde jeg faa et bestemt Svar. Først svarede han, det kunde vi altid komme overens om, naar jeg blot syntes om Dyret, derpaa, at det ikke vilde blive meget dyrt, saa at jeg kunde sige, hvad jeg syntes, men da han endelig ikke havde flere undvigende Svar, gav han sig til at klø sig, idet han saa granskende snart paa mig og snart paa Baufeldt. Endelig lod det til, at det pludselig opstaaede Onde ligesaa pludselig forsvant; thi han slog Hænderne sam- men, saa det smældte i dem, og sagde raskt: "Det er det Samme. Penge trænger jeg ikke nu, men vil De hjælpe mig i fjorten Dage med at rydde Skoven og med hvad andet Arbeide, der kan falde, kan De vælge, hvilke to Dyr De vil, i Betaling for Arbeidet." Dette Tilbud kom saa raskt og uventet, at vi Alle maatte le. Ladyen lod imidlertid til at finde denne Man- dens Tanke meget fortrinlig og spurgte: Hvad hun da skulde gjøre. Med det største Alvor svarede han, efterat have kastet et undersøgende Blik paa Damen: "De synes ikke at være meget stærk, men saa kan De stelle med Børnene og gjøre Husets Gjerning hjemme, saa at min Kone og Pige kan slippe ud i Marken." SIDE: 360 Hun fandt sig meget smigret over dette Tilbud, er- klærede hun, men beklagede ikke at kunne modtage Posten som Barnepige. Da Underhandlingerne trak i Langdrag uden at føre til noget Resultat, bad Manden os træde ind i Stuen og faa os lidt Mælk. Dette Tilbud modtoge vi med Taknemmelighed, og han førte os nu ind i sin Stue, hvor der var saa rent og saa pudset, som om der var gjort istand til Bryllup. Møblerne vare simple, men ikke et Støvfnug var at se paa dem. Vinduerne vare saa blanke, at det ordentlig skinnede af dem. Sengen var derimod et Pragtmøbel, forsynet med Omhæng, og paa dens Himmel stod malet med store røde Bogstaver paa mørkeblaa Grund: "Tobias Olsen Bjørndal og Birthe Larsdatter Kvam, sov og hvil som rette Ægtefolk for Herren!" Denne Indskrift var indfattet i en Masse af brogede Roser og underlige Snirkler. Konen bragte os, just idet Baufeldt læste Indskriften paa Sengen, høit rødmende en stor malet Træbolle med Melk, saa sød og saa velsmagende, at det var en Vellyst at nyde den. Det var af Alt klart, at vi her vare komne til vel- havende og tilfredse Folk, der ret syntes at have taget sig ad notam den Indskrift, hvormed Bollen var forsynet: "Æd og drik mandigen og vær glad bestandigen." Konen kunde vistnok tale Norsk, men langtfra rent. Hun blandede en hel Mængde engelske Ord ind deri og havde et aldeles engelsk Tonefald. Derfor talede hun heller Engelsk. Besynderligt nok talede derimod Børnene temmelig rent Norsk, hvilket formodentlig kom deraf, at den unge Pige, vi havde seet med Tvaren, og som var deres Tante, SIDE: 361 nylig var kommen fra Norge og var deres stadigste Om- gang hjemme i Huset. De talede ogsaa aldeles rent Engelsk. Det var imidlertid bleven Aften, og Solen var paa- veie til at gaa ned. Derfor var det nødvendigt at se os om efter et Nattelogis. Hvor vi vare, kunde vi ikke blive, det var at se; thi Hytten var saa liden, at den maatte være trang for dem, der allerede beboede den. Paa vort Spørgsmaal om, hvor vi kunde faa Natteherberge, fik vi til Svar, at Staden ikke laa mere end et Par engelske Mil i Vest ved Siden af Veien, og at vi der let vilde finde Nattelogis. Inden vi kom afsted, bad Hestehandleren os om at komme igjen til ham næste Morgen, saa skulde der blive Handel af, det lovede han. Da vi havde kjørt omtrent en halv Times Tid, kom vi forbi et stort Hus, der i Skumringen saa ud som et stort Lade af Tømmerstokke, forsynet med Vinduer i den ene Ende. Vi bleve derfor yderlig forbausede ved at høre, at dette var Staden. Eieren, en ægte Yankee, tog imod os i Døren og erklærede, efterat have hørt vor Begjæring og besigtiget os nøie, at Mylord of Mylady kunde faa hans eget Soveværelse. Af Studenten og mig tog han ikke ringeste Notits, og da vi spurgte ham, om han ikke kunde skaffe os et Soveværelse, svarede han meget rolig: "Aa, jeg ved ikke; dersom De kan finde en Krog et eller andet Sted i Huset, som ikke allerede er optagen, saa kan De krybe hen der og gjøre Dem det saa hyggeligt, som De vil." Efter megen Søgen kom vi endelig op paa et Loft, hvor vi lagde os i en Hob Høvelspaan mellem en hel Del snorkende Personer af et lidet Tillid indgydende Ydre. SIDE: 362 De laa i fuld Paaklædning med Undtagelse af deres Støvler, som de havde trukket af sig, og paa hver Mand blinkede i Skinnet af det Lys, vi havde med os, enten Løbet af en Pistol eller Metalbeslaget paa en Kniv. De barske, skjæggede Ansigter og forslidte lappede Klæ- der, fulde af Støv og Smuds, gjorde ikke Selskabet beha- geligere. Heller ikke bidrog det til Situationens Behage- lighed, og der længer henne paa Loftet var samlet omkring et Bord en Gruppe af de fæleste Fanter, jeg nogensinde har seet, ifærd med at spille Pharao. De drak Brænde- vin, spillede, vandt og lo; drak Brændevin, spillede, tabte og bandede. Latterens Styrke og Edernes Kraft stod i Forhold til Gevinstens og Tabets Størrelse. Den hele Scene, oplyst af en Talgpraas, der var stukken ned i Halsen paa en Flaske, var mig saa eventyrlig, at da Ederne, Latteren, Slagene i Bordet og den øvrige Støi lidt efter lidt gik over til et Chaos af Brummen og utydelige Lyd, udspandt der sig i mine Drømme de underligste Gjøgle- billeder med Dæmoner og Smaadjævle, der galede som Haner, spillede Kort og stak hinanden ihjel. Endnu før Solen stod op, blev jeg vækket af mine Sedemænd, der reiste sig En efter En, gabede og gjorde deres Morgentoilette, der rigtignok kun bestod i at trække sine skidne Støvler paa sig. Da jeg reiste mig, fik jeg af mine Klæders Udseende det bestemteste Vidnesbyrd om, at der om Natten havde siddet et ikke ringe Antal Høns paa Bjælkerne ligeover os. Det forundrede mig derfor ikke læn- gere, at jeg i Nattens Løb idelig havde drømt om Hanegal. Da vi kom ned, fandt vi allerede Engelskmanden og hans Kone i fuld Puds foran et Bord, hvorpaa laa ud- bredt en Tegning af Byen, som den skulde blive. Gader og Torve vare nøiagtigen angivne. Raadhuset, et Par SIDE: 363 Theatre, diverse Kirker og mange offentlige Bygninger bleve nøiagtigen paaviste af Værten, der var Eier af den hele By - paa Kortet; thi endnu var han ikke kommen videre end til at faa eget Hus halvfærdigt og Tegnin- gen til Byen helfærdig. Det var virkelig latterligt at høre, hvorledes den gode Mand talede om sin By. "Se her," sagde han, "naar vi gaar nedad denne smukke Gade, have vi Raadhuset liggende lige for os, det ser godt ud, der det ligger, ikke sandt? og Torvet, det er et Smukt Torv, ikke sandt? og den Kirke, som ligger i Hovedgaden, den er ganske udmærket, ikke sandt? en smuk By, sandelig en meget smuk By!" Der var, som han gik og viste Folk om i Gaderne allerede. Ladyen, til hvem han stadigen henvendte sig, svarede meget alvorligt: "En smuk By der den ligger; den er rigtignok endnu i sin Barndom. Hvad hedder den?" Jeg kunde ikke lade være at le høit, men den gode Yankee lod sig ikke i mindste Maade genere deraf. Fuld af den sikreste Forvisning i sin Sag, svarede han: "Ja vel er Byen i sin Barndom og ikke endnu døbt eller givet andet Navn end Staden, men Barnet er voxent om tre Aar. Vil de have en Del i Speculationen?" Vi takkede meget for det gode Tilbud, men beklagede, at vi ikke kunde modtage det. Vi satte os tilvogns og begave os til Hallingen. Denne Gang fik vi med Lethed kjøbt to Heste af ham med tilhørende Sadler og Bidsler. I fire Uger droge vi nu omkring paa Hesteryggen og besøgte mange Landsmænd i Iova, Minnesota og Wisconsin og kom saa til Madison, Hovedstaden i sidstnævnte Stat. Da vi kom ind i Minnesota, besøgte vi en Del norske Nybyggere, der havde bosat sig i et lidet Dalføre, der kaldtes Hallingdal, omkring et lidet Vand. Det lod til at være SIDE: 364 fattige Folk, og de syntes ikke videre tilfredse, men vilde ikke udtale sig videre for os. De havde lidt meget af Sygdom og Misvæxt i det sidste Aar og havde, ligesom de fleste norske Bønder, jeg traf i Amerika, et meget al- vorligt Udseende. Nu lod Udsigten til at være bedre for dem; thi deres Hvedeager stod udmærket godt, og Høsten tegnede til at skulle blive rig. Af et Savn lede de, og det et meget stort. De havde ingen Præst. De Fødte kunde ikke blive døbte, de Døde kunde ikke blive begravede. Paa Ægteskab var ikke at tænke. De unge Piger vare mere bange for de unge Mænd i Colonien end for den Onde selv; thi hvortil vilde Kjær- ligheden føre her, hvor ingen Præst og Kirke fandtes? En Morgen strax efter Solens Opgang forlode vi den norske Bondefamilie fra Vestlandet, hos hvem vi havde boet, og droge længere mod Nord. Fuglene sang deres Morgensang i Buskene rundt om os, idet vi rede op ad den skovbegroede Skraaning, der omgav Vandet. Søen laa saa blank og klar under os, at det næsten ikke var muligt at sige, hvor Vandet ophørte og Landet begyndte, og gjengav alle sine Omgivelser med samme Klarhed og Skarphed som et Speil. Det var ikke uden Grund, den blev kaldt Clear Lake. Det var underligt at se Træerne staa paa Hovedet og pege ned imot Himlen, der laa under dem paa Bunden af Søen, og at se de lette blaa Røgsøiler, der hist og her stege op over Træernes Kroner, afspeile sig i Vandet, men der gaa lige ned. Langt ud paa Eftermiddagen saa vi en Del mørke Punkter bevæge sig i Horizonten mod Nord. Jeg syntes, det var bedst at undersøge, hvad det kunde være. SIDE: 365 Da vi kom nærmere, opdagede vi, at det var en Fa- milie paa Vandring. I Spidsen gik Husfaderen. Det var en stærkbygget Mand med brede Skuldre og et af Solen brunet Ansigt. Han gik i Skjorteærmerne og bar en bredskygget Straahat paa Hovedet, en svær Kniv ved sin venstre Side, et Gevær paa Skulderen, Krudthorn, Hagel- og Kuglepung om Halsen og en Pigstav i Haanden. Med lange Skridt gik han et Stykke foran det øvrige Tog og skred forbi os, idet han til Tegn paa, at han saa os, kun blinkede med Øinene og nikkede svagt med Hovedet. Derpaa kom en svær Vogn, trukken af to Oxer og belæsset med de forskjelligste Ting, formodentlig hele Fa- miliens Eiendom; Kister, Kasser, Borde, Bænke og Stole laa paa hinanden; men øverst laa Sengen, og i den sad et Fruentimmer med en Kaffekjedel af skinnende Kobber i Haanden. Hun hilste paa os paa samme Maade som Manden, idet vi passerede forbi hende. Et Par Hundrede Skridt efter Vognen kom 6 eller 8 Kjør og nogle Heste, der bleve drevne frem af to unge Mænd, som bare Noget paa deres Skuldre, der ragede langt op i Luften. Jeg havde min Opmærksomhed henvendt paa en af Hestene, et ravnsort, smukt Dyr, der af og til gjorde smaa Volter snart til den ene og snart til den anden Side, men stadigen kom tilbage til Flokken for at gaa et Par Skridt adstadig ved Siden af sine Kammerater og saa begynde sine Volter igjen. Pludselig raabte Studenten yderst forundret: "Det er Valdersgutterne dine med Skierne og Luren." Og ganske rigtig, det var det ogsaa. Jeg havde for- talt ham om Gutternes Kjærlighed til deres Ski og Lur, og nu kjendte han dem igjen herpaa. Naturligvis fornyede jeg strax mit Bekjendtskab med min gamle Ven Gudmund Auensen Barlid og hans Familie, med hvem jeg havde SIDE: 366 gjort Overreisen fra Norge til Amerika, og vi bleve enige om, at vi Alle skulde følges ad, indtil Familien havde fæstet Bo. Gamle Gudmund fortalte mig, at han havde solgt den Jord, han havde cleamet, tjent endel Penge paa den og nu var paa Veien længer Vest for at finde et nyt Sted, hvor der var bedre Vand, thi derpaa havde det svigtet ham paa hans sidste Opholdssted. Ud paa Aftenen kom vi til en ussel Hytte, der laa paa et Bakkeheld ved Siden af en liden Elv, og der gjorde vi Holdt. Knud blæste paa sin Lur i det samme, og de første Toner havde neppe sat Luften i Bevægelse, førend et mid- delaldrende Fruentimmer kom styrtende ud af Hyttens Dør. Efterat hun ligesom var kastet ud af Hyttens Dør, blev hun pludselig staaende og stirre paa Gutten med Luren, som om hun var bleven en Statue. Længe efterat han havde ophørt at blæse, vedblev hun at stirre paa ham. Hendes Haar, der blev holdt op i Nakken af en Træpinde syntes at reise sig paa hendes Hoved, thi Pinden faldt til Jorden, og Haaret ned over hendes Nakke, men hun mær- kede det ikke. Jeg spurgte hende paa Engelsk, om vi kunde faa Husly der om Natten. Hun hørte mig ikke, men vedblev at stirre paa Knud med Luren. Endelig foldede hun Hænderne som til Bøn, med ved- blev at stirre snart paa Luren og snart paa Gutten, som bar den, uden dog at sige et Ord. Han antog dette formodentlig for en Opfordring til at blæse mere og opfyldte Opfordringen med stor Fornøielse. Tonerne syntes at trænge ind i det skidne, uordentlige Kvindemenneskes inderste Hjertekrog; thi hun saa sig om SIDE: 367 med et Blik og et Udtryk i sit Ansigt, der fortalte om dyb Kummer og nagende Længsler. Derpaa satte hun sig ned paa Dørtærskelen, skjulte sit Ansigt i sine Hænder og gav sig til at græde og hulke, saa at hele hendes Legeme kom i en krampagtig Bevægelse, og Taarerne dryppede ud mel- lem hendes Fingre og ned paa Jorden. Vi stode en Stund tause og yderst forbausede over Fruentimmerets underlige Manerer, men endelig udtrykte gamle Gudmund Alles Mening, idet han sagde: "Eg meine, Kjærringen er gælen, ja skjeli meiner eg det." Da den grædende Kvinde hørte dette, sprang hun atter i Veiret og spurgte paa ægte norsk Bygdemaal med et af Glæde straalende Ansigt: "Aa nai, nai, nai, dei er Norske?" og da hun havde faaet et bekræftende Svar herpaa, slog hun Hænderne sammen af Glæde og spurgte videre: "Aa nai, nai, nai, dei er fraa Valdris? Da hun ogsaa fik et bekræftende Svar herpaa, lo hun høit af Glæde og gik hen bag Gamlingen, lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre og sagde: "Og du er Gudmund Barliden, Far- bror min." Derpaa gav hun sig til at le og hulke vexelvis, idet hun ligesom til Undskyldning for sin Graad og sin Latter sagde: "Eg har inkje seet Landsmænd paa to Aar, og saa træffer eg saa med ein Gaang paa slikje gjille Skyldfolk. Eg har inkje hørt mit eget Maal utenfor Husets Folk paa to Aar, og saa kjem han Knud Syskendebaane mit med ejn Gaang og blæser paa Lur ej Valdrisslaat." Dette var Mere, end hun kunde udholde, det var tyde- ligt; thi atter gav hun sig til at hulke, og atter randt skjeli ): sandelig. gjille Skyldfolk ): gode Slægtninge. Slaat ): Musikstykke. SIDE: 368 Taarerne ned af hendes Kinder, og atter slog hun Hænderne sammen af Glæde. Vi gik ind i Hytten. Der var Sygdom, Smuds og Elendighed. I et Hjørne i Stuen paa en Del med Filler bedækket Halm laa et nogle Maaneder gammelt Barn saa sygt, at det næsten var ude af Stand til at røre sig. Der fandtes ikke andre Møbler end et langt af uhøvlede Brædder sammenslaaet Bord og to Stole, hvoraf den ene egentlig var en Huggestabbe. I Vinduerne fandtes kun enkelte hele Ruder, de øvrige vare erstattede med gamle Skindhuer, Filler og Halm. Udenfor Hytten var Solskin, Sommer og Duft af nyslaaet Hø. Inde i Hytten syntes Alt at tyde paa yderste Fattigdom. Under disse Omstændigheder forundrede det mig ikke, at gamle Gudmund og hans Familie erklærede, at de vilde tilbringe Natten ude. Studenten og jeg skulde derimod faa Kammeret at ligge i. Vi ventede at finde et Rum, der i Udseende svarede til Stuen, men bleve aldeles skuffede. Vistnok var ikke alle Vinduerne hele, og heller ikke kunde vi opdage et eneste Møbel foruden to store blaamalede Kister med brogede Roser; ikke en Stol og ikke et Bord var synligt, men langs Væggene hang en Mængde gode Klæder, Gulvet var belagt med høvlede Bord, paa Hyllerne under Taget stode patenterede Mælkespand af Metal, fulde af den fedeste, deiligste Mælk, og i et Hjørne stod en patenteret Smørkjerne ligesaa af Metal. Paa Gulvet bleve vore Senge opredte og det meget godt. Jeg sov godt og vaagnede, da Solen var paa Vei til at staa op; jeg fandt, det var bedst at gjøre ligesaa, SIDE: 369 klædte mig paa og gik ud i Stuen. Der laa et Papir paa Gulvet. Paa Bordet laa det syge Barn og en op- slaaet Bibel. Konen var ikke at se. Jeg tog op Papiret og begyndte at læse, hvad der stod skrevet: "Igaaraftes kom Morbror, han Gudmund Barlien, her- til. Han vil søge sig nyt Land med sin Familie. Han Knud, Sønnen hans, han havde Lur med sig. Han blæste i Luren, og jeg fik ikke sove i hele Nat. Jeg kunde kun græde. Gud inderlig give, jeg var vel i Norge igjen!" Medens jeg uvilkaarlig gjorde mig skyldig i den In- discretion at læse fremmede Breve, kom min Værtinde ind i Stuen og greb mig paa fersk Gjerning. Rødmende puttede hun Brevet i Lommen, gjemte Bibelen under det syge Barns Hovedgjerde og spurgte derpaa med en paafaldende Forlegenhed: "Det skulde vel være Lidt til Frokost?" Da jeg takkede, tiltog hendes Forlegenhed. Hun gav sig til at stelle med det syge Barn og fremstammede Noget om, at det Mindste En kunde byde slige langfarendes gjilde Folk, som kom og besøgte En, var varm Kaffe - om En havde det - eller lidt Flesk - om En havde det - eller lidt Brød og Smør - om En havde det. Det Bedste, som bydes kunde, var ikke for godt - nei om det var - det var det nok ikke - der var sikkert det." Baufeldt, der imidlertid var kommen til, hørte en Stund paa Konen. Endelig afbrød han hende og sagde paa den ham egne ligefremme Maade: "Hør Kjærring, du skulde vel aldrig være i Vaarkniben? Kunde du skaffe os lidt Mælk, var nu det det Bedste, du kunde byde os." Al Forlegenhed forsvandt hos Konen; med et af Glæde skinnende Ansigt udbrød hun: "Nu, Gud velsigne slike pene, gjilde Folk, der vil have Mælk," og løb derpaa ud. Vaarknibe ): Fodermangel om Foraaret. SIDE: 370 Strax efter kom hun tilbage med en stor Skaal med den deiligste friske Mælk, man vilde nyde, og da vi, efter at have drukket dygtig af den, roste den, raabte hun; "Nei Gud velsigne Dem for snille Folk De er; nei, der er In- gen, som tror, hvad Glæde det er at træffe paa snille Folk, som snakker Norsk." Udenfor var Græsset vaadt af Duggen, Solen skin- nede, og Dugperlerne blinkede som Diamanter rundt om os. Det var den yndigste Morgen, fuld af Frihed i Sommerens bedste Fylde. Gamle Gudmund var allerede ifærd med at bryde op. Oxerne vare forspændte. Mutter sad oppe i Sengen med Kaffekjedlen i Haanden. Knud havde faaet Luren, og Lars Skierne paa Nakken, og man ventede kun paa Marschordre fra den Høistbefalende; men han stod og talede med en Mand, i hvem jeg strax gjenkjendte en ung Bonde fra Land ved Navn John Ranum, der var blandt de Emi- granter, som droge til Amerika med det samme Skib som jeg. Han var let at gjenkjende og næsten aldeles uforan- dret, kun noget mavrere. Hans Kone, vor Værtinde, der vandrede ud sammem med sin Mand, var derimod ikke at kjende igjen; saa gammel og affældig var hun bleven, siden jag saa hende. Manden havde været ude om Natten og søgte efter en Ko, der var løben ud i Prærien, og var først kommen tilbage med den, efterat vi vare gaaede til Hvile. Just som vi skulde til at drage afsted, tog Baufeldt gamle Gudmund tilside og sagde: "Det er nok kleint med Madstellet her paa Gaarden. Du skulde faa Greie paa det, før du reiser videre." Gamlingen saa forskende paa Taleren og svarede: "Hæ! har du inkje faaet nokke Vomfyld til at reise paa?" SIDE: 371 "Jeg har Intet at klage," svarede Baufeldt, "jeg har faaet Alt, hvad Huset formaaede, og Mere kan In- gen forlange; men jeg er bange for, at det er smaat med Provianten her paa Gaarden." Nu forstod den Gamle Meningen. Det var tydeligt at se paa hans Øine. Han gik derfor hen til John og sagde efter nogen Betænkning: "Det er rigtig pene Kuer, du har, John." "Aa, jamen er de saa. Jeg kan ikke klage paa Kuerne." "Og mælker godt, gjør de nok ogsaa?" "Aa, jamen gjør de saa; jeg kan ikke klage paa Mælken." "Den ene har nok baaret for 3-4 Veker siden, skjønner jeg?" "Ja hun har nok saa." "Jeg saa ikke noget til Kalven." "Aa nei, det var nok ikke godt at se den." "Du har sagtens slagtet den da?" "Ja, jeg har saa." "Det var rart det, at du vilde slagte Kalven. Det manglede ikke paa For til den." "Nei, det var saa det." "Jeg saa ingen Gris heller." "Aa nei, det er nok ikke godt at se Gris her." "Du har sagtens slagtet den med?" "Ja, det er nok saa det." "Du synte mig ikke Staburet dit, John." "Aa nei, det er nok inkje Noget at syne Folk det." "Det er nok kleint med det." "Aa ja, det er inkje rart." "Det er nok mye kleint." SIDE: 372 "Aa ja, det er inkje mye rart." "Du faar syne mig det, du har til Levemaate, du John." John havde hidtil svaret nok saa kjækt, men nu blev han forlegen og svarede, efterat have betænkt sig en Stund: "Nei det faar hun Berthe gjøre." Berthe blev nu fremkaldt, men da hun blev opfordret til at vise frem sin Beholdning af Proviant, mente hun, at det nok var bedst, han John gjorde det. Men nu blev Gamlingen vred. "Frænde er Frænde nærmest, hedder det fra et gammelt Ord, men det tykkes være glemt paa Gaarden. Fattig Mand og farende Mand faar inkje være blyge, siger et gammelt Ord, men det kjen- des inkje her paa Gaarden. Sandhed er kort, men smet- ter dog altid frem; Løgnen er lang, men derfor skal der godt Minne til for godt at lyve. Hvad mener du Berthe, hun Syneve, Mor din, vilde sige, naar hun fik høre, at jeg, Gudmund Barlien, Bror hendes, var dragen med Kisterne fulde af fed Mad ind til dig, mens du sad paa Sulteføden, og var dragen fra dig igjen med Kisterne lige fulde, mens du sad igjen paa Sulteføde. Enten saa sa'e hun nu det: Han Gudmund, han maa skifte Hu med Aa- rene, eller saa sa'e hun det: Han Gudmund, Stakkaren, han bliver gammel, han ser ikke hos sin egen Slægt, hvad Fremmede nu ser. Men nu gjøer Gamlehunden, og nu skal du lye efter, Berthe. Hvorledes er det med Levemaa- den, Berthe?" Den Tiltalte svarede: "Der findes ikke Mad i Huset; Alt, hvad der findes, kan gjerne lægges ind i mit Øie." "Hvorledes er det med Modet?" spurgte den Gamle videre. blyg ): undselig. smette ): smutte. SIDE: 373 "Svært kleint; jeg længes svare hjem igjen," lød Svaret. "Hvorledes har det været med Hilsen?" "Svært daarligt; der ligger han vesle Bernt," sva- rede Berthe og pegede paa en liden Jordhøi i Nærheden af Indgangsdøren. "Hvad? Han er død, og det tier du med? og kanske han ikke engang er jordfæstet paa christen Vis?" spurgte den Gamle næsten forskrækket. Moderen kunde ikke mere. Hendes Kraft var brudt. Hun sank ned i Græsset, men Faderen rystede bedrøvet paa Hovedet og sagde: "Vi har ikke seet en Præst, siden vi kom hid." "Lars, kast Skierne fra dig, og du Knud, sæt Luren bort," befalede gamle Gudmund. "Spænd saa Oxerne fra. Vi blive her og holde Gravøl, og derfor skal Alle i Kirkeklæderne først." Der blev ikke videre snakket om den Sag. Enhver gjorde sig færdig til uden et Muk at lystre Patriarkens Bud. Gamle Mutter klatrede ned fra sit høie Sæde og fik frem Nøgleknippet. Medens Omlægningen foregik, blev det bestemt, at Baufeldt som studeret Mand skulde overtage Præstens Rolle og besørge Jordkastelsen, hvilket han selv fandt ganske i sin Orden. Han mente endog med sin sædvanlige Tillidsfuld- hed, at han egentlig var skabt til at være Præst og til at præke Moral for Folket. Da den unge Kone kom ud af Hytten vasket og pyn- tet og iført sin Søndagsstads, var hun ikke at kjende igjen. Istedetfor den skidne lurvede Kjærring stod en middelal- drende, bleg og lidende, men smuk, norsk Bondekone for os. Vi samledes om den lille Grav, sang en Salme SIDE: 374 hvorpaa Baufeldt holdt en liden Tale, der ikke gjorde hans Ord, at han skabt til at være Præst, tilskamme, og kastede Jord paa Graven. Derpaa sang vi atter en Salme. Idet vi skulde forlade Graven, sagde Moderen hulkende: "Du kunde kanske blæse lidt i Luren din, du Knud. Vesle Bernt kunde kanske lye dertil og have lidt Moro af det." Knud fulgte Opfordringen, og disse hjemlige Toner satte os Alle i en ganske høitidelig og vemodig Stemning. Inden vi droge afsted, fik Knud og Lars Ordre til at bringe en lang Kasse ind i Huset, og da de kom til- bage med Kassen, var den tom og let. Det udhungrede Hus var blevet provianteret. Endelig reiste vi da videre med gamle Gudmund i Spidsen med sin Pigstav. Berthe fulgte os et Stykke paa Veien og viste os et Vadested over Elven. Da Gudmund, inden de skiltes ad, sagde hende, at han havde tænkt over det og endelig nu bestemt sig til at slaa sig ned ikke langt derfra, faldt hun næsten paa Knæ for ham, greb hans Haand, takkede ham og sagde: "En velsignet Dag var det, som bragte dig hid. Nu skal vel Alt blive godt, naar han Gudmund Barlien, Morbror min, setler tæt ved os." Vi havde heller ikke reist langt, førend han begyndte at se sig om efter en Plads, men han var vanskelig i sit Valg, lod det til. Paa et Sted var det for smaat med Skoven; Sko- ven var snart ryddet, men ikke saa snart runnen. Paa et Sted var det for vanskeligt om Vand, men Vand var stærkeste Drikken og troeste Tjeneren; det drev baade Kværn og Sag. Snart var Bakkeheldet mod Nord, og det var ikke godt, mente han; han vilde have et Jordsmon, der heldte runnen ): opdyrket. SIDE: 375 mod Syd eller Sydost, for Solen havde nu et underligt Lag, hvor hun kom, der blev det Dag; snart var Bakke- heldet for brat, han vilde have det mere jevnt, for Plou- gen kunde være let at faa utføre Bjerget, men saa var det meget sværere at faa den opføre igjen. Endelig kom vi til Bredden af en yndig blank Sø, omgiven hist og her med Skov, bestaaende af en Blan- ding af Løvtræer og Naaletræer. Her syntes han at kunne faa alle sine Fordringer tilfredsstillede; men nei, nu opstod det nye Vanskeligheder. Jeg foreslog ham at lægge sit Hus paa en Odde, som stak ud i Vandet, men nei, det vilde han ikke. Studenten foreslog ham et andet Sted paa et jevntskraanende Jordsmon med Helding mod Syd, men nei, det vilde han heller ikke. Først talte han om, at med nordrindende Vand skulde være Lykke, det havde han hørt; men da vi erklærede al- drig at have hørt dette, kom han frem med den egentlige Grund. Han vilde cleame Land der, hvor Byen kom til at ligge. Den gode Valders var bleven en ægte Yankee og talte om Byen, som om den allerede var under Byg- ning og skulde være færdig til næste Aar. Vi begyndte at blive trætte af denne Omvanken, stege af vore Heste og satte os i Græsset i Skyggen af en stor prægtig Bøg, hvorpaa Baufeldt gav sig til at synge: "I Valdris, i Valdris, der er det godt at gjæte, der blæser dem i Bukkehodn; kom lader os gjæte paa valdrisvis." Hele Selskabet standsede ved de første Toner, og da Sangen var ude, kom Gamlingen hen til det Sted, hvor- paa Baufeldt sad, stak sin Pigstav i Jorden ved hans Side og sagde: "Her standse vi, og her skal Døren til SIDE: 376 Hytten være. Kau du nu til Sangen, Kjærring, og blæs saa du i Luren atpaa, Knud." Konen kauede, og Knud blæste i sin Lur. Da de sidste Toner rullede henover Vandet, faldt de Alle paa Knæ, foldede Hænderne, og gamle Gudmund bad høit Fadervor. Da han var færdig, og Alle havde sagt Amen, reiste han sig og sagde: "Og hermed har jeg cleamet 400 Akre af dette Land til mit Brug og, om Gud vil, skal min Hytte blive det første Hus i en stor Stad." Fem Minutter efter klang Øxen mod Træets Stamme inde i Skoven. Vi forbleve der i flere Dage og sov om Nætterne under et Telt, som Gudmund havde lavet til os af Tæp- pener, saa sødt som i de blødeste Senge. Da vi skiltes fra Familien, vare allerede de tre første Omhverv lagte, og Huset steg raskt i Veiret. Derpaa droge vi gjennem Dacotah og Scott County til St. Paul, derfra med Dampskib nedover Floden og ere nu her i Ma- dison, Hovedstaden i Wisconsin. Besynderligt nok saa jeg ikke en Indianer, saavidt jeg ved, paa hele Turen. Saaledes er da min Udflugt til the far West til- endebragt, men al den Sorg, al den Længsel og Hjemve, alle de Savn og alle de Sorger, jeg der var Vidne til, ere ikke glemte, og hellerikke har jeg glemt det Mandemod, jeg saa hos Folk, der, stolende alene paa egen Kraft, droge ud i ubeboede Egne og med ufortrødent Sind lagde Haand paa Værket, hvis Maal var at skaffe dem og deres Slægt et sorgfrit Udkomme. kaue ): lokke. SIDE: 377 11te Brev. Fra Jonas Blink til hans Moder. St. Francisco den 25de September 1852. Kjære Moder! Du forundrer dig formodentlig høiligen over at se, at jeg er kommen til Californien. Da jeg havde opholdt mig omtrent 8 Dage i Chicago, fik jeg Brev fra Amund Monssen, hvori han fortalte mig, at han og hans hele Familie - med Undtagelse af den lille Dattersøn, der kort forud var død - agtede at reise til Californien og søge deres Lykke ved Guldgravning. Dette var en prægtig Anledning for din dagdrivende, omvandrende og landstry- gende Søn til at faa Tiden til at gaa, og jeg og min Reisefælle, Student Baufeldt, bleve enige om at gjøre Følge til Californien. Fjorten Dage efter mødtes vi alle i Byen Calera i Nærheden af Missisippi for at drage ned- over denne Flod; men her maa der om Aftenen før Afrei- sen være foregaaet en eller anden Scene mellem Studenten og Fredrikke; jeg frygter for, det var en mislykket Frier- scene; thi næste Morgen erklærede han, at han havde be- tænkt sig. Han kunde ikke reise med, var meget forknyt, talte aldeles ikke om, at hele Verden stod ham aaben, men erklærede tvertimod, at han ikke havde andet Hul at krybe ind i end en liden Post som Medarbeider i et Dagblad, og hun var saa alvorlig og sky i hans Nærværelse, som om han paa det dødeligste havde fornærmet hende. Vi droge da afsted uden Studenten og ankom snart til St. Louis, der ligger ved Missouris Udløb i Missi- sippi. Her opholdt vi os tre Dage forat lægge vor videre Reiseplan og forberede os til Reisen. Fra St. Louis droge vi videre nedover Missisippi, derpaa opover Red-River, og saa tillands til Albuquerque SIDE: 378 ved Rio grande i ny Mexico, uden videre Eventyr. Her begyndte den vanskeligste Del af Reisen, og vi sloge os sammen med endel Tydskere, Amerikanere og Mexikanere for at reise gjennem de ubeboede Strækninger til Califor- nien. Til den Hensigt kjøbte vi Heste, Mulæsler, Proviant og alle de øvrige Rekvisiter til en lang og besværlig Reise og begave os saa paa Veien muntre og glade. I de første fem Dage rede vi i sydvestlig Retning gjennem en Prærie, hvor vi om Natten hvilede under vore Dækkener eller Telte, eftersom Vedkommende kun vare for- synede med den første Slags Bedækning eller havde havt Evne og Forstand nok til at forsyne sig med det sidste. Blandt disse var jeg, og det Telt, jeg havde skaffet mig i Albuquerque, var stort nok til, at vi kunde ligge derun- der alle Sex til Nød. I Førstningen var Veien god, men da vi havde pas- seret en Indianerby ved Navn Soni eller Sani, blev den snart kun til en næsten usynlig Sti. Da vi havde tilbagelagt Prærien, kom vi til Bjerge, som vi droge over i sydvestlig Retning og uden ringeste Vandskelighed; thi de Mexikanere, der vare i vort Følge, vare kjendte her og førte os gjennem Dalfører, der vare saa jævne, at vi med Lethed kunde have benyttet Vogn. Langs de græsbevoxede Bjergskraaninger stod spredte Furutræer tildels af uhyre Størrelser, og det var ikke sjel- dent at se Stammer, som jeg ikke kunde favne om, og som sikkert var 100 Alen høie. Paa den anden Side af disse Bjerge, som Mexikanerne kaldte Sierra blanca, laa et jævnt bakket Terræn, som vi skulde drage igjennem i vestlig og sydvestlig Retning. Da vi skulde bryde op om Morgenen, underrettede en af Amerikanerne ved Navn William Banoch os om, at SIDE: 379 nu begyndte Veien at blive farlig; thi fra nu af maatte vi vente at støde paa vilde Indianerstammer, som vi al- deles ikke kunde være trygge for ikke vilde overfalde og scalpere os, dersom de fandt os saa svage, at de antoge at kunne gjøre det uden videre Fare. Vi droge da nu først over en aldelse flad, 2 til 3 engelske Mile bred Eng, bevoxet med frodig Kløver og gjennemkrydset af Stier, der vare dannede af vilde Dyr og Mennesker, og ind paa det bakkede Jordsmon. Ud paa Eftermiddagen fik vi fra Toppen af en af Bakkerne pludselig Øie paa et Snes Indianere, der sade omkring en Ild, et kort Stykke fra os. Jeg tilstaar, at jeg blev lidt underlig tilmode og betragtede dem med megen Nysgjerrighed; men de bleve siddende saa rolige, som om de ikke saa os, og selv da en af vore Mexikanere red hen til dem og begyndte at sam- tale med dem for at faa Underretning om Veien, rørte de sig ikke af Stedet. Ja, de nærede saa lidet fiendtlige Hen- sigter, at de endog lode deres Vaaben ligge urørte et Stykke fra sig, da vi droge forbi dem. Inden Aften kom vi til en temmelig steil Bjergaas, som vi skulde over, og da vi nu vare komne ind imellem Indianere, der ikke vara at stole paa, leirede vi os paa Toppen af en liden Bjergryg og satte Vagt ud om Natten. Jeg tilstaar, at jeg denne Nat drømte om Kamp og Skud, om Blod og Saar, og engang foer jeg endog op i Søvne og troede at have hørt Anskrig af Vagten. Men rundt om mig laa mine Reisefæller saa rolige, som om de vare hjemme i deres lune Hytte ved Sagene. Ikke en Lyd hørtes uden gamle Amunds lange Aandedrag, der rigtignok nu og da var af den Beskaffenhed, at den af en levende Indbildningskraft kunde tages for Lyden af SIDE: 380 en Krigstrompet. Jeg lagde mig da til at sove igjen, og vaagnede ikke, før Fredrikke vækkede mig og underrettede mig om, at det hele Selskab allerede var næsten reisefærdigt. I en Hast fik jeg Dækkenet af mig, Støvlerne og Frakken paa mig, Hænder og Ansigt vaskede, Kaffe drukket, Brød og Flesk spist, Hesten sadlet, og saa var jeg ogsaa reisefærdig. Overreisen over denne Bjergkjede, som nu laa for os, og som vore Mexikanere kaldte Gorotero eller noget Lignende, var temmelig besværlig, thi Skraaningerne vare meget steile. Fra Toppen af Bjerget saa vi Sierra blanca, som vi for faa Dage siden havde passeret, og havde en vid Udsigt over de imellem begge liggende lavere Egne. De Røgstøtter, der opstege hist og her derfra, overbeviste os om, at der paa flere Steder fandtes Folk, formodentlig Indianere. Vi stødte ogsaa i Dagens Løb paa flere Partier Vilde, men de undgik os, ja svarede ikke engang paa vore Spørgs- maal, saa at det var tydeligt at mærke, at de ikke vilde have Noget med os at skaffe. Paa den anden Side af Bjerget forandrede vi vor Kurs noget. Hidtil havde vi draget i sydlig Retning, men nu satte vi Kursen mere imod Nord, idet vi dog naturligvis stadigen droge mod Vesten. Med denne Forandring af Kurs syntes ogsaa en sør- gelig Forandring i Jordsmonnet at indtræde; thi nu begyndte Egnen at blive stenig og tør, saa godt som blottet for Græs og aldeles uden Træer. Om Aftenen kom vi til en temmelig bred Elv med et saa klart Vand, at man kunde se det mindste Sandkorn paa Bunden, der var saa stenig, at Vandet ikke engang blev uklart, da vore Dyr vadede derigjennem. Paa den anden Side af Elven leirede vi os, da vi fandt godt Græs SIDE: 381 og havde, som fortalt, det klareste Vand, Nogen vilde ønske sig ved Siden af os. Vore Dyr levede derfor godt, men vi maatte nøie os med koldt Kjøkken den Aften, da der ikke var en Pinde Ved eller noget Brændbart at se eller finde, saa langt Øiet kunde naa. Det var første Gang, det havde hændt os, og jeg skjøn- nede paa Fruentimmerne, at de aldeles ikke syntes om dette. Den følgende Dag kom vi paanyt over en ligesaa klar Elv og fandt Græs i Overflod til vore Heste, men intet Træ eller andet Brændbart. Førend Solen gik ned, vare vi atter komne ind i en dyb Dal mellem høie nøgne Bjerge og valgte med Forsigtighed vor Leirplads til Natten. Denne Nat udsatte vi paanyt Vagter, skjønt vi den hele Dag ikke havde truffet paa en eneste Indianer, men vel seet Spor af dem. Vi bleve dog ikke foruroligede. Ved Middagstid den næste Dag leirede vi os paa Toppen af en liden Høi med Udsigt til alle Sider. Medens jeg sammen med Amund og hans Familie sad der og nød vort tarvelige Maaltid, bestaaende af tørt Brød, ja overmaade tørt Brød, og saltet Kjød samt klart Vand, som vi hentede fra en liden Bæk i Nærheden, kom der pludselig en mørk Gjenstand med sagte Susen farende ind mellem os. Det var en lang Pil, der maatte have været udskudt med tem- melig Kraft og paa ikke ret langt Hold; thi den var gaaen igjennem en tyk Skive Brød, jeg havde liggende foran mig, gjennem Dugen, der var udbredt paa Marken, og stod fast i Græstorven. Vi vare saa aldeles uskyldige og uerfarne i deslige Tilfælde, at vi en Stund bleve siddende ganske forundrede over, hvad dette kunde være. Ja, den gamle Knurrepotte saa endog først paa Pilen og derefter op imod Himlen, som om han antog, den var falden ned derfra. Inden vi SIDE: 382 endnu havde befindet os, kom det nok en Pil flyvende ind imellem os, og nu først begreb vi Meningen, fore derfor Alle i Veiret og gjorde Anskrig. Knurrepotten trak sit Uhr frem og saa meget nøiagtigen paa det, inden han foretog sig videre. De to Mexikanere, vi havde med os, viste sig nu at være dygtige Folk, der vistnok ikke første Gang vare i deslige Omstændigheder. I et Øieblik havde de af Pilens Stilling i Jorden udfundet, hvorfra den omtrent kunde være kommen. I næste Øieblik sad de i Sadlen fuldt bevæbnede, med Geværet i høire Haand, en Revolver i Bæltet og en Lasso paa Sadelknappen. I Galop satte de afsted ved hinandens Side, og med Forundring saa jeg, at de ikke toge den Retning, hvorfra Pilen maatte være kommen, men en Retning, der dannede en temmelig stor Vinkel dermed. Grunden dertil viste sig snart. De vare ikke komne langt bort, førend 3 Indianere tilhest kom frem bag et stort Klippestykke, hvor de havde holdt sig skjulte og flygtede alt, hvad de kunde. Mexikanerne vare komne Fienden i Ryggen, og da de saa ham flygte, forfulgte de ham en Stund og affyrede derpaa deres Geværer. Den Ene af de Vilde blev øiensynlig truffen; thi han gjorde et Ryk i Tøilerne, slingrede en Stund frem og tilbage i Sadelen og vilde sikkert være falden af Hesten, hvis han ei var bleven understøttet af sine Kammerater, der red hen til ham og greb ham under Armen. Vi vare længe uvisse om, hvad Meningen havde været med dette Angreb. I Førstningen kunde vi aldeles ikke begribe, hvorfor de tre Indianere havde skudt paa os; thi om de ogsaa ved hvert af deres Skud havde saaret En af os, kunde de ikke have tænkt paa derved at være komne Udsigt til Bytte nærmere. Vort Selskap var saa mandstærkt, SIDE: 383 at det ikke kunde falde dem ind, at et Par Saarede skulde bringe os til at lade et eneste Brød i Stikken. Vi antoge imidlertid, at Skuddene havde gjældt vore Lastdyr, der, medens vi spiste, stode i Nærheden af os, mellem os og de Vilde. Var et eller flere af Dyrene blevne rammede, vilde de maaske forskrækkede havde sat afsted og trukket de øvrige med sig, i hvilket Tilfælde de røde Røvere naturligvis havde havt de bedste Udsigter til Bytte. Vi fortsatte Reisen videre et Par gode norske Mil den Dag, uden at se en eneste rød Hud, og kom om Aftenen til en stor Slette, der ligesom var overstrøet med Stene i alle Størrelser. Vi opsloge vore Telte paa en nogenlunde fri og aaben Plads, og da vi ikke kunde finde en Draabe Vand deromkring, maatte vi lade os nøie med det lunkne Vand, vi havde paa vore Feltflasker, hvilket var langtfra at være velsmagende eller forfriskende. Det var min Tur til at have Vagt om Natten. Med min Bøsse paa Nakken gik jeg omkring paa vor Hvileplads og speidede rundt om til alle Sider uden at se eller høre Saameget som en Mus engang. Henimod Midnat begyndte jeg at blive noget ganske forfærdelig kjed af denne Forret- ning at gaa fra det ene Telt til det andet og fra det ene sovende Parti til det andet, se og høre alle Andre ligge og snorke i den dybeste Søvn, og selv være baade søvnig og træt uden at kunne faa mig en liden Blund. For at holde mig vaagen, tændte jeg endelig en Cigar, men jeg havde neppe faaet Ild i den, førend Fredrikke kom ud af vort Telt. Hun syntes, hun havde hørt Noget røre sig mellem Stenene, sagde hun, og var derfor kommen ud for at se, hvad det var. Da hun saa mig røge, raadede hun mig indstændigen til at lade det være, da den brændende Cigar kunde blive et altfor godt Sigtepunkt for de Vilde, SIDE: 384 der muligens snege sig omkring imellem Stenene rundt om os. Jeg burde have fulgt hendes Raad, men det gjorde jeg ikke. Jeg lo kun af hendes Advarsel. Hun begav sig ind i Teltet igjen, og jeg gjorde atter en Runde med min brændende Cigar i Munden. Da jeg var færdig her- med, satte jeg mig paa en Sten ikke langt fra vort Telt. Det var saa stille rundt om mig, at jeg kunde høre vore Heste og Muler et Stykke fra mig tygge, og de So- vende i Nærheden af mig trække Veiret. Over mig tindrede Tusinde af Stjernene fra den dybe blaa Himmel, men omkring mig laa Alt indhyllet i saa dybt Mørke, at jeg knapt kunde se det hvide Telt, hvorfra jeg neppe sad i mere end 10 til 12 Skridts Afstand. Jeg faldt i Tanker og greb mig selv ifærd med at stige iland paa Christiania Brygge, hvor en Kvinde tog imod mig. Hun smilede og rødmede, og jeg forstod hende og smilede og rødmede ogsaa. Men i mit Hjerte lo jeg af himmelsk Fryd og Glæde; Thi Prøven var udholdt og bestaaet. Mit Hjerte bankede, saa jeg næsten kunde høre det. Pludselig berørte Nogen sagte min Arm, og Fredrikkes Stemme hviskede: "Tys, stille, der rører sig bestemt Noget mellem Stenene derhenne tilhøire." Jeg trak min 8-løbige Revolver frem og saa hen imod det Sted, hun antydede, men opdagede Intet. "Jeg er aldeles vis paa det," vedblev Fredrikke med sagte Stemme. "Jeg kom ud af Teltet for at se, om det ikke var begyndt at lysne i Øst, og da hørte jeg Noget bevæge sig mellem Stenene derhenne. Vær for Guds Skyld forsigtig og sluk Cigaren." I det samme hørte vi et Skrig og saa en mørk Gestalt reise sig, og i et Nu stod en Mand med hævet Arm, hvori han holdt et Vaaben, lige over mig, og Intet i Verden SIDE: 385 ville have kunnet redde mig, hvis jeg havde været alene; thi, inden jeg havde kunnet faa Hanen paa min Revolver optrukken, vilde Hugget have rammet mit Hoved og kløvet det. Men Fredrikke havde været forsigtigere end jeg og holdt en Revolver med spændt Hane foran sig. Inden jeg havde faaet Tid til at bevæge mig, fyrede hun og rammede; Manden slap sit Vaaben, Haanden sank mat ned, og Personen selv ligesom sank ned i Jorden uden at give en Lyd fra sig. Hele vort Reiseselskab kom naturligvis strax i Bevæ- gelse, men Intet var at se eller høre, og hvis der ikke havde været fundet Blodpletter og en Tomahawk paa Stedet, vilde jeg have antaget det hele Syn for en Øienforblændelse. Den Vilde havde formodentlig havt til Hensigt at løse Hestene, men havde, fordi han troede sig røbet, reist sig og anfaldt mig i Haab om paa denne Maade lettere at kunne komme bort. Jeg blev afløst og begav mig til Hvile efterat have takket Fredrikke for mit Livs Frelse. Det var virkelig et ganske mærkeligt Træf, at hun skulde vaagne og se ud af Teltet just til rette Tid forat komme mig tilhjælp. Om hun havde ligget indenfor og vaaget og passet paa den hele Nat, kunde hun ikke være kommen beleiligere. Stakkels Pige! hun var saa forskrækket over, hvad hun havde gjort, at hun græd og skalv over sit hele Legeme. Der gik flere Timer, inden hun rigtig kom sig igjen, men da var hun saa straalende glad, at jeg aldrig ved at have seet et gladere Menneske. De to følgende Dage fortsatte vi vor Reise imod Ve- sten igjennem et bakket og bjergrigt Land. Der var ud- mærket godt Græs og Skov i Mængde, saa at vore Heste havde Føde nok, og vi ikke havde Vanskelighed forat faa Ved til at koge vor Mad. Vi opdagede ikke en eneste SIDE: 386 Indianer, men da vi hist og her saa en liden Røgsøile stige op mellem Træerne, mente de kloge Folk i vort Sel- skab, at de Vilde dog nok vare os nærmere, en ønskeligt kunde være. Den tredie Dags Middag fik vi rigtignok at føle, at det ogsaa var saa. Vi rede igjennem et skovbegroet Dalføre, der i Mid- ten blev gjennemskaaret af en krystalklar liden Bæk, som rislede muntert mellem Stenene. Aaserne paa begge Si- der af Dalen vare temmelig jævnt opadgaaende, hist og her bedækkede med Skov, men hist og her med store, kun græsbegroede Flekker. I Spidsen for Toget - et Par hundrede Skridt foran det - rede to af vore Mænd for som en Slags Forpost at undersøge og underrette os, om nogen Fare tru- ede. Jeg red ved Siden af Amerikaneren William Banock i Spidsen for Hovedtoget, og vi vare just ifærd med at se os om efter en Leirplads til vor Middagshvile, da vi kom til et trangt Pas, paa den ene Side begrændset af en meget tæt Underskov og paa den anden Side af en saa godt som lodret Forsænkning i Terrænet ned imod Dal- bunden, der var en dyb Bjergkløft hvori Bækken skum- mede og brusede ligesom nede i en umaadelig stor sort Kjedel. Passet var saa trangt, at William og jeg ikke følte nogen Lyst til at ride igjennem det ved Siden af hinan- den, hvorfor han red foran. Jeg var just kommen saa langt frem i Passet, at min Hest havde faaet Næsen ind paa en temmelig aaben Slette foran det, da en Pil kom susende ud fra Krattet tilvenstre og blev siddende fast i mit Frakkeærme. Af en skjærende Smerte i Armen kunde jeg føle, at jeg var saaret, men inden jeg endnu fik Tid til SIDE: 387 at befinde mig videre i saa Henseende eller gjøre Anskrig, kom en anden Pil flyvende og blev siddende fast i Halsen paa min Hest. I det samme hørte jeg William skrige: "Fremad! alle Mænd og Kvinder, fremad! ud paa Slet- ten!" Strax efter begyndte Revolverne at knalde ind imod Buskene, og Alle satte Hælene i sine Dyrs Sider for at komme afsted jo før jo heller. Den ene Hest efter den anden kom galopperende gjennem Passet ud paa Sletten, og det ene Muldyr efter det andet. Næsten alle Menne- sker og Dyr vare mere eller mindre saarede af Pilene. Ikke en eneste Vild lod sig se. Der var kun nogle Faa af Vore tilbage paa den anden Side af Passet, og ude paa Sletten vare vi temmelig sikre, saa at den værste Fare allerede, efter hvad vi antoge, var forbi, da pludselig en sværlem- met Indianer sprang frem mellem det tætte Løv, stillede sig midt i Passet og greb den Hest, der just var ifærd med at galoppere ud paa Sletten, i Tømmerne, saa at Dyret steilede. Det var min Landsmand Johan Erlandsen, som sad paa det, og han havde sin lille Datter siddende paa en Pude foran sig paa Sadlen. Dette var ham til stor Hinder i den Kamp, som nu opstod; thi hverken kunde han styre sin Hest rigtig, eller bruge sin Revolver med Sikkerhed. Han havde allerede skudt to Skud tilsyneladende uden Virkning, og Hesten var af den Vilde allerede trængt lige hen til Randen af Afgrunden; flere vilde Ansigter viste sig mellem Bladene for at ile deres Kammerat tilhjælp, og jeg troede Manden og Barnet redningsløs forlorne; thi inden vi kunde komme ham til- hjælp, maatte Kampen være afgjort. Tillykke red Johan en saa stærk og kraftig Hest, at Indianeren brugte alle sine Kræfter for at faa den ud for Skrænten, uden at det lyk- kedes. Fredrikke og hendes Søster Marthe holdt sig i Nær- SIDE: 388 heden af mig. Begge Fruentimmer udstødte et Ræd- selskrig. Gamle Amund og en Amerikaner havde dannet Bag- troppen, og Grunden til, at Anfaldet paa os i Centrum ikke havde været stærkere, var nok den, at Hovedangrebet havde gjældt disse to Mænd. De vare blevne angrebne af en Flok Vilde, men havde skudt og slaaet sig igjennem, og den Gamle kom just betids nok for at redde sin Svi- gersøn og Datterdatter. Han havde neppe vist sig for os med blodigt Ansigt, førend den store Indianer, der holdt Hestens Tømmer, laa med knust Hoved for hans Fødder, og Hesten, befriet fra Grebet, sprang tilbage fra Afgrun- den, hvorpaa den Gamle tog sin lille Datterdatter og satte hende foran sig paa sin Sadel. Imidlertid var den Mand, der havde været med Knurrepotten i Bagtroppen, sprængt frem af Passet og ud paa Sletten. Inden de øvrige To kunde følge efter, vare de omringede af en Flok med Vilde. Saavidt var Alt foregaaet i en saadan utrolig Hur- tighed, at det Hele var passeret, inden vi rigtig kom til Besindelse, men da vi nu saa dem omringede af de Vilde, ilede vi dem tilhjælp. Gamlingen havde taget sin forgudede Datterdatter paa sit Skjød og dækket hende med sin venstre Arm, hvor- med han tillige styrede Hesten, medens han huggede om sig med den høire. Da han i St. Louis havde faaet at vide, at der i de Egne, hvorigjennem vi kom til at drage til Californien, fandtes vilde Folk, som muligens kunde falde paa at an- gribe os, havde han bestilt to Øxer af egen Construk- tion, en til sig og en til sin Svigersøn. Jeg formoder, han havde taget en eller anden gammel Stridsøxe, han SIDE: 389 havde seet, til Model; thi omtrent som en saadan vare de dannede. Skaftet var kort. Paa Øxehammeren stod en stor Pig. Bladet var bredt, men skarpt som en Ragekniv. Da vi kom i Nærheden af dem, saa vi dem hugge til høire og venstre, og næsten ved hvert Hug faldt der en Mand. Under dette lod den gamle Mand Munden løbe i et væk: "Heitsan! der har du lidt at grine ad. Hutsan! det skal du have, fordi du pirker efter mig med Kjeppen din. Heitsan! Vær ikke ræd du, Ungen min. Hutsan! De skal ikke gjøre dig noget. Heitsan!" Jeg havde ikke hørt ham tale saa Meget i al den Tid, jeg havde været sammen med ham, tror jeg, som i de faa Minutter denne Kamp stod paa. Han var som en rasende Bersærk. For hvert Udraab: Hutsan eller Heitsan fulgte et Hug i de røde Pander, der omgave ham, og han var bleven saa rasende, at han hverken saa eller hørte. Flere Gange raabte vi til ham, at han skulde trække sig ud af Passet, men han hørte os ikke, og da jeg trængte mig hen til ham, var det ikke langt fra, at han havde hugget mig ned, i den Tro, at jeg var en rød Indianer: Han havde allerede løftet Øxen og raabt: "Heitsan", da han endelig fik Øinene op og saa, hvem jeg var. Den gamle stilfærdige Mand saa frygtelig ud. Hat- ten var borte og hans Klæder sønderrevne paa flere Steder. Blodet randt fra flere Saar nedover hans Ansigt og lyse Klæder, hans Øine tindrede, og i hans Ansigt laa et saa- dant Udtryk af ubændigt Raseri, at jeg fik den faste Tro, at Manden i ret Linie nedstammede fra en eller anden Bersærk. Hans lille Datterdatter laa i hans venstre Arm og saa yderlig forbauset Bedstefaderen op i Ansigtet, som om hun vilde sige: "Hvad skal alt dette betyde." Hun SIDE: 390 lod, besynderligt nok, ikke til at være bange og havde ikke faaet et eneste Saar, ikke en Rift engang. Da Indianerne saa os ved Siden af de to kjæmpende Mænd og hørte Skud knalde fra Mændenes Geværer paa Sletten, og Kuglerne pibe gjennem Krattet, ophørte de at kjæmpe og forsvandt inde i Buskene, idet de lode 6 Døde tilbage paa Kamppladsen, medens de slæbte endel Saarede med sig. Efter Kampen leirede vi os paa Sletten for at ud- hvile os, forbinde de Saarede og nyde vor Middag. Der var kun Faa af vort hele Følge, som vare komne usaarede fra dette Overfald. Ingen var dog farlig saaret, og uag- tet gamle Amund blødede af mere end tyve forskjellige Saar, hvoraf nogle vare temmelig dybe, var det dog ikke van- skeligt at se, at de ikke i og for sig selv vare farlige. Det Første, vi gjorde, efterat have leiret os og flyg- tigt undersøgt vore Saar, var igjen at lade vore Bøsser og Revolvere og gjøre vore Vaaben færdige til en ny Kamp. Den gamle Amund sad længe, efterat vi Andre nogen- lunde vare komne til Ro igjen, ude af Stand til at sige et Ord. Hans Bryst gik som en Blæsebælg, og da hans to Døttre klyngede sig op til ham og bade ham for Guds Skyld tale og sige, hvorledes han havde det, holdt han dem fra sig, rystede paa Hovedet og taug. Han havde formodentlig talt nok for længere Tid under Kampen, syn- tes han. Endelig fandt hans Datter Marthe paa et Middel, der hjalp: Hun spurgte: "Far, hvad er Klokken?" og nu kom der pludselig Liv igjen i Bersærken. Med Iver trak han frem sit store Lommeuhr, saa paa det, hørte efter, om det gik, og da han fandt, at det var Tilfældet, smilede SIDE: 391 han glad og sagde: "Gaar bra," og dermed syntes han atter at have gjenvundet sin Sindsligevægt. Da vi skulde bryde op næste Morgen, befandtes flere af vore Lastdyr at være saa ilde tilredte, at de ikke kunde fortsætte Reisen. De bleve liggende ude af Stand til at reise sig. Det var imidlertid utilraadeligt at forblive der, vi vare; thi det var et aabent, ubeskyttet Sted lige i Nær- heden af en talrig Fiende. Stemningen var derfor aldeles ikke munter næste Morgen, da Solen stod op over Aasen og fandt os Alle, Mænd og Kvinder, Saamange, som vi vare, ifærd med at raadslaa om, hvad vi nu skulde gjøre. Endelig blev det bestemt, at vi uopholdelig skulde drage videre til et Sted, hvor vi havde lettere for at for- svare os, i Tilfælde vi bleve angrebne, leire os der og pleie de Saarede, inden vi fortsatte Reisen. Da to Mul- dyr og Bersærkens Hest ved Opbruddet ikke vare at faa til at røre sig, bleve de ihjelstukne. Den stakkels Hest var saa forhugget og forstukket, at det var en Ynk at se og kun ubegribeligt, at den kunde leve, efterat have faaet saa mange Saar. Dens Herre pegede paa et Par Saar i Dyrets Side, rystede paa Hovedet, knurrede lidt og snak- kede saa om lange Kjæppe i Maven. Det var nok Me- ningen at fortælle, at de Vilde havde gjennemboret den med sine Spyd, hvilke han kaldte Kjæppe. Derpaa dræbte han Dyret ved at stikke det bag Øret, saa derefter paa sin Klokke og var reisefærdig. Mexikanerne skar det ene Laar af Hesten og tog det med sig, idet de mente, at man ikke kunde vide, hvad der kunde hænde, og at det var bedst at være forsynet med lidt Proviant i Forraad. Flere af de Øvrige fulgte dette Exempel, hvilket vi Norske fandt at være en meget unødig Forsigtighed; thi vi haabede fremdeles, som hidtil, af og SIDE: 392 til at træffe paa Vildt til Hjælp til vor daglige Føde og til Understøttelse for vore Proviantsække, der endnu vare ganske vel forsynede, skjønt de vistnok Dag for Dag bleve lettere til Glæde for de stakkels Dyr, der skulde trække paa dem. Jeg har altid paa mine Reiser saavelsom paa mine smaa Udflugter som Gut fra Hjemmet havt en besynder- lig Glæde ved at se og føle Nisten blive mindre og mindre og lettere og lettere. Naar du, Moder, i din kjærlige Omsorg havde put- tet min Vadsæk fuld af Kringler og Franskbrød, af Pølser og Ost, af Chocolade og Kager, og sjelden forglemt en Flaske Vin og Sølvbægeret, var jeg ganske undselig ved at gaa gjennem Byen med slig Oppakning, der var høist latterlig at se og meget tung at bære. Flasken stak sin Hals ud af Vadsækken langt ud i Gaden og skreg: "Af Veien! Vi drage paa Landtour;" Franskbrødene tittede med sine runde Kinder ud igjennem alle Sprækker og Aab- ninger, hvoraf der desuden var altfor mange, uagtet alle mine Bestræbelser og raabte: "Hurra, vi drage paa Land- tour!" Mangen Gang var jeg i Angst for en lang op- løben lybsk Pølse skulde hoppe op paa Gaden og gjøre Spektakel og Skandale. Det var mig derfor en sand Nydelse, naar jeg vel var kommen udenfor Byen, at sætte mig i det friske grønne Græs i Frognerskoven eller paa en Sten ved Vandet ved Tyskestranden eller paa Gjerdet oppe paa Egeberg, og rig- tig give mig til at gaa løs paa Provianten, Alt hvad Tøiet kunde holde. Det var rigtignok kun en Slags Omstuvning i Først- ningen; thi Alt blev paa mig eller i mig. Mine Med- reisende vilde ikke have Noget saa lige i Begyndelsen af SIDE: 393 Reisen, men jeg følte mig dog strax lettet, og det var med et Slags Velbehag, du neppe kan forestille dig, at jeg kastede en liden Papirindpakning bort. Et Franskbrød min- dre, Pølsen, to Tommer kortere, det giver Plads og letter. Det var kun Skade, at Flasken ikke snøredes ind og tog mindre Plads, efterhvert som dens Indhold blev mindre. Dette var aabenbart en stor Mangel, som burde søges ret- tet. Naar jeg saa kom paa Veien igjen, syntes jeg strax Alt gik lettere, og glædede mig til mit næste Maaltid, da en ny Omstuvning skulde finde Sted. Desværre kom ikke Appetitten saa hurtig igjen, som min Utaalmodighed for- langte. Men naar saa Flasken blev tom, og vi kunde sætte den op paa en Sten, og kastede efter den og fik den knust, hvilken herlig Plads gav den ikke i Vadsækken. Ja, det var et af de behageligste Momenter paa hele Turen. - - Det var med omtrent lignende Følelser, jeg nu om- pakkede og indsnørede vore Proviantbeholdninger, for at der kunde blive Plads paa det Muldyr, der hidtil alene havde baaret vor Proviant, til gamle Amund Knurrepotte Bersærk. Endelig vare vi Alle færdige til Opbrud og droge videre. Om Aftenen maatte vi slaa os til Ro paa et nøgent Fladbjerg, hvor der ikke fandtes en Draabe Vand, og hvad der var endnu værre, hvor der ikke fandtes et Straa Græs til vore Lastdyr. Alt var saa tørt som Knusk, kun Sten og Sand og Støv var at se. I to Dage reiste vi derpaa over den samme stenede tørre Grund uden at smage en Draabe Vand. Vore Saa- rede maatte lide frygteligt; thi naar jeg dømmer efter, hvad jeg selv led, kan jeg slutte mig til, hvad disse stakkels syge- Knusk ): Fyrsvamp. SIDE: 394 Mennesker maatte udstaa, hos hvem Saarfeberen rasede, og som begyndte at blive saa matte, at de neppe kunde holde sig paa Hesten. Værst syntes gamle Amund Monssen at være faren. Et Par Gange var han paa Vei til at falde til Jorden af Lidelser og Mathed, men blev hver Gang holdt oppe af sin Datter Fredrikke, der red ved hans Side og passede ham, som han kunde være et sygt Barn og hun dets Mo- der. Paa hendes idelige Spørgsmaal om, hvorledes han nu havde det, svarede han hver Gang: "bedre, bedre," saa at han tilsidst derefter burde have været friskere end Nogen af os. Men hans Kræfter sank med hver Time, og den anden Dags Aften kunde han ikke sidde alene paa sit Muldyr, men hans Svigersøn maatte tage ham paa sin Hest, sætte sig bag ham og holde ham. Det var en frygtelig Nat, vi derpaa tilbragte. Det var ikke muligt for Nogen af os at sove, og vi vare saa trætte og udmattede, at vi ikke gad opsætte vort Telt eller pakke op vore Madvarer, men toge kun Alt af Lastdyrene og satte det ved os paa Jorden. Tause og forknytte til- bragte vi Natten, og da Dagen viste sig i Østen næste Morgen, vare vi Alle paa Benene igjen og droge videre i en yderst elendig Forfatning og saa svage, at vi vilde være blevne overvundne af Børn. Det var nu paa tredie Dagen, vi ikke havde smagt en Draabe Vand. Tungen klæbede til Ganen, Solen steg høiere og høiere paa Himlen og sendte sine brændende Straaler ned paa os, medens vi slæbede os fremad saa slappe og udmattede, at vi neppe gad tale. Vore Øine laa dybt inde i Hovedet. Musklerne i Ansigtet vare saa slappe, at vi neppe kunde holde Munden lukket, og den tørre Tunge stak frem imellem Tænderne baade paa Flere af os og vore SIDE: 395 Dyr. Flere af vore Heste havde allerede lagt sig paa Marken under deres Ryttere og vare kun med yderste Møie til at bringe videre, og Enkelte af Selskabet begyndte at tale om, at det var bedst at lægge sig til Ro imellem de Stene, hvori vi nu færdedes, og vente Døden. Da hørtes Raabet: "Vand! Vand!" fra dem, der rede i Spidsen for Toget. Dette gav selv den Svageste nyt Liv, og Alle ilede vi fremad, da vi tydelig saa Van- det 1/2 Fjerdings Vei foran os. Med hvilken Glæde vi søgte at komme hen til Stedet, lader sig ikke beskrive og ikke tænke. Selv den stærkeste Fantasi vil ikke kunne fatte vor Glæde ved at se Vandet og vor Skuffelse ved derpaa at finde, at vi havde taget Feil, og at der istedet- for Vand kun var en bred Flodseng, paa hvis Bredder der voxte Træer og grønt Græs, men hvis Leie var saa tørt, som det er muligt for tørre Stene at være; thi An- det fandtes der ikke. Skuffelsen nedstemte os Alle i samme Grad, som Glæ- den havde opstemt os, og som ved fælles Overenskomst stege vi af vore Lastdyr og leirede os i Skyggen af en Del mægtige Bøgetræer. Jeg og et Par andre unge Mænd søgte at finde en Pyt Vand et eller andet Sted i Elve- leiet eller under Stenene, men der var end ikke Spor til Fugtighed at mærke, selv efterat vi havde gravet over en Alen dybe Huller midt i Elvesengen, hvor der allerede forud var en Fordybning. De Friskeste af os droge da ud til forskjellige Kanter for at søge, hvad vi savnede. Jeg fandt endelig et Par Træer fulde af modne, saftige Blommer og bragte saa mange, jeg formaaede at bære, tilbage til Leiren. Dette forfriskede os noget. En af Mexikanerne bragte en Del vilde Bær, hvilket ogsaa bidrog til at stille Enkeltes Tørst SIDE: 396 noget. Det blev imidlertid bestemt, at vi skulde dræbe et af vore Dyr og stille vor Tørst paa dets Blod. Det skete ogsaa; men det var kun Faa af Selskabet, som formaaede at drikke denne varme Vædske. De, som formaaede det, bleve imidlertid øiensynligen oplivede deraf, og deriblandt var den gamle Bersærk, hvem hans Datter Fredrikke bad derom, og som gjerne havde drukket sit eget Blod for at gjøre hende en Glæde. De Fleste af os vare paa denne Maade mere eller mindre oplivede, da endelig den anden Mexikaner kom tilbage. Paa lang Afstand svingede han sin Hue og pegede paa en Læderpose, han havde taget med sig. Det var tydeligt nok, at han havde fundet Vand, og det var ogsaa Tilfældet, men han bragte os tillige den høist ubehagelige Efterretning, at en Flok Indianere havde leiret sig lige ved Vandet, der kun var en liden Dam, saa at han ikke uden Livsfare havde kunnet komme det saa nær, at han havde kunnet slukke sin Tørst og fylde Posen. Den indeholdt ikke mere end omtrent 6 Potter Vand, og det var ikke nok til at slukke saamange Menneskers brændende Tørst. Vi bestemte os til at bryde op, nærme os Vandet og slukke vor Tørst, hvad det saa skulde koste. Det viste sig imidlertid, at vore Heste og Lastdyr ikke vare at bringe til at reise sig, men bleve liggende paa den hede Sand med udstrakt Hals og Tungen langt ud af Mun- den, uden at røbe andet Tegn til Liv end en sagte Stønnen, og da vi ikke vilde forlade dem og drage tilfods den Vei, vi havde tilbage, blev det bestemt, at Otte af os skulde søge at hente Vand, medens de Øvrige bleve tilbage i Leir- pladsen og bevogtede vore Dyr og øvrige Eiendomme. Vi, som skulde hente Vand, blandt dem var nemlig jeg, nærmede os Stedet og saa en blaalig Røg stige op mellem Træerne. Der var altsaa, hvad vi søgte, og de SIDE: 397 Vildes Leirplads. Nu gjaldt det at komme usete til Van- det. Dette lykkedes ikke; thi neppe havde vi gaaet et Snes Skridt, førend det regnede Pile ned over os fra alle Kan- ter, saa at vi saa hurtigt, vi formaaede, maatte trække os tilbage til vore Kammerater, blandt hvem vor Beretning udbredte Sorg og Fortvivlelse. Den gamle syge Mand klappede sin Datterdatter paa Hovedet og sagde: "Stakkels Marie, Bedstefaer klein og daarlig, ja, ja, klein, men først mig, ja, ja, og saa dig, ja, ja." Derpaa tog han sin Riffel, undersøgte Laasen meget nøie, tog saa sin Revol- ver, besaa den, om den var i Orden, satte sin Datterdatter paa sit Skjød og syntes saaledes at oppebie Angrebet med en vis Utaalmodighed; thi han saa sig om til alle Kanter med et Blik, som om han var ærgerlig over, at Fienden lod vente paa sig. Idet han saaledes saa sig om, foer pludselig ligesom et Lyn af Glæde over hans alvorlige Ansigt. Han pegede mod Vesten og raabte: "Ha! ha! en svart Byge, ha! ha! ja! ja!" hvorpaa han trak sit Uhr op, saa paa det, lo, klappede sine Døttre og sin Datterdatter og var saa glad, som nogen Knurrepotte nogensinde kan blive. Det var ganske rigtigt, hvad han sagde; fra Vesten kom tykke mørke Skyer rullende op, og den Gamle havde neppe udtalt, før- end vi saa Lynglimt og hørte en svag fjern Torden. Vi gjorde Alt i Stand til at modtage Regnen, som man modtager en Velsignelse fra Himlen, vendte vort Telt for at samle Vandet og lede det ud i alle de Kar og Kop- per, der stode til vor Raadighed. Da saa Regnen kom, hvilken Nydelse, ja, hvilken Vellyst var det ikke at føle det falde lige paa Ansigtet og paa den tørre Tunge. De stak- kels Dyr følte nok det Samme, thi de løftede deres Hoveder iveiret, og gave sig til at slikke deres vaade Skind med en SIDE: 398 endeløs Utrættelighed. Det er den største Nydelse, der findes, derpaa er jeg nu aldeles sikker, at drikke koldt Vand, naar man er rigtig tørstig, og det forundrer mig, at ikke rigtig fine Epikuræere tørste sig selv i en tre, fire Dage, for senere at kunne drikke Vand med et saa uudsigeligt Velbehag, som deraf vilde følge. Det varede ikke længe, førend vi Alle, baade Mennesker og Dyr, havde faaet slukket vor Tørst, og da vi ønskede saa snart som muligt at finde en bedre Leirplads til Natten, brøde vi op, inden endnu Regnen var ophørt. Vi maatte dog forlade tre af vore Lastdyr paa denne vor Leirplads, dels døde, dels ifærd med at opgive Aanden, foruden den Hest, vi havde slagtet. Det var imidlertid bleven langt ud paa Eftermiddagen. Efter omtrent en halv Times Marsch stode vi paa Toppen af en Bakke med Udsigt over en smuk, græsrig flad Dal, hist og her bevoxet med Skovpartier. Vi vare ikke længe om at komme ned af den stenede Bakke og ind paa den grønne Slette. I flere Dage havde vi vandret igjennem de vildeste Egne uden Vand og næsten uden Græs og Træer, og nu stode vi pludselig som ved en Trolddom midt paa en Slette fuld af gjennemvaadt grønt Græs og smukke Træer, hvorfra Regndraaber dryppede ned paa os i Mængde ved den mindste Berørelse. Vi leirede os ved en liden Bæk, der brummende og vever, skjønt noget grumset og smudsig, løb afsted mellem Græsset. Efterat vi havde nydt vor Aftensmad, begave vi os til Hvile og bleve ikke foruroligede den hele Nat. Næste Morgen, da vi vaagnede, bleve vi ubehageligt overraskede ved at opdage, at de tyveagtige Rødhuder havde seet sit Snit til at bortstjæle en af vore Heste. Vi fortsatte SIDE: 399 vor Reise saa godt vi kunde, stadigt efterfulgte af flere eller færre Vilde, indtil vi efter 8 Dagers Forløb - - - - dog nei, lad mig ligesaagodt afbryde her, kjære Moder. Vi forvildede os, fandt hinanden igjen, sultede, tørstede og fandt som ved et Vidunder Spise og Drikke; vi skjød Bøfler, fangede vilde Heste, kort sagt, vi oplevede hundrede Begivenheder - alle lige mærkelige - men ogsaa lige vidtløftige at beskrive. Tre Uger efter vare vi i St. Francisco, uden andre Eventyr, end at vi underveis traf paa en Flok Mormoner og blandt dem en Vognmand fra Ruseløkbakken, der skulde til Utah. Manden var temmelig slukøret, fandt sine For- ventninger skuffede, men gjorde dog gode Miner til slet Spil. Vi traf dem just, som vi havde sat over en meget stor bred Flod, ved Navn Colorado, og fik den samme Tømmerflaade til at komme over paa, som de havde benyttet. Derved sparede vi os megen Tid og megen Møie. Nu sidder eller rettere ligger jeg her, thi jeg ligger paa Knæ og skriver dette Brev paa Bunden af en tom Brændevinstønde i vort Reisetelt. Dette have vi opsat paa Marken blandt endel andre Telte; thi Husrum er knapt og dyrt her, kan du tro. Jeg har ikke havt Tid til at bese mig nøie her i St. Francisco, men Saameget har jeg seet, at der langt oppe i Byens Gader ligger Skibe, som benyttes til Pakboder, Vertshuse og Vaaningshuse. Hvorledes de ere komne der, kan jeg ikke forstaa; thi vistnok vare Gaderne deromkring meget bløde, men dog ikke saa bløde, at man kunde trække Skibe igjennem dem, hvilket imidlertid synes at være skeet. Ligeledes har jeg seet, at en stor Del af Byens Gader bestaar af Huse, opførte af Sand og Træ. Fremdeles har jeg seet den underligste Blanding af Dragter og Physionomier bevæge sig imellem SIDE: 400 hverandre og hørt en saadan Uendelighed af Eder og For- bandelser i alle mulige Tungemaal, at det ordentlig suser for mine Øren endnu. Røde Indianere, gule Chinesere og Malayer, sorte Negre, brune Spaniere, hvide Nordboere synes at kappes om at overgaa hinanden i Færdighed i at forbande hinanden. I det fineste Selskab gaar det dog formodentlig lidt anstændigere til, selv her i St. Francisco. Forresten - kjære Moder, har jeg bestemt mig til snart at vende tilbage til Norge og se, hvorledes man lever der. Men op i Minerne og grave lidt Guld, det maa jeg dog forinden. Jeg tænker mig min Ankomst til Christiania; - jeg gaar opover Prinsens Gade. Jeg hilser og nikker tilhøire og tilvenstre. Jeg træffer en af mine gamle Venner. Vi hilse paa hinanden, han siger: "Velkommen, velkommen." Jeg siger "Tak, Tak," og spørger: "Hvorledes staar det til?" "Aa jo. Hvorledes har den det?" "Aa jo." "Hvorledes har den det?" "Aa jo." "Hvorledes har hun det?" - "Hun Stakkel, hun har vist ikke været rigtig frisk i flere Aar, hun er bleven saa stille i senere Tid." Jeg gaar længere opad Gaden, og saa træffer jeg hende - - - - som Du ikke ved, lille Moder. Din Jonas. Sidste Brev. Fra Jonas Blink til hans Moder. St. Francisco den 25de Februar 1853. Dybt nedbrudt paa Sjæl og Legeme skriver jeg dig til denne Gang, kjære Moder. Efter vor Ankomst hertil i forrige Aar opholdt vi os her kun en Uges Tid og begave os derpaa til Minerne. Vi gik ombord i et Skib, som SIDE: 401 just, skulde afgaa til et Sted kaldet Guld blaf eller Goldblef, som paa den Tid var meget udraabt for sin Rigdom paa Guld. Efterat vi havde ligget 6 Dage ombord, uden at An- keret blev lettet fra Grunden, fordi det den hele Tid var blikstille, fik vi endelig frisk Vind og droge afsted. Allerede den første Nat, da vi vare komne omtrent 4 - 5 Mil tilsøs, bleve vi vækkede af Skriget: Skibet er fuldt af Brand. I en Hast kom alle Passagerer paa Dækket, men Pumperne vare ubrugelige, Captein, Styrmand og Matroser beskjænkede, saa Alting gik rent Hulter til Bulter en lang Tid. Endelig tog en af Passagererne Commandoen, hvorpaa vi fik Skibet dreiet mod Land og kom uskadt derfra den næste Aften. Det var ikke at tænke paa at fortsætte Reisen med dette Fartøi, og Fragten, som vi havde betalt forskudsvis med 24 Dollars for hver Persom, gik tabt. Jeg antager dog, at flere af Passagererne havde gjort sig selv betalte paa Capteinens Krop; thi inden vi fortsatte Reisen, saa jeg ham gaa omkring haltende med forbundet Ansigt. Fra dette Sted, hvor vi vare landsatte, fortsatte vi Reisen til Lands til Missisippi Bay, hvor vi begyndte med Guldgravningen. Efterat vi havde arbeidet der i 16 Dage og mærket, at vi ikke vare istand til at fortjene Mere end til Føden, flyttede vi noget længere nordpaa og fandt et Sted, hvor hver af os vaskede Guld for omtrent 6 - 7 Dollars daglig. Vor Føde bestod kun af Brød, Sirup og halvraaddent Flesk, og da vi fandt dette Liv altfor ubehageligt, uagtet stakkes Fredrikke og hendes Søster gjorde alt Sit til for at gjøre os vor Mad saa velsmagende som mulig, gik vi tilbage til Sacramento for at indhente nye Efterretninger. Her bestemte vi os til at gaa nordpaa til et Sted kaldet Nelsonstrik. SIDE: 402 Vi kjøbte til den Ende 3 Muler, som vi belæssede med Proviant og Klæder, og droge afsted. Efter at have naaet vort Bestemmelsessted, sloge vi os sammen med fire Andre, nemlig to Tydskere og to Amerikanere, og arbeidede saaledes, at vi, naar vi om Middagen havde spist, neppe vare istand til at reise os igjen. Naar jeg siger vi, maa jeg dog undtage gamle Amund Monssen og hans Datter Fredrikke; thi de syntes at have uudtømmelige Kræfter. Den gamle Mand arbeidede saa stadigt og saa utrætteligt, som om han var en Maskine, hvis Kræfter ikke kunde op- slides, og stakkels Fredrikke passede sin Dont med en Nethed og en Omhu, der var saameget behageligere, som hun fandt Livet i Gruberne fortryllende. I Førstningen stode vi i Vand til Knæerne og skyllede Guldet ud, men da jeg fandt dette altfor besværligt og usundt saalangt ud paa Vinteren, som det da var, byg- gede vi efter mit Forslag en Rende, hvorigjennem vi ledede Vandet og afskyllede Guldet dermed. Dette lettede og fremskyndte vort Arbeide betydeligt, saa at vi i nogen Tid vandt en ganske uventet Mængde Guld. Men desværre, det gik her, som det pleier at gaa, jo Mere vi vandt, desto Mere vilde vi have, og jeg maa afgive den lidet anbefalende Bekjendelse om mig selv, at jeg ordentlig be- gyndte at forstaa den Gjerriges Følelser, naar han faar et Guldstykke mellem Hænderne. Jeg vadskede med større og større Begjærlighed og blev ordentlig ganske varm af Glæde, hvergang jeg opdagede et større Stykke Guld blive tilbage og ligge rent og skinnende i Trauget, efter at den løse Sand og Jord var skyllet bort. Saaledes arbeidede vi i omtrent 1 Maaneds Tid; da blev først en af Amerikanerne, saa begge Tydskerne syge. Fredrikke pleiede dem i nogle Dage, og da de vare saa- SIDE: 403 vidt restituerede, at de kunde staa op, reiste de sydover igjen med sit Guld for at hvile sig ud. Vi tre Til- bageblevne kjøbte os ind i et større Compagni for 300 Dollars hver, fik 6 Cleamer Land at oparbeide og gave os nu til at udvadske Guld paanyt. Vi kom ned paa en Kvartsaare og fandt mere Guld, bleve ivrigere og ivrigere, indtil jeg arbeidede som en gal Mand. En Morgen vaagnede jeg men en ubehagelig Fornem- melse i mit ene Øre, men da jeg stak Hovedet ud af Tel- tet og saa, at det begyndte at lyse af Dagen, stod jeg op og vækkede de Øvrige for at blive færdige og komme til at skylle Guld paanyt igjen, jo før jo heller. I tre Dage arbeidede jeg i min Guldgrube med stedse stigende Smerter i mit ene Øre. Den fjerde Dags Mor- gen vare Smertene stegne til den Grad, at jeg troede, jeg skulde blive gal deraf, og maatte blive hjemme. Der- paa fik jeg ondt i mit Haandled, og inden Aften kunde jeg næsten ikke røre et Lem. I Løbet af Natten blev jeg værre, tabte idelig Be- vidstheden og al Evne til at beregne Tiden og til at tale. Jeg mærkede, at Tiden gik, hørte, at det stadig regnede paa vort Telt, følte, at jeg blev tagen ud af Sengen mange Gange, naar den var bleven gjennemvaad af Regnen, og lagt i tørre Klæder igjen. Jeg mærkede ogsaa, at der ofte brændte Lys i vort Telt, at et Fruentimmer vaagede over mig, og at en Kvindehaand idelig lagde Puderne til- rette i min Seng. Men saa forsvandt min Bevidsthed næsten ganske. Jeg har ogsaa en dunkel Følelse af, at jeg af og til følte ulidelige Smerter, men jeg er ikke vis derpaa. En- delig følte jeg et besynderligt Velbefindende gjennemstrømme mig. Jeg syntes, at jeg steg iland i Christiania, traf SIDE: 404 dig, min kjære Moder, paa Bryggen, vandrede med dig op ad Prindsens Gade og traf en anden Dame, hvis Nærmelse bragte mit Hjerte til at banke saaledes, at jeg vaagnede af denne min Drøm og slog Øinene op. Paa Bordet i Teltet stod et brændende Lys, og ved min Seng knælede et Fruentimmer, der hvilede sit Hoved paa Kanten af Sengen. Med foldede Hænder og gribende Inderlighed bad hun: "Algode Gud, Himlens og Jordens Herre, lad ham leve og tag mit Liv for hans, om dig saa synes. Med Tak og Pris til dig ofrer jeg det for ham." Jeg afbrød den Bedende ved at lægge min Haand paa hendes Hoved. Aldrig, nei, om jeg saa kom til at leve hundrede Aar, vilde jeg glemme det Ansigt, jeg der- paa fik at se. Det var Fredrikke, som knælede og bad. Idet min Haand berørte hende, reiste hun sig med Lynets Hurtighed og saa paa mig. Hendes forhen saa runde, fyldige og blomstrende Ansigt var mavert, indfaldent og blegt. Den dybe Rædsel, hvormed hun først betragtede mig, gik lidt etter lidt over til den mest straalende Glæde. Hun lagde sin Haand paa min Pande, følte efter min Puls, og Glæden skinnede ud av hendes Øine. Hun fol- dede sine Hænder, faldt paa Knæ og takkede snart Gud for min Bedring, snart mig, fordi jeg ikke var død. Der- paa gav hun sig til at græde og hulke af Glæde. "Kjære Fredrikke," spurgte jeg rørt, "hvorfor græder du saa?" Hun svarede ikke, men tørrede Taarerne bort af sine Øine og Kinder. Jeg faldt kort efter i Søvn, og da jeg atter vaag- nede, var det Dag. I Teltet, et Stykke fra Sengen, sad Fredrikke og Johan og talede sagte sammen. SIDE: 405 "Kjære Johan," sagde Fredrikke, "gjør, som jeg siger; gaa, Johan, og red Livet." "Tror du, Fredrikke," svarede han, "at hvis jeg laa der, han nu ligger - han pegede paa mig - tror du da, Fredrikke, at han vilde gaa og redde Livet og lade mig ligge igjen. Nu, han er saa god og tro Nordmand, som der findes, og saa oprigtig Kammerat, som der gives. Han Jonas Blink gik ikke fra mig, stol sikkert paa det." Fredrikke søgte at overtale ham og sagde: "Tænk paa Marthe og Barnet." "Det gjør jeg ogsaa," svarede han. "Marthe sagde selv, da hun reiste: Jeg gaar, men du bliver igjen og forlader dem ikke i Nøden. Det Samme sagde Fader, da han gik: Jeg gaar, men du bliver igjen, Johan." "Her kan du ingen Nytte gjøre, Johan, men gaar du, kan du maaske hjælpe os," sagde han. "Kan jeg ingen Nytte gjøre? kan jeg ikke hente Ved og Vand? kan jeg ikke vaage, naar du sover? Du har rigtignok ikke sovet to Timer i Rad, siden han blev syg, men engang maa dog Søvnen komme, og da kan jeg vaage, medens du sover. Og om Ulykken skulde være, og Blink skulde dø -" Han fik ikke fuldendt sin Tale; thi Fredrikke greb ham over Armen og afbrød ham og sagde: "Tys, tal ikke derom, Johan. Han er nu meget bedre, Johan, og om Gud vil, bliver han frisk igjen. Men hør nu: Tror du, Fader farer med Spøg og Løgn, Johan?" Den Adspurgte smilede kun til Svar, og Fredrikke spurgte videre: "Hørte du ikke, han sagde, da han reiste, at han skulde komme igjen med Hjælp, saa snart han kunde? Tror du ikke, han vil holde sit Løfte?" Johan glemte sig i den Grad, at han slog Hænderne SIDE: 406 sammen med et Smæld, hvorover Begge bleve yderlig for- skrækkede og gjorde en liden Pause. Derpaa vedblev Jo- han sagtere: "Jeg kjender gamle Amund Monssen saavidt at jeg ved, at, om han saa skal gaa, saa Skoene blive fulde af Blod, saa giver han sig ikke, naar det gjælder en af hans Venner, og naar det saa gjælder dig, Fredrikke, som . ." Fredrikke afbrød ham atter og sagde: "Ja, men sæt nu, han gaar og søger derude uden at kunne finde os?" Mere hørte jeg ikke; thi enten vedblev hun sin Tale med saa sagte Stemme, at jeg ikke kunde høre, hvad hun sagde, eller ogsaa overvældede Søvnen mig, saa at jeg af den Grund ikke hørte det. Jeg sov med en inderlig Bevidst- hed om, at jeg havde Venner, der ikke vilde forlade mig i min Nød. Fra dette Øieblik kom jeg mig betydeligt hver Time, der gik, og allerede næste Dag var jeg kommen saavidt til klar Bevidsthed, at jeg indsaa, at nu vare alle mine Venner reiste bort for at søge Hjælp med Undtagelse af Fredrikke, og at jeg begyndte at søge at udfinde, hvor længe det var, siden jeg var bleven syg. Da Fredrikke imidlertid ikke var at formaa til at be- svare et eneste af mine Spørgsmaal, men kun svarede med at bede mig om at lægge mig rolig til at sove, eller med at give mig noget Varmt at drikke, kunde jeg ikke komme til nogen Klarhed om, hvorledes Alt egentlig hang sammen. Et Par Dage efter vaagnede jeg meget tidlig om Morge- nen efter en dyb Søvn om Natten. Det var endnu ikke ganske lyst, og en Lampe brændte henne paa et Bord i Teltet. Fredrikke, som altid pleiede at sidde ved min Seng, naar jeg vaagnede, ved Nat eller Dag, var ikke at se, og SIDE: 407 da min Raaben blev ubesvaret, og jeg følte mig inderlig vel, reiste jeg mig op i Sengen og saa mig om. Jeg var alene. Fredrikke var første Gang siden min Sygdom ikke at se. Jeg stod ud af Sengen og proberede at gaa, men det gjorde jeg daarligt. Jeg klædte mig paa og travlede saa godt jeg kunde hen til Teltets Indgang. Hvor forbauset blev jeg ikke, da jeg, efterat have trukket Lærredet tilside, kun saa en høi hvid Væg foran mig. Jeg troede i Førstningen, det var et Bedrag, gned mine Øine, lukkede og aabnede dem gjentagne Gange, men hver Gang laa den samme hvide Væg foran mit forun- drede Blik. Endelig udfandt jeg Sammenhængen. Vort Telt laa næsten begravet i Sne, der var saa høi, at dens Over- flade laa flere Tommer høiere end Teltets Top. Foran Teltets Indgang var gjort en liden aaben Firkant i Sneens Overflade. Med megen Vanskelighed kravlede jeg derop. Saa langt mit Øie kunde naa, bedækkede den dybe Sne Jorden. Ikke en eneste levende Skabning var at se. Hytter, Telte, Mennesker og Dyr syntes at være begravne under det dybe, hule Dække. Den for kort Tid siden saa tæt beboede Dal laa nu øde og forladt. Jeg stod længe hensunken i den dybeste Forundring og fik endelig Øie paa en menneskelig Skabning, der øiensynlig med megen Møie arbeidede sig gjennem den dybe Sne, trækkende Noget efter sig. Det var Fredrikke. Da hun fik Øie paa mig, slap hun det, hun trak paa, ilede hen til mig og bad mig, ganske forskrækket over at finde mig der, at jeg skulde gaa ind i Teltet igjen. I Førstningen vilde jeg ikke, men paastod, at jeg vilde hjælpe hende med, hvad hun havde fore, men hun bad mig med saadan Inderlighed, at jeg dog skulde være snil og spare mig selv, at jeg ikke kunde SIDE: 408 Andet end lyde hende og gaa ind. Hun var i Førstningen meget angest over, at jeg var gaaen ud, men mit gode Humør og min megen Spøg fordrev hendes Angest aldeles. Kort Tid efter bragte hun Brænde, som hun havde været ude i Skoven og hentet, og gav sig derpaa til at stelle og koge. Under denne Beskjæftigelse fortalte hun mig, at det nu var 18 Dage, siden jeg var bleven syg. I de første 8 Dage havde det regnet saa stærkt og uop- hørligt, at de havde havt den største Vanskelighed ved at holde min Seng nogenlunde tør. De havde derfor fundet paa at varme Stene og lægge dem under mine Ben. Stenene havde tildels været saa varme, at de havde for- brændt Kluderne, hvori de vare indlagte, men da hun syntes at kunne se paa mit Ansigt, at det hver Gang gjorde mig godt, var hun vedbleven dermed. Paa den tiende og ellevte Dag var den dybe Sne falden, og derpaa havde alle Guldgraverne forladt Minerne, saa at der kun fandtes vort Telt tilbage. Da jeg spurgte hende om, hvor hendes Fader var gaaen hen, siden jeg ikke saa ham, rødmede hun lidt og svarede efter en Pause med synlig Forlegenhed: "Han reiste sydefter for at hente Hjælp." Lignende Svar gav hun, da jeg spurgte efter Johan. Om Martha og Barnet fortalte hun derimod ligefrem, at de, strax Sneen var falden, vare reiste sydover, for ei at udsætte sig for de Ubehageligheder og Farer, som vare forbundne med at blive boende i et Telt midt om Vinteren i dyb Sne. Jeg troede, hun mente, at hendes Fader skulde hente Lægehjælp, og erindrede, at hun havde sendt Johan efter ham for at følge ham tilbage, og kunde ikke begribe Grun- den til hendes Forlegenhed, men vilde dog ikke trænge vi- dere ind paa hende. SIDE: 409 Senere fik jeg rigtignok en gruelig Opløsning paa denne Gaade. Nu hengik fire Dage, i hvilke jeg stadigen kom mig. Jeg begyndte at faa en glubende Appetit, og mine Kræfter tiltoge i en ganske forbausende Grad. Jeg havde en Recon- valescents tilfredse Liv i mit nedsneede Telt, følte mærke- lig nok aldrig til Kulde, men kjedede mig overmaade me- get og det i den Grad, at jeg flere Gange havde Skind- poserne fremme, hvori vort Guld laa, og glædede mig ved Synet af denne Mængde skinnende gult Metal. Jeg blev dog snart kjed ogsaa deraf, og jeg vilde med Glæde have byttet det bort med en god Bog, om jeg havde kunnet. Fredrikke blev hver Dag alvorligere og blegere, og uagtet hun forsikrede, at hun ikke fattedes Noget, var jeg dog bange for, at hun var syg eller paa Veie til at blive det. Det var, ligesom det ikke var hende muligt at blive siddende stille i længere Tid; hun maatte idelig ud. Ofte var hun borte i lang Tid, og naar hun saa kom tilbage, var hun blegere og sørgmodigere end før. Denne Urolighed tiltog med hver Dag. Endelig den fjerde Dags Eftermiddag gik jeg ud for at se, hvad hun foretog. Da jeg langt om længe fik Øie paa hende, stod hun paa Toppen af en Bakke langt imod Syd og svingede en lang Stok, paa hvis Ende var fæstet et stort rødt Tørklæde. Nu gik der et Lys op for mig. Hun var ængstelig for, at hendes Fader og Svoger ikke skulde finde os. Da hun kom hjem i Skumringen, var hun saa træt, at hun neppe kunde staa paa sine Ben. Jeg bad hende nu oprigtigen og sandfærdigen forklare mig Alt og sige mig, hvad hun frygtede og haabede. Naar vi vare To til at SIDE: 410 tænke og fatte Beslutning, kunde vi lettere komme til et godt Resultat, end om hun alene skulde gjøre det. Hun betænkte sig en Stund, idet hun øiensynlig var i Tvivl om, hvad hun skulde betemme sig til. Endelig sagde hun: "Nuvel, Hr. Blink, vent til imorgen, saa skal jeg sige Dem Alt, hvad jeg ved og tror." Jeg spiste en god Portion Brød om Aftenen, sov godt om Natten, fik om Morgenen Kaffe og spiste dertil med udmærket god Appetit Brød og Flesk; Flesket var no- get harskt. Jeg skjendte lidt paa Fredrikke derfor og bad hende kaste det bort og komme med noget bedre. Hun rystede bedrøvet paa Hovedet og svarede: "Om Forladelse, Hr. Blink, hvis jeg har gjort noget Galt i at tie med, hvad jeg nu vil fortælle Dem, men jeg har gjort det, for at De trøstigen skulde spise og komme til Kræfter jo før jo heller. Da Guldgraverne reiste herfra, var der blandt Flere af dem Mangel paa Proviant, og saa brøde de ind hos os og toge med sig al den Proviant, de kunde finde, en Aften jeg var alene hjemme. Derfor maatte min Fader reise for at skaffe Noget, og nu har jeg kun Mad igjen for idag." Hun skjulte sit Ansigt i sine Hænder og græd bitterlig. Det var rigtignok en ligesaa uventet som skrækkelig Efterretning. Jeg følte, hvorledes alt Blodet strømmede til mit Hjerte, og at jeg blev dødbleg ved Tanken om, at vi To vare omtrent et halvt Snes norske Mil fra nærmest beboede Sted, med en Dags Proviant, omgivne af dyb Sne. Da jeg var kommen mig lidt efter min første Skræk, søgte jeg at sætte Mod i Fredrikke, idet jeg forestillede hende, at et Menneske kunde udholde Meget, inden Livet udslukke- des af Sult. Hun havde imidlertid synligen opgivet alt Haab, thi SIDE: 411 hun rystede paa Hovedet og sagde: "Jeg sætter kun mit Haab til min Gud." Vi overlagde nu, hvad vi skulde gjøre, og bestemte os endelig til strax at vandre sydefter og drage hendes Fader imøde saa langt, som vi formaaede. Vi toge kun med os saa meget Tøi, som var nød- vendigt til at beskytte os mod Nattekulden, og al den Proviant, Fredrikke kunde fremskaffe. Det var lidt Brød, lidt Mel og lidt harskt Flesk. Det var Alt. Vore øvrige Sager lode vi blive tilbage. Siden Johan var dragen afsted, var der ikke falden Sne, det var derfor let at følge hans Spor. Han havde desuden hist og her stukket en liden Kjep fast i Sneen til Tegn. Dette var efter Aftale mellem ham og Fredrikke, kunde jeg nu forstaa. Vi havde imidlertid ikke vandret mere end omtrent en halv norsk Mil paa Skaren, der var saa haard, at den næsten bar os, da Fredrikke erklærede, at hun ikke var istand til at gaa længere. Vi leirede os under et kolos- salt stort Furutræ, hvis mægtige Krone havde opfanget største Delen af den faldne Sne, saa at Jorden næsten var bar under det. Her fik vi med Lethed tændt Ild, hvor- paa hun kogte Grød af Melet i en Blikskaal, hun havde taget med sig. Da hun var færdig, bad hun mig spise. Jeg svarede, at jeg ikke var sulten, men bad hende spise. Hun rystede i Taushed paa Hovedet, satte sig ned ved Træet, støttede sin Ryg imod dets svære Stamme og suk- kede dybt. Jeg ilede hen til hende, greb hendes ene Haand, der hvilede mat i hendes Skjød, og bad hende fatte Mod. "Der mangler mig ikke Mod," svarede hun blidt, "men min Time er kommen, og mit Hjerte er bedrøvet, ikke for min Skyld, men for Deres Skyld, Hr. Blink." Skare ): Skorpe paa Sne. SIDE: 412 Jeg bad og besvor hende ikke at fortvivle, forestil- lede hende, at Alt beroede paa ikke at tabe Modet, og at vi hvert Øieblik kunde vente at se hendes Fader. "Ja, De har Ret," svarede hun, idet der pludselig kom Liv i hendes matte Ansigt, "gaa hen og sæt Stangen med det røde Forklæde i Sneen paa Bakken derhenne og kom saa og sæt Dem ved Siden af mig." Jeg gjorde, hvad hun bad mig om, og da jeg havde sat mig ved hendes Side, greb hun min Haand og sagde: "Jeg føler, at jeg ikke har en Time mere at leve i. Tys stille, Hr. Blink, afbryd mig ikke. Jeg er aldeles ikke sørgmodig eller bedrøvet derover. En Ting vil jeg dog sige Dem, inden jeg døer, naar De først lover mig helligt og høitideligt, at De vil tilgive mig." Det lovede jeg, og hun rødmede saa dybt, at hendes Ansigt og Hals bleve blussende røde. Derpaa sagde hun smilende efter en liden Pause: "Paa Gravens Rand vil jeg sige Dem: Jeg elsker Dem og har elsket Dem i lang Tid saa inderlig, som jeg tror noget menneskeligt Hjerte kan elske." Forbauset trak jeg min Haand ud af hendes, hvor- paa hun bedrøvet raabte: "Ja, jeg vidste nok, at De vilde blive vred paa mig, men De har jo lovet at tilgive mig. Jeg har været som forrykt. Jeg har ikke tænkt paa Andet end Dem. Ved Dag, ved Nat, til alle Tider har Deres Ansigt og Deres hele Person ligesom staaet for mig. Hvor De var, var godt at være. Hvor De ikke var, var ingen Glæde at finde. Døm saa om, hvorledes jeg har været tilmode under Deres Sygdom. Jeg, som maaske er Skyld i, at De har gjort denne Reise og er kommen til dette Land." Da hun taug, kastede hun et langt Blik mod Syden, SIDE: 413 men rystede kun bedrøvet paa Hovedet. Det var tydeligt nok; hun saa ingen Hjælp endnu. Hun kunde ikke tale mere af Mathed, hendes Hoved sank ned paa hendes Bryst. Jeg greb hendes Haand og kyssede den med Varme. Hun hævede sit Hoved, saa paa mig med et Blik saa fuldt af Tak og Glæde, at jeg brast i Graad, tog hendes Ho- ved, lagde det til mit Bryst og klappede hendes bløde Kind. Hun bevægede sine Læber som til Bøn. Hendes Øine vare lukkede, men hendes Ansigt skinnede af Lyksalighed. Pludselig løftede hun Hovedet raskt i Veiret og sagde: "Jeg har bedet til Gud om Deres Redning, og se! han har hørt min Bøn." Med et Blik, hvori Livets hele Kraft et Øieblik syn- tes at vende tilbage, pegede hun mod Syden. Der saaes to Mænd med Ilsomhed at drive en bepakket Mule foran sig henimod os. Det var ganske rigtig Fredrikkes Fader og hendes Svoger. Faderen havde forvildet sig og havde neppe fundet frem, hvis han ikke havde truffet Johan. Gjennem mange og store Besværligheder var han nu en- delig kommen frem for at se sin Datter dø. Han havde sin Stridsøx paa Nakken og en Revolver i sit Skindbelte. Den gamle Mand kastede sig ned foran sin Datter, lagde sin Haand paa hendes Hoved og saa hende ind i Ansigtet. Hun smilede og sagde: "Kjære Fader, jeg dør, men jeg er glad og lykkelig. Tak for alt Godt. Sørg ikke for min Skyld." Hendes Læber bevegede sig endnu en Stund, som om hun bad; derpaa saa hun paa os alle Tre vexelvis, som om hun vilde tage Afsked med hver af os, bøiede sit Ho- ved til mit Bryst, drog et dybt Suk og var død. Den stakkels gamle Fader stod en Stund som for- stenet; derpaa trak han op sit Uhr, saa paa det og sagde: SIDE: 414 "Klokken 12. Akkurat Hviletid." Derpaa satte han sig ned, tog sin Datters Haand og sad med den i sin ubevægelig. Han var ikke at formaa til at tale eller røre sig af Stedet. Først om Aftenen, da Klokken var sex, reiste han sig, saa paa sit Uhr og sagde: "Gaa hjem," derpaa tog han sin Datter i sine Arme og bar hende til vort Telt. Vi begrove hende den følgende Dag under det Træ, hvor hun døde. Faderen bar hende derhen igjen i sine Arme, ka- stede Jord paa hende, skar et stort Mærke i Træet, hvor- paa vi i Taushed droge sydefter. Den gamle Mand har ikke talt et Ord siden den Tid. Han spiser, drikker, ser paa sit Uhr, men tier. Intet kan bringe ham til at sige et Ord. Fredrikke har ofret sit Liv for at redde mit. Uden hende laa jeg nu i den sorte Muld. I St. Francisco traf vi Johans Kone og Datter sunde og friske. Marthe havde ført alt Familiens Guld med sig, men havde mistet det ved en Ildebrand, der næsten havde fortæret den halve By. Det Guld, vi bragte, var en daarlig Trøst for det Tab, de havde lidt ved at miste stakkels Fredrikke, Alles Glæde og Stolthed. Om otte Dage vender jeg tilbage til Norge med Johan, hans Kone og Datter. Den Gamle vil blive her tilbage. Da vi underrettede ham om vor Hensigt at reise hjem igjen til Norge, nikkede han tilfreds til Tegn paa sit Bifald; men da vi bade ham om at blive med os, pegede han mod Nord, hvor hans elskede Datter ligger under den store Furu. Tilgiv mig, du gamle, brave Mand, du ærlige, trofaste Sjæl, at jeg saa ofte har dril- let dig og saa ofte har drevet Spøg med dig. I dit Bryst banker et Hjerte saa varmt, som nogen Mand kan ønske sig. For at jeg skal blive fuldkommen ulykkelig, fattes der kun, at jeg skuffes i de Forhaabninger, der drage mig til- SIDE: 415 bage til Christiania. Jeg begynder at føle Mistro til mine Iagttagelsesevner og vilde være endnu mere bange, end jeg er, dersom ikke den Tanke trøstede mig, at mit Indre har været saaledes optaget af en Persons Billede, at dette har været Grunden til, at jeg ikke har kunnet iagt- tage eller lægge Mærke til Fredrikkes Følelser. Hvis denne ene Person sviger mit Haab, drager jeg strax tilbage igjen hertil, opsøger den gamle Mand og søger at trøste ham. Lev vel, til vi sees. Din Jonas Blink. I Slutningen af Mai Maaned 1853 kom Jonas Blink og Johan Erlandsen med Kone og Datter med Dampskib fra England til Christiania. Johan gik med sin Kone og sin Datter ud i Vater- land til sin Moder. Da de kom paa Gangen, kom en liden lystig Hund imod dem og gjøede rasende. "Det er Lystig," sagde den lille Pige glad. "Tys," sagde Fade- ren, "lad os se, om Hunden kjender os igjen." Lystig gjøede mere rasende end før, løb lige henimod Barnet og nappede det i Kjolen. Derpaa taug den plud- delig, snusede først paa Pigen, saa derefter forundret paa hende, snusede paa Johan og hans Kone og gav sig derpaa til at løbe frem og tilbage paa Gangen i den vildeste Glæde. Det var tydeligt, den havde gjenkjendt dem. Inde i Stuen sad Johans Moder og spandt. Solens Skin faldt paa hendes Ansigt, og da Sønnen traadte hen til hende, kjendte hun ham ikke strax, men saa forundret paa ham. Derpaa sprang hun op, sluttede ham i sine Arme og sagde: "Gud velsigne dig, min Søn, at du kommer hjem igjen, og Gud velsigne Jer alle Tre. Vel- SIDE: 416 kommen skal I være." "Dette er den lykkeligste Dag i mit Liv," sagde Sønnen. "Det kan lønne sig at reise til Amerika, naar man kan være saa glad ved at komme hjem igjen, som jeg er." Da Jonas Blink traadte ud af Dampskibet og ind paa Toldbodbryggen, straalede hans Ansigt af Glæde. Smilende nikkede han rundt om til de mange bekjendte Ansigter, han saa til alle Kanter; han gik derpaa opad Prindsens Gade og nikkede og hilste tilhøire og tilvenstre. Oppe ved det gamle Universitet traf han en af sine var- meste Venner, der i stor Ilfærdighed kom nedad Gaden. "God Dag, Bernau! har du det saa forskrækkeligt travelt, at du ikke engang har Tid at hilse paa dine Ven- ner?" sagde Blink til den travle Mand. Den Tiltalte standsede, saa en Stund paa den Nyankomne, rakte ham derpaa smilende Haanden og svarede: "Hvad Fanden, er det dig, Jonas Blink, er du nu endelig vandret hjemover igjen, din Vagabond? Velkommen, velkommen!" Dermed vilde han ile videre, men Blink standsede ham og spurgte: "Hvorledes staar til?" "Aa jo, nok saa godt," svarede Bernau og vilde atter gaa videre. Blink standsede ham paanyt og spurgte: "Hvorledes har min Moder det?" "Aa jo, nok saa godt, tror jeg," svarede Bernau, "men undskyld, jeg har det travlt. Jeg skal hente Medi- cin paa Apotheket til min Kone." Blink greb ham i Armen og spurgte: "Er du gift?" "Jagu er jeg vil gift, siden jeg har en Kone," sva- rede Ægtemanden lidt ærgerlig, "og dertil har jeg fra igaar en Kone, som har en lille Søn, og en Søn, som SIDE: 417 du nok vil tage Livet af, siden du ikke vil lade mig komme paa Apotheket og hente Livsens Vand." Blink maatte holde ham tilbage endnu engang for at spørge: "Med hvem er du da bleven gift?" Han gjorde dette Spørgsmaal med saadant besynderligt Alvor, at Ægtemanden saa forundret paa ham, tog sin Hat af sig og sagde: "Gud bevares, om Forladelse, tag det ikke ilde op, strænge Hr. Amerikaner; jeg har tilladt mig at gifte mig i al Tugt og Ærbarhed med en Pige, kaldet Emilie Hafarth, som igaar blev Moder til et Smukt Dren- gebarn, og med hvem jeg i al Hemmelighed blev forlovet nogle Dage før du reiste til Amerika. Men hvad fattes dig, Menneske? Du bliver jo ganske bleg og kan neppe staa paa dine Ben?" Blink mumlede Noget imellem Tænderne om Træthed efter Reisen og gik videre. Den lykkelige Ægtemand saa efter ham, rystede paa Hovedet og sagde: "Jeg mener virkelig, han var drukken." Da Jonas Blink kom hjem til sin Moder, saa han ud som en Mand, der var staaen op af Graven, saa bleg, lidende og elendig var han. Han omfavnede sin Moder med Inderlighed, satte sig derpaa eller rettere faldt ned i Sofaen, fortalte hende Alt og sagde: "Jeg reiser tilbage til Amerika, saa snart jeg kan komme afsted." Og han reiste. Moderen faar jævn- lig Breve fra ham, men finder aldrig i dem den gamle Letsindighed og freidige Munterhed.