Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Harald Meltzer Ole Pedersen Høilands Liv og Levnet SIDE: 5 Den bekjendte Tyv Ole Pedersen Høiland er født paa Gaarden Høiland i Grenem Sogn i Bjellands Præstegjæld 4 à 5 Mil fra Christianssand af For- ældrene Gaardbruger Peder Olsen og Hustru Gjertrud Gullovsdatter. I hvilket Aar han er født, kan ikke med Bestemthed sees af Acterne. Heller ikke vidste han dette selv, men af en i Acterne indtagen Døbe- attest sees, at han er døbt den 24de Februar 1797, da formodentlig i det Høieste nogle faa Maaneder gammel. Han var sine Forældres ældste Barn og havde 3 Sødskende, hvoraf en Broder, Snedkersvend Andreas Høiland, senere blev dømt for at have hælet med Ole, medens de to Øvrige, to Søstre, der en Tid tjente i Christianssand, vel have været afhørte som Vidner i Anledning af en af Broderens For- brydelser, men ikke paa anden Maade været indviklede i hans Sager. Omtrent 10 Aar gammel forlod Ole sine Forældre. Faderen solgte nemlig da sin Gaard og flyttede med sin Familie til Christianssand, hvor han senere er- nærede sig som Kjører (Vognmand), hvorimod Ole blev tilbage i sin Hjembygd og kom i Tjeneste som Gjætergut først paa Gaardene Ugland og Egeland, ikke langt fra Gaarden Høiland, og senere, omtrent 14 Aar gammel, paa Tvets Præstegaard, 1 1/2 Mil fra Chri- stianssand, hos Sognepræst Lassen. Det var fornemmelig efter Faderens indstændige Anmodning, hvem Sognepræsten kjendte fra den Tid, han havde været personel Capellan i Bjellands Præste- SIDE: 6 gjæld, at han tog Ole i Tjeneste hos sig. Guttens Opdragelse var dengang yderst forsømt, og en gam- mel Sømand, som havde Tilhold paa Præstegaarden, blev derfor sat til at lære ham at læse. Men uagtet Ole var en opvakt Gut, viste han sig dog lidet lær- villig og ytrede liden eller ingen Lyst til Bogen. Læremesterens Methode var vistnok heller ikke skikket til at indgive Lærlingen større Lyst til boglige Sysler; thi efter gammel god Skik var Tampen stedse til- stede under Læretimerne, og blev nok ogsaa stadigen benyttet. Det kom derfor ofte til Brud mellem Lærer og Discipel, idet denne gjorde aabenbar Opstand og erklærede, at man ikke fik ham til at lære noget efter den Methode, medens hin, overbevist om Metho- dens Fortrinlighed, vedblev at benytte den, uden dog at kunne bibringe sin Elev samme Overbevisning. Det var kun Præstens blide Formaninger, der hver Gang formaaede Ole til atter at tage fat paa Bogen, hvilket skete mere for at glæde Præsten end for at gavne sig selv. I sine øvrige Forretninger paa Præstegaarden viste Ole sig derimod fra en langt fordelagtigere Side. Om Sommeren var han mellem Kreaturerne, som han gjætede, livlig, rask og paapasselig. Her optraadte han selv som Læremester, nemlig for en Hund, der skulde opdrages til Hyrdehund og til at være hans Medhjælper som Gjæter. Hunden, der formodentlig blev opdragen efter Sømandens Methode, viste sig meget lærvillig. Blandt andet blev den afrettet til ikke at tillade, at de Kreaturer, der tilhørte Husmanden paa Pladsen Egersheid under Præstegaarden, med hvem Ole stod paa en uvenskabelig Fod, blandede sig imellem Præstens Kreaturer, og til at bide dem, som den nøie lærte at kjende, i Benene, hvergang de for- søgte herpaa. Om Vinteren gik Ole Ærinder fra Præstegaarden, forsynede Værelserne der med Brænde, lagde i Ovnene og udførte, hvad andet let Arbeide der kunde falde paa Gaarden. Han var ofte i Ærinde SIDE: 7 inde i Christianssand, var i disse sine Ærinder hur- tigere og paalideligere end nogen anden og gjorde stedse nøiagtigt Regnskab for de Penge, der vare ham anbetroede. Som Fyrbøder havde han idelig god Anledning til at stjæle, da det naturligvis ikke sjel- den hændte, at Skuffer og Skabe vare blevne staa- ende aabne; men man savnede dog aldrig noget. Først flere Aar efterat han havde forladt Tjenesten, kom man efter en Streg, der var begaaet, medens han tjente paa Præstegaarden, og som man ikke kunde skjønne, at nogen anden end han kunde have begaaet, men som dog ikke kan ansees for andet end en Drengestreg. I et Værelse paa Præstegaarden stod der nemlig en stor Kiste, hvori de om Høsten indsamlede Æbler opbevaredes. Denne Kiste var vel i laasfærdig Stand og ogsaa i Almindelighed lukket ilaas, men af og til blev Nøglen staaende i. En Dag blev Nøglen pludselig borte, og en af Døtrene i Huset fik Skyld for at have kastet den bort. Ingen faldt paa, at Ole havde stukket den til sig, førend flere Aar efterat han havde forladt denne Tjeneste, da man fandt den paa et mørkt Loft, hvor man antog han havde kastet den hen, idet han forlod Præste- gaarden. Medens han var i denne Tjeneste, var han nær ved at blive indebrændt. En Nat havde han nemlig i Søvne en underlig ubehagelig Fornemmelse. Det var, som om der var lagt en tung Byrde paa hans Bryst og som nogen søgte at kvæle ham. Da han endelig vaagnede, stod det Rum, hvori han laa, i Lue og var fuldt af Røg. Det laa i 2den Etage, og at komme nedad Trapperne var umuligt. Han red- dede sig med Nød og neppe derved, at han havde Aandsnærværelse nok til uden Betænkning at springe ud af Vinduet. Ved denne Leilighed stødte han sig saa hardt, at han havde Smerte i Ryggen og Hof- terne deraf i flere Aar. Senere gjorde han dog far- ligere Spring. SIDE: 8 Efterat han i tre Aar havede tjent paa Tvets Præste- gaard, blev han confirmeret. Tilsyneladende var han den, der blev mest paavirket ved den høitidelige Handling. Han var aldeles opløst i Graad og blev i den Grad angreben deraf, at han blev syg og maatte gaa tilsengs, da han kom hjem fra Kirken. Efter sin Confirmation fandt han sig for god til at tjene som Gjæter, og da Præsten ikke havde Brug for ham til nogen anden Forretning, tog han til Christi- anssand for at blive Sømand, da han paastod at have Lyst til Søen, dog blev det aftalt mellem Præsten og ham, at forsaavidt han ikke skulde kunne faa Hyre, hvilket dengang ikke var ganske let for unge Mennesker, skulde han komme tilbage til Præste- gaarden igjen. I Høsten 1815 kom altsaa Ole til Christianssand, og tog ind til sine Forældre. Han fik ikke Hyre, tog heller ikke tilbage til Præstegaarden, men blev hjemme hos sine Forældre Vinteren over uden at have noget bestemt at bestille. Dette har utvivlsomt været hans Ulykke; thi Forældrene levede i yderst smaa Kaar, Ole var uden Arbeide, og hans Moder havde Ord for ikke at have strænge Begreber om Forskjellen mellem mit og dit, saa at det er høist rimeligt, at hun directe eller indirecte har opfordret Sønnen til paa hvilkensomhelst Maade at skaffe noget hjem til Huset. Den unge, fyrige Søn, der var uden strænge moralske Begreber, var vistnok ikke vanske- lig at bevæge til at gaa ind paa, hvad der blev forlangt af ham. Nu er det en Erfaringssætning, at de, der engang ere begyndte paa at drive Tyveri som en Næring og ere straffede derfor, sjelden holde op dermed, men i Regelen komme til at gjennemgaa alle Tyvsstraffens Grader. Det er formodentlig, fordi de Tyve, der drive deres Bedrift paa den Maade som Ole Høiland, ved enhver lykkelig udført Forbrydelse have samme Fornemmelse som den Jæger, der har fældet et stort og farligt Stykke Vildt. Jo fyrigere SIDE: 9 og jo livligere Tyvens Gemyt er, desto stærkere ban- ker Hjertet af Stolthed og Glæde over den heldigen udførte Gjerning, og desto større er Fristelsen til at forsøge det samme oftere. Oles Fader var derimod bekjendt for at være en særdeles brav og stræbsom Mand, og har saaledes vistnok ikke nogen Skyld med Hensyn til Sønnens Fordærvelse. Det var, ligesom om Ole skyede Præstegaarden, efterat han havde ophørt at tjene der; uagtet han idelig gjorde Udflugter fra Christianssand til Lillesand og omliggende Steder, og paa disse Toure, der vist- nok skete ene i den Hensigt at stjæle, tog lige forbi Præstegaarden, var han dog aldrig inde der. Han vilde formodentlig ikke udsætte sig for at maatte gjøre Regnskab for Præsten for Anvendelsen af sin Tid. Paa en af disse hans Toure traf dog Præsten Lassen ham i Bjerknæs Annex, og spurgte ham om, hvad han foretog sig. Ole svarede øieblikkelig med en yderst troværdig Mine, at han havde faaet fast Tjeneste hos en Skipper, som han navngav, der var ophørt at fare, og som boede paa en Ø 1/2 Mil fra Christianssand, samt at det var denne hans Husbond, der idelig sendte ham i Ærinder til Lillesand. Kort Tid efter kom en af Præstens Sognefolk til denne, beklagede sig over, at han var frastjaalet sin Tegne- bog, og paastod, at ingen anden end Ole Høiland kunde være Tyven. Præsten Lassen tog Ole stærkt i Forsvar, idet han erklærede, at Ole, der i 3 Aar havde været i hans Tjeneste og stedse vist sig tro og redelig, var en meget paalidelig Person og maatte være uskyldig i det, hvorfor han blev mistænkt. Men da Bonden imidlertid vedblev med sit, reiste Præsten til Byen for at høre efter, hvorledes det var med Ole. Hvad han der erfarede, var just ikke skikket til at bestyrke hans gode Tanker om Ole; thi af Politiet fik han Underretning om, at der ikke alene var rimelig Grund til at mistænke Ole Høiland for at have begaaet dette Tyveri, men at der og talte SIDE: 10 adskillige Indicier for, at han havde forøvet flere af lignende Beskaffenhed. Ligesaa fik Præsten sikker Underretning om, at Ole aldrig havde været i Tjene- ste hos den Sømand, han havde nævnt for ham. Det lader til af Oles Yttringer i hans senere Aar, at hans Tjenestetid paa Tvets Præstegaard har dannet Glandspunctet i hans Liv; thi han dvælede stedse senere med en særdeles Forkjærlighed ved Erindrin- gen derom, omtalte stedse den lassenske Familie med høi Grad af Velvillie og Præsten endog med Rørelse; ja selv efterat han var bleven en yderst haard, fræk, forstokket og forhærdet Forbryder, kunde han med dyb Vemod og en underlig Barnlighed sidde og udmale for sine Vogtere den Tid, han som en halvvoxen Gut agte Kjælkebakke i Maaneskin eller paa anden Maade morede sig med Præstebørnene paa Tvet. Saa stærke Modsætninger findes der i det menneskelige Hjerte. Da Oles Forældre ved Paasketider 1816 flyttede til det saakaldte dalske Huus, ved Siden af Fattighuset i Christianssand, hvilket Huus strax forud var indkjøbt for Christianssands Fattigcasses Regning, idet denne Casse fra den Tid overtog Forældrenes Forsørgelse, kom Ole i Dagarbeide paa Gaarden Knarrevig ved Christianssand og ernærede sig tilsyneladende derved indtil den 27de August samme Aar, da han endelig blev arresteret i Christianssand som mistænkt for Tyveri. Det var ikke fuldt et Aar, efterat han var flyttet fra Tvets Præstegaard. Om Morgenen var der nemlig paa et afsides Sted i et Vedskur i det dalske Huus, hvor Forældrene, som fortalt, da boede, fundet et nyt Stykke Vadmel, en ny Lærredsskjorte og en liden rødmalet Tine, inde- holdende forskjellige Ting, og deriblandt et Lommeuhr, en Uhrkjæde, et Par Skospænder, 3 Halseknapper og et Pibebeslag, alt af Sølv. Det var en Oppasserske paa Arbeidshuset under Fattigvæsenet, der fandt disse Sager, og da hun strax fattede Mistanke om, at de vare stjaalne, og havde Grund til at tro, at det SIDE: 11 var Ole, som havde lagt Sagerne der, meldte hun det for Politiet. Dette havde, som foran bemærket, allerede et godt Øie til Ole, og han blev derfor strax anholdt af 2 Politibetjente, for hvem han tilstod at have gjort sig skyldig i Tyveri, og paaviste dem en del andre Koster, som han havde gjemt i en Bjerg- kløft i Nærheden af Byen. Under det Forhør, som næste Dag blev optaget over ham, tilstod han, saavidt man kan se af Forhøret, strax oprigtigt og aabenhjertigt en hel Del Tyverier, hvori han havde gjort sig skyldig, og senere under Sagen endnu flere, saa at det i det hele blev 13, alle vistnok simple, men tildels ikke ubetydelige Tyve- rier, inden Sagen blev paadømt. De vare begaaede til forskjellige Tider hos 13 forskjellige Personer, men alle efterat han i Høsten 1815 havde forladt Tvets Præstegaard eller i kortere Tid end eet Aar. Deri- mod kan det ikke godtgjøres, at han, inden han flyttede fra Præstegaarden, har gjort sig skyldig i noget Tyveri. Ved Udførelsen af flere af disse Tyverier havde Ole vist megen Sluhed og en til Frækhed grændsende Dristighed. Saaledes havde han en Aften, da han bemærkede, at en Bonde, der boede i Nærheden af Byen, og som han vidste havde endel Penge hos sig, var noget beruset, begivet sig en Tid før Bonden ud af Byen og havde ventet paa ham paa Topdals- elven. Da Bonden kom, bad Ole ham om Tilladelse til at sætte sig hos ham paa hans Langslæde. Dette tillod Bonden, og medens de sade der og talte sammen, greb Ole Bonden gjentagne Gange om Livet, som for at holde sig fast for ikke at falde af Slæden, naar denne slingrede. Da han derved havde faaet at vide, hvor Bonden havde sin Tegnebog, stjal han den endelig paa lignende Maade ud af hans Brystlomme, uden at Manden Mærkede det. I Tegnebogen fandtes 600 Rb. Mk., hvorfor Ole kjøbte sig et Sølvlomme- uhr. Det var denne Bonde, som senere beklagede sig SIDE: 12 for Præsten Lassen over at være bestjaalet af Ole. De i den røde Tine forefundne Sølvskospænder havde han stjaalet af Skoene paa en Bonde. Han havde nemlig lagt Mærke til, at Manden havde Sølv- spænder i sine Sko, og faaet Lyst paa dem. For at komme i Besiddelse af dem slog han sig i Følge med Bonden, gav sig i Snak med ham, lod, som han var fuld og fik Manden, der virkelig var noget beskjænket, til at lægge sig til at sove i en Lade. Medens Bonden sov, stjal Ole Spænderne af hans Sko og Tegnebogen af hans Lomme. Det Vadmel, som fandtes i Ved- skuret, havde Ole stjaalet paa Loftet paa Pladsen Egerheid under Tvets Præstegaard fra sin Uven Hus- manden paa denne Plads, ved at passe paa en Dag, alle Folkene var ude paa Markarbeide. Den røde Tine havde han stjaalet paa Pladsen Hellervigen i Oddernæs Sogn ved Christianssand. Ved nemlig en Dag, han havde overbevist sig om, at der ingen Folk var hjemme paa Pladsen, at prøve efter, om ikke noget af Vinduerne var aabent, fandt han et, hvorpaa man havde glemt at lukke Hasperne indvendig paa Krogene. Dette Vindue aabnede han, krøb igjennem samme ind i Stuen, fandt Nøglen til en der staaende Kiste gjemt i en Dukke, aabnede derpaa Kisten, tog Tinen, hvori fandtes endel Smaating, til sig, lagde Nøglen, efter at have lukket Kisten ilaas igjen, paa sit Sted i Dukken og gik saa ud af Vinduet, som han tryk- kede til efter sig, saa at Folkene, da de kom hjem og savnede Tinen, ikke kunde begribe Sammenhæn- gen, men antoge, at forsaavidt Sagen var tilgaaet paa naturlig Maade, maatte Tyven være gaaet ned igjennem Skorstenspiben. Ole blev actioneret for Mandals Sorenskriveri, inden hvis Iurisdiction næsten alle de omforklarede Tyverier vare begaaede, og ved Dom af 15de November 1816, hvormed han acqviescerede, idømt 2 Aars Tugthus- arbeide, hvilket som bekjendt dengang var den høieste Straf for første Gang begaaet simpelt Tyveri. SIDE: 13 Ingen af de begaaede Tyverier blev nemlig anseet for qvalificeret, fordi det var Tyven bekjendt, at der ikke havde været Folk tilstede i Husene i de Tilfælde, hvor det muligens kunde være Tale om Indbrudsty- veri, hvilket var det eneste Slags qvalificeret Tyveri, hvorom der i denne Sag med Ole kunde være Spørgsmaal. Nogle Dage efterat Dommen var afsagt, blev Ole indsat i Christianssands Tugthus for at udstaa sin Straf. Men han forblev kun omtrent een Maaned der, idet han allerede den 17de December om Aftenen paa Grund af en Tugthusvægters Forsømmelighed fandt Anledning til at undvige fra Tugthusgaarden ved at krybe over et Havegjærde. Fra nu af og indtil sin Død tilbringer Ole Høiland sit Liv i Varetægts- arrester eller Strafanstalter og er kun paa fri Fod saa ofte og saa længe, som det lykkes ham at unddrage sig sin Straf. Som Følge heraf er han fra denne Tid, naar han har sin Frihed, en fredløs Mand, som over- alt, hvor han færdes, idelig svæver i Angst for at blive kjendt, og som, hvor han bliver kjendt, bliver jaget og forfulgt som et vildt Dyr. Efterat han var rømt fra Tugthuset, reiste han strax vestefter og tog næste Dags Morgen ind til en Enke, der boede ligeoverfor Gaarden Suvatne i Holme Sogn ikke langt fra Mandal. Fra Tugthuset havde han med- taget en Sæk, hvori var endel Madvarer og nogle gamle Klæder. Klæderne og Sækken havde han bragt med sig i Tugthuset, og Madvarerne havde han, efter sin egen Forklaring, tilbyttet sig, kort før han rømte, af en af Opsynsmændenes Koner paa Tugthuset. Da han rømte, stod Sækken med dens Indhold tilfældig- vis (?) paa Gangen, hvorfor han tog den med sig. Dagen efterat han var rømt, undlod han, efter sin egen Forklaring, at stjæle, men den derpaa følgende Dag eller den 19de December 1816 om Aftenen stjal han af en Stolpebod paa Gaarden Suvatne, hvortil Nøglen sad i Døren, en hel Del Klædningsstykker, SIDE: 14 tilsammen taxerede til 35 1/2 Spd. Formodentlig havde han gjort sig bekjendt med Localiteterne, medens han opholdt sig hos den Enke, til hvem han havde taget ind om Morgenen. Da dette Tyveri Morgenen der- efter opdagedes, blev Ole, der var den eneste fremmede Person, der var seet i Egnen, strax mistænkt og efter- sat paa forskjellige Veie af de bestjaalne Bønder. Han havde endnu ikke lært at være saa forsigtig, som han senere blev. To af hans Forfølgere traf ham snart efter med Kosterne paa Gaarden Spilling i Aunedalen hos en Enke, til hvem han havde solgt et Par Lagen, der var blandt de stjaalne Koster, for 15 Rbdr., hvoraf dog kun de 10 Rbdr. vare udbetalte. Resten skulde hun betale ved Leilighed. Efter at være anholdt blev Ole indbragt til Mandals Arresthus. Dette var en klog Beregning af Ole; thi ved at gjøre Enken til sin Skyldner, sikrede han sig for Eftertiden et Tilflugtssted hos hende. Han har sikkert ogsaa ideligt senere benyttet det samme Middel til at skaffe sig Venner paa. Men dengang var han mindre forsigtig og mere oprigtig, end han senere blev. Da han næste Dag blev undergivet Forhør og spurgt om, hvorfor han havde rømt fra Tugthuset, svarede han, at det dels var, fordi han ikke var rig- tig fornøiet med Maden der, dels fordi han i det hele ikke skjøttede om at blive paa Tugthuset i saa lang Tid som to Aar. I Arresthuset i Mandal blev Ole Høiland lænket til Væggen, men sad der desuagtet kun nogle faa Dage, inden han atter fandt Leilighed til at rømme. Ved Hjælp af Haspen paa en gammel Laas, som han paastod at have fundet i Arresten, opbrød han nem- lig en Nat, efter hvad han selv forklarede senere, Laasen til sine Lænker, skilte sig ved dem og løs- nede derpaa med den Jernbolt, der gik igjennem Fodbøilerne om hans Ben, først Karmen paa Arrest- værelsets Dør saavidt fra Muren, at han kunde slippe ud gjennem den derved frembragte Aabning, og brød SIDE: 15 derefter op to Døre, hvorigjennem han desuden maatte passere, førend han var fri. Aftenen efterat Ole var sluppen ud af Mandals Arresthus, kom han til Gaarden Øydnæsklev i Kon- nismo Sogn i Undals Præstegjæld, og da han af en Kone i Nabogaarden havde faaet at vide, at Øydnæs- klev-Folkene vare ude i Julegilde, aabnede han et Vindue, ved at slaa en Rude itu, og kom gjennem Vinduet ind i Huset, som han derpaa i Ro og Mag gjennemsøgte. Paa Loftet fandt han en Kiste. Denne brød han op ved Hjælp af en Jernspade, som han fandt nede i Kjøkkenet, og stjal saa af Kisten nogle Smaating af Sølv, en ubetydelig Sum Penge og nogle Klædningsstykker, samtlige Koster taxerede til omtr. 18 Spd. Med disse Sager drog han henimod Christi- anssand og var de følgende Dages Aftener inde i denne By, hvor han kjøbte sig Mad og Drikke, men op- holdt sig forøvrigt, efter hvad han selv senere forkla- rede, i Hølader i Omegnen. Dog gjorde han ogsaa af og til Udflugter til fjernere Steder. Nytaarsdags Aften kom han saaledes til Gaarden Magnusdal i Grepstads Sogn. Manden og Konen vare ikke hjemme, men derimod den gamle Bedstemoder og to smaa Børn, hvoraf det Ældste var 6 à 7 Aar gammelt. Af den gamle Kone fik Ole anvist Natteleie. Hun tracterede ham med det Bedste, Huset formaaede, om Aftenen og med Frokost om Morgenen, og da han herfor vilde betale 1 Spd., afslog hun at modtage nogen Betaling. Denne den gamle Kones Gjæstfrihed gjengjældte han imidlertid kun slet; thi medens hun stelte med Kreaturerne i Fjøset om Morgenen, bestjal Ole hende. Efter at have søgt en Stund, fandt han nemlig Nøg- len til et Skab, som stod i Stuen, i en Skuffe, og tog af Skabet endel Sølvtøi, nogle Penge og en- del Klædningsstykker, tilsammen til en Værdi af 25 1/2 Spd., lukkede derpaa Skabet ilaas igjen og lagde Nøglen paa sit Sted. De stjaalne Klæder trak SIDE: 16 han paa sig, og Sølvtøiet gjemte han i sin Hat. Han passede det derpaa saaledes, at han, idet han gik, traf den gamle Kone i Kjøkkenet, hvor han kunde staa med Hatten paa Hovedet, forat hun skulde se ham gaa, uden at han tilsyneladende havde noget med sig, og saaledes ikke fatte Mistanke til ham. Det gik ogsaa, som han ønskede; thi uagtet han stod en Stund i Kjøkkenet og talte med Konen, inden han gik, bemærkede hun ikke, at Ole havde taget Sønnens Klæder paa sig, og Tyveriet blev først opdaget, længe efterat han var gaaen. Nogle Dage efter, nemlig den 3die Januar 1817, blev han kjendt og anholdt af Gjæstgiveren paa Gaar- den Mosby ikke langt fra Christianssand og overleveret til to Bønder, for af disse at blive transporteret der- ind. Men i Nærheden af Byen løb han fra dem ved pludselig at springe tilside over et Gjærde og der- paa gjemme sig i nogle Timer paa Moes Skibsværft. Derfra begav han sig til Arendal. Paa Tilbagetouren herfra til Christianssand blev han atter nogle Dage efter paagreben og transporteret derind, efter omtrent i 3 Uger at have været paa fri Fod. Under det For- hør, som derefter optoges over ham, tilstod han at have gjort sig skyldig i de forhen omhandlede Ty- verier, hvorimod han benægtede at have begaaet flere og i Særdeleshed at have gjort sig skyldig i noget Tyveri paa sin Tour til Arendal. Men da der ved hans Paagribelse fandtes hos ham forskjellige Sager, som han vel paastod at have kjøbt, men hvor- til han ikke kunde eller vilde opgive nogen Hjemmel, er der neppe nogen Tvivl om, at han har begaaet flere Tyverier end de, han tilstod, uagtet der ikke meldte sig nogen Eiermand til nogen af de øvrige mistænkelige Sager, der ved den sidste Paagribelse fandtes i hans Besiddelse. Dog kan det muligens ogsaa forholde sig saaledes, at Ole ikke har villet opgive sin Hjemmel til disse Sager for ei at henlede Politiets Opmærksomhed paa de Personer, af hvem SIDE: 17 han har kjøbt dem, da disse muligens paa flere Maader kunne have bistaaet ham. Ved Mandals Sorenskriveris Dom af 14de Februar 1817 blev Ole Høiland derpaa idømt 4 Aars Fæst- ningsarbeide for anden Gangs simpelt Tyveri, da intet af de begaaede Tyverier af samme Grund som i første Dom blev anseet for qvalificeret Tyveri. Med denne Dom erklærede han sig tilfreds og blev derpaa ind- sat i Christianssands Tugthus for at udstaa Resten af den Straf, der ved den første Dom var ham ilagt, inden han blev indsat i Fæstningen. I Tugthuset forblev han nu i 11/2 Aar indtil den 21de Juni 1818, da han om Aftenen rømte derfra, og tog, efter at have opsøgt endel Penge, han havde gjemt i Nærheden af Byen, vestefter uden efter sin egen Forklaring, og saavidt det kan sees af Ac- terne, at begaa noget Tyveri, førend efter nogle Dages Forløb paa Gaarden Qvelland i Lunde Skib- rede mellem Soggendal og Flekkefjord. Paa disse Gaarde tog han nemlig ind St. Hansaften og foregav, at han skulde til Soggendal for at kræve ind Beta- ling for endel Heste, han havde solgt der. Han reiste strax derfra, efter at have faaet noget at spise, men kom Dagen efter tilbage igjen for at søge efter en Uhrkjæde, som han foregav at have mistet og at antage at have efterglemt der. Ved denne Leilighed blev han tracteret med Mad og Drikke af Opsidde- ren paa Gaarden, Ole Nielssen Qvelland. Den paa- følgende Nat bestjal Ole denne Mand. Han udbrød nemlig to Bord i Døren til en Bod, som laa ved Vaaningshuset, men adskilt fra dette, krøb ind gjen- nem den saaledes frembragte Aabning og stjal saa fra Boden endel Vadmel, nogle Bomuldstørklæder, 17 Spd. i Penge og nogle Smaating, alt taxeret til omtrent 29 Spd. Nogle Uger efter eller i Slutningen af Juli Maaned blev han paagreben paa Gaarden Stubstad ved Man- dal af Opsidderen paa denne Gaard og transporteret SIDE: 18 til Mandal. Ved Paagribelsen var han i Besiddelse af et Søsessions-Patent og endel franske og norske Penge, hvilket alt formodentlig var stjaalet. Efter faa Dages Forløb fandt han atter Anledning til at rømme og gjorde nogle Dage derefter Indbrud paa Gaarden Ramse i Lille-Topdals Sogn i Omlids Præ- stegjæld, 5 à 6 Mil ovenfor Arendal, stjal en Sølv- Ølkande, vægtig 112 Lod, tilligemed endel andet Sølvtøi, tilsammen for noget over 225 Spd. Han begik dette Tyveri ved høi lys Dag, medens Folkene vare i Marken, og drog med de stjaalne Sager til Arendal, hvor han tog ind hos en Person ved Navn Nicolay Thoresen, som han neppe da besøgte for første Gang. Denne Mand solgte Kosterne for ham i hans Nærværelse til en Skipper, og da dette blev opdaget, blev Nicolay Thoresen for Hæleri idømt 6 Maaneders Tugthusarbeide. Han var altsaa den Før- ste af de mange, der ved Ole Høiland bleve gjorte til Forbrydere og straffede som saadanne. I den derpaa følgende Vinter blev der begaaet en hel Del grove Tyverier i Egnen ved Egersund og Soggendal. Saaledes blev der paa Gaarden Berge- land ved Soggendal en Nat i Oktober Maaned gjort Indbrud gjennem et Vindue til Sengeboden ): Gjæste- kammeret. Vinduet var udtaget, efterat Spigerne, der fæstede det til Karmen, var udrykkede. Inde i Værelset var derefter endel Gjemmer aabnede og en hel Del Sølvtøi bortstjaalet, deriblandt en Sølv- skaal, vægtig 100 Lod, en mindre saadan, vægtig 60 à 70 Lod. Desuden var en ikke ringe Sum Penge stjaalet. De stjaalne Sager bleve tilsammen ansatte til en Værdi af 316 1/2 Spd. Tyveriet blev begaaet Kl. 12 om Natten, medens Folk endnu var oppe og havde Lys nede i Kjælderen lige under Gjæsteværelset. Disse hørte ogsaa nogen gaa oppe i Værelset lige over dem, men faldt ikke paa, at Tyve kunde have en saadan Dristighed at bryde ind der paa en Tid, da det var synligt, at der var folk oppe i Kjælderen lige under. SIDE: 19 Nat til den derpaa følgende 9de December blev der gjort Indbrud paa Gaarden Bø ved Soggendal. Tyven havde aabnet et Vindue og opbrudt endel Døre med et Brækjern. Ved denne Leilighed blev Kjøb- mand Kirsebom i Soggendal frastjaalet en hel Del Sølvtøi og deriblandt en Caffekande, vægtig 60 Lod, en Drikkekande, vægtig 71 Lod, 3 Dus. Spiseskeer, endel Sølvfade, Sukkerskaale, Theskeer, Thesile, tilsammen 489 Lod forarbeidet Sølv, endel Sager af Guld, en Kavai, samt forskjellige andre Sager, til- sammen til en Værdi af omtrent 400 Spd. Tyveriet blev begaaet Klokken omtrent 3 om Natten. En Mand, der sov i et Værelse i 2den Etage, vaagnede ved at høre Støi i Sideværelset, aabnede derfor Døren til samme, og da han saa en temmelig høi Person staa der, raabte han denne an og spurgte, hvad han vilde. Personen svarede, at han boede der hos Ga- briel Kirsebom - saa hed Eieren af Huset -, stod en Stund, efter at have givet dette Svar, ligesom han betænkte sig, men gav sig derpaa til at springe ned- ad Trapperne, hoppede saa ud af Vinduet og for- svandt i Mørket, uden at det lod til, at han havde noget med sig, da han løb sin Vei. En Bonde ved Navn Lars Tjørn blev mistænkt for at have begaaet dette Tyveri i Forening med to i Bygden bekjendte Personer, og de Bestjaalne gjorde sig megen Umage for at komme paa Spor efter Tyvene. Nogen Tid efterat Tyveriet var begaaet, meldte en Mand sig hos dem, som foregav at bo i Christians- sand og at være en Broder af en af de daværende Statsraader inde i Christiania. Manden paastod at kunne vise stjaalne Koster igjen, hvilket han oftere erklærede at have gjort med Sager, der havde været mange Mile borte, og fik nogle Penge for at foretage en Reise, som han sagde, han i den Anledning maatte gjøre. Han reiste ogsaa lige til Lars Tjørn og søgte at formaa ham til at fremskaffe det stjaalne Sølv mod god Betaling, men da dette mislykkedes, forsvandt SIDE: 20 Gjenviseren og var senere ikke at finde. I Christians- sand kjendte man ingen af det Navn, han havde givet sig. Derefter henvendte Mdm. Kirsebom sig person- ligen til Lars Tjørn og spurgte ham, om han ikke troede sig istand til mod god Betaling at kunne skaffe Sølvet igjen. Dette, mente Lars, kunde han nok, da der havde været en Finne fra Bergen hos ham, der havde fortalt, at han kunde vise igjen Tyvekoster, hvis de ikke vare opbrændte eller smeltede; thi hvis dette var Tilfældet, stod det ikke i menneskelig Magt at gjenvise dem. Men det var et kostbart Foreta- gende, erklærede Lars, da det vilde koste akkurat ligesaa meget, som de Sager vare værd, der bleve skaffede tilbage. Lars Tjørn erkjendte senere Rigtig- heden heraf, men paastod, at han med Finnen havde ment Ole Høiland, som han kjendte, og som han antog var Tyven. Nat til den derpaa følgende 9de Marts blev der gjort Indbrud paa Gaarden Birkrem ved Egersund, idet Vinduet til et Kammer var opbrukket af Tyvene og udtaget, efterat nogle Jernstænger udenfor samme vare afbrækkede. Tyvene havde derpaa fundet Nøglen til en Kiste, som stod i Kammeret og deraf udtaget en ikke ubetydelig del Penge og temmelig meget Sølvtøi, i det hele en Værdi af omtrent 260 Spd. Disse Tyverier, der vare udøvede med en sjelden Færdighed og Dristighed, og hvorved ikke ubetydelige Værdier hver Gang vare bortstjaalne, vakte natur- ligvis megen Sensation omkring i Egnen. I Eger- sund og Omegn blev der derfor oprettet frivillige Patrouiller, der skulde vaage over Eiendomssikker- heden og søge at paagribe alle mistænkelige Personer, der maatte antræffes i Egnen. Fogden lod sin Fuld- mægtig af og til anføre disse Patrouiller paa deres Marscher, gav Lensmændene skjærpede Ordres med Hensyn til Reisende, kort der blev truffet alvorlige Foranstaltninger til at forhindre flere deslige Forbry- delser og at komme paa Spor efter Tyvene. Dog SIDE: 21 synes man ikke at have næret nogen Mistanke om, at disse Tyverier vare begaaede af Ole Høiland, for- modentlig fordi hans Navn endnu dengang ikke var videre bekjendt. Men i Slutningen af Marts Maaned begyndte Mistanken at rette sig mod Ole. Da ind- fandt der sig nemlig paa Fogdens Contor en ubekjendt Mandsperson, der foreviste et fransk Pas, som han bad om at maatte faa paategnet. Fogden vilde ikke indlade sig herpaa, men paalagde Manden at begive sig til Throndhjem, hvorhen hans Pas lød. Da han var gaaen, fik Fogden Underretning om, at den frem- mede Person var Ole Høiland, der var efterlyst som rømt fra Christianssands Tugthus. Fogden lod ham derfor eftersætte, og Ole blev ogsaa anholdt paa et offentligt Sted hos en Svend Løbstad paa Gaarden Damsgaard ved Egersund, hvor han sat og drak Brændevin. Men hans Bevogtere passede saa slet paa ham, at han strax efter gik sin Vei fra Damsgaard og fra dem, der vare satte til at vogte paa ham der, saa at man næsten maa formode, at de ikke havde noget imod, at han kom bort. Nogle Dage efter blev Fogden underrettet om, at der i Omegnen af Egersund i Egnens Skove og Marker skulde i længere Tid have ligget i Skjul tre Personer, hvoraf de to vare fra Christianssands Tugthus bort- rømte Fanger, den ene Ole Høiland og den anden en Mand ved Navn Jacob Thengsereid. Den tredie skulde være en Person ved Navn Thore. Han lod dem derfor eftersætte ved de oprettede Patrouiller, men i lang Tid lykkedes det ham ikke at faa fat paa nogen af dem. Endelig blev det ham den 11te April meldt, at disse tre Personer havde Tilhold paa eller i Nærheden af Gaarden Øgrei, 3/4 Mil fra Eger- sund. Han gav derfor sin Fuldmægtig Ordre til at eftersætte og paagribe dem og udstedte derhos Be- faling til enhver vaabendygtig Mand i Districtet, der tilsagdes at være med paa denne Expedition, uvæger- ligen at følge og medtage de Vaaben, han havde, SIDE: 22 om ikke andet, saa dog et saadant Spyd, som enhver Gaardbruger efter Loven er pligtig til at have paa sin Gaard. Fuldmægtigens Instrux lød paa, at for- saavidt nogen af de Personer, man skulde anholde, forsøgte paa at flygte, skulde han lade dem skyde i Benene, men satte de sig til Modværge, skulde han lade dem nedskyde paa Stedet. Forsynet med saa- dan skriftlig Bemyndigelse begav Fuldmægtigen sig paa Veien, ledsaget af ti Bevæbnede, og opbød underveis endnu flere, saa at der ialt blev samlet nogle og tyve med Geværer, Spyd, Øxer eller andre Vaaben bevæbnede Mænd. En Plan blev lagt til An- grebet, og man delte sig efter den i to Hobe, hvoraf den ene blev commanderet af Fogdens Fuldmægtig og den anden af en gammel Corporal. Planen var, at man skulde, hver Hob paa sin Side af et Vand, i Enden af hvilket Øgrei ligger, nærme sig denne Gaard, hvor man skulde ankomme samtidig og derved om- ringe den fra alle Sider paa eengang. Denne Plan lykkedes dog kun for en Del, fornemmelig fordi den militaire Chef var for hidsig og angreb for tidligt; thi inden Fogdens Fuldmægtig og hans Mænd vare naaede frem, hørte de Skud og Allarmraab paa den modsatte Side af Vandet, og da de i Baade vare komne over Vandet, var Affairen forbi, men kun den ene af de eftersøgte Forbrydere anholdt i en afsides- liggende Lade, der henhørte til Øgrei, de to Øvrige vare undløbne, og af deres Leie i Laden kunde man se, at de ganske nylig vare opskræmte derfra. Den anholdte Person, der var den, man antog for Ole Høiland, blev ført til Egersund, men paastod at hede Søren Nielsen. Hidtil synes Ole at have været meget oprigtig og sanddru, forsaavidt ham selv personligen angik, i sine Forklaringer under de Forhør, der vare optagne over ham, og det lader, som den gode Natur, der vistnok oprindelig har været hos ham, hidtil har gjort sig noget gjældende, men fra nu af benævnes han idelig SIDE: 23 under Forhørene en yderst fræk og uforskammet For- bryder, der ikke tilstaar mere, end hvad han over- bevises om. Ved Paagribelsen fandtes den anholdte Person i Besid- delse af et Semidors Uhr, der var frastjaalet Kjøbmand Kirsebom ved Tyveriet paa Bø, en Clarinet og en- del Penge. Da han fremstod til Forhør, erklærede han, at det vistnok var ham, som havde været hos Fogden nogen Tid forud for at faa et fransk Pas paategnet, hvilket han paastod at have fundet paa Veien, men han benægtede at være Ole Høiland eller at kjende noget til denne Mand. Hans Navn var Søren Nielsen. Jacob Thengsereid havde været i Følge med ham, og denne Person kjendte han fra den Tid, de tjente ombord i Najaden sammen. Uagtet Forhørets Administrator fik sig tilstillet Ole Høilands Signale- ment fra Christianssands Tugthus, der lød paa, at Ole Høiland var 68 Tommer høi, spæd af Væxt, bleg af Ansigt, at han havde en lang, spids Næse, brune Øienbryn, blaa Øine, brunt Haar, at han var noget skurvet i Hovedet og havde 4 aabne Saar paa den høire Fod, hvilket i alle Dele passede paa den anholdte Person, vedblev denne med stor Frækhed at benægte at være Ole Høiland eller kjende noget til ham. Nogle Dage efter erkjendte han dog, at han ganske rigtig var Ole Høiland, og forklarede derhos, at han efter sidste Gang at være rømt fra Christianssands Tugthus, nemlig den 21de Juni 1818, opholdt sig nogen Tid i Omegnen af denne By og levede af nogle Penge, han havde gjemt fra tidligere Dage. Derpaa drog han ad Mandal til, men blev anholdt i Nærheden af denne By og indbragt i dens Arresthus, hvorfra han dog rømte inden en Uges Forløb. Derfra drog han til Egersund og opholdt sig omkring denne By, indtil han blev anholdt paa Øgrei. Dog havde han ogsaa af og til været inde i Stavanger. Dette hans sidste Udsagn befandtes ganske rigtigt; thi under Sagen mod ham blev det oplyst, at han oftere i Høsten SIDE: 24 1818 var seet paa Raadstuen i Stavanger med Op- mærksomhed hørende paa, hvad der foregik, og at han oftere var kommen som Gjæst til Arrestforvareren i denne By, som havde sin Bolig lige ved Siden af Arresterne. Arrestforvarerens Kone, med hvem Ole under et urigtigt Navn havde indledet det Bekjendtskab, hvori han kom til Familien, paa den Maade, at han havde solgt hende endel Vadmel, formodentlig det paa Qvelland stjaalne, men kun faaet en Del af Kjøbsummen contant udbetalt, medens Resten skulde betales engang senere ved Leilighed, udgav Ole for sin Søstersøn fra Landet. Ole lod til at være nøie kjendt der i Huset og at staa paa en meget fortrolig Fod med Familien, især med Konen. Paa denne Tid sad Jacob Thengsereid, der, som det vil erindres, var en af de to Forbrydere, der undløb, da Ole blev anholdt paa Øgrei, arresteret i Stavanger Arrest. Ole skaffede ham og de øvrige Arrestanter Brænde- viin og var ham formodentlig behjælpelig med at rømme fra Arresten, hvilket Jacob gjorde, nogen Tid efterat Ole var bleven kjendt i Arrestforvarerens Hus. Sandsynligvis havde Ole alene i denne Hensigt stiftet dette Bekjendtskab. Efterat Jacob var rømt fra Stavan- ger Arrest, drog Ole og han sammen til Jacobs Hjem, Gaarden Thengsereid ved Egersund, og fra den Tid af var det, at en hel Del dristige Indbrudstyverier bleve begaaede deromkring. Ole og Jacob opholdt sig fornemmelig paa Gaardene Thengsereid, Øgrei og Tjørn i Forening med en tredie bekjendt Forbry- der, indtil Ole blev anholdt. Paa Thengsereid og Øgrei havde Jacob meget nære Slægtninger, hos hvem de fandt Tilhold, og hvad de ikke erholdt godvillig, tiltvang de sig, ja nødede endog- saa Beboerne af disse og flere Gaarde med Trusler om Vold og Brand til at give sig Husly og Mad ikke alene hjemme paa Gaardene, men ogsaa til at bringe sig Mad i Skov og Mark, hvor de havde Tilhold. De fleste af Mandfolkene paa disse Gaarde bleve endelig SIDE: 25 meget opbragte paa dem, og uagtet de tillige vare meget bange for dem, søgte de oftere at faa dem paa- grebne ved at underrette Øvrigheden om deres Opholds- sted, men det ser ud til, at begge disse Forbrydere og især Ole Høiland, der aabenbart har havt en ganske særegen Evne til at indsmigre sig, som det synes især hos Fruentimmere, vare godt likte af Fruentimmerne paa disse Gaarde; thi Ole blev oftere af dem advaret om at tage sig iagt og gjort opmærksom paa, hvad Mændene havde fore, naar disse søgte Øvrighedens Hjælp til Forbrydernes Paagribelse. Ved Høiesterets Dom af 3die Juni 1826 blev ogsaa 8 af disse Gaardes Beboere dømte til Tugthusarbeide for i denne Tid at have hælet med Ole Høiland, nemlig Lars Borrildsen Tjørn til 6 Maaneder, Morten Thronsen Aarstæd og Gunder Mathiesen Tjørn hver til 4 Maaneder, Hans Gabriel Torjussen Thengsereid og Kone Guri Svendsdatter, Villads Adamsen og dennes Kone Gjertrud Svendsdatter og Anne Guri Thorstens- datter Thengsereid hver til en Maaned. 9 Personer, der i denne Tid havde havt Samkvem med Ole, og deriblandt 3 Fruentimmer, bleve derhos frifundne for Justitiens videre Tiltale. Derimod blev Jacob Theng- sereid hverken tiltalt under denne Sag eller under Sagen mod Ole selv, hvorimod han nogle Aar efter for et andet Tyveri blev idømt Fæstningsarbeide. Uagtet der under denne Sag mod Ole Høiland fremkom meget graverende Omstændigheder mod ham for at have begaaet Indbrudstyveriet fra Bø, blandt andet derved, at han ved Paagribelsen fandtes i Besiddelse af et der stjaalet Semidors Uhr, og at der i Laden, hvor han blev greben, fandtes den Kavai, som var stjaalet sammestedsfra, og uagtet Lars Tjørn omtrent 4 Maaneder efter Oles Paagribelse blev anholdt med en Sæk, hvori var en hel Del sammen- slaaet og itubrukket Sølvtøi, hvormed han vilde be- stikke Lensmanden til at underrette Ole om, hvorledes han skulde forklare sig, forat deres Forklaringer SIDE: 26 kunde stemme overeens, og til derefter at lade Ole løbe, og uagtet Lars paastod at have faaet dette Sølv, som for en Del befandtes at være stjaalet paa Bø, af Ole, vedblev denne dog med megen Frækhed sin Benægtelse af at have begaaet dette eller noget af de andre ovenfor efter hans sidste Undvigelse fra Tugthuset omhandlede Tyverier. Senere tilstod han at have begavet dem samtlige, idet han paastod, at han ene og alene var Gjerningsmanden til dem alle, med Undtagelse af det paa Bergeland, med hvilket to ham ukjendte Personer havde været ham behjæl- pelig. Disse to Personer, fortalte han, havde han truffet i Stavanger, hvorfra de alle tre havde roet sammen til Soggendal. Efterat Tyveriet paa Bergeland var begaaet, vare de to Fremmede reiste til Danmark og havde medtaget alle de Tyvekoster, der ikke allerede vare fremkomne, saa at han ikke havde flere. Det er vel ikke tvivlsomt, at denne Oles Forklaring er løgnagtig og kun afgiven dels for at spare sine egent- lige Medskyldige og dels for at have et Paaskud til ikke at paavise de øvrige Tyvekoster. Efter at have siddet nogen Tid arresteret i Egersund blev Ole transporteret til Stavanger og indsat i Arre- sten. I Begyndelsen var det hans gamle Venner, der skulde bevogte ham. Det var ham derfor en let Sag at rømme i den Tid, og Arrestforvarerens Kone blev endog hørt i Januar Maaned 1820 at tilbyde ham at lade ham løbe sin Vei, men Ole erklærede sig uvillig hertil med den Bemærkning, at han een Gang før havde forsøgt, med hvilke Uleiligheder det var for- bundet at leve paa fri Fod paa den Tid af Aaret. Da dette strax efter blev bekjendt, fik denne Arrest- forvarer naturligvis sin Afsked, og Ole Høiland sad derpaa i Stavanger Arresthus indtil i November Maaned 1821, da han en Aften temmelig sent rømte derfra, efter denne Gang at have siddet arresteret fra 11te April 1819, altsaa i over 2 1/2 Aar. Hvor Ole Høiland opholdt sig fra denne Tid og SIDE: 27 indtil i Marts 1822, vides ikke. Selv har han ikke villet gjøre Rede herfor, men har senere paastaaet ikke at kunne erindre rettere, end at det var i Slut- ningen af Marts Maaned 1822, han rømte fra Stavanger Arrest. Han kom bort derfra, da Laasene til hans Jern, efter hans eget Udsagn, vare saa daarlige og gamle, at han kunde aabne dem med en Pind. Efterat være fri for sine Jern, gik han ud paa Gaden gjen- nem Arrestforvarerens Værelse, medens Manden sov der, og hans Kone var ude i Kjøkkenet, hvor hun havde noget at bestille. Han begav sig derpaa syd- efter og traf ved Færgestedet Landshougen i Tvets Præstegjæld en Hestehandler, med hvem han slog sig i Følge. Om Natten toge de ind paa samme Sted og sov i samme Seng, og medens Hestehandleren sov, stjal Ole, der laa yderst, af en Tegnebog i Lom- men paa Mandens Trøie, som han havde lagt fra sig paa en Stol foran Sengen, 23 1/2 Spd. og lagde derpaa Tegnebogen i Lommen igjen. Næste Dag reiste Ole og Hestehandleren videre sammen, men da denne i Nærheden af Lillesand tog frem sin Tegnebog for at udtage et Brev deraf, som skulde afleveres paa en Gaard, de passerede, løb Ole bort, fordi han skjøn- nede, at Tyveriet vilde blive opdaget. Dette skete da ogsaa, og Hestehandleren lod en Mand sætte efter Ole. Denne Mand traf ham tilfældigvis strax efter, anholdt ham og bragte ham til en Gaard i Nærheden, men herfra fandt han inden mange Timers Forløb Leilighed til at undløbe, efter han egen Forklaring efter at have leveret de stjaalne Penge fra sig, men efter de tilstedeværende Personers Udsagn uden at have gjort dette. Det er ikke utroligt, at Ole i denne Henseende har sagt Sandhed. Herpaa begav han sig efter sin egen Forklaring gjennem Arendal, Østerris- øer og Laurvig til Christiania, hvor han ankom først i Juni Maaned, men opholdt sig kun en kort Tid der, hvorefter han begav sig samme Vei tilbage igjen og traf, uden underveis, efter sit eget Udsagn, at have SIDE: 28 begaaet nogetsomhelst Tyveri, hvilket dog ikke er troligt, i Brevig en Mand, der kaldte sig Halvor Nils- sen og fortalte at være en rømt Slave fra Akershus Fæstning. I Forening med denne Mand kom Ole om Efter- middagen den 5te Juni til Pladsen Thorsvigen i Odder- næs Sogn. Da der ikke var nogen Folk hjemme paa Pladsen, og Ole var kjendt der, fordi han havde stjaalet paa den samme Plads een Gang før flere Aar tidligere, hvilket Tyveri ikke før var omtalt af ham, stjal de nu i Forening ud af et Skab i Stuen endel Sølvtøi og nogle Penge. Derpaa begave de sig til Christians- sand, hvor Ole opholdt sig i Nærheden af Byen uden at stjæle indtil den 9de Juli om Eftermiddagen Kl. omtrent 3, da han gik ind paa Pladsen Hennevigen ved Christianssand, medens alle Folkene vare borte. Da Ole vidste, hvor Nøglen til Døren blev gjemt, naar alle Beboerne vare ude, havde han ingen Van- skelighed for at komme ind, hvorpaa han ogsaa her stjal af et Skab i Stuen endel Sølvtøi og Penge. Om Aftenen gik han til Byen, var inde i forskjel- lige Boutikker og blev endelig kjendt og anholdt, uagtet han med stor Frækhed benægtede at være Ole Høiland. Ved Paagribelsen fandtes han blandt andre Ting i Besiddelse af et Lommespeil, han om Eftermiddagen havde stjaalet paa Hennevigen, et lidet Brækjern, 3 Kræmmerhuse fyldt med Mandler, Figen og Svedsker, og et Soldaterpas. Under det Forhør, som derefter blev optaget over ham, tilstod han strax at have gjort sig skyldig i de tre sidstomhandlede Tyverier og paaviste derhos det Sted, hvor han havde gjemt de paa Thorsvigen og Hennevigen stjaalne Sager. Ved samme Leilighed forklarede han ogsaa, at Lars Tjørn og en Gunder Tjørn havde været i Ledtog med ham, med Hensyn til de i Vinteren 1818 og 1819 omkring ved Egersund og Soggendal be- gaaede Tyverier, og afkjøbt ham en Del af det stjaalne Sølvtøi, men at han dog endnu havde en SIDE: 29 Mængde saadant i Behold og gjemt i Nærheden af Eger- sund. Han beskrev Stedet, hvor dette Sølvtøi laa, men paa en saa indviklet og forblommet Maade, at det var umuligt at finde det derefter, hvorfor han paa Fore- spørgsel erklærede sig villig til at reise til Stedet og paavise Sølvtøiet. Men inden dette kunde ske, und- veg han fra Christianssands Arrest. Det var den 18de August om Morgenen. Da han kom udenfor Byen i Guds frie Natur, hvor han efter eget Tykke kunde løbe om i Skov og Mark, da han saa Solen staa op i den deilige Morgen og hørte Fuglene synge rundt om sig, følte han en ubeskrivelig Fryd over at være undsluppen fra den trange, qvalme og ensomme Arrest, hvor han i omtrent 6 Uger havde siddet belæsset med tunge Jern. Medens han saale- des glad og fornøiet gik henad Veien, traf han et Stykke fra Byen en Pige, der skulde derind med en- del Sager, hun agtede at sælge. Af hende kjøbte han et lidet Spand med Smør og bad hende bringe det ind til Politimester Lahn i Christianssand og for- ære ham det fra Ole Høiland. Pigen udførte Ærin- det, men Politimesteren blev sandsynligvis ikke meget glad ved denne Morgengave. Dette er en af de uskyl- dige Streger, som man maa holde Ole Høiland til- gode. Efterat han derpaa var kjendt og paagreben i en Boutik i Arendal den 23de December samme Aar, hvor han vilde kjøbe et Par Støvler, ved hvilken Lei- lighed han ligeledes med en forunderlig Frækhed og Skin af Troværdighed forsikrede ikke at være Ole Høiland, erklærede han, at hans tidligere Udsagn om at have Sølvtøi gjemt ved Egersund var løgnagtigt, og at han kun havde sagt det for at blive transpor- teret derhen og muligens underveis finde Anledning til at rømme. I de fire Maaneder, Ole denne Gang var paa fri Fod, vankede han efter sit eget Udsagn om lige til Skien paa den ene Kant og til Stavanger paa den anden Kant og begik en Mængde Tyverier, hvoraf følgende ere de vigtigste. SIDE: 30 Nat til den 11te September gjorde han Indbrud paa Bakkegaard ved Christianssand hos en Jomfru Førdahl. Indbruddet skete Klokken omtrent 11 om Natten gjennem et Vindue i nederste Etage, efterat Folkene, som laa ved Siden af det Værelse, hvori han brød ind, vare faldne i Søvn. Inde i Stuen brød han op Skufferne i en Dragkiste, som stod der, og bar dem derefter een efter een ud paa Marken, men da han ikke kunde faa de to nederste Skuffer aab- nede, tog han hele Dragkisten ud gjennem Vinduet, slog den itu og tømte den derpaa ude paa Marken. De stjaalne Koster, der bleve taxerede til 29 1/2 Spd., og som fornemmelig bestode i Fruentimmerklæder og Madvarer, solgte han derpaa til tre Personer ved Navn Niels Johnsen, Zakarias Knudsen og Else Torkildsdatter, som samtlige paa Grund heraf og Sidst- nævnte tillige, fordi hun blev overbevist om at have været meget ivrig i at skaffe Ole Mad paa de Ste- der, han i denne Tid opholdt sig, bleve idømte Tugt- husarbeide for Hæleri. Denne Handel opdagedes paa den Maade, at da Ole, kort Tid efterat dette Ty- veri var begaaet, engang blev eftersat, kastede han en Sæk fra sig, hvori fandtes en Tine, der var paa- malet Zakarias's fulde Navn og bevisligen tilhørte ham. Nogle Uger efter saaes Ole i Forening med en Forbryder ved Navn Ole Grim i Hellelands Præste- gjæld ved Egersund vanke om i Nærheden af Præste- gaarden. Stedets Lensmand sendte derfor d. 9de Oktober Bud til Præstegaarden til Provst Reiner, underrettede ham herom og anmodede ham tillige om at være paapasselig. Da Provsten havde faaet denne Underretning, lod han en af sine Husmænd og to andre Bønder fra Nabolaget hente, forat de i Forening med Gaardsdrengen skulde passe Huset Natten over. Han lod dem derfor tractere med en god Aftensmad. Men da Provsten Kl. 9 1/2 kom op paa sit Sovekammer i 2den Etage, hvor Pigen havde SIDE: 31 været oppe og lagt i Ovnen Kl. omtrent 8, fandt han, at der, medens Vagten, der skulde passe Huset om Natten, gjorde sig tilgode i Kjøkkenet, var gjort Ind- brud i Sovekammeret ovenpaa. Provst Reiner blev ved denne Leilighed frastjaalet et Cabinetsuhr, en Guldkjæde, flere Guldmynter og en hel Del Sølv- mynter, tilsammen til en Værdi af omtrent 230 Spd. - Desuden savnedes endel Papirer og deriblandt nogle Gjældsbeviser. Indbruddet var gjort ved Hjælp af en Stige, som Tyvene havde taget fra et Loft i Gaarden, og som var sat op mod Vinduet i Provstens Soveværelse i 2den Etage, hvorpaa en Rude var knust, efterat der var fastklinet tjæret Papir paa den. De fleste af de stjaalne Sager vare udtagne af et aabentstaaende Skatol, og det var tydeligt at se, at Tyvene vare blevne forstyrrede i deres Foreta- gende, da der stod endel Sølvtøi fremsat af dem paa Kommoden og i Vinduet, som de ikke havde faaet Tid til at tage med sig, da de bleve forstyrrede af Provsten. Nat til den 17de December blev der gjort Indbrud i Kjøbmand Lunøes Krambod i Arendal, efterat et Spuns var udskaaret i Lemmen for Vinduet, og saavel Lemmen som Vinduet derpaa vare opbrudte. Ved denne Leilighed blev Kjøbmand Lunøe frastjaalet 160 à 170 Spd. i Contanter og et Pergamentsblad. Dette Blad fandtes i Oles Besiddelse, da han, som allerede fortalt, en Uges Tid derefter atter den 23de December blev paagreben i Arendal, hvor han havde den Frækhed at gaa omkring i flere Boutikker, uag- tet han var temmelig almindelig kjendt af Folk der, og uagtet han maatte vide, at Opmærksomheden var henvendt paa ham, som allerede da var en berygtet Tyv, paa Grund af det Ugen forud i Byen begaaede Indbrudstyveri. Desuden fandtes Ole ved Paagribelsen i Besiddelse af omtrent 24 Spd. i gangbare Penge, endel Mynter, den paa Helleland bortstjaalne Guld- kjæde, en Buesag med Staalblad, et Bor samt flere Dirikker og Hovednøgler. SIDE: 32 Da han derpaa blev forhørt, tilstod han strax, at han havde begaaet Indbrud paa Helleland, hvortil han erklærede at have faaet Veiledning i den Om- stændighed, at en Pige om Aftenen, strax før han brød ind, havde været paa Provstens Værelse og lagt i Ovnen. Da Pigen ved denne Leilighed havde Lys med sig, havde han kunnet gjøre sig bekjendt med Localiteterne. Rimeligvis har Ole staaet i Forbin- delse med en eller anden af Husets Folk, der har givet ham de fornødne Vink, og han har ogsaa selv længe efter fortalt, at han var kjendt med et Fruen- timmer paa Helleland, der ved denne Leilighed stod ham bi. Det var altsaa, hvis denne hans Fortælling var sand, atter her et Fruentimmer, Ole havde vidst at forlede. Under Forhøret oplyste han derhos, hvor de paa Prestegaarden stjaalne Papirer og Gjælds- beviser vare henlagte, paastod at have begaaet Ty- veriet alene og at have solgt de øvrige Sager til ham ubekjendte Personer. Senere tilstod han ogsaa at have gjort sig skyldig i Indbruddet hos Kjøbmand Lunøe i Arendal og ligesaa i det hos Jomfru Førdahl. Medens Ole denne Gang sad arresteret i Christi- anssand, blev han besøgt af en Pige, der var taget til Opfostring paa Tvets Præstegaard, nogen Tid før han kom i Tjeneste der. Pigen var 1 1/2 Aar yngre end han, var født af fattige Forældre, men skikkede sig særdeles vel og forblev i den lassenske Families Tje- neste, indtil hun blev gift. Denne Pige, Præstens to yngste Børn, - en Dreng og en Pige - samt Ole Høiland havde i den Tid, Ole tjente paa Præste- gaarden, som Børn staaet i et særdeles venskabeligt Forhold til hverandre, havde leget sammen i deres Fritimer og havde ved deres barnlige Lege skaffet sig mangen uskyldig Glæde. Da Ole nu var bleven en renommeret Tyv og sad arresteret i Christianssand, tog Pigen Mod til sig og besøgte ham i Arresten, hvor hun uden Vanskelighed blev indladt. Ole gjen- kjendte hende strax og blev bevæget til Taarer ved SIDE: 33 at see hende. Med rørende Hjertelighed formanede Pigen ham derpaa til at forlade den usalige Vei, han saa længe havde betraadt, og beflitte sig paa en ærlig Vandel; men han svarede hende med Oprigtighed, at det var for sent, han var nu kommen saa vidt, mente han, at hvorledes han end opførte sig heref- ter, vilde dog Slavelænken blive ham til Del, og han vilde aldrig kunne gjenvinde sine Medmenneskers Til- lid. Bedrøvet og forgrædt forlod Pigen ham med den sørgelige Overbevisning, at han ikke mere stod til at redde. Ole Høiland sad denne Gang arresteret omtrent i 5 Maaneder, nemlig til ud paa Vaaren 1823, og blev ved Christianssands Bythingsdom af 21de Mai det nævnte Aar dømt til Kagstrygning og Fæstningsar- beide paa Livstid. Men da Dommen skulde forkyndes for Ole, var han rømt. Først ud paa Høsten samme Aar blev han atter anholdt. Det er ikke bekjendt, at han i den Tid, han denne Gang var paa fri Fod, har begaaet nogen Forbrydelse; idetmindste er han ikke undergivet Justi- tiens Tiltale derfor. Den sidste Underretsdom over ham blev derefter stadfæstet saavel af Overretten som af Høiesteret; af sidstnævnte Ret ved Dom af 16de December 1823, hvorpaa Ole, efterat hans Ansøgning til Kongen om Benaadning var afslaaet ved Kgl. Resolution af 24de Februar 1824, blev kagstrøgen i Christianssand og derpaa indtransporteret til Akers- hus Fæstning, hvor han blev indsat den 31te Marts 1824, noget over 27 Aar gammel. Dette er det første Stadium af Ole Høilands Liv. Ved at blive indsat i Akershus Fæstning kom han i aldeles nye Forbindelser, og blev derved bekjendt i Christiania og Omegn, der senere hen i Tiden er Hovedskuepladsen for hans Bedrifter. I Slaveriet, hvor han ved sine Forbrydelser havde bragt sig ind endnu ikke 30 Aar gammel, med Udsigt til at tilbringe sit hele Liv der, opførte han sig saa SIDE: 34 godt, at han i de Conduitelister, der aarligen udfær- diges over de i Fæstningen hensiddende Slaver, er- holdt det bedste Skudsmaal, hvorfor ogsaa de Jern, der ved hans Ankomst til Fæstningen vare ham paa- lagte, Tid efter anden paa Grund af hans Flid, Orden og gode Opførsel bleve lettede og endelig ganske borttagne med Undtagelse af et let Jern om det ene Ben. Man lærte ham at dreie og at hugge Sten. Han viste sig særdeles lærvillig til begge Dele og blev snart en af de dueligste Dreiere og Stenhuggere i Fæstningen. Han var stedse munter og lystig, hjælp- som mod sine Kammerater og derfor yndet af dem. De øvrige Slaver saa paa en Maade op til ham, som om han stod et Trin over dem. Dette grundede sig vel for en Del i det Ry, Ole allerede da havde indlagt sig ved Mængden af sine Forbrydelser; thi blandt Forbrydere er den Groveste og Slueste i mest Anseelse, men ogsaa deri, at hans christianssandske Dialekt, hans Maade at udtrykke sig paa ved sirlige Talemaader og hans for en Slave at være særdeles fine Væsen - noget, som han formodentlig havde lært i sin Tjeneste hos Præsten Lassen - forekom de øvrige Slaver meget fornemt. Nogen Tid efterat Ole var indsat i Akershus Fæstning, blev ogsaa Jacob Thengsereid indsat der, og disse to Slaver fik derpaa oftere Penge tilsendt fra deres fælles Venner fra Omegnen af Egersund. Derved fik Ole Høiland naturligvis end mere Anseelse i sine Kammeraters Øine. Han sad denne Gang i Fæstningen den længste Tid, han nogensinde uafbrudt har siddet under det Offentliges Varetægt, nemlig i 7 Aar eller indtil den 26de Juni 1831, da han atter kom paa fri Fod ved at undvige. Denne Dags Morgen var Ole Høiland, Kittel Tor- kildsen, Ole Guldbrandsen, i Almindelighed kaldet Kuntegutten, Gustav Steen og flere andre Slaver commanderede til Renovationsarbeide paa Vippetan- gen, og da de havde været forberedt herpaa, havde SIDE: 35 een eller flere af dem om Natten faaet en Baad med 4 Par Aarer henlagt ved Strandbredden, formodentlig ved Hjælp af en fra Fæstningen dimitteret Slave. Efterat de vare færdige med Arbeidet, fik de af den Gevaldiger, der havde Opsyn med dem, Tilladelse til at bade sig, trak sig derpaa, under Skin af at ville gjøre dette, efter Aftale henimod Baaden, sprang pludselig i den og satte fra Land. Dette var gjort i en Haandevending, og da det var meget tidligt paa Morgenen, var ingen Folk oppe, ingen Baad var at faa eller at se i Nærheden, og heller ikke kunde nogen anden Foranstaltning i en Hast træffes til at hindre deres Flugt eller til at bevirke deres Paagri- belse. De undvegne Slaver, der alle vare af de farligste Forbrydere, som dengang vare i Fæstningen, toge hver et Par Aarer og roede uafbrudt indtil Næs- odden. Men da de saa, at de endnu ikke bleve eftersatte, blev Ole, formodentlig som den Fornemste blandt dem, anmodet om at lægge Aarerne ind og sætte sig bag til at styre. Dette gjorde han og satte Coursen til Røken, hvor de toge i Land. En af deres første Beskjæftigelser var at faa Gustav Steen og Kittel Torkildsen befriede for deres Lænker og Hals- ringe, hvilket ogsaa lykkedes dem, men fuldkomment først flere Dage efter, ved at stikke de udstaaende Ender, hvorved Halsringene paa begge Sider vare fastklinkede, ned i Bjergkløfter og derpaa vrikke saa længe frem og tilbage, indtil Jernet blev afbrukket. Første Nat, de vare i Frihed, gjorde de Indbrud hos Fanejunker Wilhelm Gabrielsen paa Gaarden Ganne- rud i Røken og stjal af hans Storstue, hvad de især trængte til, nemlig endel Madvarer samt en Dunk Brændevin. Det var Ole Guldbrandsen, som var inde i Stuen og leverede Sagerne ud til de Øvrige, der stode udenfor. Senere paa Natten gjorde han paa egen Haand Indbrud hos Ole Aasgaard i Røken, medens de Øvrige opholdt sig i en Skov i Nærheden, og stjal denne Gang 2 Artilleriuniformer, en gammel SIDE: 36 og en ny, en Sabel og en Chaco. Selv beholdt han den gamle Uniform, som han likte bedst, fordi det var en Trøie, som havde 3 Rader blanke Knapper, samt Sablen og Chacoen. Resten af Tyvekosterne og deriblandt en Kappe forærede han Ole Høiland, og begge disse kastede nu Slaveklæderne fra sig. Den derpaa følgende Nat opholdt de sig alle fire paa en Plads ved Paradisbakkerne, hvor de havde sat en dimitteret Slave Stevne, uden at denne dog indfandt sig, gjorde Natten efter eller Nat til 29de Juni Ind- brud hos Gaardbruger Peder Aurle i Lier i den Stue, hvori han og hans Kone laa og sov. De stjal en- del Klædningsstykker, som laa paa en Stol foran Sengen, samt nogle Smaating. Manden og Konen vare begge meget gamle Folk, og Manden var meget døv. Maaske til Lykke for dem vaagnede de ikke, før Ole Guldbrandsen, der atter var den, der havde været inde, medens de Øvrige opholdt sig i Nærheden, var gaaen. Gustav Steen og Kittel Torkildsen fik ved dette Tyveri Klæder at iføre sig istedetfor Slaveklæ- derne, som de indtil da havde benyttet, men hvorpaa de dog havde vendt Vrangen ud for ikke at blive kjendte. Det lader til, at Ole Guldbrandsen (Kuntegutten) uden mindste Betænkning og Indsigelse gjorde, hvad de Øvrige bade ham om at gjøre, uden videre brød ind der, hvor de vilde han skulde bryde ind, stjal, hvad de ønskede han skulde stjæle, gik de Ærinder, hvori de skikkede ham, og stedse udviste en for- underlig Forvovenhed og Ufortrødenhed. Formodent- lig syntes han, han skulde gjøre sig værdig til det Selskab, hvori han var. Om Dagen laa de fire undvegne Forbrydere i Skjul i Skovene og i afsides liggende Lader, men om Natten vare de ude og dreve deres Bedrift. Det var ved Midsommers-Tiden. Nætterne vare lyse og varme, saa at det ikke var forbunden med nogen særdeles Ulempe at leve paa denne Vis. Naar de manglede SIDE: 37 Mad, blev Ole Guldbrandsen sendt ud for at skaffe det Manglende, medens de Øvrige leirede sig et Sted i Nærheden. Han skaffede, hvad man ønskede, dels ved at stjæle rundt om paa Sætrene, dels ved at kjøbe det paa afsides liggende Pladse inde i Skovene. Blandt andre Steder, hvor han kom ind, var ogsaa paa Pladsen Høiden under Gaarden Gullang i Lier. Her traf han i Manden paa Pladsen en dimitteret Slave ved Navn Erik Halgrimsen Høiden, der havde siddet paa Slaveriet for Forfærdigelse af falske Bancosedler. Da Erik lod sig mærke med, at han nok skjønnede, det ikke hang saa rigtig sammen med den fremmede Person, som i Artilleriuniform vilde kjøbe Mad saa langt afsides, fortalte Ole Guldbrandsen ham ligefrem, hvem han var, og hvem der vare i Følge med ham. Erik mente da, at han nok havde havt et Slags Skjøn paa, at saa var, og erklærede, at han nok kunde for- staa, hvorledes saadanne stakkels Mennesker, der vare i slig Stilling, og som bleve saa forfulgte, maatte have det, men han for sit Vedkommende, erklærede han, var villig til at bistaa dem paa bedste Maade, han kunde. Nu var der vel ikke noget at gjøre der i Egnen, antog han, men hvis de vilde komme igjen, naar Nætterne bleve mørkere, skulde han til den Tid skaffe dem Underretning om, hvor der var Penge at bekomme. Han solgte derpaa Ole Guldbrandsen en- del Madvarer og fik derpaa nogle Smaating, som denne i de foregaaende Nætter havde stjaalet. Da Ole Guldbrandsen kom tilbage til sine Kammerater, fortalte han dem det Passerede, og tillige at Eriks Bolig laa beqvemt og havde to Udgange. En Yttring, som Ole Høiland noterede sig og drog Nytte af flere Aar efter. Erik Høiden blev for den ydede Bistand idømt 1 Aars Tugthusarbeide. En af de paafølgende Nætter eller Nat til en af de første Dage i Juli gjorde Ole Guldbrandsen Indbrud hos Proprietair Jørgen Dahl paa Linnæs i Lier og stjal endel Sølvtøi, som han leverede ud til Gustav SIDE: 38 Steen, der stod udenfor, medens Ole Høiland og Kittel Torkildsen opholdt sig et Stykke derfra i en Skov. Inden Kuntegutten gik til dette Foretagende, forærede han Ole Høiland Artillerichacoen for, som han sagde, at være mere adræt. Medens han var inde i Stuen, vaagnede Manden i Huset, da han hørte nogen pusle i Sideværelset, og gjorde Allarm. Gustav Steen løb da strax tilbage til de Øvrige, uden at vente paa Ole Guldbrandsen, som idet han kom ud af Vinduet og ikke fandt Gustav Steen, tog feil af Veien, flygtede i en anden Retning og kom fra sit Selskab. Da de tre Forbrydere, der nu vare sammen, vare komne et Stykke op i Aasen, saa de i den lyse Nat en Mand sætte over Fjorden i en Baad og antoge, at det var Ole Guldbrandsen, hvorfor de selv næste Nat ligesaa satte over Fjorden for at opsøge ham, da de naturlig- vis nødig vilde miste en saa tjenstvillig og ufortrøden Medhjælper. De fandt ham imidlertid ikke, og nogle Maaneder efter blev han paagreben i Drammen og indbragt til Akershus Fæstning, hvor han strax efter hængte sig, efter at være afstraffet med Tamp. Da Gustav Steen Aftenen efter, at Ole Guldbrandsen var kommen fra sit Følge, var ude og søgte efter ham, traf han en dimitteret Slave, som han sendte ind til Drammen for at kjøbe Mad og til den Hen- sigt overleverede 6 Sølvspiseskeer, der vare stjaalne paa Linnæs. Slaven bragte disse Sølvskeer til Dram- mens Politi, som han tillige underrettede om, af hvem han havde modtaget dem, og fik, efterat der var gjort Aftale om, hvorledes man paa hensigtsmæssigste Maade skulde fange de undvegne Forbrydere, med sig tilbage til Gustav Steen noget Smør og Brød. Gustav og Slaven opsøgte derpaa Ole Høiland og Kittel Torkildsen, som de omsider traf langt inde i Skoven, efterat de havde vanket længe om over Heier, Dale og Aaser. Da de vare samlede, leirede de sig alle fire under en stor Gran, gave sig til at nyde de Fødemidler, den Fremmede havde bragt dem, SIDE: 39 og aftalte under Maaltidet at gjøre Indbrud paa Gaar- den Hallingsrud ved Kongsberg. Men som de bedst sade, spiste og udkastede Planen, hørtes pludselig fuld Los og Jagtskrig i Nærheden, hvorfor de tre bortrømte Slaver øieblikkelig ilede afsted ind i det Tykke af Skoven og lode den nys tilkomne Person blive tilbage. Politiet i Drammen havde naturligvis imidlertid ikke været uvirksomt; efterat de fire Slaver vare rømte fra Akershus Fæstning, var det for Omegnen af Drammen, som om Fienden var kommen i Landet. Der hengik ikke nogen Nat, uden at der deromkring blev begaaet et eller flere Indbrudstyverier, og det var let at forstaa, hvem Gjerningsmændene vare. Ogsaa Christiania Politi og Akershus Fæstnings Commandantskab havde Folk i Nærheden af Dram- men, for at komme paa Spor efter disse Forbrydere, deriblandt den dimitterede Slave, der havde indleve- ret Sølvskeerne paa Drammens Politikammer. Men de tre undvegne Slaver forlode strax, efter at være for- styrrede af Jagtskrig i Skoven, Egnen og droge op imod Kongsberg. De vare altfor slue og forsigtige Forbrydere til at vove at forblive længere samlede i en Egn, hvor Opmærksomheden var vakt saa meget, som de forstode den maatte være efter deres Bedrifter omkring Drammen, og hvor en fremmed Person havde været i Selskab med dem. Maaske har ogsaa just denne Mand advaret dem. Isaafald har han spillet dobbelt Spil, noget, som ikke er nogen Sjeldenhed blandt deslige Folk. Underveis til Kongsberg stjal de Madvarer paa forskjellige Sætre, men paa Gaarden Hallingsrud gjorde de ikke Indbrud, da Ole erklærede, at han havde fattet Mistanke om, at den Person, der havde bragt dem Maden, var en fra Politiet i Drammen udsendt Spion. Da det senere, efterat han var paa- greben, blev ham meddelt, at dette ogsaa virkelig havde været Tilfældet, paastod Ole, maaske for at hævne sig paa Manden, at det efter hans Overbevisning var SIDE: 40 denne Mand, som paa Ole Guldbrandsens Anmodning havde henlagt den Baad, hvori de vare rømte, til Vippetangen. Hvis denne Ole Høilands Forklaring er rigtig, har Manden ogsaa virkelig bedraget begge Parter. Fra Kongsberg tog Ole Høiland, Gustav Steen og Kittel Torkildsen henover til Thelemarken, hvor de nogle Dage efter gjorde Indbrud gjennem Taget paa en Stolpebod paa Svarvepladsen under Gaarden Mo i Gjerpen Sogn og frastjal en fattig Husmand endel Gangklæder. Ole Høiland var allerede da, hvilket han imidlertid blev i endnu høiere Grad senere, meget paastaaelig og egenraadig, naar Talen var om Udførelsen af en eller anden Tyvebedrift, og blev let vred, naar hans Medfølgere ikke ubetinget rettede sig efter ham og gik ind paa hans Planer. I det hele fordrede han af sin Omgivelse, at de skulde anse ham for den, som egentlig havde at befale. At Gustav Steen ikke kunde finde sig heri, kunde enhver, som kjender denne grove og sjelden legemsstærke Forbryder, let vide. De bleve ogsaa snart efter uenige og skiltes ad, da Ole ikke fandt, "at det førte til noget Maal" at tage den Vei, de andre vilde reise, hvorfor han forlod dem. Gustav og Kittel toge Veien til Arendal, hvor de bleve paagrebne den 11te Juli som pasløse Personer, efterat de altsaa kun i omtrent 15 Dage havde været paa fri Fod og i den Tid deltaget i mindst 5 Ind- brudstyverier. Ole Høiland drog derimod til Skien og derfra en anden Vei forbi Arendal, stjal paa Gaarden Nordli i Vestre Moland i Sogn ved Christianssand endel Klæder og Madvarer samt 2 à 3 Spd. i Smaapenge, medens Folkene vare paa Arbeide i Marken, derefter Madvarer paa en Gaard i Nabosognet Birkenæs, paa sin Tour vestefter og senere ved Indbrud om Natten paa en Gaard mellem Mandal og Christianssand endel Silketørklæder og en sølvforgyldt Kjæde, drog SIDE: 41 saa efter sin egen Forklaring langs Kysten til Bergen, hvor han ankom omtrent i Midten af Oktober Maa- ned. Hensigten med denne Reise foregav han at være den, at han vilde søge med Skibsleilighed at komme ud af Riget. Han var ikke inde i Bergen, sagde han, men havde opholdt sig en kort Tid paa nogle Gaarde udenfor Byen, havde udgivet sig for en reisende Haandværkssvend og saa draget sydefter igjen indtil Gaarden Helle ved Arendal, hvor han den 9de Novem- ber blev anholdt paa Loftet hos en Bonde, han rime- ligvis havde opholdt sig hos nogle Dage. Det er ikke oplyst, at han paa denne Tour fra Mandal til Bergen og tilbage igjen har begaaet noget Tyveri. Selv benægtede han dette bestemt og paastod, at han underveis havde levet af 30 Spd., som han fra tidligere Dage havde havt liggende gjemte ved Post- veien i Nærheden af Stavanger. Det er imidlertid ikke rimeligt, at en Forbryder som Ole Høiland skulde have ladet hengaa en saa lang Tid uden at stjæle. Nogle Aar derefter forklarede han ogsaa, da han un- der et Forhør blev bragt i Forlegenhed, idet han skulde gjøre Rede for en større Sum Penge, som han var funden i Besiddelse af, at han senhøsten 1831 stjal paa Gaarden Haslebøli i Grebstad Sogn mellem Mandal og Christianssand 250 Spd. i Penge. Dette skete om Formiddagen Klokken omtrent 10, efterat han, ved i den Hensigt at ligge paa Udkig i Nærheden, havde bemærket, at alle Folkene, som han kjente, havde forladt Gaarden. Det er derhos sand- synligt, at han aldeles ikke har været i Nærheden af Bergen, men at denne Reise kun er et Opspind for at slippe for at opgive de Personer, hos hvem han i denne Tid havde opholdt sig. Efterat han var paagreben paa Helle, blev han trans- porteret til Christiania og atter indsat i Akershus Fæstning, hvor han ankom den 27de November 1831. Ved Akershus Fæstnings Garnisonsrets Dom af 13de April 1832 blev han dømt til atter at stryges til SIDE: 42 Kagen og igjen indsættes i Akershus Fæstning paa Livstid under stræng Bevogtning, hvilken Dom blev stadfæstet ved Høiesteretsdom af 6te Oktober 1832. Men da Høiesteretsdommen faldt, var Ole allerede nogen Tid forud, nemlig den 3die August om Aftenen Kl. 8, rømt fra Fæstningen ved at fire sig nedad Vol- den paa et Sted ud imod Fæstningsgraven ved den saakaldte Myntedam, hvor Muren omtrent er 21 Alen høi. Dette gjorde han ved Hjælp af en Line, noget tykkere end en Rullegardins-Snor. Snoren fandt man hængende nedad Muren og nedenfor denne hans Jern. I den Tid, Ole denne Gang sad paa Fæstningen, var han meget but og tvær i sine Svar til de Overordnede og meget trodsig i sin Opførsel mod dem. Den 8de Februar 1833, eller efterat Ole Høiland i omtrent 1/2 Aar havde været paa fri Fod, blev han igjen paagreben paa Skydsstationen Skydsjordet nogle Mil fra Christiania af en Politibetjent derfra og Geval- diger Ole Vidste. Dagen forud vare nemlig to Mænd fra Skien komne til Christiania og havde anmeldt paa Politikammeret, at der nogle Dage forud havde været en Reisende hos en af dem og byttet en Hest. Da Byttet var foregaaet, opstod Formodning om, at den Reisende var Ole Høiland, af Yttringer, en dimitteret Slave fra Akershus Fæstning havde ladet falde, men inden det var muligt at komme til Vished i denne Sag, havde Slaven havt en Samtale med den Reisende, som derefter var forsvunden. De satte efter ham og forfulgte hans Spor til ganske nær Christiania, men der forsvant det. Politiets Betjente og Slavegevaldi- gere bleve paa Grund af denne Underretning udsendte i forskjellige Retninger, og da der paa Skydsjordet befandtes at være en Reisende, der benyttede egen Hest, som fuldkommen svarede til den Beskrivelse, Mændene fra Skien havde givet over den Hest, den mistænkelige Person havde tilbyttet sig der, blev den Reisende anholdt i sin Seng og befandtes ogsaa ganske rigtig at være Ole Høiland. SIDE: 43 Den Politibetjent, der anholdt ham, undersøgte strax hans Klæder nøiagtigen og tog til sig, hvad han fandtes i Besiddelse af. Han blev derpaa bagbunden og sat mellem den Gevaldiger, der var i Følge med Politibetjenten, og en Bonde, forat de skulde passe paa ham. Efterat de havde siddet en Stund paa Bæn- ken, henvendte Ole sig til Bonden og bad ham om at stikke sin Hand ned i hans Lomme, tage op, hvad han fandt der, hvilket Ole ikke selv kunde gjøre, da han var bagbunden, og beholde det til en Erindring om ham. Manden gjorde, hvad han blev anmodet om, og fandt i Oles Lomme et Stykke Papir, som, da han havde bragt det hen til Lyset, en Person stod og holdt i en Lygte længre borte i Værelset, befand- tes at være en 50-Speciesdaler-Seddel. Ole paastod, at det havde været hans Mening at forære Bonden disse Penge, da han selv efter at være paagreben ikke havde noget Brug for dem, og han nødig vilde findes i Besiddelse deraf, men det er ikke utroligt, at den egentlige Hensigt med at give Bonden Pengene har været den at bestikke ham til at bistaa sig med at undløbe, en Methode, som han nok ikke da benyttede for første Gang, men som denne Gang ikke lykkedes, da Bonden overleverede Pengene til Politibetjenten. Dog blev denne Gavmildhed neppe uden Indflydelse paa hans Fremtid; thi det er høist rimeligt, at den har gjort et saa stærkt Indtryk paa Gevaldiger Ole Vidste, der som bemærket sad paa hans anden Side, at dette har været den første Anledning til, at denne Mand senere tog sin Afsked som Gevaldiger ved Sla- veriet for at kunne hæle med Ole Høiland mere uge- neret. Hvorledes Ole kan have været i Besiddelse af disse Penge, efterat Politibetjenten havde inqvireret ham, er uforklarligt. Under det Forhør, som optoges over Ole Høiland, efterat han derpaa var indbragt til Akershus Fæst- ning, forklarede han, at en af ham navngiven Jæger havde skaffet ham den Line, ved hvis Hjælp han SIDE: 44 havde firet sig nedad Muren, da han sidst var rømt fra Fæstningen, og henlagt Klæder under Fæstnings- muren paa et aftalt Sted, men at ingen anden havde været ham behjælpelig med denne Flugt. Dette Sidste er ikke troligt, hvorimod sandsynligvis en af Opsyns- mændene over Slaverne derhos har seet igjennem Fingre med, at han undløb, om ikke directe bistaaet ham dermed. Om sin Flugt fra Fæstningen forklarede han, at den tynde Line, som han benyttede til at fire sig ned af Muren med, brast, medens han var flere Alen fra Jorden, saa at han faldt temmelig haardt ned og stødte sig noget paa Benene, da Lænkerne vare temmelig tunge, men at han dog strax igjen reiste sig, slog Jernene, der allerede forud vare meget løse i Naglerne, uden Vanskelighed af sig og klædte sig derpaaa om. Slaveklæderne lagde han i en Sæk, han havde med sig, tog denne paa Nakken, dels for at skjule Halsringen, som han altsaa ikke havde faaet af sig med de øvrige Jern, og dels for at se ud som den, der havde noget at bære. Derefter tog han Veien forbi det ensomme Fængsel hen til den yderste Spids af Nederfæstningens Bastion mod Pipervigen. Her kom han med Lethed ned af den ydre Mur. Han ilede derpaa, forklarede han, gjennem Pipervi- gen ud paa Veien til Drammen og gjennem denne By til Sandsvær, hvor han først ankom efter omtrent 3 Dagers Forløb, da han ikke vovede at gaa om Dagen, men alene om Natten. Paa Touren hjalp han sig med noget Mad, han havde med sig fra Slaveriet. Han var ikke inde nogensteds og stjal heller ikke, førend efterat han var kommen til Sandsvær, hvor han om Aftenen den 10de August af en Stolpebod, hvis Dør ikke var lukket ilaas, stjal endel Kjød og Flesk, puttede det i en Sæk, han fandt i Boden, og tog saa tilfjelds. Dagen derpaa traf han paa en Sæter en Mand, der var paa Jagt. Til denne Mand fortalte han, hvem han var, hvorpaa Manden yttrede Medlidenhed med ham og hjalp ham med at faa Halsringen af sig. SIDE: 45 Dette er Ole Høilands egen Forklaring. Den er vist- nok for en stor Del urigtig, idet han rimeligvis, efterat han var rømt fra Fæstningen, i nogle Dage har opholdt sig hos en eller anden af sine Hælere her i Byen, hvor han formodentlig har faaet Halsrin- gen af sig, og først derpaa er draget til Sandsvær. Fra Sandsvær tog han ned imod Drangedal, hvor han ligesaa stjal endel Madvarer fra en Stolpebod, hvortil Nøglen til Døren stod i, og reiste saa vestefter ligetil Farsund. I Nærheden af denne By paastod han at have fundet 300 Spd., som han i Aaret 1822 havde gjemt der. Med disse Penge reiste han til Stavanger og Bergen, men opholdt sig kun kort Tid i disse Byer, hvorpaa han tog sydover til Christians- sand og derfra til Skien uden at begaa nogetsomhelst Tyveri underveis. Specielt benægtede han at have begaaet det Indbrudstyveri, der i Slutningen af Novem- ber Maaned 1832 var begaaet hos Statsraad Heger- mann i Christianssand. Uagtet han blev gjort opmærk- som paa det aabenbart Løgnagtige i sin Forklaring om, at han skulde have havt liggende 300 Spd. paa et Sted siden 1822 og ikke taget dem derfra førend i 1833, uagtet han havde været paa Stedet, efter sit eget Opgivende, i 1831, paa det Utrolige i, at en Tyv som han ikke skulde have begaaet flere end de af ham selv tilstaaede mindre betydelige Tyverier i den Tid, han sidste Gang havde været paa fri Fod, og paa det Usandsynlige i, at han i denne Tid ikke skulde have opholdt sig hos nogen af sine Bekjendte, vedblev han dog med Bestemthed at paastaa Rigtig- heden af sin opgivne Forklaring. Han opførte sig meget frækt og uforskammet under dette Forhør, og da han blev gjort bekjendt med endel Indicier, der syntes at tyde hen paa, at Tyveriet hos Statsraad Hegermann var forøvet af ham, smilede han kun haan- ligt hertil. Da man senere greb ham i en Løgn med Hensyn til Beskaffenheden af de Pengesedler, han paastod at have fundet ved Farsund, blev han først SIDE: 46 øiensynligen meget forlegen, men erklærede strax derpaa, efter at have fattet sig, med en ham egen for- underlig Rolighed og med et høist skuffende Skin af Sanddruhed, som han formodentlig gjennem en lang Praxis havde vidst at tilegne sig, at han nu erindrede, at han i Høsten 1833, hvilket han dog i et senere Forhør forandrede til Høsten 1831, paa Gaarden Hasle- bøli havde stjaalet 250 Spd. og at det var disse Penge, han havde havt, men da han var idømt Straf, efterat dette Tyveri var begaaet, antog han, at han nu maatte være fri for Straf derfor. Fra Skien var han reist til Holmestrand og traf ved denne By sin Broder, Snedkersvend Andreas Høiland, med hvem han derpaa kjørte sammen til omtrent 1/2 Mil fra Christiania. Herfra blev Broderen sendt ind til Byen i adskillige Ærinder, og da han ikke kom tilbage til rette Tid, reiste Ole selv ind for at søge ham op. Han fandt endelig Broderen i en av Byens Gader meget beskjænket, hvorover han blev meget vred tog Broderen med sig, skjældte ham dygtig ud og erklærede, at det var umuligt for en brav Karl - hermed mente han, vel at mærke, sig selv - at stole paa et Menneske, som gik hen og drak sig fuld, da ingen, ikke engang han selv, kunde vide, hvad han i saadan Tilstand kunde falde paa at sige eller gjøre. Efter et kort Ophold i Christiania droge Brø- drene nedover til Moss. Ole blev som foran fortalt arresteret paa Skydsjordet, og Andreas blev arreste- ret paa Moss og straffet med Tugthusarbeide for Hæleri. Rimeligvis har Ole i den længste Tid, han denne Gang var paa fri Fod, opholdt sig i og omkring Chri- stianssand. Idetmindste er det bevisligt, at han var der saavel henimod slutningen af November Maaned 1832 som ved Juletiden samme Aar. Flere Aar efter tilstod han nemlig, at han havde gjort sig skyldig i Indbrudstyveriet hos Statsraad Hegermann. I anden Etage i dennes Gaard i Chri- SIDE: 47 stianssand blev der nemlig om Morgenen den 26de November 1832 gjort Indbrud og ved den Leilighed bortstjaalet en meget stor og tung Jernkiste, indehol- dende Penge, Bøger, Statsobligationer, Bankactier, og andre Papirer, opbrudt et Skatol og et Skab og bort- stjaalet forskjellige værdifulde Gjenstande derfra. I det hele blev Statsraad Hegermann ved dette Tyveri berøvet omtrent 2,280 Spd. i Sedler, adskillige Poser med Guld- og Sølvpenge, et Gulduhr samt endel Guldsmykker. I Værelset, hvor Indbruddet var be- gaaet, fandtes den Stige, Tyvene havde benyttet, en Sæk, en Kniv, en Jernkrog og en Hat; og rundt om paa Gulvet samt paa Skabet og Skatollet saaes Blod- pletter, hvoraf man sluttede, at en af Tyvene havde skaaret sig paa Ruden, idet den blev slaaet itu. Fra det aabne Vindue hang et Bastetoug ned til Gaden. Ved Hjælp af dette havde Tyvene formodentlig firet Jernkisten og sig selv ned. Tyvene slæbte derpaa Kisten, som var for tung til, at de kunde bære den, langs Vestre Strandgade og spurgte en Kone, der kom ud af et Hus i Gaden for at lukke Lemmerne for Vin- duerne op om Morgenen, hvad Klokken var. Der var da efter Konens Forklaring to eller tre Personer om at slæbe Kisten. Da hun havde sagt dem, at Klokken var snart 6, skyndte de paa hinanden, fordi Klokken var saa mange, og slæbte Kisten vi- dere hen til Natmandsbækken. Her forsøgte de at aabne den ved Hjælp af to Nøgler, som de havde fundet i Skatollet i Værelset og taget med sig, men da dette ikke lykkedes, sloge de den itu med store Stene. Klokken omtrent 61/2 kom en Mand, der skulde gaa paa Arbeide, henimod Natmandsbækken. Det var stygt Veir med Regn og Blæst, dog ikke ganske mørkt. Da Manden kom tæt ned til Bækken, blæste to Documenter med store Segl paa ud af en Kiste, som stod der, henimod ham. Han tog Docu- menterne op og spurgte tre Gange: "Er her Folk?" Paa sit tredie Spørgsmaal fik han til Svar: "Reis til Hel- SIDE: 48 vede! Hører du ikke, her er Folk?" Herover blev Man- den forskrækket, tog tilbage over Grimsmoen istedet- for at gaa til Skaaren, som han havde tænkt. Do- cumenterne tog han med sig, og da de bleve be- fundne at være Statsraad Hegermann tilhørende Gjælds- beviser, bleve de bragte til ham, Tyveriet bemærket og Kisten opsøgt, men Tyvene vare forsvundne. Uagtet den mageløse Uforsigtighed og Dumdristighed, hvormed dette Tyveri var begaaet, blev det først flere Aar efter bragt til Vished, at det var forøvet af Ole Høiland, formodentlig i Forening med Brode- ren og en tredie Forbryder, skjønt Ole paastod at have gjort det alene. Af Jernkisten vare de contante Penge samt alt Guld og Sølv borttaget. Bøger, Pa- pirer, Gjældsbeviser, Statsobligationer, Bankactier vare strøede om paa Marken og gennemvaade af Regnen. Efterat Ole Høiland var anholdt paa Skydsjordet og indbragt i Akershus Fæstning, søgte han om Benaadning for den ham sidst overgaaede Høiesterets- dom, og da denne Ansøgning var afslaaet ved Kgl. Resol. af 22de Juli 1833, blev han atter kagstrøgen den 5te August s. A. Derimod blev han ikke sat under Tiltale for at have begaaet nogen Forbrydelse i den Tid, han sidst havde været fri. Da han blev anholdt, blev han, som allerede fortalt, ransaget og frataget, hvad han fandtes i Besiddelse af, og denne Ransagning blev gjentaget, inden han blev indsat i Slaveriet. Det hedte sig dog senere blandt Slaverne, at det desuagtet var lykkedes ham at faa 300 Spd. medbragt i en Blære, som han havde gjemt paa et Sted paa sit Legeme, hvor det var umuligt at finde den. Om dette Rygte er grundet eller ei, vides ikke, men saa meget er vist, at han, efter denne Gang at være indsat i Slaveriet, havde mange Penge at rutte med, levede høit, tracterede ideligt med Brændevin, uagtet dette var meget dyrt paa Grund af de Bestik- kelser, der maatte anvendes, for at erholde det, og uagtet han paa samme Tid ikke bestilte noget selv, SIDE: 49 men lod sit Arbeide for en Del udføre ved andre Slaver for Betaling. Rigtignok drev han tillige i Sla- veriet temmelig indbringende Discontoforretninger, idet han mod høie Renter udbetalte sine Kammera- ter forskudsvis deres Ugeløn, saa at han enkelte Uger havde Lønninger for indtil 30 Slaver at oppebære, men han havde ogsaa en hel Del Udgifter, idet han i Slaveriet ikke alene blandt selve Slaverne, men ogsaa blandt Opsynsmændene havde skaffet sig et eget Parti, som ordentlig var frygtet af de øvrige Fanger, og hvis Bevaagenhed han kun kunde vedlige- holde ved Gaver i Penge og Brændevin. Da det derfor ud paa Høsten begyndte at mangle ham paa Penge, fik han Høker Andreas Berg, der var ansat ved Fæstningens Bageri, til at reise herfra Byen til Christianssand for at hente endel Penge, som han havde gjemt hos en Mand ved Navn Hans Clausen Egersheien paa Pladsen Egersheien under Tvets Præ- stegaard. Ole kjendte Manden fra den Tid, han tjente paa Ugland, og han havde boet hos ham ved Jule- tider 1832, eller nogle Uger efterat Tyveriet hos Stats- raad Hegermann var begaaet, og een Nat ligget i Badstuen paa Pladsen. Høker Berg reiste herfra Byen den 1ste Søndag i Advent i Aaret 1833 og fandt paa det af Ole angivne Sted, nemlig i Gulvet i Bad- stuen paa Egersheien, nogle Fod under Jorden en hel Del Guld- og Sølvpenge samt en lille Flaske med Papirpenge, som han tog med sig tilbage til Chri- stiania, hvor han ankom efter en meget kort Fravæ- relse. Han beholdt selv største Delen af Pengene og gav Ole kun nogle mindre Summer nu og da. Dette Forhold mellem Ole og Høker Berg opdagedes imid- lertid først omtrent et Aar efter. Denne gang sad Ole i Slaveriet til den 11te Juni 1834, da han undveg Kl. 1 om Eftermiddagen. Han havde i længere Tid forberedet denne Undvigelse sammen med Gustav Steen, og de havde til den Ende ved Hjælp af en Uhrfjæder, som Ole var kom- SIDE: 50 men i Besiddelse af, oversaget Naglerne, hvormed deres Lænker vare sammenklinkede, bortaget dem og istedet derfor indsat Blynagler. De havde vexelvis bistaaet hinanden hermed, idet den ene havde staaet Vagt og passet paa, at den anden ikke blev over- rumplet, medens han filede paa Naglerne, hvortil der var benyttet en længere Tid. Men da det kom til Stykket, rømte Ole uden at underrette Gustav herom, formodentlig af Hævngjærrighed, da de i flere Aar ikke havde staaet paa nogen god Fod med hindanden, fordi Ole havde beskyldt Gustav for at have stjaalet en Børste fra ham, hvorover denne havde følt sig yderlig fornærmet. Efter Oles egen Forklaring kom han bort fra Fæst- ningen ved, efter forud at have skaffet sig et Sæt civile Klæder fra et Sted, hvor de indbragte Slavers aflagte Klæder opbevaredes, at liste sig ind paa et Loft i Kornmagazinbygningen eller den nuværende nordre Slaveribygning og derfra at hoppe ud gjen- nem en Luge i anden Etage. Han ilede derefter op paa Volden og firede sig ved Hjælp af en Strikke ned af Fæstningsmuren i en indadgaaende Vinkel ved Myntedammen. En hel Del Venner i Slaveriet have formodentlig bistaaet ham i denne Undvigelse, ved at lukke ham ind paa Kornloftet og der at henlægge de fornødne Klæder, og hvad han iøvrigt trængte til, og ved derefter at paase, at ingen Uvedkommende forstyrrede ham. Ole Høilands Slaveklæder fandtes senere nedgravede i Kornbeholdningen paa dette Loft. Da han rømte, havde han kun 2 à 3 Spd. med sig. Om Aftenen tog han ind til Høker Berg i dennes Bolig paa Grønland, laa der Natten over og drog næste Morgen til Drammen, hvor han paastod Nat til den 13de Juni at have gjort Indbrud hos en Høker og stjaalet 30 Spd. Fra Drammen tog han til Laur- dal, hvor han ankom den 16de Juni. Paa Veien i Hoffs Præstegjæld, inden han kom ind i Laurdal, traf han en Bonde, der var beskjæftiget SIDE: 51 med Veiarbeide. Ole tiltalte Bonden med den Yt- tring: "Det er godt Veiarbeide, De gjør der." "Aa ja men," svarede Manden og holdt op med Arbeidet, "det er naa saa, der findes vel værre, men saa findes der vel sagtens bedre Arbeidere ogsaa, kan jeg tro." "Men hvor er den Karen fra?" spurgte han Ole, idet han mønstrede denne med Øinene fra øverst til nederst. "Jeg er nok nordenfra, jeg," var Oles Svar. "Ja saa da. Hvad heder Karen da?" spurgte Bonden videre. "Aa, jeg heder nok Johannes Paulsen, jeg," sva- rede Ole. "Naa ja, rigtig ja. Karen er ude og spadserer, er det ligt til," vedblev Bonden, der lod til at ville have nøiagtig Besked, "og Reisen er nok ikke saa kort endda, siden han har Paraplui med i saa godt Veir, som det er idag." Ole havde nemlig en Paraplui under Armen. Han var iført en ny blaa Kjole, blaa Benklæder, havde en blank Hue paa Hovedet og en Skræppe paa Ryg- gen. Da han ikke svarede noget til Bondens sidste Yttring, fortsatte denne sin Inquisition, idet han spurgte: "Hvad driver den Karen paa?" "Aa, jeg er nok reisende Haandværkssvend, jeg," svarede Ole hertil. "Ja rigtigt, og han er paa Touren hjemover nu, skjønner jeg paa Maalet," mente Bonden, der hørte, at Ole talte Vestlandsk. Da Ole heller ikke svare- de noget herpaa, fortsatte han: "Trommen skal være gaaen i Drammen, siger dem, om, at han Ole Høi- land skal være reist fra Fæstningen igjen. Kan det være muligt det da?" Ole, der blev ængstelig over den Vending, Samta- len tog, svarede kort: "Saa siger Folk," gik hurtigt videre og forstak sig paa Gaarden Stensholt nogle Mil nede i Laurdal. SIDE: 52 Strax efterat denne Samtale havde fundet Sted mellem Ole og Bonden, der arbeidede paa Veien, kom Lensmanden i Hoffs Præste- gjæld tilkjørende for at have Tilsyn med Vei- arbeidet, og da Bonden havde forundret sig over den Fremmedes Opførsel, fortalte han Lensmanden det Passerede og ytrede Formodning om, at det kunde være Ole Høiland, men hvem han havde talt. Lensmanden satte derfor efter den Reisende, for- fulgte Sporet til sent ud paa Aftenen lige til Gaar- den Stensholt. Her fandt han den Reisendes Skræppe og senere Manden selv, og lod ham som mistænkelig ved to Bønder næste Dags Morgen transportere til Lensmanden i Districtet, uagtet han paastod ikke at være Ole Høiland, hvem ingen i Nærheden kjendte, men en reisende Haandværkssvend. Underveis søgte Ole at indbilde Bønderne, at han virkelig var den, han udgav sig for, og at han havde meget liden Tid at spilde. Han anvendte al sin Overtalelsesevne for at faa dem til at lade sig løbe og lovede dem ogsaa Penge, hvis de opfyldte hans Bøn, men da de ikke vare at formaa hertil, rev han sig, idet man drog gjennem en Skov, pludselig løs fra dem, og da han ikke var bunden eller lænket, løb han med Lethed bort og forsvandt i Skoven. Idet han løb, kastede han 7 Spd. til dem med den Yttring, at disse Penge skulde de have for deres Umage. Nu forstode Bøn- derne, at det nok havde været Ole Høiland, de havde havt imellem sig, men det regnede stærkt, og de havde Betænkligheder ved i det stygge Veir at for- følge en efter Rygtet saa farlig Person som Ole Høi- land ind i den uveisomme, tykke Skov. Den ene af dem satte vel nogle faa Skridt ind i Skoven efter den Flygtende, men blev kaldt tilbage af den anden Bonde, hvorpaa de gave sig til at discutere den, som det forekom dem, særdeles vanskelige Quæstion: hvad de nu skulde gjøre med de Penge, Ole havde kastet fra sig, og som laa igjen i Veien. Begge vare de SIDE: 53 enige om, at det ikke gik an at røre ved dem, men Hovedspørgsmaalet var, hvorledes de skulde kunne bevare Pengene, der vare af Papir, fra at opløses i det stærke Regnveir. Dette Spørgsmaal afgjorde de ende- lig ved at lægge en Bordhun over dem, hvorpaa de anmeldte Sagen for Lensmanden, der strax lod Ole eftersætte, men han var ikke at finde igjen. Fra Laurdal reiste Ole til Skien og derfra til Aren- dal og Raabygdelaget. Det var hans Ønske, paastod han, at komme ud af Landet, men da dette ikke lyk- kedes ham, reiste han østover igjen og gjorde i August Maaned Indbrud hos Præsten Top i Drangedal. Ved Hjælp af en Stige kom han nemlig op til Vin- duerne i 2den Etage, brød ind der og stjal endel Guld- og Sølvpenge, Bancosedler til et Beløb af 600 à 700 Spd., 2 Gulduhre og nogle mindre betydelige Sager. Dette Tyveri paastod Ole at have gjort alene og forklarede derhos, at han havde mistet Guld- og Sølvpengene strax efter, da der var Hul i hans Lomme. Men hans Forklaring er formodentlig urigtig i begge disse Puncter. Efter at have begaaet dette Tyveri, tog han gjen- nem Christiania, hvor han en kort Tid tog ind til Høker Berg, og stod paa en saa fortrolig Fod med Konen, at hendes Mand idelig gjorde hende meget nærgaaende Beskyldninger i den Anledning og af og til, naar han var fuld, pryglede hende derfor. Fra Christiania tog Ole op i Landet for at begive sig til Sverige, men han kom ikke længer end til Gardermoen; thi da han der blev frastjaalet 100 Spd. af sin Tegnebog og derefter kun havde 200 Spd. til- bage, fandt han, at denne Sum var for ringe til at reise ud af Riget med, hvorfor han tog tilbage igjen til Christiania og fik i September Maaned Logis hos forhenværende Gevaldiger Ole Vidste, med hvem han havde sluttet Bekjendtskab i Slaveriet, og som nogen Tid forud havde taget Afsked fra sin Bestil- ling som Gevaldiger og derpaa med sin Kone var SIDE: 54 flyttet op til Sagene til en liden Stue paa Aasen Gaard i Nærheden af Christiania. Her bestemte Ole sig til at blive i længere Tid og til at iværksætte en allerede for længere Tid siden udkastet Plan til at gjøre Indbrud i Banken i Christiania. Han boede først nogen Tid paa Loftet, men indrettede sig derpaa et Opholdssted under Gulvet i Kjøkkenet, hvor han udgrov et Hul ved Siden af Grundmuren, saa stort at han kunde staa og ligge der. Hullet var meget mørkt og meget fugtigt og koldt. Han opholdt sig der om Natten og en stor Del af Dagen, men vovede yderst sjelden at bruge Lys. Nedgangen til dette Hul var gjennem et Skab med Hylder, som stod i Kjøkkenet. Hylderne i Skabet vare løse og ligesaa Bunden, men denne sluttede saa godt, at man ovenfra ikke kunde faa den op med blotte Hænder. Det var umuligt at se, at der var nogen Nedgang derigjennem. Om Dagen var han oppe i et Værelse, hvor han fra Vinduet havde Udsigt mod den ene Kant og gjennem endel borede Hul- ler i en Dør og et Vindue ligeoverfor Døren Udsigt mod den anden Kant, for ei at blive overrumplet. Om Aftenen gik han af og til til Byen og besøgte en Gang imellem Madam Berg, hvis Mand imidlertid var død. Han klagede i denne Tid meget over Penge- mangel, uagtet han havde havt 200 Spd. med sig, da han kom til Vidste nogle Uger forud. Paa en af sine Excursioner til Byen bemærkede han tilfældigvis Bankens Bud forlade Banken efter at have lukket Hovedindgangsdøren ilaas, og ved at følge efter Manden saa han Nøglen til denne Dør ligge i en Lygte, som Budet bar. Efter et blot og bart Øiemaal, forklarede han selv, gjorde han der- paa et løst Skjær til Laasen for Hovedindgangsdøren. Dertil arbeidede han sig et Haandtag til at sætte Skjæret i. Ved det første Forsøg, han derpaa gjorde hermed, fik han Døren til Hovedindgangen aabnet, og da han forud havde ladet Ole Vidste saavidt SIDE: 55 muligt undersøge og underrette sig om Beskaffenheden af de øvrige Laase og om Localiteterne forøvrigt, aabnede han ved Hjælp af endel Dirikker, han havde stjaalet fra en Smidie ved Sagene, endel andre Laase, men da han traf en, som han ikke var belavet paa at finde, og som han ikke kunde aabne, lukkede han alle de aabnede Laase til igjen og begav sig hjem igjen for at forfærdige en Hovednøgle til dette. Blandt de Laase, han første Gang havde aabnet og lukket, vare nogle Hængelaase, der vare forskrevne fra Udlandet, og Ole var særdeles stolt af, at han strax havde kunnet aabnet disse Laase, der vare hjem- førte fra Udlandet for at være aldeles sikre. Efter to Gange forgjæves at have anstillet Forsøg, lykkedes det ham derpaa Natten til 1ste Jan. 1835 mellem Kl. 12 og 2, medens Jæger Peer Olsen Kolseth stod paa Post ved Banken, at komme ind i Bankens Pengekjæl- der. Her tog han 64,000 Spd. i gamle kasserede Sedler og 100 Spd. i nye endnu ikke i Circulation satte Ortsedler, pakkede dem i en Sæk, som han der- paa tog med sig, og lukkede, idet han gik, alle Laase igjen efter sig. Tyveriet havde medtaget en Times Tid. Da han kom hjem til Ole Vidste med Sækken, kom denne ud i det blotte Linned for at lukke ham ind. Ole Høiland kastede Sækken med Pengene lige- gyldig under et Snedkerbord, som stod i Kjøkkenet, idet han sagde til Ole Vidste: "Nu skal du se, at jeg nok har seet Bankens Penge." Han bad derpaa om at faae lidt at spise og drikke, da han var sulten og tørstig, men da Vidste ikke kunde skaffe ham nogen af Delene, men stod og frøs i det blotte Lin- ned, da det var meget koldt den Nat, sagde Ole Høiland: "Ja saa er det vel bedst, at vi gaa tilsengs begge to", hvorpaa han krøb ned i sit elendige, mørke, kolde, fugtige Hul med 64,100 Spd. hos sig, men tørstig og sulten. Den næste Dag anvendte han til løselig at eftertælle Pengene og fandt, at han havde SIDE: 56 faaet med sig over 60,000 Spd. Det syntes han var en god Fangst, og paa nogle Tusinde Daler mere eller mindre kom det ham ikke an. Nogle Dage efter hørte han fra sit Hul, at Ole Vidste samtalede med en Person udenfor; han hørte den Fremmede paastaa at være overbevist om, at Ole Høiland var i Huset, og at Ole Vidste derpaa erkjendte, at dette var Tilfældet. Paa Grund heraf, og da han derhos hørte, at Tyveriet i Banken var bemærket og naturligvis havde vakt megen Sensation i Byen, fandt han det raadeligst at forlade Ole Vid- stes Hus, hvilket han ogsaa gjorde den 3die Januar. Inden han reiste, gav han Ole Vidste endel af de stjaalne Penge. Af disse Penge havde denne dog ingen synderlig Glæde; thi nogle Dage derpaa opdagedes hans For- bindelse med Ole Høiland derved, at Proprietair Muus i en Lade paa sin Eiendom Aasen fandt endel Penge, efter strax forud at have seet en Mandsperson løbe fra Laden hen til Ole Vidstes Bolig, som laa i Nærheden. Ved den derefter af Christiania Politi anstillede Undersøgelse i hans Bolig fremkom saa meget Mistænkeligt, at han fandt det bedst at tilstaa Sandheden. Han paaviste derhos 4 forskjellige Steder, hvor han havde gjemt de Penge, han havde faaet af Ole Høiland, nemlig i Grefsenaasen, under en Bro ved Sindsen, i en Bæk ved Thorshaug og i Jorden ved sin Bolig. Pengene vare nedlagte i Flasker. Da Ole Høiland forlod Ole Vidstes Bolig, tog han en Skræppe paa Ryggen og kastede et Gevær, der tilhørte Ole Vidste, over Skuldrene. Geværet var ikke ladet, men han tog Krudthorn og Haggelpung med sig, derimod ikke Knalddopper. Paa Enden af Gevær- piben hang han Sækken med Pengene i. Alt var indrettet paa, at han skulde have Udseende af at være en fra Jagten kommende Jæger. Inden han gik, for- ærede han, som fortalt, sin Vært en Slump Penge, der af begge blev anslaaet til 10,000 Spd., men de SIDE: 57 Penge, denne paaviste, beløb sig kun til 8,000, som han paastod var alt, hvad han havde faaet. Ole Høiland begav sig fra Ole Vidstes Bolig opover den throndhjemske Landevei og gjemte Resten af Pengene i Grefsenaasen med Undtagelse af omtrent 20,000 Spd., som han tog med sig i Skræppen. Af en Rei- sende kjøbte han ved Kallebakken et daarligt Pas for 3,000 Spd., og da den Reisende lovede at skaffe ham et bedre, satte de hinanden Stevne til at mødes paa et Sted i Nærheden den 15de Januar. Efter derpaa at have besøgt Madam Berg, hvem han senere tilstillede 1,000 Spd., begav han sig til Pladsen Høi- den i Lier. Selv havde Ole ikke været paa Høiden før, men Ole Guldbrandsen havde, saaledes som foran er fortalt, givet ham Underretning om Manden paa Pladsen og Pladsens Beliggenhed. Søndags Aften den 11te Januar kom Ole til Høiden, efterat Folkene havde lagt sig tilsengs. Døren var ikke stængt, og Ole gik uden videre ind. Da han aabnede Døren, vaagnede Manden i Stuen, Erik Halgrimsen, og spurgte: "Hvilken Kar er det, som er ude saa sent paa Kvælden?" "En Reisende," svarede Ole. "Hvorfra kommer Karen da?" spurgte Erik. "Fra Aasene herovenfor og gjennem et Værk (Konnerudværket). Jeg vil til Drøbak," sva- rede Ole. Erik tændte derpaa Ild i en Tyristikke og sagde, efterat han ved dens Skin havde belyst og beseet den Fremmede nøie, medens denne, der var yderst forfrossen og udaset, sad og varmede sig ved Ovnen i Stuen: "Jeg skulde vel ikke tro, det er han Ole Høiland?" Da Ole ikke svarede hertil, gjentog han i sin Yttring: "Jeg skulde vel ikke tro, det er han Ole Høiland? siger jeg," i en Tone, der lod for- staa at den Sag først maatte være bragt paa det Rene, inden man gik videre. Ole svarede da endelig: "Det kan nok være," og spurgte derhos: "Er det ikke dig, som er kommen i Uleilighed for at have handlet med Kuntegutten?" Da Erik hertil svarede: SIDE: 58 "Det er ikke umuligt," sagde han, "ja, jeg har rigtignok synes stor Synd i dig, min Ven, fordi du kom i Ube- hageligheder for den Sags Skyld," tog derpaa frem af sin Brystlomme et Tørklæde fuldt af Papirpenge og forærede Erik dem til en Drikkeskilling, som han kaldte det, men med Formaning om at bruge dem forstandigt og ikke røbe sig med dem. Erik vilde derpaa have sig en liden Passiar med Ole og spurgte om forskjellige Ting, men Ole var meget ordknap, erklærede paa Forespørgsel, at han ikke var sulten, men at han, hvis der var noget Mad, dog nok tog det alligevel, og svarede paa Eriks Spørgsmaal, om det var sandt, at han havde gaaet maskeret inde i Christiania, at det nok ikke var umuligt. Da han havde spist, slukkede han Lyset med den Bemærkning, at det ikke behøvedes at brænde Lys midt om Natten. Han lagde sig derpaa, iført sine Klæder, paa Sengen og tog først paa Eriks gjentagne Anmodninger Kjole, Støvler og Benklæder af sig. Ole Høiland opholdt sig nu paa Høiden til Thors- dags Middag den 13de Januar, var yderst ængstelig og mistænkelig, saa idelig ud af det ene Vindue og satte Eriks 12 Aar gamle Søn paa Udkig ved et andet Vindue. Da han kom til Høiden, var han i en yderst daarlig Forfatning. Hans Frakke var fuld af Hømug, saa at det var tydeligt, at han i nogen Tid havde havt sit Tilhold i Hølader, hvilket ikke kan have været behageligt i de kolde Januarnætter. Hans Benklæder vare iturevne paa Laaret, og han maatte selv sy dem istand med hvid Traad, sværtet med Grydesod og Fedt, da der ikke var anden Slags Traad at faa. Støvlerne vare itu, saa at Tæerne stak ud, og Eriks 12 Aars Søn maatte lappe dem, saa godt han formaaede. Ole havde saaledes ikke syn- derlig godt af alle de Penge, han var kommen i Be- siddelse af, men havde, siden han fik dem, lidt mere Ondt end nogensinde før, ved i den koldeste Vinter- tid at maatte vanke om i den dybe Sne igjennem SIDE: 59 Skov og ad ubanede Veie, iført saa daarlige Klæder. Efterat Erik om Tirsdagen var reist til Drammen, havde Ole ingen Ro paa sig, da han frygtede for, at Erik skulde angive ham for Politiet, og reiste derfor selv bort strax efter. De Penge, Erik havde faaet som en Drikkeskilling, paaviste han senere. De laa skjulte i en Bjergkløft ved Høiden og udgjorde 432 Spd. 12 Sk. En Del af, hvad han havde faaet, var alle- rede forbrugt. Fra Høiden begav Ole sig tilbage til Christiania for til fastsat Tid at træffe sammen med den Person, af hvem han skulde erholde Pas, men Personen kom ikke. Han forsøgte derpaa flere Gange paa at komme ind til Madam Berg, men hun vilde ikke længere vide af ham, men gav derimod sine Naboer Vink om, naar Ole var udenfor, hvilket hun nok skjønnede paa hans egen Maade at banke paa Lemmen for Vinduet paa. Gjentagne Gange vare ogsaa 3 à 4 Personer efter ham uden dog at kunne faa fat paa ham, uagtet de engang i Tøiengaden vare ham saa nær, at han kun frelste sig ved af en Stok at udtrække en Kaarde og slaa den ene af sine Forfølgere over Ryggen med den. Da bleve de alle bange og vege tilbage. Dette er den eneste Gang, Ole, saavidt man kan se, har gjort Modstand og brugt Vaaben, naar han blev an- holdt. Da han ikke kunde faa nogen Bistand af Madam Berg, henvendte han sig til en Pige, med hvem han var bekjendt gjennem hende, og gav Pigen 2,000 Spd. for, at hun skulde skaffe ham Logis, hvilket hun ogsaa lovede at skaffe ham i Lysaker. Til den Ende toge de derud den 19de Januar. I Lysaker søgte imid- lertid Pigen at faa Ole paagreben, formodentlig for at fortjene den for hans Paagribelse udlovede høie Belønning, og sendte derfor Bud om ham til forskjellige Personer. Men Ole lod sin Skræppe i Stikken og undløb. I Skræppen fandtes der efter Oles egen For- klaring 10,000 Spd. Strax efter blev hans Tegnebog SIDE: 60 funden i Lysaker og i samme 950 Spd., men Skræp- pen blev først funden henimod et Aar efter, henkastet ved Lysaker Kjern og kun indeholdende 8 Spd. Fra Lysaker ilede Ole henover til Lier og ankom om Natten Kl. 1 1/2 den 21de Januar til Høiden. Idet han tog i Dørklinken, kom en Mand ud af Døren, med et Gevær foran sig, og befalede ham at gaae ind i Stuen, hvilken Ordre han strax adlød. Inde i Stuen vare to andre bevæbnede Mænd, af hvem Ole fik Ordre til at kaste sig ned paa Gulvet og derpaa lægge Hæn- derne paa Ryggen. Han adlød ogsaa de givne Be- falinger, men da det ikke skete hurtigt nok, fik han flere Hug over Hænderne med en Sabel. Han blev bagbunden og ført til Drammen og derfra til Akers- hus Fæstning. Ved Paagribelsen fandtes han i Be- siddelse af 2 Gulduhre, der vare stjaalne hos Præsten i Drangedal, endel Guldpenge, en Guld-Halsknap, Kniv og Barbertøi, men ingen Penge fandtes hos ham. Han erkjendte strax, at han havde stjaalet i Banken og hos Præsten Top, men benægtede deri- mod fremdeles at have stjaalet hos Statsraad Heger- mann. Senere tilstod han dog ogsaa at have begaaet dette Tyveri, men var ikke at formaa til at opgive sine Medskyldige deri. Med hans Paagribelse var det gaaet saaledes til. Da Erik Høiden kom til Drammen og kjøbte Mad- varer for nogle af de Penge, han havde faaet af Ole Høiland, fandt den Høker, hos hvem han gjorde dette Indkjøb, og som var den samme, hos hvem han ellers pleiede at kjøbe, hvad han behøvede, at han denne Gang tog mere, end han pleiede, og da Høkeren derhos var vidende om, at han tidligere havde været under Tiltale for at have hælet med undvegne Sla- ver, fattede han Mistanke om, at Ole Høiland, som han formodede var kjendt paa Pladsen fra tidligere Dage, havde været der og givet Erik de Penge, hvor- for han nu gjorde Indkjøbet. Han underrettede Po- litiet i Drammen om sin Mistanke, og ved anstillet SIDE: 61 Undersøgelse paa Høiden kom Politiet til Vished om, at Ole ogsaa virkelig havde været der. Tre Mænd af Bygden bleve derpaa satte paa Vagt for at gribe ham, om han muligens skulde komme igjen. Denne Vagt blev hver Dag ombyttet, og det var af den, han som fortalt blev paagreben Nat til den 21de Januar. I Christiania var imidlertid allerede under 6te Januar ifølge kgl. Resolution nedsat en Commission, der skulde anstille Undersøgelser i Anledning af Banktyveriet. For denne Commission erkjendte Ole vel, at han havde begaaet Tyveriet i Banken, men han løi der- hos i flere Henseender. Saaledes forklarede han, at han havde begaaet det alene og uden nogen Med- hjælper, at det var skeet Natten mellem den 30te og 31te December, naturligvis forat man ei skulde kunne komme efter, hvilken Soldat der havde staaet paa Post, da det skete, at han havde efterladt stør- ste Delen af Pengene hos Ole Vidste ved sin Afsked fra ham, og at han havde havt de Penge, han tog med sig, i den Skræppe, som han maatte kaste fra sig ved sin Flugt fra Vækkerø. Aldrig havde Ole Høiland lidt saa meget Ondt og ført et saa møisommeligt og anstrængt Liv, som efter- at han med alle sine Penge var taget fra Ole Vid- stes Bolig, og indtil han blev paagreben paa Høiden. Paa Grund heraf og af de Saar, han havde faaet, idet han blev paagreben, var han syg i nogen Tid efter at være indbragt i Fæstningen. Da han var bleven frisk igjen, blev han indsat i det saakaldte Kronprindsens Krudttaarn. Dette er den isoleret staaende lille Bygning, der ligger paa den nordre Side af den indre Fæstning ikke langt fra Broen, der fører over Graven til Fæstningen øvre- volds. Bygningen er opført af massive Graastens- mure, og den indeholder kun eet Rum. Men forin- den Ole Høiland blev indsat der, blev der i dette Rum bygget et stort Træbur af tykke Stolper med kun nogle faa Tommers Mellemrum. Stolperne bleve SIDE: 62 overalt satte saa langt fra Væggene, at disse ikke paa noget Sted kunde naaes af dem, der vare inde i Buret. I dette blev derpaa Ole Høiland ind- sat, stærkt belagt med Jern, og en Skildtvagt fik Post udenfor Krudttaarnet for at passe paa, at han ikke rømte og ikke satte sig i Forbindelse med Uvedkom- mende udenfor. Han fik intet Arbeide, derimod blev det ikke nægtet Folk, der ønskede at se ham, at gaa ind og tale med ham. En hel Mængde Nys- gjærrige strømmede ogsaa til og besøgte Ole Høi- land i hans Bur. Mange af de Besøgende, og deri- blandt fornemme Folk, yttrede Medlidenhed med ham og lode Yttringer falde om det Sørgelige i, at et Menneske skulde være udsat for at lide saa meget Ondt, som han maatte lide. Disse Yttringer misfor- stod Ole Høiland, idet han antog, at Meningen der- med var at tilkjendegive ham, at man formedelst hans Bedrifter nærede Sympathi og Beundring for ham, og at antyde ham, at man misbilligede den strænge Maade, hvorpaa han blev behandlet. Som Følge heraf ansaa Ole sig imellem næsten som en Martyr og blev mere but, haardnakket og halsstarrig end nogensinde tilforn. I Begyndelsen af November Maaned 1835, efterat Ole i omtrent 9 Maaneder havde siddet i sit Bur, underrettede Christiania Politi Akershus Fæstnings Commandantskab om, at Høker Bergs Kone havde forsøgt paa gjennem en Slavegevaldiger at sætte sig i Forbindelse med Ole Høiland. Gevaldigeren fik derefter Ordre til paa Skrømt at indlade sig med hende, og hun overleverede ham strax en Seddel, som han skulde søge at bringe i Oles Hænder, og hvori hun trænger paa denne efter Penge. Man gav derpaa Gevaldigeren Anledning til at sætte sig i For- bindelse med Ole, som efter at have læst Mad. Bergs Seddel strax besvarede den og anviste hende et Be- løb, hun kunde udtage af en Pengebeholdning, han havde forvaret i et stort Blikspand, der laa nedgravet SIDE: 63 i en Bjergur i Grefsenaasen. Stedet var nøie betegnet. Oles Svar blev overleveret til Politiet, som ogsaa paa det angivne Sted fandt Blikspandet og i samme om- trent 30,000 Spd. Da Ole havde faaet Underretning om, at han paa denne Maade var ført bag Lyset, og han oftere var greben i at ville indlede Forbindelse med de Skildtvagter, der stode paa Post udenfor Krudttaarnet, blev han meget fortvivlet. En Morgen kort Tid efter var han tilsagt at møde til Forhør for Commissionen. Inden han mødte frem der, ønskede han at barbere sig, hvilket blev ham tilladt to Gange om Ugen, dog saaledes at der hver Gang var Vagt tilstede for at forebygge Misbrug med Barberkniven. Den heromhandlende Morgen satte han sig ganske roligt ned og insæbede sig som sædvanligt, idet han passiarede om ligegyldige Ting. Men da man over- leverede ham Barberkniven, gav han sig med saadan Hurtighed, at det var umuligt at hindre ham deri, et Snit med Kniven paa høire Side af Halsen. Da han havde gjort dette, reiste han sig hurtigt fra Stolen, kastede Kniven fra sig og sagde, idet han mærkede, at Blodet rigeligt strømmede ud af Saaret: "Det gjorde jeg godt, nu tog jeg Livsaaren, og nu kan der gjerne gaa Bud efter Doctoren." Paa hans Bevogteres gjentagne Spørgsmaal om, hvorfor han gjorde det, svarede han: "Hils og sig Commandanten Tak for mig; jeg kunde ikke holde det ud længere." En Doctor blev strax hentet og fandt, at Ole havde bibragt sig Saaret paa det Sted paa den høire Side af Halsen, hvor den store Halsarterie løber, men at denne dog ikke var beskadiget. Saaret var ikke sær- deles farligt, Ole blev forbunden og kom sig snart. Det var den almindelige Mening blandt hans Bevog- tere, at det ikke havde været hans alvorlige Hensigt at tage Livet af sig, hvilken Mening dog ikke de to Læger, som derefter behandlede ham, delte. Comman- danten for Akershus Fæstning fandt sig paa Grund af det Passerede foranlediget til at opfylde et af Ole SIDE: 64 oftere fremsat Ønske om at indsende en Forestilling til Justitsdepartementet om, at han maatte blive for- flyttet til en anden Fæstning. Man troede nemlig ikke med Sikkerhed at kunne beholde ham paa Akershus Fæstning uden at underkaste ham de Lidelser, der vare forbundne med at holde ham i Ensomhed inde- spærret i det Bur, hvori han sad, hvilket, efter hans egne Yttringer, var Grunden til, at han havde søgt at tage sig selv afdage. Det var derefter ogsaa virkelig paatænkt at forflytte ham til Munkholmen eller til Vardøhus Fæstning, men der opstod saadanne Van- skeligheder hermed, - paa Munkeholmen var der saaledes allerede to Arrestanter, og til flere var der ikke Rum, medmindre man vilde indrette et nyt Locale - at det Paatænkte ikke blev bragt til Ud- førelse. Da Ole var bleven frisk efter dette Saar, paaviste han et andet Sted i Grefsenaasen, hvor han paastod at have henlagt endel Penge, men uden at der ved Undersøgelsen paa Stedet fandtes noget, uagtet han personlig var tilstede og erklærede at være aldeles sikker for nøiagtig at gjenkjende Stedet. Paa Touren derfra og nedover til Byen igjen søgte man, da han syntes at være i en ganske god Stemning, at formaa ham til en sandfærdig Tilstaaelse om, hvem der havde været ham behjælpelig med Banktyveriet, og om de øvrige Biomstændigheder ved samme, uden at det dog lykkedes, uagtet man gjorde ham bekjendt med, at Fodjæger Peer Kolseth havde tilstaaet, at han stod Vagt, da Ole begik Tyveriet i Banken, og at han var vidende om, at det skete. Da Ole ikke lod til at ville tro dette, blev Peer, der sad arresteret i Raad- stuearresten, fremstillet for ham paa Politikammeret. Her gjentog Peer sin Tilstaaelse i Oles Paahør, men denne svarede hertil tilsyneladende meget forundret: "Kan du sige saadant noget! Jeg kan ikke forstaa, hvad Moro du kan have af at lyve paa dig selv, saa som du nu gjør," og da Peer paa Opfordring for- SIDE: 65 klarede, naar og hvor han havde talt med Ole om Banktyveriet, erklærede denne, at han ikke vidste af, at de nogensinde havde talt sammen. Peer vedblev imidlertid med sit og anførte flere og flere Biom- stændigheder, der gjorde det indlysende, at hans For- klaring medførte Sandhed. Endelig blev Ole kjed af at modsige ham og erklærede: "Naar du er saa dum, Peer, og endelig vil i Straf, saa for mig gjerne, men du er en Torsk, som ikke kunde benytte den For- klaring, jeg har afgivet, saa var du kanske sluppen fri. Nu skal du ikke kunne sige, at det er min Skyld." Da Ole strax derpaa blev bragt til Forhør, afgav han en mere sandfærdig Forklaring end nogen- sinde før, idet han erklærede, at Høker Andreas Berg og Kone i længere Tid havde hælet med ham, og at han oftere havde opholdt sig hos dem, inden han stjal i Banken, hvorom man før ikke havde havt nøi- agtig Besked, at Fodjæger Hans Kullebunden var den Skildtvagt, der havde staaet paa Post, hver Gang han prøvede Nøglerne i Banken, og at det saaledes ikke var Sandhed, hvad han forhen havde forklaret om, at han hver Gang havde staaet ved Hjørnet af Professor Sørensens Gaard og passet paa at komme ind i Bankens Forhal, medens Skildtvagten paa sin Vandring rundt om Bankbygningen, der staar isoleret, var bagom Bygningen, og ligesaa at det var lutter Opdigtelse, naar han tidligere havde fortalt, at han, inden han forlod Banken hver Gang, efterat have prøvet Nøglerne, standsede Vandspringet, som var inde i Forhallen, for bedre at kunne lytte efter, naar Skildt- vagten gik fra Døren. Han forklarede derhos, at Hans Kullebunden havde faaet sin Broder Peer Kol- seth overtalt til at være ham behjælpelig, og at Peer havde staaet paa Post ved Banken, da Tyveriet blev begaaet. Derimod vedblev han sin tidligere Forklaring om, at have tildannet Nøglen til Hovedindgangen efter løselig at have seet den ligge i Bankbudets Lygte. SIDE: 66 Ved den for denne Sag anordnede Commissions Dom af 13de April 1836 blev Ole Høiland dømt til atter at stryges til Kagen og igjen at indsættes til Fæstningsarbeide paa Livstid under stræng Bevogt- ning, Ole Vidste og Erik Høiden hver til to Aars Tugthusarbeide, Ole Vidstes Kone ved Navn Ragnhild Christiansdatter og Mad. Berg - dennes Mand Høker Andreas Berg var da død, som foran bemærket - hver til et Aars Tugthusarbeide, Mad. Bergs Moder og en Kunstdreier Qvisling hver til tre Maaneders Tugthusarbeide, Peer Kolseth til to Aars Fæstnings- arbeide, en Pige ved Navn Barbro Aslesdatter til otte Dages Fængsel paa Vand og Brød, Hans Kullebun- den til ti Dages Fængsel paa Vand og Brød, alle for directe eller indirecte at have hælet med Ole Høiland; en Artillerist Carl Bentzen blev derhos dømt til ti Dages Fængsel paa Vand og Brød for et ved en tidligere Leilighed begaaet Tyveri i Banken, der blev oplyst un- der denne Sag. Tre Personer og iblandt dem Møl- leren i Vækkerø bleve frifundne for Justitiens Tiltale. Endelig blev Ole Høiland dømt til at betale i Skades- erstatning til Statsraadinde Hegermann 4,000 Spd. og til Bankadministrationen i Christiania in solidum med Peer Kolseth 18,401 Spd. 60 ß, hvilket Beløb der da manglede i de Banken frastjaalne 64,100 Spd. Denne Dom blev ved Høiesterets Dom af 14de Oktober 1836, forsaavidt den var paaanket, stadfæstet, dog saaledes, at Peer Kolseth kun blev idømt 25 Dages Fængsel paa Vand og Brød for første Gangs begaaet simpelt Tyveri, - Banken her i Byen var nemlig ikke beboet Hus, og det af Høiland der be- gaaede Tyveri saaledes efter den da gjældende Lov- givning ikke qvalificeret - og at Md. Bergs Moder og Kunstdreier Qvisling blev frifundne for Justitiens videre Tiltale. Da Peer Kolseth havde udstaaet den ham ilagte Straf og, som rimeligt var, ikke kunde betale Banken de 18,401 1/2 Spd., han in solidum med Ole var til- SIDE: 67 dømt at erstatte den, lod den Manden sætte i Gjælds- arrest, hvor han sad til Sommeren 1849, eller i om- trent 12 Aar. Han havde da vant sig saaledes til Livet i Gjældsarresten og befandt sig saa vel der, at han høiligen beklagede at skulle forlade den. Kagstrygningsstraffen over Ole Høiland blev exe- qveret paa Vippetangen den 27de samme Maaned, som Høiesteretsdommen var afsagt. Ole blev derefter om Dagen sat i en Celle i Slaveribygningen, hvor en Dreierbænk var indsat, og hvor han fik Arbeide som Dreier. Om Natten sad han i Buret i Krudttaarnet. Hver Aften blev han, idet han førtes fra Cellen til Buret, visiteret af to Gevaldigere og en Underofficer. Paa den Maade blev Ole Høiland fastholdt paa Akershus Fæstning indtil Natten imellem den 16de og 17de September 1839. Det var denne Nat et overhændigt stygt Veir. Det regnede uafbrudt, stor- mede stærkt og var bælmørkt. Om Morgenen var Buret tomt. Skildtvagterne, der om Natten havde staaet paa Post udenfor Krudttaarnet, havde intet mærket uden Vindens Tuden og Regnens Pladsken. Ved den anstillede Undersøgelse fandt man, at Fangen havde banet sig Vei igjennem Gulvet ved lige ved Burets Væg at oversage to af Gulvplan- kerne, der vare af 2 1/2 Tommers Tykkelse, og som 3 til 4 Fod fra denne Væg vare skjødte, og ved der- hos, da Plankerne med svære Spiger vare fæstede til en underliggende Bjælke, tillige at oversage denne langs med Plankernes ydre Kanter. Herved havde han faaet en Lem i Gulvet, der ikke ved den om- hyggeligste Undersøgelse kunde opdages, idet de tre Sider vare Plankernes oprindelige Kanter, og den fjerde Side, nemlig den, der var skaaren af Ole, var skjult med en List paa Gulvet ved Burets Væg. Denne List sad fast, og Ole havde afsaget Gulvplankerne i Riften mellem Listen og Underlagsbjælken til Buret. Som Følge heraf maatte han, hver Gang han skulde aabne Lemmen, trække den frem foran denne List, SIDE: 68 inden han ganske kunde aabne den, og hver Gang han skulde lukke den, bringe den ind under Listen, inden han ganske kunde faa den tillukket. Siderne paa Lemmen vare skraanede af med en Kniv, og til Gulvets faste Sider vare med smaa Spigre fæstet Klædesstrimler, rimeligvis for at forhindre Støi, naar Lemmen faldt i. Det hele var udført med en saadan Omhu og Nøiagtighed, at de, der ikke vidste, hvor Lemmen var, som bemærket, ikke kunde finde den, naar den var lukket. I Rummet under Gulvet fandt man en gammel forrustet Stiksag af 1/2 Alens Længde, en liden Fil og en tilspidset Jernbolt. Efterat Fangen igjennem Lemmen var kommen under Gulvet, havde han truffet paa en gammel Kisterende, der i betydelig Grad havde lettet ham den Gravning i Jorden, som han derefter havde maattet foretage for at komme under Grundmuren, hvilket han kunde skjønnes op- rindelig at have havt til Hensigt, men da han havde fundet, at den laa paa en Flaade eller et Tømmerlag, havde han brudt Hul paa selve Grundmuren, der var fire Alen tyk og opført af svær Graasten. Dette Arbeide maatte have medtaget lang Tid, da han ikke kunde være sikker paa ikke at blive overrasket uden om Natten og saaledes kun kunde have arbeidet da. Af den forrustne Sag samt Skaaret i Plankerne kunde det ogsaa skjønnes, at Arbeidet var paabegyndt for lang Tid siden. Paa den anden Side af Grund- muren havde han, efter at have brudt sig igjennem den, gravet sig et Hul op til Jordens Overflade langs Muren og var derved kommen op imellem to smaa Udbygninger paa den ydre Side af Taarnet. Ved en Bygning i et Hjørne af Fæstningsmuren ikke langt fra Salutbatteriet fandt man en Luntestikke, som han formodentlig havde fundet paa dette Batteri, fæstet i Brystværnet, og i denne Luntestikke fandtes fast- heftet en kun tre Alen lang Tougende, medens Muren var henved femten Alen høi. Over Fæstningens Udenværker var det, efterat han var sluppen ned af SIDE: 69 Muren, ikke vanskeligt at komme bort. For ikke at tilsmudse sine Klæder og derved tildrage sig Opmærk- somheden, har Ole rimeligvis hver Gang maattet klæde sig ganske nøgen oppe i Buret, inden han steg ned under Gulvet for at grave i den fugtige Lerjord. Der havde han benyttet en Slags Lampe, som han havde forarbeidet af en liden Blikstump. Olie og Væge havde han formodentlig taget af Lampen i Taarnet. Denne Lampe fandtes under Gulvet efter ham. Af de Jern, han havde havt paa sig i Buret, fandtes kun en liden Stump af Lænken efter ham, Resten, og deriblandt to store Bolte, havde han taget med sig. Justitsdepartementets Chef havde, Dagen før Ole rømte, været i hans Arrest og talt med ham. Om Morgenen, efterat Ole var undløben, gik det som en Løbeild gjennem Christiania: "Ole Høiland er rømt." Paa hvert Gadehjørne hørte man denne Ny- hed fortælle, og Folk strømmede til Buret i Masse for at se, hvorledes han havde iværksat sin Flugt. Mili- taire Patrouiller bleve strax udsendte i forskjellige Ret- ninger for muligens at paagribe ham, Stikbreve bleve udsendte i alle Retninger, hans Undvigelse forkyndt ved Trommeslag i Byens Gader, og en Sum af 300 Spd. udlovet for hans Paagribelse. Men da man i længere Tid ikke hørte eller saa noget til ham, og der samme Nat, som han undveg, ved Sagene var bortstjaalet en Hest, antog man i Almindelighed, at han havde forladt Riget og taget med sig det Til- overblevne af de i Banken stjaalne Penge. Det er noget, som alle Tiders Erfaring har vist, at saadanne Forbrydere som Ole Høiland gjerne finde Sympathi hos den store Masse. Dette har vel sin Grund i den Tendens, der findes hos Mængden, til at udsmykke enhver ualmindelig Personlighed med endel fingerede udmærkede Egenskaber og til, naar en dristig og klog Plan er vel udført, at forøge Vanske- ligheden og Fortjenesten derved uden at indlade sig i en dybere Undersøgelse af Grunden og over, om SIDE: 70 Personens Bedrifter ere til det Gode eller til det Onde, saalænge som den ranende Haand ikke har gjort Ind- greb i deres Eiendomsret. Det samme viste sig ogsaa, da Efterretningen om Ole Høilands Undvigelse blev bekjendt i Byen. Man morede sig ved Nyheden og fandt, at Ole Høiland maatte være et sjelden godt Hoved og en sjelden behændig Mand og en Pokkers flink Fyr. Nu hørtes ikke noget til Ole Høiland førend ved Juletider 1840, da en Reisende kom til Christiania og fortalte, at han et Stykke ovenfor Gaarden Arveset i Nærheden af Byen havde truffet en Mand, der havde faaet Tilladelse til at staa bag paa Slædemeierne, og med hvem han derpaa havde snakket en Tid, idet han kjørte nedover mod Byen. Da det forekom den Reisende, at Manden havde Lighed med Ole Høiland, standsede han paa Arveset for at komme paa det Rene hermed og for, hvis det var Ole Høiland, at faa ham paagreben. Men da den Reisende standsede, løb den Fremmede bort og forsvandt bag en Lade- bygning. Den Reisende skyndte sig til Byen og an- meldte det Passerede med Tilføiende, at han nu var overbevist om, at det virkelig havde været Ole Høi- land, der havde staaet bag paa Slæden hos ham, og hvem han nøie kjendte. Det var dog nok alligevel den almindelige Mening at dette var en Feiltagelse. Ligesaa var det den almindelige Mening, at de toge feil, som mente, at Ole Høiland havde begaaet det Indbrudstyveri, som Nat til 6te Februar 1840 var gjort i Handelshuset Westye Egebergs Contor her i Byen, ved hvilken Leilighed en ikke ganske ringe Sum Penge blev bortstjaalen, og at det Rette var, at Ole var reist ud af Riget strax efter sin Flugt fra Fæstningen. I hele Aaret 1841 og en stor Del af Aaret 1842 hørte man intet til Ole Høiland, men i Slutningen af August Maaned 1842 kom en Kone, gift med en Skrædder ved Navn Niels Teten, der boede i Dram- SIDE: 71 men, og anmeldte for denne Stads Politi, at hun vid- ste, hvor Ole Høiland opholdt sig, og at hendes Mand var villig til at bistaa Politiet med at faa ham anholdt. Den 31te August henimod Aften begav endel af Politiet sig derfor med Niels Teten som Vei- viser til Pladsen Baglien i Skauer Sogn 1/2 Mil fra Drammen, hvor Niels Teten fortalte, at han skulde træffe Ole Høiland i en Skov ikke langt fra Pladsen. Det blev aftalt, at Niels, naar han traf Ole, skulde forestille sig fuld, tage fat paa ham, skrige og søge at holde ham fast, indtil Politiet kunde komme til. Planen lykkedes. Da Politiet, der holdt sig i nogen Afstand, havde ventet en kort Tid, hørtes Niels Teten skrige et Stykke inde i Skoven, hvor Mødet skulde finde Sted. Man ilede da til og fandt Ole Høiland og Niels Teten begge liggende paa Jorden. Ole, der laa øverst, søgte at berolige Niels og at tale ham til- rette. Han blev greben og bagbunden omtrent Kl.8 om Aftenen og ført til Drammen. Den derpaa følgende Dag blev han transporteret til Christiania, hvor en hel Mængde Mennesker samlede sig i Gaderne for at se ham, da Rygtet med en forunderlig Hurtighed havde udbredt sig om, at han var fangen og vilde blive ind- bragt til Akershus Fæstning. Han blev indkjørt til Christiania i en aaben firhjulet Vogn, ledsaget af en Del af det drammenske Politi, og saa meget mod- falden ud, da han kjørte ind af Porten til Fæstningen. Det havde han ogsaa Grund til; thi han kom aldrig mere paa fri Fod. Da han om Morgenen blev kjørt bort fra Drammen, var en stor Masse Mennesker forsamlet i Gaderne for at se ham, og da Ole Teten og Sønnen Niels Teten havde den Uforsigtighed at vise sig og vel endog at rose sig af deres Forræderi, der i høi Grad havde indigneret Massen, bleve de stødte og puffede fra alle Kanter, og havde sikkert lidt større Overlast, om de ikke vare slupne bort itide, Ole Teten ved at ty ind paa Raadhuset, og Niels ved i Stilhed at liste sig bort. SIDE: 72 Under det Forhør, som derefter blev optaget over Ole, forklarede han Følgende om sin Undvigelse fra Fæstningen: Efterat han i Høsten 1836 var kagstrø- gen, og han fremdeles en kort Tid blev hensiddende i Krudttaarnet uden Haab om Forandring i sin Stil- ling ved Omskiftning af Locale, ved at flyttes til en anden Fæstning eller ved at erholde Arbeide, be- stemte han sig til at undvige, da denne Tilstand var ham uudholdelig. I Løbet af Aarene 1835 og 1836 havde Slaven Uhrmager Ole Johannessen Enger forskaffet ham de fornødne Instrumenter hertil, nemlig en Stiksag, File, en Kniv og Sagblade m. m., men det egentlige Ar- beide paabegyndte han først, som fortalt, i Høsten 1836 og paastod at være bleven saa vidt færdig her- med allerede efter 2 eller 3 Maaneders Forløb, ved at arbeide i de Nætter, hvori han ikke var altfor træt, at han kunde rømme, naar han vilde. Dette gjorde han ikke da, fordi der var Tæle i Jorden, som han altsaa ikke kunde gjennembryde uden Larm. Senere rømte han ikke, dels fordi han havde faaet Arbeide om Dagen i Slaveribygningen, hvori han fandt en stor Lettelse, dels og fornemmelig fordi han ventede, at nogle høitstaaende Personer, der havde seet ham i Buret og yttret Medlidenhed med ham, skulde be- virke ham benaadet. Men da han d. 16de Septbr. 1839 ved at lytte til en Samtale, der foregik mellem Justitsdepartements Chef og en af de militaire Au- toriteter udenfor hans Arbeidsværelse, syntes at høre, at det var paatænkt, at Krudttaarnet skulde indrettes til andet Brug, hvoraf vilde følge, at han vilde blive flyttet og hans udførte Arbeide opdages, bestemte han sig til at undvige den paafølgende Nat, som han sagde, i den Hensigt at fremstille sig for Kongen ved dennes Ankomst til Christiania og personligen at bede om Benaadning. Klokken omtrent 8 om Aftenen slog han derfor Hul paa den Jordskorpe, der alene ad- skilte ham fra den frie Luft. Dette Arbeide medtog SIDE: 73 kun omtrent 1/2 Times Tid. Paa Lænken, han havde mellem Benene, affilede han derpaa en Midtlænke og bandt de derved fremkomne Ender langs Benene. Da dette var gjort, begav han sig paa Veien og tog med sig, efter hvad han selv forklarede, et Toug, han havde havt liggende under Gulvet i sit Bur lige siden Hø- sten 1836. Dette er Usandhed, thi Sagen var, at han paa Salutbatteriet fandt en Line, der af hans Med- hjælpere længere Tid forud var henlagt der, viklet om en Busk, som stod paa Brystværnet, og skjult under Buskens Grene og Blade. Han gav sig ikke Tid til at rulle den hele Line ud, men lod en stor Del ligge igjen, som senere blev funden. Det var, som tidligere anført, en bælmørk Nat, med Blæst og Regn, og han havde saaledes ingen Vanskelighed for at komme op paa Salutbatteriet, der ligger i Nærheden af Krudttaarnet, uden at blive be- mærket. Her fandt han en Luntestikke, bandt Linen fast i Luntestikken, fæstede denne i Brystværnet og svingede sig derpaa udover Murkanten. Men idet han firede sig nedad Muren, brast Linen, der formodent- lig var bleven svag ved at ligge saa længe paa det fugtige Sted, omtrent 3 Alen fra det Sted, hvor den var fæstet, saa at Ole fra en Høide af 12 Alen, be- læsset med sine tunge Jern, styrtede til Jorden. Ved dette Fald fik han et haardt Stød paa den ene Fod, men kunde dog gaa videre og firede sig ved Hjælp af den Tougstump, han havde beholdt i Haanden, ned af Muren om den ydre Fæstning, hvorpaa han tog den nærmeste Vei over Uranienborg til Holmen- skoven, en god Fjerding fra Byen. Den næste Morgen kom Uhrmager Ole Johannessen Enger, der nogen Tid forud var løsladt af Slaveriet, og med hvem Ole havde aftalt, at han, naar han hørte, at Ole var rømt, skulde indfinde sig der, til ham i Skoven og forsynede ham med Mad, Klæder, Brændevin og Malagavin. Ole Høiland gav ham 20 Guldstykker, som han tog af en Beholdning til en SIDE: 74 Værdi af omtrent 600 Spd., han havde liggende skjult i Skoven, for at faa dem vexlede, og Ole Enger eller Bud fra ham forsynede fra nu af Ole Høiland med, hvad han trængte til under sit Ophold i Nærheden af Christiania. I Holmenskoven opholdt Ole sig i omtrent tre Uger for at faa læget den Skade, han ved Faldet fra Fæstningsmuren havde faaet paa det ene Ben, og fordi han paa samme Tid var syg af Rosenfeberen, men derefter begav han sig til Pladsen Baglien ved Drammen, hvor han tog ind til Ole Teten, som han paastod at have kjendt fra Aaret 1832, og med hvem han erklærede at have staaet i stadig Forbindelse, hver Gang han senere havde været paa fri Fod. Efter at have opholdt sig 1 à 2 Døgn hos denne Mand, drog han til Arendal og gik ind i Byen for at kjøbe Brød. Da han ikke selv vovede at gaa ind til Bageren, fik han en Mand, han traf paa Gaden, til at kjøbe Brød for sig. Dette vakte Mistanke, og Ole var nær ved at blive anholdt, men han mærkede Uraad og var derfor meget agtpaagivende, trak sig tilsyneladende ubekymret opad Gaden og forsvandt, just idet man agtede at anholde ham. Fra Arendal begav han sig tilbage til Østlandet og tog ind til Ole Teten. Efter at have opholdt sig hos denne Mand en kort Tid, begav han sig atter til Holmenskoven, hvor han ankom en Nat ud paa Morgenen i December Maaned. Den derpaa følgende Nat gik han til Byen og satte et Kridtkors paa Ole Engers Husdør, hvilket var det aftalte Tegn imellem dem paa, at Ole var kommen tilbage. Næste Morgen indfandt Ole Enger sig ogsaa ganske rigtig i Holmen- skoven med Mad, Brændevin og Malagavin. Det lod til denne Gang især at interessere Ole Høiland at faa at vide, om Christiania Politi nylig havde været hos den Møller i Lysaker, hvem Ole saavel under Banksagen som stedse senere paastod at have givet en betydelig Sum af de i Banken stjaalne Penge. SIDE: 75 Da han hørte, at Politiet ikke paa lang Tid havde været hos Mølleren, gik han ud til ham en Nat for at faa Penge af ham, og han fik ogsaa efter sin egen Forklaring saavel da som oftere senere smaa Summer, ialt omtrent 100 Spd., sidste Gang, strax førend han blev anholdt paa Baglien. Ole var altsaa allerede da, efter kun at have været nogle faa Maaneder paa fri Fod, i Forlegenhed for Penge, uagtet de store Summer han havde stjaalet. Det er ogsaa ganske forklarligt, at han, der maatte tilkjøbe sig sine Hjælperes Bistand for Penge, maatte betale denne Bistand meget dyrt, da Vederparten, det Offentlige, havde budt 300 Spd. for hans Paagri- belse. Foruden af Mølleren fik Ole ogsaa, efter sit eget Udsagn, i denne Tid Pengeunderstøttelser af en forhen ikke omtalt afskediget Slavegevaldiger, med hvem han havde gjort Bekjendtskab i Fæstningen, og som ogsaa var bleven anvist et Sted, hvor en stor Del af de i Banken stjaalne Penge vare henlagte. Denne Mand understøttede senere Ole med Penge indtil St. Hanstider 1842, og gav ham i det hele Tid efter anden omtrent 100 Spd., men da erklærede han paa Oles Anmodning om at faa flere Penge, at han aldeles ikke vilde have noget mere med ham at gjøre. Ved Indbruddet den 6te Februar 1840 paa Westye Egebergs Contor, hvilket Ole Høiland sikkert har begaaet, tilvendte han sig derhos endel Penge, og ved Hjælp af disse forskjellige Indtægtskilder skaffede han sig sine Fornødenheder, indtil han blev paagreben paa Baglien. Han opholdt sig fornemmelig i Holmen- og Risskovene, men tildels ogsaa andre Steder i Om- egnen af Christiania, dog i saa Tilfælde i Almindelig- hed ikke nærmere Byen end 1 Mil. Af og til gjorde han smaa Udflugter derfra. Ole Enger, dennes Kone og Svigersøn, Fodjæger og Oppasser i Christiania Lars Steen, vare de, der bragte ham hans Fornøden- heder, naar han opholdt sig i Nærheden af Christiania. SIDE: 76 De traf sammen med ham paa Slotspladsen, ved Pile- strædet eller paa Ruseløkken og have sikkert forstaaet at gjøre sig godt betalte for disse deres Commissions- forretninger. Ved Pintsetider i Aaret 1840 gjorde han en Tour til Østerrisøer; men da han her fik høre, at der paa Vest- landet i den Tid var begaaet en hel Del Tyverier, og at Øvrigheden paa Grund deraf var meget nøieseende med Reisende, da han desuden var temmelig almin- delig kjendt deromkring, og ikke længere havde nogen Bekjendt, han kunde stole paa, blev han bange og tog tilbage igjen til Christianias Omegn til sit gamle Opholdssted der. I August Maaned 1840 gjorde han to Toure til Drammen og besøgte Ole Teten. Paa den sidste Tour gjorde han Bekjendtskab med Ole Tetens Søn Niels, der da takkede Ole meget for den Tjenstvillighed, han havde udvist mod Forældrene un- der en Sygdom, hvoraf de led i Aaret 1834. Da Niels Teten var Skrædder, gav Ole Høiland ham 50 Spd., forat han skulde kjøbe Klæde og sy ham ny Klædning, bestaaende af Kjole, Vest og Buxer. Dette gav Anledning til et Uvenskab mellem dem, der endte med, at Niels overleverede Ole Høiland til Drammens Politi. Da Niels bragte ham de bestilte Klæder, befandtes de nemlig at være for smaa til ham og derhos at være forfærdigede af et yderst slet Klæde, hvorfor han forærede dem bort til Niels's Fader Ole Teten, hvem de passede, hvorimod Niels forpligtede sig til som Erstatning at sy ham en ny Frakke, der skulde blive stor nok. Men ogsaa denne blev, da han endelig fik den, for liden, saa at det var ham umuligt at bruge den, hvorfor han forærede den til Ole Teten, der igjen gav sin Søn den Kjole, han havde faaet af Ole Høiland. Da Ole nu begyndte at fatte Mistanke om, at Klæderne forsætligen vare syede for smaa til ham for at bedrage ham, bad han Niels skaffe sig en færdigsyet Gummi-elasticums Frakke, som han dog mente maatte blive stor nok, og hvor- SIDE: 77 paa han ikke antog at Niels kunde bedrage ham. Niels lovede at skaffe en saadan Frakke og underrettede ham efter kort Tids Forløb om, at han havde faaet opspurgt en Mand, der havde en saadan at sælge. Da Ole Høiland bad ham tage Maal af den og for- visse sig om, at den ikke var for liden, inden han kjøbte den, erklærede Niels med Bestemthed, at det havde han allerede gjort, og at Frakken var stor nok. Ole gav ham da 15 Spd. til at kjøbe den for. Men da han skulde tage den paa sig, var den saa liden, at han ikke engang kunde faa Armene ind i den. Han beholdt den dog, indtil den var udslidt, da han ikke kunde være uden Overtøi, og benyttede den ved at kaste den over Skuldrene. Ole Høiland blev vist- nok vred over saaledes gjentagne Gange at være bleven bedraget, men han turde ikke bryde ganske med Familien, da han ikke kunde undvære den, og lod derfor senere Niels faa en Yderfrakke at vende for sig, idet han mente, at dens Størrelse dog en Gang var given. Men det samme fandt Sted denne Gang som de forrige. Yderfrakken var, ved at blive vendt af Niels, bleven saa liden, at Ole Høiland kun med Vanskelighed kunde benytte den og kun som Bonjourfrakke. Nu blev Ole for Alvor vred, da han forstod, at det var Nils's Mening at holde ham fuldstændig for Nar. Han truede ham derfor med at melde ham for Øvrigheden, forsaavidt han ikke gav ham Erstatning af 20 Spd. for den Skade, han havde paaført ham ved gjentagne Gange forsætligen at gjøre Klæderne for smaae. Niels lovede at give ham den forlangte Sum i Erstatning, men opholdt ham dog kun med Snak indtil St. Hanstider 1842, da det kom til for- meligt Brud imellem dem, idet Niels ligeud erklærede, at han ikke agtede at opfylde sit Løfte, og Ole til Gjengjæld truede ham med Tugthuset. Senere saa Ole ikke Niels Teten eller nogen af Familien førend den 31te August. Ole Høiland kom nemlig den Dags SIDE: 78 Morgen til Baglien og traf Ole Teten i Skoven. Da denne fortalte, at hans Søn havde besluttet sig til i Mindelighed at opgjøre deres Mellemværende og til den Hensigt først at sy Ole Høiland en ny blaa Trøie, hvorfor han foreviste ham endel Prøver paa blaat Klæde, bad Ole Høiland Ole Teten gaa til Drammen og hente sin Søn. Sønnen kom ogsaa om Aftenen Kl. omtrent 8, men ledsaget af Drammens Politi, og Ole Høiland blev anholdt som allerede fortalt. Det ovenfor Anførte er det væsentligste Indhold af Ole Høilands Forklaring om sin Færden i de tre Aar, han denne Gang han var paa fri Fod. Han paastod derhos, at han i denne Tid ikke havde begaaet et eneste Tyveri, og at han var rømt fra Fæstningen med den faste Beslutning ikke oftere at stjæle, og ene og alene i den Hensigt at fremstille sig for Kongen og bede om Benaadning. At dette Ole Høilands Udsagn ikke medførte Sandhed, behø- ver vel neppe at fortælles, og han har ogsaa selv senere fortalt til sine Opsynsmænd, at han havde begaaet Indbrudstyveriet paa Westye Egebergs Contor nævnt sine Medskyldige og forklaret alle Biomstæn- digheder saa aldeles rigtigt, at det maa ansees utvil- somt, at han har begaaet dette Tyveri, men da han, efter at have givet denne Beretning, atter blev frem- stillet til Forhør, for at forklare Sagen til Protokollen, negtede han rigtignok at have fortalt det. Ligesaa fortalte han, flere Aar efterat han sidste Gang var anholdt, til en Slave, som sad i et Rum i Nærheden af ham, at han under sit Ophold hos Ole Teten samt i og omkring Drammen oftere paa Anmodning havde bestemt sig til at stjæle i denne Bys Bank og Spare- bank eller hos Kjøbmand Thorne sammesteds. Men i Banken eller Sparebanken kunde det ikke nytte at forsøge paa at bryde sig ind, fordi der i disse Byg- ninger var Vagt om Natten, som passede altfor godt paa, og som det var altfor vanskeligt og farligt at søge at gjøre Bekjendskab med, og at stjæle hos SIDE: 79 Kjøbmand Thorne var nu aldeles ikke at tænke paa, fortalte Ole, fordi denne Mand, sammen med flere Kjøbmænd i samme Gade, holdt en egen Vægter til at passe paa deres Bygninger, og fordi denne Vægter, som kaldtes Natteruggen, fordi han var paafærde baade sent og tidligt om Natten, var forsynet med en Stok, der havde en Klybe i Enden, med hvilken han kunde gribe og fastholde folk, uden at de Grebne kunde røre ham eller komme ham nær. "Det havde ikke," mente Ole, "været godt at komme i Natterug- gens Klybe." At Ole, medens han sidste Gang var i Frihed, ikke havde vedligeholdt sine gode Forsætter, om han ogsaa nogensinde havde havt saadanne, kan man ogsaa se deraf, at han, da han blev anholdt i Skoven ved Baglien, fandtes i Besiddelse, foruden af Kam og Barbertøi, som han stedse bar hos sig, af en hel Del Tyveapparater, nemlig en fin Urmagersag, et Brækjern og 33 fine Sagblade. Vel paastod han selv, at han havde tænkt at benytte disse Instrumenter til en Dreierbænk, som han agtede at opsætte i Holmen- skoven, men dette var formodentlig kun et Paaskud. Da Fodjæger Lars Steen, der som Oppasser var anset for en ualmindelig ordentlig og paalidelig Karl, blev fremstillet til Forhør, efterat Ole havde afgivet sin Forklaring og nævnt Lars som en af sine Hælere, nægtede han først nogensinde tilforn med sit Vidende at have seet Ole Høiland. Denne hans Benægtelse var imidlertid saa usikker og mat, og hans Opførsel i det hele røbede en saa fortrykt Stemning lige overfor Ole Høiland, at det strax var indlysende, at Oles Forkla-" ring om ham medførte Sandhed. Lars tilstod ogsaa snart, at det forholdt sig aldeles saaledes, som Ole havde forklaret om ham og hans Svigerfader, og gav derhos Oplysning om følgende Begivenhed, som ingen dengang endnu havde nogensomhelst Kundskab om. Ud paa Høsten i Aaret 1841 var Ole Høiland i stor Forlegenhed for Penge. Ole Enger paastod der- for, at han paany burde gjøre Indbrud i Banken og SIDE: 80 der stjæle, hvad han trængte til. Herpaa vilde Ole Høiland imidlertid ikke indlade sig, da han mente, at sligt gik godt een Gang, men ikke to Gange, deri- mod paastod han, at Ole Enger skulde skaffe ham, hvad han forlangte, for de mange Penge, han alle- rede havde givet ham. Men da Ole Enger just ikke var den Mand, der gav tilbage, hvad han en- gang havde faaet imellem Hænderne, blev Ole vred og truede ham og hans Svigesøn Lars Steen, en- gang de traf sammen senhøstes 1841 ved Frogner i Nærheden af Christiania, med at ville anmelde dem for Øvrigheden, hvis de ikke lode ham faa, hvad han forlangte. Da Ole Enger blev bange for, at Ole Høi- land ogsaa virkelig skulde udføre denne sin Trudsel, og han desuden mærkede, at der ikke var synderlig flere Penge at faa af ham, bragte han den Plan paa Bane for sin Svigersøn, "at de skulde skyde Ole Høiland fordærvet eller ogsaa bare skyde paa ham". I flere Dage vilde Svigersønnen ikke indlade sig der- paa, men Svigerfaderen har formodentlig gjort ham saa mange Forestillinger om, hvilken sørgelig Skjæbne der ventede dem begge, naar Ole Høiland blev taget til Fange igjen, hvis de ikke, inden dette skete, havde ryddet ham afveien, at Lars formodentlig derved har ladet sig overtale, nok er det, at han efter nogle Dages Forløb bestemte sig til at deltage i Udførelsen af den paatænkte Plan. Den 6te November Kl. mel- lem 4 og 5 om Eftermiddagen gik de derfor sammen hver med sin Pistol, ladet med Kugle og 10 à 12 grove Haggel, op til Etterstad, hvor de vidste de vilde træffe Ole Høiland. Underveis skjød Ole Enger til Skiven for at øve sig i at trække af, inden de skjød paa Ole, da han var aldeles uøvet i Skydning. De havde med sig fra Byen endel Mad, en Flaske Punschextract samt noget Brændevin, hvormed de haabede at faa drukket Ole Høiland fuld, inden de iværksatte deres Forehavende, og Ole Enger mente, at det var bedst at faa ham ind i Skoven og skyde SIDE: 81 ham der, men hvis det ikke lod sig gjøre, raadede han sin Svigersøn til at komme ham paa Ryggen og skyde ham bagfra mellem Axlerne. I Skoven ovenfor Etterstad traf de ogsaa ganske rigtig Ole Høiland og gave sig derpaa alle tre til i Forening at nyde, hvad Ole Enger og Lars Steen havde havt med sig. Først drak de Punschextracten, og da de vare færdige hermed, begyndte Ole Enger og Lars Steen at drikke Brændevin, i Haab om at Ole Høiland skulde drikke med. Men han vilde ikke drikke deraf enten af almindelig Forsigtighed, eller fordi han denne Gang anede Uraad. Maaltidet blev derfor hævet og de gik sammen en Tid frem og til- bage, men saaledes, at Ole stedse trak nedover mod Etterstadsletten. Da de vare komne hen til en Skandse, som Høiskoleeleverne havde opkastet paa denne Slette, gik Ole Enger og Lars Steen ind der for at faa Ole med sig, idet de bestemte sig til at dræbe ham paa dette Sted, men Ole blev tilbage, vendte om og gik opover igjen. De to andre fulgte derpaa efter ham og traf ham ved et Klyveled paa Skigaren et Stykke derfra. Her stod de og talte i længere Tid sammen. Pludselig tog Ole Enger, der stod nogle Skridt til Siden for Ole Høiland, sin Pistol frem, siger til Lars Steen: "Jeg mener, du er fuld jeg, Gut," og viser ham Pistolen for at antyde, at han var færdig. Lars, der strax forstod Svigerfaderens Mening, og som stod lige foran Ole Høiland, men i en Afstand af omtrent 6 Skridt, fik da ogsaa i en Hast sin Pistol frem, hvor- paa de begge omtrent samtidig trykkede løs. Lars sigtede lige paa Ole Høilands Bryst, og det var hans Hensigt, efter hvad han selv forklarede, at dræbe ham. Det var kun et Øiebliks Sag, og uagtet Ole var alde- les uforberedt paa dette Mordattentat, sprang han dog, idet Skuddene faldt, frem og slog til Lars med Kolben af et Gevær, han havde med sig, saa at denne styrtede bevidtsløs om paa Marken, hvor han blev liggende nogen Tid, inden han atter kom til sig SIDE: 82 selv igjen. Og det var Oles Lykke; thi idet han rammede Lars, angreb Ole Enger ham, tog fat i ham og holdt ham fast, idet han skreg "Slaa, Lars! slaa!" Men Lars var undskyldt i ikke at yde sin Svigerfader den forlangte Hjælp; thi han laa som anført paa Jor- den uden Bevidsthed. Ole Høiland greb derpaa fat i Ole Engers Pistol og denne i hans Gevær, hvorefter de kom fra hinanden, idet hver af dem beholdt sin Modstanders Vaaben. Ole Høiland søgte nu at redde sig ved Flugten og satte derfor afsted nedover Sletten, forfulgt af Ole Enger. Da de var komne et Stykke nedover, saa Ole Høiland sig tilbage, og da han bemærkede, at han kun havde med Ole Enger at gjøre, standsede han og vendte sig om for at prøve en Dyst med denne. Begge Modstanderne fore hinan- den strax ind paa Livet, og det kom derfor til Haand- gemæng imellem dem. Her gjaldt det Liv eller Død for Ole Høiland, thi hvis Ole Enger blev Mesteren, kunde han være sikker paa ikke at ville komme derfra med Livet. Efter en kort Strid rullede de begge overende, og Ole Høiland var saa lykkelig at komme øverst. Da Ole Enger desuagtet vedblev at holde fast paa ham, rev han sit Gevær til sig og tildelte sin Modstander under sig et Stød af Kolben, og da denne derpaa havde sluppet Tag, reiste han sig, idet han sagde til den anden: "Nu kan du gaa med det, du har faaet denne Gang." Ole Enger blev imidlertid endnu en kort Tid liggende paa Jorden, og i denne korte Tid udtænkte han et Forsvar, som han senere stadigen benyttede, nemlig at det var Lars, som alene havde skudt, og ikke ham, og at han tog feil af sin Svigersøn og Ole Høiland og troede, at det var den Førstnævnte, han forfulgte nedover Sletten og derpaa kom i Haandgemæng med. Idet han derfor, efter at have reist sig fra Jorden, gik, mumlede han som ved sig selv, men dog temmeligt høit, forat Ole Høiland skulde høre det: "Lars, Lars, hvorfor gjorde du det?" Sviger- fader og Svigersøn traf strax efter sammen og fulgtes SIDE: 83 ad til Byen, ængstelige over og uvisse om Udfaldet af deres Mordforsøg. Den Sidstnævnte erklærede under Forhøret, at han havde forsøgt paa at følge sin Sviger- faders Raad og skyde deres Offer i Ryggen, men at han ikke havde været god for at gjøre det. Han havde maattet se Fienden i Ansigtet for at kunne skyde paa ham. Da Ole Høiland havde overvundet sine Modstandere, ilede han op til Holmenskoven for at undersøge den Skade, han havde faaet, og fandt, at det Skud, Ole Enger havde affyret paa ham, var gaaet igjennem Kjoleskjødet uden at tilføie ham nogen Skade, hvorimod det Skud, som Lars havde løsnet paa ham, havde truffet ham lige i Brystet. Haggel og Skraa var trængt ind igjen- nem Kjolekraven, men hans Legeme var aldeles usaa- ret, - formodentlig fordi Lars's Pistol har været forsynet med for lidet Krudt, - dog følte han i nogle Dage stikkende Smerter i Brystet, der vare fremkaldte ved det Stød, han fik, da Ladningen rammede ham. Men da disse Smerter vare ophørte, var han fuldkom- men frisk igjen. Ole levede derpaa i omtrent 6 Dage i Holmenskoven efter denne Affaire uden at se Ole Enger eller nogen Udsending fra ham, men da han ikke kunde undvære denne Families Bistand, skrev han efter denne Tids Forløb et Brev til Ole Enger, hvori han anmodede ham om at komme til sig i Holmenskoven og medtage den Hue, som han havde mistet under Haandgemæn- get, og som han antog Ole Enger havde taget med sig; ligesaa bad han ham medtage det Uhr, han havde til Reparation, og dersom han vilde ansees som en ordholden Mand, tillige de Penge, han havde lovet at give ham. Samme Dag opsøgte Uhrmageren Ole Høiland og traf ham staaende paa en Høide, hvorfra han havde fri Udsigt til alle Sider, naturligvis for at sikre sig for ikke at blive foraadt til Politiet og anholdt. Da Ole Enger var kommen ham nær paa omtrent tyve Skridt SIDE: 84 og havde yttret med en blid Stemme: "Aa stakkels Gutten, er du der da!" fældte Ole Høiland Geværet, bød den Kommende ikke at træde et Skridt nærmere, da han ellers skjød ham ned paa Stedet, men lægge fra sig, hvad han bragte, der hvor han stod. Efter denne Befaling spurgte Ole Enger: "Kan du have Mistanke til mig?" "Aa," mente Ole, "det er vel ikke saa urimeligt, at saa er, efter hvad du gjorde sidst, vi saaes." "Jeg kan ikke begribe," svarede den anden i en klagende Tone, "hvorledes du kan tro saa ondt om mig, jeg som ikke engang kan taale at se paa, at nogen tager Livet af en Kat. Du kan da vel skjønne det, ved jeg, at det bare var Narreri, det hele. Det var han Lars, som for Spøg affyrede Pistolen, men det var ogsaa bare en ganske lille bitte Pistol." "Det er det samme," sagde Ole Høiland, der nok vidste, hvad han skulde tro af Uhrmagerens Fortælling, "jeg har ingen Tro til dig, du kan gjerne sige, hvad du har at sige, der du staar." "Du kan jo ransage mig," bad Ole Enger, der gjerne vilde slutte Fred og Forlig igjen med Ole Høiland; og da denne derpaa havde undersøgt hans Klæder og intet Mistænkeligt fundet hos ham, forsik- rede han Ole Høiland paanyt om sin Uskyldighed, idet han vilde søge at bringe ham til at tro, at han stod i den Formening, at det var paa Lars, han havde faret løs, efterat denne havde affyret Pistolen, at han havde villet tage fat paa Svigersønnen, for at revse ham for denne hans grove Spøg, og at han ligesaa stod i den Formening, at det var Svigersønnen, han senere havde forfulgt og været sammen med, som han kaldte det, paa Etterstadsletten. Paa disse Forsikringer svarede Ole Høiland kun ved at spørge: "Hvorfor skjød du da?" "Skjød jeg?" spurgte Ole Enger til Gjensvar og tilsyne- ladende forundret, "kan du da sige det, at jeg skjød?" SIDE: 85 "Ja, det kan jeg," svarede Ole Høiland, "hørte du kanske ikke, at der blev skudt to Skud?" "Det kan nok være, men jeg skjød ikke," forsikrede Ole Enger. "Du maa have skudt, du Ole," mente han derimod, "for der var gaaet et Skud tvert igjen- nem min Kappe. Men lad nu det være glemt, og lad os være gode Venner og Kammerater som før, og lad mig faa Lov til at komme op og se til dig imellem." Ole Høiland var nødt til at gaa ind derpaa, da han ikke havde nogen i Byen, han kunde stole mere paa end paa Ole Enger; dog blev det aftalt, at denne stedse skulde komme alene, og at Ole Høiland skulde have Lov til at nedlægge ham paa Stedet, hvis han mærkede den ringeste Svig af ham. Senere omgikkes de ogsaa, indtil Ole Høiland blev arresteret, men denne, der kjendte Ole Enger og vidste, hvad han kunde tro af hans Forsikringer, var stedse meget forsigtig. Ole Enger maatte saaledes altid drikke først af de Drikkevarer, han bragte, og maatte hver Gang lade sig undersøge af Ole Høiland, der vilde overbevise sig om, at han ikke havde skjulte Vaaben hos sig. Saaledes berettede Ole Høiland og Lars Steen denne Affaire. Ole Enger vedblev imidlertid under Forhø- rene at forklare Sagen saaledes, som han havde gjort for Ole Høiland. Imidlertid blev baade han og hans Svigersøn Lars Steen dømte til Fæstningsarbeide paa Livstid for attenteret Mord. Uagtet det næsten er utroligt, at Ole Høilands Forklaring er rigtig, naar han paastaar, at han i de tre Aar han sidste Gang var paa fri Fod, i Regelen levede i Skov og Mark i Nærheden af Christiania, og at han kun høist undtagelsesvis var i Hus, maa man dog tro, at det forholder sig saa. Det er nemlig aldeles ikke troligt, at han har havt andre Venner i eller i Nærheden af Byen i den Tid end Ole Enger og den- nes Familie, da han ellers vistnok havde givet Slip paa disse Personer, efterat de havde forsøgt paa at SIDE: 86 myrde ham. Dette gjorde han imidlertid ikke og har derfor vistnok ikke havt andre at ty til, men i disse Folks Bolig kom han neppe nogensinde. Han fortalte, at han i den Tid, han levede om Christiania, beskjæftigede sig med Jagt og Fiskeri, at han havde en Bifstegmaskine med sig overalt, hvor han gik hen, hvori han kogte og stegte sin Mad, og at han selv vaskede sit Linned. Muligens har han paa et eller andet Sted i Nærheden af Byen dannet sig en Hule i Bjerget eller i Jorden, hvor han har opholdt sig i den strængeste Kulde om Vinteren; thi at han tre Vintre igjennem i Regelen skulde have ligget ude og sovet om Natten under aaben Himmel, synes næsten utroligt. Hvis saa er, at han har dan- net sig en saadan Hule et eller andet Sted, har han neppe betroet denne Hemmelighed til noget Menne- ske, men taget den med sig i Graven. Skulde dette hans Skjulested nogensinde findes, vil man dog ikke finde Penge der af nogen Betydenhed, thi i den sid- ste Tid, han havde sin Frihed, var han selv i For- legenhed derfor. Hans egen Forklaring om, at han havde havt til Hensigt at bruge de Instrumenter, der fandtes hos ham ved hans Paagribelse paa Baglien, ved en Dreierbænk, som han agtede at forfærdige i Holmenskoven, synes ogsaa at antyde, at han har havt et Slags sikkert Opholdssted der med Tag over Hovedet, da det synes for dumt af ham at tænke paa at ville faa nogen til at tro, at han havde agtet at opsætte en Dreierbænk i den aabne Skov under aaben Himmel. Da han sidste Gang var indbragt fra Drammen i Fæstningen, blev han sat i ensom Celle. Han blev ikke tiltalt for i den Tid, han denne Gang var paa fri Fod, at have begaaet nogen Forbrydelse, da han bestemt negtede at have gjort sig skyldig i nogen saadan, og der intet Klækkeligt kunde oplyses mod ham i saa Henseende. Ole Enger havde vel, paastod han, oftere forsøgt at formaa ham, især i den sidste SIDE: 87 Tid, til at stjæle i Sparebanken, Zahlkassen, hos Grü- ning og de faa Aar, jeg kan have tilbage, strækker dog ikke til at fyldestgjøre. Halvtredsindstyve elendige og forsmæ- delige Gjenvordigheds-Aar, men fornemmeligen Men- neskevennernes belivende og belærende Exempel have endelig formaaet at forandre mine Anskuelser og for- vandle min Uvidenhed til nogenlunde Bevidsthed. Mange og tildeels høie Embedsmænd, Storthingsmænd og andre Borgere have til forskjellige Tider yttret: "Vilde Staten give ham fri, skulde jeg tage ham i mit Brød", "Da turde jeg tage ham i mit Brød", "Man burde gjøre en Prøve", og meget mere Lignende. Den første, jeg erindrer af disse, var . . . i 1823, og . . . den sidste i Fjor. I 1839 yttrede . . . sig mere be- stemt end nogen om at skulle tage mig i sit Brød. Deres M. kan og være forvisset om, at mit Gemyt er saadant, at jeg ikke behøver at tvinge mig til at handle ulastelig efter menneskelig Dom, og at jeg SIDE: 91 ikke er slet nok til at bønfalde Deres M. eller nogen, for hvem jeg føler Ærefrygt, om saa store Ting, dersom jeg tvivlede om at mangle Taknemmelighed, Standhaftighed og Sjelsstyrke til at handle til mine Befrieres Tilfredshed. Skulde mine Landsmænd vægre sig ved at optage mig i Landet, lader jeg mig meget gjerne hensende til en anden Verdens Deel, og forbinder mig til at be- tale Reiseomkostningerne i aarlige Terminer. Under slige trængende Omstændigheder, haaber jeg, en eller anden Rheder eller Skibsfører ville lade sig bevæge til at gaa ind paa en saadan Betingelse. Underdanigst Ole Pedersen Høiland." De gode Forsætter for Fremtiden, som Ole i denne Ansøgning paastaar at have fattet, vare imidlertid ikke synderlig alvorligen mente; thi paa samme Tid han var beskjæftiget med at forfatte denne sin An- søgning, udtænkte han en Plan til at rømme. I Be- gyndelsen af September Maaned s. A. var der nem- lig i en Celle ved Siden af Oles indsat en Livsslave, der havde Haab om med det første at blive benaa- det. Efter 3 Dages Taushed gav Ole Tegn til, at han ønskede at indlede en Samtale med Slaven. Feier- dørene i begge Celler stode aabne, saa at de ved at tale ind af dem kunde forstaa hinanden, naar de kun anvendte deres almindelige Talestemme. Ole be- gyndte med at spørge om, med hvem han talte, og da han havde faaet dette at vide og havde hørt, at det var en af hans gamle Bekjendte, bad han sig underrettet om, hvorledes det stod til i Slaveriet, og i Særdeleshed om, hvorledes Ole Enger havde det. Han fortalte flere Omstændigheder med Hensyn til deres Forbindelse, inden han blev greben, og bad Slaven fortælle Ole Enger, at han i et Continuations- forhør havde givet en ganske anden Forklaring end tidligere om dennes Angreb paa ham, og at Ole Enger ved den sidste Forklaring var bleven frigjort for enhver Skyld. Dette, betroede Ole Høiland Sla- SIDE: 92 ven, var rigtignok bare Opspind, alene gjort for at stemme Ole Enger gunstig for sig, men han ønskede dog, at Slaven vilde fortælle Ole Enger det og se, hvad Virkning det gjorde paa ham. Fremdeles an- modede han Slaven om at opfordre Ole Enger til at svare skriftlig, men betænkte sig igjen strax og bad Slaven hellere selv at svare, da Ole Enger, efter hvad han kunde forstaa paa Præstens Udladelser om ham, var en Hykler eller Christen, hvilket for Ole Høiland var et og det samme. Det var derfor bedst, mente han, at Slaven selv svarede. Det Skrevne skulde han skjule ved Vandposten, hvor Ole mente han nok skulde finde det. Paa dette Svar vilde det da komme an, om han vilde indlade sig med Ole Enger eller ei. Slaven blev derhos af Ole Høiland anmodet om at forskaffe ham endel Løvsage. Disse skulde han skaffe i hans Hænder paa følgende Maade. Første Søndag, efterat han var kommen ud af Slaveriet, skulde han gaa til den almindelige Gudstjeneste i Garnisonskirken, blive tilbage i Kirken, naar Tjenesten var forbi, og derefter gaa op paa Galleriet til den Bænk, hvor Ole Høiland pleiede at sidde under Gudstjenesten. Paa denne vilde Slaven finde, at Hovederne paa den 4de og 10de Messingspiger, der holdt Læderbetrækket fast til Træværket i Bænken, vare borte. I en af de derved fremkomne Aabninger, ligegyldigt i hvilken, skulde han stikke Sagbladene. Forsaavidt han ikke selv vovede at gjøre dette, skulde han bede en anden Slave, som Ole Høiland nævnte ham, der snart vilde blive fri, og med hvem Ole havde staaet i Forbin- delse fra den Tid, denne Mand havde været Geval- diger i Slaveriet, udføre det i sit Sted. Ligesaa skulde den samme Slave eller nogen af hans Familie skjule, hvad der ønskedes Ole tilstillet, paa det angivne Sted i Kirken. Der vilde ogsaa Ole henlægge sine Svar. Hvis Slaven ikke skulde kunne faa saadanne Sag- blade, som Ole ønskede sig, her i Byen, skulde han opsøge en Skræppe, som han havde nedgravet paa SIDE: 93 et af ham nøie betegnet Sted ved Drammen. I denne Skræppe fandtes foruden endel saadanne Sagblade, som han ønskede at komme i Besiddelse af, 20 à 30 Spd. i Sedler, 2 Guineer, 1 dansk Ducat, endel Sølv- penge, et Sølvlommeuhr, en Stegemaskine, en Gummi- elasticums Frakke, nogle Skjorter, samt en meget hensigtsmæssig indrettet Bue til at spænde Sagbladene i. Som Belønning for sin Umage skulde Slaven have, hvad der fandtes i Skræppen, beholde hvad han vilde, men brænde Resten og kun tilstille Ole Sagbladene. Da Slaven tilkjendegav Ole sin Forundring over, at han da tænkte saa ivrigt paa at rømme, medens han var ifærd med at forfatte en Ansøgning om Benaadning, svarede Ole, at han just ikke havde noget synderligt Haab om at erholde denne Benaadning, da den maatte komme istand paa en ganske overordent- lig Maade. Han yttrede fremdeles, at han holdt sig overbevist om, at der i den sidste ham vedkommende Benaadningsresolution fandtes en Bestemmelse, som ikke var ham meddelt, og som gik ud paa, at han i Slaveriet skulde behandles med en særegen Skaan- sel. Dette kunde han skjønne deraf, at da han engang nogle Maaneder forud havde været grov imod Præsten, fik han ikke corporlig Revselse, som enhver anden Slave ganske sikkert havde faaet i lignende Tilfælde, men Auditeuren var bleven sendt til ham for kun at anmode ham om at bede Præsten om Forladelse for den udviste Opførsel, en Mildhed, som, efter Oles For- mening, kun kunde grunde sig i en Bestemmelse i den kongelige Resolution, men hvortil den egentlige Grund var den, at man, da man var nødsaget til at holde ham afspærret fra de øvrige Slaver, troede ved at behandle ham med en særegen Mildhed tilsidst at skulle kunne bøie hans Stivsind og mildne hans Gemyt. Derfor vilde man ikke tildele ham legemlig Correx, uagtet han oftere havde gjort sig fortjent dertil. Den sidste Benaadningsresolution var af 14de Marts, der er Dronningens Fødselsdag. Dette kom deraf, SIDE: 94 fortalte Ole Slaven, at Dronningen selv havde ansøgt Kongen om Benaadning for ham og anholdt om, at Kongen vilde indvilge den paa hendes Fødselsdag. Hvilket naturligvis var Combinationer, som Ole Høi- land selv havde opgjort, og som havde sit Udspring i den Tro hos ham, at han var en mærkelig og interes- sant Personlighed, der foruden at have en almindelig Interesse hos Folket i en særdeles Grad havde vundet Medfølelse hos endel af Kongens og Dronningens nærmeste Omgivelser her i Riget. Ole bad derfor Slaven gaa til en af disse Personer og underrette ham om, at han ikke var tilfreds med den Behandling, han nød i Slaveriet, saa, mente han, vilde der nok blive truffet Forføining til, at denne blev bedre. Paa Sla- vens Spørgsmaal om, hvorledes han tænkte at komme forbi Skildtvagterne paa Fæstningen, naar han skulde rømme derfra, erklærede han, at han i Nødsfald vilde slaa sig igjennem. Han fortalte Slaven om sine Planer, i den Tid han opholdt sig i og omkring Drammen, til at stjæle paa forskjellige Steder sammesteds, saasom i Banken, Sparebanken og hos Kjøbmand Thorne, og om Grunden til, at dette ikke kunde lade sig gjøre, saaledes som allerede fortalt. Endelig betroede han ogsaa Slaven, at det var gangske rigtigt, hvad den Reisende havde fortalt, der havde berettet i Byen, at han havde truffet ham ved Arveset og ladet ham staa bag paa hans Slæde, men han havde nægtet derfor ved Forhøret, fordi han ikke vilde, at denne Mand, der var Lieutenant, skulde have Ret. Saadan Sindets Bitterhed fandtes der altsaa dengang hos Ole Høiland, og i den Grad var Sandheden ham ligegyldig, at han løi, alene forat det skulde have Udseende af, at en ham aldeles fremmed Person havde taget feil, uagtet han selv ikke havde den ringeste Fordel deraf. Den omhandlede Samtale mellem Slaven og Ole Høiland blev røbet, men for at faa et Indblik i Sidst- nævntes Charakter og Planer, lod man Sagen gaa sin SIDE: 95 Gang. Slaven skrev derfor paa Anmodning et Brev til Ole, saaledes som han vilde have skrevet det, om han havde bestemt sig til at indlade sig paa dennes Planer. Dette Brev, som derefter den 4de Oktbr. blev henlagt ved Vandposten, er saalydende: "Gode Ven! Jeg skal bringe dig Uhrmagerens hjerteligste Tak for den Godhed, den du nu ved mig beviser ham. Han siger, at dette er mere, end han kunde vente af dig, thi han troede, at du meget mere maatte have Grund til at gjøre, hvad du kunde, for at gjøre hans Stilling mere trykkende, end den nu for Tiden er. Han tilstod ogsaa, at du kunde gjort hans Hus større Skade, end du gjorde, thi en saadan lang Tid, som han stod i Forbindelse med dig, er passeret meget, som er Retten ubekjendt. Jeg skal sige dig, at han skal tale med S- om de to Forhørene, som du har optaget. Uhrmageren ønsker gjerne, at du vil give ham til- kjende, hvad du behøver, saa skal han med største Fornøielse gjøre det og lægge det det bestemte Sted. Han lover dig med Mund og Hjerte Taushed og Troskab." Den 10de samme Maaned fandtes som Svar herpaa ved Vandposten en liden Seddel fra Ole Høiland skreven med Blyant. Seddelen lød saaledes: "Tak, min Ven. Jeg har modtaget din Efterretning fra U-r-, og det fornøiede mig at høre, at min Hen- sigt fandt Gjenklang i hans Bryst. Vær blot forsig- tige. Gid det maatte gaa os alle vel. Jeg behøver ingen Ting mer. Jeg har hørt, at du er færdig. Godmoren." Den paafølgende Dag blev det tilmeldt Ole i Sla- vens Navn, at denne om nogle Dage vilde blive fri, og at han da vilde udrette, hvad Ole havde bedet ham om, nemlig første Søndag derefter paa det aftalte Sted i Kirken at henlægge de forlangte Sagblade. Dette skete ogsaa, og Ole satte sig i Besiddelse af disse. Paa Tilbagetouren fra Kirken til Cellen blev SIDE: 96 han tiltalt af Pladsmajoren og tilspurgt, om han havde havt Anledning til at komme i Besiddelse af noget paa sin Tour til Kirken. Med den største Sikkerhed og Rolighed benægtede han dette, men ved at under- søge hans Klæder fandt man Sagbladene i hans Vestelomme. Den Skræppe, Ole havde omtalt at have liggende paa det opgivne Sted ved Drammen blev eftersøgt, men fandtes ikke paa Stedet. Da hans Anslag til at undvige fra Fæstningen saaledes vare forpurrede, og hans Ansøgning om Benaadning snart efter var afslaaet, opgav han ethvert Haab om nogensinde mere at komme paa fri Fod og blev værre at have med at gjøre end nogensinde før. Ud paa Høsten i Aaret 1848 fandtes han en Dag liggende i sin Celle og svømmende i sit Blod og næsten død. Han havde tilslebet et Stykke Jern, som han havde løsrevet af en Hammer, han havde havt til Afbenyttelse om Dagen, som en Lancet, bundet denne mellem to Stykker Træ, derpaa hugget sig i Armen dermed og overskaaret en Aare. Han blev dog itide forbunden og kom sig snart. Men han havde sandsynligvis denne Gang tilsat Livet, om Hjælpen først var kommen en Times Tid senere. Nogle Maaneder derefter, eller den 20de December samme Aar om Formiddagen, vilde den Gevaldiger, hvem Opsynet med ham specielt var anbetroet, aabne Døren til hans Celle for at se til ham, men da det ikke var muligt at faa Døren op, og da han heller ikke paa Gevaldigerens Raab svarede, anvendte denne al sin Magt for at aabne den og fik den da ogsaa saavidt aabnet, at han kunde se ind i Cellen. Her saa han Ole hænge i en Strikke, som var fæstet i en Jernkrog i Loftet, hvori hans Hængekøie blev opbunden, og som var anbragt lige over Døren. Da Gevaldigeren saa ham, syntes der endnu at være Liv i ham, og han havde formodentlig sluppet sig i Strik- ken, idet Manden havde villet gaa ind til ham. Førend man kunde faa fat paa en Brækstang og SIDE: 97 andre Instrumenter, hvormed man kunde opbryde Døren, og inden dette lykkedes, var der medgaaet henimod 1/2 Time. Da man kom ind i Cellen og fik Ole nedskaaren, var han død. Dog var han endnu da ganske varm, men da han blev aareladt, flød kun nogle Draaber Blod. Han havde brugt Dreiersnoren som Strikke, havde sat Sengen foran Indgangsdøren, saaledes at den ene Side af den sluttede mod Døren og den anden Side mod Kakkelovnspladen. Inden man kunde faa Døren aabnet, maatte der altsaa anvendes saa megen Kraft, at enten denne, Ovnen eller Sengen maatte brydes itu, og det var først, efterat Ovnspladen havde trængt igjennem Væggen i Enden af Sengen, at man kunde komme ind i Cel- len. En Times Tid forud havde der været Folk hos Ole, han spiste da sin Frokost, og der mærkedes ikke det mindste Usædvanligt hos ham. Det var den almindelige Mening blandt hans Opsynsmænd, at det aldeles ikke havde været hans alvorlige Mening at tage Livet af sig. Det var kun et Experiment, antoge de, han gjorde for at ærgre Vedkommende og i det Haab at blive reddet og derefter fritaget for at sidde i Cellen, men det synes ikke rimeligt efter de Forberedelser, han havde gjort, inden han hængte sig. Han døde, som han havde levet, i Forbrydelse og Skjændsel, omtrent 52 Aar gammel. Naar man nu ser tilbage paa Ole Høilands Liv, overvældes man af sørgelige Betragtninger. En Mand, der av Naturen var udstyret med et sjeldent kraftigt og smidigt Legeme, med en sund, god Forstand og efter al Rimelighed med et blødt og for det Gode modtageligt Gemyt, fordærves i den Grad, at enhver Anstrængelse mod Enden af hans Liv for at bringe ham tilbage paa ret Vei ikke alene er fuldkommen spildt, men med Haan forkastet, idet Idéen om Godt og Ondt i den Grad er forkvaklet, at han er stolt af sin Skjændsel og roser sig af sine Forbrydelser. Og hvilket sørgeligt og forladt Liv har han saa ikke ført. SIDE: 98 Han siger selv i sin Ansøgning, at hans Liv har været en Række af elendige og forsmædelige Gjen- vordigheds-Aar, og det er vistnok med Rette, han kalder det saa. Havde han kun anvendt sin Aands og sit Legems Kræfter halvt saa meget til det Gode, som han har anstrængt dem til det Onde, vilde han rimeligvis endnu den Dag idag (1848) have levet som et godt, agtværdigt og for sit daglige Udkomme ubekym- ret Medlem af Samfundet. Det gaar som et Sagn om Ole Høiland, at han især i sine yngre Dage skal have været godgjørende imod Fattige og tro, paalidelig og rundhaandet mod sine Venner. Hvad det første angaar, da er vistnok en Godgjørenhed med Penge, erhvervede paa den Maade, som Ole Høiland erhvervede sine, just ikke at sætte nogen særdeles stor Pris paa; thi den Sætning, at hvad der let kommer, gaar let, er sikkert ikke i noget Tilfælde mere anvendelig, end naar Pengene ere stjaalne, men det har ikke været Nedskriveren heraf muligt at opspørge et eneste saa paalideligt Factum derom, at det igjen kan fortælles som sandsynligt. Hvad det angaar, at han skal have været tro, paalidelig og rundhaandet mod sine Venner, er det vistnok saa, at der, især i den tidligere Periode af hans Liv, sikkert findes ikke faa Personer, der have bistaaet ham i hans Forbrydelser, og som ere undgaaede Lovens Straf, fordi han ei for Retten har omtalt den Hjælp, de have ydet ham. Men om dette just er skeet af Adel i Gemyttet eller af simpel klog Beregning, er vanskeligt at sige. Saa meget er vist, at han i sit senere Liv aldeles ikke var noget særdeles ængstelig med at op- give sine Hjælpere, naar han antog, at disse enten i mindste Maade havde forgaaet sig mod ham eller ikke længere kunde være ham til nogen Nytte, eller han troede i endogsaa kun ubetydelig Grad at kunne tjene sig selv derved. I sit hele Liv har han ikke havt et eneste Menneske, til hvem han med Varme og Inderlighed har sluttet SIDE: 99 sig. Dertil var han for despotisk og selvgod. Enhver, der kom i Berørelse med ham, maatte ubetinget under- kaste sig hans Villie, om Venskabet skulde holdes, og han havde den bitre Skuffelse, inden sin sidste Paagribelse, at se, at alle de Personer, paa hvis Bi- stand han paa den Tid med nogen Grund kunde gjøre Regning, bleve hans Fiender, da hans Evne til at be- tale dem deres Venskab ophørte. Ole Enger og Lars Steen forsøgte at myrde ham for at skille sig af med ham, og Tetens Familie forraadte ham for at trække sig ud af al Forbindelse med ham og for at fortjene de Penge, der vare udlovede for han Paagribelse. Ole Høiland var dog ingen voldsom Person eller nogen for sine Medborgeres Liv og Lemmer farlig Forbryder. Det kan heller ikke sees, at han mere end een Gang har benyttet Vaaben, og det var alene for at befri sig fra at blive anholdt, da han nemlig i Aaret 1835 i Tøiengaden trak ud en Kaarde af en Stok for at komme fra de fire Personer, som der for- fulgte ham. Heller ikke kan det erfares, at han nogen- sinde under Udøvelsen af sine Forbrydelser har været for- synet med Vaaben. Medens han de sidste Gange var paa fri Fod, havde han ofte Gevær med sig, men dette var i Almindelighed ikke ladet eller ganske færdigt til Skud. Under Forhørene svarede han i Almindelighed med Høflighed, stedse med Præcision og en forunderlig Ro paa de Spørgsmaal, der bleve ham forelagte. Han kunde lyve med en Færdighed og Frækhed, der var forbausende, og med den troværdigste Mine af Verden, var vanskelig at gribe i en Modsigelse og ikke let at bringe ud af Fatning. Kun naar han ganske uventet blev overrasket i en Modsigelse eller greben i en Løgn, kunde han for et Øieblik bringes ud af Fatning, men gjenvandt snart sin Ro og vidste da som oftest at give Sagen en saadan Vending, at den fik Skin af Sandhed. Hans Liv og Levnet skal sikkert ikke friste nogen til at følge hans Exempel.