Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Harald Meltzer

Agtelse for Edens Hellighed.

En Høker i Oslo var anmeldt paa Politikammeret
for at have solgt Brændevin en Søndags Morgen.
Han benægtede bestemt Anmeldelsens Rigtighed, og
derfor skulde Sagen bevises ved Vidner, der for det
Tilfælde vare opgivne og indstævnte.

Et af disse, en ung Kone af Arbeidsklassen, der
var høist frugtsommelig, og hvis Klæder, Hænder og
Ansigt bare tydelige Mærker af, at hun kom lige fra
Jordarbeide, afgav paa Forhørsadministrators Exami-
nation følgende Forklaring.

"Hvad er Deres Navn?"

"Berthe Andersen."

"De er gift?"

"Aa, ja! Gud hjælpe mig saa sandt! Det er nok
synligt udenpaa mig".

"Hvor gammel er De?"

"Jeg var 22 Aar sidst Michaeli. Jeg har været
gift i 4 Aar, har alt 3 Børn og laver stærkt til paa
det fjerde, som De ser."

"De var sidste Søndags Morgen hos Høker Olsen
i Oslo og kjøbte Brændevin? Var De ikke?"

"Var jeg?"

"Ja."

"Det er Løgn, se saa."

"Sørine, som nylig boede hos Dem, siger, at De
hentede Brændevin til hende den Morgen."

SIDE: 6

"Det var nok det, jeg kunde tro, at det var hun
Sørine Gjeita, som for med Fanteri igjen. Men jeg
skal akkurat fortælle Dem, hvorledes det gik til; for
jeg behøver ikke at spare Gjeita, naar hun skaffer
mig i slig Uleilighed. Søndag, som nu var, for 3
Uger siden, kom Sørine til mig og tag og bad mig
om, at hun skulde faa laane Hus hos mig; "for," sa
hun, "du maa vide, Berthe," sa hun, "jeg har havt
det rent daarligt i den senere Tid. Manden min er
kommen paa Slaveriet," sa hun, "Barnet mit er
dødt," sa hun, "og jeg selv er kommen paa Kommer-
sen," sa hun. "Hus og Hjem har jeg ikke havt i
mange Uger," sa hun, "men har i al den Tid hver
Nat ligget paa det nøgne svarte Fjeld oppe i Eke-
berg, og der har ikke været meget tørt der i Som-
mer," sa hun. "Derfor maa du laane mig Hus,"
sa hun; "for jeg har altid kjendt dig som et godt
Menneske, Berthe," sa hun til mig, skjønner De.
I Førstningen vilde jeg ikke, for jeg var ræd for,
hvad Manden min vilde sige, men saa begyndte Sø-
rine Gjeita at tude og bælje, saa baade Himmel og
Jord kunde svare. Saa syntes jeg Synd i hende; for
jeg har altid været en godhjertet Tosse, jeg, og Man-
den min er ligesom jeg, og saa gav jeg hende Lov
til at ligge paa Bænken i Stuen Natten over. Men
aldrig har jeg gjort galere Gjerning i min Tid; for
ikke har der været Fred at finde i vort Hus, siden
Gjeita kom der. Alle de værste Fanterne, hun har
kunnet finde, har hun trukket ind til os, og Drik og
Svir, og Sang og Kvalm, og Styr og Bas, og Kom-
mers og Slagsmaal har der været siden Dag og
Nat, og Nat og Dag. Tidlig om Morgenen, naar det
netop har glyttet af Dagen gjennem Ruden, er Drik-
ken begyndt, og saa har dem holdt paa til langt ud
i den mørke Nat. Jeg har maattet hente Brændevin,
og, naar hverken Gjeita eller Fanterne hendes har
havt Penge, har hun sat Skjørter og Tørklæder i
Pant for at faa det. Saa var det nu sidste Lørdag,

SIDE: 7

saa tænkte jeg paa Manden min og paa, at han
havde slidt og slæbt svært hele Ugen igjennem. Jeg
vidste, at han om Aftenen vilde bringe mig hver
Skilling, han havde tjent i den Ugen; for det er en
real og snil Mand, jeg har, maa De tro. Saa tænkte
jeg, det kunde dog være ganske godt at have en
Skvæt Brændevin at traktere ham med i Helgen, og
saa kjøbte jeg en Buttel paa Grønland for 15 Skil-
ling. Gid Fanden havde baade Buttelen og Sørine!
Hende faar han sagtens sent eller tidligt, og kan
hænde, hun danser ind til ham med en Buttel Bræn-
devin i Næven, saa faar han den ogsaa; for et sligt
Menneske efter Brændevin, som hun Sørine Gjeita er,
skulde De aldrig have kjendt. De maa vide, hun -"

"Hvor gjorde De saa af det Brændevin, De kjøbte
sidste Lørdag?"

"Ja, saa var det nu det, at jeg ikke turde bringe
Buttelen hjem, for saa havde Gjeita drukket den op
med Fanterne sine i samme Minutten, hun havde
faaet den at se. Derfor gjemte jeg den ude paa
Marken under en Granbusk. Da det nu begyndte at
lysne Søndags Morgen inde i Stuen, vaagnede Sørine
først. "Berthe," sa hun saa, "Berthe, du faar nok til
at hente Brændevin for mig igjen." Jeg hørte, hvad
hun sagde, men jeg svarte ikke; for jeg syntes, det
var tungt at blive vækket en hellig Søndags Morgen
af de Ordene. Men Gjeita steg ned af Bænken og
kom hen og ruskede i mig, og jeg fik ikke Rast eller
Ro, førend jeg havde lovet hende at hente Brænde-
vin. "Berthe," sa saa Gjeita, "du skal tage Under-
skjørtet mit og gaa ned til Olsen i Oslo og sætte
det i Pant for 15 Skilling," sa hun, "og faa en Buttel
Brændevin for Pengene," sa hun. Men da jeg saa
kom ned til Olsen, tænkte jeg, at Synd og Skam
vilde det være at kjøbe alle disse Pengene ogsaa
bort i Brændevin. Saa satte jeg da Skjørtet i Pant
for 15 Skilling og kjøbte Brød, Kaffe og Sylteflesk
for dem. Disse Sagerne beholdt jeg selv, men til

SIDE: 8

Gjeita gav jeg Brændevinsbuttelen, som jeg havde
gjemt under Granbusken. Der er hele Sagen, og nu
faar Øvrigheden gjøre med mig, hvad den vil."

"De har jo intet Galt gjort, Berthe, og der er
Ingen, som tænker paa at gjøre Dem noget Ondt.
Men er det ogsaa sandt, hvad De har forklaret?"

"Hvert Ord er Gudsens Sandhed."

"Vil De aflægge Ed derpaa?"

"Aflægge Ed derpaa? - Hæ! - Aflægge Ed? -
Hæ! -"

"Ja, aflægge Ed paa, at det er sandt, hvad De nu
har forklaret."

"Aflægge Ed? nei, det vil jeg nok nødig."

"Hvorfor det?"

"Aflægge Ed, nei, det vil jeg ikke."

"Men hvorfor ikke, naar det er sandt, hvad De
siger?"

"Alle, som jeg har snakket med om den Sagen,
selv de værste Fanterne, saa siger dem, at det er en
alvorlig Sag at gjøre Ed for Retten, og Enhver, som
vil gjøre det, maa betænke sig to Gange, forinden
han gjør det, og være i rigtig god Stand, naar saa
sker, siger dem."

"Det er rigtignok sandt. Har De aflagt Ed for
Retten før?"

"Jeg har aldrig været tilsnakket for nogen Ting før,
jeg, og har ikke saa meget som seet en Ret før, end
sige aflagt Ed."

"Men naar det er sandt, hvad De siger, behøver
De jo ikke at være bange for at aflægge Ed derpaa."

"Jeg har havt saa alvorlige Ting at tænke paa i
den senere Tid, og har lidt saa mye ondt, at jeg
næsten har glemt det Fanteri, som Gjeita nu farer
med. Men om jeg ogsaa havde hvert Ord skriftlig,
som hun sa, og som jeg sa, ser da jeg saa ud, her
jeg staar, til at være i den Stand, at jeg kan aflægge
Ed, synes De?"

"Men De er forpligtet til at beedige Sandheden

SIDE: 9

af Deres Forklaring, Berthe, og De kan blive tvun-
gen dertil."

"Hør mig, Fuldmægtig, og sig mig saa, om De
tror at kunne tvinge mig til at aflægge Ed. Jeg
har Mand og 3 smaa Børn og laver stærkt til paa
det fjerde, som De ser. I flere Uger har jeg nu
levet i Styr og Svir hjemme uden at høre et kri-
stent Ord. Da Gjeita var jaget paa Døren sidste
Søndag, - for det blev hun, da Manden min syntes,
hun blev rent for mye rasende gælen, og at det var
umuligens Ting at bo i Hus med hende længer, -
saa troede jeg, at nu skulde vi faa Ro og Fred i
Huset. Men det var ikke saa bestemt den Gang; for
om Mandagen bar dem den ældste Ungen min hjem,
han havde brukket Laarbenet, og Dagen efter kom
Manden min hjem fra Værket, han kunde neppe staa
paa Benene, saa syg var han. "Berthe," sa han, "det
kan ikke nytte at dølge det længere for dig," sa han.
"Jeg har i de sidste Dage været rigtig daarlig," sa
han. "Jeg har ikke villet sige noget til dig derom;
for du har nok alligevel," sa han, "og saa troede jeg,
at det skulde gaa over af sig selv, men nu staar jeg
ikke længere i det, for det svartner for Øinene mine
hvert Øieblik, og det banker i Hue mit, saa det er
færdigt at springe," sa han, "og hvert Lem paa mig
værker, som jeg var mørbanket," sa han. "Derfor
faar jeg gaa tilsengs i Guds Navn," sa han, "og saa
faar det blive din Tur at rusle ud paa Arbeide en
Stund, Berthe," sa han. "Saa faar jeg stelle med
Ungerne her hjemme saa længe og saa godt, jeg kan,
til jeg blir frisk, og det blir jeg vel snart med Guds
Magt," sa han. Nu gaar da jeg paa Arbeide hver
Dag, Fuldmægtig, og 5 sultne Munde søge daglig
sin Føde gjennem disse to Hænder. De synes kanske,
de ere svarte og fæle at komme i Retten med, og
det kan være sandt nok, men ikke kan jeg se dem
sulte, som jeg har hjemme, om jeg ogsaa selv kan
sulte med Glæde for deres Skyld; betle kan jeg ikke,

SIDE: 10

og stjæle hverken kan eller vil jeg, derfor maa jeg
arbeide, og det baade kan jeg og vil jeg, og gjør
det ogsaa med freidigt Mod, saalænge Vorherre un-
der mig Hilsen, og naar jeg saa ikke kan mere, saa
faar jeg krybe hjem i min usle Hytte til de andre,
lægge mig Side om Side med min syge Mand og
give mig Gud i Vold, til - -"

Imod Slutningen af denne sin Tale havde Berthe
kjæmpet mod en mere og mere frembrydende Graad.
Nu kunde hun ikke længere holde sine Taarer til-
bage, men maatte sætte sig ned paa en Stol og
græde bitterligt.

Da hun, efter en Tids Forløb, var kommen lidt til
Ro igjen, reiste hun sig og sagde sagtmodig, men
med megen Bestemthed:

"Synes De nu, snilde Dem, at det er Tider for
mig at have med sligt Narreri at gjøre som denne
Brændevinssag, og synes De, at jeg indvortes og ud-
vortes er i den Stand, at jeg kan trøste mig til at
aflægge Ed i disse Tider og om sligt Fanteri som
det, Gjeita farer med. Nei! De faar gjøre med mig,
hvad De vil, og jeg skal taalmodig finde mig i, hvad
Øvrigheden dømmer over mig, men Ed aflægger jeg
ikke i den Stand, jeg nu er i. Det siger jeg, om det
ogsaa skal være mit sidste Ord, og om jeg skal lide
den største Straf derfor."

Ved senere fremkomne Oplysninger blev Sandhe-
den af Berthes Forklaring bestyrket saa meget, at
Sagen bortfaldt, og hun slap for at aflægge en Ed,
som hun, jo længere hun tænkte derover, syntes at
blive mere og mere bestemt paa ikke at ville aflægge,
førend hun havde faaet tilstrækkelig Tid til at for-
berede sig til denne saa høitidelige Handling.

SIDE: 11

Harald Meltzer

En godmodig Mand.

En noget beskjænket ældre Mand kom en Efter-
middag paa Politikammeret og forlangte at faa
tale med Politimesteren. Han blev ført ind til den
vagthavende Fuldmægtig, men erklærede, da han
hørte, at det ikke var Politimesteren, at han maatte
tale med selve Mesteren; ingen anden kunde udrette,
hvad han ønskede.

Da han havde faaet dette sit Forlangende opfyldt,
lagde han sig ned paa alle fire og bad Politimeste-
ren se paa et Stik, han havde faaet bag paa et Sted,
hvor han ikke selv kunde se det, og hvor det var til
stor Uleilighed, naar han sad.

Ved Eftersynet befandtes det ogsaa, at Manden
paa det angivne Sted havde et dybt, ganske friskt
Saar, hvoraf Blodet randt ned.

Da Undersøgelsen var endt, reiste Manden sig og
sagde: "Se saa, skriv det saa ind i Bøgerne med sit
rette Maal paa alle Kanter, som Loven kræver, og at
det er min egen Kammerat, som har gjort det."

Paa Spørgsmaal, om han havde været i Slags-
maal med sin Kammerat, svarede han: "Jeg i Slags-
maal med Kammeraten min, jeg? nei, jeg har nok
ikke været i Slagsmaal paa den Dag, jeg kan min-
des, med nogen, jeg, og mindst med ham."

"Har De da fornærmet ham paa anden Maade?"

"Jeg fornærmet ham, jeg? jeg har nok ikke sagt

SIDE: 12

et ondt Ord til nogen Mand, jeg, og ikke lagt saa
meget som et Straa i Veien for noget Menneske, jeg,
og mindst for ham."

"Hvorfor stak han Dem da?"

"Hvorfor han stak mig? Det kan jeg nok fortælle,
om jeg vil."

"Saa fortæl da."

"Skal De da saa absolut vide det?"

"Ja, naturligvis."

"Ja, ja; det skal vel staa i Bøgerne, det ogsaa, kan
jeg tro. Saa kan jeg sige Dem, at han stak til mig,
fordi Kjærringen min spændte til Grisen hans."

"Det var snurrigt."

"Snurrigt? det var Deres Ord og ikke mit, for jeg
fik Stikket, og det var ikke snurrigt."

"Fortæl, hvorledes Sagen gik til fra først til sidst."

"Sagen fra først til sidst? Det kan jeg nok ogsaa
fortælle. Det blir sagtens langt, men jeg har Tiden
for mig, sa Gutten, han stelte paa Farens Klokke. Kan
De lægge Øre til, kan jeg sagtens lægge Mund til.
Hør da! Kammeraten min, som bor under i Stuen,
mens vi bo paa Loftet, holder en Gris, skjønner De,
som saa at sige og med Deres Tilladelse er et Svin
af en Gris; for den er aldrig der, den skal være,
men findes bestandig der, den ikke skal være. Her
en Nat, som Kjærringen og jeg og alle Ungerne
vore laa og sov paa det bedste, blir der en Styr og
en Skrig under Sengen, saa vi alle skvat op af Søv-
nen og troede, der var baade Mord og Brand i Hu-
set, men saa var det Grisen, som slo'es med Katten
under Sengen. En anden Gang, som Kjærringen
kom ind i Stuen, stod Grisen med Snuden nede i
Dragkisteskuffen og aad noksaa fornøiet et Pund
Lys, som laa der. Grisen kom rigtignok paa Døren
i en Fart, men den havde Pundet med Lys med sig,
for det var netop fortæret, da Kjærringen kom. Slige
Streger har den gjort flere Gange. Vi har snakket
til Manden i Stuen, at han skal holde sin Gris hos

SIDE: 13

sig selv, "for den, som vil æde Flesket, maa passe
Grisen," siger Kjærringen. Men det blir det samme.
Saa var det nu for en Stund siden, jeg stod oppe
paa Svalgangen og huggede Ved, saa kom Grisen
og stak Snuden sin hen under Øxen min. Jeg stødte
til den med et Vedtræ for at faa den afveien, men
Grisen for tilside og ind mellem Benene paa Kjær-
ringen min, saa hun var paa at falde overende.
Kjærringen blev sint og spændte til Grisen slig, at
den dansede nedover alle Trapperne og det i stor
Fart. Den slog sig nok stygt, kan jeg tro, for den
skreg og løb afgaarde. Nei, slig som den skreg!
Ja, om hele Grønlands Asyl skreg isammen, vaager
jeg, Grisen skulde høres over alle Ungernes Sam-
skrig; og slig som den løb da! Ja, jeg har seet
mangt et Dyr løbe i Skov og Mark baade i Sorg
og Glæde, men sligt Kretur til at løbe som denne
Fillegrisen saa jeg aldrig; og jeg sætter, hvad det
skal være, paa Grisen, og det mod den bedste Tra-
ver, som findes i Byen. Nu ja, Grisen den løb og
den skreg, og den skreg og den løb hele Gaden
nedover; hvad den gjorde bedst, ved ikke jeg, men
godt gjorde den begge Delene, som forklaret er, det
er sikkert. Da vi nu ikke hørte mere til den, saa
sa Kjærringen til mig: "Jeg mener, Fanden rider
Grisen," sa hun. "Jeg mener, Fanden for rent i den,"
sa jeg. "Du faar hen og se at faa den hjem igjen,
Amund," sa hun til mig, for mit Navn er Amund,
"ellers," sa hun, "blir vel Manden nede i Stuen gal,
naar han ser, den er borte." "Jeg faar saa," sa jeg.
Men da jeg kommer ned paa det nederste Trinnet i
Trappen, kommer Manden i Stuen ud af Stuedøren.
"Det var nok det, jeg kunde skjønne," sa han, "at
det var dig, som var paa Grisen igjen, men jeg skal
lære dig engang at lade Grisen i Ro, jeg," sa han,
og dermed saa stak han mig, som De kan se, med
en Kniv, han havde i Haanden, og han gjorde det
nok med god Villie, for jeg er ganske stiv i det ene

SIDE: 14

Benet, og jeg begynder at blive vaad i den ene
Støvel af Blod. Det var nok hjerteligt ment. Men
kan sligt være tilladt i den norske Lov?"

"Nei, han skal nok faa sin Straf."

"Straf? Skal han have Straf for det? Aa, det er
nok ikke værdt at straffe ham derfor. Det er en
overmaade honnet og snil Mand, skal jeg sige Dem,
men han er lidt hastig, det er han, det nægter jeg
ikke for, og saa stak han til mig saa i en Hastighed;
men ikke tror jeg, han mente noget Ondt med det,
og ikke er det vesle Rispet i Skindet at snakke om
heller. Jeg er lidt stiv i det ene Benet, det er jeg
jo rigtignok, det vil jeg ikke dølge for, men der skal
heller ikke meget til, før en gammel Skrot som min
blir stiv, og blodfuld er jeg ogsaa, saa at ingen Skade
sker, om jeg mister lidt Blod."

"Men han maa passe sig med, hvad han gjør.
Hvad heder han?"

"Hvad han heder? Hæ! det siger ikke jeg."

"Hvor bor han da?"

"Bor? Det siger heller ikke jeg."

"Men hvorledes skulle vi da kunne finde ham?"

"Finde ham? Det er nok heller ikke Meningen, at
De skal finde ham."

"Men hvad vil De da her?"

"Her? Aa, jeg vil ikke noget videre, jeg. Jeg gik
nedover Gaden, saa var jeg inde og fik mig en halv
Pægel, og saa sa dem, jeg skulde melde det paa
Politikammeret, for der pleiede Folk at melde sligt,
sa dem. Desuden tænkte jeg, det var bedst at gaa
herned at høre, om det kanske kunde være tilladt i
den norske Lov at stikke en Mand, som ikke gjør
noget ondt, med Kniv."

"Nei naturligvis. Det kan De da vide uden at
spørge."

"Nei; det var nok ogsaa det, jeg kunde tro, men
saa tænkte jeg, det var bedst at have Politiets Ord
for det for en anden Gangs Skyld. Bliv ikke vred

SIDE: 15

for Efterspørgselen, men Tak skal de have for god
Besked. Farvel, jeg faar rangle hjemover og finde
Fillegrisen igjen, for før blir vel ikke Manden i Stuen
blid igjen, kan jeg tro. Adjøs da."

Og derpaa gik han. Om han fandt Grisen igjen
eller ei, er ikke oplyst.

SIDE: 16

Harald Meltzer

En Indbrudstyv og hans Søn.

Ved Aarsopgjøret af sin Varebeholdning fandt en
Kjøbmand, at der i det forløbne Aar var ham
frastjaalet en hel Del Bomuldsgarn, Kaffe, Sukker,
Cigarer m. m., og gjorde Anmeldelse derom paa
Politikammeret.

Under den af Politiet derpaa anstillede Undersø-
gelse i Pakboden, hvor de bortkomne Varer havde
ligget, viste det sig, at nogle Bord i Taget vare
gjennemsagede og løse, saa at der, naar de bleve
borttagne, fremkom en Aabning, gjennem hvilken
man med Lethed kunde komme ind paa Pakbodens
Loft fra et aabent Skur, der stødte umiddelbart til
Loftet. Mistanken vendte sig strax mod en Politiet
vel bekjendt Tyv, der i nogen Tid havde været i
Arbeide hos Kjøbmanden. Man anstillede derfor
Inkvisition hos denne Mand i hans Bolig og fandt i
hans Besiddelse en hel Del saadanne Varer, som
Kjøbmanden savnede. Da dertil kom flere Omstæn-
digheder, som bestyrkede Mistanken, blev saavel han
som hans Kone arresterede, men deres eneste Barn,
en Dreng paa omtrent 7 Aar, overgivet en Kone i
Sideværelset til Forpleining. Manden var dengang
38 Aar gammel. Han var født i Stettin og ankom-
men her til Byen i Aaret 1831 med et preussisk
Fartøi. Siden sin Ankomst hertil havde han fornem-
melig ernæret sig som Bryggesjauer og Dagarbeider.

SIDE: 17

Han havde, da han nu blev arresteret, været tiltalt
3 Gange og dømt 2 Gange for Tyveri. En Gang
var han bleven frifunden for Justitiens videre Tiltale.
Konen, der var noget ældre end sin Mand, havde
ikke forhen været tiltalt eller straffet for nogen For-
seelse. Begge benægtede de med Bestemthed under
det første Forhør, der blev optaget over dem, Dagen
efter at de vare arresterede, at de ved denne Leilig-
hed havde gjort sig skyldige i Tyveri eller Delagtig-
hed deri. De mistænkelige Sager, paastod Manden,
havde han til forskjellige Tider kjøbt af en Matros
ombord i et Fartøi, hvor han havde sjauet. Matro-
sens eller Fartøiets Navn kunde han ikke opgive.
Konen forklarede sig i det Væsentlige overensstem-
mende hermed, idet hun paastod, at Manden stedse,
hver Gang han kom hjem med Sagerne, havde for-
talt hende det samme og, naar hun vilde vide nær-
mere Besked, erklæret, at det ikke kom hende ved.
Hun erkjendte dog, at hun nok skjønnede, at Va-
rerne ikke vare "ærligt bekomne". Uagtet Manden i
flere Stykker blev overbevist om at have sagt Usand-
hed, vedblev han dog med Bestemthed og Frækhed
at benægte at vide den ringeste Besked om det Ty-
veri, der var begaaet hos Kjøbmanden. Denne Be-
nægtelse vedblev han ogsaa, da Forhøret fortsattes
samme Dags Eftermiddag. I Særdeleshed benægtede
han at være i Besiddelse af flere Varer end dem, der
allerede vare fundne, og navnlig at have havt Cigarer.

Medens Manden og Konen bleve confronterede
under dette Forhør, kom en liden Dreng ind. Han løb
hen imod Konen, kastede sig grædende i hendes
Arme og sagde: "Mor, Mor, hvorfor har du og Far
ikke været hjemme i Nat, og hvorfor er du og han
paa Raadstuen? Jeg og den vesle Katta har været
saa rent bedrøvet, saa. Jeg har næsten ikke sovet i
hele Nat, og Katta heller ikke. Hun har ligget i
Sengen hos mig, for der var ikke andre hjemme end
os to, saa vi havde godt Rum."

SIDE: 18

"Aa, det er noget, du ikke skjønner," svarede Mo-
deren. "Men hvem er det, som steller om dig? Har
du faaet Mad idag?"

"Ja," svarede Drengen fremdeles grædende, "jeg har
været inde hos Konen i Kammerset, og hun har givet
mig Mad; men den vesle Katta var saa rent bedrø-
vet, for hun fik ikke Mad. Saa syntes jeg saa Synd
i hende, derfor saa kjøbte jeg en Kage til Katta for
de to Skilling, du gav mig igaar, forat hun skulde
være glad."

"Det ligner dig, for du har nu støt været en Nar,"
sagde Moderen, idet hun gav sig til at rette paa
Sønnens Halstørklæde og pynte paa ham forresten.
"Har du været paa Skolen idag?"

"Ja," svarede Drengen.

"Men hvem passer begge Grisene vore?" spurgte
Moderen videre.

"Grisene gaar ude paa Tomten," svarede Drengen,
"men Værten siger, han vil tage den med Flækken
i Nakken for Husleien."

"Jagu sa jeg det, jeg," udbrød Moderen stødt, "nei,
se til den nærige Fanten du, at skambyde en sligt.
Han tror kanske, han kan stelle sig, som han vil,
fordi vi ere komne i Omstændigheder, men det blir
der ikke noget af, kan du sige. Det er vel et sandt
Ord, at den er let at komme paa Nakken, som ligger
med Næsen mod Bakken, men før han skal faa Gri-
sen med Flækken i Nakken, som er sine 10 Daler
værd, for Husleien, som bare er 5 1/2, før skal jeg
æde den selv, slig den gaar, hvor surt det ogsaa vil
falde, kan du sige. Han kan tage Grisen med Flæk-
ken for Husleien, dersom han vil holde dig med
Skolegang og Lærdom, til jeg kommer ud, kan du
sige. Det blir vel ikke længe til med Guds Magt,
og blir det længe, saa vil i det mindste du ikke have
noget videre Ondt af det, naar Værten holder dig med
Lærdom. Du faar se at komme paa Kassa forre-
sten, saa du ikke sulter ihjel, forstaar du. Og saa

SIDE: 19

skal du sige til Konen i Kammerset, at hun skal gaa
paa Torvet med den andre Grisen og sælge den der,
men ikke under 5 1/2 Spd., skjønner du, for det, den
er opalet med, er hverken stjaalet eller tigget sam-
men. Det har jeg selv ærligt og redeligt slidt og
slæbt for. Selv har jeg givet Grisene Skytsel og
Renslighed ogsaa. Sagtens var Rensligheden ikke
rar, for Svin blir Svin, hvad en saa gjør, som Man-
den sa, han saa Soen æde op sine egne Unger, skal
jeg sige dig, Rusken min; men saa er det nu saa
meget, at jeg ved, der skal ledes efter finere Flesk.
Mindst tænkte jeg, da Grisene kom i Huset, at det
skulde tage slig bedrøvelig Ende med dem; for paa
Lykkens Vegne bleve de kjøbte, men det lader til,
at Ulykken har været med at drikke Kjøbskaalen.
Ak ja, saa gaar det her i denne syndige Verden,
idag glad und roth, imorgen maus tot, som Far din
pleier at sige, naar han snakker Tysk. Gud give,
bare Grisene maatte komme i brave Folk og bekomme
dem vel, det er mit Ønske paa deres Vegne, saa kan
jeg kanske faa Ære og Glæde af dem til lidt Trøst
for, at jeg har stelt mig saa slet, at jeg bare har
Sorg og Skam af mig selv. Skjønner du nu, hvad
jeg har sagt, Pjusken min?" spurgte hun til Slutning,
idet hun nu var færdig med at pynte paa Drengen.

Denne havde, medens Moderen talte, lyttet til med
stor Opmærksomhed og af og til nikket med Hovedet
til Tegn paa, at han forstod hende. Nu svarede han:
"ja," og gjentog meget nøiagtigt det Væsentligste af
den Besked, han havde faaet af hende. Derpaa be-
gyndte han pludselig at le og sagde: "Nei, slig en
rar Drøm, som jeg havde i Nat da! Tænk bare, jeg
syntes, at du og Far og jeg, alle tre vare i Skolen.
For jeg gaar paa Skolen hos Holth i Viken, jeg,"
bemærkede han med megen Selvfølelse, idet han hen-
vendte sig til Forhørets Administrator.

"Hvor gammel er du, Gutten min?" spurgte denne.

"Jeg var 7 Aar den 28de Januar."

SIDE: 20

"Kan du læse?"

"Pyt læse," svarede Drengen, "ja, jeg kan nok
læse, jeg er alt begyndt paa Godmand. Jeg kan
skrive og regne ogsaa, jeg, og jeg kan Geografi, og
Tysk kan jeg ogsaa, for min Far er en Tysker. Ikke
sandt, Far," vedblev han, idet han gik hen til denne,
"jeg kan Deutsch spreche?"

Faderen, en høi, mager Mand, med grove, stive
Træk, havde hidtil staaet ganske taus og tilsyne-
ladende uden mindste Deltagelse hørt paa, hvad der
foregik. Men nu viste der sig pludselig en Foran-
dring i hans Ansigt. Han blev bleg, og Taarer randt
nedover hans Kinder; dog blev han staaende taus
og rørte sig ikke af Stedet. Drengen saa op til ham,
begyndte atter at græde og greb hans ene Haand
med begge sine. Faderen lagde sin anden Haand paa
Barnets Hoved. Saaledes blev Fader og Søn staaende
en Stund at se paa hinanden i Taushed, idet Taa-
rerne randt ned over begges Kinder. For at gjøre
en Ende paa denne pinlige Scene, lod Administrator
Drengen komme hen til sig og spurgte ham, om han
og den vesle Katten havde sovet godt sammen om
Natten. Der gik et Smil over Drengens Ansigt, idet
han svarede: "Nei, vi sov ikke videre godt, men jeg
havde slig en rar Drøm." Han fortalte derpaa sin
Drøm, som endte, da han vaagnede derved, at den
vesle Katta stak sin Næse op i hans Næse, saa det
kløede saa fælt saa.

Moderen, der var noget døv og ikke kunde høre,
hvad Sønnen sagde, medmindre han stod lige ved
hende, afbrød ham og bad ham gaa hjem, idet hun
gav ham en Del Smaapenge, hun havde hos sig.

Drengen tog imod Pengene, men nødede Moderen
til at tage nogle af dem tilbage igjen, "for ellers
har du jo ingen Penge selv," sagde han grædende.
Med Resten af dem gik han til Faderen og vilde, at
han skulde modtage dem. Men denne gav med en
Bevægelse med Haanden tilkjende, at han ikke vilde

SIDE: 21

have dem. Drengen saa en Stund paa Faderen og
sagde derpaa: "Far, du ser saa rar ud idag. Er du
vond paa mig? Jeg har jo ikke gjort noget Galt.
Far da, du siger jo bestandig at jeg skal være snil
Gut og være flittig paa Skolen, saa vil du holde af
mig. Jeg har jo været snil Gut, og spørg Holth, skal
du høre, jeg har været flittig. Kom og vær med
hjem, Far, og bliv ikke længere her. Vi skal faa
den vesle Katta til at danse, du skal ryge Cigar af
Kassen, du gjemmer under Sengen, og saa skal vi
spreche Deutsch sammen, og saa skal du le. Kom!
bliv med hjem, Far."

Faderen blev synligen bevæget. Han løftede sin
lille Søn op til sig, trykkede ham til sit Bryst med
en rørende Blidhed, lagde sin Kind mod hans og satte
ham derpaa ned paa Gulvet igjen. Da han havde
sluppet Drengen, støttede han en Stund sit Hoved
mod Væggen og sagde derpaa: "Gud hjælpe mig,
jeg har ikke vidst før nu, hvilken Ulykke jeg har
ført over mig; men jeg faar lide for, hvad jeg har gjort.
Lad den vesle Gutten gaa; jeg vil sige Sandheden."

Da Sønnen var gaaen, tilstod han, at han i Løbet
af det sidste Halvaar idelig var gaaen ind paa Kjøb-
mandens Loft gjennem Aabningen i Taget, hver Gang
havde stjaalet forskjellige Varer og derpaa lagt de
løse Bredder over Aabningen. Han forklarede derhos,
at hans Kone enkelte Gange havde staaet udenfor
og ventet for at hjælpe ham med at bære Varerne
hjem, uden at hun dog, efter hvad han troede, vidste,
at han gjorde sig skyldig i Indbrudstyveri ved at
tilegne sig dem. Han blev dømt til 9 Aar og 3 Maa-
neders Strafarbeide og Konen til 1 Aars Strafarbeide.

Da man paa hans Forespørgsel om, hvilken Straf
man antog han vilde faa, underrettede ham om,
at han neppe vilde slippe under 9 Aars Slaveri, ytrede
han: "Saa vil Gutungen være 16, 17 Aar, naar jeg
kommer ud, og mit Haab maa det være, at han da
skammer sig ved mig."

SIDE: 22

Harald Meltzer

En lystig Gesel.

En Mand, der sang, skreg og gjorde Spektakler i
Gaden, blev indbragt paa Politikammeret. Han
var barbenet og i det Hele meget let klædt, samt
dertil saa pjaltet, at den nøgne Krop stak frem hist
og her gjennem Klæderne. I Haanden bar han en
stor prægtig Knortekjæp med udskaaret Haandtag.

Paa Spørgsmaal om, hvad han hedte, svarede han
kjækt, idet han slog sig for Brystet: "Mitt namn
är Gustaf Adolf Lifvengreen för Gud och menni-
skor, nådig herr polismästare." Hvorfra han var: "Min
födelseort är Ronneby, en mycket vacker liten stad
i Svealand, inte långt från Carlskrona, med nådig
herr polismästarens tillåtelse."

Den Embedsmand, for hvem Manden var frem-
stillet, gjorde ham opmærksom paa, at det ikke var
Politimesteren, men en af Politifuldmægtigerne, han
talte med, og spurgte videre:

"Hvad driver De paa?"

"Ich bin sämsmakare-gesäll, nådig herre."

"De er fuld idag?"

Manden satte sig i en theatralsk Stilling, declame-
rede og gestikulerede stærkt, idet han svarede:

"Ja! jag är full, rysligt full, full utaf tråkiga min-
nen och gäckade förhoppningar från forna dar och full
af ångest och bekymmer för de dar, som komma skall.
Ja! goa herr polisfull - full -"

SIDE: 23

"Politifuldmægtig."

"Ja! goa herr polisfullmägtigen har fullt skäl till
att säga, att jag är full, förskräckligt, ja, jag kan säga
mägtigt full, herr fullmägtig, hem!"

"De er beskjænket, mener jeg."

"Är jag beskänkt? Ser jag ut som den, der skulle
hafva fått något till skänks? Jag äger min själ, hvar-
före jag ödmjukast tackar honom, som är polismä-
stare öfver oss alla; jag äger min kropp, som inte är
att tacka för; jag äger dessa mina klädespersedlar, som
är: min bonjour, min halsduk, min skjorta och dertill
min hatt och denna min käpp, som jag allt har köpt
för mina egna penningar, och äger jag ett enda sand-
korn mer i hela verlden, än jag här har på mig, så har
jag stulit det, och herrn kan straffa mig som röfvare.
Kan så goa herrn säga, att jag är beskänkt?"

"De er beruset, rusig. Forstaar De det?"

"Rusig! nådig herre," svarede Manden, idet han
forandrede Tonen aldeles og gik over fra det Høiti-
delige til det Gemytlige, "så der litet rusig är jag,
ta' mig fan - ber mjukast om förlåtelse -, och det
inte så ganska litet ändå. Jag skal säga goa herrn,
jag råkade en medbroder i handvärket på torget, och
han trakterade mig med en sup; det var en riktig
kronsup och inte någon Wieselgrenare, så der. Jag
hade intet ätit i två dar och var tom i magen som
en uppdragen blåsbälg, derföre rumsterade supen, som
den ville, och for upp i hufvudet och ner i fötterna.
Då vart jag så der rusig. Det är säkert det."

"Nu ja, og saa gjorde De Spektakler i Gaden."

"Jag gjort spektakel, goa herre? Nej, det kan jag
vist inte göra. Jag amuserar mig mycket bra, när
jag ser på spektakel, och jag har sjelf i två år varit
employerad vid theatren i Stockholm, men inte som
acteur, og jag har aldrig varit med i spektaklen,
det har jag inte alls, nådig herr polismästare."

"De har gjort Styr og Kvalm i Gaderne."

SIDE: 24

"Litet ostyrig var jag: jag sjöng och var mycket
glader, det är sanning."

"Hvad vil De nu her i Landet?"

"In zwei und zwanzig Jahr bin ich sämsmakare-
gesäll gewesen, och har arbetat på många orter i
Sverige; nun bin ich fünf und vierzig Jahr alt och
kan inte få arbeta mer uti mitt fädernesland, derföre
reste jag till brödrariket Norrige."

"Har De været i Tyskland, siden De taler Tysk
imellem?"

"I Tyskland har jag inte varit, men i Skåne har
jag varit i många år, och många af mina medbröder
har varit i Tyskland. Nådig polismästaren skall inte
tro, jag är den, mina kläder tycks visa. Nådig herrn
skall höra, jag i min ungdom, Gud vare lofvad, har
fått en bra uppfostran och lärt båda tyska och annat,
som mina betyg kunna visa - om jag haft någon.
Derföre talar jag tysk."

"Er det nu Deres Mening at ville søge Arbeide i
Deres Profession her i Riget?"

"Ah! var det möjligt? Kan herrn tro det möjligt,
att jag, så gammal och trasig, som jag är, kan få
arbeta här, hvarest jag till och med är okänd? Nei,
det hoppas jag inte alls."

"Hvad vil De da her?"

"Ta' mig sju - ber allraödmjukast - är inte jag
lika nöjd, hvar jag är, och hvar jag reser. Men jag hade
hört, att det skulle vara mycket trefligt i Norrige,
och derföre tog jag en promenad hit."

"Ja saa, men vi ville ikke have Dem her, og De
maa derfor strax begive Dem tilbage igjen til Sverige."

"Inte är jag någon rumlare, någon rymling eller
någon röfvare; jag lefver af, hvad goda menniskor i
deres barmhertighet villa skänka mig. Och," ved-
blev Manden, idet han forlod Soccen og atter synligen
traadte op paa Cothurnen, "nådig polismästaren må
vara god och inte lägga större börda på mig, än jag
redan har att bära, jag mener inte sådan börda, som

SIDE: 25

kan ses, ty sådan har jag inte, men sådan, som
har sin vistelseort här i mitt bröst och i detta mitt
tråkiga hjärta."

"Dersom De opholder Dem længere her i Landet,
vil De udsætte Dem for at komme under Tiltale for
Løsgjængeri og Betleri og blive straffet derfor."

"Nei, ta' mig fa- - ber allraödmjukast - det der
tycker jag inte om alls. Då vill jag mycket hellre
gå tilbaka till Sverige. Men vill inte polismästaren
vara god och låta mig få mitt pass påskrifvet till
Drammen; det kunde vara roligt att se den der sta'n."

"Gaar De ikke lige tilbage til Sverige, kommer De
formodentlig under Tiltale for Løsgjængeri og Betleri.
Tænk paa det."

"Jag går till Sverige, nådig herr polismästare, jag
går genast, jag går rakt, bums, som en utskjuten
kanonkula går jag till Sverige; - men öfver Moss
och Fredrikstad likväl, med nådig polismästarens til-
låtelse."

Dette blev ham tilladt, og han fik Paategning
derom paa sit Pas, hvorpaa han gik med mange dybe
Buk og allraödmjukaste Tak. Da han kom udenfor
Raadstuporten, satte han sin fillede Hue paa tre Haar
og svingede kjækt med sin Knortekjæp. Senere har
han ikke været at se her i Byen.

SIDE: 26

Harald Meltzer

Et Fante-Par.

For flere Aar tilbage var det ikke nogen Sjelden-
hed at se hele Fantefølger, bestaaende af unge og
gamle Mænd med deres Kvindfolk og Børn, i fuld
Oppakning drage igjennem Christianias Gader. Af
og til hændte det da ogsaa, at der opstod blodige
Slagsmaal, naar to saadanne Følger stødte sammen.

Den sidste Gang, et større blodigt Fanteslag stod
i Christianias Gader, var nok i Sommeren 1846.
Siden den Tid er disse letfodede, stridbare Folk mere
og mere forsvundne fra Byen, og nutildags er det en
Sjeldenhed at træffe nogen af dem der, undtagen i
Markedsugen, og selv da vogte de sig vel for at lade
sig se i Flok og Følge.

Slagsmaalet i 1846 fandt Sted mellem Johanne
Lovise Glad og hendes Følge, et af de mest bereiste
og berygtede i Riget, paa den ene Side og en ung
Blikkenslager og Skebinder, Anders Svendsen, og
hans Følge paa den anden Side.

Med Lovise Glad fulgte hendes saakaldte Mand,
Christian Fredriksen, deres to Børn og tre andre Per-
soner. Lovise, skjønt Kone, førte her Commandoen.
Hun og hendes Familie var Følgets faste Medlemmer.
De øvrige, der sluttede sig til dem, vexlede ideligt, dels
fordi indre Splid og Uenighed skilte dem ad, dels
ogsaa fordi Justitien fik Tag i dem og foranstaltede
dem indsatte i Tugthusene og Slaverierne rundt om

SIDE: 27

i Riget, hvorfra saa Selskabet igjen til Gjengjæld
blev recruteret. Med Anders Svendsen fulgte en
51 Aars gammel Kone og deres Søn. Hvad dette
Selskab manglede i Antal, erstattede det ved sine
Medlemmers Styrke og Voldsomhed. Anders og Chri-
stian begyndte Slagsmaalet, og i dette deltog derpaa
de øvrige Medlemmer paa begge Sider med de Vaa-
ben, de i en Hast kunne opdrive, hvorpaa de alle
midt under Kampen blev anholdte og arresterede.

Under det Forhør, som i den Anledning blev op-
taget, gav Christian Fredriksen følgende for ham og
den hele Art Folk, hvortil han hørte, meget beteg-
nende Forklaring over sit foregaaende Liv og Levnet.
Han var 54 Aar gammel og født i Valders. Hvem
hans Fader var, eller hvad han hedte, vidste han
ikke; men han havde vel hedt Fredrik, mente han,
siden han selv hedte Christian Fredriksen. Moderen
hedte Kari og var fra Dovrefjeld; nærmere kunde
han ikke betegne hendes Fødested. Om Forældrene
havde været gifte, vidste han ikke; han kunde ikke
erindre at have seet sin Fader. Moderen levede endnu,
efter hvad han havde hørt Folk sige, og drog om
med en Mand, hvis Navn han ikke havde hørt, det
han kunde mindes. Selv var han ikke confirmeret,
det var han vis paa; om han var døbt eller ei, kunde
han ikke sige. Han havde, saalænge han kunde er-
indre tilbage, vanket om, i de sidste 15 Aar sammen
med Lovise Glad, og været med hende næsten over-
alt i Norge, i det nordlige Sverige og Rusland. De
havde i den Tid levet sammen som Ægtefolk, uden
at være ægteviede, og havde havt 5 Børn sammen,
hvoraf dog kun to Piger vare ilive og med sine For-
ældre. Han kunde ikke forklare, hvor de fødte vare
døbte, eller de afdøde begravede.

Formodentlig vare de første ikke døbte, og de
sidste begravede i Skov og Mark, eller der hvor
det var faldt Forældrene beleiligst at faa dem put-
tede i Jorden; thi som det lod, havde disse Folk ikke

SIDE: 28

havt nogensomhelst Forbindelse med Kirken eller
kjendt noget til de kirkelige Ceremonier.

Han og Lovise Glad havde i den Tid, de saaledes
havde vandret sammen, ernæret sig paa lovlig og
ærlig Maade, forsikrede han, idet han var Hestedoc-
tor, og hun paa Finnevis syede Roser og Blomster
af couleurt Uldgarn paa Lommer og Brystduge for
Bønderne og derhos paatog sig at helbrede alle Slags
syge Husdyr.

I Virkeligheden agerede han Dyrlæge, og hun drev
paa Kvaksalveri, Signen, Manen og Spaaen. Hos
hende fandt man ogsaa en Attest for, at hun kunde
dette til Fuldkommenhed, hvilken Attest hun dog
ikke vilde kjendes ved, ligesom der ogsaa blandt hen-
des Sager fandtes Urter, Rødder, Pulvere, smaa Fla-
sker fyldte med ubekjendte Vædsker og nogle for-
underlige, mystiske Gjenstande, hvis Brug hun ikke
vilde opgive. Som Binæring havde de vel, i Forening
med det øvrige Selskab, drevet Betleri, Tyveri og,
naar Leilighed gaves, Røveri.

Denne Gang bleve begge disse Fantefølger aldeles
oprevne. Christian Fredriksen og nogle af de øvrige
af hans Følge bleve nemlig, da de ikke var confir-
merede, indsatte i Tugthuset for at confirmeres. Lovise
Glad blev straffet for Løsgjængeri og Concubinat.
Børnene bleve indsatte i Redningsanstalten, og Anders
Svendsen og hans Ledsagerske bleve straffede for
Concubinat og for at have ført saadant Samliv, uag-
tet Anders tidligere havde havt et Barn med en af
hendes Døtre.

Christian Fredriksen og Lovise Glad lod sig, efterat
de var komne paa fri Fod igjen, ikke se i Christi-
ania paa flere Aar. Først i 1850 viste de sig igjen
der og indfandt sig paa Politikammeret for at faa
deres Pas visiteret. De vare komne til Byen alene for
at besøge deres Børn paa Redningsanstalten, paastode
de, vare nu gifte sammen og stode i Underhandling
med en Mand i Nærheden af Røraas om at kjøbe en

SIDE: 29

Plads, hvor de agtede at bosætte sig og leve rolig
deres øvrige Dage. Forinden de sloge sig til Ro, øn-
skede de imidlertid at foretage endnu kun een Reise,
nemlig til Levanger, hvor Lovise havde nogle Børn
bosatte, som hun ønskede at besøge for sidste Gang.

Christian Fredriksen var en Mand af middels Høide
og af et ganske godt Udseende, der bar bestemt Præg
af, at han fra en af Siderne nedstammede fra nordiske
Forældre. Han talede i en sød, indsmigrende, men
i paafaldende Grad hyklerisk Tone. Lovise Glad var
derimod meget liden og styg, havde stridt, kulsort
Haar, der voxede langt ned i Panden, saa at denne
var overordentlig lav. Øienbrynene, der vare store og
buskede, stode ikke horizontale, men dannede en Vin-
kel, hvis Toppunkt laa ned mod Næsen. Øinene vare
næsten sorte, men matte, og Øienlaagene vare om-
givne af en høirød Rand. Hendes Ansigtsfarve var
gusten gul. Hun var øiensynlig en fuldblods Taterske
eller Zigeunerske og vilde, hvis hun havde været
noget ældre, mindre hurtig i sine Bevægelser og noget
mindre freidig i sin Tale og i sin Fremtræden, have
afgivet den fortrinligste Model til en Hex, som nogen
Maler kunde ønske sig.

Deres Andragende om at maatte faa deres Pas paa-
tegnet til Levanger blev endelig efter flere Betæn-
keligheder og Ventilationer indvilget. Medens Sagen
var under Overveielse, fik de Munden ret paa Gang.

"Aa ja," begyndte Christian med et dybt Suk og
en hyklerisk Mine, "Fuldmægtigen kan tro, det koster
baade paa Klæder og Hilsen at slide Veien langs i
raat og vaadt, som vi gjør; og det er just ikke
for Moro Skyld, saa sker. Men det var nok ikke
sunget for min Vugge, at jeg skulde slide saa mye
Ondt i mine Dage, som der er falden paa min Krop,
for min Far var saa stor og stolt en Mand der nord-
paa, som ingen tror, men Gud forlade dem, som - -"

"Naa! nu skal du have Tak, begynder du nu paa
den Præken igjen," sagde Lovise, idet hun afbrød ham.

SIDE: 30

"Ja," vedblev Christian, "jeg siger, Gud forlade
dem, som hengiver deres eget Kjød og Blod til den
veifarende Mand, saa at det blir ligervis som - -"

"Aa, du Narren," sagde Lovise og afbrød ham
atter. "Du præker hverken for Fjeldfolk eller for
Skaufolk nu, men nu staar du paa Christiania Politi-
kammer, tænk paa det, førend du taler," og da han
lod til at blive noget slagen ved denne Bemærkning
og taug lidt flau, fortsatte hun: "Vi have været ude
paa Anstalten og seet til Ungerne vore, og Kors!
hvor de vare rene og glatte at se til, ja, dem vare saa
blanke, som dem vare skrabte og skurte i samme Mi-
nutten, som vi kom. Og slig som dem læste! ja, ikke
tror jeg, hverken Præst eller Skriver gjør det bedre,
for det var ret, som Ordene randt ud af dem. Ja,
Politiet har været god mod mig og mine, det er et
sandt Ord, og jeg har længe studeret paa, hvorledes
jeg skulde kunne gjøre Gjengjæld. Derfor saa kjøbte
jeg af han Jacob Isaksen, som ligger paa Fjeldet
ovenfor Røros med Reinene sine, en Hund til Politiet.
Det er en rigtig grom Hund, og 25 Daler contant
gav jeg for den, og endda var den ikke dyrt betalt.
Den farer slig paa Bjørnen, Fuldmægtig, at det er
reine fæle Ting, og saa at Bjørnen maa sætte sig,
enten han vil eller ei; og naar han saa først er kom-
men ned paa Bagen med Forlabberne i Veiret, saa-
ledes som Dem har seet, ved jeg, Bjørnen pleier
gjøre, naar Hunden gaar paa ham, saa skulde Dem
vel se Spil. Hunden er støt bag paa ham og napper
og napper, snart paa den ene Siden og snart paa
den andre Siden. Bjørnen han slaar og kaver med
Forlabberne alt, han orker, og dreier sig rundt paa
Bagen som en Top; men den vesle Bikja træffer han
ikke; for hun farer unda som en Vind. Det er rig-
tig morsomt Spil at se paa det, og ingen Sag er
det heller at komme Bamsen paa Skud, naar den
Bikja staar for ham. Det er Hund for Politiet, det."

"Ja, det maa være en god Hund," mente den Em-

SIDE: 31

bedsmand, til hvem denne Tale var henvendt, "men
jeg ved dog egentlig ikke, hvad Brug Politiet kunde
have for en Bjørnehund."

"Fuldmægtigen skal tro, det er en grom Hund i
andre Maader ogsaa. Vel er den ragget, graa og
liden og styg at se til, men dens Mage til - -"

Her tog Christian, der imidlertid havde samlet nyt
Mod siden sit sidste Nederlag, tilorde og sagde
med sød Stemme og korslagte Hænder: "Ja, det er
et sandt Ord, at Politiet har været god imod os.
Da jeg kom her til Staden for 4 Aar siden, var jeg
som et forvildet Faar at regne, der farer omkring udi
Synd og Uvidenhedens Mørke, ubekjendt med min
Gud og uvidendes om min Christendom, men ved
Politiets Godhed blev jeg baade døbt og christnet
paa Huset og derved befriet fra Synden, Døden og
Djævelen. Ja, Politiet var for mig en Hyrdesmand,
der førte mig ind i den rette Hjord."

"Saa du synes det, at du kom i den rette Hjord,
da du kom paa Tugthuset?" spurgte Lovise. "Du
prater ogsaa," vedblev hun. "Du siger, du er et
Faar, men jeg siger, du er en Tosk, og jeg ved nok,
hvem af os har Ret. Tænke at narre Politiet med
sligt Præk, hæ! Men det var om Hunden, jeg snakte,
Fuldmægtig. Den er ikke alene haard paa Bjørnen,
men dens Mage til at samle Reinen paa Fjeldet,
naar det bliver begjært af den, findes ikke. Reinen
staar saa tæt som en Makrelstim, naar den Hunden
passer paa. Ikke een tør gaa ud af Flokken, og jeg
vil se paa den fremmede Reinen, som vilde komme
ind i den Flokken, som blir passet af den Hunden.
Det vilde jeg nok. Det er just Hund for Politiet, det."

"Ja, det er vist en meget god Hund, men jeg ser
dog egentlig ikke, hvortil Politiet her i Byen skulde
kunne bruge den," bemærkede Embedsmanden.

"Ja bruge," vedblev Lovise, "ja, der findes vel
ikke brugeligere og nyttigere Hundeslag til end det
Slags Hunde, og den, som ikke kan bruge den Hun-

SIDE: 32

den, har vel ikke Brug for Hund, kan jeg tro. Den
har desuden slig Lugt i Næsen, at det er rart at
se paa."

Her tog Christian atter Ordet. "Før jeg blev kjendt
med Politiet her i Byen, var jeg for en Hedning og
ikke for et Menneske at agte. En grov Synder, som
jeg var, gik jeg udi min Hoffærdighed og gav mig
Satan i Vold med Sjæl og med Krop til Helvedes
Ild og Luer, evige Pine og Fordømmelse, men gjen-
nem Politikammeret gik for mig Veien til - - -"

Lovise, der under hans sidste Tale havde staaet
og hørt og seet paa ham med en høist forundret
Mine, afbrød ham og sagde: "Ei da! hvor du er
bleven rask i Kjæften, siden du kom fra Huset. Du
har lært dig til at præke der, kan jeg mærke, men
se nu til, du kan holde den i Ro en Stund, mens
jeg snakker. Det er fin Tæft, som findes i Næsen
paa det Bikjeslag, Fuldmægtig. Naar det er rigtig
koldt om Vinteren, saa at Fuglen falder ned fra Him-
len, stiv som en Stok, naar det er akkurat paa An-
sigtet, som der for skarpe Naale om i Luften, og
slig at Kviksølvet fryser, saa det kan hamres som
Bly, og saa at ikke Præsten selv ved, hvor svær
Kulde han skal regne, da kryber Nordmanden nede
i Dalen i Ovnskrogen; for sætter han Næsen uden-
for Døren, bums, sætter Frosten Blæmme paa den i
samme Ruffet; men da begynder Finnen oppe paa
Fjeldet at røre paa sig, at se ned imod Dalen og
tænke paa Brændevin, og saa rusler han med Kjær-
ring og Unger ned fra Fjeldet til Bygden med Rein
for Pulkene. Mangen god Dram der blir da drukken hos
Madam Hansen paa Røraas. Naar saa enhver har
faaet nok, og dem skal til at trække hjemover igjen
tilfjelds, kan det vel være, at de, som er ædru i
Følget, ikke er vanskelige at tælle. Det er da vel
heller ikke at undres paa, om det aven und til, naar
Finnen er kommen saa et Par Mil paa Hjemveien
tilfjelds, og Pulken er gaaen rundt saa en ti, tolv

SIDE: 33

Gange, kan mangle en eller to af de mindste Ungerne.
At reise tilbars for Folk og søge dem op, vilde
mangens Tid være rent bortkastet Arbeide; for at
finde Spor tilfjelds i Sneen efter Pulken i Storm og
Uveir vilde som oftest være ligesaa ful en Sag, som
at finde Spor paa det vildene Hav efter Skibet i
Vandet. I samme Minutten, som Pulken er faren over,
kan Sporet være føget bort. Da kommer det an paa
Bikjenæsen. Da er han god at tage til; for naar
Finnen har sat den Næsen paa Sporet, gaar Bikja
ende rakt paa Pletten, hvor Ungen ligger, der stikker
han Næsen ned i Sneen og snøfter. Det slaar ikke
feil da, at Ungen er der, skulde jeg tro, om ogsaa
Sneen ligger en Alen og mere over den."

"Saa er vel Barnet dødt, naar det trækkes frem af
Sneen?"

"Dødt! Nei, før hør's det, at Laxen er druknet i
Vandet, og før spør's det, at Morianen er smeltet i
Solen, før det hør's eller spør's, at Finungen er frossen
ihjel over eller under Sneen. Men vel kunde det være,
at Ungen var bleven liggende, til Livet var sluknet,
om ikke Bikjenæsen havde været. Det er rigtignok
Hund for Politiet det."

"Nu det er rigtignok ikke mig, som er Tosken, men
dig," mente Christian, idet han henvendte sig til Lo-
vise. "Kan du tro, at Politiet her i Christiania træn-
ger om at faa Ungerne sine opsnusede paa den
Maaden."

Da Embedsmanden var enig med Christian, men
ytrede Ønske om at se den mærkelige Hund, sagde
Lovise:

"Ja, ja, da; saa Politiet har ikke Brug for slig
Hund heller. Ja saa da, saa var det ikke saa stor
Skade endda paa den Maade, at Hunden løb væk for
os paa Hedemarken, for der blev den rent borte."
Derpaa kastede hun et listigt Blik paa sin Mand.
Han gav sig til at hoste for at skjule et Smil, der
mod hans Villie trak sig over hans Ansigt, men kunde

SIDE: 34

ikke lade være at besvare hendes Blik med et fuldt
af Beundring og Glæde. Formodentlig vidste han
bedre end nogen, at hans Kone aldrig havde havt
nogen Hund, og havde derfor været ængstelig for,
hvorledes hun skulde rede sig ud af Sagen. Det havde
hun nu gjort paa en Maade, der forekom ham saa
beundringsværdig, at han endog for et Øieblik maatte
slippe sin Hyklermaske.

Efter at have faaet strengt Paalæg om at begive
sig lige til Levanger og underveis at opføre sig vel,
gik de. Christian forsikrede, idet han gik: "Nei, al-
drig skal jeg komme mere i Deres Ruller, dertil har
jeg nu for mye Lærdom." Lovise sagde: "Adjøs med
Dere da, og Tak for denne Gangen. Jeg skal gaa
ende beine Veien frem og ikke saa mye som glane
tilbars engang."

I Trondhjem, paa Turen nordover, blev de imid-
lertid begge anholdte og arresterede med en Del andre
Personer under et blodigt Slagsmaal.

Strax efterat de havde været her i Byen, forsvandt
den ældste af deres Døtre fra Redningsanstalten uden
endnu at være confirmeret og kom ikke senere til-
bage. Et Par Aar efter forsvandt ogsaa den anden
Datter fra Anstalten, men kom tilbage efter nogle
Dages Forløb. Hun havde sammen med en gammel
Fant været oppe i Modum, for at finde sine Forældre,
som da skulde færdes der. Hun fandt dem ikke strax
og gik derfor tilbage igjen.

SIDE: 35

Harald Meltzer

Drukkenskab.

En af de koldeste Aftener i Vinteren 1849, da
Kulden gik op til over tyve Grader, meldte et mid-
delaldrende Fruentimmer sig paa Politikammeret med
Begjæring om at blive indsat i Arresten, da hun var
husvild. Næste Dag, inden hun blev løsladt, kom en
gammel Kone, hos hvem hun havde boet, og klagede
over, at den arresterede havde bedraget hende for 2
Mark, hvorfor hun forlangte hende tiltalt og straffet.
De vare begge Politiet bekjendte som drikfældige.
Arrestantinden forklarede selv Sagen saaledes, efterat
hun havde hørt Modpartens Anke:

"Hr. Fuldmægtig! Politiet kjender mig, det ved jeg
nok. Det kjender mig altfor godt, det ved jeg ogsaa.
Hvad jeg har gjort, lider jeg selv værst for. Men
kan der her for Retten staa frem et eneste Menneske
og sige, at jeg har lyvet et halvt Ord nogensinde,
eller at jeg har stjaalet saa mye, som der kan ligge
indpaa Øiet mit, eller at jeg hidtils har fornærmet
noget Menneske, undtagen mig selv, i Ord eller Gjer-
ning, vil jeg være strafskyldig til den høieste Straf.
Derfor kan Fuldmægtigen tro, det er sandt, hvad jeg
nu skal fortælle. Ser Dem vel, jeg har boet nogen
Tid hos Maren Dampbaad, som nu klager over mig,
og hjulpet hende med, hvad der kunde falde sig i
Huset og udenfor Huset. Meningen var rigtignok, at
jeg bare skulde være til indvortes Brug, men hun har

SIDE: 36

taget mig til udvortes Brug ogsaa, uden at jeg har
sagt et ondt Ord derimod. Saa var det nu igaar-
morges. Det var saa knagende koldt, at der var ingen
Maade paa det, ja, saa at jeg syntes næsten, Hjertet
størknede i Livet paa mig, bare jeg kom udenfor
Døren. Saa bad Dampbaaden mig, at jeg skulde gaa
paa Torvet med Kurvene og sælge Stentøi for hende:
for den Trafiken driver hun nu for Tiden. Aftenen
forud havde der ikke været Madsmulen i Huset, og
den Morgenen var en Skillings Rugkage al den Mad,
der var at faa, og naar den blev delt mellem Maren,
Datteren hendes, den vesle Jentungen, som hun har
taget til sig, mig og begge de Arbeidskarerne, som
bor paa samme Værelset som vi, saa var det ikke
stor Brødsmule, som kom paa hver Mund, og det var
ikke stor Tidsspilde i det Maaltid. Heller ikke tog
det lang Tid at fortære den Draabe svart Kaffe, som
fandtes, og da det var gjort, saa ruslede jeg hen paa
Torvet og satte mig ned der med Kurvene. Handelen
gik brav nok, det var Synd at sige andet; for før
Middag havde jeg solgt for 2 Mark og saaledes tjent
2 Skilling; for 1 Skilling paa Marken skulde jeg have
for min Del. Det var saa koldt, at Folk ikke gav
sig Tid til at gaa, men løb gjennem Gaderne, og
naar jeg tog i Stentøiet med bare Fingrene, hang de
fast. Det var derfor ikke at undres paa, at jeg, da
det led lidt op paa Dagen, næsten var stivfrossen,
trods jeg havde en rigtig god vateret Slobrok paa.
Derfor saa vilde jeg røre lidt paa mig og gik ud-
over Storgaden og ind til en liden vakker, fed Frue,
som pleiede kjøbe Stentøi af mig. Hun gav mig af
sin Godhed, og uden at jeg opfordred hende til det,
4 Skilling. Jeg havde da 6 Skill. Saa rig havde jeg
ikke været paa lang Tid, og saa tænkte jeg: "Det
kunde da være morosamt at vide, hvorledes hun
Lena Skorpionen har det idag," tænkte jeg, og der-
med ruslede jeg ud i Fjerdingen til hende. Da jeg
kom ind i Stuen, var det saa koldt der som paa

SIDE: 37

Gaden, og Skorpionen laa i Sengen. "Hutetu!" sa
jeg, "hvor her var kaldt." "Ja, slig Kulde er ikke var-
mere," sa hun "Og hvor her er fælt og mørkt da," sa
jeg. "Ja, det kan ikke være lysere," sa hun, "naar
Isen ligger tommetyk paa Ruden, og Rimen ligger
tæt udenpaa Isen," sa hun. "Men er du syg, Lena,"
sa jeg, "siden du ligger?" "Nei," sa hun, "syg er
jeg just ikke, men jeg har ikke Raad til at være oppe
idag, for jeg har ikke saa mye som 2 Skilling til
Ved, derfor ligger jeg," sa hun. "Desforuden," sa
hun, "staar det store Tørklædet mit i Pant hos Hø-
keren for Brændevin og Mad," sa hun; "Kjolen har
jeg maattet stikke i Ruden, som de Fyllefanterne,
som var herinde igaaraftes, sloge itu, og de andre
Fillerne har jeg maattet dytte i Sprækkerne rundt
om i Væggene," sa hun; "for her trækker det altfor
fælt," sa hun. "Men hvor er Ungen din henne da,
Lena?" sa jeg; for jeg vidste, hun havde en liden
fem Maaneders gammel Gutunge, som jeg ikke saa.
"Aa, han ligger her nere ved Beina mine," sa hun,
og dermed trak hun den vesle Ungen frem under de
Smuler Filler, hun skjulte sin nøgne Krop med. "Men
i Jesu Navn," sa jeg, "Lena, han er jo svart som
Jorden. Jeg mener, Ungen er frossen ihjel." "Tro det?"
sa hun og ruskede i Ungen, og da det ligesom kvak
lidt i den, og den brummede lidt, sa hun: "Der kan
du høre, død er han ikke endnu," sa hun, "men
sagtens varer det ikke længe," sa hun "hvis denne
Kulde staar paa en Tid," sa hun. Da jeg hørte de
Ordene, blev jeg ganske varm over hele Kroppen,
trods det var saa kaldt i Stuen, at Istapperne hang
ganske hvide af Rim nedad Væggene, og det endog-
saa bagom den svarte Kakkelovnen. "Jeg mener,
jeg faar kjøbe lidt Ved til dig, Lena" sa jeg; "for
jeg har sex Skilling, som tilkommer mig selv," sa
jeg. "Aa Fanden," sa Skorpionlena, "er det noget
at kjøbe Ved for 6 Skilling til dette Fillehullet! Den
Varmen, som kommer fra Kakkelovnen her i Stuen,

SIDE: 38

vil være ligesaa god for dem, som gaa ude paa
Gaden," sa hun, "som for dem, som ere indenfor,"
sa hun, "saa mange Huller og Sprækker, som her
findes i Væggene," sa hun Lena, og det blir stort
Værelse at varme op, som Gutten sa, han tændte
Baal paa i Skauen for at faa det varmt under Tøm-
merlunningen," sa hun. "Men vil du gjøre mig en
Tjeneste," sa hun, "saa kan du kjøbe mig en halv
Pægel Brændevin," sa hun, "for i det er der baade
Mad og Varme," sa hun. Jeg var ikke god for at
staa imod, fast jeg syntes, det var ikke rigtigt, og
saa gik jeg hen til Høkeren og kjøbte 1/2 Pægel Bræn-
devin for 3 Skilling. Skorpionen drak sin Del og
heldte lidt ind i Munden paa Ungen sin; den spyt-
tede det sagtens ud igjen, men kviknede dog lidt til
af det. Resten drak jeg selv. Jeg var saa tom i Maven
som den Sparebøsse, der kommer lige fra Pottema-
geren, og lige ens var det vel med Lena ogsaa, og
det er ondt at fryse og sulte paa en Gang; kort at
fortælle, vi fik Lyst paa mere Brændevin begge to,
og jeg kjøbte 1/2 Pægel til. Som vi drak paa den,
kom Kong Ring ind i Stuen. "Hutetu!" sa han, "det
bider stygt i en gammel Skrot idag," sa han, "der-
for er det godt at faa lidt Brændevin," og dermed
drak han Resten. "Hvem gav dig Lov til det, Fylle-
fanten du er?" sa Skorpionen til Kong Ring. "Det
gjorde jeg selv," sa han, "og det er en trøstig Mands
Lov, om ikke en rig Mands Lov," sa han. "Men der
er vel mere at faa, hvor det kom fra," sa Kong Ring.
"Du ser sagtens ud til at kunne skaffe mere du, Fille-
kongen," sa hun, "du har jo ikke engang Skjorte paa
Kroppen idag." Det kunde hun se gjennem et Hul
i Ryggen paa Kjolen hans. "Har jeg ikke Skjorte?"
sa Kong Ring. "Jogu har jeg saa, men jeg har
stukket den bag i Kjolelommen," sa han. "Hør du,
jeg prøver paa at faa en Pægel paa Skjorten min og
Skjørtet dit, som hænger der paa Væggen," sa Kong
Ring til Skorpionen. Hun sa ja dertil, og Kong Ring

SIDE: 39

gik til Høkeren og fik den Pægel, han havde begjært.
Da jeg havde smagt lidt paa den, kom jeg sagtens
i Humeur, det nægter jeg ikke for, men fuld var jeg
aldeles ikke, og da jeg ikke vilde have mere Brænde-
vin, saa gik jeg da. Men da jeg kom ud paa Gaden,
blev jeg saa rent betagen af Søvn, at jeg maatte
sætte mig paa en Trappe. Som jeg sad der, er det
mig som en Drøm, at Kong Ring kom efter og bad
mig laane sig en Mark, og trods jeg, hvis jeg svarte,
sa nei, tog han Pungen med alle Pengene mine op
af Lommen min og gik med dem, tror jeg da, men
det er mig som en Drøm. Kort at fortælle, da Folk
havde rystet i mig en Stund, for jeg var stivnet svært
til af Kulden, saa jeg kom rigtigt til mig selv, vare
Pengene borte, og inde i Stuen hos Lena var fuld
Kommers, da jeg kom tilbage der. Hun sad paa Senge-
kanten, var fuld og aad Sylteflesk, og i Stuen var
Kong Ring, Grisehans og et Par Fyllefanter, som
drak Brændevin og aad Flesk til. Da de nu fornam,
at jeg havde mistet Pengene mine, og hørte, at jeg
klagede over det, bad dem mig reise til - nok sagt.
Det er ikke saa sikkert, at det ikke var mine Penge,
som gik gjennem Halsen paa dem, men der var da
ikke blivende Sted for mig, og da jeg ikke turde
gaa hjem uden Pengene, gik jeg op til Moster min
i Lakkegaden for at faa laane 2 Mark af hende. Jeg
har bedre Skyld, end Fuldmægtigen kanske tror, for
Moster min er saa ordentlig Kone, som nogen kan
se for sig. Hun er Iglekone, og hendes Igler har
trukket Blod af mangen fornem Krop, kan Dem tro.
Jeg gik da, som sagt, op til Moster min. Hun sad i
Stuen for Væven, og der var saa varmt og lunt som
ved Midtsommertid, og Granveden sprakede i Ovnen.
Borde og Bænke var saa glatte og blanke som i et
Slot, og ikke var der Is at se paa Ruden. Det var
andet Stel end hos hende Skorpionlena. Men det er
da sagtens heller ikke noget at takke hende for; for
jeg tror ikke, at Moster har smagt en eneste Draabe

SIDE: 40

stærkt hele sit Liv igjennem. Da jeg havde siddet
og varmet mig en Stund og snakket om adskilligt,
saa kom jeg da frem med min Begjæring; men Moster
vilde ikke give mig en Skilling; "for jeg var fuld,"
sa hun, "og jeg bare drak dem op," sa hun. Alt,
hvad jeg snakte, hjalp ikke; "for hun kjendte mig,"
sa hun. Jeg maatte da til at rangle indover til Byen
igjen uden en Skilling i Lommen. Det gik smaat
indover, derfor var det langt paa Kvelden, før jeg
kom hjem. Da jeg kom der, kan Fuldmægtigen tro,
der stod et vakkert Hus."

Her blev den Talende afbrudt af Klagersken, der
med megen Opmærksomhed havde hørt paa, hvad
der var bleven berettet, men nu pludselig afbrød hende
og sagde: "Jeg falder fra, jeg falder fra Klagen, du
behøver ikke at fortælle mere."

"Jo," mente den Anklagede, "er jeg kommen saa
langt, kan jeg fortælle Resten ogsaa."

"Nei," svarede den anden ivrig, "jeg gir dig efter
de to Markene, saa det er ikke mere at snakke om."

Der opstod nu en kort Strid mellem dem, idet den
ene vilde fortælle, hvad der var passeret hjemme,
medens den anden vilde hindre hende deri. Striden
endte dog, da den Anklagede fik Anmodning om at
slutte sin Fortælling.

"Ja, saa var det nu det da, at da jeg kom hjem, saa
hørte jeg ude paa Gangen et svare Spektakel inde
i Stuen, med Skrig og Dominering. Da jeg kom ind
der, var der saa kogende hedt, at det var reine fæle
Ting, og der stinkede saa fælt vondt; for Arbeidskarerne
havde lagt de skidne Klæderne sine paa Ovnen.
Dampbaaden var saa fuld, som hun næsten kunde
blive, havde revet Klæderne af sig og for om i Stuen
med Haaret langt nedover Ryggen og Ansigtet, skreg
rent som en besat og dansede snart paa et Ben og
snart paa to, svingede med Armene med alle de under-
ligste Lader og Gebærder, som til er. Jeg blev rigtig
ordentlig fælen ved at se hende fare omkring slig i

SIDE: 41

det Skin, som faldt ud af Ovnsdøren; for andet Lys
var der ikke i Stuen. Da hun hørte, at jeg havde
mistet Pengene, tog hun og kastede Kurvene med
Stentøiet henover Gulvet, saa Stykkerne dansede
rundten omkring, rev og sled i mig, at jeg maatte
flye, saa fort jeg kunde; for ikke var der nogen Hjælp
at vente hos de andre i Stuen heller. De vare ligesaa
fulde som hun. Jeg gik og ruslede om i Kulden paa
Gaden en lang Stund, men saa stod jeg ikke i det
længere, og saa gik jeg herind for ikke at fryse ihjel,
trods det er tunge Skridt, jeg gjør, hver Gang jeg
gaar igjennem denne Porten. Det er hele Sagen. Det
er sandt, hvad jeg har sagt, enten jeg saa bliver tro't
eller ei, og det siger jeg til Slutten, at Brændevinen
er den simple Mands Ulykke. Var ikke den, var
mangen Mand, som er en Slusk og en Fyllefant, en
flink og en truværdig Arbeidskarl. Det siger jeg nu,
men naar jeg ser Brændevin, drikker jeg det lel."

SIDE: 42

Harald Meltzer

Som Herren er, saa følge ham hans Svende.

En ung Pige, som stedse havde vist sig tro og rede-
lig, og som i flere Aar havde tjent hos det samme
Herskab og i sin Tjeneste altid havde opført sig til
Herskabets fuldkomne Tilfredshed, maatte flytte fra
denne sin Condition, da hendes Madmoder blev ind-
sat i Tugthuset for anden Gangs Tyveri i Butikker.
Kort før Pigen flyttede, tilegnede hun sig en Del
Madmoderen tilhørende Sager og pantsatte dem hos
en Pantelaaner mod den sædvanlige Rente af 12 Skil-
ling af Daleren om Maaneden.

Madmoderen, en dansk Kone, var, da Forhøret i
denne Sag blev optaget, allerede for længere Tid
siden indsat i Tugthuset og maatte hentes derfra for
at tilhjemle sig Kosterne.

Da hun hørte, hvorom Talen var, slog hun ganske
forskrækket Hænderne sammen og udbrød: "Ih! du
min Gud, sikke no'et skrækkeligt no'et," henvendte
sig derpaa til Pigen og sagde, idet hun sukkede, slog
sig for Brystet, græd og jamrede: "Næ! det havde
jeg da rigtignok inte troet, at du, Lovise, som virke-
lig var saadan en rar lille Pi'e, Lovise, at du kunde
gjøre no'et saa frygterligt no'et. Næ! det er virkelig
maiet skrækkeligt. Og jeg, som lod dig faa Nøglerne
til alle Ting, og som troede dig næsten ligesaa godt,
som jeg tror mig selv - det vil da sige," rettede hun
sig, idet hun rødmede lidt, "maiet bedre, end jeg

SIDE: 43

tror mig selv. Næ! det er da ogsaa græsseligt, at
man heller inte kan tro no'et Menneske i denne skrø-
belige Verden. Jeg vil da haabe, min stakkels kære
Lovise, at det er første Gang, du gjør dig skyldig i
saadan en frygterlig Brøde. Hvad?"

"Ja," svarede Pigen forknyt, "det er dog første
Gang, jeg er i Omstændigheder, og med Guds Magt
skal det ogsaa blive sidste Gang."

"Nu, det var da endda vel, saa slipper du denne
Gang med Vand og Brød, min Pi'e," sagde Mad-
moderen, som det lod, meget trøstet ved denne Un-
derretning.

De stjaalne Koster bleve derpaa fremtagne og Stykke
for Stykke fremviste for Konen, forat hun kunde af-
give Forklaring om, hvorvidt hun gjenkjendte dem
som sine eller ei.

"Jo, det er rigtignok mit Søndagslommetørklæde,"
sagde hun. "Ja, sikkerlig, det er mine Sengegardiner.
Jo, ved Gud, det er mit Sengeteppe. Nu! du søde
Gud! hun har taget mine Vinduesgardiner ogsaa. Ih!
du himmelske Fader! der er min Silkemodest. -
Ogsaa min Muffe - - -!"

Muffen, der var den sidste af Tyvekosterne, gav
Konen aabenbart det haardeste Hjertestød og bragte
hendes bitre Følelsers Kalk til at strømme over; thi
hun faldt ned paa en Stol og begyndte paany at
sukke, slaa sig for Brystet, græde og jamre sig værre
end nogensinde før.

Idet hun gik, efter at være kommen sig noget, tog
hun det bestemte Løfte af Pigen, at denne aldrig
mere skulde gjøre hende en saa skrækkelig Sorg som
at begaa slig frygterlig Brøde en Gang til.

SIDE: 44

Harald Meltzer

Kammeratskab mellem Forbrydere.

En af de voldsomste og farligste Forbrydere, der
var paa fri Fod i Aaret 1850, var Henrik Olsen.

Han var en ualmindelig høi, sværlemmet og stærk-
bygget Mand. Det høit hvælvede Bryst, Tyrenakken
og de brede Skuldre vidnede om ganske overordent-
lige Kræfter.

Endelig blev han anholdt, arresteret og dømt for
Røveri til Strafarbeide paa Livstid.

Idet han skulde bringes op paa Fæstningen, bad
han om at maatte faa tale med en af Politiets Em-
bedsmænd og blev derfor ført ind til den jourhavende
Fuldmægtig. Han traadte ind med megen Brask og
Bram, slog Døren helt op, raslede med de svære
Lænker, han havde paa Benene, og som han, for at
gjøre saa megen Allarm som muligt, lod slæbe langs
henad Gulvet, gik hen til en Stol, satte sig uden
videre ned paa den og sagde derpaa: "Se saa! her
kommer jeg. Men om Forladelse, Fuldmægtig, jeg
sætter mig, jeg. Jeg er saa uvant ved den Stadsen, jeg
har her paa Benene mine," vedblev han og pegede
paa sine tunge Lænker, "at det endnu falder mig
svært at staa længe med den. Men jeg blir vel vant
ved det; for jeg har lang Tid at øve mig paa der,
jeg skal hen."

"Hvor lang Straffetid fik du da?"

SIDE: 45

"Saalænge der sidder nok saa lidt af Sjælen igjen
i Kroppen min, skal jeg være Slave paa Akershus
Fæstning; for jeg fik Levetiden," svarede han stærkt
bevæget, "men," lagde han til med skjælvende, næsten
grædende Stemme, idet han dog kjæmpede i den Grad
for at synes rolig, at der mod hans Villie fremkom
nogle hæse, høist ubehagelige Strubelyd, der hørtes
som den dybeste Fortvivlelses Stønnen, "men jeg er
glad for det, for jeg bør, og jeg maa være glad for
det; for jeg kjender mig selv saa passe, at jeg ved,
at hvis jeg ikke var bleven tagen for dette, var jeg
bleven tagen for noget andet, som kanske havde været
meget værre. For den Gjerning kan ikke udfindes
eller udtænkes, som ikke jeg var istand til at gjøre,
naar jeg har smagt Brændevin. Derfor vil jeg være
glad ved, at jeg kommer i Sikkerhed for mig selv,
førend jeg har nogen Dødssynd paa mig."

"Du tilstaar altsaa nu, at det var dig, som røvede
Uhret fra Heglekræmmeren?"

"Javist var det saa, Fuldmægtig. Men De kan da
ikke undres paa, at enhver vil søge at fribanke sig
selv saa længe, som muligt kan være, især fra det
Trin, jeg stod til Straf."

"Du siger da ikke, at du er dømt uskyldig."

"Uskyldig? jeg? Neigu nei san! Jeg røvede Uhret
fra Heglekræmmeren. Uskyldig? Kan De tro sligt,
at jeg skulde være uskyldig? Nei, det er sikkert nok,
at jeg ikke det er. Jeg tror ikke noget paa dem, som
sige, at de blive dømt for Uskyldighed. Det er nu
aldrig hændt mig, og jeg er da hver eneste Gang
dømt paa bare Formodning og Mistanke. Men, Fuld-
mægtig, der er noget, jeg har paa Samvittigheden
min, som jeg ikke er god for at tie med, og som jeg
derfor vil fortælle, før jeg kommer op der - der -
De ved nok. Hu! det er et farligt Sted at blive hele
Levetiden paa."

Han gjorde en Pause. I hans Ansigt saaes nogle
krampagtige Trækninger, idet Brystet hævede sig høit,

SIDE: 46

og han aandede tungt en Stund. Dog var han nu
noget roligere end før. Derpaa vendte han Skraaen,
han havde i Munden, nogle Gange og begyndte saa
igjen. "De kan erindre, at der i Vinter, som var,
blev fra et Føringslæs i Bærum bortstjaalet en stor
Sæk med mange forskjellige Varer i. Det var mig
og Søren Steinsætter, som gjorde den Gjerning sam-
mens. De kan afhøre Vidnerne, skal De høre, det
er Sandhed, som De ikke agter stort paa, hvad De
hører af mig." Han nævnte en Del Personer, som
han antog vilde kunne give Oplysning i Sagen, og
gik derpaa langt roligere og stilfærdigere, end han
var kommen. Stormen i hans Indre havde ligesom
lagt sig noget, efterat han havde faaet udtale sig.

Det var ganske rigtig, at der flere Maaneder forud
i Bærum var bortstjaalet fra et Føringslæs, der skulde
til Apothekeren paa Ringerike, en stor Sæk, inde-
holdende en hel Del forskjellige Varer. Af Sporene
paa et nylig oppløiet Jordstykke, Tyvene vare løbne
over, kunde det sees, at der havde været to Perso-
ner, en større og en mindre, da nogle Spor viste en
usædvanlig stor Fod, men andre en liden Fod. For-
hør var blevet optaget, og to mistænkte Personer
havde været satte under Tiltale for dette Tyveri, men
vare blevne frifundne.

Forhøret over Søren Stensætter blev nu paabegyndt,
og der fremkom strax saadanne Oplysninger, at der
var al Grund til at antage, at han virkelig havde
været en af Gjerningsmændene, uagtet han bestemt
benægtede det.

Endelig blev Henrik Olsen indkaldt til Forhør og
mødte frem, iført Slaveklæder med Lænker om Be-
nene og en tyk Ring af Jern om Halsen, da han
ønskede at beholde sine Jern paa sig under Forhøret,
for at undgaa de Ubehageligheder, der vare forbundne
med at klinke dem af og paa igjen. Efterat han var
opfordret til at afgive sin Forklaring i Sagen, be-
gyndte han saaledes: "Vær saa god og skriv op hvert

SIDE: 47

Ord, jeg siger, for nu skal Sandheden frem. Præsten
deroppe har formanet mig til at gjøre mig klar for
alt, som ligger paa Samvittigheden min. Det agter
jeg nu ogsaa at gjøre; for nu har jeg faaet Losse-
ment for Levetiden deroppe, hvor jeg er, saa jeg ikke
har at frygte for at faa noget Tillæg i Tiden, og
nogen Dødssynd har jeg ikke paa mig, saa jeg har
ikke noget at frygte mere. Derfor skal alting frem,
og jeg vil staa saa klar og ren for enhver Brøde,
naar jeg dør, som da jeg kom til Verden. Det er
noget nyt for mig, det har jeg aldrig før probert.
Nu skal Dem høre. Her for en to, tre Aar siden
gjorde han Søren og jeg Kjendskab paa Huset, hvor
vi sadde begge paa een Brakke for Tyveri. Han var
Brakkefut og sad mangen Kveld midt paa Bordet og
fortalte om sine Streger, saa hele Brakken maatte le.
Saa bleve vi fælt fine Venner paa vor Maade. Fra
hans Side var det vel, fordi han skjønte, at jeg var
en stærk Kar, og dertil en Person, han kunde faa til
at gjøre, hvad det saa skulde være. Fra min Side
var det nu, fordi jeg forstod saa mye, at jeg saa og
mærkede, at han var en indmari ful Kar, som Politiet
ikke saa let fik Tag i. Saa kom vi igjen ud af Huset;
og saa var det nu sidste Høst. Han Søren havde
ikke Arbeide mere, og saa flyttede jeg ud til ham i
Nordbygaden, hvor han boede hos Kjæresten sin.
Saa en Dag saa spurgte han mig, om vi ikke skulde
ud paa Landeveien og se at finde noget paa Bonde-
læssene. Jeg var færdig paa Øieblikket og paa første
Ordet, sa jeg andet, saa løi jeg. Jeg skal ikke gjøre
mig bedre, end jeg er; for mig kan det saa hverken
hjælpe eller skade, for jeg har Levetiden. Hossen
det da var eller ikke, saa blev det da afsnakket mel-
lem os, saa Kjæresten hans Søren hørte paa det, at
vi skulde ud paa Veien, som sagt er. Endelig saa
rangled vi udover en Kveldstund, Klokken var saa
indpaa 9, kan jeg vel saa slutte saa paa en Gisning,
for Uhr havde ingen af os. Det bar ud over Dram-

SIDE: 48

mensveien med os. Da vi vare komne fem Fjerdinger
fra Byen paa Veien til Ringerike, kom vi til en Plads.
Hvad Pladsen heder, det ved jeg ikke, men Manden,
som bor der, heder Baal, det er sikkert. Der var
Hvilested for veifarendes Folk, var det ligt til; for
der stod et Par Læs ude paa Trokket, og Hestene
vare fraspændte og bleve forede, men ikke et Menneske
var at se. Føringskarene vare vel inde i Stuen og
varmede sig, vil jeg slutte; for det var saa ordinari
graakaldt, og Klokken var dengang over 11, kan jeg
da antage paa en Gisning, for Klokke havde ingen
af os, som sagt er, og mørkt var det som langt
under Jorden. Da vi saa kom hen til Læssene, trak
han Søren lidt i en Sæk, som laa paa et af dem.
Det var ikke vanskeligt for mig at skjønne, hvad Me-
ningen var dermed, fast han ikke sagde et Ord, hvor-
paa jeg trak Sækken af Læsset. Han hjalp mig at
faa den paa Ryggen. Men han sa ikke et Ord, og
jeg sa ikke et Ord. Begge gjorde vi vor Gjerning i
al Stilhed, slig som Dem kan skjønne saadant gaar
til, og saa søgte vi tilskaus, det forteste vi kunde.
Det vil da sige, jeg havde aldrig været paa det Stelle
før, saa jeg gik, jussom jeg havde Bind for Øinene,
uden at vide, hvor jeg kom hen; men Søren lod til
at være vel kjendt, og han gik i Forveien og viste
Veien. Da vi vare komne vel igjennem et lidet Skau-
krat, maatte vi over et nylig oppløiet Jordstykke, som
jussom var begyndt at stivne til lidt i Skorpen af
Frosten, og vi kunde vel være komne saa omtrent
midtveis paa Jordstykket, dermed saa hører vi Bon-
den komme sættende efter os med Hujen og Skrigen
og Bæljen, som det kunde være Graabeinen, han vilde
skræmme tilskaus. Lys og Lygte havde han med sig,
og Lyset glimtede mellem Granbuskerne, alt som han
avancerede frem i Skaurabben, hvorfra vi vare komne
ud. Søren havde ikke noget at bære og tog Benene
fat strax, men jeg, som havde Sækken at bære, jeg
kastede først den ned i en Plougfure og gjemte den

SIDE: 49

der, saa godt jeg kunde i en Hastighed, førend jeg
kunde følge ham. I Skaukanten paa den anden Side
af Jordet krøb Søren op i et stort Grantræ. Jeg efter
ham, det forteste jeg kunde. Der sad vi da som to
Fugle i Granen - det var to nette Fugle, det maa
jeg sige - og saa ned paa -"

Den angrende Forbryder standsede her pludselig i
sin Fortælling, vendte Ansigtet mod Væggen og lod
til at faa nogle forunderlige Trækninger i Ryggen og
Skuldrene. Pludselig vendte han sig om igjen. Han
havde kjæmpet for ikke at le, men kunde ikke mod-
staa længer og lo nu saa inderlig godt, at hans hele
Legeme rystede, men dog stille og dæmpet, hvilket
kun lod sig gjøre under megen Anstrængelse fra hans
Side. Efterat han havde leet en Stund, blev han
med et alvorligere end før og fortsatte sin Fortælling.
"Om Forladelse, Fuldmægtig, at jeg ler, det er upas-
sendes, det er rent uforskammet af mig, det ved jeg,
men jeg kan ikke for det. Ingen kan tro, hvor mo-
rosamt det var. Bønderne, for der var flere af dem,
kom farende efter os i fuld Fart paa Sporet vort
langsefter Jordet og lige indunder Træet, hvori vi
sad. Der stod de og vidste ingen Greie at finde paa
Sporet mere, som rimeligt kunde være. De gik rundt
om paa Jordet, lige rundt om Sækken. De gik rundt
om Granen, hvori vi sad. Vi saa alt det, de tog sig
for, og vi hørte hvert Ord, de sagde, men jo mere
de gik, jo mindre Greie var det at faa paa Sporet,
som rimeligt kunde være. Sækken fandt de ikke, og
os saa de ikke. Hver af dem sa sin Mening om, hvor
Sækken og Tyvene var blevne af, men alle var de
enige i ikke at lyse Velsignelse over os. Langt om
længe gik Bonden hjemover igjen. Søren og jeg ned
af Træet igjen, og hen og tømme Sækken ud paa
Jorden! Der var mange forskjellige Sager der. Der
var - ja lad mig nu betænke mig, at der ikke kom-
mer nogen Urigtighed ind i Protokollen - der var 4
halve Huder, to af Fedtlæder og to af Væxlæder, 4

SIDE: 50

Alen sort og to Alen staalgraat Klæde, omtrent 100
Dokker Seilgarn, nogle Hundrede Staalpenne, en
Mængde Nøste med Skogarn, en svær Pose med
Hagel, flere Gros sorte Hornknapper, en Mængde
Kvinter og andre Violinstrænge, en lang Boa, et Dusin
Blikspeile med Laag paa, et Dusin Hornkamme, fine
paa den ene og grove paa den anden Side, lidt For-
lærred og noget fin Sherting. Mere tror jeg ikke der
var i Sækken. Jo stop! en islandsk Trøie maa ikke
glemmes, for den var med. Alt dette saa jeg der
var. Af Sagerne tok vi med os, hvad der var mest
Værdi i, og det var da Klædet, Læderet, Boaen, noget
rødt Garn, - det er sandt, rødt Garn var der ogsaa
i Sækken, det glemte jeg før - et Dusin Speile, et
Dusin Kamme, noget Skotraad, omtrent Halvparten
af Hyssingen, Violinstrængene, nogle Kamme, Nat-
trøier, og omtrentlig vil jeg slutte 200 Staalpenne.
Flere af disse Sager laa indpakkede i hvidt Papir,
men da der var Paaskrift paa det og Mærker, som
vi ikke skjønte, toge vi Papiret af; for, mente Søren,
om galt skulde være, og vi skulde blive trufne med
det paa os, eller Politiet skulde finde det i vor Be-
siddelse, som han kaldte det - tror jeg da -, var det
ikke at kjende igjen uden Mærkerne. For et Skind
er et Skind, og et Stykke Klæde er et Stykke Klæde,
og ingen bider Mærke i det, men en Paaskrift og
et Mærke har ikke sin Lige i hele Verden og er let
at gjøre Ed paa for den, som skjønner sligt, sa han.
Det, vi ikke kunde tage med, blev liggende igjen
paa Jordet, for det var altfor tungt at bære det alt-
sammen til Byen, fem Fjerdinger for een Mand. Han
Søren var saa træt og saarbenet, sa han da, at han
ikke var god for at bære en Pille, nei ikke saa mye
som et eneste Hagel, sa han, saa jeg maatte bære
alt det, vi toge med os. Paa Hjemturen gik vi om
Frogner. Der delte vi Sagerne saa ligt som muligt;
for han Søren er ikke den, som vil give noget fra
sig. Noget tog vi med os til Byen med det samme,

SIDE: 51

og Resten blev liggende under en Busk derude. Da
vi gik til Byen, vilde Søren ikke gaa i Følge med
mig, forat ingen skulde se os sammen og faa Mis-
tanke. Men hvor fin og ful han end er, saa skal det
ikke hjælpe ham nu denne Gangen. Ud paa Efter-
middagen samme Dag, da det begyndte at mørkne,
gik vi udover igjen til Frogner og toge Resten af vore
Sager med os. Vi bar hver sit hjem og gav Kjæ-
resten til Anders det til Forvaring, ja det vil da sige,
jeg gav hende min Del forærendes; for jeg var bange
for at braake mig, om jeg solgte noget af det, der-
for vilde jeg ikke beholde det, fast jeg havde trælt
herligt nok for det. Hvor det nu er henne, ved ikke
jeg; for min Del gav jeg bort, som sagt er, men
sandt er det, hvert Ord, jeg har sagt, og gid jeg
maatte synke gjennem deres Øiesyn, ja gid min
Tunge maatte blive et gloende Jern for hvert Ord,
jeg har løiet."

Søren blev derefter fremstillet. Han lo haanligt,
traadte meget kjækt hen til sin Anklager og sagde
i en fræk Tone: "Hvor kan du finde paa sligt, Hen-
rik? He! he! he! jeg maa le af dig."

Henrik gik ham et Skridt imøde, saa Lænkerne
om hans Ben raslede, hævede sin ene Haand høit i
Veiret og sagde med et Alvor i sin Stemme og i sin
Mine, der bragte Smilet til at forsvinde fra den andens
Ansigt: "Le ikke, Søren! jeg siger dig, le ikke, Søren!
Har jeg med mit Vet og Vidende løiet et halvt Ord
i det, jeg nu har sagt for Retten, saa vilde jeg ønske,
at jeg maatte synke sammen, her jeg staar, og blive
til en Klump Jord, og at det maatte være alt, hvad
der blev tilbage baade af Sjæl og Krop. Hr. Fuld-
mægtig," vedblev han derpaa roligere, "hvad jeg nu
har sagt, er Sandhed. Jeg tror knapt, at om det blev
lagt sammen alt, som jeg har sagt sandt i mit hele
Liv, det vilde blive saa mye som det, jeg har sagt
nu her idag paa dette Forhør. Jeg har bestandig før,
naar jeg stod for Retten, løiet alt det, jeg var god

SIDE: 52

for, og om jeg har sagt et sandt Ord, har det kun
været et Træf, og ikke fordi Sandheden havde nogen
Magt over mig. Det gjorde jeg, baade fordi jeg
havde Moro af at lyve, og fordi enhver jo gjerne vil
søge at komme unda saa længe som muligt, men nu
har jeg faaet Levetiden, saa nu har jeg Ro og ikke
mere at tragte efter eller at lyve for i denne Verden."

Søren havde aldeles tabt Lysten til at le, men
sagde dog temmelig kjækt: "Aa, hvilket Snak, kan
du da belyve en Kammerat slig, som du gjør da,
Henrik? Det havde jeg ikke ventet af dig; slige fine
Venner, som vi ere."

"Nu, saa du snakker om Venskab og Kammerat-
skab, Søren?" svarede Henrik. "Det havde jeg ikke
ventet. Hør nu, hvad jeg kan fortælle dig derom.
Jeg har været dig en saa tro Kammerat, som nogen
kunde være. Ingen Hund kunde være sin Eiermand
mere tro, end jeg var dig, Søren. Der fandtes ikke
den Gjerning, jeg ikke gjorde for dig, bare du sagde
et halvt Ord til mig derom, og før skulde Sjælen
blive presset ud imellem Sidebenene mine, før jeg havde
sagt et ondt Ord mod dig. Det var Kammeratskab
fra min Side, Søren. Hør nu, hvorledes Kammerat-
skabet var fra din Side. Otte Dage efterat vi havde
været sammen ude paa Ringeriksveien og bekommet
Sækken fra Bondelæsset, røvede jeg Klokken fra Hekle-
kræmmeren; for det var mig det samme, hvad jeg
gjorde, og det er ikke min Skyld, at jeg ikke har
gjort noget værre end - - nu ja, det kan være det
samme. Jeg er nu vel bjerget. Næste Morgen viste
jeg dig Klokken i min Troskyldiged, og hvad gjorde
saa du? Jo, du var Spion paa mig og meldte mig
for Politiet. Det var dit Kammeratskab, og saa vil
du snakke om Kammeratskab. Tag ikke det Ord i
din Mund; for du har solgt Menneskekjød, Søren!
din bedste Kammmerats Kjød har du solgt, Søren!"

Idet han sagde dette, knyttede han sin Næve og
løftede den truende mod den anklagede.

SIDE: 53

Denne trak sig forskrækket lidt tilside, men greb
Ordet, som det lod, med en vis Glæde over dog at
have fundet noget, om hvis Urigtighed han kunde
overbevise sin fordums Kammerat, og sagde ivrig:
"Der kan Dem bare høre, Fuldmægtig. Der kan Dem
bare høre, hvad han finder paa. Har jeg nogensinde
faaet en Skilling for at være Spion for Politiet? Kan
nogen sige det, Hr. Fuldmægtig?"

"Ja, hør nu, skal du høre, Søren," vedblev den
anden med samme Alvor. "Jeg tør kanske ikke være
saa dum, som du tror. Giv lidt Tid, saa skal du
høre. Samme Dag, som du havde seet Heklekræm-
merens Klokke hos mig om Morgenen, sad jeg hjemme
i Stuen om Kvelden. Jeg var lidt fuld, som hver Dag
i den Tid. Det nægter jeg ikke for, og det var vel,
fordi jeg var kommen paa Rangelen, at du blev bange
for mig og vilde blive mig kvit; for du skjønte sag-
tens, at det ikke vilde vare længe, før jeg var færdig
igjen, og saa frygtede du for, at jeg skulde trække
dig i Ulykken med. Idetmindste kunde du saa komme
i Mistro hos Politiet, saa fine Venner, som vi var.
Det vilde du ikke, Søren; for du vilde ikke alene,
at Politiet skulde tro, at du ikke drev mere paa
Tyveri eller saadant noget, men du vilde ogsaa, at
Politiet skulde mene, at du var bleven en aldeles
skikkelig Kar. Ikke sandt? Saa blev du Spion. Ikke
sandt?"

"Har De hørt sligt Menneske til at snakke?" spurgte
Søren, og lod til at være yderst forundret over, hvad
han hørte.

"Vent nu," vedblev hans Anklager, "giv Tid, saa
skal du sagtens faa mere at undres paa. Samme Dag,
du havde seet Klokken hos mig, sad jeg, som sagt,
om Kvelden hjemme i Stuen. Da kom du hen til
mig saa sød og saa fin saa, og bad, at jeg skulde
laane dig Frakken min; for det var kaldt ude, sa du,
og du skulde hen og faa nogle Penge, sa du. Frak-
ken fik du, Søren, og saa gik du. Du var ikke længe

SIDE: 54

borte, det maa jeg ikke sige dig paa, og da du kom
igjen, kom du god, det kan ikke nægtes. Kan du er-
indre, hvad du sa, da du kom igjen? Jeg erindrer
det godt og vil aldrig glemme dig det, Søren; det
kan du frit sværge den dyrebareste Ed paa. Da du
kom ind af Døren, trak du Frakken min af dig,
kastede den hen til mig og sa: "Der er Frakken,"
sa du, "men Politiet er lige efter mig," sa du, og i
det samme kom Politibetjenten ind. Du havde ikke
hentet ham, nei Kors da! Skulde en slig brav Kar,
som du er, gjøre sligt mod sin bedste Kammerat?
Var det ligt sig? Du havde ikke laant Frakken min,
forat jeg ikke skulde gaa ud, mens du var borte?
Kan du tænke sligt da? En slig god Kammerat, som
du er? Var det ligt sig det da? Nei langt fra."

Medens han talede, blev han hidsigere og hidsigere.
En Aare, der gik tvertover hans Pande, svulmede op
og blev rund som en Snor.

Pludselig slog han over fra den ironiske Tone, hvori
han havde talt. Det dybeste Alvor prægede sig i
hans Mine og i hans Stemme, idet han gik hen til
Søren, lagde sin svære Haand tungt paa hans Skul-
der og sagde: "Jeg skal sige dig noget, Søren, og
du kjender mig saa passe, at du ved, det er sandt.
Havde jeg, da Politibetjenten kom gjennem Døren,
og jeg skjønte hele Stellet dit, havt en Kniv ved
Haanden, saa havde jeg kjørt den igjennem, tvers-
igjennem, lige lukt igjennem Hjertet dit, om det saa
havde kostet mit Liv og min Salighed 10 Gange.
Forstaar du det?"

Hans Haand skjalv, Aaren tvertover hans Pande
svulmede stærkere og blev mørkeblaa, hans Øine
gnistrede, og han selv blev ligesom større, medens
han talte, og da han taug, tog han med begge sine
Hænder i de Stænger, der stod ud fra Halsringen,
en paa hver Side af den, og dreiede Ringen om med
en saadan Voldsomhed, som om han vilde vride Hal-
sen om paa sig.

SIDE: 55

Søren blegnede, krøb sammen i lige Grad, som
hans Anklager voxede, trak sig bort fra ham og sagde
halvt høit: "Det er et rasendes Menneske. Han havde
gjort det. Jeg tror dig istand til det, som værre er."

Da Henrik var færdig med sin Forklaring og skulde
gaa, var han igjen rolig og sagde til Søren: "Nu faar
du leve saa vel saalænge, til vi sees deroppe, hvor
jeg alt er. Nu kan vi være Kammerater igjen, for
nu har jeg gjort Lige for Lige, og det maa der jo
til, har du tidt nok sagt, om Kammeratskabet skal
holdes. Jeg skal ikke være den sidste til at ønske
dig velkommen i Slaveriet, det kan du frit sværge
paa."

Søren kjæmpede under Sagen, saa godt han kunde,
for at blive fri, men blev endelig dømt til 7 Aars
Strafarbeide og blev indsat i Akershus Fæstning.
Sagen er forøvrigt refereret i Retstidenden for 1ste
Juli 1850.

SIDE: 56

Harald Meltzer

Faderkjærlighed.

En Vinter blev to Bønder fra Ringerike anholdt af
en Politibetjent, idet de kjørte grassat i Christia-
nias Gader under vilde Hyl. De vare begge beskjæn-
kede, især den ene, et ungt, vakkert, stærkbygget
Menneske paa nogle og tyve Aar. Efterat Hesten
med nogen Vanskelighed var bleven standset, erklæ-
rede de sig uvillige til at lystre Politibetjentens Paa-
læg om at kjøre ordentlig, mente, at de kjørte, som
de vilde, Hesten var deres, og de gav Fanden i Po-
litiet. Da Betjenten nu, paa Grund af deres Opførsel,
vilde bringe dem paa Politikammeret, satte de sig til
Modværge. Den yngste rev Politibetjentens Klæder
itu under sin Modstand, men blev endelig ved fleres
Bistand, der ilede Betjenten til Hjælp, baaren ned til
Raadstuen og arresteret tilligemed den anden Bonde,
en dimitteret Tugthusfange.

Under det Forhør, der næste Dag blev optaget i
Anledning af denne Sag, vare begge de angjældende
temmelig uforskammede i deres Fremtræden, især den
yngre, som blandt andet ytrede, at den Mand, som
havde arresteret ham, nok skulde komme til at angre
det. De benægtede begge at have vidst Besked om,
at han var Politibetjent, uagtet der var Bevis for, at
Betjenten gjentagne Gange havde vist dem sit Politi-
tegn og betydet dem, hvem han var.

SIDE: 57

Inden Forhøret sluttedes, kom en gammel, graa-
haaret Mand ind i Værelset, stillede sig, uden at sige
et Ord, ved Ovnen og kastede af og til et vemodigt
Blik paa den yngste af de arresterede Bønder, som
paa sin Side blev ganske bleg, og hvis Holdning
aldeles forandredes, da han saa den gamle Mand.
Hans trodsige, udfordrende Blik sank mod Jorden,
og Musklerne i hele hans Legeme slappedes saaledes,
at hans knyttede Næver aabnede sig, og hans sam-
menbidte Tænder skiltes ad.

Under en Pause i Forhøret henvendte den gamle
sig til Administrator og sagde: "Om Forladelse, det
er nok mig, som er Liasmeden fra Ringerike."

"Ja saa, hvad siger De til godt da?"

"Aa, det er nok mig, som er Far til ham Auen,"
saaledes hedte den yngste af de arresterede Bønder,
"og mindst havde jeg tænkt at træffe ham her, men
at han har begaaet noget Slags Tyveri, det faar ingen
mig til at tro."

Man underrettede ham om, hvorfor hans Søn var
arresteret; da han havde faaet dette at vide, rystede
han paa Hovedet og sagde: "Hm! hm! hm! Auen!
Auen! Du er den første af alle mine Skyldfolk, som
har været i Omstændigheder. Af sex Unger, Vorherre
har skjænket mig, er du, Auen, den eneste, han har
været saa naaderig at lade mig beholde. Du var den
sidste. Mor din døde, da du blev født, og trolig har
jeg siden passet og pleiet dig baade som en Mor og
som en Far. Om Dagen har jeg slidt for dig, og om
Natten har jeg vaaget over dig i den Tid, du var
liden og klein af Helse, og saa kan du gaa hen og
gjøre mig den Sorgen og bære dig slig ad, som om
du var opvoxet mellem vilde Dyr i Skauen og ikke
blandt kristne Folk. Min Ryg er bleven stiv og mit
Haar graat, men du, Auen, er nu fremvoxen til den
Alder, at jeg skulde til at have rigtig Glæde og Nytte
af dig. Da du reiste til Byen igaarmorges efter Jer-
net, lovede du saa sikkert, at du skulde komme hjem

SIDE: 58

samme Kvelden, Auen, men den, som ikke kom, det
var du, Auen. Kvelden kom, men du kom ikke, Auen,
og dersom du tror, jeg havde Rast eller Ro paa mig
siden, Auen, saa tror du feil. Der gik ikke mange
Minutter mellem hver Gang, jeg var ude paa Bakken
for at se nedad Veien, om du ikke skulde komme,
Auen, men jeg saa dig ikke, Auen, og du kom ikke,
Auen. Da det saa led ud paa Morgenen idag, var
jeg ikke god for at blive hjemme længere. Det var,
ligesom det brændte mig derhjemme, og jeg maatte
rusle indover til Byen, for at se efter dig. Jeg gjorde
ikke Veien lang indover. I hver Modbakke sprang
jeg, for jeg tænkte hver Gang: naar du kommer op
for Bakken, faar du Øie paa Auen; og for hver Krog,
Veien gjorde, var jeg hidsig paa at komme hen i
Svingen; for paa den anden Side var sagtens du,
mente jeg. Men ikke saa jeg dig, Auen, og hverken
var du at faa hørt eller spurgt underveis. Og da jeg
saa kom ind i den store Staden, var det, ret som
det svartned for Øinene mine; for hvordan skulde jeg
faa dig opspurgt blandt alt det Folk, som her var.
Jeg troede dig bedre, Auen, end at du havde Hjerte
til at gjøre din gamle Far slig Sorg, sligt Hjertelag
du ved han har for dig."

Sønnen havde hidtil staaet rolig og seet ned mod
Gulvet med Ansigtet vendt mod Faderen, men ved
sin Fars sidste Ord vendte han sig om, lagde begge
sine Arme op imod Væggen, støttede sin Pande til
dem og græd bitterlig.

"Saa sa dem, jeg skulde gaa herned," vedblev den
gamle. "Det mente jeg var spildt Umag, og saa
skulde jeg træffe dig her lel. Det er tungt, Auen,
jeg siger dig det, Auen, det er mye tungt. Men nu
skal du svare mig her for Retten, hvor du nu staar,
paa hvad jeg vil spørge dig om. Har jeg ikke holdt
dig til Skolegang og Lærdom mere, end du efter din
Stand og Stilling kunde forlange?"

Sønnen vedblev at græde, men svarede ikke.

SIDE: 59

"Svar mig paa, hvad jeg spørger om, Auen," sagde
Faderen alvorligt og gjentog sit Spørgsmaal.

"Jo," svarede Sønnen neppe hørligt.

"Har jeg nogensinde været haard imod dig eller
sagt nei til, hvad du med Rimelighed begjærede af
mig?"

"Nei aldrig, Far."

"Har jeg ikke trolig delt Sorg og Glæde med dig,
saalænge du kan mindes tilbage?"

"Jo, det har du - det har du."

"Har du ikke været real i al din Handlemaade
hidtils?"

"Aa, Gud hjælpe mig, hvad kan det nytte nu!"

"Har jeg forskyldt af dig, at du skulde gjøre mig
den Sorgen, du nu forvolder mig, Auen?"

"Nei, det har du ikke, Far," svarede Sønnen hul-
kende, vendte sig pludselig om og foldede Hænderne
mod sin Fader.

Den gamle Mand, der under hele denne Samtale
havde havt Taarer i Øinene, søgte at tale mere, men
kunde ikke for Graad, som han, uagtet al sin An-
strængelse, ikke længere kunde holde tilbage. Han
lagde sin ene Haand paa Sønnens Skulder, saa ham
ind i Ansigtet en Stund, som for at indprente sig
hans Træk, og gik derpaa, uden at sige et Ord mere,
henimod Døren.

Sønnen gik efter ham, greb hans Frakkeskjøde for
at stanse ham og sagde: "Dette var det værste.
Dette havde jeg ikke betænkt. Jeg havde glædet mig
til at faa snakke med dig, Far, og saa kommer du
og siger slige Ord til mig."

"Nu ja, ja da, Auen," sagde Faderen og vendte
sig om. "Naar du er færdig her, kom saa hjemover
igjen til mig; du ved sagtens, der ikke findes nogen,
som vil dig saa vel som jeg. Men Gud velsigne dig,
Auen, hvorledes kunde du ogsaa komme i sligt Op-
styr? Det slaar ikke feil, der er godt Hjertelag i dig;
men du har ikke betænkt, hvad Sorg en Far lider

SIDE: 60

naar Ungen steller sig ilde. Det er rigtig sandt," ved-
blev han, idet han henvendte sig til Forhørsadmini-
strator, "der er godt Hjertelag i ham. Gutten er haard
i Næven, men myg i Hjertet."

"Jo," sagde Sønnen, "jeg skal fortælle alting, ak-
kurat som det var. Da jeg havde kjøbt Jernet til dig,
Far, skulde han Erik" - den anden arresterede Bonde
- "tage det hjemover med sig paa Vognen sin. Men
saa fik han mig ned i en Kjælder, skjænkede mig
Brændevin og juxede mig paa Klokkebytte. Derfor
blev jeg binnegælen og smurte paa Gampen, da jeg
kom ud, alt det jeg kunde. Da saa Politibetjenten
standsede os, saa skjønte jeg jo nok, det var galt, og
han sagde ogsaa mange Gange, at han var Politi-
betjent, og at vi maatte agte os for, hvad vi gjorde,
men jeg var rent huegælen, gav ikke Agt paa nogen
Ting og bar mig slig, som Politibetjenten siger. Det
nytter ikke at nægte for det. Men Gud velsigne Dem,
Fuldmægtig, lad ikke Gamlen reise hjemover alene
med dette paa sit Sind. Lad mig faa følge ham.
Jeg skal være her igjen paa Dagen og Minutten, som
De bestemmer, og jeg skal gjerne tage den dobbelte
Straffen af, hvad Loven dømmer over mig, og takke
til, om jeg bare faar Lov at være med Gamlen hjem-
over. Gud styrke Dem, jeg tror knaft, han staar i at
være alene midt i denne Sorgen. Og sørger han sig
rent ihjel for min Skyld, saa Gud hjælpe mig, da er
al Glæde forbi for mig i denne Verden," sluttede han
med bævende Stemme.

Hans Begjæring blev indvilget. Fader og Søn følte
sig begge synlig lettede derved og tog nu hinanden
nærmere i Øiesyn. "Du ser rent daarlig ud idag,
Auen," sagde Faderen, "og du er saa pjusket paa
Haaret. Jeg faar pynte lidt paa dig," lagde han til,
idet han gav sig til at pudse paa Sønnens Haar.

"Aa, du ser inte for rar ud du heller, Far," sagde
Sønnen og tørrede med sit Trøieærme Smudset af
Faderens vaade Kinder.

SIDE: 61

Da Forhøret var sluttet, og Fader og Søn skulde
gaa, sagde den gamle: "Buk nu vakkert, Auen, og
tak for dig." Auen bukkede det bedste, han kunde,
og sagde: "Ja, saa skal De nu have saa mange Tak
for mig for denne Gangen da. Det er den første, men
det skal ogsaa blive den sidste, at jeg skal findes
her paa denne Maade. Det skal være saa sikkert som
Laas, at jeg skal komme ind til den Tiden, De har
bestemt. Adjøs med Dem da, og Tak for mig."
Auen mødte for Retten til fastsat Tid. Han blev
idømt nogle Dages Fængsel paa Vand og Brød.

SIDE: 62

Harald Meltzer

En Dalekarl.

En Aften anmeldte en Høker paa Politikammeret,
at der var indkommen til ham to mistænkelige
Personer; han antog, det var to Finner, som havde
foranlediget Kiv og Slagsmaal i hans Bod. Han be-
gjærede derfor tillige Politiets Assistance til at faa
dem ud af sit Hus. Paa Grund heraf bleve de to frem-
mede, som man formodede maatte være to kivagtige
Fanter, afhentede og indbragte paa Politikammeret.

Det viste sig strax, at man havde taget meget feil
i sin Formodning. Det var yderst godmodige og fred-
sommelige Folk, en gammel bosiddende Mand, Matts
Person, fra Malung i Dalarne, og hans unge Søn, Per
Mattsson. De vare begge iførte Kufter af Skind. Uden-
paa dem havde den gamle en meget fillet, sid, blaa
Vadmelsfrakke, og Sønnen en lignende kort Trøie.

Den gamle saa ud til at være mellem 50 og 60
Aar. Han var høi og velvoxen, havde et bredt, hvæl-
vet Bryst, livlige Øine og et stærkt markeret, alvor-
ligt, af Vind og Veir barket Ansigt. I Haanden havde
han en svær Knortekjæp. Men hvad der især var
iøinefaldende ved ham, var den forunderlig gode, frei-
dige Holdning og de paafaldende smukke, næsten
plastiske Stillinger, han stedse indtog. Kjæppen fik
Udseende af en Commandostav, og den fillede Frakke
blev til et smukt Draperi, der syntes kastet løst over
Skuldrene for at udhæve, hvor mandigt og kjækt
Brystet hvælvede sig. Hans høire Øie var stærkt op-

SIDE: 63

hovnet, hans Ansigt var blodigt, og af og til viste
en Bloddraabe sig under hans Næse.

Sønnen var en ung, lyslokket Gut, mellem 16 og
18 Aar gammel, med et rundt, aabent, rødmosset,
ægte svensk Ansigt. Han havde med sig en sort-
spraglet og spidsøret Hund, som han ledede i et
Baand, som var bundet om dens Liv. Han kaldte
Hunden Bulder, hvilket maaske skulde betyde Baldur.

Da Matts, Per og Bulder vare komne ind paa Poli-
tikammeret, satte Bulder sig paa Gulvet, spidsede
Ørene og saa uafbrudt og med stor Opmærksomhed
paa Per, og Per spidsede Ørene og saa ligesaa uaf-
brudt og med stor Opmærksomhed paa Matts. Hun-
den og Gutten vare begge lige tause og rolige, kun at
den sidste af og til, naar en Bloddraabe viste sig under
Matts's Næse, tørrede den bort med en stor, skidden
Lovante, han havde i Haanden, hvilket Matts lod ske
uden at røre sig eller lade, som han bemærkede det.

Gamle Matts svarede bestemt og kort paa de Spørgs-
maal, der bleve ham forelagte, og forklarede, at det
ikke var ham eller hans Søn, der havde fornærmet
nogen, men tvertimod ham, som havde faaet gjen-
tagne Slag i Ansigtet af en ham ubekjendt Person
uden at have sagt et Ord til noget Menneske, und-
tagen til sin Søn, med hvem han havde talt i al
Kjærlighed. Han antog endogsaa, at han var bleven
bestjaalet sammesteds, da han nu savnede sin Tegne-
bog, hvori han havde havt sine Papirer og en Del Penge.

Den Person, der efter Opgivende havde været i
Slagsmaal med Matts, blev indkaldt til at møde paa
Politikammeret den følgende Dag. Det var en ung,
spædlemmet Sømand fra Vaterland. Han forklarede
sig aldeles uforbeholdent og uden ringeste Omsvøb i
Overensstemmelse med den gamle Dalekarl og er-
kjendte, at han havde slaaet til denne gjentagne
Gange, uden at han i Ord eller Gjerning var bleven
fornærmet, ja uden engang at være bleven tiltalt af
Manden. Sagen, sagde han, forholdt sig saaledes:

SIDE: 64

Han havde som Sømand gjort mange Reiser, og paa
disse havde han faaet Underretning om mangt og
meget, som Folk, der hele deres Liv bleve hjemme i
Ovnskrogen, kanske aldrig fik mindste Nys om. Blandt
andet havde han i Gøteborg lært, at Finnerne, naar
de tale sig imellem i deres Modersmaal, kunne sætte
Ildt og Troldskab paa Folk, og at det eneste probate
Middel derimod er at faa Blod af dem. Da derfor
den gamle havde talt til sin Søn i et Sprog, som han,
den bereiste Matros, ikke forstod, havde han ikke
næret nogen Tvivl om, at det var finsk, der blev
talt, saa meget mindre som han paa Grund af deres
Klædedragt antog det for givet, at de vare Finner.
Han var derfor bleven bange for at blive paaført Ildt
og Troldskab, og for at undgaa dette, havde han be-
nyttet det probate Middel derimod, som han havde
lært i Gøteborg, og slaaet til den gamle Mand med
knyttet Næve. Først gav han ham et Slag i Panden,
men der kom ikke Blod, saa et over det høire Øie,
men der kom desværre heller ikke Blod, og saa ende-
lig et over Næsen. Da kom der til al Lykke Blod,
og saa var Kuren vel udført.

Den bereiste Matros var da, som man kan vide,
meget fornøiet og stolt over sin Gjerning; thi baade
havde han været lykkelig i sin Kur og bortmanet alt
Ildt og Troldskab fra sig, hvilket en anden mindre be-
reist Mand maaske var bleven behæftet med hele sit
Liv, og derhos havde han anvendt denne farlige Kur
uden ringeste Ulempe for sig selv, noget, som vist-
nok ogsaa var ligesaa sjeldent og heldigt som at
træffe paa en saa godmodig Mand som den gamle
Dalekarl. Matts havde nemlig ikke løftet en Finger
til Modværge, men kun yderlig forbauset stirret paa
sin Angriber og spurgt, om han var aldeles gal.
Værten havde derimod antaget det for Slagsmaal og
havde hentet Politiet.

Efterat Matts nu paa Politikammeret havde under-
rettet Matrosen om, at han ikke var nogen Fin, men

SIDE: 65

en Svenske, som vistnok i sin Almindelighed paa sine
Reiser her i Riget talede Norsk, men som dengang
havde talt til sin Søn i sit Modersmaal, Svensk, og
i sin Hjembygds Dialekt, og Matrosen saaledes mær-
kede, at han havde anvendt sin Kur til urette Tid
og Sted, blev han meget lang i Ansigtet og meget
ilde ved, bad høiligen om Forladelse for sin Urigtig-
hed og erklærede sig villig til at lide den Straf, Po-
litiet vilde lægge paa ham for hans Feil. Dog maatte
han til sit Forsvar bede lagt Mærke til, at det, han
havde gjort, havde han ikke gjort i nogen ond Me-
ning eller for at fornærme nogen, men kun for at
bjerge sig selv.

Da den gode gamle Dalekarl, synligen formildet
ved Matrosens Forklaring, havde, paa Forespørgsel
derom, erklæret, at han ikke ønskede sin Modstander
tiltalt eller straffet, saasom dette hverken vilde være
ham til Gavn eller Glæde, takkede Matrosen høiligen
for denne Godhed og lagde til, at han hjertelig gjerne
vilde give Matts 1 Spd. for at erstatte ham Tabet af
de Penge, han troede at have mistet inde hos Høke-
ren, men som Taleren dog ikke havde seet et Gryn
til. Matts takkede for godt Tilbud, og Forliget var
saaledes sluttet. Da den gode Forstaaelse paa denne
Maade var tilveiebragt, gik Matrosen hen til den gamle
Svenske, tog hans Haand, rystede den trohjertig og
sagde: "Stor Tak skal du have for naadig Straf, og nok
engang maa jeg bede høiligen om Forladelse og om,
at du ikke vil være vred paa mig. For vistnok har jeg
feilet, det kan jeg, efter hvad jeg nu hører, ikke nægte
for, men det var ikke gjort af noget ondt Hjertelag."

Med denne Erklæring syntes Matts tilfreds, og de
skiltes ad som Venner og vel forligte, efter at have
rystet hinandens Hænder venskabeligt.

Strax efter blev den tabte Tegnebog indbragt paa
Politikammeret. Intet manglede i den. Det viste sig,
at den var tabt paa Gaden, inden Eieren havde be-
givet sig ind i Høkerboden.

SIDE: 66

Under hele denne Scene sad Bulder paa Gulvet,
spidsede Ørene og saa paa Per, og Per stod og spid-
sede Ørene og saa paa Matts, og Bulder og Per vare
begge lige tause og spændte paa Sagens Udfald.

Det lod til, at de tre Venner havde færdes saa
meget sammen i godt og ondt Veir og delt Sorger
og Glæder saa længe med hinanden, at et særdeles
inderligt og fortroligt Forhold derved var opstaaet
mellem dem. Men Matts var dog uindskrænket Her-
sker over Per, og Per var uindskrænket Hersker over
Bulder. Det var øiensynligt, at med denne Magt var
forenet en uindskrænket Tillid og Respekt fra den
Underordnedes Side til sin Overordnede, formodentlig
grundet paa lang Erfaring om, at hvad Herren sagde,
var godt og vel sagt, og hvad Herren gjorde, var
godt og vel gjort. Dette lod til ogsaa nu at være
Tilfældet; thi da Matrosen gik, og Matts sendte et
venligt Nik efter ham, gjorde først Per og saa Bulder
det samme.

Da Sagen saaledes var afgjort til alle Parters Til-
fredshed, fortalte den Gamle, at han var kommen til
Byen for at faa solgt endel Jernarbeide, fornemme-
lig Jern til Spader, som han havde trukket hid fra
sit Hjem paa en Kjælke. For Pengene vilde han
kjøbe en Tønde Sild. Denne Tønde Sild vilde han
derpaa - og nu kommer det mærkeligste - trække
paa Kjælken her fra Byen hjem til sin Familie i Da-
larne. Han vilde trække en Tønde Sild, som her
koster 3 Spd., og som veiede omtrent 1 Skpd., hen-
imod 30 norske Mil. Dette Stykke Arbeide skulde
man tro maatte forekomme den, der vilde paatage
sig det, meget besværligt og betænkeligt, men langt
fra, gamle Matts talte derom med en Ro og en For-
dringsløshed, som om det kun gjaldt at ryge en Pibe
Tobak eller at kløve et Stykke Brænde.

At en Karl, der udfører slige Bedrifter til sine Under-
saatters Glæde og Gavn, bliver deres uindskrænkede
Behersker, er Verdens almindelige Gang.

SIDE: 67

Harald Meltzer

En Skræddersvend.

En Dag, Kongen opholdt sig her i Byen, blev en
drukken Mand, der gjorde Spektakler i Gaden
og samlede Folk om sig, nedbragt paa Politikamme-
ret for at sove Rusen ud i Arresten. Han saa ud
til at være omtrent 40 Aar gammel og at være meget
fordrukken, var iført lasede Klæder, havde hverken
Sko eller Strømper paa Benene og talede et Sprog,
der var en underlig Blanding af Dansk og Svensk,
som vanskelig lader sig gjengive paa Tryk, men
hvoraf man dog kunde forstaa, at Personen var en
Svenske, der formodentlig i en lang Tid havde opholdt
sig i Danmark, da Tonefaldet i Regelen var svenskt,
uagtet de fleste Ord vare danske. Snart var dog i
Talens Løb det svenske og snart det danske Sprog
det fremherskende. Inden han blev nedbragt i Arre-
sten, forefaldt følgende Samtale mellem ham og en
af Embedsmændene.

"Hvorfra er du?"

"Jeg er udgangen fra Vorherre i Jesu Christi Namn,
ligesaavel som Herren og andre svære Syndere, hvor-
til endog jeg maa regne mig."

"Hvorfra kommer du nu?"

Den Adspurgte betragtede sine lasede Klæder og
nøgne Ben en Stund og svarede derpaa smilende:
"Ja, Herren tykker ikke, at jeg ser ud som den, der
paa korteste Vei gjennem Dampbaads- eller Diligence-

SIDE: 68

fart kommer lige fra Vorherre i Himmelen, og jeg
medgiver ogsaa, at jeg snarere ser ud til at komme
lige ud af en Rendesten eller noget Sted saa der;
men," vedblev han i en høitidelig Tone, "mit hæder-
lige, uberygtede Namn, som jeg er stolt af at bære,
er Carl Carlson, hidkommet fra mit Fædernesland,
Broderriget østenfor Fjeldet, for at helse paa min
naadige Konge og ditto Kronprinds og for at faa
Reisepenge til Venersborg - og derpaa tog man sig
en Snus - befaler Herren Snus?"

"Hvad er din Haandtering?"

"Min Haandtering er at gaa omkring paa vor Her-
res og Skabers kønne Jord og høre, hvor yndigt
Fuglen sjunger i Træets Top, og se, hvor kønt
Blomster og Græs voxer paa Marken, og i det
hele at udfundere, hvorledes han har gjort den der
Saken."

"Har du ingen anden Haandtering?"

"Nei, det har jeg inte, men det tykkes mig være
en Haandtering, der er ligesaa god som gunstige
Herrens, som synes at have intet andet at gjøre end
at prate med en Usling som jeg, uden engang at
byde ham saa meget som en Sup. - Vil Herren ha
Snus? Jeg byder, hvad jeg har."

"Nu er du fuld, og du gjør bedst i at sove Ru-
sen ud, saa kunne vi tales ved, naar du er bleven
ædru."

"Fuld? ja er jeg fuld, saa er jeg i alle Fald ikke
bleven det af det, som naadige Herren har behaget
at skjænke mig, (leende) nei min san, om nogen skal
sige hverken mig eller Herren det paa. - Kors for
Fa'n, her er uhyggeligt. En Sup vilde gjøre bra."

"Gaa ned og sov Rusen ud!"

"Nei, vent lidt, min naadige Øvrighed. Jeg glemte
at fortælle, at jeg var med i Junidagene 1848. Jeg
er egentlig og i yderste Nød Skræddergesel. Som
saadan var jeg paa den der Tiden i Paris. Då Styret
begyndte, gik jag med den store Skalds Ord paa

SIDE: 69

Læberne: "Hur svenska stålet biter, kom låt os
pröfva på," ud i Forstaden St. Antoine for at bistaa
med at bygge Barrikader, men aldrig saa snart var
jeg dermed færdig og begärede ett Vapen for at
krossa hele franske Arméen i et enda Slag, før de
der Kjæltringerne skrege, at jeg var en Vagabonde
og en Spion, og ett, två, tre, vrækede de utaknemme-
lige Bæsterne, disse sju tusande Blusemænd, mig ut
paa andre Siden Barrikaden, og hvad værre var, då
jag følte efter i Lommen, havde de Slynglerne stulet
fra mig hele min Capital, som rigtignok ikke var
mere end sjutti fem Centimer. Lyckligen ankommen
paa denne Siden Barrikaden, men rasende uti mit
Sind, forlangte jag et Vapen for nu at krossa hele
det der Arbeiderpakket i ett Slag, men, istedetfor at
give mig et Vapen, tog man mig i Nakken og førte
mig til nærmeste Post. Her forklarede jeg overens-
stemmende med Sanningen, hvorledes alt var tilgaaet,
og nu skjænkede man mig Vin til Nødtørft, og Sol-
daterne lagde nogle Centimer sammen hver, saa at
jeg fik en køn lille Reiseskilling af næsten fire Francs,
og med disse uti Lommen vendte jeg Ryggen til den
utaknemlige Staden og lovede mig selv, at jeg aldrig
mere skulde komme did."

Da han havde sovet Rusen ud, blev han fremstillet
for den samme Embedsmand, der paa Spørgsmaalet
om, hvorledes han nu befandt sig, fik følgende Svar:
"Ilde, min Herre, meget ilde, saa ilde, som ethvert
Menneske maa føle sig, naar han vaagner op af For-
nedrelsens Slummer og kommer til Bevidstheden om
sin egen Degradation. Fattigdom er intet, den staar
man ud med, særdeles naar man er ensam i Verden,
da behøver man Lidet, og om man endog inte skulde
have dette Lidet, fortvivler man dog inte, emedan man
tror, at der altid fins dem, der har det værre ändå.
Men naar man maa sige sig sjelv, du er mer et Dyr
end et Menniske, og dette skulder du dig sjelv, då
er man den usleste Skapning paa Jorden. Tro mig,

SIDE: 70

Hr. Polismester, jeg har været en anden Kar, end
jeg nu synes være. I tolv Aar har jeg arbeidet
som Skræddergesel i København, dygtig i mit Fag,
omtyckt af mine Venner og agtet af mine Foresatte.
Jeg blev forlovet med en Pie, der var ung og køn
og rig, som jeg elskede, og som elskede mig igjen.
Hun dog . . . . Siden har jeg ikke været Menniske
mere. For at glemme min Sorg begyndte jeg at supe,
og har sedan ikke gjort andet end supe. Goe Hr.
Polismester, låt mig faa mit Pas paaskrevet til Veners-
borg, det er mit eneste Begär. Der hører jeg hjemme.
Jeg eier intet uden disse usle Traser, jeg har paa mig,
men begärer heller intet. I Venersborg skal jeg prøve
arbeide lidet, saa jeg kan faa nogle Plag paa Kroppen
til Vintren, fast jeg tror, det vil falde svært for mig
at foretrække Sko og Strømper paa Benene for Brænde-
vin i Struben. Jeg kan sagtens arbeide ändå, fast
Øinene forlange Glas, for at se de fine Stingene; (lige-
som i egne Betragtninger) Gud give, de aldrig havde
seet andre Glas. Men en Dag klipper de sig vel ihop
og öpner sig ikke mere, og saa trænger hverken de
eller Carl Carlson mere til noget Glas."

Manden blev forpasset direkte og ad nærmeste Vei
til Venersborg og forhjulpet til det Fornødne for at
komme derhen.

SIDE: 71

Harald Meltzer

En Tulling.

Det er, men var især flere Aar tilbage, ikke usæd-
vanligt paa Landet her i Riget at træffe en
og anden halvfjantet Person, der drager om fra Gaard
til Gaard og fra Bygd til Bygd, tildels iført høist for-
underlige Dragter.

De ere overalt til Nar og Løier, hvor de komme
hen, og skaffe sig derved Indgang og Underhold paa
Gaardene. Om Sommeren indfinde de sig gjerne paa
Exercerpladsene, hvor Soldaterne forsyne dem med
en saakaldet Uniform, det vil sige, udpynte deres
Klæder med Guldpapir og brogede Fjædre, give dem
en Stok til Gevær og en Kjæp til Sabel og derpaa
drive mange Løier med dem til stor Fornøielse for
alle Parter.

I Vaaren 1849 blev en saadan halvfjantet Person
anholdt oppe ved Sagene og derpaa nedbragt paa
Politikammeret. Han kaldte sig Hans Guldbrandsen
og opgav at være 36 Aar gammel og født i Gjer-
drums Præstegjeld, men kunde ikke oplyse nogen-
sinde at have havt fast Tjeneste eller stadigt Arbeide.
Det lod til, at han stedse havde vanket om, fornem-
lig i Akershus Amt, og levet af Folks Barmhjertighed.
Skjønt han svarede ganske fornuftigt paa de Spørgs-
maal, der gaves ham, var det dog let at mærke paa
ham, at han var noget fjantet. Hvor han vankede,
var han bedst bekjendt under Navnet Fille-Hans,

SIDE: 72

sagde han, og ingen Mand kunde vistnok bære sit
Navn med større Ret, end Fille-Hans bar sit; thi en
saadan Masse af Filler, som han var iført, har neppe
nogensinde været seet samlet paa et Menneske.

Han havde, da han blev anholdt, fem Huer paa
Hovedet. Huerne vare stukne ind i hinanden, og den
ene mere fillet end den anden. Han var iført 4 Kjoler,
4 Veste og 4 eller 5 Par Benklæder, men disse Klæd-
ningsstykkers oprindelige Farve og Form kunde neppe
ved den nøiagtigste Undersøgelse udfindes, paa Grund
af hvad Tidens Tand havde borttaget, og hvad den
menneskelige Kunst havde tilføiet. Hvad der hos
andre kaldes Sæler og er en for enhver let haand-
terlig Indretning, var hos Fille-Hans et Apparat saa
kompliceret som Riggen paa noget Fartøi, ubegribe-
ligt for Uindviede og aabenbart beregnet paa at staa
igjennem et længere Tidsrum. Hans selv lod dog til
at have god Rede paa alt dette sit staaende og lø-
bende Tøi; thi naar en Del af den nedre Beklædning
kom af sin rette Plads, vidste han med uforklarlig
Hurtighed og Lethed at finde den rette Ophaler for
at faa alt ordnet igjen. Under Vestene var en efter
de forhaandenværende Omstændigheder temmelig hel
islandsk Uldtrøie. Men hvad der var indenfor den,
er en dyb Hemmelighed. Et Forsøg paa at gjennem-
trænge denne ved et løst Øiekast fremkaldte mørke
Anelser og høist ubehagelige Fornemmelser.

Da man ytrede sin Forundring over denne Dragt,
erklærede Hans, at hans Hovednæringsvei var Handel
med Filler, og at han ligesaa godt kunde bære disse
paa sig paa den Maade, han gjorde, som at slæbe
dem om med sig i en Sæk paa Nakken. Formodent-
lig havde han gjennem mange Aars Erfaring lært, at
Tyngden blev mere fordelt paa den Maade, hvorpaa
han havde indrettet sig. Desuden var det forbunden
med ganske væsentlige Fordele, fandt han, at "dubbe-
lere" sine Klæder, som han kaldte det; thi naar der
var mange Huller paa et Sæt, trak han kun et nyt

SIDE: 73

Sæt udenpaa, og hvis Huller skulde træffe paa hin-
anden, hvilket let kunde hænde, da der var mange
af dem, "dubbelerte" han saa længe, indtil Skindet
til Nødtørft var skjult. Naar saa Hullerne paa
et Sæt bleve altfor mange og altfor store, det
vil da sige, naar Hullerne bleve Regelen og det Sam-
menhængende Undtagelsen, solgte han det hele som
Filler til fastsat Pris pr. Pund.

Man spurgte ham, om han nogensinde havde truffet
paa et mere uvorrent Menneske, end han selv var.
Hertil svarede Fille-Hans: "Ja, jo, det tror jeg nok.
Jeg undres, om ikke han Amund Confus fra Ullens-
aker er drygere end jeg."

For at godtgjøre Rigtigheden af denne sin Mening
fortalte han, at, da Amund Confus engang kom til
en stor Gaard i Ullensaker og bad om Mad, tog endel
Ungdom paa Gaarden en gammel Kortleik, som i
lang Tid havde ligget i Skuffen i Drengestuen, skar
den i smaa Stykker og lavede Mølje paa den med
afskummed Fedt og smaabrukket Fladbrød. Da denne
Ret blev sat for Amund, rørte han lidt om i den og
sagde saa: "Sagtens er der fælt mye Spar og mere
Kløver end Brød i Møljen, men den skal dog ned
lel," hvorpaa han fortærede den gamle Kortleik ud-
rørt i afskummet smeltet Fedt med tilsyneladende god
Appetit. Dette, erklærede Fille-Hans, 
trode han ikke
han havde været god for at gjøre, medmindre han
havde været sulten.

Fille-Hans blev af Politimesteren indsat i Arbeids-
anstalten. Da han der blev afklædt for at gives et
varmt Bad, befandtes det, at han paa Benene havde
noget tykt og Uldent, der ikke lod sig aftage, men maatte
klippes og skjæres bort. Det var mange Par Ladder
og Sokker, der Tid efter anden vare trukne udenpaa
hinanden, vistnok allerede, da det skete, i en meget
defect Tilstand, og som, ved den uafbrudte Brug
Dag og Nat, nu ligesom vare blevne sammenvævede
til et helt. Hvor mange Par der paa den Maade vare

SIDE: 74

anvendte, var det ikke muligt med Sikkerhed at ud-
finde.

Da Fille-Hans havde været i Bad, var bleven ren
og derpaa havde faaet Anstaltens Klæder paa sig,
skulde der et ualmindelig skarpt Øie til for at gjen-
kjende ham, saa forandret var hans Udseende blevet.

SIDE: 75

Harald Meltzer

Ogsaa en Tulling.

En anden Tulling af en ganske anden Art var Læse-
Lars eller, som han ogsaa kaldtes Præke-Lars.
Hvem kjendte ikke ham, der han vankede, i mange
Miles Omkreds rundt om Christiania?

Læse-Lars var en liden, maver Mand med et spidst,
alvorligt Ansigt, ja saa alvorligt, at neppe nogen af
alle dem, der nogensinde har kjendt ham, kan komme
frem og sige, han har seet Lars smile, end sige le.
Uophørligt Dag efter Dag, Uge efter Uge, og Aar
efter Aar vandrede han fra Sted til Sted, gjennem
hele Akershus Amt, en Del af Smaalenenes og Bu-
skeruds Amter, idet han, naar han var alene, stadigen
gik og smaasnakkede med sig selv, prækede og læste
og, naar han var sammen med nogen, pratede og
snakkede næsten uafbrudt. For Børnene der, han
kom, var han paa en Gang en Fryd og en Skræk.

Fik han Mad, Penge, men især lidt Tobak eller
noget Trykt - thi Skraatobak og Bøger eller smaa
Dele af dem var hans Sværmeri -, kom han i godt
Humeur og var strax villig til at præke, læse og
fortælle, saalænge det skulde være.

"Skal det være en Bruretale at graate over? eller
skal det være en Ligtale at le over? Skal jeg læse

SIDE: 76

over Jenta, som tuta og graat, fordi hun var gift?
eller skal jeg fortælle om Gutten, som reiste til Jeller-
aasen?" spurgte han, og naar saa Tilhørerne havde
valgt, leirede man sig paa Veikanten eller paa en
Trappe, ved Landeveien eller midt paa Gaden; Lars
stillede sig i Midten, og saa begyndte han at snakke
det største Vrøvl og det latterligste Sammensurium,
man vel kan tænke sig. Han fordreiede Ord og Me-
ninger paa de utroligste Maader, og jo mere hans
Tilhørere lo rundt om ham, desto alvorligere blev
han, men desto ivrigere fortalte han ogsaa. Det hørtes
næsten, som om hans Talen og Fortællingerne vare
sammensatte af de uendelig mange smaa Lapper af
trykt Skrift, han med stor Begjærlighed samlede,
gjemte og studerede, men sammensatte og forbundne
paa en for ham ganske eiendommelig Maade.

Naar saa hans Tilhørere begyndte at blive kjede
heraf, og en af dem narrede ham med at give ham
en Sten eller noget endnu Værre, omhyggeligt ind-
pakket, eller noget Papir, med Tillæg, at det var en
ny og morsom Fortælling, og dette befandtes at være
skrevet og ikke trykt - thi Skrift kunde han ikke
læse -, begyndte Moroen egentlig for Alvor; thi da
blev Lars vred og for som en Rasende om mellem
den letfodede Børneflok, slog om sig til alle Kanter,
men blev til Gjengjæld puffet og stødt fra alle Kan-
ter af de skrigende, leende Børn, hvem denne fare-
fulde Fornøielse lod til at more allermest. Var Lars
ædru, endte det i Almindelighed med, at han maatte
tage Flugten, fulgt af den jublende Børneflok. Var
han beruset, jog han i Almindelighed sine Plage-
aander paa Flugten, efter at have tildelt nogle af
dem, til de øvriges usigelige Glæde, endel ganske
drøie Puf og Slag.

Lars passerede naturligvis idelig Christiania paa
disse sine Vandringer og blev oftere arresteret der
paa Grund af sine Optøier.

SIDE: 77

Engang han blev bragt derned, var han bevæbnet
fra Top til Taa. Han havde et gammelt Gevær uden
Laas paa Skulderen, Jagttaske, Krudthorn, Haggel-
pung paa Ryggen, en stor Tollekniv hængende ved
sin Side og fire Kjæppe under Armen. Han var
ganske lidet beskjænket.

Paa Spørgsmaal om, hvad han hedte, svarede han
barsk: "Jeg er døbt for Lars, kalder mig selv Lars
Mageløs og er Lars Uforfærdet. Br-r-rum, tænk paa
det, du," skuldrede saa sit Gevær og gav sig til at
spadsere op og ned i Værelset som en Skildvagt paa
Post, idet han høit mumlede noget om, at hvis nogen
troede, han var ræd, tog han skammelig feil.

Efter at have gaaet et Par Gange frem og tilbage
standsede han og gav sig til at skjære Ansigter paa
en høist forunderlig Maade og sagde mørk: "Hu! Jeg
er sint."

Man spurgte ham, hvorfra han kom og - i samme
Tone som før svarede han: "Nordenvinden kommer
knapt fra Vest, og Søndenvind kommer ikke fra Øst,
før Jorden vender sig. Jeg kommer derfra, hvor jeg
var sidst. Br-r-rum;" han skuldrede atter sit Gevær
og gav sig til at skjære Ansigter, værre end før, og
sagde: "Uf! Hu! Jeg er sint og gal."

"Du er nu fuld og har gjort Spektakler i Gaden.
Det er derfor bedst, du bliver her i Arresten til
imorgen."

"Ja, fuld Mand er jeg og ikke halv, det er sandt,
og lidt baiersk, det er jeg, men det bliver min Sag,
forstaar Di det? Hu! Lars er sint og gal og vond!
Br-r-rum," sagde han derpaa pludselig, idet han
stødte Geværet sit haardt imod Gulvet og skar An-
sigter. Efter en Stund spurgte han: "Men er du
ikke Øvrighet?"

"Jo."

"Hvorfor gjør du da ikke din Pligt og Skyldighed
og siger: Jeg ser paa dit Ansigt, Lars Mageløs, og

SIDE: 78

hører af din Tale, Lars Uforfærdet, at du er vond?
og hvorfor spørger du ikke: hvorfor er du vond,
Lars Uforfærdet?"

"Nu ja, hvorfor er du vond, Lars?"

"Vond, jeg maa vel være vond. Kommer jeg ikke
til Byen i fuld Rustning som en ægte Krigsmand
med Karabin paa Skulderen, Kortgevær ved Siden
og Ammunition og fuld Oppakning paa Ryggen. Skulde
jeg da ikke vente at være tryg og sikker? Men kan
jeg faa Ro for disse Svinetrold af Unger, disse spinkle
smaa Satans Kram, som kræker om en slig, bare en
kommer indom Byen, saa en gaar, som en gaar i en
Myretue. Havde jeg ikke havt Letvinten og Geschwin-
ten, Dommedag og Veiviseren med mig, saa var jeg
aldrig kommen frem, for jeg skal til Auctionen hos
Manden inde i Grefsenaasen. Han skal flytte, han
sælger bare alt sit Sølvtøi af Sten og alt sit Stentøi
af Sølv, alle sine Knappenaale af Granit og alle sine
Stole af Barnaale, al den Fisk, som findes i Fjeldet,
og al den Fugl, som svømmer under Vandet" - -

Nu lod Lars til at komme i sit rette Element; thi
med en utrolig Tungefærdighed opregnede han en
uendelig Del af Gjenstande, som skulde forhandles
paa denne Auction, men jo længere han talte, jo
større Vrøvl blev det.

Endelig afbrød man ham og spurgte, hvad han
mente med Letvinten, Geschwinten, Dommedag og
Veiviseren. Han var nu kommen i langt bedre Stem-
ning, satte Geværet fra sig, og tog frem en af de
fire Kjæppe, han bar under Armen, en liden tynd
Rørkjæp, svingede den og svarede: "Dette et Let-
vinten. Han maa frem, naar Smaagutten og Smaa-
jenten stormer om og kringsætter mig. Da danser
Letvinten om paa Rygstykkerne, og han danser slig,
saa ingen Dansemester gjør det bedre. Dette," ved-
blev han og tog frem en fingertyk Hasselkjæp, "dette
er Geschwinten. Han maa frem, naar jeg skal afsted
i en Braafart, jussom naar jeg skal skvætte fra Hor-

SIDE: 79

ten over til Moss rundt Fjorden, eller jeg skal braa-
fly fra Kongsberg op i Ullensaker, da maa Geschwin-
ten frem. Geschwinten er snar i Vendingen og rap
i Rendingen. Det er Geschwinten. Her," vedblev
han med grov Stemme og tog den tredie Kjæp frem,
en tyk Rørstok med en stor rund Elfenbens Knap i
øverste Ende og en tung Dopsko af Jern i den neder-
ste Ende, "her er Dommedag. Den kommer over
Skøiere og Fanter, naar de mindst det tror, hvis de
vover at gaa paa en veifarende Mand ved Dag eller
Nat. Hu! Vogt dig for Dommedag. Men dette,"
sagde han, idet han gik over fra dyb, truende Alvor
til et docerende Foredrag og tog den fjerde Kjæp,
en afbarket Grantop, fra hvilken der var fire finger-
lange Grene et Stykke nedenfor Haandtaget, "dette
er Veiviseren. Naar en veifarende Mand gaar hen i
rigtig tykt Mørke, saa han ikke er god for at finde
Ret paa sin egen Næse, da maa han frem. Den her,
"vedblev han og pegede paa en af de smaa Grene,
for hver Gang han nævnte en ny Vei," - den her
er nu Røkenveien, og naar den staar slig ret ud, saa
er det ikke muligt at tage feil af Veien; det kan
være saa mørkt, det være vil. Og her ser Dem vel,
her er Hakkedalsveien. Han gaar jussom lidt paa-
skjøns ud der paa den ene Side for Dem, og hvis
en ikke havde Veiviseren med sig, var en i Sørke-
dalen, før en vidste af det, istedetfor at være paa
Hadeland. Og her ser Dem vel, her er Veien til
Vinger. Den er ende ret frem som en Snor. Men
det er dog godt at have den paa Veiviseren ogsaa,
for saa er en sikker paa at finde frem, om en og-
saa skulde være lidt, ha, ha, noksagt. Dette er den
sidste Vei, som alle skal vandre, men som ingen
vil kjendes ved. Jo mindre vi tale om den, desto
bedre."

Lars døde der, hvor han havde levet, paa Lande-
veien. Han kom en Aften i stærk Kulde ind i en
Stue i Nærheden af Christiania og lagde sig der til-

SIDE: 80

sengs, medens Manden ikke var hjemme. Da Manden
kom hjem, viste han Lars ud, og næste Morgen
fandtes han død paa Veien.

Han havde i den sidste Tid faaet en stor Passion
for høie Hatte. Ved hans Død var denne stegen til
den Grad, at han bar tre Hatte, den ene ovenfor
den anden.

SIDE: 81

Harald Meltzer

En uheldig Skoleholder.

I Slutnigen af August Maaned 1850 bemærkede
Politiet i Christiania overalt, hvor der var noget
paafærde i Byen, i Særdeleshed hvor nogen af de Kon-
gelige viste sig, en liden fremmed Mand. Paa hans
graa, korte Trøie, lavpullede, bredskyggede blanke
Hat og hans Sprog kunde man skjønne, at han var
en Bergenhusing. Manden var stedse i Folketræng-
selen foran de første og viste en særdeles Iver efter
at se og høre alt, hvad der passerede, men da han
var overmaade villig til at følge Politiets Tilrettevis-
ning og saa ud til at være en skikkelig og fredsom-
melig Mand, havde man ikke Anledning til at under-
søge, hvem han var, førend han efter nogle Dages
Forløb blev indsat i Arresten som i høi Grad be-
skjænket.

Han opgav sit Navn og forklarede, at han var en
Søndfjording fra Førde Præstegjeld, Gaardbruger og
afskediget Skoleholder. Paa Spørgsmaal om, hvad han
vilde her i Byen, svarede han: "Ka eg vil her i Byen,
min kjære Far og Politi? Jau, det skal eg nok seie
jer. Ser I vel, eg eger der heme en liten Gar, som
heter Grimeland, den ligger like under et stort, fælt,
brat Fjeld. Saa var det i Aaret 1845 en Morgen i
Graalysningen udpaa Vaaren, det havde da regnet
i 14 samfulde Jevndøgn slig, som om Himmel og
Jord skulde forgaa, og uden saa mykje Stands, saa

SIDE: 82

en kunde ha Tid til at slaa Hænderne isammen og
be til Vorherre om Ophold. Ja, det er Gudsens Sand-
hed. No, saa var det no den Maarenen, som sagt,
saa hørtes der oppe i Fjeldet en slig Dur og Ulaat,
ret som Fjeldet skulde komme styrtende utover os.
Eg og Kaanen min og vores elleve Barn - for saa
mange Barn har vi - vi vaagnede daa af Tommelen
og styrtede ud af Huset, saa snygt som muligt var.
Jo, rigtignok, det var, som vi havde trut, det var
løsnet oppe i Fjeldet, og et Jordskred med Sand og
Sten kom rusende ned, gik tvertover Bøen og ud i
ei Grov, saa kalde vi en liten Elv heme hos os. Saa-
ledes miste eg daa den meste Del af Garen min og
den bedste Aker og Eng, som eg hadde. Nu, der
var ikje videre at gjøre end at begynde at rødde op
igjen paa Skrællet, og det gjorde vi ogsaa, saa fort
vi kunde. Ud paa Høsten reiste eg Sjøveien til Stock-
holm for at klage min Sorg for gamle Kongen, og
han gav mig 16 Daler i Pension om Aaret, han, det
gjorde han, ja gjorde han saa. Daa eg saa kom hem
igjen, saa rødde eg mere op indtil ud paa Høsten
1847, daa løsnede det en mørk Nat paanyt igjen
oppe i Fjeldet, og saa var det ret i den samre Grip-
ten, som det gamle Skred var gaaet i, at der kom
et nyt. Dette var mykje større og gik viere utøver
Bøen end det forrige, og dertil tok det denne Gan-
gen en liten Skogatege, som eg egte, med sig utøver,
sligt at de største Bjørketræerne dansed nedover Fjel-
det ligesom Pindeved, ja gjorde de saa, det er rigtig
sandt. No ja, ka var der saa at gjøre, min kjære
Far? Ikje andet end at takke Gud, at Livet var ber-
get, og begynde paa at rode og grave i Jorden og
faa væk Sand og Stein. Eg trude rigtignok ikje, det
vilde hjælpe stort, men eg gjorde det no saa lel.
Det kunde eg gjerne ha spart, ja det kunde eg, Gud
forsyne meg, gjerne ladt blit. For nu i Vinter, daa
der faldt en svær Mængde Snø i Fjeldet, saa kom
Skræe igjen mykje værre end de to første Gangene.

SIDE: 83

Daa dette no var skjet, saa var det ikje stort igjen
af Garen, og saa var det ikkje at undres paa, at der
blev opsagt 400 Daler, som eg har laant paa den.
Men kor skal eg faa 400 Daler fra, min kjære Mand?
Eg kan ikje skaffe 400 Skjelling, det kan eg ikje,
saa mykje mindre 400 Daler. Kaane og 7 Barn har
eg heime, for 4 Barn har eg faat i Verden ut af Reire
deres, og de, som heme ere, kan ikje svelte ihjel, det
er greit. No ja, saa reiste eg da hit for at sælge
Pensionen min, og muligvis paa den Maaden og til-
laans at faa skrapet sammen Pengene. Desforuden
vilde eg gjerne snakke med Kongen og andre høge
Personer om Sagen. Det er Gudsens Sandhed kvert
Ord, eg seier, baade for Gud og Mennisker, det er
det. Eg har Papirer hos mig for altsammen, saa I
kan gjerne faa se det, om I vil gjøre det af jeres
Godhed, min kjære Far og Politi.

Ved at gjennemgaa Mandens Papirer, fandt man,
at hans Fortælling medførte Sandhed, men da han
ikke havde mere end nogle faa Skilling tilbage af
sine Reisepenge, blev det ham betydet, at han burde
se at ordne sine Affairer her i Byen saa hurtig som
muligt og derpaa begive sig hjem igjen.

Nogle Dage efter indfandt han sig paa Politikam-
meret. Han havde i Mellemtiden havt Audiens hos
Hs. Majestæt og truffet alle de ham mulige Forføi-
ninger for at faa sine Sager ordnede, uden at han
dog havde noget synderligt Haab om et heldigt Ud-
fald. Nu havde han ikke flere Penge, var aldeles
hjælpeløs og bad om at maatte blive sendt hjem igjen
af Politiet. Man opfyldte hans Begjæring og sluttede
Accord med en Skipper fra Bergen, der skulde tage
ham med sig paa sin Jagt. Samme Dag, Skibet skulde
reise, blæste der en rask Vind, og Skoleholderen kom
da atter ned paa Politikammeret og bønfaldt om, at
han maatte blive sendt hjem Landeveien istedetfor
Søveien, da han syntes, at det blæste saa stærkt, at
han tvivlede paa, at han kunde taale en saa svær

SIDE: 84

Søgang. Da han ikke saa meget stærk ud, og da han
tillige bar Præget af at være en meget skikkelig og
troværdig Mand, opfyldte man hans Ønske, fik Skip-
peren til at frafalde Contracten og sluttede ny Con-
tract med en Leirdøling, som skulde reise hjem med
Læs. Skoleholderen fik Reisepenge, og Fragtpengene
bleve sendte til Præsten i Leirdal for der at udbetales
Leirdølingen. Nu antog man endelig at have faaet
ham vel fra Byen; men hvor forundret blev man ikke,
da han 3 à 4 Dage efter atter indfandt sig paa Politi-
kammeret og, idet han meget høitideligt og gravite-
tisk lagde Reisepengene fra sig, berettede, hvorlunde
han underveis, medens han sad paa Leirdølingens Læs,
havde udfundet, at Pengene rimeligvis skulde refun-
deres af Fattigkassen i hans Hjembygd, hvilket han
aldeles ikke vilde vide noget af, da der hjemme i
Bygden fandtes mange, der trængte mere til Hjælp
af Fattigkassen end han, uden at de kunde erholde
saadan. Man fandt hans Raisonnement agtværdigt og
lod ham gaa, da han forsikrede, at han nok skulde
hjælpe sig selv hjem. Da han gik, sagde han: "Og
no skal I no ha saa mange Tak for mig og for al
jeres Godhed og Uleilighed for min Skyld. Hvis eg
torde udbe mig en Naade af jer, kjære Politi, saa
skulde det være, om I vilde vise mig den Naade at
se indom mig, om I no nogensinde skulde komme
der forbi. Sagtens er Grimeland en liten klein Gar
no, etter ka Vorherre i sin Visdom har beskikket
over hende, og Folket, som bor der, er sagtens fat-
tigt, men saa skal det ikje slaa feil, at de jo skal
finde en Skvæt Mælk at traktere jer med, om I vilde
no vise dem den Æren at se indom Døren."

Dagen efter kom han atter paa Politikammeret og
gjorde en meget zirlig Undskyldning for, at han endnu
ikke var reist, og blev nu alvorligen paalagt uophol-
delig at forlade Byen, hvilket han ogsaa lovede.

Der hengik nogle Dage, uden at man saa eller
hørte noget til Skoleholderen; men saa stod der en

SIDE: 85

Morgen i Politikammerets Vagtbog: "Forhenværende
Skoleholder Grimeland indsat i Arresten som i høi
Grad beskjænket og som husvild." Han blev hentet
op fra Arresten, saa meget bleg og elendig ud og
forsikrede med Taarer i Øinene, at det var ham en
Hjertesorg, at han i en saadan Tilstand var bragt
paa Politikammeret, hvor han før havde nydt en saa
vakker Behandling. Den eneste Maade, hvorpaa han
troede at kunne lette sit Sind og bringe sig selv paa
bedre Veie, var ved at aarelades, hvorfor han ind-
stændigen bad om, at Aareladningen maatte foregaa
jo før jo heller. Paa Spørgsmaal om, hvor han havde
været henne i de Dage, han ikke var bleven seet
her i Byen, svarede han: "Kor eg var henne? Jau,
det skal eg nok seie jer, min kjære Herre. Daa eg
reiste hemenifra, bad Landhandleren vor mig om, at eg
skulde ta et Brev med til Svogeren hans her paa
Østlandet. Det gjorde eg, men daa eg saa, forinden
eg reiste herfra, skulde levere Brevet af, saa saa eg,
at Manden, som skulde ha det, budde i Drammen,
og saa gjek eg derhen og leverte Brevet. Korfor eg
ikje leverte det paa Posthuset her, spør I? Jau, det
skal eg seie jer, min snille Mand, det skal eg rigtig.
Eg havde lovt Landhandleren, at eg skulde helse
Svogeren fra ham, og det kunde eg jo ikje gjøre,
uden at jeg snakte med Manden. Desforuden saa
koste Brevet 4 Skill. herfra til Drammen. De Pen-
gene sparte eg, min kjære Mand, naar eg sjøl gik til
Drammen, det er ikje mere end 4 Mil herfra. Det
Stykket Vei skvat eg snart frem og tilbake og gjorde
det med Glæde. Det er Sandhed kvert Ord eg seier.
For det er rigtig en brav Man, Landhandleren vores."

Istedetfor at opfylde hans Begjæring om at aare-
lade ham, holdt man en liden moralsk Forelæsning
for ham, der syntes at gjøre god Virkning, og lod
ham derhos forstaa, at han udsatte sig for Straf, om
han længere gik omkring her i Byen, hvor han ikke
kunde ernære sig uden Betleri. Han fremviste nu 4

SIDE: 86

Spd., som han havde faaet af gode Mennesker til
Reisepenge, og lovede at skulle gaa lige fra Politi-
kammeret til Leirdalsøren, hvorfra han haabede at
finde Leilighed til sit Hjem.

Næste Dag blev først Mandens Tegnebog, indehol-
dende de 4 Spd. og alle hans Papirer, fundne i en
Gaard i Vaterland og bragt paa Politikammeret, og
nogle Timer efter blev Manden selv funden aldeles
beskjænket og bragt sammesteds hen. Da han var
bleven ædru, var han aldeles ulykkelig, bad, at man
ikke maatte anse ham for den, han syntes at være,
men betænke, at han, der var en stor Ynder af Bræn-
devin, det kunde han ikke nægte han var, og især
af østlandsk, havde svære Fristelser at kjæmpe imod
nu, da han var kommen i dette Brændevinets rette
Hjem. Han havde villet trøste sig over Tabet af sin
Tegnebog med en Dram, men var kommen til at faa
flere, end han taalte, forsikrede, at han ikke havde
noget høiere Ønske end at komme hjem jo før jo
heller, da han nu havde faaet en ny Ploug af Lars
Ihle, som han havde sendt hjem, og som han længtes
efter at bruge for at faa sin Gaard i nogenledes Or-
den igjen.

For at være aldeles sikker paa at faa ham fra Byen,
sendte man ham med en aaben Ordre til Lensmanden,
forat han af denne kunde blive transporteret til nær-
meste Lensmand og saa videre til sit Hjemsted. Nu
troede man at være Skoleholderen kvit, men nei.
Efter et Par Dages Forløb kom han nemlig atter
igjen. Han havde undladt at levere Ordren til Lens-
manden, da han fandt denne Transportmethode altfor
ubehagelig for en Mand i hans Stilling. Han begav
sig derfor paa egne Ben afsted, men tog - i den be-
rusede Tilstand hvori han maa have været - feil af
Veien og gik opover Throndhjemsveien istedetfor Ber-
gensveien. Først da han var kommen endel Mil fra
Byen, mærkede han Feiltagelsen, og Skoleholderen
gik tilbage igjen til Politikammeret for at hvile sig

SIDE: 87

lidt. Den stakkels Skoleholder trængte ogsaa til Hvile;
han var meget medtaget af Reisen og meget ulyk-
kelig. Med Taarer i Øinene bad han: "Gud velsigne
jer, vær ikje sinte paa meg og skjend ikje paa meg,
for denne Gangen er det regtig ikje min Skyld. Eg
mener, det er reint fortrollet," vedblev han, "slig
Plunder har eg aldrig været ude for. Det er ei Tom-
mel og ei Tommel, saa eg trur aldrig, eg kommer
hem igjen i dette Liv." Han bad derhos om at
maatte komme i en varm og tør Seng, da han ikke
havde tør Traad paa sig, om at faa Kampherdraaber,
og at man dog nu vilde forbarme sig over ham og
aarelade ham, hvortil han følte den yderste Trang,
da dette vilde lette saavel hans Sjæls- som Legems-
lidelser. Herpaa kunde man imidlertid ikke indlade
sig, da Manden erklærede ikke at være syg. Men da
han var en skikkelig Mand, og han bad indstændigen
om, at man ikke vilde gjøre ham den Sorg at transpor-
tere ham hjem Lensmand imellem, opfyldte man hans
Begjæring om at lade ham gaa hjem alene, skaffede
ham nogle Reisepenge, som han ikke behøvede at
refundere, og lod en Vægter følge ham et Stykke
paa Veien. Nu ere nogle Dage forløbne siden den
Tid, uden at Skoleholderen har vist sig her i Byen,
men hvem ved, maaske kommer han igjen og bliver
gaaende her i Byen som den evige Jøde.

SIDE: 88

Harald Meltzer

En Husmandsgut.

Husmændene have været Landets Pionerer. Med
Øxen, Hakken og Spaden i flittige og stærke
Hænder have de gaaet fremad og trængt ind i Skov
og Udmark, gjort lyst mellem Træerne, ryddet op i
Urene og gravet i Myrene. Naar saa to eller flere
Generationers Slid og utrættelige Arbeide har af øde
Strækninger skabt dyrket og kultiveret Jord, er Gaard-
manden ofte kommen, har jaget Husmanden bort og
enten lagt hans Plads ind under Hovedgaarden eller
af den dannet en egen Gaard. Husmanden har da
maattet trække dybere ind i Skoven og længere ud
i Ødemarken og begynde paanyt igjen at hugge,
hakke og spade for at erobre nyt Land fra en gold
Natur.

I Tidens Løb er Husmændenes Arbeide bleven
tungere og tungere. De have stadigen faaet flere og
flere Hindringer at bekjæmpe og stedse havt mere
og mere vanskeligt for at finde Jordsmon, der var
taknemmeligt nok til at lønne deres Arbeide. Men
med deres voxende Arbeide og stigende Savn er
ikke kommen forøget Erkjendelse af deres Fortjene-
ster. Tvertimod, Klagerne over dem tiltage i samme
Forhold som deres slette Kaar. Især høres høirø-
stede Klager over dem fra Skovbygderne. De hugge
ned forfode Stort og Smaat, tage ikke i Betænkning

SIDE: 89

at fælde Skovens bedste Træer, blot for at faa Brænde.
De ere Skovens Ruin, heder det.

Det være hermed, som det vil. Husmandens Stil-
ling er sjelden god, som oftest slettere end middel-
maadig, og hvad enkelte Husmandsfamilier dybt inde
i Skoven og langt afsides tilfjelds maa lide, hvad
især de halvnøgne Børn maa døie af Kulde og Sult,
det ved visselig kun faa af dem, der ikke selv har
prøvet det.

Her er et lidet Exempel.

Natten til den 1ste Mai 1852 blæste der en saa
bidende kold Nordenvind og sneede dertil saa stærkt,
at enhver, der ikke skulde og maatte ud paa Gaden,
blev hjemme, og enhver, der maatte ud, pakkede sig
ind i sit bedste Vintertøi, inden han gik. Da Uveiret
var paa det Værste, kom en liden Gut vaad og for-
frossen til Vægteren i Gaden og bad ham om at
anvise sig et Sted til Husly Natten over, da han ikke
var istand til at holde ud længere at ligge paa Gaden.
Vægteren fulgte Gutten paa Politikammeret, og der
fik han en Seng i det Værelse, hvori Husvilde pleie
at blive indlogerede. Næste Morgen blev han frem-
stillet for vedkommende Embedsmand.

Det var en liden, efter hans Udseende at dømme,
8 à 10 Aar gammel Gut, med et aabent, freidigt, om
ikke vakkert, saa dog godt Ansigt, i hvilket især et
Par store lyseblaa, af Glæde straalende Øine saa ud
som to aabne Porte til hans Indre og tydeligt nok
bestemte Charakteren.

Grunden til hans glade Stemning var ikke forklar-
lig af hans Ydre. Hans af Veir og Vind blegede
Haar, der pegede mod alle Kanter, og hans Klæde-
dragts yderst mislige Forfatning tydede tvertimod paa
Vilkaar, der syntes at gjøre en modsat Sindsstemning
uovervindelig.

Hans Benklæder, som nok havde tilhørt hans Fader
i mange Aar, vare af den Beskaffenhed, at en Sæk
med to Huller i Bunden til at stikke Benene igjen-

SIDE: 90

nem, og med diverse overflødige Huller rundt om paa
alle Kanter andetsteds, vilde have gjort samme Nytte.
Hans Overkrop var pint ind i en liden violet Fløiels
Jakke med blanke Knapper. Det vil da sige, Knap-
perne havde engang været blanke, men det var meget
længe siden; og Fløielen havde vist engang været
violet, men det var ligesaa længe siden; thi nu var
Knapperne broncefarvede, og Fløielen spillede i gul-
brune og rødbrune ubestemmelige Farver. Paa Albu-
erne og under Armene saaes dog Spor af fordums
Glands. Paa Benene havde han et Par Sko, der efter
Dimensionerne at dømme havde tilhørt den samme,
hans Benklæder havde tilhørt. Uagtet de havde havt
hele Natten til at tørres i, vare de dog saa opblødede
og gjennemtrukne af Vand, at dette for menneske-
lige, med Sko og Strømper udstyrede Ben mindre
behagelige Element siede ud af dem paa flere Kan-
ter og efterlod en vaad Flæk paa Gulvet, hver Gang
de berørte det.

Paa Spørgsmaal om hans eget og hans Forældres
Navne, hans Hjemstavn og Familieforholde, svarede
Gutten med en tilfreds og meget freidig Mine, idet
han stod med Benene overkors, Hænderne paa Ryg-
gen, og lænede sig med den ene Skulder mod
Væggen: "Aa, jeg heder nu Carl Olsen, jeg. Jeg
var 10 Aar en Maaned før Jul, jeg, og jeg er fra
Samuelsmuren af Solørs Finskog, et Stykke vestenfor
Lina paa Norges Grund, jeg, saa jeg er ægte Nor-
mand, jeg, antager jeg. Far min heder Ole Carlsen,
han, og Mor mi heder Olea Olsdatter, hun. Se saa,
nu ved du det. Hvad er saa du for en Kar?"

"Hvad drive dine Forældre paa?"

"Hvad de drive paa? Aa, han Far, han driver
paa, hvad han kan, han; men saa gaar han nu for
det meste ud i Skauen og bort i Gari og hugger
Ved, det gjør han. Saa braut han det ene Benet sit
anden Dag Jul, det gjorde han, for da braut han
Benet sit tvertover. Saa maatte han ligge mange

SIDE: 91

Veker, før det var saavidt helt igjen, at han kunde
kræke ud i Skauen paa to Kjæppe, en under Knæet
og en i Næven, og saa stod han der paa et Bein og
hugged Ved slig."

Med et sørgmodigt Ansigt efterlignede Gutten Fa-
derens Stilling under dette Arbeide. Derved faldt
hans Øine paa de store, vaade Sko, der nu optog
alle hans Tanker en Stund. Han gav sig til at stelle
paa de Baand, hvormed de ligesom Sandaler vare
fæstede til Benene for at hænge ved disse, hvilket
de ikke kunde gjøre uden at være bundne fast, og
sagde halvhøit, efter at have stelt med dem en Stund:
"De vare da temmelig gode, da jeg gik hjemmefra,
men nu tar de til at blive daarlige og hullede, men
saa gaar Vandet lige fort ud som ind," lagde han
til og saa op med et Ansigt, der viste, at han for
sin Del var saare vel fornøiet hermed, og at al Sorg
over de daarlige Sko derved var glemt.

"Hvad bestiller din Moder?"

"Mor min, aa - hun da, hun bor hjemme i Ba-
stuen under Samuelsmuren, hun, med de to smaa
Søskende mine, det gjør hun; ja, de er just ikke saa
yrende smaa heller, for den ene blir nu 5 Aar til
Jonsok, og den are, det er en liden Jentunge, det,
hun heder Elen, den are, og hun blir nu en 7 Aar
til Mikkelsmes, hun, saavidt jeg vil tro."

Her gav en Forhørsprotokol, som laa paa Pulten,
Guttens Tanker en anden Retning, og han vedblev:
"Men det var en stor Bog, som du har der, du. Der
gaar vel mest et helt Ark Papir i hvert Blad i den.
Søster min, hun Inger, hun er 18 Aar, hun; hun tje-
ner hos Futen hjemme, hun, ikke hos gamle Futen
Nissen, for han er død, han, ved du vel, men Fuld-
mægtigen hans, Strøm, som kom i hans Stelle saa-
længe. Der er store Bøger der hjemme os Futen,
kan du tro."

"Hvad bestiller din Moder?"

"Aa hun Mor da, hun da. Hun bor hjemme

SIDE: 92

i Bastuen, hun, med de to Smaa, hun, har jeg jo sagt
dig. Ja, de er jo ikke saa yrende smaa endda, men
altid saa de ikke er gode for at bestille noget. Der-
for maa hun Mor skaffe Føen til dem, hun. Kjender
du Futen vor, du?"

"Hvad driver din Moder paa da? hvad lever
hun af?"

"Aa, du er en svare Kar til at spørge, du," sva-
rede Gutten lidt utaalmodig. "Er du kanske Hus-
bonden her i Gaarden, du da? - Hun Mor, hun gaar
Gaard imellem og betler, hun, ved jeg, for at skaffe
Føen til sig og de to Smaa, ved jeg. Ja," rettede
han sig, "saa har hun nu spundet lidt au, for han
Far braut Benet sit anden Dag Jul, han, og han har
ikke mere Jord at bruge, end saa mye han kan sætte
et Par Skjæpper Poteter. Det er det hele."

"Har han ingen Ko da?"

"Ko? hæ!" svarede Gutten i en Tone, som om
han var bleven spurgt, om ikke hans Fader spiste
paa Sølvfade. "Ko? hæ! nei ikke en Gjeit engang,
ikke en Høne, ikke en Katte er han god for at føde
under Bastuen. Der findes ikke et levende Kræ der
hjemme. Jo Rotter, det er sandt, det tør hænde, der
er nok af, og det dem, som grove er au, for de
kræke op paa Krakkene, hvorpaa vi Smaa ligge om
Natten, og traakke og klore os i Øinene. Men jeg
har inte hørt, at det gaar an at faa Melk af Rotter,"
lagde han til og lo, saa at hans Øine tindrede af
Glæde, og to Rækker Tænder kom tilsyne, der vare
saa hvide, som om han ikke havde gjort andet sit
hele Liv igjennem end holde dem rene.

"Hvad mener du din Fader og din Moder sige,
fordi du gik hjemmefra?"

Dette var aabenbart et kildent Spørgsmaal, som
Gutten ikke havde Lyst til at besvare; thi han lod,
som han ikke hørte det, og istedetfor at svare gav
han sig til at spadsere omkring i Værelset med saa
lange Skridt, som Bunden i hans Benklæder vilde

SIDE: 93

tillade. At hans Sko for hvert Skridt, han gjorde,
gav samme Lyd, som om han gik paa vaade Klude,
lod ikke til at genere ham i mindste Maade; thi med
et saare tilfreds Ansigt saa han sig om til alle Kan-
ter, idet han traskede frem og tilbage i Stuen, og
da han endelig fik Øie paa nogle Gipszirater i Loftet,
stod han stille og sagde: "Det var vakre Roser, det.
Har du gjort dem selv, du?"

Efter at have givet ham den forønskede Underret-
ning, gjentog man Spørgsmaalet: "Hvad mener du
din Fader og din Moder sige, fordi du gik hjem-
mefra?"

Gutten søgte at holde sig kjæk en Stund, men
han kunde ikke. Lidt efter lidt forsvandt Smilet fra
hans Ansigt, Livligheden i hans Legemsbevægelser
ophørte, og stille og alvorlig lagde han sine Arme
paa Skranken, stirrede med fugtige Øine op imod
Loftet og taug.

Da det samme Spørgsmaal tredie Gang blev gjen-
taget, satte han sig paa Gulvet, holdt Hænderne for
Øinene og svarede sagte: "Aa, han Far og hun Mor
de ere lige sæl om mig."

"Jog de dig fra sig da?"

Stemmen dirrede og slog ham lidt feil, da han
svarede sagte og i afbrudte Sætninger:

"Ja - vi har inte noget til at fø' dig med, sa
de - du faar gaa nu, sa de - gaa ud, sa de - og
skaffe dig Fø'en selv, sa de, ellers sulter du ihjel, sa
de - for her er ikke mere nu her hjemme, sa de -
og saa jaged de mig - og saa maatte jeg gaa."

Han sad derpaa en Stund og græd stille, men for-
modentlig havde han siden sin Afreise hjemmefra
havt mange lignende Anfald; thi da man spurgte
ham, hvorledes det var med Melkekjøerne hjemme i
Bastuen, var Sorgen forbi. Han lo, reiste sig op
igjen, kom indenfor Skranken, stillede sig ved Pulten
og begyndte med et tilfreds Ansigt at rage op imel-
lem de Bøger, som laa der, idet han fortalte videre:

SIDE: 94

"Da han Far braut af sig Benet sit anden Juledag,
kunde han ikke gaa ud i Skauen og hugge Ved,
han, men æde kunde han lel; derfor saa blev det
smaat med Fø'en hjemme, og saa havde de bare
nogle Mjølsaaer igjen. Paa dem kogte hun Mor Væl-
ling, før jeg gik, og saa var der ikke mere; saa sa
de til mig: Du faar gaa nu, sa de, ud, sa de, hvis
du ikke vil sulte ihjel, sa de, for her er ikke mere
til Fø'e til dig her."

Pludselig afbrød han sin Beretning og sagde kry:
"Du har sagtens mange Bøger, men Katkisma har
du inte lel."

Da man atter ledede ham tilbage igjen paa Beret-
ningen om sig selv, lod det til, at han nødig indlod
sig videre derpaa; thi hans Fortælling fremkom kun
gjennem idelige Spørgsmaal fra Embedsmandens Side
og korte, lidt grætne Svar fra hans Side.

"Hvad hun Mor sa, da jeg gik? Aa hun sa ingen-
ting."

"Nei, hun sa ingenting, for hun var der ikke, ved
jeg, saa kunde hun vel ikke sige noget da, ved jeg."

"Hvor hun var? Hun var vel hjemme, hun, ved jeg."

"Gik jeg hjemmefra Bastuen? Nei vist gjorde jeg
da ei, ved jeg. Han Far fulgte mig ud i Skauen,
han, og der sa han: nu gaar du, sa han."

"Slog mig? hæ! Slog mig? Nei vist slog han mig
vel ikke."

"Hvorfor jeg gik? hæ! Jeg maatte vel gaa, ved jeg.
Han trued mig med Kjæppen sin, saa maatte jeg vel
gaa da, ved jeg."

Nu fik imidlertid de sørgelige Tanker atter Over-
vægten, saa at han maatte skjule sit Ansigt i sine
Hænder og græde lidt igjen.

Det varede dog heller ikke denne Gang længe,
inden man fik Smilet lokket frem paa hans Ansigt,
og hans efterfølgende Beretning gik meget raskt, saa
at det var let at forstaa, at han var kommen over
de vanskeligste Steder. "Saa gik jeg gjennem Solør

SIDE: 95

og Vinger og Odalen og Ullern og Næs og Ullens-
aker og Sørum og Skedsmo og Akerssogn, og saa
kom jeg hid ved Middagsleite igaar. Men her er
daarligt at gaa og be', for her er saa mange Huse,
at jeg trur aldrig, der findes Ende paa dem, og saa
blev jeg saa rent forfærdet, at jeg gik Gade op og
Gade ned og vidste ikke, hvor jeg først skulde gaa
ind. Men saa begyndte jeg da at gaa ind i Portene,
og saa var det daarligt; for sommestanne sa dem:
kom igjen imorgen, og sommestanne sa dem: kom
igjen paa Lørdag. Men denne gilde Kjolen, jeg har
paa, fik jeg her nord i en Bakke lel. Du tykkes, den
er gild, ved jeg," sagde Gutten stolt og knappede
Fløielsjakken, han bar, op for at vise den i al sin Her-
lighed. Herved kom det imidlertid for en Dag, til
hvilken Yderlighed i Vilkaar dette engang saa pragt-
fulde Klædningsstykke var bragt. Det var bestemt
til at have et fint, maaske endog med Kniplinger
udstyret Linned mellem sig og en hvid, blød Hud,
men nu stod det i umiddelbar Forbindelse med det
brune Skind paa en skjorteløs, fillet Dreng; thi det
viste sig, at Drengen var uden Skjorte, og at hans
Benklæder bleve holdt oppe med en tynd Snor, der
trængte dybt ned i hans ene Skulder. Skjorten havde
han kastet, sagde han, da den blev saa daarlig, at
den ikke vilde hænge paa ham længer.

"Har du ikke frosset og sultet meget paa Veien?"

"Aa jo, det har jeg da sagtens, men jeg er saa
vel vant ved det, saa jeg ænser det ikke. Somme
Dage har jeg ikke seet Madsmulen, men somme Dage
har jeg faaet saa mye, jeg var god for at lægge i
mig, og har endda kunnet tage noget med mig paa
Veien næste Dag. Somme Dage har jeg frosset slig,
at jeg skalv over hele Kroppen, og saa krøb jeg
igjen under Ovnen eller op i Peisen og fik ligge der
halve Dagene og varme mig."

Han havde længe øiensynligen været yderlig kjed
af alle de Spørgsmaal, der forelagdes ham og havde

SIDE: 96

søgt at adsprede sig paa forskjellige Maader, dels
ved at blade i de Bøger, som laa paa Pulten, dels
ved at beføle og betragte de andre Sager, som fand-
tes der. Nu lod han til ikke at kunne dy sig læn-
gere; thi han greb en Avis og gav sig til at læse
med en forbausende Hurtighed og ustandselig Iver.

"Hundbortkommenengulblakdogerfrakommensineier-
denbaromhal" - af Mangel paa Luft i Lungerne
maatte han standse og trække Veiret dybt, hvorpaa
han vedblev - "senetmessinghalseforetmedmørkttøi-
samtharsaa - nyt dybt Aandedrag - velunderkjæ-
ven" etc. Paa denne Maade vedblev han til Enden,
da han pustede og blæste som en ung Hval, der er
kommen paa Grund. Han kjendte ikke Interpuncta-
tionens Hemmeligheder eller den Kunst at drage
Aande paa rette Sted, det var klart, men saa dog
saa stolt ud, da han var færdig, som om han vilde
sige: "Her ser du Karl, som kan sine Ting."

Man spurgte ham, om han forstod, hvad han læste.
Hertil svarede han meget kjækt: "Jeg har lært at
læse jeg; jeg har inte lært at forstaa. Daja gonsina
bohoe somikea? Forstaar du det, du?"

"Nei, hvad betyder det?"

"Daja gonsina bohoe somikea? Det betyder: kan
du tale Finsk? Ise meide joka don daivasa olko biete
sinon nimens ristete valda goldans dobaten etc. etc.
Det betyder: Fader vor, du, som er i Himlen etc."

Han oplæste Fadervor paa Finsk og Norsk med
lige stor Færdighed, og da han sagde "Amen" efter
det norske Fadervor, tilføiede han: "Det gaar inte
an at vende om Amen paa Finsk, for det er det
samme som paa Norsk. Men nu vil jeg ned i Drenge-
stuen din igjen og faa lidt Middagsmad, før jeg gaar
igjen."

"Vil du ikke gaa hjemover igjen nu?"

Drengen blev pludselig meget alvorlig.

"Hjem og besøge dine Forældre?"

SIDE: 97

Han satte sig ned paa Gulvet med Hænderne for
Ansigtet.

"Og se, hvorledes dine to smaa Søskende leve,
Carl?"

Han begyndte at græde.

"Og høre, hvad hun vesle Elen siger til godt?"

Gutten krøb aldeles sammen paa Gulvet, gjemte
sit Ansigt i sine Hænder og hulkede. Han græd saa
bitterlig, at hele hans Legeme bævede, men derhos
saa stille, at end ikke den ringeste Klagelyd hørtes.

Du arme, forskudte, livlige Dreng. Det er bitre
Taarer, der saa tidlig væde din barnlige Kind, men
græd kun, din Stakkel. Dine Taarer ville ikke være
spildte.

"Det kunde være morsomt at se Kreaturene igjen
der hjemme i Bastuen, du Carl."

Drengen vedblev at ligge i samme Stilling, men
Graaden tog lidt efter lidt af, og pludselig vendte han
sit Hoved og saa op.

En Tordenbyge om Vaaren virker forfriskende.
Den graa, tørre Ager bliver sort og viser en frugt-
bar Jordbund, hvori den gode Sæd kan trives, spire,
voxe og give mange Fold. Græs og Blomster og
Træer faar et friskere og frodigere Anstrøg, og naar
saa Solen bryder frem strax efter og beskinner Land-
skabet, bliver det mere smilende end før, om end
ikke saa smilende, som Drengens opadvendte Ansigt
var, idet han sagde: "Aa, de Krøterne der heime, de
staa inkje saa længe stille, at en kan faa melke dem."

Idet han havde sagt dette med glædestraalende
Øine og Taarer paa Kinden, antydede Udtrykket i
hans Ansigt en frugtbar Jordbund, hvori den gode
Sæd kunde trives og voxe og give mange Fold.
Derpaa lagde han Hovedet i samme Stilling som før,
formodentlig i den Hensigt at græde videre, men det
vilde ikke mere gaa dermed. Sorgen var brudt, og
det muntre, barnlige Sind vandt snart Overhaand
igjen.

SIDE: 98

Han blev atter nedsat i Arresten, medens man søgte
at faa ham anbragt i en eller anden Lære. Dette
lykkedes ikke, og da han om Eftermiddagen atter
blev hentet op fra Arrestværelset, var han meget
mismodig og taus. I Mellemtiden havde han nok
faaet Underretning om, hvor han var, og klagede
især over, at han ikke kunde puste frit dernede i
Drengestuen.

Han blev først indsat i Redningsanstalten. 1/2 Aars
Tid derefter kom han en Dag ned paa Politikamme-
ret, gik lige hen til den Embedsmand, han havde talt
med før der, og sagde: amo, amas, amat, amamus,
amatis, amant. Terra est rotunda, og gav sig derpaa
til at le saa inderlig over den Forundring, hans me-
gen Lærdom havde fremkaldt, at man maatte le
med ham.

Han havde ved sine ivrige Bønner derom formaaet
Forstanderen paa Redningsanstalten til at læse Latin
med sig og var uhyre stolt over sin megen Lærdom.

Senere kom han i Johan Dahls Boglade og fik
derefter Plads paa Sømandsskolen paa Horten. Des-
værre opfyldte han ikke de Forventninger, man havde
til ham. Han løb sin Vei derfra og, efter hvad der
er Politikammeret berettet, vandrer han nu med et
Taterfølge, dels i Sverige, dels her i Landet.

SIDE: 99

Harald Meltzer

En Inderstfamilie.

I Haab om at faa Arbeide ved Jernbanen reiste
Inderst Hans Torgersen Slaaten i Slutningen af
April Maaned 1850 fra sit Hjem i Grans Sogn i
Hjertdals Præstegjeld i øvre Thelemarken til Christi-
ania med Kone og 5 Børn, hvoraf de 2 ældste vare
noget over 8 aar gamle Tvillingbrødre, og det yngste
var 1/2 Aar gammelt. De vare 14 Dage om Veien
her til Byen, omtrent 13 Mil.

I Spidsen gik Manden og bar Familiens samlede
Eiendele paa Ryggen paa en Indretning af tynde
Træspiler. Øverst paa Bylten laa et Par gamle,
smudsige Støvler med Jernbeslag paa Hælene, men
uden Saaler, og dog syntes disse saaleløse Støvler
at være den værdifuldeste Gjenstand af alt, hvad
Manden bar. Efter ham fulgte Tvillingerne, saa
kom en Pige paa omtrent 6 Aar, derefter en Pige
paa 3 1/2 Aar, og endelig Moderen med det lille
Pattebarn paa Armen. Det lod til at være hendes
Hovedforretning at samle op de Børn, der bleve
liggende igjen paa Veien af Træthed. Børnene
havde intet at bære med Undtagelse af den
yngste Pige, der bar Familie-Caffekjedlen paa
den ene Arm, men til Gjengjæld vexlede ogsaa
Mand og Kone om at bære hende, naar hun blev
for træt.

SIDE: 100

De matte naturligvis ofte hvile paa Veien, og da
de kom nær Byen, leirede de sig indenfor en Stente
paa en Græsbakke for at samle Kræfter, til de tog
fat paa Byens Gader. Paa denne deres Leirplads
bleve de opdagede af en Familie i Nærheden, som
sendte dem nogle Levnetsmidler og et Ortstykke,
over hvilken Gavmildhed Konen blev saa forbauset,
at hun ytrede, at det vel ikke kunde være muligt,
at een Mand havde været Kar for at give saa
meget.

Efterat de forgjæves havde søgt at erholde Logis i
Byen, meldte de sig paa Politikammeret som Hus-
vilde og bleve anviste et meget godt Arrestværelse
til Opholdssted Natten over. Manden og Konen
vare meget tilfredse og taknemmelige derfor, men
dette var ikke Tilfældet med Børnene. Den ene af
Tvillingerne mente, at der var for mørkt i Værelset
til at blive der, hvorpaa den anden saa paa Jern-
sprinklerne for Vinduet, satte et meget betænkeligt
Ansigt op og sagde til Broderen: "Der er Jern for
Vinduet, du Torger. Hvad tro det betyder?" Da
Slutteren lukkede Døren efter sig, idet han gik,
sagde først den ældste Pige: "Jeg vil ud at," saa
den ene Tvilling, idet han med Bestemthed trampede
i Gulvet: "Jeg vil ogsaa ud at," derpaa den anden
Tvilling, idet han, for at give sin Fordring større
Eftertryk, først ligesaa trampede i Gulvet og derpaa
slog med knyttet Næve i den tillukkede Dør: "Ja,
jeg vil ogsaa ud at," og da dette ikke hjalp, skrege
alle Børnene i Munden paa hverandre: "Vi vil ud
at, vi vil ud at," trampede i Gulvet og sloge i Døren.
De Smaa gjorde formelig Oprør, de vilde og maatte
ud. De vare vante til den friske Fjeldluft og kunde
ikke udholde den kvalme Luft i Arresten. De
følte en dem selv uforklarlig Angst indenfor Jernspi-
lerne og den tillaasede Dør og maatte ud i den frie
Luft og under den aabne Himmel, saa trætte og
udmattede de end vare. Da det ikke var Forældrene

SIDE: 101

muligt at faa stagget Børnene, tog Faderen Trøien,
som han havde lagt fra sig paa Sengen, paa sig
igjen og sagde alvorlig og bestemt til Slutteren: "Vi
ville ud at," knappede saa op sin korte grønne Vest,
sprættede op en paa den indvendige Side tilsyet
Lomme, trak ud af den et Stykke Papir, som han
overleverede en af Politiets Embedsmænd, der var
kommen til. Papiret var klarligen anseet for en
dyrebar Skat. Det var en Attest fra vedkommende
Sognepræst og indeholdt, at Inderst Hans Torgersen
Slaaten var en meget arbeidsom og agtværdig Mand,
der kun af Mangel paa Arbeide, og fordi han
havde mange Børn at forsørge, var bleven yderst
forarmet.

Det var ikke at tænke paa at faa dem til at for-
blive i Arresten længere. Et Par gode Senge der
fristede aldeles ikke de trætte Børn. De maatte og
vilde ud. Da de kom ned i Raadhusgaarden, satte
Børnene sig, fornøiede og smilende, paa den haarde
Stentrappe, og medens Politiet skaffede dem Logis
i Byen, hvilede de deres trætte Lemmer i de for-
skjelligste Stillinger, der ikke syntes mere skikkede
til at skaffe dem Hvile end det Leie, de havde valgt
paa den kolde Sten. At Benene laa et Trin eller
to høiere end Hovedet, og at deres Næser bleve flad-
trykte mod den haarde Sten, syntes at være dem
ligesaa ligegyldigt, som det havde været dem magt-
paaliggende at komme ud af Arresten.

Den lille Pige paa halvfjerde Aar havde sat sig
paa et af sine Ben paa det nederste Trappetrin og
lod det andet Ben hænge ned imod Jorden, som det
dog var for kort til at naa. Hovedet hvilede hun,
med Ansigtet vendt mod Himlen, paa Hænderne,
og disse hvilede hun igjen paa Caffekjedlen, der
stod paa samme Trin, hvorpaa hun selv sad. Hun
aabnede af og til et Par store lyseblaa Øine, brum-
mede lidt og saa sig om med et mat Udtryk, om-
trent som en Hund, der ligger paa Vagt og døser,

SIDE: 102

men dog passer vel paa sine Ting. Moderen søgte
at bringe den lille Pige i en mageligere Stilling ved
at borttage Caffekjedlen og skaffe hende en blødere
Gjenstand til at hvile sit Hoved paa, men øieblik-
kelig var Barnet lysvaagent og protesterede i kraf-
tigste Maade derimod. Grunden hertil forklarede
Moderen saaledes:

Da Familien drog hjemmefra, havde den lille
Pige faaet i Commission at bære Kjedlen frem.
Dette lovede Barnet og havde udført sit Hverv med
saadan Ihærdighed, at hun, om hun end af og til
segnede underveis af Træthed, og om end den Arm,
hvorpaa hun bar Kjedlen, døde bort af Mathed,
dog aldrig slap sin anbetroede Skat. Naar den
ene Arm ikke længer var istand til at bære
Kjedlen, hang hun den paa den anden, og naar
hun faldt i Søvn paa Veien af Træthed, blev hun
liggende med den til Hovedpude, indtil hun enten
var kommen saavidt til Kræfter, at hun igjen
kunde reise sig og følge de øvrige, eller til en
af hendes Forældre tog hende op og bar hende
videre. Kjedlen maatte hun have hos sig ved
Dag og ved Nat. Den var jo betroet til hendes
Omsorg. Skulde Moderen bruge den, da var det
en anden Sag, da gav hun med Glæde Slip
paa den.

Kun en kort Tid havde Familien siddet paa
Trappen i Raadhusgaarden, før der blev skaffet den
Logis, og da den gik, havde Faderen samlet 2
Spd. af Folk, der gik op og ned af Trappen. I
nogle Dage blev han derpaa seet gaa om i Byen
og søge Arbeide, man da det ikke lykkedes ham
at erholde saadant, maatte han drage hjemover
igjen med sin Familie. Opholdet her var ham
for dyrt, sagde han. Da Familien drog fra Byen,
bar en af Tvillingerne Caffekjedlen. Den lille
Pige, som før havde baaret den, havde faaet et
lidet let Stykke Legetøi at bære. Moderen

SIDE: 103

havde underrettet hende om, at hun nu havde
gjort, hvad hun havde lovet, baaret Kjedlen frem,
og havde takket hende derfor, og saa gav Barnet
den fra sig og var endog glad ved at blive den
kvit, nu hun havde indfriet sit Løfte.

SIDE: 104

Harald Meltzer

Lykken bedre end Forstanden.

En Morgen i Sommeren 1849 bleve Brandfolkene til-
sagte til at paradere for Dronningen, der samme
Dag skulde komme her til Byen. Blandt dem, der
gik om og tilsagde Folkene, var en Haandverks-
mester af en meget spæd og svag Legemsbygning,
og som var noget henfalden til Drik. Da han var
færdig med Tilsigelsen, var han bleven beskjænket og
gik ind i et Portrum, hvor han lagde sig ned, saa
lang han var, med Haanden under Hovedet som for
at sove.

Straks efter kom en stor og stærk Smededreng gaa-
ende med noget Stangjern paa Skulderen. Da han
saa den velklædte Mand ligge i Portrummet og
antog ham for at være beskjænket, satte han sin
Byrde fra sig udenfor og gik ind for at hjælpe den
Liggende paa Benene. Han ruskede til den Hensigt
først i ham, løftede ham derpaa op og fik ham til
at staa opreist. Da den Beskjænkede herved kom
noget til Bevidsthed, søgte Drengen at formaa ham
til at gaa ud paa Gaden og derfra til sit Hjem.
Men istedetfor at gaa greb Manden med den ene
Haand Drengen i Armen og med den anden tog han
fat i Porten. Herover, paastod Smededrengen senere,
blev han bange, idet han antog, at det var den
drukne Mands Mening at ville faa Porten igjen for
derefter at prygle ham, og for at fri sig herfor

SIDE: 105

stødte han til Manden med Knæet, saa at han faldt
overende, hvorpaa han selv ilede bort og lod
Manden ligge.

Nogle Koner, der stode inde i Gaarden, medens
dette passerede i Portrummet, forklarede derimod,
at Sagen vistnok tilgik, som foran fortalt og af
Gutten selv opgivet, men at denne ikke havde havt
den ringeste Grund til at frygte for at faa Prygl, da
han var stor og stærk, medens Manden var liden og
spæd og dertil saa drukken, at han neppe kunde
holde sig opreist uden Hjælp. De samme Koner
forklarede derhos, at Manden vistnok havde grebet
fat i Gutten, hvilket de havde kunnet skjønne deraf,
at denne havde sagt til ham: "River du min Skjorte
itu, skal du betale den"; men istedetfor med Lem-
fældighed at søge at komme bort, havde Gutten
trukket sig et Skridt tilbage fra Manden og havde
derpaa af al Magt spændt til ham paa Maven eller
under Brystet med Fladen af Foden, hvorpaa han
havde Tøfler med tykke Træsaaler, saa at Manden
først gjorde en Bøining forover med Overkroppen
og derpaa faldt med hele sin Tyngde baglænds med
Nakken mod Jorden. Denne Fremgangsmaade fore-
kom Vidnerne yderst oprørende, hvorfor ogsaa en af
dem fik en liden 8 à 9 Aar gammel Gut, som stod
i Nærheden, til at følge efter Smededrengen for at
udfinde, hvor han hørte hjemme. Efter at have
truffet denne Forføining, tog den samme Kone sig
af den Faldne, reiste ham op og søgte at formaa
ham til at opgive, hvem han var, for at faa ham
bragt til sit Hjem. Herom vilde han imidlertid ikke
give nogen Besked, men beklagede sig bitterlig
over sin Stilling. Han talte da ganske fornuftig og
forstaaeligt. Konen lod ham støtte sig til Væggen,
medens hun ilede ind i sin Bolig i Gaarden for at
hente Hjælp. Da hun kom tilbage, var han sunken
sammen. Han laa i Portrummet og havde tabt Be-
vidstheden. Straks efter blev han bragt paa Rigs-

SIDE: 106

hospitalet og døde der den paafølgende Morgen,
uden at have havt Bevidstheden et Øieblik og, efter
hvad man antog, som Følge af det Spænd, Smede-
drengen havde givet ham.

Det Passerede blev anmeldt for Politiet, som
straks lod Smededrengen afhente til Forhør. Den lille
Gut, der var sendt efter ham, havde ganske rigtig
udfundet hans Bolig paa Enerhaugen, men var selv
ikke at finde, efterat han havde bragt Besked derom
til den, der udsendte ham. Smededrengen forklarede
under Forhøret Sagen saaledes, som ovenfor er
angivet.

Da man derefter gjorde ham bekjendt med, at
Manden senere var død, rimeligvis som Følge af
det Spænd, han havde faaet, svarede han i den
Tanke, at man ved at fortælle ham dette kun vilde
skræmme ham: "Aa pyt! død! hvor kan De snakke
slig da? Et Liv er ikke saa let udblæst."

Men da han mærkede, det var Alvor, blev han
lidt efter lidt bleg som et Lig, foldede Hænderne
og sagde med den høieste Grad af Angst udtrykt i
sit Ansigt og i sin Stemme: "Liv for Liv, siger
Skriften, saa har jeg da mit Liv forbrudt."

"Nei, hvorledes kan De tænke det? Det var jo
ikke Deres Mening at tage Livet af ham?"

"Nei, det var det vist ikke," svarede han noget
trøstet og vedblev efter en kort Tids Betænkning:
"Død! Han er død, siger De? Gud hjælpe mig!
Jeg gik ind til ham som hans Ven, og nu er han
død, og det skal være min Skyld. Gud trøste mig,
jeg gik ind til ham i Kjærlighed og ud fra ham
med hans Død paa min Samvittighed. Nu kommer
jeg vel paa Slaveriet paa Levetiden da?"

Man underrettede ham om, at han formodentlig
kun vilde faa nogen Tids Tugthusarbeide. Herpaa
svarede han:

"Tak skal De have, mange Tak skal De have for
det. Men jeg er et rent elendigt Menneske alligevel.

SIDE: 107

Jeg er 27 Aar gammel og skulde saa sikkert blive
Svend til Høsten. Nu bliver det ikke noget af. Aa,
tag Livet mit ligesaa godt, saa er det forbi, for jeg
bliver ikke Svend til Høsten."

Man søgte, saavidt muligt, at trøste ham, men
da han hørte, at han indtil videre maatte blive
siddende i Arrest, blev han atter fortvivlet og udbrød:

"Aa, Gud velsigne Dem, tag Livet mit ligesaa
godt med det samme, for skal jeg gaa i Arrest, saa
bliver det nu rent umuligt for mig at blive Svend
til Høsten." Efterat han derpaa var bleven noget
roligere, vedblev han: "Ja, jeg har rigtignok altid
været i Skjæbnens Magt; men lad mig idetmindste
faa Lov at gaa hjem og vaske mig og tage mine
bedste Klæder paa" - han var nemlig blevet hentet
lige fra Smedien og var iført sin Arbeidsdragt -,
"for jeg vil helst gaa Ulykken imøde ren og blank
og i min svarte Kjole. Saa vilde jeg desuden gjerne
tage vare paa en Sparebanksbog, for i Sparebanken
har jeg staaende den Smule Arv, jeg har faaet
efter mine Forældre, og saa har jeg et Uhr hjemme,
som er mig saa inderlig kjært. Det vilde jeg saa
gjerne have med mig i Arresten, for det er den
eneste Glæde, jeg har her i Verden; forresten har
jeg hverken Slægt eller Venner."

Ved Obductionen af den Døde viste det sig, at
han var død af, at et Blodkar var sprunget i Hjernen,
men da det ved Forhøret var bleven oplyst, at
Manden havde talt ganske fornuftigt efter at være
spændt til Jorden af Angjældende, gik Lægens Erklæ-
ring ud paa, at Blodkarret muligens var sprunget,
idet den Døde anden gang faldt, efterat den Kone,
der havde sat ham op imod Væggen, havde forladt
ham. Inden Lægen afgav sin endelige Erklæring,
forlangte han dog endel yderligere Oplysninger.

Angjældende blev imidlertid arresteret. Efter at
have siddet en kort Tid i Arresten paastod han,
at det var aldeles umuligt at blive siddende der

SIDE: 108

rolig hele Dagen igjennem. Han fik derfor Tilladelse
til at spadsere i Gaarden af og til. Her gik han idelig
frem og tilbage uden Rast og uden Ro med Armene
overkors, med Ansigtet vendt mod Jorden og med
et stort Tørklæde bundet om Hovedet. Efterat Ob-
ductionsforretningen var afholdt, blev Smeden atter
fremstillet til Forhør.

Han saa yderst syg og elendig ud og svarede
paa Administrators Spørgsmaal om, hvorledes han
havde det, næsten grædende: "Aa, det er rent daar-
ligt. Jeg er færdig. Jeg bliver aldrig i mine Dage
Svend, og Livet sætter jeg ogsaa til paa dette, det
forstaar jeg sagtens, men jeg sørger ikke over det,
bare det var snart forbi. Det er akkurat, som Brystet
mit var fyldt med Jern, slig Tyngde er der i det,
og det banker i Hue mit og suser for Ørene mine
slig, at det er fæle Ting. Jeg tror sikkert, Hue
sprang i mange Stykker, om jeg ikke havde dette
Tørklæde om det."

"Nu skal De faa en Efterretning, som kanske vil
sætte lidt Mod i Dem."

"Der er Liv i Manden igjen," raabte han glad,
"jeg ser det paa Dem, der er Liv i ham. Han er
ikke død."

"Jo, det er han rigtignok, men det er ikke saa
sikkert, at det er Deres Skyld, at han døde."

"Ikke min Skyld? Er det ikke min Skyld? Kan
det være muligt det da?"

Da han havde faaet Underretning om Sagens
Stilling, sagde han: "Det var nok det, jeg vidste,
trods det ikke har faldt mig i Tankerne før, at det
ikke var min Skyld. Puh! ak, hvor det blev let
om Brystet." Da der derpaa blev given Ordre til,
at han skulde løslades, udbrød han: "Nei, det gaar
vel ikke an, det, det er vel ikke muligt, det, ved jeg."
Men da han hørte, at det virkelig var Alvor, raabte
han, idet han rev Tørklædet af Hovedet: "Jeg tror
ikke, jeg har ondt i Hue, neigu har jeg ei, jeg er

SIDE: 109

rent frisk, tror jeg." Da han endelig fik høre, at
det var muligt, at han kunde slippe fri fra den hele
Sag, lo han ganske høit og sagde: "Det er da
morsomt at leve lel. Ja Skam var det af Manden,
at han satte mig i slig Uleilighed, for jeg kom
til ham som hans Ven og i Kjærlighed, det er baade
sandt og vist. Men det er det samme, er han ikke
død paa min Regning eller paa mine Vegne, giver
jeg ham til altsammen. Hurra, saa bliver jeg kanske
Svend til Høsten lel." Derpaa gik han.

Han blev ikke tiltalt for at have foranlediget
Mandens Død, og da ingen begjærede ham tiltalt
for Overfald paa sagesløs Mand, hvori han dog maa
ansees for at have gjort sig skyldig, blev han al-
deles ikke actioneret og er nu formodentlig Svend.

SIDE: 110

Harald Meltzer

Kur mod Tandpine.

For nogen Tid siden bragte tvende Bønder en for-
drukken, i Byen hjemmehørende og af Politiet
vel bekjendt Opkjøber paa Politikammeret, klagede
over, at han, uden i mindste Maade at være fornær-
met af nogen af dem, ude paa en Bondestue i Stor-
gaden havde givet den ene et meget voldsomt Slag
under Øret, og forlangte ham paa Grund deraf tiltalt
og straffet for Overfald paa sagesløs Mand.

Den Anklagede, der var noget beskjænket, stod og
lyttede med spændt Opmærksomhed og med et til-
freds Udtryk i sit Ansigt til, hvad der blev anført
mod ham. Af og til nikkede han derhos bifaldende
til, hvad hans Anklagere sagde, men uden selv at
ytre et Ord. Da de vare færdige med deres Anklage,
rømmede han sig et Par Gange, satte en saare vigtig
Mine op og henvendte sig til den Bonde, der havde
faaet Slaget, og hvis ene Kind ogsaa bar tydelige
Mærker derefter.

"Har Dere mere at sige, saa kom frem med det
nu strax, for Loven byder, atte kun een skal tale om
Gangen, for hvissom der taler flere om Gangen i
Munden paa hverandre, saa kan en inte vide, om en
siger de Ordene, som komme fra ens egen Mund,
eller dem, som komme fra de andres Mund. Er det

SIDE: 111

ikke rigtigt, hvad som jeg siger? Er ikke Loven
slig? Hæ?"

Efter saadanne gjentagne Opfordringer, svarede
endelig den Adspurgte, at han ikke havde noget at
sige derimod.

"Nu ja! ser Dere det! Maa jeg saa spørge videre:
Staar der ikke i Loven, atte den vel kan holde sig
for god til at gjø, som selv holder Hund, men den
derimod, som er Hund, pligter at gjø baade for sig
selv og andre. Har jeg saa ikke Lov at gaa og kjøbe
op Karve og hvadsomhelst for mig selv og for andre,
maa jeg spørge? Har jeg ikke det? Hæ?"

Jo det kunde ikke nægtes ham.

"Nu ja! der kan Dere se. Saa spørger jeg da
videre: Lyder ikke Retten hos os slig, atte Bonden
skal losere paa Bondestuen? Har jeg saa ikke Ret,
maa jeg spørge, til at gaa ind i Bondestuerne, naar
som jeg vil kjøbe af Bonden? Har jeg ikke det?"

Jo, det maatte indrømmes.

"Nu ja! ser Dere det, der kan Dere se. Maa jeg
saa spørge videre: Staar der nogensteds i Loven,
atte den, som lovligen er kommen ind paa en Bonde-
stue, skal lukke sine Øren igjen og ikke høre, hvad
som bliver sagt der? Hvad? Staar det i Loven kanske?"

Nei, det stod der nok ikke.

"Nu ja! der ser Dere. Nu videre da. Der staar i
Loven, atte en Gris bør sig til Hverdags at leve af
Skuler, men der staar ikke, at han skal vrage et
Stykke fedt Flesk, hvissom det falder like i Trynet
paa'n. Altsaa bør heller ikke den fattige Mand nægte
at tjene 10 Speciedaler, naarsom han paa en letvindt
Maade kan tjene dem. Er det ikke rigtigt? Hvad?
Eller staar der kanske i Loven, atte den fattige Mand
skal spytte ad 10 Speciedaler og gaa sin Vei? Hvad?"

Nei, noget Lovsted af saadant Indhold kunde ikke
paavises.

"Nu ja? der ser Dere selv. Men derimod staar der
i Loven, at et Ord er et Ord, og en Mand er en

SIDE: 112

Mand, staar der, og atte hvad som en Mand har
lovet, det skal den samme Mand holde, staar der,
for det var ingen Sag at være Fut, staar der, naar
en slap at gjøre Regnskab, staar der, og det var ingen
Sag at kjøbe og borge, staar der, naar en slap at
betale, staar der, og det er ingen Sag at love, hvis-
som en slap at holde, staar der. Er det ikke rigtigt?
Staar der ikke i Loven, atte et Ord er et Ord, og
atte en Mand er Mand?"

Jo, det kunde nok være muligt, at der stod noget
Lignende.

"Nu ja, ser Dere det! Altsaa er Sagens Retfær-
dighed saalydende: atte jeg skal have 10 Speciedaler
af Dere, og at Dere ikke skal have en eneste Skil-
ling af mig. Hvad siger Dere til det?"

Da den Adspurgte, der aabenbart ikke kunde for-
staa denne Slutning, spurgte, om Manden var bleven
gal, ligesom han var fuld, henvendte den lovstærke
Opkjøber sig yderst fornærmet til den tilstedeværende
Politiofficiant og vedblev: "Det er den directe Sand-
hed, det er det, hvert eneste Ord, jeg har sagt, og
hvissom han kan drive mig paa den mindste Ting,
skal jeg være strafskyldig til den høieste Straf. Sagens
Retfærdighed har jeg allerede sagt, og nu skal jeg
fortælle hele Hovedsagen." Han mente formodentlig,
at han hidtil havde udviklet Sagens juridiske Side og
henvist til de for Tilfældet passende Lovsteder, men
at han nu kom til dens faktiske Fremstilling; thi han
fortsatte saaledes: "Da jeg kom ind i Bondestuen,
stod han der, som nu har den røde Kind, hvilket er
mit Bevis, paa Gulvet, ja han stod paa Gulvet i Bonde-
stuen, han, skjønner Dere, og samsnakkede med Kam-
meraten sin, som nu staar ved hans Side. Uf Gut,
sa han, som nu har den røde Kind, jeg har slig Tand-
verk, Gut, atte jeg trur, jeg blir reint huegælen, sa
han, og hvissom nogen kunde fri mig for den, sa han,
gav jeg ham 10 Daler contant, sa han, og Tak til,
desforuden med slig Tandverk, sa han, bliver det ingen

SIDE: 113

aparte Julemoro, sa han. Nu, nu, tænkte jeg, det
er ikke vanskeligt at tjene Julepenge, tænkte jeg da,
og dermed drev jeg til ham formelig uforvarendes -
for ham da, ikke for mig uforvarendes, Gud beva-
res - af al min Magt under Øret paa den Side, hvor
Tandverken sad sligt, at han rulled Kast efter Kast
henad Gulvet. For dem kan nu sige, hvad dem vil,
saa er ingen Ting saa godt for Tandverk, som en ufor-
varendes rigtig god Kilevink, og den fik han virkelig
og det formelig uforvarendes - for ham da, ikke for
mig - saa jeg er sikker om, han blev kurert. Da
jeg saa skulde til at kræve Betalingen, saa for han
paa mig og førte mig paa Politikammeret. Det vilde
jeg ogsaa gjerne, saa slap jeg at føre ham did for at
faa Retten til at forpligte ham at betale mig de 10
Daler for Tandverken, han blev kvit. For den er
han kvit, det er sikkert."

Manden var klarligen uhyre kry af den hele Sag
og vendte sig hoverende imod Klageren, idet han
vedblev: "Er det ikke sandt, hvert eneste Ord, jeg
siger? Er Dere ikke kvit Tandverken, og skylder
Dere mig nu ikke 10 Daler?"

Det er umuligt at beskrive det besynderlige Ansigt,
Bonden satte op, da han hørte denne Fremstilling af
Sagen. Det var aabenbart, at denne Maade at be-
tragte den paa, kom ham aldeles uventet; han blev
derfor ogsaa saa yderst forbauset over Resultatet, at
han stod en Stund med aaben Mund ude af Stand
til at svare. Forbauselsen gik dog øiensynligen lidt
efter lidt over til en ikke ringe Grad af Bekymring
for de 10 Speciedalere. Han følte efter inde i Mun-
den og rundt om udenpaa begge sine Kjæver, tyg-
gede, slog Tænderne sammen og saa under dette ud
som en Mand, der søgte efter noget, han ikke kunde
finde, og som han nødig vilde blive af med. Det var
klart, at Tandpinen var og blev borte.

Da endelig al Søgen viste sig forgjæves, sagde
han temmelig slukøret: "Hæ! No skal vi aldrig

SIDE: 114

have hørt sligt før! Jesu Nam da! sa jeg det, jeg
da?"

Han saa hemmeligt til sin Kammerat, som om han
ønskede Raad og Bistand fra ham, men da denne
bestemt erklærede: "Akkerat sligt sa du, Gut, akkerat,
for hvad som er sandt, det er sandt," vedblev han:
"Jagu sa jeg er det au, det er regtig sandt det, det
er det, og Tandverken er, som den var strøgen væk,
- det er den regtig au det. Hæ? skal di have seet
sligt da?"

Pludselig fik han klarligen en lys Idé; thi han hen-
vendte sig yderst modigen til sin Doctor og sagde:
"Men skal jeg betale de 10 Daler, saa jagu skal du
betale Slaget au."

Efter nogen Ventilation bleve begge Parterne enige
om, at Bonden skulde betale Opkjøberen 12 Skill. i
Doctorhonorar, og dermed skulde Sagen være op- og
afgjort paa begge Sider, men den uanmodede Tand-
læge blev af Politiet alvorligen tilholdt at afholde
sig fra deslige Kure for Fremtiden.

SIDE: 115

Harald Meltzer

En angret Handel.

En Dag bragte en af Fattigvægterne en gammel
Kone ned paa Politikammeret, idet han antog, at
han havde antruffet hende i Betleri.

Hun gik meget foroverbøiet, havde en kort Stok,
hvorpaa hun støttede sig stærkt, i Haanden, og havde
sit Hoved indsvøpt paa en iøinefaldende Maade, da
et temmelig stort Tørklæde var bundet om det med
saadan Omhu, at kun ganske lidt af Ansigtet var
synligt.

Efterat hun var fremstillet for en af Embedsmæn-
dene, opgav hun sit Navn og forklarede, at hun boede
paa Enerhaugen og havde en ganske god Understøt-
telse af Akers Fattigkasse. Hun var imidlertid saa
underlig aandsfraværende i sine Svar, som man lige-
som maatte trække ud af hende, at det var let at
forstaa, at der var noget, som stærkt beskjæftigede
hendes Tanker, hvilket end yderligere bestyrkedes
derved, at hun af og til rystede paa Hovedet og ud-
stødte et ligesom angrende he! he! he! Derhos følte
hun ideligt efter paa Tørklædet, hun havde paa Ho-
vedet, som for at forvisse sig om, at det sad rigtigt,
trak det tættere og tættere sammen, saa at mere og
mere af hendes Ansigt forsvandt inde i det.

Endelig syntes hun at ville give sine Følelser Luft;
thi efterat hun, paa gjentagne Spørgsmaal om, hvor

SIDE: 116

gammel hun var, endelig havde svaret: "Aa, jeg ved
ikke rigtig, jeg, Husbond, hvor gammel jeg er! men
jeg tror, der er saa en otte, ti Aar, siden jeg fyldte
det fjerde Tjau," løftede hun den Haand, hun havde
fri, hinkede rundt paa Gulvet, rystede paa Hovedet
og sagde: "Nei! nei! nei! Slig Nar, som jeg var,
findes ikke hverken i Christiania By eller paa Ener-
haugen."

"Sæt dig ned her paa denne Stol og fortæl, hvad
der er iveien med Dig."

"Nei mange Tak, Husbond, De er en Ungdom,
Husbond, og kan sætte Dem ned, naar De vil, og
hvor De vil, og staa op, naar De vil; men jeg er for
gammel til at sætte mig, Husbond, for naar jeg sæt-
ter mig, stivner Benene slig under mig, at jeg ikke
er god for at bruge dem en lang Stund bagefter.
Derfor er det bedst, jeg rusler saa smaat om i Stuen.
He! he! he!"

"Er det, fordi De er greben i Betleri og bragt her-
ned, De er bedrøvet?"

"Aa, jeg har inte betlet, Husbond; kan nogen sige,
at jeg har betlet om Penge, skal jeg være strafskyl-
dig til den høieste Straf, men jeg er lige glad om det.
De kan gjerne straffe mig for Uskyldighed. Jeg er
lige glad om det. Jeg er lige glad, hvor jeg er, for
paa en slig gammel Skrot som min kan ikke lægges
nogen stor Byrde. Nei! nei! nei!"

"Har De været i nogen Slags Straf før?"

"Nei Gud velsigne Dem, Husbond, det har jeg
ikke; der har aldrig været saa mye som stængt Dør
i Laas efter mig, fast jeg tror, jeg er inde paa de
halvfemte Tjau."

"Hvor mange Penge har De hos Dem?"

"Aa, Gud styrke Dem, jeg har nok ingen Penge,
Husbond."

"Kan jeg faa se, hvad De har der i Lommen da?"

Aldeles aandsfraværende, og som om hun ikke vidste,
hvad hun gjorde, fyldte hun Indholdet af sin Side-

SIDE: 117

lomme ud paa en Stol og sagde: "Aa, Gud hjælpe
og trøste mig."

"Er De ikke rigtig frisk?"

"Aa, var det ligt sig, er jeg ikke frisk, jo jeg er
nok saa frisk, som en slig gammel Skrot kan være,
som har slidt Vondt indpaa de hundrede Aar."

De Sager, der vare tagne op af Lommen og lagte
paa Stolen, befandtes at være en kort gammel Krid-
pibe, endel løsliggende Røgtobak, et Stykke graat
Papir, hvori nogle Caffebønner, og endelig en gam-
mel Pung, hvori fandtes et næsten nyt Ortstykke.

Da Konen fik Øie paa Sølvpengen, slog hun Hæn-
derne sammen og sagde: "Ja der er det, der er det.
Nei! nei! nei! nei!"

"Er det galt fat med det Markstykke?"

"Aa ja, Husbond, det er nok altfor galt."

"Hvad er det da?"

"Jeg skal sige Dem, - nei, jeg er ikke god for at
sige det."

"Vi maa jo tro det Værste, naar De ikke vil for-
tælle, hvorledes det har sig. Derfor er det bedst, De
fortæller den hele Sag."

"Ja, ja da, Husbond. De er nu en Ungdom, saa
De kan ikke vide det, men det er dog saa, at det,
dem fandt paa før i Verden, var utroligt; men det,
dem finder paa nutildags, er reint umuligt. Det kan
jeg sande. Ser Dem, imorges gik jeg hjemmefra, -
nei, jeg er ikke god for at fortælle det."

Efter endel Opmuntringer til at fortælle vedblev
hun: "Ja, ja da. Da jeg gik hjemmefra imorges, havde
jeg to Skilling med mig, det kan Datter til den Kone,
hos hvem jeg bor, vidne, og hun kan vidne for to i
denne Tid."

"Kan hun vidne for to?"

"Javist kan hun det, hun er i slig velsignet Til-
stand, skjønner De, saa hun vidner for to i denne
Tid, det er noget, som enhver, baade Gammel og
Ung skulde vide, og som jeg har hørt i al min Tid

SIDE: 118

gjælder for Retten ogsaa, saa at De, som er en Ret-
tens Mand, sagtens burde kjende den Lov. Jeg gik
da hjemmefra med to Skill. for at kjøbe lidt Caffe
og Tobak, for den eneste Glæde, jeg kan gjøre denne
min gamle Skrot, det er med Caffe og Tobak, og
det under jeg den vel, siden den har tjent mig trut
i saa mange Aar. Da jeg saa kom ind i Byen, kjøbte
jeg mig for to Skilling Caffe, og saa tænkte jeg at
faa mig lidt Tobak et eller andet Sted, og saa kom
jeg ind i et Hus her paa denne Side af Torvet. Der
stod en Mand, og han saa paa mig og sagde - nei,
jeg er ikke god for at fortælle det."

Nye Opmuntringer.

"Ja, ja da, han sagde, at det var et pent hvidt Haar,
jeg havde, og da han sagde det, løi han ikke. Saa
spurgte han mig, - nei! nei! nei! jeg Nar, jeg var -
saa spurgte han mig, om -"

Nye Opmuntringer.

"Ja, ja da, han spurgte mig - nei! nei! - om jeg
vilde sælge mit Haar for en Mark, og jeg solgte mit
Haar for den Mark, som ligger der. Nei! nei! nei!
og saa klipte han det af mig, og da jeg gik, laa mit
Haar efter mig paa Bordet. Det var, som jeg gik fra
et af mine egne Lemmer, fra en Arm eller et Ben.
Det havde fulgt mig i saa mange Aar. Da jeg saa
kom udenfor, kom jeg først til Besindelse, da ang-
rede jeg det; men da var det for sent. Jeg havde
ikke Hjerte til at røre noget af Marken, tullede Ho-
vedet ind i dette Tørklæde her, forat ingen skulde
se, at jeg var uden Haar, og saa gik jeg ind i en
Bod for at faa lidt Tobak. Saa kom Fattigvæg-
teren, og saa hændte, hvad der aldrig var hændt
mig, mens jeg havde Haaret, at jeg kom paa Raad-
stuen."

Inden hun gik, tog hun Tørklædet af Hovedet
og saa da virkelig høist pudserlig ud. Haaret var
afklippet med nogle faa raske Snit, og meget Lidet
deraf stod tilbage. Dog blev den gamle Kone øien-

SIDE: 119

synlig meget trøstet, da man fortalte hende, at hen-
des Haar formodentlig vilde komme paa brave Folk
igjen og ikke, som hun lod til at frygte for, vilde
blive benyttet til nogen Slags Urigtighed, saa at hun
med god Samvittighed kunde bruge sin Mark til hvad,
hun maatte ønske sig.

SIDE: 120

Harald Meltzer

En national Industriridder.

En Bonde anmeldte paa Politikammeret, at der fra
en aaben Stald paa en Plads i Nittedalen var
stjaalet en ham tilhørende gul Hest, og at han havde
en omvankende Person, der havde kaldt sig Ole
Knudsen Bakke, mistænkt for at have stjaalet den.

Samme Dag blev Hesten gjenfunden i en Gaard i
Storgaden, hvor den var kjøbt af en Svenske, men
hvad Manden hedte, af hvem han havde kjøbt Hesten,
eller hvor Manden var at finde, det vidste Svensken
ikke. Da det imidlertid senere blev oplyst, at en
Bonde, der havde kaldt sig Ole Knudsen Bakke,
havde været i Byen paa den Tid, Hesten blev solgt,
og igjen var reist herfra, men at han havde en Kjæ-
reste, som tjente paa en Gaard i Grans Prestegjeld
paa Hadeland, bleve to Politibetjente sendte derop
for at foranstalte ham anholdt og transporteret her-
til, om han skulde være den mistænkte Person, og
Mistanken mod ham ikke viste sig ugrundet. Man
antog nemlig, at han paa sædvanlig landlig Vis vilde
besøge sin Kjæreste Lørdags Aften. Og ganske rig-
tigt. Om Natten Klokken 12 kom han listende ind
i Gaarden, men da han hørte en fremmed Hund gjø,
fattede han Mistanke, trak sig tilbage, satte afsted
nedover en med blank Is belagt Bakke, hoppede
over en Skigar, let paa Foden som en vild Ren, og

SIDE: 121

var i et Nu forsvunden i Mørket for Politibetjenten,
der satte efter ham.

Folkene paa Gaarden mente ogsaa, at det var
noget, de havde kunnet sige forud, at han Ole ikke
lod sig fange, for han hørte "til de Kloke og Fram-
synte."

Ikke destomindre blev han dog senere paagreben en
Mils Vei fra Gaarden, idet han nede i et Fjøs agerede
Dyrlæge og som saadan var ifærd med at gjøre en-
del voldsomme Snit med en skarp Kniv i Munden
paa en ulykkelig Ko, under Paaskud af, at Koen led
af "Galder", hvorfra disse Snit skulde befri den. Han
tilstod strax at det var ham, som havde stjaalet den
gule Hest i Nittedalen.

Paa Reisen til Byen morede han sig ganske koste-
ligt. Han stod i Dumpen paa Slæden, sang Halling-
viser og Valdersviser, hujede og skreg til Hesten for
at faa den til at "gaa paa" nedad Bakkerne, og naar
det saa gik ret i susende Trav, saa at Sneen føg
om Ørene paa ham, lo han af Glæde og var saa for-
nøiet, som om han var den lykkelige Brudgom ved
sin egen Brudefærd.

Af de forskjelligste Begivenheder fandt Ole sig
derhos foranlediget til at gjøre et eller andet Hal-
lingkast og lagde ved disse Anledninger for Dagen,
at han havde den samme Egenskab, som Katten siges
at være i Besiddelse af, nemlig efter Behag i Luften
at kunne vende sig i sit eget Skind. Da man traf
en Lensmand underveis, der gjenkjendte ham som en
fra Lensmandsarresten undvegen Forbryder, der var
under Forfølgning for at have stjaalet en Hest paa
Marken, blev han først lidt taus, men fandt dog selv
i denne Begivenhed en tilstrækkelig Grund til at gjøre
forskjellige Hallingkast og Spring, inden Reisen til
Byen fortsattes.

Han var af middels Høide, af stærk Bygning og
klædt som en Fjeldbonde. Den korte, med sort
Fløiel kantede Trøie havde kun i en og anden lun

SIDE: 122

Fold bevaret sin oprindelige blaa Farve. Hans Vest,
af rødrudet Værken, var ligesom Trøien forsynet med
en Mængde blanke Tinknapper og saa kort, at den
syntes at ville krybe op under Armene og gjemme
sig der, men til Gjengjæld gik og hans Benklæder
langt op paa Brystet, saa at de paa engang gjorde
Nytte som Benklæder og Vest og havde derhos
Lommer, der syntes beregnede paa i Nødsfald at
kunne tjene som Sække til at bære Korn til Mølle
i. Da han traadte frem, satte han et temmelig en-
foldigt Ansigt op, lagde begge sine Hænder paa
Ryggen, stillede sig paa et Ben og balancerede paa
det andet med Taaspidsen mod Hælen af det Ben,
hvorpaa han stod. Det syntes at være hans eneste
Ønske, at løse den Opgave, at indtage den vanske-
ligst mulige Stilling med Benene og dog bevare en
fuldkommen Ro i Overkroppen.

Retten blev sat, og Forhøret begyndte.

"Hvad heder du?"

"Hæ - æ?"

"Hvad heder du?"

"Ka eg heite? Eg heite Ole Braateneie."

"Heder du da ikke Ole Knudsen Bakke?"

"Hæ - æ?"

"Heder du ikke Ole Knudsen Bakke?"

"Om eg heite Ole Knudsen Bakje?" Her tabte
han Ligevægten saa aldeles, at han maatte gribe fat
i Væggen for at faa den igjen, og svarede derpaa
med den yderste Grad af Langsomhed: "Jau, det er
nok inkje umaulig det."

"Har du da to Navne?"

"Hæ - æ?"

"Har du to Navne?"

"Om eg har to Navne?" Han ligesom betænkte sig
en Stund og svarede derpaa med en paafaldende
Sikkerhed i Stemme og Holdning: "Jau, det er rig-
tigt det. Det fyste fik eg, daa eg vart døbt, maa'te.
Det andre gav eg mig sjøl, daa eg rømte taa Lens-

SIDE: 123

mandsarresten. Ja gjorde eg det, saa det sidste
Namnet inkje er nokke videre at agte paa, det,
maatru."

"Hvor gammel er du?"

"Kor gabmel eg er? Eg er no sikkert over de
nitten Aar."

"Hvor meget over, mener du?"

"Hæ - æ? Kor mykje eg er over de nitten Aar?
Nei, om eg veit det for sikkert. Kansje eg er to,
tre Aar over de nitten. Det er inkje utruligt det.
Men nei om eg veit det. Eg kommer inkje ihog,
maa'te, daa eg blei født. Det er troværdig Sand-
hed, det."

Paa denne noget sendrægtige Maade fik man ud
af ham hans Navn, omtrentlig Alder, Fødested og
Forældres Navne. Al den Umage, man gjorde sig
for at faa ham til at lade være at sige: "hæ - æ?"
til et Spørgsmaal første Gang, det blev fremsat, var
aldeles spildt, og det uagtet det af hans senere Svar
var klart, at han havde forstaaet det; thi naar Spørgs-
maalet blev forandret noget anden Gang, gjentog
han det - ligesaa ofte i den Form, hvori det første
Gang var fremsat, som i den Form, hvori det var
gjort anden Gang.

Da han to Gange blev spurgt om, hvor han var
confirmeret, maatte han aldeles indstille sine ekvili-
bristiske Øvelser med Benene en Tid, fordi en - at
dømme efter de energiske Forholdsregler, han tog
derimod - ængstelig voldsom Kløen angreb hans
høire Skulder i det samme; thi han rev og sled saale-
des i den med sin venstre Haand, at man maatte
antage, det var hans alvorlige Forsæt at anstrænge
sig til det Yderste for at bringe Armen i Led ved
Skulderen. Efter endel voldsomme Anstrængelser
lod det dog til, at det ligesaa pludselig som uventet
opstaaede Onde gav sig noget, og ved Hjælp af et
Tryk, der syntes at komme fra Maven, for Svaret ud

SIDE: 124

af hans Mund, som Proppen af en Champagneflaske,
og lød: "Det veit eg inkje."

Det var klart, at det fremkom under yderst be-
trængte Omstændigheder, da han ikke engang havde
Tid til at gjentage Spørgsmaalet, inden han svarede.

"Ved du ikke, hvor du er confirmeret?"

Istedetfor Svar hørtes kun en svag Brummen.

"Du er kanske ikke confirmeret?"

"Hæ-æ?"

"Har du gaaet for Præsten og læst?"

"Eg er kansje inkje confirmeret? Nei, eg har inkje
gaaet og læst, det eg veit, men Katkisma har eg da
læst lel."

Han forklarede derpaa, at han havde fantegaaet
fra sine Forældre, da han var 12 Aar gammel, og
siden den Tid vanket om, fornemmelig i Fjeldbyg-
derne her i Stiftet, og ernæret sig som Hestedoctor.
I Begyndelsen reiste han i Følge med en gammel
Valders, der var hans Herre, Mester og Lærer, men
siden havde han stedse practiseret paa egen Haand
og uden Følge.

Han havde været straffet en Gang før for Tyveri,
men det var paa Formodning, sagde han, hvilket
vilde sige uden egen Tilstaaelse. Dette lod han til
at betragte som en meget formildende Omstændighed.
Det er det samme, som nogle kalde at være dømt
"paa Mistanke", og andre endog at være dømt "paa
Anmodning", og hvori enkelte finde en ikke ringe
Trøst.

Med Hensyn til den Hest, han havde stjaalet i
Nittedalen, afgav han strax en Forklaring, der ganske
stemmede overens med, hvad derom allerede forud
var oplyst; derimod syntes han ikke at ville indlade
sig paa det Tyveri, hvorfor han havde siddet arre-
steret, da han rømte fra Lensmandsarresten; thi da
han blev spurgt derom, syntes han at faa et Anfald
i det venstre Knæ af det samme Onde, der tidligere
havde angrebet Skulderen. De samme energiske For-

SIDE: 125

holdsregler bleve tagne derimod som tidligere, men
ved denne Leilighed forsvandt hans venstre Arm til
de Tilstedeværendes store Forbauselse lige til Albuen
i den ene Buxelomme, saa at det saa ud, som han
ad denne noget usædvanlige Vei vilde gribe en eller
anden Gjenstand paa Gulvet, medens det kun var
Meningen at tage Knæet under Behandling.

Efterat man, som sædvanlig, havde gjentaget Spørgs-
maalet, svarede han: "Korfor eg blei arresteret, daa
eg rømte tor Lensmandsarresten? Nei om eg det veit
for en Sikkerheit, men saa trur eg no det var, fordi
eg satte mig op paa ein Gamp."

Ondet i Knæet ophørte, Hænderne kom atter paa
Ryggen, og endel vellykkede Forsøg paa at staa
paa et Ben bleve gjorte.

"Hvis Hest var det, du satte dig op paa?"

"Hæ-æ?"

"Var det din egen Hest, du satte dig op paa?"

"Kem som egde Hesten? Nei om eg veit. Den
gik i Skauen, den maatru. Min Gamp var det inkje,
sa eg det, saa laug eg saa forstyggelig, at kvar og
ein kunde seie til mig: Det laugst du. Eg rei ei god
Mil paa ho, veit eg, daa dem kom og tok mig."

"Var det da ikke din Mening at beholde Hesten
som din?"

"Hæ-æ?"

"Var det ikke din Mening at tage Hesten med dig
længere, hvis der ikke var kommen nogen efter dig?"

"Om det var Meiningen min at stæle Hesten? Aa,
var det ligt sig det da. Eg rei paa'n ei Mil for at
komme fortere fram, og daa dem tog mig, hadde eg
alt sluppet'n saa ho var paa Heimvegen atte.
Hæ-æ? - Korlesne eg styrt'n? Eg skar nokku
Bjørkurøtter, eg, maa'te, deraf gjorde eg Vijur til
Mundbit og Tom."

Anden Forklaring derom var ikke at erholde.

"Om eg inkje har drevet paa andet end som Heste-
doctor? Jau har eg det. Eg har drevet paa at spaa

SIDE: 126

og vise atte, maatru. Med Spaaningen har det inkje
vaare videre rart," lagde han til smilende polidsk og
kløede sig bag Øret, "men vise atte, det kan eg,"
sagde han alvorligt og med et tillidsfuldt Kast med
Hovedet, "og det har eg gjort mangen Gang, men
saa maa Kosterne inkje være komne over nordrin-
dendes Vatten."

"Hæ- æ? - Om eg nylig har spaaet? Jau. Den
sidste, eg spaadde, var Manden, som egde den gule
Gampen, hvorpaa eg rei fra Nittedalen til Byen. Den
Karen spaadde eg, at han snart skulde sakne et fir-
benet Krøter, og at det maatte søkes op atte paa
den Kant, hvor Solen staar, naar den skjiner som
heitest. Men det forstaar sig," sagde han og lo til-
freds, "det var inkje vanskelig Saken at spaa den
Gjerning, for det var mig sjøl, som skulde føre Gam-
pen sørpaa til Christián. Eg vilde gjøre Manden ei
Pus maa'te, men eg blei pussa sjøl, er det ligt til.
Det gjør eg aldrig mere, sa Gutten, han hug den
venstre Næven taa sig."

Han antydede sine blandede Følelser ved at klø
sig i Hovedet med saadan Iver, at der fremkom en
Lyd, som naar man river Muskatnødder paa et
Rivjern.

"Hæ-æ? - Kor eg har lært at vise igjen? Det
har eg lært taa den gamle Valdrissen. Men eg kan
inkje, uten eg har mine Papirer, som eg inkje har
no, for eg har faaet tre Blade utaf Svartebokjen af
Valdrissen, men dei ligge no vel gjemde under ei
Helle tæt op til et svart Bjerg i Grangjeld."

"Hæ-æ? Korfor eg inkje bærer dem paa mig?
Aa kan du spørje sligt daa? Nei, det gjør inkje eg,
for mens eg det gjør, har han - han Karen - han
- æ, han - æ?" her gjorde Ole et betydningsfuldt
Tegn med Hovedet og blinkede med Øinene, som
om han vilde sige: "Du ved nok, hvem jeg mener,"
- "saa faar han Magt over mig. Men Bror til Jenta,

SIDE: 127

eg gaar og frier til, han Anders . . ., han er no reint
svær til at vise atte. Hans Make trur eg knaft fins.
Men han har ogsaa heile Svartebokjen, og den har
han faat taa ei gabmel Finnekjærring. Naar han
kjører fra Byen heimat, sætter han gjerne Læsset sit
midt i Veien lange Stunder, men nei om der fins
ein, som tør saa mye som røre det. Det nytter inkje,
maa'te, for han veit det i samme Minutten, og saa
maa dei staa der. Det var her eingang, han Anders
reiste heimover med Læs. Daa det tog til at mørkne,
kom han til et Kvilested ut ved Veien, kor han og
de andre skulde ligge Natten over. Allesammen saa
toge no ind kver sit, maatru, men Anders rørte inkje
ei Pille paa sit Læs, men lod kver Smule ligge paa
Slæden ude i Veien Natten over, og daa de andre
meinte, at han vilde blive saa tjustaalen, at han vilde
finde Slæden tom næste Morgen, lo han bare. Om
Morgenen, Færingskarerne kom ud for at reise videre,
stod der ein diger, fæl Fant atved Læsset til han
Anders og holdt i ein liten Brændevinsdunk, som laa
laus ovenpaa Slæden. Han havde villet stjæle Dun-
ken om Natten, maa'te, men Anders's Magt var saa
stor, at han maatte staa med Haanden fast til Dun-
ken heile Natten, kor brei han ogsaa var over Her-
dadne, og slig stod han, til Anders kom ud og lod
ham gaa. Daa slap han, og saa nøite han sig op,
for vel afgaarde i ei Hast, kan eg tru."

Til denne Anders's Magt lod Ole til at have en
urokkelig Tro, og man kunde være vis paa, at An-
ders, der vistnok kjendte Oles Svaghed for frem-
med Gods, ikke har søgt at gjøre ham vantro i saa
Henseende.

Ole blev for de tvende Hestetyverier og for en-
del andre Tyverier, der under samme Sag overførtes
ham, dømt til 5 Aars Strafarbeide, hvilken Straf
reduceredes til 3 Aar og 4 Maaneders Bodsfængsel.
Den strenge Indespærring i Forbindelse med Ensom-

SIDE: 128

heden virkede i overordentlig voldsom Grad paa Ole,
der, saa at sige, var opvoxet under aaben Himmel
som et Dyr i Skoven. Siden han slap ud fra
Bodsfængslet, skal han efter Sigende have vandret
om med et Fantefølge og øvet sine Talenter for det
meste i Sverige.

SIDE: 129

Harald Meltzer

Svek.

En gammel Kone ved Navn Mor Hansen, der bor
i Lundsgaarden i Piperviken, blev for nogen Tid
siden indkaldt paa Politikammeret, da man havde
Mistanke om, at hun havde foraarsaget et spædt
Barns Død ved uforsigtig at støbe med Bly over det.

Mor Hansen forklarede, at hun for en 60 Aar siden,
da hun selv var en 18 à 20 Aar, kort før sin 96-Aars
gamle Bestemoders Død, af denne, der her i Byen
var kjendt under Navn af Synnes-Sofia fra Søndmøre,
lærte "at gjøre aat for Svek", der, som bekjendt, er
den Sygdom, der almindelig tillægges Navn af en-
gelsk Syge (Arthromalaci). Denne Kunst var den
eneste Arv, Bedstemoderen efterlod Mor Hansen. Men
hun var nok ikke fuldkommen indviet i Mysterierne,
da hun vel vidste, at der gaves ni Slags Svek, men
kun kjendte Navnene paa tre Slags, nemlig Ligsvek,
Bjergsvek og Vassvek. Hendes Fremgangsmaade med
Støbningen er følgende: Over et Fad rent koldt Vand
lægger hun en Fladbrødlev, i hvis Midte gjøres et
rundt Hul. Gjennem dette læser hun Fadervor og
helder derpaa smeltet Bly ned i Vandet, medens
Fadet holdes over det syge Barn, der ligger afklædt
i sin Vugge. Blyet maa være sammensmeltet af fire(?)
forskjellige Slags Bly, nemlig Vindusbly, Kassebly,

SIDE: 130

Klædesbly og almindeligt Bly. [fotnotemerke] Medens hun helder
Blyet ned i Vand, siger hun for sig selv: "Ligsvek,
Bjergsvek, Vassvek! Forsvind! Forsvind, alle ni Slags
Svek som Dug for Sol, som Sand for rindende Vand!"
I denne Formel ligger den egentlige Hemmelighed;
men at Mor Hansen er langtfra at være nogen fuld-
lært Adept, kan tydeligen sees af Fortællingen "En
Signekjærring" i anden Samling af Asbjørnsens Hul-
dreeventyr, hvor en i folkelig Aand affattet, fuld-
stændigere Maneformular for dette Tilfælde er med-
delt, og hvor Støbningen med dens Detaljer, anskue-
lig er skildret. Naar Formularen er fremsagt, vaskes
Barnet i det ved det smeltede Bly opvarmede Vand,
blandet med 1/2 Pægel Brændevin. Derpaa undersøges
Blyet; er det blankt som Vand, har Barnet Vassvek,
er det haardt og kantet som Sten, har det lidt af
Bjergsvek, og i begge disse Tilfælde er Støbningen
alene tilstrækkelig til for stedse at fordrive Sveken
eller den Troldskab, der har foraarsaget den, fra
Barnet. Men hvis Blyet er løst og sort som Jord,
har Barnet fanget Gravsvek eller Ligsvek, og i dette
Tilfælde lægges efter Vaskningen en Haandfuld Jord,
som Støbersken har hentet paa en Kirkegaard, under
Læsningen af Fadervor, Kl. 12 om Middagen eller
om Sommeren Kl. 8 om Aftenen paa Barnets Bryst
under gjentagen Fadervorlæsning over Jorden, som
hun, efterat den har ligget paa Barnet i 24 Timer,
atter bringer tilbage til det Sted, hvorfra den er
taget.

Uagtet den ovenantydede Mangelagtighed i Mor
Hansens Fremgangsmaade, paastaar hun, at Kuren
er ufeilbar; alle de Børn, hun har støbt over, ere
efter hendes eget Udsagn, samtlige og uden
Undtagelse blevne kurerede for Svek.

Fotnote: Kirkeblyet, som af Mor Hansen ei er omtalt, skal, efter Kyn-
diges Udsagn, være den vigtigste Ingrediens.

SIDE: 131

Angaaende den Sag, hvorfor hun var indkaldt paa
Politikammeret, oplyste hun, at for omtrent et Aar
siden en gammel Kone af hendes Bekjendtskab fra
Hammersborg kom til hende med Anmodning om
for Svek at helbrede et Barn, som et Fruentimmer,
der boede sammen med denne Kone, havde til Op-
fostring. I Førstningen vilde ikke Mor Hansen ind-
lade sig derpaa, da hun efter Sigende aldrig foretog
sine Kure for Betaling eller Fordels Skyld, men alene
for at tjene Venner og Bekjendte. Til Barnets Pleie-
moder stod hun ikke i noget Bekjendtskab; men da
Konen bad hende saa meget, og hun begyndte at
have ondt af den Lille, som hun vidste hun kunde
gjøre ved, naar hun vilde, bestemte hun sig til at
befri Barnet fra dets Plageaand. Men idet hun heldte
det smeltede Bly ud i Fadet, som den anden gamle
Kone, paa hvis Anmodning hun var kommen, holdt
over Barnet, gik Fadets Bund itu, saa at Blyet og
Vandet randt ned i Vuggen, og Barnet blev ved det
hede Vand noget forbrændt paa Benene og over Ma-
ven. Blyet, der faldt paa Klæderne i Vuggen, gjorde
det derimod ikke nogen Skade, men det blev sort
som Jord. Barnet led altsaa af Ligsvek, hvorfor Mor
Hansen strax anbragte den Jord, som hun for dette
Tilfælde havde hentet paa Kirkegaarden. Da hun
næste Dag tog den bort, var Barnet, som man efter
Mor Hansens foregaaende Kure maatte vente, aldeles
befriet for Fanteri og Svek; men da det fremdeles
vedblev at skrante af en anden Sygdom, der natur-
ligvis ikke stod i Forbindelse med Sveken eller ved-
kom Mor Hansen, blev der hentet en Læge, og un-
der hans Behandling døde Barnet 8 Dage efter Støb-
ningen.

SIDE: 132

Harald Meltzer

Sandheden er ofte tungest at høre.

"Det var Midsommersol og Middagstid." Brostenene
i Christiania vare brændende hede, Hundene laa
i Skyggen med Tungen langt ude af Halsen, og en-
hver der elskede sit eget Kjød, bevægede sig saa
lidet og saa stilfærdigt som muligt. Da saaes to
Personer i en af Byens Gader at være sig selv fiend-
ske i den Grad, at de under de voldsomste Legems-
bevægelser anvendte de størst mulige Anstrængelser
for efter Evne at støde, puffe, spænde, sparke, slaa,
bide og mishandle hinanden paa enhver mulig Maade,
som Anvendelsen af Menneskets naturlige Vaaben
giver Adgang til. Efterat de saaledes i nogen Tid
paa det Klareste havde lagt for Dagen, at de vare af
det Slags energiske Folk, der ere istand til at trodse
alt for at gjøre sig selv Livet saa ubehageligt som
muligt, kom en Politimand tilstede. Den ene af de
drabelige Kjæmpere forsvandt og blev borte i et Nu,
som om han var blæst væk. Den anden blev til-
bage, for at tage op en løs Krave og en Hat, der laa
paa Gaden.

Det var en middelaldrende Mand, paa hvem Sve-
den randt ned af et af disse bekjendte blomstrende
Ansigter, som kun lader sig tilveiebringe og bevare
ved stadigen at forfriskes ved stærke Drikke. Dertil
medgaar - som ligesaa bekjendt - megen Tid og
mange Penge, og formodentlig var der af begge Dele

SIDE: 133

anvendt saa meget paa Ansigtet, at der intet var
blevet tilovers til Forsiring af de øvrige Dele af
Legemet; thi et Par Støvler paa Benene, et Par Ben-
klæder paa den nedre og en Frakke paa den øvre
Del af Legemet samt om Halsen en af Sved yderst
udmattet Snip, der under Kampen øiensynligen havde
gjort en falsk Manøvre og gjort Front mod høire
Skulder, var alt, hvad Manden for Tiden havde paa
sig til sit Skinds Bedækning og sit Legems Pryd.
Forat man ikke et Øieblik skal være i Tvivl om,
hvorvidt Skjorten var paa sin Plads eller ei, maa vi
give følgende Oplysninger. Et nøgent Knæ saaes
stadigen at holde Udkig fra Benklæderne, medens en
ditto Albue af og til listede sig frem og ligesom
nikkede skjælmsk til et undseligt rødmende Stykke
af Skindet, der en sjelden Gang imellem viste sig
gjennem et lidet Kighul i Frakken midt bag i Ryggen.
Hele Brystet var derimod blottet og fremviste et al-
deles nøgent Terræn, hvis midterste Parti dog var
beskyttet mod Veir og Vind af stærke naturlige Em-
buscader. Før Kampens Begyndelse havde det været
skjult af den tilknappede Frakke og den løse Krave,
men Frakken var opreven, Kraven afslidt, og Brystet
saaledes aldeles demaskeret af Fienden. Kort sagt,
alle ydre Forziringer vare, som allerede bemærket, lagte
paa Ansigtet. Den øvrige Del af Legemet var ud-
styret saa simpelt og lidet prunkende, at Manden i
daglig Tale maatte kaldes en Fillefant, der ikke havde
Skjorte paa Kroppen.

Efterat han imidlertid havde faaet Kraven og Snip-
pen satte paa deres rette Steder, Frakken knappet
helt igjen og Hatten sat paa Hovedet, vandt hans
Ydre betydeligt. Den Maade, hvorpaa han anbragte
sin graa bredskyggede Hat paa et Hjørne af sit
blomstrende Ansigt, gav klarligen tilkjende, at han
havde Sands for det Maleriske. At Haaret derved
paa et enkelt Sted kom til at stikke ud gjennem et
Hul i Hatten og ligesom pegede Fingre af denne

SIDE: 134

dens imposante Stilling, skede sikkert ligesaa lidet
med Eierens gode Villie, som det var med hans gode
Villie, at hans Fødder havde Grund til at være af
samme Mening, som hin Kone, der kjørte til Kirke
i en Vogn, hvori Bunden manglede, og som derfor
maatte løbe indeni den i den værste Søle langs Veien,
hvorfor hun, da hun endelig kom frem, meget træf-
fende ytrede: "Havde det ikke været for Ærens
Skyld, kunde jeg ligesaa godt have gaaet." Støv-
lerne vare noksaa nette at se til, men da Bunden
for en stor Del var borte, vare de igrunden et rent
Proformaverk, en Slags Theaterdecoration, og kunde
gjerne have været borte, hvis det ikke havde været
for Ærens Skyld.

Da Manden havde gjort sit Toilette og pudset sin
Næse paa samme oprindelige Maade, som hans For-
fædre formodentlig gjorde i Slaget ved Svolder, blev
det ham paalagt at begive sig paa Politikammeret.
Hertil var han strax villig og holdt underveis føl-
gende Monolog, i Begyndelsen i en opbragt, høitide-
lig Tone og i en meget afsleben bergensk Dialect,
men lidt efter lidt blev Tonen mildere og Dialecten
i Forhold dertil mere og mere ægte bergensk. Fore-
dragets større eller mindre Alvor og Høitidelighed
afprægede sig ikke alene i Sprogets større og mindre
Renhed, men ogsaa, og det endnu tydeligere, i Ud-
trykket i hans Ansigt. Det var efter alle Skuespiller-
kunstens Regler. Den tragiske Maske gik paa Kothur-
nen i et saavidt muligt correct Bogsprog. Den komiske
Maske traskede paa Sokker i Hverdagssproget. Mel-
lem den høieste Kothurne og den laveste Sok var
der dog ikke blot et Skridt, langt fra, der var en
Uendelighed af Trin. Han begyndte paa den høieste
Kothurne, med yderst tragisk Maske og det renest
mulige Sprog.

"Jeg skal med Glæde gaa med Dem, hvem De
ogsaa monne være, det skal jeg, skjønt - det er
dog en Skam, at jeg skal gaa paa Siden af Dem

SIDE: 135

gjennem mit Fødelands største Stad. For hvad maa
Folk tænke? Maa ikke Folk tænke, at jeg er en
Misdæder, ja maaske en Tyv, uagtet jeg er saa
uskyldig som et ufødt Barn? For var denne For-
styrrelse min Skyld? Nei saare langt fra. Den var
tvertimod ikke min Skyld. Det skal De selv faa at
se, hvisom De vil høre min sandfærdige Beretning.
De maa da vide: jeg gik, ja jeg gik, som jeg vil
sige, uskyldsfuld i Gaden i mine egne Tanker uden
at tænke paa nogen Ting, saa kommer der en frem-
med Mandsperson hen til mig, tiltaler mig og siger,
mir nix dir nix siger han: "Hvad er du for en under-
lig Fysak?" siger han. Det syntes jeg rigtig ikke
var en særdeles overmaade høflig Tiltale til en ukjendt
Mand, der gik i min omtalte Stilling, men ligevel saa
svarer jeg i en høflig Tone - ja, for min Moder,
som nu er hedengangen og salig henfaren for mange
Aar siden, sagde bestandig: "Hans," sagde hun,
"tænk paa, Hans," sagde hun, "at Høflighed koster
ingen Penge," sagde hun - ja for jeg er døbt og
christnet som Hans, saa at min Moder med Gud og
Rette kunde kalde mig Hans, naar hun trak mig op
og indpodede mig med Tugt og Tale at være høflig
mod Folk - hæ, hæ, hæ, I maa'kje ta mæg ilde
op, at æg spøker lidt med Di, Hr. Politibetjentere.
Derfor har jeg sandelig ogsaa strævet efter at være
høflig, saavidt min Leilighed har strækt til, og der-
for svarte jeg ogsaa meget høfligt: "Det Ord Fysak,
min Herre," svarte jeg, "viser hvad Slags Lands-
mand De er, saa at jeg næsten kan sige: Dit Maal
røber dig, du est en Pharisæer," sagde jeg høfligt
men spøgefuldt, "ja, for jeg har hverken hørt det Ord
i Nordland eller paa Østlandet og heller ikke i Dan-
mark eller i Sverige," sa jeg, "heller ikje i Tyskland
eller Frankrig," sa jeg, og æg kunde jagu gjerne
lagt til heller ikje i Spanien eller Tyrkiet, for der
har æg saamen heller ikje vært, hæ, hæ, hæ, - ja I
maa'kje bli sint paa meg, Hr. Politibetjentere, for

SIDE: 136

at æg spøker litevætte. "Derimod har jeg hørt Ordet
Fysak i Bergen meget ofte," sa jeg, "og derfor an-
tager jeg, min Herre, at Di er fra denne By, og
isaafald ere vi Byesbørn - ja, for jeg er ogsaa en
Bergenser, min Herre," sa jeg. Disse vare mine
Ord, Hr. Politibetjent, men jeg var desværre ikke
saa heldig at indgyde ham nogen videre Respect,
for uden videre saa siger han: "Aa, du er en ber-
gensk Tosk," siger han.

"Ja," svarede jeg høfligt, for jeg tænkte fremdeles
paa min Moder, Høflighed koster ingen Penge, og
derfor svarte jeg høfligt: "Der findes virkelig en stor
Mængde Tosk i Bergen, baade levende og døde," sagde
jeg, "og der er baade Klipfisk og Rundfisk og Rødskjær
og Titlin og Hollænderfisk og Zartfisk og mange Slags
Fisk," sagde jeg, "som alt er Tosk, og der gaar ind
og der gaar ud af Bergen mere Tosk end af nogen
anden By," sagde jeg. "Aa, du er en bergensk Fæ-
hund," svarede den Fremmede. Maa jeg spørge?
var det pen Paatale til min Tiltale, maa jeg spørge?
Ligevel svarede jeg fremdeles høfligt: "Hvad angaar
de bergenske Fæhunde," svarede jeg, "da er der
ogsaa mange af dem," sagde jeg. "For Bønderne i
Bergens Stift bruge alle som en Hunde til at jage
Smaler ud af Bøen eller Marken." Trur I maasje,
Fysakken blev mere blid, for at æg var saa høflig?
Ja, for hvissom at Di trur det, saa trur Di feil, for
han blev efterkvært sintere og sintere, og æg maatte
rigtig le, hæ, hæ, hæ, daa han svarte: "Aa du er en
bergensk Kjæltring." Ja for æg kun'kje ant, æg
maatte le, da han blev saa sint, for at æg ikje blev
det Slage sint, derfor saa svarte æg mykje høfligere
end foriveien: "De maa undskylde mig, min Herre,
at jeg ikke har et saa nøiagtigt Bekjendtskab til de
bergenske Kjæltringer, at jeg kan give Dem en nøi-
agtig Beskrivelse af dem eller fortælle Dem noget
aparte om det Slags Folk, men maaske jeg maa til-
lade mig i al Høflighed at spørge Dem, min Herre,

SIDE: 137

om Di ikke er bedre kjendt mellem Mortepompernes
Kjæltringer."

"Æg vet'kje om I, Hr. Politibetjenter, ikje vet, at
vi kaller Stavangerne for Mortepompere. Nei, saa
blev han saa sint, at han ordentlig begyndte at
sjælve i Maalet sit, og saa blev han saa grov, saa
ingen kan tro det, og brugte alle de værste Grov-
heder, som kan gaa igjennem nogen sin Mund, kaldte,
skjældte og skolerte mig baade for en Skurk og for
en Svinehund og for en Tju og en Kjæltring og for
al den Del og Ting, som var mulig for ham at finde
paa. Men jo grovere han blev, des mere maatte æg
le, for det va'kje nokke, som skjelte meg, alt det,
han brækte af seg, saa det var bare Plaser at høre
paa det. Men endelig, da han blev saa frøgtelig
meget sint, som han kunde blive, saa var han saa
inderlig udspekuleret grov i sin Mund, at han sagde:
"Du er en Fillefant," sagde han, og tænk, saa var
han saa inderlig udtænkt og saa desperat udspeku-
leret grov, at han sagde: "Du har knapt Skjorte paa
Kroppen, din Fillefant," sagde han. Da blev jeg hed
i mit Hoved og vred i min Hu. Jeg fandt mig i, at
han kaldte mig en Tosk; jeg hørte taalmodig paa,
at han kaldte mig en Fæhund; jeg blev ikke vred,
da han udskjeldte mig for en Kjæltring, men at han
kunde have den udtænkte Grovhed at kalde mig en
Fillefant og sige mig op i mit aabne, uskyldige An-
sigt, at jeg ikke havde Skjorte paa Kroppen, det var
mere, end jeg kunde taale. Saa glemte jeg i mit
Sinds Vrede min Moders Ord om Høflighed, og
strakte først ud min venstre Haand af stærkt sam-
menknyttet Beskaffenhed, gav ham en Haber-
dudas og sagde: "Der skal du se, hvor haard en
bergensk Tosk kan blive," strakte derpaa ud min
høire Haand af samme Slags Beskaffenhed, gav ham
en Kilevink og sagde: "Saaledes kan den bergenske
Fæhund bide." No, ja, no, saa va'kje det videre
daa, end at han begyndte at bruke sine Nevoer paa

SIDE: 138

mig, saa godt han kunde, og æg begyndte at bruge
mine Nevoer paa ham, saa godt æg kunde, og saa,
ja saa blev det jussom et Slagsmaal, som I maasje
vil kalde det, men æg vilde no helst med Forlov
kalde det for en Størkeprøve, vilde æg, hvissom I
ikje har noko imot det. Det er hele Saken. Kem
sin Skyld var det saa? Det vet no baade æg og Di."

SIDE: 139

Harald Meltzer

Et Ægtepar.

Kaaltoppen og Kaaltoppa kaldtes et Ægtepar, der
i sin Tid gav Politiet meget at bestille. Manden,
Kaaltoppen, var i sine bedste Aar, havde et ret godt
Udseende, et rødmusset smilende Ansigt og en Hold-
ning der paa det Bestemteste angav, at han havde
tjent som Militær i længere Tid. Hans Kone, Kaal-
toppa, saa meget ældre ud og var langt fra at have
et tiltalende Ydre. Blandt andre Grunde til Ægte-
parrets idelige Sammenstød med Politiet var den, at
det laa i en stadig, tildels blodig Krig med en gam-
mel Enke, der var over 60 Aar og i høi Grad hen-
given til Drukkenskab, og som derfor gik under Nav-
net Suput. Pludselig syntes Kaaltoppen og Kaaltoppa
at være komne til Velstand. De begyndte at reise
om paa Landet og drive Handel med forskjellige
Ting, men nu voxede ogsaa Uenigheden mellem de
stridende Parter, og Politiet var derfor betænkt paa
alvorligen at blande sig i Sagen. De bleve da indkaldte
paa Politikammeret. Den samme Leilighed benyttedes
ogsaa til at undersøge, hvorfra Ægteparrets pludse-
lige Velstand var kommen. Efterat de alle tre vare
fremstillede for vedkommende Embedsmand og gjorte
bekjendte med, at de vare indkaldte paa Grund af
deres idelige fredsforstyrrende Opførsel i deres Hjem,
tog Kaaltoppa Ordet saaledes:

SIDE: 140

"Jeg skal fortælle Fuldmægtigen hele Sagen fra
først til sidst, akkurat slig som den er, og ikke lyve
et halvt Ord. Johan, Manden min, havde, som Dem
ved, været gift med mig i mange Aar, da han kom
i den Uleilighed - at komme i den Omstændighed -
at komme - - ind deroppe, ja deroppe, Dem nok
ved. Det er ikke noget at dølge for Politiet."

"Ja rigtig deroppe i Slaveriet," bemærkede Fuld-
mægtigen.

"Ja rigtig, mye rigtig, det var akkurat det, jeg
mente. Men det er jo noget, som kan hænde nogen
hver, for Fuldmægtigen kan tro, det er ikke godt for
den simple Mand at bjerge sig i rigtig trangtrarige
Tider, for til en tom Mave og en forfrossen Krop
nytter det hverken Lov eller Christendom at sige
stop, naar Fristelsen bliver for stor, og baade Mad
og Varme er at faa i Overflod, bare en vil strække
Haanden ud og tage det, som ligger lige for ens
Næse. Naar saa Brændevinet lægger sin onde Magt
til, saa kan selv den Bedste ikke kavere for sig selv,
for den Magt, Brændevin har til at drive til alt Ondt,
det tror ingen, som ikke selv har - -"

Idet hun gjorde denne sidste Bemærkning, kastede
hun et Blik til Enken, som om hun vilde sige, dette
er til dig; men Fuldmægtigen afbrød hende og sagde:
"Det kommer ikke Sagen ved, videre."

"Ja saa kom han Johan da i Ulykken og derop,
som sagt," vedblev Konen, "og saa bleve vi da skilte
ad, som dem kalder det, fra Bord og Seng, efter beg-
ges Ønske og Begjær, forstaar sig. Men det forslog
ikke, for Lovens Bogstav kan have mye Kraft, det
ved jeg ogsaa den har; men kløve Hjerterne i Men-
neskenes Bryst kan den ikke. Derfor saa flyttede vi
nu sammen igjen, da han kom derovenfra; for den
enes Hjerte hang ved den andens. Desforuden saa
er det nu altid saa rart med det. To kan udrette
mere end een, for naar Manden kaver og strider paa
sin Kant, og Kjærringen baser og - -"

SIDE: 141

"Det kommer heller ikke denne Sag ved, videre,"
afbrød atter Fuldmægtigen.

"Ja ja kanske var det galt gjort af os, men vi
flyttede sammen, som sagt, og der skulde vist have
været saa tyst og stille hos os, som i den dybeste,
Brønd, hvis ikke hun Suput, som der staar, havde
været, men hun - -"

Enken, der hidtil havde forholdt sig taus, men af
og til kastet et ondt Blik paa den Talende, afbrød
hende nu og skreg: "Aa dit ondskabsfulde Trold -
kan du ikke kalde mig med mit christne Navn, og
det er Marie, du skidne Kaaltoppa."

"Der kan Dere nu selv høre, Hr. Fuldmægtig, hvor
grov hun er i Munden," vedblev Konen. "Slig er hun
støt og bestandig. Et grovere Menneske findes ikke
paa Guds grønne Jord."

De to Fruentimmer begyndte nu at tale i Munden
paa hinanden og udskjældte hinanden med stor Hjerte-
lighed og en ustandselig Tungefærdighed, idet de af
og til henvendte Talen til Politifuldmægtigen og gav
ham en lang Opgave paa hinandens Skrøbeligheder.
Det saa en Stund ud til, at de to gamle Madamer
virkelig skulde komme i Haandgemæng, saa vrede og
høirøstede bleve de, men endelig fik man dem dog
med stort Besvær bragte til Taushed, hvorpaa Kaal-
toppa fortsatte sin Fortælling.

"Manden min og jeg skulde, som sagt er, have havt
det saa godt som nogen, om ikke hun Maria havde
været. Jeg troede sikkert, hun var døbt "Suput", jeg,
for jeg hører aldrig andet Navn paa hende, jeg; men
det er hun vel ikke, kan jeg skjønne nu, siden hun
ikke vil kjendes ved Navnet Suput." Dette sagde
hun med en skinhellig Mine, idet hun af og til kastede
et tirrende Blik paa Enken. Denne mumlede en hel
Del Skjældsord halv høit mellem Tænderne, men holdt
sig dog det Paalæg, hun havde faaet om at være
taus, saa taalelig efterrettelig.

Kaaltoppa gottede sig en Stund over at have givet

SIDE: 142

sin Modpart disse Snert, og vedblev derpaa: "Vi
skulde have levet sammen saa godt som nogen, om
ikke hun havde været; men trods hun er en æld-
gammel Kjærring og over de tresindstyve Aar - er
det ikke sandt, er du ikke det?"

"Aa du er ikke født igaar, du heller, dit gamle
Krøtter," svarede den Tiltalte kort og but.

"Nu, det er sandt nok," vedblev den anden, "men
trods hun er gammel, som sagt er, og trods hun er
saa rig, at hun eier baade Gaard og Grund og mange
Penge til, som hun laaner ud paa svære Renter -
Er det ikke sandt, jeg siger? laaner du ikke Penge ud
paa svære Renter?"

"Har jeg stjaalet noget fra dig, Stygga?" svarede
Enken i en aldeles ikke blid Tone.

Hendes Vrede gottede den anden i høi Grad, lod
det til, thi hun stod og betragtede hende en Stund
i Taushed med et hoverende Grin og et tirrende
Sideblik. Derpaa vedblev hun: "Det har jeg ikke
sagt - - nu ja - - trods hun er saa gammel og
saa rig, kan hun ikke lade mig beholde min fattige
Mand i Ro og Fred. Det er vidnefast, at han arbei-
der saa trut som Mauren, naar han ikke ser Brænde-
vin, og han skulaserer sig hverken i Solskin eller
Regn, naar han faar have Fred og Ro, men hun
Sup - ja om Forladelse, Hr. Fuldmægtig, hende
Gamla der, mener jeg, er saa rent libenhagen af ham,
at hun ikke kan lade ham være i Fred, hverken Søn-
dag eller Hverdag, men fylder ham med Brændevin
til alle Tider, lokker ham hjem med sig, og naar han
ikke vil gaa med hende, kommer hun hjem til mig
med en skidden Mund og en fuld Næse og flatterer
mig for alt det Værste, hun kan finde paa, og det
er ikke Smaating, det er sikkert. Naar jeg saa ikke
længere kan taale hendes Flattering, saa kan det jo
nok hænde, at jeg kommer lidt nær hende, og saa
kan det jo nok indtræffe, at det jo nok jussom kan

SIDE: 143

komme til at blive, hvad jeg vil kalde, lidt uroligt
derhjemme, det nægter jeg ikke for." -

"Nu ja, I begyndte da at slaaes, og hvad saa videre?"

"Aa nei Slagsmaal vil jeg ikke kalde det, jeg vil
snarere kalde det et Slags Akkedas. Vi komme lidt
sammen, det gjør vi, det forstaar sig. Naar hun dasker
til mig, maa jeg jo daske igjen, det maa jo hvert
Barn skjønne. Men vi tar just ingen videre Skade af
det, nogen af os, saa fine er vi ikke. Manden min
lader, som han ikke ser det, han, for det er Fruentim-
meraffærer, siger han, og saa gjør han ganske taal-
modig istand igjen de Borde og Stole, som gaa istyk-
ker under slig Akkedas. Ja for slig Mand, som jeg
har, findes der ikke mange af. Han er saa god og
from som et Lam; men derfor gjør jeg nu ogsaa saa
inderlig, ja rigtig saa inderlig - - - -"

"Nu ja, men om du og din Mand ikke finde disse
idelige Slagsmaal ubehagelige, saa generes Naboerne
meget af dem."

"Ikke finder det ubehageligt? ikke generes? Jesu
Navn da, disse Historier har mangen Gang gjort mig
saa kjed af mig selv, at om nogen vilde bidt Hue
af mig, skulde jeg ikke rørt mig engang, men takket
til, naar det var vel gjort. Saa en Dag her i Sommer,
da jeg var saa led og kjed alt dette, saa kommer
hun, den stygge Fisken, op til mig, lægger et Papir
midt paa Bordet for mig og siger: "Der er en Vexel-
obligation paa halvhundrede Daler, den gir jeg til
dig, siger hun, hvis du vil lade ham Johan komme
hjem til mig, siger hun, og bo hos mig, siger hun.
Nu ja, tænkte jeg, min Mand og jeg gjør nu saa
inderlig mye af hinanden, som det er muligt for to
Mennesker at gjøre, for hans Hjerte hænger ved mit,
og mit Hjerte hænger ved hans, men halvhundrede
Daler er ikke snydt af Næsen, tænkte jeg, og gav
mit Jaord dertil. Er han god, kommer han nok igjen,
tænkte jeg, forstaar Dere." Han Johan gav ogaa sit
Jaord, for hun Sup - u - hun gamle Rusken, der

SIDE: 144

staar, mener jeg, er rig, hun, saa der var god Leve-
maade at faa hos hende."

"Er det sandt, alt dette, din Kone fortæller?" spurgte
Fuldmægtigen og henvendte sig til Manden.

Han rettede sig, lod Armene falde langs nedad
Siderne, satte Brystet frem, løftede Hovedet i Veiret
og stillede sig med Benene i en ret Vinkel. Alt for-
modentlig i Overensstemmelse med det Exercerregle-
ment, som gjaldt paa hans Tid, og svarede kort og
bestemt, med et særdeles veltilfreds Smil: "Aldeles
rigtigt."

Enken erkjendte ogsaa Sandheden deraf, men paa-
stod, at det var for at befri den stakkels Mand fra
hans Kones Selskab, hun havde bortgivet Pengene,
da Konen efter hendes Paastand mishandlede sin
Mand og forførte ham baade til Tyveri og andre
Forbrydelser.

"Jeg forfører ham, siger du, ha, ha, ha, nu maa
jeg le," sagde Konen. "Nei, det er sagtens en af os,
som gjør det; men det er ikke mig. Men nu skal
De høre videre. Da hun Sup - ut havde faaet Man-
den min hjem til sig med begges Samtykke, Gud
bevares, jeg gaar ikke fra det, Sandheden skal frem,
saa var hun saa inderlig glad og fornøiet; men det
gik, som jeg havde tænkt. Det var kort Glæde. Hun
fyldte ham saaledes med Brændevin sent og tidlig
og plagede ham paa alle mulige Maader, saa at han
blev ganske lei hende, bare han saa hende, saa var
det jussom, det skar ham indvortes, og saa kom han
hjem igjen til mig saa dan og van efter sit Hjertes
Forlangende, for hans Hjerte hang ved mit. Er det
ikke sandt, hang ikke dit Hjerte ved mit?" spurgte
hun sin Mand.

Denne rettede sig atter og svarede lige kort og
bestemt som før: "Aldeles rigtigt."

"Da Gamla mærkede det," vedblev Kaaltoppa, "blev
hun værre end før, og Manden blev saa rent forfaren
af Brændevin og saa lei hende, at han drog hjem til

SIDE: 145

mig igjen. Fra den Time har der ikke været Sikker-
hed at finde for nogen af os her i Byen. Hun, det
gamle farlige Menneske, er bleven saa bindegal, siden
Manden fandt hjem til sit rette Reire og til sin lov-
formelige Hustru, med hvem han er fastklinket baade
med Præst og Politi, kan jeg sige, foruden af sit eget
Sind, at hun truer os paa Livet, hver Gang hun ser
os. Det er just ikke farligt, og vi er ikke ræd hende;
men saa er det dog jussom bedst at være hende kvit.
Derfor saa drage vi nu om paa Landet og drive
Handel med lidt Smaatteri og tjene rigtig vakre Penge.
Vi har det rigtig saa inderlig godt saa, min Mand
og jeg, siden hun Sup - ut har hjulpet os, og derfor
maa jeg rigtig takke hende," sagde hun til Slutning,
idet hun med et haanligt Smil pegede paa Enken.

Under denne lange Fortælling havde Manden staaet
med et inderlig veltilfreds Smil og hørt til uden at
sige et Ord eller saa meget som røre et Lem. En
paradisisk Ro laa udbredt over hans runde, rødmussede
Ansigt og hele Person. Han var usigelig veltilfreds
med den Rolle, han havde spillet, kunde man se.
Det samme var ikke Tilfældet med Enken. Hun var,
medens hendes Modpart talte, bleven hedere og hedere
og mere og mere rød i Ansigtet, der oprindelig alle-
rede havde en ganske livlig Farve. Derpaa begyndte
Sveden at perle paa hendes Pande og Kinder, og en-
delig kunde hun ikke blive staaende rolig paa et
Sted, men gav sig til at gaa frem og tilbage paa
Gulvet med lange Skridt, idet hun knyttede Hæn-
derne, saa det knagede i dem, og skar Tænder, saa
det hørtes over hele Værelset.

Da Kaaltoppa endte med at pege paa hende og
takke hende for hendes Godhed, vendte hun sig hur-
tigt og gjorde et langt Skridt hen imod sin Fiende,
løftede med et rasende Blik Haanden og vilde have
slaaet til, om hun ikke var bleven hindret deri. Tale
kunde hun ikke. Hun forsøgte flere Gange derpaa,
men Tungen slog hende feil.

SIDE: 146

"Der kan du selv se," raabte Kaaltoppa hoverende,
"slig er hun bestandig. Istedetfor at være inderlig
glad over at have gjort saa mye Godt med Pengene
sine, som hun har gjort denne Gangen, bliver hun
rent som rasende, bare jeg siger et halvt Ord til Tak
for al hendes Godhed."

At stifte Fred og Forlig mellem disse Parter var
ikke at tænke paa. Man maatte indskrænke sig til
forbyde Enken at indfinde sig i Ægteparrets Bolig og
forstyrre Husfreden. Hun gik uden at sige et Ord.